eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn i Aarene 1536-1660, anden del.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse IV

Kjøbenhavn i Aarene 1536-1660
    - anden del, kap. I

Kbh., G. E. C. Gad, 1885

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

I. Fattigvæsenet.

Medens der ikke var noget ordnet Fattigvæsen i den katholske Tid, gjorde Reformationen en stor Forandring heri, idet der nu gjordes Skilsmisse imellem 3 Slags Fattige: Tiggere, de Husarme eller Stadens fattige Borgere og Hospitalslemmer. Tiggeriet deltes atter i lovligt og ulovligt, idet Øvrigheden tillod Stadens egne Stoddere selv at tigge sit Brød, medens det da som nu paahvilede hver Kommune at forsørge sine egne.

Med Hensyn til Tiggere findes der i den kjøbenhavnske Reces 1537 § 16 den Bestemmelse, at "efterdi der findes saa mange Stoddere og Tryglere at løbe her omkring udi Riget og bede Guds Almisse og somme af dem ere karske og føre og ere dog komne i den Vane, at de ikke arbejde ville og fortjene deres Brød", skulde der i hver Købsted beskikkes to Borgere, som skulde have Tilsyn med saadanne Personer. Dem af disse, der blev befundne at være fødte i Byen og paa Grund af Sygdom eller Alderdom var uduelige til Arbejde eller var forarmede, skulde der gives Byens Tegn, der skulde hænges udenpaa deres Klæder til Vidnesbyrd om, at det var dem tilladt at tigge, men de karske og føre (raske) skulde henvises til Arbejde eller forvises af Byen, og hvis de siden blev befundne at tigge, skulde de

[1]

2

"stubes" ud af Byen med Ris 1). Dog tillodes det unge Personer, som gik i Skole og ikke havde anden Underholdning, "at mue gange om at bede deres Livs Føde".

Samme Bestemmelser er optagne i den koldingske Reces 1558 med Undtagelse af, at Tilsynet med Tryglere paalægges Borgmestere og Raad.

1549 paalagdes det Fattigforstanderne her at have flittigt Tilsyn med at "føre (raske) Mennesker, Tryglere, føre Kællinger og føre unge Karle, som gaa ud af en Vane og lære dem til at betle, ikke her trygle i Staden"; Forstanderne skulde af de lovlige Stoddere udtage 2 "Fogder", der skulde advare dem, om der fandtes saadanne Folk, og disse skulde da "med Spot forvises af Staden til det Sted i By eller Herred, som de hjemme hørte, efter Kgl. Majestæts Recesses Lydelse".

28. Maj 1573 udstædtes en kgl. Forordning, at der allevegne udi Købstederne var mange Stoddere og Tryglerer som bad om Guds Almisse, men en Del af dem var karske og "helbrede", saa de vel kunde fortjene deres Brød, men af Vane fra deres første Barndom havde søgt og bekommet deres Næring og Underholdning med Trygleri. Da Kongen nu herved mærkede, at hans Faders Reces ikke blev overholdt, ti hvor man rejste igennem Riget, befandtes det, at fast alle Købstederne var fyldte med saadanne Tryglere, befalede han Magistraten i Kjøbenhavn, aldeles ingen Tryglere, der var karske og helbrede, at tilstede at bede om Guds Almisse, men lade dem udvise af Byen med tilbørlig Straf, derimod skulde man give dem, der var uduelige til Arbejde paa Grund af Sygdom og Alderdom eller var aldeles forarmede og havde hjemme i Byen, et Tegn, "saa de kunde kendes at være saadan Almisse værd", men alle andre, der tiggede uden noget saadant Tegn, skulde straffes og udvises af Byen 2).

__________

1) Stup betyder vistnok oprindelig Kag (se Molbechs Gloss. II. 161), at stubes af Byen betyder vistnok Kagstrygning og den dermed følgende Udvisning, se Første Del S. 129.

2) Afskrift i Raadstuearkivet.


3

Alligevel tog Tiggeriet en uhyggelig Overhaand, hvilket ses af en Skrivelse af 28. Febr. 1576 fra Kongen til Magistraten: "Vider, at som Vi nogle Gange have skrevet eder til, at de Tryglere og Betlere, som fra adskillige Steder did komme, skulle afskaffes og ikke tilstedes at omløbe der udi Byen at trygle, Fremmede og andre, som did komme, til Besværing, da forfare Vi alligevel, at des uanset skal være mange saadanne Betlere udi Byen, som idelig og altid paa Gaderne omløbe at trygle, hvilke ogsaa i Hobetal efterfølger, naar nogen god Mand fremgaar paa Gaden, med uafladeligt Trygleri og Betleri, saa man ikke kan blive dem kvit. Da efterdi sligt Overløb og Trygleri der mere end andensteds ikke aleneste falder mangen besværligt, men ogsaa hos Fremmede og Udlændiske, som hid hænder at komme, er spotteligt, bede Vi eder og alvorligen befale, at I en Gang for alle fører der Raad ved og saadant ideligt Betleri afskaffer. Og dersom nogen skal tilstedes at omgaa der sammesteds at bede deres Brød, at dem da gives Tegn, som slig Almisse er værd (værdige), og at dem alvorligen foreholdes, at de ikke efterløbe nogen paa Gaderne, men for Dørene bede deres Brød" 1).

Et halvt Aar efter, 13. Avg., bød Kongen Øvrigheden, at alle Løsgængere, tjenesteløse Folk, "Bernhyttere" og dem, der ikke ret kunde give Besked for sig og ellers var stærke og føre Folk, skulde føres op paa Slottet 1), og der er vel for en Tid gjort Ende paa dette Uvæsen,

I en trykt Forordning af 16. Nov. 1619 om Tjenestefolk og Løsgængere paabydes, at Løsgængere skulde dømmes til at arbejde som Fanger i Jærn i Kjøbenhavn. I en anden trykt Forordning af 10. Dec. 1621 om Haandværkssvende og Drenge paalægges det Overformynderne at sætte alle Børn, der opholdt sig ørkesløse hos deres Forældre, til et Haandværk, og hvis Forældrene ikke havde Raad til at

__________

1) K. D. I. 462.


4

klæde dem, skulde de tilligemed faderløse Børn og Hittebørn klædes af den Almisse, Borgerne godvillig gav i en særlig Kirkebøsse, og saadanne Børn skulde have tofarvet Vadmel, at de ikke skulde løbe bort. De Mestere, der havde saadanne fattige Drenge i Lære, skulde forebringe deres Klager over dem for 2 Raadmænd og Overformynderne, der samledes 1 Gang om Ugen og som skulde straffe dem, de ulydigste ved at sende dem i Kongens Tugthus eller til Arbejde i Jærn. Overformynderne skulde ogsaa paa samme Maade sørge for de Børn, der løb langs Gaden. De Børn, der saaledes sattes i Haandværkslære, havde Privilegium paa at tigge, ti det hedder, at de, ligesaavel som Skolebørnene og andre Fattige, skulde have et Tegn, "paa det enhver kan vide, hvad for Folk han sin Almisse meddeler" 1).

27. Decbr. 1587 2) udkom en kgl. Forordning og Skik, "hvorledes herefter holdes skal med Betlere og Stoddere overalt i Danmarks Rige". Denne Forordning vedblev at gælde i en lang Tid og er derfor udgivet paany i alle Lovsamlinger i Kristian IV's Tid. Det paalægges her Magistraten og Sognepræsterne i Købstæderne at forfatte Registre over de Fattige, der var saa trængende og skrøbelige, at det kunde være dem tilladt at bede om Almisse og som enten var fødte eller havde hjemme i Staden. Disse skulde have et Tegn, at man kunde kende dem 3), men hvis de drog af Byen og tiggede andre Steder, skulde de have forbrudt Tegnet og den bevilgede Almisse samt med tilbørlig Straf forvises af Byen. De maatte dog ikke overløbe fremmede vejfarende Folk enten paa Gaden, i Kirken eller i Huse, men der skulde beskikkes Stodderfogder, der med en Bøsse skulde

__________

1) Jfr. hvad der i Tredie Del S. 345 er omtalt efter Recessen 1643.

