eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse V

Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699
    - bog III, kap. II

Kbh., G. E. C. Gad, 1889

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

II.

Drikfældighed. Slagsmaal. Overfald. Galger og andre Straffe. Gadeoptøjer. Tiggeri. Usædelighed. Overtro.

I den sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede var Drikfældigheden ikke ringere end tidligere. Hvad skal man sige, naar, som det berettes 1671, den gamle Kristoffer Gabel, der rigtignok nu var en falden Hofmand, "hver Dag drikker god Rus udi Brændevin", eller naar Kongens Yndling, Overjægermester Hahn, 1680 døde som en Følge af Udsvævelse i Vin. Om en anden af Kongens Yndlinge, Adam Levin Knuth, beretter den franske Gesandt 1681: "Det er umuligt at sige for meget om hans indskrænkede Hoved og de slette Vaner, hvortil han er forfalden; hans Kundskaber indskrænke sig til at kende de forskellige Slags Vine, hvormed han hver Dag fylder sig". En anden Franskmand udtrykker det saaledes, at hans største Fortjeneste er at drikke godt. Om Kongens Halvbroder U. F. Gyldenløve, der var Kjøbenhavnernes første Mønster paa en elegant Kavaler, siger den førstnævnte Franskmand, at han forstaar at leve og er meget høflig, men holder for meget af at drikke. Det berettes ogsaa om den første Politimester i Kjøbenhavn, Klavs Rasch, at han var saa bekendt for sin Evne i Henseende til at drikke, at han engang blev hentet til Slottet for at drikke en sachsisk Herre under Bordet, hvorved han hævdede sit Lands Hæder saa mandelig, at Kongen eftergav ham en stor Sum Penge 1).

__________

1) D. Saml. 2. R. III, 310; IV, 157, 160, 161. Norsk hist. Tidskr. II, 318.

[215]

216

Aar 1680 gjorde den svenske Gesandt et stort og kosteligt Gæstebud, hvortil de fornemste Herrer og Damer var indbudte. Ved Midnatstid tog de fleste Gæster bort, men en Del fornemme Kavalerer blev tilbage og begyndte at drikke Skaaler; tilsidst snappede man Karabinerne fra de Drabanter, der stod udenfor Døren, og gød dem fulde af Vin, hvorpaa man satte dem for Munden og tømte dem paa et Tegn af Gyldenløve; i samme Øjeblik, som Karabinen var tømt, skulde man give Fyr med den, og den, for hvem dette mislykkedes, blev dømt til at drikke en Stob Vin. Dette gentoges over ti Gange, og da der var mange, som ikke iagttog Tempo og kom bagefter med deres Skud, gjorde den idømte Straf det snart af med Selskabet, saa man tilsidst ikke var i Stand til at haandtere Geværerne. Den svenske Gesandt og Gyldenløve var de eneste, der vandt Prisen og blev fri for Vinstraffen. Ud paa Natten kom Gesandten, hvis Navn var Gyllenstjerna, og Gyldenløve i Ordstrid om de Danskes Tapperhed i sidste Krig i Forhold til Svenskernes, og dette gik saa vidt, at Svenskeren tog Gyldenløve i Skuldrene og lagde ham op paa Bordet, men han rejste ham dog straks op igen. Gyldenløve tog dette saa ilde op, at han udfordrede Gyllenstjerna paa Pistoler. Dermed var Gildet forbi, Gyllenstjerna lod sin Vogn forspænde og kørte til Nørreport, men her nødte et Forbud fra Kongen ham til foreløbig at opgive Duellen 1).

Ved et Drikkegilde hos Gyldenløve 1670 ytrede nogle danske Adelsmænd Misfornøjelse med, at Adelen havde saa lidt at sige i Modsætning til Fremmede, men haabede at Tilstanden snart vilde forandre sig. Samtalen blev mere og mere heftig, man brugte grove Ord, og det kom til Haandgribeligheder. To Adelsmænd trak blank og gjorde Udfald

__________

1) D. Sml. 2. R., V, 80-82. Han kørte vel til Nørreport, forat komme til Fuglestangen ved Tagens Hus, hvor man, i det mindste senere, plejede at duellere.


217

mod Gyldenløve, hvilket han afparerede med Haanden, hvorpaa han rev Kaarden fra den ene og gennemborede den andens Skulder dermed.

Selv Kristian V tog Del i allehaande Optøjer i Begyndelsen af sin Regering. Han morede sig med at køre op og ned ad Gaderne om Natten og besøge en og anden af Adelen. En Nat kom han til Admiralens Hus (Niels Juels?), hvor han slog alle Ruderne itu. Derfra begav han sig til Oversekretær Schult, der bode paa Graabrødretorv 1), bvor han ikke alene slog Ruderne itu, men tog Schult Slaabrok og Nathue med i Vognen. Man fortalte, at denne havde ladet sin Kone indelukke i et stort Skab for at fri hende for Overlast 2). Man kan just ikke tro, at saadanne Optøjer kunde forsone alvorlige Mennesker med en Enevoldsmagt, hvis Ihændehaver skulde staa for Folket som en halv Guddom, men som opførte sig ikke bedre end Samtidens andre unge Lapse.

Karaktererne var meget ømtaalelige; man blev let heftig og fornærmet paa sin Ære ved de i Hidsighed udtalte grove Ord, som man havde saa let ved at faa frem.

Ved en Fest, som den franske Gesandt Terlon 1665 gav for Hoffets Damer paa sit Landsted, opstod der Strid om Rangen mellem den franske Residents Frue og Dronningens Hofdamer. Terlon tog den førstes Parti og sagde, at Hofdamerne fortjente Pisk. Kommandanten i Kjøbenhavn Frederik v. Ahlefeldt svarede hertil, at hvis Terlon ikke havde været en stor Konges Ambassadør, vilde han have sagt, at han talte som en Nar. Terlon tog ham fat i Kraven, og Kommandanten greb Terlon i Parykken. Generalstaternes Ambassadør skilte dem derpaa ad, og da Terlons

__________

1) Løvstræde, som det da hed. Han var 1669 bleven gift med Kristoffer Gabels Datter Armgaard Sofie.

2) D. Sml. 2. R,, III, 36-37.


218

Mund skummede af Raseri, tog Ambassadøren ganske rolig sit Lommetørklæde og tørrede Terlon om Munden dermed 1).

Naar saadanne Haandgribeligheder kunde finde Sted i de fornemste Kredse, undres man ikke over lignende Optrin hos Mellemklasserne. 1689 vidnede en Mand for Raadstueretten, "at han saa, at Kaptejn Lützov tog for paa Doktor Ringelman (i dennes eget Hus), saa det syntes, at han tog ham ved hans Klud 2), hvorover Doktoren rykkede sig tilbage omkring Bordet henimod nogle Stole; derpaa stødte Doktoren Kaptejnen for i hans Pande med sin Haand, saa Parykken gik op ad Hovedet paa Kaptejnen, og Doktoren sagde i det samme: "Vi er jo ærlige Folk"; men om Parykken faldt paa Gulvet, det kunde Vidnet ikke fuldkommelig vide formedelst de mange Folk, som stod der omkring. Han hørte, at Kaptejnen raabte paa sin Dreng, at han skulde fly ham sin Kæp, og sagde, at han vilde prygle den Nar. En tilstedeværende Løjtnant Split svarede derpaa: "Broder, du skal intet befatte dig med ham, han er Kongens Doktor" 3); derpaa svarede Kaptejnen: "Var han ikke Kongens Doktor, da skulde jeg prygle dig død og ikke tage Kaarden til dig", hvorpaa Doktoren svarede: "Jeg er nu ikke Kongens Doktor; hvad vil du gøre?" hvorpaa Løjtnant Split atter sagde til Kaptejnen: "Du skal intet have med ham at gøre", hvorpaa Kaptejnen svarede igen: "Jeg skal prygle den Hundsfot, Kongens Doktor er ikke bedre end en anden", hvorpaa Doktoren svarede igen: "Vil du prygle mig?" og derpaa tog sin Kaarde ud, men om han gjorde dermed noget Stød til Kaptejnen, havde Vidnet ikke set, men Løjtnant Split tog straks i Fæstet paa Kaarden, paa det at ingen Ulykke dermed skulde ske. Imidlertid sprang Kaptejnen hen til Doktoren og slog ham fire eller fem Slag med sin Kæp" 4).

__________

1) P. W. Beckers Saml. II, 373.

2) Kluden er Halstørklædet med nedhængende Ender. Klud betyder endnu i Jylland Halstørklæde.

3) At han var kgl. Livlæge ses i Ingerslev, Danmarks Læger II, 40.

4) Raadstueprotokollen 28. Jan. 1689.


219

1693 anklagedes Jørgen Knndsen, fordi han var kommen ind i Kaptejn Hartmans Logemente, og da der kom dem nogle Ord imellem, "har han slaaet nogle Gange Knep med Fingrene for Kaptejnen og sagt: "Jeg skal mage det saa, du skal vride dine Hænder derfore, og du skal faa en Ulykke, du har brydt (i.e.: drillet) mig i tre Aar; nu vil jeg bryde dig igen", med andre flere ubekvemme Ord, som han nogle Gange repeterede, alligevel Kaptejnen bad ham gaa bort og nyde Ro paa sit Kammers". Ved sin Bortgang skældte og truede han og sagde: "Du skal faa en Ulykke og Fanden skal fare i dit Hjerte". Her kom det dog ikke til Haandgribeligheder, ti Kaptejnen begærede Arrest over ham, og i denne blev Jørgen Knudsen siddende, til han stillede Kavtion for, at han ikke vilde tilføje Kaptejnen ondt, men denne maatte selv sørge for hans Underholdning i Arresten 1).

1678 blev Oberst Andreas Vilchen idømt Voldsbøder "for Hug og Slag, han Hans Garben 2) med sin Stok givet har", og Aaret efter maatte Stadsmajor Valdemar Blinch bøde "for Overfald og Slag paa Knud Olsen Underfoged". 1687 blev der afsagt Dom over Kristen Andersen, forrige Studiosus, der var bortrømt, "at han skulde bøde ej alene tre Gange 40 Lod Sølv for Overfald paa Gaden, som han paa Borgmester Jokum Lassen af Viborg øvet har, saa og for ærerørige Skældsord at bøde 3 Mark og desforuden for Trusel og Undsigelse at stille Borgmester Jokum Lassen fornøjelig Borgen eller og paa sin Person, hvor han antræffes kan, borge for sig selv".

Endog paa fredlyste Steder som Børsen kunde man ikke styre sin Heftighed. Albret Henrik Stormer overfaldt og slog her 1690 Henrik Hønniche, skældte ham ud, kastede sin Kaarde paa Gulvet og spurgte, "om han han havde Lyst

__________

1) Raadstueprotokollen 15. Nov. 1693.

2) Hans Garben var Kræmmer.


220

til Kaarde eller for Haanden". Foruden at' give klækkelige Bøder maatte Stormer for Retten erklære Hønniche for en ærlig Karl, og at han intet andet vidste med ham, end det en ærlig Karl vel egner og anstaar 1).

Et saadant Tilfælde som følgende i en Kirke hørte dog vistnok til de usædvanlige: "Forgangen Fredag, som var den 30. September 1692, da afg. Kristian Beverlin, forrige Stadskæmner her i Staden, blev begraven i Vor Frue Kirke, og der holdtes Ligprædiken over Liget, er en Borger og Brygger Povl Larsen Vang indkommen udi Kirken, gaaet om i Gangen paa den nordre Side, som Kvindestolene er, og der paa en usædvanlig Maade begivet sig ind udi en af fornævnte Kvindestole, hvor hans Hustru tilligemed andre Kvinder sad, taget Hustruen om Halsen med adskillige Kærlighedsord og Tale til hende og ikke aleneste foraarsaget en stor Opsigt i Kirken, men da han noget havde siddet i Stolen og gik ud igen, har han straks, han kom udenfor Stoledøren paa Gulvet, slaaet en Person ved Navn Mathias Tausan over Ansigtet med sin Stok og brugt adskillige Skældsord og store Eder, hvilken Tausan tilligemed andre Borgere stod og hørte paa Ligprædiken, og det uden ringeste Tiltale eller Aarsag, hvormed han end foraarsagede ydermere Tumult og Insolentie i Kirken under Prædiken" 2).

Et morsomt Sammenstød forefaldt 1693 i Admiral Gieddes Hus, hvorom Admiralen selv beretter følgende: "Dagen tilforn eller to Dage efter, at min Tjener ved Navn Mathias Laholm havde faaet ondt udi sit Ben og skulde være Rosen, som mig blev sagt, hvortil Mester Henrik Meine blev kaldt, som ogsaa gik til ham og lagde et Plaster et Par Gange derpaa, og som det mig blev sagt og jeg frygtede, at Plasteret maatte trække Hul paa hans Ben, og jeg gerne vilde have Tjeneren hastig kureret, lod jeg hente Doktor Unse-

__________

1) Raadstueprotokollen 5. Marts 1690.

2) Indlæg til Reskr. 15. Okt. 1692 (K. D. VII, 399-400).


221

nius 1) dertil, som ordinarie gaar udi mit Hus og betjener mine Folk, bad ham, han vilde fare til Tjenerens Ben, eftersom jeg frygtede, Plasteret maatte gøre ham mere Skade end som godt, hvilket Doktoren lovede at gøre og at forskaffe Tjeneren snart paa Fode igen, vidste ikke heller, at jeg da havde brugt Barberen, da den 13. December, som han havde været "nere" hos Tjeneren og ordineret ham noget at lægge derpaa, kom han om Morgenen op til mig paa mit Kammer, besværede sig for mig at være overfalden af Mester Henrik med unyttige og usømmelige Ord samt Undsigelser, eftersom han efter min Begær havde set efter Tjenerens Fod, hvorpaa Mester Henrik i lige Maade i samme Tid hel konfus og bleg kom op til mig, begyndte at tale Doktoren til med haarde Ord, hvorfor han havde brudt hans Baand og aftaget hans Plaster, hvorpaa jeg svarede, om det ikke var min Tjener, om jeg ikke havde Magt at lade hente i mit Hus, hvem jeg vilde, bad ham saa ikke fare afsted, men bære nogen Respekt for mig udi mit eget Hus, sagde ham og, at Doktoren var uskyldig, men han fór fort og sagde at ville lade beskikke (stævne) Doktoren, med flere unyttige Ord, hvorfor jeg var foraarsaget at vise Mester Henrik Døren og bad ham bære Respekt udi mit Hus, ellers maatte jeg være foraarsaget at vise ham noget andet eller lade hente Vagten".

Doktorens Indlæg i den paafølgende Retssag indeholdt følgende Poster: at Mester Henrik havde voldelig overfaldet ham i Viceadmiral Gieddes Hus, ikke alene angrebet ham, men endog alle Doktores med meget haanlige og ærerørige Ord, at han havde duttet ham, fordret ham ud for Porten at slaas med ham og truet med at køre et Instrument udi Livet paa ham. Iøvrigt var Doktorens Indlæg fuldt af Grovheder; han holdt sig for god til at lægge Haanden paa

__________

1) Dr. Unsenius var en Tid Læge i Odense, se Ingerslev, Danmarks Læger II, 64.


