eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavns Historie indtil Reformationens Indførelse.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse II

Kjøbenhavns Historie indtil Reformationens Indførelse
    - kap. V

Kbh., G. E. C. Gad, 1879

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

V. Kjøbenhavn i Grevefejdens Tid 1).

Efter Fredrik I's Død, der indtraf ikke et Aar efter Kristiern II's Fængsling, 10. April 1534, kom atter blodige Tider for Landet, der fremkaldte en Trængselstid for Kjøbenhavn, som denne By hverken før eller senere har oplevet. Den Herredag, der fra omtrent 8. Juni til 17. Juli 1533 var samlet i Kjøbenhavn 2) forat vælge en ny Konge, kunde ikke blive enig og udsatte Valget et Aar, i hvilken Tid Rigsraadet skulde styre Riget. Den kirkelige Bevægelse, der under Fredrik I. havde givet Reformatorerne saa stor Frihed, truede med at stanses ved den af Herredagen vedtagne Bestemmelse, at kun de katholske Biskopper kunde beskikke Præster. Man kan saaledes nok tænke sig, at de Tilhængere, den fangne Kristiern II. endnu havde tilbage, og det evangeliske Parti, der havde alt at frygte af en katholsk Reaktion, foruden den store Masse, der ikke var bevæget af hine Ideer, men for hvem Adelens Nedstigning fra Magten var et ønskeligt Formaal, at hine 3 Partier kun syntes ilde om den daværende Tilstand. Det er let at fiske i rørt Vande, og Lybæks Borgmester Jørgen Wullenwewer kastede her en

__________

1) Om Grevefejden findes en saa fortrinlig Fremstilling i Paludan Müllers Grevens Fejde, at der kun ved enkelte kjøbenhavnske Forhold har været Anledning til at søge en fyldigere Skildring efter Kilderne.

2) Om denne se A. Heises Afh. i Hist. Tidsk. 4 R. III. 222-517.

[127]

128

Madding ud, der kun blev greben med altfor stor Beredvillighed.

Ifølge Herredagens Bestemmelse blev al Magten lagt i Rigsraadets og Prælaternes Hænder. Disse sidste fremkom med en Klage over Hans Tavsen, fordi han i et Skrift havde kaldt Biskopperne Tyranner, Bedragere og deslige. Dernæst klagede Biskop Joakim Rønnov særlig over ham, fordi han med sine Tilhængere havde befattet sig med alle Kjøbenhavns Kirker og navnlig med Nikolaj; kort i Forvejen havde han været stævnet til Kapitelshuset for Biskoppen og nogle Rigsraader, hvor han havde tiltalt førstnævnte med nogle efter dennes Mening "haanlige og hovmodige Ord", for hvilke han ogsaa skulde staa til Rette; desuden blev Billedstormen i Frue Kirke fremdragen paa ny og Tavsen beskyldt for at være den rette Ophavsmand dertil. Kunde dette sidste bevises, var det en farlig Sag, der kunde koste ham hans Hals. En lige saa farlig Anklage rettedes imod ham for Kætteri, nemlig for vrange Meninger om Nadverlæren, hvilket Spørgsmaal efter Lovene iøvrigt ikke kunde afgøres uden af en gejstlig Domstol, men netop blev fremdraget her, da Lutheranerne paa Herredagen 1530 saa lydelig havde paaberaabt sig selve Menigheden som det rette Værneting i kirkelige Sager.

Det var en talrig Forsamling, der 14. Juli 1533 var forsamlet paa Raadhuset forat afsige Dommen over Hans Tavsen, nemlig foruden 17 Medlemmer af Rigens Raad Biskop Joakim Rønnov, formodenlig ledsaget af et talrigt gejstligt Følge, Kjøbenhavns 4 Borgmestre og 12 Raadmænd, de 4 Borgmestre og nogle Raadmænd fra Malmø og endelig en Repræsentation fra Borgerskabet bestaaende af udvalgte fra hvert Rodemaal; det var navnlig for disse sidstes Skyld at Kætterspørgsmaalet blev fremdraget, og Sagen sattes i Scene ifølge hint ovenfor nævnte ældre Forlangende af Prædikanterne om en Disputats i Menighedens Nærværelse. Det var Povl Helgesen, der atter her fremtraadte som det gamles


129

Forkæmper og med sin skarpe Dialektik efter den katholske Opfattelse virkelig i flere Henseender ogsaa blev den sejrende. Det var navnlig om Nadverlæren, der fremkom en skarp Ordveksling, ved hvilken Lektor Povl endelig formulerede Sagen til et bestemt Spørgsmaal, paa hvilket Hans Tavsen ikke kunde svare andet, end at han ikke kunde erkende Nadveren med den katholske Indvielse forat være det rette Sakrament. Dermed var han dømt af Rigsraadet, der udtalte, at han burde straffes efter Loven og staa til Rette efter Recesser og Stadens Privilegier.

Dog, man lod Naade gaa for Ret, der var alligevel formildende Omstændigheder, og Folkets Larm og de stadig højere Raab udenfor Raadhuset viste Nødvendigheden af at fare med Lempe. "For Guds og alle vore kærlige Bøns Skyld 1) omdragede og forlod samme værdige Herrer saadan Straf og Pine, som Mester Hans forskyldt havde og med rette lide og undgælde skulde". Ved denne Lejlighed har dog de to Købstæders luthersksindede Magistrater og de tilkaldte Borgere gjort sig gældende, i alle Fald formelt, og sikret deres elskede Prædikants Liv; men mere kunde de ikke for Øjeblikket udrette. Det var en dyrekøbt Benaadelse, ti det blev Tavsen for Fremtiden forbudt at befatte sig med nogen af Kjøbenhavns Kirker, at skrive eller lade trykke Bøger, og han blev forvist fra Sæland og Skaane. Joakim Rønnov fik igen Kirkerne i Staden, og det var kun ham, der skulde indsætte Prædikanter, "som lære og forkynde det hellige Evangelium og Guds rene Ord, som de vil ansvare og være bekendte, desligeste ministrere Sakramenterne, holde Messe og anden Gudstjeneste, som kristeligt og tilbørligt er i alle Maader".

Hermed faldt Dommen tillige over Stadens andre evangeliske Præster, der var givne i Biskoppens Haand. "Men", siger A. Heise, "var man engang kommen ind paa

__________

1) "Dannemænds Forbøn" se Kbhvn. i Middelaldren S. 131.


130

Indrømmelserne og havde tilstaaet "Dannemænds Bøn" en Berettigelse, hvorved man tillige havde indrømmet, at Biskopperne var Tavsens rette Dommere, saa laa det meget nær at prøve samme Middel endnu engang og ved en ny "Dannemænds Bøn" søge at faa Rønnov til at tillade Hans Tavsen at blive i Kjøbenhavn, og Rønnov indrømmede derved ikke andet, end hvad han baade efter Recessen og Dommens Slutning kunde anse sig for berettiget til; ellers kunde han ikke anse sig for at være i den fulde Nydelse af sin biskoppelige Myndighed, som baade Recessen hævdede ham, og som det dog utvivlsomt var Dommens Mening at give ham" 1).

15. Avgust skede denne "Dannemænds Forbøn" paa Bistrup af Hr. Mogens Gøye, Erik Banner, Mogens Gyldenstjerne og flere af Adelen, samt Magistraten i Kjøbenhavn og flere af Menigheden. Det var navnlig Mogens Gøye, der Dagen i Forvejen skriftlig var gaaet i Kavtion for, at Tavsen skulde prædike Guds Ord "uden al Skænds Ord og Tale paa Biskopper, Prælater eller nogen anden ydermere eller videre end den hellige Skrift indeholder og medgiver". Tavsen udstædte nævnte Dag sin Revers, hvori han lovede det samme og forpligtede sig ydermere til, at hvis han hemmelig eller aabenbar formærkede noget, som kunde komme Biskoppen eller hans Gejstlighed til Afbræk, Skade eller Forfang, skulde han give ham det tilkende og bevise sig deri som en tro Dannemand. Han siger udtrykkelig i Brevet, at Biskoppen har tilstedet ham at prædike i Kjøbenhavn "for Guds Skyld og ærlig og velb. Mands og strenge Ridder Hr. Mogens Gøyes, sammeledes Borgmestres, Raads og Menigheds i Kjøbenhavn kærlige Bøn og Begæring". Hans Revers er til Vitterlighed underskreven af Borgmester Peder Kempe og Raadmændene Oluf Skriver, Thomas Brygger og Henrik

__________

1) Heise a. St. S. 231-43. Om Tavsens Nadverlære se Paludan Müller i Hist. Tidsk. 3. R. VI., Rørdam i Ny kirkehist. Saml. III. 17, Helvegs Kirkehist. II. 956-57 og fl. Steder.


131

Trommeslaar, der altsaa har været tilstede paa Bistrup samme Dag 1).

Tavsen kunde nu tilføje Slutningsverset i sit Digt om Sandheds Landflygtighed, der vistnok er forfattet kort i Forvejen:

"De ere nu faa, det ville forstaa
at Sandhed af Fængsel er kommen,
de lover Gud baade store og smaa
af Hjertet og ej af Lungen,
Papister dennem stinger hun jammerlig
at hun aabenbarer deres Svig,
som dennem stort Vold haver givet." 2)

Vi kommer nu igen tilbage til den 14. Juli. Paa den Dag var der en stærk Gæring i Sindene hos Kjøbenhavns Borgere, da det var deres aandelige Fører, deres ansete Prædikant, hvis Liv og Velfærd det gjaldt, og man vidste, at naar han var fjernet, vilde Trosfriheden være tabt. En lybsk Flaade laa ved Dragør med Tropper ombord, der førtes af Oberst Marcus Mejer; Evangeliets Forkæmper i Lybæk Jørgen Wullenwewer var stegen i Land fra denne og opholdt sig i Kjøbenhavn forat opfordre Rigsraadet til at hjælpe Lybæk i dets Krig med Hollænderne. Til denne sidste henvendte Borgerne sig om Hjælp, hvortil han var mer end villig, især da hans Begæring vistnok allerede var bleven afvist. Medens Borgerne rustede sig til Strid, lod han Matroser og Landsknægte i smaa Hobe komme ind i Byen, og udenfor Raadhuset paa Gammeltorv blev der efterhaanden samlet en larmende Skare, der med høje Trusler krævede Tavsens Frigivelse. Der sendtes da nogle Medlemmer af Magistraten ud for at tale Folket til rette; disse forestillede den oprørske Mængde, at Hans Tavsen ikke var udsat for nogen Fare, da han netop nu var bleven

__________

1) Hvitfeld S. 1402-03.

2) C. Bruun: Viser fra Reformationstiden S. 51.


132

forligt med Prælaterne, der ikke forbød den lutherske Religionsøvelse, men kun forlangte, at Præsterne ikke maatte trænge sig ind i Menighederne uden Biskoppernes Vilje og Befaling. Man skulde kun gaa hjem i Stilhed og passe sine Sager, da Magistraten nok skulde vaage over, at der ikke blev noget vedtaget imod Religionen og dens Lærere, der stred mod billige Krav. Men det var langtfra, at der frembragtes større Ro, og de haarde Skældsord mod Biskopperne vedblev. Derover blev de udsendte Øvrighedspersoner forbitrede og udstødte med høj Røst Trusler, der vel ikke kunde høres gennem Larmen, men nok kunde forstaas gennem deres Lader, og det havde kun den Virkning, at Almuen raabte, at hvis Hans Tavsen ikke kom ud, vilde man sprænge Raadhusets Port. Man lod derpaa Hans Tavsen gaa ud paa Torvet og lovede at være ansvarlig for hans Liv; Forsamlingen opløste sig, enhver maatte gennem den oprørske Skare søge Vejen til sit Hjem, og man kan nok tænke sig, hvilken farlig Gang det har været for Rigsraadet og Prælaterne. Det var navnlig mod Biskop Joakim Rønnov, Forbitrelsen vendte sig, men Tavsen fulgte selv sin Modstander til Bispegaarden og fride ham derved fra Mishandling af den oprørte Folkehob 1). en Begivenhed, der er tilstrækkelig bekendt og nylig end ydermere gaaet over i den almindelige Bevidsthed ved C. Blochs bekendte Maleri paa Universitetet.

Istedenfor Forbund med Lybæk havde Rigsraadet valgt Forbund med dets Fjende Holland og med Hertug Kristian i Holsten, idet Holstenerne i modsat Fald havde truet med at løsgive den fangne Kristiern II., og hermed var Signalet givet til Kampen med Lybæk. Wullenwewer havde under sit Ophold i Kjøbenhavn sluttet sig til den fangne Konges og Evangeliets ivrigste Tilhængere, Ambrosius Bogbinder og Borgmester Jørgen Kok i Malmø, og forestillet dem, at den eneste Maade, hvorpaa Evangeliet kunde faa Fremgang, var

__________

1) Krag og Stephanius Kristian III's s Hist. ved Sandvig I. 22-23.


133

at Lybækkerne fik Overmagten i Riget og kunde gøre en Ende paa Biskoppernes og Rigsraadets Overvælde. Disse Mænd lovede ham, at naar den lybske Flaade kom i Sundet, skulde Kjøbenhavn og Malmø overgive sig og lade sig optage i Hanseforbundet; de vilde dernæst hjælpe til Rigets Erobring, imod at Adelen blev fordreven og Luthers Lære indført.

En Vise fra Reformationstiden angav ogsaa Hadet til Adelen som Hoveddrivfjedren i dette Forbund 1):

Jørgen Wullenwewer og Marcus Meyer
begyndte udi Lybæk det Spil,
som de havde lært udi Mynster 2),
de vilde der hjælpe til
al Øvrighed at fordelge 3),
Guds Ordning saa forvendt,
Fyrster og Adel skulde Verden ikke raade
flere end Sol og Maane baade,
Jørgen Wullenwewer haver det siden bekendt.

Bogbinder og Jørgen Mynter
behagede slig Handel vel,
kunde vi blive to Regenter,
vi glemme baade Ed og Skæl,
Guds Ord tage vi til Baade,
Konning Kristierns Sag dertil,
først ville vi for Dannemark raade,
Dannemarks Adel skal der lidet af baade,
at de have trot os vel.

25. Juli afsejlede den lybske Flaade til Nordsøen. Wullenwewer drog hjem, og ved en Folkebevægelse lykkedes det ham 14. April 1534 at fjerne saa mange af sine Modstandere i det lybske Raad, at den Politik kunde sejre, som han mente var den rette Vej til at føre Lybæk til Storhedens Tinde. Derpaa satte han sig i Forbindelse med den fangne

__________

1). D. Mag. I. 246.

2) Her sigtes til Gendøbernes Oprør.

3) Tydsk vertilgen, ødelægge.


134

Konges Slægtning Grev Kristoffer af Oldenborg, der gjorde et Indfald i Holsten.

Sidst i Maj 1534 indtog Malmøboerne Malmøhus førte af deres Borgmester Jørgen Kok, der havde en mægtig Indflydelse i denne By. Magistraten i Kjøbenhavn var ingenlunde sindet som dens Genboer i Malmø, der gjorde alt for at komme i Forbindelse med den. De gav straks Underretning om Malmøhuses Indtagelse, der var sket for Evangeliets Skyld, fordi Biskoppen i Skaane havde "hugget Freden" af alle evangeliske Prædikanter i Landet og deres Menighed; de haabede, at Kjøbenhavnerne som gode Naboer vilde hjælpe dem, hvis Voldsmænd vilde tvinge dem fra Guds Ord og det hellige Evangelium. Kjøbenhavns Magistrat var ikke videre imødekommende, den betegnede det skete som Oprør, men lovede at forhandle Sagen til det bedste, saa vidt som dens Ære og Ed tillod. Dette erfares af et Brev fra Malmø af 4. Juni, hvori der gives en længre Udvikling af, at Indtagelsen af Malmøhus kun var Nødværge, da Borgerne var truede med at blive adspredte og skilte fra Land og Rige ligesom Jøderne, fordi de havde opgivet Troen paa den katholske Kirke. Da de nu havde faaet at vide, hvorledes Kjøbenhavns Magistrat havde faaet streng Befaling til at ransage efter Deltagerne i det Oprør, der havde været under Herredagen 1533, saa ventede de, at det samme skulde overgaa dem, og de vidste ingen anden Maade at undgaa den Straf, der ventede dem, end at nedbryde det Slot, der var bygget over deres Hoved imod den Kontrakt, der var afsluttet ved Overgivelsen 1523.

