eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse VI

Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)
    - bog II, kap. II

Kbh., G. E. C. Gad, 1892

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

II.

Lavene.

Paa en Tid, da Haandværkssvende ansaas for lige med Tyende, gjorde man kort Proces i Tilfælde af Opsætsighed. 3. Juli 1709 bad Magistraten Kommandanten i Kastellet om med militærisk Vagt paa Raadhuset at afhente to Mursvende til at arbejde i den ny Skubkarre paa Vand og Brød. Dette virkede saa godt, at de lovede Bod og Bedring, hvorfor Magistraten 25. Juli udvirkede deres Løsladelse. De havde "næstforleden 28. Juni udi et usædvanligt Opløb af deres Medgeseller her paa Raadhuset betet sig saa opsætsige og formastelige, at man til videre Oprør og Urolighed at forekomme har maattet lade tage deres Personer i Haft og Forvaring".

Fire Skrædersvende havde en Nat 1717 nedrevet en Skræders Skilt, kastet Sten imod Huset og slaaet Naboens Vinduer ind, hvorfor de enten maatte give Skadeserstatning og Duceur til de Vægtere, der greb dem, eller arbejde 1/2 Aar i Skubkarren i Kastellet 1). I Juli 1720 gjorde Skrædersvendene stor Tumult og Opløb, paa Værkstederne nedlagdes Arbejdet og Svendene samledes paa Kroen, hvorpaa de gik til Oldermandens Hus og forulempede denne og hans Hustru med usømmelige Ord og Trusler og gjorde sig skyldige i flere Insolentier. Ophavsmanden hertil blev fængslet og Dommen faldt først efter et Aars Forløb, men den udtalte,

__________

1) Politiretsdom 27. Marts 1717.

[208]

209

at han vel havde fortjent haard Straf, men skulde paa Grund af sin lange Arrest forskaanes for videre Straf paa Kroppen; derimod blev hans Navn opslaaet paa det sorte Bræt 1).

Der klagedes over Bagersvendene, at de "undertiden hele Nætter igennem paa den saakaldte Bagerkro udsidde og Tiden med overmaade og usømmelig Drik og Fylderi ilde anvende, hvormed ej alene Guds høje og hellige Navn bespottes, men endog deres Mesteres Arbejde forsømmes, de selv og fordærves til Liderlighed". Magistraten forbød dem derfor 30. Juli 1725 at sidde paa Kroen længer end til Kl. 7, og det blev forbudt Krofaderen at tappe nogen Slags Drik for Svende, der stode i Tjeneste, men han skulde formane dem til at gaa hjem.

1727 var der stor Strid, mellem Mestere og Svende i Snedkerlavet i Anledning af Fattigbøssen 2).

1712 gjorde alle Svendene Skrue hos en Skomagerenke, fordi Brætsnideren eller Tilskæreren ikke kunde faa hende til at gifte sig med ham 3).

En Smedesvend Jakob havde fundet paa en særegen Maade at presse Penge og Drikkevarer ud af sine Kammerater. Han havde faaet adskillige til at indgaa Væddemaal paa en Tønde Øl til 4 Rdl. om, hvem der "udi een Hede" kunde smede en Hestesko, hvilket mislykkedes for de fleste, saa de drak for over 12 Rdl. Øl. Derved "blev hans Appetit saa umættelig, at naar nogle ej have villet indgaa hans Fornøjelse derudi, har han udbrudt med Skældsord imod dem". Hvortil sligt førte, ses af en Klage fra 1. Marts 1723: "Naar Grovsmedesvende med hinanden komme tilsammen paa deres Forsamling og en Dispute imellem dem kan indløbe, kan samme ej paa anden Maade debatteres, end at den ene udfordrer den anden om en Tønde Øl at

__________

1) Politiretsdom 22. Juli 1721.

2) Mag. Skr. 18. Avg. 1727.

3) Politiretsdom 1. April 1712.


210

betale af den, som ej en Hestesko allerbedst udi een Hede kan udsmede, hvilken den som taber da maa betale, og alle de, som ere i samme Komplot, skulle hjælpe at uddrikke. Autor til denne Misbrug skal fornemlig være en Grovsmedsvend navnlig Jakob Meyer, hvilken for kort siden paa samme Maade har udfordret en Svend navnlig Brede Johansen, og som samme Svend ej har villet tilstaa ham dette, eftersom han kort tilforn 3 Gange maatte smede med andre Svende hver Gang om en Tønde Øl, har denne Jakob Meyer ham med overflødige Skælds- og ærerørige Ord angrebet og derhos brugt den Myndighed i Forsamlingen at paabyde, at hvo, som drak med denne Karl eller søgte Kompagni eller Arbejde med ham i Værksted, skulde være en Hundsfot, hvorover denne fattige Karl ej tør arbejde hos sin Mester eller søge Omgængelse med de andre."

Da Meyer derfor kaldtes for Oldermanden, sagde han, "at dersom han havde vidst, at det ikke var andet, han skulde møde for, havde han ej villet komme og høre paa slig Kæltringesnak, og at vores Samling og Ret var ikke andet end Kæltringtøj, udi hvilken Forhærdelse denne Rebeller endnu saaledes kontinuerer og ikke alene har kastet Foragt paa hele Amtet, men endogsaa ligesom holder Brede Johansen i Tvang, at han ikke vil igenkalde det Paalæg med Skældsord, som før er meldt, førend han har fyldestgjort hans Villie at smede med ham om fornævnte Tønde Øl". Derpaa blev han arresteret, men hans Mester gik i Borgen for ham og han blev sat paa fri Fod 1).

Det Sammenhold mellem et Lavs Medlemmer, der kaldes "Zunft" og som syntes at maatte være blevet opløst ved Kristian V's og Politimester Rasches Forfølgelser 2), kunde dog i Længden ikke hindres. Da Snedkerlavene i Odense, Aalborg og Kristiania 1704 søgte Kongen om Tilladelse til Behøvling, indhentedes Magistratens Betænkning af 24. Feb.

__________

1) Mag. Skr. 4. Marts 1723.

2) Se 5. Del, S. 282.


