eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse V

Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699
    - bog II, kap. III

Kbh., G. E. C. Gad, 1889

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

III.

Industri. Børnehuset. Manufakturer. Silkevarer. Sæbesyderi. Tobakspinderi. Farverier. Stivelseværk. Limsyderi. Hestemøller. Teglværk. Bryggere. Brændevinsbrændere. Haandværkere.

Et Middel til at afhjælpe den økonomiske Elendighed var Ophjælpning af Industridriften, idet man undgik at lade Pengene gaa til Udlandet, naar man selv kunde forfærdige de Varer, man havde Brug for. Et saadant Værk var Børnehuset, hvis Formaal fra først af var velgørende, men siden saa godt som udelukkende blev industrielt. Kongen havde laant 50,000 Rdl. af Fattigvæsenets Kapitaler, og til Afbetaling af denne Sum havde Biskop Svane foreslaaet at paalægge en Afgift af 100 Rdl. paa hver Præstegaard, der saa igen skulde indløses af Eftermanden til evig Tid. Herpaa gik Kongen ind og skænkede desuden Fattigvæsenet 1662 sin Gaard paa Kristianshavn, for at derved Trygleri for Dørene kunde blive afskaffet, fattige Skolebørn forsynede med den nødtørftige Underholdning, som de tilforn havde nydt, Spindeværket igen blive optaget og andre Manufakturer oprettede til det gemene Bedste og de Fattiges Fremtarv.

De, der fra først af indsattes i Børnehuset, var altsaa fattige, forældreløse Børn, der her skulde oplæres i forskellig Art Industri, men Hovedvægten blev snart lagt paa Indu-

[155]

156

strien, medens Omsorgen for Børnene blev underordnet. "De første 3 Aar at begynde dette Værk, var stor Besværing; her var ikke Børn eller Folk, alle tilvante til Værket, men nogle taabelige ukyndige Folk, som først maatte lære, førend de kunde gøre noget Værk. For 3 Aar siden (1665) var de komne saa vidt, at de kunde gøre saa godt et Stykke Arbejde, som nogen ærlig Mand vilde betinge efter den Maade, som er forordnet der inde at arbejdes, hvortil de og har alt det, som tilhører; de har deres egen Overskærer der i Huset med Sakse, Kradsere og Bænke og hvad dertil er fornøden; de har deres eget Farveri med Ramme og alt hvad dertil gøres behov".

"Der udi Huset indtages fattige faderløse og moderløse Børn, som kan være 6 Aar og derover og saa smaa, som kan sidde og plukke Ulden for dem, som skal kradse. Disse Børn tage Stodderfogderne op paa Gaden, naar de ser, de gaar der at betle. Ellers har godt Folk, Adel, Gejstlige, Borgere, Tilladelse at indsætte hvo de begærer, naar de er ikkun saa, at de noget kan gøre; der behøves ligesaa vel et lidet Barn som et gammelt Folk, fordi ligesaa vel falder der Arbejde for en liden som for en stor; de smaa spoler, plukker og spinder, de store har deres Arbejde, og var de alle fra Begyndelsen forordnede at skrives til Dagværk (gøre noget visst daglig). Dertil indsættes ogsaa de, som beviser sig modvillige og ulydige mod Forældre, Læremestere og deres Husbonde eller befindes med Tyveri og Utroskab, som man ikke vil antvorde til verdslig Dom at exekveres, enten de er store eller smaa, saa vel fra Hove og Adelshuse som fra Borgere og Indvaanere i Kjøbenhavn".

1665 bevilgede Kongen, at der ved Ebberød maatte opføres en Valkemølle for Børnehuset.

1667 var der over 320 Personer i Børnehuset, der holdtes til at lære ærlige Haandværk, og Tallet forøgedes daglig, hvorfor man havde været nødt til at gøre Laan. Kongen skænkede det derfor 29. April 1667 de Indtægter,


157

der 1664 var henlagte til et Fattighus i Roskilde, hvis Lemmer skulde forflyttes hertil; desuden skulde det have, hvad der indkom i Slotskirkens Tavle, en viss Del af alle Konfiskationer og en Dags Indtægt om Ugen af Komedier, der opførtes, foruden hvad Tilskuerne godvillig vilde give. De Klæder, der rundt om i Landet aarlig uddeltes til fattige Skolebørn i Latinskolerne, skulde desuden købes her. Til Beskyttelse mod Tyve blev der opstillet en Skildvagt foran og en bagved Huset 1).

1668 skede der den Forandring med de indsatte, at de Kvinder, der ikke kunde udrede Bøderne for letfærdigt Levned, skulde aftjene disse ved Arbejde her, ligesom tjenesteløse Folk og de, der opholdt sig i berygtede Huse, førtes herind af Stadens Vagtmester, ja Tyve og de, der førte forargeligt Levned, kunde fra hele Sæland inddømmes i Børnehuset. De, der kom ind for "Forargelse og Uære", blev straffede med Ris, de andre til Exempel og Afsky, men blev, i det mindste i Begyndelsen, holdt i en Arbejdsstue (Vinkel) for sig selv.

De fattige Børn fik nogen Undervisning; en Time Morgen og Aften kaldtes de til Bøn og fra Kl. 10-11 modtog de Undervisning i Læsning af en Skolemester. Men allerede 1668 var Stiftelsen overfyldt, der var henved 400 Personer, Børnene laa i Halm 3 til 4 sammen i Stank og Urenlighed, havde ikke Klæder og fik for lidt at spise.

Endnu mere overfyldt blev Huset, da Lemmer i Kvæsthuset flyttede herind 1673, efterat Kongen 2. Nov. 1668 havde forenet Kvæsthusets Midler med Børnehusets 2).

Et Farveri oprettedes 1670 ved Papirmøllen. Det gik i det hele saa godt med Klædefabrikken i Børnehuset, at den 1669 kunde forsyne Garnisonen i Kjøbenhavh og Helsingør med Uniformer til 2500 Mand, men 7. Jan. 1671 fik Direktionen

__________

1) K. D. III, 555, 632, 656-57; V, 738-40; VI, 425-26, 429.

2) K. D. III, 439-41; VI, 460.


158

Befaling om at lade gøre en viss Prøve af Klæde og Baj, da der fremførtes mange Klager over de Soldaterkjortler, der var leverede til de 4 hvervede Regimenter, af hvilken Grund et Privilegium for et andet Vandtmageri af 22. Sept. samme Aar tillod dette at forsyne Militæretaten, hvis Børnehusets Varer lod noget tilbage at ønske i Henseende til Godhed eller Pris 1).

Ved en kgl. Res. af 9. Dec. 1674 skiltes Kvæsthuset igen fra Børnehuset fra 1. Jan. 1675 og dets Direktion lagdes under Admiralitetet. Det hele havde dog faaet en daarlig Gænge, hvilket ses af en Ansøgning fra Borgmester Titus Bülche, der beretter, at 20. Okt. 1676 havde Direktionen begæret af ham og Dr. Nold, der var indkommen i Direktionen i Stedet for Dr. Vitzleben, at de tilligemed nogle fornemme Borgere skulde gøre en Reformation og Reduktion i Børnehusets Spisning og Manufaktur, saaledes at Børnehusets Kapitaler ikke skulde formindskes ved Manufakturerne og Økonomien. Mandtallet sattes nu ned fra 300 til 80 Personer, hvilke det endda faldt besværligt nok at underholde, da der ingen Penge var i Behold, en Del Renter af Præstegaardene blev ikke betalte, den forrige Økonom fordrede et Tilgodehavende af 5000 Rdl. og havde dog ikke efterladt Proviant til et Maaltid for Børnene. En Del af Direktionen mente nu, at Manufakturerne aldeles maatte ophæves, men man trode ikke at kunne forsvare for Gud og Kongen saa plat at ophæve saadant kristeligt Værk og forsøgte da en Stund, om ikke Forandring med Spisning, Lønninger og Børnenes Arbejde kunde bringe nogen Fremgang. Dette skede ogsaa; 1680 havde man af betalt Betjentenes resterende Løn og Gælden for Manufakturernes Materialer. I den Anledning lod Kongen en Kommission undersøge Børnehusets økonomiske Tilstand 2).

1) Beckers Saml. II, 283; K. D. VI, 524, 558, 573.

2) K. D. VI, 607-08, 650, 741-42 og Indlæg dertil.


159

23. Dec. 1682 gav Titus Bülche, der vedblev at forestaa Børnehuset, en Fremstilling af dets Forhold. Den kgl. Forordning om Tiggere kom i Forfald, "idet militære Personer af Land- og Søetat først derpaa har sat Prøve og deres Kvinder og Børn sig offentlig paa Gaderne og ved Kirkerne ladet finde at trygle; ikke mindre har Fremmede bragt sig det til Nytte og ved en høfligere Maade med Breve og Bøger at omløbe 1), som og en Del af denne Bys Indbyggere selv og ved andre nu en lang Tid har efterfulgt".

