eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse VI

Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)
    - bog I, kap. II

Kbh., G. E. C. Gad, 1892

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

II.

Tiggere. Bedragere. Usædelighed. Overtro. Gadespektakler. Værtshuse. Kortspil. Forlystelser.

Mod Tiggere førte Politiet en stadig Kamp.

1701 udkom Befaling til at hensætte i Pesthuset de Tiggere, "som i deres Ansigter saa meget ilde ere læderede, at man fast maa have Afsky for at se dertil". Aaret efter

[47]

48

nedsattes en Kommission til at overveje, "hvorledes de gamle og de i Ansigterne ilde skamferede samt de lemlæstede Tiggere kunde blive forsørgede, de stærke Løsgængere sættes til Arbejde og de fremmede føres ud af Landet, eftersom Staden befindes meget med Betlere at være opfyldt, hvor iblandt vel er en Del gamle Krøblinge og Lemlæstede, som ikke selv Brødet skal kunne forhverve, men derimod er der mange stærke Løsgængere, saavel af fremmede som af vore egne Undersaatter, Mands og Kvindes Personer, som have hengivet sig til Betleri og intet gide arbejde."

2. Juni 1702 udkom kgl. Befaling om at udlevere arbejdsføre Tiggere til Kommandanten og udvise de fremmede af Landet, hvorfor der blev gjort Jagt paa dem omkring i Byen, ligesom Rodemestrene fik Befaling om at levere Lister over dem. 1)

Med Hensyn til sidstnævnte skriver Magistraten til Politimesteren 9. Avg. 1702, at Rodemestrene ere fattige Haandværksmænd, saa de næppe have megen Tid tilovers til sig selv at passe deres Haandværk og de selv vilde blive Betlere, hvis man optog mere af deres Tid. I deres Skattemandtal vare Tiggere ikke opførte ligesaa lidt som fattige Husarme; Tiggerne havde ej heller altid Tilhold paa de samme Steder, men vare den ene Nat paa det ene, den næste paa det andet Sted.

Da O. Rømer 1705 var bleven Politimester, henvendte han strax sin Opmærksomhed paa Afskaffelsen af Tiggeriet, men det var ikke nok at forbyde Folk at tigge, man maatte ogsaa kunne føre dem et Sted hen, thi til Fattighusene kunde de ikke bringes, da disse vare fuldt besatte med Husarme. Han ønskede et Hus midt i Byen, hvor 3-4 Gange om Aaret 50-60 Tiggere kunde optages og underholdes en 8 Dages Tid. Medens de opholdt sig der, skulde deres Forhold undersøges, de stærke føres til Børnehuset

__________

1) K. D. VII, 636-37, 660-61, 673, 690, 707.


49

og der ej have mere at æde end de kunne fortjene, de fremmede og Udlændinge føres ud af Byen og af Landet, Baadsmænd og nogenledes nærige Borgere skulde leveres til deres Familier og Resten skulde fordeles til Sognenes Fattigvæsen. Et saadant Hus kom dog ikke i Stand.

Der kom Skarer af Tiggere hertil fra Udlandet, der baade trængte sig ind i Husene og overløb Folk ved Kirkedørene og paa Gaderne. Saadanne fik Rømer i Avgust 1705 Befaling om at fængsle 1).

1706 skriver Fattigdirektionen:

"Den største Inkommoditet er vel af Fremmede, som kunne lyve sig fordrevne, og af Betlere kommende fra Skaane, Halland og Bleking, og er ingen ellers fra Landet at regne, saa længe Gud giver god Afgrøde. Udi Dyrtid, naar Bonden ej formaar at holde sine sædvanlige Folk, lide særdeles Husmændene Nød med deres Kvinder og Børn, saa at det med dem kommer ud paa Betleri og Stjælen, og udi samme Aaringer skulde mange Børnehuse, om de vare der, ej kunne tage imod dem".

Om Sommeren begyndte Rømer paa Jagt efter Tiggere, saaledes fik han fat paa en stor Del ved Vartov Kilde, af hvilke mange vare fra Skaane, og nogle sattes i Børne- og Pesthuset, men de færreste af dem, man fik i den følgende Tid, vare tjenlige til Børnehuset, og i Pesthuset var der ringe Plads; det var dog saa vidt, at der nu kun plejede at indfinde sig faa af dem, som visse Dage om Ugen plejede at modtage Almisse for adskillige Godtfolks Døre. I Oktober skriver Rømer: Betlere lades ingen Ro eller Sikkerhed, saa man ser nu ingen paa Gaderne eller ved Kirkerne. Det vil blive kostbart at huse og føde alle dem, der optages, hvorfor man bruger adskillige Middel forat skille sig ved dem, det meste muligt er. Først udlader jeg alle dem, som kunne skaffe Forlover, at de ej skulle mere findes i

__________

1) K. D. VII. 755-56.


50

Tiggeri, under Straf at tages fast paany og betale 2, 4 til 10 Rdl.; saadanne skriftlige Kavtioner har jeg adskillige af Borgere, Præster, Officerer, item en af to Bønder paa gammel Amager. Dernæst har jeg ladet forkynde i Pesthuset, at hver, som vil strax til Vands gaa til Lybæk, Skaane og Jylland, skal blive befordret.

I November skriver han: Man kontinuerer at lade forfølge Tiggere, men de overblevne, som ere altfor mange, bruge alle Inventioner at undgaa og passe paa Tider og Steder at øve Professionen, hvor de ej kunne straffes. En Del gør skikkelig Mine paa Gaderne, og saa snart de se deres Hold, at ingen observerer dem, smutte de sig udi i en Hast ind i de store Gaarde, en Del ere usynlige hele Dagen uden under Maaltids Tid imellem et og tre og om Aftenen. Han skriver, at Borgerskabet og Lavene vare villige nok til at underholde alle rette Almisselemmer, naar man havde et Hus dertil, og han mente, at det ridderlige Akademi kunde bruges foruden til et nyt Arresthus ogsaa til Bolig for fattige og vanføre Tiggere og til at indsætte ulydig Ungdom til Revselse med Raspen og deslige tvunget Arbejde.

Uagtet alle Forholdsregler og imod Rømers Forventning maatte han dog indberette: Juleaften maatte jeg uformodenlig fornemme en Sværm af mange Hundrede at opfylde alle Gader, under Prætext af den Sædvane, som Betlere altid have haft, at bede om Almisse de store højtidelige Aftener. Jeg lod i en Hast paa Kjøbmagergade, som var ganske fuld, gribe 6, ved hvilken Exekution de fleste forsvandt. Den hele Skare var mesten unge Mennesker fra 10 til 16 Aar, Drenge og Piger, eller midaldrende stærke Kvindfolk. Tilkommende Nyaarsaften haaber jeg at faa stillet den Ordre (Orden), at de skulle herefter i det ringeste ej blive saa dristige at gaa i Trupper som denne Gang.

De fleste Tiggere bestod efter Rømers Udsigende af Soldaters og Baadsmænds Kvinder og Børn, men han mener


51

at disse ved det daglige Eftersyn og den idelige Forfølgning vilde foretrække at blive inde og arbejde for Føden frem for at lade sig optage og indelukke paa Vand og Brød, hvilket burde blive deres faste Traktement 1).

17. Marts 1706 tilskrev Rømer Silke- og Klædekræmmerlavet, at da det vilde være bekendt, hvilken Flid han i 7 Maaneders Tid havde anvendt paa at holde Gaderne fri for Tiggere, og da han ikke kunde vedblive hermed uden betydelige Midler, fordi Fattigvæsenets, Børne- og Pesthusets Indkomst næppe forslog til de mange hundrede Husarme og 400-450 Lemmers Underholdning, saa bad han om, at Lavets Medlemmer vilde tegne sig for en viss Sum aarlig, hvorved man vilde opnaa: 1) at alle fremmede Tiggere blive bortskikkede; 2) stærke og vanartige Tiggere sættes i Børnehuset eller andensteds at arbejde; 3) de som have Ægtefælle, Forældre eller Paarørende, som kunne og bør forsørge dem, tvinges til at holde sig inden Døre hos deres egne; 4) Krøblinge, Vanføre, hæslig fordærvede, alle gamle sanseløse og galne forsørges; 5) spæde og smaa hjælpeløse Børn opfødes. Herpaa tegnede Lavskassen sig for 200 Rdl. og 51 Kræmmere for 248 Rdl. aarlig 2).

Paa samme Maade henvendte han sig til de andre Lav, efterat han allerede nogle Maaneder forinden havde faaet Bryggerne til at paategne hans Kollektbog. Han ventede sig i alt ca. 2000 Rdl., hvoraf han mente at kunne underholde ca. 150 Personer.

Ved Forordningen om Fattigvæsenet af 24. Sept. 1708 blev der fastsat visse Fattigfogeder, der skulde optage Tiggere. Ved denne Forordning blev al Slags Tiggeri forbudt under Trusel af Straf med Arbejde i Rasphuset, Tugthuset eller Spindehuset, og det blev ligeledes forbudt at give Almisse enten paa Gaderne eller ved Dørene, men al Almisse-

__________

1) K. D. V. 794, 798, 801, 802, 803.

2) Meddel, om Silke- Ulden- og Lærredskræmmerlavet S. 61-62.


52

skulde lægges i de fattiges Bøsse, der blev ombaaren i Husene, og den, der husede nogen Tigger, blev straffet.

23. Maj 1709 skriver Fattigdirektionen: "At al Betleri skal ophøre, have vi alt saa fast sluttet, at ingen Ting skal hindre, at det jo skal ske Mandagen næst efter første Trefoldigheds Søndag, hvortil vi og nu førstkommende Søndag lade gøre Aflysning af alle Prædikestole. Thi vi skulde holde det ufornøden, at de, som optages og efter Forordningens Tilhold først udi Børnehuset skulle indbringes, faa nogen Seddel, thi de blive holdte udi Tvang inden fire Mure og udi en indelukket Gaard, hvad heller de forblive udi Børnehuset eller og de derfra udsendes til Pesthuset".

Ved Optagelse af Tiggere paa Gaderne forefaldt mange Opløb og Slagsmaa. Saaledes fremkom Fattigdirektionen 17. Jan. 1714 med følgende Klage:

"De Fattiges Fogder, naar de efter deres Pligt ville opbringe omløbende Betlere af Gaden, meget voldsom af Matroser, Soldater, gemen sammenløbende Folk, ja endog undertiden af Borgerne blive overfaldne, hvilket ej alene mange Gange tilforn, men endog især i Søndags sidstleden, som var d. 14. hujus, skede, idet de Fattiges Fogder, da de havde angrebet 4 Betlere, som de til Brøndstrædes Hospital vilde henføre, meget grummelig bleve af Matroserne anfaldne med Knive, Stenkastelse og blotte Kaarder, som Matroserne fratoge tvende norske Soldater, i hvilket Opløb en af de Fattiges Fogder blev hugget fem store Huller i Hovedet og Pegefingeren paa den højre Haand næsten afhugget, desuden ere tvende andre med Sten slagne her og der i Hovedet blaa og blodige, Stokkene dem fratagne og nogle af dem sønderslagne. Vagten blev endelig samme Tid fordret til Secours af Hovedvagten, men da de saa, at de skulde assistere de Fattiges Fogder, vægrede de sig og gik derfra, hvilket næppe var sket, førend de forfulgte merbemeldte Fattiges Fogder fra Grønnegade lige til Konventhuset, hvor de vare færdige at storme Huset. Borgerne,


53

som bode der omkring, vare vel ude med deres Kortgevær, men da de saa, at det gjaldt de Fattiges Fogder, gik hver igen i sit Behold."

Denne Klage gav Anledning til et Reskript af 16. Febr. 1714, at Vægterne i saadanne Tilfælde skulde komme Fattigfogderne til Hjælp og de nærmest omkring boende Borgere skulde forpligtes til at hjælpe ligesom ved andre Overfald. 1)

19. Sept. 1715 skrev ligeledes Fattigdirektionen: "Det er at befrygte ved forehavende Betleres Optagelse af Gaderne, at ikke mindre end tilforn saavel Modstand og Opsætsighed af Betlerne selv vil ske som og af en Del ildesindede vrangvillige Skarnsfolk, som under Skin af Medlidenhed ville holde med dem og dette forehavende Værk forhindre." Kongen befalede derfor 28. Sept., at Præsterne fra Prædikestolene skulde begære af Menighederne, at man istedenfor at beskytte de omstrippende Betlere heller stræbte efter at hindre den Modstand, som Betjentene maatte lide. 2)

I Jan. 1718 bleve Fattigfogderne angrebne af en Hob sammenløbende Matroser og Soldater, der hjalp en Tigger til at undløbe, hvorfor Kongen 4. Marts 1718 gav Fattigfogderne det samme Privilegium som Vægterne, at de Personer, der vilde hindre dem i deres lovlige Forretninger og derved kom til Skade, skulde ligge paa deres Gærninger og Fattigfogderne være fri for Tiltale 3). Det var dog ikke altid sikkert at tilføje en Soldat Skade ved saadanne Lejligheder, thi 1721 gave de militære Myndigheder Anledning til nærmere Undersøgelse, da en Livgarde ved et saadant Slagsmaal var gjort udygtig til al Krigstjeneste 4).

