eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse VI

Kjøbenhavn under Kong Frederik den Fjerde (1699-1730)
    - bog I, kap. I

Kbh., G. E. C. Gad, 1892

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Første Bog.

Sociale Tilstande.

_____

I.

Kivagtighed. Ufordragelige Husfæller. Skilsmisser. Falske Anklager. Skældsord. Uforsigtighed mod Højerestaaende. Hustugt. Militæres Overgreb og Gudsbespottelser.

Frederik den Fjerdes Tid var i mange Maader ikke meget forskellig fra Kristian den Femtes, i hvilken der vel kom gode Love, men uden stor Virkning paa Grund af den økonomiske Elendighed. I det første Tiaar af det 18. Aarhundrede vare Forholdene nemlig ikke stort bedre, det næste Tiaar optoges af den store nordiske Krig, og først efter 1720 fremkom større synlige Tegn paa forbedret Velstand, om det end er utvivlsomt, at selve Krigen ydede Borgerskabet i det hele store Indtægter og frembragte bedre Kaar, uagtet den tunge Skattebyrde.

De franske Moder trængte sig nu frem allevegne. Man ombyggede Husene, saaledes at naar det tidligere var almindeligt, at disse vare paa to, bleve ny Huse nu indrettede med tre Etager, og man begyndte med at udleje Etager for sig, medens der tidligere til en Stuelejlighed hørte alt, hvad der laa over denne lige til Tagskægget, og

[1]

2

man fik Trapper inde i Husene, medens man før maatte komme til de øvre Etager gennem Udbygninger i Gaardene. Disse svandt ligesom de gamle Karnapper til Gaden. Væggene beklædtes med Tapeter af vævet Tøj, Voksdug eller forgyldt Læder. Ny Udtryk kom ind i Sproget. Af en Retssag fra 1726 fremgaar det, at simple Folk ikke forstod Ordet Garderobe, men kaldte det Kammers. Man fik Smag for franske Retter, The, Kaffe og Chokolade fortrængte de gamle stærke Drikke hos Kvinderne, hvilket derimod ikke var Tilfældet med Mændene, thi næppe har Drikfældigheden hos Borgere af Middelstanden været større end i denne Periode. En hidtil ukendt Luxus i Klædedragt trængte sig frem. Der var næppe den Skrædersvend, der ikke gik med Paryk paa Hovedet, Kaarde ved Siden og som ikke trak denne, naar han følte sig fornærmet. De fornemme Borgere ødelagde sig med kostbar Levemaade, og mange efterlod intet til deres Familier, da standsmæssige Begravelser, der kostede flere Tusender, ansaas for uundgaalige, idet den ene ikke vilde staa tilbage for den anden i noget. Forfængelighed og den deraf følgende Rangsyge skæmmede Borgeren af Handelstanden, og det gik ikke bedre med Haandværkerne og de "gemene" Borgere. Politimester Ernst indberettede saaledes 10. Sept. 1718 til Kongen, "at iblandt gemene Folk Overdaadigheden er for stor og mange maa gøre Depenser, fordi andre deres Lige gøre saadant". Han havde derfor ved Politibetjente ladet gøre Undersøgelse hos saadanne Folk om Guld- og Sølv-Brokade, Galoner og Kniplinger. Haandværkeres og Matrosers Hustruer brugte sligt meget i deres Huer; en saadan af Guld-Brokade eller fonds d'or kostede 8 Rdl., og desuden fandtes ofte Guldgalon eller Knipling oven over. Dette havde han faaet Vedkommende til at love at afskaffe inden Nyaar, men om det virkelig skede, er et andet Spørgsmaal 1).

__________

1) Om disse Forhold henviser jeg til "Kjøbenhavn paa Holbergs Tid". Med Hensyn til Kaardernes Historie kan det tilføjes, [ fortsat side 3 ] at J. K. Høst, der blev Student 1788, meddeler i sine "Erindringer", S. 63, at i hans første Studenterdage var det endnu Skik, endog for de yngste Studenter, ved Brylluper og andre Højtider at bære Kaarde.


3

En Tjenestepige hos Præsident Nansen, der døde 1705, efterlod sig saaledes bl. andet: En Ilders Muffe, en rød Kallemankes Kjol med grønne Blommer, et stukket Sæt af Kniplinger med røde og blaa Baand, et dito med Takker og violbrune Baand, et Guld-Livbaand med Filegran-Sølvspænde, hvide Handsker, Atlaskes Smække, Vifte o. s. v.

En samtidig dansk Forfatter 1) siger om sine Landsmænd, at man bekylder dem for Ilsindethed og Kivagtighed, saa at i Holsten et egensindigt Menneske kaldes ein dänischer Kopf. Saa meget er sandt, at Stridigheder ere hel almindelige, hvilket ses af den store Mængde Retssager om Ubetydeligheder, thi da Processer her føres med mindre Møje, Umage og Tidsspilde end andensteds, saa fremkaldes Injurieprocesser ved den ringeste Anledning. Man holder videre for, at de Danske af Naturen ere meget opblæste og tilbøjelige til Stolthed, hvilket blandt andet fremlyser af den store Forfængelighed i Klædning, Ekvipage, Titler og deslige, thi der er vel intet Land i Verden, hvor den ene saa meget efterligner den anden som her. Den ringeste vil opføre sig som den største, om han saa, som Frøerne i Fablen, skal briste derved, hvorfor der i Byerne er en saadan Konfusion, at man umulig kan skælne, om Folk ere af den højeste, mellemste eller laveste Stand. Den tredje daarlige Egenskab, man har tillagt de Danske, er Umaadelighed. Øl- og Brændevinsdrik er en desværre kun altfor almindelig indgroet Vane hos den simple Mand, dog overgaas han næsten af Tydskere, Polakker og Englændere, Men i Æden blive disse overvundne af de Danske.

Disse mindre heldige Egenskaber vise sig paa mange Maader i Frederik IV's Tid, og vi ville derfor i det følgende

__________

1) E. Pontoppidan, Theatrum Daniæ 1730. II. 89 flg.


4

fremdrage enkelte karakteristiske Scener af Retsprotokoller, i hvilke der findes Beviser nok paa Rigtigheden af anførte Karakteristik.

Hvis man imidlertid skulde bedømme Folkets Karakter i en vis Periode efter Retsprotokoller, vilde man til enhver Tid faa Vidnesbyrd nok om Raahed og Ufordragelighed, da Menneskenaturen altid er den samme. Derimod er dens Ytringer forskellige til de forskellige Tider, hvorfor Retssager ofte kunne afgive talende Vidnesbyrd om Sæder, Skikke og Tænkemaade, der ikke kunne træde saa levende frem i andre Kilder. Ved Fremdragelsen af efterfølgende Scener maa man have for Øje Umaadeligheden i Drik.

I Barber von Cøllns Hus kom Svenden til at tilføje en Slagter en lille Skramme i Huden med Ragekniven, hvorfor von Cølln blev vred og sagde: "Hvad har I vel nu fortjent for det, I har fortjent et Par Ørefigen derfor, I jager Folkene af Huset og tager Brødet bort for mig." "Saa greb Slagteren til at slaa Barbersvenden først under Øret og stødte ham siden omkuld paa Jorden og bankede hans Hoved imod Gulvet, saa Blodet løb af hans Næse, samt slæbte ham ved Haaret omkring i Stuen, saa at, da Svenden kom op igen, saa han ilde tilredt ud, havde blaa Øjne, Knuder i Panden og var blodig baade i Ansigtet og paa Klæderne, og alt dette saa von Cølln selv paa, uden at byde sig til enten at hjælpe Svenden eller afværge, at Slagteren skulde slaa ham" 1).

En Aften i Skræderkroen gik Værten Erland Nielsen og Skræder Kristen Spech og "harcellerede og brugte adskillig Skæmt og Lystighed ad hverandre, endog iblandt med grove Ord og Talemaader, saa Spech kaldte Værten Kujon og Værten sagde til ham igen: du sladrer saa meget, jeg kerer mig ikke efter, hvad du sladrer, hvorpaa Spech sagde: Om du end havde stjaalet Heste og Vogn, er du dog min Broder,

__________

1) Bytingsprotokol 18. Jan. 1723.


5

og forefaldt der foruden adskillige andre Ord imellem dem, som Vidnet ikke syntes at være andet end Skæmt og Lystighed paa begge Sider, saasom de vare beskænkede og havde været hele Dagen i Kompagni med hverandre som gode Venner." Omsider sagde Spech til Værten: du har sagt noget i en Vinkælder, at naar du blev Krofader, skulde de Tydske stoppe deres Pibe i Sæk fremfor før. Værten svarede dertil: det har en Hundsfot sagt og ikke jeg. Spech: du kan ikke sige andet, end du selv er.

Derpaa kom de "i Ord sammen" og de begyndte begge at trække Kaarderne, men de Tilstedeværende hindrede dette, da tog Spech en Stol og ramte Værten i Maven, saa denne klagede sig: mit Ben, mit Ben, og Konen raabte: Aa, min Mands Ben, min Mands Ben. Han blev nu hjulpen i Seng og der døde han 1).

Fastelavnsmandag Aften 1730 gik en Musketer Jens Andersen med sin Mester Skomager Johan Vilhelm Noach til Oldermandens Hus forat drikke et Krus Øl. Svenden fik sig en Plads ved Kakkelovnen, men Mesteren satte sig ved Bordet, hvor der i Forvejen sad 7 Mestere, der tidligere havde klaget over, at Noach benyttede en Soldat som Svend. I Begyndelsen sade de 7 Mestere og raillerede imellem sig selv, og den ene spurgte den anden, hvad Landsmand han var. Noach forlangte Tobak for en Skilling af Oldermanden og derpaa sagde nogle: "Der er en tydsk Mand," og Jokum Ibsen tilføjede, at han hellere vilde være en Skælm end en Tydsk. Noach sagde derpaa: Jeg er tydsk baaren, men dansk svoren og er ej nogen Tydsk, men en Dansk. Da rejste Jokum Ibsen sig op og slog med sin Tobakspibe efter Noach, saa den gik itu og Stumperne fløj ham om Ørene. Imidlertid bleve disse to dog forligte, thi de fulgtes ad ud, men da de kom ind igen, sagde en anden Mester: "Der kommer to Fuskere," hvortil Noach

__________

1) Bytingsprot. 22. Marts 1723.


6

svarede: "Jeg er ingen Fusker, jeg er en Borger og Mester ligesaa vel som I andre." Nogle af Mestrene forlangte nu, at Svenden skulde gaa, han havde intet i deres Forsamling at gøre, andre vilde støde ham ud, men kunde ikke, han vilde ikke forlade sin Mester. Derpaa rejste Noach sig op og vilde følges med Svenden, men de 7 Mestere lukkede Døren for dem, kastede Noach paa Gulvet, sparkede ham i Ansigtet, saa han blødte, ligesom han fik blaa og blodige Slag paa Læberne 1).

En Aften ved Kl. 6 mødte Perlestikker Lavrids Westman Prokurator Jokum Gløde i Store Strandstræde. Gløde bad ham gaa tilbage igen ind i det Hus, hvor Støvlen staar over Døren, og drikke et Krus Øl, det denne ogsaa efterkom. Saasnart han var kommen derind, kom Sjeur Gløde straks bag efter ham, gik ham forbi op i en anden Stue, hvor Løjtnant Thams Hustru Sofie Amalie med nogle andre Fruentimmer sad og drak The, og da hørte Westman, at Sr. Gløde slog med sin Stok i Bordet og brugte saadanne Ord: "Hvad er det for canailliske Skrifter, I har skrevet", hvorpaa Thams Hustru svarede, at det skulde ingen brav Mand sige. Derpaa kom hun tilligemed Sr. Gløde ned i Stuen, hvor Vidnet var, og da saa denne, at Gløde stødte Thams Kone for hendes Mave med Enden af sin Stok, saa hun faldt paa Gulvet. I det samme kom hendes Moder Herind og vilde styre til rette, men Gløde stødte hende til Side med sin Haand, sigende: "Gaa bort, du gamle Canaille og Rufferske," og da Gløde vilde give Datteren et Slag i Ansigtet, faldt han over hende. Da de vare komne op af Gulvet, spurgte Gløde hende: "Hvor er din Mand, han skal faa en Ulykke, naar jeg faar fat paa ham." Siden kom der adskillige Folk ovenfra, som bo der i Huset, og i det samme gik Gløde bort 2).

__________

1) Raadstueprotokol 13. Marts 1730.

2) Bytingsprotokol 25. Juli 1729.


