eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse V

Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699
    - bog II, kap. I

Kbh., G. E. C. Gad, 1889

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Anden Bog.

Stadens Næringskilder.

_____

I.

Privilegierne. Fri Rigsstad og fri Rigens Stand. Frihed over adeligt Jordegods. Indkvarteringsfrihed. Skattefrihed. Stabelret. Bistrup Gods.

De Privilegier, som Frederik III havde givet Borgerne ved Svenskernes Angreb 10. Avg. 1658 og siden stadfæstet 24. Juni 1661, havde dels til Øjemed at hæve Borgernes Selvfølelse, dels at fremme Stadens materielle Velfærd, men Tidsomstændighederne medførte, at de store Løfter ikke blev indfriede og kun nogle enkelte Punkter af mindre Betydning blev førte ud til Virkelighed.

Kjøbenhavn skulde være en fri Rigsstad og tillige annammes for en fri Rigens Stand, og Borgerne skulde have deres Stemme og Samtykke i alt, hvad der kunde delibereres Riget til Bedste. Dette var et stort Løfte 1658, da hele Magten var i Rigsraadets Hænder. Hvad Borgerne forstod herved, ses af et Andragende fra Oktober 1658 til Magistraten, hvori de beder denne at udvirke hos Kongen, at der blev forordnet 32 Borgere, der tilligemed Magistraten kunde udvælge en god fornuftig Mand, som altid inaatte have fri

[101]

102

Adgang til Kongen og tilligemed Rigens Raad overveje, hvad der angik Kongen, Tronen og Landets Bedste. Tanken var altsaa, som man ogsaa maatte vente det af Privilegiets Ordlyd, at den kjøbenhavnske Deputerede blev Medlem af Rigsraadet. I Stadfæstelsen af 24. Marts. 1659 udvidede Kongen endog Privilegiet til, at 4, nemlig 2 af de 32 Mænd Udvalgte og 2 Medlemmer af Magistraten skulde have Adgang til Kongen og, naar det gjordes fornødent, deliberere sammen med Rigens Raad og Stænderne i hvad, der kunde anses før gavnligt til Kongens, Rigets, Byens og det almindelige Bedste.

Dette Privilegium kom ikke til Udførelse. 26. April 1660 besværer Borgerskabet sig over, at det bliver holdt i Uvidenhed om Grunden til Forhalingen af Fredslutningen, og beder om, at dets Stemme og Samtykke i denne Sag maa blive indhentet efter Privilegiet. Men i et temmelig affejende Svar gør Kongen opmærksom paa, at der intet var forefaldet i Statssager, hvori den borgerlige Stands Stemme og Samtykke skulde høres, men Borgerskabet skulde ikke blive forbigaaet, naar der forefaldt noget, hvori dets Stemme og Samtykke burde fornemmes.

Dette var den første Skuffelse. Efter Krigen kom Rigsdagen, der var sammensat af Deputerede fra Adel, Borgerskab og Gejstlighed og hvor Kjøbenhavns Deputerede ikke mødte som særlig priviligerede, men sammen med de andre Købstæders Udsendinge. Efter den Statsforandring, hvori de kjøbenhavnske Medlemmer havde haft deres store Del, havde Rigsraadet tabt sin Betydning. Naar det derfor gentages i de ny Privilegier fra 1661, at Kjøbenhavn skulde være en fri Rigsstad og fri Rigens Stand, var dette kun skønne Ord, der ingen Betydning kunde have under det ny Enevælde. Det hed sig videre, at naar Kongen fandt for godt at sammenkalde Stænderne, skulde Borgerne deliberere og give deres Stemme med de andre Stænder. Men Stænderne blev aldrig sammenkaldte, saa den ventede Indflydelse paa Statens


103

almindelige Anliggender aldrig kunde gøres gældende. Tilbage blev kun de 32 Mænd, der tilligemed Magistraten skulde overveje Stadens og Menighedens Bedste saa vel som dens Indtægter og Udgifter, og den fri Adgang til Kongen for 2 Udvalgte tilligemed Præsidenten og en Borgmester blev det eneste, der var tilbage. Denne Tilladelse blev ogsaa i Tidernes Løb benyttet en sjelden Gang; det er bekendt, hvorledes den endnu bragtes i Anvendelse i Martsdagene 1848.

Det Punkt i Privilegierne, at Indbyggerne, gejstlige og verdslige Standspersoner, maatte købe adeligt Jordegods og nyde baade dette og hvad de havde faaet i Betaling eller Pant af Kronens Gods for dem selv og deres Børn og Efterkommere med samme Frihed, som Adelen havde paa sit Gods, havde en Del at sige paa den Tid, det blev givet, ti Adelen havde forskellige Herligheder, iblandt hvilke Skattefriheden ikke var den mindste, hvilken sidste Herlighed dog snart efter Krigen indskrænkedes til alene at gælde for Hovedgaarde. Under Belejringen havde mange Borgere faaet Krongods i Pant og Udlæg, hvorved de altsaa sattes i Klasse med Adelsmænd, men Betydningen heraf tabte sig rigtignok for en Del ved, at Tilladelsen til at købe adeligt Jordegods ved Frdn. af 28. Juli 1682 ogsaa udstrakte sig til andre borgerlige, og ved at Herligheden ved at eje Jordegods i pekuniær Henseende var ringe i mange Aar efter 1660. Det bliver ogsaa et Spørgsmaal, om det i Virkeligheden var Regeringens Mening at give alle Indbyggere adelige Rettigheder, ti der siges udtrykkelig "gejstlige og verdslige Standspersoner", om f. Ex. en Slagter, der blev Hovedgaardsejer, derved ogsaa fik nævnte Rettigheder.

Det er dog vistnok blevet anerkendt, at enhver, der havde Raad til at erhverve sig større Ejendomme, ogsaa blev anset for Standsperson. Da der 1752 blev Spørgsmaal, om en kjøbenhavnsk Haandværker, der var Kirkeejer, ogsaa kunde kalde Præst og Degn, kunne man ikke nægte ham denne Ret, fordi han var Borger i Kjøbenhavn, men derimod


104

kunde den, der ejede adeligt Gods, ikke hævde sine adelige Rettigheder, fordi han paaberaabte sig, at hans Fader eller Farfader havde været Borger, uden for saa vidt disse havde erhvervet Godset, ti naar vedkommende ikke var Borger tillige, kunde Begrebet Efterkommer ikke overføres paa ham, med andre Ord, Rettighederne var ikke arvelige udenfor Kjøbenhavn. Det kunde ske, at en Person, der ellers ikke var hjemmehørende i Kjøbenhavn, tog Borgerskab f. E. som Skipper, for derved at vinde adelig Frihed over sit Gods, men saadant blev ikke anset for lovlig Adkomst. Det var endog Tvivl underkastet, om de adelige Rettigheder ikke ophørte, naar Borgeren ophævede sin Handel og Næring i Kjøbenhavn og tog Ophold paa sit Gods.

