eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Kjøbenhavns Kirker og Klostre i Middelalderen.

Kjøbenhavns Kirker og Klostre i Middelalderen.
    - Kap. IV afs. I

Kbh. Thiele. 1859-63

Holger Fr. Rørdam (1830-1913)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet november 2004. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

IV.

S. Nicolai Kirke.

_____

I.

Kirkens almindelige Historie indtil Reformationen.

S. Nicolai Sognekirke kan med temmelig Sikkerhed antages at være opført i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede. Jonge har, uvist hvorfra, Aaret 1216 1), og skjønt denne Forfatter ellers ikke er af dem, hos hvem man skal søge paalidelige Efterretninger, kunde jeg dog være tilbøjelig til at tage denne Angivelse for gode Varer, da den passer til min øvrige Bestemmelse af de kjøbenhavnske Kirkers Alder. S. Nicolaus ansaas for de søfarendes Beskytter, og det var derfor i sin Orden, at Kirken byggedes nær ved Stranden, hvor Fiskerne og Skipperne især havde deres Boder. Forøvrigt skar Havet i den ældre Tid betydeligt længere ind end nu, og ældre Forfattere have ment, at S. Nicolai Kirke oprindelig har ligget nordligere, ud til Østergade, medens den Plads, hvor Kirken senere byggedes, endnu dengang udgjorde tre Smaaholme i Stranden 2). At der tidligere har staaet et Kapel enten paa Kirkens Plads eller i Nærheden, er vel ikke usandsynligt,

__________

1) Jonges haandskrevne Fortsættelse af hans Kbhvns Beskr. (trykt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 1829 Nr. 13).

2) I et Manuskript af Oliger Jacobæus hedder det: "Loeus, in quo hodie situm est templum D. Nicolai, in insulas tres olim disscissus ab undis marinis alluebatur" (Nyeste Skilderie af Kbhvn 1829, S. 1105).

[239]

240

men vi vide intet vist derom 3). Kirken forekommer første Gang i Aaret 1261, da Ridder Pæter Olafsun af Kalwæris (Karise) testamenterede den alle de Skibe, han havde i Kjøbenhavn, og dertil, som det synes 100 Mark Penge til Erstatning for hans uopfyldte Løfte om at tage Korset 4). I Aaret 1296 finde vi S. Nicolai Kirkegaard nævnet som natlig Samlingsplads for de oprørske Borgere, der lagde Raad op mod deres mægtige Herre, den roskildske Biskop 5). 1304 testamenterede Hinze Bagge Kirken 2 Mark, Præsten sammesteds en halv Mark, og Degnen 2 Ører 6).

Efter alle Kjendemærker at dømme var S. Nicolai den anseeligste Kirke i Kjøbenhavn næst efter Vor Frue. Det tilhørende Sogn indbefattede omtrent den Del af Byen, der laa øst for det nuværende Hyskenstræde og øst for Kjødmangergaden, denne Gades østre Side iberegnet 7). Herved maa dog erindres, at Kjøbenhavn dengang ikke strakte sig længere i Øst end omtrent til midt paa Østergade. Yderst laa den saakaldte Østregaard, en anseelig Ejendom, der tilhørte den roskildske Biskop. Omkring Kirken var endel Smaagader, som nu tildels ere forsvundne, da Pladsen

__________

3) Den Efterretning, Pontoppidan meddeler (Orig. Hafn. S. 36) efter et Mnskr. (det S. 222, Not. karakteriserede), og som gaar igjen i alle senere Skrifter om dette Emne, fortjener aldeles ingen Tiltro. I Wolfs Enc. Regn. Dan. S. 382 siges: S. Nicolai Kirke har været udi al sin Tid en Sognekirke.

4) Suhms Hist. X, 975: "Item ecclesie sancti Nicolai in Hafn. omnes naues meas, quas habeo ibidem. Item ad redimendum crucem meam centum marcas denariorum". Den sidste Gave synes ogsaa at maatte henføres til S. Nicolai Kirke.

5) Suhms Hist. XI, 241. Af et senere Brev ser man, at der var almindelig Vej over denne Kirkegaard. Paa S. Nicolai Kirkegaard begravedes Gustav Vasas Moder Citzele og hans Søster Emmerentze, der døde i Fangenskab i Kbhvn (Hvitfeldt, S. 1271).

6) Se Tillæg, Nr. 2.

7) Se Orig. Hafn. S. 196-98. Til de Gader, som der ere anførte, kan føjes: "et lidet Stræde, som er ud med Helliggejstes i S. Nicolai Sogn" (1435).


241

nord for Højbro efter Ildebranden 1728 udlagdes til Torv, medens den tidligere var bebygget Henimod Aaret 1400 besad Kirken ti Gaarde og Grunde i Kjøbenhavn, deriblandt »en Jord, som kaldes Rosengaard, hvilken Kong Valdemar (Atterdag) med Vold og Uret fratog denne Kirke 8)«, en Begivenhed, hvis nærmere Omstændigheder vi dog ikke kjende.

