eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse VI

Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)
    - bog II, kap. I

Kbh., G. E. C. Gad, 1892

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Anden Bog.

Næringsveje.

_____

I.

Borgerskab. Skibsfart. Handel. Industri. Skatter.

Den bekendte Statistiker Kontorchef M. Rubin har for nogle Aar siden paavist, 1) at Kjøbenhavns Indbyggertal 1699 var 62000, steg til 66000 ved Aar 1710, formindskedes ved Pesten 1711, saa der 1713 var 44000, men var atter steget til 76000 Indbyggere i 1728. Man skulde derefter tro, at de næringsdrivendes Tal under Frederik IV's Regering maatte være tiltaget betydeligt, men dette er ingenlunde Tilfældet; det egentlige Borgerskabs aarlige Tilvæxt var ikke større end under Kristian V's Regering. Fra denne haves Oplysninger om, hvor mange der tog Borgerskab i følgende 8 Aar:

1684: 209
1689: 115
1690: 190
1691: 361
1692: 180
1693: 210
1694: 150
1695: 183
_______
1598,

__________

1) Hist. Tdskr. 5. R. III, S. 531-34.

[155]

156

hvilket i samme Forhold i 10 Aar vil give et Tal af omtrent 2000.

Af nedenstaaende Tabel ses det, at medens Tallet gik op i Aarene 1701-10, gik det ned i de følgende 20 Aar og steg først efter Frederik IV's Død.

Borgerskab 1701-1760.

1701 165 1711 203 1721 141 1731 171 1741 329 1751 216
1702 173 1712 332 1722 148 1732 351 1742 193 1752 191
1703 243 1713 284 1723 129 1733 278 1743 227 1753 246
1704 441 1714 169 1724 134 1734 259 1744 236 1754 285
1705 195 1715 253 1725 254 1735 217 1745 225 1755 281
1706 199 1716 143 1726 171 1736 173 1746 145 1756 283
1707 199 1717 167 1727 312 1737 269 1747 205 1757 243
1708 159 1718 141 1728 244 1738 239 1748 214 1758 189
1709 220 1719 90 1729 106 1739 261 1749 208 1759 256
1710 200 1720 110 1730 198 1740 321 1750 238 1760 240

2194 1892 1836 2539 2220 2400

Naar man nærmere undersøger Borgerskabsprotokollerne, viser det sig snart, at en forholdsvis talrig Klasse levede af at udskænke og tilberede Drikkevarer. Saaledes tilkom af

1701-10 1711-20 1721-30
Øltappere ....... 361 350 260
Vintappere ....... 23 20 20
Brændevinsbrændere .. 63 62 97
Herbergerere ...... 11 12 5
Kokke ......... 3 4 3
Theskænkere ...... 5 5 2

466 453 387
eller af hele Tilvæxten 20 pCt. 24 pCt. 21 pCt.,

men da der desuden 1711-20 tilkommer 20 og 1721-30 62 Kældermænd, der temmelig sikkert ogsaa vare Øltappere 1), bliver Tallet de 2 sidste Tiaar 25 og 24 pCt.

__________

1) Jfr. Borgerskabsprot. 17. Jan. 1718 og 28. Avg. 1719.


157

I de 8 Aar i Kristian V's Tid, fra hvilke man har fuldstændige Lister, var der kun 186 Personer af nævnte Borgerskab, hvilket for 10 Aar vil give 232 Personer eller kun 12 pCt. af den hele Sum af Borgerskab.

Af Folketællingen for 1880 fremgaar det, at der da var af

Ølhandlere ................ 138
Vinhandlere ............... 85
Brændevinsbrændere ........... 65
Traktører, Gæstgivere, Værtshusholdere 1535
_______
1823.

1709 opgives til Fattigdirektionen:

Vin- og Theskænkere og Herbergerere 106
Øltappere................ 539
Brændevinsbrændere .......... 327
_____
972.

hvilket er over Halvdelen af lignende Næring i 1880, da Befolkningen var 4 Gange saa stor. Dette Forhold stemmer overens med ovenstaaende, thi de nævnte 1823 Personer i 1880 udgjorde 10 pCt. af det Tal, der da havde Borgerskab (18369), medens det i Frederik IV's Tid var 20-25 pCt., der levede af Folkets Tilbøjelighed til Drik, hvilken Klasse altsaa forholdsvis var dobbelt saa talrig som nu. 1891 var Tallet paa Beværtere og Brændevinshandlere dog steget til 2475, men samtidig steg Folketallet i samme Forhold. Det ses dog, at efter 1720 tog ikke nær saa Mange Borgerskab som Øltapper som 1700-20, hvilket svarer til Henriks Ytring i "Det lykkelige Skibbrud" (3, 1), der er skrevet 1724: "Der er ikke saa meget nu ved Øltapperi som i gamle Dage".

I de 8 bekendte Aar i Kristian V's Tid toge 391 Personer Borgerskab som Sømænd, hvilket udgjorde 25 pCt. af samtlige Borgerskab, og 195 Personer som Handlende, hvilket udgjorde 12 pCt.


158

Borgerskab. Under Frederik IV toge Følgende Borgerskab:

1701-10     1711-20     1721-30
Søfolk . . 256 = 12 pCt. 125 = 7 pCt. 171 = 9 pCt.
Handlende   219 = 10 -- 115 = 7 -- 175 = 10 --

Her er altsaa en stor Tilbagegang, og se vi paa de Handlende, vare af disse:

1701-10     1711-20     1721-30
Kræmmere 1) .. 52 59 87
Købmænd 2) ... 122 43 49
Smaa Handlende 22 7 25
Hosekræmmere . 23 6 14,

hvoraf det ses, at det ved Krigen gik tilbage med Groshandelen. Blandt de Handlende er her ikke regnet de Jøder, der havde Borgerskab paa at handle som Jøde, om hvilke foran.

Af Bryggere, der hørte til de fornemste Borgere, tilkom: 1701-10: 43, 1711-20: 49, 1721-30: 30.

Saa mange flere var der af Arbejdskarle, Haandlangere, Favnsættere:

1701-10      1711-20      1721-30
207 = 9 pCt. 110 = 6 pCt. 96 = 5 pCt.

Grunden til disses Aftagen var sikkert den, at det ophørte at være Skik, at Arbejdskarle, hvilket er hvad vi kalde Sjovere, i det hele tog Borgerskab.

__________

1) Silke-, Ulden- og Lærredskræmmere, Isenkræmmere og Hørkræmmere.

2) Købmænd betyder Grosserere. Der er i de 30 Aar kun 5, der udtrykkelig angives at ville være Groshandlere, og 2, der kaldes Negotianter (1715 og 1730). Tømmerhandlere har jeg opført under Købmænd.


159

Borgernes Fødeegn.

1701
-10
1711
-20
1721
-30
1731
-40
1741
-50
1751
-60
Sum pCt.

Jylland ....... 453 433 410 544 491 493 2824 22
Kjøbenhavn ..... 444 385 307 426 480 586 2628 20
Sæland og Møn ... 259 223 248 419 329 344 1822 14
Fyn, Laal.-Falster og Smaaøerne .... 67 67 99 165 120 115 633 5
Bornholm ...... 12 10 18 42 37 40 159 1
Hertugdømmerne .. 90 131 138 176 160 176 871 7
Skaane ....... 177 110 88 112 106 71 664 5
Halland ...... 194 88 38 44 24 8 386 3
Blekinge ....... 3 1 4
Norge ....... 85 75 103 104 98 90 555 4
Island og Færøerne . 4 1 3 3 6 17
Sverige ....... 35 25 13 28 20 34 155 1
Tydskland og Schweitz 242 241 250 389 305 397 1824 14
Holland og Frisland . 42 4 14 9 8 7 84 1/2
Frankrig og Savojen 33 16 9 6 8 6 79 1/2
England og Skotland 11 2 5 6 24 }
}
}
} 3
}
}
}
Rusl., Polen, Ungarn 12 9 10 8 5 14 58
Italien ....... 1 4 1 6
Ostindien ...... 1 1
Brasilien ...... 1 1
Unævnt ...... 30 74 90 57 20 37 308

Sum ...    2194 1892 1836 2539 2220 2400 13081 100

Det har altid stor Interesse at se, af hvilke Bestanddele en Hovedstads Indbyggere bestaa i Henseende til Nationaliteten. Som det fremgaar af den foran meddelte Tabel, udgjorde de indfødte Kjøbenhavnere i Aarene 1701-60 kun en Femtedel af ny tilkomne Borgere:

1701-20:   20 pCt.
1721-40:   17 --
1741-60:   22 -- stigende til 24 pCt.

160

Det største Procenttal gave Jyderne:

1701-10:   20 pCt.
1711-20:   23 --
1721-30:   22 --
1731-40:   21 --
1741-50:   22 --
1751-60:   20,5 --

I Aarhundredets første Tiaar ydede de gamle danske Provinser østen før Øresund det tredie største Kontingent:

1701-10:   17 pCt.,

men dette taber sig paa Grund af Krigen og dens Følger; da de fleste vel allerede før denne havde været knyttede til Kjøbenhavn, mærkes Afgangen ikke lige strax, derfor gave de endnu

1711-20:   10 pCt., men nu aftog det
1721-30:    6 --
1731-40:    6 --
1741-50:    6 --
1751-60:    3 --

Fra Sæland og Møn var Tilvæxten tiltagende, ventelig paa Grund af Vornedskabets Ophævelse:

1701-20:   12 pCt.
1721-30:   13 --
1731-40:   17 --
1741-50:   15 --
1751-60:   14,5 --

Hertugdømmerne, og det for den langt overvejende Del Sønderjylland 1), ydede

1701-10:   4 pCt. men
1711-60:   7 --

__________

1) I Aarene 1714-93 vare 25 pCt. af Drenge i Silke- og Klædekræmmerlære fra Sønderjylland.


161

Fra Fyn, Laaland og Smaaøerne kom

1701-10:   3 pCt.
1711-20:   4 --
1721-30:   5 --
1731-40:   7 --
1741-60:   5 --

Norge ydede gennemgaaende 4 pCt., men 1721-30: 5 pCt., Sverig i Gennemsnit 1 pCt., Bornholm i Gennemsnit 1 pCt.

Saaledes ses det, at 80 pCt. af ny tilkomne Borgere i 60 Aar tilhørte dansk og nordisk Nationalitet og at den Fortydskning, om hvilken der ofte er talt, ikke i høj Grad har hidrørt fra de næringsdrivende Borgere. Indvandringen fra Tydskland var vel stigende, men hvad kan det sige, om endog en Sjettedel af Borgerne var født i Tydskland; dette Mindretal maa dog under almindelige Forhold snart lære at bøje sig for Flertallet og optage dets Sprog og Særkende. Sagen var imidlertid den, at Hans kongelige Majestæts Residensstad vrimlede af tydske civile og militære Embedsmænd tilligemed tydske Soldater og at en stor Mængde af de tydske Borgere netop hørte til de fornemme, der kunde give Tonen an lige overfor deres Jevnlige. Desuden levede her en stor Mængde tydske Haandværkssvende, og enhver dansk Svend maatte have rejst paa Professionen. Borgerskabslisterne ere saaledes upaalidelige Kilder til at paavise Tydskhedens større eller mindre Betydning; thi de indfødte Tydskeres Borgerskab udgjorde kun:

1701-10:   11 pCt.
1711-20:   13 --
1721-30:   13 --
1731-40:   15 --
1741-50:   14 --
1751-60:   16,5 --

162

Procenttallet tager mærkværdig nok til, uagtet det 1728 blev forbudt at optage andre Læredrenge i Lavene end dem, der vare fødte i Kongens Riger og Lande. Fra Holland og Frisland kom 1701-10 42 Personer eller 2 pCt., men i de følgende 50 Aar tilsammen kom ikke flere end 42, saa Forbindelsen med Holland gik betydeligt tilbage. Fra Frankrig kom 1701-10 30 Personer eller 1,5 pCt., men 1711-60 ikke mere end 46 tilsammen.

Interessant er Forholdet til de gamle Provinser østen for Øresund. Af de 194 Hallændinger, der toge Borgerskab 1701-10, vare

42  Øltappere
34  Søfolk
32  Arbejdsfolk
10  Bødkere
9  Brændevinsbrændere
6  Smede
6  Tømmermænd
4  Høkere
4  Skoflikkere
3  Slagtere
10  Bryggere,

men i de Professioner, hvori de toge Borgerskab, var det som Svende, og at de vare Søfolk, vil sige, dels at de førte smaa Skuder, dels vare Baadsmænd og Pramførere. Da der i disse Aar toges Borgerskab af

261  Øltappere
207  Arbejdskarle
256  Søfolk,

ses det, at henholdsvis 16, 16 og 13 pCt. af disse vare Hallændinger. I det hele udgjorde disse saaledes en stor Del af den simplere Befolkning, der sandsynligvis fra først af kom hertil forat tage Tjeneste. De Navne, som disse Folk bare,


163

vare lidet afvexlende: Svend, Bent, Børge, Helle og Arved; det sidste Navn forekommer kun hos Hallændinger, saa Holberg begaar en Fejl i at betegne sin Arv som Jyde, thi Jyder brugte ikke dette Navn. De 10 Bryggere ere sandsynligvis oprindelige Bryggerknægte, der have overtaget deres Husbonds Gaard.

Skaaningerne udgjorde 1701-10: 177; af disse vare:

28  Øltappere
17  Søfolk
18  Arbejdskarle
13  Skomagere
11  Brændevinsbrændere
9  Skrædere
5  Fiskere
5  Vægtere
5  Smede
5  Vognmænd
4  Bødkere
2  Bryggere
6  fornemme Handlende
5  Smaahandlende.

