eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse VI

Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)
    - bog IV

Kbh., G. E. C. Gad, 1892

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Fjerde Bog.

Historiske Begivenheder.

_____

Kort efter Frederik den Fjerdes Regeringstiltrædelse i Avgust 1699 brød Misforstaaelsen med Hertugen af Holsten-Gottorp ud i Krig. Strax efter Nyaar 1700 begyndte Rustningerne til Lands og Vands og i Marts rykkede den danske Hær ind i Hertugens Land. Kongen drog selv afsted i Maj, men forinden tilkendegav han Stadshauptmanden Niels Enevoldsen, at da Garnisonen ikke var stærk nok til at besørge hele Vagten, var Kongen, hvor nødig han vilde, bleven foraarsaget til at lade Borgerskabet tage Del i Vagten. Niels Enevoldsen skulde derfor konferere med Kommandanten Gehejmeraad og General-Løjtnant Hans Schack om, hvor mange Mand der behøvedes af Borgerskabet, og Magistraten skulde i Forening med Stadshauptmanden overlægge, paa hvilken Maade dette Vagthold kunde ske til mindst Besvær for Borgerskabet 1). Allerede 10. Maj besatte Borgerne altsaa alle Portene.

Før sin Afrejse nedsatte Kongen en Regeringskommission, kaldet Slotsloven, bestaaende af Knud Thott

__________

1) K. D. VII, 593.

[456]

457

til Gavnø, Kommandanten Hans Schack, Gensch von Breitenau, Deputeret i Rentekamret, Generalmajor Lavrids Munch, Præsident Hans Nansen, Etatsraad Ole Hansen, Generalprokurør Niels Bentzon, F. C. Adeler til Dragsholm, Hans Rosencreutz, Deputeret i Rentekamret, og Politimester Klavs Rasch.

Imidlertid havde England sluttet et hemmeligt Forbund med Holland og Sverig om at tvinge Danmark til Fred, og 8. Juni kom en forenet engelsk-hollandsk Flaade til Gøteborg under Admiral Rookes Overkommando, samtidig med at en svensk Flaade kom sydfra; den danske Flaade krydsede imellem dem forat hindre deres Forening. 27. Juni lagde den engelsk-hollandske Flaade sig ved Lappen, medens den danske laa mellem Helsingør og Hven. Paa Forespørgsel fra dansk Side svarede Rooke, at han ønskede fri Gennemfart, og da dette nægtedes, var man forberedt paa Kamp, da den svenske Flaade brød op fra Karlskrona.

Den 6. Juli viste den svenske Flaade sig ved Stevns, og da det tegnede til, at den vilde gaa igennem Drogden ind i Kongedybet, forlod den danske Flaade sin Plads ved Helsingør og lagde sig tværs for Indløbet til Kongedybet og den svenske lagde sig for Dragør.

Vi ville nu lade den senere Politimester Ernst berette, hvad der foregik de følgende Dage, saaledes som hans Brevkoncepter af 10., 24., 27. og 31. Juli ere indførte i hans Brevbog:

"Den 7. Juli gik den engelske Flaade gennem Sundet Kl. 6 Aften. Dagen forud sejlede Admiral v. Støcken med den danske Flaade fra Helsingør til Renden foran Kjøbenhavn. Admiral Giedde og Etatsraad Hansen vare 7. Juli om Morgenen sendte til den engelske Admiral. Da henad Middag de sidste Skibe af den danske Arrieregarde afsejlede fra Helsingør, skød man 2 Skud fra Helsingborg, hvilket Admiral Rook besvarede. Kl. 1 gik den forenede Flaade under Sejl, med den engelske i Spidsen, og det andet Skib


458

strøg det øverste Sejl for Kronborg, Admiralskibet hilsede med 3 Skud. Derpaa kom den hollandske Eskadre, der hilsede Kronborg med 9 Skud. Nu ligger Flaaden for Rungstedkro og den danske i Hollænder- eller det store Dyb under Saltholmen. Den svenske Flaade er 35 Skibe og ligger 2 Mil fra den danske og 1 Mil fra Dragør i en Linie paa 2 Mil. Paa Dragør er opkastet 2 Skanser med Kanoner, ligesom ved Kastrup er forfærdiget en Linie og besat med Stykker. Nogle 100 væbnede Bønder holde Vagt derved. Langs Sælands Kyst imod disse to suspekte Flaader kampere nogle 1000 væbnede Bønder med noget Rytteri og med 600 Skytter, hvorved ogsaa et Feltartilleri og særdeles mange Vogne til en Vognborg, der, naar det bliver nødvendigt, skulle bedækkes med Sand. Ligesaa er her i Kjøbenhavn blevet foreslaaet, at enhver skal lade sig antegne, fordi Kavalleriet er posteret her og der, til at anskaffe en Mand til Hest til Omegnens Bedækning, hvilket paa Grund af Embedsmændenes Villighed vil udgøre en god Trop. Oberst Hohendorf er sendt til den engelske Admiral forat høre hans endelige Erklæring, hvilken har svaret, at han havde passeret Sundet, fordi han havde faaet ny Ordre dertil, hvilket ogsaa har obligeret ham til at forene sig med den svenske Flaade og at agere, of- og defencere med den."

13. Juli gik den svenske Flaade gennem Finterenden østen om Saltholm og til Malmø og forenede sig den 18. med den forenede Flaade, hvorpaa de gik nærmere mod Kjøbenhavn, og den danske Flaade lagde sig ind under Kastellet.

Herpaa følger Ernstes videre Beretning:

"20. Juli kom de 3 Flaader, med Kontrærvind, thi de lode sig bugsere og laverede ned ad Kjøbenhavn med Brandere og Bombarder-Gallioter foran. Først havde de i Sinde, som sluttes af Skillerummene, de havde kastet overbord, at chargere vor Flaade. General-Admirallieutnant


459

Gyldenløve skal have tilbedt dem, at de ej vilde lade komme deres Fregatter saa nær til vor Flaade, hvilken svarede, han vilde ikke aleneste passere Flaaden med Fregatterne, men endog med alle Orlogsskibene passere den igennem. Saa blev begæret, at Rook vilde erklære sig kategorice Ven eller Fjende, hvorpaa han skal have svaret, inden 2 Timer skulde de fornemme, hvad han var. Det berettes, at Kongen af Sverig var paa hans Skib samme Aften, hvor der brav blev drukket, og skal Kongen af Sverig have sagt: Mr. Admiral, en Bombe paa min Sundhed. Andre sætte til, at han har faaet Stikpenge, thi han for slig Korruption har været anklaget udi England for nogle Aar siden udi sidste Krig osv.

"Om Aftenen Kl. 11 1/2 lod de 2 Raketter opfly, hvorpaa Bombarder-Gallioterne begyndte at bombardere paa Flaaden. Strax derpaa, som General-Admiralen vilde, man skulde først fortøve, om de og gjorde nogen Effekt, saa faldt den tredie Bombe paa Vice-Admiralens Skib. Saa begyndte vore Gallioter at bombardere med 9 Bomber igen og blev saa kontinueret til Kl. 2 om Morgenen. Fjenden kastede 120 og vor 140 Bomber, Der siges, at en fjendtlig Bombarder-Galliot blev skudt igennem af vore Bombarder og at Stykprammene tvang tilligemed Bombarder-Gallioterne Fjenden til at ej kaste flere Bomber, dertilmed begyndte det at dages. Vist nok er, at man finder meget Vrag af engelske Flag, Spejle, Master her omkring drivende. 2 Bomber ere faldne paa vore Skibe, en paa Vice-Admiral Skinkels Skib, som en Baadsmand med sin Trøje suffocerede, og en paa "Kurprinsen", som 3 Matroser udkastede igennem Stykportene, sigende: Der har du bedre Rum. Ikkun 2 Mænd ere ihjelslagne. Gud bevarede Flaaden synderligen i denne Nat, thi den laa i Havnen klyngevis paa hinanden, som de i en Hast bedst kunde retirere dem ind fra Renden.

"D. 21. Juli lagde Fjenden sine Brandere og Bombarder-Gallioter forud, Flaaden blev lagt fra hinanden og passerede ud ad Bommen, saa og anden Dagen derefter indtil 16


460

middelmaadige Skibe. De største ligge udenfor Bommen, 3 eller 4 store gamle Skibe blive nedsænkede for Mundingen af Havnen, saa og en stor og meget lang stikkede ind Ankret; i Grunden om Flaaden ved Mundingen, som er ladet aaben saa bred, at et Skib kan passere ud og ind, ligge 3 store Stykpramme efter hinanden, som gøre usigelig stor Effekt, thi de skyde visse og skadelige Skud paa Fjendens Skibe imellem Vinden og Vandet, de ere ej lette at ramme og ej heller at attaqvere af Orlogsskibene, som de ligge paa lav Grund. Vor Flaade blev forsynet med Sandsække, 150 Oxehuder, Slangesprøjter.

