eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse VI

Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)
    - bog III, kap. II

Kbh., G. E. C. Gad, 1892

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

II.

Politi. Vægtere. Retter. Byfogden. Straffe.

22. Okt. 1701 udkom en Forordning om Politiets Administration 2). Ved denne oprettedes en Politiret, hvis

__________

2) I femte Del S. 491 omtales et fransk Forslag om Forbedringer ved Politiet fra omtrent Aar 1700. Af Haandskriften, som jeg ikke tidligere kendte, med latinske Bogstaver, ses det, at Forfatteren er H. B. Ernst, den senere Politimester. Det er vistnok stilet til Grev Reventlov.

[282]

283

Præses skulde være en Gehejmeraad og hvis andre Medlemmer skulde være: en Admiral, en af Garnisonens høje Officerer, et Medlem af Hofretten, et af Admiralitetsretten og et af Magistraten, desuden en af de 32 Mænd, der aarlig skulde skifte; Politimesteren eller hans Fuldmægtig skulde være tilstede, naar Sagerne behandledes, og han skulde derpaa for lukkede Døre tilkendegive sin Mening, men saa strax forføje sig af Retten uden at tage Del i Voteringen. Politiretten skulde holdes hver Tirsdag Kl. 8 om Sommeren og Kl. 9 om Vinteren. Sekretæren skulde være en Kancellisekretær.

Kommercekollegiet var oprettet 26. Jan. 1704, forat de, der ønskede at fremdrage noget, der sigtede til at fremme Handel og Manufaktur, kunde have et Sted, hvor de kunde henvende sig og faa Hjælp i Raad og Daad. Dette Kollegium skulde derfor overtage Justitsen i Handelssager. Det skulde udstede Pas til Skippere, der foer paa fremmede Lande, og skulde derfor samles hver Mandag og Fredag 9-12. Det holdt sin første Samling 15. Feb. 1704.

Da mange af dets Sager faldt sammen med Politirettens, forenedes det med denne 23. Marts 1708 og dannede Politi- og Kommercekollegiet; i dette Kollegium sad altid en af de 32 Mænd; enkelte bleve ogsaa udnævnte for længre Tid, saaledes blev Jørgen Sohl, der 1721 som en af de 32 Mænd havde været Medlem i et Aar, 1728 beskikket af Kongen. Et saadant fast Medlem bar Titel af Kommerceraad og Politiassessor, medens selvfølgelig de etaarige Medlemmer ikke havde saadan Titel. Politi- og Kommercekollegiet ophævedes 5. Jan. 1731, og dets Forretninger overdroges Magistraten og en af de 32 Mænd 1).

Kollegiets Betydning blev næppe stor, og Hovedvægten blev efterhaanden lagt paa de mange særlig kjøben-

__________

1) K. D. VII, 716-17. J. Grundtvig, Meddel. fra Rentek. Ark. 1873-76, S. 26-28.


284

havnske Forhold, der da hørte under Politiet. Medlemmernes Tal indskrænkedes ogsaa. Saaledes forestiller Kollegiet 1726, at Admiral Frands Trojel ofte er forhindret i at møde, da han skal være tilstede i Overadmiralitetet, og Daniel Weyse skulde hver Dag opvarte i Søetatens Kommissariat, saa Kollegiet ofte maatte holdes af 2 eller 3 og "der dog falder undertiden Sager af Konsekvens og særdeles udi Sø- og Handelssager imellem Købmændene og Borgerskabet, hvorudi to eller tre, som ere tilstede, undse sig for at dømme, men maa opsætte, indtil Kollegium kan blive komplet". Der var ikke længer nogen Officer Medlem, ej heller havde der i mange Aar været nogen af Admiralitetsretten eller af Magistraten; Kongen beskikkede derfor 21. Juni 1726 Viceadmiral Schindel, Etatsraad Berregaard og Etatsraad Chr. Braem. 1728 var Tallet igen svundet ind, der mødte i hvert Fald altid kun nogle faa, somme Tider en eneste.

Efter Raadhusets Brand 1728 holdtes Møderne en Tid i Vestindisk Kompagnihus bag Børsen, men da dette blev solgt til Købmand Klitgaard og ingen af Medlemmerne havde Plads i deres Huse, lejede man en Lejlighed for 60 Rdl. aarlig.

Bøder under 4 Lod Sølv maatte Politimesteren indkræve uden Politirettens Kendelse, men han skulde gøre Regnskab for dem, da alle Bøder skulde anvendes til at lønne Politibetjentene, der skulde have en bestemt Løn. Ved Politiretten afgjordes ogsaa alle Klager over Politiet.

Det ses af Forordningen, hvad der da regnedes under Politivæsenet, hvilket i det væsenlige er det samme som indtil nyere Tid. Politimesteren skulde have Tilsyn med, at ingen forbudt Religion udøvedes, at Børn af blandede Ægteskaber, hvor den ene var Lutheraner, bleve døbte af lutherske Præster og at disse bleve oplærte i den evangelisk-lutherske Lære, ligeledes at Tjenestefolk og Læredrenge ikke bleve forførte til nogen fremmed Religion. Ogsaa skulde han


285

tiltale for Udbredelse af forargelige Bøger, baade imod Religionen, Regeringen og gode Sæder.

Han skulde paase, at Søn- og Helligdage tilbørlig bleve helligholdte, at der ingen Tumult og "Kvækeri" foregik i Kirkerne, at der ikke tilføjedes Præster og Kirkebetjente Vold og Fortræd, at der om Søndagen ikke skænkedes i Værtshuse eller arbejdedes paa Værksteder og at der under Gudstjenesten ingen Stimen eller Tumult foregik paa Kirkegaarde eller Gader.

Iøvrigt skulde han efterforske, at intet foregik imod Ærbarhed og Skikkelighed og at Værtshusene vare lukkede Kl. 10. Hvis nogen fordristede sig til Nat og Dag med draget Gevær at gaa Grassategang 1) eller nogen Fortræd paa Gaderne at forøve eller der blev truffet formummede, sværtede og forklædte Folk, som løb langs Gaderne og ej vilde give sig tilkende, naar Polititegnet blev forevist, skulde de arresteres og dømmes af Politiretten. De ryggesløse Folk og unge Drenge, der omgikkes med Raketter, Sværmere og Nøglebøsser, skulde hudstryges i Børnehuset, hvis deres Frænder ikke vilde bøde for dem.

Han skulde udforske Ophavsmanden til Smædeskrifter og kunde for ringere Forseelser af Modvillighed, Utroskab og Skødesløshed, begaaet af Tjenestefolk, selv idømme Bøder.

Han skulde have Tilsyn med Fremmede, at de ikke vare Spejdere, og maatte ikke tillade nogen, der ikke havde taget Borgerskab, at bruge Handel eller Haandværk. Med Jøder og Tartarer og andre ukristne Personer, der ikke havde kgl. Bevilling, skulde han handle efter de ældre Forordninger. Ligeledes skulde han værge Overholdelsen af Luxusanordningen.

__________

1) "Grassatgaaen, som var et Slags Bakkanaloptog i vore smaa Købstæder, især i Jylland," siger G. L. Baden i sin Oversættelse af Tacitus 1797 III, 329.


286

Med Torvenes Renlighed skulde han have Tilsyn, og at dertil anvendtes Portskillingen, der blev udgiven af dem, der kørte med Læs, hvilken Portskilling skulde udforpagtes aarlig. Paa Torvene maatte ingen sidde, hvor Færdselen kunde hæmmes. Fra Vejerhuset til Højbro skulde brolægges og desuden opsættes et Rækværk, saa de, der solgte Fisk, kunde sidde i Sikkerhed for Vogne og Karosser.

Tilsyn med Gadernes Brolægning og Renselse paahvilede ogsaa ham, ligeledes med Rendestene og Slamkister og Vejene udenfor Staden, Vandvæsenets Søer, Sluser, Grøfter, Dæmninger, Brønde, Pomper.

Vægt og Maal, Brændehandel, skadelig Forprang, ulovlige Omløbere og Indpas i Handelen, Overholdelse af Magistratens Taxter for Brød, Øl og Kød, Forraad paa Kornvarer var alt ham vedkommende. Særlig vedkom ham Sager om Lavsvæsenet og Direktionen over Vægterne, Lygterne og Brandvæsen. Derfor skulde han være tilstede ved Ildebrande og kommandere Brandfolkene til deres Post, hvilken Kommando ingen maatte opsætte sig imod; han skulde bortjage de mange Tilskuere, der vare i Vejen, og skulde hjælpe Folk til at faa deres Gods reddet, hvorfor de Vogne, der skulde bortføre dette, skulde være forsynede med en Klokke 1).

Om Politimesterens Tilsyn med Rejsende findes flere kgl. Reskripter; saaledes paalægges det ham 2. Okt. 1703 at vogte vel paa, at Spejdere ikke trængte sig ind, og hvis han havde nogen Mistanke, da strax tilkendegive det for Storkansleren. Den, der logerede fremmede og bortlejede Kamre, skulde han paalægge at give Fortegnelse over Logerende til Præsidenten eller den øverste Borgmester med Oplysning om de fremmedes Ærende og hvorfra de kom.

Dette sidste blev gentaget ved Reskripter af 14. Nov. 1710 og 2. Avg. 1712, i det sidste med det Tillæg, at de Rejsende Dagen efter deres Ankomst skulde personlig indstille sig for

__________

1) K. D. VII, 641-54.


287

Politimesteren og gøre Rede for sig. Selv efter Krigens Afslutning blev Befalingen gentaget 9. April 1723, ja det blev paalagt Politimesteren, om det var fornødent, selv at gaa i Værtshuse eller andensteds og "paa en sømmelig Maade" forhøre sig om de Fremmedes Navne, Stand og Ærende, og hvis han havde Aarsag til at fatte Mistanke, da strax at give Indberetning derom til Storkansleren og Gehejmekonseillet 1).

Det var navnlig i Krigstiden let at komme i Ulejlighed. Saaledes anbefalede Politi- og Kommercekollegiet 1712 en Person ved Navn Ludvig Carl Cassel, der gik omkring og solgte "thermometriske og barometriske Glas", til at komme ud af Arresthuset, hvor han havde siddet i over et Fjerdingaar, uagtet Politimesteren ikke havde opdaget noget kriminelt hos ham. Han var nemlig sat fast af Vægterne, "fordi han, da han om Natten stod og drak med dem i en Kælder, adspurgte dem om svensk og dansk Løsen, hvorover de, helst han var en Fremmed og i blaa Klæder, fattede Mistanke til ham, at han maatte være en Spion".

Fra Kristian V's Tid sad endnu i Begyndelsen af Aarhundredet Klavs Rasch som Politimester, men da han var gammel og svagelig, fik han 1701 Johan Bartram Ernst til Medhjælper, hvorfor han ofte opholdt sig paa sin smukke Gaard Raschenberg (nu Juelsberg) ved Nyborg, hvor han fra Ernst fik Underretning om, hvad mærkeligt der foregik i Kjøbenhavn. I Okt. 1702 skriver Ernst saaledes: "Kongen havde Ord med Eder, at I skøttede ej mere om Kongens Ordre," i Anledning af Anlæget af en Rendesten paa Slotsholmen i Trompetergangen, om hvilken mere nedenfor. Maaneden efter anbefaler han Rasch at komme hertil jo før jo heller, førend hans Fjender fik plat Overhaand hos Kongen 2).

__________

1) K. D. VII, 709, VIII, 133, 569.

2) Ernstes Brevbog.


288

I Juni 1703 fik han af Kongen en skarp Paamindelse om at give Møde i Politiretten, hvori han hidtil hel sjelden havde vist sig, at Kongens Tjeneste ikke skulde blive forsømt paa Grund af hans Udeblivelse. Fra Februar 1704 besørgede han ogsaa sit Embede alene uden Ernstes Medhjælp, men døde 8. Jan. Aaret efter 1).