7

Themand Jakob Bløcher vidnede, at en Lørdag Eftermiddag Klokken 3-4 kom han og Truels Falckenberg gaaende sammen udaf Rundelen paa Kongens Torv, og Gustav Adolf Rüdiger Blytækker mødte dem, og de kom i Diskurs med hverandre og gik og spadserede sammen henad Gotersgade, hvor Rüdiger nogle Gange bad dem, at de vilde følge ind paa Vinkælderen med ham at drikke et Glas Vin, men de undskyldte sig og vilde ikke; saa vilde Rüdiger endelig formaa dem hjem med sig paa en Flæskeskinke og røget Kød, men de lode sig ikke overtale dertil. Derpaa fulgte han da fremdeles med dem til Vidnets iboende Hus ved Stranden, og da han kom derind, begærede han en Bouteille Øl, sad saa en liden Stund hen ved Bordet og drak deraf. Imidlertid var en anden Blytækker, navnlig Jokum Guterding, oppe i Kammeret næstved og sad og talede med en god Ven, det Vidnet dog ikke vidste af; saa gik den Ven bort, som Guterding talede med, og kaldte bemeldte Guterding derpaa Vidnet ind til sig og spurgte ham: "Hvor har I faaet den Canaille ind med Eder?" Vidnet lo da ikkun derad og sagde: "Han er kommen herind med os ved den Lejlighed, at han mødte os paa Gaden." Derpaa sagde Guterding: "Dersom I ikke skaffer ham ud af Huset, skal jeg gøre en Ulykke paa ham. Jeg gad ikke set ham for mine Øjne." Vidnet sagde da til ham: "Broder, du er fuld og véd ikke, hvad du gør, det gaar dig ikke an, han er ligesaa vel min gode Ven som du, og hans Penge ere ligesaa gode som dine." Saa vilde han endelig været ned i Stuen, men Vidnet og hans Kone bad, at han ej skulde gaa derned, men gaa hjem ud igennem en anden Dør og lægge sig, saasom han var beskænket, det han da og sagde at ville gøre. Vidnet gik da fra ham ned, og han gik ud igennem Gaarden med Løfte til Vidnets Hustru at ville gaa bort, men kom dog ind i Stuen ligesom fra Gaden og satte sig ved Kakkelovnen, begærendes en Bouteille Øl, og da var Stadshopmandens Søn, Sr. Bertel Stuve ogsaa kommen derind. Da


8

Guterding havde siddet der lidet, kom han hen til Bordet, hvor Vidnet og de andre sade, begyndte saa nogle Gange at drikke alle brav Folkes Skaal i Kompagniet, undtagen Ens, som er en Hundsfot og Canaille, som han sagde, og da de vilde vide, hvilken han mente, pegede han paa Rüdiger og sagde: "Det er "han", han er en Hundsfot og Canaille." Derpaa sagde Rüdiger: "Gud bevare mig, min Ven, hvorledes kan I komme til at kalde mig en Hundsfot og Canaille, jeg kender Eder ikke, har aldrig set Eder og ikke nogen Tid været i Kompagni med Eder." Derpaa sagde Guterding til ham: "Du er en Hundsfot og Canaille, der er Streg over dig" 1), hvorpaa Rüdiger bad drages til Minde, sigende til Guterding: "Er der gjort Streg over mig, det skal du have løjet som en Skælm og Canaille," tog saa Bouteillen i Haanden og vilde slaget Guterding i Hovedet dermed, men Falckenberg tog ham fat om Armen og afværgede det. Saa slog Guterding med sin Stok over Hovedet paa Rüdiger, dog saa Vidnet ikke, at han ramte Rüdiger, men vel at nogle Slag tørnede imod Væggen, saa udi Hast tog Rüdiger sin blotte Kaarde ud imod Guterding, men Vidnet tog fat paa ham, kastede ham over Bænken og fik Kaarden fra ham, saa ingen Ulykke skede dermed. Saa spurgte Rüdiger om sin Stok, gik hen og tog den i Vinduet og vilde været i Færd med Guterding, som derimod tog til sin Kaarde, men blev hindret, at han ikke fik den udtrukken, og tillige afværget, at de ikke kom sammen. Saa var der ikke saa mange Skælmer og Tyve til, som de skældte hverandre for paa begge Sider. Rüdiger skældte Guterding for en Skælm, Tyv og Canaille, Guterding derimod sagde til ham igen: "Det er du, der ligger baade Bytingsdom og Raadstuedom for, at du er en Skælm, Tyv og Rakkerknægt". Siden vilde Guterding haft Vidnets Pige ud i Byen til en anden Blytækker i Meerviben 2), at bede ham komme derhen,

__________

1) Om Rüdigers Forhold til de andre Blytækkere se senere.

2) Værtshus ved Stranden,


9

men Vidnet rettede hende af, at hun ej skulde gøre det, men lade, som hun havde været der, og komme ind og sige, at han ej var hjemme, som hun da og gjorde. Og gik saa Guterding selv ud, hvorhen véd Vidnet ikke, og kom igen og talte da nogle Ord med Sr. Stuve, som Vidnet ikke hørte, hvad var, men kunde vel mærke, at de ikke vare ret synderlige. Omsider gik Rüdiger bort, og Sr. Stuve og Falckenberg gik begge med ham for at se ham vel at komme hjem til sit Hus, saasora Vidnet raadede ham ej at gaa alene 1).

Om Dueller er talt andensteds 2). De holdtes sædvanlig ved Fuglestangen ved Tagens Hus, paa Grønland ved Østerport og ved Ravnsborg paa Nørrebro. Om det sidste Sted hedder det i en Rapport fra Politimester Ernst af 23. Juni 1720: "For Nørreport og Gamle Ravnsborg paa Fælleden er en Lergrøft, som skjuler de derudi værende Personer for de Passerende og hvorudi for nogen Tid er fornummet, at de, som have Tvistighed indbyrdes og ville overse E. K. M.'s Lov og Forordning imod Dueller, sammesteds samle sig for at afgøre deres Trætte med Kaarden i Haanden."

Man duellerede ogsaa paa den gamle Kirkegaard paa Kristianshavn, hvilken laa i Nærheden af Volden; der blev en Mand ihjelstukken 1723. Fæstningens Yderværker bleve ligeledes benyttede hertil. 1714 skrev Magistraten til Rentekamret, om den "vilde behage at fornemme, hvorledes tvende Vantmagersvende skal med hinanden have duelleret i Contraskarpen imellem Øster- og Nørreport, og som samme Personer ere af Børnehusets Betjente, har man ikke kunnet gøre andet derved end ordinere, at de for slig Forseelse blive efter Lands Lov og Ret aktionerede og tiltalte."

Som Exempler paa elskværdige Husfæller tjene følgende Retssager:

__________

1) Bytingsprot. 7. Okt. 1726.

2) Kbhvn. paa Holbergs Tid, S. 117 flg.


10

I Somren 1729 klagede en Værtshusholder over, at Madame Thorstraten, der havde Urtebod i Kælderen under hans Lejlighed, en Aften var kommen ind, ledsaget af en Løjtnant af Vagten og en Tambour, tog Lyset bort fra Bordet og pegede paa ham, der sad for Bordenden, med de Ord: "Træk den Canaille og Ragallie ud paa Døren, prygl ham og sæt ham i Vagten, han er ej bedre værd," greb ham i Skjorteærmet, saa det gik itu, og trak ham ned i sin Bod, hvor hun viste ham, hvorledes hendes Varer vare blevne ødelagte ved den Støj, de havde holdt oven over. Det viste sig da, at Gæsterne oven over havde spillet, sprunget, danset og stampet, saa Loftet var gaaet itu. Madam Thorstraten havde engang tidligere været oppe og bedt dem holde op, idet hun gjorde dem ansvarlige, hvis noget gik i Stykker, og siden havde hun banket tre Gange paa Loftet. Dette var ikke første Gang, sligt var sket 1).

Barber Karl Leonhard Wendel boede i Hus med en Familie Schrøder, hvis 11aarige Søn ofte brugte grove Ord imod Wendel og hans Hustru. En Dag gik Drengen og vrinskede i Gaarden, og Wendels Pige bad ham lade være, da hendes Husbonde ikke kunde sove for ham. Da kom Wendel ud i Slaabrok og slog Drengen med Stok, men i det samme kom dennes Moder til, samtidig med at Wendels Kone viste sig i Køkkendøren. Madam Schrøder spurgte, hvorfor han slog hendes Barn, men dertil svarede Madam Wendel: "Hvad siger din franske Canaille?" hvortil Madam Schrøder raabte: "du skal være den samme, som du skælder mig for, indtil du beviser, at jeg er det." Saa slog Madam Wendel efter hende med en Tøffel, men Madam Schrøder sendte den tilbage, styrtede imod hende og rendte hende baglænds om, tog en Messingstage og slog efter hende, kastede Wendel om og tog Stokken fra ham. Familien Wendel trak sig nu tilbage i Køkkenet, men Madam Schrøder

__________

1) Bytingsprot. 3. Okt. 1729.


11

raabte ind til ham: "Kom herud, jeg skal prygle dig med din egen Stok, saa du skal sige at være pryglet af en Kone. Din vissen Hund, havde jeg dig her ude paa Gaarden" 1)!

Samme Wendel havde 1727 stævnet Nabokonen Marie Brovers, der havde skældt ham for Skælm, svensk Skælm og Æretyv; hun vilde give ham den faldende Syge og ikke Penge, hun vilde give ham, saa at hans Hoved skulde trille paa Nytorv som en Bossel og at hans tre Fingre skulde afhugges og sættes som Kaget 2).

Sidstnævnte elskværdige Dame ejede et Hus i Skindergade og havde der følgende Fejde med sine Lejere: "Den 27. Okt. Kl. 9 om Formiddagen kom Madame Thilous gaaende fra Svalen halvvejs ned ad Trappen og slog noget Vand ned i Gaarden, som hun havde toet Kød udi, og slog det hen ad Rendestenen, saa kom Marie Brovers ud i Gaarden og sagde: Bente Thilou eller Bente Pop, hvad du hedder, Djævelen regere dig, kommer du med dine Potter og skiden Vandkastning, hvorpaa Bente Thilou svarede: Hola vast, det er ingen Potter, men en Taar Vand, naar I skaffer os en Rende, skal jeg ikke slaa Vandet ned i Eders Gaard. Saa gik Madame Thilous op og kom atter halvvejs ned ad Trappen og ligeledes slog Vand ned i Gaarden. Derpaa raabte Madame Brovers: Djævelen regere dig, gaa ud paa Kristianshavn og hør dit Rygte, I Canaille - Tyvepak 3). Hvorpaa Madam Thilou svarede: I skal passere for en gammel fordrukken Canaille, til I beviser, hvad I siger. Saa kom Monsr. Thilou (han var Bogtrykker) ud med bare Fødder og lænede sig paa Armene ud over Svalen og sagde, dog paa Tydsk: Hold Fred, hold Fred, Børn, det er under Prædiken, det er baade Synd og Skam, hvi skælder I min Kone saa ilde, hun er en ærlig Kone. Hvorpaa Marie Brovers sagde: din Skælm, din Hundsfot, din Kujon, I Canaille - Tyvepak, og det gentog

__________

1) Bytingsprotokol.

2) Bytingsprot. 27. Okt. 1727.

3) Madam Brovers Udtryk vare i Virkeligheden meget værre.


12

hun mangfoldige Gange, gaaende imidlertid baade ud og ind. Derpaa kastede Madame Thilou en gammel Kost ned ad Trappen til hende 1), sigende: Jeg vil ikke skændes med eder, skændes med den. Derpaa raabte Marie Brovers til en Grenader, som er aftakket og arbejder hos hende for Kuffertmagersvend: Kristen, Kristen, tag den Kost og gaa op og slaa de Canaille - Tyvepak, at de kan ligge paa Stedet. Saa gik han nogle Trin op ad Trappen med Kosten i den venstre Haand og slængte den op paa Svalen, at den tørnede imod et af Thilous Børn, som græd derover. Stødte Thilous Kone Kosten med sin Fod ned igen ad Trappen, og blev Marie Brovers ved sine forrige Ord, sigende kontinuerlig til ham: Slaa de Canaille - Pak og Tyvepak, at de kan ligge paa Stedet. Saa Kristen op ad Trappen dermed igen, og slog den lige i Ansigtet paa Thilou, da Thilou derimod tog for sig med Hænderne, lagde dem paa Karlens Skuldre at holde ham fra sig, bedende, at han vilde holde Fred sigende: Jeg har intet med Eder at bestille. Derpaa tog Kristen Thilou fat for Brystet og stødte ham henad Svalen. Saa raabte Madame Høpfners Bogtrykkers Kone fra den anden Gaard: I Gud bevare os, er der ingen Mandspersoner, som kan hjælpe Manden, han er ret nu paa Timen død. Saa raabte Thilous Kone: Gevalt, Gevalt, her er Kniv, kommer og hjælper min Mand. Saa tog Marie Brovers, som var gaaet op bagefter Karlen paa Svalen og slog Mad. Thilous med den venstre Haand under det højre Øre, sigende: Jeg skal gevalte dig, din Canaille - Taske, det Djævelen skal regere dig. Saa begyndte Marie Brovers selv at raabe Gevalt og det kontinuerlig". Vidnerne saa da, at Kristen stod over Thilou og havde ham baglænds bukket op imod den ene Dørstolpe og Thilous Kone stod rygvendt imod den anden Dørstolpe og Marie

__________

1) Der var noget vanærende ved en Kost; saaledes paatales den Fornærmelse at hænge Kost for en andens Dør i Bytingsprotokollen 26. Juni og 24. Aug. 1724.


