eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse V

Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699
    - bog IV, kap. II

Kbh., G. E. C. Gad, 1889

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

458

II.

Borgervæbning. Vægtere. Brandvæsen. Brandforsikring. Politi. Byfogden. Retter. Vandvæsen. Fattigvæsen. Skoler. Læger. Maal og Vægt.

Borgervæbningen var i de første Aar efter Belejringen et rent militært Korps, der besørgede hele Vagttjenesten, men fra 1668 ophørte dette, saa den nu kun gjorde Tjeneste ved enkelte Lejligheder, og Garnisonen overtog nu den egentlige Vagttjeneste 1). Ved fornemme Gæsters Besøg og ved større Fester maatte Borgerne paradere paa Gaderne, og naar Garnisonen blev mønstret, besatte den Vagterne. Under Krigen 1675-79 gjorde Borgervæbningen i lange Tider Garnisonens Tjeneste. 1663 fik den ny Faner, og der blev opsat en særlig Faneed, som enhver maatte sværge 2). Der bestod et Kompagni for hvert af Stadens Kvarterer, og 1674 henlagdes Kristianshavns to Kompagnier under Kjøbenhavn. Borgervæbningen kommanderedes af en Stadsøverste, siden Belejringen af Frederik Thuresen, efter dennes Død 1675 af Borgmester Jørgen Fogh, og efter dennes Fald 1676 af Niels Enevoldsen, der endnu var i Virksomhed Aar 1700. Denne sidste kaldtes Stadthauptmand, medens de to foregaaende havde Titel af Stadsøverste eller Stadsoberst. Hvert Kompagni kommanderedes af en Kaptejn, der fik kgl. Udnævnelse, og alle Befalingsmænd lige til Korporaler og Gefrejdere fik 1670 Fritagelse for alle borgerlige og Byens

__________

1) K. D. VI. 444.

2) At Fanerne allerede da var prydede med Stadens Vaaben, ses af et Reskript af 8. Marts 1675, at Kristianshavns Faner efter Inkorporationen i Kjøbenhavn ikke længer kunde bære Kristianshavns Vaaben.


459

Bestillinger 1). Stadshauptmanden havde Frihed for Indkvarteringsskat, men da dette for Konsekvensens Skyld ansaas for uheldigt, fik han 1693 en Godtgørelse af 48 Rdl. om Aaret, der skulde udbetales af Brandkassen. Der var allerede bevilget Fred. Thuresen en Adjutant til at exercere med Borgerskabet og en Mønsterskriver til at holde Rullerne vedlige, men disse har en Gang været afskaffede, ti de bevilgedes paany 1676 2).

Frederik Thuresen fik følgende kgl. Instrux 26. Maj 1663:

1. For det første skal han i dette hans Embede af os dependere og af os selv eller af den, til hvilken vi ham udi vores Fraværelse henvisendes vorder, tage sin Ordre.

2. For det andet skal han have Kommando over alle Stadskompagnier, som sig herudi vores kgl. Residens og fri Rigsstad Kjøbenhavn befinder, desligeste over alle de derover forordnede Kaptejner og Officerer.

3. For det tredie naar en Kaptejns Plads hos Stadskompagnierne vakerer, skal han os det straks tilkendegive og vores Forordning derom og, med hvem vi den ledige Sted vil have igen besat, underdanigst fornemme. Men naar en af de andre efterfølgende Officerer hos disse Kompagnier afgaar, skal ham staa frit for en anden dygtig Person af samme Kompagni i den afgangne Plads at ervehle og indsætte.

4. For det fjerde skal han have flittig Inspektion, at Borgerskabet bliver holdt i god Exercitie, paa det ingen Konfusion maa komme iblandt dem og enhver kunde være færdig at komparere paa den ham forordnede Sted, naar det paaæskendes vorder, hvortil ham ogsaa skal holdes en Adjutant, som Borgerskabet i deres Krigs-Exercitier kan undervise og derudi tilbørlig øve.

__________

1) K. D. VI, 387, 647-48, 527-28.

2) K. D. VII, 408, 671.


460

5. Og eftersom enhver Kaptejn pligtig er til ham, naar han det begærer, at indgive Rullen af alle de, som bor under sin Fane, saa skal han selv formedelst den ham undergivne Mønsterskriver holde en Generalrulle over alt Borgerskabet, Indvaanere og Mandtal udi denne Stad og samme Rulle vel hos sig forvare, saa at han den ingen uden os eller hvem vi ham naadigst befalendes vorder, kommunicerer eller fremviser.

6. Skal han saa vel de i denne vores Stad Kjøbenhavn allerede gjorte Vagt- og Fyr-Ordinancer, saa og de, hvilke herefter gøres skal, holde i god Esse og lægge Vind paa, at saadanne maa vel observeres og bringes til god Exekution, paa det denne Stads Borgerskab og Indvaanere udi Togt og Vagt, Op- og Anløb, Larm og Ildsnød maa holde god og tilbørlig Ordning.

7. Saa skal han ogsaa hvert Aar en eller to Gange lade visitere Husene til at fornemme, om Indvaanerne med behørige Gevær og Munitiom er forsynede, desligeste om ved Kirkerne, Pladser og Husene de til at læske Ilden med tilforordnede Instrumenter og Kar er tilstede og dygtige.

8. Adelen, som bor her i Byen og ikke er i vores Tjeneste, saa vel som ogsaa alle de Personer, som hører til Universitetet, og Andre bliver efter deres Huse og Kvarter under Stadskompagnierne sættet og afdelt efter Vagtordnings videre Formelding, men Hofbetjentene, i hvad Stand de og monne være, bliver under Hoffanen og hører ikke til Stadskompagnierne, men skal stille sig ved vores Slot imellem Stalden og Tøjhuset, desligeste ogsaa alle de, som betjener vores Flaade, staar ikke heller under Stadskompagnierne, men Admiralitetet, og stille sig paa Holmen.

9. Hvad nu i denne vores Instruktion ikke er befattet og han, Stadsøversten, desforuden noget befinder, som til vores Gavn og Bedste kunde tjene, saa skal han efter hans Dexteritet og Skyldighed være forpligtet det at tage vel i


461

Agt og os derom, saa og Borgerskabets Beskaffenhed og Anliggende underdanigst at referere.

10. Og paa det sidste beholder vi os for, denne til vores Stadsøverste udgivne Instruktion at forandre, formindske eller formere efter vores naadigste Velbehag 1).

Niels Enevoldsens Instrux af 9. April 1676 stemmer i det hele overens med denne, men det ses, at nu stod ogsaa Brandmestrene og deres Undergivne under hans Befaling. Til Besættelse af Officersposter skulde han have Kongens Samtykke, men Posterne som Underofficer stod det ham frit for selv at besætte med dygtige Personer i Kompagniet; alle ny ansatte Officerer skulde han afkræve deres Troskabsed. Gagen til Adjutant og Mønsterskriver og Udgiften til Trommeslagernes Underholdning og andre Udgifter skulde tilvejebringes af Magistraten af de til Stadens Politi forordnede Indkomster. Med Hensyn til Mandskabet ses det, at af enhver Gaard eller Hus skulde der skaffes en dygtig Person med tilbørlig Udrustning, som skulde holdes i Beredskab at møde under den Kaptejn, under hvis Kvarter Huset laa, og indstille sig, naar de blev tilsagte af Kaptejnen til Tog, Vagt, Ildsnød, Allarm, Isning og andre Sager, der vedkom Stadens almindelige Defension, dog skulde Kongens Hofbetjente beholde den dem forundte Frihed til at lade sig finde ved Slottet, og Kongens Baadsfolk og Flaadens Betjente skulde møde paa Holmen under deres Officerer 2).

Ved Kronprinsesse Luises Bryllup 1695 beskrives Borgervæbningen saaledes: "Den 7. Dec. marcherede denne Stads Borgerskab, bestaaende udi 11 Kompagnier, i en meget skøn Mundering, ligesom de ved Indtoget vare munderede,

__________

1) Afskrift i gl. kgl. Sml. Fol. 908.

2) Afskrift i Raadstuearkivet.


462

fra Gammeltorv med Skalmejer og Trommer igennem Byen, Ny Kongenstorv og Slotsbroen her for Slottet" 1).

Det kom i 1663 til Rivninger mellem Magistraten og Stadsobersten. Magistraten klagede til Kongen over, at Thuresen gjorde Indpas i dens Avtoritet, og den fremførte forskellige Klagepunkter, som Thuresen besvarede paa en meget beskeden Maade, idet han mente at maatte holde sig til den af Kongen givne Instrux, men bad Kongen befri ham for den Mistanke, at han selv havde givet Anledning til Klager, "at jeg for saadan Tillæg og al anden Mistanke samt onde Tilfælde, som mig vel snarlig kunde heraf tilvokse, kunde befries og være foruden". En af Ankerne var, at han af egen Magtfuldkommenhed havde oprettet et 10de Borgerkompagni, hvormed det var gaaet saaledes til: Paa Grund af Forstædernes Ødelæggelse i Belejringen var det ene af Stadens Kompagnier gaaet ind, da det bestod af Beboerne udenfor Nørre- og Vesterport, men 1662 samtykkede Magistraten i, at der blev forfærdiget 10 ny Faner, der efterhaanden, som de blev færdige, førtes op paa Raadhuset, og ved en given Lejlighed havde han sagt Magistraten, at det ny Kompagni skulde hedde Rosenborg Kompagni, da de fleste af de tidligere Beboere udenfor Portene var flyttede til Egnen omkring Rosenborg, og derimod havde ingen dengang gjort Indsigelse.

Især besværede Magistraten sig dog over, at Thuresen ikke vilde lade den udtage Folk af Borgervæbningen til at besørge Nattevagten eller den lille Vagt 2).

Herom gav Thuresen følgende Forklaring: "Nogen rum Tid forleden har Borgmestre og Raad af mig begæret, jeg Vagten saaledes vilde anstille, at en Del af Borgerskabet skulde give Penge og en Del holde Vagt, hvorpaa jeg den

__________

1) Extraordinaire Relationer.

2) Se Kbnh. Hist. og Beskr. III. 278.


463

har svaret, jeg ikke uden E. K. M.'s naadigste Ordre turde separere Folket under Kompagnierne fra hinanden, fordi Staden nu mere end udi forrige Tider er Perikel og Fare undergiven, formedelst den er en Grænsestad. Alligevel har Borgmestere og Raad mig uafvidende Stadens Kaptejner befalet, at enhver af sit Kompagni en viss Del Folk skulde ordinere, som ugenlig til den liden Vagt skulde udgive, hvis dem godt syntes, hvilken Begæring de og have efterkommet og saaledes ført Kompagnierne og Folket i Konfusion, som jeg og saaledes har ladet passere indtil forleden imod de fremmede Herrers Tilkomst 1), da jeg bekom E. K. M.'s naadigste Ordre, at Borgerskabet sig i deres Gevær skulde præsentere og hver Nat, saa længe de Fremmede var her, lade et Kompagni holde Vagt, efter hvilken højbemeldte E. K. M.'s naadigste Befaling jeg Kaptejnerne befalede deres Kompagnier at komplettere, hvilket ikke uden stor Besværing og Tidsspilde kunde tilvejebringes. Siden da de fremmede Herrer ere frarejste, har de Folket fra hinanden igen begæret at ville separere, hvorfor jeg dem har ladet forstaa, at jeg ikke uden E. K. M.'s Tilladelse saadant turde tilstede, eftersom jeg ikke vidste, hvilken Tid og Time, E. K. M. formedelst adskillig uformodenlig Tilfald Borgerskabet i Armes igen kunde behøve".

Kongen lod derpaa Magistraten vide 12. Jan. 1664, at Stadsoberstens Instrux maatte efterleves, da der nu forefaldt mere her i Staden at forrette end tilforn, eftersom den kgl. Residensstad nu var bleven en Grænsestad og Fæstning, men hvad den lille Vagt angik, da tilkom det Magistraten at anordne den paa bedste Maade. 10 Feb. 1668 bestemte Kongen, at der til dennes Underholdning aarlig skulde gives 12 Sk. af hver 100 Rdl.'s Grundtaxt og for disse Penge skulde der lønnes 32 dygtige og væragtige Karle, som under

__________

1) Se Side 307.


464

Vagtmesterens Direktion og Opsyn kunde fordele sig i hvert Kvarter og gennemgaa Gaderne om Natten. Kongen tog den lille Vagt i Beskyttelse, "saaledes at om nogen sig mod dem, naar de i saa Maade paa Vagt i vores og Byens Forretning omkring gaar, modvilligen opsætter og forulemper og fanger derover Skade, da være bemeldte Vagt derfor i alle Maader angerløs" 1).

At den kgl. Beskyttelse nok kunde være nødvendig, ses af en Post i Kæmnerregnskabet 1673: "betalt Mester Daniel Bartskærløn for Formanden for Raadstuevagten, som blev overfaldet og slaget paa Vejen til Børnehuset med en Delinkvent, som didhen skulde ledsages". I samme Regnskab forekommer ogsaa: "leveret Hans Jørgensen Vagtmester til Krudt og Kugler og Lunter til Vagten, som med Overgevær og Musketter blev beordret at beglejde det Kvindfolk, som blev rettet uden Vesterport"; det var nødvendigt ved slige Lejligheder at kunne skyde skarpt.

Raadstuevagten, der var forskellig fra den lille Vagt og ikke havde noget at gøre med Nattevagten, bestod af 12 Personer og en Vagtmester, de første lønnedes med 52 Sldlr. om Aaret, den sidste med 150 Sldlr., og disse 13 Personer udgjorde hele Politikorpset om Dagen.

I Regnskabet for 1678 hedder det: "Vagtskat, som plejer af Borgerskabet at udgives til de 13 Raadhusvagters Besoldning, har hverken iaar eller ifjor været paabudt, formedelst Borgerskabet selv gaar til Volds og Brandvagten baade hver Nat opvarter ved Raadhuset og patrouillerer paa Gaderne, tilmed er forskrevne 13 Vagter fra 5. Nov. afskaffe de".

Dette skede i Krigstiden, da den store Vagt eller Borgervæbningen var under Vaaben. Paa Grund af Gadernes Usikkerhed 1670 2) maatte Borgervæbningen hver Nat

__________

1) K. D. VI, 394, med Indlæg, 444.

2) Se foran S, 237.


465

afgive 100 Mand, der fordeltes i tre Vagthuse, nemlig paa Raadhuset, paa Amagertorv og paa Købmagergade ved Klareboderne 1).

