eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Marmorkirken og Marmorpladsen

Marmorkirken og Marmorpladsen

Kbh., Klein, 1867

Christian Gottfred Schaper (1808-1870)


Denne eText er en nøjagtig kopi af 1867 udgaven. Teksten er tastet hos eremit.dk september 2001.

Ændringer i forhold til originalen:
En tom skarp parentes: [], er brugt hvor originalen angiver flademål med en firkant. Kursiv er brugt hvor originalen fremhæver ord med spærret skrift.


Marmorkirken og Marmorpladsen

_________


Betragtede efter det historisk Givne i forrige Aarhundrede

og

Historisk belyste med Hensyn til deres Anvendelse

i Nutid og Fremtid.


Ved

en Dattersøn

af


Casper Frederik Harsdorff.


_________


Kjøbenhavn
H. Hagerups Boghandel
Louis Kleins Bogtrykkeri
1867




Skrevet i Marts 1866



Blødende af friske, dybe Saar af enhver Art næsten, en ligesaa ulige som uretfærdig Krig har tilføjet, seer Danmarks Folk sig i den haarde Nødvendighed, at maatte indføre enhver muelig Besparelse, om man ikke, ved overbebyrdende Skatter eller letsindigt Forbrug af Statens Activer, for mange Tider skal komme til at lamme Folkeudviklingen, i en Tid der i det Hele maa betegnes som Fremskridtets. Regiering og Folkerepræsentation, som den Enkelte, vilde under saadanne Kaar i lige høi Grad svigte deres Pligt, om ikke hver for sig, efter Evne, havde Blikket ufravendt fæstet paa hver ny Hjælpekilde, der mueligen kunde aabnes, hver muelig bedre Afbenyttelse af de ældre, der kunde udfindes, hver mindre hensigtsmæssig eller ødsel Brug af Noget, der kan henføres under Begrebet Statsactiv, der mueligen maatte kunne fjernes. Maar man under alt dette seer midt i Landets Hovedstad, i et af dens skjønneste Qvarterer, en storartet, gammel men aldrig fuldendt Bygning i al sin Pragt hensmuldre i Ruin, til hvilken Tanken knytter sig om en forholdsviis mageløs Ødselhed i Anvendelsen af uhyre Summer paa de bestaaende Levninger, om endnu større Summer, om Levningerne vare blevne fuldførte; naar om denne Bygning en


4

Plads breder sig, der høist fordeelagtigt maatte kunne bortsælges til Byggegrund for flere Rader private Bygninger, medens den nu, ligesom Tilfældet har været i Slægt efter Slægt, er under en øiensynlig midlertidig Afbenyttelse, der kun daarligt forrenter sig og fornuftsmæssig kun kan tænkes saaledes fortsat, som ventende paa den ødsle Bygnings Fuldendelse, vilde det visselig være et i høieste Grad mærkeligt Særsyn, om ikke i nærværende Øieblik talrige Stemmer hævede sig, med Fordring om Ruinens Afbenyttelse, som Pladsens, i Overensstemmelse med Tidens Tarv.

Men, netop under forhold i hvilke Øieblikkets krav ere saa mægtige, ligger det nær, at kunne komme til at oversee Fortids og Fremtids endog gyldigste Fordring paa et tilbørligt Hensyn, - hvad dog vilde kunne volde et ubodeligt Tab for Folket selv. Et Folk lever nemlig ikke blot i Øieblikket, det har sin Rod i Fortiden, og skal af den som af Nutiden engang i Fremtiden hente Kraften til at udforme sin Livsgjerning. Den sande Ven af Folket maa derfor nødig ville lade sig saaledes overdøve af Øieblikkets Røst, at Fremtiden skulde komme til at føre berettiget Klage over, at Fortidens af ham utilbørligt var overhørt. Det turde da i Øieblikket ikke være uberettiget med Hensyn til Marmorkirkens og Marmorpladsens Anvendelse, at hendrage Opmærksomheden paa begges Historie; og, et ringe Forsøg, som det nærværende, paa at give en Udsigt over denne, hvad det foregaaende Aarhundrede angaaer, turde vel ei heller savne al Ret til at nære Haabet om, ikke at finde ganske uvillige Øren.

Marmorpladsen og Kirken ere, efter Historiens Vidnesbyrd, at betragte som en Statseiendom, et Statsactiv, af den Myndighed, der i sin Tid havde Raadighed over det, henlagt


5

til et bestemt Øiemed, i hvilket af Staten er anvendt paa den, - til at lægge en vanskelig og vidtstrakt Grundvold, opføre Bygningen saavidt som den nu er og samle et betydeligt Materiale, - et Beløb af over 850,000 Rd. *)

Da Frederik den 5te lagde Grundstenen til Kirken, var der fra Store Kongensgade ud over det hele Terrain, hvor Pladsen og det der nu sædvanlig kaldes Amalienborg er, en stor Have, der forhen var kaldet Princesse Charlotte Amalies Have **). Midt i Haven var en Pavillon, hvor Generalbygmester Oberst Nic. Eigtved forud havde opslaaet til almindelig Eftersyn Kirkens "Grundrids, Aftegning og Facade". Paa den 3die Dag af den store Jubelfest, der blev afholdt fra den 28de til 30te October 1749, til taknemmelig Erindring om det oldenborgske Huses 300=aarige Regjeringstid, forføiede Kongen, med en stor Svitte af fyrstelige Personer og Riddere af Elefanten, sig ud til denne Pavillon, hvor en stor Deel Riddere, fremmede Ministre og allehaande Standspersoner havde forsamlet sig, og, efterat den veltalende Biskop P. Hersleb havde holdt en kort Tale over Gen. 28, 12 "Denne Steen skal blive et Guds Huus", traadte Kongen ned fra Pavillonen i den til Stenens Nedlægning fordybede Grund, hvor, just paa det Sted Alteret skulde staae, var sat en tilhugget og udhulet Steen, i hvilken Hans Majestæt satte en af norsk Steen smukt udarbeidet æske, hvori han selv nedlagde, ikke alene de til Jubelfesten slagne Medailler og andre, men især en netop hertil udatbeidet Erindring med Indskrift:

__________

*) See J. Collin: For Historie og Statistik. 2. D. S. 277 Noten.

**) See om dette og det Følgende, Fortale, udentvivl af Langebek, til P. Herslebs Rigernes alm. Jubelglæde. S XXI - XXIII


6

In memoriam
Servatæ per tria Secula
Regiæ Domus Oldenburgicæ
Grato in Deum animo
Fredericus V Rex Dan. Noev.
Hujus templi
Primum posuit Lapidem
Die XXX Octobris MDCCXLIX

Efter at dernæst, under Paukers og Trompeters Lyd, en tilhuggen Steen var tilpasset som Laag, og Kongen havde lagt den første Kalk til, med den dertil af ny forfærdigede Muurskee og Hammer af Sølv, Steenlaaget derefter var befæstet med Jernankre og indstøbt Bly af de tilstedeværende Muurmestre, og omkring Stenen uden Ophold var opført en Muur af Muursteen, og ovenpaa alt dette en stor tilhuggen Steen af overmaade stor Vægt var lagt, altsammen i Kongens egen Nærværelse, begav Hans Majestæt sig med Følge tilbage til Christiansborg Slot, hvor der var en meget stor Cour, under hvilken, fra den Slotsaltan, der vendte ud mod Pladsen og Byen, blev udkastet, til det i allerstørste Mængde forsamlede Folk, nogle Poser med Jubelmedailler, i Nærværelse af Kongen selv, der, hvergang en Pose var udtømt, hilsedes af Folkets fryderaab: "Vivat! Gud bevare Kongen og hans Huus!"

Hele Foretagendet var sikkert i Tidens Smag, og upaatvivlelig Folket kjært, som og Kongen selv var den Folkekjæreste.

Kirken blev snart Hoved= og Udgangspunktet for et storartet Anlæg *). At man allerede i Aaret 1750 har beskjæftiget

__________

*) See Weinwich. S. 131, 157 og 58 i hans Konsthistorie.


7

sig med Planen til, paa Frederikspladsen i Kjøbenhavn at opreise en Rytterstatue for Kong Frederik den 5te, som og til de 4 Palaier og tilstødende Gaders Indretning af Amalienborg Havegrund, - hvad dog først kom istand 10 Aar derefter, - kan sees deraf, at den i alle Konstens Retninger saa talentfulde Marcus Tuscher i dette Aar har gjort en tegning til en saadan Staty for Kong Frederik den 5te paa denne Plads. Marcus Tuscher døde vel Aaret efter; men allerede i Aaret 1753 blev en Franskmand, den kongelige franske Billedhugger Jaques Francois Joseph Saly indkaldt her til Landet, hvem saa Tegningen til Statyen og Arbeidets Udførelse overdroges. Arbeidet selv udførtes paa det asiatiske Compagnis Bekostning, og var færdig i Aaret 1768, hvorefter Statyen førtes, ved simple og trygge Maskiner, der var opfundne af Hoftømmermester og kongelig Mecanicus F. J. Zuber fra Gjethuset til den Plads, hvor den siden den Tid har været en af Hovedstadens fornemste Prydelser. Anlæget af Kirken selv var imidlertid fra Begyndelsen under Generalmajor og Generalbygmester de Thuras og Oberst Eigtveds Bestyrelse. Men da Eigtved døde i 1754, indkaldtes, efter Salys Recommendation, Architekterne Brødrene Jardin fra Paris, den ældste med 4000 Rd., den yngste med 1000 Rd. temporair aarlig Gage, og efter Nic. Henr. Jardin, der strax udnævntes til Professor i Bygningskonsten, og, efter de Thuras Død 1759, til Intendant over de kongelige Bygninger - den ældre Broders Plan, udførtes saa Arbeidet paa Kirken til Udgangen af 1770. "Et vidtudseende Foretagende, siger Weinwich i sin Konsthist. S. 153 og 54. Imidlertid - fortsætter han - bragte Jardin det dog saavidt, at den sumpige Grund blev pælerammet, en Deel Marmorblokke savede og polerede, og


8

Bygningen 1760 begyndt paa, og efter 10 Aars Forløb opført indtil saavidt, som den nu sees staaende, til Kapitælerne af den første Rad Søiler af corinthisk Orden. 27 Aar behøvedes efter Jardins Beregning til den egentlige udvendige Bygnings Opførelse, og 100 Aar til den fuldkomne ind= og udvendige Prydelse med alle dens Statyer og Zirater. Den Sum, som var bestemt til at bestride Udgifterne, var fastsat til 20,000 Rd. aarlig. Tegningen af hvorledes den skulde have kommet til at see ud, kan sees i Pontoppidans Atlas Daniæ, Tom. II p. 194 og 95. Anlæget var virkelig pompøst. Hovedfacaderne skulde være retlinede med tvende Colonader, af corinthiske fritstaaende Kolonner. Disse skulde baaret Domen eller Kuppelen, som efter Kirkens Figur skulde bleven rund, lig Pantheon i Rom. Denne Runding skulde omgives med 24 Kolonner af romansk Orden, og over dens Kornische ligesaa mange Statuer. Hvor Domen naaer sin Sammenføielse, bæres endnu en ny Reisning i Form af en Lanterne, ligeledes med Kolonner omgiven, som igien allerøverst skulde baaren en lille Kuppel. Tvende Taarne anlagdes paa Kirkens tvende Sider, men en tredie Deel lavere end Domen, som blev 132 Alen over Horisonten. Bygningens Længde blev 122 Alen, og dens Brede ligeledes. Grundtegningens Figur er et græsk kors, hvis Cirkels udvortes Diameter holder 69, den indvortes 48 Alen. Denne sidste amgives med en Peristylium af 24 joniske, og oven til med ligesaa mange corinthiske kolonner, indenfor hvilke skulde blive etGaleri med den kongelige Tribune. Marmor Billederne, som skulde anbringes paa Kirkens Udsider og forfærdiges af Wiedewelt, vare følgende: oven paa den store Orden 24 Figurer, de 4 store Profeter, de 4 Evangelister, og 16 allegoriske Statyer


