eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > Ministeriet og Kjøbenhavnerne

Ministeriet og Kjøbenhavnerne

Kbh., Græbe, 1860

Hermion (pseudonym for V. Wille)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af originalen fra 1860. Teksten er tastet hos eremit.dk oktober 2001.

Ændringer i forhold til originalen:
Kursiv er brugt hvor originalen fremhæver ord med spærret skrift. Fed skrift er brugt hvor originalen fremhæver ord med fed skrift eller ved at anvende Antikva skrift. Endelig er der på de tre første sider indsat et orienterende sidenummer i skarp parentes.


 

Ministeriet og Kjøbenhavnerne



i December 1859,


nogle Betragtninger i Anledning af Ministerskiftet


af


Hermion.


__________


Kjøbenhavn.
Januar 1860.
Th. Michaelsen & Tillge
(C. G. Iversens Boghandel.)
Græbes Bogtrykkeri.


[1] 

 
[tom side]
[2]

 






I.

Det synes, som om der gives visse Dage af Aaret, som Historiens Genius fortrinsviis ynder, og hvis Sol den derfor helst lader straale over de store, epochegjørende Begivenheder, ved hvilke den lykkeliggjør eller tugter Menneskene. Der er nu den 2den December; paa denne Dag i Aaret 1805 stod Kejserslaget ved Austerlitz, og paa den samme Dag i Aaret 1852 sprengte Napoleon den tredie Frankrigs Forfatning. Man skulde nu have troet, at den 2den December var bleven udvalgt tidt nok, og i Overensstemmelse med Deres Anskuelse, der mene, at der er en ringere Chance for et Tal, der ofte er blevet udtrukket i et Lotteri, end for et, paa hvilket Loddet hidtil ikke er faldet, negte vi ikke, at det var med en vis Rolighed, vi iaar saae den 2den December nærme sig. Men ak! vi forregnede os; da Dagen kom, bortkaldtes nemlig Ministeriet Hall, det Ministerium, der under Tydsklands Auspicier havde gjort Danmark lykkeligt, til et bedre Land; det er blevet fulgt af det bedrøvede Folk til Jernbanestationen i Korsør, og "Dagbladet" er gaaet foran som Grædekone. Ja, ogsaa Danmark har haft sin 2den December, og Tider ville hengaa, inden vi forvinde dens Virkninger. Vel er der, saavidt os bekjendt, ikke spildt Blod, men desto mere Blæk; vel have ikke Bomberne suset os om Ørene, men desto kraftigere ere Slagene faldne paa Talerstolene i Klubberne og det mandige Højres Møder. Vi mindes ikke at have seet

[3]

 
4

Kjøbenhavn i saa stærk en politisk Bevægelse siden hine berømte Martsdage. Dagene efter den 28de Januar 1852 gik forholdsviis rolige hen; medens det Ørstedske Ministerium, uden at spørge Rigsdagen, brugte Statens Penge til, hvad det fandt for godt; medens det forfulgte Pressen og afsatte Embedsmændene, - da var man vel vred, man rynkede Brynene - og det gjorde ikke engang Alle -, men man var ikke saa moralsk indigneret. Og medens hint "Indrømmelsernes Skraaplan" var i stadig Brug; medens Ministeriet Hall sendte den ene Note efter den anden til Frankfurt og derved gav det danske Folk Udseende af en Flue, der vikles desto fastere ind i Edderkoppens Væv, jo kraftigere den spreller, da var Stemningen langtfra saa ophidset som nu. Politiken gav dengang Massen af Befolkningen næppe saa meget at tænke paa som Pepita eller "der kleine Rekrut"; Livet bag Ministeriets Coulisser var ikke nær saa morsom som det, der foregik bag Couliserne paa det kongelige Theater. Og intet Under! Det var jo Landets intelligenteste Mænd, der holdt Regeringens Tøjler, store Talere, glimrende Dialektikere, Mænd, hvis Navne vare Prydelser i næsten alle Literaturgrene, nogle for een Videnskab, andre for hele tre à fire paa engang. Kunde de ikke redde os, saa kunde sgu ingen Andre; det var en Beroligelse - og saa var man rolig. Men nu! Det var heldigt for Fru Heiberg, at hun fik optraadt, inden Danmark havde faaet sin 2den December, thi nu interesserer Publikum sig kun for Theater, naar dette er politik, og det kan ikke nytte, at Hr. Cand. phil. Jørgensen byder Publikum til Gjæst paa sine uforlignelige Improvisationer, hvis han ikke kan servere dem "mit Anspielungen", ligesom vi ogsaa raade, "den danske Amateur, Hr. Hansen", til at trække sig tilbage fra Arenaen, med mindre han kan sætte symbolsk over Opinionens Forhindringer paa Kvindegunstens Kleppert. Denne Foran=

