eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse V

Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699
    - bog III, kap. V

Kbh., G. E. C. Gad, 1889

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

338

V.

Religiøse Forhold. Fremmede Religionsbekendere.

Om Borgernes religiøse Liv er det vanskeligt at give nogen Underretning. At alle aabenlyst bekendte sig til den rene uforfalskede lutherske Lære, at Søndagen højtideligholdtes ved Kirkegang, at den fornemste Læsning bestod i Andagtsbøger, det véd vi, men om Vanekristendom eller et virkeligt Liv i Gud var det overvejende, kan vi ikke ransage; den Masse Andagtsbøger, der blev udgivne, maa dog tyde paa almindelig Trang.

De pikante Titler, som mange af disse havde, tyder imidlertid paa en Tilbøjelighed til at tage det hellige humoristisk, ti det er ikke Enfoldighed alene, der fremkalder Titler som: Himmelvej, hvorledes et Barn udi 24 Timer lære kan at undgaa Helvede og indgaa i Himmelen, 1690; C. P. Hersløf, Tretten aandelige Politiforordninger, 1686; V. N. Holstebro, Catechismi Postebud eller Brevdrager, 1682; L. Sommer, Aandelig Frokost, 1671; Sjælens Apothek 1699; J. L. Aaskov, Catechismi Børns aandelig Mælk og Tyggemad, 1679; K. S. Bang, Den søde og velsmagende Catechismi Brystmælk, 1681, osv.

De Prædikensamlinger, der er bevarede, viser, at Guds Ord forkyndtes paa en Maade, der ikke vilde opbygge os. Nogle Prædikener var polemiske eg bestod i de heftigste Udfald mod Vranglærere, Kalvinister og Katholiker, andre bestod af en Sammenhobning af Skriftsteder med lærde Fortolkninger, eller var opfyldte med Citater af græske og romerske Forfattere, ofte i Originalsproget, atter andre var fulde af uventede og søgte Udtryk og Vendinger med Sammenstilling af Tanker og Billeder, der indbyrdes kun var i fjern Forbindelse.

"Dog", siger C. Rosenberg, "maa det fastholdes, at meget, som nu støder, dengang tvært imod fremmede Prædikenens opbyggelige Virkning. Det laa i Tidens Aandstilstand, at


339

man bedst forstod alle Livsforhold fra religiøst Synspunkt. Mange Emner, der nu synes fremmede for det opbyggelige Foredrag, kunde derfor bringes paa Bane i det uden Skade for Opbyggelsen. Uden Tvivl er f. E. mangen Gang den andægtige Taknemlighed, hvormed Altergæsterne nød Brødet og Vinen, bleven forhøjet ved Mindelsen om, at andensteds misforstodes og misbrugtes de hellige Naadegaver. Mangen Hentydning til bibelsk eller klassisk Literatur og Historie, som nu synes søgt og tilskrives Forfængelighed, kan være falden baade Præst og Tilhørere ganske naturlig; de dannede blandt Tilhørerne kendte kun disse to Tankeverdener, men var ogsaa tit bedre hjemme i dem end de fleste nu til Dags; selv Menigmand opfangede sikkert gærne, hvad der kunde falde af til ham fra en Lærdom, som alle saa op til med Ærbødighed, og mangen Hjærtet forædlende og Synskredsen udvidende Oldtidserindring er sikkert fra Prædikestolen bleven udbredt i vide Kredse. Overhovedet gjorde Kirken i stor Udstrækning den samme Tjeneste, som i vore Dage tilsigtes ydet af den historisk-kristelige Folkehøjskole" 1).

Det kan derfor ikke undre, at der i Prædikenerne ofte kom Hentydninger til Samtidens Forhold, hvilket i Enevældens Barndom let kunde komme Præsterne dyrt at staa. Hofpræsten Mathias Fos maatte saaledes 1662 rense sig for den Beskyldning, "at han baade i Byen og paa Prædikestolen skulde for dristelig have talt om Statssager og ladet slige Ord falde, som kunde desaffectionere kgl. Majestæts Undersaatter, og adskillige Personalia trakteret" 2).

Da der 1679 gjordes Taksigelse i Kirkerne for Fredslutningen, kom Sognepræsten ved Helligaands Kirke, Mag. Esaias Fleischer i Ulejlighed, "fordi han som en passioneret Patriot gav i ovenmeldte Taksigelse hel tydelig sin og fleres Ufornøjelse tilkende over Krigens slette Udgang paa vor

__________

1) Nordboernes Aandsliv III, 392, 398.

2) Zwergius, Det sælandske Cleresi S. 549-52. D. Saml. 2. R., V, 123.


340

Side formedelst de occuperede Stæders Restitution (Tilbagegivelse), idet han kaldte pacem nuperam (den ny Fred) en skiden og skammelig Fred, med mere deslige, hvorudover han blev af Bispen Dr. Bagger paa Kongens Befaling suspenderet ab officio (fra Embedet), og sprang der siden gode Penge for ham til dem, der talte hans Sag i Lave" 1). Selv Biskop Bagger havde 1684 været saa fritalende paa Bededagen 18. April, at han havde talt om Kongens Alliance med fremmede Religioner og Tyrker, hvorfor han blev suspenderet nogle Dage 2).

Den polemiske Prædiken gav sig i Kristian V's Tid særlig tilkende imod Calvinister og Katholiker, navnlig omtales Hofpræsterne Dr. Josva Schwartz eg Dr. Masius som deres ivrigste Modstandere. Den første gik endog saa vidt, at han selv i Dronningens Paahør fordømte Tilhængerne af hendes Tro, saa han blev forflyttet til et andet Embede.