222

saadan en uværdig Karl og elendig Stymper, han holdt Mester Henrik for en Bagvasker, der havde glemt Pligt og Billighed, formedelst de Skældsord, som han af sin grove æselske Flab havde udgydt imod ham, han holdt ham for en uforskammet Æretyv, indtil han ham andet overbeviste, end hvad en ærlig Mand og erfaren Medico anstod. Vidnerne kunde dog ikke give Doktoren Medhold, ti de havde kun hørt Barberen sige, da Doktoren tog Plasteret af, at denne forstod det ikke; dog forekom det den ene, at han havde svaret Doktoren: "Du magst en Hundsvot versteen", men det var, efter at Doktoren først havde duttet ham. Doktor Unsenius dømtes for sin grove og usømmelige Beskikkelse (Stævning) til baade paa Byting og Raadstuen at erklære Henrik Meine, at han ej vidste med ham noget andet end det, som en ærlig Mester vel sømmer og anstaar, og maatte bøde 30 Rdl. til Kristianshavns Kirke 1). Denne Scene, der foregik i det Hus, hvor Holberg siden var Huslærer, har han sikkert hørt omtale, og den kan have givet ham Anledning til Scenen i "Barselstuen".

En Begivenhed, der gjorde megen Opsigt, var Drabet paa Dansemester Kristoffer Lachman. Denne havde 24. Januar 1694 om Aftenen Assemblée i sit Hus "for sine Skolarer og andre", det vil sige, han holdt et Bal for de Elever, han havde undervist i Dans, og for en afsluttet Kreds af andre, og for at hindre Uvedkommende i at trænge sig ind var der en Vægter posteret i Forstuen. Da kom en Skare unge Mennesker, blandt hvilke Holger Gyldencrone og Hans Weideman var, ind i Forstuen og begærede at komme ind i Stuen, men da Vægteren nægtede dem Adgang, trængte de sig ind i Gaarden for at komme ind i Huset ad den Vej. Da dette mislykkedes, løb de med Magt paa engang mod Stuedøren og slog paa den med deres Stokke, hvorpaa de løb ud paa Gaden. Vægteren lukkede da Gadedøren i Laas,

__________

1) Raadstueprotokol 14. Juni 1694.


223

hvorpaa Weideman og en til slog paa Vinduesskodderne og raabte "Hundsfot", indtil Lachman truede med at lade Vagten hente.

Dagen efter kom begge de unge Gyldencroner hen til den franske Kok Pleon 1), hvor de spiste og i en forbitret Stemning talte om, hvorledes de vilde behandle Lachman, naar de traf ham. Til dennes Fader, der kom for at tale med Pleon, sagde Holger Gyldencrone, at han vilde give 1000 Rdl. til, at han havde hans Søn her. Derpaa gik Holger Gyldencrone og Weideman hen til Antoni Hanstein den Yngre, der var i sin Moders Hus, og spurgte denne, om han havde været til Lachmans Assemblée, hvorpaa de fortalte, hvad de havde gjort den foregaaende Aften, og Gyldencrone sagde de Ord: "Faar vi fat paa ham, skal vi prygle ham". Weideman spurgte, om Hanstein ikke vidste, hvor Lachman informerede; da denne ikke vidste det, sagde Gyldencrone: "Jeg vil ingen Kaarde drage til Lachman, men prygle ham med Stokken, og skal jeg trække Kaarde til ham, da skal enten jeg eller han sidde paa Rumpen", og til Weideman sagde han : "Ja, Broder, hvor jeg attraperer ham paa Gaden, om det end var udi en Karet, saa vil jeg slaa Vinduerne ind, og saa vidt skal han have den", og derpaa trak han sin Kaarde og viste en halv Alen fra Spidsen. Han fortalte ogsaa, at han havde ladet den brav slibe.

Da Hanstein vilde gaa i Byen, trængte de sig paa med deres Selskab, og da Hanstein paa Tilbagevejen gik op i sin Moders Hus, blev de andre staaende udenfor, men i det samme blev de var, at Lachman kom gaaende; de løb efter ham og naade ham i Læderstræde. Der saa Vidnerne, at Gyldencrone først talte til ham og efter nogen Ordveksling slog ham med sin Stok over Hovedet, men Lachman værgede sig med sin Stok, saa Gyldencrone faldt baglænds om. I det samme søgte Weideman ind paa Lachman med dragen Kaarde

__________

1) Honoré Pleyon, der tog Borgerskab 1691.


224

men idet denne værgede sig, kom Gyldencrone til i en Hast og løb sin Kaarde ind i Livet paa Lachman, der straks faldt om og døde. Morderne tog derpaa Flugten og rømte bort. Gyldencrone dømtes ved Højesteret til at have sit Liv, Ære og Gods forbrudt og, hvis han ikke blev greben, til Fredløshed paa Livstid 1).

Den Omstændighed, at Kaarden hørte til alle Folks Klædedragt, bevirkede mange lignende Voldsomheder blandt simplere Folk. 1684 straffes en Skræder Rasmus Lomborg paa tre Gange 40 Lod Sølv for at have brudt Husfreden i en anden Skræders Hus, hvor han var gaaet ind og med sin Kaarde havde slaaet og stukket Læredrengen, der dog ikke har været saa ganske uskyldig, da han siden for sine "unyttige og ubekvems Ord" dømtes til at sidde i otte Dage paa Vand og Brød i Raadhuskælderen og til at gøre Rasmus Lomborg offentlig Afbed paa Raadstuen. 1688 havde tre Slagtere en Søndag Nat paa Gaden overfaldet fem Skalmejeblæsere af General-Major Schacks Bataillon, havde hugget og stukket dem med deres Kaarder og slaaet Skalmejerne itu, "da de dem med deres Spil opvartede". Ved et Slagsmaal samme Aar mellem nogle Smedesvende oplystes det, at den ene havde mistet en Sølvkaarde og en Stok 2).

I Byfogedregnskabet 1676 dømtes Kristian Zoega til en Bøde af 3 Rdl. for at have beskadiget en Student i Haanden med en Kaarde 3). 1684 blev Johan Hollænder "meget skammeligen overfalden af en Skipper ved Navn Rasmus Dolmer, først med Trusler og Skældsord og siden med Hug og Haardræt, hvorover Johan Hollænder til sit Forsvar drog en liden Kaarde og slog Skipperen over hans venstre Skulder", men denne drejede Hovedet, saaledes at han blev saaret i dette, hvilket gav Anledning til hans Død 4).

1) Magistratens Domprotokol. Bircherods Dagbøger S. 285.

2) Raadstueprotokol 24. Marts 1684, 18. Marts og 30. Maj 1689.

3) Zoega var en afskediget Præst, der døde 1678 i Kiøbenhavn og betegnes som "en urolig Mand", se Giessings Jubellærere II, 408.

4) K. D. VII, 72-73.


225

Misbrug med Kaarden kommer ogsaa frem i en Sag om et Sammenstød mellem en Husbonde og hans Karl. Da Brygger Kristen Bertelsen en Aften bebrejdede sin Karl Anders Hansen, at han gik ud sent paa Aftenen, svarede denne, at en Skælm skulde sige ham sligt paa, hvormed han vilde have sigtet til en Tilstedeværende, om hvem hans Husbonde havde sagt: "Den Karl skal vidne dig sligt paa", men det bevistes, at Anders havde sagt dette ærekrænkende Ord Skælm tidligere, saa hans Husbonde ikke kunde opfatte det anderledes, end at det var ham selv, der kaldtes en Skælm, og han gav derfor Karlen et Slag i Ansigtet med Bagen af Haanden, hvilket af Retten betragtedes som noget, en Husbonde havde og burde have Magt til. Karlen gik derpaa ned i Bryggerset og Husbonden med sin Kaarde, der dog var i Skeden, bagefter, og der blev de trufne i Kamp, uden at det kunde oplyses, hvorledes denne var opstaaet; Karlen paastod vel, at Kristen Bertelsen havde overfaldet ham med blottet Kaarde, men der var ikke Spor af, at han havde lidt Skade af Kaarden, medens man derimod saa, at Anders trak sin Husbonde i Haaret og slog ham til Jorden, saa der fandtes Saar og Rifter i hans Hoved ved Ørerne, saa Blodet flød ud deraf 1).

Tjenestefolk efterlignede deres Herskab i Kaardens Brug. Saaledes skede den Ulykke 1693, at Professor Rasmus Bartholins Kusk paa et Loft stak en fremmed Tjener ihjel, da han for Morskabs Skyld fægtede med ham 2).

En anden Tyendesag, der vidner om, hvor let Haanden sad, angaar en Enke af den velhavende Klasse, Madam Glædes 3), der havde tre Piger, af hvilke den ene var Stadsmø og den anden Stuepige. Den tredie Pige, der altsaa har været Kokkepige, klagede for Retten over Madamens

__________

1) Raadstueprotokol 26. Nov. 1688.

2) Bircherods Dagbøger S. 146-47.

3) Hun var Mette Rodes Datter og bode i nuv. Højbroplads Nr. 4, Hj. af Læderstræde, hvor de vistnok drev Gæstgiveri.


226

Mishandling. Ifølge Forklaring af Doktor og Bartskær fandtes saaledes "et Rif" paa den højre Kind ved Øjet saa langt som Ledet af en Finger, Hovedet var ophovnet og fuldt af Knuder, Næsen blodig og desuden stærkt løbende, den venstre Arm ved Albuen blaa, i det tynde Led i Slagsiden var en blaa og gul Plet. Da dette overskred den tilladelige Hustugt, maatte Madam Glædes for Næve- og Stavshug bøde to Gange tre Lod Sølv, betale Doktor- og Bartskærløn, Pigens Ophold med Kost, Kammer og en Vaagekones Opvartning, til hun blev frisk, give Pigen for udstaaet Smerte og Skade halvtredsindstyve Rigsdaler foruden hendes tilbagestaaende Løn og desuden betale Processens Omkostninger 1).

Da Urtegaardsmanden ved Kongens Fiskerhus 1694 traf en Dreng, der fiskede i Kongens Fiskeparker, kastede han ham uden videre i Vandet, hvor han druknede 2).

Den Tone, hvori Folk talte til hinanden i Hidsighed, fremgaar af flere af ovennævnte Skildringer; det kan derfor ikke undre nogen, at en Borger, der ikke selv havde ophugget sin Rendesten, hvorfor Arbejdet udførtes af en af Renovationens Folk, raabte ned til denne og "skanderede og skældte ham for en Skælm og en Rendestenssnager og beklagede at skulle være kommanderet af saadanne Folk" 3).

Generalmajor Tramp blev 1666 i den Grad ude af sig selv lige overfor Kongen, at han bed i sin Hat, satte den paa Hovedet, stampede omkring i Gemakket og styrtede derpaa ud af Døren 4).

Hvorledes en Officer kunde optræde lige overfor Magistraten, ses af følgende Beretning i Raadstueprotokollen:

"Aar 1676 den 20. Avg. kom Hr. Oberstløjtnant Sten Andersen 5) til Kjøbenhavns Raadstue, da vi havde med Retten

__________

1) Raadstueprotokol 9. Juli 1692.

2) K. D. VII, 433.

3) Raadstueprotokol 20. Febr. 1684.

4) Beckers Saml. II, 404.

5) Sten Andersen Bille, der under Belejringen var Major, optræder efter 1660 med Titlen Stadsmajor, hvilket imidlertid [ fortsat side 227 ] ikke betegner en Stilling ved Borgervæbningen men ved Kommandantskabet. Senere var han Oberstløjtnant og Vicekommandant, steg siden til Oberst, men var Vicekommandant endnu ved sin Død 1698.


227

at forestaa, og da vi fornam, at han var der, straks bad vi ham, at han vilde indkomme. Da han indkom, hilsede Præsidenten ham og rejste sig op af sit Sæde, bad ham, at han vilde sidde hos ham og Borgmestrene, som var tilstede paa deres Sæde, hvilket ikke skede, men han straks begyndte og foregav, at vi vilde drage Omsorg, at de svenske Fanger kunde faa Værelser her i Staden. Hvortil blev svaret, at Magistraten havde gjort, hvad den kunde ved Kompagniets og Pesthusets Tilbydelse, desforuden lydte Hs. Kgl. Majestæts skriftlige Befaling ikke til Magistraten, men til Hr. Statholder, hvortil Hr. Oberstløjtnant svarede og spurgte os ad, om vi ikke parerede (adlød) Statholder; hertil blev svaret, at vi respekterede ham og assisterede ham til Hs. Kgl. Majestæts Tjeneste, men vi havde ingen Ordre til at parere ham, hvortil blev svaret, havde vi ikke faaet Ordre, saa skulde vi faa. Dertil blev givet Svar, naar vi fik den, bør vi derefter at leve. Siden blev spurgt, om vi ikke parerede ham, da Hs. Kgl. Majestæt var for Wismar; dertil blev givet til Gensvar, at det ikke skede, men til alt, hvis (hvad) vi har paalagt Borgerskabet, og nu, siden Hs. Kgl. Majestæt er kommen til Skaane, har vi gjort efter til os kgl. skriftlig Ordre. Men da Præsidenten begyndte at tale til Hr. Oberstløjtnant, at han kunde fornuftelig eftertænke, da førend han kunde videre udføre sin Mening og Ord, blev velb. Hr. Oberstløjtnant vred, talte haarde Ord, satte sin Hat paa sit Hoved, gik ud af Raadstuen, slog Døren saa hart i, at aldrig véd man saadant at være sket paa Raadstuen, "murmerede" igennem Raadstuehuset i mange Borgerskabets og andres Nærværelse, som var der mødte til deres Sagers Expedition".

22. Jan. 1661 klagede nogle af Magistraten paa Kristianshavn over, at "den for nogen temmelig rum Tid forleden


228

af nogle arrige og genstridige Naboer og Medindvaanere, nemlig Peter Lutzen, Hieronimus Kohl 1) og hans Hustru Marike Kohls offentlig paa Ære og Lempe er bleven skældet og beskyldt". I den Retssag, der var imellem dem, var der faldet Dom, men da Stævningsmændene vilde levere Kohls Kvinde Kopi af denne og lagde den paa Bordet, kastede hun den ud af Døren til dem, og sagde, at hun vilde intet have med dem at bestille, ligesom de samme Personer i andre Maader ydermere viste deres Affekter.

Lige over for Avtoriteter viste man sig ofte trodsig og uvillig. 5. Dec. 1682 klagede Magistraten til Kongen over, at naar Rodemestrene kom til Folk, der ellers ikke hørte under Stadens Jurisdiktion, i Anledning af Kop- og Kvægskatten, "vorder de ilde udskældede, forhaanede og truede med Slag og Hug". Naar Politibetjentene paa Helligdage under Prædiken gjorde Undersøgelse om Helligbrøde, klager Klavs Rasch 1688, "hvor de baade véd og har Kundskab om, at der indenfor sidder Folk enten at arbejde eller drikke, er Husværten eller hans Folk saa modvillige, at de ikke vil oplukke deres Døre, naar Politibetjentene derpaa banker for klarlig dem deres Forseelse at overbevise".

1699 klagede en Portkontrollør over, at Natmandens Folk "forgangen Søndag Aften, længe efterat Vagtklokken havde ringet, kom kørende med en død Hest og vilde passere ud, og som min Tjener fordrede Portpenge, brugte de mange meget usømmelige og uhøflige Ord, da de dog nogle Gange tilforn havde betalt og vel vidste, at de ikke var fri, og i det samme spændte de fra og lod Aadslet staa paa Broen straks ved Slagbommen og entvigede med saadan Hastighed, at den udi Ravelinen kommanderende Underofficer ikke kunde indhente den udi Porten kommanderende Overofficers Betænkende og Ordre, ladende Aadslet staa indtil om Mandag Morgen". Hvis en slig Formastelse skulde

__________

1) Begge Raadmænd paa Kristianshavn.