9

af christelige Dyder, samt Moses, Aron og David. Paa den anden Orden, rundt om Domen 24, de 12 smaa Profeter og de 12 Apostle. Paa Gavlene over de tvende Portaler en basrelief, mod Norden: Israels Børn om Moses for at høre Guds Ord, 2 Mos. 35. mod Sønden Christi Opstandelse af Graven, Matth. 28." - Saavidt Weinweich. - Efter sin Afskedigelse reiste Nic. Henr. Jardin, hvis Broder imidlertid var død her i Landet, tilbage til Paris 1771, hvor han blev Ridder af Michelsordenen og døde 1799. Da Arbeidet standsedes i 1770, bleve - beretter J. Collin (For Hist. og Stat. 2 D. S. 276 og 77.) "Stilladserne nedbrudte og bortsolgte tilligemed Beholdningerne af Marmor og Sandsteen; Modeller, Tegninger og Papirer afleveredes til Professor og Hofbygmester Harsdorff, som ogsaa fik Tilsyn med Bygningen. Denne havde til den Tid, ifølge den daværende Bygningscommissions Opgivende, kostet 741,301 Rd. Dansk Cour." Hertil føier J. Collin, som Svar paa det Spørgsmaal: hvorfor standsedes Arbeidet i Aaret 1770, i en Note følgende Oplysning: "I en Expedition fra Finants=Collegiet af 1 Januar 1799 hedder det: Denne Bygning har, saavidt den nu er færdig, kostet 858,000 Rd., og vilde forholdsmæssigen (efter Jardins Plan) have medtaget i det mindste det dobbelte af denne Sum."

Hvor Eigtveds og Jardins Tegninger til Marmorkirken m. M. for Tiden maatte befinde sig, er Forfatteren af disse Linier ubekjendt: kun kan han oplyse, at Harsdorffs Enke, i Aaret 1799, i et Andragende til Konstakademiet beraaber sig paa, at hun, i den Embedsbolig paa Charlottenborg hun beboede efter Mandens Død, endnu havde henliggende en Deel Papirer og Documenter, hørende til hans Embede, ligesom


10

der ogsaa henstod nogle store Modeller. Det er vel ikke usandsynligt, at adskillige Papirer, Tegninger og Modeller, vedrørende Marmorkirken, kunne have været deriblandt, og at de, ved Enkens Fraflyttelse fra Charlottenborg, ere afleverede til Akademiet selv eller en eller anden af dets Professorer.

Standsningen af Marmorkirkens Opførelse i 1770 maa upaatvivlelig tilskrives Struensee, ligesom Professor ved Konstacademiet Casper Frederik Harsdorffs Udnævnelse den 19de November s. A. til virkelig Hofbygmester utvivlsomt var hans Værk. Mange af denne dygtige, men hensynsløse Fremmedes Regeringsforetagender havde vakt baade Samtids og Eftertids Misbilligelse: om dette Synes der i det Væsentlige kun at have været een i det Hele bifaldende Mening; og, overveier man Jardins Plan lidt nøiere, synes der ikke at ville kunne tænkes ringeste Mulighed for, at hans Plan nogensinde igien skulde optages til Kirkens Fuldførelse.

Anderledes forholder det sig med en heel ny Plan til at opføre Marmorkirken, der paa Regjeringens Foranledning af 19de November 1796 og fornyede Opfodring af 25de Marts 1797, paa Embeds Vegne, fuldstændigt udarbeidedes af ovennævnte Professor og Hofbygmester C. F. Harsdorff. Hvad der historisk lader sig oplyse om denne Plans Beskaffenhed vil derfor neppe findes ubetimeligt at fremdrage for Almeenheden, i et Tidspunkt, da Anvendelsen af Marmorkirken og Pladsen om den synes at ville komme paa Dagsordenen.

Anledningen til Planens Udarbeidelse angiver J. Collin (For Hist. og Stat. 2 D. S. 277 og 78) at have været denne: "Efter Hovedstadens Brand i 1795 fremkom en An=


11

søgning fra en Deel Medlemmer af St. Nicolai Menighed her i Staden om Tilladelse til at indsamle en Collect til den afbrændte Kirkes Opbyggelse efter en af Professor Meyn forfattet Tegning og Overslag. Med denne fulgte en af Maler=, Billedhugger= og Bygningsakademiet derover meddelt Betænkning, hvori yttredes, om ikke maaskee, i Stedet for at opbygge denne Kirke, Fuldførelsen af Frederikskirken paa Amalienborg, med nogen Afvigelse fra den første Plan, maatte være at vælge. I Aarene 1797 og 1798 omhandledes denne Sag imellem det Danske Cancelli, Finantscollegiet, Rentekammeret og Hofbygmester Harsdorff; men den blev i Januar Maaned 1799 aldeles henlagt." - Efter denne Oplysning meddeler dernæst J. Collin Harsdorffs Forslag og Erklæring i denne Anledning, "ordlydende, som i mere end een Henseende særdeles Interessante". (2 D. S. 278-302, samt 3 Grundplaner A, B og C.)

Det er om dette Harsdorffs Arbeide, Weinweich i sin Konsthistorie S. 155, efter at have givet den tidligere anførte udførligere Beskrivelse af Jardins Plan til Marmorkirken, siger: "Senere har Professor Harsdorff ladet en Model efter hans Tegning forfærdige til samme, hvori den øverste Etage er aftaget, og paa en og anden Forandring nær, saa meget bibeholdt af den forrige, som mueligt". Sammenligner man imidlertid hermed noget nøiere de af Collin 14 Aar senere offentliggjorte Actstykker og den nøiagtige endnu existerende Model, hvormed Harsdorff ledsagede sin udførligt udarbeidede Plan, vil man snart blive vaer, at hans Arbeide er et aldeles selvstændigt Værk, hvorover den korte Omtale hos Weinweich giver en heel feilagtig Forestilling, eftersom det med Undtagelse af Domens Generalplan og den ind= og udvendige Beklædning


12

med norsk Marmor, hvilke Harsdorff har meent burde bibeholde, forøvrigt i alle væsentlige Henseender adskiller sig fra Jardins Plan.

Jardin mener at behøve 27 Aar til den egentlige udvendige Bygnings Opførelse, og at 100 Aar vilde medgaae til dens hele ind= og udvendige Prydelse; - Harsdorff antager at kunne fuldende sin Kirke ind= og udvendig i det høieste i 5 à 7 Aar (l. c. S. 282). Jardin har i sin Plan, i det Hele, som Beskrivelsen viser, en temmelig compliceret Bygningsform, og baade ind= og udvendig en meget rig Udsmykning: - Harsdorff har vel havt til Hovedøiemed, "idet han søgte at simplificere og omarbeide det saa betydningsfulde Monument, at tilveiebringe et Tempel, der i alle Henseender kunde svare til dettes første Øiemed, og blive til Ziir for Staden og til Hæder for Nationen" (l. c. S 278 og 285); desuagtet har han, efter hans udtrykkelige Forsikkring. "iagttaget den strengeste Oeconomi under Udarbeidelsen. Den yderste Simplicitet herefter overalt i Bygningen; der findes ingen overflødige eller kostbare Forziringer, og hvis hans Arbeide, yttrer han, havde nogen Fortjeneste, maatte den søges i Forholdene og Delenes Harmoni med det Hele". (l. c. S. 285). Efter Jardins Plan vilde Kirken være bleven 132 Alen høi, efter Harsdorff 70, - dog kun 2 Alen lavere end det berømte Pantheon i Rom, medens den indvendig, eftersom den ene eller den anden af de 2 Elevationer valgtes, han havde fremstillet i Modellen, vilde have faaet en Høide af 49 eller 58 Alen - "omtrent saa høit som runde Taarn fra Gaden til Gelænderet". (l. c. S. 284 og 85). Udførelsen efter Jardins Plan kostede, under hans egen Bestyrelse, over 800,000 Rd., og vilde, inden den fuldendtes, have kostet over


13

det dobbelte. Den overbebyrdede Statens Finantser, blev derfor opgivet, og kan sikkert aldrig igjen optages af det danske Folk. Harsdorff indsaae strax, som han begyndte paa Udarbeidelsen af sin Plan," at ikkun en moderat Sum kunde ventes til Udførelsen i en Tid, da Staten havde saa mange Udgifter", og var saa "fra Begyndelsen betænkt paa en saadan moderat Sum, inden hvis Grændser han under Udarbeidelsen stedse indesluttede sig, og for hvilken han turde love at kunne opføre Bygningen", efter at have anstillet nøiagtige og vidtløftige Beregninger (l. c. 278 og 79 sammenholdt med S. 281). Ikke over 200,000 Rd. vilde den mindre Elevations Udførelse medtage, den høiere hvorved Bygningen vilde blive rummeligere, rimeligvis lysere, og som synes at være givet Fortrinet af Harsdorff selv, ligesom hans Venner i Academiet foretrak den, vilde efter det i Details udførte Overslag have kostet 223,534 Rd. (l. c. S. 284). Beløbene hertil formeente Harsdorff væsentligst vilde kunne indkomme uden Byrde for Finantserne, nemlig: a) ved at bortsælge 19,500 [] Al. af Marmorpladsens Grund til 2 Rader borgerlige Bygninger, til hvilke der vilde være Plads nok, da de 2 Kolonader, hvormed Jardin vilde have indesluttet de 2 Sider af Kirkegaarden, faldt bort, b) ved Realisation af Nicolai Kirkes Ruiner, samt endelig c) ved frivillige Bidrag, "der vel vilde erholdes, da Nationen saalænge havde ønsket, at see denne Bygning, draget ud af dens daværende Forfatning" (l. c. S. 282).

Allerede heraf vil det sees, hvor lidet Jardins og Harsdorffs Planer til Marmorkirken, i det Væsentlige, have tilfælles, og hvor skjæve Domme der maa fældes, naar Tanken og Talen føres hen paa Marmorkirkens Fuldførelse, dersom i


14

Bedømmelsen disse to saa forskjellige Planer sammenblandes, som næsten eensartede.

Ikke Jardins Plan, en heel anden Bygnings, har Harsdorff, under sin Udarbeidelse, havt i stadig Tanke. Derom udtaler han sig selv saaledes: (l. c. S. 285-86).