18. Nov. 1676 ejede Børnehuset, deri indbefattet dets Kapitaler, der var givne af Frederik II og Kristian IV, og Præstegaardenes Indløsningssummer, 73,338 Rdl., Varer for 9922 Rdl., i alt 95,502 Rdl., men Nyaarsdag 1682 111,203 Rdl., saa der var altsaa sket stor Fremgang i Bülches Tid. Der var nu indrettet et hollandsk Klædemanufaktur, der skulde fortsættes, saaledes at Kjøbenhavn og hele Sæland kunde forsynes med Klæde, dog var der hidtil intet tjent derved, naar deres Kost skulde medregnes, som havde spundet og vundet Ulden. Det Linnedvæveri og Hattemageri, som blev drevet her, burde derimod ophøre, da der ingen Mangel var paa slige Haandværkere. Men hvis de Fattiges Tal blev formeret, maatte Huset repareres og flere ny Bygninger opføres, da der var knap Plads endda for Tiden. Pesthuset og Daarekisten burde have en anden Direktion, og de, der var satte i Børnehuset for Udyd, burde skilles fra dem, som indsattes for at lære noget, at de ikke skulde give Ungdommen Forargelse. Nogle af de her opfødte Børn havde allerede bragt det saa vidt, at de selv kunde væve et fint Stykke hollandsk Klæde 2).

1684-90 blev Børnehuset forestaaet af Johan Jurgen, der 1697 giver Oplysning om Driften i hans Tid.

__________

1) Nemlig Tiggerbreve og Kollektbøger.

2) Rentekammerarkivets Diverse Dok. Indlæg til Reskr. af 2. Marts 1697.


160

Over 26 Regimenter tog da deres Munderinger der, og der var en ren Fortjeneste af 29,712 Rdl.

"29. Maj 1686 tog jeg 100 Mennesker, som udi Børnehuset for Udyd var indbragte, fra Spisningen og ordinerede dem til stærkt Arbejde, at de sig enhver med Klæder, Uldent og Linned, Hoser og Sko, Øl og Mad maatte underholde, hvorpaa Børnehuset og de Fattige har konserveret sig i disse 2 Aar paa Kosten alene 4160 Rdl., er endnu konserveret paa deres Klæder i disse 2 Aar 1059 Rdl. Før min Tid blev Klædet gjort 26-28 Alen langt, saa gjorde jeg Forslag 19. Jan. 1686 og bad om at maatte gøre hvert Stykke 31 Alen, hvorpaa er en god Kapital tjent paa Væverløn, Valken, Overskæren og Farverløn".

Det havde ogsaa været nødvendigt at benytte Arbejdskraften, ti paa Grund af Misvæksten 1684 var Tiggernes Tal steget saa stærkt, at Børne- og Pesthuset var helt overfyldte 1).

11. Juni 1695 overtog Etienne de la Fosse Børnehuset, og da han vilde indrette adskillige Slags Manufakturer og tilbød at underholde alle de Fattige, der fandtes i Staden, fik Politimesteren Befaling om at lade Stodderfogderne paagribe alle de Fattige, der laa paa Gaderne, baade arbejdsføre og Krøblinge. Forat skaffe Midler tilveje opfordredes Præsterne 1696-98 til fra Prædikestolene at formane Folk til at tegne sig for Gaver i en Kollektbog, men det sidste Aar indbragte den kun lidet. Af en saadan fra et af de første Aar, der er uden Aarstal 2), ses det, at der for 1/2 Aar tegnedes 1788 Rdl. 3 Mk. Det gik dog ikke for de la Fosse efter Ønske; 10. Nov. 1696 ønsker Kongen, da han var en fremmed Mand, der ikke var kyndig i Lands Lov og Ret, at Politimesteren og 2 andre skulde komme ham til Hjælp og overveje, hvorledes han kunde indrette de Manufak-

__________

1) K. D. VII, 112-13.

2) Geh. Ark. Aflev. fra Just. Min. Skab 9, 214.


161

turer, hvorpaa der var mest Afgang, og indføre en velskikket Husholdning og deslige. 1697 var de la Fosse færdig; hans Regnskab viste, at han havde arbejdet med Underskud og 26. Juni samme Aar beskikkedes en ny Direktion; de la Fosse fik 16. Nov. Moratorium paa 3 Aar for sine Kreditorers Efterstræbelser, saa Bestyrelsen af Børnehuset ikke har bragt ham Fordele. Han har maaske været kyndig nok som Fabrikmester, men uagtet det synes, som han har givet de mest glimrende Løfter om Forsørgelsen af de Fattige, har dog Indretningens dobbelte Formaal ødelagt ham.

Den ny Direktion blev det i dens Instrux paalagt at vedligeholde Manufakturerne, navnlig af Klæde og Baj, holde Gaderne rene for Tiggere, sætte de svage i Pesthuset og de stærke til Arbejde. Da dette Manufakturværk skulde ophjælpes af al Kraft, havde Kongen paalagt Obersterne af Fodfolket at bestille Klæde og Baj til deres Regimenter i Børnehuset og betale de halve Penge forud.

1699 viste der sig dog at fattes 4000 Rdl. aarlig i sikre Indtægter, hvorfor Kongen bevilgede en Afgift af alle Avktioner.

Allerede 1668 forsøgte Regeringen paa Oprettelsen af et Kommercekollegium, og skønt der ofte taltes derom 2), blev det i Virkeligheden først oprettet 22. Sept. 1670. Dets Medlemmer skulde "stedse have deres Idræt og Tanker derhen vendt og dirigeret, hvorledes Manufakturer her udi Landene vel kan indrettes, og Landets Frugter og den af Gud her udi Landene givne Velsignelse Indbyggerne til Gavn og Bedste vorde negotieret og forhandlet, saa at ikke Fremmede sig med vores Skade skulde berige, men vore Landes Indbyggere efterhaanden komme ind igen med Trafikken, som omkringliggende endog ingenlunde saa bekvemt situerede Naboer os ganske har sat ud af Possession med".

__________

1) K. D. VII, 452, 458, 490-91, 496, 503, 508-09, 511-12, 521-22, 548-49, 564.

2) P. W. Beckers Saml. II, 239, 242, 264, 415.


162

For at skaffe Næring til de forarmede Købstæder tilbød Kongen 21. Sept. 1671 alle Udlændinge, der tog Borgerskab i disse, 20 Aars Frihed for al borgerlig og Byens Tynge, og efter disse Aars Forløb Frihed til at flytte bort uden Afgift af Sjette- og Tiendepenge; de kunde drive Handel og Vandel med Køb, Salg, Manufakturer og Skibsparter lige med Kongens egne Undersaatter, saa længe de ikke negotierede anderledes end en gros. Alle øde Pladser i Kjøbenhavn, Kristianshavn og Fredericia, som de vilde bebygge, skulde i 10 Aar være fri for Grundskat og Toldfrihed for Bygningsmaterialier; dog skulde saadanne Huse være af Grundmur, 30 Alen lange, 12 Alen brede og 2 Loft høje til Gaden.

Hovedøjemedet hermed var at fremkalde Manufakturdrift, men, som det hedder i Frdn. 18. Okt. 1680, "at i hvor vel vi siden vores Regerings Tiltrædelse har allernaadigst haft sær Omsorg for, hvorledes Manufakturer i vore Riger og Lande kunde indføres, tiltage og florere, ikke des mindre fornemme vi, at samme vores velmenende Forsæt formedelst indfaldende Krig ikke saa fuldkommen har kunnet naa sit Maal, som man vel havde ønsket". Kongen kundgjorde derfor, at han vilde tilstæde enhver, enten indfødt eller fremmed, af hvad Stand han kunde være, en eller anden Manufaktur, som ikke hidtil havde været "stabileret" her i Landene, og benaade saadanne med særlige Privilegier.

Der er opbevaret en Skrivelse fra Kommercekollegiet til Kammerkollegiet af 28. Sept. 1680, at det havde forhørt sig i Kjøbenhavn, om der kunde findes nogen, som vilde indrette noget nyt Manufaktur, og der havde allerede vist sig flere, der tilbød at oprette Uldmanufakturer af Drogetter, Sarge, Baj, Rask og Ratin og vilde forskrive behændige Mestere fra fremmede Steder og saa mange Svende, Spindere og andre, som var nødvendige, hvilke selv skulde føre Instrumenter med sig og desuden en god kunstig Farver; de ønskede Toldfrihed for deres Værktøj og 8 Aars Frihed for


163

alle Skatter og Tynger; da Værkhuset paa Kristianshavn (Børnehuset) ikke endnu var i saa fuldkommen Stand, at det kunde yde det nødvendige til Militsen, begærede Forlæggerne at maatte forsyne et Regiment til Fods med Kjoler, Bukser og Strømper.

