eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > KHB > Kjøbenhavn i Middelalderen.

Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse I

Kjøbenhavn i Middelalderen
    - kap. IV

Kbh., G. E. C. Gad, 1877

Oluf Nielsen (1838-1896)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er udgivet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

IV. Strid om Ejendomsretten til Kjøbenhavn.

Erkebiskop Absalon var baade Fædrelandets trofaste Forsvarer og Kirkens nidkære Stridsmand. Han indsaa, at Kirkens Myndighed først da var grundfæstet, naar den kunde

[27]

28

forene den verdslige Magt med den aandelige, og han gav derfor de ham af Kong Valdemar skænkede Ejendomme til Roskilde Bispestol. Dette havde Kongen næppe tænkt sig, og denne Handling fremkaldte vistnok mange Betænkeligheder hos Rigets Stormænd og hos Valdemars Søn og Efterfølger. Vi véd ikke hvilket Aar dette skede, men det er formodenlig umiddelbart derefter at Absalon udvirkede Pave Urban III's Stadfæstelse 21 Okt. 1186. Heraf ses, at Absalon i sin Levetid forbeholdt sig Borgen, medens det øvrige Gods og andre Ejendomme, som hans Borgfoged Niels havde erhvervet i Falster og Sæland, uden Tvivl straks tilfaldt Bispestolen. Man maa antage at der er blevet indvirket paa Absalon forat faa ham til navnlig at overgive Borgen til Kongemagten, da man saa, hvor stærk og vigtig en Fæstning den var, men han har ventelig ment at i Kirkens Haand vilde den være et endnu stærkere Værn for de Interesser, der opfyldte hans Sind, end hvis den verdslige Magt ejede den. Men han tog Fejl, Kjøbenhavn blev i lange Tider en Kilde til Tvedragt mellem Kongen og hans gejstlige Undersaat.

Da Pave Urban var død, fik Absalon hans Efterfølger Clemens III's Stadfæstelse paa sit Gavebrev, 1) og da han selv 1191 ophørte at være Biskop i Roskilde, hvilken Stilling han, som bekendt, havde forbundet med den som Erkebisp, fik han den pavelige Legat Centius, der da netop opholdt sig i Danmark, til at give en ny Stadfæstelse, ligesom denne ogsaa i hans Levetid gav ham fri Raadighed over Kirken i Kjøbenhavn, i Brønshøj og paa Amager, hvilke Ahsalon tidligere havde henlagt under Borgen, medens de efter hans Død straks skulde tilfalde Biskoppen i Roskilde, med andre Ord, Patronatsretten skulde være Bispestolens. Sandsynligvis har Absalon forsynet disse 3 Kirker med ny Bygninger. Det hedder videre i Centius's Brev, at da han indsaa, at Hensyn baade til Sælændernes Tarv og Rigets Gavn ofte krævede

__________

1) Dette er ikke bevaret, men dets Tilværelse ses af K. D. I. 3.


29

Absalons Nærværelse i Sæland, skulde den, der lovlig efter Kirkeretten indsattes til Biskop i Sæland, have fælles Bord med Absalon, saa ofte han var tilstede, og yde ham den Hæder og Ærbødighed, som en Søn skyldte sin Fader. Til Biskop i Roskilde udnævntes derpaa Absalons Fætter Peder Sunesen. For ham udvirkede Absalon en Bulle fra Pave Cølestin III af 12 Feb. 1193, hvorved det forbødes ham og hans Efterfølgere at afhænde Borgen fra Bispestolen efter Absalons Død, ligesom han stadfæstede det ovennævnte af Centius udstædte Brev.

Den næste Pave Innocens IV stadfæstede samme Aar, som han tiltraadte, 1198, Absalons Gavebrev, saa denne ved sin Død 1201 kunde se Bispestolen i Besiddelse af saa trygge Adkomstdokumenter, som det var muligt at skaffe til Veje. Det er mærkeligt, at Kong Valdemars Gavebrev til ham aldrig omtales som tilværende under de følgende Stridigheder; det har formodenlig dog kunnet gøres til Genstand for forskellig Opfattelse, om Absalon ifølge dette havde fuld Ret til saaledes at afhænde den af ham anlagte faste Borg.

