eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse VI

Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)
    - bog I, kap. IV

Kbh., G. E. C. Gad, 1892

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

129

IV.

Pietister. "Kvækere". Papister.

Den pietistiske Bevægelse fra Halle gjorde nogle svage Tilløb i Begyndelsen af Frederik IV's Regering. 1702 blev Politimester Rasch foruroliget af "en Kvæker" Jonas Jonassen og efterat have konfereret med Biskop Bornemannn foreslog han Kongen at forvise Jonas Jonassen af Kongens Riger og Lande med Trusel om, at hvis han igen blev truffen, skulde han arbejde paa Bremerholm i Jærn sin Livstid, i hvilket Kongen samtykkede ved Reskript af 8. Sept. 1702 1). Af en nedenfor anført Politiretsdom ses det, at man ved en Kvæker eller Kvækker ikke dengang forstod en Tilhænger af den bekendte engelske Religionssekt, men enhver, der foregav at være i Besiddelse af Hellighed fremfor andre 2).

To Borgere Peder Svane 3) og Movrids Jørgensen Samsøe havde gjort Bekendtskab med den afsatte Præst Otto Strandiger fra Nordstrand, der havde sluttet sig til Pietisterne og i Flensborg holdt gudelige Forsamlinger, der bleve forbudte; senere sluttede han sig til Gendøberne, de i Samtidens Skrifter oftere omtalte Mennonister - Manister, som de kaldtes her 4). Kort efter traf de sammen med den theologiske Student Kristoffer Eberhard. I Forening med dem og nogle faa andre holdt de gudelige Forsamlinger, der begyndte i Marts 1704. Hvorledes disse, som det synes meget uskyldige, Møder foregik, ses af følgende Fremstilling af Peder Svane, dateret 23. Avgust 1706:

__________

1) Sæl. Tegn.

2) Allerede 1705 udkom dog allerede et Skrift paa Dansk om Kvækernes Lærdomme.

3) Peder Pedersen Svan, Svane, Schwan eller Schwane (vistnok egentlig Schwanow) nedsatte sig som Kræmmer 1668 og boede paa Kongens Nytorv. Hans Fader var vistnok Bartskær. Efter ham selv og hans Hustru Alhed Engel Caminat holdtes Skifte 1717. Der var en lille Datter paa 8 Aar.

4) Se om ham Helvegs Kirkehist. efter Ref. I. 564-66.


130

"Som den naadige og barmhjærtige Gud efter megen Angst, Beden, Leden og Banken af sin store usigelige og forekommende Naade havde bønhørt, ladet sig finde og saa vidt opladt sin Naades Dør for mig, at jeg af hans Ord var overbevist, at Jesu Kristi Guds Søns Blod ikke rensede mig for min Synd, uden jeg vandrede i Lyset (1 Joh. 17), lagde den naadige Gud denne store Naade dertil, at nogle Maaneder derefter ankom her til Staden Hr. Ludolph Otto Strandiger og strax derefter Christopher Eberhard, hvilke, der de fandt mig (da jeg søgte ved Movrids Jørgensen Samsøe at blive dem bekendt) i saadan en Tilstand som den tørstige Jord, der længe har ventet efter Regn, og al min Kirkeløben, Dag- og Nattelæsen havde ikke hjulpet mig mere end til større Hinder i at komme did, hvorhen jeg attraaede, lode sig bruge af Gud til mine Vejledere, og ved adskillige Diskurser fandt jeg ved Guds Naade saadan Anvisning, at jeg næst min Frelseres Jesu Kristi Kraft, formedelst hvilken jeg formaar alle Ting (Phil. 4, 13), aldrig vil aflade at love og prise hannem derfor baade i Tiden og i Evigheden. Som nu enhver for sig havde de andre Dage i Ugen med sine Forretninger at skaffe, paadet enhver i sit Ansigts Sved, sin Næste utrænget, kunde æde sit Brød, kom vi sammen og talte med hinanden hver Søndag efter Aftensang en Times Tid, hvor da, dog ikkun discursive, blev af enhver andraget adskillige bibelske Sprog, som man vidste enten selv eller andre til Trøst, Undervisning og Opmuntring. Dette velsignede Gud, efterat det havde varet fra Marts Maaned 1704 til hen i September, at vi, som da vare voxede til i Tallet til 9 Personer, i den Herres Jesu Navn i Enfoldighed os til Opbyggelse og andre til et godt Exempel, besluttede at sætte den Time om Søndag Eftermiddag fra Kl. 5 til 6 fast til vores Sammenkomst, begyndte derpaa den 21. Sept. i Movrids Jørgensen Samsøes Hus og efterat der var sunget "Herre Krist, Gud Faders enbaarne Søn" og gjort en Bøn, blev læst de tre Kapitler hos Mathæum, derefter en Bøn


131

for den kristne Kirke, Kongen, Øvrigheden og alt Landet, sluttet med Fader Vor.

"Anno 1705 d. 12. April endtes Mathæi og blev derefter Johannis Evangelium begyndt, som endtes d. 27. Dec. Den 1. Jan. begyndtes Epistelen til de Hebræere og endtes 1706 d. 24 Maj. Fra den Tid ere de 3 Kapitler i Johannis Aabenbaring igennemgaaede og undertiden foretaget et af Bibelens Sprog, som er agtet fornødent i Tilfælde til Trøst og Formaning at erindre, eftersom Satan ikke forsømmer sig at omløbe som en brølende Løve at søge hver den, han kan opsluge. Denne vores Forsamling er holdt i kgl. Majestæts Bygmester Marcellis Hus, i Mag. Lamberti Allardi Logement, medens han var her, før han blev Præst, i M. Jørgensen Samsøes Hus og i mit Hus omvexlingsvis, og er Gud i Himlen vort bedste Vidne dertil, at vi hverken have sigtet hen til at stifte nogen Uro, men Aarvaagenhed imod Satan og hans listige Anløb, ikke heller noget Sektereri, men heller Guds Exempler at give og beflittet os paa at bære Gud behagelige Frugter, om ikke 100 eller 60, saa dog 30 Fold. Dette har vi saa i al Stilhed kontinueret, men den første Larm gik an paa Prædikestolene efter onde Menneskers onde, usandfærdige og ugudelige Spargementer, og det førend nogen Tid de gode Mænd Præsterne vidste nogen vis Underretning derom.

"Personerne, som altid, til en Tid og meget sjelden have besøgt vores Forsamling, ere efterfølgende:

"Altid: Kgl. M.'s Bygmester Christoffer Marcellis; Movrids Jørgensen Samsøe; Christopher Eberhard, Stud. theol.; Christopher von Bracht; Hans Sneedorph, dansk Student; Peter Fos, Bundtmager; Peter Uldenvæver; Jakob Hatze, Sold- og Bogbinder; Svend N., Garde til Hest; Peder Schuan".

"Til en Tid: Hr. Otto Strandiger; Mag. Lambertus Allardus; Johan Otto Glysing, tydsk Student; Johan Philip


132

Ratkens, Student; Peter Clausen, Student; Georg Vilhelm Schrøder, Student; Hübner, Student.