Disse 100 Mand afgav Borgervæbningen paa Omgang, hvorved enhver kom paa Vagt hver 20de Nat. I sin Indstilling herom foreslaar Magistraten, at der kunde paalægges hvert Hus 1-4 Sk. om Ugen, der kunde indkræves hver Lørdag af Vagten paa samme Maade, som den raabende Vagt, som Borgerskabet nu frivillig underholdt, indkrævede sine Vagtpenge, og for disse Penge kunde der oprettes et fast Korps paa 130 Personer, medens den raabende Vagt saa skulde afskaffes. Denne Afgift blev man imidlertid forskaanet for, da Borgerne selv overtog Nattevagten. Vagtkorpset paa 32 Mand var saaledes det samme som den raabende Vagt, der altsaa skulde have været afskaffet 1670, men det er sikkert vedblevet og var i Kraft endnu 1679. Dette ses af en Betænkning af de 32 Mænd om Gadeløgterne af 24. Sept. 1679, hvori der beregnes 1000 Sletdaler om Aaret til "20 Vægtere over al Staden, som baade skulle raabe sine Slette (Klokkeslet) saa vel som Lanternerne oppasse, antænde og udslukke, hver om Aaret 50 Sletdaler, dermed de sædvanlige Ugepenge, som Vægterne gives, at ophøre".

Oprettelsen af et nyt Vægterkorps staar altsaa lige straks i nøje Forbindelse med Indførelse af Gadeløgter 2). I Forordningen om disse af 25. Juni 1681 omtales det, at Gadevægterne skulde have Tilsyn med, at Ingen gjorde Løgterne Skade, men der er endnu ikke Tale om, at de skulde passe dem. Det ny Vægterkorps oprettedes dog først ved Frdn. 26. Juli 1683.

Vægterne skulde antages af Inspektøren over Løgterne, skulde tage Borgerskab og aflægge Ed. De skulde hver

__________

1) K. D. VI, 556.

2) Se foran S. 98.


466

Aften møde paa Raadhuset, inden de gik paa Vagt, og om Morgenen skulde de sammesteds afgive deres Rapporter. Foruden at passe Løgterne skulde de hindre og afværge Slagsmaal, Tyveri og Stratenrøveri, og hvis de ikke selv kunde bemægtige sig dem, der udøvede saadanne Ting, skulde de hente Hjælp fra nærmeste Soldatervagt. Hvis nogen kom til Skade eller blev dræbt ved saadanne Tilfælde, laa han paa sine Gerninger og Vægterne kunde ikke kræves til Ansvar. De skulde ogsaa paase, at ingen Urenlighed blev kastet paa Gaderne eller i Kanalen. Enhver Vægter skulde "raabe hvert Timeslag, fra han kommer i Vagten og til han gaar af Vagten, den sædvanlige Udraabning indtil Dagningen". Her er altsaa ikke Tale om Afsyngning af Vers, men Udraabning af Klokkeslettet er en Skik, der ogsaa brugtes af det ældre Vagtkorps, der, som ovenfor omtalt, kaldtes den raabende Vagt. Allerede paa Belejringens Tid raabte Taarnvægterne Klokkeslettet 1).

Det ses, at Vægterkorpset først maa være kommet i Stand ved Juletid 1683, ti det er først 24. Dec., at 49 Vægtere tog Borgerskab. Deraf maa sluttes, at man begyndte med 49, ti 1684 tog aldeles ingen Vægtere Borgerskab.

1686 udkom en lille Bog indeholdende "adskillige Forordninger Politien angaaende", hvori findes et Udtog af Forordningen af 1683 tilligemed Vægterversene, der betegnes som "de Vers, som Vægterne ved hvert Klokkeslet om Natten skal synge". Samme Vers findes ogsaa i en anden Udgave fra samme Aar i en Tavle over, naar Gadeløgterne skal tændes og slukkes til Aarets forskellige Tider, tilligemed Vægternes Instrux, i hvilken det hedder, at enhver Vægter hvert Timeslag skal raabe den sædvanlige Udraabning "og de Vers, som dertil beskikkes". Det maa derefter antages, at Versene er tagne i Brug 1686. Der kan næppe

__________

1) Kbnh. Hist og Beskr. III. 287.


467

være Tvivl om, at det er Kingo, der er Forfatter til Versene 1).

I Ildebrandstilfælde skulde Vægterne banke paa Dørene og hjælpe Folk med deres Flyttegods. Enhver var forsynet med en dygtig Kaarde med Gehæng foruden en Morgenstjerne eller en halv Lanse.

Samtidig ophæves Befalingen om, at enhver, der færdedes paa Gaderne om Aftenen, skulde være forsynet med Haandløgte; kun hvor der ingen Gadeløgter fandtes, skulde Vægterne forhøre sig om, i hvilken Anledning man færdedes.

Det ses, at Vægternes Tal 1688 var 68 2) og at de hver havde en Løn af 6 Mk. om Ugen, som hver skulde indkræve i sit Distrikt. 1691 beklagede de sig over, at en Del fornemme Folk ikke vilde betale Vægterpenge, som dog tilkom dem "udi vores haarde og besværlige Tjeneste med Nattens Opsigt for Tyvehaand, Ildebrand, Stratenrøveri og Løgternes Opvartning". 1689 bestemtes det, at i de 68 Vægteres Tal skulde være iberegnet de 4 Vagter i Vor Frue og S. Nikolaj Kirketaarne. Hvad Afgiften af Husene, der vekslede fra 1 til 4 Skilling om Ugen, overskred de Summer, der medgik til Vægternes Løn, skulde bruges til hvert andet Aar at give hver en Regnkjortel og en Regnhue af en særlig Farve og med et Tegn, at de kunde kendes fra anden Vagt, og til at lønne en Vagtmester og en Løjtnant, der om Aftenen kunde modtage og udsætte Vagten og patrouillere om Natten. Stadshauptmanden, under hvem Vægterne stod, fik bevilget 150 Rdl. om Aaret til en Skriver og en Adjutant.

__________

1) Se V. Fausbøll, Vægterversene 2. Opl. S. 13. Smsteds S. 23-24 paavises det, hvorledes Traditionen om, at Kingo er Forfatteren, bestyrkes ved Sammenstilling af Udtryk i Vægterversene med dem i andre af hans Digte.

2) Dette if. en Indberetning. Tallet faas ogsaa af Borgerskabsprotokollen, 1683: 49, 1685: 14 og 1688: 5 = 68.


468

I Ildebrandstilfælde skulde de nærmeste Vægtere gøre Allarm i Gaderne og tænde Løgterne og da forføje sig til Raadhuset og gøre Melding, hvorpaa de der skulde nedsætte deres Gevær og Morgenstjerner, at de kunde hjælpe med Sprøjterne; de andre Vægtere skulde ogsaa sætte deres Gevær i Borgervagten eller nærmeste Huse og hjælpe med ved Slukningen. 1691 fik Politimesteren Overtilsynet med Vægterne 1).

25. Avg. 1663 befalede Kongen Hans Schack, Frederik Ahlefeldt, Hans Nansen og Frederik Thuresen at opsætte en fornøden og tjenlig Brandordning til Kongens Stadfæstelse, men det er ikke bekendt, om dette skede. En saadan ny Ordning blev først fuldført i Kristian V's Tid.

Efter den betydelige Ildebrand 1680 (se S. 388) udkom en kgl. Frdn. 9. Nov. 1680, der tilholdt Husfædre og Husmødre tilligemed deres Tyende til at omgaas varlig med Ild og Lys og især have flittigt Tilsyn med, at der ikke skede Skade ved Maltgøren, Bryggeri, Bageri, Slagteri, Tvæt eller i anden Maade. Den, der forsætlig foraarsagede Ildsvaade eller gav Anledning dertil, skulde straffes paa Livet og erstatte Naboer og Genboer al Skade, og den, som gav Anledning ved Skødesløshed og Uagtsomhed, skulde enten straffes paa Kroppen eller paa Livstid sættes paa Bremerholm eller i Tugthuset. Desuden blev det forbudt at have større Oplag af Krudt, men saadanne Oplag maatte Borgerne lade forvare i Kongens Krudttaarne. Denne Forordning blev ikke alene Oplæst paa Raadstuen, men fra alle Prædikestole baade til Froprædiken, Højmesse, Tolvprædiken og Aftensang.

At der ogsaa blev gjort noget forat hindre Ildebrand paa Grund af ulovlige Ildsteder, ses af følgende Beretning i Raadstueprotokollen:

__________

1) K. D. VII, 60, 126, 230, 264-65, 276-77, 363, 364-65.


469

"4. Juli 1684 mødte Stadshauptmanden tilligemed samtlige Stadens Brandmestere og Svende udi alle Kvarterer paa Raadstuen og gjorde Forklaring om deres Forretning med ulovlige Kakkelovne, Skorstene og Rør efter Magistratens Befaling at nedslaa, hvor da enhver ved Navn efter Rullen blev opraabt, beset og examineret, baade saa vidt deres Personer angaar som deres Gevær, og bleve mesten befundne færdige, dygtige og ungt Mandskab, og bleve de alvorligen paamindede og anbefalede, efterat deres Forretning var oplæst, med det allerforderligste, nemlig paa Mandag førstkommende at gøre Begyndelsen at omgaa allevegne igen og da at nedslaa igen, hvis ulovlige og utilbørlige endnu befandtes, og som ikke efter Advarsel vare reparerede og forbedrede, og hvor høje Personer vare, da endnu at advare dem alvorligen deres Forretning at ske efter K. M.'s Villie, hvorom de inden 14 Dage udi det længste havde at forfærdige og indgive til Magistraten deres skriftlige Forretninger. Derforuden bleve de anmanede paa det alvorligste at være fyrige og arbejdsomme, naar nogen Ulykke, som Gud naadeligen afvende, paakom, og bleve derhos tilsagte at skulle nyde god Rekompence, enhver efter sin Tjenestes Beskaffenhed, naar de lade sig finde flittige, dristige, arbejdsomme og aarvaagne ved Faren, og de, som skulde faa nogen Skade, skulle paa Brandtavlens Bekostning læges og kureres og derforuden nyde god Diskretion, og dersom nogen kom til stor Skade at blive vanfør, da at nyde god Underholdning derefter deres Levetid. Derefter blev Stadshopmand ombedet af Magistraten, at han vilde gøre den Anordning, at saa snart Klokken klemtede eller nogen Fare fornammes, da at ethvert Kvarters Brandsvende søgte sin Brandmester, at de saaledes tilsammen kunde komme til Aastedet, hvor Faren var, og Brandmesteren da kunde have sine egne Folk hos sig at kommandere, hvor fornøden gøres".


470

Ved den Ildebrand, der 14. og 15. Nov. 1685 afbrændte en Mængde Huse i Vimmelskaftet og Badstuestræde, saa man, at der ingen ordenlige Poster eller Brønde var, saa Ilden ikke fra Begyndelsen af kunde blive dæmpet, hvorfor Politikommissionen 24. Nov. fik Befaling til i Forbindelse med O. Rømer at overlægge, hvorledes saadanne kunde tilvejebringes i tilstrækkelig Mængde.

16. April 1687 besluttede Kongen at oprette en særlig Kasse for Brand-, Løgte- og Vægtervæsenet og nedsatte 9. Juli en Kommission, der skulde give Forslag til en ny Ordinans for Brandvæsenet 1).

18. Okt. 1687 udkom det første Resultat af Kommissionens Virksomhed i nogle trykte Bestemmelser, der begynder saaledes: "Eftersom ved Ildsvaader her i Kjøbenhavn stor Mængde af ørkesløse Folk plejer at omløbe paa Gader og Stræder, og snarest paa de Steder, hvor Ilden er, saa at dem, som til at redde og Ilden at slukke ere anordnede, største Hinder og Fortræd tilføjes, foruden at det ofte er befundet, at iblandt slig Mængde af Folk sig har indfundet adskillige onde og tyvagtige Mennesker, som ikke har undset sig for, deres i Ildsnød bestædte Jevnkristen ved den ulykkelige givne Lejlighed skammelig at bestjæle", saa maatte herefter ingen ørkesløse Folk, Mands eller Kvindes Personer, smaa eller store, løbe om paa Gaderne, langt mindre lade sig finde i de Gader, hvor Ilden var. Ej heller maatte nogen paa saadanne Tider i Karosser køre omkring til Hinder for Brandvæsenet. Hvis nogen satte sig op imod Politimesteren, der skulde have Tilsyn hermed, skulde denne have Magt til straks at sende vedkommende til nærmeste Vagt eller til Stadens Arresthus. Den Gade, hvor Ilden var, og de nærmeste skulde holdes afspærret af Gadevægtere og Brandvagten, som skulde forstærkes med nogle

__________

1) K. D. VI, 387, VII, 118, 127-28, 182, 184.


471

Korporalskaber af Kvarterets Borgerkompagni. Det øvrige Borgerskab skulde, hver efter sin Kaptejns Ordre saavelsom Garnisonen og Holmens Folk møde paa deres Allarmpladser og ikke begive sig derfra uden Tilladelse. Dog maatte det ikke være forment Slægt og Venner at hjælpe de betrængte med at redde, naar de meldte sig hos Borgervagten paa Brandstedet, ligeledes maatte en Tjener eller et Bud paa sin Herres Vegne have Lov til at forhøre sig om Ildens Beskaffenhed, naar de straks forføjede sig hjem igen. Uvedkommende, der forresten blev trufne, skulde bøde 10 Rdl. til Brandvæsenet, naar de havde Midler, men andre gemene Folk skulde arresteres og Dagen efter straffes paa Kroppen, ti de, som intet havde at gøre ved Ilden, skulde blive hjemme og skaffe saa meget Vand i Tønder og Kar for deres Døre, som de kunde, og holde god Vagt og Tilsyn med deres Tag og Render. Da det ny indrettede Brandværk endnu ikke var kommet i fuldkommen Stand, skulde det endnu i forestaaende Vinter forblive ved den gamle Brandordning med de gamle Brandmestere og Tilførsel af Vand ved Borgerskabets Heste 1).

Der var i de foregaaende Aar anvendt ikke lidet til Anskaffelse af ny Brandredskaber, nemlig 1685 og 1686 5335 Rdl., der var tilvejebragte ved en Grundskat, og 1687 var der betalt 1/2 p. C. af Grundskatten, men 1688 havde Branddirektøren og hans Folk 1/2 Aars Løn tilgode, hvorfor Kongen 27. Nov. paalagde 1/2 P. C. Grundskat, og desuden skulde de, der bode til Leje, ogsaa Kældermænd og Logerende, uden Persons Anseelse sættes for noget vist, "eftersom de Lejende saa vel som de Ejende har sig af disse Præparatorier i Ildsvaade Gavn og Tjeneste at formode". Næste Aar fattedes endnu 5 Sprøjter, af hvilke Vor Frue, S. Nikolaj og S. Peders Kirkers Menigheder hver skulde

__________

1) K. D. VII, 196-98.


