eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavns Historie indtil Reformationens Indførelse.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse II

Kjøbenhavns Historie indtil Reformationens Indførelse
    - kap. VIII

Kbh., G. E. C. Gad, 1879

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

VIII. Kjøbenhavn fra 1648 til Freden i Kjøbenhavn 1660.

Da Frederik III nu efter Underskrivelsen af sin haarde Haandfæstning var bleven valgt til Konge, blev 6. Juli bestemt til Hylding og til denne udvalgtes for Kjøbenhavns Vegne paa 2 nær de samme Mænd, som de, der var tilstede ved Udvælgelsen 4). Hyldingen foregik nedenfor Børsen, "hvortil blev paa Slotspladsen oprejst en herlig Pallads, og der Kongen, som var udvalgt, blev paa denne Hyldingsplads opført og Stænderne vare forsamlede og alle vare hver paa sit Sted, da fremtraad velb. Korfits Ulfeldt, da Rigens

__________

4) K. D. I 666-68.

[266]

267

Hovmester, og paa sin egen og Rigens Raads og Regeringens Vegne overantvordede Kongen Regeringen og Riget med en sirlig Oration" 1).

Endnu samme Aar, 23. Nov., blev Kongen og Dagen efter Dronningen kronede i Vor Frue Kirke. Da Kroningshøjtidelighederne ligner de foran beskrevne, vil vi her kun omtale, at "paa Slotspladsen for Børsen er en stor Okse, fyldt med alle Slags Vildt og Fugle, stegt og til Pris given, hvilken med stor Furie af mange hundrede Mennesker er bleven udi en Hast bortreven, derefter blev Brønden, som derhos var tillavet, med rød og hvid Vin ogsaa til Pris given, hvilken udi 3 Timer gav rød og hvid Vin noksom fra sig, saa enhver bekom den at drikke, som der tilsøgte, og fandtes derpaa ingen Mangel". Ved Midnatstid blev der afbrændt et Fyrværkeri i Slotsgaarden 2).

I Aaret 1650 kom det i April til Forhandling i Rigsraadet: "Om Kjøbenhavn for nogen anden Købsted kunde med nogen Frihed benaades, at den kunde tiltage, eftersom det hele Land derpaa Magt ligger". Dette Spørgsmaal: "Om Kjøbenhavn at bringe paa Fode" behandledes nu jevnlig, indtil man i Juli fremsatte det Forslag, at "det kunde meget hjælpe, om de vilde skaffe noget af af den store Overdaadighed og Pengespilde, som blandt mange af dem gaar i Svang, derved kunde meget spares. Hvorledes Handelen kunde tiltage, derom kunde Borgmester og Raad med forfarne Købmænd selv give Hr. Statholder noget Forslag, saa kunde man deraf tage, saa vidt synes billigt og praktiserligt at være". Senere er denne Betænkning vistnok indhentet, ti man forhandler da, om det ikke var tjenligst, om Kristianshavn blev indlemmet i Kjøbenhavn, at det blev forbudt Hollænderne paa Amager at drive Handel og Udskibning, ligesom Sundby Færge ogsaa betog Kjøbenhavnerne deres Næring.

__________

1) Hjørrings Lejres Politi, Blad o 7.

2) Encomion S. 151, 305-35. Suhms Ny Sml. I 318-19.


268

Købmænd, Kræmmere og Vinhandlere burde have et Lav. Fremmede burde ikke tvinges til at forhandle deres Varer paa Børsen eller Pakhusene, men burde frit kunne indføre dem i Byen. Haandværkerne burde have Lavsret og Borgerskabet forskaanes for Indkvartering, alt efter et af Magistraten indgivet Andragende 1).

I Nov. indkom Besværinger fra Borgerskabet og Magistraten, der med Bitterhed klagede over de Byrder, som Borgerskabet maatte bære imod de gamle Privilegiers Tilsagn og om Adelens og Gejstlighedens og de kgl. Tjeneres Friheder, ligesom der faldt bitre Ord mod Adelen og Kongens Haandfæstning. Kansleren Kristen Skeel mente, at det var "haarde og ubekvemme" Ord, men at man i disse Tider burde "temporisere" og med Lemfældighed "føre dem til Gemyt", hvor ondt det gjorde Hans Majestæt, der altid havde søgt den borgerlige Stands Velfærd og Forbedring, at de ikke vilde bære den Accise, der var paalagt, fordi Rigets Tilstand var saa tung.

Joakim Gersdorf talte med de 2 øverste Borgmestre, der skød Skylden paa Borgerskabet, og de gjorde en skriftlig Undskyldning, men mente dog, at for Accise burde ingen være forskaanet. De 2 ældste Borgmestre blev derpaa 25. Nov. kaldte op for Kongen i Kanslerens og Statholderens Nærværelse, "hvor Hans kgl. Majestæt selv dem sagde, at han har faaet adskillige deres Supplikatser, som paa en sælsom og utilbørlig Manér var stilede, hvorudi de lod ham høre hans Kapitulation, han havde gjort, der han Riget antog, men den Supplikats, som idag blev exhiberet, den lod sig høre. Havde de søgt det paa den Vis, kunde de langt mere dermed have erlanget". Der blev derpaa givet et imødekommende Svar, at man vilde forandre Acciseloven, hvis der viste sig ubillig Tynge deraf, at der ikke skulde foretages Undersøgelse i Borgernes Huse og at der skulde ske

__________

1) K. D. VI 340-42.


269

Forandring i Henseende til Indkvarteringen, naar Besværingerne blev specificerede, saa Borgerskabet i Gærningen skulde finde, at Kongen bar billig Omsorg for, hvad der var til dets Gavn og Bedste 1).

I Januar samlede Nyboders Folk sig foran Slottet og forlangte deres tilbagestaaende Lønning af Korfits Ulfeldt, hvis Vogn de omringede, og det var først, efterat Kongen havde sendt 2 Rigsraader ned, der lovede dem et Fjerdingaars Løn, at Hoben skiltes ad 2).

12. Juni udvalgtes Prins Kristian i Vor Frue Kirke af Stænderne til Tronfølger. Udvalgte fra Kjøbenhavn var de 4 Borgmestre, 3 Raadmænd, og af Borgere Hans Havemand, Lavrids Hammer, Jørgen Mathisen og Verner Klaumand. 3)

3. Dec. udstædtes Befaling om, at Skarnholmen skulde hedde Slotsholmen. 4)

I Begyndelsen af 1651 opkom Sagen mellem Korfits Ulfeldt og Dina Winhofers, der er for bekendt til her at behøve at gentages; det er aabenbart, at den har sat hele Byen i den stærkeste Bevægelse. 5)

1652 blev der igen arbejdet paa Befæstningen i 4 Maaneder af Adelens Tjenere, nemlig 1 Karl af hver 200 Tdr. Hartkorn. 6) Om Sommeren udviklede sig en heftig Omgangssyge, først Koldfeber, siden Blodgang, der bortrev en Snes Mennesker daglig. 7)

1653 behandledes Spørgsmaalet om Kjøbenhavns Befæstning igen i Rigsraadet 8), og der blev 24. April udskrevet en Skat af 1 Daler af hver 100 Daler, hver Ejendom var taxeret for i Grundtaxt. I samme Aar førte Korfits Ulfeldt i Sverig forræderiske Underhandlinger med England,

__________

1) D. Mag. 3. R. IV 28. 37, 38, 42, 44, 47, 62-63, 63-64, 105-07.

2) P. W. Beckers Samlinger I 32, 33.

3) D. Mag. 3 R. IV 31. K. D. IV 791.

4) Tredie Del S. 199.

5) Om denne se S. Birket Smith: Leonora Christina I 200 flg.

6) K. D. V 339.

7) Mansa S. 386.

8) D. Mag. 3 R. IV 228. K. D. V 359.


270

hvis Regering han raadede til at gøre Angreb paa Danmark og straks gaa løs paa Kjøbenhavn uden først at stanse forat tage Kronborg; naar Hovedstaden var falden, vilde Sæland og det øvrige Danmark snart gaa samme Vej. Han tilbød Englænderne i saadant Tilfælde personlig at give dem Anvisning paa, hvorledes Staden bedst kunde tages, og hvorledes de skulde bære sig ad med at hævde deres Erobring. 1)

Samme Aar oprettedes "det frugtbringende Selskab" forat skaffe rede Penge i Statskassen; Staten sikrede Interessenterne deres aarlige Rente af de indbetalte Penge, der steg aarlig, eftersom de afdødes Renter kom de levende tilgode. Det var altsaa en Art Tontine. 2)

1654 udbrød om Foraaret en Bubonpest, en af de mest ødelæggende Pestepidemier, der har ramt Staden. En Pige førte i sine Klæder Smitten med sig fra Danzig. Hoffet forlod Byen, og Universitetet lukkedes 30. Maj. En Herredag, der skulde have været afholdt her, stævnedes til Koldinghus. I August afskaffedes alle Markeder og Torvedage, der toges Forsigtighedsregler i Henseende til Begravelser, og der røgedes paa Gaderne med Tjære, Enebær, Malurt og deslige. Sygdommen tog saadan Overhaand, at der i Januar Maaned døde 2-300 om Ugen, i Juli over 600, i August døde 229 i Vor Frue Sogn alene. I Latinskolen døde 246 Disciple, og Skolens Rektor beretter, at der var en Dag over 60 Mennesker, som maatte følges til Jorden. Mange ansete Folk blev bortrevne, og Sygdommen vedvarede lige til Februar. Hele Tallet af de døde angives til 8551.

6. Avg. 1655 blev Prins Kristian hyldet som sin Faders Efterfølger. I denne og følgende Sommer arbejdedes der igen paa Befæstningen af udskrevne fra Sæland, men da den smitsomme Sygdom forrige Aar havde bortrevet mange

__________

1) Birket Smith a. St. S. 250.

2) Encomion S. 391-439.

3) Mansa S. 391-402. Hist. Tidsk. 3. R. VI. 555. K. D. III 429. V 368-70, 374, 376, 377-79, 383.


271

i Stadens Omegn, fik de udskrevne fra Kjøbenhavns Len Tilladelse til at drage hjem i Høstens Tid og gøre Arbejde. 1)

1656 indviedes Trinitatis Kirke paa Trinitatis Søndag. 2)

Den ubesindige Krig, hvori Danmark havde styrtet sig 1657, blev højst skæbnesvanger for Landet. Karl Gustav udførte i Begyndelsen af Februar 1658 den Heltedaad at føre sin Hær over Isen til Laaland og derfra til Sæland, hvor man i Vordingborg holdt Raadslagning om Ulfeldts Plan at gaa lige mod Kjøbenhavn, afsætte Kong Frederik og forene Norge og idetmindste Danmark til Store Belt med Sverig. De fleste Svenske stod dog paa, at Sverig skulde lade sig nøje enten med Skaane, Halland og Bleking eller med Norge. Imidlertid gjorde Klas Thott et Strejftog mod Kjøbenhavn og forsikrede Karl Gustav, at Forvirringen var saa stor og Forsvarsvæsenet saa ringe, at Byen maatte falde ved det første kraftige Anfald. Kongen mente dog, at det var rettest at slutte Fred, ved hvilken man med Sikkerhed kunde vinde Landskaberne østen for Øresund. Thott svarede: "Jeg anholder underdanigst og som en Naade at løbe til Storms mod Kjøbenhavn og jeg svarer med mit Hoved for det heldige Udfald og at Eders Majestæt med sine Svende skal i Morgen staa i den danske Konges Slot og der i den fangne Kongefamilie foreskrive Freden, som Eders Majestæt bedst synes". Men Kongen var stemt for Underhandlinger og havde et temmelig skarpt Ordskifte med Thott.

I Kjøbenhavn havde Kong Frederik lige fra Maanedens Begyndelse været betænkt paa det værste. Allerede den 1. befalede han Magistraten at lade forfærdige et Par hundrede frisiske Ryttere, 12 Fod lange, til Voldenes Befæstning, og der indkaldtes saa godt som alt Militær i Sæland til dette eneste faste Punkt. Paa Kristianshavn blev 50 Borgere beordrede til at holde Nattevagt paa Voldene, og

__________

1) K. D. V 384, 386, 393, 396.

2) Fjerde Del S. 121.


272

Studenterne opfordredes til at gribe til Vaaben, medens Professorerne skulde underholde dem og deres Officerer, den 11. mønstredes de paa Slotspladsen. En Del af Skoven ved Skovshoved blev given til Pris til Forsyning med Ildebrændsel, og 10 Borgervogne maatte daglig køre Tømmer til Voldene.

Joakim Gersdorf og Kristen Skeel var sendte Karl Gustav i Møde og traf ham uformodet ved Vordingborg, og i denne By maatte de underhandle med Svenskerne og Landsforræderen Korfits Ulfeldt. Da de ikke havde Fuldmagt til at slutte endelig Fred, drog de tilbage igen, uden at kunne opnaa selv den korteste Stilstand. Den svenske Hær brød straks op og var den 14. i Køge, medens Kommissærerne og den engelske Minister, der havde ledsaget dem, først Dagen efter kom til København, efterfulgte af svenske Fortropper. Allerede 12. Februar blev der givet Befaling til, at Forstæderne skulde nedbrydes og afbrændes, naar Fjenden viste sig.

I Byen herskede Forfærdelse. Mange Landboere var flygtede ind med deres Ejendom, Heste og Kvæg. Der var Knaphed paa Foder og Levnedsmidler, og Vandet var bundfrosset. Voldene var i daarlig Stand, og Jorden var saa haard, at der ikke kunde arbejdes i den. "Stillingen var fortvivlet, ligesaa Sindsstemningen, især i de lavere Klasser. Faren og Ulykken fremkaldte Angst og Bitterhed. Enhver dømte og raabte efter sit Sind og sin Forstand. Nogle knurrede over Embedsmændene og kastede Skylden for Ulykken paa disses Forsømmelighed og Uduelighed. Andre mente, at Adelens Forræderi var med i Spillet, ellers kunde Sagen umuligt have løbet ssa ilde af. Atter andre raabte, at man burde ihjelslaa alle de Herrer, der var Skyld i Krigen. Man glemte, at det var just selve den lavere Folkemasse, som ivrig havde deltaget i og understøttet Krigsbegæret Aaret i Forvejen. Uviljen forøgedes ved


273

Uenighed og Mistro mellem Kongen og Adelen og mellem den sidste og de ufri Stænder".

Gersdorfs og Skeels Budskab om Karl Gustavs store Fordringer vakte først Forbitrelse, derpaa Sorg og Nedslaaethed. General Trampe var en af de faa, der ikke tabte Modet. Han tilbød i Spidsen for 4000 Mand at gøre Udfald og slaa Svenskerne tilbage; man kunde imidlertid væbne Studenter, Haandværkssvende, Borgere og Bønder, hvis Tal var større end hele den svenske Hær. Kongen var villig til at gaa ind herpaa, men Rigsraadet ansaa det for altfor farligt; hvis Trampes Udfald mislykkedes, vilde Ulykken blive meget større. Der var intet andet for end at søge Fred, selv paa de haardeste Betingelser.

I Høje Tostrup optoges Underhandlingerne paany 16. Februar, og Frederik III tilbød hemmelig Ulfeldt Trondhjem Len paa Livstid og Baahus Len til hans Søn, hvis han kunde bevare disse for den danske Trone. Men alt forgæves. 18. Feb. underskreves Hovedpunkterne for Freden, og den endelige Fred sluttedes i Roskilde 28. Febr. Joakim Gersdorf kunde med rette sige til den engelske Gesandt: "jeg vilde ønske, jeg hverken kunde læse eller skrive", og Kristen Skeel græmmede sig til Døde. Danmark mistede alle Landskaberne østen for Sundet. Men det var et Held for hvad der skulde komme, at Kjøbenhavn havde været alvorlig truet. Man fik Lejlighed til at tale om, hvad der kunde have været gjort og hvad man en anden Gang vilde gøre, skammede sig over Modløsheden og besluttede ved en anden Lejlighed at holde bedre Stand. Derfor traf det næste Anfald ikke Borgerskabet uforberedt, og det var en hel anden Aand, der da besjælede det. Man maa ej heller glemme, at der er stor Forskel paa at føre Krig i den strengeste Vinter, da Sjæl og Legeme knuges af Mørke og Kulde, og paa at modtage en saadan i den varme Sommer, da Sindet er let og Besværlighederne færre.


274

Ikke længe efter fortrød Karl Gustav, at han havde været for lemfældig, og indsaa, at han fremfor alt behøvede Enevælde over Øresund. Hans Fortrolige Erik Dalberg, den egenlige Ophavsmnnd til Toget over Store Belt, fik allerede 18. April Bud til General Vrangel om at forblive i Sæland, for saa vidt han ikke allerede havde trukket Tropperne bort derfra, og i sidste Tilfælde holde Fyn og Jylland. Underhandlingerne i Anledning af Krigen blev trukne i Langdrag, og de svenske Gesandter Sten Bjelke og Coyet, navnlig den sidste, stemte stadig de svenske Fordringer i Vejret. Den første kaldtes sidst i Juli til Karl Gustav, der da opholdt sig i Kiel. I de samme Dage kom den danske kgl. Kammerskriver Kristoffer Gabel til samme By paa en Rejse, til Hamborg, og Karl Gustav medgav ham til Kong Frederik Forsikringer om Venskab og Hengivenhed, men Dagen efter gik Kongen ombord paa sin Flaade med det franske Sendebud Terlon, og her fortalte han denne, at Toget gik mod Danmark. Det var egenlig Karl Gustavs Plan at sejle lige ind i Kjøbenhavns Havn og tage Staden ved Overrumpling, men Krigsraadet fraraadede dette bestemt. Man satte da Kursen efter Korsør, hvor man ankom 7. Avgust, gik i Land næste Dag, den 9. var Kongen i Slagelse, den 10. i Ringsted. Han lod udsprede, at Svenskerne ikke kom i noget fjendligt Øjemed, men forat hjælpe Kong Frederik mod den oprørske Adel.

Nogle Dage, førend Karl Gustav brød Freden, har den danske Regering dog faaet Nys derom, ti allerede den anden Avgust holdt Rigsraadet Møde, og Kansleren Kristen Skeel optegner i sin Dagbog 1): "Uden Raad, uden Trøst". Man overvejede allerede da om, hvad der var at gøre, hvis Svenskerne gik i Land i Sæland, og var villig til at gøre dem alle mulige Indrømmelser forat bevare Freden. Søgte man Hjælp hos Holland, kunde Danmark være fortabt, inden

__________

1) D. Mag. 3 R IV 318-21.


275

Hjælpen kom, denne Hjælp kunde blive for kostbar, og man kunde være lige saa ilde faren med Hollænderne som med de Svenske. Man var ogsaa villig til at give Kjøbenhavn og Kristianshavn udstrakte Privilegier, saaledes som Borgerskabet havde søgt om 9. Juni og som det ogsaa fik Brev paa 10. August.

Det vakte selvfølgelig stor Bevægelse i Staden, da det Søndagen 8. Avg. i Kirketiden rygtedes, at den svenske Flaade havde kastet Anker ved Dragør, medens man endnu ikke den Dag kunde vide Besked om Karl Gustavs Landgang i Korsør. Den hollandske Gesandt von Beuningen forsikrede Regeringen om sit Lands Bistand og ilede straks tilsøs til Holland. Om Aftenen afsendte Kongen Mogens Høg og Kristen Skeel forat opsøge Karl Gustav og de begav sig paa Vejen til Køge, hvor de ventede at træffe ham, men ved Hvidovre fik de at vide, at der ingen Svenskere var ad den Kant, hvorpaa de drog til Roskilde, hvor de allerede traf svensk Rytteri, der altsaa paa den ene Dag havde gjort Vejen fra Korsør og dertil. I Ringsted vilde de nu oppebie Karl Gustav, men han lod dem vente til næste Dag og henviste dem efter en Underhandling til 2 Kommissærer, af hvilke den ene, Grev Schlippenbach, fremkom med de Ytringer, at Danmarks sidste Time var kommen, det kunde jo være Gesandterne det samme, om deres Konge hed Karl, Frederik eller Kristian, og man maatte bede til Gud, at saadan herlig Stad som Kjøbenhavn ikke skulde ødelægges og saa mange tusend Mennesker svømme i deres Blod. Med uforrettet Sag kom Gesandterne tilbage d. 11. Avgust, og det var kun med et tungt Hjærte, at de kunde give Meddelelse om deres Sendefærd.

I disse 3 Dage var der imidlertid foregaaet store Ting i Kjøbenhavn. Allerede d. 8. Avgust, da Rygterne gik frem og tilbage og der i Kongens Raad afhandledes om, hvad der skulde gøres, var der Folk af Borgerstanden, der viste, hvorledes man burde gaa Fremtiden imøde. Vesterjyden Jens


276

Lassen, kgl. Renteskriver, sad om Aftenen i Vagten foran Slottet ud imod Højbro og forfattede et Opraab, hvori han opfordrede Borgerne til at vise, at de var danske og ikke vanslægtede. De nødtes jo til at forsvare deres Fædreland, og havde de intet Haab om Sejr, saa maatte dog Frygten for at nedknuges under Aaget tvinge dem til at forsvare sig det bedste, de formaade, og overflytte den Ære, de havde fra deres Forfædre, paa dem selv, deres Børn og Efterkommere. Som en praktisk Mand forestillede han dem, at Penge var Krigens Sener og at Undersaatter burde godvillig gøre Forstrækning af, hvad de havde samlet i Fred, naar saadan Krig opkom. Man skulde derfor ikke alene selv kæk gaa Fjenden under Øjne, men skaffe Midler til at hverve Folk. Selv lovede han at hverve 50 Soldater og underholde dem, saa længe Krigen varede. Opraabet overleverede Jens Lassen næste Morgen til Rigens Hovmester Joakim Gersdorf, der straks tegnede sig for det samme.

Regeringen var straks paa det rene med, at der skulde gøres Modstand. Der udstædtes allerede 8. Avg. Befaling til at hugge Pallisader og spanske Ryttere og tage Tømret dertil, hvor det saa var at finde, imod Bevis; Kongens Bygmester Albertus Mathisen skulde straks forfærdige Bolværker, Batterier og Vagthuse (Corps de Garder); desuden skulde alle Skibe og Skuder lægges hen paa et sikkert Sted.

Den Sol, der stod op Mandagen d. 9. Avgust, skinnede paa et forsagt og hjærteklemt Folk, der i Løbet af Natten sikkert var blevet opskræmmet af det ene Rygte værre end det andet. Der kom Bud til alle om at samles i Kirkerne, førend man skred til Dagens Arbejde. "Straks kom i Kirken saa mange, som kunde komme, andre raabte til Gud og bad i deres Nød med dybe Suk og modige Taarer om Hjælp og gode Raad. Ti det er som utroligt, hvad for Hjærtens Angst, alle Mand tillige over slige sørgefulde Tidender, saa vel Mænd som Kvinder og Børn var paakommen". Dagens Arejde var travlt og ihærdigt. Der maatte først tænkes paa at


277

skaffe Mandskab tilveje, hvorfor der udgik Befaling til Magistraten om at tilvejebringe Ruller over Købsvende og Haandværkssvende, saa mange, som var i Stand til væbnede at gaa paa Voldene; for de første beskikkedes Oberst Kjeld Lange, for de sidste Oberstløjtnant Mogens Krag som Befalingsmænd. Professorerne opfordredes til at formane Studenterne til at deltage i det fælles Forsvar og stille sig under Oberst Boths Befaling. Præsterne skulde fra Prædikestolene indgyde Tilhørerne Mod og Mands Hjærte til af al Magt og Formue indtil den sidste Blodsdraabe at staa deres rette Konge og Herre bi. De Gønger (Soldater fra Gønge Herred i Skaane), der laa paa Frederiksborg, blev hidkaldte. Kommandanten Hans Schack fik Befaling om inden 24 Timer at ordne Forsvaret, saa der blev anvist enhver hans visse Plads paa Voldene, og han skulde fordele alle de ledige Officerer, der var i Staden, blandt Borgerskabet. De eneste, der blev fri for Vagt paa Voldene, var Holmens Folk, der skulde have anden Tjeneste. Til Forsvar mod en Storm skulde hver Borger have mindst 100 Kampesten paa sin Post, og ved hvert Hus skulde sættes et stort Kar fuldt af Vand, ligesom enhver Borger skulde have en raa Oksehud til at slukke Ildebrand med.

Endvidere skulde man have Stormbjælker langs Voldene, og naar Kirken udenfor Nørreport var nedbrudt, skulde man bruge dens Bjælker, ligesom alt Jærnværk derfra skulde benyttes. Der var nemlig ogsaa samme Dag udstædt Befaling om at nedbryde alle Huse i Forstæderne tilligemed nævnte Kirke, og hvad der ikke kunde afbrydes, skulde hastig afbrændes.

De stakkels Folk i Forstæderne havde faaet samme Befaling sidste Vinter ved Karl Gustavs første Indfald i Sæland; da de var flygtede ind i Byen, var deres Huse blevne plyndrede af deres egne Landsmænd, uagtet Befalingen om Forstædernes Ødelæggelse blev tilbagekaldt paa Grund af Freden i Roskilde. De havde faaet deres Huse i Stand igen og


278

tænkte ikke nu paa at flytte, da de haabede, at Gesandterne vilde skaffe Fred. Da denne nu ikke blev tilvejebragt, "blev Trommerne udsendte at tilsige dem, de skulde rippe og flytte. Da kunde den ene ikke hjælpe den anden; de, som var i Byen, havde nok at skøtte med Voldene og Stykker derpaa at bringe, da skaffede de af Husene alt det, de kunde, ud paa Gaden og i Haverne, mente saa med Tiden at kunne bringe det i Byen; da blev sat Ild paa Husene, og naar fattige Folk var ved noget at redde fra Ilden, var andre løse Folk ved andet at stjæle og røve, og dermed blev Portene tillige tillukkede, at man siden intet kunde faa ind, som man mente; saa kom Fjenden derover, dermed blev fattigt Folk af med det, de havde, for Kongens, Kronens og Byens Frelse".

Byen blev ogsaa sat i Belejringstilstand; det blev forbudt ved Trommeslag i alle Gader at færdes paa Gaderne efter Kl. 9 om Aftenen, ligesom Ingen paa Volden maatte løsne Skud uden imod Fjenden.

Det var ingen Spøg for Byen at tage mod en Belejring paa denne Aarstid, da alt Forraad paa Fødevarer, Foder og Brænde var udtømt og selv de rigeste Folk kun havde Forsyning for en 14 Dages Tid. Det var i denne Maaned, man ellers plejede at forsyne sig; Brændeskuderne var ikke komne, Kornet var ikke høstet og den svenske Flaade i Øresund hindrede al Tilførsel. »Her var paa den ene Side af Byen nogle nylig begyndte og uforfærdigede Volde og Grave, mangesteds tørre og mestendels ikke Vand udi dennem over en Mands Knæ, mangesteds intet Brystværk, og hvor der var Brystværk, var de ikke saa høje, som de skulde værge for Benene, ingen Batterier, ikke en Stormpæl og ej heller Pallisader, saa dersom Gud ikke synderlig havde holdt Svensken tilbage og hindret hannem hans Løb, Forsæt og Fart, maatte han ved den ene Side af Byen med alt sit Rytteri over Volde og Grave redet, og paa den anden Side med Soldater og Fodfolk lettelig have bestormet og opsteget


279

den første Nat eller Dag, de ankom, og ikke troligt, nogen skulde knystet imod hannem, om han saaledes vilde faret i en Hast og ikke for længe raadført og bespurgt sig".

