eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse V

Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699
    - bog II, kap. II

Kbh., G. E. C. Gad, 1889

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

124

II.

Handel. Handelskompagnier. Handelsflaade. Skibsbyggeri. Økonomisk Tilbagegang. Torvehandel.

I Anledning af Kastellets Opførelse opkom det Rygte, at Toldstedet for Øresundstolden skulde flyttes fra Helsingør og hertil 1), ligesom i Kristian II's Tid, hvilket vilde have gavnet Kjøbenhavn i høj Grad, hvis det havde været udførligt. Efter den ødelæggende Krig var Handelen i en maadelig Forfatning og Borgerskabet for en stor Del udarmet. Det var derfor Regeringens Opgave, at faa de gamle Handelsveje aabnede paany, og det lykkedes allerede de første Aar efter Krigen, om end vistnok i mange Henseender uden videre heldigt Udbytte.

Handelen paa Østersøen havde kun lidet at betyde. 1674 blev der overgivet Kommercekollegiet et Forslag fra Anders Værn, "som uden Særprivilegier den østerske Handel med Jærn, Hør, Hamp og andre grove Varer efterhaanden at bringe fra de fremmede til vore egne Undersaatter, hvilket han tilbyder at demonstrere mod en billig Rekompens" (Belønning). Denne Handel fik dog siden bedre Fremgang, ti i en Ansøgning til Kongen, hvori de fornemste Købmænd 1691 søger om at blive fritagne for Accise af Trælast, skriver de, at "Hollænderne, Hamborg og Lybek tilforn altid har forsynet denne Stad saa vel som andre Eders kgl. Majestæts Stæder, men nu er vi ved Guds og E. kgl. M's. naadigste Assistance nogenledes komne saa vidt, at vi har deres Tilfart ikke fornøden og vi eragte, at vi kan holde Marked med dem i Østersøen og andre Steder".

Af Bordings danske Mercurius ses det, at man 1671 havde store Planer for med Hensyn til den udenlandske Handel. I Januar udsendtes et Skib til Tranqvebar, i Februar omtales Oprettelsen af Ostindisk Kompagni, i Marts

__________

1) Beckers Saml. I, 221, 228, 434. II, 292.


125

Oprettelsen af Vestindisk Kompagni, i Maj Afsendelse af Skibe til Nordkap.

Heldigst var vistnok af de ældre Handelsselskaber det Islandske Kompagni, men dette var sygnet hen i Krigen og Islænderne klagede over, at det ikke ydede dem tilstrækkelig Tilførsel, desuden laa det i Strid med Købmand Jonas Trellund i Amsterdam, der havde faaet nogle Privilegier paa Handel paa Island, hvorfor der 1661 blev nedsat en Kommission til at dømme dem imellem, saaledes at baade Kompagniets Ruin og Trellunds Fordærvelse kunde hindres. 30. Marts 1662 fik Trellund, der nu var flyttet til Kjøbenhavn, og Hans Nansen Befaling om at stifte et nyt Kompagni, da Kongen havde ophævet det gamle, og under 31. Juli 1662 gav Kongen Privilegier for det ny. Landet fordeltes i 4 Dele til Hovedparticipanterne, der saa selv kunde sørge for at faa andre Deltagere. - Disse var Hans Nansen og Borgmester Fin Nielsen, Henrik Müller og Hans Pedersen Bladt, Borgmestrene Kristoffer Hansen og Peder Pedersen, 2 og 2 sammen, og for den fjerde Del Jonas Trellund alene 1). 30. Sept. 1670 udkom en Forordning, der forbød Deltagerne at bruge andre Skibe end dem, som de selv ejede eller i ethvert Tilfælde ikke andre end danske og norske Skibe, medens man hidtil mest havde benyttet udenlandske Fartøjer. Dette kunde dog af visse Grunde ikke overholdes; saaledes fik Borgmester Peder Pedersens Enke 13. Maj 1679 kgl. Bevilling til at leje et Skib i Hamborg til at sejle paa Island, da der ingen Skibe var at faa i Danmark. Nævnte Privilegium gjaldt 20 Aar, men 12. Feb. 1680 blev det overdraget Borgmester Bartholomæus Jensen at danne et nyt

__________

1) K. D. III, 561-67. VI, 365, 371-72. I en Indstilling til Kristian V 1670 omtales det, at tilforn nærede nogle 100 Mennesker sig ved den islandske Handel og underholdt en temmelig stor Flaade, men nu, da Handelen var bleven Monopol, er de islandske Skibe blevne fast til intet og mange godt Folk forarmede (D. Mag. 4. R. IV, 278).


126

Kompagni, hvori Færøerne var indbefattede, og dette fik sin Oktroj 1682 paa 20 Aar. Til Direktører beskikkedes Bartholomæus Jensen, Assessor Henrik Høyer, Raadmand Morten Nielsen og Thomas Jensen Dobbelsteen.

I det Forslag, der laa til Grund for sidstnævnte Privilegium, siges der: "Islands og Færøs Handel har været det allerfornemste, som H. K. Majestæts Hoved- og Residensstad i mangfoldige Aar har været med beneficeret, hvilket noget Købmandsskab her i Staden har forvaltet, og uden det har ingen Handel været ude, saa vidt Konsumtionen her i Landet angaar, hvilken Handel eragtes endelig at ville holdes tilsammen som udi et Knippe, ti skilles det ad og rives fra hverandre, saa hver Handel drives paa sin Maner, da bliver den Handel tilligemed Undersaatterne, som sig deraf nærer, ganske ruineret og fordærvet og fremmede derimod sig den ved Tid og Lejlighed tilvender". Forslagsstillerne mente, at man kunde bruge Kongens Skibe, indtil Undersaatterne selv kunde tilvejebringe Skibe, at man ikke som hidtil skulde benytte fremmede Skibe.

Den islandske Handel fremkaldte oftere Konflikter med Englændere, der drev ulovlig Handel paa Island. Saaledes havde Hans Pedersen Bladt 1668 faaet nogle engelske Skippere idømt store Bøder, men da hans Søn Peter Bladt 1673 kom til London, blev han uden Proces sat i langvarig Arrest, indtil han stillede Kavtion for den Sum paa mange Tusend Rdl., som svarede til den Bøde, hvori Englænderne var dømte. Han gjorde derpaa en Rejse til Island, men da han kom tilbage til England, forlangte hans Kavtionister Pengene anviste paa Amsterdam eller Hamborg, hvilken Sag fremkaldte Forhandlinger mellem de to Landes Regeringer 1).

Det fra ældre Tid bestaaende Saltkompagni, der havde forpligtet sig til at bygge Defensionsskihe, der kunde bruges som Orlogsskibe i Krigstid, var Hollænderne en Torn

__________

1) Statskollegiets Dokumenter 1674.


127

i Øjnene, og disse gjorde 1661 alt for at overtale Kongen til at frigive Salthandelen, men forgæves. 16. Avg. 1665 fik den engelske Baronet W. Davidson, Kort Adelaer og Jonas Trellund Salthandelen i Danmark og Norge i Forpagtning paa 5 Aar, hvilket vakte stor Misfornøjelse, men da Kompagniet ikke kunde forsyne Rigerne, blev Handelen givet fri til 1. April 1666, hvilken Frist siden blev forlænget, og 1667 ophævedes Kompagniet. 1668 blev der dog oprettet et nyt under Bestyrelse af Henrik Bjelke, Kort Adelaer og Povl Klingenberg, men ogsaa dette blev ophævet 1), og 24. Maj 1671 og 29. Feb. 1672 blev Salthandelen frigiven, hvilket fremkaldte et livligt Røre i Handelsverdenen; der gaves nemlig dem, der byggede deres Skibe saaledes, at de kunde bruges som Krigsskibe, Toldfrihed for visse Læster Salt efter Skibenes Størrelse.

Det hedder herom i Den danske Mercurius Sept. 1673:

"Hvor stor Bekostning i Salthandelen end stikker,
sig Kompagniet derudi dog villig skikker,
og efterhaanden faar den Flaades fulde Tal,
som baade Købmandskab og Krig med føres skal.
Man tvende deraf har fra Cadix uden Fare
hjemfanget nyligen med Salt og andre Vare,
som Riget med er tjent, ja nu selv tjene vil,
hvis (hvad) af Udlændinger fortjent er hidindtil".

Samme Maanedskrift klager dog allerede i Jan. 1674 over, at Kompagniet ikke kunde komme ret i Gænge, det havde saaledes nylig mistet et af sine bedste Skibe ved Skibbrud paa Norges Kyst.

__________

1) I Bordings Danske Mercurius Okt. 1670 lovprises Kongen, fordi han havde gjort Ende paa Mangelen paa Salt.