Han efterfulgtes af den berømte Astronom Ole Rømer, der havde været Medlem af den Kommission, der udarbejdede Politiforordningen af 22. Okt. 1701. Denne dygtige Videnskabsmand var tagen i Brug i alle mulige Kommissioner og blev nu sat i en Stilling, der end yderligere optog hans Tid, saa der næppe blev megen Lejlighed for ham til at besørge sit Professorat og passe sin Stilling som Observator. Af hans Indberetninger til Kongen fra 1705 ses det, med hvilken Energi han arbejdede paa at forbedre de forskellige Ting, der hørte under hans Omraade som Politimester.

Da Gammeltorv en Tid lang "umanerlig" havde været opfyldt med Hø- og Halmlæs, saa der ikke var Rum til Kornvogne eller andre Varer, befalede han, at alle Vogne med Hø og Halm skulde holde paa Pladserne indenfor Volden ved Vester- og Nørreport. Han sørgede for, at Gaderne bleve rensede for de store Dynger af Sne og Urenlighed, saa der i 14 Dage blev udført 4200 Læs. Hos Bagerne og Slagterne gjorde han Undersøgelse om Vægten og Prisen paa Brød og Kød og udvirkede i kort Tid, at Tiggeriet for en stor Del blev afskaffet, ligeledes blev der nu mere skarpt Tilsyn med Nattesæde og Drikkeri i Værtshuse om Søndagen. Han lod Sortedamssø rense og forbedrede Brandvæsenet 2). Rømer døde 19. Sept. 1710.

Rømer efterfulgtes af ovennævnte J. B. Ernst, der da var 47 Aar. Han havde i sin Tid rejst udenlands, var i 4 Aar Sekretær og Informator hos Prins Kristian og fulgte

__________

1) K. D. VII, 706, 718.

2) O. Rømers Indberetninger for 1705. K. D. V. 791-804.


289

denne 1695 paa en Rejse i Udlandet, paa hvilken Rejse Prinsen døde. Siden var han en Tid Rasches Medhjælper og var Censor ved Aviserne. 24. Nov. 1703 blev han Borgmester. Han var en Mand med Indflydelse ved Hoffet, hvorfor han skriver 1701: "Jeg har haft den Lykke at rekommendere mangen brav Karl til Employ".

I Begyndelsen af hans Embedstid indtraf Pesten, der gav ham meget Bryderi. 1716 var der stor Misfornøjelse med ham, saa der paa Børsen og Raadhuset fandtes Smædeskrifter opslaaede. Der udstædtes i den Anledning et kgl. Reskript af 27. Nov. 1716, "at bemeldte Skandskrifter ere i sig selv meget ukristelige, forargelige og æreskændende Pasqviller," hvorfor de offentlig skulde brændes paa Nytorv af Bøddelen, og det blev paabudt alle inden 8 Dage at levere Kopier eller Originaler i Politikamret under Kongens højeste Unaade og 500 Rdl. Mulkt, ligesom enhver, der havde nogen Kundskab om Forfatteren, ufortøvet skulde meddele dennes Navn, mod Belønning af 100 Rdl., hvorimod Angiverens Navn skulde holdes skjult. Grunden til Smædeskriftet ses af følgende Skrivelse fra Ernst 1):

"Næstleden Vinter ved de Svenskes truende Indfald befalede H. Majestæt Kongen Heste af alle Huse til Stykkernes (Kanonernes) Opførsel, som skede med Nidkærhed, skønt Ordren blev først om Aftenen Kl. 8 kundgjort, uanset den onde Snestorm og Frostvejr, saa om Morgenen aldrig manglede Heste. H. Majestæt bevirkede dernæst, at H. kgl. Højhed til Gyldenlund kunde af Indbyggerne godvilligen gøres Tilførsel af Møg; de fleste vare ganske villige, men en og anden fornemme Mand sagde: Politimesteren vil gøre os paa Sidkasten til Bønder. Øxernes Forskaffelse til Norge har og gjort mig mangen Fortræd. E. K. M's Befaling til mig at logere Rysserne har jeg gjort med al mulig Nidkærhed og til Ryssernes Fornøjelse, formenende at gøre

__________

1) K. D. VIII, 402 med Indlæg.


290

E. K. M. dermed synderlig Tjeneste, at Rysserne bleve paa bedste Maade kontenterede og holdte udi god Humør imod denne Nation, men det inkommoderede og gjorde og en og anden Indvaaner fortrædelig imod mig".

Han havde mange Ærgrelser. Da han takkede Kongen for hans Protektion i Anledning af nævnte Smædeskrifter, skriver han: "Udbeder jeg mig allerunderdanigst E. K. M.'s videre Protektion, saasom ingen Dag bortgaar, at jeg jo med en ny Attaqve af mine Fjender prosekveres". Undertiden blev han ligefrem overfalden paa Gaden. Han skriver saaledes 29. Nov. 1716: "Igaar blev den Soldat, som havde med dragen Kaarde uden Føje hugget og saaret min Hest for Chaisen, hvori jeg sad, udi Krigsretten dømt 6 Gange at, løbe igennem Spidsroder".

I Okt. 1718 indkom en anonym Klage til Kongen over Ernst, "hvorudi andrages adskilligt imod dig og den Urigtighed, som udi Politivæsenet skal foregaa," hvilken sendtes til hans Erklæring, men den er ikke kendt 1). Den er formodenlig skreven af Torvemester Nagel, med hvem han ved den Tid havde Strid, hvorom nedenfor.

Krigsaarene, i hvilke han virkede, vare ikke heldige til at tilvejebringe rolige Tilstande i Staden, og der foregik mange Uroligheder, hvorpaa han ikke kunde raade Bod.

Ernst døde 22. Dec. 1722 og blev med stor Pragt begravet i St. Petri Kirke ved Aftenstid, og dog var hans Bo fallit. Man faar Indtrykket af, at han var en virksom og dygtig Mand. Hans Rapporter, af hvilke mange ere bevarede, vidne om humoristisk Sans 2).

Ernstes Efterfølger Johan Filip Ratechen 3) træffe vi første Gang som en af de Studenter, der 1705 søgte de pietistiske Forsamlinger. Han blev Aaret efter Bestyrer af

__________

1) K. D. VIII, 459.

2) Ernstes Rapporter findes dels i Indlæg til kgl. Reskripter, dels i to Pakker i Rigsarkivets 2. Afd.

3) En Peter Ratechen var paa hans Tid Amtsforvalter paa Møn.


291

Dronning Louises Gods Hørsholm. Af denne Bestyrelse havde han megen Modgang; 1718 løb han Fuldmægtig Jakob Almenstrup bort med en Del af Kassen og vigtige Papirer, og efter Dronningens Død 1721 blev der foretaget Undersøgelser af hans Regnskaber, hvilke Undersøgelser begyndte 5 Dage efter hans Udnævnelse til Politimester, hvortil han beskikkedes 15. Jan. 1723. I de 3 Aar, hvori han fungerede som saadan, svævede Sværdet over hans Hoved, indtil han blev overbevist om at have forfalsket Regnskaberne, hvorfor han i 1726 blev arresteret og derpaa opkaldt i Konseillet 2. Marts, hvor hans Afskedigelse blev ham kundgjort. 13. April fik han Rejsepas; hans Formue blev konfiskeret til Dækning af Gælden og han forvistes fra Kongeriget 1).

Ratechen synes at have været en Mand af en venlig Karakter. Han var meget musikalsk; i hans Bo fandtes to Cremonenser Violiner, en til 30 og en til 16 Rdl., en Violin med Skildpadde og Elfenben i Kanten, vurderet til 16 Rdl., desuden 70 Numre Noder, foruden c. 450 Bøger. At han ogsaa, skønt ugift, har været omgivet af Luxus, ses af, at hans Løsøre paa Avktionen efter ham indbragte 4684 Rdl. Hans Ydre var i Forhold til hans Samtidiges noget besynderligt, thi han bar ikke Paryk, men Kalot paa det skaldede Hoved.

Det kunde ikke undgaas, at han undertiden kom i Konflikt. Ubehagelighederne med den afskedigede Torvemester Daniel Nielsen omtales andensteds, men hans Føjelighed greb ind i Byfogdens Interesser. Denne skriver saaledes 1725:

"Hvis velædle og velb. Hr. Justitsraad og Politimester Ratechen var en Gang eller to for at føje Folks Ansøgninger indfaldet mig udi det mig allernaadigst anbetroede Byfoged-Embede, eller den Indpas, som han paa Folks Persvation mig Tid eller anden har gjort i mit Embede, kunde nogenledes

__________

1) Pers. Tdskr. I, 285-86.


292

hentydes at vedkomme hans Embede efter D. M.'s allern. Forordninger Politien vedkommende, da skulde det være langt fra mig, at jeg saadant om ham allerunderd. for D. K. M. skulde angive, men siden han efter min allerunderd. Formening saa tidt og ofte føjer Folks Ansøgninger og befatter sig med de Ting, som baade ere stridige imod D. M.'s Interesse, Politien uvedkommende og som D. M.'s allern. Lov og Forordninger strikte autorisere mig at forrette" o. s. v.

Byfoged Krøyers Klage gik ud paa følgende:

For kort Tid siden har Ratechen arresteret en Person ved Navn Marqvi for Gæld paa over 100 Rdl., han var skyldig for Fortæring i sit Logemente, og dømt ham til skadesløs Betaling; en anden har han tildømt at indfri sin Vexel paa 50 Rdl.; for faa Dage siden har han ved sine Betjente paa Komediehuset gjort Arrest i Montaigus Kasse, som han havde indsamlet af dem, der besøgte Komedierne, og da Byfogdens Fuldmægtig efter indkommen Rekvisition vilde gøre Arrest i de i Kassen forefundne Penge, have Politibetjentene betjent sig af det Tegn, Kongen havde forundt dem, og derved gjort Arrest i Pengene. Hans Majestæt erindre sig ogsaa den Affaire med den fremmede Person, hvis Bo Politimesteren arresterede efter Kongens forrige Livkarl, Adam de Willatz Begæring.

Politimesteren undskyldte sig med alene at have gjort dette forat tjene Folk, efterdi det ikke koster dem noget at lade Sagerne udføre ved Politikamret og Sagen der kan afgøres i kort Tid, men han lovede ej efterdags at gøre Byfogden Indpas i hans Forretninger 1).

I Marts 1726 læstes i Politi- og Kommercekollegiet Oversekretær Møinichens Brev af 16. Marts, "at Kongen har dimitteret Justitsraad Ratechen fra hans Politimestercharge og befalet Møinichen at kalde Ratechens Fuldmægtig Johan Arentzen for ham, at han ad interim samme

__________

1) Politi- og Kom. Koll. Mem. Bog 1723 flg. S. 327-28.


293

Betjening forsvarligen skal forestaa og forrette". 27. Maj 1726 skrev Politi- og Kommercekollegiet til Kongen: "Vi undse os at forestille, hvor højt Fornødenheden udkræver, at der igen bliver beskikket en ny Politimester, hvis Bestilling nu næsten paa 8 Maaneders Tid og siden forrige Politimesters Arrest af en Politifuldmægtig under Collegii Direktion er bleven forrettet" 1).

En Mand af en ganske anden Art blev Ratechens Efterfølger, den brutale Hans Himmerich, der oprindelig var Student, men nu i en Alder af 44 Aar var kommen hjem efter 20 Aars Tjeneste i russisk og polsk Krigstjeneste og med Titel af Oberst. Han udgav et filosofisk Skrift, som han helligede til Dronning Anna Sofie, hvem han smigrer ved at rose hendes høje Forstand og ualmindelige Aandsevner. Da han siden blev gift med Dronningens Kammerjomfru Elisabeth Bjørnskov, er det sandsynligt, at det er gennem kvindelige Forbindelser, han har skaffet sig Protektion.

