eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Gamle Minder

Gamle minder optegnede af en gammel Kjøbenhavner.

Kbh., Alex Andersens forlag, 1885

Valdemar Korfitsen (1840-1900)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk i marts 2002.

Ændringer i forhold til originalen: Enkelte oplagte satsfejl er rettet.


Side 1-75 . 76-149

 

 Valdemar Korfitsen. 


GAMLE MINDER


optegnede af


en gammel Kjøbenhavner.


__________


KJØBENHAVN.
AXEL ANDERSENS FORLAG.
1885.



 

Rasmussen & Olsen. - Kjøbenhavn.



 

INDHOLD.

_____


En Fortale.
Minder fra Alhambra Side 1
Minder fra den gamle "Borgerdyd" - 34
Minder fra Hospitalet, I. - 71
Min første og sidste Praxis - 92
Minder fra Hospitalet, II. - 110
En Ungdomserindring fra Ermelundshuset - 131
En Aftale - 148

__________



 

En Fortale

til

Læseren.

_____


Gamle Minder her De finder,
Minder fra de unge Dage.
Tiden rinder, Livet svinder,
Og af Venner og Veninder
Er kun Minder snart tilbage.

Vil De høre min Fortælling?
Det er, som De vel kan ane,
Saadan et Slags Pærevælling,
Rap! Rap! fra den grimme Ælling,
Der ret aldrig blev en Svane.



 

Just af melancholske Toner
Vil De dog ei høre mange.
Det er lystige Personer
Mest, som her til Høibords throner,
Her i mine Sagn og Sange.

V. K.


__________



 

Minder fra "Alhambra".

_____


Motto: L'histoire du théâtre comme l'histoire du
monde - c'est l'histoire de la femme.
Arsène Houssaye.


Lyt ei her til Laurbærblades
Kvad en Sommernat urolig
Om en maurisk Ommiahdes
Længst forsvundne Kongebolig!
Hist paa Andalusiens Sletter,
Hvor Guadalquivir glider,
Stolt Ruinen end beretter
Storværks Id fra svundne Tider.

Det Alhambra, jeg vil mane
Atter frem for Nutids Blikke,
Det vil Ingen længer ane,
Hvor i Fortid det mon ligge;
Skjøndt dets Taarne høit mod Skyen
Strakte sig med dristig Seen -
Ikke meget langt fra Byen,
Lidt tilhøire i "Alléen".


[1]

 

2

Georg Carstensen, Africaner af Fødsel, - hans Fader havde været Gouverneur paa Guinea Kysten - men Kjøbenhavner i Sind og Skind, cand. phil. og Lieutenant ved Studentercorpset, var et født Geni paa Fornøielsernes Omraade.

I Slutningen af Trediverne udgav han et Par æsthetiske Ugeblade, "Portefeuillen" og "Figaro", der vandt en Del Tilslutning *). For yderligere at trække Folk tilhuse fik han i Begyndelsen af Fyrrerne den Ide at indføre Vauxhall efter Londonermønster her i Kjøbenhavn. Han fik Tilladelse til at oplyse Rosenborghave med orientalske Lamper og at indbyde Publicum til mod en Dalers Entrée pro persona at nyde Musiken i den glimrende oplyste Have. Sine Abonnenter sendte han hver et Frikort for en Herre med Dame. De tre Vauxhallsaftener vandt stormende Tilslutning, og vor Figaro kunde glæde sig ved en velfyldt Portefeuille. Sligt giver Mod, og nu var det, at han fik Ideen til Tivoli, "Institutionen", som de franske Journalister døbte den i 1867.

Han søgte Audiens hos Christian VIII, og hvordan han nu bar sig ad eller ikke -

"Han fik sgu' dog Gobernøren
Til at lukke Bastionen op,"

som der staaer i Tivolivisen; og det var et hid-

__________

*) Æsthetisk seet, vare de just ikke Vidundere af Vid og Aand, hvad man kan slutte deraf, at I. L. Heiberg døbte Udgiveren "Viehgaro".


 

3

til fredhelligt Sted for profane Dødelige. Men det var just paa den Tid, da Frihedsbestræbelserne begyndte at blive til Alvor herhjemme, og Kongen, ganske sikkert fiffigt paavirket af vor maître de plaisir, som han senere døbtes, var ikke blind for Fordelene ved det gamle Kneb, "panes et circenses", til at indlulle de urolige Gemytter med, og Carstensen fik som sagt Tilladelse til at indrette et Tivoli med Fyrværkeri og Vauxhall, Concert osv.

"Han sagde: Bliv Lys! og lyst der blev
Ved orientalske Lamper.

Og der i Lysets funklende Glands
Han flettede Glædernes brogede Krands
Og prægtige Eventyr digted';
Kjedsommelighedens traurige Bo
Forvandled' den lystige Figaro
Ved et Lune, som aldrig svigted'.

Den 15de August 1843, Napoleonsdagen, var en Mærkedag i Kjøbenhavns Historie. Da aabnedes Tivolis Porte for første Gang, og omtrent Enhver, der blot kunde krybe eller gaae, og som havde en Mark tilovers, gav Møde, i al Fald en af de første Aftener.

Den, der skriver dette, var dengang en ganske lille Purk, men han kan dog dunkelt erindre, at han med sin Fader og Moder var derude den tredie eller fjerde Aften, saa levende et Indtryk gjorde al den Herlighed paa de treaarige Øine.


 

4

Foretagendet var sikret alt fra første Færd af, og Carstensen havde al mulig Udsigt til trods sin hensynsløse Flothed og Ødselhed i alle Retninger at blive Millionair paa nogle faa Aar. Men hvordan det nu gik eller ikke? Mere beregnende Naturer, end han var af, vidste efter et Par Aars Forløb at spille ham Alt ud af Hænderne, og senere blev Tivoli som bekjendt en vid Arena for al Slags Actiejobberi og for Kaffeværters og Consorters Machinationer.

Carstensen reiste saa til Amerika, hvor han bl. A. ledede Bygningen og Ordningen, kort sagt hele Arrangementet med Verdensudstillingen i Philadelphia. Han skal have tjent uhyre mange Penge, men han var dog ikke saa dreven i, hvad Amerikanerne kalde "smart", at han jo blev pudset grundigt af tilsidst, og saa kom han her tilbage midt i Halvtredserne som en fattig Mand.

Det utaknemmelige Tivoli, som han dog havde et bestemt Krav paa, afviste ham kort og godt og vilde ikke vide noget af ham.

Først efter hans Død satte man en lille Buste op for den geniale Stifter, en Buste, der efter Forlydende med det Allerførste skal have sit Pendant i et Monument over en afdød Kaffevært, der senere i en Række af Aar var den ledende Aand paa Etablissementet, og som nok forresten endnu den Dag idag gaaer igjen derinde gjennem alle sine efterladte Actier, der dominere paa Tivolis stormende Generalforsamlin-


 

5

ger og bringe hvert et lidet oppositionelt Spurvepip, der kvidrer for Smagen paa Profittens Bekostning, til flux at forstumme.

Det er jo ikke godt for Spurve at komme i Tranedands! -

Oprørt over, at man aldeles afslog hans Bistand og forkastede hans nye Ideer, besluttede Carstensen at anlægge en concurrerende Anstalt, om end i mindre Stil, saa til Gjengjæld maaske i en nok saa elegant.

Paa det Terrain, der strækker sig imellem Frederiksberg Allée og GI. Kongevei, og som nu begrændses af Mynstersvei og Hauchsvei, laa der dengang en prægtig, stor og skyggefuld Have, som tilhørte en ung Enke, der nyligt havde ægtet Emil Horneman, den livsglade og elskværdige Componist af vor bekjendte Nationalsang: "Den tapre Landsoldat".

Den letbevægelige Horneman blev begeistret over Carstensens Ide; de gik i Compagnie sammen, og ikke længe efter overraskedes Kjøbenhavnerne en skjøn Dag af en Indbydelse til Actietegning paa "Alhambra".

Jeg erindrer tydeligt det flotte Prospectus, der, i "Illustreret Tidendes" Format paa fint Velinpapir, med Tegninger af den eventuelle Hovedbygning i maurisk Stil og Masser af Grundrids etc., en Dag blev kastet ind paa Montrerne i min Faders Butik paa Østergade. Dette Prospectus imponerede Publicum. Noget saa Elegant havde man aldrig seet i den Genre her-


 

6

hjemme, og Actietegningen gik da ogsaa straalende i Begyndelsen. Senere indtraadte der vel en Standsning, og Stifterne havde vistnok mange Gjenvordigheder at kæmpe med, men Carstensens Energi vidste at beseire alle Hindringer, og efter et Par Aars Forløb aabnedes Alhambra for Publicum.

Etablissementet gjorde strax stormende Lykke. Terrainet var vel ikke meget stort, men Alt var saa smukt og saa stilfuldt.

Lige fra den udmærket smukke Hovedbygning og ned til den mindste Chiosk, fra Hovedindgangen med dens store Portal og til de smaa Lysthuse ud til Alléen og GI. Kongevei, var Alt holdt i maurisk Stil.

Kom man fra Alléen ind i Haven, traf man først paa et lille Buskads, der lukkede for Udsigten, eller rettere Indsigten, fra Alléen; naar man passerede det, laa strax den prægtige Hovedbygning i al sin imponerende Skjønhed, med de slanke Taarne og Minareter med Halvmaanen foroven, ligefor En. Gik man op ad Hovedalléen, den nuværende Alhambravei, kom man lige til Bygningens Portal; tilhøire var der da en aaben Porticus, der førte rundt til forskjellige Restaurationslocaler og Bazarer i Stueetagen, tilvenstre var der en lignende, der førte ind i den ud til Haven aabne, lette og luftige Concertsal, der var prydet med et Flor af levende Blomster og store Potteplanter med et Springvand i Midten. Der bagved laa det rum-


 

7

melige Conditori med flere mindre Værelser med Udgang til Haven, som iøvrigt vrimlede af alle Slags.

Her var Pantomimetheater, russisk Svinggynge, den første hertillands, - Tivoli kom accurat 25 Aar bagefter med sin, efterat M. V. Brun, en Tidlang administrerende Directeur i Alhambra, havde opfrisket Mindet om den ifjor Vinter paa Dagmartheatret i Markedsscenen i "Tiggerstudenten", - her var et mindre Theater, som benyttedes afvexlende til Skyggespil, Taagebilleder, Qvartetsang osv., endvidere et større Concertlocale, Münchenerhallen, der dog nok aldrig svarede Regning, men kun voldte Bryderier - Værten hed nu rigtignok ogsaa Bryde - og endelig ovre paa den anden Side "det hvide Hus", der staaer endnu som en smuk lille Villa, men hvis Stueetage dengang benyttedes til Café chantant. Saa var der desuden en Kunstnerplaine med Tribune, smukke Blomsteranlæg, Løvhytter med Rosenbosquetter og Caprifolier i Mængde - kort sagt! Alt var baade hyggeligt og smagfuldt.

Og dog vilde Anstalten ikke rigtigt trives. Den laa for langt fra Byen; deri havde Tivoli, som ogsaa i sit større Terrain, et væsenligt Forspring for sin unge Medbeiler. Carstensen og Horneman maatte give det over i andre Hænder, men tilsidst havnede det dog hos en Søn af den oprindelige Eierinde af Terrainet. Han drev Etablissementet med stor Energi i flere Aar,


 

8

men maatte dog tilsidst ogsaa sige Pas, og i 1869 blev hele Driften standset, Alting solgt, den deilige Have sløifet og Grunden udparcclleret.

Alhambras Løbebane var kun kort, men den var til sine Tider saare glimrende, og den, der som Fortælleren har tilbragt saa mange muntre Ungdomstimer derinde, kan nok føle Lyst til at opfriske gamle Minder, ifald Nogen bryder sig om at høre derpaa? -

Det er en broget Række af mere eller mindre bekjendte Navne, der ere knyttede til Alhambra, ligefra Frederik Madsens og Bertha Lindas og til Orlischanskys og Saffts; og næsten til ethvert af disse Navne knytter der sig en lille Historie.

Alhambras Skjæbne var nøie knyttet til dets Hovedbygning. Der laa Tyngdepunktet for det Hele. Det gjaldt først og fremmest at samle Publicum der, og det var derfor nødvendigt stadigt at have friske Kræfter, nye Trækplastre.

Ved Siden af den ordinaire Comedie, der hovedsageligt bestod af Vandeviller og Farcer, og som fra Begyndelsen af lededes af M. V. Brun, og hvor Frederik Madsen første Gang optraadte for et kjøbenhavnsk Publicum, udenat man dengang anede, at han snart skulde blive Kjøbenhavnernes Yndling par excellence, deres flotteste og vittigste Bonvivant og, naar undtages Hultmann og maaske Christian Schmidt, tillige den eleganteste, ved Siden heraf er der i Tidernes Løb optraadt en Hærskare af Dand-


 

9

sere og Dandserinder, Eqvilibrister og Ildkonger og Magikere og al Slags Djævelskab.

Man har gyst over Spøgelser i "Dissolving Wiews", og man har grædt over "Herren seer dine Veie", samtidigt med at man levende har interesseret sig for "Et fattigt ungt Bybuds Eventyr" og har slugt "Bukkefoden" med Begjærlighed.

Det første større Balletselskab, der optraadte paa Alhambras Scene, var, saavidt erindres, Espinozas. Gredelues var maaske tidligere, men i al Fald mindre.

Espinoza var selv en kostelig lille Fremtoning. Han var fra det sydlige Frankrig eller maaske, efter Navnet at dømme, fra Spanien, næppe 9 Qvarter høi, men Fyr og Flamme fra Top til Taa. Det var en Fornøielse at see ham tumle med sine 15-16 Dandserinder, der lystrede hans mindste Vink. Han taalte ikke et Kny og var saa ilter som Sprængkrudt. Han var selv en fortrinlig Groteskdandser, der i Pirouetterne snurrede sig rundt som en Top og slog Entrechats huit - ja, jeg troer næsten Entrechats dix, der omtrent vare ligesaa høie som Fyren selv, alt imedens hele corps de ballet figurerede rundt om "le petit diable".