Fattigdirektionen skriver 6. Febr. 1725, "at saa mange fremmede Betlere her til Staden ankomme, uagtet de derimod gjorte allern. Forbud og Anstalter; og at deslige Bet-

__________

1) K. D. VIII., 308-09 med Indlæg.

2) K. D. VIII., 300-01 med Indlæg.

3) K. D. VIII., 449-50.

4) K. D. VIII., 526.


54

lere uden mindste Frygt for Straf ideligen overløbe saa vel høje og lave Standspersoner som andre Stadens Indvaanere med deres Betlen".

Derfor lod Kongen Oversekretæren 9. Avg. 1726 tilkendegive Direktionen for Fattigvæsenet, at det var Kongens Vilje, at Forordningen af 24. Sept. 1708 nøjagtig blev efterlevet og om muligt forbedret.

O. Rømers Forslag om en Tvangsarbejdsanstalt blev optaget senere. 1727 foreslog Konferensraad Slange de 32 Mænd at oprette et Sejldugsmanufaktur, der skulde være en Arbejdsanstalt for de stærke Tiggere, men de 32 Mænd svarede afvisende, nogle vare med Stadens Forretninger saa okkuperede, at de sig ej videre kunde foretage, andre havde deres ringe Midler i anden Handel og Brug. Aaret efter foreslog Fattigvæsenet at omdanne det gamle Arresthus til et Rasphus, "hvilket er en højfornøden Post, paa det de mange lade, ørkeløse og liderlige Personer kunne indsættes til Arbejde og afholdes fra deres forargelige og syndige Levned". Magistraten foreslog ogsaa Sagen for Borgerskabet og de 32 Mænd, men ingen vilde befatte sig med den Sag; thi det var Meningen, at Rasphuset skulde oprettes ved frivillige Bidrag 1).

Forordningen om Fattigvæsenet var vel af stor Betydning for den offentlige Orden, men der var ogsaa dem, der fandt den stridende mod Skriftens Lære om Gavmildhed mod de Fattige. Stiftsprovst Lodberg holdt 1716 i Vor Frue Kirke en Prædiken i samme Retning, hvorover han havde Ubehageligheder.

Man kender af Reisers Ildebrandshistorie Stadskirurg Hess, om hvem det der fortælles, at naar han kørte i Kirke, uddelte han Almisse til fattige Børn og kastede Penge i Haandfuldevis i Fattiges Huer. Hvorledes Fattige og Krøb-

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7., S. 413-14. Mag. Skr. 81. Marts og 14. April 1728.


55

linge fremstillede sig for Kongehuset, beskrives i N. Jægers poetiske Relation oni Dronning Anna Sofias Indtog 16. Juli 1721. Det hedder der om Toget udenfor Vesterport:

Se, kom hun vidre fort, der laa en fattig Stodder,
som saa saa langlig op til Landsens store Moder,
en rakte frem sit Ben og havde ingen Fod,
en var en Knæling og paa tvende Krykker stod.
En stod, ret som han græd med salte - sure Øjen,
en saar og spraglet var, naar han opknapped Trøjen,
en talte sygelig, og en var ganske hæs,
en havde Mage ej paa denne Jordens Kreds.
En saare kroget gik og gjordes meget gammel,
en rysted som et Løv og var paa Haanden fammel,
en stirred ganske stift og kunde intet se,
en havde Svindesot, og alle have Ve.
De raabte jammerlig af slunken Vom og Tarme,
at Hendes Majestæt dog vilde se den Arme,
hun viste dennem og, at hun var mild og rund,
man kasted Penge ud at laase deres Mund.

Bedrageri finder Sted til alle Tider. Der er derfor ikke noget særlig mærkeligt ved følgende.

I Galanterikræmraersken Madame Charlottes Hus logerede en Tid Løjtnant Busky. Han indsmigrede sig hos sin Værtindes 11-aarige Datter Elisabeth Volkman, sagde, at hun skulde være hans Kone, og satte en glat Guldring med sit Navn i paa hendes Finger. Derpaa indbildte han hende, at han trængte til Penge for snart at kunne blive Kaptejn, hvorfor hun stjal fra Moderen: The de Bohe, grøn The, Kaffebønner, Tobak og Thekopper, 40 Rdl., Foderalet til Moderens Guldur og gav ham desuden sine egne Sager, af hvilke han især havde Lyst til hendes Diamantsmykke. Da han var flyttet og naar Tjenestepigen fulgte hende og hendes yngre Søster i fransk Skole, gik de ind paa hans Værelse paa Amagertorv, ligesom hun besøgte ham, naar hun skulde i Kirke. Alt dette forklarede hun selv siden for Retten,


56

men "kunde ikke yderligere explicere sig for Hjertens Chagrin og Vemodighed" 1).

Ligesaa hjerteløs var en Husbondes Forsøg paa at faa sin uskyldige Dreng til at tilstaa, at han havde stjaalet. Herom oplystes følgende: Jokannes Koch var 1722 kommen i Lære hos Alexander Brügman. Drengen leverede engang 4 Sk. tilbage, hvilke Brügman lagde paa Dragkisten og noget efter paastod, at Drengen havde taget, hvorpaa denne efter mange Trusler langt om længe for at have Fred tilstod at have stjaalet. Umiddelbart efter fik han Drengen til at tilstaa, at have stjaalet et Par Silkestrømper. Saa paastod Brügman at han havde set, at Drengen af hans Skrivepult havde taget 120 Rdl. i Pengesedler "og da han som de andre Gange indbildte Drengen, at Vægterne vare tilstede, som skulde føre ham til Raadhuset" og med Løfte om Tilgivelse, tilstod Drengen ogsaa denne Gang, og han maatte efter Brügmans Diktat give en skriftlig Tilstaaelse for Strømperne og de 120 Rdl. Siden blev Drengen pryglet til at tilstaa at have taget en Tintallerken og en Anvisning paa 20 Rdl., hvilket han ogsaa maatte vedgaa skriftlig og maatte endda tilføje, at han havde stjaalet 30 Rdl, i rede Penge. En Dag mishandlede Kræmmeren ham paany og paastod, han havde taget et Urværk, og lod ham tilsidst arrestere 2).

1717 arresteredes en Kone "formedelst hun nogle Gange skal have ranet adskillige Godtfolks Børn og ikke aleneste med Smigren og lokkende Ord og Løfter ført dem fra deres Forældres Huse "men endog, naar hun har faaet dem paa det Sted, hun agtede, afført dem deres Klæder, taget Klæderne fra dem og ladet Børnene gaa for Vind og Vove til største Fare for dem samt til Sorg og Bekymring for Forældrene" 3).

__________

1) Bytings Extraretsprot. 8. Jan. 1726. Moderen var formodentlig Enke efter Kokken Johan Folkman i Lille Kongensgade.

2) Bytings Extraretsprot. 6. Nov. 1725.

3) Mag. Domprot. 1717, S. 281.


57

En mærkelig Sag var den om et Kvindfolk, der gav sig ud for en Mand og lod sig ægtevi til en anden Kvindesperson 1).

Et skaansk Fruentimmer, Sidsel, der i sine yngre Dage selv havde faaet et Par Børn, tjente først i Kjøbenhavn, men siden "sad hun paa sin egen Haand" og gik omkring og vaskede. Her sluttede hun Bekendtskab med en Pige, der redede til Barsel, og fulgte hende til Herstedvester, hvor Barnet blev født og døbt som ægte født. Derpaa iførte Sidsel sig Mandsdragt og antog Navnet Andres Simonsen Aschenberg, og de to Kvinder bode en Tid sammen hos en Hønseplukker ved Nikolaj Kirkeport, hvem de siden formaade til at være deres Forlover, da de 1715 lode sig ægtevi i Nikolaj Kirke. Andres Simonsen tog derpaa Tjeneste som Kahytskok og var som saadan ude i 4 Somre paa Orlogsskibe, medens han tilbragte Vintrene hjemme hos Konen, der hed Bodil Marie. Det første Aar var han med i Slaget for Rygen og det fjerde Aar i Slaget for Elfsborg og Marstrand og krydsede derpaa i Nordsøen indtil Stilstanden. Ved Admiral Judichers Hjælp blev han derefter ansat som Kok paa "Tre Kroner". Men denne Plads havde han kun et Aars Tid, idet han blev misfornøjet med Bodil Marie, der ikke holdt ordentlig Hus med hans fortjente Løn, som han trolig bragte hende; hun solgte oven i Købet hans Tresur og Hirsfænger med Sølvfæste og gjorde desuden Gæld. Han tog derpaa Tjeneste paa Herregaarden Arendal i Skaane, men da han efter et halvt Aars Forløb kom igen til Kjøbenhavn, var Bodil Marie forsvunden for ham. Hun giftede sig siden med en Mand ved Navn Mathias Sommer, efterat hun først havde faaet en Tamperretsdom til Skilsmisse fra den foregivne Andres Simonsen, der blev udgiven for at være forsvunden, medens han i to Aar havde været

__________

1) Literatur og Kritik udg. af C. Riis-Knudsen III. 481-82, Sagen omtales ogsaa i Fortalen til Wivets Højesteretssager.


58

Tjenestekarl hos Stutmester Svend Brodersen paa Jægerspris. Da han fik sin Kones Utroskab at vide og ikke kunde faa sine Ejendele igen, gav han sig til at arbejde som Daglønner, var ogsaa en Tid Staldkarl paa Vallø, men var tilsidst i to Aar Skrædersvend i Kjøbenhavn, i hvilken Stilling hans rette Køn blev opdaget.

Om Bedrageren Baron von Cuphstein giver følgende Skrivelse fra Magistraten af 14. Avg. 1702 Oplysning:

Herren Staterne i Holland, Zeeland og Frisland havde søgt Underretning om en arresteret Person, der havde udgivet sig for en Baron fra Frankenland ved Navn Johannes Ferdinand von Cuphstein, men siden havde opgivet at være opdraget hos Mag. Bremer. Magistraten erklærede da "at den nu salig Mand Mag. Bremer, fordum Pastor til den tydske Kirke S. Petri her i Staden, har haft en Søn, som den 18. Sept. Anno 1663 er døbt i fornævnte Kirke med det Navn Johan Frederik Bremer. Samme Person skal have været, som os er berettet, og hvorom der formodentlig udi E. M. tydske Kancelli findes Bevislighed, Assessor og Sekretær udi Landretten til Dart i det Oldenborgske, hvor han skal have betjent sig de Penge, som der i Retten have været deponerede, dem forspildt og distribueret, saa hans Fader en Del deraf igen for ham skal have kontenteret, og Resten af E. K. M.'s Hr. Fader sal. og højl. Ihukommelse allern. efterladt, og han desaarsag fra den Charge bleven afsat; derefter er han som Krigskommissarius ved de kgl. danske Tropper, som til Ungarn bleve hensendte, vorden antaget, og da skal han paa Henmarchen have tilegnet sig Regimentspengene og dem liderligen forsat og depenseret, saa han derfor og paa en slet Maade derfra er dimitteret. Over saadan hans onde Comportement har Faderen omsider efter den Forklaring, som hans egen Broder ved Navn Thomas Bremer, der er Bogholder ved E. K. M. Kommissariat her i Staden, derom for os har gjort, deklareret ham


59

arveløs og ikke siden vilde agte eller erkende ham længer for sin Søn".

En Æventyrerske var "den saakaldte Baronesse Kielmansegge", til hvem Jomfru Kristiane Sofie Ernst 1728 havde laant et Par Braseletter med Diamanter i, hvilke Baronessen havde pantsat til Jøden Israel Levin for 16 Rdl. 1)

Ved en Politiretsdom af 18. Maj 1722 blev Gæstgiver Henrik Grøper i Bremerschløssel dømt til at gøre sin Ed paa, at han ikke vidste de Personers Navne, der havde logeret i hans Hus og siden vare med til at bortføre Grev Gyldensteens Datter, og at han ikke vidste, at iblandt dem var en katholsk Præst.

Politimester Ernst beretter om denne Sag til Kongen, at Værten "undskyldte sig som Klokkerens Kone i Pfalz, da hun blev karesseret af en spansk Soldat: Kan jeg Spansk? Jeg svarede: Saa skulde I have givet mig det tilkende, som lærte i Rostok 4 Sprog i et Aar, deriblandt var det Spanske". Den, der bortførte Komtessen, hed Monte Leone, der ligesom Præsten havde udgivet sig for Købmand fra Hamborg og faaet Pas hos Præsidenten. De rejste nogle Dage før "Frøkenet" og begge Parter tog ud af Vesterport, men drejede saa om ad Vejen til Helsingør. Frøkenet kørte i øsende Regn paa en aaben Postvogn, hvor hun sad paa et Knippe Hø med Tjenerens blaa Kappe over sig.

1727 beskyldtes en Vinhandler for at komme Vand i Vin og Brændevin ved Hjælp af en Maskine af Blik, der lignede en stor Blære.

Med falske Almissebreve dreves mange Bedragerier. 1703 dømtes en Tydsker Johan Georg Ziegler til Kagstrygning og Landsforvisning, fordi han havde skaffet sig et kongeligt Segl og sat det under et falsk Brev, som han havde ladet en

__________

1) Politiets Domprot. 30. Avg. 1728.


60

tydsk Student Kristian Schaffenberg skrive 1). 1722 var der megen Støj i Anledning af en falsk Kollektbog 2).