Der fortælles i et Haandskrift, der har været en Hovedkilde for Pontoppidan og dermed for alle senere Forfattere, der have behandlet Kjøbenhavns ældre Historie, at S. Nicolai Kirke blev ombygt 1447 af K. Christoffer af Bajren, og at dette Bygningsarbejde først blev færdigt 1509. Da hint Haandskrift imidlertid er en aldeles upaalidelig Kilde 9), kan der ikke tillægges Beretningen nogen Betydning, uden den bekræftes af andre paalidelige Vidnesbyrd; men det er saa langt fra, at noget saadant er Tilfældet, at det modsatte med temmelig stor Sikkerhed kan bevises. For det første passer det kun lidt til, hvad vi ellers kjende til K. Christoffers Karakter, at han for sin egen Regning skulde opbygge en Kirke. Er Kirken opbygget eller ombygget, er det upaatvivlelig sket paa dens egen Regning, men i saa Tilfælde vilde den sikkert dertil have haft alle sifte disponible Midler behov. Imidlertid se vi, at Kirkens Værger tvertimod i den nærmest følgende Tid efter det angivne Aar vare ifærd med at indkjøbe faste Ejendomme for Kirkens ledige Kapitaler. Saaledes sælger f. Ex. Johanne, Frændæ Waks Efterleverske, 1453 en Jord og Grund i Pilestræde til S. Nicolai Kirke; 1458 sælger Per Jepsen kaldet Beyer, Bymand i Kjøbenhavn, paa sine egne og sin Søsters Vegne, en dem tilhørende Jord og Grund i Pilestræde til Sywort van der Rynne, paa S. Nicolai Kirkes Vegne. Hele Beretningen om Kirkens Ombygning paa Kong Christoffers Tid maa derfor forkastes

__________

8) Scr. Rer. Dan. VII, 82: »Item ecclesia beati Nicolai, (habet) I. terram, que dicitur Rosengaard, quam dominus Waldemarus rex minus juste et violenter surripuit eidem ecclesie«.

9) Mskr. i Rostgaardske Saml. Nr. 30. 4to; jfr foran S. 222 Not.


242

som uhjemlet og kan ikke sættes i Forbindelse med den Restavration, der foregik 1509, og nedenfbr skal omtales.

Af de Gaver, Kirken modtog, og andre Ejendomserhvervelser, den gjorde, kan nævnes: 1446 gjør Mette, Jens Klemenssens Efterleverske, vitterligt, at efterdi hendes Husbonde i sin levende Live gav til S. Nicolai Kirke sin Gaard i Pilestræde 4), saa overgiver hun nu Hr. Kantor og og Kirkeværgerne samme Gaard, paa Vilkaar, at de aarlig skulde holde to Aartider der i Kirken for Givernes Sjæle. Fra 1473 haves et Kjøbenhavns Bytingsvidne om, at Barquord van Hamelen, Borgemester i Kjøbenhavn, paar Byens Vegne tilskødede Albrekt van Anklem ogJians Medkompan 10), Kirkeværger til S. Nicolai Kirke, »til evindelig Eje al den Del, Byen havde i en Jord og Grund, liggende sønden ved Kirkegaarden, som Wentzløff nu ibor.« Ligeledes tilskjødede samme Borgemester paa Byens Vegne Kirken »en Kjøbenhavna Bys Jord, Hus og Grund«, beliggende paa den nordre Side af den ovennævnte »Kirkegaard«, »som Kirken hende til Sognepræstens Behov nu i Være haver«, paa Vilkaar »at Kirkeværgerne paa Kirkens Vegne skulde holde en Begængelse i samme Kirke for alle kristne Sjæle med tre Messer og Vigilier Mandag efter Midfaste Søndag«. 1480 tilskjødede Erik Jensen Færgemand, paa sin Hustru Sidse Marsilii Datters og hendes Medarvingers Vegne, S. Nicolai Kirk »Marsilii Gaard norden ved Østergade«. 1501 skjænkede Kristiern Daa i sit Testament Kirken tre Mark lybsk 11). 1502 tilskjødede Johannes Metzenheim kaldet Bogbinder og Peder Henriksen kaldet Bogbinder, Raadmænd i Kjøbenhavn, paa Anders Nielsens Arvingers Vegne, Borgemester Jeppe Jensen paa S. Nicolai Kirkes Vegne et Hus bygget

__________

10) Almindelig havde Kirken to Værger, 1462 nævnes dog tre: Gerlag Floer, Dankort Lange og Lasse Bager. Ofte var det efter Navnene at dømme Udlændinge, som i det hele en stor Mængde af Kbhvns Indvaanere i Middelalderen vare fremmede.

11) Se Tillæg, Nr. 92.