"Da General=Planen af Frederiks Kirke har saa meget tilfælles med den af det romerske Pantheon, vil jeg ingen lunde dølge, at jeg har grebet denne Leilighed, og stedse under Kompositionen havt dette Alderdommens Mesterværk i Tankerne. Uden slavisk at følge denne Bygnings Partier, har jeg (om jeg tør udtrykke mig saa) søgt at overbringe dens Aand i Frederiks Kirke. Hvis jeg herudi har været heldig, er mit Ønske Opnaaet. Pantheom bestaaer, som bekjendt, af 3 Hovedpartier, nemlig af en Mole eller Cirkelrunding, som udgjør Kirkens Corpus, en Kuppel som dækker den, og en stor Portik. Ingen, som ikke har seet denne majestætiske Bygning, kan gøre sig noget Begreb om dens magiske Virkning paa øiet. En Tegning af en saadan Bygning er intet, og den bedst udførte Model forholder sig kun til Naturen som Skyggen til Legemet. Disse ommeldte 3 Hovedpartier ere ligeledes anbragte i mit Projekt til Frederiks Kirke, men med de Forandringer og Modifikationer saavel indvendig som udvendig, som Omstændighederne have fordret. Af denne Idee følger - (vedbliver Harsdorff og kommer derved nærmere til at udtale sig om sin Plans Forhold til Jardins) - at jeg ikke betjener mig af andet af Frederiks Kirkens opførte Dele end Molens Hovedmure. Begge Taarne saavel som Portiken mod store Kongens Gade og den indvendige Kolonade falde bort. Af Portiken imod Amalienborg, kan jeg ikke benytte mig uden af Terrassen; thi da Bygningen, som meldt, i det Hele bli=


15

ver meget lavere end efter Hr. Jardins Projekt, maa Kolonnernes Proportion naturligvis derefter rettes og følgelig de nu opførte nedtages, hvorved jeg tillige gjør den Forandring, at rykke Terrassen længere frem, og forøger Kolonnernes Antal med 4. Denne Forandring virker ingen Forøgelse i Bekostningen; thi om jeg ogsaa vilde have givet Kirken saadan Skikkelse, at de heel= og halvopførte Kolonner kunde have blevet staaende, vilde de manglende (som ere af den corinthiske Orden og 37½ Al. høie) med deres Entablement, samt hvad der forresten var bleven nødvendigt at tilføie, ved at følge denne Idee, have medtaget meget mere end den af mig projekterede ioniske Portik, hvis Kolonner ere 20¼ Al. høie.

At denne Forandring ved Hovedportiken er en nødvendig Følge af hele Bygningens Forandring, haaber jeg enhver, uden min Erindring, vil indsee, og det skulde gjøre mig ondt, om nogen kunde tro, at jeg herved vilde søge at nedsætte Hr. Jardins Fortjeneste som Architect. Jeg ærer denne Mands Minde, som en af de første Konstnere, der bidrog til den slette Smags Undertrykkelse, og den ædle antike Simplicitets Introduction; men jeg tror, man viste ham kun liden Tjeneste ved at lade et Stykke af hans Arbeide blive uforandret, som han kun har tænkt sig i Forbindelse med det Hele, naar dette Hele ikke mere kan faae Existence. *)"

Hvad Værd der i det Hele maa tillægges dette Harsdorffs Projekt, hvorom Folket i Almindelighed, blot af Projektet, vanskelig kan danne sig nogen selvstændig Forestilling, vil en nærmere historisk Belysning af denne Konstner som Architect lettest lade formode.

__________

*) Yderlige Oplysning af Forholdet imellem Jardins og Harsdorffs Projekter giver J. Collin: For Hist. og Stat i Plan A og Plan C.


16

De vigtigste historiske Actstykker i denne Henseende ere Naturligvis hans egne Værker. Det betydeligste af dem alle, i Henseende til Omfang, ligger udenfor Hovedstaden: Frederik den 5tes Kapel i Roskilde, ligesom de mindre: Moltkes Gravcapel i Karise og General Eichstedts i Ringe Kirke i Fyen. Derimod har Kjøbenhavn upaatvivlelig det Skjønneste, fuldført i hans mest udviklede Konstnerperiode, under hans eget Øie, og i det Hele bevaret, som det udgik fra hans Haand: Kollonaden paa Amalienborg. Byen har desuden de ældre Værker: Herculeslogen i Kongens Have, hans egne 2 Gaarde ved siden af Charlottenborg, den store Sal i Kongens Bibliothek og en mindre, kaldet "den danske Sal;" *)

__________

*) Til Harsdorffs ældre Arbeider, som Kjøbenhavn har, eller vel rettere har havt, hører ogsaa hans Ombygning og Udvidelse, i 1773 og 74 og tildeels 1792, af den af Eigtved i 1748 opførte Theaterbygning, der, i hvidere Grad end det lod sig forudsee, var brøstfældig lige fra den dybeste Grund. Overskou (Den danske Skueplads 3 D. S. 55 og 56) indleder sin meget udførlige Omtale af Arbeidet med disse Ord: "Da Theatret paa Kongens Nytorv d. 31 Januar igien blev aabnet med Festforestillingen i Anledning af Kongens Fødselsdag, havde det undergaaet en saa stor og heldig Forandring, at Kjøbenhavns "Mercurius" udbrød, "at det nu maaskee vilde kunne trætte med andre europæiske Theatre om Fortrinet, og Publicum i lydeligt Bifald udtalte sin Tilfredshed." - Selskabet for Nordisk Konst har (see: Det kongelige Theater og Grosserer Peschiers Gaard - Syv Raderinger af E. Sonne, Kbhvn. 1860) gjengivet saa meget af Arbeidet udvendigt og indvendigt, som Omstændighederne havde tilladt. Af det Indre, hvorom Overskou, hvad Tilskuerpladsen angaaer, bemærker: "at den ei alene havde faaet en saa overraskende Forstørrelse, at den kunde rumme 406 Personer flere end forhen, men ogsaa var smagfuldt og glimrende decoreret", er nu saa godt som intet tilbage af Harsdorffs Værk. - I det Ydre er en større Deel af dette bevaret, under de meget betydelige Udvidelser Bygningen har faaet; - man veed ikke, om man skal tro, at det er sket af Pietet for Harsdorff. I hvert Fald har Pieteten kun baaret den frugt, at den gyselige Bygning er fremstaaet, der nu skamskjænder Hovedstadens største og skjønneste Torv, og er et sørgeligt - men uimodsigeligt - Beviis paa Sandheden i, hvad Harsdorff udsiger, som ovenfor anført, i Anledning af hans egen Omdannelse af Jardins Værk: "at der vises en dygtig Kunstner kun liden Tjeneste ved at lade et Stykke af hans Arbeide blive uforandret, som han kun har tænkt sig i Forbindelse med der Hele, naar dette Hele ikke mere kan faae Existence."


17

og endelig de yngre Værker fra hans sidste Leveaar: Løve apotheket, Peschiers gaard og Agent Erichsens. Ved Bedømmelsen af disse Arbeider bør det imidlertid vel mærkes: at Konstneren ved 2 af dem gik ind til at fuldføre eller omdanne Andres Værk, nemlig Karises Kapel og den store Bibliotheksal: at hans største Værk, Roskilde Kapel, er fuldført over 20 Aar efter hans Død, i saare Væsentligt anderledes, end han havde tænkt sig Arbeidet i Udførelsen; at de fleste andre Arbeider fra Begyndelsen havde været under den private Eiendoms Vilkaarlighed, og næsten alle bære Spor deraf, i mindre eller større Forandringer, ved hvilke alt andet, end et konstnerisk Hensyn, har været bestemmende. Det for Beskueren, med Hensyn til Bedømmelsen, misledende heri voxer, er det fornødent ikke at oversee, i samme Grad, som Arbeidet i sit hele Anlæg er harmonisk udviklet - hvad der særligt er Tilfældet med Harsdorffs Arbeider i Almindelighed. For at kunne fælde en vigtig Dom om denne Konstens Arbeider, er det derfor ingenlunde nok, at see dem som de nu forefindes; ved de allerfleste af dem udfordres tillige en historisk Kundskab om dem, og Indbildningskraft nok til, at tænke det Tilkomne bort, og det oprindelig Satte eller af Konstneren Tænkte, isteden. Et ganske fortrinligt Hjælpemiddel i saa Henseende er imidlertid givet Offentligheden i Løbet af det sidste Tiaar, idet Selskabet for nordisk Konst, med mageløs


18

Opoffrelse, - i et Pragtværk som ikke er blevet nogen anden dansk Architects Arbeider til Deel - fra 1856 af udgiver denne, den første i Danmark fødte og udviklede, fra Konstakademiet i Kjøbenhavn udgaaede Bygmesters fornemste Værker, i skjønne Raderinger, af hvilke de fleste ere ledsagede af i høi Grad oplysende og vejledende Texter af N. Høyen, professor i Konsthistorie. Man kan ikke undlade at henvise Enhver, der attraaer at kunne dømme om Harsdorffs Værd, som Konstner, til dette Værk, og kan ikke tro, at savne Professorens Billigelse, naar man her tillader sig at gjentage enkelte af hans Udtalelser. Om Kolonnaden paa Amalienborg oplyses *): "Alle Harsdorffs tidligere Værker vidne aabenbart om det Indtryk, den rene italienske Konst havde gjort paa ham, og om den Forkjærlighed han havde for den ioniske Søile, som han imidlertid kun kjendte fra de oldromerske Monumenter og fra disses Efterligning i de store Mestres Arbeider fra det 16de Aarhundrede. Han var nu i de Halvtreds (næsten 59 Aar gammel), en Alder hvori Konstneren sjælden slaaer ind i en ny Retning, og dog gjør en saadan sig her gjældende og det paa en overraskende Maade. Der gaaer en Aande af græsk Konst gjennem Kolonnaden, som er ligesaa glædelig, som ved første Øiekast uforklarlig hos en Mand, der aldrig havde været i Grækenland, og som levede paa en Tid, da det Lys, der begyndte at udbredes over de hellenske Mindesmærker, endnu saagodt som slet ikke havde virket. - - - I 1787 udkom det 2det Bind af Stuarts the antiquities of Athen, og her fremlagdes en Fylde af attisk Konst og den ioniske Søile fremtraadte for første gang

__________

*) Syv Raderinger af E. Sonne, efter Opmaaling og Tegninger af Architect B. Klein 1865, Text Side 2.