 

 
5

dring i Kjøbenhavnernes Stemning er saa meget glædeligere, som den hviler paa en grundig Prøvelse af Forholdene. Man har slaaet op i Boghandlerens Forlagskataloger, men maattet blade en halv snes igjennem for at finde et af Ministrenes Navne. Hverken i Theologien eller Landvæsenet, hverken i Lægekunsten eller den højere Sceneinstruction have de produceret sig. Vore nordiske Atheniensere besidde gjerne hver for sig en Færdighed i noget Enkelt, og sete i Forhold til en saadan Evne falde Ministeriets Medlemmer kun altfor ofte igjennem. En har skrevet en latinsk Grammatik og er billigviis vred over at skulle staa under en Minister, der ikke er naat videre end til en Læsebog for Begyndere; en Anden har udarbeidet lærde Noter til en eller anden Lovparagraf, der volder Vanskeligheder, og harmes nu over at maatte lyde en slet og ret praktisk Embedsmand; en Tredie har det med at holde Taler paa tre Kvarter i Rigsraadet og mumler nu foragteligt "tavs Bisidder", o.s.v. Motiverne ere som sagt forskellige, men Eet er der dog, hvorom Alle have samlet sig, Eet, der gaaer som den røde Traad gjennem Taler og Discussioner, et lille Ord, der aldrig nævnes, uden at Tilhørerne slaa Øjnene ned og rødme, - Ordet "Bagtrappe". Fy!

Altsaa - Kjøbenhavnernes Sind er i Oprør. Hvor længe Oprøret skal vare, vides ikke, men det kan saamæn gjerne trække ind i det nye Aar, der saaledes rimeligviis vil blive hilset med blandet Følelse. Adresser ere blevne forfattede, og i hver en Gade sees Mænd med mørke Blikke og i Lommerne knyttede Hænder. Ja selv det smukke Kjøn, der ellers ikke interesserer sig videre for Politik, deler den almindelige Bevægelse, og mangen ung Mand har itvivlsomt med Sandhed kunnet gjentage Carit Etlars saa følte og især saa nye Replik: "som Uvejrsskyen hyller Solen ind, saaledes hyller Sorg dit Blik, min Elskte". Ligesom enhver

 

 
6

stor Epoke fremkalder tilsvarende Personligheder, saaledes ogsaa her. Størst blandt disse er upaatvivlelig "Dagbladet". Ligesom de Feltherrer, der ikke holde det for et Rov at staa bagved for at beskue Slagets Gang, tumler det sig hver Dag, uden at betænke, hvad det derved udsætter sig for, med Kjækhed i de forreste Rækker. Det forsmaaer aldeles "Fædrelandets" Rolle, at klappe Ministeriet den ene Dag, slaa til det den anden og derpaa iagttage en gnaven Taushed, svøbende sig i sin Storheds Kappe. Tvertimod har det sparket til Blixen=Finecke, spændt Been for General Thestrup, med eet Slag gjort det literært og moralsk af med Borgen, og, ikke tilfreds med denne Triumf, ubarmhjertigt som en Achilles slæbt sin Modstanders Lig gjennem alle følgende Numere. Hver Morgen, naar det har seet ud af Vinduet efter Barrikaderne, er et vildt Suk steget op af dets Spalter; men det er alligevel Dagens Helt, thi det danske Folk er nu engang mere theoretisk end praktisk.