"Sjelden: Raadmand Jens Kuur, en eller 2 Gange; Mons. Henrik Light, K. M.'s Kammertjener, kun engang; Kgl. M.'s Laqverer Christian v. Bracht, 2 Gange; Mag. Holger Nielsen Olivarius, før han blev Præst; Mag. Lemmel; Salomon Skildrer; Wineke, Møntmester; Johan Melchior Liebe; Herman Waleur; Ziegenbalch og Plitzkov, begge kgl. Missionærer til Indien; Mr. Schrøder, Student, hos Dr. Lütkens; Hr. Dr. Lütkens Børns Præceptor Niemand, dansk Student; Ignatius, Garde til Hest".

Raadmand Jens Kuur gjorde Rede for sin Deltagelse paa følgende Maade:

"Som jeg med Sr. Magnus Berg 1) næstforrige Sommer 1705 en Søndag Eftermiddag er gaaet ud at besøge en Borger ved Navn Peder Svane, fandt vi der nogle Personer, saa vidt jeg erindrer 6 a 7 forsamlede, da dog hverken M. Berg eller jeg vidste, at de den Dag og Tid vilde holde Forsamling der, men vel forhen havde hørt Tale om Forsamlingen, blev vi der, medens de sang en Salme og Eberhard læste et Kapitel af S. Joh. 6 og derhos mundtlig forklarede fornemlig de Ord: Arbejder ikke paa den Mad, som er forgængelig, men paa den, som fører til det evige Liv. Slutningen var med en Bøn for Kongen og det gemene bedste. Imidlertid kom eller var kommen en anden tydsk Student ved Navn Johan Otto Glyssing udi mit Hus at logere, og som han søgte forbemeldte Forsamling, saa spurgte han mig, om de maatte undertiden komme tilsammen hos ham, hvilket jeg tillod, al den Stund jeg ej fandt saadanne Samkvem, som ikke stride imod den lutherske Religion, nogen Steds forbuden, og da der først holdtes Forsamling hos ham i mit Hus en Søndag Eftermiddag og var, som mig synes, 15 á 16 til 17 Personer, gik jeg til

__________

1) Bekendt Maler, Jens Kuurs Svigersøn.


133

dem at høre hvad forhandlet blev, som var af Joh. 7. Kap. de Ord: Hvo som troer paa mig, som Skriften siger, af hans Liv skulle flyde levende Vandstrømme. Begge Gange hørte jeg saadanne kristelige og den lutherske Religion konforme Forklaringer, saa jeg forstod ej, de udi Meningen kunde forbedres. Og flere Gange har jeg ej været i Forsamlingen".

"Men som der om denne sidste Gang gik adskillig Tale iblandt den gemene Mand, nemlig at derudi skulde været over 60 Personer og at Sakramenterne skulle der blevne uddelte, med mere usandfærdigt, saa talte jeg med Biskop Borneman den 5. Oktober om dette Væsen og sagde ham alle Omstændigheder, og da jeg fornam, at Forsamlingen var ham imod, sagde jeg strax derpaa til Glyssing, han ej maatte lade dem samles i mit Hus, skede og ej siden fornævnte 5. Oktober" 1).

Efterat, som det ses, Jens Kuur strax efter sidstnævnte Forsamling havde været hos Biskoppen, indgav denne allerede 7. Okt. 1705 følgende Indstilling til Kongen:

"Efter Anledning af Lovens Pag. 204 Art. 1 og det mig allern. meddelte Bestallingsbrev foraarsages jeg paa det allerunderdanigste for E. K. M. at andrage, hvorledes der fornemmes iblandt os adskillige særsindede Personer, som, ved en falsk indbildet Oplysning om et Menneskes egne Kræfter til at opnaa nogen fuldkommen Hellighed her i Verden, føre en sær Lærdom, der aldeles ikke stemmer overens med den hellige bibelske Skrift og vores uforandrede Augsburgske Bekendelse, hvortil de ogsaa fordriste sig at holde deres egne Forsamlinger og Samkvemme, nu i et nu i et andet Hus, hvilken Forførelse, som den snart efter Apostelens Ord 2. Timot. 2 v. 17 kan æde omkring sig som dødt Kød og forlede de vankundige iblandt os fra Troens Enfoldighed udi Kristo Jesu, saa beder jeg hermed paa mit Embedes Vegne allerunderdanigst, at E. K. M. af sær kgl. og kristelig

__________

1) Indlæg til Reskript af 28. Sept. 1706.


134

Zele og Nidkærhed for Guds Ære og vor rene Religions Fred og Sikkerhed i disse Lande vilde ved en offentlig, streng og alvorlig kgl. Plakat allern. lade forbyde alle slige fortænkelige og utilladelige Konventer og Samlinger og tillige allern. befale saavel Politimesteren selv efter Politiforordningen de Dato 22. Okt. 1701 som det ganske Ministerio og samtlige Præsteskabet her i Kbhvn. efter en i lige Tilfælde fast, af den sal. højlovlige Konge derom tilforne ergangne Befaling de Dato 19. Feb. Anno 1698 herom med yderste Flid at inkvirere og saadanne Personer, saavidt muligt kan være, hver i sit Sogn at efterforske og angive. Saaledes turde ved Guds Naade endnu saadanne skadelige Societister i Tide afskaffes og slige Sværmere og Forførere en Frygt indjages, at de ikke med deres Surdej for vidt udbrede sig".

I den Anledning befalede Kongens Biskoppen 23. Okt. 1705, at han strax skulde kalde alle Præsterne for sig og faa at vide af dem, om de havde nogen Kundskab om de Personer, der holdt saadanne Samlinger, eller havde Besværinger at fremføre over dem, hvorom han da skulde give Indberetning, forat Kongen kunde betænke, paa hvilken Maade saadan forargelig Misbrug kunde blive ophævet og afskaffet 1).

Der blev imidlertid ikke gjort noget Skridt imod Forsamlingerne 2), førend disse bleve satte i Forbindelse med Udgivelsen af en Bog med Titel "Lutherus ante Lutheranismum" der baade angreb Luther og Menigheden for Frafald fra Luthers oprindelige rene Lærdom. Politimesteren, Dr. H. Bartholin og Dr. B. Botsach fik 17. Avg. 1706 kgl. Befaling om at forhøre Boghandler Paulli, der havde udbredt Bogen,

__________

1) K. D. VIII, 761-62 med Indlæg.

2) Af Zwergius, Det sæl. Kleresi S. 350 ses det, af Peder Svane og Samsøe i en Skr. af 3. Nov. 1705 vare blevne nødsagede til at indgive en Forklaring over deres Forhold, efter at deres Skriftefædre vare blevne beordrede til at afhøre dem.


