eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse V

Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699
    - bog III, kap. III

Kbh., G. E. C. Gad, 1889

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

III.

Forandring i de gamle Lavssædvaner. Misfornøjelse med Regeringen. Smædeskrifter.

Den 24. Januar 1669 befalede Kongen Statskollegiet at undersøge, om Lavsartiklerne kunde bestaa i Overensstemmelse med Kongens absolute og suveræne Arveregering, og om de var gavnlige til Handels og Nærings Befordring. Statskollegiet fik imidlertid ikke denne Sag bragt til Ende, men Toaarsdagen derefter fik Kommercekollegiet samme Sag til Betænkning, om hvorledes man kunde forebygge Inkonvenienser og Misbrug, der var opstaaede imod den rette Forstaaelse af Lavenes Indretning 2).

Betænkningen tog lang Tid, men dens Resultat blev Loven af 23. December 1681, der tillod enhver, som havde lært noget ærligt Haandværk, lovlig og tilbørlig at nære sig deraf, naar han først havde taget Borgerskab. Han skulde altsaa melde sig hos Magistraten eller hos Oldermanden og ved sin Indtrædelse give noget til Lavshuset, de Fattige, Oldermanden og Raadstueskriveren. Svende var fritagne for enhver Afgift, naar de havde udlært. De gamle Vedtægter om Fødselsbreve blev aldeles ophævede, hvilket med andre Ord vilde sige, at man nu ikke længer kunde vægre sig ved at optage Uægtefødte i Lavene. Mestrenes Lavsgilder blev forbudte under en meget stor Bøde, og fremmede

__________

2) K. D. VI, 491, 560.

[271]

272

Mestere, der kunde bevise at have været Mestere andensteds, var helt fritagne for Mesterstykke. Det var ikke heller længer fornødent for at blive Mester, at have rejst paa Haandværket. Ligesom Svendenes Frimandag eller andre Drikkedage skulde være afskaffede, maatte Mestrene ingen Sammenkomst holde uden Magistratens Tilladelse, og hvis denne ansaa det for nødvendigt, skulde en eller flere af dens Medlemmer være tilstede ved Mødet. Da det hidtil havde været Magistraten til Besvær, at dens Medlemmer var Lavenes Bisiddere, saa skulde herefter den ene ikke mere end den anden være noget Lavs Patron eller Bisidder, men Magistraten beordrede snart den ene snart den anden til at paakende Lavenes Ærende. Svendene maatte ikke holde Kro eller Sammenkomst, men hver ankommende Svend skulde melde sig hos Oldermanden og opgive sit Logis, at Oldermanden om muligt kunde hjælpe ham til en Mester, men en Svend raaatte tage Tjeneste hos hvilken Mester, han vilde, og enhver Mester maatte tage saa mange Svende, som det lystede ham, men mindst én Dreng skulde han have, der var født i Kongens Riger og Lande. Lavet maatte ikke ved fælles Aftale sætte en viss Pris paa Arbejdet, men enhver maatte sælge sine Varer og sit Arbejde for hvad han kunde faa.

I de følgende Tider fik altsaa alle Lavene ny Lavsartikler, idet nogle af de ældre Vedtægter ikke stemte overens med nævnte Forordning, hvilke Artikler i vore Dage har været til megen Fornøjelse for mange af de Foreninger, der er traadte i Lavenes Sted, idet man har højtideligholdt en Række 200aarige Jubilæer, hvis historiske Berettigelse har været meget liden.

En Forordning af 6. Maj 1682 bestemte nærmere Forholdet mellem Mestere og Svende, navnlig Friheden for en Svend til at tage Tjeneste hos hvilken Mester, han vilde, men saaledes at enhver skulde tjene sin bestemte Tid ud og først kunde forlade Tjenesten efter lovlig Opsigelse.


273

At denne Forordning, der gjorde Forandring i mange Tusende Indbyggeres nedarvede Levevis og Livsopfattelse, maatte støde mange, er en Selvfølge. I en Indstilling fra Politikommissionen af 6. Februar 1682 angives det, at "der berettes, at Lavene i Gemen mest skal støde sig paa den Post, at de uægte eller de, som sig med besovede Kvindfolk kunde have giftet sig, lige saa vel i deres Lav skulde antages som ægte Personer"; Kommissionen bemærkede, at den i sin Indstilling havde sluttet sig til Forordningen af 26. Avgust 1622, idet den mente, at det var en Uorden, at der affordredes ny ankommende Mestere Lære- og Ægtebrev, som om det skulde være bedre, at en Uægtefødt opholdt sig med Lediggang, end at han nærede sig ved et ærligt Haandværk, hvilken Fordring ikke heller var i Brug hos mange andre fornemme Nationer. Der foregik ikke heller nogen Forandring med denne Bestemmelse. Ved samme Lejlighed gjorde Kommissionen opmærksom paa, at "Lavene aarlig ved Fastelavnstid plejer deres Kroer og Skilte at forandre og om Forlov dertil nu hos Magistraten anholder, som har holdt betænkeligt noget deri at resolvere, inden den Eders Majestæts allernaadigste Vilje nærmere herom var bekendt". Da nu "derved stor Ødselhed og Debauche forøves, snarere ogsaa ved saa stort Sammenløb af gemene Mand Ondt end Godt kan stiftes", udvirkedes en kongelig Befaling af 18. Februar 1682 mod "saadan ond Vane" 1). Herved berøvedes Lavene en gennem Aarhundreder nedarvet Festlighed, som dog sikkert medførte mange Uordener, der ikke kunde taales i en By med et ordnet Politi.

Det var vanskeligt for Mestrene at finde sig i at skulle indhente Magistratens Tilladelse, hver Gang de ønskede at samles for at afgøre noget i fælles Interesse. Saaledes klagede Skomagerlavet 1683 over, at Magistraten havde straffet

__________

1) K. D. VI. 798 med Indlæg.


274

det med mange 100 Rdl.s Bøde. I Lavsartiklerne bestemtes nemlig, at ingen Bønhaser eller Fuskere maatte taales, hvorfor Oldermanden havde efterjaget en saadan og indsat ham i Arresthuset, men han klagede til Magistraten, og denne afkrævede Oldermandens Erklæring. "Saasom jeg fattige Mand", skriver denne, "er ikke udi Skriveri og Rettergang noget erfaren, lod jeg kalde nogle af mine Lavsbrødre tilsammen, efterdi det gik det ganske Lav an, og beraadslog om, hvad der skulde svares, og besluttede at lade ham løs. Samme Tid beklagede nogle Mestere sig over deres Svendes Uvillighed og den Fortræd og Skade, vi samtlige maa lide af dem, som de dog ingen Føje har til. En Del Mestere sagde, at de derfor ikke vilde give dem det for nogen Tid siden forundte Søndagsmaaltid Mad". Dette Møde regnede Magistraten for fuldkommen Samling og forbuden Vedtægt 1) og stævnede alle Mestere og Svende, henved 300 Mennesker paa Raadstuen. "Præsidenten var os saa gunstig og satte ikke noget i Rette imod os, men lyste Herrens Fred over os og bad enhver gaa hjem til sit Værksted og leve i Fred", men siden blev Mestrene stævnede og maatte bøde over 820 Rdl., desuden maatte nogle af dem bede Præsidenten om Forladelse, "at vi ikke skal melde om de ærerørende Ord, som vi ganske uforskyldt da offentlig for Retten maatte høre" 2).

Haandværkssvendene, der, førend Forordningen blev udstedt, havde en temmelig betydelig Magt, fik denne indskrænket paa alle Maader. Hvor let det tidligere havde været for dem at stanse Arbejdet, ses af følgende Dom, der dog ogsaa viser, at Opsætsighed blev haardt straffet.

"Saasom med adskillige lovfaste edsvorne Vidner klarligen bevises, at Sigvart Petersen, ældste Skaffer for Bagersvendene, der (da) Oldermanden og Bisidderne for Bagerne

__________

1) Idet Magistraten ikke havde givet Tilladelse dertil.

2) Indlæg til Reskr. 21. April 1683 (K. D. VII, 47).