De Øvrige vare fordelte i forskellige Professioner. Ogsaa Skaaningerne ses at tilhøre de fattigere Klasser 1), men dog at komme noget højere til Vejrs end Hallændingerne. Det er mærkeligt at se, hvor stærk Forbindelsen endnu i Frederik IV's første Tid var med de gamle Landskaber, og dette tyder paa, at Kjøbenhavn i tidligere Tid har udøvet endnu langt større Tiltrækning. Sandsynligt er det, at en stor Del af de lavere Folkelag førend 1660 og da navnlig Tyendeklassen har været Skaaninger og Hallændinger, og

__________

1) I Magistratens Skrivelse af 26. Jan. 1705 siger det, at de fleste Færgemænd ere fra Skaane og Halland.


164

at de Spor, som vor dygtige Sproggransker Cand. mag. P. K. Thorsen vil have fundet af skaansk Dialekt i det nu snart forsvindende særlig kjøbenhavnske Talesprog, saaledes som man for en 30 Aar siden jevnlig hørte hos Nybodersfolk, Arbejdsmænd og i adskillige gamle kjøbenhavnske Familier, ere Levninger fra Tiden før 1660, men det kan ikke bevises, da vi før Frederik IV's Regeringstid ikke have Oplysninger om Borgernes Fødested.

Foruden den store nordiske Krig var der en Grund mere til, at Skaaningerne ikke saa stærkt søgte hertil, nemlig Arveforholdene. Den svenske Regering gjorde nemlig endog efter 1720 Vanskeligheder ved at lade danske Borgere arve afdøde Slægtninge i Skaane; saaledes kunde Gert Meyers Enke ikke faa 2000 Rdl., som tilfaldt hende i Arv efter hendes Moder i Malmø, hvorfor Kongen havde erklæret Præsident Meller, at der skulde fares frem mod svenske Undersaatter paa samme Maade. Derfor nægtede Magistraten 1725-26 Hører i Landskrona Peder Cronius at oppebære en ham tilfalden Arv. Disse Forhold bleve dog formentlig udjævnede i samme Aar 1).

De fleste indvandrede vare fra Landet. I Købstæderne ere fødte:

   Jylland    Hertugdømmerne    Det øvrige Kongerige
1701-10 60 53 156
1711-20 102 88 136
1721-30 54 69 97
_____ _____ _____
216 210 389,

hvilket vil sige, at i det første Tiaar var der af indvandrede fra

Jylland ............... 13 pCt. fra Købstæderne
Hertugdømmerne .......... 59 -- -- --
Det øvrige Kongerige ....... 46 -- -- --

__________

1) Mag. Skr. 18. Juni 1725, 17. Juli 1729.


165

i det andet Tiaar

Jylland ............... 23 pCt. fra Købstæderne
Hertugdømmerne ......... 67 -- -- --
Det øvrige Kongerige ....... 45 -- -- --

i det tredie Tiaar


Jylland ............... 13 -- -- --
Hertugdømmerne .......... 50 -- -- --
Det øvrige Kongerige ....... 30 -- -- --

Omtrent 1/3 af alle danske indvandrede i Aarene 1701-30 vare altsaa for Købstæderne, men i Forhold til de fra hver Landsdel indvandrede kun 1/6 fra Jylland, 2/5 fra det øvrige Kongerige, 2/3 fra Hertugdømmerne; det var navnlig Flensborg, hvorfra der kom mange, især Handlende.

Det havde hidtil i Almindelighed ikke været Skik at løse Borgerbrev; det var nok at blive indskreven i Raadstueprotokollen. Ved Stempelpapirsforordningen af 10. Okt. 1699 var det bestemt, at Borgerbreve skulde have Stempel til 1 Rdl., men det var ikke befalet at tage Borger brev, hvilket kun blev Tilfældet med Skippere og Negotierende, der rejste i fremmede Lande. Enkelte Øltappere, Arbejdskarle og lignende Folk fik vel Bevis for, at de vare Borgere, men kun Udskrift af Borgerskabsprotokollen og ikke noget Borgerbrev. Ved Forordningen af 23. Jan. 1719 og 7. Dec. 1722 bestemtes, at enhver skulde løse Borgerbrev, men Magistraten kunde ikke bevæge Borgerne dertil, og det tillodes derfor 16. Jan. 1728 ældre Borgere at være fritagne for at løse saadanne, naar de havde taget Borgerskab før 1719, men derimod skulde alle andre være tvungne dertil. Udgiften ved at tage Borgerskab skulde være for Handlende og Bryggere 1 Rdl. for Stempelpapir og til Magistraten for Stadens Segl og til Raadstueskriveren hver 3 Mk. istedenfor tidligere 1 Rdl., Haandværkere, Brændevinsbrændere og Øltappere henholdsvis 3 Mark og 2 Mark, Kældermænd og


166

Spækhøkere 1 Mk. 8 Sk. for Stempelpapir og ligesaa meget i Skriverløn. Dette er første Gang, der gives forskellig Taxt paa Borgerbreve, medens der hidtil havde været samme Kendelse for Alle 1).

Naar en Borger vilde løses fra sin Borgered paa Grund af Bortrejse, fik han en Attest fra Magistraten, at han havde været en hørig og lydig Borger, forrettet, hvad der var ham befalet, og gjort Rede og Rigtighed for hvad, der havde været ham betroet, hvorfor man tillod ham at søge sin Næring og Bjering, hvor han kunde og lystede, uden nogen Hinder for den af ham aflagte Borgered, saasom denne efter denne Dag skulde være ophævet og ikke komme ham til Hinder eller Præjudice i hans lovlige Foretagende 2).

Handelsflaaden var tiltaget mellem 1678, da der var 116 Fartøjer 3), og 1704, da der var 208, hvilket var en betydelig Fremgang 4), og flere af disse vare store Skibe, saaledes havde det ostindiske Kompagni 5 og det guineisk-vestindiske 3 med Bemanding af i alt 722 Mand, medens de andre 200 havde en Bemanding af 1113 Mand; af disse 200 benævnedes kun 51 "Skibe", hvilket var Fartøjer med over 40 Læsters Drægtighed. En stor Mængde af disse Fartøjer har dog været Baade 5).

Den indenlandske Fart, der bestod i Sejlads paa Kongeriget, Norge, Island, Færøerne og Grønland, blev ifølge Acciseregnskaberne i Aarene 1717 og 1718 besørget af følgende Fartøjer, hjemmehørende i Kjøbenhavn, hvortil dog bemærkes, at 1717 er det indkommende, men 1717 udgaaende Skibe; det mindre Tal i sidstnævnte Aar beror vel

__________

1) Mag. Skr. 29. Dec. 1727.

2) Mag. Skr. 23. Maj 1720.

3) Femte Del S. 135.

4) Garde, den danske og norske Sømagt II. 75-76.

5) 1709 befalede Kongen Magistraten at indsende Fortegnelse over alle Fartøjers Drægtighed og 1710 over alle de Søfolk, der fandtes i Staden (K. D. VIII, 103, 125), men disse Fortegnelser ere næppe til, lige saa lidt som en Fortegnelse over Skibenes Drægtighed, som Magistraten indsendte 5. Marts 1711.


167

paa større Usikkerhed for Sejladsen paa Grund af Krigsforholdene.

<---------- 1717 ---------->        <---------- 1718 ---------->
Skibe 27 Læster 1263 Skibe 27 Læster 1109
Krejerter 37 -- 751 Krejerter 18 -- 379
Gallioter 64 -- 1064 1/2 Gallioter 29 -- 555 1/2
Skuder 17 -- 192 1/2 Skuder 7 -- 88
Jagter 29 -- 195 1/2 Jagter 14 -- 88 1/2
Smakker 2 -- 43 Smakker 2 -- 30
Færger 4 -- 7 1/2 Færger 1 -- 2


Fartøjer 180 m. Læster 3517 Fartøjer 98 m. Læster 2252
<---------- 1717 ---------->        <---------- 1718 ---------->

hvortil kommer 54 Baade i 1717 og 10 i 1718 med henholdsvis 112 1/2 og 31 Læster.

Naar vi undersøge Acciseregnskaberne i nogle Aar efter 1720, finde vi følgende Tal af udgaaende Fartøjer i indenlandsk Fart:

<---------- 1727 ---------->        <---------- 1728 ---------->
Skibe 25 Læster 1472 Skibe 39 Læster 2178
Krejerter 15 -- 309 Krejerter 14 -- 299 1/2
Gallioter 34 -- 609 Gallioter 46 -- 894 1/2
Skuder 1 -- 14 Skuder 4 -- 82 1/2
Jagter 29 -- 160 1/2 Jagter 31 -- 181
Smakker 1 -- 19 Smakker 1 -- 19
Færger 3 -- 10 1/2 Færger 5 -- 17
Hukkerter 2 -- 42 Hukkerter 3 -- 92
Tjalk 1 -- 14 Tjalk 2 -- 25 1/2
Pramskib 1 -- 27
Bojert 1 -- 32


Fartøjer 111 m. Læster 2650 Fartøjer 147 m. Læster 3848
<---------- 1727 ---------->        <---------- 1728 ---------->

168

Af Fartøjer i udenlandsk Fart var der følgende udgaaende

<---------- 1727 ---------->        <---------- 1728 ---------->
Skibe 20 Læster 1154 Skibe 19 Læster 1229
Krejerter 7 -- 169 1/2 Krejerter 9 -- 179
Gallioter 29 -- 575 1/2 Gallioter 35 -- 754 1/2
Jagter 11 -- 60 Jagter 9 -- 49
Smakker 1 -- 18 Færger 2 -- 7
Færger 2 -- 7 Hukkert 4 -- 120
Hukkert 4 -- 137 Tjalk 1 -- 11 1/2
Tjalk 1 -- 14 Pink 1 -- 40
Brigantin 1 -- 27 Bysse 1 -- 23


Fartøjer 76 m. Læster 2162 Fartøjer 81 m. Læster 2413
<---------- 1727 ---------->        <---------- 1728 ---------->

hvilket giver

1727: 187 Fartøjer med 4812 Læster
1728: 227 -- -- 6261 --

Desuden var der Baade saavel til indenlandsk som udenlandsk Fart og de store Skibe, der tilhørte det vestindisk-guineiske Kompagni og det ostindiske Kompagni. Fra det første udgik i Oktober 1727 Salvator Mundi til St. Thomas og i Juli 1728 Fregatten Haabet til Guinea og St. Thomas samt Jagten Prins Frederik til Guinea; det andet udsendte i Nov. 1727 Grev Laurvig og den gyldne Løve; 1726 var dets Skib Dronning Anna Sophie strandet ved Læsø.

1727 fore 20 Fartøjer til Island, 1 til Færøerne, 1728 gik 27, af hvilke det ene kaldes Fregat (85 L.), til Island, 1 til Færøerne, 3 til Grønland. Den udenlandske Fart gik mest paa Østersøen, de smaa Skibe mest til Skaane, hvortil der ogsaa dreves megen Baadfart. 1727 gik 1 Skib til England, 7 til Frankrig, 4 til Holland, 3 til Spanien og Portugal, Brigantinen til Nordsøen paa Doggerfangst. 1728 gik 4 til Portugal, 3 til Frankrig, 1 til Holland. Kongen


169

havde ogsaa flere Koffardi- og Proviantskibe, med hvilke Private kunde faa Tilførsel ligesom fra Krigsskibene. I Krigstiden bleve ofte private Skibe fragtede af Kongen.

Det største Skib var 1717 paa 95 Læster, det mindste paa 8
-- -- -- -- 1728 -- 144 -- -- -- -- 23
Den største Krejert var 1717 -- 37 -- -- -- -- 8
-- -- -- -- 1728 -- 36 -- -- -- -- 11
Den største Galliot var 1717 -- 49 -- -- -- -- 5
-- -- -- -- 1728 -- 45 -- -- -- -- 5 1/2
Den største Skude var 1717 -- 23 -- -- -- -- 6
-- -- -- -- 1728 -- 34 -- -- -- -- 11 1/2
Den største Jagt var 1717 -- 12 -- -- -- -- 4
-- -- -- -- 1728 -- 10 -- -- -- -- 2

En Pink var paa 40 L., en Bysse paa 23 L., en Tjalk 11 1/2-14, en Hukkert 27-36 L., en Bojert 32 L. Benævnelsen paa de smaa Skibe er dog undertiden vaklende.

1724 var iøvrigt et endnu bedre Aar for den udenlandske Fart, thi da indkom

Skibe 19 Læster 974
Krejerter 15 -- 330 1/2
Gallioter 60 -- 1154
Jagter 16 -- 82 1/2
Smakker 4 -- 65
Færger 4 -- 8
Hukkerter 6 -- 163
Skuder 2 -- 33
Pink 1 -- 26
Bysse 1 -- 28
Stenpram 2 -- 7

1724: 130 Fartøjer m. 2871 Læsters Drægtighed

i udenlandsk Fart; desuden indkom for Ostindisk Kompagni i Juni Dronning Anna Sophie og i Avgust Grev Laurvigen,


170

begge fra Trankebar, og for det vestindisk-guineiske Kompagni Salvator Mundi i September fra St. Thomas.

Til Sammenligning maa dog anføres, at for nogle følgende Aar opgives udtrykkelig af Skibe hjemmehørende i Kjøbenhavn 1):

1747: 115 Skibe
1749: 139 --
1760: 223 -- ,

af hvilken ingen vare byggede i Kjøbenhavn uden nogle enkelte efter 1740 paa Bjørns Værft. Der maa i de mellemliggende Aar vare sket en Nedgang i Skibsfarten.

