eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn i Aarene 1536-1660, anden del.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse IV

Kjøbenhavn i Aarene 1536-1660
    - anden del, kap. VII

Kbh., G. E. C. Gad, 1885

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.

Ændringer i forhold til originalen: I den trykte udgave er kapitel VII fejlagtigt angivet som kapitel VI


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

VII. Forskellige Næringsveje.

Næst Handel er Haandværksdrift den vigtigste Næringsvej i enhver Købstad, og mange mærkelige Træk af Folkelivet fremgaar ved Betragtningen af de forskellige Haandværk med deres indbyrdes Rang, deres Lavstvang, det patriarkalske Forhold mellem Mesteren og hans Svende, Giftermaal indenfor Lavet, Lavsgilder, den stadig forbudte, men aldrig afskaffede Frimandag og deslige. At gaa nærmere ind paa disse Forhold og paa de enkelte Lavs Historie vilde dog føre for vidt i dette Skrift, tilmed da en udførlig Behandling af dette Emne snart kan ventes fra en anden Haand 1). Her skal kun nævnes nogle faa almindelige Bestemmelser.

22. Marts 1578 havde Kongen erfaret, at det gik, "fast ulideligen til der udi Byen med hvilke Haandværksfolk, som

__________

1) Meget om Lavene findes allerede i Smaaskrifter af Cand. jur. Nyrop, men den udførlige Lavshistorie, hvortil han har samlet i mange Aar med sin utrættelige Flid, vil gøre ethvert andet Skrift overflødigt.

[307]

308

begærer at komme udi noget Lav, udi saa Maade at mange besværes med 20 eller 30 Daler at give, før han kan vinde Lavet, mest af den Aarsag, at de andre Lavsbrødre ikke gærne lide der andre, som kunne noget godt, men med slig Skattelse understaa sig dem at fortrænge, hvorover her udi Riget nu befinder sig stor Brøst for godt Haandværksfolk," derfor indskærpede Kongen nu den Bestemmelse i Recessen, at ingen maatte give mere end en Gylden i Lavet.

13. Marts 1600 bød Kongen Magistraten at kalde Oldermændene og Bisidderne op paa Raadhuset med Lavsskraaerne, hvilke de skulde gennemse og derpaa lade optegne enhver Lavsskraa paa ny, saaledes som det kunde være den menige Mand gavnligt, saa den fordærvelige Besværing med Beskatning af enhver, der vilde i Lavet, den unyttige Drik, der ofte foregik, Lavsbrødrene selv til Fordærvelse, kunde afskaffes; ligeledes skulde Magistraten afskaffe det efter vor Opfattelse særdeles gavnlige Værneting, som hvert Lav var for sine Medlemmer, idet alle mindre Forseelser mod hinanden indbyrdes blev forligte ved Oldermandens og Stolsbrødrenes Kendelse; saadanne Sager skulde herefter føres for Bytinget paa Grund af Tabet af de Bøder, der ellers vilde tilfalde Kongen og Byen.

Lavene havde imidlertid Midler til paa anden Maade at virke hæmmende. "Vi komme naadigst udi Forfaring," siger Kristian IV's Reskript af 19. Juni 1613, "om den store Uskikkelighed og Modvillighed her udi Riget med Haandværksfolk og andre om Skraaer og Lavsret sig begiver, idet de paa det højeste besvære vore Undersaatter med hvis de hos dem skulde lade gøre og forarbejde, og ellers deres Varer dem over sætter, saa de ikke for en billig Værd det, de skulde købe og til sig forhandle, kunde bekomme, hvortil deres Skraaer og Lavsret dem Anledning giver, efterdi enhver her i Riget sin Næring og Haandværk ubehindret ikke maa bruge, med mindre de først har vundet Lavet." Derfor afskaffede Kongen alle Skraaer og al Lavsret over hele Danmark, og


309

det skulde være enhver Haandværker, som vilde nedsætte sig, uforment at bruge sit Haandværk, naar han havde gjort sin borgerlige Ed og deltog i Byens Tynge.

1. Dec. samme Aar bød Magistraten, at alle tjenesteløse Haandværksgeseller, der ikke havde gjort deres Borgered, men ulovlig brugte deres Haandværk, til Afbræk og Skade for skatteydende Borgere, skulde enten møde paa Raadhuset og vinde Borgerskab og angive sig selv for Hus, Skat og Vagt, eller tage Tjeneste hos Borgere, da det ellers var forbudt Borgere at lade dem have Ophold i deres Huse.

10. Okt. 1621 ophævedes imidlertid igen Lavsfriheden, og det blev paabudt Mestrene i Lavene at forfatte ny Lavsartikler, der skulde stadfæstes af Magistraten, og derved kom det hele igen i sin gamle Gænge 1).

10. Dec. 1621 udkom en kgl. Forordning om Haandværkssvende og Drenge. "Eftersom Haandværker en af de fornemme Aarsager er, af hvilke næst Gud den allermægtigstes naadige Velsignelse Landes og Rigers Fremvækst herkommer, og vi dog befinde dem ikke i disse Lande som andre at være i Svang, synderlig for Mangel af gode Svende," saa befalede Kongen, at alle Mestrene i ethvert Haandværk med Magistratens Betænkende skulde forfatte visse Vilkaar om visse Læreaar for Svende og Drenge og om Straf for dem, der var modvillige mod Mestrene, løb bort i Utide eller ikke opførte sig tro.

En viss Dag om Ugen skulde Oldermanden og 2 eller 4 Mestere forhøre Klagemaal mellem Mestrene og Svendene, og hvis der idømtes Bøder, skulde disse ikke bruges, som det plejede at ske, til Øl eller Gæstebud, men dels til Oldermanden og de hossiddende Mestre, dels til fattige Enker, faderløse Børn og Husarme af Haandværket. Til saadan Sammenkomst skulde Embedet have et Lavshus, der dog ikke maatte bruges til Gæstebud eller Drikkelag.

__________

1) K. D. II. 280, 383, 399, 589-90, 594-95, 685, 722-23, IV. 758.


310

Forat den tidligere Uorden ikke paa ny skulde indføres, som blev afskaffet ved Lavenes Nedlæggelse, blev det Haandværkerne forbudt indbyrdes at gøre Aftale om Køb og Salg. Naar nogen vilde bruge et Haandværk, skulde han lade sit Navn indskrive hos Oldermanden, men det var forbudt at gøre Gæstebud eller Mesterstykke, og ved Overtrædelse straffedes baade han og de gæstebudne paa deres Formue.

Da Haandværker bedst kunde underholdes, hvor Levnedsmidler var billige, skulde Magistraten ikke alene nogle Gange om Aaret sætte Prisen paa fersk Oksekød, salt og tør Fisk, tyndt Øl og groft Brød, men tænke paa Middel til i Tide at skaffe Borgerne hvad de behøvede.

I Fredrik III's Tid var der visse Næringsveje, der vistes ud af Byen. Ved Befaling af 17. Jan. og 24. Feb. 1654 fik Pottemagerne og Smedene Tilhold om at flytte til en særegen Plads, som Lensmanden Hr. Aksel Urup skulde udvise dem. Grunden dertil var "den store Ulykke, som her i Byen nogle Gange er foraarsaget af deres Ovne, hvoraf adskillig skadelig Ildebrand er begyndt at opkomme." Men hen paa Somren udbrød en pestagtig Sygdom, og Pottemagerne klagede til Kongen, at de i den besværlige og svage Tid ikke kunde afbryde deres Ovne uden deres største Skade og Afbræk, hvorfor Kongen tillod de Pottemagere, hvis Ovne befandtes at være uden Fare, at forblive indtil næste Paaske, men da skulde baade de og Smedene uden Betingelse flytte ud, og de, der vægrede sig, skulde agtes som de kgl. Mandaters Overtrædere og deres Værksteder nedbrydes 1). Om de virkelig flyttede ud 1655 er dog usikkert, og Belejringen gjorde i alle Fald deres Ophold kortvarigt. Efter denne er der ikke Spor af, at den kgl. Befaling er efterlevet og endnu 1720 fandtes der Pottemagerværksteder inde i Byen, ikke at tale om Smedier.

__________

1) K. D. I. 675. V. 378.


311

Til industrielle Foretagender hører Byens Teglovn, der laa paa forskellige Steder, indtil den tilsidst kom til at ligge udenfor Peblingesøen, hvor den nedlagdes i Fredrik III's Tid, men da den udførlig er omtalt i første Del S. 98-99, kan vi henvise dertil 1). Møller og Bryggerier er omtalte foran i nærværende Del S. 140 og 155. Endvidere er Kongens Farveri og Valkemølle i Farvergade omtalt i tredie Del S. 361. Dertil kan føjes, at Statholder Mogens Gyldenstjerne 27. Jan. 1560 sluttede Kontrakt med Mathias Sittert, Borger og Farver i Lybæk, om dets Anlæg 2). 1639 fik Korfits Ulfeldt Befaling om at lade Farveriet istandsætte, da Farveren Lukas Hammer havde klaget over, at det var saa forfaldet, at han ikke kunde vedblive med at bruge sit Haandværk der. 1642 tillod Kongen hans Hustru at beholde Farveriet efter hans Død. I Aaret 1620 var Farveriet og Valkemøllen blevet overdraget til Klædekompagniet og 1633 overdrog Kongen Farveriet i Forpagtning til Johan Ettersen for 100 Speciedaler aarlig. Klædekompagniet havde af Byen til Leje hele Halmtorvet og Grunden indenfor Møllekanalen til Løngangsstræde, ligesom det en Tid havde Lækkerbidsken paa Amagertorv til Oplagshus. Et andet Farveri, der laa ved Vandkonsten og som Gert Piper havde bebot, solgte Kongen 1636 til samme Johan Ettersen 3).

1558 paatænkte Kongen at opbygge en Krudtmølle, sandsynligvis ved Vandmøllekanalen, men den kom næppe til Udførelse. Det ses imidlertid at Krudt allerede 1510 tilberedtes af Borgerne 4).

Destillerere fandtes her 1555, da Kongen hos en Borger selv indløste noget pantsat Destillertøj og overgav det til Saarlægen M. Jakob, at han kunde lade opsætte en

__________

1). I Antegnelser til Byens Regnskaber 1613-14 raades Byen til at nedlægge Teglovnen, hvis den skulde vedblive at have Tab derved (K. D. VI. 200.)

2) Geh. Ark. Sachsen Nr. 22.

3) K. D. II. 632. III. 116, 162, 235, V. 214.

4) K. D. III. 29. Første Del S. 302.


312

Ovn dertil 1). Det ses af Apothekernes Privilegier 1609, at det var tilladt Materialister, Krudtkræmmere og Destillatører "at gøre de Slags Destillata, Sirupper, Conserva og Condisa udaf Ribs, Kirsebær, Pommerans og andet saadant, som til daglig Spisning og anden gemen Brug henhører." Under Fredrik III. levede en bekendt Destillerer Johan Holst, der arbejdede i Kongens Laboratorium paa Rosenborg.