"D. 22. Juli skede mange Skærmysler mellem Fregatterne, idet vore Fregatter fik fat paa en Bombarder-Galliot og beskøde den brav; som igaar mest engelske Fregatter fremkom, saa agerede denne Dag de Svenske. Om Aftenen sendte vi nogle Bomber til Triple-Flaaden. Omsider blev man var, at de detacherede imod Natten 24 eller 30 Chalupper med 30 Mand paa hver hen til Skovshoved, alle Baade omkring Landet bleve stukne i Brand, 600 Mand Infanteri og 1 Eskadron Garde blev udsendt, Fjenden skød stærkt paa Strandbredden, men turde ej lande, omendskønt han gjorde sig 2 Gange færdig dertil. Dertil bleve hans Chalupper og 2 Fregatter saa beskudte.

"D. 23. Juli avanceredes med Stykprammene videre ind paa Fjenden, som foregaaende Nat med mange Chalupper og Fregatter vilde bemægtige sig den yderste, men blev refuseret, saasom mange Chalupper med 1000 Mand seconderede den, derpaa maatte Triple-Flaaden, som ellers tragtede at indklemme vor Flaade, være nødt til at lægge sig 1/2 Mil mere tilbage, hvor jeg har set dem ligge igaar langt fra hinanden af Frygt for Bomberne, fra Hven indtil Flinterenden, 80 Sejl stærk. Svensken skal endnu have detacheret 6 Skibe af Østersøen.

"Iforgaars Aftes fik vi Efterretning, at Fjenden vilde bombardere Kristianshavn, hvorudover store Stykker bleve


461

plantede paa det ny Værk, saa og en Reserve af Militsen og Borgerskabet, enhver Borger med en Lygte opbuden, dog uden at gøre nogen Allarm i Byen.

"Igaar d. 26. Juli lod Admiral Rook Kl. 3 om Eftermiddagen Hr. General-Admirallieutnant Gyldenløve vide, at han vilde bombardere samme Aften og følgende Nat Kristianshavn, saa og at der var endda taget flere Resolutioner, som baade Kongen og Landet vilde falde sensible. Der blev svaret, at man dog formodede, han gjorde ej mere ondt, end han kunde. Derpaa om Aftenen Kl. 9 begyndte 3 Gallioter, som laa paa 8 Fod Vand under Amager, at bombardere efter Krudttaarnet udi det ny Værk og efter Kristianhavns Kirketaarn, som de havde sat dem til Mærke, og kontinuerede saa med Bomber og Carcassen hasteligen efter hinanden til 2 1/2 om Morgenen. 3 Stykpramme og Arca Noe bleve om Aftenen med 50 Chalupper og Baade udlagt paa det ny Værk, hvilke holdt dem ved 1500 Skridt videre tilbage, end de ellers kunde have lagt dem. Naar en Galliot kastede 1 Bombe, saa svarede Prammen dem paa Stadens Vegne. Omsider der det mentes, at de vilde ophøre at bombardere, da bleve Prammene indhalede igen, men Kl. 3 begyndte Gallioterne igen og havde lagt sig, hvor Prammene laa, og da faldt nogle Bomber paa den gamle Holm og ved Nikolaj Jansens Hus 1), men Prammene kom ved skrækkelig Skyden af svenske Orlogsskibe endeligen ud igen og varede saa Bombarderingen igen til Kl. 8 om Formiddagen. Ved Guds Bistand er dog ingen anden Skade sket i nogen Maade, end at 2 Master, som laa i Vandet, bleve sønderslagne. Dengang Gallioterne laa paa Prammens Sted, kom 1 eller 2 Bomber ogsaa flyvendes i Enkedronningens Have. Ellers findes Bomberne hele, og saa jeg ingen, der sprang i Stykker, de fleste faldt i Graven for det ny Værk, (som var meget

__________

1) Paa Kristianshavn, yderst i Strandgade.


462

gavnligt for Staden, thi Gallioterne ellers kunde have kommet Byen meget nærmere) og i Søen indenfor, saa og i Rakkerkulen ved Kristianshavns Kirkegaard. Denne hele Formiddag have de 4 Pramme chargeret imod 18 Fregatter, som havde souteneret Bombarder-Gallioterne. Nu føres 6 store Stykker halve Kartover ud paa Pynten af Amager forat diffikultere Gallioterne Lejligheden til at lægge sig saa nær. Videre skal meget Fartøj være samlet for Malmø, at det skal være i saadan Mængde, at det ligner en Skov, saa at man ufejlbarligen maa formode og lave sig til en Landing.

"Inat var atter 600 Mand kommanderet ud paa Amager. Nogle hollandske Skibe ere idag gaaede ad Sundet. Ydermere er der ordineret til Kommissarierne Justitsraad Seckman og Rasmussen at inkvirere paa nogle fordægtige Personer, thi igaar skal en Mand have kastet noget Fyrtøj udi Prins Karls Palais, og er Skildvagten derfore i Arrest.

"31. Juli. Batteriet paa den nordre Pointe af Amager hindrede synligen, at anden Aftenen, nemlig d. 28. og videre ej er blevet bombarderet. De hollandske Bomber gik mest paa Amager Land, muligen med Villie, thi dengang de vare vore Allierede Anno 1659, da klagede den kejserlige General Montekukuli, at de skøde med løst Krudt paa de Svenske, hvorudover han med mange Folks Forlis ej kunde gøre Landgang paa Fyn. De norske skal være ankomne udi Fladstrand. Brevene fra Helsingør medbringe, at de kunne se paa Bakkerne Fanerne og Standarterne af den svenske Armee, og berette Færgemændene, at der skal være 6000 Ryttere. Fartøjerne samles i Landskrona, og formenes, at de først ville transportere paa Hven. Helsingør Borgere vogte Stranden indtil 1 Mil nær Byen. De Svenske have intenteret 2 Gange omtrent Rungsted Kro at lande, som igaar og iforgaars Nat, men da de fornam Aarvaagenhed, turde de ej lande. Kirkebønnen er forandret og bedes nu om en god Fred og lykkelige Fredstraktater, hvilket var godt, forat man kunde faa Kornet ind, at man havde saa


463

længe Stilstand. Er her kun en god Ordre (Orden), saa synes det umuligen, at Fjenden kan lande med Succes paa Sæland, thi her er 9000 Soldater, 700 Ryttere, 800 Skytter, 1400 brave Matroser, Overflødighed af god Artilleri, hvoraf let kan gøres, uden at Flaaden, som ligger i Havnen, blottes for meget, Corpus af 10000 Mand, som kunde konjungere sig med Landfolkene under en brav General. Siden har Fjenden truet med Bombarden paa Siden af Kalleboen, men det holdes for umuligt for Ugrunden der, tilmed skal "Arca Noe" didlægges, naar fornøden gøres."

Det begyndte nu at se alvorligt ud og der var stor Raadvildhed, da Kongen udstædte Ordrer fra Glyckstad, hvilke først kunde komme flere Dage efter, og Slotsloven tilligemed de Kommanderende hver Dag ventede paa Fredslutning.

3. Avgust sendte Slotsloven Kongen Rapport om, at Svensken havde indskibet sine Tropper ved Landskrona og medtaget en stor Del Faskiner og spanske Ryttere og at en Mængde Skibe vare at se imellem Landskrona og Hven i Dagningen, og nu saas de imellem Hven og Rungsted Kro. "Det var at ønske, at her i Staden var saa stor Garnison, at man kunde have detacheret nogle Tusende Mand til at hjælpe Landfolket i at gøre Modstand, men Garnisonen er saa svag, at den ej kan blottes, helst da denne Stads Defension os saa højt er anbefalet" 1).

Vi ville ikke dvæle ved Svenskens Landgang ved Humlebæk d. 4. Avgust, men imidlertid se, hvorledes Stemningen var hos Borgerskabet. 2. Avgust oplæstes paa Raadhuset en Skrivelse fra Kongen af 27. Juli, der mindede om Magistratens og Borgerskabets Devotion og Nidkærhed imod hans Forfædre og med Tilkendegivelse af, at han meget gærne havde formummet, hvorledes de ved Fjendens ufor-

__________

1) Indlæg til Reskript af 6. Avg.


464

modentlige Anfald ogsaa nu vare fremturende i "saadan allerunderdanigst Devotion efter Pligt og Skyldighed" og lode sig finde redebonne med største Flid og Iver. Kongen forsikrede, at han vilde vide at ihukomme dette ved Lejlighed imod alle og hver især 1).

Borgerskabet var utaalmodigt og syntes, at Schack gjorde for lidt forat hindre Landgangen. Den 5. Avgust indgav de 32 Mænd en Forestilling til Slotsloven, hvori de indtrængende bade om, at der maatte ske et Udfald imod Fjenden, førend der flere havde sat sig fast, de tilbød Stadens Heste og Vogne til at køre for Fodfolket og lovede selv at besætte Voldene med Borgerskabet. Dernæst forlangte de, at Voldene bleve satte i Forsvarstilstand, og henstillede, om der ikke i det mindste skulde sendes en Styrke udenfor Staden forat hindre Fjenden i at bombardere Staden og Flaaden og endelig at fritage Kvæg, Korn, Fedevarer og andre Levnedsmidler for Konsumtion, at Staden snarere kunde blive provianteret.

