eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavns Historie indtil Reformationens Indførelse.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse II

Kjøbenhavns Historie indtil Reformationens Indførelse
    - kap. II

Kbh., G. E. C. Gad, 1879

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

35

II. Kjøbenhavn under Kongerne Erik, Kristoffer,
Kristiern I, og Hans.

Med Aar 1416 foregik en stor Forandring i Kjøbenhavns Stilling, da den fra nu af ophørte at være Bispestad, idet Kong Erik af Pommern ved Biskop Peder Jensen Lodehats Død 19. Oktober 1416 uden videre Omstændighed bemægtigede sig Byen og Slottet. Fra den Dag af gav Kronen aldrig Slip paa sit Bytte, da den nu var kraftig nok til at kunne være døv for Biskoppernes Indsigelser, der gentoges indtil Reformationen overhuggede Knuden. Hvad der i Borgernes Forhold hidtil havde været Hensyn til Biskoppen, stilledes nu lige overfor Kronen, og mange Forhold ændredes nu. Den Frygt, der i de gamle Stadsretter udtaltes for Adelige, der som Kongens Mænd kun kunde opfattes som Fjender af Biskoppens Magt, afløstes nu efterhaanden af den Omstændighed, at flere og flere af disse erhvervede sig Ejendomme i Staden, og selv den borgerlige Magistrat optog adelige Vaabenmærker, hvad den dog havde begyndt med i Bispetidens Slutning, men da var alt en længre Paavirkning sket ved at Valdemar Atterdag hele sin Regeringstid havde været Kjøbenhavns Herre. Det er ogsaa en Selvfølge, at medens hidtil vigtige Møder i Kjøbenhavn om Stadens Anliggender maa anses for meget mærkelige, idet de tydede paa, hvor uundværlig den var for Kronen, saa bliver saadanne Forsamlinger af Stormænd nu af mindre og mindre Betydning for selve Stadens Historie, eftersom den arbejdede sig frem mod at blive en kongelig Residensstad og dermed Rigets Midtpunkt. I den Retning bliver Kjøbenhavns Historie for en saa stor Del Rigets almindelige Historie, at Byens Krønike ikke vil kunne optage andet end saadanne Begivenheder, der særlig angaar dens Borgere eller i det mindste kan have gjort særligt Indtryk paa disse.

Den 28. Oktober 1422 gav Kong Erik af Pommern

__________

1) Se herom videre Kjøbenhavn i Middelaldren S. 37 flg.


36

Kjøbenhavns Borgere vigtige Privilegier, blandt hvilke især maa nævnes den Tilladelse, at de maatte handle lige saa frit som andre Kjøbstadborgere paa Kronens Markeder og Fiskerbyer, Skanør, Falsterbo, Malmø og Dragør, og at han gav dem Toldfrihed, naar de drog til andre Markeder end Fiskemarkeder, paa hvilke Kronens Told var en af Rigets vigtigste Indtægtskilder. Endvidere gav han Magistraten den Myndighed, at dens Vedtægter, der blev indførte i den saakaldte "Stadsbog", skulde have lovlig Gyldighed for Borgerne, og tog fremdeles Staden og dens Borgere i sin kongelige Fred, Værn og Hegn "for Troskab, Villighed og Tjeneste, som Vi hidtil befundet have af dem og de og deres Efterkommere Os og Kronen og Riget i Danmark og Vore Efterkommere Konger her efter at med Troskab gøre og bevise skulle til evig Tid" 1).

Borgernes Troskab blev snart stillet paa Prøve. Da Kongen 1425 havde indført Opkrævningen af Sundtolden ved Helsingør 2), fremkaldtes der en stor Misfornøjelse hos søfarende Nationer, navnlig foresatte Hansestæderne sig med væbnet Magt at tiltvinge sig fri Sejlads gennem Øresund. I Somren 1427 afsendte de en stolt Flaade, der skulde skaffe Gennemgang for en rigt ladet Købmandsflaade, der paa sin Fart fra Frankrig ventedes igennem Sundet. Da Krigsskibene den 21. Juli kom hen imod Kjøbenhavn, saa man imidlertid en vel bemandet dansk Flaade ligge foran Staden. En lybsk Krønike beskriver de lybske Skibe som ragende højt over Vandspejlet og de danske som lave og uanselige. Den danske Flaade satte Sejl til og styrede imod Fjenden. Den hamborgske Borgmester raabte da til Hovedanføreren, den lybske Raadmand Tideman Sten, hvad de skulde gøre, hvortil denne svarede: "Vi vil i Guds Navn løs paa dem", og en Kanonsalve lød de Danske imøde. Det lykkedes imidlertid disse strax at omringe Hamborgerne og fange deres Borgmester Heine Hoyer. Et vel udrustet dansk

__________

1) K. D. I. 151-53.

2) Se Fredericias Afh. i Hist.Tidsk. 4 R. V. 1-20.