22. Sept. 1671 havde "Kommercekollegiet og Medparticipanter" faaet Privilegium paa et Vandtmageri, med Tilladelse til at forsyne Hæren, naar Børnehuset ikke kunde 1), men dette havde ikke naat nogen Fuldkommenhed. Derimod fik Kristian Werner fra Lybæk 5. Maj 1683 Privilegium paa at indrette et Uldmanufaktur i Kvæsthuset i Rigensgade paa St. Anna Kirkegaard, det saakaldte Guldhus, der havde Navn efter Guldmageren Burrhi, og paa Kongens Bekostning foretoges der mange Udvidelser af Bygningen, der 8. Maj 1684 siges at være næsten færdig 2); det ses, at det ogsaa blev indrettet til Silkemanufaktur. Da det hele var forsynet med alt Tilbehør, baade Farveri og Kalandermølle, opfordrede Kongen sine Undersaatter til at tage Del i dette Foretagende, der var saa meget mere uden Risiko, som Kongen havde skænket Werner og hans Medinteressenter alle Bygningerne og Pladsen uden Vederlag 3). Det gik ogsaa godt i nogen Tid, Kongen fandt saa stort Behag i Werners Klæde, at han forbød sine Undersaatter at vise sig ved Hoffet i andet Klæde, end det, der blev fabrikeret i Landet. Fabrikken var oprindelig bestemt for groft Klæde til Hærens Forsyning 4), og bestod indtil vore Dage som det militære Klædemanufaktur i Rigensgade.

Ikke saa heldigt gik det med det Silkemanufaktur, der ogsaa indrettedes i Guldhuset. Dette oprettedes helt paa kgl. Bekostning, og til dets Beskyttelse blev det 31. Dec. 1680 forbudt at indføre Fløjel, Silke og Gyldenstykke. Da Kræmmerne ikke overholdt dette Forbud, blev det dem

__________

1) K. D. VI, 573-74.

2) Rentek. Kopibog.

3) K. D. VII, 110-11.

4) D. Sml. 2. R. IV, 225-26.


164

26. Nov. 1681 forbudt efter 6 Maaneders Forløb at have andre Silkevarer til Salg end dem, de havde afkøbt Interessenterne i Silkemanufakturværket eller selv ladet fabrikere her i Staden.

Ved Frdn. af 12. Juni 1683 blev det befalet Kræmmerne at bringe deres fremmede Silkevarer op paa Børsen, hvor de skulde sælges i en fælles Bod, og det blev forbudt at bære udenlandske Silkestoffer i Klæder. Det gik dog ikke godt med Fabrikken, uagtet Kræmmerlavet saa godt som blev tvunget til at yde 8000 Rdl. dertil. Paabudet om Beskyttelse af Silkemanufakturerne kunde ikke overholdes, derpaa tyder de mange Reskripter derom. 1688 blev det tilladt Folk at bære de Klæder af fremmede Silkestoffer, de nu engang havde, men til Hove eller for Dronningen maatte ingen møde, uden i indenlandsk Silke; dette Aar klagedes der ogsaa over, at ikke Kræmmerne men Fremmede drev Handel med fremmede Silkevarer 1).

Den svenske Gesandt beretter 1688, at disse Manufakturer nu forfaldt, hvorover Købmændene var glade, da de havde liden Fordel derved, og ofte havde udbrudt i Utaalmodighed, at de vilde ønske, der maatte komme Krig, forat man kunde faa en Ende paa Manufakturerne 2). 1690 hedder det, at disse nu var saa forfaldne, at der af 160 Stole kun var 10 tilbage, der ikke var bundne til Kompagniet, men havde Frihed til at arbejde for sig selv, naar de kun købte Silken af Kompagniet. Oplaget lod man først sætte til Avktion i Stykkevis, derpaa i Alenvis og, da dette ej heller gav Afsætning, maatte Deltagerne tage Varerne i Betaling. Man mente, at det var Jens Juel, der var Skyld i Værkets Stansning, idet han imod Inspektørens Mening vilde forcere det frem og gøre Kjøbenhavn til en Stabel for Østersølandenes Forsyning med Silkevarer. Hovedresultatet af det hele blev,

__________

1) K. D. VI, 764, 794. Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet S. 39-40.

2) D. Sml. 2. R. V, 185.


165

at Kongen i de mange Aar mistede sin Told og Borgerskabet sin Kredit og Forbindelse i Udlandet. Det var ej heller da endnu tilladt at indføre Silkevarer, saa længe Deltagerne sad inde med deres Varer 1).

De tilbageblevne Silke vævere fik 16. Avg. 1690, "siden Silkemanufakturkompagniet ej mere hos dem lader arbejde" og de arbejdede paa egen Haand, de samme kgl. Privilegier, som de, der var udstædte for de fremmede evangeliske og reformerede, selv om de var indkomne i Landet, førend disse Privilegier var givne. Disse Vævere var 7 i Tallet, der tog Borgerskab 15. Dec. 1690, og de følgende Aar kom 5 til 2). Den Fabrikant Henry Coulon Marchand, der tog Borgerskab 1691, var vel ogsaa Silkevæver. Iblandt disse var en Mester ved Navn Claudi Bruno, med hvem den svenske Gesandt 1688 underhandlede for at faa ham til at rejse til Sverig, men han vilde ikke rejse, førend han fik den Kapital af 1200 Rdl., han havde indsat i Værket, udbetalt. Gesandten siger, at han førte Inspektion over det hele. Han var af den papistiske Religionsbekendelse, men da han var "en af de bedste Silke- og Sammet-Vævere", fik han samme Privilegier som de andre 3).

1690 fik Silkevæverne Toldfrihed for Indførsel af Raastoffer og for Udførsel af deres egne Produkter tilligemed særlige Lavsartikler, men da man formente, at der i Politimesterens Instrux af 1691 var optaget et ældre Forbud mod at bære Klæder af Silke, gentog Kongen en anden ældre Tilladelse af 15. Marts 1684 for alle og enhver til at bære indenlandske Silkestoffer. Det gik dog ydermere tilbage med Næringen, ti 1695 blev der nedsat en Kommission til at overveje, hvad der kunde gøres for Silkevæverlavets Opkomst

__________

1) D. Sml. 2. R. V, 314-15; VI, 226-27.

2) To af dem blev vistnok Stamfædre til Familien Pødenfant, hvilket Navn da blev skrevet Pydenvan og Pødenfang, og vidner om, at det er et fransk Navn (Peu d'enfant?).

3) K. D. VII, 315. D. Sml. 2. R. V, 185.


166

det havde altsaa ikke hjulpet, at Silkevæverne 1692 havde faaet Tilladelse til at udsælge deres Varer i Alenvis, efter først at have tilbudt dem til Kræmmerne, hvorved de gjorde et Indpas i disses tidligere Eneret 1). Af herhen hørende Næringsveje kan nævnes, at Johan Belange 1691 tog Borgerskab som Krepinmager og Jokum Friede 1690 som Sammetmager (Sammet i.e.: Fløjel).

Opsving i Manufakturerne haabede man ogsaa at opnaa ved at love store Privilegier til de Personer af reformert Religion, der indvandrede. 11. April 1685 fik de 20 Aars Frihed for alle Tynger og Besværinger, Skatter, Indkvarteringer, Krigsstyr, Kopskat og alle andre Paalæg, Toldfrihed for deres Bohave og Værktøj, samt for Uld, Silke og andre Materialier, de behøvede til deres Haandværks Fortsættelse. Af deres Værkhuse, hvor de havde Manufaktur af Uld, Silke, Linned og Sejldug, fik de 8 Aars Frihed for Grundskat. Byggede de paa øde Pladser Huse paa 3 Loft til Gaden, fik de 10 Aars, og paa 2 Loft 8 Aars Frihed for Grundskat og Indkvartering, for Bindingsværkshuse paa 3 Loft 8, paa 2 Loft 6 og paa 1 Loft 3 Aars Frihed, hvilken sidste Frihed de ogsaa fik, naar de lod et gammelt Hus nedbryde og et nyt opføre i Stedet.

Om Manufakturerne iøvrigt havde stort Udbytte af de Reformerte, er tvivlsomt.

17. Okt. 1682 fik Jean Baptiste le Boeuf Privilegium paa et Kniplingsmanufaktur. 30. Juni 1699 fik Octavius Holman, Guldtrækker, og Medinteressenter Bevilling paa at oprette et Guld- og Sølvmanufaktur, idet Forordningen af 22. April 1699 havde anordnet, at de Personer, hvem det var tilladt at bære guld- og sølv-skrammererede eller baldyrede Klædemon, kun maatte bruge den Art Skramme-

__________

1) K. D. VII, 332-33, 365-66, 451-52. Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet S. 49.


167

rering eller Baldyring, der forarbejdedes i Kongens Riger og Lande 1).

Af andre lignende Manufakturer kan nævnes den Bevilling paa 10 Aar, som Gothard Bram 1674 fik paa at forfærdige Korduan 2).