211

1705, der lød saaledes: Uagtet Forbudene i Kristian V's Tid mod Suedkersvendenes Behøvling "disputerede dog de udenrigs Snedkerlav Lavet her udi Kbnh., at de ingen Rettighed havde til at gøre deres Drenge til Svende, fordi de ej vare behøvlede. En Del fremmede Svende, som vare her, rejste herfra igen og ingen af dem vilde staa i Arbejde hos nogen Mester med den, som her var gjort til Svend, og de, som vare blevne til Mestere efter Artiklernes Tilhold, vare ikke gode for at faa en af de fremmede Svende udi sit Arbejde, saa at mange Mestere desaarsag for Manqvement af Svende fast end kreperede, og de Svende, som rejste udenlands paa Haandværket, bleve der altid foragtede og forhaanede, indtil de vilde lade sig der paany gøre til Svende, og som det da erfaredes, at de Svende, som havde lært her i Staden, rejste til Malmø, Hamborg, Rostok, Lybæk samt andre Steder og der med stor Bekostning lode sig behøvle, saa langt omsider, nemlig Anno 1698, tillod nu afdøde Hr. Etatsraad og Politimester Rasch Snedkerlavet her i Byen at bruge Behøvlingen, berettende dertil at have H. K. Majestæts allernaadigste mundtlige Tilladelse, og var selv nogle Gange derved nærværende, hvilket ikke saa snart paa de fremmede Steder var blevet rygtbart, førend de jo lod deres galne Griller og utidige Indbildninger fare, lod da først de udkomne danske Svende for dygtige passere, og de fremmede Svende begave sig efterhaanden her ind igen, og efterdi Behøvlingen ej fører nogen Forargelse med Døben og Prædiken, som tilforn har været brugeligt, ej heller nogen Bekostning, saa synes os, at det nok kunde tillades Snedkerne overalt i Danmark og Norge, hvor de have Lav, at bruge Behøvlingen paa den Maade, som nu hos Snedkerne her er brugeligt".

Ceremonierne ved Optagelse i Bogtrykkerlavet fremkaldte en Retssag 1725. Der blev forespurgt i den Anledning, "om ikke de tydske Bogtrykkere holdt den tydske Brug hemmelig af Frygt for Øvrigheden og om de ikke i Præsident Resenii og Politimester Rasches Tider bleve


212

afskaffede". Hertil svarede Bogtrykker Ove Lunov, at i hans Tid holdt de deres tydske Brug noget hemmelig, fordi de vare før den Tid blevne afskaffede af Øvrigheden. Dernæst spurgtes, om de danske Svende i de Tider bleve saa foragtede og blamerede i de daværende tydske Bogtrykkerier, som nu udi Høpfners, hvortil han svarede, at i hans Tid forefaldt ingen saadan Klage som nu. Det oplystes, at "naar en Dreng har udlært, bør han i det ringeste 14 Dage have og bære det Navn Cornut eller Cornelius, og bør han imidlertid give Svendene 24 Sk. ugentlig, indtil han formaar at postulere eller og han skikker sig saaledes, at hans Mester forstrækker ham Penge til Postuleringen. Der spurgtes, "om en Cornut ikke paa visse Tider om Dagen maa bære en saakaldet Cornuthat, udstafferet med Bjelder og Horn og visse Timer om Dagen sætte den paa og paa andre visse Timer igen tage den af, saa og foruden de omtalte Ugepenge traktere de postulerede Svende med Øl, Brændevin og Tobak, skænke i for dem og opvarte dem". Vidnet kendte det ikke. Der spurgtes videre, om ikke en Svend, der her postulerer, blev tillagt et vist Navn. Svaret var: ja, han selv fik Navnet: Hurtig, Kristelig, Flittig 1).

Hattemagerne i Harburg havde følt sig fornærmede over nogle Ord, som Oldermanden for de kjøbenhavnske Hattemagere skulde have udtalt, og havde dikteret denne en Bøde paa 30 Rdl., skønt han havde erklæret, at han ikke vidste andet om Hattemagerne i Harburg end det, ærlige Mestere egner og anstaar. De nedsatte derpaa Bøden til 10 Rdl. til de Fattige, men han klagede til Kjøbenhavns Magistrat, der 27. April 1720 tilskrev Magistraten i Harburg og bad denne om at kalde Oldermanden for Harburgs Hattemagere for sig og tilholde ham at genkalde de ærerørige og skælmske Titler, han og derværende Lav saa ubillig har bebyrdet den herværende Oldermand med. Magi-

__________

1) Bytingsprot. 27. Avg. og 17. Sept. 1725.


213

straten i Harburg vilde ogsaa bevæge denne Bys Oldermand til at tilstaa, at han ikke vidste andet om Oldermanden i Kjøbenhavn, end hvad der egner og anstaar en ærlig Mester, men han erklærede ikke at kunne dette, da hans Børn saa ikke kunde komme frem, og alle Mestrene gav ham Bifald, ligesom de skaffede en Svend tilstede, der havde arbejdet hos Oldermanden i Kjøbenhavn og hørt ham sige, at Harburg var en Bondeby og Mestrene der Bønder, hvormed Sagen ophævedes til videre 1).

Hattemagerne overgav derpaa Sagen til de Hamborgske Amtsmestere, men klagede 1723 over, at nu havde Amtsmestrene i Lybæk uden Aarsag blandet sig i Sagen ikke alene ved at tilsende dem "skæmptlige" (i.e.: schimpfliche) Breve, men forbudt Hattemagerne i Købstæderne i Danmark at antage de kjøbenhavnske Svende, som dog havde udstaaet deres 4 Læreaar; de forespurgte hos Magistraten, hvad de skulde gøre med Lybækkerne, der understod sig at foreskrive ny Love i en souverain Konges Rige.

Hattemagerlavet i Lybæk havde nemlig tilskrevet Lavet her, at det havde vedtaget, at de Drenge, der havde lært i Kjøbenhavn, ikke maatte anses for Svende, skønt det havde været en ældgammel Skik, at naar en Dreng har tjent ærlig i 4 Aar, skal han gøres til Svend og saa rejse og agtes for Svend. Magistraten tilskrev derfor 16. Jan. 1723 sine Kollegaer i Lybæk og bad dem om at bevæge Lavet til at tilbagekalde dets Skrivelse og erklære, at det fortryder sin Adfærd, "ellers faar Udfaldet at vise, hvad Kongen derom maatte finde for godt at foranstalte".

1706 klagede Kandestøbernes Oldermand over, "at en Del Mestere af Kandestøberne udi Norge, som de, der bo udi Glykstad, Crempe, Itzehoe og andre smaa Steder udi Holsten - Rendsborg og Flensborg undtagne - under E. kgl. Majestæts Gebet have givet sig udi Forbund med

__________

1) Koll. Breve 6. Juni 1720.


