eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Kjøbenhavns Kirker og Klostre i Middelalderen.

Kjøbenhavns Kirker og Klostre i Middelalderen.
    - Kap. I afs. III

Kbh. Thiele. 1859-63

Holger Fr. Rørdam (1830-1913)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet november 2004. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

39

III.

Kjøbenhavns Kollegiatkapitels almindelige Historie.

Blandt de forskjellige Forhold, som bidrog til at gjøre Vor Frue Kirke anseelig fremfor nogen anden af Kjøbenhavns Kirker og til at stille den ved Siden af Landets Hovedkirker, var intet af større Betydning end det, at der med Kirken var forbundet et Kapitel. Man finder undertiden 1209 angivet som det Aar, da Biskop Peder Sunesøn oprettede det kjøbenhavnske Kollegiatkaptøel 1), men jeg har ikke fundet noget bestemt Datum, hvortil denne Efterretning støtter sig. Imidlertid maa Oprettelsen dog falde ved denne Tid.

Oprindelig bestod Kapitlet kun af sex Kannikedømmer. Det var funderet paa Kjøbenhavns Sognekirker og nogle af de omliggende Landsbykirker, saaledes at Kannikerne nød Præstekaldenes Indtægter mod enten selv eller ved andre at besørge Tjenesten ved Kirkerne 2). Da vi i Aaret 1313 finde, at de Landsbykirker, der tilhørte Kapitlet, vare Amager. (i.e.: Taarnby), Brønshøj og Aworthæ öfræ (Rødovre), tør det antages, at det er de samme, som oprindelig vare det tillagte 3). Senere kom endnu følgende Landsbykirker til at henhøre under Kapitlet (skjønt Forbindelsesmaaden og Tiden ikke kan angives med Sikkerhed): Lyngby, Gjentofte, Gladsaxe, Ballerup, Herstedvestre, Birkerød, Asminderød, Brøndby og flere. Annekteringen skete først efterhaanden, som

__________

1) Saaledes Jonge, Kbhvns Beskr. S. 145.

2) Biskop Joach. Rønnov skrev 1530 i et Andragende til K. Frederik I: "Biskop Peder af Roskilde den første af det Navn haver funderet sex Kannikedømmer udi samme Kollegiatkirke paa de Sognekirker udi Byen og nogle udenfor, og samme sex Kannikerne have intet andet at leve af uden fornævnte Kirker" (Hvitfeld, S. 1334).

3) Pontoppidan, Annal. II, 111, Ved hertil at regne Kbhvns fire Sognekirker, faar man syv Kannikepræbender ud. Enten er der da kommet et nyt til siden Kapitlets Stiftelse, eller ogsaa er Vor Frue Kirke ikke regnet med.


40

Kannikernes Antal forøgedes 4). De sidste Sognekirker, som bleve forbundne med Kapitlet, vare Smørum og Ledøje, paa hvilke Biskop Lage Urne 1522 oprettede et nyt Kanonikat 5).

Det er sandsynligt, at Kapitlets Stifter har givet det visse Statuter, men de kjendes ikke mere 6); noget som maa beklages, da det er rimeligt, at de have haft adskilligt ejendommeligt, der ikke kan suppleres fra andre Kapitelsstatuter, eftersom dette var et Kollegiatkapitel. De andre Kapitlers vigtigste Funktion, Bispevalget, har det kjøbenhavnske ikke haft nogen Del i. Den roskildske Biskop har altsaa haft anden Hensigt med dette Kapitels Stiftelse, end at danne et Valgkollegium, og da udentvivl den: at give hans egen Stad, det rask fremblomstrende Kjøbenhavn, en forøget Anseelse ved et sligt Præstekollegium, og derhos at have en Kreds af gejstlige om sig, naar han, som hyppigt skete, opholdt sig paa Kjøbenhavns Slot. Kapitlets Betydning var derfor meget mindre end noget af de andre Dom-

__________

4) Man har ikke noget Dokument, som giver Oplysning om Tiden for de ny Kanonikaters Oprettelse og heller ikke om, hvilke Kirker der Tid efter anden annekteredes til Kollegiatkirken, at det imidlertid har været de ovennævnte Kirker, kan sluttes deraf, at Præster, der fungerede ved dem, til forskjellige Tider findes nævnte som Vikarier eller Kapellaner (nemlig for Kannikerne ved Vor Frue K.) - Endnu nogle andre Kirker omtales som forbundne med Frue Kirke, se foran S. 30.

5) Werlauff, Kbhvns Univ.s Hist. Progr. 1850. S. 88-89.

6) Naar Pontoppidan siger i Fortalen til Orig. Hafn. og senere hen S. 147, at der endnu findes en god Del Statuta Capituli Hafn., maa han enten derved mene Bispernes Stadfæstelsesbreve, eller Statuter for Vikarierne. - Det "Kapitels-Register" og de andre Kilder til Kapitlets Historie, som omtales af Hvitfeld, S. 832, henhøre vistnok til Roskilde Kapitel. - Derimod omtaler Biskop Oluf Mortensen 1464 i et Brev (medd. bl. Till.) Biskop Peders Deling mellem Kirkens og Kapitlets Gods; herved forstaas maaske den Ordning, Bisk. Peder Sunesøn oprindelig havde fastsat ved Kapitlets Stiftelse, skjønt man ogsaa kan tænke paa en af de senere Bisper af Navnet Peder.


41

kapitlers. Det er kun sjeldent, at vi finde dets Samraad med Biskoppen udtrykkeligt nævnet, og det endda kun i Sager, der angik Kapitlet selv, som ved Ændringer i Kapitlets Vedtægter eller ved Oprettelsen af ny Præbender. 1407 udlejer Biskop Peder »consilio dilectorum nostrorum Roskildensis et Hafnensis Capitulorum super hoc communicato« en Gaard i Kjøbenhavn mod en aarlig Afgift til Kapitlet sammesteds 7), hvoraf synes at fremgaa, at det kjøbenhavnske Kapitel i den ældste Tid ikke engang har haft Ret til paa egen Haand at bestyre sine Ejendomme, hvilken det dog senere havde. Da Biskop Johan Krag 1294 udstedte Love for Kjøbenhavn, skete det »de consilio Capituli sui«, men man vilde vistnok tage fejl, om man herved forstod Kjøbenhavns Kapitel 8). Imidlertid er det dog urigtigt, naar Schlegel har antaget, at de kjøbenhavnske Kanniker kun vare Vikarier for de roskildske 9). - Forholdet mellem det roskildske Stifts tvende Kapitler ses maaske bedst af Biskop Oluf Mortensens Brev, der indeholder Bestemmelserne om, hvorledes afdøde Præsters Ejendom skulde fordeles (1484). Heri hedder det nemlig, at Bestemmelserne ere udstedte efter Samraad med de roskildske Prælater og Kanniker, som alle opregnes, men Brevet er medbeseglet af Kjøbenhavns Kapitel 10). Ved Provindsialsynoden, som Biskop Lage Urne holdt i Oktober 1517 var rigtignok det kjøbenhavnske Kapitel ligesaavel som det roskildske repræsenteret ved sine Prælater 11), men deraf tør man ikke drage den Slutning, at hint havde nogen Indflydelse paa Stiftsbestyrelsen i det hele; dets Indflydelse strakte sig væsentlig kun til Staden Kjøbenhavn, de omliggende Sogne, hvor Kannikerne vare Sogneherrer, og til Præbendegodset. Dog havde

__________

7) Dokum. i Geh.-Ark., et lignende haves af 1411.

8) Se Scr. Rer. Dan. VIII, 86.

9) Schlegel, Danmarks Statsret. S. 109, Not.

10) Pontopp. Annal. II, 680 f.

11) Statuta Synodi Roskild 1517 (Lang. Dipl.).


42

Kapitlets Dekanus, formodentligt som Regnskabsprovst, den gejstlige Jurisdiktion over en Del af Roskilde Stift, som senere nærmere skal omtales 12). Ogsaa paa andre Maader har Bispen formodentlig betjent sig af Kapitlets Medlemmer, skjønt det nu paa Grund af Kildernes Magerhed vanskeligt lader sig oplyse; saaledes findes der i den af Biskop Jakob Erlandsøn 1254 givne Stadsret for Kjøbenhavn den Bestemmelse, at ingen maatte tiltage sig at forsegle Breve med Stadens Segl, uden de forud vare undersøgte af tvende Kanniker og andre af Borgerne, som havde aflagt Ed paa trolig at bevare Seglet 13), en Forretning, der dog senere overgaves til Fogden og Kapellanen paa Kjøbenhavns Slot 14).

Vi kjende ikke meget til Kapitlets Historie i det første hundrede Aar eller mere efter dets Stiftelse. Den første Stadfæstelse af dets Privilegier, som nu haves, er udstedt af Biskop Jakob Erlandsøn samme Dag han udfærdigede Stadsretten for Kjøbenhavn, den 13de Marts 1254. Heri stadfæstes de Kapitlet af hans Forgjængere skjænkede Friheder 15). Jak. Erlandsøns Efterfølger paa Roskilde Bispestol, Peder Bang, bekræftede Aaret før sin Død (1276) paany Kapitlets Privilegier med det Tillæg, at efterdi Dekanus og Kapitel havde beklaget sig for ham, at der fandtes nogen, der gjorde dem Forfang i deres Friheder, tager han dem under sin Beskyttelse, og forunder dem, at alt deres Gods og deres Tjenere skulde være fri for al bispelig Tyngde og Paalæg; skete det, at nogen af deres Tjenere og Undergivne begik nogen Slags Brøde, skulde de ikke svare for nogen anden end for Kapitlet allene 16). Peder Bangs anden

__________

12) Pontopp. Annal. II, 163.

13) Pontopp. Orig. Hafn. S. 51. Biskop Peders Stadfæstelse af disse Love 1275 er udstedt i Overværelse af Petrus Gallus, Johannes Rycke, Nicolaus Pippingh og Mag. Johannes Ade, Kanniker i Kbhvn.

14) Se Biskop Joh. Krags Stadsret for Kbhvn af 1294 i Rosenvinges Gl. danske Love V, 105.

15) Pontopp. Annal. I, 676.

16) Se Tillæg, Nr. 1.


43

Eftermand, Biskop Ingvar Hjort, fritog 1282 Kapitlet, paa paa Grund af dets ringe Indtægter, for Bispehold (apparatus) af deres Sognekirker for hans Levetid 17), en Fritagelse, der atter gjentoges, udvidedes og stadfæstedes 1313 af Biskop Oluf, saaledes at de Kapitlet tilhørende Kirker bleve unddragne de almindelige Regnskabsprovsters Tilsyn og Krav 18). Den samme Biskop gjorde sig ogsaa paa anden Maade fortjent af Kapitlet, nemlig ved at skjænke til Kannikernes Bord noget Gods i Ølsted (Strø Herred), hvorfor de senere aarlig paa hans Dødsdag holdt en Aartid for hans Sjæl 19). Da ildesindede Personer senere gjorde Indgreb i Kapitlets Rettigheder, »til Fare for deres Sjæle, til manges Forargelse og til ikke ringe Forurettelse og Skade for Dekan og Kapitel«, fornyede Biskop Johannes Hind 1328 de ældre Privilegier, og fritog navnlig alle Kapitlets Ejendomme og Grunde, deres Brydier og Fæstere og hele øvrige Hjon for alle bispelige Paalæg og Rettigheder 20), - et Privilegium, der atter næsten med de samme Udtryk 1331 stadfæstedes af Eftermanden paa Roskilde Bispestol, Broder Johannes Nyborg 21).

Oprindelig bestod Kapitlet af sex Kanniker, hvoraf en som Dekanus ledede dets Anliggender, senere var det som det synes endnu i 13de Aarhundrede blevet forøget med endnu et Kanonikat. Inden Aaret 1343 var der kommet ikke mindre end fire nye Kannikepræbender til. Anledningen til deres Oprettelse kjendes ikke, men deres Tilværelse afhjemles tilstrækkeligt af et mærkeligt Dokument, der udstædtes

__________

17) Pontopp. Ann. I, 755.

18) "Immunitates et exemptiones Ecclesiarum ipsorum infrascriptarum, videlicet Hafnis, Amaghæ, Brunzhöugh et Awarthar Ofræ, ab omni vere Episcopali et Præpositorum postulationibus, quibus cæteræ ecclesiæ angiariari solent, in his scriptis confirmamus". Pontopp. Annal. II, 111.

19) Tillæg 3. Obit eccl. b. Virg. VI Id. Martii.

20) Pontopp. Annal. II, 134-35.

21) Mnscr. Bartholin., Tom. V.


44

om en Visitation, Kapitlet underkastedes, hvorved vi tillige faa et Indblik i Kapitlets Indretning, som vi ellers vilde savne. I Aaret 1343 var der nemlig opstaaet en stor Uenighed, hvis nærmere Aarsag ikke er bekjendt, i det kjøbenhavnske Kapitel; for atter at bringe Fred og Orden tilveje, overdrog Biskop Johannes Nyborg den roskildske Kantor Michael og Kannikerne Johannes Kraak og Niels Jenssen kaldet Duvæ at foretage en omfattende Visitation af Vor Frue Kirke og Kapitel, og at reformere, hvad der trængte til Forbedring. Kommissærernes Beretning om Udfaldet af Visitationen gav følgende Oplysning om Kapitlets Tilstand.