Iblandt Damerne mindes jeg specielt den slanke Soffy og den buttede Stéphanie. "

Soffy, der ikke blot var Espinozas, men ogsaa Publicums erklærede Favorit, var en høi, meget smuk Englænderinde med et ualmindelig


 

10

svært, blond Haar. Hendes tour de force var: midt i en stormende Cancan at slynge det ene Ben omtrent lodret tilveirs, holde Støvlehælen fast med Haanden og da svinge sig rundt en halv Snes Gange eller mere, hoppende paa det andet Ben. I vistnok et Halvthundrede Aftener itræk drønede Alhambras Hovedbygning af Jubel over dette Kunststykke, og da Efteraaret kom, var Publicum saalidt træt af at see derpaa, at hun kunde begynde forfra inde i Folketheatret med det samme smigrende Resultat.

Stéphanie var Pariser i Sind og Skind, lige morsom paa Scenen som udenfor denne, I Cancanen figurerede hun som Herre; bl. A. dandsede hun jevnligt som Ypperstepræst med Tiara og langt, ærværdigt Skjæg.

Iblandt Datidens saakaldte "petits crêvés", var der En, som gik under Navnet "Kartoffelsvaleren", fordi han udmærkede sig ved en altid aabentstaaende Mund, der gav ham et vist, fremfor hans Medborgere, distingueret, omend ikke synderlig opvakt Udseende. Han sværmede stærkt for Clarisse, en høj, smuk Brunette, og hans Vogn med rød Kudsk paa Bukken kunde ofte sees holdende udenfor Alhambra om Formiddagen, for at vente paa Mademoiselle til en Diner efter Prøven.

Alhambras Scene, der var meget stor, udmærkede sig især ved en glimrende Plads bag Scenen, baade til Paaklædningsværelser, Maskinrum osv. Vel stod der drakonisk ved Indgan-


 

11

gen til Scenen: "Uvedkommende forbydes Adgang", men Directeuren fortolkede sit eget Forbud med stor Liberalitet ligeoverfor Venner og Bekjendte. Der var derfor tidt overmaade gemytligt bag Coulisserne om Aftenen.

En Eftermiddag, da jeg, der ikke om Aftenen havde været derude, aflagde Stéphanie en Visit, fortalte hun mig med mange morsomme Gesticulationer og udtryksfuld Mimik, hvorledes et Par fine Herrer den foregaaende Aften var bleven vist Døren paa den høfligste Maade af Verden, da de havde trængt sig op bag Coulisserne. Da jeg spurgte hende, om hun ikke vidste, hvem det var, svarede hun:

"Connaîs pas les noms, Mr.; mais vous savez: l'un d'eux - c'était celui - ah! celui qui mange des pommes de terre!"

"Aah, Kartoffelsvaleren!" udbrød jeg leende. Hun havde ypperligt opfattet Fyren og hans hele Habitus.

Apropos om Udvisninger! saa havde jeg nær en Aften delt Skjæbne med hin ufortrødne Rodfrugtspiser.

Da jeg en Aften passiarende gik op og ned ad Scenen med en af Dandserinderne, lagde Ingen af os Mærke til, at Regisseuren ringede for at give Tegn til, at Scenen skulde rømmes. Lige med Et stod den lille iltre Balletmester foran os:

"Quel est vot' service, Mr.?" spurgte han hidsigt.


 

12

"Je ne suis pas serviteur, Mr.!" svarede jeg roligt, men forlod med det Samme med et "Votre Serviteur!" Scenen, idet han ikke kunde lade være med at smile ad min repartie. Senere paa Aftenen drak vi en venskabelig "bock" sammen og gjorde dermed hinandens Bekjendtskab.

En Dag foreslog Stéphanie mig, at jeg skulde skrive hendes Levnetsløb i en Feuilleton; det var meget romantisk, fortalte hun. Da jeg nok kunde have Lyst til at høre hendes Livs Eventyr, begyndte hun ogsaa Beretningen, i hvilken et knust Hjerte naturligvis spillede Hovedrollen. Det lykkedes mig dog ikke at faae noget Helt ud af det knuste Hjerte, da hun pludseligt forlod Selskabet henad Efteraaret, hvorved ikke blot hendes Levnet, men ogsaa Murgers samlede Værker, som jeg havde laant hende et Par Bind af, for bestandigt bleve incomplette. Saa gjerne jeg end vilde, formaaer jeg derfor ikke at meddele synderligt mere om den vittige og elskværdige Stéphanie, der aldrig lærte at udtale mit Navn.

Det var Espinoza, der satte "Bukkefoden", "le pied de mouton", i Scene, denne 8 Acts Boulevardfarce med dens mangfoldige Forvandlinger og Overraskelser og Hocuspocus af enhver Art: glimrende Decorationer, directe forskrevne fra Paris, her hidtil ukjendte Maskinerifinesser og en raffineret Udstilling af tricôtklædte Dandserinder, hvilket Altsammen lokkede det brave Kjøbenhavn ud i Frederiksberg Allée og fyldte


 

13

Theatret en Masse Aftener. Hvis jeg ikke tager Feil, var det i dette Stykke, at det elektriske Lys første Gang blev anvendt paa en dansk Scene; under alle Omstændigheder var det Alhambra, der heri som i saa meget Andet gik forud.

Muligen var det dog Kathi Lanners store, sorte, forlorne Lokker, der første Gang viste sig i rødlig Glands for dets skarpe, sønderlemmende Kritik.

Kathi Lanner! o, hvor mange kostelige Minder knytter der sig ikke til dette Navn for en gammel Kjøbenhavner!

Hun var en Datter af den berømte Valsecomponist og selv en meget routineret Solodandserinde, og saa førte hun med sig en hel Sværm af store og smaa, baade unge, smukke og kvikke Terpsichoristinder, iblandt hvilke Bertha Linda straalede som en Koh-i-nor imellem de andre Perler.

Bertha Linda var udmærket smuk og især glimrende formet. Hendes Dands var fuld af "verve" og "vigueur", som det hedder i det choreographiske Sprog, og hendes Smil var uimodstaaeligt. Den Gang var hendes Navn endnu temmelig ubekjendt; snart var det paa alle Kjøbenhavnernes Læber, og senere er hun bleven lovprist og beundret i alle Europas Hovedstæder, saavel i Paris og London som i St. Petersborg, Wien og Berlin, paa hvis første Operascener hun har høstet utallige Triumpher; specielt skal


 

14

"der greise Keiser" en Tid lang have ladet sig i høj Grad bedaare af hendes Vendinger ved Solodandserens Førelse, og hun var da ogsaa i lang Tid knyttet til Berliner Hoftheatret.

For nogle faa Aar siden trak hun sig i Wien tilbage fra Scenen for at ægte den berømte Maler Makart, hvis yppige Dianaer, Nympher og Undiner man ikke har Vanskelighed ved at see, at "die holde Bertha" har staaet Model til flere end en af.

Efter den Tid more Nyhedsbladene sig med afvexlende at fortælle, at hun er skilt fra sin Mand, og at hun som øm og opofrende Hustru kun lever for at pleie ham under hans Nervesvækkelse.

Noget Sandt skal der forresten være i, hvad de kjære Blade fortælle; thi, ifald hun ikke er skilt fra Makart og den Beretning altsaa er gal, saa er der al Rimelighed for, at hun, forudsat da, at han virkelig er nervesvag, i saa Fald pleier ham i hans Sygdom eller dog har sørget for, at han ikke er blottet for al Hjælp under denne, der ifjor endte med Døden.

Foruden Bertha Linda udmærkede sig den blonde Amélie baade ved Skjønhed og smuk, gratieus Dands. Specielt udførte hun Kunststykket, den bekjendte Dands "Jeune et vieille", med øienforblændende Virtuositet.

Og saa var der endelig Amanda, den mørk-øiede, livsglade, forviltrede, man kunde gjerne


 

15

sige forsorne Amanda Simmelhack, der dandsede "Czardas" saa ganske mageløst.

Hvor mon hun nu er henne i Verden ?

En Ven af mig fortalte en Gang, at han nogle Aar senere havde seet hende i Thaliatheatret i Hamborg ved Siden af en rig, mosaisk Handelsmatador, bedækket med Smykker og Diamanter, men bleg og udtæret at see til, hun, der var saa frisk og frodig som en Blomst i den vilde Natur!

Da jeg hørte det, fik jeg Ideen til Tilberedelsen af følgende

Kjølende Pulver.


Hun dandsed "Czardas" som den Bedste!
Med Sporen klirrende paa Hæl
Som paa den fyrigste blandt Heste
Hun fløi i Dands med Liv og Sjæl..

Det hvide Bryst, den røde Kofte,
Baretten paa det sorte Haar,
Den bløde, dog saa stærke Hofte
Gav Ungersvenden Ulivssaar.

Jeg stod beundrende i Kredsen
Af Skaren, der sig trængte frem,
Og hørte mangt: "O, holdes Wesen!"
Med Andagt læspet dæmpet frem. -

"Det er en ægte Bøhmerinde
Med Fyr og Flamme, Ungdomsmod!
Man seer jo Czeckerblodet rinde
Med Lynets Fart fra Top til Fod."


 

16

Jeg negter ikke, jeg blev lovlig
Benauet ved min Nabos Ord - :
"Jeg saa, hun dandsed' i "St. Pauli"
Paa en af Kneiperne ifjor."

Saa var cier ogsaa den lille, kjønne Catharine Clémenceau, mere udmærket ved Kvikhed og Humeur end ved sin Dands. "Majolica" døbte jeg hende en Aften, og det Navn beholdt hun i al Fald her; det var en Forkortelse af "ma jolie Ca-tharine."

Ved et Balletselskab pleier man ikke at tage synderligt Notice af de uheldige Appendices, der kaldes Dandsere; imidlertid kan jeg dog ikke negte mig den Fornøielse med et Par Ord at omtale det uforlignelige Dukkebarn, Franzesco, Solodandseren med det lille, sorte, vixede Overskjæg paa det røde og mælkehvide Friseurskilte-physiognomi. Det var Penge værd at see ham hver Aften, kort før Tæppet skulde gaae op, at komme ind paa Scenen, huldsaligt bukkende og naadigt smilende til begge Sider, og derpaa stille sig i en studeret Attitude midt paa Scenen, hvor han øvede langsomme, svævende Pirouetter og Fodstrækninger, idet han øiensynligt med Velbehag nød sine egne velformede Laar og Lægge, som han coquet lod circulere for en i hans egen Indbildning beundrende Kreds.

Hast Du mich gesehen?

Nei! da indgjød Balletmesteren, Alberti, en ganske anden Respect. Det var en høi, energisk Mand at see til, og naar han viste sig paa Scenen,


 

17

klappede i Hænderne og raabte: "Platz!" saa foer alle Uvedkommende i et Nu bag Coulisserne, og alle de Agerende vare paa Pletten omtrent i samme Øieblik.

Det hed sig, at han var gift med Kathi Lanner; hvordan det nu end forholdt sig, saa beboede hun og han sammen med Bertha Linda og Franzesco en lille Villa, ude i Villaqvarteret, som Kathi Lanner nok havde kjøbt.

Paa Scenen dandsede disse Fire ofte en lystig Cancan sammen, hvor Alberti gav en overmaade comisk, engelsk Gentleman i al hans stive Værdighed. Paa Villaen, fortalte man, at der nok ogsaa opførtes en ret gemytlig Cancan med indbyrdes Figureren, idet Alberti, Ægtemanden, var Bertha Lindas erklærede cavaliere servante, medens Franzesco var Fruens, Kathi Lanners, Cicisbeo.

Honny soit qui mal y pense! -

Under den Kathi Lannerske Periode paa Alhambra udvidedes Kredsen af de Begunstigede, der havde Adgang bag Coulisserne, ganske betydeligt, og der var saaledes Aftener, hvor enkelte af vore Blade vare repræsenterede omtrent ved hele deres Redactionspersonale.

De enkelte Redactionsmedlemmer ynde i Reglen Balletten og dens kvindelige Udøvere, Redactionen som Helhed protegerer den sjeldent i sine Spalter - naa! det er jo saa almindeligt, at Theori og Praxis divergere.

En Aften overværede jeg saamæn endog-


 

18

saa, at en bekjendt Redactionssecretair præsenterede sin ægteviede Hustru for Bertha Linda bag Coulisserne midt imellem alle de halvtblottede, tricotklædte Dandserinder, der langs Coulisserne støde og øvede sig i Ankelstrækninger og Fodslag paa henved 150° fra Jordens Plan.

Det var nemlig høieste "Chic" imellem disse Damer, naar man converserede dem, da at lytte til En med et Smil, alt imedens de støttede sig til en Coulisse eller holdt i et Maskintov og gjorde deres Øvelser ligefor Næsen af En.

Bertha Linda havde nok indført denne Mode, der snart blev adopteret af de Andre ligened til 7-8 Aars Smaaunger, der næsten overgik de Voxne i Coquetteri, naar man et Øieblik for Spøg indlod sig med dem. Der var nemlig en halv Snes smaa Pigebørn med i corps de ballet.

Morsomt er det at gaae og være et nøgternt Vidne til denne Coquetteren à l'outrance. Nogle gjorde sig gjældende med Blomsterbouquetter, Andre, deriblandt hin redigerende og præsenterende Ægtemand, havde gjerne store Kræmmerhuse med Bonbons eller lignende mere substantielle Opmærksomheder med sig.

Af de mere notable Courtiseurer erindrer jeg saaledes omtrent hele Officiersbesætningen paa den store amerikanske Monitor "Miantonomoh", som i nogle Uger laa her paa Rheden. Chefen, en meget ordinair Person af Udseende, med et køteragtigt Opstopperphysiognomi, en ren Buldog


 

19

at see til, var aldeles borte i Bertha Linda, som Alberti imidlertid vaagede over med Argusøine.