"Hans Øjemærk og Maal var fælles Gavn og Nytte,
saavel som Købmands Brug her ind til os at flytte,
til Borgerskabet han Salthandelen fordi
oplod og gav sit Brev til deres Kompagni".


128

3. Okt. 1679 udstædte Kongen følgende Befaling: "Da Freden nu er sluttet og os er angelegen, at Kommercien maa tiltage og befordres, har vi for godt befundet, at Salthandelen saavelsom Handelen paa Island og Færøerne bliver indrettet og alle og enhver af vore Undersaatter og ikke nogle især deraf Nytte kunde have, og da vi ikke har haft den Nytte af Defensionsskibene i Krigen, som billig burde være sket, vil vi i deres Sted vore Undersaatter til Bekvemmelighed befragte vore egne dertil bekvemme Skibe, paa det vore Baadsfolk derved kunde blive brugte og øvede". Den Kommission, til hvem Kongen lod dette skrive, skulde gøre Forslag herom inden November Maaneds Udgang.

Et Forslag fra denne Tid, sandsynligvis forfattet af en kjøbenhavnsk Borger 1), gaar ud paa, at da der forbrugtes omtrent 1000 Læster spansk Salt, som burde hentes ved egne Skibe fra S. Ybes, og da Salthandelen tilligemed den islandske og færøske Handel var det eneste, hvormed Kongens egne Undersaatter kunne beneficeres, maatte der oprettes et Kompagni under kyndige Direktørers Ledelse, hvori man kunde tage hele og halve Parter paa 1000 og 500 Rdl. Der burde derfor holdes Tilsyn med, at Salt ikke blev indsmuglet, og der maatte ikke ydes særlige Privilegier paa denne Handel til nogen. Kompagniet maatte ogsaa have Tilsyn med Indførselen af andet Salt end det spanske og have Nøgle til de Pakhuse, hvor der var Saltoplag. Det havde hidtil været almindeligt, at naar Danmarks Undersaatter gjorde Norge Tilførsel med Korn og andre Varer, fandt de mange Steder og især i Bergen Salt i Forraad, som de fik med tilbage, hvilket maatte ophøre, hvis ikke den paatænkte Salthandel for en stor Del skulde blive forgæves. Da Danmark ikke var forsynet med mange Skibe, og ej heller behøvede store Skibe uden til udenlandsk Handel, idet der kun gjordes smaa Fartøjer fornødne til Transporten mellem

__________

1) Afskrift i Raadstuearkivet.


129

Provinserne, kunde Salthandelen betjenes af Kongens Skibe, hver paa omtrent 150 Læster, af hvilke de 3 kunde udredes om Foraaret og komme hjem om Høsten, men de andre 3 udredes om Vinteren og komme hjem om Foraaret, da det ikke kunde formodes, at et Skib kunde udrette mere end en Rejse om Aaret til Spanien. Fragterne maatte komme overens med andre udenlandske Fragter, da Varerne ellers blev for dyre. Til at hente Lyneborgersalt kunde bruges de Skibe, som sejlede mellem Island og Glykstad, men naar de udeblev for langt hen paa Aaret, skulde det kunne hentes af andre bekvemme Fartøjer eller komme over Lybek eller hvorfra man kunde faa det med mindst Bekostning. Det franske Salt kunde hentes af de Defensionsskibe, som Salthandlerne endnu havde, eller af andre bekvemme Skibe. Hvis det med Tiden skulde føje sig saaledes, at Danmark engang kunde faa saa mange Skibe, at de kunde besejle Spanien, haabede man, at Kongen vilde være saa naadig at befordre sine Undersaatters Negotie ved fornøden Konvoj, idet Handelen vilde indbringe saa meget i Told, at det ikke vilde falde Landet tungt at udrede saadan Konvoj.

Der kom imidlertid intet Saltkompagni i Gang, og 12. Feb. 1680 satte en Forordning en vis Pris paa det Salt, som Defensionsskibene solgte; da disses Tal formodentlig var for lidet, blev der fremdeles givet fremmede Skibe Tilladelse til at indføre Salt.

Den franske Gesandt, der havde Kundskab om Kongens Plan med at lade sine Krigsskibe hente Saltet og altsaa forbeholde sig selv Monopolet, beretter 1680 om Forbrugen af Salt og Prisen derpaa 1): spansk og portugisisk, der havde en sortagtig Farve og brugtes til Indsaltning af Fisk og Kød, fransk Salt, der brugtes til Kød, der ikke skulde holde

__________

1) Beckers Saml. I, 442; II, 24, 98. Bircherods Dagb. S. 102. D. Sml. 2 R. III, 62; IV, 157-58. C. Bruun, Curt Adelaer, S. 285-90.


130

sig saa længe, og lyneborgsk, der brugtes i Husholdningen; af spansk Salt brugte man et Par Ladninger om Aaret i Danmark, i Norge 4-5; af fransk Salt næppe en Ladning.

Deltagerne i det karaibiske Handelskompagni, Hans Nansen, Kristoffer Hansen, Fin Nielsen, Jørgen Hansen Raffn og Erik Nielsen Schmit søgte 15. Feb. 1662 om Fornyelse af deres Privilegier af 5. Marts 1653 1); "dog Gud bedre det desværre, vi de Tider paa samme Rejser stor Skade lidt har, idet at os først paa samme Eilænder af Cromwell og hans medregerende udi England blev frataget tvende Skibe med indehavende Last, som bedrog sig over 32,000 Rdl., og derforuden af Guds Vejr og Vind, kaldet Orkanen, som os og Anno 1657 den 11. Avg. et af vore Skibe med sin fulde Ladning og 22 Personer derfra Landet bortførte og aldrig til Skib eller Folk blev spurgt". Siden havde de ikke kunnet fortsætte Handelen paa Grund af Krigen, og nu var Privilegiet udløbet, men da "vi nu igen udi Herrens Navn os foretaget vores forrige Skipper Erik Nielsen Schmit med sit Skib samme Ejlænder at ville besegle", bad de om Fornyelse af deres Privilegier, hvilket bevilgedes 29. April 1662, men kun for dette Aar 2).

For Oprettelsen af et Vestindisk og Guineisk Handelskompagni befalede Kongen 1672 Kammerkollegiet at virke. 1673 fik Bergens Borgere Bevilling paa en Rejse, og samtidig bestod et afrikansk Kompagni i Glykstad.

Ved Krigen med Sverig blev Handelen sat tilbage, men 3. Marts 1680 gav Kongen ny Privilegier og udrustede paa egen Haand et Skib til Guinea, der derfra skulde bringe Slaver til Vestindien, uden noget Vederlag af Kompagniet, ligesom det bragte Mandskab til at besætte Forterne i Guinea. Enhver kgl. Betjent, der havde 300 Rdl. og derover i Løn og som ikke godvillig gjorde Indskud, maatte lide et Afdrag i sin Løn af 10 p. Ct., med hvilket Beløb

__________

1) Kbnh. Hist. og Beskr. IV, 229.

2) K. D. III, 557-58.


131

enhver skulde deltage. Enhver, der holdt Karosse og som ikke var interesseret i denne Handel med mindst 500 Sletdaler, skulde for denne Gang udrede 60 Sletdaler og være Deltager med denne Sum.

1685 beretter den svenske Gesandt, at dette Kompagni havde været uheldigt, først ved at Besætningen paa et Skib for 3 Aar siden gjorde Oprør og ved den stadige Skiften med Guvernører, der beskyldtes for ikke at have set paa Kompagniets Bedste. Den første, Adolf Esmit, blev forjaget af sin Broder og, da han kom til Kjøbenhavn, sat i Slutteriet; Broderen beskyldtes for at give Sørøvere Tilhold ved S. Thomas, og Gabriel Milan, der var sendt over for at undersøge den anden Esmits Forhold, opførte sig saaledes, at der var udsendt Kommissærer for at afsætte ham og føre ham tilbage. Adolf Esmit blev 1687 genindsat og Milan dømt fra Livet. Aar 1689 blev Esmit igen fængslet men frikendt, hvilket dog ikke hindrede ham i Forsøg paa at forraade S. Thomas til den svenske Regering 1).

11. Marts 1671 blev der oprettet et Vestindisk Kompagni, der skulde handle paa S. Thomas, hvilken Ø 1665 som et forladt Land var taget i Besiddelse af Danmark. 20. Maj 1675 tillod Kongen Alle og Enhver af sine Undersaatter at handle paa samme Ø, naar de kunde faa Direktørernes Tilladelse.

19. April 1687 fik Borgerne i Kjøbenhavn, Kristianssand og Bergen i 6 Aar Frihed til Handel paa Vestindien med samme Privilegier som Kompagniet imod en Kendelse til dette.