Af en Beretning fra Slotsloven ses det, at der ogsaa 6. Avgust udsendtes 2000 Mand Infanteri og 10 Kompagnier Kavalleri, der skulde kampere ved gammel Vartov baade forat rekognoscere og hindre Fjendens Strejfen omkring Staden.

Kongen beklagede ogsaa senere, at Borgerskabets Ønske ikke var fulgt, og mente, at Schack kunde have indtaget Bønder i Staden til at arbejde paa Fæstningsværkerne. Kongen formanede ogsaa Slotsloven til at behandle Borgerskabet med al Høflighed. Borgerne vare i høj Grad forbitrede paa Schack, der ikke engang vilde udlevere Artilleri til et Batteri paa Amager, førend Enkedronning Charlotte Amalie gav ham Ordre dertil. Kongen sendte ogsaa Schacks Svigerfader Grev Reventlou og Generalmajor Cormaillon til

__________

1) K. D. VII, 599.


465

Kjøbenhavn. Den sidste og Schack kom i et saa heftigt Skænderi udenfor Reventlous Gaard paa Købmagergade, at de trak Kaarderne mod hinanden.

I Dagene fra den 6. til 10. Avgust udfoldede de 32 Mænd en stor Iver og indgik med den ene Memorial efter den anden til Slotsloven. Bygningerne udenfor Staden burde nedrives, Befæstningen istandsættes, Alle med Undtagelse af Gejstlige skulde tilholdes at gøre Vagt, alle unge Karle skulde anskaffe sig Vaaben og Krudt, Krudttaarnet ved Nørreport burde flyttes til Kristianshavn forat afvende Fare for Sprængning. 7. Avgust indsatte de Raadmand Johannes Christensen Meller som adjungeret for den gamle og svage Stadshauptmand Niels Enevoldsen. 10. Avgust ønskede de, at Træerne ved Ravnsborg og andre Steder bleve omhuggede til Batterier og Skansekurve og at der skulde bygges Vagthuse paa Volden.

Sidstnævnte Dag sendte Enkedronningen Hofmarskal F. E. Køtschau og Gehejmeraad Jens Harboe til Raadstuen, hvor førstnævnte holdt en "Oration" om Borgerskabets Troskab nu som i forrige Tider, og Dronningen lovede, at hun ikke vilde rejse fra Staden, men leve og dø med det 1). Dette gengældte Borgerne ved d. 13. Avg. at sende en Deputation til Enkedronningen med Forsikring om allerunderdanigst Nidkærhed for det kgl. Arvehus. Dronningen tillod ogsaa Stadshauptmand Meller at udtage Kanoner fra Tøjhuset og føre dem op paa Volden 2), og i Kæmnerens Regnskab opføres Udgifter til Opførelse af Corps de Garder paa Volden.

Der gik i disse Dage en mandig Aand gennem Alle i Kjøbenhavn, Mindet om det patriotiske Sind, der vaktes i de samme Dage 1658, gjorde ikke lidet hertil; mange levede endnu, der havde baaret Vaaben i hine Tider til Stadens Forsvar. Borgerne vare utrættelige i at arbejde paa Voldene

__________

1) Pers. Tidsskr. 2. R. V, 26.

2) Suhms Ny Sml. II, 4.


466

og øve sig. Kanoner plantedes paa Voldene, og Renteskriver Johan Neve tilbød sin egen Person og to Sønner samt alt sit Sølvtøj. Studenterne væbnede sig og fordeltes i 2 Kompagnier, hvert paa 200 Mand 1). I Lighed med hvad der skede 1658, tilbød Kongen 15. Avgust Frihed for Vornedskab til de Bønder og Soldater, der holdt sig mandelig.

13. Avgust udsendtes 4 Korporalskaber af hvert Borgerkompagni for at grave Skanser udenfor Vesterport; udenfor Nørreport arbejdede Bønder og Soldater. Ved denne Lejlighed blev efter Magistratens Ordre Ravnsborgs Have og Nabohaven ødelagt. Udenfor Østerport anlagdes Baadmandsskansen af Matroserne og blev 17. Avgust forsynet med Kanoner. Det var der, hvor siden Gamle Kalkbrænderi blev anlagt; man erindre, at dette laa paa en Landtunge. Kristianshavns Volde og da navnlig den, der gik ud til Kvintus ("det ny Værk") havde man allerede arbejdet paa i længere Tid og her bleve Arbejderne jævnlig forstyrrede ved Skyden fra de svenske Skibe.

13. Avgust indberettes fra Slotsloven:

"Her udi Kjøbenhavn arbejdes meget flittig af Matroserne paa det Værk udenfor Østerport udenfor Fiskerhuset, som der bliver anlagt forat maintenere Flaaden for Fjendens Kanonade fra Landsiden og menes inden faa Dage at faa det udi Perfektion. Iligemaade anlægges og Redouter for alle Avenuer ved Sortedam og Ravnsborg og er man siden i Sinde at anlægge et Værk udenfor Ladegaarden, desligeste et nede ved Kallebodstrandsiden indtil Stranden, hvoraf med første skal sendes Afridsning".

Stillingen var imidlertid saa mislig, at Kongen var glad over at kunne slutte Freden i Travendal 18. Avgust, hvorom Efterretning kom 21. Avgust, netop som Svensken var naaet frem til Rungsted Kro. Men var imidlertid ikke sikker paa,

__________

1) Opfordringen til Studenterne fra Slotsloven er af 6. Avgust (D. Mag. 3. R. VI, 179-80).


467

at Karl XII vilde godkende Betingelserne, hvorfor endnu Dagen efter 1100 Borgere arbejdede paa Volden mellem Vester- og Nørreport.

Det var formodentlig en Hædersbevisning imod Borgerskabet, at Stadskaptejnerne den 24.-30. Avgust endnu holdt Vagt skiftevis i Slotsvagten og Hovedvagten. Disse Kaptejner vare følgende: Jakob Arvesen Edelberg, Mathias Pedersen, Jakob Hoe, Peder Dorn, Gert Polmand, Jens Jørgensen, Reimert Vilde, Just Kiørning, Edvard Weidemand, Morten Movridsen. Den 31. ophørte en Del af Borgerskabets Vagt, saa kun 3 Korporalskaber gjorde Vagt om Dagen, og 3 Sept. afløstes alle Vagterne af Militære. Samme Dag opløstes Studenterkorpset, idet det først stillede til Parade foran Slottet, og hvert Kompagni for sig gav 3 Salver; derpaa marcherede det forbi Charlottenborg, hvor Enkedronningen boede, og derfra til Studiegaarden 1).

Den 11. Feb. 1709 ytrede sig et Jordskælv i Kjøbenhavn, men især i Roskilde, Køge og der omkring 2).

I Okt. samme Aar blev Krigen med Sverig erklæret og der gjordes Landgang i Skaane, men efter Slaget ved Helsingborg i Marts 1710 vendte Hæren tilbage til Kjøbenhavn i en sørgelig Tilstand. Der blev dog rustet paany og i Juli laa 15-16000 Mand i 4 Uger paa Fælleden, førend de gik sydpaa forat overføre Krigen til Tydskland. I dette Aar udstedtes to Gange Befaling til Indbyggerne om at forsyne sig med Levnedsmidler for et halvt Aar, og en lignende Befaling gentoges oftere i de følgende Aar.

De mange Saarede førtes til Kjøbenhavn, og Magistraten fik 15. Marts Befaling om at indrette Huse, hvor de kunde indlægges og plejes, ligesom Borgerskabet ved denne Lejlighed og ofte senere fik Anmodning om at levere Senge, Sengeklæder og Lagener. Som Huse, der kunde være tjenlige,

__________

1) Witt, Guds Vognborg S. 55-60.

2) Herom er aftrykt et Digt Wielands Samling af danske Vers VII-XI, 388.


468

opgav Magistraten følgende: Bryggernes Lavshus med en stor umistelig Sal, 33 Alen lang og 10 Alen bred. Det ny Arresthus var 40 Alen langt og 13-14 Alen bredt, men kunde ikke bruges, da det endnu ikke havde Vinduer og Døre. Skrædernes Lavshus var vel en stor Bygning, men indrettet i Værelser og tildels udlejet, der var kun en stor lang Stue 15 Fag lang og 5 Fag bred. Skomagernes Lavshus i Endeløsstræde, hvor der holdtes Fægteskole, havde en Sal paa 3 Fag. Tømmermændenes Lavshus i Peder Hvitfeldtsstræde var 8 Fag langt og 4 bredt og 1 Stok højt. Linden i Fiolstræde var et Værtshus med Have til, der var en Sal 9 Fag lang og 5 Fag bred. Exercerhuset paa Kristianshavn paa et luftigt Sted, 1 Etage højt. Assessor Jakob Arentsens Pakhus paa Kristianshavn. Vineddikebryggergaarden paa Kristianshavn lige for det ostindiske Kompagnis Havn. I Frederiksberg By har Mathias Frandsen en Sal og et Kammer paa 10 Fag og den kgl. Gartner Jens Pedersen en Stue paa 4 Fag. Paa Ladegaarden var 60 store Fag Hus. De svenske Fanger foreslog Magistraten at lægge i Arresthuset 1).