Men "Dagbladet" staaer ikke alene som Folkets Fører. Den 8de December, altsaa sex Dage efter det nye Ministeriums Dannelse, forkyndte Plakaterne fra det Kunstens Paulun i Amaliegade, at Hr. Erik Bøgh paany vilde optræde for Publikum som Aristofanes. Ligerviis som hine Menageriejere, der male de bedste Dyr paa deres Skilter for at friste de Forbigaaende, saaledes havde ogsaa Hr. Bøgh vidst ved sine Plakater at vække Anelsen om den Nydelse, der forestod Publikum. Apellen blev naturligviis besvaret, og Virkeligheden overtraf de dristigste Forventninger. Hr. Bøgh havde, som man kan tænke, i Dagens Anledning forfærdiget nye Couplets, hvori Alt forekom, hvad Publikum havde snakket om, og hvori selvfølgelig "Bagtrappen" Gjenhilsedes som en kjær Bekjendt. Man maatte virkelig beundre den korte Tid, hvori alle disse Sager vare blevne samlede op, satte

 

 
7

sammen og polerede af, saa de bleve "saa gode som nye". Der tales med Beundring om Jernbanerne som det mægtigste Beviis paa det nittende Aarhundredes Skaberkraft; men hvad ere de mod hine Mekanismer, der bringe, ikke Oste og islandske Strømper eller lignende materielle Ting, men Aandens herlige Glimt med beundringsværdig Hurtighed ud i Verden. Hr. Bøgh har i Sandhes Ret til at see ned paa Alexander Dumas, der faaer en Roman istand paa otte Dage, thi hr. Bøgh er nok ganske ene om det. Dhrr. Goldschmidt og J. Levin, hvem det for en Tid lykkedes at standse ham paa hans Jernbanefart til Parnasset, ere nu endelig ved Gudernes Hjælp beseirede; Hr. Bøgh har ført et tilstrækkeligt Beviis ex consensu gentium mod mod den taabelige Snak om "Raahed og Vansmag" og mod den superfine Æsthetik, der fordrer, at en Forfatter skal hæve Massen op til sig, men ikke stige ned til Massen. Den lille røde Lygte sender atter hver Aften sit kokette Smiil til Tvivleren, der gaaer forbi, og Kassen er fuld. En lille Mislyd blandede sig dog i den almindelige Glæde. "Dagbladet" var nok fornøjet med Factum; det refererede det "formelig rasende Bifald, der ogsaa oftere havde afbrudt og opholdt Spillet ved Dacapoforlangender", bemærkede, at "det vilde være en Affektation ikke at omtale Grunden", og glemte ikke med en vis Betydning at tilføje, at Publikum var "usædvanlig elegant", men "skyldte dog sig selv" at udtale, at det ikke billigede Maaden, hvorpaa dette storartede Resultat var naaet. Det er skade, at Hr. Bille ikke har haft Resignation nok til i Forening med Hr. Bøgh at virkeliggøre det skjønne Billed, som Kjøbenhavnerne saa tidt have beundret i Heibergs bekjendte Vaudeville, af de "to store Mænd, der "uden smaalig Nag" gjensidig agte hinandens Fortjeneste.