2) Forordningen er dateret 27. Dec. 1588, men da paa den Tid det ny Aar regnedes fra 25. Dec., er det efter vor Tidsregning 1587.

3) Det ses af den Del af Forordningen, der angaar Landet, at Tegnet blev bundet foran paa Brystet og var forsynet med 3-4 Bogstaver, der skulde betegne Sognekirkens Navn.


5

besøge "fremmede Folk i deres Herberg og bede disse om Hjælp og Trøst til de Fattige.

Fremmede Stoddere og Tryglere derimod skulde vises hjem, og hvis der fandtes nogen efter den Dag, da de var paamindede fra Prædikestolen og Bytinget om at drage bort, og især om de var saa stærke, at de paa en eller anden Maade kunde fortjene deres Føde, skulde de hudstryges paa Kagen og udvises af Byen paany, men hvis nogen endda husede saadanne Folk, skulde han straffes som den, der husede fredløse Mænd. Ligeledes skulde Magistraten have Tilsyn med de Fremmede, der bode til Leje, og undersøge de Vidnesbyrd, de havde med sig fra deres tidligere Opholdssteder.

Fra dette Forbud var dog undtaget fattige Skolebørn 1), Brandlidte og Skibbrudne, hvilke sidste det var uforment at at besøge godt Folk om Hjælp og Trøst, naar de havde Bevisligheder fra deres Øvrighed, dog maatte Ingen bruge et saadant Brev længer end 1 Aar.

29. Jan. 1588 sendtes denne Forordning til Magistraten til videre Kundgørelse, idet Kongen gjorde opmærksom paa at de ældre lignende Befalinger ikke var efterkommede og nu formanede Magistraten til med største Flid og Vinskibelighed at holde derover, da den forsømmelige ellers skulde undgælde derfor.

__________

Vi ser af Malmøbogen 2) hvorledes Reformationen straks fremkaldte Forsorg for de Fattige, der ikke kunde indlægges i Hospitalet. Paa Søn- og Helligdage blev der ombaaret Tavler i Kirkerne, og det indkomne skulde et Par Gange om Aaret uddeles af 3 dertil beskikkede Borgere og Prædikanterne, ligesom det anbefaledes at betænke Trængende med Mad. Dette Exempel er sikkert ogsaa fulgt her, førend Ordinansen fremkom.

__________

1) Se 3 Del 320-21.

2) Rørdams Udgave Fol. 52.


6

I Kristian III's Kirkeordinans 1539 tages oftere Omsorgen for de Husarme under Overvejelse. Det hedder saaledes, at de Fattige skulde beholde den Rente (Indtægt), de hidtil havde nydt, og at der skulde beskikkes 2 eller flere Diakoner, der paa Helligdage skulde gaa omkring og indsamle Gaver til Uddeling, hvorfor de hvert Aar skulde gøre offentligt Regnskab. - Disse Diakoner fremtræder dog ikke med det Navn, men som Fattigforstandere, som det nedenfor vil ses. - Præsterne skulde formane Tilhørerne, at de skulde "give Gud og vor Herre Jesu Kristo i de Fattige det, de tilforn af en god men dog vildfarende Mening plejede at give til Messer og Munke, for Sjæle, for Aflad, for Pilgrimsgang og til anden saadan vild og vrang Gudstjeneste, ja Gudsbespottelse". Hver Superintendent (Biskop) skulde i sit Stift tilligemed Lensmanden, Provsten, Præsterne og Raadet "i hver Købsted oprette en menig Kiste for de Fattige, udi hvilken der kan indsamles hvad Almisse kristne Folk giver, Testamenter og hvad andet, der gives i Guds Navn, item Kalentepenge, Broderskabspenge og andre Gildepenge 1), Sjælegaver etc.. og hvad Jordegods dertil givet er, naar de ere døde, som der nu af leve". Endelig lovede Kongen at give til de fattige Folks Kiste de Vikariedømmer, der ikke havde Arvinger, naar de daværende Nydere var døde og Kongen ikke i Forvejen havde givet dem til Universitetet, Kirker og Skoler.

De Folk, hvem Kirkeordinansen paalægger at hjælpe, er de saakaldte Husarme eller Stadens nødlidende Borgere, i Modsætning til Tiggere, eller, som de da oftest hed, Betlere, Tryglere eller Stoddere. Til disse Husarme var Godgørenheden særlig henvendt, og det var ikke faa Gaver, der kom ind til dem, baade i Penge og Ejendomme.

Kristi Himmelfarts Aften 1549 2) indførtes en fast Ord-

__________

1) Det ses af mange Gildeskaaer, at Bøder tilfaldt de Fattige.

2) K. D. VI.


7

ning af Fattigtilsynet, idet Magistraten i Forening med Hospitalets Forstander og Prior og Byfogden bestemte, at der skulde beskikkes 4 Tilsynsmænd af hvert Sogn; de 12 Mænd, der ved denne Lejlighed blev udnævnte, aflagde derpaa Ed paa at ville værge de Husarme, som de kunde være bekendte for Gud. De skulde skiftes til at ombære Tavlen i Vor Frue Kirke om Onsdagen, saaledes at hvert Sogn kun havde sin Tavle i 4 Maaneder. I de andre Kirker skulde Tavlerne ombæres af dem efter tidligere Sædvane. Da Kongen havde tilladt Ombæring af Tavler paa Slottet, bestemte man nu, at naar Kongen eller nogen af Adelen var tilstede der, skulde en af Hospitalets Forstandere møde der med Hospitalets Tavle og en af de Husarmes Tilsynsmænd med de Husarmes Tavle, af hvilken sidste dog det halve skulde tilfalde Hospitalet. En af Tilsynsmændene i hvert Sogn skulde opbevare de indkomne Penge eller hvad andet, der skænkedes, og uddele det til de Fattige med Samtykke af alle 12 Mænd, der altsaa i Fællesskab bestemte hver enkelt Almisse. De fik ogsaa Befaling om at tilkendegive Magistraten, hvor der fandtes ulovlige Tiggere, og der skulde derfor forfærdiges et Register over de Husarme og et andet over "Stoddere, Kællinger, Arme, Syge", som maatte gaa omkring og tage Guds Almisse. Af Stodderne skulde de 12 Mænd udnævne 2 "Fogder", der skulde gøre opmærksom paa de ulovlige Tiggere.

Ved samme Lejlighed vedtoges det, at hvis nogen vilde ud af Hospitalet for at komme i Deling med de Husarme, kunde dette ikke tilstedes, men de skulde udvises af Staden. Naar en Seng blev ledig i Hospitalet, skulde de 12 Mænd overveje med vedkommende Sognepræst og Hospitalets Forstandere, hvilke af de Husarme der var nærmest til at komme i Betragtning.

For de 12 "Tilsynsmænd", der snart fik Navn af "de Husarmes Forstandere", beskikkedes kort efter en Oldermand. 1553 var Lavrids Madsen Bøssestøber Oldermand og


8

i hans Hus vedtog alle Forstanderne en Vedtægt 1), der mest indeholder Bestemmelser om deres Møder og indbyrdes Forhold. Det ses dog af denne, at der i Vor Frue Kirke hver Onsdag holdtes en Gudstjeneste, der kaldtes Bedeprædiken, og at det var Forstandernes Pligt skiftevis at gaa omkring med Tavlen, under 1 Mk.'s Bøde. De forpligtede sig ogsaa til, at naar Kongen skulde faa i Sinde at holde flere Bededage, 1, 2 eller 3 i hver Kirke, da skulde de ogsaa hver Gang møde med de Husarmes Tavle, eftersom det var Kongens alvorlige Vilje og Begæring, at de fattige Husarmes Gavn og Fordel altid skulde agtes i alle Bedeprædikener og at gode fromme Kristne, som besøgte disse, skulde vel paamindes om at hjælpe fattige Husarme. Da de fleste syge og fattige altid fandtes i Vor Frue Sogn, enedes man om at dele de indkomne Penge i et visst Forhold, saaledes at Vor Frue Sogn fik 50 pCt., Helligaands Sogn 15 og St. Nikolaj Sogn 35 pCt.

