eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn i Aarene 1536-1660, anden del.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse IV

Kjøbenhavn i Aarene 1536-1660
    - anden del, kap. III

Kbh., G. E. C. Gad, 1885

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

127

III. Forsyning med Vand og Levnedsmidler.

Det ældste Vidnesbyrd om Indledning af Vand har vi i Navnet paa den Plads, der den Dag i Dag hedder Vandkunsten, I ældre Tid betydede Vandkunst et Springvand eller overhovedet en ualmindelig Vandledning. Som det vil erindres var der Afløb af Byens Grave gennem det nuværende Løngangsstræde, og Mølledammen til Kongens Vandmølle var netop den nuværende Vandkunst 1). At Vandmøllen og Vandkunsten var 2 Institutioner, der stod under samme Mands Bestyrelse ses af, at Fredrik II 1567 gav Befaling til at give Understøttelse til Mester Lydeke, der led stor Armod "siden han var kommen af med Vandkunsten og Møllen" 2), 1575-80 nævnes Mester Mathias eller Mads paa Vandkunsten, der fik et aarligt Deputat af Levnedsmidler fra Slottet, og han er samme Person som Mattis Møller, der nævnes 1581 3). Det ses altsaa, at Mølleren og Vandkunstneren i Fredrik II's Tid var samme Person, men paa den anden Side var Vandkunsten og Møllen forskellige.

Vaterkonsten, som den benævnes de første Gange, den forekommer, var en Indretning, hvorved Vandet fra Mølledammen førtes over til Slottet. Den var allerede til 1547 4) og er sandsynligvis anlagt af Kristian III, ti 1539 fik Lensmanden Befaling om at sende Heste "til den Vandkunst" og Borgmestrene fik Befaling til at beskikke og bekoste den Karl, der skulde drive og røgte dem 5). Vandet er altsaa oppompet ved Hestekraft til en viss Højde og derfra i Render ført over Stranden. 1558 gav Kongen Etatholderen Befaling til at undersøge, om "Vaterkunsten" kunde lægges

__________

1) Se 3. Del S. 362.

2) K. D. IV 588.

3) K. D. I 523, IV 615, 647. løvrigt var der mange andre Vandkunstnere. Mere om Vandkunst se Dr. Troels Lund Danmarks og Norges Hist. I 1. 97 flg., III. 142 flg.

4) K. D. II 273.

5) Lassens Befæstningshist. S. 97.


128

paa Hvælvinger over Stranden og saaledes føres ind i Slotsgravene, hvor Vandet da kunde drive endnu "en Mølle og Vaterkunst" 1). Samme Aar havde Kongen indkaldt Bygmester Hans von Diskow fra Meissen for at raadføre sig med ham om Befæstningen af Krogen. Ved samme Lejlighed udbad man sig hans Raad om Vandledningen, med Hensyn til hvilken man havde fattet den Plan at indlede Vandet fra Fursøen, der ikke alene skulde forsyne Slottet men ogsaa Byen. Hans v. Diskow mente imidlertid, at der var Vand nok i Nærheden, uden at man behøvede at ty til Fursøen, og underviste Vandkonstneren Mester Lydeke i at gøre "en Konst", saaledes at man ved 2 Karle og 2 Okser kunde drive Vandet saa højt op paa Slottet, som det var fornødent. 2) Ved en anden Lejlighed, snarere nogle Aar i Forvejen har man brevvekslet med samme Hans v. Diskow og bedet ham om at skaffe en tydsk Vandkunstner, da den herværende var død og havde efterladt en Skabelon (Model), som ingen kunde rette sig efter 3). En Kunst eller Vandkunst betydede altsaa her ikke et Springvand, men var et Pumpeværk til at drive Vandet ind paa Slottet.

Tanken om at tilføre Byen Vand er altsaa udgaaet fra Kristian III, men det varede dog ikke faa Aar, inden nogen saadan Vandledning kom i Stand. Det var først 14. Febr. 1578 at Magistraten udstædte den Forpligtelse at ville udbetale Kongen 3000 enkende gamle Daler, naar det Arbejde var fuldført, som denne havde paataget sig, idet han efter Magistratens underdanige Begæring havde bevilget at ville lede og føre ind i Byen en Vandkonst paa 3 Spring, et paa Gammel-

__________

1) K. D. III 29. Frises Saml. til D. Bygn. og Kunsthist. S. 200.

2) Lassens Befæstningshist. S. 97-98. Om Indretningen af Vaterkonsten paa Slottet med tilhørende Brønd se Frises Saml. til dansk Bygnings- og Kunsthistorie S. 200. Smstds. S. 204 læses, hvorledes der 1655 blev lagt Vandrender ind paa Slottet direkte fra Emdrup Sø.

3) Frises Saml. til dansk Bygnings- og Kunsthist. S. 277-78.


129

torv, et oppe i Købmagergade og et paa Amagertorv. En lignende Overenskomst om Udbetaling af 3000 Daler havde Magistraten dog allerede sluttet med Kongen 9. Jan. 1561, men den paafølgende Krig var formodenlig Skyld i at det ikke kunde sættes i Værk 1). 4. Juni 1578 bød Kongen Kristoffer Valkendorf at skulle handle med Kongens Vandkunstner Mester Hans, i Henhold til en tidligere Aftale, om hans Betaling for Indledningen og skaffe ham de fornødne Render og Bøsser (Bøsninger). Dette Værk blev fuldført i Febr. 1580, hvorfor Kongen 1. Marts opfordrede Magistraten til at udrede de 3000 Daler med det allerførste uden længer Forhaling 2). Pengene var allerede blevne paalignede 23. Okt. 1578, saaledes at Borgerne taxeredes til 2780 og Kongens Tjenere til 485 1/2 Rdl., men Paaligniugen fremkaldte ikke liden Misfornøjelse hos Borgerne 3).

Det vilde være aldeles ubekendt, hvorfra dette Vand indlededes, hvis det ikke fremgik af nedenfor nævnte Andragende fra 1630, at det var fra Emdrup Sø (Lundehussøen). Springvandet paa Gammeltorv indrettedes omtrent paa det samme Sted, som det endnu findes, det kaldtes i samtidige Regnskaber Springvandskommen eller Brønden. Da Gammeltorv 1607 blev udvidet, befalede Kongen at Brønden skulde sættes paa et belejligere Sted midt paa Pladsen 4) og det er sikkert ved denne Lejlighed at Kongen skænkede dertil "det kostelige Kobberbækken og historiske Billede" 5). 1581 indrettede Byen her tillige en Post og lagde derfra Blyrender til Amagertorv, ligesom der indrettedes en Post ved Højbro. Det af Kongen indrettede Springvand paa Amagertorv stod ved dettes østlige Ende ved Stadens Værtshus, altsaa nærmest Østergade. Hvor det

__________

1) Resens Haandskrift, Kjøbenhavns ferske og Brøndvands Bog 1682, S. 10-11, Mansa, Folkesygdommenes Historie, S. 240.

2) K. D. IV 632, 638.

3) Se Tredie Del S. 161.

4) K. D. V 7, 18.

5) K. D. IV 779.


130

har været paa Købmagergade vides ikke, i Resens Tid var det ikke til.

Det varede ikke længe, inden Byens Beboere benyttede Vandledningen til at forsyne deres Ejendomme med Vand. Magistraten klagede til Regeringen over, at saavel Adelige som Borgere lagde Render fra Posten til deres Gaarde uden at ville give noget Vederlag derfor, uagtet Posten "med Byens store Bekostning og Besværing er ført og ledet hid ind udi Byen og endnu dagligen ved Magt holdes", hvorfor Regeringsraaderne 30. Jan. 1593 befalede, at enhver, der havde ført eller vilde lade føre Render til deres Gaarde, skulde give Byen 20 Daler til at vedligeholde Posten med 1). Noget stort Tal af Indbyggere benyttede dog næppe den givne Tilladelse.

I Aaret 1611 indgav den bekendte Mogens Bertelsen 2) et Forslag om at indlede Vand fra Lyngby Sø gennem Ibstrup (Jægersborg), Gentofte og Emdrup Søer til Sortedam, og 1617 lod Kristian IV ham foretage en Undersøgelse af Jordforholdene mellem Fursøen og Kjøbenhavn og beregne Udgifterne ved Gravningen af en Vandledning derfra. Denne skulde føres gennem Bagsværd Sø, Lyngby Sø, Ibstrup Sø, Gentofte Sø, Emdrup Sø og gennem Kjøbenhavn i en lukket Rende, der skulde udmunde i Havnen ved Færgebroen, hvor den skulde ende med en Mølle, den sidste af den Række Møller, der skulde anlægges ved denne ny Vandledning, som vilde stanse Løbet i Lyngby Mølleaa. Foruden denne Vandledning havde Mogens Bertelsen udtænkt en anden Udgravning, der forbandt Stranden ved S. Anne Bro med S. Jørgens Sø, og langs denne mente han, der inden faa Aars Forløb vilde blive passende Boliger for Købmænd, Skippere og Søfolk, medens selve det udgravede Bassin skulde være en Havn 3). Intet af disse Forslag blev imidlertid udført.

__________

1) K. D. II 475.

2) Omtalt 3. Del S. 48-49.

3) D. Mag. IV 171-75. Forslaget fra 1611 i Resens Saml.


131

Nogle Aar efter fik Byen imidlertid en virkelig ny Vandforsyning. Kansleren Kristian Fris, Professorerne og nogle Borgere i Vor Frue Sogn fik nemlig 12. Sept. 1626 kgl. Tilladelse til at indlede Vand fra Emdrup Sø 1) langs Kongevejen igennem Nørreport eller Volden, og siden langs Gaderne til de 50 Gaarde, hvis Ejere var delagtige i Anlægget. Kongen stadfæstede disse Ejendomme Vandet til fri Ejendom, men tillod at antage ny Interessenter, imod at disse betalte det dobbelte Beløb af, hvad Hovedrenderne havde kostet hver af de gamle Interessenter, og desuden selv afholdt Udgifterne ved de ny Renders Anlæg til deres Gaarde. Hvis Vandet formindskedes i Emdrup Sø, maatte man uhindret faa det fra Utterslev og Gentofte Sø, og hvis Fiskemesteren blev nødt til at tømme Søen for Fiskeriets Skyld, skulde dette ikke ske udeu betimelig Advarsel i Forvejen. Magistraten havde intet at sige over Vandrenderne, men naar man havde brudt Gaderne op, var man forpligtet til at brolægge dem tilbørligt igen. Dette Vandkompagni kaldtes Universitetets eller Nørre Springvands Kompagni. Kongen siger ved denne Lejlighed at "Mangel paa Vand ej er den ringeste Bræk her sammesteds findes". Det gamle Springvand var nemlig kommet i Ulave, og ovennævnte gode Exempel fra Vor Frue Sogn fandt snart Efterlignelse. I Marts 1630 udsendte de 3 Borgmestre Simon Surbek, Reinholt Hansen og Jørgen Danielsen en Rundskrivelse, hvori de opfordrede til Dannelsen af et nyt Vandkompagni 2). De gjorde opmærksom paa, at Byens Velstand var Kongen højlig magtpaaliggende, idet han gærne saa, at alt her i Staden saa vel som i andre velforordinerede Steder var udi hæderlig Esse og Brug, "hvoriblandt godt rent fersk Vand at have ikke er det ringeste, men en af de fornemste i Byer og Stæder til Menneskens Livs Ophold, hvormed mange fattige deres Tørst at læske sig ofte maa lade nøje,

1) K. D. III 60-61.

2) K. D. IV 779-81.