Som sagt, Kjøbenhavnerne toge en eclatant Hævn

 

 
8

Da de ikke turde handle, løftede de sig asthetisk op over deres eget Standpunkt og frigjordes saaledes ved Kunstens Magt fra Virkelighedens Fornærmelser. Hr. Conferentsraad Bræstrup miskjendte aldeles Situationen; han lod Politiet patrouillere i store Klynger i Amaliegade, men der blev alligevel ikke Gadespektakler. Nordens Atheniensere gik ganske stille hjem fra Casino, mætte af hævnen og nydende deres eget Mod. Befindende sig i en ideal Tingenes Tilstand, hvori de vare de utvivlsomt Overlegne, generede den raa Virkelighed dem ikke længer, og det under almindelige Omstændigheder Fristende kunde ikke lokke dem ud af hin Viddets Skjoldborg, fra hvilken de beherskede Terrainet. Men ak! Illusionen har sine Grændser, og Aftenens Syner blegne kun altfor let for den kommende Dags klare Lys. Kjøbenhavnerne mærkede den næste Morgen, at Dagens Hoveder, som de saa tappert havde hugget af, vare voxede ud igien; de maatte altsaa gjentage deres Hærværk den næste Aften, og saaledes tilbringes da deres Tid med et bestandigt Sisyphusarbeide, deelt mellem Jubel og Fortvivlelse.

__________






 

 
9




II.

Vi have tilladt os at vise, at det politiske Ansigt, Kjøbenhavn i December har sat op, er af et afgjort komisk Præg og særdeles egnet til at fremkalde Smil hos den roligere Betragter, der endnu ikke er naaet op til Lidenskabens ossianske Højder. Men denne sag kan som saa mange andre sees fra to Sider, og saasnart det umiddelbare Indtryk taber sig og giver Plads for Reflexionen, saasnart det Spørgsmaal trænger sig frem, hvad det egentlig er, der har fremkaldt Bevægelsen i det offentlige Liv, og hvorhen den skal føre, da maa Latteren tie, og Alvoren kan ikke længer vises udenfor. Vi maa altsaa for Fremtiden lade Hr. Bøgh i Fred krydre sine importerede ferske Varer med sit originale attiske Salt; vi skulle foreløbig lade Hr. Bille i Forening med hans Ulykkesbroder fra "Avertissementstidenden" uforstyrret sidde i Vinterstormen mellem Granerne og klage til den med Bjørnesener spændte Harpe. Den nærværende Situation er alvorlig og fordrer at betragtes som saadan. Det er vort Fædrelands Regering, mod hvilken disse vilde Skrig rettes - Regeringen, der fremfor Alt behøver Befolkningens loyale Understøttelse for at kunne varetage sit vanskelige Hverv til Landets Tarv og Hæder, og det afgaaende Ministerium er den Svøbe, hvormed den skal jages bort fra Tabouretterne. For at naa til en retfærdig Dom om den sædelige Grund, hvorpaa den nuværende exempelløse Opposition staaer, er der altsaa to Spørgs=

 

 
10

maal, der maa besvares: hvorledes var det forrige Ministerium, og hvorledes er det, som vi nu have? Vi skulle søge at bidrage vort til Besvarelsen af disse Spørgsmaal, men førend vi skride dertil, kunde vi ønske at besidde Magt til at besværge de Lidenskaber, som - vi udtale det med dyb Bekymring - i Pressen som hos Fleertallet af den kjøbenhavnske Befolkning have lukket til for en rolig Betragtning af Forholdene, thi i Politikken er Intet mindre paa sin Plads, intet Fordærveligere end Lidenskaben. Vi maa desværre nære Tvivl om, at vi besidde denne Magt - thi den vilde i Sandhed være eventyrlig -, men vi skulle dog ikke deraf lade os afholde fra at gjøre vor Pligt, idet vi haabe, at vore Ord maa finde Indgang hos dem, der endnu ikke ere revne rent bort i den almindelige Malstrøm.