20. Nov. 1670 blev der givet Oktroj paa 40 Aar for Ostindisk Kompagni, til hvis første Direktør Kort Adelaer blev valgt 2). Som Paaskønnelse for Griffenfeldts Medvirkning ved at faa Oktrojen bragt i Stand, blev han

__________

1) D. Saml. 2. R. V, 145-46, 175-76, 297.

2) C. Bruun, Curt Adelaer, S. 291, 495-97.


132

indskreven som Deltager med 1000 Rdl., hvilket siden blev et af Anklagepunkterne imod ham. Kongen og den kgl. Familie tegnede sig for Aktier, og Kongen lod sig forlyde med, at det vilde være ham kært, om Embedsmænd og formuende Borgere vilde følge hans Exempel, ligesom Direktionen søgte af al Magt at paavirke Folk. Til Skibsførere hvervede man Hollændere, der havde tjent i det hollandske ostindiske Selskab, uagtet den hollandske Regering under Straf af Livs og Godses Fortabelse forbød enhver, som havde været i det nævnte Kompagnis Tjeneste, at tjene nogen fremmed Magt, hvilket fremkaldte skarpe Brevvekslinger mellem de to Regeringer. Senere tog dog hollandske Skippere i store Masser Borgerskab i Kjøbenhavn. Det ses af den danske Mercurius for de følgende Aar, at der jevnlig afgik Skibe til Ostindien. 13. Okt. 1680 udstædte Kongen nogle Skibsartikler for Kompagniets Skibe.

Handelen gik sikkert meget heldigt. 1696 skrev den svenske Gesandt: "Dette Kompagni er meget lykkeligt, idet det aarlig saadanne rigtladede Skibe faar, dog har Participanterne forleden Aar ikke faaet mere end 6 p. Ct., da de 6 Direktører forud har taget deres Lønning foruden det, de havde tilgode fra forrige Aar, ialt 24,000 Rdl." 1698 skrev samme: "Dette Kompagni er meget lykkeligt deri, at det aarlig har saa rigtig og uantastet, saa længe Krigen varede, faaet sine Skibe hjem, og ad Aare ventes to, som forrige Aar gik herfra, idet saadanne Skibe til Frem- og Tilbagerejse højst anvender 18 eller 19 Maaneder".

1670 erhvervede Kongen Børsen tilbage fra Jakob Madsens Enke 2) for Udlæg af over 1000 Tdr, Hartkorn Bøndergods, og Kommercekollegiet fik 1671 Befaling om at overtage den, indrette sine Kontorer der og iøvrigt foretage den nødvendige Reparation for den aarlige Leje, idet Kollegiet skulde

__________

1) D. Saml. 2. R. III, 63, 70-71. V, 142-43, 144-45, 337, 345. VI, 56-57.

2) Se Kbnh. Hist og Besk. IV, 235.


133

tragte efter igen at faa Boderne der udlejede til Kræmmerne, og Kongen befalede disse at antage Boder paa Børsen eller aarlig betale 4 Rdl. af hver Krambod, de lejede i Byen. Dette Paabud havde næppe nogen Virkning i Øjeblikket. 3. Dec. 1673 overlod Kongen det vestindiske Kompagni 4 Pakboder tværs igennem under Børsen istedenfor det Pakhus, det havde haft paa Proviantgaarden, hvilket dog igen ophævedes 1677. Sidstnævnte Aar fik Kommercekollegiet under 8. Marts kgl. Befaling om herefter aldeles intet at befatte sig med Børsens Indkomst, der skulde afleveres i Kongens eget Kammer (Privatkasse). Kommercekollegiet havde dermed dog ikke mistet Tilsynet med Børsen, ti det indstillede 1680 til Kongen, "at vi ikke uden Fortræd kan anse (se paa), at den herlige Bygning Børsen, som i Steden for den Brug, den i Begyndelsen har været til destineret, nu med ledige (tomme) Tønder og Snedkervarer istedenfor Kramvarer er forfyldt". Kongen udstedte derfor en Plakat, hvorved han "i Henseende til denne vor kgl. Residensstads desto større Sirlighed samt Handelens ydermere Nytte og Fremtarv" gav alle dem, der til Pinse vilde antage Boder paa Børsen og selv vilde reparere dem, et halvt Aars Frihed for Leje, og det blev paalagt alle, der handlede med Kramvarer, enten at have deres egne Huse eller holde Bod paa Børsen, men de, der alligevel havde Udsalg i lejede Kramboder i Staden, skulde aarlig yde 12 Rdl. til Børsens Reparation, indtil alle Boder der var bortlejede.

1695 sluttedes der Overenskomst med Johannes Bache om for 4000 Rdl. at foretage en Hovedrepartion, der skulde omfatte følgende Ting: "Børsens Taarn, Tag og Render, item Lofterne, Kvistene, som (hvor) Korn og andre Købmandsvarer ophidses, Stenhuggerarbejdet, Murene overalt og en ny Trappe for den østre Ende af Børsen som og Børsen med Oliefarve 2 Gange udenpaa at anstryge". Johannes Bache døde 1696, men det synes, at hans Enke, Maren, har overtaget Arbejdet.


134

Omkring Børsen havde i Frederik III's Tid forskellige Personer faaet Tilladelse til at opslaa Boder; saaledes fik 1663 Johan Kristof Nebenlaw fra Nürnberg Tilladelse til her at sælge og falholde sine medicinske Varer. 1671 forbød Kongen alle Kramboder paa Slotspladsen og befalede at lade nedbryde de Hestestalde, der var byggede ved Indgangen til Børsen, og rense Pladsen for Urenlighed, idet smaa Kramboder bekvemmelig kunde indrettes der. Det blev imidlertid Kristianhavns Slagtere, der 1674 fik Tilladelse til at opsætte Slagterboder langs Muren fra Hvælvingen og til den nederste Ende af Børsens Nedgang paa den østre Side tværs over for Holmens Kirke, imod at de gav en aarlig Afgift til Børsens Reparation.

Der var ogsaa andre Steder Bygninger op til Børsen, ti 1692 indtraf der Ildebrand i en Fjælebod under Trappen ved Børsens søndre Ende. Med Hensyn til Verdenshjørnernes Betegnelse, raadede der nogen Uvished, ti 1673 blev der ved begge Ender af Børsen sat Slagbomme for at hindre Vognmænd og Vedsættere i at opkøre Stenbroen paa Børsens søndre Side, hvorved maa forstaas den Side imod Slottet 1).

1670 søgte Borgerskabet om Afskaffelse af Saltkompagniet, Ophævelse af alle Monopoler, at der maatte findes Midler til Handelens Oplivelse og om Frihed for alle til islandsk Handel 2). Disse Ønsker opfyldtes ogsaa for en Del ved Salthandelens Frigivelse og Oprettelse af Ostindisk Kompagni. Den svenske Gesandt kunde berette 1674, at man her ivrig arbejdede paa, at Kommercierne kunde komme til større Flor og at det var tydeligt, at Skibsfarten var meget tiltaget i de sidste 3 Aar 3). Naar det da 4 Aar efter viser sig, at Byens Handelsflaade ikke var stort større end 1635, maa Tilstanden 1660-70 have været meget trøstesløs.

__________

1) K. D. VI, 379, 383-84, 548-49. VII, 561, 572, 573, 624, 639, 718-19, 777.

2) D. Sml. 2. R. III, 35.

3) Smsteds III 339-40.


135

Fra 30. Jan. 1678 findes en Opgørelse af Kjøbenhavns Handelsflaade, af hvilken det ses, at de store Fartøjer over c. 40 Læsters Drægtighed kaldtes Skibe og de fleste af mindre Drægtighed Skuder, dog benævnes 3 af dem Krejerter (der var paa c. 20 Læster), 16 Galioter (4-20 Læster) og 3 Jagter (2-4 Læster). I alt var der 116 Fartøjer, af hvis Førere de 67 var i Skipperlavet, de andre udenfor, men medens de første saa godt som alle angav deres Skibes Drægtighed, var dette ikke Tilfældet med de sidste, uden hvad 9 større, 3 mindre angik. Der er altsaa kun Opgivelse af Læstedrægtigheden for de 71 Skibe, men ikke for de 45.

33 Fartøjer over 20 Læster havde tils. c. 1470 Lst. Drægthd.
17 --        10-20 --     --       241  --     --
21 --   under 10 --     --       108  --     --
45 --   uangivne --     --       780  --     -- 1)
_________________________________________________________________
Kbhvn.s Handelsflaade var 1678 116 Fartøjer med c. 2600 L. D.

