eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavns Historie indtil Reformationens Indførelse.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse II

Kjøbenhavns Historie indtil Reformationens Indførelse
    - kap. IV

Kbh., G. E. C. Gad, 1879

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

IV. Kjøbenhavn under Kong Fredrik I.

Den 13. April 1523 afsejlede Kristiern II. med sin Dronning og sine Børn tilligemed flere trofaste Tilhængere paa en ikke ubetydelig Flaade fra Kjøbenhavn for i Udlandet at søge Hjælp til at generhverve sig sit Rige. Det var en Sorgens Dag for en stor Del af Kjøbenhavns Indbyggere; Kongen havde paa saa mange Maader vist sig som en Ven af Borgerstanden, og Kjøbenhavns Fremvækst havde ligget ham saa meget paa Sinde, at man her med Grund kunde se bort fra hans troløse Sind og hans grusomme Færd og sørge over ham som den gamle Ørn, hvem Høgen trængte fra hans Rede. Omkring Stranden var der Trængsel af Mennesker, og Volden, alle Taarne og andre høje Bygninger var besatte med Folk af ethvert Køn og enhver Alder, der fulgte den bortdragende Flaade med Øjnene til den var af Syne og skjult af Skovshoved. Man vidste at Kongen havde udset Henrik Gøye til Statholder i Sæland

__________

1) Allen III, 2, 318-22. Svaning: Christiernus II. S. 442-45.

[69]

70

og overdraget ham Befalingen over Staden, og at han havde lovet ham om 3, 4 Maaneder at komme med Undsætning. Fem Fænniker Landsknægte og 850 Ryttere var efterladt til Forsvaret, og naar Borgerne deltog i dette, var der ikke Tvivl om, at Staden let kunde holde sig i den Tid 1).

Samme Dag Kong Kristiern drog bort, gik Hertug Kristian, den udvalgte Kong Fredriks Søn, over til Fyn, og den ny Konge skrev fra Gottorp til Kjøbenhavns Indbyggere og gav dem tilkende, hvorledes Jylland og Fyn havde opsagt Kristiern Huldskab og Mandskab, hvorledes Biskoppen i Roskilde, Abbeden i Sorø og Prioren i Andvorskov ogsaa havde givet sig fra ham, og at Kongen nu vilde frelse dem og den hellige Kirke, Ridderskab, Købstadmænd, Bønder og menige Almue i Sæland ud af deres svare Plage og tyranniske Vold og derfor med det første agtede sig til Sæland med et "mærkeligt" Tal Folk; han vilde skikke sig imod dem som en ret kristen Fyrste og naadig Herre. Han havde hørt af nogle, der kom fra Kong Kristiern, hvilken Overvold og Uskæl der var sket dem, og hvad man ydermere kunde frygte af ham, derfor bad han dem, ja bød og vilde, at de bemandede deres By imod Kong Kristiern og ufortøvet sendte en Borgmester, en Raadmand og 2 eller 3 bedste Borgere til at sværge ham Huldskab med Fuldmagt fra hele Menigheden. Han lovede dem derimod at holde dem ved Lov, Skæl, Ret, Privilegier, Friheder, gode gamle Sædvaner og aflægge al ny Told, Sise, Forbud og andre slige Besværinger, at sørge for deres fri Handel med Sverig, Lybæk, Danzig og alle andre vendiske Stæder foruden med Slesvig, Holsten og Stormarn. "Ti betænker eders Bedste, Gavn og evige Bestand, saa fremt som Vi med Herrer, Fyrster, Venner, Tilhængere, vort elskelige Raad, danske Mænds, vore kære Undersaatters Hjælp og Trøst ikke skulle nødes til at

__________

1) Allen III. 2. Afd. 411-15. Svaning: Christiermis II. S. 467.


71

straffe over eders Liv, Gaarde, Gods og Ejendomme, hvilket Gud kende, vi ganske nødig gøre ville" 1). Samtidig skrev Kongen til Hr. Henrik Gøye og Lensmanden paa Korsør Slot Hans Krafse "og hvo som Høvedsmand er over det Rejsetøj (Rytteri) og Landsknægte, som nu udi Sæland forsamlet er". "Vider kære Venner", hed det i Brevet, "at Os er til Vidende vordet, at I ere tilskikkede af højbaaren Fyrste Kong Kristiern at skulle formene os Adgang udi Sæland, som er et Ledemod af Vort Rige Danmark, Vi af os elskelige Danmarks Riges Raad til kaaret og udvalgt er, ti ere vi alvorligen begærendes af eder I ville skrive Os eders Mening herom, saa vi vide, hvortil vi Os forlade skulle og efterrette maa" 2).

Hertil kunde Kjøbenhavns Borgere kun svare, at de var i Kong Kristierns Ed, og at hans Folk holdt Byen besat, og Henrik Gøye, at han var udnævnt til Statholder af den fordrevne Konge.

31. Maj gik Kong Fredriks Hær over Store Belt, støttet af den lybske Flaade, og 10. Juni ved Morgengry stod den med 4000 Knægte og 1800 Ryttere foran Kjøbenhavn, hvor den strax slog sin Lejr paa Serridslev Mark; dens Hovedkvarter var Serridslev By, fra hvilken flere Breve er daterede fra denne Tid 3). Det var altsaa omtrent 1/4 Mil fra Kjøbenhavn, i saa stor en Afstand, at Kuglerne fra Murene i Almindelighed ikke kunde naa saa langt ud. En Skanse anlagdes ved Valby, og saaledes var Byen afskaaren fra Landsiden, medens den lybske Flaade lagde sig foran Havnen.

Fra den belejrede By gjordes ofte Udfald for at forsøge paa at lokke Kongens Tropper ind under Murene og derved faa Lejlighed til at benytte Kanonerne. Man

__________

1) K. D. I. 306-7. Hvitfeld: Fr. I. 37-38.

2) Koncept i Geh. Ark. D. Kongers Hist. Fasc. X. Nr. 57.

3) Saaledes et Brev udstædt af Rigsraadet 26. Sept. 1523 "ex oppido nostro Serritsløff" (D. Mag. 3. R. II. 259).


72

havde bygget "Katte" paa Volden, det er højtliggende Skanser af Jord eller Sten med Skydeskaar, bag hvilke Kanonerne og de, der betjente disse, kunde være dækkede; foran disse var der hængt Fjæle, som blev hejsede ned, naar man vilde skyde, men igen satte foran Kanonernes Mundinger for at beskytte disse. Kattene blev saa bekendte, at man i Lejren kunde kende af hvilken der blev skudt, hvilket oftere fremkaldte Væddemaal blandt Landsknægtene. Fra Lejren førte man ogsaa Kanoner ind under Byen, og det mindedes længe efter, at en Falkonet engang havde skudt en Knægt paa Byens Vold gennem den venstre Side og ført hans Hjærte ud saaledes, at det kun hang ved en Sene, men det var til alles Forundring saa stort som et Oksehjerte. De smaa Træfninger, der forefaldt, stod oftest paa den jevne Mark mellem Peblingedammen og Byen, altsaa indenfor de da i et gaaende Peblinge- og Sortedamssø 1).

I den belejrede By var man ved godt Mod. Rigtignok begyndte Levnedsmidlerne at slippe op, men man byggede lange Rorsbaade og Jagter med mange Aarer paa, hvormed man hemmelig brød igennem den lybske Flaade og hentede Fødemidler andre Steder. Bønderne i Sæland var ej heller gunstig stemte mod Krigsfolket i Lejren, ti da dette ikke betalte, hvad der leveredes dem, vilde Bønderne ikke give Tilførsel, men rottede sig sammen og dræbte dem, der drog ud paa Furagering, hvorover der blev en Kamp paa Liv og Død, som Kongen nær aldrig havde faaet stanset. Under hele Belejringen var der i det hele en stærk Misfornøjelse i Lejren, da Kongen ingen Penge havde til at lønne Soldaterne med. De 4 Maaneder gik imidlertid, og Hjælpen fra Kristiern II. var ikke kommen, men endnu fra Efteraaret haves ret fortrøstelige Beretninger fra den belejrede By. I et Brev.

__________

1) Under en saadan blev den senere saa berømte Peder Skram saaret gennem sin højre Arm med et Glavind og med et tveægget Sværd over Haanden (D. Mag. 3. R. III. 83).


73

derfra fortælles saaledes, at Lybækkerne havde haft til Hensigt at sænke 4 store Skibe foran Indløbet til Havnen, men de kjøbenhavnske Jagter havde taget Skibene og ført dem ind i Havnen og man haabede, at den Tid kunde komme, da de samme Skibe kunde sænkes i Lybæks Havn og ødelægge dens Skibsfart. Desuden havde man frataget Lybækkerne henimod 60 Skuder med Proviant 1). Paa Frue Kirketaarn var der bragt Kanoner, der kunde række baade ud i Lejren og i Stranden. Forat lokke Belejrerne nær dreves Stadens Kør nogle Timer hver Dag i et Armbrøstskuds Afstand udenfor Byen; men de blev drevne ind igen, uden at der var gjort dem nogen Fortræd. Smaa Skærmydsler holdtes oftere, men nogen Storm havde man ikke vovet paa Byen. Ryttere i Staden havde oftere opfordret dem i Lejren til at prøve en Kamp, men forgæves. Iøvrigt støbte man Kanoner og møntede Penge og havde endnu ingen Nød. Paa Amager jagede man Harer, og af tydsk Øl og Rinskvin, som man havde taget fra Lybækkerne, havde man hidtil haft fuldt op. Med Malmø var der hver Dag Forbindelse og altid 8 Jagter i Søen, saa den lybske Flaade altsaa meget ufuldkomment har overholdt Spærringen. Man antog, at der ikke var flere end 3000 Mand i Lejren og vidste, at disse plagedes af Utøj i en utrolig Grad.

Kong Fredrik havde dog allerede begyndt at tænke paa at storme Staden, men dertil behøvedes flere Tropper, mere Skyts og andre Hjælpemidler, hvilke for en Del skulde leveres af Lybækkerne. Disse skulde ogsaa tilsænke Havnen, men paa Kong Fredriks Bekostning. Man havde dog en

__________

1) To lybske Skuder ladede med Proviant, der var bestemte for Kongens Lejr, blev engang tagne af Malmøs Borgere, men igen tilbageerobrede af 2 Jagter, der var udrustede af Lensmanden paa Stege, Hr. Anders Bilde, der delte Byttet som god Prise; 1530 erklærede Kongen, at dette var sket med rette, og at Hr. Anders Bilde ingen Tiltale skulde lide derfor. (D. Kongers Hist. Fasc. 11. b. Nr. 18).


74

viss Formodning om, at det endnu ikke var Tid at storme, saa at man maatte holde Lejren Vintren igennem; i saa Fald skulde Kongen holde 300 tydske og 300 danske Ryttere og det samme Antal Fodfolk som hidtil, de tydske Stæder 100 tydske Ryttere og samme Antal Fodfolk som hidtil, desuden 10 Jagter og Warnemünde-Baade. Kongen skulde lade bygge Jordhuse og Skanser og gøre Grave omkring Lejren 1).

Dette maa ogsaa være sket, ti til Storm kom det aldrig. Almuen i Sæland var saa oprørt, at Johan Ranzau om Efteraaret maatte tvinge den til Lydighed med Sværdet, og det var først, da man havde faaet Underretning om, at Kristiern II's Hær havde opløst sig i Oktober, at man turde vove at træde op med mere Fasthed.

Samtidig med at Kong Kristiern rustede sig til Lands, havde han fundet Lejlighed til at udruste sine 4 bedste Skibe og en Jagt med Levnedsmidler under Anførsel af Admiralen Tile Giseler, den samme der havde ført ham fra Kjøbenhavn. De forlod Zeeland 20. Sept., krydsede nogen Tid under Norge, hvor de tog flere tydske Skibe, og kom ind i Sundet i den første Uge af November. De lybske Skibsførere blev grebne af Skræk; rigtignok skal en Kok være undløben fra et af Skibene og have bragt Underretning i Lejren om, at Skibene ingen Krigsfolk medbragte, men kun dobbelt Besætning af Baadsfolk foruden Levnedsmidler, Skyts, Krudt og Bly. Dette forebragte man de lybske Skibsførere, men disse sagde, at hvis de mistede deres Skibe, der mest tilhørte Købmænd, var de ødelagte; uagtet Greven af Hoya, Mogens Gøye og Johan Ranzau tilbød at indestaa for Godtgørelse af den mulige Skade, drog de dog næste Morgen bort med den hele Flaade.

Der var saaledes fri Adgang for Kong Kristierns Skibe, der tog Lybækkernes Førselsskibe og, efter at have gjort

__________

1) K. D. I. 307-09.


75

nogle Skud ind i Lejren, gled ind i Havnen og lagde sig paa deres gamle Plads ved Bremerholmen 1). Vel var der atter sænket 2 Skibe i Dybet udenfor Havnen og deres Overdel afbrændt, saa de ikke kunde ses, men Strømmen gav dem en Stilling mod hinanden, saa Indsejlingen tvært imod blev bedre. Der blev stor Glæde i Byen. Man skød fra Voldene, der gjordes Glædesblus i Gaderne og Begkranse tændtes i Frue Kirkes Spir. Men Henrik Gøye havde tabt Modet. Allerede Dagen førend Skibene kom, havde han begyndt hemmelige Underhandlinger med sin Broder Rigshovmesteren Mogens Gøye og Johan Ranzau. Han kendte da det sørgelige Udfald af Kong Kristierns Troppesamling og saa, at Hjælp var umulig; det var derfor bedre at faa en hæderlig Kapitulation end udsætte sig for Hungersnødens Rædsler uden alligevel at have Udsigt til at opnaa, hvad man ønskede. 2 Dage efter Skibenes Ankomst kom fra Lejren en officiel Opfordring til Overgivelse, idet Hr. Oluf Nielsen Rosenkrands selvanden med afbarkede Stave i Hænderne ved Porten tilkendegav sig som Udsendinge. De blev derpaa indførte i Byen, og paa Degnegaarden paa Frue Kirkegaard mødtes de med Hr. Henrik Gøye, der gik ind paa nærmere Underhandlinger. Hovedpunktet i Underhandlingerne gik ud paa, at Henrik Gøye skulde sende et Bud til sin Konge, der kunde fortælle om Sagernes Tilstand; hvis han saa ikke kom Kjøbenhavn til Hjælp inden anden Juledag, skulde denne By og Malmø overgive sig til det danske Rigsraad. Megen Vanskelighed voldte de nylig indkomne Krigsskibe, men Allen oplyser, at der har været en hemmelig Traktat, ifølge hvilken Henrik Gøye, hvis Pengeomstændigheder under Belejringen var komne i den største Uorden, solgte dem til Kong Fredrik, men at de for et Syns Skyld skulde ligge 2 Aar i Havnen, som Pant for den Sum, Henrik Gøye havde tilgode hos Kristiern II.

__________

1) K. D. I. 311.


76

Den 26. November sluttedes den foreløbige Overenskomst i Roskilde og fuldstændig Vaabenhvile, "en fri felig Dag", som det kaldtes. Denne kunde let være bleven brudt, ti 12. December kom nogle Borgere fra Malmø sejlende, hvem Henrik Gøye havde stævnet til sig for at overveje, hvad der nu var at gøre. Disse kom om Aftenen ind ved S. Anne Kapel 1), men da nogle af dem var gaaede i Land, blev de paa Vejen til Byen fangne af Folk fra Belejringshæren og førte til Lejren. Derover fandt Hr. Henrik Gøye sig krænket og skrev næste Dag et skarpt Brev til Grev Johan af Hoya og Rigsraadet, "nu værende i Serridslev". Han gjorde opmærksom paa Artiklerne i Overenskomsten i Roskilde og bad om, hvis de var til Sinds at overholde denne, at de da vilde lade omtalte Borgere frit og uhindret komme til Kjøbenhavn med deres Gods; hvis de ikke vilde, "da trøster jeg ikke heller og mindre at kunne holde den Del jeg Eder tilsagt har". Han fik imidlertid et tilfredsstillende Svar; disse Folk Var komne der paa deres Skort (Vagtomraade) og kendte ikke Løsenet; de sagde nok selv, at de hørte hjemme i Malmø, men i Lejren havde man ikke trot det, før Hr. Henriks Brev kom; det var Rigsraadets Vilje nu som tilforn at holde Overenskomsten, og de fangne slap løs 2).

