eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Borgerlige huse særlig Kjøbenhavns Professor-residentzer 1540-1630

Borgerlige huse særlig Kjøbenhavns Professor-residentzer 1540-1630

Kbh., Nielsen & Lydiche, 1881

Reinhold Frederik Severin Mejborg (1845-1898)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR-teknik hos eremit.dk i marts 2002.

Ændringer i forhold til originalen:
En tom skarp parentes: [], er brugt hvor originalen angiver flademål med en firkant. Kursiv er brugt hvor originalen fremhæver ord med spærret skrift. Hvor originalen angiver dødsår med et kors, er her brugt "d.".


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

 

INDLEDNING.

_____

Når man præsenterer en Bog, hvis væsentlige Indhold er hentet fra gamle Regnskaber, vil denne måske blive stemplet som tør og kedelig; men fortjener den Prædicatet, da er det Forfatterens og ikke Regnskabernes Skyld; thi vel er det møjsommeligt at gennemgå Spalte efter Spalte i Tusendevis, så meget mere som Håndskrift og Sprog ofte ere af den Beskaffenhed, at det kan være et Arbejde at klare en enkelt Linje; men kedelige ere disse Regnskaber ingenlunde, dertil er det Resultat, der indvindes, altfor fyldigt og pålideligt, og desuden ere de førte som en Slags Dagbog, hvor Regnskabsføreren ledsager de enkelte Poster med Bemærkninger, der kaste Lys over hans egen og hans Samtids Charakteer.

Det første Indtryk, man får af disse Skildringer, er ganske vist det, at Livet i gamle Dage var langt mere fattigt og langt mere besværligt end nu til Dags, og at dette særlig var begrundet på, at Fortiden savnede Nutidens gennemførte Arbejdsdeling; thi Arbejdsdelingen skyldes væsentlig Samkvemsmidlerne, og disse ere, som bekendt, egentlig først komne til Udvikling i Løbet af de sidste Decennier; men deraf følger atter, at Grændsen mellem før og nu, trods den stadige Fremgang i Århundredernes Løb, ikke ligger fjærnere, end at vi ere ret

[1]
 

 

2

fortrolige med Fortidens Forhold, og at mangt et Træk af Datidens Levemåde endnu præger Landets afsides Egne.

Hovedforskellen mellem før og nu er særlig den, at medens vi daglig få Bud fra al Verdens Hjørner og i høj Grad påvirkes af den rastløse Verdensudvikling, så var i gamle Dage alt, hvad der laa udenfor Hjemmets snævre Kreds, Æventyrets fremmede Land; man fik kun Bud fra sin egen lille Verden, ofte kun fra det Rum, der lå indenfor ens egne Lergårde.

Derved blev Livet ensformigt; derfor blev man ofte gammel og grå uden at komme ud over Barnets Standpunkt; men derved blev Kampen for Tilværelsen også lettere; derfor var der færre Fornødenheder, mindre Begær og færre Sorger. Derfor stod Husbond og Tyende ofte på samme Dannelsestrin, og derved blev Samlivet i Hjemmene mere inderligt; derfor var der mere Trofasthed, større Hengivenhed, mere Ærbødighed. Derfor levede den store Arbejdsklasse under lykkeligere Forhold end nu til Dags i Overgangstiden, hvor den ikke ret kan følge med Udviklingen og tage Del i de Goder, som ere de højere Samfundslags Særrettigheder, og derfor bidrog meget af det, der vilde være os en ulidelig Besvær, til at give Datidens Hjem deres ejendommelige Hygge.

Da Manden stadig har været Banebryder for Tidernes Fremskridt, må de ældste Culturformer søges paa Husmoderens Område, og når man i Universitets-Regnskaberne læser Beretningerne om Husholdningen i Slutningen af det sextende og Begyndelsen af det syttende Århundrede, stemme Hovedtrækkene med de Barndomserindringer, man bevarer fra et velhavende Hjem, således som det fandtes i vore små Købstæder for 30 til 40 År siden.

 

 

3

Nu til Dags behøver Husmoderen så at sige kun at sørge for en Dag ad Gangen, da alt, hvad hun skal bruge, stadig er tilfals, og i de større Byer er hendes Udenomslejlighed desuden så slet, at hun ikke kan opbevare Fødemidler. I tidligere Tid stillede Forholdene sig helt modsat. Man måtte forsyne sig for den lange Tid, da der intet var til Købs, og derfor bagte, bryggede og slagtede man selv; derfor havde man sin egen Hønsegård, sin egen Gåsesti og sin egen Urtehave. Desuden anså man de hjemmelavede Ting for de bedste, og en dygtig Husmoder skammede sig ved at trænge til fremmed Hjælp. Derfor indskrænkede hendes Virksomhed sig ikke alene til Madlavning; men hun tilvirkede også Sengetøj, Dækketøj, Betræk og Klædningsstykker. Derfor vare Hørbrage, Skare, Hegle, Karter, Rok, Haspe, Garnvinde, Trådvinde, Knyttestokke, Båndvæv, Frynsebræt, Flættebord og mange andre Redskaber, som Nutidens Damer ikke engang kende af Navn, stadig i Brug de søgne Dage, medens Strikkepindene kom frem om Helligdagene og i Mørkningstimerne, undervejs, når Pigerne gik til og fra Malkepladserne med deres Bøtter paa Hovederne, samt Lørdagaften; thi da måtte ingen Rok snurre, når Vedkommende ikke vilde udsætte sig for at måtte spinde i sin Grav. Det var kun enkelte lade Kvinder, der ikke skammede sig ved ledige Hænder; til Straf for deres Dovenskab fik de Titel af Sladderkællinger, og skøndt man frygtede dem ikke alene for deres skarpe Tunges Skyld, men også fordi en stor Del af dem kunde hexe - så var det ingenlunde i hvert Hus, man undte »Byens levende Aviser« en Plads paa Skorstensskødet.