275

har ladet oplæse en af Raadstuen udgiven Befaling dateret 16. Febr. 1680, har sig derimod opsat, disse Ord talende: "Med min Yilje skal Seddelen ej komme i Laden", og der den i Laden var indlagt og af Svendene begæret, at den maatte udtages igen, skal han have svaret, at den ej skulde komme ud igen, og har banket paa med Skafferholtet, sigende disse Ord: "I Aften skal I blive her og ej gaa udi Arbejde, førend I faar Seddelen af Laden igen", har og befalet, at Jens Bentsen skulde hente Mathias Byssings Svend fra sin Mesters Hus paa Kroen, desligeste befalet Peder Bendixen at skulle hente Mikkel Geverts Svend fra sin Mester paa Kroen. Iligemaade bekendte og Børge Bentsen, at der han om Aftenen kom paa Kroen op til Svendene, klappede Skafferen Sigvart Petersen op og sagde: "Karle, skal vi ej beholde Børge Bentsen hos os i Nat?" hvortil samtlige Svende svarede ja. Det fornemmes ogsaa, at Borgmester Bülcke som Bagernes Patron efter Bagernes skriftlige Begæring en Del af Svendene den 6. April har haft i sit Hus og muligste Flid anvendt bemeldte Urolighed at stille og denne af Skafferne med Svendene begyndte Sammenrotning at slette (jevne) og flittigen formanet enhver til sin Mester udi Arbejde sig at begive, at denne nu forestaaende Dimmeluge (Ugen før Paaske) kristeligen og skikkeligen efter K. M. Forordning kunde holdes og efterleves, med Løfte, at den formente Prætension, som Svendene imod Mestrene kunde have, saaledes skulde, naar Raadstuedag efter forestaaende hellige Fest blev holdt, blive slettet og ingen af Parterne derimod noget skulde have at sige, men i alle billige Maader skulde faa Fornøjelse, hvormed Skafferen Sigvart Petersen saa vel som de andre 19 Svende efter mangfoldige Formaninger ikke har villet være tilfreds, ej heller sig til Rolighed har villet slaa og i deres Mesteres Arbejde gaa, foregivende, de først den Kopi, som udi deres Lade af Mestrene var indlagt, vilde have udtaget. Paaskeaften var de stævnede paa Raadstuen, hvor da hørtes af


276

samtlige, enstemmende og af en Mund talende Bagersvende, at de ikke vilde gaa udi deres Mesteres Hus at arbejde, førend begge Skafferne med Skriveren og en gammel Svend navnlig Peder Pedersen, som for deres store begangne Forseelse var satte udi Raadstuekælderen, blev fri af deres Arrest entledigede, saavel som og at de maatte blive forskaanede af Mestrene for Straf for de Dage og Nætter, de nu havde ude været, og hvis det ej kunde ske, vilde de heller gaa med deres Kammerater udi Arrest.

"Da nu de kgl. Bagerlavet givne Privilegier udtrykkelig forbyder ingen Samkvem uden de visse Tider, som Artiklerne formelder, at holde, meget mindre Svendene sig mod Mestrene sig at opsætte og sig forbinde, men deres Klager paa behørige Steder at tilkendegive og Magistraten derpaa at kende, hvilket de ikke har beobagtet, men nu saasom tredie Gang har gjort Sammenrotning og intet agtet Magistratens mangfoldige Formaninger og Advarsler, som Tid efter anden til dem er sket, tilligemed de Pengemulkter, som de tilforn er satte udi af Magistraten for deres begangne Forseelser", dømtes de fire Hovedmænd til at rømme Byen og inden 6 Uger være ude af Riget, de andre Svende maatte give hver især til Kongen 20 Mark og til Staden 20 Mark og forpligte sig herefter med saadant Mytteri og Stempling ikke at befatte, ej heller inden eller uden Byen nogen af de Svende, som efter Formaning sig godvilligen hos Mestrene har givet i Arbejde igen og med Skaffernes og de andre urolige Svendes Sammenrotning ej sig har villet videre med bemænge, molestere eller uførme 1), under Æres og Livs Fortabelse 2).

Den Forbindelse mellem Haandværkerne, der kaldes "Zunft" og bestod i Overholdelse af visse Ceremonier, søgte Regeringen at hindre, skønt det for de rejsende Haandværkssvende var til stort Hinder, naar de ikke var "zünftige". Den 4. Avgust 1680 klager Lovgarverne til Magistraten

__________

1) Gøre Fortræd.

2) Afskrift i Raadstuearkivet.


277

over, at "vore Folk og Svende, som her lærer Lovgarverhaandværk, ej paa de tyske Steder udi Arbeide kan blive antagne eller befordrede, men uden nogen Nytte deres Penge forrejser og det formedelst, at vi har ingen Konjunktion eller Forening med den tydske Nations Mesterskab." Da deres Haandværk stadig tiltog med Svende og Læredrenge, og her kun var ringe Næring, idet den ene gik den anden til Fortræd, bad de om at maatte forbinde sig med de Danziger Lovgarvere "og derved med den ganske tydske Nations Middel af Lovgarvere, hvorefter vore Svende kunne faa Arbeide."

Da nu al "Zunft" blev forbudt ved Forordningen af 23. December 1681, opkom mange Konflikter i Lavene. I Forordningen af 28. Oktober 1684 hedder det, at de her udlærte Svende meget forhaanedes og foragtedes, fordi de ikke havde ladet sig optage efter deres forrige urimelige Vedtægter, hvorfor adskillige sendte deres Børn og Drenge til fremmede Steder for der at lade dem gøre til Svende. For at hindre dette skulde herefter de Drenge, der her havde lært noget lovligt Haandværk, indskrives hos Oldermanden, og Mesteren skulde lade det godkende paa Raadstuen. Hvis nogen, som havde lært her, skulde ville rejse udenlands og efter forrige usømmelige Vedtægter med Behøvlen eller andet deslige, som her var forbudt, lade sig gøre til Svend, da skulde han efter sin Hjemkomst være forpligtet til paany at tjene som Dreng i 3 Aar. Hvis nogen understod sig til at forekaste eller med Foragt at tale om dem, der her var i Lære eller havde lært, og ikke vilde tage dem saa værdige som dem, der efter deres forrige gamle utilbørlige Vedtægter kunde være gjorte til Svende, skulde han straffes med store Bøder. Det blev ogsaa 1689 forbudt Skipperne at tage Haandværkssvende med som Passagerer, med mindre disse havde Magistratens Pas 1).

__________

1) K. D. VII, 84, 253-54.


278

Det maatte i Virkeligheden ogsaa være højst ubehagelige Forhold for de danske Svende. Da 1683 et Skafot udenfor Østerport blev opbygget, tog en tydsk Tømmersvend en Frø og lagde den i de danske Svendes Ølkrus, hvor disse til stor Væmmelse fandt den paa Bunden efterat have tømt Kruset. For denne "store Overmod og skamløse Gærning" blev den tydske Svend sat i Slutteriet en halv Snes Dage, men da han ikke forklarede sin Forseelee anderledes end for et "Kurtsvil" (Spøg), slap han fri imod at bede Oldermanden om Forladelse og give en Bøde i Fattigkassen, medens det følgelig var en Haan, han vilde vise de ikke-zünftige Svende 1).

Det synes navnlig at være Snedkerne og Tømrerne, der hang stærkest i de gamle Vedtægter. Følgende Klage til Magistraten fra de danske Snedkersvende har uden Tvivl givet Anledning til ovennævnte Forordning af 28. Okt. 1684.

"Ihvorvel ugærne vi fattige danske Snedkersvende Eders Velædelheder med denne vores ringe, dog ydmyge Memorial bemødede, saa nødes vi dog til, formedelst den store Vederværdighed og Fortræd, de tydske Snedkersvende os dagligen tilføjer med Øge- eller Binavne, de os giver og anden Fortræd, de os gør, med det at naar nogen af os kommer iblandt de tydske Svendes Selskab, springer de straks fra Bordet og siger, vi er ikke ærlige, førend vi bliver behøvlede, derfor vil de ikke sidde hos os, vil ikke heller betro nogen af de danske Svende Bøssen til at give Penge ud, men altid de tydske Svende, hvormed vi synes ganske at være foragtede, alt fordi vi ikke efter den gamle Vedtægt os har ladet behøvle, og som vi har formodet, at Mestrene samme tydske Svende skulde have tilkendegivet Hs. Majestæts allernaadigste Villie, hvad udi Snedkerlavets givne Artikler den 4. November 1682 i sin 11. Artikel allernaadigst forbydes, al Behøvlen og deslige gamle Vedtægter, som derudi ikke expresse meldes, aldeles at være afskaffede, saa

__________

1) Magistratens Dombog 9. og 18. Juli 1683.