Kristiern II. sendte vel en Udsending til Kjøbenhavn med Løfte om Undsætning ved Paasketid, men dette var altfor usikkert, saa der blev sluttet en endelig Overenskomst om Overgivelse 23. Dec. Denne udfærdigedes paa de

__________

1) Om S. Anne Bro, en Landingsplads ved S. Anne Kapel, se Kjøbenhavn i Middelaldren S. 196-97. Hos Allen II. 230 læses, hvorledes Iver Lunge 1518 kom sejlende fra Skaane og, da Havnen var fuld af Is, forsøgte at lande ved denne Bro, men sank igennem Isen og druknede. Kristiern II. samlede engang de sælandske Bønder ved S. Anne Bro og tilbød dem Friheden, men da de havde holdt Raad, nægtede de at tage imod den (Rørdams Monumenta II. 182).

2) K. D. IV. 395-96.


77

Belejredes Vegne af Hr. Henrik Gøye som øverste Statholder, Knud Rud som Høvedsmand, af 20 Officerer, mest Tydske, af danske Adelsmænd dog Axel Gøye og Niels Lykke, desuden Borgmester Jens Brolægger, Raadmændene Peder Kempe og Hans Dankordsen, af Borgmester Jørgen Kok i Malmø og 2 Raadmænd sammesteds. Til Helligtrekongers Dag skulde der være Vaabenstilstand, og paa den Dag skulde Kjøbenhavns Slot og Stad samt Malmø overgive sig til Rigens Raad, med mindre Kong Kristiern forinden kom til Hjælp. Samme Dag skulde Henrik Gøye drage til Køge med alle Ryttere og Landsknægte og over Rødby ud af Riget; han forpligtede sig til, at disse ikke skulde besvære og overfalde Rigets Indbyggere, men Udrejsen af Byen maatte ske med oprejste Faner. Alle Fanger skulde udleveres paa begge Sider, og det grove Skyts med 3 Læster Krudt og tilhørende Kugler, som tilhørte Danmarks Krone, skulde tilfalde Rigsraadet undtagen en Skarpmetse, en Kartove og 3 Feltslanger med tilhørende Jærnkugler, som Henrik Gøye skulde beholde 1). Saa længe Vaabenhvilen varede, skulde Kjøbenhavns Besætning blive ved Byen og indenfor Skansen 2) og de andre udenfor denne. Henrik Gøye skulde have frit Lejde for sig og sine Medfølgere i 2 Aar inden og udenfor Riget, men forpligtigede sig til i den Tid ikke at fejde paa Danmark og Hertugdømmerne. Overløberne mellem Lejres og Byen skulde have Tilgivelse, og i det hele skulde der være fuldstændig Tilgivelse paa begge Sider undtagen for Hans Mikkelsen og Sigbrit, og hvad der var sket skulde aldrig arges eller paatales med Haand eller Mund eller med nogen aandelig eller verdslig Rettergang efter denne Dag. Kjøbenhavn skulde blive ved alle de Friheder, Privilegier,

__________

1) Nogle flamske Tapeter, Henrik Gøye tog med sig fra Slottet, omtales 14. Avg. 1539 (Dok. i Geh. Ark.).

2) Naar, som vi har set, Kongens Tropper holdt Vagt i Nærheden af S. Anne Kapel, maa omtalte Skanse have ligget nær ved Byen.


78

Skraaer og Forseglinger, som fremfarne Konger havde givet den, Havnen og Befæstningen skulde blive ved Magt, men al ny Told, Sise og anden Besværing, der ikke havde været af Arilds Tid, skulde ophæves. Byens Skyts skulde den selv beholde. Borgerne maatte bruge deres Handel, Sejlads og Købmandskab i Øster og vester, synder og nord, hvor det tækkedes dem og de bedst kunde søge Handel og Næring. Al Gæld mellem Borgerne og andre skulde fremdeles staa ved Magt; Borgmestre, Raad og Menighed skulde være sikrede paa Liv, Lemmer, Gods og Velfærd fra Kongens og Rigsraadets Side og skulde ikke beskattes højere end med deres aarlige og rette Byskat; hvad der var sket i denne Fejde skulde aldrig hævnes eller paatales af nogen, og Borgerne skulde beholde deres Jorder og Ejendomme og deres Oredrift trindt omkring i Byen, dog skulde de straks give fra sig de Ejendomme, som Kong Kristiern havde taget fra Kirken og Ridderskabet med Vold og Uret, medens de skulde have igen, hvad der var frataget dem førend Fejden begyndte. Uden stort Nødsfald skulde de ikke besværes med Indkvartering af fremmede Krigsfolk. Paa Helligtrekongers Dag skulde Kongens Tropper holde Indtog i Byen og drage igennem Gaderne men strax ud igen, og kun saa mange blive over om Natten, som Prins Kristian og Rigens Raad vilde beholde i Byen hos sig, og de skulde ikke gøre Borgerne nogen Overlast paa Liv og Gods.

Nogle enkelte Personer, der særlig havde været kompromitterede, nævnes ogsaa i Forliget. Saaledes skulde Thomas Herold beholde sine Forleninger, Morten Stenhugger blive ved sin Gaard, som han bebode, og den skulde ikke tages fra ham; han er vistnok den Morten Bussert, Kongens Bygmester, der var Hans Mikkelsens Svigersøn og endnu levede 1547 1); ligesaa Mester Fadder Bøssestøber, der desuden skulde beholde den Løn, Kong

__________

1) D. Mag. 3. R. I. 240, 245, 4 R. IV. 326.


79

Kristiern plejede at give ham. Bodil Roes skulde ikke lide for sin Husbonde Hans Herolds Skyld, men beholde sit og hans Gods. Disse Personer omtales nærmere i det følgende.

Endnu vedtoges den Bestemmelse, som tidligere (S. 66) er omtalt, at Hollænderne paa Amager skulde opsiges og deres Hals, Liv og Gods fri drage af Riget og de danske Bønder igen indtage de Gaarde, de tilforn ibode, imod at give deres tidligere Landgilde 1).

6. Januar 1524 foregik altsaa Overgivelsen, Kong Fredriks Tropper marscherede gennem Byen, og Prins Kristian, der nogle Dage i Forvejen havde stadfæstet det Forlig, Rigsraadet havde indgaaet, tog rimeligvis efter Bestemmelsen Ophold her, formodenlig paa Slottet. Det var imidlertid ikke ham, der formelt tog Staden i Besiddelse, men Rigshovmesteren Mogens Gøye, hvem Borgerskabet overgav Insignierne paa den øverste Myndighed 2); denne Mand har rimeligvis ved sin Fremtræden vundet Borgernes Hjærte, ti der var ingen, hvem de havde den Tillid til som til ham, og det var i den følgende Tid stadig ham, man raadspurgte og støttede sig til.

Det er karakteristisk for Kongen, at han straks benyttede sig af sin Stilling til at skaffe sig et Laan af Staden, men det er paa den anden Side ogsaa naturligt, at Borgerne imødekom ham forat fremkalde en velvillig Stemning mod den betvungne Stad. Det var 10000 Mk. Klipping, hver beregnet til 6 Penning, han modtog og et Par Aar efter, d. 28. Sept. 1525, gav Obligation for, ligesom Borgerne samme Tid fik Tilstaaelse for at have laant Kongen og Rigets Raad

__________

1) Kilderne til Kjøbenhavns Belejring: Hvitfeld Fred. I. Krønike 37-40, 44, 46-55, Allen De tre nord. Rigers Hist. IV. 2 Afd. 17-27, 169-85, K. D. I. 306-29, IV. 395-96.

2) Hr. Mogens Gøye, D. R. Hovmester, blev der indført og annammede det paa Kongens Vegne (Rørdams Monumenta I 290).


80

1 Læst Krudt, der skulde bruges mod Kristiern II's tro Mand Søren Norby 1).

Kong Fredrik kom først hertil sidst i Maj og var tilstede ved den vigtige Rigsdag, der holdtes her fra først i Juni til ind i September, og ved hvilken der mødte foruden Rigsraadet, fra Norge Biskop Karl af Hammer, Udsendinge fra Lybæk, Hamborg, Rostok, Stralsund, Vismar og Lyneborg, en Mængde Medlemmer af den danske Adel, Udsendinge fra hver Købstad i Riget og hvert Herred i det østlige Danmark. Her forpligtede Rigsraadet sig bl. a. til at modstaa Luthers og hans Disciples Kætteri 2).

Under denne Rigsdag fuldbyrdedes en Dom over et politisk Offer fra Belejringens Tid. Adelsmanden Niels Hak havde deltaget i Malmøs Forsvar, ikke siden villet hylde Kongen og var forbleven i Skjul i et Kloster i Malmø uden at forlade Riget. Han fængsledes 1. Avgust og blev halshugget 6. Avgust, Dagen før Kongens Kroning, formodenlig paa Gammeltorv 3).

7. Avgust kronedes Kongen i Frue Kirke, hans Dronning først 13. Avgust næste Aar.

Det er ret naturligt, at Fredrik I. maatte nære Mistillid til Kjøbenhavns Borgere, og at han forstærkede Slottet med Proviant; i hans Forhandlinger med Rigsraadet 1525 forelagde han dette til Betænkning "hvilkelunde man kunde bedst altid Kjøbenhavn og Malmø Stæder mægtig være"; men efter Betingelserne ved Overgivelsen kunde der ikke henvises til noget bedre Middel end at befæste Slottet og Myntergaarden i Malmø og forsyne dem godt med Fødevarer og Skyts. Den bedste Maade var dog at vinde Befolkningen ved at se igennem Fingre med de oprørske Tendenser, der viste sig, og tildele baade Staden i Almindelighed og enkelte Borgere forskellige Fordele.

__________

1) Frederik I's Registrant S. 92-93.

2) Allen IV., 2, 352 flg.

3) Allen IV., 2, 186-90.


81

12. Sept. 1524 afgjorde Kongen saaledes en Tvist mellem Kapitlet og Borgerskabet, hvilken faldt ud til dettes Fordel og havde stor Betydning 1). De gejstlige Stiftelser ejede en stor Mængde Jorder omkring i Byen, som bortfæstedes til Borgerne; naar der nu opførtes Bygninger derpaa, blev der Strid, om disse skulde tilhøre Fæsterne, der havde bekostet dem, eller hvorvidt Grundens Ejer havde nogen Ejendomsret dertil. Der blev derfor opsat en Formel for fremtidige Fæstebreve, ifølge hvilken Grunden fæstedes bort til en Mand og hans Hustru samt deres ægte Børn og Arvinger, saaledes at der var Frihed til at sælge og pantsætte den Bygning, de havde opsat paa Grunden, til en bosiddende Borger, dog med Kapitlets Vilje. Der skulde paa disse Grunde bygges et Stenhus paa 2 Loft ud til Algaden, eller i det mindste et "mærkeligt" Hus af Bindingsværk og med Stentag, og Lejen og Landgilden skulde fastsættes af 4 Kanniker, 4 Vikarer, 4 Raadmænd og 4 agtede Borgere; samme 16 Mænd kunde ogsaa fradømme en Mand en Gaard, naar han ikke opfyldte nævnte Betingelser. Den Afgift, der nu fastsattes, forudsattes at være meget mindre end hidtil, ti det skulde være enhver tilladt at betale sin ældre Leje, idet han derved ansaas for at "besørge sin Sjæls Salighed", ej heller var det forment nogen at give sin Bygning til Kirken at forøge Guds Tjeneste med, dog skulde de 16 Mænd saa vurdere den og sælge den til en bosiddende Borger. Paa denne Maade opnaade Borgerne, at Husleje gik over til Jordskyld, men Gejstligheden haabede paa den Maade at kunne købe Borgernes Sjæle. Det hedder nemlig i Begyndelsen af de ny Fæstebreve, at de udstædtes saaledes, "paa det Borgmestre, Raad og menige Almne her i Byen ville og skulle her efter være deu hellige Kirke og hendes Personer des villigere og staa i Vilje, Venskab og godt Naboskab med

__________

1) K. D. IV. 399-402.


82

dennem og af deres yderste Magt afværge og imod staa Luthers Kætteri og Vildfarelse". Dette viser, at 1524 var der endnu kun liden Sympathi for Luthers Lære i Kjøbenhavn, og at Stemningen i denne Stad i religiøs Henseende var overensstemmende med den, der paa den samtidige Herredag udtaltes af Rigsraadet.

Den Uskik havde indsneget sig, at Borgerne lejede Gaarde, Huse og Boder ud til Folk, som enten ikke vilde eller ikke kunde tage Del i Byens Byrder; saaledes ansaa Adelsmænd sig f. E. for skattefri, og paa den Maade faldt Byrderne tungere paa de andre Borgere. Kongen forbød derfor 28. Sept. 1524 Borgerne at leje deres Ejendomme ud til andre end dem, der skattede og skyldte Kongen og Kronen og gjorde Byens Tynge, hvis Ejermanden ikke selv vilde opfylde de Lejeren tilfaldende Forpligtelser, dog undtoges Kongens Høvedsmænd, Skippere og andre, der havde særlige kongelige Breve, saaledes som det var sædvanligt i Kong Hanses Tid *). Samme Dag overdrog Kongen Byen Rosbæk Mølle til Hjælp til Befæstningen 2). 1525 overdrog Kongen Serridslev Mark til Byen mod en aarlig Afgift og imod at Byen afstod sin Panteret til det Skyts, som Henrik Gøye ved Kapitulationen havde forbeholdt sig, idet han under Belejringen i sin Pengeforlegenhed havde pantsat det til Borgerne. Det hedder i Skødet, at det udfærdigedes "fore Troskab og mangfoldige Velvillighed, som vore kære Undersaatter, Borgmestre, Raad og Menighed udi vor Stad Kjøbenhavn Os og Riget nu, siden deres Stad var Os opgiven i den Bestolning, Vi derfore havde, troligen gjort og bevist have og her efter troligen gøre, bevise maa og skulle." Disse Udtryk er mere end Formler, der bestod virkelig i de Aar et godt Forhold til Kongen, hvilket ogsaa ses af, at

__________

1) K. D. I. 332-33.

2) Jfr. Kbhvn. i Middelaldrene S. 101.


83

Borgerskabet selv gav Kongen Underretning om sine Forhandlinger med Søren Norby 1). 1526 fik Byen Brev paa Vandmøllen 2), og Aar 1531 skaffede Kongen Bopæl til en Læge og en Apotheker, hvilket dog næppe i de første Aar havde nogen Virkning 3). Hvad mere var, han udvidede Byens Selvstændighed i saa høj en Grad, at enhver Mistænksomhed synes at være udslukt. Han gav nemlig Borgerskabet 28. Nov. 1526 Ret til selv at udvælge sine 4 Borgmestre, medens Raadmændene som hidtil skulde vælges af Raadet selv 4). Vel skulde disse folkevalgte Borgmestre sværge Kongen Troskabsed, men Kongen havde dog ved denne Valgmaade givet de demokratiske Strømninger en Indflydelse, som han selv næppe har tænkt sig 5).

11. Juni 1527 paalagdes der Kjøbenhavns Borgere en Accise paa 4 Aar, baade af hver Tønde dansk Øl, der bryggedes i Staden, og af alt indført Øl, baade dansk og fremmed 6), hvoraf Kongen skulde have to Tredjedele og Staden selv en Tredjedel; ingen maatte sælge, drikke eller udskænke Øl, der ikke var betalt Accise af, under dobbelte 40 Mk.'s Bøder til Kongen og Byen. Accise af Vin, Emstøl, Mumme, Pryssing, Hamborgskøl og Israels Øl skulde ydes som i Malmø, dog skulde Kongen, Borgmestre og Raad have Accise efter gammel Sædvane af de Købmænd, som førte det nævnte Øl og Vin til Staden 7), men de kjøbenhavnske Borgere, som selv førte det hid, skulde være forskaanede for den sidste Afgift, saa længe den ny Sise vedvarede. Til Gengæld for denne Afgift, som Borgerskabet havde indvilget i at udgive efter Samraad med Kongen, lovede han,

__________

1) Jfr. Kjøbenhavn i Middelaldren S. 105-08. Ny D. Mag. V. 97.