10. Avg. blev Magistraten og de fornemste Borgere opkaldte paa Slottet, og der adspurgte Borgmester Hans Nansen den talrige Forsamling om, hvilket Svar man skulde give Kongen med Hensyn til Forsvaret. Da optraadte en Garver, hvis Navn desværre ikke er bevaret, med de Ord, "at det skulde være Spot og Skam, skulde man overgive og forlade Kongen og Staden for Svenskens Trusel og ikke skulde set en Fjende engang under Øjne; havde man først forsøgt en haard Pust og man blev nødt til at give sig og kunde ikke slaa, saa var man undskyldt". "Derpaa raabte alle i hverandres Munde, de vilde staa det længste, de kunde, naar de ikke kunde længer, var det tidlig nok at bede om Naade, de vilde først forsøge det saa yderst, som de mest kunde. Borgmesteren raabte og spurgte, om det var alle deres stadige Forsæt. Da raabte alle Borgerne: ja, ja, de vilde alle stræbe og slaa, saa længe de mest kunde".

Dernæst traadte Kongen og Rigsraadet ind i Salen, og Kansleren oplæste det kgl. Budskab, hvortil Hans Nansen svarede: "Endog det var kommet Borgerskabet til Ørene, at dem skulde været tillagt, at tilforn udi forrige Vinter, der Fjenden kom ind i Sæland og vi havde saadant et herligt Tal Folk, der lystede og begærede inderlig, de maatte gaa paa Fjenden, da skulde der været nødt til at gøre Fred og give Landene bort, fordi Borgerskabet skulde ikke være at lide paa, om der skede noget Nederlag paa vore Folk. Men nu vilde han forsikre Hans Majestæt om Borgerskabets Troskab, at de skulde staa og gaa, vove Gods og Liv for Hans Majestæt, at hver skulde se, hvad Hjærte, den borgerlige Stand udi Kjøbenhavn havde til deres Konge, og straks spurgte Borgmestrene Borgerne til udi Kongens og Rigens Raads Paahør, om de det vilde holde, som han for dem lovede. Da raabte de alle i hverandres Munde: ja, ja.


280

Hvorfor Hans Majestæt takkede dem alle samtlig og straks derpaa til at bevise dem Taknemlighed samme Dag gav dem mærkelige ny Friheder, som blev straks publicerede og trykte med Rigens Raads Hænder bekræftet. Straks blev Trommerne rørt, hver Mand i Gevær og blev ført paa Volden at tage imod Fjenden".

Saaledes lyder den gamle Beretning 1). De ny Friheder kom dog ikke som en Overraskelse. Det er foran omtalt, hvorledes Borgerskabet gentagne Gange havde indgivet Andragender om forbedrede Forhold og sidste Gang d. 9. Juni samme Aar. Dette Andragende, der bestod af 13 Punkter, var det nu, Kongen havde ladet Oversekretæren Erik Krag bevilge Punkt for Punkt og derefter havde han selv sat sit Navn under. Det ses imidlertid, at der har gaaet Forhandlinger forud, som Følge af hvad Rigsraadet besluttede den 2. Avgust, ti der er bevaret et Brev til Rigens Hovmester fra Rentemester Henrik Müller, der altsaa har været Regeringens Mellemmand, dateret 10. Avgust, men følgelig nogle Timer før Mødet. Dette Brev lyder saaledes:

"Jeg har talt med Borgmestere og Raad og befinder, at det hel meget skulde animere dem, om de bekom Offerterne efter indlagte Koncept. Synes Eders Excellence, at det maatte befordres in duplo, at et til den gejstlige Stand og et til Borgmestere og Raad solenniter maatte overantvordes, saa kunde Rector magnificus, Bispen med nogle af den lærde Stand og Borgmestere og Raad med nogle deputerede af det fornemste Borgerskab dertil beraabes og derimod begæres, at de sig igen godvilligen vilde indstille med hvis de i denne Tid kunde opbringe. Jeg mener, det skulde være et Middel til alt det, som muligt var. Indstiller og til Eders Excellence, om ikke for den 8. Punkt med kunde annekteres, at Døtrene maatte gaa udi lige Arvelod med Sønnerne. Gud i

__________

1) Hjørrings Lejrespoliti Blad a. 7.


281

Himlen alting udføre til sit Navns Ære og dette Riges Frelse og Redning".

Den indlagte Koncept, som Magistraten og Henrik Müller var kommen overens om, blev fuldstændig vedtaget af Regeringen, hvorimod denne ikke gik ind paa Forslaget om Døtrenes Ligestilling med Sønnerne. Privilegierne blev ved ovennævnte Møde overgivne Magistraten, underskrevne af Kongen og 12 Rigsraader, og der arbejdedes saa stærkt, at de samme Dag kunde udkomme paa Tryk. Et aldeles enslydende Brev blev givet Kristianshavn. Af Flerheden af Borgerskabet maatte Privilegiet anses som en Overraskelse, en stor kongelig Gave.

Dette kgl. Privilegium lyder saaledes:

"1. At Kjøbenhavns (henholdsvis Kristianshavn) By skal være en af de tvende Stabelstæder udi Sæland.

2. Begaves med alle de Privilegier, som nogen Stabelstad til Kommerciens Flor og Fremtarv kan behøve.

3. At Kjøbenhavn skal være en fri Rigsstad og annammes tillige for en fri Rigens Stand og udi alt, hvad Riget til Bedste delibereres kan, have deres Stemme og Samtykke.

4. At Kjøbenhavns Indbyggere, gejstlige og borgerlige Stands Personer, maa være tilladt at købe og sig tilforhandle adeligt Jordegods og hvis (hvad) dem i saa Maader enten ved Køb, Arv eller Pant kan tilfalde, være sig Adelens eller Kronens, det at nyde med lige Frihed, som Adelen har paa deres.

5. Og ikke med videre Told, Sise eller anden Tynge og Besværing belægges, end Adelen gør af deres, hvilket altsammen, saa vidt Rigens Tarv udkræver, med Samtykke og Bevilling skal ske og indgaas.

6. At de udi Fredstid skal være fri for al Skat, Hof- og anden Indkvartering, og derimod af den algemene Rigens Fiscus tages, hvormed den nødvendige Garnison kan underholdes og ellers til Rigens Fornødenhed behøves, mens udi


282

Krigstid enhver Stand bære Byrden lige med den anden, efterdi det er til enhvers Frelse og Konservation.

7. At alle de udaf den private Stand, gejstlige eller verdslige nu, og deres Børn efter dem, skal nyde lige Adgang til Officia og Honores ved Adelen, naar de dem med deres Kapacitet og Kvaliteter dertil kan gøre kapabel og meriteret."

Samtidig udstædtes et kgl. Brev, hvori der udloves særlige Benaadninger for dem, der holdt sig mandelig i denne paahængende Fare.

Det er intet Under, at alle disse glimrende Løfter maatte opflamme Borgerskabet. Gik man heldig ud af Kampen, kunde Staden se en gylden Fremtid i Møde, da Borgerne blev stillede lige med Rigets mest begunstigede Stand. Overgav man sig til Karl Gustav, blev Staden en Provinsby og der var ingen Herligheder i Vente. Borgerne gik paa Volden den første Dag fulde af Iver og Kampmod og Taknemlighed mod deres Konge. Man slæbte Kanoner op paa Voldene, og de 2 Taarne over Vesterport og paa Helmer Skanse blev besatte med Feltslanger.

Som det almindelig gaar under kritiske Forhold, saa man Spejdere rundt omkring, hvorfor Kongen bevilgede en Johan Friis at maatte Nat og Dag gennemsøge Huse og Gaarde, selv imod Ejernes Ønske. Greb man nogen "falsk" Person, blev den Mands Formue konfiskeret, hos hvem han blev funden. Johan Friis og 5 andre fik hver med sig 6 Soldater, og saaledes blev snart enhver Svensker dragen frem for Dagens Lys. 14. Avg. kom der almindeligt Rygte om Forræderi og det hed sig, at Korfits Ulfeldt var skjult et eller andet Sted, hvorfor Generalavditør Tscherning undersøgte flere mistænkte Huse og ogsaa arresterede flere Personer, der dog snart blev givne fri, da deres Uskyldighed blev bevist.

Ligesom Kirkerne Dagen i Forvejen havde staaet aabne, saaledes befaledes Præsterne samme Aften at holde Bede-


283

timer i hver Kirke og vedblive dermed hver Formiddag Kl. 8 og hver Eftermiddag Kl. 3 "og var saaledes lavet og ordineret, at Kvindekønnet og gamle Folk med deres Børn gik udi Kirkerne til Bønnen paa de ordinære Timer, hvilket de saa flittelig tog Vare paa, og det med saadan Alvorlighed, at man ret synderlig mærkede Bønnens Aand med Ivrighed, saa vel hos de rige og fattige som hos de mægtige og store, at Ingen lod sig tykke noget frem for anden, men alle med stor Ydmyghed, dog det mest, der (da) Nøden syntes haardest, saa længe Fjenden laa dikt under Byen uden Portene. Og var det des mere at mærke, naar de gloende Kugler, som Svensken indskød, fløj om Ørene paa Gaderne, lod de sig ikke holde inde fra Bønnen, men des dristigere gik i Guds Hus, og endda saa man Guds synderlige Beskærmelse, at man ikke hørte, nogen kom til Skade paa deres Kirkevej, uanset Fjenden vidste vel, naar deres Bedetime og Prædiketid var, og da ikke forsømte sig".

Lignende Gudstjeneste indrettedes paa Volden af Kapellanerne og nogle fordrevne Landsbypræster tilligemed af Feltpræster og Skibspræster, og der var forordnet visse Bønner og Psalmer til Brug i Nødens Tid. Kongefamilien foregik med Exemplet, og mange søgte til Slotskirken, "hvorover end mange Gudfrygtige, som saa, hvor alvorlig Kongen, Dronningen, kgl. Højhed Prinsen og alle kgl. Børn faldt ind til Gud, spaade det kgl. Hus Velsignelse af Gud".

Der kom en Alvors Aand over alle. "Som vi vel vidste, her var en Part ret hoffærdige, smykkede sig og pralede sig ud tilforn med en Hob ny Noder og Stoltheds Tegn, som var ret nogle slemme nippede Huer, hvis Pul bagpaa var ikke 3 Finger bred, med tre Nibbe, et langt ved hvert Øre og et for ned over Pandan, saa og nogle ret vederstyggelige Halsklæder og andet sligt forfængeligt, hvilket de vel besindede, var Gud til Fortørnelse, af det Profeten Esaias siger. Dette at aflægge kunde ikke tvinges til ved Præsternes idelige Paamindelser, ikke ved stor Pestilenses


284

Plage, ikke ved Blodsot eller andet farligt Tilfald i Guds Vrede, men nu gaar de til den ene med den anden ulastede, usagte, upaamindede, men ret af fri Vilje og sønderknust Hjærtens Ydmyghed og lagde det af, at man ikke saa nogen med en nibbet Hue eller slemt Halsklæde i denne Belejrings Tid indtil nu dette Aar 1660, at alle enfoldige, som tilforn har kendt Kjøbenhavn, undrer sig, de saa længe holder sig fra gammel Vane. Ti om de udi Pesttid noget har ladet falde med sligt Hoffærdigheds Tegn, saa har det dog baade været lidt og varet stakket, førend de dem igen har optaget. Gud regere og bevare, det skal ikke optages alt for tidlig, værre og slemmere end tilforn, men da maa vi spaa os det, os ilde vil smage". Saaledes moraliserer den skikkelige Anders Hjørring.

Samme Dag, 10. Avg., udstædtes ogsaa Befaling om at stikke Forstæderne i Brand, for saa vidt som Husene ikke var nedbrudte. Da Fjenden næste Dag kom foran Staden, saa han de brændende Forstæder, der var det første Tegn paa, at Staden vilde værge sig for Alvor. Men var dette muligt? Indbyggerne var, som omtalt, ikke forsynede med Levnedsmidler. Allerede 9. Avg. havde Kongen ladet Kvæget, der græssede paa den Kongen tilhørende Islemark, inddrive, og Byens Kvæg var ogsaa bragt i Sikkerhed, men iøvrigt var det for Kjøbenhavn i den Retning den uheldigste Tid lige før Høsten. Markerne til Byen og omkring Utterslev, Ladegaarden, Valby og Gamle Vartov bugnede af Sæd, men der var intet i* Hus og det blev fortæret af Fjendens Heste. Dernæst var Befæstningen i den elendigste Tilstand. Imellem Kastellet og Volden var en aaben Plads paa 200 Alen, gennem hvilken Fjenden i Eskadroner kunde have redet ind uden Hinder, og der var vel gjort Begyndelse til Grave, men Vandet i dem var ikke et Kvarter dybt. Den ovennævnte Jens Lassen fik der opstillet nogle hundrede Arbejdsvogne og lod i de nærmeste Dage her nedramme 3 Rader tykke jernbeslaaede Egepæle, som saa blev beslaaede med


285

Egeplanker, at Soldaterne kunde staa dækkede bagved dem. Samme Dag afspærredes alle Gader med Jærnlænker.

Hjørring fortæller i Lejrkrandsen, at da Svenskerne kom til Vartov Hospital om Natten mellem den 11. og 12., var der en Oberstløjtnant Johan Hausern, der samme Nat selv tredie gik lige ind under Volden, ja han var endog ovenpaa Volden imellem Østerport og Stranden. Han drog derfra lige til Karl Gustav i Utterslev og tilbød at gaa ind i Byen paa samme Sted med 2000 Mand, naar Wrangel samtidig gjorde Allarm ved Vesterport. Om Morgenen kom der nogle fornemme Svenskere til Vartov og søgte Underretning hos Præsten Anders Hjørring, der imidlertid ikke indlod sig paa nærmere Oplysninger, hvorimod en ung Mand, der opholdt sig i Vartov, maatte afsted til Karl Gustav og afridse Kastellet og den Maade, hvorpaa der derfra kunde skydes mod Voldene.

Grunden til, at Karl Gustav ikke gik lige løs paa Staden, var den, at han saa, at man var beredt paa tapper Modstand, og han mente, at hans Styrke var for liden. Han ventede maaske ogsaa, at Borgerskabet skulde betænke sig, og lod derfor nogle Dage gaa hen, inden han gjorde Alvor af at angribe Kronborg, hvor han vidste, at der var Kanoner og alt det Krigsbehør, som han manglede til at begynde en alvorlig Belejring med.

I de første 3 Dage havde Stemningen været delt mellem Frygt og Haab. De udsendte Gesandter havde ikke ladet høre fra sig, hvilket man maatte anse for et godt Tegn. Men om Morgenen den 11. Avg. kom de tilbage med uforrettet Sag, og nu lukkedes Byens Porte, Vesterport Kl. 5, Nørreport Kl. 6 og Østerport Kl. 7, saa ingen. Vogne kunde komme ud eller ind. Forstæderne stod i lys Lue, Kirken udenfor Nørreport sprængtes med Krudt og kun Vartov Hospital og Verner Kloumans Lystgaard udenfor Østerport blev staaende. Studenterne samledes paa Universitetet, og der blev forelæst dem et kgl. Brev, hvori der lovedes dem særlig


286

Adgang til Befordring, der viste sig mandelig. De blev derpaa straks væbnede og delte i 2 Kompagnier. Adelen og Hoftjenerne mødte Kl. 2 til Mønstring ved den runde Kirke, tilhest eller tilfods. I Løbet af Dagen kom altsaa de første fjendtlige Ryttere foran Staden, dog formodenlig først ud paa Eftermiddagen, og de hilstes med Kanonsalut fra Voldene. De brændende Forstæder saa Karl Gustav fra Rødovre, han blev en Stund tavs og udbrød derpaa: "Nu vil jeg dyre sværge, at vi faar Modstand og at Kjøbenhavn vil værge sig".

Der kunde ikke være Tale om at holde Yderværkerne, der var fremskudte foran Søerne og i hvilke Ladegaarden, Ravnsborg Skanse og Vartov Hospital havde været indlemmede som smaa Kasteller. De var i maadelig Stand, og selv om de havde været bedre, vilde der have været udkrævet en betydelig Styrke til at holde dem. Derfor ofredes Forstæderne, at Fjenden ikke skulde finde Dækning, medens de følgelig vilde have været af Betydning, hvis vore Folk kunde have holdt dem besatte. Fjenden kommer altsaa den 11., breder sig udenfor Søerne og indtager Forværkerne, der for dem altid var tjenlige til Udgangspunkter for Løbegrave, og den svenske Ryttervagt satte sig fast i Forstaden udenfor Vesterport.

I Kjøbenhavn var man den 12. allerede saa vidt, at man tidlig om Morgenen kunde gøre de første Skud fra Nørre- og Østerport. Fra Østerport fyredes der navnlig paa Vartov, der allerede før Daggry havde faaet en Besætning af over 100 Svenske, hvem Skudene gjorde saa stor Skade, at de Dagen efter forlod Hospitalet. Samme Dag udlagdes en Pram i Kalveboderne, besat med Kanoner for at falde Svensken i Flanken paa Vesterbro, hvilken Pram Svenskerne kaldte Svinetruget. En Fregat lagdes nærved Kongens Bryghus, den store gammeldags Bygning paa Slotsholmen ved Frederiksholms Kanal. Imod Prammen opstillede Svenskerne om Natten 6 Feltkanoner, ligesom 2 blev bragte til Vartov;


287

hele Belejringsmateriellet i den første Tid var 10 Kanoner, hvormed der følgelig intet alvorligt kunne foretages.

13. Avg. saa man, at Svenskerne om Natten havde begyndt at føre Løbegrave gennem en Have henimod Vesterport, og de vedblev med Arbejdet, uagtet den stadige Ild fra Voldene. De havde allerede opkastet 2 Batterier, fra hvilke de beskød Vesterport og Prammen i Kalveboderne. I Byen var man ligesaa ivrig, en Ravelin lagdes foran Vesterport, og en foran Kurtinen mellem Vester og Helmers Bolværk, ligesom Nørre- og Østerport ogsaa forsynedes med Udenværker. Samme Dag gjordes der et Udfald med 600 Mand tilfods og tilhest imod Løbegravene, og man tog nogle Underofficerer med 20 Mand tilfange. Paa dansk Side faldt en Kaptejn, hvis Lig efter Krigsskik blev udleveret. "Dette lykkelige Udfald satte brav Mod i Stadens Garnison og Indbyggere".

Man forsøgte at forøge Mandskabet ved at lade udsprede Sedler iblandt Svenskerne. hvori man opfordrede de tydske Soldater til at gaa over til de danske, hvor de skulde blive indlemmede i et Regiment, som Adelen vilde hverve, ligesom Borgerskabet havde lovet at ville af egne Midler oprette 3 Regimenter Fodfolk. De, der meldte sig, lovede man 10 Rdl. straks, godt Kvarter og maanedlig Sold, og særlig stilledes der andre Fordele for Øje. Disse Sedler var daterede 15. Avg., men det er naturligt, at de ikke havde nogen Virkning ligeoverfor en Hær, der var vant til at sejre, hvor den kom. Det danske Rytteri var nemlig næsten overalt blevet fanget ved det uformodede svenske Anfald, saa der kun kom meget faa til Kjøbenhavn foruden Oberst Debbern og Ritmester von der Recke.

Da den første Forvirring havde sat sig i den belejrede By, tog man for Alvor fat paa Forbedring af Voldene. Der udgik Befaling om, at der fra hver Gaard eller Hus skulde skaffes en Karl eller Kvinde med Spade, der skulde gøre 3 Dages Arbejde. Dette begyndte den 14. om Morgenen.


288

Ingen undslog sig. De, der havde Post paa Voldene, lagde Brystværn op til egen Dækning, derpaa satte de Stormpæle og tilsidst kom Pallisader nedenfor under Volden. Øvrigheden gik omkring, formanede, opmuntrede og gav Belønninger og mange bevarede endnu ved Belejringens Ende de Gaver, som Kongen selv uddelte. I disse første Dage kunde man endnu hente al Slags Træværk fra de nedbrudte Huse i Forstaden. Man skaffede sig til Dækning store Kurve, fyldte med Jord og Gødning, de, der ikke havde Kurve, tog overskaarne Tønder, men de var ikke saa gode som Kurvene, da Træet fløj omkring og gjorde Skade, naar en Kugle ramte. Af Vaaben tilvejebragte man alle de Spyd, der var at overkomme, eller store bredskaftede Økser, i Form af Halvmaaner, Morgenstjerner, Høleer, der var satte paa Stager, alt til at afværge Storm.

Da de første Arbejder paa Volden var gjort, byggede man Smaahuse, hvor man kunde være i Læ under Regn og Uvejr, andre gravede sig Huler i Volden, alt tæt bagved Brystværnet. De, der havde Raad, forsynede sig med Jærnovne, "de andre saa, hvor de hjalp sig med liden Varme og megen Kuld". Nogle slog sig sammen og byggede lange Huse, hvor de kunde opholde sig med deres Folk, "ti det skulde være en ringe Borger og Haandværksmand, der ikke kunde, saa længe Belejringen varede under Byen, indtil Hollænderne kom, trække op og møde paa sin Post med 3 eller 4 bevæbnede Drenge og Karle, hver med sin Musket og Sideværge, og endda dertil hver en Pistol ved Siden eller Puffert og stakket Bøsse, og Husbonden selv med et Par Pistoler eller Pufferter, en ved hver Side, foruden andet Gevær. Hvad tænker man da, hvor bevæbnede og stærke de formuende kom frem". Kongen lod ogsaa bygge Telte for sig og Hofembedsmændene ved den runde Kirke, hvor han holdt Krigsraad og var tilstede Nat og Dag tilligemed Rigsraadet.

Der var kommen en Samdrægtigheds Aand over alle: "Ingen fandtes den anden for vis, ingen af særdeles Indbild-


289

ning egensindig, ingen søgte egen Ære og Berømmelse, ingen syntes det umuligt at afværge Fjenden, den ene vilde være snarere færdig end den anden, den med Raad, den med Daad, at ej gemene, men end fornemme Borgere gik selv ud til de afbrændte Huse uden Porten, ej saa ved, at Fjenden laa derudenfor, og derfra paa deres Ryg og Aksel indbar til Pallisader, Stormpæle og Brystværn, selv gravede, selv skuffede ved Nat og Dag, ja end Generalspersonerne, som da var her udi Byen, selv tog i med Haanden, selv arbejdede og hjalp til, at inden 14 Dage havde de saa forbygget og forskanset sig, at de torde trodse imod Fjenden, at end selv Fjenden maatte forundre sig, hvorledes vi inden saa faa Dage fik saadant et Arbejde gjort".

Det er mærkeligt nok, at Svenskerne ikke kunde hindre disse Udflugter udenfor Portene, ja Hjørring mener, at Bygningen af de Raveliner, der anlagdes foran Voldene, ikke blev hindrede med et eneste Skud. Man gik endog fra Byen ud i Sortedam og slog det lange Græs til Foder og hentede det modne Korn fra Vængerne indenfor samme Sø.

Hvad der ogsaa fremmede Endrægtigheden, var, at Kongen jevnlig ikke alene kaldte Magistraten op paa Slottet, men enhver Borger, der ikke var bunden til sin Post paa Volden, kunde møde og tilkendegive sin Mening. "Saa lod ogsaa Majestæten tilsyne alt det, der kunde udvise Kærlighed, han bød gejstlig og borgerlig Øvrighed tilbords med sig, han tog dem til Raads med sig, intet vilde paalægge eller begære, førend han fik sine Undersaatters Samtykke og Vilje, ja end selv lod til, hvad Majestæten og Dronningen og kgl. Hus ejede af Guld, Sølv, Klenodier, Fetallie og andet, hvad til gemene Bedste kunde anvendes, ja end selv ude om Nattetide i Kuld og Frost, Regn og Sne at se til og med kongelig Nærværelse sætte Mod i Undersaatterne".

Alle de Belejrede blev delte i 4 Afdelinger eller "Stater" nemlig Hofetaten, Gejstligheden med Universitetet, Borgerne og de militære, hver med sin Øvrighed, saaledes at f. Ex.


290

en Militærofficer intet havde at sige over en Borger, hvorved der forebyggedes megen Misfornøjelse.

Søndagen d. 15. Avg. holdtes Gudstjeneste uden Orgelspil eller Klokkeklang, da det var forbudt at ringe, ligesaa lidt som nogen Taarnklokke maatte slaa om Natten, da Ringning fra nu af blev Stormsignal. Dette Forbud vedvarede til Hollændernes Ankomst. Gudstjenesten blev nu saaledes fordelt, at Sognepræsterne alene tog Vare paa Kirkerne, men de andre Gejstlige fik hver sin Post paa Volden, hvor de skulde prædike om Søndagen og Fredagen og holde Bøn hver Søgnedag.

Der blev nu ogsaa taget Bestemmelse om de Saaredes Behandling, idet Dr. Jakob Svabe med Dr. Peter Bülches Søn som Medhjælper og Feltskæren Jørgen Petrus von Ørsted beskikkedes til at have Tilsyn med dem, og da Borgmestrene den 16. Avgust var til Gæst hos Kongen paa Slottet, blev der ifølge Lejrkrandsen taget nærmere Bestemmelse om Oprettelse af Kvæsthuset, der dog allerede den 12. Avgust var taget i Brug af Saarede fra Prammen i Kalveboderne 1).

Det blev ogsaa nu bestemt, at der skulde gaa Ronde paa Voldene mindst 3 Gange. Kommandanten skulde paase, at der var Pallisader ved Stadens farligste Adgange, og Gaderne barrikaderes med Vogne med Skarn eller Sten. Det blev ogsaa forbudt at lade Kvinder gaa ud af Portene.

17. Avg. afbrød Svenskerne Vandrenderne, der førte Drikkevand til Byen, og nærmede sig uhyggeligt til Staden baade ved Vesterport og ved Vartov. Vandstanden i Gravene sank dog ikke, ti, "ved en sær og subtil Invention" fik man dog Byens Grave saa fulde af Vand, saa dette løb over og besværede Fjenden i Løbegravene 2). Dette gik saaledes til efter Hjørrings Beskrivelse: "Først skar de alle de Dæmninger af, som hindrede Vandet sit Løb omkring i Gravene, siden lod de sætte Pumper udi Stranden og derimod satte

__________

1) Se Tredie Del S. 356 flg.

2) Danske Sml. IV 321.


291

andre Pumper udi de Render, som laa fra Gravene ind udi Byen og ellers, som laa længer ud, og fra de Pumper, de satte udi Stranden, ind i dem, som var sat i Renderne i Jorden, lagde de Render højt op i Vejret, som var tætte og tilrede, vel 4 Alen højt op. Dertil holdt de Karle, som idelig pumpede Vand af Stranden udi Renderne, som løb igennem Byen ud ad i Gravene, at der blev saa meget Vand, som de mest vilde have i Gravene, at det end gik ind udi Svenskens Løbegrave, at de vidste aldrig, hvorfra det Vand kom, men tænkte, der var saadant et sumpigt og vaadt Sted der udenfor Byen, at de holdt det forgæves at grave, om de vilde tænke at minere Byen".