135

om Forfatteren og Køberne, men tillige henvendtes Opmærksomheden paa Peder Svane og Movrids Jørgensen samt en fremmed Studiosus ved Navn Eberhard som dem, der kunde ventes at have særligt Kendskab til Bogens Oprindelse, hvorhos de skulde forhøres om deres gudelige Forsamlinger. Endelig skulde Kommissionen foreslaa Midler til at udrydde "denne Kvækkeri" og særsindede fanatiske Lærdom.

Ved disse Forhør fremkom foranførte Beretning af Peder Svane. Det viste sig, at det var Peder Svane og Movrids Jørgensen, der havde formaaet Paulli til at lade Bogen optrykke i Hamborg efter et Exemplar, som de havde faaet af Kristen Laqverer. Paulli havde faaet 206 Exemplarer, af hvilke de nævnte Mænd ved Kristoffer Eberhard havde hentet og betalt 100, men af de andre havde Paulli kun solgt 17. Paulli forklarede, "at han ikke havde nogen Kundskab om Bogens Autor, og at hans Adfærd og Handling i dette har været uden al Intrigue som en Boghandler og Købmand, som ved sin Profession vil fortsætte sin Næring". Idet der gjordes Rede for Bogens Købere, saas det, at Deltagerne i Forsamlingerne ogsaa vare Købere og at Raadmand Kuur f. E. havde købt 12 Exemplarer, Hofpræst Lütkens 3, Mag. Holger Olivarius 2.

Denne Undersøgelse fremkaldte et kgl. Reskript af 28. Sept. 1706, ifølge hvilket alle Exemplarer af nævnte Bog bleve kasserede; Peder Svane og Movrids Jørgensen skulde i Overværelse af Politimesteren, Dr. Hans Wandal, Dr. Hans Bartholin og Dr. Barthold Botsach høre paa en Tale af Biskoppen, der "dem deres grove Vildfarelse og Vanvittighed af den hellige Skrift til Omvendelse grundelig skal remonstrere og alvorligen forbeholde", og naar de under edelig Revers havde givet en Fortegnelse over dem, der opholdt sig i Kongens Riger og Lande og vare paavirkede af denne fanatiske Lærdom, skulde de for denne Gang slippe med en alvorlig Advarsel af Politimesteren i de andre Herrers Nærværelse om under Kongens højeste Unaade at afholde


136

sig fra slige Forsamlinger. Kristoffer Eberhard blev derimod forvist Kongens Riger og Lande. Under 2. Okt. udkom et almindeligt Forbud mod gudelige Forsamlinger 1).

Biskop Borneman havde derefter Eberhard for sig, men kunde aabenbart intet strafværdigt finde hos ham. Han skriver bittert derom 2): "Hverken han eller de (som slige Sekters Maner er) have villet vide af nogen Vildfarelse, beraabende sig alt paa deres Lærdoms og Forholds Retsindighed og Ustraffelighed, der deres Mening dog nu med den besynderlige Aandens Oplysning, de forvente sig, endogsaa udenfor Guds Ord, nu med den Helliggørelsens Fuldkommenhed og det syndeløse Levned og den rene Kirke, de vilde have her paa Jorden, nu med den Foragt, som de, formedelst maaske nogle desværre ej saa skikkeligen alle Vegne befundne Prædikanters Skyld kaste paa det hele Ministerium, ja endog paa Sakramenterne selv, og mange andre slige skadelige Griller, strider aabenbarligen imod den hellige Skrift og vor rene uforandrede Augsburgske Confession". "Deres selvudvalgte Konventer og Forsamlinger, som de saa højt forfægte, ere intet andet end en Forklejnelse paa vores almindelige offentlige Kirkeforsamlinger og en bekvem Skjul og Lejlighed til at drive deres ivrige Meninger saa meget des friere og at forføre baade sig selv og andre, som de kunde til sig lokke, saa meget des dristigere".

Eberhard, der var Huslærer hos Gehejmeraad Plessen, førte siden et æventyrligt Liv og endte i Altona. En anden Hovedmand var den tydske Student Johan Otto Glyssing, der dog ikke var her hele Tiden. 1706 var han Huslærer hos Generalmajor Huusman i Kristiania; den derværende Stiftsprovst Lodberg beklager sig i et Brev af 24. Juli over, at det er ham selv, der havde skaffet Glyssing denne Plads til

__________

1) Kirkehist. Saml. 4. R. I, 231-37. K. D. VII, 784.

2) Bornemans Skrivelse af 18. Nov. i Indlæg til Reskriptet af 2. Okt. 1706.


137

sin største Fortræd; han er "en hæreticus in superlativo, sacramentorum contemtor (en yderliggaaende Kætter, der ringeagter Sakramenterne), Socinianer i Grunden og in dogmatibus Enthusiast. Han er Autor af den Bog om den hellige Homiletico, som Monsieur i et af sine Breve tildømte en Informator hos Pless. Her er nok (endnu) en anden Pietist aabenbaret, som er hos Toldinspektøren Chr. Tobiasen, denne skal være en af Dr. Franckes Discipler til Halle og bedrager Folk dermed, at han giver sig ud for en god Lutheraner. Imidlertid konverserer han flittig med Glyssing og smælder paa Ministerio (Præsteskabet). Umuligt kan han være af vor Kirke, siden han omgaas med Glyssing, thi hvo som in fide nostra (i vor Tro) fuldkommelig er oplyst, maa endelig have Afsky til Glyssings Væsen" 1). Glyssings Dage som Informator vare snart talte efter dette og han endte ogsaa i Altona, hvor han døde omtrent 1730 2).

Det var følgelig slemt for de Personer, der havde mødt i disse Forsamlinger, især for Studenterne, og ubehagelig var den hele Sag for Raadmand Kuur.

En Studiosus Jørgen Hammer, der var bleven forvist tilligemed J. O. Glyssing, fik ved Reskript af 5. April 1710 Tilladelse til at vende tilbage imod at afsværge sin forrige vrange Tro for det theologiske Fakultet. Hans Vildfarelser have angaaet Nadverlæren, thi han skriver i sin Ansøgning fra Messelwarden i Bremen Stift, at han hjertelig har fortrudt og endnu daglig fortryder den vildfarende Tanke, han havde om Alterens Sakramente. Jørgen Hammer var Halvbroder til Hans Sneedorf og var bleven forført i sine unge Studenteraar i Kristiania, hvor han havde været Informator paa Grund af Armod 3).

1706 arresterede Politimesteren to Theologer, Alumner paa Elers Kollegium, der hemmelig vilde tage med et Skib

__________

1) Indlæg til Reskr. af 28. Sept. 1706.

2) Suhms Ny Saml. III, 293-94.

3) Sæl. Reg. med Indlæg. Kgl. Res. paa Suppliker 10. Feb. 1710.