I Politi- og Kommercekollegiets Møde 13. Sept. 1726 lod han oplæse sin Bestalling af 2. Sept., men det varede kun kort, inden han søgte at løsrive sig fra enhver Afhængighed af dette Kollegium. Allerede 25. Sept. bad han Kongen om at erklære, at han alene afhang af Hans Majestæt "uden ved noget Indbrud af andres Anordninger at se mig gjort umyndig". Han mente, at han alene, og ikke Kollegiet, havde at afgøre Politibetjentenes Antagelse, Afskedigelse og Løn samt Politikassens Bestyrelse, og bad om Ansættelse af en Politifiskal, "der skal være Politimesters højre Haand". Da han ikke havde Borgmesters Løn som sin Formand, bad han nu om at maatte nyde det halve af Politibøderne og Ret til at idømme Bøder indtil 20 Lod Sølv, hvoraf han saa vilde lønne Politi-

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 46, Indlæg til Resk. 21. Juni 1726.


294

fiskalen. Han blev derpaa beskikket til Borgmester allerede 2. Oktober.

Da Kollegiet i Dec. 1726 havde bestemt, at han skulde lade trykke Plakater om Gadernes Renholdelse og Politibetjentenes Tilsyn med denne, skrev han til Kammerherre Holstein, at han ikke havde saa gode Venner i Kollegiet, som han kunde vente, og derfor nødig vilde have Mundkrig med hele Kollegiet, men heller i en lukket Missive vilde forestille Kammerherren, at ingen uden han selv kunde gubernere over hans Politibetjente, hvem han havde nødig til andet. Det forlangtes, at han skulde have Inspektion med Renovationen, men der var aldrig meddelt ham Kopi af Renovationskontrakten og han havde aldrig set Gadeinspektørernes Instrux.

Derpaa holdt han sig en Maaned borte fra Kollegiet og undskylde sig med Sygdom 1).

1727 beklagede Grev Wedel Jarlsberg sig over Politifiskal Hjort, der havde læderet hans Avditør paa hans gode Navn og Rygte, og over Himmerich, "fordi han uden dertil given Føje udi et uforskammet Brev til Grev Sponneck har beskyldt ham for Rettens Fornægtelse i en Sag imod Grenader Heins og "Medkonsorter", og forlanger, at Politimesteren skal gøre ham Afbigt. Pol. og Kom. Kollegiet svarer dog, at det ingen Magt har til at sætte Politimesteren til Rette 2).

Himmerichs Adfærd mod Jøderne er et tilstrækkeligt Vidnesbyrd om hans Sinds Raahed, og hans Opførsel ved Kjøbenhavns Ildebrand kan ikke give noget stort Begreb om hans Dygtighed. Dog har han vistnok været energisk i flere Henseender, hvorom en af ham udgiven Samling af Politiplakater bærer Vidnesbyrd. Man har ikke haft videre gode Tanker om ham, da ellers ikke saadant Rygte kunde opkomme, at han under Pesten havde plyndret i forladte Huse og at

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 319-20.

2) Smstds S. 460-61.


295

han var bleven afsat paa Grund af usømmelig Opførsel. Han har vistnok haft megen Lighed med en af sine Efterfølgere, Konferensraad Fædder ved sin arrogante Optræden med embedsmandig Vigtighed.

1728 brændte hans Gaard paa Graabrødretorv tilligemed Renovationskassen, der indeholdt 4000 Rdl., men han fik 18. Juli 1730 Eftergivelse af den halve Sum, forat han saa meget før kunde faa Penge til at forsyne den afbrændte Grund med ny Bygninger. Den afbrændte Gaard maa ogsaa have været ny, thi den beskrives saaledes i et Avertissement i Extraordinaire Relationer 5. Juli 1728 :

Udi Velædle og Velbyrdige Hr. Politie-Mester og Borgemester Himmerichs iboende Gaard paa Graa Brødre Torv beliggende, ere nu til førstkommende Michaelis paa den øverste Etagie udi bemeldte Gaard til Leye at bekomme sær beqvemme og vel indrettede Værelser for en dertil Lysthavende, tillige med hans Familie, hvilke bemelte Wærelser bestaar 1. udi en sær stor og rum begreben Sahl af 8te Fag Grundmuur, med Vinduer og Udsigt omkring til Torvet og Gaden omklædt inden til med rødt maled Tapetzerie. Udi samme Sahl er en vel indrettet Camin ziiret oven til med et skønt Skilderie. Dernæst 2. en mindre Sahl paa 3 Fag, ligeledes ud til Gaden, behengt med Silke-Tapetzerie og med en ziirlig Blafong under Loftet; Udi hvilken samme Sahl er en beqvem Vindovn. Næst derved 3. er et lidet Apartement paa 2de Fag ligeledes ud til Gaden, beklædt med Silke-Tapetzerie, samt en smuk Plafong under Loftet, beqvem til et Sovekammer. Ved Siden af forbemelte Wærelser er 4. ud til Gaden en liden daglig Stue, som er malet, med Windovn udi, hvorved paa den ene Side er indrettet et beqvemt Gevurtzkammer, og paa den anden Side et beqvemt Skriver-Kantor eller Kammer af et Fag, alt ud til Gaarden, bestaaende af 3 Fag, og omhengt med ulden Tapetzerie; hvorudi ligeledes er en beqvem Windovn. Til disse Wærelser er fra Porten af, hvorigiennem en god Indkiørsel til Gaarden, strax


296

i Forstuen en meget magelig Opgang, paa Italiensk Maade indrettede Trapper, og ligeledes paa den anden Side af Wærelserne Nedgang til det der tilhørende vel og rumt indrettet Køkken, samt Fade-Bord, saa og 2de Kiellere. I Gaarden er en stor og skøn Wedhammer; Et Wognskuur, samt Staldrum til 4 Heste, med vel dertil aptered Lofts-Rum. Ligeledes er der og udi Gaarden fersk baade Spring og Pompevand. Skulle nogen forlange at see forbemelte Wærelser og dertil specificerede Pertinentier, om de dem, til for Leye at beboes, maatte anstaae, staar det dem frit fore udi meerbemelte Hr. Politimesterens Gaard sig derom behageligst at lade indfinde, da Leye-Accorten kand derom blive sluttet.

Himmerich synes fra først af at have staaet sig godt med Oversekretær Møinichen, der laante ham 1500 Rdl., som han skulde have betalt i Juni Termin 1728, men han betalte kun 500 og undskyldte sig med, at han vel havde ventet sig Penge fra sin gode Moster Fru Stiftamtmandinde Pentz, men hun havde undskyldt sig med ingen at have i Øjeblikket. Fra den Tid bliver Tonen anderledes i Møinichens Skrivelser til ham. Han skriver saaledes 22. Juni samme Aar i Anledning af, at René Montaigu havde klaget til Kongen over en Person, der lod sig og sine Exersitser se for Penge til Præjudice for de danske Akteurer, at Politimesteren ifølge Reskr. af 14. Okt. 1726 havde faaet Tilhold om at se til, at ingen gjorde de danske Akteurer Hindring eller Præjudice, og paamindede ham om at handle derefter, "at H. Majestæt i slige Tilfælde, hvor han sin allernaadigste Villie har deklareret, for Klagemaal kan blive umolesteret". 19. Juli erindrede han Himmerich om denne Skrivelse, da denne havde meldt, at Gen.-Major Arnold vilde lade spille franske Komedier, og bad ham om if. nævnte Reskript at "ville behage at gøre sit Embede". "Thi vil jeg da vente Hr. Politimesters gode Svar, hvad heller den


297

ovenbemeldte kgl. Befaling med allerunderdanigst Observance kan vorde efterlevet eller ej" 1).

Ved Kristian VI's Tronbestigelse foregik mange Afskedigelser, og Himmerich blev ogsaa fjernet. Grunden dertil kendes ikke, men at den har været vanærende for Himmerich ses af, at han betegnes som "civiliter mortuus", og Rygtet sagde at han var greben in flagranti paa en af Kjøbenhavns Kirkegaarde. Man vilde ogsaa vide, at han havde under Pesten været med til at plyndre pestsmittede Huse, alt Vidnesbyrd om, hvad man kunde tiltro denne Mand. Tilsyneladende kunde den ny Omordning af Politiet ved Frdn. 5. Jan. 1731 have været tilstrækkelig Grund til hans Fjernelse, og af Betænkningerne til Forordningen ses det, at man var utilfreds med den Maade, hvorpaa Politiet var ordnet i hans Tid. I hans Eftermand Erik Torms Bestalling af 19. Feb. 1731 staar alene, at han træder i Himmerichs Sted, "som vi fra samme Politimesters Embede have forløvet".

Da O. Rømer 1705 var bleven Politimester, søgte han at faa Politiet forsynet med bedre Personale. Herom skriver Politikollegiet Aaret efter, at Rømer "fandt strax i Begyndelsen en stor Hinder udi sine Forretninger, saavel formedelst Politibetjentene ej vare saa mange, som han behøvede, som og fordi de, som der allerede i den forrige Politimesters Tid vare antagne, vare komne udi en ond Vane med en og anden Selvraadighed". Han afskedigede derfor en Del af dem og antog andre paa fast Løn med strengt Forbud, "at de intet, hverken Bøder eller Aftingninger, Foræringer eller andre Accidenser af nogen skulde oppebære". Rømer selv skriver ved samme Tid: "Det er mærkeligt, at ved min Tiltrædelse til Bestillingen angave sig mangfoldige Sollicitanter, som ved Politien søgte at employeres, og nu, siden jeg tvende af dem for Udygtighed eller anden befunden Fejl har kasseret, er jeg i Besværing at finde en eneste dygtig

__________

1) Oversekr. Brevbog.


298

og skikkelig Person til en Plads igen at forsyne, alt for den ringe Løn, jeg har dem at tillægge og den Opsigt, de holdes under" 1).

Ved Reskript af 20. April 1706 bevilgedes der til Betjentenes Løn Politimesteren 1050 Rdl. af Renovationskassen, foruden de 2 Trediedele af Politibøderne, der vare bestemte ved Frdn. af 22. Okt. 1701, hvilket stadfæstedes 1727 2). Da Magistraten havde faaet Inspektionen med Renovationen, nægtede den at udbetale Betjentene Løn af Renovationskassen, hvorover der udspandt sig en Strid 1729 med Politimester Himmerich.

Rømer havde faaet Tallet bragt op til 10; 1726 var Tallet det samme, thi det ses, at der da lønnedes 5 med 20 Rdl., 2 med 25, 1 med 30, 1 med 50 og 1 med 60, men da var der desuden en Torvemester, der fik 75 Rdl., en Kopist, der fik 50, en Protokollist og en Fuldmægtig, der hver fik 150. Foruden disse lønnedes en Fyrbøder med 20 Rdl. og en Fejekone med 17 Rdl. 2 Mk. 3).

Mange Betjente vare afskedigede Militære. Saaledes ses det, at Frederik Reiser, Fader til den navnkundige Stadschirurgus Reiser, 1703 kom ind i Livgarden, men blev afskediget 1710 paa Grund af, at han var bleven farlig saaret i Skaane. Derpaa blev han 1711 antaget som Rømers Fuldmægtig forat have Tilsyn med Renselsen af smittede Huse i 3 Kvarterer af Byen og var dernæst Protokollist ved Politikamret "med kontinuerlig Okkupation fra Morgen til Aften". En anden med militær Fortid var nedenfor omtalte Torvemester Nagel. Johan Arentsen blev Kopist ved Politikamret 1712 efter at have været Tjener hos Politimester Ernst 6-7 Aar 4)

__________

1) Indlæg til Reskr. 20. April 1706.