Ifølge Loven havde enhver Privilegeret, der ejede en Sædegaard med mindst 400 Tdr. Hartkorn Bøndergods, Frihed til at oprette dette til Stamhus uden særlig Bevilling. Dette var saaledes Tilfældet med The- og Porcellainshandler Chr. Hansen, der 1757 oprettede Stamhuset Lønborggaard, men der vilde vel næppe være blevet nægtet ham Tilladelse hertil, saa denne Forret var højst ubetydelig.

Dette Punkt blev altsaa dog af nogen, om end ikke stor praktisk Betydning. Et andet Punkt, der havde en forførende Klang, lød, at "alle udaf den private Stand, gejstlige og verdslige (her tilføjes ikke Standspersoner, som ved Omtalen af Jordegodset) nu og deres Børn og Efterkommere efter dem, Borgere og Indvaanere her i Staden, skal nyde med Adelen lige Adgang til Officia og Honores", men hertil blev føjet den Betingelse: "naar de dem med deres Kapicitet og Kvaliteter dertil kan gøres kapable og meriterede". Da Adelens Magt blev knækket ved Enevældets Indførelse, blev denne Udsigt fælles for alle Landets Borgere, og det var vel ikke mere indfødte Kjøbenhavnere end andre borgerlige, der høstede Gavn heraf.

__________

1) Stampes Erklæringer III, 104-11, 388-97.


105

De nysnævnte 2 Punkter, hvorved Borgerne sattes i Klasse med Adelen, havde en ganske anden Betydning, da de blev forkyndte første Gang 10. Avg. 1658, end da de fik deres egentlige Stadfæstelse 24. Juni 1661, efterat den Regeringsforandring var gennemført, ved hvilken Adelen faktisk havde mistet sin Indflydelse.

Det Punkt i Privilegierne, at Indbyggerne i Fredstid skulde være fri for al Indkvartering, idet Udgifterne til den nødvendige Garnison skulde tages af Rigets almindelige Skatkammer, kunde ikke misforstaas. Den svenske Resident skriver ved 1661, at Privilegierne var satte paa Skruer, hvad dette Punkt angaar 1), men det var Borgerskabets Opfattelse, at de her var klare nok: "Stadens Fæstning, Garnison og Defension er ej alene for det ringe Borgerskabs Skyld, som her i Staden er boende og udi Fejdetid lige ved Soldatesqvet forsvarer Voldene, men langt mere til det hele Riges Konservation og Beskærmelse, eftersom Staden er Eders kgl. Majestæts og det kgl. Huses Residens, Rigens Regalier, Arsenal, Flaade og Proviant her forvares, mange Adel og Uadel udi Krigstid hidsøge med deres bedste og redeste Mobilier og Formue, hvorfor og Fæstningen er gjort vidtløftig udi Begreb og udfordrer derfor des større Garnison" 2).

Byrden med Indkvartering hørte dog ikke op med Krigen. Allerede 30. April 1660, en Maaned før Fredstraktaten blev afsluttet, skriver Magistraten til Rigsraadet, "at eftersom Borgerskabet nu udi 3 Aar kontinuerlig stor Inkvartering, Vagthold, Voldarbejde og anden Besværing har udstaaet, og hvis (hvad) de til Husholdning behøvede, udi stor "Dyrke" (Dyrhed) af fremmede har maattet købe, de fleste derhos været næringsløse og mistet deres Formue til Lands og Vands, saa at største Parten derover er kommen i Armod og ej kan underholde sig selv med Hustru og Børn, og endog at dem nogle Gange er gjort Fortrøstning og Tilsagn,

__________

1) Beckers Saml. I, 254.

2) K. D. I, 724.


106

at de med Indkvarteringens Tynge skulde vorde forskaanede, er dog hidindtil der intet paafulgt, men Besværingen imod Forhaabning holdt ved". For dog at lade se sin underdanigste Villighed mod Kongen, Riget og Staden, tilbød man "imod lige Forsikring som tilforn" endnu i en Maaned at underholde efter den tidligere Rulle 2460 Mand, hvilket dog vilde være meget besværligt for de fleste, "underdanigst forhaabende, at denne vores underdanigste Erbydning udi Naade og Gunst optages og at Borgerskabet siden ej videre med Garnisonens Underholdning besværes, men derfor naadigst forskaanes og at Hans kgl. Majestæt med Danmarks Riges højvise Raad naadigst tænke paa Middel, hvormed Garnisonen underholdes kan, ti Borgerskabet er det umuligt det længer at udstaa" 1).

I et Par Maaneder synes Byen nu at have været fri for Indkvartering, men 16. og 30. Avg. 1660 faar Magistraten Ordre til at skaffe Kvarter til nogle Delinger Rytteri, "med Forsikring, at det ej i Fremtiden skal være præjudicerligt paa deres Privilegier". 28. Okt. bad Kongen Magistraten om at sørge for, at den Del af Kongens Livregiment, der ingen Kvarter havde, fik saadant, indtil man kunde tilvejebringe Midler til, at de selv kunde skaffe sig Kvarter. Under Landets og Statskassens elendige Tilstand blev det dog umuligt i dette Punkt at holde Privilegierne, og det er tydeligt, at Borgerskabet lige siden 1661 har maattet skaffe Kvarter til en Garnison paa omtrent 2000 Mand 2).

I en Beregning over Indkvarteringen 11. Nov. 1679 hedder det saaledes: "haver Kjøbenhavns Garnison udi Fredstider næsten 18 Aars Tid bestaaet udi 2 Regimenter til Fods, nemlig K. M.s Livregiment og Feltherrens, hvoraf de Gemene, ved 2000 Mand af og til, altid nød Standkvarter hos Borgerskabet. Videre Indkvartering nød ingen udi Kjøbenhavn, hverken Tøjhusfolket, som dog er Haandværksfolk

__________

1) Afskrift i Raadstuearkivet.

2) K. D. VI, 347, 348, 351.