138

til Lybæk forat rejse til papistiske Universiteter, men da de gjorde Afbedelse, bleve de løsladte, den ene, Ramus, gik dog siden over til Katholisismen, men den anden, H. Nordrup, blev tilsidst Sognepræst i Sæland; dog gjorde han Forargelse ved efter sin Løsladelse at prædike til Aftensang i Trinitatis Kirke og holde en skandaløs Tale, der var fuld af Hentydninger til hans Arrestation. Han sagde saaledes, at Moses var Guds egen beskikkede Politimester, og udviklede nærmere om en ung Theolog Timotheus, der havde et godt Testimonium og en berømmelig Attestats og var med Paulus paa en Rejse, hvor de ved en Flod udenfor Staden bleve angrebne af Høvedsmændene, førte paa Raadstuen, hvor Magistraten befalede, at de skulde hudstryges, men Sluttermanden, der saa, at de intet havde gjort, tog dem ind i sit Hus og beværtede dem. Siden havde Høvedsmændene sendt deres Politibetjente til Sluttermanden, at han skulde slippe dem løs o. s. v. Man synes dog ikke at have fundet Anledning til at straffe Nordrup for disse Udtryk, der dog sikkert have givet Anledning til megen Fornøjelse 1).

Under Pesten 1711 opstod en anden "Kvæker", hvis Opførsel fremgaar af følgende Politiretsdom af 22. Maj 1711.

"Saasom Erdtman Jensen selv godvilligen her for Retten har vedstaaet og bekendt, at han næst forleden Palmesøndag først paa Holmens Kirkes Prædikestol har opgaaet, da Præsten var nedgaaet og imidlertid Sakramentet for Alteret blev uddelt, og der læst Fadervor med adskillige Tillæg og Guds Ord til Foragt og Menigheden til største Forargelse, og siden samme Dag og Tid, da han derfra blev nedtaget, er gaaet paa Helliggejstes Prædikestol, førend Menigheden var af Kirken udgaaet, og gjorde det samme, hvorfor han blev strax straffet nogle Uger med Tugthuset og siden udladt, og han siden nu næst forleden 6. Søndag efter Paaske uden

__________

1) Werlauff i Nyt hist. Tidskr. VI, 376-92.


139

at lade se nogen Forbedring efter den foregaaende maadelige Straf atter er gaaet paa Prædikestolen i Vor Frue Kirke, imidlertid Præsten for Alteret konsakrerede Sakramentet, og ikke alene forvendt Herrens Bøn, men endogsaa, som Han selv vedstaar, talede af Prædikestolen med mere Forargelse, hvortil ej ses, at han kan være bragt af nogen Sindssvaghed, men af en sær prætenderet Hellighed, som kaldes Qvækken, saa bør han for saadan sin Guds Ords og Kirkes Foragt andre ligesindede til Afsky og Skræk og sig selv til fortjent Straf at staa de tvende første forestaaende hellige Pindsedage udi Gabestokken, nemlig første Dag for Vor Frue Kirkes Port, naar Præsten til Højmesse gaar af Prædikestolen, indtil Klokken er 11, og ligesaa anden Pindsedag for Helliggejstes Kirkeport og endelig den tredie Pindsedag for Holmens Kirke, og derefter bør han at straffes med Arbejde at skrubbe og karde Uld udi Tugthuset udi tre Aar."

Om Erdtman Jensen imidlertid var Pietist, er dog tvivlsomt, han var snarere forstyrret i Hovedet paa Grund af den tiltagende Sygdom. Han paastod, at det ikke var ham, der havde været paa Prædikestolen, men Guds Aand i ham. Han fremsagde den tredie Bøn i Fadervor saaledes: "Ske din Villie her paa Jorden, som den sker i Himlen med din Søn og den Helligaand og ikke Kongens og ikke min og min Næstes egen Villie, tvi være dem. Amen".

I Vor Frue Kirke læste han af Prædikestolen, imedens Præsten konsakrerede Sakramenterne for Alteret, saaledes: Lader os Alle bede: O Herre Gud, himmelske Fader, tænk du dog paa Kongen og paa mig og paa min Næste med os allesammen til vor Saligheds Bedste. Amen; siden Fader Vor paa den forrige Maade.

Da han var saa svagelig, at man frygtede for, at han skulde dø i Gabestokken, blev han 19. Juni fritaget for denne Del af Straffen 1).

__________

1) K. D. VIII, 156.


140

1713 fandt man i nogle Kirker en Mængde Sedler, der indeholdt underlige vrange Lærdomme. Gærningsmanden var Knapmagersvend Adolf Dyrkop, der 11. Avg. indstevnedes for Politi- og Kommercekollegiet, hvor der blev fremlagt en Pakke af hans Sedler, hvilke han selv tilstod at have beskrevet, men paastod, at Indholdet ikke indeholdt noget strafværdigt. Kollegiet vedtog at sætte ham i et Kammer for sig selv i det ny Arresthus, hvor ingen uden Præsterne maatte komme til ham, og forat hans Underholdning ikke skulde være til Byrde for Politikassen, beordredes Knapmagernes Oldermand til at skaffe ham Arbejde.

23. Sept. 1713 indgav Politi- og Kommercekollegiet følgende Indstilling til Kongen 1): "Her har tildraget sig næst forleden 8. Søndag efter Trinitatis en sær Hændelse med en Person fra Lybæk ved Navn Adolf Dyrkop, som af Profession er en Knapmagersvend og nu en aftakket Soldat, idet han udi Vor Frue og den tydske Kirke har udstrøet adskillige forargelige Sedler fulde af Gudsbespottelser, som ere saa store, som man med Føje burde afskrækkes fra at nævne, men som hans Forseelse bør derefter taxeres, nødes vi til allerunderdanigst at referere, hvorudi det bestaar, nemligen at han forbander dem, som prædike og lære, at den Kristus, som var uskyldig, har lidt for Verdens Synder, ja forbander saadan Kristum selv derfor, og Johannem den Døbere, som har givet ham det Vidnesbyrd, forbander Gud, om han har villet ladet uskyldigt Blod udøses for skyldige, saasom det skulde være imod den usigelige Retfærdighed, som Gud tilkommer, og endeligen forbander Kongen, om han ikke forsvarer Guds Ære. Hertil bruger han, saasom han er meget vel belært udi Bibelen, adskillige Sprog af Profeterne og Aabenbaringens Bog med videre, som vi baade for sin Forskrækkelighed og Vidtløftighed undse os for at skrive.

__________

1) Pol. og Kom. Kollg. Kopibog.