En værre Svøbe end Krigen ramte ved denne Tid den ulykkelige Stad. En frygtelig Pest rasede allerede 1710 i Nordtydskland, udbrød i Marts 1711 i Helsingør og i Juni i Kjøbenhavn. I Avgust og September døde daglig henved 300 Mennesker, og i det hele beregner Pestens Historieskriver F. V. Mansa Dødsfaldenes Tal til 23000, hvilket stemmer overens med en samtidig Opgivelse. Fra Oktober tog Sygdommen af og ophørte aldeles i Marts 1712 og da fandtes 500 lukkede og ubeboede Huse. Endnu 1714 stode 279 Huse og 105 Kældere ganske ledige, og næppe 150 Huse bleve skaanede for Sygdommen 2). Enhver, der kunde, flygtede bort, men for de tilbageblevne var Opholdet rædsels-

__________

1) K. D. VIII, 117-18 med Indlæg.

2) Indlæg til Reskript af 23. April 1714 om de Reformertes Privilegier.


469

fuldt; Daar der var en Syg i et Hus blev dette betegnet med et hvidt Kors, og de andre Beboere maatte forpligte sig til ikke at se til de Syge. Det skede oftere, at man jog de Syge ud af Huset, og alle Baand slappedes. Nørreport var den eneste Adgang til Staden, kun Lig maatte føres ud af Østerport, hvor der blev indrettet Begravelsesplads udenfor Kastellet, og kun Syge til det paa Vodrofsgaard og siden paa Ladegaarden oprettede Sygehus maatte bringes ud af Vesterport. Der klagedes over en rædsom Stank over Kirkegaardene, baade de indenbys og dem udenfor Portene, selv paa Bytinget følte Byfogden sig besværet af daarlig Luft. Bander røvede og plyndrede i fradøde Huse. Det værste Pak var Sygeplejere paa Vodrofsgaard, hvor der foregik mange Udskejelser 1). At faa Ligene begravede havde de største Vanskeligheder, da Ligbærerne døde; saaledes henstode i Begyndelsen af Avgust flere Hundrede Lig ubegravede. En Tid fik man vel Soldater og Matroser dertil, men dette blev snart forbudt for Soldaternes Vedkommende. Stadens Garnison blev lagt i Lejr paa Fælleden, hvor den laa hele Vinteren, men i Kastellet døde mange. Begravelserne paa de udenbys Kirkegaarde vare især uhyggelige, da Ligene nedlagdes i dybe Grøfter ovenpaa hinanden, en Tid lang uden at komme i Kiste, hvilket vakte stor Misfornøjelse ligesom Forbud mod Ligfølge og Festligheder ved Jordefærd. Det anføres, at der blev brugt for 10000 Rdl. Sand til at bedække Kisterne i Begravelserne i Kirkerne og de indenbys Kirkegaarde 2).

Den Opløsning, der fandt Sted i alle Forhold, betegnes i en Dom saaledes: "Da Pesten her i Byen paa det højeste grasserede, saa at al Korrespondance med alle andre Steder var os forbuden, ja Børn og Forældre endog skyede hverandre, forhindrede en "vis major" (uafvendelige Begivenheder),

__________

1) Se Magistratens Domprotokol 1711, S. 426, 428, 570.

2) Meddel. om Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet S. 65.


470

at alle Ting i den Tid ikke saa nøje og punktuel kunde observeres og efterkommes" 1). Mange forbleve dog paa den Plads, hvor de vare stillede, og den nedsatte Sundhedskommission tilligemed Lægerne opfyldte deres byrdefulde Hverv med stor Opofrelse og Udholdenhed. Præsten ved Garnisons Kirke Mag. Knud Tommerup blev vel tiltalt forat have forladt sin Menighed, og en Tid suspenderet, men benaadedes dog; derimod meldte en Mængde Theologer sig som Pestpræster, hvilket for de fleste var den visse Død.

Først 22. Juni 1712 blev der givet fri Færdsel fra og til Staden og under 2. Juli bleve de gamle Skikke med Vielser, Ligbegængelser og andre præstelige Forretninger igen indførte. Derimod blev det først 1. Feb. 1719 tilladt at aabne de murede Begravelser i Kirkerne, hvori Lig fra Pestens Tid vare nedsatte, naar der brugtes Forsigtighed og der saa vidt muligt ikke rørtes ved Klæder eller Lintøj, og Begravelsen derpaa strax bedækkedes med Jord.

Karakteristisk er det for Datidens Kjøbenhavnere, at de endnu, inden Pesten helt var ophørt, kunde hengive sig til al Slags Lystighed og Udskejelser, hvorfor Kongen 14. Jan. 1712 maatte forbyde Julestuer, Spillestuer, Ringkøren, Maskerader og Fastelavnsløben. Der skulde endnu en Prøvelse som den store Ildebrand til for at bringe en større Alvor ind i den letsindige Hovedstad 2).

Adskillig Tid efter Pesten vare mange dog fyldte med Frygt for Rædselstidens Tilbagevending. 1714 forhørte Magistraten her sig hos dens Kolleger i Lybæk, men disse havde "behaget at forsikre os om deres Stads og omliggende Rigers Sundhed og god Tilstand", hvilket Magistraten lod kundgøre til Beroligelse, og den skrev igen til Lybæk 1. April 1714:

__________

1) Magistratens Domprot. 1714, S. 570.

2) Pesten i Helsingør og Kjøbenhavn af F. V. Mansa er en Hovedkilde til Kjøbenhavns Historie under Sygdommen. Til dette fortrinlige Skrift, til hvilket meget lidet er at føje, henvises.


471

"Deres Høj- og Velvisheder maa forsikre sig, at vi paa vores Side ere ligesaa omhyggelige som De forat konservere Kommercien til Deres saavel som til denne Stads fælles Bedste, og skulde det være os meget ukært, om Handlingen og Kommercien formedelst løs Spargement eller falsk Rygte skulde uden Føje blive hindret eller stanset".

Det Qvarantainehus, der 1709 var bleven indrettet paa Saltholmen, bestod i nogle Aar efter Pesten, men 1715 byggedes et nyt udenfor Østerport 1). 1720 blev der igen oprettet en Sundhedskommission i Anledning af Smitsoter i Lande omkring Vester- og Østersøen.

1711 maatte Borgerskabet deltage i Vagthold, men forskaanedes for at staa Skildvagt ved fornemme Herrers Gaarde. I Avgust opkom der særlig Frygt for fjendtlig Landgang og Voldene forsynedes med spanske Ryttere. Brandvæsenet, 800 Mand stærkt, beordredes til at holde sig i Beredskab til at besætte Voldene, alle Lavene og Studenterne fik Ordre til at opgive, hvor stort Mandskab og hvor mange Vaaben, de kunde levere. Det blev endvidere forbudt "gemene Folk" at flytte fra Staden, hvilket ogsaa var nødvendigt, fordi Pesten dengang rasede paa det stærkeste, at disse ikke skulde udbrede Smitten paa Landet. Der udkom ogsaa Forbud imod, at de Borgere, der skulde holde Vagt, lejede andre for sig, naar de selv havde Svende eller Tjenere over 18 Aar, da der ellers vilde blive Mangel paa Ligbærere 2). Men Faren drev over for denne Gang. I Oktober ophørte Borgerskabets Vagthold 3).

1712 var der igen Fare for Angreb af Fjenden, hvorfor Politimesteren 6. Sept. lod Opfordring udgaa til alle Lav om at give Meddelelse om, hvor mange Svende og voxne Drenge, enhver Mester og Husbonde havde, og hvilket Forraad enhver havde i sit Hus af Flinter, Kaarder, Patrontasker og

__________

1) Se S. 276.

2) K. D. VIII, 155, 179, 180-83. 213.

3) K. D. VIII, 231-32.


472

Ammunition, forat der kunde gøres Anstalt for at forsyne de uformuende med tilstrækkelige Vaaben, Hvor vel forsynede Folk dengang var, ses af, at 58 Silke- og Klædekræmmere med 66 Tjenestefolk havde 70 Overgeværer, 114 Sidegeværer, 61 Patrontasker og 48 Krudthorn 1).

Foruden de allerede liggende Tropper kom der i Maj 19 Kompagnier til, der laa hele Sommeren paa Fælleden indtil i September, da "Barakkerne" der bleve nedtagne.

I December 1715 var det indfaldet med stærk Frost, der vedvarede til Februar. Karl den Tolvte samlede i Januar 16000 Mand, med hvilke han besatte Hven, og Natten mellem 2. og 3. Februar gjorde han Forsøg paa at prøve Isen, om den var tjenlig til Landgang; den var da ikke stærk nok, men hvis det ikke var blevet Tøvejr den 5te, havde han et Par Dage efter gjort Landgang i Sæland, der var blottet for Tropper.

