eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn i Aarene 1536-1660, første del.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse III

Kjøbenhavn i Aarene 1536-1660
    - første del, kap. IV

Kbh., G. E. C. Gad, 1881

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

IV. Borgmestre og Raad.

Det er tidligere i dette Skrift omtalt, hvorledes Borgerskabet 1536 mistede sin Ret til selv at vælge Borgmestre

[112]

113

og hvorledes Kongen da forbeholdt sig Magt til at indsætte baade Borgmestre og Raadmænd "hvilke Os tækkes og Vi kunne vide Os og Riget og Kjøbenhavns Indbyggere ere tro og nyttige" 1). Det maa nu vel derfor antages for givet, at Kristian III efter Byens Overgivelse indsatte et helt nyt Raad, men Kongerne vedblev i Reglen ikke førend i Slutningen af Kristian IV's Regeringstid at ansætte Raadmændene, medens det er sikkert, at Borgmestrene fremdeles ogsaa beskikkedes af Kongen og indsattes højtidelig paa hans Vegne. I en endnu bevaret Raadstueprotokol gives følgende Underretning om forskellige Borgmestres Beskikkelse: 9. Juli 1561 blev 2 Borgmestre paa Slottet indsatte af Kansler Johan Fris paa Kongens Vegne. 7. Nov. 1565 indsattes 2 Borgmestre paa Raadhuset af Slotsherren Jens Trudsen i Kongens Navn. 16. Maj 1567 indsattes en Borgmester af Slotsherren Bjørn Andersen i Kongens Navn. 6. Juni 1569 indførte Rentemester Joakim Bek 2 Borgmestre paa Raadhuset. 11. Juli 1572 indsattes en Borgmester af Slotsherren Morten Venstermand, 26. Jan. 1579 blev en Raadmand Borgmester "og holdt Kong. Maj. Rentemester velb. Kristoffer Valkendorf hannem sin Ed fore og satte hannem udi Borgmesters Sæde"; det samme omtales 19. Febr. 1580, 17. Maj 1583, 14. April 1584, 28. Avg. 1584. 5. Maj 1589 blev 2 Borgmestre indsatte "og gjorde de deres Ed for de gode Herrer Danmarks Riges Raad, som ere Niels Kaas Kansler, Jørgen Rosenkrands og Kristoffer Valkendorf, paa Kjøbenhavns Slot". 5. Avg. 1589 gjorde en Borgmester sin Ed paa Herredagen i Kolding paa Koldinghus for de samme Regeringsraader. 27. Maj 1591 sad Peder Munk første Gang i sit Borgmesters Sæde, efterat han 22. Maj havde gjort sin Ed paa Slottet for Regeringsraaderne. 17. Septbr. 1591 sad Søren Kristensen første Gang i sit Borgmesters Sæde, efterat han den 15de havde gjort sin Ed for Kong. Majestæts Hovmester Hak

__________

1) Første Del S. 72, anden Del S. 170.


114

Ulfstand i Nærværelse af Rigsraaderne Korfits Viffert og Brejde Rantzau. 24. Febr. 1595 blev Oluf Madsen Borgmester "og holdt velb. Jørgen Rosenkrands hannem Eden for paa Kjøbenhavns Slot"; den 27. sad han første Gang i Borgmesters Sæde. 11. Marts 1597 blev Jakob Brun Borgmester "og holdt velb. Kristoffer Valkendorf, Danmarks Riges Hovmester, hannem Eden for paa Slottet og blev han samme Dag sat udi sit Embedes Sæde paa Raadhuset". 20. Okt. 1598 blev Kristen Albertsen "efter Kong. Majestæts Brev, som Hr. Hovmester Kristoffer Valkendorf hannem overantvordede, forordnet til Borgmester og gjorde Hr. Hovmester sin Ed paa Kong. Maj. Vegne her paa Raadstuen og blev straks sat udi Borgmesters Sæde".

11. Juni 1606 blev den ældste Raadmand "forordnet" til Borgmester, og holdt Statholder Brejde Rantzau ham Eden for paa Slottet i Nærværelse af Rentemestrene Enevold Kruse og Sigvard Bek og de 3 Borgmestre. 28. April 1609 gjorde Mikkel Vibe Ed for Statholder Brejde Rantzau i de 3 Borgmestres Nærværelse og blev samme Dag sat i sit Embedes Sæde paa Raadstuen. 20. Febr. 1615 gjorde Iver Povlsen sin Ed for Statholderen i Nærværelse af Kansler Kristian Fris og de 3 Borgmestre og blev samme Dag sat udi sit Embeds Sæde paa Raadstuen. Om Peder Andersen hedder det derimod alene 19. Jan. 1618, at han blev forordnet til Borgmester. 1. Marts. 1622 gjorde 2 Borgmestre deres Ed for Kansler Kristian Fris til Kragerup paa Slottet. 17. Sept. 1629 gjorde Jørgen Danielsen sin Ed paa Raadstuen paa Slottet for Statholder Frands Rantzau og blev samme Dag sat i Borgmesters Sæde. 17. Juli 1638 var Statholder Korfits Ulfeld selv personlig paa Raadstuen og forordnede og indsatte Hans Nikkelsen til Borgmester, efterat han tilforn havde gjort sin Ed paa Raadstuen paa Slottet. 30. Jan. 1645 var Iver Vind D. R. R. paa Raadstuen efter Kongens Befaling og indsatte Kristoffer Hansen, efterat han tilforn i Slottets Raadstue havde præsteret sin Ed. 30. Avg. 1645


115

opkom Gregers Krabbe D. R. R. paa Raadstuen og efter Kongens Befaling indsatte Find Nielsen til Borgmester, efterat han tilforn havde gjort sin Ed paa Slottets Raadstue. 25. April 1655 blev Peder Pedersen af Hr. Joakim Gersdorf, D. R. Hovmester, tilsagt at være Borgmester, efterat han havde aflagt sin Ed paa Slottets Raadstue for Rigens Hovmester.

Heraf ses, at de højeste Rigsembedsmænd, oftest Statholderen i Kjøbenhavn og Rigens Hovmester, modtog Borgmestereden og at de ligeledes oftest indførte ny Borgmestre paa Raadstuen og indsatte dem i deres Sæde, hvilket foregik med en særegen Ceremoni. Hvorledes Indstillingen til Borgmesterembedet er sket i den nærmeste Tid efter Reformationen, vides ikke, men paa Kristian IV's Tid var det ifølge Resen Skik, at Borgmestre og Raadmænd i Forening udnævnte 3 Mænd, af hvilke Kongen valgte den ene. Førend denne Konges Tid var dette dog næppe Tilfældet, ligesom Kristian IV vel ej heller altid fulgte Indstillingen, ti det hændte af og til, at Folk blev Borgmestre uden at være Raadmænd først. Efterhaanden blev dog dette sidste Skik, hvilket ses af at Frederik III 1655 befalede Rigens Hovmester at beskikke Peder Pedersen først til Raadmand og siden til Borgmester. Da Borgmester Simon Surbæk var død, skrev Kristian IV 24. Febr. 1644 et egenhændigt Brev til Magistraten, i hvilket han paabød, at enhver Borgmester og Raadmand uden af konferere med hinanden under deres Æres Fortabelse skulde give skriftlig Stemmeseddel, og disse Sedler skulde da forseglede tilstilles Kongen. Ved Voteringen 6. Marts viste det sig da, at alle Stemmer var faldne paa Hans Nansen. Ved denne Lejlighed har Kongen altsaa fraveget den almindelige Skik. Naar Udnævnelsen var sket, var det en Tid (nærmest 1580-1600) Skik, at Kongen udstædte et aabent Brev til "menige Indbyggere", hvori det paalagdes dem at agte og holde ham for deres Borgmester, søge deres Ret hos ham som hos de andre Borgmestre i de Sager, der skulde dømmes, og i alle Maader være ham hørige


116

og lydige, hvorimod han var forpligtet til at hjælpe enhver til hvad der var Lov og Ret.

Med Hensyn til Raadmændene, da udnævntes de af Borgmestre og Raadmænd, uden at dertil udkrævedes nogen kongelig Stadfæstelse. Kristian IV har dog et Par Gange grebet ind i Valgmaaden. 10. Maj 1634 fik Borgmestre og Raad kgl. Brev at antage Jakob Pedersen, Peder Mikkelsen og Niels Villumsen som Raadmænd 1) og 10. Jan. 1635 fik de følgende kgl. Brev: "Eftersom vi forfare at skal fattes nogle Raadmænd der udi vor Købsted Kjøbenhavn, da bede Vi eder og ville, at I med det forderligste udi vores Kancelli indskikker Navne paa tvende Gange saa mange Personer som der fattes, paa det man kan have Valg der iblandt." 22. April fik Borgmestre og Raadmænd derpaa kgl. Brev at annamme Byskriveren og Mikkel udi Vartov udi Byens Raad 2). Det hedder derefter i Fortegnelsen over Magistraten: "Anno 1635 den 6. Maj efter Kgl. Majestæts naadigste Befaling bleve Peder Mortensen Byskriver og Mikkel Sørensen, Forstander i Vartov, forordnede til at være Raadmænd her i Kjøbenhavn, gjorde deres Ed og deres Sæde straks beklædte". Nogle Aar efter under 13. Juni 1641 kom et lignende Brev: "Vider, eftersom Vi naadigst forfare en af Raadmændene her udi vor Købsted Kjøbenhavn ved Døden at være afgangen, da bede Vi eder og naadigst ville, at I fire eller fem af de fornemme Borgere her sammesteds udnævne, af hvilke en, som til saadan Bestilling dygtigst kan eragtes, kan udtages, hvorefter I eder nu saa og altid herefter haver at forholde, naar lige Hændelser forefalder" 3).

Maaske har der i disse Aar været Vanskelighed ved at enes om nogen Person, hvorved Kongens Indskriden er gjort nødvendig, eller det er Kristian IV's Begærlighed efter at blande sig i Smaating, der har ladet ham kalde Kongens

__________

1) Sæl. Teg. XXV. 278.

2) Sæl. Tegn. XXV. 394.

3) Sæl. Teg. XXV. 187.


117

Ret til Raadmandsvalget tillive. Det blev altsaa 1641 slaaet fast, at Magistraten ogsaa her kun skulde have Indstillingsret. Kongen gav dog ingen Bestalling til Raadmænd saa lidt som til Borgmestre og om deres Indledelse paa Raadstuen af overordnede Statsembedsmænd er der ikke Tale. Da Lavrids Eskilsen blev Raadmand, tilkendegaves dette saaledes alene for Magistraten ved en Skrivelse fra Statholderen Korfits Ulfeld af 27. Marts 1644, hvilken Skrivelse oven i Købet kom 12 Dage efter at Lavrids Eskilsen var bleven indsat. I Fredrik III's Tid er der endnu et Par Exempler paa Kongens Indgriben i Valget, ti 23. Maj 1655 fik Rigens Hovmester Brev, at eftersom Johan Stenkuhl havde undskyldt sig for at være Raadmand, da var Kongen naadigst tilfreds at Korfits Ulfeld i hans Sted forordnede Morten Mikkelsen og i afgangne Henrik Frises Sted Lavrids Mikkelsen 1). Det er ovenfor omtalt, hvorledes Peder Pedersen 1655 ved kgl. Magtfuldkommenhed først blev beskikket til Raadmand forat han kunde blive Borgmester, men han har kun været det ganske kort, ti det kgl. Brev er udstædt 25. Febr., og 25. April blev han indsat som Borgmester.

Kjøbenhavns Selvstændighed i Henseende til Valget af sin øverste Styrelse var saaledes langt ringere end Landets andre Købstæders, og dets Indbyggere maatte i den Retning længe bøde for Stadens Deltagelse i Grevens Fejde. Ogsaa i en anden Retning foregik der en Forandring ved Stadens Overgivelse 1536, idet Magistratens Tal indskrænkedes til 12 istedetfor 16, en Omstændighed, der ikke findes hjemlet ved noget Kongebrev, men fremgaar af forskellige Lister og Sammenstilling af Personernes Livsforhold.

Der er ikke her som i andre Købstæder foretaget en aarlig Omveksling mellem Magistraten, saaledes at den, der det ene Aar var øverste Borgmester, det næste Aar blev nederste Raadmand og de andre efterhaanden rykkede op 2);

__________

1) Sæl. Teg. XXXIII. 276.

2) Kristian IV's Reces 2. Bog, 3, 1.


118

det var her langt fra at alle Raadmænd blev Borgmestre, og der er mellem Borgmestrene selv ej heller sket Omveksling, idet den ældste vistnok altid vedblev at være den øverste. Saaledes siges Hans Nikkelsen Lundt 1655 efter sin Død at have været den øverste Borgmester 1), og han var da ogsaa den, der havde været længst i Embedet.

Om Fredagen holdt hele Magistraten paa Raadstuen sit almindelige Møde, paa hvilket der foruden Sager til Stadens almindelige Bedste ogsaa forhandledes de Sager, som Byfogden om Mandagen paa Bytinget ikke havde set sig myndig til at dømme. Af Kristian IV's Reces 1643 ses saaledes, at Byfogden ikke maatte udstede nogen Æredom. 4. Avgust 1606 vedtoges en ny Forretningsorden, da det var Byfogden og Stadens Kæmner besværligt og fast umuligt at forrette alle Sagerne paa Bytinget, og Medborgerne blev saaledes besværede med unødigt Pengespild, idet deres Sager først overhørtes i nogle Uger paa Bytinget, og siden henvistes til Raadhuset, naar Byfogden fandt sig "besværlig" at dømme deri; derfor skulde der hver Onsdag holdes Raadhus af den Borgmester, som hver Maaned efter Omgang førte Stævnebogen, tilligemed 2 Raadmænd og Byfogden. Byfogden skulde selv gennemse Stævnesedlerne, førend hans Svende bragte dem ud i Byen, forat der ikke til om Mandagen skulde stævnes store Sager, der kunde være for vigtige for ham at dømme i; naar han engang havde faaet Sager stævnet for sig paa Bytinget, burde han nemlig ikke vise dem fra sig til Raadhuset, men skulde afgive en skriftlig Dom, ej heller maatte han uden Borgmestre og Raads Vilje forrette Sager paa Bytinget, som allerede var begyndte paa Raadhuset. Da den ny Retsdag om Onsdagen saaledes var indrettet til Byfogdens Bedste, skulde han lade Fogedsvendene den Dag ligesom om Fredagen tilligemed Bysvendene være tilstede paa Raadhuset, og han skulde møde Kl. 8 og ikke

__________

1) Sæl. Teg. XXXIII. 207.


119

undskylde sig, under den Bøde, som Magistratens Medlemmer selv indbyrdes maatte udgive 1).