214

Kandestøberne udi Hamborg og det paa den Maade, at de ikke ville give de Svende, som hos vores Lav og hos vore Amtsbrødre have lært, hverken Arbejde eller Natteleje" 1). Endnu i en Magistratsskrivelse af 23. Nov. 1729 klagedes over, at Kandestøbersvendene behandles daarligt i Lybæk, ja endog i Hertugdømmerne.

I Nov. 1726 klagede Hjulmændenes Oldermand over, at de tydske Svende ikke vilde begive sig i Arbejde hos nogen Mester, der ikke havde lært Haandværket paa den tydske Bond (i.e.: Boden) eller og paa de tydske Steder ladet sig indskrive som Mester. De andre Svende "holdes af dem saa foragtelige og stinkende, at de ikke ville arbejde sammen med dem og ikke ville følge de afdøde til Jorden, mindre indfinde sig paa Herberget at betale Tidepenge; det værste er, at de finde Medhold hos de Mestere, der ere af tydsk Extraktion og Herkomst. Mester Hans Jørgen Ficher har ladet indskrive 3 tydske Svende, som han paa egen Bekostning forskaffede Ophold, indtil han fik sine danske Svende paa Dør og ligesom udjagede af sit Værksted". Naar danske Svende kom til Tydskland, bleve de trakterede som Drenge og maatte give sig i Lære i 2 Aar, hvor dygtige de end vare 2).

Magistraten skriver herom 3): "Naar en Hjulraandssvend her har udstaaet sine Læreaar og som Svend vil forsøge sig udenrigs, maa han som Dreng træde i Forbund paany, ihvor dygtig en Arbejder han end maatte være, hvilket skal være en gammel Rettighed, de Tydske tilholde sig, fordi hos dem er blevet indrettet Lav, førend det her er kommet dertil. De tydske Svende derimod have hidindtil passeret her, naar de have godtgjort for Lavet at have andensteds udstaaet deres Læreaar, dog ville de nødig til at arbejde i Værksteder med danske Svende, som ikke have rejst paa

__________

1) K. D. VII, 791-92 med Indlæg.

2) Pol. og Kom. Koll. Mem. Bog. 1723-26, S. 862-64

3) Mag. Skr. 18. Sept. 1726.


215

Haandværket, af Aarsag at naar de Tydske igen komme paa den tydske Bund og, som gærne sker, af andre forud er blevet relateret (underrettet), hos hvilke Mestere og Svende, de have staaet i Arbejde, maa de give Straf, fordi de have arbejdet hos danske Svende, der ej have rejst og staaet i Tydskland i Forbund, ja vel og, om de ikkun have arbejdet hos en dansk Mester, der ej heller har rejst." Uagtet det Væsen var forbudt, var det dog blevet ved den gamle Skik i dette Lav for deres Skyld, som vilde forsøge sig i fremmede Lande. Det var vel at ønske, at den Foragt, som de Tydske lagde paa de Danske, kunde forebygges, men dette kunde ikke ske uden ved en Ordning af Lavsvæsenet, hvorom Politi- og Kommercekollegiet havde givet Forslag ifølge kgl. Befaling af 18. Maj 1714.

Kongen kunde ej heller lide dette Uvæsen. Da hele Lavet med Undtagelse af den foran nævnte H. J. Ficher og Kaspar Jæger havde andraget for Kongen, at der var Mestere, som strax antog enhver fremmed Svend, som kom hid, og udstødte de indfødte, idet de tydske Svende ikke vilde træde i Arbejde med nogen dansk, saa befalede Kongen 14. Marts 1727, at saa længe der ingen Mangel var paa Svende, der vare fødte i Kongens Riger og Lande, maatte ingen Hjulmager forskrive nogen fremmed Svend, med mindre der var høj Fornødenhed dertil, og da maatte kun Oldermanden forskrive en saadan 1).

Ficher havde 1724 en Sag med en anden Hjulmager, der i Oldermandens Hus havde sagt om ham, "at det var en Skælm og en Hundsfot, der holdt med de tydske," hvorpaa han udfordrede Ficher, og da denne ikke vilde indlade sig derpaa, stødte han Ficher i Brystet, trak dennes Sølvkaarde ud og huggede ham, saa Klæderne gik itu, en anden slog Fischer under Øret, slog Benene fra ham, saa han faldt omkuld, og brugte mange Skældsord 3).

__________

1) K. D. VIII, 702-3.

2) Bytingsprot. 21. Avg. 1724.


216

Om en Felbereder hedder det i Mag. Skr. af 30. Nov. 1729, at han er af det Vandringsskab, som kaldes de Beutlere, af hvilke det hidtil ikke har været nogen tilladt at komme i Lavet med de Mestere, som bo her i Staden, der ere af det bedre Slags, nemlig det Rheiniske Vandringsskab.

Om Bødkerne tilskrev Magistraten i Helsingør sine Kollegaer i Kjøbenhavn, at Mestrene i Kjøbenhavn ikke vilde kende for gyldige de i Helsingør udlærte Svende, uden de først i 2 Aar stode i Forbund hos en kjøbenhavnsk Mester. Bødkerne her erklærede imidlertid, at Bødkerne i Helsingør ikke havde lært deres Haandværk forsvarlig, og derfor kunde deres udlærte Drenge ikke strax antages for Svende for den Konsekvens deraf udenrigs til Præjudice for de Svende og Drenge, som have lært her og rejse paa Haandværket, thi i saa Fald bleve de iblandt Fremmede ikke ansete for gode eller anderledes, end de havde lært hos Fuskere 1).

Det blev i Begyndelsen af 1728 forbudt at tage fremmede Drenge i Tjeneste, hvorfor Oldermændene for en Del Lav 23. Jan. opkaldtes for Politi- og Kommercekollegiet, hvor det blev tilkendegivet dem, at de i Fremtiden ikke maatte antage andre end danske Drenge, paa det de danske indfødte Drengebørn ikke herefter skulde blive til Betlere. Ifølge Frdn. af 24. Sept. 1707 var Fattigvæsenet forpligtet til at sætte fattige Drenge i Haandværkslære. Mestrene svarede imidlertid, at største Delen af de tydske Drenge var fra Flensborg og andre Steder i H. Majestæts Fyrstendømmer 2).

Lavstvangen gav Anledning til mange Ulemper, hvorfor Kongen 1703 befalede en Kommission og 1707 Politi- og Kommercekollegiet at overveje, om det ikke var tjenligst at

__________

1) Mag. Skr. 15. Sept. 1727. Coll. Breve 18. Avg. 1727.

2) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, 520-23.


217

ophæve Lavene med Undtagelse af Barberernes og Guldsmedenes, saaledes at enhver, der havde gjort Mesterstykke og vundet Borgerskab paa sin Profession, havde Tilladelse til at arbejde, uden at han behøvede at rejse udenlands. Da der efter Pesten var Tale om at indkalde Reformerte, udtaltes der i en Betænkning af 18. Juni 1712, at Kjøbenhavn led af "en stor og fast utrolig Trang for Haandværksfolk", men der tvivledes meget om, at reformerte Haandværkere vilde begive sig herind, saa længe de skulde efterleve Lavsartiklerne. 1713 maatte Politi- og Kommercekollegiet og Magistraten paany overveje Spørgsmaalet om Lavenes Ophævelse, forat Staden igen kunde blive befolket, efterat Pesten havde formindsket særlig Tallet paa Haandværkere, men denne Kommission kom ligesaa lidt som de foregaaende til noget Resultat. Omkostningerne ved Mesterstykker vare ogsaa saa store, at mange søgte Kongen om at blive Frimestere, hvilket ogsaa bevilgedes i stor Maalestok, men var lige imod de af de souveraine Konger givne Privilegier 1).

Der var nemlig Mestrene om at gøre, at der ikke kom for mange Medlemmer i Lavet, hvorved Næringen kunde blive forringet for de ældre. Hertil virkede ikke alene selve Udgifterne ved Erhvervelsen af Mesterskabet, men ogsaa Mesterstykkets Kostbarhed. Sværdfegerne havde saaledes faaet indført, at en Mester skulde gøre en kostbar Kaarde, hvis Fæste var indlagt med Guld og Sølv, hvilket hindrede unge Mestere i at komme i Lavet, men Magistraten bestemte 6. Maj 1720, at herefter skulde Mesterstykket være "en god og dygtig Kaarde af den Façon, som nu brugelig er eller herefter brugelig vorder".

1. April 1729 lettede Kongen Udgiften ved Mesterstykker for flere Lav, da det var vigtigt, at der kom flere Murmestere, Tømmermænd, Snedkere og Klejnsmede ind i

__________

1) K. D. VIII, 9-10, 299-300. Indlæg til Reskr. 17. Okt. 1712.


218

Lavet, hvorfor der istedenfor 100-200 Rdl., der hidtil var givet, nu ikke maatte ydes over 50 Sletdaler, og de forrige brugte Omkostninger ved kostbare Mesterstykker, Drik og Sværmeribekostninger skulde aldeles være afskaffede, da de kun tjente til at afskrække Folk.

Mesterstykker forandredes efter Tidens Mode. Siden 1685 havde Stolemagernes bestaaet i en flammet omløbende Barnestol med et Kryds og 6 Ben, en Mands-Lænestol og en flammet Bordstol, men 1706 ændredes de to sidste Genstande til en flammet Mands-Lænestol, saaledes som den da brugtes, beslaaet med Læder ligesom Barnestolen, og en "Calepsche" (Lænestol), 10 Kvarter lang, 3 Kvarter bred, med 8 Ben og 3 krumme Kryds samt Rygstykke og Armlæner paa begge Ender, betrukken med Læder og stoppet ud med kogt Haar. Dog førend nogen kunde optages i Lavet, skulde han bevise, at han i et Par Aar havde rejst paa Haandværket i fremmede Lande 1).

Uagtet det meste kostbart Snedkerarbejde indførtes fra Udlandet, var der dog nogle her, som gjorde fint Arbejde, men det var ikke let at faa ordentlig Pris derfor. Saaledes søgte en Snedker 1720 paa egne og en Del Lavsbrødres Vegne, "der arbejde fint og indlagt Snedkerarbejde", om at faa et Par ledige Boder paa Børsen til Leje, hvor de selv kunde forhandle deres Varer, thi "der findes en urimelig og usømmelig Misbrug, at naar en Del af dem trænge til Penge, saa forhandle de deres Arbejde til Kræmmerne paa Børsen, der tage Profitten, og Snedkerne i Længden falde i Armod" 2). 1727 var der en Snedker Corbianus, der ogsaa gjorde indlagt Arbejde.

En langvarig Strid mellem Snedkerne og Tømrerne endte med et af Kongen stadfæstet Reglement af 27. Feb. 1723 3).

__________

1) K. D. VII, 779.

2) Pol. og Kom. Koll. Mem. Bog 1720, S. 5-6.

3) K. D. VIII, 561. C. Nyrop, Kbnhvns Tømmerlav S. 107.


219

I Henseende til Priserne befalede Kongen 28. Jan. 1713 Magistraten og Politi- og Kommercekollegiet at overlægge, hvor meget enhver Haandværker med Billighed kunde fordre for sit Arbejde, da Kongen med største Mishag havde maattet fornemme den store Ubillighed, som paa nogen Tid havde ladet sig finde 1).

For Slagtere og Bagere blev der af og til fastsat Taxter af Politikollegiet og Magistraten, men naar Kvæget eller Kornet uventet steg i Prisen, blev det vanskeligt for Udøverne af disse Haandværk. I Aaret 1717 og de nærmest følgende Aar var der mangfoldige Sager imod Slagterne for deres høje Priser, og 28. Feb. 1718 tillod Kongen Magistraten at beskikke 12 Personer som Frislagtere udenfor Lavet, hvilke skulde advares om at sælge godt, sundt og fersk Kød billigere end de andre Slagtere. Af disse fik to udvist Plads ved Gæthuset paa Kongens Nytorv 2), to ved Baadhuset, to paa Amagertorv, en paa Vandkunsten, en paa Kristianshavn. At de vare udsatte for megen Fortræd af Lavet, er en Selvfølge 3).

Lavet beklagede sig ogsaa i en Ansøgning af 9. Maj 1718 over Frislagterne; de løb omkring fra Hus til Hus med deres Kød istedenfor at forblive paa deres Stader og de efterkom ikke deres Løfte at give bedre Køb paa friske og gode Varer. Hvis dette skulde vedvare, vare Lavets Medlemmer nødte til at frasige sig Indkøb paa Landet af alt Slagtekvæg og lukke deres Boder, hvilket en Del af de yngste allerede havde maattet gøre, eftersom de købte gode Varer, som vare i høj Pris, men Fuskerne købte ringe Kvæg.

Da der var saa mange Sager imod de Slagtere, der solgte over Taxten, bleve deres Bøder bortforpagtede til en Mand ved Navn Sprøiter, over hvem de indgav Klage, der

__________

1) K. D. VIII, 270.