243

paa Kirkens Jord paa den søndre Side af Kirkegaafden 12). 1504 gjør Elline Hansdatter, Borgerske i Kbhvn, vitterligt, at hun med sin kjære Husbondes Olef Guldsmyts Samtykke har givet S. Nicolai K. to Boder, den ene i det lille Stræde, som løber ud af Færgestrædet og op til S. Nicolai Kirke, den anden i det lille Stræde, som løber fra Amagertorv og op til samme Kirke, paa Vilkaar at Kirkens Værger og Forstandere derfor skulde lade holde to evige Messer hver Uge, »som sjunges skulle for Højalteret i samme Kirke, den ene om Onsdagen af alle kristne Sjæle, den anden om Fredagen af Jesu Kristi hellige fem Vunder«. - En ulige større Mængde Gaver skjænkedes til Kirkens mange Altere, der senere skulle omtales.

Da Kirken var annekteret til Kjøbenhavns Kapitel, tilfaldt Kirketienden ikke Kirken selv men den af Kannikerne, sædvanligt Kantoren, som var Sogneherre. Imidlertid gjorde Kirkeværgerne og Sognemændene gjentagne Gange (1464 og 1487) Paastand paa den, som det maatte synes, Kirken med Rette tilkommende Fisketiende; men det lykkedes dem ikke at sætte deres Sag igjennem mod Kapitlet 13).

Fra Universitetets Stiftelse af og indtil 1487, i hvilket Tidsrum der to Gange om Aaret holdtes Rektorvalg, foregik dette Valg altid den ene af Gangene i S. Nicolai Kirke; og selv efterat Rektorvalget i denne Kirke var ophørt, blev der dog fremdeles holdt en »Missa Universitatis« hvert Aar d. 5 December (profestum S. Nicolai) i S. Nicolai Kirke 14).

__________

12) Hvor kun Bytingsvidnet om Overdragelsen af vedkommende Ejendom er bevaret, er det tit vanskeligt at afgjøre, om Kirken havde erhvervet Ejendommen ved Kjøb eller ved Gave, Enkelte af de ovenanførte Ejendomserhvervelser kunne derfor muligvis idetmindste tildels grunde sig paa Kjøb. Dette gjælder navnlig de ovennævnte Erhvervelser af Stadens Grunde.

13) Se foran under Kapitlet, S. 50. 52-53.

14) Scr. Rer. Dan. VIII, 337. 345. Jfr. Werlauff, Kbhvns Univ. Hist. (Progr. 1850) S. 47.


244

Fra Aaret 1509 have vi et Dokument, der vilde være af megen Betydning i Kirkens Historie, om vi kjendte de nærmere Omstændigheder, der have foranlediget det. Anders Mus, Biskop i Oslo, gjør vitterligt, at han, ifølge den roskildske Biskops Overdragelse og med hans fulde Samtykke, den 1ste Marts 1509 havde indviet S. Nicolai Sognekirke i Kjøbenhavn med dens Højalter til S. Nicolaus Konfessor, det hellige Kors og S. Oluf Konge og Martyr, og at han havde henlagt Kirkens aarlige Indvielsesfest til Søndagen efter S. Mortens Dag 15). Tillige skjænkede han 40 Dages Aflad for paalagt Bod til alle dem, der med andægtigt Sind besøgte Gudstjenesten der i Kirken eller ved Gaver bidrog til Alterets og Kirkens Vedligeholdelse eller til Anskaffelse af Gjenstande, der vare nødvendige for Gudstjenesten 16). Vanskeligheden ved dette Brev er den, at vi ellers ikke vide noget om, at Kirken har været underkastet nogen Ombygning. At en saadan dog maa være foregaaet ved denne Tid, fremgaar imidlertid klart nok af Brevet, omendskjønt man ikke kan bestemme, hvilket Omfang Arbejdet har haft; rimeligvis har Ombygningen indskrænket sig til Koret og Højalteret, da forskjellige Donationer, som skulle omtales under Kirkens Altere, synes at vise, at Gudstjenesten i Kirken ikke har været afbrudt, uden i det højeste i en ganske kort Tid. Ifølge en Efterretning hos Hvitfeldt, hvis Paalidelighed ikke videre kan afhjemles, skal Kirken først være bleven fuldt færdig med Hvælving og Tag 1517 17). Omtrent ved samme Tid fik den tre ny Klokker, hvoraf den ene ifølge Resen havde Indskriften:

Almi Pontificis Nicolai Sancti ad honorem,
Johannes de Wastenovich me fecit. Anno Domini M. D. XI.

__________

15) Biskop Anders Mus forrettede, uvist af hvad Grund, adskillige Indvielser i Kbhvn for Biskop Johan Jepsen 1509 (se foran S. 181. 206).

16) Se Tillæg, Nr. 97.

17) Danmarks Riges Krønike. S. 1335. Aarstallet 1517 skal have staaet paa Taarnmuren ud til Lille Kirkestræde.


245

Paa den anden stod der:

Canutus cognomine Valkendorf opus istud eluxeram,
Hafniensis quando Decanus eram.
Johannes Factenome me fecit anno Domini M. D. XX 18).