Men idet vi altsaa foreløbig skulle gaa ind paa det første Spørgsmaal: hvorledes var det afgaaende Ministerium? maa vi forud forvare os mod Forventningen om, at vi skulde ville forsøge en udtømmende Kritik over dets Virksomhed. Begivenhederne trænge paa, og vi maa saa vidt muligt følge dem Skridt for Skridt. Rummet og Tiden tillade os derfor ikke at fordybe os i Massen af de politiske Details, selv om vi ikke maatte frygte ved en saadan Undersøgelse at trætte vore Læsere. Men vi skulle forsøge paa at sætte nogle Udgangspunkter for Bedømmelsen af det afgaaende Ministeriums Paalidelighed, Troskab og Energi, og stole paa, at den ærede Læser, som overhovedet har Villien til at dømme upartisk, med de sidste Aars Begivenheder in mente vil kunne udfylde Billedet. Vi begynde med den Erklæring, at efter vor Mening var Ministeriet Hall, naar de vanskelige Forhold, hvorunder det arbejdede, tages tilbørligt med i Betragtning, ikke noget ubetinget slet Ministerium, i alt Fald ikke slettere end saa mange andre, vi have haft. Men ligesom det fik sin Fak=

 

 
11

kelglands fra det ørstedske Ministeriums Usselhed, saaledes er det udelukkende Animositeten mod den nuværende Regering, som det skylder den Glorie, der nu kastes om dets Pande. Thi det er det Mærkelige ved Ministeriet Hall, som vi bede vore Læsere notere sig, at skjøndt Intet siden er skeet, der kunde modificere Dommen over dets Virksomhed, havde det en Maaned før disse Dage, i hvilke det hæves til Skyerne, saa godt som hele Pressen og hele Opinionen imod sig. Vi vide nu ikke, om den danske Nation og dens Repræsentanter i Pressen ønske at betragtes som Børn, der kaste Legetøiet fra sig og i næste Øjeblik græde over ikke at kunne naa det, eller om de foretrække at erkjende disse Dages Marabuttilbedelse for mindre sømmelig, thi der gives intet Tredie. "Flyveposten" har været consekvent, det maa man lade den; den foragtede Ministeriet Hall, medens det sad til Roers, som den foragter det nu, da det har veget Pladsen. "Avertissementstidenden" derimod, der hver Morgen "slaaer sine Strenge" til den forstødte Guddoms Priis, gav for ikke længe siden den dybt Fortvivlede over ikke at kunne bevæge samme Guddom til at anvende den af Bladet opfundne ufejlbarlige Vidunderkur paa det syge Statslegeme. "Fædrelandet", hvis Redaktør nu har sat sit Navn under den Adresse, der udtaler Beundring for det faldne Ministeriums kloge og trofaste Politik, - det samme "Fædreland" har ikke een, men mange Gange angivet dette Ministeriums Særkjende som Svaghed, det har ledsaget ethvert af dets politiske Skridt med Misbilligelse, og Ministeriet Hall behøvede alt sit stumme Minespil og al Haandtrykkets bløde Overtalelse for at faa Bladet til at inddæmme de brusende Philippica, hvis lønlige Tilværelse i Hjertedybet hvert Øjeblik forraadedes ved en dump Stønnen, og som ved at faa frit Løb ufejlbarlig vilde skylle Ministeriet

 

 
12

bort med sig. Hvad "Dagbladet" angaaer, da maa man holde det noget tilgode i denne Tid, thi det har maattet sige de Dage Farvel, da det nød sin pikante Tilværelses Amfibium ved paa een Gang at fungere som den uafhængige Overbeviisnings Herold og Regeringens tro Kammersvend. Det er gaaet om Ministeriet Hall, som Sganarel gaaer om Don Juan, bestandig bevarende sin rørende Ømhed for Ministeriets Personlighed og dog sukkende over enhver af de Handlinger, hvori denne Personlighed gav sig tilkiende. Disse Tider ere nu, som sagt, forbi, og naar "Dagbladet" - hvormed det rigtignok synes at have lange Udsigter - bliver færdig med sin Slutningsreplik, hvis uforlignelige Pathos vistnok er ligesaa begrundet som den, hvormed Hr. Phister siger sin, saa er Stykket ude, og "Dagbladet" maa see sig om efter en ny Rolle, som det dog næppe vel egne sig saa godt for.

