eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Hellig Trefoldigheds Gilde . . .

Hellig Trefoldigheds Gilde udi det danske Compagnie eller det kongelige kjøbenhavnske Skydeselskabs og danske Broderskabs Historie.

Kbh., Bianco Luno & Schneider, 1836

Nicolai Peter Nielsen (1795-1860)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er tastet hos eremit.dk i april / maj 2002. Teksten kan frit bruges til ikke kommercielle formål.

Ændringer i forhold til originalen: På side 90 samt side 106, er oplagte rettelser indsat i kantet parentes i teksten.


Indledning . Første periode . Anden periode . Raderinger

 

Hellig Trefoldigheds Gilde

udi

det danske Compagnie,

eller

det kongelige kjøbenhavnske Skydeselskab

og

danske Broderskabs Historie.

af

N. P. Nielsen.


vignet

____________________

Kjøbenhavn.
Trykt hos Bianco Luno & Schneider.
1836.


 

Thet siger Beda, then hederlige man,
thet er velgjort, ehwo som kand,
forfedres gjening at scriffue,
ere the onde, man maa thennom fly,
Men ere the gode, man maa dem ty,
oc festelige wed thennom bliffue.

Danske Riimkrønike.



 

Til det danske Broderskab.

Hermed overgiver jeg Eder, kjære Brødre, denne lille Bog, hvori jeg har samlet alt, hvad jeg har kunnet finde, om vort gamle Samfund. At det ikke er noget særdeles Mærkeligt hvad heri findes, er jeg overbeviist om, thi indtil i Dag har ingen givet sig synderlig af med at skrive Historie om et Selskab. Dette kunde kun finde Sted, naar en Elsker af det historiske Studium tillige var en ivrig Broder i vort gamle Laug. Hvor vidtløftig min Søgen har været, vil Enhver kunne see af de Værker, jeg har citeret. Omtrent for 70 Aar siden har F. W. Wiwet paatænkt en saadan Historie, og de materialier, han har efterladt i Manuscript, har jeg benyttet; navnlig har dette været af Vigtighed angaaende Protokollen fra 1694, som ikke mere findes i Salskabets Archiv, og ved en Fortegnelse over de Fuglekongeskilter med Inscriptioner, som ogsaa ere forsvundne. Bogen er meest bestemt for Broderskabet; dog smigrer jeg mig med, at maaskee Historiographen i Tidens Løb vil være mig Tak skyldig for en og anden Antegnelse, hvis jeg tør slutte fra den Taknemmelighed, jeg har følt, hvor jeg fandt noget.

[I]

 

Den Lærde vil vist finde mange Mangler, men for ham er Bogen ikke skreven, og han kan berolige sig med, at dens Forfatter, som ulærd, aldrig har stræbt at trænge sig ind i de Lærdes Rige.

Endelig skylder jeg at aflægge min Tak til vor berømte Historiograph Hr. Etatsraad Werlauff, der med sin humane Beredvillighed har værdiget at gjennemlæse Manuscriptet, veilede Forfatteren, og skænke ham sit opmuntrende Bifald.

De Raderinger, som findes i Bogen, udførte efter Professor Hetsch's Tegning af vor talentfulde Kobberstikker Schöler, forestille: Nr. 1. Hovedbygningen af Skydebanen; Nr. 2. Skydehuset, seet fra Rendebanen; og nr. 3. Indgangen dertil fra den modsatte Side.

Vignetten har, foruden Selskabets Emblemer, Aarstallene 1389, hvor man med Bestemthed veed at det existerede, 1542, da Kong Christian den 3die indtraadte som Broder og 1753 da Kong Frederik den 5te forundte det den nuværende Skydeplads.

Kjøbenhavn den 1ste Juli. 1836.

Forfatteren.


__________


[II]

 

Indledning.

_____


Det danske Broderskabs Historie kan ikke godt forstaaes, uden i Korthed at omtale Middelalderens Gilder i Almindelighed; thi dette Broderskab er en af de få Levninger, der endnu haves, af disse. Jeg vil derfor forudskikke nogle korte Bemærkninger om disse Gilder i Almindelighed, saaledes, som jeg har forefundet dem omtalte og beskrevne hos andre Forfattere.