37

Skib løb derpaa ind imod det lybske Admiralskib, og da dette veg til Side, fulgte de andre Førerens Exempel og hele Flaaden gjorde omkring med Undtagelse af den lybske Raadmand Johan Beres Skib, der holdt Stand og erobrede det nævnte danske Krigsskib, og et andet lybsk Skib, der tog et svensk Skib, hvorom en Fane i Mariekirken i Lybæk endnu skal minde. Næppe 3 Timer efter at Hr. Tideman Sten havde forladt Sundet, kom Handelsflaaden nordfra, og dens Ladning, der vurderedes til 400,000 Mk., blev et velkomment Bytte for de Danske. Om denne Flugt sagde man spotvis, at Hr. Tideman stak Badekosten ud, og en saadan Kost blev længe en Haan mod Lybækkerne 1).

Den Spot og Skade, som Lybækkerne her havde lidt, skulde oprettes næste Aar. Tidlig paa Foraaret samledes den hanseatiske Flaade i Vismar Dyb, bestaaende af 260 Skibe med 12,000 Mands Besætning. Den 6. April sejlede den ind i Øresund og lagde sig foran Kævshalen. Forvirringen blev stor i Kjøbenhavn. Kongen var i Sorø og var ikke til at bevæge til at forlade sine Andagtsøvelser der. Dronning Filippa, der var tilstede paa Slottet, var derimod en modig Kvinde, hun opfordrede til tappert Forsvar, ududdelte Vaaben og lovede Belønning til de tapre. Den danske Flaade laa vel i Havnen, men kun den mindste Del var udrustet saa tidlig paa Aaret, og der var intet andet Raad end at bygge en Tømmerflaade i stor Hast, der tilligemed de sejldygtige Krigsskibe lagde sig i Dybet udenfor Havnen. Det var den populære Opfattelse, at Tydskerne kom for at hente den danske Ko og at deres Skibe ikke havde anden Ballast end Salt og tomme Tønder, hvori man vilde nedlægge Kødet af det slagtede Kvæg, som de gjorde sig Haab om at gjøre til Bytte. Til Spot tog de Danske altsaa en Ko med ud paa Tømmerflaaden og opfordrede Tydskerne til at tage den, hvis de kunde. Da Indløbet nu var spærret,

__________

1) Detmars Chronick ved Grautoff II. 46. Mantels i Hanseatische Geschichtsblätter I. 134-51.


38

gjorde Tyskerne ogsaa en Tømmerflaade af Master og andet stort Træ, besatte den med de største Kanoner og satte denne i Gang imod den danske Flaade. Der blev en vældig, Kanontorden, ti den blev modtaget med Kugler baade fra Slottet, Skibene og Flaaden, saaledes at 200 Kanoner paa engang skal have ladet sig høre. Samtidig forsøgte Vismarerne at tilstoppe Indløbet til Havnen, idet de havde medbragt gamle Skibe til Nedsænkning, men dette mislykkedes, da Skibene kom til at ligge paa langs og ikke paa tværs i Dybet. De danske Skibe forcerede nu dette, gjorde et vældigt Angreb og Fjenden trak sig tilbage. Under Slaget laa Dronningen og hendes Jomfruer knælende omkring i Stadens Kirker og Klostre, men da det var forbi, gik hun Sejrherrerne imøde, modtog dem med Hædersbevisninger og lod de saarede forbinde. Om Aftenen var der Fryd og Glæde paa Slottet, og denne Dag, der var begyndt under ængstelig Forventning, endte med Høvedsmændenes Dans med adelige Fruer og Jomfruer. At der ogsaa har været glad Stemning tilstede omkring i Staden, kan man næppe betvivle 1).

1429 havde Erik af Pommern udskrevet en stor svensk Krigsflaade, og det er interessant at se, at den netop stævnedes til Kjøbenhavn. Svenskerne var meget misfornøjede, de blev liggende stille hele Somren i Havnen, fortærede deres Proviant, og da de bad Kongen om Forsyning,

__________

1) Detmars Chronik ved Grautoff II. 50-51. Hvitfeld I. 741. Den plattyske Saxo. Kristiern Pedersens Skrifter V. 472-73. I Henrik Smiths danske Aarbog (Rørdams Monumenta I. 598) fortælles dette saaledes: "1429(!) kom atter de vendiske Søstæders Skibe i Øresund at ville været inde for Kjøbenhavn og vundet Slottet, og da de kunde ikke komme ind, fordi Kong Eriks Skibe laa der i Vejen for dem, opfyldte de nogle Skibe med Sten og sænkede dem i Dybet for Kjøbenhavn, og et af samme Skibe sank tvært for, og siden kunde Kong Eriks Skibe flyde ind til dem igennem Gabet og de andre kunde ikke komme til Kong Eriks Skibe, ti fore de hjem med stor Skade og Blusel."


39

nægtede han dem dette og forbød dem paa den anden Side at drage hjem; det gik saa vidt, at de maatte sælge baade Harnisk og Klæder. Endelig fik de Hjemlov ved Mikkelsdagstid, men paa Hjemvejen blev de ved Dragør overfaldne af et Uvejr, der ødelagde de fleste af Skibene, enkelte drev over til Barsebæk i Skaane, og somme kom i Land paa Saltholm, hvor Dronning Filippa sendte dem Øl og Mad og lod dem hente med Skib til Kjøbenhavn 1).

