eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse VI

Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)
    - bog I, kap. III

Kbh., G. E. C. Gad, 1892

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

96

III.

Jøderne.

I Frederik IV.'s Tid spillede Jøderne en større Rolle, end man skulde tro efter deres ringe Tal. Der indvandrede imidlertid saa mange, at Folks Tankegang ofte maatte henvendes paa dem og deres Tro, og der var ogsaa Mænd, som fik saa stor Sympathi for dem, at de vare nærved selv at gaa over til Jødedommen, hvad der af den almindelige Mening vilde stemples som en af de afskyligste Forbrydelser.

Holger Paulli, Søn af den bekendte Læge Simon Paulli, blev greben af en særlig Sympathi for Jøderne, hvilken vakte stor Opsigt, som blev ham og hans Familie til megen Fortræd. Han var en oprigtig Kristen og digtede Psalmer, der indførtes i en af hans Broder, Boghandler Daniel Paulli, udgiven Psalmebog 1); ogsaa deltog han med sin Broder i Forberedelsen af en kostbar Billedbibel, der dog ikke udkom paa Grund af Broderens Død 1686 2). Holger Paulli var Student, men gik til Handelen og var en Tid Bogholder ved Vestindisk-guineisk Kompagni handlede ogsaa selv og synes en Tid at have været velstaaende. 1684 fik han Bevilling til at sende Skibe til Guinea 3). Han boede i sin Faders Gaard i Læderstræde og var gift med Elisabeth von Gendern, der døde 1727, og med hvem han havde flere Børn, blandt Andre den Joakim Richard Paulli, der vilde konkurrere med Holberg i Komedieskrivning og gennem hvem Holger er Stamfader for den nulevende bekendte Familie Paulli 4). Holger Paulli var allerede ældre, da han paa Handelens Vegne forlod Kone og Børn og drog først til Frankrig, hvor han boede 1694, og siden til Amsterdam,

__________

1) Brandt og Helveg, den danske Psalmedigtning I 52.

2) Stolpe, Dagspressen II 113-14.

3) Han handlede paa Vestindien og drev Slavehandel (Krarup i Pers. Tdskr. 2. R. IV. 313).

4) Stolpe, anf. Sted S. 98-99.


97

hvor han fra 1697 af begyndte at udgive en Række Skrifter, der gik ud paa en Forening af Jøder og Kristne, hvortil han særlig følte sig kaldet, idet hans Oldefader, der var Borgmester i Rostock, var en døbt Jøde af Davids Æt. I et af Bayles Breve fra 1701 karakteriseres hans Meninger saaledes 1). "Han fordømmer i Almindelighed alle kristne Samfund, og endelig har han vovet at sammenligne Treenigheden med de hedenske Digteres Cerberus. Han troer, at Gud har udseet ham til at omvende Jøderne og har til den Ende ikke behøvet at meddele ham Gaver til at gøre Mirakler, men alene Kundskab om de Mysterier, som ere skjulte under Bibelens Skal, og som Ingen hidtil har kendt. Han troer, at Jerusalems Tempel vil blive fuldkommen genopbygget 1720, og Jesus Kristus strax derpaa stige ned der i Egenskab af Ypperstepræst. Han har stilet en Formaning til Kongen af Frankrig om at frasige sig Tronen og en til Dauphin om at træde i Forbindelse med Kong Vilhelm af Nederlandene, for at de under hans Ledelse kunne begynde at tvinge dem, der ikke ville omvende sig" 2).

Det gik ham imidlertid galt i Amsterdam. I Anledning af en Retssag 1708 udstedte denne Bys Øvrighed (Schout og Schepens) følgende Vidnesbyrd: "at Oliger Paulli, født i Danmark, sidst i Avgust Maaned 1701 er sat udi Bøjen her i Staden, derefter dømt og for en vis Tid sat i det sekrete Tugthus eller Rasphus formedelst en Sag med at skrive, lade trykke og uddele nogle utilladelige og forargelige Bøger, hvoraf samme Oliger Paulli, efter at han nogle Uger havde siddet der, paa hans Venners Ansøgning er relaxeret og til deres Opsigt og Forsørgelse overleveret, og ikke at han der er vorden indsat formedelst noget Tyveri eller Gærninger af deslige Natur, hvorudover han og aleneste er bleven sat i det sekrete Tugthus og har logeret hos de

__________

1) O. Wolffs Journal 1823 III. 145-47.

2) Hans Skrifter Bibliotheca Danica I. 246-48. Om hans Meninger se Helvegs Kirkehist. I 558.


98

saakaldte hvide Brødres Børn, uden at han har haft Gemenskab med andre kriminelle Fanger eller gjort noget Arbejde af Rasp eller paa anden Maade haft nødig at gøre Noget".

Hans Svoger, den store Handelsmand Joakim Würger i Kjøbenhavn, der var gift med hans Hustrus Søster Johanne von Gendern, fik Underretning herom fra en Handelsven i Amsterdam. Denne meddelte, at Paulli af de velædle Herrer Schepens var dømt til Fængsel paa et af de Steder, hvor man plejer at sætte de Borgerbørn, som føre forargeligt, løst og utilbørligt Levned, det være sig efter Forældres Ansøgning eller Magistratens Ordre. Det var Magistraten bekendt, at han var af skikkelig Familie, og han forekom den anderledes, end en forstandig Mand bør være, ellers var det gaaet ham værre, thi han havde skrevet og talt meget ugudeligt. Brevskriveren mente, at en Begæring fra Kjøbenhavns Magistrat kunde skaffe ham udleveret ombord paa et Skib imod Forsikring om, at den vilde drage Omsorg for, at han ej mere kom iblandt Folk og ikke mere skrev til Guds og hans hellige Evangeliums Skade.

Kjøbenhavns Magistrat betakkede sig sikkert for at virke med til at faa en Borger af den Natur hjem. Men Paulli havde andre Venner. Henrik de Quers Enke skrev 6. Sept. til samme Joakim Würger: "Det er at beklage, at en Mand som Seigneur Paulli er kommen at falde i saadanne forvildede Griller, hvilket gør mig ondt for gammelt Kendskabs og hans Venners Skyld, hvorudover jeg ogsaa, saa snart jeg fornam hans Fængsling, talte med min Søn derom og saa meget mig gørligt betydede ham, at han var forrykt i Hovedet og ikke ved sin Fornuft, ligesom han og paa den Fod er dømt for nogle Aar". Han blev derefter sat ind i en Stiftelse, som hun bestyrede, "og der han for 100 Dukater aarlig at betale har al Magelighed med god Kost og Drik, værende fra alle Menneskers Øjesyn og Ingen til Spot, hvor jeg og, saa snart jeg fik Tidende, at han var der, anordnede vel at forsyne ham med Alting, ligesom han


99

allerede havde betalt 100 Dukater, saa at jeg forsikrer Eder, at han nu saa vel er placeret, som man her skulde kunne placere ham, thi der har ogsaa siddet, imidlertid jeg har været Bestyrerinde, en Herre, hvis Bedstefader har været Borgmester, og som samme Tid, han sad der, havde tvende kødelige Neveuer, som vare Borgmestere".

Holger Paullis Broder, Diplomaten Jakob Henrik, der 1697 var optagen i Adelsstanden med Navnet Rosenschild, kom Aaret efter til Amsterdam og skriver 24. Maj 1702 til Würger, at han samme Aften skal hente Broderen i Fængslet og har i Sinde at tage ham med til Hamborg, men han skulde ikke opholde sig der ret længe, da denne Stads Styrelse var meget forbitret paa ham. Han bad Würger om at sende sig Efterretning, om Broderen uden Forfølgelse kunde komme hjem til sit Hus, da man ellers maatte opsøge et Sted i Nabolavet, hvor han kunde forblive, indtil han kunde faa Kongens Tilladelse til i det mindste at være hjemme, medens hans Affærer bleve ordnede, uden at man offentlig gjorde ham Spot og førte hans Navn paa Prædikestolen 1).

Han kom ej heller til Kjøbenhavn lige strax, thi 1704 begyndte han igen i Udlandet med Udgivelsen af Skrifter om Oprettelsen af det femte Monarki og Fortolkning af Bibelsteder, og han var neppe den Mand, der kunde holde sig i Ro. Det er derfor sandsynligt nok, at følgende Klage fra Biskop Bornemann af 14. December 1706 til Kongen er skreven snart efter hans Hjemkomst.

"E. K. M. vilde med sædvanlige høje Naade lade sig af Deres allerunderdanigste Tjener i dybeste Ydmyghed be-

__________

1) Disse Breve findes i Magistratens Domprotokol for 1708 i Anledning af et Gældsbrev, som han havde underskrevet 1702 under sin Fængsling, hvoraf det ses, at han dengang ejede et Koffardiskib. Hans Prokurator vilde gøre gældende, at han dengang var afsindig og umyndig, men Magistraten vilde ikke anerkende dette og dømte ham til at betale.