Menneskene have vist til alle Tider været som nu; de have til alle Tider søgt Selskab, baade for at glædes med hverandre, og for at finde Hjelp og Beskyttelse. Dette er oprindelsen til Stater.

Men i disse større Samfund, der i de ældste Tider ikke kunde yde alle Medlemmer Beskyttelse, dannede sig mindre Samfund, hvis Medlemmer forenede sig for at yde gjensidig Hjelp og Bistand, og som, for at knytte dette Baand fastere, forsamlede sig paa visse Tider og Steder. Ved disse Forsamlinger forglemte man aldrig et Slags Gudsdyrkelse, eller forsømte at gjøre sig til Gode med Mad og Drikke. Saavel i den hellige Skrivt som hos andre Skribenter finder man, at disse Sammenkomster i de hedenske Tider bleve holdte een eller anden Gud til Ære. - Philisterne forsamlede sig for at takke deres Gud Dagon, der gav dem Seier over Samson, og Samson blev fremstillet ved disse Samlinger, for at de kunde drive Gjæk med ham. - Grækerne og Romerne holdt ligeledes Gjæstbud deres Guder til Ære, og

[1]

 

2

især hos Grækerne var det ikke tilladt at nyde Mad og Drikke i Overflod undtagen til Ære for Guderne. Ved saadanne Gjæstebud brugtes tillige Sang og Dands, hvilket sees af Israels Børns Dands om Guldkalven.

Men jeg vil forbigaae de andre Folkeslægter, og holde mig til Nordboerne. Vore Forfædre i Hedenold holdt ligeledes Gjæstebud, deres Guder til Ære. Den første Skaal var helliget Odin, at han skulde give Seir og Lykke; derefter Niord, og Freyer for Jordens Frugtbarhed og for Fred. En Skaal var indviet til Braga, Skjaldenes Gud, og kaldtes Braga=Bæggere eller Bragafull; Skjaldene vare yndede Gjæster i deres Forsamlinger. Foruden deres Guders og Gudinders Skaal drak de ogsaa deres afdøde Venners, hvilken kaldtes Minni, den Afdødes Minde eller Ihukommelse. Denne Minni (Bragafull) blev især drukket ved Liigbegængelser, og kaldes da Grav=Øll, eller naar Arven blev skiftet, og kaldtes da Arv=Øll. Uden dette havde ikke Arvingerne fuld Ret, end ikke til den kongelige Throne, som sees hos Snorre Sturlesen: "Det var paa de Tider en Sædvane, at, naar en Konges eller Jarls Liigbegængelse skulde holdes, hans Arving skulde sidde paa en Bænk for Thronen, indtil Skaalen blev indbragt, som var indviet Braga; da skulde han opstaae, gjøre et Løfte at udvise nogen tapper Gjerning, og derpaa uddrikke Bægeret." Det samme maatte enhver anden Arving gjøre, som derfor sad paa en Skammel midt i Forsamlingen, og udtømte sit Horn eller Braga=Bæggere, og ligeledes gjorde det Løfte at udøve noget Berømmeligt, hans Forfædre til Ære, og derpaa satte sig paa sin Stol eller Høi=Sæde.

Da et Slags Christendom blev indført i Norden, ophørte vel den Skik at drikke Guderne til Ære, dog ikke saa aldeles i Begyndelsen, da ofte den sande Gudsdyrkelse og Afgusddyrkelsen blev sammenblandet. Dog omsider bleve de gamle Guder og Gudinder afskaffede, og deres Poster besatte med Helgener. I


 

3

Olaf Trygvesøns Saga læses, at en Morten Bisp aabenbarede sig for ham, da han kom til Øen Moster, og sagde til ham: "Det er her til Lands Sædvane, at man i Gilderne drikker Thors, Odins og andre Asers Skaal; dette vil jeg, at du skal forandre, og derefter skal drikkes til min Erindring, men den gamle Skik afskaffes." (Oddur Munks Oluf Trygvesens Saga i Reenhjelms Udgave, 24 Cap.). - Minni, eller at drikke de Dødes Æresminde, blev senere afskaffet, og nuomstunder skeer det af Braga=Dyrkerne eller Poeterne saaledes at forherlige den Afdøde ved et Drapa i en Bog eller i Adresseavisen. Dog har jeg været Vidne til, at Bedemanden, ved en af mine Paarørendes Begravelse i aaret 1812, udbragte følgende Skaal: "Dette skal være den salig Afdødes Minni, som Poeterne kalde det." - I vore Tider er det stedse i Brug at drikke levende Personers Minde eller Skaal, f. Ex. Regentens eller udmærkede og fortjente Mænds. Dog synes mig det Ord Minni eller Minde at være langt bedre end Skaal.