Blandt det afgaaende Ministeriums Medlemmer er udentvivl Krieger den, der har Ret til den bedste Plads i nationens Erindring. Det er sandt, at et af Kriegers Hovedværker, den jydske Tværbane, er et Foretagende, hvis Kostbarhed er sikker nok, men om hvis Hensigtsmæssighed der kan rejses grundet Tvivl; det er fremdeles vel rask sagt af "Dagbladet", at Kriegers Navn uforgængeligt vil knytte sig til Realisationen af den for Hovedstadens Udvikling epokegørende Plan til Kallebodstrands Uddybning, thi denne Sags uhyre Vigtighed, de indlysende Fordele, den vil bringe, den Eenstemmighed, hvormed Planen bifaldtes af de Kyndige, og endelig den Omstændighed, at Anlægget ikke er forbundet med Risiko for Staten - alt Dette maatte gjøre det umuligt for en Indenrigsminister, der besad mindste praktiske Sands og Agtelse for Opinionen, at afslaa Begjæringen eller udsætte Concessionen for længe, og den blev endda udsat længe nok. Men Enhver maatte have Ærbødighed for Kriegers retskafne Charakteer, for

 

 
13

hans Sandhedskjærlighed - der blandt Andet gav sig tilkjende, dengang Hall i Rigsdagen kom for Skade at beraabe sig paa hans Autoritet til Støtte for en Usandhed -, hans strenge Retfærdighedsfølelse og det som oftest sikkre og klare Blik, hvormed han vidste at gjennemskue Forholdene. Med hensyn til den afgaaede Marineminister vil det derimod være nok at underskrive "Dagbladets" Dom, at Danmarks Marine aldrig har staaet paa saa lavt et Trin som under hans Bestyrelse. Vi skulle ligeledes tillade os at henvise til nogle velskrevne Artikler fra de seneste Dage i "Fædrelandet", der paa det Klareste godtgjøre det Ufornuftige i, at der bortkastet en stor Deel af de for marinen saa knapt tilmaalte Penge til Udbedring af gamle Skibe, der dog ikke ville kunne bruges, naar det kommer til Stykket, hvorved Anskaffelsen af nye, brugbare Skibe forhales, maaskee indtil det er for silde. Preussen skal efter Planen have 12 Skruefregatter, den ene Skruekorvet kan ventes efter den anden, og der arbejdes for Tiden paa 17 Dampkanonbaade. Man berolige sig ikke, med disse Facta for Øje, ved Bevidstheden om den stolte Rolle, som Dannebrog har spillet i vore Søkrige, thi den europæiske Søkrigshistorie giver klare Beviser for, hvor brat en Marines Hæder kan blegne, og hvor hurtigt et andet Folk, der hidtil ikke havde udrettet store Ting tilsøes, i denne Henseende kan naa en glimrende Berømmelse. Man agte hellere paa den Advarsel, som den sidste Krig gav os; thi det bittreste Minde, der knytter sig til denne - et Minde, der seent vil forgaa -, det skyldes den danske Marine. Men er vor Marine slet, saa er der derimod Meget, som taler for, at Preussernes kan blive god. Deres Havnes Beskaffenhed ville næppe tillade dem at bygge store Skibe, men der er Intet ivejen for, at de kunne faa mange og fortrinlige. De ere et Tappert og energisk Folk, der raader over store materielle Midler. Den hos det danske

 