19

i hele sin Pragt. Dette Værk maa snart efter være faldet Harsdorff i Hænde og blev nu, tilligemed det forhen udkomne (af Stuart og Revett i 1762 og 69 nemlig), en Gjenstand for hans alvorligste og livfuldeste Betragtning." - Efterat dernæst, sammesteds Side 3, den Selvstændighed og det Overlæg, hvormed "den geniale Konstner" i Kollonaden har forstaaet at afpasse den Tanke, som Acropolis's og Prienes Propylæer havde vakt hos ham, til Sted og Øiemed, stærkt er fremhævet, - udsiges Følgende: "Da Kolonnaden paa Amalienborg blev opført, havde endnu ingen Architect paa Fastlandet prøvet paa at optage den græske Jonik. I England havde Robert Adams anvendt den ioniske Søile ved private Bygninger (Shelbourn house, Society of arts 1772-74), men det var mere som blot Decoration og ingenlunde med den Reenhed og Smag, som findes hos Harsdorff. En senere Tid er vistnok fuldstændigere bleven bekjendt med de hellenske Former, man har gjengivet dem med større Nøiagtighed i Enkeltheder, men som et Hele er der neppe frembragt noget, som med større Fylde og Friskhed gjengiver Indtrykket af græsk Architectur end Kolonnaden paa Amalienborg." - Endelig bemærkes sammesteds dette: "Den storladne, harmoniske Virkning, som denne Kolonnade frembringer, lader sig ikke give i en stræng architectonisk tegning, hvor den desuden saa godt som aldeles er løsrevet fra hele sin Omgivelse. - - Stiller man sig derimod, enten i gaden eller paa Pladsen, omtrent i en tredive Skridts Affstand, saa at Krandsens Overkant staaer frit mod Luften, da ville de store simple Forhold, de rene deilige Former, det, efter Standpunktet, vexlende Spil af Søilerækkernes Perspectiv, af Indblikket under Loftet og ind til Portalerne, af Lys og Skygge, vidne


20

om den ædle Følelse for architectonisk og malerisk Skjønhed, som havde gjennemtrængt Mesteren." - Om Frederik den 5tes Kapel i Roskilde yttres *), hvad Bygningens hele Konstruktion angaaer: "Korsformen havde alt som architectonisk Plan været anvendt i det Indre af oldnordiske hedenske Begravelser, den fik først sin symboliske Betydning ved Christendommen, som ogsaa lod den fremtræde i det Ydre, og var tidligt bleven valgt til saadanne Kapeller, som tillige skulde være Hvilesteder for de Fornemste af verdslig og geistlig Stand. Man bevarede denne Form ogsaa i nyere Tider, og tvende af Roms ærværdigste Basiliker, Maria maggiore og Giovanni Laterano, havde faaet Tilbygninger af denne Art, som høre til de prægtigste Kapeller i denne Stad, og med kostbare pavelige Gravminder. Det Paolinske Kapel i førstnævnte og det Corsiniske Kapel i den sidste Kirke have muligen foresvævet Harsdorff, idet han udkastede sin Plan; men denne er simplere, og der gaaer en Selvstændighed og Reenhed igiennem hele Stilen, som opveier den Pragt og Herlighed, der er udbredt over hine Bygninger, udført af ansete og talentfulde Mestere. Hine kapeller have allesammen Kuppelen baaren paa en Cylinder, saaledes som Middelalderen havde overtaget denne Form efter byzantinske Mestre, Harsdorff har derimod med velberådet Hu bortkastet Cylinderen og lagt sin Kuppel paa fire Buer, og han har gjort det med saamegen Takt, saa harmonisk forbundet dem med de valgte antikke Former, at man kunde fristes til at tro, at han ogsaa her havde havt et ægte antikt Mønster for sig, som var undsluppet alle Archæologers Opmærksomhed." - Det godt=

__________

*) Christ. 6tes og Fred. 5tes Gravkapel i Rosk. Domkirke. Syv Raderinger af E. Sonne efter F. Harsdorffs egne Tegninger, 1859 S. 4.


21

gjøres, sammesteds S. 3, at Harsdorff, hvad den indre Udsmykning angaaer, "ingenlunde vilde have en eenstonet Farve udbredt over det Hele. Den hvide Stuk skulde anvendes paa de Partier af Udsmykningen, som havde de fleste og fineste Enkeltheder, og derfor krævede den lyseste Farve, for at Skyggeafspillet kunde være tydeligt, ja skarpt. De svarede i Udsmykningen til Billedhugger Arbeidet paa Sarchophagerne af cararisk Marmor, og deres rene Farve, men matte Glands, skulde give Afvexling i Modsætning til den graalige, skjoldede eller vatrede Marmor og Marmor Efterligning. De store flade Fyldninger paa Væggene i Fred. 5tes Kapel bagved Sarcophagerne, ere paa Tegningerne svagt angivne med en lidt dybere Tone; her skulde altsaa den efterlignede marmor være noget mørkere, og Rammen udenom noget lysere. Der har vistnok ikke været tænkt paa stærk Afvexling i Farverne, det var jo ingen Festsal men et Gravcapel; men et vist Spil mellem de forskjellige Stoffer, en mild Brydning behøvedes der, selv med Hensyn til de opstillede Monumenter, hvoraf det største havde en forskjellig farvet Sammensætning. Alvorligheden blev herved ikke svækket, blot Døden i det Eenstonede borttaget." - Efter denne Oplysning tilføies til Slutningen, sammesteds S. 5, "Uagtet ikke faae af de Træk, hvormed Harsdorff havde lagt sin fine Konstnerfølelse for Dagen, ere ved den senere Udførelse blevne forviskede, og uagtet den matte eenstonede hvidhed, som nu er udbredt over det hele, ingenlunde svarer til den ikke stærke, men velgjørende Brydning af Toner, som Harsdorff havde paatænkt, saa gjøre dog de harmoniske Forhold, de afvexlende Former, det forskjellige Spil af Belysningen et velgjørende Indtryk paa Besøgeren. Den architectoniske Udsmykning er festlig,


22
som det sømmer sig Konstværkernes Pragt og Betydning, men den er ikke brammende. En mild Alvor er udbredt, selv hvor Dagslyset strømmer saa rigeligt ind, som i Fred. 5tes Kapel; thi Øiet maa søge Sidevinduerne høit oppe, og den klare Dag, som møder det der, dæmpes igien under Kuppelen, som løser sig saa let i dette, man kunde sige, magisk dæmpede, Lys." - I Texten til Løveapotheket (syv Raderinger af E. Sonne, 1865) siges endelig i Almindelighed angaaende Harsdorffs seneste Arbeider: "Kolonnaden paa Amalienborg og de tre private Bygninger, Erichsens, Peschiers og Manthens Gaarde, ere, tillige med Modellen til Marmorkirkens Ombygning, Vidnesbyrd om den betydelige Virksomhed, som Harsdorff udviklede i sine sidste 5 Leveaar. de røbe alle hans klare Blik for den betydning, der laa i Stedets Beliggenhed, hans Opmærksomhed for Opgavens Fordringer, og hans rige og fine Følelse i at gjennemføre den Charakteer, som han valgte."

En mere anerkjendende Dom, end den i disse forskjellige Udtalelser indeholdte, er sikkert sjelden bleven nogen Konstners Værker, fra den lavere som fra den høiere Bygningskonsts Sphærer, til Deel. Dog er denne Dom, i det Væsentligere hverken enestaaende, eller kun fra de seneste Aar. Thorvaldsens Museums talentfulde Bygmester, Professor G. Bindesbøll, udtalte engang, faa Aar før sin Død, for Forfatteren heraf sin Anerkjendelse af Harsdorff i disse stærke Ord: "Vi Yngre see op til ham som til en Colos!" - J. Collin indleder sin Meddelelse: "Om den ufuldendte Frederiks Kirke ved Amalienborg" (For Hist. og Stat. 2 D. S. 273.) med følgende Bemærkning: "Enhver, som kjender noget til Danmarks eneste Harsdorff, hans Værker, rene Smag og lyse


23

Blik, og som altsaa har Sands for skjøn Konst, maa mere end een Gang have beklsget, at det ikke lykkedes ham at faae hans Plan til dette Tempels Fuldførelse udført." - Christian den 7des dygtige Statsminister, Chr. D. Reventlow, der en Tid lang var Harsdorff ugunstig, hvori dog inden Konstnerens Død skete et Omslag, saa at han for Harsdorffs Enke beklagede: "at han forsilde havde lært hendes Mand at kjende", tilføiede: "men De kan ikke tro, hvor han er bleven bagtalt for mig," skal siden, idetmindste efter et troværdigt Vidnes Forsikkring, ikke noksom kunnet udtrykke sin Høiagtelse for ham, paa Grund af hans udmærkede Dygtighed. - Digteren Thomas Thaarup, af Familien anmodet om at forfatte en Indskrift paa hans Kiste, fastholdt den Tanke, der strax faldt ham ind: "Sjelden som Konstner, som Menneske", og forsikkrede, ikke at have kunnet finde nogen sandere og bedre. - Harsdorffs mangeaarige trofaste Ven, Wiedewelt, dybt rørt ved hans Bortgang, udtalte i et offentligt Blad disse, ogsaa i anden Henseende ikke umærkelige Ord ved hans Grav: "Menneskevennen Caspar Frederik Harsdorff er ei mere. Græder I Konstens Sønner, eders Lærer, Ven og Fader er gaaet til lysere Egne. Ved Apollos Tempel *) viste den Forklarede, at en Dansk havde studeret de gamle Grækere, og Avind skjulte sig. - Med et af Sygdom udtæret Legeme gik Du taalmodig frem hernede, selvbevidst at Du havde gjort mange Lykkelige men ingen Ulykkelige. Fred med dit afsjælede Legeme." - August Hennings, i Essai historique su les arts et sur leures progrés en Dannemarc. A. Copenhague 1778, skjænker Harsdorff en udførligere hædrende Omtale, hvilken

__________

*) En Decoration ved Kronprindsesse Maries Indtog 1790.


24

ordret er gjentaget i den danske Oversættelse af Büschings Historie om de tegnende skjønne Konster, Kjbhvn. 1783. "Man opdager snart i hans Komposition - siger Hennings, Side 95, - hans nøie Kjendskab til Antiken. Skjønhed og ædel Simpelhed herske i alle hans Arbeider." Og Side 87-89: "Harsdorff er et af de sjeldnere Genier, der er omfattende uden at være udskeiende, der ikke gjør Projekter paa Papiret, der ikke lade sig udføre i Virkeligheden, der forener med begavelse et grundigt Studium, veed at forbinde den græske og romerske antike Architecturs ædle og alvorlige Stiil med den Smag og Skjønhed, for hvilke Nutidens dannede Sæder ere modtagelige. Det eneste, der mangler denne Architect, er en videre Virkekreds for hans Talenter. - Overdrog man Harsdorff Udførelsen af en Bygning som Louvre, vilde man maaskee i ham komme til at see en anden Perault."