100

rette, at der er kommen en Mand ind fra Holland her til Byen ved Navn Holger Paulli, som er den gamle berømmelige, fordum kgl. Liv- og Hofmedici, Dr. Simonis Paulli Søn, som for noget over 24 Aar siden, da han var Bogholder her i Staden ved det vestindiske Kompagni, giftede sig her i Staden udi en smuk og skikkelig Familie og boer her udi Læderstræde i sin salige Fader, Dr. Simon Paullis Gaard og har baade sin Ægtehustru saa og sine voxne Børn i levende Live foruden andre skikkelige og fornemme Folk, som han paarører, men som han for nogle Aar siden udi sine Negotiers og Trafellers Ærende rejste herfra til Holland og andre Steder, er han der formedelst nogle slemme Jøders og andre onde Menneskers Forførelse geraaden udi saadan fanatisk Vildelse og Raseri, at han endelig vil være Jødernes Defensør og Forfægter, siger sig at have Samtale og Samling med Gud, og endskønt han er en ganske grov og ulærd Mand, der aldrig har studeret, saa understaar han sig dog at sammenskrive og lade i Trykken udgaa adskillige slemme fantastiske og enthusiastiske, ja, imod Skriften selv ganske stridige Skrifter, fulde af megen Gudsbespottelse og al god Ordens og Skiks Splid og Forstyrrelse. Derfor han og nogen Tid i Holland og paa andre Steder har været sat fast og arresteret som et forargeligt Menneske, indtil han ved Venners Hjælp er kommen derfra endelig og forhjulpen hid til sit Hjem her i Staden. Men som han fornemmes nu her i Staden saadan sin Vanart at kontinuere og lader sig endog jævnligen besøge i sit Hus af nogle forføreriske Jøder, ja, fordrister sig endnu her iblandt os at sammenskrive slige forargelige Skrifter, saa han hverken kan eller vil lade sig af Nogen fra slig Narreri og Ugudelighed bekeres eller omvendes. Derudover ej kan vides, hvad Blasfemi eller Forhaanelse imod Vor Frelser Kristum Jesum formedelst hans og slige forhærdede Jøders eller Kristi Benægteres Consociation kan foraarsages, eller hvorledes hans fattige, enfoldige Hustru, Børn eller Tyende fra


101

Kristi rette Kundskab og Bekendelse omsider kan forledes".

Som Følge heraf fik Politimesteren 18. December 1706 Befaling til at kalde Jøderne for sig og alvorlig tilholde dem at afholde sig fra al Omgang med Paulli og henleve stille for sig selv, hvis de ikke vilde anses med exemplarisk Straf. Biskoppen fik samtidig Paalæg om at lade hans Skriftefader, Sognepræsten ved Petri Kirke, og en af Kapellanerne der, formane Paulli til at afholde sig fra Udgivelsen af sine forargelige Skrifter og fra Omgang med Jøder samt fra bespottelig Tale og Udfald imod den hellige Skrift, men leve i sit Hus i stille Ro og Rygte uden videre Forargelse 1).

Han havde samme Aar udgivet et Skrift paa to Folio-blade, dateret 28. Avgust, hvori han beder Kongen om at opfordre Biskop Bornemann, den kgl. Konfessionarius, det theologiske Fakultet, Brunsman og dennes Discipel Winsløw til hver for sig at levere en Betænkning over, hvorledes Kristi Ord paa Korset: Eli, Eli osv. skulde oversættes, et Emne, som han oftere kom tilbage til i sine Skrifter.

I Marts 1707 udkom igen et Skrift af ham, i hvilken Anledning Biskoppen kaldte ham til sig og i tre Præsters Nærværelse spurgte ham om, "hvor og hos hvem han dette sit sidste fantastiske og forargelige Skrift havde ladet trykke", men han vilde ikke svare herpaa. Da nu Biskoppen paaviste, at vel kunde de første Ark være trykte førend det kgl. Reskr. af 18. Dec. 1706, men den i Slutningen aftrykte Ansøgning til Kongen viste sig at være trykt efter denne Advarsel, tilstod han endelig at have sendt Manuskriptet til en Købmand i Hamborg ved Navn van der Sloot, der havde ladet det trykke for ham. Han sagde ogsaa rent ud, at en stor Herre havde set noget af dette hans Skrift og havde med sær Behag billiget det, men da han blev spurgt om dennes Navn, blev han rasende, overstregede hvad der var

__________

1) Kirkehist. Saml. 4 R. I. 168-72.


102

optegnet om hans Tilstaaelser, løb ud af Stuen, idet han sagde, at han vilde til Kongen, men blev dog tilsidst talt til rette. Biskoppen mente, at det paa det strengeste skulde forbydes ham at holde Omgang med mistænkte Jøder og at udgive Skrifter 1).

Fra nu af sørgede Familien vel for at holde ham i Ro.

Tanken om Jødernes Omvendelse sysselsatte paa den Tid mange, og man udregnede Aaret for denne. Holger Paulli profeterede om Aar 1712 og Præsten Hans Guldager i Ramme mente, at Jødernes Omvendelse, Pavens Fald og Tyrkens Undergang vilde ske Aar 1733. Den lærde Præst Tychonius skrev paa Gehejmeraad Plessens Opfordring 1715 en Betænkning om Muligheden af Jødernes Omvendelse, hvilken dog først blev trykt 1770. Der blev dog, som senere skal vises, først gjort alvorlige Skridt dertil 1728.

Paulli døde i Avgust 1714, 70 Aar gammel 2). Præsterne ved Petri Kirke fik nu Betænkeligheder med Hensyn til hans Jordefærd, men Kongen tilkendegav, at da Paulli i levende Live ikke var bleven dømt for Kætteri eller udelukket fra Kirken, kunde man ikke hindre, at hans Lig blev begravet med samme Ceremonier som andre Kristne. Den stridbare Præst, Dr. Dürkop kunde dog ikke lade være med den tolvte Søndag efter Trinitatis paa Prædikestolen i Petri Kirke at ivre imod Paullis Begravelse, hvorfor dennes Enke klagede til Kongen over den Tort, som Familien havde lidt derved, og det endte med, at Biskoppen og Stiftsprovsten gave Dr. Dürkop en Irettesættelse 3).

Da en Del Jøder under Pesten 1711 havde taget Ophold i Brønshøj, hvor de holdt Løvsalshøjtid, fik de Befaling om øjeblikkelig at flytte hjem, da de vare til største Forargelse for den enfoldige Almue.

Jødernes gudelige Forsamlinger holdtes i Mejr Goldschmidts Hus, den saakaldte tydske Synagoge. Han var

__________

1) Suppliker til Kongen 1702-30. Personalia.

2) Pers. Tidskr. 2. R. IV. 22.

3) K D. VII, 340, 341-42.


103

Hofjuveler og var ved kgl. Bevilling af 9. Sept. 1699 tilligemed Moses Mejr Goldschmidt, Henrik Fürst og Just Goldschmidt fritaget for alle Skatter og Paalæg imod en aarlig Afgift til Kongens eget Kammer af 200 Rdl. Disse saakaldte "Schutzpenge" betalte de endnu 1728, da Kongen ønskede Oplysning om, hvor store Afgifter de andre Jøder ydede 1). Mejr Goldschmidt og hans Slægt synes at have tiltaget sig et Slags Overhøjhed over de andre tydske Jøder, hvori ikke Alle vilde finde sig. Josef Mejr Levin og hans Slægt nægtede saaledes 1721 at deltage i de fælles Udgifter til Gudstjeneste, Begravelsesplads og Fattige, hvorfor de Ældste og Rabbien satte dem i Band, og efter Levins Udsigende "forbindede og sammensvor de andre Jøder sig selv indbyrdes udi et ordentlig forfattet Konjurationsskrift til at begegne os og vores som det arrigste Skarns- og Skælms-Pak, der kunde være til, og hvad enten vi kom i Forsamlingen, eller og de mødte os paa andre Steder, saa skulde vi passere som fordømte og forbandede Kreaturer og slet ingen Æresbevisning af dem nyde". Kongen tillod 6. Marts 1722 2) Jøderne i saadanne Tilfælde at bruge den lette Band, der paa Hebraisk kaldes Chesem issus, men ikke de to skarpe Band. De maatte dog ikke bruge den lette Band til Andet end til at overholde Orden i Menigheden og ikke i verdslige, civile eller kriminelle Sager, og hvis Nogen følte sig forurettet ved Bøder eller ved Bandsættelse, kunde han klage til Politi- og Kommercekollegiet. Til Gengæld for denne Naade skulde de Ældste være forpligtede til at anmelde for Politimesteren de fremmede Jøder, der indsneg sig i deres Forsamlinger og vilde drive Handel her uden særlige Privilegier.

Familien Levin søgte nu en Tid de portugisiske Jøders Synagoge og betalte ikke de skyldige Penge. I 1723 døde

__________

1) 1710 maatte disse fire dog deltage i det Tvangslaan paa 2090 Rdl., der paalagdes Jøderne.

2) K. D., VIII, 535-36.


104

Henrik Levins Hustru, og da hun var bragt paa Begravelsespladsen, lod Goldschmidt'erne ved Politibetjente nedlægge Forbud mod Ligets Begravelse, indtil Pengene vare udredede. Derover fremkom stort Spektakel; Levin'erne vilde ikke godkende Polititegnet, som blev fremvist, og foretog Jordfæstelsen alligevel; en af Levin'erne blev siden sagsøgt for de Skældsord, han havde brugt mod Aaron Goldschmidt og Levin Jsaak Wallach, der i Retten igen kaldte Josef Mejr Levin en Skælm, Tyv og Bedrager og gav "Guffer og Gloser" fra sig til ham, naar de mødtes.