Beskydningen af Byen tog nu til, efterhaanden som Svenskerne fik Kanoner, dels fra Halmstad, dels fra Orlogsskibene. Navnlig rettedes Skudene mod Spiret over Vesterport, som Kjøbenhavnerne mente, fordi Stenene dertil var bragte med som Sejrsbytte fra Kalmarkrigen. For at Splinterne af Stenene ikke skulde gøre vore Folk Skade, blev Spiret taget ned, 18. Avgust, men Kristian IV's Billede blev staaende over Porten uden at lide nogen Skade. Samme Dag blev en Pram med Kanoner lagt i Stranden ud for Vartov; den var tækket med Skifersten, og de tydske Soldater i den svenske Hær undrede sig over dette sejlende Hus, der af Svenskerne fik Navnet "den stumpede Hund". Den svenske Flaade indesluttede Havnen saa stærkt, at ingen Skibe kunde komme igennem. Dog tog de Danske ved Dragør 2 svenske Proviantskibe, og førte deres Ladning over Land til Kjøbenhavn.

19. Avgust gjorde Rodemestrene Undersøgelse i hvert Hus, og alle Borgere maatte give en Fortegnelse over, hvilke Folk, der bode hos dem, ti man havde faaet Frygt for, at der fandtes Forrædere. Den svenske Gesandt fik Bolig paa Rosenborg, og hans Folk, der først var holdte fangne paa Raadhuset, flyttedes til Ulfeldts Gaard paa Graabrødretorv,


292

hvor der sattes en Borgervagt for at hindre dem i Samkvem med deres Landsmænd udenfor Byen.

20. Avgust var de Belejrede færdige med at indrette Raveliner udenfor Portene og begyndte med at sætte Pallisader omkring dem; de satte ogsaa spanske Ryttere i Graven ved Ravelinerne. Samme Dag begyndte de med hver Morgen at give 3 Skud til Løsen.

21. Avgust begyndte Svenskerne at skyde med gloende Kugler, hvilket kunde have blevet farligt, især i de Huse ved Vestervold, hvis Lofter var fulde af Hø og Foder, der var indført fra Ny Hollænderby. Nogle Dage efter blev det ogsaa befalet, at Høet skulde trampes fast og at al Halm skulde skæres i Hakkelse. Skudenes Tal var dog kun 100-200 om Døgnet. Der var blevet indrettet et godt Brandvæsen, saa Borgerne ikke behøvede at forlade Voldene forat slukke Ilden. Der var Murmestere og Tømmermænd med deres Svende beskikkede til Brandmestere og Brandsvende, hvilket Korps udgjorde over 300 Mand. Murerne var forsynede med Hakker og Jærnstænger, Tømrerne med Økser, og hver Mand desuden med en Læderspand; nogle var beskikkede til at hente de store Stiger og Baadshager, andre bar de smaa og atter andre kom med Sprøjterne, af hvilke hver Brandmester havde to af Kobber, saa store, at hver kunde rumme en Tønde Vand; dem kunde 2 Karle bære. Desuden var der 4 store Sprøjter paa Sluffer, der blev trukne af Heste og kunde rumme 3-4 Tdr. Vand; de 3 var ved Kirkerne, den fjerde paa Tøjhuset; Brandmestrene havde Vagthus i Vor Frue Kirke og havde Skildvagter i Taarnet paa 3 forskellige Steder. "Hver Gang der kom en Granat eller gloende Kugle fra Svensken, raabte Brandmesterens Skildvagt: Ho Vægter, ho, der kommer gloende Kugler, den faldt paa Nørregade, den faldt paa Vestergade etc.; den gjorde ingen Skade, den gjorde Skade, løb Vægter, løb. Dermed i en Hast et stort Parti ud til Stedet, somme blev i Reserva, om


293

til andre Steder Behov gjordes. Blev der stor Brand, kom straks Bud efter flere, var det let at slukke, kom ikke flere, men var alt saa forordnet, at det gik lige til, at ingen, ikke den armeste, blev forsømt i hans Hus, hvor Fare kom. Disse Brandmestere havde og ladet sig gøre store lange Tænger, hartad med Fingre som krumme Hænder, at de dermed straks kunde gribe den gloende Kugle og kaste den ud af Husene hen, hvor de vilde". 1)

Samme Dag efter Reveillen holdtes der Mønstring over hele Mandskabet, dets Geværer blev undersøgte, og hver Officer leverede en Rulle over sit Mandskab.

Det var af stor Betydning for Staden, om Afgrøden fra Amager kunde frelses fra Fjendens Haand. Bønderne paa Øen var ikke meget villige til at møde, naar der blev slaaet Allarm eller ringet med Klokkerne, hvorfor der blev lagt Underofficerer i hver By, der kunde samle Mandskabet. Det blev paalagt Amagerne at forsyne Rytteriet med Foder i 4 Uger og at føre Korn, Hø og andre Varer til Kongens Gaard paa Kristianshavn. Deres Kvæg skulde de lade saaledes bevogte, at naar der var Fare for Fjenden, skulde det straks inddrives under Kristianshavns Volde, og det blev paalagt Kristianshavns Magistrat 22. Avg. at skaffe dem Husrum, naar de selv flyttede ind i Byen. Men Amagerne foretrak at blive hjemme og lovede selv at værge deres Ø, og Kongen lagde Rytteriet derud til deres Hjælp. 2 Dage efter fik Fodermarskalken Befaling til at holde Vagt paa Øen forat forhindre Landgang og skulde "tillige paase, at Beboerne ikke led Overlast af Soldaterne. 29. Avg. lagdes Amagerne under Befaling af Oberst Ense.

__________

1) I Resens Inscriptiones S. 259 opføres Indskriften paa en saadan Brandtang: "Anno 1659 den 11 februarii war der storm hier vor Kopenhagen, da war ich Andreas Frechen von Breslau, muermeister hier in Kopenhagen, elterman für die brand meister und brand gesellen allzusamen, diese brandzangen brauchten wir vor die feuer kuglen".


294

23. Avgust gjorde man et Udfald under Anførsel af Oberst Frederik v. Ahlefeldt. Med 700 Mand, Soldater, Studenter, Matroser og Haandværkssvende og hele Rytteriet under Gyldenløve gik man frem mod det svenske Værk ved Vesterport, der var besat med 1000 Mand, og angreb med saadan Kraft deres Løbegrave, at ikke 50 kom derfra; den tapre svenske Oberst Banèr og Major Otto faldt, Oberst Kelner med 4 Kaptejner, 5 Løjtnanter, 6 Fændrikker, mange Underofficerer og 300 Menige blev fangne, af hvilke sidste mange antog dansk Tjeneste. Løbegravene blev i stor Hast sløjfede, Pallisaderne og Stormpælene bragte til Byen og huggede til Brænde, 5 12pundige Kanoner blev erobrede, de øvrige fornagledes og kastedes i Vandet. Paa dansk Side saaredes 2 Oberstløjtnanter, 60 Menige og Underofficerer dræbtes og saaredes. Efterat de Danske i 2 Timer havde været Herrer over de svenske Værker, trak de sig igen tilbage, da der kom Forstærkning til Svenskerne. Borgerne paa Volden var saa ivrige for at komme ud, at man maatte lukke Portene for dem, saaledes brændte de af Kampbegærlighed.

I Ligprædiken over Niels Rosenkrands fortælles det, at denne førte Avantgarden paa højre Fløj. "Han førte samme saa mandig an, at han angreb og afdrev Fjenden af sine Løbegrave med stort Forlis af deres Officerer og Soldatesque, i hvilket Gefægt den salig Herre med egen Haand nedlagde en Major under Palsgrevens Regiment, ved Navn Klingmeyer, samt en anden Officer, som kommanderede i Løbegravene. Ved denne Lejlighed blev den salig Herre trende Gange blesseret i sin Arm, fik og nogle Stød igennem Munden, hvoraf han mistede en Del af sine Tænder. Da han saaledes ganske blodig og ivrig kom marcherende noget fra Folket, som sinkede sig med at plyndre, kom han imod en svensk Overofficer med et draget Slagsværd, som raabte ham an. Den sal. Herre begav sig derover paany med et frit Mod i Kamp med ham, som stedse hug ud efter den sal. Herre,


295

indtil han hug ham Klingen af Forfæstet og med Pynten af Sværdet stak ham i Ansigtet, saa Øjelaaget hængte ned paa Kinden, men han slog ham derpaa med stor Resolution Fæstet i Hovedet, sprang ham derpaa lige ind paa Livet og holdt ham saa længe, indtil hans Soldater kom ham til Hjælp, da han fik sin Fjendes Sværd. Men som den sal. Herre af disse adskillige Skærmydsler og Vunder var bleven saare afmægtig, blev han af sine egne Soldater oprejst og paa Piker baaren hen i Byen for et dødt Menneske udi hans sal. Svoger daværende Oversekretær Erik Krags Hus, hvor han med al fornøden Varetægt til hans Helbredelse flittigen blev forsynet".

Udfaldet skede gennem en Løngang i Vestervold; da det siges, at det var en Hvælving til Kongens Brug, er det sikkert den, der var igennem Volden udenfor det nuværende Vartov, og som førte ud til Dronningens Have.

Denne lykkelige Sejr gav de Belejrede Mod til næste Nat at udføre et andet Foretagende. Viceadmiral Helt og Kommandør Peder Bredal gik ud med 200 Matroser og entrede en svensk Fregat og en Jagt, som de derpaa antændte, og kom hjem med 5 store Pramme og flere mindre Fartøjer. Det havde nemlig været "Karl Gustavs Mening at gøre et Anfald paa Amager og derved ødelægge Kjøbenhavns vigtigste Forraadskammer. "I det herlige Skin af den opgaaende Sol og af en lykkelig Bedrift vendte Helt og Bredal tilbage til Stranden, hvor de under Hædersbevisninger og jublende Glæde modtoges af Kongen selv og af tajrige Skarer Medborgere og Venner".

Ved denne Tid havde Svenskerne udtænkt en Krigslist. 17. Avgust gik en svensk Sergeant fra Vartov til Kjøbenhavn som Overløber, i det Øjemed at udbrede i Byen, at Vartov var forladt af Svensken. Natten efter kom en stor Hob Fodfolk og Rytteri til Vartov, og flere holdt sig skjult i Bryggervangen og forblev der, til Overløberen kom igen fjerde Dagen efter, da de drog bort igen, fordi Vartov idelig


296

blev beskudt fra Byen, og der blev kun en Besætning af 100 Musketerere tilbage. En Borger havde kørt med sin Vogn ud forat redde af sit Gods udenfor Østerport, men Porten blev lukket for ham, saa han maatte tage ind i Vartov. Han jamrede sig over denne Ulykke, men da han var en Tydsker, kom han i Samtale med Tydskere i den svenske Hær og saa Lejlighed til at slippe ind i Byen fra Verner Kloumands Have, hvilket Svenskerne saa igennem Fingre med, da de vilde, at han skulde melde i Byen, at Vartov havde saa ringe Besætning. Samme Aften kom over 3000 Mand til Vartov foruden Rytteri, der holdt ved Rigens Hovmesters Park. Dette var den 23., og næste Dag blev Manden efter sin Hjemkomst forhørt af Gyldenløve, der straks fik Lyst til at gøre Udfald. 27. Avgust var et Korps paa 500 Mand færdigt til Udrykning, Præsten ved den runde Kirke holdt Formaningstale for Korpset, og da Talen trak noget i Langdrag, bad Kongen ham om at gaa over til Bønnen og Velsignelsen. Men da man var kommen ud af Byen, saas en Raket, hvilket indgød Mistanke om Forræderi, hvorfor man trak sig tilbage igen, og Ulfeldts Gaard blev undersøgt, idet man antog, at Raketten var udgaaet derfra. Hvis det danske Korps var kommet ud imod Vartov, var det blevet helt tilintetgjort.

Samme Dag blev der lagt en Mine i Helmers Bastion under det runde Taarn, der stod i Volden.

26. Avgust lagde hele den svenske Flaade sig paa Reden, hvorfor man sænkede nogle Skuder ved Indløbet til Havnen, og 3 vel bevæbnede Orlogsskibe lagdes ved Toldboden.

28. Avgust skede en heftig Beskydning med gloende Kugler, og der kom en ind i Vor Frue Kirke, men en heftig Skylregn gjorde Stansning i Skydningen.

30. Avgust gjordes Udfald til Ravnsborg fra Nørreport af Oberst Kaj Lange med 500 Mand, men det mislykkedes,


297

og man trak sig igen tilbage med Tabet af flere Døde, blandt hvilke var en Kaptejn.

Første September begyndte Svenskerne at gøre Batterier paa Vartovs Volde og sikre disse med Risgærder, saa Kuglerne fra Byen ingen Skade kunde gøre dem; derimod kunde man ikke dække sig for Prammens Kugler.

2. Sept. maatte enhver Borger give Fortegnelse over sit Forraad af Levnedsmidler, forat der kunde haves Udsigt over, hvor længe det var muligt for Byen at holde sig.

3. Sept. gjordes der et Udfald, ved hvilket de Svenske fik Overmagten; og af de danske dræbtes Urne og Major Bremer. Ogsaa ved denne Lejlighed førte man en stor Mængde Pallisader og Brænde med tilbage til Byen. Oberst Kjeld Lange blev dræbt af en Kugle, idet han stod paa Volden og saa til netop paa samme Sted, som Kongen havde staaet kort i Forvejen.

4. Sept. gjorde Gøngerne Udfald mod Kloumands Have og stak Ild i den, da Svenskerne havde stadigt Tilhold der og Træer og Diger i Haven hindrede Prammens Kugler i at bestryge Vartov.

Som det saa ofte gaar, vendes Folkestemningen under vanskelige Forhold imod enkelte Personer. Den brave Axel Urup, der tilligemed P. Reetz havde ført Forhandlingerne med de svenske Kommissærer efter Roskildefreden, klagede 4. Sept. til Kongen over, at man offentlig udskældte ham for en Lands- og Rigs-Forræder, hvilket, som han skriver, "saa vidt har taget Overhaand, at jeg ikke paa Gaden, Voldene eller for mit Hus er sikker, eftersom senest et Rytterlig af Oberst Hans von Ahlefeldts Regiment min Dør er forbi baaret, hvorhos ogsaa Officerer været, der en Del Ryttere mig skammelig udraabte. Desligeste har ogsaa Officerer været derhos paa Volden, naar saadant er sket, og jeg ikke mærket, at de gjorde andet end tav stille dertil. Og efterdi det falske Rygte ikke alene tager Overhaand, men endogsaa til total Ruin uforskammet udstrøs, at Eders Maje-


298

stæt tør ved denne Tilstand (nemlig under Krigen) ikke straffe mig, hvilket forræderske Greb kunde gøre mig usikker udi mit Hus, og en Mand af saadant et Rygte og Eftertale ikke bør at søge Sæde med Eders kgl. Majestæt", bad han Kongen om at tage sig i Forsvar, hvilket denne ogsaa beredvillig gjorde og erklærede, at han altid havde bevist Kongen og Kronen al Troskab og Tjeneste og aldrig givet billig Aarsag til Beskyldninger. Det ses af det kgl. Reskript, at ogsaa andre adelige og uadelige uskyldig blev udskældte af "en Del uforskammede Æreskændere og Løgnere, mulig af Fjendens Praktiker eller andre ugudelige Menneskers Anstiftelse", men saadant blev forbudt, og Overtrædere truedes med Straf paa Ære og Liv.

Den vedholdende Vagt paa Volden var trættende i Længden, og Studenterne vilde nok knibe ud; der udkom derfor 5. Sept. Befaling til Professorerne om alvorlig at tilholde Studenterne at forblive paa deres Poster Nat og Dag. Hvis nogen uden Officerernes Tilladelse fjernede sig, skulde han tilbørlig straffes, hvorimod de, der flittig holdt Vagt mod Fjendens Overrumpling, skulde vente Forfremmelse fremfor andre. Ogsaa Kommandanten og Magistraten fik lignende Befalinger med Hensyn til Soldaterne og Borgerskabet, og den Borger, der om Natten lod sig finde i sin Seng, skulde ikke agtes for en ærlig og god Patriot. Præsterne skulde ogsaa formane Borgerskabet til flittig at være paa deres Poster. Straffe for saadanne Overtrædelser idømtes ogsaa, saaledes blev Tømmermændenes Oldermand 25. Sept. sat i Blaataarn, fordi han havde forladt Arbejdet om Natten og ellers været forsømmelig, ligesom det ses, at Tømmermændene ikke alle var villige til at lystre Kommando.

7. Sept. tegnede Præsterne sig for en frivillig Skat, der løb op til henved 300 Rdl. om Maaneden.

8. Sept. lod Svenskerne sænke Skibe foran Havnen forat hindre den danske Flaades Udsejling, og om Natten udsendte de en Del Baade, der skulde forsøge en Entring


299

af Prammen ved Vartov, men de løb imod de Pæle, der stod i Stranden "paa Reflen ved Indgangen"; det maa altsaa være Pæle, der et Stykke udenfor Toldboden var nedrammede til Beskyttelse af Indløbet indenfor Rævshalen. Dette var første og sidste Gang, der skede saadant Anfald mod denne Pram.

9. Sept. lagde de Danske store Bomme over Vandet i Kalveboderne fra Kongens Bryghus til Amager forat hindre et fjendtligt Indfald fra Søsiden.

I disse Dage indtraf den store Ulykke, at Kronborg overgav sig 6. Sept., hvorved denne vel forsynede Fæstning kunde yde Fjenden alt det Materiel, som han behøvede, og lægge alvorlige Hindringer i Vejen for den hollandske Flaade, naar denne kom til Kjøbenhavns Undsætning. Rygterne kom snart til Kjøbenhavn, men Ingen vilde i Begyndelsen tro dem. Snart fik man dog Syn for Sagn, ti Søndagen 12. Sept. under Gudstjenesten fyredes der Glædesskud fra den svenske Flaade, og Dagen efter kom 10 store Kanoner til Vartovs Volde forat skyde paa Prammen; de blev liggende der, til de d. 17. førtes hen foran Vesterport.

Hofbetjentene, der udgjorde et Korps for sig, var ogsaa blevne sløvede i Vagttjenesten, hvorfor de 13. Sept. fik en kgl. Formaningsskrivelse. "Endog, vi vel havde formodet, at vore samtlige Hofbetjente, som vi ikke en ringe, men meget fornemme Post, nemlig Løngangen og derfra indtil Batteriet ved Bryggerset, siden ogsaa Porten her oppe ved Slottet betrot har, skulle udi denne store og paatrængende Fare og vanskelige Tids Tilstand fremfor andre, som sig i lige Maade godvilligen lade bruge ved Posterne paa Volden, lade sig finde omhyggeligere og fyrigere til vor Tjeneste", saa mærkede man dog, at en Del, der ellers intet synderligt havde at forrette, var meget efterladne, idet de forlod Posterne, især om Morgenen efter Reveillen, uden Officerernes Tilladelse. Kongen lagde dem derfor Borgernes Exempel for Øje, der indbyrdes havde vedtaget, at de ikke ansaa den for en ærlig Mand,


300

der uden høj vigtig Aarsag og uden Officerernes Tilladelse forlod sin Post.

Uagtet Soldaternes Tal kun var lidet imod Borgernes, saa tillod de sig dog visse Uordener.

16. Sept. fik Hans Schack Befaling, at da Kongen kom i Erfaring, "at nogle uforskammede Folk sig skal understaa paa Gaden at molestere ærlige Danekvinder og Piger her i Staden, da har du ved Trommeslag at lade udraabe, at hvo sig tilfordrister nogen Kvindesperson nogen Molest at gøre eller sig om hendes Klædedragt at bekymre, 1) skal tilbørligen vorde straffet, eftersom vi ikke gestændig ere, udi disse Tider noget saadant, som til Uenighed eller Misforstand giver Aarsag, at skal paa Banen føres".

Saadant hørte til Undtagelserne. "Her var en Belejring saa nær fulde 2 Aars Tid, her var et stort mangfoldigt Stykke Folk af allehaande Slags, her var hver Mand, Karl og Dreng med Vaaben og Værge, her var hine unge lystige Burs, den gik daglig med en, den anden med 2 smaa Bøsser ved Siderne og i Lommerne, foruden Sidegevær og Musket, her var og en Post overgivne Krigskarle overløbne fra Svensken, alligevel blev holdt her udi Byen saadan en herlig Politi uden Oprør, uden stor Klammer, hver Mand og Kvinde, Børn og Tyende kunde gaa sikker paa Gader og Stræder som mest i Fredstid. Ingen indbyrdes store blodige Slagsmaal, som kunde give noget Afsagn, ingen aabenbare Røveri og Overvold, at naar en ærlig Mand var ude af sit Hus, torde han ikke frygte, hans Hus blev udrøvet, inden han kom hjem"; dog tilføjer Hjørring: "kunde man ellers tage sig Vare for listigt hemmeligt Røveri og Løntyve", med andre Ord, Tyve var der nu som altid i Staden, men den militære Disciplin var fortrinlig.

__________

1) Dette har Hentydning til den særegne Dragt, som løsagtige Kvinder bar.


301

Længer hen paa Vinteren i de mørke Nætter blev Gaderne dog usikre, hvorfor det største Reservekompagni lagdes ind paa Raadstuen, "hvorfra og straks, naar nogen, enten Pige eller Dreng, Fattig eller Rig, kom og klagede sig, blev udkommanderet, som dem skulde følge, 10 ja 20 Mænd tillige og det uden Betaling og uden Drikkepenge eller nogen Udsugelse, men straks villig, gratis og redebon. Dertilmed var forordnet af Borgerskabet og ikke af Soldaterne, som Natten ud hver Time igennem alle Gaderne skulde gaa rundt, tage op hvad løse Folk, de fandt paa Gaderne uden Ærende, og hvo, de fandt uskikkelige i Husene, at hindre Utilbørlighed. Og var det saa ordenlig lavet, at hvert Kompagni vidste sine Timer og sine Stræder, hvor de skulde gaa rundt, at man havde ikke Behov hver Aften, man satte Vagten, at give dem særdeles Ordre, hvor de skulde passe paa, men hver vidste sit saa færdig, at det fejlede intet. Saa at om de, som var ude til de første Timer at gaa Ronde, kom ikke ind saa lige til Timen, men kunde være hindret enten ved Klammeri, som de skulde styre tilfreds paa Gaderne, eller godt Folk at konvojere til deres Huse, hvilket var og deres Ordre, hvor de saa godt Folk paa Gaden, da straks uden al Betaling og Drikkepenge at ledsage dem til deres Huse, da tøvede ikke de andre, som havde deres Time, men straks, saa tidlig Timen var, tog de deres Gang ad deres Stræder, hvor de skulde gaa, saa at ingen Gade kunde være en Time fri om Natten, der kom jo Ronde forbi enten slet igennem eller tværs over ved Enden og kunde baade høre og se, hvad i Gaderne passerede, og endda var Voldene vel forsynede. Hans Majestæt forsømte og aldrig nogen Nat selv personlig at ride Ronde nogle Gange omkring, saa længe Fjenden laa her under Byen."

Paa Amager var der stor Misfornøjelse; Officererne besværede sig over, at Beboerne ikke mødte til Vagt og paa Allarmpladserne, og Beboerne klagede over, at Officererne


302

"med for megen Trusel, Haardhed og Hug omgaas og begegner dem". Kongen forbød den 16. Sept. Officererne at straffe, men de skulde melde al Uvilje paa Slottet, og Bønderne maatte ej heller tage sig selv til rette, men skulde ogsaa klage sammesteds. Ingen Officer maatte besvære sin Kvartervært med Drik og Sværmen eller med at indbyde Gæster eller tilføje anden Overlast, men skulde lade sig nøje med det Traktement, Bonden kunde afstedkomme, eller de Penge, han kunde faa i Stedet. Befalingsmanden Just Ebbel blev afskediget og Johan Skrøder sat i hans Sted. 200 Karle fra Amager blev 17. Sept. beordrede til Kjøbenhavn forat gøre Reservetjeneste under Hans Schack.

18. Sept. optegner Anders Hjørring, at der kom en Overløber fra Byen til Vartov, der fortalte om, hvor vel Borgerne forstod at betjene Skytset paa Voldene, og at man med Kikkerter kunde se fra Taarnene, hvor Svenskerne var forsamlede, og rettede Skudene derefter; Svenskerne klagede selv ogsaa ofte over det gode Sigte, man tog i Byen.

19. Sept. begyndte man fra Voldene at fyre med Fyrmørser. Tre Konstabler sad om Aftenen i en Hytte ved Vartov og spillede Kort, da der faldt en Granat, der dræbte dem alle og saarede 2 Kvinder.

20. Sept. forlod hele den svenske Flaade Reden forat gaa Hollænderne imøde, hvorved de Belejrede fik Lejlighed til at udsende Kapere.

I disse Dage kom der en Mængde Kanoner fra Kronborg. Hjørring beretter, at der kom to store Fyrmørsere til Vartov, fra hvilke man fyrede med Ildkugler, men da man 22. Sept. skød med den ene, faldt den første Kugle i en Mødding i Dronningens Have udenfor Vesterport, og da man derpaa rettede Kanonen efter "det kgl. Hus", hvormed vel maa forstaas et Lysthus i samme Have, gik Skudet i Stranden, og ved det tredie Skud sprang Fyrmørseren. Wallensbeck skriver under 21. Sept.:


303

"Hjælp nu Gud, hvor Svecus skyder,
Rosenmeyer, Morsing bryder
Livsens Traad, af Kuglen stækket,
Fjenden er til Mord opvækket."

Der er altsaa denne Dag faldet 2 ansete Borgere, den ene Kræmmeren Henrik Rosenmeyer, den anden Universitetsbogtrykker Peder Morsing. Man forsøgte nemlig at skyde Bresche i Katten og Bolværket ved Vesterport.

Næste Dag skriver han:

"Først igaar Granater falde,
saa idag dem Dyndet kvalte,
at de faldt did, som Gud vilde,
Fjenden fnyser meget ilde."

23. Sept. maa der være sket Tilførsel af Fisk, og Skydningen vedblev, ti Wallensbeck rimer:

"O, de flamske Sild saa gode,
saa som Karper og de mode (modne)
Vindru; se inat og kende,
Borgemesters (Hans Nansens) Tag maa brænde."

Han fortæller ogsaa, at næste Dag ramte en Kugle Raadhustrappen.

Skydningen blev altsaa alvorlig. 24. Sept. udstædte Kongen følgende Befaling: "Eftersom vi ugærne skulle se, at nogen af vores tro Borgerskab skulde komme til Skade, om det os ellers muligt var det at afvende, eftersom os ikke alene deres Person er angelegen, men os ogsaa ellers i andre Maader til Landets Defension ved deres Skade skulde afgaa", da skulde Borgerne forlade de mest udsatte Poster, der igen skulde besættes med Soldater. Det lader til, at Borgerne nødig saaledes vilde trække sig ud af Ilden, ti 12. Okt. befaler Kongen dem paany at forlade Helmer- og Hane-Skanse og overtage en anden Post "for visse Aarsagers Skyld".