Andreas Sunesens Efterfølger og Brodersøn Peder Jakobsen døde paa en Pilgrimsfærd til det Hellige Land og efterfulgtes 1225 af Niels Stigsen, ogsaa af Absalons Æt. Mellem ham og Kong Erik Plovpenning opkom en heftig Strid, under hvilken Biskoppen i Efteraaret 1247 maatte forlade sit Stift og ende sine Dage i Udlandet. Grunden hertil opgives vel intet Sted udtrykkelig, men i de Pavebreve, der omhandler dette Forhold, kommer Kjøbenhavn stadig frem, og det er en højst sandsynlig Antagelse af Dr. Helveg, 1) at Hovedgrunden til Trætten netop var Besiddelsen af Kjøbenhavn; af Frygt for Kongen, hedder det i den Forestilling om Sagen, som Paven havde, var Biskoppen gaaet i Land-

__________

1) Danmarks Kirkehistorie før Reformationen I. 568 flg.


30

flygtighed, og Kong Erik havde bemægtiget sig Borgen Kjøbenhavn og andre Ejendomme, der tilhørte Bispestolen; dette fremføres i de forskellige Breve, hvori Paven overdrager Gejstlige at afsige Voldgiftskendelser eller sørge for at disse traadte i Kraft. Men den fordrevne Prælat kom ikke tilbage, og hans Efterfølger Jakob Erlandsen fik en pavelig Legat med sig fra Rom, der ifølge en pavelig Bulle af 18 Maj 1250 skulde sætte igennem at Kjøbenhavn og Bispestolens øvrige Gods blev givet tilbage; kunde dette ikke ske med det gode, skulde der lyses Band over dem, der røvede Biskoppens Gods.

Erik Plovpenning dræbtes saa kort efter, 10 Avgust, at den pavelige Bulle næppe er kommen ham i Hænde; derimod maatte hans Efterfølger Kong Abel under de vanskelige Forhold, der havde skaffet ham Tronen, se at komme til Rette med Bispestolen, hvorfor vi ogsaa finder, at Kjøbenhavn næste Aar var i Biskoppens Besiddelse, ti et Pavebrev af 7 Marts 1251 omtaler Kjøbenhavns Borg og omliggende Byer, der hørte til Bispens Mensalgods og som var blevne opbrændte og plyndrede af Lybækkerne 1248, hvorfor det overdroges Franciskanernes Provincialminister at lyse Band over disse, indtil de havde godtgjort Biskoppen den ham tilføjede Skade. Paa samme Betingelse lovede Biskoppen og Domkapitlet dem Tilgivelse under 26 Juli og 30 Sept. 1253.

Jakob Erlandsen gav Byen dens første Stadsret 1254. Under de voldsomme Stridigheder, der opstod efterat denne Mand var bleven udvalgt til Erkebisp, kom Kjøbenhavn atter en kort Tid i Kongens Magt, ti den ny Biskop Peder Bang flygtede til Rygen efterat have forkyndt almindeligt Interdikt for sit Stift fra Kjøbenhavns Borg, hvorpaa Kongen inddrog hans Ejendomme. Biskoppen bevægede den rygiske Fyrste Jarmer til at sætte sig i Spidsen for en Hær, der 19 eller 20 April 1259 indtog Kjøbenhavn og brød gennem Stadens Befæstning paa det Sted mellem Vester- og Nørreport, der længe efter hed Jermers Gab og hvorefter Helmers


31

Bastion har Navn. Borgen belejredes, indtoges og blev nedbrudt. Et Pavebrev af 29 Marts 1260 byder Biskoppen af Sverin, at han under Bandsstraf skulde tilholde de Lægmænd af Roskilde Stift (Ryboerne), der havde nedbrudt Kjøbenhavns Borg, at de selv skulde genopføre den og godtgjøre Bispen den Skade, han havde lidt. Her har Biskoppens Venner altsaa gaaet videre end han selv ønskede.