1635 havde Byen 88 Fartøjer med 2370 Læster, hvilket ikke viser nogen stor Fremgang i de 43 Aar, men paa den anden Side var 1678 et Krigsaar, da Handelen led under mange Forhindringer; dog er den næppe taget stort til i den foregaaeude Tid. I ovennævnte Tal er dog næppe medtaget Defensionsskibene og de, der tilhørte Handelskompagnierne, ti disse nævnes ikke under Rederne. Kun 3 af de nævnte Skibe over 20 Læster havde 100 Læster og derover, nemlig Tigeren paa 176, St. Anne 101 og Pelikanen 100, 2 havde mellem 90 og 100. 1 havde 83, 2

__________

1) De 9 af disse Fartøjer var "Skibe", der maa kunne sættes hver til 50 Læster = 450; de andre anslaas til 330, hvilket giver 780 L., hvilket næppe er et for højt Tal, da der ved Sammenlægningen af de opgivne Læster ikke er medregnet, hvad hvert Fartøj overskred de fulde Læster.


136

mellem 70 og 80, 2 mellem 50 og 60, 5 mellem 40 og 50, 4 mellem 30 og 40, 14 mellem 20 og 30.

Da der 1691 maatte gives Konvoj af Krigsskibe til Beskyttelse af Handelsskibe og der skulde ydes Betaling af 2 Sletdaler for hver Læst, var der af de 19 Skibe kun 3 paa henholdsvis 100, 150 og 156 Læster, medens de andre var under 1).

Skipperne har formodenlig trykket sig ved at tage ud om Foraaret. Kongen bevilgede derfor 29. Marts 1681, at de 12 første Skibe, der løb ud om Foraaret og hørte hjemme i Kjøbenhavn, skulde være fri for al Afgift 2).

Som det ovenfor er omtalt, foregik der ved 1690 et stort Opsving i Skibsfarten. Vi har desværre ikke Midler til at se Tallet paa dem, der tog Borgerskab som Skipper, fra en tidligere Tid; kun fra 1684 er der en fuldstændig Liste, der viser 6 Skippere, og 1689 er der 5 ny tilkomne. 1690 udviser derimod 30, 1691 viser 86, 1692: 39, 1693 :43, 1694: 42 og 1695: 34, altsaa i alt 274 ny Skippere i de 6 Aar, hvilket viser en overordentlig Fremgang i Skibsfarten. I disse Aar er ogsaa Raadstueprotokollerne fulde af Retssager om Skibsparter, hvad der ingenlunde var Tilfældet i tidligere Aar. Hertil kommer i de samme Aar 62 Baadsmænd, 12 "Sejlingsmænd", 12 Styrmænd, ialt 360 Søfarende med Borgerskab. Af Skipperne var over de halve Hollændere eller fra de tydske Egne nærmest Holland, men i de sidste Aar var Tilvæksten af Danske i Fremgang.

Fremgangen i Skibsfarten var følgelig grundet paa Tilvækst i Købmændenes Tal. Ved Købmænd forstaas ikke Kræmmere, men Grosserere; dog var der en Mængde andre Borgere, som ogsaa ejede Skibsparter. I Aarene 1689-95 tog 86 Personer Borgerskab som Købmænd, 4 som "Negotianter", hvilket var en fornemmere Betegnelse, og 7 som

__________

1) Rentekamrets kbnh. Kontors Kopibog 26. Nov. 1692.

2) K. D. VI, 776-77.


137

"Handelsmænd". Mange Købmænd var Udlændinge, saaledes af Franskmænd: Gregoire Gougeon, Pieter Walløe (Walleau?), Bendix Orbons, Raymond Boschier, Jean Jean, Pierre Poumeau, Pierau Miveille, Elias Giraut, Pieter van Herreseele, Isaak Labes, Charles de Misii, Samuel Penon, Paul Chappis, Benjamin Bourdier, Pierre Belyn. Af de andre var uden Tvivl en Del Hollændere og Nordtydskere.

De fornemste Skibsredere var 1691: Nikolaj Jansen Arf, Wigant Michelbecher, Jacobus Peltzen, Peter Hansen, Jokum Würger, Herman v. Lengerken, L. S. Müller, J. Kreyer, Lyder Stiefken, Johan Herman Schrøder, L. Krøyer, Johan Siwartz, Steffen Lindeman, M. Abbestee, M. Struwe, Abraham Lehn, Vilhelm Edinger, Gougeon, Valleau, P. Wieland, H. Mansholt, A. Tønsberg, Friederich Niels Müller og Jacobæus Peltzen.

Førend det nævnte Opsving i Handelen var Fragterne høje; den franske Gesandt skriver 1680, at alting var dyrt i Kjøbenhavn, fordi Varerne skulde tilføres ad Søvejen, og da Skibene ikke kunde faa Returladning, blev Fragten overordentlig høj. For at faa saadan, maatte fremmede Skibe gaa til Østersøen for at indtage Ladning af Korn eller til Norge for at hente Tømmer 1).

Et storartet Skibsbyggeri, som blev begyndt i Frederik III's Tid, og som mægtig kunde have støttet Handelen, der i høj Grad foregik ved Hjælp af fremmede Skibe, mislykkedes.

14. Jan. 1663 fik den foran nævnte Jonas Trellund en Del særlige Begunstigelser. Der skulde udvises ham en belejlig og bekvem Plads til at bygge Skibe paa, ligeledes til en Savmølle og Reberbane; han maatte antage 2 hollandske Tømmermestere og saa mange hollandske Tømmerfolk, som han behøvede, der i 10 Aar skulde være fri for borgerlig Tynge, og hvem det stod frit for igen at rejee hjem.

__________

1) Danske Sml. 2 R. IV. 157.


138

Hvad han behøvede til sine Skibes Bygning og Udrustning, maatte han indføre fra fremmede Steder, dog mod Told efter Toldrullen, men Tømmer maatte han hente fra Norge og andre af Kongens Lande uden at give Told, hvilket dog ogsaa skulde være tilladt alle andre Indbyggere i Kjøbenhavn og Kristianshavn. Ingen af hans Skibe eller andre Skibe, der tilhørte Borgere i Kjøbenhavn og Kristianshavn, kunde imod Ejernes Vilje anholdes og bruges i Kongens Tjeneste i Krigstid, men der skulde sluttes en rigtig Akkord herom. Alle Trellunds Skibe skulde i 3 Aar være fri for Told, dog ikke deres Ladning. Alle hans og andre Søfolk fra Kjøbenhavn og Kristianshavn skulde dømmes efter den Visbyske Søret. De Skibe, han og andre Borgere udrustede til Hvalfangst, skulde ind- og udgaa uden Told og deres Folk i 10 Aar være forskaanede for borgerlig Tynge. Han fik ogsaa Tilladelse til at forfærdige spansk Læder og i saa Henseende fik han ogsaa Begunstigelser for sig og sine Folk. For Skibe, som han udrustede til Ostindien og Vestindien, fik han særlige Toldbegunstigelser og Toldfrihed for en Ladning Vin fra Tenerifa. Han selv med sin Familie blev fritagen for borgerlig Tynge og Indkvartering, men ikke for almindelige Skatter. Paa de Grunde og Pladser, som Kongen vilde give ham, skulde det staa ham frit for at bygge sine Huse og planke der, som ham lystede, desligeste maatte han og de, som for hans Skyld kom hid "sig i Klædedragt, Riden og Køren paa den hollandske Maner eller saasom det dem selv lyster og anstaar at holde", ligesom de maatte benytte hvilken Præst eller Kapellan, de selv ønskede 1).

Den Plads, Trellund fik overladt til sin Virksomhed, var i Strandgade paa Kristianshavn, der da var en virkelig Strandgade, idet Vandet gik op til dens ene Side. Imellem Brogade og Torvegade og længer ud mod Holms Plads, var det, han havde sin Virksomhed som Skibsbygger. Paa

__________

1) K. D. III, 571-77


139

den anden Side af Strandgade (nu Nr. 8-14) byggede han en Gaard, der var anset som en af de anseligste paa Kristianshavn.