Da Erik af Pommern 1434 udrustede en stor Flaade mod Sverig, der led Skibbrud ved Bornholm, siges det, at den drog ud fra Kjøbenhavn 2), At Kjøbenhavn allerede ved den Tid var bleven Rigets Flaadestation, ser vi baade heraf og af ovenanførte Beretninger fra 1428 og 1429, det er ogsaa tydeligt af den Grund, at den danske Flaade ved Hanseaternes Angreb 1428 fandtes i Havnen, en stor Del af den utiltaklet saa tidlig paa Foraaret. Af Tyskeren Michael Beheims Rejseberetning 1450 ses det ogsaa, hvorledes da Krigsskibene udrustedes fra Kjøbenhavn, idet han fortæller 3) om sin Modtagelse hos Dronningen, og hvorledes denne fra Slottet viste ham et sejlklart Orlogsskib, med hvilket hun tilbød ham at fare til Kongen, der da var i Norge.

Erik af Pommern er bleven meget ulige bedømt, men han var næppe populær i Kjøbenhavn, tildels vel fordi han havde ladet Byen i Stikken ved Lybækkernes Angreb 1428. Gejstligheden ved Frue Kirke var ham ej heller taknemlig, fordi han havde indstiftet Psalteriet, den stadige Messelæsning, der hverken gav den Hvile Nat eller Dag. Forholdet til hans Frille Cæcilie, der havde været Tjenestemø hos den afdøde elskede Dronning Filippa, mishagede ogsaa, og det har formodenlig gottet mange i deres Hjerte at høre, hvorledes hun en Dag var bleven forhaanet. Den mægtige Ridder Hr. Oluf Axelsen, der bode i Vimmelskaftet, mødte en Dag Cæcilie paa Højbro, da hun gik fra Kirke op paa

__________

1) Klemming Svenska Medeltidens Rimkrøniker II. 15-16.

2) Smstds. 51.

3) Hist. Tidsk. VI. 322.


40

Slottet, og spurgte hende, om hun vilde være hans Bud til Kongen, hvortil hun svarede ja. Han slog hende da med sin Haand paa det Sted, hvor man plejer at revse smaa Børn og bad hende med grove Ord sige hans Herre Konge, at hun skulde drive ham af Danmark. Kongen tog sig dette saa nær, at han drog til Kalundborg og med Rigets kostbareste Klenodier rejste til Gulland, hvor han siden, lig de fordums Beboere af Anholt levede kristelig og nærede sig af Vrag og Røveri 1).

1443 nævnes som det Aar, da Kjøbenhavn blev Residensstad. Det er ogsaa sikkert nok, at Kristoffer af Bayern daterede Breve fra Slottet fra Avgust til Oktober dette Aar 2). Grunden hertil angives som den, at Slottet i Roskilde brændte og saaledes blev umuligt som Residens. Herom véd man i Virkeligheden intet, da den gamle roskildske Liber daticus vel nævner en Ildebrand 14. Maj, ved hvilken Domkirken med de fleste Boliger for Kanniker og Vikarer og "en stor Del af hele Staden" ødelagdes, men denne, lige saa lidt som Krøniker 3), omtaler det kgl. Slot ved denne Lejlighed; dette har vel ogsaa ligget saa isoleret, at en Ildebrand i Byen ikke har kunnet række over dets Grave og Mure. Sagen er vistnok alene den at Adgangen ad Søvejen til Roskilde var vanskelig, medens der fra Kjøbenhavn var den letteste Adgang til alle Rigets Havne. Uden Indsigelse fra Biskoppens Side kunde denne Konge selvfølgelig ej heller tiltage sig Raadigheden over Kjøbenhavn. At Kristoffer af Bayern havde Underhandlinger med Biskoppen i den Anledning, beretter Hvitfeld, hvis Ord er følgende: "Udi Kong Kristoffers Tid var handlet imellem Kongen og Bispen af Roskilde om Kjøbenhavns By og Amager til Vederlag, efterat Kronen ikke vel kunde miste samme By for dens Beliggenheds Skyld. Fire Danmarks

__________

1) Kristiern Pedersens samlede Skrifter V. 488.

2) Regesta 3719-21.

3) S. R. D. III. 275.


41

Riges Raad, iblandt dem var Hr. Axel Pedersen (Thott) og Hr. Eggert Frille, finge Kjøbenhavns Slot og By ind udi Sekvester, indtil Kongen og Bispen bleve forligte og adskilte; det skede i saa Maade, at Kongen gav hannem et andet Stykke Gods derfor, hvilket var for langt her at indføre." Det er Skade, at Hvitfeld ikke har meddelt nærmere Omstændigheder, ti det Brev, som omhandlede dette, er ikke til mere. Formodenlig er Kjøbenhavn ved Kristoffers Tronbestigelse for en Tid overdraget til 4 Rigsraader, indtil man kunde enes om Voldgiftsmænd, men det er aldeles sikkert, at Kongen ikke gav noget Vederlag derfor, og at han alligevel fik Kjøbenhavn i sin Besiddelse. Formodenlig er Forhandlingerne alene foregaaede i Kongens allerførste Regeringstid, men allerede 24. Avg. 1440 daterede han et Brev "in castro nostro Hafnensi 1). Senere har han følt sig saa fast i Besiddelsen af Kjøbenhavn, at han 1443 kunde give den en Stadsret 2), der alene omtaler Kongens Højhed over Staden, med fuldstændig Forbigaaelse af Biskoppens Ret, og daterede den fra sit Slot Kjøbenhavn. Det er maaske alene denne Omstændighed, der har givet Anledning til, at dette Aar er nævnt som det, da Forlæggelsen af Residensen er foregaaet, hvis man overhovedet paa hin Tid kunde tale om en kgl. Residens.