I Juni 1699 klagede Søfolkene til Kongen over, at Fremmede tog Brødet fra dem, idet disse lettere end de indfødte fik Hyre hos Skippere, dels paa Grund af Slægtskab, dels for Landsmandsskabs Skyld, og rejste bort igen om Efteraaret. Som en Følge deraf fik Vaterskovten Tilkendegivelse om, at de Søfarende, der vare bosatte her, vare berettigede til Hyre fremfor Udenlandske og at alle Skippere vare forpligtede til at antage deres Folk i hans Nærværelse 2).

Ved Skippernes Lavsartikler af 25. Jan. 1707 blev det bestemt, at alle Skippere og Styrmænd, som bleve indtagne i Lavet og vilde fare herfra, skulde examineres af Lorens Lous og have Attest fra Skipperlavet. Derved opnaaedes en Garanti for danske Søfolks Dygtighed, der maatte virke fremmende paa Skibsfarten. 1704 var det blevet bestemt, at Skipperlavet skulde tage Ordre fra Kommercekollegiet ang. Kendelser mellem Redere og Skippere 3).

1721 beklagede Skipperne sig over, at Købmændene betjente sig for en Del af fremmede Skippere, hvorfor Magistraten lod opslaa en Plakat paa Børsen for at fremme Skippernes Tarv.

__________

1) Rigsarkivet Reg. 30.

2) K. D. VII, 595-96 med Indlæg.

3) K. D. VII, 735.


171

Et stort Gode blev det i Aaret 1726 oprettede Søassurancekompagni.

Deri udenrigske Skibsfart, der havde tiltaget saa betydeligt i Kristian den Femtes sidste Aar, led store Tab ved de store Krige mellem Sømagterne i Slutningen af det 17. og Beg. af det 18. Aarhundrede. Usikkerheden i Handelen fremgaar af en Indstilling af 26. Feb. 1703 fra L. Kreyer, V. Edinger, M. Abestee, J. Würger, Henrik Høyer, Steffen Lindeman, A. Lehn, And. Kellinghusen og Lüder Stiefken om de vanskelige Forhold, idet alle krigende Partier opbragte alle Skibe, saa de Handlende vare langt elendigere i deres Handel, end om vi virkelig vare begrebne med udi Krigen. "En stor Del Skibe ligge opbragte i Zeeland under store Bekostninger, saa hvis dette skal blive ved, er det Købmændenes endelige Ruin. Matroser og Haandværksfolk, som hidtil have levet af det ved Handelen faldende Arbejde, saasom Rebslagere, Smede, Tømmermænd og mangfoldige andre Vedhæng ved Skibsfarten forgaa og bortvige, da der intet er for dem at gøre. Landet sættes i en beklagelig Tilstand, thi Handel og Vandel ere Sjælen i et Land, ligesom Kongens Indkomster i Konsumtion og Told ville formindskes." Kongen lovede at ville lade sig være "angelegen" at haandhæve fri Commercium 1).

I en Ansøgning 1697 fra Nikolaj Jansen (Arf), Jørgen Thormøhlen, Vilhelm Edinger og Niels Müller hedder det, at de til Dato med Kapital og Renter have mistet over 500000 Rdl. for Skibe, som vare opbragte i Krigen, saa de nu maatte lade deres andre Skibe henligge ved Volden og forraadne.

Som et af de mange Exempler paa Købmænd, hvem Krigsforholdene ødelagde, fremsættes her følgende Erklæring

__________

1) Rigsarkivet. Kgl. Resolutioner paa Suppliker. Aar 1700 vare H. Nansen, Joh. Meller, Abraham Lehn, Mads Christensen og V. Edinger Medlemmer af en Kommission i Raadstuen foran Slottet i Anledning af et Forslag til Handelens Forbedring af Thormøhlen og Mathias Leers.


172

fra Magistraten af 24. April 1704 om en gammel ærlig Borger:

"Allert Tønsberg er en gammel Borger her i Kbnh. og en med de ældste af de 32 Mænd, har i fordum Tid indtil for nogle Aar siden været en suffisant og velhavende Mand, svaret enhver til hvis han burde, betjent adskillige Byens Bestillinger, særdeles nogle Aar været Stadens Kæmner og udi de Forretninger saavel som sit Købmandsskab været hel flittig og vinskibelig, er altid befunden oprigtig, retsindig og redelig at have handlet og ført et sømmeligt og meget sparsommeligt Levned. Det er ogsaa de fleste af os saavel som hans Medborgere vel vidende og bekendt, at han ej selv har forvoldet sin nu havende slette Tilstand, men at Aarsagen dertil har været tilbagestaaende Betaling hos andre fallerende Debitorer, Søskader, Skibes og Godses Opbringelse for ham saavel som flere udi forrige i Krig mellem Frankrig, England og Holland og Tidernes Vanskelighed for de Negotierende, hvorved han er bleven sat tilbage udi sine Midler henved 23000 og nogle Hundrede Rigsdaler efter hans derom for os speciel gjorte Forklaring udi det Aar 1701, da han den 9. Juni selv forat se samtlige sine Kreditorer nogenledes betalte overgav alt sit Bo og Midler udi Rettens Hænder." Magistraten beretter videre om hans Ærlighed, at hans Kreditorer lod ham sætte i Arresthuset, men da de fik Kundskab om hans store Tab og erfarede, at der i Boet fandtes alt det Sølv, som han tilforn i sin Velmagt havde ejet, ja endog hans afdøde Hustrus Ringe og Fæstegave og andre Effekter af kurante Købmandsvarer, som han lettelig kunde have bragt til Side, lode de 24 Kreditorer ham ikke alene komme paa fri Fod, men indgik Akkord med ham og lode sig nøje med 33 1/3 pCt.

Nogen Godtgørelse fik Købmændene i de saakaldte Satisfaktionspenge.

De 80000 Rdl. hollandske Satisfaktionspenge fra 1702 var Godtgørelse for 38 Fartøjer, for hvilke Rederne angav Tabet til


173

497046 Rdl., hvilket Tal reduceredes til 208908 Rdl., og derefter fik hver i visse Forhold tildelt sin Del. Nogle led store Tab. Brødrene Frederik og Niels Müller havde alene mistet 8 Fartøjer, hvorfor de fik ca. 30000 Rdl.

De engelske Satisfaktionspenge beløb sig til 114152 Rdl., der udbetaltes 1707. For 68 kjøbenhavnske Skibe fordeltes 62853 Rdl., desuden var der fra Helsingør 3, Aarhus 3, Aalborg 1, Flensborg 3 og fra "Fyrstendømmet Slesvig" 3, fra Norge 50: af de nævnte kjøbenhavnske Skibe vare ovennævnte Brødre Müller Redere af mindst 14, hvorfor de fik 9647 Rdl.

Mest indbringende vare de store Handelskompagnier, og især den islandske og grønlandske Handel; islandsk Købmand var et søgt Borgerskab. Kommerceraad P. Klaumann udrustede 1702 3 Skibe til Grønland 1). En stor Handlende var Vilhelm Edinger, der havde købt sin Svigerfader Vigant Michelbechers Gaard ved Frederiksholms Kanal. Da han søgte om Forlængelse af Gaardens Skattefrihed, erklærede Magistraten 29. Feb. 1708, at han havde lidt adskilligt ved Søskade og Skibes Opbringelse og at det var vitterligt, at han kontinuerede med de største Negotier paa de fleste Riger og Lande i Vestersøen, saa og paa Arkangel og Narva.

Under den store nordiske Krig stansede for en stor Del den udenlandske Skibsfart, nogle Skibe fik vel Anvendelse som Transport- og Føringsskibe, men mange laa sikkert stille. Det vestindisk-guineiske Kompagni synes at have haft Held med sig indtil Krigens Udbrud 1709; fra Guinea førte det Slaver til Vestindien og hjembragte Sukker; det fik ogsaa 1721 Privilegium paa at oprette et stort Sukkerraffinaderi i Kjøbenhavn 2).

__________

1) Sæl. Registre 25. Feb. 1710.

2) Nogle Oplysninger om dette fra 1716 og 1720 findes i Politi- og Kommercekollegiets Mem. Bog 1716-20 S. 44-52 og 1720-24 S. 31-35.


174

Det ostindiske Handelskompagni gik saa meget tilbage, at Kongen 1725 nedsatte en Kommission forat undersøge dets Tilstand, og ved Hjælp af en Hollænder, Josias von Aspern, havde man i Sinde at oprette et nyt Kompagni i Altona, hvilket dog mislykkedes. Kompagniets Tilstand var saa slet, at da Raadmand Wroes Enke havde opsagt 7000 Rdl., lod Kongen Oversekretæren 1727 anmode Direktionen om at formaa Enken til at lade Pengene blive staaende, "at Kompagniet ikke aldeles og paa engang skulde kastes overende". 1729 stansede det aldeles, men Bremeren Peder Baker fik iværksat en Forbindelse med Kina, der lykkedes. 1730 oprettedes det Asiatiske Kompagni, der forenede den ostindiske og kinesiske Handel 1).

Efter 1720 kom der i det hele Liv i Handelen. 1730 nævnes som Deltagere i den finmarkske Handel Jakob Severin, Oluf Black og Rasmus Sternberg. 1728 fremkom Vilhelm Edinger, Abraham Kløcher og Hans Jørgen Solberg med et Forslag til Fremme af Handelen i Middelhavet 2). Paa Forslag af samme tre Købmænd bevilgede Kongen paa Kronprinsens Fødselsdag 1726 de saakaldte 4 Species eller Oplagsretten til Salt, Vin, Brændevin og Tobak, hvilke vare belagte med saa høj Told, at der blev drevet stort Smugleri dermed i Provinserne, hvoraf Følgen blev, at disse Varer kunde købes billigere udenfor end i Kjøbenhavn, hvor det var mere vanskeligt at smugle. Kjøbenhavn fik nu Eneret til Indførsel af disse Varer, og derfra skulde altsaa det øvrige Land forsyne sig, men det var paa den Betingelse, at Varerne hentedes med indenlandske Skibe og fra første Haand. Man ventede heraf en stor Tilvæxt i Toldindtægter, men den nære Forbindelse mellem Vestjylland og Holland bevirkede, at Varerne alligevel indsmugledes, og Kjøbenhavns

__________

1) Hojer II, 139-50, 228-29. F. Thaarup, det danske asiat. Kompagni S. 36-39.

2) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 553-58.


175

Indbyggere havde ikke Skibe nok, hvorfor Kongen endnu nogle Aar maatte tillade Fragtfart ved fremmede Skibe; Fordelen tilfaldt ogsaa alene nogle enkelte formuende Borgere, der kunde give Kredit i Provinserne. Da Viborg brændte 1726, fik den Toldfrihed, saa den forsynede det halve Jylland med ufortoldede Varer, og Smugleriet tog snarere til end af. Derfor sluttede Købmændene en Forening, der afkrævede Ed paa den ringeste Mistanke, Naboer, Tyende og Arbejdsfolk bleve lokkede til at angive deres Venner og Herrer, og de, der forsømte dette, bleve truede med haarde Straffe, hvilket efter A. Hojers Udsagn ikke havde anden Virkning end en Hob falske Eder, hvorfor Kristian VI tilsidst ophævede Monopolet 1).

2. Jan. 1728 indgave ogsaa Abraham Kløcher og H. J. Solberg en Indstilling til Kongen, at Bevillingen med de 4 Species havde fremkaldt Misundelse, og Krediten i Udlandet blev ødelagt af andre Landsmænd, saa de kjøbenhavnske Købmænd fik Breve derfra, som om de vare færdige til at løbe af Byen. Saaledes nævne de følgende: "Fire fremmede engelske Købmænd, som ellers ere hjemmehørende i Stokholm, Gøteborg og Frederikshald, vare udi Kompagni komne til Helsingør forat fortsætte deres Rejse her til Kjøbenhavn og videre herfra til Udlandet. I Helsingør kom de ind til en Købmand Hans Petersen, og denne har ex abrupte og uden at have faaet nogen Anledning begyndt at diskurere om de kjøbenhavnske Købmænd og de for Kjøbenhavn allernaadigst privilegerede 4 Species, og det i saadan Tone, at nu var Tiden kommen, at enhver kunde se Effekten af de 4 Species og at de derudi interesserede Personer ej vare kapable længer at holde sig og at 5 eller 6 af de bedste havde været obligerede til at forskaffe sig E. kgl. Majestæts Moratorium eller Protektorium paa 5 Aar. Nærmere tilspurgt nævnte han os 2 underskrevne," I den Anledning vilde de

__________

1) A. Hojer II, 184-87.


176

anlægge Sag imod Købmanden og fik ogsaa bevilget to Kommissarier til at dømme i Sagen 1).

Indtægten af Børsen var henlagt til Kvæsthuset. Boderne udlejedes til Detailhandlere; der nævnes saaledes oftere Udsalg af Snedkerarbejde. 1722 omtales Paullis Boglade, der havde taget Skade ved at Taget var utæt, uagtet Huset forrige Sommer var repareret. 1702 blev Børsens Reparation udbudt til Licitation og 1706 blev Trappen ved den østre Ende repareret, ved hvilken Lejlighed det oplyses, at der under Trappen var et Vognhus og et Pakkus med fordærvet Fisk, hvilket sidste blev gjort ryddeligt 2). Medlemmer af Handelslavene, der ej selv ejede Hus, maatte yde en aarlig Afgift til Børsens Reparation.

Detailhandlernes Kaar vare trange. Uagtet Lavenes Privilegier fik mangfoldige Personer kgl. Bevilling, Byen oversvømmedes af fremmede Handlende, og den ostindiske Handel, der var fri, gav Anledning til et Utal af omløbende Kvinder, der solgte Kramvarer. Saaledes skriver Silke- og Klædekræmmernes Oldermand 1703, at man nu snart ikke mere kunde holde Tjenestepiger, thi de stolede paa, at hvis de ikke kunde have deres onde fri Villie i deres Tjeneste, kunde de gifte sig med en Soldat eller Baadsmand og derpaa have Ret til at løbe om med Varer. Samme Klage kom fra dem, der drev Manufakturer, og dem, som behøvede Folk til Vask, thi Kvinderne vilde heller løbe gadelangs end gøre stadig Gærning i Husene.