Trellund, der var Søn af en Raadmand i Ribe, havde været Købmand i Amsterdam og blev, som ovenfor omtalt, 1662 en af Direktørerne for det ny islandske Kompagni; han nævnes da som bosiddende i Kjøbenhavn, medens han Aaret i Forvejen endnu bode i Amsterdam. Samme Aar købte han Eneret til den færøske Handel af Kristoffer Gabel og var Deltager i Salthandelen. 8. Jan. 1663 udnævntes han til Admiralitetsraad. Trellunds Foretagender mislykkedes dog, han havde i Aarene 1668-69 Processer med et stort Handelshus i Amsterdam og gik Fallit. 20. April 1669 befalede Kongen Fiskalen at sørge for, at Kronen blev holdt skadesløs i hans Bo fremfor andre Kreditorer. 10 Aar efter fik Dronningens Hofprædikant Tilladelse til at lade Trellund arrestere for en Gæld paa 2000 Rdl., hvis han ikke paa anden Maade kunde blive tilfredsstillet. 1684 opføres han som død. Hans Ejendom laa hen uden Tilsyn. 1678 indstillede Rentekamret, at Kommandanten maatte sætte Vagt her for at forebygge, at Folk nedbrød Husene og borttog, hvad der fandtes, eftersom Gaarden skulde sættes til Avktion. Dette sidste skede dog ikke, ti i en Rentekammerskrivelse af 21. Avg. 1682 siges det, at "Trellunds Gaard og Plads som øde og husbondeløs henstaar, eftersom ingen deraf svarer til de kgl. Kontributioner", men da Kongen havde en Fordring paa 5602 Rdl. i Ejendommen, havde han befalet her at bygge en Del Barakker (Kaserner) for Militære og Artillerifolk. Dette blev nu ikke til noget, men Grunden blev solgt til Frederik Antoni Müller, der 1684 klagede over, at han ikke kunde faa den bebygget i den lovbefalede Tid paa Grund af Bygningernes Ruin, Brøstfældighed og Grundens vidtløftige Begreb, hvorfor han fik Udsættelse i 4 Aar. Han fik desuden Tilladelse til


140

at benytte Kølhalepladsen og til at opsætte ny Kraner der 1).

Den udenlandske Handel havde saaledes førend de sidste 10 Aar af Kristian V's Regeringstid kun liden Betydning og Opsvinget efter 1690 kunde ikke fremkalde nogen følelig Virkning førend senere hen. De økonomiske Forhold var af den Beskaffenhed, at, som det berettes 1682, Præsterne gjorde Forbøn for Afværgelse af Landets totale Undergang 2). Landets fortrykte Forhold gjorde Smaahandelen ringe, og denne formindskedes end mere ved Indpas i Næringen af Soldater og deres Kvinder.

Hvorledes Tilstanden var 1672, ses af følgende Andragende til Magistraten fra de 32 Mænd:

"Siden den Tid Konsumtionen først blev anfanget at oppebæres udenfor Stadens Porte, da har her ikke været den tredie Del saa stor Torvehandel i Staden som tilforn, og det af den Aarsag, at Høkere og andre af de Gemene, item Soldater og deres Kvinder udløber i stor Mængde og Flokketal af Portene næste Dage før Torvedagene langt ud paa Vejene, en Del til Valby og en Del længer, at udforske, hvad Bønderne har at sælge, og hvis (hvad) de da véd at være mest begærligt og at vinde flest Penge paa her i Staden, det opkøber de og undertiden ganske aflæsser Bønderne i Valby, en Del og, naar de har købt, følger Vognene til Acciseboden og, imidlertid Bonden der gør klart, gaar de ind til Porten og der tager imod Bonden og følger ham hjem til deres med Varerne, saa at der kommer snart ikke mere paa Torvene, end slige Udløbere vil lade passere og ikke selv mon behage eller behøve. Og naar det sig undertiden kan tildrage, som dog sjelden sker, at her nogen af de begærlige Varer indkommer, da véd Bønderne af de Til-

__________

1) K. D. VI, 365, 371-72, 503, 712-13. VII, 84-85. C. Bruun, Curt Adelaer, S. 286-88, 294-95, 297. Saml. til Jydsk Hist. og Top. VIII, 55-56.

2) D. Sml. 2 R. V. 87.


141

bud, som dem paa Vejene er gjorte, at holde deres Varer saa højt, at det er med Forundring at paahøre. Og naar dem saa derimod bydes billig Værd, da véd de at svare, at dem var budt mere i Valby eller paa Vejen og lader sig forlyde at fortryde, at de ej tog de Penge, som dem der tilbudt var. Af hvilken Enormitet Borgerskabet ikke ringe Skade tilføjes, idet de igen maa købe Varerne af Høkerne og andre Udløbere i dyre Domme og give dem den Profit, som de ellers selv kunde nyde, om Varerne blev ført til Torvene, som billigen ske burde og altid tilforn har været sædvanligt. Derfor ombedes ydmygst paa menige Borgerskabs Vegne, at Eders højtagtbare og velvise Herrer højgunsteligen vilde overveje tjenlige Middel til at afværge al Handel med Bonden paa Torve, Veje samt i Valby og uden Portene, item at Bønderne maatte forbydes at holde deres Vare fal enten i nogle afsides Gader eller Stræder eller i de Gaarde, hvor de logerer her i Staden, førend de dem først paa Torvet præsenteret har og ikke der kunnet forhandle. Og eftersom den største Del af de Soldaterkvinder, som gør Borgerskabet stort Indpas i deres Næring og Frihed, skal være af Gen. Major Ruses Regiment, i Holsten beliggende, da formener vi, at de billigen didhen til deres Mænd kunde og burde forvises, eftersom det dog synes nok, at man har de tvende Regimenter deres Kvinder til Fortræd.

"Videre falder at erindre den mærkelige Skade, som Borgerskabet udi mange Aar har lidt og endnu daglig forsmerter af Marketendere, hvilke ikke køber smaa Partier, men anselige Kvantiteter af alle Slags Proviant saavel uden Portene som paa Torvene og ved Stranden, der dog formenes, at den Handel uden Portene ikke er i sig selv lovlig, men bør ligesaa vel dem som alle andre at være forment. Og Torvet samt Strandhandelen formenes at bør være alene for Borgerskabet og dem af Stadens Indbyggere, som svarer til kgl. Paalæg af Grundskatter, Indkvartering etc. og endda derforuden selv maa vove Liv og Blod med, naar


142

Nøden det mon udkræve, hvoriblandt Marketendere, som aleneste passer paa at spise Soldater for Penge og saaledes ikkun fortjener Penge, efter vor Meniug ikke kan regnes eller udi nogen borgerlig Frihed være interesseret. Thi er vor enfoldige Mening, at efterdi Borgerskabet maa kontribuere til Militien, og de Penge, som Marketendere holder Spisningen ved lige med, herkommer fra Soldaterne, derfor, ligesom Soldaterne nyder Borgerskabets Penge, saa burde og Borgerskabet billigen at nyde deres Penge igen, saaledes at alle Marketendere burde være pligtige alle de Varer, som de til Soldaternes Spisning kan behøve, hos Borgerskabet her i Staden og ingen andre at købe".

Ogsaa i andre Retninger led Borgerskabet Næringstab. 1669 klagede det over, at der tilføjedes det "stort Indpas, Nærings Svækkelse og Afbræk formedelst adskillig Handel med Kram, Høkeri, Krohold, Haandværksarbejde og andet, som af en Del drives, der dog Frihed for al borgerlig Besværing prætenderer, alene under Skin, at de endnu er i Kongens egen, adelige eller militariske Tjenester og Beskærmelse". Da dette stred mod de Privilegier, der 23. Nov. 1661 var givne kgl. Betjente, blev det 3. Marts 1669 forbudt at bruge nogen borgerlig Handel og Næring uden at svare Pligt og borgerlig Tynge deraf.

Hertil kom den store Indvandring af Fremmede. 28. April 1676 maatte Kongen udstæde Forbud mod "en Del Fremmede og Udlændiske, sig her i Staden skal opholde og imod Kræmmerlavets Privilegier hemmelig indsnige allehaande Kramvarer, dermed udi Husene omløber og i smaat udsælger".

Var Tilstanden ringe i Kjøbenhavn under Krigen 1675-79, var den endnu slettere paa Kristianshavn. Magistraten i Kjøbenhavn klagede 23. Feb. 1676 til Kongen: "Borgerskabet i Kristianshavn formindskes daglig, flytter fra Byen og sætter sig her i Kjøbenhavn i Hytter og Vraaer, hvor de hemmelig opholder sig og unddrager sig i disse besværlige Tider fra


143

den algemene Tynge, Byen til Ruin og det eftersiddende Borgerskab til Fordærv". Man søgte derfor om en Befaling til dem om at forblive i deres By, men da det var vitterligt, at Næringen var hel slet for dem og Besværlighederne, der daglig tiltog, var store, burde der bevilges dem, der flyttede til Kristianshavn eller købte Ejendomme der, nogle Aars Frihed for Grundskat, hvilket kun var en liden Afgang i Kongens Indtægter, da Grundene kun var maadelig taxerede paa Grund af Stedets og Næringens Ringhed. Ligeledes vilde det kunne hjælpe, hvis fremmede, der var komne i Armod, der kunde have deres Tilflugt og nyde 10 Aars Frihed for deres Kreditorer 1).

I det hele var de 2 Kommuner til Skade for hinanden. 1674 skriver ogsaa Statskollegiet, at "det synes meget skadeligt og urigtigt, saa for al Handel og Negotie, saa vel som ogsaa for alle Handelslavene, at saa nær ved hverandre og under differente Magistrater ere to Stæder som Kjøbenhavn og Kristianshavn, da stundum den ene den anden contrequarrerer, og hvem sig paa et Sted passelig skikket, paa et andet overløber". Dette gav Anledning til de to Byers Sammensmeltning.