2) K. D. VII, 723.

3) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 87.

4) Rigsarkivet. Suppliker 1702-30. Om Reiser se videre Sønnens Ildebrands- og Forfølgelseshistorie.


299

Politibetjentene bare næppe lovbefalet Uniform. Det ses af et Tingsvidne, at en af dem 1725 gik i en graa Kjol med røde Opslag.

1724 aflagde 9 af Politiets Personale Ed til Politimester Ratechen, idet de 5 havde svoret til dennes Formand Ernst, og 1727 fremstilledes 10 Politibetjente første Gang for Politi- og Kommercekollegiet, saa det synes, at Ratechens Efterfølger Hans Himmerich har afskediget adskillige. Der var saaledes en ved Navn Barthold Høvisch, der havde tjent baade i Ernstes og Ratechens Tid, men 1728 klagede over sin Afskedigelse; han siger selv, at han havde tjent som Volontør ved Rentekamret og Generalkommissariatet, havde som Borger i 30 Aar svaret Skatter og i Krigstiden lidt stor Skade paa sin Kapital 1). En anden ved Navn Hans Jensen Juel blev 1725 afsat af Politi og Kommercekollegiet, "saasom han tilligemed nogle af Badskeramtet havde jaget efter Hofprædikanten Mag. Conradi's Tjener, formedelst de havde ham mistænkt for Fuskeri paa Barberprofessionen, hvilket de ikke have kunnet overbevise ham". Derfor blev Juel irettesat, men "han beteede sig uskikkelig for os i Retten den Dag, Dommen gik over ham, han og desforuden ikke er bekvem til at være Politibetjent, eftersom han ikke er saa tilforladelig, som han burde være". Den anden Politibetjent, der havde været med Juel, blev derimod benaadet af Kongen i Henseende til hans høje Alderdom, fattige Tilstand og mange Børn 2).

Politiet optraadte vistnok ofte meget vilkaarligt. Saaledes skriver Magistraten 6. Feb. 1715, "hvorledes en Del Borgere og Stolemagere besvære sig over Politibetjentenes Medfart imod dem saavel som over en paa Politikamret imod dem ergangen Resolution, og da vi ere forsikrede paa, at det ingenlunde er Deres Majestæts allernaadigste Villie, at

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 635.

2) Sammes Mem. Bog 1723 flg., S. 757. Oversekr. Brevbog 26. Okt. 1725.


300

Borgerskabet, som kommer tilsammen i Skikkelighed og fornødne Samlinger, saaledes skal mishandles," bad Magistraten Politi- og Kommercekollegiet mage det saa, at de dømte kunde blive fri for Straf og Betjentene tilholdes "at bruge nogen Moderation imod Borgerskabet".

Over en Politibetjent Henrik Bang klagede de Folk, der arbejdede ved Brolægningen 1729, "at han paa Gader og Stræder, hvor de arbejde, tilføjer dem Hug og Slag, som og jager dem fra et Sted til et andet, forbyder dem at oppebære deres fortjente Penge eller afmaale deres Arbejde, uden han er hos, han har ogsaa sagt, at han vil ruinere deres Lav, forlanger af dem 2 Sk. for hver Favn Bro, forbyder dem at gaa fra deres Arbejde og bære Lig, siger at han ikke æstimerer deres Lavsartikler" o. s. v. 1).

De fleste Politibetjente synes at have holdt Beværtning, men de toge hverken Borgerskab eller fik Magistratens Bevilling.

Da en Betjent 1713 skulde indkræve en Bøde, kaldte en Kone ham for en sulten Hund. Manden stævnedes, maatte give Bøde til de fattige og erklære, at hans Hustrus Forseelse er i hans Fraværelse sket af kvindelig Skrøbelighed og Overilelse, ligesom han fik Tilhold om i Fremtiden at holde sin Hustru til større Beskedenhed 2). Da nogle Betjente 1724 en Søndag efter Kl. 2 gik ind i en Kælder, hvis Dør stod aaben og hvor der var fremsat Spise, ligesom de fandt 4 Personer i Skænkestuen, brugte Konen "grove og utilbørlige Ord" imod dem, uagtet de fremviste Polititegnet.

Som Exempel paa Politibetjente fremstilles her de to Torvemestere Carl Casper Nagel og dennes Efterfølger Daniel Nielsen.

Den første Udgave af "Peder Paars", der udkom 1719, har Holberg dediceret til "Indbyggerne i de Nyboder,

__________

1) Sammes Res. Prot. Nr. 7, S. 682-84.

2) Politiretsdom 20. Okt. 1713. Mern. Bog. 1723 flg. S. 150.


301

dem, som bo langs ved Volden, item alle dem, som høre under Seigneur Nagels Fane". Paa Torvedagene var der indtil Kl. 10 oprejst en Fane paa alle Torve, ved Portene og Stranden forat betegne, at indtil den Tid maatte Borgerne kun forsyne sig til deres Huses Fornødenhed, medens det var forbudt at gøre Indkøb til videre Forhandling 1). De, der hørte under Nagels Fane, vare altsaa Torvesidderne og Smaahandlerne. Han var beskikket til Torvemester under Pesten, da man havde oprettet Torve udenfor Portene, thi 17. Nov. 1711 findes den Oplysning i Kommercekollegiets Protokol, at Politimester Ernst den Dag "præsenterede Brev og Instrux for 2 Torvemestere, Carl Caspar Nagel ved Nørre- og Johan Henrik Høyer ved Vesterport". Nagel var en gammel Militær, der havde tjent ved Garden til Fods og været med de danske Hjælpetropper i Irland og Braband 3).

1712 beklagede Toldinspektøren sig over, at han paa Torvet, der holdtes ved Konsumtionsboden, gjorde en saadan "Allarm og Konfusion" ligeoverfor en Bonde, der kom med 2 Lam, at Kontrolløren ikke kunde forrette sin Tjeneste, og da Inspektøren satte ham i Rette, løftede Nagel sin Stok og brugte mange uforskammede Ord imod ham 3).

I samme Sommer kom han i Slagsmaal med Vinhandler Chr. Sohl paa Nørregade. Nagel klagede over, at Sohl havde slaaet ham under hans Embedsforretninger, men da det bevistes, at Nagel vel om Morgenen havde "gjort Forretning" hos Sohl paa Embedsvegne, men at de om Eftermiddagen alene havde været i simpelt Gade-Slagsmaal, henviste Politiretten Sagen til Byretten 4). I Byfogedregnskabet for 1713 anføres, at han var dømt til at bøde 3 Gange halvfemte Lod Sølv, fordi han "med en Pistol havde skudt Peder Holter i Ansigtet fuld med løst Krudt".

__________

1) Femte Del S. 153-54.

2) Kbnh. paa Holbergs Tid S. 118.

3) Smsteds S. 348-49.

4) Politiretsdom 2. Avg. 1712.


302

10. Avg. 1713 kom Nagel ind i Vinhandler Lunds Hus paa Købmagergade ved Kl. 1 og forlangte en Pægel Vin; da han havde taget sig en Slurk, gik en tilstedeværende Konsumtionsbetjent Schrøder, der med sine Kammerater havde været til Begravelse, hen og "tog uden Meddelelse og Forlov Nagels Glas med Vin, drak det ud og bed Glasset udi Stykker med hans Tænder, hvorover Nagel med Billighed vel maatte finde sig affronteret og spurgte, om saadan Adfærd skede ham til Affront. Derpaa da Schrøder med hans andre Kammerater vilde Nagel til Livs, mens Nagel, som saa sig overmandet og saa for Øjne, at han kom til kort, søgte derfor sin Retirade og lod forblive sin Hat udi den første Stue, hvor han var. Over denne Allarm kom Værten til og bragte disse Konsumtionsbetjente til Rolighed, og gik de saa bort. Da Nagel saa sig befriet af denne hans Arrest, tænkte han først paa sin Hat, men den var ikke at finde nogensteds, maatte saa hjemmefra lade sig hente en anden Hat og gik saa op til Politimesteren forat aflægge sin sædvanlige Rapport om, hvad den Dag paa Torvene kunde være passeret".

Udenfor Politimesterens Gaard i Frederiksborggade stødte han sammen med de 5 Konsumtionsbetjente, der havde været i Vinhuset, og spurgte dem, om de vidste noget om, hvor hans Hat var bleven af, skældte dem for Tyve og forlangte, de skulde betale ham hans Hat, hvorpaa de fore ind paa ham. En af Konsumtionsbetjentene sagde vel: Kom lader os gaa bort fra den Kanaille, hvorpaa enkelte vel gik nogle Skridt tilbage, men kun for at fare løs paa ham igen. Nagels Prokurator fremstiller Sagen videre saaledes: "Nagel, som saa sig overmandet, raabte Gevalt, Gevalt; besynderligen da Konsumtionsbetjentene flanqverede imod ham paa alle Kanter med dragne Kaarder. Over denne hans højtbedrøvende Stemme, som skraldede knap det sjette Hus fra Aktionen paa den ene Side ind udi Pustervig, hvor Politibetjentene Daniel Nielsen og Anders Christian boede, kom disse begge Politi-


303

betjente udspringendes af deres Hus til Aktionen og saa Nagel omringet iblandt dragende Kaarder". Politibetjenten Knud Nielsen, der havde hentet Nøglerne til Politikamret hos Politimesteren, kom til i det samme, og Politikopist Johan Arentsen, der i Gaarden hørte Larmen, kaldte de andre Politibetjente til Hjælp forat afværge Mord, saa de kom paa Gaden uden Hat og uden Kaarde, hvorpaa der blev et vældigt Slagsmaal, under et stort Opløb, hvor Konsumtionsbetjentene bleve overmandede; de 4 førtes til Politimesterens Gaard og derfra med militær Vagt til Raadhuset.

Byfogden tilfandt imidlertid Nagel og Politibetjent Daniel Nielsen at betale Bøder og Processens Omkostning, og Sagen indstævnedes for Magistraten, der 26. Juni 1715 stadfæstede Dommen, idet der gjordes gældende, at det var Nagel, der først havde slaaet med Kaarde, og Daniel Nielsen havde slaaet en Borger og dennes Kone med sin Stok, medens den ene Konsumtionsbetjent først havde trukket Kaarden, efterat Daniel Nielsen havde kastet ham paa Jorden og slaaet ham med sin Stok. Nagel havde faaet et Saar i Haanden, idet han understøttet af en Hestgarde og en Politibetjent havde revet en Kaarde ud af en Konsumtionsbetjents Skede. Prokurator Truels Smit siger om Nagel, at han "nok er bekendt for adskillige Klammerier." 1).

Et Fjerdingaar efter blev Nagel overfalden paa Amagertorv, hvorom Politimesteren giver følgende Beretning 2):

"Med muligste Vinskibelighed har jeg inkvireret om det Overfald, Torvemesteren Carl Casper Nagel næstleden Lørdag Aften er tilføjet paa Amagertorv, og af vakre Mænds, som omkring boende Købmænds og Borgeres Udsigende, har jeg fornummet, at Aktionen har rejst sig af benævnte Nagels Funktion, da han efter Forordningen tilholdt Amagerbønderne og Kvinder at begive sig fra Torvet, saa at det imod

__________

1) Magistratens Domprotokol 1715 S. 329 flg.

2) Indlæg til Reskr. 8. Dec. 1713 (K. D. VIII, 304).