13

Brovers imod og over hende. Saa tog Laurs Vederking (gift med Sofie Høpfner, Nabofolk) fat i Marie Brovers Trøje under Nakken og satte hende ned paa Svalen forat skille dem ad, og hans Kone tog sin Haand om Kristens Hals at ville drage ham fra Thilou; saa kom hendes Mand til Hjælp, at de fik Kristen skilt fra Thilou og de vare da alle 4 blodige og skaarne, Thilou stod Fraaden af Munden og Øjnene ligesom stive i Hovedet, havde 3 Snit eller Skaar over den venstre Haand og Knuden af hans Halsklud under Halsen var overskaaren, Thilou var og desforuden blaa i Ansigtet, gispede og drog efter sin Aande som den, der var mesten død eller havde et Slag, Thilous Kone var og skaaren inde i den højre Haand under Tommelfingeren, Anna Brovers havde blodig Skade paa den venstre Haand eller Arm, og Kristen var skaaren over den venstre Haand.

Marie Brovers sendte Bud efter Soldatervagten (paa Graabrødretorv), men da en af Nabokonerne raabte, at de ikke skulde tage Thilou, uden de fik Kristen med, gik Vagten bort igen. Thilou og hans Kone gik da hjemme fra, men da de kom hjem, raabte Marie Brovers: "det første, I Canaille - Tyve myrdiske Pak kommer ned, skal jeg myrde eder paa Stedet, om det end skal koste mig 1000 Rdl., jeg har Guld og Penge nok at sætte derpaa," og Vidnerne hørte et stort "Knald" ved at Marie Brovers slog efter Thilou med en stor Prygl eller Kortgevær, men den tørnede imod Trappen. Siden turde Thilou ikke gaa ud uden ledsaget af 2 Mænd. Dette kom dog Marie Brovers dyrt til at staa, thi hun dømtes i Voldsbøder 3 Gange 40 Lod Sølv, for Nævehug 3 Gange 6 Lod Sølv og for Helligbrøde 2 Lod Sølv. 1)

Der opkom ikke saa faa Skilsmissesager i denne Tid, hvorfor Magistraten ogsaa kunde erklære 1. Dec. 1721: "Den store Ukærlighed og det ukristelige og forargelige

__________

1) Bytingsprot. 9. Dec. 1726.


14

Levned, som nu om Stunder føres og gaar i Svang imellem Ægtefolk her udi Staden, har, Gud bedre det, fast taget Overhaand, i hvor megen Flid og Møje end derpaa bliver anvendt saavel ved det gode som ved Straf efter Lovens Medfør".

Undertiden anbefalede Magistraten Formuens Deling imellem et uenigt Ægtepar, men en Mand kunde ogsaa faa Lov til at indsætte sin arrige Kone i Pesthuset, imod at betale 24 Sk. ugentlig for hende. 1)

Vagtmesteren Knud Tuesen paa Raadhuset mishandlede en Aften 1723 sin Kone saaledes, at hun med bart Hoved styrtede ud paa Gaden imod Patrouillen, der kom fra Vesterport, og bad den arrestere hendes Mand, der forfulgte hende med blottet Kaarde. Uagtet det gjordes gældende, at "Patrouillen egentlig er for at forekomme Ulykke og Disordre paa Gaderne og ikke er tilladt, imidlertid den patrouillerer, at indgaa udi Husene," saa fik den dog Medhold i at have handlet rigtig i dette Tilfælde og arresteret Knud Tuesen, der satte sig til Modværge. For sit Forhold blev han suspenderet i nogen Tid og maatte give Bøde til de Fattige. 2)

Følgende Skilsmissesag har en særlig Interesse, baade ved sin udførlige Fremstilling og ved de mange Bidrag, den indeholder, til Samtidens Tænkemaade og dens Paralleler til Udtryk i Holbergs Komedier, hvor den kan have givet Anledning til Intrigen i "Henrik og Pernille". 3)

Aar 1713 kom til Kjøbenhavn en fattigklædt Kvinde, der kaldte sig Gundel Nielsdatter. Lene Tempelmans i Lille Brøndstræde, der var gift med en Sergent, vidnede siden derom: "Saasom Gundel Nielsdatter udi Aar 1713 i Maj Maaned indkom til mig udi mit Hus og forlangte at

__________

1) Mag. Skr. 30. Juni 1721 og 16. Dec. 1722.

2) Coll. Breve 27. Feb. og 1. Maj 1723.

3) Jeg har tidligere meddelt den i Literatur og Kritik, udg. af C. Riis-Knudsen III, 249-62 efter Procesakter i Raadstuearkivet.


15

maatte logere hos mig, imidlertid hun her ved Stedet opholdt sig, berettede derhos, at hun var en Broderdatter af Hr. Etatsraad Ole Hansen 1) og skulde have i Arv efter ham 12,000 Rdl., belovende derhos, at hun for saadan hendes forlangende Logeren oprigtig vilde betale mig, hvilket hun og med mange forskrækkelige Eder bekræftede. Da jeg nu saadant Logemente hos mig bevilgede og hun nød hos mig Kost, Seng og rene Klæders Holdelse, talte jeg nogle Gange hende til, imidlertid at ville se mig fornøjet for hvad hun nydt havde, hvorimod hun med hendes mange Eder og Bander, som før meldt, atter belovede at ville betale mig." I 22 Uger var hun i Lene Tempelmans Hus uden at yde Vederlag, men som Sikkerhed fremviste hun Breve fra Etatsraadinde Ole Hansens; i det ene kalder denne hende sin "hjertekære Broderdatter" og lover hende til hendes forestaaende Bryllup endel Bohave; det andet Brev er stilet til "Dydige Madam Linemand", der bedes om at udbetale Gundel Nielsdatter 24 Sletdaler.

Lene skrev endelig til Etatsraadinden og bad denne om at betale for Gundel, men det fremgik nu, at al dennes Tale havde været Opspind. Etatsraadinden truede med at sætte Gundel i Tugthuset og vilde intet betale, hun havde paa Grund af Gundels "falske Beretninger til Godtfolk" haft "megen Overløb og Inkommodation".

Lene Tempelmans fortæller videre: "Hvad andet mere hendes Bedrifter udi mit Hus at ville lokke Mandfolk til Ægteskab med hende, som jeg advarede derom, vil jeg herved spare for Vidtløftigheds Skyld".

Det synes ogsaa, at hendes Historier have skaffet hende Adgang til finere Familier og at hun har været i den Tro, at hun alene behøvede at optræde som Arving for at formaa fornemme Folk til Ægteskab. Et karakteristisk Afslag paa et imødekommende Brev fra hendes Side til Kaptejnløjtnant Bjørn

__________

1) Denne sprang i Luften 1710 med Iver Hvitfeldts Skib Danebrog.


16

fremlagde Lene Tempelmans flere Aar efter i Retten. Det ser ud, som den gode Kaptejnløjtnant dog har været nærved at bide paa Krogen. Gundels ydre Fremtræden har sikkert, uagtet hendes Tilbøjelighed til at sværge, haft noget vindende. Det ses ogsaa ellers, hvor let hun kunde vinde Tiltro.


Mademoiselle!

Deres artige og meget honnete Skrivelse uden Dato er mig idag bleven leveret hos Hr. Kaptain Rochs. Fornemmer og ser, et I er udi Tanker, at I vil være min Kæreste, kunde være godt nok, men Holla! omskønt I gaar hen med Løgn og gør honnete Folk vis, at I haver en Kapital paa 6000 Rdl. og tænker derved at trække Folk op, lader sig her udi Kjøbenhavn ikke gøre, dertilmed om sund Fornuft kan begribe det, skal jeg lade Tiden lære. Jeg vilde ønske, at man var vel udi Hovedet, saa skulde man bruge bedre Forstand. Jeg skal bevise, at jeg aldrig er forlovet med Eder, mens om jeg har haft den Respekt for Eder og engang med Madame Rochs kørt uden Porten, det er sandt, og at jeg lod Eder se mine Ringe, det skal jeg ikke fragaa, og betroede Eder dem, ej tænkende, at I derved fattede Tanker, I vilde være min Kæreste; det skal intet ærligt Menneske sige mig, at jeg haver gjort det publique, for jeg haver fra den samme Dag vaaren bange for at komme i Kompagni med Eder, saasom jeg skal bevise Eder over, hvor løgnagtig I haver anstillet Eder, thi hvor et honnete Fruentimmer vil være respekteret, da maa Løgn og store Ord være borte. I haver og skrevet mig til udi et Brev, at jeg vidste lidet at finde mig udi Amors Sager, er det ikke dejligt for et Fruentimmer, naar Folk af Forstand faa det at se. Jeg skal inden kort lade mig finde. Forresten saa skal jeg som en honnete homme drage det Renomie, at jeg ikke lader mig optrække.

Kjøbenhavn, den 15de Junii 1713.

Jeg er Mademoiselles
tjenstfærdige      
A. Bjørn.

Til Mademoiselle Gundel Nielsdatter
                    à Kjøbenhavn.


17

Dette Afslag har ikke ladet hende tabe Modet, ti det ovennævnte opdigtede Brev fra Etatsraadinden, hvori der loves hende Udstyr, "om det er hans rette Ernst at fuldbyrde Ægteskab med dig", er dateret 1. Juli, saa hun har altsaa da haft en anden i Tanker.

Lene Tempelmans har derpaa jaget hende ud af Huset i Oktober og da forsvinder hun.

Aar 1717 kommer hun igen til Kjøbenhavn og har da tiltaget sig Stamnavnet Solgaard. Hos Johan Ytrecht i Gotersgade, der havde været Raadmand i Kristiania, træffer hun sammen med Monsieur Niels Worm, der var Søn af "gudfrygtige fornemme Forældre" i Kristiania. For denne udviklede hun, hvorledes hun var af fornem Familie og "ved hendes Ed bekræftede", at hun havde nogle Tusende Daler Arvemidler, baade her og i Norge, og nu var rejst hid forat udvirke en kongelig Befaling til deres Udbetaling, men idet hun forklarede, at den Omstændighed, at hun Var ugift, var en Hindring for hende, fik hun Worm i sit Garn; "blandt anden Mons. Worms og hendes Samtale hun bevægede ham til Giftermaalsløfte med hende, paa det hun derefter kunde anholde om Kongens Befaling til Vedkommende om fornævnte hendes Arvemidler til deres fælles Bedste at nyd. Udi saadan Henseende sagde Mons. Worm, at fordi han havde ingen Velfærds Condition, vilde han paa hendes højeste Eds Bekræftelse tro, at hun efter Guds og Kristi Ords Befaling til alle Mennesker har talet og svoret Sandhed til fælles Bedste og ikke til noget Bedrageri, men tilraadede, at hun ligesom han skulde bede Gud om deres fælles lykkelige Fremgang."

Da de saaledes i Ytrechts Nærværelse vare blevne enige, bade de ham om at skaffe 50 Rdl. til at holde Bryllup for, idet Gundel "ved sin højeste Ed" lovede Penge strax efter Brylluppet fra Etatsraadinde Hansen. Ytrecht gik da i Kavtion hos Raadmand Kløcher, og Pengene fik de. Men Gundel skulde have smukke Klæder, hvorfor de formaaede


18

Peder Smit, der var paa Mons. Succows Kontor, til at skaffe Kredit for Brudeklæder, og han gik i Kavtion hos Kræmmer David Jensen paa Børsen for et Beløb af 83 Rdl. 3 M. 6 Sk.

De Klæder, hun fik paa denne Maade, vare følgende: En blaa Chagrins Klædning med Guld paa Ærmerne og foret med pappegøjegrøn Taft, en Kassiak af ostindisk Taft, 6 Alen Damask skaaret til en Trøje, en Guldring med 9 Stene, en slet (glat) Guldring, en baldyret Smække, en Fjeder-Muffe, et Par sorte Sko med Sølv paa, et Par røde Tøfler med Snorer paa, to Par strikkede Strømper, en hvid og en rød Gyldenstykkes Hue, en brun Taftes Kaabe med Graaværk under, 6 Straahatte, 4 runde Hatte, et Korset af blaa Trille med tilhørende Smække, to Par Handsker, Manchetter, Halskraver, Tørklæder og et Slør.