132

foruden den fornemste Hjælp deraf udi Ildsvaade samt god Luft og Renlighed udi Pestens Tid, som desværre altfor ofte her i Byen sig tildrager", hvilket Kongen selv storligen for mange Aar siden havde ladet sig være angelegen, idet han selv naadigst havde foræret det kostelige Kobberbækken og historiske Billede til Posten paa Gammeltorv, "endog for Mesterens Uforfarenheds Skyld paa den Tid nu i nogle Aar til aldeles ingen Brug, den ganske By og Gemene (Gemeinde) til Skimf (Skændsel) og Eftertale". Da nu Naturen selv gav Aarsag og Anledning til at have godt fersk og selvspringende rent Vand fra Emdrup Sø, "hvilket dog vore gode gamle Forfædre før os saa vel har begyndt og os Vejen vist fra forskrevne Sø samme ferske Vand med deres store Bekostning her i Byen med Render at indlede, det og ved lige og Magt holdt, indtil nu udi vor Tid det moxen er forfaldet og ødelagt, os til ingen synderlig Berømmelse, er og vel at befrygte, samme gamle Render, dersom ikke tænkes paa gode Midler i Tide, alle med Tiden ganske fordærves og slet ødelægges og vi samme Vand derover aldeles miste". Man vilde derfor søge Kongen om Tilladelse til at lægge 2 Render fra Emdrup Sø, den ene alene til Posten paa Gammeltorv og derfra til Brønden eller Posten paa Amagertorv, hvorfra den kunde gaa rundt omkring i Byen og danne forskellige Poster og Vandspring, og den anden til at indlede Vandet i Interessenternes Gaarde.

Kongen samtykkede i dette Ønske og gav 31. Marts næst efter Statholderen Befaling til at undersøge, om Søens Vand var tilstrækkeligt til begge Render 1). Den første Fundats oprettedes 20. Nov, 1632, og 19. Maj 1637 gav Kongen de 60 Interessenter i Helliggejstes og S. Nikolaj Sogne samme Privilegier som det tidligere Vandkompagni, med den Forskel, at Renderne her skulde lægges gennem Volden ved Østerport 2). Samtidig blev Brønden paa Gammel-

__________

1) K. D. V 118.

2) K. D. III 178.


133

torv helt ombygget og gjort til en "springende Post", der alene i Arbejdsløn kostede 637 Sletdaler og var bygget af 20 Bjelker med 20 Opstandere.

Da dette Vand indlededes gennem Østerport, kaldtes Kompagniet Øster Kompagni; men Vandet, der førte til Posten paa Gammeltorv, fandtes at være saa rigeligt, at man ogsaa vedblev at lede Vand derfra i Gaardene, dog næppe efter 1632, idet mange blev Deltagere i de ny Vandkompagnier. Det var først i Kristian V's Tid at der oprettedes et særligt Fontains Springvands Kompagni.

23. Maj 1642 tillod Kongen 30 Borgere, i Spidsen for hvilke var Byskriver Søren Kristensen And og hans Broder Peder Kristensen And, at lægge Render fra Emdrup Sø gennem Nørreport. Da de fleste af Interessenterne var Bryggere og bode omkring Rosengaarden, kaldtes Selskabet Bryggernes eller Rosengaards Kompagni.

Endnu havde Kongen ladet føre en Rende, ogsaa fra Emdrup Sø, til Rosenborg, hvorfra der igen gik Render til kgl. Bygninger, saaledes til Gæthuset, hvorfra Holger Rosenkrands 1640 fik Tilladelse til at forsyne sin Gaard i Pilestræde, og en Mand i Springgade fik 1641 en lignende Tilladelse; ligeledes 1653 Professor Hans Zoega. 1655 blev der ført Render fra Søen til Slottet. 1)

Medens nævnte Vandledninger hed Springvand, idet de som indledede fra højere liggende Steder var forsynede med et Tryk, der kunde bringe Vandet til at stige i Vejret, havde man, hvad der laa meget nærmere, ogsaa Ledninger fra Søerne og Gravene. Disse sidste forsynedes med Vand fra Søerne, saaledes var der 1620 Indløb ved Jermers Skanse, udenfor Studiestræde, hvilket blev afledet fra Peblinge Sø; ogsaa var der 1570 Tilløb fra S. Jørgens Sø, men da blev det rigtignok afdæmmet 2). Paa Grundtegninger ses Peblingesøens store Bredde i sin sydlige Del, idet en Arm gik tæt

__________

1) K. D. III 211, 215, 425. V 383, 385.

2) K. D. I 352, 618.


134

ind mod Byens Grave, hvor en hvælvet Bro førte Ladegaardsvejen hen imod Nørreport; ogsaa i den modsatte Retning havde Søen en bred Arm, saa Ladegaardsaaen faldt i den allerede omtrent ved Parcelbroen.

Tilløbet til Søerne fra den i ældre Tid saakaldte Langvaddam, nuværende Damhussø, der tilhørte Universitetet, er maaske ældgammelt, men det er dog sandsynligt, at det først er Kristian IV, der har ladet den nuværende Ladegaardsaa udgrave til Søernes Forsyning. Det er nemlig denne Konge, der har opdæmmet Langvaddam ved at forhøje Landevejen, men det er for Øjeblikket ikke bekendt, naar dette er sket. Aaen maa dog have været til, da Kongen byggede Ladegaarden, eller ved 1620, idet dennes Grave blev forsynede ved Tilløb fra Aaen, og det er sandsynligt at denne er gravet i Anledning af, at Kongen erhvervede sig alle 3 Søer 1619. Da vi ingen ældre Kort har, kan vi ikke vide, om Søerne indtil den Tid alene holdtes fyldte ved Kildevældet i deres Bund eller tillige ved Tilløb. Det overflødige Vand fra Emdrup Sø forenedes ogsaa med Ladegaardsaaen, idet det, som nu, løb under den gamle Hyltebro ved Lygten og stødte sammen med Afløbet af Damhussøen.

Det første Pumpevand blev indledet af Magistraten Aar 1609 i Render fra Vestergraven eller den vestlige Del af Stadsgraven gennem Vesterport og Vestergade ind til Gammeltorv, hvor der anlagdes ny Poster ved Siden af Springvandet, og 1613 til "Fiskekisten" paa Amagertorv. 1618 blev Renderne forlængede til Peblingesøen, der saaledes blev Forsyningssøen for Pumpevandet. 1632 anlagdes ny Render fra Vestergrav til Gammeltorv og i de følgende Aar derfra videre gennem forskellige Gader. Disse 2 Ledninger hed det lille og det store Pumpe vand. Ogsaa fra Gravbrønden eller Afløbet af Vandmøllen indenfor Vesterport var der nogle, der ledede Vand i deres Gaarde. Denne Vandmølle vil senere blive omtalt.


135

Om Kristianshavns Vandledninger vil ses under Kristianshavns særlige Beskrivelse.

Kongen havde ogsaa ledet Vand fra Gravene til Rosenborg, hvor han ogsaa havde en "Vandkunst", og fra denne gik Render til kgl. Bygninger som Boderne ved Bremerholm og andre Steder. Herfra tillod Kongen 27. Maj 1637 1) 12 Garvere udenfor (gamle) Østerport at lægge en lille Rende, dog saaledes at Vandet i Gravene ikke led Skade. Dette blev siden Garvernes Vandkompagni.

29. Marts 1656 lod Kongen nedsætte en Kommission til at undersøge Forholdet mellem den Mølle indenfor Vesterport, som Kristian IV havde anlagt og Henrik Müller havde faaet i Udlæg af Kronen, og Vandet i Gravene, idet Magistraten havde stanset Afløbet til Møllen 2). Kommissionen undersøgte derpaa Langvadsdam, hvor Dæmningerne var saa forfaldne, at Vandet stadig løb over dem; her anbefalede man Slusernes Ombygning og Flytning af et Hus ved Kongevejen hen til Søen, saaledes at Beboerne, der tilforn havde haft Tilsyn med Ladegaardsmarkerne, nu for en ringe Løn kunde have Opsigt med Sluserne. Derfra gik den til Kalkhuset (Kalthuset) i Ladegaardsmarken, hvor der i forrige Tider var gjort en skøn stærk Sluse, hvor man foreslog at den blev taget op som overflødig, og da der var begyndt med Opførelsen af en Mølle 3), kunde det ikke ses andet, end at den var til Skade for Vandløbet. Ved Ladegaardshuset var en Sluse, der førte Vand ind i St. Jørgens Sø, denne foreslog man at tillaase, at der kun løb overflødigt Vand der igennem. Dæmningen fra Ladegaarden til Bleghuset (Ladegaardsvejen) var brøstfældig og skulde have tilbørligt Tilsyn, da den var Byen højst magtpaaliggende; St. Jørgens Sø laa meget lavere end de andre Søer, og dens Vand var til ingen anden

__________

1) K. D. III 181.

2) K. D. V 394-96, 397, 406.

3) Dette var ved nuværende Grøndals Bro, hvor Peter Kalthof vilde bygge en Krudtmølle.


136

Nytte end for Byens Befæstnings Skyld. Langs Ladegaardsvejen havde Vandet sit Løb til Gravene gennem en muret Hvælving, der imidlertid var i Forfald og burde hjælpes i Tide, førend den faldt ned, da Vejen udenom Byen gik derover. Naar der var Højvande imellem Indløbet i Gravene og Kammen ved Vesterport, løb al Uhumskhed, Jord, Gødning og hvad der fandtes i Gravene op i Hvælvingen og fyldte den.

Udenfor Vesterport var en muret Dæmning, der kaldtes en Kam, og som stemmede for Vandet i Gravene, saaledes at dette ikke løb i Stranden, men blev ført gennem en Hvælving under Muren ved Siden af Porten; nedenfor Kammen gik Stranden ind langs Søndervold. Ved Synet fandtes Kammen at lække noget 1) og Vandet var saa højt, at der kun var 1/2 Alen til Kammens øverste Rand. Fra denne Kam løb Vandrenderne til Kongens Bryggers og Kristianshavn, og igennem Hvælvingen ved Porten laa Byens Vandrender. Vandet, der gik fra Kammen, førte til Henrik Møllers Mølle, der laa straks indenfor Vesterport. Her tog Kommissionen Byens Rendemester og Vandkikker for sig og spurgte ham om, hvor højt Vandet skulde være, forat der altid kunde komme rigeligt Vand i Renderne, hvortil han svarede, at det skulde staa 2 Kvarter over Renderne, hvorfor man bestemte, at Møllen ikke maatte bruge mere Vand, end at det altid stod 3 Kvarter over Renderne, hvorfor der blev sat et Vandmærke.

Derpaa synede Kommissionen Kanalen bag samme Mølle, der løb hvor nu Renden er langs Filosofgangen og ned ad nuværende Løngangsstræde og som da førte til Kongens Vaskerhus og Valkemøllen (paa Vandkonsten); med denne Kanal burde der være bedre Tilsyn, da de omkringboende lod Rendestenene løbe ud og kastede al Slags Urenlighed deri, saa dette løb ned til Kongens Vaskerhus, naar der

__________

1) Hvorledes Kammen 1668 styrtede sammen se K. D. V 764-65.