Skønt Kjøbenhavn under de urolige Tider i det 13de Aarhundrede maaske oftere har været besiddet af Kongen, saa findes i alle Fald ingen Vidnesbyrd derom, og man faar nu i lang Tid, kun Oplysning om, at det er Biskoppens Borg og Stad. 18 Feb. 1293 forlenede Biskoppen saaledes sin Staller Absalon med Borgen og dens tilliggende, og denne gjorde igen Tue Jakobsen til sin Foged. Da sad paa Bispestolen Johannes Krag, der havde faaet denne Stilling 1290 imod Kongens Ønske. Han gav en ny Stadsret 29 Januar 1294, der vistnok har fremkaldt megen Misfornøjelse, navnlig ved den Bestemmelse der begynder den, at ingen Gilder, hemmelige eller aabenbare, eller nogen som helst andre lignende Sammenkomster maatte holdes i Staden, Paa den Tid var den hæftige Strid mellem Kongen og Erkebiskop Jens Grand, paa hvis Parti den roskildske Biskop stod. Det er derfor rimeligt nok, at Kongen har staaet bagved det Oprør, der 1294 eller følgende Aar opstod i Staden. Biskoppen var netop tilstede paa Borgen, da der samledes en Hob udenfor denne med truende Ord og Voldshandlinger, medens man ringede med Stormklokkerne. En Del af Hoben var væbnet og med Blider blev der skudt skarpe Pile mod Borgen, dog uden at man kunde udrette noget imod den. Om Natten holdt Oprørerne Raad paa Nikolaj Kirkegaard og næste Dag holdt de Raadstuemøde, hvor der opsattes Klagepunkter imod Biskoppen, hvilke derpaa overgaves til Kongen, "hvis Naade samme Biskop ikke havde paa den Tid". Desuden holdt man de af Biskoppen forbudte højtidelige Gildelag. Hvorledes Oprøret blev dæmpet, om det er Band-


32

straalen eller Kongens Mangel på a Evne til at staa Borgerne bi j vides ikke, men 30 Januar 1296 maatte Raadet paa Byens Vegne udstede den Tilstaaelse, at det offenlig havde aflagt Ed paa i Fremtiden at ville overholde Biskoppens Paabud, baade de ældre og dem han gav i Fremtiden med sit Kapitels Samtykke. Desuden skødede det til Biskoppen alle Grunde, Huse, Klokker, Indkomster, kort sagt alt hvad de omtalte Gilder ejede. De Grunde i Byen, der ikke hidtil havde ydet Jordskyld, og nogle Jorder udenfor Gravene skødedes dernæst til Biskoppen, dog skulde de nuværende Beboere og deres Arvinger beholde dem, men i Fremtiden aarlig yde af de første 6 Penninge og af de sidste 1 Sk. eller 12 Penninge; denne Afgift henlagde Biskoppen til det ny Hospital, han havde begyndt at bygge i Staden. Ved denne Afhændelse opnaade Biskoppen at blive godkendt som Herre over hele Bygrunden, idet der med Herligheden over Jordskyld var forbunden den Ret, at naar Grundene gik ud af Familien maatte de tilbydes Biskoppen først inden de kunde sælges til fremmede. Iøvrigt hører vi aldrig siden til denne Afgift og den er formodenlig eftergivet ved en eller anden Lejlighed; 80 Aar efter ydedes den ikke mere. Det er mærkeligt, at et Pavebrev, der stadfæster et Forlig mellem Biskoppen og Borgerskabet, er dateret 17 Sept. 1295, altsaa 4 Maaneder førend ovennævnte Forlig kom i Stand, saa enten har der været en foreløbig Overenskomst, som Paven stadfæster eller ogsaa er et af Brevene urigtig dateret. Borgerne er her dømte efter Stadsrettens § 29, ifølge hvilken den der gjorde sig Umage for, at Staden kunde faa nogen anden Herre end Biskoppen i Roskilde, skulde have sin Ejendom forbrudt og drives med Vanære ud af Staden, men Naade er dog gaaet for Ret, idet de slap med fra Selvejere at blive Arvefæstere. Endelig er det formodenlig ved denne Tid, at der formuleredes en Ed som hvert tiltrædende Medlem af Raadet skulde aflægge. Snart efter, 9 Marts 1299, fik Biskoppen en ny pavelig Stadfæstelse paa Absalons Gave,


33

nemlig paa Byen Køpmannehafn og "det halve Herred i hvilket den ligger".