26. Sept. begyndte Svenskerne at skyde med Granater om Natten.


304

De Poster, Borgerne havde haft, var fra Batteriet ved Løngangen til Kongens Have. Hjørring fortæller ogsaa, at de vilde "med stor Nødmon forlade deres Pladser, som dem først var tilskikkede, men vilde der blevet og holde sig som ærlige Mænd. Dog var dette Borgerne til Nytte viselig betænkt af den høje Øvrighed, som vel saa, at det var bedre, at en enlig Karl eller Soldat var i Fare og blev end en Borger fra Hustru og Børn. Og endda, efterat de var flyttede fra Runddelene og de farligste Poster, havde de dog saa resolverede og uforsagte Hjærter, at de ofte besøgte deres gamle Poster, om de med Raad og Daad kunde gøre Fjenden Afbræk, indtil nogle fromme Borgere kom over deres Formastelse og Dristighed i Skade, blev døde og kvæstede, at høje Officerer havde nok at bede dem, de ikke vilde sætte sig i Fare, førend den yderste Nød det højligere udkrævede".

Indtil Hollændernes Ankomst var Posterne saaledes fordelte: Hofetaten havde besat Pladsen bag Slottet igennem Løngangen. 1) Fra Løngangen til Vandkunsten og paa Runddelen derved stod Ulrik Kristian Gyldenløve med sine Folk, "Den holdt han og redelig, saa længe han havde sin Helbred, derhos laa han og om Natten, ti det var den svageste Post, lettest at komme til, den havde de ogsaa mest Øje paa, der satte de og heftigst an udi Stormen. Der omkring havde særlig Gyldenløve allevegne sat Fodangler, store og stærke gjorte, saa at end et mærkeligt Syn var der at se udi Stormen, at som de satte der heftigst an, var der nogle føre store Polakker, som vilde op over disse Pallisader, og som de var kommen op, er de bleven hængende ved disse

__________

1) Om Hofetatens Forhold under Belejringen se Løvenskiolds Afhandling i Hist, Tidskr. 4. R. V 382 flg. Den stillede 108 Personer til den almindelige Vagt og under Allarm desuden 47, foruden det Korps, der bestod af Adelsmænd og Hofjunkere, som personlig mødte.


305

Fodangler døde skudt. Der havde og den salig Herre klædt Rundelen udenpaa ret under Stormpælene saa langt som 2 Alen ned med Brædder, og igennem disse Brædder havde han ladet sætte lange skarpe Spiger og Søm, saa at det skarpe var omvendt; om nogle vilde klavre derop, traadte de disse skarpe Søm igennem Hænder, Fødder og Knæ, at de maatte være glade, de kunde komme ned igen. Saa var der og spanske Ryttere rundt om denne Post og Rundel slaget ind i Brystværket med store Jærnlænker rundt om og lange Bolte som Jærnstænger igennem Lænkerne, at de ikke skulde drage disse spanske Ryttere ned, om de løb an og der kom mange paa hængende. Der udenfor denne Rundel havde han og ladet gøre en Ravelin, og der neden under plantet 10 eller 12 Feltstykker udi Indgangen med Skraa, de vidste og at gøre lyst i Stormen".

Borgerne fik nu Studenternes Post lige ud for Kongens Have, og Studenterne flyttedes til Egnen omkring Østerport. I Kastellet var de norske Soldaters Post, og i Ravelinerne, af hvilke der var en udenfor hver Port, udenfor Vandporten ved Kongens Have, udenfor Helmer Skanse og udenfor Vandkunsten, var ogsaa Soldater.

Studenterne og Kræmmersvendene havde iøvrigt haft fælles Post, ti i en Beretning om Kræmmersvendenes Kompagni under Kaptejn Andreas Borris fortælles, at de fuldførte den ene halve Kurtine og Studenterne den anden. 1) Kræmmersvendenes Kompagni paa 115 Personer var iøvrigt allerede oprettet i Februar, da det forrige Angreb ventedes. Hvad Haandværksvendene angaar, bestod deres Korps af 104 Skrædersvende, 59 Skomagersvende, 61 Smedesvende, 41 Snedkersvende og 31 Væversvende, hvert Haandværk med 2 Sergeanter. I den Tid, disse var paa Volden om Natten fra 21. Avg. til 11. Sept., havde de Kvarter hos Borgerskabet.

__________

1) Nyt hist. Tidskr. V 276.


306

25. Sept. indkom til Kjøbenhavn 12 Proviantbaade og over 100 Soldater fra Laaland, da Havnen nu var fri for den svenske Flaade. Disse Soldater var en god Hjælp, og de fordeltes under Regimenterne.

27. Sept. opbragtes en Galliot med Klæde og Stenkul, hvilken Ladning Kongen forbeholdt sig selv.

"Fra den 28. September udi fjorten Dage holdt Svensken grulig ved med Skyden. og Granater", fortæller Hr. Anders Hjørring, der regnede, at der hver Dag førtes 10 Læs Kugler hen til Vesterport fra Vartov, hvorhen Beholdningen var ført fra Kronborg og lagt i et Hul i Volden. Kugleregnen var saa stærk, at en Mand paa Nørregade optog 84 Kugler af sin Vedhammer. Udenfor Vesterport havde Svenskerne 27 grove 12- og 24-pundige Kanoner foruden mange 6-Pundiger.

29. Sept. kom Bud fra Holland med Underretning om, at Hjælpen var nær, og at den hollandske Flaade var sejlfærdig.

30. Sept. gjordes Udfald fra Nørreport med 170 Mand, der forjog Svenskerne fra Løbegravene, dræbte over 100 Mand, rev Pallisaderne om og bragte dem med sig til stor Glæde for Borgerne, der havde stor Mangel paa Brænde.

1. Oktober efter Solopgang skede et Udfald imod Svenskernes Løbegrave. I Volden var en Udgang, som Rakkeren brugte til at køre igennem, og fra denne Hulvej havde de svenske Ryttere engang faldet et andet Udfald i Flanken. Denne Gang var derimod Kanonerne paa Volden rettede mod dette "Gab", og da det svenske Rytteri kom frem, anrettedes der et stort Nederlag, saa de Bønder, der den Dag kom med Tilførsel til Vartov, fortalte, at de næppe kunde komme frem for døde Mennesker og Heste. Svenskens Tab skal have været 500 Ryttere, og der blev holdt Krigsret over dem, der var vegne tilbage fra "Rakkergattet".

De svenske Batterier var nu i fuld Virksomhed. Imellem Vester- og Nørreport havde de anlagt 5 og derpaa plantet


307

35 grove og smaa Kanoner, med hvilke de om Dagen skød over Vester- og Helmer-Bolværk og imod Prammene i Kalveboderne, men om Natten beskød Byen med gloende Kugler. Ved Ladegaarden var i Dæmningen lagt 8 halve Kartover, der gjorde henved 50 Skud om Dagen og saaledes fyrede mod Vester-Bolværk, hvor Katten var anlagt, at man ikke længer kunde opholde sig der. Om Natten blev Skaden vel noget udbedret, men det forslog kun lidt. Paa Vartov laa nu 2 8pundige Kanoner og desuden var der opkastet 4 andre Batterier mellem Øster- og Nørreport, saa Staden nu blev beskudt fra 10 Batterier. Desuden havde Svenskerne 3 Ildmørsere, fra hvilke de kastede Granater mod Vor Frue Kirke og nedskød flere Bindingsværkshuse.

2. Okt. om Aftenen var det, Jakob Dannefer med nogle sælandske Bønderkarle overrumplede Besætningen paa den svenske Fregat "Johannes" og styrede Skibet ind i Kjøbenhavns Havn, hvorover han udnævntes til Ritmester og benaadedes med Gods paa Møn 1). Ved denne Lejlighed fik de Belejrede Kundskab om, at Opdams Flaade var i Opsejling.

Det var ogsaa snart paa Tide, at Hjælpen kom, ti det begyndte at skorte paa Levnedsmidler, i alt Fald var de dyre. Kongen havde derfor 25. Sept. ladet sætte en Taxt paa Amagernes Varer. Efter denne skulde 1 Pd. Oksekød koste 6 Sk., 1 Pd. Flæsk 7 Sk., 1 fed Gaas 3 Mk. osv. Da der 30. Sept. var kommet et hollandsk Skib med ferske og røgede Sild, blev de alle førte til Provianthuset, og 20 Læst overdragne Borgerskabet for en viss Betaling. 9. Okt. fik Hofbetjentene og Kristianshavns Indbyggere Tilladelse til for Betaling at faa 3 Læst af samme Sild. 15. Okt. overlod Kongen Borgerne 500 Tdr. Rug fra Provianthuset.

4. Okt. gjordes igen et lille Udfald af 200 Musketerere og 70 Matroser imod den svenske Ravelin tæt udenfor

__________

1) Se D. Mag. 3 R. IV 173-78.


308

Vesterport. I dette Udfald deltog nogle Studenter. Samme Dag gjorde 100 Ryttere et Udfald imod den svenske Vagt, hvem de jog paa Flugt og fratog nogle Fanger. Fjendens Løbegrave kom dog stadig nærmere. Derfor maatte Befæstningen jevnlig forbedres, men der var ikke Tømmer at faa, hvorfor det 6. Okt. befaledes at nedbryde en Del gamle, ubebode Huse omkring i Byen for at faa Tømmer derfra. Det saa dog temmelig mørkt ud, og den hollandske Flaade lod vente paa sig. Kongen befalede derfor, at Præsterne skulde gøre Forbøn fra alle Prædikestole om, at Gud vilde føje det saaledes, at Flaaden kunde komme i betimelig Tid, da den blev holdt tilbage af Modvind. Ventetiden blev dog lang og det saa ikke lysteligt ud, da den svenske Flaade igen 6. Okt. lagde sig paa Reden.

Om Natten til 8. Okt. havde de Danske lidt et Nederlag, idet de blev uddrevne af Ravelinen foran Helmer Bolværk og Svenskerne satte sig fast her. De var altsaa lige oppe ved Fæstningsgravene.

Under en tyk Taage steg Karl Gustav i Land ved Dragør den 8. Okt. om Morgenen. Medens Landgangen foregik, kom Wrangel med den betænkelige Efterretning, at den hollandske Flaade nærmede sig Kattegat, og Kongen besluttede straks at vende tilbage, men vilde først ødelægge Øen saa vidt muligt og gav Ordre til straks at stikke Ild paa alle Huse.

I Kongens Følge var en fangen dansk Major Vandervec, der fik Lejlighed til at flygte, ilede til Kjøbenhavn, hvor han meddelte den glædelige Tidende om Hollænderne og om Svenskernes Hærjen paa Amager, og raadede til at gøre Udfald.

De Svenske angreb først den Skanse, som Bønderne havde besat ved Dragør, idet de faldt dem i Ryggen, da Skansen vendte til den modsatte Side, ti fra denne frygtede man ikke Anfald. Svenskerne satte sig nu fast i de forladte Skanser. Dagen efter gjorde de Danske Udfald mod Amager


309

og stak begge Sundbyerne i Brand, for at Fjenden ikke skulde have Tilhold der.

10. Okt. skede et Udfald mod Amager under Anførsel af Schack og Gyldenløve, af 700 Ryttere, Kongen selv var med. Nærved Kristianshavn mødte de 300 smaalandske Ryttere, som efter en kort Fægtning blev overvundne. Derpaa ilede man mod Dragør, hvor Svenskerne var førte af Karl Gustav selv og hans fornemste Officerer, der havde 1500 Mand Fodfolk og 5 Kompagnier Ryttere, som dels stod ved Dragør, dels ved Hollænderbyen. Det danske Rytteri gjorde Indhug paa Rytteriet ved Hollænderbyen og, da dette maatte vige, paa en Brigade Fodfolk, af hvilken de tog flere Officerer til Fange. Svenskerne veg i fuld Flugt til Dragør, det danske Rytteri forfulgte dem og bragte ogsaa stor Forvirring i de ved Dragør opstillede Brigader, hvor Karl Gustav og Wrangel holdt. Disse kom selv i stor Livsfare og slap med Nød og Næppe i Baadene. Wrangel skal ofte have sagt, at han aldrig havde været i større Fare. 500 Svenske laa slagne og over 100 førtes som Fanger til Kjøbenhavn.

I Slaget paa Amager havde Generaladjudant Mikkel Skov nær fanget Kong Karl selv, hvilken Begivenhed omtales i et latinsk Digt af O. Borch "Amagria vindicata", der i en samtidig dansk Oversættelse lyder saaledes:

"Skov af de Danske, som Dragonerne anfører,
i Tænder bidende ved Karl saa godt som rører
og siger: hvis du er af ædelt Blod, kan ske
udi det svenske Hof selv en Regenter, se,
da staa i denne Eng, ej drag fra mig din Bringe,
her er jeg en mod en, dit Sværd mod mit lad klinge;
han hen paa hannem sprang med disse Ord og slog
sin Mund og Haand til ham, der skæv sit Øje drog.
Karl mener, han er fast, af Liv og Magt han stræber
og da Kaballen nu sit Bidsel hører, slæber
han Kongen bort, saa han med grumme Spring undkom
og Pegasus han flyr til Dragør fuld af Skum 1)"

__________

1) D. Mag. 3. R. I 266.


310

Det viste sig nu, hvor daarligt Amagerne havde handlet ved ikke at forlade deres Ø, ti de havde ikke været i Stand til at gøre nogen Modstand; "der Fjenden kom, kastede Bønderne deres Vaaben, brugte Benene og løb", fortæller Hjørring. Svenskerne satte Ild paa alle Husene, og hele Amagers Kornforraad gik op i Luer. Kun en eneste Gaard i Hollænderbyen blev skaanet, da den laa midt i Byen og derfor formodenlig undgik Opmærksomheden paa Grund af Røgen fra de andre Huse.

Amagers Ødelæggelse var et stort Tab, men man fandt dog at have Grund til at glædes, ti Hollænderne var ikke langt borte og den svenske Flaade forlod Yderreden for at gaa den imøde.

12. Okt. blev Svenskernes Skydning forstærket og de følgende Dage ramtes flere Mennesker paa Volden og i Staden. Det havde været Karl Gustavs Hensigt at storme Kjøbenhavn inden Hollændernes Ankomst, ogsaa af den Grund, at hans egne Folk blev kede af Belejringen, og mange Tydskere og hvervede Folk gik over til hans Modstandere. Alt var ogsaa færdigt, da Underretningen kom om Hollændernes Ankomst til Øresund.

Efter Amagers Ødelæggelse blev der Mangel paa Føde til Hestene, hvorfor Magistraten fik Befaling, 18. Okt., om at lade Borgerne levere Foder til de indkvarterede Ryttere i Steden for Penge, som de havde givet hidtil, hvilket Paabud vistnok blev meget trykkende.

15. Okt. havde Kongen befalet, at alle Huse mellem Vesterport og Helmer Skanse skulde nedrives. Disse 59 Huse blev taxerede af udvalgte Mænd, der erklærede, at de alle blev beboede, og skønt en Del var meget forskudt paa Tag, Spær og Lægter, kunde de dog alle staa og bebos Ejermanden til Fordel, "og synes betænkelig og hel Samvittigheds Værk, de fattige Folk, som derudi bor, imod den kolde Vinter at gøre husvilde, eftersom Forstaden er ganske ruineret og er faa eller ingen Huse at bekomme for Leje,


311

mens mest dobbelt besatte af fattige Folk". Dette nyttede imidlertid intet, Husenes Tømmer var nødvendigt til Pallisader.

17. Okt. blev der nedsat en Kommission for at overveje, hvorledes Rytteriet i Fremtiden kunde underholdes og hvad man skulde gøre, naar de 2 Maaneders Bevilling til Garnisonens Underholdning var udløbet. 21. Okt. befaledes der at gøre Husundersøgelse om Forraadet paa Krudt og Foder omkring i Byen.

19. Okt. og følgende Dage gjorde de svenske Granater stor Skade. En faldt ned i en Stue i Bispegaarden, hvor den ødelagde alt Bohavet og kostbare Sjældenheder, men da Biskoppen og hans Familie Dagen i Forvejen var flyttet ud, kom ingen Mennesker til Skade. En anden Kugle faldt paa Nørregade, lige foran Vor Frue Kirke og slog alle Vinduer itu i Kirken og Nabohusene. I Studiestræde dræbtes Konrektorens Hustru ved Frue Latinskole og et Hus ved den tydske Kirke kastedes overende; ligeledes blev nogle Huse ved Vesterport nedskudte og nogle Kvinder deri dræbtes.

20. Okt. fortæller Anders Hjørring om et mærkeligt Skud: "tog en Kugle Hovedet af en Polak, som stod Skildvagt i Vartovs Kaalhave, og samme Hoved kvæstede en svensk Løjtnant, at han noget derefter døde, og samme Kugle gik igennem Muren paa Vartov Kirke, og som den trillede ad Gulvet langs ned imellem de Fattige Senge, kom en svensk Konstabel og satte sin Fod imod den, som imod en anden Klode, og slog den samme Kugle Foden over, at den hængte ved, o, hvor skraalede denne Konstabel!"

21. Okt. var Svenskernes Ild meget hæftig, men en pludselig Nordenvind drejede Røgen imod dem, saa de blev nødsagede til at holde inde.

22. Okt. korn Budskabet om, at Hollænderne var nærved Sælands Kyst, og der udstædtes Befaling om at skaffe Kvarter til 2300 Mand med tilhørende Officerer, at de straks efter Ankomsten kunde vide, hvorhen de skulde.


312

22. Okt. gjordes Udfald fra Vesterport med 300 Mand under Oberst Besler. Svenskerne blev fordrevne fra Løbegravene , de Danske erobrede en Ravelin og angreb derpaa en Redoute, der imidlertid var saa vel besat med Folk, at de ikke kunde storme den. Svenskerne blev ilde tilredte af Granater, Leer og Morgenstjerner. De Danske mistede Oberstvagtmester Lukas Iversen, 4 Menige dræbtes og 9 saaredes. Paa samme Tid gjorde Oberstvagtmester Rauch Udfald med sine Ryttere mod' den svenske Ryttervagt og kom tilbage med 10 Fanger. 2

6. Okt. fik Admiral Henrik Bjelke Befaling om at holde sig i Beredskab med Flaaden for at forene sig med Hollænderne, naar de kom i Fægtning med Svenskerne. 200 Soldater af Kongens Livregiment og de Baadsfolk, der gjorde Reservetjeneste paa Voldene, skulde gøre Tjeneste paa Flaaden. Bjelke selv kommanderede paa Kristian IV's "Trefoldighed", de andre Skibe var "De tre Løver", "Den norske Løve", "Den graa Ulv", "St. Hans" og "Højenhald". 28. Okt. kom 2 Baade fra Lappen med Underretning om, at den hollandske Flaade laa der for Modvind.

Næste Dag gik Vinden over til nord med stærk Kuling og nu kom der Fart i Hollænderne. Vi vil ikke her opholde os ved Beskrivelsen af dette navnkundige Søslag, hvori den hollandske Flaade slog sig igennem den svenske og forbi Kronborgs Kanoner, skønt med stort Tab, bl. a. af de 2 Viceadmiraler de Witt og Floris. Den danske Flaade kunde ikke førend efter Kampen forene sig med den paa Grund af Modvind, men efter deres Forening indesluttede de i nogle Dage den svenske Flaade i Landskronas Havn og sejlede først derpaa til Kjøbenhavn, medens de hollandske Pro-vianteringsskibe, hvor Gabel var ombord, endnu samme Dag, som Slaget stod, landede "i Havnen og kunde bringe Budskab om de.t heldige Udfald.

Samme Dag, som Slaget stod, fik Magistraten Befaling til at rydde det danske Kompagni eller Bryggernes Lavshus


313

til at modtage de Saarede, og Borgerne opfordredes til at levere Senge og Sengeklæder; Kongen formodede, at Ingen vægrede sig derved, "eftersom Folket saavel for deres egen som vor Konservation har fægtet og Skade bekommet, hvorfor og billigt er, at de igen, saa vidt muligt er, vel medhandles". I den Anledning fortæller ogsaa Hjørring: "31. Okt. lavedes Kompagniets Huse, Bryggernes, Skomagernes, Skrædernes Lavshuse og andre Logementer til de mange kvæstede, som kom fra Hollænderskibene. Dertil giver godt Folk i Byen Sengedyner, somme Lagner, somme hele Senge med tilhørende. Og skaffes dem tilbørlig Røgt ved Spisemester, Køkkensker og Kvinder, dem skulle røgte, saa og Bartskære, dem skulle læge og tilsyne".

Følgen af Hollændernes Ankomst var denne, at Svenskerne allerede 30. Okt. om Natten imellem Kl. 1 og 2 brød op fra deres Stilling foran Vesterport og ved Vartov efter at have stukket Ild paa deres derværende Lejr, og Wallensbeck har beskrevet Borgernes glade Stemning med følgende Vers:

"Lystig lad gaa. Vor Fjende maa
fly hen bag Valby Bakke,
han efterlod, som Hytter stod,
Gæs, Grise, Spyd og Hakke.
Den ganske Stad var fro og glad
og gjorde sig et Gilde,
der vi var fri, slog Klokken 9,
all' Helgens Aften silde".

Paa Valby Bakke var den svenske Hær i 2 Dage opstillet til at modtage et Udfald, men da dette ikke kom, gik den til Brønshøj.

31. Okt. bragtes de Døde og Saarede i Land og Otto Krag og Peder Reedtz aflagde Besøg hos Admiral Opdam, der laa under Hven, for paa Kongens Vegne at takke for den udførte Bedrift, ligesom de sammen med ham skulde overveje, hvorledes de forenede Flaader kunde ødelægge den svenske. Denne Dag var en Søndag; da lod Kirkeklokkerne sig


314

atter høre, Urene og Sangværket paa Helligaands Kirke slog nu igen fra Kl. 9 om Aftenen deres Timeslag. I Kirkerne holdtes Takkegudstjeneste med Psalmen: "O, Gud vi love dig" og med Ønsket om, at Gud fremdeles vilde velsigne og lyksaliggøre Kongen og hans Vaaben. Befalingsmanden for de hollandske Tropper Oberst Püchler kom i Land med de fornemste Officerer og de blev modtagne med et Gæstebud paa Slottet.

Hollændernes Ankomst var i mange Henseender nødvendig, men næppe mere end med Hensyn til Forsyningen med Levnedsmidler. Der var bleven stor Dyrtid. Der var budt over 100 Rdl. for en Ko, og Kødvarer var i det hele i meget høj Pris, medens Kornvarer endnu var at faa. Kongen lod uddele 600 Tdr. Rug og nogle Læster Sild til de Fattige.

De hollandske Soldater overtog nu Posterne fra Kongens Have gennem Kastellet ud til Stranden, Studenter og Haandværkssvende fik foreløbig Afsked og Borgerne fik saa megen Lettelse, at det var nok, om hver holdt en Karl paa Post. Der var følgelig stor Arbejdsløshed, hvorfor mange fattige Borgere og Haandværkssvende lod sig hverve af Hollænderne, til at udfylde Huller i deres Regimenter, hvorved de fik Lønning og Livets Ophold, og da Hollænderne drog bort, fik enhver, der vilde, igen Afskedspas.

Det første, man nu foretog sig, var 3. Nov. at begynde med at sløjfe Svenskernes Batterier og Volde udenfor Vesterport og føre Pallisaderne ind til Byen. Vartov blev 5. Nov. besat med danske Ryttere og Fodfolk. I al den lange Tid havde de stakkels fattige og syge Mennesker paa det sidste Sted været i en stadig Kugleregn fra Byens Volde, og Bygningerne var i en ødelagt Tilstand. Vartovs Ladegaard havde Svenskerne nedbrudt 23. Okt.

I Nov. begyndte Svenskerne for Alvor at indrette sig i Brønshøj. Alle Byer og flere Kirker i Omegnen blev aldeles nedbrudte for at tilvejebringe Bygningsemne, og indenfor For-


315

skansningen byggedes nu Byen Karlstad til Bolig for Karl Gustavs Hær. Forskansningen var saa stor, at den ikke alene indesluttede Brønshøj By og Kirke, hvilken sidste var Tøjhus, men hele den høje Mark sønden for Byen, fra hvilken man har den vide Udsigt over Kjøbenhavn og hele Omegnen, og den var saa fast som en virkelig Fæstning, hvad Beliggenheden let kunde gøre den til. Kongen og hans høje Officerer indrettede sig det ret bekvemt med Værelser med Flisegulv, Kakkelovne og hvad der ellers hører sig til. En Afbildning af Lejren findes hos Pufendorf.

Svenskerne gjorde dog af og til Strejftog ind imod Byen. 11. Nov. kom et Parti Ryttere til Vartov, fordrev den danske Vagt, huggede Dørene ind, søgte omkring i Huset efter danske Soldater og drog saa bort igen. Det blev usikkert for Lemmerne at blive boende Vinteren over i et halv ødelagt Hus og de blev derfor den 13. flyttede ind i Byen i et lejet Hus i Pilestræde. Det er nu Nr. 32, men tilhørte dengang Karsten Lavridsen. Det var dog ikke Omsorg for dem, der bevirkede Flytningen, ti Præsten sørger over denne og frygter for, at en saadan Medfærd mod de Fattige ikke skal betyde noget godt for de Danske. Hovedgrunden til Indflytningen var, at man havde Brug for Materialierne og vel ej heller vilde yde Fjenden noget fast Holdepunkt saa nær ved Byen. 17. Nov. befalede Kongen nemlig Frederik Ahlefeldt at nedbryde Hospitalet og bruge Tømret til Kastellets Fornødenhed. Endnu 20. Nov. kom et stærkt Parti Svenske hertil, men da de kun fandt bare Vægge, drog de straks bort igen. 21. Nov. fik Borgerskabet Befaling om at laane Kongen alle dets Vogne til næste Dag at age Tømmer fra Vartov til Kastellet, men ifølge Hjørring begyndte Tømrets Afbrydelse dog først 25. Nov. Hjørring er meget bedrøvet:

"Dette skønne Hospital, hvis Lige ikke var at finde i mange Lande, der var opbygget for de Fattiges egne Midler og gav dem deres rigelige Udkomme, skulde saaledes Øde-


316

lægges, at de intet havde at hjælpe sig med, uden det ringe Brød, Præsten engang hver Dag samlede hos godt Folk". Det var underligt, at hvad der sparedes fra Fjenden, dog skulde ødelægges af vore egne, og man kunde i alle Fald indvende, at selv om Tømret skulde bruges, kunde Murene dog være blevet staaende. "Her fra denne Dag og saa fortan, er meste Idræt af Soldater og gemen Pøbel at indbære Stene fra den ny nedbrudte Kirke (udenfor Nørreport), Huse og Vartov uden Portene, og solgte de, hvo der vilde købe, at mangen Mand købte sig stort Forraad til at bygge med. Havde de betænkt sig, som købte, hvor vore Hjærter, som dem mistede, værkede, vi saa saadant med vore Øjne og forhvervede det hos Generalen, at det blev forbudt, vi havde vel beholdt selv noget, som for Kronen og Byen havde lidt Skade nok. Soldaten havde sit Kvarter, Borgerne maatte rigtig udbetale ham, men derimod maatte Borgerne baade holde Vagt og gaa at vække i Gravene, saa meste Tynge hængte dog paa de fattige Borgere, som endda vilde have sin Samvittighed fri".