Nogle Aar senere synes Magistraten at have faaet en Arbejdsdag til, nemlig Mandagen, og saaledes havde altid en Borgmester og 2 Raadmænd 3 Dage ugenlig at møde paa Raadhuset. Dette ses af følgende Vedtægt af 16. Marts 1629:

Om Mandagen skal den Borgmester, som Stævnebogen har, med de 2 Raadmænd hos ham bør at sidde, naar Klokken slaar 8, søge Raadstuen og paa det menige Sædes Vegne udrette og bestille, hvad de kunne gøre paa Byens og Menighedens Vegne. Kommer dem noget vigtigt for, at de tiltrøster dem ikke at kunne forrette, da lade det bestaa paa menige Borgmester og Raads Sammenkomst og Diskretion (da skal det afgøres ved Samling af hele Magistraten). Samme Borgmester og tvende Raadmænd udi lige Maade om Onsdagen at møde adskillige smaa Sager, som indstævnes, at forhøre og dem, med saavidt de sig trøster, at gøre til Ende. Om Torsdagen, som til videre Betænkende skal udi Steden for Fredagen, som tilforn er holden, være almindelig Retterdag, (da) det ganske Sæde kommer sammen, da at foretage des vigtigere Sager, som ellers ikke kan udi dømmes og forrettes.

To Aar efter fik det siddende Raad endnu en Arbejdsdag, ti 5. September 1631 bestemtes, "at hvilken Borgmester, som har Stævnebogen, 'skal om Fredagen efter Middag med tvende Raadmænd, saa ofte fornøden gøres og de om Aftenen tilforn tilsiges og advares, møde paa Raadhuset og med Overformynderne her udi Staden traktere og forhandle, hvis deres Bestilling med Værgemaal kan udkræve." Samme Dag blev det paalagt Stadstjenerne at tilsige de Borgere, som Overformynderne befalede dem at fordre for Retten eller at møde i deres Huse.

__________

1) K. D. I 529-31.


120

9. Jan. 1634 vedtog man videre følgende Forretningsgang:

1. For mere end et Aar siden var det besluttet, at hver Borgmester istedenfor en Maaned nu skulde forvalte Stævnebogen et helt Kvartal.

2. Forat forskaane Borgmestre og Raad for Importunering og Overløb hver Dag i Ugen, og her maatte vides en vis Tid, naar almindelig Raadstue holdes og Sager forhørtes, skulde den boghavende Borgmester alene om Tirsdagen udgive Stævninger om Sager, der skulde foretages paa begge de paafølgende Dage, Onsdag og Torsdag, undtagen hvis der paa "høje Øvrigheds expresse Befaling" bestemtes nogen anden Dag, og Værgemaals Sager, der altid afhørtes Fredag Eftermiddag.

3. Med disse Tirsdags Stævninger skulde, saa vidt muligt, tages i Agt, at Sagerne paa de følgende Dage kunde tilendebringes Kl. 10 eller 11 eller i det højeste 12 slet.

4. Forat undgaa Tidsspilde skulde en Tavle Onsdag Morgen mellem 7 og 8 udhænges paa Raadhuset, hvor der for hver Dag skulde forklares, hvilke Sager der skulde blive "paaberaabt og fremkaldt".

5. Den Borgmester, som havde Stævnebogen, skulde om Tirsdagen blive hjemme fra Raadhuset, og spørge sig selv, om de Sager, hvori der begæredes Stævning, var af den Vigtighed, at Vidtløftighed jo kunde og burde forekommes og om de med Rette vedkom Bytinget eller Raadhuset til Afgørelse.

6. Fandtes det da, at de ikke kunde afgøres uden Proces, skulde han udstæde Stævningen, med mindre det var Sager, der efter Byfogdens Instrux skulde forhøres paa Tinget for Byfogden, Kæmneren og Tingmændene, nemlig Manddrab, Slagsmaal, vitterlig Gæld, Tyveri, Skændsord eller andet, hvoraf der vidstes at der vilde tilfalde Kongen Sagefald, ti i saadanne Sager skulde aldeles ingen Stævning udstædes.

7. Den, som udenfor ovennævnte Sager uden særlig Bevilling og Samtykke af alle 4 Borgmestre eller saa mange


121

af dem, som var tilstede i Byen, udstædede nogen Stævning, skulde udgive 1 Rigsort i de fattiges Bøsse paa Raadhuset, ligesom samme Bøde skulde udredes, naar Sager, der skulde behandles paa Raadhuset, var viste til Bytinget, eller omvendt 1).

For at raade Bod paa forskellige Klager, blev det 1630 fastsat, at hvert Medlem af Magistraten fik sine visse Forretninger, hvorfor Kongen 28. Marts 1630 tilskrev Statholderen Frands Rantzau om at være overværende, naar de skulde uddele Byens Bestillinger iblandt hinanden, paa det enhver des bedre kunde vide hvad han egenlig havde under sit Tilsyn; da Rantzau havde meddelt Kongen forskellige Undskyldninger fra Magistratens Side angaaende denne Ordning, da vidste Kongen intet andet Middel end dette, hvorved Uorden kunde forekommes; til yderligere Lettelse kunde enhver nævne sig til Bistand en god Dannemand eller 2 Borgere, med hvilken de bedst trode at kunne befordre det der paalaa dem 2).

29. Febr. 1632 udstædtes der et Kongebrev til Borgmestre og Raad, at da der begav sig Irring med Værgemaal, hvormed de besværedes mere end hidtil, uanset at Stadsretten tilholdt dem selv at sætte Værger og de desuden paa Bestillingens Vegne burde have Tilsyn med Værgerne og dømme i Værgemaalstrætter, endelig var saa forhindrede ved Byens Bestillinger, at mange besværede sig over Sagers Ophold, saa forbød Kongen dem herefter at paatage sig andre Værgemaal end deres egne Børns 3).

Den langsomme Forretningsgang og anden Forsømmelse fremkaldte Kongens Misfornøjelse; i en gammel Raadstueprotokol findes følgende Optegnelse 4) :

"Anno 1633 den 24. Oktober efter Middag udi Hans Majestæts egen Nærværelse samt Rigens Admiral velb. Hr.

__________

1) Resens Hdskr. Kbhvns Raadstue S. 251-59.

2) Sæl. Teg. XXIV 396-97.

3) Sæl. Teg. XXV 29.

4) Resens Hdskr. Kbnh. Raadstue osv. S. 1034-39.


122

Klavs Daa, Sekretær velb. Iver Vind og Rentemester velb. Jørgen Vind deres Nærværelse var Jakob Mikkelsen, Reinholt Hansen, Jørgen Danielsen, Borgmestre, Thomas Lorck, Peder Karlsen, Niels Hansen, Didrik Bartskær, Peder Pedersen, Raadmænd, efter Hans K. Majestæts Befaling paa Slottet opkaldte; da blev af Hans K. Majestæt foregivet:

1. Hvorfor Bagerne her i Byen ikke tilholdtes at efterkomme, hvis H. K. Majestæt for 2 Aar siden befalet har, nemlig at de paa visse forordnede Steder deres Brød skulde falholde og ej i deres Huse paa Vinduerne eller andensteds, hvor dem lyster, det at sælge. Dertil blev svaret og Undskyldning forvendt saa vidt muligt, dog endelig af H. K. M. givet Resolution at samme Befaling endnu skulde efterkommes.

2. Adspurgte H. Majestæt, om Borgmestre og Raad var nu alle tilstede og hvor mange de var tilsammen. Svaredes at være 4 Borgmestre og 8 Raadmænd. Om Tallet nu var fuldt? Svaredes: paa Johan v. Delden nær, og de borte var blev ved Navn undskyldt.

3. Om Hr. Kansler havde talt med os, førend han forrejste? Svar: Ja.

4. Hvor det kom at saa stort Klagemaal hørtes, at Folk saa længe med deres Sager opholdtes og hvis (hvad) de fra Retten skulde have beskrevet? Svaredes: Saavidt os vedkom, holdtes ingen med Billighed sig skulde beklage, at vi dem utilbørligen opholdt over 6 Ugers Tægtedag efter Recessen, om Sagen ellers var saa betænkelig, med mindre det med begge Parters Bevilling skede; men naar det fra os kom til Skriveren, maa vel ske de noget langsom hos ham bekom Besked, dog somme Tider har han Undskyldning, efter som han ofte med adskillige Skifter og Godses Beskrivelse blev belastiget, end ogsaa at Sagerne Dag for Dag forøgedes, eftersom Menigheden Tid efter anden tiltog, dertil var han saa arrig, ond og vidervertig, at ingen med ham kunde komme til Rette. Item han burde at holde


123

Tjenere, der eftersom betiden kunde forskaffe Folk, hvis de med rette hos ham skulde have, ligesom hans Formænd for ham gjort havde, blev og sagt, vi ham to Maaneder og derover fra Raadstuen har forløvet og selv imidlertid hans Gærning forrettet, udi Mening han hjemme des bedre kunde rede fra Haande, hvis (hvad) ham paahængte og Folk af ham skulde have. Hans Kong. Majestæt spurgte, hvad han hed? Sagdes: Hillebrand. Sagde Hans K. Majestæt: Han kendte ham vel, sagde, hvorfor vi ham ej afskaffede og en anden, som Bestillingen flitteligere kunde forestaa, forordnede, hvilket Hans kgl. Majestæt trende Sinde repeterede, at vi ham afskaffe skulde og tage den igen, som vilde og kunde gøre det, ham burde, item sagde: hvem ikke vil gøre hvad Ret er, aldrig bedre end skaffe af. Spurgte Hans Majestæt, om Kansler noget var overgivet Kræmmere anlangende? Svaredes, at Hr. Kansler for rum Tid siden det var tilstillet og nu paany idag. Da fremkaldte Hans Majestæt velb. Iver Vind, befol ham sig samme Kræmmeres Begæring, som Hr. Kansler ham havde overleveret, at forelæses; da iblandt andet blev den Artikel til Betænkende antegnet, som formeldte, at naar Fremmede havde her været med deres Gods udi 14 Dage, som kun engang om Aaret ske skulde, de da at føre deres Varer bort igen eller det hos en Kræmmer at oplægges, indtil han kunde hente det herfra, og dermed tog Hans Majestæt samme Artikler til sig selv igen og af Gemakket udgik. Formiddag samme Dag udi Kancelliet var til Hr. Kansler opkaldt Borgmester Jakob Mikkelsen, Reinholt Hansen, Jørgen Danielsen, Thomas Lorck, Peder Karlsen, Niels Hansen, da blev af Hr. Kansler foregivet, at eftersom Hans Majestæt var videndes vorden, under os nogen Uenighed at skal være, var det Hans Majestæts naadigste, alvorlige Vilje og Befaling, at vi herefter skulde beflitte os paa Enighed, sagde endogsaa, at Hans Majestæt med Flid vilde bestille, de derpaa Agt skulde give, og hvis Brøst efter denne Dag derudinden befandtes, vilde Hans Majestæt de derved at gøre som


124

derpaa hørte. End at være Hans Majestæts Befaling, at enhver af os udi Sagernes Slutning sit Votum særdeles skulde ved Skriveren lade protokollere, eftersom det under Rigens Raad, naar voteres, brugeligt er".

Ligesom det var udvalgte Borgere fra Kjøbenhavn foruden fra Helsingør og Malmø og andre Steder, der 1560 fik kgl. Befaling om at træde sammen og gennemse Søretten og gøre Forslag til Ændringer 1), hvilket var Grundlaget for den af Frederik II 1561 udgivne Søret, der hvert Aar Mandagen før Kyndelmisse skulde oplæses for den menige Almue i alle Landets Søstæder, saaledes blev det fortrinsvis Kjøbenhavns Magistrat, der efterhaanden blev som en særlig Ret i Sager under Søretten, selv om disse Sager var Staden og dens Borgere uvedkommende. Magistraten maatte saaledes 1588 afsige en Kendelse i den bekendte Kaper Mogens Hejnesens Sag og fik 1599 kgl. Befaling om at indstævne en hollandsk Skipper, der havde begaaet Toldsvig i Helsingør, og dømme, om de uangivne Varer burde konfiskeres eller ikke 2). En Kaptejn fra Dunkirken havde begaaet Kaprerier under Finmarken og blev ført fangen til Slottet. Kongen bød nu Magistraten 1. Okt. 1605 at kende og dømme efter Søretten, hvad Straf han burde lide, agtende paa, at Kongen for sin Person ligesaa vel vilde have ham anklaget og straffet for den Bedrift, han havde begaaet mod Kongens og disse Rigers Højhed, som Anklageren. En Mand ved Navn Knud Bertelsen havde indgivet Klage over Herman Juel, Kongens Befalingsmand paa Visborg, og Magistraten i Visby paa Gulland, der havde sendt deres Fuldmægtige til Kjøbenhavn; i denne Sag fik Magistraten 5. Juni 1606 kgl. Befaling om uden Forhaling at kende og dømme. En hollandsk Skipper, der havde begaaet Toldsvig med et Parti Rug i Helsingør, blev ogsaa stævnet for Magistraten og hans Skib lagt op i Havnen, ifølge kgl. Brev af 23. April 1607.

__________

1) K. D. IV 569.

2) K. D. IV 756.


125

Kongens Skibshøvedsmand Mads Bagge havde i Drammen arresteret et Skib, der tilhørte en Borger fra Amsterdam, hvis Fuldmægtige de i Forening med Mads Bagge fik Ordre til 13. Marts 1609 at forhøre. Af lignende Art var forskellige andre Sager, som Magistraten fik Ordre til at paadømme, saa det ses, at den i det hele blev anset for det rette Værneting for Sager, der angik Søvæsen og Handel. Det var først 10. Maj 1639, at der udstædtes kgl. Befaling til Niels Trolle, Melkior Oldeland, Gabriel Laxmand og Frederik Gynther tilligemed de 4 kjøbenhavnske Borgere Jakob Mikkelsen, Hans Nikkelsen Lundt, Johan Braem og Floris Reinholtsen, at de herefter skulde dømme i alle Sager angaaende Søhandelen, enten de faldt i Kjøbenhavn, Øresund eller andensteds, i Norge som i Danmark 1).

Derimod fik Magistraten nogen Tid efter Beskikkelse til at dømme i alle Sager om Toldsvig, idet der 23. Dec. 1651 tillagdes den 1/4 af hvad der dømtes til Pris i saadanne Sager, "hvorimod I igen skulle tiltænkt være udi forskrevne Sager efter Toldrullen uden Ophold at dømme, som I det agter at forsvare og være bekendt" 2).

Ogsaa ikke faa andre Sager, der laa udenfor Søvæsenets Omraade, stævnedes for Kjøbenhavns Magistrat. Da saaledes en Mand havde udgivet sig for en østerrigsk Friherre og var bleven gift med en svensk Grevindes Datter, fik Magistraten 1603 kgl. Befaling om at dømme, om han burde straffes paa Livet eller ej, da en Kommission af Adelen ikke fandt sig berettiget til at afsige Kendelse, da den skyldige ikke var af adelig Herkomst 3). 1638 fik Magistraten Fritagelse for at dømme i en Sag om et Arvekøb, der tilforn var dømt af en Herredsfoged i Hertugdømmet Slesvig, eftersom den erklærede, at den ikke kunde betragtes som hans Overdommere 4).

__________

1) Sæl. Teg. XXVI 428.

2) Sæl. Teg. XXXII 229.