I disse Klæder stod hun Brud 17. Marts 1717. Det unge Ægtepar boede først i Merviben ved Stranden, og her fik Gundel en Dag Besøg af sin gamle Værtinde Lene Tempelmans, der krævede sit Tilgodehavende, men Gundel svor, at hun ønskede, at hun aldrig maatte arve Guds Rige, dersom hun ikke oprigtig vilde betale, og bad hende om ikke at tale til hendes Mand, hvilket den skikkelige Kone holdt og først efter Rygtet om Katastrofen aabenbarede hun Worm Gundels tidligere Bedrifter.

Da Johan Ytrecht syntes, at det trak for længe ud med Betalingen, gik han lige til Etatsraadinde Hansen, men denne svarede ham, "at om Gundel Nielsdatters sig berømte Slægt saa og om hendes paaberaabte tilstaaende Arvemidler var idel løgnagtig Opdigt, og hvorledes Gundel med saadan Falskhed havde paa nogle Aars Tid som en Landstrygerske omfaret og ved hendes Løgn paa Fruen samt ved falske Breve bedraget adskillige Godtfolk til saadannes Skade og Fortræd, hvorved hun for lang Tid siden kunde have fortjent at straffes baade til Kaget og til Spindehuset." Det samme forklarede Fruen for den ulykkelige Ægtemand. Denne skrev derpaa til en foregiven Slægtning Erik Nielsen i


19

Kristianssand, der skulde opbevare Penge, som Gundel havde arvet efter sine Forældre og sin Morbroder Jens Eriksen i Arendal. Dette Brev ses at være skrevet allerede 27. Marts, saa Hvedebrødsdagene næppe have været mange. Erik Nielsen svarer sin "højtærede ubekendte Ven", at vel var Jens Eriksen i Arendal hans Farbroder, men Skiftet efter ham var sluttet for længe siden; han var ikke Formynder for Gundel Solgaard, havde ej heller nogensinde haft en Skillings Arv i sine Hænder efter hendes Forældre, langt mindre havde han nogensinge hørt eller vidst, at Worms Kæreste var det mindste i Slægt med ham; han formoder, at det er den Gunild Solgaard, der var opfostret hos Fru Adelaers i Kragerø 1), og i saa Fald var hun for nogle Aar siden i Kristianssand og var da nogle Gange i hans Hus, men hun efterlod sig der intet og lod sig ej heller mærke med noget Slægtskab dengang. Han ender Brevet med disse Ord: "gjør mig ondt, at De i denne Casu er bleven optrukken, i den Henseende jeg efterdag beder mig for unyttige Portopenge af skaane. Næst al Velstands Ønske forbliver Monsieur Worms tjenstvilligste Erik Nielsen."

Brevets Udskrift er saaledes:

A Monsieur Monsr. Niels Worm la presentement Copenhague a Franco Christiania, aflægges til Monsr. Peder Smidt à Seigneur Succows Comptoir paa Bremerholm, som dette til Ejermanden vilde behage at befordre.

Dette Brev er dateret 30. April, saa det vel ikke er kommet Worm i Hænde førend først i Juni; han siger selv i sin Klage, at skønt Gundel var bleven overbevist om sin Løgnagtighed med Hensyn til Etatsraadinden, saa paastod hun dog, "fremturende med Eder", at hendes Angivelse om

__________

1) Vistnok Kort Adelers Broderdatter Anna, der døde i Kragerø 1729 som Enke efter Overraadmand Peder Povlsen. Det er ikke saa rimeligt, at der her menes hendes Broder Lagmand Søren Adelers Hustru, der døde c. 1695. Se Lassens Norske Stamtavler S. 66, 67, 76.


20

Arven i Norge var sand. Da dette Svar kom, var det forbi med Worms Godtroenhed. Formodenlig er det allerede i Mellemtiden, at han har erfaret, at "udi nogle Aar har hun med Landstrygeri igennem Norge og Jylland omflakket og sig angivet at være af fornemme Familie samt og at have en anselig Kapital til Arv, hvormed hun mange Godtfolk ilde bedraget har og udi Ruin bragt, og saadant hendes Bedrag at bestærke har hun ladet sig falske Breve skrive at indbilde Folk til Troende om hende, som mig siden mit ulykkelige Giftermaal med hende af adskillige fra Norge og Jylland, som hende kendte, berettet blev til min største Bestyrtelse og Hjertens Bedrøvelse."

"Da som Mons. Worm derefter saa billig som nødtrængt maatte laste hendes Løgne og beklage sig for hende og for andre flere, hvorledes han ikke aleneste var bleven udi Gæld og Ruin forvoldet, men endog formedelst al indbemeldte hendes ugudelige Løgn og ukristelige Bedrageri var geraadet udi saadan Sjæls Urolighed, at han ikke med en god Samvittighed eller til Saligheds Veje kunde leve med hende", saa pantsatte han hendes nye Klæder for at kunne betale Kløcher. I Ytrechts Paahør truede hun derpaa sin Mand med Proces og sagde, at Etatsraadinden havde givet hende tolv Rdl. til Hjælp; derpaa forlod hun "af fortrædeligt Hjerte" Huset og medtog "hendes forhen gamle Klæder".

Der er i Akterne fremlagt en Klage fra hende til Politimesteren af 14. Juni, hvor hun beretter, at hendes Mand havde trakteret hende med Hug og Slag og mange usømmelige Skældsord og tilsidst stødt hende ud af Døren, hvorfor hun bad om, at han maatte blive arresteret, indtil han forpligtede sig til at leve som en skikkelig Mand. Derfra blev Sagen henvist til Magiatraten, men da Worm erklærede, at han hverken vilde forliges med hende eller fly hende hendes Klæder eller give hende Underholdning, blev han paa hendes Begæring arresteret. Han klagede siden over, at Præsidenten "udi Gundels Nærværelse paa Raad-


21

stuen uforskyldt har ladet ham henføre til spottelig Arrest udi Raadhusfængslet." "Efter saadan Gundels Behag ved befunden Bifald hun af jo mere Overmod og Dristighed har praktiseret adskillige falske Beskyldninger og ærerørige Sigtelser over Mons. Worm iblandt Godtfolk efter derom en Del skriftlige Attester og i saa Maader til spottelige Udraab og ukristeligt Rygte over ham."

Worm kunde imidlertid fremlægge Vidnesbyrd om sit Forhold, der efterhaanden aabnede Folks Øjne; saaledes kunde hans Vært paa Kristianshavn, Kaptejnløjtnant Isaak Thomesen og dennes Hustru vidne, at han aldrig havde trakteret hende med Hug og Slag, "hvilket vi lettelig kunde have hørt og set, eftersom deres Kammer var næst vores Dagligstue og Døren til samme Kammer mest daglig aaben stod," men de havde hørt, at Worm "nogle Gange formanede hende for adskillige løgnagtige og med falske Eder bekræftede Udsagn". "Og som vi hørte, at hun trodsede med slemme Ord imod samme hans Formaning at aflade videre Løgn og Banden, bade vi hende velment ikke at være opsætsig imod ham til Guds Fortørnelse, hvorimod hun mig og min Kæreste og en Mademoiselle fra Norge, navnlig Randi Temple, som i mit Hus logerer, med adskillige forhaaneske Titler og Ord beskæmmede." Siden forlod hun Huset den 5. Juni og blev borte om Natten, og da hun kom igen næste Aften og de hørte, at Worm "var utilfreds og tog Mistanke om hendes Nattegang, hvorimod hun med studsede Ord ham begegnede, hvilket mig ikke anstaaligt er udi mit Hus fremture maatte," vare de nødte til at opsige Worms, der ogsaa flyttede Dagen efter. Det fremgik ogsaa, at de Vidnesbyrd, som Gundel havde leveret Politimesteren om hendes Mands Forhold imod hende, vare falske.

Videre haanede hun sin Mand ved at tilskrive ham følgende Brev:


22

Højt ærede Hjerte Mand Niels Worm!

Det er beklageligt, at den Misforstaaelse, som er kommen imellem os, ikke paa bedre Maade kan afgøres end ved Øvrigheden, da ihvorvel jeg finder ingen Skaar i min Samvittighed mig noget imod eder at have forset, der i ringeste Maade kan gravere os paa nogen af Siderne, og om jeg imod min Villie mig noget skulde have forset, beder jeg, at mig vorder af min højtærede Mand tilgivet og forladt, saa at det ikke skal komme os til Hinder i det timelige, dog mest i det evige, altsaa vil jeg med en kristelig Formaning forestille min kære Mand nogle faa Linier af Guds Ord, som jeg vil ønske at maa frugte hos eder til Bedring imod mig eders Hustru.

Var dig ikkun selv, naar du far hen i Blinde,
Gør ej Pagt med Belial, din Guds afsagte Fiende,
Den uforskammet Aand du billig efter Pligt
I Daaben har forsagt, det er jo græsseligt.
Et ufornuftigt Dyr sig ikke selv ombringer
Og af Modvillighed i Farevandet springer,
Men du, som har Fornuft, undviger Livsens Plads
Og styrter dig ved Synd i Helvedes Morads,
Fortryd da hjertelig, du lever overdaadig,
Og siig med Tolderen, Gud vær mig Synder naadig,
Søg den med Taarene hos ham, dig har forløst,
Hans Naade først og sidst er de Beklemtes Trøst,
Hvad Kristus hvervede, skal Ingen fra dig røve,
Hans Værdskyld er dig nok, trods Satan, Helved-Løve,
Der lurer paa din Sjæl at gøre den Fortræd.
Gundel, ser du vel, advarer dig, hun græd,
Kom da, saa vil vi gaa i rette med hinanden,
Der har du Meningen, fremført af Frelsermanden.
Er dine Synder end blodrøde til at se,
Saa hvide blive de som nattefalden Sne.

Det ønskes altid af mig, som lever stedse Eders Ægtehustru til min Død.

Kjøbenhavn, den 25de Junii 1717.

Gundel Worms.

P. S. Jeg beder ydmygst, at min kære Mand vilde komme til mig i Logement hos en Møller ved Sprøjte-


23

huset lige udfor Fiolstræde og at jeg maatte bekomme Svar herpaa. Vale.

Sin Højt ærede Hjerte Mand Niels Worm dette tjenstærbødigst ad Kjøbenbavn.


Worm stævnede hende for Tamperretten, der 9. Marts 1718 afsagde den Dom, at da Worm intet i Retten havde fremlagt, hvorefter dette Ægteskab efter Loven kunde ophæves, da burde han herefter leve med sin Hustru, som en kristelig Ægtemand efter Loven bør og anstaar. Han efterkom dog ikke Dommens Paabud.

Medens Sagen stod paa, maatte hun bjerge sig, som hun bedst kunde. Engang var hun i Politiretten som beskyldt for Tyveri. I Avgust 1718 klagede hun igen til Magistraten, men denne kendte nu bedre til hendes Færd, thi den forlangte Beviser for hendes Beskyldninger. Det lader til, at hun særlig søgte Forbindelser med Officerer. Der er opbevaret et Vidnesbyrd fra Kaptejnløjtnant i Søetaten Mathias Løve, at hun i Avgust 1718 var i Helsingør "og med Løgn og underfundig Tale angav sig hos mig, hvorved hun bevægede mig at tro hende, og jeg derfor af Medynk lod hende forblive i mit Hus et Par Nætter, men som mig af Godtfolk sagt blev, at hendes Bedrifter ikkun slette og ganske usømmelige ere, saavel som at hun med Løgn og usandfærdig Tale omgaas, blandt andet udi Helsingør udraabte, at hendes Ærende der var at søge hendes Mand, som hun sagde hedder Solgaard, med mere hendes usandfærdige Opdigtelser". Desuden stjal hun Linned i hans Hus, hvilket hun solgte. Nogle Gange traf Ægteparret sammen; engang i en Barbers Hus, hvor hun kom ind, medens hans Haar blev klippet, da foer han op og udbrød: "Der kommer det Scandalum, den Canaille og Landstryger, den Bedragerske;" en anden Gang i Prokurator Windelevs Hus, hvor Worm sagde til hende: "Er der dog ikke Børnehus eller Kag for saadan en Canaille," hvorpaa hun svarede: "Er der og ikke Bremerholm til?" "Derpaa løb han hen og stødte til


24

hende med sin Haand paa Kæften, at Hovedet stødte mod Vinduesposten, og lidet derefter gik hun ud i Forstuen og Worm kom bagefter og da sagde hun til ham: I er en Kvindebøddel imod mig; derpaa løb han atter til, kneppede hende paa Næsen med sine to Fingre og slog til hende med sin Haand paa Kæften, at hun fløj op imod Væggen." En af de tilstedeværende nægter imidlertid at have set Worm lægge Haand paa hende.