2) Jfr. Kbhvn. i Middelald. S. 270-71.

3) Jfr. sammestds. S. 292.

4) Jfr. smstds. S. 71-72.

5) Om Kongens Bestræbelser forat vinde Borgerstanden se A. Heise i Hist. Tidsk. 4. R. V. 272 flg. 308.

6) De forskellige Slags fremmed Øl, der nævnes, er Rostoksk, Sundisk (fra Stralsund), Vismarsk, Lybsk, Barst, Kakerbille og Barnostøl.

7) Kbhvn. i Middelald. S. 83-84.


84

at Byen i de 4 Aar maatte være fri for Byskat og al anden kongelig Tynge med Undtagelse af Udskrivning af Mandskab, hvis der skulde ske Angreb i Landet af nogen Fjende. De Landsknægte, der blev indkvarterede hos Borgerne, skulde være pligtige at betale deres Tæring i de 4 Aar og efter disses Udløb skulde Sisen afskaffes, hvis Almuen heller vilde tage ved den vanlige Tynge igen, hvorved der altsaa var indrømmet det menige Borgerskab en betydelig kommunal Selvstyrelse, der end ikke er opnaat i vore Dage, nemlig selv at bestemme, om man vilde yde direkte eller indirekte Statsskatter. Endelig skulde ingen af de Privilegier, der var givne Staden i Roskilde ved dens Overgivelse, ej heller ældre Friheder forkrænkes ved Bestemmelserne om samme Sise 1).

Sidstnævnte Forpligtelser fra Overgivelsens Tid 1524 holdt Kongen virkelig trofast ogsaa i Henseende til, at han havde lovet fuldstændig Forglemmelse af det skete. Som en Følge heraf fik Staden igen en af sine mest ansete Borgere tilbage, nemlig Albert v. Goch.

Denne Mand er formodenlig indfødt i Kjøbenhavn, i det mindste forekommer 1425 en Borger her ved Navn Didrik van Ghokken, men nedstammer vistnok fra Staden Goch i Rinprovinsen nærved Kleve. Han forekommer første Gang i et Dokument af 1498, hvor han kaldes ærlig og forsynlig Svend; han var altsaa da ugift. 1502 og 1503 kaldes han ærlig og fornumstig Mand eller forsynlig Mand og købte da en Gaard paa Østergade ved Siden af en anden, der ejedes af Valter Kniphof, Fader til Kristiern II's bekendte Partigænger Klavs Kniphof, hvis Moder efter Valters Død ægtede en anden af samme Konges ivrigste Tilhængere Jørgen Mynter i Malmø. Han ejede ogsaa større Grunde i Pilestræde, af hvilke han 1511 afhændede 3 Boder til S. Mauritii Alter i Nikolaj Kirke, men Gaarden paa Østergade

__________

1) K. D. IV. 415-17.


85

afstod han 1512 til Kong Hans og fik derfor en Grund østen for Nikolaj Kirkegaard (en Parcel af Vingaarden) og 500 Mk. dansk. Senere er han flyttet til Fisketorvet eller Købmannegade, hvor han ejede en Gaard, der vistnok laa mellem Klosterstræde og nuværende Store Helliggeiststræde; han afstod nemlig 1518 til Helligaands Hospital et Stenhus vesten for den Gaard, hvor Villum Apotheker fordum bode, og østen for sin egen Gaard og fik derfor 2 Boder i det Stræde, der gik fra Købmagergade til Klare Kloster, nuværende Klareboder, der i samme Aar allerede kaldes Albert van Gochs Boder, idet han sandsynligvis har ejet hele Gadens Nordside, der var bebygget med Boder eller Lejligheder til Smaafolk.

Han var en af Stadens driftigste og mest ansete Købmænd; 1511 handlede han paa Island og fik tilligemed flere under Krigen med Lybæk Tilladelse til at føre Kød, Smør, Aal og andre Varer til Hamborg, mod at de forpligtede sig til at lade Varerne komme paa de Skibe, der løb til Island og St. Jakobs Land (Galicien), men ikke komme Rigets Fjender tilgode. Hvor stor hans Anseelse som Handelsmand var ses af, at han var med i Handelsmødet i Stokholm 1520 som en af de "menige Danmarks Riges Købmænds Fuldmægtige", tilligemed Anders Wolff fra Kjøbenhavn, Hans Mikkelsen og Sander Ventun af Malmø, i Anledning af det af Kristiern II. paatænkte Handelsforbund mellem de nordiske Købstæder 1). Hans Handelsforbindelser fremgaar ogsaa af, at han 1519 afkøbte Afladskræmmeren Arcimbold en Del Varer, som han forpligtede sig til at betale i Antwerpen eller Brügge til Brødrene Leonard og Frans de Spinoly. At han stod i et venligt Forhold til Kristiern II. ser man af et endnu bevaret gudeligt Haandskrift om Kristi Lidelse, der tilhørte hans Moder Dronning Kristine, og som Kongen

__________

1) Se foran S. 60.


86

skænkede A. v. Gochs Hustru Johanne, "at hun skal bede for hendes Naades og alle kristne Sjæle til den alsommægtigste Gud." Han har ogsaa forstrakt Kongen med Penge, for Hvilke han 1523 fik Dalum Kloster i Pant og Forlening, en Gunstbevisning der ellers sjelden blev borgerlige til Del; han havde dog ingen Nytte deraf, da Kongen kort efter gik i Landflygtighed, og han selv viste sin Troskab ved at følge ham til Nederlandene. Han kom dog snart tilbage igen og er vistnok vendt hjem straks efter Kjøbenhavns Overgivelse 1524, da der blev givet Amnesti for dem af Kristiern II's Tilhængere, der vilde hylde Kong Fredrik. Han kom dog ikke mere i Besiddelse af sin forrige Stiling i Raadet; han havde nemlig været Borgmester fra Begyndelsen af 1517, uden først, som almindeligt var, at have været Raadmand.

Det er sandsynligvis en Paavirkning under hans frivillige Landflygtighed, der har indgivet ham Velvilje for Luthers Lære, ti det er omtrent 1524, at han og Adelsmanden Knud Rud formaade Prioren i Andvorskov til at løslade Hans Tavsen af det Fængsel, hvori han var kommen paa Grund af sin Optræden mod det katholske Uvæsen. Han kan dog ikke tænkes at være bleven ligefrem Tilhænger af Luther, ti han betænkes i Biskop Lage Urnes Testament 1529, hvilket vidner om et venskabeligt Forhold til denne ansete og hæderlige Prælat. Om det var paa Grund af fælles Sympathi i kirkelige Sager eller af Klogskabshensyn forat vinde den ansete Albert v. Goch, kan man ikke vide, men Fredrik I. blev ham snart bevaagen. 27. Avgust 1525 fik han saaledes det Privilegium at være fri for Told og Accise, og 1527 blev han Tolder paa Falsterbo efter Mester Hans Vincke 1), og forblev som saadan til sin Død midt i 1533. En saadan Stilling udkrævede dog næppe hans Fraværelse fra Kjøbenhavn uden paa Fiskemarkedets Tid, og

__________

1) Havde beklædt denne Stilling 1525-27 (Fredrik I's Registranter S. 229).


87

han har vistnok vedblevet med at drive sin Handel som Borger i Kjøbenhavn. Hans Enke Johanne overlevede ham til 1550, da hun gav de husarme 14 Sjæleboder bagved S. Klare ved Østervold paa en Grund, som hendes Mand havde kjøbt 1515, hvilke Sjæleboder længe bar hendes Navn. En Søn af ham, Johan Goch, var 1547 Borger i Malmø og en anden, Klavs Albertsen kaldes Goch, nævnes 1547 og 1552 som Borger i Kjøbenhavn 1).

Thomas Herold, der allerede havde været i Kong Hanses Tjeneste og nævnes i denne Stilling 1506, havde Tilnavnet Sæland. I Kong Hanses Tid var han paa flere Rejser til Skotland, England og Frankrig og nævnes fra 1512 som bosiddende i Roskilde. 1521-22 var han atter i Skotland og har formodenlig været indesluttet i Kjøbenhavn under Beleiringen. Ved Overgivelsen var det en af Bestemmelserne, at han ' skulde blive ved sine Forleninger, og at der ikke skulde ske ham Hinder eller Forfang paa hans Gods eller Gaarde i Roskilde og Kjøbenhavn. 1524 fik han Livsbrev paa S. Jørgens Hospital udenfor Roskilde og døde i Roskilde vistnok 1528, i hvis Domkirke hans Ligsten har været. Hans Enke blev inden Midten af 1530 gift med Herolden Franciscus de Medina Hispanier, der 1529 forlenedes med Hvidøre og 1530 fik Brev paa S. Jørgens Hospital udenfor Roskilde, hvis han overlevede sin Hustru. 1544 ejede Franciscus en Gaard i Kødmangerstræde ved Siden at Viborg Biskops Gaard og døde i Kjøbenhavn 8. Jan. 1554. Hans Enke, der døde omtrent 1575, fik 1557 Betaling af

__________

1) D. Mag. 3. R III. 217, 241-42, VI. 248. Ny kirkehist. Saml. III. 6. Nyt hist. Tidskr. V. 335. Ekdahl Christiern II's Archiv IV. 1330. Rørdam Kjøbenhavns Kirker og Klostre S. 316. Behrmann Christian II. II. 86-87. Fredrik I's danske Registranter S. 84, 130, 229. K. D. I. 155, 302-03, 362, 407-08, 412, 415. II. 177-78, 189-90, 219, 779. IV. 268, 278, 316, 323, 356, 363, 374.


88

Kristian III. for de Vaaben og andre Ting, som Franciscus Spanier brugte til sit Heroldembede 1).

Fadder Bøssestøber var Kristiern II's Kanonstøber og maa have været en fremtrædende Mand, der ogsaa udtrykkelig nævnes ved Overgivelsen som den, der skulde beholde sine Ejendomme ukrænket og sin Løn som hidtil. Hans Gaard paa Vestergade havde han i sin Tid faaet i Gave af Kong Kristiern II., og Fredrik I. gav ham 14. Sept. 1524 Stadfæstelse derpaa, ligesom hans Enke Margrete fik en lignende 20. Okt. 1539. Fredrik I. gav ham 1532 Livsbrev paa Nybygaard for en aarlig Afgift og med den Forpligtelse, at han skulde hegne og frede Kongelig Majestæts Enghave (den Eng der laa omkring Gaarden, næppe hvad der nu hedder Kongens Enghave, der laa langt fra Nybygaard). Da Magistraten 1539 fik Brev paa Nybygaard, maa han være død dette Aar 2).

Om Hans Herold, der fulgte Kristiern II. i Landflygtighed og døde hos ham førend 1531, hedder det i Overgivelsesakten, at Bodil Roes ikke skal nyde sin Husbonde Hr. Hans Herold ondt ad og ej tages fra hende noget Gods, ham eller hende tilhører, i nogen Maade. Der er nu virkelig endnu bevaret en Synsforretning af 17. Feb. 1524 3) over hendes Gaard og Ejendele; blandt de sidste findes flere Ting, der minder om Mandens Heroldembede, bl. a. en Bog med Vaaben udi, som Herolder plejer at have. Et Værelse i Huset hed Niels Lykkes Herberg; denne Mand, der var Rytterhøvedsmand under Belejringen og desuden skyldte hende 100 Lod Sølv, havde altsaa haft Ophold i deres Hus; efter Stadens Overgivelse drog han til sin gamle Herre.

__________

1) D. Mag. 3. R. III. 246-49.

2) K. D. II. 220, 238, 256, jfr. Kbh. i Midd. S. 6. At hans Gaard laa paa Vestergade ses af et Skøde af 14. Sept. 1537 (Dipl. i Geh. Ark.).

3) K. D. IV. 396-98.


89

Det fejler ikke, at Kristiern II's Medfølgere i Landflygtigheden og andre Tilhængere stod i stadig Forbindelse med Kjøbenhavn, til hvilken mange, som ovenanførte Hans Herold, var knyttede ved Familieforbindelser. Det er ogsaa tidligere fortalt, hvorledes Søren Norby 1525 søgte at knytte den gamle Forbindelse med Indbyggerne. Først i Marts 1525 gik han nemlig i Land i Skaane og havde saa stor Fremgang, at han ved at rejse Bondestanden snart underkastede sig hele Landet; kun Malmø var saa stærkt besat, at dens Borgere ikke kunde røre sig, Jørgen Kok fandt det vel ej heller betimeligt for Øjeblikket at bryde med sit ny Herskab, indsaa maaske ogsaa, at den rette Tid ikke var kommen, og at Søren Norbys Overmagt over Skaane ikke vilde holde sig, hvad der ogsaa indtraf. Først i Maj eller sidst i April henvendte Søren Norby sig ogsaa til Kjøbenhavn og forlangte dens Deltagelse i Rejsningen, men Stemningen her var allerede forandret, man havde Belejringen i frisk Minde, og Kong Fredrik havde forstaaet at vinde Folket. For Øjeblikket var der en saa vigtig Sag under Forhandling som Bymarkens Udvidelse med Serridslev Mark, der vilde være af stor Betydning for Byens Fremtid. Derfor sendte man ogsaa straks Kongen Kopi baade af Søren Norbys Skrivelse og Svaret fra Borgerne. Denne loyale Fremfærd forfejlede ikke sin Virkning 1).

Selv om man havde villet, var det ogsaa for sent nu at forandre Stadens Holdning ligeoverfor Kongen; ti da man sendte ham Underretning om Brevvekslingen med Søren Norby, var Kongens Hærfører Johan Rantzau allerede gaaet over til Skaane, hvilket var sket den 20. April. Han var med sin Hær kommen til Kjøbenhavns Porte forat gaa igennem Staden til Havnen for derfra at udskibes, men Borgerskabet satte sig derimod, det var et Brnd paa Stadens

__________

1) Allen V. 18. Jfr. Kjøbenhavn i Middelaldren S. 106.


90

Privilegier og Kapitulationen af 1523, hvori det hedder: "Item skulle de her efter ej blive besværede med fremmed Krigsfolk at holde, som de hidtil været har, uden saa er at Riget ligger der des større Magt paa". Man havde maaske ogsaa hørt, hvorledes Rantzaus Folk huserede, hvor de drog frem, og frygtede derfor for Overlast; ti efter hvad ovenfor er fremsat, var denne Vægring ved at aabne Portene for sin Konges Soldater ikke fremkaldt af nogen fjendtlig Stemning mod denne, af hvem maa ventede og modtog saa megen Imødekommen. Man tillod dog Johan Rantzaus Tropper at drage igennem Staden i Roder, hvilket tilstrækkelig tyder paa, at man kun vilde have saa mange ad Gangen, som Borgerskabet i Nødsfald selv kunde holde i Ave. Det ses ej heller, at Kongen har taget sig af denne Sag, men bevaret samme venlige Stemning mod Staden som forhen 1). Der viste sig vel enkelte Bevægelser, men disse var ikke af nogen saa farlig Natur, at Kongen jo fandt det overensstemmende med klog Politik at behandle Gerningsmændene med Mildhed.

Hans Myling var en anset Borger, der ligesom Albert v. Goch 1529 betænktes i Biskop Lage Urnes Testamente. Han nævnes 1516, da han lejede en Gaard i Strandbadstuestræde af Kapitlet, og omtrent 1523 var han Ejer af et Herberg. 15. Avg. 1527 fik Magistraten kgl. Brev "at for den mundtlige Bøn, som de der sammesteds havde haft hos kgl. Majestæt paa Hans Mylings Vegne, og for den frivillige Tjeneste de have gjort og fremdeles ville gøre, haver Kgl. Majestæt gunsteligen overset med forskrevne Hans Myling for det Fald (Forseelse), som han var falden for, og givet ham hans Hals kvit for samme Fald, som han var falden til Kgl. Majestæt fore, bedendes dennem derfor, at de

__________

1) Hvitfeld Fredrik I. S. 96. Jfr. D. Mag. III. 17. Allen V. 44-48.

2) Allen V. 18. Jfr. Kjøbenhavn i Middelaldren S. 106.


91

vilde have godt Tilsyn udi deres By, at saadanne Stykker ikke herefter sker, som dennem selver, deres Børn og alle Rigens Indbyggere Magt paa ligger og Kgl. Majestæt sig til dennem forser". Det er tydeligt, at her foreligger ikke en almindelig Forseelse men en politisk Forbrydelse. Det er vistnok hans Hustru Elsebe Mylings, der senere ejede en Gaard ved Stranden eller i Kompagnistræde 1).