1723 klagede samme Kræmmere over forskellige navngivne ulovlige Handlende og nævnte desuden "adskillige, som dagligen omløbe paa Gaderne og ved Stranden med Spejle, Spanskrør, Smækker, Tørklæder, Nathuer og andet Kram mere. Endnu adskillige Sælgekoner og andre, som købe Kramvarer paa Avktioner, dem ikke alene paa Torvene

__________

1) Sæl. Tegn. 9. Jan. 1728 med Indlæg.

2) K. D. VII, 777.


177

tilkøbs udhænge og sælge, men endog udi Husene dem tilbyde" 1).

De ny Handlende, der kaldtes Galanterikræmmere og som fik kgl. Privilegier, vare en Torn i Øjet paa Handelslavene. Da Jean Baptiste, der 1701 kavde taget Borgerskab som Madrassemager, Aaret efter søgte om Privilegium paa at handle med Galanterier, forklarede han, at disse Varer bl. a. bestod af: Franske Flor, alle Slags Baand, franske Fontanger, Masker, Handsker, Knive, Spænder og Traad, hvilket Magistraten fandt var stridigt imod Kræmmernes Lavsprivilegier, derimod mente den, at han kunde handle med: Essenser af Jasmin, Pudder, Pudderdaaser, Sæbebolle, Snustobak, Snustobaksdaaser, Lak, ungarsk Vand, Øregehæng, Glasperler, trykte Kobberstykker eller Billeder og ej videre; paa dette sidste fik han Privilegium 2).

1702 skrev Urtekræmmernes og Isenkræmmernes Oldermand til Politimesteren, "hvorledes Fuskeriet med adskillige Slags Varer tager Overhaand, ja langt mere end nogen Tid tilforn, baade med Omløben i Husene og andet, saa at fast Ingen af os noget udi vore Boder har at bestille og hos mangen En Næringen er saa ringe, at han ej Brødet til Hustru og Børn fortjene kan". 1705 indgav man en lignende Klage, "hvorledes det ganske tager Overhaand med Omløbere med adskillige Kramvarer, hvilket begaas af adskillige løse Folk; somme af dem kunde vist tjene Godtfolk for deres Brød og de Gifte spinde paa deres Rok og derved fortjene deres Underholdning, ja det er nu kommet saa vidt, at de ikke engang frygte for nogen, men sætte sig offentlig paa Gaderne, Torvene og Broerne": 1706 hedder det: "Rendekællinger, ja Tjenestepiger og Drenge omløbe og fordærve os fattige Folk, de gaa omkring Hus fra Hus, saa vi vide snart ikke at sælge et Pund Gods, men de bedste Huse

__________

1) Silke- og Klædekræmmerlavets Jubilæumsskrift S. 56, 80.

2) Mag. Skr. 23. Feb. 1702. K. D. VII, 676. Jfr. om Galanterikræmmere Kbnh. paa Holbergs Tid S. 282-84.


178

bespises af dem, medens de Fabrikerende ikke kunne faa saa mange Spindere, som de behøve, thi saa længe en Rendekælling eller Tjenestepige maa løbe med Kram, gider hun ikke spinde, thi dette er lettere".

Det viste sig imidlertid, at flere Lavsbrødre ikke alene solgte Varer til Omløbere, men selv holdt Omløbere.

Politimester O. Rømer var nemlig meget lemfældig imod Omløberne, hvorimod hans Efterfølgere efterhaanden stansede Ondet.

Magistraten havde i Henhold til Frdn. af 26. Jan. 1683 og 28. Juli 1684 "i Henseende til dem, som her i Staden fabrikere Strømper og andet, ladet udgive Sedler til nogle faa fattige Folk og derved tilladt dem at sælge ostindiske Varer samt hvis her i Staden fabrikeres, forat de derved kunde fortjene Brødet; deslige Tilladelse have vi ogsaa givet en Del Glaskræmmere og Nürnbergere, som handle med Landkort og andet Smaatøj, saasom de have givet flux bedre Køb, end man ellers kunde have det," men da Politimesteren gjorde opmærksom paa, at Forordningen af 22. Okt. 1701 om Politiets Administration forbød al Omløben, lovede Magistraten 29. Maj 1715 saa vidt muligt at tilbagekalde sine Sedler,

Denne Omløben tog snart igen til ved de Militære. 1722 klagede Magistraten til Grev Sponnech "over det store Tyveri, der fast daglig gaar i Svang, og som ingen Haab kan haves, det nogen Tid kan blive hæmmet, saa længe de mange Omløbere ere til, der lade sig bruge som Tyvs Hælere og igen sælge de stjaalne Varer" og da Frdn. af 13. April 1686 forbød enhver at gaa om og sælge, der ikke havde Magistratens Tilladelse, men der nu fandtes en stor Mængde militære Personer, som gik om paa Torve og Gader, saa bad man Greven om at forbyde dem dette, da man ellers saa sig nødt til at klage til Kongen 1).

__________

1) Mag. Skr. 25. Feb. 1722.


179

Under Krigen havde Regeringen en vis Pligt til at sørge for Soldaternes og Matrosernes Koner, især da deres Mænd ikke fik deres Løn udbetalt 1). Disse Koner paatog sig al Slags Handel, og da Krigen var forbi, blev der givet en Mængde Soldater Tilladelse til at arbejde som Haandværkere, foruden at de paa mange andre Maader gjorde Indpas i Borgernes Næring.

24. Maj 1718 klagede Magistraten til Politimesteren, at Kældermændene ved Stranden besværede sig over det Indpas, der skede i deres Næring og Brug af adskillige Soldater, Baadsmænd og disses Koner, der vilde sidde langs med Kanalen imellem Højbro og Holmens Bro og udhøkre Varer, som andre ellers handlede med. Politimesteren anmodedes derfor om at forbyde dette, hvorved tillige Godtfolks Fortov og Bolværker kunde blive fri som tilforn, idet Pladsen var inkommoderet ved Mængden af disse Kvinder og Folk.

Ved en Politiretsdom af 5. Avg. 1718 fik 3 Soldaterkoner Advarsel om at afholde sig fra al Handel, der var til Skade for Købmænd og Spækhøkere; de maatte kun sælge vindtørrede Sild, Æg, holstensk Sild, røget Helt, tørrede eller lagede Flyndre, tørre Rokker, Kuller, Aal eller Hvillinger. Ved kgl. Reskript af 24. Okt. 1718 bevilgedes det to Grenaderkoner at sælge fede og salte Varer ved Stranden, hvorfor Magistraten anmodede Politimesteren om at udvise dem et belejligt Sted, hvor de ikke sad i Vejen for andre.

Ved Reskript af 3. Feb. 1719 tillodes det Matros- og Soldaterkoner at ernære sig med at sælge fede og salte Varer. Dette Reskript fremkaldtes af en Ansøgning til

__________

1) Mange Klager forekomme fra Værter, der havde logeret Orlogsmatroser og havde faaet Anvisning paa disses Lønning, der endnu en rum Tid efter Freden ikke blev udbetalt. 25. Juli 1718 klagede Magistraten over, at de subalterne Officerer kun vilde give 1 Rdl. om Maaneden for Logi og ikke lade sig opsige, men forblev saa længe, dem lystede, og handlede med Sengeklæder og Møbler, som dem behagede.


180

Admiral Judicher fra en Del Matroser: "Vi ringe Matroser nødtvinges paa det underdanigste at andrage, hvorledes vi have været foraarsagede at lade vore Koner sidde med en Del salte Varer her ved Stranden at forhandle, i Mening, som Deres Højædelhed selv bevidst, at vi ikkun sjelden nyde noget ved Holmen, at de da en Skillings Penge med Gud og Æren til sig og deres fattige Børns Underholdning kunde fortjene". Nu havde Kældermænd og Flæskekøbere beklaget sig over dem, og Politimesteren havde frataget dem en Del af deres Varer, hvilke Købmændene havde betroet dem at udsælge. De paaberaabte sig desuden Forordningen af 8. Juni 1705, ved hvilken det tillodes de indrullerede Matroser at ernære sig paa hvilken Maade, de bedst kunde, men om denne oplyses det rigtignok, at den kun tillader de norske Matroser at ernære sig ved Lodseri og anden lovlig Haandtering 1).

Kældermændene mellem Højbro og Vragerbro beklagede sig imidlertid over den Skade, de led ved, at disse Sælgekoner sad udenfor deres Huse og solgte de samme Varer, som de handlede med. Magistraten mente ogsaa, at da der i det kgl. Reskript ikke nævnedes nogen bestemt Plads, saa kunde der udvises dem saadan paa den anden Side af Vejerhuset. Uagtet Magistraten i en Skrivelse af 19. Jan. 1722 mente, at der dog helst skulde søges kgl. Tilladelse dertil, troede Politimesteren dog at kunne handle paa egen Haand, men det varede ikke længe, inden der indløb den ene Klage efter den anden til Kongen. To Koner havde selv tiltaget sig Plads mellem Højbro og Holmens Bro, men ogsaa herfra bleve de fordrevne paa Kældermændenes Klager. Det hjalp imidlertid ikke; ved Reskript af 13. Marts 1722 blev det bestemt, at de skulde sidde "imellem Vejerhuset og Blaataarn", det vil sige, paa den Side af Vejerhuset, der vendte mod Blaataarn 2).

__________

1) K. D. VIII, 465 med Indlæg.

2) K. D. VIII, 536.


181

1723 søgte 2 Mænd Kongen om, at deres Koner maatte til Forhandling af fede og salte Varer nyde en Plads, de engang havde haft, men som var frataget dem, hvorfor Kongen mindede Politimesteren om ikke at gøre dem, der havde kgl. Fribreve, nogen Forhindring 1).

I mange Haandteringer gjorde de Militære store Indpas. Aar 1700 klagede Skræderne over deres Tilstand. Der var 200 Mestere og kom altid flere til, hvilket voldte stor Armod; naar en Dreng 4 Aar efter sin Læretid havde været noget iblandt fremmede, begærede han strax at indskrives som Mester. Til Lavets Ophjælpning vilde det være, om alt Militiens Arbejde maatte forfærdiges af Lavets Mestre, istedenfor at det nu i mange Aar var udført af de mange Skrædersvende, der vare under Militien og desværre paa denne og anden Maade betog Mestrenes Næring, saasom de ikke alene arbejdede for deres Officerer, deres Fruer og Børn, men endog under samme Skin arbejdede for Borgere og andre. Foruden disse fandtes ogsaa mange Lakajer og Herreskrædere, som paa lige Maade, dog uden deres Herrers Vidende, arbejdede for Borger og Uborger 2).

Fra 1720 er en lignende Klage: Mange af Kongens "Ministre" havde foruden en Skrædersvend, der bar deres Liberi, 2-3 Svende, som sad og arbejdede i deres Gaarde. Mange Officerer brugte militære Personer til at sy baade Munderinger og andre Klæder skrammererede med Guld og Sølv. Militære Personer arbejdede paa egen Haand baade for Borgerskabet og for andre, hvilket var blevet fundet, men ikke afhjulpet ved mange Inkvisitioner. Desuden led de Tab ved 27 Frimestere, der lidet eller intet svarede til Kongen og Staden 3).

Barbererne klagede 1729: "De Militaire holde Barberstuer allevegne her i Staden i Kældere, i Brændevinshuse og

__________

1) K. D. VIII, 570.

2) K. D. VII, 586 med Indlæg.

3) Politi- og Kom. Koll. Mem. Bog 1716-20 S. 606, 680-82.


182

flere Steder, de paatage sig Kure hos Borgerskabet, hvor de lyste, endskønt de gøre dermed ej andet end skille Folk først ved Penge, saa ved Helbred og mange ved Livet; tilsidst maa vi ofte tage imod Patienter, som de have gjort inkurable, og faa tidt Eftertale, naar vi ej kunne holde Liv i dem, som de have fordærvet, saa at vi have baade Tort og Skade af dem, og skal det vare længer, saa bliver vort Amt øde, thi det er nu snart gjort, da Ildebranden har ruineret de fleste af os" 1).

I Anledning af, at Oberst Reventlow ønskede Pladser anviste, hvor de Militære kunde falholde nyt Skotøj, skriver Magistraten, at dette stred imod de kgl. Forordninger og at en Militær ikke kunde tiltage sig større Frihed end en Mester i Lavet, hvem det ligefrem var forbudt at falholde ny Sko andensteds end i hans Hus 2). Alligevel fik de Tilladelse til saadan Handel.

Aaret efter skriver saaledes Skomagernes Oldermand: "Den uhørlige Indpas, deres Lav sker i sin Næring af de Militære, som efter gjorte Inkvisition tilvisse allerede 500 i Tallet totaliter ruinere det, saafremt H. kgl. Majestæt ej allernaadigst vil soutenere det, saasom de tvært imod H. k. Majestæts allernaadigste Forordning af 10. Marts 1725 sidde paa samlede og fælles Værksteder og holde 5 à 6 Svende, staa paa publiqve Torve med deres ny Arbejde at sælge; have oprejst Boder paa Kongens Nytorv, hvor de holde det fal hver Dag, løbe omkring i Værtshusene og paa Gaderne og sælge det, ja rende ud til Frederiksberg og sælge et Par Støvler for 2 Rdl., saa at Amtsmestrene derover have intet at fortjene og kunne ingen Folk holde. Ifjor rejste der 50 Svende herfra og her ligge mangfoldige igen uden Arbejde."