Hvorledes dette Slot saa ud vides ikke. Det var da ikke gammelt i Bygning, thi 1368 havde Hansestæderne fuldstændig nedbrudt det, og det var næppe anseligt, da Biskopperne i Roskilde ikke brugte det uden som Fæstning. Erik af Pommern har vistnok foretaget Forbedringer derved, naar hans Dronning og han selv til sine Tider har kunnet bo der, skønt Datidens Krav til Hygge ikke var stort. Sin egenlige Indvielse som kongeligt Slot, maa det dog nærmest siges at have faaet ved Kristoffers Bryllup 26. September 1445 med Dorothea af Brandenborg. Til denne Fest har

__________

1) Regesta 3656.

2) Kjøbenhavn i Middelaldren S. 67.


42

Kongen dog vistnok maattet ombygge og udvide det, for at det kunde tjene til Modtagelsen af saa fornemme Gjæster, om end mange af disse klagede over Mangel baade paa Hus- og Hjerterum. Ved denne Lejlighed fik han nemlig Besøg baade af udenlandske og indenlandske Gjæster. Blandt de første nævnes Brudens Fader Markgrev Johan Alkymist af Brandenborg, Hertug Vilhelm af Brunsvig, Landgrev Ludvig af Hessen, Hertug Frederik af Bayern, Hertug Balthazar af Slesien, Grev Ernst af Holsten og flere; desuden Brudens Moder og hendes Faster Hertuginden af Brunsvig. Bruden og hendes kvindelige Ledsagere kørte gennem Sæland i 2 forgyldte Vogne, hvilket vistnok var et ukendt Syn i Danmark; formodenlig er de komne til Skibs til Kongsgaarden Gedsør paa Falster og derfra rejste videre over Land. Raadet fra de nordtyske Stæder var ogsaa indbudt og kom, som Detmar siger, ikke for Brylluppets Skyld, men for at faa Stadfæstelse paa Handelsprivilegier i Sverig, hvilket ogsaa opnaades Dagen før Brylluppet. Adelen i Kongens Riger fik ogsaa Indbydelsesbreve, af hyilke Hvitfeld har opbevaret os et for den jevne Stils Skyld; det viser, at Brylluppet oprindelig har været bestemt til den 29. Avgust, og lyder saaledes:

"Vider, at Vi med Guds Naade ville holde vort Bryllup første Søndag efter Bartholomæi Dag næstkommendes her udi Kjøbenhavn. Thi bede vi kærligen, at I rette eder der efter, saa at I kommer hid til os Søndagen før Bartholomæi Dag det seneste, saa at I fare ind med os imod vor Fæstemø, at I for Vor Skyld reder Eder kostelig ud med kostelige Klæder, Smykker og andre saadanne Stykker og med Eders bespændte Karm og fagre Heste og vel udredte Svende og gører Eder glade med os den Tid over og værer Gud og Os velkomne. In Christo valete."

Saa stor har Glæden dog næppe været for de Svenske og Danske; man fandt ikke Gæstfriheden tilstrækkelig og følte sig tilsidesat for Tyskerne, navnlig for den bayerske Adel, der formodenlig er optraadt med en Glans, man her


43

ikke kendte. At det en Tid har været anset for den allerfornemste Herkomst at nedstamme fra Bayern, ses af, at saa mange indfødte danske Adelsmænd siden paastod, at deres Forfædre var indvandrede med Kristoffer af Bayern. Den svenske Rimkrønike har følgende Beretning om dette Bryllup:

"De viedes baade (begge) om Søndag,
Dronningen krontes om Mandag,
ej fuldt tre Aar de samme bleve,
ingen Børn monne Gud dem give.
I Købmannehavn monne Brylluppet stande,
did komme mange af fremmede Lande,
Herrer, Fyrster og andre flere,
det Hof det kan ej prises mere,
thi det stod ej fulde Dage tre,
siden skulde hver sig selv forse
baade om Foder saa og om Mad,
deraf hørtes mange ond Lad.
De Tyske gaves nok hvor de vare,
men de Svenske maatte undvære,
de vorde og mest til Enden trykte.
Mange Svenske det fortykte (syntes ilde om),
gode Mænd og Kvinder baade,
at de vorde saa forsmaade.
Fredagen næst efter Herrerne adskiltes,
saa at hver for did han vilde,
dog holdt Kongen sit Raad tilsammen,
det gik Bayrerne da af Gammen.
Svenske og Danske vorde til Raade,
at de Kongen raadte og bade
at lade Bayrerne hjemfare,
de stædte dem der ej længer være,
thi af Guld, Sølv og fagre Heste
af alt fik Bayrerne det bedste,
baade Graaskind, Hermelin og Maar,
hvad de bad, det Kongen ej spared,
de finge og først Foder hvor Kongen gæsted,
af Kælder og Stegerhus det bedste." 1)

__________

1) Detmar II. 95-96. Svenska Medeltidens Rimkrøniker. Hvitfeld I. 837.