472

bekoste sin, men de andre 2, der skulde til Kristianshavn, og 18 Vandkar skulde betales af Brandkassen. Kongen befalede 8. Juni 1689, at Magistraten skulde sørge for Opførelse af 5 smaa Huse for Vandkarrenes Opbevaring, af hvilke Kongen vilde bekoste de 3, Gejstligheden skulde betale det fjerde og Brandkassen det femte. Direktøren ved Brandværket havde gjort Forslag om at udføre 3 Brønde, paa Nytorv, Amagertorv og i Regnegade, og skulde til en Prøve forfærdige den sidste, men paa den Betingelse, at hvis den ikke kunde bringes til den Fuldkommenhed, som han havde lovet, skulde Bekostningen derved afkortes i hans Løn 1). Til Oprettelse af Brandkassen skulde den omtalte Skat paa Husene beløbe sig til 5000 Rdl. aarlig, ligesom der til denne skulde indbetales, hvad der samledes i Brandtavlerne i Kirkerne 2).

23. Juli 1689 udkom en ny Brandforordning. Ved denne blev der givet mange Paabud, der skulde hindre Husenes Brandfarlighed. Der maatte ikke findes Træværk op ad Skorstenene, og disse maatte ikke gaa ud af Kældre paa Sidemurene, men skulde altid gaa ud gennem Taget. Alle ulovlige Ildsteder i Fjælleskur eller andensteds bag i Gaardene skulde afskaffes inden 2 Maaneder. Bageres, Brændevinsbrænderes, Farveres og Pottemageres Ildsteder skulde efterses og i Fremtiden skulde Stadsbygmesteren have Til-

__________

1) Af en Betænkning af 5. Juni 1690 ses det, at Branddirektør Gerding vilde lade indrette en stor Vandbeholder i Regnegade, hvortil Vandet skulde ledes fra den gamle og ej endnu aldeles opfyldte Grav i Kongens Køkkenhave (en Del af Rosenborg Have), men dette ansaa man rigtignok for ugørligt, da den lange Vej vilde gøre Bekostningen for stor og da Vandet var urent stillestaaende Pølevand. Derimod havde Branddirektøren foreslaaet at opsætte Pumper langs Plankeværket, saa vidt den gamle Grav strakte sig. Heraf ses, at den gamle Stadsgrav i Gotersgade endnu ikke var opfyldt 1690.

2) K. D. VII, 230, 239, 248-49, 263-67.


473

syn med Indretningen af saadanne ny Ovne. Sæbesyderier og Oliemøller skulde indrettes i passende Huse, og Beg og Tjære maatte kun koges paa fri Plads, ligesom alle, der vilde koge og forarbejde Salpeter, Olie, Fernis, Terpentin og deslige, skulde omgaas forsigtig dermed. Brygger- og Bagersvende, saavelsom Maltgørere, ved hvis Uforsigtighed Ildsvaade opkom, kunde straffes med Arbejde paa Bremerholm i deres Livstid, hvis de ikke kunde godtgøre Skaden, Ligeledes formanedes Købmænd (Hørkræmmere) og Rebslagere til Forsigtighed, og det blev forbudt at have mere end 10 Pd. Krudt i sit Hus og det paa Loftet eller andre Steder øverst i Huset.

Skorstenene skulde renses 2-4 Gange om Aaret, og Skorstensfejeren skulde hvert Aar give Fortegnelse over dem, der ikke var fejede. Han skulde holde saa mange Folk, at hele Byen kunde betjenes af dem og de skulde daglig lade sig høre og finde paa. Gader og Stræder, at enhver, der behøvede dem, kunde kalde dem ind. De i hvert Kvarter forordnede Brandmestre med nogle Brandsvende i Forening med nogle Borgerofficerer eller bosiddende Borgere i samme Kvarter skulde aarlig ved Mikkelsdagstid undersøge i hvert Hus, hvorledes Hø, Halm, Kul, Tørv og Brænde bevaredes paa Lofterne og ikke for nær ved Skorstenene. Ingen af de forordnede Brandmestre eller Brandsvende maatte uden Tilladelse forlade Byen, og Branddirektøren maatte aldrig rejse bort; den sidste formanedes desuden til et ædrueligt Levned.

Tjenestetyende skulde formanes til Forsigtighed med Ild og Lys og til ikke at kline Lys paa Vægge, Borde eller Bænke; naar de i Mørke skulde færdes i Stalde, paa Lofter og andre farlige Steder, skulde de have Lys i tillukkede Løgter, hvilke Løgter ved det aarlige Syn skulde efterses, og der skulde bødes for hvert Horn, der fattedes deri. Der maatte ej heller smøges Tobak paa brandfarlige Steder.


474

Enhver Ejendom skulde i Forhold til sin Grundtaxt have et vist Tal Læderspande, en lang, handelig Stige og en Brandhage, og hver Bager skulde mindst have 6 Læderspande. Saadanne Brandredskaber kunde ikke pantsættes 1). Ved hver Kirke og paa Raadhuset skulde haves Læderspande, i alt 420, Vandkar, Stiger, Haandsprøjter (i alt 25), Brandhager og Økser, der skulde synes 2-4 Gange om Aaret. Desuden var der 8 ny indrettede Slangesprøjter, der var fordelte over hele Byen tilligemed 5 dertil hørende Vandkærrer, de sidste ved Nørrevold, Vesterport, Hovedvagten pna Kongens Torv, Vagthusene paa Slotspladsen og paa Graabrødretorv 2), hvormed Branddirektøren skulde have særligt Tilsyn, og Politimesteren, et Medlem af Magistraten, Stadshauptmanden og 2 af de 32 Mænd skulde 2-4 Gange om Aaret være tilstede ved Prøverne. Direktøren skulde altid have hos sig visse Sprøjtemestere og 2 dygtige Brandsvende, hvilke ligesom Direktøren skulde bære et rødt Baand om Livet.

Den, der var tilstede, naar en Ildsvaade paakom, skulde straks "et stort Anskrig til Naboerne gøre", og Vægterne i Vor Frue og S. Nikolaj Kirketaarne klemte med Stormklokkerne og om Natten hænge en stor tændt Løgte ud mod den Side, hvor Ilden var, paa en Stang. Vægterne anbefaledes det under Livsstraf flittig at give Agt derpaa og ikke forsømme det med Søvnagtighed; naar Ilden aftog, skulde der klemtes langsommere. I de andre Kirketaarne skulde Klokkerne og Graverne ligeledes klemte. Om Dagen skulde Taarnvægterne istedenfor Løgte udhænge en Fane eller et Flag, hvorfor ogsaa altid om Dagen en af dem skulde være tilstede.

__________

1) K. D. VII, 368.

2) Sprøjtehuset ved Nørreport var opført af Magistraten, et Hus skulde Gejstligheden bekoste, men de andre 3 bekostede Kongen paa Hof- og Søetatens samt Tøjhusets Vegne.


475

Nattevægterne skulde allesteder opvække Folk med Banken paa Dørene "samt med et sært imellem sig sluttet Tegn og Støden udi Fløjten" tilkendegive Branden til de nærmeste Vægtere, idet de raabte Brand, Brand. En af de nærmeste Vægtere skulde give Underretning til Branddirektøren, Politimesteren og Stadshauptmanden og en til Kommandanten og Vagten paa Raadhuset; Løgterne paa Gaderne skulde straks tændes, om det end var Maaneskin; de, der bode i Gaderne nærved Branden, skulde desuden hænge Løgter udenfor deres Huse.

Brandvagten paa Raadhuset skulde derpaa lade Allarmtrommen røre og med de 2 tilstedeværendr Korporalskaber af Borgerskabet besætte Pladsen omkring Ilden, Raadhussprøjten blev ført afsted af de tilstedeværende Brandsvende og Vægterne. De andre Brandmestere og Svende tilligemed Øldragerne skulde, saa snart det klemtede, forføje sig til deres Sprøjter og føre dem til Ilden, Vognmændene hentede Kirkernes Vandkar og Karrerne, og Bryggerne hentede Vand med deres Sluffer; det samme skulde de Bagere og Slagtere gøre, der holdt Heste, desuden skulde Vognmændene hente de andre Brandredskaber. Den, der kom med det første Vand til Ilden, fik 2 Rdl., den næste 1 Rdl. og den tredje 4 Mk. Ogsaa Vandmestrene med deres Svende skulde møde ved Ilden forat aabne Vandhanerne, ej heller de maatte nogen Nat være fraværende fra Byen. Desuden skulde alle Indbyggere sætte mindst 1 Tønde med Vand foran deres Døre og straks fylde den igen, naar den var tømt.

Borgervæbningens Kompagnier skulde hver møde ved sin Allarmplads, dels Kirkegaardene, dels Torvene og Nørreport, at der deraf kunde udkommanderes den fornødne Styrke til at besætte Gaderne og forstærke Brandvagten. Foruden alle Væbningens Officerer, skulde Politimesteren, Stadens Kæmner og andre af Stadens Betjente forføje sig til Brandstedet. Der skulde gives Agt paa, at Tyve ikke bort-


476

tog noget, og hvor det reddede Gods blev ført hen. Det tidligere Forbud mod Uvedkommendes Tilstedeværelse blev gentaget. Ogsaa Garnisonen og Holmens Folk skulde møde hver paa sit anordnede Sted og maatte ikke forlade Pladsen under Branden. Som Hjælpere ved Sprøjterne befaledes derhos Favnsætterne, Korn- og Kalkdragerne at være tilstede, og Prammændene maatte møde med deres Pramme, naar Ilden var ved Vandet.

Der udlovedes en god Belønning af Brandkassen for dem, der lod sig finde flittige og trolige; de, der kom til Skade, skulde tages først under Lægebehandling, og hvem, der ikke vandt sin Førlighed igen, skulde forsørges paa Livstid. De dræbte forundtes der en ærlig fri Begravelse og de efterladte fik en "Recompence" 1).

1694 bestemtes det, at den ovenfor paabudte Skat af 5000 Rdl., der oprindelig foruden til Brand- og Løgtevæsenet ogsaa skulde anvendes til Afbetaling af Stadens Gæld, alene skulde bruges til de 2 første Indretninger, og der skulde beskikkes en af Raadmændene og en af de 32 Mænd til at styre denne Kasse og afgive aarligt Regnskab derfor.

Det ses, at 1695 blev Byens Sprøjter prøvede 2 Gange om Aaret, ved hvilken Lejlighed Tøjhusets Sprøjter ogsaa skulde give Møde.

Brandvæsenet blev i denne Tid forbedret med en ny Opfindelse, om hvilken vi først vil anføre Henrik Gerners Lovprisning:

"End vil jeg lægge til, hvad mer' er inventeret
til Byens nyttig Gavn og hvad der er spenderet
til Alles Frelse, naar en Vaadeild opstaar,
hvordan den dæmpes kan, at den ej Fremgang faar.

__________

1) K. D. VII. 268-83.


477

Det Paafund nyttigt er, det lader sig vel gøre,
én Mand det ganske Værk ved Ilden kan fuldføre,
ti med et enest' Rør han kan i Huset gaa,
hvor Ilden stærkest er, og Vandet stænke paa,
og det med saadan Force, at Ildens Magt maa falde.
Det samme nyttig Værk man vil Vandslanger kalde,
de mægtig lange er og sluger meget Vand,
af beget Lærred gjort og dæmper Ildens Brand".

En Tydsker, Løjtnant Herman Gerding 1) var kommen hertil fra Bergen, hvor hans Broder Gert var Herbergerer, og blev af Politimester Klavs Rasch sendt til Amsterdam, forat Kjøbenhavn kunde faa Gavn af en ny Opfindelse i Henseende til Slukningsredskaber, der bestod dels i forbedrede Sprøjter dels i Lærredsslanger, hvorom Gerding maa have givet Rasch en vistnok overdreven Skildring. 8. Okt. 1685 skrev Gerding fra Amsterdam, at han havde sendt 7 Brandsprøjter med Tilbehør med Skibslejlighed, men de var rigtignok meget dyrere, end han havde beregnet, ti han havde opgivet den Pris, de havde for 2 Aar siden, men nu var de meget stærkere og bedre end dengang, saa de nu kunde sætte Straalen 100 Fod i Vejret. Han havde ogsaa forskrevet en Mand, der kunde forfærdige Sejldugsslanger, en, der kunde gøre Sprøjteslanger, og desuden en, der kunde lave den fornødne Olie. Mesteren for de 7 Sprøjter, der i 8 Aar havde gjort mange hundrede, haabede han ogsaa snart vilde følge efter, saa han med Tiden kunde bringe alt i god Stand.

I November samme Aar indgav han et Andragende til Gyldenløve, ved hvis "Hof" han iøvrigt da befandt sig, og bad denne om en Anbefaling til Kongen, saa han kunde faa Privilegium paa 12 Aar paa at forfærdige Vandslanger; han

__________

1) Saaledes skrev han sig selv, andre kalder ham Garding.


478

kunde gøre dem ligesaa gode som i Holland og til samme Pris, Læderslangerne kunde han gøre tætte, fri for Skimmel og Ødelæggelse af Rotter og Mus. Ved Hjælp af sine Slanger kunde han fra Morgen til Aften vedligeholde en Vandstraale, der gik 20 Fod over S. Nikolaj Kirkes højeste Spir, og kunde bruge Vandet i Kanalen dertil 1).

Kongen nedsatte i Feb. 1686 en Kommission til at prøve Gerdings Forslag, der ikke haves fuldstændigt, men synes at have gaaet ud paa at slukke Ildebrande uden Hjælp af Vandsprøjter. Forslaget gav dog vistnok Anledning til den ny Brandordning og Gerding blev udnævnt til Branddirektør 17. April 1686, med en Løn af 1600 Rdl., medens han dog selv skulde holde 2 Karle og 2 Heste, der altid skulde staa beredte. Han fik desuden 20 Aars Eneret til at forfærdige en særegen Slags Sprøjter med tilhørende Redskaber.

Det ses af Skiftet efter ham, at han bl. a. til de kgl. Slotte havde leveret Sprøjter med Slanger baade af Læder og Lærred.