1560 blev Helligaands Hospital stillet i et visst Forhold til Fattigforstanderne, idet disse baade skulde have Tilsyn med Forplejningen og Optagelsen af ny Lemmer 2). Oldermanden for Fattigforstanderne var indtil 1630 hvad vi nu vilde kalde Fattigdirektør, og det var ham der aflagde Regnskab og i det hele stod til Ansvar. Derfor var disse Oldermænd ogsaa blandt Stadens mere ansete Mænd. Fra 1560 til 1660 kendes følgende: Henrik Abel 1560. Henrik Uden 1574-92. Didrik Møller 1592-96. Peder Skriver 1598-1609. Jens Andersen Aalborg 1606-14. Peder Jensen Kræmmer 1614-23. Henrik Ratke 1623-27. Kristen Jensen Tydskølsfører paa Østergade 1627-30. Jokum Gerdou 1630-31. Henrik Jakobsen 1631-34. Kristen Jensen Bech 1634 - 39. Mathias Hansen Husvig 1639-41. Hans Jensen Faaborg 1641-45. Jakob Andersen, den

__________

1) K. D. V 545-48.

2) Se tredie Del S. 39-40.


9

senere Raadmand 1645-48. Peder Rasmussen Juel 1648-51. Peder Jakobsen Flensborg 1651-56. Movrids von der Tide 1656-60.

Hvad man fra først af stræbte efter for at sikre de Fattige en fast aarlig Indkomst foruden hvad Tavlepenge og Fattigforstandernes Indsamlinger indbragte, var faste Ejendomme. Fra 1549 haves en Fortegnelse over alle større Gaver til de Husarme 1) og deraf ses, at fra først af var den langt overvejende Del Gaver af Gaarde og smaa Huse, ligesom da Jens Kallundborg 1564 skænkede i Sjælegave 180 Mk., blev de anvendte til at købe 2 "Sjæleboder". En anden Maade var at paalægge en Ejendom en stadig Afgift, saaledes som da Fru Birgitte Gøye 16. Okt. 1566 gav 8 Rdl. aarlig Jordskyld af sin Gaard i Købmagergade 2), gennem hvis Grund 60 Aar senere Silkegade blev anlagt.

Det første Grundlag til en fast Kapital var den Gave, som Rigens Hovmester Peder Oxe skænkede de Husarme 4. Marts 1574. Han gav 2000 Daler, af hvilke de halve skulde tilfalde Vor Frue Latinskole 3), og af det andet Tusende skulde "fattige vedtørvende Husarme" nyde Renten til Klæder og Ildebrændsel. Pengene udbetalte han til Magistraten, saaledes at Renten engang om Aaret skulde overgives den yngste Borgmester og en af Raadmændene, der tilligemed Sognepræsterne til Vor Frue og Helligaands Kirker

__________

1) K. D. II 779 flg.

2) Denne Gaard havde Herluf Trolle, der var død Aaret i Forvejen, tidligere afhændet til Henrik Abel, hvem det allerede var paalagt at yde de 8 Rdl. i Jordskyld. Gaarden laa da norden for sal. Jomfru Dorethe Gøyes Gaard og sønden for sal. Jomfru Ingeborg Bildes Gaard. Den gik ud til Pilestræde, men var delt i 2 Ejendomme, da den den 12te April 1604 solgtes af Jakob Høg til Trudsholm til Eske Brok til Estrup; den havde hidtil tilhørt Jakob Høgs Svigersøn Jakob Trolle og Datter Mette Høg. Eske Brok solgte Gaarden til Kongen og 1641 fordeltes de 8 Rdl.s Jordskyld paa de 4 Grundejere paa Silkegades søndre Side, hvilket først kom i Stand 1650 efter langvarig Proces.

3) Se 3. Del S. 318.


10

skulde indkøbe Sko, Klæder og Ildebrændsel til Uddeling i Fattigforstandernes Nærværelse hver Mortensdag. Til Sikring af Kapitalen havde Magistraten lovet ikke at tage nogen til Borgmester eller Raadmand, med mindre han tilligemed Aflæggelsen af sin Embedsed lovede at ville opretholde Peder Oxes Fundats. 2 Dage efter fik denne kgl. Stadfæstelse 1).

P. Oxes Exempel fandt snart Efterlignelse. 28. Juni samme Aar skænkede Kong Frederik II. med Rigets Raads Samtykke 10,000 Rdl. "efterdi vi komme udi Forfaring, hvorledes her udi vor Købsted Kjøbenhavn skal findes mange fattige husarme Mennesker, som lide stor Brøst og Nød for deres Livsføde og anden Ophold, dennem fornøden Behov gøres, af den Aarsag, at de enten paa deres Alderdom ere komne til Fattigdom eller og for deres Sygdoms og Skrøbeligheds Skyld ikke længer kunne fortjene deres Føde". Disse Penge blev overgivne Magistraten, der skulde sætte dem paa sikker Rente til 5 pCt. og staa til Ansvar for Kapitalen. Rentepengene skulde hvert Aar overgives Superintendenten (Biskoppen), den øverste theologiske Professor og den ældste Borgmester Mikkelsdag og 1. Maj. Disse skulde lade de 2 Husarmes Forstandere i hvert Sogn, der herefter skulde beskikkes af dem i Forening med Magistraten og Sognepræsterne, i Tide opkøbe Hvede, Kul, Mel og andet nyttigt og indlægge det i et dertil bestemt Hus, hvorfra det kunde uddeles til de fattige Husarme, eftersom Nøden krævede det, tilligemed de Penge, der blev tilovers. Til Husarme skulde ikke regnes Studenter, Peblinge, Bøsseskytter, Baadsmænd eller deres Hustruer, der havde Løn af Kongen, ej heller unge, føre og stærke Mennesker, der kunde arbejde, men alene de, som var "vedtørvende" Husarme og havde ført et ærligt Levned, saa de havde et godt Rygte af Naboer og Genboer, og var komne til Fattigdom, Alderdom, Sygdom og Skrøbelighed, saa de ikke kunde føde sig eller sine Børn

__________

1) Hofmans Fund. X 254-57.


11

af sit Arbejde. Hvert Aar skulde Fattigforstanderne og Sognepræsterne optage Lister over de Husarme, og den nævnte Direktion skulde have Tilsyn med, at ingen blev optaget derpaa, som ikke opfyldte ovennævnte Vilkaar. Til Gengæld skulde Magistraten paase, at de Tiggere, som kom fra fremmede Steder og løb om paa Gaderne at besvære hver Mand og dog ikke fandtes at være slig Almisse værd, blev henviste til de Sogne, hvor de havde hjemme. 1)

Ved dette Kongebrev blev der altsaa ikke alene tilvejebragt en fast Kapital til de Fattiges Underhold, men ogsaa givet Fattigvæsenet en bestemt Ordning, der bestod til 1630, men i Hovedtrækkene meget længer, ti Biskoppen, den øverste theologiske Professor og den ældste Borgmester vedblev at udgøre Direktionen i Forening med den 1630 tilforordnede anden Borgmester lige til 1708. Man skulde efter Udtrykkene i Fundatsen tro, at Kapitalen er tilvejebragt alene af Kongen af Rigets Midler med Rigsraadets Samtykke, men et Kongebrev af 28. April 1577 2) nævner udtrykkelig, at Summen er givet af Kongen "med nogen vor elskelige Rigens Raad og Adel". I sidstnævnte Kongebrev bestemmes, at de Ejendomme, i hvilke Kapitalen var sat fast, kunde ikke pantsættes, og ved Dødsfald skulde de af de Husarmes Kapital laante Penge med Renter udbetales, førend det tilstededes nogen at faa sin Arvepart.