Hvorledes Handlende brugte falsk Vægt og Slagterne toge for høje Priser, fremgaar af Politimester Ernstes Rapporter. Han meddeler 1718, at han havde ladet opslaa Plakater i alle Slagterboder, hvori han tilbyder 2 Mark til hver, som kunde angive, at Slagterne ikke holdt sig til Taxten, men uden Resultat, thi Pigerne tog Nyaar af Slagterne, vilde fortjene sig en Torveskilling og berettede anderledes, end Sandhed var.

I de mange Sager, der i Frederik IV's Tid findes anlagte mod dem, der holdt utugtige Huse, finder man, at Polititilsynet var meget lempeligt og at saadanne Huse kunde bestaa i mange Aar, uden at Politiet skred ind, naar ikke særlige Omstændigheder fremkaldte en Undersøgelse. Det er altfor modbydeligt at komme nærmere ind paa disse Sager, over hvilke der findes vidtløftige Forhør, men de vakte altid stor Opsigt. Derfor bevilgedes det Magistraten 1714, at Forhørene i en Sag mod Jørgen Selman foretoges for lukkede Døre af en Kommission og ikke paa Bytinget, "da det vilde forvolde Forargelse for Mængde af tilløbende Folk" 3). Paa Forbøn af sin Fader Gregorius Zellemann, der var en gammel Soldat, benaadedes han med at gaa et Aar i Skubkarren i Kastellet og siden rømme Kongens Riger og Lande; hans kvindelige Medskyldige slap med Spindehuset i 3 Aar.

Uagtet saadanne Huse fandtes rundt omkring, tog Pøbelen sig undertiden selv tilrette. Det er bekendt fra Struensees Tid, at man efter hans Fængsling ødelagde den Slags Huse, hvilket ikke var noget enestaaende. Politimester Ernst indberetter saaledes 28. Jan. 1714 4):

__________

1) Mag. Skr. 21. Marts 1703.

2) Kbhvn. paa Holbergs Tid, S. 390.

3) K. D. VIII., 330.

4) Indlæg til Reskr. 5. Feb. 1714 (K. D. VIII., 308).


61

"I denue Nat har jeg fra 10 til 12 været okkuperet med at afværge Spoliering og Nedbrydelse af et Hus i Landemærket, som angives at være et H...hus; der var en Forsamling paa Sikasten ved 100 Karle, Soldater, Studenter af Regensen, Matroser og slige, Haandværksvende og Drenge, som parforce vilde nedbryde Huset. Naar Politibetjentene, som efterhaanden af mig bleve henskikkede, advarede enhver at gaa hjem og imorgen andrage det for Politimesteren med Bevislighed, saa skulde der rammes Bod, yppede en Del Klammeri mod dem, stillede sig endelig, men naar de vilde gaa bort og vendte Ryggen, hørte de stort Anskrig og dermed Stene kastede til Vinduerne; strax vare 16 Ruder i 5 Vinduer udslagne, derpaa sendte jeg min Fuldmægtig med Vagten fra Nørreport, da de alle fløj fra hinanden. I dette Hus har jeg for 3 Uger siden ladet paa Rygte inkvirere, udtog der 2 Kvindfolk, den ene sendte jeg til Børnehuset, den anden kunde jeg intet faa overbevist, maatte saa lade hende med Advarsel gaa. Husværtinden var ej at finde. Naboen, som af Frygt for Spoliering klagede mest for mig, bad jeg at skaffe mig Naboernes Bevis og Attest, men han klagede mig igaar Aftes, at Ingen af Frygt turde eller vilde attestere, at der endnu holdtes H...hus. Jeg svarede ham igaar Aftes Kl. 10: lad mig faa eders skriftlige Angivende, saa vil jeg examinere Vægteren og Naboer og ramme Bod. Denne Mand var da beskænket, gaar saa fra mig og raaber overlydt paa Gaden: Jeg kommer fra Politimesteren, dette er hans Befaling, at dette er et H...hus og skal nedbrydes, slaa nu, hvo der vil."

For denne Opførsel blev Naboen ved Politiretsdom af 20. Febr. dømt til at sidde i 3 Døgn paa Vand og Brød i Raadhuskælderen, hver af disse Dage i en Time bære den spanske Kappe udenfor Raadhuset, bøde 4 Rdl. til Politimesteren og reparere Skaden paa Karen Busses Hus.

1725 klagede en Mand til Kommandanten over, at han havde udlejet til en Øltapper sit Hus i Store Kongensgade,


62

det yderste ved Toldbodvejen, i hvilket der blev holdt et saa ukristeligt, ugudeligt og liderligt et Hus, at Folk sidste Lørdag fjerde Gang faldt paa og vilde ruineret det. Kommandanten bad Politiet tage sig af Sagen, da han befrygtede, "at der ved Matrosernes Sammenrottelse let kan ske Ulykke og Mord, om Vagten herefter, som sket er, skulde soutenere Huset 1)."

Det mest berygtede Hus var Anne Hattemagers, der i over 20 Aar havde holdt det, og først bragtes til at ophøre, da hun 1726 blev pisket paa Nytorv og ført ud af Byen 2).

Politimester Hans Himmerich beretter, at der fra Sept. 1726 til Marts 1728, altsaa i 1 1/2 Aar, var fundet 79 Kvindfolk i berygtede og mistænkelige Huse rundt omkring i Byen; de fleste vare Piger fra Provinserne, der vare komne hertil forat søge Tjeneste. Af de 79 vare de 28 satte i Spindehuset, men Kassereren der klagede over, at de fleste vare syge og ikke kunde arbejde, og at Husets Kasse ikke kunde bære Udgifterne til deres Indlægning paa Sygehuset. Mod flere af de 79 havde man ikke fuldstændige Beviser, saa de vare blevne løsladte. Politimesteren foreslaar, at saadanne Personer skulde 2 Timer 3 Dage i Rad sættes i en Maskine, som kaldes Drille.

Kancelliet tilkendegav Magistraten Kongens Mishag med saadanne Forhold og den fik Befaling om at beskikke tre Fæstemænd, hos hvem fremmede Kvinder kunde henvende sig om Arbejde. Det blev ogsaa forbudt Soldater og Matroser at have Tjenestepiger eller ledige Kvindfolk i Logi, ligesom der skulde holdes Tilsyn med Værtshusenes Piger og Logerende 3). Om den nævnte "Drille" og andre Straffe havde Himmerich givet nærmere Oplysning i en Skrivelse af 7. Febr. 1728:

__________

1) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. 17. Sept. 1725.

2) Se Kbhvn. paa Holbergs Tid, S. 224.

3) Kbhvn. paa Holbergs Tid, S. 225.


63

"Den Mængde af liderlige, løse og ryggesløse Folk, der her udi denne E. K. Majestæts Residensstad sig opholder, foraarsager Indvaanerne stor Skræk og Fare, ej alene formedelst Overfald paa Gaderne ved Aftenstider, men og Indbrud i deres Huse om Natten forat frastjæle og berøve dem, saadant man nu langt mere hører om end fast nogen Tid tilforn. Det mangler ikke, at ligesaa excessiv jeg har befundet slig forommeldte Liderlighed og Bubberi at i Svang gaa, jeg jo og ligesaa skarpt ved Dag saavel som fornemlig om Natten har ladet ved adskillige udskikkede Politiinkvisitioner søge omkring i Staden og i Særdeleshed udi alle vidende mistænkte og ryggesløse Huse, hvorfor en stor Del og paa nogen Tid er bleven i Arrest indbragt. Men som jeg holder for, og ganske vist allerydmygst kan forsikre, at de fleste Mishandlinger af Tyveri, Røveri, Vold og deslige, der begaas, rejse sig mest fra H ...- og deslige liderlige Huse, da saa mange unyttige og skarnagtige Mennesker sig der fast over Natten opholde, hvilke ved slig Lejlighed og at deslige merbemeldte Huse for dem aabne staa, naar de under at forfølges af Vægterne eller Andre didhen tage deres Tilflugt, saa har jeg og i Særdeleshed ved ovenrørte Politi-Inkvisitioner ladet skarpeste muligt besøge og forske deslige Huse forat faa samme, saa meget ske kunde, afskaffede og ruinerede. Deslige løse Kvindemennesker ere vel efter E. M.'s allern. Lov og Forordninger brødige til Straf med Spindehuset, men som de befindes meget lidet saadan Straf at agte, da jeg, siden E. M. allern, har anfortroet mig dette mit Politimesterembede, jeg kan forsikre at have fundet mange løse Kvindemennesker, som den samme Dag, de af Spindehuset ere udkomne, have atter i slige Huse sig indforføjet, ja end de, som tvende Gange forhen have været tildømte Spindehuset. Hvorfor til at skrække saadanne løse Mennesker saa meget desto mere, saa har jeg ladet forfærdige hosfølgende Maskiner, nemlig en Drille, hvorudi de i Utugt befundne Kvinder kunne omdrejes paa


64

offentlig Plads, nemlig Nytorv, og at en anden med hosføjede Kappe paa Hovedet kunde omdreje samme Drille og saa derefter i Børnehuset paa en Kærre paa hosføjede Maade indsættes. Jeg har taget Inventionen af mangfoldige deslige Maader, jeg ved mine udenlandske Rejser en og anden Sted har set, og som de ingen Skade lide derved paa Kroppen, men alene en stor Spot og Skam, som jeg virkelig tror, mere vil skrække dem end Spindehuset, saa vilde jeg allerunderdanigst bede om E. M.'s allern. Approbation".

Med Ansøgningen følger 3 Afbildninger. Drillen var i Form som et Papegøjebur, hvori staar en kvindelig Figur med høje Fjer paa Huen og Ris i Hænderne. Kærren, hvori der sidder en Mand med en Pisk og Tømme i Hænderne, trækkes af to Kvinder med høje Fjer i Huerne og Ris i Hænderne. Der er næppe kommen Stadfæstelse herpaa og Ildebranden i den paafølgende Oktober har fortæret de mærkværdige Redskaber, der ligesom Optoget med Jøderne vidne om Himmerichs Tilbøjelighed til at more Pøbelen med skandaløse Optrin 1).

De Kvindfolk, som havde faaet uægte Børn, skulde efter Loven betale Bøder, men det siges 1702, at de fleste vare saa elendige og fattige, at de intet havde at betale med; de, fra hvem Børnene vare bortdøde, vare paa nogen Tid satte i Stadens Arresthus, men der kunde man ikke sætte de andre, da Børnene vilde omkomme, de kunde ej heller modtages i Kvæsthuset eller Pesthuset, da man ej heller der kunde medtage Børnene. 1724 var der 29 saadanne Personer, der ikke kunde betale Lejermaalsbøde 2).

I nogle Lav tog man det nøje med uægte Fødsel. Saaledes udelukkedes en Tømmersvend 1723 af Samfundet med de andre Svende, fordi hans Hustru før Giftermaalet havde faaet et uægte Barn, hvilken Vedtægt var sket i en Lavssamling, og herfor fik Svendene en streng Irettesættelse,

__________

1) Suppliker til Kongen 1702-30. Personalia: Himmerich.

2) Antegnelser til Byfogedregnskabet 1702. Bytingsprot. 1724.


65

men 1732 billigede Magistraten, at Svendene af en lignende Grund have afsat deres Formand 1).

Naar Politiet brød ind i berygtede Huse, forefaldt der let Slagsmaal. Da nogle Betjente saaledes en Aften vilde arrestere 3 Kvindfolk og kom ud paa Gaden med dem, de angrebes "med dragne Kaarder, som for mere Skræks Skyld holdtes i Vejret af 10 á 12 Militære, som raabte: Wolt ihr Teufels Kerls uns unsere Frauen wegnehmen, hau zu, hau zu! Overpolitibetjenten kommanderede igen: Vächter hervor! fället eure Morgensternen! die Spitze hervor! avanciret! De 3 Kvindfolk vare anholdte udi Arriergarden. Vægterne slog en paa Armen, saa han lod sin Kaarde falde, som blev medtaget. En Politibetjent var til Hest, red gesvindt omkring disse Militære, gjorde der Allarm, raabendes: Hej, Hej! her er Kongens Vagt, hvoraf strax de Militaire adspredte sig. Dog bleve de paa deres Vej endnu 2 Gange attaqverede, men de beholdt dog deres 3 Kvindfolk og bragte dem i Arrest".

Manden i dette Hus, der var Soldat, dømtes til at løbe Spidsrod og Konen til i 3 Dage Formiddag og Eftermiddag foran Hovedvagten at gaa "udi Fiddelen eller Pillori omkring Halsen og Hænderne" 2).

Af Overtro kommer der meget lidet frem i Datidens Retsprotokoller. Der er dog et Exempel paa en Kælling, om hvem man troede, at hun kunde forgøre Folk. En Dom af Magistraten af 25. Juli 1714 udsiger saaledes:

Eftersom den af Stadens Underfoged for mistænkte Kunsters Øvelse aktionerede Kvinde Marie Hans Villumsens hverken med de førte Vidner eller ved egen Tilstaaelse er i nogen Maade overbevist eller convinceret at have tilføjet Ernst Jakobsen Artilleribetjent den ham tilfaldne Svaghed,

__________

1) Politi og Kom. Koll. Res. Prot. 1. Okt. 1723. C. Nyrop, Kbhvns. Tømmerlav S. 294. 2) Ernstes Rapport 4. Dec. 1716 og 23. Jan. 1717.