En tredie Klokke ertivervedes 1528, da Kirkeværgen Povl Hansen tilbyttede Kirken en af de Klokker, som K. Frederik I havde frataget Landsbykirkerne, mod saa meget Kobber, som Klokken vejede 19).

Pontoppidans Beretning, at Kirken ikke havde noget Taarn før Aaret 1582, da Christoffer Valkendorf lod et opføre, er sikkert urigtig. Formodentlig staar Valkendorfs Taarnbygning i Forbindelse med Kirkens Restavration, efterat den havde lidt betydelig Skade ved Lynildens Nedslag i Aaret 1560.

Af Sognepræster ved S. Nicolai kjendes følgende:

Hr. Klavs Lübertsen, Kantor, 1436, se foran, S. 116.

Hr. Oluf Jensen, Kantor, 1448-52, se foran, S. 116-17.

Hr. Ficko nævnes 1455 som »plebanus ecclesie beati Nicolai Hafnensis«.

M. Anders Friis, Kantor, var Sognepræst ved S. Nicolai 1520 og formodentlig alt 1515 (se foran S. 119-21). 1517 forekommer Hr. Lavrens Borwin som »Kapellan til S. Nicolai Kirke paa Kapitlets Vegne her sammested«; herved kan ikke forstaas nogen almindelig Alterpræst, men kun Sognepræstens personlige Kapellan.

__________

Fra Aaret 1520 af blev S. Nicolai Kirke Brændpunktet for den reformatoriske Bevægelse i

__________

18) Resen, Inscr. Hafn. p. 181-2. Klokkestøberens Navn er idetmindste paa sidste Sted læst fejl; det er begge Gange den bekjendte Johannes Fastenove. I Regist. over alle Lande VI, 499 findes et Brev af 1556, hvorved »Barbara Hans Førstenøuers Efterleverske« benaades af Kongen med en Bod i Malmø. Skulde det muligvis være den bekjendte Klokkestøbers Enke?

19) »Register paa Klocker, som komene ere till Kiøbenhaffuens Slott
Aar Mdxx80,« i Geh.-Ark.


246

Kjøbenhavn. Christiern II var nemlig bleven opmærksom paa, hvilken Hjælp han kunde have af den lutherske Prædiken til at bøje den mægtige Gejstlighed og faa Haand i Kirkens rige Ejendomme. Han skrev derfor til sine Morbrødre, Kurfyrsterne af Sachsen, og udbad sig en Prædikant, der kunde forkynde den ny Lære. Efter Luthers Anbefaling sendtes Mag. Martin Reinhart fra Eifelstedt i Bispedømmet Würzburg. Saasnart denne havde meldt sig hos Kongen i Kjøbenhavn, i Efteraaret 1520, blev Nicolai Kirke ham anvist, for at han paa Søn- og Helligdage, og saa ofte om Ugen, han ellers fandt for godt, kunde prædike der for Folket 20). Ikke saa snart havde han begyndt med sine Prædikener, før Nyhedens Tillokkelse samlede en stor Mængde Tilhørere, ikke allene tydske, men ogsaa danske, om hans Talerstol. Mandens sære Lader i Forbindelse med Ejendommeligheder ved hans Udtale, bevirkede imidlertid snart, at Tilhørerne mere fæstede Opmærksomheden paa hans Ydre end paa hans Ord, og allevegne talte man om og spottede Prædikantens forunderlige Fagter. Kannikerne og

__________

20) Engelstoft mener (Nyt hist. Tidsskr. II, 42), at Kongen havde »nogen Patronatsret« til S. Nicolai K., siden han, kunde tillade Reinhart at prædike her, men sligt er neppe antageligt. Den egentlige Patronatsret (til Højalteret) var jo hos Kapitlet, og der vides ikke noget om, at Christiern eller nogen af hans Forgjængere have oprettet Altere i denne Kirke, hvortil de kunde have speciel Patronatsret. Det hele maa sikkert forklares som en Vilkaarlighedshandling af Kongen. Hvad der smst. siges om, at der paa den Tid ikke var noget Slotskapel, vil senere vise sig som urigtigt. Det er neppe heller antageligt, at Reinhart blot skulde være Aftensangsprædikant; dette omtales først hos Hvitfeldt (S. 1152). Jeg har her og i det følgende især fulgt Svaning (Chr. II, p. 153 sq.) som Øje- og Ørevidne. Pontoppidans Fortælling om Povl Eliesens Forhold til Reinhart (Ann. II, 767) anser jeg med Engelstoft og Paludan Müller for lidet paalidelig. Det maa højlig betvivles, at Povl Eliesen vilde nedlade sig til at være hlot Tolk, han var en Mand, der godt selv kunde have en Mening. For en stor Del af Kbhvns Indvaanere, som enten selv vare Tydskere (og dem var der en stor Mængde af i Middelalderen) eller stod i stadig Forbindelse med Tydskerne, især paa Handelens Vegne, var en Tolk overflødig.