141

"Denne Person begærede Biskoppen af Politimesteren at maatte paagribes og arresteres og til strengt Arbejde at forsendes, men da det for Politiretten blev forebragt og Delinkventen af os meget nøje blev examineret, fandt vi det ikke aleneste uraadeligt at forsende saadan en Person til strengt Arbejde iblandt andre Delinkventer at gaa, saasom de andre snart af ham kunde forarges og forføres, men vi endogsaa derimod fandt for godt paa nogen Tid at lade ham indslutte inden fire Vægge i Slutteriet og imidlertid ved Præsterne her udi Staden forsøge, om han ikke ved bedre Undervisning kunde bringes til bedre Tanker og omvendes; desligeste ombade vi og Stadsphysicum, at han vilde tilligemed en anden erfaren Mand fornemme hos ham, om han- var ret forvaret udi Hovedet, eller og om der ikke kunde være nogen Legems Svaghed og Tungsindighed, som kunde foraarsage saadanne skrækkelige Griller hos ham, hvilket desværre undertiden hændes mange fromme Guds Børn, som Fristelser ere underkastede, og have vi saaledes villet forsøge, om han ikke saavel paa Sjælens som paa Legemets Vegne kunde kureres. Men fra Stadsphysico og en anden Medico have vi faaet den Underretning, at der er ikke ringeste Tegn hos ham til nogen Legems eller Sindets Svaghed, hvilket vi og selv hos ham have fornummet, thi udi alle Ting taler, svarer og skikker han sig som et fuldkommen frisk, sundt og fornuftigt Menneske uden at lade se mindste Tegn af nogen Melankoli eller Sinds Besværing, langt mindre Galenskab i nogen Maade, saa at vi ikke have ringeste Aarsag at kan dømme ham at være afsindig, med mindre han skal regnes blandt de afsindige, der ere fornuftige udi alle Ting uden en eneste Ting, som de have først engang fattet en gal Grille om, som ingen er kapabel for at prædike dem af Hovedet og Hjærnen, men følger dem til deres Dødsdag, hvorpaa man har mangfoldige Exempler.

"Fra Præsteskabet her i Staden, som efter Biskoppens Befaling og vores Formanende har besøgt ham dagligen en


142

efter anden, have vi faaet den Underretning, at han er udi disse sine Griller saa opiniatre, at han hverken paa den ene eller anden Maade er at overtale til at frafalde eller forandre sine Tanker, og om nogen af dem har den ene Dag haft ham paa gode Veje, er han den anden Dag strax igen henfalden til forrige Daarlighed, saa at vi snart ikke vide, hvorledes vi skulle anse ham, enten vi skulle antage ham. for et Menneske, hvis Sans og Fornuft er bleven betaget og berøvet udi en Post alene og som ellers i alt andet er fornuftigt, eller og vi skulle anse ham for et Menneske, som fra Begyndelsen ikke har været vel funderet udi sin Religion og Kristendom og ved den kontinuerlige Læsen udi Bibelen, som han ej ret maa forstaa, er bragt udi denne store Vildfarelse af Djævelen, eller og vi skulle holde ham for en stor Kættere, som udi sin Vildfarelse er haardnakket, eller og han skal konsideres som en offentlig Gudsbespottere, som efter E. Kgl. M.'s Lov skal straffes, at hans Tunge skal levendes af hans Mund afskæres, hans Hoved afslaas og det tillige med hans Tunge paa en Stage fæstes, og dersom han er ej vel forvaret udi Hovedet, saavidt denne Post alene angaar, eller og han er fristet af Djævelen, saa er denne Straf altfor haard og snart Synd. Er han en Kætter og han saaledes skal straffes, vil han tilregne sig Straffen som en Martyrdom, og at vi skulde positive sige, at han er en frivillig Gudsbespottere, understaa vi os ikke, saasom han lever meget gudfrygtig og skikkelig og ellers udi alle andre Poster taler baade om Gud og Kristo med største Respekt og flittigen har søgt Kirken og Guds Hus. Men dette er det eneste, han ikke kan begribe, at Gud skulde ville, at den Uskyldiges Blod skulde udøses for de skyldige, hvilket at sige eller bekende han holder for en forbandet Ting. Provsten udi sin Forklaring henfører hans Tanker til den Socinianske Lærdom, men vi skulde tvivle paa, at han nogen Tid ved, hvad de Socinianer lære eller mene.


143

"Efter alle disse Omstændigheder indstille^ vi allerunderdanigst til E. K. M., hvorledes E. K. M. allernaadigst vil finde for godt, at med ham skal handles, hvad heller E. K. M. skulde synes allern. herom at ville indhente E. M.'s Confessionarii eller Facultatis Theologicæ Betænkende, førend han bliver overleveret udi Justitiens Hænder, saasom Sagen er af den Natur, at den af Politiretten efter deres Instrux ikke kan paakendes, eller og om E. K. M. skulde ville behage at forvise ham Landet og sig derudi ikke mere at lade finde under højeste Livsstraf; eller og at han skulde paa et afsondret Sted hans Livstid indsættes og indelukkes, ville vi udi allerunderd. Lydighed forvente allernaadigste Resolution".

Med Indstillingen fulgte bl. a. en Erklæring fra Stiftsprovst J. Lodberg af 13. Sept. foruden en Skrivelse fra Biskop C. Worm, der meddeler, at han paa sin Visitatsrejse havde faaet et vidtløftigt Skrift fra Dyrkop, som denne havde forfattet i sin Arrest:

1 "Forbemeldte Dyrkop er i hans Trosbekendelse sær vildfarende, saasom han i den højst vigtige Artikel om Kristi Fortjeneste ganske synes at være ens med de allergroveste Sekter i Kristendommen, som er de Socinianer.

2. At han i hans Humeur og Sindelag er saa vanskelig og tillige i hans Vildfarelse saa indtagen, at ingen Remonstration kan hjælpe ham, ej heller vil vide af nogen Imodsigelse, men troer sig højere oplyst, end han af os kunde undervises.

3. Saa er Ministerium ikke i den Taxt hos ham, at han skulde ville lære noget af dem, men langt mere byder sig til at undervise dem.

4. Saa ivrig er han udi sin Vildfarelse, at han og ikke skammer sig ved at forbande det allerhelligste, nemlig paa de Vilkaar, om det gjorde anderledes end hans Tanker kan fatte, Gud, om han havde ladet sin Søn lide for os, Kristum, om han havde paataget sig sligt, Kongen, om han ikke


144

forandrer saadan Tro etc., saa og at tale ilde om vor højeste Saligheds Lærer, at sige, Johannes forstod ikke selv, hvad han skrev, da han skrev saadant etc., hvilket og andet mere, dog det maatte være conditional, saa dog i Henseende, hvor stor en Sandhed det strider imod, ser jeg ikke, at det kan antages for andet end Gudsbespottelser.

5. Saa ubestandig er han og i hans Tale og Skrift, at han siger tidt om igen og for Exempel, efterat han havde talt engang saaledes om Johannes, en anden Gang siger, at han troer helligt alt hvad som staar i Skriften. Efterat han har forbandet Kongen selv, en anden Gang skriver, at han var uretfærdig, om han gjorde sligt, foruden mange andre Exempler. Om dette er en Frygt og Træskhed heller og en Svindels og Ubestandigheds Aand, stiller jeg til de gode Herrers egen Skønsomhed.

6. Gal eller forstyrret er han ikke, dog han undertiden giver tilkende adskillige fantastiske Indfald, ej heller i hans udvortes Levned uden skikkelig. Devot prætenderer han at være, om ellers sligt er at kalde en Devotion.

7. Pen og Blæk permitteres ham i Slutteriet; om det er tjenligt, ved jeg ikke, men indstiller det til de høje Herrer selv at overveje.