Der var et Prælatur, nemlig Dekanatet, som Hr. Basten Gjødesen, Presbyter, besad, han havde derhos Jurisdiktionen over Kjøbenhavns By og Tryherred hinsides Værebro 22), til Dekanatet var annekteret Gjentofte Kirke og et Præbende i Kjøbenhavns Kirke. Endvidere var der ti andre Kannikepræbender, som ti Personer besad, hvoraf de otte vare Presbytere, de to Akoluter (acolici), to af dem vare fraværende, alle de øvrige nærværende (residentes). Til Kirken hørte et Sogn 23), som en Sognepræst (presbyter parochialis) forestod 24), og tre Alterbeneficier, som indtoges

__________

22) I Suhms Hist. XIII, 89 er Udtrykket: "juris dictio ville Hafnensis et trium Hæræth ultra Wærebro" meget urigtigt oversat: "Jurisdiktion over Kjøbenhavns By og tre Herreder og desuden Værebro." "Tres Hæræth" er sikkert det saakaldte Tryherred (i.e.: Strø-, Jorlunde- og Liunge-Herreder, havde der fælles Tingsted). Jfr. Knudsen, Danmark i Middelalderen, S. 16-18, hvor han dog ikke har lagt Mærke til dette gamle Vidnesbyrd.

23) Frue Sogn omfattede, saavidt man kan se, den Del af Kjøbenhavn, der begrændsedes mod Vest af Nørregade og Gammeltorv, mod Syd af Stranden, mod Øst af Kjødmangergaden, mod Nord af Byens almindelige Rende (nu Krystalgaden). Sml. Pontoppidan, Orig. Hafn. S. 192-95.

24) Heraf mener Helveg (De Danske Domkapitler, S. 98) at kunne slutte, at Sognepræsten ikke taltes med blandt Kannikerne, men kun var Vikar; men neppe med Rette, da vi senere (1484) finde en Kannik [ fortsat side 45 ] nævnt som "plebanus eccl. b. Marie Hafn."; 1521 omtales "Sognepræsten til Vor Frue" (Ped. Tollers Testam. bl. Till). I Aktst 1464 28/2 (Till.) betegnes dog Kapitlet som Kirkens "verus Curatus", men derfor kunde en af Kannikerne gjerne faktisk være Curatus.


45

af tre Personer, desuden var der flere Altere, til hvilke Lægfolk ind- og afsatte Alterpræster efter eget Behag. Der var to Betjeninger (official), nemlig Bestyrelsen af Kannikernes Bord og Forstanderskabet for Kirkebygningens Vedligeholdelse. Enhver, der blev antagen til Kannik, maatte under Ed aflægge følgende Løfte: »Jeg lover efter bedste Evne at forsvare Kapitlets Rettigheder og Statuter. Ligeledes lover jeg at bevare de lovlige og antagne Vedtægter. Ligeledes lover jeg ikke at aabenbare Kapitlets Hemmeligheder. Ligeledes lover jeg ikke at stræbe efter Forandringer (inconsveta)«. - Endvidere havde Kapitlet visse Grundbestemmelser (ordinaciones), nemlig: at Dekanus har den første Stemme i Kapitlet ved Forsamlingerne om dets og Kirkens Anliggender, og at den Kannik, som har Aldersfortrinnet, ogsaa har Æresfortrinnet for den yngre med Hensyn til Stemme, Sæde og andet; ligeledes at Kannikerne selv forrette Gudstjenesten i Kirken paa de 10 fornemste Festdage, og Kannikerne og Vikarierne paa 14 Festdage. (Disse Dages hidtil overholdte Antal have de ikke villet formindske, men snarere forøge, eftersom Lejlighed tilbød sig dertil). Ligeledes at de paa sex Festdage prædike enten selv eller ved andre, og disse Dages hidtil overholdte Antal have de ingenlunde villet maa formindskes. Ligeledes at enhver, saavel Dekan som residerende Kannik, har en egen Vikarius til at tjene i Choret 25), nemlig fem Presbytere, to Diakoner og fire Subdiakoner, og deres Antal have de heller ikke villet maa formindskes, men snarere have de ønsket det forøget. Ligeledes have de paa visse Dage haft Forsikringsdag (dies protestationis) 26), ogsaa for Fremtiden

__________

25) D. e. en af de saakaldte Chorvikarier, Præstelærlinger, der uddannedes ved Domkirkerne (jfr. Helveg, anf. Skr. S. 99-100).

26) D. e. en Dag, da de residerende Kanniker aflagde højtidelig Forsikring om trolig at forestaa deres Embede ved Kirken i det kommende Aar (jfr. Helveg, anf. Skr. S. 25).


46

agte de at have den paa de samme Dage. Ligeledes at de have en duelig Skolemester, dog ikke fast, der indsættes af Biskoppen eller Kapitlet.

Med Dekanens og Kapitlets enstemmige Samtykke gjorde Kommissærerne dernæst følgende ny Bestemmelser: »For det første foruden de ovennævnte Betjeninger (officia), skal der endnu være en til, nemlig en Chorstyrer (rector chori), der skal gjøre Kantors Tjeneste, og hertil udvalgte de enstemmig deres Medkannik Hr. Vilhelm Parvus, saaledes at han, og hvem der efter ham dertil bliver antagen af Kapitlet, skal have det som en fast Betjening. For sit Arbejde og til sin Underholdning tillagde de ham en aarlig Løn af 2 Mark Sølv, nemlig en Mark af Kirkebygningens Fond og en af Kapitlets Fællesgods. En Gang aarlig, i Ugen før Palmesøndag, skulle Forstanderne for Kirkebygningens Vedligeholdelse (procuratores fabricæ eccl.) og Bestyreren eller Bestyrerne af Kannikernes Bord aflægge Regnskab, og ny Forstandere udnævnes til disse Betjeninger. Ligeledes skal Dekanus, som har Ret til at fritage for Løfter (auctoritas commutandi vota), gjøre Regnskab for hvad han aarlig deraf har faaet ind og givet ud. Ligeledes skulle de altid have en Presbyter til Rentemester (Sacrista), som de have haft for Skik fra gammel Tid. Ligeledes skulle de have to Degne (diaconi) til Kirketjenere og en Klokker (campanarius) som hver Nat skulle have deres Leje i Kirken, som Skik har været fra gammel Tid. Den Kannik, der er fraværende paa den Tid, da han skal modtage Løn (recipere) som fraværende, skal kun have saameget som der tilkommer en, der er fraværende, og den, som ikke har overværet Vigilierne og Messen ved Aartiderne, skal ikke nyde noget, med mindre han har haft Sygdomsforfald. Ligeledes skal den Kannik ved Kjøbenhavns Kirke, der af hvilkensomhelst Aarsag, lovligt Forfald undtaget, har været fraværende i tolv Uger, samlede eller stødvis, regnes for fraværende, dog saaledes, at kun en hel Uges Fraværelse ad Gangen, og ikke en kortere Tid, regnes med i disse tolv Uger. Ligeledes skal der i


47

Dekanens Gaard være et Fængsel eller Aflukke for at ave og straffe Klerkernes Forseelser, dog udfordres Kapitlets Samtykke, hvis det bekvemt kan indhentes herom. Dekanen skal have den ene Nøgle til Kapitlets Segl og Privilegier, den anden skal en af Kannikerne, som dertil udvælges, have i Forvaring. Er der nogen af disse to, der er fraværende i længere Tid, skal han imidlertid overgive Nøglen til en anden Kannik, hvem han selv finder for godt. Ingen Kannik, ej heller Fællesbordets Forstander, skal have Ret til at udøve nogen Slags Jurisdiktion over nogen af Fæsterne ved Stævning eller Irettesættelse (monendo), men Magten hertil er hos Dekanen og Kapitlet, som deres Privilegier bestemme, med mindre de efter fælles Overlæg og med Dekanens Samtykke have anset det for tjenligt at overgive nogen denne Magt. Fællesbordets Forstander skal ikke kaldes »Præpositus«, men »Procurator Capituli« 27). I alle Forhandlinger vedkommende Kapitlet, Kirken eller Kjøbenhavns By og ved Besvarelsen af forelagte Spørgsmaal skal Dekanen handle efter Raadførelse med Kapitlet, om det bekvemt kan ske, eller idetmindste med to Kanniker. Hver af de to Forstandere for Kirkebygningen skal have en Nøgle til de Gjemmer, hvor Kirkens Sager eller Penge opbevares, og den ene maa ikke aabne dem uden i den andens Nærværelse. Hvis nogen ved Forhandling af Kirkens eller Kapitlets Sager ikke har sagt Ja eller Nej inden Kapitelsforsamlingens Slutning, og heller ikke i et følgende Kapitelsmøde, samlet for den Sags Skyld, saa skal han for denne Gang miste sin Stemme, og hvad de andre Kanniker vedtage om Sagen, skal staa fast, som om det var enstemmig vedtaget. Ingen af Kannikerne maa gaa til Kros, den eller de, der hyppigt besøgte Krosteder, erklæres af fornævnte

__________

27) Denne Sætning kan ligesaagodt oversættes: Ikke "Procurator mensæ", men "Procurator Capituli" skal kaldes Præpositus; men da jeg aldrig har truffet Benævnelsen "Præpositus" i Kbhvns Kapitel, er den ovenfor givne Oversættelse formodentlig den rigtigste.


48

Kantor Michael og Kannikerne Joh. Kraak og Niels Duvæ for bandsatte, naar de første, anden og tredie Gang oversidde bestemte Forbud og kanoniske Paamindelser. Der skal holdes Fortegnelse over Kirkens Bøger og Sager (res), og over det rørlige og urørlige Gods, og en Gang om Aaret skal dets Tilstedeværelse under Ed bevidnes. Ligeledes bestemtes der, at det bortkomne atter skulde skaffes tilbage 28).«

Efter denne Forbedring i Kapitlets Organisation synes det i Løbet af det følgende Aarhundrede ikke at være undergaaet nogen væsentlig Forandring, maaske med Undtagelse af at Kantorembedet, der oprindeligt kun var et Officium, blev et Prælatur eller en Dignitet, ved hvilken Lejlighed maaske et nyt Kannikepræbende kom til. Imidlertid tiltog Kapitlets Indtægter, og det vistnok mere derved, at Distributionerne i Choret steg ved de mange Stiftelser af Aartider, og ved at Mensalgodset forøgedes, end derved at det egentlige Præbendegods formeredes 29). Fra Aaret 1436 have vi en Fortegnelse over det Gods, der henhørte til Kannikepræbenderne ved Vor Frue K. 30) Her nævnes følgende tolv Præbender: S. Nicolai, S. Peders, S. Klemens, Brønshøj, Aworde øffre, Valdby, Buddinge, Vandløse, Ølsted, Odsherred, Tune og Vassingerød. De gav hver en ligestor Indtægt, nemlig omtrent tretten

__________

28) Visitationsakten trykt i Pontopp. Ann. II, 162-66. (Orig. i Geh.-Ark.).

29) Om de forskjellige Kapitelsindtægter, der væsentlig vare de samme allesteds, se Helveg, De D. Domkap. S. 38-47.

30) Transscriptum de bonis prebendarum Vanonicalium in Ecclesia Haffnensi, factum Anno Dn. MCDXXX sexto, circa festum Natiuitatis Marie (S. R. D. VIII, 259-60). Orig. i Konsist. Ark. Pakken Nr. 161. Aftrykket er ikke ganske nøjagtigt, saaledes staar der i Aftrykket: Prebenda Walsby, medens Orig. tydeligt nok har P. Waldby. I Randen staar ved hvert Præbende et Navn, som Udg. af S. R. D. have antaget for Navnene paa Præbendernes Stiftere, men det er urigtigt, det maa være Præbendernes Besiddere 1436. Flere af disse Navne ere ogsaa urigtigt læste.


49

Pund Korn, hvilket vil svare til 72 Tdr. i vor Tids Maal. Godset laa ingenlunde altid eller fornemmelig i den By, af hvilken Præbendet havde Navn. Der nævnes kun fem Kirker, de tre kjøbenhavnske, Brønshøj og Avorde øvre, hvorledes det stod sig med de andre Kirker, som Kapitlet paa denne Tid havde, er derfor et vanskeligt Spørgsmaal; de maa udentvivl have hørt til Mensalgodset. Her er kun nævnt det egentlige Præbendegods («pro vestitu«), hvorimod Fællesgodset (»pro mensa canonicorum«) ikke er anført. Denne Fortegnelse kan altsaa ikke give os nogen fuldstændig Indsigt i, hvormeget Kapitlets Indtægter beløb sig til; men at disse ikke vare ubetydelige, uagtet Kjøbenhavns Kapitel i denne Henseende vel endnu ikke kunde maale sig med noget af de andre Domkapitler, det kan sluttes ikke allene af de mange Gaver, som efterhaanden tilflød Kapitlet, men ogsaa deraf, at da den danske Kirke blev sat i Kontribution til det almindelige Konsilium i Basel, maatte Kjøbenhavns Kapitel (1433) udrede 150 Gylden, paa den Tid en temmelig betydelig Sum 31).