Tæt udenfor Vesterport omkring Egnen af Frihedsstøtten havde Byen 7 Reberbaner, der lejedes ud til Byens Rebslagere. Den Del af Bremerholm, hvorpaa Kongens Reberbane laa, hørte ikke oprindelig til Holmen, men var en Jord udenfor Østerport, der først blev lagt sammen med Holmen, da den kom i Kongens Besiddelse. Reberbanen, der ses paa alle Kort ældre end Gammelholms Bebyggelse, er først anlagt af Fredrik II. I et Kongebrev af 10. Okt. 1566 til Magistraten siges nemlig, at Kongen for nogen Tid siden havde handlet med Raadmand, nu Borgmester Hans Olufsen og hans Medarvinger og faaet af dem en Have udenfor Østerport, "hvilken nu bruges til vor Reberbane," ti vel har Kongen formodenlig haft egen Reberbane paa Holmen, saa længe her er bygget Skibe, men næppe paa det Sted, hvor den var til den nyere Tid og hvor den bevislig var i Fredrik II's Tid. Denne Have har iøvrigt været stor, ti 1606 kunde Kristian IV skøde til Breide Rantzau en Grund bag Reberbanen mellem Strædet og Stranden og 1644 skødede Kongen til sin Frille Vibeke Kruse sin Lyst- og Køkkenhave mellem Sejlhuset og Reberbanen paa den ene Side og Johan v. Deldens Have paa den anden Side, med Lysthuse, Bygning, Borde og Bænke. Denne Have gik siden over til Vibeke Kruses Søn U. C. Gyldenløve, blev 1659 pantsat til Movrids Frich for Bekostningerne ved hans Begravelse 2), og er sikkert en Del af det senere Charlottenborgs Grund.

__________

1) K. D. IV. 558.

2) K. D. I. 353. III 254, 487.


313

8. Feb. 1621 1) fik Islandsk Kompagni en Reberbane udenfor Østerport, 660 Alen lang og 108 Alen bred, langs Stranden paa den ene Side og paa den anden langs en Vej, der skulde være 18 Alen bred og skille Reberbanen fra Borgernes Haver. Den har gaaet fra nuværende S. Anne Plads og et Stykke ind paa Alm. Hospitals Grund, og Vejen vil omtrent svare til nuv. Amaliegade. Reberbanen er en væsenlig Del af den Grund, som siden kom til Amalienborg, da Fredrik III's Dronning kort efter 1660 afkøbte Kompagniet dets Reberbane.

Samme Kompagni fik 9. Maj 1620 Privilegium paa en Reberbane paa den Dæmning, der gik udenfor Vandmølleaaen, altsaa omtrent nuv. Løngangsstrædes sydlige Side fra nuv. Filosofgang forbi Vandkunsten indtil Vandhusbroen (foran S. 194), 480 Alen lang og 14 Alen bred. Interessenterne forpligtede sig til at begynde paa Opførelsen, saaledes at Reberbanen kunde tages i Brug i Efteraaret 1621 2)

En Pollermølle eller Harniskmølle havde Kongen udenfor Byen; 1580 nævnes saaledes Mester Bernt paa Pollermøllen, og 1595 fik Lensmanden Befaling om at lade opbygge et Hus ved Pollermøllen til en Smedie for Pollermesteren. 1602 bevilgede Kongen Niels Sandersen, Plattenslager og Pollere, Pollermøllen her for Kjøbenhavn til paa videre Besked og imod at udføre Kongens Arbejde 3).

Svovlhuset udenfor Østerport er vel anlagt af Fredrik II 4). Det var til endnu 1625, da S. Anne Kirke paa Hjørnet af Rigensgade og Sølvgade skulde bygges mellem Svovlhuset og Vejen. 1620 siges Herman Wust at have Svovlpladsen i Brug 5), og ved at forfølge denne gennem Jordebøgerne, ses des, at det er den Del af store Kongensgade, der er imellem Fredericiagade (tidligere Kaninlængen) og Bryggerlængen og et Stykke ned ad disse Gader. Følgelig var Grunden ikke netop indskrænket til en saa regelmæssig Firkant, ti da Hans Jakobsen

__________

1) K. D. II. 644-45.

2) K. D. II. 628 IV. 768.

3) K. D. II. 514 IV. 648, 723.

4) Se foran. S. 211.

5) K. D. I 612 V. 77.


314

1652 fik Skøde paa Grunden, var den 48 Alen til alle Sider; men da Mogens Zakariasen 1666 fik samme Grund, var den 85 Alen og 41 Alen; if. førstnævnte Skøde laa den ved Prinsekanalen paa Hjørnet af den ny afstukne Kirkegade og Gotersgade, if. Skødet til Mogens Zakariasen ud til Borgergade, Kaningade og Kirkegade, men af Grundtaxten 1689 ses det, at Mogens Zakariasens Grund da ikke gik til Borgergade men til Store Kongensgade 1). Svovlhuset benyttedes til Rensning af den Svovl, der samledes paa Island.

Dette er omtrent alt hvad der var af Industri i Kjøbenhavn førend Kristian IV's Tid, men under denne Konge kom der et stort Opsving og der gjordes mange Forsøg paa at fremkalde forskellige Foretagender, desværre uden Held.

I Aaret 1619 paatænkte Kongen Oprettelse af en Silkeindustri og indkaldte Silkevævere, der under Urolighederne i Tydskland var blevne nødte til at forlade deres Hjem. Han købte i dette Aar en Gaard paa Købmagergade af Eske Brok, der gik ud til Pilestræde 2), lagde en Gade, 12 Alen bred, midt igennem den og udparcellerede Grunden i mindre Dele. 11. Marts 1620 afsluttede han en Kontrakt med Villum Povlsen, der forpligtede sig til at bygge 14 Huse paa hver Side af den ny Gade, med Ydermure af 1 1/2 Stens Tykkelse; nederste Etage skulde være 6 Alen, øverste 5 1/2 Alen høj og hvert Hus 10 Alen i Firkant undtagen de 4 Endehuse, der skulde være 15 Alen. Under Husene skulde være Kældre 2 Alen under og 2 Alen over Jorden og i det hele skulde det Afrids følges, som den kgl. Bygmester Hans v. Stenvinkel havde gjort. For det hele Arbejde skulde han have 3200 Daler 3). Disse Huse skulde være forbundne med Døre, saa man kunde gaa fra den ene Stue til den anden, dog skulde ingen have Hovednøglen uden Kongen selv 4).

1) K. D. III. 395, 650. Af Stadens Regnskab 1674-75 i det kgl. Bibi. ses det, at Svovlpladsen er Mogens Zakariasens Grund.

2) Om Gaarden Jfr. S. 9.

3) K. D. II 618-19.

4) Christian IV's Breve v. Molbech S. 87.


315

24. Marts 1624 beskikkede Kongen Karl Tisen, Kristoffer Trønner, Johan von Holt og Hans Gelfus som Tilsynsmænd med Silkevæverne, idet de skulde paase, at Materialerne indkøbtes i god Stand, for billigt Køb og at der var godt Forraad. Karl Tisen skulde særlig sætte Prisen paa de Gyldenstykker, Bliant, Fløjel, Capsa, Atlask, Damask og andet, som blev vævet, og Vægten, Størrelsen og Prisen skulde paategnes ethvert Stykke med Pergament og Bly; dog var der tilforordnet Seglmestere til at segle og sætte hvert Stykke, hvoraf Benævnelsen Seglhuset paa en af Bygningerne. Mestrene skulde selv vedligeholde Redskaberne, men skulde derimod have deres fulde Arbejdsløn, og Karl Tisen skulde tilkendegive Kongen, om nogen Væver eller Farver fik højere Løn, end der blev givet i Holland eller andensteds. De 4 Borgere skulde ogsaa have Tilsyn med Farverne og aldeles ingen Undskyldning annamme, om Tøjet ikke var farvet saa skønt som i Udlandet, da "Farverens Haandværk i Sønderlighed et Haandværk er, hvor Syn gaar for Sagn 1)."

Det var kun kort, Værket blev drevet for kgl. Regning, ti 30. Nov. 1623 overdrog Kongen det til Johan de Willom, Johan Bøcker von Delden, førgen Bøcker, Lorens von Møllengracht, Karl Tisen og flere i 12 Aar fra 1. Marts 1624, i hvilken Tid Kongen vilde forbyde Tilførsel af Silke- og Uldenvarer. Kompagniet fik Toldfrihed, men skulde saa meget som muligt lade spinde Garn i Riget, og Kongen bevilgede, at der i Børnehuset maatte spindes, Silke vindes, Bomuld udkradses og deslige. Til Kræmmere og Købmænd maatte alene sælges i hele Stykker, men til Adelen i Alenvis; efter 2, 3 Aars Forløb vilde det blive forbudt at indføre de Varer, de forarbejdede, da de til den Tid maatte være komne saaledes i Gang, at de alene kunde forsyne Landet. Med Hensyn til Haandværksmestre skulde de anvende Tid paa, ikke at faa andre af afvigende Religion ind i Landet end

1) K. D. II. 690-92 V. 46.


316

dem, der allerede havde Bevilling, og hver Mester skulde have 1 eller 2 danske Drenge i Lære. Selskabet skulde overtage det Lager, der allerede var tilstede, og afbetale det i Løbet af 12 Aar, ligeledes alt Redskabet. Kongen forpligtede sig derimod til alene at tage sine Varer hos Selskabet, der altid skulde have 20 Silkevæve gaaende med italiensk Bredde af Fløjel, Caffa og andre Silke varer. Prisen skulde følges med den i Holland og Hamborg og de skulde selv vedligeholde Seglhuset og lønne Seglmesteren, der var edsvoren ligesom Farverne og de der beredede Varerne. Kongen kaverede for Kompagniet for 50,000 Rdl. Husene i Silkegade skulde sættes for en billig Husleje, som Kompagniet skulde indbetale i Rentekamret. Det tillodes Kompagniet at optage Udlændingene Povl de Willom, Jan van Lier, Abraham Heyerman eller andre 1).

Det var paa Tide, Kongen kom af med Værket, ti 30. April 1622 havde han nedsat Priserne med 2 pCt. "saa vi det kan blive des snarere kvit" og hvad der i Fremtiden arbejdedes skulde nedsættes med 5 pCt. Haandværkerne begyndte ogsaa at svigte, ti 22. Avg. 1623 befalede Kongen, at da "en Del af de Haandværksmestre, som adskillige Manufakturer her udi vor Købsted Kjøbenhavn af Silke, Ulden og Linned forarbejder, sig understaar fra Byen at begive og enten sig andensteds der udi Riget at nedsætte og deres Haandværk at drive eller og vel ganske udaf Riget at drage," da blev saadant strengelig forbudt, da Kongen havde ydet dem Forstrækninger og givet dem nogle Aars fri Husleje 2).

7. Jan. 1625 udstædte Kongen den Anordning for Silkekompagniet, at der ingen Drenge maatte oplæres hos Mestrene uden disses egne Børn, Kongens indfødte Undersaatter eller af fremmede de, der hørte til Landets Kirke. Børnene skulde efter Overenskomst med Biskoppen indfinde sig hos Præsterne eller Degnene at undervises i Guds sande Frygt og deres Børne-

__________

1) K. D. II. 750-54.