107

og mesten bor udi Kjøbenhavn og en Del er selv Borgere, ikke heller Artilleribetjentene ved Voldene, som og en Del har deres Huse udi Kjøbenhavn og en Del Barakker ved Volden; Marinerne, som mesten bor udi de Nyboder, og Vagten paa Holmen har ingen Tid nydt Kvarter udi Kjøbenhavn; Artillerikuskes Indkvartering har man ingen Tid vidst af at sige. Kgl. Majestæts Livgarde har altid haft deres Standkvarter paa Kristianshavn og var dem deres Indkvarteringspenge af andre Købstæder tillagt, saa Kjøbenhavn havde af dem ingen Besværing".

1667 fik Staden Indkvartering af 3 Kompagnier Ryttere og 300 Mand Fodfolk, der i Anledning af Befæstningen kom hid fra Kronborg og Nakskov; de sidste laa her dog ikke hele Tiden, ti i Feb. 1668 blev de igen indkvarterede her, ligesom 200 Mand fra Nyborg lagdes paa Kristianshavn. At det alene var de næringsdrivende Borgere, der led under Indkvarteringen, ses af en kgl. Bevilling af 19. April 1669, at de kgl. Betjente, der ikke brugte borgerlig Næring, aldeles var fritagne for denne, og at Indkvarteringen paa Kristianshavn ikke, som det ovenfor var fremstillet, alene blev underholdt af de andre Købstæder, fremgaar af en Befaling af 26. Nov. 1669, at 2 Kompagnier af Livregimentet indtil videre skulde nyde Forplejningspenge af Kjøbenhavn, men skulde forblive i deres Kvarterer paa Kristianshavn. De kgl. Betjentes Fritagelse vakte stor Misfornøjelse, især da den blev misbrugt, hvorfor de 32 Mænd 1672 klager til Magistraten over "den store Ulighed, som Indkvarteringen bestaar udi", idet de andrager, "at alle og enhver, som Handel og borgerlig Næring bruger, maatte opholde borgerlig Tynge efter Recessen og kgl. Majestæts udgangne velmente Mandat".

1674 lagdes 3 Kompagnier af det sælandske Regiment og 1676 3 Kompagnier af Hestgarden i Garnison i Kjøbenhavn og 1 Kompagni paa Kristianshavn 1).

__________

1) K. D. VI, 423, 424, 453, 457, 502, 516, 521.


108

I Krigen 1675-79 tog Indkvarteringen betydelig til. Borgerskabet besværede sig, men da var det allerede slaaet fast, at det skulde underholde 2000 Mand, saa Indkvarteringen nu vel blev fordelt paa alle Husejere efter Grundtaxten, men de 2000 Portioner blev først paalagte det næringsdrivende Borgerskab, inden de overskydende blev fordelte paa alle. Første Gang, der er Tale om, at andre end Borgerskabet skulde deltage, er en kgl. Befaling af 28. Jan. 1677, hvor det siges, at disse besværlige Krigstider ikke tillod, at de kgl. Betjente og Gejstligheden efter deres Privilegier, saa gærne Kongen end vilde det, kunde være forskaanede. Naar der igen kom fredelig Tilstand, lovede Kongen, at det uforanderlig skulde forblive ved de enhver givne Friheder 1).

Der blev derpaa indlagt en Soldat paa hver 100 Rdl.s Grundtaxt, og Borgerne skulde enten selv tage dem i Huset eller paa egen Regning indlogere dem hos andre, dog skulde de kun give Leje og Lejested og tilstede, at Soldaterne maatte opholde sig hos deres Værters Ild og Lys. Garnisonen i Kastellet skulde have 2 Mk. maanedlig for Standkvarteret eller en Seng og Lys; det var formodentlig paa Grund af Vinteren, at Værterne ikke som ellers ogsaa istedenfor at tage Soldaterne i Huset, kunde nøjes med at give ogsaa disse 2 Mk., hvilket var utilstrækkeligt om Vinteren. Officererne blev indkvarterede hos fornemme Folk, der dog ogsaa kunde give Penge til Husleje, nemlig en Oberst 4 Rdl., en Oberstløjtnant og Major 3 Rdl., en Kaptajn 2 Rdl., en Løjtnant og Fændrik 1 Rdl. maanedlig, men saa skulde Magistraten sørge for, at Borgerne ikke anslog deres Værelser for højt. For Livgarden til Hest beregnedes Indkvarteringspengene til det tredobbelte og den skulde indlægges paa Kristianshavn.

Efter Freden havde man haabet at blive forskaanet for den haarde Indkvartering, der i Almindelighed dog næppe var mere end 4-5000 Mand. Men 17. Nov. 1679 udstædtes

__________

1) K. D. VI, 682.


109

en kgl. Befaling, at da Freden var sluttet og Kongen heller end gærne saa, at hans kære og tro Borgerskab blev forskaanet for den hidtil hafte Besværing med Vagter og deslige, "saa har vi til den Ende en Del af vore Tropper herind ladet komme, som her i Garnisonen stedse forbliver og Borgerskabet straks afløse skal". 10. Dec. var Garnisonen paa den Maade 4759 Mand; i 1689 bestod Garnisonen foruden 80 Mand af Hestgarden af c. 700 Mand af Fodgarden, Prins Frederiks Regiment 2090, Marineregimentet 1210, Major Schacks Bataillon 660 Mand, norske Marinere 700, ialt c. 5400 Mand 1).

1685 og 1688 søgte de 32 Mænd at formaa Magistraten til at virke for Afskaffelsen af de 2000 Portioner Indkvartering, der forud paahvilede Borgerne; i dette Aar betaltes der Indkvartering af 7006 Portioner, hvoraf Borgerskabet betalte de 5607, hvilket udgjorde 21,318 Rdl. for et Aar; 1693 foreslog de, at 2 af dem tilligemed 2 af Magistraten skulde levere en Ansøgning herom til Kongen, men Magistraten undslog sig. Først 20. Marts 1695 indgav denne en Supplik til Kongen, hvori den fremstillede Byens daarlige Forfatning og de usle Næringsforhold, saa det vilde være en stor Lettelse, om Borgerskabet blev fritaget for de 2000 Portioner. Den har derimod ingen Indvendinger at gøre imod Indkvarteringen overhovedet: "Efterdi det har allernaadigst saa behaget Hans kgl. Majestæt og findes nødvendigt til Enhvers Konservation, at der skal tages imod Indkvartering udi Fredstid, saa var den ene med den anden ogsaa skyldig til at bære Byrden, men saasom man præsumerer, at den første Indkvartering, som her i Staden blev gjort siden Belejringen formedelst Fæstningens Opbyggelse og Reparation, har ikkun været maadelig, og Borgerskabet da har været baade velhavende saavelsom ogsaa haft god Næring og Handel, saa har det alene gærne taget imod

__________

1) Danske Saml. 2. R. V, 294.