Kjøbenhavns Magistrat var ikke let at lokke, den lod Færgefarten til Malmø stoppe, men svarede endnu venskabelig, at den vilde staa Malmøboerne bi i den evangeliske Sag, dog formanede den med det samme til ikke at give sig i Handel med Udlændinge, Fædrelandet til Skade og Fordærv.


135

Brevvekslingen gik hurtig, allerede 6. Juni svarede Magistraten i Malmø, at den ej heller vilde slutte sig til de udlendske (Lybækkerne), uden at den var aabenbart nødt og tvungen dertil, og skulde dette ske, hvad Gud forbyde, da skulde saavel Kjøbenhavn som menige Riget blive saa vel forvarede deri som Malmø. Den takkede Kollegaerne i Kjøbenhavn, fordi de havde tilbudt at forhandle med 3, 4 Rigsraader og bringe Sagen til en fredelig Ende.

Af de 3 Breve fra Malmø sendte Magistraten i Kjøbenhavn Genparter til Hr. Mogens Gøye og bad denne Stadens gamle Velynder ( om, at han vilde komme til Kjøbenhavn, forat den kunde forhandle med ham, at alting kunde komme til en god Fredsomlighed og bestandelig Ende. Det var en Sag, der i høj Grad angik ikke alene Staden men ham selv og hele Riget, og man stolede paa, at han vilde komme hurtigst, "ti al Nød og Nødtørftighed det, nu paa denne Tid af os fordrer" J).

I Kjøbenhavn var ingen saa mægtig Fører for det lybske Parti som Jørgen Kok i Malmø. Ambrosius Bogbinder havde mistet sin Stilling som Borgmester, besad ikke den Indflydelse, som en Stilling i Raadet medførte og var vel ej heller saa dristig, ihærdig og snedig som Jørgen Kok; denne drog derfor til Kjøbenhavn og holdt sig skjult i Ambrosius's Gaard i Højbrostræde 2) med en Del væbnede Mænd forat overfalde Slotsherren Hr. Johan Urne, naar denne fra Slottet gik i Kirke, men han var ledsaget af et talrigt Følge og Slotsvagten var saa stærk, at Slottet ikke paa nogen Maade kunde komme i de sammensvornes Hænder. Han søgte ogsaa ved List at overrumple Johan Urne paa selve Slottet, idet han ved megen udsøgt Høflighed gav Anledning til, at han blev indbudt til at spise hos denne. Men da Johan Urne mærkede, at Jørgen Kok havde et stort Følge, lod han ogsaa

__________

1) K. D. IV. 483-88.

2) Han ejede selv et Hus i Store Færgestræde. K. D. II. 273. D. Mag. 4 R. I. 337.


136

Slotsvagten forstærke og hans Gæst maatte forlade ham I Venskabelighed 1).

21. Juni landede Grev Kristoffer ved Dragør. Der blev Røre ved Rygtet om den fjendtlige Flaades Ankomst. Hr. Johan Urne kunde Dagen efter, 22. Juni, melde Hr. Anders Bilde til Søholm, at foregaaende Dag Kl. 7 kom Flaaden ind under Dragør, og at der sendtes Folk i Land, der fangede en af Rigets Skippere, den hollandske Præst og Fogden paa Amager og var inde i et Hus, hvor de tog Fødemidler. Han opfordrede Hr. Anders Bilde til straks at komme hid med alle de Ryttere og Landsknægte, han havde i Stege, og opfordre Adelen, Købstadmænd og Bønder til at komme saa talrige som muligt. "Ti dersom her kommer ikke fremmede Folk her i Byen med det første, da er det befrygtende, hvorledes det vil gaa" 2).

Jørgen Kok og Ambrosius drog straks til Greven, der 22. Juni ved Skovshoved gik i Land med sin Hær. Adelen rustede sig i Hast, men Kristoffer gik hurtig frem, var næste Dag i Roskilde, den følgende i Køge og havde saaledes af skaaret Kjøbenhavns Slot fra Hjælp. Inden faa Dage overgav en stor Mængde af de sælandske Købstæder sig til Kristoffer, der fremtraadte under Skin af at være disses Forsvarer mod den overmægtige Adel. Paa Ulvemosen ved Køge havde han Møde med en Del Bønder, hvem han følgelig lokkede ved samme Middel. Intet befæstede dog saa meget hans Magt, som da Hr. Anders Bilde til Søholm svor ham Huldskab, og man kan vel vide,, at Ambrosius's Parti nu turde vise sig aabenlyst.

Greven afsatte Biskop Joakim Rønnov og indsatte den fordums Erkebiskop i Upsala Gustav Trolle til Biskop i Roskilde. Joakim Rønnov var da i Kjøbenhavn og lod Indbyggerne stævne til Bytinget, hvor han fremstillede Grevens

__________

1) Krag og Stephanius I. 45-46.

2) Pal.-Müller: Aktst. til Grevefejden II. 20-21. Ny D. Mag. V. 127.


137

Tyranni og Troløshed og bad Borgerskabet for Guds og Rigets Velfærds Skyld at holde sin Troskabsed, han var villig til at staa paa dets Side og vove Liv og Gods. Den Del af Magistraten, der allerede var vunden for Kristoffers Parti, blev højlig forbitret, og der faldt Trusler imod ham, saa han hemmelig maatte liste sig bort, og Almuen kom snart i en ophidset Stemning, saa den trængte ind i Bispegaarden forat opsøge ham; den var saa ivrig, at man, da der netop blev baaret en Kiste fra Byen op paa Slottet, brød denne op i den Tanke, at Biskoppen laa skjult deri 1). Det er vistnok ved denne Lejlighed, at den gamle, graahaarede Raadmand Jens Kammersvend søgte at tale Almuen til rette: "Ulykkelige Borgere", sagde han, "hvilken Afsindighed har drevet eder til at overgive eders Fædreland til Tydskerne? har I nogensinde hørt af eders Forfædre, at disse har været trofaste mod de Danske? Er det gamle Ordsprog endnu ikke ved Magt, at før vokser Figen af Hylderod, end Tydsken vorder de Danske god. Til alle de Ulykker, Laster og Krige, hvori vi har været indviklede siden Rigets Begyndelse, har Tydsken altid været Ophav. Tro mig, den Dag vil komme, da de, hvem I nu vil indlade med Venlighed, og som nu sminker sig med Mildhedens Farver, vil blive eders værste Fjender" 2). Disse Ord kom ham siden dyrt til at staa.

2. Juli satte Lutheranerne sig i Besiddelse af Frue Kirke, hvor de indførte protestantisk Gudstjeneste. Raadmand Oluf Skriver maatte omtrent 6. Juli føre Forhandlinger med Greven, og den 13. Juli mødte 2 Borgmestre, 4 Raadmænd og 14 Borgere i Køge, hvor de udstædte et Brev, ifølge hvilket de lovede at ville indlade ham næste Torsdag den 16de, opgive Staden til ham og hans Krigsfolk til Hest og til Fods og sværge ham Huldskab, Mandskab og tro

__________

1) Krag og Stephanius ved Sandvig 1. 43-44.

2) S. R. D. VIII. 518-19.


138

Tjeneste paa Kong Kristierns Vegne. De paaberaabte sig en Fuldmagt af de menige Indbyggere, der var givet og beseglet af alle Lavs Oldermænd 1).

Borgernes Betingelse for Overgivelsen var Kristiern II's Løsgivelse; de var iøvrigt fra først af ikke ret imødekommende, da de først svarede paa Grevens Opfordring, at de ikke vilde overgive Staden, før Kong Kristiern kom løs, men Greven lovede, at dette snart skulde ske 2), han handlede kun paa Kristiern II's Vegne; men hvad Skæbne, der i Tilfælde af en heldig Udgang var beredt denne, ses af, at i Grevens Overenskomst med Wullenwewer hedder det, at den fangne Konge skulde overgives til Lybæk, der saa vilde træffe Overenskomst med ham; med andre Ord: det vilde kun være efter de haardeste Indrømmelser til Lybæk, at Kristiern igen kunde bestige sin Trone. Havde Kjøbenhavns Borgere vidst dette, havde de næppe saa let gaaet i Fælden.

En anden Maade, hvorpaa Kristoffer søgte at vække en venlig Stemning imod sig, var, at han gav Borgerne Udsigt til en stor Vinding, idet han nemlig lovede Staden et Bælte af Land paa en Mils Bredde omkring den. Dette hang sammen med den Udsigt til at blive en Fristad, hvorom Jørgen Wullenwewer vistnok har oprullet et tiltalende Billed. I den foran nævnte Vise hedder det 3): -

De kjøbenhavnske, som med stor Attraa
straks faldt den Greve til Hand,
at de kunde naa den lange Fortaa
en Mil til Land og Vand,
de have derfore af Hungers Nød
ædt Heste, Øg, Katte og Hunde,
mangen der over en ynkelig Død,
der de havde hverken Øl eller Brød
og ej længer holde kunde.

__________

1) K. D. I. 382-83.

2) Rørdams Monumenta I. 105, 370. Krag og Stephanius 1. 45.

3) D. Mag. I. 254. I Roskilde Aarbogen (Rørdams Mon. I. 370) omtales ogsaa Løftet om den store Jordstrækning.


139

16. Juli aabnedes Portene altsaa for Grev Kristoffer, der i 10 Dage, indtil Slottet overgav sig, bode paa Degnegaarden 1). Allerede Dagen efter indlod Hr. Johan Urne sig i Underhandlinger med ham, medens Borgerne gjorde Angreb paa Slottet, der Natten mellen 18. og 19. Juli besvarede det med Kanonskud; men Besætningen var ikke til at stole paa, og 24. Juli overgaves Slottet med Rigets store Orlogsskibe og Skyts 2).

For sent kom en Skrivelse fra Kong Gustav Vasa dateret 19. Juli til Kjøbenhavns Borgere, hvori han fremstillede Kong Kristierns blodige Færd og hans svære Skattepaalæg. Om de Lybske end nu fremstillede Sagen paa en anden Maade, saa mente de intet andet dermed end disse 3 Rigers Skade, Fortrykkelse og Nederlag. Han selv vilde snart komme dem til Hjælp. Hvis der var Strid med Rigens Raad om den evangeliske Sag, saa syntes det ham nyttigere at søge Trøst hos Herrer og andre gode Mænd end hos disse 3 Rigers hadske Fjender, der snarere vilde mægle til Skade end til Gavn. Han raadede dem til at kaare Hertug Kristian eller hans yngre Broder til Konge og mindes disses Fader Kong Fredrik, der var en slig kristelig Fyrste og var med Kristi Evangelium og dettes Tilhængere saa kær og bevaagen 3).

Straks efterat Greven var kommen i Besiddelse af Kjøbenhavn, foregik paa Opfordring af Ambrosius og Hans Bøse en Omvæltning i Stadens Styrelse; hele den gamle Magistrat gik af, og en ny blev indsat, selvfølgelig med disse 2 Mænd i Spidsen 4). Om Maaden, hvorpaa dette skede, vides iøvrigt aldeles intet, det kan være Kristoffer selv, der har foretaget Udnævnelsen, eller det demokratiske

__________

1) Rørdams Mon. I. 627-28. Om Degnegaarden se foran S. 56.

2) D. Mag. III. 304. Aktstykker til Grevefejdens Hist. II. 37.

3) Aktst. til Grevefejden I. 107-08.

4) Krag og Stephanius I. 47.


140

Borgerskab kan have indsat sine Mænd; dog var de Personer, der nu kom til at sidde i Raadet, ikke Smaafolk, men idetmindste flere af den velstaaende Købmænd, saa man kun kan sige, at det er de mest udprægede Tilhængere af Kristiern II's Parti, der kom til Roret, medens der ikke er Tale om nogen social Omvæltning.

Imidlertid havde Sagerne taget en anden Vending i Jylland og Fyn. Hertug Kristian var 4. Juli bleven hyldet i Ry, 9. Juli i Hjallese og fik Underretning herom i Lejren foran Travemunde, som han belejrede. Han udfærdigede her en Skrivelse til Borgmestre, Raadmænd og menige Borgere i Kjøbenhavn, hvori han lod dem vide, at han, uagtet han kort i Forvejen havde skrevet til dem, alligevel skrev nu igen, idet han indstændig bad om, at de ikke vilde lade sig forføre af hans Fjenders listige, bedrageriske og forførende Anslag og Raad, men lydig yde Danmarks Riges Raad efter deres Troskabsed Lydighed og holde Stand mod Fjenden til deres eget Bedste. Hertugen vilde i egen Person om ganske kort Tid med Guds Hjælp undsætte Staden til Vands og Lands. Dette Brev kom saa sent, at det intet kunde gavne og havde vel ej heller alligevel gjort den ønskede Virkning 1).

Kristoffers Held i Sæland virkede ogsaa i de andre Landsdele; i Fyn indtog Bønderne Slotte og Herregaarde, og i Jylland fremkaldte Skipper Klement en lignende Rejsning mod Adelen. I Skaane faldt ogsaa Adelen til Føje og inden kort Tid havde den hyldet Greven paa Kong Kristierns Vegne. Der begyndte nu en Tid, der træffende skildres i følgende samtidige Vise, der er forfattet af en Protestant, som kun finder en eneste glædelig Ting, nemlig at Guds rene Ord frit kunde prædikes:

__________

1) K. D. II. 244.


141

O Danmark, hvor gaar det nu saa til
at du er vorden saa mager?
jeg det for Sandingen sige vil,
jeg haver dig kendt saa fager.
Nu ser jeg intet paa din Krop
uden blot Skind og Ben,
hvad Syge haver dig tæret op,
naar skal du trives igen?

Jeg vil svare med korte Ord,
jeg vil dig Sandingen sige,
jeg fanger fuld sent eller aldrig Bod,
jeg maa det ikke tie.
Gud haver mig skikket en Løve saa prud,
at jeg skulde hende føde,
hun skulde mig fri for andre Dyr,
at de skulde mig ej øde.

Nu ere baade Ulve og Ræve saa tykke,
ti kan jeg intet baade,
de flække og rive mig bort i Stykke,
den Løve kan dennem ej raade;
de Ulve have mig en Plage paaført,
hun tvinger mig Dag bei (!) Dag,
al Lykke haver hun fra mig kørt,
den er min Syges Aarsag.

Naar Høgen haver Magt, driver Ørnen hen,
saa vil de os selv tære,
de tære, saa der er intet igen,
det er min højelig Kære.
Købsteder ere øde, det maa jeg sige,
Købmænd plages i hver en Vraa,
med Tiden skal Ørnen ej meget af lide,
saa Rente kan han ej naa.

Alt det, som jeg arme Danmark
kan samle med stor Sorg og Møde,
skulde holde til Gode udi min Ark,
det lægger Kaalorme øde,
de tære fra mig baade Sølv og Guld,
som jeg skulde mig af nære,
aldrig kan jeg dem fylde fulde,
ti maa jeg skarper være.


142

De tære fra mig baade Okse og Ko,
det kan dennem intet klække,
af alt det jeg ejer, vil du mig tro,
de kan ej blive mætte.
Kornet de sende og bort fra mig
til andre fremmede Fugle,
de agte ej hvad jeg haver igen,
naar de haver Næverne fulde.