Josef Mejr Levin fik nu 30. April 1723 kgl. Bevilling til i sit Hus i al Stilhed alene med sin Familie og jødiske Domestiker at holde sin Gudstjeneste og være fri for at søge Goldschmidts Forsamling. Da han havde betalt den Del, som hans Familie havde i Begravelsespladsen, maatte der ikke gøres denne nogen Hindring deri, men han og den skulde fremdeles deltage i de aarlige Udgifter til Stadens Fattigvæsen og til Begravelsespladsens Vedligeholdelse, og hvad der ellers kunde udkræves 1). Ordene ere i denne Bevilling holdte noget svævende, hvorfor der snart fremkom ny Misforstaaelser.

Josef Levin skriver om den følgende Tid saaledes: "Fra denne Tid af levede vi en Stund rolig og uplagede, men da de (Goldschmidt'erne) vel vidste, at jeg ikke efter vore jødiske Ceremonier kunde kalde nogen Forsamling til Gudstjeneste i mit Hus under det Tal af 10 Mandspersoner over 13 Aar gamle, saa vidste de og, at jeg og min blotte Familie ikke kunde udgøre det Tal af Mandspersoner, som skulde kunne gøre min Forsamling tilladelig, og at jeg desaarsag maatte bruge andre af min Faders og Svogers

__________

1) K. D. VIII, 571. Ifølge Fordn. om Fattigvæsenet af 24. Sept. 1708 skulde hver Jøde over 14 Aar betale noget vist til Fattigvæsenet, og de Ældste skulde komme overens med de andre Jøder om, hvad der skulde ydes hvert Fjerdingaar.


105

Domestiker og Paarørende til at komplettere Tallet." Levin vilde ogsaa gøre gældende, at Goldschmidts Forsamling ikke led ved, at nogle Faa søgte til ham, thi Goldschmidts var saa stor, at der altid fattedes Rum, hvilket var Grunden til, at Nogle heller søgte til ham. Et halvt Aars Tid efter klagede ogsaa Goldschmidt'erne over, at Levin drog alle Slags Jøder til sin "Skole" under Paaskud af, at en Del var hans Paarørende og de andre Fremmede, hvem han ikke kunde vise fra sig, saa hans "Skole" undertiden bestod af fyrretyve Personer, af hvilke de fleste ikke en Gang havde kgl. Frihedsbrev paa at opholde sig her. Heraf udspandt sig en bitter Proces, men da Politi- og Kommercekollegiet ikke mente at kunne holde den fornødne Kontrol med Jøderne, naar der var to Forsamlinger, faldt dets Dom af 10. November 1724 ud til Fordel for Goldschmidt'erne, og Levin idømtes klækkelige Bøder. Desuden dømte det, at Levin ikke kunde holde Samkvem uden med sin Familie og sine Domestiker og kunde ikke medtage andre end sin Fader og sine Brødre med deres ugifte Børn og, om det gik vidt, sine Søstres Mænd og sin Hustrus Brødre med disses ugifte Børn, derimod ikke andre Tjenestefolk end sine egne. Han kunde ikke heller lade sig betjene af sine Børns eller Familiens, langt mindre nogen fremmed Skolemester som Rabbi, da det saas, at denne under Navn af Skolemester skjulte en Rabbi af Gavn; denne Person skulde han med den første agende Post skaffe ud af Riget under 1000 Rigsdalers Straf. For at man i Fremtiden kunde have nøje Tilsyn med Levin, skulde han hver Maaned indgive til Politimesteren og Kollegiet en Fortegnelse over alle jødiske Mandspersoner i sin Familie, ligeledes over sine Tjenestefolk, og hvad han skulde yde til Fattigvæsenet, skulde han betale til Goldschmidt, ligesom denne skulde modtage Bidrag til Kirkegaardens Vedligeholdelse, Betjentenes Lønning og Underhold. Levin appellerede Sagen til Højesteret, men Kongen


106

bestemte 31. Maj 1726 1), at Levin maatte indtage i sin "Skole" ikke alene sin Fader, Brødre og Svogre, men ogsaa disses Tjenestefolk, og at han maatte holde en "Skolemester", men derimod skulde han rigtig udrede de bestemte Afgifter 2).

To Aar efter opkom en ny Strid. Josef Mejr Levin skulde have Bryllup i sin Familie, og Goldschmidts Rabbi Israel Berndts forespurgte, om det var ham eller Levins Skolemester, der skulde kopulere. Man vidste ingen bedre Autoriteter til at besvare dette vanskelige Spørgsmaal end det theologiske Fakultet, der betragtede Rabbien som Præst og "Skolemesteren" som Degn og mente, at da Rabbien af Kongen havde faaet Magt til at ekercere Jødernes Bandsakt og Eds Afhørelse og gjorde alt det, der var en Rabbi tilladt i Altona, kunde der ikke betages ham den Rettighed, som han havde nydt i 20 Aar, da hans bedste Indtægt var af Brylluper, hvilket Kongen billigede ved Reskript af 1. Marts 1728 3). Man tog nemlig ikke Hensyn til, at flere Jøder vidnede, at det ikke absolut tilkommer en Rabbi at kopulere Folk, hvilket ligesaa godt kunde udføres af en anden Lærer og Skolemester.

De portugisiske Jøder holdt sig for sig selv som de fornemmere og havde ogsaa forskellige Ceremonier. Af denne Nation var Aron og Isaak Franco, der havde ladet forfærdige en Ligsten til at lægge paa deres Fader Jakob Francos Gravsted, som var afkøbt de tydske Jøder for 70 Rdl.; men disse vilde ikke tillade dem at lægge Stenen fladt ned. idet de vilde have den sat for Enden af Graven.

__________

1) K. D. VIII, 676.

2) Kilderne til ovenstaaende ere Indlæg til de nævnte Reskripter, Politi og Kommerce Kollegiets Domprotokol, og Memorialbg. 1720 flg., S. 225-34, 1723 flg., S. 25, 168, 430-32, Resolutions Prot. 1723, S. 290, 408-09.

3) Sæl. Tegn. med Indlæg. Det fremgaar af K. D. VIII, 6, at alle Jøder i den danske Konges Lande, undtagen de i Glückstadt vare underordnede de Ældste og Rabbineren i Altona.


107

Ved et kgl. Reskript af 23. December 1718 tillodes det at lægge Stenen over Graven, hvis der paa nogen portugisisk Jødes Grav fandtes nogen nedliggende Ligsten. Disse Jøder havde dog allerede 1715 af Magistraten for 100 Rdl. købt en særlig Begravelsesplads op til de tydske Jøders, men det var formodenlig førend den Tid, at den gamle Franco havde købt sin. I 1704 fik Jøderne Tilladelse til at indplanke deres Begravelsesplads og opsætte et lille Hus derved, fordi de havde klaget over, at deres Ligbegængelser næsten aldrig kunde foregaa uden stor Hindring og Trængsel af allehaande Folk, saa endog nylig en af Jøderne ved en saadan Lejlighed var kommen slemt til Skade 1).

Som det ses, var det nødvendigt for Politiet at begunstige et Sammenhold mellem Jøderne, at man kunde holde sig til de Ældste og Rabbien. Da en Jøde var bortrømt efter at have stjaalet nogle Juveler, fik Jøderne i 1719 Befaling om at sætte ham i Band i Synagogen. 2) Det var ogsaa nødvendigt, at de aflagde Ed lige overfor deres Rabbi, da man vidste, at de vilde tage Forbehold lige overfor en kristen Øvrighed. I saadanne Tilfælde spurgte man Jøden først om hans Alder, dernæst om han var Jøde og alene holdt sig til Thora og Jødedommen, om han troede, at den Gud, der har skabt Himmel og Jord, og paa hvilken han troer, skal straffe den her i Livet ligesom efter Døden, som sværger falsk og udsiger noget i Retten, som han ikke vist véd at være sandfærdigt; om han troer, at deres Rabbiner og Ældste af Synagogen kunne løsgøre og frikende ham, om han har gjort en falsk Ed eller udi Retten vidnet noget usandfærdigt imod en Kristen. Naar han paa det sidste Spørgsmaal har svaret nej, stedes han til Ed 3). En Gang forlangte en Prokurator, at Eden skulde foregaa saaledes:

__________

1) K. D. VII, 726 med Indlæg.

2) K. D. VIII, 477. Om Jødernes Skifteret, se Magistratens Skrivelse 17. Febr. 1723.

3) Raadstueprot. 18. Maj 1707.


108

at der bliver udmeldt af den jødiske Nations her i Staden tilstedeværende Stammer en af hver, saaledes at Tallet bliver i det mindste 10, som kunne være til Stede i Synagogen, imidlertid Nathan David aflægger sin Ed, og det udi følgende Habit, nemlig hans Brude- eller Ligskjorte iført, Ligkisten og Ligbaaren til Stede staaende, item antændte sorte Voxlys, dernæst naar Eden formelig er aflagt, de udmeldte 10 Mænd da dertil kunne sige samtligen Amen 1). Ved et kgl. Reskript af 11. Marts 1729 udtaltes det, at Eden bedst udstedtes i Synagogen, naar man vilde faa Sandheden frem 2).