Allerede 14. Jan. 1716 fik Magistraten Befaling til at skaffe Staldrum til Gardens Heste, ligesom Kvarterer til svenske Fanger; 17. Jan. bleve 4 Kompagnier af det Bergenhuseske Regiment lagte i Kastellet, og Borgerne, hos hvem de havde været inkvarterede, bleve beordrede til at lade dem tage deres Senge med imod Kaptejnernes Kvittering. Dagen efter fik Amtmanden Befaling til, saa snart som det mærkedes, at Fjenden vilde gøre Indfald, at alt Kvæg i Omegnen, som Ejerne vilde sælge, skulde drives til Kjøbenhavn, medens det andet Kvæg skulde drives til Møn, Laaland og Falster, forat Fjenden ikke skulde bemægtige sig det. Amtmændene i Sæland og paa Smaaøerne fik Opfordring til at sørge for Tilførsel af Kornvarer.

Der oprettedes 6 Poster af Brandfolkene, hver paa 50 Mand, og 30. Jan. udgik Ordre til at udlevere Borgerskabet 2000 Flinter fra Tøjhuset, ligesom 3. Feb. til

__________

1) Meddel, om Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet S. 67.


473

Universitetet om at give Liste over de Studenter, der kunde gøre Tjeneste, og om deres Forsyning med Vaaben. Der udstædtes i den Anledning en Opfordring til Studenterne, men da de vare noget sendrægtige, forfattede Professor M. Anchersen et nyt Program, hvori han "med den dejligste Latin overskændede Studenterne paa det allergroveste". Man kender kun Begyndelsen, der var fuldstændig i Ciceros Stil 1). 20. Jan. udstædtes en Raadstueplakat, at der skulde gives Fortegnelse over alt Mandkøn, som boede eller logerede i Gaarde, Huse, Logementer og Kældere, hvad enhvers Haandtering var og hvilke mandlige Tjenere der var hos enhver Borger.

Præsident Meller, General-Admiral U. C. Gyldenløve, Kommandanten General-Lieutenant H. C. Schønfeldt, Brigader M. Maul og Stadshauptmand Mathias Pedersen traadte sammen i en Kommission forat overveje, hvorledes Forsvaret skulde ske, om Borgerskabet skulde besætte Courtinerne og Soldaterne Bolværkerne (Bastionerne), hvor Studenterne og Hofbetjentene, af hvilke sidste hvert Korps var paa 400 Mand, skulde staa, naar alle skulde møde og naar der alene skulde være Vagtposter 2).

Heldigvis blev det ved blind Allarm.

Paa samme Tid rasede en heftig Koppeepidemi, af hvilke der fra Juli 1715 til Jan. 1716 døde 760 Mennesker, if. Politimesterens Indberetning.

Sommeren 1716 blev meget urolig. Peter den Store havde sluttet Overenskomst med Frederik IV om, i Forening at gøre Landgang i Skaane, og Czaren kom med sin Gallejflaade til Kjøbenhavn 17. Juli. Han havde allerede været ventet Dagen forud over Land fra Falster, i hvilken Anledning Borgerskabet havde staaet i Parade fra Vesterport til Slottet, men om Aftenen blev det sendt hjem med Ordre

__________

1) Luxdorphiana S. 268-69.

2) K. D. VIII, 375-80.


474

om at holde sig beredt til at samles igen, naar Trommen lod sig høre i Gaderne 1). Ved Middagstid den 17. blev det derimod opstillet fra Toldboden til Slottet, saasnart man havde opdaget, at Flaaden nærmede sig, og Frederik IV kørte til Toldboden, hvorfra han lod sig ro henimod Czarens Skib ved Prøvesten. Da han var kommen ombord i dette, gratulerede han Ankomsten, som det hedder hos Holberg, og Kanonerne løsnedes. Peter kommanderede selv som Vice-Admiral og sejlede lige igennem Bommen og henimod Motzmans Plads (det senere Kristiansholm), hvorefter alle Galejerne lagde til ved Bolværket imellem Toldboden og Kvæsthuset. Begge Monarker satte sig derpaa i Kongens Vogn og kørte til Toldboden og derfra gennem Store Kongensgade over Kongens Nytorv, forbi Kanalen over Holmens Bro til Slottet, ledsaget af Ministrene og Hofkavallerer tilligemed en Eskadron af Hestgarden. Under Indtoget blev der tre Gange skudt med Kanoner Volden og Kastellet rundt, ligesom der ved Indsejlingen var saluteret fra den danske Orlogsflaade og fra "det ny Værk" (Kvintus).

De første Nætter opholdt Czaren sig hos den russiske Gesandt Fyrst Dolgorucky i Grev Danneskjolds Gaard paa Kongens Nytorv, nu det Thottske Palais. Dagen efter Ankomsten sendte Kongen Bud til sin Broder Prins Karls Hovmester Holstein og meddelte ham, at Czaren var opsat paa at komme til at bo i dennes Gaard Blaagaard, hvorfor Holsten skulde skaffe de bedste Sager til Side, ellers blev alt ødelagt. Kongen føjede til, at han havde forestillet, at han ikke kunde raade over sin Broders Hus og vilde gøre alt forat hindre Czarens Ønske. Det lykkedes ogsaa, da han kunde undskylde sig med Prinsens Fraværelse. Czaren havde ogsaa faaet Lyst til at bo paa Charlottenborg, der

__________

1) Jøden Aron Goldzier klagede siden over, at han var bleven udpantet, fordi han ikke var i Gevær, da Czaren kom til Staden, og over at man i den Anledning havde slaaet hans Kone.


475

ogsaa tilhørte Prins Karl, og denne gav i Hast Ordre til at flytte sine Kostbarheder, men heldigvis for ham fandt man paa en anden Udvej. 19. Juli befalede Kongen Grossereren Vilhelm Edinger inden næste Dags Aften at gøre sin Gaard ryddelig og den 22. fik Præsidenten og Politimesteren Ordre til at skaffe sig til Laans hos Borgerne det nødvendige Bohave "strax og uden Ophold" 1).

Dette var ogsaa paa høje Tid, thi 23. Juli kom Czarinden ind igennem Vesterport, efterat være modtaget af Kongen og Czaren ved Køge, og kørte i højtidelig Procession gennem Vestergade, Nygade, Kongens Nytorv og Holmens Kanal til Slottet under Salut Volden rundt, 3 Gange gentaget. Efter Aftensmaaltid paa Slottet kørte Czaren og Czarinden til Edingers Gaard, hvor de fra nu af bleve boende.

Edingers Gaard (nuv. Prinsens Palais) var meget anselig, der var saaledes alene i Stueetagen 15 Værelser, og disse vare prægtig udstyrede, flere med Tapeter af Guldlæder, I anden Etage vare der flere store Sale og mange Kamre. I Haven var der 8 Lavrbærtræer, 41 forskellige fremmede Træer i Baller; 132 Urtepotter med Blomster, foruden hvad der ellers var af Træer og andre Planter; der var ogsaa to Lysthuse, i det største en Kakkelovn. Til Czarens Bekvemmelighed anskaffedes bl. a. Omhæng til en stor fransk Seng af karmoisinrød Silkedamask underforet med hvid Taft og med skildrede Buketblommer paa, ligesom et Spærdække af samme Slags Taft, 6 grønne Guldlæders Stole, et indlagt Nøddetræs Bord med to Gueridons.

Czaren boede ogsaa i Gehejmeraad Lentes Gaard udenfor Østerport 2) paa nuv. Classens Vej.

__________

1) Brasch, Vemmetofte II, 103. D. Mag. 4. R. II, 196-97. K. D. VIII, 395, 386.

2) Om dennes Beliggenhed se foran Side 274, Dette oplyses ligesom flere andre Ting af et Regnskab over Czarens Indkvartering i Kongerigets Arkiv, 2. Afd.


476

De fornemme Gæster havde et stort Følge af høje Standspersoner, der indlogeredes rundt omkring i Byen og med deres talrige Tjenerskab sikkert var til liden Glæde for deres Værter; der var i Alt 116 indenbys og 29 udenbys Borgere, der havde Russere i Indkvartering.

Lige for Edingers Gaard var anlagt et Vagthus paa Slotsholmen, hvorhen Garden hver Dag med flyvende Faner og klingende Spil marcherede.

Dette underlige Fyrstepar blev nu Sommeren igennem Kjøbenhavnernes Hovedmærkværdighed. Czaren vilde se alt og viste sig allevegne, hadede Ceremonier og stødte an mod Hoffets formelle Væsen. En særlig Lyst havde han til at komme paa Rundetaarn, to Gange red han derop og en Gang kørte han med Czarinden op og ned i en Karet med 6 Heste for. Han vilde ogsaa se en Bispevielse, hvorfor en Kandidat uventet fik Kaldelse til et Præsteembede og blev 3 Dage efter ordineret af Biskop Worm, hvilken Præstevielse foregik som ellers Bispevielse, og da Præsterne lagde deres Hænder paa den ordinerede, lagde Czaren ogsaa sine 1). Det var ogsaa en besynderlig Personlighed at se paa. Ved hans Ankomst og Afrejse og ellers til daglig var han saaledes klædt: "En gammel og meget plettet rød Kjole af gement groft Klæde, gjort som en Skipperkjole med smaa Opslag, den kunde tilknappes helt op i Halsen. En hvid Lærreds Trøje med hvide Traadknapper og ingen Vest; Buxerne vare af brunt Klæde og gjorte til at binde under Knæerne; paa Benene havde han et Par graa Strømper, som ikke vare bedre end de, vore Jyder sælge paa Torvet. Knæbaandene vare af sort Læder med Messingspænder. Om Halsen havde han en smal Hørlærreds Klud, som var snoet om og stukket ind i Trøjen. Foran Halsen havde han en stor Sølvknap med en Glassten i, men for Hænderne hverken Manchetter

__________

1) Becker, Orion, Maanedsskrift IV, 62-63.