Efter hans Død beskikkedes Gotfred Fuchs 2) 6. Jan. 1694 til Branddirektør med samme Løn og 10 Aars Eneret til at forfærdige Sprøjter af den ny Invention. Han var egentlig Blikkenslager, hvoraf ses, at man lagde mest Vægt paa, at Branddirektørerne selv kunde forfærdige Sprøjter. Fuchs udgav 1701 en Beskrivelse over alle Ildebrande fra 1694-1700 forat vise sine Sprøjters Fortrinlighed. Han opfordrer i Slutningen af Bogen Folk til, istedenfor i Begyndelsen at skjule den opkomne Ildebrand, at give ham Underretning i

__________

1) Ny kgl. Saml. Fol. Nr. 383 c.

2) Om Fuchs se Kbnh. paa Holbergs Tid S. 384-85. 20. Okt. 1683 blev han tilligemed Stiffaderen til en Svend, der var i Fuchses Tjeneste og havde dræbt en anden, dømt til at betale fuld Mandebod og Processens Omkostninger, fordi de havde ladet Morderen undslippe.


479

hans Gaard paa Østergade eller melde det paa Raadhuset, hvor der om Sommeren var Brandvagt hver Nat fra Kl. 10 til 4 og om Vinteren fra Kl. 9 til 4, idet han haabede, at enhver vilde holde sin egen og sine Naboers Velfærd kærere end en ringe Mulkt. I de 9 Aar var der i alt 60 Ildebrandstilfælde, til hvilke Brandvæsenet mødte, og ingen af dem greb videre om sig.

Forat holde Udkig efter Ildsvaade opholdt der sig to Kurer i Vor Frue og to i S. Nikolaj Kirketaarn. Hvorledes ogsaa Kirkebetjente kunde blive dragne til Ansvar paa Grund af Ildebrande, ses af følgende Sag.

10. Marts 1679 mødte for Magistraten Klokkerne og Graverne ved Stadens 3 Kirker og de 4 Taarnvægtere i Vor Frue og Nikolaj Taarne, der hver for sig blev adspurgte, om det nogen Tid havde været dem forbudt enten af Præsidenten eller af nogen af Magistraten at klemte med Klokkerne i nogen Ildsfare, førend de havde faaet Ordre, eller Bud fra Præsidenten eller den samtlige Magistrat, hvilket besvaredes benægtende. Dernæst blev der spurgt, om de forleden, da den store Ildebrand var til Sr. Hans Nansens 1), havde svaret de Folk, som gav Ildebranden tilkende, at de ikke torde klemte, førend de fik Ordre og Befaling fra Øvrigheden, hvilket de ogsaa benægtede; saa snart Kurerne blev Ilden var, klemtede de straks med Klokken, og Klokkeren og Graverne ved H. Gejstes Kirke lod straks klemte, saa snart de blev derom advarede. Klokkeren ved H. Gejstes Kirke bevidnede skriftlig, at da Ildebranden skede den 4. Marts, blev der ringet med Kirkens Klokker, der hang i Gaarden udenfor hans Hus, "da vi alle, Pigen undtagen, laa i første Søvn, og samme min Pige, efterat hun fik Lys, som saa vidt lykkeligen endda stod tændt paa Bordet, og Løgte i Haanden, item Nøgle til Porten at oplukke med

__________

1) Hans Nansens Gaard paa Slotspladsen.


480

og i Hast kom ud til Porten og da ikke kunde faa Porten op, hvorudover hun gennest mit Hus forbi udi aller største Hast løb hen til Graverens, som og alle der var gaaet i Seng, og fik dem op i Underklæderne, item op i Taarnet saa hastig, som allerhastigst ske kunde, at jeg da skal have svaret, det kom mig intet ved men Graveren, da skal saadanne Ord af min Mund sagt aldrig findes i Sandhed og dersom de saa efter Angivende befindes, da vil jeg gærne og godvillig lide al den Straf, som mig Øvrigheden vil paalægge, ti jeg, som laa i det allerinderste Værelse sovende og vidste af ingen Ting, saa nemlig hverken af Ildebranden eller hvad ved Kirkeporten passerede; hvorledes kunde jeg svare enten et eller andet til den, jeg intet hørte tale, men om Pigen imod min Vilje og Videnskab har udbrudt af Uforstand med nogen saadanne Ord, det ved jeg intet af. Ellers der nu samme Pige kom igen tilbage fra Graverens og mig, efter jeg blev opvakt, da først alting beretter, da lod jeg hende udi allerstørste Il og Hast løbe til Porten igen, men der hun kommer ud, finder hun Porten aaben, som Graveren havde faaet op, og i det samme begyndte hans Tjener at klemte".

Der maa dog have være noget i, at Kurerne kunde tro, at de ikke maatte klemte uden Ordre, da de ellers ikke kunde bruge en saadan Undskyldning i følgende Tilrettevisning af 7. Dec. 1691:

"Samtlige Kurerne udi Vor Frue Kirke og S. Nikolaj Kirke vare tilstede og bleve tilspurgte og examinerede, hvorfor de ikke havde klemtet, der den Ild begyndtes, som var optændt udi Justitsraad Kruses Mølle 1); da svarede de, at de klemtede, der de kunde ret se Ilden og at de ikke torde klemte, førend de fik Bud, men de blev strengeligen reprimenderede og anbefalede straks at klemte, naar de saa

__________

1) Se Side 41.


481

nogen Ild eller Røg, og at raabe til Vægterne paa Gaderne, om hvad de kunde fornemme, og hvis de herefter fornummes at tage nogen Forsømmelse for sligt eller lade andre pasle op for dem, da skulde de straks afsættes fra deres Bestillinger og derforuden straffes efter Forseelsens Beskaffenhed, men denne Gang skulde de give til Straf for denne deres befundne Nachlæssighed udi de Fattiges Bøsse 1/2 Rdl."

I denne Periode oprettedes to Brandforsikringsselskaber, hvortil Gert Meyer var Ophavsmand. Det første, der kaldtes Skatkamrets Brandkompagni, er oprettet 1. Marts 1681, det andet, Stadens Brandkompagni, 1. Okt. 1682 1). Det første havde 56, det andet 52 Interessenter. Betingelse for Optagelse var, at Husene var af Grundmur. Brændte et Hus, skød i det første Selskab Medlemmerne sammen til en Erstatning, der ikke maatte overgaa 3000 Sletdaler, i det andet gav hver 50 Sldlr. inden 8 Dage for fuldstændig Ødelæggelse, ellers i Forhold til Skaden. Enhver Interessent var forpligtet til at have ordentlige Brandredskaber i sin Gaard og til at komme de andre til Hjælp; man gav ogsaa "Diskretioner" til Brandvæsenets Folk.

Ved et Møde 10. Marts 1682 i det første Kompagni var der Tale om at sammensmelte de to Kompagnier, men man mente, at to var bedre end et, forat to forsikrede Gaarde ikke skulde være for nær ved hinanden. Ved den Ildebrand, som 8. Feb. 1682 havde ødelagt Grev Ahlefeldts Gaard bag Børsen, havde en af Interessenterne, Abraham Wuchter, der ejede en Del af den nuv. Kancellibygning, lidt Skade, men da Kongen ikke vilde tillade nogen Bygning paa dette Sted, idet Enkedronningen havde købt Wuchters Ejendom, blev Spørgsmaalet om Erstatning udsat.

Interessen for Kompagniet bevaredes kun i kort Tid. Mag. Peder Fosses Gaard paa Nørregade brændte imellem

__________

1) K. D. III 757 flg. VII, 39 flg.


482

11. og 12. Marts 1684, men da de fleste af Interessenterne paa den Tid var i Holsten hos Kongen, kunde intet blive afgjort om Erstatning til ham, og Sagen stod hen, indtil han havde opført en ny Gaard af Grundmur (nuv. Nr. 21), hvorpaa han bragte Sagen for Domstolene 1686, og Formanden P. Resen sammenkaldte et Møde, hvor det viste sig, at mange Medlemmer havde solgt deres Gaarde og andre var døde. Resen selv havde solgt sin Gaard og skriver, at han ikke i Skødet kunde forpligte Køberen til at forblive i Kompagniet, da dette ej endnu var kommet til sin Fuldkommenhed. Man enedes derfor om, at hver Interessent eller hans Arvinger skulde betale Foss 50 Rdl., hvorpaa Artiklerne skulde omsendes til enhver Deltager, forat disse kunde erklære, om de vilde vedblive at være Medlemmer af Kompagniet. Endvidere skulde de søge at faa en anden Direktør, hvortil man vilde overtale Klovman. Mere findes ikke, saa det er klart, at Medlemmernes Mening var, at de 50 Rdl. var de nødte til at udgive denne Gang, men det skulde ogsaa blive den sidste Gang, og derpaa opløstes Kompagniet. Det Kompagni, der kaldtes Stadens, kom vistnok aldrig i Gang, uagtet det var stadfæstet af Kongen 1).

Polititilsynet om Dagen udførtes af Raadstuevagten, men især dog af Underfogden og Byfogdens Svende. I Privilegierne af 24. Juni 1661 bestemmes det, at en Del af Indtægten af Bistrup Gods skulde anvendes til Politiets Forbedring. 1665 Var der Tale om Udstædelse af en ny Politiforordning, over hvilken Magistraten tilligemed Fabrikmesteren Jan Jansen skulde afgive Betænkning 2). Der foregik dog ingen Forandring førend 13. Dec. 1682, da Præsidenten i Nyborg Klavs Rasch blev beskikket til Politimester ikke alene for

__________

1) Raadstuearkivet,

2) K. D. VI, 405-06.


483

Kjøbenhavn, men for hele Landet, hvorved der foregik en hel Omvæltning i Politivæsenet.

24. Feb. 1683 udkom en Forordning, i hvilken Kongen opfordrede alle og enhver til at andrage for ham selv eller for de deputerede i Politien deres Tarv og hvad tvivlsomt eller mørkt, der kunde forefalde i de kgl. Forordninger, ligesom til at indgive Forslag til Politiens Forbedring. Kongen havde nemlig bragt i Erfaring, at en Del af Forordningerne om Politien ikke rettelig blev forstaaet men blev vrangelig udtydet, som om de var til Undersaatternes Skade, medens det dog ikke havde været Kongens Mening at betage nogen hans Næring og Indkomst, men ved en tjenlig Indrettelse af Politien at afskære de unyttige og kostbare Overdaadigheder, der paa adskillige Tider og Maader var indbragte til de flestes egen Fordærv, og hvorved der kunde lægges en Grundvold, hvorpaa Manufakturer og Handel des sikrere kunde indrettes. Det blev herved forbudt alle Øvrighedspersoner og andre Politiens Betjente ingenlunde at understaa sig til efter sær Indbildninger vrangelig at udtolke Forordningerne for ikke derved at give Anledning til Uenighed og Misforstaaelse 1).

I Fortalen til Danske Lov 1684 siges der i denne at være udeladt alt, hvad der egenlig vedkom Politien, hvorom der ikke kunde gøres saa stadige Love eller Anordninger, at de jo efter Tidernes Lejlighed kunde behøve en eller anden Forandring, hvorfor der i en særegen Bog, der skulde kaldes Politiordning, skulde indføres slige foranderlige Love og Anordninger. Denne udkom som bekendt aldrig.

Allerede 30. Marts 1683 indkom Klavs Rasch med en Mængde Spørgsmaal om Forstaaelsen af Udtryk i nysnævnte

__________

1) K. D. VII, 32-33.


484

Forordning, navnlig i Henseende til Luxus, men ogsaa om andre Ting som hvorledes han skulde fremfare mod dem, der kaldes kgl. Forordningers Overtrædere, om Kræmmere og Vintappere, der handlede en detail, Apothekere, Kirurger, Kunstnere og Guldsmede skulde forstaas som fornemme Negotianter, om Lakajer maatte gaa med Stok osv.; det omtales ogsaa, at baade Soldater og andre forulempede Folk paa Gaden og spurgte dem ud, om hvilke Klædemon eller Kniplinger de bar, ja endogsaa rev Kniplingerne af, idet simple Folk saaledes tiltog sig Politimyndighed 1). Herpaa faldt nogle Dage efter kgl. Resolution og Rasch fik en Instrux af 23. Juni 1683.

Ifølge denne skulde han paase, at alle kgl. Forordninger om Politiet blev efterkomne. Naar noget skulde konfiskeres eller der skulde udredes Bøder for Overtrædelser, skede dette uden Dom, Proces eller Rettergang, og hvis nogen vægrede sig, skulde Rasch henvende sig til Generalfiskalen. I Købstæderne skulde han meddele Byfogderne Instruxer, men i Kjøbenhavn skulde han foruden sine andre Forretninger paase, at Gaderne holdtes rene, og han skulde oppebære Skillingstolden i Portene til at lønne Folk med, der skulde holde alle Torve og publiqve Pladser rene. Med Magistraten i Kjøbenhavn skulde han leve i god Enighed og Forstaaelse og de skulde flittig konferere med hinanden. Han skulde begegne enhver efter hans Stand og Vilkaar med Finhed og Høflighed, hvorimod Kongen vilde beskytte ham og hans Betjente imod alle og enhver og ej tilstede, at nogen gjorde dem Ulempe. Han skulde ogsaa lade sig finde i den oprettede Politikommission. I Løn fik han 1200 Rdl. foruden det halve af Bøderne, af hvilke Kvæsthuset skulde have den anden Halvdel.

__________

1) Denne mærkelige Indstilling er trykt i Fogtmans Reskripter II, 229-32.


485

For nærmere at blive knyttet til Magistraten blev han 27. Sept. 1684 Borgmester, men hans selvraadige Adfærd og hans Embedes Indgriben i Magistratens Omraade bragte ham snart i Konflikt med denne. 1687 klagede den over, at han ikke konfererede med den, at han befattede sig med Sager, der afhang af Kontrakter og angik Gæld, som i første Instans hørte under Bytinget, og at han arresterede Folk, der ikke havde forset sig mod Politiets Anordninger. Han holdt Ret i sit eget Hus, hvorved Kongen og Byen mistede deres Indtægt af Sagefald, og vilde ikke opgive Politibetjentenes Navne for Magistraten. Han oppebar flere Portskillinger, end der tilkom ham, betyngede Torvesidderne med særlig Afgift, foruden hvad de gav til Staden, og hans Betjente trak Folk i Slutteriet, der med Magistratens Tilladelse sad paa Torvene eller gik omkring og solgte 1), saa de ikke alene mistede hvad de handlede med, men maatte udløse sig af Slutteriet med Penge. Han tillod ikke Skippere at losse uden sin Tilladelse og opslog under sin Haand Plakater med Taxter paa Kød og Brød, hvad Magistraten hidtil havde gjort.