Det vakte derfor ikke stor Forundring at høre, at alle Ballettens Damer havde været til en Diner déjeunatoire i Officiersmessen ombord paa Americaneren, afhentede og ilandsatte under Stjernebanneret. Bertha Linda medbragte et kostbart Uhr med Kjæde som Erindring om Besøget. Da Maaltidet var endt, havde man spredt sig rundt om i Skibet for at besee det, Nogle havde været paa Batteriet, Andre i Taarnene o. s. v. - Bertha havde nok havt Leilighed til at beundre Chefens comfortable Kahyt agterude bagved Archeliet.

Iblandt samme Primadonnas sukkende Celadoner kan jeg ogsaa mindes en ung, smuk Russer, en Fyrst Dolgorucki, blev der sagt. Han var der i flere Aftener itræk, og vi havde talt noget sammen, da han havde søgt Oplysning hos mig om Et og Andet.

En Aften fortalte han mig glædestraalende, at et Par af Damerne, deriblandt Bertha Linda, havde taget imod en Indbydelse til en Souper efter Forestillingen i "Hôtel Phoenix", hvor han boede.

Jeg ønskede ham naturligvis "une bonne aventure."

"Mais Mr. Alberti sera de la partie, je vous en préviens," tilføjede jeg.

"Sans doute! Mais il faut, qu'il se recommande, quand nous avons soupé."


 

20

"Espérez, mais ne croyez, Mr.!"

Nogle Aftener senere traf jeg ham atter bag Coulisserne.

"Hein! comment va-t-il, Mr.?"

"Ah! vous avez eu raison, Mr. - Sacrrr . . . !" var Svaret med en Bjørnebrummen.

Da Klokken var bleven henad 2 om Natten, havde Alberti koldblodigt sagt:

"Wollen wir nach Hause fahren, liebste Bertha?"

"Wie Du willst, mein Freund!" og saa kunde Russeren more sig med at tælle de tømte Champagneflasker.

Nei, skulde Fæstningen erobres, maatte Balletmestercommandanten ikke være tilstede. I saa Tilfælde kunde der maaske nok være Tale om en Capitulation - hun var altfor indtagende til at være uindtagelig!

Det var dog ikke Bertha Linda alene, der bragte Forstyrrelse ind i de letfængelige Mandfolkehjerter; derom vare saamæn alle hendes pirouetterende og coquetterende Kammerater enige med hende. For de unge Mænds Vedkommende var dog nok det Hele forbi, da de smukke Trækfugle henad Efteraaret droge til varmere Himmelegne, men for en enkelt ældre, moden Cavaliers Vedkommende var Sagen ikke endt hermed. For ham gav den Lannerske Ballets Besøg i Kjøbenhavn Anledning til et helt Familiedrama, der først fik sin Afslutning, da han døde for et halvt Aarstid siden.


 

21

Historien var dengang saa bekjendt, at der ikke kan være Tale om nogen Indiscretion ved at omtale den.

Ballettens Musikdirecteur blev engageret her i Byen ved Ankomsten. Det var en ikke længere ganske ung, meget dygtig, dansk Musiker, som var gift og havde en 5-6 Børn.

Orchesteranførerpladsen har sine Behageligheder under en Balletforestilling, men den har ogsaa sine farlige Sider, især for et fyrigt Temperament, der dagligt har en Snes unge, smukke, letklædte Kvinder baade Formiddag og Aften figurerende foran sine syndige Øine.

Musikeren qvæstionis var snart aldeles bedaaret, elleskudt, specielt af en Enkelt bestemt, og da Balletselskabet reiste herfra, tog han med som dets Musikdirigent; men han kom aldrig senere tilbage. I Udlandet etablerede han sig med Dandserinden og stiftede der for anden Gang Familie. Til hans Ære skal det dog siges, at han lige til sin Død mindedes sin her efterladte Familie, som han jevnligt sendte Penge hjem til og corresponderede med; men selv kom han som sagt aldrig, hvorimod han engang gjorde Skridt til at faae en af sine Sønner over til sig. Han kom nemlig senere i engelsk, militair Tjeneste, i hvilken han som dygtig Musiker gjorde Carrière. I flere Aar var han den øverste Musikdirigent over alle den indiske Hærstyrkes Musikcorps, et Slags Musikdirecteur med Capitains Rang og Station i Madras. Senere kom


 

22

han til Fæstningen Gibraltar, hvor han døde ifjor Vinter, elsket og agtet af Foresatte og Underordnede. Nogen Tid før sin Død havde han skrevet efter sin Hustru; Dandserinden var død i Mellemtiden. I de mange Adskillelsens Aar havde de stadigt skrevet til hinanden som gamle Venner, og den forladte Hustru opdrog da ogsaa Børnene paa en smuk Maade. En af Sønnerne er nu Orchesteranfører og Familiefader i Finland,

Galt var det, men godt gik det!

Et Selskab, der en Tid lang vakte storartet Opmærksomhed og skaffede betydeligt Tilløb til Alhambra, var Araberselskabet Beni-Zoug-Zoug. Det var just ikke ved sine Skjønheder, at det udmærkede sig, thi Kvinderne vare grimme som Arvesynden med deres tykke Læber og fremstaaende Underliv. Men vare de ikke smukke, saa vare de til Gjengjæld smidige, stærke og behændige, baade Mænd og Kvinder, Deres gymnastiske Øvelser vare i Sandhed Non plus ultra af Akrobatik. Omars, Høvdingens, fortsatte Række af forlænds Saltomortaler uden Tremplin Scenen flere Gange rundt var noget hartad utroligt. Det saa bogstaveligt ud, som om han snurrede sig frit om i Luften; kun et svagt Pik i Gulvet antydede, at han for hvert Saltormortale satte af med den høire Fodspids.

Han dreiede sig nemlig halvt paa den ene Side.

En høj, muskuløs, afrikansk Neger gjorde


 

23

fabelagtige Spring paa Plainen, hvor han tog Tilløb og paa de bare Fødder satte af fra en skraatstillet Granitsten som fra et Springbrædt, for derpaa i et Saltomortale at kaste sig paalangs over 24 Mand med Bajonetgeværet i Hvil, staaende to og to ved Siden af hverandre. Idet han endte Springet, stod han et Øieblik urokkelig som en Støtte plantet i Jorden.

Den, der skriver disse Linier, har altid interesseret sig levende for Gymnastik og selv drevet Kunsten videre end de fleste Dilettanter, saa at han tør betragte sig som Sagkyndig, men efter at have seet Araberne har han aldrig bekymret sig om at see de senere Akrobater, her har været.

Deres Menneskepyramider ere vistnok heller ikke nogensinde naaete, endsige overgaaede. En høj, meget mager Beduin, eller hvad det nu var for en Kabyler, med meget tynde Lægge, stablede i et Øieblik 9, mest Voxne, op paa sig selv; en af dem slyngede sig baglænds omkring ham som et Mavebælte. De øvrige stode 4 Mand høi paa Skulderen eller bleve tildels holdt ud i hans Arme; naar de vel vare anbragte, dreiede han sig rundt med hele Commersen, hvorefter de i et Nu atter vare opløste. Den lille Praas, der stod øverst, kastede sig med Dødsforagt ned i Armene paa sin Moder, der med aldrig svigtende Sikkerhed greb ham nede paa Gulvet.

En anden herculisk bygget Araber, der i


 

24

Modsætning til den foregaaende havde colossale Arme og Ben, er en Aften seet dreie sig rundt med 12 Mennesker paa sin Krop.

For den Sidste tog det dog en Ende med Forskrækkelse; thi da de et Par Aar efter kom hertil og optraadte i Tivoli, spurgte jeg En af dem, som jeg gjenkjendte, hvor Harun, - som jeg troer, han hed, - var blevet af.

"La jambe de lui est brisé un soir au Cirque impériale à Paris sous une pyramide," svarede han med orientalsk Phlegma.

"Ils tombèrent donc tous à la terre?"

"Sans doute! - cela va sans dire, Mr.; mais Harun seul ne se leva pas."

Skinnebenet var ligefrem knust under den enorme Vægt.

En lille Digression i Anledning af deres Tivolitournée turde maaske være tilladt.

Der var dengang her i Byen en meget velhavende, ung Mand, sin Faders Søn, der holdt meget af at more sig, især med flydende Varer af ikke altfor svage Grader. Han var Stamgjæst paa Tivoli, hvor hans Fader eiede en stor Del Actier og derfor havde meget at sige derinde. Den unge Mand beundrede Araberne, hvem han stadigt trak om med og tracterede - de skulde jo ikke dandse paa Line om Aftenen - og han fik derfor Tilnavnet "Beni-Zoug-Zoug".

I Kraft af Faderens mange Actier havde han faaet den forfløine Ide, at han vilde see at


 

25

blive valgt til 3die Directeur i Tivoli; han vilde saa knytte sine arabiske Gjæstevenner for Livstid til Etablissementet.

En Aften, da vi med flere Stamgjæster sade sammen i Tivolipavillonen, kom hans Directeurvalg paa Talen.

"Vil Du virkelig være Directeur, Zoug-Zoug?" spurgte jeg, hans gamle Skolekammerat, ham.

"Ja gu' vil Jeg saa! Jeg kan s'gu' være li'esaa god som de fleste Andre," mente han, og i Retning af negative Egenskaber kunde han maaske ogsaa have nogen Ret heri; men i Anledning af hans store Forkjærlighed for de vaade Varer og de deraf flydende Extravagancer bemærkede jeg dog:

"Ja, hvis Du bliver den tredie Directeur herinde, saa kan man da synge med Ploug i "Fostbroderlaget":

"Tredelt er Tivolis Stamme,
Men Roden er kun een!"

Han blev imidlertid ikke Directeur, Araberne maatte reise, og denne deres Beskytter er død for flere Aar tilbage.

En lille Episode fra deres Afskedsforestilling paa Alhambra falder mig ind. Der var fuldt Hus, og jeg sad paa første Bænk paa Amphitheatret ligeved Scenen. Kort før Tæppet skulde gaae op, lagde jeg Mærke til en ung, kjøn Pige, som jeg oftere havde seet derinde, og om hvem man sagde, at Høvdingen Omar havde benaadet


 

26

hende ved at tilkaste hende sit Lommetørklæde, som skulde være bleven modtaget.

Hun stod bagved Bænken med Favnen fuld af Bouquetter og saa høist ulykkelig ud, fordi hun ikke kunde komme frem. Jeg disponerede just over Pladsen ved Siden af mig; jeg tilbød hende derfor Afbenyttelsen af samme. Hun takkede og havde da nu ogsaa Leilighed til at kyle sin elastiske Tilbeder den ene Bouquet i Hovedet efter den anden. Det var en hel Blomsterregn!

"Jeg bliver misundelig, Frøken," udbrød jeg, men hun ændsede det ikke.

Da Tæppet faldt, spurgte hun, hvad det var, jeg havde sagt - "jeg maatte undskylde hendes Aandsfraværelse." Jeg gjentog det altsaa, idet vi fulgtes ad mod Udgangen.

"Men jeg under saamæn gjerne Omar alle Blomsterne, naar blot jeg maa faae Blomsterpigen," tilføiede jeg.

Hun tog smilende imod min Arm, og vi spadserede lidt omkring og nød en liden Forfriskning. Efter en lille halv Times Forløb, da hun altsaa kunde beregne, at Omklædningen var forbi, reiste hun sig, takkede og sagde:

"Ja, nu maa jeg op og see til mine Blomster; Farvel!"

"Adieu donc, ma belle!
Adieu donc, cruelle!
Jamais de nouvelle
Tu n'auras de moi!"

mumlede jeg edderspændt; men deri tog jeg dog feil, thi senere har hun saamæn spillet


 

27

i flere Smaastykker, jeg har skrevet. Hun blev nemlig en ganske flink Skuespillerinde og senere gift med en Provindsdirecteur. Men det var længe efter, at hun havde spillet Scheherazade i Araberens 1001 Nat! -

Imellem Alhambras faste Stok fra Begyndelsen af og lige til Enden maa først og fremmest nævnes Familien Orlischansky, der senere er bleven europæisk bekjendt som hørende til de første Stjerner i Circus Renz. Faderen var en dansk Mand, hvis egentlige Navn nok var Ole Jansen; han havde en 4-5 Sønner fra en 16-17 til en 6-7 Aar, som han, liggende paa Ryggen, spillede Bold med paa Fodballerne paa en saa fortvivlet, halsbrækkende Maade, at det udelukkede enhversomhelst Mistanke om Faderkjærlighed eller Familieømhed, den Ømhed fraregnet, der var en uundgaaelig Følge for begge Parter af de forfærdelige Bums, naar en af Poderne blev kylet op under Loftet i et dobbelt Saltomortale og saa atter faldt ned og blev siddende eller stundom opreist staaende paa den Gamles Fodballer.

Desuden præsenteredes der jevnligt Ildkonger, Dissolving Wiews med gruelige Spøgelsefigurer, neapolitanske Fester i Haven med Vesuv og den blaae Grotte paa Capri, som en Aften gav en glad Ungersvend Anledning til at gaae bagved Lærredet for at see, om ikke Capriciosa skulde have forstukket sig der; ægyp-


 

28

tiske Fester med Obelisker, Pyramider, Sphinxer, ved hvilke sidste det Gaadefulde blot bestod i det Spørgsmaal, der uvilkaarligt paatrængte sig En: hvad de havde der at gjøre? Saa var der Skyggespil og Qvartetter paa det lille Theater i Haven, kort sagt! der var al mulig Afvexling, men Tivoli havde nu engang Overtaget.

Endelig var der en hel Række af Bryderkampe.