Men for at komme til de ældre Tider: "Den Paamindelse, som Morten Bisp gjorde," siger en ældre Forfatter, "blev og med megen Iver iværksat, og ei at tvivle paa, saasom de Tiders kjødelige Munke og Præster, uden Skin af at oppasse Helgenernes Dyrkelse, fik Leilighed at faa Fingrene i Fadet og Skjægget i Kruset. Saaledes succederede disse Afgudspræster de andre, og man begyndte at drikke Helgenerne til Ære, og efter disse fik Gilderne da Navn." Disse Sammenkomster kaldtes Gilder. Oprindelsen til dette Ord kommer uden Tvivl af Ordet gielde i.e.: betale, fordi de maatte sammenskyde dertil. At ordet Gilde iøvrigt er meget gammelt, og brugt i det niende Ceculo, sees af de Frankiske Keiseres Capitulaner, hvor Gelda og Geldonia bruges om et Broderskab eller confratria. Ole Worm har været af samme Mening, naar han af Henrik Spelmanns Ordbog anfører Gelda eller Geldonia: "Et Selskab, indgaaet for Enigheds, Religionens og


 

4

Handelens Skyld, og da der maatte Penge tilskydes, blev kaldet Gilda, thi Geld og Gild er Penge og Betaling." Vel var Gilde et almindeligt Navn paa alle sluttede Selskaber og Forsamlinger, hvor der blev spiist og drukket, og er det for det meeste saa endnu iblandt Bønderne, naar ved visse Leiligheder holdes Gjæstebud, f. Ex. Maigilde, Midsommersgilde, Høstgilde, Møggilde o. s. v.; men Gilderne fik ogsaa andre Navne. Et Gilde kaldtes ogsaa Hvirfving, Brødrene Hvirfvings=Brødre, som sees af Snorro og af en gammel Kjøbenhavns Skraae fra 1294. Disse Benævnelser kom af det gamle nordiske Ord Hvirfving i.e.: en Cirkel; deraf at drikke Hvirfving, det er at drikke rundt om af eet og samme Kar, thi i de ældre Tider brugte man ikke mange Drikkekar, men den ene drak den anden, som var hans Sidemand, til, og saadan gik det rundt, indtil den, der først begyndte. Det samme sees den Dag i Dag hos Bønderne, naar der ere flere Rhedere i en Kande Øl. Stundom brugte man Ordet Øll istedetfor Gilde, og kaldte derfor et Gilde, hvortil man var indbuden, Buddel eller Budhøll, fordi Gjæsten var indbuden. Trolovelses=Gilde kaldtes Fæstensøl, sammentrukket: Fensel, der dog kun findes hos Almuen. Barsels=Gilde kaldes Barnsøl, sammendraget: Barfil. Naar man derfor vilde tale ganske correct, skulde man om en svanger Kone, istedenfor: hun laver til Barsel, sige: hun laver til Barns=Øl.

Hos os er det Navn, Gilde, aldeles af brug, thi den galante Verden holder Bal, Assemblee, Soiree og Rout, simple Folk gaae paa Lystighed. Kun een Erindring have vi endnu, og det er Pølsegilde, som dog næsten kun findes i Klubberne. I ældre Tider vare de meget brugelige, og, da ved saadanne Leiligheder blev drukket godt, kan det vel være, at Pølsesnak har sin oprindelse derfra. Jeg har læst etsteds, at man engang lod Sangværket gaae ved et Pølsegilde, hvorfor ingen senere vilde bruge det ved Bryllupper, som før havde været Brug. I vore Dage


 