1328 tilstod Ridder Ingvar Hjort at have faaet i Len af sin Broder Biskop Jens Hind Kjøbenhavns Slot og By og den østerste Gaard der, kaldet Østergaard, tilligemed Byerne Serridslev og Solbjerg, med Boskab og Afgifter, men han forpligtede sig til at overdrage det hele igen til Biskoppen, naar denne krævede det, eller til Kapitlet i Roskilde i Tilfælde af dennes Død; den samme Tilstaaelse udfærdigede han med Hensyn til Indboet paa Slottet og Østergaard. Næste Aar skede det, at Kong Kristoffer ledsaget af sin Broder Johan igen kom ind i Riget, efterat den sønderjydske Valdemar, der ved Holstenernes Hjælp i nogle Aar havde beklædt Tronen, igen havde nedlagt Spiret. Da de kom udenfor Kjøbenhavn, red Ingvar Hjort dem imøde og da Kongen spurgte, hvorledes han turde driste sig til at komme for hans Øjne, hvem han tidligere havde fornærmet saa groft, svarede han at han ønskede Forsoning og vilde overgive Kjøbenhavn, hvorfor han straks stillede Borgen. Men Grev Johan vilde have Sikkerhed for sit Tilgodehavende hos Kongen og sendte i en Hast Folk i Forvejen, som tog Slottet og Byen i Besiddelse paa Kongens Vegne. Da Kristoffer nu kom henimod Byen, saa han at det holstenske Nelleblad blev stukket ud og blev saa forbitret at han øjeblikkelig vendte om og forlod Sæland. Saaledes fortæller Hvitfeld. Nu var det for lange Tider ude med Bispens Herredømme over Kjøbenhavn, ti det fremmede Regimente, som da paafulgte, spurgte ikke efter Adkomstbreve. Kristoffer var dog i Kjøbenhavn 21 Sept. 1329, 1) og 12 Nov. samme Aar pantsatte han til Grev Johan Skaane, Sæland, Laaland og Sjettedelen af Skatterne af Fyn og Jylland, foruden at han gav ham Femern til arveligt Len. Dette Forhold fandt endnu Sted ved Kristoffers Død 1333 og ved Valdemar Atterdags

__________

1) Suhm XII. 182.


34

Tronbestigelse 1340. Efter Ingvar Hjorts Død omtrent 1334 1) tog Roskilde Kapitel 10 Januar 1337 Vidisser paa hans Forpligtelse for sig og sine Arvinger til at levere Lenet fra sig igen, men selvfølgelig har den tydske Panthaver intet Hensyn taget hertil. Vi finder tvært imod fra den Tid tydske Lensmænd, saaledes den voldsomme Ridder Eggert Brokdorf 2), til 1332 Høvedsmand paa Helsingborg; 1338 havde Henrik Wend Slottet og Byen i Befaling og 1340 giver Markvard Stove den ældre og Otto Golenbæk, Høvedsmænd i Kjøbenhavn, paa deres Herre Greven af Holstens Vegne Lybækkerne Tilladelse til i dette Aar at komme til Kjøbenhavn til Sildefangst og paa Handlens Vegne.

Da Valdemar Atterdag havde besteget Tronen, maatte hans første Bestræbelser gaa ud paa at faa det pantsatte Land indløst. Forat vinde Fodfæste i Sæland var Kjøbenhavn ham af største Vigtighed, og vi finder derfor hans Tilstaaelse af 16 Januar 1341, at Biskop Jens Nyborg i Roskilde havde overladt ham Kjøbenhavns Slot og By indtil 6 Dec. næste Aar; derimod fik han ikke Amager eller de 2 nærmeste Herreder med, hvilke formodenlig har ligget under Slottet. Borgerne i Byen maatte ikke betynges med Paalæg, ej heller fanges eller fængsles, og den Kongen betrode Slottet og Byen skulde vise dem de sædvanlige Tjenester. De gejstlige maatte ikke fornærmes i deres Rettigheder. 11 Feb. 1341 stadfæstede Kongen Borgerne alle de Privilegier, som fremfarne Konger havde givet dem, til Tak for den Uforsagthed og Troskab, som de havde vist ham og hans. Hvori disse Fortjenester har bestaaet, véd vi nu ikke. Kjøbenhavns Besiddelse i 2 Aar har imidlertid ikke kunnet yde Kongen den tilstrækkelige Understøttelse, hvorfor han endnu i den første Halvdel af 1341 pantsatte Biskoppen det

__________

1) S. R. D, IV. 530. 2) K. D. I. 73. Dette Brev er dateret omtrent 1333, men den rette Datum kan vel gærne være efter Ingvar Hjorts Død.