477

eller Halværmer, saa man kunde se den grove Skjorte langt inde paa de brune Arme. Om Livet havde han et Gehæng af en gammel anløben og forslidt Gallon, hvori han bar en Huggert, som var ligere et Bøddelsværd end en Kaarde, skidne Handsker og i Haanden en stor, tyk Stok med en Læderrem i, paa Hovedet en Kasket, som var overtrukken med grøn Voxdug og ellers gjort saaledes, som Jægerne nu bruge dem, hans Haar vare sorte, krøllede og vel flettede, og dette var denne berømmelige Herres ganske Stads" 1).

Udenfor Byen laa en mægtig Flaade af danske, russiske, engelske og hollandske Krigsskibe. Czaren havde medført en Del Tropper, der lagdes i Lejr udenfor Staden, og danske Soldater samledes efterhaanden. Fra 9.-15. Sept. hidførtes fra Meklenborg en russisk Hærstyrke paa 19000 Mand, saa den russiske Hær i Forbindelse med de alt ankomne, af hvilke flere kom over Land, udgjorde 30000 Mand, dog laa Dragonerne paa Hven. Russerne laa i Lejr paa Nørre- og Øster-Fælled, den danske Hær paa 23000 Mand udenfor St. Jørgenssø. Overgangen til Skaane var bestemt til 21. Sept. og den foregaaende Søndag blev der i Kirkerne gjort Forbøn for et heldigt Udfald af Landgangen.

Man var i Kjøbenhavn ikke glad over den store fremmede Hær saa nær udenfor Voldene. Disse holdtes vel besatte med ladte Kanoner, i Portene vare stærke Vagter og det tillodes ikke bevæbnede Russere at komme ind uden forat hente Vand, som de ikke kunde faa paa Fællederne; af saadanne maatte kun 100 til 150 indlades ad Gangen og naar et Parti gik ud, kom et andet ind, men ved disse Lejligheder kom der ofte Slagsmaal med de danske Soldater; engang overmandede Russerne ogsaa Vagten. De gravede derfor efter Vand paa Fælleden og traf der paa Vandrenderne, som de skar over. Russerne huggede ogsaa mange

__________

1) Becker Orion, Maanedsskrift IV, 176-77.


478

Træer om "i Lystskoven" (formodentlig Charlottenlund) forat skaffe sig Brændsel, hvilket dog hindredes af Officererne 1).

I sidste Øjeblik opgav Czaren sit Forsæt. Han følte sig saaret ved den Mistillid, man viste, baade ved at holde Nørre- og Østerport stærkt bevogtede og ved at en Fregat blev lagt mellem Hven og Sæland forat forhindre Dragonerne paa førstnævnte Ø fra at forene sig med Tropperne i Lejren, ogsaa var han misfornøjet med de Danskes Sendrægtighed. Han udskibede sine Tropper 13.-23. Oktober. Selv blev han uagtet de opkomne Misforstaaelser boende i Kjøbenhavn, tog først Afsked med Kongen 26. Oktober og rejste næste Morgen med sin Gemalinde tillands over Beltet, uden noget Optog 2).

Det russiske Besøg var meget byrdefuldt for Kjøbenhavn. Magistraten skriver, at en kgl. Befaling af 23. Juli om at skaffe Bolig for Czarens Ministre og Betjente ikke kom den i Hænde, førend Hans czariske Majestæt og Czarinden og den største Del af deres Svite var ankommen, hvorfor det ikke var muligt at slutte nogen Akkord om Logementerne, men "vi maatte imod Indbyggernes Villie hos dem indkvartere disse fremmede Folk; desforuden kunde man ikke vide, hvad Skade enhver paa sit Bohave saavelsom Ejendomme kunde tage" 3).

Værterne gjorde siden Krav gældende paa 15427 Rdl., men Magistraten forestillede Kongen, hvor stor Byrde dette vilde være paa Byens Kasse, og at saadanne Udgifter, der vare anvendte til alle Kongens Landes Undersaatters fælles Nytte, burde fordeles paa alle Kongens Undersaatter. Magistraten fik imidlertid Summen sat ned til 11457 Rdl., men Kongen mente, at Regningerne burde end mere afkortes, og

__________

1) Memoirs af P. H. Bruce i Wolfs Journal 1809 I, 285-86.

2) Hovedkilden til det russiske Besøg er Prof. E. Holm Afh. i Hist. Tidsskr. 5. R. III, 1-160.

3) Mag. Skr. 27. Marts 1717.


479

overdrog dette til Rentekamret, hvorefter Udgifterne skulde paalignes med to Trediedele paa Grunden og en Trediedel paa Næringen, idet de næringsdrivende Borgere havde haft Hovedfordelen 1). Rentekamret satte imidlertid Summen ned til 5699 Rdl. og uagtet de 32 Mænds Indsigelse bestemtes det ved kgl. Resolution af 20. Maj 1720, at der skulde udskrives en Skat af 1 1/2 pCt. af Grundtaxten, med hvilken Sum Værterne bleve betalte. Som Exempel paa, hvorledes Fordringerne bleve nedsatte, tjener, at Edinger forlangte 3556 Rdl., men maatte nøjes med 1005 Rdl.

Kæmnerkassen havde desuden udlagt 1298 Rdl. til Køb og Leje af Sengeklæder og Møbler, til Reparation af Huse og Logementer, til Ild og Lys, og til Betaling af Personer, der gjorde Opvartning ved Czarens eget Hof. Efter dennes Afrejse solgtes Møbler og Sengeklæder for 345, men Resten, 953 Rdl., stod til Udgift i Kæmnerkassen til 1725, da ogsaa det meste af denne Sum blev godtgjort.

De Folk, der boede udenfor Portene, led megen Overlast baade af vore egne Folk og Russerne. 1719 skrev de saaledes: "Vi fattige og enfoldige Folk bleve i den Tid tribulerede og saa godt som gjorte umægtige af vore Huse og Ejendom, ja mange af os ej havde den Seng tilovers, vi kunde hvile os udi, intet Værelse tilovers for os selv, men tilfælles med Domestikkerne, vore Huse, Porte og Døre stode aabne Nætter og Dage, saa vi derved led meget paa vor Fattigdom og indehavende Bohave, ilde mishandlede af de Gemene og tildels spolerede og borte. De russiske Folk vare tildels endnu slemmere, saa vi toge megen stor Skade" 2).

Endnu 1728 var der ikke betalt Godtgørelse derfor, idet man forlangte, at Værterne skulde fremkomme med Beviserne, men dette var umuligt, da de fleste Generaler og

__________

1) K. D. VIII, 420, 441.

2) Det danske Generalitet var nemlig indlogeret paa Blegdamsvejen.


480

Officerer, baade danske og fremmede, af egen Myndighed toge Husene i Besiddelse 1).

Den Begivenhed, der i Frederik IV's Tid fik størst Betydning for Kjøbenhavn, var den ulykkelige Ildebrand, der udbrød efter Mørkets Frembrud Onsdagen den 20. Oktober 1728. Lige overfor Vesterport endte den snevre Gade Lille St. Clemensstræde, og paa det venstre Hjørnehus til Volden, naar man kom fra Gammeltorv, omtrent hvor nu det højre Hjørnehus af Frederiksberggade staar, laa et lille Hus, hvori der boede en Marketender Peder Rasmussen. Han havde en lille Søn Iver Legel, der var 7 Aar og som havde faaet fat paa en Praas, da Forældrene samme Dag havde støbt Lys, hvilken han hemmelig fik tændt og tog med op paa Loftet forat søge efter noget Legetøj. Her kom han til at vælte Lyset, dette tændte noget Hø, og paa engang stod Loftet i dette Hus og i Værtindens tilstødende Høloft i lys Lue. Det var en rasende Storm den Aften, og alt, hvad Peder Rasmussen hældte paa af Vand, forslog intet. Snart allarmeredes Naboerne og den nærliggende Vagt slog Allarm, man fik Bud efter Brandvæsenet, men det varede længe, inden den første Sprøjte kom, og først 1/2 Time efter kom den næste; i øvrigt var dette ogsaa lige meget, thi Vand var der ikke at faa uden i Rendestenene, hvorfor Snavset snart tilstoppede Sprøjteslangerne.

Der var nemlig den uheldige Omstændighed, at Vandrenderne i disse Dele af Byen ikke gave Vand, da man netop i disse Dage benyttede det til at fylde Peblingesøen med efter dens Rensning. I en Hast bredte Ilden sig; i disse Egne boede mange Bryggere og andre Folk, der havde forsynet sig med Brændsel for Vinteren, og deres Vedhamre fængede snart i de snevre Gaarde under Stormen og tændte Bindingsværkshusene. Gaderne her omkring vare smalle, saa

__________

1) Mag. Skr. 31. Marts 1728.