Til alt det andet Arbejde kom så en sådan Tilbøjelighed til at vedligeholde og omdanne gammelt Tøj, at

 

 

4

den undertiden blev en ren Manie, og det er den samme, man finder antydet i Christian den Fjerdes Breve og i andre Optegnelser fra ældre Tid; således også i Universitets-Regnskaberne., hvor det f. Ex. hedder 16: »Den gamle Kappe, tilforn til Jens Block købt var, at sværte - »suert« - overskære og perse til at bruge til en Kåbe til Pigerne 3 Ort 8 Sk. - Til Beredning af en Pigekåbe, af Jens Blocks gamle Kappe gjort, 5 Kvarter Rask 48 Sk., 1 Al. Duelke 16 Sk., 3 Al. Sardug 40 Sk., Silke 18 Sk.«

Således var der stadig nok at tage Vare på også for Borgerfolks Døtre, og derfor kendte de Fornøjelser og Træthed, men ikke Adspredelser og Kedsomhed.

Hovedinteressen samlede sig dog om selve Husholdningen, og om Efteråret, kort efter at Huset var fyldt fra Kælder til Loft, begyndte man allerede at tænke på det kommende År; thi da ankom Pattegrisen, som indtog sin Plads i den lune Sti og i Regelen blev plejet af Husmoderen selv; men ved Midvintets Tid var der Skovauctioner; så måtte man forsyne sig med Brænde for næste Vinter, at det kunde blive tørt i Sommerens Løb, og det var en af de få Grene i Husvæsenet, der hørte ind under Mandens Område.

Om Dagen var enhver ved sin særlige Gerning; men i Skumringen samledes alle, og »Fyraftenen« udviklede Samlivet inden fire Vægge.

Når det blev for koldt at skære Aftensmad i Spisekammeret, blev Bordet i Dagligstuen dækket med den hjemmevævede Blårlærreds Dug, med et stort Saltmadsfad, med store Krukker med henkogte og henstegte Sager, med en vældig Ost, med et Par af de store hjemmebagte Brød og med hjemmebrygget Øl i store Krus.

 

 

5

Aftensbordet var Prøven på Husets Velstand, og i Følelsen af den fælles Velvære lød der ofte fra Husbonden eller fra Gæsten et: »Gud ske Lov for den gode Mad!« Deri laa tillige en Compliment til Husmoderen, som hun besvarede med: »Vor Herre lægge sin Velsignelse i den«, og det var den simple Bordbøn, som var hjærtelig ment. Tyendet spiste i Stuen, rundt om i de hyggelige Kroge, og på Brødskivernes Tykkelse kunde man kende Husets Rangforordning; men iøvrigt blev enhver rigeligt og godt forsynet, og når Forholdet til Folkene kom på Tale, hed det gerne: »Når vi forlanger, at de trofast skal dele Livets Byrder med os, så skal vi ogsaa trofast dele Livets Goder med dem. Det er et dårligt Hus, hvor der er noget, som er for godt til Folkene, og det betaler sig heller ikke at spise dem af; for når de véd, at de har Part i alt, så vogter de ogsaa på alt, som om det var deres eget.« Derfor var der heller ikke lukket og låset for nogen Ting; den gensidige Tillid stod på Vagt over alt. Folkenes Fødselsdage bleve fejrede lige så vel som Familiens egne. Tyendet, der gerne var gammelt i Gårde, søgte Råd og Trøst hos Husmoderen i alle deres private Anliggender, og deres Medejendomsret gik så vidt, at de omtalte Husets Børn som »vores Børn«.

Med de korte Dage fulgte de lange, hyggelige Aftener i Spindestuen, hvor de stegte Æbler snurrede i Kurven, der sluttede om det blankt polerede Kakkelovnsrør; hvor Husbonden undertiden læste højt, snart af en gammel Krønnikebog og snart »en køn Historie« af en nyere Forfatter. Alt imellem fik man en Vise, hvis Omkvæd blev sunget i Kor, og ofte, naar Manden ikke var hjemme, vankede der en lang Række Spøgelse-Historier; thi enhver nogenledes anseelig Gård havde "sine Gen-

 

 

6

gangere, og til alt, hvad man havde hørt, føjede man det man selv havde oplevet.