2) Paa Kongens Nytorv var der 4 Slagterboder i et Hus ved Siden af Hovedvagten.

3) K. D. VIII, 443. Mag. Skr. 12. April. 1718.


220

1721 fremkaldte en Straf for utilbørlig Skrivemaade imod Øvrigheden 1).

Ved Leverancer i Krigstiden ere Slagterlavets Medlemmer formodentlig blevne ret velstaaende, saa de kunde give udstrakt Kredit. En Slagter, der døde 1713, havde saaledes tilgode for 6 Maaneders Levering til den franske Ambassadeur 620 Rdl., hos Grev Gyldensteen 200 og hos andre fornemme Folk 310 Rdl.

I Modsætning hertil skriver Magistraten 15. Marts 1703: "De fleste Slagtere og Bagere ere Stakler, og naar nogen af dem ved Døden afgaar, findes der mere Gæld end Gods efter dem, saa Kone og Børn sidde i Armod efter; der har nu paa et Aars Tid en Del Bagere kvitteret (forladt) deres Bageri og givet sig til anden Næring, eftersom de ej have kunnet ernære sig af Bageriet".

1708 beklagede Slagterne sig over, at adskillige uberettigede i Landet staldede og solgte Øxne, og at der daglig indførtes fersk Kød, som Fuskere solgte stykkevis og i Fjerdinger, ligesom paa Landet enhver uden Forskel imod kgl. Befaling opkøbte og solgte Stude, Lam, Beder, Svin og Faar. 1724 klagede de over Amagere, der daglig indførte fersk Oxekød i Sække, en Amager havde saaledes i kort Tid slagtet og solgt 70 Høveder. Da Slagternes Oldermand og en anden Slagter 1709 vilde gøre Indsigelse imod, at en Baadsmand uberettiget solgte Kød, anfaldt denne dem med en Kniv paa morderisk Vis, saa de forat salvere Livet havde maattet undløbe ham og hans Kammerater.

Bagerlavet søgte 1728 om, at der ikke maatte være mere end 50 Mestere.

Skræderlavet var i en gældbunden Tilstand, om hvis Afhjælpning der førtes Forhandlinger baade 1700 og 1730. Det var dog talrigt, thi da de opkaldtes 17. Marts 1717

__________

1) Kbnh. paa Holbergs Tid S. 297.

2) K. D. VIII, 31. Pol. og Kom. Koll. Mem. Bog flg., S. 620-21.


221

paa Raadhuset forat gøre Ed, var der 147 Mestere. De havde et stort Lavshus, der 1712 dels var bortlejet til Værtshus, dels brugtes til Svendenes "Krankekammer" og Lavets Forsamlinger. 27. Juli 1716 fik Lavet den Advarsel af Magistraten, at en Del Mestere holdt Svende for Dagløn, hvilket var imod Lavsartiklerne, og Svendene advaredes om, at de under Straf logerede paa Skræderkroen og ej andensteds, naar de ikke arbejdede hos nogen Mester.

Skræderne gjorde ligesom de andre Lav altid Vanskeligheder ved Optagelse af ny Mestere. Af en Skrivelse fra Magistraten af 26. Maj 1727 ses det, at i nogle Aar havde det været Skik, og især siden der var bygget et nyt Lavshus, hvorved Lavet havde paadraget sig Gæld, at optage Svende i Lavet, naar de inden- og udenlands havde tjent som Svend over 10 Aar, og eftergive dem deres Mestersvendsaar imod en taalelig Kendelse. Men nu havde for 3 Maaneder siden 4-6 af de sletteste og mindst formaaende Mestere modsat sig dette, og vel maatte Magistraten give dem Ret i, at Eftergivelsen af Mestersvendsaaret var imod Lavsartiklerne, men bad dem betænke, at der var Forskel paa Tiden nu og den Tid, da Artiklerne bleve skrevne, og man maatte søge at bevare Lavet for Undergang, hvorfor man foreslog den Ordning, at den Svend, der havde den Erfarenhed og Videnskab om Haandværket, som han burde, maatte antages som Mester, hvorpaa Lavet efter enhvers Vilkaar kunde bestemme, hvad han skulde give til Lavskassen.

Skomagerlavet gik Fallit 1723 og fik Tilladelse til at oprette et Lotteri til Afbetaling af Gælden. Intet Lav blev som dette besværet af Militære, der gik Mestrene i Næringen. Det oplyses lejlighedsvis, at en Senkelmager beredede Lammeskind, lavede Remme deraf og "slaar Nep paa dem", han beredede ogsaa farvede og trykte Skind, som Skomagerne brugte til Kvindesko.

En Skomager beklagede sig 1723 over, at da han var stævnet for Oldermanden Peder Christensen Gied, havde


222

denne i Raadmand Wroes og alle Mestrenes Paahør angrebet ham "med en og anden spottisk Tale" og blandt andet sagt: "Kommet hier Ihr alter Pursch," hvorfor han søgte om Æresoprejsning, "eftersom jeg saavel som han og andre mit Mesterstykke har gjort, Borgerskabet som en Borger og ikke som en Pursche svoret og som en retskaffen og ærlig Borgermand mine mig paalagte Skatter saavel som en anden afdrager og betaler".

Handskemagerne beklagede sig 17. Marts 1716 over, at der gjordes dem Indpas i Næringen: "Vi fattige og mestendels udarmede Peltsnere og Handskemagere vemodeligen beklagende os over den store Skade og Afbræk, som os fattige Mennesker til vores Lavs Ruin samt vores med Hustruer og Børn dagligen tilvoxende Armod vederfares af Hosekræmmerne her i Staden, idet de baade paa Torvet om Torvedagene saa og i deres Huse iblandt deres mangfoldige anden Kram offentligen falholde og sælge Pelsværk- og andre Slags Handsker, hvilket strider imod Privilegierne af 29. April 1684. Flere Hosekræmmere fremvise kgl. Bevilling af 7. Okt. 1712 paa tilligemed os andre at falholde Læderhandsker, som i Randers, Viborg og Aarhus blive forarbejdede. Hosekræmmere alle sammen ikke aleneste foruden deres uldne Hoser og Handsker have adskillig anden Kram, nemlig Vadmel, Hør- og Blaarlærred, Traadstrømper og Sokker, men de endog alle have anden stor Husnæring, den 2 á 3 Lejekareter, en anden 6 á 7 Mælkekør, en anden sit skønne Brændevinsbrænderi og Ølsalg og saa fremdeles, hvormed de indhente mange skønne Midler, og naar de komme ikkun nogle Bønderkarle herover, der hverken have lært Handskemager- eller andre Haandværker, saa sidde de saaledes og inden faa Aars Forløb blive til rige Mænd." 1)

Hattemagerne havde i Øjne faldende Skilter 2). I Lavet forefaldt 1726 den Ulykke, at en Person, der skulde gøres

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Memorialbog 1716, S. 25-26.