I den Anledning blev der nedsat en Kommission, der udvirkede en kgl. Befaling af 7. Avg. 1687, der befalede

__________

1) At Koner raabte paa Gaderne, ses af J. S. Sehesteds Digt "Kjøbenhavns ynkelige Klage":

"Naar jeg engang lystvandre gaar
paa nogen Rinskvinkælder,
hvor Svend og Dreng tilrede staar,
naar Redepenge gælder,
da ser jeg tit med største Harm
en Rendekærling løbe
med Østerskurven paa sin Arm,
som spørger: hvo vil købe,
da leder jeg med største Flid
i Lommer og i Fikker
og finder knap en lumpen Hvid
mer, end som jeg fordrikker."


486

ham hver Tirsdag at konferere med Magistraten eller i det mindste give den skriftlig Meddelelse. Han skulde holde Protokol over alt, hvad der angik Embedet og det blev ham forbudt at befatte sig med Justitssager, ligesom han skulde overgive Forbrydere til Byfogden. Forat Betjentene kunde kendes, skulde de paa den venstre Side af Brystet bære et Tinskilt med Stadens Vaaben, og deres Navne skulde opgives for Magistraten. Skillingstolden (Portskillingen) skulde alene ydes af Vognmænd, Møllere, Bønder og andre, der kom til Kjøbenhavn med Læs og Fragt. I de andre Punkter fik Magistraten ogsaa fuldstændigt Medhold 1).

De paabudte Konferencer foregik alligevel yderst sjelden. Under en Sag 1695 opfordrede Magistraten Politibetjent Jakob Gad "at ville lade Hr. Politimester vide, at det gjordes højt fornødent, at Magistraten og Politimesteren kunde derom mundtlig konferere, hvorfor de var begærende, at Hr. Politimester ved sin Lejlighed vilde engang komme op til dem".

Alt tyder paa, at Rasch, i alle Fald i sine yngre Aar, var en energisk Mand, der tillige var i Besiddelse af en vis Humor, som det ses af forskellige af hans Indstillinger; foran er der ofte givet Prøver derpaa, navnlig i Kapitlet om Lavene, hvor han optraadte som en bestemt Haandhæver af Loven, hvortil man under Kristian V's vakkelvorne Regering i høj Grad trængte, ti Regeringen kunde ellers udstæde en Forordning den ene Maaned og tilbagekalde den den næste, ligesom der idelig blev bevilget enkelte Personer Undtagelser fra Lovens Paabud. Det maa ogsaa bemærkes, at Rasch var en dansk Mand, der skrev sit Modersmaal let og flydende.

Han havde sikkert meget mere at varetage, end én Mand kunde overkomme, ti foruden de egenlige Politiforret-

__________

1) K. D. VII, 173, 188-90 med Indlæg.


487

ninger bebyrdedes han med utallige Kommissioner, der paa en eller Maade angik Kjøbenhavn, især dog med alt hvad der angik Næringsvejene. Desuden havde han Overtilsyn med Gadeløgterne, Vægterne, Kanalerne og Bolværkerne, og var fast Medlem af Vandkommissionen og Kommissionen om Gadernes bedre Indretning. 1691 blev han ogsaa fritaget for at sidde i Højesteret og for at opvarte i Raadstuen som Borgmester, medens han dog beholdt sin Løn i sidstnævnte Embede, forat han kunde have bedre Tid og Lejlighed til at forrette sin Bestilling som Politimester 1). At han var meget lidet nøjeregnende med Hensyn til at erhverve sig Indtægter fremgaar af hans Opførsel mod Nyborg Købstad, af hvis Jorder han tilegnede sig en ikke ringe Del, som han lagde ind under sin Hovedgaard Raschenberg, nu Juelsberg 2). Det ovenfor omtalte for ham uheldige Udfald af hans Strid med Magistraten havde til Følge, at der kom det Rygte ud, at han intet mere havde med Politivæsenet at gøre, saa Brandvæsenet ved en Ildebrand 1687 nægtede at følge hans Ordre; Kongen maatte derfor befale alle og enhver at erkende ham for Kongens Politimester og vise ham al Respekt og Høflighed 3). I sine sidste Aar var han svagelig og fik 1701 J. B. Ernst til Medhjælper. Han døde paa Raschenberg 8. Jan. 1705 4).

Det er ret mærkeligt at se, hvorledes han afleverede Arrestanter til Hververe og oppebar Hververpenge for dem. Dette var Tilfældet med de foran S. 282 omtalte arresterede Snedkersvende, og det fremgaar af følgende Sag:

"Svend Jensen beklagede sig, at forleden Onsdag 8 Dage kom Underfogden Hans Hansen til forskrevne Svend Jensens

__________

1) K. D. VII, 365.

2) Under Forhøret over Griffenfeldt blev der ogsaa spurgt, hvilke Foræringer Præsidenten i Nyborg Klavs Rasch havde givet Griffenfeldt. Svaret lød: Rasch solliciterede ofte, men udvirkede intet og forærede intet.

3) K. D. VII, 198-99.

4) Jfr. Pers. Tidskr. I 278-80.


488

Hustru paa Gaden udenfor Hans Hansens Dør og hende først skammeligen overskældede og derefter tog hende og lod hende sætte i Raadhuskældren, og samme Aften gik Svend Jensen til Hans Hansen i hans Hus og begærede, at hans Kvinde maatte komme løs, og tilbød sig at blive i Stedet igen, hvor Hans Hansen da tog ham og lod ham sætte i Kældren hos hans Kone, hvor de begge i 5 Nætter og Dage blev siddende og ej maatte komme for nogen Ret. Men forleden Onsdag blev Svend Jensen udtaget og henført i Politimesters Hus, hvor Kaptejn Bruno var tilstede, hvor da Politimesteren blev givet af Kaptejnen 10 Rdl. og Politimesters Fuldmægtig et Sølvbæger for forskrevne Svend Jensen, at han skulde være Soldat, hvorefter Svend Jensen hengik til Kommandant Sten Andersen og beklagede sligt for ham, hvor han da skikkede Bud til Kaptejnen, hvorfor han havde givet Penge for ham og hvorfor han havde taget hans Pas fra ham, hvor da Kaptejnen havde svaret, at han havde givet Politimesteren Penge for ham, og leverede da Kaptejnen ham sit Pas igen, og hans Hustru blev af Raadhuskældren anden Dagen derefter løsgiven af Politimesters Fuldmægtig" 1).

Denne Sag gav Anledning til Forordningen af 29. April 1684, ved hvilken Politimesteren fik Tilladelse til at levere tjenesteløse Mænd til Officererne og ledige Kvindespersoner til Børnehuset 2).

At Rasches Politibetjente, der ofte kaldtes Politimesters Fuldmægtige, var lidet hensynsfulde, ses af flere Sager. Saaledes sad en Kone 14 Dage før Jul 1684 paa Amagertorv, da Politibetjentene gik omkring forat søge efter, om nogen brugte de gamle afskaffede Bismere, og en af dem greb fat i hendes Bismer, men hun holdt fast og faldt paa Ryggen over en Kaalkurv; Betjenten satte sine Knæ for

__________

1) Raadstueprotokollen 25. Avg. 1683.

2) K. D. VII, 69-70.


489

hendes Bryst og rev Bismeren til sig, efter først at have stødt hende op og ned og tilføjet hende Stød i Brystet med Bismeren, saa hun døde deraf. Til Betjentens Undskyldning tjente dog, at hun først havde grebet ham i Haaret 1). Rasch selv kunde ogsaa være brutal. Aar 1700 klagede en Slagter over, at Rasch i sit Hus havde slaaet hans frugtsommelige Hustru, da hun kom forat faa Grunden at vide, hvorfor hendes Mand var bleven arresteret 2).

Betjentene kunde dog ikke tillade sig alt. 1694 kom Lavrids Nielsen Fogs Arbejdsvogn kørende paa Nørregade, da to Politibetjente tog fat hver i sin Hest og forlangte, at Kusken skulde køre til Avlsgaarden (i Lavendelstræde), men Karlene svarede, at de først vilde køre deres Husbondes Ærende. Da de kom udenfor Fogs Dør (Nygade Nr. 10), kom Niels i Cappadocia til og gjorde Betjentene opmærksom paa, at Kongens Krone var paa Tønderne, og da de fik det at vide, skyndte de sig bort det forteste de kunde, i det de nemlig havde trot, at Øltønderne paa Vognen ikke var forsynede med Stempel. Den ene af Fogs Karle gik efter den ene af Betjentene op ad Klædeboderne, tog ham i venstre Arm og trak ham til Raadhuset i Arrest, men Døren var lukket, hvorfor han førte ham hen til den Kælder, hvor Vagtmesteren bode, og sagde: "der skal I blive, til min Husbonde kommer hjem", men han rørte ham ikke til onde i nogen Maade. Fogs Karle blev siden arresterede, men frikendtes, hvorimod Politibetjentene kendtes at have handlet urigtigt, da de hverken havde haft Politimesterens skriftlige Ordre eller med Beskedenhed anmeldt, hvad deres Ærende var, og havde grebet Heste og Vogn an paa ulovlig Maade 3).

Det synes, som de indvandrede Udlændinge ikke var nemme at komme til rette med. 1689 klagede Rasch over,

__________

1) Mag. Domprotokol 1685 Bl. 524.

2) Sæl. Tegn. LII. 174.

3) Mag. Domprotokol 21. Maj 1694.


490

at nogle Frantzoser havde begegnet ham og hans Fuldmægtige under deres Inkvisitioner paa en utilbørlig Maade 1) og 1699 klagede Henrik Coulon over Politiets Opførsel, hvor det rigtignok synes, at han og hans Venner har gjort, hvad de kunde forat drille Politiet. Kongen lod dog Stadens Vagtmester, der uden Politimesterens Ordre havde arresteret Coulon, straffes med 8 Dages Fængsel 2). I Sagens Akter forekommer følgende:

Da Mons. Coulon 15. April var i sin Lejekælder i Læderstræde forat fylde Vin i nogle Oksehoveder, kom Vagtmesteren med to Betjente tilligemed en Vinforlatter ved Navn Samuel Sax og spurgte to Gange: er Mons. Coulon her? og de tre Soldater, der arbejdede i Kælderen, viste, hvor han var, hvorpaa Vagtmesteren sagde, at han skulde følge med paa Politikamret til Politimesteren. Coulon lod da Kældren lukke og vilde gaa hjem forat tage nogle af sine Folk med, da han ikke forstod Sproget, men i Højbrostræde greb Vagtmesteren ham i Armen og førte ham med sig. Samtidig stod Oldermanden for Vinforlatterne Valter Hægemand paa Hjørnet af Læderstræde og sendte sin Dreng hen til Soldaterne forat spørge, hvem der havde arbejdet i Coulons Kælder, og han selv sagde til dem: "I Skælmer, jeg vil vel finde eder alle", og skældte en af dem ud for en sort Hund. Coulon blev nu ført paa Raadhuset, hvor han selv gav sin Kaarde fra sig, og blev indelukket i et Kammers ved den store Sal, hvor han sad i 3-4 Timer. Mons. Choppis gik da til Politimesteren og tilbød Kavtion, hvortil denne svarede, at han behøvede ingen. Coulon kom derpaa ind for Politimesteren, der gav ham Haanden og sagde: "Hvor kommer I her, vi er gode Venner, I kan ikkun gaa hjem, jeg har intet uden alt godt med eder at bestille", men da han først vilde vide Grunden til sin Fængsling,

__________

1) K. D. VII, 289.

2) K. D. VII, 560-61 med Indlæg.


491

blev han vist ud og Kaarden blev kastet efter ham. Da Politiet vilde have fat i en Borger Peter Børgesen, forhørte man sig hos Coulon, men denne blev fortørnet og talte en Del ufornøjelige Ord, at de skulde pakke sig. Han havde paa sin Gang til Politikamret "et temmeligt Følgeskab med sig af Frantzoser, og andre samledes, og derforuden blev bragt en Del Bouteiller Vin derhen, og som det gik ud paa en Drik, maatte Vagtmesteren lukke Døren for disse mange Franske".

1691 oprettedes en Politikommission, bestaaende af Politimesteren, et Medlem af Magistraten, en af de 32 Mænd, et Medlem af Hofretten og et af Admiralitetsretten, der en Dag om Ugen eller om Maaneden paa Raadstuen skulde samles og forhandle om Sager, der angik Politivæsenet. Ved samme Lejlighed fik Politimesteren en ny Instrux, af hvilken man ser hvilke forskelligartede Sager, der stod under hans Omraade 1). 1695 bestemtes det, at Kommissionen skulde tage de Personer i Forhør, der var anklagede for Tyveri. Inkvisitionskommissionen, der nedenfor er omtalt, var oprettet netop for saadanne Sagers Behandling, og Aaret efter bestemtes det, at det skulde blive ved det gamle Forhold 2).

I Slutningen af Rasches Levetid gav en Franskmand en Betænkning til en Excellence, formodenlig Storkansleren, om Politiet. Den er skreven senere end Instruxen af 1691 og giver en Fremstilling af, hvorledes Politiet burde være, og indeholder derved en Kritik over Rasches Virksomhed. Det hedder deri bl. a.: Politimesteren bør være et retskaffent Menneske, som ikke har Interesser for andet end Publikums Bedste, saaledes at man let kan faa Adgang til ham; han maa være folkelig og venlig, maa høre paa enhver med Taalmodighed, men være streng og uden Eftergivenhed mod

__________

1) K. D. VII, 354-64.

2) K. D. VII, 457, 490.


492

dem, der er genstridige mod Kongens Befalinger. Han maa se igennem Fingre med visse Fejl, der begaas mod bedre Vidende eller tilfældig, og maa lade vedkommende slippe med Formaninger forat undgaa Skandale. Derimod maa han uden Barmhjærtighed straffe dem, der begaar Fejltrin med koldt Overlæg, især naar Forseelserne er store og angaar den offentlige Fred, hvorved Folk kan lære at forstaa, at Politiet alene er oprettet for at beskytte og lette samt yde Publikum et behageligere og lykkeligere Liv, naar intet ustraffet kan begaas mod den offentlige Sikkerhed og gode Sæder. Politimesteren bør vel have en absolut Myndighed til paa Stedet at give Ordrer om Ting, der ikke taaler Opsættelse, men bør straks underrette Kongen eller den første Minister derom, forat Misbrug kan undgaas som Følge af, at han ikke gør Regnskab for sine Handlinger.