3) K. D. IV 762, 764.

4) Sæl. Teg. XXVI 345.


126

Uagtet det venlige Forhold, der i det hele var imellem Kongerne Frederik II og Kristian IV og Magistraten, saa fik den dog af og til en alvorlig Overhaling. I Kristian IV's Mindreaarighed udstædte Regeringsraaderne saaledes et Brev af 24. Feb. 1591, hvori det hedder, at der "dagligen kommer os adskillige Klagemaal fore, hvorledes mange Sager af eder skal opsættes og ikke maa blive forhjulpne til rette, saa mange vore Undersaatter skal tit og ofte ske for kort, vi og stedse for samme eders Forsømmelse overløbes og vore For skrifter saavel som og eders Ed, I os gjort har, hos eder en ringe Tingest agtes og anses." Da Magistraten havde faaet Befaling om at dømme i en Sag imod en hollandsk Skipper, skede dette imidlertid ikke, hvorfor Magistraten 18. Avg. 1593 fik en Irettesættelse med de Ord: "kommer os saadan eders trodsige Uhørsomhed meget sælsom for, kunne os og ikke noksom forundre, udaf hvad Myndighed I eder saadan modvillig Uhørsomhed og Ulydighed har tordet understaa at antage." Ved mange Lejligheder kom desuden Befalinger om at tilendebringe visse Arvesager, som var forhalede 1).

I Feb. 1635 fik Magistraten kgl. Brev, at der var sket en Uorden med Vagtmesteren, hvorfor Magistraten havde afsat ham og tilsat en anden, som Kongen selv havde befalet at kassere, "uanset, efterdi ingen vor Statholder der er, dem ikke havde burdet sig den Myndighed uden videre Forespørgen at tiltage." Derfor skulde Hr. Klavs Daa og Hr. Jost Høg stævne for sig Magistraten og et "Udskud" af det fornemste Borgerskab og foreholde dem Kongens alvorlige Vilje og Mening, at det var Kongens Befaling at de skulde lade Vagtmesteren være umolesteret i sin Bestilling, indtil Kongen kom til Staden. Saafremt de fremdeles skulde staa paa, at han maatte afskaffes, da vilde Kongen, at de 2 Adelsmænd skulde befale de Medlemmer af Magistraten, som holdt med "Borgeriet" imod samme Vagtmester, at de skulde holde sig

__________

1) K. D. IV 701-1, 703-04, 712, 715, 717, 727, 730.


127

fra Raadstuen indtil Kongens Ankomst, "efterdi Vi ikke dem i den Bestilling betrot har, at de under sig uens partialiter i Byen skulle stykke, men at de udi Sager vor Tjeneste og Justitien angældende skulle heller staa for én Mand" 1).

Borgmestrene Hans Nikkelsen og Hans Nansen fik 9. Avg. 1645 kgl. Brev om at erklære sig, "hvorledes det skal forfares, at I imod en Dreng eder har erklæret, at I hvad de andre gjorde i den Morders Ophold derudi vilde samtykke, der I dog ikke begærede at vide den yngste Borgmesters Votum, som dog i alle Maader er saa bestant som eders, ikke heller fornemmer nogen af Raadmændenes Betænkende i samme højt vigtige Sag, at en Morder skulde gives Dilation udi Justitsens Administration, der det dog var notorium, at vi underskedlige Jntercessiones udi samme Sag rotunde har udslaget og os erklæret, at Vi intet vilde skænke ham Livet" 2).

Medens disse 2 Borgmestre slap med en Advarsel, gik det derimod den tredje Borgmester Reinholt Hansen ilde, hvilket ses af en Skrivelse fra 8 Rigsraader til Kongen. Kongen havde ladet forbyde Reinholt Hansen hans Borgmesters Sæde, "formedelst han alene har sendt Bud til Byfogden her udi Byen, at den Bagersøn, som har ihjelskudt den Bondedreng, var af Borgmestrene bevilget at sidde paa nogle Dages Tid, førend han skulde rettes, og dog ikke tilforn derom selv talt med de andre Borgmestre"; de bad nu om, at han for deres underdanigste Intercessions Skyld naadigst maatte efterlades samme Forseelse og for sin Alderdoms Skyld fremdeles bevilges at besidde sit Borgmesters Sæde, især fordi Ugærningsmanden nu var tilstæde og i Betragtning af, at han i den svenske Fejde havde ladet sig bruge i Kongens Tjeneste. Men Kongen sendte Ansøgningen tilbage og var ubønhørlig 3). I de samme Dage fik Byfogden

__________

1) Sæl. Teg. XXV 382.

2) Sæl. Teg. XXVIII 411.

3) K. D. IV 785-86.


128

16. Avg. 1645 kgl. Befaling om at tiltale Raadmand Niels Hansen for Borgmestre og Raad forat erfare, med hvilken Avtoritet han havde understaaet sig "extrajudicialiter" (udenfor Retten) at forhøre Maren Ernstes i de Sager, som angik andres Ære og gode Navn, da de, hvem det angik, dog hverken var indstævnede eller kaldede for Domstolen 1).

7. Maj 1647 fik Borgmestre og Raad Brev, at Kongen med stor Forundring eragtede, at de tilstædte Borgerskabet at tilkaste deres Brønde, "det vi agte at være et uhørt Stykke af Øvrighedspersoner, som mere skulde holde Borgeriet til at gøre Brønde end at tilstæde Borgerskabet at kaste dem til igen, som allerede gjort er"; inden S. Hansdag maatte derfor de tilkastede Brønde igen komme i brugelig Stand under 500 Rd. Straf til Kongen for hver Brønd 2).

Magistraten blev saaledes set nøje paa Fingrene, og eftersom Statholderne fik større og større Magt, saa tabte Magistraten i kommunal Myndighed. En stor Indskrænkning led den saaledes, i det der 1618 ikke alene blev paalagt den til enhver Tid at gøre Regnskab for udvalgte Adelsmænd for Skatterne, men det blev den forbudt herefter at paalægge Borgerskabet nogen Udgift uden udtrykkeligt Samtykke af Statholderen, der havde Befaling over Byen paa Kongens Vegne 3).

Magistratens Domme kunde ikke appelleres uden til Herredagen. I Aaret 1590 blev den hele indstævnet for Herredagen i Kolding. Niels Parsbergs Hustru Fru Lisbet Sehested havde saaledes laant en Borgerkone i Kjøbenhavn Lisbet Albert Villumsens en Guldkæde og et forgyldt Sølvstob, hvilke denne igen havde pantsat til Rigens Profos Aagerkarlen Kasper van der Knudtz; i denne Sag dømte Magistraten, at Niels Parsberg skulde søge sin Ret ved at tiltale Lisbet Albert Villumsens, og denne kunde saa siden tiltale Rigens Profos, medens Niels Parsberg vilde have, at Sagen

__________

1) Sæl. Teg XXVIII 413.

2) Sæl. Tegn. XXIX 173.

3) Sæl. Teg. XXI 286-87.


129

skulde gaa ud paa en ligefrem Tiltale af Profossen. Paa Herredagen mødte Albert Villumsen og bad om Udsættelse, til han kunde skaffe Penge til at indløse Sagerne for, men Niels Parsberg vedblev at paastaa, at han alene vilde henholde sig til Profossen, der ogsaa blev dømt paa Herredagen som den, der har modtaget uhjemlet Gods, og henvistes til at søge sin Ret hos den, der pantsatte ham Sagerne. Magistraten frikendtes derimod, idet den ikke havde afsagt nogen saakaldet endelig Dom. Samme Udfald fik en anden Sag, hvor Albert Villumsen igen fremtræder som Pantelaaner 1).

Da hele Magistraten 1590 var stævnet til Herredagen i Kolding, opkaldtes 16. Juli Borgerskabet paa Raadhuset, hvor det blev givet tilkende, at der var nogle Borgere udnævnte til at varetage Byens Tarv. I Borgerskabets og Slotsherren Ditlev Holks Nærværelse oplæstes derpaa en skriftlig Instrux, ifølge hvilken Erik Klemensen og Lavrids Overskærer skulde have Tilsyn med Portnerne i Østerport og hvilke Folk der indlodes; hvis der kom fremmede Sendebud eller lignende Folk, skulde Portnerne følge dem til hine, der skulde høre deres Besked og give dette tilkende for Ditlev Holk. Disse Mænd skulde hver Aften modtage Portnøglen af Portnerne og igen om Morgenen afgive den. Paa samme Maade skulde Jørgen Kyd og Kristen Kristensen have Tilsyn med Vesterport og Søren Andersen og Gregers Bang med Nørreport.

To af disse Mænd skulde hver Aften skiftes til at være tilstede, naar Vagten blev sat af Vagtmesteren, at alting blev rigtig udført og at nogle af de svorne Borgere selv personlig deltog i Vagten; ligeledes have Tilsyn med at der holdtes Vagt paa Østervold, "som højligen fornøden er, at det formenes hver at ind- eller udgaa efter sin Vilje". Kar-

__________

1) Rosenvinges Gl. d. Domme IV 216-22. Andre Domme til Magistratens Gunst findes smstds. III 99-102, IV 308-12, 353-55, 398-400.


130

sten Rytter og Bernt Skult skulde hver halve Dag skiftes med at have Tilsyn med Havneskriveren, at Indtægten blev rigtig forvaret, ligeledes med Brokipperne og hvad anden tilfaldende Lejlighed, som kunde tildrage sig ved Stranden, enten med ulovligt Køb imod Privilegierne eller i andre Maader. Jakob Lavridsen og Jørgen Bubbert skulde tilligemed de andre 8 Dannemænd give Agt paa alle Byens Ærender og Bestillinger og med Raad og Daad staa hverandre bi, og naar de behøvede at forsamles eller havde noget at raadslaa med den Dannemand, der var beskikket i Byfogdens Sted, skulde de mødes i "det ny Hus hos Vinkældren paa Gammeltorv"; Byens Svende skulde være dem ligesaa lydige som Borgmestre og Raad selv, i alt hvad de befalede. Bysvendene skulde ogsaa være Rodemestrene følgagtige, hver i sit Rodemaal, med at pante dem, der var uvillige i Knægtehold, og ellers skulde de tage Vare paa Gaderne og anden Bestilling. Hvis de 10 Dannemænd behøvede Ditlev Holks Raad og Bistand, da havde "den gode Mand godvillig lovet at ville paa Kgl. Majestæts Vegne dem med Bedste fordre og raadføre" 1).

Det var ikke altid, det var til Held for vedkommende, der appellerede Magistratens Domme. Magistraten havde afsagt en Dom mellem Slagterne og Jakob Slagter, for hvilken den var stævnet for Kongens Retterting 9. Avg. 1597, men, hedder det i det kgl. Brev, "efterdi at I med god Lempe har villet forskaane forskrevne Jakob Slagter og ikke saa yderligen over ham dømme, som I vel efter Retten billigen kunde have gjort, han dog findes at være Tyvs Kompan og ikke har villet lade sig nøje med samme eders Dom, da bede vi eder og ville, at I samme eders Dom igen til eder tage og dømme og kende over forskrevne Jakob Slagter, hvis Lov og Ret er" 2).

__________

1) Magistratens Vedtægtsbog i Raadstuearkivet.

2) K. D. IV 751.


131

Det var formodenlig ikke altid let at afgrænse Forholdet mellem Magistraten og Byfogden, og forskellige Rivninger fremkaldte 18. Marts 1592 en Kommissionsdom, udstædt af 4 Adelsmænd i Helliggesthus Stue. Magistraten fremkom da med Klage over, at skønt Byfoged Peder Frandsens Instrux tilholdt ham tilligemed Kæmneren paa Bytinget at forhøre alle Sager om Manddrab, Slagsmaal, Gæld, Tyveri, Skældsord og deslige Sager, i hvilke der kunde tilfalde Kongen nogen Rettighed, saa havde Magistraten dog været meget besværet med saadanne Sager til megen Forsømmelse. Hertil svarede Peder Frandsen, at de Sager, som var stævnede til Tinge, blev ogsaa forhørte til Tinge, og Fogden havde nogle Gange alene holdt Ting med Kæmner og Tingmænd, indtil Borgmestre og Raad bestemte, at Domme og almindelige Sager skulde stævnes til Raadhuset, hvilket tilstrækkelig bevistes af deres Stævnebog; samme Besværing var ogsaa gjort for Kansleren, der havde erklæret at ville lade forandre Byfogdens Instrux herefter ved første Lejlighed. - Magistraten klagede over, at han aftingede Sager, uden at Kæmneren var tilstede forat paase, at Byen fik det Sagefald, der tilkom den. Peder Frandsen svarede, at i hans Tid havde der været 5 Kæmnere, og havde den ene ikke været tilstede, da havde den anden, undtagen i Fiskemaaneden, da alle Sager skulde "til Fogdens afrettes" (afgøres i Fogdens Hus) og ingen Raadstue holdes. - Videre skulde Byfogden have overtraadt sin Instrux og forhørt Sager i sit Hus, hvortil han svarede, at mange Sager stævnedes for Fogden forat paadømmes om de skulde Vises til Raadhuset, Fængsel, Arrestering eller deslige. - Han skulde ogsaa have udstædt Stævninger i Borgmestre og Raads Navn om Synsforretninger paa Ejendomme, uagtet Sagerne ikke var stævnede til Raadhuset eller indførte i Byens Bog, hvor alle "Aasyn" burde indføres. Dette vilde Peder Frandsen ikke nægte, men paastod, at Borgmestre og Raad lod mange Sager udgaa under Byfogdens Navn og uden hans Vidende. - En af hans Tjenere


132

havde forandret en Borgers Navn i en Udnævnelse til Nævn, og da Magistraten vilde have ham straffet, tog han ham i Forsvar, Magistraten "til Foragt". Nu vilde Peder Frandsen dog ikke svare til hans Forseelse, men forlangte til Gengæld, at Borgmestre og Raad vilde straffe deres Tjenere, som ulovlig havde aabnet Fængslet for Fanger, der var fængslede for Æres- eller Livssager. - Han og hans Skriver havde været tilstede ved Skifter og Beskrivelse af arveløst Gods, uden Kæmnerens og Byskriverens Vidende, hvilket ingen tidligere Byfoged havde gjort, uagtet Privilegierne tilholdt Magistraten at holde Bøger over saadanne Skifter og Beskrivelser. Herimod klagede Peder Frandsen, at Byskriveren ofte ikke selv mødte ved Skifter, men sendte nu en ukyndig Dreng, nu en anden, hvorfor han stundum havde været nødt til at bruge sin svorne Tjener, dog altid i begge Parters og godt Folks Nærværelse. - Han havde forbudt Byskriveren at udbetale Magistraten Afgift af Skøder, hvilket var dens Rettighed af Arilds Tid. Hertil svarede Peder Frandsen, at hans Formand Jørgen Bentsen ogsaa havde villet have sin Del deraf, eftersom det var ham, der havde Umagen, og han mente endnu, at den som arbejder bør Løn. Lignende Klager kom fra Kæmneren, den nuværende og hans Formand, og fra Byskriveren. Endelig beklagede Borgmestere og Raad sig haardelig, "at Peder Frandsen udi mange Maader havde bevist dem udi deres Embede og Befaling stor Modvillighed, dem foragtet, fortalt og overskreget, hvilket de mente alt for langt at være her at kunne alt tilkendegive eller udføre".