Af søgte Prædikanter var Dr. Hans Sørensen Leth; da Jens Bircherod en Søndag 1675 vilde høre ham i Slotskirken, var Gangen ind til Kirken saa proppet med Folk, at han ikke kunde trænge sig igennem. Sognepræsten ved S. Nikolaj Kirke Mag. Mikael Henriksen, der var Præst over 40 Aar, ansaas for "den kristeligste Prædikant i Danmark". Af Satirikeren Jakob Worm kaldes han "Overengelen". Hofpræsten Dr. Peder Jespersen, "var i sit Embedes Førelse ikke alene yndig og behagelig men ogsaa alvorlig og nidkær og straffede Synden foruden Persons Anseelse" 3).

Til Forargelse var det stadige Kævl mellem Præsterne paa Kristianshavn, der aldrig kunde enes om deres Indtægter og i Anledning af hvilke der ofte blev nedsat Kommissioner. Da de havde Skriftemaal hver ved sin Menighed - Mathias Hildebrandt var nemlig tydsk Sognepræst og Præst for Garden,

__________

1) Bircherods Dagbøger S. 201. Zwergius S. 339-40.

2) Zwergius S. 682.

3) Bircherods Dagbøger S. 152, 159. Zwergius, S. 670.


341

medens Rasmus Byssing var dansk Sognepræst - chikanerede den første Hr. Rasmus ved at raabe saa højt, at hans Tilhørere blev forstyrrede, og saaledes var der sikkert mange Skandaler 1).

En Bodsprædikant omtales i Oktober 1661 i en Beretning fra den svenske Resident 2): "Jeg hører, at der er en ung Person, som efter endt Gudstjeneste i Kirkerne nogle Gange er traadt frem og har holdt en Prædiken, hvori han har formanet Staden til Bod og Bedring for dens Laster og især for dens Hoffærdighed. Han har ogsaa nylig i Kongens Nærværelse efter endt Prædiken traadt frem paa Slottet og har undskyldt, at han som en uværdig Person optraadte paa et saa helligt Sted, men han blev ved Guds egen Indskydelse dreven til at formane dem til Bod og Bedring; hvis man ej i Tide vilde omvende sig, skulde det inden kort Tid ske, at Kjøbenhavn, der nu kaldtes en Fristad, skulde blive kaldt en Blodstad".

Denne selvkaldede Prædikant var en 32aarig theologisk Kandidat Jesper Kønechen, der allerede under Belejringen havde forsøgt at faa Borgerne og Studenterne til at nedlægge deres Vaaben, da Krig stred mod Kristendommen, ligesom han skrev Breve af samme Indhold til Karl Gustav. Paa den Tid var det blevet ham forbudt at bestige Prædikestolen, men 1660-61 tog han flere Gange Ordet i Kirkerne, første Gang i S. Nikolaj Kirke, fordi han havde set nogle Folk "i overdaadige Klæder med Plumatzer". En anden Gang talte han en Mandag efter Syvslags-Prædiken i Helligaands Kirke om at vogte sig for Eder og Banden, og oftere talte han i andre Kirker; to Gange havde han endog talt, medens Præsten stod paa Prædikestolen.

Efter sin Tale til Kongen i Slotskirken synes han en Tid at være holdt fangen, men 1663 tog han Anledning af

__________

1) Geh. Ark. Aflev. fra Just. Min, 14, 131.

2) Beckers Saml. I, 264-65.


342

den af Biskop Svane forfattede Takkebøn for Stormen 11. Febr., hvori Kongen var kaldt Herrens Salvede, til offentlig at udtale sig imod at give jordiske Konger Prædikater, der kun tilkom Kristus alene, ligesom han paastod, at det var Kristne forbudt at udøve verdslig Øvrighedsmagt. Han blev derfor tiltalt og dømt i Kongens Naade og Unaade og han blev landsforvist, hvorpaa han drog til Holland og døde i Lybek 1715.

Han havde en Broder Kristian Kønechen, der beskrives af en, der saa ham i Aarene 1686-87 "som et stort, stærkt kødfuldt Menneske", der "gik og togrede ligesom ikke rigtig i Hovedet, som han heller ikke var; dog gjorde han ingen noget ondt, gik med et stort, tykt Spanskrør med en Benknap paa i Haanden, truede og skændtes, hvor han gik, ligesom han havde nogen at tale med eller som han saa en malum Genium (ond Aand), som fulgte ham, hvilken han undertiden snakkede vel med, undertiden skændtes og skældede ham, sigende: Vrænger du Mund? Griner du ad mig? og slog derpaa med Kæppen løs til det Sted, hvor han sagde, at han stod. Gik saaledes ofte hele Timer, endog under Gudstjenestens Forretning, i Vor Frue Kirke neden under Taarnet frem og tilbage imellem Gyldenløves og Grevinde Samsøs Begravelser, og fordi man var saa vant til ham, lod enhver ham gaa, og ingen kerede sig efter ham" 1).

Raaheden iblandt Soldaterne giver sig tilkende i følgende gudsbespottelige Handlinger.

"28. Marts 1690 stod en Korporal af det kurlandske Regiment, hvilken H. kgl. M. med Livet havde benaadet, udi den tydske S. Peders Kirke offentlig Skrifte. Aarsagen var denne, at bemeldte Korporal, som er født udi Danzig, sig til den onde Aand med sit eget Blod havde forskrevet og desforuden ham de Børn, som han avlede, tilsagt har.

__________

1) Ny kirkehist. Saml. III, 225-61.


343

Samme Tid, som han bemeldte Haandskrift til den onde Aand paa et vist Sted skulde henbringe, blev han halv afsindig, hvorved hans gruelige Gærning blev aabenbaret".

"15. Marts 1687 er tvende Soldater af det sælandske Regiment paa Grønland bleven halshuggede; deres Misgærning og Forseelse var, at den ene den anden lært havde, at naar han Hostien for Alteret af Præsten annammet havde, han da det i den onde Aands Navn igen skulde udtage og i et Tørklæde indsvøbe, saa kunde han adskillige Kunster og løsagtige Stykker dermed forrette, hvilken ugudelig Gærning han og for nogen Tid siden udi S. Peders Kirke øvet har, hvorfor de begge efter velfortjente Løn og Straf ere blevne henrettede" 1).