Hvad Kapitlets almindelige Historie i 15de Aarhundrede angaar, fortjener det især at bemærkes, at Pave Pius II 1460 stadfæstede Kapitlerne i Roskilde og Kjøbenhavn i deres Privilegier, isærdeleshed Retten til at udøve Jurisdiktion over deres undergivne, nemlig Bandsret i adskillige gejstlige Sager, saasom Blodskam, Mened, Hor og Jomfrukrænkelse, og almindelig Strafferet i andre offentlige Forbrydelser 32). Pavebrevet anmelder sig, hvad det vel ogsaa

__________

31) Tillæg Nr. 31. Det hedder heri, at Pengene skulde udredes "pro contributione Ripensis ecclesie ad generale Basiliense consilium". Jeg antager, at Meningen hermed er, at Pengene skulde overbringes af Bispen og Ærkedegnen i Ribe, der vare den danske Kirkes deputerede ved Konsiliet (jfr. Skandin. Lit. Selsk. Skr. XXI, 71 ff.).

32) "In excommunicando, absolvendo crimina et excessus, videlicet incestum, perjuria, adulteria, deflorationes virginum, ac etiam delicta publica puniendo" (Pontopp. Ann. II, 622-23, her er Brevet henført til 1459, men det sættes rigtigere i Reg. Diplom, til 1460.


50

var, som Stadfæstelse af ældre Rettigheder, Kapitlet alt i hundrede Aar og derover havde været i Besiddelse af. Ikke længe efter forbedrede ogsaa K. Christiern I Roskilde Stifts Privilegier, idet han 1466 skjænkede Biskoppen og hans to Kapitler i Roskilde og Kjøbenhavn alle fyrretyve Marks Sager af deres Tjenere, eller Bøderne, naar disse »forbrød sig i det højeste imod Loven med Kjætteri, Tyveri, Mord, Mandslæt, Hærværk, Orbodemaal, eller i nogle andre Maader, som gjælder paa Hals eller Haand 33)«.

De roskildske Bisper viste paa forskjellige Maader Kapitlet deres Gunst; saaledes tillod Oluf Daa det 1449 at have et Altare portatile paa Markederne (nundinæ) i Dragør, og derved at holde Messer og forrette andre gudstjenstlige Handlinger og kirkelige Sakramenter 34). Hvad Hensigten hermed var, siges ikke, men at den væsentligt har været Kapitlets Berigelse ved de Gaver, der indsamledes ved denne Lejlighed, kan neppe betvivles. 1464 afgjorde Biskop Oluf Mortensen til Kapitlets Fordel en Strid, der var opkommen mellem Kapitlet paa den ene Side, og Kirkeværgerne og Sognemændene til S. Nicolai Kirke i Kbhvn paa den anden Side, angaaende Fisketienden, der faldt om Efteraaret, hvilken Borgerne mente burde tilkomme deres Kirke 35). Det var overhovedet et Spørgsmaal, som oftere opkom, hvorvidt Kirketienden af de Vor Frue K. og Kapitlet annekterede Kirker tilhørte Kapitlet eller vedkommende Kirker selv. Tilhørte den nemlig Kapitlet, maatte Sognemændene foruden Udredelsen af deri sædvanlige Kirketiende (Korn- eller Fisketiende, alt efter Beboernes Næringsvej), endnu desuden ud-

__________

33) Knudsen, Diplom, Christierni I, p. 176-77.

34) Se Tillæg af 28/8 1449. Om Altaria portatilia findes en udførlig Undersøgelse af Klevenfeldt i Kbhvnske Vidensk. Selsk. Skr. ældste Række, VI, 9-15. Til hvad Klevenfeldt der har oplyst kan endnu føjes et Pavebrev af 22 Apr. 1449, hvorved det tillades en Privatmand at have et Altare portatile (Lang. Dipl.).

35) Se Tillæg af 28 Febr. 1464.


51

rede, hvad deres egne Kirkers Vedligeholdelse kostede. Saaledes gjorde Sognemændene i S. Klemens Sogn 1473 Fordring paa, hvad i og for sig maatte synes aldeles billigt, at Trediedelen af den Korntiende, de ydede, skulde tilfalde deres egen Kirke og anvendes til Bygningens Vedligeholdelse og anden Fornødenhed. Da Kapitlet imidlertid ikke vilde indlade sig herpaa, indstævnedes Sagen for Biskoppen, der overdrog sin Official Mag. Klemens Olufsen og Prælaterne i Roskilde Kapitel at dømme i Sagen. Retten holdtes i Roskilde den 5te Oktober 1473, hvor nogle kjøbenhavnske Borgere med Hans Hemmingsen og Peder Jakobsen i Spidsen fremstod med deres Fordring paa, at Kirketienden tilkom Kirken og ikke Sognepræsten, Kanniken Hr. Kjeld, der tilegnede sig den som en Del af sit Kapitelspræbende. Herimod fremstod Dekanen M. Jesper Henriksen, Kantoren Peder Hvid og Kannikerne Jørgen Hvid og den ovennævnte Kjeld, og fremlagde Ærkebiskop Absalons Stadfæstelse af Kjøbenhavns Indvaaneres Overenskomst med deres Præst Hr. Eskild, hvorved de havde indrømmet Vor Frue Kirke Tredieparten af Korntienden, en Stadfæstelse, der som det synes atter var bekræftet af et Par senere Ærkebisper 36). Dette Brev lod Officialen først højt og lydeligt oplæse paa Latin og derpaa oversætte paa Dansk, og tilspurgte dernæst Borgerne, om de havde noget at indvende mod dette Privilegium, og han tilbød dem Kopi deraf, om de vilde excipere derimod eller have Udsættelse, indtil Bispen Hr. Oluf selv kom tilstede. Borgerne svarede, at de hverken vilde billige eller modsige det forelæste Brev og Privilegium, ikke heller ønskede de Kopi, men de begjærede endrægtig og stand-

__________

36) Om dette Brev se ovenfor S. 7-9, Noten. Vil man ikke antage det for opdigtet, hvad adskillige Omstændigheder kunde tale for, bliver der dog noget gaadefuldt ved, hvorledes det kunde anvendes som Bevis her, naar man mindes, at Kapitlet endnu ikke existerede i Absalons Tid. At Borgerne enten denne Gang, eller dengang de fra først af bragtes til at indrømme Tienden, ere blevne bedragne, er højst sandsynligt.


52

haftig paa S. Klemens Kirkes og alle Sognemændenes Vegne, at den nævnte Trediepart af Tienden maatte blive ved Kirken, som Skik og Sædvane var i andre Sogne i Roskilde Stift. Herimod nedlagde imidlertid ovennævnte Dekan, Kantor og Kanniker paa Kapitlets Vegne paany deres Paastand, som Dommerne sluttelig erklærede for retmæssig 37).

Uagtet Kjøbenhavns Borgere efter alt dette maatte have lidet Haab om at sætte deres Fordring igjennem, blev Stridspunktet dog atter optaget 14 Aar efter, da Kirkeværgerne og Sognemændene ved S. Nicolai Kirke paany gjorde Paastand paa, at Fisketienden, der faldt om Efteraaret, skulde anvendes til Bedste for deres egen Kirke. Sagen var jo alt engang afgjort ved Biskop Oluf Mortensens Dom (1464), derfor appellerede Kapitlet nu Sagen til Pave Innocens VIII og udbad sig hans Stadfæstelse af Dommen. Paven svarede ved den 12te Juni 1487 at udstæde Befaling til Prioren for Helligaandshus i Kjøbenhavn og Ærkedegnen i Roskilde om at tage Sagen for sig, og hvis de Oplysninger, Kapitlet havde meddelt, fandtes rigtige, paa Pavens Vegne (auctoritate nostra), med Afskjærelse af al videre Appel, at stadfæste Dommen, hvis ikke, da skulde den Dom, de fældede, staa ved Magt. Overensstemmende med denne Befaling foretoges Sagen d. 14de September s. Å. i Dekanens Residens i Kbhvn. Dommerne vare Hr. Christiern, Prior i Helligaandshus og Mag. Petrus de Scotia, Licentiat i Theologien (Prof. ved Kbhvns Universitet), som dertil var bemyndiget af Ærkedegnen i Roskilde, Dronningens Kansler Mag. Birger Gunnersen, som selv var forhindret. Paa Kapitlets Vegne vare tilstede Dekanen Dr. Erik Nielsen, Kantoren Jep Jensen og Kannikerne Alexander Hansen og Simon Nielsen, der fremførte som Beviser for deres Paastand pavelige, ærkebiskoppelige og biskoppelige Privilegier og Friheder, ligesom de beraabte sig paa gammel Hævd, der

__________

37) Det angaaende Domme udstedte Notarialinstrument er trykt (ukorrekt) hos Pontopp., Orig. Hafn. S. 153-56.


53

tilstrækkelig godtgjorde, at alle Kirkerne i Kbhvn vare underlagte Vor Frue Kirke, Dekanen og Kapitlet, og indkorporerede i Kannikepræbenderne. Da S. Nicolai Kirkes Værger Gerlag Floer og Dankort Lange ikke synes at have fremført noget Bevis herimod, afsagde Dommerne den Kjendelse, at Biskop Oluf Mortensens Dom skulde staa ved Magt, og at Fisketienden, der faldt i hvilketsomhelst af Kjøbenhavns Sogne skulde allene tilhøre Vor Frue Kirke og dens Kapitel 38).

I Aaret 1478 oprettede K. Christiern I Universitetet i Kjøbenhavn, en Begivenhed, der blev af stor Vigtighed for Kapitlet, skjønt ikke paa den Maade, der almindelig har været antaget. Pontoppidan og efter ham næsten alle nyere, som have skrevet om denne Sag, have antaget, at Kapitelspræbenderne ved denne Lejlighed bleve indskrænkede fra 12 til 6, idet Kongen skulde have »forsynet« Professorerne med de ophævede Præbenders Gods 39). Hertil maa først bemærkes, at Kongen paa ingen Maade kunde inddrage Kapitelspræbender eller forandre deres Brug, ligesaalidt som han kunde sætte til Kanniker, hvem han vilde. Kun til Dekanatet havde Paven 1474 indrømmet ham Patronatsret eller Præsentation; til de øvrige Præbender havde Biskoppen i Roskilde Præsentationsretten. Vel indskrænkedes senere Kapitlernes Friheder paa flere Maader, men det var dog egentlig først fra Christiern IIs og Frederik Is Tid, at dette blev Tilfældet, og det maa snarere betragtes som mer eller mindre frivillige Indrømmelser fra Biskoppernes og Kapitlernes Side, end som egentlige Indgreb i disses lovlige Rettigheder. Hvad nu selve Sagen angoar, da mærke vi

__________

38) Det angaaende Domme udfærdigede Notarialinstrument findes trykt i Pontopp. Ann. II, 685-88. Som tilstedeværende Vidner nævnes Matthias Johannis og Tucho Matthiæ, Presbyteri, og Gerhard Clivendorp, "studens Hafnensis necnon clericus Osnaburgensis".

39) Orig. Hafn. S. 41. Rothe, Udsigt over Kbhvns Kirkers Hist. S. 13. Helveg, De danske Domkap. S 22-23.


54

ikke noget til en Formindskelse af de kjøbenhavnske Præbenders Antal, tvertimod bleve de endogsaa forøgede af Hensyn til Universitetets Tarv; derimod var det meget hyppigt Tilfælde, at Universitetslærere besad Kapitelspræbender. Vi træffe Dekaner, Kantorer, Kanniker og Vikarier, der tillige ved Siden af deres Kapitelsbestilling vare Læsemestere ved Universitetet; men deraf kan man naturligvis ikke udlede, at Præbendernes Antal var formindsket. Kun ved meget faa Præbender, og maaske kun ved det nyoprettede, Smørum (1522), var der den Bestemmelse, at Besiddere tillige skulde være Professor i et vist Videnskabsfag; de andre kunde meget godt beklædes af en Professor, men der var ingen Nødvendigbed derfor 40).

__________

40) I Biskop Lage Urnes Stiftelsesbrev af Præbendet Smørum (og Ledøje) hedder det: "Statuimus, ut hanc prebendam, occurente vacationis eius tempore, nemo assequatur nisi doctus aliquis Magister sacerdos Theologiæ potissimum, aut saltem iuris canonici titulo insignitus, qui in Academia Hafniensi publice legere et borias literas profiteri ac nonnunquam ad vulgus concionari possit et debeat, et Deum pro nobis oret" (Werlauff, Kbhvns Univ.s Hist. (1850) S. 88). - Besidderen af Gladsaxe og Herlev Kirker skulde ifølge Biskop Jens Jepsen af Ravensbergs Bestemmelse (1505) være en Professor i det filosofiske Fakultet (Vinding, Reg. Acad. Haun. p. 20); disse to sidstnævnte Kirker er det eneste Kapitelsgods, som kunde antages at være ligefrem henlagt til Professorers Lønning, thi vel nævnes der i Præbendefortegnelsen 1436 intet Præbende Gladsaxe, men Kirken har dog vistnok paa en eller anden Maade været forbunden med Kapitlet, da vi 13/9 1422 finde nævnet Dn. Nicolaus Jacobi de Glathsaxe, presbyter et vicarius perpetuus in ecclesia Hafnensi (Langeb. Dipl.). - 1492 skjænkede K. Hans Kronens Kirke Sæby (Løve Herred) til Universitetet; men hos Thura (Infantia et pueritia Reg. Acad. Hafn. p. 22) findes den Notits under Aaret 1496: "Rector Academiæ M. Georgius Hviid Roeskildensis, Canonicus Hafnensis & Curatus Ecclesiæ Sæby, Art. Magister, obiit in Rectoratu". Hvorledes lader det sig forklare, at M. Jørgen Hvid, der ikke var Professor, alligevel var Præst til Univ.s Kirke, da han ingenlunde kan antages at have været Kapellan hos en af Professorerne? Ja enten har det Sæby, hvortil han var Præst, været Sæby i Odsherred, eller ogsaa har den Professor, for hvem Indtægten af Kirken var bestemt, alt haft et Kanonikat og en ordinær [ fortsat side 55 ] Kannik derfor midlertidig faaet Indtægten af Univ.s Kirke; thi at Jørg. Hvid skulde have haft Kirken som Univ.s Rektor, kan vistnok neppe antages.