279

maa vi dog tværtimod fornemme, at tvende Mestere, nemlig Andreas Schimmel og Chr. Burmester, samme tydske Snedkersvende i forbemeldte deres Fortrædelighed har bifaldet, ti ansøger i største Ydmyghed hos eders velædle Høj- og Velvisheder at nyde gunstig Beskærmelse for slig os paaførende Spot og Forhaanelse, eftersom vi fattige danske Karle kan ikke for, at Hs. Kongelige Majestæt alle gamle Lavets Vedtægter har afskaffet, ellers havde vi maattet gjort, lige som andre for os gjort har, men saasom det nu ikke har været Hs. Majestæts naadigste Vilje, at Lavene ved slige gamle Vedtægter, saasom Behøvlen og andet, skulde længer forblive, saa har vi ikke turdet understaa os til at gøre eller tilstede noget, som Hs. Kongelige Majestæts naadigste Vilje er imod. Vi formoder i al Ydmyghed, at vi udaf Eders Velædelheder vorder haandhævede saaledes, at vi for Mesterne og de tydske Svende maa gøre vores Arbejde med Ro og være agtede saa godt som de tydske Svende, foruden de skal enten kalde os kursløs eller andet eller og sky vort Kompagni og Selskab, hvilket Gud skal belønne og forbliver Eders Vælædelheders ydmygste" 1).

Ogsaa i Hattemagerlavet fremkaldte de nye Forordninger en Del Stridigheder. Jakob Schalhorn havde 1680 taget Tjeneste i Børnehuset og taget 8 Drenge i Lære efter Kontrakt med Direktørerne. Da Lavet paa den Tid ingen andre Artikler havde end de tydske Vedtægter, forespurgte 6 andre Hattemagere sig i Jan. 1681 skriftlig hos flere tydske Lav, om dette var tilladt, hvilket blev besvaret benægtende, især vistnok af den Grund, at disse Drenge ikke kunde have det Præg af ægte og ærlig Fødsel, som udkrævedes for at komme i Lære, og Jakob Schalhorn blev erklæret for uærlig, saa at ingen Svende fra Udlandet turde tage Arbejde hos ham. 1690 havde Lavet i Lybek dog paa hans og nogle andre Mesteres Forbøn formildet Straffen til en Bøde af 80 Rdl. til 8 tydske Lav.

__________

1) Raadstueprotokollen 7. Juli 1684.


280

Denne Sag har vakt stor Forbitrelse i Lavet, hvilket ses af en Magistratsdom af 6. Nov. 1683, i Anledning af, at Hattemager Henrik Hjort klagede over Klavs Schiermer, der tilligemed andre Hattemagere fra Raadstuen var gaaet ind i hans Hus og havde kaldt ham en Skælm, hvortil en anden Embedsbroder, Kort Lyders, havde føjet: Ja, han er slemmere end en Skælm og værre end Schalhorn, hvilke Skældsord for Domstolen blev ansete for at angaa Ære og Lempe.

Schalhorn blev imidlertid senere Oldermand og klagede over de andre Mesteres Henvendelse til de fremmede Lav, idet han var misfornøjet med den idømte Pengebøde. Dette blev af Retten ogsaa taget alvorligt, idet der paa den Maade var tilføjet en af Kongens Undersaatter "stor Vederværdighed, Skade og Pengespild af andre udlændiske Potentaters Undersaatter". Uagtet Mestrenes Brev var skrevet et Aar, førend Forordningen af 23. Dec. 1681 udkom, blev de dog straffede med en Bøde, fordi der i Okt. 1680 var faldet en Raadstuedom, hvorved Schalhorns Kontrakt med Børnehuset var bleven kendt gyldig, Hans Majestæt til Tjeneste og fattige Børn til Opkomst og Lære.

Jakob Schalhorn fik 19. Jan. 1692 kgl. Bevilling paa i sin Livstid at forblive som Hattemagernes Oldermand, men da han 1697 ikke kunde gøre Rigtighed for Lavets Pengesager og derfor blev arresteret, fik Lavet Tilladelse til at antage en anden Oldermand 1).

Snedkerlavets Ceremonier beskrives 1686 af Politimester Klavs Rasch 2). Han omtaler Benævnelsen Handværks-Gevanhed, "hvorunder mange Ord ere begrebne, som forstaas til alle Aftaler og Vedtægter imellem Mestere og i Almindelighed forekommer med disse Ord:

__________

1) K. D. VII, 373-74, 506, Raadstueprotokol 6. Nov. 1683 og 15. Dec. 1692.

2) Geh. Ark. Aflev. fra Just. Min. Skab 14, 11.


281

"Gott grüsze euch Meister und Gesellen. Die von unser löblichem Handwerck in Stralsund (eller hvorfra de komme) entbieten euch Meister und Gesellen Grus, allergewöhnliche und wol her geworbene Privilegien wol bei zu behalten, dieselbe nicht zu vermehren, und wer sich darnach nicht hält, dasz derselbe dan nicht möge gelitten noch angenommen, besondern Ambts halber ihme für einen Schelm zu halten, nicht aus Pott, Glas und Kannen mit ihme zu drincken, viel weniger Arbeit geben, ehe und bevor er ein löbliches Amt hat zufrieden gestelt,                  "med mangfoldige Ord mere, som de fattige Folk maa vel studere og lære udenad, og hvo, som dette ikke véd eller kan sige, de straksen mulkteres indbyrdes af dem og i andre Maader efter eget Behag tribuleres, og derfor skal Mester og Svend efter deres Vilje danse og straks underhaanden gøre Løfte om det eller det, at I gør etc., saasom f. Ex. ikke vil arbejde ringere eller give mere til Dagløn end den Penge, de vedtager, gaa paa deres Mesters Arbejde, naar dem lyster, og gaa af igen, naar behages, item holde fri Mandage eller rejse slet (helt) bort, med tusendfold andre Historier mere.

"Hvo som efter forskrevne Haandværks Hilsen ikke af en Mester saaledes i Lavet omskues og efter "Vallen" (Valget), tager Arbejde, den kaldes en Straasnider, som er paa deres Haandværk en halv Skælm, og maa give Straf og vil (maa) med sine Kammerater slaas ti Gange. Derfor, dersom han den Beschimpfing ej kan lide, hvorved mangen ærlig Karl meget tribuleres og maa ej arbejde hos hvilken Mester, han vil, ej heller en Mester holde saa mange Svende, som han kan skaffe Arbejde, men tvinges ofte til at arbejde hos en Stakkel eller Brudler 1), der intet selv véd eller gider arbejde.

__________

1) Dette Ord forklares nærmere i en anden Skrivelse af Rasch, der omtaler de 39 Mestere, der nedenfor nævnes som opsætsige, med de Ord, at de "er mest nogle gamle Bruddeler, der mere følger Ølkanden end tager Vare paa deres Haandværk."


282

"Derhos er og under det Ord Handværks Gevanhed at agte, naar saadan Omskikning eller Omskuen sker, da skal baade af den omskuende Svend og den Mester, som gærne er den yngste i Lavet, gives sær Mad og Traktement, som er tvært imod Frdn. 6. Mai 1682, 3. Art. Andre, som ej er høvlede og døbte med sær Navne, kalde de Kosvandse, saa jeg véd, at der er hundrede Slags Manerer til alle Haandværksforbund."

Politimester Klavs Rasch var Aanden i hele Kampen mod de gamle Lavsskikke. Det var ogsaa ham, der foranledigede den ovenfor nævnte Forordning af 28. Oktober 1684 om Forbud mod Behøvling. Han skrev i den Anledning, at Kongen burde udstede et saadant Forbud, "at den ganske Verden kan se og fornemme, at Eders kgl. Majestæt ikke aleneste foragter saadanne ulovlige Manerer, saasom enten med Drik, Biden udi Nøglerne eller Hestesko 1), lade sig døbe eller behøvle etc., men endog stifter og anordner det, som den ganske Verden for valable skal holde."