Historiske Vidnesbyrd, der ligge over 80 Aar adskilte i Tiden, samstemme saaledes i, at tilkjende Harsdorff Prisen, som en Bygmester af ganske overordentlig Dygtighed, istand til at indlade sig i Veddestrid med Fortidens navnkundige Architecter, og bestaae i Striden, - grundig inde i den romerske Antik, - mægtig til, ved sin levende Indbildningskraft alene, at gjengive hvad han aldrig uden paa anden Haand saae, Grækenlands yndefulde Jonik, tidligere dog end nogen Anden, i en Reenhed og Fylde maaskee ingen siden har naaet; medens Sted og Opgave, som de forelaae i hans egen Tid, i en sjelden Grad fandt hans klare Blik aabent for alle deres Fordringer. Men længe maatte han, "der allerede ved sin Tilbagekomst fra Udlandet var en sjelden dannet og udviklet Konstner" (Nordisk Conversationslex.), vente paa den videre Mark, der svarede til hans Begavelse. Og -


25

da den endelig aabnede sig for ham, og han, "som en Konstner, hvis modne Aand stod i det rette Forhold til de Opgavers Værdighed, der nu maatte fremstille sig" (Konversationslexiconet), med al Kraft begyndte paa Arbeidet, fik han vel Værker udførte, men kun saadanne, hans egen Udførelse gav deres væsentligste Værd, idet de i og for sig ere af mere underordnet Betydning. Den eneste rigtig store Opgave, han fik i Livet, og som han selv fra sine tidligere Aar havde anseet for den "største og vanskeligste", der kan gives en Architect, fik han kun Leilighed til at have opbudt al sin Kraft paa at løse i et fuldstændigt Projekt, da han bortkaldtes; just som alle hans omhyggelige Forarbeider vare fuldendte, døde han den 24de Mai 1799, 2 Dage før han fyldte sit 64de Aar.

Tilbagekalder man sig i Erindring, hvilke storartede Byggeforetagender af enhver Art, netop da Byens Brand og det forfærdelige Bombardement, for en Deel snart efter aabnede, for største Delen alt havde aabnet Udsigt til, kan man vanskeligt afholde sig fra Tanken om, hvilke Bygninger Danmarks Hovedstad dog kunde have eiet, dels fuldførte, deels paabegyndte eller dog forberedte af denne Mesters Haand, om den Almægtige havde bevaret hans Liv og Kraft en halv Snees Aar længere! - Men - desværre synes desaarsag ogsaa den Opfordring at maatte være, der fra Historien lyder, til at skjænke det eneste fuldendte Udkast til en storartet Bygning, han fik Leilighed til at efterlade sig, den fuldeste Opmærksomhed.

Det var i Harsdorffs to sidste Leveaar, at han fuldendte dette Udkast. Skjøndt han i mange aar havde været en svagelig Mand, var han dog endnu i sin fulde Aandskraft, og


26

hørte, som Professor N. Høyen bemærker i Texten til Frederik den 5tes Capel, "til de faa lykkelige Konstnere, hvis stadigt fremstræbende Aand først standser med Livets sidste Pulsslag". - "Harsdorff arbeidede med Lethed - oplyser samme Forfatter i texten til Colonnaden - Sex Uger efter Slotsbranden kunde Hofmarskalken indlevere hans "Generalregning" over det Udkast, som var blevet valgt af de mange (sandsynligviis mindst 19) han havde meddelt". Imidlertid arbeidede dog denne samme Mand - fra 19de November 1796 til 21de Marts 1797 og fra 25de s.M. til 26de April 1798 - tilsammen henad halvandet Aar, efter hans egen Forsikkring til Regjeringen (For Hist. og Stat. 2 D. S. 283), "uafbrudt paa Projektet til Frederiks Kirke, forsaavidt hans øvrige Forretninger havde villet tillade det". - Den anden existerende Model til en Ombygning af Marmorkirken, hvori Harsdorff havde udtrykt den Plan til Ombygningen, Finantscollegiets Skrivelse af 25de Marts 1797 havde opfordret ham til at fuldende, og som han i Skrivelse af 26de April 1798 dernæst indbød Collegiet til at tage i Øiesyn i sit Hjem - "fordi Erfarenhed havde overbeviist ham om, at man ved Opstalt og Profil af slige Bygninger intet tydeligt Begreb kan give om deres Effect, men snarere misleder Tilskuerens Imagination, og han desaarsag ingen saadanne Tegninger havde gjort" (sammesteds Side 284), fremstiller saaledes for os, ikke en genial Konstners i Hast udtrykte Tankespil, men Resultatet af den med Lethed arbeidende, modent udviklede, overordentlig begavede og dygtige Bygmesters uafbrudte Studier igjennem hele 17 Maaneder, under hvilke han, ligasaa uafbrudt, fra Begyndelsen har havt Opmærksomheden henvendt paa, hvad der i Virkelighed lod sig udføre, i Henseende til Bygningen,


27

som den stod, dens oprindelige Hovedøiemed, og Landets pecuniaire Kræfter. - Modellen foreviste Harsdorff ved Lys, idet han havde den stillet paa et saa høit Stativ, at man kunde gaae ind derunder, og oplyste det Indre ved en Lampe, anbragt i Kuppelaabningen. Den blev seet af Mangfoldige, ogsaa af den kongelige Families forskjellige Medlemmer, og vandt almindelig Bifald. - "Finantscollegiet, som fandt Frederiks Kirkes Fuldførelse efter Harsdorffs Plan ønskelig fra mange Synspunkter - beretter J. Collin, sammesteds Side 288 - nedlagde i Juli Maaned 1798 en foreløbig allerunderdanigst Forestilling derom, og Hans Majestæt befalede da, at der om det Konstmæssige i Planen skulde confereres med Maler=, Billedhugger= og Bygningsakademiet". - Akademiets Medlemmer afgav derefter deres Betænkninger, saaledes som de findes gjengivet af J. Collin, sammesteds Side 288-296. Ingen bestred Bygningens Effekt, eller yttrede sig imod den i det Hele. Omtrent Halvparten udtalte sig for den lavere, den anden Halvpart for den høiere Elevation, blandt disse Harsdorffs 3 Venner Wiedewelt, Cornelius Høyer og C. F. Stanley. Den langt overveiende Part udtrykte deres hele Anerkjendelse af Arbeidets Værd, nogle i de stærkeste Udtryk. W. A. Müller erklærede sig saaledes "sat i en undsigelig Stemnng ved Modellens Betragtning, baade hvad det Ydre og Indre angik, og ønskede det herlige Tempel fuldført efter Modellen uden nogensomhelst Forandring". P. L. Gianelli tilstod, "ikke at have seet skjønnere Kirke, end den af Hr. Justitsraad Harsdorff i Model forevist". - Kun Akademiets to bygningskyndige Medlemmer, Meyn og Magens, til hvilke ogsaa Abildgaard sluttede sig, fremførte nogle Ønsker om enkelte Forandringer, for en Deel støttede paa de Anker,


28

der forlængst ere anførte mod Agrippas Pentheon *). Finantscollegiet affordrede Harsdorffs Erklæring i Anledning af disse Betænkninger, hvilken han, under 24de October 1788, afgav.

__________

*) Nutiden vil maaskee have andre Indvendinger. I sin fuldt berettigede Begeistring for den ædlere gothiske Stiil, der har sit Glandspunkt netop i Kirkebygningen, vil den maaskee finde, at den græsk=romerske Stiil ikke ret passer til en Kirke. Dette er imidlertid en Smagssag, hvorom der kan være høist forskjellige Meninger, saaat eftertiden kan forkaste, hvad Nutiden holder paa. I Eet bør Nutid og Fremtid ikke være uenige: i Erkjendelsen af den almeengyldige Sandhed, Harsdorff, i nedenfor anførte Erklæring, i Anledning af en Indvending der var gjort, at han i Portiken burde have bibeholdt den corinthiske Orden som den skjønneste, slaaende udtaler med disse Ord: "Overalt er det ikke Ordenen, men Anvendelsen deraf, som udgjør Skjønheden. Den toskanske ansees for den ringeste; men under Apollodori Haand tiltrak den sig Verdens Beundring i Trojani Ærestøtte". - Det er ikke Stilen i og for sig, men Anvendelsen i hvert enkelt Tilfælde, hvori den egentlige Skjønhed bestaaer.

En anden Indvending vil rimeligviis hentes fra Akustiken. Man vil maaskee mene sig berettiget til at antage, at den runde Form med Kuppelloftet vil gjøre det vanskeligt at høre i Kirken. Det er imidlertid utænkeligt, at den udmærkede Architekt, for hvis "Opmærksomhed for Opgavens Fordringer" netop klare beviser foreligge, skulde have overseet en saa uongængelig Fordring ved en protestantisk Kirke, som den akustiske. En over al Tvivl hævet Tradition benegter ogsaa paa det bestemteste, at Harsdorff har overseet denne Fordring, idet den tillægger ham den Formening: "at man vilde komme til at høre godt i Kirken". - Men - Eftertiden kan siden have gjort nye Erfaringer; Theorien kan maaskee godtgjøre, at i en Bygning, hvis Vægge udgjøre den indre Flade af en Cylinder, hvis Loft er det Indre af en Halvkugle, Lyden maget vanskeligt kan slippe bort fra Vægge og Loft, saa at der maa høes slet i saadan Bygning. - I Marmorkirken vil imidlertid Taleren komme til at staae, til alle Sider, i Niveau af en Krads af Arkader, der idelig afbryde den indre Cylinderflade, saa at denne Virkning paa Lyden idelig maa hæves, ligesom den stærkt fremtrædende Kornische, hvor Kuppelen begynder, maa give Lyden en saadan Retning, at den umueligt kan komme til at følge Kuppelens indre Flade. Den almindelige Theori, hvor gyldig den end i og for sig er, kan saaledes vel tænkes hævet i det enkelte Tilfælde ved de saa mægtige Midificationer i Hovedmurenes Form; - hvad man i det mindre vil kunne have et lille, nogenlunde analogt Exempel paa, ved at lægge Mærke til sin egen Stemme i det samme Værelse med Møbler og uden Møbler. - Harsdorffs Formering og en almindelig Theori af den antydede Slags kunne da, ifølge heraf, ret vel tænkes at staae jævnsides hinanden, begge som fuldstændig vigtige.


29

Da denne Erklæring, deels fuldstændigt fremsætter de fremførte Anker, og ligesaa fuldstændigt gjendriver dem alle tilfredsstillende, deels tydeligt lader En fornemme Konstnerens rolige Bevidsthed baade om fir grundigt gjennemtænkte Værks Værd og om dets gunstige Modtagelse i Almindelighed, ligesom den heelt igjennem bærer En imøde hans egen Kjærlighed til Værket i det Hele og ganske overordentlige Kjærlighed til enkelte af dets Dele især, meddeles den her ordret, som den for 41 Aar siden først er fremdraget for Offentligheden af J. Collin (For Hist. og Stat. 2 D. S. 296-302):

Harsdorffs Brev til Finantscollegiet af 24 October 1798.