Aar 1574 maa iøvrigt have været et trangt Aar for de Fattige, ti 19. Febr. 1574 havde Kongen ved sin Hofpræst sendt 1000 Daler til Biskop Povl Madsen og Professor Niels Hemmingsen, at de skulde uddele Pengene blandt de Husarme, eftersom der skulde være "meget fattigt Folk, Husarme og andre, som lide stor Nød og Trang udi denne store Vinter og ingen Hjælp eller Underholdning have til Klæde og Føde". Desuden sendte Kongen hver Jul til Uddeling 30 Skp. Rug, 2 Tdr. Oksekjød, 1/2 Td. Smør og 6 Voger

__________

1) Hofmans Fund. X 257-60.

2) K. D. I 622-23.


12

Bergfisk, hvilket Deputat endnu 1634 udleveredes fra Provianthuset. Ogsaa til andre Tider blev Fødevarer uddelte til de Fattige, som naar Kristian IV 1592 gav dem 1000 Fisk, der var fratagne engelske Skibe under Vespenø ved Island 1), og den følgende Tid faldt der jevnlig Pengegaver til de Husarme, sædvanlig 100 Daler ad Gangen, men en Del af disse Penge brugtes til Indkøb af Ejendomme eller til Forbedring af dem, der allerede var tilstede. Af Folk, der gav større Summer, kan nævnes Karen Oluf Brasks 200 Rdl. 1599, Kristen Jensen Aalborg 1500 Rdl. 1595 og 1597, foruden Gaver i Ejendomme, Jørgen Bubbert 300 Rdl. 1607, Klædekræramer Henrik Berner 200 Rdl. 1604, Møntmester Hans Dalhusen 500 Rdl. 1604, Bernt Skult 300 Sletdaler 1620, Palle Pedersen 500 Daler 1621, Henrik Baltzers 300 Rdl. 1621, Palle Pedersens Broder Niels 600 Daler 1624, Kort von Busk 200 Rdl. 1625, Raadmand Lavrids Hansen 200 Rdl. 1626, deu senere Borgmester Find Nielsen 150 Dlr. 1626, Prins Kristian 200 Rdl. 1628. De fleste af disse Penge blev udsatte paa Rente.

Vi har nævnt de Fattiges "Sjæleboder". Denne Benævnelse var Levning fra den katholske Tid, da man paa sit Dødsleje gav Sjælegaver for at udfri Sjælen af Skærsilden. En Mængde af de Gaver, der tilfaldt de Fattige i den følgende Tid, var egenlig ogsaa Sjælegaver, idet de blev givne paa Dødslejet, medens der dog ogsaa blev givet Gaver til andre Tider. De Ejendomme, som de Husarme kom til at besidde, deltes i 2 Klasser, Lejeboder, hvis Leje anvendtes til Gaver til de Fattige, og Sjæleboder, Huse, hvori de Fattige fik fri Bolig; undertiden forenedes begge Egenskaber i samme Ejendom. Den første faste Ejendom, de Husarme fik, nemlig en Gaard ved Vestervold ved S. Clemens Kirke 1549, deltes saaledes i 5 Vaaninger, af hvilke de 2 lejedes ud og de 3 var Sjæleboder. Dette er nu Nr. 57

__________

1) K. D. II 780. IV 608-9, 712.


13

paa Halmtorvet. 1550 gav Albert v. Gochs Enke 14 Sjæleboder bag S. Clare ved Østervold, hvilke Boder vedblev at være i Brug i over 200 Aar og er nuværende Nr. 31 i Møntergade, der gik ud til Brøndstræde, igennem hvilken Gaard der endnu er eller nylig var Forbindelse mellem disse 2 Gader; disse Boder laa i 1 Række som i en Gade.

Ifølge de Husarmes Jordebog 1634 nævnes bl. a. følgende Sjæleboder. 1) Bag ved den tydske Kirkegaard laa 3 Sjæleboder med 6 Værelser, givne af Dr. Peder Vinstrup 1615, der solgtes 1634 til den tydske Kirkes Forstandere. I Fiolstræde og ud til en lille Gade eller et Torv, der hed Brøndgaarden, havde de Husarme flere Ejendomme: 6 Lejevaaninger, 2 i Fiolstræde og 4 paa den nordre Side i Brøndgaarden, 7 Fag Hus paa Brøndgaardens søndre Side, og saa Lejevaaninger, 8 Fag Hus paa Brøndgaardens nordre Side, der kaldtes Smøreboder og brugtes som Kurerstuer for "besmittelige" Folk, og endelig 2 Lejevaaninger paa Fiolstrædes østre Side, sønden for Gangen til Brøndgaarden. Disse Ejendomme er formodenlig "Linden" i Fiolstræde (nu Nr. 34). I Lavendelstræde var 2 Sjæleboder liggende inde i en Gang, givne af Jens Fyrbøder 1594. I Lille St. Klemensstræde havde Borgmester Iver Povisen 1619 givet 7 Boder, de 4 til Gaden og de 3 til Gaarden op imod Vestervold, af hvilke de 2 var Sjæleboder.

Det vil være af liden Interesse at opregne alle de faste Ejendomme, hvis Tal var stort, idet der var 96 Lejevaaninger og 44 Sjæleboder, hvilke næsten alle er givne før 1630. Flere af disse var en sammenhængende Række Huse, ligesom Johannes Albert v. Gochs 14 Boder. Ved Vestervold laa 8 Sjæleboder og en Lejevaaning med Jærnkakkelovn straks indenfor Vesterport, hvilke var givne af Jørgen Fynbo 1615. Da de 1638 kun var "smaa forfaldne Kipper", der ikke kunde bruges længer, blev de bortsolgte. I Landemærket

__________

1) K. D. II 793 flg.


14

laa 5 Lejevaaninger paa Hjørnet af Vognmandsgade, givne 1569 af Hans Merckel, hvilke blev bortsolgte i Aarene 1633-35. I Aabenraa imod Volden laa 8 Lejeboder, der 1604 blev givne af Henrik Berner, 4 til Gaden og 4 i Gaarden, er nu Nr. 5 i Aabenraa. - Fra en senere Tid havde de Fattige 7 Lejevaaninger i en Gang i Teglgaardsstræde, givne af Henrik Berners Enke 1655, hvilket nu er en Del af Nr. 12 i Teglgaardsstræde. I Springgade var 5 Lejevaaninger, givne af Margrete Hans Taasings 1570, nu Nr. 9 i samme Gade. I Lavendelstræde laa i en Gang, der hed Smekkenborg, 4 Lejevaaninger og 3 Sjæleboder givne 1625 af Jakob Brygger, de laa omtrent paa Hjørnet af Lavendelstræde og Mikkelbryggersgade. Desuden var der en Tid 2 Smøreboder eller Kurerstuer for dem, der led af smitsomme Sygdomme, formodenlig Hudsygdomme, foruden Børnehus og Pesthus, der er omtalte i 3. D. S. 336-48.

Sjæleboderne bestod som oftest af 2 Værelser. De var ligesom Datidens andre Boliger for Smaafolk smaa enetages Huse, oftest en sammenbygget Række, med særegen Indgang til hver Familie, som i Nyboder og i de 1674 opførte Abel Kathrines Boder. Det er allerede en gammel Bestemmelse, at Fattiglemmernes Efterladenskab tilfalder Fattigvæsenet, som det er omtalt ved Helligaands Hospital 1), ti i et Kongebrev af 25. Juni 1568 bydes, "at naar de fattige Husarmes Forstander annammer nogen ind udi Sjæleboderne for deres Fattigdoms Skyld eller ogsaa holder dem andensteds i Byen med hvis Almisse og Penninge, som gives til forskrevne Husarme, da skal efter deres Død hvis Klæder og andet, de efterlade, blive og uddeles iblandt de andre Fattige, som igen leve eller i deres Sted kommendes vorde". I samme Brev hedder det, at efterdi Forstanderen for de fattige Husarme berettede, at naar nogen i deres Testamenter til Sjælegaver eller i andre Maader gav deres Gods

__________

1) Se 3. D. S. 67-69.