8. Ministerium, som finder ham saa ganske halsstarrig og ubekvem til al Formaning, ønsker ikkun, at Facultas theologica vilde som en vildfarende antage sig ham og give deres Betænkende om ham og at den verdslige Øvrighed vilde sørge for, at det store Skandal, han daglig giver det gemene Folk, maatte forebygges.

Efterat Kongen havde afæsket det theologiske Fakultets Erklæring, befalede han 6. Nov., at Dyrkop skulde indsættes i Børnehuset i et Kammer for sig selv, hvor han kunde holdes til strengt Arbejde, "saa at han kunde vænnes fra sine galne Griller om Dagen og tilmed forhjælpes til bedre Rolighed om Natten". Han maatte ikke faa Papir, men Bibelen maatte ikke nægtes ham til Læsning om Dagen, og han


145

skulde af og til have Besøg af Præster, der kunde bringe ham fra hans Vildfarelser 1).

Da han havde siddet i Børnehuset i over 2 Aar, søgte Direktionen for Fattigvæsenet om hans Løsladelse. Den skrev, at "han hverken med Hug eller Slag ikke heller ved Sult har været at bringe til Arbejde. Ikke des mindre har dog dette ham paalagte Fængsel frugtet saa meget, at han har ganske begivet sig hans forrige Griller, fortrudt hans forhen begangne Gudsbespottelser og reverserer sig herefter saaledes at leve, at Ingen sig over ham skal kunne beklage". Direktionen vedlægger to af ham underskrevne Afbedelser af 12. Juni 1715 og 11. Marts 1716. Som en Følge heraf tillod Kongen 20. Juli hans Frigivelse, imod at han skulde have en Advarsel af Biskoppen med Trusel om Daarekisten, hvis han skulde falde tilbage til sine Vildfarelser 2).

Det varede dog ikke mange Uger, inden man igen fandt Sedler udspredte baade i Kirkerne og i Husene, og Politi- og Kommercekollegiet indstillede allerede 30. Avgust til Biskoppen om Tilladelse til at lade oplæse fra alle Prædikestolene en Opfordring til imod en Belønning af 4 Rdl. at meddele Politimesteren eller Byfogden, hvor Dyrkop fandtes, forat han kunde blive grebet. Kollegiet stod nemlig i den Formening, at han var brudt ud af Børnehuset 3). Han blev ogsaa snart arresteret og Kongen befalede Stadsfysicus Eichel og Dr. Wagner at undersøge ham 4).

Disse afgave den Erklæring, at han sandsynligvis led af arvelig Sindssyge efter sin Moder, og selv havde han et kolerisk-melankolsk Temperament, "som er meget disponeret til adskillige stridige Gemytsaffekter og Bevægelser formedelst Sjælens store Aktivitet i at tænke og at presse Blodet igennem Legemets snevrere Aarer og Gange og ellers til Raseri i paakommende Sygdomme. I 7 à 8 Aar tillige har han

__________

1) K. D. VIII, 296, 302.

2) K. D. VIII, 395-96 med Indlæg.

3) Kbhvn. paa Holbergs Tid S. 330-31.

4) K. D. VIII, 398.


146

desforuden intet andet gjort end læst Bibelen og fatigeret Sind og Forstand med Troens Sager, som dog med Fornuften ere ubegribelige". De skildre ham som meget mager, hans Blik som meget skarpt og vildt. Han syntes "temmelig fræk og et Ord kunde bevæge ham til Iver, i gejstlige Ting havde han umaadelig hoffærdige og urimelige Tanker og Indbildninger om sig selv". Han troede, at han havde modtaget overordentlige Gaver og særlig Oplysning og var ved Ordet kaldet til at udføre Fordømmelsens og Forstødelsens Værk. Lægerne mente ubetinget, at han var afsindig og at han med Tiden kunde blive helt rasende.

Ikke desto mindre blev han paany kaldet for det theologiske Fakultet og Præsteskabet og disse afgave følgende Erklæring af 12. Okt.

"Efter E. K. M.'s allern. Befaling af 14. Sept. sidst afvigte have vi den arresterede Adolf Dyrkop for os indkaldt og baade med Lemfældighed og Alvorlighed foreholdt ham hans galne Griller imod vor evangelisk kristelige Tro, særdeles de saavel imod den højlovede Gud i Himlen som imod E. K. M.'s høje Person udøste og ved mange forargelige Sedler overalt udstrøede græsselige og uforsvarlige Bespottelser, men vi have dog med alt, hvis vi ham af Guds hellige Ord forelagde, ej kunnet bevæge ham til ringeste Bekendelse, at han besynderlig i det, som angaar den treenige Gud og vor Frelser Jesum selv, havde enten skrevet Uret eller gjort Uret med at udstrø de af ham skrevne bespottelige Sedler, saa vi, om denne Dyrkop var ved sin fulde Fornuft, ikke med en god Samvittighed kunde frikende ham for den haardeste Dødsstraf, som Guds og E. K. M. retfærdige Love have fældet over den guddommelige og kgl. Majestæts Bespottere. Men, som de tvende Medici udi deres Memorial formene sig at have fundet hos ham adskillige Aarsager og Kendetegn til nogen Forstands Vildelse og Forrykkelse, som vi ogsaa deraf nogenledes kunne slutte, at han udi en Del af de udstrøede Sedler tilegner sig selv ganske urimelige


147

Titler og i sin forvirrede Hjerne har samlet de Vildfarelser tilhobe mod den hellige Trefoldighed, som ingen Kætter nogen Tid har troet tillige, saasom de ere saadanne Extremiteter, der ligesaa meget stride imod sig selv indbyrdes, som imod den Guds Sandhed, de paa begge Sider fravige, saa falde vore uforgribelige allerund. Tanker derhen, at bemeldte Dyrkop kunde sættes i Daarekisten saa ganske alene, at han ej maatte finde ringeste Anledning til at forføre eller forarge andre, uden Kniv, uden Pen, Blæk, Papir, skadelige Bøger, ingen maatte komme til ham, uden den, der skal give ham Mad, og en Guds Ords Tjener, ej heller maatte nogen tilstedes ved utidige Gaver og Almisser, som hidtil skal være sket, mere at styrke hans Ondskab".

Kongen befalede den 29. Dec. 1), at han skulde sættes i Daarekisten, saaledes som Fakultetet foreslog, men forinden skulde han i Børnehuset piskes, da Menigheden vilde forarges, hvis den fornam, at en saadan Bespotter kun blev straffet med Fængsel som et andet afsindigt Menneske.

28. Juni 1717 bestemte i Henhold dertil Politi- og Kommercekollegiet, at han skulde overgives til Fattigdirektionen, at han kunde komme i Pesthuset, og hvis han der bedrede sig, kunde han endnu supplicere til Kongen. Aaret efter brød han ud af Daarekisten i Pesthuset. Han blev nu efterlyst fra alle Prædikestole og Trommen gik i alle Gader, idet der udlovedes en Belønning af 10 Rdl. for den, der kunde finde ham. To Politibetjente traf ham derefter i hans forrige Bopæl i Dybensgade, hvor han arbejdede i sin Knapmagerprofession. Han blev derpaa sat i Arrest og paany indsat i Daarekisten, atter i Avgust 1718 brød han ud derfra, men blev funden igen, og den Mand, der havde hælet ham, blev tiltalt, ligesom han selv kom i Arresthuset, men da han ikke længe kunde falde det offentlige til Byrde, førtes han

__________

1) K. D. VIII, 405-06.