35

ødelagte Søborg Slot og 5 Herreder i Sæland, fordi han velvillig havde overdraget ham til Indløsningen af hans Land Kjøbenhavns Slot og Stad, Amager samt Bispegods paa Rygen og Møn; dette Gods havde Kongen igen pantsat til Markvard Stove "og andre" for 7000 Mk. rent Sølv; da vi endnu 1342 finder Markvard Stove og Otto Golenbæk som Høvedsmænd paa Kjøbenhavns Slot, maa den sidste vel være forstaaet under Udtrykket "og andre". Hvis Søborg og Herrederne paa nogen Maade med Vold eller paa anden Maade blev fratagne Biskoppen, vilde Kongen inden 1 Aar indløse Kjøbenhavn og det andet Gods, der var pantsat til Sælands Indløsning og Befrielse.

Kong Magnus Smek i Sverig overtog derpaa Pantet Kjøbenhavn, men han havde det ikke længe, ti i Valdemar Atterdags Fredslutning med ham 2 Avg. 1343 bestemtes, at Erkebispen skulde have Kjøbenhavns Slot, Byens Taarn og hele Byen med Amager og tilliggende Herreder i sin Værge, indtil de 24 Voldgiftsmænd, der skulde møde i Varberg og bestemme de 2 Kongers Mellemværende, afgjorde hvem det skulde tilhøre. Ved det omtalte Møde 18 Nov. samme Aar overtog Valdemar ovennævnte Pant for de 7000 Mk., medens han afhændede alle Provinser østen for Øresund til Magnus Smek.

Biskop Jens i Roskilde døde 1344 og hans Efterfølger Jakob 1350. I den sidstes Tid hører vi ikke Tale om Kjøbenhavn; Kongen har besiddet den, og i de besværlige Tider vilde det ogsaa have været til ubodelig Skade for Landet, om han ikke havde haft Raadighed over denne vigtige Fæstning. Den ny Biskop Henrik Gertsen erkendte ogsaa dette, ti 21 Nov. 1350 kundgjorde han ved et Brev, at Kong Valdemar ikke alene havde udrevet Kirken, Kleresiet og Folket af Fjendens Trældom, af hvilken de en Tid var nedtrykte, men ogsaa udløst hans Forgænger og Kirkens undergivne af Fangenskabets Aag med adskilligt Tab og Udgift, hvorfor han for sin Livstid overdrog Kongen Slottet og Byen


36

med deres Tilliggende, som han hidtil havde haft det, foruden Biskoppens Gods i Serridslev og en Mølle sammesteds.

18 Okt. 1368 døde den fædrelandssindede Biskop Henrik og nu skulde Kjøbenhavn altsaa falde tilbage til Bispestolen, men for Øjeblikket var dette af ingen Betydning, ti 2 Maj samme Aar havde Hansestædernes Flaade indtaget baade By og Slot, hvilket sidste blev nedbrudt. Efter Fredslutningen kunde der ej heller blive Tale om at udlevere Kjøbenhavn, dertil var Valdemar Atterdags sidste Aar altfor urolige. Men næppe var han død, førend Biskop Niels Jepsen inddrog det under Bispestolen. Siden kom stor Tvist om den Maade, hvorpaa han fik det; det hed sig at det ikke skede efter Lands Lov og at han tog det "med Vælde". Det skede i alle Fald med Dronning Margretes Samtykke, ti ikke alene undlod hun at gøre Indsigelse, men 7 Dec. 1375 skænkede hun Biskoppen Næbbe Slot og pantsatte ham Sømme og Ramsø Herreder foruden de kongelige 3 Fjerdedele af Roskilde for 3000 Mk. rent Sølv, som Godtgørelse for den Skade som Bispestolen havde lidt ved, at Kong Valdemar gennem hele sit Liv havde nydt Indtægten af Kjøbenhavns By, og for Slottet, der var ødelagt og jævnet med Jorden i hans Krig med de tydske Stæder, for Bispegodset paa Rygen og Møn, som han havde pantsat, og for Kalke han havde faaet fra Sælands Kirker og Klostre til at indløse Vordingborg for, samt for hans Sjæls Frelse. Dette Brev stadfæstede Kong Olav 7 Maj 1376. Efter 47 Aars Forløb kom Kjøbenhavn saaledes tilbage til Bispestolen, og der blev umiddelbart efter optaget en Jordebog over Staden, der indførtes i den almindelige Jordebog over Bispestolens Ejendomme. Under 27 Nov. 1397 gav Biskop Peder Jensen Lodehat Dronning Margrete og Kong Erik Kvittering for Godtgørelse for den Skade, som Bispestolen havde lidt i Kong Valdemars Tid, og stadfæstede et lignende Brev udstædt af Biskop Niels, ifølge hvilket Dronningen fik igen alle kongelige Personers Forpligtelsesbreve til Kirken, der-


37

iblandt et hvori Kong Valdemar udsagde, at han laante Kjøbenhavn af Kirken. Ligeledes fik Dronningen igen ovennævnte Pantebreve, der var givne som Godtgørelse for Bispestolens Tab i hendes Faders Tid.