2) Kbnh. paa Holbergs Tid, S 57.


223

til Svend og i den Anledning tømme Sølvpokalen, der holdt ca. 1 1/2 Pot, blev saa drukken, at han døde om Natten derefter. Det oplyses lejlighedsvis, at en Torichter er en, der i Hattemagerlavet udfører det, som ellers store Læredrenge forrette.

Kandestøberne havde megen Næring ved at udleje Fade og Tallerkener, men dertil udkrævedes et stort Lager, hvorfor der 1726 kun var 4 Mestere, der deltog deri. Udlejningen skede paa Omgang, saa hver havde sin Uge, i hvilken de andre ikke maatte udleje. Da Hof-Tinstøber Jørgen Vilhelm Plenge nævnte Aar søgte om Eneret til at at udleje til Stands- og Rangspersoner, erklærede han altid at maatte have et anseligt Kvantum Tintøj af Fade og Tallerkener i Beredskab til Hoffets Fornødenhed, som undertiden behøves til store Traktementer, "efterdi der ikke haves saa store Forraad af Sølv og Tin ved Hoffet, som erfordres ved deslige Festins" 1). Samme Plenge var iøvrigt en noget urolig Person, der havde adskillige Sammenstød med Politiet.

I Dec. 1722 klagede Kandestøber Peter Schønfeldt over, at hans Lavsbroder Povl Hansen havde udlejet i hans "Hyr-Tins-Uge" henved 100 Fade og 20 Dusin Tallerkener til et Bryllup. Hertil svarede Povl Hansen i et Indlæg af 25. Jan. 1723, der er skrevet af en Prokurator, efterat have fremført Beviserne paa sin formentlige Uskyldighed:

"Mens nu Sagen er af en anden Medfør, som bemeldt, saa kan jeg ikke andet slutte, end Peter Schønfeldt, der ej har undset sig imod al Ærbarhed, ja for honette Folk meget ilde anstaaligt, paa en saa politiske Maade at angribe mig med saa haarde og grove Tillæg, han jo virkelig i sine Tanker snarere har været henrykt paa sit Land-Carte at begrunde Landskabers Situation end agte paa det utidige Forebringende, han fra sin Haand har ladet udgaa til min Præjudice".

__________

1) Om Vanskeligheder ved Kandestøbernes Levering af Tin til Slottet, se især Mag. Skr. 15. Dec. 1712.


224

Holbergs politiske Kandestøber, der blev opført 1722, har saaledes allerede kastet et saa komisk Skær over Kandestøberne, at den ulykkelige Peter Schønfeldt for Retten er udpeget som en anden Herman von Bremen.

1708 blev der gjort Lavet Indpas af 5 hollandske Kræmmere, hvem det blev forbudt at sælge andre Tin- og Blikvarer end The- og Kaffepotter og Daaser, malede Torve-og Salatspande, Sukkerbøsser og Saltkar 1).

I Smedelavet var der 1699 Strid, idet Grovsmedene solgte Bygningssøm til Skade for Nagelsmedene 2).

En kgl. Resolution af 28. Febr. 1705 bestemte, at Kaarder og andet Gevær saavel som Munderingssorter, som i Kjøbenhavn og andre Købstæder kunde arbejdes af lige Dygtighed med de fremviste Prøver, skulde forfærdiges i Kongens egne Lande.

Færgelavet klagede 1708 over, at der ved Toldboden skede det stort Indpas af en Del Matroser og Færgemænd fra Skaane og Helsingør, der udenfor Bommen oprettede Færgesteder ved Kastellet og hvor de indtog Gods og Passagerer, og 1720 bad Magistraten Schoutbynacht Giedde at paase, naar uberettigede Personer vilde passere Bommen og føre Gods til Skaane og andre Steder, forat Færgelavet, der paa nogle Aar kun havde haft ringe Fortjeneste, ikke slet skulde udgaa og de fattige Folk blive brødløse og ruinerede 3).

Bryggerne klagede 1726 over Tab i Næring ved de Fribryggere, der nedsatte sig og solgte Øl saavel i Foustager som i Potte- og Kandetal. 1724 klagede de over, at de maatte til Forhandlerne give Foræringer og Villigheder i

__________

1) K. D. VIII, 24-25. Om Kandestøbere, se Kbnh. paa Holbergs Tid, S. 226. 1716 klagede Kandestøberne i Bergen over, at deres Svende ikke kunde faa Arbejde i Kjøbenhavn, fordi de ikke vare i Forbund med Lavet i Lybæk.

2) K. D. VII. 578.

3) Mag. Skr. 3. Maj 1708 og 13. Marts 1720.


225

Slagtetiden, til Nyaar og ved andre Højtider og maatte give stor Kredit, især til Folk af Militærstanden, der havde den største Næring af Ølsalg. Det ses, at der i Accisen blev givet Bryggerne Godtgørelse for "Stænkeskæppe" 1). Ved Forordningen af 12. Marts 1723 blev Omgangsbrygningen genindført, saaledes at Alle bryggede lige tidt, paa samme Tid og lige meget. Der fremkom dog saa mange Klager over, at der nu blev lavet for lidt Øl, hvorfor Kongen 28. Juli samme Aar genindførte den fri Brygning.

1729 fik Gustavus Smit og Peder Gol hver et Privilegium paa at brygge Øl af Kakkelovnsmalt for Rejsende, Syge og andre Godtfolk, som vilde lade det hente i deres Huse i Pottetal, men de maatte ikke holde Kro eller udsælge i Foustager eller til Kroersker. I Privilegiet kaldes Øllet Kakkelovnsmaltøl, men Ansøgerne kalde det hvidt Øl. P Resen anbefalede som Middel mod Sten Maltøl med Birkesaft 2).

Bryggernes Lavshus brugtes ikke alene til Lavets Forsamlinger, men ogsaa af andre Lav, der ej havde Lavshuse, hvilke Lav tilforn samledes paa Raadhuset i de 32 Mænds Sal. Under Pesten brugtes det som Sygehus 3).