I det Forfatteren omtaler de forskellige Ting, der vedkommer Politimesterens Embede, fremkommer han med en skarp Kritik over mange Forhold. Hvis Gaderne blev holdt rene, skriver han, vilde den største Del af Borgerne kunne undvære Karosser og Heste og undgaa andre betydelige Udgifter baade til deres egne Personer og til deres Tjenestefolk, som ikke kan gaa paa Gaderne, saadan som disse nu er, uden at ødelægge deres Klæder i meget kort Tid. Borgerne vilde ogsaa hurtigere bestemme sig til at skille sig ved deres Karosser og Heste, hvis de om Søndagen og andre Dage kunde leje Karosser, der var gode og nette, hvorfor Kongen burde bevilge et vist Tal privilegerede Karosser paa den Betingelse, at de var forspændte med gode og bekvemme Heste, og der var et vist Tal i hvert Kvarter.

Fisketorvet langs Stranden, der ligger midt i Byen og lige for Hoffets Øjne, burde ikke være saa daarlig holdt, men burde sættes i Stand og tjene til Byens Prydelse. Fra Slagterboderne eller Vejerhuset og til Højbro skulde det brolægges og en Skranke opstilles, forat Fiskerkonerne kunde


493

blive nødte til at holde sig paa den ene Side; videre burde der ved Hjælp af en anden Skranke skaffes en Gang, hvor 2 Personer kunde gaa jevnsides, forat Køberne af Fisk kunde gaa i Sikkerhed for Karosser. Derved blev der Plads for 3-4 Karosser, og ved Brolægningen fjernedes den frygtelige Stank paa dette Sted, der meget besværer Nabolavet.

Den anden Del af Stranden burde ogsaa brolægges, forat Amagerbønderne og andre, der holdt foran og paa Husenes Fortov i Højbrostræde og der omkring, kunde have Holdeplads ved Stranden, hvor Grønttorvet burde være, hvilket vilde gavne Færdselen i Højbrostræde, som det næsten er umuligt at komme igennem paa Torvedage og hvor den ofte forekommende Trængsel jevnlig fremkalder ubehagelige Tilfælde.

Man burde ikke længer taale Trapper, der gaar ud paa Gaden, eller at Folk bor i Kældere, med mindre de er lige med Gaden, ti, foruden at en saadan Bolig er usund, hindrer den Forøgelsen af Husenes Tal. Man burde ogsaa ved ny Huse tvinge Folk til at gøre Forsiden af Mursten eller i det mindste beklædt med én Stens Mur.

Istedenfor at det paa andre Steder paalægges fremmede alene at betale deres Borgerskab, besværes her ny Borgere i det første Aar med Tusende Byrder, saa de intet Øjeblik har tilovers til at varetage deres Forretning, hvorfor de ikke kan bestaa og Stadens Forøgelse hindres, medens Borgerne de 4-5 første Aar burde være fritagne for offentlige Hverv. Brændevinsbrændernes Tal var altfor stort og burde indskrænkes til en Fjerdedel, ligesom de burde have et Lav ligesom Bryggerne 1).

__________

1) Indstillingen, der er uden Underskrift, har jeg ejet i mange Aar; den har i sin Tid tilhørt Raadmand Riis Lovson. Paa Omslaget er skrevet: Antiqvaria.


494

Byfogden havde en Løn af 80 Dlr., til en Klædning 10 Dlr. og en Skriverdreng 13 1/2 Dlr.

Underfogdens Løn var 40 Dlr., og de 4 Fogedsvende havde i Aarsløn, Klæder og Kostpenge tilsammen 114 Dlr. 1 Mk., Slutteren 50 Dlr.

Ved Reskr. 22. Jan. 1673 bestemtes det, at Bekostningen med Fangers Underhold eller Henrettelse skulde afholdes af de Skyldiges Bo, eller, naar de ingen Midler havde, af Klageren, og hvis der ingen saadan var, skulde Bekostningen godtgøres Byfogden i hans Regnskab. Da Byfogedembedet paa Kristianshavn blev inddraget 1685, fik Byfogden i Kjøbenhavn foruden dennes Forretninger ogsaa dennes Løn, og fik to Fogedsvende og en Underfoged mere. 1669 blev der ansat en særlig Underfoged for Ny Kjøbenhavn.

Følgende Byfogder var i Virksomhed i denne Periode:

1. Jens Movridsen blev indsat 20. Avg. 1660 1). Han havde hidtil været Ridefoged i Helsingborg Len og Kontributionsforvalter ved Armeen i Skaane. Han døde 27. Maj 1672, 52 Aar gammel, og blev begravet i Vor Frue Kirke. Han var gift med Kirsten Andersdatter. Hans rige Indbo er omtalt foran S. 195. Da Skiftet efter ham holdtes 1677, var hans Søn Movrids Jensen Studiosus, en anden Søn Staller Jensen var i Helsingør, desuden var der en Søn Jørgen og 4 Døtre, af hvilke Katrine var gift med Præsten Mads Hansen i Køge.

2. Kristian Viborg 1672-75, havde tidligere været Kongens Fodermarskalk. Han døde 6. Jan. 1676.

3. Peder Villumsen Deichmann 1675-84, Vinhandler, blev 1. Juni 1675 Formanden adjungeret paa Grund

__________

1) Om Ceremonierne ved hans Indsættelse se Kbnh. Hist. og Beskr. III, 246-47. Hertil henvises ogsaa med Hensyn til andre Ting vedkommende Retsvæsenet.


495

af dennes Alder og Svaghed. Han begravedes 22. Dec. 1684 i Trinitatis Kirke og efterlod 3 Sønner Peder, Albrecht og Evert, og en Datter Else Kathrine.

4. Frederik Eisenberg 1685-1713.

En hurtig Retsforfølgning indførtes 1686 ved Oprettelsen af Inkvisitionskommissionen. Da det nemlig ved de talrige Tyverisager var vanskeligt at faa fat paa Hælerne, der ofte hørte under forskellige Jurisdiktioner 1), blev denne Kommission nedsat, bestaaende af en Dommer af hver Jurisdiktion, hvilken straks skulde optage Forhør over de skyldige og meddele Forhøret til den skyldiges Værneting, ligesom alle Hælere var forpligtede til at møde for Kommissionen. Da en Del trættekære Prokuratorer ofte førte Sager for Tyve og Hælere og søgte at befri dem med adskillige Rænker og Praktiker og derved forvirrede og fordrejede Retten, skulde herefter saadanne Folk holdes for Tyvs Medvidere og ikke mere have Tilladelse til at gaa i Rette for ærlige Folk. Det maatte ogsaa i Fremtiden kun være visse af Magistraten beskikkede Folk tilladt at gaa omkring og sælge eller pantsætte Godtfolks Tøj, medens andre, der gjorde dette, skulde arresteres 2).

Som det ses, kendte man paa den Tid Prokuratorer og det ikke altid fra den gode Side. Nogle fik Bestalling af Kongen og andre tog alene Borgerskab. 1691 blev Enevold Brochman Stadsadvokat, men det er vistnok alene en Titel, der skal klinge bedre end Prokurator. Allerede 1661 beskikker Kongen Anders Jørgensen Bager til Prokurator baade

__________

1) Efter Enevældens Indførelse var der nemlig oprettet Hofretten for fornemme Personer, Borgretten for ringere Personer, der hørte til Hoffets eller fornemme Personers Tjenerskab, ogsaa underordnede Kancelliembedsmænd og forskellige Andre, der havde særlige Privilegier paa at høre herunder, navnlig Udlændinge, desuden de to militære Retter.

2) K. D. VII, 133-34.


496

for Kjøbenhavn og Kristianshavn. I Aarene 1689-95 tog 4 Personer Borgerskab som Prokurator; en af disse hed Hans Herfort.

Paa Grund af de mange Skatter, der var vanskelige at inddrive, befaledes det 22. Feb. 1668 at anskaffe en Pantevogn, der havde dette Ord malet med gule Bogstaver paa alle Sider og som var forsynet med et rødligt Dække af Lærred. Denne Vogn ledsagede Skatteopkræverne, forat disse straks kunde tage Pant, naar nogen ikke havde Penge, medens man tidligere havde givet Udsættelse og aldeles forskaanet fattige Borgere, og medens Underfogden og Byens Tjenere tidligere havde besørget Indkrævning af Restancer, kom Pantevognen til at henhøre under Stadens Kæmner. Den blev dog vist snart igen afskaffet.

Senere skede Exekution for Skatter ved Indkvartering af Soldater 2).

Bekendtgørelser foregik ved Udraabning af Byens Trommeslagere 3).

Der klagedes 1694 over, at Forbrydere tog deres Tilflugt til Gesandterne, hvis Huse var fredlyste 4).

Med Hensyn til Vandforsyningen, der under Belejringen var kommen i Forfald, ansatte Frederik III 10. Jan. 1668 i Anledning af Klagemaal over, at Vandrenderne var tilstoppede paa Grund af Vandmesternes Ukyndighed, Lorens Weiskopf til Inspektør og Direktør, men uden at det synes som denne har udrettet noget betydeligt. Arbejderne paa Befæstningen var ikke heldige for Vandforsyningen. Saaledes overskar Ruse 1665 Renderne til det østre Vandkompagni, og Kompagniet maatte selv bekoste dem omlagte. 1667 paalagde Kongen en Skat til at forfærdige ny Vandrender fra Peblingesøen og til Reparation

__________

1) K. D. V, 744-45, VI, 453.

2) D. Sml. 2 R. V. 139-40.

3) Se f. E. Beckers Saml. II, 188, 190.

4) Secher, Danmark I, 168.


497

af Ladegaardsdæmningen og andre Dæmninger; denne Skat skulde ydes til Kæmneren af enhver Gaard, der havde indlagt Pumpevandsrender. En anden Ulempe var den, at da Gravene blev uddybede, sank Vandet i Brøndene, saa der 1671 blev indhentet Erklæring fra Statskollegiet, om der ikke kunde lægges Render til Brøndene fra Peblingesøen 1).

Dette gav Anledning til Nedsættelse af en Kommission 3. Juni 1671, der skulde gøre Forslag om, hvorledes Staden altid kunde blive forsynet med godt Vand. Springvandet kom hverken Beboerne til Gode i den varmeste Tid af Aaret eller i Frostvejr og var tilmed saa ilde lugtende og stinkende, at man kunde frygte for, at det kunde fremkalde Sygdomme 2). I en Indstilling fra Vandmesteren beretter denne, at der ikke siden 1644 havde været videre Tilsyn med Søernes Opstæmning, og han giver en sørgelig Skildring af disses Tilstand. Kommissionen indgav sin Betænkning 25. Juli 1672.

26. Maj 1677 nedsattes en ny Kommission, eftersom der var stor Mangel saavel paa Pumpe- som paa Springvand. Posterne og Brøndene paa Gaderne var affældige og uduelige, saa Stadens Indbyggere daglig maatte have ikke ringe Fare og Skade at befrygte. 9. Nov. Aaret efter fik Kommissionen ny Befaling om at indkomme med sin Betænkning, da Kongen ikke havde erfaret noget om dens Virksomhed, og den paafølgende Januar forstærkedes Kommissionen med 4 Medlemmer. Den afgav nu sin Betænkning 16. Sept. 1679, af hvilken det ses, at Kommissionen af 1671 intet havde udrettet og at Søerne var endnu mere tilgrode end før. Dette fremkaldte en kgl. Forordning af 27. Avg. 1679, der befalede Oprettelsen af 4 eller flere Pumpevandskompagnier under Tilsyn af ikke mindre end 19 Direktører, der skulde

__________

1) K. D. III, 658, 660; VI, 407, 562.

2) K. D. VI, 567-68.


498

overveje alt, hvad der gjordes fornødent til Springvandets, Pumpevandets og Brøndenes Vedligeholdelse. Aaret efter udkom en anden Forordning om Betalingen for Vandrenderne, og der paalagdes Kirkerne en særlig Afgift til at indrette Opstandere ved disse for Ildebrands Skyld 1).

20. Nov. 1680 udkom en Forordning om Pumpevandet med Instrux for de ved dette ansatte Vandmestere og 28. Avg. 1690 for Springvandet, der 1578 ved Render var ledet fra Emdrup Sø over Fælleden langs Sortedamssø gennem Nørrevold og Nørregade til Fontainen paa Gammeltorv. Der var paa den Tid kun 21 Deltagere i Springvandet, hvorimod dette Værk nu skulde udvides 2).

1680 blev der taget Syn over alle Vandvæsenets Søer og de mellemliggende Grøfter ligesom over, hvor højt Vandet kunde opdæmmes i Langvadsdam, Utterslev Sø, Emdrup Sø, Lersø, Peblingesø og Sortedam, hvilket for de førstnævnte Søers Vedkommende fremkaldte en Del Klager fra de omboende Lodsejere, der endog ødelagde Vandløse Sluse ved Langvadsdam, hvorfor Kongen maatte true med Livsstraf eller Bremerholms Jærn paa Livstid 3).

Da der 1685 klagedes over Vandmangel, fik Ole Rømer og Hans Stampe 22. Dec. kgl. Befaling til at undersøge alle Vandrenders Beskaffenhed, og Vandmesterne samt alle Indbyggerne maatte yde dem al tjenlig Underretning og Bistand. 30. Juli 1689 blev der paany nedsat en Kommission til at undersøge Grunden til den store Vandmangel 4).

Det lyder ikke ret tiltalende med Hensyn til Pumpevandets Beskaffenhed, naar det i en Forordning 12. Nov. 1687 hedder om Peblingesøen "at gemene Folk ikke skal

__________

1) K. D. VI, 567-68, 688-89, 696, 698-99, 710-12, 719-21.

2) K. D. VI, 753-63; VII, 316-21.

3) K. D. VI, 727-28, 769, 791, 792-93; VII, 48-49, 348-49, 394, 398-99.

4) K. D. VII, 121-22, 284-85.


499

undse sig for derudi adskilligt urent at to samt Felberederi og Vogne, hvormed Urenlighed føres, at udskylle, ja endog døde Bæster deri at kaste, som Vandet ganske skal fordærve og Sygdom foraarsage." I saa Henseende henvistes Folk til S. Jørgens Sø, der ikke forsynede med Drikkevand, men var Udløb for Spildevandet fra Ladegaardsaaen og kun holdtes opdæmmet for Befæstningens Skyld, hvorom der 5. Nov. 1674 var givet Befaling til Niels Rosenkrantz, hvorved det tidligere Kristoffer Gabel givne Skøde paa denne Sø blev frakendt Gyldighed (se nedenfor S. 528) 1). Da der beskikkedes en Politimester, blev det en af dennes mange Pligter at have Overtilsyn med hele Vandledningen.

Af private Brønde i Gaardene var der 1679 487 og desuden var 181 ubrugelige; i Snarens Kvarter var 44 blevne ubrugelige, siden Frederiksholms Kanal var bleven gravet.