I den følgende Tid var Bispestolen i uhindret Besiddelse af Kjøbenhavn. Saaledes tilstod Ridder Folmer Jakobsen 6 Dec. 1394 at have faaet Godtgørelse for den Skade han kunde have lidt, da han havde Kjøbenhavns Slot og Len af Biskop Niels. 30 Okt. 1403 udbetalte Anders Lavridsen, "Høvedsmand paa Kjøbenhavns Hus", paa Biskoppens Vegne en Sum Penge til ovennævnte Folmer Jakobsen, og i Aarene 1407 og 1411 bortskødede Biskoppen Grunde i Bjørnebrogade.

Biskop Peder Jensen Lodehat døde 19 Okt. 1416, og nu fandt Kong Erik af Pommern Lejligheden gunstig til at opfordre Roskilde Domkapitel til at overlade ham Kjøbenhavn. Han truede Kapitlet, at hvis det ikke vilde overlade ham eller "nogle Herrer" (Rigens Raad) Slottet, vilde han konfiskere det rørlige og urørlige Gods, som tilhørte Biskoppens Bord og Kapitlet, og dette. maatte falde til Føje efter først at have udstædt en alvorlig Protest 5 Nov. 1416. 8 Nov. derefter kom den Overenskomst i Stand, at Slottet skulde overgives til en Biskop af Rigens Raad, indtil en ny Biskop i Roskilde blev valgt; denne sidste skulde da gøre Krav paa at faa Slottet overleveret, og da skulde en Kendelse afsiges af Erkebispen og 5 Biskopper og Prælater af Rigens Raad, som Biskoppen skulde udnævne, samt af Ridder Axel Pedersen og 5 verdslige Medlemmer af Rigens Raad, som Kongen skulde udnævne, inden næste Kyndelmisse, eller hvis ingen Biskop til den Tid var indviet, inden 6 Uger efter hans Indvielse. Den Kendelse, som saa blev afsagt, vilde begge Parter rette sig efter. Faa Dage efter udvalgte Kapitlet Jens Andersen til Biskop og han tiltraadte Overenskomsten 13 November.

Nu kom de gamle Brevskaber frem paa ny, den pave-


38

lige Bulle af 1193, hvorved det forbødes af afhænde Kjøbenhavns Slot, og forskellige andre Stadfæstelser fremlagdes og undersøgtes. 3 Feb. næste Aar traadte Domstolen sammen. Kong Eriks Paastand for denne var at Biskop Niels ikke fik Kjøbenhavn med rette efter Landslov efter Kong Valdemars Død, medens Kapitlet og Biskoppen sagde det modsatte og paastod at de burde have det i Værge. Nu skred Sagen til Doms, men efter moden Overvejelse turde Dommerne intet afgøre selv og afsagde den Kendelse "at 12 velbaarne, sanddru, gamle (alderne) og bofaste Mænd i Sæland, og af dem Sagen bedst kunde vide og Sandhed om spørge, skulde med deres svorne Ed Sandhed sige og sandelig ende, hvad heller Biskop Niels af Roskilde fornævnte fik Kjøbenhavn med rette efter Landslov efter Kong Valdemars Død og ej tog det med Vælde", i hvilket Fald saa Bispestolen skulde have det, eller hvis det modsatte befandtes, skulde det overgives til Kongen.

Derpaa tog Kongen Slottet og Byen i Besiddelse, men tilstod 19 Feb. at ville overgive det til Biskoppen, hvis de blev denne tildømt af 12 af Rigens Raad, der skulde afgøre Sagen ved Mikkelsdagstid; Kongen udsiger i dette Brev, at Slottet og Byen var ham tildømt af ovennævnte 6 Biskopper og 6 Riddere, men det omtaler deres Kendelse ikke, lige saa lidt som at den ny Domstol skulde bestaa af Medlemmer af Rigsraadet. Herpaa har Biskoppen ikke villet gaa ind, hvorfor han paa Landstinget 26 Jan. 1419 fremlagde Kongens Brev, at denne vilde pleje Ret med ham for Rigens Raad hvad Tid Biskoppen vilde, men Biskoppen vilde kun fremkomme med sine Bevisligheder for den ny Erkebisp, naar denne var stadfæstet af Paven, og alle Biskopperne, naar Kongen vilde sammenkalde dem til Sæland. Maanedsdagen efter havde Kongen en personlig Sammenkomst med den ny Erkebisp Peder Lykke og Biskop Jens og da udtalte Kongen følgende Ord: "Min Herre Biskop i Roskilde, vi har hørt, at I nylig paa Sælands Landsting har krævet Kjøbenhavns Slot, som