5

har man den Fornøielse at betale for Sangværket ved Bryllupper, skjøndt der intet Sangværk er mere. - Dog dette maa være nok om Gildenavnet. De gamle Gilder, hvorunder nu forstaaes de, som opkom efter Christendommens Indførelse i disse Lande, vare ikke indrettede allene for deri at æde og drikke; men Hensigten var i mange Henseender meget ædlere, nemlig: efterhaanden at afskaffe den umaadelige Drik og deraf følgende Slagsmaal, som Folk var vant til fra de hedenske Tider. Omendskjøndt det vel var tilladt at drikke, saa blev det dog indskrænket ved Broderskabets Love, at det ikke skulde udarte til Drukkenskab eller, som det kaldtes, til Øllfylla. Hoved=Budet var, at Lemmerne skulde være enige, og den ene Broder og Søster hjelpe den anden, thi saaledes begynder St. Oles Gildes Lov, som Jesse Griis i Hettinge Makele i.e.: Store Heddinge lod sammenskrive og udgaae: "I Navn Faders, Søns og den hellig Aands, Amen: Brødre og Systre! det skal være Eder vitterligt, at dette Gilde ikke er stiftet for Driks Skyld, men for Udsættelse efter Lov og Retfærdighed, at en Broder skal komme den anden til Hjelp."

Mod Drukkenskab vare mange Bud, saaledes: Dersom nogen udaf Drukkenskab falder udi det Huus, hvori Gildet er, skal han til Straf bøde en Øre. Og et andet Sted: Hvo som af Drukkenskab spyer, skal betale en halv Mark. Endvidere: Ingen maatte sove paa Bænken i Gildets Huus, da det var et tegn paa Drukkenskab; eller om Nogen tabte et Drikkekar, blev han straffet, om det end blev heelt. Naar Maaltidet var til Ende blev læst og sjunget, og hver gik hjem. Naar Nogen blev siddende længere, da staaer i hellig Knuds Konge og Martyrs Gilde Lov: om nogen dyrus ath sidæ efter allæ. tha sculæ gerdemen settæ foræ hannem een span skuld met öl. och eet lidet lius. og saa gangæ tel seengs. Æn om the för bortgangæ. tha sculæ the böda IX skilinge. (Kofod Anker pag. 119).


 

6

Saaledes havde man paa alle Maader modarbeidet Drukkenskab. Frugten af deres Sammenkomst eller Forbund var indbyrdes Hielp. Hverken i Gildeshuset eller udenfor maatte en Broder fornærme den anden Broder. De skulde hielpe, naar Broderen var i Fængsel, havde lidt Skibbrud, var plyndret af Sørøvere, eller var brandlidt; de torde ikke berøve en Broder hans Velfærd eller bagtale ham for de Store; de skulde besøge ham, naar han var syg, bære ham til Jorden, naar han var død, og bede for hans Sjel. Kort: De skulde vise, at de vare Grund= og ikke Mund= eller Bord=Venner.

Det, som forekommer os nu maaskee det anstødeligste, er den Hævn, som Broderskabet forpligtede sig til at tage over dem eller den, der fornærmede en af Brødrene. Dog var det vist nyttigt paa de Tider, hvor Manddrab hørte til Dagens Orden, at de ansaae sig berettigede til at tage Blodhævn, for at indjage Frygt for Manddrab, som Øvrigheden dengang neppe ænsede: "Ingen maa hævne sig selv, Hævnen hører Gud til!" er en Paamindelse til Israeliterne; men der var dog een Undtagelse i dette Bud i Henseende til Manddrab, da Blodhævneren havde Tilladelse til at dræbe Manddraberen. (4de Mose Bog, Cap. 35. V. 19.)

Hvert Gilde havde sin egen Lov eller Skraae, saaledes kaldet af at skraae i.e.: skrive. Skraaerne vare forsynede med Gildets Segl, hvoraf man endnu har Levninger. Lovene vare ikke meget afvigende fra hverandre i de forskjellige Gilder, og i alle fandtes det som et Hovedpunkt: dersom den, der ikke er Gilde=Broder, ihjelslaaer nogen, som er Gilde=Broder, da skulle Gilde=Brødrene hævne ham, om de kunne. Denne Hævn feilede sjelden. Jeg vil kun anføre eet Exempel paa denne Blodhævn, men som er desto mærkeligere. Kong Niels havde en Søn ved Navn Magnus; denne ihjelslog Knud Lavard i Haraldsted Skov, fordi han frygtede, at han skulde berøve ham Thronen. Knud var Oldermand for Knud den Helliges Gilde i Hethebye eller Sles=