481

begge Sider samtidig kunde komme i Lue og der var ikke Plads til Sprøjter, selv om de havde været tilstede, saa disse smaa Gader St. Clemensstræderne, Vognbadstuestræde, Antiqvestræde og Helligkorsstræde vare redningsløst fortabte selv under et bedre indrettet Brandvæsen.

Selve Brandkorpset var uheldigvis ikke den Dag tilregneligt. Folkene havde været til Sprøjteprøve, og det var Skik og Brug, at de bagefter gjorde sig en glad Dag, hvorfor de ikke vare i Stand til at gøre, hvad de skulde; det hjalp nu kun lidet, om det var Politimesteren eller Branddirektøren eller Stadshauptmanden, der kommanderede, Folkene kunde ikke bruges. Men disse Avtoriteter havde formodentlig ej heller rigtigt Omløb i Hovedet, naar det gjaldt, thi den martialske Politimester kunde jo nok af sin Krigskunst have lært, at Slaget ikke er tabt, fordi man et enkelt Sted har maattet vige. Hvis han havde samlet ordentligt Mandskab, thi alle Mennesker vare vel ikke døddrukne denne ulykkelige Aften, burde der dog være gjort et Forsøg paa at redde Vestergade, som Ilden gik imod, og paa at skaffe Vand strax, thi der var Vand nok i Stadsgraven lige udenfor Porten. Men her raadede en anden stram Avtoritet, Kommandanten Grev Sponneck og han turde ikke uden Kongens Ordre aabne Porten, da han var bange for, at Garnisonen saa vilde desertere. Denne Tilladelse kom vel nok, men da var det altfor sent. Et Par Timer efter Brandens Begyndelse brændte Vestergade og snart naaede den Gammeltorv og St. Pederstræde. Hermed vilde Ilden maaske have ladet sig nøje, hvis ikke en anden Ulykke var indtruffen.

I Løbet af Aftenen har der dog været arbejdet paa Slukningen og Avtoriteterne kom mere til Besindelse, men da Ilden var gaaet gennem Larsbjørnsstræde, Studiestræde og St. Pedersstræde, have Gnisterne tændt Vedhamrene hos Bryggerne i Nørregade, hvorved det har set ud, som en ny Ild var opkommen. Et vistnok uhjemlet Rygte fortalte, at en ulykkelig Vognmandskarl fra Nørregade, der kørte med


482

Vand til Sprøjterne, havde klæbet et Lys til en Vedhammer, og hvad enten han blev presset til at hjælpe med Slukningen og blev forment at komme hjem eller han rent glemte Sagen, saa tændte Lyset Brændet og Gaarden stod snart i Lue. Ilden kom til Nørregade Kl. 10-11 og derfra bredte den sig til de andre Huse paa den vestre Side af Gaden, medens Brandvæsenet endnu Torsdag Morgen flere Timer kunde holde Ilden borte fra samme Gades østre Husrække. Derimod tog Ilden fat i St. Petri Kirke samme Morgen KL 8.

Samtidig kom Ilden ned ad den nordre Side af Gammeltorv, og man fik da den fortvivlede Ide at sprænge Hjørnehuset mellem dette og Nørregade, Vinhuset Blasen, i Luften, istedenfor at nedbryde de mest udsatte Bygninger. Omtrent Kl. 9 fløj dette Hus i Luften og brændbare Stoffer fore rundt omkring og forøgede Ilden og Rædselen, navnlig da der umiddelbart efter gik Ild i Vor Frue Kirkespir, og hele denne skønne Bygning snart blev et Rov for Luerne. Dermed var Ævret opgivet for denne Dag, Brandvæsenets Sprøjter vare brændte, og enhver tænkte kun paa at redde sit eget. Snart brændte Universitetet, Kannikestræde og Gaderne der omkring, og i Løbet af Dagen Nygade, Vimmelskaftet, hvor Ilden Kl. 8 om Aftenen naaede Helligaands Kirke, der opbrændte, derimod stansede den ved det Hus lige overfor, hvor Petersens Kloster ligger, og som tilhørte Hutstafferer Peter Petersens Enke, der ved Hjælp af Matroser fik Huset dækket med Segldug, som stadig holdtes vaadt, ligeledes stansede Ilden ved Husene sønden for nævnte Kirke.

Natten mellem Torsdag og Fredag gik Ilden over Trinitatis Kirke og lige til Gotersgade, hvor den fortærede hele Husrækken fra Volden til Kaptejn Barfods Gaard ligefor Adelgade, ligesom den fra Vimmelskaftet gik over Skindergade, Graabrødretorv o. s. v. Fra Gammeltorv, hvor det allerede om Torsdagen lykkedes at redde en Del af Vajsen-


483

huset og dermed den vestre Side af Nytorv, Raadhusstræde og Kalveboderskvarteret, bredte Ilden sig over den østlige Side af Raadhusstræde, hvor der brændte Fredag Morgen Kl. 8 lige overfor Vandkunsten, men paa dette Sted stansede den, da Kronprinsen lod Hjørnehusene til Magstræde nedrive, og derfra over de tilstødende Gader. Sæbesyderiet i Magstræde brændte Fredag Morgen og om Eftermiddagen Kl. 6-7 kom Ilden henimod Naboløs, der ejedes af Kræmmeren J. G. Häuserich, men her stansedes den ved en kraftig Slukning af Soldater og Matroser, og da Stormen den Dag havde lagt sig, fik man Bugt med Ilden; dog opstod der endnu Frygt for videre Udbredelse Natten efter Fredag, da Vinden havde vendt sig og Gnisterne fra Købmagergade fløj mod Nikolaj Kirke, men her dæmpedes Luerne af Fodgarden. I de ødelagte Bydele stod kun tilbage det Stykke af Nørrevoldgade mellem Gotersgade og Tornebuskegade, Larslejstræde med det tilstødende af Voldgaden paa begge Sider, ligesom hele Vestervoldgade med det yderste af St. Peders- og Studiestræde. Ilden medtog den nordlige Husrække af Store Regnegade, Sværtegade og Silkegade, men gik ikke videre i det Kvarter.

En ubeskrivelig Rædsel greb de ulykkelige Indbyggere i disse Dage, det var, som om Verdens Undergang forestod. Man kunde se Folk knæle paa Gader og Stræder og anraabe Guds Barmhjærtighed, men paa den anden Side var der Skarer af Folk, der drog fra Hus til Hus og plyndrede, og naar man fik Hjælp til at flytte sit Bohave, var det højst usikkert, om man saa noget deraf igen. Forbandelser over Øvrigheden og Brandvæsenet genløde paa mange Steder, og det almindelige Rygte udbredte sig, at det var Mordbrændere, der havde forøvet al denne Elendighed.

Derfor tog man ikke i Betænkning at arrestere en hel Mængde Mennesker, om hvem man kunde have nogen Mistanke. Adskillige fattige Folk, der alene havde lidt Ild paa deres Skorsten og enten en Smule Tælle eller Beg


484

eller andre Sager, der kunde være brændbare, hvis de havde været tilstede i store Partier, bleve arresterede. En stakkels gal Mand, der kaldtes Baron von Thurn, blev pinlig forhørt af en allerede om Lørdagen nedsat kgl. Kommission, men kunde intet tilstaa.

Især var der Mistanke til Jøderne, idet man troede, at de vilde hævne sig over de paabudte Møder i Vajsenhuskirken, og der arresteredes 7 Personer, men uden at der kunde findes Skyld hos dem. Folkestemningen krævede dog et Offer, og det viste sig da, at en Galanterikræmmer G. H. Büschel om Torsdagen i Drukkenskab havde talt om selv at ville stikke Ild i sit Hus og havde lagt sig paa Straa med en tændt Pibe i Munden, hvorover han kom paa Pinebænken, idet man vilde have ham til at tilstaa sin Skyld i Brandens Oprindelse, men da man i Løbet af nogle Dage fik fuld Oplysning om Sagens rette Sammenhæng, benaadedes Büschel ikke alene for Straf, men det blev endog forbudt enhver under Kongens højeste Unaade i Fremtiden at fremkomme med nogen ilde Omtale af ham i saa Henseende. Derimod var der 4 Tydskere, der ved nævnte Lejlighed havde været sammen med Büschel og ogsaa vare blevne arresterede, hos hvem man dog ikke fandt noget, der bestyrkede den Mistanke, at det var Hamborgerne, der vilde tage Hævn over, at Kongen havde forbudt sine Undersaatter at handle med dem, men hos hvem der dog fandtes et Udkast til en Skrivelse om de Grunde, der talte for at forny Handelsforbindelsen. Disse 4 Personer bleve forviste fra Kongens Riger og Lande og førte til Trekroner for at sendes hjem med første Skibslejlighed.