2) K. D. V. 49, 58.


317

lærdom, "anseende Vi samme Haandværkere ikke har ladet indhente for nogen ny Religion og Dyrkelse at lade stifte og i vore Riger indføre," og en Gang hvert Fjerdingaar skulde der til Biskoppen og Magistraten indleveres en Fortegnelse over Drenge og Svende. De skulde have Indseende med at, naar Kongens Undersaatters Børn havde udlært, skulde de sættes paa Tovene og lære for Svende og at de undervistes med Flid og tilholdtes at arbejde renlig, flittig og snart, hvorimod de ogsaa skulde være forpligtede til at tjene Kompagniet for en billig Løn. Endelig solgtes Varerne meget dyrere her end i Hamborg og Amsterdam, uagtet de dog ikke burde løbe højere end 4 til 5 pCt., hvorfor de formanedes til at nøjes med en billig Fortjeneste. De skulde ogsaa paase at deres Tjenere ikke solgte Varerne for højere Pris, end de selv anslog dem til. Tilsidst fremkom Kongen med et af de for vore Dage mærkelige Indgreb i private Forhold. "Efterdi vi erfarer, at I høj og fast ubillig Dagløn til Arbejderne udgiver, formenende, efterdi ingen maa indføre saadanne Varer, at de, det købe ville, endelig skal forpligtet være det at betale, hvor højt I det og anslaar, tilmed og at I Materialier paa lange Terminer for et dyrt Køb og af anden og tredje Haand eder til forhandler, da bede Vi eder og hermed befale, at I og af første Haand saa vidt muligt eder Varerne tilhandler, tilmed og at I Daglønnen efterhaanden korter, særdeles naar vore egne Undersaatter Handværkerne lærer, paa det den Fordel, man billig her udi Riget bør at have, naar Proviant bedre Køb er end andensteds, maa haves udi Agt." Desuden befalede Kongen Magistraten at beskikke 4 Borgere, der 3 Gange om Aaret skulde undersøge Kompagniets Priser, Folkeløn, Indkøb, Udsalg og deslige, ligesom at varetage de forannævnte Paabud til Kompagniet. De Børn, der løb omkring paa Gaderne og tiggede, skulde sendes fil Mestrene 1).

__________

1) K. D. V. 72-74.


318

Ej heller den private Enterprise kunde holde Silkeværket oppe. 8. Jan. 1626 befalede Kongen Fredrik Reetz og Ernst Normand at sammenkalde Deltagerne, der havde andraget til Kongen, at de ikke længer kunde vedblive uden mærkelig Skade for dem saavelsom for Kongen, og forhandle med dem, idet Kongen tilbød at overtage et Parti Silkevarer paa Klædekamret. Det skulde forsøges, om de ikke kunde sammenkalde de fornemste Købmænd og Kræmmere i Landet og faa dem til at købe Varer og betale Pengene i Kongens Rentekammer, imod at Indførslen igen blev given fri. Det kunde ogsaa tilstedes Johan de Villom efter hans Tilbud at vedblive med at underholde 8 til 10 Silkevæve, ligesom de skulde bevæge andre Købmænd, som handlede med Silke, til at antage 2 eller flere Mestre, "paa det samme Haandværk og Manufaktur, som med saa stor vor Bekostning og Skade er stiftet, ikke aldeles skulde igen nedlægges, men at det dog efterhaanden kunde udi Riget plantes og faa Fremgang."

Kongen blev dog næppe betalt paa denne Maade, ti endnu 1631 fritog han Kompagniet for Renten af den Sum, for hvilken det modtog Varerne, imod at det betalte Hovedsummen, og Johan og Jørgen Bøcker von Delden udbetalte samme Aar deres Del 1).

Dermed var dette Foretagende stanset og Kongen skriver 1627: "Med de Silkeboder skal Statholderen have Indseende, at de ikke forfalder, og haabes, om Gud vil, at besætte dem engang igen med slige Folk, som de er bygget til 2). Samme Aar solgte Kongen dog allerede et af Husene og afhændede dem efterhaanden alle.

14. Avg. 1621 fik Abraham Calovart, der allerede 1619 var en af Byens mere fremtrædende Borgere, Tilladelse til at oprette et Silkeberederi til at tvinde og berede Stik (Brodere)- og Sysilke, med 6 Aars Eneret i Sæland 3).

__________

1) K. D. V. 91-92. 124, 125.

2) Christian IV's Breve ved Molbech S. 255. I Ministeriets Arkiv findes Regnskaber for Silkeværket 1620-23.

3) K. D. II. 651.


319

Om end Silkevæveriet saaledes ophørte, var her dog endnu Silke- og Klædefarvere, der 23. Nov. 1651 udvirkede et Forbud mod at Andre, der brugte andet Haandværk og ikke havde lært deres Haandværk hos Mestre, maatte bruge dette til deres Skade eller udhænge Farvetegn 1).

22. Feb. 1620 tillod Kongen Theodorus Rottenburgh at lade opsætte 2, 3 eller flere Oliemøller, saadanne som andre Steder brugtes til at male Linolie, Roefrøolie og anden Slags Olie, hvorpaa han fik Eneret i 8 Aar 2). Samme Mand var Ridder af det burgundiske Hus og fik 8 Dage efter Befaling til Magistraten om at faa udvist en Have indenfor Søerne i Nærheden af den Grøft, der gik fra Rosenborg til Søen. Hvorvidt han fik nogen Mølle anlagt her, er ikke bekendt.

17. Feb. 1620 fik Kristoffer von der Heyde og 21. Feb. s. Aar Kornelius Cuscort 2 ens lydende Privilegier paa med deres Konsorter at oprette et Sukkerraffinaderi til at raffinere og rense saa meget Sukker, som de kunde afstedkomme, og fik 6 Aars Toldfrihed paa det Sukker, de udførte. De maatte holde deres egen Vægt, der dog skulde være lignet efter Kjøbenhavns Vægt og stemplet med Byens Tegn og Mærke, hvorimod de skulde sælge Kongen Sukker for samme Pris, som man gav i Holland, eller ogsaa, om Kongen begærede det, 4 Sk. billigere Pundet end man fik det her i Byen hos Apothekerne eller Kræmmerne. De var begge Udlændinge, hvorfor de fritoges for Tiende- og Sjettependinge af deres Gods, hvis de blev til Sinds at rejse ud af Riget. Kongen bevilgede Kristoffer von der Heyde fri Bolig i 3 Aar i den Gaard ved Stranden, hvor Steffen Sørensen hidtil havde bot, men efter den Tid skulde han give 120 Daler i Husleje; Kornelius Cuscort fik derimod fri Bolig i den Gaard i Stenboderne, som Hans Simonsen havde bebot, men siden skulde han give 150 Daler i Husleje. At Kristoffer von der

__________

1) K. D. III. 379.

2) K. D. II. 617.


320

Heyde fik sit Raffinaderi i Gang, er ikke sandsynligt, men det andet kom virkelig til Udførelse. 4. April 1621 er der udstædt et Kongebrev, at Kornelius Cuscort havde forebragt, at mange Fremmede fra Holland og andre Steder paa adskillige Tider af Aaret stod ude med Sukker og udhøkrede det i smaa Partier ham til største Skade og Afbræk, hvorfor Magistraten skulde afsige en Kendelse, om det kunde tilstedes og om de Fremmede ikke burde sælge Sukker af Skibene som andre Købmandsvarer. Hvad enten denne Dom nu har gaaet ham med eller imod, har han ophørt med sit Sukkerraffinaderi, ti den ham bevilgede Gaard Amagertorv Nr. 25 og Læderstræde Nr. 28 solgte Kongen 1625 til Jørgen Danielsen 1), og 26. Avg. 1624 fik Sukkerraffinerer Henrik Kortsen tilligemed sine Konsorter Eneret til at forsyne Staden med raffineret Sukker, imod at han gav Magistraten skriftlig Forpligtelse til at forsyne Staden med saa godt, rent og velraffineret Sukker, Topsukker og Sukkerkandis, hvidt og rødt og saa billigt, som det kunde tilføres andensteds fra. Men allerede 29. April 1625 befalede Kongen Magistraten at undersøge, om han havde forholdt sig i alle Punkter efter Kongens Beraadning og sin Forpligt, og i modsat Fald at tiltale ham ved Retten. Sandsynligvis har han forbrudt sit Privilegium, men han har dag haft fastere Rod i Staden end de andre Raffinerere, ti han var Befalingsmand ved Borgervæbningen 2).

Det var nu først, da Handelen paa Vestindien kom i Gang, at der kom noget nyt Sukkerværk i Stand. Det er ovenfor S. 230 omtalt, hvorledes det af Jens Lassen stiftede afrikanske Handelskompagni bl. a. havde ført Sukker med hjem, og derved fik han Ideen til at anlægge et Sukkerraffinaderi, hvorpaa Kompagniet 1656 købte den Grund i Slotsholmsgade, hvor nu Sukkerraffinaderiet Phoenix drives. Kompagniet havde nemlig 3. Nov. 1655 faaet 20 Aars Eneret paa at holde en Raffinerer til det Sukker, det lod hidkomme

__________

1) Tredie Del S. 213.

2) K. D. II. 614-16, V. 42, 67, 78.


321

fra Indien og andre Steder, og 7. Maj 1657 fik det Toldfrihed for det uraffinerede Sukker, det indførte, men skulde derimod give Told af det raffinerede Sukker, det udførte.

Da det kgl. Privilegium var opnaat, oprettede Interessenterne 18. Feb. 1657 en Kontrakt om deres indbyrdes Forhold.