304

Søndagen kunde renses, hvorpaa da alle Amagere undtagen trende Kvinder begav sig fra Torvet efter Sædvane, men disse Kvinder bleve, Advarsel uagtet, besiddende, og vare tilstede hos dem 3 Artilleribetjente og tvende Matroser, som formente Nagel herudinden, sigende, han skulde lade dem sidde, hvorimod Nagel foreholdt dem, det saaledes at være af E. K. M. forordnet og at de intet havde at hindre ham i hans Funktion, ombedende dem, de vilde lade ham være med Fred, han havde intet med dem at bestille og de ej heller med ham. Dog de moqverede sig over Nagel, sigende, han skulde lade disse Kvinder sidde og fortjene sig en Skilling. Nagel raabte igen: "Min Ven, jeg har intet med eder at bestille, jeg rider udi min Funktion". Saa har tvende Artilleribetjente, den ene efter den anden, grebet Hesten i Tøjlen, Nagel rykkede derpaa tilbage med Hesten, endnu formanende dem, hvilket saa lidet frugtede, at de uddrog deres Kaarde, Nagel derefter sin ligesaa og udi Aktionen huggede en Artilleribetjent over Hovedet, vides ej om til nogen Skade eller ikke, dog retirerede de sig derefter, og iblandt den ene Artilleribetjent, ind udi Fru Assessorinde Crakowitzes Hus og tabte undervejs sin Skede, som Nagel lod optage til Vidnesbyrd imod denne Angriber og beklagede sig for de udi Mængde forsamlede Folk, at han saaledes blev overfalden udi sin Forretning. Udi det samme vorder en Sten, omtrent to Næver stor og som jeg før ansaa for en Bergværkssten end for en Brosten, kastet ham fra bag til paa Hovedet, hvoraf han har bekommet et Saar dobbelt, hvert en Finger langt. Nagel sank derpaa maalløs og udi Besvimelse fra Hesten ned paa Torvet, blev dog af nogle medlidende brave Folk optaget, forbunden udi M. Fabritii Hus, af Madame Krakowitz inviteret i hendes Stue, af Hr. Hofapotheker Becker, som paa Rygtet kom tilløbendes med sine Remediis, endelig, fra en Besvimelse til den anden var overstanden, bragt til rette igen, saasom


305

Nagel allerede var blaa udi Ansigtet og ellers var bleven suffoceret i hans eget Blod."

Nagel havde ellers klaget over, at samme Eftermiddag var han bleven truet af en Strandkvinde, at han inden Aften skulde faa en Ulykke. 29. Nov. 1716 skriver Politimester Ernst, at en Matros, der havde stukket Nagel i Brystet, ved Admiralitetsretten var dømt til at kølhales tre Gange og udrede 16 Rdl. i Barberløn.

Det er ikke saa underligt, at Politimester Ernst kan skrive om Nagel, at han i Felttogene havde faaet mangfoldige Saar foruden sine Torveblessurer 1), hvilket sidste synes at betragtes som en selvfølgelig Sag. Han synes at have haft en vældig Røst, der omtales i ovenomtalte Sag om Kampen med Konsumtionsbetjentene, som at den "skraldede"; Ernst skriver 1717, at han "med svar Røst" hindrede en Lakaj i at hugge en Person med sin Kaarde, og hans Raaben paa Torvet forstyrrede 1712 Konsumtionsbetjentene i deres Arbejde.

Da han boede skraas over for Holberg i en Del af nuv. Nr. 39 paa Købmagergade, har Holberg vist ofte haft Lejlighed til at iagttage denne opblæste, uforskammede Person, der sikkert tog sig kostelig ud i sin Værdighed, naar han paa Torvedagene besteg sin Ganger og red omkring paa Torvene. Var dette ikke saa god en hjemlig Jakob von Thybo, som man kunde ønske sig?

Iøvrigt holdt han Thehus og Spisekvarter. Hans Hustru Lucie Abrahamsdatter døde 14. Maj 1717 og efterlod 2 Børn 2).

Han sad i daarlige Omstændigheder; den Bøde, han blev idømt paa Bytinget 1715 (se S. 303), havde han endnu ikke betalt 1723, og da hans Tjenestepige 1714 vilde have ham idømt Alimentationsbidrag, slap han med 30 Rdl. "i Henseende til C. C. Nagels enhver noksom bekendte

__________

1) Kbnh. paa Holbergs Tid S. 118.

2) Smsteds S. 349.


306

slette Tilstand". 1718 stævnedes han af Vinhandler Johan Sohl for Gæld, men han paastod at have givet Sohl Betaling i Fuglevildt og Fisk.

1718 kom han i stor Forlegenhed. Politimester Ernst klagede over, at han havde angrebet ham og hans Hustru med ærerørige Ord, og Ernstes Broder Barthold Stuve havde han overfaldet og ilde trakteret med Hug og Slag 1). I den Anledning blev der nedsat en Kommission, hvis Dom Nagel stævnede for Højesteret. Det ses af denne, at Stuve 20. Sept. 1718 havde været i Nagels Hus, hvor de vare komne i Klammeri, men de gensidige Fornærmelser fandtes at kunne gaa lige op, "thi hvem der har været Aggressor, kan Ingen vide uden Nagels Hustru, som siger, at det var Stuve. Begge Piger have set ham med blot Kaarde og overalt have de nok begge været drukne og grove mod hinanden". Fru Ernst havde Nagel skældt ud for Canaille og Rapsan og han dømtes til at bede baade Ernst og hans Hustru om Forladelse, bøde 6 Rdl. til Frelsers Kirke og udrede Sagens Omkostninger, medens Kommissionsdommen havde tilkendt Ernst at udrede disse sidste. Selvfølgelig blev han desuden afskediget.

Nagel boede endnu 1725 i Huset paa Købmagergade, men Omstændighederne vare nu vistnok kummerlige, thi i Aviserne 1722 tilbød han sin Hjælp, om nogen vilde lade tage Pletter af deres Klæder eller maatte behøve at lade renovere Guld- og Sølv-Brokade, Guld- og Sølv-Galloner samt Plumager. Han har giftet sig igen; 1726 opføres hans Enke som boende i Huset paa Købmagergade, men 1728 nævnes hun i Frederiksberg Kirkebog som død paa Ladegaarden.

Nagels Efterfølger Daniel Nielsen skulde ved sin Tiltrædelse ligesom sin Forgænger have haft 2 Rdl. ugentlig for Tilsyn med Møllerne, der malede Kongens Magasinkorn, men Magistraten skrev herom 10. Okt. 1718, at "det er Politi-

__________

1) K. D. VIII, 464-65.


307

mester saavel som os udi frisk Minde, hvor lidet og fast saa godt som intet saadan hans Opsigt frugtede," hvorfor det vilde være rettest at sætte hver Mølle under militærisk Opsigt.

1722 klagede Kandestøber Plenge over ham, at han havde brudt ind i hans Hus, Der havde nemlig en Dag nogle Amagerkoner efter Torvetid siddet udenfor dette, og da Daniel Nielsen vilde kræve Bøde af dem, flygtede de ind i Plenges Hus, hvor han fulgte efter dem. Torvemesteren blev imidlertid frikendt 1).

Han kom en Aften Kl. 9 ned i en Kælder, hvor der sad tre Personer, som spillede Styrvolt og fik et Glas. De vilde da ophøre med Spillet, men Daniel sagde: Spiller ikkuns, og Værten sagde, at Klokken var ikke saa mange. Saa sagde Daniel til Værten: Hør du grove Knold, ved du ikke, at Tappenstreg er slaget, hvortil Værten svarede: Gud bevare os, maa man ikke tappe og drikke et Krus Øl, efterat Tappenstreg er slagen, vi er ingen Soldater. Derpaa gik Daniel ud og peb i sin Pibe og kom ind med 3 Vægtere, og 5-6 Vægtere stode udenfor med deres Morgenstjerner. Daniel greb fat i Værten, rev hans Vest itu, og Konen blev saa betaget, at hun maatte lægges paa Sengen. Nu kom Knud Politibetjent til og sagde, at det ikke var Daniels Forretning, hvorpaa der blev stærk Tummel og baade Daniel og Vægterne sloge løs. De tilstedeværende vare Grev Vedels Folk, der logerede i Mads Limes Gaard, men spiste i samme Kælder. Det var vel dem, Daniel Nielsen tog for Soldater 2).

Ved Politiretsdom af 19. Nov. 1723 blev han fradømt sin Stilling, fordi han havde afpresset Varer fra Torvebønderne. Herover beklagede han sig til Kongen, idet han kaldte Dommen uretfærdig og fremkaldt ved falske Beskyldninger af hans Avindsmænd, hvorfor han søgte om fri Proces til at appellere Dommen. Han søgte at vække Kongens

__________

1) Politiretsdom 18. Maj 1722.

2) Bytingsprot. 18. Jan. 1723.


308

Medynk ved at fortælle, at han i 6 1/2 Aar havde tjent som Betjent og 5 1/2 Aar som Torvemester og var nu hjemfalden til Hunger med 3 umyndige Børn og "en paa faldende Fod til Barselseng af Alteration og Sorg sengeliggende Hustru". Samtidig fremkom han med falske Beskyldninger mod Politimester Ratechen, der skulde have aftvunget ham det halve af konfiskerede Varer og saaledes forsynet sig med en stor Del Høns, Kyllinger, Æg, Ænder, Kapuner, Lam, Smør, Kirsebær, Blommer og Nødder, ja, engang taget 2 Daadyr, hvis Værdi efter Jagtforordningen skulde have været delt mellem Overjægermesteren, Kvæsthuset og Daniel Nielsen, men Ratechen paaviste, at Dyrene vare smaa Kalve, af hvilke den ene var raadden, og at de andre Beskyldninger ogsaa vare uden Hjemmel 1).

En Politibetjent skulde være Fiskal, det er: han skulde inddrive Bøderne.

Politibetjentene bleve 1726 fritagne forat vidne for Byretten; de skulde i Politiforretninger svare for Politiretten, men i andre Sager for Borgretten som hidtil 2).

1705 foreslog Vægterinspektør Johan Huusmand nogle Forandringer i Vægternes Artikler, der skulde tjene til større Sikkerhed for Borgerne og for Vægterne selv, men disse bleve næppe antagne 3).

Vægtervæsenet og Lygtevæsenet havde fra først af staaet under Johan Huusmand som Inspektør, men 1689 blev Lygtevæsenet overdraget Branddirektøren for en billigere Betaling, og fra den Tid indkrævede Magistraten Lygte- og Sprøjteskatten i Forening. Huusmand vedblev som Vægterinspektør eller Vægterkaptejn, som det siden hed, med Løn af 300 Rdl. Da Huusmand imidlertid ikke gjorde Regnskab for Vægterpengene, den Afgift, som hver Vægter indkrævede i sit Distrikt og hvoraf deres Lønning udrededes, vilde

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Mem. Prot. 1723-25, S. 81-84, 379-84.

2) K. D. VIII, 668-69.

3) K. D. VII, 746.


309

Magistraten afskedige ham, men der opnaaedes et Forlig, saa han vedblev til sin Død 1711. Efter ham udnævntes Vicebranddirektør Gregers Romer til tillige at være Vægterinspektør. 1722 blev Vægterløjtnant Knud Bentsen igen dennes Efterfølger.

Det var en stadig gentagen Klage, at der var for faa Vægtere. 1711 resolverede Kongen, at der skulde være 80-100 Vægtere, hvorfor Politimesteren strax antog 12, men da Renselsen af Husene efter Pesten var forbi, maatte de igen afskediges, saa der 1713 kun var 64 foruden de 4 Kurer i Taarnene. Da der dette Aar var mange Tumulter, navnlig af Matroserne, der ikke kunde faa deres Lønning udbetalt, søgte Politimesteren om, at Vægterne maatte faa en Jærnkalot i deres Kabudser, da de fik de fleste Hug i Hovedet. Kongen befalede ogsaa Politimesteren at gøre Forslag om, hvorledes der kunde tilvejebringes de 1800 Rdl. aarlig, som vilde udkræves, hvis Vægternes Tal skulde forøges til 100 2).