55

Kapitlets Anseelse maa altsaa siges at være stegen ved Universitetets Stiftelse, Kapitlets Dekan var ifølge sin Stilling en af Universitetets Konservatorer 41), Kannikerne deltoge ofte i Rektorvalget eller beklædte endog Rektorværdigheden selv, uden Hensyn til om de vare Universitetslærere eller ikke.

Bestyrelsen af Kirkens, Altrenes og Kapitlets eget Gods og Forsvaret derfor udgjorde en saa væsentlig Del af Kapitlets Forretninger, at vi her ikke kunne lade nogle af de derhen hørende Forhold og de vigtigste Stridigheder, der i den Anledning førtes, uomtalte. Det var saaledes Kapitlets Sag at udleje Kirkens Ejendomme og at have Tilsyn med, at de herved indgaaede Forpligtelser rettelig opfyldtes, Kapitlet modtog alle til Kirken skjænkede Gaver og udstedte Gjenbrev for deres Benyttelse overensstemmende med Givernes Ønsker. Ofte kunde imidlertid disse Jordejendomme give Anledning til Processer, naar denne eller hin paastod, at Giverne ikke havde besiddet dem med fuld Ret, eller naar Arvingerne nægtede, at lovligt Testamente eller Overdragelse var sket. Sagerne afgjordes snart ved verdslig og snart ved gejstlig Ret, alt efter deres nærmere Beskaffenhed. Saaledes »delte« Dekanen Dr. Knud Mikkelsen, paa Vikaren Mikkel Vinneres, eller vel nærmest paa det af dennes Fader stiftede S. Olufs Alters Vegne, paa en Grund, der laa ved Højbro, som han paastod Mikkel Vinneres Fader havde Brev paa, medens K. Christoffer gjorde Paastand paa, at Grunden var kommen til Kronen med Kjøbenhavns By. Sagen blev afgjort ved en Rigsraadsdom til Kronens Fordel 42). En anden Sag, Kapitlet havde paa S. Mikkels Alters Vegne, førtes meget længe og bittert; da Tiden her har levnet os

__________

41) Christiern Is Univ.-Fundats 1478 (Orig. Hafn. S. 141).

42) Se Ny D. Mag. 28-29 (det der meddelte udaterede Brev er af 20 Marts 1455).


56

den største Del af Sagens Akter, kan Striden nærmere oplyses. Den synes allerede at være udbrudt 1476, derved at Raadmand Esbern Jepsen Skriver 43) paastod, at endel af de Ejendomme, der laa til fornævnte Alter, ikke tilhørte det med Rette, men at de vare hans Hustru Annas og hendes Børns rette Arve- og Pantegods. Vi høre imidlertid ikke noget sikkert om Striden før 28 Juni 1480, da den roskildske Biskop Oluf Mortensens Official Jep Jensen overdrog Dr. Erik Nielsen, Kbhvns Universitets Rektor og Ærkedegn i Viborg, og Mag. Christiern Pedersen, Licentiat i Kirkeloven, af S. Johannis Jerosolymitani Orden, at anstille Undersøgelser angaaende den Strid, der var imellem Hr. Morten Mogensen, evig Vikar i V. Frue Kirke, og Esbern Skriver, og at indsende Beretning om Sagen, forat Officialen kunde afsige en endelig Dom. Beretningens Indhold kjendes ikke, men 27 Okt. s. Å. afsagde Officialen en Dom, der gik Kapitlet imod, hvorfor Kanniken og Prælaten M. Jørgen Hvid og Vikaren Hr. Morten paa Kapitlets og Alterets Vegne indankede Sagen for Ærkebispen i Lund. Af os ubekjendte Grunde indkom Sagen dog ikke for denne, men for Kongen, som i Dronningens og i mange høje Herrers Nærværelse selv præsiderede i Retten d. 29 Novbr s. Å. i det »Mag over Porten paa Kbhvns Slot«. Paa den ene Side fremtraadte Dekanen M. Jesper tilligemed de to ovennævnte Mænd og fremlagde et aabent beseglet Pergamentsbrev, hvorved afdøde Biskop Jens Persen i Roskilde havde bekræftet Borgeren Jes Ebbesens Stiftelse af S. Mikkels Alters Vikarie. Paa den anden Side fremstod Esbern Skriver med et Bytingsvidne om, at ingen mindedes, at Jes Ebbesen havde skjødet de omstridte Ejendomme (en Bod i gamle Hyskenstræde, en Gaard i Bennikestræde og en Bryggerkjedel) til fornævnte Vikarie. Dommen faldt, at Ejendommene

__________

43) Det var den samme Mand, der siden som Borgemester i Kbhvn 1491 med Vold fratog Professorerne Raadhuset, der var indrømmet dem til deres Forelæsninger (Werlauff, anf. Skr. S. 19).


57

med Rette tilhørte S. Mikkels Alter. For at iværksætte Dommen holdtes et Møde d. 21 Decbr. s. Å. i Kantorens Hus; paa M. Jesper Degns og M. Jørgen Hvids Vegne mødte Dr. Tileman Schlecht, Universitetets Rektor, Dr. Erik, Ærkedegn i Viborg, og Mester Berner, Borgemester i Kbhvn, paa Esbern Skrivers Vegne mødte tre Borgere; de indgik en Kontrakt, hvorved Esbern overensstemmende med Kongens Dom forpligtedes til »at overantvorde fri fra sig til Hr. Degn og M. Jørgen Hvid S. Mikkels Alters Gods, item alle Ornamenter, Klæder og Klenodier, som han eller andre have givet eller ladet dertil.« Kontrakten afsluttedes under Forsæde af Henrik Meynstrup, Landsdommer i Sjælland, og Sivert Grubbe, Danmarks Riges Kansler. Ikke destomindre gjorde Esbern Skriver Vanskeligheder, saa Erik Pedersen, af Vaaben, Slotherre i Kbhvn, i Maj 1481 paa Kongens Vegne maatte nedlægge Forbud imod, at han maatte befatte sig med S. Mikkels Alters Gods, eller at Lejeren af Boden i Hyskenstræde maatte betale Landgilde til andre end Alterets Vikar. Vi høre nu ikke noget om Sagen i et Aarstid, men at den ikke er kommen videre, ses deraf, at M. Jørgen Hvid, der paa den Tid var Universitetets Rektor, d. 7 Marts 1482 maatte affordre Johannes Wegge, Dronning Dorotheas Kapellan, et Vidnesbyrd om hvad der var forefaldet i Sagen; ligesom et Notarialinstrument af 26 Marts s. Å. viser, at Esbern Skriver havde nægtet at udlevere Nøglerne til de omtvistede Ejendomme, da Vikaren Hr. Morten havde overdraget Dr. Erik Nielsen, der nu var Kapitlets Dekan, at bortleje Alterets Ejendomme. Følgen heraf var, at Esbern, efter Dr. Eriks og Kapitlets Forlangende d. 7 April i Menighedens Overværelse blev erklæret for udelukket fra den hellige Nadvere af Kanniken Hr. Simon Lavrenssen, Præst til Sognealteret, saalænge indtil han gjorde Gud og Kirken Fyldest, for hvad han havde forbrudt. Herved lod Esbern sig imidlertid ingenlunde tvinge til at falde tilføje, men indankede Exkommunikationen for Officialen i Roskilde, som d. 26 April stevnede Gejstlig-


58

heden ved Vor Frue og S. Peders Menigheder i Kjøbenhavn til at møde i Rette for sig for at afgive Forklaring angaaende det formentlig utilbørlige Skridt. Imidlertid var Dr. Erik Nielsen indgaaet med Klage over Esbern Skriver til Ærkebiskop Jens Brostrup i Lund og havde tillige som det synes besværet sig over Officialen, hvorfor Ærkebispen (4 Maj) befalede denne at afholde sig fra al Indblanding i Sagen. Denne Befaling synes dog ikke at have haft den tilsigtede Virkning, thi af et Notarialinstrument af 24 Maj 1482 erfares, at paa den Dag mødte i Rette for Officialen Esbern Skriver og den saggivne (reus) Simon Lavrenssen, Kannik og »plebanus eccl. b. Marie Virginis«. Esbern fremlagde en Klage over, at Hr. Simon sidste Paaskefest havde udelukket ham fra Nadveren. Hr. Simon fremlagde en Befaling til sig fra Dr. Erik Dekanus, at han ikke maatte tage Esbern til Alters, og støttet herpaa forlangte han Modpartens Klage afvist. Men Officialen erklærede, at Hr. Simon ikke kunde fritages for Søgsmaalet, inden Dr. Erik eller en anden i hans Sted fremstillede sig for Retten for at svare til Esberns Klagemaal. Forhandling sluttede derfor med, at Hr. Simon med høj og lydelig Røst i Dr. Eriks Navn appellerede Sagen til Ærkebispen i Lund. Men en saadan Afgjørelse var ikke efter Esbern Skrivers Ønske, og tre Dage efter appellerede han derfor sin Sag til Pave Sixtus IV; som Hovedgrund til denne Appel anførte han den Omstændighed, at Ærkebispen havde forbudt den roskildske Official at tage sig af hans Sag. Denne Sagens Indskydelse under Paven blev der dog i Virkeligheden ikke noget af, men imidlertid drev Kapitlet paa at faa Ærkebispens Afgjørelse. Paalidelige Vidnesbyrd, om hvad der tidligere var passeret, skulde fremlægges, derfor havde Kapitlet allerede tidligere henvendt sig til Enkedronning Dorothea, som i et Brev af 20de Maj 1482 gjør vitterligt, »at for os har været Hr. Dr. Erik Nielsen, Degn i Kbhvn, begjærendes at vide af os, hvad som os var vitterligt, hvorledes den Sag, som var imellem Esbern Skriver Raadmand i Kbhvn og Kapitel og Hr. Morten perp.


59

Vic., kom i Rette for vor naadige Herre, hvis Sjæl Gud naade«, da svare vi, »at den Tid vi hørte, at saadan Dele og Tvedragt var kommen imellem forskrevne gode Mænd, da gjorde vi det i det Bedste, og sendte vort Bud efter M. Jesper, som da Degn var, M. Jørgen, Kannik i Kbhvn, og fornævnte Esbern Skriver, og havde gjerne forskrevne Sag aftalet mellem dem i et venligt Minde, hvilket vi dog ikke gjøre kunde; derfor flyede vi det saa, at forskrevne Sag kom i Rette for vor kjære naadige Herre og hans Naades Raad, og det blev saa afsagt, som det Dombrev, hans Naade der paa udgav, ydermere indeholder og udviser«. - D. 31 Maj udstedte Dr. Erik Nielsen nu en formelig Appel til Ærkebispen, og Vikaren Hr. Morten overgav (1 Juni) Dr. Erik at føre Sagen i sit Navn. Ærkebiskop Jens svarede d. 4 Juni, at han overtog at dømme i Sagen, og samme Dag overgav han, da han selv var forhindret, Jens Tetz, Ærkedegn, Bo Jensen, Baccal. theol. og Kantor, Mag. Kelder og Mag. Lavrens, Kanniker i Lund, at undersøge den Trætte, der var mellem de titnævnte Parter angaaende S. Mikkels Alters Gods, uden at agte paa Esberns dumdristige paa Vor Frue Kirkes Døre opslagne Appel til det apostoliske Sæde, der stred imod det Privilegium, Pavestolen havde givet Danmarks Rige, at nemlig alle Sager i første Instans skulde afgjøres inden Rigets Grændser (»non obstante quadam friuola appellatione per dictum Esbernum, vt dicitur, in valvis ecclesie Hafnensis ad sanctam sedem apostolicam interposita et publicata, quam obstare nolumus huic nostre commissioni vobis facte et vestro iudiciali processu faciendo, ob priuilegium incliti Dacie Regni ab eadem sancta sede emanatum, quo expresse cauetur omnes causas qualescunque in prima instancia coram iudicibus competentibus intra limites dicti regni debere terminari, appellacionis obstatulo remoto«). Dagen efter udstædte Ærkebispen Stevning til Hr. Morten og Esbern Skriver om at møde med deres Trætte for ham; da Notaren Bernhardin Hoffman, der paa Dr. Eriks Vegne skulde forkynde


60

Esbern denne Stevning, forgjæves søgte ham, opslog han denne paa Vor Frue Kirkedør. Efterat der endnu den 8 Juni var udstædt Notariatsvidne om den Vold, der var tilføjet Hr. Morten af Esbern Skriver, var Sagen saavidt fremmet, at den kunde indlades til Doms. Dette skete d. 21 Juni 1482 paa Lundegaard. Ærkebiskop Jens Brostrup præsiderede selv i Retten omgiven af sine Kanniker og nogle andre Mænd. Efterat Parterne havde fremsat deres Grunde og fremlagt deres Bevisligheder, opfordrede Ærkebispen dem til Forlig, som endelig ogsaa blev indgaaet paa de Vilkaar, at Esbern Skriver og hans Hustru Anna skulde beholde de to omstridte Gaarde deres Livstid mod at give S. Mikkels Alter et aarligt Landgilde af fire lødige Mark, efter deres Død skulde Gaardene uden al Modsigelse komme til Alteret igjen, men Alterets Vikarius skulde til evig Tid sige eller lade sige tre Messer og holde en Aartid i Chor med Kanniker for Stifterens, Jes Ebbesens, Sjæl, for hans Arvingers og Esbern Skrivers, dennes Hustrus og deres Forældres Sjæle 44).