15

eller Penge til de Husarme, da understod Arvingerne eller de, som undertiden tilkøbte sig Arveparter, at gøre de Husarme Forhindring heri, hvorfor Kongen befalede, at hvad der saaledes bortskænkedes, straks uryggelig og uden Forhindring skulde følge de Husarme. 1)

18. Juni 1619 befalede Kristian IV "af synderlig Betænkende, Fattige og vedtørvende Mennesker til Trøst og Undsætning", at hvad nogen i Kjøbenhavn, der ikke selv havde Børn, paa Sottesengen bortgav til de Fattige og dette kunde bevises og ikke igen var tilbagekaldt af den Døende, skulde uhindret annammes og anvendes til de Fattiges Tarv og Nødtørft. 2)

Disse sidste kgl. Befalinger blev fremdragne i Aaret 1632, idet nemlig en fattig Enke Susanna Kornelis Aaret i Forvejen var bleven optaget under Konventhusets Forplejning, men da havde arvet 2000 Gylden efter en Slægtning i Amsterdam. Efter nogle Aars vidtløftig Brevveksling blev Pengene ogsaa tilkendte Fattigvæsenet.

Kristian IV, hvem Kjøbenhavn skylder saa mange gode Indretninger, lod ej heller Fattigvæsenet forblive i den gamle Tilstand, men gav det en ny og bedre Ordning.

Under 2. Nov. 1629 udstædte Kongen et aabent Brev, at han "Gud almægtigste til Ære og hans fattige Lemmer til Husvalelse" havde for godt anset at lade "anstille" en kristelig Anordning og Skik med Husarme og Tiggere, og paa det saadant des bedre kunde stiftes og underholdes, skænkede han dertil de Tavlepenge, der var annammede paa Rentekamret og som var udsatte paa Rente. Idet han sendte dette aabne Brev til Biskoppen, de theologiske Professorer, Sognepræsterne og Magistraten, bød han dem, at de skulde holde Raadslagning og derpaa med det første indlevere deres Betænkning i Kancelliet, idet de havde i Agt Kristian III's Reces Art. 62, Forordningen 1588, hans egen

__________

1) Afskrift i Raadstuearkivet.

2) Afskrift i Raadstuearkivet.


16

Reces Art. 44, Forordningen af 1619 om Tjenestefolk og Løsgængere og af 1621 om Haandværksdrenge og Svende 1). De skulde have for Øje hvad der maatte forandres og forbedres efter den daværende Tids Tilstand og om fornødent indrette en egen "Magistrat" med sin særegne "Spitalsfoged" og Svende, "paa det al god Ordning des bedre kan underholdes og Vi vide kunne, hvo os har at svare, om Forsømmelse herudi befindes". Ligeledes skulde de betænke, hvorledes den ny Kapital kunde funderes til saadan Brug, saa der ikke skulde paakomme de Fattige nogen Skade, Tvist eller Irring. Samme Dag fik Statholderen Befaling om at overgive den nævnte Kapital til Biskoppen, Theologerne, Sognepræsterne og Magistraten 2). Det trak noget i Langdrag med Betænkningen, hvorfor Kongen 22. Marts 1630 tilskrev de Paagældende, at da det erfaredes af det daglige Omløb paa Gaden af Tiggere, at de endnu ikke var færdige med Fattigordinansen, vilde han, at de gjorde Ende derpaa inden 3 Uger, saafremt de ikke vilde blive dømte til selv at give noget til de Fattige. 3) Nu varede det ikke mange Dage, inden hele Ordningen blev færdig, ti allerede 29. Marts 1630 skænkede Kongen "til den Ordinanses Brug, som om de Fattiges Underholdning gjort er", 3 Vaaninger og Boder paa Hjørnet af Silkegade og Pilestræde. Kort efter købtes videre af Kongen 4 grundmurede Vaaninger til i Silkegade for 2000 Rdl. og nogle Aar senere en Gaard i Pilestræde op til de af Kongen givne Boder for 3000 Rdl. 4)

Ifølge nævnte Ordinans, der fik kgl. Stadfæstelse 10. April 1631 5) skulde der være 4 Overforstandere, der skulde forestaa Administrationen for de Fattige, og den øverste af disse skulde hver første Maj have 200 Speciedaler i Foræring, "hvilken han saaledes skal tage til Takke, paa det

__________

1) Disse er omtalte foran.

2) K. D. V 115.

3) K. D. V 117-18.

4) K. D. II 801, 805, 806. III 96-97, 202-3.

5) Sæl. Reg. 571-72.


17

ingen skal vægre sig saadant at udstaa". Forat Byrden ikke skulde blive for stor, skulde han have en ærlig, forstandig og tro Mand til Husvært, som skulde have fuldt Tilsyn med Spinden, Væven og deslige, saa og med hvad der skulde indføres og købes til Huset, ligesom med den extraordinære Almisse. Denne "Husvært" skulde ogsaa have 200 Speciedaler om Aaret, "dog han vel ogsaa mere kunde fortjene, naar han gjør sligt med Tro og Flid som det sig bør, og udi Annammen og Uddelen med al Beskedenhed agter de Fattiges Gavn og Bedste". Dertil skulde der ansættes en Skriver med Løn af 100 Speciedaler. Den øverste Overforstander og Husværten kunde selv vælge og afsætte Stodderfogder; en af disse kunde de give en passende Løn som Armesfoged og en eller to en ringere Løn som hans Svende, hvilke Folk de kunde bruge til Exekution, Opsøgen, Udspørgen og til at forhøre, hvad de, der oppebar Almisse, foretog sig og om de var sunde eller syge. Af de andre 3 Overforstandere skulde den ene lade samle, hvad de Fattige kunde faa af ankomne Skibe og efter Begravelser, den anden skulde sørge for, at Fremmede blev besøgte og opfordrede til at give Almisse, at de Fattiges Bøsser ikke blev forsømte og især at der indkom Almisser ved Bryllupper, den tredje skulde tilligemed Husværten sørge for fordelagtigt Indkøb af Varer. De gamle Forstandere eller Underforstanderne i Sognene skulde redelig hvert Kvartal indkræve Almisse hos Sognefolkene, og hver Sognepræst skulde saavel tilskynde dem som deres Sognemænd. Direktionen skulde bestaa af Biskoppen, den øverste theologiske Professor og de 2 øverste Borgmestre, med de 3 Sognepræster og 1 Raadmand som Assessorer. Disse kunde forandre denne i Fattigbogen indførte Ordinans, og skulde ellers holde over dens Bestemmelser. 2 Gange om Aaret skulde de overse Regnskaberne og paase, at det tiloversblevne uddeltes til fattige, syge og hungrige rette Husarme, og blev noget endnu tilbage, skulde dette samles til Pesthuset.


18

Sognepræsterne skulde desuden en Dag hver Uge se til, at alt vel administreredes, og angive de Mangler, de fandt.

De af Kongen skænkede Bygninger kaldtes Konventhuset, i Begyndelsen Domus Misericordiæ, men det gamle Navn Silkehuset bevaredes dog længe, idet Bygningerne hidtil havde været brugte af de kgl. Silkevævere, for hvem Kongen havde anlagt Silkegade. Over Indgangen blev anbragt Kongens Vaaben og Indskriften:

D. O. M. P.
Sacra domus, quam Ser. Christianus IV Rex Daniæ con-
secravit pro recta curatione Pauperum Hafniensium in-
choata. Calendis Maij. Anno J. Ch.
Regna firmat pietas. 1)

Stenen var skænket af Raadmand Anders Olufsen og Indskriften indhugget af den kgl. Bygmester Hans Stenvinkel. Indvielsen er saaledes sket 1. Maj 1630. Bygningens Bestemmelse var, at her kunde hver Uge Lemlæstede, Svage eller de, der ikke selv kunde fortjene sin Føde, hente Penge og Brød; Sengeliggende og Husarme, der skammede sig ved selv at forlade deres Hus, fik Almisse tilsendt ved Stodderfogderne eller "beskedenlig" ved en god Mand i Huset. De Fattige, som kunde arbejde, fik Arbejde anvist, og fattige Børn sattes til de Fattiges Skolemester. Fremmede Fattige henvistes til Oldermanden for de Fattiges Forstandere og fik der af "Syvslagstavlen" 2) Rejsepenge og "afskaffedes" derpaa af Byen.