Reformert Gudstjeneste havde vel af og til fundet Sted i de nederlandske Gesandters Bolig, men den Gesandt, der var her 1666, klagede over, at i de 10 Aar, han havde bot i Kjøbenhavn, havde han maattet forskrive Præster til at døbe hans Børn.

Kristian V's Dronning Charlotte Amalie, der var reformert, havde fra 1667 sit eget Kapel paa Slottet og sin egen Hofpræst, men til Gudstjenesten der maatte end ikke den nederlandske Gesandt møde, idet den alene var for Dronningen og hendes Tjenerskab. Gesandten forestillede ofte sin Regering det stødende i, at han ikke kunde deltage i sin Tros Gudstjeneste og gjorde navnlig 1676 opmærksom paa den Mængde Matroser, Kongen havde ladet hverve i Holland, og som altid kom i hans Hus for at høre Guds Ord, naar de var i Land, ligesom Kongen havde forskrevet en stor Mængde Skibstømmermænd med deres Familier. Det var vel under Livsstraf samme Aar forbudt enhver af fremmed Religionsbekendelse at øve sin Religion undtagen Gesandterne og deres Husstand i deres egne Huse (altsaa af reformerte foruden den hollandske den brandenborgske Ge-

__________

1) Extraordinære Relationer.


344

sandt), men det blev dog betydet den hollandske Gesandt, at man vilde se igennem Fingre med Gudstjenesten i hans Hus, da der ved Forbudet især var taget Sigte paa Katholikkerne. Der var altsaa dog 1676 et hollandsk Gesandtskabskapel. der forblev i Kraft til 1799 1).

1683 begyndte i Frankrig Forfølgelserne imod de Reformerte, hvilket allerede dette og følgende Aar bevægede mange til Udvandring, men især efter det Nanteske Edikts Ophævelse blev mangfoldige Mennesker nødsagede til at forlade deres Fædreland. Af saadanne kom ikke faa til Kjøbenhavn, men da der ingen Beskyttelse var for dem, tog^ ikke faa af dem til Brandenborg, hvis Regering forstod at holde disse vinskibelige Folk til sit Land.

Det er foran omtalt, hvorledes Regeringen søgte at indkalde Fremmede til Fremme af Manufakturerne, men dette blev for en stor Del frugtesløst, da Gejstligheden stadig fraraadede at give de Fremmede fri Religionsøvelse; hertil korns politiske Grunde, fordi man mente, at forskellige Religionsøvelser vilde fremkalde Splidagtighed i Folket og fordi de Reformerte antoges for at have Tilbøjelighed for republikansk Forfatning. Imidlertid virkede Dronningen for sine betrængte Trosfæller; det fortælles, at hun gik ind paa at modtage Kongens uægte Børn med Grevinde Meth paa den Betingelse, at Kongen tillod de Reformerte fri Religionsøvelse, hvilket skede ved Reskripter af 3. Jan. og 11. April 1685.

Allerede 2. Jan. 1685 havde Kongen tilskrevet Overrentemester Brandt, at da der i England, Holland og Hamborg fandtes adskillige Reformerte, der var sindede at nedsætte sig i Kongens Riger, skulde han ved Kongens Faktorer lade dem vide, at dersom der var nogle, som havde Kapital eller var gode Haandværkere i Silke- og Uldenmanufakturer og havde Lyst til at begive sig til Kjøbenhavn,

__________

1) Beckers Sml. II. 388. Danske Saml. 2. R. III, 65-66, 69, 89-90. Dansk Minerva 1816, III, 54.


345

skulde der forsikres dem fri Religionsøvelse; Haandværkerne skulde faa fri Rejse, de vilde faa fri Bolig og Arbejdsløn efter Billighed, og hvis de ikke ønskede at forblive her, maatte de uhindret nedsætte sig, hvor dem lystede, i andre Stæder i Danmark, hvor Kongen vilde lade bygge fri Husværelser og fri Pladser til dem 1).

1. Nov. 1685 indviedes en foreløbig Kirke i Vigant Michelbeckers Gaard (nuv. Prinsens Palais), i Dronningens Nærværelse, ved hvilken Lejlighed den engelske og hollandske Gesandt blev utilfredse med deres Pladser. Om Formiddagen prædikedes Tydsk, om Eftermiddagen Fransk, og der var meget godt besøgt, men ikke af Franske, idet der siden Privilegiernes Udstædelse endnu kun var kommet hertil en gammel Frue med Familie, og ikke en Haandværker 2).

De Reformerte fik først Tilladelse til at opføre en Kirke paa Kristianshavn, og Kongens Hofskildrer Jakob d'Agar fik Tilsynet med dens Bygning 3). Imidlertid skænkede Kongen 24. Juli 1687 en anden Plads ud til Gotersgade, der var hjemfalden til Kongen, fordi den ikke efter Forordningerne var bleven bebygget til Gaden. Dronningen skænkede 10,000 Rdl. og d'Agor tilligemed en af Præsterne samlede Penge i Udlandet, saa Grundstenen allerede 20. April 1688 kunde lægges af Dronningen selv, der var ledsaget af sin Hofstat og Daniel Abbestée, en af Menighedens Forstandere. Murstenene til Kirken og de 3 Præsteboliger, ialt 1,600,000, indførtes fra Holland imod modereret Told 4). 10. Nov. 1689 fik Kirken sin Indvielse uden megen Ceremoni i Dronningens Nærværelse 5). Af Pladsen blev en Grund udvist til Bolig for Præsterne, der opførte Husene for egen Regning, imod at disse skulde tilbydes Kirken, hvis man blev nødt til at afhænde dem ved Dødsfald eller Fraflyttelse 6).

__________

1) Nyt theologisk Bibliothck XVI, 190-91.