Klavs Kniphof var en Søn af Valter Kniphof 2), der bode paa Østergade, og hvis Enke siden ægtede den bekendte Jørgen Kok i Malmø. Kniphof var en ung uforfærdet Mænd, Datidens Tordenskjold, en Skræk for de hanseatiske Købmænd og i lang Tid mindet i tydske Folkeviser. Han udrustedes i Begyndelsen af 1525 i Forening med Mester Lambert Andersen, Kannik i Ribe, med 2 Kaperskibe fra Holland og optoges i Adelstanden af Kristiern II., blev senere en af Befalingsmændene paa den Flaade, Kristiern vilde sende mod Norge, men i Oktober blev han overvunden og fangen af Hamborgerne, der lod ham og en Mængde andre Fanger halshugge 3). Blandt disse var sikkert flere Kjøbenhavnere. Erland Snares Enke Karine fik 31. Jan. 1526 paa Livstid Brev paa den Bod ved Vandmøllen, som hun bebode, af hvilken en Del var tilfalden Henrik Snare, "der rettet blev udi Hamborg med Kniphof", efter hans Faders Død 4). Her har Kongen ej heller forfulgt sin Ret til det yderste.

Større Opsigt end nogen af de forannævnte Sager har Kongens Fremgangsmaade mod Borgmester Niels Stemp vistnok fremkaldt. Han nævnes først som Raadmand 1519 og som Borgmester 1523. Kongen søgte alt i samme Aar, som Kjøbenhavn overgav sig, at vinde ham, idet han 28. Sept. 1524

__________

1) D. Mag. 3. R. III. 242. K. D. I. 329. 370, II. 224. IV. 324.

2) Denne nævnes som Borger 1487, da han handlede med Klæde (Leydisk) (D. Mag. 4. R. I. 67, 82, 83). En Baadsmand paa Kristian III's Flaade 1535 hed ogsaa Kniphof (D. Mag. 3. R. V. 265).

3) Allen V. 99-128. .

4) K. D. II. 221.


92

skænkede ham al Kronens Rettighed i den Gaard, han bebode, og som var inddraget som tilhørende den bekendte Borgmester i Malmø Hans Mikkelsen, "som bode udi Malmø og rømte bort med Vor og Rigets Fjende Kong Kristiern den sidste"; selv om Hans Mikkelsen nogensinde skulde faa Tilladelse til at komme ind i Riget igen, lovede Kongen, at Niels Stemp og hans Arvinger alligevel skulde beholde den nævnte Del i Gaarden. I Avgust 1525 fritog Kongen ham for en Trætte, som hans Embedsbrødre i Raadet havde paaført ham paa Grund af noget Malt, der var blandet sammen, og for et Maal; Kongen havde vel beskikket Dommere til at afgøre Trætten, men selv om deres Afgørelse skulde gaa ham imod, var han dog fri for al Godtgørelse; Brevet ender med de Ord: "Siger og takker Kgl. Majestæt ham for tro Tjeneste." 1) Hans tro Tjeneste bestod formodenlig i, at han havde forstrakt Kongen med Penge, hvortil denne altid trængte. Han laante saaledes i 1526 Kongens Kansler Klavs Gjordsen 1000 Mk. danske til at lønne de Landsknegte med, der skulde ombord paa Flaaden, de lybske Penge var da saa daarlige, at Kansleren ikke turde betale Knegtene med dem; Niels Stemp fik sit Udlæg igen i Smaapenge, som Møntmesteren i Kjøbenhavn Bernt Busk 2) i det Øjemed blev beordret til at mønte. 8. Jan. 1528 fik han Toldfrihed i Sæland og Skaane for sit eget Gods, men dog ikke for "hans Madskabs", det er, ikke for det der tilhørte hans Handelskompagnoner. Den ansete Stilling, som han havde i Byens Raad, og den Varme, hvormed han omfattede Stadens Anliggender, ses af Povl Helgesens Skrift om de rette Fattiges Underhold,

__________

1) Udgiverne af Fred. I. Registranter S. 175 henfører vel dette Brev til 1528, med hvilket det er dateret, men da det er indført mellem Breve fra 1525 og Niels Stemp 17. Avg. 1528 ikke længer var Borgmester, som han kaldes i Brevet, er Aarstallet 1528 kun en Skrivfejl.

2) 1532 hed Myntmesteren her Jørgen Drews (Ny kirkehist. Samlinger IV. 39).


93

der er skrevet i Juli 1527, men først udkom 1528 1). Dette begynder saaledes: Fred og Naade i Kristo Jesu ønsker Paulus Helie ærlig og fornumstig Mand Niels Stemp, Borgmester i Kjøbenhavn. Kære Borgmester, gunstige og gode Ven, som eder vel fortænker, der jeg var eders Gæst i Paaskeuge nu sidst forleden, at I talte med mig udi raadsvis om et Hospital at rettelig stifte og skikke, Gud til Lov og dernæst arme, mislige og kranke Mennesker til Hjælp, Trøst og Bestand, anseendes at saa mange fattige Mennesker, Guds Fanger og alles vores Spejl forsættes af Vanrøgt og Forsømmelse, der maatte og kunne raades Bod, hjælpes eller og forløses af den usigelige, ubegribelige og svare Pine, Uselhed og Modgang osv. (Jfr. Kjøbenhavn i Middelaldren S. 180-81). Skriftet ender saaledes: Ti vil jeg det ønske eder og alle dem, som have i Sinde at fordre og fremme de fattige, arme, usle og mislige Mennesker, at I maatte saa anhave den Handel, som nu er for Hænder, at han kunde komme Gud til Lov, Menigheden til Ære og Gavn og arme Mennesker til Hjælp og Trøst. Jesu Kristi Fred og Naade være med eder evindelig. Det blev dog ikke Niels Stemp forundt at deltage i Oprettelsen af et nyt Hospital, ligesom Povl Helgesen rimeligvis har taget sig det nær, at der ikke kom et saadant i Stand, men at det blev det katholske Helligaands Hospital, der fik en ny Fundats, efterat Gudstjenesten deri var bleven omdannet efter luthersk Vis.

10. Juli 1528 fik Niels Stemp Stadfæstelse paa en af de Boder, som Magistraten havde ladet bygge sønden for Helligaands Kirke ud til Gaden, de saakaldte Stenboder. I dette Brev kaldes han Borgmester, men derimod ikke i et andet af samme Dag, ved hvilket Kongen skænker Hr. Johan Rantzau den Gaard, som Niels Stemp havde faaet af ham 1524 til evindelig Ejendom. Han var altsaa falden i Unaade, men

__________

1) Slutningen trykt i Ny kirkehist. Saml. II. 795.


94

Grunden kendes ikke; der er dog næppe Spørgsmaal om, at det er hans Forbindelse med Kristiern II., der har forspildt ham Kongens Yndest og hans Stilling som Borgmester. Han ejede dog en anden Gaard i Kjøbenhavn ved Stranden, hvilken han havde købt af Kansleren Klavs Gjorden, men den er formodenlig konfiskeret tilligemed hans andre Ejendomme 1). Desuden blev han fængslet og vistnok dømt til Landsforvisning. Næste Aar tog Kongen ham dog til Naade igen, idet han 7. Avg. 1529 fik sine Ejendomme tilbage, men det blev ham dog forbudt i Fremtiden at bo i Kjøbenhavn, Malmø og Helsingør. Det hedder i Brevet, at "Niels Stemp har nu været udi vor Nøje for sin Forsømmelse, han havde imod Os, og vi nu derfor igen have taget, annammet og undfanget forskrevne Niels Stemp, hans Hustru, Børn, Hjon (Tyende), Tjenere og Gods i sin kgl. Hegn, Værn, Fred og Beskærmelse", og tillod ham at blive boende i hvilken Købstad han vilde i Danmark eller Slesvig, hvor han kunde nære og bjerge sig, dog ikke i Kjøbenhavn, Malmø og Helsingør. Denne Benaadning blev dog atter tagen tilbage, og uagtet Mogens Gøye, til hvem Borgerne af det lutherske Parti stod i et Tillids- og Venskabsforhold, synes at have lovet at virke for ham, kunde der dog intet gøres for Niels Stemp, der havde taget Ophold i Roskilde. Af 22. April 1530 haves et Brev fra Mogens Gøye til Magistraten, hvori han først takker den for "al Ære og mangefold Velvillighed, som I mig stedse og udi mange Maader bevist have" og i Særdeleshed sidst, han var hos dem i Kongens Ærinde, og dernæst hedder det: "Giver jeg eder, kære Venner hermed kærlig tilkende, at Niels Stemp med 5 udaf Roskilde Borgere vare nu udi Tirsdags her hos mig og havde med sig fulde Forskrifter til mig baade fra Adelen en Part her udi

__________

1) At disse konfiskeredes sluttes bl. a. deraf, at Peter Gørtse 14. Juli 1529 fik kgl. Stadfæstelse paa en Jord, han havde købt af Niels Stemp.


95

Landet, desligeste fra Borgmester og Raad udi Roskilde, begærende ganske haardeligen jeg paa Kgl. Majestæts Vegne vilde unde og tilstede, at han maatte blive der udi Byen eller og her udi Landet et Steds, saa længe til Kongl. Majestæt selv personligen kom hid til Landet, da fik han derpaa intet andet Svar af Mester Johan Fris og mig, end at han maatte og skulde rømme Roskilde By og her ud af Landet inden den Tid, vi af Kgl. Majestæt udi Befaling havde og vi hannem have foresat." Dette vilde han tilkendegive Magistraten, forat, hvis nogen vilde give den en anden Beretning derom, den da kunde vide Sandheden. Mogens Gøye vidste altsaa, at naar han havde handlet saaledes, vilde Borgerskabet indse, at det ikke kunde være anderledes, og vilde ikke fremkalde Uroligheder.

28. Juli 1530 udstædtes imidlertid en Kavtion af 8 Borgere i Roskilde. Kongen havde for nogen Tid siden tilladt at Niels Stemp maatte løslades af det Fængsel, han var kommen i "for den Forsømmelse, han havde haft mod Hans Naade", imod Kavtion. De 8 Borgere lovede derfor for Kongen paa Kjøbenhavns Slot, at han aldrig vilde tage Ophold i de nævnte 3 Købstæder, men at han, som det var ham forundt, skulde bo i Roskilde "her hos os at skikke sig ærlig, redelig og tilbørlig, som en Dannemand og vor Medborger bør at gøre udi alle Maader". De lovede, at han eller nogen af hans aldrig skulde arge eller arge lade for nogen Sag eller Maade imod Kongen, Rigens Raad, Adelen eller Indbyggerne i Danmark og Norge og besynderlig Borgmestre, Raad og menige Almue i Kjøbenhavn og ej gøre dem nogen Forfaring eller Fortræd enten med Ord eller Gerninger, Handel, eller skriftlig, hemmelig eller aabenbarlig udi nogen Maade. Gjorde han det, skulde de være pligtige til at føre ham ind paa Kjøbenhavns Slot, og da skulde alle hans Sager være aabne, det er, han kunde igen tiltales for alt, hvad han nu havde været tiltalt for, og der skulde gaa Dom over ham derfor.


96

Det maa have været et betydeligt Tab for ham at nedsætte sig paa et nyt Sted; ti vel var Roskilde paa den Tid en anselig Stad, men dens Handel har ikke paa nogen Maade kunnet maale sig med Kjøbenhavns. Han blev fra nu af boende i Roskilde, hvilket ses af en Kvittering af 31. Avg. 1534 til ham fra Abbedissen i Maribo Kloster. Da Grev Kristoffer af Oldenborg var kommen til Magten, fik Niels Stemp igen af ham sin konfiskerede Gaard i Kjøbenhavn 22. Juni 1535; den var da af Hr. Johan Ranzau afhændet til Knud Gyldenstjerne. Men han tog ikke mere Bolig i Kjøbenhavn, ti under Kjøbenhavns Belejring bestilte Kristian III. 1535 2 Tønder Hvedemel hos ham. Endnu 1536 var han i Live, da han stævnedes for Kongen af Hr. Lavrids Ølmand for 100 Guldgylden, han var dennes Morbroder Hr. Jens Lavridsen skyldig, men ikke længe efter er han død, idet hans Enke Anne 12. Juni 1538 lejede en Grund paa Hjørnet af Badstue- og Brolæggerstræde. Hans Broder Jørgen Stemp lejede 1528 en Gaard i Skoboderne og ejede i Forening med Niels en Grund paa den vestlige Side af Kattesund. Jørgen Stemps Enke Marine bode endnu i Skoboderne 1558. 1547 nævnes Frans og Jakob Stemp, der sandsynligvis ogsaa har været af hans Slægt 1).

Ogsaa Kristiern II's bekendte Admiral Tile Giseler, er kommen tilbage og har 26. Juni 1529 faaet Brev paa en Grund i Vingaardstræde 1). Hans Sønner Jørgen og Balthazar Giseler fik ogsaa en særlig kongelig Benaadning, idet de 1. Marts 1531 fik Tilladelse til at bo i Kjøbenhavn fri for al kgl. og Byens Tynge, Told, Sise og anden Tynge i deres Livstid, "dog naar menige Almue kommer imod Rigens

__________

1) K. D. I. 335, 337, 343, 410, 415, 419, 420. II. 223, 225-26, 227, 229, 230-31, 233-34, 251, 252, 332. IV. 404, 409, 415, 420, 421, 422, 427, 438-39. D. Mag. 3 R. V. 80, VI. 63, 266, 4. R. 318. Fredrik I's Registranter S. 175.

2) Fredrik I's Registranter S. 217.


97

Fjender, da skulle de gøre som andre Borgere der udi Byen«" 1).

Endnu maa vi nævne Jakob Pottemager, der ogsaa maa have været kompromitteret ved sine politiske Forhold. Han fik 29. Nov. 1526 kgl. Beskærmelsesbrev for sig, sin Hustru Kirstine Mikkelsdatter, deres Børn, Hjon og Tjenere og alt sit Gods, i hvad det helst var eller være kunde, hvilket Kongen tog i sin Hegn, Værn. Fred og Beskærmelse, og samtidig lejede han en Gaard paa Kødmangergade, sønden op til Ambrosius Bogbinders Gaard 2). Han deltog siden med denne sin Nabo i Billedstormen i Frue Kirke.

Hele denne Behandlingsmaade kunde næppe andet end vende den menige Almues Sind imod den milde Konge, der tilgav sine Fjender, og naar man sammenlignede ham med hans Forgænger, der vel havde haft store Planer for med Kjøbenhavn, men hvis Vej altid besudledes med Blod, kunde man næppe ønske ham tilbage. Han havde vel endnu mange Tilhængere blandt de større Borgere, der havde bedre Kendskab til hans Planer til Kjøbenhavns Fremhjælp, som ikke kunde glemme deres gamle Hengivenhed og som havde haabet paa Borgerstandens Fremvækst til en med Adelen lige berettiget Stand. Da nu ny Rørelser opvaktes i Folkets Hjerter, var det for Evangeliets Lys, og den Konge, der af al Magt fremmede den ny Læres Fremgang, kunde ikke længer betragtes med fjendtlige Øjne.

Fra sidst i Juli til sidst i Avgust 1525 holdtes en Herredag i Kjøbenhavn 3), hvor det som ovenfor omtalt bl. a. bestemtes, at Kjøbenhavns Slot skulde befæstes. Kongen søgte nemlig at fremkalde Udtalelse om, hvorledes man i Fremtiden bedst kunde blive Kjøbenhavn og Malmø mægtig, og Rigens Raad vidste intet bedre Middel end at Slottet

__________

1) K. D. II. 237. 1563 fik Balthazar G. Stadfæstelse herpaa, K. D. II 317.

2) K. D. IV. 410-13.

3) Allen V. 215 flg.


98

her og Møntergaarden i Malmø befæstedes og forsynedes med Proviant og Skyts 1).

Under denne Herredag kronedes Dronning Sofie i Frue Kirke 13. Avgust, men der findes ikke nærmere Beretninger herom.