39

vi har i vor Besiddelse, og dens Tilliggende, nemlig Byen og Gods paa Landet, hvortil vi svarer Eder, at vi nu og fremdeles er villige til paa en os begge passende Tid at møde for denne nærværende Erkebisp i Lund og staa til Rette for ham og Rigens Raad og høre hvad I har at fremsætte om det som kan omhandles mellem os ad Rettens Vej". Biskoppen vilde ikke og herved blev det. Formodenlig har han indset, at de verdslige Raader i det hele vilde staa paa Kongens Parti i denne Sag, da Slottet var uundværligt for Riget; en anden Sag er det hvem der havde Retten paa sin Side, og der er næppe Tvivl om at Biskoppen havde saa klar en Adkomst som var mulig. Bispestolen havde aldrig givet nogetsomhelst Afkald paa sin Ejendomsret og det var efter en mindelig Overenskomst, at Valdemar Atterdag under sin Regering havde haft Kjøbenhavn "til Laans".

Fra nu af er Bispestolens Indsigelser tomt Mundsvejr, der kun kommer frem til enkelte Tider, hvor det passer ind i Tidens politiske Strømning. 1443 brændte Kongsgaarden i Roskilde og nu blev Kjøbenhavns Slot det egenlige Kongesæde og Staden altsaa Regeringsstaden. Dette fremkalder en stor Forandring i alle Forhold.

Som Betingelse for at Biskop Jens Pedersen 13 Juli 1448 vilde hylde Kristiern I maatte Hertug Adolf og Kristiern love denne at ville lade Sagen paadømme af Rigets gejstlige og verdslige Raad, og saalænge skulde Biskoppen have Møn med dets Slot, Len, Stad, Fiskeri og Forstrand. Dette Brev tog Biskoppen Vidisse af 9 April 1453, men mere skede ikke under denne Konge. Under Biskop Oluf Mortensen (1461-85) er Sagen atter bragt for Rigsraadet, men næppe i anden Form end som en Protest.

1493 kom Sagen frem igen. Men nu havde Kronen Hævd paa sin Besiddelse. Derfor fremtraadte Lensmanden paa Slottet Hans Gris først 21 Nov. paa Sokkelunds Herredsting og fik et Stokkevidne af 12 Danemænd, "at de aldrig havde hørt, spurgt eller til Minde kunde drages andet, end


40

at Kjøbenhavns Slot, Amager, Birket og deres Tilliggende har væres uildet og ukæret her til Tinge i 60 Aar og mere. 22 Jan. 1494 fik han et lignende Vidne fra Landstinget "at de i Sandhed have hørt og spurgt at der gik et Nævn imellem Kronen og Kirken om forskrevne Kjøbenhavns Slot og at forskrevne Nævn svor Kronen forskrevne Kjøbenhavns Slot til og at de ej have hørt og spurgt, at der til Tinge har været givet Illing eller Kære paa forskrevne Kjøbenhavn Slot i 60 Aar". Næste 5 og 19 Feb. fremkom paa Landstinget Kannik i Roskilde Peder Lavrensen, der vidnede at han i sin Tid havde været Kapellan hos Biskop Oluf Mortensen og da havde ført til Kjøbenhavn nogle Breve, som Biskoppen fremlagde for Kongen og Rigens Raad, hvor de blev undersøgte; disse Breve handlede om Kjøbenhavns Slot, men han vidste ikke hvad der blev afgjort ved dem. Desuden havde han hørt af troværdige Folk, at Biskop Peder ved sin Død rolig besad Slottet og at Kong Erik efter hans Død tog det til sig uden Ret og beholdt det, uagtet Biskop Jens Andersen ofte krævede det tilbage; ogsaa om Kong Kristierns Tilstaaelse vidste han Besked. 16 Marts erklærede en anden Kannik paa Landstinget paa Biskoppens Vegne, at Tabet af Kjøbenhavn var til stor Skade for Bispestolen og at han krævede sin Ret godkendt. Kongen beskikkede noget efter Rigens Kansler Jørgen Marsvin til Dommer i denne Sag, men da han mødte paa Bispegaarden i Kjøbenhavn 29 Avg. 1497, udtalte Biskop Niels Skave at det vel var kommet til hans Kundskab at den Sag, der var imellem ham og Kongen om Kjøbenhavn, skulde forhandles for Jørgen Marsvin, men denne Mand var Lægmand og følgelig partisk i en gejstlig Sag, der ikke kunde dømmes af en verdslig Dommer, der hverken havde Jurisdiktion eller Magt over Biskoppen i den Sag, men han vilde alene have den henvist til Erkebispen eller gejstlige Dommere.