229

gaa ustraffet bort, kunde man frygte for, at disse Folk herefter vilde udøve større Insolentier, saaledes at sligt kunde ske, naar det høje Herskab og høje Personer vilde passere ud eller ind 1).

En anden Gang kom en Portbetjent derimod selv i Forlegenhed paa Grund af Tjenstivrighed. Han, hvis Navn var Peter Hassel, klagede 1696 over, at han Aftenen forud ved Kammerraad Søbøtker (Toldinspektør) var arresteret af Vagten og ført til Raadhuset, fordi "den gode Herre af Sverig Amphue, hvis videre Navn mig er ikke bevidst, som udi Porten for ungefær 8 Dage siden af mig ganske ubekendt er ankommen, og da jeg fordrede Pengene, vilde den, som kørte, ikke holde, lod derpaa Vagten kalde at assistere Kørselen at forhindre, til de havde betalt". Rentekamret resolverede, at naar den svenske Envoyé kunde formaas til at intercedere for ham, skulde han slippe af Arresten, hvilket ogsaa maa være sket, idet han et Par Uger efter beskikkedes til Konsumtionsskriver i Østerport.

Simple Folks Paatrængenhed fremgaar af følgende Post i Kæmnerregnskabet for 1678, hvorved Kæmneren har befrit Magistraten for Ubehageligheder: "Imidlertid Slutteriet stod i Bygning, har Magistraten undertiden ladet sig der finde og Snoren fortrække, hvorfor jeg paa deres Vegne saa vel som ellers paa Stadens Vegne aarle og silde Overraaben og Eftertale at undgaa, tit og ofte har maattet meddele Drikkepenge, som beløber sig over 6 Rdl."

Blandt simplere Folk forefaldt Haandgribeligheder ofte. I Jens Pedersen Graaheds Have 2) kom Klejnsmed Hans Haber 1684 i Klammeri med Niels Søgaard, hvorpaa denne og Engelbrecht Kristian fik fat paa to Hasselkæppe, hvormed Søgaard angreb Smeden og en Ven, og ved denne Lejlighed blev Engelbrecht ilde trakteret med Hug og Slag

__________

1) Rentekamrets Skrivelse 4. Febr. 1699.

2) Ud til Sølvgade og Rigensgade (K. D. VI, 629).


230

af Smedens Ven, hvorfor han fik ham arresteret. Men Bytingsdommen af 17. April 1684 dømte ham til at have Skade for Hjemgæld og den Arresterede til straks at frigives, "efterdi eragtes, at dem begge ved Spil i Krohus dertil af Begyndelsen at være anleidet, som de paa begge Sider letteligen kunde have undværet".

Jens Nielsen Vægter kom en Morgen tidlig i 1689 til Anne Albrechtsdatters Kælder og begærede for en Skilling Brændevin, men en Mand ved Navn Sejer skældte ham uden Anledning fra hans Side for en Hundsfot. Udenfor Huset mødte Jens Nielsen en anden Vægter Jens Kristian, der blev meget forbitret paa hans Vegne og begge "brumlede" udenfor Huset: "Kom herud, Du har skældt Vægterne ud for Hundsfotter". Da Sejer hørte dette, vilde han ud til dem, og uagtet Anne Albrechts holdt paa ham, stødte han til hende og fór ud paa Gaden. Jens Nielsen slog da til ham med "den liden Ende" af sin Morgenstjerne, og med det samme skød Sejer ham fra sig, saa han faldt baglænds over Rendestenen, og Sejer stod over ham og tog fat i hans Morgenstjerne. Den anden Vægter kom nu til og slog ham over Halsen med den smalle Ende af Morgenstjernen, og begge Vægterne slog ham og vilde trække ham i Arrest. Sejer slap dog fra dem, men døde kort efter af de Slag, han havde faaet. Vægterne straffedes med Jærn paa Bremerholm i tre Aar, fordi de ikke havde kaldt deres Kammerater til, at de med Lemfældighed kunde have bragt ham i Arrest 1).

Det gik dog ikke saa slemt til, som man kunde tro. For saadanne Voldsomheder, der blev Genstand for Retstrætte, maatte der gives Bøder, og disses Tal var dog ikke meget stort. Følgende Exempler udskrives her af Regnskaberne:

15. Maj 1662 annammet af Mikkel Valentin Skoflikker,

__________

1) Raadstueprotokollen 16. Okt. 1689.


231

fordi han gennem Gadedøren udstødte sin Hustrus Moder, saa hun var meget blodig, og endog hun selv bad for ham, eftersom han ikke var af nogen Middel, saa har dog hans Hustru maattet sælge sit Skørt og anden Fattigdom, hvis (som) de havde, og tilvejebragt 2 Rdl.

30. Juni 1662 afsonede Karen Thors, boende ved Vestervold, fordi hun udi Drukkenskab med et Kosteskaft havde slaaet Peder Rasmussen Bøsseskytte en Knude i Hovedet.

26. September 1662 afsonede Peder Burgunden Tobakspinder, formedelst han i Hastighed slog Dorthe Peder Movridsen Gartners et Ørefigen, eftersom hun først havde skældt ham Huden fuld, idet hun ikke maatte faa saa megen Tobak for sin Skilling, som hun begærede.

12. Marts 1664 afsonede Kristen Skults og Arved Mikkelsen, Bryggere, paa deres Bryggerknægtes Vegne, formedelst de udi overgiven Drukkenskab om Aftenen paa Gaden udi Mørket overfaldt Mikkel Jensen, islandsk Arbejdskarl, ham sin Haandlygte, han med sig bar, til deres Tjeneste at aflaane, saa de kom omkuld med hverandre i Skarnet og blev ilde tilflyede, hvorefter de blev paagrebne og bragte i Arrest.

Der var i Almindelighed ikke mange saadanne Sager. I 1682 var der kun seks: Mads Jensen Slagterdreng for Vold og Overlast paa Hans Hoborg, Kontrollør ved Nørreport; Lambert Nielsen Slagter, som har slaaet skoldhedt Vand paa Anne sal. Hans Olufsens udi Henrik Wørners Hus; Bernt Børgesen Slagtersvend for Vold og Overlast med Klæders Afførelse, Legems skammelige Blottelse, med Hug og Slag; Jens Olufsen, Slagterdreng, der var delagtig udi samme Forseelse; Peder Pedersen Glarmester for Jordskuf og 6 Saaremaal, han Jørgen Kristensen Taa tilføjet har. Lavrids Jørgensen for Saaremaal imod Jens Lavridsen.

Af disse seks Tiltalte var de fire Slagtere, hvilket tyder paa en større Raahed blandt denne Klasse end hos de andre. Iblandt dem var der netop det Aar en frygtet Person,


232

som fremkaldte Rædsel og Forbavselse. Den 9. Februar 1682 stævnede Kaptejn Hans Spormand Byfogden og den Kvinde, der tog Vare paa Slutteriet (Sidse afgangne Svend Jonsens), fordi en Løjtnant Møller, hvem Kaptejnen havde ladet indsætte, var undsluppen. Men de beviste, at han ikke var kommen ud af nogen Aabning, for hvilken der var laaset, men ved Hjælp af et Lagen var gaaet igennem et Hul, "som den forstyrrede Slagter, hvis umenneskelige Styrke alle er noksom vitterlig, uformodentlig og snart utroligt for Mennesker, havde stødt paa Muren, hvilket af Slutterkvinden allerede var tilkendegivet og Ordre givet til dets Reparation" 1).

I Feb. 1686 blev Byfogden i sit eget Hus overfaldet af to Slagtersvende, ligesom de trakterede nogle af hans Betjente med Hug 2).

Som afskrækkende Trusler mod Forbrydelser fremtraadte Halsjærnene paa Torvene og ved Portene, Skafottet og Kaget paa Nytorv. Et uhyggeligt Syn frembød de mange Galger, der i Frederik III's Tid stod paa de aabne Pladser.

Om en Galge paa Nytorv udstædtes 23. Juli 1660 følgende kgl. Befaling: "Vores naadigste Vilje og Befaling er, at Byfoged Klavs Ravn med forderligste lader forfærdige og opsætte en Vippe paa Nytorv, hvortil vi ham selv vil lade forskaffe fornødent Tømmer" 3).

Generalmajor Ruse lod en Vippegalge opføre paa Kongens Nytorv efter hollandsk Mønster; den beskrives saaledes: "Det var en Gren og Galge til Tyve og Misdædere at ophænge udi, og paa samme Galge var en Vippe til at ophæve dem, som sig havde forset, og naar de var højest oppe, da lod de dem i en Hast falde ned igen, og der var derhos en Hidse og Vinde, hvormed de hidsede og vandt dem op,

__________

1) Bilag til Byfogedregnskabet 1682.

2) K. D. VII, 130-21. Indlægene til denne Sag findes desværre ikke.

3) Geh. Ark. Reg. 30, 7, 3


233

som skulde staa deres Ret. Dette Rettersted var anseligt med rød Farve anstrøget og farvet fra øverst til nederst, baade Stige, Trappe og Vinde, som derhos var" 1).

En tredje Galge stod paa Vandkunsten, sikkert for de Soldaters Skyld, som arbejdede paa Volden. Da Pladsen skulde indrettes og reguleres, befalede Kongen 1667, at Galgen skulde flyttes hen i Nærheden af Kastellet, og samtidig blev Galgen paa Nytorv flyttet ud til de sælandske Soldaters Lejr udenfor Vesterport. Det tilkom Tømmerlavet at flytte Galger, men det erklærede, "at formedelst udi samme Iustitier adskillige Fanger er justificerede og henrettede, kunde de dem med 'deres Oprejsning aldeles intet befatte", hvorfor Byfogden maatte købe nyt Tømmer. Man maatte ogsaa give Natmanden seks Rdl. for at opgrave og bortføre det gamle Tømmer 2).

1668 flyttedes den Galge, der fra Nytorv var flyttet til Lejren udenfor Vesterport, igen derfra til Amager, hvor der nu arbejdedes paa Fæstningsværkerne, og den røde Galge paa Kongens Nytorv flyttedes udenfor Kastellet. Dette skede 14. April paa højtidelig Vis, "som det af Arilds Tid altid har været Skik i Danmark", at hele Tømmermandslavet skulde foretage Flytningen. "Da kommer de alle tilsammen med Pibe og Tromme som i Procession, hver med sin Økse, Sav, Navr og hvad dertil fornøden blev eragtet. Byfogden kommer for dem som en Oberst, Byens Kæmner og Underfogden gaar med i Troppen som deres Løjtnanter og Anførere, saa kommer Oldermanden og Bisiddere for Lavet, siden Mestere og Svende, griber saa til og tager fat paa Retterstedet i en Hast og meget gesvindt faar det ned og lægger det paa Vogne, af Byen dertil forordnede, og fører det did, hvor de igen i en Hast oprejste det. Der dette var forrettet, blev Lavet af Byen tilskikket en halv Læst Rostokker Øl, hvormed de siden holdt sig lystige 3).

__________

1) K. D. V, 763.

2) K. D. VI, 421. Byfogdens Regnskab 1667.

3) K. D. V, 763-64; VI, 458.


234

Den 6. Maj 1676 fik Byfogden Befaling til at lade hugge og opsætte en halv Galge imellem Kastellet og Toldboden. Byfogden gav ogsaa ved denne Lejlighed Tømmermændene med deres Svende efter gammel Sædvane 6 Tønder 4 Dalers Øl. Allerede den 10. Maj blev en tysk Fændrik hængt her paa Grund af Forræderi. Den siges at være oprejst paa "Grønland" 1). 1682 opføres i Byfogdens Regnskab: "Betalt 2 Tømmermænd for det sædvanlige Øl for den ny Galge, samtlige Tømmermestrene med deres Svende har forfærdiget, 32 Daler. Betalt M. Jørgen Schlägel, Natmester, for hvis han har haft at forrette ved det gamle Justits ude ved Kastellet saa og det ny udenfor Vesterport".

Uagtet Byen havde et Rettersted udenfor Vesterport 2), foregik de fleste borgerlige Straffe paa Nytorv. Man maa dog ikke forestille sig, at Henrettelser foregik ret ofte. I Aarene 1662-99 blev kun 24 Mennesker henrettede paa Nytorv og kun 12 kagstrøgne og udviste af Byen (oftest tyvagtige og løsagtige Kvinder); den sidste Straf var følgelig langt haardere end den, der lød paa Piskning for Løsagtighed; det kaldtes ogsaa at stupe til Kaget. En frygtelig Straf blev en Tjenestepige idømt, der for at hævne sig paa sin Husbonde havde dræbt dennes lille Barn. Hun skulde nemlig først knibes med glødende Tænger udenfor det Hus, hvor Mordet var begaaet, og siden paa alle Torvene og Retterstedet, dernæst skulde hendes højre Haand afhugges med en Økse, og straks efter Hovedet skilles fra Kroppen; de afhugne Lemmer skulde derpaa oprejses paa en Stage og Legemet lægges paa Stejle. Byfogden bønfaldt imidlertid Kongen om at befri hende for Straffen med de glødende Tænger, da hun nu var bodfærdig og hel mistrøstig, for at hun ikke ved denne Pine skulde falde i Fortvivlelse. Ved Resolution af 20. September 1697 bevilgede Kongen ogsaa dette,

__________

1) K. D. VI, 673. Byfogdens Regnskab 1676. Bircherods Dagbøger S. 172.

2) Kbnh. Hist. og Besk. III, 269.


235

"dog skal samme Tænger paa Skafottet i Ilden være tilstede til en Skræk for andre ligesindede onde Mennesker, og Forskaanelsen først der forkyndes hende af Byfogeden" 1).

Den Slags oprørende Straffe var iøvrigt paa den Tid sjældne, og som oftest blev man benaadet for Pinslerne. Det var heller ikke ualmindeligt, at Kristian V benaadede Folk for Dødsstraffen. Det modsatte var Tilfældet med Garnisonen, ti paa denne anvendtes de mest barbariske Straffe, og de mange Galger blev sikkert ogsaa tagne i Brug. Om Knud Tommerup, der var Garnisonspræst fra 1690 til 1726, fortælles det, at han ledsagede over 600 Soldater til Retterstedet 2).

Til mere Fornøjelse end Rædsel var den spanske Kappe 3) og Halsjærnene.

I en Dom af 10. November 1692 udsiges: "Anders Nielsen, som var efter Politimesterens Anordning arresteret for at have gjort Forprang udenfor Byen eg havde meget skammeligen udskældet en Del Borgere, blev tilkendt at gaa tre Torvedage efter hinanden paa Gammel- og Nytorv med den spanske Kappe, hvorpaa skal være skrevet hans Forseelse, baade med Forprang og Skælden, og siden skal han være forbunden at begive sig her fra Byen til Randers og der forblive, saasom han har sit Underhold der af Hospitalet".