Søren Norby faldt til Føje i Juli og svor Kong Fredrik Troskabsed. Imidlertid forberedte Kong Kristiern Angreb paa sine fordums Lande og udrustede en Flaade. Det er derfor intet Under, at man maatte tage kraftige Forholdsregler forat afbryde Forbindelsen mellem ham og hans Tilhængere. 1. Sept. 1525 udstædtes derfor et Brev til Købstæderne (det til Roskilde er bevaret 2), "at dersom nogen er der i eders By, som Kong Kristiern ere tilnegede, at I med allerførste dennem forvise her af Riget, og besynderligen de Kvinder, som deres Mænd ere hos Kong Kristiern, og dersom de herefter findes, da maa I straffe dennem som vedbør, saa fremt I selver ville ikke stande til Rette derfor".

Slig Forsigtighed var ikke overflødig, ti i Begyndelsen af Sept. 1525 gjorde Kristiern II's Parti et dristigt Angreb paa Kjøbenhavns Red. De Krigsskibe, som Henrik Gøye havde ladet blive tilbage, og som Kongen netop havde indløst (se S. 75) og nu udrustet forat overføre en betydelig Krigsmagt til Gulland, laa netop paa Reden færdige til Afsejling, da Skipper Klement, Kristiern II's bekendte Skibshøvedsmand, ved Hjælp af en Del af Mandskabet tog de 2 bedste af Skibene og drog dermed til Norge, hvor han vistnok havde ventet at træffe Klavs Kniphof, men efter at have

__________

1) Ny D. Mag. V. 96, 97. I Hr. Anders Bildes Regnskab for 1530 (D. Kongers Hist. Fasc. 11 b. Nr. 20) hedder det: Item saa haver han ladet oppebære efter vor naadige Herres Befaling og Skrivelse paa Møn i det Aar som skrives 1529 af alle Kronens Tjenere til Graverpenge 4 Sk. af hver Mand til den Grav og Vold for Kjøbenhavns Slot, og beløber sig det over alt efter hans Registers Lydelse 61 1/2 Mk.

2) Dipl. i Geh. Arh. Jfr. Allen V. 221.


99

faaet Underretning om dennes ulykkelige Skæbne en Tid lang drev Kaprerier paa Norge 1). Det er ovenfor omtalt, hvorledes Klavs Kniphof 7. Oktober var bleven overvunden af Hamborgerne og siden henrettet tilligemed mange af sine Stalbrødre. Efterretningen herom fremkaldte vistnok ikke liden Sorg i Kjøbenhavn, hvor han havde Venner og hvor mange af hans Folk vistnok ogsaa havde deres Hjemstavn.

Selv havde de kjøbenhavnske Borgere i disse Aar lidt ikke liden Skade af Lybækkerne, der vistnok var Kongens Forbundne, men ved en tvetydig Færd oftere stod paa en spændt Fod med Danmark. Der klagedes saaledes over, at de tydske Udliggere havde taget 3 Skibe og plyndret 2, der sejlede paa Reval, og 3 andre samt arresteret et i Marstrand; desuden var Skibsafgiften i Danzig og Lybæk bleven forhøjet 2).

1526 fik Staden kgl. Befaling til at opbygge en Vold omkring Byen indenfor Muren og i det hele forbedre Befæstningen, og det paalagdes Bønderne i de tilstødende Herreder 30. Nov. hver at komme dertil og gøre en Dags Arbejde med Heste og Vogne at age Jord og Tørv 3). Paa Rigsdagen forrige Aar var det blevet bestemt at alle Købstæders Befæstninger skulde nedrives og kun Kjøbenhavn og Malmø beholde deres, idet der da tillige, som ovenfor meddelt, i Forvejen var sørget for, at Kongen igen selv ved Slottets Fastgørelse kunde beherske Staden. Det viste sig dog senere, at Slottet ikke formaade at løse denne Opgave.

Endnu stemte Tilstanden i Kjøbenhavn overens med den Skildring, som den bekendte Rektor i Aarhus Morten Børup nogle Aar tidligere havde givet af Staden i de bekendte Vers:

__________

3) Allen V. 129-31.

2) Hvitfeld Fred. I. 112-13.

3) Hvitfeld Fred. I. 134-35. Ny D. Mag. I. 32, jfr. Kjøbenhavn i Middelaldren S. 50.


100

Clericali et regali
turba gaude Hafnia,
non est talis nec æqualis
civitas in Dania,
Artium officina
omnium pulcherrima
merces exerces,
colligis et possides
per terrarum spatia.

Glæd dig Kjøbenhavn ved den Skare gejstlige Personer og Kongens Mænd, der er samlede i dig; der er ikke nogen Stad i Danmark, der kan lignes ved dig. Du er det skønneste Værksted for alle Haandværk, du har en blomstrende Handel, og du samler Handelsvarer rundt om paa Jordens Kreds.


I de følgende skæbnesvangre Aar svandt denne Herlighed, og Indbyggerne maatte udstaa Trængsler saa haarde, at de mange Prøvelser, som Staden siden har gennemgaaet, ikke udholder nogen Sammenligning. Men om det end ofte saa mørkt ud, og Lidenskaberne bruste som Bølger paa et oprørt Hav, saa bestod Sjælene dog i den indre Kamp, og i Mørket var der et straalende Lys, som gav Mod til at udholde de haarde Lidelser, Følelsen af at Kampen gjaldt Troens Frihed og den højeste Sandhed.

1526 kan regnes for det Aar, da den lutherske Lære først begyndte at faa nogen Fremgang i Kjøbenhavn. Som det ovenfor (S. 82) er omtalt, havde Luthers Tilhængere 1524 særdeles liden Betydning, og Martin Reinhards mislykkede Forsøg 1520 fremlokkede formodenlig endnu kum Smil. Imidlertid har Katholikkerne dog lagt særlig Vægt paa hans Fremtræden, ti den første Grund, som Biskopperne 1523 anførte til deres Frafald fra Kristiern II. var den, at han havde tilstedet aabenbare Kættere at prædike i Kjøbenhavn, som havde lært den menige Almue imod den kristelige Tro og den hellige romerske Kirke 1), hvilket maaske dog

__________

1) Geh. Ark. Aarsberetninger II. 67.


101

ogsaa kan have haft Hentydning til anden Prædiken. Kong Fredrik og hans Hof var den ny Lære hengivne og gav under deres Ophold i Kjøbenhavn i Somren 1526 Katholikerne Forargelse ved offentlig Tilsidesættelse af Kirkens Fastelove, medens Hovmesteren Mogens Gøye nød Nadveren under begge Skikkelser uden forudgaaende Skriftemaal. Povl Helgesen var 29. Avg. paa Slottet og maatte efter Kongens Ønske offentlig fremsætte sin Mening om Luther. Han kritiserede her for fjendtlige Omgivelser dennes Lære, medens han dog indrømmede, at der var Fejl paa begge Sider, men da han havde faaet Lejde, skede der ham ingen Overlast paa Slottet; ved Porten vidste man derimod, hvilket Parti han tilhørte, og han blev udsat for en haanlig Behandling. Mogens Gøyes Nar forfulgte ham med dragen Sabel, Soldaterne raabte, at han var bestukken til at bespotte Kristus og Guds Ord, han udskældtes for en Ulv og Sjælemorder, en Munk og Hykler, en Ulv og Bedrager 1).

Det var formodenlig ved denne Tid, at evangelisk Prædiken atter lod sig høre i Stadens Sognekirker og det paa Modersmaalet. Klavs Mortensen Tøndebinder fra Malmø, der laa her og studerede ved Universitetet, besteg oftere Prædikestolen i Frue Kirke, idet formodenlig en af Kannikerne eller Vikarerne havde overladt ham sine Forretninger at besørge. Han var en Mand med god og klangfuld Røst, der snart samlede Tilhørere, og det varede en Stund inden Gejstligheden kom efter, at det var den selv han angreb og Luthers Læresætninger han meddelte, men Biskop Lage Urne gjorde Ende herpaa og forbød ham at prædike i, Roskilde Stift; han begav sig da til Malmø vistnok i Foraaret 1527 2).

__________

1) Engelstoft Paulus Eliæ i Nyt hist. Tidskr. II. 130-31.

2) Rørdam Kirker og Klostre S. 66. Kirkehist. Saml. I. 340. Ny kirkehist. Samlinger II. 143-44.


102

Sandsynligvis har Optræden af Lægprædikanter paa offentlige Steder og i ethvert Tilfælde den Omtale, den ny Lære har faaet ved Borgernes Sammenkomster, vist Katholikkerne, at der maatte gøres offentlige Skridt imod den ny Lære. Frans Vormordsen, Lektor ved Karmeliterkollegiet, opfordredes derfor til at prædike i Frue Kirke forat berolige Mængden; men da han var kommen ret til Orde, mærkede Kannikerne, hvor han vilde hen, og med Larm og Raab blev han dreven ned af Prædikestolen. Frans Vormordsens Optræden ved denne Lejlighed er dog næppe sket før sidst i 1528 og havde hans Fordrivelse fra Universitetet til Følge; han kaldtes til Præst i Malmø i Begyndelsen af 1529; endnu 1527 kunde han arbejde sammen med Povl Helgesen i Oversættelsen af Davids Salmer, der udkom 1528 1).

Det var dog først Biskop Lage Urnes Død i April 1529, der fremkaldte Reformationens Sejr. Nabobyen Malmø var allerede helt omvendt, og det maatte blive aabenbart, at den ny Bevægelse ikke alene havde slaaet Rod i revolutionære Kræfter i Samfundets Dyb, men var bleven en aandelig Magt, der havde grebet baade høje og lave. Fra Malmø og andre Steder maa der sikkert paa mange Maader være kommen en Paavirkning, der efterhaanden ogsaa i det af katholsk Glans omstraalede Kjøbenhavn maatte afgive Vidnesbyrd, men det var dog først Hans Tavsens Optræden, der i kort Tid fremkaldte en aandelig Omvæltning hos alle, lige fra den øverste Borgmester til den fattige Arbejdsmand, samtidig med at en frygtelig Sygdom, den engelske Sved, i Eftersomren rasede i Kjøbenhavn, hvor der paa en Dag døde 400 Mennesker 2).

Den paafølgende Sommer (1529) opholdt Kong Fredrik sig i Kjøbenhavn 1), fra Maj til Avgust, og der haves et Brev fra hans Søn Hertug Kristian af 16. Maj, hvori han meddeler,

__________

1) Kirkehist. Saml. I. 345.

2) Hvitfeld Fredrik I. 181. Allen IV. 1. Afd. 272.

3) Regesta 7914. 7916-17, 7921-22. 7929.


103

at hans kære Fader havde forskrevet ham til Kjøbenhavn til en bestemt Dag, men bad om at forhøre, om han og hans Gemalinde skulde gøre deres Indtog til Hest eller til Vogns, og undskylde, at de ikke kunde komme saa tidlig, som Kongen ønskede" 1). Under dette Ophold af de kgl. Personer er det uden Tvivl, at der er ført Underhandlinger om at faa evangelisk Prædiken i Kjøbenhavn, og i Avgust 1529 2) kaldte Kong Fredrik I. Hans Tavsen fra Viborg til Sognepræst ved Nikolaj Kirke. Denne Kaldelse er sket af kongelig Magtfuldkommenhed uden nogen Støtte i den lovlige Kaldelsesmaade; da Tavsen havde Kongen paa sin Side, var hans Stilling imidlertid sikker nok, men efter dennes Død var det en af Biskop Joakim Rønnovs Anklagepunkter, at Tavsen, uden at være kaldet eller indviet af Biskoppen, havde bemægtiget sig S. Nikolaj Kirke, som han vanhelligede med kætterske Taler, medens Almuen skarevis flokkedes om ham, og at han, da han blev krævet til Regnskab derfor i en Forsamling af Gejstlige, ikke alene ikke havde kunnet give noget ordentligt Svar, men endogsaa havde ladet sin skamløse Mund strømme over med Forsmædelser. Hans Modstander Povl Helgesen kalder ham i den Skibbyske Krønike Lutheranernes Fanebærer og siger, at da han var kommen til Kjøbenhavn, voksede Ondskaben saaledes, at denne Stad, der før standhaftig havde elsket og holdt fast ved Fromhed og Gudsfrygt, nu blev al Ugudeligheds og Skændsels mest forbryderske Hule, ti den forførte raa og uvidende Almue rasede med en saadan Afsindighed og Forbitrelse mod Kirkernes Helligdomme, at de ikke alene omstyrtede Helgenernes Billeder, men med gruelige Forsmædelser vanærede det højhellige Messeoffer og tilsidst gik saa vidt i deres Ugudelighed, som de havde hørt, at de mensvorne Malmøboer og de afsindige Viborgere var gaaede, og de forbryderske Borgere

__________

1) Danske Kongers Historie Fasc 11 b.

2) Rørdam Kirker og Klostre 248. Jfr. Ann. f. nord. Oldk. 1847 S. 107.


104

lod ikke nogen af Lutheranernes Byer overgaa dem i nogen Skændsel og Ugudelighed 1).

Første Gang lød nu dansk Salmesang i Kjøbenhavn, og det var en stor Forargelse for de katholske, at Kvinder "kvæde og klynke med de Noder og Lader, som mere have Facon efter Springeviser end hellige Salmer og Lovsange", som Povl Helgesen udtrykker sig. Men iøvrigt foretog Tavsen sig saa faa Forandringer med Gudstjenen, som det lod sig forene med hans Lære, saaledes havde han endnu i December 1530 bevaret de vante Ceremonier med Messen, Messeklæder, Lysenes Tænding og Sakramenternes Opløftelse. Men ligeoverfor Katholikkernes forbitrede Skældsord kunde den hæftige Mand ikke tie, og mere og mere voldsomt blev hans Sprog. Den religiøse Fanatisme er let at vække, men vanskelig at dæmpe, hvorfor selv han tilsidst ikke mere kunde magte Forholdene.

En Dag midt i Juni 1529 foregik en Henrettelse paa Gammeltorv, nemlig af Adelsmanden Niels Brahe, der for nylig er bleven bekendt for den større Almenhed ved Evalds Roman af samme Navn, og som havde sluttet sig til Kristiern II. og Søren Norby 2).

1530 var et bevæget Aar for Kjøbenhavn. Ved Aarets Begyndelse stod Partierne stærkt imod hinanden, og det kom til blodige Optrin, om hvilke vi forresten ikke véd nærmere Besked. Kongen gav Borgerne som Nyaarshilsen den 10. Januar en alvorlig Formaning: "Vider at Os er til videndes vorden, hvorledes der er megen Tvedragt og Uførme iblandt eder, at skulle være partiske der i Staden, deraf befrygtende er at maatte komme Oprør og anden Ulyst og, det Gud forbyde, at noget paa kom 3), kunde saadan eders Tvedragt komme Os og menige Riget til Skade og Fortræd, det Vi ikke gærne vilde saa ske skulde, ti bede Vi eder og alvor-

__________

1) Rørdam Kirker og Klostre 249.

2) Allen V. 72.

3) Kongen mener Krig og Angreb fra Kristiern II.


105

ligen byde, at I straks aflægge og underslaa saadan Tvedragt, Uenighed og Mytteri, som nu er foretaget iblandt eder, og fordrages og forenes vel, som gode, hørsomme, tro Borgere og Undersaatter bør at gøre 1).

Forat berolige Stemningen sendte Kongen Hovmesteren Hr. Mogens Gøye, flere Rigsraader og sin Sekretær, den senere Kansler Johan Friis, til Kjøbenbavn forat høre Borgernes Klagemaal. Man tog velvillig imod dem og en "Skikkelse og Ordinans", som Magistraten havde udarbejdet, lod man Kongen faa til Stadfæstelse gennem Johan Friis. Kongen lovede i en Skrivelse af 8. Maj sit gode og behagelige Svar, naar han 2. Juli kom til Byen, og takkede for den Velvilje, der var vist mod hans Udsendinge. Desuden formanede han atter "at I holde god Endrægt udi eders By, saa at derover kommer ingen Klagemaal fore Os". Til yderligere Stadfæstelse af den gode Forstaaelse tilgav han et Overgreb, der var sket paa Bytinget, idet nogle Borgere med Magt havde taget en anklaget fra Byfogdens Folk, "dog saa, at de holde dem af sligt herefter, og hvor saa ydermere hænder, da agte Vi det saa lettelig ikke over at give" 1).