148

tilbage til Daarekisten, hvorfra han skal være undvegen til Tydskland 1).

Der var ikke mange Sager imod Katholiker, da de politiske Forhold paabød Varsomhed, men enkelte kunde dog give Bryderier nok.

20. Feb. 1704 tog Balzar Martini de Garnisi Borgerskab som Bendrejer. Han var Katholik og giftede sig med en lutheransk Kone Elisabeth, der søgte S. Nikolaj Kirke, hvor hun 1718 kom i uanstændigt Skænderi med Brændevinsbrænder Rasmus Hansens Kone i Anledning af, at Garnisis Kone "imod al Skik og Maner havde sat og, hver Gang de kom i Kirken, vilde sætte en hendes yngre Datter ovenfor den anden Kones ældre Datter". Garnisi fremstillede Sagen paa en anden Maade. Han havde strax efter Pesten lejet en Plads til sin Kone, "at hun dagligen sig udi Gud og hans sande Ord kunde fornøje". Men for omtrent 3 Aar siden faldt i Kirken nogle Skældsord mellem hende og Rasmus Hansens Kone, hvilket blev bilagt af Mag. Brinck, men Paaskedag 1718 "da min Kone med liden Datter kom udi Kirken Guds Ord at høre, fandt hun ej flere udi Stolen end Rasmus Hansens Kone og Datter, altsaa hilste min Kone venligen og satte sig ned, satte og vores liden Datter hos sin venstre Haand, hvorpaa Rasmus Hansens Kone sagde til sin Datter: du skal faa en Ulykke, for du lader den Ravneunge sidde over dig. Da svarede min Kone: mit Barn er ingen Ravneunge, hun er et Guds Barn. Derpaa fulgte og nogle flere Skældsord".

Derpaa havde Kirkeværgen efter Klage fra 2 andre Koner udelukket "Drejerkonen" af Stolen og vist hende til en anden Plads, som hun kunde have for sig selv, men det vilde hun ikke tage imod, og hun klagede til Kongen over, at hun var bleven berøvet sit Stolestade og derved hindredes i sin Saligheds Sag. Kongen billigede imidlertid, hvad

__________

1) Jfr. Kbhvn. paa Holbergs Tid S. 329-31.


149

Værgen havde gjort med Magistratens Billigelse, og paalagde desuden Sognepræsten Mag. Iver Brinck i Kirkeværgernes Nærværelse at give begge Konerne en Irettesættelse med Trusel om, at de i Gentagelsestilfælde vilde blive ansete med skarpere Straf 1). Siden den Tid gik Madam Garnisi ikke i Kirke og foregav derfor 1720 under den nedenfor nævnte Sag, at hun vilde til Danzig forat søge Guds Hus. Til Mag. Iver Brinck fattede hun et Had, der kom hende dyrt at staa, thi 1721 dømtes hun til at bøde sine 3 Mk. og 3 Gange 40 Lod Sølv og hvis hun intet havde at betale med, skulde hun slaas til Kagen og bære Stene af By, fordi hun "har angrebet og skældet Hr. Mag. Iver Brinck i hans Fraværelse med de skammelige og ærerørige Ord, nemlig en Sakraments Fraviser, en Sjæletyv, en Ære- og Religions Tyv, som eragtes at være saa meget mere strafværdigt, som hun ikke har fremlagt noget bevisligt til sin Befrielse eller Undskyldning, men i det Sted udfundet adskillige opdigtede og vrange Forklaringer over Ordene, som mere vise hendes Halsstarrighed i sin ubesindige Omgang og Handling end Undskyldning og Fortrydelse". Sagen blev appelleret til Højesteret, der idømte hende samme Straf, men Kongen benaadede hende 25. Okt. 1723.

Samtidig med, at hun 1720 blev dømt for sin Opførsel mod Mag. Iver Brinck, tabte hun en Sag mod Studiosus Kasper Ejby, hvem hun havde beskyldt for at have bedraget hendes Søn for en Sølvdaase, og hun dømtes til at være en Løgner, bøde sine 3 Mk og til Ejby 50 Rdl. for uforsvarlig Tort og Skade, idet hun havde ladet ham arrestere og føre fra en Vagt til en anden 2).

Daasen havde Ejby paa lovlig Maade købt af hendes Søn Johan Martin, hvilken haabefulde Yngling gjorde sine Forældre Bryderier nok. Den 24. April 1720 indgav Biskop Worm følgende Beretning til Kongen:

__________

1) K. D. VIII, 471-72 med Indlæg

2) Raadstueprotokollen 7. Juli 1721 og 25, Okt. 1723.


150

"En ung Person, navnlig Johan Martin, hvis Fader er en Bendrejer og kaldes Balthazar Martin, har først angivet sig hos Sognepræsten til S. Nikolaj Menighed Mag. Iver Brinck, men siden hos mig og for os begge klageligen berettet, hvorledes han af sin Fader skal være tvungen at søge den papistiske Kirke i H. kejserlige M.'s Residents Hus, i hvilket han og første Juledag sidst afvigt har taget imod det Brød, som ham efter den papistiske Overtro blev givet. Om samme unge Person har hidindtil ført saa skikkeligt et Levned, som han burde, samt om det er alt sandt, hvad han siger, sligt er bedre Gud end mig bekendt; ikke desto mindre har jeg tvende Gange haft ham for mig, først i Enrum, siden i Mag. Brincks Overværelse, da han begge Gange med grædende Taare har igentaget sit forrige Klagemaal og bedet, at jeg for Guds og Kristi Skyld vilde se hans Sjæl frelst og ham reddet fra de papistiske Vildfarelser, hvilke han sagde sig at kende, som han og i nogle Stykker dem efter den liden Oplysning, han endnu havde, forklarede. Han berettede og derhos, at hans Fader vilde tvinge hans eneste Søster Marie Elisabeth til at antage den papistiske Religion, endskønt hun saa vel som han ere fødte af en Moder, som bekender sig til vor evangeliske Kirke. Jeg har i Mag. Brincks Paahør tilspurgt ham, om han ikke gjorde dette i nogen verdslig Henseende, men han har idelig svaret, at hans eneste Øjemærke var at forekomme sin Saligheds Spilde. Derpaa har jeg maattet indtinge ham hos Konventhusskriveren, hvor jeg betaler hans Forplejning, indtil det behager E. K. M. allern. at resolvere, hvorledes dermed skal forholdes. Desforuden har jeg og igaar haft Faderen Balthazar Martin for mig, som benægtede, at han vilde lade sin Datter oplære i den papistiske Religion, men tilstod, at hans Søn havde søgt Kirken med ham og der trende Gange af en papistisk Præst taget imod Brødet. Da jeg og foreholdt ham, at hans Søn nøje af mig var examineret og stedse blev ved det


151

Mundheld, at han af sin Fader dertil var nødt og tvungen, lod han sig endelig efter lang Samtale forstaa, at naar han hørte sligt af sin Søns egen Mund, vilde han herefter ikke tage ham med sig til den papistiske Kirke".