1689 fik Frederik Bøye Privilegium paa at knytte og forfærdige Kamisoler eller Nattrøjer, Strømper og lignende Arbejde, og til den Ende forskrive Uld og Silke imod den sædvanlige Tolds Udredelse, desuden maatte han indrette et Farveri af alle Slags høje og andre ordinære Farver. 1683 fik Enevold Hansen Bevilling paa et Damaskvæveri, da Staden ikke var forsynet med det fornødne Tal af saadanne Væverier 3).

1672 fik Andreas Volf 3 Aars Eneret til at drive et Luntespinderi til Hærens og Flaadens Forsyning,

1684 udstædtes særlig Bevilling for Raskmager Jaques Normand, 1689 for Krepinmager Jean Louis Advenir 4).

1688 fik Andreas Lewenstein Privilegium for et Manufaktur af Krystal og andet Glas, og da han mente med Tiden at kunne forsyne Kongens Riger og Lande dermed, fik han 20 Aars Eneret og flere andre Begunstigelser. Dette Værk blev støttet af U. F. Gyldenløve, C. G. Reventlov og flere andre Stormænd, der 1690 viser sig at være Deltagere hver med en Kapital af 250-500 Rdl. i Manufakturhuset, der var bygget paa Kristianshavn. Samme Aar udforpagtedes det til Chr. Albrecht Kunckel, og det ses, at der foruden Krystalglas ogsaa forfærdigedes Vinduesglas. Den svenske Gesandt skriver dog 1691, at Ophavsmanden til Værket, der var en meget duelig Mand, klagede over, at Privilegierne ikke blev overholdte, og havde i Sinde at forlade det hele

__________

1) K. D. VII, 16, 567.

2) K. D. VI, 633.

3) K. D. VI, 742; VII, 56.

4) K. D. VII, 239-40, 307-11.

5) K. D. 591-92; VII, 83, 85, 251.


168

med sine Folk, da han havde vanskeligt ved at faa Brændsel, fordi Udførsel deraf fra Skaane, Halland og Blekingen var forbudt af den svenske Regering. 1698 fortælles det dog, at den oprettede Spejlglasfabrik lykkedes meget vel, saa længe Forbudet mod Indførsel af fremmed Spejlglas forblev i Kraft, men det Parti, der var i Fjendskab med de Stormænd, der havde Del i dette Anlæg, ødelagde det ved at skaffe visse Personer Frihed til Indførsel af Spejlglas. Entreprenøren gav derpaa enhver hans Penge tilbage og gik i Tjeneste hos det brandenborgske Hof 1).

25. Nov. 1660 fik Herman Jæger, Handelsmand i Amsterdam, Privilegium paa at oprette et Sæbesyderi i Kjøbenhavn eller Kristianshavn, og han fik Eneret i Kongens Riger i 10 Aar. Han og hans Mestersvend forskaanedes endvidere for borgerlig Tynge, da han paastod, at han ellers ikke kunde sætte Værket i Gang paa Grund af den store Bekostning og Opvartning, som dertil udfordredes. Da han 1662 havde fundet en Plads til sit Syderi paa Kristianshavn, fik han yderligere Privilegier. Da han i sin Baggaard i nuv. Nr. 26 i Strandgade vilde indrette nogle Oliemøller, blev der en Kommission nedsat for at undersøge, om disse kunde være brandfarlige. Herman Jæger døde 1670 eller først i 1671. Han har næppe bragt det vidt, ti Kræmmerne søgte nu om Tilladelse til at indføre 30 Læster Sæbe for den gamle Toldafgift, da Jæger hverken havde efterladt Forraad paa Sæbe eller Olie, hvoraf der kunde forfærdiges Sæbe, "paa det den gemene Mand, som dagligen til Klæders Vaskning Sæbe behøver, dermed kunde vorde betjent". 2)

__________

1) D. Sml. 2. R. IV, 227; V, 327.

2) I en Indstilling til Kristian V, hvori anbefales Monopolers Afskaffelse, omtales det, at tilforn havde Kongen aarlig nogle Tusend Rdl. i Told af indført Sæbe og man købte god Sæbe 40 pCt. billigere end nu, da de eneste, der havde Fordel ved Sæbehandelen, var Herman Jæger og hans Patron, da Indbyggerne har betalt stinkende Sæbe mere end dobbelt og mange enfoldige fattige Folk er bragt i Bekostning og Ruin (D. Mag. 4. R. IV, 278).


169

Syderiet stansede vistnok, men Edvard Kruse og Andreas Pompe søgte at faa Jægers Privilegier. Kongen ønskede, at en eller anden Borger skulde købe hans Hus paa Avktionen efter ham, og udlovede Privilegier paa 5 Aar for dem, der vilde indrette et Sæbesyderi med grøn Sæbe, der almindelig kaldtes hollandsk Sæbe. Det synes, som der ikke er sket tilstrækkelig høje Bud paa Syderiet, førend det 1672 blev tilslaaet Andreas Pompe, der 18. Dec. 1673 ogsaa fik kgl. Privilegier. Efter hans Død overtog U. F. Gyldenløve Sæbesyderiet med tilhørende Oliemøller og fik 1677 Stadfæstelse paa Privilegierne, med Tilladelse til at sælge til hvem han vilde. 1684 tilhørte det Peder Hansen Qvist, da han blev tiltalt for Overtrædelse af en Forordning om Sæbesyderierne, men dette var dog ikke til Hinder for, at han 1687 fik 15 Aars Frihed paa at drive en Oliemølle ved Vindkraft, til hvilken der blev udvist Plads i Kristianshavns Vold, vistnok i Sofie Bastion, hvor nu Ny Laboratorium er, ligesom han fik 15 Aars Frihed paa at drive Sæbesyderiet paa samme Betingelser som hans Formand. Efter Peder Hansens Død fik hans Børn 1699 Bevilling paa Syderiet, der paa deres Vegne blev drevet af deres Fætter Johan Behrman 1).

Paa den Tid, Sæbesyderiet anlagdes i Strandgade, var Brogade ikke til. Afløbet til Stranden gik da fra Huset langs den opdæmmede Landtunge, der førte til Knippelsbro, og et Minde herom er bevaret endnu, idet en Afløbsrende, der gaar eller for ikke saa længe siden gik bag Husene paa den Side af Brogade, der har de ulige Numre, hedder Sæbesyderrenden.

Paa et andet Sæbesyderi fik Hans Nielsen, Jakob Nielsen, Lorens Kreyer og Medinteressenter Privilegier 8. Avg. 1674 i Lighed med dem, Andreas Pompe fik. Dette blev anlagt

__________

1) K. D. III, 506, 535, 560, 579-82; VI, 458, 563, 572, 595, 627-28, 686-87; VII, 64, 158, 159-62, 174, 563. Om dette Sæbesyderi se Geh. Ark. Aflev. fra Just. Min. Skab 14, 38.


170

i Magstræde (nuv. Nr. 9 og Nybrogade Nr. 22), hvorfra der kunde være Afløb i den nærliggende Kanal. Hans Nielsen og Lorens Kreyer, der efterhaanden blev Eneejere, anlagde 1683 en Vind-Oliemølle i Enhorns Bolværk paa Kristianshavn og det blev til Fordel for deres og den anden Mølle paa Kristianshavn forbudt andre at indføre Linolie, Roeolie og Hampeolie. Hans Nielsen, der imidlertid var bleven Assessor i Kommercekollegiet, og Lorens Kreyer fik 1687 Privilegiet forlænget til 15 Aar. Da Assessor Hans Nielsen var død, oprettede hans Enke og Lorens Kreyer en Kontrakt om deres Fællesskab i Værkerne, der vurderedes til 11000 Rdl. Det ses heraf, at de ved Oliemøllen hver havde indrettet sig Haver med Lysthuse, hvilke skulde holdes udenfor Fællesboet 1).

21. Feb. 1682 udstædtes der en Forordning om Sæbesyderierne, der forpligtede dem til at indrette sig saaledes,

__________

1) K. D. III, 680; VI, 640; VII, 1, 31-32, 57, 160-61, 417, 605-10. Lorens Kreyer døde 1705 som en efter de Tiders fattige Maalestok særdeles velhavende Mand, ti ikke alene findes i Skiftet saa godt som ingen Gæld, og hele Boet vurderedes til 89000 Rdl., men der var i rede Penge over 24000 Rdl., hvad der var et Særsyn, idet ellers den store Mangel paa Kontanter var et Særkende for hin Tids Dødsboer. I Boets Masse var Sæbesyderiet undtaget, om hvilket der var en særlig Interessentskabskontrakt. Han synes navnlig at have drevet Groshandel med Vine og fransk Brændevin, hvoraf der fandtes en Beholdning til Værdi af over 10000 Rdl., men han havde ogsaa Kramvarer til Værdi af over 17000 Rdl. Da hans ældste Hovedbog begynder 1656, har han altsaa været en gammel Mand ved sin Død, Han var første Gang gift med Kathrine Silche, af hvilket Ægteskab der var en Søn Jørgen Kreyer, der var Købmand i Kjøbenhavn og hvem Faderen under kritiske Forhold havde hjulpet med store Summer, saa han gav Afkald paa sin Fædrenearv. Af andet Ægteskab med Anna Margrete von Essen var Datteren Kathrine Elisabeth gift med den rige Abraham Lehn og af de 3 Sønner var Lorens 1705 Assessor i Hofretten, Steffen drev Faderens Forretning og Johan var i Ostindien.