Kapitlets almindelige Historie i Slutning af 15de Aarhundrede frembyder ikke meget af Interesse, naar vi undtage Forholdet til Universitetet, med hvilket Kapitlet, som ovenfor er antydet, paa flere Maader var nøje forbundet,

__________

44) Sagen er her fremstillet efter 21 Originaldokumenter, spredte om i forskjellige Samlinger i Geh.-Ark. Der er endnu desuden et Stykke, der henhører til samme Sag, men hvis Plads ikke sikkert kan bestemmes, da den gamle Afskrift, hvori det er bevaret, mangler Aar og Datum, det er en Kjendelse afsagt paa Roskilde Dom (formodentlig af Officialen), hvorved Sagen vises tilbage, saalænge indtil Esbern Skriver lovlig vorder forelagt at høre Vidner og Paastand, som Hr. Morten har at fremføre, hvorhos Vikaren skulde svare Esbern Kost og Tæring. Hvis Hr. Morten nægter at læse Messe ved S. Mikkels Alter, bør han være pligtig til at levere Esbern Skriver dets Klæder og Ornamenter, som bevisligt er, at Esbern har kostet og lagt til Alteret, saalænge til Sagen er kommen til Ende, dog saa at de blive der tilstede til et andet Alter, hvor han (Esbern) vil lade sige Messe i samme Kirke, og ej andensteds bortkomme. Sml. Tillægene af 29/11 1480, 4/5 og 29/6 1482.


61

og hvis Formaal det ogsaa fremmede ved 1497 at overlade det S. Margrete Alters Vikarie i Vor Frue Kirke forat en Lærer kunde lønnes af Indtægten, mod at han selv eller ved andre forrettede Altertjenesten 45). 1511 overlod Biskop Jens Jepsen med Roskilde Kapitels Samtykke (det kjøbenhavnske Kapitels Samtykke nævnes mærkeligt nok ikke), S. Jeps ell. Jakobs Alter til Universitetet i et lignende Øiemed. Senere, uvist naar eller paa hvilken Maade, er ogsaa S. Povls og sandsynligt ogsaa S. Katrine Altere med tilhørende Gods henlagte til Lønninger for Professorer, ikko at tale om S. Peders Alter, i hvis Stiftelsesbrev der allerede forekommer Bestemmelse om en saadan Anvendelse af Alterets Indtægt 46). Uagtet Kapitlet saaledes, nøje forbundet med Landets Højskole, kunde synes at indtage en betydningsfuld og sikker Stilling, viser der sig dog med det 16de Aarhundredes Begyndelse Tegn til, at det ikke ganske forholdt sig saaledes. Allerede den Omstændighed, at Kongen besatte Dekanatet, var ikke til Kapitlets Bedste, da Dekanerne, der som oftest vare kongelige Sekretærer, Kanslere, Rentemestere eller deslige, sjeldent kunde varetage deres Kapitelsbestilling, men maatte overlade den til andre, hvorved Kapitlet kom til at mangle sit egentlige Hoved. Men ogsaa mange af Kannikedømmerne bleve, som der er god Grund til at formode, »paa Kongens Bøn« givne til Mænd, der paa Grund af deres øvrige Forretninger ikke kunde residere ved Kirken, men maatte overlade deres Forretninger til Vikarer. Hermed kunde det let ske, at Kapitlets Anseelse

__________

45) I Universitetets gl. Registrant findes følgende Brevudtog: "Literæ quibus Decanus et Capitulum Hafnense resignat Altare s. Margrethæ Virginis Universitati Hafnensi. Anno 1497". Brevet existerer nu ikke mere; men man ser dog heraf, at det ikke er rigtigt, naar Werlauff antager (Univ. Hist. Progr. 1850, S. 9), at S. Margrete Alter har hørt til det Gods, hvorpaa Universitetet oprindeligt blev funderet. Se forøvrigt nedenfor under S. Margrete Alter.

46) Jfr. Univ.-Ordin. 1539 (Cragii Ann. Addit. p. 121-22), og det specielle, der senere skal meddeles om de nævnte Altere.


62

forringedes, og ildesindedes Angreb paa dets Friheder lettedes. Det var vistnok disse, og maaske ogsaa andre nu ubekjendte Omstændigheder, der bragte Kantor og Kapitlet til 1509 at henvende sig til Biskop Jens i Roskilde med Forestilling om, at nogle (quidam), drevne af Hovmod og Ondskab havde vovet sig til at angribe og formindske de Kapitlet af hans Forgjængere skjænkede Friheder og Privilegier, til ikke ringe Skade og Besvær for det, hvorfor de udbade sig, at han paany vilde bekræfte deres Friheder, en Begjæring, som Biskoppen villig opfyldte ved 10 Novbr. s. Å. at stadfæste alle ældre Rettigheder og da navnlig Kapitlets Ret til Jurisdiktion over sine Tjenere og til at hæve Bøderne, naar disse forbrød sig 47). Den ovenfor berørte Mangel paa residerende Kanniker søgte Biskop Jens Jepsens Eftermand Lage Urne efter Evne at afhjælpe ved d. 2 Decbr. 1522 at oprette et nyt Kannikepræbende, ved hvis Stiftelse han tillige tog Hensyn til Universitetets Tarv. I Indledningen til Stiftelsesbrevet omtales, at der i den kjøbenhavnske Kollegiatkirke var en stor Mængde Mennesker (magna hominum frequentiam, hvorved vistnok forstaas ringere Gejstlige, Vikarer), men en stor Mangel paa Kanniker, derfor oprettes nu, til den almægtige Guds og Jfr. Marias Ære og til sammes Kirkes Hæder og blivende Nytte, med roskildske og kjøbenhavnske Kapitels Samtykke, Sognekirken Smørum med Annexet Ledøje til et Kannikepræbende, hvortil Stifteren forbeholdt sig og sine Efterfølgere paa Roskilde Bispestol Patronatsretten (investitura, collatio et omnimoda dispositio). Præbendet skulde kun kunne opnaas af en lærd »Magister sacerdos Theologiæ«, eller i Nødsfald af en, der havde taget en Grad i Kirkeretten, og som kunde holde Forelæsninger ved Universitetet og imellem prædike for Folket 48).

__________

47) Trykt i Pontopp. Ann. II, 734-36.

48) Trykt i Werlauffs Univ. Hist. (1850) S. 88-89.


63

Det blev alt bemærket, da der var Tale om Kirken, at vi fra 1520 finde Spor af en forandret Stemning i kirkelige Sager. Ejendomme vare sikrere i Privatmænds Værge end i Kirkens; en Ytring af samme Omslag i Forholdene finde vi ogsaa i den Forhandling, der 1524 førtes angaaende Bestemmelsen af Fæsteafgiften af Kapitlets, Kirkernes og Altrenes Gaarde og Huse i Kjøbenhavn. Der var nemlig opstaaet en Trætte mellem Borgerne og Gejstligheden om, hvorledes der skulde forholdes med de Bygninger, der af Borgere opførtes paa Grunde, der tilhørte Kapitlet eller Kirkerne. Maaske have Fæsterne gjort Fordring paa, at de af dem paa Kirkens Grunde opførte Bygninger skulde betragtes som deres Privatejendomme, eller maaske har Kapitlet vilkaarligt forhøjet Jordskylden, naar Ejendommen var forbedret af Fæsterne; herom savne vi nøjere Oplysning. Den 12te September 1524 foretoges Sagen for Kongen og Rigens Raad paa Kjøbenhavns Slot; paa den ene Side mødte Biskop Lage Urne og Kapitlets Fuldmægtige, paa den anden Side Borgemestre, Raad og nogle at Menigheden i Kjøbenhavn. Resultatet af Forhandlingerne blev Vedtagelsen af en ny Form for Fæstebrevene, tilligemed nogle Bestemmelser om, hvorledes Forholdene for Fremtiden skulde ordnes navnlig med dem, der fra ældre Tid havde Breve paa Kapitlets eller Kirkernes Gaarde og Jorder. Som nogle af de mærkeligste Forandringer kan fremhæves, at for Fremtiden skulde Fæsteafgiften (den kaldes »Leje og Landgjæld«) fastsættes af sexten Mænd, fire Kanniker, fire Vikarier, fire Raadmænd og fire agtede Borgere. Det paalagdes Fæsteren at opføre paa vedkommende Grund »et Stenhus to Loft højt ud til Algaden« eller om han ikke formaaede det, da »et mærkeligt Hus muret mellem Stolperne, med anden god Kjøbsteds Bygning inden i Gaarden og med Stentag«; tidligere havde Fordringen indskrænket sig til Vedligeholdelse af Huset og dets Forsyning med Stentag. Medens Fæstebrevene tidligere lød paa vedkommende Fæsters, hans Hustrus og Børns Levetid, kom de nu ogsaa til at lyde paa


64

Arvingerne i det hele, altsaa uden Tidsbegrændsning 49). Fæsteren kunde, naar Omstændighederne fordrede det, sælge Ejendommen til en anden »besidden Borger«, dog skulde det ske med Kapitlets Samtykke, og saaledes at Kirken sikredes den samme Leje som forhen, for sit Samtykke kunde Kapitlet kun gjøre Fordring paa tre Mark danske i »Brevepenge«. Opfyldte Fæsteren ikke sine Forpligtelser, skulde han udvises og Ejendommen fæstes bort til en anden 50). - Af de nærmere Bestemmelser, som paa samme Tid vedtoges, kan især mærkes, at ingen skulde formenes at give sin Bygning til Kirken at forøge Guds Tjeneste med, men efterat Bygningen var vurderet af de sexten Mænd, skulde den fæstes bort (»sælges«) til en Borger. Denne Bestemmelse viser, at der alt havde vist sig Opposition mod de sædvanlige Gaver af faste Ejendomme til Kirken, hvad man ogsaa kan slutte af de Ord, hvormed den vedtagne ny Form for Fæstebrevene begynder, nemlig: »Vi Knud Valkendorf, Degn i Kjøbenhavn, og menige Kapitel der sammesteds gjør vitterligt, at paa det Borgemester, Raad og menige Almue her i Byen ville og skulle herefter være den hellige Kirke og hendes Personer villigere og staa i Vilje og Venskab og godt Naboskab med dennem og af deres yderste Magt afværge og modstaa Luthers Kjætteri og Vildfarelse, have vi med værdige Faders med Gud Hr. Lage Urnes Biskop til Roskilde, vor kjære naadige Herres, Vilje, Raad og Samtykke 51) undt og i Leje ladet« o. s. v. Samme Betydning har upaatvivlelig ogsaa Slutningen paa Tillægsbestemmelserne:

__________

49) At der i denne Henseende var en virkelig Forskjel mellem det nu indførte Arvefæste og det tidligere Livsfæste, ses nærmere ved Sammenligning af Tillægene af 10 Decbr. 1490 og 16 Maj 1532.

50) Se forøvrigt Tillæg af 12 Sept 1524.

51) Den Paaberaabelse paa Biskoppens Samtykke fandtes ikke i de ældre Lejebreve, og den ophørte, saavidt jeg har bemærket, med Lage Urnes Død.


65

»Overalt har Borgemester, Raad og menige Almue lovet og tilsagt os og værdige Fader Hr. Lage Urne, at de ville saa redeligen og skjelligen handle med den hellige Kirke, at det skal være Kirken uden Skade og dem uden Synd 52«.

Vi se af disse Ytringer, at Kapitlet ingenlunde var blindt for det truende Uvejr, der trak op over det og hele den katholske Kirkebygning, og at det ingenlunde forsømte at tage sine Forholdsregler, ligesom Vor Frue Kirkes Kanniker og Vikarier alt tidligere (1520) havde gjort alt, hvad de formaaede, til at stoppe Munden paa den første lutherske Prædikant, der optraadte i Kjøbenhavn, Tydskeren M. Martin Reinhart, hvem Kongen vistnok meget imod Kapitlets Vilje havde indrømmet S. Nicolai Kirke til at prædike i, skjønt denne Kirke ingenlunde stod under Kongens men under Kapitlets Patronat 53). At Kannikerne, efterat den Fare, hvormed K. Christiern II.s Reformationstanker truede dem, lykkelig var overstaaet, stræbte at sikre sig imod ny Angreb paa deres Kirkes Lære og Ejendom, maa vi finde i sin Orden, saalænge de endnu ikke havde faaet Øje for Sandheden i den evangeliske Prædiken; snarere kan det undre os, at Kjøbenhavns Borgerskab endnu 1524 kunde gaa ind paa en Kontrakt som den ovenomtalte. I alle Tilfælde blev den siden vistnok ofte fortrudt, især da Kannikerne i de Gjenbreve, Lejerne maatte udstede, fik den ovenfor anførte Indledning til Fæstebrevene snildt omsat saaledes, at det »at afværge og modstaa Luthers Kjætteri og Vildfarelse« blev gjort Fæsteren til det første af de Vilkaar, han maatte indgaa paa, om han vilde have nogen af Kapitlets eller Kirkernes Gaarde eller Huse i Leje.