Om Foråret begyndte Travlheden i Haven, og samtidig bleve alle de mange Fed Garn, som vare ophobede i Gæstekamrene, bøgede, blegede eller hjemmefarvede og gik så til Væveren; men den travleste Tid var Efteråret, når Frugten skulde plukkes ned, Havesagerne indsamles, tørres, nedsaltes, henkoges eller sættes i Kule; når der skulde saltes Sild, røges Ål og gøres Indkøb på Efterårsmarkedet af Ost, Smør, Gryn og alle de andre Ting, som ikke så godt kunde fås til daglig Brug, såsom Jydepotter og andre Lervarer, Trætøj, Bliktøj, Lyngkoste, Riskoste o. s. v. o. s. v.

Efterårets Hovedbegivenhed var dog, at Grisen skulde slagtes, og samtidig med den slagtede man Gæs og Lam og »en halv Kvie«. Der var mange Forberedelser; thi selv så simpel en Ting som Pølsepinde var ikke til Salgs; man måtte sende en af Folkene ud i Slånkrattene for at skære Torne, og når man saa fik dem hjem, skulde de skrabes og svies. Så var Husets sædvanlige Ro afbrudt en otte Dages Tid, medens Morterne og Hakkeknivene støjede. Venner og Frænder, som hjalp til, gave det hele et vist festligt Præg, og allerede medens Grisen hang paa Stigen, for at Flæsket kunde blive koldt, medens Fedtet boblede i de store Kedler, gjorde Naboerne Visit for at beundre det »dejlige Dyr« og smage Blodpandekagerne. Husmoderens Dygtighed skulde iøvrigt stå Prøve også for Fremmede, ikke alene ved Pølsegildet, men særlig ved den Slagtermad, som blev sendt rundt i Byen.

Når så Arbejdet var afsluttet, når Kistebænkene vare fulde af Spiddelys, når Saltkælderen, Urtekælderen, Fiskeloftet, Frugtloftet og Røgkammeret vare fyldte, så var

 

 

7

der endda gerne et eller andet, som kun kunde få Plads i Stadsestuen, og man skyede heller ikke at benytte den; for det var egentlig kun ved festlige Lejligheder, den svarede til sit Navn; til daglig Brug måtte den ofte være Forrådskammer.

Alle disse Forhold, der ligge Nutiden så nær, ere så simple, at de nødvendigvis må have haft Århundreders Hævd, og der er noget særlig velgørende ved at tænke sig denne fredelige Virksomhed inden for Hjemmets egne Vægge som Modsætning til al den Ufred, der beherskede så mangt et Område i de foregående Århundreder ; men når der nu til Dags - særlig i mindre Artikler - fremdrages så mange Exempler paa Fortidens Råhed, at det ofte ser ud, som kappedes Forfatterne om at sætte Datiden i Gabestokken, mon det da ikke er værd at drage en Parallel og spørge om, hvor paalideligt Billedet vilde blive, hvis man samlede alt det Smuds, der klæber ved vor Tid, og kaldte det »Sæder og Skikke fra det nittende Århundrede«. Kan Fortiden ikke gøre Krav på, at man drager til Minde, at den stille fredelige Færd med dens rige Velsignelse ikke optegnes i de historiske Aktstykker, men sætter sit Mærke i Livets Bog, idet den opdrager Slægten? Af Udviklingen ser man Målet, der er nået, medens Vejen til dette ofte er en Gåde; thi man kan påpege de Få, der skejede ud fra Samfundsordenen, men de Mange, der virkede i trofast Kærlighed i en snæver Kreds, ere glemte, når denne er gemt.

løvrigt er der et Forhold fra tidligere Tid, hvis Skønhed frister mig til endnu at drage et Billede frem af de gamle Husmødres Færd. Det var nemlig Skik, at enhver af dem havde sine Fattige, som hun drog Om-

 

 

8

sorg for i al Stilhed. De fik deres Part, når hendes Hus blev forsynet, og var der Avling, mødte de daglig og hentede Mælk, ligesom de også hentede mangt et Måltid Mad; for det gjorde ikke så nøje, om der blev kogt lidt mere eller mindre, når man selv havde Guds Velsignelse. Da Husmoderens Dagligdragt var beregnet mere paa Nytte end paa Stads, så kunde de fattige Koner være godt klædte i aflagte Kjoler uden at være hyllede i fornemme Pjalter. Hun sørgede for Brændsel til dem, og hun huskede paa dem ved festlige Lejligheder. De hørte jo hende til, og derfor måtte de hverken lide Nød eller tigge. Selvfølgelig blev dette Forhold betragtet som gamle Rettigheder, og en og anden Morlille med et stridigt Sind kunde vel være fordringsfuld; men hun måtte bøje sig under den altid årvågne Hustugt, som iøvrigt blev mildnet ved den gamle Leveregel: »Du skal handle mod dine Undergivne, som du vilde, de skulde handle mod dig, hvis du var i deres Sted.«


__________


 

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: 17-03-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top