Den ny "Skikkelse og Ordinans" gjaldt formodenlig den fuldstændige Afskaffelse af den katholske Gudstjeneste og Organisationen af det evangeliske Kirkesamfund. Allerede 17. Feb. bortskænkede Kongen Karmeliternes Gaard til Knud Gyldenstjerne, da den siges at være forladt af Klosterbrødrene, dog skulde han affinde sig med de muligt tilbageblevne. Graabrødrekloster var allerede 25. April blevet ophævet. "Det dovne Munkelevned" var saa ofte lagt for Had fra Prædikestolene og i de evangeliske Skrifter, at Munkene tilsidst ikke turde efter deres Ordensregel gaa omkring og indsamle Gaver, ja ikke engang vise sig paa Gaderne. Det er Skade, at det katholske Skrift, der beskriver Graabrødrenes

1) K. D. II. 232-35.


106

Trængsler og Forjagelse, netop for Kjøbenhavns Vedkommende har et Hul. Nonnerne i Klare Kloster blev rigtignok i deres Kloster endnu flere Aar, men da deres Indtægtskilder var stoppede, maa de have ført en kummerlig Tilværelse. I Avgust 1530 omdannedes Helligaands Hospital, S. Jørgens og S. Anne Hospitaler til en verdslig Stiftelse, der fik Navnet Almindeligt Hospital 1).

Idet saaledes alt Klostervæsen var ophævet, var man kommen et mægtigt Skridt fremad, men endnu væsenligere var, at det ses, at i Begyndelsen af Aaret havde Staden 4 evangeliske Prædikanter, formodenlig i de 3 Sognekirker, S. Peder, S. Nikolaj, S. Klemens Kirke; Frue Kirke var endnu Tvistens Æble.

Kristiern II's Ledsager i Udlændigheden Hans Mikkelsen skrev 20. Maj til Kristiern II. fra Antverpen, hvor han havde truffet en kjøbenhavnsk Borger og flere fremmede Købmænd, at disse havde meddelt ham, at Stemningen i Danmark var stærk til Fordel for Kongen, og at dersom man kunde Være viss paa, at han kom tilbage, "da skal Eders Naade forfare udi Sandhed, at den Hob, som skal være Eders Naade imod, skal være ganske ringe." En saadan Udtalelse af en enkelt Mand har næppe stort at sige, mere derimod de positive Efterretninger, Hans Mikkelsen fik; han skrev blandt andet: "Item de kjøbenhavnske have nu endrægteligen over al Staden annammet Evangelium, og have 4 Prædikanter, og maa ingen prædike udi Staden uden disse, som dertil kejste ere 2), og derfore ere nu alle Munke udaf Graabrødre Kloster sammesteds udgangne, og 8 af samme Munke, som kunne Embede, Murmestre, Tømmermænd, Glarmestre, Skrædere og Skomagere, have giftet dem og besidde Staden; Raadet og Almuen kommer dem til Hjælp og Bistand med Husraad (Husgeraad) og andet, som dennem

__________

1) Se Kbh. i Midd. S. 168, 170, 181. K. D. IV. 435, 441-43.

2) Her har han dog glemt at omtale Gudstjenesten i Frue Kirke.


107

gjordes Behov at begynde med" 1). Om de foran omtalte Udsendinge fra Kongen melder han videre: "Vare der nogle af Rigens Raad, Hr. Anders Bille, Hr. Mogens (Gøye) med flere hos Borgmestre og Raad i Kjøbenhavn og adspurgte dennem, om noget Perlamente eller Opløb begyndtes, hvorledes de skulde forlade dennem til. Derpaa gave de dem saadant Svar, som de begærede og gærne høre vilde. Dernæst ginge de med Raadet omkring Byen og besaa deres Volde, som de endnu dagligen bygge paa; sagde Hr. Anders Bilde til Raadet spotteligen: hvad heller bygge I denne Vold Kong Kristiern til Gode eller og Rigens Raad til Gode; gøre I det Rigens Raad til Gode, da ere I derudi levendes. - De have forhøjet Volden inden udi Byen saa høj som Muren er høj til, og Vandringen oven paa Volden er 16 Alen bred" 2).

Overfor Biskoppen steg Fordringerne, efterhaanden som Evangeliet trængte igennem. Man begærede bl. a. at en Præst Hr. Mads skulde have Tilladelse til at prædike i Frue Kirke, hvilket Biskoppen modsatte sig, og der fremkaldtes en hæftig Forbitrelse imod ham. Til Gengæld belejrede Biskoppen formelig Byen. Han satte Krigsfolk foran alle Portene, tillukkede alle Veje, som førte til Byen, og formente saaledes al Til- og Fraførsel. I Anklageskriftet mod Biskopperne 3) siges dette at være den første Grund til Tvist mellem Købstæderne og Prælaterne, og at den derved fremkaldte Uvilje fødte de andre af sig. Enden paa denne Strid maa være bleven et Forlig, ti der er senere Tale om en Kontrakt mellem Bispen og Borgerne, ifølge hvilken det skulde være Prædikanterne forment at prædike i Frue Kirke 4).

__________

1) Heraf ses, at Hans Mikkelsens Hjemmelsmand har forladt Kjøbenhavn efter 25. April.

2) Allens Aktstykker og Breve 594-95.

3) Rørdams Monumenta I. 172-73. Det angives udtrykkelig at være sket i Fredrik I's Tid og maa nødvendig høre til dette Tidspunkt.

4) Formodenllg har Biskoppen samtidig indrømmet de andre Kirker til de evangeliske.


108

Biskoppen har saaledes for en kort Tid ført sin Krig igennem og tvungen Lutheranerne til at opgive Frue Kirke.

Det er sandsynligt, at Ambrosius Bogbinder har staaet bag ved denne Bevægelse; hans voldsomme Udtalelser i denne Tid viser ham som den mest hensynsløse og ubesindige Fører. Han sagde i det Magistratsmøde, der var fremkaldt til Behandling af denne Sag, "at han vidste 300 Borgere paa sin Haand, der var besvorne med ham", og at hvis Kongen ikke vilde hjælpe dem imod Bispen, fik de vel en anden Herre, ja han udtalte endog, at han befrygtede, at "den Prædikanter skulde mere prædike Kong Kristiern til Gode end vor naadige Herre" 1). Disse Ord kom siden Ambrosius dyrt til at staa, og i roligere Tider blev han afskediget fra sin Stilling. Raadmændene Kort Berman og Rasmus Bager erklærede, at hvis Prædikanten ikke maatte forkynde Guds Ord, vilde de drage bort fra Byen.

Det er tydeligt, at her er Tale om en bestemt Prædikant, hverken om Hans Tavsen eller dem, der prædikede i de 2 andre Sognekirker, men om ham, hvem det var forment at forkynde Ordet i Frue Kirke. Ambrosius Bogbinder mente med sine Ord, at hvis Frue Kirke ikke blev aabnet for Evangelisterne, vilde Almuen vende sig til Kristiern II's Parti som det der kunde hjælpe, hvis Kongen intet formaade.

2. Juli samledes Herredagen i Kjøbenhavn og paa samme Tid de 21 mest fremtrædende evangeliske Prædikanter omkring fra Riget, der opstillede deres Læresætninger i 43 Artikler, hvilke derpaa blev overleverede Kongen af H. Tavsen; samtidig udfoldedes der fra Prædikestolen en Agitation, der oprørte Stemningen imod Katholikkerne til det yderste; disse Paragrafer delte Prædikanterne imellem sig og prædikede nu med en Iver, som maa forbavse, over disses Indhold. Først prædikedes 2 Gange daglig i Helligaands Hospitals Kirke,

__________

1) K. D. IV. 460-61.

2) Smstds. Tillæg 197-98. Disse Udtalelser maa være faldne sidst i April eller Maj, se i det følgende.


109

hvilken altsaa maa være overladt Prædikanterne af Magistraten.

Katholikkerne var paa deres Side ej heller ledige og havde medbragt deres dueligste Stridsmænd, foruden den tydske Doktor Stagefyhr. De beraabte sig paa Kongens Haandfæstning, i hvilken han havde lovet at afværge det lutherske Kætteri, de klagede over de mange Overgreb, som Lutheranerne havde begaaet imod Kirkens Lære og Indretninger, og søgte om et Forbud mod deres Modstanderes Prædiken, hvis Tilstedelse ogsaa var paafaldende nok, idet disse var den indstævnede Part, hvilken man under andre Forhold næppe kunde have tilstaaet en saadan Appel til den offentlige Mening. Virkelig fremkom et Forbud herimod, men det blev kun overholdt i 2 Dage, "paa den tredje Dag opstod den Herre Kristus herlig og vældig nok med sin Sag igen", siger Sadolin i sin Beretning om denne Herredag, og det saaledes, at medens man før kun prædikede 2 Gange daglig, saa blev der nu prædiket 4 Gange hver Søgnedag og 12 Gange hver Søndag omkring i Byen. Det er ikke oplyst, hvorledes Kongen saa hurtig har kunnet kalde sit Forbud tilbage og endog give Prædikanterne en langt større Lejlighed end tilforn til at skaffe deres Meninger Tilhængere, men det er formodenlig alene hans egne Sympathier og Hans Tavsens ivrige Paavirkning, der har sat ham ud over Hensynet til Prælaterne. Formodenlig er det foruden Helligaands Kirke de 3 Sognekirker S. Peders, S. Klemens og S. Nikolaj, i hvilke Prædikanterne nu daglig samlede deres Meningsfæller, medens der for Kongen paa Slottet, hvor Herredagen samledes, førtes lange Forhandlinger, om det danske eller latinske Sprog skulde bruges ved Processen for Herredagen; de evangeliske stod her fast paa kun at forhandle paa Modersmaalet, idet de vidste hvilken Støtte de havde hos den menige Mand. Lige saa lidt kunde man enes om de rette Dommere, ti Prædikanterne appellerede til


110

Menigheden som den, der bedst kunde skønne det rette, hvilket skurrede fælt i de theologiske Øren.

Stemningen i Staden var nemlig yderlig ophidset, Prædikanterne skyde intet Middel til paa Prædikestolen at lægge deres Modstandere for Had med personlige Udfald, Forkætrelser og Bandlysninger, og de Katholske var udsatte for allehaande ilde Medfart. En af de tilstedeværende tydske Doktorer, der har forfattet en latinsk Gendrivelse af Protestanternes Læresætninger, beretter saaledes: "Endskønt vi formedelst den øjensynlige Fare ikke viste os offentlig uden en mandstærk væbnet Ledsagelse, naar vi var nødte til at gaa ud, saa afholdt de sig ikke engang da fra Haan og Trusler, ej heller lod de sig nøje med at gøre dette ved lys Dag, men udstødte endog om Natten, naar de gik forbi vort Herberg, alle Slags Skældsord imod os. Saaledes nemlig udøve disse evangeliske Mænd det Gudsord, som de bestandig fører i Munden, som saa meget paalægger Velvilje, Kærlighed og Venskab mod Udlændinge, Fremmede og Gæster. Vi derimod underkastede os dette uden at lade os det falde tungt, for Kristi Navn, og agtede det for en Lykke, naar de kun brugte Munden imod os og lod Hænderne hvile". Om Stagefyhr udtaler Sadolin, at han "gik saa længe der og trabede, at Børnene kvad Viser om ham" 1).

Povl Helgesen giver i den Skibyske Krønike følgende Skildring af samme Stemning: "Ikke alene med den kirkerøverske Fyrstes stiltiende Tilladelse, men ogsaa paa hans Tilskyndelse og paa Opfordring af nogle afsindige blandt de fornemme og Niddingsmænd blandt Borgerne raste paa denne Herredag de lutherske Prædikanter mod Biskopperne og Rigets Prælater med en saa uforskammet Tunge, at de udspyde alle Slags Skældsord imod dem. Ikke blot gennem-

__________

1) 4 af disse Smædeviser er udgivne paany 1864 af C. Bruun i "Viser fra Reformationstiden".


111

heglede de dem under Navn af Ulve og Lejesvende til Lyst for den afsindige Pøbel, men med uafladeligt Raseri udraabte de dem for Tyve, Røvere, Forførere, Forrædere og Sjælemordere. Denne umaadelige Afsindigheds Rasen skulde Fyrsten og Rigets Fornemste aldrig have ladet gaa ustraffet hen, dersom der havde været i dem en Gnist af Undseelse, men fulde som de var af Had, Havesyge og Skamløshed baade taalte og gjorde de, hvad det skulde være."

Uden noget Resultat skiltes denne mærkelige Herredag, og Kongen rejste bort 2. Avgust, hvilket formodenlig var dens sidste Dag 1).

Det synes, at det er under selve Herredagen, at Kongen gjorde Protestanterne endnu en Indrømmelse; han tillod den ovenfor omtalte Hr. Mads paa visse Dage at prædike i Frue Kirke, og et Alter oprettedes midt i Kirken, saaledes at Højaltret og Sidealtrene samtidig benyttedes af de katholske Præster 2). Hermed var Stemningen dog beroliget en kort Tid.

Biskoppen kunde ikke afværge dette. Han havde vel foreslaaet, at Graabrødre Kloster eller Helligaands Hospitals Kirke skulde være Sognekirke for de evangeliske i Frue Sogn, hvor disse kunde holde "hvis Skik og Tjeneste dennem syntes bedst at være", dog saaledes at Protestanterne prædikede sindig og ikke tiltalte eller udskædte nogen med Navns Nævnelse, men kun i Almindelighed dadlede Synd og Ondskab; i Frue Kirke skulde derimod den katholske Gudstjeneste vedligeholdes som sædvanligt. Desuden skulde de evangeliske Prædikanter ved de andre Kirker svare en til; strækkelig Pensjon til Underholdning for de Kanniker og Vikarer, der var henviste til at leve deraf, hvorved de altsaa blev disses Kapellaner 3). Kongen kunde dog ikke gaa ind derpaa, og han gav saa meget efter for den almindelige

__________

1) Om denne Herredag se Engelstofts Afhandling i Theologisk Tidsskrift I. 2. 1-114

2) Hvitfeld Fred. I. 231. Rørdam S. 71. Theol. Tidsk. I. 2. 42.

3) Hvitfeld Fred. I. 227.


112

Stemning, at han gav Anledning til en Overenskomst mellem Bispen og Borgerne 1), ifølge hvilken den evangeliske Prædikant skulde prædike Guds Ord i Kirken og om Søndagen holde dansk Messe, medens den latinske Messe skulde være Kannikerne forbeholdt. De katholske Kanniker og Præster skulde ikke lide noget Tab i deres Indtægter eller overfaldes og forurettes af Borgerne, men maatte paa den anden Side ikke fremkalde Mytteri blandt Almuen mod de evangeliske. Denne Kontrakt, der kun skyldtes Kongens Mægling, tilfredsstillede ikke i Længden. Prædikanterne vedblev at tale imod de latinske Messer, Sjælemesser og Vigilier, kaldte dem en aabenbar Gudsbespottelse og Foragt for Kristi hellige Blod og Død og udæskede Modstanderne til offentlig at forsvare deres Messer. Løsenet blev tilsidst: Katholikkerne maa overlade os hele Frue Kirke, vi vil ikke længer taale den katholske Messe eller Helgenbillederne paa Kirkens Altre. Et offentlig Ordskifte under Overværelse af en Folkeforsamling, hvor den store Hob er fanatiske Tilhængere af det ene Parti, var ligesaa frugtesløst dengang som i vore Dage, og der var næppe nogen Katholik, der i Aaret 1530 vovede at deltage i en saadan. Magistraten fik den ene Paamindelse efter den anden om at afskaffe den katholske Gudstjeneste, og det var nærved at komme til en Revolution i Staden. Borgerne samledes paa Rodemaalsstevne i hver af Byens Roder (Kvarterer), hvor enhver aflagde den Ed at ville leve og dø efter Guds hellige Ord, saaledes som Prædikanterne lærte, og at de "inden Liv og Hals" vilde være det gamle Hykleri og papistiske Regimente imod. De, der ikke vilde dette, skulde forvises Byen. 4 Borgere blev derefter udvalgte af hvert Rodemaal, og disse 32 Mænd skulde dernæst gaa til Magistraten og tage en lignende Ed af hver enkelt og i Tilfælde af Vægring opsige Borgernes Lydighedspligt. Naar dette var bragt i Rigtighed, skulde Biskoppen

__________

1) Knudsen: J. Rønnov S. 164.