110

saadan Andel, som i Begyndelsen har været noget ringe, men siden efterhaanden er vokset til 2000 Portioner udi det højeste". 12. Nov. s. Aar indgav de 32 Mænd en særlig Supplik til Kongen, men forgæves. Kongen havde 1691 overdraget en Kommission at overveje, om det var muligt at ophæve de 2000 Portioner, men dette havde ikke vist sig gørligt 1).

At Privilegierne lovede Borgerne fuldstændig Befrielse for alle Statsskatter i Fredstid, derom er der ingen Tvivl. Dette godkendtes ogsaa af Frederik III. Da der i Juli 1664 blev udskrevet en Prinsessestyr i Anledning af Prinsesse Anna Sofies Giftermaal med Kurprinsen af Saksen, blev der i Reskriptet til Kjøbenhavn udførlig gjort opmærksom paa, at denne Skat var fælles for alle Kongens Undersaatter og at den skulde udbetales i Terminer, at den kunde være samtlige Undersaatter bedre og lideligere, og, hedder det videre, "eftersom forskrevne vor kgl. Residensstad Kjøbenhavn ellers naadigst er forskaanet for Kontributioner, kan dens Indbyggere nu herudi desmere selv noksom underdanigst eragte, at de til denne Fornødenhed ej videre end andre vore kære, tro Undersaatter udi Almindelighed kunde eximeres". Skatten skulde betales i 4 Terminer, sidste Gang 1666 med 1/2 p. Ct. af Grundtaxten, og desuden skulde alle, der opholdt sig her og brugte Handel, men ikke havde egne Gaarde, give 20 Rdl. hver Termin og hver Ligger og Kommissionshandel efter Proportion.

Da Isen nu en Gang var brudt, gentages Undskyldningerne hverken ved Paalægget af en ny Prinsessestyr 23. Okt. 1667 i Anledning af Prinsesse Frederikke Amalies eller ved de 2 andre Prinsessers Giftermaal. Skatter fulgte nu, den ene efter den anden. 20. Feb, 1667 udskrev Kongen en Fortifikationsskat, idet de Midler, der behøvedes til at forbedre Befæstningen", ikke vilde kunne tilvejebringes uden

__________

1) K. D. III, 770, 773, 774, 775; VII, 341.


111

en almindelig Hjælp af Stadens Indbyggere, saaledes at alle, af hvilken Stand de end var, enten de havde Huse og Vaaninger eller bode til Leje, hjalp med dertil. Husejerne skulde give 3 p. Ct. af Grundtaxten, og de, der bode til Leje eller havde fri Embedsboliger, desuden en Fjerdedel; senere forhøjedes Grundskatten med 1 p. Ct. 1). Næste Aar forhøjedes den til 5 p. Ct. og saaledes blev samme Skat paalagt lige til 1675, dog synes der ingen at være svaret 1672. Da Grundtaxten af 1668 for hele Staden med Kristianshavn udgjorde 625,000 Rdl., vilde Skatten altsaa beløbe sig til over 30,000 om Aaret, men det ses af en Opgørelse fra Magistraten af 26. Avg. 1671, at det fulde Beløb af de Summer, der efterhaanden var udbetalte til Krigskommissær Kristen Andersen, indtil da udgjorde 111,559 Rdl. 2 Ort 2 Sk. 2).

Disse og andre Byrder fremkaldte følgende Andragende fra de 32 Mænd til Magistraten af 16. Okt. 1672:

"Endog det er kyndigt, at kongelige Paalæg fra Belejringens Tid og indtil denne Dag uden Ophør er stegne saa højt og ganger saa fuldkommen i Svang, som denne Stad havde haft de allerbedste trafikerende gyldne Tider at florere udi og ikke vidst af nogen Krig at sige eller sig nogen Skade deraf befundet, der dog mange, i den Tid ansete for fornemme Mænd, er blevne saa ruinerede, at de med Beskæmmelse maa hvile i deres Grave, en Del og igen levende sligt et Minde deraf har erlanget, som aldrig gaar dem af Hukommelsen. Disse, siden Krigen passerede, mangfoldige og anselige Paalæg har og saaledes exanimeret alle Stænder og især den borgerlige Stand her i Staden, som sig dog fremfor andre Steders Indbyggere nogen mild Medfart havde formodet, at de utallige Hjærtesuk og Raab om Forlindring ved mangfoldige Supplikationer og Memorialer af Magistraten samt de 32 Mænd og ellers især af Handelsmænd og Kræmmere

__________

1) K. D. III, 652; VI, 424.

2) Raadstuearkivet.


112

samt alle Lav har foraarsaget, og dog enten ganske liden eller slet ingen Bønhørelse hidindtil paa Kommerciens meget store Besvær formærket, medens mere i Steden for Lindring store Paalæg befundet, saa at derover falder slig Bestyrtning, at snart ikke vides, hvor de Middel skal bringes til Veje, ved hvilke slige Udgifter kan svares. Ikke desmindre er det nu over den hele Stad rygtbart, at der atter igen paa Konsumtionens mærkelige Forhøjelse skulde arbejdes, hvilket den fattige borgerlige Stand endnu større Frygt indjager, ja snart i Mistvivl styrter, idet intet andet deraf han mærkes, end at deres gode Haab sig til blot Mishaab sig forandrer og dem med en total Ruin truer, om slig Spargement til nogen Vished i Gærningen skulde opdages, da, som vi hører hver Mands Bejamring over Konsumtionens skrækkelige Forhøjelse", foraarsagedes de at bede Magistraten om at ville ved kraftige Motiver bringe den høje Øvrighed i saa milde Tanker, at de maatte nyde nogen Forlindring og forskaanes for Konsumtionens Forhøjelse.