__________

52) Rosenvinge gjør opmærksom paa, at allerede K. Christiern II i sin verdslige Lov havde udtalt Grundsætningen om, at det sædvanlige Livsfæste burde gaa over til Arvefæste, hvilken først her kom til Udførelse for det kjøbenhavnske gejstlige Gods (Gamle Danske Domme II, 274, Not.)

53) Svaning, Christiernus II, p. 153-55.


66

Imidlertid gik Reformationen dog sin Gang fremad, langsomt men sikkert, flere af dens Forkyndere kom endogsaa til Orde i Vor Frue Kirke. Saaledes beretter den samtidige Krønike om Graabrødrenes Udjagelse af deres Klostre, der er skrevet fra et papistisk Standpunkt, at Klavs Mortensen Tøndebinder 1527 eller lidt før »oftere besteg Prædikestolen i Vor Frue Kirke og prædikede med ikke ringe Overmod (non modico superbie fastu), thi han havde en god og klangfuld Røst«, indtil Biskop Lage Urne, der fik Nys om, at han rev ned paa Gejstligheden og udstrøede nogle af det lutherske Partis Vildfarelser, forbød ham at betræde nogen Prædikestol i Roskilde Stift 51). I hvad Egenskab Klavs Mortensen kom til at prædike i Frue Kirke, bemærkes ikke, formodentlig har en af Kannikerne eller Vikarierne, der ikke anede Uraad, overladt ham at besørge sine Forretninger, indtil man kom paa Spor efter, hvad Prædikanten førte i sit Skjold. Lidt senere fik Frands Vormordsen, der dengang var ansat som Docent ved Universitetet, Opfordring til at prædike i Vor Frue Kirke, da han, efter ovenomtalte Krønikes Beretning, havde lovet at arbejde paa at berolige Stemningen blandt Borgerne, der var temmelig urolig paa Grund af den forskjellige Prædiken (ob diuersitatem concionum), der hørtes. Men da han var kommen ret til Orde, mærkede Kannikerne nok, hvor han stilede hen, og de drev ham med Knurren og Skrigen ned af Prædikestolen 55). Overhovedet lykkedes det endnu nogenlunde for den katholske Gejstlighed i Kjøbenhavn at modstaa Reformationen, saalænge Lage Urne levede; men i April 1529 døde denne kraftige Biskop. I sit Testament skjænkede han Vor Frue Kirke 10 rhinske Gylden, og hver af Prælaterne og Kannikerne ved Kirken blev ogsaa betænkt 56); hans Efterfølger Joachim Rønnov

__________

54) Kirkehistoriske Samlinger. I, 340.

55) Kirkehistoriske Samlinger. I, 345.

56) Danske Mag. 3 Række. III, 216.


67

aabnede sin bispelige Virksomhed med at beskatte Kirken, og med hans Tiltrædelse sker en stor Forandring, ligesaa meget fremkaldt derved, at Modstandskræfterne aftog hos Papismens Forkjæmpere, som derved, at Luthers Venner fik nyt Mod ved M. Hans Tavsens Optræden i Hovedstaden. Omtrent ved samme Tid forøgedes Borgerskabets Magt, idet Byens Øvrighed ifølge kongelig Befaling forstærkedes, saa der for Fremtiden til Stadighed var fire Borgemestre og tolv Raadmænd 57), en Omstændighed, der ikke bør lades ude af Betragtning, da i den følgende Tid Byøvrighedens Holdning blev af afgjørende Betydning for Reformationens raske Fremgang i Kjøbenhavn.

Kort efter at Rønnov havde tiltraadt Roskilde Stift, tilskrev K. Frederik I den 3die Juli 1529 Provsten, Degnen, Ærkedegnen og de øvrige Kanniker i Roskilde et Brev, hvori han bad dem, af Hensyn til at der var tillagt Universitetet i Kjøbenhavn ganske liden Rente til at lønne og opholde vise og lærde Mænd med, at de »strax med det allerførste vilde med Hr. Jakob Rønnov, Biskop i Roskilde, og med Kapitlet i Kjøbenhavn gjøre der saa en Skikkelse paa, at hvis Kannikedom, Præbender og Vikarier, som herefter vacerer og faldendes vorder i Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn, som Bispen i Roskilde dertil haver haft Jus præsentandi, at Universitetet herefter maa have samme Jus præsentandi i saa Maade, at den som er med Tiden Rector Universitatis, han skal til evig Tid præsentere Bispen Personer dertil, som duelige og lærde ere og ville residere her tilstede og læse og lære her dagligen udi Universitetet den hellige Skrift og anden Del for Præster, Klerker, Studenter og unge Personer, saa at samme Universitet derved maa blive holden ved Magt, og vi kunne fange her vise og lærde Mænd i Riget, menige Riget til Ære og Gavn 58)«. Var Reforma-

__________

57) Kgl. Befal. dat. Kbhvn. Onsdag efter S. Katrine Dag, 1526.

58) Nyerup, Fædrelandets Lit. i Middelald. S. 426. Brevets Datum findes hos Werlauff, Univ. Hist. S. 32.


68

tionen ikke indtraadt saa snart efter, og kunde Kongens Ønske være blevet gjennemført i dets fulde Udstrækning, da vilde det kunne have haft betydelig Indflydelse paa hele Kapitlets Udseende, der paa den Maade vilde være blevet fra en kirkelig til en akademisk Stiftelse. Men Planen kom nu vistnok kun i yderst ringe Grad til Udførelse, da Universitetet kort efter standsedes i sin Virksomhed.

Imidlertid tog den reformatoriske Bevægelse i Hovedstaden stadig til, 1530 begjærede »de af Kjøbenhavn« (udentvivl Borgerne i Frue Sogn) af Biskoppen, at han skulde give en Præst ved Navn Hr. Mads Tilladelse til at prædike for dem i Vor Frue Kirke. Vi kjende ikke videre til den paagjældende Prædikant, men det er at formode, at det har været en af Kirkens Kanniker eller Vikarier, som har sluttet sig til den evangeliske Lære 59). Bispen afslog imidlertid Borgernes Begjæring 60); men indgav, udentvivl paavirket af den, samme Aar, formodentlig under Herredagen, som i Juli Maaned holdtes i Kjøbenhavn, en Række Forslag til Kongen, der skulde raade Bod paa Forvirringen i Kirkevæsenet i Roskilde Stift og fornemmelig i Hovedstaden. Efterat han heri havde tilbudt, »at beskikke det saa over sit Stift, at Guds Ord og det hellige Evangelium skal klarligen og ret prædikes, og lærde og gode Præste-

__________

59) Man har Valget mellem Kanniken Hr. Matthis Jensen (Sognepræst ved S. Peders K.) og Kanniken Mag. Matthis Persen; men ved dem begge er der Vanskelighed; den første synes nemlig nærmest at være henvist til sin egen Sognekirke, hvor han jo vilde have kunnet prædike for hvem der vilde høre ham; den sidste viste sig senere som en saa haardnakket Modstander af Reformationen (se hans Levnet blandt Kannikerne), at man vanskeligt kan antage, at han paa denne Tid har givet den Bifald, hans almindelige Navn var desuden Mester Mads. Jeg er derfor mest tilbøjelig til at antage, at det har været en af Kirkens mange Vikarier, - 1514 nævnes en Hr. Mads Persen som Vikar til Sjæle Alter. Imidlertid kunde han maaske være den Matz Jensøn, som Hvitfeld (S. 1399) anfører blandt de første evangeliske Prædikanter, og som deltog i Religionsforhandlingen i Kjøbenhavn 1530 (Theol. Tidsskr. 1 D. II, 28).

60) Hvitfeld, S. 1336.


69

mænd opsøges«, begjærede han, »at Sognefolket og Almuen til Vor Frue Sogn i Kjøbenhavn maa herefter tage sig Graabrødre eller Helliggejstes (Kirke) til deres Sognekirke, og der holde hvad Skik og Tjeneste dem synes bedst at være, dog saa at deres Prædikanter prædike retsindigen og dog straffe Synd og Ondskab, og ingen dermed sær laste, beraabe eller navnlig beskjelde; at i fornævnte Vor Frue Kirke, eftersom det er en Kollegiatkirke, maa holdes Messer og anden Gudstjeneste, som det hertil været haver, forat det latinske Maal ikke skal komme udi Fald og Forsømmelse, og de Personer, som andre lære, skulle dermed forgjettes og nederlægges(!), og at Altere, Tavler og andre Kirkens Ornamenter maa blive urørte og uforkrænkede i alle Maader«. Med Hensyn til Kapitlet foreslog han, »efterdi Biskop Peder af Roskilde, den første af det Navn, haver funderet sex Kannikdømmer udi samme Kollegiatkirke paa de Sognekirker her udi Byen og nogle udenfor, og samme sex Kanniker 61) have intet andet at leve af, uden fornævnte Kirker, som dem nu voldeligen ere fratagne, at de, som samme Kirker nu have, maa deraf give dem (Kannikerne) en redelig Penning og Pens til Hjælp og Føde, og paa deres Alder opholde dem af, efterdi de ere saa trængte fra Guds og deres eget; og at de fattige Kanniker, Vikarier og Præstemænd udi Kjøbenhavn maa nyde og beholde deres Rente og Husleje her i Byen efter den Handel og Kontrakt, som Hs. Kgl. Maj. og Biskop Lage Urne, hvis Sjæl Gud naade, efter Borgemesteres og Menigheds egen Begjær og Vilje, gjorde og beseglede dem imellem 62)«.

__________

61) Deraf, at her kun nævnes "sex Kanniker", har man gjort den Slutning, at der nu (eller allerede fra Universitetets Stiftelse 1479) kun var sex Præbender i Kjøbenhavns Kapitel, men denne Slutning er urigtig; endnu bestod baade Dekanatet og Kantordømmet og 1539 omtales desuden syv Kanniker.

62) Hvitfeld, S. 1334-35.


70

Af dette Andragende ser man altsaa, at flere af Kannikerne allerede vare blevne berøvede deres Sognekirker, man kan derved maaske tænke paa S. Nicolai Kirke, som var bleven Hans Tavsen indrømmet af Kongen Aaret iforvejen 63); maaske Kongen paa samme Maade har bortgivet flere at Landsbykirkerne, et Par Aar senere (1532) se vi ham idetmindste gjøre det, da han gav Hr. Hans Gundersen (Vikar til S. Jørgens Alter i Vor Frue Kirke) Præsentation paa Brøndby Kirke 64). Som det allerede kan sluttes af dette Faktum, er Kongen ikke gaaet ind paa Biskoppens Andragende, hvad Kapitlet angik, ligesaa lidt som han gik ind paa Forslaget om Gudstjenesten, der under den uskyldige Form, Omsorgen for det latinske Sprogs Bevarelse, skjulte Bestræbelsen efter at bevare den katholske Gudstjeneste uforstyrret i Kjøbenhavns Hovedkirke. Tvertimod gav han Borgerne Tilladelse til, at en evangelisk Prædikant (maaske den tidligere omtalte Hr. Mads) »paa nogen særdeles Dage« maatte prædike for dem i Vor Frue Kirke 65), og en Kontrakt blev, udentvivl ved Kongens Indflydelse, oprettet mellem Kapitlet og Borgerne, ifølge hvilken Kannikerne maatte læse og synge, og sige latinske Messer, som de hidtil havde gjort, »dog at den evangeliske Prædikere skal sige der Guds Ord, og sige der dansk Messe om Søndagen.« Ligeledes bestemtes, at ingen Kanniker eller Præster i Kjøbenhavn skulde forkortes i deres Jordskyld eller Rente, ej heller overfaldes eller uforrettes i nogen Maade; men til

__________

63) Om M. Hans Tavsens betydningsfulde og indgribende reformatoriske Virksomhed i Kjøbenhavn skal nærmere handles under S. Nicolai Kirke.

64) Reg. ov. ah Lande, Nr. 3, Fol. 277. Engelstoft ytrer (Theol. Tidsskr. 1 D. II, 49) den Formening, "at Menighederne have gjort deres Ejendomsret til Sognekirkerne gjældende og med Kongens stiltiende eller udtrykkelige Tilladelse indrømmet de ny Prædikanter dem". Dette kan maaske nok gjælde de kjøbenhavnske Kirker, men neppe Landsbykirkerne.

65) Hvitfeld, S. 1336. Jfr. Knudsen anf. Skr. S. 61-62.