137

blev lukket for Vandet ved Valkemøllen, og om Somren, naar Valkemøllen stod stille, gav en ganske ond Stank. Sluseværket ved Valkemøllen var "ganske øde", saa Vandet havde taget sit Løb under det derved staaende Krudttaarn, og man kunde befrygte, at dettes Grundvold vilde lide Skade med Tiden. Her blev ogsaa sat et Mærke, hvor nær Vandet her maatte løbe bort, at der altid kunde være nok til Vaskerhuset. Forat undgaa den onde Stank i Kanalen, burde det tages i Agt, at Møllen ved Vesterport ikke altid maatte staa stille om Somren, men Vandet skulde i det mindste af og til løbe gennem Sluse

Kommissionen var ogsaa ved de andre Søer, Utterslev Sø, hvorfra Byen havde sit meste Springvand, Gentofte Sø, hvorfra der var Afløb til Emdrup Sø, hvor Slusen, som skulde tage Spildevandet, var "ganske øde", derfra løb Vandet til Lersøen; med disse to sidste Søer foreslog man, at den Mand, der bode i "Fuglefængerhuset", kunde have Tilsyn. Fra Lersøen begav man sig til Ny Vartov og fandt her Dæmningen allevegne brøstfældig, hvorved det kunde befrygtes, at Vandet fra Peblingesøen (i.e.: Sortedamssøen) kunde løbe i Stranden. Dæmningen imellem Peblingesøen og Sortedam var vel ved Magt, og begge Søer løb i hverandre. Sidstnævnte Søer fik deres Vand igennem Ladegaardsaaen, der altsaa som nu fyldtes med Vand dels fra Damhussøen, dels fra Emdrup Sø ad Lersøen.

Førend Vandledningernes Tid var man alene henvist til Brøndvand. Af private Brønde nævnes 2 som særlig gode i Belejringens Tid 1535-36, den ene i Gaarden paa det østlige Hjørne af Klosterstræde og Vimmelskaftet, den anden var enten i Snares Gaard i Snaregade eller i Klædeboderne 1), men man drak kun Vandet i Nødsfald, ti i en af Beretningerne om Borgernes Lidelser i denne Belejring hedder det, at de endog havde maattet drikke Vand og at de som

__________

1) Anden Del S. 169. Tredie Del S. 173.


138

havde Øl lavet af Klid, levede som Herrer 1). Man nød vist nødig Vand uden i kogt Tilstand til Levnedsmidler, da man sikkert let kom efter, at det Vand, man havde, var skadeligt for Sundheden; af samme Grund er det vel, at det ofte usunde Brøndvand i Bøndergaarde ikke fremkalder Sygdomme, da man paa Landet sjelden drikker koldt Vand. Offentlige Brønde var vist til fra Stadens ældste Tid. Brønden paa Gammeltorv nævnes 1448, men stod nær ved Husene paa Torvets Vestside; af andre nævnes en i Larsbjørnstræde 1479, en Gadebrønd i Brolæggerstræde 1496, 1523 nævnes et Stræde, der gaar ned til Byens Brønd, 1530 en i Graabrødre, der holdt sig meget længe osv. 2). Under Belejringen 1658-60 maatte man holde sig til Brøndvandet, da Svenskerne havde overskaaret Vandrenderne.

Af offentlige Brønde var der 24 i Aaret 1667, da der blev taget et Syn over dem, hvoraf det ses, at de fleste var af den maadeligste Art. Over de fleste var der et Hus, det vil sige et Trætag, og Vandet blev trukket op i Spande, der hang i Jærnkæder, ved en Vinde. Disse aabne Brønde havde den Ulempe, at skarnagtige Mennesker kunde kaste Urenlighed deri og at man ofte fandt nyfødte Børn i dem, hvorfor der 1668 blev sat Pumper i Brøndene, hvorved sligt hindredes, men paa den anden Side var det vanskeligt at holde disse vedlige, da Stangen, der var af Jærn, i afsides Gader blev bortstjaalen om Natten; saaledes blev man nødt til at kaste flere til. Brøndene var ej heller dybe nok, saa de ved Udkanterne af Byen blev tørre, naar Gravene blev uddybede; de var vist ej heller stensatte indvendig. I Knabrostræde blev 1668 en Brønd tilkastet, der ikke havde været brugt 36 Aar, da Vandet var "sylt" ligesom Stranden. Derimod var der sikkert flere gode Brønde i private Ejendomme;

__________

1) K. D. IV 502. Jfr. hvad der i Tredie Del S. 372 fra en senere Tid er anført om Vanddrikken.

2) K. D. I 216, 237, 337. II 87, 235.


139

1682 var der 725 private. Hver Kirkegaard havde sin Brønd. Ved Vejerhuset laa en af Stadens bedste Brønde, om hvilken det udtrykkelig som en Undtagelse siges, at den var stensat i Bunden. Det var derfor et Særsyn, da Kristoffer Valkendorf 1584 lod mure en Hvælving i Volden ved Mønten (ved Enden af Møntergade), hvorigennem Vandet kunde have sit Udløb fra Gaderne og lod derefter opsætte den skønne Brønd i Volden af hugne Sten, "mangen Mand og Fattig til stort Gavn og Bedste" 1). Denne Brønd maa have ligget udenfor Brøndstræde, der har faaet Navn efter den, idet den oprindelig hed Lille Vognmandgade 2), men Brønden blev ødelagt, da Volden blev nedreven i Midten af det 17. Aarh. Vi har tidligere omtalt den strenge Irettesættelse, som Kristian IV 1647 gav Magistraten, fordi den tillod Borgerne at tilkaste sine Brønde 3), men hertil gav Magistraten den Forklaring, at der nu var indlagt saa mange Vandrender fra Vandledningerne, at der paa flere Steder ikke var Brug for Brøndene, og da der i saadanne Brønde af slemme Mennesker ved Nattetid kastedes Aadsler og Urenlighed, havde mange begæret, at saadanne ubrugelige Brønde, der stod i snævre Gader, maatte belægges med Fjæle, der i fornødent Fald let kunne aabnes, og i andre var der sat Pumper. Med Hensyn til de Brønde, den brugtes, da var de alle aabne som af Arilds Tid og mange brøstfældige og trængende til Rensning, men da der paahang Byen og Borgerskabet megen Besværing og Udgift baade med Brønde og ny Poster paa Gammeltorv, da søgte man nu Kongen om Ophævelse af Paalægget af en Bøde paa 500 Rdl. for hver tilkastet Brønd, der ikke inden kort Tid igen var aabnet, hvilket formodentlig ogsaa er indrømmet 4).

__________

1) Denne Brønds Opsættelse blev dog ikke hilset med udelt Glæde, da Kæmneren uden at spørge Magistraten tog dertil nogle Byen tilhørende Kampesten ved Stranden, hvilket nær havde kostet en Raadmand hans Stilling, se Tredie Del S. 194-95.

2) K. D. II 781.

3) Tredie Del S. 128.

4) Resens Vandbog S. 287-98.


140

Da man altsaa ikke drak Vand, kom Øl og Vin til at spille en langt højere Rolle end i vore Dage, da man forstaar at udskille de skadelige Substanser fra Vandet og gøre dette til de flestes Hoveddrik.

Ligesom man i enhver større Husholdning selv bagte og slagtede, saaledes bryggede mange selv sit Øl, men dette krævede betydeligt Husrum, hvorfor kun de store Grundejere kunde have Bryggerkedler. Bryggerne indtog en af de mest ansete Stillinger blandt Borgerne, ti foruden at der udkrævedes større Ejendomme til at drive Bryggeri, var der ogsaa anden Næring forbunden med Bryggeriet. Saaledes bestemmer nogle Artikler 1549, at foruden at Fiskeri og Salteri paa de sædvanlige Fiskerlejer skulde staa Bryggerne ligesom andre frit for, og foruden Frihed til at købe det Salt, der var nødvendigt til deres Huses Forbrug, maatte de handle med Humle, Hør, Hamp, Beg, Tjære, Jærn, Kobber, Tin, Bly og allehaande prøjsiske, russiske og revalske Varer; dog maatte de ikke sælge Malt, uden Lavets Oldermand og Bisidder samtykkede deri, om det kunde være Kongen og Riget nyttigt. Til Bønder maatte de sælge Malt og Byg, ligeledes til fremmede, naar de af disse fik Tømmer, Fetallie og andet i Bytte til deres Huses Behov. De selv og de, der havde købt Øl af dem, var de eneste, der maatte sælge dansk Øl enten i store eller smaa Partier, og fremmede Skippere og Købmænd var forpligtede til alene af dem at købe Skibsøl. Derimod skulde de være forpligtede til altid at brygge godt Øl og sælge det efter den Takst, Magistraten satte 1).

I nogle Politibestemmelser fra omtrent 1590 2) paalægges det at beskikke 2 Bryggere, der skulde gaa omkring og smage paa deres Medbrødres Øl, hvergang der var foretaget ny Brygning, om det var godt, og naar "Vragerne" ikke fandt Øllet tilbørligt, skulde vedkommende bøde 20 Mk.

__________

1) K. D. II 279.

2) K. D. II 440, 649.


141

til Kongen og Staden, og desuden skulde deres Vinduer tilslaas; de havde altsaa Udsalg fra Vinduer som andre Handlende; hvis nogen brugte falsk Maal, skulde hans Maal slaas paa Kagen paa Torvet og i et helt eller halvt Aar maatte han ikke sælge i pottevis. Det blev nu ogsaa Bryggerne aldeles forbudt at sælge Malt og Byg undtagen som efter den ældre Bestemmelse, naar de borttuskede det for Varer til Husets Beug. 1621 paalagdes det Magistraten at have Tilsyn med, at Øllet ikke solgtes til for høj Pris.

1592 fik Bryggerne en særegen Lavsskraa. Det ses deraf, at Kongen kunde paalægge Lavet at brygge Øl til Orlogsskibene, men han leverede selv Malt og Humle, og efter dettes Beskaffenhed skulde Øllets Kraft være, og herefter skulde alene Lavet have denne Fortjeneste. Ingen anden end dette Lavs Medlemmer maatte brygge Øl til Salg, hvad enten det var til Gildehus eller Krohus, uden eller inden Bys, til Skibe eller Bønder. Det skulde ogsaa herefter være Bryggerne tilladt at drive anden Købmandshandel. Kom der en Ladning Humle til Staden, skulde denne først tilbydes Lavet, førend der blev solgt til andre Borgere. Bryggerne skulde sørge for at være saa forsynede med Korn, Humle og Ved, at man til alle Tider kunde faa Øl til Købs hos dem, og ingen Kroerske maatte sælge dansk Øl i Pottetal uden det, der var købt hos Lavets Brødre. Efter Forholdene skulde Magistraten hvert Aar sætte Prisen paa de forskellige Slags Øl. Enhver Brygger skulde selv møde paa Torvet forat købe Korn og maatte ikke sende sin Svend, Hustru eller Tjener, uden han havde lovligt Forfald, at der ikke skulde være mere end 1 Køber fra hvert Sted. Paa Torvet maatte den ene ikke gaa ind i den andens Køb og ikke heller "holde nogle hemmelige Ord eller forlagte Stykker med Bonden ved nogen Argelist" 1).

__________

1) K. D. II 466-71.


142

Kongens Ophævelse af Lavstvangen 1613 havde skadelig Indflydelse paa Ølbrygningen og Kongen maatte snart igen stille Bryggerne under bestemte Regler. 12. Okt. 1622 udstædtes en kgl. Forordning, at "eftersom vi komme udi Forfaring den Uskikkelighed her udi Byen foraarsages deraf, at det enhver er frit fore udi sit eget Hus Øl at brygge, hvorfor baade ere mange Slags Øl, saa og enhver det efter sit eget Tykke kan godt og ondt brygge og det som de selv ville sælge og afhænde", befaledes det nu, at Magistraten skulde bestemme et visst Tal Bryggergaarde paa de Steder, hvor der var bedst Vand og Lejlighed og hvor det var Byen bekvemligst; alene her maatte der brygges til Byens Behov, medens det dog som tilforn var enhver uforment selv at brygge til eget Forbrug. De forskellige Slags Øl skulde hvert Aar taxeres af visse Tilforordnede, og Vragere skulde tilskikkes, der skulde vrage og cirkle Øllet, førend det maatte sælges 1). Fastsættelsen af visse Bryggergaarde traadte vel straks i Kraft, men 1640 kom en endelig Ordning i Stand, der fik kgl. Stadfæstelse. 8 Købmænd og 8 Bryggere blev nemlig forordnede til at foretage Syn over de tilstedeværende Bryggergaarde, da det formentes, at en Del af dem ikke var skikkede dertil hverken med Rum, Plads, Indkørsel eller anden Fornødenhed, hvilket i paakommende Ildsvaade vilde være farligt ikke alene for selve Gaarden, men ogsaa for Nabohusene; de tog ogsaa Syn over, hvilke Gaarde der paa 1 Gang kunde brygge 3 Pd. Malt og hvilke ikke. De fandt da, at Bryggerlavet ejede 122 Gaarde, af hvilke de 114 kunde passere som lovlige og 8 ikke var skikkede dertil. Disse 114 Gaarde, af hvilke dog henved 20 for Øjeblikket ikke brugtes dertil, stadfæstede Kongen som rette Bryggergaarde, men forbeholdt sig ved mulig større Bebyggelse at antage nogle flere, hvilket ogsaa skede i den følgende Tid. Hermed var det forbudt, hvad tidligere var sket, at Bryggere flyttede

__________

1) K. D. II 719.