Konsumtionen, hvis Forhøjelse man saa haardt frygtede, var en meget trykkende Afgift, skønt den ikke var nogen direkte Skat. Den kendtes ogsaa før Belejringen som Afgift for Bryggerne, og var under Rigsdagen 1660 Genstand for megen Kamp. Den første Forordning herom udkom 18. Nov. 1660, men der gjordes hyppige Forandringer heri. Ved Forordningen 1. Feb. 1672 gentoges de tidligere Paabud og fremkom flere ny. Det ses af denne, at der ikke alene ydedes Konsumtion i Portene af Fødevarer og andre Nødvendighedsartikler, men Møllerne, Bryggerne og Brændevinsbrænderne maatte yde af deres Forbrug, Slagterne af hvert Kreatur, de slagtede, Skomagerne af hvert Stykke Fodtøj, Vognmænd for hver Mil, de kørte udenfor Staden; af Heste, Kør, Svin og Faar gav man Græspenge, hvert Brudepar gav Kopulationspenge og enhver Husbonde gav Folkeskat af Tjenestefolk eller Svende. Man kan nok tænke sig, at Klager herover syntes berettigede, men ovennævnte


113

Hjærtesuk blev forgæves, ti allerede 8. Nov. derefter udkom en ny Forordning med højere Taxter. 1688 blev der lagt Afgift paa Vin, Salt og Tobak, der hidtil havde været fri for Konsumtion.

1669 vægrede Skomagerne sig ved at give Konsumtion, men Kongen lod Magistraten vide, at de aldeles ingen Føje og Aarsag havde til at besvære sig, og dem, der fremdeles viste sig halsstarrige og efterladende, skulde Magistraten tvinge ved Exekution og vedbørlig Straf 1).

For at have Tilsyn med Afgiftens rette Betaling var der ansat en Mængde Betjente, men med en ringe Løn; naar en Konsumtionsforvalter lønnedes med 400 Rdl., en Kontrollør med 2-300, Skrivere med 120, Overvisiterere med 150, Visiterere med 48 og Undervisiterere med 32 Rdl. aarlig, blev Følgen deraf en stor Demoralisation, idet saadanne Embedsmænd for at leve var nødte til at tage ulovlige Fordele, og Folket blev vænnet til at anse Bestikkelser som en naturlig Sag. I Rentekamrets Protokoller er der derfor hvert Øjeblik Tale om Toldsvig. En saadan Fremfærd, som de nedenfor omtalte Konsumtionsbetjente udviste, var sikkert ikke noget Særsyn. En Destillatør Mikkel Sørensen fremkom 14. Dec. 1688 med følgende Klage:

"Forleden Lørdag Aften udi min Fraværelse, der jeg paa Kontoret her udi Staden var fra mig at levere Pengene, som ved Vesterports Kontor var falden, er udi mit Hus til min fattige Hustru indkommen Monsr, Fux, Sach, Jens Pedersen med tvende andre Personer, deres Forretning angiven, at eftermaale hvis Aqvavita og Brændevin, jeg kunde have udi Forraad, hvilket dem og straks blev forebragt, saa meget som jeg havde, hvoriblandt de har befundet 3 à 4 smaa Flasker med noget destilleret Vand udi, som jeg for min egen samt min Hustrus og mine Børns Svaghed havde at bruge, hvilket de dem straks til Nytte førte, at det var

__________

1) K. D. VI, 521.


114

imod Apothekernes Privilegier, hvortil dem af min Hustru blev svaret, de havde ej nødig at anse Sorterne, de kunde ikkun efterleve H. Majestæts Forordning, at antegne hvis Kvantum, de udi Huset kunde finde, hvorefter H. k. Majestæts Rettighed skal vorde betalt, hvorpaa Fux svarede, han havde Ordre, jeg skulde ikke maale og give an, hvis jeg havde, hvortil min Hustru svarede, hun kunde intet give an paa den Maade for Graad og Beængstelse. Saa tog Sach min Hustru ved Armen og sagde: "Moder, giver eder tilfreds; gaar ind og ser over, hvis I har". Saa tog min Hustru Nøglen med sig og lukkede Kammeret op og sagde: "Der kan I se, hvis Aqvavite jeg har". Da sagde han: "Moder, I er i den allerstørste Laborent, I nogen Tid har været eller kan komme; jeg vil gærne hjælpe eder til rette, det meste mig muligt er". Hvorpaa min fattige Hustru af Angst svarede: "I skal have Tak, men siger mig, hvad jeg skal gøre", hvortil Sach svarede, jeg fik at sige, hvad jeg vilde give Fux, hvorpaa min Hustru sagde at ville give ham 20 Rdl. Derpaa gik Sach ind og hviskede til Fux, kom saa igen og sagde, han vilde gærne hjælpe mig til rette, hvad kan kunde, men jeg fik at forbedre det. Saa tog min Hustru 2 Rdl. og vilde give Sach, men han vilde ikke annamme dem, men svarede, han vilde ikke have for sin Person, jeg fik og forbedre det til Fux. Da belovede min Hustru at give 10 Rdl. til, som han siden skulde afhente, ti sagde min Hustru, at hun ikke vidste, hvor hun skulde bekomme saa mange Penge saa hastig og min Mand er ikke heller hjemme. Da forbød Sach min Hustru, at hun ikke skulde sige mig det, saa gik Sach ind og hentede Fux ud, saa leverede min Hustru Fux de 20 Rdl. og den Seddel, som hun havde paaskrevet de 3 Oksehoveder Brændevin, som ligger udi min Gaard og en Slump udi et Oksehoved udi Kælderen saavel som hvis Bimpler, som laa udi Kamret og hvis som fandtes udi Flaskerne. Da tilspurgte Fux min Hustru, om hun havde 3 Oksehoveder Brændevin,


115

hvortil hun svarede: "Ja, de ligger udi min Gaard under Vinduerne, saa ingen kan gaa, uden de støder dem derpaa". Da tilspurgte Fux min Hustru igen, om hun havde 3 Oksehoveder Brændevin, saa faldt min Hustru i de Tanker: "Maaske Fux vil lade mig have noget af det Brændevin frit" og svarede: "Vil Monsieur Fux lade mig have noget af det Brændevin, staar det til ham", hvorpaa han svarede: "Jeg kan ikke vel gøre det, for jeg har gjort min Ed, men dersom I kan faa dem nogen Sted til Side, er det vel, for jeg vil ikke lade de andre vide det", sagde han til Sach. Da svarede min Hustru: "Dog paa de Konditioner, at der ikke andre skulde komme efter at inkvirere, at det sidste skulde blive værre end det første", hvorpaa Fux svarede: "Lader mig sørge derfor, jeg er Inspektør, ingen maa inkvirere efter mig, men jeg vel efter de andre". Saa tog Fux Pennen og raderede Tretallet ud, saa var det saa meget kendeligt raderet; bad derfor min Hustru skrive Sedlen om igen og skrive saa et Oksehoved Brændevin og trille de andre 2 tilside, mens de gik i Kældrene at maale hvad der var, og sagde: "Jeg vil ikke inkvirere saa stærk". Saa gik Fux og Sach ind og tog de andre Betjente med sig at maale og efterse hvis Aqvavita og Brændevin, som stod paa Sedlen. Saa gik de ind i Stuen igen, saa hviskede Sach til min Hustru igen paany og sagde, jeg fik at fylde Fux et Flaskefoder, endog det var noget stort, eftersom han havde, været saa høflig; jeg kunde ogsaa herefter altid have Gavn af ham, hvortil min Hustru svarede ja, han skulde ikkun skikke det hen til mig, som ogsaa skede med en lang Soldat, som fik det med sig, og det med Sedler paa Flaskerne, hvad Sorter der var udi".