"Vi underskrevne gøre vitterligt, at eftersom tilveje er bragt Kgl. Majestæts vores allernaadigste Herres Privilegium paa et Sukkerraffinerværk at maatte oprette og udi 20 Aar her udi Riget alene at nyde, vi og allerede et Parti uraffineret Thomæ Sukker har liggende, som ej uden stor Skade saaledes kan henligge, derfore nødvendig udkræves paa Middel at være betænkt, hvorledes det allerede havende Sukker til Kompagniets Fordel og Bedste kunde vorde raffineret og siden forhandlet saavelsom Værket fremdeles at fortsættes, og befordres, dertil samtlige Participanternes Lejlighed ikke er alle derved at forrette, derfore for raadsomt og gavnligst eragtet tvende af vore Medparticipanter til Direktører over forskrevne Sukkerkompagni at udvælge og begære, og efterdi efter vor venlige Begær ærlige og velforstandige Mænd Samuel Meyer og Severin Lavridsen Præstø forleden den 16. Februar det samme Værks Direktion har paataget, hvorfor vi hermed paa vore Interessenteres Vegne dem fuldmægtige det udi Værk at stille, fortsætte og derudinden at gøre og lade, som de vel befinder til Kompagniets Gavn og Fremtarv at kunne geraade, være sig bekvemmeste (om den allerede betingede, naar paaæskes, ej tilstede kom) Svende og alt dets Tilbehør dertil at betinge og forsyne, saa og andet vel raffineret Sukker, om dem synes gavnligt, dertil at indkøbe enten for kontant eller paa Tid og hvis (hvad) dertil fornødent. Dertil ville vi enhver pro Quota, om ej Penge ved Kompagniet er, naar paafordres, vores Anpart erlægge og betale og deres derfor Haand og Løfte, saavidt samme Raffinerværk angaaende, indfri og holde dem derfor skadesløse i alle Maader og hvis (hvad) de udi saa


322

Maader saa og med det raffinerede Sukker at sælge og forhandle og udi alle andre Maader velment foretager, gør og forretter, omendskønt det, Gud afvende, mislykkede, skal være os alle angenem og velgjort, og naar dem synes med Participanterne om noget af Importans at ville beraadslaa, saa skal det de her tilstedeværende ankyndes, og om sig da ej alle indstillede, skal Direktørerne med deres Indstillende uden nogen videre Sammenkalden straks slutte og de fleste Stemmer, om de ej alle overens komme, følges, hvilket de andre skal være forbundne at efterleve, sig vil lade behage og ej have at imodsige. Og skal hver af bemeldte Direktører for deres Umage, Flid og Vinskibelighed et Honorarium paa 200 Rigsdaler aarligen, saa længe de samme Værk forestaar, nyde, hvorimod de hvert Aar skal gøre ret Rede og forsvarligt rigtigt Regnskab, som det sig bør, hvorfor dem alt hvis (hvad) forskrevne Kompagni tilhører, naar de begærer, skal leveres. At dette saaledes holdes og efterkommes skal, har vi med egne Hænder underskrevet. Actum Kjøbenhavn 18. Februarii Anno 1657.

Paa hendes Durchlauchtighed Prinsesinde Fridérica Amalias Vegne Gabell. Paa velb. Peter Reetzes Vegne Jens Lassen. Peder Pedersen. Hans Sørensen. Morten Mikkelsen. Ydermere for mine egne Parter Jens Lassen. Johan Steinkuhl. Hans Petersen Klein. Bartel Jensen. Mikkel Nansen for 1/32 Part. Severin Pedersen. Lavrids Kristensen."

At Bygningen blev færdig i dette Aar, ses af at Aarstallet 1657 endnu findes udenpaa Fasaden til Slotsholmsgade, men den snart paafølgende Krig og den langvarige Belejring maatte nødvendig fremkalde en Stansning, og efter Krigen saa man sig ikke i Stand til at genoptage Virksomheden. Dette oplyses af følgende Skrivelse fra den ene Direktør Søren Lavridsen Præstø:

"Eftersom begyndte Sukkerraffinerværk efter velmente og gode Forehavende til Fordel ikke har villet gelinge, mens tvært imod geraadet, og efterdi Værket, der for Kompagniet


323

allerede er udi temmelig Gæld, uden ydermere stor Kapital dertil at forlægge, det ej kan fortsættes og med dette saaledes beskaffen, at ej nogen Fordel men Skade for Haand er at forvente, det da ydermere at forekomme Participanterne sidst forleden 28. Marts resolverede Værket i alle Maade at ophæve og til hvem det begærede at overdrage, og derhos hvis (det) Sukker, som endnu uraffineret udi Forraad er, saavel og Redskabet bedste Maade muligt at sælge og afhænde, paa det den bortskyldige Gæld, som forrentes, kunde vorde aflagt, Participanterne deres udgivne Haand og Løfter indfri og enhver, hvad ham siden af øvrige kan tilkomme, sin Andel at nyde, saa det dermed ikke ganske skulde blive til intet og siden ej noget deraf at være forventendes. Saa er da bemeldte at efterkomme og sælge yderste Flid anvendt, og efterdi Peter Luchelman dertil Participanter er søgende og resolveret bemeldte Redskab at ville sig tilforhandle for 2600 Rdl. og for Pundet af bemeldte uraffinerede Sukker at give 7 Sk. dansk, og efterdi det ikke er mere, men for ringere Værd, synes raadeligst det derfor straks at afhænde, saa Kompagniet denne Juni Maaned kunde komme af Gælden og ej længer give Rente ud. Huset skulde han og for aarlig 360 Rdl. Leje beholde, til dertil Købmand sig kunde præsentere. Herpaa enhver Participant deres gode Betænkende forventendes. Kjøbenhavn 16. Juni 1661."

Heri samlykkede Interessenterne, mange med et Hjærtesuk, saaledes Jørgen Rosenkrands: "Jeg havde vel formodet, at mine udlagte Penge skulde have bragt mig anden Profit, men efterdi jeg ser Skaden for mine Øjne istedenfor mine Penge, da faar jeg vel at nøjes og tage til Takke," og Hans Sørensen: "Den Tid, de afrikanske Varer blev oplossede, befrygtede man sig for det, som nu ses for Øjne, hvorfor en Del begærede ved rigtig Deling at vorde sit eget mægtig, maatte dog ikke tillades. Nu maa jeg dog for min Anpart være benøjet og tage til Takke tilligemed de andre Interesserede."


324

Sukkerkompagniet var saaledes opløst, men det lykkedes Peter Luchelman at danne et nyt, idet Rentemester Henrik Müller tog sig af Sagen. Dette ny Kompagni lejede altsaa Bygningen for 360 Rdl. om Aaret og overtog det ældre Kompagnis Inventarium, sandsynligvis ogsaa til Leje, da det først blev solgt 1671.

Under 19. Avgust 1662 fik altsaa Henrik Müller kgl. Privilegier for Sukkerkompagniet. Det hed deri, at de forrige Participanter havde adskilt sig fra den af Kongen priviligerede Sukkerraffinering og ej iværksat deres Bevilling, men forat et saadant nyttigt Værk ikke aldeles skulde blive liggende frugtløst, bevilgede Kongen Henrik Müller og hans Medparticipanter Eneret i 20 Aar til i Danmark at bruge Sukkerraffinaderi. Videre fik de Frihed til Udførsel af Sukkeret baade til Norge og til andre af Kongens Lande imod den sædvanlige provinsielle Told, men for det raa Sukker, der indførtes, skulde de yde en Told af 8 Sk. af hvert 100 Pund. Til Beskyttelse af deres Produkter paalagde Kongen en Told af 6 Sk. paa hvert Pund raffineret Sukker, der indførtes i Kongens Riger og Lande. Participanterne maatte sælge og udføre deres eget raffinerede Sukker i smaa og store Partier, dog ikke under 100 Pund. Endelig bevilgedes der de Folk og Betjente, som betjente Sukkerværket, Fritagelse for al borgerlig Bestilling og Paalæg, med mindre Nødvendigheden udkrævede det modsatte, og Kongen lovede i Fremtiden naadigst at ville resolvere, hvis noget videre kunde behøves til samme Værks Fortsættelse 1).

Ej heller Henrik Müllers Selskab havde nogen Fremgang og Sukkerhuset sattes til Avktion "udi mange fornemme Mænds Nærværelse" 25. Okt. 1671. Det købtes da for 4000 Rdl. af Borgmester paa Kristianshavn Iver Kaspersen Schøller, men som han siger i sit Skøde, "eftersom jeg siden

__________

1) Privilegiet er trykt i K. D. III 567-68. Originalen paa Perg. blandt Ejendommens Dokumenter.


325

ej kunde have den Kontentement udi samme Hus, som jeg har tænkt, til min Nytte," transporterede han dette til Generaladmiral Kort Adelaer 3. Nov. 1671.

Denne Afhændelse havde en Retssag til Følge, idet ovenomtalte ene Direktør Krigskommissær Søren Lavridsens Enke Anne, den ærlige, dyderige og gudfrygtige Matrone, gjorde Krav paa en større Andel i Udbyttet, end der var tilfalden hende. 22. Januar 1672 mødtes man i Kristen Becks Gaard paa Nørregade, hvor hun logerede og hvor hendes Mands Regnskaber blev fremlagte og overgivne til 4 Mænds Undersøgelse. Efter hendes Mening fremgik det af Hovedbogen, at der tilkom hende 2910 Rdl. 3 Mrk. 2 Sk. foruden Renter, og hun gjorde derfor Krav paa de 4000 Rdl., man havde faaet for Huset. Derpaa mødtes Parterne oftere i Formanden Frederik Pøppings Hus, hvor ogsaa andre fremlagde deres Fordringer, navnlig Landsdommer Jens Lassen, der paastod, at der endnu resterede 1400 Rdl., som han havde udlagt til Bygningen. Ved Undersøgelsen af Regnskaberne befandtes det, at Søren Lavridsen virkelig havde den omtalte Sum til gode og at han efter Fuldmagt af 16. Juni 1671 havde solgt Redskaberne til Peter Løchelman for 2500 Rdl. Han havde haft under Forvaltning 320,000 Pund urent Sukker, hvert anslaaet til 7 Sk., i alt 23,333 Rdl. 2 Mark, foruden Thomæ Sukker, Honning og Voks. At Participanterne ikke kunde komme til deres Betaling, havde sin Grund i, at der Tid efter anden var tabt store Kapitaler, saaledes var 21,674 Pund Sirup forulykket til Søs, hvorved Søren Lavridsen var bleven nødsaget til at gøre Forskud til Deltagernes Bedste. Sukkerhuset havde kostet 9817 Rdl. 1 Sk. at bygge, der var altsaa tabt 5817 Rdl. 1 Sk.; paa det omtalte store Parti Sukker var tabt 15073 Rdl. 4 Mrk. 14 Sk. Redskaberne havde kostet 3623 Rdl. 2 Mrk., og der var altsaa tabt paa dem 1123 Rdl. 2 Mrk. I Oktober 1657 havde man optaget et Laan paa 8200 Rdl., hvoraf en Del endnu ikke var betalt. Som Renter af sit Tilgodehavende 2910 Rdl. 3 Mrk. 2 Sk. tilkom der Søren


326

Lavridsens Enke 1566 Rdl., ialt havde hun altsaa til gode 4476 Rdl. 3 Mrk. 2 Sk., altsaa foruden de 4000 Rdl., der indkom ved Sukkerhusets Avktion, 476 Rdl. 3 Mrk. 2 Sk.

Hun stævnede denne Kommissions Kendelse for Byretten til Stadfæstelse. Lavrids Kristensen Bang var den eneste, der nedlagte Protest mod, at der udstædtes Skøde paa Sukkerhuset, førend han fuldkommen var bleven fornøjet for sin 1/32 Part, og forlangte, at de indkomne Penge skulde deponeres i Retten, til han blev betalt. En Kreditor i Søren Lavridsens Dødsbo formente, at Pengene for Sukkerhuset skulde komme Dødsboet til bedste. Paa Bytinget afsagdes derpaa den Dom 18. Marts 1672, at efterdi det var med Participanternes Samtykke, at Sukkerhuset var blevet solgt, da kunde Protesten ikke hindre Skødet, dog hvis nogen af Participanterne havde nogen lovlig Indsigelse paa Grund af Tilgodehavende eller paa Kommissionens Gærning, da skulde denne Være dem forbeholden.