Eja Danmark, slig Sorg og Nød
ere bitre at bide og bære,
jeg mente det var bedre at være slet død
end lade slige Dyr regere.
Naar saadan Dyr i Landene ere fri
og Løven kan dennem ej raade,
da ve de smaa Dyr, der bor udi,
de tages ret plat af Dage.

Naar Ugler blive Høge
og Glenter blive Ørne,
da maa smaa Fugle kvide,
eller Ulven Løve og Ræve blive Bjørne,
smaa Dyr monne de slide.
Jeg ved dig nu Danmark ingen Ting fri
foruden Guds Ord det rene,
de andre staar du ilde udi,
ti bliv hos Gud alene 1).

Grev Kristoffer kunde imidlertid ikke længe glæde sig ved Eneherredømmet over Kjøbenhavns Slot. Gustav Vasa i Sverig sluttede Forbund med Hertug Kristian og angreb Halland i Oktober. Greven sammenkaldte ved samme Tid, i Oktober, en Herredag i Kjøbenhavn og fik bevilget alle Kirkers og Klostres Kostbarheder, men da han tillige forlangte de adelige Damers Guldsmykker, blev dette nægtet under det Paaskud, at Mændene ikke havde Rettighed over deres Hustruers og Børns Smykker, og at i alle Lande var Fruer og Jomfruer forskaanede for saadanne Ydelser. Da kom

__________

1) Meddelt af C. Molbech i hist. biografiske Samlinger 121-22.


143

Ambrosius Bogbinder og Jørgen Kok i Spidsen for Magistraten og en stor Hob Borgere farende op paa Slotéet, hvor Rigsraadet og Købstædernes Udsendinge var forsamlede i det grønne Kammer, og truede Adelen, hvem de gav Skylden for denne Krig, ligesom Borgmester Niels Tøndebinder i Borgerskabets Navn sagde Greven, at hvis han ikke var mægtig nok til at indsætte Kong Kristiern i hans Rettigheder, skulde det ikke gaa ham bedre end Rigens Raad og Adelen 1). Adelen blev nu saa føjelig, at den lovede store Pengesummer.

Men Kristoffers Stjerne var begyndt at dale. Sidst paa Aaret var Halland og Bleking tabt, og da var allerede en ny Komet trukken op, der for en kort Tid kunde vække de dalende Forhaabninger.

Hertug Albrecht af Meklenborg, der var gift med den fangne Konges Søsterdatter, og var hans gamle Tilhænger, havde længe søgt Forbindelse med Lybæk i Haab om muligvis at opnaa Magten i Danmark, og sidst i Juni gaves der ham Udsigt til Sverigs Trone, naar han havde hjulpet til at erobre Danmark; dog blev endnu ingen Aftale truffen, men en af Kristiern II's Ledsagere i Landflygtigheden, Dr. Kristiern Vinter, sendtes til Kjøbenhavn forat formaa Greven, der dog ikke kunde føre sin Sag igennem uden flere fremmede Krigsfolk, til at modtage Hertugen og hans Hjælpekorps. Greven havde ikke stor Lyst til at dele sin Magt med en anden, hvis Ærgærrighed gik langt videre end hans, men Kong Kristierns Parti, der havde faaet Øjet op for Kristoffers ringe Evner, greb Tilbudet med Begærlighed,

__________

1) Krag og Stephanius I. 74. Kalkars Aktstykker til Reformationstiden S. 108. Hos Krag hedder det, at det var foruden Jørgen Kok og Ambrosius "de kort forhen udvalgte 8 Mænd", der stormede op paa Slottet, men dette sidste maa hvile paa en Fejltagelse, ti Magistraten bestod vistnok da af 4 Borgmestre og 12 Raadmænd; ved Overgivelsen 1536 var der 3 Borgmestre og 10 Raadmænd.


144

hed, og Magistraterne i Kjøbenhavn og Malmø udfærdigede et Brev til Hertug Albrecht 17. September 1), i hvilket de bad ham om at bevæge Hertugen af Holsten til at afstaa fra sit Forehavende at erobre Danmark eller i modsat Fald komme dem til Hjælp; de var villige til at ofre Liv og Gods. Hertug Albrecht besvarede det 8. Oktober 2) og kunde da berette, at han havde sluttet Forbund med Lybæk og 5 andre Hansestæder, Hamborg, Rostok, Stralsund, Vismar og Lyneborg, med det Formaal at udfri den fangne Konge, ligesom han havde bevæget flere tydske Fyrster til at mødes med Hertug Kristian næste Søndag 8 Dage en halv Mil fra Lybæk, og kunde da faa bestemt Underretning, om denne vilde slippe Fangen løs; hvad Hertug Kristian vilde svare, skulde han strax underretfe dem om, ligesom om den fangne Konges Tilstand. Den fremtidige Brevveksling skulde gaa gennem Borgmestrene Bernt Kron i Rostok eller Jørgen Grell i Vismar.

Dagen efter vedtog Hansestæderne at føre Krigen igennem til det yderste og opfordrede Hertugen til at møde i Lybæk med Tropper, i hvilket Øjemed han sluttede et Forbund med Grev Johan af Hoya. Jørgen Wullenwewer, der nu havde tabt al Tillid til Grev Kristoffer, der ikke havde Magt til at modstaa Gustav Vasa og Hertug Kristian, der trængte frem fra begge Sider, bragte endelig 14. November en Overenskomst til Veje, hvorved der gaves Hertug Albrecht Løfte om at blive Regent i Danmark saa længe Kristiern II. levede, naar han havde hjulpet til at udfri ham, og efter hans Død skulde han blive Konge. Lybæk, der kun saa paa sin egen Fordel, sluttede 18. Nov. Fred med Hertugdømmerne og kunde saaledes alene have sin Opmærksomhed henvendt paa Kongeriget, da den ikke selv truedes af Angreb nordfra. Først i December var Lybæks Flaade udrustet og drog afsted

__________

1) Aktstykker til Grevefejdens Hist. I. 193-94.

2) K. D. II. 245-46.


145

mod Danmark med Greven af Hoya som Hovedanfører og Marcus Meyer som Fører for det lybske Korps. 12. Dec. skrev denne sidste fra Nykøbing paa Falster 1) til Ambrosius og Hans Bøse og meldte, at han var rejst fra Warnemünde og her var landet med 2000 gode mønstrede Knægte foruden 1000 Mand, som var udskibede fra Travemünde og allerede skulde være ankomne til Rødby. Nu ønskede han Underretning om, hvor han skulde stige i Land i Sæland, at navnlig Jørgen Mynter skulde tages med paa Raad, og at Ambrosius selv tredje vilde drage ham imøde, forat de i Fællesskab kunde overveje, hvad der nu nærmest var at gøre. Dette Brev sendtes straks til Magistraten i Malmø, der 14. Dec. 2) meldte, at den havde taget Kristoffers Feltherre i Skaane, Bastian von Jessen, paa Raad. Man havde nu udsendt en Borgmester og en Raadmand, af hvilke den ene skulde drage til Marcus Meyer og den anden til Grev Kristoffer, hver ledsaget af en af Bastian von Jessens Officerer, og mente nu, at det var bedst, at Kjøbenhavn ogsaa sendte 2 Mænd til hvert Sted med de andre. Grev Kristoffer, der tidligere havde betydet dem, at Hertug Albrecht vilde optræde som hans og deres Fjende, der havde svoret Kong Kristiern Troskab, skulde Kjøbenhavnerne gøre begribeligt, at de ny Tropper kom som Venner, og at dersom Greven vilde bruge dem i Jylland eller Holsten, da saa de det gærne, "men dersom Hans Naade ikke véd at bruge dem der til Fordel, at de maa ufortøvet komme her over (til Skaane) vi have dem vel Behov, ti vi vide aldrig den Dag, at de Svenske ere her nede hos os". De andre 3 skulde underrette Marcus Meyer om Sagernes Stilling, og naar de kom med ham til Vordingborg, skulde der komme Bud fra Grev Kristoffer om, hvor de skulde hen. Desuden mente man, det var bedst at forestille Biskop Joakim Rønnov, hvorledes Marcus Meyer ikke kom som Grevens Fjende, men for at

__________

1) K. D. II. 246-47.

2) K. D. II. 247-48. 10


146

hjælpe Kong Kristiern af Fængslet, og at han altsaa ikke skulde gøre denne Modstand. Med de Landsknægte til Hjælp vilde der nok komme en god Ende paa denne Fejde, og man kunde nu være ved frit Mod, da man havde en retfærdig Sag 1).

Kristoffer var paa den Tid i Fyn og havde en Sammenkomst med Hertug Kristian i Kolding, der ikke førte til andet end en personlig Uvilje mellem de 2 Fyrster; han maatte nu tvungen af Omstændighederne med Tak paa Læben men med Forbandelse i Hjærtet tage imod Hjælpetropperne. Men den skaanske Adel vilde ikke saaledes give sig Lybæk i Vold og sluttede sig til den fremrykkende svenske Hær, der efterhaanden fik mere og mere Fodfæste i Skaane, paa samme Tid, som Johan Rantzau indtog Nørrejylland. Den sælandske Adel mistænktes nu ogsaa baade af Greven og Borgerstanden, og der blev fremkaldt en Bondebevægelse, Adelens Gaarde blev plyndrede og den selv i Masse ført fangen til Kjøbenhavn. Paa Ringsted Landsting 20. eller 22. Jan. 1535 dræbtes Holger Rosenkrandses Enke Anna Meinstrup af kjøbenhavnske Borgere, idet den gamle Hofdame med høj Røst paastod, at saa længe hun levede skulde Kong Kristiern ikke komme paa Danmarks Trone. Ikke nok med at man huggede hende ned, men hendes Lig blev mishandlet især af en i Kjøbenhavn bosat Tydsker Jakob Fløjtespiller. Hendes Drab blev anset for den største Voldshandling i Krigen, idet hendes Drabsmænd var de eneste, som undtoges fra den almindelige Benaadning 2).

Hertug Albrecht havde imidlertid ikke endnu vist sig paa Skuepladsen, uagtet han fra alle Sider endog af Greven selv nu opfordredes til at komme. Tropperne blev trukne

__________

1) K. D. II. 246-49.

2) Naar det siges i D. Mag. III. 304, at hun blev ihjelslaaet af Ambrosius Bogbinders og Grev Kristoffers Folk, saa kan man ikke deraf udlede, at disse selv var delagtige deri, men kun at det var kjøbenhavnske Borgere og Landsknægte. Jvfr. Krag og Stephanius I. 83.


147

bort fra Fyn i Marts forat komme Skaane til Hjælp, men samtidig gik Johan Rantzau over til Fyn. Nu var gode Raad dyre; indtrængende bad Jørgen Wullenwewer Albrecht om at rejse, og 8. April forlod han endelig Rostok med sin Gemalinde, sit Hof, sine Jagthunde men kun med 40 Ryttere og en Fane Knægte 1). Fra Nykøbing drog han til Næstved, hvor han mødte Greven af Hoya, der havde ladet Tropperne vende om igen til Fyns Undsætning. Fredagen før Paaskemarked eller Fredagen før Jubilate (16. April) betegnes som den Dag, han holdt sit Indtog i Kjøbenhavn, hvor Greven gav ham Bispegaarden, men ikke Slottet, til Bolig, ej heller fik han den Del i Regentskabet, han havde ventet; Kristoffer var uvillig og vilde kun nødtvungen give Slip paa sin Magt; den skaanske Adel søgte nu endog at vinde ham for Hertug Kristian, idet den forsikrede om, at den aldrig vilde være Hertugen og Lybækkerne undergiven.

8. Marts 1535 hyldedes Hertug Kristian til Danmarks Konge i Viborg; i Fyn gik hans Hær frem, men Hertug Albrecht forblev paa Bispegaarden. Wullenwewer trængte paa, han maatte nødvendig til Fyn, selv Greven opfordrede ham, men han kom først dertil et Par Dage før Katastrofen, Slaget paa Øksnebjerg 11. Juni, og maatte tilbage samme Vej han kom. Den fælles Skade forenede Rivalerne, og 19. Juni udstædte han og Greven i Samling et hæftigt Opraab til Borgere og Bønder om at vise den yderste Modstand, bad dem betænke, at naar Hertugen af Holsten vandt Sejr, blev der ingen Ende paa Skatning, Plage, Røveri, Mord, Halshuggelse, Ophængelse, Stejlelse; de vilde blive nødte til at falde fra den kristelige Frihed, der nu var givet dem, til en asenlig, ja hundelig Trældom, da de vilde blive bortbyttede mod Hunde. Den, der udeblev, naar Bavnen lyste, eller flyde uden yderste Nød, skulde hænges paa sin

__________

1) I D. Mag. III. 305 omtales som hans fornemste Følge hans Gemalinde og 100 Jagthunde ("Rakker").


148

egen Husbjælke og hans Gods deles mellem Landsherren og de redelige Karle, der gjorde deres Skyldighed.

Men Almuen var forsagt. De regulære Tropper var smeltede sammen og kunde ikke forsvare Kysten. Midt i Juli tog Peder Skram, der allerede 9. Juni havde vundet en Sejr over den lybske Flaade, Korsør Slot, og Flaaden førte Hæren over. 17. Juli var Kong Kristian III. i Køge, og næste Dag var hans Flaade i Øresund, medens Wullenwewer i Lybæk var nær ved at fortvivle over den Tilbagegang, hans Magt havde lidt ved Stadens indre Partistridigheder, og den Lunkenhed han mødte i den Sag, der efter hans Mening gjaldt Lybæks Ære og Magt. Nu var det kun Malmø og Kjøbenhavn, der skulde vise hvilken Kraft, der var i de Ideer, der kæmpedes for. Men naar man overvejer Forholdene, fandtes der vel ikke andet end Rædsel og Forfærdelse hos Borgerne. Der var næppe stor Tillid til de 2 tydske Herrer, hvis fjendtlige Sindelag imod hinanden maatte være enhver bekendt. De egennyttige Formaal, de kæmpede for, har næppe været nogen Hemmelighed for deres Landsknægte, der paa deres Landsmænds Vis næppe har kunnet afholde sig fra at vise en viss ubehagelig Selvfølelse. Tilbagegangen i Krigslykken har i ethvert Tilfælde vist, at Fyrsterne ikke var Situationen voksne. Og Kong Kristierns Parti, hvor stort har det vel været? Man mindedes Fredrik I., en jævn, venlig Mand, der ikke ringeagtede Borgerne, men maaske mere end en Gang deltog med dem i festlige Sammenkomster. Han havde ydet baade Byen i Almindelighed og enkelte Borgere ikke faa Beviser paa sin Naade, udvidet deres Bymark, givet dem saa megen Trosfrihed, som han formaade, ligesom han saa igennem Fingre med de Extravagancer, som deres Trosiver og Vedhængen ved hans Formand havde ført dem til. Naar de nu sammenlignede ham med Kristiern, om hvis heftige Sind Mindet endnu maatte fylde dem med Gru, saa kunde mange af dem maaske næppe sige, om de af Hjertet kunde ønske ham tilbage, det skulde


149

da have været for den blodige Hævn, han vilde tage over den Adel, hvem de tillagde Skylden for den bitre Tilskikkelse, der nu truede dem. Ambrosius Bogbinder, Hans Bøse, Niels Tøndebinder, dem trode de vel paa, men deres Magt laa jo indenfor Byens Mure og kunde ikke strække sig videre end til, hvad Borgerne selv vilde yde 1).