Oftest var Konsumtionen udforpagtet, saa Staten fik sine Penge, men dertil tog Besvigerne intet Hensyn. Møllernes Kuske blev ofte grebne i at køre med Korn, hvoraf der ikke var betalt Konsumtion, og i at benytte samme Seddel til flere Læs; de blev derfor truede med at skulle


116

tages til Soldater, hvis de fremturede. Nu tog Møllerne Soldater til Kuske, men dette blev strengelig forbudt 2. Okt. 1689 under Straf af Forbrydelse af Heste og Vogn til Konsumtionsbetjentene og desuden 10 Rdl. i Bøde 1).

1690 var der Underhandling med Bryggerlavet, der tilbød at betale deres egen Maltkonsumtion med 64,000 Rdl. aarlig og 4000 Rdl. i Maalerpenge, hvad Kongen gik ind paa; som en Følge deraf fik de Lov til at beholde deres Hestemøller, som det for Konsumtionens Skyld længe havde været dem forbudt at bruge 2).

Under Krigen 1675-79 blev Kjøbenhavn ligesom det øvrige Rige ansat til haarde Skatter af forskellig Art. Den egentlige saakaldte Krigsstyr var en Formueskat, der for Kjøbenhavns Vedkommende delte Indbyggerne i 13 Klasser, af hvilke de i den første gav 1095 Rdl. og i den 13. 7 Rdl. 2 1/2 Ort om Aaret; denne blev udgivet i 4 Krigsaar. 14. Avg. 1677 blev der udskrevet en Skat af 4 Mk. af hvert Ildsted, men heri var indbefattet alle Magasiner, Kornhuse og Pakhuse, hvori der intet Ildsted var, hvilke skulde betale 4 Mk. for hver 20 Rdl.s Leje; desuden en Kvægskat, 2 Mk. af hver Hest og Okse, 1 1/2 Mk. af hver Ko. 3 Avg. 1678 blev der udskrevet en Kop-, Kvæg- og Rentepengeskat, hvorved der paalagdes Magistratspersoner, Købmænd, Bryggere, Bagere og alle Slags Haandværkere, der i Krigsstyren var sat i de 7 første Klasser, 8 Rdl. for deres egen Person, det samme for deres Hustruer, 4 Rdl. for hvert Barn, 2 Rdl. for en Købmandssvend, 1 Rdl. for en Haandværkssvend. I Kvægskat blev der givet af en Karossehest eller Ridehest 2 Rdl. og af en anden Hest 1 Rdl., af en Okse 1 Rdl. og en Ko 3 Mk. 1674-76 betaltes Kobberskat af alt Kobber. De, som havde Penge paa Rente, skulde give 2 Rdl. af hver 100 Rdl., og enhver maatte aflægge Ed paa Rigtigheden af sin Opgivelse 3).

__________

1) K. D. VII, 291.

2) K. D. VII, 303-04.

3) De umyndiges Kapitaler, af hvilke der betaltes 2 p. Ct., beløb sig 1676-78 [ fortsat side 117 ] til 314,747 Rdl. Folkeskatten, der 1671 var 1848 Rdl., fremkaldte Nedgang i Folkeholdet, ti 1675 beløb den sig til 1683, 1676 til 1328 og 1677 til 1184. Før 1677 løb Krigsstyren tilligemed de andre Skatter op til 103,062 Rdl., men hvor vanskeligt det var at faa Pengene ind, ses af de store Restancer, der for begge de følgende Aar udgjorde ikke mindre end over 44,000 Rdl.


117

Efter Krigen var Kjøbenhavns Skattefrihed aldeles gaaet i Forglemmelse. Staden maatte deltage i en ny Kop- og Kvægskat, der blev udskreven med det halve Beløb af den forrige i Aarene 1682-87; 1692 blev der udskrevet en Kop-, Heste- og Ildstedskat, der var langt større end de forrige 1).

1680 paalagdes en Karosseskat, 40 Rdl. paa hver Karosse, hvilket indbragte 8360 Rdl.

7. Feb. 1688 blev der udskrevet en Defensionsskat, der var en Formueskat, som beregnedes til 5 Rdl. af de første 500 Rdl. og siden i Forhold hertil, og 18. April 1691 paalagde en anden Byens Borgerskab 30,000 Rdl., i hvilke Kongen dog senere gav et Afslag paa 3000 Rdl., der skulde komme de mindst formuende Borgere til Afkortning 2).

Til sidst gik man saa vidt, at enhver Genstand, det var muligt at komme tillivs, maatte beskattes. Dette fik Møllerne at føle. 16. April 1681 udstædtes kgl. Befaling, at nogle hidtil havde tilladt sig Frihed paa deres Vejr- og Hestemøller uden kgl. Bevilling, "uagtet vi havde god Føje til straks at nedtage saadanne Møller og andre at lade opsætte", men hvis de inden Aarets Udgang gav 100 Rdl. til en Kendelse, det halve til Kongen og det halve til Magistraten, istedenfor hvad de gav i Jordskyld, kunde de blive staaende, og Kongen vilde ikke tillade flere Møllers Oprettelse, førend Staden videre tiltog, derimod vilde han selv ligesom i andre vel funderede Stæder lade oprette publique Hestemøller for at forekomme det store Underslæb med

__________

1) Danske Saml. 2. R. IV, 218.

2) K. D. VII, 343-45, 353-84. Danske Saml. 2. R. IV, 215.


118

Konsumtionen og hindre den ene Bryggers Egennytte ligeover for den anden, saa de alle kunde have lige Fordel, men Magistraten skulde erklære, hvor mange Hestemøller der behøvedes, og tilholde Bryggerne at afskaffe deres inden Aarets Udgang.