66

saa skønne vi ikke, at den af K. M. Byfoged allegerte Lovens 10 Art. Pag. 863 kan appliceres eller passe sig paa forbemeldte Delinkvent som den, der skulde have brugt galne Konster med Forsæt at forgøre og skade sin Næste, thi foruden dette, at det er fast utroligt, at den udi Anne Kathrine Sonnesdatters Trøje indsyede Klump, som skal have været Skovox og surt Brød, skulde have kunnet virket eller haft nogen Effekt hos den fraværende Mand og ham sin Svaghed foraarsaget, saa er der ingen af Vidnerne, som sligt positive har kunnet forklare, og naar de ellers i sig selv examineres, saa er det første Vidne Anne Kathrine Sonnesdatter interesseret og i Sagen indbegreben, det andet Vidne Kirstine Jensdatter har været i Klammeri med Marie Hans Villumsens og desaarsag som hendes Avindskvinde burde anses og de øvrige Vidner vide lidet eller intet om Sagens Beskaffenhed at forklare. Ikke desto mindre efterdi Marie Hans Villumsens selv har bekendt og tilstaaet, det hun udi Anne Kathrine Sonnesdatters Trøje har indsyet det for Politiretten foreviste Gøglerværk og derfor bekommet en Mark, det ogsaa er hende overbevist ved Martha Olufsdatter og Kirsten Jensdatters edelige Udsigende, at hun har sagt sig at være en Hex, saa kende vi for Ret, at Marie Hans Villumsens som den, der til sin Nytte og for en skiden Gevinsts Skyld har bedaaret og fixeret sin Næste, ja været saa uforskammet at ville indbilde andre, det hun var en Hex, bør for slig Forargelse og begangne Daarskab sig selv til Straf og andre ligesindede til Exempel at arbejde udi Spindehuset 2 Aar.

Da der 1714 var opkommet Rygte om smitsom Syge, indberettede Politimester Ernst, at dette var aldeles ugrundet; "jeg fornemmer til intet andet end til Fabler af Syner, Gammelmands Spaadom med sligt. Gud give, Folket havde været saa frygtsomt Anno 1711, da det var Tid". Da der 1717 længe havde siddet en Hob Tatere i Arresthuset, klager Magistraten til Kongen, "at de gaa endog udaf


67

Vinduerne ved Lejlighed og bedrage gemene Folk med deres ugudelige Spaadomme, hvorfor de burde piskes af Bøddelen, deres Haar afskæres, siden sendes til den tydske Bund og deres Børn sættes i Spindehuset".

Af store Gadetumulter forefaldt ikke faa; 1705 var der et stort Opløb i Nyboder, og da Officerer skulde optage Forhør, men de, der skulde vidne, vare gemene Matroser og deres Kvinder og Børn, der ikke vare andet end det danske Sprog mægtige, beskikkedes Assessor Jakob Sidenborg til at føre Protokollen 1).

1709 var der Spektakler udenfor den russiske Gesandts Bolig, i hvilken Anledning Sidenborg ogsaa beskikkedes til at føre Protokollen ved Forhøret 2).

I Anledning af Uroligheder efter Pesten lagdes der 2 Eskadroner Ryttere ind i Staden i April 1712, af hvilke 100 Mand altid skulde være ved Haanden til Hest 3).

Af Slagsmaal paa Gaderne var der daglig Urolighed, i hvilken Anledning Politimesteren fremdrog en ældre Forordning, der paabød Naboerne selv at tage sig til rette. Han indberettede saaledes i Nov. 1713, hvorledes navnlig Matroserne toge Anledning til Tumult, fordi de ikke fik deres Lønning, hvilket han haabede vilde afhjælpes nu, da Kongen vilde betale dem med Pengesedler. Ellers skriver han: "Jeg fornemmer daglig en god Effekt af den over hele Staden uddelte Extrakt af Forordningen 6. Feb. 1694, at Indvaanerne ere villige og i Mængde, ja endog Kvindfolk selv udkomme med Kortgevær 4), Jærnskuffer og hvad de kan faa i Haanden og dermed lystig afbanke dem, som yppe Klammeri og blotte deres Værge med vred Hu paa Gaden, saa at iblandt andet igaar Aftes udi Mikkelbryggersgade fire Karle, som sloges med hinanden med dragne Kaarder,

__________

1) K. D. VII, 758 med Indlæg.

2) K. D. VIII. 98.

3) K. D. VIII, 244.

4) Kortgevær synes dengang at betyde Krabask, en Tyremie, hvilket var et kraftigt Vaaben at slaa med.


68

bleve udi en "Hviv" adskilte, saa at de lode falde paa Gaden tre dragne Kaarder og tvende opbragtes paa Raadhuset."

Dette gav Anledning til et Forbud af 29. Dec. 1713 mod, at nogen Matros, Rytter eller Musketer maatte lade sig finde paa Gaden efter Tappenstreg. 8. Dec. samme Aar befalede Kongen, at det ved Trommeslag skulde bekendtgøres, at om nogen understod sig at overfalde ærlige Folk enten med usømmelig Stenkastelse, og det allermest bagfra, skulde den skyldige straffes med Bremerholm, og var det en Dreng, da piskes i Børnehuset 1).

29. Decbr. 1713 skriver Politimester Ernst 2):

"Juleaften Kl. 5 skærmydslede to Matroser med Knive paa hinanden i Pustervig, men Indvaanerne kom strax ud med Kortgevær, bankede paa dem, ligesom det havde været Bergfisk, skilte dem saa ad, og da Matroserne kom til sig selv igjen, takkede de Indvaanerne, at de havde forekommet Ulykke".

"Onsdag Morgen Kl. 7, da Folk kom fra Froprædiken, gik en fuld Skibsskriver med en Skibskok paa Rosengaarden, drog Kaarden ud og ind af Balgen, saa at Folk raabte Gevalt, angreb saa Skibsskriveren med dragen Kaarde en Vægter Jakob Movridsen, der kom fra sin Post. Indvaanerne kom med Kortgeværet ud, Kokken værgede sig betimelig med Hælene, men Skibsskriveren gjorde stor Modstand, uagtet han fik mange Hug, til han ved Politibetjentes Hjælp blev overmesteret".

"Samme Nat Kl. 2 overfaldt 2 Matroser kommende bagtil paa Slotholmens Vægter, da han gik med sin Stige til at beskikke Løgterne, kastede ham uden foregaaende Ord over Ende, skar ham med Kniv i Ansigtet under Øjet og over den venstre Haand og kastede Morgenstjernen i Stranden."

__________

1) K. D. VIII, 804-05.

2) Indlæg til Reskr. 12. Jan. 1714 (K. D. VIII. 306).


69

"Vel har jeg befalet, at Vægterne skulle alletider om Natten gaa 2 og 2 tilsammen, men de klage for deres Posters Vidtløftigheds Skyld, det ej at kunne gøre, saasom hver Vægter har sine egne Løgter, og at de, naar de om Natten gaa paa Gaderne, skulle fra og til se sig bag omkring forat tage sig Vare."

Han maatte derfor have flere Vægtere, da det var nødvendigt, at de gik 2 og 2, "thi ellers ere Vægterne i allerstørste Fare og maa hver Nat vente sig at hengive og opofre deres Blod for Stadens Sikkerhed, thi onde Mennesker hade og eftertragte dem grummelig, fordi de afværge og hindre deres onde Forsæt, have derfor maattet afbanke mangen og bragt ham til Arrest og Straf, hvilket onde Mennesker tænke dem efter og søge at hævne sig."

1717 var det blevet rent galt; Politimesteren foreslog i Februar, at det ligesom i England og Italien maatte forbydes Matroser at have spidse Knive, thi da kunde de vel skære hinanden, men ikke til Døde. 15 Decbr. skrev han: "Udi disse mørke Aftener ere paa Gader adskillige Excesser nyligen begangne, idet nogle udædiske Karle med draget Gevær sat paa Brystet have udæsket Penge af de passerende med videre, hvorpaa jeg vel strax har beordret Vægterne, som ellers efter Laternernes Antændelse pleje at paradere paa Raadhuset, og imidlertid de fleste Insolencer forøves, at de fra Kl. 4 Eftermiddag udi disse korte Dage skulle forblive paa deres Poster og møde forhen ved lys Dag paa Raadhuset, saa har jeg og skriftlig anmodet H. Exc. Hr. Gen. Lieutenant og Kommandant Schønfeld at lade betimeligen og før Kl. 4 Eftermiddag patrouillere til Vægternes Assistens, dog som udi disse tilstundende Helligdage slige Excesser af Rov, Indbrydelse, Tyveri, Slagsmaal, Drab og Mord kunde hænde sig, hvilke ikke bedre end ved hastig og uafladelig Inkvisition og Forhør kunne opdages, da den suspekte eller beskyldte ikke gives Tid eller hans Med-


70

holdere at betænke sig paa Echapader og til at bortpraktisere det, hvorved Misgærningen kunde overbevises" o. s. v.

Under 5. Okt. 1720 beretter Ernst: Jeg er okkuperet til at opdage et aabenbare Stratenrøveri i Staden, da 8 Karle med Stokke og dragne Kaarder, i røde Klæder mest, overfaldt to skikkelige Mænd, rane en fin Kappe, Hat og Sølv-Tobaksdaase for et Hus, som vidnes om at være letfærdigt."

Herpaa fulgte et kgl. Reskript af 11. Febr. 1718, at Politimesteren i Sager, der vedkom Politiet, maatte lade optage edelige Forhør, naar han selv var tilstede ved disse, men i kriminelle Sager som Indbrud, Tyveri, voldsom Overlast og Mord, hvor Loven foreskriver Livs og Æres Straf, skulde han henvise til enhvers rette Værneting 1).

Lige overfor store Opløb forholdt Politiet sig ofte passivt. Det hindrede saaledes ikke Kadetternes Angreb paa Regensen 10. Febr. 1719 2), ligesaa lidt som andre Spektakler. Biskop Worm klager saaledes 26. Marts 1718: "En Del Skomagerdrenge have i Aftes overfaldet nogle af Disciplene i vor Frue Latinskole, hugget en af dem med et Kortgevær i Ryggen igennem alle hans Klæder ind til den bare Krop, slaaet Skolens Vinduer ind samt truet, at de imorgen paa samme Maade ville komme igen 3)".

Hertil svarer Magistraten 30. Marts: Magistraten har ladet opkalde alle Skomagermestrene og alvorlig foreholdt dem hver for sig "at tilholde deres Læredrenge her efterdags at entholde sig fra saadant uanstaaligt og højst strafværdigt Forhold, der saaledes af deres Drenge imod Skoledisciplerne er blevet forøvet". "Men ellers have samme Lavsmestre tillige foredraget og tilkendegivet for os, at den Tvistighed, som saaledes har rejst sig imellem deres Drenge og Skoledisciplerne, kommer deraf, at Disciplerne ubesindig og ved

__________

1) K. D. VIII, 434-39.

2) Se Kbhvn. paa Holbergs Tid, S. 322-26.

3) Collegiebreve i Raadstue-Ark.


71

Lejlighed ej alene overfalde fornævnte Drenge paa Gaden med Hug og Slag, naar de enten hente Mad til Svendene eller gaa deres Mesteres andre Ærender i Byen, og undertiden spilde Maden for dem, men endog ligeledes Mesternes Hustruer med Snebolde paa Vor Frue Kirkegaard, som mange af Mestrene særdeles beklagede sig over". Magistraten bad derfor Biskoppen om at virke til, at Insolencerne ogsaa fra den anden Side maatte forebygges.

Foran er omtalt de Opløb, som Optagelse af Tiggere fremkaldte.

"Kortgeværerne" vare ej heller farefri Vaaben, og Befalingen om at møde med disse fremkaldte vistnok ofte Misbrug og en med Glæde greben Anledning til Spektakler.

En Mandag Aften var en Soldat i Kastan Meyers Hus i Tornebuskegade, "da der sad nogle Gæster derinde og drak. Samme Tid tog Soldaten en Stok fra en anden Person derinde og tillige gav ham et Par Ørefigen og gik bort med Stokken. Dagen efter forlangte Ejeren af Stokken, at Meyer skulde skaffe ham Stokken igen, hvorpaa denne gik hen i Soldatens Kvarter og fik den, efterat Soldatens Vært og Værtinde havde slaaet Soldaten under Øret med de Ord: Skal vi have en Tyv her i Kvarter"? Om Eftermiddagen kom Soldaten igen ind i Meyers Hus og gjorde Klammeri, saa Meyer maatte vise ham "ud paa Døren", men Soldaten blev ved at klamres udenfor og huggede Vinduerne itu med sin Kaarde. Kastan Meyer greb da sit Kortgevær og løb ud, og han og Soldaten sloges hver med sit Vaaben. Naboerne kom til, 2 Vævere med Kortgevær, to Snedkersvende med lange Stykker Træ, hvorpaa Soldaten flygtede tvers over Rosenborggade opad Reformert Kirke, hvorpaa han faldt, og Meyer med de nævnte Personer slog ham med hvad de havde i Hænderne; en lang Garverkarl kom ud af et Hus i Aabenraa med en Stok, hvormed han slog løs paa Soldaten, hvorpaa de lod ham ligge paa Gaden og Kastan Meyer hjembragte hans Kaarde som Krigsbytte.