Det var det samme Aar, da salig Safft havde overvundet Heygster paa Ridebanen og derved var bleven Dagens Løve. Han fik nu en Øludskjænkning i Alhambras Have; det trak en Del Beundrere til, og samtidigt blev der forskrevet en Bryder - det var den bomstærke Kempf, efter Sigende en tidligere preussisk Artillerieunderofficier.

En Aften optraadte Safft imod ham og blev kastet efter alle Kunstens Regler.

Safft blev rasende, og da de efter Forestillingens Slutning kom ind i Bræddehytten for at klæde sig om, vilde han fare ind paa Kempf for at drikke ham en Skalle; men denne forstod Uret; han tog Mester Urian i Brystet og satte ham baglænds ud igjennern hele Bræddevæggen, hvor tilkaldte Folk maatte see at berolige den dethroniserede Fyrste.

Linedandserne og Eqvilibristerne Hoffmann og Overgaard hørte ogsaa til de jevnlige Gjæster i Alhambra. Især den Sidste udmærkede sig ved en forbausende Courage. En Aften saa jeg


 

29

ham staae og gynge uden Balancerstang paa en slap Line, der var udspændt øverst oppe i Prosceniet lige over Orchestret; en anden Gang slog han Saltomortaler paa 2 Alen høie Knæstylter, skjøndt det er halsbrækkende nok blot at gaae paa dem. Han morede sig ogsaa med at sætte sig midt paa den høie Line ude i Haven, hvor da Hoffmann spadserede over ham, og senere lod han denne bære sig paa Ryggen i hele Linens Længde. I det sidste Tilfælde vidste man ikke rigtigt, hvem man mest skulde forundre sig over: Den Bærende eller den Baarne.

Af den Første var det vel baaret, men den Sidste blev dog velbaaren, Deres Velbaarenhed, og kom paa en Maade høiest paa Straa.

Disse to Mænds jevnlige Samvirken, der næsten fik Udseende af en indbyrdes Kappestrid om, hvem der var den Forvovneste, gav Anledning til følgende Spørgsmaal og Svar i Calembourgmaneren:

Overgaaer Hoffmann Overgaard?

Nei, Overgaard overgaaer Hoffmann!

Men Hoffmann gaaer over Overgaard - paa Linen nemlig.

Ærede Læser! undskyld denne Ordeqvilibristik, som dog let overgaaer selv den Bedste, naar han taler om Eqvilibristerne Hoffmann og Overgaard.

Eqvilibrister, Jongleurer og Athleter spillede


 

30

i det Hele en stor Rolle paa Etablissementet, en Del maaske, fordi Directeuren, iøvrigt en urban, dannet Mand, selv var et Stykke af en Kæmpe i Kræfter.

En Aftenstund kunde jeg let være kommet i Kløerne paa en af disse stærke Mænd, men jeg slap heldigvis fri for Tiltale.

I flere Aftener itræk havde jeg i Concertsalen bemærket en smuk, men meget coquet, ung Dame, der stadigt var ene. Jeg fik Leilighed til at vise hende en lille Opmærksomhed med en Stol eller noget Lignende; vi kom til at vexle et Par Ord, og da Afdelingen i det Samme var forbi, fulgtes vi ud i Haven, hvor det just begyndte at skumre. Samtalen gik nok saa livligt og fortsattes i en af de smaa Løvhytter, hvor man sad næsten aldeles skjult for de Forbigaaende - heldigvis! thi pludseligt udbryder den unge Dame, idet hun dukker sig bag min Ryg:

"Gud! der er min Mand. Jeg troede, han skulde optræde nu."

"Hvem er deres Mand?" spurgte jeg, idet jeg opdagede en velproportioneret Hercules, der speidende gik i nogen Afstand fra Løvhytten.

"Det er N. N., Athleten. Vi blev gift i forrige Uge; han er en Franskmand, men jeg er fra Nyboder; men derfor kan vi jo komme meget godt ud af det sammen !"

"Ja, Gud bevares, Fru N.; det er der ikke


 

31

det Mindste iveien for; men saa troer jeg dog ikke, det er saa heldigt, at De tilbringer Hvedebrødsdagene i lukkede Lysthuse med fremmede Herrer, naar han er i Nærheden?"

Hun lo og forsvandt, men jeg trøstede mig med at nynne Heines:

Ein Jüngling liebte ein Mädchen,
Sie hat einen Anderen erwählt -"

Slutningsstrophen havde især noget virkeligt Trøstende for mit skuffede Haab, naar jeg varierede den en liden Smule:

"Es ist eine alte Geschichte,
Sie bleibt doch ewig neu;
Und wem sie eben passiret,
Dem bricht er das Kopf entzwei."

Heldigvis var jeg dog sluppet fri for Athleten, og senere saa jeg ikke noget til den unge Hustru, der aabenbart sværmede for skarpe Modsætninger, thi hans Volumen var da mindst det dobbelte af mit.

Naa! i Erotiken kommer det jo mindre an paa Stoffets Hvad end paa Behandlingens Hvorledes, og jeg havde nu behandlet hende paa den nydeligste Maade af Verden ved at stille et ubegrændset Qvantum Vanilleis, Chocolade eller svensk Banco i Perspectiv -

"Aber wem es eben passiret,
Bricht leicht das Kopf entzwei!

At Alhambra var rigt paa Afvexling i sine Forlystelser, have vi seet; ikke des mindre gik det stadigt tilbage i financiel Henseende trods


 

32

al anvendt, utrættelig Energi, og 1869 var Alhambras sidste Saison.

Endnu den 10. August samme Aar havde det udfoldet hele sin Glands og Herlighed for det forbausede Kjøbenhavn ved en Folkefest i Anledning af Kronprindsesse Louises Indtog samme Dag. Det var en Folkefest i Ordets sande Betydning og en nobel Afslutning paa en kort, men smuk Tilværelse. Portene stode paa vid Gab for Alle og Enhver, og et Lyshav bølgede de Besøgende imøde, medens Musiken brusede fra alle Kanter.

Alhambra var cavalermæssig til Fingerspidserne; hos dets rige Frænde derude ved Passagen titter altid Kræmmernaturen frem. Naar Alhambra gjorde Folkefest, indbød det Folket gratis, og ikke som Tivoli, der gjør "Folkefest for hele Kjøbenhavn", som det hed, da Judic optraadte derinde, mod dobbelt Entrée og Udelukkelse af Abonnenterne.

Der ved de, hvorledes Madposen skal skjæres!

Es hilft kein Maulspitzen, muss gepfiffen sein! er Valgsproget,

Som sagt! Efteraaret 1869 var Alhambras sidste. Kort efter bleve Bygningerne nedrevne, alt Inventarium og Materiale solgt, Veie afstukne og Terrainet udparcelleret.

Men den, der nu en stille Sommeraften gaaer langs ad de folketomme Biveie, Mynsters- Alhambra- og Hauchsvei, vil ikke let falde paa,


 

33

at denne Plet for en Snes Aar tilbage var Skuepladsen for alslags Liv og Lystighed og Tumlepladsen for Tusinder af glade Menneskebørn.

Alt er i Overgang! siger Heraklit: fra Sygdom til Sundhed, fra Liv til Død, fra Bevægelse til Hvile o. s. v.

Det er sandt! men - for at slutte med en Pirouette - den Overgang overgaaer næsten Hoffmanns Overgang over Overgaard!

__________



 

Minder fra den gamle
"Borgerdyd".

_____


"Borgerdyden", Kjøbenhavns gamle Borgerdydsskole, som den ogsaa kaldtes i Modsætning til den senere oprettede "Borgerdyd" paa Christianshavn, havde, da jeg efter Sommerferien 1846 som sexaarig Pog kom ind i den, alt fra Professor Nielsens, Gamle Nielsens, Tid et grundfæstet Ry som en udmærket Opdragelsesanstalt, der paa den Tid aldeles havde taget Luven fra den hensygnende Metropolitanskole.

Kort iforveien havde dens borgerdydige Existens unegteligt været slemt truet. Skolen stod, da Lærere og Elever en Morgenstund til sædvanlig Tid indfandt sig, uden nogen Bestyrer; Bartholin var reist sin Vei og kom aldrig tilbage. Men med en Hurtighed i Beslutning og

[34]

 

35

Handling, der saa at sige laa i Jordbunden der paa Stedet, constituerede Lærerpersonalet sig strax som Notabelforsamling, og ud af sin egen Midte valgte det da den, der skulde fortsætte Skolegjerningen som Bestyrer, eo ipso som Eier af Skolen.

Den senere saa bekjendte Arbeiderfører og Folketribun, Christian Vilhelm Rimestad, var den Mand, Valget faldt paa, og ikke let vilde man kunne have truffet nogen heldigere end denne begavede, energiske, omtrent trediveaarige Mand, der var lige elsket og respecteret af Lærere og Disciple saa vel paa Grund af sin Dygtighed som for sit Lune, ikke at tale om den Respect, som hans vældige Lussinger indgjød os Drenge. Det var jo adskillige Aar, førend Rimestad kastede sig over Politiken og stillede sig som Candidat til Folkethinget. Da den Tid kom, ja, saa begyndte det at gaae tilbage med "Borgerdyden". Politik og Borgerdyd gaae jo ikke altid godt i Spænd sammen. Men dengang Rimestad overtog Skolen, da levede endnu den gamle Aand i den, og det skal være disse Liniers Opgave at mane denne frem paany gjennem nogle faa Billeder fra Skolelivet dernede i Reverensgaden, hvor senere det russiske Kapel blev bygget paa vor Legeplads.

Hvad der nærmest charakteriserede Tonen i denne min Bardoms kjære Skole, var det hjertelige, kammeratlige Forhold, der herskede mellem Lærere og Disciple. Ikke saaledes at for-


 

36

staae, at der var noget Sødladent, Kanelvællingeagtigt tilstede - tvertimod! en vis spartansk Aand var udbredt over det Hele, men man følte sig uvilkaarligt Allesammen solidariske, hvortil det vistnok ikke saa lidt bidrog, at det var en gammel Skik, at Ingen let blev Lærer der i Skolen, udenat han tidligere havde været Discipel i den og var dimitteret fra den.

Paa den store Legeplads, der ved en høi Mur var adskilt fra Reverens- og Laxegaden, kunde det hænde, at Lærerne blandede sig i Legen, udenat det gjorde noget Skaar i deres Prestige. Rimestad selv kunde det godt falde ind - naar vi spillede "Langbold" eller "Batterone", hvor den solide Vidskelædersbold, efter at være slaaet op imod Muren, skulde gribes af den der blev raabt op af den Kastende - at række ud over Hovederne paa den forsamlede Klynge, gribe Bolden fra dem, der da i et Nu spredte sig for alle Vinde og hver især søgte at undgaae hans alt Andet end blide Kast, naar han efter et hurtigt Sigte sjeldent feilede En af os.

Mest glædede vi os til Friqvarteret mellem 2 og 3, naar vi i de høiere Classer skulde have ham selv i sidste Time. Havde vi da t. Ex. faaet en vild "Kjædetagfat" igang, hvor de Yderste i Kjæden undertiden bleve svungne rundt, saa de svævede frit i Luften og maatte passe at holde godt fast, hvis de da ikke vilde slynges hen imod Muren i den anden Ende af


 

37

Gaarden, ja, da lød hans Stentorstemme, naar Skoleuhret slog ti Minutter over fuldt Slag som Tegn paa, at "Friqvarteret" var forbi: "Biv nede!" og saa kunde vi fortsætte Legen endnu i en fem Minutter, til den sidste Fugl var fanget; men dette Extratillæg af Fritid staaer endnu for mig som nogle af de lykkeligste Øieblikke i mit Barndomsliv. Naar vi da kom op i Classen, var al Leg forbi, og det blev den bedrøveligste Alvor for den, der ikke kunde sin Lectie.

"Du kan komme ind i Sangsalen, naar Klokken er tre!" lød det for den Rædselsslagne, der som oftest begyndte at synge sin Begrædelsessang med det Samme ved Tanken om dét obligate Spanskrørsaccompagnement, der ventede hans Rygstykker om en liden Stund derinde i den store Sal, hvor vi ordinarie lærte baade Noder og Unoder i gamle Berggrens Sangtimer.

Rimestads egne Fag vare Dansk, Historie og Geographi og, saavidt jeg ved, latinsk Poesi i øverste Classe, og jeg har aldrig havt nogen Lærer, der som han kunde fængsle sine Elevers Opmærksomhed, hvad enten han beaandet fortalte os om de gamle Spartanere og deres Haardførhed eller om de unge Persere, der lærte at ride, skyde med Bue og tale Sandhed, eller han læste op af Thiers's Revolutionshistorie, som han lod os komme tilgode i et smukt og flydende dansk Sprog lige fra Originalens Text,


 

38

eller han fortalte os om Gunnar fra Hlidarende og læste store Stykker op af Njals Saga.

Den spartanske Tapperhed og Haardførhed og Persernes Sanddruhed, det var dengang hans Kjæpheste, og tidligt og sent var det hans smukke Opgave at søge at vække vor Begeistring i samme Retning. Løgn og Sladder blev ogsaa ubønhørligt straffet, og det bar gode Frugter; der var ikke Mange af os, der ikke betragtede det som en Feighed at lyve, selv om vi ved en Nødløgn kunde frie os for corporlig Revselse; og hvad Haardførheden angik, saa bleve Adskillige af os næsten Fanatikere. Jeg for mit Vedkommende kan saaledes erindre, at jeg som Dreng to Gange har lagt et Svovlstikkehoved midt i min venstre hule Haand og koldblodigt stukket Ild paa det og ladet det brænde mig et lille Hul ned i Haandfladen uden at fortrække en Mine. Jeg bevarer endnu et haardt Ar i Haanden fra disse barnagtige "Heldenthaten".