171

at de var forvarede for Ildebrand. Formodenlig gav denne Bestemmelse Anledning til, at Oliemøllen i Strandgade flyttedes til Volden. Olien skulde de slaa i deres egne Møller og maatte kun bruge den Tran, der virkedes i Kongens egne Lande, men hvad de ellers behøvede af Frø og Potaske, maatte toldfrit indføres. Paa Sæben blev der sat en viss Taxt, og der beskikkedes en Kørmester af Magistraten til at undersøge alle Sæbefoustager, inden de sloges til. Indførsel af fremmed Sæbe blev forbudt, og de privilegerede var forpligtede til at købe alt det Hør- og Hampefrø fra Indlandet, som blev dem tilbudt, efter en af Kommercekollegiet fastsat Taxt 1).

1691 tog en Sæbemager Steffen Rosel Borgerskab, men hans Næring gik formodenlig ud paa at virke andre Slags Sæbe.

Det første Tobakspinderi oprettedes af Marcus Selche, der 1665 fik Eneret paa 10 Aar, medens det dog ikke var Andre forbudt at indføre Tobak fra fremmede Steder. Han ejede nuv. Nr. 41-43 i Studiestræde, med tilliggende Have. Da der imidlertid klagedes over, at der baade til Lands og til Søs indførtes Tobak i stor Mængde, hvorved ikke alene Kongens Told led Tab, men Selche ogsaa i sin Næring led stort Afbræk og forgæves Omkostning, forbød Kongen 1668 aldeles Handel med uspundne Tobaksblade eller andet, der hindrede Selche i Nydelsen af hans Privilegier. Han er dog vistnok død kort efter 1668, ti 1670 fik Kornet ved Livgarden Frederik Kristian Cantor, Robert Macculoch og William Willumsen af Amsterdam Privilegier paa Tobakspinderi. 1672 gaves et lignende til Johan Brandsted og Rebekka Hayes, og efter hendes Død til hendes Mand Klavs Blom. I de følgende Aar gaves mange flere Privilegier, blandt andre til den virksomme Borger Lorens Kreyer og en Del tydske Jøder. 1690-95 tog 19 Personer Borger-

__________

1) K. D. VI, 799-800; VII 29-31, 73.


172

skab som Tobakspindere. Kjøbenhavn var paa den Tid bekendt for sin Snustobak 1).

1672 fik Klavs Bonnix 10 Aars Eneret paa at brænde Tobakspiber og forhandle dem en gros. Dette Værk kom ogsaa i Stand, ti 1675 og følgende Aar solgte han et stort Parti lange og korte Piber, der solgtes i Tøndevis, men der var saa stor Misfornøjelse med dem, at han maatte nedlægge Værket og 1681 blive Kræmmernes Lavsbud 2).

Senere oprettede Jan Jansen, der tog Borgerskab 1691, et Tobakspibeværk, men da han ikke kunde drive det paa Grund af Mangel paa Materie og Formue, fik Mathias Jensen, der havde lovet inden 2 Maaneder at skaffe den fornødne Materie, Tilladelse til at indføre 50 Tdr. Tobakspiber, men ej heller dette Værk synes at være kommet til nogen Fuldkommenhed 3).

Samme Aar som Jan Jansen tog Gotfred Fogt Borgerskab som Tobakspibemager, men hans Arbejde hører man aldeles intet til.

Som en Kuriositet kan nævnes, at i det mindste Smaafolk plejede at anvende 3 Skilling ad Gangen til Tobaksrøgning, nemlig 2 Skilling til Tobak og 1 Skilling til en Pibe; det lader til, at en Pibe ikke kunde holde ud til det næste Indkøb af Tobak.

De Farverier, der i sin Tid var oprettede ved Vandkunsten og havde Tilløb af Vand gennem Møllekanalen, maatte ved Vandets Afdæmning 1668 blive ubrugelige. Gert Piper Silkefarver bode i nuv. Løngangsstræde Nr. 12-20 og nærved i Farvergade (nuv. Kompagnistræde Nr. 37) Nikolaj Rens, der under Belejringen var Stadskaptejn og da betegnes som Farver. 1689 nævnes Antoni Rens Farver i nuv. Nr. 15 i Magstræde og Nr. 28 i Nybrogade. Det lader

__________

1) K. D. III, 632; VI, 485, 540, 541, 544, 586, 633, 636, 691. Suhms Ny Saml. III, 187.

2) Silke- og Klædekræmmerlavet, S. 27-28.

3) K. D. VI, 601; VII, 228. C. Nyrop, Danmarks Kridtpibefabrikation, S. 10-11.


173

til, at de 2 Rens'er, der vel var Fader og Søn, har været knyttede til den ældre Farverfamilie Piper, ti 1676 søgte Nikolaj Rens, Antoni Rens og Frederik Piper Kristian V om Stadfæstelse paa Frederik III's Bevilling for deres Farveri; de klagede over, at der fra Udlandet kom mange, der trængte sig ind i deres Næring, og det Folk, der ingen Tynge gjorde. 28. April 1676 fik de derfor Eneret som Farvere i Kjøbenhavn, Kristianshavn og Kjøbenhavns Amt 1). Formodenlig er Farveriet flyttet til Magstræde, for at der kunde haves Afløb til Stranden. Næring som kgl. privilegeret Farver var fordelagtig i den Tid, da Husfliden blomstrede og Folk selv forfærdigede deres Klædningsstoffer.

Børnehuset havde dog sit særegne Farveri til eget Brug og 1680 fik en Udlænding Frederik Boye Privilegium paa Farveri i Forbindelse med hans Væveri, men det ses ikke, om han maaske kun maatte farve sine egne Varer. 1682 fik Kaspar Mathias Thurman Privilegium som Farver og 1696 nævnes Farveren Peder Thomesen paa Kristianshavn 2 ). 1690 tog den reformerte Filip Wilchen Borgerskab som Farver.

I et Digt af Henrik Gerner, hvori der beskrives Kjøbenhavns Fremgang 1686-91 og først omtales Klæde- og Silkemanufakturerne, hedder det:

"For nogle faa Aars Tid man maatte Holland slette
for Sæbesyderi, hvormed man skulde tvætte
et skidet Klædebon, men nu i Kjøbenhavn
man gør det vel saa godt til en og hver Mands Gavn.
Vi Olimølle har, ti Sæben selver koger,
vi har og bedre Køb, ti borte er al Aager,
her ser man, hvad det er at vide Kunsten ret,
det giver dog Profit, og ej for højt er sæt.

__________

1) Reskr. 28. April 1676 og Indlæg dertil.

2) K. D. VI, 742; VII. 15, 474.


174

Her er og Stivelsværk, her Limværk er paa Gænge,
her er Glaspusten, dog det har vært her længe,
det ej saa nødigt er, af Sølv det bedre Grud
end af det skøre Glas man drikker Skaalen ud.
Salpetersyderi er ogsaa her indrettet,
Jærnværk ved Helsingør man bringer paa Tapetet.
Man finder herlig Erts, man smeder straks derhos
adskillig Vaaben, som fortjener Lov og Ros.
I vore Fædres Tid vi Lybæk og besøgte
om deres Corduan, men ej vort Gods forøgte,
nu er det her i Brug og meget andet mer".

Med Hensyn til Stivelseværket fik Henrik Eggerts 20. Maj 1663 Eneret i Danmark og Norge paa 20 Aar paa et Amdam- eller Stivelseværk 1). Hvad Limsyderiet angaar, nævnes det nuværende Solitude paa Nørrebro 1694 som Limsyderens Plads, der da var forundt Thomas Bjerring; paa Østerbro ved Stranden nævnes 1682 en Plads, som tilhørte Mogens Zakariasen og hvor der stod et denne tilhørende Limsyderi. Ved Siden havde han et Stivelseværk 2). Mogens Zakariasens Plads var det nuv. Rosenvænge, tidligere kaldet Rosenengen, men hans Værker bestod næppe ret længe, ti Grunden blev solgt 1688 og kom 1689 i Biskop Baggers Besiddelse.