44

1447 forsynedes de kjøbenhavnske Handelshuse med mange fremmede Varer, idet Kongen opbragte en stor Mængde Skibe i Øresund og fratog dem deres Fragt, sandsynligvis fordi de ikke vilde finde sig i at betale Tolden ved Helsingør. Den svenske Rimkrønike 1) fortæller nemlig om Kongen: "

Af alle sine Riger samlede han Folk
og lod tage mangen Kog og Holk
af Hollænder og Engelske i Øresund,
de Købmænd angrer det lange Stund.
Han fik der Gods over al Maade,
des værre maatte Købmændene lade (give sig).
Mest alle de Hus i Købmanhavn vare
fyldtes med Graaskind, Voks og Købmandsvare."

Da Kristoffer af Bayern var død i Januar 1448 og Kristiern I. 28 Sept. var hyldet til Danmarks Konge paa Viborg Ting, kom han i Oktober til Kjøbenhavn, hvor han den 28de udstædte et Brev 2). Hans Giftermaal med Kristoffers Enke havde vel fra Begyndelsen været en Betingelse for hans Valg, men Brylluppet kom dog først i Stand næste Aar, da det holdtes i Frue Kirke i Kjøbenhavn 28. Oktober 1449 samtidig med hans Kroning. En Beskrivelse af Festlighederne paa latinske Vers findes i Otto Fabritius's Danais, trykt i Slesvig 1581. Ceremonierne, som de her beskrives, ligner vel meget dem, der fandt Sted ved Kristian IV's Kroning, der vel at mærke ikke havde fundet Sted 1581, men det er rimeligt, at slige Fester har vedligeholdt de samme Former i Aarrækker, ti flere Omstændigheder godtgør, at Fabritius støtter sin Beskrivelse paa virkelige Optegnelser. Først beskrives Kongens Overfart fra Nyborg til Korsør med dets kongelige Slot og dernæst Rejsen gennem Sæland til Kjøbenhavn, hvor Enkedronningen sad paa Slottet med de høje Mure. Da Festdagen kom, var der stor Glæde i

__________

1) Klemmings Udgave II. 250-51.

2) Regesta 3797.


45

Staden, der strødes Blomster i Gaderne, og Husenes Gavle behængtes med Kranse, medens man smykkede dem indvendig. Frue Kirke, som Forfatteren med en Anakronisme forsyner med et nyt Taarn, beklædtes forinden med Klæde paa Væggene og Højkoret med Purpur; 2 forgyldte Lysekroner glimrede af Lys, og Altret var overtrukket med rødt Klæde. Under Klokkeklang kom et festligt Optog fra Slottet. Foran gik to Trompetere og 2 Trommeslagere og efter dem den danske og holstenske Adel med Sværd ved Siden og iført lange Kapper; derpaa kom igen 12 Trompetere og 2 Trommeslagere fulgte af de Adelsmænd, der bar Kronregalerne umiddelbart foran Kongen, der red med sin Fader Grev Didrik af Oldenborg paa højre og sin Morbroder Hertug Adolf af Slesvig paa venstre Side. Kongens Skikkelse beskrives som ragende højt i Vejret over de andre og synlig for alle Tilskuere.

Da man var kommen til Frue Kirke, gik Kongen op i Koret og indtog sit Sæde med Biskoppen i Odense Henning Ulfeld paa sin venstre Side. Tilstede var ogsaa Rigens Hovmester Erik Ottesen (skal være Otto Nielsen) Rosenkrands og Marsken Klavs Rønnov." 1)

Kort efter kom Dronningen fra Slottet, ledsaget af en Skare fornemme Damer; hun bar en bræmmet Kappe, der var indvævet med Guld, Halskæder besatte med Ædelstene, og Haaret hang ned over Skuldrene, knyttet med gyldne Smykker. Da Kroningen var forbi, slog Kongen de mest fortjente Adelsmænd til Riddere, hvorpaa Musikken begyndte, og knælende foran Altret blev han og Enkedronningen viede; derefter vexlede de Guldringe, der var besatte med glimrende Ædelstene.

__________

1) Nævnes vel ikke udtrykkelig som Marsk før 1451 (se Diplom. Christierni I. S. 40), men at han var tilstede ved Kroningen ses af D. Mag. III. 323.


46

Derpaa rejste Rigens Hovmester sig, takkede Forsamlingen for den Ære, den havde vist Kongeparret ved sin Nærværelse, og Kongen gik nu ud af Kirken med Krone paa Hovedet, Scepter i Haanden og Sværd ved Siden, satte sig paa en prægtig Hest og red tilbage til Slottet, medens Adelsmænd bar en Himmel over hans Hoved gennem Byens Gader, hvor 400 Borgere stod i Række iførte Benklæder (caligæ, egenlig Støvler) af lysegul og rød Farve og væbnede med Spyd og tveæggede Økser. Dronningen kørte i en gylden Karm med 4 hvide Heste for, der var rigt prydede med Guld og skinnende Brystplader og med prægtige Fjer paa Hoved og Hale. Imidlertid dundrede Kanonerne fra Byens og Slottets Mure.