Fra disse mine første Skoleaar bevarer jeg saagodtsom udelukkende lyse Minder. Forholdet imellem Lærere og Disciple og imellem os selv indbyrdes var i det Hele fortræffeligt, og for de Fleste af os var det en ren Fornøielsessag at møde om Morgenen paa Skolen med dens liflige, velordnede Blanding af Alvor og Leg.

Da kom 1848, og Tidens stærke Dønninger naaede ogsaa vor lille Mikrokosme.

Krigen udbrød, og de Fleste af vore yngre


 

39

Lærere gik frivilligt med - blandt Andre erindrer jeg Dorph, Hauschultz, Lembcke og Chiewitz, der nok alle bleve Officierer. Vor afholdte Gymnastiklærer, en brav Jægercapitain Husum, maatte først afeted, og Gymnastikundervisningen, der altid var bleven drevet med stor Iver, blev i Begyndelsen en Del negligeret, da Ledelsen var overdraget til hans Assistenter, et Par Underofficierer ved Garden, deriblandt den daværende Tambourmajor; de formaaede ikke ret at imponere de unge Aandsaristokrater. Lidt efter lidt bleve vi dog grebne af Tidens almindelige Krigsbegeistring, og da Skolen anskaffede en Del Trægeværer med klingende Messingbeslag, exercerede og manoeuvrerede vi nok saa tappert under Tambourmajorens Commando nede i Skolegaarden. Indirecte grebe vi Smaadrenge dog ogsaa lidt ind i de store Begivenheder derovre paa slesvigsk Grund, idet Classerne skiftevis nede i Gaarden bleve beskjæftigede med Patronrulning for Laboratoriet paa Christianshavn, der leverede os Krudt, medens en Lærer indviede os i den dengang temmeligt primitive Patronfabrication. Den drivende Kraft, der ved Hjælp af den haarde Musketkugle maaske senere foraarsagede mere end een Fjendes Død paa Valpladsen, havde vist ofte faaet sit Tryk af de bløde Barnefingre paa Legepladsen.

Initiativet hertil var vistnok udgaaet fra Rimestad, der, som man vil kunne forstaae, var stærkt grebet af Tidens Begeistring, der den-


 

40

gang fik Udslag i Stort som i Smaat hos Enhver, der ikke alt fra Fødselen af var designeret til fremtidig "Transtøvle". Hvis han ikke som Familieforsørger og Skolebestyrer havde havt et stort personligt Ansvar og mange Forpligtelser, var han upaatvivleligt selv gaaet med i Krigen. Nu nøiedes vi med at rulle Patroner til de Levende og pille Charpie til de Døende.

I Timerne fortalte han jevnligt Nyt fra Krigsskuepladsen, og hvad enten Glæden over en Seir eller Sorgen over et Tab tegnede sig i hans sympathetiske Øine, saa vidste han altid at faae os Børn revet med.

Jeg erindrer saaledes en Episode fra det sidste Krigsaar 1850, der gjorde et stærkt Indtryk paa alle os Drenge.

En Formiddag kom han ind i Classen og fortalte os med bevæget Stemme, at vor afholdte tidligere Lærer, Capitain Husum, var falden paa Ærens Mark - saaledes var det endnu dengang Skik og Brug her i Kjøbenhavn at kalde Valpladsen.

Taarerne rullede nedad de Flestes Kinder, da han derpaa opfordrede os til at hilse vore Forældre hjemme og bede dem om at yde Bidrag til en Sølvkrands som Skolen agtede at lægge paa den faldne Krigers Kiste, naar hans Lig om kort Tid blev ført hertil og skulde begraves fra Garnisons Kirke.

Saavidt jeg ved, var der ikke En af os, udenat han Dagen efter mødte med en Specie


 

41

eller to til Krandsen; men hvo skildrer vor Glæde, da vi nogle Dage senere fik Underretning om, at Capitain Husum vel var haardt saaret, men at der dog var al mulig Grund til at haabe paa hans Liv.

Det viste sig senere, at Kuglen var gaaet ind i den høire Side af Brystet, havde knækket et Ribben, hvoraf en Stump havde læderet den ene Lunge, som han nok ogsaa efterhaanden helt mistede. Imidlertid levede den kraftige Mand dog adskillige Aar derefter med det Resterende, og jeg erindrer, at han efter Krigen en Dag besøgte Skolen og takkede os, fordi vi saa smukt havde villet erindre ham og ær e hans Minde. Ved samme Leilighed viste han os en Gulddaase, som han foruden Ridderkorset havde faaet af Kong Frederik den Syvende, og i hvilken den budbringende Kugle laa velforvaret, efterat den paa Lazarethet var taget ud af Ryggen paa ham.

Med alle Bidragydernes Samtykke blev Sølvkrandsen med forandret Inscription lagt paa Kisten, der gjemte en Aandens Heros, nu, da Valpladsens Helt ikke fik Brug for den.

Oehlenschläger var netop død i de Dage, og Rimestad, hans varme Beundrer, havde tidligt lært os, hvad vi skyldte Forfatteren til "Digterens Hjem" og saa mange andre deilige Digte, som vi maatte lære udenad fra Ende til anden, hvad der rigtignok viste sig at være haabløs


 

42

Gjerning at prøve paa for Adskillige, naar Digtet var paa et hundrede Vers eller flere.

Det vil af det Foregaaende være indlysende, at Skolegaarden, vor Legeplads, spillede en meget betydelig Rolle i vor muntre Skolegang. Det var kun undtagelsesvis, at man saa En eller Anden liste sig ind i Porten for, useet af Lærerne, at læse over paa Lectien til den følgende Time. For de Fleste af os havde Legen og Bevægelsen i de ti Minuters Fritid imellem hver Time en altfor stor Tillokkelse til, at vi skulde ville ofre det Behagelige ved Legen for det Nyttige ved en overfladisk Repetition af en mangelfuld Lectielæsning i Hjemmet, selv om man havde en vis Anelse om, at der muligvis nok ovenpaa den søde Kløe kunde følge en sur Svie eller rettere efter den søde Kløe paa Legepladsen kunde følge de fæle Klø paa Sangsalen, hvis der i Timen vankede et Nul i Protocollen.

I første Række af vore Lege stod det alt omtalte Boldspil, der blev drevet efter en stor Maalestok baade i Form af "Langbold", "Lok i Hul" og "Batterone", hvor enhver Feil paadrog Vedkommende "en Streg", der maatte udsones med, at den Paagjældende maatte stille sig op ad Muren som Maal for den haarde Bold. Den af Modspillerne, der fik fat i Bolden, efterat den var kastet ud af Ofret, søgte da, og i Reglen med Held, at ramme Senerne i Haserne; det var et af de mest sensible Steder paa Legemets


 

43

Rygside, idet man nemlig havde Lov til at dække Hals og Nakke med Trøiekraven og Kaskjetten. Blev Bolden under Udslyngningen grebet i Luften, havde den i Øieblikket fungerende Profos Tilladelse til at stille sig umiddelbart bagved Delinqventen. Blev den derimod fanget paa Jorden, skulde han staae i lige Linie ud for det Sted, hvor han fangede den. Traf han ikke, fik han selv en "Streg", som senere maatte indfries. Der var, som man seer, meget nøiagtige Regler for Sporten, og Enhver bøiede sig ubetinget for Loven, selv om den var nok saa haard og Viskelædersbolden maaske endnu haardere, endskjøndt der sjeldent var Nogen, der lagde Fingrene imellem; men det var jo ogsaa kun de raske Drenge, der indlod sig paa slig en Sport, hvor en Knæhase undertiden negtede at gjøre Tjeneste, naar man skulde op ad Trapperne, hvor gjerne man saa vilde skjule, at Slaget havde ramt paa det ømme Sted.

Boldens Behandling var af Adskillige drevet til en sand Virtuositet. Jeg erindrer saaledes en temmeligt lille Fyr iblandt Kammeraterne, som i Kraft af en overordenlig Smidighed i Ryghvirvlerne, forbundet med Muskelkraft i Armen, kunde sætte en omtrent to Tommers Vidskelædersbold næsten lodret tilveirs saa høit, at der skulde gode Øine til at følge den. I Reglen greb han den selv omtrent paa samme Plet, hvorfra han havde kastet den.

Naar Rimestad fik Øie paa en rigtigt god,


 

44

fast og dog elastisk Bold, morede det ham undertiden at prøve den ved at slaae den ned imod den faste Jord paa Pladsen, og saa sprang den tidt op i Høide med Skolebygningens Tag. De Kraftigste af os kunde høist drive den op til første eller anden Sal - hvad Under, at han for os stod som Personificationen af den farnesiske Herkules? - dengang maaske heller ikke ganske med Urette.

Næstefter Boldspil øvede vi os med megen Iver og delvis stor Færdighed i "Paradisspillet" med tunge, flade Sten, der, efter først af den Spillende med et behændigt Kast at være anbragte i den bestemte Triangel eller Qvadrat uden at berøre den omgivende Streg, atter ved Hjælp af et bestemt Antal "Fur", "Nips" eller "Rør" skulde praktiseres ud af "Paradiset", hvor der forøvrigt ikke blot var et "Himmerige", men tillige et "Helvede", maaske en dunkel Reminiscens fra Edens Have efter Syndefaldet, Her var det strengt forbudt "at gaae over Stregen" - Alt skulde gaae i Hop.

Som i Boldspillet blev der her udviklet en forbausende Færdighed af Flere saavel med Hensyn til Kastets Sikkerhed ind i det undertiden 20-30 Alen lange -"Paradis's" smaa Rum som i Retning af Kraft, naar t. Ex. et enkelt "Nips", der foretoges med Fodens Sideflade af den Spillende, der stod paa eet Ben oppe i "Hatten", kunde slynge Stenen langt ud over hele "Paradisets" Længde og stundom ind igjen-


 

45

nem Skolens Kjældervindue, hvad der dog høist paadrog Spilleren et høilydt: "Forsigtig!" der ganske vist ikke kom den paagjældende Rude tilgode.

Undertiden blev der leget "Himmelspræt", hvor det gjaldt om at holde sig stiv, naar man stod for Tour til at blive kastet en 5-6 Alen op i Luften under en tactfast Opsang; den Ængstelige krummede sig undertiden sammen, hvoraf Følgen blev, at han som en compact Masse faldt ned paa et enkelt, høist to Par Arme, der ikke altid havde Kraft til at tage imod Stød, og saa plumpede Fyren igjennem ned paa Jorden, og det gjorde ondt - ja, saa kan Du ha'e det saa godt, fordi Du er bange! var hele Trøsten, han fik, naar han ømmede sig.

Om Vinteren, naar Forholdene tillode det, var Kasten med Snebolde mellem de forskjellige Classer, i Reglen de to øverste imod alle de andre, høieste fashion. Hvor man dog længtes efter Frostsne, og hvor man følte sig oprørt, naar man fandt de faldne Snemasser skaffede tilside af høiere Magter, hvad enten det nu var af Tøveir eller Peters, Skolepedelens, Feiekost. Den Sidste, Feiekosten, spillede undertiden Forsynets Rolle og skaffede Sneen afveien, naar de foregaaende Tourneringer vare gaaede ud over altfor mange Ruder. Den eneste Trøst, man i saa Fald undertiden havde i sin Sorg, var den, at Peter fra Aften til Morgen efter


 

46

Rimestads Ordre ved Paagydning af Vand paa Resten af den bortfeiede Sne havde faaet construeret os en kæmpemæssig Glidebane, naar det frøs tilstrækkelig haardt.

Og saa var der Ingen, der fik Lov til at krybe sammen i sit Vintertøi i en Portkrog.

"Ud paa Banen med Jer, Drenge!" raabte den kraftige Mand, idet han stillede sig for Enden af Banen for at tage imod; "og se saa, om I kan rokke mig!"

Ja, saa stormede vi paa i sluttet Række, den Ene klods i Kjølvandet paa den Anden, men trods de vældigste Bums, undertiden af en 7-8 store Tampe saa godt som i compact Masse, var det sjeldent, at han flyttede sig blot et Hanefjed.

Han var en Kæmpekarl, og Sagnet om, at han som ung Student i en Vægterbataille havde hængt Vægteren op paa en Murkrog i Kavaiens Nakkestrop, vandt almindelig Tiltro.

Men Fastelavnsmandag var dog vor største Festdag om Vinteren. Skoleballer blev der nemlig ikke afholdt i min Tid, men derfor kunde de Dandselystne af os dog rigeligt faae vor Lyst styret, idet der jevnligt blev afholdt Bal saa i den ene, saa i den anden af Kammeraternes Familiehjem, og der blev saa de, der ikke i øieblikket vare "Uvenner" med Vedkommende, inviterede med.

Uvenskab imellem os, skjøndt blodigt, da


 

47

det i Reglen stammede fra en ikke gjengjældt Næsestyver, var dog sjeldent af lang Varighed.

Men det var Fastelavnsløierne, jeg skulde tale lidt om, idet jeg haaber ikke at trætte med Skildringen af disse undertiden maaske vel vilde Børnestreger, der dog alle mere eller mindre havde deres Udspring fra den rationelle pædagogiske Recept, der har til Opgave at producere: mens sana in corpore sano.

Naar vi om Morgenen Kl. 9 mødte i Skolegaarden, saae vi strax to smukt pyntede Tønder smile os imøde, en større og stærkere for de større og en mindre og svagere for de mindre Disciple.

Den mindre Tønde, kan jeg dog erindre, var engang for stor for de Smaa, som i den Anledning afsendte en Deputation til Rimestad, der havde Øie med os Andre, for at anmode ham om at slaae et Par "Slag for Fædrelandet" paa den lille Tønde, som de slet ikke kunde faae Bugt med.

De havde efter et Par Timers vedholdende Anstrengelser, skjøndt tildels hjulpne af Læreren i Forberedelsesclassen, en aandeligt dygtig, men legemligt ikke meget stærk, theologisk Candidat, ikke formaaet at faae stort Andet end Papirs-pynten og Silkebaandene ramponerede.