Som vi have set, vare Jøderne indbyrdes ikke meget fordragelige. Den omtalte Josef Mejr Levin hørte dog maaske til de mest kivagtige. I 1730 var der Retssag, fordi han havde overfaldet Daniel Simon paa Gaden, slaaet ham med Stokken i Hovedet, saa Øjet var blaat og Munden blodig; videre havde Levin og hans Hustru undsagt Simons Moder Resgen og ladet Simon arrestere i 6 Uger, for hvilke Bedrifter Levin dømtes til at give Simon 50 Rdl. og en skriftlig Undskyldning og desuden stille Kavtion for fredeligt Forhold i Fremtiden 3).

Da Politiet 1719 gjorde Undersøgelse i hans Hus, om han handlede med Snustobak, vilde han ikke lade Betjentene komme til uden særlig kongelig Ordre, slog Knep for Næsen af dem, løb op og ned ad Gulvet, kaldte dem Røvere og truede med at tilkalde Naboerne.

I 1724 blev der taget Thingsvidne om, at man havde set Jakob Moses Fürst paa Gaden slaas med en høj, ung og smal Karl, der sparkede Fürst og slog ham i Ansigtet; begges Hatte og Parykker laa paa Gaden; den høje Karls Navn var Moses Jakob Fürst 4). Af denne Sag ses det, at ogsaa nogle Jøder fulgte Tidens Krav og bar Paryk.

__________

1) Bytingsprot. 9. Juli 1725.

2) Sæl. Tegn.

3) Pol. og Komm. Kolleg. Domprot. 3. Nov. 1730.

4) Bytingsprot, 6. Nov. 1724.


109

Der forekommer ikke saa faa andre Sager om Slagsmaal mellem Jøder. I 1705 klager Simon Hartvig: "En af vores Nations Drenge, hvis Fader er Abensur Jøde, overfaldt mig gamle Mand paa Gaden med Skældsord, hvilket synes mig ydmygst at være Uret, at en løsagtig Dreng skulde overfalde nogen ærlig Mand, hvorover jeg i Hastighed stødte til denne Dreng, saa han faldt paa Gulvet og aldrig skadede nogen Ting, langt mindre var blodig eller blaa, men hans Fader af Had og Vrede har paabyrdet mig med Proces", uagtet han havde Attest "af mange smukke Folk som og af vores Nation, at denne Dreng er en løsagtig Dreng" 1).

I Byfogedregnskabet for 1708 findes følgende:

"Josef Mejr Levin Jøde ved Dom tilkendt at bøde 3 Lod Sølv, for han paa Børsen har kneppet Ruben Fürst Jøde paa Næsen. Josef Mejr Levin Jøde i lige Maade ved Dom tilkendt at bøde 3 Sex Lod Sølv, for han i Aron Fürst Jødes Faders Hus er indkommen og der kneppet bemældte Aron Fürst paa Næsen."

I 1716 findes i samme Regnskab: "Josef Isak Jøde for Overlast mod Magnus Gabriel at bøde for Nævehug og for Haargreb, Levin Abraham for Stavshug paa Josef Isak, Aaron Ruben og Isak Fürst for Haargreb".

1723 skrev Berendt Jakob til Notarius Publicus Rasmus Æreboe: "Eftersom jeg ikke kan have Fred for en Person ved Navn Jakob, som er kommen hid fra Hamborg og med sit Anhang beteer sig meget urolig, ja importun imod mig med Bagtalelse og Skældsord allevegne, ja endog i vores Synagoge, hvor han den 19. Juni sidstleden i den offentlige Forsamling udfor imod mig med mange ukvemme og affronterlige Ord, sigende iblandt andet, at han havde gjort det, at jeg til Hr. Grev Laurvigen maatte udpunge 22000 Rdl., og flere saadanne Anfægtninger skulde han nok endnu gøre mig, med adskillige andre injuriøse Expressioner, hvormed

__________

1) Byfogedregnskabet.


110

han samme Tid uden den ringeste Aarsag mig angreb og dermed gjorde en stor Larm og Tumult i vores Kirke til Forstyrrelse af Gudstjenesten og Forargelse for den hele Menighed, hvilken Insolentie ikke denne Gang alene, men endog nogle Gange tilforn er passeret baade i mit Hus og paa Gaden, imod mine Børn, saa vel som imod mig selv, saa vi ingen hverken Kirkefred eller Husfred kunne have for bemeldte Jakob og hans Anhang, som ikke aflader mig og mine med deres bagvaskende Tunger at forfølge." Han bad derfor Notarius om at gaa til følgende Personer af den ebræiske Nation og afæske deres Forklaring om Jakobs samt Isak Spejers og dennes Svigersøn Levin Goldschmidts Opførsel mod ham, nemlig: Mejr Goldschmidt og hans Tjener Siskind Alexander, Moses Magnus Heiman, som alle tre ere i Mejr Goldschmidts Hus pan Slotsholmen ved Kanalen. Abraham Levin paa Vestergade, Nathan Goldschmidt og Jost Goldschmidt i Snaregade i samme Gaard, den ene til Gaden og den anden til Stranden; Josef Filip Unna hos Kobbersmeden paa Amagertorv, Moses Cantor i Kompagnistræde tvært over for Admiral Raben; Salomon Abraham i Brolæggerstræde; Joseph Wagner i Badstuestræde, Filip Nathan i samme Gade; Lazarus von Danzig omkring Hjørnet som Moses Cantor bor; Salomon Ulff paa Gammeltorv; Salomon Salomons i Kompagnistræde; Moses Jsaak Fürst logerende hos Isaak Lazarus paa Slotspladsen og Israel Levin i Vimmelskaft.

Notarius fik ogsaa Forklaring af en Del af disse Personer, andre fortalte, at de havde forladt Synagogen, da Tumulten begyndte. Samtidig gav Berendt Jakob Underretning om Sagen hos Grev Danneskjold Laurvig, der paategnede hans Klage, at Berendt Jakob var en stille og fredelskende Mand og den fremmede Jakob var ham aldeles ubekendt. Han opfordrede Præsidenten til at skaffe Satisfaktion baade for Misbrug af hans Navn og for den fornærmede Klager.


111

I Bythingsprotokollen for 1723 findes et Forhør, hvoraf det fremgaar, at Jsaak Lazarus og Magnus Moses Goldschmidt spadserede hverandre forbi paa Børsen, og da spurgte den Første, om Goldschmidt til Paaske havde forestillet sin Fader noget Spørgsmaal, hvilket Vidnet forklarede som en Skik blandt Jøderne 1), men Lazarus vedblev: "Har du stjaalet Paaskebrød fra din Fader, du er dog en liden Tyv og din Fader en stor Tyv." Dertil sagde Jakob Meyer fra Altona, der fulgtes med Goldschmidt, til Lazarus: "Du liderlige Kanaille, hvorfor lader du ikke Manden gaa uattaqveret paa Børsen?", og Lazarus svarede: "Du Potzenmacher, hvi gør du dig saa stor ved Udgangen af Børsen?" Dertil sagde Meyer: "Du kan gaa til Hamborg og hente dit ærlige Navn i det lidet Bøddeli."

I Begyndelsen af Aarhundredet var det meget sparsomt med Jøders Indvandring. Af portugisiske, der havde Frihed til at nedsætte sig uden særlig Bevilling, tog 4 Borgerskab, nemlig Isaak Granada 1702, han var gift med Samuel de Limmas Datter og fik Privilegium paa at høre under Borgretten; Raphael Jesurum 1703, Jakob Cohen og Jakob Franco 1704, og næppe flere i Frederik IV's Regeringstid; de to sidste vare Tobakshandlere; maaske var Bernt Daniel, født i Amsterdam, der 1726 fik Borgerskab som Skoleholder, ogsaa portugisisk Jøde.

1726 søgte Aaron Moses Henriqves, der var portugisisk Jøde, om Privilegium paa at handle med Urtekram. Han fremførte i Ansøgningen, at hans Forfædre siden 1623 havde boet i Glückstad, hvor de havde bygget over 20 Huse, og havde kgl. Privilegium at bo i Glückstad og uhindret rejse i Kongens Riger og Lande. Hans Fader Moses Josva Henriqves var Faktor ved det vestindiske og guineiske Kompagni i nogle og tyve Aar, og havde 1682 og 1700 faaet Stadfæstelse for sig og sine Efterkommere paa de Privilegier, hans

__________

1) Jfr. A. D. Cohen, Jødiske Noveller 1861, S. 174.


112

Bedstefader Cornelis Jansen havde faaet 1623 og 1648 paa at bo uhindret i Glückstad. Ansøgeren selv havde boet i Laaland i 3 og i Kjøbenhavn i 7 Aar 1).

For andre Jøder skulde erhverves kgl. Bevillinger, og af dem udfærdigedes 64 i Aarene 1700-30, og af disse kun 23 førend 1721. Førend dette Aar tog de tydske og polske Jøder ikke Borgerskab, men efter den Tid havde de baade kgl. Bevilling og Borgerskab, og mange af de ældre Privilegerede tog ogsaa Borgerskab. De fleste tog Borgerskab uden særlig Benævnelse, idet der ved Borgerskab som Jøde underforstodes Pengeomsætninger, Handel med Juveler, Marskandiserforretning og deslige, men Flere lode sig dog indskrive som Handelsmænd, Købmænd eller Galanterihandlere, Enkelte som Grosserer, En som Udøver af "Scheidekunsten", En paa at forfærdige Plyds og Guldtraad. Midt i 1726 var der 65 bosiddende Familier 2).