3 Dage tilbragtes nu paa Slottet i Fryd og Glæde. Paa den fjerde Dag holdt Kongens Gæster Ridderspil paa Gammeltorv (in foro patulo) og red mod hinanden med Spydstager, i hvilken Leg Kongen deltog. Priserne, der bestod af 2 Halssmykker, der var besatte med Ædelstene, og 4 "Kroner", der var vævede af det røde Guld, var stillede midt paa Torvet, og da Trompetskrald havde forkyndt Legens Slutning, uddelte 8 dertil udvalgte Møer Belønningerne til dem, der havde brudt flest Lanser.

6. September 1478 holdt Tronfølgeren, den senere Kong Hans, sit Bryllup i Kjøbenhavn med Kurfyrst Ernst af Sachsens Datter Kristine. Med et stort Følge, deriblandt hendes Farbroder Hertug Albert, 800 Heste og 42 Vogne kom hun til Warnemünde, Rostoks Havnestad, hvor Erkebispen af Lund Jens Brostorp og Marsken Klavs Rønnov modtog dem med et stateligt Følge af Adelsmænd og med en Flaade, der førte de fremmede over til Stubbekøbing. Derfra drog man over Land gennem Falster og Sæland, og da Toget var kommet uden for Kjøbenhavn, formodenlig ved Valby Bakke, red Kong Kristiern I. det imøde i Spidsen for 500 Ryttere, der var iførte brune Klædninger med hvide og blaa Striber. Da Kongen havde hilst paa Prinsessen og hendes Følge og


47

budt velkommen, vendte han om og red henimod Staden. Nærmere ved denne kom Prins Hans i Spidsen for 700 Ryttere i Klædninger af grønt Klæde med brune, blaa og hvide Striber. Toget maatte atter holde og modtage Prinsens Velkomsthilsen, og nu fulgtes alle ad gennem Byen ind paa Slottet.

Vielsen foregik i Frue Kirke paa en Søndag, og selvfølgelig har Festen været ledsaget af de sædvanlige Festligheder. Fredagen efter skiltes Brudeskaren, og det berettes, at Kongen gav sine Gæster ved Afskeden mange kostbare Gaver, saasom henved 100 udsøgte Heste og Pelsværk af Maar, Los og Hermelin. For at faa Lejlighed til at se Landet og undgaa Sørejsen i de stormfulde Efteraardage, foretrak Gæsterne at rejse hjem til Lands; Kongen lod dem ledsage til Lybæk og gav dem fri. Underholdning undervejs. I Lybæk blev Hertugen af Sachsen prægtig modtaget og om Aftenen stod han paa Raadhuset og saa sine Hofsinder holde Ridderspil paa Torvet 1). Der er endnu en Vise bevaret, der formodenlig efter gammel Vis er afsungen ved Prinsens Bryllup, men som iøvrigt anses for en mat Efterklang af de gamle Viser, idet det af S. Grundtvig er bevist, at der siden Valdemar Sejrs Tid er forfattet saadanne kongelige Bryllups viser 2). Den begynder saaledes:

Kong Hans han sidder paa Kjøbenhavn,
han lader de Lønbreve skrive,
sender han dem til Nørrejylland,
Hr. Erik Ottesen at give.

Der berettes dernæst, hvorledes denne og flere fornemme Adelsmænd drog til Meisen, bejlede til Prinsessen og førte hende til Søs til Danmark.

__________

1) Hvitfeld: Kristiern den Førstes Krønike S. 272-74. I en gammel Krønike (Rørdams Mon. I. 285) nævnes følgende Priser paa den Tid: 1 Td. Smør 6 Mk., 1 Td. Honning 8 Mk., en fed Ko 3 Sk. Grot, en fed Okse 6 Sk. Grot, et fedt Lam 3 Grot.

2) Danmarks gamle Folkeviser III. 616.


48

Imellem Roskild og Kjøbenhavn,
der er saa bredt et Land,
der tog Kongen af Danmark
sin allerkæreste i Favn.

Ikke en Maaned efter Brylluppet, 4. Oktober stiftede Kongen Kjøbenhavns Universitet, der blev indviet 1. Juni 1479. 1)

21. Maj 1481 døde Kristiern I. paa Kjøbenhavns Slot og blev ført derfra til Roskilde Domkirke.

I Foraaret 1483 var der en Herredag samlet i Kjøbenhavn, og under denne blev Kong Hans og Dronningen kronede i Frue Kirke af Erkebiskop Jens Brostorp Pinsedag 18. Maj. Foran Højalteret slog Kongen dernæst flere til Riddere og førtes i Procession tilbage til Slottet, hvor der i mange Dage holdtes Gilde og paa Torvet (Gammeltorv?) Ridderspil, hvor man rendte med Spyd imod hinanden 2).

1484 var der saa hæftig en dødelig Sygdom i Danmark baade blandt Mennesker og Kvæg, at man regner at over Halvdelen bortdøde, tillige var dermed forbundet Dyrtid 3).

1485 stadfæstede Kong Hans de Privilegier, som hans Fader og Forgængere havde givet Kjøbenhavn, og tog Borgmestre, Raad, Borgere og Menighed i sin kongelige Fred, Hegn, Værn og Beskærmelse, foruden at han gav flere Bestemmelser; bl. a. forbød han at stævne nogen Borger for nogen anden Domstol end den i Staden selv 4).