Det er rimeligt, at mange, nu da Fjenden var borte, gjorde Udflugter udenfor Voldene. "Den 18. Nov. gik vi ud at se 2 store Kuler straks uden Porten (Vesterport), hvor et Udfald skede, hvilke med døde svenske Kroppe var ganske opfyldte, at Hovedpander, Ben og Hænder var slet bare uden Jord, et ynkeligt Syn!" og under 29. Nov. fortæller Wallensbeck:

"Prinsen udgik at spadsere
og sig noget recreere,
se den svenske slunken Tarm,
som vor Dronnings Urter stode,
se nedfrossen under Fode
Fjendens blaa og blodig Barm".

Allerede 4. Nov. havde Kongen befalet sin Ingeniør Gotfred Hofman at aftegne Svenskernes forladte Stillinger, hvilken Tegning endnu er til i Kobberstik.


317

Det er naturligt, at Agtpaagivenheden ved Voldtjenesten slappedes noget nu, da Faren ikke var saa overhængende. 9. Nov. fik Borgerne en Irettesættelse, da de fandtes "nachlæssig deres Poster saa flittig at opvarte, som det sig burde". Et Par Dage efter blev de dog aldeles forskaanede for Voldvagten og den hollandske Oberst Püchlers Korps overtog deres Plads.

Hollænderne, der var reformerte, kunde ikke holde Gudstjeneste i Byens Kirker, hvorfor Kongen overlod dem 10. Nov. det nederste Avditorium paa Universitetet dertil. Men herimod vaktes stor Indignation, hvorfor de fik Tilladelse til at bruge Raadhuset om Søndagen. I nogle senere Raadhusinventarier nævnes en Sal, der kaldes Kirken, det er formodenlig den, som Hollænderne brugte.

Om det er religiøse Grunde eller hvad det var, saa synes Borgerne efter den første Opbrusning ikke at have yndet Hollænderne, ti der var ellers ingen Grund til 14. Nov. at tilholde Præsterne at formane deres Tilhørere, "enhver sig til at akkomodere det hollandske og os til Sekurs fremskikkede Folk, saa at de ej skal have Aarsag sig at beklage".

Det blev koldt i Slutningen af November, hvorfor Kongen lod bygge Vagthuse paa Volden til Soldaterne og levere Stenkul til deres Opvartning. 30. Nov. kom der Befaling til, at Borgerne paa Kristianshavn skulde vække Isen i Gravene imod Amager, og 1. Dec. skulde Niels Juel levere Jens Lassen saa mange gamle Stænger og Raaer, som han begærede, til at holde Gravene aabne med, og Borgerskabet leverede Økser og Baadshager til Besætningen paa Voldene til at hugge Isen itu med.

Det var vanskelige Tider for Kongen. 2. Nov. befalede han Hans Schack, Ulrik Kristian Gyldenløve og Hans v. Ahlefeldt, at de hver Dag mellem Kl. 9 og 10 skulde møde paa Slottet i det Gemak med det forgyldte Læder, for at konferere med Kongen om, hvad han behøvede deres Raad til.


318

6. Nov. holdtes Rigsraadsmøde, det sidste, ved hvilket den gamle ærlige Kristen Skeel var tilstede. Han raadede Kongen til at pantsætte alt det Krongods, nogen vilde tage imod, ti der maatte bringes Penge tilveje til Soldaternes Underholdning, da man ellers kunde frygte Oprør. Det var Synd at begære mere Skat af Borgerskabet, og Adelen havde ingen Penge, skønt man søgte at indbilde Kongen det modsatte. Otto Krag sagde, at han holdt dem for Skælmer og Forrædere, som kunde hjælpe og ikke gjorde det, men her var intet at gøre. Kristen Skeel havde laant nogle Penge under Belejringen, ellers havde han ikke haft noget til at købe Brødet for, og han havde givet mere end det halve til Soldaternes Underholdning. Af sit Jordegods havde han ikke haft Hjælp af en Knappenaals Værdi, skønt han havde 9 Herresæder, af hvilke han nu ikke havde et Gadehus tilbage.

Borgerskabet havde under 30. Okt. gjort opmærksom paa de Løfter, der var givne det, og navnlig paa det Punkt, at Staden skal være en fri Rigsstad og en fri Rigens Stand og have Stemme og Samtykke i alt, hvad der kan delibereres Riget til Bedste; dette Punkt syntes det Borgerne helst burde iværksættes jo før jo heller i denne besværlige Tid, de bad derfor Magistraten om at anholde derom hos Kongen og Rigens Raad og tvivlede ikke om, at det vilde have Fremme, saa at der blev udvalgt 32 Borgere, som tilligemed Magistraten kunde udvælge en god fornuftig Mand, som kunde bruges og altid maatte have fri Adgang til Kongen og tilligemed Rigsraadet skulde overveje, hvad der kunde være til det almindelige Bedste 1). Man har altsaa tænkt sig, at den meget omtalte Adgang til Kongen, der fik Anvendelse 1848, skulde bestaa i, at Staden sendte et Medlem til Rigsraadet.

Denne Sag kom imidlertid ikke til Afslutning endnu, men 29. Nov. udstædtes en kgl. "Befaling til Stænderne i

__________

1) K. D. I 700.


319

Kjøbenhavn", nemlig "menige Adelskaber", Gejstligheden, Universitetet, de kgl. Betjente, Borgmestere og Raad og menige Borgerskab i Kjøbenhavn og Kristianshavn. Hver af disse Afdelinger skulde den næste Dag sende Deputerede til det islandske Kompagni for at faa en fast Orden paa Indkvarteringen. Der er altsaa her dog Tale om Sager, hvortil Borgerskabet sender udvalgte for at overveje sammen med Adelen og de Lærde. I den Anledning blev der holdt Mønstring 1. Dec.

Med Hensyn til Provianteringen havde Kongen 3. Nov. givet en Mand Fuldmagt til at handle med Magistraten og Borgerskabet i Lybæk om at give Forsyning af Flæsk, Kød, Korn og andre Varer og tilbyde Bornholm i Pant.

Vinteren var nu bleven saa haard, at Isen i Kalveboderne begyndte at kunne bære. Til Understøttelse for den Pram, der laa der, var der lagt et lille Skib, "Højenhald", ved dens Side, hvilket frøs fast ligesom Prammen. Isen var Svenskernes Ven og de benyttede den til Strejftog mod Amager og kastede Faskiner og Halmknipper paa den, for at den kunde blive fastere. I de mørke Nætter nærmede de sig igen Byens Volde for at undersøge disses Styrke, og fangede 7. Dec. den danske Rytter-Forpost. 9. Dec. forjog de den danske Vagt fra Vartov, gravede en Granat ned under Ildstedet og lagde Løbekrudt og Lunte dertil; da den danske Ryttervagt kom tilbage om Morgenen og gjorde Ild paa, tændtes Granaten og dræbte 6 og saarede 7 Ryttere. De Danske gjorde Gengæld, idet Tøjmesteren paa Isen i Kalveboderne lod sætte Pinde med Staaltraad imellem, der stod i Forbindelse med Haner paa Pistoler, der kunde tænde Ild i Granater. En Morgen fandt man saaledes 3 Svenske dræbte paa Isen af Granaterne og Spor af Saaredes Blod. 16. Dec. begyndte Svenskerne at sætte Foden paa Amager. 17. Dec. blev det dog Tøvejr igen og man haabede paa aabent Vand, men Svenskerne ventede snart Forandring og lod derfor kaste flere Risknipper i Kalveboderne; dette gik ogsaa i Opfyldelse,


320

ti efter 2 Dages Tøvejr, begyndte Frosten igen og 20. Dec, faldt Ritmester Reck (von der Recke) paa Isen og blev fangen af Svenskerne. 23. Dec. var Isen saa stærk, at svenske Ryttere kunde ride ud paa den i Stranden og fange 2 Aalestangere, af hvilke de skød den ene paa Valby Bakke, fordi han var saa gammel, at han ikke kunde følge hurtig nok med.

Det var en bedrøvelig Juleaften, man fik i Byen, ti vel skriver Wallensbeck:

"Paa Volden ædes Aftensmad
paa Juleaften, o, hvor glad,
med fuld godt Mod, med Øl og Vin,
enhver der drikker Skaalen sin",

men Hjørring fortæller, at det var fordi Svensken havde gjort Allarm, at alle maatte forlade deres Hjem og forblive paa Volden. Man havde ogsaa faaet Underretning om, at en Storm var nær forestaaende og var derfor nødt til den største Agtpaagivenhed. 29. Dec. gik alle de hollandske Soldater paa Voldvagt og 30. Dec. forsøgte det svenske Rytteri over Isen at indtage Amager, men vendte tilbage, da der sendtes Danske imod dem.

I Staden gjorde man i denne Maaned, hvad man kunde, for at sikre Byen. 3. Dec., fortæller Hjørring, begyndte alle Mand, baade Gejstlige og Verdslige, saa og Hollænderne og Amagerne, som var i Byen, at lade vække, og hvert Korporalskab fik sin Del af Gravene, som de skulde holde aaben. Man opsatte Pallisader imellem Kristianshavn og Kongens Bryghus og lagde Prammen og "Højenhald" nærmere derved, ligesom et Orlogsskib lagdes udenfor Tøjhuset. Den hollandske Flaade laa i Havnen fra Toldboden til Kristianshavn. Ogsaa ved Toldboden sattes Pallisader, og gamle Skur og Huse paa Kristianshavn blev nedbrudte til Tilvejebringelse af Tømmer dertil, dog blev det igen indskærpet ikke med Vold at tage Tømmer fra Borgerne. 2 Krigsskibe blev lagte i Kristianshavns Kanal. 29. Dec. blev det paalagt enhver Borger at have 2 eller 3 Par Issporer, for at de ikke


321

paa Grund af det glatte Føre skulde hindres i i Hast at komme op paa Volden.

Ogsaa i denne Maaned byggedes Vagthuse paa Volden af gamle Huse, og gamle Skuder blev huggede itu til Ildebrændsel. Mangel paa Tilførsel af Brænde begyndte nemlig at blive følelig. Under 10. Dec. skriver Hjørring: "Hans Majestæt vilde heller miste det Luster, der kunde falde i Dragørs Lund, end han vilde, Bagerne og Bryggerne skulde fattes Brændeved, derfor giver han dem Seddel paa Træer at maatte bekomme af Lunden, dog var Bagerne saa haarde imod fattige Folk, at de tog for et Brød, som vejede 8 Pd., at bage 4 Sk." Man ser, at det da var endnu almindeligt selv at tilberede sit Brød, men lade Bageren bage det. Det var dog ikke alene de nævnte, der fik Brænde herfra, ti 5. Dec. befalede Kongen Udvisning til Hoffet af 260 Træer, og visse Træer til Kancellierne, høje Officerer, til Tøjhuset, Bryggerset, Provianthuset, Rigsraaderne, de fremmede Gesandter og forskellige andre.

Da Rytterhestene svandt i Tal, dels paa Grund af Fjendens Kugler, dels af Hunger, lod Kongen gøre Fortegnelse over alle Heste i Byen og de stilledes til Hans v. Ahlefeldts Raadighed, naar han vilde gøre Udfald. Der kom vel noget Hø fra Falster, men Kongen befalede Fodermarskalken at lade det indlægge i Proviantgaarden, holde det godt under Laas og ikke udlevere deraf uden kgl. Tilladelse. 29. Dec. lod Kongen Skibskaptejn Søren Orning krydse mellem Stevns Klint, Grønsund og Smaalandene, for at hindre svenske Kapere i at opbringe de Skibe fra Lybæk og andre Steder, der vilde gøre Tilførsel.

Til Garnisonens Underholdning i 5 Maaneder bevilgede Stænderne en Skat paa omtrent 83,000 Rdl., men tillod de Borgere, der ikke havde rede Penge, at tage Soldater i Kvarter; der lovedes igen Godtgørelse for Bidragene, naar bedre Tider kom. De indkvarterede Soldater nød ikke altid den bedste Behandling, ti 29. Dec. fik Magistraten Befaling


322

om at undersøge, hvorledes det forholdt sig med, at Knud Vandkigers Enke havde udjaget en Soldat, der siden var frossen ihjel, og Magistraten skulde paase, at Garnisonen blev tilbørlig indkvarteret, "saa den ikke, som hidtil sket er, skulde fordærves af Frost og Kulde og ganske gaa tilgrunde", I denne Maaned døde den tapre Ulrik Kristian Gyldenløve den 11., "en god Soldat og sin Herre og sit Fædreland i højeste Maade tro og Fjendens og alle Forræderes Fjende indtil Døden".

27. Dec. gjordes et mislykket Forsøg paa Malmøs Generobring, hvilket siden kostede flere Mennesker Livet og ogsaa berørte en kjøbenhavnsk Familie. Saaledes var Bartholomæus Mikkelsen, der var en af Hovedmændene og blev henrettet, Borger her og bode bag Børsen. Hans Hoved blev bragt hans Enke og begravedes tilligemed Kroppen efter Krigen i S. Nikolaj Kirke 1).

I Modsætning hertil modtog Kongen 21. Dec. den Deputation fra Bornholm, der gengav denne Ø til den danske Krone efter den store Rejsning mod den svenske Besætning.

Aar 1659 begyndte uroligt. "Den 1. Jan. skydes runden om paa Volden, 3 Gange af alle Stykker, og der imellem gives af Borgerne og Soldaterne 3 Gange Salve og blæses Nyaar ind. Under Højmesse sker Allarm. O, hvor fór Folket af Kirkerne paa hverandre, nogle ud af Vinduerne, nogle blev nedtraadt, saa hver tykte, de kunde ikke komme snart nok i Gevær paa Volden, saa det var næppe et halvt Kvarter, førend Voldene vare slet fulde, at Majestæten, som det saa, kunde sig ikke nok derover forundre. Siden om Aftensang kom Majestæten selv i Nikolaj Kirke; da prædikede Sognepræsten Højmesseprædiken, ti som han om Højmesse var nyligen kommen paa Prædikestolen, kom Allarm, at han næppe kunde faa Tid til at tale 2 Ord, før der var ikke et Barn i Kirken uden Præsten. Dog var der ikke

__________

1) Pers. Tidsskr. I 196.


323

Fare". Saaledes indleder Hjørring Beretningen om det ny Aars Hændelser, og hele Maaneden var fuld af spændt Forventning om, hvad der skulde komme. Kulden var streng; var det en sjelden Dag Tøvejr, opklaredes Sindene, men Frosten tog snart igen fat. Wallensbeck fortæller under 4. Jan., at "draabefuld var Himlens Sky", men allerede den 8.: "den kolde Vinter er os gram", og vel melder han Tøvejr 10. Jan., men under 14. Jan.: "Af Sne laa alle Gader fuld, der var idag stor Vinterkuld".

Denne Kulde var til stort Men for de Belejrede. 3. Jan. drog en Del Bagere og Bryggere til Dragør Lund for at hente Brænde, men en Skare svenske Ryttere kom over Isen og tog over 60 Heste med sig foruden Kuskene, iblandt disse en Brygger og en Bager, af hvilke den første, der fra Dragør vilde have sejlet til Lybæk, siden blev udvekslet, men Bageren døde i svensk Fangenskab. Soldaterne især led meget af Kulden. 12. Jan. befalede Kongen Renteskriver Hans Vesling straks at anmode enhver Borger om at tegne sig for en frivillig Ydelse af Stenkul eller Brænde for Betaling, "paa det den arme Soldat desto bedre kunde blive konserveret og med des større Villighed sit Embede til enhvers Konservation forrette, eftersom det er umuligt, at Soldaterne kan udstaa denne meget strenge Kuld og Frost", Alt Træværk blev taget med: Under 26. Jan. skriver saaledes Wallensbeck:

"Vulkanus var en fattig Gud,
han frossen gik om Vinter ud
og havde ingen Brænde,
Træløngang, Træ til Ildebrand
han fordrer, ti den frossen Mand
ej anden Middel kendte".

Der blev ogsaa udvist Huse ved Volden til Reservemandskabet, hvor det kunde opholde sig om Natten. Den besværlige Vækning af Isen maatte vedblive. 10. Jan. fik 200 Mand Befaling om næste Dag at slaa Isen itu i Kalve-


324

boderne, saa der blev en aaben Rende, at Fjenden ikke kunde gaa over til Amager. Der blev lovet Folkene en Tønde Øl eller 2 for deres Umage. Ogsaa de kgl. Betjente maatte daglig levere en til 2 Mand med Økser og Baadshager til Isning.

25. Jan. søgte man at skyde med Granater mod Isen i Kalveboderne, men den var saa stærk sammenfrossen med Halm og Faskiner, at dette ingen Virkning havde.

Det unge Mandskab fra Byen toges nu igen i Arbejde, 5. Jan. udgik Befaling til alle Studenter, Købsvende, Haandværkssvende og andre unge Karle igen at stille sig under deres Officerer og, saa længe Frosten varede, gøre Tjeneste paa Volden som Reserve. Der blev end videre gjort Husundersøgelse om alle de Personer, der var saa store, at de kunde bære Vaaben. Nogle Studenter vægrede sig imidlertid, saa Kongen maatte lade dem forstaa, at de derved afskar sig Udsigt til fremtidig Befordring, og Professorerne maatte give en Fortegnelse over de uvillige, "eftersom vi enhvers Villighed i saadanne Tilfald, naar Lejlighed dertil gives, med kgl. Naade igen vil vide at erkende". Ogsaa Haandværkssvendene har ikke altid været ret villige, hvorover man ikke kan undres, ti de var følgelig uskikkede til Arbejde om Dagen, hvorfor Kongen 22. Jan. ogsaa befalede at give dem - de var 296 i alt - en Slet daler om Ugen og deres Sergeanter 1 Rdl.

3. Jan. fik General Fuchs Kommandoen paa Kristianshavn. Hjørring giver ham det Lov: "Han var en meget flittig Mand, selv gik han med og viste dem at ise og sætte Pallisader, og naar han saa, en Konstabel skød ikke, som han vilde, gik han selv til Stykket, sigtede og fyrede, at det havde Art, det har jeg selv set". 17. Jan. stilledes Bønderne fra Amager ogsaa under hans Kommando.

6. Jan. gjorde Fjenden blind Allarm om Natten baade ved Vartov og Vesterport, i Byen klemtedes med Klokkerne,


325

og Trommerne gik. Saaledes var der Uro næsten hver Nat, snart ved Øster- og Vesterport, snart paa Kristianshavn.

En Dag kom der Brev fra Hans Rostgaard til Jens Lassen, der overleverede det til Kongen, at Fjenden den følgende Nat over Isen mellem Toldboden og Kristianshavn vilde snige sig ind i Byen. Dette var noget, der var vanskeligt at forebygge paa Grund af deri bælgmørke Nat, det haarde Snefog, det udmattede Borgerskab og de forfrosne Matroser, der var saa forkomne, at de næsten intet kunde udrette. Kongen opfordrede Frederik Thuresen og Schack til at lade deres undergivne gøre en bred Vaage i Isen, men da det denne Dag var et gruligt Vejr og baade Soldater og Borgere var udmattede, blev Hans von Ahlefeldt med alle Rytterne, omtrent 250 Mand, stillede ved Islandsk Kompagnis Reberbane (omtrent nu Amaliegade), forat hindre Angrebet, hvilket for denne Haandfuld Folk vilde være temmelig umuligt. Jens Lassen fik derimod fat paa 600 hollandske Matroser, han gik selv i Spidsen med en Økse, og ved deres Hjælp huggedes en Vaage i Isen, der var en Alen tyk, paa 44 Fods Brede, der blev bragt op i Kristianshavns Kanal. Dette Arbejde varede fra Kl. 4 til 10 om Eftermiddagen. "Der skulde ligge en stor Admiration paa denne Forretning, dersom man vilde agte, hvilket gruligt Himmelknog det var, saa mægtigt, at al den Tid, dette forrettedes, blev de isende Folk ikke af de nær hosliggende Orlogsskibe engang fornummede eller anraabte men havde største Besværing og Umage at faa Folk for en Dag paa et af Skibene, som kunde laane dem nogle Skuffer at skuffe den Sne af Vejen med, som paa nogle Steder i Dynger sammenføgen forhindrede dem udi Isningen. Hans von Ahlefeldt, som ved saa manges Genkomst fra Vækningen først fik at vide, at han nu havde en bred Vaage mellem sig og Fjenden, blev ikke uden Aarsag mere end gemen glad og gik samme Aften med Lassen til Kongen forat gøre Hans Majestæt des roligere en Nat imod forventede Uro ved dets


326

Berettelse. Majestæten optog samme Aktion i stor Naade, men i langt større, der han om Morgenen selv rekognoscerede Fjendens ganske Magt at have været paa et Musketskud nær Vaagen og ved den alene blev tilbageholdt. Siden den Tid blev Lassen bunden, dog med en Hjærtens god Vilje, ikke aleneste til den, men endog det hele Distrikt fra Toldboden forbi Bryggerset og indtil Bolværket ved Dronningens Have (altsaa hele Havnen) den hele, ja paafølgende Vinter at lade ise". Denne Isning viste sig frugtbringende ved Stormen, "ti han havde der iblandt andet trende Vaager, som hver tredie Dag omveksledes at ises, saa hver Nat var en aaben Vaage, en med temlig stærk Is og den tredie saa stærk, at den mod Aften derefter kunde tjene at ises". 1)

10. Jan. fik alle Beboerne paa Amager Befaling om at begive sig ind i Byen og forblive der, saa længe Frosten varede, at de ikke skulde komme Fjenden under Hænder.

17. Jan. "kom 10 Tropper (Afdelinger) over Kalvebod til Amager, de gik ind digt under Stykkerne for Kristianshavn for Enden af Stenbroen; de skermydsede med vore Ryttere udenfor Broen under Stykkerne, da stillede vore et Stykke saa langt, at de med det ene Stykke skød 5 Svenske fra Hesten, da blev Benet skudt af Palsgreven af Homburg, og ved 20 Ryttere skudt. Da saa jeg, hvor General Fuchs satte iblandt dem med de store Stykker", fortæller Hjørring. Den omtalte Palsgreve var en halv Snes Aar senere i Besøg i Kjøbenhavn og red omkring med General Schack forat se de Steder, hvor han havde færdedes som Fjende. Han udmærkede sig siden i Slaget ved Fehrbellin 1675. 2)

21. Jan. kom en Gesandt fra, Brandenburg, der var Kongens Gæst til Middag og agede til Slottet i Kongens Karm, og for første Gang under Belejringen blev der slaaet

__________

1) Danske Saml. IV 318-19.

2) Schiern i Hist. Tidskr. 3 R. I 114 flg.


327

med Hærpavker, da Herskaberne skulde til Bords. Det var glædelige Tidender, han bragte om den Hjælp, der kom forat uddrive Svenskerne af Jylland.

20. Jan. og følgende Dage gik svenske Troppekorps jevnlig over til Amager og undersøgte Landet. Der var, uagtet Kulden, dog ikke hele Maaneden saa tillagt, at der jo kunde komme Førselskibe. Saaledes kom 15 hollandske Skibe efterhaanden, 10. Jan. er der Tale om et Skib fra Nantes med Vin, 16. Jan. omtaler Wallensbeck, at "fra Danzig sendes Rug og Brød til vores Hus-Gesinde".

23. Jan. fortæller han om salte Sild fra Aalborg, som en Købmand vilde sælge til ublu Pris, 26. Jan. kom en Ladning med over 300 Tdr. Smør fra et grundstødt svensk Skib, og 31. Jan. er Wallensbeck glad stemt:

"Nysted og Nakskov gør sin Flid
at sende Mad i denne Tid.
O Lybek vor gode Søster,
med Kul, med Korn, med Proviant,
med lybsker Øl og Malt iblandt
vort Hjærte du forlyster".

27. Jan. "hidføres Halm og Hø, ti Rytterheste monne dø af ringe Traktemente"; det havde næppe hjulpet stort, at Hans v. Ahlefeldt 15. Jan. havde faaet Befaling om at gøre Hussøgelse paa Kristianshavn om Foder. Kongens Provianthus blev snart det eneste Sted, hvor man kunde faa Korn, ti Borgerne vilde ikke sælge, derfor fik Officerer og andre Tilladelse til der at faa Korn istedenfor Løn, Skatten til Garnisonens Underholdning indkom ikke mere nøjagtig, og der udstædtes derfor 19. Juni Befaling om at paalægge de resterende Borgere Indkvartering, indtil de betalte. Ved samme Lejlighed blev det indskærpet, at Officerer og menige skulde have Kammer og Seng og Staldrum til deres Heste.

Det blev 9. Jan. anset fornødent at købe Blyet paa Børsens Karnapper til at støbe Kugler af. I øvrigt ar-


328

bejdede man saa vidt muligt paa Sikring mod Storm. 12. Jan. sattes der flere Pæle i Isen ved S. Anne Bro, og Plankeværket ved Holmens Kirke blev ført bort at bruges til Batterier. Batteriet bagved Kongens Bryghus blev 7. Jan. besat med Kongens Staldfolk og forskellige lignende kgl. Betjente, da de 9 Soldater og Bryggeribetjentene, der stod der, var for faa. 6. Jan. blev det befalet at have Tilsyn med de Jærnkæder, der under en ventet Storm skulde spærre Gaderne, at de ikke frøs fast i Jorden, ligesom Brandvagten blev forstærket. 8. Jan. blev Peblingesøen iset, at Fjenden ikke skulde kunne sætte sig fast paa den. 3. Jan. fik Præsterne Befaling om at forkynde fra Prædikestolene, at ingen maatte gaa udenfor Portene, hvis de ikke vilde holdes for Spejdere, og under 31. Jan., at de skulde formane deres Tilhørere til i næste Maaned at møde flittig paa Volden, naar der hørtes Allarm, og blive tilstede der, saa længe det behøvedes og indtil der ingen Fare var at befrygte.

Næsten hver Nat i Begyndelsen af Februar gik Trommen, og Stormklokkerne klemtede, ti naar det mindste mistænkelige viste sig, vilde Kjøbenhavnerne vise, at de var vaagne. Om Natten til 9. Feb. anfaldt Fjenden med en Stormbro Prammen i Kalveboderne og satte Ild paa den, men Kanonerne fra Volden jog dem snart bort. Den Nat havde man ventet Storm, ti man fik Underretning om, at Fjenden stod bag Valby Bakke.

Om denne Nat giver et Haandskrift af Hjørring følgende Underretning: "Imellem 9. og 10. udi Februarii Maaned udi en temlig Taage og Mørke med Mulm, at man næppeligen kunde se et halvt Pistolskud fra sig, som allerede af Svensken var delibereret og raadslaget, men Gud være lovet til Svenskens rette Ulykke anrettet var, ti mellem 10 og 1 paa Natten havde de hastig marcheret og gaaet over Isen ved Kalvebo og de stak Ild paa den liden Pram, som laa hart ved Tøjhuset, et Musketskud derfra, og var samme


329

Pram munderet med 6 eller 7 Metalstykker og med nogle Jærnstykker besat, med en Kaptejn og tvende Konstabler med 9 Baadsmænd, at endog samme Kaptejn med sine medhavende Folk gjorde noksom Modstand med idelig Skyden af Stykkerne, agtede dog Fjenden det intet ved slige Skud.