Kort Adelaer indstævnede nu for Magistraten den imidlertid afdøde Byfogeds Enke med hendes Lavværge og Børns Formyndere tilligemed Avktionsdirektøren til Stadfæstelse af Dommen og Skødet, idet Avktionsdirektøren Oluf Simonsen 18. Marts 1672 paa Bytinget havde udstædt Avktionsskøde fra Participanterne til Kort Adelaer paa Sukkerhuset, og Magistraten stadfæstede Bytingsdommen 28. Nov. 1672. Til ydermere Stadfæstelse lod Kort Adelaer Sagen indstævne for Højesteret, og Kongen indstævnede 3. Decb. 1672 Magistraten og Oluf Simonsen til at møde for Højesteret.

Her protesterede Lavrids Kristensen ikke saa meget mod at Skøde blev givet den, der havde købt Sukkerhuset, som mod at Købesummen blev udlagt til Søren Lavridsens Enke, førend han fik betalt sin Fordring for 1/32 Indskud, hvilket med Renter udgjorde 1450 Rdl., der enten kunde blive staaende hos Kort Adelaer eller deponeres i Retten. Desuden fremkom Bertel Jensen med samme Fordring. Højesteret kom ved sin Dom af 20. Marts 1673 til det Resultat, at "efterdi


327

det er Participanternes Bedste, at Sukkerhuset er solgt og Borgmestere og Raad i deres Dom reserverer benævnte Participanter enhver sin lovlige Prætension for hvis Fordring, nogen af dem kan have eller paa Mændenes Gærning at sige, er derpaa Ret afsagt, at Borgmestere og Raads Dom bør ved Magt at blive, dog at de Penge, som Sukkerhuset er solgt for, bliver in Sequestro, indtil de interesserede og fordrende deres Prætensioner med Retten udført have, hvilket inden 6 Ugers Forløb efter denne Doms Dato bør at ske."

At Søren Lavridsens Enke virkelig fik Pengene, ses af en kgl. Skrivelse af 7. Avg. 1673 til Direktørerne for det Ostindiske Kompagni, at de Penge, som dette Kompagni skulde betale hende for Sukkerhuset, skulde udbetales til Gehejmeraad Generalkrigskommissær Otto Povisk; Søren Lavridsen er saaledes bleven Kongen 3869 Rdl. skyldig paa sine Regnskaber som Krigskommissær, hvilket ses af en Kvittering fra Otto Povisk af 5. Decb. 1673 til Direktørerne for Ostindisk Kompagni; af denne ses det ogsaa, at nævnte Direktion havde købt Sukkerhuset af Kort Adelaer; det solgte det først 1697, men i Begyndelsen af forrige Aarhundrede ophørte man med Raffinaderiet, indtil dette igen oprettedes her 1776 af det guineiske Kompagni 1).

Selv et Foretagende som et Sæbesyderi kunde ikke faa Fremgang. 21. Feb. 1620 fik Hans Røper Eneret i 10 Aar paa at syde og forfærdige saa megen god og ren Sæbe, i alle Maader saa god som den hollandske grønne Sæbe, som han kunde forsyne Kjøbenhavn, Køge, Helsingør, Aarhus og Aalborg med. Han skulde sælge Pundet for 4 Sk. i Sæland, men for 4 1/2 Sk. i de jydske Byer og ikke dyrere uden Kongens Tilladelse, og skulde hvert Aar forsyne hver Købstad med hvad den behøvede og give 50 Daler aarlig i Rentekamret for sin Bevilling. Af et Kongebrev af 15. Avg. 1621 ses det, at der var indkommet adskillige Besværinger og

__________

1) Disse Oplysninger findes iblandt Ejendommens Papirer.


328

Klagemaal over den Sæbe, han forfærdigede. Derfor fik Knud Pedersen, Karl Tisen, Henrik Henriksen og Melkior Vinkel Befaling, at de altid herefter skulde granske i Hans Røpers Hus, førend han indpakkede Sæben i Tønder, Fjerdinger eller Ottinger, om den var saaledes gjort, at den kunde passere for godt Købmandsgods, og de skulde anmelde for Magistraten den daarlige Sæbe, at det kunde forbydes ham at sælge den, og om at sætte en viss Pris paa den tjenlige Sæbe, eftersom Oliens Pris var. Hans Røper forbrød dog snart sit Privilegium, ti 25. April 1622 ophævede Kongen sit Forbud mod Indførsel af Sæbe, saa Handelen dermed igen blev given fri. Dog ønskede Kongen, at Magistraten skulde forhøre sig, om der var nogen i Byen, som vilde antage saadant Haandværk med Sæbe at syde og nyde den Fordel, som ellers Fremmede fratager Borgerne, og Kongen lovede at ville give saadanne Personer saadanne Friheder, som var fornødne, saa fremt de vilde give saa godt Køb, som de Fremmede solgte det for, og levere saa god Sæbe, som de Fremmedes var 1). Der kom dog næppe noget Sæbesyderi i Gang førend 1660.

Garvernes Barkmølle blev i Modsætning til Sæbesyderiet af en usædvanlig lang Varighed. 30. Juli 1634 tillod Kongen Skomagerne at flytte en Vejrmølle ved Værebro til et Sted udenfor Nørreport, som Lensmanden skulde udvise dem. 15. Okt. 1635 skødede Kongen til 2 Garvere denne Mølle, der havde været bevilget Skomagerne til at male Bark paa 2). Det er udenbys Klædebo Kvarter Nr. 50 i nuv. Guldbergsgade paa Nørrebro Nr. 3, 5, 7, 9.

I Forbindelse hermed kan nævnes Skomagernes Garverhave. 20. Juni 1650 skødede Frederik III til 8 Skomagere, der paa Grund af Fæstningsværkernes Udvidelse skulde miste deres tidligere Plads, en Grund udenfor Vesterport mellem Roskilde- og Beltgade og ud til Trenche-

__________

1) K. D. II 616-17, 651-52, V. 48.

2) K. D. III 132, 155, 807.


329

mentet eller det Fæstningsværk, der var anlagt langs Rosenaaen, altsaa imellem S. Jørgens Sø og Vesterbrogade nærmest ved Bagerstræde. Efter 1660 blev den lagt sammen med Dronningens Enghave og var sat til 1 Skp. Hartkorn eller 2 Høveders Græsning. Derimod havde Skomagerne allerede 1662 en anden Garverhave, der 1689 var Nr. 252 i Adelgade og nu er Nr. 78 og 80 1).

5. Maj 1636 fik Lorens Skrøder, Organist ved Helligaands Kirke, Privilegium paa uhindret af Snedkerne at holde Svende til at forfærdige Symfonier og Clavicordier 2).

26. Sept. 1628 og 6. Okt. 1636 fik Herman og Johan Wøest Tilladelse til fra fremmede Steder at indforskrive Mestere til at forfærdige Høleer og Skæreknive, og Kongen paalagde en Told paa dem, der blev indførte, forat beskytte denne Industri; dog skulde Brødrene Wøest forpligte sig til at sælge Dusinet for 7 Sletdaler, men paa Veksel for 7 1/2 Sletdaler, naar de skulde tage de mindre gode tilbage igen. Da Herman Wøest siden klagede over, at hans Meddeltagere var døde og han selv gammel og skrøbelig, lod Kongen 28. Okt. 1641 Privilegiet gaa over til Kristian Alkenbrecht, Hans Vinberg og Frederik Espach, der var Mestere paa samme Haandværk, men da der i Begyndelsen vilde anvendes stor Bekostning, førend ny Mestere kunde indbringes, forbød Kongen at ingen andre Mestre maatte nedsætte sig i Løbet af 15 Aar i Købstederne og i de nærmeste Len i Sæland, derimod stod det enhver frit for at indføre Leer, Skæreknive, Partisaner, Piker og deslige, ligeledes maatte enhver Mester, der allerede bode her i Landet, frit forfærdige, gøre og sælge sligt. 12. April 1650 fornyedes dette Privilegium 3).

7. Sept. 1649 fik Henrik Müller og Medinteressenter Privilegium paa et Saltværk, hvorved Landet kunde for-

__________

1) K. D. I 763, 778, 780, II 838, III 337, 341, 743.

2) K. D. III. 160.

3) K. D. III 168, 228, 329.


330

synes og Pengene blive i Landet, da man mente, at det her kunde sælges billigere end det indførte. Ved Strandsiden indenfor den ny Befæstning skulde der anvises dem en bekvem Plads og det skulde i 30 Aar ikke være andre end dem tilladt at indrette noget andet Saltværk i Sæland, og efter den Tid skulde de selv, eller hvem, de overdrog det til, være nærmest til at faa videre Privilegier. Hvad groft Salt, de behøvede til deres Saltværk, skulde de kun give halv Told af, men det smaa Salt, som de forarbejdede, maatte de overalt i Kongens Riger toldfrit forhandle. Da der allerede 1655 oprettedes et særeget Saltkompagni, der skulde hente Salt fra fremmede Lande, er Henrik Müllers altsaa allerede da ophævet. Henrik Müllers Saltværk var paa Slotsholmen 1).

1624 nævnes en Glasbrænder i Kjøbenhavn, Mathias Grundtman, der ifølge Toldregnskabet for dette Aar forfærdigede Spidsglas med og uden Dækkel, Rørglas, Bennikeglas og Pasglas, men da Glasindustriens Historieskriver ikke omtaler ham, har hans Virksomhed vistnok været uden Betydning. Han bode en Tid i en Bod paa Østergade 2).

5. Dec. 1652 blev Robert Colnet antaget som kgl. Glasbrænder, og Kongen indrettede et Lokale til ham ved Løngangen, formodenlig samme Grund, som han selv siden blev Ejer af, ti 7. Maj 1658 fik han Skøde paa en Plads mellem Løngangen, Havnen og Møllekanalen, som han skulde være forpligtet til altid at bruge til et Glasværk og til Gengæld aarlig levere Kongen 500 store og smaa Spidsglads og desuden skære, slibe og polere allehaande Glas og udføre alt andet Glasarbejde, som Kongen ønskede. Grunden maatte alene sælges til Kongen, naar den ikke mere brugtes som Glasværk, imod 1000 Sletdaler. Den følgende Belejring bragte ikke Glasværket til den ønskede Fuldendelse, Colnet blev Officer og fik 1668 som Major sin resterende Gage udbetalt, da han

__________

1) K. D. III 317-18 Encomion regni Dan. S. 155. Jfr. foran S. 225.

2) K. D. I 598.


331

vilde anvende Pengene til Glasværkets Oprettelse, men dette skede dog ikke, og 1669 indhentedes der Erklæring, om han kunde beholde sit Hus og sin Plads ved Kanalen, eftersom han ikke benyttede dem efter Bestemmelsen. Colnet døde 1694 som Oberstløjtnant 1), men sin Grund ved Kanalen beholdt han sikkert til sin Død, idetmindste ejede han den endnu 1689, da den opføres som Oberstløjtnant Robberts Gaard i Stormgade med hosliggende Lejevaaninger og øde Plads ud til Kanalen. Det er nu Nr. 2, 4, 6, 8 i Stormgade og Nr. 6 ved Fredriksholms Kanal.