En Martyr for de gamle Lavsskikke blev Snedkermester Johan Stenbuk, der med mere Udholdenhed end Held kæmpede med Avtoriteterne, men følgelig trak det korteste Straa.

Oldermanden Peder Rasmussen skulde i Sommeren 1683 fratræde sin Post, og Lavet havde indstillet Johan Stenbuk og to andre Snedkere til Magistratens Valg. Disse tre Mestere havde allerede betragtet sig som Oldermænd, ti de gik paa egen Haand paa Jagt efter Fuskere og udvirkede en Ordre fra Politimesteren til nogle Politibetjente om at staa dem bi. Fire Svende, som efter deres Mening arbejdede ulovlig, fik de paa den Maade satte i Arresthuset, da de ikke vilde betale deres Bøder, og siden maatte Politimesterens Tjener afgive Forklaring, "af hvad Aarsag han vilde sælge de fire arresterede Snedkersvende udi Slutteriet at være Soldater, hvortil han svarede, at han som en Tjener gjorde, hvad Politimester havde befalet; han formente, eftersom de

__________

1) Dette er Smedenes Ceremoni.


283

ikke vilde betale deres Strafbøder, de da burde at være Soldater." For denne Arrestation stævnede Præsidenten i Borgretten Niels Simonsen, i hvis Hus de to Svende var arresterede, Oldermanden "for voldelig Overlast og Indbrydelse, hvor ingen Hul er, ej heller nogen Ind- eller Udgang", og fordi de havde lagt Beslag paa Vindueskarme, Rammer, Skrin og andet, som de voldelig med sig tog. Ogsaa Svendenes Mestere stævnede Oldermanden for Arbejdets Forsømmelse og Skades Lidelse. Uagtet de ikke var stævnede, mødte dog for Raadstueretten den 23de Avgust Johan Stenbuk og de andre to udnævnte Mestere. Først fandt Magistraten, at man ingen Ret havde haft til at behandle Svendene som Fuskere, "reprimerede Oldermandens Ubetænksomhed, og Præsidenten (P. Resen) sagde til ham, at naar saadant herefter forefaldt, skulde de først søge Magistraten og angive deres Anliggende hos dem, hvilke skulde hjælpe dem til Rette og forskaffe enhver Ret, og dersom Magistraten da ikke blev adlydt, da vilde de (Magistraten) selv konsulere med Politimesteren om slige Haardnakkedes Straf og Exekution, og at med Rette burde ingen Lav om sligt at søge Politimesteren men give sig først an hos Magistraten, og hvis de da ej kunde nyde deres Skæl, saa kunde de gaa til Politimesteren. Hvortil Oldermanden svarede, at han havde ikke ladet dem sætte, ej heller været hos Politimesteren, men Johan Stenbuk og de to andre Mestere var gaaede til Politimesteren og havde givet sine Svende an, og at Politimesteren efter deres Angivende havde ladet dem sætte, og at han fik ogsaa at forsvare det."

"Hvorfor da Præsidenten reprimanderede de tre Mestere og spurgte dem ad, hvor de kom til at gøre sligt, og sagde, at ingen af de tre skulde nu denne Gang blive Oldermand, eftersom de af Magistraten ansaas for urolige Hoveder og for saadanne, som snarere skulde gøre Uenighed i Lavet end holde det til Rolighed og Skik. Da svarede Johan Stenbuk lydeligen, at dersom han ikke kunde faa Ret her, da vilde han vel søge den paa højere Steder. Hvortil, der Præsidenten


284

svarede ham, at han skulde respektere Retten og vide, hvad han sagde for sin Øvrighed, og at ingen med Skæl skulde kunne sige, at Magistraten jo havde assisteret dem med Retten i alle føjelige Maader, naar de det havde begæret, og med flere Ord straffede (dadlede) Johan Stenbuks Trodsighed, da kastede han med sin Nakke og sagde end ydermere: "Nej, nej, vi agter at gaa den rette Vej, vi har intet for Eder at gøre, I Herrer," hvorpaa Præsidenten sagde, at Johan Stenbuk straks skulde føres hen til Stadens Arresthus, hvorpaa Johan Stenbuk atter igen svarede med en leendes Mine: "Betænker Eder vel, hvad I gør," hvorpaa Præsidenten straks tilligemed den samtlige Magistrats Konsens befol, at der skulde kaldes paa Slutterkonen, og at han med hende skulde gaa i Arresthuset, og der Johan Stenbuk saa maatte gaa i Arresthuset med Slutterkonen og kom fra Retten ned til Døren, hvor da Politimesterens Tjener stod, blev han endda staaende lidt ved Døren og saa paa Politimesterens Tjener, men han tog sig ham ganske intet an."

Den 30. Avgust oplæstes for Raadstueretten en Stævning til den arresterede Johan Stenbuk, og denne lod oplæse sit Indlæg i samme Sag. Da dette Indlæg imidlertid ikke synes at have berørt Sagens Kærne, nemlig Misfornøjelsen med den kgl. Lavsforordning, var Magistraten tilbøjelig til lemfældig Fremfærd, og man ser navnlig her som saa ofte Peder Resens milde og forsonlige Sindelag. Det hedder nemlig i Protokollen: "Da Præsidenten hørte og fornam, at Stenbuk derudi (i sit Indlæg) sigtede og angreb hans Person alene, stod han op fra sit Sæde og stod ud for Retten; ikke desto mindre begærede dog Præsidenten af Magistraten, at han maatte entlediges fra sin Arrest, og tilbød ham, at dersom han vilde endnu bede Magistraten om Forladelse for den Trodsighed, han forleden for Retten havde bevist, vilde han da gærne lade Sagen falde, hvilket den hele Magistrat udi højeste Maader tilraadede Johan Stenbuk, at han skulde gøre,


285

men han kunde ingenlunde dertil persuaderes, men lagde Penge paa Bordet til Dommen at faa beskreven."

Han fik altsaa sin Dom: "Saasom Stenbuk har indviklet sig i en Sag, i hvilken han ikke var kaldet, han og Magistraten for en siddendes Ret med Truselsord trodseligen har overfaret, da bør han for saadan sin Formastelse efter Stadsretten bøde sine 2 Gange 40 Mark til Kongen og Staden, og hermed være sin Arrest entlediget."

Den 12. September kendtes de fire Svende fri for Arrest, og Oldermanden dømtes til ikke alene at betale dem deres sømmelige Underholdning i deres Arrest og deres Arrestpenge, men desuden til at betale hver af dem for Forsømmelse og Forhaanelse 2 Rdl. og Processens Omkostninger. Sagen med Præsident Simonsen endte saaledes, at Oldermanden og Johan Stenbuk dømtes til at bøde hver 20 Rdl. til Kristianshavns Kirke og de tilligemed de 2 andre Mestere til at give hver 20 Lod Sølv til Lavets Fattige; de to første skulde tillige udrede Processens Omkostninger.

Men Johan Stenbuk kunde ikke saa let opgive sin Udsigt til Oldermandsposten. Den 20. September tiltaltes han paany, fordi han havde begæret sit Skudsmaal i Lavet, førend han skriftlig havde begæret det af Magistraten, og faaet det udstedt af Lavet. Han og Oldermanden tiltaltes paany. Det hedder derom i Dommen af 18. Oktober:

"Efterdi Hans kgl. Majestæts allernaadigste Forordning om Lavene dens 9. Punkt saaledes tilholder, at naar nogen Sammenkomst behøves, da har Lavene det for Magistraten skriftlig at andrage, som det efter Sagens Beskaffenhed paa deres Memorial skal tegne, om de Sammenkomsten godt befinder, og i Fald de det fornøden eragter, da skal de efter Sagens Beskaffenhed en eller flere af deres Middel forordne, som skal være overværendes, saa længe Forsamlingen varer, i hvis Nærværelse og skal til Bogs føres alt, hvis imidlertid forrettes, og naar det er sket, da enhver at begive sig sin Vej og ej nogen videre Forsamling uden forskrevne af Ma-