4. Feb. 1673 fik Myntmester Gotfred Krüger Bevilling paa at gøre Salt af Salt og maatte til Deltagere i dette Saltværk tage saa mange af Kjøbenhavns Indbyggere, som ham lystede, men maatte ikke overdrage nogen Del deri til nogen Udlænding. Paa Udførsel fik han Toldfrihed, men forat Saltet ikke skulde udgives for Lyneborg Salt, blev det forbudt at pakke det i lignende Fustager som dette.

Dette Saltværk blev dog aldrig indrettet. 20 Aar efter fik Organisten ved S. Peders Kirke, Johan Petersen Botzen,

__________

1) K. D. III, 583-84.

2) K. D. I, 782; III, 806, 814.


175

Eneret i 20 Aar paa "en nylig opfunden Invention at gøre fersk og sødt Vand udi stor Mængde af salt Havvand, saa vel som og af salt Havvand at gøre Lage, hvoraf hvidt Salt kan koges", dog paa den Betingelse, at samme Opfindelse inden et Aar blev bragt til den Fuldkommenhed, hvormed den praktiseredes i Holland. Det er ikke bekendt, om Hr. Botzen, der var en dygtig Instrumentmager, satte sin Formue til paa dette Værk 1).

1690 blev Hestemøllerne forbudte, fordi der foregik Underslæb med Afgiften. For at bøde paa Savnet heraf anlagde selve Konsumtionsdirektøren Edvard Kruse 6 Hestemøller paa nuv. S. Anne Plads (se S. 41) og fik Privilegier derpaa 1690 for 16 Aar, men efter den Tid skulde de hjemfalde til Kongen. De 35 Personer, der behøvedes til Driften, skulde være fri for alle personelle Skatter og anden Tynge og Besvær, og af de 60 Heste og 6 Køer, der holdtes her, skulde der ikke betales Kvægskat, ligesom hele Pladsen i de 16 Aar var fri for alle Skatter og Paalæg. I samme Tid skulde det ogsaa være forbudt at oprette nogen Heste- eller Vandmølle i Kjøbenhavn eller Kristianshavn. Det blev forbudt at male Malt og Rug til Skraa andre Steder end her, hvorfor alle andre Hestemøller end Kongens paa Bryghuset skulde afskaffes; paa denne sidste maatte der dog ikke males uden Kruses Tilladelse; der var endnu 3 andre Hestemøller, der ikke blev nedlagte, men skulde staa under Kruses Laas, for kun at bruges i Nødsfald, hvorom han maatte akkordere med deres Ejere.

2. Dec. 1691 opkom der Ildløs i de ny Møller, og de 2 brændte, men de øvrige og Huset blev reddede 2).

Stadens Teglværk, der laa i Blaagaardskvarteret paa Nørrebro, kom ikke i Brug efter Belejringen, da Kristoffer Gabel straks efter denne fik Fæstebrev af Magistraten paa

__________

1) K. D. VI, 605-06; VII, 414-15.

2) K. D. VII, 296-98. Nyt hist. Tidskr. II, 247.


176

hele Strækningen mellem nuv. Nørrebrogade og Ladegaardsaaen. Sten til Byens Forbrug kunde faas fra de 2 Teglværker i Ny Hollænderby eller fra Arent Berntsens i Brønshøj; maaske bestod endnu et hollandsk Teglværk ved Skovshoved, der var oprettet 1650 1). De bedre Mursten blev dog forskrevne andensteds fra; flensborgske Sten fra Sundeved kendtes sikkert ogsaa fra denne Tid, men især forskrev man dem fra Holland; navnlig efter den store Ildebrand 1685 kom mange Ladninger med hollandske Mopper, ligeledes naar større Bygninger blev opførte, hvilket viser, hvor ringe de danske Sten maa have været. 1689 ansøgte Erik Lavridsen Dyrup om en Plads udenfor Nørreport, hvor han kunde brænde Sten til Kristianshavns Kirke, men det blev ikke bevilget, da Magistraten paaviste, hvor farlig en Teglovn saa nær ved Staden vilde være med sine tykke Mure og Grave, hvis der paakom et fjendtligt Angreb, ligesom det kunde befrygtes, at alt Ved og Tørv, der førtes til Byen, vilde blive opkøbt til Teglværket, hvis Plads var nær ved Landevejen 2).

De mest velhavende Næringsdrivende var Bryggerne, der 26. Marts 1687 fik deres Lavsartikler forøgede, ved hvilken Lejlighed 128 Gaarde godkendtes for dygtige Bryggergaarde, medens 12 blev nedlagte. De kunde ikke brygge hver Dag, men kun efter en viss Omgang, hvilken dog blev ophævet 1690 til stor Skade for Næringen, men igen indført 1723. Af brunt Øl, der var det, der i Almindelighed bryggedes, var der 3 Slags af forskellig Godhed, men der bryggedes ogsaa Øl efter udenlandsk Maner, saasom Momme, Bryhan, Hvidtøl og deslige, men ogsaa disse Sorter maatte kun brygges i privilegerede Gaarde og ligesom det danske Øl under Tilsyn. Til at brygge det fremmede Øl skulde der dog haves kgl. Bevilling; saadanne udstedtes baade paa

__________

1) Pers. Tidskr. 2 R. II, 262-63.

2) K. D. VII, 292 med Indlæg.


177

Bryhan, Momme, Hamborger Rommeldies og blegt Øl; især af Bryhan (udtales Brejhan) blev meget brygget her. Da sidstnævnte Bryggere imidlertid ikke deltog i Omgangen, kunde de tiltage sig særlige Fordele, hvilket gav Anledning til megen Strid og til, at Kongen klagede over Bryggernes "mangfoldige Supplikationer og fast daglige Overløb". 1)

En Mand, der en Tid nød nogen Tillid paa Grund af sine Forslag til Industriens Ophjælpning, var Anders Werner paa Kristianshavn, der 1660 havde faaet Eneret paa at brygge en ny Slags Øl, "som han forhaaber saa velsmagende og behagelig at vorde, som neppelig her i Riget tilforn skal være brygget". 1669 indgav han et Forslag om Oprettelse af Manufakturværker i Kjøbenhavn og Fredericia uden nogen Bekostning for Kongen og fik Bevilling til at indsætte og forordne saa mange Personer i samme Brug og Næring, som ansaas tjenlige og nødvendige; for sin Ulejlighed maatte han nyde den Kendelse, som disse selv villig vilde udgive.

Aaret efter opsatte han Forslag til Privilegier for Bryggere, Brændevinsbrændere, Eddikebryggere og Mjødblandere, uden at dette dog synes at have fremkaldt noget andet Resultat end en ivrig Protest fra Bryggerlavet 3).

Stadige Klager fremkaldtes ved de særlige Friheder, som Kongens Bryghus besad uden at bære de samme Byrder som de andre Bryggere, ligesom Afskaffelsen af Hestemøllerne, af hvilke mange Bryggere hver havde sin, meget forringede deres Kaar. I en Betænkning fra de 32 Mænd af 1680 hedder det: "Befalingen om Hestemøllers Afskaffelse i alle Bryggergaarde gør de fleste mistrøstige til at gøre og give det, som de til Dags i Belejrings-, Krigs- og Fejdetider, ja udi Ildsvaade gjort og givet har, da dette Lav i Krigen kom Flaaden til Hjælp, hvilket vilde have været umuligt i

__________

1) K. D. VII, 257.

2) K. D. III, 508; VI, 490, 527. Et Forslag af ham om Ophjælpning af Handelen 1674 er omtalt S. 124.

3) Findes i Raadstuearkivet.


178.

saadan Il at tilvejebringe, hvis de ikke selv havde haft Hestemøller".

Af Vigtighed for Bryggerne var Øltapperne, der ofte endnu kaldtes Kroersker, som om det var Kvinder, medens man i denne Tid dog kun træffer ganske faa Kvinder i denne Næring. 1695 klagede Bryggerne over, at deres Tal var for stort og over den store Kredit, de vilde have. Denne Klasse beskrives saaledes i en Skrivelse fra Magistraten af 7. Marts:

"Øltappere er en almindelig Næring, som alle Slags unge Folk, som kommer i Ægteskab sammen og intet andet har lært og intet andet véd, gærne antager, og er en Næring bekvem for fattige, eftersom de den uden Bekostning og stort Forlag kan anfange, og omendskønt de er saa fattige, at de ikke kan betale en Td. Øl, saa kan de dog komme dertil, naar de kun kan skaffe Kredit for den første Tid, ved hvilken Næring somme er komne frem og somme er gaaede tilbage, alt efter Folkenes Humør, Arbejde og Forstand. Det er Folk, som mest formeres af Tjenestefolk, som Kuske, Lakajer, Bryggersvende, Gaardskarle, Arbejdskarle, Koffardibaadsmænd og adskillige Haandværkssvende, ja Mestere, Maltgørere, Brændevinsbrændere og andre Handelsfolk, naar deres Næring slaar dem fejl. I dette Tal kommer ogsaa desværre Soldater, Tøjhusfolk og Kongens Baadsfolk, ikke til ringe Præjudice, hvilke Kroersker bor overalt udi alle Gader og Stræder, i Lejehuse og Kældere. Bestemtes et vist Tal, vilde mange gribe Bettelstaven eller flytte af Staden eller af Riget, hvorved mange Huse og Kældere blev ledige".