Et stort Foretagende var i Frederik III's Tid nær ved at komme i Stand, idet Kongen 13. Januar 1653 2) tillod ikke mindre end 50 fordrevne bømiske Klædemagere med Koner, Børn og Svende at begive sig ind i Landet og gav dem foreløbigt Ophold i det store Hus paa Ladegaarden, en høj 3 etages Bygning, hvis Anselighed ret træder i Øjne paa Dalbergs Afbildninger. Kongen gav dem mange gode Privilegier, som det er overflødigt her at nævne, ti der kom ikke hertil, saa vidt man kan se, mere end 1 Klædemager, der hverken har haft Svende eller andre Medhjælpere, som det ses foran S. 27.

Stort andre end ovennævnte industrielle Forsøg, hvoraf de fleste mislykkedes, har næppe været i Kjøbenhavn, men følgelig har kjøbenhavnske Borgere haft Del i lignende Foretagender i Omegnen, dog dette vedkommer os ikke her.

Af Gæstgivergaarde eller Herberger, som de da kaldtes, havde Staden 1523 30 og mange af disse tilhørende de mere velhavende Borgere, saa der sikkert har været flere smaa Herberger desuden. Disse Herbergers Beliggenhed nævnes oftest ikke, dog ses det, at der var 3 af dem paa Amagertorv, 1 paa Gammeltorv og 1 paa Vestergade. Imod Enden

__________

1) Se C. Nyrop Danmarks Glasindustri i Hist. Tdskr. 5 R. I 503-07.

2) K. D. III 408-09.


332

af det 16. Aarh. var Oksekopen paa Østergade en af de mest ansete. Det laa hvor nu Salomens Apothek og dens 2 Nabohuse ligger, men Grunden gik ogsaa længer mod nord og indtog en Del af Efterslægtselskabets Skoles Grund. Sandsynligvis havde det Navn af et Studehoved over Døren. Her tog Adelen ind og her henvistes førgældede Adelsmænd til at holde Indlager eller sidde i Gældsfængsel paa egen Bekostning til Gælden var betalt. Oksekopen ophørte i Beg. af 17. Aarh. at være Gæstgivergaard, og Grunden blev 1642 udparcelleret af en Murmester Timian, der havde arbejdet paa Indrettelsen af Holmens Kirke.

Paa Amagertorv ejede Staden en stor Grund, der gik ud til Østergade, S. Jørgensgade og Kirkestræde og hvorpaa den havde et Stenhus og 11 Lejehuse. Allerede 1607 nævnes den som Værtshus med Navnet Lækkerbidsken, der allerede 1610 havde fyrstelige Gæster. 14. Sept. 1613 fik Apotheker Henrik Vobner Frihed for borgerlig Tynge og Tilladelse til aarlig frit at indføre 10 Læster Rostokker Øl, da han i det store Stenhus paa Amagertorv havde begyndt og anrettet et offentligt Værtshus "saa enhver, være sig udlændiske eller indlændiske, for en billig Værd der sammesteds kan blive beherberget og bekomme hvis han begærendes vorder." 1620 gav han Byen i Leje 50 Rdl., men siden udlejedes Huset til Klædekompagniet 1). 1656 blev Stenhuset indrettet paany til et Hotel under Navn af Store Lækkerbidsken eller Stadens Gæstehus med Stadens Vaaben over Indgangen og udlejedes for 300 Sletdaler aarlig til Dorethe sal. Jakob Timmermands. 1682 solgtes det til hendes Søn Peter Jakobsen Timmermand for 10531 Sletdaler og blev staaende lige til Ildebranden 1795, da det blev ødelagt, men var da ikke længer Værtshus. Det var i stor Anseelse og mange fornemme Rejsende har bot der. Efter 1660 nævnes en stor Mængde Værtshuse ved Navn, men før den Tid fore-

__________

1) K. D. I 590. II 593. VI. 194, 198.


333

kommer de kun sjeldnere, da vi ikke har saa rigelige Hjælpemidler til at finde dem 1).

Det lybske Herberg, nu Nr. 14 paa Amagertorv og Nr. 12, 14, 16, 18 i Niels Hemmingsensgade nævnes 1558 mellem Gaarde, der tilhørte Kongen. Det tilhørte 1541 den bekendte Forfatter og Oversætter af Rejnike Foss Herman Vejer, der tidligere var Borger i Malmø. Kongen skrev nemlig i dette Aar til Hr. Anders Bilde, at han skulde paa Kongens Vegne indlade sig i Handel med Herman Vejer, som bor i det lybske Herberg, om hans Gaard i Kjøbenhavn, hvis den laa Kongen belejlig 2). Handelen er sandsynligvis kommen i Stand, idet Kongen, som omtalt, 1558 opføres som Gaardens Ejer. At Herman Vejer dog er vedbleven at drive Herberg i Gaarden eller i alle Fald har haft saa stort Husrum, at han har kunnet herberge mange Gæster, ses af, at han 1556 havde Hertug Hanses Folk i Logi, da denne var i Kjøbenhavn til Hertug Ulrik af Meklenborgs Bryllup 3). 1581 tilhørte det lybske Herberg Raadmand Henrik v. Møsen og 1590 gik 7 Adelsmænd her i "Indlager" samtidig med at 4 andre gik ind i Oksekopen 4).

30. Dec. 1620 bestemte Kongen sin Gaard i Højbrostræde, som han nylig havde købt af Fru Ellen Marsvin 5), til et Herberg og overdrog det til videre til Johan Eriksen, imod at han forpligtede sig til "baade tidlig og sildig at tage imod hvis Fremmede hid komme, det være sig høje eller nedrige Standspersoner, eftersom Logementet kan taale og han kan logere, og dem, enhver efter sin Stand og Vilkaar for en billig Betaling traktere og medfare, det bedste han kan og Tiden og Lejligheden det kan give, og sig til-

__________

1) Se Dr. Burman Beckers Afh. i D. Saml. 2 R. I 343 flg., hvor Lækkerbidsken er afbildet.

2) Rørdam Historieskrivningen i Danmark S. 33.

3) Ny Kirkeh. Sml. V. 410.

4) K. D. I 511 IV 562, 690.

5) Denne Gaard maa ikke forveksles med "Fædrelandets" Gaard, der ogsaa havde tilhørt Familien Marsvin, se Hafnia Hodierna S. 189.


334

børligen imod dem forholde og sit Folk det samme lade gøre, eftersom han vil ansvare og være bekendt." I Leje skulde han give 200 Daler Kurant. Dette varede dog ikke længe, ti 1626 solgte Kongen Gaarden, der laa paa det sydlige Hjørne af Højbrostræde (nu Højbroplads) og Læderstræde, til Steffen Rode. 1661 ejedes den af Frands Rode og er Del af nuv. Nr. 4 paa Højbroplads.

1. Feb. 1649 fik Jean Reoy Brev paa at nedsætte sig i Kjøbenhavn og der holde Herberge, hvorfor han blev forskaanet for borgerlig Tynge 1). 1646 omtales Niels Nielsen i Fortunen, der skulde have Betaling for de Bremiske Sendebuds Fortæring. 1660 testamenterede Nille Niels Nielsens, boende i Fortunen, Kirken, Skolen og Fattige 1500 Daler 2). Fortunen er det nuværende Hotel Royal og tilhørte 1713 Etatsraad Fredrik Rostgaard. Denne Ejendom har givet Fortunstræde Navn, idet dette oprindelig hed Kirkestræde.

Et storartet Hotel opførtes i Begyndelsen af Fredrik III's Regeringstid af Henrik Müller, der 29. Juli 1648 fik overdraget af Kongen den Plads, hvorpaa Kancellibygningen nu staar, hvorpaa han skulde bygge et Boldhus med Værelser til Boldmesteren og et Værtshus, hvorpaa fremmede Folk og "Passagiers" bekvemmelig kunde logere. Da der udkrævedes en stor Kapital hertil, gav Kongen Frihed for al borgerlig Tynge, Skat og Indkvartering af Bygningen og aarlig Toldfrihed for 10 Stykker Rinskvin, 20 Oksehoveder Franskvin, 6 Piber Spanskvin og 10 Læster Rostokkerøl eller andet fremmed Øl eller i det Sted Vin, hvis Accise beløb sig til samme Sum som Øllet, dog skulde Henrik Muller straks begynde paa Bygningen og anvende sin største Flid paa at gøre den færdig indtil Somrens Udgang. Dette Hus berømmes stærkt af J. L. Wolf 3), idet han beretter, at Henrik Müller havde "ladet bygge den Plads imellem Børsen og

__________

1) K. D. II 643-44 III 53.

2) K. D. III 307. V 293.

3) Encomion regni Dan. S. 151-52.


335

Hans Majestæts Provianthus, hvor han af Grunden et meget kosteligt muret Hus med skønne Gemakker har ladet opsætte og derhos et meget herligt Boldhus, hvis Lige udi Bygning og Overdel med Skabelon og Maling man næppelig ved af dets Lige at berømme og sige, med en skøn og hvalt Kælder under, hvor adskillige Slags Drik der til Købs indlægges kan. Fra Slottet og til dette Boldhus er en Løngang gjort for Hans Majestæt og Dronningen, naar de vil forlyste sig her at se, hvo der leger, da er der en Sted, hvor de med Lyst kan staa og sig omse."

30. Sept. 1652 fik Kongens Hofmarskalk Adam Henrik Pentz Tilladelse til at leje Henrik Müllers Værtshus og beholde de ham givne Privilegier, men disse toges tilbage 14. Marts 1656 et Aars Tid førend Pentzes Død. 1659 overdrog Henrik Müller baade Værtshuset og Boldhuset til Kongen, og det førstnævnte overlod Kongen 1659 til Hofmarskalk Johan Kristoffer von Cørbitz til Beboelse, og der er ikke mere Tale om Værtshushold her.

Boldhuset blev 6. Jan. 1659 overdraget til Jean Ageon tilligemed Loft og Kældre og nogle Værelser. 1658 var Kældren bleven brugt som Fangekælder, men 1659 udgik der flere Gange Befaling om at rense den, ligesom at foretage nødvendige Reparationer baade paa Boldhuset og den Gaard, Cørbitz fik 1).

Udenfor Portene oprettedes flere Gæstgivergaarde under Kristian IV. Saaledes fik Raadmand Iver Povlsen 1614 Bevilling til at holde offentligt Herberg i det Hus, han havde ladet bygge udenfor Østerport, hvor den Person, der bode i Huset, i Potte- og Kandetal frit maatte sælge, skænke og udtappe Vin, tysk Øl, dansk Øl og anden Drik, dog imod den tilbørlige Told og Accise. Af en Jordebog 1620 ses det, at han gav 12 Sk. i Jordskyld om Aaret af den Have, i hvilken

1) K. D, III 303-04, 405-06, 483-84. V 405, 448-49, 480. 578, 615, 625, 663, 675.