De Stakler, der stod i Halsjærnene, hidkaldte sikkert ogsaa en talrig Skare Tilskuere. Halsjærnene kunde dog fremkalde sørgelige Tilfælde, som det hændte 1693. "En gammel Soldat, som havde en Tid lang, hvor han kunde komme til dermed, dræbt og krænget Hunde og solgt Folk Kødet for Raabukkekød, blev for samme sin Gjerning, i hvilken han omsider var bleven tappet (greben), sat efter Øvrighedens Dom paa Amagertorv i Halsjærnet og et Hunde-

__________

1) Byfogdens Renskab 1697.

2) Danske Saml. IV, 114.

3) Afbildning af den spanske Kappe i Kbnh. paa Holbergs Tid S. 371.


236

skind hængt paa Brystet af ham. Men som den Stymper var af ond Medfart afmægtig, blev han, der Benene segnede under ham, hængende og kvalt til Døde i Halsjernet" 1).

Paa en Tid, da Politiet var lidet talrigt og Byen opfyldt med Vagabonder, forefaldt store Gadeopløb ikke sjælden. Lysten til Selvtægt og krigerske Bedrifter førte med sig, at ingen gik af Vejen for Slagsmaal, selv om der var Lejlighed dertil.

5. Sept. 1663 maatte der udgaa en kgl. Befaling, at eftersom, uagtet det strenge Forbud "med Skyden om Nattetide og efter besat Vagt fortfares, Patrouiller og, endog den med Flid dem, som saadan Enormitet begaar, at attrapere sig hidindtil forgæves skal have beflittet", saa skulde det strengelig være forbudt ved Nattetid at løsne noget Gevær, og enhver, der kunde give nogen Underretning herom, skulde under Kongens Naade og Unaade angive det til Stadens Kommandant 2).

I Maj 1665 gjorde den franske Ambassadørs Folk stor Støj i Staden, angreb Vagten og stødte en Sergent ned; seksten af dem, en Del haardt saarede, blev førte til Hovedvagten, hvorfra de dog paa Gesandtens Anmodning blev frigivne, forat denne selv kunde optage Forhør 3). Af en Raadstuedom den 21. Februar 1684 ses det, at i Mette Gert Braskes 3) Hus havde den franske Ambassadørs Hovmester og hans fire Lakajer, der var iførte sorte Klæder, overfaldet og ilde trakteret Underfogdens Tjener, slaaet ham om paa Gulvet og frataget ham hans Kaarde; desuden havde Hovmesteren et Par Pistoler, som han vilde have skudt ham med.

Et Par Aftener efter, at den svenske Gesandt 1680 havde havt den foran Side 216 omtalte Strid med Gyldenløve, hvilket formodenlig er rygtedes i Byen og har ophidset Natio-

__________

1) Bircherods Dagbøger S. 278. K. D. III, 590.

2) Beckers Saml. II, 76.

3) Højbroplads Nr. 2.


237

nalfølelsen, blev fem af Gesandtens Drabanter midt paa Gaden overfaldne af fjorten sammenløbne Herskabstjenere og Haandværkssvende, ved hvilken Lejlighed en Svend tilsatte Livet og fem Tjenere blev ilde tilredte. De svenske Drabanter blev vel arresterede, men efter otte Dages Arrest frigivne. For dette Nederlag haanede de tydske Svende de danske, naar de fik Strid med dem, og truede med Svenskerne, der var saa dygtige til at tugte de danske Grødhoveder; saaledes beretter i alle Fald en svensk Sekretær.

I Marts 1680 blev Fændrik Gregers Daa overfalden paa Gaden af fire Personer og saaret 1).

I det hele var Gaderne usikre. I 1668 blev der ved Børsen og ovenfor Slotsbroen fundet i Stranden tre Karle druknede, "hvilke menes af Stratenrøvere at være om Aftenen først udplyndrede og siden kastede udi Stranden" 2). Den 12. Oktober 1670 indstillede Magistraten, at eftersom Kongen havde ladet den erindre om at indrette saadan Vagt, at "de mangfoldige Klammerier, Slagsmaal, Mord og Tyveri, her om Natten begaas, forekommes og afværges kunde", saa foreslog den Indretning af en fast Nattevagt paa 100 Mand 3). Det værste blev vel herved hæmmet, og formodentlig blev Ordenen endnu bedre, da Vægtervæsenet indrettedes 1681, om der end stadig var meget tilbage at ønske.

I 1677 har her været et stort Opløb, ti Kæmneren gav 2 Rdl. til "en Person, som gjorde Kundskab paa en Del af de letfærdige Kvindfolk, som blev paagrebne, der den Tumult i Bededagene skede".

Den 23. April 1688 klager Politimesteren over, at "om Søndagen og andre Helligdage stor Uskikkelighed under Prædiken begaas, idet en Del gemene Folk, Kvinder og Haandværksburser, Lakajer og andre Tjenestetyende, i den Sted de skulde gaa udi Kirken, løber omkring paa Gaderne og paa

__________

1) D. Saml. 2. R. V, 82; K. D. VI, 723.

2) K. D. V, 729.

3) K. D. VI, 556 med Indlæg.


238

Kirkegaardene og øver adskillige Udyder med stor Stimen og Skælmeri, som nu i de seneste Dage var saa utilbørligt og groft, at de endog har villet stene Stodderfogderne af Kirkegaarden, formedelst de saadan Stimen vilde forhindre", Kongen befalede derfor Politimesteren at lade saadanne Folk arrestere og, om det var nødvendigt, tage Soldater til Hjælp 1).

Som urolige Hoveder nævnes 1695 Mursvendene: "Saasom Murmestersvende og Drenge her i Staden befindes fremfor alle de andre Haandværkers Svende og Drenge at være de uroligste og modvilligste, særdeles med Nattegang i Værtshuse og paa Gaderne saa vel som til at gøre Klammerier, hvilket den største Del foraarsages deraf, at samme Folk har mere egen Frihed for deres Mesteres Tilsyn, end de andre Haandværkere, ti disse gives Dagløn og hverken spiser eller logerer i deres Mesteres Huse, men ligger i Staden paa deres egen Haand, som ved Murmesterhaandværket altid har været brugeligt og ej vel kan lade sig afskaffe, men saasom disse Mursvende og Drenge paa nogle Aars Tid har tiltaget sig den Vane, at de, hvor de gaar i Staden, bærer hos sig paa deres Bælte deres Murhamre, og en Del desforuden har store lange firkantede Maalestokke i Haanden, to, tre á fire Tommer tykke og halvanden á to Alen lange og længer, hvormed de oftere begaar store Insolencer, naar de nogen om Natten eller Aftenen møder paa Gaderne, og særdeles imod dem, som er sindede at gaa fredelig, hvilket for kort Tid siden senest er sket af tvende Partier Mursvende, som har overfaldet velbaarne Hr. Kammerjunker Vinds og hans Broder Hr. Kaptejn Vinds Tjenere saa vel som og Hr. Sekretær Frands von Havens Tjenere, da de om Aftenen gik deres Husbondes Ærende. Og som de gamle Murmestere selv foregiver, at det har i forrige Tider været brugeligt, at Mursvende og Drenge ikke skal have maattet

__________

1) K. D. VII, 726-27, med Indlæg.


239

bære Murhamre eller saa store Stokke hos sig oftere, end naar de gik til eller var paa Arbejde", saa foreslog Politimesteren, hvad der ogsaa bestemtes ved kgl. Reskript af 9. Februar 1695, at det skulde være Murere forbudt at bære hos sig til andre Tider, end naar de gik fra og til Arbejde, nogen Murhammer eller Maalestok, der var længer end tre Kvarter og tykkere end en Tomme 1).

Et af de større Opløb var det, da Regensen i 1696 blev belejret af Lakajer. Denne Begivenhed, der iøvrigt gentog sig 1719, da Kadetterne stormede Regensen, kan vi meddele efter en Betænkning af en Kommission bestaaende af O. Rømer, C. Bartholin og M. Rosenvinge. Deres Beretning er saalydende:

"Begyndelsen til Klammeriet skal være kommet deraf, at da en Del Studenter og Lakajer forleden 1. Marts var indbudne af en Skomagers Datter tværs over for Regensen udi et Værtshus sammesteds, kaldet "Kronen", til at spille paa en Kniplingsklud, som hun satte paa Spil, er en Studiosus ved Navn Niels Banner og en Lakaj ved Navn Thomas Madsen komne udi Slagsmaal med hinanden, hvorudover samtlige tilstedeværende Studenter og Lakajer er komne hver sit Parti til Hjælp, i hvilken Tumult en af Lakajerne navnlig Henrik Andersen skal have faaet de fleste Hug og er dragen i Haaret ud af Døren, saa at Vægterne er derover komne tilstede og faaet dem adskilte.

"Af dette er Lakajerne, fornemlig Søren Andersen og hans Broder Henrik Andersen, ophidsede til at hævne sig og derudi at betjene sig af deres andre Kammerater, og er bevist og af Søren selv tilstaaet, at han derom søgte og tiltiltalte adskillige andre Lakajer, nemlig Kristen Hansen, som er Viceadmiral Gieddes 2), Peder Kristensen Monsieur Lassens og Niels Vandel Justitsraad Vindings, saa at, omendskønt

__________

1) K. D. VII, 450 med Indlæg.

2) Han bode imellem Trinitatis Præstegaard og Borchs Kollegium.


240

vi ej har kunnet udforsket og med Vidner faaet bevist, hvad sær Aftale han med enhver har haft, hvor vidt de sig med ham har engageret, og hvor mange han kan derom have talt til foruden de fornævnte, ti vi har derom ej andet kunnet have end de Interesseredes egen Tilstaaelse, saa er og klart og vitterligt, at han siden 1. Marts til den ottende derefter har uden synderlig Præcaution arbejdet paa at søge andre Lakajers Hjælp til at hævne sig, ti der har imidlertid været baade i Ølkroer, blandt Vor Frue Skolebørn, ja og iblandt Studenterne selv Rygte og Mummesnak om, at Lakajerne havde for at søge Aktion imod Studenterne i Kannikestræde næstfølgende den 8. Marts. Anlangende Slagsmaalet i sig selv, som forefaldt ommeldte 8. Marts Kl. imellem 8 og 9, da er ved 8 slet 6 á 7 Lakajer kommen gaaende fra Kjøbmagergade ind i Kannikestræde forbi Regensporten, hvor der stod nogle Studenter, 6 á 8 sammen inden Porten og somme udenfor (andre Vidner siger, de var ikkun 3 á 4), af hvilke en ved Navn Vessel stod udenfor Rendestenen med Slaabrok paa; ham er en af de forbigaaende Lakajer løben paa Armen og en anden slaaet ham paa Benene med en Stok, hvortil han alene skal have sagt, hvad saadant skulde betyde, og ellers alting saa passeret uden Allarm paa enten af Siderne, indtil den Slagne skal have kaldet paa sine Kammerater og nogle af dem da raabte med Skældsord efter Lakajerne, som var alt gaaet deres Vej forbi hen ved Mag. Albrechts Dør 1), hvilke straks derpaa vendte om igen imod Studenterne, og er saa med Skældsord og Hug paa begge Sider Klammeriet gaaet for sig, mest med Sten og Stokke, eftersom ej mange af dem havde Kaarder, hvorpaa Vægterne, som stod oppe ved Hjørnet af Regensen ved Trinitatis Kirke, forføjede sig iblandt dem at stille til rette, og fornemlig satte sig imod Studenterne, som da var blevne de stærkeste

__________

1) Albert Fogsen With, Præsten ved Trinitatis Kirke, hvis Præstegaard da som nu var ved Siden af Regensen.


241

og drev Lakajerne ned imod Mag. Albrechts Dør. Imidlertid er Søren Andersen, Hververen, kommen bort at lade sig forbinde, og derpaa er Vagten af Garnisonen fra begge Sider kommen dertil, da Mag. Albrecht og Provsten 1) endelig fik Studenterne tilsammen ind i Regensen og Porten tillukt. Imidlertid Mag. Albrecht og Provsten staar iblandt Studenterne i Porten og hørte enhvers Klagemaal, gøres der Allarm paa Porten af Lakajerne baade med Sten og Slag, saa den gik op igen, og blev Sten indslagne blandt dem alle, indtil man med Møje fik den atter tillukt, hvorpaa Provsten tager Nøglen til sig baade til Porten og Lofterne og lod ringe til Lovsang, som og blev holdt, og mente dermed alting roligt.

"Af de Lakajer, som var i dette Slagsmaal, var fire, som paavidnes og tilstaas: Søren Andersen Assessor Mules og Henrik Andersen Jomfru Gabels, begge Brødre, dernæst Jørgen Ernst og Jan, begge Grev Frises. Viceadmiral Gieddes tvende Kristen Hansen og Hans Mortensen, tilstaar i Politimesterens Forhør, at de vel var paa Stedet, men kom der ej, før Klammeriet var overstaaet, dog var det, førend Regensporten blev lukket. Om Regensvinduerne, som meget skammelig af Lakajerne blev samme Aften efter Slagsmaalet tilredte og udslagne, synes vel, at nogle blev udslagne, straks Porten var ilukket, hvilket bekræftes af Skomagerens Datter Elisabeth, som vidner, at en Studenter slog først ud af et Vindue til Lakajerne, men som hun er det eneste Vidne derom, og hun ellers har udsagt andre Circumstancer, som af troværdige Folk bekræftes anderledes, sættes det til Side. Den rette Storm paa Vinduerne gik ikke an før over en halv Time derefter, nemlig efter Lovsangen, ti medens Lovsangen varede i Regenskirken, skede megen stor Bulder udenfor paa de ny Kirkens Vindueslaager imod Kjøbmagergade, hvilket opirrede Studenterne, at de, saa snart Lovsangen

__________

1) Regensprovsten.


242

var ude, uden Provstens Videnskab trængte sig op paa Loftet og ud af Lugerne bekender sig med Sten at have søgt at jage Lakajerne fra deres Vinduer og Bolig, som allerede efter Studenternes Sigende havde slaaet en Del ind, førend de slog Stene ud, hvorimod der ingen Vidne er. Vel er der Vidner, at Studenterne af Lofterne flankerede de omliggende Gader, og ingen slog op til dem igen. Effekten saa dog, at over tyve Vinduer var indslagne, og det er og vitterligt, at det meste deraf skede, siden Studenterne kom op paa Loftet, og at det skede af Lakajerne, men hvo det var af dem vides ikke. Der er fire, som vidner, at iblandt andre var der en i hvide Baadsmandsklæder, som slog til Vinduerne allerstærkest, men hvo det har været, kan ingen Underretning haves om. En halv Time efter alting var stillet, nemlig Kl. 10, er der kommet endnu tre á fire Lakajer, som har gjort Allarm paa Regensporten og desforuden slaaet et Vindue ud over Porten, som skældte og raabte, at det ej havde været deres Skyld, at de var kommen saa sildig, og straks derpaa retirerede de sig, men er ej nøjagtigt Vidnesbyrd om, hvo de har været, hvorpaa dog nogle Studenter er kommen op paa Loftet igen, da samme Lakajer nylig var bortgangne, og i det samme er en af Professorerne kommen, som haardelig forbød Studenterne at se eller slaa ud, og er dermed alting blevet stille.

"Om hvis der anden Dagen er passeret, er saadant Udsigende, at tvende Lakajer, nemlig en ved Navn Simon, tjenende Mons. Giese, og en anden hedder Hendrik, som skal tjene hos Jægermester Gram, har overfaldet paa Kjøbmagergade tvende Studenter, først en, som hedder Anders Vedel, og straks derpaa en, hedder Ulpius, med Hug og Gevalt uden nogen given Aarsag, men som begge forskrevne Lakajer ikke var her i Byen til Stede at kunne af os blive examinerede, har vi det derved maattet lade forblive".