Efterat have afhørt begge Parters Skudsmaal, spurgte Kommissærerne dem, "om de godvilligen vilde give dem under vor Dom og Sentens, under Skudsmaal paa deres Privilegier, efterdi Kjøbenhavns Øvrigheds Personer havde nogle højere Friheder og Benaadninger end andre Købsteder her udi Riget". Da erklærede de godvillig at ville give sig under Kommissærernes Dom, der afsagde den


133

Kendelse, at Peder Frandsen havde forset sig imod sin Instrux, men at han skulde ikke tiltales for hvad hans Tjener havde forbrudt, og denne skulde selv svare dertil. Med Hensyn til Skødepengene, skulde Borgmestre og Raad nyde dem, undtagen hvad de godvillig vilde give Byfogden.

Det kunde ogsaa hænde, at Magistraten kom i Konflikt med private Folk; saaledes havde en ung Adelsmand, Erik Vasbyrd, ved Johan von Deventers Bryllup brugt ærerørige Ord om Kjøbenhavns Magistrat, hvorfor denne lod ham stævne for Herredagen. Det var imidlertid ikke nogen let Sag at faa en saadan Stævning forebragt en Adelsmand; 2 Borgere blev tilvogns sendte afsted til Erik Vasbyrds Fader Mads Eriksen paa Hovedgaarden Søgaard. Første Gang, 10. Marts 1595, kom de ind i Gaarden og traf der først Eriks Broder Jost og en ung Karl, der kom fra Marken, hver med en Bøsse paa Nakken; Jost sagde, at han havde ikke hjemme paa Gaarden, men lovede at skaffe dem at vide, om Erik Vasbyrd eller hans Fader var hjemme. Men der kom ingen Besked. To Karle sagde, at kun Fruen var hjemme, men da de bad dem om at spørge hende, om hun vilde høre deres Stævning, svarede de, at de ikke turde være deres Bud. Derpaa gik de ind i Laden og bad Tærskerne om at høre paa Oplæsningen af Stævningen og være Vidner, dog de vilde hverken høre den eller have dermed at gøre, men viste dem fra Døren og truede dem med mange onde Ord. Endelig henvendte de sig til de nærmeste Naboer, men de turde ej heller være Vidne, da Mads Eriksen var deres Husbonde. Stævningsmændene gik da hen og læste Stævningen op foran den aabne Port, og der gik Folk i Gaarden, som hørte hvad der foregik. 13. Marts traf de Porten lukket, og man drog Klinkebaandet ind, saa Laagen ikke kunde lukkes op. De bankede da nogle Gange haardt paa Porten, men ingen vilde svare paa deres Tiltale. Ved Møllen traf de da Mads Eriksens egen Dreng, men han vilde ikke give Svar paa, om hans Husbonde eller dennes Søn var


134

hjemme, og vilde hverken være Bud eller lukke Porten op, Naboerne vilde lige saa lidt som forrige Gang være Vidner og lukkede deres Døre for Stævningsmændene, der endelig oplæste Stævningen foran Porten. Ved tredje Stævning 16. Marts var Porten ogsaa lukket, men efter nogen Tids Forløb blev den dog aabnet og der kom Bud, om Erik Vasbyrd maatte se Stævningen, hvilket Stævningsmændene dog ikke vilde tilstede, uden deres Karl fulgte med op til ham, der lod sige, at han var syg. Efter flere Bud frem og tilbage fik han endelig Stævningen og paategnede den. Paa Herredagen blev Sagen forligt 16. Juli, idet Erik Vasbyrd først blev adspurgt, om han vidste noget med Borgmestre og Raad andet end hvis oprigtigt og ærligt var, hvortil han svarede nej; samme Svar gav Magistraten paa lignende Spørgsmaal om Erik Vasbyrd, og dermed var den Sag afgjort. Desværre ser vi ikke, hvad der har mest Interesse i denne Sag, hvilke og af hvad Natur de ærerørige Angreb paa Magistraten var.

Den Anseelse, hvori Hovedstadens Magistrat stod, fremkaldte allerede tidlig en Attraa efter at nyde samme Adgang som den ved højtidelige Lejligheder. Saaledes fik General-Toldforvalteren Henrik Müller Gang og Sæde næst efter den ældste Borgmester; herover beklagede Magistraten sig imidlertid, idet den paa den Maade blev skilt ad ved Processioner og i lignende Tilfælde, og Kongen bestemte da 23. Jan. 1652, at Henrik Müller herefter skulde have Gang og Sæde næst foran alle Borgmestrene 1).

Hvad man andre Steder kaldte Bursprog 2), fandt ogsaa Sted her. En eller to Gange om Aaret, vistnok de 2 første Raadstuedage efter Jul og Paaske, skede Oplæsning paa Raadhuset af Stadsretten og de vigtigste Paabud, der i Øjeblikket havde Betydning. Dagen tilforn sammenkaldte Rodemestrene Borgerskabet, der gav Møde paa den store Sal, og Magistraten opstillede sig paa nogle Bænke ved Indgangen,

__________

1) Sæl. Teg. XXXII 256-57.

2) Se Kinchs Afh. i Jydske Saml. I. 69-70.


135

hvorefter Raadstueskriveren foretog Oplæsningen for Folket. Resen har af et Dokument i Raadstue arkivet udskrevet følgende Artikler, der blev oplæste 1629:

Af Raadhuset for Borgerskabet og menig Mand forkyndtes den ... Aprilis 1) 1629:

1. Kong Kristoffers Privilegier, som er Kjøbenhavns almindelige Byret.

2. Kong Hanses Privilegier til Enden.

3. Af Kristian IV's Reces de Dato 1615 disse efterskrevne Artikler, Byens Skik og Vilkaar mest bekvemmendes, som er først: 11. Om Krudt og Salpeter ikke at udføres. 12. Om gjort Guld, Sølv og Kedelkobber ikke at udføres. 20. At [ingen] fremmed eller udlændisk maa nogen Vin udi Købstæderne indlægge der siden efterhaanden at udsælge. 24. Om Gældsbreve at fornøje. 25. Om den der ligger Børn ihjel. 28. Om Bryllupperne udi Købstæderne; paa denne Artikel synes ikke utjenlig at skulle følge den hele Forordning om Bryllupper, Barsler og Begravelser sub dato Hafnia d. 1. Maj Anno 1624. 30. Om dem som flytter af Riget at efterlade den sjette Penning. 31. Om Certifikation paa hvis der udskibes. 35, 36 og 37. Om Alen, Vægt og Tøndemaal. 38. Om Skomagere. 44. Om Betlere.

4. Hvad sig Søretten, belanger, da efterdi den er udi Tryk at bekomme, dertilmed udi idelig Brug hos dennem saavel som sejler, som ellers til Søs trafiquerer, synes nu omstunder ikke fornøden at oplæse.

5. Eftersom her udi Byen endnu findes mange ulovlige Ildsteder, uanset Hans Majestæts strenge Befaling derimod udgangen saavelsom mangfoldige Paamindelser derom skete og hørte ere, da, efterdi Somren er udi Hænder, saa at hver kan dertil fornøden Sten, Kalk og Ler til Købs bekomme og i Forraad forskaffe, skal enhver, det vedkommer, endnu til

__________

1) Altaaa vel paa Søgneting efter Paaske. Se ovennævnte Afh. af Kinch S. 74-75.


136

Overflod hermed være paamindet, samme deres ulovlige Ildsteder, Køller og Bagerovne selv at nedbryde lade, og saa lovlige og velforvarede igen med forderligst lade opsætte, saa ej nogen skadelig Ildebrand kunde være at bespørge, hvorom at erfare nu til St. Hans Dag Midsommer Visitation og Hussøgning skal anstilles, og dersom endda befindes, at [af] Husherrerne eller dem, som samme ulovlige Ildsteder, Køller og Bagerovne vedkommer, Hans Majestæts naadigste velmente Befaling uagtet, til dets Reparering med Tilførsel og Forraad af Sten, Kalk og Ler ingen Begyndelse at være sket, men sligt endda som tilforn udi Vejret henslaget haver, da skal slige ulovlige Ildsteder, Køller og Bagerovne efter højstbemeldte kgl. Majestæts Vilje og Befaling, i hvem de tilhører, ej alene af de tilforordnede Mænd blive nedslagne, men de skyldige, som Byens Jurisdiktion ere undergivne, derforuden deres Bøder udgive; naar som og Forsømmelsen findes hos Husherren, som noget Hus har bortlejet, hvor forskrevne Ildsteder uden Fare efter Dannemænds Besigtigelse ikke kan blive bestaaende, skal det dem, som Huset udi Leje har, være frit fore derpaa at lade fly, og hvis derpaa efter lovligt Bevis bekostes udi Huslejen afkortes, hvormed Husherren sig at lade nøje af Borgmester og Raad, om han ellers ikke vil, skal blive tildømt, hvorefter enhver maa vide sig at rette.

6. Om Fremmede at herbergere.

Ingen skal sig understaa nogen udlændiske fremmede at herbergere, uden de det den samme Dag eller Aften efter kgl. Majestæts Mandat ved Gæstens Navn og Tilnavn, hvorhen, med hvad Besked og hvad hans Bestilling her er, Byfogden tilkendegiver, hvor sligt til videre Efterretning, naar Behov gøres, rigtig skal blive antegnet og til Bog ført.

7. Om sine Huse at bortleje.

Skal og ingen bortleje sine Huse til nogen fremmed, som sig ikke allerede hos Borgmester og Raad har angivet, deres Navne ladet indtegne, de være Husherren bekendte eller ej,


137

førend de det tilforn bevise for Borgmester og Raad, hvorfra de komne ere, og at deres Navne udi Byens Bog blive indskrevne, under 3 Aars Huslejes Fortabelse, hvorfor skal ogsaa hermed særdeles være forbudt og afskaffet Kældre eller Hytters Bortstædelse til nogle løse og ledige Folk, det være sig Karl- eller Kvindfolk, hvilke, saa snart de 1) hos godt Folk, hvor de tjener, ikke maa have deres egen Vilje, undertiden og af anden ulovlig letfærdig Aarsag og for større Libertets Skyld til at synde, sætter dem Stolen for Døren, alene under den Prætext, at de ville sidde og tappe Øl ud, og er imidlertid ikke andet end en Dækkenmantel over deres og andres Horen og Buben, Gud i Himlen til største Fortørnelse og mange til Forargelse og mere Bestyrkelse udi sit onde Væsen, derforuden løber sligt og snart imod vores Bys Privilegier og andre adskillige kgl. Forordninger, slige løse Kompaner, som ikke endnu ere kvalificerede for ærlige Borgere at betros og antages, som sig her udi Byen til Nærings Bedrift at nedlade, meget mindre er sligt Kvindfolk, som sig holder for Piger, og saadanne, som andres Værgemaal og Inspektion bør at være undergivne for egen Viljes og Selvraadigheds Skyld, at tillades, hvorefter mangt et fattigt Menneske er blevet forført og til Ulykke og Fordærvelse geraaden.

8. Huder, Studde, Løsgængere, Selvfødinge og Betlere.

Sammeledes skal ej hos sig til Huse opholde "Huddestudde" 2), Løsgængere eller Selvfødinge Mands- eller Kvindespersoner, hvilke udi den Sted enten bør godt Folk at tjene eller Byen forvises efter kgl. og andre gode Skikkelser og Forordninger, saavelsom ej heller fremmede Betlere under Straf.

Om Svin.

9. Ingen Borgere eller Indbyggere her i Staden skal sig understaa imod kgl. Mandater og Forbud her inden Por-

__________

1) snart de har Forf. rettet fra tillige, hvilket ingen Mening giver.

2) Staadere.


138

tene at have Svin enten [paa] Egel 1) eller uden Egel, ej heller uden Portene holde Svin løsgangendes paa Byens Fang eller ellers holde paa Egel under Svinenes Fortabelse.

Staldrum og Indkvartering.

10. Til kgl. Majestæts Hofjunkere og andet Rytteri, som kan hændes at komme hid til Byen igen, skal hver Indvaaner, som besidder Borgergaarde, efter kgl. Forordning og Befaling vide sig forsvarligt Staldrum til Heste og Losering til Karlen, om de derfor efter Mandaten ikke vil stande til rette.

Om Skifter.

11. Skal og være forbudt "taacke" 2) Skifter og alle blinde Vinkel- og Bænke-Kontrakter om Arv, med hvilke ikke aleneste mange umyndige tit og ofte sker forkort, mens endogsaa blandt andre Arvinger og interesserede vidtløftig Klammer og Trætte gemenlig udi Længden foraarsages, hvorfor, naar enten Mand eller Kvinde foraarsages at skifte med deres Børn og Arvinger, skulle de lade Byfogden og andre Øvrigheds Fuldmyndige, Byens Kæmner og den svorne Byskriver derover være, ved hvilke skriftligen skal antegnes efter ret og lovlig Takst og Vurdering alle de Species af rørendes og urørendes Gods, udi hvilket Arvingerne og i Besynderlighed de umyndige nogen Rettighed kunde have, og sligt efter Loven, Recessen og Byretten at anvendes og bestilles de umyndige og rette Arvinger til Gavn og Fremtarv, som det sig bør udi alle Maader.

Om Seddel at tage til Præsten.

12. Og at saadant des bedre og rigtigere ske maa, skal ingen Enkemand eller Enkekvinde tilstedes eller forløves at forandre sig udi Ægteskab, førend de ret og lovligen har jevnet og skiftet med deres Børn eller andre Arvinger, som forskrevet staar, og naar saadant sket er, skulle alle de, som udi Ægteskab sig ville begive, derpaa

__________

1) Svinesti.

2) Tokkeskifte i.e.: Skifte efter eget Tykke.


139

annamme en Seddel og Bevis, som den svorne Byskriver dem paa Borgmester og Raads Vegne og efter deres Befaling skal meddele, for Sognepræsten at fremvises, eftersom af Arilds Tid sædvanligt været har.

Om Gaderne at jævne og oplægge.

13. Med Gaderne, hvor Behov gøres, at jævne og oplægge, hver for sin Fortaag med de tvende dertil forordnede Raadmænds og Kongens Byfogeds Vidskab, saavelsom Skarnet til rette Tider fra Gaderne at lade udføre efter kgl. Mandater og Byens Privilegier, skal enhver fortænkt være eller pantes for, som vedbør.

Uden Byen hver for sin "Fortaa" at brolægge.

14. Hvem som Huse og Haver uden Porten har, skal ogsaa sig beflitte, saa vidt enhver sin Plads sig strækker, deres "Fortog" at brolægge og det vedligeholde efter kgl. Mandats og Befalings Indhold.