Angaaende Fontainen paa Gammeltorv berettes det, at Renden dertil gjordes i Stand 1681, efterat Vandet ikke havde sprunget i mange Aar; der var rigtignok anvendt Bekostning derpaa 1663, men uden Held.

Af Fattigvæsenets Stiftelser maa her nævnes:

Børnehuset, der er omtalt foran S. 155-61.

Pesthuset, der istedenfor det ældre udenfor Nørreport 1665 blev anlagt ved Kalvebodstrand og er det nuv. Belvedere. I Kristian V's Tid forekommer det af og til med Navnet S. Hans Hospital. Det var fra først af ligesom det ældre Pesthus bestemt for smitsomme Syge, men da det blev henlagt under samme Bestyrelse som Børnehuset, blev andre Fattige ogsaa indlagte her, saaledes at

__________

1) K. D. VI, 645-46; VII, 199-200. Om de offentlige Brønde se Kbnh. Hist. og Beskr. IV, 138-39 og foran S. 262.


500

begge Huse 1685 siges at være helt opfyldte. En Tid fik det igen en særlig Direktion bestaaende af Klavs Rasch og Borgmester Bartholomæus Jensen, men 1696 lagdes det igen under Børnehuset, hvortil Grunden var, at det trængte til en Reparation, som skulde bekostes af Børnehusets Midler. Det ses, at det da havde en Spisemoder, en Barber, en Skriver og en Præst, men en Del af disse Embeder skulde i Fremtiden forrettes af Børnehusets Funktionærer; de fik saaledes fælles Præst og det tillodes Studenter at øve sig i at prædike her og i Vartov. Først 1697 befaledes det, at der i Pesthuset skulde indrettes bekvemme Steder, hvor afsindige Mennesker kunde forvares.

Med Hensyn til Vartov Hospital skal her kun bemærkes, at efter Belejringen opholdt Lemmerne sig indtil 1662 i et Hus i Pilestræde, men fra 1662-66 i Børnehuset paa Kristianshavn. 7. April 1665 købte Hospitalet det meste af den Ejendom, som det har den Dag idag, af Joakim Frederik Vind til Gjerdrup; den siges i Skødet at ligge i Farvegade ved Vestervold med hosliggende Have og Plads, som strækker sig langs Byens Grave. Ejendommen kostede 3200 Rdl., af hvilke Penge Ellen sal. Jørgen Villumsens gav 2500 Sletdaler.

27. Dec. 1675 oprettedes den endnu bestaaende Abel Kathrines Stiftelse af Proviantskriver Hans Hansens Enke for 6 fattige Familier. Stiftelsen, der var opført af Abel Kathrine selv for 1000 Rdl., som hendes Mand havde testamenteret de Fattige, i Dronningens Tværgade, bestod af 6 Boliger i et langt enetages Hus, hver paa 2 Værelser og Køkken, hvilke oprindelige Lejligheder endnu benyttedes indtil Stiftelsens Salg for faa Aar siden, da der var blevet opført en bedre Bolig paa Vesterbro, men Lejligheden var oprindelig større end senere, nemlig inden der opførtes en

__________

1) K. D. VII, 113, 474, 475-76, 486-87, 508, 523.


501

Etage ovenover, da Loftet efter Datidens Skik altid hørte til den underliggende Lejlighed. Da der var tiltænkt hvert Lem 1 Rdl. om Ugen, hvortil der var henlagt over 400 Tdr. Hartkorn Bøndergods ved Aalborg, har Stifteren tænkt sig, at Stiftelsen vilde blive rigere forsynet, end det if. Tidernes Ugunst blev Tilfældet. Der bode i Virkeligheden ogsaa 13 Personer i Abel Kathrines Boder ved hendes Død 1).

At Fattigvæsenet endnu brugte de gamle Sjæleboder som Friboliger for fattige, ses af en Motivering til at købe Pølsegaarden i Mikkelbryggersgade 1676. Den bestod af 12 Lejevaaninger, der gav i aarlig Husleje 208 Sldlr.; de 3 til Gaden kunde udlejes for 76 Sldlr. og de 9 i Gaarden kunde bruges til Sjæleboder, hvortil de Fattige var højt trængende, "eftersom i samme Gade befindes Sjæleboder paa Støtter, der staar ganske paa Fald og aldeles ikke kan repareres, som dog er besat med gamle Stakler".

Af Legater mærkes Stadsoberst Frederik Thuresens af 14. Juni 1667 paa 6000 Sldlr., af hvilke Magistraten skulde uddele Renten af de 3000 til 9 Personer, Renten af de 2000 gik til 6 forældreløse Børn i Latinskolen og Renten af 1000 til 3 fattige Husarme og Sengeliggende 2).

Jens Nielsen Hald testamenterede 5. Avg. 1693 21000 Sletdlr. dels til Kirker, Skoler og Fattige, dels til Stadens Nytte 3).

I denne Periode fik Staden en ny Sognekirke, i det Trinitatis Kirke, til hvilken Universitetet 6. Juli 1658 havde faaet Patronatsret, 14. Juni 1660 blev Kirke for den Menighed, der tidligere havde hørt til den runde S. Anne Kirke i Rigensgade; det var dog først efter mange For-

__________

1) Se O. Nielsen Efterr. om Abel Kathrines Stiftelse 1875.

2) Hofmans Fund. X, 314-16.

3) Smsteds 362-67.


502

handlinger, at der blev truffet en endelig Bestemmelse om, hvilke Gader, der skulde høre derunder 1).

Ved Holmens Kirke oprettedes 1686 et særligt Sognepræsteembede for de Hollændere af luthersk Trosbekendelse, der havde sluttet sig til denne Kirke. Denne Præst, Mag. Jakob Andersen, skulde forrette Gudstjeneste om Søn- og Helligdage Kl. 12 og om Onsdagen Kl. 9, senere bestemtes Torsdag Kl. 8. 1688 forenedes Embedet med det i Ny Amager (Frederiksberg). Da Præsten 1694 kaldtes til Store Magleby paa Amager og det blev ham for besværligt at betjene den hollandske Menighed, blev Mag. Lavrids Thura kaldet, der tillige blev Præst ved Ny Hollænderby. Det var paatænkt at opbygge en særlig Kirke for denne Menighed paa Hjørnet af Dronningens Tværgade og Adelgade, men dette blev aldrig til noget. Da Thura 1703 blev Præst i Aarhus, nedlagdes Embedet og Menigheden søgte S. Petri Kirke 2).

Den gamle Trækirke paa Kristianshavn ombyttedes med den nuværende, der indviedes 19. April 1696 3).

Her kan endnu omtales det Uvæsen, der blev drevet af flere afsatte Præster, af hvilke nævnes en gammel Mand, der kaldte sig Jan eller Janus Jacobi, men egentlig hed Johan Klavsen Trenov, desuden Frands Strø, Petrus Laurentii Gram, Laurentius Petri Grenst. Disse Præster viede Folk, udstædte Ægteskabsbeviser og tog ikke Hensyn til, om vedkommende var gifte i Forvejen. Den værste var dog Søren Finche, hvis Præstehabit var fradømt ham 1696, men som dog bar sin Præstedragt med Kjol og Krave og "et

__________

1) K. D. III, 479, 502.

2) K. D. VII, 143-44, 153, 164, 192-95, 207, 422, 455, 488-89, 500, 512. Chr. V. Tageregister S. 117. Giessings Jubellærere I, 466.

3) Da man ventelig kan imødese en Række Skrifter om Kjøbenhavns Kirker, skal der her ikke gaas nærmere ind paa disses Forhold i denne Periode. Om de fremmede Menigheder er talt foran.


503

meget anseligt Skæg". Han havde hos sig "et ungt løsagtigt Kvindfolk", der var viet til ham af en anden afsat Præst. Da Søren Finche var sat i Slutteriet, sagde han, "at han var tilfreds, hvad man vilde gøre med ham, naar han ikkun kunde faa Føde og Ophold" 1).

Ved Forordningen af 7. Nov. 1682 befalede Kongen, at der i Købstæderne skulde beskikkes et vist Antal Ligbærere, og Aaret efter blev 36 Mænd udnævnte hertil af Magistraten. Hidtil havde de, der ikke var i noget Lav, brugt at leje et eller andet Lav til at bære, og især blev Kræmmerlavet benyttet hertil, hvilket gav en god Indtægt i Lavskassen. De beskikkede Ligbærere led dog Indpas i Næringen af Studenter, hvilket ses af følgende Indstilling fra Klavs Rasch af 28. April 1690:

"Disse Mænd (Ligbærere) har tit og ofte betjent baade af H. M.'s Ministre og andre fornemme Godtfolk med de afdøde Ligs Bortbærelse skikkelig og vel, saa man ej endnu har fornummet til nogen Klage over dem. Ikke desto mindre er dog en Del for nogen Tid kommen udi de Tanker, at de til saadant efter deres egen Vilje vil bruge Studenter, som og mesten overalt udi Staden sker og ved Studenter for Betaling, som er tvært imod H. K. M.'s allern. velmente udgivne Forordning, ti, om Gud forbyde, at nogen smitsom Sygdom udi Menigheden kunde tildrages, som hastig Dødsfald kunde foraarsage, hvor var da Studenterne? da skulde vel enhver vide at søge sin Magelighed, men de anordnede Ligbærere var dog forpligtede til i saa Maader at betjene Staden. Studenterne er dog, paa det at de intet skulle have at klage, blevne definerede at maatte bære alle de Lig, som til Akademiet henhørte, hvilket dog ikke kan hjælpe, og ihvorvel jeg ofte har ladet dem advare og paaminde, at de udi denne Post skulle efter Forordningen sig rette, synes

__________

1) Indlæg til Reskript 19. Feb. 1698.

2) K. D. VII, 56.


504

det dog ligesom saadant for en Latter optages, og naar det kommer til Extremitet, forebringer en og anden Udflugter. Saadanne Kasus tildrager sig og med en Mands Lig ved Navn Anders Lavsen her fra Landet. Den sal. Mand er død her udi Staden og skal begraves i Aften, hans efterladte Hustru har ladet Liget staa over den Tid, Forordningen tillader, og har ladet gøre kostbare Ligkister med Beslag og ej dertil endnu fremvist Kongens Tilladelse. Hun har og bestilt Studenter til at bære Liget og forat bestyrke sit Forehavende tilsendt mig sin opsatte Forklaring og Ed, som jeg dog ikke synes, at hun selv har underskrevet."

Dette gav Anledning til et Reskript af 29. April 1690, hvori det forbydes Studenter at bære andre end gejstlige Lig.

Af nogle endnu bevarede Regnskaber for Vor Frue Latinskole ses det, at Sinkelektien var delt i to Klasser og at der over denne var 7 Klasser, af hvilke den øverste hed Skolemesterens Lektie. Der maa have været stort Besøg i Skolen, ti i Aarene 1666-83 fik i Gennemsnit ca. 170 Klæder udleverede, i den øverste Klasse af Klæde, i de andre af Vadmel; senere var det neppe de halve, der nød Klæder. Sinkelektien synes at have været meget talrig. 1680 blev der ogsaa givet Klæder til en Hører, der lærte Ungdommen vel at skrive. Der uddeltes ogsaa Sko og Skjorter. Et Medlem af Magistraten var altid Skolens Forstander og førte Regnskabet over Stipendierne.

Den Kommunen tilhørende Skrive- og Regneskole ved Helligaands Kirke 1) var under den daværende Bestyrer Jens Jensen kommen i Forfald. Det ses, at man har været misfornøjet med ham, ti Revisorerne anker over, at han, der bor frit, ikke skal betale Jordskyld til Helligaands Kirke af Grunden, og 1677 skrev de ligefrem: "Var at ønske, her var en god Mester, som Ungdommen udi perfekt Regning

__________

1) Om denne se Kbh. Hist. og Besk. III 324-30.


505

og Skrivning samt praktisk Regning og Bogholderi kunde og vilde informere, som stilles i Magistratens gode Eragtende og Erindring."

Istedenfor at forbedre Skolen opgav man det hele; 1682 blev Ejendommen sat til Avktion og solgt for 4500 Sletdaler, og Skolevæsenet blev nu overladt til privat Entreprise 1). Skolen havde dog udmærket sig fremfor mange andre ved at have Kakkelovne; i et Inventarium 1676 nævnes 4 Jærnovne; desuden var der 13 lange "Skiver" (Borde) og en firkantet Skive, 13 lange gemene dobbelte Bænke og 3 lange Kistebænke, alt tilhørende Byen, saa der har været Rum til mange Lærlinge.

Foruden denne var der flere private Regne- og Skriveskoler. I Midten af Aarhundredet var der den navnkundige David Reich paa Købmagergade, der endnu levede 1668 og selv ejede sin store Gaard, der har bevaret hans Navn til Nutiden som David Skolemesters Gaard (nuv. Nr. 26). Hos ham gik saaledes den senere Præsident Hans Nansen den yngre og blev oplært i Tydsk, Regning og Skrivning; Nansen kalder ham i sine Optegnelser "den berømte Regnemester". Det ses af forskellige Optegnelser, at saadanne Skrive- og Regneskoler ansaas for finere end Latinskolerne, og at fornemme Borgere, selv om de lod deres Børn opdrage til Handel, dog lod dem give privat Undervisning hjemme i Latin. Henrik Fuiren omtaler, at han i en Alder af 14-15 Aar, 1678-79, gik i Regne- og Skriveskole hos Skolemesteren Nikolaj, der holdt en stor Skole og havde mange Disciple 2). Denne Mester Nikolaj er Nikolaj Hofmester, der ejede en Del af nuv. Nr. 23 i Klosterstræde og døde 16. Januar 1693. Det ses af Skiftet efter ham, at der var 16 Fyrre-

__________

1) Den afskedigede Jens Jensen døde først 1694 (Pers. Tidsk. I 208).

2) Pers. Tidsk. V 32.


506

bænke og 6 Borde samt et Skilderi med en Haand; for Vinduerne hang der gule stribede ostindiske Katuns Gardiner.

1693 tog Klavs Kaffen fra Lybæk Borgerbrev som Skoleholder. Hans Skole maa have haft et vist Ry. Mag. Johannes Plenge, der er født 1700, fortæller i sin Selvbiografi 1), at han gik i tydsk Skole hos den velrenommerede gamle Klavs Kaffen i Lille Kongensgade (nuv. Nr. 26), "der sad i sin Skole paa sit ophøjede Katheder ret ligesom en Konge paa sin Trone og excellerede den Tid og havde tvende Sønner, af hvilke den ene var Skrivemester i denne Skole og kom siden i samme Station hos en af de kgl. Prinsesser." Samme Plenge kom iøvrigt siden i Vor Frue Latinskole, som hans Fader maatte tage ham ud af, da han blev syg, fordi der ingen Varme var i Skolen om Vinteren.