Kommissionen mente iøvrigt, at af Studenterne Niels Banner, "som nu paa femte Uge sidder i Fængsel, er den


243

strafværdigste, baade fordi han af Studenterne havde den største Del udi den første Klammeri, saa og fordi han siden udi den hele Handel har betet sig den hidsigste og uroligste og har vel dermed fortjent at relegeres til et Eksempel for andre og Afsky for alle, som til usømmeligt Selskab, Dobbel, Drik og Slagsmaal desværre er inklinerede", men han indstilledes dog til Benaadning. Politimesteren dømte strængere end Kommissionen og siger, at det er ustridigt, "at de paa begge Sider har præpareret sig, Lakajerne for at revangere sig og Studenterne for at maintenere sig ved deres formenende gloriøse Victorie, saa de paa begge Sider har søgt at bemandige sig hinanden, at kunne være bastant, og derfor kan det ikke kaldes et simpelt Slagsmaal, men et overlagt selvraadigt Opløb".

Straffen blev ogsaa den for de 4 Lakajer, at de en Maaned maatte arbejde i Skubkarren paa Kronborg, medens Admiral Gieddes Lakajer, der i Forvejen havde haft Kundskab om dette Opløb og ikke meldt det, skulde sidde 14 Dage i Arresthuset og en Time hver Formiddag og hver Eftermiddag ride paa Træhesten. Af Studenterne blev en relegeret, seks straffede med Fratagelse af deres Bolig paa Regensen og andre Understøttelser i et halvt Aar og andre med Fængsel og Bøder. Det blev dem i Fremtiden forbudt at besøge Værtshuse lige overfor Regensen eller i Kannikestræde i det hele 1).

Hvad der dog mest fremkaldte grundede Klager fra Borgerskabet, var Garnisonen, der bestod af hvervede Soldater, og det ofte Personer af den værste Art.

Nogen Tid efter Kjøbenhavns Belejrings Ophør beretter den svenske Gesandt 11. Dec. 1660: "Her er en stor Jammer blandt Soldaterne i Staden, som af Hunger bedrive den ene Insolens efter den anden", og 22. Dec. skriver han:

__________

1) K. D. VII, 487, med Indlæg. Reinhardt, Regensens Historie S. 155-56.


244

"Over 100 Soldater have gjort til Pris, hvad der kunde findes paa Amagertorv; dernæst have de besøgt dem, der ved Stranden havde Fisk at sælge, og tilsidst Slagterboderne, hvor de have faaet dygtige Hug af Løftestænger og Forke, eftersom de ej vare vel bevæbnede". Disse Opløb var en Følge af Statskassens Mangel paa Penge, og Kongen maatte skaffe Udveje.

Allerede ved Midten af samme Aar paa en Tid, da Belejringen nylig var bleven ophævet, forefaldt lignende Optrin, hvilket vises af følgende Beretning af 29. Maj 1660 fra Stadshauptmand Frederik Thuresen, der af Vaade kom til at dræbe en Soldat:

"Eders kgl. Majestæt har jeg i al Underdanighed at andrage, eftersom jeg forleden Fredag Aften, som var den 25. Maj, stod for min Dør, er nogle Soldater forbigangen og gjort Borgerskabet ved Stranden stor Gevalt, idet de har røvet fra dem hvis Ved og andet, de købte, hvorudover det fattige Folk har søgt mig og klageligen begæret at skaffe dem Fred; da er jeg til Soldaterne udgangen og truede dem med min Stok, som jeg havde udi Haanden, sigende, de skulde gaa paa Volden til deres Post og lade Folk være umolesterede, hvilket de ingenlunde har villet agte, men mig med onde og ubeskedne Ord begegnede, og endog mig ikke en ringe Despekt udi mange godt Folks Nærværelse da blev tilføjet, har jeg det dog paa den Tid ladet mig vel befalde. Lidet derefter er Sten Bilde, Stadsmajor, kommen gaaendes, som jeg da i andre Borgere deres Presens foreholdt, at det var spotteligt, de Soldater, som det store Røveri og Gevalt mod det fattige Borgerskab dagligen øver, ikke vorder straffede, og er at befrygte, at hvis derover ikke holdes bedre Justitie, end hidindtil sket er, at Borgerskabet engang hævner sig paa dem selv. Som jeg saa talte, kom en syg Stakkel gaaende med noget Brændeved under sin Arm, straks var en Soldat tilrede, som slog ham, stødte ham omkuld og vilde taget Brændet fra ham paa Gaden. Da gik Sten Bilde til


245

og sagde: hvorfor slaar og støder du det syge Menneske omkuld, truede ham med sin Stok med disse Ord: jeg skal lære dig noget andet, lader du ham ikke gaa med Fred. Men Soldaten svarede: jeg giver dig Djævelen, og rører du mig, da skal Djævelen tage dig. Derpaa drog Sten Bilde sin Degen ud og slog bemeldte Soldat paa sin Skulder, stak den dog straks ind igen og truede med at ville hente Vagten, hvorpaa Soldaten straks uddrog sin Degen, kastede sit Gehæng og Skede fra sig og hug efter Sten Bilde, havde og kløvet Bildes Hoved, hvis jeg det med min Stok ikke havde afværget. Og som jeg hans Forsæt imod Bilde saaledes hindrede, vendte Soldaten sig imod mig og hug min Hat af og saarede mig i Hovedet, hvorfor jeg nødtes til, mig under hans Gevær at indtrænge og i saa Maade mig at værge, at mig ej mere Skade skulde tilføjes, og drev ham dog imidlertid, førend jeg kunde faa min Degen ud, mig med at defendere, til en aaben Kælderbods Dør, hvor han da og straks stødte efter mig og mig [havde] igennemstødt, hvis jeg ikke havde taget Stødet op med min venstre Arm, som da samme Tid og blev beskadiget, og i det samme Stød, som jeg parerede for mig, er han ulykkeligen indløbet paa min Degen og derover bleven død 1").

Matroserne og Holmens Folk var ogsaa en urolig Befolkning; saaledes stimlede i Feb. 1667 Holmens Arbejdsfolk op paa Rentekamret og forlangte Betaling, og et Aar efter hedder det: "Det gaar ikke synderlig med Arbejdet her paa Holmen; Størstedelen af Matroserne maa søge at fortjene sin Føde i Staden, og forleden Torvedag raabte de overlydt, at de vilde udplyndre Amagertorv, hvis de ikke fik Midler at leve af" 2).

Hvorledes Garnisonen opførte sig i 1681, ses af en kgl. Befaling 21. Febr. til Generalmajor Schack. Paa Grund af

__________

1) K. D. VI, 343, med Indlæg.

2) Beckers Saml. I, 215-17, 435; II, 181.


246

hvad "Præsident, Borgmestere og Raad her i Staden anlangende de store og grove Insolentier, som Dag og Nat af Garnisonen baade i Borgernes Huse saavel som paa Torvene og i Gaderne idelig forøves og begaas, for os allerunderdanigst andraget har", skulde han ikke alene "straks tvende Aftener ved Parolen lade tilsige, men endog overalt paa Gaderne med Trommen tre Dage efter hinanden lade omslaa og advare enhver af den her i Garnisonen befindende Soldatesque, at de ej paa Gaderne om Aftenen herefter til at forøve nogen Insolentier og i Særdeleshed efter Tappenstreg efter vores forrige derom gjorde Anordning, sig lader finde, med mindre de derfor exemplariter vil straffes". Generalgevaldigeren skulde derfor med sine Justitsbetjente overalt patrouillere om Natten og arrestere alle de Soldater, der blev trufne paa fersk Gerning med at udøve Tyveri, Klammeri eller andre Insolentier. Soldaternes Opførsel paa Torvedage ses af, hvad der tilføjes: "Og paa det de store Insolentier, som i lige Maade om Torvedagene paa Torvene begaas, maa forekommes og Landmanden og den Sælgende saavel som den Købende og Borgerskabet desto bedre imod al Ulempe og Overvold kan beskyttes", skulde der hver Torvedag holdes tilbørlig Torvevagt paa alle Torve 1).

Mange Opløb af Soldater var endnu i Kristian V's Tid Følge af, at Lønningerne ikke udbetaltes. I November 1682 gjorde endog Kongens Staldkarle Oprør, fordi de i Aar og Dag ingen Løn havde faaet; de gik bort fra Stalden, men blev hentede af Vagten og maatte kaste Lod om Galgen, saa tre Stykker af dem sagdes at skulle hænges næste Uge 2).

I Maj 1686 havde nogle Soldater af Livgarden paa et Gadehjørne opslaaet et Skandskrift om tre andre Regimenter, hvilket forbitrede disse saaledes, at en Hob Marinere paa Gaden angreb nogle Gardister, og der opstod en saa rasende

__________

1) K. D. VI, 767-68. Jfr. foran S. 153.

2) D. Saml. 2. R. V, 105.


247

Kamp, at Officerer ikke kunde hindre, at 16-17 Mand blev haardt eller dødelig saarede. Dagen efter begyndte en lignende Gadekamp, saa at Kongen blev nødt til at lade Trommen gaa og under Livsstraf forbyde saadanne Stridigheder, medens Officererne fik skarpt Tilhold om at holde deres Undergivne i Ave 1).

St. Hans Aften 1690 havde Nyboders Folk oprejst en Majstang i Nyboder for at højtideligholde Aftenen med Dans og anden Fornøjelse. En Soldat, der var tilstede blandt Tilskuerne, snappede noget fra en Pige, hvorpaa Matroserne fór løs paa ham, og da flere Soldater tog deres Kammerats Parti, opstod et gruligt Slagsmaal, i hvilket efterhaanden alle Nyboders Folk og en stor Mængde Soldater blev indviklede. Matroserne greb deres Økser, Knive og Stænger, Kvinderne steg op paa Lofterne og kastede med Sten, Soldaterne brugte Bajonetter og Sabler, ja, nogle fyrede med deres Musketter. Forbitrelsen var saa stor paa begge Sider, at Officerernes Mellemkomst intet hjalp, ja, en Matros afhuggede en Fændriks Arm og en Løjtnant blev dødelig saaret. Denne Kamp varede hele Natten og næste Dag; lige saa snart en Soldat og en Matros mødtes paa Gaden, fór de løs paa hinanden, ja, Matroserne stormede Vagten ved Østerport, hvis Mandskab maatte trække sig tilbage. Næste Nat patrouillerede en Del af Hestgarden.

Denne Kamp var Følgen af længre Tids Gæring, ti allerede før disse urolige Midsommersdage havde Kongen den 17. Juni tilskrevet Magistraten, "hvorledes Tid efter anden adskillige Klammerier og Slagsmaal mellem Holmens Folk, Landmilitsen og Borgerskabet skal forefalde, hvilket vores Arbejde og Tjeneste meget skal hindre, idet at de, som sig saaledes have forset, en Tid lang i Arrest maa hensidde"; der skulde derfor nedsættes en Domstol, som en viss Dag om Ugen uden videre Varsel skulde tage Parterne

__________

1) D. Saml. 2. R. V, 161-62.


248

i Forhør og straks afsige Dom eller forene Parterne i Mindelighed 1). Hvad hin store Kamp angaar, da ses det, at den ikke alene stod i Nyboder, ti 16. Okt. 1690 fik Byfogden Befaling om at tage de Borgere i Ed, der bode i Adelgade, Borgergade og Tværgaden og i de Gader, der gik fra Rosenborgs Kirkegaard (Rigensgade) til Amalienborgs Haveport. Det var formodentlig disse Uroligheder, der gav Anledning til Opførelse af Nyboders Vagt 1694, dog ikke det Vagthus, der nu staar, hvilket først er opført 1787 2).

I November 1697 klagede man over, at de aftakkede Soldater begik Stratenrøveri om Aftenen paa Gaderne, hvorfor nogle Ryttere af Garden hver Nat maatte patrouillere 3).

Hvad der dog mest gjorde Tilstanden utaalelig, var de indkvarterede Soldater, der stod under den militære Jurisdiktion og ikke behøvede at lyde de borgerlige Myndigheder. Den største Del af Forbrydelserne mod Sædeligheden skyldtes dem, og den Skare Kvinder, de havde i deres Følge, var ikke alene til Forargelse, men de gjorde Indgreb i Borgernes Næring ved deres Handel og forøgede Tallet paa Tiggere, der i Forvejen var stort nok.

Der var derfor stor Misfornøjelse med Indkvarteringen, saa det endog 1682 var paatænkt at bygge Kaserner paa Kristianshavn i Jonas Trellunds forrige Gaard (se foran S. 139). Som det foran er vist, var Indkvarteringen ubestemt; da Kongen saaledes vilde formere Livgarden fra 4 til 6 Kompagnier, af hvilke den halve Del skulde forsynes af Krigskassen og den halve Del skulde have Kvarter her i Staden som tilforn, fik Magistraten 26. April 1682 Befaling om at anvise dem Kvarter.

16. Nov. 1695 kom der Befaling fra Generalkommissariatet, "ang. 170 Livgardere at faa Indkvartering med deres Heste uden Stadens Porte, og blev Indkvartering gjort

__________

1) K. D. VII, 304. D. Saml. 2. R. 316-17.

2) Lind, Nyboder S. 104.

3) Bircherods Dagbøder S. 344.


249

hos de uden Vesterport og Nørreport boende til 190 af Livgarden til Hest, hvoraf de 20 mere blev tillagte efter Oberstens Begæring, og blev enhver Indbygger sit visse Tal tildelt". Der var nemlig Tale om at forflytte Livgarden fra Møn til Kjøbenhavn, og det paatænktes at udlægge hele nuværende Frederiksberg Sogn til Græsning for denne. Det hedder sig derfor, at der var stor Glæde over, at Garden skulde forblive paa Møen 1), hvortil Grunden var den, at der ikke længer var Staldrum tilovers i Kjøbenhavn, da Byen nu havde flere Hyrekuske end tidligere, men imidlertid foregik Flytningen til Kjøbenhavn 1697, efterat der var bygget Stalde paa Slotsholmen, der hvor nu Thorvaldsens Museum findes 2).

Vi hører i den Tid, der her omhandles, jævnlig Klager over Tiggere. I et Kongebrev af 14. April 1665 tales saaledes om, at "Mængden af adskillige Slags Betlere daglig tiltager". Den 10. Nov. 1679 skrev Magistraten til alle Lav, at "den Anstalt er gjort, at Fattige og Betlere, som sig her udi Staden lader finde og her agter at blive, ej herefter som hidtil maa sig paa Gader og for Dørene lade finde, Folk at overtrygle, men en Del i Børnehuset, en Del i Silkehuset og en Del udi Pesthuset efter enhvers Førlighed og Lejlighed fordeles, deres Almisse der at fornemme og annamme". For at de nu ikke paa disse Steder skulde lide Nød af Kulde og Frost af Mangel paa Sengeklæder, skulde Oldermændene opfordre Lavsbrødrene til at levere gamle Sengeklæder, Tæpper og Lagen, "paa det dette gode Værk, som nu er begyndt, ej formedelst Mangel af saadanne begærede Klæder skulde ophæves og til intet blive" 3).