113

have Svar, formodenlig paa et truende Brev 1). Magistraten har vel nu ønsket Betænkningstid, hvorpaa den skrev 2. Nov. til Kongen og paamindede ham om, at han paa Slottet havde lovet at give en skriftlig Underretning om, hvorledes den skulde forholde sig. Man ønskede, at han vilde paavirke Biskoppen saaledes, at Kapitlet foreløbig ophørte med Messer og Vigilier, indtil der enten i Tydskland eller her i Landet skede en Reformats herpaa, "paa det at vi des tryggere kunde undgaa Tvedragt, Bulder og Oprør og faa des bedre Enighed og Samdrægtighed med vor Almue" og forat, hvis noget skulde komme paa (Krig), Byen ikke skulde være delt i to Partier. Man frygtede, at den katholske Gudstjeneste vilde fremkalde Overlast mod Kannikerne og Præsterne i Frue Kirke; "her ere mange Kompaner i Staden, baade Baadsmænd, Fiskere og andre Embedssvende (Haandværkssvende) saa vel som Borgere, hvilke vi ikke kunne regere i denne Handel, ti de ere alle sammen Guds Ord medfældige og den papistiske Handel og Regimente imod", og man vilde komme i stor Tvedragt med Bispen, hvis der tilføjedes den katholske Gejstlighed Overlast. Hvis Bispen ikke godvillig vilde gaa ind paa dette Forslag, bad man om, at Kongen vilde sende sine Fuldmægtige til Byen og indsætte en ny Øvrighed, "ti vi ingenlunde kunne holde Eders Naades kgl. Majestæt en lydig Almue fore, som vi have svoret Eders Naade og pligtige ere", saalænge samme "Hykleri" var ved Magt 2)

Dette Brev maa man kende for at forstaa, hvad der nu skede. Magistraten var i det hele ikke Tilhænger af det yderliggaaende Parti, men det var umuligt for den at holde igen; i sin Midte havde den rigtignok i Ambrosius Bogbinder et Medlem, der baade var en fanatisk Tilhænger af Kristiern II. og af den lutherske Lære, og som besad en Lidenskabelighed i Forfølgelsen af sine Formaal, der tilsidesatte

__________

1) K. D. IV. 450.

2) Knudsen: Joakim Rønnov 161-63.


114

alle Hensyn. Da Kongen ikke kunde hjælpe til at forandre Forholdene, besluttede Fanatikerne at tage sig selv til rette. De 2 første Juledage var Stemningen formodenlig bleven, endnu mere exalteret, og den katholske Messe paa den højhellige Fest fra Frue Kirkes Altre har fremkaldt en Forbitrelse, der gik over alle Grænser. Nu skulde det katholske Væsen have en Ende, formaade Kongen intet, saa vilde man vise, at man selv havde Mod. Ambrosius i Forening med 9 mere fremtrædende Borgere og en Mængde Almuesfolk gik 3. Juledag ind i Frue Kirke, nedrev alle Tavler og Billeder, slog og spyttede dem i Ansigterne og huggede dem itu med Økser, gik derpaa ind i Koret, kastede Stolene og Panelværket ned og sønderrev Messebøgerne, "men hvad Forsmædelse og Skældsord, de gave Kanniker, Vikarer og andre fattige Præstemænd, er langt at sige af", siger en omtrent samtidig Krønike 1). Imidlertid var Byfogden kommen tilstede og frelste Højaltret fra samme Medfart som de andre Altere. Hans Tavsen kom endelig ogsaa til og fik med Møje gjort Ende paa dette Opløb. Povl Helgesen siger med rette ved denne Lejlighed, at det heraf var klart, at det er lettere at ophidse gale Mennesker end at berolige dem igen, men man ser ogsaa heraf, at Tavsen ikke har billiget denne Gærning, i alle Fald er man gaaet langt videre, end han, havde ønsket.

De, der var i Ledtog med Stadens Borgmester ved denne Lejlighed, var, en Konrad med Øgenavnet Køkkenfedt (Kort Berman) og Anders Guldsmed, begge Raadmænd, Vilhelm Ronge, Kræmmernes Oldermand, Hans Sort, Rasmus Bager, der var Raadmand, Skipper Tøger, en af Kongens Skibshøvedsmænd, Herman Røling, der senere var en af de Borgere,

__________

1) Rørdams Monumenta I. 363-64. Naar Povl Helgesen (smstds. I. 78-79) kalder Ambrosius primarius consul, mener han ikke at han var den øverste, Borgmester, men dette Udtryk betegner vistnok kun proconsul.


115

der blev udsendte 1534 til Kristoffers Hylding, Jakob Pottemager og Peder Guldsmed 1). Dette Opløb var i øvrigt en Efterlignelse af et lignende i Malmø, hvor man tidligere havde handlet paa samme Maade. Jakob Pottemager maa have hørt til Kristiern II's Tilhængere og var Ambrosius Bogbinders Nabo (se herom S. 97). De nævnte Personer var de, fornemste, men det er højst mærkeligt at se, at blandt dem var det en Borgmester, 3 Raadmænd og den fornemste Købmand i Staden, der kunde gaa i Spidsen for saa vidtgaaende Udskejelser.

Katholikkernes Forbitrelse var selvfølgelig stor, men Regeringen forholdt sig aldeles passiv.

Hvad den fanatiske Hob havde ønsket, opnaades imidlertid ikke. Katholikkerne lagde Ansvaret for denne Skandale over paa Hans Tavsen, og det kan ikke nægtes, at han havde ikke ringe Del deri. Katholikkerne paastod endog, at han Søndagen efter i en Prædiken havde rost, hvad man havde gjort, men at han siden, ved at mærke den forandrede Stemning, slog om og fralagde sig Del deri 2). I alle Fald kan hans lidenskabelige Sprog paa Prædikestolen og hans Udtalelser paa Prent let have fremkaldt denne Ophidselse, Folket har misforstaaet hans Tale, og som det saa ofte gaar, er Folkebevægelsen vokset føreren over Hovedet.

I Efteraaret 1530 havde Povl Helgesen forfattet et Skrift om den hellige Messe, som han i Haandskrift sendte til Borgmestre og Raad i Kjøbenhavn med den Fordring, at Byens "Læremestre, som I lade kalde evangeliske Prædikanter", skulde give Gensvar herpaa. Allerede 8. December kunde Hans Tavsen indlevere i Haandskrift sin Gendrivelse, som Øvrigheden derpaa sendte Povl Helgesen. Denne lod i 1531 sit Skrift trykke med en Efterskrift, men dette Skrift er tabt og kendes nu kun i Uddrag. Tavsen maatte nu ile

__________

1) Deltagerne i Opløbet, Rørdams Monumenta I. 78, 363, 421.

2) Rørdams Monumenta I. 78.


116

med at faa sit Svar ud, med et nyt Tillæg imod Povl Helgesens sidste Angreb, men deraf lod han kun anden Del som den vigtigste udkomme først, første Del skulde vente, til Prenteren havde bedre Tid 1). I dette Skrift udvikler H. Tavsen med stor Klarhed og Fasthed den evangeliske Lære, men bruger en Tiltale, der iøvrigt ikkun er i samme Tone som hans Modstanders, saasom dit papistiske Kreatur, en Fabels Karl, Lektor Drømmere og deslige 2). Den første Del, som Tavsen ikke vilde udgive efter Opløbet 3. Juledag, har dog maaske været den voldsomste, og han har ikke fundet det klogt at fremkomme med den nu. Dog har heri næppe været Opfordring til at tage sig selv til rette, lige saa lidt som der findes noget Spor heraf i den bevarede Del.

Borgmester Peder Kempe billigede Opløbet eller stillede sig sikkert her paa Ambrosius's Side, dog tog en stor Del af den øvrige Magistrat sig ikke Sagen saa let, den truede og lod endog enkelte arrestere 3), men Deltagelsen i Opløbet bragte dog næppe umiddelbart farlige Følger; selv Ambrosius blev i sit Embede for det første; Kort Berman var rigtignok ikke Raadmand 20. Marts 1531 4), hvilket dog kan hidrøre fra andre Aarsager, hvis det overhovedet er ham, der menes ved "Konrad Køkkenfedt". Derimod opnaade intet af Partierne sit Ønske: Frue Kirke blev lukket for al Gudstjeneste paa Kongens Befaling. Men ved den Reaktion, som paafulgte, lykkedes det Biskoppen at opnaa Tilladelse af

__________

1) H. Rørdam Hans Tavsens Smaaskrifter XVII-VIII., 96.

2) Engelstoft i Nyt hist. Tidsk. II. 465.

3) Rørdams Monumenta I. 79. Povl Helgesens Udsagn, at Tavsen ved at se Magistratens Stemning sadlede om og udtalte, at Deltagerne var værdige til Stejle og Hjul, er maaske rigtige, men næppe i saa Fald deres Modsætning, at han først skulde have rost Opløbet. I Morten Pedersens Kalenderoptegnelser (Ny kirkehistoriske Saml. III. 505) fortælles at nogle af Almuen, der havde revet Helgenbillederne ned og talt altfor bespotteligt mod Gud og hans Helgene, blev straffede.

4) K. D. I. 379.


117

de i Kjøbenhavn forsamlede Rigsraader til igen at tage Kirken i Besiddelse, og Onsdagen den 15. Nov. 1531 indviedes den af Katholikkerne med stor Højtidelighed i Nærværelse af Rigsraaderne Mads Eriksen Bølle, Hans og Anders Bilde, Johan Urne, Johan Oxe, Oluf Nielsen Rosenkrands og Vincens Lunge, efterat det af Lutheranerne midt i Kirken oprejste Alter Dagen i Forvejen var nedtaget. Intet forbitrede Lutheranerne mere, siger Povl Helgesen, og Kongen selv kunde ikke udrette noget i denne Sag 1). Først næsten 3 Aar efter gjorde Grev Kristoffers Nærmelse det for stedse af med den katholske Gudstjeneste i Frue Kirke.

Det bliver her af Interesse at se, hvilken Indflydelse Fredrik I's Bevilling af 28. Nov. 1526 for Borgerskabet til selv at vælge Borgmestre havde paa Byens Styrelse, og om det just blev de Personer, der kom ind i Raadet, der kunde tænkes mest ønskelige. Da der tidligere var 2 Borgmestre, skulde der altsaa vælges 2 ny til, og da der i Fremtiden skulde være 12 Raadmænd, maatte disses Tal ogsaa udfyldes med 2. Raadmændene skulde som tidligere vælges af Raadet selv, ti det er alene om Borgmestervalget, der er Tale i den kgl. Forordning, men naar der kom et yderliggaaende Element ind gennem Borgmestrene, og disse sandsynligvis ogsaa havde Indflydelse paa Raadmandsvalget, ligesom deres Indflydelse paa Byens Styrelse har langt overgaaet Raadmændenes, saa vilde Raadmændenes modererende Stemme næppe have stor Vægt.

De 2 Borgmestre var 1526 Jens Brolægger, en Søn af Per Brolægger, efter hvem Brolæggerstræde havde Navn, og som havde været Borgmester siden 1519, og den dygtige og ansete Niels Stemp, der er omtalt foran.

De første Borgmestervalg efter den ny Maade, der formodenlig foregik middelbart, enten ved Lavsoldermændene

__________

1) Knudsen: Joakim Rønnov 68-69.


118

eller ved Valgmænd, der udmeldtes i hvert Rodemaal, satte Peder Kempe og Anders Halager ind i Raadet. Peder Kempe var en ældre Mand og vistnok i nær Forbindelse med Kristiern II's Parti. Han ejede 1509 en Gaard ved Stranden og var næste Aar Raadmand. I Aaret 1516 fik han og Arnt Hake tilligemed Borgmester Hans Klavsen Fuldmagt paa de vigtigste Købstæders Vegne til at forhandle med Kongen om forbedrede Handelsforhold og flere Lettelser i Købstædernes trykkede Forhold. 1523 var han med til at underskrive Stadens Kapitulation, og 1524 deltog han i et Syn, om der uden Skade for Kongen, Kronen og den hellige Kirke kunde lægges en Dæmning over Rosbæk. At han var en velstaaende Mand ses af, at han laante Hr. Henrik Gøye, Byens Forsvarer under Belejringen 1523, 1000 Mk., hvilke Byen godtgjorde ham 1529, ligesom han havde gjort Forskud til Anlæget af Hovmederne ved Nørreport. 28. Jan. 1527 nævnes han som Borgmester og er saaledes kommen i denne Stilling umiddelbart efter Fredrik I's Privilegium af 28. Nov. 1526, hvilket viser hans Anseelse hos Borgerskabet. At han var Lutheraner ses af Povl Helgesens Omtale i Anledning af Billedstormen 1530; han siger nemlig om ham, at denne afskylige Gerning foregik, da Lutheraneren Peder Kempe var Borgmester, som, da han hverken kunde rose sig af ædel Byrd eller særlig Dygtighed eller overordenlig Klogskab, for dog at blive noget forlangte at ophøjes paa Grund af denne skammelige Forbrydelse og mange andre Krænkelser af det hellige. Povl Helgesen lægger saaledes Ansvaret især paa ham; idet han ikke nævner de 2 andre Borgmestre, viser han, at Peder Kempe indtog en fremragende Stilling i Byen. Det ses ogsaa, at han stod Hans Tavsen nær, idet han 1533 paa Bistrup var med at forsegle dennes Revers til Joakim Rønnov. 1534 stod hans Navn i Spidsen af de Udsendinge, der svor Grev Kristoffer Troskabsed, men dette hindrede ikke Ambrosius i at fortrænge ham med det øvrige Raad.


119

Under Belejringen er han vistnok død, ti han nævnes ikke efter denne.

Den Povl Kempe, der delte Kristiern II's Landflygtighed, var sandsynligvis hans Søn. 1581 nævnes en Arnt Kempe, der bode paa Amagertorv. Karine Per Kempes ejede 1581 en Graard norden for Læderstræde østen op til Badstuen i Badstuestræde; denne Gaard hed Skanderborg 1).

Anders Halager, der havde været Byfoged, nævnes ligesom Peder Kempe første Gang som Borgmester 28. Jan. 1527. Han er formodenlig opstillet som Kandidat af Fredrik I's Farti, men har næppe kunnet arbejde sammen med sine Kolleger, ti 5. Avgust samme Aar var han ikke længer i nævnte Stilling men derimod Raadmand, saa man maa antage, at de mere sindige Raadmænd har optaget ham i deres Samfund og derved vist, at de ikke, hvad Flertallet angik, var Tilhængere af de 3 Borgmestre. Istedenfor Anders Halager blev Raadmand Peder Jørgensen 2) Borgmester; denne Mand, der maa have hørt til samme Parti som Anders Halager, nævnes 1528 som Borgmester, men var 23. Juli 1529 igen trængt ud og bleven Raadmand. Midt i 1528 var det, at Niels Stemp faldt i Unaade og blev forvist fra Kjøbenhavn, næste Aar gik Jens Brolægger af eller døde, og Peder Jørgensens Plads var, som berørt, ogsaa ledig; i dette Aar, efter 23. Juli 1529 skulde altsaa 3 Pladser besættes, og det ses, at endnu kunde de besindige, Peder Jørgensen og Anders Halager, igen blive valgte og kun én Mand af det vidtgaaende Parti, men det rigtignok en Mand, der i hensynsløs Energi langt overgik sine Embedsbrødre, nemlig Ambrosius Bogbinder. Denne sidste kunde imidlertid

__________

1) K. D. I. 268, 299-301, 302, 317, 320, 324, 333, 340-41, 342, 343, 367, 382, 526, 529. S. R. D. VI. 212-13. Rørdams Monumenta I. 79, Kirker og Klostre S. 312. Røn, Hans Tavsen 74. Allen V. 281.

2) Anders Halager og Peder Jørgensen vil blive omtalte nærmere blandt Borgmestrene efter 1536 i Fortsættelsen af dette Skrift.