15. Skal og hermed være paamindet Bryggere, Bagere og Slagtere, at de sig saaledes efter deres meddelte Lavsartikler og Borgmestres og Raads gjorte Takst skal vide at rette, saa at enhver, den fattige med den rige, som med dem handler og køber, sker Fyldest og sig ingen tilbørligen derover har at besvære, saafremt de ikke ville tilbørligen staa til rette.

Om Vognmænd.

16. Og eftersom befindes, at endel Vognmænd sig undertiden ikke vil lade leje, uden til de Steder, hvor de kunne vente sig en ny Fragt tilbage igen, eller og man dem dobbelt vil betale, hvilket ikke bør eller maa lides, mens er tilbørligt, at de den ene Vej som den anden ere villige til at lade [sig] bruge med deres Heste og Vogne, naar dem godt Folk for Fyldest ere begærendes, al den Stund de efter deres Lavs Artikel Andre Heste og Vogne at bruge og bortleje ville formene, hvorfore, saafremt nogen Vognmand i Lavet befindes efter denne Dag slig Utilbørlighed mod nogen at bevise, det være sig med Føringskab for billig Løn og


140

Betaling uden al lovlig Undskyldning at forsige eller [over] tilbørlig Vognleje nogen at tvinge, og det dennem lovlig kan overbevises, skal straffes derfor som vedbør.

Om Færgemænd.

17. Hvorefter sig udi lige Maade Færgemænd her for Byen vide at rette.

18. Efter hvilken saavelsom oplæste kgl. naadigst forlente Byret, Privilegier, Recessens Artikler og Statuter, som ellers alle andre kgl. Majestæts vores naadigste Herres her af Raadhuset Tid efter anden publicerede Mandater og hos (som?) Bogtrykkeren Henrik Waldkirck, for hvem det vil have, har tilkøbt sig, alle og enhver foruden nogen Uvidenheds Undskyldning har at rette og for Skade at tage Vare.

Da Resen endvidere har udskrevet: "Anno 1636 Torsdagen den 14. Jan. blev dette forskrevne paa Kjøbenhavns Raadhus for menige Borgerskab og Almue tilstede vare, offenlig oplæst og forkyndt", saa maa man antage, at en saadan offentlig Oplæsning er foregaaet 2 Gange om Aaret.

Det var en Pligt, der paahvilede den øverste Borgmester at have Stadens Arkiv under sin Varetægt. De gamle Privilegier havde endnu saa stor Betydning til Haandhævelse af Stadens og Magistratens Rettigheder, at de bevaredes som en dyrebar Skat.

Første Gang, vi finder Arkivet nævnt som saadant, er midt i det 16. Aarh., da der er taget en Registratur derover; P. Resen har nemlig i sin skrevne Bog "Københavns Privilegier, Vaaben, Regering" osv. optegnet efter et Inventarium over Raadstuen 1563, der ikke mere er til: "Paa adskillige Tider er Københavns Privilegier, Breve og Bøger optegnede og Aar 1563 af Anders Godske Skriver, Borgmester. Bemeldte Privilegia, Breve og Bøger vare da bevarede paa Raadstuen, endel udi Foldbordet, endel i det Skab, som staar muret i Væggen, endel i et stort Skab, som stod paa Gulvet. Nøglen til Foldbordet havde Borgmester Anders Skriver altid hos sig; Nøglen til Skabet udi Muren


141

bevaredes udi Foldbordet, Nøglen til det Skab paa Gulvet havde Borgmester Anders Skriver altid hos sig; da gjorte Registrering findes endnu paa Raadstuen, hvorudi foruden bemeldte Breve andre gamle Registre, Regnskaber, gamle Kongers Sendebreve og gamle Stadsbøger findes udi Hørkamret at have da været bevarede."

Endvidere meddeles i Resens ovenomtalte Haandskrift: "1584 d. 20. Juni blev Københavns Raadstues Privilegier og Breve, som ere i Skabet i Muren, igennemsete udi velb. Erik Kruses, Niels Grubbes, saa og Borgmesters og Raads Nærværelse, og da var Jakob Sørensen Skriver øverste Borgemester. Aar 1646 blev gjort et Register over Privilegier, Breve og det fornemste, som fandtes paa Raadstuen".

Borgmestre og Raad havde ikke Løn i Penge, men de nød forskellige Indtægter 1). Saaledes var det næppe nogen ringe Fordel, at en stor Del af Bymarken var særlig udlagt til dem. Da Kjøbenhavn under Frederik I havde faaet sin Bymark udvidet med Serridslev, tilfaldt et betydeligt Stykke deraf Magistraten som en Del af dens Løn. Aar 1533 udgav hvert Medlem 20 Mk. til at indgrave en Eng med, og det bestemtes, at hvis nogen døde eller kom ud af Raadet efter Jul, skulde hans Hustru og Arvinger beholde det første Aars Afgrøde og siden bruge samme Eng, indtil de fik de 20 Mk. igen. 1543 ændredes denne Bestemmelse saaledes, at efter Naadensaarets Udløb skulde Arvingerne have 40 Joakimsdaler og et Pd. Peber, »og dermed være de venligen aftakkede" 2).

Det var dog først 1539, at Magistraten fik lovformelig Ret til den Jord, den havde indtaget. 39 Borgere, der var udvalgte af Byens 8 Rodemaal, gav Møde paa Raadhuset, "og da iblandt andre Hverv og Ærende blev dem foregivet af Borgmestre og Raad om den Ager og Eng udi Serridslev Mark, hvilken som nogen Tid tilforn laa til Kjøbenhavns

__________

1) Indtægten 1553 i K. D. II 300-01.

2) K. D. I 267, 277.


142

Raadstue og til de ærlige Mænd, som sade udi Raadet, dog med Rodemestrenes og Menigheds Mænds Vilje og Samtykke. Og da vigede Borgmestre og Raad af Raadstuen og ind i Kamret den Stund at de toge deres Beraad, og der de igen indkom, gave de forskrevne Borgmestre og Raad derpaa saa for endeligt Svar, at efterdi at samme (Del af) Serridslev Mark nogen Tid tilforn havde ligget til Kjøbenhavns Raadstue, som Lavrids Nielsen og Per Smed idag tilkende gave, da vilde de det og gærne indgaa og samtykke, at samme Mark, Ager og Eng skal nu efter denne Dag til evig Tid ligge til Borgmestre og Raad i Kjøbenhavn og deres Efterkommere, dog med saa Skæl, at de selv skulle lade indhegne samme Eng, Kjøbenhavns Borgere uden al Besværing i alle Maader."

4. Nov. 1567 opkaldte Magistraten Rodemestrene og 43 "Menigheds Mænd" fra de forskellige Rodemaal og gav dem tilkende, at den Vang, som den havde i Brug for sin Trældom og Umage, var fordreven og ikke gav sin tilbørlige Afgrøde, da den var mere skikket til Fægang, hvorfor man ønskede en anden Jord. De 43 Mænd gik da i Beraad og kom igen ind paa Raadstuen og endrægtelig bejaede, bevilgede og samtykte Magistratens Begæring. Den havde tilforn raadslaaet herom med Slotsherren Bjørn Andersen, der havde givet sit Samtykke paa Kongens Vegne, og da han i Kongens Ærende var draget til Norge, havde Rigens Hovmester Peder Oxe, Statholder paa Kjøbenhavns Slot, yderligere givet sit Samtykke til den Mark, der var paavist af Byfogden Bernt thor Westen. Den Jord, der nu blev udlagt, var den saakaldte Raadmandsmark, nu 63 Tdr. Land, som Magistraten beholdt til 1771. Ved samme Lejlighed fik Byfogden og Byskriveren ogsaa hver sin Del i Vangen 1).

Ligesom Magistratens Medlemmer som saadanne blev Jordbrugere, hvad der i hine Tider iøvrigt ikke var saa

__________

1) K. D. I 895, 440-41.


143

mærkeligt, naar vi ser hen til Forholdene i vore mindre Købstæder, saaledes kom de ogsaa til at drive Fiskeri. I Opgivelsen til Kongen af Magistratens Indkomster 1553 nævnes, at hver véd sit Fiskevand der omkring Byen, og 1580 oplyser Magistraten selv, at den Fordel, som er af Byens ferske Søer og Fiskevand, "har fulgt Borgmestre og Raad udi Kjøbenhavn, saa vel som andre Købsteder her udi Riget, af Arilds Tid" 1). Dette være nu som det vil, men da de smaa Hospitaler ophævedes 1530, bestemte Frederik I, at "S. Jørgens Sø bliver til Kjøbenhavns Slot for et frit Fiskevand til Slottet" 2). Det er imidlertid sandsynligt, at det senere er oplyst, at det kun var den vestlige Side af denne Sø, som grænsede op til S. Jørgens Hospitals Mark, der tilhørte dette, medens den østlige Side var Byens, og at Kronen derfor ikke har fastholdt den tiltagne Ret. Da der 1587 førtes den Retssag mellem Hospitalsforstanderen og Byen om denne Sø, der er omtalt foran S. 47-48, var der aldeles ingen Tale om Kronens Medejendomsret. Dommen erkendte, at der var gjort Borgmestrene Uret og at de burde paa Byens Vegne nyde deres Fiskeri herefter "som de tilforn udi langsomlig Tid ubehindret haft har", og det bevilgedes dem at indgrave Byens fra Hospitalets Ejendom. Denne Tilladelse blev til stor Fordel for Byen, idet den nu fik Raadighed over en stor Del af Søens Bund; denne blev derpaa saa godt som udtørret og Grunden benyttet til Ager og Eng. Derfor kunde det hedde i et Kongebrev af 1606, at der imellem Vester- og Nørreport udenfor Byen var "en Plads, hvor tilforn har været en stor Sø" og som for nogen Tid siden var saaledes udgravet, at den var ganske tør og en Del blev besaat med Korn, en Del var udlagt til Engbund. Kongen frygtede nu for, at dette i sin Tid kunde blive Byen til mærkelig Skade og Afbræk, "dersom noget uformodendes (det Gud forbyde) fjendtligvis kunde paakomme,

__________

1) K. D. II 300, 398.

2) K D. IV 442.


144

hvorfor han paabød, at den igen skulde opdæmmes. Magistraten forestillede imidlertid Kongen Byens store Udgifter i de senere Aar og de ny Bekostninger, som Opdæmningen vilde fremkalde, idet Sluser og Dæmninger, Veje og Broer der neden for skulde sættes i forsvarlig Stand, for at Dæmningen til visse Tider af Aaret kunde imdstaa Vandets Tryk; man bad derfor om, at Kongen vilde give Henstand eller komme Byen til Hjælp 1). Dette var imidlertid forgæves, og Søen blev opdæmmet.

De 2 andre Søer var oprindelig 1 Sø. Dette ses af, at da det 1524 blev paabudt at befæste Adgangene til Staden, er der kun Tale om 2 Udgange, nemlig en Vej ved Stranden og Peblingedammen, der er den Dæmning, som adskiller S. Jørgens og Peblingesø. Da Vognmændene 1543 forpligtede sig til at holde alle "Damme" (Dæmninger) vedlige udenfor Staden, nævnes der alene den Dam ved S. Jørgen (gamle Kongevej), Peblingedam og den udenfor Østerport (ved Enden af Sortedamssø), ligesom de skulde gøre en god Vej over den onde Bæk ved S. Jørgen, hvormed vel skal forstaas en Bro over den nuværende Ladegaardsaa noget udenfor Søen 2).

Naar den Dæmning er udlagt, som adskiller Peblingesø fra Sortedamssø, er ikke bekendt, men i Aaret 1570 fremkom Kæmneren paa Bytinget med forskellige Advarsler for de Folk, der bode udenfor Portene. Tilsidst hedder det: "Ydermere holdes Langebro ikke saa ved Magt og færdig, som det sig bør, og dersom efter denne Dag enten Mand eller Kvinde faar nogen Skade enten paa Liv, Lemmer eller Gods paa samme Bro, skulle de, som have Huse og Boder ved samme Bro og den skulle færdig og ved Magt holde, være pligtige at staa dem til rette, som Skaden fanger, og derudover bøde deres Faldsmaal." Ved denne Langebro kan ikke menes den ved Stranden, men det er netop Peblingebroen, der altsaa fra først af har været en privat Overgang,

__________

1) K. D. I 565-66, 567-69.

2) K. D. I 333, II 261.


145

formodenlig alene for Fodgængere og holdtes vedlige af de nærmest omkring boende. Aar 1620 og ofte senere kaldes den Peblingebro 1). Det er sikkert ogsaa den, der 1562 kaldes Fjellebroen, idet det tilholdes Tilsynsmanden ved den ny Kirkegaard udenfor Nørreport at holde Stenbroen fra Fjellebroen til den Bugt imod Porten renlig, medens Portneren i Nørreport skulde sørge for det inderste Stykke. Ligesom Peblingedam var Søens Dæmning mod syd, saaledes hed dens Dæmning mod nord Sortedam, hvilket Navn efterhaanden gik over paa den Del af Søen, der ved Peblingebroen skiltes fra den nuværende Peblingesø. Dæmningen kaldes ellers 1620 og 1694 Sortedamsbro 2); den var altsaa da brolagt, men da havde Søen allerede modtaget Navnet Sortedam (ikke som i nyere Tid Sortedamssø). Ogsaa vedblev langt ned i Tiden, endnu i dette Aarhundrede, Navnet Peblingesø at være gængs ogsaa for sidstnævnte Søs vedkommende, ligesom det kan forekomme, at Peblingesø kaldes Sortedam, som i et Brev af 1661, ligesom det ogsaa forekommer at S. Jørgens Sø benævnes Peblingesø, men slige Forvekslinger er næppe andet end rene Fejlskrifter 3).

Byens fjerde Sø var Lersøen, Bymarkens Grænse mod nord, men denne var ikke nogen af Stadens gamle Søer, da den fulgte med Serridslev.

Disse fire Søer fik Kongen af Byen 1619, men det hedder i Skødet, at de dog skulde være og blive Byens Grave, »hvorudinden Vi os alene ville have Fiskeriet forbeholdt". Magistraten fik til Gengæld for sit Fiskeri af Kongen Ordrup Sø og 3 Damme ved Gamle Vartov, foruden et aarligt Deputat af 150 Karper, som den skulde have hos Kongens Fiskemester 4). Det udtaltes ogsaa ved flere Lejligheder, at Kongen alene havde forbeholdt sig Ret til Fiskeriet, men derimod ingen Ret havde til Søernes Bund

__________

1) K. D. I 447, 597.

2) K. D. I 597, III 816.

3) K. D. I 784, III 533.

4) K. D. I 594-95.


146

eller Bred, saaledes udtalte en Dom af 1656, at Græsset i Sortedam tilhørte Staden. Det holdt nok undertiden vanskeligt for Kongen at levere de omtalte Karper, saaledes var der 1646 Restance for flere Aar, og Kongen maatte tillade Fiskemesteren i Nødsfald at levere Brasen i Stedet 1).