Et frygteligt Proletariat kom, som omtalt, ind i Staden med Indkvarteringen, idet Soldaterne, der knap selv havde det tørre Brød, for en stor Del var gifte. I et Kongebrev

__________

1) D. Saml. 2. R. V, 349.

2) Jfr. C. C. v. Krogh, Den kgl. Livgarde til Hest 1886 S. 237, 240.

3) Raadstuearkivet.


250

af 13. Maj 1682 hedder det, at "baade Soldater og Baadsfolk lader deres Kvinder til at trygle paa Gaderne omløbe, og naar de af Stodderfogderne paagribes og til Børnehuset skal udføres, tages de ikke alene af Soldaterne udi Forsvar men endog bemeldte Stodderfogder af dem baade med slemme Ord saa vel som og undertiden med Hug og Slag uførmes".

Paa Grund af Tiggernes Tiltagen indberettede Direktionen for Børnehuset 1685, at "den Uskikkelighed og Disordre, som ved stor Mængde af Betlere og Omløbere paa Gaderne begaas, formedelst forleden Aars Misvækst og andre Aarsager ej til des har været at remedere (afhjælpe), med hvad Flid og Omsorg de end har ladet sig være angelegen slige fattige Lemmer af Gaderne at lade optage og i Børne- og Pesthusene indføre, som nu desværre med saa mange fattige Folk er opfyldte, at deres Midler, ej længer kan tilstrække slig Mængde at underholde". Da Børnehuset var et Manufaktur, fik Direktionen imidlertid snart efter Befaling om ikke at beholde flere Fattige, end Midlerne kunde strække til at underholde 1).

Tiggerne var altsaa igen hjemfaldne til Gaderne. Fattigdirektionen kunde derfor indberette 1687, at Betleri og Trygleri daglig tiltog, og at alle Forsøg paa at dæmpe det hidtil havde været forgæves, "en Del formedelst de mangfoldige Soldaters saa vel som Baadsmænds Kvinder og Børn, som ideligen omløber paa Gaderne og umulig kan af os holdes tilbage, sker ej heller uden stor Livsfare, naar nogen af det Parti af de Fattiges Fogder paagribes og henføres, en Del og formedelst den store Mængde, som sniger sig herind fra Landet og andre indenlandske og udenlandske Steder, hvorved Kvartalpengene 2) af Almuen mestendels indeholdes

__________

1) K. D. VII, 6, 112-13.

2) Frivillige Gaver til Fattigvæsenet, der indkrævedes kvartalsvis.


251

(holdes tilbage), saa vi ej kan indsamle det, hvormed vi Byens rette Fattige kan billig underholde" 1).

Da Børnehuset 1695 fik en ny Indretning, fik Politimesteren den 11. Maj Befaling om at lade Stodderfogderne straks gribe alle Tiggere og overlevere dem til Entreprenøren for Børnehuset, men i Sept. fik han den Irettesættelse, "at du ikke samme vores allernaadigste Ordre med al den Flid og Iver, som din Politimesters Charge erfordrer, hidtil har efterlevet, idet endnu adskillige Betlere daglig løbe omkring paa Gaderne saa vel som og opholde sig for Kirkedørene paa de Dage, naar Prædiken i Kirkerne sker, ja, og sidde paa en og anden Sted baade her i Staden og udenfor, og med Betleri overhænge godt Folk". Det hjalp, thi i et Reskript af 28. Juli 1696 hedder det, "at Gaderne for Betlere mærkeligen er blevne fri og en Del Manufaktur i Børnehuset derved bleven befordret" 2). 1. Maj 1697 udkom paany en kgl. Forordning, der forbød enten at hindre Stodderfogderne i Tiggeres Paagribelse eller hjælpe nogen af de Personer, der var indsatte i Børnehuset, med at udpraktisere sig, under 10 Rdl.s Straf, men da denne Straf viste sig for ringe, blev den 14. Avg. samme Aar forhøjet til Fængsel paa Bremerholm eller Straf paa Kroppen, ja, det blev endog paabudt alle Tjenestefolk, Soldater og Baadsfolk, paa Begæring at være Børnehusets Tjenere eller Stodderfogderne behjælpelige 3).

Et Exempel paa en udspekuleret Tigger i de Tider findes i Raadstueprotokollen 3. Oktober 1690: "Efterdi Mogens Kristoffersen er befunden efter sin egen Bekendelse, at han for det første paa 10 Aars Tid har gjort sig selv til en Krøbling, idet han har gaaet paa et Træben og gjort sin Haand krum udi Haandledet, lige som den var saaledes brudt og vanfør, og paa saadan Maade gaaet og bedet om

__________

1) K. D. VII, 168, med Indlæg.

2) K. D. VII, 452-53, 458-59, 490-91.

3) K. D. VII, 511-12.


252

Almisse og ved saadan vanartig Praktik stjaalet sig Almisse til, som andre nødlidende Lemmer med Rette tilkom, da han dog befindes paa bemeldte sit Ben og Haand at være ganske frisk og før og ej at skade noget enten paa dem eller andre hans Lemmer, hvorved han kunde hindres at arbejde og ved Arbejde at søge og fortjene sin Føde. For det andet befindes han at have levet med et Kvindfolk navnlig Inger Pedersdatter paa en 3 Aars Tid og omgaaedes hende saasom med en ægte Hustru, da de dog ikke har været ægtevide sammen. For det tredje befindes han og udi værende 3 Aars Tid, han saaledes med samme Kvindfolk har levet, ikkun en Gang at have brugt det hellige Alterens Sakramente, og da han samme Gang har brugt det, har han annammet det gaaende paa et Træben og gørende sin Haand krum, hvorudi han agtes skammelig at have løjet baade for Gud og Mennesker og været offentlig en Guds Bespotter. Ti bør han for saadanne sine grove Misgærninger baade imod Gud og Mennesker at bindes til Kaget med samme sit Træben om sig bundet og der miste sin Hud og siden gaa paa Bremerholm i Jern at arbejde sin Livstid. Angaaende Kvindfolket Inger Pedersdatter, som har samtykket udi Mogens Kristoffersens letfærdige Levned og dertil ladet sig bruge, har og ikke aabenbaret eller givet tilkende hans vanartige Praktiker med hans Træben og krumme Haand, men det fordulgt tilligemed ham, da hun det dog har vidst, da bør hun at staa udi Gabestokken udi tre Dage efter hverandre og hver Dag to Timer om Formiddagen og to Timer om Eftermiddagen og siden forvises Kongens Riger og Lande, og ej der nogensteds mere lade sig finde under højere Straf".

Her kunde ogsaa nævnes de saakaldte Uærlige, hvortil hørte "Rakkeren og hans Gesinde" samt enhver, der gik dem i Næringen, udbar døde Dyr, rensede "Hemmeligheder" eller udførte lignende Forretninger, desuden Skorstensfejere; paa den Foragt, hvori disse Folk stod, skulde Forordningen af 21. Marts 1685 (se S. 74) gøre Ende, om det end varede


253

længe, inden Ringeagten for slige Bestillinger gik ud af den almindelige Bevidsthed. Det var ogsaa nødvendigt, at der toges Forholdsregler imod den Art Pertentlighed, der som vi har set f. E. ikke tillod Tømrerne at benytte Træet af den gamle Galge til Opførelsen af en ny, fordi det havde været i Berøring med hængte Lig. Ja, en Skarpretter kunde næppe blive begravet, som det ses af Raadstueprotokollen af 10. Dec. 1683: "Blev samtlige Ligbæremænd udi Underklassen eller den anden Klasse kasserede og deres Brev, som dem af Magistraten var meddelt, fra dem taget, formedelst de ikke vilde adlyde Magistratens Befaling i at bære Mester Jokum Skarpretters Lig bort, hvorfor de samtlige bleve paa Raadstuen opfordrede og enhver især adspurgt, om enhver var af samme Mening og Intention som Formanden, hvortil den ene efter den anden svarede, at de vilde gøre som deres Formand og heller takke af fra Bæremands Charge end bære forskrevne M. Jokums Lig bort, hvorom endda ydermere af Magistraten blev vedtaget, at P. Jørgensen Underfoged med det allerførste skulde stevne dem op til Raadstuen og da videre at gaas efter Fortjeneste". Ved en Dom af 24. Jan. 1684 blev der dog ikke taget saa haardt paa dem: "Endskønt alle Indstævnte har forbrudt deres Borgerskab, dog alligevel, eftersom de beder om Forladelse, forundes dem igen paany at være Borgere, naar Formanden har givet de fattiges Bøsse paa Raadstuen 2 Rdl. og hver af de andre en Sletdaler". Det ses, at den almindelige Bevidsthed har givet Ligbærerne Medhold.

1680 var en Soldat bleven uærlig, fordi en Kone havde narret ham til at bære et Føl ud af Porten.

Soldaten Alexander Nowonowsky gav følgende Beretning herom: Som han var bleven afløst fra Vagten og var kommen til sit Kvarter hos Jens Møller ved Vesterport, hvor han havde taget et Stykke Brød til sig og derpaa træt lagt sig paa sit Leje, kom Værtens Kone til ham til Sengen og bad ham staa op for at bære noget ud af Porten for


254

hende, hvilket han lovede, da han mente at skulle tjene sig en Skilling derved. Han fik da af Konen noget, der var indviklet i et Tæppe, men vidste ikke hvad det var, ti Konen bevægede ham ved søde Ord til at gaa rask, og hendes Dreng fulgte med, men udenfor Porten saa han, at det var et dødt Føl, hvorover han blev forskrækket og kastede det bort, hvorfor Skildvagten satte ham i Vagten. Da Konen saa det, ilede hun til Vagten og søgte at faa ham fri, men forgæves. Dermed havde han saa skammelig mistet sin Ære og kunde ikke gøre Tjeneste med andre retskafne Folk og maatte som en Skælm gaa af Kongens Tjeneste. Han bad om Naade og om at faa sin Ære igen, hvilket ventelig ogsaa skede, og Konen blev straffet 1).

Der fandtes til sine Tider mange tvivlsomme Existenser. Som en saadan fremtræder Johan Packenberg. I en Retssag fremlagdes en Kontrakt af 1. Jan. 1694, oprettet mellem Greven af Sannis og Johan Packenberg, hvorved han forbinder sig til at tjene Greven i 3 Aar som Agent og stille 1000 Rdl. i Kavtion, hvilket ogsaa var sket. Greven forbandt sig derimod til aarlig at give ham 600 Gylden = 400 Rdl. og desuden betale alle billige Expenser, Omkostninger ved Rejser og deslige, samt 6 pCt. af de 1000 Rdl. Grevinde von Falckenhan havde paategnet Kontrakten, at hvis Greven skulde dø inden de 3 Aars Forløb, skulde Packenberg kunne tage Betaling af hendes "dotal paraphernal". Efter et Aars Forløb hørte han fra Wien, at Grevinden af Falckenhan ikke var bleven gift med Greven af Sannis, men at denne var gift med en anden, og da han deraf fornam, at hans Kavtion for de 1000 Rdl. var brusten og at han maatte gøre Lakajtjeneste, traadte han ud af sin Herres Tjeneste, hvorfor han var bleven belagt med Arrest. Ved Magistratens Dom dømtes Greven til at betale Packenberg for et Aars Tjeneste og Interesse 460 Rdl. og til at stille

__________

1) K. D. VI, 738 med Indlæg.


255

nøjagtig Kavtion for de 1000 Rdl. med deres Rente, samt for at han skulde nyde den aarlige Løn og ikke gøre Lakajs Tjeneste; men naar dette var sket, skulde Packenberg efterleve sin Kontrakt ved at forblive i Tjeneste, til de 3 Aar var forløbne. Opfyldte Greven derimod ikke Dommens Fordringer inden 6 Uger, skulde Packenberg løslades af sin Arrest og være fri for Grevens Tjeneste, og det var ham tilladt at have sin Regres for sin retmæssige Fordring, hvor han bedst vilde og kunde.

Af saadanne underlige Personer, der maaske dog snarest maa regnes for afsindige, kan her omtales Kaptejn Ruangels Datter, der angav, at hendes Fader var bleven myrdet ved hendes Hjælp, hvorfor hun i Jan. 1692 blev arresteret. 9. Juli 1692 afsagde Magistraten følgende Dom over hende:

"Efterdi hverken med de fremlagte Krigsforhør, ikke heller med noget af de fremlagte Tingsvidner, som er førte ang. Kaptejn Ruangels Død, er blevet bevist, ej heller kan udi nogen Maade deraf udfindes, at Kaptejn Ruangel er ved Menneskens Haand ombragt, men vel er befundet, at Datteren Anne Marie først udi Doktor Lassenii Hus har bekendt, og det straks efter Faderens Død, at en Soldat havde ombragt hendes Fader med en Klud, og siden, efterat hun er bleven udi Stokhuset arresteret, befindes at hun er bleven der udi Inkvisitionsretten tilspurgt, om hun ikke frivilligen havde bekendt, at forrige Konduktør Musfeldt 1) havde bragt hendes Fader af Dage, den Gang han laa i Sengen, og at bemeldte Musfeldt havde stukket ham et Tørklæde med en Knude paa i Munden. Dernæst bliver hun i samme Ret tilspurgt, om hun ikke siden havde foregivet, at Fuldmægtigen, som var hos Jokum Musfeldt og var en Glarmester, navnlig Abraham, havde bragt Kaptejnen om med et hvidt Pulver, som

__________

1) Jokum Motzfeldt, Søn af Raadmand Peder M., se K. D. VII, 381.


256

han kom i Vin og gav ham ind. For det tredie bliver hun tilspurgt, om hun ikke endelig havde bekendt, at hun selv havde gjort det samt kvalt hendes Fader og bragt ham af Dage, til hvilke samtlige Spørgsmaal Anne Marie svarer ja, at hun vel saadant har bekendt, men dog ikke fremlægges noget ringeste Dokument om ovenmeldte Anne Maries gjorte Bekendelse, hvoraf omskrevne Spørgsmaal skulde rejse sig, men det erfares af merermeldte Inkvisitionsforhør, at der Anne Marie bliver tilspurgt, hvorledes hendes Fader døde, at hun da svarede, at han laa stille og begærede, at hun vilde hjælpe ham op og rede Sengen, hvilket hun og gjorde med stor Umage, og som hun lagde ham i Sengen igen, da døde han, og siden, der hun atter bliver tilspurgt, hvilket der var sandt, enten hendes Fader var naturligen død eller og ombragt, da svarer hun, at det var ikke sandt, at hendes Fader var ombragt, men han var død en naturlig Død, saasom hun allerede havde forklaret. Nok erfares, at Anne Marie, baade der hun udi Inkvisitionsretten er bleven truet og Klæderne aftrukne til at skulle piskes, saavelsom ogsaa, der hun er bleven pisket, at hun er begge Gange bleven bestandig derved, at hverken hun eller nogen havde ombragt Kaptejnen, men at han var naturligen død, hvilket hverken tager eller giver til nogen Kendelses Fundament, formedelst det ubestandige Udsigende, der har været hos samme Person, som dog ikkun er en, men derimod fremlægges for Retten Doktorens og Bartskærens skriftlige Besigtigelse, som de har beediget, hvorved forklares, at om end skønt de meget nøje har visiteret den afdødes Legeme baade inden og uden, saa har de dog ikke kunnet mærke, den afdøde at kunne været kvalt, efter hvilken Beskaffenhed og den saa meget løse, ubestandige og ugrundede Angivende ikke ses, at Jokum Musfeldt eller Abraham Prædiger kan kendes at være skyldige udi Kaptejn Ruangels Død, hvorfor de for saadan ubevislig Tillæg bør aldeles fri at være".