71

Gjengjæld maatte de forpligte sig til ikke at »gjøre noget Mytteri iblandt Almuen udi nogen Maade imod Guds Ord««. Havde nogen Præst Forleningsbrev paa noget Len, som Borgerne havde at forlene med, da skulde hans Rente ikke tages fra ham, saalænge han levede i Kjøbenhavn; men naar de Præster ved Døden afgik, der havde saadanne Forleninger af Borgerne, da skulde Borgerne »lægge og forvende samme Rente til anden Gudstjeneste, hvor dem tykkedes 66)«. Som Følge af denne Forening blev der oprettet et Alter midt i Vor Frue Kirke for den evangeliske Prædikant 67), og i nogen Tid gik den evangeliske Gudstjeneste paa Modersmaalet saaledes jevnsides den katholske, der væsentligt bestod i latinsk Messelæsning. Men Borgerne lode sig ikke nøje med de Indrømmelser, der alt vare gjorte dem. Deres Haab om en snar og gjennemgribende Forandring i det bestaaende Kirkevæsen var udentvivl blevet næret af de evangeliske Prædikanter, der i Juli 1530 havde været forsamlede i Kjøbenhavn i Anledning af Religionsforhandlinger ved Herredagen. Flere af de Mænd, der udgjorde Byens Øvrighed, vare Folk, der ikke frygtede for at vove noget for deres Overbevisning. Borgemesteren Ambrosius Bogbinder havde, medens den Trætte stod paa mellem Bispen og Kjøbenhavns By, ladet sig forlyde med, at han vilde blive ved det hellige Evangelium, og at han vidste 300 Borgere paa sin Haand, der havde gjort Ed paa at staa ham bi, og at de fik vel en Herre, der vilde forsvare dem, om Kong Frederik ikke vilde. To af Raadmændene, Kort

__________

66) Knudsen anf. Skr. S. 164, jfr. S. 62.

67) Knudsen mener (S. 64), at dette Alter først er oprettet efter Borgernes Andragende til Kongen (af 2 Novbr. 1530), men dertil er der ingen Anledning; Alteret er ganske vist oprettet samtidigt med, at den evangeliske Messelæsning er tilladt. Kannikerne vilde naturligvis ikke indrømme den evang. Prædikant Højalteret, uden de bleve nødte dertil, og et af Sidealtrene vilde Prædikanten og hans Tilhørere neppe lade sig nøje med; ved alle disse bestod jo desuden endnu den tidligere Gudstjeneste.


72

Bierman og Rasmus Bager havde erklæret, at hvis Prædikanteren ikke fik Lov til at prædike Guds Ord, saa begjærede de at fare af Byen. En Munk, der maa have været luthersk sindet, var kommen ind til Borgemester Anders Haldager i hans Hus og havde raadet, at Øvrigheden ikke skulde lade mere end en Fænnik Landsknegte komme ind i Byen, saa at Borgerne kunde være dem stærke nok 68).

Ogsaa blandt det menige Borgerskab var Bevægelsen stærk og truende. Der forlangtes, at enhver Borger skulde sværge til det hellige Guds Ord, at leve og dø derved, saaledes som Prædikanterne nu prædike og have prædiket, og at de skulde være det gamle Hykleri og papistiske Regiment imod, hvis de ikke vilde vove Liv og Hals. Var der nogen, som ikke mødte, naar Eden skulde aflægges, da skulde der sendes nogle Borgere hen at hente ham; for dem, der var fraværende, skulde deres fire nærmeste Naboer aflægge Eden. Naar saaledes Borgerskabet var taget i Ed, skulde der udvælges fire Mænd af hver af Stadens otte Rodemaal; disse toogtredive Mænd skulde gaa til Borgemestre og Raad og give dem Sagen tilkjende og forlange, at de ogsaa skulde aflægge Eden, »saafremt vi skulle være deres lydige Borgere«. Først naar alt dette var sket, skulde der skrives et Svar til Bispen og ikke før. En Række Beslutninger af denne Art forhandledes paa Borgernes Rodemaalsstevne. Hvorledes det nærmere gik til, og hvem der var de egentlige Drivfjedre, vides ikke, men saa meget synes at være vist, at Beslutningerne efter at være vedtagne af Borgerne, sendtes til Byens Øvrighed med den Erklæring, at Almuen vilde, at Borgemestre og Raad skulde aldeles

__________

68) Efter et Forhør, der som det synes anstilledes 1531 (se Tillægene under d. Å.). Tiden for de her omtalte Begivenheder nævnes vel ikke udtrykkeligt, men der kan dog neppe være nogen Tvivl om, at de henhøre til 1530, om end den nærmere Tidsbestemmelse vanskeligt lader sig fastsætte med fuld Sikkerhed.


73

rette sig derefter 69). Her var der imidlertid givet Øvrigheden en vanskelig Knude at løse, rettede de sig efter Borgerskabet, hvad vistnok endel af dem havde mest Lyst til, vilde det være et aabenbart Brud med den mægtige Roskilde-Bisp, gave de derimod Borgerne et Afslag, var et Oprør at befrygte. I denne Nød indgik Borgemestre og Raadmænd den 2den November 1530 med et Andragende til Kongen, hvori de forestillede ham: »Eders Naades kgl. Maj. skal værdes vide, at vore Prædikanter prædike og tale dagligen paa de latinske Messer, Sjælemesser og Vigilier, og sige dem at være en ret aabenbar Gudsbespottelse og Kristi hellige Blods og Døds Foragtelse, og æske tit og ofte deres Vederpart i Rette at forsvare deres Messer, om de ere Dannemænd, som de holde sig for, af hvilken Prædiken vor Almue opvækkes imod forskrevne Messer og Vigilier, sigendes at de slig Gudsbespottelse og Foragtelse ingenlunde længer lide eller fordrage kunne her udi Eders Maj.s Stad, og dagligen ligge de os paa Halsen, at vi skulle afstille og aflægge saadan Afgudsdyrkelse«. Kongen havde lovet, dengang den føromtalte Kontrakt var indgaaet, at give en Bestemmelse om, hvorledes Forholdet skulde ordnes, men da den ikke var kommen, udbad Stadens Øvrighed sig nu, at Kongen »vilde værdes at forskrive til Bispen af Sjælland, at han vilde forhandle og skikke det saa, at hans Kapitel i Kjøbenhavn maatte holde op med Messer og Vigilier, saalænge indtil der gjøres en endelig Reformats enten i Kejserdømmet eller her i Danmark«. Skete det ikke, var der Fare for, at Folket vilde skille sig i to Hobe, og der vilde afstedkommes Bulder og Oprør, og da var det at befrygte, »dersom slig falsk ugudelig Gudelighed ikke af-

__________

69) Se blandt Tillægene under 1530. Dette hidtil ubenyttede Aktstykke mangler, ligesom det i forrige Note omtalte, Tidsbestemmelse, men set i Forbindelse med Borgemestre og Raads Brev af 2 Novbr. 1530 til Frederik I, der i det følgende skal omtales, tror jeg, at det ikke kan henføres til nogen anden Tid end Efteraaret 1530.


74

lægges«, at der kunde ske Kannikerne og Præsterne i Vor Frue Kirke, nogen Overlast; thi, føjede de til, »her ere mange Kompaner i Staden, baade Baadsmænd, Fiskere og andre Embedssvende (Haandværksfolk) saavelsom Borgere, hvilke vi ikke kunne regjere i denne Handel, thi de ere allesammen Guds Ord medfældige og den papistiske Handel og Regimente imod«. Skete der Kannikerne og Præsterne nogen Overlast, kunde Byens Øvrighed let komme i Tvedragt og Fejde med Sjællands Biskop, hvorved kun Rigets Fjender kunde glædes. Vilde imidlertid Bispen ikke tilstede, at »samme Hykleri« aflagdes, saa begjærede de, at Kongen vilde sende sine Fuldmægtige hid at indsætte en anden Øvrighed i deres Sted, »thi vi kunne ingenlunde holde E. Naades Kgl. Maj. en lydig Almue fore, som vi have svoret E. Maj. og pligtige ere, den Stund samme Hykleri er ved Magt her i Staden 70)«.

I dette Andragende er Borgerskabets Stemning saa bestemt udtalt, at der maatte være stærk Opfordring for Kongen til at gribe ind; sligt laa imidlertid ikke i Frederik den Førstes Karakter, naar ikke hans egen Fordel var stærkt med i Spillet; og her vilde det endogsaa være meget farligt at føje Borgerne, thi endnu var Bispemagten stærk, og Christiern den Anden stod nær for Døren, beredt til at benytte ethvert Omslag i Forholdene. Tilintetgjørelse af et Domkapitel og en Domkirkes Overgivelse til »Kjætterne« vilde være et fuldstændigt Brud med den katholske Kirke, og dertil vare Forholdene endnu ikke sikre nok. Vi høre derfor intet om, at Kongen foretog noget for at stille Gjæringen, som øjensynligt tog til Dag for Dag, næret ved de evangeliske Prædikanters Tordentaler mod Messelæsning og Helgenbilleder. Imidlertid søgte Lektor Povl Eliesen fra Roskilde af, hvor han dengang opholdt sig, at indvirke paa Raadets Stemning i Kjøbenhavn ved navnlig at værne om Messen, der var den Del af det katholske Kirkevæsen, der

__________

70) Knudsen, anf. Skr. S. 161-63.


75

paa Grund af dens store Overvægt i Gudstjenesten, især maatte opvække de luthersksindedes Forargelse og fremkalde deres Angreb. Han forfattede »en kort Undervisning om den hellige Messe og hendes Brug, imod nogle ny Messedræbere«, hvilket Skrift han tilsendte Borgemestre og Raad i Kjøbenhavn med et Sendebrev, hvori han ytrede det Ønske, at de vilde lade deres Prædikanter og navnlig M. Hans Tavsen give Svar paa hans Spørgsmaal, helst paa Latin, for at det kunde blive aabenbart, at hvad de lærte Folket om den ganske Forvandling og Handel, var Løgn og Bedrag. Ja han tilbød endog mundtlig at udkjæmpe Sagen med Prædikanterne, om de dristede sig til at møde ham 71). Havde han imidlertid haabet med dette Skrift at omstemme Raadet i sin Helhed, saa tog han mærkeligt fejl; det sendte nemlig Skriftet til M. Hans Tavsen, som snart gav et Svar paa Tiltale, som baade havde Næb og Kløer, og hvori han Punkt for Punkt gjennemgik Povl Eliesens Forsvarsskrift og viste, at han enten ligefrem havde faret med Usandhed, naar han t. Ex. havde nægtet, at den katholske Kirke erklærede Messen for et nyt Offer for levendes og dødes Synder, eller at han havde benyttet Skriften paa en hel utilbørlig Maade, som naar han havde villet bevise Messen ud af anden Makkabæernes Bog, da netop Skriften rettelig forstaaet indeholdt det fuldgyldige Bevis mod Papisternes Lærdom i dette og mange andre Stykker, ligesom det var paa Grund af Skriftens klare Ord og ikke efter selvlavede Paafund at de evangeliske Prædikanter bestred Læren om Messen saavelsom saamange andre af Pavens Lærdomme. Til Slutning tilbød Hans Tavsen, »om det var Lektor Povls rette alvorlige Mening, at han saa gjerne vilde os til Ords«, at møde ham, hvor han ønskede det. Vilde han komme til Kjøbenhavn, haabede

__________

71) Se Engelstoft, Paulus Eliæ (Nyt hist. Tidsskr. II, 462). Povl Eliesens Skrift haves nu ikke mere, det kjendes væsentlig kun af Hans Tavsens Gjensvar.


76

Tavsen, at Raadet ved sin Indflydelse og Prædikanterne »med gode Raad paa Guds Vegne vilde vel gjøre Almuen saa taalmodig, at han skulde blive ved Fred og Tryghed«. Kunde han skaffe Tavsen samme Vilkaar i Roskilde, da skulde han møde ham der, om ellers Raadet og Menigheden i Kjøbenhavn vilde tilstede ham det 72).

Dette Svar indleverede M. Hans Tavsen den 8de December 1530 til Rorgemestre og Raad; det skulde ikke bidrage til at gjøre Stemningen blandt Borgerskabet mildere imod det katholske Kirkevæsen, som endnu maatte taales idetmindste i Vor Frue Kirke. Hvad her skriftlig var forebragt for Raadet, forkyndtes offentlig og privat af Tavsen og hans Venner for Folket, og med hver Dag blev Forholdene mere truende. Endelig brød Stormen ud tredie Juledag 1530, da endel Rorgere med den voldsomme Borgemester Ambrosius Bogbinder i Spidsen trængte ind i Vor Frue Kirke, og i et raat Udbrud af Fanatisme »nedslog alle Tavler og Billeder, slog og spillede dem og hug dem sønder, og siden gik ind i Choret og nedkastede der Stolene, Fjællene og Panelværket, og rasede værre mod Sten og Træ end Tyrken mod den sande Tros Bekjendere«. Kun Højalteret blev ved Byfogdens Bestræbelser skaanet. »Men hvad Forsmædelse, Forhaanelse og Skjændsels Ord de gav Kanniker, Vikarier og andre fattige Præstemænd lader sig ikke udsige 73)«. Over en saadan Fremfærd maatte imidlertid selv de ivrigste evangeliske Prædikanter forfærdes, de havde manet en Aand frem, som de ikke mægtede at besværge. Følgerne viste ogsaa, at det var saa langt fra, at denne Regivenhed havde fremmet Reformationsværket, at den snarere fremkaldte en betænkelig Reaktion, ikke at

__________

72) Hans Thausøn, Suor til then falske oc vchristelige vnderuiisning som lector Powell screff til Raadet y Københaffnn Om then Papistiske Messe (trykt i Malmø 1531).

73) Suhms Saml. 1 D. II, 172. Chron. Skib. S. R. D. II, 586-87. Knudsen, S. 65 f.