72

Siden kom 2 af Soldatens Kammerater til og førte ham hjem, idet han hverken kunde gaa eller staa. Men kort efter døde Soldaten 1).

Den 24. Jan, 1713 "bad Povl Perset Duque og hans Søster Madame l'Espagne 2) til Bords om Aftenen, som var en Søndag, og da de Klokken imod 10 vilde gaa hjem, fulgte Perset dem med sin Pige Bodil Kathrine. Da de gik fredelig i Kristen Bernekovstræde, kommer der tvende Personer efter dem, hvilke talte et fremmed og uforstaaligt Maal, skældte for Kanaille og med blottet Kaarde hugge i Stenene, hvoraf den ene, der havde en rød Kjol paa, løb til med den blotte Kaarde og hug Duque over Armen. Den anden, som var l'Arpent, havde en Slaabrok paa og en dragen Kaarde og bød ham Spidsen deraf".

Det hedder videre i Indlægget, "at Frands Franskmand eller Pierre Odesant tilligemed l'Arpent udi Værtshuset Børsen den 24. Jan. Kl. 8 slet har talt adskilligt om Klammeri, som de vilde gøre med, og at Odesant udtrykkelig og med klare Ord har med Pavie og l'Arpent lagt over at ville overfalde den Dreng l'Espagne, som han kaldte Duque, sigende, at man burde slaa ham ihjel, gaa bemeldte Dreng paa Siden og køre ham sin Kaarde ind i Lænderne. Han vilde laane Lafonds Kaarde, saasom den var længere end hans for at gøre det dermed, som de andre kunde have Plaisir af".

Stephan l'Arpent vidnede, at Pierre l'Arpent samme Aften havde været hos ham forat laane et sort Spanskrør og 1/2 Time efter kom i en Kvindekjol, som han bad om maatte gæmmes der, og fortalte da, at de nu havde udført

__________

1) Bytingsprotokol 22. Decbr. 1727.

2) Det er vist hende, der ogsaa kaldes Madame Lespang og bode paa Østergade, hvor hun var Galanterikræmmerske. Paa samme Maade kaldes i "Jean de France" Folie d'Espagne "Fiol de Spang". I samme Skuespil bliver det ogsaa komisk, naar Jean kalder Espen Mrs. d'Espang.


73

deres Forsæt med l'Espagne, og at en anden havde "bastaneret" ham, nemlig Frands i det norske Posthus, som ellers kaldes Pierre Odesant, og at han havde haft en Kaarde under Kvindekjortlen.

Dagen efter begyndte Gerningsmændene at blive bange og vilde overtale Monsieur Henrik Christian Møller 1) til at give dem Attest for at have været hos ham fra Kl. 8 til 11, ligesom han vilde have Attest for, at de Kl. 11 1/2 havde været hos Quiteau og drukket mere.

Den 16. Jan. havde Duque og Odesant været sammen i "Børsen", og den første sagde til Odesant, om han turde lade sig se i et ærligt Kompagni som en Bourre 2) og Meuchelmorder. Odesant sagde, at alle de, som sagde saadant, var Bourres og Carnailles, Duque gav ham en Ørefigen, Odesant tog med Haanden i Lommen og Duque trak Kaarden, stødte Tobakspiben ud af hans Mund og undsagde ham med de Ord, at han ikke skulde dø for nogen Andens Haand end hans 3).

Nævnte Personer synes os at henhøre til Aristokratiet, men det er kun Navnene, der lyde saa fint. Odesant og Duque saavel som Pierre l'Arpent vare Parykmagere, og Odesant, hvem man skulde tro, havde været et ungt Menneske, var en gift Mand. I et Tingsvidne af 21. Avg. 1715 udsiges, at Vidnerne vare tilstede i Zebaots Kirke, da Pierre Hodeçant blev viet til Katrine Kristoffersdatter Brun, i hvilket Ægteskab han havde 2 Børn, det mindste var 4 Maaneder og født efter Faderens Afrejse til Frankrig.

I Nov. 1717 kom Studiosus P. C. Lyngby, en Præstesøn fra Jylland, i Mørkningen tilhest ind ad Nørreport og holdt paa Nørregade udenfor en Vintapper, hos hvem han i en halv Times Tid drak 1/2 Potteglas Vin og red derpaa ind i Skidenstræde, hvor han stødte imod 3 Konstabler, af

__________

1) Se om ham i Kbhvn. paa Holbergs Tid S. 252.

2) Det er vel samme Skældsord, som Jean de France's bougre, en lumpen Knægt.

3) Magistratens Domprot. 1713 S. 613 flg.


74

hvilke den ene blev vred og spurgte, om Gaden ikke var bred nok. Lyngby gav ham derpaa nogle Slag af Ridepisken, og da han saa greb Hesten i Tøjlen, skød Lyngby en Pistol af, der ramte ham, saa han døde paa Stedet. Lyngby red derpaa i rask Galop ad Købmagergade til Amagertorv med Pistolen i Haanden og flygtede ud af Byen 1). Han havde om Dagen været i Tueborg og der fortalt, at han var bleven overfalden af to Soldater, og hvis hans Pistoler havde været ladte, havde han skudt deres Ben i Stykker.

Af mere uskyldig Art var Afbrænding af Fyrværkeri paa Gaden. Saaledes tiltaltes 1717 Guldsmed Treffort, fordi han ikke havde hindret Løjtnant Lapotteri i at udkaste Sværmere og Raketter fra Højbro. Han maatte derfor bøde 8 Lod Sølv, og hans Dreng, der løb med Lunte og Ild paa Gaden, 4 Lod Sølv, hvis han ikke vilde straffes med at miste Huden i Tugthuset. Aaret efter fik 4 Drenge samme Straf, fordi de havde kastet Urenlighed ind i en Urtekræmmers Bod og samme Tid en Sværmer 2).

1718 var der Spektakler imellem en Borger Knud Ronborg og nogle Studenter, og 1720 vare andre Studenter blevne bankede af nogle Bagersvende.

Det bliver senere omtalt, hvor stort i Forhold til anden Næring Tallet var paa Værtshuse. I Politiforordningen af 1701 var der vel bestemt Straf for Drik om Søn- og Helligdage og om Hverdage efter Kl. 10 om Aftenen, men "den store Misbrug, som med Drik og Dobbel Natten igennem sker i Kro- og Værtshuse samt Kældere", fremkaldte en kgl. Befaling af 16. Jan. 1713, at om nogen opholdt sig paa saadanne Steder længer end til Tappenstreg, skulde han føres til Arresthuset og Værten tilligemed enhver Gæst bøde

__________

1) Ernstes Rapport 24. Nov. 1717.

2) Politiretsdom 8. Juni 1717 og 8. Nov. 1718.


75

første Gang 4 Rdl., anden Gang dobbelt og tredie Gang som Kongens Mandaters modvillige Overtrædere.

En Del Øltappere og Værtshusholdere klagede imidlertid til Kongen over, at Politimesteren havde ladet omdele Sedler mod Nattesæde, at ingen, hvo det være kan, maa lade sig finde udi Kro- og Værtshuse længer end til Kl. 8 under Straf og Anholdelse i Arresthuset, hvilket var mere til deres Ruin end til Uordens Afværgelse, "thi naar fattige Haandværksfolk og Borgere have arbejdet den ganske Dag til Kl. 7 om Aftenen, behøve de en Mundfuld Mad for sig og sit Folk, saa er den 8de Time borte, da de skulle gaa hen til Folk enten i deres egne Huse eller i Værtshuse og søge enten at faa Arbejde betinget eller bestilt til sin nødige Tarv og Ophold, hvorigennem vi fattige Folk ogsaa havde en liden Næring". De lovede derfor "at Soldater og Matroser ikke skulde faa noget efter Kl. 8, naar kun Borgerskabet og Haandværksfolk udi Skikkelighed og Sømmelighed maatte nyde Frihed til at sidde saa længe som tilforn.

I Henhold dertil tillod Kongen 25. Febr., at i skikkelige Huse maatte Folk blive til Kl. 10, men hvis der skede Klammeri, skulde Værten bøde 20 Rdl. 1). I nogen Tid gjorde dette vel sin Virkning, men i Aarene 1716-20 forekomme en utrolig Mængde Retssager om Helligbrøde, Nattesæde, Gadespektakler og Usædelighed; især tog Tiltale for Nattesæde saaledes til, at Politiretten næsten hver eneste Retsdag afsagde Domme i saadanne Sager.

Det var dog ikke altid, Politiet fik Ret. 1715 gik nogle Betjente en Nat efter Kl. 12 ind til en Øltapper, hvor de fandt 5 Studenter, Melhuus, Angel, to Gelmuydere og Schilderup. Disse paastod, at de logerede i Huset og ikke havde drukket Øl i de sidste 2 Timer, den ene sad ogsaa i Vesten og en anden med Nathue, og de havde en Bog hos sig. Værten kom op af sin Seng i sine "Brudgoms Klæder" og

__________

1) K. D. VIII, 273, med Indlæg.


76

vilde give Kavtion, men Politibetjentene svarede, at de ikke vare Paltekoner, og toge de to Studenter med i Arrest uden at tillade dem at tage flere Klæder paa. For denne Adfærd fik Betjentene en Irettesættelse, og en af dem maatte bede en Kvinde om Forladelse for de af ham brugte Ukvemsord 1).

1729 arresterede Politiet en Skolediscipel Peder Jensen Mørch, der tilligemed en Tømmersvend logerede i en Kælder, hvor begge sade i Skænkestuen ved Varmen. En Politiretsdom af 9. Maj 1719 henviste til en Politiplakat af 15. Feb. samme Aar, at Skoledisciple, der opholdt sig i Drikkestuer og vilde ikke forføje sig bort, ikke skulde føres til Arresthuset men til Rektoren, og udtalte desuden, at man ikke kunde hindre Logerende med Værtens Tilladelse efter Kl. 10 at varme sig i hans Stue. Mørch fik i Godtgørelse 10 Rdl.

Paa Grund af den store Konkurrence indsneg sig den Misbrug at drikke paa Kredit, hvilket ses i Holbergs Komedier at være noget, der fulgte af sig selv, ja det gik saa vidt, at man bankede Værten og hans Folk, naar de kvævede Betaling 2). 4 Nov. 1726 skriver Politimesteren, at "moxen enhver Kroerske 3) nu om Stunder bruger den Frihed at antage paa Kredit og haandfaaet Pant af de her i Garnisonen beliggende Soldatesqve, hvad de kunne faa, ja tildels deres Munderingsklæder, hvilke og Soldaterne til Øl og Brændevin at faa godvillig give Kroersken i Hænde under Navn, at de have faaet ny Mundering"; han ønskede derfor et Forbud mod at nogen Soldat kunde faa højere Kredit end for 6 Sk. 4).

1729 anklagedes Kældermændene ved Stranden, fordi deres Døre stode aabne om Søndagen, men de slap for Til-

__________

1) Politiretsdom 19. Feb. 1715.

2) Se Kbhvn. paa Holbergs Tid S. 227.

3) Kroerske, der egentlig betyder en Kvinde der holdt Kro, betydede paa den Tid en Ølskænker, hvilket er en utvivlsom Kendsgerning, om hvis Virkelighed Kalkar tvivler i sin Ordbog II.

4) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 316.


77

tale, fordi "den meste Lysning, de have, er af Døren til Gaden, dog have de stedse en Dug over deres Mad". I de simple Værtshuse var det Skik, at man fik Øl, Brændevin og Tobak samtidig. Tobak for en Skilling.

At der forekommer mange Sager i Anledning af Uordener i Væsthuse, er næsten en Selvfølge. 1720 forekommer en Sag, anlagt af en Kaptejn Ditlev Weisman mod en Vært Altman Bohlman, paa hvis Bord der var skrevet nogle Nidvers om en Soldat Ohm Hergens. Værten benegtede at have forfærdiget Versene, da han ikke kunde skrive, og at han havde gentaget dem, kunde ikke paaføre ham Straf, eftersom det var sket i Krohus, og de skulde ikke være Hergens til Præjudice eller Forklejnelse i nogen Maade 1). En lignende Sag om Nidvers mod en Gæst omtales i det følgende.

I Rasmus Falchs Hus i Slippen sad to Malere, drak et Krus og raillerede med hinanden. Den ene, Niels Jonsen, sagde bl. a. til den anden, at det var en Hundsfots Barber, han havde, og tog ham i Skægget, derpaa tog han i hans Paryk og sagde, at det var en Hundsfots Parykmager han havde. Kammeraten stødte Niels Jonsen med sin tændte Tobakspibe paa Kinden, tog en Mundfuld Øl og oversprøjtede ham; derpaa tog Niels Jonsen den Andens Hat og Paryk og tørrede sig dermed og satte Parykken galt paa hans Hoved. Nu blev denne vred, udfordrede Niels Jonsen og slog ham i Hovedet med Stokken, saa han døde nogen Tid efter 2).

1702 sade nogle Skomagersvende hos en Brændevinsmand og "legte Kort", men om det var til Øl eller om Penge, vidste Vidnerne ikke. De spillede Styrvolt til Kl. 10, og da saa en Vægter kom ind, sagde denne, at før Kl. 12 havde det ingen Nød, hvorpaa de spillede til Kl. 5-6 om Morgenen. Derefter kom to af dem i Diskurs "af

__________

1) Politiretsdom 15. Marts 1720.