286

gistratens Overværelse at holde, hvoraf ufejlbarligen sluttes kan, at det Lav, som begærer Sammenkomst, skal specificere Aarsagen, hvorfor Samlingen begæres, efterdi Magistraten allernaadigst tilholdes at tegne paa Lavets indgivne Memorial efter Sagens Beskaffenhed, om de saadan Sammenkomst for godt befinder. Da saasom i Retten fremlægges en Memorial under Lavets Oldermands Haand, dateret den 2. September, hvorudi begæres Lavets Sammenkomst til Ibenholt at købe, Præsidenten paa samme Memorial befindes skriftlig at have tilladt Sammenkomsten og anordnet Bendix Meese den at ville være overværende. Raadmand Bendix Meese tilstaar ogsaa, at Oldermanden havde leveret ham Ordren til at samle Lavet, og da han havde læst den, leverede han Oldermanden den igen og bad ham tillige med hans Tjener gaa til Raadmand Klavs Sohn at ombede ham, at han paa hans Vegne, eftersom han for Forfalds Skyld ej selv kunde komme, vilde møde paa Lavshuset. Klavs Sohn har ogsaa mødt efter Bendix Meeses Begæring, men ham ingen Lavets Begæring om noget, ej heller Magistratens Tilladelse til Lavets Forsamling af Oldermand er forevist, hvorover han ogsaa undskylder sig ej at vide Aarsagen til Lavets Samling anden end Stenbuks Skudsmaal, som blev begæret, og Klavs Sohn desforuden tilstaar, at imidlertid han var i Snedkerlavets Forsamling, var ej nogen Protokol tilstede, ej heller blev noget, saa længe han var tilstede, protokolleret, ikke desto mindre befindes af Lavsbogen, udi Retten paa Raadstuen affordret den 17. Sept., at den 3. Sept. tilforn, som er den samme Dag, Klavs Sohn har været Snedkernes begærede Forsamling overværendes, er protokolleret angaaende Johan Stenbuks Skudsmaal og hans Udnævnelse af Lavet til Oldermand, og ej ringeste Ord anlangende Ibenholt at købe, alligevel Lavet udi deres skriftlige Memorial derfor aleneste havde begæret Samling, hvorover Oldermandens Undskyldning med Uvidenhed om Ordren at lade protokollere ikke ses at kan eragtes for gyldig, efterdi han har vidst at lade protokollere


287

det, Johan Stenbuk har villet, og ej ringeste Ord mentioneret om det, hvorfor Sammenkomsten blev skriftlig begæret, og desuden ufejlbarligen eragtes kan, at hvis som er protokolleret, er efter Raadmandens Fraværelse til Bogs ført, efterdi udi Raadmandens Tilstedeværelse ingen Protokol har været tilstede, hvilket er ganske H. K. M. allernaadigste Anordning genstridigt. Efter hvilken Sagens Forklaring ikke ses, at Oldermanden tillige med Johan Stenbuk kan befris for Mistanke, at de jo har med hinanden kolluderet og, i Stedet for at handle om Ibenholt efter Begæringen og Tilladelsen, mere har ladet sig være angelegen, Raadmandens Forbud uagtet, at forskaffe Stenbuk et Skudsmaal efter Protokollens videre Udvisning, hvilket Skudsmaal dog ikke af Magistraten burde eller skulde blive nægtet, dersom Samlingen for des Aarsags Skyld havde været begæret, hvorfor baade Oldermanden og Johan Stenbuk bør hver for sig at betale til deres Lavs Fattige 20 Lod Sølv efter Forordningen."

Johan Stenbuk blev altsaa ikke Oldermand denne Gang, og der blev ingen udnævnt førend den 9. April 1684, da Præsidenten beskikkedes Jokum Waltz, uden at Lavet deltog i hans Valg, og denne forblev i Stillingen til 9. Avgust 1686, da Johan Stenbuk blev indsat af Magistraten "efter Lavets indstændige Begær og fleste Vota." Denne Glæde varede kun kort. Jokum Waltz ejede Lavshuset, han hindrede Svendene i efter gammel Skik at melde sig hos Oldermanden, og denne gjorde sit til at genindføre de tidligere Skikke. Snedkermester Baltzer Hering, der i den tidligere Sag havde staaet paa Stenbuks Side, klagede over, at han havde fæstet en tydsk Svend paa Lavshuset, der arbejdede hos ham en Dag, men derpaa forlod hans Hus, og da Hering fik at vide, at han opholdt sig hos Stenbuk, sendte han sin Dreng til dennes Hus, men han maatte ikke faa Svenden i Tale for Stenbuk, der "beraabte sig paa de gamle Vedtægter, som af Hans Majestæt allernaadigst var afskaffede, og sagde, han


288

skulde skikke om idag med de andre Svende, han vilde ikke blive til en Straaskinder for Baltzer Herings Skyld." Denne sidste klagede til Politimesteren, og der kom en ny Sag for Raadstuen, samtidig med at Stenbuk og en stor Mængde Mestere havde klaget over Jokum Waltz's Forretningsførelse. Da de ikke kunde faa Medhold her, indgav Stenbuk og fire Mestere den 12. Nov. 1686 en Klage til Kongen over Magistratens Optræden og Waltz's Fremgangsmaade, af hvilken Klage Hovedsummen er, at Waltz fortolkede Forordningen af 23. December 1681 saaledes, at de fremmede Svende ikke havde nødig at gaa til den nuværende Oldermand, men de, der skulde have Svende, maatte gaa til ham paa Lavshuset, og i Stedet for, at de skulde gaa i ordenlig Omgang, tog han selv en Del, og Resten sendte han til 8-9 af sine Venner og lod sin Tjenestepige, Lavet til Spot og Forhaanelse, løbe om med dem, "til hvilket hans onde Forsæt, Lavets Forstøring og Ødelæggelse at fuldkomme, forholder han os det Vartegn, Mestere og Svende fælles tilhørende udhængende Skilt, som han selv i sin Oldermandstid haft har, hvorefter Svendene alle søger og spørger om Arbejde, og ethvert Barn, som de spørger ad, kan vise dem, hvor Oldermanden bor." Herimod gjorde Waltz gældende, at Skiltet følger Lavshuset og ikke Oldermanden. Stenbuks Klage indeholder ogsaa, at 12 Mestere havde beklaget sig for Politimesteren, og 39 havde indgivet en Supplik til Magistraten, "da Nøden gik haardt an", hvorfor de var blevne indstævnte til Bytinget "og haardelig beskyldte og tvungne til med Ed og oprakte Fingre at vidne i deres egen Sag, idet de indkaldtes fire ad Gangen." "Politimesteren havde ladet udhente af en Mesters Værksted en Svend, som jeg ved tilbørlig Omgang havde ladet indskikke og var kommen udi mit Hus med sin Feleisen og begærede Arbejde; den Svend har Hr. Politimester truet og tvunget til at gaa fra sin Mester og til Baltzer Hering udi Arbejde, hvor Jokum Waltz havde henstukket ham nogle Dage tilforn, men da han fornam, at her var


289

endnu Lav og kgl. Artikler, indfandt han sig derefter og begærede at maatte nyde Haandværks Rettighed og af en Mester tilskikkes."

Hvis Stenbuk havde nøjedes med disse Klager, vilde hans Sag være bleven undersøgt og ikke have faaet videre Følger, men han gjorde en Række Forslag, der alle gik ud paa at indføre den gamle Lavsorden paany. "Paa det vores nu fast ganske ruinerede og forarmede Lav igen maatte komme paa Fode, at herefter ikke saa mange Mestere skulde foraarsages enten under Militsen eller fra Riget sig at begive eller og hos andre Mestere for Svend igen nødtrængende foraarsages at arbejde, som en Tid lang, siden Amterne allernaadigst er ophævede, sket er og endnu daglig sker," søgte han om "at Mestrene maa samles udi mit Hus, naar nogle Materialier, som vi behøve, er til Købs, med Købmanden derom at handle og gøre Overslag, hvor meget enhver kunde have fornøden, foruden Magistratens Hosværelse, eftersom vi langsommelig Tid hos dem maa anholde, førend vi bekommer noget Svar eller Tilladelse, og inden vi siden faar Tilladelsen indløst og beskreven og det Magistraten at komme til os kan falde belejligt, foruden anden Kendelse, saa er Materialierne opkøbte af andre, og vi maa købe dem igen dobbelt saa dyrt." Han ønskede, at der to Gange om Aaret skulde holdes Samling i Overværelse af et Medlem af Magistraten for at afgøre Misforstaaelser og Tvistigheder og for at Mestrene kunde se og kende hinanden, og at Svendene mødtes fire Gange om Aaret i to Mesteres Nærværelse, for at Privilegierne kunde blive oplæste og Tidepenge til de Fattige aflægges. Den ene Mester burde ikke give sine Svende større Ugeløn end den anden, nemlig 1/2 Rdl., at de ikke skulde lokke Folkene fra hinanden, ligesom ingen Mester burde tage nogen Svend i Arbejde uden Oldermandens Videnskab.