Indvandringen fremkaldte Betænkeligheder hos Mange. Allerede 1707 paalagde Kongen Kommercekollegiet at indgive Betænkning, "enten det kan være Publico til Gavn eller ej, at Jøderne af den tydske Nation i Kjøbenhavn og andre Steder i vort Rige Danmark fremdeles formeres og etableres" 3). Denne Betænkning er næppe bevaret, men da da der i Aarene 1708-11 ikke udstedtes noget Jødeprivilegium, har den næppe været anbefalende. I 1712 blev der anlagt Sag imod en Del Jøder, som vare indkomne uden Lejdebrev; det samme var Tilfældet 1717.

En Politiretsdom af 4. Juni 1717 dømte nemlig følgende Jøder: Israel Levin Abraham, Forsanger, Levin Abraham Fridericia, Isak Hirsch, Isak Moses og Hertz Meyer til at arbejde en Maaned i Skubkarren i Kastellet og derpaa til strax at forføje sig ud af Landet og ikke mere lade sig finde der, saafremt de ikke vilde straffes efter Loven som

__________

1) Pol. og Komm. Koll. Mem. Prot. 1723-27, S. 809-16.

2) K. D. VIII, 686.

3) K. D. VIII, 9.


113

fredløse. De vare nemlig ikke alene blevne fængslede i en Jødinde Gundele Lories Hus, hvor de holdt ligesom en Synagoge eller Sabbat paa jødisk Maneer, men havde erklæret for Retten, at de ikke kunde betale 1000 Rdlr. i Bøde. Andre bleve dømte til at stikkes ind i Regimenterne, men Kongen benaadede dem alle, imod at de strax forlod Landet; 5 Aar efter fik en af de Dømte, Israel Levin, kgl. Privilegium. Ved denne Lejlighed blev hele den jødiske Nation gjort ansvarlig for, at de i Løbet af nogle Uger kom ud af Landet.

I denne Sag indblandedes en stor Mængde andre Jøder, men nogle fremviste Attest for, at de vare portugisiske Jøder, andre vare Paarørende af eller i Tjeneste hos Gundele Lorie, der var Enke efter kgl. Proviantør Salomon Abraham. Det gjordes gældende, at det udtrykkelig var forbudt Lorie, hendes Børn og Svigersønner at holde nogen offentlig Religionsøvelse i deres Logemente, men de skulde øve denne paa den Sted, som var tilladt.

Undertiden var det ogsaa de bosiddende Jøder selv, der angav de Fremmede, saaledes da Mejr Goldschmidt i 1711 angav 7 Personer, der opholdt sig her i Staden og tilføjede ham tilligemed Guldsmedene stor Skade i adskilligt Købmandskab; han gjorde tillige opmærksom paa, hvorledes der skulde tages Forsikring af dem, hvis de søgte om Lejdebrev. Den ene af disse hed Mejr Levin og er formodenlig den Josef Mejr Levin, hvis Uvilje mod Goldschmidt'erne ovenfor er udviklet, hvilken med Grund kan antages at hidrøre fra denne Tid 1).

I de fleste Tilfælde havde de Fremmede dog Tilhold hos deres Trosbrødre, der ofte tog sig af dem med stor Udholdenhed. Da saaledes i 1725 en Jøde var bleven opkaldt til Politimesteren, fordi han havde huset Josefus Judas og Lazarus Isaak, der havde opholdt sig her uden Lejde,

__________

1) K. D. VIII, 153.


114

"beteede han sig meget importun imod Politimesteren og svor ham det i hans Øjne, at naar Politimesteren lod Lazarus Jsaak trække ud af Stadens ene Port, skulde han nok faa ham ind igen ad en anden." To Politibetjente havde vist Lazarus Isaak ud til Jødernes Kirkegaard, men efter et Par Dages Forløb kom en anden Jøde til Politimesteren og foregav, at hin tjente ham som Præceptor, men da han alligevel ikke kunde faa Opholdstilladelse, erhvervedes en Bestalling hos den russiske Ambassadør Bestujef, der lød paa, at han havde taget ham i Tjeneste i 2 Aar, for at han kunde indkøbe, hvad der behøvedes i Ambassadørens Husholdning, og hvori han tog ham i sin Protektion som sine andre Domestiker 1).

Sligt kunde gaa under den skikkelige Politimester Ratecken, der ligesom sin Forgænger Ernst var af humant Sindelag. Ernst udsagde saaledes i en Rapport af 27. Avg. 1718: "En og anden af E. K. M. privilegerede og formuende Jøder klagede mig for 8 Uger, at de uforskyldt bleve paa Gaden med Skældsord og Hug angrebne af nogle letsindige Folk. Jeg gjorde strax den Anstalt, at fornødne Politibetjente og Vægtere til de Tider og Steder, hvor Insolentier forventedes, nogle Dage udi to Partier, dog udi Huse fordækte, oppassede, saaledes at disse modvillige skulle komme imellem dem og paa ringeste Formastelse, som de klagende Jøder med den af mig laante Vægterfløjte skulle give tilkende, vorde arresterede til billig Straflidelse for offentlig Freds Brydelse og kgl. Mandaters Overtrædelse, men efter denne Anstalt fik Jøderne Fred og Ro. Nu i disse Dage har man begyndt med en Træpil, som hos mig er, at skyde efter dem paa Gaden, men jeg befalede Jøderne at observere deres Mand".

I et Votum af 21. Avg. 1722 udtalte han følgende: "Gaderne ere Hans kgl. Majestæt tilhørende, og derfor er

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. 4. Maj 1725.


115

Politiet befalet at holde dem i Sikkerhed. Jøderne ere ligesaa vel under Hans kgl. Majestæts Beskærmelse som andre Undersaatter." Der var nemlig en Murerdreng, som havde kastet en anden Murerdreng ned paa Jøden Bernt Jakob, der gik paa Gaden, og siden forfulgt ham med onde Ord og Miner. Bernt Jakob faldt paa Jorden og var nær bleven slaaet ihjel. Drengen dømtes ogsaa til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Uger og til en Bøde paa 10 Rdl.; kunde han ikke betale denne, skulde han arbejde i 3 Maaneder i Skubkarren i Kastellet. Jøderne vare i det Hele her beskyttede af Loven. I 1718 forefaldt to Tilfælde af Hustyveri udøvet af kristne Tjenestepiger, der tjente hos Jøder. De dømtes begge til at piskes i Spindehuset og til med Blok om Benet at arbejde der, den ene i 3, den anden i 5 Aar.

Da Hans Himmerich i 1726 var bleven Politimester, kom det en Tid til at se noget mørkt ud, thi han gjorde, hvad han kunde, for at fortrædige dem, hvorved ban opnaaede at gøre sig populær hos Pøbelen, der hadede Jøderne i den Grad, at det vilde have været let at fremkalde deres Udryddelse.

Grundene til dette Had vare dels religiøse, dels materielle. Den 6. Januar 1725 blev det aldeles forbudt Jøderne at holde kristne Tjenestefolk, og Enhver, der overtraadte dette Forbud, blev truet med strax at blive jaget ud af Landet. Allerede den 23. Marts blev dette Forbud dog taget tilbage, men saaledes, at det kvindelige Tyende skulde være over 50 og det mandlige over 30 Aar. Jøderne maatte ikke forlede Nogen til deres Tro eller hindre dem i deres Kirkegang og Gudsfrygt, ikke tvinge dem til andet Arbejde paa deres Festdage end sædvanligt og paa deres store Festdage give dem Kostpenge, at de ikke skulde faste eller "holdes fra surt Brød og Øl". Det hændte sig ogsaa, at man forførte Barnepiger hos Jøder til at forlade Barnet og gaa sin Vej 1).

__________

1) K. D. VIII, 618, 628. Kbnh. paa Holbergs Tid S. 288.


116

Man ranede ligefrem Jødebørn. Oversekretæren bad 17. Febr. 1725 den kgl. Konfessionarius S. Lintrup om at tiltræde en Kommission sammen med det theologiske Fakultet i Anledning, af at Abraham Bendix og hans Hustru havde beklaget sig over, at deres Barn Salomon befandtes i Huset hos Søren Sevel og Walther, der foregav at ville opdrage det i den kristelige Religion, medens Forældrene mente, at Barnet ikke havde den Alder, at det kunde gøre Forskæl mellem begge Religioner.

Et Exempel paa, hvorledes Jøder bleve tiltalte i disse Aar, findes i Bytingsprotokollen for 15. Maj og 12. Juni 1724: Jødepigen Dorothea, Madam Gøtzels Datter, stod ved Stranden og vilde købe Brasen af en Kone, men Kokken Henrik Holtzhausen i Lille Færgestræde forlangte den, hun bød paa, hvortil Pigen svarede: "Gud bevare os, maa vi Andre ikke ogsaa faa Noget?" Fiskerkonen sagde da: "Giv eder tilfreds, mit Barn, der er flere, I kan faa," men Mester Henrik løftede sin Stok med de Ord: "Din Skidtfos, vil Du gaa Folk i Forkøb?" Hertil sagde Pigen: "I slaar vel ikke?" Han: "I forbandede Jøder, hvad vil I her?" Hun: "Hvem taler I til; der er Ingen, der gjør eder nogen Fortræd". Hvorpaa han stødte hende paa Halsen med Stokken.