2) D. Sml. 2. R. V, 158-50.

3) K. D. VII, 93, 95, 117, 236-37.

4) Kgl. Resol. 10. April 1688.

5) D. Mag. III, 310.

6) K. D. VII, 236-37.


346

Den ny Menighed fik allerade det første Aar adskillige Ubehageligheder. Præsten ved den hollandske lutherske Kirke klagede over, at en af hans Sognebørn havde ladet sin Hustru gaa til Alters hos de Reformerte; paa andre Steder blev der anket over, at Præsterne havde døbt lutherske Børn og viet Lutheranere, hvilket alt fremkaldte et kgl. Reskript af 6. Sept. 1690, hvori der bebrejdedes dem, at de havde misbrugt den kgl. Naade. Det paalagdes derfor herefter de Reformerte, at de skulde tage Borgerskab og aflægge Troskabsed, højtideligholde de kirkelige Festdage, som var paabudte i Danmark, og maatte ikke holde særlige Festdage; Gudstjenesten skulde holdes paa samme Tid som i de andre Kirker, men de maatte ikke have nogen Klokke til at ringe Menigheden sammen. Ved blandede Ægteskaber skulde Vielsen foretages af en lutheransk Præst og Børnene opdrages i sidstnævnte Tro. Deres Tvistigheder maatte de ikke afgøre selv, men Kongen beskikkede 2 Deputerede, der kunde paase, at Kongens Højhed ikke blev krænket.

Den engelske Minister gjorde forgæves Forestilling herimod, men ogsaa efter dette Reskripts Udstædelse var de reformerte Præster uforsigtige. Præsten i Gentofte klagede over, at den Calvinske Præst døbte Børn paa Jægersborg, hvilket havde fremkaldt Anfægtelser hos Bønderne. Faren drev imidlertid over ved Dronningens Beskyttelse 1).

Man maa ikke tro, at denne Indvandring af franske Reformerte var betydelig. 1682 var her 67 Familier med 116 Personer, ved 1694 215 Individer, af hvilke 36 var Officerer, og Mourier opgiver, at Menigheden aldrig har haft over 300 Individer af alle Aldere og Køn. Den tydske Menigheds Størrelse opgives ikke, men naar man efterser Kontorchef M. Rubins Lister over Døbte 2), findes det, at

__________

1) Kirkehist. Sml. 3. R. III, 161-64. D. Sml. 2. R. IV, 207-08. V, 319. Instrux for de deputerede af 11. Okt. 1690 i Geh. Ark. Reg. 30. Kirker, 2, 3 med flere Dok. om samme Sag.

2) Hist. Tidsskr. 5. R. III, 521.


347

Gennemsnittet for begge Menigheder i Aarene 1687-1701 giver 21 aarlig, hvilket giver en Befolkning af 6-700 Personer; det ses, at dette Tal endog bliver mindre ind i det 18de Aarh., saa vi ikke kan anslaa de tydske Reformerte til mere end 400 Personer.

De franske Reformerte tilhørte alle Stænder: Adelsmænd, Officerer, Købmænd, Kunstnere, Videnskabsmænd, Fabrikanter og Haandværkere, men af de oprindelig indvandrede Familier findes kun 3 tilbage, nemlig Larpent, Fontenay og Mazar de la Garde, hvilke i Begyndelsen af dette Aarhundrede endnu hørte til Menigheden, medens de andre da enten var uddøde eller gaaede over til Luthers Lære 1).

Uagtet romersk katholsk Gudstjeneste var forbudt, havde man dog ikke kunnet undgaa, at saadan blev holdt i de fremmede Gesandters Huse. Saaledes søgte Katholikerne i Frederik III's Tid først til den spanske, siden til den kejserlige og derefter til den franske Gesandt. Da den danske Legationspræst i Wien 1663 blev udvist, maatte det kejserlige Gesandtskabs Præst ogsaa forlade Kjøbenhavn 2).

1671 søgte den franske Ambassadør Terlon om Tillaladelse til at opføre et katholsk Kapel, hvilken Sag forhandledes i Statsraadet, hvor Meningerne var delte, idet mange mente, at forskellige Religioner i et Land vilde fremkalde Uroligheder. Den Mening vandt dog Sejr, at Terlons Ønske kunde opfyldes paa Betingelse af, at der ikke holdtes offentlige Processioner, ikke blev talt eller skrevet imod den

__________

1) Fortegnelse over de indvandrede Familier i Dansk Minerva 1816, III, 68-70. Hovedkilden til Oplysning om den reformerte Menighed er Mouriers Afhandling om Charlotte Amalie i Dansk Minerva 1816, II-III og Kirkehist. Saml. 3. R., III, 144-69.

2) Beckers Sml. II, 5, 288. Dengang bode den kejserlige Gesandt i sin egen Gaard, nuv. Nr. 22 paa Østergade. 1682 bode han i Jørgen Bjelkes Gaard paa Kjøbmagergade, nuv. Nr. 42; den spanske Resident bode sidstnævnte Aar paa Vestergade i Raadmand Bartholomæus's Gaard, nuv. Nr. 2.


348

lutherske Lære, ikke gjordes Propaganda, at Munkeklæder ikke maatte bæres, at Magistraten havde Tilsyn med Ægteskabsforbindelser og at Katholiker som andre Indbyggere skulde yde Afgifter til Præster, Skoler og Kirker, men "Fundamentet til benævnte Frihed bør være fremmede Religioners Tolerance til Kommerciernes Flor".

26. Sept. 1671 gav Kongen altsaa Terlon Tilladelse til at bygge et Hotel med en Kirke eller et Kapel 1).

Det var nu rigtignok uheldigt, at en af Terlons Jesuiterpatre udgav et Skrift, der vakte saa megen Forargelse, at Regeringen forlangte, at det skulde brændes, fordi Forfatteren udtalte, at Nadveren, som den blev nydt af Lutheranerne, ikke var den rette Nadver, da hverken Biskopper eller Konger kunde udnævne Præster. Det blev nu forbudt at indføre tydske Bøger, der handlede om afvigende Tro, og det blev ikke til noget med det paatænkte Kapel.