1494 lod Kongen sin Renteskriver Anders fængsle i Blaataarn paa Slottet paa Grund af Mistanke om bedragerisk Adfærd, og skønt Manden vel tilstod sin Brøde paa Pinebænken, men bagefter genkaldte Tilstaaelsen, lod Kongen ham dog hænge udenfor Staden; de stærke Anfald af

__________

1) Kjøbenhavn i Middelaldren S. 273.

2) H. Svaning: Refutatio calumniarum Bl. N. 4. Hvitfeld Kong Hanses Krønike S. 31-32.

3) H. Svaning: Refutatio Bl. Q. 3. Mansa: Folkesygdomme S. 115.

4) K. D. I. 321.


49

Melankoli, som Kongen siden led af, tilskrev man hans Anger over denne Domfældelse 1).

Sidst i Maj 1497 blev Prins Kristiern, der da var 16 Aar gammel, hyldet i Kjøbenhavn, men der findes ikke nogen nærmere Omtale heraf bevaret 2). -Medens Kongen i dette Aar i November blev kronet i Stokholm, fik han Underretning om, at Dronningen paa Kjøbenhavns Slot havde født en Søn, der fik Navnet Frans.

22. Juni 1502 foregik i Kjøbenhavn en Begivenhed, der gjorde et stærkt Indtryk baade her og i hele Riget. Rigens Hovmester, den vigtigste Mand efter Kongen, Povl Laxmand, var med en Del af Flaaden netop kommen fra Sverig og førte vigtige Forhandlinger med Kongen. Da han nævnte Dag vilde gaa fra Slottet til sit Hjem, blev han paa Højbro anfalden af 2 Adelsmænd, Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen, der havde lagt sig i Baghold for ham. De saarede ham dødelig og kastede ham i Stranden med de Ord: du hedder Laxmand, svøm nu, som din Art er. Kongen var i Begyndelsen fuld af Deltagelse, var selv tilstede ved de Sjælemesser, der i Stadens Kirker og Klostre holdtes for hans Sjæls Frelse, og lod siden sin Vogn ledsage Liget til Helsingør, hvor det blev begravet. Det var paa Slottets Grund, Mordet blev begaaet, hvorfor det paahvilede Befalingsmanden paa dette at forfølge Morderne, men disse slap bort. Da nu Kongen kort efter paa Sælands Landsting beskyldte Povl Laxmand for Forræderi i sit Forhold til de Svenske, blev Kongen almindelig anset for at være skyldig i det morderiske Overfald 3). Povl Laxmand nød vistnok stor Anseelse i Kjøbenhavn, mange var saaledes de Gaver, hvormed han fra Tid til anden havde betænkt Stadens Kirker.

__________

1) H. Svaning: Refutatio Bl. R. Rørdam: Monumenta I. 321.

2) Allen I. 647.

3) Allen I. 282-90. Paludan-Müller: De første Konger af den Oldenborgske Slægt S. 221-31.


50

Samme Aar maa her have været en større Forsamling af adelige, ti i et Brev fra Esbern Skriver til Movrids Gyldenstjerne fra sidst i Avgust omtales saaledes, hvorledes Prins Kristiern efter Tilbagekomsten fra Toget i Norge blev slaaet til Ridder af sin Fader. Forud gik en Dystrenden, hvor den unge Herre red med en Greve, saaledes at begge lettedes af Sadelen 1). Paa den Tid holdtes slige Ridderspil paa Vingaarden, omkring hvilken der var en stor aaben Plads 2). Ved en saadan Dystrenden gik det ofte haardt til, og man kunde let miste Liv og Lemmer. Saaledes var der i Aaret 1517 opkommen Avind imellem den danske Ridder Iver Lunge og Jørgen Tegnagel fra Burgund, som havde foræret Kongen et udmærket Kyrads, der blev meget beundret, og de søgte den samme Post i Hæren ved det forestaaende Tog til Sverig. Kongen raadede dem til at udjevne deres Tvist og prøve hinandens Vaabendygtighed ved en Dystrenden i Vingaarden. Iver Lunges Lanse blev brudt i hans Modstanders Hjelmnæt, dennes Hest blev sky, løb imod Skranken og Muren, hvorved Lansespidsen stødtes ind i Jørgen Tegnagels Øje, og han sank død til Jorden 3).

18. Maj 1504 sluttedes i Kjøbenhavn en Stilstand med Sverig paa et Aar, ved hvilken Lejlighed Biskop Mathias af Strengnæs og Bengt Ryning mødte paa Sverigs Vegne, for uden en stor Hob af de ypperste Svenske 4).

S. Klare Dag, 12. Avgust 1505, indviedes S. Klare Kloster, der var grundlagt navnlig af Dronning Kristine, men ogsaa ved milde Gaver fra Kongen og adelige, der var indsamlede i Løbet af flere Aar 5).

17. Avgust 1509 sluttedes i Kjøbenhavn en endelig Fred med Sverig, ved hvilken en aarlig Sum bestemtes til Kong

__________

1) Saml. til den danske Adels Historie paa kgl. Bibl. Fasc. 55. Allen II. 539.

2) Se Kjøbenhavn i Middelaldren S. 263-65.