Udsigterne for de 2 Stæder blev ogsaa i flere Henseender snart ringere; Wullenwewer, den egenlige Leder i hele denne Bevægelse, saa sig i September nødt til at træde ud af Lybæks Raad og maatte faa Aar efter lade sit Liv for Bøddelens Økse. Fra ham var ingen Hjælp mere mulig, og i Lybæk vendte Stemningen sig ikke længe efter. Det eneste Haab blev Nederlandene, der styredes af Kejser Karls Søster Maria, Kristiern II's Svigerinde. Hvis Borgerne havde vidst, hvad vi nu véd, at deres tydske Venner allerede i Juni 1535 havde tilbudt den engelske Konge Varberg, Malmø, Landskrone, Kjøbenhavn og Helsingør, hvis han vilde hjælpe dem til Herredømmet over Danmark, havde de næppe underkastet sig den kommende Trængselstid, de havde sikkert sluttet sig til Kristian III. og Rigsraadet og hjulpet disse med at afkaste det tydske Aag. Men de var slagne med Blindhed, og stolede idetmindste paa, at det var Evangeliets Sag, der kæmpedes for 2).

De belejrede havde i Tide provianteret sig med alt Kvæg fra Omegnen, ligesom Amager længe var dem et godt

__________

1) Byens Vaabenforraad var ikke ringe. I en Optegnelse staar følgende: "2 Jærnslanger, hver 20 Fødder (Fod), 2 støbte Feltslanger, 10 Hovedstykker, 20 Halvslanger, 15 Falkenetter, 100 Hager, 100 bømiske Rør, 1000 Spyd (Spedsse), 500 Hellebarder, 3 1/2 Læst Bøssekrudt, mange Bøssekloder (Kanonkugler), en Kiste med Sølv og Guld; heraf bjerget en Halvslange og ikke mere". Denne Optegnelse bagpaa det K. D. IV. 451 nævnte Dokument om Borgernes Beslutning paa Rodemaalsstevnet 1530 (Geh. Ark. Reg. 30 Fasc. 1, Nr. 6) maa skrive sig fra en Tilhænger af Ambrosius.

2) Paludan Müller Grevens Fejde II. 148 flg. Geh. Ark. Aarsber. IV. 5-6.


150

Forraadskammer. Udenfor Havnen laa et stort Skib, den prøjsiske Holk, der skulde forsvare Havnen og Dybet udenfor denne, men den blev skudt i Sænk af den forenede danske og svenske Flaade, og dens Levninger var endnu tilsyne længe efter 1).

Kjøbenhavn blev indesluttet fra Søsiden 18. Juli og 24. Juli fra Landsiden. Kongen selv kom 29. Juli til Serridslev, hvor han besluttede at slaa Lejr. Dette Sted laa belejligt, da det var ligesaa højt som det øverste af Kjøbenhavns Volde, hvilket var af Vigtighed paa en Tid, da Kanoner kun kunde skyde i lige Linie og man ikke havde Nutidens Færdighed i at sigte. Der var endnu Levninger af Kong Fredriks Volde og Grave tilbage fra Belejringen for 12 Aar siden, som snart kunde sættes i Stand igen. Selvfølgelig gjorde Borgerne hvad de kunde forat hindre at Lejren blev færdig og gjorde uventede Udfald. Især udmærkede Sti Stisen, en dansk Adelsmand med æventyrligt Mod, sig ved sine pludselige Angreb ridende paa sin museblakkede Hest, men da han snart blev kendt, kom han saa ofte i Livsfare, at han maatte opgive sit dristige Ridt. Ogsaa skød man fra Voldene, men det varede dog ikke længe inden Kongens Tropper havde fundet Dækning. Fra Jermers Skanse, der var det højeste Punkt i Byen, kunde man skyde ud i Lejren med en Kanon, der hed den vrede Slange og engang dræbte nogle Drabanter i Kongens Telt. Med de andre Kanoner kunde der ikke naas saa langt, ti det berettes som en Mærkelighed, at da engang 3 gudsforgaaede Landsknægte i Lejren under forfærdelige Forbandelser forsøgte at drikke sig ihjel i Brændevin, kom en saadan Kugle og ramte dem alle 3 2).

Kongens Styrke var 12 Fænniker eller omtrent 6000 Mand 3).

__________

1) D. Mag. 3 R III. 87.

2) Krag og Stephanius I. 102.

3) Smst. I. 102. D. Mag. 4. R. III. S. XI, XXIX.


151

Ved denne Tid er det vel, at Kristoffers Parti tabte en trofast Tilhænger, idet Skipper Tøger, Ambrosius's Meddeltager i Billedstormen, blev frataget sit Skib, men da han svor Kristian III. Troskab, fik han det igen og blev Kongen tro, hvorfor han siden belønnedes, idet han 1537 fik Livsbrev paa 2 af Kongens Boder bag ved Vingaarden 1). Kongen lod nu udgaa Paabud til Sælands Indbyggere om at sende Fødevarer og Vogne til Hæren. Sømme og Tune Herred skulde sende 400 gode Karle med Spader og Madsække med Proviant til 3-4 Dage, ligesom hver Mand i Sokkelunds og Smørum Herreder et Læs Vidier ("Vender themmer"). Købstæderne maatte sende Øl og Brød. Bønderne i Kjøbenhavns Omegn flygtede, uagtet Kongen gav hver enkelt Landsby et Beskyttelsesbrev. Sokkelunds og Smørum Herreders Bønder mødte ej heller paa Landstinget og hyldede Kongen, men da det var i Kongens egen Interesse, at Landet dyrkedes, udstædte han et Brev til dem, "at de maa være hjemme med deres Bo og Bjering og høste deres Avl og Korn ind". Ikke alene forbød Kongen Admiralerne at lade Folk gaa i Land og plyndre Bønderne, men han udstædte et aabent Brev til Almuen i hele Sæland, som han tog i sin Beskyttelse og lovede, at alt, hvad der var den frataget, Heste, Vogne, Mejejærn, Leer og desl., skulde udleveres igen, og Kongen "vilde det saa bestille, at de skulde ej herefter overfaldes eller tages fra af Hans Naades Krigsfolk"; derfor skulde de gøre Tilførsel til Lejren, hvilken skulde betales med rede Penge 2).

Omstaaende Prospekt gengiver os Kjøbenhavn saaledes, som Staden fremstillede sig fra den danske og prøjsiske Flaade. Afbildningen er gengivet efter H. Hamelmanns Oldenburgische Chronicon S. 337, der udkom 1599 3). Da der paa den Tid allerede var udkommet flere Prospekter af

__________

1) D. Mag. 3. R. V. 70, 325.

2) D. Mag. 3 R. V. 70-82, 262.

3) Den har først tilligemed den følgende Gengivelse af Stadens ældste Sigil været medd. i "Ude og Hjemme" for 23. Feb. 1879.


152

Staden, der er aldeles forskellige herfra, og da nærværende Afbildning alligevel stemmer overens med Forholdene, saaledes som vi kender dem fra andre Kilder, saa kan der ingen Tvivl være om, at den er optaget under selve Belejringen og bragt til Tydskland af en af Deltagerne i denne. Med Perspektivet maa man ikke tage det saa nøje. Lejren ligger for nær ved Byen, ligesom de Skanser, der var opførte til Beskyttelse, ej heller, som det her er fremstillet, kan komme saa nær ind under Voldene; det er dog øjensynligt, at de laa

hinsides Søerne, der dog ikke tydeligt er gengivne; den Skanse, der her er fremstillet tæt udenfor Vesterport, kan næppe være nogen anden end den, der var paa Valby Bakke. Kongens Flaade ses at ligge mellem Amager, der betegnes som en Ø med 2 Træer paa, og de 2 Indløb til Havnen, Kalvebodsund og Gamleboddyb. Af Kjøbenhavn ses i Forgrunden Slottet omgivet af Mure med Skydeskaar og Runddele; indenfor disse skelnes en Bygning, der formodenlig skal


Planche indsat mellem side 152 og 153:
Kjøbenhavns Belejring 1536

Pl. s.152

153

forestille Slotskapellet og en anden med et kuppelform et Tag. Dette er meget mærkeligt, ti sidstnævnte Bygning, hvis Tilværelse er sikker nok, da den fremstilles paa Braunius's Tegning 1587, ligner paafaldende det ældste Sigil for Staden under et Dokument fra 1296. Dette, der paa foregaaende Side er afbildet til Sammenligning, gengiver en lignende Bygning omgivet af en Ringmur, i hvilken der ses 2 Runddele, de andre maa tænkes bagved. Nu blev Slottet, som vi ovenfor har set, aldeles ødelagt 1369, men vi maa efter det foreliggende antage, at det er genopbygget i Lighed med det ældre, og at disse gamle Bygninger er bevarede til henimod Slutningen af "det 16de Aarhundrede ved Siden af de ny, som blev opførte af de oldenborgske Konger. Af dette Billede lærer man saaledes, at Stadens ældste Sigil er en Afbildning af Slottet. Sigillerne ændredes efterhaanden efter Modens Krav, og skønt det nuværende er meget forskelligt fra det ældste, saa genkendes dog let den oprindelige Grundform. Muren omkring Slottet var paa hin Tid vistnok i Lighed med Byens Mure forstærkede ved, at der var lagt en Jordvold bagved; derfor tales der oftere om Slottets Vold; dette er ogsaa Grunden til, at man har kunnet sætte Kanoner op ovenpaa Runddelene. Paa Slotspladsen ligeoverfor Boldhusgade, der hvor siden Kancelliet var, ses et Taarn med spidst Tag, ud fra hvilket der hænger 2 hængte Mænd; dette Taarn findes ogsaa hos Braunius, men er paa dennes ene Afbildning fladt foroven; ogsaa ud fra det hænger noget, nærmest dog Signaler. Paa en af Resens Kopier af Braunius betegnes dette som Stadens Vagttaarn, med hvilken Hjemmel vides ikke, men det er sikkert det gamle Taarn, der i Stadsretten betegnes som liggende ved den ene Ende af Havnen 1).

Videre ser man Graven udmunde i Stranden ved Vandkunsten, man ser Muren omkring Byen indtil det Taarn,

__________

1) Kjøbenhavn i Middelaldren S. 110.


154

der stod omtrent i Vartovs nuværende Gaard, hvorpaa en Plankebefæstning ses til Vandkunsten, hvilken ogsaa kendes af andre Kilder. Vesterport og Nørreport fremstilles ogsaa og mellem dem flere Runddele, af hvilke den med en Fane ovenpaa sikkert er Jermers Taarn. Inde i Byen ser man Frue, S. Peders og S. Klemens Kirke, hvilken sidste man ellers aldrig vil finde afbildet, endvidere den katholske Bispegaard; derimod ses intet af den østlige Del af Byen, ikke engang Nikolaj Kirke, men der er alligevel fremstillet saa meget, at Tegningen viser sig at være paalidelig og samtidig med den derpaa fremstillede Belejring; det er al Ære værd, at der er tilvejebragt saa stor Lighed.

Et andet Prospekt af Staden fra Belejringens Tid findes paa et Tapet, der nu findes i Oldnordisk Museum, og som er forfærdiget af Hans Knieper til Kronborg i Tiden kort efter 1580. Det har tilligemed den øvrige Række Tapeter, hvorpaa Scener af de oldenborgske Kongers Bedrifter var afbildede, en Tid været benyttet til at tapetsere Frue Kirkes Kor ved Bispeordinationer 1). I Forgrunden fremstilles Kong Kristian III. ved Lejren i Serridslev med Telte, Drabanter, Ryttere og opmarscherende Landsknægte. Lidt længer borte ser man 2 Skanser, den ene er paa Serridslev Mark, den anden paa Valby Bakke, idet man nemlig paa den Tids Prospekter ikke kan vente stor Lighed i Henseende til Perspektiv. En lignende Fejltegning ses ved Afbildningen af den Vej, der fører ind til Vesterport over en Bro, der ser ud, som den førte over Stadsgraven, men i Virkeligheden gaar over Afløbet af S. Jørgens Sø ved Gamle Kongevej. I Baggrunden ses Kjøbenhavn, men der er en mærkelig Modsætning mellem dens Ydre her og det paa Billedet fra den oldenborgske Krønike, ti paa Hans Kniepers Tapet er det det Kjøbenhavn, der var til i hans Tid, der fremstilles, og

__________

1) Af Prospektet af Kjøbenhavn har Magistraten erhvervet sig en tro Kopi ved Hr. Mejborg.


155

det har altsaa ingen videre Betydning for den Tid, vi her omtaler. Byen ses omgiven af en Mur mellem Vester- og Nørreport, og et af Taarnene, vistnok Jermers, fremstilles. Længst til højre ses Slottet. Til venstre for dette ser man en høj Bygning med et Taarn med takkede Gavle, vistnok det kgl. Seglhus paa Holmen med Reberbanen. Den høje Bygning til venstre derfor er sikkert Admiralgaarden og Taarnet til venstre for denne Østerport, hvis det ikke er Vingaarden, hvad maaske er rimeligere. Kirken med Spiret, der skulde staa noget mere midt paa Skibet, er Nikolaj Kirke, inden det Taarn blev opført, som blev begyndt 1582 og fuldt færdigt 1596. Midten af Byen ses ikke paa Grund af Kongens Person, der optager hele Midtpartiet, kun ses Frue Kirkes Taarn. Den høje gotiske Bygning til venstre for dette er vistnok den gamle Bispegaard, det nuværende Universitet. Til venstre derfor ses et Taarn med takkede Gavle, uden Tvivl Nørreport. Dette Prospekt yder saaledes kun Oplysning om Kjøbenhavn paa Fredrik II's Tid, og er ikke noget Minde fra Belejringen 50 Aar tidligere.

At man viste sig stræng i den belejrede By mod dem, der mistænktes for at hælde til det modsatte Parti, fik Jens Kammersvend at føle; han havde talt ilde om Kong Kristiern og beskyldtes for at have sendt hemmelige Breve til Lejren. Den første Beskyldnings Sandhed kunde han ikke nægte, men man kunde ikke overbevise ham om, at hans Ytring var urigtig, derimod kunde den anden ikke bevises, men efter Borgernes indstændige Ansøgning hos Greven halshuggedes han 9. Sept. 1). Det vil senere blive fortalt, hvorledes denne Domfældelse faldt tilbage paa Ambrosius Bogbinder.

Jens Pedersen Kammersvend havde sit Tilnavn af, at han havde tjent i Kong Hanses Rentekammer. Som Raadmand nævnes han første Gang 1516. 16. Maj 1526 fik

__________

1) Dagen opgives af Hvitfeld Kristian III. Bl. Rij.


156

han kgl. Brev paa en Gaard i Sundbyøster. 1527 bode han i en Gaard ved Stranden og fik 1529 af Byen en Jord ved Stranden for 100 Mk., som han havde udgivet til Befæstningen af Vandmølleskansen. 1533 var han udset til at være Tolder i Falsterbo efter Albert v. Gochs Død. Det var ham, der saa kraftigt havde advaret mod Stadens Overgivelse til Grev Kristoffer, og da det store Blodbad skede paa Borgerne i Somren 1536, tænkte man paa Jens Kammersvends Advarsel, men da var han forlængst skilt ved Livet. Jens Kammersvend var endnu i Oktober 1530 Katholik, da han og en anden Raadmand Mester Hans Vinke modtog fra Frue Kirke en Sølvkrone, som var givet til at pryde Jomfru Maries Billede med, at gæmme til Kirken "kom til sig igen og maatte nyde sit eget". Paa den anden Side har han dog staaet i Venskabsforhold til Kristiern II's Tilhængere, idet han 1529 var Forlover for Hans Mikkelsens Svigersøn Nikolaj Lusener. Hans Enke Bodil Vinkes ejede 23. April 1544 en Gaard ved Stranden ved Siden af Marcus Pannekok 1).

Omtrent 14. Sept. maa der være sket et større Udfald, ti de kongelige fik en Mængde Fanger, der først sendtes til Køge, men siden til Lejren, hvor de sandsynligvis er underkastede Forhør 2).