Det hedder videre: "Turde jeg arme Støv og Aske uforgribelig bede mig, allernaadigste Konge og Herre, aller


290

naadigst at ville tillade os igen, at de Drenge, som have udlært hos os, maatte paa bemeldte Tider af Svendene noget undervises af Handværks Gevonheit og Arkitektens Forklaring, saa at de paa andre Steder kan gyldig og uforhindret passere og ikke behøve Pengene af Riget at udføre, som nu sker; derhos skal gærne være aldeles afskaffet Prædiken og Daab af somme kaldet, men uden Høvling kan det ikke ske. Dette skal ikke komme nogen højere end to Rdl., som de ellers udenlands med 10 eller 12 skal betale. Kongen tilgiver mig i Naade, at jeg beretter, at de udenlands maa lade sig behøvle imod Eders kgl. Majestæts naadigste Forbud, de kan ellers aldrig nyde Arbejde hos nogen Mester eller rejse paa deres Haandværk videre end i Eders kgl. Majestæts Riger, uden i England, Frankrig og Holland, hvilke Sprog vores Nation ej er mægtig."

Med denne Ansøgning har Stenbuk derpaa fremstillet sig for Kongen selv. Vi kender ikke noget til, hvorledes han ytrede sig ved denne Lejlighed, men det ses, at han tilføjede Majestæten den Fornærmelse at levere ham den kgl. Forordning tilbage. Kongen lod dog hans Ansøgning gaa til Kancelliet, der den 23. December erklærede, at "han derved lader se sit urolige Gemyt, idet han ikke alene saa dristeligen sin Øvrighed uden Aarsag for Eders Majestæt angiver, men endog, som mere er, turde understaa sig at levere tilbage i Eders Majestæts egne allernaadigste Hænder Eders Majestæts udgivne Forordning og desforuden gøre Forslag om de gamle forargelige Misbrug, at de maatte igen opkomme, ja, endog ladet sig formærke med oprørske Ord, at han vilde tale for Folket, i hvor højt det end skulde koste."

Ved at drage Politimesteren ind i Sagen havde Stenbuk ikke forbedret sin Stilling. Klavs Rasch, der giver en Fremstilling af, hvad Hovedsagen drejer sig om, skriver, at det er hans Mening, "at hver Dag Stenbuk er Oldermand, saa mange Aar taber man den Dessein, der haves for den


291

i Loven promitterede Politiordning, ti denne Mand med sin Snak og Svats er kapabel at bringe Tusender i Galskab og Ulydighed med sig, og dem, som ham ej af Grunden kender, giver han hundrede og mere Retfærdigheds skinhavende Kvæstioner, og naar de endelig solveres, saa er det dog som Ulvesangen."

"Det er mest hos Stenbuk sig at forundre over, at han som Eders kgl. Majestæts Vasal, barnefødt her i Sæland, saa ivrig, og mere end forsvares kan, forfægter sine egne Landsmænd til Foragt de tydske Stæders Vedtægter, hvilke han dog efter Beretning aldrig engang skal have set, allerunderdanigst søgende og falder i saadan Hovedsyge, ligesom den Snedkersvend, der ikke var behøvlet og slige unyttige Vedtægter efterlevede, ej kunde gøre saa godt et Stykke Arbejde som en Dosmer, der ti Gange kunde være døbt og høvlet.«

"Jeg har haft ham engang for mig i Mening at faa ham i Sagtmodighed til Rolighed, og at han skulde lade saadant fare og skøtte sig selv, hvorudinden jeg aldeles intet formaade, men ugærne af hans Fagter og Ord har set og hørt det, som en lydig Undersaat ikke sømmer og kan have en ond Fødsel, saasom han oftere imod mig sagde: Han havde beskikket sit Hus, overantvordet Gud sin Sjæl, havde ikkun ét Liv, han vilde tale for Folket, ja, om det kom dertil, lade det samme for Folket, og saasom det vil siges, at han løber omkring i Staden og skal konferere og tale med hans Kammerater baade et og andet, som ikke meget, skal due", foreslog Rasch endelig at suspendere ham fra, hans Oldermands Embede.

Som Følge heraf blev han ved kgl. Reskript af 24. Decbr. 1686 udvist af Lavet med Advarsel om i Fremtiden at afholde sig fra saadan Urolighed og skikke sig som en lydig og tro Underdan, hvis han ikke vilde anses med langt højere og større Straf. Han kunde dog ikke styre sit Sind, men tillod sig usømmelig Skrivemaade imod Magistraten, hvorpaa


292

han blev arresteret. Kongen benaadede ham dog den 22. Maj 1688, skønt, som der skrives, "vi noksom Aarsag kunde have ham for saadan sin Formastelse med exemplar Straf at anse", ja, han fik paa Grund af sine slette Vilkaar endog Tilladelse til igen at indtræde i Lavet med samme Rettigheder som andre Mestere, naar han mundtlig paa Raadstuen og Bytinget og tillige skriftlig vilde erklære, at han herefter vilde afholde sig fra al videre Urolighed. Men en saadan Ydmygelse har han ikke kunnet finde sig i, og vi træffer ham endnu fængslet 1699, ti ved et Reskript af 20. Maj dette Aar bevilger Kongen ham at komme ud af Arresthuset, hvor han havde siddet i 11 Aar; Kongen var dog saa overbærende, at han forskaanedes for den tidligere paabudte Afbedelse, idet han alene skulde have Tilhold af Magistraten til herefter at forblive i sømmelig Stilhed og Rolighed 1).

De Kostbarheder, der tilhørte Lavene og navnlig Svendene, som ikke længer havde nogen Forening, blev dem nu fratagne for en stor Del. I 1695 havde Bagersvendene klaget over, at Underfogden og Politimesterens Fuldmægtig var gaaede ind i deres forrige Krofaders Hus og havde taget deres Skænk, Skilte, Lade og de Fattiges Bøsse. Herom erklærer Politimesteren den 8. Juni 1695:

"Udi forrige Tider, da Bagersvendene, ligesom andre Haandværkere og gjorde, havde deres gamle Skraa og Vedtægter at rette dem efter, har de, som vel bevidst er, nogle Gange om Aaret, særdeles naar Fastelavn var, holdt deres offentlige Sammenkomster og Gilder, straffet hverandre indbyrdes og oplagt tillige nogle Tønder Øl og Fordrik, hvor da Svendene hver for sig har givet en Skænk eller Drikkekar af Tin paa ungefær en Pægels Størrelse med deres Navn paa at drikke af, men naar nogen fremmed Svend ankom,

__________

1) K. D. VII, 156, 229, 562 med Indlæg. Geh. Ark. Aflev. fra Just. Min. Skab 19, 11.


293

som ej tilforn havde været i deres Kro eller i deres Forsamling, eller og en Dreng blev gjort til Svend, da skulde samme uddrikke Velkomsten, hvilket er et stort Sølv-Drikkekar, som kan gives henved 3 Potter Øl udi og Bagersvendene samtlige har bekostet, til hvilken Sølv-Velkomst der findes 40 Sølv-Skilter, som skal hænge paa samme, naar de skal drikke deraf, og er samme Skilter smaa Sølvplader, med de Svendes Navne paa, som det har givet til Velkomsten; der findes og 24 smaa Sølvbægere, som i lige Maade er giorte til at drikke af."

Uagtet der aldeles intet kunde bevises om, at Svendene havde holdt Sammenkomster, blev disse Sager satte til Avktion og Pengene leverede til Oldermanden at lægges i den Bøsse, hvor Tidepengene opbevaredes 1).