I en anden Skrivelse fra 1695 giver Magistraten Oplysning om Bryggerlavets slette Tilstand. Naar Brygningen var sket, maatte Øllet borges til Øltappere og Kroholdere, hvorved man led stor Bedrag og Skade. Disses Fortjeneste var hver tiende eller hver tyvende Tønde og hver Tønde 1 til 2 1/2 Mrk. billigere end ellers, desuden maatte Bryggerne give dem Foræringer, laane dem Heste og Vogn, men naar de


179

blev krævede for Penge, gik de til andre Bryggere, og de borgede igen til andre, hvorved alle ruineredes. Efter Omgangens Ophævelse var Bryggerne komne i saa slet Tilstand, at nogle var undvegne fra Byen og en stor Del sad i Armod; nogle af dem kunde ikke læse og skrive, bryggede hen i Fleng og saa ikke deres egen Ødelæggelse. Ogsaa her klagedes over, at der solgtes fra Kongens Bryghus til Folk i Byen og over Afskaffelsen af Hestemøllerne, hvilket var meget trykkende paa Grund af den lange Kørsel til og fra Mølle og den megen Tidsspilde med Bryggerfolkenes Udeblivelse, undertiden i 2-3 Dage, hvorfor man søgte om, at Lavet maatte overtage Bryghuset eller at dette alene blev brugt til Kongens egen Tjeneste, at Bryggerne fik deres Hestemøller igen eller at der idetmindste forordnedes saa mange saadanne paa belejlige Steder, som var nødvendige; at ingen maatte brygge mere end 18 Tdr. Malt om Ugen og at der var en bestemt ensartet Overenskomst med Øltapperne uden Foræring, Tilgift og Villighed og med kontant Betaling.

Om Brændevinsbrænderne udsiger Magistraten i en Skrivelse af 13. Okt. 1698, at deres Tal var 245. Grunden til deres Tiltagen var den høje Pris, som der en Tid var paa det franske Brændevin, idet en stor Del fattige Folk og andre derfor vænnede sig til det danske, hvilket maatte anses for en Fordel, idet Pengene nu ikke gik til Frankrig. "Øltapperi og Brændevinsbrænderi er nu fast det eneste Middel, som fattige Folk har at gribe til, naar de vil nedsætte sig og anfange Husholdning, hvilket foraarsager en desto større Mængde Folk, hvorved de maadelige og smaa Huse og Kældere bliver bebode. At de har taget til, er ikke skadeligt, ti naar Landene igen bliver velsignede med god Vækst af Rug, er det bekendt, at den sælandske og laalandske Rug falder ringere end Jydsk og fremmed, og saa længe bedre Rug er at faa for billig Pris, bliver sælandsk og laalandsk Rug liggende, hvorfor Brændevinsbrænderne i frugtbarere


180

Tider end nærværende er Landmanden nyttige. Af Brændevinsbrænderne afhænger adskillig smaa Næring, især med Kør at forsyne Staden med Mælk; da Foringen falder meget dyr, befrygtes, at en Pot Mælk, der nu kan haves for 2 Sk., siden vil koste 3 Sk. eller mere. For Tiden kunde det hjælpe, om man som i forrige Tider brændte af Bygmalt. Hvis Brændevinsbrænderne blev afskaffede i Kjøbenhavn, vilde Følgen blive, at Indbyggerne i Jylland og andre Provinser fik Lejlighed til at fortsætte denne Næring, en stor Del Huse og Kældere vilde komme til at staa ledige til Skade for Husejerne, og Kongens Indtægter af Told og Konsumtion vilde forringes.

Øltappernes Tal var ogsaa stort, ti 1689-95 tog 107 saadanne Borgerskab, hvilket var 8 pCt. af deres Tal, der tog Borgerskab.

Haandværkslavene underkastedes en Del Forandringer i Henseende til deres gamle Sædvaner, hvilket siden vil blive omtalt, derimod var der næppe stor Forandring i deres Arbejde. De nymodens Sager indførtes fra Udlandet og selv om danske Haandværkere søgte at efterligne disse, var deres Arbejde næppe meget søgt og det blev vistnok Indvandrede, der havde den største Søgning. Regeringen begunstigede dog undertiden de indfødte; da saaledes Kongens Blikmager Kasper Baumann fik Tilladelse 12. Nov. 1698 til at oprette en Møbelhandel, var det paa den Betingelse, at han bestilte Billedhugger- og Snedkerarbejdet hos Mestrene i Lavet. De Sager, han vilde handle med i en Bod paa Børsen eller paa Amagertorv, var: alle Slags Spejle og Spejlrammer, Skilderirammer, Geridons, Borde, Stole, Lyse-Kroner, Arme og Plader, Sengesteder, Løjbænke, Skrivetøj, Kontorer 1), Tabuletter, Krogstene, Spilleborde, Skænkekontorer, Bakker at sætte allehaande Galanterier paa, smaa Smykkeskrin og andre større

__________

1) Et Kontor var hvad vi senere kaldte en Sekretær.


181

Skrin 1). Det forudsattes altsaa dog, at vore egne Snedkere kunde udføre sligt.

Snedkerne havde ellers ogsaa Udsalg paa Børsen. Af Skifteforretningen efter en 1699 afdød Snedker ses det, at han havde staaende der følgende Møbler til vedføjede Priser:

Et Tresur af Nøddetræ 40 Rdl. Et Skænkekontor af Nøddetræ 10 Rdl. Et Bord med Geridoner 5 Rdl. En Skænk 8 Rdl. En do. 9 Rdl. Et Kontor til Sølv 10 Rdl. Et andet mindre 5 Rdl. En Dragkiste 6 Rdl. Et Skrivebord 5 Rdl. Et Par Spilbrædder og Thebakke 1 Rdl. 2 Cochiliebrædder og 1 Natstol 1 Rdl. 2).

Af Murmesterne forlangtes 1668 en Prøve i "Afrids, Deling og Overslag", og det blev forbudt i Fremtiden at optage Mestere i Lavet, der var ukyndige heri 3). Ogsaa med Tømmermændenes Arbejde blev der holdt Tilsyn, idet Magistraten 25. Sept. 1679 tilskrev deres Oldermand, at i Fremtiden ingen Tømmermand under sit Borgerskabs Fortabelse maatte understaa sig til at nedbryde, anlægge eller oprejse nogen Bygning, Hus, Port, Rum eller Skur, førend Stadens Kæmner tilligemed Naboer og Genboer blev kaldede og advarede og kom tilstede, for at de i Tide kunde gøre Indsigelse, "eftersom dagligen fornemmes vidtløftige Tvistigheder formedelst gamle Bygningers Nedbrydelse og nys Oprejsning" 4),

Der var ikke faa Billedhuggere. I Aarene 1691-95 tog saaledes 7 saadanne Borgerskab. Ved Billedhuggere forstodes dog ikke alene de Kunstnere, som vi nu kalder saaledes, men alle, der udarbejdede Billeder i Sten eller Træ, hvilket ses af de Artikler, som Kongen gav dem 24. Jan. 1661, i hvilke det omtales, at deres Næring havde været nedlagt i Belejringens Tid og at der nu skede dem

__________

1) K. D. VII, 538.

2) En Rdl. er lidt over 3 Kroner.

3) K. D. VI, 470.

4) Afskrift i Raadstuearkivet.


182

stort Indpas i deres Haandværk "med Sten- og Bilthuggeri af nogle, som nylig skal være komne til Byen og ingensteds rejst paa Haandværket eller ere dygtige et Epitafium at forfærdige, men skal forfærdige godt Folks Sten og Arbejde" 1).

1668 fik de 2 Lesmede Peter Esbach og Hans Winberg udvirket et Forbud mod at indføre tyske Høleer i Sæland, hvilket stred imod et kgl. Privilegium af 1650 2), uden til Stabelstederne Kjøbenhavn og Korsør, hvor de skulde stemples, inden de blev solgte 3).

Som det gik med Leerne, gik det med mange andre Haandværk, hvorpaa indfødte havde Privilegium. 1674 fik en Hatstafferer Tilladelse til at indforskrive fremmede Hattemagere, baade Mestere og Svende, som kunde gøre fine og grove Hatte, uden at Lavet kunde formene ham dette 4).

1680 fik Universitetets Kobberstikker Johan Huusman, der tidligere er omtalt som Inspektør over Gadeløgterne og Vægterne 5), Bevilling til at være Kobberstikker i Kjøbenhavn, saa at fremmede Svende af dette Haandværk ikke maatte angive sig hos andre end ham, hvilket dog ikke skulde være til Hinder for det Privilegium, der var givet Abraham Wuchter. Der var nemlig ingen andre priviligerede Kobberstikkere i Staden, men han skulde være tiltænkt at indrette et Kobberstikkeri, der kunde eragtes forsvarligt, at alle og enhver, som behøvede hans Arbejde, derved kunde ske Fornøjelse 6).