143

fra deres Gaard og nedsatte sig i en Afkrog med et nyt Bryggeri, hvorved de ikke alene bragte de andre og sig selv i Armod, men satte Byen i allerstørste Fare med slige Hytter, som de nedsatte sig i med slig Haandtering og tilhørende Maltgøring 1).

Kristian IV paalagde en Accise paa Øl og Malt, der 1633 bestemtes til den høje Sum af 3 Sletdaler (4 Kroner) og 4 Sk. af hver 3 Pd. (9 Td.) Malt, der blev brygget 2); 1637 befalede Kongen, at Bryggerne ikke maatte tænde Ild under deres Kedel, førend de havde givet Oldermanden Underretning derom, at han kunde underskrive Toldsedlen, og at ingen Toldseddel var gyldig, naar den var 4 Dage gammel 3). 1645 forpagtede Lavet selv Accisen for 1200 Rdl. aarlig. En saadan Accise var allerede tidligere udgivet, ti 1527 ydedes der 1 Sk. til Kongen af hver Tønde dansk Øl, der bryggedes 4).

Foruden dansk Øl bryggede man til sine Tider anden Slags Øl. Saaledes nævnes Gosebryggeriet ved Vandkonsten med Facade ud imod Graven, hvoraf Gaasegade endnu har Navn, hvilket Bryggeri dog alene blev drevet af Kongen. Det var til i Kristian III's første Regeringstid, og man ser, hvorledes Goseøl blev drukket ved højtidelige Lejligheder, naar Kristian III 1550 befaler sin Lensmand at bestille 7 eller 8 Tønder godt Gaas og sende det til Nyborg Ugen før Jul. 1574 overdrog Kongen Gaasebryggerens Gaard paa Livstid til Immanuel Smed og solgte den 1578 til sin Vinskænk Jesper Skammelsen. Der blev næppe drevet Bryggeri her efter den Tid 5).

1633 fik Ditlev Hansen Privilegium i 8 Aar paa at brygge Bryhan, imod at han forpligtede sig til at brygge god ustraffelig Bryhan, saa der ikke fattedes til Kongens og andres Behov, og Prisen derpaa skulde hvert Aar sættes af

__________

1) K. D. III 236-42.

2) K. D. III 113.

3) K. D. V 199-200.

4) K. D. IV 415.

5) K. D. I 497. II 273, 342, 381. IV 527, 537.


144

Magistraten 3 Uger efter Mikkelsdag. Hvis han ikke altid havde Bryhan i Forraad og Kongen led Mangel derpaa, skulde Benaadningen være forbrudt og han skulde desuden staa Kongen til rette for den Skade, denne led derved. Dette Privilegium blev fornyet 1652. 1652 udstædtes Bevilling til et Momme- og Bryhansbryggeri i den ny Stad 1).

Det danske Øl, der formodenlig er det samme som det "gamle Øl", der endnu sine Steder brygges paa Landet, kunde dog ikke maale sig med det tydske Øl, der indførtes og blev drukket i store Masser. Et Kongebrev af 7. Sept. 1548 2) omtaler "den store Guds Fortørnelse og Uskikkelighed, som kommer af det meget tydske Øl, som udtappes og besynderlig iblandt løst Folk i Pottetal udi smaa Boder og udi andre ubekvemme Steder", hvorfor Kongen søgte at hæve Ondet ved at paalægge Magistraten hvert Aar at beskikke 4 bosiddende Borgere, der skulde udsælge godt og "uforplumpet" tydsk Øl til den Pris, Magistraten satte, og naar nogen af Kongens Raad eller andre gode Mænd vilde købe 1 eller 2 Tønder, skulde de omtalte 4 Mænd ikke have større Vinding end 4 danske Hvid paa Tønden. Dette var altsaa Beskikkelse af en Slags Grosserere, ti straks efter hedder det, at det skulde være hver Herbergerer frit for at sælge tydsk Øl i sit eget Hus i Pottetal til sine Gæster, men i Krohus maatte herefter ikke udtappes andet end dansk Øl, der kun maatte købes af Bryggerne.

Et halvt Aar efter, 3. Maj 1549 blev Handelen med tydsk Øl overdraget 12 Borgere, der holdt almindeligt Herberge, forat forbedre disses Kaar, at de skulde være saameget mere villige til at holde gode Staldrum, og efter gammel Sædvane skulde de hænge et Tegn ud af deres Hus. Disse og ingen andre maatte nu sælge tydsk Øl i Tønder og Potter baade inde i Huset og ud af Huset efter den Pris,

__________

1) K. D. III 115, 389-90, 400. Brejhan bryggedes i Kjøbenhavn endnu 1757.

2) K. D. II 275.


145

som Borgmestere, Raad og Kongens Foged fastsatte. Ogsaa disse maatte af Adelsmænd tage 4 Hvider i Fortjeneste af hver Tønde de solgte. Enhver anden end disse 12 Mænd, som førte tydsk Øl til Staden, maatte ikke uden særlig Tilladelse sælge det til andre end disse. Til Vragere skulde beskikkes 4 Mænd, der skulde smage paa Øllet og have for deres Umage 4 Hvider for Læsten; det Øl, der ikke dude, skulde blive i Skibet og føres hjem igen. Ved samme Lejlighed blev der efter Tidens Forhold sat følgende Pris paa Øllet: det dyreste var Pryssing, der kostede 12 Penning Potten, Hamborger Øl, Kakkebille og Emstøl 10, Israels Øl og Brunsviger Mumme 6, Rostocker Øl 5, Sundest Øl (Stralsundsk) og Barst Øl 3 1).

Det indskrænkede Tal paa Tydskølsgrossererne holdt sig næppe ret længe, ti 1593 var der saa mange af disse "Tydskølsførere", at de kunde faa en særegen Lavsskraa. De havde beklaget sig over "hvorledes en Part unge Karle og andre, som hverken holde kgl. eller Byens Tynge, indfalde udi deres Næring, handle og vandle med Tydskøl, holde aaben Kælder, udi hvilken sig undertiden stor Letfærdighed og uordenligt Væsen med Nattedrik, Dobbel, Horeri, Slagsmaal og anden Guds Fortørnelse tildrager, desligeste anden Uskikkelighed med tydsk Øl at føre, dem til Skade og Afbræk." I denne Skraa bestemtes det, at naar der kom Skuder med Øl til Byen, som ikke var købt af nogen af Medlemmerne i Rostok, maatte ingen i Lavet købe deraf uden med Oldermandens og de andre Lavsbrødres Samtykke, men alle Brødre skulde være fælles om Købet, hvorfor ej heller nogen Køber maatte sælge mindre end 1/2 Læst. Kunde de ikke forliges om et saadant fælles Indkøb og Øllet blev lagt i en Kælder, maatte ingen fordriste sig til at bære det til nogen Kro eller Kælder, men alene til Borgere i hele og halve Læster. Det var alene

__________

1) K. D. VI.


146

Medlemmer af Tydskølsførernes Lav tilladt at sælge i Tøndetal, derimod maatte Borgerne nok selv gøre deres Indkøb i Rostok eller tilbytte sig Øl for Varer. Ingen unge Karle udenfor Lavet maatte holde aaben Kælder og udtappe Tydskøl. Ingen Tydskølsfører maatte blande tydsk og dansk Øl sammen og derved opnaa at kunne give 1 Skilling bedre Køb. Om Priserne skulde Brødrene holde Møde, naar de i Tydskland steg eller faldt, og tvende Mænd skulde beskikkes af Magistraten til at prøve og smage det Øl, der førtes hid. Det var strengt forbudt at fragte andre end danske Skibe med Øl, kun hvis der ingen var at faa, maatte man fragte Skuder fra Warnemünde eller andre fremmede Steder. Der var intet Købmandskab forbudt Tydskølsførerne mere end andre Borgere, der ikke var under noget Lav 1). Hvor længe det Lav bestod, vides ikke, men det var næppe i mange Aar.

Om de Vragere, der var beskikkede til at smage paa Øllet, og de Dragere, der havde Arbejde ved Losningen, gaves 1613 følgende Bestemmelse 2). Vragerne maatte ikke tage imod Øl af Warnemünderne, men skulde for deres Umage lade sig nøje med hvad der tilkom dem. Den Vrager, der satte en fuld Cirkel (der var Mærke for godt Øl) som Mærke for daarligt Øl, skulde straffes som Meneder. Iøvrigt formanedes Købmændene til selv at have flittigt Tilsyn med Vragerne og ikke se igennem Fingrene, men straks tilkendegive deres Ulempe for Øvrigheden. Der klagedes ogsaa over, at naar Ølskuder lossedes, kom Dragere ombord i Hobetal og tappede af Øllet og drev anden Uskikkelighed til Skade for Skipperen og til Spot for godt Folk. Herefter maatte Dragerne ikke gaa ombord, men skulde paa Broen tage hver sin Husbondes Øl. Det ældre Forbud gentoges mod at de Købmænd, der handlede med Rostokkerøl, tillige handlede med dansk Øl, hvilket strængelig blev forbudt, og de Dragere, der

__________

1) K. D. II 476-80.

2) K. D. II 592-93.


147

førte dansk Øl til en Tydskølskælder, skulde straffes paa deres Ære og forvises Byen.

Fra gammel Tid af tilkom der Magistraten en Accise af det tydske Øl, men det Øl, som Adelen skulde have, var accisefrit, hvorved der opstod megen Misbrug, og Tabet var saa stort, at Tydskølsførerne 1593 kunde tilbyde Magistraten det halve af hvad der tilkom den, men saaledes at den fik de 2 Sk. af hver Tønde, der indførtes, hvad enten det var bestemt for Kongen, Adelen eller andre, der var accisefri 1). Ogsaa Kongen fik Told baade af det Øl, der indførtes, og af det, der udførtes, men denne Told udforpagtedes ofte til Borgere, dog til forskellige Priser, saaledes 1620 for 15000 Rdl., men 1639 for 8000 Rdl. i Specie 2).