Rimestad tog en forsvarlig Kølle i Haanden, langede et Slag ud, der vistnok kunde have gjort det af med en Marsktyr, og Tøndebaand og Staver, Bund og det Hele, omtrent paa Op-


 

48

hængningsstykket nær, ramlede ned, saaat de nok maatte trække Lod om alle Gevinsterne paa den ene nær, der skulde afgjøre, hvem der blev "Kattekonge".

Selve denne Slaaen "Katten af Tønden" var dog ikke Hovedfornøielsen til Trods for de smukke Gevinster, der kunde erholdes, især af de Større, hvor det gjerne var en eller anden dansk Digters samlede Værker, der tilfaldt "Kattekongen". Hovedfornøielsen bestod deri, at vi mødte i Costume og saavidt muligt forsøgte at spille den Rolle, som Costumet fordrede.

I et af mine første Skoleaar havde jeg ved den lille Tønde slaaet en mindre Gevinst ned, og den bestod af et kjønt lille Gevær med imiteret Løb, men med rigtig Aftrækkerlaas, Piston og tilhørende Fænghætter, saaat jeg kunde knalde dygtigt løs med Bøssen.

Det var dels dette Gevær og dels de stadige Beretninger fra Krigen derovre, der havde givet mig Blod paa Tanden, thi Aaret derefter mødte jeg, ved Hjælp af en fiffig Læredreng hjemme paa min Faders Værksted, costumeret som "Freischärler" i en hjemmelavet Dragt; han havde lavet mig en slesvigholstensk Cocarde, Turnerskjærf o. s. v., og selv havde jeg lært "Schleswig-Holstein meerumschlungen!" udenad.

Da jeg nu kom og brølede denne Vise i Gaarden som den værste Skrighals af en Vildtydsker, kan jeg erindre, at en af mine ellers gode Venner, der var costumeret som dansk


 

49

Orlogsmatros, i Medfør af sin Rolle bad mig om at holde Mund med den Sang, hvis jeg ikke vilde have, at min graae Bulehat med Fjer og Cocarde skulde smage hans Kølle. Jeg vilde naturligvis ikke stikke op og lavede mig til at gaae paa med Geværkolben, men saa kom Rimestad og skilte de to Hanekyllinger ad, idet han humoristisk bemærkede, at en Friskaremand som bekjendt aldrig indlod sig paa at slaaes, naar han da var ægte, og at jeg derfor var gaaet ud af Charakteren.

I vore indre Stridigheder blandede Lærerne sig iøvrigt saa lidt som muligt. Vi fik i Reglen Lov til at afgjøre alle Tvistigheder imellem os selv enten i Skolegaarden eller i Gymnastiksalen, der i alvorligere Tilfælde af Secondanterne udvalgtes til hemmeligt Mødested for de unge Duellanter, der dog kun gik paa med de blottede Klinger, som kaldes for "bare Næver".

Traditionen fra de rigtige gamle Latinskoler holdtes i Ære. Den høiere Classe hævdede saaledes ubetinget Suprematiet over den lavere, hvad jeg en Dag fik at mærke, da jeg ved Friqvarterets Ophør ville trænge mig frem foran en af Kammeraterne i "Sjette", da vi skulde op ad Trapperne; selv var jeg dengang kun i "Syvende", og første Classe var den øverste. Han tog mig nemlig bagfra i Kraven og spurgte mig, om jeg ikke vidste, i hvad Classe han (E.) var, og i hvad Classe jeg (V.) var?


 

50

"Jo, jeg ved nok, at Du er Fux i "Sjette" og at jeg er Dux i "Syvende," svarede jeg "gelassen", og en knaldende Lussing var det velfortjente Forfatterhonorar for dette mit første Vittighedsforsøg.

Det betaler sig ikke at være altfor vittig i denne traurige Verden, men i Reglen bliver man da ogsaa med Alderen klog af Skade og ender correct som - en Dødbider.

Hvor Meget der i det Hele overlodes til os selv, fik jeg en Dag et Bevis paa, da en af de "store Classer" kom med en Delinqvent i Skolegaarden.

Han havde sladret i et Classeanliggende, og, som naturligt var, Vedkommende havde faaet deres Straf af Vedkommende, men nu gjaldt det Sladreren og l'esprit du corps.

Sladderhanken, en lang, stærkt bygget Krabat, kom løbende i Spidsen ned paa Pladsen og gjorde strax Front mod Classekammeraterne, der fulgte efter. Duxen, der senere som Artillerieofficier faldt paa Dybbøl Skandser, gik henimod ham.

Sladderhanken: "Vil Du slaaes, Peter Larsen?"

P. L.: "Her er ikke Tale om at slaaes, H., men Du skal ha'e Bank af dine Kammerater, fordi Du har sladret;" og - En! To! Tre! - var Fyren omringet, lagt paa Ryggen og Expeditionen paa hans posteriora begyndt og fuldendt under almindelig Taushed, ikke alene


 

51

af Delinqventen, der dog havde Æresfølelse nok til ikke ved Brøl at gjøre sin Skam mere officiel end nødvendigt, men ogsaa Taushed af Executores sacramenti og af os Tilskuere, som derved modtoge en gavnlig Lære for Livet, den nemlig: aldrig at svigte godt Kammeratskab!

Men det var Fastelavnsløierne, vi kom fra! Det var "Freischärlerens" Skyld! - ja, hvor saadan en Fyr kan føre En hen, det er aldeles utroligt!

Engang havde jeg af min Fader faaet Lov til at leie et Slags Bajadsdragt med Bjælder og Tilbehør, og saa maatte jeg "auf Verlangen" dandse Chineserdands og slaae Hoved- og Reie-spring og mere eller mindre vellykkede Saltomortaler oppe paa Gymnastiksalen for Lærernes Damer, der i ikke ringe Mængde altid indfandt sig, dels for at see paa Lystigheden, der foruden "Katten af Tønden" bestod i at "bide til Bollen" og iblinde at søge at sønderslaae en Jydepotte, ligeledes om mindre Gevinster, dels for at hjælpe til ved den rigelige Servering af Chocolade og Boller, som fandt Sted ved samme Leilighed.

Om Sommeren var Skoleskovtouren, hvor vi som oftest tidligt om Morgenen marcherede ud ad Strandveien med vaiende Faner under klingende Hornmusik og lystige Trommer, vor kjæreste Fornøielse. Nogle Vogne havde vi vel med, men de benyttedes kun af de ganske Smaa, undtagelsesvis paa Hjemmarchen om Aftenen


 

52

af en eller anden Tyksak, der var blevet "mat i Sokkerne".

Det første Hvil blev gjerne gjort i Ordrups Krat paa den store Plaine lidt inde i Skoven, naar man kommer over Ordrups Høi og Sletten nordfor den. Derfra gik Marchen gjerne over Mosen, forbi Kongekilden, til Fortunen eller Ermelundshuset, hvor vi fik Kaffe og Boller i Haven, og derefter legede vi, anførte af vore Lærere, "Røvere og Soldater".

Rimestad anførte som oftest Røverne, og kunde vi saa finde ham, ja saa var det en ren Svir at fare løs paa ham og hænge sig om Hals og Arme og Ben paa ham; i Afstand lignede han da en Gulliver, der var oversaaet med Lilleputter, hvoraf den Ene efter den Anden under jublende Latter trillede om i Græsset, naar han hurtigt dreiede sig rundt.

Ja, det var herlige Timer dengang, lige opmuntrende, troer jeg, for Lærerne og for os Disciple. Længe forud glædede vi os til Skovtouren, adskillige af vore Fædre da med; thi det var ikke saa sjeldent, at nogle af dem, som personligt kjendte Rimestad og et Par af Lærerne, efter Indbydelse traf sammen med os henad Eftermiddagen. Engang erindrer jeg saaledes, at min Fader med en Ungdomsven af sig, en af Akademiets Professorer, som ogsaa havde én Søn i Skolen, stødte til os i Fortunen, hvad der blandt Andet affødte en Portion Jordbær med Fløde for os to Drenge ovenpaa Carbonaden,


 

53

som vi hjemmefra havde Penge med til. Kaffe og Boller sørgede, som alt bemærket, Skolen for; Smørrebrød havde vi med i Tornistret og Penge paa Lommen; desuden vankede der Appelsiner i Mængde, især for dem af os, der vare gode Væddeløbere; thi i Dagens Løb blev der jevnligt udsat Præmier for dem, der vilde concurrere. I mine unge Dage var jeg endda ikke saa daarlig en "Coureur", og jeg høstede da heller ikke saa lidt af den søde Frugt.

Naar man saa omsider træt og udaset var kommet hjem Lørdag Aften og havde hvilet ud om Søndagen og passiaret lidt om Skovtouren om Mandagen, saa kom Alvoren pludseligt tittende frem i Klassen, naar Læreren mindede os om, at nu nærmede vor Examen sig, og at nu maatte vi være dobbelt flittige ovenpaa den havte Fornøielse; saa vilde jo ogsaa Sommerferien smage desto bedre.

Naa! heldigvis for Mange af os var det ikke noget Grundprincip hos vore Lærere der i Skolen, hint lidt egoistiske "docendo discimus!" - nei "dicendo docemus" c: ved at fortælle og forklare lære vi bedst fra os, det var den gyldne Regel, der gjennemgaaende blev fulgt - man undskylde al denne latinske Børnelærdom! men ved i Tanken at bevæge sig indenfor hine classiske Mure faaer man som en vis latinsk Stilesmag i Munden, og den forplanter sig uvilkaarligt til Læberne. Paa Grund af hin Regel var det ikke vanskeligt selv for den mindre bega-


 

54

vede Elev at følge med, naar han da ikke "sad og sov", men Gud naade ham, hvis det blev opdaget, at han var uopmærksom!

Og naar Examensdagene saa kom - ja, saa var der Liv og Fart i Tingene. Forældrene mødte i Massevis for at høre paa den livlige Examination og de som oftest flinke Præstationer. Og naar saa Slutningshøitiden afholdtes i den festligt smykkede Gymnastiksal, hvor Rimestad, efterat en "för tillfället" forfattet Sang var afsunget af os Børn, ledet af Berggren, i et beaandet Foredrag talte om Skolens Maal og om vore fælles, Forældres som Læreres og Elevers Pligter, ønskede Velsignelse over det svundne og udtalte Haab for det kommende Aar og endelig uddelte Ros til de Flinkeste og Formaninger til de mest Efterladne - ja, saa var det en hel Fest for de Flinke, der bleve udmærkede i det høistærede Publicums Nærværelse, og vel ogsaa for de Andre, for "om lidt er den Sludder forbi, og saa har vi Sommerferie!"

I den kommende Maaned var der jo Ingen, der skulde sætte en ulykkelig anden Stemme til Spanskrørets Coloraturer paa Sangsalen!

Hvormeget vi Drenge nu end holdt af Skolen, saa kan det jo ikke nytte at negte, at vi holdt nok saa meget af Ferien, især om Sommeren, naar Sveden i Spandevis sprang ud af Panden under Tydningen af Brocapitlet hos Cæsar: de bello gallico.

Der var dog een Sommerferie, som jeg for


 

55

mit Vedkommende erindrer, at jeg imødesaae med en vis Spænding, der ikke var ganske fri for en Smule Benauelse.

Min Fader skulde til den første Verdensudstilling i London, og mine Tanter, hos hvem mine Søstre efter Moders Død vare i Huset, nærede en velbegrundet Rædsel for i over en Maaned at skulle passe paa den Vildbasse, der gjorde dem det broget nok, naar han om Søndagen kom ud paa "Solitude", hvor han bl. A. paa et Par 1½ Alen høie Knæstylter, fastspændte til Benene, marcherede op og ned ad Havestuens gelænderfrie, høie Trapper, risicerende at brække den unge, haabefulde Hals ved et Feiltrin; hvor han ude i den store Have skjød Spurve med Terzerol eller Pusterørspile og tvang sine Søstre til at afgive deres uskyldige Hænders Rygside som Skive for de sidste, der sjeldent forfeilede Maalet. I Sandhedens Interesse maa jeg dog bemærke, at den unge Bøddel ligeledes tvang dem til paa nært Hold at puste Stoppenaalene, der vare forsynede med tykt Uldgarn, ind i hans egen Haand til en Opmuntring og for at give dem Courage - "det gjorde jo slet ikke ondt!" mente den unge Spartaner.

Følgen af Tanternes Ugjæstfrihed blev, at jeg efter Rimestads venskabelige Tilbud skulde boe hos ham, medens Fader var borte.

Min Kjærlighed til Manden gjorde, at jeg paa en vis Maade glædede mig til dette Ophold, men paa den anden Side indgjød min Respect


 

56

for ham dog en vis Frygt for det Kommende, Frygt for Indskrænkninger i min Feriefrihed, for Hindringer i mine Rygeøvelser, der netop vare begyndte med det heldigste Resultat - jeg kastede yderst sjeldent op af een Cigar og kunde næsten taale to "lette Cuba til 5 for 8",

Al Frygt var iøvrigt overflødig! Den Dag, jeg mødte med mit Tøi - det var en af de første Dage i Ferien - blev jeg modtaget af den elskværdige Frue i Huset, som gik ovenpaa med mig, hvor hun anviste mig mit eget Værelse - Noget, jeg ikke tidligere havde kjendt.

Jeg følte mig allerede som en hel Cavalier.

Dernæst blev jeg underrettet om Spisetiderne, naar det convenerede Herren at være hjemme, og forresten haabede hun, at jeg vilde betragte Leiligheden nedenunder som mit Hjem.

Kort efter kom Rimestad selv op til mig og ønskede mig Velkommen, og jeg kan ikke nægte, at jeg blev himmelglad, da han aabnede en Dør, der stødte op til mit Værelse, med de Ord:

"Ja, her er mit Værelse, og naar Du kjeder Dig, skal Du blot see Dig lidt om her paa Reolerne, saa finder du nok en eller anden Bog, som kan interessere Dig. Værs'god! lad, som Du var hjemme, min Dreng!"