Gundel fødte et Barn i Januar 1718 og stævnede, efter at Tamperrettens Dom var afsagt, Worm til Betaling af 30 Rdl., som hun sagde at skylde for sit Underhold, og til at tage Barnet til sig. Det sidste gjorde han "for at beholde en god Samvittighed og ikke at se dette uskyldige Barns Undergang og Fordærvelse, saasom hun af hendes pure liderlige Levned har forskærtset det, hvorved hun samme hendes Barn med opdie skulde, og dertil det ganske fra sig skaffet og forladt har". Han havde derfor forsynet Barnet "til god Medfart hos skikkelige Folk til bedste Opagt".

I Anledning af de 30 Rdl. udspandt sig en Retssag for Bytinget, af hvis Akter ovenstaaende er uddraget. 17. Oktober 1718 afsagdes den Dom, at Worm blev frifunden for hendes Tiltale, men hun skulde for sit forargelige Liv og Levned udstaa Kirkens Disciplin. Gundel stævnede Dommen for Magistraten, hvis Kendelse faldt den 12. Juli 1719 og stadfæstede Byfogdens Dom.

Under Sagen for Byretten leverede Gundel adskillige falske Attester, af hvilke vi her fremføre tre, da de oplyse de Scener i Holbergs Komedier, hvor der slaas Vand paa Folk. I "Den Vægelsindede" 3. Akt 16. Sc. og i "Jakob v. Thybo" 4. Akt 10. Sc. gaar det ud over de Musikanter, der bringe Serenader, og i "Gert Westphaler" 4. Akt 8. Sc. lønnes Mester Gert saaledes for sin Snak. I "Abracadabra" (1, 1) er det Arv, der bliver overhældt, og i "Don Ranudo" (5, 1) vil Leonora antyde, at man behandler Bejlere paa samme


25

Maade. Man kunde nu tro, at dette var Løjer, som Holberg har fundet paa for at more Galleriet, men ved Gundels Hjælp oplyses vi om, at det var en samtidig Skik, hvorved man forstærkede sin Ringeagt, naar man udviste en berygtet Person af sit Hus.

En Løjtnant J. F. Hartmand vidnede saaledes, at Gundel var jaget ud af Huset af Manden, men at han og hans Kone toge hende til sig i tre Døgn, og da han sendte sin Tjener over til Worm og bad ham om at leve kristelig med hende, svarede Worm, "at man skulde tage og køre den Canaille paa Døren og slaa Vand paa hende, og andre ubeskedenlige Ord".

I et andet Indlæg vidner Hartmand, at Worm havde sagt til ham, at hvis Gundel kom i hans Hus, "skulde han traktere hende som en Canaille, skyde hende paa Døren og slaa Vand paa hende".

To Personer vidnede, at de havde været "hos Fru Etatsraadinde Ole Hansens og forhørte hende, om hun vilde tilstaa de Ord, som Monsr. Niels Worm skulde have sagt paa Bytinget sidstafvigte Mandag den 9. Maj (1718), at bemeldte Frue havde sagt om hans Kæreste Gundel Nielsdatter, at hun var et Skarn og at hun vilde lade hende sætte i Børnehuset, ja gar skulde have truet hende med Kaget". Da den ene af disse Personer blev forhørt, om han vidste, hvad der stod i dette Dokument, svarede han nej, men tilstod, at han tilligemed en anden Mand havde været hos Etatsraadinden "forat fornemme hos hende paa Gundel Solgaards Vegne, om hun havde sagt at ville lade slaa Vand paa Gundel Solgaard, om hun kom i hendes Gaard, og om hun havde sagt at ville lade hende piske til Kaget, men Fruen svarede dertil hverken nej eller ja."

I følgende Sag omtales samme Fornærmelse: Der var en Monsieur Frøichen, der laante paa Pant. Engang da der var mange Folk i Boden, bad han en Kone komme igen, hvorover Konen blev vred, talte noget om bedragerisk Pak


26

og spyttede ind i Boden. Hun blev da kaldt ind og fik sit Tøj med de Ord af Frøichen: "Nu skulde jeg slaa Vand paa dig og vise smaa Drenge efter dig". 1)

Man skulde tro, at det var skident Vand, der saaledes blev hældt over Folk, men tvært imod skulde det være rent Vand. Henrik Wergeland fortæller i sine "Hasselnødder" 2) fra sine Drengeaar i Tyverne som noget ubegribeligt, men som noget han altid havde hørt, at det var en større Forhaanelse at kaste rent end skident Vand paa Folk.

Et andet Udtryk for Ringeagt oplyses ogsaa af denne Sag, nemlig den Handling at kneppe en anden paa Næsen, hvilken bestod i, at man med den ene Finger virkelig tilføjede et Slag paa Næsen, nu kaldes det at knipse. Knep betyder en kort Lyd, saaledes forekommer "Sejerknep" i Betydning af Stueurets (Sejerværkets) Dik. Dette nævnes ofte i Holbergs Komedier, saaledes i "Barselstuen" (4, 4), hvor Officeren knepper Jens Olsen paa Næsen, i "Don Ranudo" (5, 4) "knepser" Narren Gusman paa Næsen, i "Det lykkelige Skibbrud" (2, 1) fortæller Henrik om en Advokat, der paa Gaden kneppede ham paa Næsen. Da saadan Behandling sædvanlig paafølges af Slagsmaal, ses det, at Handlingen paafører Smerte. Naar derimod i "Ulysses von Ithacia" (1, 2) Penelope og Rosimunda "knepser med Fingeren" og i "Barselstuen" Ingeborg Blytækkers og Anne Kandestøbers "slaa Knep" til hinanden, er dette kun Trusler, der ikke komme til Udførelse.

Niels Worm levede siden i Kjøbenhavn som Prokurator. 1727 havde han Sag med sin Søsterdatter Karen Elisabeth Krabbe, der beskyldte ham for at have frataget hende en Diamantring, en Sølv-Snustobaksdaase, et Axelskærf, Klæder med mere, men han vandt Sagen ved Højesteret, dog fik

__________

1) Bytingsprot. 18. Sept. 1724.

2) Saml. Skrifter V 338.


27

hans Modpart udvirket, at han ikke fik Dommen udleveret, førend Sagen blev optaget paany.

15. Dec. 1727 sendte Worm en Ansøgning til Oversekretær Møinichen, at han for to Aar siden af Søfiskal Søren Deyel var bleven arresteret en Søndag Morgen og ført til Arresthuset, uagtet det ikke kunde bevises, at han var skyldig med Vexler, Obligationer, Reverser eller Dom. Han havde vel faaet Beneficium paupertatis og Bevilling til at lade sin Sag foretage ved Højesteret og her faldt ogsaa en Dom til Worms Fordel, men Deyel fik kgl. Bevilling til, at Dommen for det første ikke skulde exekveres, hvorved Worm hverken fik de Penge, der vare ham tilkendte, eller sine Ejendele, som nu i to Aar havde været hos Dayel. Hans nævnte Søsterdatter havde allerede i Avgust søgt om Dommens Udlevering, idet hun af Deyel var ført ind paa den langvarige Proces, hvorved hendes Gods var blevet pantsat. Hvis Worm kunde faa sin Dom udleveret, vilde han hjælpe hende til at faa Tøjet udløst, at hun kunde rejse hjem til Norge 1).

Med sin Velynder Johan Ytrecht havde han en Trætte 1720, der blev forligt ved, at han paa Raadstuen paa Kongens Befaling maatte bede Gud, Magistraten og Ytrecht om forladelse og tilstaa i Ivrighed at have forløbet sig. 1722 førte han en Sag for Ytrecht. Samme Ytrecht var iøvrigt en gammel Stakkel, der 1722 var 85 Aar og if. Worms Lexikon havde opholdt sig i mange Aar i Kjøbenhavn ved Folks Gavmildhed, indtil Inspektøren i Silkehuset tog ham i sit Hus. 1722 befalede Oversekretæren Politimesteren at tiltale ham for en af ham udgiven trykt "Plakat", "da Hans Majestæt ej andet end unaadigt kan optage, at deslige formastelige Skrifter og Plakater ved Trykken vorde publicerede 2).

__________

1) Indk. Breve til Oversekretæren.

2) Oversekretærens Brevbog.


28

Hvor let en Enke kunde tilsætte sit gode Navn og Rygte ved at føre et selskabeligt Liv, ses af en Sag, som Præsten i Aversi Hr. Jens Faber 1722 førte mod sin Formand Peder Hindsholms Enke forat blive fri for at yde hende Pension. Hun hed Susanne Abigael Hammer og var bleven Enke 1712. Præsten fik Birkefogden paa Amager Søren Deyel 1), en daarlig, forgældet Person, til at optræde som Vidne imod hende. Han forklarede, at hun for et Aar siden logerede i Gaasegade og boede der sammen med en Slægtning, en Præst med Tilnavn Holm. Det var dengang bragt i Forslag, at han (Deyel) skulde begive sig i Ægteskab med hende, men da han forhørte sig om hendes Tilstand, Person og Væsen, kunde og vilde han ikke resolvere sig dertil, thi "hun førte et libre Levned, var efter Verden og førte sig op med Juveler og Damaskes Klæder mere, end han syntes efter sin Formue at kunne holde hende vedlige med, og det stod ham ikke an som den, der ikkun vilde have en douce, ærbar og skikkelig Kone efter hans Sind," men forresten havde han ikke fornummet noget usømmeligt og uskikkeligt. Juvelerne bestod i Smykker, hun havde paa Fingre, Hals og Arme. Første Gang, han talte med hende, havde hun en sort, anden Gang en leverbrun Damaskes Kjortel nedhængende med Sølv paa Ærmerne; den sorte Damaskes Kjortel var opstukken og en hel Klædning, baade Kjortel og Skørt.

Hendes Vært og hans Kone vidnede, at hun i nogle Nætter havde været ude af deres Hus og i Oranienbaum 2), hvor de stævnede hende for et halvt Aars Husleje. Hun

__________

1) S. Deyel blev 15. Nov. 1720 Birkefoged paa Amager. I sin Ansøgning skriver han: "Nu er min Nød saa stor, at den ikke længer kan dølges, thi ved Avktion til Kreditorer er mit fattige Bo bortvendt, saa jeg aldeles intet ejer uden 3 smaa brødløse Børn". Han havde 1728 den Frækhed at søge Kongen om at blive Borgmester i Kjøbenhavn, naar der blev en Plads ledig.

2) I Lille Kongensgade.


29

klædte sig i affarvede Silkeklæder, og der kom ofte Fremmede til hende, hvem hun gav The og andet Traktemente. De Spil og Lystigheder, som vare hos hende, vare med hendes Vilje, og der havde ofte været Spil hos hende paa Fløjte og andre Instrumenter, men engang var der offentlig Assemblée, hvor de tillige havde Violer og andre Instrumenter.

En Bryggerknægt vidnede, at han for nogle Aar siden havde paa et Tørvelæs haft en Kvinde, der hed Susanne, og en Mandsperson oppe at køre, og i Førslev gik Kvinden ind i Præstegaarden, men Manden til Degnen, og hun havde fortalt Karlen, at hun havde en Sag med Præsten, fordi hun ikke vilde give ham sin Haand.

Hr. Jens Faber fik imidlertig ikke sin Vilje frem, thi der kom mange Vidner frem til Fordel for Susanne. Saaledes vidnede Højesteretsprokurator Andreas Weghorst, at hun i Klædedragt havde opført sig som en skikkelig Kone, Skoleholder Henrik Godsen i Vingaardstræde kalder hende modest, skikkelig og anstændig, og ingen Vidner havde nogensinde set hende i de prægtige Klæder, men nok med en Guldkæde om Halsen. Hr. Nikolaj Holm, Kapellan i Hammer i Vendsyssel, gav hende det skriftlige Vidnesbyrd, at han havde kendt hende fra Ungdommen af og vidste, at dengang Søren Deyel friede, ejede hun ingen Klæder af Damask og havde heller aldrig siden ejet saadanne. Hun havde aldrig opført sig anderledes end som en Præsteenke, der lever af Pension. Et kvindeligt Vidne var hos hende i Anledning af Deyels Frieri og fandt hende ærbar og skikkelig klædt i en sort Chagrins Klædning, og hun fulgte hende til Søren Deyels Hus, men Susanne vilde ikke forlove eller gifte sig med ham, da hun hørte, at han var i Gæld. Vidnet kendte hende som et honnet og ærbart Fruentimmer, hvem hun aldrig havde set udpyntet 1).

__________

1) Bytingsprot. 26. Okt. 1722.


30

Med Hensyn til Skældsord var der forskellige Grader. Da Politibetjent Anders Christian Bededagsaften gjorde Undersøgelse i Skænkehusene om siddende Gæster, lod han et Sted falde Ordet Halunke 1), hvilket en Soldat tog ham ilde op, I en Politiretsdom af 20. Feb. 1728 udsagdes, at dette Ord ikke forstaas og langt mindre er kendt som et Ukvemsord, men da Soldaten havde taget det for et Skældsord, burde det ikke komme ham til nogen Forklejnelse eller Præjudice i nogen Maade.