Fiskeriet paa Søerne var saaledes fra gammel Tid af Magistratens; derimod var Jagtretten Kongens. Saaledes fik Lensmanden den Befaling 1567 at gribe dem, der skød i Søerne omkring Staden og sende dem til Kongen, da han nemlig havde faaet Kundskab om, at man overtraadte hans Forbud mod at skyde enten Fugle eller Dyr. 1591 frededes Jagten udenfor Byen, idet Kongen havde erfaret, at mange, baade Borgere, Købsvende og andre Løsgængere skulde understaa sig til at udgaa med lange Rør (Bøsser) at skyde og ødelægge Harer, Agerhøns, Svaner og andet saadant, hvilket Stadens Privilegier dog i ingen Maade medførte; dette blev strengelig forbudt, saaledes at enhver, der blev funden at skyde udenfor Portene, ikke alene skulde have forbrudt hvad han førte med sig, men endog straffes for Tyveri. Ja i Aaret 1660 blev Jagt forbudt i 3 Miles Afstand fra Staden, baade for Officerer og andre, fra hvilken "Plaackeri" og Jagt de skulde afholde sig under tilbørlig Straf og største Unaade 2).

Ikke alene i Søerne havde Magistraten Fiskeri, men mange af dens Medlemmer erhvervede sig særlige Fiskeparker udenfor Byen. Saaledes fæstede Borgmester Marcus Hes 1572 en Grund udenfor Vesterport, sønden for S. Jørgens Stenbro (gamle Kongevej), som han havde udgravet og gjort et Fiskevand af 3), dette er nu Nr. 30-74 paa Vesterbrogade. Borgmester Oluf Mortensen fæstede 1594 en Blegdam og "tvende Fiskevand" udenfor Byens Grave ved Jermers Skanke; dette er sandsynligvis den samme Grund, som Borgmester Jørgen

__________

1) K. D. I 597, 660, 682.

2) K. D. II 451, III 506, IV 588.

3) K. D. I 453, III 804.


147

Pedersen fæstede 1570, idet han nemlig fik den Grav, der førte fra S. Jørgens Sø til Graven ved Jermers Skanse, hvilken var en tør Grav, men som han skulde afdæmme fra Søen ved en Dæmning; denne Grav var det gamle Tilløb til Byens Grave 1). 1621 fik Borgmester Knud Markvardsen Fæstebrev paa nuværende Kildendal paa Strandvejen, og der siges, at han "allerede derpaa har anvendt Bekostning med Fiskevand at grave og Piletræer at sætte"; Grunden betegnes forresten som et Morads 2).

Efter 1619 havde Magistraten, som omtalt, ikke mere det fælles Fiskeri i Søerne, og Ordrup Sø og Dammene ved Gamle Vartov, der var de gamle Mølledamme for Rosbæk Mølle, og som traadte istedetfor Søerne, frembød paa Grund af Afstanden ikke samme Fornøjelse og Nytte. Derfor udforpagtedes de 1646 paa 10 Aar for 40 Rdl. aarlig 3).

Vinkældren under Raadhuset var ogsaa Magistratens, og den var begunstiget med Særrettigheder fremfor Stadens andre "Vinførere". Af et kgl. Brev af 24. April 1609 ser man, at Vinførerne havde ladet sig forlyde med, at en kongelig Forordning, der forbød Indlægning og Udtapning af rinsk, spansk og anden hidsig Vin og fremmed Drik, ogsaa skulde have Anvendelse paa Stadens Vinkælder ligesom paa dem; forat nu en saadan Misforstaaelse maatte forebygges og da Borgmestre og Raad "ved deres Middel" (ved Hjælp af deres undergivne) lod holde en aaben og almindelig Vinkælder, hvori med Rette adskillige Slags Drik burde falholdes for enhver, baade Stadens Indbyggere og Udlændinge og for en billig Pris, tillod Kongen, at alene Magistraten udaf Stadskældren maatte lade sælge og udtappe rinsk, spansk, Allekant, Malversi og al anden Slags hed Vin og fremmed Drik, dog skulde den være forpligtet til alene at sælge ren og uforfalsket Vin.

__________

1) K. D. I 352, 556-57.

2) K. D. I 632-33.

3) K. D. I. 659.


148

17. Sept. 1662 fik Peder Villumsen Deichmann kgl. Bevilling til at skænke saavel fransk som rinsk og alle andre Slags Vine 1). Han havde lejet Raadhusets Vinkælder og opmurede et Skur ved Raadhusets østre Ende, "hvorudi de, som ville være for sig selv og drikke et Glas Vin, kan have deres Magelighed", paa visse bestemte Vilkaar, der ikke er bevarede.

Det var ofte farligt at sejle i Øresund paa Grund af den stærke Skibsfart. I Frederik II's Søret 1561 forbydes det Skippere at sejle om Natten mellem 24. Avg. og 9. Okt. fra Ørekrog til Falsterbo Rev, hvor der var almindelig Drift for de Fiskere, der kaldtes Vragere, for at disse ikke skulde blive oversejlede i Sildefiskeriets Tid. Ogsaa Indløbet til Kjøbenhavn var farligt, hvorfor Rigsraadet 1533 tillod Magistraten at sætte Søtønder paa Middelgrunden; og derfor oppebære en vis Afgift af hvert Skib efter dets Størrelse, hvilken Afgift skulde opkræves af Tolderen i Helsingør.

1537 fik Magistraten Tilladelse til at lade lægge Søtønder paa Grundene i Sundet (altsaa paa andre end Middelgrunden), den menige søfarende Mand til bedste, til hvis Vedligeholdelse med Kæder og andre Ting den skulde oppebære en redelig og skællig Penge af hvert Skib efter dets Størrelse; hvad der blev tilovers maatte Borgmestre og Raad beholde "for deres Umage og Bekostning til deres eget Behov." 1557 bevilgedes dem 200 Daler af nævnte Tøndepenge. Da var der 3 Tønder. 1591 var der 5 Tønder at vedligeholde, og Udgiften var omtrent 100 Daler aarlig, saa naar Resten skulde deles i 14 Dele, blev der kun lidt til hver. 27. Juli 1591 bevilgedes der dem endnu 200 Daler af Helsingørs Told, hvilke Tolderen der skulde yde tilligemed de andre 200 paa Grund af at de havde givet Kongen tilkende "den store Besværing og Umage, de lide udi samme deres Bestilling saa vel som hvis Skade og Forsømmelse, de ellers

__________

1) K. D. I 577, III 568.


149

paa deres Næring og Bjering aarligen have og tilføjes og dem ingen viss Rente eller Indkomst paa deres Embeds og Besværings Vegne skal være tillagt" (se S. 150-51). De 400 Daler Tøndepenge vedblev i lang Tid at oppebæres af Tolden i Helsingør, hvilket endnu stadfæstedes 1700 1).

Af en Optegnelse fra 1553 ses, at Magistraten da oppebar en Del smaa Indtægter, hvorom henvises til Kjøbenhavn i Middelaldren S. 83-85 2).

1591 overgav Magistraten Regeringsraaderne en Begæring om dens Kaars Forbedring. I Aaret 1573 havde de daværende Borgmestre og Raadmænd beklaget sig over, at der ingen viss Indkomst var tillagt dem for deres store Umage og Besværing, og da havde Kongen undt dem 1 Mk. af hver Ame Vin, som blev indført og solgt, og 2 Sk. af hver Tønde tydsk Øl, som Krogersker solgte og udtappede, hvorpaa de fik 3 kgl. Breve og Stadfæstelser, men 1580 mistede de atter samme Accise. "Efterdi vor Besværing, Umage og Forsømmelse efter denne sørgelige Tids Lejlighed ikke er at ligne ved fremfarne Aaringer, men dagligen jo mere forøges, at vi fattige Mænd fast intet andet kunne agte eller vare end det samme, og vor egen Brug og Næring, hvoraf vi os, vore Hustruer, Børn og Folk skulde vedligeholde, saa og kgl. Tynge, om, Gud forbyde, nogen paakom, udrede, svækkes og formindskes Dag efter anden, hvorover vi raader i Borg og Gæld og udi Længden til største Fordærv og Nakdel, saa har vi saadan vor store Trang, hvilken vi ikke længer kunne taale og udstaa, været højligen foraarsagede at beklage." De begærede derfor Accisen igen eller en anden Naade og Gunst, at de ikke skulde blive aldeles arme og fordærvede og deres fattige Hustruer og Børn, som overlevede,

__________

1) K. D. I 381-82, 394-95, II 459, III 115-16. Rævshaletøndepengene tilfaldt derimod ikke Magistraten.

2) Disse Indtægter omtales ogsaa senere under Magistratens Strid med Borgerskabet S. 159 flg.


150

lide Nød og Elendighed for deres Skyld, "hvilket desværre altfor mange her til Dags er vederfaret."

24. Maj 1591 fik de kgl. Brev paa den Accise, de havde faaet 1573, men Maanedsdagen derefter indgav Borgerskabet en Klage til Prinsen. Den omtalte Accise var i sin Tid undt Staden til dens Bygning og Befæstning, og naar nu Borgmestre og Raad fik den til egen Gavn og Nytte, da var de "fattige Mænd" paa det højeste af Nød foraarsagede at give Kongen den fattige Bys Lejlighed tilkende. Den havde ingen synderlig Indkomst uden en ringe Jordskyld og Husleje og Leje af Byens Vange med Reberbaner og Blegdamme, hvilket beløb sig til omtrent 2190 Mk. 11 Sk., og hvoraf der kun blev en ganske ringe Sum tilovers til at vedligeholde Byens Poster, Render og Gader. Desuden udkrævedes daglig Forbedring paa Damme, Broer, Veje, Byens Huse, Volde, Mure og Grave "med al anden Byens Befæstning, som nu ligger øde" og som ikke kunde hjælpes med den fattige Almues Magt, ti Udgifterne til Vagt og Knægtehold udgjorde aarlig omtrent 3500 Daler, dertil sad Byen i en stor Gæld paa omtrent 2500 Daler, som den aldeles ingen Forraad havde til at afbetale, ti Byens Indkomst havde hidtil været anvendt til unyttige Bygninger og Bekostninger, som Byen ingen Gavn havde haft af. Foruden at faa Vinaccisen igen, bad Borgerne tillige om Afskaffelsen af Ølaccisen, som Byen vel hidtil havde været privilegeret med, men ikke havde oppebaaret.

Paa dette Andragende afgav Borgmestre og Raad deres Erklæring, og bad om at maatte blive betænkte med noget af det, der laa til Raadstuen, førend det første Privilegium paa Accisen udstædtes. Af denne havde Vincisen hidtil aldeles intet afgivet, "og den Smule de havde faaet af Ølcisen var sket med vrang Uvillighed, Banden og Maledidelse af mange". Med Hensyn til Borgernes Klage over Vagt og Knægtehold, da var det ogsaa Magistratens Begæring, "at en Part af Aarsknægtene (de der tjente Kongen for aarlig, ikke for maanedlig Løn) maatte blive forringet, ti det er denne


151

fattige Menighed til stor Tynge og Besværing, som ynkeligt er at høre hver Lørdag, naar de forlægges (omflyttes i nyt Kvarter), at Stavkarls Folk, som intet selv har, beklager sig derudover med grædendes Taare". Hvad Vagten angik, da vilde de beramme det lideligste Middel, der var muligt, at det kunde tilgaa billigt dermed. Hvad den unyttige Bygning angik, da maatte en saadan navngives, saa vilde de erklære sig, at de næst Guds Hjælp skulde findes undskyldelige.

Uagtet Borgerskabets Indsigelse fik de dog Bevilling paa Accisen, og det med Vincisens Forhøjelse til det dobbelte, ved samme Lejlighed som de fik Afgiften af Søtønderne forøget. 27. Juli 1591 fik de altsaa Bevilling paa at nyde i Accise af hver Ame Vin som indførtes, opskibedes og solgtes i Byen 2 Mk., af hver Tønde tydsk Øl, som i Kander eller Potter udtappedes af Krogersker, 2 Sk. lybsk; de der indførte det tydske Øl, skulde selv angive det i Borgmester og Raads Bod (Accisebod) og udrede Accisen, som de saa selv igen kunde modtage af Krogerskerne. Krogersker var Kvinder, der holdt Øludsalg, i ældre Tid kaldtes de Ølkoner. Dette Paalæg fremkaldte en Del Uvilje fra Tydskølsførernes Side, hvorom senere 1).

Ved særlige Lejligheder blev der ogsaa tildelt dem en anden Accisefrihed, saaledes indrømmede Frederik III 1657 hver Borgmester aarlig fri Indførsel af 1 1/2 Læst Rostokøl, 2 Amer rinsk og 1 Oksehoved fransk Vin og hver Raadmand 1 Læst Rostokøl, 1 Ame rinsk og 1 Oksehoved fransk Vin 2).

30. Dec. 1651 fik de Tilladelse til indtil videre, som hidtil, at oppebære Søslingtolden, saaledes at den halve Del anvendtes til Byens Fremtarv og Bedste og den anden Halvdel skulde deles mellem Borgmestre og Raad 3).

4. Dec. 1581 fik de Sisefrihed for 100 Læster Rostokøl, hvorfor de skulde være forpligtede til at bygge og forbedre.

__________

1) Magistratens Vedtægtsbog 123-27.

2) K. D. III 474

3) K. D. I 674.


152

Vejerhuset. Det gamle Vejerhus i Naboløs var nemlig forfaldet, men Magistraten havde lovet at ombygge det paa egen Bekostning og ligeledes selv fremdeles holde det vedlige. Samme Aar byggedes det ny Vejerhus i den opfyldte Strand ved Siden af det nuværende Assistenshus og paa det Sted, hvor det blev staaende til 1857. I Vejerhuset blev indrettet en Accisebod. Det gamle Vejerhus, der laa paa søndre Side af Snaregade paa Hjørnet af Naboløs, blev afstaaet til Byen og omdannet til Humlegaard, hvor sandsynligvis den indførte Humle blev vraget; ved Siden af laa 2 Saltboder og den gamle Accisebod, hvori Acciseskriveren havde fri Bopæl. Østen for Vejerhuset laa den saakaldte Vragerbro.

3. Okt. 1597 fik Borgmestrene Kongens Vandmølle 1) ved Vandkunsten i Forpagtning og det for 50 Rdl. aarlig, uagtet de havde budt mere og andre vel ogsaa vilde have givet højere Afgift. Magistraten havde nemlig gjort Indstilling om at Mølleren forholdt sig uvillig imod den, idet han snart stemte Vandet saa højt, at det gik over Dæmningen og brød store Huller deri, snart dæmmede for Slusen og Stigbordene med Møg og saa lod det løbe ned i Havnen, hvorfor denne hvert tredje eller fjerde Aar maatte renses til Byens store Bekostning. Naar de ellers var villige til at foretage Arbejde paa Volden og Befæstningen, blev de ofte nødte til at anvende det paa Havnen, som ellers skulde have været brugt til Befæstningen. 1601 fritoges de for et Aars Afgift til Istandsættelse af Dæmningen, der var brudt igennem 2).