__________

1) Indlæg til Sæl. Tegn. 18. Marts 1729.

2) Mag. Skr. 19. Sept. 1725.


183

Naar Oldermanden i Embeds Medfør gik paa Torvene og søgte efter ulovlig Handlende, kunde det let gaa ham ilde. Samme Aar var han en Dag paa Gammeltorv og fratog en saadan et Par Sko, som han vilde lade bringe paa Politikamret, men de bleve ham berøvede igen, "og han selv paa morderisk Maade af en Grenader, hvem Skoen tilhørte, og af nogle andre Soldater med Hug og Slag overfalden, saa at han længe laa sanseløs paa Jorden". Dette gav Anledning til, at det blev tilsagt Magistraten, at herefter skulde hvert Lav efter Begæring blive assisteret af Politibetjente, naar det vilde inkvirere 1).

De Militæres Overgreb fremkaldte ogsaa Klager fra Politimester Ratechen 1723: "De militære og gemene Soldater med uforsvarlig og højst skadelig Fuskeri og Forprang omgaas, Eders kgl. Majestæts tro Borgerskab og skatskyldige Undersaatter til allerstørste Skade og i Længden til total Ruin". Han ved vel, at Officererne tage deres Mandskab i Forsvar og styrke dem i at fremture i deres Modstand, men "Borgerskabets Kræfter blive aldeles svækkede og ganske underlagte, hvilket jeg dagligen med stor Lamentation maa anhøre". Derpaa nedsatte Kongen 7. Maj en Kommission til at overveje, hvorledes Borgerskabets Skade kunde forekommes, samtidig med at det var tilladt de militære og deres Hustruer at bruge nogen Næring, med Hensyn til hvilke Kongen dog vilde, at der skulde gøres Forskel paa dem, der vare aftakkede, og dem, der vare i Tjeneste og nød deres Sold 2).

Derpaa udkom Forordningen af 10. Marts 1725, der forbød Militære at holde Udsalg i deres Huse, men deres Koner maatte ombære i Husene Fisk, Østers, Citroner, Kastanier, Grønsager og deslige, og de skulde være forpligtede til at udraabe Varerne og maatte ikke fordriste sig

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 56, 86. R. A. Coll. Breve 3. April 1726.

2) K. D. VIII, 572 med Indlæg.


184

til ukaldet at gaa ind i Folks Huse. Paa Kongens Nytorv og et Par Steder i Nyboder maatte de sælge gamle Klæder og Lærred og Garn, som de selv havde forfærdiget, og saadanne Varer, hvormed de ikke gik Borgerne i Næringen. I alle Haandværk maatte Militære arbejde som Frimestre. Tilladelse til al Handel skulde gives af Regimentcheferne og approberes af Magistraten. Attesterne skulde dernæst forevises for Politimesteren, at denne kunde vide, hvem der havde Ret til Omløben. Som en Følge af denne Forordning blev der ved Gæthuset af Stadsmajoren, dennes Adjutant og nogle Medlemmer af Magistraten udvist en Plads til de Militæres Handel og denne afmærket ved Pæle, men disse bleve oprykkede i Oktober og Kommandanten Grev Sponnech vægrede sig ved forhøre Vagten ved Gæthuset i den Anledning, hvorfor Magistraten klagede til Kongen. 1729 klager Politimesteren over, at man i disse Boder handlede med stjaalne Sager, og anmodede Magistraten om at faa disse lukkede Boder forandrede til aabne og faa anbragt tilhugne firkantede Sten som paa de andre Torve istedenfor Pælene 1).

1726 lod Magistraten Rodemestrene optage Fortegnelse over de militære Haandværkere, og i Sept. sendte Politi- og og Kommercekollegiet en Skrivelse til alle højere Officerer i Staden, der gik ud paa, "hvor, utaaleligt det er for Borgerskabet, at de Militære, Matroser og Kongens Haandværksfolk ved Holmen tvært imod Frdn. 10. Marts 1725 ved utilladelig borgerlig Næring at bruge tage Brødet ud af Munden paa Borgerne og hvor uforsvarligt det er for Kollegiet længer at tie dertil, saasom Magistraten har sendt det en Fortegnelse over dem, der handle imod bemeldte Forordning" 2).

I en Skrivelse af 6. Marts 1726 udtaler Magistraten sig om disse Forhold: "Borgerne af Handelsstanden maa for

__________

1) Mag. Skr. 7. og 19. Nov. 1725. Coll. Breve 23. Marts 1729.

2) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 226.


185

Mangel af Vilkaar i disse Tider, da fast al Kredit er ligesom uddød og ingen Penge ere at faa, sidde stille uden Fortjeneste, og Haandværkerne kunne formedelst den excessive store Indpas dels ved dem, som ere bevilgede og fritagne for at pleje Lavsrettighed og svare Skatter, og dels af de Militære, dog ikke saa meget ved det, som hver af disse med egne Hænder arbejder, som i Synderlighed i det, at de med hinanden slaa sig sammen i Tal af 6 til 10 Personer, antage og paatage sig ligesaa stort Arbejde af nyt at forfærdige som den bedste og mest formuende Mand og Mester i Lavet".

Da de Købmænd, der handlede med grove Varer i aabne Boder, 1722 søgte om at faa et Lav med Navnet Hørkræmmerlav, forlangte Høkerne Ret til at sælge Hør, Hamp, Humle og Sild. Hørkræmmerne beklagede sig derimod over, at Kældermænd og Høkere ikke vilde tillade Bønder at holde udenfor deres Døre, uden de handlede med dem, hvorfor de maatte stjæle sig til at købe af Købmændene; de paastode endog, at nogle Kældermænd og Høkere afsatte flere Varer end 4-5 Købmænd, og naar de havde siddet nogle Aar, ombyttede de deres Stand til Brændevinsbrænderi og Øltapperi, saa at de Penge, de havde tjent, ikke kom i Negotien, da de ikke forstod at anvende dem, hvilket voldte, at Kommercien og den grove Handel ikke kunde komme i Stand, thi Købmændene bleve totalt ruinerede og Fremmede trak store Penge udaf Landet, idet de laa her og udhøkrede deres Varer til Folk, der ikke vare Købmænd, medens de herværende Købmænd ikke maatte handle i Lybæk eller andre Steder uden med Købmænd, ja det var ikke tilladt at udskibe noget fra Lybæk, som var købt i Brunsvig eller Brandenburg, uden ved en Købmand i Lybæk 1). Da Hørkræmmerne kort efter fik Lavsrettighed, bleve Høkerne holdte inden visse Grænser.

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Mem. Bog 1720-23 S. 424-25.


186

1723 fremkom Høkerne med et nyt Andragende baade til Kongen og Magistraten. I Ansøgningen til denne sidste hedder det bl. a.:

"Højædle Herrer Magistraten! Vi blive ved i Bønnen og slippe ikke, før den begærede Naade os vederfares, thi vi stille os den kananæiske Kvinde for Øjne, hun bad og raabte længe, førend hun nød Svar, og da hun nød det, var det et haardt Svar, men hun holder ved i Bønnen og nød omsider ej alene en naadefuld Bønhøring, men endog et berømmeligt Eftermæle. Hun bad om Liv og Frelse, vi sukke om Brød, at vi kunne frelses fra Fordærv og Ruin med vore mange Smaa. Hun holdt ved og fandt Naade, vi ville følge hendes Exempel og ikke slippe, førend vi finde naadig Hjælp og Bønhøring af vor høje og fromme Øvrighed, i hvis Hænder staar baade Frelse og Bedærvelse for os fattige Borgere. Beder derfor inderlig og underdanig om en mild og naadefuld Hjælp og Bønhøring, da vi ellers maa geraade i Armod og Fattigdom med Vore.

"Hjælp, fromme Herrer, hjælp! det stander nu til eder,
I er jo Øvrighed, vi Borgere, som beder,
Hvem har en Borger vel at søge til i Nød?
uden sin Øvrighed, helst naar det er om Brød,
som andre tage vil og vi skuld' Mangel lide,
nej, fromme Herrer, nej, Djer Rygte staar for vide
med Lov, Berømmelse, at saadant skulde ske,
vi aldrig vente vil, men vel Bønhørelse o. s. v."

Herom erklærer Kommercekollegiet, at dersom det skulde være disse tilladt at sælge salt Sild i Fjerdinger, fik fremmede Liggere Næringen fra Købmændene, "thi af det Slags Folk opholde sig her i Staden mangfoldige fra Norge, Aalborg, Nibe og andre Steder, hvilke med saadanne Varer drive den største Næring;" ved at sælge Salt i Skæppetal, vilde Høkerne faa bedre Handel end Købmændene, idet de skulle kunne sælge mere end 30 Skp., naar Købmændene sælge en Td. Høkere sælge skotsk Salt, som de købe af de skotske Matroser, hvilket er deres Føring, istedenfor Lyneborger Salt, hvorpaa


187

er stor Fordel, som Bonden ikke forstaar. Angaaende at sælge Humle i Pundevis, have Lybækkerne i mange Aar brugt adskillige Inventioner for at udhøkre deres Humle, som de hidføre, hvoraf navnlig Ulrik Gerchen er mulkteret fra 100 til 500, ja til 1000 Rdl. Lybækkerne vilde slaa sig i Maskepi med ham og Høkerne vilde tvinge deres Bryggere til at tage Humle hos dem 1).

23. Okt. 1723 nedsatte Kongen en Kommission forat forlige Parterne, men dette har vist været forgæves, thi Striden vedblev.

1725 skriver Politi- og Kommercekollegiet, at for 2 Aar siden var der "en Bande" af Kroholdere og Høkere, der importunerede Kongen med Supplikationer for at faa Hørkræmmerlavet ophævet, og nu søgte 4 saadanne om at komme ind i dette Lav, hvilket fraraadedes; de havde kun været Kuske og Arbejdskarle og kunde næppe skrive deres Navne, langt mindre havde de lært Købmandsskab, og nærede sig endnu ved Øltapperi, Brændevinsbrænderi, Maltgøreri og anden Næring 2).

I Anledning af Høkerne var der 1715 udstedt et Reskript til Politimesteren, at da Prisen paa en Del Fedevarer og især paa Smør i kort Tid var stegen temmelig højt, hvilket tildels kom af, at Høkere saavel paa Reden som udenfor Portene opkøbte Varerne, saa skulde han efter sin Embedspligt alvorlig afværge saadant 3).

Det 1696 oprettede Hønsekræmmerlav blev for en stor Del ødelagt ved det Privilegium, som "Bomændene" og Fæstehusmændene i Valby, i alt 63 Familier, fik paa at sælge de Varer, de selv tillagde eller kunde afhente i Omegnen med deres egne Vogne 4). Derimod kunde Inderster ikke anses for at have en saadan Ret, da Valby i saa Fald vilde blive opfyldt med løse Folk.

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. 13. Sept. 1723.

2) Pol. og Kom. Koll. Mem. Bog. 1723 flg. S. 304-11.

3) K. D. VIII, 362.

4) K. D. VIII, 519.


188

25. Avg. 1710 fornyede Magistraten en ældre Bevilling for Kasper Slytter til at handle med kalkunske Høns, Kapuner, smaa Høns, Kyllinger, Ænder, Duer, Fugle af alle Slags, store og smaa Dyr, Harer og deslige 1).

Det ogsaa 1696 oprettede Fiskehandlerlav blev ophævet 1702, idet dets Medlemmer havde betragtet Handelen som et Monopol og skruede Prisen op til henimod det dobbelte. Nu blev Handelen igen fri for dem, der fik Magistratens Bevilling. Fiskehandlerne havde Stade paa samme Plads som nu ved Højbro, hvilken Plads 1702 forsynedes med et Rækværk, at de Sælgende kunde sidde ubesværede af Vogne. Da Kanalerne bleve rensede 1725 og forsynede med ny Bolværk, fik Prammændene Lov til at lægge deres Pramme og Baade til Bolværket og tage Stadepenge af Fiskehandlerne, der sad paa Fortovet, imod at Prammændene skulde reparere Bolværket og holde det vedlige. Som en Følge deraf maatte Fiskehandlerne hver betale 3 Sk. daglig i Stadepenge, hvorom Politimesteren 1728 udstedte Plakater, hvorover de højlig besværede sig, da de hidtil havde siddet frit, de sad 8-9 Alen fra Bolværket og fik deres Fisk ikke fra Søen men ved Vogne 2).

Aar 1700 afstod Fru Margrete Moth til Anders Olsen sit Privilegium paa at fange Østers ved Skagen, Læsø og i Isefjorden, hvorpaa han fik kgl. Stadfæstelse med det Forbehold, at han altid skulde være pligtig at føre sin Fangst til Kjøbenhavn og ikke til fremmede Steder 3). I Strandstræde kunde man 1721 købe friske Østers for 6 Mark pr. Hundrede og af det dobbelte Slags for 8 Mark. 1722 averterede "den bekendte hollandske Kabliaufanger" engelske Østers og levende Kabliau samt Rokker. Samme Tid kunde man i Nyhavn ovenfor Toldboden faa friske store holstenske Østers for 7 Mark pr. Hundrede. 1733 averteres: "En

__________

1) K. D. VIII, 672.

2) Mag. Skr. 14. Juni 1728. Sæl. Tegn. 9. Avg. 1728.

3) K. D. VII, 614.


189

engelsk Fiskerjagt er arriveret og agter en Del af hans fra Burnham bragte Østers her at afsætte for 2 Sletdaler de største, og Skipperen er altid paa Toldboden at finde i Vinkælderen."