En Smedesvend havde en Fastelavns Mandag skældt en anden ud for Hundsfot 2) og blev stævnet for Oldermanden, der idømte ham en Bøde paa 3 Rdl. Da Smedesvenden ikke kunde betale, havde Oldermanden sat ham i Arrest, men Mesteren, der arbejdede ved Kongens og Dronningens Vogne, forlangte ham tilbage igennem Kancelliet, der derved fik Lejlighed til at skrive, at 3 Rdl. var for meget for saa lidet et Skældsord 3).

Skælm 4) var derimod ærerørende. I en Lavssamling vilde Sadelmagernes Oldermand ikke erkende Hans Jakob Als for Mester, men kaldte ham Svend og skældte ham ud for Skælm. I den derefter opstaaede Proces blev det gjort gældende, at "Skælden efter Amtsbrug har Betydning for ærligt Navns og Rygtes Tab" og at "Sadelmagere ej mindre end andre Folk lade sig skælde for Skælm uden vedbørlig Satisfaktion" 5).

Blytækker Gustav Adolf Rüdiger traf i Vinkælderen paa Hjørnet af Løvstræde sammen med Msr. Jens Juel, hvor de drak et Glas sammen, og imedens sagde Rüdiger til Juel, at han var bleven en polsk Ædelmand, hvilket Juel tog meget ilde op, sagde, at det gjorde ham ondt,

__________

1) Halunk er et bømisk Ord, der betyder en pjaltet Karl.

2) Hundsfot er et obskønt tydsk Udtryk.

3) Kancelliskrivelse 4. Marts 1723.

4) Skælm betydede dengang Bedrager.

5) Bytingsprot. 4. og 18. Avg. 1727.


31

fordi der var adskillige Godtfolk tilstede, som hørte derpaa, og det endte med, at han "bød Rüdiger ud for Porten" (udfordrede ham) 1). En polsk Adelsmand var altsaa formodenlig det samme som en Landstryger, og vi mindes herved om, at Holberg i sin Ansøgning om Professorat fortalte, at han 1705 havde rejst med en moskovitisk Edelmand, hvilket vistnok var et skæmtsomt Udtryk for at have fægtet sig igennem, saa L. Daae endog antyder, at han har sunget for Godtfolks Døre 2). 1722 arresterede Politiet en "nobilis Polonus" Alexander Ignatius Mrockowski, der vistnok var en tvivlsom Existens 3).

Et ejendommeligt Skældsord blandt Skorstensfejere var Mads Hund. Politimester Ernst indberettede nemlig 1719 om en Skorstensfejerkarl, der ved en Ildebrand krøb ind i en Skorsten forat slukke og der blev kvalt. Da han blev advaret af sine Kammerater, sagde han: Jeg vil ikke være mere "Matzhund" end I andre, jeg vil gøre noget med.

Om end Folk havde en løs Tunge og en let Haand overfor Ligemænd, saa vare de i Almindelighed meget varsomme overfor den fornemme Embedsstand, ikke at tale om, at Kongen offentlig omtaltes med den største Ærefrygt. Der forekommer dog adskillige Tilfælde af uforsigtig Kritik af Kongen; de skyldige vare imidlertid ikke Kjøbenhavnere men Normænd.

Da Kongen 1709 var i Italien, faldt der sikkert i Fortrolighed mangen Tale om de store Udgifter, men det var farligt at udtale sin Mening til ubekendte. Det fik den stakkels Filip Fleischer at føle. Paa et Værtshus, hvor han logerede, havde han været uforsigtig lige overfor en Person, der hed Peder Christian Unger, der meldte til Kongen, "hvorledes jeg meget ugærne næstleden 25. Marts af en Person, navnlig Filip Fleischer, forhenværende Krigsfiskal i Norge, har maattet

__________

1) Bytingsprot, 9. Juli 1725.

2) Norsk hist. Tidskr, II, 277.

3) Kbnh. paa Holbergs Tid S. 382-84.


32

høre ræsonnere om de Recompencer, hvilke de da næst forhen indløbende Aviser ommeldte, at Deres kgl. Majestæt havde til Venedig regaleret en Del høje Personer med, med disse usømmelige og ublu Expressioner og skumlende Ord, at i den Sted Deres kgl. Majestæt der til Fremmede anvendte saa store unødvendige Depencer, saa maatte hans egne Undersaatter forsvelte, dem til deres Ulykke, item at det var Brødet at tage fra Børnene og kaste for Hunde, med videre af ham utilbørlig udprydende Tale om Deres Majestæts Rejse". Fleischer blev sat i Arresthuset, hvor han døjede meget ondt, hvorfor han bad om at komme paa Hovedvagten, hvor der var mere luftigt og sundt, eller paa fri Fod imod Kavtion af sin Svoger Mag. Niels Hansen i Brønshøj. Hans Dom faldt dog allerede 25. Maj 1709, at uagtet han havde fortjent vedbørligen at blive afstraffet baade for sine ublu Ord og for sin tidligere "irregulaire Conduite", saa skulde han dog slippe med at forvises fra Kongens Riger og Lande inden 8 Dage 1).

1727 logerede i Værtshuset "Admiral Span" Normanden Jens Kjøge fra Øen Arrø, en Mil fra Frederiksstad. Han havde været Søkaptejnløjtnant (Maanedsløjtnant) i Krigen og mente at have Prisepenge tilgode, men havde forgæves forsøgt at faa dem udbetalt. I Skænkestuen sad han og drak med en Skipper, og under adskillig uhøvisk Tale om Anvendelsen af Prisepengene fortalte Skipperen ham, at hvis han kom til Sverig, vilde han blive hængt, hvorover de kom i Skænderi. En tilstedeværende raadede ham til at tale med "Herren", som havde mere at sige end de smaa Betjente, som han havde talt med, men under "Banden, Hujen og Raaben" gentog han nogle Gange: "Jeg skal betale Kongen derfor inden Aar og Dag," slog i Bordet og udbrød: "Nu skal jeg gaa til Lybæk og derfra til

__________

1) K. D. VIII, 93 med Indlæg. I Rigsarkivet findes en særlig Pakke Akter om denne Sag.


33

Moskoviten, saa skal jeg vide, hvad jeg skal gøre, jeg skal da betale det Kongen inden Aar og Dag. Lad Kongen tage de Penge til sin" og nævnede da Dronningen med et uhøvisk Udtryk. Derefter sagde han: "De kan gøre med mig, som de gjorde med Fuel 1), saa var det ej videre angelegen" og føjede til, at han vel vidste, at han ikke kom vel ud af Verden. Da han var bleven noget beroliget, sagde han: "jeg er en Svenske og min Moder sagde og lærte mig, da jeg endnu var liden, at naar der voxte Haar paa Tungen saa langt (her viste han paa sit Bryst), da maatte man først tro Jyten og ej før", hvilket han gentog 2 Gange. Han blev sat i Fængsel og da man der mindede ham om den Straf der 1709 overgik Fleischer, udbrød han, at om saadan Straf blev ham paalagt, da vilde han ikke æstimere det for en Plaffert (en Smaamønt), han skulde inden kort Tid, om der blev Krig med Danmark, revangere sig saa paa Danmark og dets Undersaatter, at Indbyggerne og Smaabørn i Vuggen liggende skulde græde derved, han var kendt overalt og vidste at give Fjenden gode og tjenlige Anslag og Forslag. Uagtet han havde gjort sig fortjent til højere Straf, benaadedes han 8. Nov. 1727 med at sendes til Kristiansø forat arbejde i Jærn sin Livstid 2).

1714 blev Søren Ruhman, Hører i Bergen, dømt, fordi han havde fremkommet med den Beskyldning imod Etatsraad Helt, at denne havde skrevet en falsk kgl. Resolution om, at han skulde afstaa noget af sin Løn, og imod Gehejmeraad Vibe, at denne skulde have tilsneget sig Kongens Underskrift; desuden havde han sagt om en kgl. Ordre til Stiftamtmanden i Bergen, at hvad der stod i denne var usandfærdigt. Derfor dømtes han af en Kommission til at bøde sine 3 Mark og 3 Gange 40 Lod Sølv samt til Arbejde i Jærn paa Bremerholm paa Livstid, hvilken Straf Højesteret 27. Okt. 1714 for-

__________

1) Hvad der skede med denne, er Forf. ubekendt.

2) Indlæg til Sæl. Tegn. 8. Nov. 1727.


34

øgede med, at han skulde slaas til Kagen. I Kjøbenhavns Arresthus skrev han flere Klagevers til Kongen 1).

Man var i det hele meget varsom med Udtalelser om Kongen. Da 2 Koner kom i Skænderi ved Stranden, medens de vilde købe Fisk af en Bonde, sagde den ene, der var Fiskerkone, til den anden, en Smedekone: Jeg kender eder nok, al eders Afkom er i Helvede, hvortil Bonden bemærkede: "Smedekonen raader for Riget". Da udbrød en Mand: "Bonde, du skulde faa en Ulykke, vil du sige, at hun raader for Riget. Gud velsigne den, der raader for Riget." 2)

Da der i Begyndelsen af 1725 var nedsat en hemmelig Kommission forat undersøge, hvorvidt højtstaaende Personer havde modtaget Skænk og Gave for Besættelse af Embeder, hvilket fremkaldte mange uhyggelige Rygter, og da Oversekretæren i Kancelliet Frederik Rostgaard var bleven afskediget og forvist fra Kjøbenhavn 3), opstod der den Formodning, at han maatte være mere skyldig, end Dommen lød, og kloge Hoveder udfandt, at han maatte staa i Spidsen for en Sammensværgelse. Dronning Anna Sofie, med hvis uægte Søster Rostgaard var gift, skulde da i Forening med Dronningens Svoger U. A. Holstein og Overhofmarskalk C. F. Holstein og flere andre have besluttet at indskrænke Enevælden efter Kongens Død. Assessor Ryssel, der paa Grund af Processer opholdt sig i Kjøbenhavn, havde allerede i Efteraaret 1724 sendt Kongen falske Meddelelser om farlige Planer, som Deltagere i hvilke han angav flere af sine Modstandere, og han holdt Omgang med Præsten Hans Trojel paa Kristianshavn, der synes at have taget Ryssels Tale for gode Varer, men ogsaa selv var Mand for at udsmykke sine Iagttagelser med allehaande Fantasier.

I April 1726 sendte Trojel et Brev til Kongen, hvori

__________

1) Indlæg til Sæl. Tegn. 12. Okt. 1714.

2) Bytingsprot. 3. Marts 1727.

3) Se om denne Kommission C. Bruun, F. Rostgaard I, 320-81.


35

han, foruden at nævne Rygter i Staden om den hemmelige Kommission, skrev følgende 1):

"Nu skælver jeg ved at skrive dette: Folk i Staden mumle hemmelig, hvor ikkun to gode Venner ere tilsammen, at et vist Parti skulde ville have i Sinde den kgl. hellige Souverainitet at ophæve, naar E. K. M., det Gud endnu i mangfoldige Aar hensætte, engang sin Krone til sin elskelige Søn ved Dødelighed skulde overlade, og at de skulle søge saa listelig ved adskillige Chefer at trække den militæriske Magt fra Prinsen til dem, men videre om denne Materie tør jeg ikke fortro Pennen uden dette alene, at Folk, som med mig stride med Liv og Blod for det kgl. Huses Souverainitet at fortplante fremdeles, de lade sig forstaa at være fornøjede med Kommandant i Kastellet v. Støchen og Confessionarius Lintrup, men ikke med Præsident Etatsraad Schrader og Biskop Deichmann."

Mod denne sidste fremkom han med flere Udfald og forsikrer, at om Deichmann og al Verden vilde stege, syde og partere ham, Mag. Trojel, saa dør han for Souverainitetens Forfremmelse, hvilket han i December havde bevist i en Prædiken i Kronprinsens Hus og som han vilde ønske, at Kongen og alle hans store Mænd havde hørt.

Det er aabenbart, at Trojel, der var i daarlige Omstændigheder, havde ventet Belønning og ikke Tiltale, thi han ender sit Brev med at meddele, at han led daglig Nød for Klæder og Føde, men der blev nedsat en Kommission, der skulde forhøre ham og Ryssel. Trojel kunde imidlertid ikke gøre Rede for, hvorfra han havde sine Beskyldninger, men det ses af Kommissionens Akter, at han havde megen Omgang med Ryssel, fra hvem der ogsaa fandtes et udateret Brev, hvori det bl. a. hedder: "Jeg har mig forbeholden særdeles betydelige Sager, som jeg ikke kan betro nogen uden Kongen selv. Gud se til Majestæten, at de ikke skulle

__________

1) C. Bruun, F. Rostgaard II, 318.