Det var saa hjerteligt, som det kunde være, og jeg befandt mig da ogsaa fortræffeligt i al den Tid, jeg opholdt mig der i Huset.

Med Hensyn til Benyttelsen af hans gode Bibliothek var jeg dog meget discret, udenat


 

57

jeg ellers vil gjøre mig nogen speciel Ære af min Delicatesse - det var nok den rene, skjære Sommerferiedovenskab, der dicterede den.

Min Frihed havde jeg, kan jeg godt sige, i Et og Alt; selv Tilfredsstillelsen af mine Rygelyster ovre i Gaarden blev stille ignoreret.

Jeg erindrer kun en Middag, da der af pater familias blev gjort en liden humoristisk " Anspielung". Jeg kom temmelig sent hjem den Middag efter med en Kammerat at have været ude og bragt rigelige Røgofre til Søndermarkens Dryader. Vi skulde lige tilbords, saa jeg netop fik Tid til at vadske mig lidt. Jeg erindrer tydeligt, at det var Lammesteg med Grønærter og Jordbær med Fløde, som det skulde gaae ud over. Næppe havde jeg dog faaet et Par Mundfulde ned, førend jeg mærkede, at jeg fik ondt, og hurtigt maatte jeg reise mig fra Bordet og bede om Undskyldning, da jeg ikke følte mig ganske vel.

"Stegen smager Dig nok lidt røget?" spurgte Rimestad, spydigt smilende, medens jeg baade rød og bleg ilede ud for at ofre til Mørkets Guder.

Den Maade at tage Sagen paa var fuldstændigt rationel, ialfald ligeoverfor mig, thi jeg vogtede mig vel for Extravagancer i den Retning for Fremtiden, saa flou var jeg blevet over hans Sarcasme. En Dragt Prygl vilde sikkert have bevirket det stik Modsatte, og det vidste Rime-


 

58

stad, der havde et mærkværdig skarpt Blik for de forskjellige Drengeindividualiteter.

Gymnastiksalen ovre i Skolebygningen stod i Sommerferien fuldstændigt til min Raadighed, og næsten dagligt havde jeg Besøg af Skolekammerater, der ikke vare paa Landet, med hvem jeg da tumlede paa Legepladsen eller Voltigerhesten i Gymnastiksalen, hvor vi undertiden efterlignede de lakedæmoniske Ynglinge under de olympiske Lege, idet vi gymnasticerede in puris naturalibus, hvad da slet ikke bevirkede, at vore Spring bleve slettere, tvertimod adskilligt lettere, da vi først vare blevne vante til at løbe paa bare Fødder paa Gulvet.

Det var i det Hele en meget fornøielig Sommerferie; kun en eneste Gang var Rimestad lidt vred paa mig, og forresten troer jeg nok, at Vreden var mere officiel end egentlig alvorlig ment; men jeg mistede da foreløbigt Brugen af min lille Terzerol, som jeg ellers havde opnaaet en ret betydelig Skydefærdighed med - jeg støbte selv Kuglerne til den i en Kugleform, der var lavet hjemme paa Faders Værksted.

I samme Hus, hvor jeg opholdt mig, var der nedenunder en yngre, ganske livlig Husjomfru, som jeg af og til gjorde Løier med. Da hun engang foreholdt mig, at jeg dog var en rædsom vild Dreng, fortalte jeg med stor Alvor - jeg have jo allerede dengang læst adskillige Romaner - at det kom sig af bare Fortvivlelse.


 

59

Jeg led af en ulykkelig Kjærlighed, og det var denne min Ulykke, jeg søgte at glemme.

"Jeg troer, Drengen primer!" udbrød hun leende og forsvandt for dengang.

Da jeg Dagen efter saa hende, gik jeg meget sønderknust og ulykkelig forbi hende.

"Hvad er der iveien?" spurgte hun.

"Hun er troløs, den Slange!" sukkede jeg med et Postetræs Kraft og Dybde.

"Han er og bliver gal!" sagde hun, stadigt leende.

Jeg skal lære hende! tænkte jeg ved mig selv, fast besluttet paa at spille Comedien tilende; jeg ilede op paa mit Værelse, ladede Terzerolen med løst Krudt og en forsvarlig Forladning og løb atter nedad Trapperne, hvor hun endnu stod, ifærd med at børste nogle Sophapuder eller Sligt.

"De troer altsaa ikke paa min ulykkelige Kjærlighed?" spurgte jeg, idet jeg holdt Terzerolen skjult under Trøiens Bryst.

"Aa Passiar, min Engel!"

"Godt - ja, Haan og Spot og Hjertesorg paa engang, det vil jeg ikke overleve!" raabte jeg med megen Pathos, trak Pistolen frem, spændte Hanen og fyrede den af med et vældigt Knald. I det Samme lod jeg mig falde, men det Værste var, at hun faldt virkelig; hun besvimede, Skuddet kaldte Folk ud paa Trappen - der boede nu kun et Par Familier i Huset, som jo kjendte mig. Hvad enten de nu senere


 

60

morede sig over Historien eller ikke, en kaad Drengestreg var og blev det jo, og Rimestad tog Terzerolen i Forvaring, saaat mine Øvelser i Pistolskydning foreløbigt bleve suspenderede, naar da ikke mine Lommepenge en enkelt Gang tillode mig at gaae lidt ud og more mig paa Delcomyns Pistolskydebane i Sølvgade, hvor et Par Kammerater sammen med mig stundom skjød tilmaals om Chocolade hos en Conditor i Frederiksberggade, hvor der var en smuk Jomfru, som vi bragte vor ridderlige Hyldest.

Vi vare fremmelige Børn dengang! Jeg var ikke fyldt tolv Aar, og de Andre vare næppe fjorten - dog! Paludan-Müller anerkjender jo allerede Amors spirende Magt hos den fjortenaarige Dreng, og jeg var jo i Classe, altsaa i Niveau "med de Fjortenaars". Man husker nok Advarslen til Adam Homos unge Pleiemoder:

"Handl derfor med de fjorten Aar lidt varlig;
Thi vid: en Dreng paa sexten, han er farlig!"

Ingen af os var jo forresten kommet til det faretruende Moment endnu, men Chocolade med pidsket Æggehvide søbede vi dog i os, saa det stod efter.

Da Pistolskydningen foreløbigt maatte lægges paa Hylden, nøiedes jeg med Pusterøret, hvis Behandling jeg ogsaa havde drevet det vidt i; men der viste Rimestad sig dog næsten som min Mester, skjøndt han vist ikke i mange Aar havde havt fat i et Pusterør. Da han en Dag saa den lille Idrætsmand gaae nedad Trappen


 

61

med sit for Spurvene temmeligt skjæbnesvangre Vaaben, kaldte han mig ind i Stuen, hvor jeg erindrer, at et Par af Lærerne netop havde spist Frokost med os. En Del af disse hørte til hans hjemlige Kreds, hvad der naturligvis ogsaa bidrog til et cordialt Forhold i det Hele.

Stemningen var livlig, og Rimestad foreslog nogle smaa Paréer paa, at han skulde puste et Voxlys ud med en Pusterørspil i ti Skridts Afstand. Tanden blev klippet ganske kort, da Flammen jo ellers vilde blive for stor til at slukkes af Pilen.

Som sagt, saa gjort! Et Lys med et lille Blus blev stillet op i Spisestuen, og gjennem Døren fra Dagligstuen fyrede Rimestad, eller rettere sagt, han fyrede ikke, thi han pustede tvertimod Fyret ud de to af tre Gange og vandt Paréen.

Som ganske Ung skal han jo have været en Mester i al Slags Sport; at Bue og Pusterør ikke vare forglemte, er derfor naturligt. -

Sommerferien var forbi, og nu begyndte Skolegangen. Jeg blev stadigt der i Huset, da min Fader paa Hjemreisen var kommet til Skade med sit Knæ paa Banegaarden i Køln. Han blev nødt til at lægge sig tilsengs, da han kom til Berlin, som han for sine Forretningers Skyld lagde Veien over, og der maatte han i en Maanedstid blive hos en Ungdomsven, medens jeg som sagt "stannade qvar" i min Lærers gjæstfrie Hjem.


 

62

Jeg kan ikke undlade at berøre, at min Faders tydske Vært og min danske vare lige gentile, altfor gentile! - trods al Protest vilde Ingen af dem vide af nogen Godtgjørelse for Opholdet, og Tydskeren havde endogsaa halvt med Magt bortført Papa fra Hôtellet, hvor han pleiede sit daarlige Knæ.

Naa! Skolegangen var altsaa begyndt, og den gik ganske i det tidligere Spor; det mere kammeratlige Forhold, der havde hersket imellem min Lærer og mig under Ferien, blev hurtigt reduceret til de tidligere, mere normale Forhold, og Alt gik i den gamle Gænge.

Skolegaarden spillede stadigt en stor Rolle i vort Liv, og havde der været krigerisk Aand i Skolen tidligere, saa blev denne ikke mindre efter Krigsaarene. Vi levede indbyrdes næsten stadigt paa Krigsfod, den ene Classe ligeoverfor den anden, dog uden personligt Nag. I Gaarden fandtes der flere skarpe Kroge, der tildels dannedes af Gavlene paa Nabohusene. Disse Kroge havde de forskjellige Classer for en Del valgt sig til deres respective Hovedqvarterer, og jeg erindrer saaledes, at vor Classe havde en af de hyggeligste og luneste paa Pladsen, ikke at tale om, at det var den, hvor man mest ugenert kunde bøde paa mangelfuld Forberedelse hjemme, ved i Friqvarteret at læse over paa sin Lectie - Krogen kunde nemlig ikke iagttages fra Lærerværelset eller i det Hele taget oppe fra Skolebygningen.


 

63

Denne Krog med dens forskjellige Agrementer havde Classen over os faaet Kig paa, og vi skikkelige, intet Ondt anende Kananiter skulde nu jages ud, forat Jøderne kunde tage det forjættede Land i Besiddelse.

Efterat vi i et Friqvarter vare blevne fordrevne ved Overrumpling, bleve vi enige om at møde mandsstærke i Krogen i det næste Friqvarter og stille os der i Svinefylking, de Store, Hopliterne, bagerst; de kunde jo med deres lange Landser og Hellebarder, alias Linealer og Krykkestok, rage over Hovederne paa de Mindre af os, Peltasterne, som skulde staae forrest og tage imod Stød. Den strategiske Disposition blev nøiagtigt fulgt, og trods de voldsomste Anløb lykkedes det ikke Modstanderne at fordrive os, men jeg kan ikke nægte, at jeg, der som en af de Mindste stod allerforrest og mindst en tre fire Gange fik en blodig Næse i Sammenstødet, ikke var rigtig vel tilfreds ved Tanken om, at vi naturligvis skulde begynde forfra den næste Dag.

Dog - Æren blev reddet; Ingen svigtede, og Positionen hævdedes trods gjentagne Overfald, men Duxen havde jo ogsaa før Kampen mindet os om, at vi kæmpede "pro arts et focis" - for Ar og Fugtel, som en vittig Hund, der havde faaet et blaat Øie under Kampen, temmelig nøiagtigt oversatte det.

Kamp og Kappestrid hørte til vort daglige Brød, men Raahed og Simpelhed i Ord ogGjer-


 

64

ning blev næsten altid mødt med Protest af Kammeraterne, udenat jeg derfor vil paastaae, at den blev udryddet; protesteret blev der ialfald, naar den kom frem. Alt i Alt vare vi en Hob stærkt protesterende Krabater.

Men de unge Protestanter skulde ogsaa faae deres Knæk, og man kunde saamæn gjerne sige, at det kom fra Katholikerne.

Da vi en Morgenstund indfandt os paa Skolen, blev det os betydet, at vi for Fremtiden skulde holde Friqvarter paa Gymnastiksalen oppe i øverste Etage.

Farvel Kjædetagfat, Batterone og Paradis!

Le paradis perdu! - vi vare i Sandhed sparkede ud af vort Barndomsparadis, og det af en Del ubarmhjertige Tømrere og Murere, der alt tidligt om Morgenen havde indfundet sig for paa vor Legeplads at afstikke Grunden til et græsk-katholsk Capel.

Det var Borgerdydskolens Bartholomæusnat! thi fra den Tid gik det mere og mere tilbage.

Adskillige Tegn havde i længere Tid tydet paa, at Alt ikke var, som det skulde være. Nu, da Legepladsen var solgt af Eieren, en rig Hosekræmmer - Skolen havde nok ikke saa lille en Leierestance - var det, som om Ævret var helt opgivet. Hvad Grunden til den kommende Jerusalems Forstyrrelse oprindeligt var, skal jeg ikke videre indlade mig paa, men at Bestyrerens politiske Færd, hvorved Skolens Gjerning blev meget betydelig forsømt, ikke var uden


 

65

Andel heri, det turde næppe være Tvivl underkastet.

Nu var det ikke saa sjeldent, at Rimestad var borte fra Skolen i et Par Dage itræk - til Vælgermøder ude i Landet - og saa gik det, som det bedst kunde.

Flere af de ældre Lærere forlode Skolen, og adskillige af Eleverne fulgte med. En enkelt Classe, kan jeg erindre, blev næsten helt afbefolket; der var kun een Discipel tilbage, og han kom ind til os, specielt i Latintimerne, for at mættes med Smulerne fra de Riges Bord - ja, Gud hjælpe os for vor Kundskabsrigdom i de Aar! - Han var et Par Classer nedenfor os, saaat Udbyttet trods al hans Flid og Begavelse nok ikke kunde være stort.

Senere blev han en af vore mest fremragende Skuespillere. Han vilde studeret Philologi, men opgav det efter et Par Aars akademisk Studium. Om hin Omvæltning med det russiske Capels Grundlæggelse, og hvad deraf resulterede, havde givet ham "gyngende Grund" at bygge videre paa, skal jeg ikke kunne sige; nok er det - han opgav Fru Grammatica og inclinerede med megen Charme for Miss Thalia, og vi Andre have ingensomhelst Grund til at beklage os derover.