Ved Reskript af 13. Maj paalagde Kongen Politimesteren at tiltale Faderen og at have Tilsyn med, at Datteren ikke som Sønnen skulde blive forført, ligesom Faderen skulde tilholdes at betale for Sønnens Underholdning 1). Politimester Ernst stevnede altsaa Garnisi og en aftakket Soldat Frands Mellinger, der havde holdt offentlig Skole for papistiske Børn og hos hvem Garnisis Søn havde faaet Undervisning, men Ingen mødte, og han fik da at vide, at Garnisi havde solgt sit Værktøj og Bohave, betalt sin Husleje og havde erhvervet sig Pas hos Præsidenten til en Rejse til Danzig. Mellinger var og blev borte, men Martini med Kone og Datter kom kun til Helsingør, hvorfra de vendte tilbage hertil, og han blev ført i Arrest i Raadhusets Corps de Garde, om hvilken Ernst oplyste, at det ikke var en saa foragtelig og beskæmmende Arrest som Stadens Arresthus, og at her anholdtes "mange honette Borgere og Personer, som for Nattesæde, Natteallarm og andet ere blevne hæftede".

Garnisi lovede at udlevere Datteren, men gik først langt om længe ind paa at betale 1 Sletdaler om Ugen for Sønnen, idet man først vilde have, at han skulde stille Kavtion for 6 Aars Underhold. Datteren kom i Konventhuset at opdrages blandt forældreløse Børn og Sønnen i en Kirkestole, hvor han havde fri Undervisning og Klæder. Politikollegiet mente ellers ikke at burde straffe Garnisi, da de Katholske vilde udtyde dette til en Martyrdom og forat dette ikke paa fremmede Steder skulde foraarsage ny Forfølgelser mod dem af den evangeliske Religion, hvor denne ikke havde fri

__________

1) K. D. VIII, 491-92 med Indlæg.


152

Religionsøvelse og aabne Kirker 1). Johan Martin skikkede sig dog ikke godt. Det lader til, at Biskoppen satte ham i Huset hos en Lærer, men han var ude om Natten, og en Morgen, da han kom beskænket hjem, truede, bandede og udskældte han sin Informator, der endog paastod at han havde talt gudsbespottelige Ord og foragteligt om den Lutherske Lærdom, hvorfor Informatoren førte ham til Arresthuset, hvor han sad nogle Dage i Okt. 1720, og hans Fader maatte betale for hans Ophold der, meget imod sin Villie 2). Han havde ogssa tidligere været sat fast, thi i Avg. 1720 klager hans Moder over, at hendes Søn ilde trakteredes i Arresthuset af en Fiskebløder. Datteren Marie Elisabeth var 1754-57 gift med Bogbinder Georg Julius Liebe 3).

Denne Historie fik et Efterspil, thi samtidig med at Biskop Worm gav ovennævnte Beretning om Garnisi, klagede han over, at der var ogsaa andre Børn af blandede Ægteskaber, hvis Børn oplærtes i den vildfarende Lærdom. Første Juledag sidst afvigt, var der saaledes en Løjtnant Moth af Kongens Grenaderkorps med 2 af sine Sønner i den papistiske Kirke, af hvilke den ene tog imod Brødet. "Det geraader og til mange Sjæles Fordærv og de enfoldiges største Forargelse, at de papistiske Præster tage saadanne Børn, naar de næppe ere over 12 Aar, til Kommunion med dem og saaledes, medens de endnu ere ganske unge og uforstandige, forføre dem. Dette var saa meget mere ubilligt, som de Reformerede i saadanne Ægteskaber vare forpligtede til at opdrage deres Børn i den evangelisk lutherske Lære.

Som en Følge heraf fik Politimesteren 13. Maj 1720 Befaling om at gøre sig bekendt med, hvor menge blandede Ægteskaber der var, og at have Tilsyn med, at Børnene

__________

1) Politi- og Kommercekollegiets Memorialbog 11. Juni 1720.

2) Smsteds 5. Okt. 1720.

3) Pers. Tidskr. 2. R. III. 297.


153

af saadanne bleve opdragne i vor sande evangeliske Religion. Samme Dag fik Biskoppen Befaling om at paalægge Præsterne, at de ikke maatte vi nogen Lutheraner til nogen Papist, førend de skriftlig reverserede sig til, at Børnene maatte oplæres i den evangeliske Religion. Over saadanne Ægteskaber skulde der holdes Fortegnelse 1).

Politimesteren opgav da Tallet paa Papister saaledes: 49 fuldkommen papistiske Familier, 5 Svende og Tjenestepiger, 31 papistiske Mænd gifte med evangeliske Hustruer og 3 papistiske Hustruer gifte med evangeliske Mænd.

Aar 1700 blev en Datter af en Soldat, Helene Maria Franci, der var opdraget i den lutherske Lære men gaaet over til den katholske, "benaadet" med Arbejde i Børnehuset, indtil hun omvendte sig, men derfra undslap hun kort efter. Samme Aar sattes 2 andre kvindelige Apostater ogsaa i Børnehuset, den ene "til Arbejde og Undervisning", den anden til "Revselse med Arbejde" 2). Om Helene Maria Franci afgaves den Beretning, at "da hun blev noget voxen og kom til Forstand, har hun begyndt for et Par Aar siden efter hendes Faders Forlangende imod hendes Moders Villie at gaa med ham i den katholske Forsamling her i Staden og siden bleven undervist paa Tydsk af en polsk Præst i den katholske Religion, som logerede i Mester Philips Hus i Løvstræde, hvor hun derefter daglig gik til ham og læste i katholsk tydsk Kathekismus, og da han siden rejste bort, sagde han at ville komme snart hid igen med flere katholske tydske Bøger, hvorefter hun nu gik til Alters til den franske Ambassadeurs og saa forblev ved den Tro".

Da en katholsk Soldat 1714 var dømt til at skydes paa Grund af Mord, resolverede Kongen, at hans Straf skulde udsættes en Maaned, forat Præsten ved S. Petri Kirke

__________

1) K. D. VIII, 492, 495.

2) K. D. VII. 580, 586, 594.


154

Dr. Dtirkop kunde forsøge at omvende ham til den evangeliske Tro, men hvis han holdt ved sin Tro, kunde den katholske Præst hos den kejserlige Resident faa Tilladelse til at følge ham til Retterstedet, "dog ikke udi hans sædvanlige Habit, langt mindre Crucifixet eller nogle usædvanlige Ceremonier at bruge".


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor apr 7 21:26:40 CEST 2005
Publiceret: tor apr 7 21:26:37 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:
Sidens top