Det tydske som det danske Øl solgtes i Smaapartier i særlige Ølhuse, der ofte styredes af Kvinder. Saaledes paalægger en kgl. Befaling 1578 "Krøger og Krøgerske, som Øl sælge og fortappe" at give Magistraten 2 Sk. danske for hver Tønde tydsk Øl og 1 Sk. for hver Tønde dansk Øl, de udtappede 3). 1591 gentages denne Befaling, men Afgiften sættes til 2 og 1 Sk. lybsk, hvilke Penge de, der solgte til "Krogerskerne", skulde selv annamme af disse og igen betale Magistraten. Denne Afgift vilde Tydskølsførerne ikke yde, dels holdt de op med at føre Øl og dels angav de det ikke paa Acciseboden, hvorfor Magistraten lod dem 3 Gange stevne til Raadstuen og bad dem betænke, hvad de gjorde ved at sidde en kgl. Befaling overhørige. Dernæst lod Magistraten dem tiltale ved Byfogden, hvorefter det kom til et Forlig, saaledes at Magistraten gav Afkald paa den halve Del af Accisen, imod at Ølførerne betalte i rede Penge 1/2 Gylden af hver Læst Øl, der kom indenfor Bommen, dog skulde Fremmede, der indførte deres eget Øl, betale efter den kgl. Befaling, hvorom Lavet udstædte Forpligtelse 6. Juli 1593 4).

__________

1) K. D. II 480. IV 709.

2) K. D. II 347, 617. III 205-7, 212-13.

3) K. D. I 470. II 459, 468, 469.

4) K. D. II 480.


148

Men nogen Tid efter blev Forpligtelsen igen leveret tilbage, da Tydskølsførerne overtraadte deres Forpligtelse.

1592 forbydes det "Kroerske" at sælge dansk Øl i Pottetal, uden hvad de have købt hos Borgerne; da blev det ogsaa forment Bryggerne at give deres "Kruerske" den 20de Tønde Øl i Fortjeneste eller fri Dragerløn. Det ses, at enhver Brygger havde sit Udsalg at levere til, ti 1592 blev det vedtaget, at den Brygger, der "bevilgede nogen af sine Lavsbrødres Kroer sker fra ham med Gunst, Gave eller nogen Argelist", skulde give Bøde de 2 Gange og miste sine Lavsrettigheder den tredje Gang 1). 1548 blev det forbudt at sælge andet end dansk Øl i "Kroerhus" og kun de almindelige Herbergerere maatte sælge tydsk Øl i Pottetal i deres eget Hus til deres Gæster 2), men den almindelige Forkærlighed for Rostokkerøllet, der her var den mest yndede Øldrik i det 16. og 17. Aarh., bragte sikkert snart Forbudet til at ophøre. 1622 blev det forbudt Haandværkere at holde Ølsalg, "hvilket ikkun Drik, Haandværkernes Forsømmelse og Dyrhed af det, der hos nogen Haandværksmand skal købes, foraarsager, idet de føje agter, deres Svende lidet eller meget arbejder, men heller ser deres Øl blive uddrukket og solgt" 3).

Disse Drikkeboder, der svarer til vor Tids Værtshuse, var temlig berygtede, hvorfor Benævnelsen "Ølkone" havde et vanærende Præg ved sig.

Drak man meget Øl, saa drak man ogsaa megen Vin og Vinførernes og Vintappernes Kældre var godt besøgte. Ogsaa paa Vin satte Magistraten en viss Pris, saaledes omtrent 1590 for en Pot god Rinskvin 4 Sk. og for en Pot Pøjt 2 Sk.; en Pot Mjød kostede 10 Hvid 4). Magistratens Vinkælder under Raadhuset havde dog Særrettigheder, som det ikke var let for Vintapperne at konkurrere med 5) og Apothekerne havde ogsaa Ret til at holde Vinkælder, hvorfra

__________

1) K. D. II 480. IV 709.

2) K. D. II 275.

3) K. D. II 719.

4) K. D. II 447. Jfr. Første Del S. 285.

5) Tredie Del S. 147.


149

de maatte sælge i Potter og Amer, dog maatte de holde sig Forordningen efterrettelig, at man ikke maatte udtappe rinsk og fransk Vin i samme Kælder 1). Dette blev dog ændret 1629, da Vintapperne tilbød selv at forskrive Vin fra Frankrig og ikke som hidtil over Holland, og det stod herefter Vinhandlerne frit for at handle med rinsk, spansk og fransk Vin, dog maatte den franske Vin ikke sælges i samme Kælder som de andre Vine, og hvis nogen Vinhandler saaledes havde 2 Kældre, maatte det ikke være i samme Ejendom, og det blev forbudt at sælge fransk Vin for rinsk Vin 2).

7. April 1651 3) tillod Kongen Vinhandlerne at danne et Lav, i hvilket ingen maatte optages, der ikke havde tjent 6 Aar paa Haandværket og ejede 1000 Rdl. Det blev strengt forbudt andre end Lavets Medlemmer at udtappe nogen Slags Vin, Akvavit eller fremmed Drik, undtagen Øl, og Fremmede maatte alene sælge Vin fra Skibene i Stykker, Piber og Oksehoveder, men ikke i Amer, Bimpler eller deslige Smaapartier. Enhver i Lavet maatte købe Vin fra Skibene for den Pris, han kunde faa den for, men Magistraten skulde vedblive at sætte Taxten for Salg i Potter. I Lavets Vedtægter blev det forbudt at have mere end 1 Tappekælder uden alle Brødres Samtykke, og det ses, at der nu atter var Adskillelse mellem de franske og rinske Vinhandlere.

Uagtet dette Privilegium maatte Kongen atter 13. Maj 1652 forbyde Købmænd, Silke- og Klædehandlere, Urtekræmmere, Skippere, Guldsmede, Barberer og andre Haandværkere at gøre Vintapperne Indpas i deres Næring, og det skulde herefter formenes dem, der ikke havde lært Fasbinder-Haandværket, at bruge Tapperi eller Handel med Vin og Brændevin; dog skulde det ikke være forment dem, der hidtil havde ernæret sig med at skænke Øl og Brændevin og

__________

1) K. D. II 552, 630.

2) K. D. III 77-78.

3) K. D. III 362-67.


150

som intet andet havde lært, at vedblive dermed, dog skulde der indsendes en Fortegnelse i Kancelliet over saadanne 1).

1652 var altsaa allerede opkommen den Klasse, der levede af Øl- og Brændevinsudskænkning, de senere saakaldte Kældermænd eller Brændevinsmænd, men saadanne havde dog allerede da været til i lang Tid. I Aaret 1618 blev det forbudt at sælge Akvavit eller Brændevin paa Gaderne, og den skyldige skulde til Straf 3 Dage efter hinanden staa i Halsjærnet paa et Gadehjørne. 1623 var der flere Smaafolk, der tappede Brændevin, ofte i Forbindelse med Øl 2). Fra oven havde man dog allerede søgt at sætte en Grænse for Brændevinsdrik, da det allerede 1621 forbydes "gemene" Folk at drikke det eller anden stærk Drik til deres Bryllupper 3).

Paa en Tid, da enhver nogenlunde velstaaende Familie selv ikke alene tilberedte sit Brød, men endog selv bagte det, idet der vistnok i alle større Gaarde var et særeget Bagers, havde Bagerne ikke saa stor Betydning som i vore Dage, men de var dog af Vigtighed for den fattige Del af Befolkningen. Derfor sørgedes der for, at de kunde have Lejlighed til at forsyne sig med Korn; saaledes havde Magistraten 1546, et Aar da Staden hjemsøgtes med Pest, klaget til Kongen over den store Brøst og Dyrtid, som var blandt Almuen, saa Bryggere og Bagere havde indgivet Fortegnelse over deres ringe Forraad og paavist, hvor umuligt det var for dem at faa Korn tilkøbs, hvorfor "Bagerne skulle slet maa overgive (opgive) deres Embede og slaa deres Vinduer til, om dem ikke gøres Undsætning". Kongen bød derfor sin Statholder Esge Bilde at lade Borgerne faa af Kongens Korn for Betaling og tilligemed Magistraten gøre Hussøgning i alle Borgerhuse, om der nogensteds fandtes større Forraad, hvilket saa for Betaling skulde fordeles blandt de Arme og

__________

1) K. D. V 350-51.

2) K. D. V 32, 62, 63.

3) K. D. I 635.


151

Nødtørftige 1). I det hele ansaas det ikke for tilladeligt at ophobe større Kornforraad end til eget Brug, og det hedder ogsaa om Bagerne, at det var dem tilladt at købe Rug, Mel, Hvede og andet Korn, saa meget som de havde behov til deres Huses og Embedes Ophold 2).

1622 befalede Kongen Magistraten at modtage den Rug, som Kongen ifølge sin Forkøbsret havde taget fra Skibe i Sundet, hvilket den skulde overdrage Borgerskabet og Borgerne forat forebygge Dyrtid; den skulde ligeledes sende 6, 7 Skibe til Danzig efter Rug, eftersom Kongen havde begæret af Magistraten der. 3)

I et Kongebrev af 5. April 1581 paalægges det Magistraten at have Tilsyn med, at Bagerne bagte godt Brød og behandlede det vel, ligesom at Brødprisen var sat i Forhold til Kornprisen. Hvis nogen Bager handlede her imod, straffedes han for den tredje Overtrædelse med 40 Mk. i Bøder og Udvisning af Lavet 4). Faa Aar efter fremkommer den første Brødtakst; ifølge de da gældende Priser skulde man sælge et Sigtebrød eller Skonroggen paa 10 Lod for 1 Hvid, et langt Brød til samme Pris skulde veje 16 Lod og et Hvedebrød 5 Lod 5). Et 8 Punds Rugbrød kostede altsaa da 16 Hvid eller 17 Øre i vore Penge.

26. Juni 1610 gav Magistraten mere almindelige Bestemmelser om Vægten af Hvedebrød og Skonroggen til en Pris af 1 Hvid og af 2 Skillings Grovbrød og Skofter (Hestebrød) i Forhold til de forskellige Kornpriser; det ses, at Skonroggen lavedes af tydsk Rug. Den første eller anden Dag i hver Maaned vilde Magistraten sætte Vægten for hver Maaned og havde i det Øjemed ladet 3 Skaalvægter ophænge paa Raadhuset, hvorpaa altid skulde findes det Vægtlod, som hvert Slags Brød skulde veje, saa Enhver selv kunde

__________

1) K. D. IV 518.

2) K. D. II 279.

3) K. D. V 51.

4) K. D. II 409.

5) K. D. II 440. Detts Tilsyn med Taxten paabydes atter ved et Kongebrev 25. April 1621 (K. D. II 649).


152

prøve, om han havde faaet fuldvægtigt Brød, og i modsat Fald give Byfogden det tilkende. Bagerne formanedes ydermere til ogsaa at holde Brødet rent og ustraffeligt (uden Dadel), og engang hver Maaned skulde det undersøges af Byfogden, Kæmneren og Bagernes Oldermand. Alle Bagerne skulde være forpligtede til hver Onsdag og Lørdag idetmindste fra Kl. 7 til 10 at falbyde deres Brød paa Nytorv sønden for Raadhuset, at man kunde se og erfare, hvem der bagte bedst og ustraffeligst. Den, der ikke lod møde paa Torvedagene, skulde for hver Gang bøde 6 Mk., derimod stod det enhver frit for at holde sit Brød fal i længre Tid og flere Dage i Ugen paa Torvet 1).

Dette Paabud om Brødsalg paa Torvet bestod ikke ret længe, uden Tvivl fordi der oprettedes særlige Bagerboder, hvor der blev falbudt Brød foruden paa de almindelige Udsalgssteder fra Bagernes egne Vinduer. Det ses, at der har været saadanne Bagerboder i Madtorvet eller det lille Stræde, der gik fra Graabrødretorv (Porten vesten for Boghandler Linds Gaard) til Ny Amagertorv, men disse afskaffedes 1635, fordi der var ringe Handel i det snævre Stræde. Desuden var der anlagt 8 Boder op til vor Frue Kirkegaards Mur ud imod Nørregade lige overfor Bispegaarden, 6 paa Østergade udenfor Stadens Gæstgivergaard paa Hjørnet af Amagertorv, hvortil kom 1 ved Vesterport 3). Boderne overfor Bispegaarden er formodenlig de ældste, da de var til i Resens Barndom. Efter 1635 maa der have været lige saa mange offentlige Bagerboder, som der var Bagere, eller i alt 30, men formodenlig er Bestemmelsen bleven svækket i Tidernes Løb, saa der 1656 næppe var mere end 15, med mindre der var 2 Bagere i hver Bod.