Istedenfor at man hidtil maatte rejse udenlands forat lære Bogholderi, fik man nu Lejlighed til at lære dette i Kjøbenhavn.

16. Okt. 1672 skriver de 32 Mand til Magistraten: "En Person ved Navn Martinus Braesk, som skal være bosat her i Staden, sig angiver for en billig Løn at ville informere Ungdommen udi Regne-, Skrive- og Ridsekunsten, udi hvad Slags Skrift, være sig enten Italiensk, Fransk, Tydsk, Hollandsk, begæret vorder, saa og udi Italiensk Bogholderi, saafremt ham et belejligt Sted dertil af Staden og Frihed for borgerlig Tynge gunsteligen maatte bevilges. Da som samme Person befindes adskillige Godtfolks Børn her i Staden en temmelig Tid at have opvartet og fra alle Steder en berømmelig Renommé for Flittighed og god Progres reporteret, slig en Person, som udi alle de ovenskrevne Poster er saa perfekt, at han en Profession deraf tør, kan og vil præsentere, har til denne Dag været rar at finde i Kjøbenhavn, formedelst hvis Manqvement mange Godtfolk

__________

1) Giessings Jubellærere II, 2, 360-61.


507

har maattet skikke deres Børn udi fremmede Lande og baade har Bekymring for deres Fraværelse saa og anvende mange Penge til paa slig Information, der dog baade Børnene og Pengene nu formedelst den ene Person kan forblive her i Staden."

Martinus Brasch fik, med eller uden Magistratens Medvirkning, fast Fod i Staden, ti 20 Aar efter, 1692, tog han Borgerskab som Skrivemester 1).

Af saadanne Skrivemestere findes foruden ham Nikolaj Alvart 1691 og Hans Nielsen, der kaldes "Skriver eller Skoleholder", 1688. Som Bogholder, det vil sige Lærer i Bogholderi, nævnes 1685 Nicolaus Dibbern, "Bogholder og Kryderihandler". 21. Feb. 1688 døde Johan Samuel Rønnenberger, Bogholder og Informator, "som gode Mænds Børn nogen Tid her i Staden udi Bogholderi har undervist"; hans Enke og Børn, af hvilke Sønnerne alle var i Udlandet, gik fra Arv og Gæld. Han var ogsaa selv Udlænding.

1695 tog Cort Danxst Borgerskab som Bogholder 2).

Endnu fornemmere var det at søge til de fremmede Sprogmestere, af hvilke Jacqves Chevalier tog Borgerskab 1691; 1673 begravedes i Holmens Kirke Sprogmester Dampierre, 1677 nævnes i et Mandtal over Fremmede to franske Sprogmestere, af hvilke den ene hed Lavatin, 1682 nævnes i et andet Mandtal over Katholiker, i Fortunen ved Stranden Sprogmester Msr. Schauallie (Chevalier) og i Antonistræde Gert Sprogmester, der havde Kone og Børn.

Af danske Skoleholdere, hvorved forstaaes dem, der holdt Pogeskoler, nævnes 1694 følgende: Morten Povlsen i Vestergade, Lars Pedersen i Fyrens Gang, Kristen Kri-

__________

1) 1690 holdtes Skifte efter Enken efter Skrivemester Johan Brask.

2) Han er udførlig omtalt i Kbnh. paa Holbergs Tid S. 344-46.


508

stensen 1) i Store St. Clemensstræde, Peder Andersen i Studiestræde, Jens Ebbesen i St. Pederstræde, Niels Mathiesen i St. Gertrudstræde, Johan Hansen i Fiolstræde, Anders Ulriksen i Skindergade, Ole Børgesen i Lille Helliggeststræde, Lars Lycke i Købmagergade, Anders Mikkelsen i Pilestræde, Johan Krøger i Antonistræde, Jens Jensen i Møntergade, Anders Svendsen i Landemærket, Bertel Sundt i Vognmagergade, Mikkel Sørensen i samme Gade, Anders Kjeldsen i Norgesgade, Ernst Pedersen i Borgergade, Nikolaj Henriksen og Kristen Jensen i Adelgade. Paa Kristianshavn nævnes samme Aar Hans Lach og Jakob Kortsen i Kongensgade, Jens Hansen i S. Annegade, Hans Hansen i Dronningensgade og i Prinsens Gade omtales en unævnt fattig Skoleholder.

Fattige var de fleste af disse sikkert, hvilket ses af de Dødsboer, der er bevarede. En Peder Jensen, der bode paa Blegdamsvejen og døde 1695, havde af Bøger alene Kristian V's Bibel og tre andre "Kirkebøger", og skyldte efter Regnskab paa Karvestok baade til Brygger og Brændevinsbrænder, ligesom for Leje af Kakkelovn 2). Den ovennævnte Anders Ulriksen eller rettere Andreas Ulrik døde 1699 og havde af Bøger en gammel tydsk Bibel, en gammel tydsk Huspostil, H. Müllers Sparetimer og en liden Haandbog. Han holdt vel altsaa tydsk Skole. Hele hans Bo var vurderet til 269 Rdl.

I ovenstaaende Liste er ikke nævnt Frederik Schreiner Skoleholder, der dog maa være noget mere studeret end de forrige, ti han var gift med Dorthe Nielsdatter Hov, der var Søster til Præsten i Lynge og Uggeløse.

Det ridderlige Akademi, der var oprettet, forat unge Mennesker kunde uddanne sig til Statstjeneste uden

__________

1) Er vist den Kristen Nattergal, der nævnes S. 268.

2) Det ses af flere Bemærkninger, at man mange Steder tog Kakkelovnen ned om Sommeren og satte den op igen om Vinteren.


509

at rejse udenlands, blev indviet 15. April 1692 paa Kongens Fødselsdag i en Gaard paa Nytorv, der stod, hvor nu Raad- og Domhuset findes. Paa Indvielsesdagen var Gaderne om Aftenen illuminerede mellem Nytorv og Slottet. Under sin korte Bestaaen (til 1710) blev det kun besøgt af Adelsmænd og rige Borgeres Sønner og kun faa Kjøbenhavnere søgte dertil. En af disse faa var Vinhandlersønnen Anders Gamborg, der her tilsatte sine Midler 1). Den første Examen holdtes 1. Feb. 1693.

19. Feb. 1668 beskikkede Magistraten Dr. Kaspar Kølichen til Stadens Physicus og Medicus, i hvilket Embede han skulde have Tilsyn med Apothekerne og med Bartskernes Examination. Han skulde desuden hindre Empirikere og Kvaksalvere i at tage Folk i Kur eller udstæde Recepter og paase, at Bartskerne ikke gjorde praktiserende Medici Indpas i deres Kure. Under epidemiske Sygdomme skulde han forblive i Staden og meddele dem Hjælp, der begærede det, dog skulde hver Patient lønne ham for hans Møje. Stadens Midler tillod ikke at give ham nogen Løn, men naar disse forbedredes, lovedes der ham en saadan; naar der indtraf smitsomme Sygdomme, skulde han derimod have en Løn, saa længe disse stod paa, beregnet efter 200 Rdl. aarlig Løn 2). Lønnen ses dog faa Aar efter at være sat til 150 Sletdaler aarlig.

Kaspar Kølichen var en indvandret Tydsker. Det berettes vel, at Dr. Jens Foss 1664 var kaldet til Stadslæge i

__________

1) Foruden i de trykte Regulativer omtales Akademiets Forhold i G. L. Wads Meddelelse af dets Matrikel i Pers. Tidsk. 2 R. I Del og i flere trykte Skrifter, som Bircherods Dagbøger, Chr. V's Tageregister og flere. Ogsaa i Geh.-Ark. Aflev. fra Just.-Min. Skab 8, 191 og Ny kgl. Sml. i Kvart Nr. 688 paa det store Kgl. Bibl.

2) K. D. VI, 467-69.


510

Kjøbenhavn, men han har aldrig tiltraadt dette Embede 1). Kølichen vur gift med Thyre Beate Borneman, Enke efter Slotsfoged Jokum Waltpurger, og døde 30. Dec. 1687.

1699 udnævnte Kongen Dr. Philip Hacquart til Stadsphysicus 2). I de foregaaende 12 Aar har Embedet neppe været besat.

Foruden de praktiserende Læger og Bartskerne fik undertiden fremmede Læger kgl. Bevilling, saaledes fik Lavrids Olsen, der siges i 11 Aar at have studeret Medicina og Chirurgia, 1686 Tilladelse til at betjene alle og enhver, uagtet han ikke havde taget Graden, hvilket ellers var Betingelsen forat have Tilladelse til at udøve Lægepraxis. 1689 fik Andreas Mikael de Lorme Bevilling til at helbrede for Tarmløb, da han kendte den hemmelige Kunst til denne Sygdoms Forebyggelse 3).

Af Bartskere eller Kirurger var Adam Daniel Aspach den navnkundigste. Han ægtede 1655 Datteren af en anden anset Bartsker Morten Sixen von Møinichen og ejede det anselige Stenhus paa Hjørnet af Klædebodene og Nørregade, under hvilket der var Vinkælder, der efter hans Fødested fik Navnet Baccharach. Han skal have vundet særlig Navnkundighed ved at helbrede Biskop Mathias Foss for en Benskade 4).

Hvorledes Læger blev honorerede, ses af følgende Optegnelse i Skiftet efter en Brændevinsbrænder 1699:

"Dr. Lahm 5), som den sal. Mand udi hans Sygdom paa 2 Aars Tid haver opvartet og ham i det sidste Aar dag-

__________

1) Ingerslev, Danmarks Læger I 518. Giessings Jubell. III 409. Ved Skiftet efter ham 1693 levede følgende Børn: Filip Gotfred, Kaspar Joakim, Kristian, Hedvig Rosina, Thyra Beate, Anna Margrete og Susanne Barbara. Om disse se Giessings Jubellærere III 344.

2) K. D. VII, 554.

3) K. D. VII, 141, 268.

4) Pers. Tidsk. II 151. Giessings Jubell. I 274.

5) Kristoffer Lahme se Ingerslev II. 56-57.


511

ligen besøgt, betalt for sin Umage 24 Rdl. M. Daniel Asbach for tvende Aars Barberløn samt og for hans Opvartning og Besøgelse udi den sal. Mands Svaghed paa et Aars Tid 16 Rdl."

I Forbindelse med Lægekunsten skal alene her nævnes, hvad der vides om Badstuer i denne Periode.

En tydsk adelig Frue, der skulde bruge Bade for Sundhedens Skyld, skrev 1696, at dette kunde ikke ske, saa længe hun maatte bo i Kjøbenhavn, men om Somren rejste Folk af de højere Klasser til Udlandet især Aachen 1). Der fandtes imidlertid Badstuer her; saaledes bode efter hinanden i samme Hus i Løvstræde, hvilket Hus nu er en Del af Postgaarden, 1645 Adam Badstuemand, 1661 Jørgen Kruse Badstuemand, 1668 Povl Bader og 1685 Peder Mikkelsen Bader, men i sidstnævnte Aar brændte Huset 2).

En anden Badstue var i Springgade, nu Nr. 68 i Pilestræde, og tilhørte Johan Løve Badstuemand, efter hvis Død der holdtes Skifte 1681, af hvilket det ses, at der var Badstue i Baghuset (se foran S. 89). Den Valentin Løve Bader, der 1689 bode i Lille Helliggeststræde, var vel hans Søn.

1691 opnaade de 3 Badere Peder Mikkelsen Engel, Valentin Løve og Johan Pfeiffer 3) kgL Bevilling til, at ingen flere Badere maatte nedsætte sig og gøre dem Afbræk i deres Næring, da det vilde være til deres Ruin og Fordærvelse, om flere Personer ernærede sig af Baden og Koppen. Senere gjorde Bartskerne dem Indpas i Næringen, men det ses, at endnu 1723 bode her en Badstuemand Balthazar Gotlieb Kretschmer og 1726 tillodes det Bader Johan Heinrich Bechmann uhindret af Bartskeramtet at betjene Folk med at helbrede udvortes Skader 4). Men

__________

1) Secher, Danmark, I, 217.

2) K. D. VII, 115.

3) De to sidstnævnte tog Borgerskab 25. April 1694.

4) K. D. VII, 352, 577, 637; VIII, 577, 676.


512

disse Badstuer var forniodenlig paa den Tid kun til at bruge i Sygdomstilfælde og benyttedes næppe af Standspersoner.

Da Forordningen af 1. Maj 1683 havde paabudt ensartet Maal og Vægt, blev det 26. Jan. 1684 tilladt Magistraten selv at lade forfærdige de Maal og Vægter, som Stadens Indbyggere behøvede, hvorfor der paa Raadstuen skulde være en Kopi af Originalerne i Kommercekollegiet. Det blev derfor forbudt Kandestøberne at udarbejde eller sælge noget Slags Tinmaal uden til Magistraten under Straf af Borgerskabsfortabelse, hvilket Lavet tog Magistraten meget ilde op, og nogle Mestre erklærede, at de vilde arbejde for alle, som sligt Arbejde begærede af dem, men alle Mestrene blev 16. Sept. 1684 opkaldte paa Raadstuen og truede til at forholde sig rolige. Underfogderne gik omkring og gjorde Hussøgning efter de gamle Maal og fandt 197 gamle Maal, der blev slaaede itu. Undersøgelsen har dog ikke været grundig, ti 1690 siges de gamle og ny Maal at bruges i Flæng, hvorfor Salget af de ny Maal blev henlagt under O. Rømers Tilsyn, og Politiet fik Befaling om at gøre grundig Undersøgelse om ulovlige Maal. 1691 var Kandestøberne uvillige til at udføre Tinmaal for Rømer, fordi de ikke selv havde Lov til at forhandle dem, hvorfor der blev paalagt en høj Bøde for hvert enkelt Stykke, de forfærdigede paa egen Haand. 1696 fik Kjøbenhavns Magistrat tilligemed 4 andre Byers Magistrater i Danmark og Norge Tilladelse til at sælge Vægt og Maal, hver i sit Distrikt; under Kjøbenhavn hørte Sælands og Fyns Stift; først 1828 blev hele Landets Justeringsvæsen underlagt Kjøbenhavns Magistrat 1).

__________

1) K. D. VII, 63-64, 313, 329, 338, 493. E. Bruun, Nogle Oplysninger om Justeringsvæsenet i Danmark fra 1698 til vore Dage (Industriforeningens Kvartalsskrift 1864 S. 185-231).


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn mar 27 20:32:04 CEST 2005
Publiceret: søn mar 27 20:32:01 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top