Den Imødekommen, som Regeringen havde vist mod Katholikerne, hvilken ogsaa var indbefattet i Kommercekollegiets Forslag om, at alle fremmede Handlende frit maatte udøve deres Religion, fremkaldte voldsom Modstand, og Biskop Johan Vandal bebrejdede Kongen, at han hørte efter, hvad halve eller hele Atheister sagde, hvorved væsenlig sigtedes til Griffenfeldt, der endnu i højere Grad fremkaldte en berettiget Opposition ved sine Forhandlinger om Prins Jørgens Valg til Konge i Polen og deraf følgende Overgang til Katholicismen. Den store Videnskabsmand Niels Stensen, født i Kjøbenhavn, hvem Griffenfeldt 1672 havde ansat som Lærer i Anatomi ved Universitetet, uagtet han i Udlandet havde forladt sine Fædres Tro, forlod atter Fædrelandet efter to Aars Forløb paa Grund af den store Uvilje, som vistes mod Katholikerne 2).

Efter Griffenfeldts Fald 11. Marts 1676 udstædtes der endog Forbud mod, at andre end Gesandternes egen Hus-

__________

1) D. Saml. 2. R. VI, 369-75.

2) A. D. Jørgensen, Niels Stensen S. 177-87.


349

stand maatte være tilstede ved Gudstjenesten i deres Huse, ved hvilken Foranstaltning man vilde stanse Papismens Udbredelse, da i Løbet af 3 Aar over 800 Lutheranere sagdes at være traadte over til denne 1). Hvorvidt dette er rigtigt, er dog tvivlsomt, ti i et Mandtal over fremmede Religionsbekendere fra 1682 opgives der kun 71 katholske Familier med 169 Personer 2).

1685 beretter den svenske Gesandt, at Katholikerne var voksede til et stort Tal, uagtet de ikke havde nogen offentlig Religionsøvelse uden hos den franske Gesandt, men deres Menighed var ligesaa stor som en af de største i Staden, "og vide Jesuiterne at tage sit Tempo i Agt og snige sig hemmelig ind, idet de ingen Sky har for at skaffe sig Indpas i fattige Folks Huse forat tvinge dem til Frafald, naar de er syge eller paa det yderste" 3).

Samme Aar gør Biskop Bagger Indstilling til Kongen om, at der her i Staden "findes de, som ere omhyggelige for at stjæle os vore Børn fra, som fødes af lutherske Forældre, forat undervise dem udi den papistiske Kætteri og Vildfarelse og siden bortføre dem til Frankrig. Paa denne Maade skal 12 Børn af temmelig Alder i dette Aar være os berøvede og nylig med forrige Ambassadør Marqvis de Villars Bagage forskikkede til Paris, hvor de siden her og der ere adspredte i deres Klostre. Man ser ligesaa stor en Forsamling i den franske Ambassadørs Messe som i en Del af vore egne Kirker, saa vokser det Ukrudt daglig iblandt os" 4).

Ved Reskr. af 17. Nov. 1685 tillod Kongen dog den katholske Menighed at bestaa.

1688 maatte Kongen forbyde at lade nogen papistisk Præst komme ind i Stokhuset eller betjene Fangerne ved

__________

1) D. Sml. 2. R. III, 9, 65, 90.

2) Geh. Ark. Reg. 30, 7, 3.

3) Danske Sml. 2. R. V, 149-50.

4) Kirkehist. Sml. 3. R., III, 157.


350

deres Henrettelse, "hvorved baade de udi deres Vildfarelse bortdø og andre enfoldige overværende forføres" 1).

1690 skriver den svenske Gesandt, at de Katholske faar mere og mere Indpas og der gøres her ingen Indsigelse imod, at en Luthersk gifter sig med en Katholsk, og det i fornemme og hæderlige Huse; man hører ogsaa, hvorledes en og anden af de enfoldige bliver forledt til Affald og ikke tiltales nogen derfor 2). Begeringen viste sig ogsaa mild ved Forseelser, som naar 4 Personers Bøder betydelig blev nedsatte, fordi de havde ladet deres Børn døbe af en katholsk Præst 3).

Biskop Borneman indberettede 27. April 1699 til Kongen:

"Her gaar et stærkt Rygte udi Staden, hvorledes de katholske Præster eller Jesuiter skal indsnige sig her og der iblandt Menighederne og døbe fattige Folks, besynderlig Soldatesqvens Børn, saavel som forrette andre præstelige Funktioner, og det under den Prætext, at de gør det af en kristelig Kjærlighed, og begærer slet intet derfor. Item siges der at være en besynderlig Jesuit eller Pater iblandt andre, som den afrejste polske Gesandt skal have ladet efter sig her i Staden, der nu har ingen Tjeneste, hvilken skal omløbe meget blandt Indbyggerne og saa sin Klinte her og der. Item siges den franske Ambassadørs Præst at lokke fattige Folk og Børn til deres Menighed ved Gaver og Almisse, ja bortsende adskillige Børn herfra under Foregivende, at der er en luthersk Kirke til Rom, hvor unge Børn for intet opfødes og oplæres paa bedste Maader. Item siges der paa adskillige Steder at udspredes katholske Kathekismi, som uden Tvivl nedre ved sal. Kammertjener Weibergs Huse 4) er fornummet. Item siges adskillige baade af Byens Indbyggere saa vel som Hoffets Lakajer og Tjenere at indgaa

__________

1) K. D. VII. 232.

2) D. Sml. 2. R. V, 312.

3) K. D. VII, 428.

4) Paa Slotsholmen ved Højbro.