Sidst i Oktober kom der Undsætning. Den store hanseatiske Flaade afsejlede den 24. fra Travemunde, og i den første Halvdel af November leveredes der et Søslag i Sundet baade med Peder Skram og den prøjsiske Admiral Johan Pein, men med uforrettet Sag maatte den vende hjem igen. I Anledning af dette Angreb lod Kristian III. tilsænke de 2

__________

1) K. D. I. 268, 342, 343. 344, 367, 379. Seditionum liber S. R. D. VIII. 518-19, 524. Rørdams Monumenta I. 629. Rørdams Kirker og Klostre Tillæg 188-90. Heise i Nyt hist. Tidsk. V. 335. Ny D. Mag. II. 212-13. Fredrik I's Registr. S. 96. Krag og Stephanius I. 109.

2) D. Mag. 3. R. V. 100, 116.


157

Indløb til Havnen, Gamleboddyb og Kallebodsund 1), idet der sænkedes Skuder i Vandet, forat den lybske Flaade ikke skulde komme ind, selv om den gjennembrød den kongelige Flaade. Tilsænkningen mislykkedes dog ogsaa ved denne Lejlighed. Ved samme Tid er der foretaget større Befæstninger ved Hvidøre forat hindre Landgang 2).

Efter denne Skuffelse fandtes de belejrede ikke uvillige til at deltage i et Fredsmøde i Hamborg, og 4 Mænd, nemlig Ambrosius Bogbinder, Raadmand Herman Ditmarsken, Borgerne Oluf Skriver og Hans Decker 3), sendtes dertil, men Mødet var allerede gaaet fra hinanden. Ambrosius drog derfra til Kejseren, det burgundiske Hof og Pfalzgrev Fredrik, forat faa Vished om Udsigterne til Hjælp fra den Kant, da det efterhaanden gik op for de belejrede, at Lybæk efter Wullenwewers Fald var tilbøjeligt til Fred. Han var saa heldig at indvirke paa Regentinden af Nederlandene, der gav ham et bestemt Løfte om Hjælp fra Kejseren og en Pengesum, med hvilken han stærkt forfulgt endelig midt i Marts var naat til Vismar, hvor han endnu i Maj af Jørgen Wullenwewer formodedes at opholde sig.

Ligesom disse Udsendinge fra Staden rejste med kongeligt Lejde, saaledes kom ogsaa noget efter deres Afrejse et Sendebud fra Lybæk til Staden. Nogle af Befalingsmændene i Lejren udstædte 16. Dec. 1535 et Brev, hvori de forklarede, at nævnte ridende Bud 3. Dec. ved Aftenstid var kommet til Lejren, hvorpaa de næste Dag fulgte med ham til Stendammen, hvor de stansede, men medgav ham en Trompeter, der red foran ham henimod Byen og blæste. De saa derpaa, hvorledes Portene blev aabnede for ham og bevidnede, at han nu igen var kommen ud af Staden i god Behold 4).

Sidst i November var Kongens Flaade gaaet i Vinterhavn, og de følgende Maaneder har vistnok været ret taalelige for

__________

1) K. D. IV. 488.

2) D. Mag. 3. R. V. 260-61.

3) Aktst. til Grevens Fejde II. 190.

4) K. D. IV. 488.


158

den belejrede By. I December kunde Skibe fra Meklenborg proviantere Kjøbenhavn, og hvis Vennerne i Tydskland havde haft Lyst og Evne, kunde de med Lethed have sat en Styrke i Land paa Amager og hævet Belejringen fra Landsiden. Først paa Aaret faldt Krogen og Kalundborg Slotte, og naar Vintrens Strenghed aftog, var Kongen bestemt paa, at nu skulde Belejringen tages med den største Alvor. Vinteren var i Marts saa haard, at Sundet blev tillagt, og det var da ikke muligt for Peder Skram at hindre endnu en Proviantering fra Meklenborg. Ved Kyndelmisse kom en Skude ladet med Øl og Klæde, som vilde have iset sig ind i Havnen, og Besætningen gjorde et Udfald, men i Kampen paa Isen med Kongens Folk maatte den trække det korteste Straa og se paa, at disse bemægtigede sig Skibet 1). Isen var 1/2 Alen tyk, og det frøs saaledes Flæskesøndag (27. Febr.), at en Adelsmand Ulrik Pentz frøs ihjel i Køjen hos Peder Skram. Det var først 25. Marts, denne kunde komme ud med sine Skibe, men da gjorde han et Krydstog under Femern, Falster og Nordtydskland, og tog 15 til 16 Skuder, af hvilke den ene var fuld af Hertug Albrechts Støvere og Mynder, som han vilde bruge ved Jagtpartier paa Amager. Først i Maj lagde han sig igen for Kjøbenhavn og blev der liggende under hele Belejringen, hvor han hindrede saa godt som al Tilførsel.

Forinden havde Lybæk sluttet Fred under 14. Febr. 1536 og ved denne erkendt Kristian III. som Konge i Danmark. Det bestemtes, at Hertugen og Greven frit skulde drage ud af Riget, de belejrede Byer have fuldstændig Amnesti og Stadfæstelse paa gamle Rettigheder, og i 4 Aar maatte det staa Borgerne frit for at udvandre. De kgl. Kommissærer gav derfor 7. Marts Borgmestere og Raad en Meddelelse om, at en saadan Fred var kommen i Stand og at Kjøbenhavn og Malmø var indtagne deri, hvis de vilde be-

__________

1) Krag og Stephanius I. 125.


159

tænke sig inden 6 Uger. De opfordredes derfor til næste eller følgende Dag at sende Fuldmægtige ud mellem Lejren og Byen for at forhandle.

Herpaa kom intet Svar. Næste Dag sendtes igen et Brev fra Lejren til Byen, vistnok stilet til Borgerskabet, hvori man opfordredes til næste Dag at sende Mænd med Fuldmagt ud mellem Lejren og Byen "paa denne Side Stendammet", og Stadens Udsendinge skulde have frit Lejde, baade saa længe de underhandlede og til de kom hjem igen. Tilsidst hedder det: "hvilket vi ikke ville undholde eder at give tilkende, paa det at vi udi Fremtiden ville være undskyldiget, om ydermere Skade og Fordærv efterfulgte" 1).

Hvis dette Brev var forelagt Borgerne til Besvarelse, havde Svaret ikke været uvist; 14 Dage efter vidste man i Lejren, at Borgerne gærne vilde overgive sig, men det styrende Parti vilde ikke og haabede paa den Hjælp, som Ambrosius havde faaet Løfte om. Men paa den anden Side opfordrede de belejrede dog under 14. og 26. Marts forskellige tydske Fyrster til at mægle Fred. Ogsaa 18. Marts opfordrede Kongen selv til Overgivelse, men det var Borgerne selv, der raadedes til at sende 4, 5 Medborgere ud i Lejren med Lejde, forat de kunde høre selv, hvad der handledes om. "Have vore Breve tit og ofte været der for Portene eder dermed at undervise og tilkendegive, og maatte dog samme vore Breve, som Vi forsnimen (nylig) formeret have, ikke ind komme udi Byen eller nogle af eder til Hænde for nogle, som det her til forhindret have" 2).

19. Marts afsendte flere Krigsøverster et nyt Brev til Borgmestre, Raadmænd og menige Borgere med Underretning om, at de i disse Dage havde faaet mærkelige Breve, "som eder og den menige Mand og alle eders Børn og Efterkommere alsomstørst Magt paaligger". De vilde gærne sende disse Breve og ikke paa nogen Maade tilbageholde dem, "paa

__________

1) K. D. I. 383-84, IV. 489.

2) K. D. IV. 489-90.


160

det at ingen ærlig Mand skal udi Fremtiden have Aarsag imod os, om samme Breve fortiede og nederlagte bleve, og der ydermere Skade og Fordærv efter kom". De havde vel mærket, at de Breve, som indskikkedes til Byen, fordulgtes, saa de ikke kom den menige Mand til Hænde, og vilde derfor beholde de vigtige Breve, indtil de med Vished kunde vide, at de kunde komme sikkert til Borgerne, men hvis disse vilde sende 3 eller 4 Medborgere ud i Lejren, skulde de faa Brevene med.

8de Dagen efter skrev Kongen igen fra Kalundborg og undrede sig over, at der aldrig var kommet Svar paa de mange Breve, "hvilket Os storligen forundrer efter de kristelige Tilbud, som Vi med eder tilbudt have og ere endnu overbødige at ville annamme eder for vore kære Undersaatter og holde eder alle og hver besynderlig ved Lov, Skæl og Ret, Privilegier og Friheder og udi al Tilbørlighed finde lade, saa fremt som I eder endnu til Os give ville. Og begære endnu af eder der paa eders alvorlige Svar, hvad I herom gøre og lade ville." Han paamindede om den store Nød for Byen og hele Landet, om Krigen skulde vedblive, og opfordrede Borgerne til at sende Ambasater, dog ikke over 12, der med frit Lejde kunde underhandle med Kongen.

Disse Underhandlinger med den belejrede Bys Borgere laa i Tidens Aand; Borgerne ansaas selv for Herrer over Befæstningen, og man mente vel desuden i Lejren, at det var en let Sag for Borgerne at faa Bugt med de tydske Landsknægte. Men herpaa kom ligesaa lidt Svar som paa de tidligere. De Mænd og Kvinder fra Svenborg og Nyborg, der var indespærrede i Staden, fik Tilladelse til at drage frit ud af Byen og hjem igen og fik fuldstændig Benaadning 28. Marts 1). Ogsaa andre søgte at undkomme af Byen, men en kgl. Befaling til alle Købstæder i Sæland bød at gribe disse

__________

1) D. Mag. 3. R. V. 296-97, 307, 309.


161

Folk og sende dem til Lejren, hvis de ikke havde Kongens Beskyttelsesbreve 1).

Lignende Breve fik Malmø, og da Jørgen Kok havde forladt den forat underhandle med Kongen, fik Fredspartiet Overhaand og Byen overgav sig 7. April.

Jørgen Kok drog derpaa til Kjøbenhavn med sin Hustru i det Øjemed at overtale Borgerne til Fred. Men han fandt større Vanskeligheder end han havde ventet, hverken Greven eller Hertugen vilde høre noget derom, og de raadende blandt Borgerskabet var saa forblændede, at de sikkert haabede paa Undsætningen fra Holland. Fra Belejringshærens Side maatte der nu tages fat for Alvor med Belejringen. I Marts blev Lejren igen forstærket, og 10 Købstæder fik Befaling om at sende gamle Skuder til igen at sænke i Dybet foran Havnen; ialt nævnes 19 saadanne 2).

Imidlertid havde Kejser Karl taget den Beslutning med Kraft at ville tage sin fangne Svogers Parti, og i April fik man i Kjøbenhavn den længe ventede Underretning herom med Opfordring til at holde ud alene faa Uger, inden hvilken Tid Hjælpen sikkert vilde komme. Nyt Haab oplivede de indesluttede og der var ingen, der nu tænkte paa Underhandlinger. Den ene Uge gik dog efter den anden, og forgæves spejdede man i Taarnene efter Flaadens Ankomst. Man fik næppe at vide, at Hollands Stænder nægtede dette Lands Deltagelse, og at Kejseren kom i en ny Krig med Frankrig; de Tropper, Regentinden i Nederlandene havde samlet, blev hun nødt til at bruge i en Krig i Grøningen, og først i Avgust var Udsigterne nære til at Flaaden kunde afgaa; men da var det for sent: Kjøbenhavn var falden.

Under denne Venten blev Manglen paa Levnedsmidler efterhaanden følelig. 14. Maj forsøgte en Flaade paa 33 Proviantskibe fra de nordtydske Stæder at trænge ind i Havnen, men det lykkedes kun 8, de andre blev dels er-

__________

1) K. D. IV. 490-93.

2) D. Mag. 3. R. V. 281-83.


162

obrede af den prøjsiske Flaade dels skudte i Sænk. En ny Tilnærmelse foretoges atter fra Lejren i disse Dage. Der var forsøgt en Udveksling af Fanger, ved hvilken Lejlighed ogsaa Stridspunkterne var bragte paa Bane. Men de Belejrede var endnu ikke stemte til Forsonlighed. En Fange, de havde gjort, Klavs Holst, var sendt ud til Lejren, og derfor var sendt en Borger tilbage, men i Byen vilde man have en anden, og begge Fanger maatte nu gaa tilbage igen. "Som I skrive, skrev man fra Lejren 17. Maj, at eder tykkes underligt være, at her føres saa mange Regimenter, som skal være en stor Aarsag til denne langsomme Fejde, da maa I vide, at vi have over al Danmarks og Norges Rige undtagen Kjøbenhavn en regerende Konning ...., men hvor mange Regenter I have udi Kjøbenhavn indtaget, og hvorledes I dagligen af dennem lader eder undertvinge og forføre, eder selv og mange flere til stor Skade og Fordærv, det vil Enden vel udvise" 1).

1. Juni forsøgte Kongen et Angreb paa Amager, hvorved flere Huse afbrændtes, og endnu et Par Førselsskibe gik op i Luer. Disse Uheld har atter nedslaaet de belejredes Mod, og da Amager 18. Juni blev indtaget, var de ogsaa afskaarne fra de Levnedsmidler, denne lille Ø kunde yde. Men da var det allerede begyndt at se broget ud i Byen. Ved Pinsetid (4. Juni) kostede en Skæppe Rug 13 Mk. dansk og et Pund Smør 2 Mk. En Tønde Smør kostede ellers ved den Tid 15 Mk., saa Prisen paa dette var stegen til det 30dobbelte. En Tønde Øl kostede 20 Mk., et Æg 4 Sk., en ganske lille Aal 10 Sk., en Kalv 60 Mk., en Krage 8 Sk., en lille Torsk 2 Mk. Ved St. Hansdag kostede en Skæppe Malt 20 Mk., medens endnu ved Pinsetid en Tønde kunde faas for 6 Mk., et Pd. Køkkenfedt 12 Mk., Smør var næppe at faa; en Pot Brændevin kostede 8 Mk., altsaa det halve

__________

1) K D. IV. 493.


163

mod en Tønde Smør eller efter vore Forhold henved halvandet hundrede Kroner.

Men Maalet var endnu ikke fuldt; der var værre Prøvelser forbeholdt de stakkels Borgere.

19. Juni kom der Tilsigelse til Borgerskabet i Magistratens Navn om næste Dag at møde paa Gammeltorv. En talrig Mængde kom tilstede, forhandlede om Midler mod Hungersnøden og besluttede at anmode "Forstanderne for Byen" om enten at hjælpe til Kost og Fetalje eller lade de fattigste og mest forsultne sætte ud af Byen. Formodentlig havde Indledningen til Mødet kun dette til Formaal, men i Virkeligheden var Hovedsagen vistnok at fremkalde en Udtalelse om, at Borgerskabet ikke længer vilde lade sig kue til at udholde en Belejring, om hvis heldige Udfald man havde tabt ethvert Haab 1). At Anders Halager har været Hovedmanden synes at være tydeligt. Der faldt haarde Ord, og da Ambrosius og Hans Bøse i Harnisk og Værge kom tiltilstede, kunde det ikke undgaas, at den bitre Stemning vendte sig mod dem. Hans Bøse kastedes til Jorden, og den oprørte Stemning gik i voldsom Bølgegang. Landsknægtene var imidlertid blevne væbnede og ilede til, og da de to Borgmestre til Nødværge havde fyret de første Skud, fór Knægtene løs paa de ubevæbnede Borgere, der var komne lige fra Kirke, og adsplittede Hoben. De forfulgte dem ind i Husene og dræbte ikke alene disse men mange andre, der stod i deres fredelige Dont; intet Hus blev skaanet, hvor Landsknægtene kunde vente at finde Penge og Levnedsmidler, og ve den Borger, med hvem en eller anden af dem havde noget udestaaende, hans Død var vis. 150 Borgere mistede saaledes Livet. I nogle Dage blev Husene nu afspærrede, og det var Borgerne forbudt at vise sig paa Gaden,

__________

1) H. Smiths danske Aarbog (Rørdams Mon. I. 631) udtaler ligefrem Maaden, hvorpaa man kunde komme til at underhandle, som Formaalet. I Roskilde-Aarbogen (smstds. I. 374) siges, at det var nogle af de fattigste Borgere der mødte.