Paa samme Maade gik det de øvrige Lav. 9. Feb. 1685 bestemte Magistraten, at Skrædernes Lavshuses Lejevaaning skulde udlejes til den højest bydende og det skulde være forbudt deri at holde partikulær Logemente eller Krohus for Svende og Drenge, men der maatte vel skænkes for enhver, som vilde der indgaa. I Marts samme Aar befalede Magistraten, at efterdi Tømmersvendene intet Lav mere havde eller maatte have, skulde deres Bøger og Breve, som fandtes i Laden, kasseres, deres Lade og deri befundne Pengebøsser sælges og Pengene uddeles til fattige Tømmersvende. 16. Feb. 1693 toges Bestemmelser om Drejersvendenes Kro i Vildmanden, og deres Lade blev dem frataget.

1675 havde Kræmmersvendene oprettet en Forening med særlige Vedtægter. Da man 1689 kom paa Spor efter, at de holdt Sammenkomster, lod Politiet Laden dirke op af en Smed, og Foreningen blev omdannet til en Sygekasse, der bestod til 1804, da dens Kapital lagdes ind under Fattigvæsenet, der deraf oprettede et Legat for Kræmmersvende, hvilket endnu bestaar 2).

__________

1) K. D. VII. 468-69 med Indlæg. Mere om Omordningen af Lavsskikkene se C. Nyrop, Kjøbenhavns Tømmerlav S. 84 flg.

2) Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet S. 48-49.


294

Bartskærerne fik derimod 1684 den særlige Begunstigelse, som de havde søgt om, nemlig at holde to Forsamlinger om Aaret "alene til at bringe vore Svende og Drenge paa den rette Vej, hvilken Forsamling ej sker uden i Oldermandens Hus foruden noget Traktemente" 1).

At de nævnte Omvæltninger i Lavsvæsenet har fremkaldt megen Misfornøjelse, er tydeligt af det foregaaende, men denne kom ikke til Orde paa en lydeligere Maade end Stenbuks Opposition mod Magistraten. Kristian V var en folkelig Konge, hvem ingen tænkte paa at opponere imod; man var ogsaa i hans Tid efterhaanden bleven vænnet til den enevældige Regering. Der bestod et vist gemytligt Forhold mellem Kongen og Kjøbenhavns Borgere. Suhm, der er født 1728 og gennem sine Forbindelser havde god Adgang til at faa paalidelige Efterretninger om Tilstanden paa Kristian V's Tid, fortæller 2):

"Kristian den Femte var munter og omgængelig. Gamle Folk have fortalt mig, at Kongen talte med enhver, som var tilstede ved Kuren. I Ridehuset kom han daglig og øvede sig, saa at han holdtes for en af de største Ryttere i Evropa; der kunde enhver tale med ham. Ofte red han igennem Gaderne, Borgerne stode for aabne Vinduer med Glas i Hænderne og drak hans Sundhed, slog og efter Tidens Brug ofte Glasset ud paa Gaden og itu; ofte drak de ham til og han gjorde dem Besked. Enhver skikkelig Borger kunde da gaa i Kongens Kælder og frit drikke Rinskvin."

Anderledes var Forholdene i de Aar, der fulgte nærmest efter 1660. Stemningen var meget trykket og Landets Tilstand i det hele var meget alvorlig. Statskassen var bankerot og Statens Kreditorer maatte nøjes med, hvad de kunde faa. Embedsmænd fik ofte ingen Løn, men naar

__________

1) K. D. VII, 83 med Indlæg.

2) Suhms samlede Skrifter XIII. 14. Se endvidere E. Holm, Danmark-Norges indre Historie 1660-1720 II 22 flg.


295

deres Tilgodehavende i en Del Aar var løbet op til en større Sum, kunde de faa Udlæg for en Del af denne i Jordegods, der var af tvivlsom Værdi. Kjøbenhavns Borgere var for en Del ødelagte ved Belejringen og levede i knappe Kaar. De Privilegier, der var dem lovede, bestod væsenlig kun paa Papiret, og i de almindelige Rettigheder, der ydedes Lav og andre Korporationer, gjorde den enevældige Kongemagt saa mange Skaar ved at udstæde Undtagelsesbevillinger for enkelte Personer, at ingen kunde finde nogen fast Tryghed ved de kongelige Tilsagn. Naar dertil kom, at Borgerne trykkedes ved allehaande Paalæg, der vel for en stor Del sigtede til, at Byens ydre Forhold kunde blive forbedrede, dog ikke for Borgernes Skyld, men for at Staden skulde fremtræde med en vis Glans lige overfor Fremmede, der besøgte den kongelige Residensstad, saa kan man ikke vente at finde et frejdigt og tilfreds Borgerskab 1). Gesandternes Beretninger er næppe altid paalidelige, idet de ofte fremstiller Forholdene i det Lys, der bedst behager deres Suveræn, ti skulde man alene af deres Fremstillinger drage Slutninger om Stemningen i Kjøbenhavn, vilde denne have været i høj Grad urolig. Nogle af disse Fortællinger maa dog være paalidelige. Da der saaledes i Januar 1661 skulde indkvarteres fire Kompagnier Rytteri, vilde Borgervagten kun indlade de tre gennem Porten, og Magistraten fik ogsaa udvirket hos Kongen, at det fjerde Kompagni blev indkvarteret andre Steder. I Maj 1662 hedder det, at man vil paalægge Borgerne at underholde Garnisonen baade til Hest og til Fods, "hvorover de er i høj Grad forbitrede og forsikre med høje Eder, at de heller vil lade alt gaa overstyr end samtykke heri, og taler derhos meget farlige og betænkelige Ord. Kort sagt, det ser helt farligt ud blandt disse Folk, og de er yderst misfornøjede med den ny Regering" 2).

Medens Kongen i Maj 1662 opholdt sig paa Frederiks-

__________

1) Disse Forhold fandt iøvrigt ogsaa Sted i det meste af Kristian V's Regeringstid.

2) Beckers Saml. I, 292, 436.


296

borg, fik han et stort Overløb af Borgere, hvorfor der blev opslaaet en Plakat, at de skulde drage hjem og vente, indtil han kom til Kjøbenhavn, da han her alene vilde forlyste sig, "hvilket giver sær underlige Diskurser hos Folkene". Borgerskabet var nemlig oprørt over den strenge Fremfærd paa Toldboden, idet man hidtil havde fortoldet efter Opgivelse og uden Undersøgelse, medens nu alle Varer blev bragte ind i et Pakhus ved Bommen, og naar de ikke fandtes at stemme overens med Angivelsen, blev de konfiskerede, hvorover der var stor Forbitrelse, og man spurgte, om det var Lønnen for tro Tjeneste. Samtidig hermed kom Befalingen om at forandre Gaderne i Ny Kjøbenhavn, saaledes at disse alle vilde kunne beskydes fra Kastellet, ved hvilken Forandring mange skønne Huse og kostelige Haver vilde blive ødelagte 1).

Forbitrelsen gav sig Udslag i, at man oprykkede Pælene og truede Ruse paa Livet, som det foran er omtalt 2). I et Privatbrev paa Latin 3) fra Paasken 1663 hedder det: "Ruse frygter og bæver, da han kan høre Folk true med Prygl og med at tage Livet af ham og Soldaterne, hvis disse tager fat paa Plankeværkerne, ti Folk vil ikke selv række Haanden til at rive deres egne Huse ned."

Samme Aar hed det sig, at det under Livsstraf var forbudt saavel Borgere som andre at gaa op paa Volden 4), hvori de saa en stor Krænkelse, idet de tidligere havde haft Fortrinsret til at betræde de Volde, som de selv og deres Forfædre siden Stadens ældste Tid havde forsvaret. En Snes Aar efter finder vi endnu en Besværing herover fra de 32 Mænd.

1680 vedtog disse nemlig at opsætte en Memorial til Magistraten, for at denne kunde forebringe Sagen for Kon-

__________

1) Beckers Saml. I 291.

2) Foran S. 32-33.

3) fra Joh. Bager til Hr. Villads Olsen i Greve, i Bøllings Brevsamling, meddelt af Dr. H. Rørdam.

4) Beckers Saml. I 309.