"Eftersom der omkring Prammen var ikke synderlig vækket eller omkring iset, gjorde de deres største og yderste Flid, saa at de erobrede samme, hvilket og skede, nemlig en af Baadsmændene stak de med en Pik tildøde, tog og 4 til Fange, saa at Kaptejnen omsider maatte retirere sig ind til Byen, saa han blev noget salveret og reddet. Hytterne paa Prammen havde Svensken sat Ild paa, hvilken begyndte at brænde saa klar, at man af Volden kunde se alle Tropper udi stor Mængde marcheret ankommende. Eftersom straks derpaa blev kontinuerlig skudt af Volden med Stykkerne, saa at den Øverste, som anførte samme Tropper, efter Fangernes og Overløbernes Beretning blev tvært af igennem skudt og derforuden nogle Led (Geled) af hans Tropper, da retirerede Svensken sig og gik igen tilbage, førende med sig alle sine døde paa Slæder. De andre svenske Tropper, som holdt længer borte og saa Prammen brænde, formodende, det havde været udi Byen dem til Tegn anstukket, ilede straks og kom udi stor Mængde marcherende, som dog adskillige Kugler af vores grove Stykker mødte dem paa Vejen.

"De tænkte vel, at deres Kammerater havde ikke bagt saadanne Kager for dem i Vejen, som var meget vel haarde smagende, vendte derfor Ryggen en Part af dem tilbage, søgte hen, som de kom fra. Vore Folk imidlertid ungefær ved 2 slet om Natten søgte Prammen igen, erobrede den og slukkede Ilden, drog 3 Stykker op af Vandet, som var udkastede af Fjenden, og idet vore Folk var der tilstede, skyndte Fjenden sig tilbage igen. Der det nu var blevet noget til Dag, saa man udi Isvaagerne en besynderlig Invention af Broer, som man kunde adskille og sætte til-


330

sammen, var lagt paa 8 Hjul, henved 36 Fod lange og 5 Fod brede, af hvilke en blev ført paa Slottet ind udi Borggaarden og en Hob Morgenstjerner med krumme Hager paa Enden og med allehaande Slagværk, fyldte med Salpeter og Krudt. Vore Folk havde samme Tid fundet en stor Hob Granater paa Stedet og nogle Kindbakker med Menneskenes Tænder udi, Hoveder og Hjærneskaller med Faveurbaand udi Haaret flettede.

"Samme Nat har Rex Sveciæ selv været paa Amager med sit Kavalleri udi den Mening, at hans udkommanderede Tropper skulde til Fods trænge sig over Isen ind til Kristianshavn at aabne ham Porten, at han med sit Rytteri straks kunde trænge sig der ind, hvilket slog ham fejl. Der General Ahlefeldt blev det var paa Løngangen ved Bryggerset, han straks med sit Folk kommanderede hen til det Sted og Svensken med sine Tropper gik tilbage. Dette var tænkværdigt, at en ganske Brigade Fodfolk trængte saa hardt over Isen, at den gik udi Stykker og derover samtlige maatte omkomme, hvilket var letteligen til at slutte af de mange Hatte, Musketter og anden Krigsrustning, som om Morgenen derefter fandtes paa Isen og en Del udi Vandet om svømmede, og hvad Skade samme Nat vore grove Stykker har gjort og udrettet under Fjenden, er af Overløberne noksom Dagen derefter refereret, tilmed gjorde os Kundskab, at Rex Sveciæ endeligen den 10. Februarii meget stille indtil imod 1 slet om Natten atter igen med største Magt og Force vor Stad og Kristianshavn vilde anfalde".

Det var klart for de Belejrede, at der forestod noget i den nærmeste Fremtid, og at man maatte opbyde al Kraft.

"Den 9. Febr. Kl. 11 om Aftenen havde Kongen saaledes faaet Skrivelse, at Stormen næste Nat derefter skulde angaa ved Løngangen, Stalden, Bryggerset, den lange Kurtine og Dronningens Bolværk; disse var nu de allersletteste Poster, der hverken med Stormpæle, fornødne Bolværker eller Grave var forsynede. Her søgtes Middel at faa spanske Ryttere og


331

Jærnkæder at hænge dem udi, runden omkring Tolden paa fornævnte Steder, men ingen vidste hertil noget Raad, ti alt det Tømmer, der var i Byen, var længe tilforn til Pallisader og andet højt fornødent Værk medgaaet. Jens Lassen blev kaldet samme Nat paa Slottet til Kongen og med sin sædvanlige kloge Hjærne og Raad hindrede den derover havende store Bekymring, idet han straks forsikrede Kongen om dobbelt saa mange spanske Ryttere, som Feltherren til tvende Kongerigers Maintien begærede, hvortil han samme Nat 180 Alen Bjælker tilvejebragte, at de, førend Dagen skinnede, laa ved Stalden med fornødne store Stenlægter til Spolerne og førend Kl. 12 havde dem med Jærnkramper og Ringe færdige at hænges omkring Volden. Han ej alene flyde de spanske Ryttere færdige, men endog ringere end 2 Timer over 90 lange Jærnkæder og fornødne lange Jærnbolte, hvormed de inden paa Voldene fastgjordes, forskaffede, saa de spanske Ryttere førend Kl. halvgaaen 4 om Eftermiddagen hængte skrap om Voldene, og foruden at Voldene der rundt omkring med spanske Ryttere blev behængte, blev den største Del af Brystværket endog med spanske Ryttere ovenpaa besat." 1)

Der dannedes et Reservekorps af 200 Haandværksvende, 100 Amagere og 200 Haandlangere, Kjøbenhavns Borgere formanedes til at forblive paa Voldene Dag og Nat, saa længe Frosten varede, saafremt de vilde bevare Byens Privilegier; Stadskaptejnen skulde tilkendegive Kongen, hvis nogen var uvillig, at denne kunde blive straffet, andre til Afsky, men hvis han saa gennem Fingre med nogen, skulde han selv tilbørlig straffes. De kgl. Betjente fik Ordre til under deres Bestillings Fortabelse hver Dag at lade ise ved Kastellet.

Svenskerne havde bestemt Begyndelsen af Feb. til Stormen. Man havde opdaget, at Bartholomæus Mikkelsen i Malmø var i Besiddelse af Kendskab til, at denne vilde ske paa

__________

1) Danske Sml. IV. 321.


332

dette Tidspunkt og hvorledes Planen var for denne, at der skulde stormes paa 8 Steder, efterat man først havde søgt at stikke Byen i Brand, paa de 3 Steder skulde Stormen dog kun foregaa for en Forms Skyld, nemlig der, hvor Befæstningen var stærk, paa de 5 andre Steder skulde de svageste Punkter, især den lange Løngang ved Slottet og Egnen ved Bryghuset angribes. 700 Baadsmænd i hvide Skjorter og med hvide Kaaber over Hovedet skulde gaa foran forat af hugge Pallisaderne. Bartholomæus raadede til at styrke disse med Jærnskinner og tilføjer: "Udi saadanne Tilfælde, som her omtales, naar Anfald sker, pleje Begkranse at være gode til at kaste tændte ned iblandt dem paa Volden, ja haardt sydende Beg at kaste ned paa dem, item kaste Krudt løst over Volden, og naar de vil bestige Volden, at tænde Ild derudi med en Begkrans. Man maa nu ikke være karrig med Krudt eller andet, som kunde tjene til at brænde og kaste over paa dem, Stole, Bænke, Borde, Sengesteder og alt dette vel smurt med Tjære, eller Tjæreballer at tænde an og kaste ned med. Naar man har et, to eller tre tusende Begfakler, da kan derved gøres bedre Forsvar end med Musketter, naar de gik op ad Volden. En Begfakkel i den ene Haand og Degen i den anden, det giver god Fægtning." Det er ikke sikkert, om Bartholomæus Mikkelsens Underretning er kommen til Kjøbenhavn, men det synes at være afgjort, at han har faaet den fra Korfits Ulfeldt. 1)

Man var i alle Fald forberedt. Forsvarernes Stilling var saaledes: Paa Svinebatteriet ved Bryghuset stod 2 Kompagnier Soldater, i Kongens Stald 1 Kompagni, imellem Stalden og Løngangen Hoffets Betjente. I Løngangen, en lang, hvælvet Gang, der gik fra Slotsholmen over mod Løngangsstræde, der har Navn efter den, stod 2 Kompagnier og nogle af Kongens Drabanter. Paa den store Plads bag

__________

1) Birket Smith Eleonore Kirstine. I 316 flg. Nyt hist. Tidskr. IV 94 flg.


333

Slottet, hvilket vel vil sige den nuværende Ridebane, stod en Reserve af 2 Kompagnier Studenter, mange Adelige og en Eskadron Rytteri. Foran det nuværende Løngangsstræde, der da var Møllekanal, var et Batteri, hvor der nærmest ved Løngangen stod 30 Soldater, dernæst 2 Kompagnier Soldater, 1 Kompagni Borgere fra Strandkvarter under Kaptejn Johan Steinkuhl, der havde Oberst Edmund hos sig, 1 Kompagni Dragoner og 60 Soldater med "Kunstrør", i Reserve 200 Borgere, nogle Ryttere og 2 Kompagnier hollandske Soldater. I Ravelinen 16 Soldater.

Imellem Fæstningværkerne ved Vandkunsten og Løngangen og Vesterport stod Borgerne fra Snarens Kvarter under Guldsmed Niels Enevoldsen med en Kaptejn af Hæren til Hjælp. I Bolværket ved Vesterport holdt 2 Kompagnier Dragoner og i Ravelinen foran 1 Kompagni Dragoner. Kurtinen fra Vesterport til Helmer Skanse var besat af Borgere fra Vester Kvarter under Farver Nikolaus Rens, 1) der havde hos sig en Oberstløjtnant og en Kaptejn af Hæren. I Helmer Skanse stod Hans Schacks Livkompagni og i Ravelinen nogle Soldater under en Løjtnant.

I Kurtinen mellem Helmer Skanse (ved Enden af S. Pedersstræde) til Hanens Skanse (ved Enden af Lars Lejstræde) stod Borgerne fra Nørre Kvarter under Brygger Hans Jessen med en Kaptejn af Hæren, ligesom alle andre Borgerkaptejner hver havde en Officer til Medhjælp. I Hanens Skanse stod 2 Kompagnier Soldater, og Kurtinen herfra til Gamle Nørreport ved Enden af Nørregade var besat af Borgere fra Frimans Kvarter under Kjøbmand Herman Mercher, og i Værket udenfor stod nogle Soldater. I gamle Nørreports Bolværk stod 8 Kompagnier Soldater og det frivillige Kompagni Kræmmersvende.

I Kurtinen mellem gl. Nørreport og Møllebolværket (ved den ny Nørreport ved Enden af Frederiksborggade)

__________

1) Hans Optegnelser om Belejringen i Ny D. Mag. III 56 flg.


334

stod Borgerne fra Købmager Kvarter under Guldsmed Johan Stichmann, i Ravelinen foran Porten 36 Soldater, indvendig ved Porten 100 Borgere i Reserve under David Lindeman. I Møllebolværket havde Stadshauptmand Thuresen sit Telt, og her stod Borgerne fra Øster Kvarter under Possementmager Povl Førster, der ogsaa havde den følgende halve, Kurtine besat; paa den anden halve stod Borgerne fra Klædebo Kvarter under Bager Mikkel Røbehe. Rosenborg Bolværk og den næste Kurtine var besat af 4 Kompagnier Soldater, og i Reserve stod 2 stærke Kompagnier Haandværksvende. De næste Kurtiner og Bolværker til Østerport var besatte af hollandske Soldater, ligesom Ravelinen foran Østerport. Ved den runde Kirke i Rigensgade og Sølvgade stod i Reserve 2 Kompagnier Ryttere, 500 hollandske Soldater og 100 Borgere. Borgerne fra S. Anne Kvarter stod i en Kurtine ved Østerport.

Kastellet var besat af Frederik v. Ahlefeldts Regiment med Reserve af 2 Kompagnier Hollændere, 1 Kompagni Borgere sankede fra alle Kompagnier, 200 danske og hollandske Matroser under Befaling af Niels Juel og Selius Marselius, desuden en Eskadron Ryttere. Ahlefeldts Regiment holdt tillige Udenværkerne.

Paa Toldboden stod et Kompagni Soldater og hollandske Matroser. Paa Kristianshavns Volde stod dens Borgere, 130 danske, 300 hollandske Soldater, 2 stærke Kompagnier Haandværksvende og et Kompagni Ryttere, alt under General Fuchses Befaling.

Paa Voldene stod 212 Malmkanoner, 100 Jærnstykker, 6 Skraastykker og 8 "Kamre". 1) Som Hjælpere for Konstablerne brugtes Amagerbønder og hollandske Matroser, og Voldene var overalt forsynede med lange og korte Piker, Morgenstjerner, Halvmaaner og Leer paa lange Stager. Over-

__________

1) Om denne Art Kanoner se O. Blom, Kristian den Fjerdes Artilleri S. 114.


335

befalingen var fordelt saaledes, at Generalmajor Klavs v, Ahlefeldt kommanderede fra Vandkunsten til Helmer Skanse, Generalmajor Trampe derfra til Rosenborg Bolværk, Generalmajor Joakim von Breda derfra til Østerport, Generalmajor Hans v. Ahlefeldt derfra til Kastellet. "Hans Majestæt, vor allernaadigste Konge og Herre, hos hvem befandt sig de Herrer kejserlige, spanske, polske, kurbrandenborgske og andre fremmede Gesandter, som ogsaa tildels de danske Herrer Rigsraader, Hr. Joakim Gersdorf, Axel Urup, Otto Krag og Gunde Rosenkrands, samt Hs. Excellence nuværende General-Feltmarschal Hans Schack, de velædle og velvise Borgmestere og Raadmænd, ligesom og Hr. Stadshauptmand Fredrik Turesen, have vist sig overalt, hvor Angrebet har været skarpest forat forøge Soldaternes og Borgerskabets Mod. Hr. Admiral-General v. Opdam har staaet personlig henimod Østerport ved Reserven, og foruden Soldaterne havde han en temmelig Mængde hollandske Matroser hos sig, som overalt have vist sig villige." 1)

Angrebet skede ved Midnatstid. Hvilket Mod der besjælede Borgerne, lærer vi af hvad der berettes om Oldermanden for Prammændene Niels Nielsen. "Stormens Aften tog han Afsked med sin dydige og brave Hustru, anbefalede hende deres eneste spæde og umyndige Søn Peder Als til bedste Opdragelse, ifald hun og han maatte blive af den stormende Fjendes Grumhed forskaanede. Befalede hende saa i Guds Vold og gik saa hen paa Vesterports Vold, der hvor Faren blev haardest, forat opofre sig til Fædrelandets, Kongens og det kongelige Huses Frelse. Hans omtalte Hustru, langt fra at blødgøre hendes Mands mandige Hjærte ved Kvindegraad, tog kæk og modig Afsked med denne sin Mand, opmuntrede ham og styrkede ham i sit noble Forsæt værdigen at dø for sit Fædreland, lovede ham at bære Omsorg for deres spæde Søn og tillige al den Bistand, der var

__________

1) Se om Forsvarets Fordeling Nyt hist. Tidskr. V 277 flg.


336

i hendes Magt, lige til at føje sig til ham, ifald Fjenden kom i Byen, og ved hans Side fra Kæde til Kæde, der var spændt over Gaderne, slaa med hvad Vaaben, hun kunde finde, og saaledes, ifald Fjenden fik Overhaand, selv undergaa tilligemed sit Fædrelands, sin Konges, sin Mands og sit Barns Frihed og Ære. Hun gjorde og mere, end hun lovede, ti hun tog sit eneste spæde Barn, svøbte det ind, satte det ned i Kælderen i det Hus paa Ulfeldts Plads, det tredie fra Hjørnet af Lille Helliggejststræde, hvilket da hørte hendes Mand til, tog saa sine Piger til Hjælp, satte de største Lud-Kobberkedler paa Ilden, fyldte nogle med Lud, andre med Beg og Tjære, og bar saa selv med sine Piger disse gloende Vaaben paa en Stang igennem Ørerne af Kedlerne paa sine Skuldre og op paa Volden ved sin Mands Post, og under Stormen væltede disse Kedler med det kogende ned paa Fjenden, da de krøb op i de hvide Skjorter, og derved brændte, kvæstede og saarede adskillige, samt formaade sine Naboersker til at følge hendes Exempel, hvilket de ligedan gjorde, og da ingen Kedler mere var, tog hun store Bjælker paa sine Skuldre med sine Naboersker og deres Piger, bar saa disse op paa Volden og lod dem saaledes trille ned paa Fjenden". 1)

Stormen foregik altsaa Natten mellem 10. og 11. Februar. Af de mangfoldige Beretninger om denne anføres her den i Theatrum Europæum.

"Der blev fra hvert Kompagni Ryttere udtaget nogle, der kommanderedes til Storm ved Siden af Fodfolket. Der blev skænket Brændevin til de menige, at de kunde blive ophidsede deraf og saa meget modigere til at kæmpe. Avantgarden blev beklædt med hvide Skjorter, forat den ikke skulde opdages i Sneen, naar den beredede Vej for de andre. De havde en stor Mængde Kastebroer og Stormstiger med sig, der blev baarne af tvungne sælandske Bønder.

__________

1) Suhms Ny Samlinger IV. 4-5.


337

Da nu hele Hæren var opstillet i Orden og forsynet med alt, hvad der var fornødent til dette Angreb, rykkede Kongen ud af Lejren og gik Kl. 1 med Hæren hen bagved Trenchementerne (udenfor Vesterport) ud paa Isen i Kalveboderne, kommanderede sine Generaler og Officerer hver til den Post, der ved skriftlig Ordre var ham paavist, og forblev selv holdende bagved Trenchementerne, hvor han var sikker for Kanonerne.

"Derpaa blev der stormet mod hele Slotsholmen fra Tøjhuset og Bryggerset langs Løngangen og Vestervold til det halve Bolværk ved Vandkunsten. De forreste kom i de hvide Skjorter med deres Kastebroer og søgte at lægge disse over Vaagerne, men de fleste var for korte og faldt i Vandet, nogle gik ogsaa itu. Det første Angreb blev med stor Iver foretaget under Anførsel af Generalmajor Fersen af Obersterne Lavoyette, Gorgas og Gengel paa Falken, en lille væbnet Fregat, der laa bagved Tøjhuset. Men dennes Kaptejn værgede sig meget tappert med sine Matroser og Soldater og afslog Angrebet af Svenskerne, der allerede havde besteget Skibet, Oberstvagtmester Schmidt blev dræbt og nogle Menige fangne. Endelig blev Svenskerne ved Generalmajor Fuchses uophørlige Kanonade fra hans Post paa Kristianshavn tvungne til at forlade Skibet efterat have stormet 3 Gange og forenede sig med de Tropper, der angreb det lille Bolværk ved Løngangen, der blev forsvaret af Hofbetjentene.

"Posten langs Løngangen blev meget ivrig angreben af de palsgrevelige, Duglassiske og Heisterske i Forening med de engelske, ligesom af Obersterne Lavoyettes, Gorgas, Gengels og nogle andre Regimenter. Generalmajor Vavassor stormede med sine Folk det lave Bolværk ved Kongens Stald, men General Gorgas den venstre Ende af Løngangen, hvor Studenterne stod med Oberst Mogens Krag og værgede sig tappert. Oberst Gengel gik frem med sit Brigaderegiment mod Bolværkets Face paa højre Side af Løngangen, og ham


338

fulgte Oberst Delwig med sit Regiment. Til den anden Side af dette Bolværk, imod Bryggeriet, kommanderedes Oberst Bechers og det Østgøtske Regiment. Da nu det Fersenske Regiment tilligemed de andre blev tilbageslaaede ved Bryggerset og Løngangen, samledes de igen og bestormede det halve Bolværk ved Vandkunsten, og Ravelinen foran dette, der blev alvorlig angreben fra begge Sider og blev taget. Derpaa kastede Svenskerne deres Broer i den ophuggede Vaage i Graven, omhuggede nogle Pallisader paa Volden og søgte at bestige denne ved Hjælp af Stormstiger. Men her stod Axel Urup, Otto Krag og Gunde Rosenkrands tilligemed Generalvagtmester Klavs von Ahlefeldt og opmuntrede Soldater og Borgere ved deres eget Exempel til Tapperhed, idet de ikke alene holdt alt i Orden, men ogsaa selv personlig deltog i Forsvaret. Der var allerede 2 Officerer paa Volden, men de blev straks gennemborede med halve Piker, saa de faldt baglænds tilbage, og de andre, der fulgte dem, blev dræbte af Haandgranater eller drevne tilbage. Efterat nu Fægtningen ogsaa paa denne Post havde varet en lang Tid og Svenskerne ikke kunde bjerge sig længer i Ravelinen for de Danskes Kanonkugler, maatte de trække sig tilbage.

"Imidlertid skede ogsaa Angreb paa Kristianshavn under Grev Thotts og Oberst Overbeks Befaling. Foran kom en stor Kastebro, hvorpaa 3 Ryttere kunde ride ved Siden af hinanden, hvilken Bro blev trukken af 6 Graaskimler, der tilhørte Greven. Men før de kom over, gik Isen itu med Heste og Mennesker. Dog kom de over ved den hollandske Post, kaldet Skarpenart, og stormede 3 Gange, men blev drevne tilbage ved Skud af Musketter og Kanoner, saa denne Stilling ligeledes maatte forlades.

"Efter disse frugtesløse Forsøg foregik den sidste Storm Kl. 5 ved Østerport paa Hollændernes Post under Generalløjtnant Banèr ved Obersterne Lensman, Fittinghof og Stahl, der mest havde Polakker og Svenske under sig, tilligemed


339

50 Ryttere af det Hessen Homborgske Regiment. Til deres Undsætning kom Generalmajor Vavassor med de Tropper, han havde benyttet ved Slottet. Broer, Stiger og andre Stormredskaber blev i stor Mængde bragte fra Vartov. De angreb paa begge Sider af Ravelinen foran Østerport, nemlig Mellem- og Mølle-Bolværk, i den Tro, at det var det Bolværk nærmest ved Kastellet, hvorpaa Obersterne havde kgl. Ordre til at storme. De hollandske Tropper, der forsvarede denne Post, lod Fjenden komme saa nær, at de kunde ramme med deres Skraa og Musketter, og medens han var sysselsat med at kaste Broerne over Graven, blev han saaledes modtagen fra Ravelinen og de 2 Bolværker bagved, at Svenskerne efter en halv Times Forløb maatte trække sig tilbage og efterlade alle deres Redskaber og et stort Tal døde, deriblandt Vavassor, Lensman og Fittinghof.

"Efterat denne blodige Kamp havde varet henved 5 Timer, ophørte den ved Morgenens Frembrud, og Svenskerne trak sig tilbage efter at have lidt et stort Nederlag. Kongen af Danmark var tilligemed Rigens Hovmester og Generalløjtnant Schack overalt tilstede, hvor Striden var heftigst, hvilket gjorde Borgere og Soldater saa glade og modige, at de ansaa sig for lykkelige ved at miste Livet for deres Herres Øjne. Da Dagen brød frem, gik de Danske ud af Fæstningen forat hente Bytte, afklædte de døde og tog hvad de fandt af Vaaben, Penge og gyldne Smykker. Man fandt ogsaa en stor Mængde Broer, Stiger, Haandgranater og andre Stormredskaber. Paa Isen bagved Slottet havde Svenskerne ogsaa ladet en Fyrmørse (Kanon) staa. Blandt de døde fandtes ogsaa mange levende, dels saarede, dels endnu uskadte, hvilke af Frygt havde ladet sig falde ned ved de døde." 1)

"Denne herlige Viktorie er alene Guds Gærning, hvorfor hans almægtige Kraft og Magt være evindelig Ære og Pris,

__________

1) Theatrum Europæum VIII 1147-49.


340

man har derfor den 11. Febr. om Formiddagen overalt udi Kirkerne sunget Te deum laudamus, og imod Dagningen, der det lysnede, hørte man, hvorledes det gemene Borgerskab saa og den ganske Reserve med Soldater, Studenter saavel som Haandværksburser, baade de som holdt bag Slottet og de af Volden anfangede adskillige gejstlige Psalmer med deres Melodier og Stemmer, som udi et Kor i Kirken."

Svenskernes Tab var stort. Rigens Tøjmester Grev Erik Stenbock blev dødelig saaret, desuden faldt General Vavassor, 4 Oberster, 1 Major, 3 Ritmestere, 4 Kaptejner og mange andre Officerer. Af menige blev 800 fundne omkring Volden, og Overløbere fortalte, at Svenskerne havde mistet over 3000 Mand.

Om Svenskernes Tab meddeler Hjørrings Haandskrift:

"De gemene Soldater døde og kvæstede over 2000 Mand, som fandtes paa Valstedet døde og fangne, saa var der udenfor og en Del bragt udi Fangernes Huse, som en Part druknede er, og udi Skjul under Vandet ungefær 566 Kroppe har man udi 1 eller 2 Dage kunnet tælle rundt om Staden, her og der under Volden, ved Løngangen, Vandkunsten og udi Dronningens Have, saa vel som ved Ravelinen udi det lille Batteri bag Bryggerhuset og ved det Skib Højenhald, samt Østerport og udenfor paa andre Steder, item mange, som blev kastede i Kuler og Grave, som der til blev opkastet de døde Kroppe at nedlægge.

"Der blev fundet ungefær 50 eller 60 Bøndervogne og Slæder, hvorpaa Fjenden havde anført sine Materialier, Broer, Stormstiger og anden Krigsrustning, saa og med de døde og kvæstede af Fjenden bortført, som en Del af de kvæstede her ned ved Købstæderne, til Skaane og udi Sæland henført til at heles og kureres, ikke tvivlende, at en stor Hob er hendød af deres Blessure.

"Item 3 Vogne med døde Korpora, som Bønderne skulde have bortført til Lejren, som de har afkastet efterhaanden udi en dyb Grav og Hule, som var opkastet ikke langt fra


341

Retterstedet, nemlig den murede Galge. Der Stormen var overstaaet, blev vel 5 eller 6 døde fundne i en Kælder ved Vartov, som Fjenden ikke kunde have bragt med sig udi en Il og Hastighed, som efter Kundskab blev af Fangerne tilspurgt; hvo under Isen er bleven, kan man intet om skrive.

"Udi den første og største Hedes Træfning blev 62 Fanger anmeldt; den største Del, som ikke blev tilkendegivet ved vore Folk, men Hollænderne, som har mestendelen deraf sluttet under deres Tropper, er tilsammen 200 Mand.

"Hos de døde har vore Folk med en Del af Hollænderne fundet temligt Bytte nemlig skønne og kostelige Klæder, Ringe, myntet Guld, Sølv, Klæder, ja nogle Penge med Gulddukater, fundet hos Oberst Karl Banner en Signetring, saa og hos Oberstløjtnant Grev Ludvig Dromond hans Ring og Signet med andet temligt Bytte; hvad der er fundet er enhver til deres bedste. I lige Maade bekommet 6 Faner, 12 Trommer, 2 Fyrmørser, en stor Petarde, hvormed de havde villet aabne og sønderslaa Løngangen, utallige mange Pistoler og Degener, allehaande underlige Geværer, nemlig Morgenstjerner, Piker fulde af Slagværk, fyldte med Krudt og Skraa, adskillige underlige Inventioner af Musketstykker, saaledes forarbejdet: oven paa Enden af en liden Granat af Kobber, hvorudi var Slagværk, gik et spidst Jærn med en kronet Hage, at man kunde blessere et Menneske dermed eller lade det hænge udi hans Klæder, saa længe at baade han og andre, derom stode, ved samme Slagværk blev ihjelskudt og medfaren, og blev denne Stok skudt af en Musket, det tillige med 3 eller 4 Personer dræbe kunde, men udi den Attaque har saadant slet ingen Skade gjort, eftersom Volden var for høj.