Det gik stadig tilbage med Borgernes Velstand. Skatter og Afgifter var byrdefulde, medens Næringen var i Aftagende. De fleste Dødsboer var Fallitboer og Ejendommenes Priser sank saa stærkt, at Kongen 7. Maj 1692 afkrævede Magistratens Betænkning om Grunden hertil 2). Denne Betænkning gaar ud paa følgende:

"Handelen bestaar alene i det, som indføres og konsumeres her, ti kun lidet eller intet kan udføres undtagen en ringe Del Vin og Salt, som dog ikke er Landsens Frugt, hvorimod Rug og Byg, der i tidligere Tider bragte Penge ind i Landet og gav Handel og Næring, er nu, paa Grund

__________

1) Afskrift i Raadstuearkivet.

2) K. D. VII, 384. Betænkningen i Raadstuearkivet.


144

af Landmandens slette Tilstand og Uformuenhed til at holde Kvæg og dyrke Jorden, ikke af den Godhed eller af den Overflødighed, at de kan søges eller sælges. Vel har den franske Handel i nogle faa Aar haft nogen Anseelse, men paa Grund af den ulovlige Opbringelse og anden Mishandling af Skibene, som idelig sker af engelske og hollandske Kapere, bliver den ogsaa snart til intet, eftersom enhver gruer for at vove sine Midler med saa stor Hazard og Perikel og desuden kun ganske faa af Borgerskabet formaar at drive den Handel.

"De indførte Varer er belagte med Told og Konsumtion, og der holdes saa skarpt Tilsyn, saa en ringe Forseelse bliver haardt mulkteret og den Negotierende, som dog er Kongens Undersaat, faar saa liden Fortjeneste, at han næppe kan vinde det, han kan betale Skatter og Paalæg af.

"Den Handel, som Borgerskabet i forrige Tider har haft med Bonden og Landmanden, er nu meget ringe, da de fleste Bønder er moxen udarmede, saa de ikke nu formaar at købe Fisk, Sild, Salt, Klæde, Baj, Staal, Jærn, Tin, Kobber eller Messing, enten til sig, Kone og Børn eller til sin Avlings Fortsættelse, i Modsætning til forrige Tider, da baade Handels- og Købmanden havde stor Næring af dem, men nu moxen ingen, da mange paa Landet nu maa lade sig nøje med Vand og Brød og selv det bare Brød tit savnes og efterledes af mange.

"Af Kræmmerne er en Del kommen til agters, en Del falleret, og nogle har trukket sig ind paa Kammerser, saa at i adskillige af deres Huse, hvor tilforn var skønne Kramboder, nu ses Høkere og Palteboder og nogle staar ledige. Bryggerlavet truer med Undergang, paa Grund af, at Omgangen, der havde foraarsaget eu Del store Omkostninger, hastelig blev hævet, Konsumtionen blev forhøjet og Hestemøllerne afskaffede; det haardeste for dem er dog den haarde Inkvisition, den haarde Bøde for en ringe Forseelse, Kroholdernes Ubillighed og den Skade, de tager af Udborgen


145

paa Stok. Somme af dem drives i Slutteriet, somme ud af Byen, istedenfor at i forrige Tider en fattig ringe Bryggersvend kunde saa tage til, at han paa det sidste blev Hans kgl. M. en vederheftig Underdan, Staden en fast Borger, som svarede Skatter og Indkvartering og i Nøds Tid kunde gøre Tjeneste med Liv og Gods.

"Bagerlavet trykkes af Konsumtionens Forhøjelse og ved at saa mange er indkomne i Lavet, at den ene sidder ovenpaa den anden ganske næringsløse. Det samme klager Slagterne over, hvortil kommer, at Indbyggerne, og især Haandværkerne, der er de fleste, er nu fattige og ikke holder saa mange Folk som tidligere. Da det var vanskeligere at vinde Lavenes Rettighed og der var færre Mestere, havde enhver af de faa Mestere rundelig Fortjeneste og kunde holde mange Svende og Drenge, som de bespiste vel, hvad de ogsaa maatte, da det mest var fremmede Folk, som ikke vilde lade sig afspise med ringe Mad eller tørt Brød og tyndt Øl, men vilde have fersk Kød, god Mad, godt Øl og Brød, saa én Mester med Familie og Tyende fortærede mere end 10 Mestere, der maa hjælpe sig med en Svend og en Dreng og somme uden, ti naar de faar hastigt Arbejde, tager de Soldater til Hjælp og tærer det knappeste, de kan, saa de henter lidet eller intet i Slagterboderne.

"Haandværkernes Tilbagegang hidrører fra, at mange Fremmede har nedsat sig, og da de er fri for at svare borgerlig Tynge, kan de give bedre Køb, og fra Soldaternes Frihed til at drive Haandværk, saaledes at af 100 Klædninger og Sko til Regimenterne næppe 10 udføres af Lavenes Mestere. Smede, Tømmermænd, Snedkere, Bødkere og Vævere lider stort Tab ved, at Tøjhusets, Holmens og andre aftakkede Folk med deres egne Hænder maa arbejde, hvad de kan, men de misbruger Friheden grovelig, og naar de gribes i Forseelsen, har de saa stort Forsvar, at Straffen bliver ringe. Hvad Soldaterne klædes i, forskriver Officererne selv fra fremmede Lande og ikke hos Kræmmere og


146

Købmænd her. Da Soldaterne stadig opholder sig her i Garnison, bruger de eller deres Koner ofte Høkeri og Ølsalg, og indflytter i Huse og Kældere, som en fattig Borger og Haandværksmand af Armod har maattet forlade, og sidder der uden Skatter og Afgifter. Hvad Klagemaal hører vi ikke daglig af Borgerskabet, hvorledes Soldaterkoner, som nærer sig med Høkren af røget Flesk, salt Kød, Smør, Ost, Æg, Gryn og deslige, saa godt som med Gevalt og med Hug og Slag tvinger Borgerkoner fra de Steder, som de staar paa og har fæstet paa Torvene, og uanset man beklager sig derover og der undertiden ogsaa stilles Ordre derom, maa man dog fornemme, at Soldaternes tiltagne Frihed prævalerer.

"Imedens der tilforn var 20-60 Mestere i et Lav, er der nu 80, 100 ja 200 Mestere i et Lav, hvoraf neppe de 10 kan holde saa mange Folk eller gøre Kongen og Staden den Tjeneste, som en af den forrige Tids Mestere, ja næppe 3 af et helt Lav er gode for at købe sig et Hus, men maa bo tilleje, ja 2 à 3 Slags Haandværkere retirerer sig udi et Hus paa Lofter og Kammerser og sidder der i Armod tilsammen. Det gaar nu saaledes til, at naar en Svend har tjent sine Svendeaar ud, søger han straks at komme ind i Lavet, gifter sig, enten han har Evne til at føde en Kone eller ikke, fortærer i faa Aar, hvis han har faaet noget ved Giftermaalet, og maa saa arbejde som Svend hos andre Mestere og Børnene maa ud at tigge, førend de kan læse; naar Manden dør, maa Konen gribe til Tiggerstaven, medens i forrige Tider en Mester kunde efterlade et frit Hus og Evner til at fortsætte Haandværket, til hun ved Giftermaal med en dygtig og erfaren Svend, som længe havde maattet tjene og selv erhvervet sig noget, kunde blive forsynet. Kom nogen da til agters, hjalp de andre Lavsbrødre ham til Rette.

"Indkvarteringen koster Staden 20 til 24,000 Rdl. aarlig, men da den lettes for en Del, dels med Hensyn til ny Bygninger, dels for Indrettelse af Manufakturer og dels ved


147

Privilegierne for de Reformerede, falder den tungt, saa mange søger at skille sig ved deres Huse. De store Skatter og Konsumtionen betager mangen Haandværksmand det, han behøver til sin Underholdning, virker ogsaa hen til at Armoden tiltager. Dette kan bevises af Skifterne, saa at af 60 Dødsboer, der er registrerede siden Nyaar, har de 40 haft langt mere Gæld end Gods, og af de mange Fallitboer. Naar nogle faa Personer undtages, lever de fleste i Husene meget kummerlig og med stor Fattigdom, ti ved Skatters Inddrivelse er der befundet mange saa fattige, at de hverken havde Boskab eller Brød; den Dyne, de laa paa, havde de ikke uden ved Leje, ja mangen en havde ikke Dyne at ligge paa, men laa med Kone og Børn i Halmen.