Brændehandelen var 1703 gjort til fri Næring, men i den haarde Vinter 1709 var der stor Mangel paa Brænde, saa Kongen overlod 800-1000 Favne, der stod paa Bremerholm, til fattige Folk for 4 Rdl. Favnen, men forbød at købe i større Partier til Udprangning; han lod desuden Magistraten sætte Taxt paa det Brænde, der ventedes, naar Søen blev aaben, ligesom han forbød Beboerne ved Nyhavn og andre Brændehandlere at opkøbe mere end 2-3 Favne, Bryggere og Bagere 3-6 Favne, men ellers skulde Skipperne tilholdes i de første 14 Dage kun at sælge i mindre Partier.

I Vinteren 1711 -12 var der igen Brændemangel paa Grund af Pesten, hvorfor der paany maatte sættes Taxt og der blev givet Brændeskippere Lindring i Qvarantainen. Ved en Raadstueplakat af 27. Maj 1716 blev det atter forbudt at indkøbe og opsætte Brænde til Forprang, idet en Del Personer opkøbte det paa Skibene udenfor Bommen, førend Magistraten havde sat Taxt derpaa.

Over Favnsætternes Uredelighed og i det Hele det Tyveri, der jevnlig blev begaaet ved Stranden, findes mange Klager. 1726 beskikkede Magistraten edsvorne Favnsættere og forbød ved Raadstueplakat andre end disse at lade sig bruge som Haandlangere i Nyhavn ved Brændes Udlosning, idet der var foregaaet mange Uordener, ved at der hidtil var stjaalet nogle Stykker af hver Favn. Magistraten lod ogsaa Rodemestrene gaa omkring i Kældrene i Nyhavn og advare Folk mod at købe Brænde af nogen, da saa meget var stjaalet Gods. Paa Charlottenborgs Side af Nyhavn, der tilhørte Prins Karl, var derimod intet rigtigt Tilsyn, da Prinsen tillod Millitære at arbejde der og ikke vilde benytte de beskikkede Haandlangere, og der vare Favne-


190

maalene urigtige, men det var forbudt Politibetjente at skride ind der 1).

19. Maj 1727 2) bevilgede Kongen paa Politimesterens og Magistratens Indstilling en Ordning af Handelen paa Torvene. Amagernes Vogne med Grønsager skulde flyttes fra Nytorv til Vandkunsten og Løngangsstræde, hvor ligeledes Vogne med Tørv, Kul og Brænde skulde holde. Paa Nytorv skulde der handles med gamle Klæder, Reb, gammelt Jærn og andre Varer, som baade Bonden og Indbyggerne havde fornøden. Gammeltorv skulde alene være Axeltorv. Amagertorv skulde bruges til at forhandle Frugter og Havevæxter samt Smør, Flæsk, Ost, Ærter, Gryn og deslige, men der maatte ikke sælges fra Vogn, hvilket kunde ske paa Nytorv. Amagerkonerne maatte ikke sidde i Højbrostræde, men der skulde udvises dem Stader paa Amagertorv. Hosekræmmerne maatte som hidtil have Boder paa Amagertorv, naar de vedbleve at holde sig paa Husejernes Fortov. Paa Graabrødretorv skulde falholdes salt og blødet Fisk 3).

Til stor Ærgrelse for Ulden- og Lærredskræmmerne nedsatte mange Hosekræmmere sig, der ikke alene handlede med jydske Uldvarer men ogsaa med andre Varer. 1712 fik 4 Hosekræmmere Bevilling til at sælge Randers Handsker, hvilket Handskemagerne vilde formene dem, men disse Handsker vare af "et Slags Læder, som har hos sig en angenemme Lugt og her ikke kan haves", og de solgtes desuden i alle Hatstaffererboder.

Handel med The, Kaffe og Chokolade synes at være fri; det hedder i en Betænkning af 1720, at disse Varer solgtes af de fleste Jøder, Pottekræmmere, Theskænkere og andre udenfor Lavet 4).

Om Glashandelen siges i et Andragende fra 1726, at den er paa slet Fod, idet den næsten kun drives ved fremmede

__________

1) K. D. VII, 705, VIII, 82, 84, 90, 233. Mag. Skr. 13. Maj og 4. Juli 1726.

2) K. D. VIII, 711-14.

3) Jfr. Kbnh. paa Holbergs Tid S. 80-81.

4) Pol. og Kom. Mem. Bog 1716-20 S. 554-55.


191

Skibe af fremmede Rejsende, Papister og Bøhmere, som trække store Penge ud af Landet og fournere os dog kun grove og ordinære Drikkeglas, men de 4 Sorter, som til Hoffet og mekanisk Brug behøves, skulle vi forskrive fra England 1). Glashandlerne skulde oplægge deres Varer i Kræmmerkompagniet.

Der kom af og til ogsaa andre fremmede Købmænd, saaledes var her 1703 nogle Armenianere. der medførte raa Silke.

1722 averteres i Aviserne tyrkisk Røgtobak, der var at faa for 3 Mark Pundet i Avlsgaarden i Landemærket hos den der logerende persianske Købmand Mr. Constantin; da denne hastede med sin Hjemrejse, solgte han større Partier billigere.

1723 averterede nogle tydske Købmænd, der boede hos Madam Koba i Højbrostræde, Guld- og Sølv-Repeterure, Tobaksdaaser, The- og Kaffeserviser, Etuier og allehaande Galanterier af Guld og Sølv.

1728 havde en Nyrnberger paa Børsen falbudt Almanakker, Prognostica og Skrivkalendere, hvorfor han blev idømt en Bøde af 200 Rdl. til det runde astronomiske Taarn og 1 Rdl. for hver af hans 25 Kalendere, der konfiskeredes.

Hos Kathrine sal. Gelskirchen paa Købmagergade i Sukkerbagerens Bod købtes 1727 gode friske Surbrønde- eller Spaa-Vand i Krukker, ligesom flamske Sild.

I den ny Citronbod paa Købmagergade ellers kaldet "det kronede Pommeranstræ" kunde man 1724 faa skønne og friske Citroner og Kastanier, Likører og desl. og næste Aar averterer Jean Jean paa Hjørnet af Købmagergade og Silkestræde franske Frugter, Konfekturer, nylig ankomne Boncretien-Pærer og Renet-Æbler, Konfekturer i Krukker, Bruneller og Kastanier. 1726 falbød Peter Retz i Dybensgade Boncretiens eller store franske Pærer, som nylig vare

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 171-72.


192

komne fra Rouen. I Citronhandlerkælderen lige overfor Sukkerbager Sr. Kellinghusens Bod i Store Færgestræde fik man 1730 gode franske Æbler og Boncretienner.

Assistenshuset blev meget benyttet. Da Assistenshusforvalter Didrik Klevenow var død 1. Juni 1711 1) og man vidste, at hans Omstændigheder vare daarlige, blev der stort Opløb. Det hedder i Skiftet efter ham: "Givet tvende Vægtere, som i 4 Dage holdt det store Tilløb af Folk fra Pakhusdøren i Assistenshuset, som indtrængende med Magt vilde have deres Panter, førend man det kunde afstedkomme, hver Vægter daglig 1 Mk. Betalt Peter Holst Fogedtjener, som tilligemed Stadens Tambure ved offentlige Trommeslag advarede Vedkommende at indløse sine Panter fra Assistenshuset, førend det til Avktion blev anslaget, 4 Rdl. 2 Mk.

I Aarhundredets Begyndelse gjorde Kongen flere Forsøg paa at ophjælpe Handelen. 24. Jan. 1705 udstedtes Privilegier for fremmede Handelsfolk og Manufakturister, der vilde nedsætte sig i Kjøbenhavn; der lovedes dem saaledes Frihed for Told af deres Redskaber og Fritagelse i 20 Aar for Skatter, Paalæg og Indkvartering. Samme Aar kom hertil 7 Silkevævere, hvem Kongen fritog for at betale for deres Borgerskab, "helst da de ere hel fattige og saa nødtørftige, at de ikke engang have noget til deres eget Ophold." 16. Dec. 1707 lovede Kongen den, der nedsatte sig som Borger i nogen Købsted og forpligtede sig til ikke at opsige sit Borgerskab i 12 Aar, Fritagelse i 6 Aar for Formynderskab og borgerlige og Byens Bestillinger. Krigen stansede imidlertid Handelen og ødelagde mange. De 32 Mænd skrev endnu 23. Okt. 1724: "Ligesom Handel og Vandel her i Staden har aftaget, saa har og Fattigdom hos den gemene Mand des beklageligst igen tiltagen, saa Deres kgl. Majestæt maa holde tilforladeligt, at her er nu ikke de Mænd mere iblandt os som i forrige Tider, der kunde have Forraad og

__________

1) Skifte 1713.


193

store Oplag af en og andre Sorter Kornvarer". De søgte nemlig paa Grund af Misvæxt om Forbud mod Udførsel af Korn og om Nedsættelse i Konsumtion og Accise 1).

1705 sendte Kongen Kommercekollegiet et Forslag om Oprettelse af en Bank, men denne Plan kom ikke til Udførelse 2).

1706 vilde Kongen oprette et Lotteri til Fremme af Handel og Manufakturer og overdrog Magistraten og Kommercekollegiet Bestyrelsen deraf. Magistraten skulde strax gøre dette bekendt paa en saadan Maade, at den kunde bevæge "formuende og anselige Liebhavere" til at lade sig indskrive for mange Lodder 3). Dette blev dog uden Frugt.

Manufakturerne vare i en maadelig Forfatning. Kongen oprettede 1705 et Vandtmagerlav og en "Halle", hvor Klæde- og Uldenvarer kunde undersøges, om de vare tjenlige til Hærens Forsyning. Der blev derfor forskrevet dygtige Haandværkere fra Holland 4).

Den siden Kristian V's Tid bestaaende Klædefabrik paa Guldhuset, der tilhørte Anton Werner, kom i Forfald, saa denne 1702 fik Udsættelse til næste Aar med Betalingen af de 6000 Rdl., hvormed Kristian V havde forstrakt ham 1684-85. 1713 maatte han have Forskud af Regimentskasserne, som han kunde afbetale med Levering af Klæde. Aaret efter nedsatte Kongen en Kommission forat overveje, hvorledes Manufakturet kunde bringes paa Fode, da det navnlig i Pestens Tid var blevet ødelagt. 1715 nedsatte Kongen en ny Kommission, da Werner var gaaet fallit, og overdrog 1716 Kommercekollegiet at udfinde Midler til at ophjælpe Klædemanufakturet og Hallen.

Kongen overtog nu selv Guldhuset, hvis ny Indretning tilskrives Kammerraad Lautrup. Han blev ogsaa 7. Marts

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Mem. Bog 1723-25, S. 197.

2) Sammes Res. Prot. 24. Marts 1705.

3) K. D. VII, 778.

4) K. D. VII, 731, 747-52. 13


194

1719 ansat som Kasserer med Løn af 500 Rdl., og et Reskript til Magistraten af 17. April 1719 befaler denne at være Lautrup behjælpelig med, at al Uld og Lammeskind med Uld paa, der var i Byen, blev udleveret strax til ham imod Betaling.

Da nogle Officerer fandt noget leveret Klæde af ringere Beskaffenhed end Prøven, blev der i Jan. 1720 taget et Syn af to Kræmmere, at Klædet vel ikke stemte overens med Prøverne, men dog var brugeligt.

1726 maatte Lautrup, der som Kasserer var bleven efterfulgt af Krigsraad Gregorius Wulf, gøre Rede for Varer, som Wulf mente ikke at have modtaget, og det er formodentlig ved denne Lejlighed, at hans Uegennyttighed og Ærlighed har vist sig 1). 1727 fik Magistraten Befaling om, at da Kongens Manufakturværker nu kunde forsyne baade Hæren og Søetaten, skulde det grove Klæde, der behøvedes til den islandske Handel, Vægterne og Skolerne, købes der. Magistraten skulde ogsaa udnævne 2 Købmænd, af hvilke en gik af hvert Aar, til at syne Klædet i Forening med 2 Militære og billige dets Forsvarlighed ved at forsyne det med Haltegn 2).

En lignende Virksomhed i Børnehuset bliver omtalt et andet Sted. Af andre fik Ludvig Wittrog 1727 Privilegium i 20 Aar paa "et Manufaktur af adskillige uldne Stoffer samt alle Slags uldne Strømper og andet mere" 3). Aaret efter underholdt han over 250 Mennesker derved og 6. Feb. 1728 fik Interessenterne i den islandske Handel kgl. Bevilling til at købe deres Varer hos Vittrog, naar de ikke kunde faas i de kgl. Manufakturer. 1729 fik Silke-, Ulden- og Lærreds-

__________

1) Se herom min Malt Herred S. 14. Der var ogsaa 1716 Klage over, at han i Lorens Riegelsens Fallitbo havde sørget for sine egne Interesser fremfor Kongens, men herfor rensede han sig ogsaa (kgl. Resol. paategnede Suppliker 6. Nov. 1716).

2) K. D. VII, 286-87, 322, 343, 388, 469, 677, 710-11.

3) K. D. VIII, 706.


195

kræmmerlavet et lignende Privilegium, der lød paa Forfærdigelse af Chalonger, Rasker, uldne Stoffer, Multum og andet deslige, som kan forarbejdes af Uld. Lavet købte derfor en Gaard imellem Overgaden neden Vandet og Vildersgade 1).

Samme Lav havde allerede 1727 faaet Eneret for Kjøbenhavn og Sæland for 20 Aar paa en Lærredsfabrik, hvor der forarbejdedes Dvelg, Blanklærred samt det saakaldte Katuns og Lybsk Lærred, med hvilke Sorter Hamborg hidtil havde forsynet hele Riget 2). 1707 havde Jakob Stubbe faaet Privilegium paa en anden Lærredsfabrik, hvor der vævedes Hør- og Blaarlærred, Kanifas og andre Lærredsvarer, der kunde bruges til Skjørter, Underfoder, Underklæder, Halsklude og Skjorter 3).