36

faa ham af Vejen fra sin Regering og at han maa ret vide, hvem han kan tro". Hvad Rygterne i Byen angik, nævnte Trojel sin Søstersøn Studiosus C. Nold, der i Januar havde fortalt ham, at han havde hørt af Studiosus Morten Munch, at efter Kongens Død skulde der oprettes en Regering, i hvilken Dronningen skulde have 3 Stemmer, Kronprinsen 2, Storkansleren 2 og de andre Stormænd hver 1 Stemme. Nold forklarede, at Trojel dertil havde sagt, at dette var noget, man hverken kunde eller burde med en god Samvittighed fortie. Munch angav at have hørt dette af Studiosus Kristoffer Schøller og denne af Schoutbynacht Poulsen og han igen af Dr. Bing, som skulde have hørt tale derom i Grev Laurvigs Hus, men Greven selv havde ikke villet indlade sig paa at drøfte denne Sag. Da Schøller stævnedes, henviste han imidlertid til Studiosus Hans Rosenkilde som sin Hjemmelsmand; Poulsen og Bing nægtede aldeles at have hørt om en saadan Sag andet end "Ryssels galne Snak løbe omkring som en Vind" og Bing havde i Grev Ahlefeldts Hus kun hørt, at "Ryssel havde skrevet til Kongen meget dumdristigt og uforskammet om Rebellion".

Trojel havde videre paaberaabt sig Stadskaptejn paa Kristianshavn Hans Hansen Haagen, der vel tilstod, at han havde talt med Trojel om Angreb paa Souverainiteten, men det var lige efterat han med andre Medborgere i Johan Sohls Hus havde drukket et Glas Vin, hvor Ryssel var tilstede og havde talt om Forræderi, især i Norge, og at Jylland og Holsten skulde være til Erstatning for, hvad Norge ikke kunde tilstrække, og blandt Forrædere nævnte han især Biskop Deichmann. Haagen fortalte ogsaa, at han paa Kristianshavns Bro havde mødt Løjtnant Tranemose ved Artilleriet, der mente, "at Kongen ikke havde nødig at holde noget Borgerskab (Borgervæbning), men at de alle burde være Soldater og have borgerlig Næring, og da Borgerkaptejnen vilde disputere ham imod og mente, at Souverainiteten ikke paa den Maade kunde konserveres, skede


37

imellem dem nogen Ordvexling ang. samme Sag". Foruden dette havde Haagen ikke talt om Souverainitet med nogen, og i Samtalen med Trojel var det denne, der begyndte.

Endnu foregav Trojel, at en ubekendt Mand i brun Kjol og med en hvid Kæp i Haanden udenfor Amagerport havde udtalt sin Misfornøjelse med Deichmann og Schrader, fordi de vare af Dronningens Parti, men kunde ellers ikke angive nogen, der havde nævnt Dronningen, og hvad han skrev om sin Strid med Liv og Blod, kunde han kun forklare som Strid i Aanden, Den Omstændighed, at Dronningen i det mundtlige Forhør blev angivet at staa i Spidsen for et Parti, blev ham et kostbart Udsagn. 11. Maj blev han suspenderet, og de Præster, der forkyndte ham dette, fandt ham i Sengen og berettede, at han sagde, at han ikke havde Kræfter til at paategne Meddelelsen. Han sattes i Fængsel og blev belagt med Jærn. 20 Dage efter dømte Kommissionen ham til at have forbrudt den præstelige Habit og sættes i evigt Fængsel. Kongen vilde dog have ham haardere dømt for siden at kunne benaade ham og 3. Juli 1726 dømtes han til at have forbrudt Ære, Liv og Gods, den højre Haand skulde afhugges, Kroppen skulde parteres og lægges paa Stejle og Hjul og Hovedet sættes paa en Stage. Ryssel dømtes til at kagstryges og skulde derpaa bære Sten af By, men Kongen benaadede dem paa Dronningens Forbøn med livsvarigt Fængsel paa Munkholm. 10. Okt. afhentedes de i Arresthuset af en Underofficer med 6 Musketerere, der førte dem til en Chalup, der laa ved Toldboden 1).

Simple Folk, der viste Trods ligeoverfor fornemme, bleve straffede med den spanske Kappe. Saaledes holdt en Vognmandskarl i Vejen for Abraham Kløchers Karet og vilde ikke

__________

1) Rigsarkivet. Aflev. fra Just. Min. C. Bruun, F. Rostgaard I, 375-77. E. Holm, Danmark-Norges Historie 1720-30, S. 340-42.


38

køre tilside, og da man skældte ham ud, slog han med sin Svøbe Monsieur Krock (Maleren), der sad i Kareten. Derfor skulde han i tre Dage fra Kl. 10-11 gaa i den spanske Kappe med paaklæbet Seddel om Forseelsens Beskaffenhed, en Dag udenfor Krocks Hus, den næste udenfor Kløchers Hus og den tredie udenfor Raadhuset.

En anden Vognmandskarl, som havde angrebet Løjtnant Kaas, der havde Vagt ved Vesterport, skulde bede Løjtnanten om Forladelse og bære den spanske Kappe KL 8-9 i 3 Dage udenfor Vesterports Vagt 1).

Under en Ildebrand paa Amagertorv, da Huset den blaa Haand brændte, havde Politimester Ernstes Kusk ramt Ritmester Kalckreuter med sin Pidsk og skulde derfor i 3 Dage Kl. 11-12 bære den spanske Kappe paa Amagertorv og derpaa arbejde i Skubkarren i Kastellet. Karlen var dog sikkert undskyldt, idet Ernst forklarer Sagen anderledes 2).

9. Nov. 1705 fik Byfogden kgl. Befaling om, at Portpengenes Forpagter Lavrids Birk for sit usømmelige Forhold imod Kongens Staldmester Frederik v. Haxthausen i Vesterport skulde med Vagt føres i Slutteriet at forblive i 4 Uger, hvorpaa han med Vagt skulde bringes til Haxthausens Hus og i andre Hofkavallerers Nærværelse gøre ham offentlig Afbedelse. Birks Tjener, der ved samme Lejlighed havde opført sig "meget ubeskeden", skulde føres til Børnehuset og der piskes og forblive til videre.

En kgl. Lakaj, der havde dræbt en Vognmandskusk og blev dømt til Døden, benaadedes af Kongen 1713, idet han forklarede, at han alene havde slaaet Kusken over Skulderen med den flade Kaarde for hans slemme Munds Skyld og "for de grove og unyttige Ord, som han lod falde imod Eders kgl. Majestæts egen høje Person," og da Karlen derpaa løb blindt ind paa ham med den tykke Ende af sit Svøbeskaft i

__________

1) Politiretsdom 8. Nov. 1716 og 2. Avg. 1718.

2) Se senere hen under Brandvæsenet.


39

den ene Haand og med den anden vilde gribe ham i Haaret, løb han sig Kaarden ind i Livet 1).

Torvemester Daniel Nielsen var nær kommen galt afsted 1722. Paa Torvet stredes 2 Personer om et Læs Trækul, og den ene havde grebet fat i Tømmerne paa Vognen, da Torvemesteren kom ridende og forlangte, at han skulde slippe; da han nu ikke vilde, slog Daniel Nielsen ham med sin Pisk og han kom ind under Hesten. Saadanne Scener forefaldt jevnlig, men her var den Slagne Grev Danneskjolds Portner Ernst Plegel, hvis Herre lod Torvemesteren arrestere og forlangte stor Straf over ham. Politiretten kunde dog ikke gaa ind derpaa, men mente, at da Daniel havde siddet fast i 2 Maaneder og havde handlet i Embeds Medfør, skulde han slippe med at bøde 8 Rdl. til Grevens Portner og skulde desuden "forføje sig til Grevens Hof og ved dennes Hovmester tilbyde sin underdanige Afbigt", idet han i sin Iver havde "misbrugt Grevens Navn" 2).

I den Tid var enhver Husbonde i sin gode Ret, naar han revsede sit Tyende. Dertil brugtes ofte en Krabask, der bestod af en Tyremie. Naturligvis slog Herren ogsaa med Stok, og ve den Tjener, der ikke tog sine Prygl uden Modstand. Da Hofjunker d'Agars Tjener under en saadan Afstraffelse havde grebet om Stokken og Herren derved var kommen til at støde den mod sit Øje, dømtes Tjeneren til at gaa i 3 Timer i den spanske Kappe udenfor sin Herres Hus og betale Udgifterne ved sin Anholdelse; dog kunde Tiden forkortes, hvis d'Agar bad for ham 3).

Nikolaj Stolpes Kusk, der havde vist Opsætsighed imod sin Husbonde, dømtes ikke alene til at bære den spanske Kappe i 3 Dage, 2 Timer hver Dag, men derpaa skulde han leveres til Løjtnant Heinman at være Soldat, "skønt han med haardere Straf burde anses" 4).

__________

1) K. D. VIII, 296 med Indlæg.

2) Politiretsdom 9. Okt. 1722.

3) Politiretsdom 16. Feb. 1714.

4) Samme 27. Avg. 1717.


40

Som Exempler paa den raa Tone, som herskede blandt simple Folk, hidsættes følgende Scene. En Skræder og en Parykmager gaa en Aften paa Gaden, og i Nærheden af Skræderens Hus staar en Kældermands Kone i sin Dør, til hvem Skræderen siger: God Aften, Mor. Hun: Djævelen komme i dig med din Godaften, din sulten Lus. Skræderen: Hvi falder I mig saaledes over, hvad har jeg med eder at bestille, jeg har jo aldrig gjort eder noget imod? Hun: Jeg giver eder Djævelen, I Kæltringpak, I Sultenpak og Kanaille, jeg har en ærlig Karl paa mit Loft, om I har nogle Kanailler og Kæltringer, ved jeg ikke. Skræderen: Kone, I er fuld eller gal, hvad gaar ad (!) eder, at I falder mig saa over, da jeg beder Godaften? Hun: Djævelen skal føre dig fra min Dør, havde jeg et Kosteskaft, jeg skulde prygle din Hund fra min Dør 1).

Den Maade, man brugte til at bevæge Folk til at blive Militære, var ikke altid hæderlig. I Forordngn. af 7. Avg. 1705 hedder det, at en Del Officerer paa utilbørlig Maade bemægtige sig gifte Mænd og unge Karle for at lade dem som Soldater indrullere, ja endog med mange uforsvarlige Plager, saasom langvarig Arrest, Prygl og ond Medfart, tiltvinge dem at tage Hververpenge i Haanden og ved Præsentationen tilstaa, at de godvillig have taget Tjeneste.

1726 klagede en Skomager over, at to Underofficerer af Kaptejn Numsens Kompagni have "stoppet en af hans Svende ved Navn Kønig Penge i Lommen forat faa ham endog mod hans Villie til en Musketer ved Regimentet." Kønig havde givet dem Pengene igen, men da han ikke med det gode vilde tage Tjeneste, satte de ham i Hovedvagten under saa stærk Forvaring, at ingen kunde faa ham i Tale 2).

Vi mindes herved om Holbergs Erasmus Montanus, der anses for hvervet, fordi han alene har taget imod Penge af

__________

1) Bytingsprotokol 10. Juli 1724.

2) Pol. og Kom. Koll. Res. Prot. Nr. 7, S. 77.


41

en Militær, og et lignende Tilfælde nævnes nedenfor som forefaldet i Værtshuset "Nørre Paradis", saa der aldeles intet urimeligt er i denne Scene hos Holberg.

1730 tillod Regeringen en Borger Chr. Speck at løslades, idet han erklærede at have ladet sig hverve i Vanvid, imod at han gav Haandpengene tilbage og betalte, hvad der blev fortæret ved hans Hvervning. En saadan Tilbagelevering af Borgere skede oftere.

Officerer optraadte ofte raat imod Borgere, hvorover Magistraten besværede sig for Kommandanten. Saaledes skrev den 24. Feb. 1705:


"Højædle og velb. Hr. General-Lieutenant!

Saasom en Borger heraf Staten, navnlig Etienne Capion, meget ilde skal være bleven slagen og overfalden udi sit eget Hus af en Kaptejn af Navn Viereg, som videre af hans til os indkomne og herhos følgende Kopi af hans Klage er at fornemme, altsaa ville vi tjenstligen have fornævnte Borger til E. Excellence recommenderet, at hannem maatte ske den Ret, som H. K. M.'s allernaadigste Lov og givne Krigsartikler med sig føre, og at E. Exe. vilde forordne en upartisk Krigsret, hvorudi Sagen kunde examineres og paakendes."


3. Feb. 1707 klager Magistraten over, at en Borger Johan Meyer "meget ilde med adskillige ærerørige Skældsord og Trusler tvende Gange skal være overfalden udi sit eget Hus af tvende Kaptejner, navnlig Viereg og Holger Vind".