"I Yttringer over Smagens Værker lader sig sjeldent anvende nogenordentlig og paa uforanderlige Læresætninger grundet Demonstration. Den Idee, vi gjøre os om det Skjønne eller Modbydelige, grunder sig paa vore Følelser, og da alle Mennesker ikke føle paa lige Maade, er intet naturligere, end at der ofte, over eet og samme Konstværk, kan fældes forskjellige Domme. Men, vil man spørge: Hvem har da Ret, naar ulige Meninger opstaae? Hvem er den competente Dommer? Jeg svarer: den hele cultiverede Verden; og den offentlige Stemme maa gjøre Udslaget. Det er Konstnerens Sag, at frembringe det Skjønne; men dersom ingen uden Konstnere vare istand til at bedømme Smagens Værker, det vil sige: finde Fryd eller Mishag ved deres Anskuelse, og disse Følel=


30

sers Yttring ikke skulde gjælde, var al Konst unyttig; thi, hvortil en ting, som laae udenfor den oplyste Verdens Fatteevne? Enhver mand af Kultur altsaa er og kan være competent Dommer i Konstens Værker, forsaavidt Smagen i det Hele Angaaer, da hans naturlige ved Kulturen dannede, Følelse, bliver en usvigelig Rettesnor for hans Dom. Paa disse Grunde behøvede jeg blot underdanigst at indstille til en oplyst Regering selv, at bedømme Værdien af de Indvendinger, der ere gjorte imod mit Model til Frederiks kirke. Men da nogle af disse Indvendinger gaae udenfor det, som kan henregnes til det Æstetiske, og det høie Collegium har behaget at befale min Betænkning, skal jeg have den Ære i Korthed underdanigst at anføre, hvad jeg kunde have at erindre ved hver Post især.

De Herrer Professorer Meyn og Magens have, uden at afgive deres Betænkning om General=Effekten af Modellet, fremsat følgende Erindringer ved nogle enkelte Dele af samme, og disse Erindringer ere af D´hrr. Professorer Abildgaard og Juel ikke fundet ugrundede.

1) Synes de at sætte i Tvivl, om Lyset igjennem Kuppelens øverste Aabning skal afspærres eller ikke. Jeg veed ikke hvad der kan have opvakt denne Tvivl hos dem, da der intet Tegn til Lukkelse er i Modellet. den skal dækkes med et horizontalt Vindue; thi at lade Kirken aaben for Vind og Veir, som i Italien, vilde være upassende til vort Klima.

2) mene de, at naar bemeldte Aabning blev utillukt kunde derigjennem falde fornøden Lysning til Kirken, og at de øvrige Vinduer saaledes bleve overflødige. Jeg vil tilstaae, at dette ligesaavel kunde gaae an her, som i Rom, naar vi havde ligesaa klare Dage, og der især ingen Snee


31

faldt; men da vore Vinterdage i Almindelighed ere mørke, og der ofte paa een Nat falder Snee af en Alens Høide, som vilde lægge sig paa Vinduet, indsees lettelig, at jeg har maattet være betænkt paa anden Belysning, end den fra den øverste Aabning, ifald jeg ikke undertiden vilde have Kirken aldeles mørk. Denne Belysning vil faaes, deels igjennem de allerede værende Vinduer, dels igjennem de i Kuppelen anbragte Qvadrat=Aabninger; men ingen af dem bruges uden efter Nødvendighed, naar Dagens Mørkhed fordrer det, og de kan alle lukkes og aabnes efter Behag, følgelig kun det eneste horizontale Vindue bruges, naar ingen af de øvrige behøves.

3) Ansee de Qvadrat=Aabningerne for overflødige, og ikke af den bedste Smag. Hvad det første angaaer, da troer jeg, i det Foregaaende at have beviist det Modsatte, og i Henseende til det Sidste, da har jeg aldrig paastaaet, de skulde ansees som Decoration. Det er blot en Nødvendighedssag, der i Henseende til Smagen er ligegyldig, og jeg for min Part finder i det ringeste intet Smagløst ved dem.

4) Holde de for, at det blandede Lys, som faldt ind fra mere end en Aabning, vilde være ubehageligt for Øiet. Et ublandet Lys er en Nødvendighed i et Maler= eller Billedhugger=Værksted, men ikke i en Kirke; overalt er et blandet Lys ingen Ufuldkommenhed, uden relativ til et eneste; og der existerer, saavidt jeg ved, ingen Kirke i den hele Christenhed, der kun belyses fra een Aabning, undtagen Pantheon; men da Lys er det første Reqvisit i en Kirke, hvor der skal læses, og det ovenfor er viist, at Kirken ikke altid kan faae Lysning nok ovenfra, bliver man vel nødt til her, saavelsom i alle andre Kirker, at tage Lyset fra flere Steder. Imidlertid har


32

man dog dette forud, at man, naar Veirliget tillader, kun behøver at benytte sig af eet.

5) Foreslaae de en Lygte over Kuppelens Aabning. Et Forslag, som jeg underdanigst haaber ikke behøver at besvares.

6) Yttre de den Mening: at Kirken indvendig vilde faae et bedre Udseende, ifald de Kolonner, der udgjøre en Halvcirkel omkring Alteret, bleve borte. Jeg maa oprigtig tilstaae, at jeg ingenlunde havde ventet denne Indvending. Af alt hvad jeg har componeret i mine Dage, er der intet, hvormed jeg har været mere fornøiet, end med dette Alter. Tanken er original, og min Imagination indestaaer mig for dens Effekt. Ogsaa have Mænd, paa hvis Dom jeg kan forlade mig, ønsket mig tillykke med denne Opfindelse, og det skulde meget smerte mig, om den blev uudført. Denne Kolonnades Hensigt er, a) at forzire Alteret paa en værdig Maade, og tillige at bringe samme i Forbindelse med Daaben og Prædikestolen; b) at skjule en Deel af Orglet, og c) at tilveiebringe en Platform, hvor Musici og Sangere kunde placeres, naar Kirkemusik skulde opføres. Den er altsaa i 3 Henseender til væsentlig Nytte, og i visse Maader uundværlig. Blot som Decoration betragtet, og uden Hensyn til dens Bestemmelse, vil den efter min Følelse gjøre god Effekt, og bidrage til at hæve det Hele. Nu maatte det tillige tages i naadigst Overveielse, at det er en Kirke, der skal opføres, der maa passe til den offentlige Gudsdyrkelse, og i hvis Udvortes der maa være noget, som viser dens Bestemmelse. At borttage Alterets Decoration, og sætte en Balustrade istedet, var altsaa at betage Kirken sin Karakteer tilligemed sin bedste Prydelse. At Dhrr. Professorer tænkte anderledes om denne Sag, gjør mig ondt;


33

og jeg maa blot indskrænke mig til at beklage, at vi ikke have Smag tilfælles.

7) Finde de Qvadraterne i Kuppelen for svære. Det samme er tilforn sagt om Kvadraterne i Pantheon, og maaskee ikke uden Grund; men de lægge ikke Mærke til, at der i Frederiks Kirke er en anden marche d´Architecture og andre Forhold end i Pantheon, hvoraf følger, at Objekter af lige Størrelse paa hver sit Sted kan have ulige Effekt. Jeg for min Part frygter ikke for, at de omtalte Qvadrater skal blive for svære til Kirkens øvrige Architektur.

8) Anmærkes, at Kirken udvendig kan blive 5 Al. lavere, naar den mindre Elevation følges m.v. Dette har jeg allerede selv under 24de August indberettet til det Kgl. Rentekammer i Beregningen over hvad der vilde spares ved at følge den mindre Elevation.

9) Yttre de det Ønske, at den corinthiske Orden maatte vorde anvendt til Portiken, istedetfor den jonoske, fordi, sige de, at hiine fremfor denne, blev brugt af de Gamle ved Templer. Uden at være enig med dem derudi, da Grækerne, fra hvem al god Bygningskunst har sit Udspring, langt oftere betjente sig af den doriske, end nogen anden Orden, til deres Templer, vil jeg her for et Øieblik antage, at det virkelig var saa, hvad Følger kan det da have for Frederiks Kirke? De Gamle havde, foruden den æstetiske Bevæggrund, i Almindelighed patriotiske eller religiøse Aarsager for Valget af deres Ordener, som ikke her kan komme i Betragtning. Sagen er, at frembringe noget skjønt og godt, der passer sig med de lokale Omstændigheder. Foruden at den corinthiske Orden er langt kostbarere at udføre, end den joniske, vilde den her passe sig ilde; thi da den er høiere til sin Diameter end den joniske, maatte


34

Colonnerne enten blevet høiere end i Modellen, eller Diameteren svækket efter den angivne Høide. I første Fald var Portiken bleven for høi efter Molen, og i sidste Colonnerne for svage, følgelig i begge Tilfælde Harmonien imellem Portiken og Hovedbygningen ophævet. Overalt er det ikke Ordenen, men Anvendelsen deraf, som udgør Skjønheden. Den toskanske ansees for den ringeste; men under Apollodors Haand tiltrak den sig Verdens Beundring i trojans Ærestøtte.

10) Endvidere har Hr. Justitsraad Abildgaard, samt de akademiske Medlemmer Hr. Cancelliraad Brünnich og Medailleur Gianelli, yttret det Ønske, at Portalet, om mueligt, paa en anden Maade forbandt sig med Hovedbygningen. Dette er en Iagttagelse af hvad der i lige Henseende er sagt om Pantheon, idet nogle Oldgrandskere paastaae, at Hovedbygningen og Portiken ikke ere opførte til een og samme Tid, skjøndt andre ere af den modsatte Mening. Da jeg ventede mig denne Erindring, maa jeg tilstaae, at jeg, mindre for Sagens Skyld i sig selv, end for, om mueligt, at forekomme enhver Kritik, har arbeidet paa, at udfinde en anden Forbindelsesmaade; men min Umage harværet forgjæves, medmindre jeg vilde projektere noget ganske andet og langt bekosteligere end jag har gjort, eller paa Smagens Bekostning ophæve den Harmoni, jeg haaber der vil findes i det Hele, saaledes som det er projekteret; ogsaa tvivler jeg paa, at nogen paa andre Vilkaar skal kunne angive noget bedre, og Effekten har ingen disputeret."

__________

Et opbevaret Udkast af Harsdorff til en Afhandling om Kirkebygning, sammenholdt med ovenstaaende Erklæring og enkelte Yttringer i de andre af J. Collin meddelte, her oftere benyttede Breve, synes at give den Formening Medhold, at


35

der ligger Sandhed til Grund for en Følelse, Konstnerens Slægt ikke kan frigjøre sig for, hvilken altid med fornyet Styrke tilsiger dem: at han i den Grad med hele sin Sjæl har omfattet sit Udkast til Marmorkirken, at han i dens Fuldførelse saa sit Konstnerlivs Opgave i det Væsentlige løst.

Approbationen lod imidlertid vente paa sig. J. Collin siger endogsaa, som ovenfor anført, at Sagen i Januar 1799 blev aldeles henlagt, og den grundige Forfatter har vel havt et eller andet skriftligt Document som Grund for sin Angivelse. - Imidlertid maa dog Sagen snart igien optaget; thi i den sidste Halvdeel af Mai samme Aar, da Harsdorff laae paa sit Dødsleie, kom ved Hofmarskallen en mundtlig Underretning til ham, om at Udkastet var approberet. Familien, der kjendte den store Kjærlighed, hvormad han omfattede sit Arbeide, turde ikke meddele ham Underretningen. Ved Ubetænksomhed, skjøndt i velmeent Hensigt, sattes han dog i Kundskab derom. Den paafølgende Nat phantaserede han meget stærkt, og faae dage efter - var han ikke mere - beretter (fortæller Sagnet) den regjerende Kronprinds sin Gemalinde: "Marie, Danmark har mistet en af sine store Mænd - Harsdorff er død!" - Harsdorffs Svigersøn, Muurmester G. Schaper, hans yngste, men kjæreste Discipel, henvendte sig til Kronprindsen, for om mueligt at blive overdraget Kirkens Opførelse efter Harsdorffs Plan; han var dengang knap 24 Aar, og ingen vil undre sig over, at Kronprindsen, i hans Ungdom, fandt en afgjørende Betænkelighed ved at gaae ind derpaa. - En kgl. Resolution, der overdrog C. F. Hansen, senere Overbygningsdirecteur og Conferentsraad, "at gjøre bestemte Tegninger og Forslag til Frederiks Kirke" - hvad Hansen selv meddeler nævnte G. Schaper i en endnu


36

bevaret Skrivelse, dateret Altona den 5te December 1800, har i intet Tilfælde baaret anden Frugt, end at være et uimodsigeligt Visnesbyrd om, at Regjeringen endnu 1½ Aar efter Januar 1799 paatænkte Marmorkirkens Opbygning.