Det var dog først ved Reskript af 12. April 1728, at Tallet forhøjedes fra 67, som det da var, til 100. Det var umuligt længer at undgaa dette; der var nu 726 Gadelygter, af hvilke 156 vare komne til i de senere Aar, og der var nylig bekostet 400 Jærnarme, hvormed Lygter vare befæstede paa Husene, istedenfor dem af Træ. Der maatte raabes 836 Gange hver Time og de fleste Vægtere havde 4-6 Gader at paase, hvorfor det ofte tildrog sig, at naar de vare i den ene Gade, blev der i den anden begaaet Mord, Tyveri eller Stratenrøveri. Foruden Morgenstjernen eller en halv Lanse fik de nu ogsaa en dygtig Kaarde med Gehæng. Saaledes haabede Politimesteren, at "mange Excesser, som nu her i Staden i Svang gaa, derved skulle kunne hæmmes, saasom

__________

1) K. D. VIII, 220. Mag. Skr. 17. Avg. 1707, 31. Jan. 1722. 19. Juli 1728 udstædte Magistraten Instrux for Vægterinspektør og Løjtnant.

2) K. D. VIII, 305 med Indlæg.


310

Tyveri, Vold og Overlast". Til Vægtere anbefalede Magistraten at tage Borgere istedenfor fremmede 1).

I Kasketterne bar de 1727 blaa Kvaster.

Da Lygterne ikke skulde tændes paa de Aftener, da det efter Almanakken var Maaneskin, fremkom den Ulempe, at Gaderne vare mørke, naar der var Taage, Sne eller Regn. Derfor bød Kongen 19. Feb. 1714, at Lygterne alligevel skulde tændes saadanne Aftener, og at den forøgede Udgift skulde godtgøres af Brandkassen 2). 1728 forhøjedes Lygteskatten og Vægterpengene.

Vægterne vare udsatte for mangen Overlast i disse Tider, undertiden mistede de Livet. Saaledes kom en Aften 1720 2 Personer ind til en Kone paa Hjørnet af Brolægger- og Endeløsstræde og tvang hende til at lade hente Øl, og da dette gentog sig, klagede hun til Vægteren, hvorfor denne bebrejdede den ene, at han saa sent om Natten gjorde Konen Molest. Nu skældte Personen Vægteren for en Hundsfot, hvortil denne svarede: "Skælder du mig for en Hundsfot paa min Post, da skal du gaa med mig i Arrest". Da kom den anden Person ud af Huset, greb fat i Morgenstjernen med den ene Haand, slog Kabudsen ned over Ansigtet og stødte sin Kaarde i Vægterens Liv, saa han døde nogle Dage derefter 3).

Ved Vartov Kirke forefaldt næsten hvert Aar slemme Slagsmaal og Overfald paa Vægtere og Politi 4). Efter et saadant Slagsmaal 1713 var der ophidset Stemning i Garden imod Vægterne. Politimesteren beretter saaledes:

"Garden til Hest har ikke alene, siden fornævnte Passage er sket, ladet sig mærke med nogen sær Animositet imod

__________

1) Mag. Skr. 14. Juli, 14. Avg. 1728. Indlæg til Reskr. 12. April 1728.

2) K. D. VIII, 312.

3) R. Ark. Koll. Breve 23. April 1720.

4) Se for 1705 K. D. V, 798, Politiretsdom 29. Juni 1712 og fra 1713 Stolpes Meddelelse i Danske Samlinger 2. R. VI, 272-73, Politiretsdom 27. og 30. Avg. 1713.


311

Vægterne, som deraf allerunderdanigst kan sluttes, at da en Vægter, navnlig Dines Pedersen, gik den 13. hujus (Juli) om Natten Kl. 1 paa sin Post, i Adelgaden, slog en Del af Garden til Hest ham Kalk og Sten ned i Hovedet fra de øverste Værelser i en Brændevinsbrænders Hus, hvor Solen til Skilt udhænger. Vægteren Rasmus Gudmandsen har angivet, at i Nat Kl. 12 kom en Matros og trende Garder til Hest gaaende i Springgade og Matrosen foran og slog 6 Vinduer ind paa Lars Hansens Enkes Hus og imidlertid kom 2 Vægtere til, og trak da den ene Garde sin Kaarde til Vægteren og vilde hindre, at de ikke maatte røre Matrosen, endelig tog Matrosen Flugten og Vægterne fulgte med Garderne, indtil de kom udi Grønnegade, hvor da den ridende og gaaende Patrouille mødte dem, hvilken Vægterne bade, at de vilde assistere dem og føre disse 3 Garder i Arrest, men de vilde ikke."

Disse Gadeslagsmaal tiltrak sig endog Hoffets Opmærksomhed og vare til Morskab. Den senere Politimester Ernst, skrev 1702 til Politimester Rasch, i hvis Fraværelse han styrede Embedet: "Ved Kongens Geburtsdag blev ageret paa Komedien en Aktion af 12 Vægtere med nogle, der gjorde sig lystige paa Gaden, som fik brav Hug, og var der en meget tyk Mand, som fik det meste, dog havde han som en vittig Mand udstoppet sig med en Pukkel".

Undertiden kunde Vægterne vise Opsætsighed. Dette skede 1707, da de skulde ledsage en af Natmandens Folk, der havde fornærmet Vagten i Nørreport, igennem Byen, hvor han paa forskellige Steder skulde piskes 1). Denne Ledsagelse have de formodenlig fundet fornærmelig for deres Ære, især da Inspektør Huusmand ikke vilde ride i Spidsen. Herom beretter Politimesteren følgende:

"Efterat H. M.'s allern. Befaling dat. 30. Juli 1707 udi mit Hus var forelæst Vægternes Inspektør Johan Huusmand

__________

1) Kbnh. paa Holbergs Tid S. 373.


312

den 31. Juli, samledes efter min Ordre alle Vægterne den 1. Avg. imod Aftenen paa Raadbuset med deres Inspektør, hans Fuldmægtige og Vægterløjtnanten Hylling, hvor jeg selv komparerede og mønstrede Kompagniet og ansagde baade Anføreren og Vægterne, hvad de anden Dagen havde at gøre og iagttage, nemlig: De møde samtlig paa Raadhuset Kl. 8 Formiddag, de gemene i deres bedste Mundering, Løjtnanten og Inspektørens Fuldmægtige til Hest og Huusmand som Formand at være tilstede og alting at beskikke efter Byfogdens Ordre, som han ogsaa lovede.

"Tirsdagen den 2. Avgust om Morgenen imellem 8 og 9 kom de alle tilsammen paa Raadhuset, hvor Alting passerede som følger, efter Løjtnantens og Undervagtmesterens Relation og Udsigende, som med adskillige Raadstuens og Politiens Betjentes samt nogle nærværende Borgeres Overensstemmelse udi holdte Forhør blev konfirmeret, nemlig:

"At hverken Løjtnanten, som betimelig indfandt sig, ej heller andre nærværende fornam af Vægterne nogen Knur eller Tegn paa ringeste Ufornøjelse, medens de forsamledes og en rum Tid derefter. Inspektør Huusmand kom ved 9 Slet og var et Kvarters Tid tilstede i Salen, men ej bestilte eller talte noget med Vægterne, sagde til Løjtnanten, at han var ikke frisk, at han vilde gaa ned til Byfogden at fornemme, hvorledes han med alting vilde have forholdet og dermed gik bort. Kl. imod 10 blev Løjtnanten fordret ned til Byfogden, hvor han fik Beskeden om, hvor mange og i hvad Orden Vægterne skulde følge for, bag og ved Siden af Karren. Kl. halvgaaen 11 kom Løjtnanten til Vægterne paa Raadhuset og endnu fandt til ingen Urolighed, førend han begyndte at rangere dem i den Orden, de skulde holde, da midt i Værket en Vægter ved Navn Peder Sommer brød ud med disse Ord: Hvorfor er Inspektøren og hans Fuldmægtig ikke her, som bør saavel som andre Officerer at være med deres underhavende Folk, hvortil med mere Løjtnanten svarede, at de saa vel, at Inspektøren havde været der og


313

gik ned at tale med Byfogden, de vidste vel, han var en svag Mand. Jeg, sagde han, skal ride med eder tilligemed Byfogden og derfor ser I vel, jeg har Støvler paa. Imidlertid kastede en Vægter, ved Navn Morten Mortensen, sit Gevær fra sig haardt imod Gulvet, rev sin Belterem af, kastede den med Kabuds og Kjortel fra sig og lagde det tilsammen paa sin Morgenstjerne, sigende: "Gid Djævelen være Vægter paa saadan Maade, hvo der gør ikke som jeg, maa være en etc." Hvorpaa de andre begyndte at gøre ligesom han og bleve ved, uagtet alt det Løjtnanten og en Del tilstedeværende Politibetjente baade med Gode og Onde kunde fremføre forat bringe dem til Raison.

"Iblandt andre var fornemmelig en Vægter ved Navn Tille Andersen, som befandt sig meget opsætsig imod en af mine Fuldmægtige, som vilde sætte ham til rette. En anden Vægter ved Navn Ole Jensen, da han saa en af sine Kammerater sidde iblandt andre Folk paa en Bænk med sin Mundering og sit Gevær, løb hen til ham og slog ham i Ansigtet, sigende: "Vil du etc. være bedre end vi andre," saa maatte han og en anden endnu, som sad hos, klæde sig af med. Imidlertid bleve Raadhusdørene tillukkede og Bud skikket til Kommandanten, Byfogden og mig, denne Tumult at angive, hvorpaa Byfogden kom strax, da Klokken var imellem 11 og 12, og fik dem med bekvem Formaning og Trusel til at tage deres Klæder paa og sætte sig i Postyr igen, hvorefter alting blev roligt og Exekutionen ordentlig gelejdet og fuldbragt." 1)

Taarnvægterne i Vor Frue Taarn havde 1695 faaet Befaling om at ringe med Vagtklokken et Kvarter om Morgenen om Sommeren Kl. 4 og om Aftenen førend Portenes Lukning, forat Folk kunde vide, naar det Tid var, at der skulde betales Passagepenge; der klagedes 1718 over, at de kun ringede 5 Minuter, da de ikke fik særlig Betaling for Ringningen. De bleve imidlertid truede med den spanske Kappe.

__________

1) K. D. VIII, 10 med Indlæg.


314

1717 befalede Magistraten Kirkeværgerne paa Kristianshavn, at der hver Morgen og Aften skulde ringes med en af de smaa Klokker ligesaa længe som med Vagtklokken i Vor Frue Taarn, da denne ikke kunde høres paa Kristianshavn i Blæst og Storm; derfor skulde den Klokke, der hidtil havde ringet Kl. 7 om Aftenen, bruges til at ringe i Vagt, og den, der ringede Kl. 10 om Formiddagen, ringe Kl. 7. 1722 nægtede Klokkeren at ringe, da han intet fik derfor, og Magistraten gav ham Medhold, men Politi- og Kommercekollegiet befalede det udtrykkelig. Portene lukkedes om Aftenen i Maj-Juli Kl. 9, i Dec. og Jan. KL 4.

Magistratens og Byfogdens Interesser berørte hinanden navnlig i Henseende til Skifter. Saaledes mente Magistraten 1712, at det var urigtigt, at Byfogden ved disse fik ligesaa stort Salair som den. 26. Juli 1713 udstedtes et kgl. Reskript, at der havde indsneget sig stor Misbrug, idet Magistraten og Byfogden ved Skifter havde tillagt sig mere, end det var tilladt efter Loven, og at Byfogdens og Raadstueskriverens Fuldmægtige modtog Drikkepenge fra 2 til 20 Rdl. under Navn af velvillig Gave efter eget Behag, desuden tog Byfogden Forseglingspenge for mundtlige Kald og Varsler paa Bytinget. Alt sligt skulde herefter være afskaffet. Det blev ogsaa forbudt Byfogden alene at varetage Fallitboer, da Magistraten efter Loven skulde være ansvarlig for disse tilligemed ham.