336

Kroen var, og at den laa østen for Adelvejen, formodenlig tæt udenfor Porten 1). 1615-16 bekostede Byen 9 Mrk. paa Stenbroen udenfor dette Hus, hvilket Revisionen fandt, at han selv burde have bekostet. 1633 ejedes Stedet af Jakob Bastian, men det er uagtet megen Søgen for Øjeblikket umuligt at se hvor Kroen har ligget. Udenfor Vesterport anlagdes den saakaldte Mikkel Vibes Kro. 18. April 1619 fik Borgmester Mikkel Vibe og Tolder Jakob Mikkelsen Bevilling til udenfor Vesterport at lade opbygge et Gæsteherberg med Tilbehør og desuden oprette et Skytteri derved, hvor der kunde skydes med Bøsser, Armbørster og Flitsbuer, og Kongen havde bevilget dem at ville lade udvise en Plads 350 Skridt lang og 80 Skridt bred, altsaa 2 Tdr. Land. Kromanden skulde være fri for al uden- og indenbys Besværing og Paalæg og maatte sælge fremmede Drikkevarer, dog skulde Kongen have sin tilbørlige Rettighed, da det var udenfor Byen. Herimod stillede Kongen den Betingelse, at Huset og dets Tilbehør saa vidt muligt skulde være færdigt samme Aars Sommer.

Det fremgaar ikke af Privilegiets Ord, at Grunden tilhørte Kongen, der kun giver Tilladelse til, at der maa udvises Jord af den bestemte Størrelse. Jorden er sikkert oprindelig Byens, skønt det ikke bestemt fremgaar af, at det 1675 ved en Raadstueafsked vedtoges, at der skulde gives 10 Sldl. i Jordskyld, ti paa den Tid gav alle udenbys Jorder Jordskyld, selv om de var bortskødede af Kongen, ej heller findes den i Jordebogen fra 1633, saa den i alle Fald har været fritaget for at yde Jordskyld til Byen.

20. Feb. 1621 bevilgede Kongen dem, der nu havde og i Fremtiden ejede samme "Dolhof" og Skydebane, følgende Privilegier: Værten eller den, der bode i denne Dolhof og Gæsteherberg maatte af de forbikørende Bønder købe de Levnedsmidler, han behøvede; han maatte selv frit brygge

__________

1) K. D. I 611. II 595. VI. 202.


337

og bage hvad han behøvede til at underholde Herberget med, og det fri for al Told og Impost enten paa Møllen eller i anden Maade i 4 Aar, i hvilken Tid han ogsaa uden Told og Accise enten i Sundet eller andensteds maatte indkøbe den Vin, han behøvede, men siden skulde han give Told som en udenbys Mand; Kromanden eller den, der bebode denne "Gasthof", skulde for sin Person være aldeles fri for inden- og udenbys Tynge og maatte toldfrit indføre sit Bohave fra Holland. Det lader altsaa til, at Kromanden var en Hollænder, og det hedder videre, at Kongen vilde lade forfatte en Ordinans og Skik, hvorledes der skulde forholdes i samme Gæsteherberg og ved samme Skydeplads enten efter den Skik, som var brugelig i Holland, eller ogsaa paa en anden Maner, som kunde være bekvemmeligst efter dette Lands Lejlighed; hvis Kromanden døde og hans Enke begærede at flytte af Landet igen, skulde dette være hende tilladt uden nogen Afgift. Kromanden maatte have Græsning paa Byens Fælled for 3, 4 Kør, nogle Faar og et Par Heste. Kongen lovede paa denne Side af Byen ikke at tilstede flere saadanne Skydepladser, og hvis det i Tidens Løb blev fornødent at anordne flere Gæsteherberger, skulde dog ovennævnte Privilegier være uhindrede. Da de 4 Aar var gaaede, fik Kromanden endnu 2 Aars Toldfrihed paa Øl og Vin 1).

Mikkel Vibes Kro var altsaa indrettet til et finere Forlystelsessted udenfor Byen, men der forlyder intet videre om, hvorvidt det svarede til Øjemedet. Kongen gjorde dog Ære af Stedet, ti i hans Almanak for 1621 findes: "Den 26. April var jeg uden Byen og skød om en Okse og lagde 2 Rosenobler med, der de skød om samme Okse; item den 29. April havde jeg nogle af Borgerskabet til Gæst i min Have, som havde skudt med om denne Okse." Skydebane for det danske Kompagni var her ikke og det er tydeligt,

__________

1) K. D. II 648-49. III 49, 800, 803.


338

at Skydebanen aldeles forfaldt, naar den ikke omtales med et Ord i Johan Monrads Levned, hvor dog Kjøbenhavnernes landlige Forlystelser i Fredrik III's Tid skildres. Den var allerede i Forfald længe før, ti 1628 fik Mikkel Vibes Arvinger kgl. Befaling til at reparere og vedligeholde Bygningen, hvis den ikke skulde være forbrudt til Byen 1). Efter Belejringen fik Gabriel Bomand 1661 Privilegium paa en Skydeplads paa Vesterbro, meget nærmere ved Byen, nemlig omkring ved nuv. Viktoriagade, uden at der at Tale om at hævde ældre Rettigheder for Mikkel Vibes Kro. Mikkel Vibes Arvinger afstod hans Del 1638 til Jakob Mikkelsen, og hans Arvinger skødede den 1646 til Kaptejn Jakob Andersen, der straks afstod den til Kristen Jensen Skræder, som solgte den 1651 til Niels Erlandsen, kgl. Teltmager.

Mikkel Vibes Kro laa følgelig ved Landevejen udenfor Vesterport, der ved dens Anlæg kun var Gamle Kongevej, men da Vesterbrogade blev lagt igennem, i Aarene efter 1639, kom denne Landevej til at gaa tværs igennem Grunden, og da Niels Erlandsen var i Gæld til Brandtavlen, fratog Magistraten ham det Stykke Jord mellem Vesterbrogade og Gamle Kongevej og overdrog det til Kristen Jensen Sanger eller Flyndermand for 300 Sletdaler, hvilket er Vesterbrogade 76, 78, 80, 82, Værnedamsvej 2 og 4; da Niels Erlandsen 1671 gav Kristen Sanger Skøde, forbeholdt han sig Kroretten. Den anden Del af Mikkel Vibes Kro er nuværende Vesterbrogade Nr. 69 og 71 imellem Saxo- og Dannebrogsgade og herfra udad mod Stranden.

I en ældre Tid havde Byen sikkert selv baade Heste og Redskaber til at udføre alt offentligt Arbejde og Kongeægter, men mindst siden 1543 har dette været overdraget Vognmandslavet. Fra dette Aar overtog det at holde Dammene udenfor Byen, nemlig den ved S. Jørgen (Gamle Kongevej), Peblingedammen (Ladegaardsvejen) og den udenfor Østerport, naar den

__________

1) K. D. V 102.


339

blev færdig, ligesom at vedligeholde en god Vej over den onde Bæk ved S. Jørgen (Vejen, der som Fortsættelse af Møllegade gik over Ladegaardsaaen.) Disse Damme eller Dæmninger var Stadens Forbindelsesveje med Omverden. Dernæst skulde Vognmændene bortføre Stadens Fejeskarn, der var sammenfejet paa Gammeltorv og ved S. Peders Kirke, saa ofte de blev tilsagte. De skulde ogsaa, saa ofte som det var fornødent, bortføre Snavset fra Skarnkisterne ved Stranden og endelig Nat og Dag være villige til at udføre Kongens og Stadens Ærende. Til Godtgørelse herfor blev de fri for Grøftepenge og for Rytter- og Landsknægtehold, undtagen naar Staden besværedes med usædvanlig stor Indkvartering 1).

Det er formodenlig kort efter at Magistraten havde faaet en ny Vang, i Aaret 1567, at der ogsaa blev udvist Vognmændene en særegen Mark 2), bestaaende af 21 Jorder og nogle Enge imellem Borgervangen og Emdrup Mark, den endnu saa kaldte Vognmandsmark. 1622 ses det, at de i Tidernes Løb var blevne forskaanede for den omgaaende Dag- og Nattevagt, Byens Arbejde, alle Skatter, for Kæmnerens og alle andre Byens Bestillinger og havde desuden fuld Vognleje saavel af Adelige og Uadelige som af al Byens Menighed 3).

Efter Lavsskraaen af 1518 skulde de da ogsaa udføre Kongens og Byens Arbejde, men for Løn, og det ses at de ogsaa dengang bortførte Stadens Urenlighed.

1610 4) vedtoges det, at der altid skulde være 40 Vognmænd og at ingen maatte optages i Lavet, uden han formaade at holde 2 Par gode Heste, det ene til udenbys Færd, det andet til at bruge paa Gaden, ligesom 2 Vogne, en Færdselsvogn og en Gadevogn, og blandt Gadevognene skulde Oldermanden altid lade der være 2 med Tønder til at age Kalk. Disse 40 Vognmænd havde Eneret til Vogn-

__________

1) K. D. II 260-61.

2) I Lavsskraaen fra 1622 siges at dette er sket for over 50 Aar siden.

3) K. D. II 698-99.

4) K. D. II 566-67.


340

mandskørsel, men til alle Aarsmarkeder i Sælænd og 5 Dage derefter stod det frit for Bønder og enhver anden at age for Købmænd, Kræmmere og andre. I de nærmest foregaaende Aar havde adskillige uden Tilladelse nedsat sig udenfor Portene og berøvede Vognmændene deres Næring, idet de rejste omkring til Markeder og brugte Landkøb og Forprang, foruden at de holdt Heste og Kvæg paa Byens Fang, uden ellers at skatte eller gøre anden Borgerpligt. Over saadanne skulde Oldermanden og Kæmneren 2 Gange aarlig lade optage Fortegnelse og lade dem stille for Retten, hvor de da enten skulde forvises til deres Hjemstavn eller tvinges til at indtræde i Vognmands- eller Sandagerlavet. Vognmændene fra Helsingør, Køge og Roskilde maatte ikke løbe paa Torv eller Gader forat søge Fragt, men skulde blive i deres Herberger og vente paa den Fragt, der blev dem tilbudt, ligesom Kjøbenhavns Vognmænd skulde gøre i deres By 1). Forat Vognmændene lettere kunde faa Hjul, maatte Ingen andre købe Hjul paa Torvet eller sælge dem udenfor Byen. Købte nogen flere Hjul, end han selv behøvede, skulde de være forbrudte. Vognlejen til Helsingør, Køge, Roskilde, Frederiksborg og Slangerup maatte ikke overstige 4 Mrk. Men vilde nogen leje Vogn til Kørsør, Vordingborg eller Kalundborg, maatte man indbyrdes forenes, eftersom Vejen, Fodertiden og Læsset var til. Af store Markedslæs maatte der tages 6 Mrk. Skovfærd eller Markedsrejse en Mils Vej fra Byen og tilbage igen kostede 1 Mrk., længre Rejser betaltes efter Mil. Den, der tog mere end det var tilladt, skulde bøde 6 Mrk. eller sidde 3 Nætter i Kældren og om Dagen bære den spanske Tønde. Hvis en Vognmandskarl sad til Driks og Dobbel eller skjulte sig, saa han forsømte sin Husbondes Fordel, straffedes han med Fængsel, men gav han ikke Husbonden hvad han havde fortjent, skulde han straffes som for anden Utroskab og Tyveri. Vognmændene skulde

__________

1) Jfr. Molbechs nord. Tdskr. III 415-22.