Da hun blev tilspurgt, hvorfor hun havde bekendt sligt


257

om Musfeldt og Abraham Prædiger, svarede hun, at hun sligt vel havde bekendt i Stokhuset, men det var sket af Galenskab og at hun var saa fortumlet i Hovedet. Der kunde ej heller skaffes Oplysning, om der var blevet noget borte af Kaptejnens Gods. Hun dømtes til at bøde sine 3 Mk. og desuden betale 3 fyrretyve Lod Sølv efter Loven 6, 21, og "efterdi hun er overbevist at have skældet og ubluelig paatalt hendes Fader, bør hun efter Lovens 6, 5 at indsættes udi Spindehuset udi hendes Livstid og at miste sin Arv, som Kongen er hjemfalden, naar Bøder og Omkostninger er fradragne". Jokum Musfeldt skulde for Spot, Skade og Arrestens Omkostning have 200 Rdl. og for Processens Omkostning 100 Rdl., og Abraham Prædiger for hans Arrestes Lidelse, Nærings og Tids Spilde 80 Rdl." 1).

1683 erklærede Politimesteren: "Befindes mange, som hverken er Borgere, Soldater eller Baadsmænd, som mesten Del med ulovlige og utilladte Midler sig opholder og ernærer, foruden det, at en Del Tjenestefolk imod deres Husbonder er baade nachlæssige og opsætsige, og naar Husbonderne dem derfor vil sætte til Rette, da bliver de derover snart værre, ja og befindes deres Tjeneste foruden den Adgang, som Loven befaler, ganske at undvige og heller til Ørkesløshed, som er en Rod til alt ondt, sig hengiver end gør deres Tjeneste, som de bør".

En Forordning af 29. April 1684 befalede alle løse og ledige Folk inden St. Hansdag at indstille sig hos Magistraten for at vinde deres Borgerskab og forklare, hvilket Haandværk, Handel eller Brug, de vilde nære sig af, da Politimesteren ellers skulde have Lov til at paagribe dem og overgive dem til Militien; derimod skulde ledige Kvindespersoner, der sad paa deres egen Haand og ikke vilde tjene hos ærlige godt Folk, naar de var stærke og bekvemme til

__________

1) Mag. Domprotokol 9. Juli 1692.


258

at arbejde eller erhverve deres Brød ved lovlige Midler, straffes med Arbejde i Børnehuset 1).

Kvinder, der levede af Usædelighed, skulde ifølge Loven straffes, men saadanne taaltes dog, naar de ikke traadte for aabenlyst frem; i saa Tilfælde fremkaldte de imidlertid saadanne Opløb, som følgende Uddrag af en Retssag oplyser.

En Hyrekusk blev en Dag i Sommeren 1683 af en Kvinde, der var klædt i en "rødbunden" Nattrøje, lejet til at køre en Tur med sin Karos udenfor Porten. Han spændte da for og kørte med hende til Kongens Have, og da han var kommen lige for Rosenborg Port, vendte han med Vognen og holdt lidt. Da kom der tre Kvindfolk og en fransk Soldat i rød Uniform, der alle satte sig ind i Vognen, hvorpaa han kørte "lidt fort" hen imod Nørreport, og undervejs kom der en anden fransk Soldat, der gik ved Siden af Vognen og talte med de andre. Da de kom til Nørreport, faldt Skildvagten her den Soldat an, der sad i Vognen, og spurgte, hvor han vilde hen, hvorpaa Vagten med Magt tog ham ud af Vognen og sagde: "Herud, din Hundsfot, hvor vil du hen?" Saa rykkede Kusken tilbage, kørte ned ad Fiolstræde, siden op ad Skidenstræde, igennem Nørregade og Vestergade, hvor det ene Kvindfolk stod ud, og ad Vesterport. Ogsaa her spurgte Vagten ham ad, hvor han vilde hen, men da den saa de to Kvindfolk i Vognen, nægtede den ham at køre ud, og nogle Soldater tog fat paa Hestene. Da sprang Kusken af og spurgte den ene af Kvinderne, Anne Eriksdatter, hvad hun var for en, eftersom hun ikke maatte komme ud af Porten. Hun sagde, at hun var en ærlig Kone, men Kusken svarede: "Efterdi I er en ærlig Kone, hvorfor maa vi da ikke komme ud af Porten? Saa vil jeg have min Betaling, førend jeg kører længer". Saa kørte han omkring ved Vartov med hende og lidt op ad Farvergade, hvorpaa hun gav ham en fransk Daler, men da

__________

1) K. D. VII, 69-70.


259

de var komne lidt længer frem i Gaden, kom der et stort Parti røde Soldater, der holdt hans Hest fast og spurgte ham, om han havde faaet sin Betaling for Vognen, og da han svarede ja hertil, lukkede de begge Dørene op paa Karossen, tog Anne Eriksdatter med Magt ud af Vognen, hvorpaa Kusken kørte sin Vej i Hast. De 20 Soldater rev derpaa alt, hvad hun havde paa Hovedet, af, skar Klæderne af Livet paa hende og efter hendes Udsigende greb hende an som en Misdæder; hun rev sig løs, og nu gik det i vild Flugt gennem Gader og Stræder, medens Skaren bagved hende stadig tiltog, til Vor Frue Kirkegaard, derfra til Helliggejstesstræde, hvor hun kom ind i en Gang, der gik ind til en Frues Gaard, hvor hun skjulte sig lidt, men "saasom Konen kørte hende derudfra igen", forfulgte Folk hende langs op igennem Gader og Stræder over Vor Frue Kirkegaard ind i Fiolstræde, hvor hun ved Præsident Resens Hjælp med Magt blev tagen fra sine Forfølgere og ført ind i afgangne Kancelliraad Langes Residens og derfra gennem en Baglaage ind i Nabogaarden, der var Præsidentens Gaard 1); fra denne førtes hun siden tilligemed Pigen af Vagtmesteren i Arrest. Under det følgende Forhør forklarede hun, at hun var født i Trondhjem, og var sidste Gang for 18 Uger siden kommen til Kjøbenhavn fra Altona, hvor hendes Mand, der var Konstabel, opholdt sig; det var hendes Hensigt at rejse til Helsingør for derfra at drage til et Sted to Mil derfra, hvor hendes Barn var i Huset hos hendes Mands Fader. I Kjøbenhavn havde hun først bot i Kristen Bernekovstræde hos Morten Kukkenbager, siden i Endeløsstræde hos en Kaptejnløjtnants Frue, hvis Navn hun ikke vidste, og nu for tre Dage siden kommen til en Skomager, der bode ved Kongens Have. Hun forklarede videre, at det var Norske Anne, der skaffede hende Karossen, og at den franske Soldat, der gik

__________

1) Disse to Professorresidenser optog den nuv. Metropolitanskoles Grund.


260

ved Siden af Vognen, skulde forsvare hende for "den slemme Kone Norske Anne". Pigen, der ledsagede hende, berettede, at hun selv var fæstet af Norske Anne for Kost og Løn 1).

Samme Norske Anne var, som det fremgaar heraf, en Rufferske, og Anne Eriksdatter en usædelig Kvinde, der var prisgiven almindelig Forfølgelse, naar det Lune paakom Pøbelen.

I 1691 dømtes af to løsagtige Kvinder den ene til at sidde i Børnehuset i tre Aar og piskes tre Gange med Ris med otte Dages Mellemrum, den anden sattes i Børnehuset i et Aar. Et Par Ægtefolk, der havde holdt Bordel, blev dømt til Kagstrygning og Manden til Forvisning fra Byen og Provinsen inden 24 Timer, samt til at betale Processens Omkostninger og de to Kvinders Underholdning i Arresthuset 2).

At Byen fra Tid til anden var forsynet med mange saadanne Huse, ses af en kgl. Befaling af 14. April 1665 til Magistraten om at lade Stadens Vagtmester tilligemed Raadstuevagten flittig ransage "alle suspekte Huse, tagende derudaf alle letfærdige Kvindfolk, som der befindes, med hvilke I siden efter retmæssig Kendelse alvorligen har at forfare".

Den 15. April 1668 befaledes Byfogden at lade alle utugtige Kvindespersoner, der ikke kunde give Bøder, føre til Spindehuset og der aftjene disse, og 11. Juli 1682 befalede Kongen: "Eftersom vi komme udi Erfaring, hvorledes paa en Del Steder adskillige løsagtige Kvindespersoner sig skal opholde, som udi Hor og andet ondt Levned meget forargerligen skal henleve og ikke for deres Brød ærligen vil tjene", skulde Stadens Vagtmester føre dem til Børnehuset.

I 1691 paalagdes det Politimesteren at paase, at intet offentlig handledes imod Ærbarhed og Sikkerhed, og især

__________

1) Raadstueprotokollen 16. Juli 1683.

2) Sammesteds 30. Juli 1691.


261

at ingen utugtige Huse blev holdte, men han skulde gøre sit Bedste, at baade de, der holdt dem, og de, der søgte derhen, kunde blive grebne og straffede efter Loven 1).

Det var ikke blot den egentlige Utugt, som Lovens Straf truede, men for enhver Overtrædelse af det sjette Bud blev der ikke alene straffet med "Kirkens Disciplin", men ogsaa med Bøder. "Kirkens Disciplin" var det aabenbare Skriftemaal, ved hvilket den Skyldige maatte staa indenfor Kirkedøren og i hele Menighedens Paahør modtage Præstens Irettesættelse og bekende sin Synd. Bøderne traf baade Mænd og Kvinder. Den Kvinde, der havde født et uægte Barn, maatte bøde 3 Rdl., medens Trolovede, der siden indgik Ægteskab, slap med 1 Rdl. 12 Sk. tilsammen. Ilde stillet var den Kvinde, der ikke kunde udrede sine Lejermaalsbøder, "formedelst Fattigdom, Nøgenhed, Sygdom og Elendighed", ti hun blev fængslet og pisket. At mange virkelig levede i Elendighed, ses af Regnskabet for 1664, hvor en saadan Ulykkelig beskrives som "en nøgen Krøbling, og blev for Guds Skyld indtagen af Gaden, der hun laa, ellers at føde sit Barn under aaben Himmel".

Fra 1668 foregik den Forandring i Straffen, at slige fattige Kvinder blev førte til Børnehuset, hvor de maatte afsone deres Brøde med Arbejde, men da Børnehuset ikke kunde tage mod alle af Mangel paa Plads, var der saaledes en stor Mængde, som slap, ti medens der før 1668 sædvanlig piskedes 30-40 om Aaret, eller ialt i de seks Aar 1662-67 194, kom der i de seksten Aar 1668-84 (for 1671 er ingen Angivelse) i det hele kun 177 i Børnehuset. Man maa heraf ikke lade sig forlede til at antage, at Moraliteten steg i disse Aar, men dels har Hensynet til Pladsen vel gjort, at man har set igennem Fingre med, at mange undveg, dels har Frygten for at komme der bevirket, at Fostermordenes Tal tog til. I 1668 berettes, at man det Aar fandt fem nyfødte Børn dels paa Gaderne og i Tugthus-

__________

1) K. D. V, 738; VI, 407, 460; VII, 10, 357.


262

porten, dels paa den ny Kirkegaard med sønderrevne Halse eller med Strikker om Halsen. Samme Aar blev det befalet at sætte Poster i de aabne Brønde paa Gaderne, da man ofte fandt Barnelig i dem, og da Frederiksholms Kanal blev gravet 1681, fandt man ligeledes mange Barnelig i Mudderet. Et Reskript til Biskop Borneman af 13. Juni 1696 befalede, at den Artikel i Loven om Børn, som fødes i Dølgsmaal, skulde oplæses to Gange om Aaret fra Prædikestolen, "paa det slige letsindige Barnemødre om Lovens Straf kunde blive desto kyndigere og oplyste til nogen Afsky for saadan Misgærning, og det desværre fornemmes desligeste altfor gemen og gængs her udi Staden, at onde og selvraadige Kvinder og Mødre bortlægger eller bortkaster deres eller andres Børn fra dem her og der paa Gaderne og Husene".

Til omstaaende Liste bemærkes, at den er udarbejdet efter Byfogedregnskaberne, og at Byfogden igen havde sin Kundskab til Barnefødslerne fra Opgivelse fra vedkommende Præster eller Klokkere. 1685 kommer Kristianshavn til og nøjagtige Opgivelser fra Garnisonspræsterne, hvilket førend den Tid ikke var sket. Det ses af disse Lister, at over de halve uægte Fødsler falder ind under Garnisons Sogn, saaledes 1691: 64, 1692: 64, 1693: 69, 1694: 72, 1695: 82, 1696: 91, 1697: 73, 1698: 54, 1699: 69, og det ses endvidere, at Fjerdedelen af Fødsler i de Aar i Garnisonens Menigheder var uægte. Tidligere synes det mest at være tilfældigt, om militære Kvinders Lejermaal er kommet frem, ti Soldater var fri forat betale Bøder og idømtes militær Straf. En Mængde af de i tidligere Aar opgivne Barnefædre var ogsaa Soldater, saa det er meget fremtrædende, hvilken Ulykke i moralsk Henseende Garnisonen var, men end mere ses dette af den Liste over uægte Fødsler, som Kontorchef M. Ruben har meddelt efter Samtidens Aviser 1), i ti denne opgiver et meget større Tal end Byfogden; Hr. Rubins Tal er her opført i Klammer.

__________

1) Hist. Tidskr. 5. R. III, 519-21.


263

Uægte Fødsler 1662-99 efter Straffelisterne.

Aar. Fødsler. Aar. Fødsler. Aar. Fødsler. Aar. Fødsler.
1662 51 ( 59) 1672 72 (74) 1682 29 (57) 1692 114
1663 40 ( 57) 1673 63 (73) 1683 24 (60) 1693 107
1664 57 ( 84) 1674 42 1684 21 (96) 1694 118
1665 53 (102) 1675 56 (93) 1685 54 (43) 1695 125
1666 52 ( 88) 1676 47 (76) 1686 64 1696 162
1667 49 (103) 1677 40 (63) 1687 88 1697 134
1668 36 ( 71) 1678 28 (57) 1688 83 1698 117
1669 57 1679 15 (54) 1689 92 1699 147
1670 62 1680 20 (37) 1690 105
1671 Intet Regnsk. 1681 32 (62) 1691 137

Grunden til, at Straffelisternes Tal er meget mindre end de virkelige, er den, at de militære Overtrædelser for en stor Del har unddraget sig den civile Ret. Naar altsaa Byfogden 1667 kun har 49 uægte Fødsler, medens der ellers opgives 103, falder de 54 paa militære Personer.

Imod Slutningen af det 17. Aarhundrede var man kom-


264

men ud over Hekseprocesserne, efter at man havde faaet Øjnene op for de Bedragerier, der som oftest fremkaldte disse. I en tidligere Periode vilde følgende Forsøg paa en Overenskomst med Djævelen have fremkaldt Baal og Brand, medens Kjøbenhavns Magistrat nu var saa oplyst, at den straffede saa lemfældig som muligt og derved borttog Overtroens værste Brod.