__________

1) K. D. II 578-79.

2) K. D. II 849, III 175. K. D. III 148 siges Bagerboderne at være i Graabrødre, men dermed forstaas næppe andet end det lille Stræde ved Graabrødre.

3) K. D. I 486.


153

10. Sept. 1635 udstædte Kongen en Forordning om Bagerne, der havde beklaget sig over den store Uorden, at Folk udenfor Haandværket understod sig i at bage Brød; skønt Kongen nu ikke var tilsinds igen at indføre de af ham ophævede Lav, saa var der dog særegne Forhold, der gjorde det ønskeligt, at Bagerne fremfor andre Haandværkere fik visse Bestemmelser 1). Derfor bestemte Kongen, at der herefter skulde være 30 Bagere og at ingen Fremmed kunde nedsætte sig, førend han havde tjent i 3 Aar hos en af Mestrene, og da skulde han tilholdes at gifte sig med en Mesters Datter eller Enke, i hvilket Tilfælde han uden nogen Omkostning skulde nyde Haandværket, ellers skulde han give en ungarsk Dukat; dog vilde Kongen iøvrigt ikke tillade dem at have Lav eller Drik paa deres Forsamlinger, hverken naar de købte Korn eller solgte Brød. De eneste tilladte Udsalgssteder var Vinduerne i deres Huse eller Byens forordnede Bagerboder, dog skulde de i Graabrødre afskaffes og andre udvises paa belejlige Steder. Udenfor Portene maatte ingen Bager nedsætte sig, men Kæmneren skulde indrette en Bagerbod udenfor hver af disse, der skulde udlejes til en af Byens Bagere. I Baadsmandsboderne udenfor Østerport (Nyboder) vilde Kongen derimod gøre en efter disses Lejlighed passende Bestemmelse. Paa det de forordnede Bagerboder efterhaanden kunde blive de eneste Udsalgssteder, var det Bagerne forbudt ved nogetsomhelst Tegn at henvende Folks Opmærksomhed paa deres Huse, hverken ved at udhænge Tavler paa Huset eller opstable Brød indenfor Vinduerne eller om Aftenen at hænge Lys der, som tilforn var Skik, ligesom alle Bagervinduer, fra hvilke der skede Udsalg, skulde aftages. Derimod skulde hver Bager

__________

1) Dagen efter denne Forordnings Udstædelse afkrævede Kongen Magistraten en Erklæring om, hvorledes den 1623 havde kunnet give Bagerne en Lavsskraa og deri indført, at den var udstædt med Kongens og Rigsraadets Samtykke, uagtet Kongen 1613 havde ophævet alle Lavsskraaer. K. D. V 171-72.


154

sørge for i sin Bod at have godt Brød ligesaa tidlig som tilforn, da han solgte fra sit eget Hus, og lige til Kl. 7 om Aftenen, ogsaa om Søn- og Helligdage efter Prædiken. I Uvejrs Tid skulde Vinduerne saaledes forsynes med Kranklæder (Sejldug) og andre Forhæng, som det i sig selv er sømmeligt og til hvers eget Gavn. Der gaves ogsaa Sikkerhed for Indgreb i Næringen saavel af Bagerne paa Kristianshavn som af Bønderne paa Amager; Bagerne maatte ej heller føre Brød til Kristianshavn, men hver Borger i hvert Sted stod det frit for at hente selv sit Brød, hvor han vilde. Ej heller Tydskere eller andre udenbys maatte indføre Brød til Udhøkring, dog var det dem ikke forment at udsælge hollandske og franske Kavringer i Læstevis 1).

Kongen tog sig ivrig af denne Forordning, ti i et Brev fra ham til Rentemestrene af 19. April 1637 befaler han disse at kalde Byfogden Eskil Jensen for sig "og lade hannem forstaa, at siden jeg talede med ham idag om dem, jeg fandt igaar i de Bagstræder offentlig at have imod Forordningen Brød til Købs, hvorudover han burde at have Inspektion, da har jeg set en hollandsk Kvinde i Købmagergade sidde offentlig og sælge Brød for sine Vinduer, hvorfor I skal ham (Byfogden) paa mine Vegne om et frit Losement i Blaa Taarn forsikre, det første jeg erfarer noget sligt igen, om han endskønt var ti Gange saa brav en Mand, som han er. Jeg har inte sat den fine Mand til Byfoged, at han skulde illudere mine Forordninger" 2).

Indførsel af fremmed Brød var allerede bleven forbudt ved kgl. Brev af 15. Juni 1620, idet Kongen forbød at sælge fremmed Brød i Stykkevis, enten det var bagt af Hvede eller Rug, sigtet eller usigtet, eller bagt med Kryderi, dog herfra undtoges Skibskavringer i Læstetal. Forat faa sidstnævnte Privilegium udstædte Bagerne paa Raadstuen den

__________

1) K. D. III 148-50.

2) Christian IV's Breve ved Bricka og Fridericia II. S. 125-26.


155

Forpligtelse herefter at holde Indbyggerne med godt Brød af allehaande Slags for et lideligt Køb; formodenlig er det altsaa Bagernes egen Forsømmelse, der har hidlokket eller nødvendiggjort Indførslen 1).

Ligesom paa Kristianshavn blev det 1646 ogsaa forbudt at sælge Brød i Nyboder til Forprang for den der beskikkede kgl. Bager 2).

I Forbindelse med Bagerne maa vi nævne Møllerne.

Allerede 1432 nævnes en Vandmølle udenfor Vesterport 3). Naar Slottets Vandmølle paa Vandkunsten, der blev dreven af Stadsgravens Vand, er anlagt, vides ikke, men Vandløbet hertil er sikkert fremkaldt ved en kunstig Opdæmning, idet Stranden er opfyldt paa en smal Strimmel sønden for nuv. Løngangsstræde, for at lede Vandet til Møllen, medens det tidligere maa have løbet i Stranden allerede ved nuværende Vartov, og endnu tidligere gik Stranden til Farvergade 4). Slottets Vandmølle var oprindelig en Kornmølle 5), men var allerede 1620 forandret til en Valkemølle (Klædemølle) 6). Omtrent 1607 anlagde Kongen imidlertid en anden Vandmølle i Vesterport, ti han har optegnet i sin Skrivkalender 29. April 1607: "Gjorde jeg Fortingning med Dyrch Frii Tømmermand, at han skal bygge den Mølle ved Vesterport, baade med Tømmerværk og Murværk. Udi lige Maade skal han færdiggøre den Hvælving, som er under, som Vejen gaar over til Vesterport, og skal han have for samme Arbejde 1200 Daler." Den nævnes 1620 som brøstfældig 7), ombyggedes 1635 med stor Bygning, og 1636 beskikkede Kongen Anders Kok til Møller med en viss aarlig Løn, da han alene skulde male for Kongen 8). Senere solgte Kongen den til Rentemester Henrik

__________

1) K. D. II 650. III 271.

2) K. D. III 262.

3) K. D. IV 31.

4) Første Del S. 52.

5) Se om den Første Del S. 270-71. Tredie Del S. 152.

6) K. D. II 632.

7) Nyt hist. Tidskr. IV 232. K. D. IV 769. 1622 siger Kongen at den havde Vand nok (Christian IV.s Breve ved Molbech. S. 118).

8) Christian IV.s Breve ved Bricka og Fridericia I 433, 456 II 141. K. D. III 161.


156

Müller, som det ses foran S. 135; den opføres endnu 1661 i Grundtaxten, men 1668 som ubrugelig, og ved Kammens Nedstyrtning anden Juledag dette Aar, hvorved Vandet i Gravene førtes umiddelbart ud i Stranden, tabtes alle Udsigter til Møllens Genoprettelse, ligesom ogsaa de ny Volde og Vesterports Flytning fremkaldte mange Forandringer her, saa hele Mølleværket vistnok er sløjfet ved denne Tid; af dens Grundvold har man ved senere Udgravninger fundet Spor 1).

Paa Grund af den daarlige Vandkraft var Vandmøllerne af ringe Betydning, hvorfor man ogsaa brugte Hestemøller, der blev drevne ved Hestekraft. Stadens Hestemølle, hvoraf Hestemøllestræde bærer Navn, er allerede anlagt 1523 2); ved Kongens Provianthus, omkring den nuv. Kancellibygning, havde Kongen "en meget behændig og konstig Hestemølle", den saakaldte Grynmølle, der var anlagt af Kristian IV og efter J. L. Wolf malede nogle Tusend Tønder Korn aarlig 3). Desuden var der flere private; saaledes nævnes 1565 en i Studiestræde, 1580 en i S. Klemensstræde, der formodenlig er den samme, der siden nævnes som liggende i Hellig Korsstræde og nu er en Del af Nr. 24 og 26 i Frederiksberggade. Hestemøllen i Teglgaardsstræde er nu Nr. 3 og Del af Nr. 5, den i Skidenstræde er Fiolstræde Nr. 20, endelig nævnes en Mølle i Farvergade, der ogsaa maa have været en Hestemølle og er en Del af nuv. Nr. 6 i Raadhusstræde.

Vigtigere end nogen af hine Møller var Vejrmøllerne, der strakte sig i en lang Række udenfor Vesterport. En Tid har man dog ogsaa haft saadanne indenfor Befæstningen, ti 1432 nævnes en Vejrmølle indenfor Nørreport, der stod paa Klokkerhøjen eller det høje Strøg mellem Porten og Teglgaardsstræde, der længe bevarede Navnet 4).

__________

1) Se Tegninger i Oldn. Museums Arkiv.

2) Første Del S. 97.

3) Encomion regni Dan. S. 152.

4) K. D. IV 81.


157

Møllerne udenfor Vesterport ydede allerede i Begyndelsen af det 16. Aarh. aarlig Afgift til Byen, hvilket ses af de 2 bevarede Fæstebreve fra 1510 og 1516 paa Kapitlets Mølle 1). 1511 fik S. Peders Kirke Skøde paa en Vejrmølle udenfor Staden 2). Af hvad Natur derimod en Bygning var, som Magistraten 1511 havde opført udenfor Vesterport og som kunde være til "Forfang for Kongens Møllere (Møller ?)", er tvivlsom, det kunde være en Del af de Befæstningsanlæg, som blev udførte 1510 imod Lybækkerne 3) og som kunde tage Vinden fra Vejrmøllerne eller maaske snarere med Grave om, der kunde berøve Kongens Vandmølle dens Vand 4).

Afgiften af Møllebakkerne hørte til Stadens faste Indtægter, og det maa være ved Misbrug, at der 1581 kun var 2, der ydede den. 1620 var der 18 Møllebakker 5), der stod langs Vejen, der førte ud af Vesterport (Gamle Kongevej); enkelte laa endogsaa saa langt ude som i Nærheden af Indgangen til nuv. Frederiksberg Allée. Møller paa Volden var ikke almindelige førend efter 1650, da der udstædtes en Række Skøder paa Møllepladser paa Bastionerne 6). Den første, der anlagde Mølle her, er vistnok Kristian IV, der 1619 lod opsætte en hollandsk Vejrmølle paa Bastionen ved Vesterport 7); ogsaa nævnes 1637 en Mølle paa Volden udenfor Møntergade 8).