341

blive saa længe holdende i Byens Port, at de kunde give Portneren tilkende, om de havde fremmede og ubekendte Folk med sig og hvor disse vilde drage i Herberg, for at Portneren kunde underrette Byfogden derom. Derefter omtales deres Forhold til Gadernes Renselse, der senere vil blive omtalt, og deres Forpligtelse til at hjælpe i Ildebrandstilfælde, der ovenfor er omtalt 1). 12. April 1622 fik de en ny Lavsskraa 2), eftersom den forrige var ophævet med de andre Lavsskraaer 1613, men denne ny indeholder væsenlig de samme Bestemmelser som hin. Man ser af denne, at det var Skik at sende Breve med Vognmændene, men det bjev dem nu forbudt at tage imod Breve fra Købmænd eller andre, førend de stod i Begreb med at rejse fra Byen, og det paalagdes dem straks paa Bestemmelsesstedet at levere Brevene fra sig. For en Vejlængde af 4, 5 Mil maatte de tage en Sk. af et Brev, ellers i Forhold til Afstanden. En Taxt for Vognleje blev nu opslaaet paa deres Lavshus, en anden paa Raadhuset og en tredie paa en bekvem Plads ved Stranden.

1628 bevilgede Kongen, at Vognmændene ikke skulde besværes med mere end 8 gratis Kongerejser om Aaret, men for flere Rejser skulde de have Betaling 3).

Vognmændenes Lavshus var bygget paa en Grund paa det nuværende Kultorv imellem S. Gertrudstræde, der da gik langs Torvets østre Side, og et andet Stræde der var 66 Alen derfra og altsaa var det, der siden hed Mikkel Vibes Gade og gik langs Torvets vestre Side; denne Grund købte Vognmændene eller det daværende S. Knuds Gilde 1510 af Byen 4). 1668 var Vognmændenes Lavshus i S. Gertrudstræde, nu Nr. 3 og lidt af Nr. 5 i denne Gade, men indtil 1608, da Mikkel Vibe købte det med en stor tilliggende Grund, optog det, som omtalt, det meste af det nuværende Kultorv.

__________

1) 3. Del S. 281.

2) K. D. II 693-702.

3) K. D. III 71.

4) K. D. VI 4-5.


342

En stor Del af Borgerne var Agerbrugere, hvortil de store Grunde indenfor Søerne gav særlig Anledning, medens Magistraten drev sin Embedsjord ude ved Lersøen; Borgmester Mikkel Vibe havde saaledes sin Ladegaard ved den nordlige Side af Kongens Nytorv. De fleste velhavende Borgere havde baade Heste og Kør i deres Stald, der var nødvendig Bagbygning i enhver Gaard. Af Mangel paa Kæmnerregnskaber kan vi nu ikke se, hvor stort Kvægholdet var, men 1676 græssede 139 Kør paa Fælleden udenfor Østerport, 158 udenfor Vesterport og 204 udenfor Nørreport, hver Hjord bevogtet af sin Byhyrde; desuden havde forskellige andre 54 Kør paa Græs, ialt 555, foruden 27 Geder og 18 Faar. Nu er Tallet af Kør, der græsser paa Fællederne, i Gennemsnit det samme omtrent.

Enhver nogenlunde velstaaende Borger havde sin Have, og hvis et Skrift fra 1619 ikke overdriver 1), var Havedyrkningen i høj Flor. Forfatteren omtaler Græskar paa 32 Pund og hvorledes han i en lille Del af sin Have havde samlet nogle Tønder Kommen. Meloner, Asparges, Blomkaal slog aldrig fejl for dem, der lagde Vind derpaa. Æbler, Pærer, Kirsebær, Blommer, Mispler trivedes her lige saa godt som andre Steder, ligeledes Fersken. Lægerne Finke, Bartholin, Fyren og Worm havde modne Figen og Citroner i deres Haver, Pommeranser, Citronæbler, Granatæbler trivedes ogsaa. Han tilføjer, at fremmede Frugter førtes saa rigelig til Byen med Skibe, at de undertiden solgtes billigere her end i sydlige Egne, saaledes kunde man forrige Aar købe 100 Granatæbler for en Daler.

Det var ikke vel set, at man holdt Svin inde i Byen. 20. April 1576 udkom saaledes en kgl. Befaling, at Kongen havde erfaret, "hvorledes en Part Indbyggere understaa sig at holde Svin der udi Byen, baade at opsætte dem paa Egler og ellers holde dem udi deres Gaarde, saa at de og

__________

1) Kraft, Pæan Danicus S. 20-21.


343

undertiden udløbe paa Gaderne, hvoraf megen ond og slem Stank sig tildrager, som baade kan styrke og give Aarsag til Pestilens og anden Sygdom, hvilket tit og ofte der udi Byen mere end andensteds opkommer og iblandt Almuen tager Fremgang, uanset at vi vore Breve og alvorlige Forbud om samme Svin at holde tilforn have ladet udgaa." Kongen forbød nu alle, hvem det end var, at holde Svin i Byen under streng Straf, og hvis Magistraten og Byfogden saa igennem Fingre hermed, skulde de selv staa Kongen til Rette. 17. Juni 1587 udstædte Kongen et lignende Paabud; nogle af hans Undersaatter understod sig at holde Svin i Byen baade paa Sti og omkring gaaende, og da Kongen er "til Sinde ført, som han ogsaa selv der foruden vel kunde betænke, at hvor i saa Maade, synderlig udi en enge bygget Købstad og stor Forsamling, Svin holdes, deraf foraarsages og kommer en ond og forgiftig Luft, hvoraf videre følger Pestilense, Sygdom og anden Sot," og da Kongens tidligere Forbud ikke efterkommedes, men modvillig foragtedes og overtraadtes, forbød han nu atter Svinehold inde i Byen, og paalagde dem, der vilde holde Svin, at holde dem udenfor Byen. Hvis nogen herefter blev befunden at overtræde dette Forbud, skulde han bøde 40 Mrk. til Byens Befæstning og Svinene til Hospitalet. Hvis det spurgtes, at Borgmestre og Raadmænd fremdeles ikke alene saa igennem Fingre hermed, men endog selv understod sig at holde Svin, skulde de ikke alene straffes som ovenfor nævnt, men særlig staa Kongen til Rette som de, der modvillig ikke havde haft hans Bud og Befaling i Agt, "saa og at de selv, som ellers skulde holde derover, have ladet dem herimod forlyste."

Efterhaanden gik dette strenge Forbud ogsaa i Forglemmelse, ti 17. Okt. 1596 udstædtes kgl. Befaling til Kristoffer Valkendorf om at tilholde Magistraten saavel selv som den menige Almue at rette sig derefter, og hvis Forstanderen for Hospitalet var forsømmelig i at indtage de saaledes forbrudte Svin, skulde Lensmanden lade dem optage paa Kongens Vegne.


344

Ej heller udenfor Portene var Svinene vel sete. Da Kongen 1525 overdrog Staden sin Del af Serridslev Mark, enedes Borgerne og Kongen om ingen Svin at ville holde i denne Mark, paa Grund af den Skade, de gjorde paa Stadens Volde og Grave, naar de blev drevne ud og ind. Paa den Tid har man altsaa ikke fundet det skadeligt for Sundheden at holde Svinestier indenfor Voldene, men da var Byen ej heller saa bebygget som 50 Aar senere. 1585 paabød Kæmneren paa Tinge dem, som havde ulovlige Svin paa Byens Fang og som fordærvede og gjorde Skade, at de skulde holde dem ude af Byens Fang og Hegn, saafremt de ikke vilde have dem forbrudt til Kongen og Byen. Omtrent ved samme Tid udsiger nogle Politibestemmelser, at alle Svin og Geder, som løb paa Gaden, paa Voldene eller udenfor Portene paa Stadens Overdrev, skulde være fredløse efter gammel Vis.

I det 17. Aarh. hører vi ikke mere til Svinene, der sikkert holdtes i lukkede Stier udenfor Byen, hvor de hverken kunde komme til at rode op i Bymarken eller Voldene eller forpeste Luften i Gaderne 1).

Vi har nylig nævnt Geder. 1601 paabød Kæmneren paa Bytinget, at alle, som havde Bukke og Geder, skulde være fortænkte at holde dem fra Byens Volde, saa fremt de ikke vilde staa til Rette derfor og have forbrudt Dyrene til Hospitalet 2).

1570 blev det forbudt dem, der bode i Haverne udenfor Byen, at holde Hunde, der løb løse og bed Faar eller gjorde Folk Skade, men man skulde holde dem i Jærnlænker og forvare dem, at de ikke gjorde nogen Fortræd. 5. Sept. 1573 fik Magistraten følgende Befaling: Kongen var kommen i Forfaring, at Borgerne holdt mange Hunde, som løb løse, og en Del løb ud i Marken og Skovene deromkring, forjog Vildtet i Kongens Vildtbane og gjorde fattige Folk Skade

__________

1) K. D. I 362, 462-63, 548-50. II 429-30, 446. IV 749.

2) K. D. II 511-12.


345

paa deres Faar, Lam og andet smaat Kvæg; derfor skulde man lade aflægge og omkomme alle de Hunde, som Borgerne havde, og forbyde dem i Fremtiden at holde Hunde, saafremt de ikke vilde lide Straf. Men hvis nogen vilde holde en Staldhund i sin Gaard, skulde han holde den bunden, at den ikke kom løs. En Del af Blegekvinderne udenfor Byen holdt ogsaa Hunde, men dette skulde ogsaa forbydes dem, hvis de ikke holdt dem bundne 1).

Udenfor Portene havde ikke faa deres Næring af Blegeri, og af saadanne Blegdamme gaves følgelig Leje til Staden. De fornemmere Borgere satte ogsaa Pris paa at eje saadanne, og der nævnes saaledes 2 udenfor Jermers Skanse, 2 ved Pesthuset ved Peblingesøen, en i S. Anne Stræde, hvor nu Garnisons Kirke staar. En stor Blegdam var Kongens Blegdam, som Kristian IV 1646 skødede til Rasmus Jensen Hellekande 2); den laa langs Ladegaardsvejen og strakte sig mellem S. Jørgens Sø og Gravene 250 Alen, langs Søen 437 Alen og langs Gravene 194 Alen 3), eller omtrent 5 Tønder Land; det er altsaa den Grund, hvor nu Banegaarden er.

__________

1) K. D. I. 447. II 606.

2) Om denne ansete Handelsmand se C. Bruun Slaget paa Kolberger Heide S. 77-78; et af hans Skibe deltog i nævnte Slag.

3) K. D. III 265. At Pladsen laa ved S. Jørgens Sø ses af en Fortegnelse over øde Grunde udenfor Søerne fra 1680.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: man feb 28 17:47:35 CET 2005
Publiceret: man feb 28 17:47:33 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top