164

indtil et Forlig blev indgaaet, ifølge hvilket den Skade, der var lidt paa begge Sider, skulde gaa lige op 1).

En Rædsel greb nu alle; Ytringsfriheden var tabt, og Borgerne maatte mere og mere føle, at deres Parti var forskelligt fra Hertugens og Grevens. Ikke alene Raadhuskældren, men alle Skarnkister blev fyldt med fængslede og mistænkte. Der gik endnu 14 Dage efter det Rygte i Lejren, at Anders Halager og 27 andre Borgere Dagen i Forvejen var blevne halshuggede, hvilket Rygte dog har været falsk. Anders Halager blev siden Borgmester efter Overgivelsen.

En Fange, man havde gjort i Beltet, havde forpligtet sig til at gaa tilbage til Byen, men da han kom til Lejren, vilde Kongen "efter den Lejlighed, som sig nu begiver", ikke tilstede ham at komme ind, men gav ham Lov til at give Løsepenge. Kongens Brev herom er dateret 20. Juni 2) og er vistnok et Vidnesbyrd om Kongens medlidende Hjerte, der ikke vilde lade vedkommende blive Deltager i den Jammer og Elendighed, der nu herskede i Byen.

En anden Fange gik det ikke saa let. Hr. Henrik Parvus 3). en Broder til den senere bekendte Mag. Petrus Parvus Rosæfontanus, født i Roskilde, var sandsynligvis greben af Luthers Lære i en yngre Alder. I Vintren 1530-31 rejste han omkring i Norge og agiterede for den fordrevne Konge, og da denne kom til Norge, blev han hans Sekretær. Da Kongen var bleven fangen, holdt han det ikke for raadeligt at begive sig til Danmark og traadte derfor i Hertug Albrechts Tjeneste. Det var ham, der bragte Hertugens Brev

__________

1) Krag og Stephanius I. 143-44. Hvitfeld Kristian III. Aaij.

2) K. D. IV. 494. Krag og Stephanius I. 142. Hvitfeld Kristian III. xij.

3) Hvitfeld Fredrik I's Krønike 253, 355. Om ham se iøvrigt Rørdams Oplysninger i Ny kirkehist. Saml. II. 241, 243, 248. Sammes Univ. Hist. I. 544. Af Fortalen til et tabt Skrift fra 1537 af M. Petrus Parvus ses det, at Broderen Henrik endnu var i Live, idet han anbefaledes til Melanchton (Ny kirkehist. Saml. II. 243).


165

til Grev Kristoffer og Kjøbenhavns Borgere om den Undsætning han vilde bringe, ved hvilken Lejlighed han navnlig underhandlede med Jørgen Kok. Da han tituleres med Hr., maa han have været Præst og har under Belejringen formodenlig virket som Hertugens Sekretær og Hofpræst.

Han blev greben i Lejren og underkastet Forhør den 24. Juni, men da man ikke kunde fatte ret Tillid til hans Ord, blev han lagt paa Pinebænken. Af hans Tilstaaelse fremgaar det, at endel ansete Borgere havde talt til ham om, at han paa 300 Borgeres Vegne skulde gaa ud i Lejren og tilkendegive deres Brøst og store Hungersnød, der gjorde det umuligt for Byen at holde sig i 14 Dage, og se at komme i Forhandling med Kongen, hvem de vilde paavise, hvor han med størst Held kunde angribe Byen. De Borgere, han mest havde forhandlet med, er Las Bagge, Didrik Vedlov, Kort Beermand, Thomas Guldsmed, Jørgen Seyman, Markus Reff og Morten Stenhugger, og Markus Reff havde givet ham Fuldmagt til at sige, at Bodil Vinkes, Jens Kammersvends Enke, vilde sige god for ham. Han gik imidlertid til Hertug Albrecht og meddelte denne Borgernes Anslag, hvorpaa flere af Ophavsmændene blev fængslede. Man lod ham dog drage ud alligevel, - Dagen efter Amagers Erobring 19. Juni - han skulde da træffe Aftale om Kongens Angreb, forat Hertugens Folk kunde komme bagpaa de kongelige Tropper og de forræderske Borgere. Han selv skulde begive sig til Enghaven og se at komme ind i Byen med de Baade, der førte Besætningen ud, eller følge med de Tropper, der blev drevne tilbage til Byen. Desuden havde hans Udflugt forskellige andre Formaal. Ambrosius havde lovet ham en Gave, naar han kunde drage omkring i Sæland og udspejde, om Kongen var ved frit Mod og havde i Sinde at holde sine Tropper i Lejren. Paa Hertugens Vegne skulde han forhøre, om der var noget Raad til, at han kunde komme bort. Det var nemlig tydeligt, at Hertugen havde tabt Modet. Da Amager var indtaget, sagde han, at nu var det


166

en Kunst for ham at faa Dagtingen for sig og sin Hustru. Men paa den anden Side skulde han tilkendegive, at man vilde holde Byen, til alle Heste og Hunde vare fortærede. Efter hans Beretning var selv Hertugens Forraad kun ringe, ti da han drog ud, havde hin kun 2 Td. Mel og 2 Fade Vin. Hr. Henrik skulde videre udspejde, om man intet vidste om den ventede Hjælp fra Burgund, og hvis der ikke var nogen saadan i Udsigt, skulde han se at forhandle om Overgivelse. Baade Hertugen, Greven og de menige Borgere vilde nu gærne have Dagtingning og "gaa med en hvid Kæp" ud af Landet, om de kunde faa Naade. Greven, Hertugen og Jørgen Mynter havde hver 3 Skibe, paa hvilke de havde haabet at kunne flygte, men de kunde ikke vente at slippe gennem Kongens Flaade. Borgerne havde lovet endnu at holde Byen til 8 Dage efter S. Hansdag, og hvis der til den Tid ikke kom Undsætning, vilde de opgive Byen. 800 Mand vilde da gaa ud af Byen paa Guds Naade og overgive Staden. Hr. Henrik lovede, at hvis det kunde blive ham betrot at skrive ind til Byen, da vilde han kunne faa 4-500 Mand til at give sig under Kongens Haand straks 1).

Hertug Albrechts Gemalinde fødte under Belejringens sidste Tider en Søn. Hertugen, der selv med sin Hofstat led af Hunger og havde maattet købe den sidste Skæppe Mel for 20 Lod Sølv, fik nu hver Dag af Kongen tilsendt baade Vildt og anden Føde, hvorved Hertuginden igen kom til Kræfter. Først i Juli søgte Hertug Vilhelm af Brunsvig endnu at mægle, men Hertug Albrecht kunde endnu ikke opgive Haabet om Undsætning. Kongen fandt da paa en Krigslist. Han anholdt alle de Handelsskibe, der kom i Øresund, og da han havde samlet et Par hundrede, lod han dem løbe imod Kjøbenhavn, hvor man ikke kunde formode andet, end at det var den ventede Tilførsel fra Nederlandene. Men Kongens Skibe gik dem imøde og der leveredes en

__________

1) K. D. IV. 494-97.


167

Skinfægtning, ved hvilken den foregivne Hjælpeflaade blev overvunden. De belejrede blev ved Synet af denne fyldte med en overstrømmende Glæde, de aabnede Portene, begav sig væbnede til Voldene og fyrede med Kanoner fra alle Sider. Gamle Mænd og Børn, Piger og Koner løb omkring paa Gaden og jublede af Fryd, skønt de var halvdøde af Sult. Men da Røgen trak bort, og de saa, at der ingen Skade var sket paa nogen af Siderne, forvandledes Haabet til Mismod, og det var med et fortvivlet Sind, man atter lukkede Portene og hengav sig til Sultens og den pinlige Ventens Kval 1).

Ved den Tid vidste man i Lejren, at der intet Brød var mere, og at man havde spist en Snes Heste.

Denne Juli Maaned bragte Indbyggerne til Fortvivlelse. Naar de henvendte sig til Borgmestrene, fik de det Svar, at endnu havde de ikke ædt deres egne Børn, som man havde gjort under Jerusalems Belejring. Og dog var man nær ved at opleve de samme Rædselsscener.

Krag giver følgende Skildring af Nøden: Alle baade høje og lave sukkede under den almindelige Nød og forestillede sig intet andet end en jammerlig Død, ti Brødet var sluppet op for dem, og hvad Brød, der blev bagt af Klid og Mask, var meget kostbart, saa at om end nogen vilde give sin hele Formue bort for en liden Del Brød, saa var der ingen, der vilde sælge, ikke engang Byg- eller Havrebrød, saa stor en Nød var der i Byen. Om nogen havde lidt Korn, malede han det hemmelig i sit Hus eller aad det helt. Der var ej heller mere Kød at faa, saa de maatte slagte Katte og Hunde, hvis Kød af en langvarig Hunger var saa tørt og kraftesløst, at der var ingen Smag og kun liden Føde deri 2), og hvor saadan Mad blev tillavet, stod

__________

1) Krag og Stephanius I. 144-45.

2) I et Brev af 16. Juli fra Niels Berildsen til Fru Sofie Krummedige hedder det: "æde de Heste i Kjøbenhavn, saa der og næppelig er en Tige (Hund) [ fortsat side 168 ] uden han stander udi Jordkældren, og Landsknægte forsvare ham selv til deres eget Behov".


168

Folk Fare, naar de skulde nyde det, efterdi Krigsfolket beskyldte dem, at de havde anden Slags Spise i Behold, men kun satte sig til Bords ved saadanne Retter af lutter Bedrageri. Nogle gik ind i rige Folks Huse forat søge om Føde, og endskønt de ikke fandt noget, lod de det dog ikke blive derved, men beskyldte dem for at have noget i hemmelige Kroge og truede dem med Døden, hvis de ikke kom frem dermed, og mange vilde gærne dø paa den Maade, men beholdt dog Livet. Mange plukkede Urter i Haverne i Byen eller paa Voldene, hvilke de bagte eller spiste raa, naar de for Sultens Skyld ikke kunde vente til de blev kogte, og intet var saa urent og modbydeligt, at de jo spiste det, naar det kun kunde tygges og nedsynkes. Mange faldt i Afmagt om paa Gaderne, medens de gik omkring forat opsøge saadan elendig Føde, mange, som ikke havde Kræfter til at gaa ud, døde i deres Senge; en Del, der frygtede for ikke at blive begravede, hvis de døde hjemme, begav sig ud paa Gaderne eller omkring ved Voldene, indtil de blev saa afmægtige at de døde; andre, som ikke kunde staa paa Benene, krøb paa Hænder og Fødder til Kirkegaarden forat ende Livet der og komme i Jorden med andre, som kunde blive baarne dertil. Frugtsommelige Kvinder opgav Aanden i deres Mænds Arme, Børnene skreg til Forældrene, naar disse vilde spise, saa de maatte tage Maden ud af deres egen Mund og give dem; spæde Børn laa og døde i Vuggen, fordi Mødrene ingen Mælk havde at give dem, nogle døde tilligemed Mødrene, naar de blev tagne fra Brysterne.

Paa Helligaands Kirkegaard saa man en død Kvinde siddende op mod Muren med to døende Børn ved Brystet, der sugede Blodet ud af det mælkeløse Bryst, saaledes at det løb ud af deres Munde. Døde fandtes rundt om i Gader og langs Voldene, ikke at tale om, at mange hverken kunde


169

gaa eller staa. Børn gik omkring paa Marken udenfor og ved Graven og spiste Græs, og mange fandtes liggende døde med Fjer og Græs i Mundene.

I Henrik Smiths danske Aarbog 1) beskrives Nøden saaledes: "Man gav ogsaa de fattige Borgere udi nogen Stund Mask til at give deres Børn at æde, og omsider opledte de selv alle Vegne gammel Mask og bagte Brød deraf. Oluf Skriver og Mester Simon Badskær 2) havde de bedste Brønde, der hentede de ud alt det Vand, de drak, og paa det sidste var der saa stor Hunger i Kjøbenhavn, at mange nedfaldt, som de gik paa Gaden, og døde. Der fandtes og mange døde i deres Senge liggende og hos Volden og i Stræder og mange saa forsmægtede, at de kunde hverken staa eller gaa eller oprejse dem selv; der fandtes Børn liggende ved Moderens Bryst diende saa længe, at baade Moderen og Barnet døde. Var der og saadan Hunger i Kjøbenhavn, at man aldrig saadan hørte undtagen i Jerusalem".

Den prøjsiske Admiral Johan Pein lignede ogsaa Belejringen ved Jerusalems. 22. Juli kostede en Hest, der ellers var 15 Mk. værd, 100 Mk., saa megen Kaal, som 10 Personer behøvede til et Maaltid, 5 Mk., en Kalv 160 Mk., en Okse 200 Mk., en Hund 6 Mk. Tilsidst spiste man ogsaa Katte og Rotter. Da steg Nøden saaledes, at 12 Kaalblade kostede 4 Sk., en Kat 2 Mk., 1 Æg 1 Mk. Man tørrede Andemad og Hestelindser, og bagte Brød deraf. Af Flodholt blandet med Hesteblod og en Smule Bygmel lavedes nu ogsaa Brød.

Endelig drog Hertug Albrecht 26. Juli ud i Kongens Lejr og ved Hertug Vilhelm af Lyneborgs Mellemkomst lykkedes det at stemme Kongen til Mildhed, ti denne

__________

1) Rørdams Mon I. 635. Sammesteds findes en Fortegnelse over Priser paa Fødevarer i Belejringens sidste Tid, der stadfæster Skildringen af, hvad man tog til Takke med.

2) Han bode paa det østlige Hjørne af Klosterstræde og Vimmelkaftet, se K. D. III. 31.


170

menneskekærlige Fyrste var ved den haardnakkede Uforsonlighed fra de belejredes Side længe ikke til at bringe fra den Paastand, at Byen skulde overgive sig paa Naade og Unaade. Ambrosius Bogbinder, Niels Tøndebinder, Hans Bøse, Raadmændene og 12 udvalgte Borgere drog ud den 28. (S. Olufsaften), og nu kom en Overenskomst i Stand. Kjøbenhavnerne erkendte Kristian III. for deres retmæssige Konge, og denne viste sig som en naadig Herre. Han indrømmede dem, hvad der havde været en Hovedbevæggrund for de fleste til Deltagelse i det hele Røre, at de skulde blive ved Guds Ord, det hellige Evangelium og den rene bibelske Lærdom, dog paa den Betingelse "at de ingen Prædiker, enten Sværmere eller andre oprørske Mænd, for Prædikere der udi Byen holde eller indtage skulle", uden de Kongen konfirmerede og samtykte. Han stadfæstede de Privilegier, Byen havde i Kong Hanses Tid. "Desligeste ville Vi efter deres Begæring unde dennem at maa beholde Serridslev Mark at bruge til menige Kjøbenhavns Indbyggeres Oredrift og Græsgang og til intet andet, dog ville Vi selv være Kjøbenhavns Stad med sin Befæstning mægtig med hvis Skyts, Krudt, Lod og andre Krigstilbehøring". "Hvis som de udi denne Fejde have ærligen handlet og gjort med Rov, Blodstyrtning, Slag, Kirkebrud eller anden Nedbrydelse indenbys eller uden enten imod Os eller andre, hemmelig eller aabenbare, skal af os være og blive en klar aftalen Sag"; fra denne Amnesti undtoges dog de, der havde slaaet "den ærlige, gode Kvinde" Anne Holgers ihjel eller der været med i Raad og Daad. Det røvede Gods skulde gives tilbage til de rette Ejermænd, Kongen skulde i Fremtiden have Magt til selv at indsætte Borgmestre og Raad. De, der villig havde givet sig til Kongen, skulde have deres Gaarde og Gods tilbage, men ellers skulde de, der havde handlet uærlig (forrædersk) ikke have Lov til at bygge og bo i Staden. Borgerne maatte fremdeles søge deres Næring og Bjering i Norge, paa Fiskerlejerne og andensteds efter


171

deres gamle Privilegier, men paa den anden Side skulde de være Kongen tro i hans Levetid, og efter hans Død holde Staden til Rigens Raad og den Herre og Konge, som dette kejsede, kaarede og samtykte, altsaa aldeles opgive den fangne Konge.