351

i den franske Messe og Menighed, Andre, som det ser og hører, til stor Forargelse".

Dette gav Anledning til et Reskript af 29. April 1699 1) til Politimesteren om at faa Underretning om, hvor mange Børn, der var døbte i det sidste halvandet Aar og af hvem, og især i al Stilhed have Øje med den franske Ambassadørs Præst.

Politimesterens Beretning om Katholikerne af 25. Okt. 1699 indeholder bl. a. følgende:

"Har jeg ideligen ladet efterse, hvem her i Staden som søger den franske Ambassadørs Menighed i hans Hus for at høre tydsk og fransk Prædiken, som der holdes af hans havende tvende Patres, hvoraf den ene skal paa et halvt Aars Tid have lagt sig efter det tydske Tungemaal og prædiker Tydsk. Der er og nylig hidkommet endnu en af det Slags Patere, som og prædikede Tydsk nu i Søndags sidstforleden derude".

"En Del af E. K. M.'s egne Betjente, som er af den katholske eller papistiske Religion, saasom Trompetere, Lakajer samt Officerer og andre, saa og af hans høje Excellence Hr. Statholder Gyldenløves og af Hr. Grev Reventlovs Betjente, item Hr. General Schacks franske Mademoiselle og fleres, foruden en Del af E. K. M.'s Indvaanere her i Staden, deriblandt Justitsraad Worms Frue, og fornemmes, at hun skal være over samme Menigheds Almisse at uddele til de Nødlidende, under hvilken Prætext og rige Almisseuddelelse sig vel adskilligt kunde tildrage, at gemene fattige Folk kunde til deres Religion føres, saasom derforuden naar deres Gudstjeneste er endt, og en Del fattige Folk, særdeles af Soldaterkvinder og Børn og deslige, som jo længer jo mere tiltager og gaar der ind i Kirken, hvor de og forbliver, indtil alle Papisterne først er udgaaede, saa har en af de Patres der først en Tale til dem, hvorefter de da kommer ud af Kirken og bliver saa i Porten staaende, indtil denne

__________

1) K. D. VII, 558-59.


352

Pater kommer straks med Almisse til dem at uddele, og giver dem af vores Religion mere og villigere end dem af deres egne Fattige, særdeles Børnene, hvilke han meget venligen omgaas med, som var vel nødigt at hindre, at de blev derfra.

"Endnu er i saa Maader forefaldet, hvorledes en Pige ved Navn Helene Marie Francisca, som er omtrent en 17 Aar gammel, hvis Fader ved Navn Anthone Galleista er af den papistiske Religion og Soldat under Oberst Bassettes Kompagni, hendes Moder navnlig Marie Iversdatter er luthersk og dansk, født her i Sæland, er døbt Anno 1683 af en Jesuit hos den Tid da her værende Ambassadør, hvorved er at observere og at slutte, at de franske Ambassadører maa paa den Maade endelig holde og efterlade dem en Kirkebog til nogen her i Staden, naar de bortrejser, at leveres til Efterkommerne, eftersom en af denne Ambassadørs Patres kan give Attest for Barnedaab, som for en 16 Aars Tid siden her er passeret, men ellers har forbemeldte Pige dog i hendes Opvækst altid fulgt Moderen i luthersk Kirke indtil ongefær imod en 2 Aars Tid, da hun skal have maattet følge med sin Fader i den katholske eller papistiske Menighed og der imidlertid bleven bragt til samme papistiske Religions Bekendelse, sidst af en tydsk Jesuit, som den senest her værende polske Minister sig skal have efterladt og logerede hos Mester Philip Hacqvarts Søn, som og er katholsk, Doktor Kristian Vilhelm Hacqvart, boende i Løvstrædet. Samme Jesuit prædikede Tydsk for itsige franske Ambassadør, hvilken har informeret denne Pige paa en 12 á 13 Ugers Tid udi en tydsk katholsk Kathechismus og derefter hende med flere danske Piger Sakramentet meddelt i den franske Ambassadørs Hus. Lidet derefter rejste denne Jesuit bort og lovede at ville komme herhid igen med flere tydske katholske Bøger, som man dog ej har fornummet til, men hun er dog siden bleven ved at gaa der i Prædiken og siger ej at ville forlade den Religion igen, hvorover jeg efter slig Bekendelse har ladet tage hende udi civil Forvaring


353

indtil videre, paa det hun ikke ellers skulde af nogen Jesuit eller andre blive bortpraktiseret". 1)

Da Katholiker ikke kunde have Borgerskab, fandtes de formodenlig mest blandt de lavere Klasser og de hvervede Soldater. Undtagelsesvis fik Claudi Bruno af den katholske Tro 1690 Delagtighed i de andre Silke- og Fløjelsvæveres Privilegier 2); derimod blev Borgerskabet opsagt 1681 for en Kræmmer Henrik Struve, og Kræmmerne turde ikke optage ham i deres Lav, men tilbød ham som en anden Fremmed et Kontor i deres Kompagnis Gaard, at han derfra kunde forhandle sine Varer paa Torvedagene. 3)

De portugisiske Jøder havde allerede 1657 faaet Tilladelse til at opholde sig i Landet og drive Handel og Vandel, og af dem havde flere Familier taget Ophold, der ikke alene var taalte, men ogsaa ansete og beskyttede af Kongerne, hvem de ofte ydede Bistand med Pengeomsætninger. 8. Marts 1678 fik Magistraten Befaling om "at I alle Jøder, som sig nu her befinde og ikke med vores Gelejdsbreve ere benaadede, lader tilsige inden 8 Dages Tid sig herfra at begive under Straf, som vedbør". Ligeledes udkom en Forordning 16. April 1681, der forbød Jøder at opholde sig i Kongens Riger og Lande, med mindre de havde særligt kgl. Pas, men da denne Bestemmelse fortolkedes som ogsaa sigtende til de portugisiske Jøder, fik disse efter Ansøgning af Diego Teixera de Matos udvirket et særdeles smigrende kgl. Reskript af 30. Juli 1684, at de portugisiske Jøder som hidtil skulde beholde deres Privilegier, ikke alene i Henseende til en Del af dem, som stod i Tjeneste hos andre Potentater og betjente anselige Bestillinger, men ogsaa for deres eget skikkelige Forhold i andre Maader.