247

Vikarterne ved Vor Frue Kirke, der meget godt indsaa, at hvis denne Lære fik Fremang, vilde deres Indflydelse være forbi, indskrænkede sig, som tidligere er omtalt, ikke til at advare imod Mester Morten og til at tale imod ham, men de lejede en opløben Dreng, der besad heldige Gaver som Skuespiller, til at efterabe den tydske Prædikants sære Lader, idet han paa Gaden og i Samkvem, hvor man havde indbudt ham til det samme, fremsagde allehaande grov Spas som Prædikantens Ord, blandt andet Verset:

Aldrig haver jeg gjort noget godt,
ej heller jeg agter at gjøre.
Enhver mig kjender, han ved jo nok,
hvad jeg i Skjoldet mon føre.

Under disse Omstændigheder udrettede M. Reinharts Prædiken kun lidet, »det nys antændte Evangelii Lys udsluktes paany«, som Svaning siger; i alle Tilfælde var Reinharts Ophold i Kjøbenhavn for kort til at det kunde have varige Følger. I Februar 1521 rejste han nemlig atter ud til Tydskland for at hente andre evangeliske Prædikanter herind og - vendte ikke tilbage 21). Imidlertid kunne vi ikke betvivle, at mange ere blevne vakte til Opmærksomhed paa Tidens Tegn, om de end ikke endnu vidste, hvorhen de skulde vende sig. Først da den evangeliske Prædiken ved M. Hans Tavsen atter kom til Orde i S. Nicolai Kirke, blev Forkyndelsen saa klar og levende, at ingen kunde forblive tvivlraadig om, hvad Parti han skulde tage; men da var ogsaa et Tidsrum af over otte Aar hengaaet, i hvilke meget, der 1520 var dunkelt og ubestemt selv i Reformationens Fædreland, var kommet til fuld Udvikling og Klarhed.

Man kaq regne, at M. Hans Tavsen i Foraaret 1529 saavidt havde fuldendt Reformationsværket i Viborg, at dets Bestaaen kunde være sikker, hvis ellers ikke udvortes Vold

__________

21) Se Grams Afhandl. om Chr. II.s forehafte Religions Reformation i Danmark (Kbhvnske Vid. Selsk. Skr. III, 7-16).


248

skulde faa Held til atter at trænge det tilbage. Under disse Omstaeadigheder kunde denne Mands energiske Virksomhed vel behøves andensteds, thi til at slaa Hul paa Aarhundreders Vildfarelser og aabne Øjnene for det bestaaendes Brøst havde han særegne Gaver, som maaske ingen anden af de danske Reformatorer, medens der vel kunde være andre, som ligesaa godt om ikke bedre end han forstod at bygge op og at nære det ny Liv, der allevegne rørte sig som Blomsterspiren i den løste Jord ved Foraarstide.

Der kan ikke være nogen Tvivl om, at det var K. Frederik den Førstes personlige Indflydelse, og ingenlunde de rette Patroners Vilje, der i Avgust 1529 kaldte Hans Tavsen til Prædikant ved S. Nicolai Kirke 22), hvorfor ogsaa en af de Anklageposter, som Biskop Joachim Rønnov efter K. Frederiks Død rejste mod Tavsen, lød paa, »at denne, uden at være kaldet eller indviet af Biskoppen, havde bemægtiget sig S. Nicolai Kirke, som ban vanhelligede med kjætterske Taler, medens Almuen skarevis flokkedes om ham, og at han, da han blev krævet til Regnskab herfor i en Forsamling af gejstlige, ikke allene ikke havde kunnet give noget ordentligt Svar, men endogsaa havde ladet sin skamløse Mund strømme over med Forsmædelser 23«. Da Tavsen imidlertid havde Kongen og en god Del af Borgerne paa sin Side, lod det sig ikke gjøre at faa ham bort igjen; og snart viste Virkningen af hans evangeliske Forkyndelse sig paa en Maade, der maatte sætte den papistiske Gejstlighed i Forfærdelse. Povl Eliesen har paa sin Maade bevidnet den Indflydelse, Hans Tavsen udøvede, naar han siger, at fra den Tid denne alle Lutheranernes Fænnike-

__________

22) Se Hvitfeldt, S. 1313. »Sidst i Avgust Maaned« angives hos Røn (S. 36) som den Tid, da Tavsen kom til Kbhvn; nen maaske er det en Omskrivning for »Høsten« hos Hvitfeldt, hvilket denne atter har fra M. Hans Thomesen.

23) Cragii Annal. p. 18 (Overs. S. 21).


249

drager (Fanebærer) var kommen til Kjøbenhavn, voxede Ondskaben saaledes, at denne Stad, der før standhaftig havde elsket og holdt fast ved Fromhed og Gudsfrygt, nu blev al Ugudeligheds og Skjændsels mest forbryderske Hule; thi den forførte, raa og uvidende Almue 24) rasede med en saadan Afsindighed og Forbitrelse mod Kirkernes Helligdomme, at de ikke allene omstyrtede Helgenernes Billeder, men med gruelige, Forsmædelser vanærede det højhellige Messeoffer, og tilsidst gik ligesaavidt i deres Ugudelighed, som de havde hørt, at de mensvorne Malmøboer og de afsindige Viborgere vare gaaede, og de forbryderske Borgere lod ikke nogen af Lutheranernes Byer overgaa dem i nogen Skjændsel og Ugudelighed 25).