3) Allen III. 229-30.

4) Allen I. 344. Rørdams Monumenta I. 526.

5) Jfr. Kjøbenhavn i Middelaldren S. 170.


51

Hans og Dronning Kristine, indtil de Svenske besluttede sig til at hylde enten ham eller hans Søn Kristiern 1).

1510 udbrød en Krig med Lybæk, ved hvilken de danske Kyster udsattes for alvorlig Fare. Seks lybske Skibe kom i April i en Træfning med 3 danske ved Gedsør, der maatte søge Kjøbenhavns Red og lægge sig indenfor Rævshalegattet, hvorpaa Lybækkerne gjorde Landgang paa Langeland. Noget senere anfaldt de med en større Flaade Møn, hvor de sloges tilbage fra et Angreb paa Stege, og sejlede gennem Sundet til Helsingør, medens Kong Hans selv var tilstede med Krigsmagt paa Kysten, hvorfor der ingen Landgang forsøgtes, men det var næppe Lysten, der fattedes Lybækkerne til at gaa løs paa Kjøbenhavn, som deres Forfædre saa ofte havde gjort 2).

Kong Hans havde store Fortjenester af Kjøbenhavn, navnlig Orlogsværftet paa Bremerholm. Allen betragter ham som den egenlige Grundlægger af en selvstændig dansk Orlogsflaade. Han synes selv ikke alene at have haft megen Interesse derfor men ogsaa særlige Indsigter i Skibsbygningsvæsenet. Der var vel kongelige Skibsbyggerier i flere af Rigets Søhavne, men Hovedværften var i Kjøbenhavn 3). Ved sit jevne Væsen og danske Sind nød han Folkets Yndest; Hvitfeld giver saaledes følgende Skildring af ham: "Han var en passelig høj og fireskudt Mand med et bredt og tykt Liv og Bryst, trindlagt i Ansigtet og vel beskikket Legeme; han førte ingen Hoffærdighed i sine Klæder, at man paa Klæderne næppelig kunde skælne ham fra en af de andre Hofsinder. Han var ikke overflødig i Mad og Drikke, drak og ikke heller gærne, men hans Drik var mesten dansk Øl, og aad gærne gammel Mad efter dansk Vis, uden der kom fremmede Gesandter eller Rigens Raad og gode Mænd til ham, at han da skulde have dem til Gæst, da vidste han vel at traktere og fare med dem paa kongelig Vis, som det god Skik og Hæld kunde

__________

1) Allen I. 431.

2) Allen I. 520-22.

3) Allen I. 561-63.


52

have; at intet fattedes, som hørte til en kongelig Pragt og Herlighed. Og selv sad han da hos dem til Bords klædt udi en lang vid Gyldenstykkes Kjortel, som slog "ned til Skoene, bunden og omgjordet i Midjen, og havde en dansk Kaarde ved Siden, ti saadanne Sværd, efter gammel dansk Vis, gik han altid med og holdt sig altid baade med Klæder og Værge efter god gammel tarvelig dansk Sædvane og vilde ikke gærne tage paa nogen ny Vis og Skik, som nu desværre meget brugeligt er." 1)

Man kender ogsaa hans Forhold til Borgmester Hans Bogbinder, og hvorledes han vilde opdrage sin Søn ved Omgang med Borgerstanden, i hvilken denne ogsaa erhvervede sig saa mange Venner. Hans Bogbinders Sønner blev Kristierns trofaste Tilhængere til Døden. Det er ogsaa bekendt, hvorledes den unge Prins stjal sig ud af Slottet om Natten med nogle Venner, brød ind i Borgernes Huse og gjorde Optøjer paa Gaderne. Magistraten fik Nys om Sagen og paalagde Vægterne at lade det passere i nogen Tid. Men da Udskejelserne tog til og Borgerne klagede, aabenbarede Raadet Sagen for Kong Hans, der alvorlig revsede sin Søn. Kristiern blev ikke den sidste Prins, der tillod sig slige Udskejelser.

Om Efteraaret 1512 kom der underlige Rygter til Byen fra Slottet. Om Natten hørte man Lyd som af Hunde, der var i Slagsmaal, uagtet alle Hunde var i Staldgaarden. Dørene til Slotskapellet sloges op og i, dybe Suk som af et sygt og sorgfuldt Menneskebryst lød omkring i Bygningen. Slotsherren vaktes ofte af stort Bulder og Støj. Alterklæderne, som Klokkeren om Aftenen havde udbredt paa Alteret i Kapellet, laa om Morgenen sammenrullede og i forstyrret Tilstand. Kongen selv havde under et Gæstebud læst i en Almanak, at dette Aar skulde en mægtig og navnkundig Potentat dø, hvorover han en Stund blev stille, men

__________

1) A. Hvitfeld: Kong Hanses Krønike S. 306-7.


53

slog dog de sørgmodige Tanker hen i Skæmt, hvorimod de hossiddende fyldtes med bange Anelser 1).

Kort efter drog han til Jylland, hvor han, efter at være falden i Tarm Kær, forkølede sig og døde i Aalborg.

__________

1) A. Hvitfeld: Kong Hanses Krønike S. 301.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: lør jan 15 19:45:09 CET 2005
Publiceret: lør jan 15 19:45:06 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top