En særegen Art Paalæg var de "frivillige" Laan til Kongen. 1678 mødte paa Kræmmernes Lavshus 2 Medlemmer af Magistraten og bad Kræmmerne om at "gribe Hans Majestæt under Armene" ved at forstrække ham, enhver efter sin Evne, af deres Middel og Formue til Krigens Fortsættelse. I dette Lav indkom 12,000 Rdl. 1), hvorfor der gaves en kgl. Obligation, men de andre Lav har ogsaa faaet lignende Opfordringer.

1679 holdt Præsident Resen Forsamling med Bryggerne for at formaa dem til at yde 500 Læster Øl til Søetaten. Ved denne Lejlighed nægtede en Brygger Johan Nielsen at deltage, da han selv behøvede Penge til sine Børns Skolegang, og kom derved i en Strid med Oldermanden, som Resen søgte at bilægge, idet han bad ham give denne Haanden og bede om Forladelse, men Johan Nielsen "ved store Eder og Bander nægtede det at gøre, vendte sig om, murrede, bortløb og brugte adskillige Ord som "Djævelen fare udi den, det gør og beder om Forladelse". Han blev nu stævnet paa Raadhuset for de Penge, han ikke vilde yde sammen med de andre, men han lagde Sag an mod Resen, der tilbød ham Forlig, hvis han vilde bede ham og Oldermanden om Forladelse, og da han ikke vilde, stillede Resen kun den Betingelse, at han skulde forpligte sig til at være rolig i Lavet og ikke genstridig til Kgl. Majestæts Tjeneste, men han svarede: "Jeg skal før sætte 100 Rdl. derpaa, førend jeg imod saadan mig tilføjet Spot og Uret skulde give gode Ord og gøre Afbed dertil". Han dømtes nu ved Højesteret til at have sin Lavsrettighed forbrudt, miste sit Borgerskab,

__________

1) Meddel, om Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet S. 30.


119

gøre Præsidenten Afbed, betale Processens Omkostninger og give 100 Rdl. til Kristianshavns Kirke. 15. Jan. 1681 fik han dog Benaadning paa Resens Forbøn, idet denne paategner hans Ansøgning, at han med Haand og Mund paa Raadstuen havde lovet herefter ikke at findes saa uvillig og trodsig, som han hidtil havde været, og at det kunde fornemmes, at han havde fattet et bedre Sind 1).

1693 anmodede Kongen Magistraten og en Del af de fornemste Købmænd om et Laan, men da Gehejmeraad Plessen forestillede Kongen, hvor usømmeligt det var, at man skulde gaa omkring med en Bog og ligesom tigge Penge sammen, blev der skaffet Kongen Penge paa enden Maade 2).

Med Hensyn til Løfterne om Stabelrettigheder gik det saaledes til: 1658 søgte Borgerskabet om, at Staden maatte blive Stabelstad for hele Sæland og Møn, saaledes at al den Handel, som andre Byer og andre Indbyggere drev med fremmede, blev afskaffet, medens det kun var Kjøbenhavns Borgere tilladt at sælge og købe med fremmede, og for at det skulde gaa rigtigere til, maatte Kristianshavn indlemmes i Kjøbenhavn. Kongen lovede derpaa 10. Avgust: "Kjøbenhavn skal blive en Stabelstad" og dette blev samme Dag formuleret saaledes: "Kjøbenhavns By skal være en af de tvende Stabelstæder udi Sæland". 24. Marts 1659 fornyede Kongen dette Løfte med den nærmere Forklaring, "at ingen Købmandsvare, udenlands fra kommende, nogensteds her udi Provinsen maa indføres end til bemeldte tvende Stabelsteder, hvoraf den anden herefter skal navngives, udi hvilke alle Varer først skal oplægges og fremmede Varer udi det ringeste 8 Dage have ligget, førend de nogen Steds derfra maa hentransporteres, ikke heller maa nogen Varer til fremmede Steder af Sæland udføres, uden det sker ved bemeldte Stabelsteder, Sten, Kalk og Bygningstømmer udi Ind-

__________

1) K. D. VI, 766 og Indlæg dertil. Dok. i Raadstuearkivet.

2) Danske Saml. 2. R. V, 336-37.


120

førselen undtaget og udi Udførselen Øksne og Heste". Denne Fortolkning af Stabelret var Resultatet af en Betænkning af en Kommission, der blev nedsat 22. Feb. 1659, bestaaende af Mogens Høg, Otto Krag, Henrik Müller, Selius Marselius og nogle Borgere, og sidstnævnte Forklaring blev ogsaa optaget i de endelige Privilegier 24. Juni 1661 1). Oprindelig har man sikkert tænkt sig, at de 2 Stabelstæder i Sæland skulde være Kjøbenhavn og Kristianshavn, ti den sidste fik ligelydende Privilegier, hvori det ogsaa hed, at den skulde være en af de to Stabelstæder i Sæland. 18. Nov. 1661 fik imidlertid Korsør Privilegier som Stabelstad, og der var paa den Maade 3 i Sæland, da Kjøbenhavn og Kristianshavn dengang var 2 forskellige Stæder.

Samme Aar fik Nyborg og Frederiksodde lignende Rettigheder og Nakskov 1667. Ved disse Privilegier fik Borgerskabet Betænkeligheder, og 30. Nov. 1661 indgik de 32 Mænd med et Andragende om, at den Passus indførtes i Privilegierne for de andre Stæder, at det stod enhver frit for med sine Varer og Købmandsskab at fare paa København, ti ellers vilde denne Stads Handel i Stedet for Tilvækst lide største Afbræk og Forringelse. Statskollegiet mente ogsaa, at der burde gives Frihed til at indføre til Kjøbenhavn de Varer, der var mest nødvendige, som Korn, Brænde og deslige 2). Det er ogsaa tydeligt nok, at Kjøbenhavn ved de andre Stæders Privilegier mistede en stor Del af den Handel, den tidligere havde haft, idet den kun fik sit Opland i den halve Del af Sæland. Hvor lidet Stabelretten fik at sige, ses af et Andragende fra de 32 Mand af 1. Okt. 1663: "Eftersom E. K. M. allernaadigst blandt andre store Privilegier har anordnet denne Stad til en Stabelstad, hvilket dog hidindtil ej er i Brug ført, men de fremmede, som Aar ud og ind ligge i Stæderne, handle næsten efter egen

__________

1) K. D. I, 685, 693, 698, 702, 723, 771-72. V, 595.

2) Statskollegiets Dokumenter.