 

7

vig. Da Kong Niels senere tabte Slaget ved Fodvig i Skaane, flygtede han til Jylland og derfra til Slesvig. Da han kom til denne By, sagde hans Følge, at Borgerne i denne havde en streng Lov (som kaldtes Hezlagh) i deres Gilde, som paalagde dem at hævne hvad Ondt der var paaført en af deres Brødre; da man nu i almindelig troede, at Kong Niels var deelagtig i det paa Hertug Knud forøvede Mord, fraraadte man Kongen at tage ind i Byen. Kongen foragtede denne Advarsel med disse Ord: Vi skulle vel meget frygte os for disse Sudere og Skindere. Men neppe kom han ind i Byen, førend Brødrene lukkede Byens Porte, ringede med Gildesklokken, hvorpaa Alle samlede sig, og dræbte Kongen med hver den, der vilde forsvare ham, Aar 1135.

Gilderne indbefattede dengang Folk af alle Stænder og Haandteringer: Geistlige og Verdslige, Mandfolk og Fruentimmer, Konger og Fyrster, Adel og Borgere. Kong Valdemar den 4de var Medlem af St. Knuds Gilde. Kort: alle bleve antagne, naar de var ærlige og skikkelige Folk. Imidlertid har jeg dog fundet, at Oldermændene baade i Kong Erick den Helliges Gilde og St. Knuds Gilde ved en Lov havde udelukket Bagerne, og udjaget dem, som allerede vare deri. Formodentlig har de ikke bagt Brødet forsvarligt. Men begge disse Love ere daterede Skanør, saa det er rimeligt, at de kun gjelde der.

Senere bleve Gilderne deels verdslige, deels geistlige, dels bestaaende af begge tillige; deels af Mandfolk allene, dels af begge Kjøn. Disse sidste vare de talrigste. De fleste Gilder havde deres Navne efter en hellig Ting, Helgen, Konge eller Martyr, hvilken Broderskabet ansaae for sin Patron eller Forbeder hos Gud. Jeg vil blandt alle de Gilder, her fandtes i Landet, blot anføre de kjøbenhavnske, nemlig: Hellig Trefoldigheds, Christi Legems, Hellig Aands, St. Catharinæ, Kong Erichs, St. Gjertruds (deraf St. Gjertrudsstræde) og Mariæ. Et Gilde blev under samme Navn holdt paa


 

8

forskjellige Steder, men Brødrene og Søstrene vare alle i Forbilndelse med hverandre, naar de vare Lemmer af et Gilde, der havde samme Navn. I samme By kunde ogsaa være Gilder, som vare forskjellige baade i Love, Vedtægter og Navn.

Hvo som indtraadte i Gildet maatte forbinde sig ved Eed til at holde Lovene, hvorfor de kaldtes besvorne Brødre.

Broderskabet eller Gildet havde sit eget Forsamlingssted, som kaldtes Gildeshuset, der som oftest var een af de anseligste Gaarde i Byen. Disse Gildeshuse laae som oftest tæt ved Kirken, hvor foruden Høialteret vare Altre, ved hvilke de kunde paakalde deres Helgen og Gildes=Patron. Paa det øverste Sted i Gildeshuset hang Gildes=Klokken, som ogsaa kaldtes Hvirfvings=Klokken, og brugtes til at sammenkalde Brødre og Søstre. Disse Samlinger vare deels to, deels fire Gange om Aaret, deels saa ofte noget af Vigtighed forefaldt, hvilket blev tilkjendegivet ved Klokken, som f. Ex. ved forommeldte Begivenhed med Kong Niels. Sammenkomsetrne vare deels om Dagen, deels om Aftenen, hvilket sees deraf, at der er brugt Lys. I Helligtrefoldigheds Gildes Lov staaer: Enhver Broder bør aflægge eller nedstryge sin Hætte medens Lysene indbæres: formodentlig for at man kunde see, om ingen Fremmed eller Uberettiget var i Forsamlingen. Gildernes Indkomster bestode: 1) i Indgangs=Penge, som enhver nyeoptagen Broder eller Søster maatte erlægge; 2) blev aarligen erlagt noget vist af Enhver i Penge, og tillige leveredes Honning, Vox, og Malt til Øllet, hvoraf det ordsprog kommer: at bære ondt Malt til Gilde; 3) Bøder for begaaede Forseelser, og 4) det som var den betydeligste Indtægt, Indkomsterne af Jordegodser og Grunde, som bleve givne til Gilderne; thi disse vare meget bemidlede. Et Beviis herpaa kan følgende Vers afgive:

      

Hvor man kommer i Randers eller Ribe
I Viborg, Aarss, Olborg eller Nibe,


 

9

      

De spör, Huess er den store Gaard
Eller det skönne Huss der staar.
Da faaer man saadan Svar igien
Det hører til det store Kallen
Til S. Peders Gilde eller S. Knuds
S. Söffuerens Alter eller S. Gjertruds.

(Jydske Efterretninger 1767.)

Gilderne havde deres Forstandere, som kaldtes Older=Mænd eller Alder=Mænd, der vare deres Forsvarere og ypperste Raad. De vare ofte mange, undertiden kun faa, ja endog kun een i Gildet. Disse Oldermænd vare tillige Lovgivere for Gildet. Foruden disse vare nogle Mænd, som kaldtes Stoel=Brødre. Dem paalaae det at forestaae Gildets Indkomster, saa og at gaae Oldermændene til Haande i at befordre Gildets Tarv. Uden Tvivl vare de ogsaa Bisiddere i Gildes=Retten. Videre vare der ogsaa nogle, som kaldtes Gerde=Mænd eller Gjærthemæn, som forestode Gjæstebuddene i Gildet. Til Opvartning i Gilderne vare Lemmer af broderskabet, hvoraf Mandfolkene kaldtes Berde=Brødre, Fruentimmerne Bred=Søstre, Tønde=Søstre. (Berde=Brødre skal vel være Byrde=Brødre, som have baaret Borde, Bænke og Ved; Bred=Søstre de, som dækkede Bordet, bredte Dugen; Tønde=Søstre de, som aftappede Øllet i Drikkekarrene. Disse Sidstes Ihukommelse er endnu bevaret i vor Tids brugelige Kjelderpiger.)

Endnu en Betjent i Gildet var Skriveren eller Skraapræsten. Denne skulde antegne alt, hvad der foregik i Lauget, og var egentlig deres Historieskriver. I St. Knuds Gilde meldes om ham saaledes: Tredie Pinsedag, da Gratias er læst om Aftenen, skal Skriveren staae for høie Borde for Skraaherren og Oldermanden og opnævne dem, som ere fremfarne, som ere Skraaherre, Aldermænd, Brødre eller Søstre, hver ved sit Navn efter Registeret.

Som et Beviis paa de Tiders barnlige eenfoldige Digtekonst


 

10

vil jeg kun her anføre et Digt af Skraapræsten i Guds Legems Laug, 1543.

      

Kjære Brödre og Söstere gjörer eder retteligen glade
Og beder Gud vor Fader om Barmhjertighed og Naade
Att han os wil störcke i en Christelighe Troo
Oc giffue os for Christi Skjuldh, Glede og Roo.
Haffuer oc huer andre Christelighen af Hiertet kjær
I Bye og udhen, bode hjemme och her
Haffuer guod eendrecht oc rett Christelige Fachte
Inghen hiin anden skulle forsmaa og foracthe
Icke then Fattig then Riige, icke then Rige then Arme
Saa wil sigh Gudh offuer os forbarme.
Thette beder oc raader edher Christiern Schriffuer
Ieg haaber att wi Gudtzs Börn ewindelig bliffuer
For Jesu Christi Werdtzchjuld oc Dödh alleniste
Oc icke for noghen woris eighen Fortjeniste.
Amen.

Naar Lovsange og Bønner vare holdte, raadsloge de med hverandre om, hvad som kunde være forefaldet og være dem og Staden til Nytte, og om Handelen. De bilagde og afgjorde alle Slags indbyrdes Tvistigheder, hvorom det hedder i den ældgamle Flensborger Skraa: At give Lag meth Tolv Brödre af högheste Gilde.

Siden disse Gilder lode holde Messer, kan man ikke betvivle, at de ere blevne besøgte af Munkene, da der vankede Offer. Derimod sparede de baade Gebyhrer og Procurator=Salarium, da Odels=Trætter bleve afværgede.