Ifølge Direktionens Ordning af 29. Dec. 1629 og 8. Jan. 1630 (desværre begge tabte) skulde der være i Konventhuset følgende Værelser: en smuk Konventstue, hvori ikke alene Direktionen, Sognepræsterne og Overforstanderne samledes hver Uge, ligesom ved forefaldende Lejlighed Older-

__________

1) Konventhuset er nu Nr. 17 i Pilestræde og Nr. 10 i Silkegade; de tilstødende Huse gik altsaa ned mod Østergade.

2) Tavlepenge, der indkom ved Syvslagsgudstjenesten, om hvilken se i næste Kapitel S. 31-32.


19

manden mødtes med Forstanderne, men her skulde de Fattige mønstres en Gang om Aaret og hver Uge modtage Penge, Brød og Arbejde. Ovenomtalte Mønstring foregik i Maj 1630 i Kirkerne inden Husets Indrettelse. I denne Stue gæmtes ogsaa Konventhusets Regnskabsbøger og andre Protokoller, og i et Kammer ved Siden af 4 Kister, de 3 til rede Penge, hver til sin Art Indtægt, og den fjerde var en Jernkiste, hvortil Oldermanden og de 2 øverste Forstandere hver havde sin Nøgle, foruden en, der fandtes paa Raadstuen; til denne Kiste gav Dr. Jesper Brockmand 12. April 1630 60 Rdl. og da Kisten kun kostede 40 Rdl., kom det tiloversblevne de Fattige til gode; 8 Dage efter gav Dr. Hans Povlsen Resen til Handsel i denne Kiste 150 Sletdaler, og straks efter er nedlagt forskellige Summer, som flere Borgere gav for at være fri for Fattigforstanderskabet. Iøvrigt var Kisten bestemt til at opbevare de Fattiges "Haandskrifter", hvad vi nu kalder Gældsbeviser, for Fattigvæsenets udlaante Kapitaler. Disse 2 Rum optog hele Stuen af Hjørnehuset mellem Pilestræde og Silkegade; i det tilstødende Hus bode Konventhusskriveren, der i Begyndelsen var forskellig fra Husværten. Endvidere var der 5 Kamre og Kælder til de Fattiges Øl, Smør, Kød, Brød og desl., som enten indkom i Foræring eller i Bøder, hvilket paa visse Dage blev uddelt til Skolen, Børnehuset, Pesthuset og de Husarme; videre var der Loftsrum til Brædder til Ligkister, Ærter, Gryn, Smør. Det tredje Hus var Heglestue, hvor det Hør skøttedes og hegledes, der blev udleveret til Fattige at spinde i deres Hjem. Da Pladsen snart viste sig for indskrænket, forøgedes Ejendommen med de ovenfor nævnte Ejendomme i Silkegade og Pilestræde, saa Økonomen nu selv forestod Brygning og Bagning i selve Konventhuset, men da Børnehuset 1652 flyttedes til Pesthuset, blev disse Ejendomme solgte igen til Rentemester Henrik Müller.

De Indtægter, hvoraf denne store Stiftelse kunde underholdes, bestod af følgende:


20

1. De ældre Kapitaler og den aarlige Husleje og Jordskyld af de Fattiges Huse og Ejendomme.

2. Tavlepenge fra Kirkerne ved Søndagsgudstjenesten og ved Fredagsgudstjenesten, hvilken sidste Tavle først kom i Brug 1631. Efter Kirkens Tavle blev de Fattiges Tavle ombaaren af en af Sognets 4 Fattigforstandere, derpaa af dertil udnævnte Borgere ("Tavlemænd") en Tavle for Vartov og en for Pesthuset, hvilken sidste først indrettedes 4. April 1629, og endelig en for Kvæsthuset, anordnet 1658. Ved Syvslagsprædiken omgik de Fattiges Tavle, Brandtavlen, der begyndte 15. Jan. 1647, og hvis Indhold var bestemt til at lønne dem med, der kom til Skade, naar de hjalp ved Ildebrande, og Kvæsthustavlen. Ved den saakaldte Syvslagsprædiken blev der ogsaa ombaaren en Tavle af en Fattigforstander, nemlig hver Mandag og Tirsdag i Helligaands Kirke, hver Onsdag i Vor Frue og den tydske Kirke og hver Torsdag i Helligaands Kirke. Hver Tingdag blev en Tavle ombaaren paa Bytinget, ligesom der blev opstillet en Bøsse paa Toldboden. Endelig havde Fattigforstanderne selv en Bøsse til egne Bidrag, der dog kun indbragte lidet.

3. 8. Marts 1630 blev anordnet den saakaldte Kvartalsalmisse, idet det paalagdes de Fattiges Forstandere hver i sit Sogn 4 Gange om Aaret at besøge alle Stadens Indbyggere, Adelige og Uadelige, Gejstlige og Verdslige, og andre gudfrygtige Folk, som enten gæstede Staden eller ellers opholdt sig der. Ved en gudelig Formaning opfordredes man til paa denne Maade at vise den sande Tro og rette Kærlighed og hindre "al ydermere Uro for Dørene og paa Gaderne af Betlere med Raaben og Skrigen". Denne Formaning blev forkyndt fra 18. April til 1. Maj 1630 formodenlig ved Udtrommen paa Gaden og udbragte i første Fjerdingaar 3776 Sletdaler, i det første Aar i alt 14640 Sletdaler eller i vore Penge omtrent 31000 Kroner. Senere tabte det sig noget; 1639 indkom der saaledes 4301 Sletdaler,


21

men Gaverne aftog gradvis, saaledes indkom der 1656 2061 Sletdaler; efter 1660 blev det endnu mindre.

4. Dernæst fik Fattigvæsenet Kongens Gave, der beløb sig til 23150 Rdl., der var udsat paa Rente hos forskellige Medlemmer af Adelen. Samtidig gav Rigens Hovmester Frands Rantzau 1000 Rdl. og han gav desuden fordelt i 4 Kvartaler aarlig 120 Rdl., til Jul, Paaske og Pinse 60 Rdl., ved Mortensdag 60 Rdl. til Klæder, Hoser og Sko og til Brænde 20 Rdl. Kansler Kristian Fris til Kragerup gav den samme aarlige Sum og 500 Rdl. en Gang for alle og desuden til Børnehusets og Pesthusets Bygning 300 Rdl. foruden Sengeklæder og Bohave. Disse rigelige Gaver efterfulgtes siden af andre, smaa og store Gaver. Saaledes gav Henrik Fyhren den yngre i Sjælegave 1631 500 Rdl., Biskop Hans Povlsen Resen 1632 1000 Rdl. til Underholdning af 2 elendige Fattige, Anna Hans Holstes 1) 1000 Rdl. 1633, foruden hvad hun gav til Kirker og Skoler, Henrik Andersen Brygger 500 Sletdaler 1633, Boldevin Blanckfort 500 Daler 1634 foruden Gaver til S. Nikolaj og den tydske Kirke, Biskop Jesper Brockmand 1000 Speciedaler 1635, Johan Bram 500 Rdl. 1647, Rasmus Jensen Købmand 500 Rdl. 1649, M. Blasii Hustru Fru Ellen Krabbe 400 Dlr. 1651, Borgmester Find Nielsens Hustru 500 Dlr. 1652, Lisabeth Niels Olsens, der kaldtes Jordemoder, gav Kirken, Skolebørn og de Fattige samt Syge og Sengeliggende 2000 Rdl. 1653, hvoraf der tilfaldt de Husarme 500 Rdl., Skipper Oluf Jørgensen 400 Dlr. 1657, Raadmand Morten Mikkelsen 600 Dlr. 1657, Hans Hofmand 1657 og 1658 955 Dlr. 3 Mk., idet han havde testamenteret de Husarme og S. Nikolaj Kirke hele sin Formue.