Den væsentligste Grund til, at Folket endnu den Dag idag, - fast 2 Menneskealdre efter at dette modne Forslag fremkom til Marmorkirkens Ombygning, - i dens Ruin, i Almindelighed kun seer et sørgeligt Minde om en Fortids ødsle Forfængelighed, der ubesindigt og uforsvarligt begyndte, hvad de ikke kunde magtes, uden at Fleerheden ahner, end sige veed, at Folket, i denne forargende Ruin, eier en ligesaa hellig som kostbar Grund til en Bygning, der, om den opførtes som den af en af dets talentfuldeste Sønner er tænkt, efter alt hvad der er rimeligt, for Slægt efter Slægt vilde forkynde den ædleste og høieste Konsts Mysterier, medens den dagligen tjente sit ophøiede Øiemed, og i sin mægtige Majestæt hævede Sjælene til Gud - ligger saaledes fornemmelig i det saare beklagelige Øieblik, i hvilket Harsdorffs Død indtraadte.

Det Spørgsmaal synes her at komme frem, som af sig selv, om der da ikke, i konstnerisk Henseende, endnu kan være nogen Mulighed for at ombygge Marmorkirken efter Harsdorffs Plan. - Den 3die Bombardementsnat, mellem 4de og 5te September 1807, da Frue Kirkes Spiir faldt og antændte hele det omliggende Qvarteer, brændte ogsaa G. Schapers Gaard, Lille Kjøbmagergade 79 gl.Nr., og med den saa godt som alle Harsdorffs konstneriske Efterladenskaber, blandt dem ogsaa alle hans Forarbeider til denne Bygning. Om at fuldføre den, i alle dens Enkeltheder, saaledes som den vilde være bleven, om han havde levet, eller hine Forarbeider endnu vare forhaanden, kan der selvfølgelig ikke længere være Tale.


37

Harsdorff siger imidlertid selv, som ovenfor anført, i sit Brev til Finantscollegiet af 26de April 1798: "Den yderste Simplicitet herefter overalt i Bygningen; der findes ingen overflødige eller kostbare Forziringer, og hvis mit Arbeide har nogen Fortjeneste, maa den søges i Forholdene og Delenes Harmoni med det Hele". Det er utænkeligt, at den udmærkede Architekt, der arbeidede med saa klar Bevidsthed om sit Arbeide, skulde have taget Feil i sin Dom om dens særlige Fortjeneste. Ligesaa utænkeligt er det, at han ikke skulde have søgt og forstaaet at udtrykke netop den (hvad ogsaa lettest maatte lade sig gjøre) i den Model, han lod udarbeide just til Arbeidets Bedømmelse. Man vil derfor kunne være fuldkommen sikker paa, at, har man noget i den endnu forhaandenværende Model, saa har man, indtil det yderste og nøiagtigste, udtrykt: "Forholdene" i Bygningen og "Delenes Harmoni med det Hele". Men heri har man ogsaa en uforlignelig Skat. I Kraft af hans storladne og mægtige Indbildningskraft, "der, efter hans eget Vidnesbyrd, aldrig havde skuffet ham", og hans fiint udviklede Skjønhedssands, var Harsdorff netop en Mester i at ordne Forholdene i en Bygning af betydeligere Omfang og holde Delene i Harmoni med det Hele. Dette er imidlertid det Principale i enhver Bygning, men ogsaa det vanskeligste og derfor det sjeldneste at see. Ere Forholdene ikke rigtige og Delene ikke i Harmoni med det Hele, gjør selv den største bygning intet Indtryk paa vor Skjønhedssands; og, tjener Udsmykningen ikke til at fremhæve de rigtigt holdte Forhold og Delenes Harmoni med det Hele, er slev den rigeste Udsmykning spildt, eller endog ligefrem skadelig - Simple Sætninger, hvis Sandhed flere kjøbenhavnske Bygninger iojnefaldende godtgjøre. - Kan den Harsdorffske


38

Model, i Udførelsen af Bygningen, kun overgives til en duelig Bygmester, der har Selvbeherskelse nok til at tjene et fremmed, men fortrinligt Arbeide, og Troskab nok til nøiagtigt at gjengive Alt hvad der er forhaanden i Modellen, behøves der selvfølgelig ikke mere, for at reise et Værk, i hvilket Harsdorff selv vilde erkjende sit eget Værks fornemste Fortjeneste. Vel ere alle Harsdorffs Forarbeider med Hensyn til Enkelthederne, hvilke Modellen ifølge sin ringe Størrelse umueligt kan gjengive, sporløst forsvundne, og, skjøndt Harsdorff selv siger, at den yderste Simplicitet hersker overalt i Bygningen, og at ingen kostbare og overflødige Forziringer findes, ligger det dog i Sagens Natur, at ligefuldt Forziringer maatte skabes i Overensstemmelse med "Forholdene og Delenes Harmoni med det Hele". Men Udvei til at skaffe dem tilfredsstillende tilveie synes ei heller at ville kunne savnes. Et tilbørligt Hensyn til Harsdorffs egne Bemærkninger om Kirkebygning, et grundigt Studium af Enkelthederne i hans egne Værker, en smagfuld og omhyggelig Benyttelse af den rene Kilde, hvoraf han selv øste - Antikens Forbillede - synes i denne Henseende at maatte kunne skaffe det Fornødne; - saavist som det ikke kan tænkes, at al Sands for skjøn Konst skulde være lagt i Graven med Harsdorff, hvert klart Blik lukket med hans; - saavist fremdeles Det, der i denne Henseende ikke maatte være vækket, aabnet og udviklet, lettest netop vækkes, aabnes og udvikles, naar et Storværk, af det omspurgtes Beskaffenhed, kalder til Liv, til Daad og Berømmelse. - Det synes derfor ikke for meget sagt: at Harsdorffs egen Dom om hans Arbeide, hans egne fuldførte Værker, den hele Bane, hvorpaa han vandt sin Dygtighed og sit Navn som Architekt, hvilken endnu ligger aaben nok saa fuldt som nogen=


39

sinde, nøder til at fastholde den Formening, at Marmorkirken endnu kan ombygges efter hans Plan, saaledes i det mindste, at han ikke selv vilde savnet sit Værks fonemste Fortjeneste, og ikke skammet sig ved, at den kom til at bære hans Navn til Efterverdenen.

Sammenfatter man nu alt dette - historisk Givne og historisk Oplyste - synes den Overbeviisning at maatte paatrænge sig Enhver, at Folket, i det Projekt Harsdorff, i Statens Tjeneste og efter dens Paalæg, med den største Omhyggelighed og Kyndighed udarbeidede til Marmorkirkens Ombyggelse, har en Eiendom, i ikke ringe Grad kostbar, uagtet dens Værd ikke lader sig udregne og angive i Penge, og med en ikke mindre berettiget Fordring paa en hensynsfuld Anvendelse, end Marmorpladsen selv og Ruinen derpaa; - en Eiendom, der staaer i nøieste Forbindelse med denne plads og Ruin, skjøndt uafhængig af Ruinens hensmuldrende ind= og udvendige Marmorbeklædning og Udsmykning, men i høieste Grad afhængig af den anvendelse, nutiden maatte ansee sig berettiget til at gjøre af Pladsen og Ruinens herlige Grundvold, hvilken mindst har kostet Staten Hundrede Tusinder at lægge, og som derfor synes at fordre en tilsvarende Bygning, om der ikke uhensigtsmæssig skal ødsles med hvad der dog er Folkeeiendom, skjøndt af et indskrænket Brug. Opføres blot en mindre storartet Bygning paa den "saa skjønne og solide" *) Grund, end denne kan bære, indtræder allerede Ødselheden, hvor hensigtsmæssig end Bygningen ellers i andre Henseender maatte være, og Folkeeiendommen i Harsdorffs Projekt gaaer uigjenkaldelig tabt, ligesom naar Pladsen om=

__________

*) Harsdorffs Dom cfr. For Hist. og Stat. S. 280


40

kring Kirken benyttes i et større Omfang, end Harsdorff har angivet for Benyttelsen. Men dette Omfang er ingenlunde ringe, stort nok tvertimod til at yde Nutiden hvad dens er. Ikke mindre end 19,500 [] Al. foreslaaer han at udlægge af Pladsen til 2 Rader borgerlige Bygninger. Forudsat at Pladsen endnu har det Qvadratindhold som i hans Tid, vilde Salget af dette Areal alene, hvortil Nutiden maa have den fuldeste Ret, visseligen kunne indbringe mere, end der er oplyst at være budet for hele Pladsen og Ruinen med. - Det vilde være Vanvid at paastaae, at Projektet, i sin Beskaffenhed, havde en Fordring til Nutiden om at fuldføres af denne; men miskjendes vilde visselig Fremtidens Ret, om Folkeeiendommen i Projektet tilintetgjordes for bestandig ved en hensynsløs Anvendelse i Nutiden af Statsactiverne: Marmorpladsen og Kirken. Det er en uafviselig Pligt at tage det tilbørligste Hensyn til Øieblikkets bydende Krav; men, under disse Kravs mægtige Tryk, at mistvivle om Fremtidens lykkeligere Kaar, og handle fornemmelig efter saadan Mistvivl, er utilbørligt. - "Det er en Forbrydelse at mistvivle om sit Fædrelands Fremtid", har Cobden sagt - Irlænderen. Hvilken Dansk maa ikke skamme sig ved, at negte hans Ord Plads i sit Hjerte og Magt over sine Handlinger?

Skulde det være utænkeligt, at Regjering og Folkerepræsentation med Folket kunde enes om, i den Anvendelse af Marmorkirken og Pladsen Nutidens Krav fordre, at tage saameget Hensyn til det Sameie, Fremtid som Nutid har i det udarbeidede Projekt til Kirkens Ombygning, at Fremtidens Anpart i Eiet bevaredes til Fremtidens fulde Raadighed?