Vognmændene følte sig meget besværede af dem, der holdt Hyrevogne, idet de mente, at de havde Eneret dertil. Kongen befalede Aar 1700 Magistraten at afgive Betænkning over, hvorledes det bedst kunde indrettes med Hyrevogne, saaledes at Vognmændene fremdeles kunde blive ved Magt 4). Men 1705 søgte Hyrekuskene om at faa et eget Lav: "en Del af os har for ungefær 18 Aar siden givet Anfang med at indrette Hyrekareter og derudi anlagt, hvad vi forhen ved Sved og Arbejde have fortjent". Politikommissionen anbefalede deres Andragende:

__________

1) Mag. Skr. 20. Sept. 1724, 29. Marts 1726. Koll. Breve 26. Nov. 1728.

2) O. Wolffs Journal 1825, 3. Kr., S. 7.

3) Mag. Skr. 27. Jan. 1712.

4) K. D. VII, 591.


226

"Hyrekarosser synes vel altid at blive fornødne for den store Nytte og Kommoditet, baade Fremmede og Indbyggere kunne have af dem, besynderlig Hoffolk og andre Fornemme, som paa høje Steder kunne have at forrette og ej alle have Lejlighed selv at holde egen Vogn. Og omendskønt gemene Folk tidt uden Nødvendighed til Barnedaab, Vielser, Begravelser og Kirkegang bruge Lejekarosser, som baade fylde, skidne og slide Gaderne, saa og give Anledning til adskillig Overdaadighed, saa er det dog i Almindelighed en Sparsomhed for fattige Folk, at 3 eller 4 sammen i saadanne hæderlige Adfærde kunne med en ringe Udgift for en Karosse spare deres Tøj og Klæder udi forefaldende Slud og Uvejr, endelig er at formode, at om Lejekarosser nogenledes bleve bragte i Skik og haandhævede, at Indbyggerne derved skulle profitere og Karossers Tal i Almindelighed blive formindsket, saasom hæderlige Borgere og Betjente skulle langt heller bruge en skikkelig Lejevogn paa faa ordinaire Tider, de den kunde behøve, end ruinere sig med at holde egen Vogn Aar ind og ud."

16. Okt. 1705 tillod Kongen dem at have et Lav paa 30 Personer, der hver skulde holde to lukkede Vogne og 4 Heste, med hvilke de maatte køre Landet igennem, men de maatte kun have to Heste til hver Vogn. 1727 var der i Staden 39 Personer, der hver sædvanlig holdt 2 Kareter og flere dertil 1 Chaise, men desuden var der 21 Personer, der holdt Lejevogne uden at have taget Borgerskab derpaa. I alt var der 104 Kareter og 20 Chaiser at faa til Leje, 14. Juni 1727 tilkendegav Oversekretæren Magistraten Kongens Villie, at Ingen maatte holde Hyrekareter uden. Borgerskab. 1711 var der i Staden 77 Karosser til eget Brug og 81, som udlejedes. 1726 var der paa Kristianshavn kun 18, der havde Heste og Vogn. 1729 klagede Vognmændene over, at Hyrekuskene, der alene burde holde Kareter til Leje, desuden havde tillagt sig hele og halve Chaiser, hvormed de for Betaling kørte saa langt ud i Landet, som dem


227

lystede 1). Denne Klage kom mærkelig kort efter, at Magistraten havde troet at have gjort Ende paa Stridighederne ved Fastsættelsen af en Taxt 2. Avg. 1728 2).

Vognmændene havde Stade ved Stranden ved Enden af Færgestræde 3), men der var en bestemt Kælder, hvor man desuden kunde henvende sig om Kørsel. En Politiretsdom af 3. Sept. 1717 idømte Oldermanden en Bøde, fordi han uden at samle Lavet og indhente Øvrighedens Billigelse havde flyttet det Sted, hvor de Rejsende i 50 Aar havde plejet at søge forat bestille Heste og Vogn, ja endog ladet det bekendtgøre ved trykte Plakater. Disse bleve nedrevne og ny trykkede, hvori det meddeltes, at Kørsel fremdeles skulde bestilles i samme Kælder som hidtil.

1714 klagede Vognmændene over, at Bryggere, Bagere, Blegmænd, Havemænd og andre gjorde dem Indpas og at udygtige Personer fik Adgang til Lavet. Kongen befalede derfor Magistraten at sørge for, at ingen kom i Lavet, som ikke vare forsynede med dygtige Heste og Vogne, saa de kunde gøre de tilbørlige Rejser og sørge for Renovationen og at de ikke vare saa forgældede, at de maatte overlade Vogne og Heste til deres Kreditorer 4).

1715 var der 8 Vognmænd, der søgte om Eneret til at holde Rejsechaiser, men herimod protesterede de andre 5).

1729 bevilgede Kongen Hjulmand Niels Svendsen at holde en Chaise og en Karet til at køre Folk en kort Vej udenfor Porten, mod at han holdt en Renovationsvogn.

Uagtet det allerede havde været forbudt for flere hundrede Aar siden, at Vognmandskarle fik visse Procent af Indtægten, saa bestod endnu 1720 den Skik, at de fik to Skilling af hver Mark og kunde gaa af Tjeneste, naar de vilde, hvilket

__________

1) K. D. VII, 761. R. A. Koll. Breve 14. Juni 1727. Mag. Skr. 5. April 1729.

2) Kollegiebreve 1728 Nr. 45.

3) K. D. VIII, 542.

4) K. D. VIII, 325.

5) K. D. VIII, 349.


228

nu blev forbudt, idet de skulde tjene paa hele og halve Aar 1).

Nogle Haandværkere udgjorde vel en Korporation, men ikke noget Lav. 1702 søgte Parykmagerne om Lavsartikler, men Magistraten fraraadede det 2): "Findes der her i Byen mange fattige Kvinder og Børn, hvis Mænd og Fædre ej have andet lært eller gjort Profession af, saavel som Mænd, der ej selv af Begyndelsen have tjent derpaa, men nære sig af at gøre Parykker for den gemene Mand, Haarhuer og deslige, hvilke om de bleve formente at nære sig af saadan deres Hænders Arbejde, derover kom til at betle Føden. Kunde ikke en Lakaj eller anden Tjener komme til at blive informeret eller lære at accomodere sin Herres og Husbondes Parykker, og den Tjener eller anden ærlig Person, som ej vidste og allerede enten har eller andensteds havde lært at omgaas dermed og gøre en Paryk, kunde siden paa sin Alderdom, naar Lykken ham ikke i andre Maader vilde favorisere, da ej komme til at nære sig deraf".