Drikken i Gilderne har bestaaet i Mjød og Øl, hvoraf især Thystøll eller tydsk Øl har været yndet. At tildrikke hinanden af ihjelslagne Fjenders Hjerneskal, hvoraf det Ørd Skaal skal være kommet, har vist kun fundet Sted i de allerældste og meest barbariske Tider. Derimod har nok Drikkekarrene først været Dyrehorn, derefter have de gjort Kar i Horns Skikkelse af Sølv og Guld. Senere have de brugt Bæggere og Kander og Kruse af Steen eller Leer, eller ogsaa af Sølv og Tin med Knapper eller Pægle=Maal


 

11

indeni; heraf kan det være kommet, at man siger om To, der tildrikke hinanden dygtig: de drikke til Pægels. Trækander have vist ogsaa været brugte især i Norge, hvor de endnu findes smukt udskaarne. Endskjøndt Ædrugelighed var paabuden i Lovene, saavel som Fredsommelighed, saa gik Naturen dog ofte over Optugtelsen. Desuden tiltog Brødrene sig efterhaanden en Magt og Myndighed, som kun tilkom Regenten; deraf kom det, at man søgte at indskrænke dem lidt efter lidt; og ved Reformationens Indførelse og med den stigende Oplysning bleve de omsider ganske og aldeles afskaffede. Gildeshusene og de Gilderne tilhørende Godser bleve anvendte til bedre Nytte. Saaledes blev Aar 1538 St. Erichs Gildeshuus med dets tilhørende Gods af Kong Christian den 3die lagt til Hellig=Aands Hospital eller store Wartou i Kjøbenhavn.

I Kirken frembragte Reformationen ligeledes store Forandringer, thi da man ikke taalte Helgenernes Tilbedelse, saa bleve St. Nikolaus og St. Gjertrud og mange flere Guder og Gudinder afløste fra de poster, hvorpaa de i saa mange Aar havde figureret. De Altre, hvorved Gilde=Brødrene i Kirkerne havde ladet holde Messe, bleve borttagne, og de gode Helgener, som stode derved, maatte naturligviis gaae samme Vei, med Undtagelse af dem, som vare indmurede. Men da Tilbedelsen ophørte, og man ikke længere tænkte paa at oppudse dem, er Forgyldningen omsider gaaet af. Denne Skjæbne har vist ogsaa ramt Demoiselle Gjertrud, hvoraf det Ordsprog er kommet: Forgyldningen er gaaet af St. Gjertrud.

Uagtet jeg har beflittet mig paa den muligste Korthed i denne Indledning, kan jeg dog ikke forbigaae at omtale de geistlige Gilder, ihvorvel dette ikke, strengt taget, hører til Materien, men fordi - dog det vil mine Læsere selv see.

De papistiske iders Geistlige, uagtet de ikke forsagede noget godt Laug, og derfor vare med i de verdslige Gilder, havde dog


 

12

deres egne Gilder, kaldede Calente eller Præste=Gilde eller Præste=Calente=Gilde. Calent har faaet sit Navn deraf, at Selskabet, som bestod af Præster og andre Geistlige, samledes paa den første Dag i Maaneden, som hos Romerne kaldtes Calendæ. Disse Calenter eller Præstegilder vare to Slags: 1) de, som tillode Læg=Folk at tage Deel deri, og 2) de, som blot bestode af Geistlige. Præstegilderne havde ligeledes deres Forstandere, Oldermænd og deres Indkomster af skjænkede Godser. Disse vare saa rigelige, at de udsatte Penge paa Rente. Hvormeget de gave til de Fattige, findes intet Sted anført. De Gilder, hvori Læg=Folk kunde tage Deel, vare dog saaledes indrettede, at Pluraliteten var Geistlige, saa at de havde Magten, hvad Geistligheden altid har stræbt efter.