2) Politiretsdom 6. Oktbr. 1727.


78

Skriften om Prædiken", hvorover de bleve saa uenige, at de sloges med Stole og med Ildpanden i Kakkelovnen, og tilsidst rendte den ene sin Kaarde igennem den anden.

De forskellige Slags Benævnelser paa Beværtning gik i Virkeligheden sammen. Hos en Kok, Vintapper, Øltapper, Themand og Gæstgiver kunde man ofte faa samme Traktement. Imidlertid var Næringen som Kok eller, som det ofte hed, Stadskok vistnok den mest ansete. Johan Vogt tog Borgerskab 1700, Didrik Nikolajsen 1704, Nikolaj Racho 1717, Ulrik Adolph, der var en døbt Jøde, 1723, Frederik Luvin 1727. En Stadskok havde Privilegium paa at koge for Folk ved Brylluper og Værtskaber 1).

Det fornemste var at være fransk Kok. Den mærkeligste af de franske Kokke var Etienne Capion. Om ham berettes ellers, at han er indkommen med en fransk Skuespillertrup, men dette er alene løs Gætning. 1703 klagede Vinhandlerlavet over 8 Personer, der uden Rettighed udtappede Vin i smaa Maal; en af disse hed Monsieur Capion. Denne søgte nu om at faa Borgerskab som Vinhandler, men da han ikke havde Lærebrev, nægtedes det ham. I sin Ansøgning siger han, at han har opholdt sig nogle Aar her i Staden og næret sig af Vintapperi under Poul Choppies og Pierre Poumeaus 2) Protektion som en deres Tjener.

Poul Choppie besværede sig derpaa over, at Oldermanden for Vinhandlerne havde stævnet hans Tjener Capion, der i hans Gàard i Silkegade forhandlede hans Vin. Capion fik 27. Nov. 1703 kgl. Privilegium paa at ernære sig med at skænke, sælge og forhandle Vin i smaa og store Partier, naar han havde taget Borgerskab. Dette tog han 7. Nov.,

__________

1) K. D. VIII, 408.

2) Disse udnævntes 14. April 1703 til at have Inspektion med Konsumtionen af Vin, Brændevin og Salt i hele Danmark undtagen Kjøbenhavn og Øresund, og tidligere havde de faaet Tilsyn med Tobakstolden.


79

dog ikke som Vinhandler, men som fransk Kok. I Ansøgningen til Kongen skriver han, at han nu med Hustru og Børn paa tredie Aar havde opholdt sig hos Choppie, solgt hans Vine og rejst med ham og Pierre Poumeau i deres Forretning med Forpagtningen af Tobakken 1). Siden var han i kgl. Tjeneste, thi Pierre Cabot nævner i sin Ansøgning 1714 om at blive Vinhandler, at han nogen Tid havde fulgt Eders kgl. Majestæts Armée i Societet med Monsieur Capion som Hof- og Stabs-Marketender.

Capions Virksomhed som Theaterentrepreneur ville vi ikke omtale her; den førte ham ind i pekuniære Vanskeligheder, der vistnok ødelagde ham 2). Allerede 20. Juni 1722 gjorde Tømmerhandler Hans Lindenhof Indførsel i hans Komediehus imellem Lille Grønnegade og Gotersgade og 22. Dec. 1722 udstedte han en Panteforskrivning paa 3340 Rdl. i samme Hus næst efter Kaptejn Taaes Prioritet, hvorved han tilskrev sin Kreditor alle Indtægterne ved Theatret 3).

En anden fransk Kok Anders Jori, der tog Borgerskabet 1700 og 1717 bode paa Købmagergade ved Siden af Grev Reventlaus Gaard og 1718 i Naboløs, rejste paa Grund af Gæld bort fra sine tre Børn. 1723 nævnes to Kokke i Pilestræde, den ene var Etienne Peche, thi allerede 1705 klage Vinhandlerne over en Franskmand Etienne Peche i Pilestræde, der udtapper Vin. Det er ham, der nævnes i Jean de France; han havde rigtignok taget Borgerskab som Florvæver, men i nogle Skattelister kaldes han Florvæver og Vintapper.

Den anden var Matthieu Toyon, der er flyttet fra Højbrostræde, thi 1722 averterer han i Aviserne, at han bor i Pilestræde lige overfor Silkehuset og har etableret sig

__________

1) Vinhandlernes Lavsprotokoller.

2) Se Kbhvn. paa Holbergs Tid S. 236 og de der anførte Kilder.

3) Bytingsprot. 30. Juni og 22. Dec. 1722.


80

paa den Fod, at fornemme Standspersoner hos ham med den deres Stand tilhørende Spise eller Logement enhver efter sin Begæring kan vorde akkomoderet. Hen bode i nuv. Nr. 8 i Pilestræde, den gamle Bygning, der for Tiden bliver nedreven.

1704 beklagede Vinhandlerne sig over, at der for nogen Tid siden var ankommen adskillige "fremmede Nationer og Franskmænd", som brugte den største Handel, især Arnold Tillon, Paul Bion og Pierre Bouè, de sidste havde Pakkælder under Hans Excellence Scheels Gaard paa Kongenstorv, i Store Færgestræde under Kronborg og paa Kristianshavn. Desuden solgte flere Grosserere i smaa Partier; blandt de ulovlige Handlende vare ogsaa Hutstafferer Jørgen Eilersen og Barber Johan Frederik Cicorius.

1710 berette de, at der var 64 Vinhandlere i Lavet og 27 udenfor dette, disse sidste havde endog Skilte med Vindruer. Blandt disse nævnes: Ole Nielsen Lund, Theskænker i Læderstræde, Mikkel Persen i Merviven, Peder Olsen i Stadt Bergen ud for Holmens Kirke, Johan Wedel i de tre Fasaner i Ulkegade, Mogens paa Hjørnet af Mønten, hvor Stadt Riga udhænger, Bertel Høvisch i Silkegade, hvor Slottet af Berlin udhænger, med Bakkus ovenover, Johan Hein, Theskænker paa Hjørnet af Østergade og Pilestræde, Enken i den forgyldte Krans ved Skolen i Skindergade, Værten i det forgyldte Vildmands Skilt i Skindergade, de tre Herbergerere paa Vestergade i de tre Druer, Skibet og Prinsen.

Mange Theskænkere solgte Vin. Saaledes klagede Vinhandlerne over Theskænker Johan Henrik Kühn, der 1713 havde faaet kgl. Bevilling paa at udtappe i sit Hus til sine Gæster, som spiste hos ham, at han holdt aaben Kælder og solgte ud af Huset. The- og Kaffeskænker Bertold Høvisch søgte 1708 om Tilladelse til at skænke Vin og siger i sin

__________

1) K. D. VIII, 285.


81

Ansøgning, at "mestendels i alle Øl-Værtshuse Vin for Penge kan bekommes".

Af Theskænkere toge følgende Borgerskab: Jean Baptiste la Croye 1699, Jørgen Plocbaum, Chokolade- og Theskænker 1705, Povl Frederik Frenschenv Kaffe- og Theskænker 1706, Johan Henrik Kühn 1708, Aron Phelii, fransk Reformert, 1713, Mads Esmark, født i Æbeltoft, 1715, Ernst Fromholtz 1716, Jakob Sayaux, fransk Reformert, 1718, Nikolaj Nissen 1718, Mikael Karmark 1726, Hans Enevoldsen Brokman 1713. 1710 nævnes David Cortou, Klavs Biil, Søren Jensen, Ole Lund, Niels Sindelsen og Adolf Gregersen foruden Slocbaum som Themænd. Flere af disse vare vistnok tillige Kokke, saaledes averterer I. H. Kühn 1719 paa Tydsk, at de, der vilde holde Bryllup eller Gæstebud og ikke havde Plads i deres Hus, kunde anmelde sig hos ham i den danske Krone paa Hjørnet af Færgestræde, hvor de vilde forefinde galante Logementer, Servicer, Traktementer og efter Behag ogsaa skøn Musik. Denne Næring skjultes ogsaa under Titelen Herbergerer; Theodor Hillebrand tog Borgerskab som saadan 1703, Jørgen Olderland 1703, Klavs Richersen 1703, Søren Nielsen 1704, Peder Svendsen 1704, Pierre Cabot 1715, 1) Peter Voss, engelsk Gæstgiver, Johan Volchman, Traktør. Den danske Kok Mester Jakob er, som alt formodet 2), Jakob Godske, der 1722 kalder sig "forhen Kok hos Hans høje Excellence højbaarne nu sal. Hr. Generaladmiral Gyldenløve"; da han falbød i Aviserne sit Hus i Dybensgade lige for Vandpumpen paa den højre Haand fra Ulkegade.

Der var mange Gæstgivergaarde, især paa Vestergade, ved hvilke vi her ikke ville dvæle 3). Vi ville dog nævne Avlsgaarden, af hvilke der var to; den i Springgade nævnes 1724, det var der, hvor Stadens Stalde i sin Tid laa. Den

__________

1) Se om ham Kbhv. paa Holbergs Tid S. 212-13.

2) Samme Sted S. 212.

3) Se Kbhvn. paa Holbergs Tid, S. 221-22.


82

maa have gaaet ud til Landemærket, thi i Aviserne 1724 averteres Avlsgaarden i Landemærket med 12 Værelser til at herberge Fremmede og Staldrum til 50 Heste. Avlsgaarden paa Vestergade nævnes 1749, da den tilhørte Lars Tideman, hvilket nu er Gadenummer 22 og 24 paa Vestergade (Farvergaarden).

Paa Vestergade laa ogsaa Vestre Paradis, nu Jærnbanehotellet 1).

Vestre Paradis har sin særlige Interesse ved at det er Scenen for Holbergs "Den ellevte Juni". Hvis Kulisserne under de første Opførelser havde fremstillet de virkelige Forhold, hvad de næppe gjorde, vilde det have været let at vise det virkelige "Paradis", men da det brændte 1728, gik dets Udseende og Beliggenhed i Forglemmelse. Af et Skifte efter Skalmejeblæser Henrik Henriksen Delling, der døde 1715, ses det, at han boede og døde paa Vestergade, hvor Skiltet Paradis udhænger, og det fremgaar af Skattemandtal, hvor Huset laa i Gaden; af disse ses det ogsaa, at Kælderen var udlejet til Smaafolk, der drev Værtshushold for sig, medens andre Lejere benyttede de øvre Etager. Af en Vurderingsforretning 1717 ses det nu, hvorledes de stedlige Forhold vare.

Paradis er den vestlige Hjørneejendom imellem Vestergade og Volden, en Del af det nuværende Jærnbanehotel. Hvis Dekorationen ved Opførelsen skal være rigtig, fremstilles altsaa i Baggrunden Volden og Voldgaden, til højre for Tilskuerne nogle mindre Huse, hvor de Studenter bo, der raabe Rus efter Studenstrup, og til venstre de to Huse, hvoraf Paradis bestod. Studenstrup kommer ind fra venstre Side, nemlig fra Vesterport, og han har staaet af Vognen paa Hjørnet (2. Akt 2. Sc.), hvor Paradis havde en Indkørsel fra Voldgaden, hvilket forklarer, at man ikke ser

__________

1) Smsteds S. 224 og Literatur og Kritik udg. af Riis Knudsen III. 1889. S. 10-14.


83

Tøjet blive baaret op "for Trappen", idet der var Opgang til det øverste Stokværk fra Gaarden; man hører kun Studenstrups Beklagelse (2. Akt. 5 Sc.) over, at denne Opbæring kostede 2 Skilling.

Idet Studenstrup kommer ind paa Scenen og til højre drejer ind i Vestergade forat søge efter sit Logemente i "Tre Hjorter", møder han sin foregivne Fætter og gaar med ham over paa den anden Side af Gaden, hvor de banke paa Paradises Dør.

Paradis havde en Brandmur til Volden, hvori var en Port med en Altan over. Til Vestergade var to Huse, hvert paa to Etager med grundmurede Kældere og Kviste over de fire Fag. Huset nærmest Volden havde 6 Fag til Vestergade og det andet Hus 8 Fag. Det førstnævnte Hus havde Indgang fra Voldgaden baade til Kælderen og til Stuen, saa det er ikke i dette, at Værten Jakob bor. Det andet Hus derimod, det der er nærmest ved Tilskuerne, havde Nedgang til den beboede Kælder fra Vestergade og ligeledes Opgang til Stuen ad en Trætrappe med Jærn-Rækværk. Til Salen var der derimod Opgang fra Gaarden ad en Vindeltrappe til en Svale ligesom til Loftet ad en Stigetrappe.

Indvendig saa Huset saaledes ud: I Kælderen var der en Forstue og en Kælderstue med Spaanmaatter paa Væggene, Vindovn paa to Skruer, Køkken og et afdelt Kammers, og fra Køkkenet ad en Stigetrappe Opgang til et Kammers i Stueetagen. I Stueetagen var der en Forstue med Flisegulv, ved hvis nordre Side der var en Stue med gammeldags Panel (Træbeklædning) paa Væggene, Bilæggerovn paa to Skruer, Brædegulv; paa den søndre Side af Forstuen var en liden Stue, hvori der var en Vindovn paa to Skruer med muret Fod, medens de andre Ovne i Huset havde Jærnfødder. Anden Etage var en eneste stor Sal, og det er da her, de Bryllupper bleve holdte, der lejlighedsvis omtales.