1636 nævnes Kongens Vejrmølle ved Vandkunsten, der laa paa den Opdæmning, der var udenfor Vandmølleaaen, men den blev 1652 flyttet til Hanens Skanse (udenfor Lars Lejstræde); dog fik en Møller 1659 igen Tilladelse til her at opstille en ny Mølle, dog uden at maatte røre ved den Vold, der var bleven anlagt her. Bag Tøjhuset havde Kongen ogsaa en Vejrmølle, der 1657 blev nedtaget, og denne er vistnok gammel, da den findes paa den gamle Grundtegning

__________

1) K. D. I 286, IV 347.

2) K. D. II 187.

3) K. D. VI 4-6.

4) K. D. I 287.

5) K. D. I 616, II 397.

6) K. D. III paa forsk. Steder.

7) K. D. II 611, 641-42.

8) Foran S. 23.


158

fra Frederik II's Tid 1). Ogsaa benyttedes Haandkværne, der vel blev forbudte i Anledning af Konsumtionens Indførelse, men dog endnu forefandtes her i Staden ved Aar 1690. I en ældre Tid er disse sikkert blevne benyttede i mange private Huse.

Med Hensyn til Slagterne gælder det samme som om Bagerne, at de ikke som nu tildags var nødvendige til de mere velstaaende Borgeres daglige Forbrug. I Slagtetiden, fra midt i Oktober til midt i November, forsynede enhver Husholdning sig med hvad der var nødvendigt for det følgende Aar, man indkøbte de levende Kreaturer eller havde endog selv fedet dem paa sin Stald, og man kaldte kun Slagteren til Hjælp den Dag, da selve Slagtningen foregik. Det nedsaltede Kød blev saa Aarets Hovednæringsmiddel, og selv naar man ønskede fersk Kød, købte de fleste sikkert det levende Dyr. Slagterne var i det væsenlige kun Ydere til de ubemidlede Borgere, idet velstaaende selv købte det levende Kvæg og lod det slagte. Dette var dog ofte besværligt, hvorfor det blev bestemt paa Herredagen 1557, at Magistraten i Købstæderne skulde sørge for at der blev slagtet, saaledes at enhver, baade fattige og rige, 3 Gange om Ugen Aaret rundt kunde købe fersk Kød i Pundevis 2).

Fra noget efter Reformationen og lige til 1807 var der Slagterboder paa det østre Hjørne af Skindergade og Klosterstræde 3), og det er sandsynligvis her at der tillige slagtedes, ti et Kongebrev af 7. Maj 1577 4) taler om den store Uskikkelighed ved at der slagtedes Øksne og andet Fæ ved Slagterboderne, saa at Blod og anden Urenlighed samledes i Rendestenene, hvilket foraarsagede megen ond og slem Stank, saa det var at frygte, at sligt og "andet mere ubekvemt" i Byen kunde give Aarsag til Pestilens og anden

__________

1) K. D. III 161, 406, 473, 491.

2) D. Mag. 4. R. V 116.

3) Se Første Del S. 142.

4) K. D. I 467. Maaske vedblev Kødmangerboderne i Kødmangerstræde dog lige til den Tid samtidig med de ovennævnte.


159

Sygdom og Skrøbelighed, som der fast mere end andensteds her udi Riget saa ofte regerer. Derfor forbød Kongen at slagte Øksne eller Fæ ved eller i Slagterboderne, men al Slagtning skulde herefter foregaa udenfor Byen paa et bestemt Sted ud til Vandet, som Magistraten skulde udvise. Følgen af dette Paabud blev et Slagterhus udenfor Vesterport, delt i 14 Boder, der byggedes 1583 ved Kristoffer Valkendorfs Forsorg; det laa paa den søndre Side af daværende gl. Kongevej (der da gik lige til Vesterport ved Enden af Vestergade 1)) men ikke umiddelbart, ti der førte en Kørevej ned til det og Reberbanen; det har omtrent ligget omkring ved Frihedsstøtten.

Paa Grund af opskruede Priser fik Øvrigheden Anledning til af og til at fastsætte Taxten, saaledes ses det, at omtrent 1590 en god Lammefjerding ikke maatte sælges dyrere end 1 Mk. og 1 Pd. godt fedt Groffenbrad (Oksekød) ikke over 4 Sk. 2). 1610 havde Slagterne givet Anledning til megen Klage, idet de ikke havde haft tilstrækkeligt Forraad af Oksekød, havde taget højere Pris end den fastsatte Taxt og ofte nægtet at sælge Groffenbrad uden at man tillige vilde købe Lammekød. Herover brast Øvrighedens Taalmodighed og det blev nu tilladt alle inden- og udenbys Folk indtil videre at føre fersk Kød til Nytorv de 2 Torvedage Onsdag og Lørdag og sælge til hvem der vilde købe, dog Oksekød ikke over 1 Sk. og Lammekød ikke over 1 1/2 Sk. 3).

Slagterne maa imidlertid en Tid have givet Køb, men 1621 klagede man til Kongen over, at Slagterne begik stor Uskikkelighed ved at sælge magert Kød til dyre Priser, hvorfor Kongen 25. April bød Magistraten offentlig at lade forkynde, at det her efter var tilladt alle, der vilde gøre Tilførsel med godt og fersk Kød, uhindret at drage gennem Portene paa Torvedagene, da det stod enhver frit for at

__________

1) K. D. I 615, 637.

2) K. D. II 445.

3) K. D. I 588.


160

handle med dem 1). Indtil den Tid har Slagterne formodenlig haft Eneret til at handle med fersk Kød, og nævnte Tilladelse for udenbyes Folks Indtrængen paa deres Enemærker paa Torvedagene er sikkert den, der har hjemlet disse Ret dertil indtil den Dag idag.

31. Oktbr. 1623 udstædte Magistraten visse Vedtægter for Slagterne 2), blandt hvilke følgende er de vigtigste: I Slagterboderne maatte aldrig enten i Herredage eller ved andre store Forsamlinger fattes godt Okse- eller Lammekød, saa længe Slagterne kunde faa Kvæg og Lam at købe paa Torvet eller paa Landet, hvilket Kød de skulde sælge hvert for sig til forskellige Priser, eftersom det var Kød af Staldøxne, Græsøksne eller andet gement Kød, saa baade Fattige og Rige kunde se, at der skede dem Skæl for deres Penge; det var saaledes strengelig forbudt at slagte og udhugge magert Kokød blandt Oksekød. Der maatte alene slagtes i de forordnede Boder udenfor Byen, og hvis nogen Slagter ikke der havde Rum nok, skulde der udvises ham en anden Plads udenfor Byen. Ingen maatte udhænge eller falholde nyslagtet Kød eller Svin fra deres Huse, Kældre eller i Gaderne, men alene i Slagterboderne eller paa Nytorv. Under deres Æres og Embedes Fortabelse var det Slagterne forbudt at sælge noget Slags selvdødt Kød. Hvis nogen Slagter eller Svend blev overbevist om at have krystet eller fordærvet nogen Bondes Lam, som han skulde holde paa Torvet, skulde han ikke alene oprette Skaden, men straffes som den, der har handlet uærligt (gaaet Rakkeren i hans Haandtering). Den ene maatte ikke kalde Kunderne fra den andens Vindue i Slagterboderne, og en Art Lighed tilstræbtes ved, at det var forbudt at købe mere af Driftekvæg end et Par Øksne og 10 Lam, derimod maatte hele Lavet i Forening købe saa meget, det vilde. 2 Gange om Aaret holdtes Adelstævne i

__________

1) K. D. II 649.

2) K. D. II 745-50.


161

Nærværelse af et Medlem af Magistraten, hvor man bestemte Kødpriserne.

I Forholdet til Svende og Drenge maatte den ene ikke give højere Løn end den anden. De skulde ogsaa vænne deres Folk til Kirkegang og Guds Ords Hørelse og afholde dem fra Drukkenskab og Letfærdigheds Ord og Tale, "som ofte iblandt dem sker desværre, Gud til Fortørnelse og Menigheden til Forargelse".

31. Marts 1649 fik Slagterne et vigtigt Privilegium; de havde nemlig forpligtet sig til, at der ikke skulde fattes fersk Okse- og Lammekød i Slagterboderne til Byens Forsyning, hvorfor det blev dem tilladt at købe fede Slagteøksne og andet, der var fornødent til Slagteriets Vedligeholdelse, overalt i Riget, dog saaledes, at de ikke forsaa sig imod Kongens Reces om Øksenhandelen 1). Ved enkelte andre Lejligheder havde de ogsaa faaet særlige Forrettigheder, saaledes gav Kristian III 1536 Ordre til at sælge Øksne og Lam til Kødmangerne for en vis Pris, og i Anledning af Kroningen 1596 fik de Tilladelse til at købe Øksne paa Engelholm Marked, skønt de ellers ikke maatte købe, førend Markedet var "udraabt" (endt) 2). Det var Slagterne forbudt at sælge Huder til andre end til Skomagerne 3).

De, der handlede med Smør, eller Smørstingerne sluttede sig 1572 sammen til et Lav paa Grund af "den store Ulempe og Forfang, dem sker af andre Embedsfolk, som have deres gode Haandværk, som de kunne føde dem af, og tage dog deres Næring og Bjerring fra dem, som de skulde holde kgl. Majestæts og Stadens Tynge af, desligeste, som tit og ofte beklaget er, at fattige Folk ikke bekomme Skæl og Fyldest for deres Penge for den uskikkelige Vægt, som findes hos mange, og Tiden om Aaret sig forandrer med Køb og Salg". Herefter blev det altsaa forment andre end

__________

1) K. D. III 313.

2) K. D. II 487-88. IV 503.

3) K. D. II 441, 522, 613.


162

Medlemmerne af dette Lav at sælge Smør i Skaalpund, og Oldermanden med 2 Lavsbrødre skulde engang hver Maaned gaa omkring til alle Smørstingerne forat se, om de brugte ret Vægt eller solgte dyrere end Taxten, der nøjagtig var fastsat efter Fjerdingens Pris. Senere blev det Smørstingerne tilladt at bruge anden Købmandskab, da de ikke alene af Smørhandelen kunde holde Kongens og Byens Tynge ved Magt, og det bestemtes, at alle de Varer, som Høkerne solgte, saasom Flæsk, Ister, Lys i Smaapartier og Fødevarer, herefter ikke maatte sælges af andre end af dem, der var i Smørstingernes Lav. Derved gik Smørstingerne altsaa over til at blive Høkere, men Lavet holdtes næppe ret længe i Kraft 1).

Paa Grund af den omtalte Forsynlighed i større Partier, der fandt Sted i hver nogenlunde velstillet Familie, var Høkerne væsenlig kun for de Fattige. Efter det nylig omtalte Forsøg, der gjordes i det 16. Aarh. paa at hæve deres Stand op til et særeget Lav, fremtræder de ikke senere som saadant. De var ej heller begunstigede af Øvrigheden, der vaagedes fremfor alt over, at Borgerne kunde gøre Indkøb selv uden dem som Mellemmænd. Saaledes klagedes der over, at Kornkøbere, Slagtere og Høkere saa og gemene Folk understod sig paa de 2 Torvedage, Onsdag og Lørdag, ved Porten og paa Gaderne til Forprang at opkøbe Korn, Smør, Flæsk, Svin, Gæs, Høns, Æg og deslige, som Bønderne førte til Staden, førend de naade til Torvene dermed. Magistraten forbød derfor 1609 og 1613 at købe af Bønderne, førend de naade Torvene og var indenfor de øverste Halsjærn, uden hvad en Borger købte til eget Forbrug, naar Vognene kom forbi hans Dør. Indtil Klokken 10 maatte endvidere ingen købe mere end til eget Forbrug, og først efter den Tid maatte Høkere og Hugersker købe hvad de ønskede, "paa det Borgerne og Indbyggerne med saadant

__________

1) K. D. II 335-40.