Byfogden havde en Løn af 160 Rdl., til tvende Klædninger 18 Rdl., til en Skriverkarl 13 Rdl. 48 Sk. og til Papir, Penne og Blæk 10 Rdl. Under ham stod 6 Fogedtjenere, deraf 2 for Kristianshavn, med Løn af 28 Rdl. 52 Sk., en Underfoged 16 Rdl. 64 Sk. og Slutteren 20 Rdl. 80 Sk. 1720 indstillede Magistraten Fogedtjenerne til en Løn af 40 Rdl., "i Betragtning af, at de have og udstaa megen Travaille i

__________

1) Mag. Skr. 13. Okt. 1717, 16. Feb. 1718, 31. Marts og 20. April 1722.

2) K. D. VIII, 288.


315

adskillige Tilfælde i deres Tjeneste og især med Delinkventer og andre Arrestanter".

Følgende Byfogder vare i denne Periode:

Frederik Eisenberg 1685-1713.

Enevold Brun 1713-24. Han klagede 1715 over, at Magistraten af Passion og Ugunst imod hans Person paafinder ny Maader til at gravere ham fremfor hans Formænd og animerer Borgerskabet til at appellere hans Domme. Han døde 1724, og Magistraten meldte hans Død til hans Svogre Mag. Henrik Roth i Maribo, Mag. Johannes Herfordt i Holbæk og Apotheker Pechel i Helsingør.

Herman Jensen Krøyer ndnævntes 19. Avg, 1724. Han havde i 25 Aar, som han skriver i sin Ansøgning, med Møje fundet Brødet imellem Maribo og Rødby især i Vintertid. Han havde nemlig fra 1699 været Byfoged i Maribo og Herredsfoged i Fuglse Herred og blev 1719 tillige Byfoged i Rødby. 1723 var hans Hustru Anne Sofie Hagedorn død i Maribo 1).

Det i Kristian V's Tid opførte Arresthus viste sig snart for lidet, thi vel var det egentlig bestemt for Stadens Jurisdiktion, men Regeringen indsatte her mange Personer, baade Gældsarrestanter og Forbrydere, især fra Provinserne, der skulde dømmes af Højesteret. Saadanne Fanger bleve underholdte af Byfogdens uvisse Indtægter, hvilket vedvarede lige til 1771, uden at Staden fik nogen Godtgørelse for denne Benyttelse. Vel havde Regeringen i Kristian V's Tid opført Blaataarn ved Langebro som Arresthus for Amtet og for Hof- og Borgretten, men Pladsen her var sagtens for knap. Der klagedes 1700 over Fangernes ilde Medhandling 2). Det var først 1803, at dette Blaataarn med Tilbygning indrettedes til tillige at være Tinghus for Kjøbenhavns Birk. Endnu 1831 sattes en genstridig Skuespiller i Blaataarn 3).

__________

1) A. Kall Rasmussen, Musse Herred S. 316.

2) K. D. VII, 532.

3) Overskous Theaterhist. V, 135.


316

Da Arresthuset altsaa var for lille, maatte Magistraten opføre et nyt og købte derfor 1705 nogle gamle forfaldne Huse lige overfor det gamle i Sluttergade for 906 Rdl. og 1707 en Grund til for 400 Rdl. Denne Plads er i det væsentlige det nuværende Arresthuses Grund, og Stadens Kasse betalte lige til 1840 Jordskyld deraf til Vor Frue Kirke, men efter den Tid har Statskassen deltaget i denne Udgift. Politimester O. Rømer indrømmede, at det var nødvendigt at bygge et nyt Arresthus, da i det ældre de, der vare arresterede for "ærlig Gerning", maatte sidde blandt Misdædere, men han mente, at det vilde have været ønskeligere at erhverve sig det ridderlige Akademi (det nuv. Raad- og Domhuses Grund), der vilde kunne benyttes ikke alene til Arresthus, men tillige til Bolig for Fattige og vanføre Tiggere og til Rasphus eller lignende Tvangsarbejde for ulydig Ungdom 1).

Magistraten tilskrev derpaa Kæmneren 21. Juni 1706:

"Saasom samtlig høj- og velædle Magistraten nu endeligen har besluttet og resolveret det der udi den kgl. Residensstad Kbnh. saa uomgængelig behøvende Arrest- og Fangehuses Opbyggelse ganske grundmuret og til den Ende approberet denne herhos følgende Afrids, saa vilde han behage paa Stadens Vegne samme Bygning med det allerforderligste at iværkstille efter Tegningen og Stadens Bygmesters videre givende Anledning og strax lade begynde ved den i Sluttergaden dertil købte Pladses Indhuggelse, de understaaende gamle forraadnede Bygningers Afbrydelse, Pladsens Indrettelse til daglig indkøbende Materialiers bekvem Forvaring" o. s. v.

Fra 1706 til 1712 arbejdedes der nu paa Opførelsen af Bygningen, der, iberegnet Udgifter i 1713, i alt kostede Stadens Kasse 21846 Rdl. Dette smukke Hus, der er afbildet i Thuras Hafnia Hodierna, stod, indtil det ødelagdes

__________

1) K. D. V, 803.


317

i Ildebranden 1795. Det ældre Arresthus solgtes 1727 til Vajsenhuset, da dette var blevet indrettet i det nedlagte Akademi, efterat man forgæves havde søgt at faa det indrettet til Rasphus for kivagtige Borgere og ulydige Børn. I Kælderen i det ny var der 11 murede Hvælvinger og 10 Kamre, hver med sin Seng.

1713-14 sad der tre Tyrker og flere Tartarer i Arresthuset. Af Tyrkerne var den ene Kaptejn og den anden Præst, hvilken sidste fik Tilladelse til at rejse hjem imod at aflægge Ed paa Alkoranen paa at skaffe 2-4 Danske eller i hvert Fald Protestanter Frihed, imedens Kaptejnen blev tilbage som Gidsel, thi da Præsten var gammel og svagelig, maatte den tredie Tyrk ledsage ham 1).

1716 sad her en Bande Tartarer eller Tatere, af hvilke 30 vare Kvinder og Børn. De, der ikke vare indfødte Danske, bleve ved Skibslejlighed sendte til Lybæk, men de indfødte Mænd bleve tagne til Soldater eller satte til Fæstningsarbejde 2).

1704 lod Utilia Kristoffersdatter Munch indsætte i Arresthuset en Studiosus Jakob Bryde, der havde sveget sit Ægteskabsløfte og ikke havde villet lade sig bevæge til at fuldbyrde dette endog efter Tamperrettens Dom. Staklen faldt dog til Føje og Kongen befalede Biskoppen at lade en Præst vie dem i Arreshuset uden foregaaende Lysning, hvis en anden Kvinde, hvem han ogsaa havde givet Ægteskabsløfte, ikke vilde appellere Dommen. Da det kom til Stykket, havde Utilia imidlertid gjort sig usynlig, hvorfor han saa blev siddende i Arresthuset, men ikke som hidtil paa sin egen Bekostning. Han slap vel saa ud, da Fæstemøen sagtens ikke havde i Sinde at betale hans Underhold 3).

I Somren 1712 sad her Søren Sørensen Møller fra Grønsunds Færgested, som havde ihjelslaaet en Mand fra Dragør, der skulde hente Kongens Brænde. Fra Arrest-

__________

1) K. D. VIII, 294, 302, 310.

2) K. D. VIII, 398.

3) K. D. VII, 730, 733, 738. Utiiia Munchs Fader var Advokat og døde 1693.


318

huset kom han til Bremerholm. Han var den bekendte Marie Grubbes tredie Mand 1).

Fra April til Avgust 1715 sad i det gamle Arresthus og Exercerhuset 50 svenske Fanger, der hver fik 6 Sk. om Dagen til deres Underholdning og 23 Læs Halm. Aaret efter sad her ogsaa svenske Fanger, over hvem Arrestforvareren klagede, at de talte ilde paa den danske Nation, slog Sten og Kalk paa Folk, slog Vinduerne ud og yppede Klammeri, hvorfor Magistraten bad om, at de maatte sættes paa Bremerholm.

1725 befalede Kongen Byfogden efter Forordningen af 18. Marts 1693 af de uvisse Indtægter at betale Arrestforvareren 1/2 Lod Sølv om Ugen for dem, der havde begaaet grove Forseelser og vare tiltalte paa Kongens og Stadens Vegne, især da Arrestforvareren nu havde mere Møje end tilforn, idet han maatte forvare adskillige Kvindfolk, der ikke kunde betale Lejermaalsbøder, og for hvilke han ingen Betaling fik 2).

1721 anbefalede Magistraten at ansætte en Kirurg ved Arresthuset, da Fangernes Tal var meget anseligere end før.

Siden det ny Arresthus blev taget i Brug, var der altid lønnet en Student til at prædike, hvorfor der blev givet 20 Rdl. om Aaret. 1713 indrettedes der 3 Bænke til dem, der kom i Arresthuset forat være tilstede ved Prædiken og ved Bønnen. 1717 søgte Prædikeren om, at Stadens Folk som tilforn maatte høre hans Prædiken. Man ser af denne Ansøgning, at Arrestanter, der opførte sig uskikkeligt under Gudstjenesten, maatte give Bøde af 4-8 Skilling, men tredie Gang bleve straffede.

4. Jan. 1722 fik Arrestforvareren en Instrux af Magistraten, hvori det hedder, at der skulde holdes Gudstjeneste hver Søn- og Helligdag "udi det dertil indrettede Logemente", og daglig holdes Morgen- og Aftenbøn; den Arrestant, der forsømte at møde hertil, skulde give en Bøde til

__________

1) Jfr. Pers. Tidssk. 2. Række VI, 84.

2) K. D. VIII, 632.


319

de Fattige. Hvis nogen Arrestant teede sig uartig eller gav Forargelse ved Gudstjenesten og Bønnen, skulde Arrestforvareren tilkendegive dette for Magistraten, der vilde lade ham afstraffe. Hvis nogen vilde nyde Alterens Sakramente, skulde Arrestforvareren anmode en af Vor Frue Kirkes Præster, eller den, som Arrestanten særlig ønskede, om at komme tilstede. Arrestforvareren skulde i Sygdomstilfælde sende Bud efter den Doktor eller Barber, den Syge ønskede. Ellers var det ikke Arrestforvareren tilladt at sende Bud i Byen mere end en eller to Gange om Dagen, men naar Arrestanterne sendte fremmede i Ærender, "skulde Arrestforvareren passe paa, at de ikke bleve udsendte om noget, som ikke burde være eller ikke kunde sømme sig.

De Personer, der bleve antvordede til civil Arrest, skulde han saaledes logere i de dertil ordinerede Stuer, at der ingen Klage foraarsagedes. Han skulde ogsaa staa til Ansvar for, at ingen fik Lejlighed til at undslippe.

Arrestforvareren skulde med sit "Husgesinde" føre et gudfrygtigt, ædrueligt og aarvaagent Liv, ikke falholde nogen Spisning eller Drik til Overflod, da al umaadelig Drik ganske var forbudt, men det var ikke nogen Arrestant forment at lade hente nødtørftig Underholdning, dog maatte Ingen løbe ind og sælge Frugt, ligesom al uskikkelig Forsamling, Dobbel og Drik, hvoraf Klammeri og et uskikkeligt Liv og Levned følger, var forbudt.