77

tale om, at den gav alle Reformationens Fjender bedre Vaaben ihænde, end de nogensinde før havde haft. Den nærmeste Følge var, at Kirken paa Kongens Foranstaltning et helt Aar blev lukket baade for Katholiker og Protestanter, og da den atter aabnedes med stor Højtidelighed den 15de November 1531, var det paa Biskop Rønnovs Foranstaltning og med Rigsraadets Samtykke udelukkende for Katholikerne, som imidlertid havde sørget for at faa det af Lutheranerne midt i Kirken opstillede Alter bortryddet. Vel berettes der, at Kongen blev fortørnet over Biskoppens og Rigsraadernes egenmægtige Fremgangsmaade, men ikke destomindre beholdt Katholikerne Kirken indtil videre uforstyrret 74).

Imidlertid synes der at være indledet Undersøgelser angaaende de revolutionære Ytringer, der vare fremførte Aaret iforvejen af Ambrosius Bogbinder og andre Medlemmer af Stadens Raad, hvilke Undersøgelser formodentlig have bevirket, at Ambrosius og maaske ogsaa et Par af Raadmændene idetmindste for en Tid maatte vige deres Plads 75). Derefter lader det til, at Forholdet mellem Kapitlet og Borgerskabet har forbedret sig, idetmindste bekvemmede Kapitlet sig i September 1531 til paa Grunden af Stadens »store Nød og Trang« at overlade Borgemestre og Raad de Sølvklenodier, det med Kapitlet forbundne Kalentelag ejede, der tilsammen udgjorde 241 Lod Sølv 76), medens vi paa den anden Side med Forundring maa se, at Kapitlet endnu kunde vedblive at udstede sine Lejebreve efter den 1524 vedtagne Formular, hvorved Fæsteren forpligtede sig til af al Magt at modstaa Luthers Kjætteri 77). Har det ikke været en blot Form, kan Reformationen ikke

74) Se Knudsens anf. Skr. S. 68-69.

75) Se Forhøret af 1531 (?) bl. Tillægene, og Ytringen om Amb. Bogbinder i S. R. D. II, 587.

76) Se Tillægene af 8de og 21de Sept. 1531.

77) Se t. Ex. Lejebrevet af 16de Maj 1532 bl. Tillægene.


78

være saavidt fremskreden i Kjøbenhavn, som man efter alt, hvad der 1530 foregik, skulde antage, eller ogsaa maa der være indtraadt en betydelig Reaktion.

Efter K. Frederik I.s Død saa det et Øjeblik ud, som om Katholicismen skulde vinde sin gamle Magt tilbage; Lærefriheden blev de evangeliske Prædikanter berøvet ved den kjøbenhavnske Reces af 3die Juli 1533, og M. Hans Tavsen blev forvist fra Stiftet paa Grund af forskjellige Klager, Prælaterne rejste imod ham, hvoriblandt at han havde befattet sig med alle Kirker i Kjøbenhavn, især ved S. Nicolai, og at han paa Kapitelshuset havde tiltalt Biskop Rønnov med haanlige og hovmodige Ord. Men Borgernes Optræden, da de erfarede den Dom, der var fældet over deres elskede Prædikant, viste Bispen, at det ikke lod sig gjøre med Magt at skrue Tingene tilbage i den gamle Gjænge; og snart efter gav han Tavsen Tilladelse til at vende tilbage. Vi høre derfor bitre Klager fra det katholske Parti over, at Bispen forraadte deres Sag 78); imidlertid beholdt dog Kannikerne Vor Frue Kirke uforstyrret, indtil Grevefejden udbrød og Grev Christoffer besatte Kjøbenhavn, thi dermed var Katholicismens Tid forbi i denne Stad, da Borgerne ved Stadens Overgivelse til Greven havde betinget sig, at de maatte blive ved den lutherske Lærdom og Guds rene og klare Ord 79). Den 2den Juli 1534 blev den lutherske Gudstjeneste gjenoprettet i Vor Frue Kirke, og formodentlig tillige den ene herskende 80). - Fra denne

__________

78) Chron. Skib. (S. R. D. II, 593).

79) Hvitfeld, S. 1421.

80) Knudsen, anf. Skr. S. 69. Det er noget paafaldende endnu d. 19 Avg. 1534 at træffe et Lejebrev udstedt af Kantoren Ditlev Smyther og menige Kapitel, hvorved Lejeren (Greiers Nielsen Daarswend) forpligtes til af al Magt at modstaa Luthers Kjætteri, et Vilkaar, som vedkommende ogsaa i sit Gjenbrev paatager sig (Dok.); men maaske det hele kun betragtedes som en intetsigende Formular, og det var indtil videre den eneste lovlige, som havdes. - Kort efter at Christian III havde faaet Kbhvn i sin Besiddelse, blev udentvivl den ny Lejeformular affattet, som er meddelt som Tillæg u. 1536, og som naturligvis ikke indeholder nogen slig Forpligtelse.


79

Tid og indtil 1536, da K. Christian III. indtog Kjøbenhavn have vi kun meget faa kirkelige Efterretninger fra Staden, Krigstummelen overdøvede alt andet. Kun vide vi, at Grev Christoffer optraadte som Udøver af den Kongen tilhørende Patronatsret til Dekanatet, ligesom han ved Lejlighed søgte at faa sine Tjenere aflagte med Kirkens Vikariater 81). Borgerne voxede mere og mere fast i den lutherske Bekjendelse, saa at den katholske Hertug Albrecht af Meklenborgs Kansler Joachim v. Jetzen skrev til sin Herre i Januar 1535, at hvis han vilde vinde nogen Indgang i Kjøbenhavn, saa maatte han i alle Ting skikke sig paa evangelisk Vis; hvis han derimod befattede sig med Messer og Ceremonier efter papistisk Skik, vilde al hans Møje og Arbejde være spildt 82). Derfor var det ogsaa en af Hovedbetingelserne, der opstilledes ved Kjøbenhavns Overgivelse til K. Christian III i Juli 1536, at Staden maatte blive ved Guds Ord, det hellige Evangelium og den rene bibelske Lærdom 83), en Betingelse, som Kongen naturligvis med Glæde indrømmede.

Medens de andre danske Domkapitler paa Luthers indstændige Opfordring til K. Christian III vedbleve at bestaa som Kollegier, især af lærde Mænd, ved Domkirkerne, hvis væsentligste kollegiale Forretning bestod i Afgjørelsen af Ægteskabssager, blev Kjøbenhavns Kapitel opløst. Dets Bestaaen maatte ogsaa synes overflødig ved Siden af det nyoprettede, med større Lærekræfter end det ældre forsynede, Universitet. Kapitlet vedblev imidlertid indtil videre at bestaa, saalænge nogen af dets tidligere Medlemmer endnu

__________

81) Se Ny D. Mag. V, 133 og Danske Mag. III. 77-78.

82) Paludan Müller, Aktst. til Nordens Hist. i Grevefeidens Tid. I, 320. I et Brev af 8 Jan. 1535 havde Kansleren meldt sin Herre, at Biskop Rønnov, forat skræmme Borgerne fra at indlade sig med Hertugen, paa Kbhvns Raadstue havde oplæst et Brev fra denne, hvori Hertugen, forat vinde Bispen, havde lovet "igjen at oprette hele den papistiske Lære og at undertrykke Guds Ord" (smsts I, 310).

83) Christian d. Tredies Hist. II, 41.


80

var i Live; men det havde tabt sin væsentligste Betydning. Endnu udøvede det dog enkelte af sine tidligere Funktioner; saaledes forlenede Ditlev Smyther, Kantor, og menige Kapitel endnu 1538 Hr. Lavrids Persen med Taarnby Kirke paa Amager 84), og de fleste af Kannikerne beholdt som det synes deres Sognekirker udenfor Byen 85). En stor Del af Kapitlets Indtægter vare imidlertid for bestandig tabte, det faldt derfor Kannikerne besværligt at udrede den Skat, Kongen 1537 paalagde. De skrev i den Anledning til Kapitlet i Roskilde og forestillede deres Armod, der gjorde det umuligt for dem at betale noget; men de fik til Svar, at de »redelig inden 14 Dage skulde give til Skat 200 Lod Sølv i det ringeste 86)«. Aaret efter (10 Decbr. 1538) traf Kongen en Bestemmelse, der inden ret lang Tid maatte opløse Kapitlet, han »bevilligede« nemlig, »at alt det Gods, baade inden Bys og uden liggendes, som nu hører til de Prælatedomme og Kannikedomme udi Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn, skal herefter med al forskrevne Godses Tilligelse være og blive til Helliggejsthus (i Kjøbenhavn), dog saa at hvilke Prælater og Kanniker, som nu med samme Gods forlent ere, maa det Gods, som de udi Være have, nyde og beholde udi deres Livstid; og naar nogen af samme Prælater og Kanniker døde og afgangne ere, skal det Gods, som hver udi Være haver, strax komme til forskrevne Hospital, og hvilke Prælatedomme og Kannikedomme, som nu forfaldne ere, og ingen igjen med forlent er, skulle Prior og Forstander maa annamme til forskrevne Helliggejsthus Hospital, dog undtagen de Kirkeresidenser med deres Boder, som vi have lagt til det Universite ther sammesteds. Desligeste de Kirker og Biskopstiender, som have hørt til forskrevne Prælatedomme og Kannikedomme, og herved være undtaget efter vor Recesses Lydelse 87)«. Af denne Bestemmelse

__________

84) Werlauff, Kbhvns Univ. Hist. (1850) S. 71, Not. r.

85) Se Heiberg, Peder Palladius, S. 105.

86) Ifølge to Brevudtog i en Univ.-Registrant fra 1633.

87) Brevet er fuldstændigt trykt i Hofmans Fundationer. X, 149-50.


81

ses tillige, at Kongen allerede havde disponeret over Kannikeresidenserne, hvoraf otte vare bestemte til Friboliger for Professorerne, naar de daværende Beboere afgik ved Døden. Den nøjere Anordning herom gaves i Universitetsordinansen af 10de Juli 1539 88).

I den Maade, hvorpaa Kjøbenhavns Kapitel efterhaanden opløstes, viser sig den samme lempelige Fremgangsmaade, der i det hele karakteriserer Christian III.s Gjennemførelse af Reformationen - det ene voldsomme Skridt, Bispernes Fængsling, undtaget. Faa Dage efterat Kongen havde givet den ovenanførte Bestemmelse, viste han de daværende Kanniker sin Gunst ved at fritage deres Tjenere (Bønderne paa Kapitelsgodset) for Ægt, Hold og anden Tynge, lige med Adelens Tjenere, »uden saa er, at Kongen ved egne Breve i nødvendige Tilfælde lader dem anderledes tilsige 89)«. En fornyet Fundats for Helliggejsthus (af 11 Decbr. 1542) fastsatte noget nærmere, hvorledes Kapitelsgodsets Overgang i Hospitalets Eje skulde gaa for sig, idet der bestemtes, at »alle Prælater og Kanniker udi Kjøbenhavns Domkirke, som nu ere forlenede med noget Præbende eller Kannikedømme, skulle herefter nyde Naadensaars Rente efter deres Død«. Halvdelen heraf skulde tilfalde Universitetet til Hjælp til fattige Studenters Underholdning, Halvdelen tilfaldt Arvingerne til at betale den afdødes Gjæld med. »Sammeledes skulle og fornævnte Prælater og Kanniker nyde og beholde den rette og sædvanlige Frihed, som af første Kapitels Begyndelse været haver, og hver, som han er gammel til udi Kapitel, skal og maa opstige til et bedre Præbende, naar noget Præbende vacerer og ledigt bliver, og Helliggejsthuses Prior og Forstander at annamme det ringeste og mindste Præbende, til saalænge alle Prælater og Kanniker udi Vor Frue Domkirke døde og afgangne ere«. De Præ-

__________

88) Cragii Ann. Addit. p. 95.

89) Orig. i Geh.-Ark.


82

bender, som allerede vare forfaldne og inddragne under Hospitalets Gods, skulde forblive derunder 90).

Naar Kapitlet fuldstændigt opløstes ved den sidste Kanniks Død, vides ikke med Bestemthed. 1545 havde det endnu saameget af Godset tilbage, at Kannikerne og Vikarierne kunde ansættes for en Skat af 200 Daler, en Sum, der dog var ringere end den, hvorfor noget andet Kapitel eller Herrekloster i Riget samtidigt ansattes 91). - Det sidste Optrin af det kjøbenhavnske Kapitels Historie er den Religionsdisputats, Kannikerne og Vikarierne 1543 havde med Universitetets Professorer. Det gik her som i Roskilde og Lund, at Kapitlerne først sent og nødigt kunde beslutte sig til at forkaste de papistiske Lærdomme. Striden drejede sig især om Retfærdiggjørelsen og Nadverlæren. Det faldt Kannikerne svært at opgive Læren om de gode Gjerningers Betydning og om Transsubstantiationen. Tilsidst maatte de dog give efter, overvundne af Dr. Peder Plades stærke Bevisgrunde ikke mindre end af Tidsomstændighedernes Tryk 92). Men flere af dem holdt dog vist i Hjærtet fast ved de gamle Lærdomme, om end ingen havde Mod til at være Martyr for dem.

__________

90) Christian den Tredies Hist. II, 362-63.

91) Kongebrevet af 7 Avg. 1545 i Langeb, Dipl.

92) De noget forvirrede Enkeltheder ved denne Disputats ere første Gang meddelte af Heiberg, Ped. Palladius, S. 103-09.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor nov 11 20:19:38 CET 2004
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top