Forøvrigt har Tiden ikke efterladt os sønderlig meget angaaende Hans Tavsens Virksomhed ved S. Nicolai Kirke, uden forsaavidt hans Historie falder sammen med hele Reformationsbevægelsen i Danmart, hvis Brændpunkt Kjøbenhavn blev fra Aaret 1529. Vi vide, at han indførte dansk Psalmesang i S. Nicolai Kirke, ligesom tidligere i Viborg, til Glæde for Menigheden, som derved fik Lejlighed til en hidtil ukjendt Selvvirksomhed ved Gudstjenesten, men til stor Forargelse for Povl Eliesen og andre ligesindede, der fandt det stridende mod S. Pauli Bud, at Kvinder »kvæde og klynke med de Noder og Lader, som mere have Fadson efter Springeviser end hellige Psalmer og Lovsange 26)«. Herved benyttede Tavsen de Psalmer, som Klavs Mortensen havde oversat fra Tydsk, og udgivet 1528 i Malmø. »I det Aar 1529«, siger M. Hans Thomesen i Fortalen til sin Psalmebog, »blev danske Psalmer først sjungne her i Kjøbenhavn om Høsten af Mester Hans Tavsen, salig Ihu-

__________

24) Man kommer uvilkaarlig til her at tænke paa Joh. VII, 47-49.

25) Chron. Skib S. R. D. II, 585-86. Det falder vanskeligt at gjengive paa Dansk alle de udsøgte Skjældsord, Povl Eliesen i sin bitre Harme formaar at hobe ovenpaa hinanden.

26) Anført af Engelstoft, Nyt hist. Tidsskr, II, 447.


250

kommelse, som kom da hid fra Viborg, og her saavelsom der prædikede dristelig Jesu Kristi klare Evangelium med stor Frugt«. Og visselig var dette en glædelig Begivenhed, naar vi betænke, hvormeget Psalmesangen i Modersmaalet har bidraget til at styrke og nære det kristelige Liv. Det var især Psalmen: »Vi tro allesammen paa én Gud, som Himmel og Jord og alting skabte« osv., der idelig blev sungen i S. Nicolai Kirke, og »til en bestandig Erindring om, at Gudstjenesten paa en evangelisk Maade først i S. Nicolai Kirken er bleven forrettet i Kjøbenhavn, synges denne Psalme der endnu«, siger Tavsens Biograf Povl Røn 1757, »da ellers den anden Psalme, Vi tro allesammen paa én Gud, Himmelens Skabere og Jordens osv., synges overalt i de andre Kirker 22)«. Senere udarbejdede Tavsen i Forbindelse med nogle andre »Prædikere« i Kjøbenhavn en Haandbog til Brug ved Gudstjenesten; i denne Bog vare de vigtigste Dele af den lutherske Liturgi meddelte paa Dansk til Tjeneste for de evangeliske Prædikanter; men vi kjende ellers ikke nærmere til Skriftet 28). Forøvrigt foretog Tavsen i Begyndelsen saa faa Forandringet i de tilvante Kirkeskikke som muligt; i December 1530 siger han, at han, for ikke at give Forargelse i noget, som han selv ansaa for uvæsentligt, »endnu hertildags har holdt alle vanlige Ceremonier i Messen, og intet forvandlet enten i Messeklæder, Lystænding eller Sakramentets Opløftelse«. Ikkedestomindre paadrog han sig Beskyldningen som den, der havde berøvet Sakramentet sin Værdighed og Betydning. Povl Eliesen »begræder af stor Medynk Kjøbenhavn, at der hvor han tilforn havde en Herre og Gud i By med sig, der havde Tavsen forjaget Kristum, alle kristne Menneskers

__________

27) Røn, S. 37. Den først anførte Psalme staar i Kingos Psalmebog bag iblandt Ligpsalmerne, den sidste (der forøvrigt er Klavs Mortensens Bearbejdelse af Luthers Credo) staar foran i Psalmebogen.

28) Det kjendes kun af en Ytring af P. Palladius, anf. af Heiberg i Theol. Tidsskr. 4 B. I, 119.


251

Herre og Gud, og ladet Kjøbenhavn et Stykke Brød og en Slug Vin igjen«, - en Beskyldning, som Tavsen aldeles tilstrækkelig besvarer, naar han siger, at haa vel har kaldt Sakramentet et Tegn, »men saadant et Tegn, som fører med sig lige det samme som det betegner, at under det synlige Brød og Vin annammes Jesu Kristi sande Legeme og Blod, med Uskyldighed og Retfærdighed, formedelst Troen til det Ord, som Kristus haver hos det samme Sakramrøje bestillet 29)«.