Som Skildrer eller Portrætmaler tog følgende Borgerskab: Otto Willast 1689, Jakob Køning og Josias Barbeck 1690, Magnus Jørgensen, født i Randers, 1693. 1694 nævnes Theodorus Contrafejer.

__________

1) K. D. III, 510-11.

2) Kbnh. Hist. og Beskr. IV, 329.

3) K. D. VI, 471-72.

4) K. D. VI, 636.

5) Det var ogsaa ham, der 1687 fik Privilegium paa at forfærdige Kortene til Resens Atlas (K. D. VII, 179).

6) K. D. VII, 746-47.


183

13. Nov. 1683 fik Johan Petersen og Peter Petersen Botzen Privilegium som Orgelbyggere, og udvirkede 1692 et Forbud imod, at andre end de byggede eller reparerede de Orgelværker, der brugtes i Kirkerne, eller nogen Slags Instrumenter, der dirigeredes med Klaver 1). Den første af disse 2 Brødre var Organist ved S. Peders Kirke og forfærdigede ogsaa andre musikalske Indstrumenter 2).

En Fiolmager Kristian Jørgensen tog Borgerskab 1691.

De ny Moder fremkaldte Nedsættelse af en Mængde Haandværkere, der ikke havde været kendt før, f. Ex. Parykmagere.

I Aaret 1690, der er det første, da Parykmagere forekommer i Raadstueprotokollerne, blev der kun taget Borgerskab af 1, og det i Slutningen af Aaret, men i de følgende 5 Aar nedsatte 18 sig i Kjøbenhavn. Navne som Hierome Gerard, Jean Meusnier, Pierre la Roche, Elie Papus de la Verdausie, Etienne de l'Arpan (Larpent?), Esaïe de Meunie, Henry Gonzal, Claude Maupin, Pierre Sevin vidner tilstrækkelig om, hvorfra Kunsten stammer. Det store Tal af Parykmagere viser, hvad man ogsaa ellers véd, at Parykken først ved den Tid blev en uundværlig Beklædningsgenstand for alle andre end den laveste Almue.

Skærslibere var altid franske. 1660 fik Jakob Gilbert og Klavs Bisson kgl. Privilegium 3), og det ses af Borgerskabslisterne ogsaa for senere Aar, at de fleste var

__________

1) K. D. VII, 403-04.

2) Se Kbnh. paa Holbergs Tid S. 201. 1687 klager han til Rentekamret over sine Skatter og siger i sin Ansøgning: "Jeg har mange smaa Børn og liden Indkomst, har paataget mig et stort og rart Orgelværk at gøre for Vor Frue Kirke, hvorved jeg aleneste søger Guds og Landsens Ære og min liden Profit, og frygter efter den Akkord, jeg har indgaaet, ej at blive uden Skade. Jeg formoder allerydmygeligst, at saasom jeg er en dansk Mand, som saaledes har lagt mig efter Orgelbyggerkunsten, at jeg ikke vil give nogen Fremmed efter og her dog i Rigerne lidet falder derved at fortjene" osv.

3) K. D. III, 505.


184

Franskmænd, hvorfor Falsters Udtryk: "Tysk og Fransk, det kan jo hver Skærslip og Soldemager", ikke skal betegne, at selv simple Folk i Danmark forstod fremmede Sprog, men at det ikke var saa stor en Ære at kunne tale Tysk og Fransk, da denne Ære deltes med selv ringe Personer.

En Filegranarbejder tog Borgerskab 18. Dec. 1691. Som Guldtrækkere tog Oktavius Holleman Borgerskab 20. Okt. 1690, Kristian Andreasen 13. Marts 1693.

Det danske Pottemageri var næppe i Kurs, man søgte hollandske Varer; saaledes blev der i Dec. 1693 taget Borgerskab af Hein Petersen Decher og Jan van Meurs.

Urmagere eller smaa Sejermagere var ogsaa fremmede; saaledes toges Borgerskab 1690 af Nikolaj Danielsen Wegener, 1691 af Poul Ludvig Steenfoigt, 1692 af Peter Leenhart og 1695 af Johan Merche; 1691 af Sejermager Jørgen Smidt og 1692 af stor Sejermager Hans Jørgen Sontag, der var født i Elsas. Store Sejermagere var dem, der forfærdigede de store Stueure.

Ikke alene Udlændinge, men ogsaa andre gjorde dog i disse Tider Indpas i Borgernes Næring.

1695 skriver Magistraten: "De fremmede og reformerede Soldater, Tøjhusfolk og kgl. Baadsfolk, hvoraf en stor Del er Haandværksfolk, betager Borgerskabet deres Næring og gør den saa knap, at det er kommet dertil, at mange Haandværksmænd, som er Borgere, ej er gode for selv alene at leje, end sige eje et Hus, men findes vel 2, ja vel 3 Slags Haandværkere boende udi et Hus, ja vel ogsaa to af et Haandværk bor hos hinanden, saa og vel findes, at den ene Mester maa arbejde hos den anden for Svend for at kunne erhverve noget til sin Hustrus og Børns Underholdning".

De mange Klager over Tilbagegang, som foran er anførte, var sikkert begrundede, men man maa undre sig over, at Byens Folketal samtidig var i en saa stærk Tilvækst, at det blev fordoblet i 30 Aar. Ifølge de Beregninger, som Hr. Kontorchef M. Rubin har foretaget, med Iagttagelse af alle


185

den statistiske Videnskabs Krav, ud af de noget mangelfulde Data, fremgaar det, at Kjøbenhavn 1633 havde c. 25,000 Indbyggere, 1657 c. 29,000, 1669 c. 31,000, 1679. c. 42,000, 1689 c. 60,000 og 1699 62,000 Indbyggere 1).

Denne store Tilvækst kan kun for en mindre Del hidrøre fra Indvandring af velstaaende og arbejdsomme Folk, men der maa være indkommet en stor Del fattige, der ikke har kunnet finde Føden i deres Hjemstavn; paa Landet i Danmark var Tilstanden næsten overalt elendig. Vel indvandrede ikke faa Personer fra Udlandet, baade Haandværkere og Handlende, men efter de paalidelige Opgivelser, vi har om Folk af fremmed Religionsbekendelse, der vil blive meddelt senere, var disses Tal ikke saa stort, at det kunde fremkalde nogen meget følelig Tilvækst. Indvandringen af fremmede Lutheranere kan derimod ikke kontrolleres. Garnisonens Familier ydede sikkert mange Procent af den fattige Befolkning, der ikke havde andet at leve af end Smaahandel og tilfældig Fortjeneste. Selv om vi havde haft Borgerskabslister for mere end 1684 og 1689-95, der ikke viser større Tal end for det første Aar 209 og for de sidste 7 et Gennemsnit af 200 ny Borgere om Aaret, vilde vi dog vistnok ikke finde Tallet større i de andre Aar, ti alt tyder hen paa, at det er de næringsløse, der gav Indbyggertallet den største Tilvækst.

Der indtraf da det Særsyn, at medens Indbyggertallet tog til, faldt Prisen paa Huse, hvorom Magistraten 1695 maatte give Erklæring. Den fattige Befolkning levede nemlig paa Gader og Stræder og i usle Huller, og da Haandværkstandens Kaar var trykkende, bode denne ogsaa saa tarveligt som muligt; den kunde nemlig ikke finde Fremvækst i Næringen ved det tiltagende Proletariat og maatte derfor indskrænke sig, og Købmandsstanden vilde have ført en elendig Tilværelse, hvis den ostindiske Handel ikke havde

__________

1) Hist. Tidskr. 5. R. III, 487 flg.


186

hjulpet den i Vejret, ti Omsætningen med de fattige Borgere var ringe og Bondehandelen blev i de usle Tider for Landvæsenet endnu ringere. Den hele elendige Tilstand hos Haandværkstanden er oplyst foran S. 145-47 efter Magistratens egen Fremstilling Aar 1692.

Den Omstændighed, at Kjøbenhavn var den kgl. Residensstad, var dog medvirkende til, at dens Borgerstand ikke kunde gaa helt til Grunde, ti Enevoldsmagtens Embedsmænd bragte Penge i Omsætning og nogle af disse var rige Godsejere. Men gennemgaaende var Forholdene smaa i Borgerstanden, om end ogsaa denne Stand besad enkelte rige Folk. Uagtet de smaa Kaar var der dog en Trang tilstede til at leve over Evne og denne Forfængelighed viste sit sørgelige Resultat i de mange insolvente Dødsboer.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn mar 20 11:57:17 CET 2005
Publiceret: søn mar 20 11:57:14 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top