Misdædere maatte det ikke tillades at have Samkvem med nogen og de maatte ikke have Kniv. Naar Arrestanter skulde i Forhør, skulde Arrestforvareren ledsage dem. Han maatte ikke gaa i Seng, førend han var overbevist om, at alle Ildsteder og Lys vare slukkede, og Ingen maatte være oppe om Vinteren senere end Kl. 9, om Sommeren Kl. 10. Hvis nogen Arrestant var saa skødesløs, at han klinede Lyset enten paa Sengesteder, Bænke, Vindueskarme eller deslige, skulde vedkommende bøde 12 Sk. første Gang og anden Gang straffes. Det tyder ogsaa paa mindre hyggelige


320

Tilstande, naar man udtrykkelig forbød Arrestanter at udkaste Skarn eller Vand efter Folk paa Gaden.

I Frederik IV's Tid forefaldt adskillige Henrettelser, nemlig:

1700: 3       1710: 2       1720: 2
1702: 1 1711: 1 1721: 4
1706: 1 1713: 1 1722: 3
1707: 2 1714: 2 1723: 2
1708: 1 1715: 1 1725: 1
1709: 2 1717: 1 1726: 1
1718: 1 1729: 1

De fleste henrettede vare Barnemordersker. Mange Misdædere bleve dog benaadede for Dødsstraffen og de fleste af de henrettede fik Tilladelse til at begraves i de fattiges Kirkegaard. I det hele var Tiden human, der idømtes undertiden barbariske Straffe, m en som oftest benaadedes man for den pinligste Del. Det skede dog ogsaa flere Gange, at Stodderfogderne fik Betaling for at bære en Ligkiste ind i Kredsen og bort igen efter Henrettelsen, "alene for at holde Fangen i rolige Tanker, at han ikke skulde lægges paa Stejle, som dog skede efter Dommen og kgl. Befaling".

En farlig Forbryder havde man i Albrecht Tygesen, der var arresteret for Mord paa en Borger og som i Forening med 2 andre Fanger deltog i et Mytteri imod Slutteren. Magistraten udvirkede hos Kommandanten, at han blev indsat i Stokhuset og afhentedes af Militære, forat han ikke skulde undslippe paa Vejen, "ifald han havde et Komplot af sine Kammerater, der vilde begynde Handel paa Gaderne". Kommandanten Grev Sponneck klagede igen til Magistraten over hans slette Opførsel imod Justitsløjtnant Billing, fordi denne havde ladet Staldmesteren visitere ham og frataget ham Rage- og Penneknive. Magistraten mente derfor, at det var bedst, om han blev sat for sig selv under Bevogtning og det blev forbudt enhver at tale med ham uden i


321

Vagtens Overværelse. Aaret efter blev han skudt, og ved den Lejlighed forefaldt en Udgift til Transport af den gamle Slotsport, der blev stillet bagved ham, forat Kuglerne ikke skulde gøre Andre Skade 1).

En anden farlig Arrestant var bleven arresteret 1721, men blev sat i Kælderen, da han indgød de andre Arrestanter en saadan Skræk, at de ikke turde vidne imod ham. Om hans Undslippelse og gentagne Fængsling beretter Politimesteren følgende til Kongen i Feb. 1722:

"Lars Christensen Ridefoged fra Harrested, som var arresteret, fordi han 2 Jøder havde fraranet en god Del Penge under Skin, han vilde vexle noget Guld, og omsider d. 9. Feb. om Morgenen Kl. 7, da hans Fader, som havde ligget hos ham i Arresthuset, under Forevending at ville hente Mælk, blev af Arrestforvarerens Kone udelukt og efter Aftale lod en Tallerken falde i Døren til Advarsel, at Manden ikke var tilstede og forat holde Døren noget aaben, af Arresthuset udsprungen og echapperet igennem Østerport 2).

"Denne Ridefoged er igen attraperet udi et Smedehus ved Harrested, da 2 Skytter, som eftersøgte ham, sagde til Smedens Kone: Gaar hjem, her er Arrestforvareren med Vagten og vil arrestere eders Mand, fordi han har huset den undvigte Ridefoged og undsat ham med en Hest. Hvortil Konen svarede: Nej, da skal han før lide selv, oplukte saa et Kammer, hvor de saa Lars Christensen spille Kort, truede ham med opspændt Bøssehane, L. Christensen sagde: Skænker mig en Kugle. Skytternes Svar: Det have vi ingen Ordre til. L. Christensen igen: Jeg vil skære alle mine Sølvknapper af Kjortelen og give eder, lader mig slippe. Altsaa maatte han dog følge med, Fødderne bleve sluttede i Lænke og han sat i en Kælder i Arresthuset. Dette kostede Arrestforvareren 136 RdL, hvoraf de 2 Skytter fik 52 Rdl."

__________

1) Byfogedregnskab 1723. Mag. Skr. 24. Avg., 24. og 28. Sept. 1722.

2) Om hans tidligere Forsøg paa at undvige se Kbnh. paa Holbergs Tid S. 358-59.


322

En underlig Tankegang røber Magistraten i en Indstilling til Kongen af 5. Dec. 1721. En Meneder, der var dømt til at miste 2 Fingre, døde i Slutteriet, men nu mente Magistraten, at det døde Legeme skulde føres til Retterstedet og miste Fingrene, "siden man dog har adskillige Exempler, at Exekution paa Misdæderes afdøde Legemer tilforn er sket". Man kunde ogsaa lade Liget udføre af Natmanden og begrave under Galgebakken, "siden det er af farlig Konsekvens, om deslige falske Vidner skulde komme i Døds Tilfælde og blive befriede fra at komme i Bøddelens Hænder, som de billigen have fortjent, og Publikum ikke ved nogen kendelig Straf skulde se deslige Misgærninger straffede paa de Afdøde".

Undertiden blev et henrettet Legeme skænket Bartskærlavet til at anatomere.

Som Exempel paa, hvorledes man benaadedes for Dødsstraf, kan tjene, at en Person, der havde begaaet Bigami og derfor skulde miste Livet, slap med at udstaa Kirkens Disciplin og en Time i 3 Søndage staa i Gabestokken.

En Student Tanche, der af Byfogden for Mord var dømt til Døden og hans Hoved at sættes paa en Stage, blev af Magistraten dømt til at indsættes i Pesthuset, da det var bevist, at han var afsindig.

Den 3. Juni 1723 om Aftenen ved Kl. 9, da Skrædersvend Mathias Olsen sad ved et Bord i sin Mesters Stue og nylig havde sunget den Psalme: "Fra Mennesken haver jeg vendt min Hu," kom Jakob Tanche ind i Stuen og begærede et Glas Øl, og da han havde drukket det, gik han frem og tilbage paa Gulvet uden at tale andet til Mathias Olsen, end da han kom ind: Jeg har haft en Dreng hos Eder idag, hvorfor kom I ikke til mig, hvortil denne svarede, at han vidste ikke noget derom, hvorpaa Tanche mumlede noget og efter nogen Tids Forløb sagde han: "Forfærdes ikke," trak sin Kaarde og løb ind paa Mathias; den tilstedeværende Værtinde sprang op og holdt paa Tanche, og man fik Kaarden


323

vristet fra ham, men da var Mathias stukket i sit venstre Bryst. Da de tog Kaarden fra Tanche, sagde han: "Nej, nej, jeg gør Ingen mere Skade end ham".

Tanche havde læst for Godtfolks Børn, der kom til ham i hans Logemente. Han var født i Laaland af Bønderforældre, Faderen hed Erik Tanche, og boede i Døllefjelde. For Retten vidnede Johannes Ulsøe, at han kun engang havde set Tanche paa Gaden "i en Positure med egne og underlige Gebærder, dog saa ubekendt som han var af Person, saa bekendt var han af Navn, at Ulsøe mange Gange og paa mange Steder havde hørt sige af hans sære besynderlige Væsen". Sr. Jens Høeberg havde kendt Tanche i 7 Aar "og i de første Aar frekventerede han med ham paa Klosteret, da var han ikke altid lige gal, dog meget pudserlig og latterlig i Lader og Gebærder, fandtes gærne i Indbildninger om Højhed, saa enhver kunde med rette anse ham som den, der var bekendt med Griller og ikke var selv sin Forstand altid lige mægtig" 1).

Dødsstraffen foregik ved den murede Galge paa Vester Fælled. 1726 befalede Magistraten Kæmneren, at den udenfor Vesterport forhen oprejste og nu forfaldne grundmurede Galge bør igen repareres og føres i forsvarlig Stand samt Muren ovenover med bugne Kampesten at beklædes for samme desto bedre at konservere 2). De andre Straffe udførtes paa Skafottet paa Nytorv. Her bleve Kvinder kagstrøgne, især usædelige Kvinder. Men ogsaa for denne Straf benaadede Kongen ofte. Skafottet opbevaredes paa Materialgaarden, men blev oprejst hver Gang en Exekution skulde foregaa og stod da nogen Tid, indtil Kæmneren kom i Tanker om, at det stod og raadnede, og da maatte Tømmerlavet tage det ned igen. Fra 1708-26 oprejstes Skafottet

__________

1) Bytingsprot. 21. Juni 1723, 10. Jan. 1724.

2) Mag. Skr. 3. Juni 1726.


324

kun 5 Gange, Vidnesbyrd nok om, at Kagstrygninger ikke var nogen jevnlig Forlystelse.

En Kvinde, der engang var bleven kagstrøgen for Tyveri og nu anden Gang var fængslet for det samme, fik 1701 Tilladelse til at sendes til Vestindien, hvis det Afrikansk-Vestindiske Kompagni vilde tage imod hende. Ellers skulde hun kagstryges med dobbelte Slag, brændes med Tyvsmærke i sin Pande og forvises Landet 1).

1705 blev en mandlig Forbryder, der i Juledagene havde begaaet "skammelig Insolentie" og derfor var dømt til Bremerholms Arbejde, benaadet med at blive Soldat under Kaptejn von der Weihes Kompagni.

Nogle bleve fortvivlede over de strenge Straffe. En Mand, ved Navn Levin Købke, havde paa Slottet stjaalet en Sølv-Lyseplade, hvorfor han og hans Hustru, denne fordi hun ikke havde angivet ham, bleve dømte til at kagstryges og have Tyvsmærke i Panden. Konen blev benaadet, men Manden, "der havde ladet sig forlyde med, at naar han skulde straffes for Tyveri, vilde han gøre en Ulykke paa sig selv og andre," huggede en Kniv i Ansigtet paa en Vægter, hvorfor han 1718 foruden den nævnte Straf dømtes til Arbejde i Jærn paa Bremerholm istedenfor den Landsforvisning, der skulde have fulgt paa Kagstrygningen 2).

Den spanske Kappe var en Straf, som simple Folk ofte blev idømt, især for Disciplinærforseelser. At den ikke var vanærende, ses af en Attest fra Magistraten af 29. April 1709 for en Skomagersvend, at han "ikke er kommen til at gaa udi den spanske Kappe for nogen ærerørig Forseelse, men aleneste for hvis Ulydighed, han imod hans Øvrigheds Ordre har ladet se, tilmed er den spanske Kappe ingen Foragt-Straf her, men er en Straf, som andre Lavssvende for slige Forseelser før ham have udstaaet" 3).

__________

1) K. D. VII, 631.

2) Mag. Skr. 28. Apr.l 1718.

3) Om andre Straffe se Kbnh. paa Holbergs Tid S. 367-73.


325

Mange undlode Søgsmaal for Forbrydelser paa Grund af Bekostningen. Saaledes kostede en Sag mod en Tyv Justitsraad P. Worm 1713 348 Rdl.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: ons apr 13 20:29:54 CEST 2005
Publiceret: ons apr 13 20:29:51 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:
Sidens top