"Efterdi Sille Maria Desidorius og Kirsten Jørgensdatter, efter at de var forleden den 9. Oktober imellem 11 og 12 om Natten antræffede af Nattevægteren paa Vor Frue Kirkegaard med en sort Kat udi en Sæk og siden af ham tilligemed en anden Vægter, som kom ham til Hjælp, er paagrebne og anholdte, har baade her for Retten saavelsom ved Forhør af Underfogden utvungen bekendt og udsagt, at deres Intention og Forsæt var at gaa 3 Gange avet om Vor Frue Kirke med samme sorte Kat udi en Sæk og den tredie Gang at banke paa Kirkedøren og saa skrive en Kreds om dem med et Kors udi og saa sælge Fanden denne sorte Kat i Stedet for en Hare og derfor vilde have af ham igen en Vekseldaler, som de kunde veksle dem saa tit til, som de vilde, og faa den straks igen uden at give Penge derfor, da bør de for saadan deres galne indbildede Tanker og for deres ukristelige Intention og Søgning at komme i Handel og gøre Køb og Salg med Fanden, at straffes først med at staa udi Gabestokken paa Nytorv her i Staden 3 Dage efter hinanden og det saaledes, at hver staar en Time om Dagen, den ene fra Kl. 10 til 11 og den anden fra 11 til 12 om Middagen og siden efter kristelig Forberedelse at staa aabenbar Skrifte udi Vor Frue Kirke" 1).

Det lader til, at Vor Frue Kirkegaard ansaas for det Sted, hvor man bedst kunde komme i Berøring med højere Magter, ti et andet af de faa forekommende Tilfælde af denne Art indtraf ogsaa her. Denne Sag var dog meget

__________

1) Raadstueprotokollen 7. Nov. 1690.


265

uskyldigere end foregaaende, og de Skyldige slap vistnok helt for Straf. I Raadstueprotokollen findes 20. Juli 1685 indført følgende:

"Efter Hans Ærværdighed Provsten Mag. Johan Adolf Bornemans Ansøgning til Magistraten lod de sig for Retten fremfordre de 4 Kvindfolk med deres Børn, som forleden Torsdag Aften var hensatte og anholdte udi Slutteriet og Kælderen, formedelst de var angrebne om Aftenen ved 10 slet at gaa rundt omkring Vor Frue Kirke og gøre adskillige Kors over Børnene udi Jesu, Marie og den hellige Kirkes Navn til deres Børns Helbrede og Frelse fra Skæver 1). Hvor da først fremkom Bente Magnusdatter, født udi Skaane udi Odelunge Sogn, hvis Mand ved Navn Jon Jonsen Ulsgaard er Bøsseskytte udi Hs. Majestæts Tjeneste, og bekendte, at Helvig Jensdatter, hvis Mand var en Bøsseskytte, var kommen til hende med et sygt Barn og var vist til hende af Maren Snedkers, som bor udi Bredgaden, begærede, at hun vilde hjælpe Barnet fra Skæver, hvortil hun svarede ja og vilde og kunde gøre det næst Guds Hjælp, og en liden Pige, navnlig Sidse Madsdatter, kom til hande med et lidet sygt Barn, hvis Fader var Grenader og havde begært af hende at kurere det, hvilken Pige var vist til hende af en Kvinde, som bor i Skipperboderne, hvor der skal hænge et Skilt ud, som er Dragen paa Hjørnet. Nok var kommen til hende en Kone ved Navn Anne Marie og begærede, at hun vilde hjælpe hendes Barn, som var sygt af Skæver, som bekendte, at hun var henvist til denne Kone af andre Kvinder, hvis Børn samme Kone havde hjulpet tilforn, af hvilke Kvinder en hed Karen, som bor udi Adelgade, som har en Baadsmand til Ægte. Helvig Jensdatter bekendte, at hun havde givet Bente 5 Skilling til at købe noget for at hjælpe Barnet med, hvorfor Bente bekendte at have købt Hjertespend-Vin og gav Barnet at drikke, og havde købt vernis

__________

1) En Sygdom, der gør, at Børn ikke trives.


266

theragels til at smøre Barnet med, og gav hun Barnet ind Fredag Morgen, efter at hun var gaaet runden om Kirken om Torsdagen, og naar hun gav Barnet at drikke, gav hun Barnet ind udi Navn Gud Faders, Søns og Helligaands, og naar hun gik omkring Kirken, saa gjorde hun Kors over Barnet, hver Gang hun kommer til den Kirkedør, som hun kommer først til, naar hun begynder at gaa omkring Kirken, og det Kors gør hun udi Jesu, Marie og den hellige Kirkes Navn, og bekendte, at hun skulde gaa avet om Kirken, formedelst at hun gik da imod Skæverne. De 3 Kvindfolk bad om Forladelse, og at de ikke vidste, at de havde gjort noget ondt, men lovede aldrig at ville gøre sligt herefter. Hans Ærværdighed Provstens Famulus fremstod, og begærede paa Provstens Vegne, at de tre anholdte Kvindfolk med deres Børn maatte lades løs af Slutteriet, efter at dem blev alvorligen foreholdt, at de sig fra slig Guds Fortørnelse herefter skulde entholde, og om de havde Raad fornøden, da at søge det paa lovlige Steder, saafremt de ej vilde være tilbørlig Straf undergivne, og da den fortjente Straf at staa dem aaben for, dersom de tiere dermed befandtes. Derpaa blev de tre Kvindfolk med deres Børn efter en kort Formaning og Advarsel af Magistraten løsgivne, men Bente Magnusdatter blev beordret at forblive udi Slutteriet indtil videre og fremlagde her for Retten et Indlæg, som blev læst og paaskrevet saaledes indeholdende:

"Velædle og velbaarne høj vise Hr. Præsident, Borgmester og Raad. Saasom jeg fattige og moxen vanføre Kvinde nu siden forbigaaende Torsdag Aften har siddet udi Kælderen, og det formedelst jeg næst Guds Hjælp har villet hjulpet tvende fattige elendige Menneskers smaa Børn for den haarde Sygdom Skæver og det ikke ved nogen Trolddoms Kunst, ej heller Gud til nogen Vanære, men jeg mig det alene har paataget, formedelst jeg ej vidste, jeg for saa ringe Brøde, som i min Ungdom, der jeg er kommen ifra, er passeret, og endnu dagligen der sker uden nogen Modsigelse, ombeder


267

derfore velædle og velbaarne, høj- og velvise Herrer for Guds Skyld vil behjerte Eder over mig og lade mig løs; eftersom jeg véd nu sligt at være forbudt, skal det efter denne Dag af mig ikke mere ske".

De omtalte Personer var simple Folk. Af højere Stand var de i følgende Retssag indviklede. Johan Runckel 1) paa Vestergade var gift anden Gang, da hans Hustru 1691 fik en "usædvanlig Sygdom, saa at endog Medici selv ej vidste, hvad de skulde dømme derom", og hun "maatte endelig falde udi Bekymring, at hende ved onde Mennesker noget ondt var tilføjet". Denne Tanke har hun formodenlig ytret saa tit, at hendes Stivdatter Kirsten, der vel var en tolv Aar gammel og ikke altfor godt opdragen, en Gang, da, hun skulde bekende, hvortil hun havde brugt nogle Penge, som hun havde stjaalet, endelig kom frem med, at hun havde betalt nogle Koner dermed, som havde givet hende Midler til at sætte ondt for Moderen. Faderen kaldte da Præsten Magister Lavrids Hylling og sin Nabo til og bad dem om at forhøre Barnet. Ud af deres skriftlige Beretning kom da følgende:

"Kirstine Runckel kom ind til Maren Anderses i Helligkorsstræde for nogen rum Tid siden, som er hartad 2 Aar, og klagede for samme Maren, at hun led meget ondt hjemme, hvortil hun svarede: "Jeg skal vel fly eder noget, som skal gøre godt", sendte saa Bud efter en gammel Kone, hedder Kirsten, som plejer at gaa om og sælge Folk noget for Ligtorne; denne gamle Kvinde flyde Kirsten Runckel en liden Glasflaske med noget hvidt vaadt Tøj udi; af dette skulde hun lade tre Draaber udi sin Stivmoders Øl og Brød, naar hun saa Lejlighed dertil, og skulde gøre det saaledes tre Gange. Dette gjorde Kirstine Runckel lige efter den gamle Kvindes Undervisning. Anden Dagen efter flyde hun hende noget Pulver i et Papir, og samme Pulver var sort og rødt

__________

1) Ejede en Del af nuv. Nr. 9 paa Vestergade.


268

sammenblandet, af dette skulde hun tage saa meget, som der kunde ligge paa en Knivsod, og lægge paa det Sted, hvor hendes Stivmoders Gang faldt, i Fandens Navn, hvilket hun ogsaa bekendte at have gjort, nemlig det første paa Loftet under Trappen, det andet i Stalden og det tredie under den Trappe, som gik op til Moders Kammer, og Virkningen af dette forskrevne Tøj skulde blive, at hendes Stivmoder skulde sammenkrybe af Kuld, faa et Sting under Hjertet, at hun knap skulde kunne drage sin Aande, at det skulde blive hendes Død".

Johan Runckel søgte at faa Sagen neddysset og sendte Datteren til en fornemme Købmand i Hamborg, at hun kunde blive holdt under strængt Opsyn og Tugtelse, men Sagen kom for Kongens Øren, der 19. Dec. 1691 befalede Magistraten at lade de to Kvinder arrestere og tilholde Faderen at skaffe Datteren til Veje.

Der blev nu holdt nyt Forhør, hvor Kirstine Runckel end videre tilstod, at Maren havde lært hende, at hun hver Morgen og Aften skulde "krydse" (korse) sig i Fandens Navn, men de to Kvinder nægtede alt, den gamle Kirsten "med grulig Sværgen", ja, de paastod, at de aldeles ikke kendte hinanden. Denne Kirsten, der til daglig kaldtes Kirsten Dokters, og der, som omtalt, solgte Midler mod Ligtorne, var en uhyggelig Person, der efter Udsigende af Runckels Pige "altid gaar ind næste Dør til Rustefils, ser og ilde ud og har et ondt Lov paa sig". Kirsten Runckels Udsagn fik dog Medhold af Marens Datter Kathrine, med hvem hun havde gaaet i Skole hos Kristen Nattergal 1), og det var vist en Skole, hvor man lærte meget godt, ti Kirsten Runckel forklarede ved given Lejlighed, at hun der havde hørt, at "naar man vilde lægge noget for nogen" (saaledes at der kunde tilføjes dem Skade deraf), skulde der være afskaarne

__________

1) Kristen Nattergal bode vistnok i Store S. Clemensstræde.


269

Negle deri. Omtalte Kathrine kunde ikke alene fortælle, at hendes Moder og Kirsten Doktors var Bekendte og at Kirsten Runckels Udsagn stemte overens med Virkeligheden, men hun fremførte selv en Historie, der vilde have rejst Haarene paa Folks Hoveder og medført Baal og Brand for en Mængde gamle Kvinder, hvis den var fortalt 40 Aar tidligere. Hendes Beretning lød saaledes:

"En Gang havde Kirsten Doktors kaldt hende ind i Kattesund straks ved Fyrens Gang og forført hende til at give sig Fanden i Vold, og stod han for hende i en rød Kjol, brændende som en Lue, havde sort Ansigt og sorte Hænder, rakte hende sin Haand og spurgte, om hun vilde være hans Kindt, talte Tysk og Dansk tilsammen, saa vilde han give hende Penge nok, saa og gøre hende til en Dame. Derpaa overtalte Kirsten Doktors hende at efterkomme denne slemme Mands Begæring, bad hende læse Fadervor med leende Mund uden nogen Andagt eller Tanke til Gud, ti Gud kunde intet, men denne Mand kunde hjælpe hende, og saaledes bad Kirsten Doktors hende altid forholde sig, naar hun læste (bad), og ikke enten nævne Jesu Navn eller, som tilforn sagt er, have enten Tanker eller Andagt til Gud eller hans Ord efter denne Dag. Derpaa rakte Fanden hende Haanden, og hun gav ham sin Haand igen, og Fanden krystede hendes Haand, saa den knasede; da fandt hun, at hans Haand var kold som Is eller Jærn, og at han havde Klør paa Haanden saa skarpe som hvasse Knive. Da sagde han: Nu est du min Kindt; det samme sagde Kirsten Doktors ogsaa, og hun maatte sige ja. Derpaa viste Fanden hende en stor Del hele Penge i en hvid Pose, vilde deraf give hende nogle efter sit forrige Løfte, men hun vilde ingen have. Saa lo Fanden og Kællingen ligesaa, og de tog hverandre i Favn og holdt meget af hverandre, men Pigen gik hjem imod deres Villie, da hun frygtede for Utak af sin Moder. Siden havde hun ikke set Fanden".


270

Efter Forhøret i Byfogdens Hus gik Kirstine Runckel dog fra sit tidligere Udsagn, og tilstod, at det var alt opdigtet. Sagen blev derpaa forestillet Kongen, der den 27. Februar 1692 resolverede, at de to Kvinder, der var arresterede paa løse og ugrundede Beskyldninger, straks skulde gives fri og have 50 Rdl. af Johan Runckel "for deres Spot", idet det Forhør, som dennne havde ladet anrette i sit Hus, var den fornemste Aarsag til deres Fængsling. Johan Runckel, Mag. Lavrids Hylling og Naboen Søren Rasmussen Hjortshøj maatte hver bøde 50 Rdl. til Kristianshavns Kirke for det ulovlige Forhør, medens Ophavet til det hele tilligemed hendes Veninde Kathrine i tre Dage i Byfogdens Nærværelse skulde hudstryges i deres Forældres Hus 1).

Ved det nedenfor nævnte mindes man om Holbergs "Hekseri eller blind Allarm", hvor man skaffer sig Underretning om bortkomne Sager ved at lade Soldet løbe omkring, hvilket længe var et almindelig brugt Husraad. Raadstueprotokollen af 2. April 1691 meddeler nemlig følgende Dom:

"Anna Postes, som var anklaget at have brugt det Gøgleri med at vise igen med at lade omløbe et Sold med videre, og derved havde beskyldt Anne Sofie Rasmus Jakobsen Sværdfegers Datter at have taget noget, som Margrete Deuys beklagede sig at have mistet, fremkom for Retten og bad Magistraten om Forladelse for sin Forseelse, hun tilstod at have begaaet, men forklarede, at det var Daarlighed, hun havde faret med hid til Dags med slig Genvisning, og at hun ingen Tro havde paa sligt og lovede, aldrig at ville gøre det mere, og erklærede Pigen Anne Sofie for Retten, at hun vidste intet andet med hende, end det, som en ærlig Pige vel egner og anstaar, og bad baade Pigen og Faderen om Forladelse. Anna Postes blev for det begangne straffet med

__________

1) K. D. VII, 372, 378-79 og Indlæggene dertil.


271

Raadhuskælderen en Dag og Nat til Vand og Brød og saa alvorligen foreholdt ej at lade sig finde herefter med slig Daarlighed at begaa, og Hans Hansen Underfoged anbefalet dermed at have flittig Opseende og Tilsyn herefter" 1).

__________

1) Professor Arne Magnussen ansaas ogsaa for dygtig til at vise igen (Bircherods Dagb. S. 296).


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tir mar 22 19:10:07 CET 2005
Publiceret: tir mar 22 19:10:05 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top