1708 havde Didrik von Bergen faaet Bevilling paa en Grund indenfor St. Jørgens Sø til Blegedam for det Katuntrykkeri, han vilde oprette i Forening med Manufakturer af Rask, Strømper og Traad samt Farveri, men Pladsen blev indtagen til den ny Farimagsvej og der blev vist ej heller noget af hans Forehavende 4).

Af stor Betydning blev det Katuntrykkeri, som Frederik Holmsted, da Bogholder ved Ostindisk Kompagni, fik Privilegium paa 1716. Han indrettede først et Trykkeri paa Blegdamsvejen, der var færdigt 1719, hvorfor Tolden paa Katun blev forhøjet 5). Denne Ejendom solgtes 1724, efterat Mesteren Daniel Petri var gaaet fallit. Siden købte Holmsted den Harboeske Have ved Enden af Sortedamssø, hvortil der fra gammel Tid var Tilløb af Vand fra Søen, hvilket ogsaa bevilgedes ham 1726 6).

__________

1) Meddelelser om Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet S. 96.

2) Sammesteds S. 95.

3) K. D. VIII, 12.

4) K. D. VIII, 79.

5) Om Kræmmernes Misfornøjelse se Meddel, om Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet S. 72-73.

6) K. D. VIII, 373-75, 685. Om Holmsted se C. Bruun, F. Rostgaard S. 306.


196

1724 fik Zakarias Nieman, hans Hustru og Arvinger Privilegium paa at forfærdige Kønrøg og trykkede Tapeter, med Eneret for Kjøbenhavn paa 10 Aar for Kønrøg. Han indrettede sin Fabrik udenfor Østerport, men solgte den snart til Svend Svendsen, Ekvipagemester ved ostindisk Kompagni, og Jokum Severin Bonsach, Overassistent ved samme Kompagni, der 1727 fik 10 Aars Eneret i Danmark og Norge paa at fabrikere lakerede og skildrede samt trykte Tapeter. Dog maatte de ældre Tapetmagere vedblive med deres Næring. Saaledes havde Jøden Josef Philip Unna 1712 faaet Privilegium paa Tapetmageri og Katuntrykkeri, "saa og andre hans Videnskaber" 1).

1726 fik Arnold Didrik Zøllner 20 Aars Eneret paa at indrette en Guldlæder-Fabrik, men denne har vel ikke holdt sig, siden Justitsraad Johan Volkmar Hofman 1730 kunde faa Privilegium paa en Guld- og Sølvlæder-Fabrik 2).

15. Okt. 1728 fik Mejr Moses Bevilling paa en Plysfabrik.

Sukkerraffinaderiet bag Børsen 3) (nuv. Phoenix) ejedes i Forening 1697-1704 af Peter Friborg og Sukkermesteren Hans Peter Pelt, der sidstnævnte Aar bleve uenige 4), hvorfor Pelt fik Privilegium paa at oprette et andet. Senere blev Kommerceraad Daniel Weyse Ejer af Friborgs Sukkerhus.

1721 fik Bestyrerne for det Vestindisk-guineiske Kompagni og 1727 Johan Bernd Elers Privilegier paa Sukkerraffinaderier, den sidste i Anledning af, at Handelen med Hamborg var forbudt og der altsaa behøvedes en større Mængde Sukker. Det vestind.-guin. Sukkerraffinaderi kom dog først i Gang 1729 i en Ejendom paa Slotsholmen 5).

Om Sæbesyderierne og Oliemøllerne er fortalt i femte Del.

__________

1) K. D. VIII, 267, 606, 645, 720.

2) K. D. VIII, 697.

3) Se 4. Del S. 319-27.

4) Om dette Kompagniskab findes Oplysninger i Indlæg til Sæl. Reg. 22. Nov. 1704.

5) K. D. VII, 726, 732, VIII, 513, 704. C. Bruun, F. Rostgaard S. 161.


197

1721 fik Johan Pierre Volandt og Peter Junge og 1722 Niels Pedersen Krog Privilegium paa at forarbejde Stivelse, P. Junge tillige paa at forfærdige Pudder 1).

Paa et Skriftstøberi fik Johan Gotfred Wegner Privilegium 1723, i hvilken Anledning Politi- og Kommercekollegiet fik Befaling om at formaa Bogtrykkerne til at give ham et Forskud 2).

1727 fik Johan Gotfred Næder Eneret for Sæland paa at forfærdige Kradsere og Skrubber til Klædefabrikkerne 3).

En Porcellænsfabrik anlagdes 1726 i Store Kongensgade 4).

Johannes Vilhelm Smit fik 1726 Eneret paa 20 Aar paa et Limkogeri, dog maatte det ikke være forment at forskrive Lim fra Udlandet, hvis nogen kunde staa sig bedre derved 5).

Ildebranden 1728 gav Anledning til, at der 14. Feb. 1729 blev givet Felix du Sari Bevilling paa et Teglbrænderi med Eneret i 8 Aar for Sten efter den hollandske Maade imod at levere Sten til bestemte Priser.

15. Marts 1729 fik Felix du Sart og Antoine Bonfils Privilegium paa et Kalkbrænderi og fik 2 Kalkovne ved Blaataarn, som tilhørte Kongen. De fik Eneret i 8 Aar paa at brænde Kalk efter en her i Landet hidtil ikke brugt Methode.

Der var da saa stor Knaphed paa Mursvende, at de ikke kunde faa en eneste til at sætte Kalkovnene i Stand, saa Murernes Oldermand maatte have kgl. Befaling 23. Juli til at levere 4-6 Svende. 1732 fik de Skøde paa Baadsmandsskansen, hvor de anlagde det senere saakaldte gamle Kalkbrænderi.

Aar 1700 fik Regimentskvartermester Georg Julius Wodroff Bevilling til at male Perlegryn paa sin Valkemølle

__________

1) K. D. VIII. 513, 544.

2) K. D. VIII, 569.

3) K. D. VIII, 725.

4) Se C. Nyrops Skrift derom.

5) K. D. VIII, 664.


198

udenfor Staden. 1703 fik han det Privilegium, at det i 12 Aar ikke skulde være nogen tilladt at indrette i 3 Miles Afstand fra Kjøbenhavn nogen Slibe- og Poleremølle, og i Sæland nogen anden Perlegryns- og Snustobaksmølle, eftersom han havde indrettet saadant paa sin Ejendom. Det var dog ikke forment at gøre Perlegryn og Snustobak til egen Brug eller indføre slige Varer fra fremmede Steder. I Pesten 1711 blev Gaarden brugt til Hospital, og siden gik det saaledes tilbage for Wodroff, at han 1714 fik Tilladelse til at udsætte Bækken for Kirkedørene i Danmark og Norge, uden at han dog selv behøvede at rejse omkring og personlig modtage Pengene 1).

Et Værk, hvortil der knyttedes store Forventninger, var den Farveplantage, der blev anlagt paa den nuværende Banegaards Grund og hvorpaa Krigsraad Gregorius Wulf og Kristoffer Berntsen 1728 fik Arvefæste, hvilken Grund bestod af den Jord, der var opgravet af Søen 2).

Guldtrækker Isaak Mendel Speier forbrød sit Privilegium 1725, fordi han havde smeltet Sølv og sendt det bort med Posten, og hans Smelteovn blev nedbrudt. 1717 fik Thomas Saur Tilladelse til at indføre saadanne Varer fra Udlandet.

I Aarene 1700-20 var der kommet til Staden 34 Familier fra Udlandet, der arbejdede som Guldtrækkere, men 14 vare rejste og der var 1720 kun 6, der drev Professionen. I samme Tidsrum var der kommet 6 Pletterere, af hvilke 2 levede, 8 Guldspindere, af hvilke 7 levede, 7 Guld- og Sølv-Kniplere, af hvilke 4 levede, 7 Guld- og Sølv-Vævere, af hvilke 4 levede. Disse Folk havde arbejdet for Octavius Holman, der havde faaet Privilegium som Guldtrækker i Kristian V's Tid 3).

19. April 1728 anbefalede Magistraten varmt en Ansøgning fra Guldtrækkerne om Forbud mod Indførsel fra Ud-

__________

1) K. D. VII, 616, 697, VIII, 319.

2) K. D. I, 796.

3) K. D. VIII. 722. Pol. og Kom. Koll, Mem. Bog 1716-20 S. 620-23.


199

landet. Ved Beskyttelse af slige Manufakturer vilde mange nødlidende blive husvalede og finde Vej til at fortjene Brødet paa en ærlig Maade istedenfor at søge det ved Bettelstaven, hvorover nu i disse Tider fremfor nogen Tid tilforn meget maa sukkes, formedelst det store Tal af Betlere, som daglig maa ses her for Øjne, hvilket Ørkesløshed for Mangel af Arbejde for en stor Del foraarsager. Magistraten ansaa det vel bedst, om man i det hele slet ikke bar forarbejdet Guld og Sølv paa Klæderne baade paa Grund af de mange Penge dette kostede og fordi adskillige Personer, som hverken havde nødig eller hvem det tilkom at bære saadanne Varer, af utidig Hoffærdighed forat ligne de Fornemme førte sig selv i Omkostninger og Pengespild.

Til Forsyning af Papirfabrikken opkom en Tuskhandel, hvilken oplyses af Politimester Ernstes Rapport 28. Marts 1717. Efter E. K. M.'s Ordre "vorder over hele Staden Hus for Hus advaret at tilholde Tjenestefolkene at opsamle Pjalter mest af Linned til Papirmanufaktur og at derfor skal gives adskillige Varer af Naale, Synaale, Spejle, Knive, Saxe, Traad, Bændler etc., hvormed Papirfabrikanten kan lade omgaa den Mand, som maatte udraabe, som andensteds sker: "Pjalter, Lumper for skønne Vare!" Da vore Folk nok efterhaanden ved denne daglige Erindring vænne sig til denne Opsamling."

Det i Femte Del omtalte Sæbesyderi i Strandgade ophørte, thi 1712 foreslog Magistraten at indlogere svenske Fanger i afg. Peder Hansens Sæbesyderi, der stod ganske ledigt.

1728 søgte en Mand Privilegium paa at forfærdige Lak 1).


__________


__________

1) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 570. Om den ny Opfindelse med Lak se C. Bruun, Frederik Rostgaard II, 24.


200

Under Frederik IV's Krige paalagdes mange tyngende Skatter. 1699 blev der udskrevet en Kop-, Heste-, Stude-, Rentepenge- og Husleje-Skat, ved hvilken Købmænd i Kjøbenhavn og de Borgere, der havde "nogen synderlig Næring", sattes til 6 Rdl., deres Hustruer til ligesaa meget, hvert Barn til 3 og hvert Tjenestetyende til 1 Rdl., af hver Køre- eller Ridehest skulde gives 4, af hver Arbejdshest 2 Rdl. o. s. v.

I Anledning af denne Skat gav Magistraten i Jan. 1700 den Indstilling, "at i Kopskatsforordningen gøres ingen Forskel imellem den ene Købmand og den anden, den ene Vintapper og den anden, da dog den største Del af dem, som kaldes og passere for Købmænd, Kræmmere, Vintappere, ikkun ere de andres Høkere og ere af saa slet Næring og Tilstand, at de ikke kunne overkomme at betale den halve Del imod de forrige; andre af samme Slags Folk ere saa forarmede, at det endogsaa med deres allernødvendigste Boskabs Afhændelse vilde falde dem besværligt at opbringe den 4. Del af deres ansatte Summa, og ligeledes er det beskaffet med en stor Del af det øvrige Borgerskab, særdeles med Haandværksfolk og Øltappere, som hensidde i yderste Armod og i lige Tilstand med Daglønnere, saa at, omendskønt de efter Forordningen alle skulle overhovedet sættes for lige stor Skat og den fulde Summa paa Papir antegnes, saa vilde der dog blive en ganske stor Restans, som aldrig kunde inddrives og bekommes, om man end deres fattige Husgeraad skulde angribe og betage dem den Dyne, de ligge paa, og den Gryde, de koge deres ringe Føde udi."

Ang. Huslejeskatten udsiger Magistraten, at det er at befrygte, "at Husene, hvis Pris nu allerede er ringe, vil endda herefter komme i en langt slettere Pris, saa at ingen derpaa skulde ville udlaane Penge, med mindre Pantet kan være dobbelt saa meget værd"; "den største Del af denne Stads Borgere, i Synderlighed Haandværkerne, ere nu i saa slet Tilstand, som de neppelig have været nogen Tid tilforn".


201

Følgen af denne Indstilling blev, at Huslejeskatten ophævedes og at Kopskatten skulde rette sig efter hver enkelt Borgers Tilstand og Evne 1).

Værre blev det under den store nordiske Krig. 1710 paalagdes først en Skat paa 3 pCt. af alle Grunde og dernæst 20 Rdl. af hver Karos, Chaise eller lignende Vogn, 3 Rdl. af hver Købmand og formuende Borger, som bar Paryk, af andre 2 Rdl., men af Folk med Rang 4 Rdl., samme Beløb af disses Koner, der bar Fontanger, Sætte eller Toppe, og Tjenestefolkene skulde give 1/6 af deres Løn. 1711 paalagdes en Krigsstyr, der bl. a. udkrævede 1/4 af Renten af alle Rentepenge; senere paa Aaret en Kop- og Hesteskat, der gentoges 4 Gange 1713-16, i hvilken en Købmand skulde give 16 Rdl. for sig, ligesaa meget for sin Hustru, 8 Rdl. for hvert Barn, 3 Rdl. for hver Krambodsvend, Haandværkere 1/8 heraf; for hver Karossehest 4 Rdl. og for andre Heste 2 Rdl. 1717, 1718, 1719 og 1720 blev der paalagt en Krigsstyr af Formuen, foruden Kop-, Heste- og Karosseskat, Konsumtionen og Accisen forhøjedes m. m. Endnu 1721 paalagdes tre Fjerdedele af Formue- og Næringsskatten.