Magistraten yndede ikke Jøderne. Den 30. Januar 1726 erklærede den saaledes: "Tallet af Jøder, som her til Staden ankomme og opholde sig, har udi nogle Aaringer særdeles tiltaget, og skulde det fremdeles herefter i lige Tid ske, maatte befrygtes større Tab derved, end der kunde ventes Fordel, ej alene for Deres Majestæt i Særdeleshed, men endog Publikum i Almindelighed, saa denne Nation fremfor nogen anden skulde kunne drage største Delen til sig af al Handel og Fortjeneste, og Deres Majestæts indfødte Undersaatter desmere savne det, de til Nødtørft kunde leve af".

I November s. Aar skriver Magistraten, hvorledes Jøderne vare ilde sete af Stadens Indbyggere, dels paa Grund af deres


117

forargelige Gudstjeneste, dels paa Grund af deres Handel og Vandel og deres ubillige Aager 1). Kommercekollegiet erklærer sig 1727 paa samme Maade og tilføjer, at en Del ikke undseer sig ved at holde til med Tyve og Skarnsfolk. Politimester Ratecken havde ogsaa 1723 givet dem Advarsel mod at laane imod Pant, hvilket havde taget til i den senere Tid, og hvorved de kom i Forbindelse med Tyve 2). Der forekommer ogsaa ikke faa Sager imod Jøder, der selv vare Tyve og Bedragere.

I 1726 arresteredes 5 fremmede Jøder, der fandtes uden Lejdebrev og bleve tiltalte ved Bythinget til at bøde 1000 Rdlr. ifølge Loven, men da de vare aldeles fattige, førtes de ved Skibslejlighed ud af Landet til Tydskland. Kongen befalede derpaa den 2. September 1726, at det i Fremtiden ikke maatte tillades nogen Jøde at bosætte sig her, med mindre han ejede 1000 Rdlr. eller forpligtede sig til inden en bestemt Tid at bygge et Hus, Byen til Pryd, af egne Midler eller indrette et Manufaktur af Uldvarer. Desuden befaledes det alle Jøder at aflægge Troskabsed til Magistraten og tage Borgerskab. Naar i Fremtiden Jøder skulde findes uden Lejdebrev og ikke kunde betale Bøden, skulde de sættes paa Bremerholm eller idømmes anden haard Straf 3).

Allerede 18. November erklærede Magistraten, "at Jøderne tvert imod deraf tage mere Anledning at komme ind, end de finde det besværligt eller hinderligt", idet de havde Frihed til at vælge, hvilken af de tre Betingelser, de ønskede, og det var dem let at skaffe Kavtion, selv om de ikke ejede 10 Rdl. Kommercekollegiet ønskede, at de alene maatte tilholdes inden Aarets Udgang at bygge et Hus paa 6 Fag og 2 Etager af Grundmur. Reskript af 31. Januar 1727 indskærpede derpaa, at vedkommende Jøde ikke alene selv

__________

1) Kbhvn. paa Holbergs Tid S. 286.

2) Pol. og Kom. Koll. Memor. Bog 1723-27, S. 315-16, 933.

3) K. D. VIII, 686.


118

skulde eje de 1000 Rdl., men hans Kavtionist skulde være ansvarlig for disse 1).

I Aaret 1727 var Stemningen imod Jøderne stegen i den Grad, at Forstanderne beklagede sig til Politiet over, at enhver Jøde, der viste sig paa Gaden ved højlys Dag, blev overfalden "ej alene ved Ordskælden, men og med Hug og Slag samt Sten- og Dyndkasten", hvorfor der 5. Maj blev udstedt en Politiplakat til deres Beskyttelse 2). Samme Aar indgav tre Tyskere, Chr. Freudenreich, Johan Adrian Franck og Nicolaus Grot, der næste Aar bleve udviste, fordi den offentlige Mening maatte have en Syndebuk for Kjøbenhavns Ildebrand 3), et Forslag om Oprettelsen af en Bank, der skulde grundlægges med en stor Kapital. For at tilvejebringe en stor Del af denne foreslog de, at man skulde lade Jøderne vide, at de inden en vis Tid skulde rømme Kongens Riger og Lande og aldrig mere vise sig der, og at de, der vare bosiddende, skulde overføres til Ostinden eller Grønland for der at stifte ny Kolonier, men efterlade her det halve af deres Boslod. Vilde de derimod hjælpe med 10 Millioner til Bankens Grundlæggelse, skulde deres Vilkaar her forbedres. Forslagsstillerne henviste til andre Lande, hvor man forstod at pine Penge ud af Jøderne, og mente, at der ikke skede dem nogen Uret, da de ikke skulde miste de 10 Millioner, men nyde deres Renter ved Banken. Kommercekollegiet afviste selvfølgelig Forslaget, der vilde være et Brud paa Kongens Privilegier, og tilmed vilde det være umuligt for Jøderne at udrede Pengene, idet der i hele Kongeriget ikke var over 10 Jøder, hvis Velfærd tilsammen beløb sig til 100,000 Rdl 4).

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Memor. Bog 1723-27, S. 933-37. K. D. VIII, 700.

2) Kbhvn. paa Holbergs Tid, S. 287.

3) Min Udgave af Reisers Ildebrandshistorie S. 188-89.

4) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 532-50.


119

Den 20. Maj 1728 bleve Jødernes Ældste kaldte op i Vaisenhusets Kirke, hvor Gehejmeraad Holsten i Kongens Navn paalagde dem at lade Jøderne efter Tur møde i samme Kirke efter Missionskollegiets Tilsigelse, hvor Præsterne ved St. Petri Kirke, Dr. Henrik Dürkop og Hr. Mathias Schreiber, skulde forsøge at omvende dem, idet de ved Spørgsmaal og Svar og fornuftige Forestillinger i Sagtmodighed skulde søge at modbevise deres Meninger. Mejr Goldschmidt, Mejr Levin og Bernt Jakob søgte imidlertid 7. Sept. paa "den ganske jødiske Nations Vegne" om Fritagelse. Selv de portugisiske Jøder vare ikke undtagne; Isak Granada, der i det mindste nogle Aar i Forvejen havde været sælandsk Herremand, søgte 18. Sept. om Befrielse for sig og sin Nation. Disse Ansøgninger sendtes til Vajsenhusdirektionens Betænkning, der dog næppe blev afgiven før Ildebranden i Oktober, der gjorde en Ende herpaa 1). Dog var denne nær bleven skjæbnesvanger for mange Jøder, da Nogle kastede Skylden for Brandstiftelsen over paa dem paa Grund af deres Uvillie imod de forhadte Vaisenhusmøder, og Flere bleve fængslede, men da man ingen Beviser kunde finde og Jøderne selv havde mistet Hus og Hjem, bleve de løsladte igen.

Det var dog ikke Kongens Villie, at Jøderne skulde forulempes, hvilket fremgaar af følgende Skrivelse fra Oversekretæren til Politimesteren af 5. Juli 1728:

"Saasom jeg er tilhændekommen en her i Staden trykt Vise, hvoraf sendes et Exemplar, hvis 11te Vers indeholder en Dom over den herværende jødiske Nation, saa maa jeg saa meget mere forundre mig over, at den iblandt andre skandaløse Ting publiquement paa Gaderne tilfals udraabes, som jeg ikke skulde tvivle paa, at det jo er Hr. Politimester vidende, at Hs. Majestæt, ved det at han saa højpriselig har anordnet, at Jøder skulle høre Guds Ord, alene allernaadigst intenderer med Lemfældighed at ville lade disse forblindede

__________

1) Kirkehist. Saml. I. 122-24.


120

Mennesker, om det var muligt, vejlede til Salighed, da tvært imod af alle fornuftige maa tilstaas, at paa saadan Maade, som den Vises Autor ellers gør sig til en Dommer, hvortil han saa meget mindre og rettere at sige formastelig opkaster sig, som H. K. Majestæt ej endnu har behaget allern. at udlade sig med et Ord i den Affaire, thi skulde jeg med dette erindre min Hr. Politimester, at han vilde se derhen, at deslige Ting, som stride imod al god Politi, vorde hæmmede og at ikke nogen skal finde sig beføjet derover at molestere Hs. Majestæt med Klagemaal, som Vedkommende ex officio kunde og burde strax raade Bod paa".

I November samme Aar gav en Jøde 50 Sletdaler til Fattigvæsenet, for at faa sit Navn udslettet af den sorte Tavle, og i December blev Hartvig Lazarus, der intet Lejdebrev havde, sendt bort uden at lide den haarde Straf, som var paabudt.

I Aar 1729 fik Politimesteren Lejlighed til at pine Jøderne paa en Maade, der stemmede med hans eget brutale Sind og med Pøbelens daarlige Instinkter. Det var underligt, at han turde efter nys nævnte Irettesættelse.