"Ikke faa er blevne ødelagte ved at bygge paa de øde Pladser, og nogle har maattet rømme Byen, inden Bygningen var færdig, fordi de ikke kunde svare Renterne af den Kapital, som de satte i den. Der er vel kommet flere Bygninger, men Indbyggernes Tal er snarere blevet mindre, og de Fremmede har mest været fattige Folk, som har bot til Leje, men naar denne skulde betales, enten bortrømt eller ikke har kunnet betale af Armod".

At mange Handelsforetagender mislykkedes, fremgaar af de mange kgl. Beskyttelsesbreve (Moratorier), hvorved Fallenter fik Udsættelse for deres Kreditorers Tiltale; de blev dog først almindelige fra 1696.

Det kunde maaske interessere nogen at vide, hvorledes en Veksel lød paa den Tid, hvorfor her meddeles en saadan1).

Laus deo. Drammen, d. 22. Sept. Anno
1683. - 100 pund Sterling.        

Fire Uger efter Sigt ville Monsr. Rasmus Split behage at betale denne min prima Vexel, secunda ubetalt, til vel-

__________

1) Mag. Domprotokol 1685, Bl. 457.


148

ædle Hr. Commissarie Sr. Niels Mechelborg eller Ordre udi London Summa af 100 Pund Sterling, Værdien heraf hannem annammet. I ville gøre god Betaling, stille Tilregning og være Gud befalet.

Eders beredvilligste Tjener        
Lavrids Jakobsen.

Isenkræmmere handlede omtrent med de samme Varer som nu. En 1695 afdød Isenkræmmer havde blandt andet i sin Bod: Buxbomfløjter, Ibenholtsfløjter, Tværfløjter, Skalmejer, Harpetraad, Stokfiolstrænge, Zitharstrenge, Mundharper, Kikkerter, Penneknive, Blækhorn, Hænge-Blækhorn, Træ-Blyanter, Horn-Blyanter, lybske Synaale, Syringe, Skridtsko, Kort, baade Skibskort, Meffarts Kort og franske Kort.

En 1699 afdød Hatstafferer havde handlet med: Hatte, Hattebaand, Strømper, Nathuer, Kalotter, Næseduge af Silke, Halsduge, Handsker, Slaabrokke, Patrontasker, Livgehæng, Amagerhuer, Garn, Traad, Katun, Lærred, Baand, Galloner osv.

Mange fremmede Handlende greb ind i Handelslavenes Næring. Saaledes klages 1696 over Nürnbergske Kræmmere, der havde faaet kgl. Privilegium og handlede med alle Slags Varer, hvorved Spejlmanufakturet vilde gaa til Grunde, medens der ogsaa skede stort Indpas i Lavenes Næring imod de af Kongen givne Lavsartikler 1).

1696 fik en Franskmand Tilladelse til at handle med Skilderier 2).

Noget nyt i Kjøbenhavn var den Kaspar Rollufs 24. April 1661 bevilgede Kommishandel, hvorover han skulde være Direktør, medens han skulde beskikke en vederhæftig Borger til Kommisforvalter, og ligeledes udnævne en Kommisskriver. Ved Kommishandel forstod man Avktion, der holdtes 2 Gange om Ugen om Formiddagen 8-11, om Eftermiddagen 1-5. Han fik end videre Tilladelse til at holde

__________

1) K. D. VII, 477, 489.

2) K. D. VII, 497.


149

sin Handel paa Børsen 1). Det gik ham imidlertid ikke heldigt, ti 15. Okt. 1667 bevilgedes Direktionen Oluf Simonsen og Daniel Pauli, "eftersom Kaspar Rollufs for Gæld er foraarsaget at forføje sig til vor Stabelstad Fredericia"; 1677 udnævntes Professor i det spanske, italienske og franske Sprog Carlos Rodriguez, med den Forpligtelse, uden Betaling at levere paa Kongens Bibliothek de Bøger, der forekom paa hans Avktioner og som ønskedes til Bibliotheket 2). Om hans Indtægter af Avtionerne gaves en endelig Bestemmelse 16. Marts 1680. Siden var der 2 Avktionsdirektører, den ene for Borgerskabet, der udnævntes af Magistraten, den anden for Hofetaten.

For at skaffe Penge i de daarlige Tider, bevilgede Kongen 3. April 1688 Nikolaj Wesling at oprette et Assistenshus, hvor man kunde laane paa Pant 3).

21. Dec. 1695 beskikkedes Cornelius Nissen som Vaterskovt, hvilken Bestilling ikke hidtil havde været kendt her. Hos ham skulde alle Koffardimatroser lade sig indskrive, og ingen Skipper maatte antage Folk, der ikke var indførte i hans Bøger, medens man ikke var forpligtet til at benytte Vaterskovtens Mellemkomst for at hyre dem 4).

15. Marts 1684 udstædtes Bevilling for 2 Kommissionærer, Sivert Flor og Peder Nielsen; disse maatte imod billig Betaling betjene Folk til "Indmaningers Forkyndelse samt paa Rente udestaaende Penge og bortlejede Huse at opsige, eller dem, som enten Penge paa Rente eller Huse til Købs eller Leje behøver, derom at forstændige" 5).

For at lære Handelsvidenskab havde man hidtil været nødt til at rejse til Udlandet, men 1691 fik Cort Danxst kgl. Bevilling til uforment og for billig Betaling at infor-

__________

1) K. D. III, 526-29, 540; VI, 685, 724-27; VII, 202-03.

2) 1667 maatte Avktionsdirektørerne afgive 2 p. C. af deres Indtægt til det kgl. Bibliothek, men 1668 fik O. Simonsen Tilladelse til selv at oppebære dem imod at købe til Bibliotheket, hvad Kongen ønskede, uden Vederlag.

3) K. D. VII, 215-20.

4) K. D. VII, 169-71.

5) K. D. VII, 65.


150

mere og undervise alle og enhver, som det af ham kunde begære 1).

Med Hensyn til Torvehandelen foregik der ikke faa Forandringer. 8. Marts 1665 blev det forbudt Bøndervogne at holde i Højbrostræde eller paa Amagertorv, og de maatte ikke køre over Højbro, men Amagerne skulde køre over Holmens Bro. Halvdelen af Amagerne fik Stade paa Amagertorv og de andre Bønder paa den ny Plads i Løvstræde, det vil sige Ulfeldts Plads, der var fremkommen ved Nedrivningen af Ulfeldts Gaard; Bønderne kunde ogsaa faa Stade paa det store ny Østertorv (Kongens Nytorv), alt for at der kunde være uhindret Færdsel paa Amagertorv. Alle andre, der plejede at sidde paa dette Torv, skulde flytte til den ny Plads i Løvstræde og det ny Østertorv. For at Husejerne i Højbrostræde ikke skulde lide for stor Skade herved, blev det dem tilladt at udleje deres Kældere, dog ikke til Høkere eller Øltappere.

Møllekanalen ved Vandkunsten blev opfyldt af nogle af Beboerne af Magstræde, der fik Fordel af den tørlagte Grund. 21. Maj 1679 bestemtes det, at Løngangsstræde skulde være Gade og de fik nogle Grunde her for deres Ulejlighed. Herved blev ogsaa Vandkunsten en aaben Plads, efter at Møllerne var nedbrudte, ligesom det gamle Krudttaarn blev afbrudt efter kgl. Befaling af 29. Okt. 1669.

12. Marts 1673 bestemte Kongen, at den Plads, der nu hedder Vandkunsten, herefter skulde forblive ubebygget til Kongens og Stadens Tjeneste; der var nemlig Strid mellem Grundejerne om, hvem den tilhørte, og da en Kommission havde tilkendt det meste af den til Gert Piper, havde denne afstaaet den til Kongen.

Da Pladsen var bleven befriet for den store Dynge Jord, der laa her (se foran S. 51). bestemte Kongen 1683

__________

1) K. D. VII, 350. Om ham se Kbnh. paa Holbergs Tid S. 344-46. .

2) K. D. III, 626.


151

og 1684, at Pladsen skulde indrettes til et Fisketorv for salt og blødt Fisk, og for den Fisk, der kom med Vogne, samt til Salg af Fjerkræ 1).

Da Volden ved den ny Vesterports Anlæg var lagt længer ud, fremstod den aabne Plads mellem Vesterport og Vartov, der kom til at hedde Halmtorvet. 11. Juli 1682 bevilgede Kongen, at Pladsen maatte tilhøre Staden og indrettes til et Høtorv, efterat den var gjort ryddelig og var bleven brolagt. Den kaldtes ogsaa Vestertorv, og her skulde tillige falholdes de samme Landproduker som paa Gammel- og Nytorv 2).

Ligeledes dannedes Nørretorv, der første Gang nævnes i Forordningen 28. Juli 1684, idet her ogsaa skulde handles med Landprodukter.