Disciplinen slappedes efterhaanden mere og mere, og det varede ikke længe, inden vi bestode af en Flok uvorne Drenge; men Alting bidrog ogsaa dertil. Rimestad var ofte borte, Lærerne kom jevnligt for sent paa Skolen; Localerne


 

66

vare den Vinter i Reglen iskolde, naar vi kom om Morgenen, og Peter havde ingen Kul, saaat det bogstaveligt et Par Gange hændte, at Blækket i Blækhusene var frosset. Under saadanne Forhold var jo al Undervisning næsten en Umulighed. Opad Formiddagen fik vi jo vel i Reglen i Kakkelovnen, men de første Par Timer tilbragte vi hyppigt i et iskoldt Værelse.

Dog! Noth bricht Eisen i.e.: Nød bryder Isen - selv i Blækhuse. En vindskibelig Medborger havde opdaget, at der laa store Masser af "Ros", Bjælkeaffald, ovre i Capellets Kjælder.

"Hvad om vi "holede" det?"
"Men hvem vil gjøre det?"
"Loddet skal afgjøre det."
"Men det er Tyveri!"

"Det var ingen Synd i Sparta at stjæle, naar blot Tyven ikke forraadte sig selv," bemærkede en classisk dannet, ung Mand.

"Husk paa Spartaneren, der paa Torvet blev sigtet for at have stjaalet en Ræv, som han holdt skjult under sin Kappe. Han nægtede Tyveriet, skjøndt Ræven paa samme Tid bed ham ind i Brystet. Da den naaede Hjertet, styrtede han død om, men Æren var reddet," tilføiede en anden Sophist.

"Det er sandt!" udbrøde alle sjette Classes Spartanere. "Lad os saa trække Lod ! Man kan da høist risicere en Lussing af en Tømrersvend, og Fanden skulde sidde her og give Grønlændernes Parti uden Sælhundeskind" -


 

67

"Og Trantoddy!«

Ja, saa foretog man en Razzia, og disse bleve hyppigere og hyppigere. Svendene derovre gave os forresten Lov til at tage Rosset, da de hørte, at de Smaa ikke kunde holde Varmen. Ingen af os kom saaledes til at gjøre sig skyldig i en saakaldet "Ungdomsubesindighed", som det saa kjønt hedder, naar en eller anden Lømmel har gjort sig fortjent til Ris paa Raadstuen.

Men jeg vil ile hurtigt over det romerske Riges Undergang og kun berøre, at vor Uvornhed tiltog Dag for Dag. Læreren i Naturhistorie blev en Dag lidt længe borte, og da der var koldt i Stuen, bleve vi enige om, at vi slet ikke vilde have ham ind. Vi satte Tavlen for Døren, men da han saa kom, væltede han, det var en lille, tætsluttet Fyr, hele Historien, skjøndt vi Alle havde sat Skuldrene imod. Han holdt saa en Tordentale til os, skrev en vældig Anmærkning i Protocollen, men tilføiede, at han ikke kunde informere, da Classen var iskold - Rimestad var fraværende.

Da han var ude af Døren, udbragte vor ellers temmeligt spagfærdige Dux et "Længe leve T.!«

"Hurra!" brølede vi Allesammen, paa det lille Skuespilleremne nær, der henne i en Krog forbauset saa paa den Comedie.

T. kom tilbage, holdt en ny Harangue, satte


 

68

en tyk Streg under "uforskammet Opførsel" i Anmærkningsprotocollen og forsvandt.

Af slige Træk, der kunde suppleres med mange flere, vil det være klart, at det Hele gik sin Opløsning imøde. Vi vare blevne luddovne Allesammen, og det Eneste, vi undertiden udviste en Smule Energi ved, var de jevnlige Chorsange paa Gymnastiksalen, naar vi vare kjede af det Hele. Texten lød saalunde:

"Lov! - Lov! - Lov, Lov, Lov!
Lov! - Lov! - Lov, Lov, Lov!"

Men selv i den Sang var der ikke den samme Appel som i de gode, gamle Dage, da vi gjerne engang om Maaneden, naar det en Dag var rigtig smukt Vejr, Alle fra Øverst til Nederst, bleve enige om i sluttet Trop at løbe Gaarden rundt under denne Opsang. Da jeg var lille, løb jeg altid i Spidsen, truttende som et Slags Trompeter, hvorfor Rimestad døbte mig: Cornificius, en Hornblæser.

Dengang fik man ikke altid sit Ønske opfyldt, skjøndt der var Fart i Sangen; nu var det ikke saa vanskeligt. Lærere og Disciple vare nok omtrent lige kjede af det Hele, og henad Foraaret tog Rimestad da ogsaa en bevæget Afsked paa Gymnastiksalen med de tilbageværende Lærere og Elever.

En Del af os, hvoriblandt jeg, var alt en Maanedstid iforveien taget ud af Skolen, da vore Forældre havde indseet, at det var den


 

69

rene Ruin at lade os blive der. At jeg ikke forlængst var taget ud, fik jeg mange Aar derefter at vide, var, fordi min Fader halvveis havde betragtet det som en Æressag ikke at forlade det synkende Skib, saalænge der blot var det mindste Haab om Redning.

De Fleste af os kom paa Nørregade; men hvilken Forandring fra de store, høie, lyse Stuer med faa Elever til disse lave, overfyldte Classer med 30-40 Elever i. Alt var smaat og spinkelt og indsnevret, lige til Voltigerhesten.

Kort efter blev ganske vist det primitive Gymnastikhus revet ned og en anseelig Skolebygning opført i Baggaarden. Under Restaurationen benyttede vi Metropolitanskolens Gymnastikhus, flere Classer ad Gangen, men der var Pladsen ikke stort bedre. Med en dygtig Springstok kunde man tilnød tage hele Salen i et Spring - nei, den gamle "Borgerdyd" savnede man overalt og i alle Henseender, og i mangen en ledig Time, naar vi havde Lov fra Skolen, gik vi hen til de gamle Mure ved Reverensgade; vi kravlede opad de halvtfærdige Trapper i Capellet og stirrede i hele halve Timer over i de kjære gamle Classeværelser, som vi havde maattet forlade.

Bliv ikke bange, høistærede Læser! Rimestads Drenge vare ikke blevne til sygelige Elegikere ; nei, jeg skal confidentielt fortælle Dem: Døtreskolen var flyttet ind i vort tidligere Locale, og der var saadanne nydelige Smaapiger


 

70

paa vor Alder, som de Fleste af os kjendte en Del af fra Selskaber og Baller. Saa forstaar De jo nok, at vi bleve flittige Kirkegjængere, ja endogsaa traadte over i den græsk-katholske Kirke for Kvindens Skyld?

Og hermed ender Sagaen om den gamle "Borgerdyd".


__________



 

Minder fra Hospitalet.

_____

I

Det tør vel ansees for at være temmelig almindeligt, at et Menneske ikke i Et og Alt er fuldstændigt tilfreds med den Stilling, som han nu engang er kommet i her i Verden, den være forresten saa god, som den være vil. Menneskenaturens sædvanlige Higen udover det Nærværende og Længslen efter det Bedre, Uopnaaelige, vil ialfald ofte gjøre sig gjældende hos Mangfoldige og stundom lade dem føle Savn og Utilfredshed selv i ret lykkelige Forhold. I saadanne Timer er det, at man kommer til at tænke tilbage paa, hvad man kunde være blevet, hvad man i tidligere Tider af sit Liv har tænkt paa engang at ville være, og det er saadanne Timer, jeg troer at turde sige, at de allerfleste Mennesker af og til opleve.

Se, jeg for mit Vedkommende er nu blevet til en fattig Skribent, og skjøndt jeg i det Hele

[71]

 

72

befinder mig taaleligt vel i denne Stilling, saa kan jeg dog ikke nægte for mig selv eller min Samvittighed, at jeg undertiden finder, at Positionen kunde være mere glimrende, og saa kommer jeg tidt til at speculere over, hvad jeg muligvis kunde være blevet til, og hvad jeg i de forskjellige Tider af mit Liv har tænkt at ville slaae ind paa.

Jeg vil nu ikke berøre alle de Flyvegriller, som jeg i Aarenes Løb har beskjæftiget min Phantasi med i den Retning,- jeg vil kun omtale et Par af de mere rodfæstede Ideer med Hensyn til min fremtidige Etablering, som jeg erindrer i sin Tid at have havt.

Allerførst kan jeg da mindes, at jeg alt fra mit andet-tredie Aar, naar Høiesteret skulde aabnes, fra mine Forældres Vinduer i Store Kongensgade saa de skrammererede Herolder paa Heste med Skaberak ride forbi med Hestgardens pragtfulde Trompetere foran. Denne Aabningsfest gjorde et dybt Indtryk paa min barnlige Phantasi, ikke mindst da de lueforgyldte Kyradsertrompetere, saaat jeg i flere Aar paa Slægt og Venners Spørgsmaal om, hvad jeg vilde være, altid gav det aldeles bestemte Svar, at det var min urokkelige Beslutning, at jeg vilde være Trompeter ved Hestgarden.

Med Aarene tabte dog denne min Ærgjerrighed sig, saaat Hestgardens Opløsning en Snes Aar senere slet ikke bragte mig til Fortvivlelse eller gjorde mig brødløs. Jeg forandrede


 

73

nemlig senere min Bestemmelse, idet jeg først vilde være Mechaniker, som min Fader, derpaa vilde jeg gaae til Høiskolen, men da jeg saa blev Student, ja, saa bestemte jeg mig for det medicinske Studium.

Den sidste Beslutning, mener jeg endnu i dette Øieblik, at jeg skulde holdt fast ved; der er maaske Andre, der mene, at jeg havde egnet mig bedre til Trompeter?

I Medfør af min Bestemmelse om at ville studere Medicin gik jeg en Morgenstund ud i Amaliegade paa Almindeligt Hospital, som dengang var vort største Hospital og bekjendt for sine dygtige Læger. Jeg ringede paa hos den udmærkede Chirurg, Professor L-, kom ind, blev venligt modtaget og, efterat jeg havde fremført mit Ønske om at nyde godt af hans Veiledning, gav han mig Anvisning paa Stuen G ovenpaa, hvor jeg kunde gaae op og vente paa ham - Stuegangen skulde begynde om et Øieblik.

Altsaa gik jeg ovenpaa, fandt Stuen, bankede paa og blev lukket ind af en ældre Madame, der, efter at have hørt, hvad jeg vilde, lod mig komme indenfor.

"De andre Doktere maa strax være her," sagde hun, idet hun atter gav sig ifærd med sit Arbeide, der bestod i at give hele Stuen den sidste finere Overhaling, før Stuegangen skulde begynde.

"De andre Doktere!" tænkte jeg ved mig


 

74

selv; "Du er nok altsaa udnævnt til Doctor? - Det var ellers et hurtigt Avancement."

Jeg saa mig om i den store, lyse Stue, og jeg kan ikke nægte, at jeg blev meget behagelig overrasket. Jeg havde ikke før været paa en Hospitalsstue, og som de fleste Andre bildte jeg mig ind, at Indtrykket af en saadan først og fremmest maatte være melancholsk.

Intet mindre!

Stuen var rummelig og lys, og der var høit til Loftet. Solen skinnede venligt ind paa de propre, hvide Senge og det blanke Gulv.

Og nu Patienterne!

Ja, jeg havde belavet mig paa en vis alvorsfuld Mine, et melancholsk, medfølende Ansigtsudtryk - dog! nu gjør jeg dog nok mig selv Uret; jeg følte virkelig Noget i den Retning, men det havde nær knebet lidt med at bevare Anstanden. Det var nemlig en kvindelig Stue, og næsten fra alle Sengene tittede der nysgjerrige, tildels smilende Ansigter frem. En Enkelt laa og sov, men næsten ikke en Eneste saa jeg den Dag, der saa lidende og ulykkelig ud, som jeg havde forestillet mig maatte være Reglen. Naar undtages de ganske Enkelte, der lide af svære Smerter, som det ikke staaer i Lægernes Magt at lindre, saa faae næsten altid Patienterne paa et Hospital et mere eller mindre tilfreds Udseende, naar de først ere blevne lidt acclimatiserede; dels vel fordi de ligge mellem


 

75

Lidelsesfæller - commune naufragium dulce! - og ikke omgives af lutter sunde og raske Medmennesker, der som i Hjemmet friste til stadige Sammenligninger og stille eller høirøstede Veklager over Ens egen enestaaende Ulykke, dels vel ogsaa fordi de have Bevidstheden om, at al den Hjælp, det staaer i menneskelig Magt at yde, er tilstede og ydes beredvilligt. Af disse forskjellige Grunde er det vistnok, at man som sagt paa et Hospital seer langt færre bedrøvede Ansigter, end den Udenforstaaende som oftest antager.

Victor Cherbuliez siger etsteds i en af sine fortræffelige Fortællinger:

"Vore store Hospitaler ere prægtige Paladser for Elendigheden. Den Fattige, den, der maa gaae barbenet, bliver her behandlet gratis eller saa godt som gratis af de største Læger, som ellers kun Rigmanden kan kalde til sit Sygeleie, og der bliver ham en Forpleining tildel, som Millionairen har ondt ved at skaffe sig i sit Hjem.«

Og det gjælder fuldt saa vel her hos os som i hans store Fædreland.

Mit første Indtryk var altsaa en Desillusion, men rigtignok en af de behagelige, naar jeg undtager, at den lille Ubehagelighed var forbundet med Udrivningen af Illusionen, at jeg i Øieblikket følte mig som Gjenstand for omtrent hele det livlige Personales mønstrende Blikke.


Side 1-75 . 76-149

Opdateret: 01-04-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top