__________

1) Geh. Ark. Aflev. fra Just. Min. Skab 14, 320. Politimesterens Beretning indeholder adskillige andre Exempler.

2) K. D. VII, 315.

3) Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet 1651-1861, S. 38.


354

1682 fandtes her dog kun 7 jødiske Familier paa 19 Personer.

Kongen gjorde imidlertid snart en Afvigelse fra sit tidligere Paabud, idet han 16. Decbr. 1684 tillod de tydske Jøder, Hofjuvelererne Israel David og Mejr Goldschmidt, at bo i Kjøbenhavn, hvor de tilligemed andre af den jødiske Nation, der opholdt sig her med kgl. Tilladelse, i disse tvendes Huse maatte forrette Morgen- og Aftengudstjeneste. 1)

Da der nu indsneg sig adskillige andre Jøder under det Paaskud, at de hørte til den portugisiske Nation, fik Politimesteren 16. Nov. 1686 Befaling om at undersøge, hvor mange Jøder der opholdt sig i Staden, hvilken Tilladelse de havde til at opholde sig her og hvoraf de ernærede sig. Det blev dernæst 31. Marts 1688 forbudt tydske Jøder i det hele at opholde sig i Danmark og Norge, endog dem, der tidligere havde faaet Privilegium paa Tobakspinderi, med mindre de stillede Kavtion for inden et Aar at kunne bygge sig paa Kristianshavn et grundmuret Hus, mindst paa 6 Fag og 2 Loft højt, 2) men 4. Avg. samme Aar blev denne Befaling taget tilbage, og det blev tilladt Tobakspinderne fremdeles at drive deres Forretning, da de ikke havde Midler til at opbygge grundmurede Huse, kun at de selv købte sig Ejendomme. 3)

Allerede tidligere har der dog været Jøder her som Tobakspindere, ti 1680 indstillede de 32 Mænd "at den femte Post i Kommercetraktaten angaaende alle Jøders Banissement (Fordrivelse) maa udstrækkes til de Jøder, som opholder sig hos Tobakspindere og andre under Paaskud af Privilegier, og at samme Nation, hvis Nærværelse og Intriger en Tid lang er befunden at have været denne Menighed meget forargelig og skadelig, maatte alvorlig og strengelig tildrives at adlyde Kongens Mandat, saa Kongens egne nød-

__________

1) Nathanson, Jødernes Forhold og Stilling, S. 7.

2) K. D. VII, 214-15.

3) K. D. VII, 236-37.


355

tørftige Undersaatter selv maa nyde det Brød, som en Tid lang af disse Ukristne er blevet dem betaget".

Det var altsaa Tobaksindustrien, der gav de tydske Jøder Indpas i Staden; af saadanne med særlige Privilegier forsynede Personer kan nævnes David Israel, Adam Levin, Moses Cantor, Josef Levin, Levin Abraham. Andre som Abraham Cantor og Johan Vitte Getzel fik Tilladelse til at handle med Juveler og Klæder og "for godt Folk udsætte og forhandle"; ved de andre Privilegier omtales ikke Næringsvejen. Josef Abraham fik 1689 sin Tilladelse til Ophold her paa Betingelse af at bygge det forlangte grundmurede Hus, medens Henrik Fürst og de 2 Brødre Moses Mejr Goldschmidt og Just Goldschmidt maatte give 50 Rdl. om Aaret, indtil de byggede Hus, men saa var de aldeles fritagne for Skatter. Derimod fik Magnus Gabriel 1699 Tilladelse til at handle og vandle lige med en Borger, naar han havde taget Borgerskab, og dette blev siden Regelen, at de skulde tage Borgerskab. I Begyndelsen skulde de ogsaa have særlig Tilladelse til at gifte sig, men dette ophørte efterhaanden.

1694 købte Axel Cantor, Abraham Cantor, Mejr Goldschmidt og Ruben Fürst med flere af de hebraiske Jøder en Begravelsesplads udenfor Nørreport af Byen for 200 Rdl. 1)

Disse Friheder for Jøderne var mange til Forargelse. I en Indstilling til Kongen af 5. Okt. 1692, 2) gør Politimesteren opmærksom paa, hvilken Uorden det kunde medføre, at de var blevne fritagne for at bygge selv, især da de, der havde Tilladelse til at bo i en eller anden Købstad, ikke alene næsten alle havde begivet sig til Kjøbenhavn,

__________

1) 1708 købte de end videre en Byggeplads derved for 100 Rdl. 1715 købte Isaak Granada og de øvrige portugisiske Jøder en Begravelsesplads op dertil for 100 Rdl. Begge disse Kirkegaarde samledes under et 1748. 1768 blev den jødiske Kirkegaard udvidet med næsten ligesaa megen Grund, som den havde tilforn. Det er samme Kirkegaard som den, der endnu findes i Møllegade.

2) Geh. Ark. Aflev. fra Just. Min. Skab 15, 60.