1719 fritog Kongen Civile og Militære, der virkelig stode i kgl. Tjeneste og boede i Kjøbenhavn, for Kop-, Karosse- og Hesteskat, dog ikke for Krigsstyr af Middel og Formue, ligeledes fritoges kgl. Oppebørselsbetjente, der ikke havde over 400 Rdl. i Gage, for de 20 pCt.'s Afkortning, som ellers alle Embedsmænd maatte lide.

Som Exempel paa Skatternes Størrelse tjener, at Kræmmeren Hans Albrecht Hæsekier aarlig fra 1714 gav 800 Rdl. og desuden 1717 og 1718 77 og 73 Rdl. i Kopskat. Jøden Mejr Goldschmidt gav 1717-18 640 Rdl. aarlig, deri beregnet Kopskatten. Doktor Bøtticher ansattes 1717 til

__________

1) K. D. VII, 581 med Indlæg.


202

104 Rdl. og belagdes 1718 med militær Exekution, hvorfor han solgte sin Karos forat slippe for 28 Rdl.

Disse Skatter vare som omtalt meget byrdefulde. Magistraten skriver saaledes 1. Dec. 1710 om det Besvær, det havde været at samle og undersøge Borgernes Selvangivelser, især da det Rygte havde udbredt sig, at Skattepaabudet vilde blive tilbagekaldt. Folk havde søgt at omgaa Bestemmelserne og Rodemestrene havde ofte maattet gaa omkring for at faa Angivelserne berigtigede.

10. Maj 1712 søgte Magistraten om, at Skatterne maatte lignes paa Grunden, da Borgerne i nogle Aar ikke havde haft nogen synderlig Næring og i Pestens Tid haft stor Bekostning, saa de ikke nu kunde udrede saa store Udgifter.

29. Maj 1715 klager Magistraten over, at der i Anledning af Skatten af 1714 var indkommet mangfoldige Klagemaal, idet den faldt for tung, nogle stode tilbage endnu med Skatten for 1713. Magistraten forestillede, at det var fornødent, at der blev givet nogen Moderation, da det var umuligt for en Del Borgere at udrede, hvad de vare ansatte for.

Det blev dog værre og værre, efterhaanden som Krigsaarene skrede frem.

23. Sept. 1718 skriver Magistraten, at ved Extraskatten ere mange "betagne Lejlighed til at erhverve det, de baade skulle leve af og betale Skatter med, og er fast bedrøveligt, at nogle Borgere, som have ført skikkelig og tarvelig Husholdning og været ansete af Kapital til at give Krigsstyr og samme paa nogle Aar betalt, ere nu i den Tilstand, at de have absenteret sig fra Staden og paa mange Tusende ej kunne betale deres Gæld. Adskillige foregive, at have tilgode hos D. kgl. Majestæt enten for Leveringer eller i andre Maader, hvilke ikke ere at formaa til at afdrage deres Skatter i Mindelighed, men beraabe sig paa Likvidation, andre Borgere beklage sig ej at have andet til Betaling af deres Skatter end deres Fordring for de russiske Herrers


203

Logemente, Ild, Lys og anden Bekostning." Magistraten ser, at der nu ikke er andre Midler end militær Exekution.

Allerede 1717 havde Magistraten af Kommandanten faaet Militære til at foretage Exekution; Rodemestrene anviste dem derpaa Kvarter, indtil Skatten var betalt, "en Mand hos hver af de Skyldige," hvorved man mindes Ordspillet i Holbergs "Hexeri eller blind Allarm", der netop drejer sig om dette Ords dobbelte Betydning. Man fik oftest 1, undertiden 2 Soldater, der hver skulde have 12 Skilling daglig af "den Skyldige". Jeg har optalt følgende Begæringer om Exekution:

1717: 1 Underofficer og 20 Menige
1 -- - 10 --
1718: 4 -- - 24 --
4 -- - 60 --
1719: 4 --
4 -- - 44 --
1720: 2 -- - 50 --
2 -- - 16 --
1721: 1 -- - 6 --

Af en Magistratsskrivelse af 13. Feb. 1722 ses det, at den ogsaa da havde begyndt at gøre Exekution.

Hvor ødelæggende saadan Exekution var, fremgaar af flere Skrivelser fra Magistraten. Denne Maade at inddrive Skatter paa havde aldrig tilforn været brugelig, men ved den bleve mange ødelagte, da de resterende yderligere bleve svækkede ved Udredelsen af de 12 Skilling om Dagen, som de ofte havde betalt saa længe, at Summen overskred Skatten, som de dog ikke fik udredet.

Der fremkom følgelig en Mængde Protester mod Ansættelser og Enden blev, at de, der besværede sig, bleve tagne i Ed.

I de pengeknappe Tider var det en stor Byrde, at Skatterne skulde betales i Sølv og at Kongens egne Sedler


204

ikke bleve modtagne. 1720 fik Borgerne dog den Lettelse, at de indtil en vis Tid maatte betale den halve Krigsstyr og Kopskat i de avtoriserede Sedler, og Magistraten skriver 19. Avg., at dette havde frugtet saaledes, at de mest formuende havde betalt, hvorfor den bad om, at Tiden maatte udsættes, saa de uformuende ogsaa kunde komme til at betale.

For Rodemestrene var Skatternes Indkrævning meget besværlig, som man kan tænke. 1710 klagede de over, at Folk vare vanskelige at træffe, men ellers vare de oftere udsatte for ilde Medfart. Fra Maj 1711 findes en Klage fra Magistraten til Oberst Schack von Witenau over et Overfald paa Underfogden og 2 Rodemestere, der vilde pante for Skatter, saa der vilde være sket en Ulykke, hvis Vagten ikke var kommen til. Fra Juni findes to Klager til Samme over grov Overlast, som var tilføjet fire Rodemestere af Soldater. 1716 klager Magistraten til Admiral Judicher, "hvorledes Stadens Underfoged og medhafte Rodemestere udi deres lovlige Forretning ere blevne begegnede af en Matros," hvorfor Admiralen anmodedes om at straffe denne, da ingen af Stadens Indbyggere bleve forskaanede for deslige Skatter. 1719 klagede Rodemestrene over Generallieutenant Schønfeldt, og Magistraten skrev, at denne Omgang "ikke kan anses for forsvarlig og efter vore uforgribelige Tanker af lige saa stor Betydelighed, som om nogen understaar sig at angribe en Skildvagt paa hans Post". "Ved denne Lejlighed maa vi ellers tilkendegive den onde Medfart og Begegnelse, som møder de fattige Rodemestere ved adskillige og især af dem, som sortere under Hofetaten og andre Jurisdirektioner end Byens, hos hvilke eragtes fornødent for Mangel af Betaling at indlægge Exekution."

De extraordinære Skatter vare

1719: 157080 Rdl.
1720: 143726 --
1721: 85029 --

205

Ogsaa andre Skatter paalagdes; saaledes havde alle Købstæder i Begyndelsen af Krigen hver faaet Paalæg om at stille et vist Tal Baadsmænd, Bartskere og Trompetere, men da der siden skede almindelig Indrullering, saa maatte der betales for en Baadsmand 24 Rdl., for en Bartsker 40 Rdl. og en Trompeter 32 Rdl. Bartskerne maatte dog siden holde for til liden Glæde for dem, hvorom senere.

1719 maatte Staden svare 19200 Rdl. klingende Mønt til en Transport af Hæren istedenfor Skibe af 800 Læsters Drægtighed 1).

De Reformerede havde Privilegium paa Skattefrihed og slap derfor ogsaa for Krigsskatterne, uagtet Magistraten af og til vilde gøre gældende om en og anden, f. Ex. Jean Jean junior, at han ikke var kommen hertil som fordreven, men var Søn af en ældre privilegeret Franskmand 2).

Foruden at Indbyggerne skulde udrede de store Skatter, maatte de ogsaa yde frivillige Forstrækninger, for hvilke de fik kgl. Obligationer til 6 pCt.

Ved Krigens Begyndelse blev der i April 1700 udstedt Opfordringer til forskellige om at laane Kongen 37500 Rdl., og hver enkelt fik Brev om, hvor stor en Sum han skulde yde. Mange undskyldte sig, nogle slap med det halve, men andres Forklaringer bleve ikke tagne for gyldige. I Maj skulde Kongen have 32500 Rdl.; da kom man bl. a. til Jøderne; Samuel Texera sattes til 6000, Mejr Goldschmidt til 2000, Magnus Gabriel til 1000 og Abraham Cantor til 2000; den sidste tilbød 3-400 Rdl. og vilde gærne give 2000, naar der var afsagt Dom mellem ham og Texera, hvorfor han slap med 1000. Der blev ogsaa udskrevet Laan af Vartovs og Børnehusets Kapitaler. I Juni udstedtes paany Breve om et Laan paa 26000 Rdl. Disse Obligationer bleve dog indfriede i Juni 1703.

__________

1) Mag. Skr. 7. Marts 1719.

2) Se herom Mag. Skr. 6. Maj og 1. Juli 1716.


206

20. Okt. 1710 opfordredes alle Lavene til at yde Bidrag til Krigens Fortsættelse, hvilket ogsaa blev efterkommet. Saaledes ydedes af

Silke- og Klædekræmmerne .. 3500 Rdl.
Rdl. Urte- og Isenkræmmerne ... 1225 --
Jøderne 1) ............ 2090 -- 1)
Brændevinsbrænderne ...... 1600 --
Tobakspinderne ......... 555 --
Tømmerlavet .......... 550 --
Tømmerhandlerne ........ 500 --
Skræderlavet .......... 500 --
Manufakturerne 2) ........ 550 --
Possementmagerlavet ...... 300 --
Silkevæverlavet ......... 300 --
Vognmandslavet ......... 300 --
Rebslagerlavet ......... . 100 --
Parykmagerne .......... 200 --
Themændene .......... 145 --
______________
12415 Rdl.

De fleste Bidrag vare dog Smaasummer, og det var ikke mange, der gav 100 Rdl. og derover.

Ved andre Lejligheder bleve de offentlige Kasser ilde medtagne. Saaledes skrev Conseillet 3. Maj 1713: Saasom H. kgl. Majestæts Kasse højlig behøver udi en Hast en Summa Penge, imellem 20 til 30000 Rdl., saa begæres af Magistraten

__________

1) Disse fordeltes saaledes: De portugisiske Jøder Isaak Granada og Madame de Lima hver 100. De af den tydske Synagoge Mejr Goldschmidt, Henrik Fürst, Moses Mejr Goldschmidt, Jost Goldschmidt og Isaak Mendel Speyer 585, Mejr Levin og Josef Mejr 130, Abraham Cantor med sin Familie, Nathan Goldschmidt og Abraham Levin 1125 og Nathan David 50.

2) Werner & Lampe, Henrik Heus, Christoffer Vogt og Clas Bruen, Jules la Font, Henrik Colon og Anthoni de Pau.


207

og de 32 Mænd, at enhver vilde gøre sin yderste Flid Pengene i en Hast at tilvejebringe 1) af Stervboernes Midler, som ved Avktion kan være indkommet, 2) af hvad paa Raadstuen kan være deponeret, 3) hos dem, som kunne have nogle rede Penge at forstrække, og hvad andre Raad, Magistraten selv kan paafinde. Pengene maa igen indeholdes af de allerførste Krigsstyrens Midler, som indsamles af Rodemestrene 1).

Paa den Maade tilvejebragtes 10000 Rdl. strax og siden andre Penge ved forskellige Midler, hvilket satte alle dem, der raadede over offentlige Midler, i den største Forlegenhed og fremkaldte en Uvillie mod Overtagelsen af slige Hverv, hvorover man ikke kan undre sig. Det ses nedenfor, i hvilken elendig Tilstand Fattigvæsenet paa den Maade blev bragt.

Den stadige Indkvarteringsskat var ogsaa en Byrde, og Borgerskabet søgte oftere Befrielse for de 2000 Portioner, der paahvilede det for Næring. Skatten blev yderligere forhøjet, thi før Krigen var den 6-8000 Portioner, men nu 12000, hvilket var over 45000 Rdl. aarlig. Magistraten besværede sig herover 4. Feb. 1726 og gjorde opmærksom paa, at Priserne paa Ejendomme aftog, saa de fleste næppe betaltes med det halve mod tilforn, mange stode ledige og kunde hverken sælges eller udlejes, men maatte dog udrede Indkvarteringsskat, medens flere Ejendomme for nogle Aar siden vare købte af Folk, der ved kgl. Privilegier vare forskaanede derfor.

Dette Særsyn under en voxende Folkemængde havde man ogsaa set før 2). I Magistratens Forestilling til Kongen 20. Marts 1711 fremstilles, "hvorledes Huse og Ejendomme samt Løsøre ved disse slette Tiders Konjunkturer ere udi en slet Pris, hvorudover adskillige, som have Prioriteter, søge nu Lejlig-

__________

1) Pakke i R.-A. Pengelaan til Kongens Kasse.

2) Jfr. lignende Klage i Kristian V's Tid, Femte Del, S. 185.


208

hed og angribe fattige Folk og faa Ejendommene fra dem for ringere Pris, end deres Prioritet er, maaske mere forat berige sig ved andres Midler end af nogen Fornødenhed".


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn apr 10 12:01:16 CEST 2005
Publiceret: søn apr 10 12:01:13 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:
Sidens top