84

Kvisten bestod af tre Kammerser med en aaben Gang udenfor; det er altsaa her, Studenstrup havde sit Værelse, thi i 4. Akt 2. og 7. Sc. taler han om at gaa op paa sit Kammer, men i 5. Akt er det rigtignok i Stuen, idet Jakob lytter ved Døren og Henrik i 3. Sc. siger til ham: Spring ud i dit Kammer.

Medens de første tre Akter foregaa ude paa Gaden, foregaa fjerde og en Del af femte inde i Huset, og det i den nævnte Forstue med Flisegulv, hvor Beskikkelsesmændene og andre træde ind umiddelbart fra Trappen. At Scenen foregaar inde i Huset, ses ogsaa af, at der tales om, at Jakob har slaaet Gadedøren i Laas og sat Matroser paa Vagt udenfor denne forat passe Studenstrup op. Midt i 9. Sc. i 5. Akt maa foregaa en Kulisseforandring, thi Slutningen af denne Scene og alle de følgende Scener foregaa igen paa Gaden; det er her, Studenstrup raaber Vægterversene, men det maa ogsaa være her, de indskudte Løjer med Tønden og Sækken foregaa, hvilke Løjer uden Skade kunde udelades. I Slutningen af 9. Scene maa Studenstrup gaa ud til højre og komme ind igen fra samme Side, ti ellers vilde der ingen Mening være i, at han ikke strax kunde finde Vesterport og nu spørger om den rette Vej dertil.

Ligesaa berygtet som dette var formodenlig Nørre Paradis (nu Frederiksborggade Nr. 9 og 11), hvor 1721 en Bryggersvend af en Underofficer ved Livgarden "efter adskillige foregaaende brugte Moyen" blev "antastet og med Arrest behæftet i Corps de Garden paa Slotsholmen, "i den Tanke, Karlen skulde lade sig forføre eller overtale til at tage Militærtjeneste". Værten i Nørre Paradis hed Abraham Leth, han var selv Militær, og da Karlen havde laant 2 Rdl. af ham, vilde man indbilde ham, at han havde taget mod Hververpenge, dernæst havde man "med Tvang og Hug" iført ham Leths Mundering 1).

__________

1) Mag. Skr. 22. Oktbr. 1721.


85

Et billigt Ølhus hed Dusehuset. Af en Retssag 1713 oplyses det, at en Matros Anders Rasmussen bryggede noget billigt Øl, der kaldtes Dus, "fordi det ruser saa brav", og af dette havde Huset Navn. Der søgte Matroser og Soldater, "der gik ædru ind og kom drukne ud".

I Landemærket laa i det mindste efter 1728 en Beværtning, der hed Syvstjernen, et Navn der blev givet af Professor Horrebow og hvor han samledes med sine Kollegaer, blandt hvilke Professor Ramus og Holberg. Saaledes beretter G. L. Baden 1). Af Jonges Manuskript til Fortsættelsen af hans Kjøbenhavns Beskrivelse ses det, at Syvstjernen blev købt til Trinitatis Kirkeskole 1780, det er nu Gadenumer 7. Baden kunde vide god Besked, da han var af Professorslægt og gift med Prof. Ramus'es Slægtning, og de to Professorers Levetid gik nær ned mod hans; han er født 1764, Ramus døde 1769, Horrebow 1764. Før 1728 ejedes Stedet af Jesper Koks Arvinger.

Det ses, at der var et The- og Kaffehus paa Hjørnet af Nytorv og Brolæggerstræde.

Nogle Værtshusholdere holdt Billard. Saaledes opgives 1730, at i Kræmmerkompagniets Gaard ved Gammelstrand havde Karl Bihl sin Vinkælder og i samme Hus holdt Ølskænker og Herbergerer Kristian Manniche Billard.

Den endnu bekendte Gæstgivergaard Knapstedsgaard paa Halmtorvet var til paa denne Tid og havde Navn efter Ejeren Jokum Knapsted, Søn af Oberstløjtnant og Kommandant paa Korsør Peder Knapsted. Hans Hustru Helle Kirstine Mogensdatter døde 1711 og efterlod et eneste Barn Peder, 13 Aar gl. 2).

Der dreves meget Kortspil i denne Tid, især blandt Officerer. Det fremgaar saaledes af en Retssag fra 1717, at en Student Chr. Bunneman fra Oldenburg 1710 i Prokurator

__________

1) Skæmt og Alvor 1816, S. 37. Denne Henvisning skyldes Hr. kgl. Fuldmægtig G. L. Wad.

2) Skifter 1712 Nr. 503.


86

Anders Lyckes Hus af en Løjtnant J. B. Lemmerman var bleven tvungen til a la Bassesse Spil, hvor han tabte alle sine Penge, og siden spillede han paa Kredit, saa han tilsidst maatte give en Forskrivning paa 10 Rdl. 1). Undertiden tabtes store Summer. Paa Baron og Kaptejn Gyldenkrones Kammer tabte Assessor Bøfke saaledes 1722 saa meget, at han udstedte en Vexel til Kaptejn Lohman paa 2700 Rdl. og en anden til Gyldenkrone paa 400 Rdl. Nogen Tid efter tabte Bøfke 3200 Rdl., som Gyldenkrone afspillede for ham. I Ravnsborg tabte Bøfke til Løjtnant Toll 2000 Rdl.; han spillede der ogsaa med Kammerjunker Descorbiac Lavalese og Krakovitz. Engang tabte Bøfke endog 16000 Rdl., mest i Terningspil, men han spillede ogsaa med Kort "au faron", ofte hjemme i sit eget Hus, undertiden tidlig om Morgenen. Uagtet han var Assessor ved den tydske Hofret, var han mindreaarig, hvorfor der blev Spørgsmaal om hans Forpligtelse til at betale 2).

25. April 1723 klager Politimester Rateken over, at Løjtnanterne Niemand og Müller en Aften ved Kl. 11 "udi Themand Jakob Hansens Hus med 5 andre Officerer ved Bankospil ere blevne antræffede, hvilke ej heller have villet give deres Navne tilkende, men i det Sted baade imod Politiens Betjente og imod mig selv erteet sig meget uanstændig, og endskønt jeg strax saadant anmeldte til Greve og Kommandant v. Sponeck, er dog hidindtil intet andet paafulgt end adskillige unyttige og fast overalt usandfærdige Forklaringer" 3).

En ubehagelig Irettesættelse fik 1725 Baron og Oberstløjtnant Niels Juel, fordi han for nogle Aar siden havde spillet med Prins Frederik af Glyksborg, der dengang var mindreaarig, og modtaget en Vexel for Gælden. Oversekretæren havde allerede 1723 søgt at faa denne Sag forligt i

__________

1) Coll. Breve 6. Juli 1717.

2) Indlæg til Reskr. 2. Sept. 1724.

3) Indlæg til Reskr. 7. Maj 1723.


87

Mindelighed, thi han bad Juel om at give Vexlen tilbage, da Prinsens Fader havde beklaget sig og mente, at man ikke behøvede at betale Spillegæld, især da Sønnen havde været mindreaarig; "det er bekendt, hvor stor Mishag H. Majestæt finder i saadant utilladeligt stort Spil, som han ej engang vil lide i Hamborg at gaa i Svang". Juel nægtede imidlertid, at Prinsens Gæld til ham var Spillepenge, men dette blev fundet anderledes, og i et kgl. Reskript af 13. Juli 1725 blev Baronen gjort opmærksom paa, at han saavel i Prinsens Logemente som paa et offentligt og i Henseende til Slottets Nærhed privilegeret Sted ikke havde undset sig ved at tabe den Respekt og Ærbødighed, han altid burde have for en Person af hans (Prinsens) Naissance, som og for Stedet, og derfor havde fortjent Generalfiskalens Tiltale. Kongen tilgav dog Baronen af særdeles medfødt Clemence, imod at han indleverede i Kancelliet Prinsens Vexel 1).

1717 blev en Øltapper dømt, fordi 5 Personer havde spillet Forkering under Aftensang. En anden Værtshusholder dømtes 1719, fordi der under Aftensang var spillet dels Kort, dels Brætspil.

Et almindeligt Spil var Lanter, naar der spilledes om Øl, kaldes det Bierlanter 2). Hjulmandsvend Hans Jørgen Fichers havde Aar 1717 stævnet Værtshusholder Henrik Kristian Müller, en entreprenant Person, der samme Aar fik kgl. Bevilling paa at holde Tyrekamp med Hunde, forat han derved kunde lokke Gæster til sit Hus 3). Müller havde nemlig overtalt en Løjtnant Bornich til at forfatte et Vers om Fichers, der havde nægtet at betale en formentlig Gæld, hvilket Vers blev opslaaet i Skænkestuen. "Stilen er, at han som en Vært giver sine Gæster saadant tilkende, og dets ganske Indhold viser, at det er Müller, der taler. I

__________

1) K. D. VIII, 645. Oversekretærens Brevbog 4. Sept. 1723.

2) Om Lanter se Kbnh. paa Holbergs Tid, S. 207-08.

3) Kbnh. paa Holbergs Tid, S. 252.


88

dette Skrift bruger Müller disse meget nærgaaende Expressioner og Beskyldninger mod Fichers, nemlig lesterlig bedraget, udfundet et Ord tyckisk, som efter Notarii Translation bemærker: rænkefuld, listig, underfundig". Fichers maatte herover høre megen Spot af sine "Haandværkskammerater", "saa han ej kunde nyse op iblandt dem"; der var ogsaa en og anden, der havde taget Kopi af Verset, der i Skænkestuen stadig blev udtydet af Müller og hans Hustru "med dette meget nærgaaende Tillæg, at det skulde staa der, ham til Vanære, Skam og Spot". Efter Fichers Klage lod Magistraten to Raadstuetjenere tage Verset ned, og Müller blev dømt til at gøre Fichers Afbigt og betale Processens Omkostninger.

Anledningen til Müllers Adfærd var følgende, hvilket vi ville fremsætte med et Vidnes Ord:

"Den 2. Feb. 1717 om Aftenen var Hans Jørgen Fichers udi Henrik Kristian Müllers Hus og Skænkestue og der med nogle Andre spillede en Bierlanter, til Klokken var omtrent 10. Som nu Fichers var bleven lystig i dette Lag og beskænket, saa forlangte han at spille Brætspil. Det kom og dertil, at de spillede i et Brætspil med Terningkast, først Hybken og siden Passedix, nemlig Fichers, Müller og Løjtnant Bornich, og holdt det den Nat til imod Dag, og Müller spillede af og til med. I dette Spil har Fichers paa adskillige Gange faaet af Müller 15 Rdl., som han da igen tabte.

"Som nu Fichers, da han havde udsovet, fornam at have tabt og bleven saa mange Penge i Spil skyldig foruden dem, han havde selv hos sig, saa siger han (til Müller): Nej, jeg var drukken, I burde taget Brætspillet bort og ej ladet mig saa spille hele Natten, da I saa min Tilstand, I har selv spillet med og vundet Eders Del deraf, det er ikke Ret, jeg betaler ikke saadanne i Drukkenskab og Spil tabte Penge", hvortil han ifølge Loven ej heller var forpligtet 1).

__________

1) Literatur og Kritik udg. af C. Riis-Knudsen III. 479-80.


89

Ifølge Kalkars Ordbog opgiver Moth Hypken som et Kortspil, i Molbechs Danske Ordbog nævnes et Kortspil Hyp, ligesom i Rietzes svenske Dial. Lex. Af en Indberetning fra Politimester Ernst af 15. Dec. 1720 ses det ogsaa, at "Hybgen" spilledes med Kort.

Af anførte Retssag fremgaar det, at det ogsaa var et Terningspil.

Om ovennævnte Spil Hypken findes en anden Retssag.

Mikkelsaften 1728 sad 4 Nagelsmedsvende i deres Mesters Hus og drak med hinanden indtil henimod Kl. 4; da spurgte Adam Hansen Niels Mogensen, om han ikke vilde spille Lanter med for Plaisir, hvortil denne svarede, at han ikke vilde spille med en Skælm og en Tyv. De andre vilde stille tilfreds, men Niels Mogensen vilde ikke lade sig styre, hvorfor Adam sprang tvers overfor i Gaden, hvor han boede, og hentede sin Kaarde, men Niels Mogensen kom løbende ud af Mesterens Port og slog ham ned paa Gaden og derved kom Kaarden uforvarende ind i Livet paa ham, saa han døde deraf.