"Desligeste fandtes 230 Stormstiger, 9 eller 10 Isbroer, adskillige Vogne, som samme Broer blev ført paa, udi Vartov fandtes 10 eller 12 Vogne med allehaande Materialier, som siden af vore blev opbrændt, en stor Mængde af spanske


342

Ryttere, Bjelker, Stormtøj, som af Borgerskabet alt sammen blev indført og forbrugt til deres Ildebrand udi deres Kortegaler".

Op ad Dagen kom der Begæring fra Svenskerne, om de maatte hente de faldne fra Volden, men hertil kunde der ikke gives Tilladelse, derimod blev de faldne Officerers Lig udleverede. Kongen lod Ligene smykke standsmæssig og d. 13. udbære ledsagede af danske Officerer. 2 Grever og en General blev baarne paa Ligbaarer, de andre 8 paa svenske Stormstiger i Rad efter hinanden. Ved Ladegaarden blev de modtagne af deres Landsmænd og førte til Lejren i Brønshøj. Det samme skede de følgende Dage. 17. og 18. Feb. blev de andre faldne Svenskere baarne ud til deres Løbegrave, og Voldene derved blev skuffede ned over dem. Det er derfor, man endnu ved Udgravning af Byggegrunde af og til finder Lig udenfor Vesterport, saaledes 1884 paa Hjørnet af Colbjørnsensgade og Istedgade.

Karl Gustav havde indstiftet en Ridderorden Jesu Orden, der skulde uddeles efter København Erobring, og han var saa sikker paa Sejr, at han nogle Dage forud udstædte et Gavebrev til en svensk Mand paa den kgl. Rentemesters Hus i Kjøbenhavn med dets Møbler og andet Tilhørende.

Vort eget Tab var kun lidet, Wallensbeck siger, at der kun er faldet 17 Mand, deriblandt Adelsmændene Jakob Rodsteen og Holger Rosenkrands. Der blev dog 12. Feb. gjort Selius Marselius Anmodning om at leje hollandske Koffardimatroser til om Natten at gøre Tjeneste paa Volden, "eftersom der stor Mangel findes af Haandlangere ved Stykkerne paa Volden".

Det følger af sig selv, at man gav Gud Æren for Fædrelandets Frelse og der blev anordnet en Takkegudstjeneste med Salmen "O Gud vi love dig". Den højtidelige Takkegudstjeneste foregik 20. Feb. og til Minde om Frelsen blev en saadan anordnet og vedvarede til 1766. Den 11. Feb. blev siden holdt som en anden Helligdag,


343

saaledes maatte en Karl og 10 Kvinder i Lyngby, der 1668 paa denne Dag løb Væddeløb, staa aabenbar Skrifte. 1)

Som Tak for Hollændernes Hjælp bevilgede Kongen Opdam 12000 Rdl. som Gave og hans Søn 1200 Rdl. aarlig af Drammens Told, men da rede Penge ikke var at faa og Drammens Toldindtægter efter Krigen blev fornødne til andre endnu mere paatrængende Gældsposter, forblev Gælden ubetalt indtil 1732, da Kristian VI afbetalte den med 60000 hollandske Gylden. 2)

De svenske Løbegrave blev nu helt sløjfede. 23. Feb. udgik der Befaling til, at Voldene udenfor Vesterport og ved Vartov, og især de indenfor S. Jørgens Sø skulde sløjfes snarest muligt. Kastellet udbedredes. 27. Febr. blev alle Vogne tilsagte til at køre Jord og Gødning til det Værk, der skulde gøres ved Kastellet, hvor Fuchs var bleven Befalingsmand, og Hjørring beretter, at dette i Marts Maaned blev gjort meget stærkt. Vinteren vedblev at være streng og under 23. Feb. udstøder Wallensbeck følgende Hjærtesuk:

"Det vil end ikke tø,
de Rytterheste dø,
som fattes For og Havre,
de daglig drives mavre,
men Hvena med Elende
sit Vinterhø fremsende.

Føden til Menneskene blev stadig knappere. 20. Feb. kom 5 Skibe fra Island med Fisk, men ellers var Tilførslen ringe. At der af og til kunde føres Lam til Byen fra Sæland, vilde ikke sige stort, da dette var et stort Vovestykke for Bønderne. Svenskernes Hær sad jo i samme Stilling som hidtil, og var lige stærk. 25 Feb. var deres Ryttere ved Dragør Lund forat optage Vogne, der vilde hente

__________

1) K. D. V. 776.

2) Rentekamrets tydske Expeditionsprotokol 21. Marts 1732.


344

Brænde. Fra Valby Bakke kunde man jo nemlig straks se, naar nogen færdedes paa det flade og nu ubeboede Amager. I Kjøbenhavn var man dog i Humør til at tænke paa Fremtiden, og Kongen nedsatte 22. Feb. en Kommission bestaaende af Mogens Høg, Otto Krag, Henrik Müller, Selius Marselius og deputerede af Magistraten og Borgerskabet forat overveje, i Henseende til hvilke Varer Byen i Overensstemmelse med de ny Privilegier kunde faa Stabelret.

Marts Maaned blev en haard Trængselstid. Hjørring skriver, at det var "den dyreste Tid paa Sul og Øl, at mange tog Eddike og blandede med Vand og drak, andre tog Vin og Vand sammenblandede og drak for Øl. Her var endda de, der turde sige, her var nogle Læster Malt og Øl tilmed paa Kongens Bryggers, som siden blev aabenbaret". "Nu var det gement (almindeligt) at lade male Gryn af Hvede, fordi vi havde ikke Byg". Hvor ilde de stakkels syge Soldater var farne i denne haarde Tid, ses af et Syn af 3. Marts, som 3 Borgere paa Kristianshavn foretog paa det derværende Sygehus.

Efter Kristianshavns Magistrats Befaling mødte de i Sygehuset i sal. Jørgen Knudsens Gaard forat uddele Penge, som var samlede blandt Borgerskabet i Kjøbenhavn. 4 Soldater beklagede sig da højlig over, at idag var det den tredie Dag, de slet intet havde faaet, og for 3 Dage siden havde de 3 hver faaet 12 Sk. danske og den fjerde 10 Sk., men tilforn havde de i 7 Dage slet intet faaet, og i 3 Dage forud for disse havde de til 5 Personer faaet "en 2 Skillings Potte" med Ærter og en anden Dag en lige saa stor Potte med Øllebrød, den 3. Dag Grødvælling, som ikke kunde forslaa til den femte Mand, og en Dag tilforn fik hver et 2 Skillings Brød og 2 Sk. En beklagede sig, "at han udi sin Svaghed saaledes havde bekommet Underholdning, saa at Gud vilde straffe dem, som var skyldige derudi, og dersom Kvinden udi Huset ikke havde været des


345

bedre imod ham udi hans Sygdom, da havde han alt været død af Hunger". 1)

Der var nu taget saa glubsk af Træerne ved Dragør, at der maatte udstedes Forbud mod at hente mere. "Eftersom erfares, at der udi Lunden paa Amager ikkun findes ganske faa Træer", skulde der holdes nøje Tilsyn med, at der ikke kørte andre Yogne med Brænde, end de, der havde Seddel, og hvis der alligevel kom nogle, maatte General Fuchs selv tage et eller to Stykker og skulde lade det øvrige ved Musketerere føre til Slottet".

Beboerne paa Amager begyndte nu at tilsaa og beplante deres Haver, hvorfor det 23. Marts blev forbudt Soldater at komme derud, da de ellers ødelagde, hvad der var arbejdet. Amagerne fik deres Baade igen, der saa længe havde været holdte tilbage i Byen og ved Holmen.

2. Marts blev der paabudt Takkegudstjeneste for Bornholms og Tronhjem Lens Befrielse for Svenskerne med Ønske om, at Gud fremdeles vilde velsigne Kongens retfærdige Vaaben. Da man nu ikke blev foruroliget mere, fik man Tid til at tænke paa andet end Krigens Idrætter. Det befaledes derfor 4. Marts Magistraten at lade Natmanden udføre døde Aadsler fra Gaderne, at de ikke skulde fremkalde ond Stank, og at lade Gadeskarnet føre hen til de Forsvarsværker, som General Fuchs lod udføre ved Fæstningen eller ved Kastellet. Det synes ogsaa at være Fuchs, der gjorde "mærkelige Inventioner med smaa Begtønder fulde af allehaande skadelige Brandtøj og Kugler at sættes hen runden om paa Voldene om Byen." "Nu sættes og store Granater paa Volden, saa der er Render gjort af Træ paa Volden nedad, hvor disse Granater selv kunde trille ned, naar de stak Ild i dem, og saa falde paa dem, som kom at ville bestige Volden".

__________

1) Sæl. Indlæg.


346

Haandværksvendene blev 20. Marts fritagne for Reservetjeneste om Natten. Der dannedes dog et særligt Korps af dem under Stadshauptmanden, og 6 Faner udleveredes fra Tøjhuset til Magistraten, der skulde have disse og Svendenes Vaaben i Gæmme paa Raadhuset, at de hastig igen kunde kaldes til Vaaben. Naar de igen skulde gøre Tjeneste, lovedes der dem 1 Sletdaler om Ugen.

8. Marts kom en Sending Rug fra Pommern, og 10. Marts glæder Wallensbeck sig over den Spaniefarer, der kom med Citroner, men det var, som omtalt, en dyr Tid. 11. Marts glæder han sig over Tøvejr, og den 18. var der aabent Vande. Men det er først ved 26. Marts, at der tales om fremmede Skuder, og Dagen efter synger han:

"Raakøller og Kalve
fra Sundet er fal,
smaa spæde Lam, Høner,
Gryn, Ærter og Bønner
i fuld Hobetal".

Derfor kan han ende Maaneden med:

"I Thormaaneds Dage
man vel maatte smage,
at Tiden er knap.
Gud gør sine glade,
gav Mad op paa Fade,
den dyre Tid slap".

24. Marts fik Kjøbenhavn sine ny Privilegier i en ny Form med mange herlige Forrettigheder, hvis Værd vilde vise sig, naar de bedre Tider kom, men endnu var Byen indesluttet, og man kunde kun glæde sig ved Tanken om Fremtiden.

Det vakte stor Uro i Byen, da en engelsk Orlogsflaade viste sig i Sundet 6. Marts, medens den hollandske holdt sig indespærret i Havnen. Den viste dog intet fjendtligt Sindelag, ti det var dens Øjemed at mægle Fred paa Grundlag af Freden i Roskilde, saaledes som England og Frankrig


347

i Forening med Holland nylig havde vedtaget i et Møde i Haag. Nu var Hollændernes Hjælp altsaa forbi; det var kun deres Mening at hindre Danmarks Undergang, ikke at hjælpe til Sverigs Underkuelse, og deres Flaade sejlede siden tillige med den engelske i Sundet, men deltog ikke i Fjendtligheder hverken mod den ene eller den anden Part. 26. April løb den danske Flaade ud, i hvilken Anledning der blev presset alle de Søfolk, der var i Byen, og Borgerne opfordredes til at afgive dem, de havde lejet til Voldtjeneste. Til Flaadens Underhold opfordredes alle Lavene og alle andre Borgere samt Hofbetjente og Professorer at yde Bidrag.

Ved Flaadens Udrykning tahte Byen saa meget i Besætning, at Borgerne og Hofbetjentene fik Befaling om at forstærke Vagterne, og da der nu ikke var flere at leje, maatte de selv igen møde i egen Person.

"Folket presses nu om Nat,
føres inden Borde brat.
Borgervagt paa Volden staar,
Lejesvend til Klaaden gaar,
Byen gav dem Penge til,
at de færdig være vil".

Til Havnens Bevogtning blev liggende et Par smaa Orlogsskibe og det grønlandske Kompagnis Skib Charitas, og til disses Bemanding blev ogsaa udskrevet 220 Mand fra Voldene og 12 af hvert Kompagni af Borgervæbningen og af Hofbetjentene, men de udlagte Skibe var ikke stærke nok til at holde Havnen aaben. Samme Dag, som Flaaden afgik, lagde 6 svenske Skibe sig foran Indløbet, og al Tilførsel blev stoppet lige til 3. Juli, da begge Flaaderne kom tilbage.

8. April fik Generalmajor Fuchs kgl. Udnævnelse til at føre Tilsynet med Fæstningsværkerne, som han allerede i nogen Tid havde forestaaet, i hvilken Anledning enhver Stand i Byen blev taxeret til at levere et vist Tal Personer til Voldarbejde. 15. April mødte alle Heste og Vogne 23*


348

i Kastellet for hver at køre 20 Læs Jord. 16. April blev der nedsat en Kommission bestaaende af alle Generalerne foruden den hollandske Kommandør Eustatius Püchler, Axel Urup og Oberst Frederik von Ahlefeld til i Ingeniør Gotfred Hofmanns Nærværelse at overveje, hvilke Dele foran Fæstningen det var af størst Vigtighed straks at befæste.

27. April fik Stænderne igen kgl. Befaling om at tilvejebringe Midler til Garnisonens Underholdning.

Uagtet Byen i denne Maaned altsaa endnu ikke var helt afspærret for Tilførsel, var der dog mange Ting, der var i høj Pris; det optegnes saaledes 7. April, at en Tønde Malt solgtes for 23 Mk. 14. April blev Byen forsynet med Brænde fra Skibe, der var slupne udenom den svenske Flaade, 28. April kom Tilførsel fra Lybæk, ja 29. sælges spanske Æbler og Pommeranser.

14. April foregik det første Valg af deputerede Borgere, der var en Indvielse til den ny Tid, der ved Privilegierne skulde oprinde. Denne Dag mødte paa Raadstuen Magistraten, de fornemste Borgere af hvert Kvarter og Oldermænd og Bisiddere i alle Lavene. "Og efterat Borgmestere og Raad med forbemeldte fornemste Borgere og Amters Oldermænd og Bisiddere dennem om dette Valg beraadslaget og delibereret havde, blev af dennem samtlige dertil samtykket og udnævnt efterskrevne Dannemænd". Derpaa nævnes 31, alle Købmænd og fornemme Borgere med Stadshauptmand Frederik Thuresen i Spidsen. Paa Lavenes Vegne udvalgtes 5, en Guldsmed, en Possementmager, en Skræder, en Smed og en Skomager, men det blev bestemt, at naar en af de sidste afgik ved Døden, skulde der i Fremtiden kun være 4 Haandværkere, der kun skulde sidde 2 Aar i Forsamlingen, hvorpaa der i deres Sted skulde vælges af de andre Lavs bedste og forstandigste Mænd. Dette Hensyn til Haandværkerne varede kun kort, og det blev siden ofte beklaget, at der iblandt "de 32 Mænd" kun sad fornemme Borgere. Endnu skulde der blandt de 32 vælges


349

2, der tilligemed 2 af Borgmestrene skulde have fri Adgang til Kongen "Byens og det gemene Anliggende at andrage, saa og paa samtlige Borgerskabets Vegne med Rigens Raad og Stænderne, naar fornøden gøres, at deliberere, samtykke og befordre, hvis (hvad) til kgl. Majestæts, Rigets, Byens og det gemene Bedste gavnligt kan eragtes". Hertil valgtes Frederik Thuresen og Henrik Jakobsen. For disse 36 Mænd blev der 14. Sept. givet Artikler, underskrevne af Magistraten, 60 Borgere og Lavenes Oldermænd og Bisiddere. Dette er som Grundlov for Stadens Kommunalforfatning i 180 Aar, men dens nærmere Udvikling tilhører en kommende Tid.

Maj Maaned var meget trang. De Skibe, der forsøgte Tilførsel, blev tagne af Fjenden, og Wallensbeck kunde med rette synge: "Herre Gud, vor Pinseglæde, vi med Sorg vor Nadver æde", og under 26. Maj:

"Røget Sild fra Rostok sælges,
Rav (Helleflyndernes Finner) og Rækling
                               (deres Sider) borte er,

Røget Sild for Brasen tælles,
Lækkertand Tandpine bær".

Det var nu Tid at faa Køerne paa Græs - de var sagtens hverken i Stand til at yde Mælk eller Kød -, men det var forbudt at drive dem udenfor Portene, indtil Amager Fælled blev givet til Pris for dem 24. Maj. Det var saa fattigt, at en Helt som Ulrik Kristian Gyldenløve endnu ikke havde kunnet kommet i Jorden, og en Borger Movrids Frich forstrakte midt i Maaneden med de fornødne Penge, hvorfor han siden fik i Pant Gyldenløves Have, der omtrent svarer til det nuværende Charlottenborg. Han blev dog først begravet Aaret efter. Der var igen Mangel paa Rytterheste, saa Borgernes blev tagne i Brug af Rytteriet og vurderedes, at de kunde godtgøres Ejerne, hvis de kom til Skade. Af Udfald skede dog ingen af Betydning. Under 11. Maj fortæller Wallensbeck: "Vore Ryttere Udfald gøre,


350

og sig Sejr tilbage føre", men ellers høres intet om Krigsbedrifter her i Byen. Derimod arbejdedes der paa Fæstningsværkerne; Kongen førte selv flittigt Tilsyn og saa saaledes paa Toldboden, hvorledes der var saa aabent, at der kunde komme Baade ind mellem Pælene. 23. Maj fik Stænderne Befaling om at tilvejebringe Midler til Udgifter ved Befæstningen. Kongens Drabanter og deres Enker efter dem fik anvist Boliger i Elefantstræde i Nyboder, hvorfra Søfolkene maatte udflytte. Ogsaa for Byens Renlighed blev der sørget, idet Natmanden blev tilholdt at bortføre døde Bæster og Aadsler fra Gaderne, og truedes med Afsked, hvis han førsømte dette. 28. Maj blev al Musik i Kirkerne forbudt i Anledning af Dronningens Moders Død.

Endog højtstaaende Personer var i disse Dage udsatte for ligefrem Nød, hvilket fremgaar af følgende Brev fra Axel Urup til Oversekretær Erik Krag:


"Kjære Erik Krag og kjære Broder!

Jeg beder venligst at ihukomme Generalmajor Breda hos Hans kgl. Majestæt, han ligger ved Sengen og lider Nød for dagligt Ophold. Jeg har gærne af min Formue forstrakt ham, men nu gaar det mig selv nær og kan ikke bekomme til Laans.

Raadstuen den 28. Junii 1659. Mi ricommando
Axel Urop.

Den forgangen Dag talt om Ove Klausens uretfærdige Mammon". 1)

Det blev en trist Sommer, især var Juni Maaned tung for den indesluttede Stad. "Den højbetrængte Kjøbenhavn kan se de svenske Skib og Stavn, som ligger nær S. Annæ Bro", siger Wallensbeck. "Den dyre Tid tog daglig til", og

__________

1) Sæl. Indlæg. Ove Klavsen er vel den Student, der forraadte Planen om Kronborgs Overrumpling til Svenskerne.


351

det var kun sjelden, han kunde synge som 13. Juni: "Nu fik vi Bud fra Køgekant med Lam, med Høns, med Smør iblandt". 22. Juni skrev han: "Den dyre Tid tiltager nu, som ikke kom i vores Hu, den tomme Kurv og Torvespand har ikke Kød til nogen Mand".

Da Møn var taget af Svenskerne 29. Maj, søgte nogle af Indbyggerne der at redde deres Gods paa 14 Skuder, der med Søndenvind gik mod Kjøbenhavn, men da de var komne til Dragør, sendtes 6 svenske Skibe, der laa tæt ved Søtønden paa Kjøbenhavns Red, ud forat tage dem. Da det ene af disse, en Galiot, næsten var ved Kastrup Knæ, kom Jens Lassen ridende til Toldboden, og saasnart han saa dette, fattede han den Plan at redde de mønske Skibe. Han begav sig straks ud til de 2 danske Skibe Lindormen og Sorte Rytter, der laa udenfor Toldboden, fik ved deres Hjælp en Krejer væbnet med 4 Kanoner og tog selv en norsk Jagt, der tilhørte Oberst Hofman og forsynedes med 3 Falkonetter; begge Skibe besatte han med hollandske Matroser, satte over Rævshalen og naade at frelse Skuderne, uagtet den stærke Ild fra de svenske Skibe, ja han hjalp endog 3 Rostokkere ud ladede med Øl, Brød og anden Proviant. Saaledes fortæller Jens Lassens Lovtaler, 1) men det er ikke let at se, hvorledes dette kan være sket, med mindre der trods andre Beretninger dog er blevet nogle hollandske Skibe tilbage.

3. Juli sejlede den danske og hollandske Flaade ind i Havnen, de svenske Skibe fortrak, og Staden blev igen forsynet. Dog var der mange Ting i høj Pris, saaledes sad der 37. Juli ved Stranden en Kone med en Tønde flamske Sild, men hun forlangte 12 Sk. for Stykket, hvorover man klagede til Øvrigheden, der konfiskerede dem alle.

Første Juli blev der holdt en Bededag, "eftersom Guds retfærdige Vredes Ris sig endnu udi alle Maader i adskillige

__________

1) D. Saml. IV. 317.


352

Hjørner lader se og vi dog hverken af forrige Hjemsøgelse til Frygt eller af Guds Vredes naadige Formildelse til Taknemlighed eller af Landes og Rigers ynkelige og elendige Medfart, som vi daglig fornemmer, til nogen andægtig Bodfærdighed kan bevæges, og derfor aldrig kan vide, hvad Gud i Himlen med os har i Sinde". Paa den 1. Juli skulde man med Ydmyghed og Andagt møde i Kirkerne og bede Gud om Formildelse i den længe fortjente Straf for Synderne. Hele Dagen skulde være Helligdag og alle, der var af den Styrke og Alder, at de kunde faste, skulde den hele Dag "med Fasten og Afhold fra Mad og al Slags Drikke udi Bøn og Formaning til Gud begaa, indtil Solen er nedgangen", af hvilken Grund hverken Mad eller Drikke maatte kunne faas i noget Værtshus eller nogen Pension. Præsterne blev formanede til alvorlig Forberedelse, ligesom de burde betænke og fortryde, "hvor løselig og vanmægtig de hidindtil har beganget de Bededage, som er anordnede i Købstæderne hver Fredag", og lade denne Dag være dem en Begyndelse til en sand og alvorlig Omvendelse. Ogsaa paa Volden blev der holdt Gudstjeneste.

Kongen havde i Forvejen udsendt en Skrivelse til sine Forbundne, Kejseren, Kongen af Polen og Kurfyrsten af Brandenborg, hvor han klager over sin betrængte Stilling og Hollændernes Lunkenhed; han skriver bl. a.: "Bliver det Hollændernes Plan at forlade mig, og skal den til min Bistand udsendte Flaade bruges til at tvinge mig efter deres Vilje, da vil jeg som den lille Kong David med samt mit Folk ydmyge mig for Herren, slaa al min Lid til ham, i Guds hellige Navn gaa imod den svenske Goliath, kæmpe med ham, og er det da Guds Vilje, vi skal falde ved Sværd, skal vore Koner stikke Byen i Brand paa alle Kanter, derpaa gaa ombord og sejle, hvorhen Himlen vil føre dem".

"Efter denne Bededag var Byen ikke i saadan Beængstning, som tilforn, ti Tøjhuset blev d. 8. Juli med


353

megen Munition forsynet rigeligen og Byen blev dagligen vel provianteret, særdeles ved de engelske Joller, som Hr. Montaigu, den engelske Flaades Admiral, først det kgl. Hus den 3. Juli fortroligen, imod alt menneskeligt Haab, med forsynede og forsørgede, og siden stedse til den 10. November til Byens og Borgernes Forfriskelse daglig Ferskeri lod tilsende og forskrive".

Den politiske Situation var nemlig nu forandret, Karl Grustavs Forbundsfælle Cromwell var død, og Englands Forhold til Sverig blev noget køligere.

Samme Dags Aften, som Bededagen var, kom et Skib fra Norge til Dragør, ladet med Torsk og Sild, og Skipperen sendte straks Bud og tilbød Kongen Ladningen.

"Straks der det rygtedes, lejede Høkere og Prangere Vogne, saa og andre, som selv havde Vogne, fór ud paa Amager til Skibet og fik alt det, de kunde føre paa Vogne, at der var den, som købte en hel Læst, den 4 Tønder, den 3, den 2, ti somme vilde prange dem ud igen og somme vilde selv have dem i Forraad, saa det gik alt ud over den Fattige". Kongen lod Skibet besætte med Soldater, hvilket ogsaa var fornødent, ti om Aftenen kom svenske Skærbaade forat tage Skibet. Ved Kristianshavns Port var imidlertid udstædt Forbud mod, at nogen førte mere end 1 Tønde ind for sin egen Regning og det endda kun, for saa vidt hans Familie var paa over 3 Personer. Derved blev det muligt for mange at forsyne sig, og der blev sat Hindring for, at Skibets Ladning blev udhøkret i dyre Domme. Saaledes skede det ogsaa med det Brænde, der kom til Byen, at ingen fik mere end han netop behøvede.

Natten efter 14. Juli drog 2 danske Skibe mod Malmø og bemægtigede sig 3 Skuder, der laa paa Reden ladede med Flesk, Smør og Torsk. 6. Juli gjorde Ryttere et Udfald og overrumplede den svenske Forvagt paa Valby Bakke, hvorfra den medbragte 24 Fanger. 19. Juli tog Svenskerne


354

derimod nogle Heste udenfor Byen, der var sendt ud paa Græs.

I Henseende til Befæstningen blev Fuchs udnævnt til Befalingsmand for Bornholm, og først Georg Hofman, siden Oberst Villum v. Lobrecht fik Overbefalingen over Fæstningsværkerne og Johan Bessel blev i Fuchses Sted Kommandant paa Kristianshavn med Saint Germain som Major. 11. Juli blev der af hvert Hus udskrevet en Skovl, Spade og Hakke, eftersom Kongen "et højt og imponerende Værk til vores og Kronens Tjeneste forehaver". 13. Juli blev der leveret Planker til Voldarbejdet bag Vandkunsten. Ogsaa paa Amager arbejdedes der, ti 26. Juni var der udskrevet 100 Bønder paa Øen til at opkaste en Skanse der.

Kongen forsynede sig med Hø fra Amager og Saltholmen; der raadedes Bod paa Brændemanglen ved at bestille Forraad fra Jylland og der blev givet Befaling til at optage alle Skibe ved den jydske Kyst og lade dem med Brænde, ti Lunden paa Amager var nu snart ophugget. Endnu 24. Juni blev der udleveret 120 Træer til Bryggerne og Bagerne, men de Træer, der tjente som Sømærker, skulde blive staaende. I denne Tid gik alle Lundens andre Træer med til Kongens Fornødenhed og til Stormpæle, dog blev der endnu af og til udvist enkelte Træer til anden Brug og til private, saaledes endnu 12. Feb. 1660 til en Mølleakse. 30. Juni blev det forbudt at føre Tørv gennem Kristianshavns Port, "eftersom Amagerland ganske opgraves og fordærves med Tørv at skære, som Bønderne her udi Byen indfører og sælger".