120

ikke holde sig i Længden; paa Grund af hans voldsomme Udtalelser i Maj(?) 1530 under Striden med Biskoppen, der ovenfor er omtalt, blev han sidst i 1531 eller det følgende Aar afskediget, og i hans Sted valgtes Raadmand Povl Hansen. Ved Fredrik I's Død var Borgmestrene altsaa følgende, ordnede efter deres Sæde: Peder Kempe, Peder Jørgensen, Anders Halager og Povl Hansen. Den ny Valgmaade, der havde sat disse besindige Mænd ind i Raadet, havde til da bestaaet sin Prøve, men hvad den kunde føre til, viste sig snart efter Kongens Død. Den havde vel sat en Mand som Ambrosius ind, men Kongemagten var dog saa stærk, at den kunde skaffe slige urolige Hoveder til Side igen.

Raadmændenes Rækkefølge kan vi ikke saaledes faa Sikkerhed for, men vi kender dog dem, der var i Funktion 1529 og nærmest følgende Aar. 23. Juli 1529 nævnes som saadanne: 1, Thomas Guldsmed 1), der vistnok er samme Person som Thomas Meggenris, 2,Engelbret Finke, 3, Peder Jørgensen, 4, Lavrids Jensen, 5, Henning Skriver, 6, Jens Kammersvend, 7, Thomas Lestemager, 8, Oluf Jakobsen Skriver, 9, Anders Halager; desuden 10, Ambrosius Bogbinder, der nævnes som saadan 11. Juli, 11, Rasmus Nielsen eller Rasmus Bager, der nævnes 9. Marts 1529 og 15. Juli 1532, 12, Kristiern Eskelsen, der nævnes 31. Okt. 1527. Men idet kort efter Nr. 3, 9 og 10 blev Borgmestre, maatte ny optages. Af disse kendes 13, Povl Hansen, der er bleven Raadmand mellem 23. Juli og Oktober 1529, 14, Kort Beerman, der er bleven Raadmand mellem 1. Avgust 1529 og 2. Juni 1530, 15, Mester Hans Vinke, der nævnes 17. Okt. 1530, 16, Thomas (Knudsen?) Brygger, efter 25. April 1530, 17, Rasmns Kedelsmed, der nævnes 29. Juli 1530 og 18, Henrik Tromme-slaar, efter 25. April 1530 2).

__________

1) Var 11. Juli 1529 Forlover for Hans Mikkelsens Svigersøn (Nyt hist. Tidsk. V. 335), hvoraf man ser, hvilket Parti han tilhørte.

2) Denne sidste levede endnu 1545 (K. D. IV. 455) og var 17. [ fortsat side 121 ] Avg. 1533 tilligemed Oluf Skriver og Thomas Brygger mødt paa Bistrup sammen med Hans Tavsen.


121

I Aaret 1529-30 havde fornævnte Raadmænd været i Virksomhed De fleste havde været tilstede, da Ambrosius 1530 optraadte saa frittalende i Raadet, og de maatte i Forhør Aaret efter, da Kongen følte sin Stilling stærk nok til at lade ham undgælde derfor 1). De, der var udgaaede mellem 23. Juli 1529 og den omtalte Scene, der maa være falden efter 25. April 1530 men førend 2. Juni, var Engelbret Finke og Henning Skriver, der maa være døde, og de 3, der er blevne Borgmestre. Kort efter maa der være sket en stor Udtrædelse, ti 2. Juni 1530 forekommer 3 ny Raadmænd 2), nemlig Anders Haagensen eller Anders Guldsmed, senere Deltager med Ambrosius i Optøjerne i Frue Kirke, Kristiern Skomager og Mester Klavs; disse Folk har vistnok tilhørt baade det ivrig protestantiske og det demokratiske Parti. Anders Guldsmed maa være bleven afskediget, ti 31. Decbr. 1531 3) var han ikke Raadmand længer, ligeledes er Rasmus Bager gaaet af, dog efter 15. Juli 1532, idet han 13. Juli 1534 alene nævnes som Borger; sidstnævnte Dag var derimod den tidligere Byskriver Anders Lavridsen bleven Raadmand.

I 1531 var Stemningen overmaade spændt, man vidste, at Kristiern II's Haab om endelig at faa en Krigsmagt samlet nu var ved at gaa i Opfyldelse. "Af al Magt fremskyndedes Befæstningsarbejderne, og Staden var i stor Trang for Midler, saa den endog laante af Kalentelaget dets Sølvklenodier, der vejede 241 Lod Sølv, "hvilket Sølv vi nu straks udi vor store Nød og Trang agte at bruge til Kjøbenhavns Stads

__________

1) Se Forhøret i K. D. IV. 460-61.

2) K. D. I. 377.

3) Rørdam Kirker og Klostre 328. Det er siden gaaet tilbage for ham, ti 1547 bevilgede Kongen ham for hans Armods Skyld en Læst Korn af Tienderne (D. Mag. 4. R. I. 335).


122

mærkelige store Nytte og Behov, som ham i denne Tid paahænger", hedder det i Magistratens Bevis for Modtagelsen.

Kongen frygtede imidlertid for, at Byen ikke ved egen Magt kunde gøre Staden tilstrækkelig fast. 8. Okt. meldte han Rigens Raad, at der nu var indløben sandfærdig Tidende om, at Kong Kristiern havde 30 Skibe samlet, men at han ikke havde Penge til i lang Tid at underholde saa stor en Krigsmagt, hvorfor man maatte antage, at det var hans Øjemed ved en vældig Storm at anfalde Kjøbenhavn og Malmø. Det var derfor magtpaaliggende, at Kjøbenhavn "paa det allerbedste kunde blive befæstet og forsørget og forvaret". Kongen havde saaledes forhandlet med Lybækkerne, at de skulde sende en Flaade ud, hvorfor Rigens Raad tilligemed Embedsmanden paa Kjøbenhavns Slot Hr. Johan Urne skulde lade gøre alt rede til at udruste de danske Skibe til Forening med de lybske. Kongen sendte ogsaa Kopi af et Brev til Kjøbenhavns Indbyggere, hvilket desværre ikke er til, og overlod det til Rigsraadet, om Originalen skulde sendes til Staden. Formodenlig indeholdt det Løfter, hvis Beboerne viste sig tro imod Kong Fredrik. 16. Okt. sendte Kongen et Brev af lignende Indhold, hvori han opfordrede til at udspejde, om det var raadeligt at angribe Kong Kristiern, og hvis det ikke turde voves, skulde det lybske Mandskab indtages i Kjøbenhavn til at forøge Besætningen med; han haabede, at man vilde annamme deres Høvedsmænd og Folk paa det bedste og vise dem alt Venskab og Godt og ej tilstede, at der vederfaredes dem nogen Overlast. Der skulde desuden med Alvor arbejdes paa Befæstningen 2).

Kristiern II. havde altsaa dog efter mange Aars Omflakken i fremmede Lande faaet en Flaade udrustet. Evangeliets Tilhængere, der kendte hans Omvendelse til deres Tro, havde nu det sikre Haab, at hvis han kom til Magten,

__________

1) K. D. IV. 459, 460.

2) K. D. IV. 461-64.


123

vilde han ingen Betænkeligheder have ved at gøre en brat Ende paa Biskoppernes og Rigsraadets Magt. Man faar en bestemt Underretning om Stemningen i Kjøbenhavn af et Brev af 28. Okt. 1531 fra Hartvig Andersen (Ulfeld), dateret Roskilde. I den Tid, han havde ligget i Sæland, "haver jeg været udi Kjøbenhavn 3 eller 4 Sinde, da haver jeg ikke andet kunnet formærket, end der er Skalkhed iblandt Borgerne der udi Byen; hvilke de ere, ved ikke jeg, hvilket jeg tror Eders Naades Raad ydermere giver Eder tilkende". Af Provianteringen giver samme Brev ikke nogen lys Skildring, naar det hedder: "Kæreste naadigste Herre, værdes Eders Naade ogsaa at vide, at dersom Byen bliver bestoldet (belejret), da bliver der stor Nød for Hestefoder, og er der ikke, det jeg tror, 10 Tønder Havre i al den By, uden det Adelen har indført til deres egne Heste; ti beder jeg Eders Naade ydmygeligen og gærne, at Eders Naade vilde tænke der et Sind til og skrive Raadet til, at det beskaffer, at der kommer Havre udi Byen; dersom at vi skulle ligge paa Eders Naades Penge, da skal det staa Eders Naade mere end alle Hestene ere værd, og ere Hofsinderne, der her ere, lige 100 vel gerust Heste, foruden de der ligge i Borgeleje i Skaane" 1).

Kong Kristiern kom dog ikke til Øresund, men landede i Norge i November, og der blev stor Skuffelse hos hans Tilhængere. Kong Fredrik aandede nu lettere, og de oprørske Ytringer, der var faldne i Raadet, kom nu for en Dag. Ambrosius Bogbinder blev udstødt af Raadet - sidste Gang han nævnes som Borgmester er 14. Avgust - og formodenlig faldt med ham flere af de mest yderliggaaende Raadmænd 2);

__________

1) D. Kongers Hist. Fasc. 12 a.

2) Der er dog en Mulighed for, at Ambrosius er falden i den Tid, man ventede Kristiern II's Angreb, altsaa i Oktober, men man frygtede paa den Tid formodenlig for at opirre hans Tilhængere. Den Skibbyske Krønike siger, at han blev afskediget "proditionis causa", men da der ellers ingen Underretning er om, at han blev straffet, har man dog næppe truffet ham i Forbindelse med Kong [ fortsat side 124 ] Kristiern, men kun faaet ham fjernet forat undgaa Muligheden af, at han som en af Byens mest ansete Raadsherrer kunde indlade sig med den fordrevne Konge paa Byens Vegne.


124

men hvad der viste Protestanterne, at Vægtskaalen var sunken til deres Modstanderes Side, var fremfor alt Frue Kirkes højtidelige Indvielse 15. Nov. til katholsk Gudstjeneste. Det maatte nu blive dem klart, at de ikke længer var det frygtede Parti, men at de maatte tage sig i Agt; der var ikke andet at gøre end at vente taalmodig paa Fremtiden, der var dog endnu en Mulighed for, at deres gamle Konge kunde have en saadan Fremgang i Norge, at ogsaa Danmark maatte falde ham til Fod.

Der laa nu en stærk Besætning i Staden, baade af Ryttere og Landsknægte, som var nærved at tømme dens Forraadskamre. 2. Jan. 1532 maatte Kongen derfor byde de sælandske Bønder at yde en viss Mængde Korn, Flæsk, Smør og Kød for Betaling, nemlig 6 Mk. for hvert Pund Korn, 11 1/2Mk. for en Otting Smør, men Flæsk og Faarekød efter dets, forskellige Værdi 1). Hvad der imidlertid var værre, var at Landsknægtenes Sold, som Kongen skulde udrede, ikke blev dem udbetalt, de gjorde Mytteri mod deres Høvedsmænd og tilføjede dem Overlast. At det var et farligt Opløb ses af et Brev af 23. Jan. fra Anders Bilde til Søholm til Hr. Henrik Gøye, den forrige Statholder under Kjøbenhavns Belejring 1523, der nu var Høvedsmand paa Vordingborg Slot. Hr. Oluf Rosenkrands til Vallø havde bedet dem begge komme til Kjøbenhavn med saa stor Krigsmagt, det var dem muligt, og nu var det hans Bøn, om Hr. Henrik vilde komme snarest muligt med saa mange Svende, Heste og Harnisker, han kunde afstedkomme, og desuden medtage alt det Kirkesølv, som Kirkerne i hans Len skulde levere efter kgl. Befaling i Skat 2), til at tilfredsstille Landsknægtene med. Skulde der komme

__________

1) K. D. IV. 466.

2) Om Kirkernes Beskatning 1532 se Ny kirkehist. Saml. IV. 26-45.


125

noget Mytteri og samtidig et Angreb af Kristiern II., "da vide I vel selv og kunne vel besinde, at vor naadigste Herre og vi alle kunne komme der i stor Skade og Fordærv for". Biskop Joakim Rønnov raadede fremfor alt til Forlig med Landsknægtene. 22. Jan. kom 2 Landsknægte, der var udsendte af de andre, til ham, men han bad dem vente nogle Dage, saa skulde de faa deres Sold fra Mønten, der arbejdede Dag og Nat. Han raadede til, at Kongens Rentemestre snarest skulde komme med hvad de havde, og i det hele burde Oprøret stilles med det gode. "Det vil ikke have god Lempe saa at ride ind med Heste og Rustning for det store Skrig og Raab, som deraf udspringe skulde, at Adelen her i Landet skulde være oprejst imod Landsknægtene og Landsknægtene og Borgerne imod Adelen, saa der skulde komme firdobbelt større Skrig og Raab af end det nu er, og skulle Knægtene deraf tage en ond Grund imod Adelen baade om samme deres Sold og, udi andre Maader. Desligeste skulle vore og Rigets Fjender tage der en stor Fortrøstning af, naar de det spurgte." Han mente, at det var rigtigst at Oprøret stilledes under det Paaskud, at Knægtene var uenige med deres Høvedsmænd om deres Sold, hvilket tidt og ofte var sket baade her i Danmark og andensteds, "det jeg og selv udi Frankrig, Valland og andensteds set og hørt har, og bliver ikke heller det sidste i slig Maade ske skal"; det var derimod ikke rigtigt, at det hed sig, at det var Kongen, der ikke kunde betale, Naar Oluf Rosenkrands og Anders Bilde blev enige om at give dem 2 eller 3000 Lod Sølv i Betaling, vilde han selv yde sit Bidrag ved Kannik Hr. Jep Heye, hvem han havde givet sine Befalinger, ligesom han havde beordret Møntmesteren til at udrede til dem, hvad han havde møntet. løvrigt havde han sine Folk til rede Dag og Nat og hans Harnisker var i Kjøbenhavn, saa han vilde aldeles rette sig efter de andres Beslutning 1). Biskoppens

__________

1) K. D. IV. 466-69.


126

kloge Raad fandt vistnok Bifald, og Kjøbenhavn slap for at se et Blodbad indenfor sine Mure, der, selv om Borgerne ikke deltog deri, dog vilde være gaaet ud over deres Liv, Gods og Ejendele.

I dette Aar maatte Kjøbenhavn ogsaa yde sit Bidrag til at bekæmpe Kristiern II., idet der blev udskrevet et godt bemandet skib med 80 væbnede Folk foruden Baadsmænd og med en Borgmester og en Raadmand til Befalingsmænd 1). Det vilde have været interessant at se, hvem af de mandhaftige Raadsherrer der saaledes maatte deltage i Toget til Norge, der næppe havde deres Sympati, men ogsaa for de andre Købstæder udskreves Medlemmer af Magistraten.

Ved Middagstid den 24. Juli 1532 sejlede en Flaade ind paa Kjøbenhavns Red under Kanonsalut baade fra den selv, fra Byens Volde og fra Slottet. Kun et eneste Skib løsnede intet Skud; det var det, der bevarede den fangne Kong Kristiern II.. Egenlig fangen var han vel ikke, ti han havde overgivet sig for at forhandle med sin Farbroder Kong Fredrik.

Samtidig med Kristiern II's Rejse fra Norge samledes i Kjøbenhavn en stor Forsamling af Udsendinge fra Nederlandene, Hansestæderne, Prøjsen og Sverig, der mødtes i Helligaands Kirke, hvor det bl. a. blev besluttet, at den afsatte Konge skulde holdes i Fængsel. Da han ønskede at komme i Land, svarede man ham, at Staden var opfyldt af Krigsfolk og de nævnte Herrers store Følge, saa man kunde frygte for Opløb. Han maatte altsaa blive paa sit Skib, og en Uges Tid efter førtes han til sit Fængsel paa Sønderborg under Paa skud af, at han skulde til Flensborg for at underhandle med Kong Fredrik 2).

Den Forbitrelse, der greb hans Tilhængere over denne troløse Fremfærd, kom vel ikke til Orde, men det Parti, der

__________

1) Ny D. Mag. VI. 128.

2) Heise: Kristiern II. i Norge 149, 156, 172.


127

i Kristiern II. saa Evangeliets Forkæmper, og som nu med Harme saa Katholikkernes og Adelens voksende Magt, forberedte sig sikkert paa den Hævn, som man mente ikke vilde udeblive og for hvilken Timen ogsaa snart oprandt.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: man jan 17 20:15:43 CET 2005
Publiceret: man jan 17 20:15:40 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top