Mesterens Kone vidnede, at Mikkelsaften spillede deres Svende til langt ud paa Natten "Hyfken" om Nødder, og da de havde holdt op, spurgte Adam Niels Mogensen, om han ikke vilde spille Hyfken, hvortil denne svarede, at det var en Skælm, som spillede det Spil, han ikke forstod. Derpaa rejste Adam sig, gik frem og tilbage paa Gulvet, snakkede med sig selv og gentog disse Ord. Konen sagde derpaa: Adam, hvad er det, du gaar og mumler om, vil du yppe Klammeri, du hørte jo vel, at han ej sagde, det er en Skælm som spiller, men han sagde, det er en Skælm, som spiller det Spil, han ej forstaar. Da sagde Niels til Adam: Hvad er det, Du gaar og mumler om, vedst du vel, hvad du est? Adam svarede: Hvad er jeg? Niels sagde: du est en Tyv og efter din egen Kones Ord skal du være det, indtil du gør dig klar derfor. En af de andre Svende sagde til Adam: Ja est du en Tyv, saa sig, om nogen er Medvider


90

med dig deri. Adam svarede: Nej, der er ingen Medvidere deri videre end jeg selv. Derpaa sagde alle de andre Svende: Ja, est du en Tyv, saa skal du hverken drikke af Kande eller Krus med nogen af os, før du gør dig klar derfra. Adam sagde: Ja, saa er jeg en Tyv og vil gaa paa Porten for en Tyv, og derpaa gik han ud. Da hørte de, at Adam hug i Stenene med sin Kaarde og sagde: Kom herud, hvilken der først kommer ud, han skal ligge for mine Fødder. Konen bad dem alle blive inde, dog gik Jakob Weimer først ud, og til ham sagde Adam: Gaa fra mig, Broder, jeg vil dig intet ondt. Men da Niels Mogensen kom ud, hørte de, hvorledes de tumlede om og at Adam sagde: saa skal du have. Niels blev baaren ind i Mesterens Hus og 8 Dage efter døde han efterat have erklæret, at Adam var hans Banemand 1).

I Mikkel Karmarks Hus havde Seigneur Frederik Boye 1718 spillet Billard og drukket paa Kredit.

Af Exempler paa Keglespil kan nævnes, at der engang 1711 spilledes Kegler i Jørgen Andersens Have paa Vandkunsten, hvorfra der var en Udgang til Volden; her dræbte Frederik Lemcke en anden i Mørket med en Kaarde.

Af Hazardspil ville vi her omtale følgende: "Peder Nielsen Krag er kommen udi Nyboder udi Rævegade og der gaaet ind til en Matros ved Navn Magnus Olsen for at tage en ren Klud om sin Hals, i hvilket Hus han foruden nogle andre Matroser logerede, og finder Matros Mogens Mathisen Bornholm, med hvilken han giver sig i Kompagni og anfangede et Spil med et Baand, som de trillede tilsammen og stak udi med en Pind, hvem der kunde træffe Løkken, den skulde have vundet det, som var opsat; det første Spil vandt Mogens, og da Krag nu stak i Løkken det andet Spil, siger han, at Spillet skulde koste 8 Sk. og som han træffede Løkken, tog han og af 8 Sk.,

__________

1) Bytingsprot. 8. Dec. 1728.


91

som stod paa Bordet, de 6 Sk., men Mogens vilde det ikke tillade". I det derover opstaaede Slagsmaal gennemborede Krag den anden med sin Kaarde 1).

Politimester Ernst beretter 1720 følgende: "For et Aar siden kom her fra Holsten en gl. Mand, beklagede sig med Attester ved den ulykkelige Vandflod at være ruineret, bedende at maatte nære sig her lidet med et Skæppespil, hvorudi kastes med en rund Kugle, som da falder paa grønne eller røde Afdelinger, til Vinding eller Tab. Magistraten undte ham visse Timer at staa dermed paa Gammeltorv, men han misbrugte det, overlod Spillet til Soldater, istedenfor 1 holdt 3 saadanne Spil, og efter Advarsler lod jeg ham igaar bringe paa Raadhuset, hvormed de interesserede Militære ere ilde tilfreds og true meget, herover af mig til Hr. Gen. Major Arnold klages til Sikkerhed for Politiets Betjente. Men for at prækavere Eder, Forargelse, unge Folks Forføring, Slagsmaal og Ulykke er saadan Exekution fornøden; de Gemene spille der og deres Lønningspenge op og da begaa Ondskab".

Under 23. Juni 1720 skriver Ernst: "Som mange Ulykker have deres Oprindelse fra Spil, haandhæver jeg endnu med Alvor, at de i en Hast her i Staden opkomne tre saakaldte Skæppespil ere ophævede og afskaffede, men de Militære spille endnu stærkt med Terninger ved Stranden, som jeg ej kan forbyde".

I Ernstes Rapporter til Kongen findes fra 1720 mange Klager over, at Bønder bleve lokkede ind i Spillehuse og der "filouterede" for deres Penge. 1718 beretter han følgende om andre Maader at optrække Bønder, hvilket ogsaa stemmer overens med Holbergs Komedier:

"Der opdages iblandt, adskillige Tours af nogle Militære begaas paa Torvene imod Bønderne, hvilke af i brune eller graa Kjortler forklædte Soldater under Prætext at medtage

__________

1) Mag. Domprot. 30. Jan. 1708.


92

en Person eller Brev henføres til en Kælder, animeres til at laane Penge paa Spil eller Væddemaal, i det Soldaten praler med Kroner og Dukater og saaledes persvaderer Bonden at fremlægge sine Torvepenge, og dermed gaar den vindendes med Bondens Penge paa Døren saavel som den laanendes. Stringerer Bonden paa sine Penge, faar han Hug til af andre Militære, imens Gerningsmændene echappere. Saaledes blev i disse Dage en Bonde af med 9 Mk. 6 Sk., som han skulde laane paa 4 Rdl.s Væddemaal, om der var Salt i et Papir, som Bonden havde set at kvantvis (imens den ene forklædte Soldat, som Saltet tilhørte, var udgangen) blev omvexlet imod Sand, og Bonden blev lovet halv Profit udi Parering, at ingen Salt var derudi".

Man spillede ogsaa i Værtshuse om bestemte Genstande, formodenlig en Art Lotteri, det der tidligere hed Lykkepotte. Politimester Ernst indberetter saaledes 10. Sept. 1719 om et saadant Spil, der gav Anledning til stort Slagsmaal en Søndag Aften i Frederiksborggade:

"En Rytterkone uden mit Videnskab eller Tilladelse satte en Guldring i et Værtshus paa Spil, hvorover 15 á 16 Militære skal have der forhalet Tiden indtil Kl. 12 1/2 med Dansning og Musik, da bleve 2 der posthavende Vægtere indbudne og trakterede med Brændevin for 2 Sk. En Soldat af Patrouillen indkom med sin Flint, drak et Krus Øl og sagde, han kunde nu have fortjent sig Penge med at arrestere 2 Borgere, som ginge saa silde paa Gaden. En af de 2 Vægtere svarede, han maatte ikke derfor arrestere Borgere, men vel Militære, udi hvilken Diskurs en Officer af Artilleriet sig melerede, borttog den ene Vægters Morgenstjerne, han havde nedsat i Stuen ved Døren, gik dermed i Gaarden og kastede den paa Taget. Da Vægterne vilde gaa bort og ikke fandt denne Morgenstjerne, æskede de den, som Værten med 2 Piger og Løgte ledte efter, men kunde ej findes. Vægteren gaar ud og fløjter. Da nogle vare samlede, gaa 3 Vægtere ind og begære Værget i Mindelighed,


93

de Militære uddroge Kaarder paa Vægterne, som retirerede sig ud paa Gaden, de Militære stødte og huggede efter Vægterne udaf Døren og Vinduerne, Vægterne derimod stødte og slog til dem med Morgenstjernerne, begærede Nørre Vagts Assistens, som stak Bajonetterne i Flinterne og efter Vægternes Klagemaal vilde forjage dem, paa det de indeværende Militære kunde komme deres Vej, som Vægterne formente, de burde først skaffe dem deres Morgenstjerne igen, (efterdi Vægter, som lader sig tage sin Morgenstjerne, vorder straffet), eller gaa i Arrest. Derpaa styrtede de Militære af Huset paa Gaden og da gik Slagsmaalet paa ny an. Vægterne førte en i Arrest paa Raadhuset og opbragte en Kaarde og en Pallask".

Om Forlystelser henvises til Kjøbenhavn paa Holbergs Tid. Hertil kan føjes følgende: 1717 findes følgende Bekendtgørelse, trykt paa et Kvartblad: "Gives hermed tilkende, at her er en Person ankommen, som har bragt den Stad Jerusalem, Cavari Bjerg, den hellige Grav samt Bethlehem, som er endnu denne Dag at se. I lige Maader alle de hellige Steder, som der er at finde, som den Kejserinde Helene 300 Aar efter Kristi Himmelfart har ladet opbygge, i lige Maade i Prospekt Salomons Tempel, som den i gammel Tid har staaet, saa og det gamle Jerusalem, meget kostelig gjort af Cidern-Træ og er indlagt med Perlemutter. Disse Forundrings Kunststykker er at se paa Amagertorv i Den blaa Haand, i den bedste Plads giver Personen 12. Sk., i de andre 8 Sk."

1722 fik Jakob Mejer fra Fredericia kgl. Bevilling til for alle og enhver for billig Betaling offentlig at fremvise "de Kunster og Exercitier, som en ham tilhørende og dertil afrettet Hest skal kunne forestille".

1717 ses det, at der klagedes over, at "Komediantspilleren" havde spillet i Fasten, han havde dog Tilladelse dertil den første Uge, men længere var ham forbudt. Da han imidlertid havde betalt en høj Afgift til Fattigvæsenet,


94

saa bad Magistraten Politikollegiet om, at han maatte slippe for Straf denne Gang.

I Magistratens Journal for 24. Marts samme Aar omtales det, at en Linedanser Ahoni Valentin Scharpeta begærede at bygge et Theater, og Magistraten havde gennem Politimesteren faaet Underretning om, at Marskallen i Kongens Navn havde sagt, at man skulde udvise ham en Plads, hvilken Magistraten derfor lod ham udvise paa Nytorv, men førend han agerede, skulde han melde sig paa Konventhuset forat give Afgift til Fattigvæsenet.

Paa Nytorv viste ogsaa den stærke Mand sine Kunster 1) en Tid i en Fjælebod. Herom indberetter Politimester Ernst 15. Dec. 1720:

"Præsident Meller og jeg havde akkorderet med en Borger Løiberg om det Fjælehus paa Nytorv, som den stærke Mand brugte, til et Qvarantainehus for 250 Rdl., men udi Løibergs Kontrakt havde denne Eckenberg reserveret sig at bruge Huset til 26. Jan. Imidlertid havde jeg paa Etienne Capions Klage, at Eckenberg imod hans Privilegium agerede med levende Personer, formidlet denne Akkord, at Eckenberg skulde træde med sin Bande udi Capions Kompagni og Theatro, som og blev fuldbyrdet, og saaledes blev Fjælehuset ledigt. Men nu klager Eckenberg ej at kunne subsistere med Capion, beviser hans Consens og Akkord, idet Eckenberg, som har ladet komme en Luftspringer, der ej skal kunne gøre sine Exersitser paa Capions Theatro, maa bruge sit Fjælehus igen til denne Springer. Politikollegium er og af Mening, at før den 26. Jan. kan man ej imod Eckenbergs Villie bruge Fjælehuset, dog tilbyder E. sig at forbygge derudi endnu over 50 Rdl. og lade disse ny Materialier forblive ved Hytten til Forbedring og overalt, naar D. K. M. befaler det, at lade Fjælehuset nedrive".

__________

1) Kbhvn. paa Holbergs Tid, S. 248.


95

I dette Aar havde Kjøbenhavn mange theatralske Nydelser, thi der var desuden to Marionetspillere. Politimesteren beretter nemlig 5. Marts: "Igaar har den allernaadigst privilegerede Marionetspiller-Agent i Gotersgade, som jeg paa Angivelse, saasom det nu alt er saa vidt i Fastetid, vel lod forbyde indtil Paaske, men da var Komedien dengang alt halv ude. Saa lod jeg og forbyde det til Qvotum paa Kongens Torv, hvilke begge mig uvidendes havde saaledes kontinueret fra og til med deres Sag, men nu have lovet at cessere indtil Paaske". Qvotum er von Qvoten, om hvem siden.

1722 var der andre Marionetspillere, thi 23. Marts 1722 skriver Ernst: "Komedier har jeg ladet her i Staden forbyde 14 Dage efter Fastelavn ej at maatte spilles, som og er efterkommet undtagen af en Soldat i Borgergade, som sneg sig til nogle Dage efter at gaa om Aftenen en Harleqvin paa Gaden og invitere Folk til at Marionetspil, hvilket jeg og strax dissiperede" 1).

I Extraordinære Relationer for 10. Feb. 1724 berettes, at Politimesteren ved Plakater har bekendtgjort, at det er Kongens Befaling, at ingen publiqve Maskerader maa holdes, undtagen naar høje Ministre og Folk af Distinktion ville have private Maskerader for sig selv. Ved samme Plakat forbydes Bank med a la Basette i The- og Skænkehuse i Overensstemmelse med Frdn. 1. Okt. 1698. Det er ogsaa forbudt Tjenestefolk at sætte noget paa Spil, og hvis nogen tillader, at der bliver spillet med blinde Terningers Kast, skal baade han og den, der kastede, vorde straffede.

__________

1) Hvis Fattigvæsenets Direktionsprotokoller ikke vare forsvundne paa en gaadefuld Maade for mange Aar siden fra Alm. Hospitals Arkiv, vilde man af disse have kunnet faa fuldstændigere Oplysninger om Theaterforestillinger.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: ons apr 6 18:36:00 CEST 2005
Publiceret: ons apr 6 18:35:57 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:
Sidens top