Et Par af disse Gaver vil vi omtale lidt nærmere, da der er særegne Fundatser bevarede, hvilke formentlig er komne ud af Kraft. I en af 8. Feb. 1603, udstædt af

__________

1) For disse Penge fik Fattigvæsenet efter hendes Død Udlæg i Gods i Ejdersted, der blev ødelagt i Vandfloden 1634, hvorfor det maatte sælges med Tab (K. D. 207-8.),


22

Hans Dalhusen Møntmester, skænker han med sine kære Svogre velforstandige Mænd Jakob Brun, Henrik Berner og Mogens Mikkelsen deres Fuldbyrd og Samtykke 520 gode Rigsdaler, hvilke han havde overgivet de Fattiges Forstandere, der skulde sætte dem paa Rente til 5 pCt. Hver Onsdag skulde Forstanderne lade 32 fattige Husarme komme for sig og give dem for en halv Daler Brød, eller for 1 dansk Skilling til Enhver. 1)

4. Juni 1635 gav Dr. Jesper Brockmand 1000 Rdl., hvis rente skulde anvendes til 3 af de allerfattigste elendigste i Vor Frue Sogn, der skulde antages af Sognepræsten til Vor Frue Kirke og de Fattiges Forstandere. Fornemlig vilde han have Almissen forundt de fattigste Enker, dog saadanne, der havde kristelig fremdraget deres Liv og Levned. Hvis Kapitalen ikke blev anvendt saa vel som den burde, skulde det theologiske Fakultet have Ret til at "indkræve Pengene og give Renten til 2 af de flittigste og fattigste Studenter.

Der indkom ogsaa mange mindre Gaver. Saaledes havde en fattig Daglejer med sin Hustru samlet 100 Sletdaler, som de lovede til de Husarme, hvis de ikke selv behøvede dem i Tilfælde af, at de kunde blive besøgte af legemlig Svaghed; da nu Konen døde først og Manden mærkede, at hans Liv ogsaa var til Ende, overgav han Pengene til Kapellanen Hr. Niels Kristensen ved Vor Frue Kirke. Ogsaa af Huse kom der flere til som Gaver. De Husarmes Kapital havde ved Aar 1650 saaledes naat en Størrelse af omtrent 60000 Rdl. 2)

Det er foran omtalt, hvorledes Konventhuset baade sørgede for de fattige Skolebørn i Latinskolen 3), for de Husarmes Børn i Børnehuset 4) og for de Syge i Pesthuset 5).

__________

1) Hofmans Fund. XI 271-73, 304. Med Hensyn til Gavebreve se iøvrigt Tome XI af Hofmans Fund.

2) Se Rubin Oversigt over Fattigvæsenets tidligere Historie i Tabelværk til Kjøbenhavns Statistik Nr. 4 1879, hvor der ogsaa findes en udførlig Fremstilling af Fattigvæsenets Historie.

3) 3. Del S. 321.

4) Smstds. S. 344 flg.

5) Smstds. S. 340 flg.


23

Naar Direktionen nu tillige understøttede de Fattige baade med Almisse og ved at give dem Arbejde, skulde man synes, at den By maatte være vel stillet, hvor alle disse Formaal kunde blive tilfredsstillede. Dog blev Praxis her som saa ofte forskellig fra Theorien, Kristian IV havde ej heller i denne Retning Held med sig i sine velmente Foretagender til Landets Ophjælpning, uagtet han ogsaa paa andre Maader søgte at ophjælpe Fattigvæsenet. Saaledes tillod han 1634 de Fattiges Forstandere at oprette et Slags Lotteri, der da kaldtes en Lykkepotte. 1) Over de Varer, der skulde nedlægges i samme Lykkepotte, skulde de give en rigtig Fortegnelse til Magistraten, der ved et af sine Medlemmer og en Borger skulde have Tilsyn dermed og at der ikke indlagdes flere blinde Lodder i Kisten end nødvendigt. En saadan Lykkepotte er det vi nu kalder en Tombola. Han indskærpede ogsaa Magistraten 1633 at vaage over Kapitalernes Sikring. 2) Da Kongen imidlertid selv kom i Pengeforlegenhed, laante han 26. Okt. 1641 10563 Rdl. mod 6 pCt.'s Rente. Endvidere betalte Kongen ikke for hvad han fik leveret fra Spindeværket, saa Frederik den III 1. Maj 1651 maatte udstæde et Gældsbevis paa 22781 Rdl. 19 Sk. 3)

1637 købte Fattigvæsenet af Kongen for 566 1/2 Rdl. en Vejrmølle paa Østervold bagved Gammelmynt, paa den Betingelse, at naar Møllen ikke længer blev brugt, skulde Grunden hjemfalde til Kongen.

1649 befalede Frederik III Joakim Gersdorf at give saa meget som muligt til de fattige Husarmes Underholdning. 4)

Udenfor Byens Fattigvæsen stod Holmens Sogns, der væsenlig bestod af Kongens Søfolk; de Penge, der indkom dertil, hidrørte fra Kirkens Blok og Bøsser paa Skibene og bestyredes af Holmens Admiral. 5)

__________

1) K. D. III 134-35.

2) K. D. V 141.

3) K. D. III 227. 368.

4) K. D. V 324.

5) K. D. III 310. V 367.


24

Et af Formaalene ved Fattigordonansen 1630 at holde fremmede Tiggere borte, opnaades imidlertid ikke. 5. Nov. 1636 paabød Kongen, at hver Skipper, der understod sig at føre en fremmed Tigger til Staden, skulde i Bøde til de Fattige give 10 Rdl. og, hvis der var flere, 5 Rdl. for hver og desuden paa egen Bekostning skaffe dem hjem, foruden at han skulde underholde dem, saa længe de var her, dog var hermed ikke ment saadanne Fattige, som var fordrevne fra Tydskland paa Grund af Krigens Tryk og onde Tilstand og havde god "Besked" 1). 19. Juni 1639 befalede Kongen, at eftersom adskillige Slags Folk, saavel her udi Rigerne fødte som af fremmede Nationer, skulde begive sig til Kjøbenhavn og der lejede Kammerser, Kældre, Lofter og anden Husværelse og ikke angav det for Øvrigheden, skulde det forbydes alle Indbyggere herefter at udleje Opholdssted til nogen uden Magistratens Samtykke, og enhver skulde være forpligtet til, under Bøde af 3 Aars Husleje af de ulovlig bortlejede Boder, at tilkendegive sin Rodemester, hvilke Folk han havde boende hos sig; de Folk, der ikke havde Øvrighedens Tilladelse, skulde udvises af Byen. 2) I dette Øjemed inddelte Magistraten Byen i Roder og forordnede en Hovedmand eller Formand i hver Rode, der skulde have Tilsyn med alle Huse og Vaaninger der. Det blev disse derpaa paalagt en Gang hver Maaned at gaa omkring i deres Rode og med Flid udspørge, hvilke Folk der bode i Huse og Vaaningerr hvem de havde inde hos sig "til Seng eller Kammers", om de var Borgere eller ikke, hvorfra de kom, hvoraf de nærede sig og hvad deres Idræt var, om de var Betlere, Løsgængere eller deslige Folk, hvilket de udførlig skulde optegne og 4 Gange om Aaret, nemlig straks efter Flyttetiden om Paaske og Mikkelsdag og efter Nyaar og St. Hansdag, indgive en Fortegnelse til den Borgmester eller Raadmand, som havde Inspektion i deres Kvarter, og naar de formente,

__________

1) Afskrift i Raadstuearkivet.

2) K. D. III 204.