Sjælden har en udhungret Stad faaet lempeligere Betingelser. Den milde Konge slog en Streg over det forbigangne og vandt sig derved Venner, hvor han før havde Fjender. 29. Juli lod Kongen 2 Faner Soldater gaa ind i Byen og 30 Gisler sendtes til Kongen i Lejren som Borgen for Freden. Levnedsmidler førtes ind, og saa blottet var Staden for alt, at et Øjenvidne mente, at der kun var Løv paa Træerne tilbage. Samme Dag drog en sørgelig Skare ud af Porten; Hertug Albrecht i Spidsen paa en Hest, Grev Kristoffer, Borgmestrene og Jørgen Kok med hvide Stave i Hænderne og med blottede Hoveder, og paa Fælleden mellem Staden og Lejren (Nørre Fælled) dannede Kongens Tropper en Kreds omkring dem.

Først stædedes Greven for Kongens Aasyn; det var egenlig bestemt, at han skulde knæle, men han nøjedes med en Bøjning og bad Kongen om Naade og Tilgivelse for Guds Skyld. Kongen talte strenge Ord til ham og mindede ham om deres sidste Møde i Kolding, da Greven i en hovmodig Tone havde tilbudt ham en Plads som Høvedsmand under sig? og Kongen truede med at ville beholde ham som sin Fange. Da skede den samme Formalitet, som oftere omtales, med "Dannemænds Forbøn" 1). Kristoffers tydske Høvedsmænd traadte frem og forestillede Kongen den Skam det vilde være for dem og for det tydske Navn, om de saaledes skulde forlade deres Herre som Fange, andre Konger, Fyrster og Herrer vilde ikke mere tage dem i Tjeneste, og de vilde komme i Ry for at have forraadt deres Herre.

__________

1) Se foran Processen mod Hans Tavsen 1533 og Kjøbenhavn i Middelaldren S. 130-31.


172

Maatte Greven slippe løs, vilde de i Fremtiden gærne tjene Kong Kristian. Da derpaa ogsaa Kongens egne Feltøverster bad om Naade, gav Kongen ham Lov til at drage bort. Kongens Kansler Wulfgang Utenhof fremsagde derpaa en Ed, som Kristoffer gentog, og med oprakte Fingre lovede han i Nærværelse af mange tusind Mennesker til Hest og til Fods, at han aldrig mere vilde sætte sin Fod i Danmark, Norge eller Hertugdømmerne eller foretage noget mod disse Rigers Indbyggere, Kongens umyndige Broder, Kongen af Sverig, Hertugen af Prøjsen, Greven af Hessen og Fyrsten af Luneborg eller andre af Kongens Tilhængere. Hertug Albrecht blev behandlet med mere Hensyn, Kongen gav ham frit Lejde til at drage til Meklenborg paa 2 prøjsiske Skibe, der skulde tage med sig tilbage de danske Adelsmænd, der var førte til Meklenborg, og 2 upartiske Fyrster skulde siden afgøre, hvad Skadeserstatning han skulde yde.

Derpaa faldt Stadens Udsendinge paa Knæ og svor paa Stadens Vegne, at den vilde være Kongen tro og huld og aldrig mere slutte sig til Kristiern II., Kejseren eller Burgund. Jørgen Kok og Ambrosius Bogbinder maatte 2 Gange gøre Knæfald, og det var først paa Forbøn af Hertug Vilhelm af Brunsvig, nogle Ritmestre og andre Personer, at de blev tagne til Naade, dog paa den Betingelse, at de i Fremtiden ikke maatte bo i Kjøbenhavn og Malmø, men kun hvor Kongen paaviste dem Ophold.

Disse Optrin.var imidlertid kun en Form, da alt forud var afgjort i den Dagen i Forvejen skrevne Traktat, den hele Akt skulde for den store Mængdes Øjne være en Fremstilling af de Følelser, der havde gjort sig gældende ved Afslutningen af Kapitulationen. De 2 fremmede Fyrster drog derpaa afsted men med sænkede Faner, Hertug Albrecht med Gemalinde skulde have rejst til Køge, hvorfra de videre skulde overføres, men paa den prøjsiske Admiral Johan Peins Forbøn tillodes det dem at udskibes fra Kjøbenhavn,


173

og de har altsaa tilbragt endnu en Nat i Staden. Kristoffer derimod fik ingen saadan Tilladelse 1).

Det stod frit for de danske, der ønskede det, at vandre ud med dem, men det var vistnok meget faa, der benyttede denne Tilladelse. Det var en Betingelse, at de tydske Tropper først skulde tilfredsstille deres Værter i Kjøbenhavn, men de havde intet at betale med, og Hertug Albrecht gav Borgerne sit Æresord paa, at han skulde udrede denne Sum, naar han var kommen hjem. Summen beløb sig til over 30000 Gylden, men endnu 2 Aar efter var ikke en Skilling deraf betalt 2).

Det var Kongens Bestemmelse at drage ind i Kjøbenhavn allerede den 30. Juli 3), men det højtidelige Indtog foregik dog først Ottendedagen efter, Søndagen den 6. Avgust, da han med sin Gemalinde i Optog red ind gennem den betvungne Bys Port. Det var et sørgeligt Syn, der fremstilledes for ham: Tagene paa Kirker og Huse var nedskudte, i mange Huse var der Huller i Murene, saa man hvert Øjeblik kunde frygte for deres Sammenstyrtning, Vinduerne var slagne ind, saa man kunde se ind i Husene og straks faa Indblik i den Nød og Elendighed, der herskede. Værksteder og Boder var lukkede, da Ejerne enten havde udsolgt eller mistet Varerne ved Røveri og Plyndring. Kongen var rørt og han udtalte tydelig Forbandelse over dem, der havde været Aarsag til saa mange Menneskers Ulykke. Indenfor Porten blev han modtaget af Magistraten, der beklagede, at der ikke kunde vises offentlige Glædesytringer paa Grund af den store Nød, der var overgaaet hele Byen, men bevidnede alene sit gode Hjertelag ved Graad og Suk 4). Den fattige Almue der havde lidt størst Nød, modtog ham som

__________

1) K. D. I. 390-93, IV. 500-03. L. Daas Meddelelse i norsk hist. Tidsk. III. 468-75.

2) K. D. IV. 507-08.

3) K. D. IV. 501.

4) I Roskilde Aarbogen (Rørdams Mon. I. 375) siges, at Kongen blev modtagen i Kjøbenhavn "med stor Ære og Pral".


174

Befrier, og alle, der nogenlunde kunde krybe afsted, viste sig i Dørene og paa Gaderne og velsignede Kongen, naar han kom forbi; han kom jo ogsaa baade som den, der mættede de hungrige Legemer, og som den, der ydede Sjælene den fri Religionsøvelse, der havde været det øverste Formaal for Kampen, ligesom hans Sejr endelig gav dem Udsigt til, efter saa mange Aars Gæring igen at komme til Ro, hver i sin Gærning. Kun de, der havde en ond Samvittighed paa Grund af det onde, de havde begaaet, siger Krag, var de eneste, der tav, og gjorde sig derved mistænkte 1).

Kongen holdt ogsaa sit Løfte om Benaadning, han viste sig som en Fader mod sine Undersaatter, og kun de 2 Mænd blev henrettede, der var Skyld i Mordet paa Anne Holgers, nemlig en Sværdfeger og en anden Mand, der hed Mikkel Skrep 2).

Den af Grev Kristoffer indsatte Magistrat blev nu afskediget og en ny beskikket, hvis Medlemmer maatte anses for at være mere paalidelige Støtter for Kongeris Magt. De Medlemmer af den afgaaede Magistrat, der undertegnede Overgivelsesakten, var følgende Personer: Borgmestrene Ambrosius Bogbinder, Niels Tøndebinder og Hans Bøse, og Raadmændene Kort Finke, Jens Mortensen, Oluf Hansen, Herman Ditmer, Klavs Nielsen, Herman Strukmand, Søren Paaske, Niels Bager, Niels Lestemager, Kristiern Skriver.

Det varede formodenlig ikke mange Dage efter Kongens Indtog, inden den ny Orden i Byens Styrelse kom i Stand, og det var vistnok paa en af de første Retsdage, at Jens Kammersvends Enke fremkom med en Klage paa Bytinget over Ambrosius Bogbinder, der havde ladet hendes Mand henrette. Beskyldningerne mod Jens Kammer-

__________

1) Krag og Stephanius I. 151-52.

2) Denne Henrettelse foregik hurtig efter Overgivelsen, hvilket ses af et Brev af 19. Avgust (D. Kong. Hist Fasc. 17 b. Nr. 55. Hvitfeld Kristian III's Krønike S. 202.


175

svend havde angaaet Forhaanelser imod Kong Kristiern II. og Brevveksling med Belejringshæren, altsaa aabenbart Forræderi. Kongen havde vel givet Benaadning, men privat Søgsmaal var selvfølgelig tilladt. Det var klart, at hvis der var Beviser for Jens Kammersvends Brøde, maatte han dømmes som falden paa sine Gærninger, men kunde disse ikke skaffes tilveje, maatte Ambrosius blive dømt som Manddraber. Paa Tinget svarede han, at han havde Beviserne for Jens Kammersvends Forræderi i sit Hus, og at han vilde medbringe dem næste Dag. Men han kom ikke, og man fandt ham liggende død, som man mente af Gift, han havde taget til sig. Et saa tragisk Endeligt fik denne Mand, der havde sat alt paa Spil af Kærlighed til sin Barndomsven, den fangne Konge; nu var alt tabt, endog Æren, og Fortvivlelse greb Manden med det hæftige Sind.

Ambrosius Bogbinder var Søn af Borgmester Hans Metzenheim Bogbinder 1) og hans Hustru Birgitte; dette ansete Ægtepar bode paa Højbrostrædes østre Side, der efter Ildebranden 1795 nedlagdes tilligemed Færgestræde forat frembringe Højbroplads; deres Hus, prydet med gotisk Billedhuggerarbejde, skal endnu have været til i forrige Aarhundrede; i alle Fald er det sikkert nok, at Svaneapotheket var her til 1782. Det Venskab, Kong Hans nærede for dette Ægtepar finder sit Udtryk i den Omstændighed, at han viste dem den Tillid, at han en Tid overlod dem sin Søn Kristierns Opdragelse, hvilket uden Tvivl først har grundlagt den senere Konges Interesse for Borgerstanden og fremkaldte en Kærlighed til Kristiern II., der først gik til Grunde ved Døden, hos Hans Bogbinders 2 Sønner. Disses Alder kendes ikke, men da Ambrosius optræder ved en Retshandling 1516, maa han da have været voksen; det er sandsynligt, at han omtrent har været jevnaldrende med Kristiern II., og at han

__________

1) Om ham findes udførlige Efterretninger af Werlauff i Hist. Tidsk. III. 614-19.


176

og hans Broder har været dennes Legekammerater. 1526 ejede Ambrosius en Gaard i Kødmangerstræde og havde Faderens Gaard i Fællesskab med Broderen. Samme Aar havde han i Antwerpen og Lier Sammenkomst med Kristiern II. og Hans Mikkelsen, og han fik Exemplarer af den sidstes Brev til Johan Ventelanth i Kongens Navn, hvori han forkynder om dennes Omvendelse til Luthers Lære. 11. Juli 1529 var han en af Forloverne for Hans Mikkelsens Svigersøn Nikolaj Lusener og var da Raadmand, en Stilling han ikke vilde have opnaaet, uden at en stor Del af Raadet delte hans Sympathier, ti Kongen kendte godt hans Forbindelser og Tilbøjeligheder. Samme Aar blev han Borgmester, og tredje Juledag saa man det Særsyn, at han, en af Stadens Borgmestre, gik i Spidsen for Billedstormerne ind i Frue Kirke, som det ovenfor er omtalt. Ved en saa fanatisk og fremfusende Færd skulde man synes, at han havde gjort sig umulig som Øvrighedsperson, men han fjærnedes dog først nogen Tid efter paa Grund af oprørske Udtalelser i Magistratsforsamlingen 1).

Under Kigsdagen 1533 sluttede han den Forbindelse med Jørgen Wullenwewer, der skulde blive saa skæbnesvanger for ham og Staden, og var i Foraaret 1534 i Lybæk forat være med til at lægge Planer for Grev Kristoffers Angrebsmaade. Det er ovenfor fortalt, hvorledes han efter dennes Ankomst til Byen blev gjort til første Borgmester og i Forening med Hans Bøse styrede Staden egenmægtig, medens det øvrige Raad næppe havde noget at sige. I Slutningen af 1535 var han tilstede ved Mødet i Hamborg og rejste i Begyndelsen af næste Aar omkring i Tydskland. Hans Adfærd mod Jens Kammersvend lader sig næppe forsvare, men det kan dog forklares, hvorledes han, da han saa det ene Haab briste efter det andet, kun saa Ødelæggelse og Forfærdelse imøde og derfor kunde svare de nødlidende

__________

1) Se foran S. 120.


177

Borgere, at de havde ikke noget at klage over, det gik endnu værre til i Jerusalems Belejring. Det var ham vistnok uventet at blive benaadet ved Overgivelsen 1536, og det var kun imod stærk Borgen, at han, Jørgen Kok og Hans Bøse fik Tilladelse til at gaa frit omkring.

Af Allens Aktstykker S. 247 ses, at han havde en Datter Klara, og den Anne Ambrosius, der var gift med Raadmand Frans Ibsen og døde 1553, var vist ogsaa hans Datter.

Hans Ejendom blev ikke konfiskeret ved Byens Indtagelse, men som Selvmorder tilfaldt hans Hovedlod Kongen. Om hans Broder Hans Bogbinder, der blev den første Bogtrykker i Rusland, findes Efterretninger i Hist. Tidskrift III. 614-27, Nyt hist. Tidsk. V. 329-39, 604-11 1).

Sagen om Jens Kammersvends Død var imidlertid ikke afsluttet med Ambrosius's Endeligt, ti noget efter i samme Aar udstædtes en Stævning for Rigens Domstol af hans Broder Per Persen, for Hans Bøse, Lavrids (Klavs?) Nielsen, Niels Lestemager og Oluf Bundtmager "fordi de lode hans Broder Jens Kammersvend halshugge uden al Skæl og Brøde" 2). Hvad Dom, der overgik disse, véd vi nu ikke, men hvis denne havde været bevaret, kunde vi sandsynligvis have faaet en klarere Indsigt i Retstilstanden under Belejringen.