Af andre Begunstigelser kan nævnes, at Magistraten 5. Juli 1548 fik Brev paa Emdrup By, der bestod af 9 Gaarde, uden al Afgift 3), og at den 18. Maj 1558 tilligemed en Borger i Staden fik Brev paa et Fid paa Dragør,

__________

1) De tidligere Forleninger med Vandmøllen er omtalte i første Del S. 270-71.

2) K. D. II 496-97, IV 761-62.

3) K. D. II 274.


153

som Stralsunds Borgere fra gammel Tid af havde haft, men ikke brugt i 20 Aar og ikke givet Kronen dens Rettighed af; dersom Stralsund derimod gjorde Krav derpaa igen, og det blev befundet, at den havde gyldig Ref dertil, kunde Kongen ikke lade Magistraten beholde Fiddet længer. Mange Aar efter besværede Stralsunds Borgere sig imidlertid over, at man havde frataget dem deres Pladser paa Dragør, hvorfor Magistraten 11. Avg. 1590 fik Befaling om at afgive Erklæring; ifølge ovenomtalte Kongebrev har Fiddet sandsynligvis maattet gives tilbage.

1547 forlenedes Borgmestre og Raad "og hvilke de til dem tagendes vorder" med Island og Vespenø med disse Landes Indtægt, Told og al Kongens og Kronens Rente og Rettighed paa 10 Aar for en aarlig Afgift; naar de havde haft Forleningen i 3 eller 4 Aar og Kongen da kunde forfare, at der kunde tilkomme ham og Kronen højere Rente deraf, skulde de senere enes om at yde mere. De skulde selv lade Landet besejle fra Kjøbenhavn og skulde sende dertil en god forfaren Mand, som altid skulde være der og have Tilsyn med at der vederfores Indbyggerne Ret efter Norges Lov 1). Denne Forlening var en stor Begunstigelse for Kjøbenhavns Magistrat, hvis Foged nu styrede Island med samme Myndighed som en kongelig Lensmand, men indre Uroligheder paa Island beredte imidlertid Magistraten mange Vanskeligheder. Biskop Gissur i Skalholt var død i Begyndelsen af 1548, og i Hole sad den katholske Biskop Jon Aresen, der attraade at blive Biskop over hele Island eller i ethvert Tilfælde at bevare den katholske Gudsdyrkelse i Landet. Han kom i aabenbar Fejde med Vestlandets mægtigste Høvding Dade Gudmundsen og fangede 1549 den nys udvalgte protestantiske Biskop i Skalholt. Magistratens Foged, Raadmand Lavrids Mullie, er sandsynligvis derpaa rejst til

__________

1) Fin Jonsson Hist. eccl. Isl. II 301. Afgiften bestemtes 1552. Krag og Stephanius Kristian III's Hist. II 489.


154

Kjøbenhavn forat give Kongen Underretning, og denne dømte Biskop Jon afsat og fredløs og udstædte i Jan. 1550 et Brev til Dade Gudmundsen og en anden Mand om at hjælpe Lavrids Mullie med at gribe den oprørske Biskop. Saasnart Sejladsen var aaben, sendtes Lavrids Mullie altsaa op til Island, forsynet med et kgl. Brev af 28. Januar 1550 til Islænderne om at være ham hørig og lydig 1). Biskoppen mødte paa Altinget i Juni Maaned med et stort Følge og bød Lavrids Mullie aabenbar Trods; hans Søn Are skulde udbetale ham Skatten fra sit Syssel, men slog Pengene imod hans Mund, idet han opfordrede ham til at sluge dem, hvilken Forhaanelse Magistratens Foged maatte tage imod 2). Biskoppen indtog derpaa Skalholt Bispegaard, genindførte den katholske Gudstjeneste i dens Kirke og drog derpaa til Vidø Kloster, hvor Lavrids Mullie havde taget Ophold, og denne og alle derværende Danske maatte flygte ombord paa deres Skib for atter at tage Kursen til Danmark. Biskop Jon sendte paa sin Side et Brev til Kansleren Johan Fris med Klage over Lavrids Mullies uretfærdige Optræden, idet han fremhævede, at det alene var for Kongens Skyld at han ikke havde ladet Lavrids Mullie bøde med Livet. Det var ingen gode Tidender, Lavrids Mullie denne Gang bragte Magistraten. Det var ikke nok med at Islænderne viste stort Had mod de Danske, men de hamborgske og lybske Købmænd havde ogsaa vist ham aabenbar Trods. Magistraten havde 28. Marts 1550 faaet kgl. Brev paa, at Tydskerne ikke maatte have deres Svende liggende i Vinterleje paa Island og at det var dem forbudt at tage sig selv til rette, men i paakommende Stridigheder skulde de afvente Fogdens Tilstedekomst 3) Men Tydskerne havde ej heller agtet Lavrids Mullie; da han havde konfiskeret noget af deres Gods, havde de med Vold og Magt taget det fra ham igen, de havde

__________

1) Fin Jonsson Hist. eccl. Isl. II. 302, 741.

2) Et islandsk Kvad herom findes i Kjøbenhavnske Selsk. Skr. VII 61.

3) K. D. IV 523-24


155

"bastet og bundet" hans Folk og viHe kun handle efter eget Tykke. Dette blev Kongen for galt, han udstædte 1. Marts 1551 Befaling til at udruste 4 Krigsskibe og paalagde Kjøbenhavn at stille et lignende. Hamborgerne faldt imidlertid tilføje og betalte Magistraten 2300 Daler, men Krigsskibene skulde dog afsted alligevel med en Besætning af 460 væragtige Karle (hvoraf Kjøbenhavn leverede de 60) under Anførsel af Axel Juel, Kristoffer Trundsen og Otto Stigsen forat gaa imod Jon Aresen 1). Det sidste Brev herom er udstædt 5. April, og man havde altsaa da endnu ikke faaet at vide, hvad der var foregaaet paa Island efter Lavrids Mullies Afrejse.

Han havde overdraget Styrelsen af Islands Sager til Kristen Skriver, en Mand, der formodenlig nok havde Lyst til Magten, ti han havde været Medlem af den oprørske Magistrat 1534-36, men var ved Kjøbenhavns Overgivelse igen traadt tilbage fra sin Værdighed. Han ejede 1547 og 1558 en Gaard i Klædeboderne, der ydede Jordskyld til Universitetet. Han har alt 1549 været paa Island, hvilket fremgaar af hans Brev af 27. Dec. til Dade Gudmundsen, hvori han advarer mod at gøre Jon Aresen nogensomhelst Indrømmelse 2). I Oktober 1550 kom det til en Sammenstød mellem Biskoppen og Dade Gudmundsen, og efter en haard Kamp blev Biskoppen og hans 2 Sønner førte fangne til Dades Gaard Snoksdal. Herom underrettede Dade straks Kristen Skriver, der bode paa Bessestad; denne ilede til og lod en Domstol af 14 Mænd afgive den Kendelse, at de fængslede skulde være Fanger i Henhold til Kongens Mandat og at det var Kongens Fogeds Pligt at holde dem fangne til næste Alting. Han førte dem derpaa til Skalholt og lod optage nyt Forhør over dem. En af Beskyldningerne var, at Biskop Jon havde brugt Trusler mod de Danske og lovet Hamborgerne, at ingen Dansk næste Foraar skulde være tilbage paa Island, ligesom at han ikke længe skulde havde Lavrids Mullie

__________

1) K. D. IV 528-32.

2) Kjøbenhavnske Selskabs Skrifter VII 44-45.


156

ved Siden som Hirdstyrer. Det var en farlig Sag at holde disse Fanger paa Bessestad, da man kunde frygte for Overfald af Fiskerne fra Nordlandet, og kom de fangne i Frihed, kunde man frygte alt af deres Hevn. Kristen Skriver greb derfor med Begærlighed en Præsts Raad, at Øksen og Jorden gæmte dem bedst, og lod dem derpaa henrette 7. Nov. Da Biskoppens Søn Are var kommen til Blokken, sagde han: Skal jeg nu standse, er nu her Maalet, Herre, hvortil Kristen Skriver svarede Ja, men Are udbrød: Tvi dig, du Prakker, aldrig kaldte jeg dig min Herre, jeg talte til min Gud. Kristen Skriver drog derpaa til Bessestad, hvor han forholdt sig rolig af Frygt for Overfald, indtil han i Begyndelsen af Februar 1551, da det var paa Tide at forsyne de kjøbenhavnske Fiskerskibe med duelige Fiskere og andre Fornødenheder, gav sig paa Rejse.

I Januar drog en stor Flok Mænd fra Nordlandet syd paa paa Fiskeri. Af denne Flok var en Del udrustet af Biskop Jons Frænder og navnlig af hans Datter Thorun. Da Kristen Skriver paa sin Rejse, hvor han forresten var ledsaget af et større Følge end sædvanligt, var taget ind paa Gaarden Kirkjubol paa Midnæs, blev han angrebet af Nordlændingerne, der var formummede med Masker for Ansigtet. Bonden paa Gaarden tillod dem at gaa ind i Huset, hvorfor han og hans Medejer Aaret efter maatte bøde med Stejle og Hjul. Under den Kamp, som nu opstod, mistede 7 til 8 Mænd af Kristens Følge foruden hans unge Søn Balduin Livet. Kristen Skriver, der var klædt i Pansertrøje, slap ud, men en Karl paa 18 Aar, der tjente Thorun Jonsdatter, stak ham fra neden med en Lanse. De dræbte blev først begravede i en Stendysse ved Gaarden, men siden gravede deres Drabsmænd dem op, huggede Hovederne af dem og forhaanede Ligene paa anden Maade 1).

__________

1) Espolin Islands Árbækur IV 75-77. Keyser: den norske Kirkes Historie II 858-75. Fin Jonsson II 287-90. Kjøbenhavnske Selsk. Skr. VII 67-79.


157

Om Somren kom nu de danske Krigsskibe, men der fremkaldtes intet Sammenstød, da Lederne var døde, Reformationen blev vedtagen og Kongen hyldet. Men med det kjøbenhavnske Herredømme var det forbi og der beskikkedes en Lensmand som tilforn. I et kgl. Brev fra 1552 hedder det, at "de Islændere ere Kjøbenhavns Borgere meget ulydige og dem intet agte og meget mindre de Hamborgere og vi derfore have forskrevet til Os Povl Hvitfeld, vor Mand og Tjener, og agte at skikke ham for en Foged til Island. Dog de Kjøbenhavnske at bruge deres Handel efter vort Brevs Lydelse, som Vi dem derpaa givet have". Dog havde Kongen for Fremtiden forbeholdt sig Tolden. Deres Foged skulde Peder og Povls Dag forlade Landet (det var formodenlig Lavrids Mullie igen, der saaledes tredje Gang forlod Island) og da overlade Inventariet til Povl Hvitfeldt. "Siden skulle de Kjøbenhavnske besøge Island som andre Købmænd, og kgl. Majestæts Foged skal fordre dem til det bedste". Endnu indrømmede Kongen dem tredje Delen af Sagefaldet af Kristen Skrivers Mordere. Disse undgik alle Døden med Undtagelse af 1, dels ved at flygte til England, dels ved at indgaa Forlig og give Bøder. Tillige udstædte Kongen et Beskærmelsesbrev for Magistratens Tjenere, dog forbødes det dem at bruge Handel og Købmandskab, som var imod Islands Lov og Privilegier. Til en Godtgørelse for hvad Magistraten mistede paa Island, fik den 1552 Brev paa Vespenø med al Told og anden kgl. Rettighed for Afgift af 200 Daler aarlig. Derimod søgte den 1553 Forlening med Færøerne, men dette blev afslaaet 1). Da de 10 Aar var omme, ophørte Magistratens Eneret til den islandske Handel 1557, men ved Oprettelsen af et Islandsk Handelskompagni fik de kjøbenhavnske Borgere ogsaa i Fremtiden

__________

1) Fin Jonson II 290, 312-16, 320-21, 338. K. D. IV 538, 540, 541.


158

stor Indflydelse paa denne Øs Anliggender, Øen selv til liden Baade 1).

De fælles Indtægter deltes paa bestemte Tider af Aaret, vistnok S. Thomæ Dag (21. Dec.), saaledes at en Borgmester fik mere end en Raadmand, men den rette Proportion er ikke bekendt. 1608 vedtog Borgmestre og Raadmænd en Række Bestemmelser om Delingen af Indtægterne. En Raadmand skulde fra den Dag, han blev indtaget i Raadet og til næste S. Thomæ Dag ingen Indtægt nyde, men skulde ej heller yde noget til at vedligeholde "Raadstuens Tilliggelse". Levede han et Aar tilende efter sin Indtagelse, men døde inden den anden S. Thomæ Dag, skulde hans Enke have hele Aarets Indtægt, undtagen hvad der afgik til Søtønder, Maaletønder, Sække og Vægtens Forbedring. Blev en Raadmand Borgmester, skulde han til S. Thomæ Dag ikke nyde mere end Raadmands Deling. Enhver, der kom ind i Raadet, skulde yde 50 Rdl. til Søtønderne, Vægt og Maal, Vangens og Fiskeriets Forbedring. Levede enten Borgmester eller Raadmand efter Nyaarsdag og søgte Retten med sine Medbrødre den første Maaned til Ende, skulde hans Enke beholde fuld Lod i Vangen og de andre Indkomster den følgende Sommer, men levede Manden til S. Hansdag, beholdt hun den fulde Deling til S. Thomæ Dag. Fik nogen Sot og Sygdom efter S. Hansdag og ikke søgte Retten til S. Thomæ Dag eller derefter og alligevel fik fuld Deling og saa døde derefter, da fik Enken og Arvingerne ingen Rettighed, "fordi de andre tjene Kongen, Byen og Retten udi den afdødes Sted og skulle udstaa og undgælde, hvis Æventyr derefter paafalde kan." Blev han derimod før (rask) i det ny Aar og deltog i Retten en Maaned eller mere, førend han døde, skulde hans Hustru eller Arvinger have en Foræring "efter Lejlighed"; paa samme Maade skulde handles, hvis nogen

__________

1) Om Lavrids Mullie, jfr. foran S. 42, gives nærmere Underretning i det følgende under Raadmændenes Levnedsløb.


159

døde uden at have deltaget i nogen Deling, "paa det hendes Mand ikke skal have ført Navnet forgæves". Faldt nogen i langvarig Sygdom, skulde han dog nyde sin fulde Rettighed til han døde eller en anden beskikkedes i hans Sted. Denne Vedtægt blev underskreven af ethvert tiltrædende Medlem af Raadet indtil 1708, da en ny Vedtægt blev udarbejdet.

Magistraten havde oprindelig ene Tilsyn med Byens Udgifter og Indtægter og udvalgte 2 af sin Midte til at være Kæmnere, der aflagde aarligt Regnskab i Nærværelse af udvalgte Borgere. Fra Borgerskabets Side fremkaldte dette undertiden en Del Misfornøjelse, man mente, at Magistraten gjorde sig ulovlig Fordel, forurettede de fattige med Hensyn til Skatter og anden Byens Tynge, i hvilke den selv ingen Del vilde tage.