3. Avgust kom de fremmede Gesandter til Kjøbenhavn, men da Portene var tilstoppede med Jord, maatte deres Karosser føres paa en Pram fra S. Anne Bro til Slotspladsen, og derfra gjorde Herrerne deres Indtog til Slottet kørende. Man begyndte nemlig nu paa at underhandle om Fred, ti Sverig og Holland havde sluttet Stilstand 9. Avgust, og Danmark havde intet andet at gøre, forladt


355

som det var, end at underhandle. Karl Gustav vilde ikke høre Tale derom, førend den svenske Gesandt Bjelke blev given fri og han forlod Byen 18. Avgust. Derpaa oprejstes 5 Telte paa Bakken ved Raadmandsmarken, saaledes at de 5 Magter Englændere, Franskmænd, Hollændere, Svenske og Danske hver havde sit Telt. Karl Gustavs Fordringer var dog saa store, at Gesandterne ofte gik fra hinanden, men der sluttedes dog Stilstand 25. Avgust. Underhandlingerne trak imidlertid i Langdrag og 25. Sept. ombyttedes Teltene med Fredshuse. 12. Sept. fik Kongens Bygmester Befaling om at afbryde et Stykke af "Raadhuset paa Bremerholm" (den S. 221 nævnte Bygning) og et Kalkhus og opsætte det igen paa det Sted, hvor Fredsmødet skulde holdes. Ligeledes skulde han afbryde et Skur i Bartholomæus Mikkelsens Gaard bag Børsen og tage Tømmer fra et Mølleværk, der havde været i Smedien paa Holmen. Magistraten maatte levere Tømrere til Arbejdet og Vogne til at føre Materialerne bort. Der blev ogsaa udskrevet 3 gode Borgervogne, der hver Dag skulde holde i Ravelinen udenfor Porten og befordre frem og tilbage.

Uagtet Fredsudsigterne følte man sig dog ikke tryg. 5. Avg. var Oberst Johan Baptist von Ens sendt til Dragør forat have Tilsyn med, at ingen forlod Amager uden Pas. Samme Paalæg fik Georg Hofman med Hensyn til Toldbodens Bom, og han maatte daglig give Kongen Fortegnelse over, hvem der færdedes frem og tilbage gennem denne. 11. Avg. blev Haandværksvendene igen kommanderede til at opholde sig om Natten paa Voldene, om Fjenden vilde gøre Allarm.

Under den langvarige Belejring slappedes Mandstugten. 22. Avg. udfærdigedes et Kongebrev til Johan Kristoffer von Cørbitz i Anledning af "at en Part af vore Drabanter sig ikke aleneste meget ubillig udi deres Opvartning anstiller, men endogsaa derforuden ikkun ringe agter deres Førers Kommando, ej heller giver ham den Respekt, som vedbør";


356

han skulde foreholde dem, "at enhver sig baade udi sin Tjeneste og imod Føreren flittig, sirlig og beskedenlig anstiller og at findes ham hørige og lydige, med ingen ubekvems Ord ham begegne", saafremt den skyldige ikke straks vilde udsætte sig for at miste Tjenesten og desuden straffes. Det hændtes ogsaa sidst i Avgust, at en Rytter havde skudt en Borger ihjel, hvorfor den Skyldige blev overleveret til sit Regiment, efterat han først var bleven ført til Raadhuset.

9. Sept. gjordes en god Fangst i Ystad, hvor man fratog Svenskerne en Hjord fede Stude.

28. Sept. var Byen saa blottet for Soldater, at Borgerskabet igen beordredes til Nattevagt paa Volden med den halve Styrke og med en Trediedel om Dagen.

Skansen ved Vandkunsten var bleven saa vidt færdig, at der 3. Avg. kunde befales udvist en Plads til en Vejrmølle for Hans Hoppe, hvilken Mølle blev staaende en halv Snes Aar, til den blev nedreven igen til Bebyggelse af Kvarteret Frederiksholm.

Rytteriet blev 24. Sept. indskrænket til et Tal af 300, der blev indkvarterede hos Bryggere og Bagere, "paa det at de bedre kunne holde deres Klæder og Gevær tørre, naar de af Vagten hjemkommer". Borgerskabet paatog sig at ville underholde 500 Heste endnu en Maaned.

Til Vintren blev man bedre forsynet med Soldater end Aaret i Forvejen. 8. Nov. maatte Rentemestrene slutte Overenskomst med Albert Itzen om at forsyne de 3000 Soldater i Garnisonen med Klæder. Indkvarteringen af saa mange voldte ikke liden Besvær. 4. Dec. fik Magistraten Befaling om at gøre Fortegnelse over alle Familier i Byen, saaledes at der kunde gives en viss Proportion for Indkvarteringen, og Stænderne fik Paalæg om at skaffe Midler tilveje i 5 Maaneder, saa Garnisonen ikke skulde lide Nød om Vintren, da det angik alles Frelse. 10. Dec. blev det paalagt Magistraten at sætte en viss Taxt paa Mask, idet


357

mange Borgere solgte denne til saa høj en Pris, at Rytterne ikke havde Raad til at købe den.

Der blev ogsaa i Tide truffet Forholdsregler til at sikre Mandskabet paa Volden mod Kulden. Der blev overalt bygget ny Corps de Garder eller de gamle blev istandsatte og forsynede med Ovne; enhver, der indførte Brænde, maatte afgive 2 Stykker af hver Favn, og der blev anskaffet 60 Skilderkjortler til Skildvagterne paa Volden.

Af Brænde skede der ret rigelig Tilførsel, dog maatte Borgerne midt i Oktober give Kongen 12 Rdl. for Favnen, og 7. Dec. skriver Wallensbeck: "Brændeved nu fattes mest", men 12. Dec. skriver han:

"Se Vinter lægges med en Il,
Vedflaaden kom idag fra Kiel,
de Skib og Skuder stor' og smaa
fem Gange syv man tælle maa".

Paa Fødevarer var ej heller Mangel; under 14. Dec. skriver han:

"Paa Flaaden er slig Proviant,
at Rum dertil man næppe fandt,
Madbyrden gør den krumme Boft (Bugt)
paa Bryggers og paa Bagers Loft".

6. Nov. havde de Tømmermænd, der havde arbejdet paa Befæstningen, dog været glade ved at faa 3 Læster Sild i Betaling af Kongens Provianthus.

Naar der skede Tilførsel af Levnedsmidler, søgte Høkere, Forprangere og Høkersker straks i stor Mængde ud paa Reden eller paa Toldboden og opkøbte Varerne, som de siden skruede højt op i Pris. Det bestemtes derfor 9. Okt., at ingen fremmed Købmand eller Skipper maatte sælge sine Varer, førend 4 af de 32 Mænd (se Tredie Del S. 303) havde underhandlet med ham om, hvad han skulde have for hver Slags, han havde ombord, og Høkerne maatte ikke købe af Skippere


358

førend efter 3 Dages Forløb. Ved Toldboden maatte der aldeles ikke handles, men man skulde købe indenfor Bommen, og hvad der skulde vrages, skulde opskibes ved Vragerbroen. Skibe, der kom paa Reden med Rug, Malt, Korn, Proviant eller andre Købmandsvarer, maatte ikke sejle bort, førend Byen og Menigheden havde forsynet sig, og intet maatte udføres, førend Magistraten og de 32 Mænd havde bevilget det og forbeholdt sig, at det Gods, som blev købt paa de Steder, hvorhen nævnte Varer blev sendt, skulde føres hid og sælges for billig Pris. Alle de, der brugte Høkeri ved Stranden, paa Torvene eller andensteds, skulde optegnes ved Navn; det skulde undersøges, hvem der havde Borgerskab, og der skulde gøres bestemt Anordning om, hvor mange der maatte bruge saadan Handel enten indenfor eller udenfor deres Huse.

Man vedblev med at udbedre Fæstningsværkerne. 3. Okt. blev der udskrevet Tømmermænd, at Bolværket ved Kongens Bryggers kunde blive færdigt inden Vinteren, og der blev gravet de fornødne Græstørv dertil paa Amager. Til dette Arbejde benyttedes ogsaa hollandske Soldater. Det ses, at der er anlagt en ny Grav ved dette Batteri. 23. Dec. blev der givet Befaling om Tilvejebringelsen af Pallisader til Kastellet og Kristianshavn, og 2. Dec. udleveredes Stormpæle. Frosten begyndte i December og man maatte nu igen til det besværlige Arbejde med Isning. Meget heraf blev dog paalagt Bønderne paa Amager. Paa Prammen i Kalveboderne lagdes Dække, og Niels Juel fik 19. Nov. Befaling Om flittigere end tilforn at lade visitere paa Prammen, da der holdtes "ond Vagt". Paa Kristianshavn beskikkedes Villum Lobrecht til Kommandant, men Skansen ved Dragør blev demoleret og Kanonerne derfra i Oktober førte til Kjøbenhavn.

Karl Gustav forlod Sæland 4. Oktober, og der kom intet ud af Fredsforhandlingerne. Dog var der formodenlig Vaabenhvile det meste af Oktober. Stor Harme vakte det, da


359

man i Staden blev var 2. Nov., at Svenskerne om Natten havde oprejst en Galge "nærved Forstads Stene", og Natten efter gjordes et Udfald, hvorved den blev nedreven. Grunden hertil var, at 70 svenske Overløbere var gaaede til Kjøbenhavn, og Galgen, paa hvilken disses Navne var opslaaede, skulde staa som et Skræmsel mod lignende Tilbøjeligheder. 13. Nov. blev Skibet Phoenix "med mange godt Folk af vore Borgere" taget af Svensken, men Sagernes Tilstand i Fyn bødede paa Sorgen derover. 13. Nov. holdtes Taksigelse for Hans Schacks gode Fremgang i Fyn. 19. Nov. blev der udstædt Befaling om at afgive Ruller over Studenter, Kræmmersvende og Haandværksburser, der igen skulde danne Reserve paa Volden, idet Soldaterne var i Fyn.

14. Nov. led Svenskerne det store Nederlag ved Nyborg, hvorved deres Magt blev brudt, og 24. Nov. holdtes Taksigelse i alle Kirkerne, i det Dagen blev højtideligholdt som en af de store Højtider "med de store Klokker og Musik".

"Samme Dag, som Fyn frelstes, indlagde vores Rytteri om Aftenen en mærkelig Sejr paa Fjendens Forvagt, som havde lagt sig til Rolighed udi et Hus, af dem til Vagthus hos Hyltebroen (Broen ved Løgten) bygget. Men paa det den svenske Forvagt ikke siden skulde strække sig paa Bænken under lukket Tag, da lod Kong Karl straks afbryde samme Vagthus, og de siden maatte staa under aaben Himmel."

Nyt Mod besjælede nu de Belejrede. 11. December afsejlede nogle Ryttere fra Kjøbenhavn paa en Baad, lod sig siden sætte i Land og gik med Sadler og Pistoler til Frederiksborg, hvor de borttog nogle svenske Heste, og ved højlys Dag kunde de uden at angribes ride hjem ad Kongevejen. 21. Dec. kunde danske Ryttere ride lige til Gisselfeldt og tage Grev Stenbocks Heste. 22. Dec. var det Hollændernes Nyaarsdag, idet disse havde indført den ny Kalender, som vi først fik Aar 1700; den højtideligholdtes


360

med Skyden fra alle deres Skibe og med Gudstjeneste paa Raadhuset.

Ogsaa denne Juleaften var urolig, Fjenden gjorde Allarm, og Folk mødte paa Voldene i "en luftig Frost", men det hele indskrænkede sig til et Angreb mod Vartovs Vagt. Man maatte dog sikre sig mod Overrumpling, og der blev holdt særligt Tilsyn med Aalestangere, at ingen af dem skulde gaa til Fjenden. Iøvrigt glædede man sig ved en ualmindelig Sundhed i Byen; "i Fredstider var ikke slig almindelig Sundhed her i Staden paa denne usunde Aarsens Tid saa som nu, Gud være Lov".

Medens det ved det foregaaende Aars Nyaarstid havde været Svenskerne, der foruroligede Kjøbenhavn, var det modsatte Tilfældet i 1660. Der skede vel nogle sjeldne Gange Allarm, men det var altid uden Betydning, saaledes 7. Jan., og under 8. Jan. skriver Wallensbeck:

"Kong Frederik befale lod
ved Præster, som i Kirken stod:
I Borgermænd og Kvinder,
I vaage vel, I ser vel til,
de mørke Nætter stunde til,
ved Uro Fred at vinde".

13. Jan. kom der Ildløs i et Hus i Skindergade og man raabte paa Forræderi, men der opdagedes intet mistænkeligt. Dog gav det Anledning til, at alle Posterne blev forsynede med Karduser og Skraasække, og den unge Ulrik Frederik Gyldenløve fik Befalingen over den Post bagved Slottet ved Løngangen, som Lavrids Povisk kommanderede sidste Vinter. Værre var det, at Dragonerne 12. Jan. brød ind i en Slagterbod og bortførte Kødet og at de 4. Feb. gjorde Mytteri paa Amagertorv. Disse Ryttere var ogsaa frygtede, naar de kom ud paa Landet. Under 22. Jan. skriver Wallensbeck: "Roskild sitre maa, naar danske Rytter banke paa, ja Ven gør Uvens Stykke." 17. Jan. blev det forbudt Officerer og Soldater paa Kristianshavn at


361

frarøve Amagere, der opholdt sig paa Kristianshavn, de Varer, de købte i Kjøbenhavn.

10. Jan. mødte alle Borgerheste til Mønstring paa Slotspladsen udrustede med Sadler og Pistoler, da Kongen "en importante Anslag forehaver". Hvis nogen Borger vilde ride med paa det forestaaende Udfald, stod det ham frit for. Morgenen d. 17. Jan. i "Rim og rusket Vejr" gjordes et Angreb paa Valby Bakke, hvorfra Fjenden blev dreven tilbage. 24. Jan. om Aftenen Kl. 6 tilsagdes Adelen og Hofbetjentene til at møde rustede med deres Ryttere paa Slotspladsen. Toget gjaldt den svenske Lejr, men Svenskerne var advarede og der vankede "Pust ved Øre", saa "det importante Anslag" maatte betragtes som mislykket. 31. Jan. gik Rytterne mod Hvidovre og leverede en lille Træfning, hvorfra de medbragte noget Bytte. 2. Feb. fik man en Afridsning af den svenske Lejr, men noget senere Udfald mod denne skete ikke. 14. Feb, red 2 Borgere op til Fredshusene og tog den svenske Vagt til Fange.

Stemningen i Kjøbenhavn var nu saadan, at man endog kunde have Lyst til at se Komedie, men Kongen tilskrev Magistraten 10. Jan., at "her udi Byen sig nogle skal opholde, hvilke udi denne Tid med Komedier skal agere, som til Sikkerhed og anden Ulempe skal kunne give Anledning, da bede vi eder, at I saadant afskaffer og har tilbørligt Indseende med, at intet saadant i disse Tider her i Staden ageres".

Det var ogsaa en Opmuntring at se, hvorledes Overløbere strømmede til fra Svenskernes Lejr. Man maatte imidlertid være forsigtig med dem, hvorfor Kongen 17. Jan. udstædte en Befaling til Frederik v. Ahlefeldt at sørge for, at alle indfødte Svenske, der fandtes under Regimenterne, blev optegnede ved Navn og at Overløbere straks blev forhørte af Generalavditøren, ti Kongen havde erfaret, "at en Del af de svenske Overløbere bliver her under Soldatesquen understukken, førend de vorde overhørte, desligeste at en stor


362

Andel indfødte Svenske sig her under Regimenterne skal befinde, som vorder betrot ud paa Forvagterne, iligemaade at en Del indfødte Svenske vorder af Fængsel udtaget hemmelig og understukket, saa og at tvende af de samme for faa Dage siden ved Rakkerens Port er igen til Fjenden overløbne."

Det er naturligt, at det ikke kunde undgaas, at ogsaa Folk fra Byen løb over til Svenskerne. Deres Navne blev skrevne paa Blikplader eller Papir og opslaaede paa Vippen eller Galgen paa Amagertorv. Men paa den anden Side vovede mange sig ud paa Spejden lige til Fjendens Lejr, ligesom mange Bønder "havde smaa lette Baade, hvilke de drog op paa Landet udi Moserne og om Natten drog dem ud i Stranden og derpaa førte Karle, som spejdede for os i Byen, baade frem og tilbage og førte ind til Majestæten mangt et vildt Dyr, Hjort og Hind og Hare, som fra Landet og tro Undersaatter blev tilstillet Majestæten".

I December var Fredsunderhandlinger begyndte paany, men til liden Tilfredsstillelse for de 2 Konger. Frederik III. haabede efter Sejren i Fyn at kunne faa Skaane igen, men England og Holland vilde ikke mere taale, at 1 Magt var i Besiddelse af begge Kyster af Øresund og Karl Gustav vilde de ikke overdrage det mindste af Norge. Han var ogsaa ifærd med aldeles at afbryde Underhandlingerne, da han døde Natten mellem 12. og 13. Februar 1660.

1. Marts blev der Vaabenstilstand, efterat der igen var begyndt Fredsunderhandlinger, men midt i Maaneden lagde den svenske Flaade sig igen udenfor Byen, som Wallensbeck klager 8. April:

"Han ligget haver nu paa ny
tre Ugers Tid omkring vor By
og snappet bort hver Baad og Barn,
ja vore Fiskers Sildegarn."

Der var nu dog Udsigt til Fred efter Karl Gustavs Død, men Betingelserne for denne stillede sig derfor lige


363

ufordelagtige med Hensyn til Landskaberne østen for Sundet.

14. Marts gjorde danske Ryttere et Udfald mod den svenske Forvagt, men de blev modtagne af en stærk Ild og maatte trække sig tilbage med Tab af flere Fanger og Saarede.

22. Marts skriver Wallensbeck:

"Fredshuse beredes,
med Klæde beklædes
og pyntes i Rad,
Fred bliver i Vente,
festina saa lente,
du kongelig Stad."

26. Marts fik Magistraten Befaling om, næste Morgen at have en Arbejdsvogn i Beredskab i Ravelinen foruden de andre Vogne, "til Tapeteri og andet adskillig Nødvendighed herfra til Traktathusene at udføre", ligesom den hver Dag skulde lade 4 gode Borgervogne holde til at føre Gesandterne frem og tilbage.

Det var pinagtige Tider for den indesluttede By, det var hverken rigtig Krig eller rigtig Fred. Endnu 28. April gjordes Udfald.

"Vore Mænd et Udfald gør,
jeg det nødig skrive tør,
de fik Hug; som Striden stod,
flyder danske Mænd i Blod.
Fjenden var advaret vist,
dette Udfald skede sidst".

Efterhaanden, som det blev tydeligt, at Freden var nær, ophørte Fjendtlighederne og 19. Maj maatte der endog udstædes Forbud mod at købe af Svenskerne Huse, Pallisader, Brædder, Tømmerværk eller andre Varer, der fandtes i Lejren. Endnu 22. Maj sløjfede Svenskerne et Dige nærved Byen, men det blev nok deres sidste Voldarbejde, ti 27. Maj blev Fredstraktaten sluttet. Der blev Glæde i Byen,


364

uagtet det elendige Resultat, ved hvilket Kjøbenhavn fra at ligge midt i Riget blev en Grænseby, og uagtet det hele Lands fuldstændig ødelagte Udseende. Men for den Stad, der i næsten 2 Aar havde været indesluttet, var det en ubetalelig Gave, igen at faa Forbindelse med det øvrige Land. Kanonerne paa Volden afskødes 3 Gange, Borgere og Soldater, Danske og Hollændere gav 3 Gange Salut Volden rundt som et Befrielsens Suk. Magistraten fik Befaling om at holde alle de Skibe, der var i Havnen, i Beredskab til at føre Svenskerne bort, og om at skaffe Haandværkere til at nedbryde Fredshusene tilligemed Vogne til at føre deres Materialier til Kastellet. Kjøbenhavnerne drog til den svenske Lejr og Svenskerne til Kjøbenhavn.

"Nu maa hver Mand gaa at skue
Fjendens Lejr paa Bakken stod,
Svecus gaar med Sabels Hue
udi Byen uden Blod,
han maa se vor Byes Volde,
vi uskadt i Lejren holde".

30. Maj blev det tilladt Borgere at forlade Byen med Magistratens Pas, og paa Maanedens sidste Dag, Kristi Himmelfartsdag, holdtes Takkegudstjeneste i alle Kirkerne.

Førend saa godt som alle Svenskerne var borte, turde man ikke bygge paa Freden og derfor blev Nørreport først aaben 11. Juli og den første Torvedag blev efter næsten 2 Aars Forløb holdt 14. Juli.

"I Kjøbenhavn udi Guds Navn
et Axeltorve kendes,
den magre Ko med Griseso
os fal nu fri udsendes.
Her sælges Strø og græsgrønt Hø,
den Bonde maa sig klage:
Min Gaard er brændt, mit Gods er skændt
i disse svenske Dage."

18. Juli blev Kronborg overgivet de Danske, og først nu kunde de siges at være Herrer i deres eget Land.


365

Bønderne i Omegnen havde til Genopbyggelse af deres Huse faaet Tilladelse til at bruge Materialierne i Husene i den svenske Lejr, ti Omegnen var frygtelig hærjet, selv Kirkerne var nedrevne. Hjørring skriver: "Valby var en temmelig stor By, slet afbrudt, Vigerslev og en god By, Hvidovre en skøn stor By, Rødovre ogsaa, Brønshøj var endda større, Avedøre var og en stor By, Brøndbyvester ogsaa, Ejby og en skøn By, Utterslev i lige Maade, Vangede ogsaa, Buddinge dertil med, Hollænderby paa Ladegaardsmarken, alle saa slet afbrudt, at der ikke fandtes en Stage paa. Nu Gentofte og mange andre som Ballerup, Skovlunde, Pederstrup, Aagerup, og utallige andre, som vi vel siden faar Kundskab om, der ikke kunde være igen af slige store Byer uden Præstegaarden og nogle smaa Huse. Ja skal næppe i al Sæland findes nogle faa Byer, der er jo nogle Gaarde og Huse afbrudt. At det syntes ligesom et Forsæt af Svensken, at efterdi de kunde ikke beholde Landet, vilde de, der udi hvert Sogn, om ikke i hver By, skulde være Tegn, at de der havde været. Nu vil vi intet tale om det meget i Skovene er afhugget og af Svenskerne bortsolgt, men i nogle hundrede af de bedste og største Ege og Træer i Skovene er der sat Ild paa Roden og slet brændt igennem op ud ad Toppen, indtil de ere omfaldne. Jeg vil intet tale om hine mange Mennesker, der ere jagede fra Næring og Bjæring og ere blevne saa arme, som tilforn vare rige, at de maa tigge deres Brød, foruden utallige, de have skilt ved Livet og Velfærd".

Borgerskabet blev endnu under Vaabén flere Maaneder. Det var først paa Arvehyldingsdagen, at det aftakkedes 30. Oktober paa følgende Maade: "Alt Borgerskabet, ligesom de var brugt i denne Tid med Trommer og flyvende Faner, med Feltskærere og alt tilhørende, stillede sig paa Volden hver paa sin Post saa og paa Torvet og Raadhuset. Derfra marcherede de, et Kompagni efter det andet ned over Gammeltorv om ad Raadhuset ned ad Vimmelskaftet over Amagertorv hen paa Slotspladsen om ad den Løngang fra Kongens


366

Gemak ned ad Provianthuset. Det sidste Kompagni og den sidste Fane var Brandmestrene og deres Svende, med alle de Instrumenter, som de kunde bære, som de havde brugt i denne Belejring. De kom ordenlig frem med Hakker, Øksery Læderspande, Baadshager, Hamre og Tænger, de havde til de gloende Kugler at trække ud, saa og med Sprøjter og andre Instrumenter med flyvende Fane og Trommer".

"Der de vare nu alle stillede udi Geled hver for sin Fane, kom Majestæten ud fra Stalden ridende paa sin Hest, og Feltmarskalken fulgte ham, og red de rundt om alt Folket, siden red de tilbage igen hen for Provianthuset; der havde Feltherren Taksigelse til Borgerskabet paa Kongens Vegne for tro Hjælp i denne Tid. Der den Taksigelse var endt, nejede Hans Majestæt med blottet Hoved for Borgerskabet og dermed red fra dem, men Feltherren red langs frem for hvert Kompagni med aabent Hoved og takkede dem alle og red aabenhovedet for alle Mand hen til Stadsporten. Dermed blev Trommen rørt og Borgerskabet gav 3 Gange Salve. Saa tog Fendrikken for hvert Kompagni Flaget af sin Fane og vandt det om Stangen og gik til hver sin Kaptejn, og fulgtes Kaptejnen og Fændrikken saa med hverandre efter Trommen hen op for Kaptejnens Dør. Siden den Aften gjorde hver Fændrik sine Officerer et Kollats og Gæstebud." 1)

Aaret efter hædrede Kongen de 9 Borgerkaptejner ved 7. Okt. at skænke dem en Guldkæde, hvori der hang en Guldmedaille med Kongens Portræt eller Stadens Vaaben paa den ene Side og paa den anden et Sværd, der afhugger en Haand, hvilket har Hentydning til de tabte Provinser. 2)

__________

1) Hjørring Lejrespoliti Bl. n 1-2.

2) Ny D. Mag. III, 59, 72, hvor et Exemplar af Medaillen er afbildet. De vigtigste Kilder til Belejringens Historie er bl. a. Wallensbecks Diarium, Hjørrings Lejrkrands og Lejres Politi, Theatrum Europæum VIII, Pufendorf de rebus Caroli Gustavi, Brochmans Obsidio Hafnensis, Berings Obsidio Hafmensis, Relationer, Nyerups [ fortsat side 367 ] Efterretninger om Frederik den Tredie, Fryxells Berättelser XI, Carlson Sveriges Historia under Pfalziska Huset I. osv. foruden Kjøbenhavns Diplomatarium, navnlig 5. Bind.


367

Belejringen 1658-60 er Perlen i Kjøbenhavns Historie og viser, hvorledes Mod, Udholdenhed og Samdrægtighed kan redde Fædrelandet selv under de mest fortvivlede Forhold. Det er herom, Digteren synger i det skønne, nu kun lidet kendte Digt:

O Kongestad, din Sejers Minde,
til Danskes sidste Slægt skal staa;
det Land, som Gustav vilde vinde,
bag dine svage Volde laa;
men Borgerkærligheden vinder,
og Gustav skælver for sit Navn,
hans Haab og Helte Gravsted finder
omkring det frelste Kjøbenhavn.

Vi ville ligne vore Fædre
som Mænd i Fejde og i Fred,
vort Navn skal Efterslægten hædre
for Fødelandets Kjærlighed.
Hans Minde Tidens Tand ej skader,
naar tvivlsomt Marmortegn forgaar,
som sig den Gravskrift efterlader,
at han en nyttig Borger var.


__________


[Tom side]

[368]

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tir jan 25 11:03:23 CET 2005
Publiceret: tir jan 25 11:03:20 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top