25

at nogen imod kongelige Mandater udlejede Vaanpladser, Kammerser, Kældre eller Loftsrum til fremmede Folk eller indtog dem til Huse uden Magistratens Forlov eller husede tjenesteløse Karle eller Kvindespersoner, som sad paa deres egen Haand, eller Løsgængere, gamle eller unge fremmede Betlere eller andet "Løsgesinde", skulde de straks give det tilkende for vedkommende Borgmester eller Raadmand. 1)

Dette hjalp ikke, ti 27. Maj 1646 fik Rigens Hovmester Brev om at tilholde Magistraten straks at lade optage alle de der tiggede, enten de hørte til Holmen, Kristianshavn, Kongens Boder eller andre Steder og lade dem føre til Pesthuset, hvor de skulde forhøres af de Fattiges Forstandere, enten de hørte til Menigheden her eller havde andensteds hjemme; de fremmede skulde vises hjem og med Hensyn til de Fattige her fra Byen skulde det overvejes, hvorledes de kunde underholdes uden Tiggeri. 2)

Uagtet de kgl. Mandater om Tiggeri igen indskærpedes ved et aabent Brev til Magistraten og alle Lensmænd i Danmark 31. Jan. 1647, 3) udkom der igen 7. Okt. 1650 4) en ny kgl. Forordning, "eftersom vi daglig maa erfare og se for Øjne den store Uskikkelighed, som her i Byen findes formedelst den Mangfoldighed af Betlere, som sig her i Staden opholder, hvilket vel en Part af denne besværlige dyre Tid foraarsages, men allermest deraf, at de udi saadanne Tilfælde vel betænkte og mente adskillige Forordninger ikke saaledes tages i Agt og efterkommes, som det sig billigen burde", saa gentog Kongen Frederik II's Forordning og bød, at aldeles ingen, som var sund og karsk, maatte opholde sig med Tiggeri, men skulde vises til Arbejde eller udvises, og kun de, der var fødte og havde hjemme her, maatte gaa omkring og tigge. Hvis der var flere Fattige, end der kunde blive forsørgede paa de Fattiges Huse, skulde de op-

__________

1) Afskrift i Raadstuearkivet

2) K. D. V 293-94.

3) K. D. V 299.

4) K. D. V 337-38.


26

tegnes ved Navn i en særlig Bog og have Byens Tegn, at de kunde kendes at høre Byen til, men de, der tiggede uden Tegn, skulde paagribes af Stodderkongerne 1) og føres for de Fattiges Forstandere; hvis de da der fandtes at høre til Menigheden og være "rette Almissehoveder", skulde de have Tegn og alle andre udvises og straffes. Forat intet Bedrag skulde ske med saadanne Tegn, skulde alle Tiggere hvert Fjerdingaar komme sammen i de Fattiges Hus efter Tilsigelse fra Prædikestolen og da efterses, om de havde Tegn, og de Afdødes Tegn skulde kræves tilbage. Denne Forordning skulde 2 Gange om Aaret sammen med andre kgl. Forordninger forkyndes fra Prædikestolene.

Det var allerede Aaret efter 25. Marts 1651 nødvendigt at gentage en anden hidhørende Befaling, idet Kongen paany indskærpede Kristian IV's Forbud af 5. Nov. 1636 til Skipperne mod Indførsel af fremmede Tiggere, "eftersom os underdanigst andrages adskillige fremmede Betlere til Vands hid til vor Købsted Kjøbenhavn imod vores udgangne Forordning at føres, de andre rette Fattige til Fortrængsel." 2)

Man havde ogsaa begyndt med at oprette en Tvangsarbejdsanstalt. Under Konventhuset bestod et Spindeværk, der dog vistnok nærmest var et Sted, hvor de Husarme, ikke Tiggerne, havde Fortjeneste ved Spind. Med Hensyn til Tiggere havde Kongen allerede 22. Nov. 1628

__________

1) Stodderkongerne kaldes foran S. 17 Stodderfogder og udnævntes allerede 1549 (S. 2), men det almindelige Navn var Stodderkonge, jeg tror endog at have set Benævnelsen Kejser som Navn paa den øverste af dem. Det var navnlig disses Opgave at finde og udvise Tiggere, der hørte til andre Kommuner. En saadan Art Embedsmænd vedvarede langt hen i Tiden. Jeg mindes saaledes fra min Barndom i Jylland for en 30 Aar siden en Kamp imellem vort Sogns Stodderkonge, der var Sognets eneste Tigger, og en Mand fra Nabosognet, der kom ud fra vort Køkken med en Krukke Mælk, hvilken Stodderkongen i Embeds Medfør vilde konfiskere til eget Bedste.

2) K. D. V 341-42.


27

den Plan at sende dem til det gamle Vartov, naar det ny Vartov ved Sortedamssø var færdigt 1), og 1632 opbyggedes paa en øde Plads i Brøndstræde en Gæstegaard for de Fattige 2). 28. Maj 1637 befaledes det endog, at arbejdsføre Folk i Vartov Hospital skulde føres til dette Sted, der her kaldes Byens Gæsthus eller Gasthus, og naar de blev gamle og skrøbelige, skulde de sendes tilbage til Hospitalet 3). Formodentlig har denne Anstalt dog ikke kunnet trives, ti Gaarden bortsolgtes 1651 tilligemed Børnehuset, hvortil den stødte, til David Mohr og Anders Nielsen Underskriver. 1649 tillod Kongen, at fremmede og stærke Tiggere maatte sættes til Arbejde i Kongens Børnehus "at de derved kunde have nogen Frygt, saa at det store Betleri, som dagligen her i Byen, Byens egne Fattige til Fortrængsel, gaar i Svang, nogenlunde kunde forekommes eller med Tiden afskaffes" 4), men da dette Børnehus blev solgt snart efter, havde denne Bestemmelse kun kort Varighed. 25. Jan. 1653 befaledes Magistraten i Forening med de Fattiges Forstandere at skaffe den bøhmiske Klædemager saa mange Kvinder og Børn for Betaling, som han behøvede, og hvis disse ikke vilde lade sig bruge dertil eller anstillede sig modvillige, skulde de forvises Byen eller straffes; Klædemageren havde nemlig beklaget sig over, at han ikke kunde faa Folk, der vilde spinde for Penge, uanset der gik mange store og stærke Tiggere om paa Gaden, som kunde fortjene deres Føde paa denne Maade, saa han blev nødt til at forskrive Arbejdere fra Hamborg. 5) Det var først efter 1660, at der kom en virkelig kommunal Tvangsarbejdsanstalt i Gang i Børnehuset paa Kristianshavn. Dog havde Kongerne allerede længe haft en saadan i Gang ved Skibsbyggeriet; vistnok allerede i det 16. Aarh. blev Folk dømte til at arbejde i Kongens Jærn paa Bremerholm. Det var ikke alene Forbrydere, der maatte arbejde i Lænker,

__________

1) Se 3. Del S. 56.

2) K. D. II 803-4.

3) K. D. V 202.

4) K. D. V 329. 3. Del S. 382.

5) K. D. V 356-57.


28

men, som det ses af Forordningen af 16. Nov. 1619, ogsaa Løsgængere. 27. Juli 1621 er der en Befaling til fra Norge at sende ældre Lediggængere og Dagdrivere til Bremerholm, men Ungdommen til Tugthuset 1). Herom siger J. L. Wolf: 2) "Her findes og paa denne Bremerholm for alle ulydige og skalkagtige, ja udædiske og Løsgængere en Straffested med Lænker og Jærn om Benene, Livet og Halsen indslagen, af hvilke en Part maa gaa der al deres Levetid og somme paa nogle visse Aars Tid, ligesom deres Forseelse og grove skalkagtige Gærninger været har, hvilke maa saa der gaa og arbejde for Klæder og Føden."

__________

1) Norske Rigsregistranter V 158.

2) Encomion regni Dan. S. 160.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor feb 17 19:11:26 CET 2005
Publiceret: tor feb 17 19:11:23 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top