Det var Magistraten i Malmø, der først gav Stødet til at denne Sag kom for Kongen. Den begærede nemlig at faa den samme Frihed for Kongeskat som dens Embedsbrødre i Kjøbenhavn havde. Dette vidste Kongen ikke det mindste om, og fordrede derfor 10. Juni 1578, at Borgmestre og Raad straks skulde affærdige et af sine Medlemmer til ham med deres Privilegier, ved hvilke de var fritagne for Skat, og med et klart Mandtal paa den sidste Skat. Borgmester Jakob Skriver drog da til Koldinghus og gav Kongen tilkende, "at endog de have gamle Friheder og Privilegier at være skattefri, skal de alligevel have udgivet Skat lige med andre Medborgere, undtagen 1572"; da Kongen nu ikke kendte de nærmere Omstændigheder, ej heller hvad Borgernes Mening var, sendte han Kristoffer Valkendorf Skatteregistret og befalede ham straks at samle Borgmestre, Raad og nogle af de fornemste Borgere, forhøre begge Parterne og undersøge, om de havde Privilegier paa Skattefrihed samt naar og om de tilforn havde deltaget med deres Medborgere i andre Skatter 1). Dette gav Anledning til et samlet Indlæg

__________

1) K. D. IV 632.


160

fra Borgerskabet af 4. Juli 1580, hvori alle Besværinger indeholdtes.

Deri forlangte Borgerskabet, at Byskatten maatte taxeres efter hvers Formue og Evne og ikke længer som hidtil, "saa ubilligen, den ene mere til Skade og Besværing end den anden". Den Afgift, der yde des til Kongen af Byens "Græsbed", burde alene opkræves af dem, der havde Fæ og Kvæg paa Marken efter dettes Tal, og at den arme Mand og fattige Fiskerkvinde, der intet Kvæg havde, maatte være forskaanede, istedenfor at nu den rige intet vilde give. Man ønskede fremdeles en klar Underretning om alt hvad der aarlig blev oppebaaret til Byens Nytte og Behov, ligesom om hvad Borgmestre og Raad nød til deres Underholdning og med hvilken Ret de havde Indtægten af 31 nævnte Poster. En "kristelig og villig" Skik ønskede man videre paa Byens aarlige Indkomst, at denne ikke, som det hidtil for en stor Del var sket, skulde udgives til unyttigt Arbejde og Udgift, "ti det er dog Borgerne, som det meste udlægge og udgive til Byens Bygning og Omkostning". Man ansaa det for billigt, at de Dannemænd i Raadet vilde efter deres store og statelige Evne, Handel og Formue komme Borgerskabet til Hjælp, naar der skulde udgives nogen Arbejdsskat, "fordi, om de Dannemænd vilde anse, at der bygges paa Byens Volde og Befæstninger, de have selv de fleste og bedste Huse her udi Byen inden Volden", ligeledes var det dem, der købte det meste Korn, der kom til Byen, og derfor burde de ogsaa deltage i Udgifter til Broer og Veje. Med Hensyn til Arbejde paa Byens Damme og Fiskeri, da havde de alene hidtil brugt Byens Fiskevand, saa naar de selv deltog i Udgifterne, skulde de vel have bedre Tilsyn med at Byens Penge ikke blev udgivne til Uraad og Unytte. De burde ogsaa lade holde Vagt sammen med Borgerne, da hver dog om Natten havde Vagt for sin Dør. De havde ogsaa i de senere Tider unddraget sig for at deltage i Indkvartering (Kongens Knægtehold), hvilket ogsaa var ubilligt.


161

Desuden ønskede man Oplysning om, hvor mange af Byens Huse og Grunde, der var bortsolgte og hvortil Pengene var anvendte, hvorfor de Penge, som Byen havde bortlaant til Borgmester Knud Skriver, ikke var indkrævede, og Underretning om det Skib, som Marcus Hes havde solgt i Danzig. Ligesom man ønskede at vide, hvem der nød godt af de 2000 Daler, som Kongen eftergav Byen, saaledes bad man "de Dannemænd" om at overveje den sidste Skat paa 8000 Daler og undersøge, hvem der var taxeret for højt og hvem for lavt, og at de Penge, der blev tilovers, naar Kongen fik sit, maatte lægges op til Byens Bedste i Fremtiden. Endelig ønskede man Tilsyn med at Vandskatten taxeredes billig, at Vejerhuset i Tide maatte blive opbygget, at det maatte forbydes Vejeren at oppebære en Tønde Salt af fremmede Skibe og at der blev gjort en vis Skik med de Skriverpenge, der opkrævedes af Borgerne.

Borgmestre og Raad gav et imødekommende Svar paa Borgerskabets Begæring. Med Hensyn til Byskatten vilde de gøre sig den største Flid i Dannemænds Nærværelse forat den blev lidelig taxeret efter Evne og Formue, de vilde ligeledes imødekomme Ønsket om at der skulde betales Græspenge, og forresten blev der aflagt aarligt Regnskab i deres, Rodemestrenes og Borgernes Nærværelse. Til de 31 Poster, man antog Magistraten nød Indtægt af, svaredes saaledes, at de Penge, der blev oppebaarne for Højbro, Færgebroen, i Husleje og Afgift af Kaalhaverne, blev der gjort aarligt Regnskab for til Byens Gavn og Bedste. Af Vejrmøllerne gaves der kun Jordskyld af de 2, og dette havde kun fundet Sted i 2 Aar, men denne tilfaldt Byen. Leje af Rebslagere og Blegkvinder havde Borgmestere og Raad nydt af Arilds Tid, men i 2 Aar havde de givet Afkald derpaa "for Fortalelses Skyld". Afgift af Peber af fremmede Kræmmere havde de kgl. Brev paa. Om Sagefaldet gav Byens Regnskaber tilstrækkelig Underretning. Af Arilds Tid havde de tilligemed Kongens Foged haft en Indtægt af dem,


162

der svor Borgerskab, "er dog en ringe Ting, mindre et Aar end et andet". De Penge, der gaves forat blive fri for at være Rodemester, var hidtil komne til Byens Gavn, men gaves ikke i de sidste Aar. Penge for Vinterleje og Bradepenge var førte til Regnskab. Vinsisen havde de kgl. Brev paa, og Accisen af tydsk Øl havde deres Forgængere altid nydt. Teglgaardens Indtægt tilfaldt Byen, men paa Vejerhuset og Vinkældren havde de kgl. Brev. Penge af Maaletønderne, nemlig en Penning af Fremmede, medens Borgerne var fri, havde de nydt af Arilds Tid, men de holdt selv Tønderne vedlige og afpassede dem efter Byens Maal. Af Bundgarns Stader tilfaldt Indtægten alene Byen. De ferske Søer havde de ligesom Borgmestre og Raad i andre Købstæder haft af Arilds Tid; den Vang, de brugte, havde de faaet med Menighedens Vilje og Samtykke 1539. Kalvehaven udenfor Vesterport havde de vel taget til sig, men af den Grund, at de frygtede den skulde komme fra Byen i en Mands Værge, men hvis Borgerne ikke vilde samtykke i, at de beholdt den, vilde de give Jordskyld eller udlægge den igen. De havde vel tidligere oppebaaret en lille Afgift af Haandværksfolk, som indtraadte i Lavet, men dette skede ikke mere efter et kgl. Forbud, ligesaalidt nød de Sagefald fra Lavene. Paa Søtønderne havde de kgl. Brev, men "naar Omkosten er afdragen, er lempelig forøfrit" (lidet tilovers). Om den ny Søtønde paa Rævshalen vilde de overveje med Borgerne, hvem der skulde oppebære Penge af dem, der sejlede forbi 1). En Afgift af Tømmer af hvert fremmed Skib kom Byen til Bedste, og Strandfogden havde Tilhold om at gøre klart Regnskab derfor.

Borgmestre og Raad lovede dernæst at lade forfatte en klar Jordebog over Byens Indkomst og Rettighed og var altid villige til at give ny Underretning, om der var mere,

__________

1) 1633 bestemtes Pengene deraf, 1 Hvid af hvert udenlandsk Skib, til Havnens Forbedring.


163

Borgerne vilde vide. Til videre Forebyggelse af Overgreb tilbød de at 2 Borgere i Fremtiden skulde være Kæmnere. Med Hensyn til Vagt, Knægtehold og Arbejdsskat, da havde de kgl. Breve paa at være fri, "dog vi udi forgangne Fejde (Syvaarskrigen) af yderste Formue udi al Besværing have holdt lige med Borgerne". Med Hensyn til de bortsolgte Huse og Jorder, svaredes der, at i deres Tid var saadanne ikke solgte til Ejendom, men for Jordskyld, og herom fandtes Oplysninger i Jordebog og Regnskaber. De Penge, som Byen havde tilgode, vilde de gøre sig Umage for at skaffe tilveje, og naar der næste Gang skede Ligning paa Skatten paa de 8000 Daler, vilde man faa at se, hvem der havde nydt Lindring, da Kongen eftergav de 2000 Daler. Vandskattens Fordeling vilde man ligeledes faa at se, naar Skatten blev taxeret. Vejerhuset vilde de selv opbygge, og det var nu forbudt Vejeren at tage den Afgift af Salt af fremmede Skibe paa Strømmen, som man havde beklaget sig over.

26. Juli kom derefter Kongens Befaling til Kristoffer Valkendorf, at han skulde gøre sig den største Flid, saaledes at han i Mindelighed kunde forene begge Parterne, men de Sager, han ikke kunde forlige, skulde han skille ad ved Rettens Hjælp eller indstille til Kongens Afgørelse, "efterdi Vi ikke gærne høre, at der skulde være nogen Tvist og Uenighed imellem Vore Undersaatter udi Købstæderne, desligeste ere Vi ogsaa af kgl. Mildhed tilnegede og villige at ville hjælpe alle Vore Undersaatter, saavel den fattige som den rige, hver til det som de kunde have Ret til." 6. Jan. næste Aar kom derpaa en endelig Overenskomst i Stand, undertegnet af Valkendorf og Høvedsmanden paa Slottet Kristen Vind til Lydum foruden af Borgmestre og Raadmænd. Ved denne vedtoges da følgende Bestemmelser:

1. Den aarlige Byskat, hvis Størrelse var uforandret fra idetmindste 200 Aar tilbage og vistnok fra Stadens ældste Tid og som var 100 lødige Mk., hver Mk. beregnet


164

til 2 1/2 Mk. 5 Sk., skulde hvert Aar taxeres efter hvad vi kalder Formue og Lejlighed, nemlig "efter som enhver har Gaarde, Gods og Indkomst til der udi Byen og dernæst hver efter sin Handel og Vandel", saaledes at den, der havde størst Indkomst og brugte mest Handel, gav mest; Skatten maatte ikke indkræves med højere Beløb end de 100 lødige Mk., og i den skulde Borgmestre og Raad være forskaanede efter Kristoffers Stadsret, "men ellers i ingen andre Skatter eller Tynge, som Byen kunde paakomme".

2. De 20 lødige Mk., der aarlig udgaves i Landgilde og Græsbed til Kronen, skulde alene udgives af dem, der havde Fæ og Kvæg paa Marken og af dem, der brugte samme Jord til Ager og Eng. For en Ko, 6 Faar eller Kalve skulde gives 2 Sk. i Græspenge, og hvad Indtægten løb højere op end de 20 lødige Mark, skulde komme i Byens Kasse som andre Indtægter.

3. Til at føre Stadens Regnskaber skulde tilskikkes aarlig 2 Dannemænd af Borgerne som Kæmnerne, istedenfor at Magistraten hidtil havde udført slige Forretninger; Indtægterne skulde de efter Borgmestres og Raads Befaling udgive til Byens Bygning paa Volde, Grave og andet Byen til Bedste og til intet andet; det var ogsaa Kæmnerne, der skulde bortleje Byens Gaarde, Grunde og Jorder.

4. Hvert Aar skulde Kæmnerne gøre Regnskab i "Borgmestres, Raads og de Dannemænds Nærværelse af Menigheden, som der plejes til at tages, hvilke skal give dem Kvittering derpaa, og Regnskaberne indlægges i Byens Gæmme og Forvaring". Kæmnerne skulde ogsaa paase, at hvis nogen Indkomst og Rettighed med Urette var fravendt Byen, denne da igen kunde komme tilbage. Ingen skulde besværes mere end 2 Aar med at være Kæmner, dog skulde det paases at den ene altid blev og de ikke begge gik af samtidig. Men hvis nogen godvillig, Byen og den menige Mand til bedste, vilde lade sig bruge længer end 2 Aar i denne Bestilling, da skulde han paa Byens Vegne "være derfor betakket".


165

Vagtskriveren skulde være forpligtet til at skrive for Kæmnerne og disse maatte desuden paa Byens Bekostning holde en Karl.

5. I hvert Rodemaal skulde være 2 Rodemestre, der ogsaa var ansatte paa 2 Aar, saaledes at en ny antoges hvert Aar i hvert Rodemaal. Men det blev strengt forbudt baade Kæmnere og Rodemestre at tage noget i Indgang af de ny ansatte, hverken Gæstebud, Penge, Øl eller andet.

6. Paa det Kæmnerne ikke skulde forgribe sig paa Borgmestre og Raad og oppebære noget af det, der var bevilget og privilegeret dem for deres Umage, da var der gjort en klar Jordebog, i hvilken ligeledes var indtegnet Borgmestres og Raads Indkomst paa deres Embedes Vegne, at disse ej heller skulde oppebære mere end der var privilegeret deres Formænd eller bevilget af Menigheden.

7. Kalvehaven 1), "som nu nylig af Byens Grund er indtaget", skulde herefter lejes bort til den højstbydende, dog ikke paa længre Tid end 5 Aar ad Gangen.

8. Byens Gaarde, Grunde og Ejendomme, inden- og udenbys, skulde lejes bort til de højstbydende; dog ingen Grund, der lejedes bort til Avlsbrug, paa mere end 5 Aar.

9. Vejerhuset, der stod forfaldet, skulde Borgmestre og Raad, eftersom de selv havde tilbudt, bygge og i Fremtiden holde vedlige paa egen Bekostning, Borgerne og Byen uden al Besvær.

Disse Punkter indeholder de Anker, som havde fremkaldt nævnte Uenighed, og den fik Kongens Stadfæstelse 5. April 1581 2). Denne Stadfæstelse indeholdt tillige flere yderligere Bestemmelser om Skatteforholdene og andre Sager, der siden vil blive omtalte under Skatter.

Det var forat forebygge lignende Forviklinger i Fremtiden, at Kristoffer Valkendorf lod Byens Privilegier og Adkomstbreve, tilligemed Indtægten til Byen, Kirker, Skoler

__________

1) Jorderne nærmest udenfor Vesterport (se Kjøbenhavn i Middelaldren, S. 6-8).

2) K. D. II 402-11.


166

og de Fattige optegne i de 2 skrevne Pergamentshaandskrifter, der endnu er en Prydelse for Stadens Arkiv 1).

__________

1) Den ene af disse er aftrykt K. D. I 483-540.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: man jan 31 18:12:56 CET 2005
Publiceret: man jan 31 18:12:53 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top