27. Juli 1707 skriver Magistraten, at en Borger Lars Hansen "med Hr, Kaptejn Brochmand er bleven betinget om en Karos for ham at male og paa nogle enkelte Lister forgylde og ved sligt sit Arbejde af forbemeldte Hr. Kaptejn Brochmand meget ilde er bleven overfaldet baade med Hug og Slag samt Skældsord og Trusel".


42

1712 klagede Magistraten over, at en Borger var bleven mishandlet af Løjtnant Viborg og sat i Stokhuset, hvilken Arrest ikke var for Borgerfolk, men for Soldater og andre Delinkventer. Samme Aar havde Gen. Krigskommissair von Platen tilføjet Portneren i Nørreport Overlast under dennes lovlige Forretning.

Der forekommer ogsaa mange Klager over Overlast, som menige Soldater udøvede mod Borgere, hvorved vi dog ikke ville opholde os. Særlig farligt var det for Rodemestrene, der skulde indkræve Skatter eller pante hos Militære. En underlig Person maa den aftakkede Soldat have været, der hed Mikkel Polak og var en af de ved Tønningen tagne svenske Fanger; om ham indberetter Politimesteren 1720 til Kongen, at han en Dag var styrtet død om i S. Clemensstræde, med den Tilføjelse, at han "brugtes i Staden af Forældrene til at skræmme Børn med".

De militære Familier vare en sand Svøbe for Byen, og det var mest dem, som udgjorde det daværende Proletariat. Under Krigen maatte Staden undertiden underholde Familierne, naar Mændene bleve udkommanderede. Nogle af Kvinderne ernærede sig ved Handel, men de fleste ved usædeligt Levned. Da der 1728 var Tale om Oprettelse af Skoler for Soldaterbørn, oplystes det, at af saadanne Børn i Alderen fra 6 til 10-12 Aar var der 1083, 590 Drenge og 493 Piger. Der har saaledes været en 2-3000 Tiggerbørn tilhørende Soldaterstanden.

Udenfor Portene opførte de Militære sig, som de vare i Fjendens Land. 1712 besatte Ritmester Waltersdorph Tueborg, der da var et Værtshus, saa Gæsterne maatte tage bort, og hans Folk fodrede deres Heste uden videre med Ejerens Hø og Havre 1).

Ogsaa inde i Byen kunde man faa Indtryk af, at den var indtaget af Fjenden. Af en Ansøgning fra 1718 ses

__________

1) Mag. Skr. 14. Jan 1712.


43

det, at et Hus paa Hjørnet af Gotersgade og Grønnegade, der hørte til Admiralinde Spans store Gaard paa Kongens Nytorv, "Anno 1716 om Vinteren, da den stærke Indkvartering var her, blev ikke aleneste spoleret, men endog ganske nedbrudt og Materialerne meste Delen bortstjaalne, saa at velbemeldte Admiralinde derefter maatte i den Sted lade opsætte et Plankeværk".

De militære Interesser gik altid forud. Da en Vognmand 1729 havde lejet Hus i Studiestræde, formentes det ham at flytte ind, da Huset var et af dem, der af en Kommission vare udsete til Indkvartering af Hestgarden, uagtet der paavistes ledig Plads baade i Gæstgivergaarden Gyldenlund ved Vestervold og i Knapsteds Have 1).

Det hændte ofte, at Soldater deserterede; en af Grundene til, at Vesterport under Ildebranden 1728 ikke blev aabnet, var, at Kommandanten frygtede for, at Soldaterne vilde benytte Lejligheden til at undfly. De søgte ved saadanne Lejligheder ofte til usædelige Huse, hvor de kunde have Haab om at faa Kvindeklæder til Forklædning. 1705 toge nogle Sadelmagersvende Pas til sig selv og overlod dem derpaa til Soldater. 1717 blev en Person ved Navn Jonas Horn, der havde været i Tjeneste hos Raadstueskriver Lindberg, arresteret og dømt til Arbejde i Kastellet, fordi han havde villet anbefale nogle Soldater, der vilde desertere, til sin Fader i Sverig 2). 1726 blev en Kvinde, der havde udlaant sine Klæder til en Soldat, dømt til at miste sine Ører og arbejde sin Livstid i Spindehuset, men hun benaadedes for at miste Ørerne imod at staa i Gabestokken nogle Timer. En Mand Karl Rose, der havde været behjælpelig, kom paa Bremerholm 3).

Mange af de Spektakler, der forefaldt, skyldtes ogsaa Militære, men det var kun undtagelsesvis, de kunde blive

__________

1) R. Ark. Coll. Breve 1. Maj 1729.

2) K. D. VII., 759. Mag. Skr. 27. Maj 1717.

3) K. D. VIII., 683. Bytingsprot. 1726.


44

arresterede af den borgerlige Vagt. En Aften i Somren 1722 hørte Vægterne, at der i Vinhandler Herman Fabriciuses Hus raabtes om Hjælp, og de gik derind og arresterede Løjtnant Narding, hvem de førte paa Raadstuen under megen Besvær, da han vilde stikke dem med sin Kaarde og raabte og "tornerede" ilde. I Raadstuevagten var der kun 2 Korporaler og da sagde Narding: Er der ingen Løjtnanter eller Kaptejner, er det en Hundsfots Vagt, og han brød sin Skede itu. Han blev først sat i Borgerofficerernes Corps de Garde eller Vagtstuen, men sattes siden ind til de andre arresterede, hvor han var saa beskænket og uregerlig, at Officererne ikke kunde komme til rette med ham. Efterat have sovet Rusen ud, kom han i Officersstuen igen og om Eftermiddagen fik han Kammer hos Vagtmesteren 1).

1710 klagede Magistraten til Admiralen over Søløjtnant Jørgen Bruns Forhold imod Strandvagten udenfor Østerport, idet han "med Gevalt med de hos sig havende Baadsfolk er gaaet i Land ved Fiskerhuset, og ihvorvel Vagten ham det efter den givne Ordre vilde formene, er han desuagtet dog gaaet i Land, Vagten haardelig truet og udskældt".

Da Militære, der havde forset sig, skulde overgives til deres egne Foresatte, blev Overtrædelse heraf haardt straffet. En Aften mellem 10 og 11 blev en Livgarde udvist af en Beværtning, men paa Gaden blev han af de Vægtere, der ledsagede Politibetjentene, overfalden med Hug og Slag. Derfor dømtes 3 Politibetjente til at have forbrudt deres Tjeneste og Vægteren maatte betale Soldaten 6 Rdl. for Svie og Smerte foruden Bartskerløn 2).

Soldater bleve iøvrigt haardt straffede. En Musketer, der efter Tappenstreg havde opholdt sig i et Værtshus, hvor han havde drukket sig fuld og begaaet al Slags Overlast, dømtes til i 2 Dage efter hinanden hver Dag 12 Gange at

__________

1) Bytingsprot, 6. Juli 1722.

2) Politiretsdom 27. Juni 1729.


45

løbe Spidsrod gennem 300 Mand, og til Betaling af Omkostningerne skulde han sidde paa Vand og Brød, indtil disse vare godtgjorte; desuden maatte han ikke forsømme Kongens Tjeneste 1).

29. Dec. 1713 blev det forbudt, at ej heller nogen Matros maatte findes paa Gaden efter Tappenstreg 2).

5. Feb. 1714 udstædtes en kgl. Befaling, at naar nogen Militær blev arresteret under Klammeri og Slagsmaal, hvoraf man kunde befrygte Drab, Mord eller anden Ulykke, skulde der strax sendes Bud til Regimentet, forat faa hans egne Kammerater til at føre ham til hans Chef. 1726 bestemte Kongen, at alle Klager, som indgaves af Regimenterne over Borgerne, alene undtaget Drabs- og Voldssager, skulde foretages i Politikollegiet, medens Borgernes Klager over Militære skulde afgøres af den militære Ret 3).

Soldaternes Uvidenhed og Raahed giver sig tilkende i følgende Sager.

Ved en Krigsretsdom af 1. Juli 1718 blev Grenader Joh. Pistorius dømt til at føres til Nytorv, hvor hans Forskrivelse til Djævelen skulde brændes af Bøddelen og hvor derefter Præsten skulde holde en kristelig Formaningstale til de Omstaaende. Søndagen forud skulde der gøres Forbøn i alle Kirker for hans sande Omvendelse og holdes en Tale til hele Menigheden over dette Emne, men Søndagen derefter skulde Pistorius i Garnisons Kirke offentlig gøre Kirkebod, absolveres og kommunicere og derpaa om Mandagen paa Nytorv henrettes med Sværdet og hans Lig i Stilhed begraves paa Garnisons Kirkegaard 4). Dette foregik i April 1719.

Det samme gentog sig i 1722 med Soldaten Abraham Bølge, der ogsaa havde forskrevet sig til Djævelen, men denne Gang fik Præsten Mag. Knud Tommerup Befaling om

__________

1) Coll. Breve i R. Ark. 5. Dec. 1709.

2) K. D. VIII. 305.

3) K. D. VIII, 308, 684.

4) K. D. VIII, 469 med Indlæg.


46

at opbrænde Forskrivelsen udenfor Garnisons Kirkedør. Mag. Tommerup var meget ilde tilmode over dette Paalæg og bad om "at Embedet for slig actu maatte være forskaanet, hvilket aldrig nogen Præst før mig har forrettet". Kongen fritog ham ogsaa, og det bestemtes da, "at naar det ringer sammen, føres Bølge til Kirkedøren, der tager Præsten imod ham med en Tale, at han har forkastet Gud og hans Naadesord, men som han har omvendt sig, overleverer Præsten Pagten, som er skreven med hans eget Blod, til Profossen, som kaster den paa Ilden, dertil optændt paa Gaden for Kirkedøren; naar den er opbrændt, sluttes med en Formaning til Afsked. Saa tager Præsten Synderen ved Haanden og fører ham i Kirken at høre Prædiken; naar den er endt, absolveres Synderen og med andre gaar til Guds Bord" 1).

1708 dømtes en Musketer for Gudsbespottelse til, at Tungen skulde rives ud af Munden paa ham og dernæst skulde hans Hoved af hugges og sættes paa en Stage 2)

En udisciplineret Race vare Lakajerne, der selv paa Kongens Slot ikke kunde forholde sig rolige. Saaledes hedder det 1705 i en Indstilling 3):

Gotfried Vieregge andrager allerunderdanigst, at ihvorvel Drabant-Garden til det yderste lader sig være angelegen Ministrenes og Hofbetjentenes Lakajer og Tjenere at fraholde Insolentier paa Drabant-Salen at begaa og i Særdeleshed at holde Passagen sammesteds fri for Herskabet og Ministrene imellem Dørene til Gemakkerne, saa har saadant til dato intet villet hjælpe eller de der foregaaende Excesser kunnet bleven afværgede, men fornævnte Lakajer og Tjenere indtage Drabant Salen efter deres egen Vilje og trænge Drabanterne saa nær ind paa Livet, at de paa deres Poster ikke ere mægtige at betiene sig af deres Gevær, ja de endog

__________

1) K. D. VIII, 529-30 med Indlæg.

2) K. D. VIII, 27-28.

3) Supplik-Prot. 1705. 3. Kvartal Nr. 355. Meddelt af Hr. Kontorchef Stolpe.


47

rotte sig sammen og med Skældsord angribe Drabantgarden, naar Officererne ere løste af deres Vagt, og dem med Truselsord tiltale. Som da de forbemeldte Lakajer og Tienere intet ere at styre, men danse og springe paa Riddersalen, hvor Drabantgarden staar ved Højesteret, og drive megen Modvillighed, ja trænge sig ind i Gemakket, hvor Højesteret holdes, og gaa Folkene imod, som udgaa, naar Dom er afsagt, for at tage deres Herrers Kapper, og nedtræde i Døren en og anden, saa forestilles Hans Majestæt allerunderdanigst, om det allernaadigst maatte behage Hans Majestæt at lade udfærdige herom en skriftlig Ordonnance, som paa Drabantsalen kunde anslaas, hvorefter enhver, særdeles Lakajerne og Tienerne sig skulle rette, paa det al Desordre, Fortræd og Modvillighed kunde forekommes.

En lignende Klasse var "Rentekammerdrengene", over hvilke der 1728 klagedes, "at de spolerede og fordærvede Vinduer og Vægge i den ny Kollegiebygning og stode næsten hele Dagen i Vinduerne, hvilket Kongen selv havde iagttaget med Misfornøjelse". Det blev derfor paalagt Portneren om Dagen at holde Vinduerne til Slotspladsen tillukkede og have Tilsyn med, at slige Uordener ikke længer foregik 1).

__________

1) Werlauffs Antegnelser S. 63-64.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: man apr 4 19:38:18 CEST 2005
Publiceret: man apr 4 19:38:16 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:
Sidens top