163

ulovligt Vinkelkøb ikke ydermere skulle udhøkre hverandre, men at hver, som skatter og skylder til Kongen og Byen, maa nyde det første Køb" 1).

Her var der dog nogen Mulighed aaben for Høkerne til at drive Næringsbrug, og Forholdene havde i saa Henseende forbedret sig i de sidste 30 Aar, ti i nogle Politibestemmelser fra omtrent 1590 2) forbydes det aldeles "Huggetzer" (Smaahandlere) at købe af Bonden enten Lam, Gæs, Høns, Æg, Ænder, Brød, Kul eller andet at sælge til Forprang, men det stod enhver frit for at købe det nødvendige til sit Huses Ophold og Nødtørft, dog skulde alle være pligtige til at købe lovlig og skællig efter gammel lovlig Sædvane indenfor Torvenes rette Grænser, nemlig paa Gammeltorv indenfor Rendestenen og de 2 Halsjærn paa Nørregade og Vestergade; det andet Torv var Amagertorv. Smaahandlerne hindredes yderligere i Torvehandelen ved den Bestemmelse, at kun Borgere og Borgersker og de, som udredede Kongens og Stadens Tynge, maatte handle ved Vognene, medens alle andre skulde handle med Borgere og Borgersker i Slagterboderne. Her kunde man henholde sig til den Bestemmelse i de gamle Stadsretter, at Gæst ikke maatte handle med Gæst, idet enhver Ikke-Borger betragtedes som Gæst; af Smaahandlerne havde sikkert mange ikke Borgerskab. Høkernes Forhold bedredes dog efterhaanden, ti da i Aaret 1668 Magistraten fornyde de gamle Bestemmelser, at Høkere ikke maatte købe paa Torvet førend Kl. 10, siger A. Hjørring 3), at dette ikke var vel betænkt, da der var mange Godtfolk, der heller vilde unde Høkerne et Par Skilling, end selv sinke sig og sit Tyende med at gaa paa Torvet, især da Høns, Kyllinger, Æg, Gæs og Lam ikke var dyre i Kjøbenhavn.

Af Torve var der de ældre Gammeltorv, Fisketorvet og Amagertorv, der udførlig er omtalte i Første

__________

1) K. D. I 578-79, 590.

2) K. D. II 449.

3) K. D. V 743-44.


164

Del S. 133-46. Af disse udvidedes Gammeltorv ved Indretningen af Nytorv, idet de paa dennes Plads staaende Smaahuse bleve nedrevne 1605, hvorom bliver nærmere Tale i det følgende under Raadhuset. Som det ovenfor S. 159 er omtalt, blev Nytorv straks indrettet til et Kødtorv, som det har vedblevet at være til den Dag idag. Torvehandelen var deri forskellig fra vore Dages, at levende Kreaturer, baade store og smaa, solgtes paa Torvene, hvormed der først blev gjort Forandring 1671. Der har dog vist allerede i den her behandlede Periode været Adskillelse mellem, hvad der skulde sælges paa de forskellige Torve; saaledes synes Amagertorv alt da at have været Grønttorv, idet det 1629 blev tilladt her at have Udsalg af Frø 1), og 1625 klagedes der over, at Amagerne om Søndagen drev deres Køb og Handel paa Amagertorv og andre Steder 2); Byens Sælgekoner synes ikke at have haft Plads paa dette Torv 3).

Torvedage var Onsdag og Lørdag, men under Herredage var der Marked hver Dag, forat den store Samling af Landets fornemste Indbyggere da kunde forsyne sig. Paa Torvene var der ogsaa andet at faa tilkøbs end Fødevarer, her stod Rækker af Boder, hvori der falbødes alt muligt, men sikkert mest Klæde og udenlandske Manufakturer.

Et Par Torve af laveste Rang vil vi endnu nævne i Forbindelse med den laveste Klasse Handlende.

Det Torv, der indtil for et Par Aar siden har været ved Gammelstrand, men for Tiden holdes paa Vandkunsten og nu sirlig kaldes Kludetorvet eller Loppetorvet, hed i gamle Dage Paltemarked eller Lusetorvet. Dette blev i det 16. og 17. Aarh. holdt ved Vor Frue Kirke. Resen bemærker, at dette ikke kan have været uden ved Kirkens vestre Ende, ti paa dennes nordre Side var Kommunitetet, Avditoriet og Præsternes Residenser, paa den østre Side var

__________

1) K. D. III 94.

2) Molbechs Nordiske Tidskr. III 420.

3) K. D. II 445.


165

2 Professorresidenser og Daniel Paulis Hus, hvor der i Resens Barndom stod et ældgammelt grundmuret Hus; paa Kirkens søndre Side var Skolen og andre Huse og Gaarde; Paltemarked kunde kun være holdt ved Vor Frue Kirkegaards vestre Mur ud til Nørregade, hvor der i Resens Barndom var Bagerboder, men 1681 Huse, og maaske ogsaa tvært overfor Kirken imellem Bispegaarden og Rendestenen, som et Minde fra den Tid Bispegaarden var Raadhus, ti Resen havde ofte set, at der ved samme Bispegaard, hvor han selv tilbragte sin Barndom, blev falbudt Klæder, Kurvesenge og deslige. 20. Nov. 1587 forbød Kæmneren paa Tinge alle de "Hugerske", som gik omkring i Byen forat sælge Sølv, Klæder, Klæde, Lærred og andre Varer, at de ikke saaledes skulde indgaa i godt Folks Huse dermed, som de en Tid lang havde gjort, men skulde herefter sidde ved Vor Frue Kirke, hvor Paltemarked holdtes, og ingen andensteds. Disse Kvinder kaldtes Lusetorvs Høkerske 1).

Ved samme Lejlighed blev det forbudt Fetaliehøkerske eller de Hugerske, der sad eller gik paa Gaderne med Fetalie (Levnedsmidler), Løg, Rødder, Æbler, Pærer, Nødder og andet sligt, herefter ikke at lade sig finde med at falbyde saadanne Varer, uden paa det ny Fisketorv, hvor de skulde leje Boder og der falholde deres Varer, med mindre de vilde foretrække at sælge fra deres egne Vinduer. Dette ny Fisketorv var et Stræde, der fra det gamle Fisketorv gik op til Graabrødretorv og som tidligere er omtalt ved den danske Skole 2). Det maa allerede have været til 1572 3) og været brugt efter sit Navn til Fiskehandel, men nu er det at man tillige vilde benytte det til et saakaldet Madtorv. Dog varede det ikke længe, ti 1593 bortskødede Magistraten den største Del af Strædet, nemlig en Strækning

__________

1) K. D. I 553-54. Lusetorvet i Kjøbenhavn omtales i Helsingørs Tingbog 1576 (D. Saml. 2 R. VI 342).

2) Se 3. Del S. 329.

3) Se 1. Del S. 145.


166

af 71 1/2 Alens Længde og 7-8 Alens Brede, saaledes at Strædet vel vedblev, men kun i en Brede af 3 Alen, der skulde udmunde i en Port i det ny Hus, der skulde bygges paa den solgte Grund. Borgerskabet havde nemlig beklaget sig over, et de Høkerskeboder, der nogen Tid lang havde været holdt paa denne Grund, var det til Afbræk og Skade 1). I nogle Politivedtægter, der maa være fra samme Tid (omtrent 1590) bestemmes det 2) at ingen Hugerske, Selvføding eller andre sidder paa Gammeltorv, Paltemarked, Fisketorvet eller noget andet Sted at sælge Flæsk, Kød, Smør, Ost, Høns eller Æg, idet man da aldeles forbød al Mellemhandel mellem Bonden og Borgeren, derimod forbydes ikke Sælgekoners Handel med Frugt og deslige, som det synes. Da Fetaliehugerskerne saaledes blev forviste fra Torvene, søgte de til Stranden, men ogsaa der herskede de kun kort. 18. Juni 1599 gav Kæmneren tilkende paa Tinge 3), at aldeles ingen Hugersker efter denne Dag maatte staa ved Stranden eller paa ulovlige Steder med deres Høkeri, ej heller maatte de opkøbe Varer ved Stranden eller andensteds og igen udsælge det, Borgerne til Forprang, men enhver skulde være fortænkt at holde fal for deres Døre, hvor de bode, og ingen andensteds. Ved samme Lejlighed blev det ogsaa Fremmede forbudt ved Stranden at udhøkre Flæsk, Ister, Gryn, Sild eller deslige i Skillingvis, men de maatte alene sælge efter Byens Vægt i hele eller halve Skippund, hele eller halve Tønder eller Fjerdinger. 10. Juni 1609 blev det igen forbudt alle Høkere og Hugersker at købe til Forprang Smør, Lam, Gæs, Høns, Æg, Gryn eller andet paa Torvedagene førend Kl. 10, og da ikke andensteds end paa Torvet og indenfor Portene, forat Borgerskabet imidlertid kunde faa tilkøbs, hvad de havde behov til deres Huse. Ogsaa blev det Hugersker eller Fiskekvinder forbudt at staa med salt eller fersk Fisk ved Stranden at udhøkre enten ved Fiskerbroen eller langs

__________

1) K. D. I 555-56.

2) K. D. II 445.

3) K. D. I 561-62.


167

Stranden i Kældre eller udenfor, ej heller maatte de paa Torvet eller Gaderne løbe til Bøndervognene, men de maatte alene sælge foran deres egne Døre eller paa Fisketorvet. De ferske Fisk og Sild skulde ved Stranden enten sælges fra Baadene eller fra et bestemt Sted ved Vejerhuset 1).

Det nævnte lille Stræde, der efter sin Indskrænkning meget uegenlig kunde kaldes et Torv, er dog igen kommet til Magt, ti 1620 nævnes Byens 15 Høkerboder fra Graabrødre i synder til den hvælvede Udgang ved gamle Fisketorv paa østre Side ud med Strædet, af hvilke der aarlig ydedes en Leje af 49 Rdl.; da var de 4 af Lejerne dog Mænd; nu kaldtes Strædet Madtorvet 2). 1631 pantsatte Magistraten Madtorvet til Borgmester Rejnholt Hansen for 200 Rdl., og det bevilgedes samme Tid, at det maatte sælges. Dette skede 1639, da Iver Kjær købte det for 900 Rdl., et Par Aar efter blev det en Del af den danske Skoles Grund og 1654 købtes en Del af Helligaands Kirke, hvor det er den aabne Plads vesten for Kapellet. Inden det afhændedes til Iver Kjær, var her ogsaa Bagerboder, ti 26. Febr. 1637 tillod Kristian IV Magistraten at afhænde de Boder i Madtorvet, som Bagerne nylig havde forladt og hvor de tilforn stod fal med Brød 3). Om det forholder sig saa, som Resen mener, at Fisketorv ved denne Tid var i det gamle Graabrødre eller det lille Torv, der var mellem nuværende Nr. 11 paa Graabrødretorv og Graabrødrestræde, er usikkert.

Frugtsælgerskerne lader ikke til at have haft noget godt Ord paa sig, ti 1645 udstædtes en kgl. Befaling til Byfogden, at der løb mange Kvindfolk omkring baade i og udenfor Byen, som under det Skin, at de havde allehaande Frugt at sælge, bedrev deres Letfærdighed med Karlfolkene, hvorfor han skulde lade dem sætte nogle Dage i

__________

1) K. D. I 578-79.

2) K. D. I 599. II 620.

3) Tredie Del S. 329. Resens Saml. K. D. III 175-76.


168

Stadskælderen paa Vand og Brød andre til Afsky og Exempel; alle Slags Frugt skulde herefter sælges, som det hidtil havde været brugeligt 1), altsaa alene paa bestemte Pladser.

__________

1) K. D. V 288-89.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: man feb 21 17:48:04 CET 2005
Publiceret: man feb 21 17:48:02 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top