De Gilder, som bestode blot af Geistlige, vare indrettede for deri at afhandle aandelige Sager med hverandre, og hvad som vedkom deres Embeder. Men de fik dem dog tillige lidt for Tanden. Domprovsten Hans Urne i Odense testamenterede 1503 en stor Sølv=Skaal til Præste=Calent=Gildet, et høist overflødigt Meubel, hvis Forsamlingen der blot beskjeftigede sig med aandelige Sager. Salig Hr. Niels Christensen, fordum Erkedegn i Ribe, testamenterede til Ribe Præste=Gilde 2 Klenodier af Sølv, nemlig Stob, Drikkekar, for hvilke Foræringer han anbefalede sig Gilde=Brødrenes Forbønner. Disse Klenodier veiede 12 Lod og paa Bunden stod til Mærke: mementote mei, kommer mig ihu (Terp. Rip. Cimb. pag. 451). De gode Brødre maatte altsaa drikke tilbunds for at opfylde hans Bøn.

Alt, hvad der hørte til Calent-Gildets Maaltider, var Eiendom: derfor klager Biskop Lago Urne af Roeskilde i sit Opsigelsesbrev til Kong Christian den 2den, at Calent-Fadene vare blevne borttagne. At Lemmerne af Gildet vare lærde Geistlige, seer man dog, da undertiden en Messebog blev foræret til Gildet.

Præste=Calenter bleve holdte endog efter Reformationen,


 

13

hvilket sees af et Skrift af Petrus Palladius til Præsterne i Roeskilde=Landemode. Dette Skrivt har følgende Titel: En Tractat om de Stykker, hvormed Guds Ord kan forfremmes. trykt i Kjøbenhavn Torsdagen i Pintze Uge 1553. Heri meldes om Calente saaledes: Sognepræster og Sognedegne skulle komme tilsammen tho Gange om Aaret og handle med hverandre om Lærdommen, Levnet og Ceremonier og om alle andre Ting, som Religionen er andrørende.

Det var Skik, at Herreds=Brødrene skiftedes til at holde Gilde, indtil det var gaaet rundt iblandt dem. Naar de ved Forsamlingen havde hørt den Præst præke, hos hvilken de var til Gilde den Dag, gik de med deres Koner omkring Altret og offrede til de fattige Skolebørn, og derfra gik de til Præstegaarden og til Bords. Efter Maaltidet blev sjunget Gildeviser, og ofte kom de i Klammeri. Et saadant Calent-Gilde kunde vedvare 2-3 Dage, hvorfor det ogsaa blev lastet paa et Mode Aar 1562. Ved et Mode i Roeskilde blev vel fastsat, at dersom ingen Calent i et Provsti var holdt, saa skulde man holde det; dog skulde ingen besværes med at holde stort Gjæstebud. Ligeledes i et Mode i Odense 1578 blev paabudet, at der ikke maatte fremsættes mere end fire Retter Mad, og at de skulde afholde sig fra Drukkenskab og utidig Trætte. Men hvordan det blev holdt, sees deraf, at Aar 1598 har Verten til et saadant Gilde belavet sig paa Følgende: 3 Tønder Rostocker=Øl og 2 Tønder dansk Øl, 3 Potter Brændeviin til at forsætte Øllet med, 1 Slagte=Nød, 6 Lam, 10 Par Høns, 2 fed Sviin, 7 Gæs, 8 Fade Salt=Mad (Gammel=Mad kaldet), foruden Andet i Forhold hertil. Hvor aandeligt det da er gaaet til, kan man see deraf: at en Student, ved Navn Lauritz Mortensen, bekom i Consistorio den 16de Juli 1605 denne Dom: At han skulde udi en Narre=Klædning føres med Trommers Lyd igjennem Kjøbenhavn, sidde nogle


 

14

Uger i Studenter=Kjelderen paa Vand og Brød, og derefter for bestandig være udelukket af Studenternes Tal, fordi han paa et Convent eller Calent-Gilde udi Præsteklæder hafde gjort mange Abespil og uanstændig opført sig. - Lad nu ogsaa være, at dette har været imod Calent-Brødrenes Villie, saa viser det dog, hvad Ærbødighed han har havt for Selskabet.

Endelig bleve alle Calent-Gilder ved en almindelig, kongelig Befaling af 10de Juni 1618 afskaffede.

Dette maa være nok for at have et almindeligt Begreb om Gilderne, og jeg vender mig derfor til min Hoved=Gjenstand:

Broderskabets Historie.


__________



Indledning . Første periode . Anden periode . Raderinger

Opdateret: fre maj 17 21:13:00 CEST 2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top