"Marmorkirken" er efterhaanden blevet det gjængse Navn


41

paa den Bygning, hvis oprindelige rette Navn er Frederiks Kirke. Marmoret, hvormed den udvendig og indvendig er beklædt, har forlængst viist sig at være aldeles uskikket til udvendig Brug; og dets graalige, noget kolde Farve vilde vel, om Kirken nogensinde skulde fuldføres, gjøre det tilraadeligt indvendigt at anvende et andet Materiale end dette, hvis Bibeholdelse Hensynet til Norge i sin Tid gjorde til en Slags Nødvendighed. Navnet Marmor=Kirke, der i ethvert Fald saaledes kun vil minde om en ødsel Forfængelighed, der helst maa glemmes, savner Folket ikke Foranledning til at skyde tilside. - Det var, som tidligere anført, Kong Frederik den 5te, der i 1749 lagde den første Grundsteen til Kirken til taknemmelig Erindring om det Oldenborgske Kongehuses Bevarelse igiennem 3 Aarhundreder. Nu er dette Huses Gjerning i Danmark afsluttet; og to Konger af Navnet Frederik ere imidlertid udgaaet af dette Huus, folkekjære, som hiin 5te Frederik. Billig knytter Folkets Tak sig til Frederik=Navnet - saa være atter Frederikskirke Bygningens Navn i Folkemunde, mens Marmor =Navnet, smuldrer med Marmoret ! Netop Hundrede Aar efter at Grundstenen blev lagt, lagde den sidste af det Oldenborgske Huus, den syvende Frederik, Grundstenen til en heel anden Bygning, over hvilken alt Folket nedbeder Himlens Beskjærmelse, - gav han Danmarks Riges Grundlov, skjænkede han, som Enevoldskonge, af den frieste Kjærlighed, Folket den fuldstændigste Frihed og - for alle hans Dage blev hans Valgsprog: "Folkets Kjærlighed min Styrke", hans umistelige Eiendom. - I et skjæbnesvangert Øieblik bortkaldtes han, - og Folket stod tilbage, vædende hans Grav med sine hedeste Taarer - Blodtaarer - grædte i en fortvivlet kamp mod tifold Overmagt, under


42

hvilken Hundrede Tusinder af vore Brødre hiinsides Kongeaaen fravristedes Moderstammen - Hundrede Tusinder, hvis Hænder og Hierter for vore Øine ifjor krandsede Kongens Kiste, som ingen Konges Kiste er bleven krandset af Folket. - Blødende af friske dybe Saar, Kampen har tilføiet, maa Folket opbyde al sin Kraft, at ikke Fremtidens Haab skal slukkes for det, og dets Liv lamslaaes til Døden. Er der noget, der er istand til, under saadanne Kaar, at styrke Folket til at holde Haabet oppe, da er det Folkefriheden, - Gaven fra Kong Frederiks Hjerte. Den borttager Misbrugenes Hemsko fra Folkelivet, den vækker de slumrende Kræfter hos det, den giver de vakte Kræfter Spændkraft og Væxt og sikkrer alle gode Bestræbelsers Frugt - den er Gaven fra Gud, der gjør Folket vakt, virksomt, dygtigt til sin Livsgjerning, saa det gaaer frem til sin Hæder. Som ingen Tid forhen er nu, Folket er udtraadt blødende af Kampen, Følelsen levende i Folket af Velsignelsen i Kong Frederik den 7des Gave - er Kongens Minde reist i Folkets taknemmelige Hjerter. Dog seer man sig forgjæves om paa vore Torve og Pladser efter et Mindesmærke, værdigt hans Kongedaad. - Intet Under! Optaget ligesiden hans Død har al Folkets Kraft været af den svare Ulivskamp, hvis Følgers Tryk det staaer betynget under. Men Ønsket om at reise Mindet lever og vil leve i Hjerterne, hvorsomhelst de banke i et Dansk Bryst, og Villien til at reise det vil ikke fattes, ei heller Kraften - det Gud forbyde! - Kong Frederik reiste Folkefrihedens Bygning, men dens Grundvold var lagt af foregaaende Konger, saa at der var et oplyst, forstandigt Folk, sindigt nok til at modtage og bruge Frihedens Selvstændighed. Hvor passende, om Mindet om hans Frihedsgave reistes paa en Grundvold, Fortiden lagde! Hvor historisk sandt, om det


43

kom til at reise sig paa den Grundvold til Frederikskirke, Frederik den 5te lagde, - den Folkekjære, netop fordi han var en af de første, der har arbeidet paa Folkefrihedens Grundvold ! - Grundvolden er kostbar, saare kostbar endog; men - kan noget være Folket for kostbart til at tjene til Mindet om den kosteligste Gave til Folket? Ved Ruinen over den, ødsel Forfængeligheds Minde, er den vel næsten som vanhelliget i Folkets Øine; men, omdannet i dette Folket hellige Mindes Øiemed, hvor vilde den ikke renses fra Vanhelligelsen indtil det yderste! Og, netop i Foreningen med hinanden have de begge, Grundvolden som Bygningen over den, et stort overveiende Fortrin: begge ere de paa det nøieste knyttede til en skjøn, kostelig og ædel Folkeeiendom, som derved af sig selv frembyder Folket sin Tjeneste, i at skabe Taknemmeligheds Mindet for Kong Frederik den 7de - udforme det rigtig skjønt og ædelt og herligt, som hans Gave - Harsdorffs i Udgangen af forrige Aarhundrede udarbeidede Plan til Kirkens Ombygning.

Kunde Folket frivilligt enes om, ved forenede Kræfter - Bidrag fra Store og Smaa, Rige og Fattige - at opbygge Kirken efter denne Plan, og paa Gavlen af den fuldendte Bygning mægtige Portik, istedetfor al anden Prydelse, engang at sætte en Indskrift, omtrent som denne:

Gud,
Vor Fader i Christo Jesu,
Helliget.
Af Folkets Tak for Frederik den Syvende,
Enevolds Kongen,
Hvis Styrke var Folkets Kjærlighed,
Hvis Kjærligheds Gave er Folkets Styrke


44

- hvor herligt et Minde vilde Folkets Taknemmelighed da ikke have reist, passende til Forherligelsen af den herligste Kongedaad !

Sit Hovedøiemed vilde det takkende Folk i Bygningens Opførelse upaatvivlelig naae. Dog ikke det alene. Øiemed, Fortiden har havt, Nutid og Fremtid berettigede vilde kunne nære, vilde derved tillige ligesaa fuldelig naaes. Et Guds Huus vilde reise sig paa paa et Sted, hvor Trangen til et saadant daglig voxer. Ordene, der sagdes ved Bygningens Grundlæggelse: "Denne Steen skal vorde et Guds Huus!" vilde, om end først efter over et Aarhundrede, komme til at være Sandhedsord, og Ønsket, der berettiget næredes i Udgangen af forrige Aarhundrede, om at denne Bygning maatte opføres, istedetfor den gamle St. Nicolai Kirke, der var ødelagt i Byens Brand, og siden aldrig har reist sig, vilde omsider være opfyldt. - Et Hoved= og Udgangspunkt i et storartet Anlæg vilde omsider blive fuldendt, om ikke saa prægtigt, som fra først af paatænkt, i sand Skjønhed dog langt herligere, og mægtigt nok til at forvandle det ufuldendte storartede Amalienborg til Hovedstadens skjønneste Qvarteer. I sin Opførelse allerede vilde Mindet være en fortrinlig Konstnerskole; og, fuldendt, skulde det, om mueligt i høiere Grad, saalænge det høinede sig over Mulde, vedblive at være det. Den Slægt, der kunde træde ind under Bygningens mægtige Portik, gribes af det Indres storartede Harmoni, og under Kuppelens Majestæt nedkastes i ydmyg Tilbedelse for det deilige Høialter, - der vilde have i det Væsentlige, Alt for Øie, hvad Harsdorff udtænkte og saae i sin storartede Indbildningskraft, vilde derved, saa at sige være stedet i et Slags Harsdorffs Museum, ligesom Nutiden staaer i Thorvaldsens, og - Konst=


45

nerens, den sjeldne Bygmesters, Navn skulde vorde, ikke blot en klangfuld Lyd i Folkets Øren, men, i Lighed med Thorvaldsens gjennem hans Museum, en levende, frugtbar Erkjendelse i dens Hjerte. - Og, kraftig som intet Andet, skulde Bygningen med sin Indskrift, i Samtid og Fremtid, saalænge den stod, forkynde Fyrste som Folk, hvori begge maa søge og have deres Styrke; - indtrængende, med at sin Skjønhed og Storhed, skulde denlade den Fremmede fornemme - kom han fra Syd og Øst, eller Vest - hvad det Danske Folk, med Nordens Folkefærd, skatter høiest, hvorfor det sender sin varmeste Tak til Gud, rede til at give Liv og Blod for dets Bevarelse!

Men - Pengebeløbene, der nødvendigviis udfordredes i ikke ringe Omfang, - hvorfra skulde de dog hentes? - Vistnok de vilde være betydelige. Dog er der en Trøst i en Sandhed, Folkets Erkjendelse udtaler i de gamle Ord: "Mange Bække smaae gjøre en stor Aa", og i en anden, Ingen vil kunne negte, at mange sammenløbende Aaer danne en mægtig Strøm, der bortskyller alle Hindringer. Mange smaae Bidrag, ydede af Folkets Masse, som det vel maatte kunne ventes, igiennem en Række af aar, vilde vel være istand til at reise Bygningen i al dens Storhed og Herlighed. Sandt nok, det kunde vare længe, inden den stod der fuldfærdig; men - kan det Danske Folk da sysle for længe med Mindet om Kong Frederik og hans gave! - -

Skulde det være utænkeligt, - naar Øieblikkets Krav i Henseende til Afbenyttelsen af Marmorpladsen først vare tilfredsstillende, - at Regjering og Folkerepræsentation, mens Folket saaledes syslede med den folkekjæreste Konges Minde, skulde kunne enes om, at skjænke Renten af det ved Salget


46

indkomne Beløb til Bygningens Fuldendelse, og omsider Beløbet selv til dens Vedligeholdelse; - thi, at man nu skulde ville, til Øieblikkets Fornødenheder, forbruge Statsactivet selv - de ved Salget indvundne Kjøbesummer - og heri betræde den slibrigste og fordærveligste af alle financielle Udveie, bør man ikke antage.

__________



47

Efterskrift.

Det vil ikke kunne undgaae Nogens Opmærksomhed, der ikke ganske flygtigt gjennemlæser foranstaaende Blade, at hele Tyngdepunktet i fremstillingen ligger i Casper Frederik Harsdorffs Fortjeneste som Bygmester. Ikke større Adkomst til at bedømme denne tør Forfatteren tillægge sig, end den, der tilkommer ethvert dannet Menneske. Han skal desaarsag indstændig bede sin ærede Læser at være overbeviist om, at det er skeet meget imod hans Villie, om der i dette Punkt i Fremstillingen skulde have indsneget sig noget Væsentligt af hans Eget. Kun Det ønskede han at fremføre, hvad der forekom ham, med Fornuftsnødvendighed at maatte følge af: hvad han med fuldkommen Sikkerhed havde hørt om Harsdorff - hvad han vidste bestemt, denne Konstner havde yttret eller gjort - og - hvad Andre, hvis Udsagn og Dom bør have Vægt hos alle Danske, havde udtalt om ham.

I November 1866

__________



Opdateret: 17-03-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top