297

gen med Hensyn til Borgerskabets Adgang til Stadens Volde, "hvilken dem nu mere end nogen Tid formenes". Anledningen hertil var følgende Klage fra Povl Lorens Holst: "Højærede velfornemme Hr. Kaptejn Peter Mutzfeld. Salutem. Jeg haver mig højligen hos hannem at beklage, hvis mig for tvende Dage siden begegnede, da jeg med min Hustru vilde gaa paa Blegdammen, og, saa vidt Volden strækkede, Volden for Plaser vilde passere, da som vi kom ved Vesterport, da haver Skildvagten mig som en Borger uhøflig begegnet, ikke mig advaret at være forbudt, nogen maatte gaa paa Volden, men straks mig undervist med slige Ord: "Scheer her under", og straks med hans Musket mig vilde herunder støde, hvorover jeg blev hel altereret, at jeg, som Hr. Kaptejn er velbevidst, i den gamle Krigstid som en Korporal altid min Vagt vel haver forset, som en ærlig Borger er skyldig og bør at gøre, forhaaber at min gunstig Hr. Kaptejn vilde sligt for højere Øvrighed det andrage, og maa endnu dagligen af fremmede, baade Hamborgere og andre spottes, hvorledes vi haver os forholdt, at en Kjøbenhavns Borger ikke maa engang gaa paa Volden for Plaser, da vi dog saa mangen Travallie og kold Nat haft haver, hvilket gør mig ondt, at I samt vores Stadshopmand ej derpaa vil tale. Vil befale Eder samt Kæreste og Børn den allerhøjeste Gud. Kjøbenhavn d. 28. Maj anno 1680. Forbliver eders tjenstvilligste Tjener."

Regeringen var ængstelig tilmode i disse første Aar i Treserne ikke alene lige over for Adelen, hvem den havde berøvet dens Rettigheder, men ogsaa over for Borgerne. Den svenske Diplomat Peter Chambers skriver i Avgust 1661, at Regeringen lod Karle gaa omkring i alle Forsamlinger og Værtshuse for at høre, om der blev sagt noget nedsættende om Regeringen, hvorved ogsaa nogle Officerer blev førte i Ulykke. Stor Opsigt vakte Dommen over Kaj Lykke, der i Sept. 1661 blev dømt fra Ære, Liv og Gods, og da Straffen blev udført paa hans Billede, eftersom han var flygtet. Denne


298

Henrettelse in effigie samlede en talrig Skare Tilskuere, og en Samtidig fortæller, at den fremkaldte stor Forfærdelse. Billedets Hoved og Haand var derpaa i nogle Dage opslaaet paa en Pæl paa Gammeltorv og opsattes siden paa Retterstedet 1). En lignende Skræk blev der sat i Borgerskabet ved Regeringens Fremfærd mod Magistraten paa Kristianshavn i April 1662, idet denne tiltaltes for Overgreb mod Kongens Højhed 2); Grunden til denne Tiltale for en Overtrædelse, der laa 3 Aar tilbage og som næppe nogen tænkte paa mere, var, at netop dette Aar, hvis man tør tro Gesandtskabsberetningerne, var særlig rigt paa Gæring og misfornøjede Ytringer. Det er mærkeligt, at den Art uforbeholdne Ytringer til Regeringen, der kom til Orde i Somren 1660 3) og hvori mange Sandheder blev udtalte, ligesom forstummede efter Arveregeringens Indførelse. Der blev efter den Tid altid anvendt stor Forsigtighed i Udtrykkene, naar man beklagede sig over et og andet, og man paaberaabte sig aldrig sine Rettigheder som noget, hvorefter Regeringen var forpligtet at rette sig.

Da det ikke var raadeligt gennem Pressen eller trykte Skrifter at kritisere Øvrigheden, greb man til det Middel at udsprede Angreb i Smædeskrifter. Vi hører saaledes i en Skrivelse fra Magistraten til alle Lav af 22. Avg. 1679 om en saadan Kritik af Regeringen:

"Saasom Magistraten meget ugærne har maattet fornemme, hvorledes for nogen Tid siden udi Hans M. vores allern. Herres og Konges Fraværelse herfra Staden adskillige utilbørlfge Bagtalelser og Calumnier skal være udspredt og hørt, H. M. højeste Ministris angaaende, da alligevel Magistraten noksom herudi er forsikret om Borgerskabets Uskyldighed og gode Affektion imod H. M. højtbetrode Ministris, ikke desmindre er deres alvorlige Befaling til Oldermanden

__________

1) Chr. Bruun, Kaj Lykke. Beckers Saml. I 256, 260.

2) Se S. 122-23.

3) K. D. I 715-25.


299

og Bisidderne udi hvert Lav, at de baade selv anvender al muligste Flid til at efterforske saavel som ved andre lader flitteligen inkvirere og eftersøge, hvem til saadanne ukristelige Paafund og Calumnier kan have været Optænkere, Begyndere og Udspring, og hvis nogen kunde befindes skyldig, da dem straks for os at give tilkende, paa det de skyldige, enhver ved sit Forum, kunde efter Fortjeneste og andre til Afskræk tilbørligen straffes og de uskyldige fra al Mistanke blive befrit" 1).

En saadan Smædeskriver fra Kristian V's Tid er noksom bekendt i Præsten Jakob Worm, der maatte ende sit Liv i Tranqvebar. Saadan Skrivemaade greb efterhaanden saaledes om sig, at ogsaa private Folk kunde blive Genstand herfor. I Byfogedregnskabet 1687 omtales, at Morten Randrup var tilfunden til at bøde 3 Gange 40 Mark Sølv "for ærerørige Ord, han ved Pasqvil imod Hans Jørgensen øvet har", men at han var frikendt ved en Bytingsdom af 17. Feb. 1687. Værre gik det til, naar, som Politimesteren 1688 klager over, "en Del fortrædelige og udædiske Mennesker sig understander om adskillige ærlige og uberygtede Godtfolk ærerørige Skandskrifter og løgnagtige Pasqviller at digte og dem paa publiqve Steder her i Byen at have ladet opslaa saa og hemmeligen i Folks Huse indkaste og ellers udi Drikkehuse og andensteds at divulgere, ikkun at sætte ærlige Hustruer og Møer en Skandplet paa og dem deres ærlige Navn og Rygte at bestjæle." Politimesteren fik derfor 2. Juni Befaling om at lade opslaa Plakater, hvori Folk advaredes herimod, ligesom de, der kendte de skyldige og ikke angav dem, skulde være samme Straf underkastede som disse. I Politimesterens Instrux 1691 1) hedder det ogsaa: "Dersom ham nogen Skandskrift eller andet forekommer, som til Godtfolk at beskæmme eller deres Ære og Lempe at forklejne kan vorde udspredt eller paafundet, skal han al mulig

__________

1) K. D. VII, 232, med Indlæg, 358.


300

Flid anvende, at de, som saadant har gjort, kan vorde udforskede og efter Loven og vor derom udgivne Forordning tilbørligen tilrette satte." 8. Juni 1689 var der nemlig udkommet en Forordning, at alle Skandskrifter som infame skulde offentlig brændes af Bøddelen. De blev ogsaa indførte fra Udlandet, ti det hedder i Forordningen, at "en Tid lang adskillige Pasqviller og Skandskrifter, saavel imod vores kgl. Etat og Højhed, som imod vores Religion og en Del af vores Gejstlige sig i vore Riger og Lande skal have indsneget og der siden være blevne distribuerede."

En Pasqvil blev 20. Nov. 1693 brændt af Bøddelen paa Nytorv; at den ikke var indført fra Udlandet, fremgaar af, at den var skreven imod Overhovmesteren ved det ridderlige Akademi. Det fortælles ogsaa om den, at den var "mangesteds i Byen udsprængt" 1). 1699 blev der af Bøddelen brændt et Nidskrift og et Par Breve om og til den franske Hofpræst og hans Hustru, der først fra at være Katholiker var gaaede over til den reformerte og nu i Kjøbenhavn til den lutherske Lære 2). Ogsaa Skrifter imod den rette Tro brændtes af Bøddelen, saaledes 9. Marts 1691 det Stridsskrift, som Chr. Thomasius, Professor i Halle, havde udgivet mod Dr. Masius.

__________

1) Bircherods Dagb. S. 279.

2) Secher, Danmark I 317.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: ons mar 23 19:00:52 CET 2005
Publiceret: ons mar 23 19:00:49 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top