Den Skibbyske Krønike fortæller, at Biskop Joakim Rønnov 1533 efter Frederik I's Død fandt paa Hjortholm


41

Bispestolens Bevisligheder paa Kjøbenhavn, og han opfordrede Kapitlet til at overdrage ham og hans Arvinger dets Ret, idet han vel ikke ventede at faa Slottet, men dog kunde have Haab om at faa enten andet Gods eller Penge i Stedet, forat der kunde komme en endelig Afgørelse paa den lange Strid. Kapitlet vilde først ikke, men Biskoppen tiltog sig nu Retten over Kapitlets Fæstebønder og optraadte med saa stor Myndighed, at man ikke turde nægte ham noget, og det overdrog ham sin Ret til Kjøbenhavns Slot. 1) I Anklageskriftet, udstædt af Kristian III mod Biskopperne 1536, findes følgende om denne Sag: 2) "Den Tid at Kong Frederik var død og afgangen og Riget og Kronen var uden Herre og Konning, da haver han tænkt: Nu er det ret Tid paa at drage de 3 danske Løver (som end da lidet Haar havde) Huden al sammen af Ørene. Og der haver i Rette talet Rigens Slot og Hovedstad Kjøbenhavn, som Danmarks Konger haver haft deres kongelige Sæde roligen mere og længere end udi 200 Aar, og vilde saa for hans Gærrigheds Skyld draget den fra Riget, Kronen og Kongen og under sig og sit Vold (Magt) og mente, at fordi at paa den Tid ikke var Konning til, som kunde svare og tale for Kronens Ret og Rettighed, og han havde alle Breve, Segl og Bevisninger udi sine Hænder, som man skulde forsvare Kronens Ret med (han var nemlig Rigens Kansler), at han da des lettere kunde vinde Sagen og fuldkomme sin Vilje. Endog at samme Tid haver været nogle gode, ærlige Mænd af Rigens Raad, som haver talet derudi og sagt ham, at det ikke vel vilde skikke sig, at han udi den Tid skulde drage Hovedstaden Kjøbenhavn fra Riget, men dersom han mente sig nogen Ret eller Tiltale at have om samme Stad, at han saa længe dermed vilde lade bestaa (bero), til at Riget fik en

__________

1) Rørdams Monumenta hist. Dan. I. 94-96.

2) smstds. 169-70. Kilderne til dette Afsnit er forøvrigt trykte i K. D. I og II, hvor de let kan opledes.


42

Konge igen, som kunde forsvare og fordedinge Kronens Ret; dersom han da vilde kalde Sagen udi Rette, da vederfor ham vel der og saa meget som Ret var. Saa haver han dog afvist samme gode, ærlige Mænd Rigens Raad samme Tid med mange spidsige (spydige) trodsige Pukkeri og uskikkelige Ord og Tale. Og om saadan Handel er sig saa forløben og gangen, ville vi sætte det ind til Eder Rigens Raad selv at give Vidnesbyrd derom. Og er det og mange andre flere ærlige Mænd vel vitterligt, at saa ganget og faret er". End videre havde han sagt paa den Tid der var Tale om at udvælge en Konge, at han aldrig vilde have nogen Konge, førend man havde tilfredsstillet ham med Penge for hans Ret til Kjøbenhavns Slot og Stad.

Reformationen og alt Bispe- og Klostergodses Inddragning under Kronen gjorde Ende paa denne Tvist.


__________


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: lør jan 1 15:37:33 CET 2005
Publiceret: lør jan 1 15:37:30 CET 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top