I den Religionsforhandling, der forefaldt i Juli 1530 samtidigt med Herredagen i Kjøbenhavn, indtog Tavsen den forreste Plads - ikke allene paa Papiret, thi ogsaa der nævnes han først, men i Gjerningen - blandt de 21 evangeliske Prædikanter, som vare tilstede. At gaa ind paa de ved denne Lejlighed stedfundne Forhandlinger, vilde imidlertid her føre os for vidt. Som Religionsmødets vigtigste Resultater maa det anses, at de evangeliske fik Lejlighed til samlede at afgive en udførlig Forklaring angaaende deres Lære og dens Afvigelser fra den hidtil gjængse, at deres Mod og Kraft forøgedes, idet Samfundsbevidstheden klarere opgik for dem, og endelig at Reformationsbevægelsen i Kjøbenhavn vandt i Styrke ved de evangeliske Prædikanters daglige Forkyndelse af Ordet under og efter Herredagen 30). Snart skiltes imidlertid disse ad hver til sit, Hans Tavsen blev tilbage i Kjøbenhavn, hans Sag blev det da nærmest

__________

29) Hanss Thaussøn, Suor til then falske oc vchristelige vnderuiisning som lector Powell screff til Raadet y Københaffnn om then Papistiske Messe. 1581. Bl. H. ij. Efter en saa klar Erklæring af Tavsen selv forekommer det mig, at man ikke bør lægge den Vægt, som i nyere Tid er lagt (jfr. Hist. Tidsskr. 3 R. I, 50-52) paa de modsigende og uklare Angivelser om Tavsens Nadverlære, som findes i Chron. Skib. 1. c., p. 592-93 og i Dommen hos Hvitfeldt, S. 1400, hvor det i begge Tilfælde er Tavsens svorne Fjender, der referere hans Ord. At Tavsen ikke kunde bruge Konkordieformlens fine Distinktioner, følger af sig selv.

30) Se Engelstofts omhyggelige Monografi over Herredagen i Kbhvn 1530 i Theol. Tidsskr. 1 B. II, 1-114.


252

at forsvare, hvad der var vundet, og at bringe Orden i den store Forvirring, som de mange ny og gjærende Tanker frembragte. Han var heldigere i det første end i det sidste, thi med sejrige Vaaben tilbageviste han Povl Eliesens heftige Angreb paa ham og »de ny Messedræbere«, idet han viste, at Papisterne havde »opført en Kristenhed, som ikke var bestedt i Aand og Sandhed, som hun skulde være, men var fattet i Ædelse og Beklædning, i Kirkebygning og Klosterlevnet, i Lystænding og Vandviening, i Ofring og Pilegrimsløb, i lang Læsning og Sang, i døde Mænds Bens Beprydelse og Sakramentets Højtidelighed etc. 31).« Derimod lykkedes det ikke Tavsen at lede Bevægelsen i Kjøbenhavn i en rolig Strøm; den forargelige Kirkestorm tredie Juledag 1530 er alt tidligere omtalt. Kunde vi tro Tavsens bitre Modstander, Forfatteren af den skibyske Krønike (Povl Eliesen), skal Tavsen i Begyndelsen have set igjennem Fingre med, men siden heftig have dadlet dette Skridt. Men Sandheden er formodentlig den, at han ikke har magtet Forholdene: han forstod vel at sætte Gemytterne i Bevægelse, men ikke i samme Grad atter at bringe dem til Rolighed. Imidlertid var det dog ham, som med sit Ord standsede Stormen paa tredie Juledag 32); men vistnok maatte denne Begivenhed alligevel være en alvorlig Lære for ham om for Fremtiden at gaa frem med større Besinhed, uden derfor at opgive den Sag, som han havde indviet sit Liv til.

I de nærmest følgende Aar høre vi ikke meget til Tavsen. Ifølge den skibyske Krønikes Beretning satte han sig forgjæves imod, at Vor Frue Kirke paany overgaves til de katholske Kanniker. Forøvrigt har han sikkert benyttet de forholdsvis roligere Aar 1531-32 til fastere at begrunde sine Tilhørere i den lutherske Lære og til bestemtere at uddanne den ny Form for Gudstjenesten. Men

__________

31) Tavsens Svar til Lektor Povl (se foran Not. 29) Bl. E. iiij.

32) Chron Skib. S. R. D. II, 587.