Mange uhyggelige Scener foregik; de uhyggeligste hændte dog ved Blasens Sprængning, da flere Brandfolk omkom i Ilden. Samtidig kom Brygger Jakob Fussings Hustru kørende fra deres brændende Gaard paa Nørregade, Hestene bleve løbske og væltede Vognen. Efter hendes Mands


485

Beretning 1) blev hun "saa jammerligen sønderknust paa Arme og Ben, at jeg i samme Time maatte lade hende den højre Arm fraskære, hvorefter hun og nogle Dage efter kreperede og døde og efterlod sig altfor tidlig 5 smaa umyndige Børn, hvoraf det ældste ikkun er 10 Aar gammelt. Mine Heste og Vogn, hvorpaa min sal. Hustru var, da denne Ulykke arriverede, bleve og tilligemed Kusken saa ynkelig tilredte, at jeg ikke kunde bruge dem til at redde mit Gods med." En Del Syge i Sjæleboderne i Møntergade indebrændte ogsaa.

Mange betydelige Værdier gik til Grunde; de Tab, der føles den Dag idag, ere af de mange videnskabelige Samlinger, Universitetsbibliotheket, en stor Del af Arne Magnussens og flere Lærdes Bibliotheker og Haandskriftsamlinger og, hvad der er følt haardest ved Udarbejdelsen af nærværende Skrift, Raadstuearkivet, af hvilket vel Raadstueskriver A. Raff fik reddet en Del af de gamle Privilegier og en Del nyere Sager, men hvor hele den brændte Række af Stadens Regnskaber og Raadstueprotokoller har ladet os uvidende om en Mængde vigtige Omstændigheder i Borgerskabets Livsvilkaar i det 16. og 17. Aarhundrede, som aldrig ville kunne oplyses af andre Kilder.

De Brandlidte, der ikke kunde leje sig Bopæl i de skaanede Bydele, tyede til Kongens Have og Voldene, hvor de tildels boede under Telte, men nogle Dage efter Branden bleve ved kgl. Forsorg 436 fattige Familier førte paa Bøndervogne ud paa Landet. Andre opførte Fjellehytter paa Tomterne; saaledes skrives endnu i Sept. 1729: "En Del ryggesløse og Skarnsfolk skal opholde sig i de oprejste Fjellehytter paa de opbrændte Pladser, hvorudi samme Folk ikke alene langt ud paa Nætterne holde med Skænken, Spil, Dobbel og deslige, men ogsaa øve Rufferi," man søgte derfor

__________

1) Indlæg til Reskript 3. Marts 1730. Det gik altsaa ikke aldeles saaledes til, som Reiser fortæller (min Udgave af hans Ildebrandshistorie S. 31-32).


486

om et Paabud om disse Skurs Nedrivelse før Vinteren, med mindre Grundenes Ejere vilde indestaa for Beboernes Forhold 1). Endnu i samme Maaned tillod Magistraten Hørkræmmer Hennetved at opsætte en lille Hytte op til Vajsenhusets Kirkegaard til en Hørbod. Andre flyttede sammen i Huse, der i en Fart vare blevne opklinede; saaledes boede 1730 i Mads Christensens Hus ved Nørrevold 57 Familier, i Alt 185 Personer; Huset var opført tildels med Lervægge og havde farlige Ildsteder, hvorfor han fik Befaling om at nedtage de uforsvarlige Huslænger. 8. Avg. 1729 beklager Politimesteren "hvorledes Staden med Løsgængere og unyttige Folk saaledes er opfyldt, at de arme og afbrændte Indvaanere med Hustru og Børn kummerligen maa søge at bjerge sig under nogle sammenslagne og oprettede Brædder paa de brændte Pladser, ja fast aldeles ej endda dertil kunne faa Forlov, saa at de saa godt som maa ligge under aaben Himmel uden at kunne nyde Husly" 2).

Vi ville her ikke omtale, hvorledes Staden blev opbygget igen og den Forsorg, Regeringen havde for de Brandlidte, da dette først fuldendtes i Kristian VI's Regeringstid. Selve Branden have vi kun her skildret i korte Træk, da der i de sidste Aar er fremkommet Skildring deraf i flere andre Skrifter. I Kristian VI's Tid paatænktes der Oprettelse af et Mindesmærke om Ildebranden paa Amagertorv, hvortil Tegning leveredes af Marcus Tuscher. Det skulde bestaa af et Springvand prydet med Statuer, Basreliefs og Indskrifter, der bar en Obelisk med Runeindskrift 3).


__________


__________

1) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 673.

2) R. A. Coll. Breve 8. Avg. 1729, 18. Dec. 1730.

3) Ny D. Mag. IV, 149.


487

Vi have foran S. 432 omtalt en Historieskriver for Kjøbenhavn i den her omhandlede Periode, nemlig den gamle Raadmand Jens Rostgaard; en ung Mand, der siden blev en af Landets bedste Forfattere, Erik Pontoppidan, udgav 1729 paa Tydsk Memoria Havniæ, der var en Del af hans store Skrift Theatrum Daniæ, der udkom 1730 og ikke har stor Betydning med Hensyn til gamle Efterretninger, men er en vigtig Kilde med Hensyn til Oplysning om, hvorledes Forholdene vare umiddelbart før 1728.

En Forfatter, der vilde have bragt mere ud af Emnet og som anlagde en Kjøbenhavns Historie efter en stor Maalestok, var den indfødte Kjøbenhavner Christian Reitzer, der 1692 var bleven juridisk Professor. Han indgav 17. Nov. 1701 følgende Ansøgning til Kongen:

"Saasom jeg, E. K. M.'s allerringeste Undersaat, der moxen al min Tid har lagt mig efter det, som hører til Studium historicum, intet ønskede heller, end herudi efter det lidet mig af Gud forundte Pund at kunne tjene min Konge og mit Fædreneland, da falder min allerunderdanigste Bøn og Begæring til E. K. M., at mig forat naa samme mit højeste Ønske allernaadigst maatte tilstedes at skrive Kjøbenhavns Bys Historie, saavelsom og udi det kgl. Arkiv samt Raadhuset og andre slige Steder at have Adgang til de mig i dette Værk tjenende Dokumenter. Denne tvende Kongerigers Hovedstad, som saa store og mægtige Monarker have udvalgt til deres sædvanlige Blivested, fortjener vel, at dens Oprindelse, Fremvæxt, ypperlige Politi, Indbyggernes Artighed samt Manddom, og hvad Skæbne den i Freds- saa vel som Fejdetider haver haft, bliver for al Verden kundbar, og Efterkommerne skal og af dette Skrift lære til Himlen at opløfte Eders kgl. Majestæts Berømmelse, der ved sin livsaligste Regering og prisværdigste Anordninger dagligen i højeste Maader forfremmer samme Bys Velstand og Prydelse. Ydermere vil jeg hermed faa Anledning til at igennemgaa


488

en stor Del udaf den danske Historie, og hvad Lykke skal det ikke være mig at kunne, om endskønt med en svag Pen, ligesom afskygge nogle af de Dyder og Bedrifter, som give E. M. et stort Navn iblandt Jordens Konger og som Undersaatterne tilskrive al deres Lyksalighed."

Dette bevilgede Kongen 26. Nov. 1701. Senere gav Kongen ham Tilladelse til at skrive Kristian V's Historie og tillod ham 6. Juli 1705 at faa al den Underretning, han behøvede, af Arkiverne og Kancellierne. 1707 søgte han om at udgive Niels Krags Historie af Kristian III, hvorved han selv baade vilde have Umagen og Bekostningen ved at tage to Venner til Hjælp, og han agtede, medens han arbejdede paa Kristian V's og Kjøbenhavns Historie, at udgive flere saadanne Skrifter, hvilket Kongen ogsaa bevilgede 17. Juni 1707 1). Reitzers daarlige Omstændigheder nødte ham til at sælge sit udmærkede Bibliothek til Kongen 1721 og hans literære Arbejder maatte stanse, da han 1722 blev Stiftamtmand i Tronhjem og 1726 i Aalborg. Sine sidste 5 Aar levede han i Flensborg, hvor han døde 1736. Men hans kjøbenhavnske Samlinger ere vistnok tabte. Iøvrigt havde han mange andre Samlinger, der ere bevarede; han fik saaledes 10. September 1714 kgl. Stadfæstelse 2) paa sin gamle Ven Otto Sperlings Testamente forat Hamborgerne ikke skulde kræve Chronicon Hamburgense af Sperlings gamle Søster i Hamborg, hvilken Krønike han havde skænket Generalløjtnant Johan Rantzau; i Testamentet var det iøvrigt bestemt, at Reitzer skulde besørge Sperlings Begravelse paa sin Bekostning, men Sperling vilde, at Reitzer skulde have alle "af mig selv komponerede og skrevne Manuscripta" 3).

__________

1) Kgl. Resolutioner skrevne paa Suppliker. Jfr. Werlauffs Bibliothekshistorie S. 72-73.

2) Kgl. Resol. paa Suppliker.

3) Jfr. Werlaufis Bibliothekshistorie S. 81-82.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor apr 14 18:05:31 CEST 2005
Publiceret: tor apr 14 18:05:29 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:
Sidens top