__________

1) K. D. VIII, 499. Om Portechaiser, se Kbnh. paa Holbergs Tid S. 173. 1726 averterede S, G. Meyer, at han var flyttet til Stranden til Madam Lipharts Gaard, lige overfor Sprøjtehuset, "hvor enhver, der enten behøver Portechaiser eller forlanger Billetter, kan blive betjent". I extraordinære Relationer skrives: Den 29. Sept. 1726 er den for nogle Aar siden her i Byen begyndte magelige Voiture med de bekendte Bære-Chaiser bleven sat fuldkommen i Værk, da en sikker Entrepreneur deraf med tilstrækkelig Antal lader Byen forsyne for en meget billig Betaling, saa at man kan erholde saadan en Bære-Chaise fra om Morgenen Kl. 8 til om Aftenen Kl. 9 for 4 Mark; beholdes den længer ud paa Aftenen, koster det 1 Rdl.; for en Time betales 1 Mark; for at lade sig bære et eller andensteds i Byen, enten det er langt eller stakket, betales 12 Sk., men ud til Toldboden, Citadellet og Kristianshavn, naar Broen er i Stand, 1 Mark, og ere samme Chaiser alle Tider parate paa Kongens Nytorv, Ulfeldts Plads, Vandkunsten og ved St. Nikolaj Kirke i "Kongen af Sverig" at bekomme.

2) Mag. Skr. 2. Nov. 1702.


229

1710 var der 60 Parykmagere, der i alt ydede Forstrækning til Kongen af 200 Rdl. De gave da følgende Fremstilling af deres Trængsler: "Derforuden findes mange baade Mænd og Kvinder, Svende og Drenge, som gøre og lade gøre Parykker, bære og lade dem bære omkring og byde dem ud baade udi Værtshuse og andre Huse til at sælge, hvorved vi, som ere Borgere, blive meget forminderet og derover en og anden ruineret". 1725 var der 52 Parykmagere.

Blytækkerne havde ej heller Lav, men havde dog indbyrdes Skraaer og Vedtægter og modsatte sig, at den foran S. 7-9 nævnte Gustav Rydiger fik Borgerskab, fordi han ikke var "zünftig". Rydiger fik dog 27. Nov. 1715 kgl. Bevilling paa at tage Borgerskab, uden at nogen af Blytækkerne var tilstede, og det betydedes Magistraten, at den ikke maatte hindre nogen i at nedsætte sig paa de Haandværk, som ingen Lav havde. Rydiger vilde imidlertid først ikke tage Borgerskab, uden de andre Mestere vare tilstede, men han tog det dog i Januar næste Aar. Nogle Maaneder efter klagede han over, at Blytækkerne ikke vilde omgaas ham og at en af dem var idømt en Bøde, alene fordi han havde talt med ham, og hans udlærte Svende kunde ikke faa Arbejde andensteds.

Brændevinsbrænderne søgte om at faa Lavsrettighed allerede Aar 1700, men det nægtedes. De trykkedes 1723 af en forhøjet Afgift, hvorfor de i Maj 1723 ønskede at forebringe Kongen deres Ønske om Nedsættelse ved at gaa ham i Møde, naar han kom fra Frederiksborg. Politimesteren fik dette at vide og forbød dem dette, men af de 300 gik dog henved 200 til Vibenshus, hvor de ventede paa Kongen og overgav ham et Bønskrift. Kongen blev meget fortørnet herover og paalagde Politimesteren at paaminde dem om den Straf, de havde fortjent, og at de ikke maatte forbigaa Magistraten, der havde at forebringe slige Andragender for Kongen eller Kollegierne. Tre Uger efter fik Politimesteren


230

Ordre til at arrestere to Brændevinsbrændere, den ene, fordi han havde understaaet sig til at sige, at naar de ikke fik, hvad de havde søgt, skulde de igen supplicere paa lignende Maade, og den anden, fordi han havde konciperet Suppliken. De skulde dog behandles paa en lemfældig Maade, saaledes som sædvanlige Arrestanter plejede at behandles, men det skulde udforskes, hvem der var Ophavsmanden til Opløbet. Det blev da udfundet, at Konsumtionsinspektør Andreas Windeløv havde sat Ansøgningen sammen, hvorfor han blev arresteret, og de andre slupne løs. Brændevinsbrænderne fik derpaa en alvorlig Advarsel mod at sammenrotte sig i Fremtiden, men det blev dem tilladt at indgive deres Memorialer i Kollegierne. Windeløv sad i Arresthuset i 8 Maaneder, og kom da ud mod Kavtion. 1726 søgte de paany om Lavsrettighed, i det de klagede over, at de, der stode i Kongens Tjeneste, brændte Brændevin af det Byg og Malt, de fik som Maanedskost 1). Men de opnaaede først Opfyldelsen af deres Ønske 1742.

Urmagernes Næring led stort Indpas ved Indførsel af Ure, der især solgtes af Jøder, hvorfor Magistraten 1727 erklærede, at de ikke havde saa meget Arbejde, som de kunde udføre, medens de i forrige Tider kunde holde baade Svende og Drenge, hvorfor den anbefalede Forbud mod at indføre fremmede Urværker og Handel med Urnøgler og Urglas 2). De hjemlige Urmagere havde dog næppe stort Forraad. Da Jakob Nikolaj Withs Bo blev vurderet 1706 i Anledning af hans Hustrus Død, havde han kun 12 Ure: to staaende Urværk til 50-25 Rdl., 6 Skibsure med og uden Vækker, et lille Lomme-Guld-Urværk i Arbejde og 3 smaa Sølv Lommeure à 25 Rdl.

__________

1) Bruun, F. Rostgaard I, 231. K. D. VIII, 575, 579. Oversekr. Brevbog 26. Juni 1723. Pol, og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 99.

2) Mag. Skr. 18. Avg. 1727.


231

Pottemagerne boede inde i Byen uagtet de gamle Forbud. 1706 døde der en Pottemager paa Graabrødretorv, 1711 en anden i Gotersgade, i det mindste paa sidstnævnte Sted var der Værksted 1).

Aar 1700 Aar der 24 Vejrmøller paa Volden og udenfor Byen.

__________

1) Skifter 1706, Nr 102, 1712, Nr. 554.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 10 17:05:36 CEST 2005
Publiceret: søn apr 10 17:05:31 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:
Sidens top