Jens Pedersen Gedeløche var omtrent tresindstyve Aar, da han døde 1729. Hans Fader havde været Brygger i Helsingør, og han selv var i Aarene omkring 1702 Fuldmægtig hos Amtsforvalter Rhode. Den 12. December 1712 tog han Borgerskab som Kommissionær og blev siden af Magistraten beskikket til Kurator i Dødsboer, hvilket var en betroet Stilling. Han ansaas for at være velhavende, især da han levede meget sparsommeligt, men ved sin Død befandtes han at have flere Mangler i sine Regnskaber, saa han er vel som saa mange bleven forarmet ved Ildebranden 1728, da hans Gaard i Springgade brændte. I 1720 var han af Tamperretten bleven tvungen til at ægte sin Husholderske Mette Nielsdatter, med hvem han havde en Datter.


121

Strax efter hans Død kom et Rygte ud i Byen, at Gedeløche havde bekendt sig til den jødiske Tro, og at han i al Hemmelighed var bleven begravet af Jøderne, hvorfor Politimesteren den 22. April sendte tre Betjente til Nr. 8 ved Holmens Kirke, hvor han boede til Leje, og efter et kort Forhør arresteredes hans Enkes Broder Studiosus Kristen Blichfeldt, ligesom Enken og Tjenestepigen nogle Dage efter stævnedes for Politiretten. Af Enkens Udsagn fremgik følgende:

I de fire og et halvt Aar, da Konen havde tjent hos ham før deres Giftermaal, havde han ikke været til Alters, men da de vare blevne gifte, fandt hendes Broder, at dette ikke burde taales, hvorfor han angav dette for Sognepræsten, hvilket havde til Følge, at Gedeløche siden en Gang om Aaret nød Sakramentet, men han var saa vred derover, at Msr. Blichfeldt ikke maatte betræde hans Hus. Enken oplyste, at adskillige Jøder søgte til ham. Nogle laante Penge af ham, Andre tog Bibelen og disputerede med ham, men saa blev hun vist ud, og naar hun kom ind, lagde de Bibelen fra sig. Naar der blev holdt Husandagt, bad han altid i Stilhed "med adskillige Gebærder og Nikkelser med Hovedet og stod altid oprejst med Ansigtet mod Vinduet, vendt fra de andre Folk i Huset, saa havde han og en Strimmel hvidt Klæde, som gik ham over Skuldrene under Armene". Kød blev altid hentet hos de jødiske Slagtere, først hos Salomon Abraham og siden hos Elias Gabriel, og han vilde have det tilberedt paa en særegen Maade, hvilket hun dog ikke efterkom, men lod ham blive i den Tro, at det var tillavet, som han ønskede det, da han ellers ikke vilde spise. Han spiste aldrig Flæsk, ej heller Fisk uden Skæl, Høns skulde slagtes paa en anden Maade end ellers og med en Kniv, som han havde faaet af Jøderne. Om Lørdagen holdt han sig altid stille uden Forretninger, naar disse ikke vare særlig paatrængende, men om Søndagen arbejdede han; naar han gik ud paa denne Dag, sagde han, at han vilde i


122

Slotskirken, men hun vidste ikke, hvor han gik hen. I Begyndelsen vilde han ogsaa afholde hende fra Kirkegang. Datteren gik først i dansk Skole, men i den sidste Tid hos den tydske Skolemester Meyer i Dybensgade, men han kunde ikke fordrage, at hun sang Passionssalmer eller andre, hvori Jesu Navn forekom, derimod gav han hende Davids Psalmer at læse i; han havde ogsaa overgivet sin Skriverkarl Anders Bay et Manuskript, som denne skulde give hende efter hans Død. Paa sit Dødsleje vilde han ikke have nogen Præst til sig; til en gammel Ven ytrede han sin Tvivl om Kristendommens Sandhed, men var iøvrigt opfyldt af Bekymring for sine Efterlevende, thi han vilde laane 40 Rdlr. af Vennen til sin Begravelse og bad ham om at formaa Magistraten til at skaffe hans Enke Plads i Abel Kathrines Boder. Et Par Timer før hans Død bad Datteren ham paa sine Knæ om at lade Præsten komme til sig og tænke paa den Korsfæstede. Under hans Sygdom havde Professor Anchersen, Sognepræst ved Trinitatis Kirke, og den yngste Kapellan ved Holmens Kirke besøgt ham, men Alt var forgæves; han nægtede altid at bruge Sakramentet, uagtet baade Konen og Datteren under mange Taarer bønfaldt ham derom, og Anchersen overgav ham til Djævelen, saaledes fortæller i det mindste Pontoppidan 1). Anchersen, der med Rette skrev, at "det mindste, der kan tales om denne bedrøvelige Passage i Kristendommen, er det bedste", aftalte da med Blichfeldt, at denne skulde faa Liget begravet i Stilhed, hvorfor han bestilte en Vogn hos en Vognmand under Foregivende, at en Katholik skulde begraves udenfor Byen, og fik hos en Gravers Kone en falsk Begravelsesseddel paa Underofficer Jens Pedersen fra Norge; Liget blev derpaa ført ud paa Garnisons Kirkegaard Kl. fire om Morgenen og begravet uden Ceremonier i en simpel Kiste i de Klæder, hvori han døde.

__________

1) Menoza III 459


123

De Jøder, med hvem Gedeløche havde haft mest Forbindelse, bleve nu stævnede for Politiretten, men de erklærede alle, at de kun havde haft med ham at gøre i Forretninger; kun den gamle Henrik Israel, der i 31 Aar havde været i Kjøhenhavn og betjent Synagogen som Forsanger, udsagde, at han i en 4-5 Aar havde besøgt Gedeløche i Anledning af Pengeforretninger, men at de undertiden havde diskuteret om andre Ting, og at Gedeløche mulig havde været en 2-4 Gange i Synagogen. Trods al Benægten var man dog tilbøjelig til at lægge Skylden over paa Jøderne, skønt disse paa det mest bestemte fralagde sig religiøst Samkvem med Gedeløche, der aldrig var gaaet over til deres Tro. Mejr Goldschmidt kaldte ham "Mameluk", Henrik Israel benævnte ham "Epikureer", men Ingen vilde godkende ham som Jøde.

Kongen udstedte derfor 23. Maj det Reskript til Politimesteren, at han skulde kalde for sig Jødernes Ældste og saa mange andre Jøder, som vare nødvendige, og paalægge dem i hans Nærværelse at opgrave Gedeløches Lig og igen begrave det paa deres egen Kirkegaard, men hvis de ikke vilde selv, maatte ingen Anden gøre det end Natmanden og hans Folk; Kristen Blichfeldt skulde følge med for at paavise Graven. Desuden skulde Politimesteren paa det skarpeste forhøre Henrik Israel og anvende sin Flid paa at opdage, hvem der havde forledt Gedeløche til de jødiske Vildfarelser.

Dette var i og for sig haardt nok for Jøderne, som ifølge deres Opfattelse bleve urene ved at opgrave et forraadnet Lig, men paa den anden Side hellere maatte gøre dette end vanhellige deres Begravelsesplads ved at lade denne komme i Berøring med Natmanden. Politimester Hans Himmerich opfattede imidlertid Reskriptet paa sin Maade; han skaffede Kjøbenhavnerne en Forlystelse, hvis Mage de sjelden havde haft, og indgød de stakkels Jøder en Skræk, som de længe skulde mindes. Sent om Aftenen den 25. Maj bleve de Ældste tilsagte til næste Morgen, nogle Kl. sex, andre Kl. syv, at indfinde sig i Politimesterens


124

Gaard paa Østergade, hvor de, efterhaanden som de kom, indespærredes i Baggaarden. Samtidig sendtes Politibetjentene rundt omkring i Byen, og hvor de paa Gaderne traf nogen Jøde, tog de ham med Magt og spærrede ham inde med de andre. Dette kunde ikke andet end vække Opsigt, der endnu mere forøgedes ved, at de 67 Vægtere med deres Officerer foran i Parade opmarcherede foran Gaarden. Østergade, Amagertorv, ja næsten hele Kongens Nytorv fyldtes med Mennesker. Først Kl. 9 bleve Jøderne indladte for Politimesteren, der lod dem vide, at de skulde bringes udenfor Østerport, hvor de skulde blive bekendte med en hemmelig kongelig Ordre, som indeholdt, hvad der yderligere skulde vederfares dem.