Nysnævnte Forordning skulde gøre en Ende paa den Uskik, at der ingen bestemte Pladser var, hvor Varer, der kom ind fra Landet, kunde falholdes, hvilket gav Anledning til, at Høkere og Prangere opkøbte alt, hvad der blev indført og siden løb omkring i Husene dermed og udprangede det paa det dyreste; det bestemtes derfor med Hensyn til de gamle Torve, at paa Gammel- og Nytorv skulde sælges, hvad der kom ind til Vogns, og Amagere, Urtegaardsfolk og Fiskeblødere maatte sidde ved Siderne med deres Varer. Paa Graabrødretorv skulde forblive Pladser for Hue- og Paltekoner, for dem der solgte Dukketøj, for Maatte-, Stole-, Potte- og Skaalemagere, for dem, der solgte blødt og salt Fisk, og for Amagere langs Siderne. Paa Amagertorv skulde handles med Frugter og Havevækster, Smør, Flesk, Ost, Gryn, Ærter og Fjerkræ. Kør, Stude, Svin, Faar og Lam skulde forhandles udenfor Portene, men dersom nogen kom ind i Byen med levende Kvæg, da paa Gammeltorv.

Der havde nemlig allerede i nogle Aar bestaaet et

__________

1) K. D. I, 790; VI, 519, 608; VII, 50-51, 77.

2) K. D. VII, 10, 77.


152

Kvægtorv udenfor Vesterport, der hvor Trommesalen endnu bestod i vore Dage.

Hofslagter Niels Olufsen beklagede sig 1671 over det store Underslæb, som blev begaaet med Accisen og med Forprang, idet en stor Del af Borgerskabet opkøbte hele Øksne og Lam, som de slagtede uden at give Accise deraf, og derpaa uden Dølgsmaal løb omkring med for at sælge. Det var ikke i Egenskab af Slagter, men som Forpagter af Konsumtionen, at han indgav denne Klage, og han tilbød paa egen Bekostning udenfor Vesterport at indrette en Plads til et almindeligt Øksen- og Kvægtorv tilligemed en dertil hørende Accisebod. Dette bevilgedes 8. Nov. 1671, med det Tillæg, at det skulde indrettes saa nær ved Vagten som muligt. Et lignende Kvægmarked skulde holdes udenfor Kristianshavns Port, men dette kom næppe nogensinde i Stand. Hvis man mindes Forholdene ved Trommesalen udenfor Vesterport, hvor GI. Kongevej eller rettere den sidste Levning af Vester Farimagsvej udmundede i Vesterbrogade, husker man den aabne Plads ved Siden af Konsumtionsboden, hvor der solgtes Heste og Kør, hvilken var den samme, som den, Niels Olufsen indrettede. Trommesalen kaldtes den, fordi i fordums Tid Markederne aabnedes med Trommeslag. Hvor Konsumtionsboden stod, gaar nu Gamle Kongevej 1). Konsumtionsboden blev opbygget paa en Grund, der tilhørte Kongen, medens derimod Kvægtorvets Grund har været en af Byens Fæstegrunde. I de første Aar betaltes der til Stadens Kasse en Afgift af "nogle egennyttigs Boder og Udbygninger ved Konsumtionsboden", men da de formodentlig var blevne nedtagne, blev Afgiften eftergivet 1678. Da der dette Aar kom en ny Kæmner, har han vedblevet at opføre Indtægten af disse Boder, men med Bemærkning, at den skulde føres "til Omdrag", d. e. ikke betales, og hans Efterfølgere vedblev i 150 Aar og maaske længer at opføre denne Afgift

__________

1) K. D. VI, 575, 577.


153

af Konsumtionsboden, uagtet den aldrig blev betalt, saaledes at man 1866 fik den Opfattelse, at det var en Jordebogsafgift og at Staden ejede Konsumtionsbodens Grund 1).

Et Hestemarked paa Kongens Nytorv indrettedes 1683, se S. 44.

Det gik ikke altid fredeligt til paa Torvene, og Sikkerheden var ikke stor, som det ses af en Beretning fra 1668 2). "Udi dette Aar blev det saare vel til fælles Nytte betænkt, at paa Torvene og Gaderne om Torvedagene skulde gaa Vagt og Underfogden have Tilsyn, at ingen skulde røve eller stjæle nogen noget fra, at Bonden skulde holde fri paa Torve og Gade, at de skulde ikke miste Tømme eller Hestetøj eller Sække og Vare af deres Vogne, hvorover tilforn var stor Klage for Usikkerhed, idet saa tidlig Bonden vendte sig fra Vognen at købe sin Fornødenhed, da var han straks af med hvis (hvad) han havde paa Vogn eller Heste, ja ofte Pung og Penge af hans Lommer.

Den Vagt, som her stilledes, var Borgervagten, men 21. Febr. 1681 fik Kommandanten Befaling, at han "hver Torvedag paa Torvene slig en Vagt under behørige Officerers Kommando lader ordinere, som ej alene enhver for al paakommende Ulempe kan beskærme, men endog for hvis Usømmelighed, som begaas, stande til Ansvar 3). En Følge heraf blev, at der paa sine Steder blev oprettet Vagthuse; saaledes nævnes 1689 og 1711 Vagthuset paa Graabrødretorv, der endnu maa have været til paa Holbergs Tid, idet der i "Jean de France" nævnes Træhesten paa Ulfeldtsplads 4).

Paa Torvedagene indtil Kl. 10, Onsdag og Lørdag, var opsat en Danebrogsfane paa alle Torve, ved Portene og ved Stranden. Den blev første Gang opsat 27. Juni 1668, og saa længe den stod, maatte Høkere ikke købe af Bonden,

__________

1) Se Borgerrepr. Forh. 1866-67 S. 186-87.

2) K. D. V, 744

3) K. D. VI, 768.

4) K. D. VII, 275; VIII, 214. Kbnh. paa Holbergs Tid, S. 372.


154

men alene Borgerne maatte forsyne sig til deres Huses Fornødenhed 1).

Ved et Syn af December 1692 fandtes følgende Stader paa Torvene: Imellem Vejerhuset og Holmens Bro sad 64 Fiskekoner, af hvilke en stor Mængde var gift med Soldater, samt mandlige Fikehandlere. Paa Gammeltorv var der 28, der solgte gamle Sko, ved Posten sad 3 Høkere; desuden var der paa Torvet 32 Jærnkræmmere og 17, der solgte Frugt, Baand, Ost, Reb, udblødt Fisk. Paa Graabrødretorv sad 15, der solgte Pølser, gamle Klæder, Hør, Blaar, Trævarer, Maatter, Børnetøj, 26 "Huekvinder", af hvilke dog nogle solgte Kaal, 1 Fiskebløder, 1 Spaanmaattemager, 16 Lærredskræmmere, 2 Skaalfarvere, 4 Plattenslagere, 1 Stolemager, 5 Pottemagera, 7 der solgte Hør og Blaar. I Tugthusporten sad 3, der solgte Hør og Blaar, og 29 Paltekoner. Paa Amagertorv var der 4, der handlede med Blikvarer og Baand, 46, der solgte Høns, 32 Spækhøkere, 7 Slagtere og 4, der solgte Baand, Traad, Kniplinger og deslige; desuden var der 3 Stader i Højbrostræde.

Da der foregik stort Forprang ved, at man opkøbte Bøndernes Varer udenfor Portene, hvilket i den sidste Tid særlig havde taget Overhaand, "formedelst at mange Løsgængere, særdeles Kvindfolk derved heller skal ville søge deres Næring end at tjene, hvilke tit og ofte paa Torvene og andre Steder, hvor noget falholdes, med Skældsord skal overfalde godt Folks Tyende og hindre dem, saaledes at de ej skal kunne bekomme til Købs, hvad de sig skal tilforhandle"; derfor befalede Kongen 13. Avg. 1695, at alle de, som herefter vilde nære sig ved at løbe omkring og sælge Høns, Kyllinger og andet Fugleværk, vildt og tamt, samt Frugt og andet deslige, skulde angive sig hos Magistraten og Politimesteren, der da skulde beskikke saa mange, som de mente var fornødne, og give dem et Tegn med Byens

1) K. D. V, 743, 778.


155

Vaaben, hvilket de offentlig til alle Tider skulde bære syt udenpaa den højre Arm 1).

11. April 1696 beskikkedes et særeget Hønsekræmmerlav og 14. April samme Aar et Fiskekræmmerlav, der foruden Udsalget i deres Huse og Stader havde Eneret til at ombære deres Varer i Husene 2).

__________

1) K. D. VII, 455-56.

2) Kbnh. paa Holbergs Tid, S. 78-79.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: lør mar 19 12:18:51 CET 2005
Publiceret: lør mar 19 12:18:49 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top