Endnu maa vi i Korthed kaste et Blik paa nogle af Ambrosius's Kollegaer i Magistraten. Det tager sig ret mærkeligt ud i Modsætning til dennes tragiske Endeligt, at første Gang Hans Bøse siden træder frem for os er det 1544 i Egenskab af Papegøjekonge. Han har altsaa ikke forsaget Livets Glæder og har endnu en kort Tid kunnet faa Lejlighed til at drage Sammenligning mellem sin Værdighed som Fuglekonge og hin Tid, da han var en af dem, der holdt Borgernes Liv i sin Haand. Han var sikkert

__________

1) K. D. I. 268, 343, 375, 377. II. 247, 250. Nyt hist. Tidsk. V. 329-39, 334-37, 604-11. Brev fra Hans Berildsen 19. Avg. 1536 i D. Kongers Hist. Fasc. 17. Danske Samlinger I. 166.

2) K. D. IV. 503.


178

Købmand og ejede 1547 en Gaard ved Helligaandshus, og endnu 1581, vistnok længe efter hans Død, kaldtes en Gaard sønden for Amagertorv (nu Gadenumer 9) Hans Bøses Gaard 1).

Om Niels Tøndebinder hører vi derimod intet senere. Han var iøvrigt ogsaa Købmand; ti fra Sept. 1532 haves en Kvittering udstædt af ham for 50 Mk., som han havde modtaget for 10 Td. Mel, som Knud og Mogens Gyldenstjerne, Niels Lykke og Rejnold von Heyderstorf havde købt af ham for Sølv "til vor kæreste, naadige Herres og Rigens Krigsfolks Nytte og Behov" 2).

Skønt disse 3 er de eneste Borgmestre, der nævnes ved Overgivelsen, saa var der sikkert oprindelig 4, og i Roskilde Aarbogen opregnes som "Forstanderne for Byen" i Anledning af Blodbadet paa Gammeltorv foruden disse 3 ogsaa Rasmus Bager 3), der, som det ovenfor S. 120 er vist, havde været Raadmand nogle Aar i Forvejen, men i Slutningen af Fredrik I's Regeringstid var traadt ud af Raadet; han havde været med ved Opløbet i Frue Kirke 1530 og var sikkert en Mand, der kunde følge Ambrosius Bogbinder ved flere end denne Lejlighed. Han har formodenlig været syg ved Overgivelsen, ti han levede endnu 1539, da han var en af de udvalgte "Menighedsmænd", der udlagde Embedsjord til Magistraten 4).

Af Raadmændene kan vi endnu omtale enkelte. Kort Finke var Raadmand 1519, men nævnes ellers ikke som saadan. 1523 var han Ejer af et Gæsteherberg og fæstede 1531 en Gaard sønden for Ny Amagertorv ("Fisketorvgaden") af Helligaands Hospital, østen for den Gaard, der havde tilhørt Møntmester Henrik Dringenberg. Da var han gift med Mette Olufsdatter, men da han efter hendes Død havde ægtet en anden ved Navn Sidse, maatte Lejebrevet fornys 25. Jan. 1536. I Juli 1535 var han og Joakim Hochstetter

__________

1) K. D. I. 412, 415, 528. D. Mag, 3. R. VI. 18.

2) Danske Kongers Hist. Fasc. 12 b Nr. 32.

3) Rørdams Mon. I. 374.

4) K. D. I. 396.


179

i Lybæk forat forhandle med denne Stads Magistrat og sendte derfra Underretning til Kjøbenhavn og Malmø om Sagernes Stilling. Han levede endnu 1544. Han var vistnok i Slægt med den Engelbrecht Finke, der var Raadmand 1529, og med den Jens Finke, der var i Ledtog med Skipper Klement 1). Herman Ditmarsken eller Ditmer var en af de Borgere, der i 1534 udsendtes forat hylde Grev Kristoffer, og fik 15. Dec. 1535 som Raadmand bl. a. Fuldmagt til at deltage i Fredsmødet i Hamborg. Her fik de udsendte en Sum Penge med til Kjøbenhavn, hvilke de udgav til forskellige Fornødenheder til Indbyggerne i den belejrede Stad; disse gik imidlertid for en stor Del tabt paa Vejen, men Greven gav dem Kvittans for Pengene; alligevel maatte hans Enke efter hans Død efter Magistratens Ordre udbetale Jørgen Kok 60 Daler, hvilke hendes Søn af første Ægteskab Jens Muling ansøgte Kongen om at skaffe hende tilbage; hendes første Mand var saaledes vistnok den S. 90 omtalte Hans Myling. Herman Ditmarsken var 1539 en af de nys nævnte Menighedens Mænd. Herman Strukmand var vistnok Købmand, idet mindste ejede en Henrik Strukmand, der vel var hans Søn, 1581 Nr. 5 paa Amagertorv 3). Søren Paaske var en anset Borger, der 1533 nævnes som Kirkeværge ved S. Peders Kirke og som Hospitalsforstander 1531-36. Han var en af de Borgere, der udsendtes forat hylde Grev Kristoffer og havde ogsaa efter 1536 forskellige Tillidshverv. Han levede endnu 1540 4). Niels Lestemager var 1542 Kirkeværge ved Nikolaj Kirke og hædredes med flere Tillidshverv; han levede endnu 1569.

Det ses at denne Magistrat, som det ovenfor S. 139-40 er bemærket, ikke paa nogen Maade var dannet af Smaa-

__________

1) K. D. I. 271, 330. Rørdams, Kjøbenhavns Kirker og Klostre S. 328. Pal. Müller Aktst. til Grevefejden II. 113-18. Rørdams Mon. I. 628.

2) K. D. I. 382, 396, IV. 504-05. Aktst. til Grevef. II. 190.

3) K. D. I. 528.

4) K. D. I. 382, 396, 398, 400. Rørdam Kirker og Klostre S. 233, 328.


180

borgere, men i Overensstemmelse med Stadens gamle Vedtægter og Tidens Aand uagtet sin revolutionære Karakter dog bestod af Købmænd og det endog Folk af en viss Anseelse.

Det fremgaar ogsaa heraf, at ikke engang de mere fremragende af Kristiern II's Tilhængere kom til at bøde for deres Deltagelse i Krigen, saa at der endog intet farligt ansaas i, at de faa Aar efter Krigen kunde hædres med Tillidshverv. Kongen saa, at der var givet Staden en alvorlig Lære, der ikke i mange Tider vilde glemmes, og det varede vistnok ogsaa kun en kort Tid, inden der var tilvejebragt den bedste Forstaaelse mellem ham og hans Folk. I det væsenlige var der ogsaa Enighed imellem dem, nemlig i Afskaffelsen af det katholske Præstevælde og i Indførelsen af Trosbekendelsen efter Luthers Lære, af hvilken Kongen havde været Tilhænger længe førend de fleste af Kjøbenhavns Indbyggere havde hørt Tale derom.

Den. 11. Avgust om Aftenen sammenkaldte Kongen paa Slottet Øversterne for Landsknægtene, Feltherrerne og Ritmestrene, den prøjsiske Admiral Johan Pein, Johan og Melchior Rantzau, og her fattede man den Beslutning at tage alle Biskopperne til Fange. Næste Morgen Kl. 4 drog Melchior Rantzau ud forat iværksætte dette mod de 3 Biskopper, der da var i Byen, nemlig Erkebispen af Lund, der opholdt sig paa sin Gaard paa Østergade, Biskoppen af Ribe og Biskoppen af Roskilde, Joakim Rønnov, der var paa sin Bispegaard, det nuværende Universitet. Den sidste havde ingen Anelse haft om, hvad der skulde ske, og Dagen i Forvejen haft Erkebispen til Gæst. Da han den tidlige Morgenstund hørte, at man brød Porten op, sprang han op paa sit Loft og skjulte sig i et mørkt Hul over Hanebjælken, hvor han dog blev funden omsider og greben, men kun under hæftige Trusler fra sin Side. Han havde iøvrigt i de

__________

1) K. D. I. 396, 440, 445.


181

Dage, han havde opholdt sig i Kjøbenhavn, allerede optraadt paa sin gamle Vis som Stadens Herre imod en Borger, der sandsynligvis har været med til at true og forhaane ham under et af de forskellige voldsomme Sammenstød, han havde haft med Borgerne. I Anklageskriftet mod Biskopperne hedder det herom 1): "Den Tid Kjøbenhavns Stad blev opgiven og samme Biskop er kommen derind og havde nogle Dage været derinde, har han sendt Bud efter en Borger Jakob Rus, at han skulde komme til ham paa hans Gaard, hvilken Borger straks godvilligen er kommen tilstede. Saa har han kaldt ham ind udi sit Herberge til sig og over god Tro og Love er falden over den arme Mand og ganske erbarmeligen med en Stridshammer slaaet og trælbaaret (trælslaaet) ham, at paa det sidste hans egne Svende udaf stor Medynk, som de fik af den arme Mands jammerlige Raab og Skrig, have slaaet Døren op og taget den arme Mand af Hænderne paa ham. Saa har og Bispen aldeles ingen Ret dertil saa at handle med vore Borgere og saa vældeligen og uforseendes at overfalde dem med Overvold."

Biskopperne blev satte hver for sig i Blaataarn og bevogtede af Hageskytter og Drabanter; samtidig blev Byen afspærret til Lands og Vands i 3 Dage. Klokken 8 samme Morgen stævnedes de andre Medlemmer af Rigsraadet for Kongen tilligemed Biskop Ove Bilde af Aarhus, der ogsaa blev taget i Varetægt, da han ikke vilde falde tilføje; de verdslige Raader derimod udstædte den Forpligtelse, at de ikke vilde modsætte sig den verdslige Bispemagts Afskaffelse. Den, der egenlig var Ophavsmanden til dette Foretagende, var den snilde Jørgen Kok, der for faa Dage siden saa ydmygt havde maattet bede Kongen om Naade, men saaledes har forstaaet at fralægge sig al Skyld og give sit Had til Rigsraadet og Adelen et saa naturligt Udseende i Kongens

__________

1) Rørdams Mon. I. 180-81.


182

Øjne, at han til sin Dødsdag vedblev at være en hædret og anset Mand 1).

Efter Krigen var Kongens Finanser i stor Uorden, og det var vanskeligt at skaffe Lønning til Landsknægtene, der med Utaalmodighed krævede deres Sold. Saaledes udstædtes allerede i Avgust et Brev til Malmø og Landskrone om at sende deres resterende Skat, "ti Knægtene ville være betalte og have gjort et stort Opløb her i Kjøbenhavn"; Kongen maatte derfor ogsaa sende Køge 2 Fænniker Knægte og paalagde Borgerne at give dem Underholdning, til han kunde yde dem deres Betaling 2).

15. Oktober 3) sammentraadte en Herredag i Kjøbenhavn, til hvilken største Delen af Adelen, Købstædernes Udsendinge og udvalgte Bønder af hvert Herred gav Møde, og hvor der toges mange vigtige Bestemmelser.

30. Oktober udstædte Kongen sin Haandfæstning og holdt derpaa "Bursprog" med den menige Adel, Borgere og Bønder. Paa Gammeltorv blev et Stillads oprejst, hvor Kongen og Rigsraadet tog Plads, og hvorfra Kongen oplæste en skreven Tale for den forsamlede Mængde, "betakkendes dennem først, for de godvilligen efter hans Befaling havde mødt". Efterat have tilkendegivet, hvorledes han havde tilgivet alle og optaget dem i sin Gunst, Naade og Venskab, saaledes havde han ogsaa underhandlet med Adelen, at den aldrig efter denne Dag vilde besvære sig over, hvad Borgere og Bønder havde gjort imod den, og vilde ej heller, at disse skulde komme frem med Kæremaal over Adelen, men de skulde være og blive hinandens gode Venner. Han havde ladet Herredagen sammenkalde, fordi han agtede at gjøre en ny Skik og Ordinans baade i den gejstlige og verdslige Handel, og Biskopperne havde han ladet fængle, fordi han vilde, at Guds Ord og Evangelium skulde rent og klart

__________

1) Rørdams Mon. I. 201-02, 203. Krag og Stephanius I. 153. A. Heise i Hist. Tidsk. 4. R. VI. 239, 244-46.

2) D. Mag. 3. R. VI. 45, 46.

3) Smstds. 37.


183

prædikes over hele Riget, hvilket de altid havde modsat sig, ligesom de særlig havde givet Aarsag til den sidste Krig, baade af nysnævnte Grund og fordi de havde ladet Riget være hovedløst efter hans Faders Død. Derpaa lod han oplæse et Anklageskrift mod alle Biskopperne 1). "Efterat samme Artikler var oplæste", siger Hvitfeld, "blev Menigheden bespurgt, om de vilde enten at disse Bisper eller andre udi deres Sted ude lige Magt skulde nogen Tid igen tilskikkes. Da raabte Almuen, den ene i den andens Mund, at de vilde blive hos det hellige Evangelium, og ikke have saadanne Bisper mere, og at Stiftets Gods skulde lægges under Kronen, Kronen til Bestyrkelse og dem til Lise, at man ikke saa ofte skulde skatte den fattige Almue". Derefter oplæstes forskellige ny Ordinanser, af hvilke de fleste siden blev optagne i den koldingske Reces. "Dermed blev hver hjemforlovet. Og dette Bursprog fik Ende, som varede ungefær fire Timer langt paa Eftermiddagen 2)".

Ved det mærkelige Bursprog paa Gammeltorv erhvervede Kongen sig Folkets Godkendelse af Katholicismens Afskaffelse, der af alle de vigtige Begivenheder, som i Tidernes Løb er foregaaede paa dette Torv, sikkert er den, der har haft den største Betydning og de vigtigste Følger for Folkets Udvikling. Det er Reformationen, der frigjorde Tanken, og selv om Lutheranismen i de følgende Tider mere end ønskeligt var holdt de religiøse Fremtoninger under et haardt Aag, hvad der i flere Henseender vel nok var nødvendigt, saa længe Pavemagten endnu havde en stor Del af sin Myndighed tilbage, saa er deri Løsning af mange trykkende Baand, som vor Tid har tilvejebragt, dog en Følge af de nys omtalte Begivenheder.

__________

1) Dette er trykt i Rørdams Monumenta I. 143-98.

2) Hvitfeld Kristian III's Krønike S. 210-13. Krag og Stephanius I. 156-59.


__________


184

Med Grevens Fejde og Reformationens Indførelse er et betydningsfuldt Afsnit af Kjøbenhavns Historie afsluttet. Den forløbne Tid havde bragt Staden mange Trængsler, og denne havde paa mange Maader under sin mere end halvfjerdehundredaarige Tilværelse været udsat for ydre Angreb, der for en Del endog havde dens fuldstændige Ødelæggelse som Handelsstad til Formaal. En i det ydre roligere Tilstand indtraadte efter denne Tid, og Staden fik Tid til at vokse langsomt men sikkert henimod sin Bestemmelse at blive Landets Hovedstad, Sædet for dets vigtigste Handel og det Punkt, fra hvilket de aandelige Rørelser spredtes ud over Danmarks forskellige Egne. Den sidste Tids Storme havde knækket mangen usund Udvækst og givet de gode Spirer Lejlighed til at vokse op og sætte Frugt. Et Par Aar efter kunde Sælands Biskop Peder Plade vidne om Stadens Beboere: "Vi maa vel give Kjøbenhavns Indbyggere det Lov, at de høre saa gærne Guds Ord og søge saa samdrægteligen til Prædiken, som de gøre udi nogen By udi Danmarks Rige", og Slutningsverset af den gamle Vise om Grevens Fejde har vistnok fundet Genklang i deres Hjerter:

Ti ville vi alle af Hjertens Grund
Gud love og prise tillige,
som frelste os af vore Fjenders Haand,
gav Fred udi dette Rige.
Det var alt for vore Synders Skyld,
han haver os straffet saa naadelig,
vilde os dog ikke forøde,
hjalp os af al vor Sorg og Møde,
thi ske hannem Lov evindelig. Amen.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: fre jan 21 19:09:34 CET 2005
Publiceret: fre jan 21 19:09:32 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top