De sexten af Jøderne sattes ind i otte Karosser og kørtes udenfor Østerport, medens fire unge Jøder, ledsagede af en Underofficer og sex Menige med Bajonetter paa Geværerne, maatte gaa, fulgte af Vægterkompagniet og Tusender af Mennesker under Spot og Forhaanelse. De Kørende maatte udenfor Østerport i deres Dødsangst blive siddende, til de Andre kom til Stedet, og der samledes ogsaa omkring dem en stor Skare, som gjorde dem opmærksomme paa Natmanden, der holdt der med sin Vogn; det skulde alt have Udseende af, at der skulde foregaa en storartet Exekution. For at gøre dette endnu mere indlysende havde Politimesteren faaet Kommandanten til at lade et Kompagni af Prins Kristians Regiment under Løjtnant Ørtz komme til Stede. Da nu det gaaende Optog var kommet til Stedet, befalede Politimesteren Jøderne at staa ud af Karosserne, hvorpaa de Alle i Optog gik ind paa Garnisons Kirkegaard. Han lod derpaa de Militære og Vægterne slutte en dobbelt Kreds om Jøderne. Derefter gik Politimesteren ind i Kredsen og oplæste det kgl. Reskript, som dog viste de modfaldne Jøder, at deres Sager kunde have staaet værre. De Fleste bleve alligevel en Stund staaende raadvilde, indtil en af de Ældste, Isaak Lazarus, gjorde Begyndelsen og opfordrede de Andre


125

til at vise sig lydige imod den kgl. allernaadigste Befaling. Nogle søgte at undslippe, idet Folk havde trængt sig ind imellem Vægterne og Soldaterne, men bleve indhentede af Politibetjentene. Da de ikke Alle kunde komme til at grave, var det især de Ældste, Politimesteren paalagde dette Arbejde, navnlig den gamle Rabbi, der var over 70 Aar, Josef Filip Unna, Nathan Goldschmidt og Henrik Fürst, der omtrent vare af samme Alder; de bleve slaaede med Stokke og Geværer, og den indtrængende Pøbel stødte dem oven paa hinanden ned i Graven. Det gik saaledes langsomt, og Politimesteren raabte, at hvis de ikke arbejdede rask, skulde de have Natmanden til Hjælp. Løjtnant Ørtz, der skulde være til Stede for at værge Jøderne for Overlast, anfaldt dem med egenhændige Prygl og de skammeligste Skældsord og var selv med til at støde dem i Graven; Politimesteren lo deraf, og da de besværede sig derover, sagde han, at Hr. Officeren havde ogsaa Kommandoen ved denne Procession; hvad han gjorde, var vel gjort.

"Efter meget Arbejde og Møje, Skælden og skammelige Ord under Ledsagelse af mange Prygl og Ribbenstød" blev endelig Kisten med den begravne "Mameluk" taget op af Graven, hvorpaa Politimesteren befalede Rabbien selv at aabne Kisten for at se, om det var den rette Mameluk, skønt han havde ligget sex Uger i Graven og Rabbien efter sit Udsagn næsten slet ikke havde kendt ham. Graven blev nu kastet til, og Jøderne maatte bære Kisten et Stykke, indtil deres Ligvogn kom, hvilken de Parvis maatte følge til deres Begravelsesplads paa Nørrebro (i Møllegade), efterfulgte af Politi, Vægtere og Militære. Her havde allerede nogle Jøder gravet en Grav inden for Plankeværket, men da Politimesteren fandt, at dette Sted ikke var "honorabelt for Mamelukken", befalede han at grave en anden Grav imellem de jødiske Lig. Jøderne forestillede ham vel, at det ikke var brugeligt hos dem at lægge en Grav oven paa en anden, og at de "allerede vare fatigerede til Døde af Skræk, Angst,


126

Skam, Slag og Arbejde", men ingen Bønner hjalp. De gravede da to Alen ned i Jorden, men kunde ikke komme længer, da dér laa en stor Sten neden under, som de ikke mægtede at løfte, "om vi saa arbejdede tre Dage og satte Livet til derved", men det var først, da en af Tilskuerne fattede Medynk med dem, viste Politimesteren, at dette var umuligt, og sagde, ut det var Synd at strabasere Menneskene til Døde, at han nøjedes hermed, og efter at Liget var nedsat, lod dem gaa med Undtagelse af Henrik Israel, der blev ført til Arresthuset.

Jøderne fandt sig dog ikke rolig i denne Behandling. Henrik Fürst, Salomon Mejr Levin, Salomon Unna, Isaak Magnus Gabriel og Josef Filip Unna indgav 31. Maj en Klage til Kongen med Fremstilling af Politimesterens umenneskelige Behandling. Hans Himmerich vilde rigtignok siden antyde det mærkelige i, at de kort efter havde ladet sig forlyde med, at det kun vilde vare faa Dage, inden Liget vilde blive ført bort fra deres Begravelsesplads og det ved kristne Folk, hvem de gærne vilde give 20-30 Rdl. hver, og han paastod, at derover "fornemmes sær Murren og Diskurs i Staden blandt Almuen". Det er ogsaa sandsynligt nok, at det er ved "Diskretion" til Oversekretær Møinichen, at Jøderne have fremkaldt et nyt kgl. Reskript af 27. Juni, som Følge af en Forestilling fra de tre Ældste, Mejr Goldschmidt, Jakob Cantor og Mejr Levi Jakob, og fra Forsangeren Henrik Israel. Politimesteren fik rigtignok Forsikring om, at Kongen var overbevist om, at han udøvede sit Embede, som han agtede at forsvare det, men saafremt der intet fremkom mod Henrik Israel, som kunde lovlig overtyde ham om at have forført Gedeløche, skulde han ophæve Forhøret og give ham den Kavtion tilbage, som han havde maattet give for at komme ud af Arresten, imod en Bøde paa 100 Species Dukater til Fattigvæsenet og Omkostningerne ved Begravelsen med Hyrevogne og deslige. Jøderne maatte lade Gedeløche optage paany og nedsætte Liget udenfor deres Kirke-


127

gaard i al Stilhed, dog ikke i kristen Jord. - Saaledes blev Gedeløche begravet tredie Gang 1).

8. Okt. 1729 skriver Himmerich til de Kommitterede ved Fattigvæsenet, at han havde ladet Jødernes Ældste kalde for sig og tilholdt dem uden længere Forhaling at udrede til Konventhuset de 100 Species Dukater, med Trusel om Exekution. De havde alene bedet om Opsættelse, til Løvsalernes Fest var forbi.

Ikke faa Jøder lode sig omvende, men de fleste omvendte vare forløbne Subjekter. 1. Marts 1704 befalede Kongen det theologiske Fakultet at gennemse en Oversættelse af det ny Testamente paa Hebraisk af "Carl Christian, forrige jødiske Rabbi", og 3 Dage efter fik Fakultetet Befaling om at afgive Betænkning i Anledning af "Ernst Christian Pinto, som fra den jødiske Religion til den kristne Tro er omvendt" og havde andraget, at han i nogen Tid havde været Professor i de orientalske Sprog paa et af de tydske Akademier, men nu levede i Armod og havde faaet Tilbud af sin Fader i Hamborg om en anselig Sum Penge, hvis han igen vilde antage den jødiske Religion 2). Den mærkeligste af slige fremmede Jøder var dog Aron Margalitha, der først var gaaet over til den reformerte, siden til den lutherske Tro og nu 1722 foregav at blive overtalt af Jøderne her til at gaa tilbage til Jødedommen 3). Den ovennævnte Hartvig Lazarus blev løsladt, fordi han angav, at han var rejst hid for at lade sig omvende.

Disse døbte Jøder vare ikke vel lidte, fordi de med Lethed fik kgl. Privilegium paa en eller anden Næringsvej og derved gik i Vejen for andre.

__________

1) De kgl. Reskripter om denne Sag ere trykte i Kirkehist. Saml. I 117-22. De andre Oplysninger findes i Indlæggene til disse.

2) Sæl. Tegn. LIV. 307-08.

3) Kbhvn. paa Holbergs Tid S. 288 flg. Danske Saml. 2 R. IV. 147. Indlæg til Reskript af 21. Avg. 1722.


128

Naar en Jøde fandt paa at søge Optagelse i et Lav, vakte dette den største Indignation. Da Levin Isak Wallich 1725 ønskede at komme ind i Silke- og Klædekræmmerlavet, erklærede Oldermanden: "Man har endnu intet Exempel i den ganske Kristenhed paa, at man har forundt en Jøde en aaben Bod, uden alene Monsieur Speier her i Kjøbenhavn, som har faaet Privilegium paa at holde en Galanteribod i sit Hus, hvilket altsaa strækker sig saa vidt, at han nu ikke alene handler med allehaande Varer, men endog med Brokader og rige Veste og sandelig derved har tilføjet de Kristne ikke ringe Skade". Istedenfor at Jøderne i andre Byer maatte bo paa bestemte Steder, erhvervede de sig her Huse i de bedste Dele af Staden, paa Amagertorv, i Højbrostræde, Kirkestræde, Læderstræde, ved Stranden, paa Købmagergade. De gamle Jøder, der havde nedsat sig med kgl. Tilladelse, havde vel ernæret sig med Redelighed, men man skulde forebygge, at der nedsatte sig for mange og at disse ikke skulde drive alle Kristne ud af Staden og fra Hus og Gaard 1).

Isaak Mendel Speier havde faaet sit Privilegium 7. Maj 1717.

Under Jødernes Privilegier hørte Handel med brugte Klæder, men 1725 klagede Silke- og Klædekræmmerne over, at de indførte ny og tildels kostbare Klædninger, og da de foregave, at det var brugte Klæder, gave de ikke Told deraf. De kunde derfor sælge billigere end de andre, saa Skræderne og Knapmagerne lede stort Afbræk, saaledes at i dette Aar over 60 Skrædersvende havde været nødte til at forlade Staden. Det blev derfor forbudt at indføre brugte Klæder 2).

__________

1) Meddel. om Silke-og Klædekræmmerlavet S. 81.

2) Smds. S. 82. K. D. VIII, 664-65.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor apr 7 18:29:46 CEST 2005
Publiceret: tor apr 7 18:29:44 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:
Sidens top