356

men endog rejste uhindret omkring og gav andre Jøder Lejlighed til at indsnige sig og strippe Landene igennem. Hvis det ikke kunde tilstedes dem at beholde deres Begravelsesplads udenfor Nørreport, kunde der udvises dem en anden paa Amager, da de jo skulde bo paa Kristianshavn, eller ved Pesthuset, og der kunde de bygge en Synagoge. De burde ikke have kristne Tjenestefolk af Kvindekønnet, og deres Svende og Drenge burde ikke være i deres Huse om Natten. Det skulde forbydes Kristne at huse Jøder, og de burde ikke være ude af deres Huse om Somren efter Kl. 9 og om Vintren efter 7; om Lørdagen skulde de helst holde sig helt hjemme. De skulde holde de samme Dage hellige som de Kristne, idet de da ikke maatte arbejde, men det skulde ikke være forment, men snarere pligtigt, dersom nogen af Professorerne fik i Sinde og havde Lyst til at konferere med en og anden om deres Omvendelse, at de da mødte hos denne. Hvis en Jøde besov nogen Kristen eller lod sig finde i berygtede Huse, skulde han have sin Boslod forbrudt og anden Gang straffes paa Livet. Ingen Jødes Vidnesbyrd mod en Kristen burde staa til fuld Troende og skulde aldeles intet gælde i Æres og Livs Sager uden imellem dem selv indbyrdes.

Som Politimesteren mente, saaledes var sikkert det almindelige Ønske, men Regeringen havde en friere Opfattelse. Hvad Menigmand tiltrode Jøderne, ses af en Retssag 1699. Den ovennævnte Mejr Goldschmidt, der vistnok var en vel anset Mand og som havde faaet Lov til at høre under Borgrettens Jurisdiktion, meldte en Dag til Byfogden, at der var kommet en fattig Kvinde ind i hans Hus og havde spurgt, om her ikke bode en rig Jøde, da hun havde et Barn at sælge, ti en gammel Kvinde havde sagt, at Jøderne brugte Blodet af Børn. Hun forklarede, at hun intet havde at ernære sig og sit Barn med, og da hun paa Gaden havde truffet en gammel Kvinde, til hvem hun beklagede sig, havde denne sagt: "Giv eder tilfreds og gaa til Jøderne, spørg kun


357

efter den rige Jøde, som bor ved Brolæggerstræde, 1) han køber Børn". Hun trode, at de skar Hul paa Børnene og sugede Blodet af dem. Hun blev dømt til Kagstrygning, men benaadedes med at komme i Børnehuset. 2)

Nogle enkelte Jøder gik over til Kristendommen. Saaledes findes i Frederiksberg Kirkebog: "28. Maj 1688 en Jødepige kristnet her i vores Kirke af Mag. Møller, blev kaldet Kathrine Kristiane, havde (var gift med) tilforn Abraham. Var 7 Faddere mig ubekendte af Hoffet". 1. Nov. 1693 døbtes i Slotskirken en Jøde ved Navn Moses Jessarum med Navnet Kristian Frederik. 3) Saadan Daab af Jøder og dermed i Klasse stillede Negere og Tyrker synes at have været Begivenheder, for hvilke Hoffet havde særlig Interesse. I Frederiksberg Kirke blev 16. Maj 1684 døbt en Morian fra Slottet med Navnet Kristian Karl Frederik. Faddere var Prinserne Frederik og Kristian, Gehejmeraad Wibe, Dronningens Hovmester og Hofmarskalk Lützow, hvilket ogsaa omtales i Maanedlige Relationer. 9. Marts 1688 lod Hertugen af Würtemberg, Generalløjtnant og Oberst ved Livgarden, døbe i den tydske Kirke en Tyrk, som han havde bragt med sig fra Ofen.

14. Juni 1689 døbtes 4 Jøder og en Tyrk i Slotskirken; 22. Dec. 1693 i Nikolaj Kirke en voksen Morian "med sirlige Ceremonier" og i Slotskirken døbtes 29. Nov. 1693 4 Indianere, alle opnævnte med Kongehusets Fornavne, men med Stamnavne som Thuerecht, Tugendlieb, Gottlieb og Gotthold. 4) Ved saadanne Lejligheder blev der givet Faddergaver af Tilskuerne. Maanedlige Relationer fortæller, at 13. Marts 1693 døbtes i Tydsk Kirke en Jøde med Navnet Kristian, hans Kone med Navnet Charlotte Amalie og Datteren med Navnet Frederikke. "Faddergaverne fremstilledes offentlig i et stort Bækken".

__________

1) Badstuestræde Nr. 20.

2) Byfogedens Regnskab 1699.

3) Bircherods Dagb. S. 278.

4) Frederiksberg Kirkebog. Bircherods Dgb. S. 280, 281. Maanedlige Relationer.


358

At Jøderne i øvrigt drev Pengeforretninger og Laan mod Pant, ses foruden af andre Omstændigheder ogsaa af et Digt af J. S. Sehested fra c. 1670:

"Jeg pris og frygter Gud og elsker jeg min Næste
pligtskyldig som mig selv, jeg hader Avind, List,
hvad er en Jøde vel imod en troend' Krist:
Et Legem uden Liv, en Vogn foruden Hest.
Han kan paa Dydens Grund med Sandhed aldrig fæste,
nej aldrig, ti han er udaf det Træ en Kvist,
som bær Forfænglighed, Had, Gærrighed og List.
Ve den, som andres Gods forøder sig til Bedste,
her findes Jøder nok i disse Nordens Land,
ej, hvilken Mand er det, som Penge kvæge kan,
desværr' for fler end mig, som nu til dem mon trænge
og give Haand og Segl, dertil tredobbelt Pant,
dersom man laane vil en liden Summa Penge.
O Evighed, skriv det i Tidens Diamant".

Kongen af Polens Agent 1691 var en Jøde ved Navn Jakob Abenzur, hvilket vakte megen Misfornøjelse. Da han søgte om Avdiens hos Gyldenløve en Søndag, lod denne ham svare, at om det havde været Jødens Sabbat Dagen i Forvejen, saa var det hans Sabbat nu, hvorfor han ønskede at forskaanes for Visit. "Ikke bedre Komplimenter turde møde ham ogsaa flere Steder," skriver den svenske Gesandt. 1)

__________

1) D. Saml. 2. R. V. 326-27.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor mar 24 18:39:07 CET 2005
Publiceret: tor mar 24 18:39:04 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top