253

med K. Frederik den Førstes Død var Freden ude. I Juli 1533 blev Tavsen indstevnet for Herredagen, som holdtes i Kjøbenhavn, hvor en Mængde Beskyldninger fremførtes imod ham som den, der i Skrift og Tale havde skamskjændet den katholske Gejstlighed og Kirkevæsen. Som Stiftets Biskop havde Joachim Rønnov især Klage imod ham, fordi han »havde befattet sig med alle Kirker i Kjøbenhavn, besønderlig S. Nicolai Kirke«, og fordi han, da han var kaldet til Regnskab derfor, havde »talet Biskoppen under Øjne med nogle haanlige og hovmodige Ord«. Til alt dette svarede Tavsen, at hvad han havde gjort, dermed havde han allene haft Guds Ære og Menneskenes evige Salighed for Øje; for sin Person havde han intet Fjendskab med nogen af Gejstligheden, og allermindst med Biskop Rønnov, men hvis han af Uvidenhed og Uforstandighed havde talt ham for nær, da var han rede til at gjøre ham ydmyg Afbigt derfor. Dommen over Tavsen kom ikke destomindre til at lyde paa, at han skulde forvises Byen og Stiftet og formenes al kirkelig og litterær Virksomhed; men af Hensyn til det kjøbenhavnske og malmøske Raads indstændige Begjæring, og for ikke at ophidse Almuen for meget, fik han en Maaneds Frist. Biskop Rønnov blev der tilkjendt Ret til »at annamme og beholde sine Kirker i Kjøbenhavn saa fri som hans Forfædre, Bisperne i Roskilde, af en kristelig Skik og ærlig Sædvane altid tilforn ubehindret nydt og haft have; og skulde han skikke og indsætte Præster og Prædikanter, som lære og forkynde det hellige Evangelium og Guds rene Ord, som de ansvare ville og bekjendt være, desligeste ministrere Sakramenterne, holde Messe og anden Gudstjeneste, som kristeligt og tilbørligt er i alle Maader 33)«.

Det er bekjendt, med hvor stor Fortrydelse Kjøbenhavns Borgere optoge denne Dom, og hvorledes M. Hans Tavsen fik Lejlighed til at samle gloende Kul paa sin Mod-

__________

33) Cragii Ann. p. 18 (Overs. S. 21). Hvitfeldt, S. 1400-1.


254

standers, Joachim Rønnovs, Hoved, da han maatte ledsage ham gjennem den oprørte Folkehob, for at han i Sikkerhed kunde naa til Bispegaarden, der laa paa den Plads, som Universitetet nu indtager. Den Forvisningsdom, der var udtalt over Tavsen, blev ogsaa kun af kort Varighed, thi allerede en Maaned efter tilstedte Bispen ham, paa Rigsraad Hr. Mogens Gøyes og Borgemesteres, Raads og Menigheds indstændige Begjæring, at vende tilbage til Kjøbenhavn igjen, og »der at prædike og lære det hellige Evangelium og Guds Ord rettelig og klarlig uden al Skjændsord og Tale paa Bisper, Prælater, Kanniker eller Præster, ydermere eller videre end den hellige Skrift indeholder og medgiver 34)»).

Tavsens Fraværelse fra hans Præstegjerning i S. Nicolai Kirke kan derfor neppe have varet mere end en Ugestid 35), og kunde altsaa ingen Spor efterlade sig, uden forsaavidt Menigheden kom endnu stærkere til at føle, hvorlidt de kunde undvære ham. Om der forøvrigt er sket nogen Forandring i hans Stilling, vide vi ikke. Men til denne Tid henviser K. Christian den Tredies Beskyldning mod Rønnov, at han søgte at inddrage de danske Kirkers Ejendomme i Kjøbenhavn 30) (altsaa ogsaa S. Nicolai Kirkes), idet han formodentlig har støttet sig til Rigsraadets ovenanførte Dom. Da nemlig den katholske Gudstjeneste væsentlig var ophørt, mente Bispen sandsynligvis, at han havde den nærmeste Ret til de Ejendomme, der ikke længere kunde faa Anvendelse efter Givernes Bestemmelser. Imidlertid vidner Hvitfeldt, at Kirken selv beholdt det Gods og den Rente, den tilforn havde 37), saa Bispens Forsøg altsaa maa

__________

34) Hvitfeldt. S. 1401-2.

35) Dommen over Tavsen fældedes d. 14 Juli 1533. Heri blev der sat ham en Maaneds Frist; men allerede 16 Avgust udstedte Mogens Gøye sit Forløfte for ham ved hans Amnestering.

36) Nye D. Mag. III, 18. Knudsen, Joa. Rønnov, S. 58. Not. 2.

37) Hvitfeldt, S. 1335.


255

være mislykket. I Grevefejdens Tid var Tavsen, saavidt vides, hele Tiden i Kjøbenhavn. Efterat Byen 1536 var kommen i K. Christian III.s Hænder, erholdt han kongeligt Beskyttelsesbrev for sig, sin Hustru og sine Børn 38), og forblev der indtll videre som den første lutherske Sognepræst ved S. Nicolai Kirke; men da hans vækkende Gjerning nu væsentlig var fuldendt her, kaldtes han snart derfra til anden Virksomhed, thi allerede i Februar 1538 finde vi ham som Læsemester i Roskilde 39).

__________

38) Danske Mag. 3 R. VI, 42.

39) Münter, Bugenhagii in Dania commor. p. 110.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: lør nov 20 15:07:38 CET 2004
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top