121

Vilje til deres store Fordel og denne Menigheds Skade, derefter de bortrejse og lad Indbyggerne sidde, uden Besværing, derimod er denne gode Stads handlende Borgerskab en skarp Inkvisition udi Tolden undergiven, saa eragtes, Kommercien her paa Stedet derover meget graveres, besværliggøres og Handelen efterhaanden mere af- end tiltager, hvilket end ydermere vil blive at befrygte, hvis efter Sagn, som spargeres, Tolden over al Sæland til nogen fremmed skulde vorde forpagtet".

Saadan Toldforpagtning vilde gøre, "at neppelig Ed. Majestæts naadigste gode Mening og Vilje nogen Tid skulde kunne naa sin Effekt, meget mindre til nogen Perfektion udføres". "Saasom ellers denne Stads Købmænd og Handlende nogenledes ere betænkte paa, hvorledes med samme Stabels Indrettelse med al Indskibnings Oplæggelse her paa Stedet fra næstkommende 11. Marts og al Udskibning til den 11. Sept. derefter kunde ske Begyndelse og med E. K. M.s naadige Hjælp i Værk stilles og fortsættes, saa at og da derved al den Told her erlægges og dens Underslæb og store Bekostning paa de smaa Stæders mange Toldbetjente spares og forekommes kunde". De bad altsaa om, at der maatte udstædes et kgl. Patent, at al Indskibning og Oplæg fra fremmede Stæder ej maatte ske andensteds her i Landet end til Stabelstæderne efter 11. Marts, men Udskibningen maatte være de smaa Stæder tilladt til 11. Sept. 1664 1).

Ved Forordningen af 28. Jan. 1682 fik en stor Mængde Købstæder Ret til Handel med Udlandet og deraf i Sæland, foruden Kjøbenhavn og Korsør, Køge, Helsingør, Nestved, Holbæk og Kalundborg, hvorved Kjøbenhavns Privilegium som Stabelstad, der næppe i de forløbne 21 Aar havde haft nogen videre Betydning, end mere blev indskrænket.

Saaledes var ogsaa denne Herlighed, der lød saa lovende og mentes at ville fremme Kjøbenhavns Handel i høj Grad,

__________

1) Statskollegiets Dokum. 16. Nov. 1663.


122

bleven til en Forret, der maatte deles med mange andre Byer. Det er vel sandt, at Staten havde en Forpligtelse til at støtte de andre Købstæder, hvis Forfatning var saa elendig, at de var nær ved at gaa til Grunde, men fra Kjøbenhavnernes Synspunkt var der ogsaa i denne Henseende et Brud paa Privilegierne.

Bistrup Gods, som Kongen 24. Juni 1661 "gav og forærede" Staden, var i Virkeligheden Udlæg for en Gæld paa 55,000 Rdl. og for det skaanske Gods, som Byen havde faaet i Pant for 15,000 Rdl. 1). Disse Gældsposter hører man aldrig Tale om efter 1661, saa Bistrup Gods maa betragtes som Godtgørelse for 70,000 Rdl. og var efter Datidens Priser paa Jordegods næppe mere værd end Gældens Beløb. Paa den anden Side var Bistrup Gods en virkelig Fordel for Byen, om det end, som vi et andet Sted faar at se, i hin Tid ikke indbragte ret meget, men det laa nær ved Kjøbenhavn, medens Kongen kunde have udlagt Gods i Jylland eller helt have undladt at tage Hensyn til Gælden, hvilken Lod ramte saa mange. Kristian V sikrede Byen i dens Besiddelse af Godset, idet han til Minde om den Naade, som den første absolute souveraine Arvekonge og Herre havde bevist Staden, forbød at mageskifte noget af det bort uden tredobbelt Vederlag 2).

At det var en almindelig Mening, at Kjøbenhavns Privilegier ikke lod sig forene med den ny Regeringsform, ses af den svenske Gesandts Ytring i Januar 1662: "Rygtet gaar, at man ved Hoffet alt skulde tænke paa at indskrænke de Kjøbenhavn givne Privilegier, da Kongens Respekt og den nærværende Statsforfatning ej kunde taale store Friheder 3). Hvorledes dette skede, er foran omtalt, men som for at vise, hvorledes enhver Indsigelse vilde blive farlig, lod Regeringen i April 1662 3 Medlemmer af Magistraten paa Kri-

__________

1) Se Kbnh. Hist. og Beskr. IV, 368.

2) K. D. I, 774.

3) Beckers Sml. I, 275.


123

stianshavn tiltale paa Liv og Gods, fordi den for 3 Aar siden under Belejringen havde været misfornøjet med, at Kongen havde kaldet Sognepræsten ved Kristianshavns Kirke, og havde skrevet til Kongen, at Almuen mente, at "de meddelte ny Privilegier hermed allerede ere svækkede og at deraf kan ses, hvad de maa vente sig i flere deres Punkter". De 3 Magistratspersoner blev derpaa dømte paa Kongens Naade og Unaade og kastede i Blaataarn, men de slap med Skrækken og Tabet af deres Stilling 1).

Ved Kristian V's Regeringstiltrædelse stadfæstedes vel Privilegierne, men med den Bemærkning: "saa vidt det ikke imod vores absolute Dominium, Souverainitet og Arverettighed befindes at stride" 2). Hermed var man altsaa afskaaren fra enhver Fordring, ti alle Indgreb i Rettighederne kunde føres ind under nævnte Forbehold. Det var imidlertid ikke Kongens Mening, at der skulde ske store Overgreb, tvertimod anbefaler han i sit saakaldte "Testamente" af 1683 sine Efterfølgere ikke alene Stadens Flor og Velstand, men at Frederik III's Privilegier skulde blive »uryggelig konserverede og vedligeholdte". Det var ikke raadeligt at sætte en Statholder over Byen, da en saadan Person let kunde faa en altfor stor Avtoritet og kunde misbruge sin Myndighed ved at "formere et og andet skadeligt Parti, det kgl. Arvehus til Præjudice", det vilde være nok, at den fornemste Øvrighedsperson kun var en Præsident af borgerlig Extraktion, der ikke engang behøvede at have studeret, men som var fornuftig, skikkelig og erfaren i Lov og Ret, bekendt med Byens Tilstand, kyndig i Kommercierne, dog kun en, der tilforn havde forrettet anden Tjeneste og deri forholdt sig trolig og ustraffelig 3). Paa den Maade skulde Indbyggernes Hjerter vindes.

__________

1) Kbnh. Hist. og Beskr. Fjerde Del S. 264-65.

2) K. D. I, 774.

3) Kong Christian den Femtes Testamenter, udg. af I. I. A. Worsaae, S. 30-31, 39.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor mar 17 21:03:25 CET 2005
Publiceret: tor mar 17 21:03:22 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top