 
14

Folk dybt rodfæstede Mening, at Tydskerne ikke due tilsøes, skyldes vistnok kun den Omstændighed, at disse hidtil ikke som de Danske have haft en Flaade, hvis Bedrifter har kunnet kaste sin Glands over dem; Kyndige paastaa idetmindste, at de Preussiske Matroser, der som bekjendt ere ligesaa talrige som de danske, næppe staa tilbage i Dygtighed for andre Nationers. Desuden røber al denne Tale om Matroser en høj Grad af Uvidenhed om Betydningen af Dampkraftens Anvendelse paa Orlogsskibe, thi den Stat, der for Øjeblikket har den dygtigste Marine, besidder forholdsviis de færreste Søfolk. De preussiske Søofficerer have ikke megen Erfaring, det er sandt; men de kunne jo faa den, naar Skibene om et Par Aar ere blevne færdige, og de have allerede begyndt at gaa ganske godt i Skole hos Franskmændene. Hvis altsaa Hr. Michelsen skulde bevares som Marineminister, kunde vi nyde den Glæde under en eventuel Krig med Preussen at see Dannebrog paa vore Orlogsskibe give plads for den preussiske Ørn, medens Hr. Oberst Lundbys "tappre Landsoldat" gjorde omkring ved Dannevirke. Thi var Michelsen en uduelig Marineminister, saa var Lundby en ikke mindre uduelig Krigsminister. Dette er blevet paaviist saa ofte og saa eftertrykkeligt af vor nuværende ærede Modstander "Fædrelandet", som vi imidlertid formode med det Første vil kæmpe for Ministeriets Sag, at vi ikke skulle trætte vore Læsere med en vidtløftig Gjentagelse. Det er nok at henpege paa den Uduelighed, der under de lundbyske Vinger fik Lov at brede sig paa de overordnede Commandoposter, og paa den fortrykte og demoraliserende Tilstand, hvori Officererne i de underordnede Charger af Armeens Hovedvaaben befinde sig; det er nok at nævne, at Hr. Oberst Lundby først i sit Ministeriums ellevte Time gjorde Skridt til Udviklingen af en kampdygtig reserve; det er fremdeles nok at minde om, at hvis Tydsklands velorgani=

 

 
15

serede og veludrustede Hærskarer om kort Tid sendes mod Danmarks Grændse, da vil atter kun "det aabne Bryst være Landeværn". Thi saa lidet have vi vidst at benytte den i sidste Krig dyrt kjøbte Erfaring, at om vi nu skulde møde de tydske Voldsmænd ved Dannevirke, vilde Kampen ufejlbarlig faa samme Udfald som hin mindeværdige Paaskedag. For endelig at afslutte Regnskabet med den lundby=reichske Misère maa det være os tilladt at henlede Tanken paa det ufornuftige og utaalelige Afhængighedsforhold, hvori Infanteriet staaer til Højskolen, hvorledes navnlig Artilleriet er udstyret med en sjelden Luxus, medens der ikke engang er sørget for, at Infanteristerne kunne lære at skyde. Saa dybt er vor Armees Hovedvaaben sunket i Dygtighed, det Vaaben, hvoraf Fjenden faaer det meest umiddelbare Indtryk, og hvorefter han nærmest fælder Dommen om vore kritiske Egenskaber - det Vaaben altsaa, paa hvilket det under en eventuel Krig fornemmelig vil bero, om vi skulle bedækkes med Hæder eller Skam. Vi bede nu vore Læsere betænke, at Dhrr. Michelsen og Lundby vare Ministre paa en Tid, da det danske Folk var indviklet i en Strid med Tydskland, der truede og endnu truer vor Existens; vi bede overvejet, om ikke den Tilstand, hvori vort Forsvarsvæsen befinder sig, maa have en afgjørende Indflydelse paa vor Holdning i Striden, maa foreskrive os, hvorvidt vi kunne gaa, - og naar dette er indrømmet, vil der være fastslaaet et Hovedmoment for Dommen over det afgaaende Ministerium som Heelhed og over de øvrige Ministre, der have manglet Blik for deres Collegers Mangel paa administrerende Evner eller, om de have kunnet bedømme disse Collegers Capacitet, ikke desto mindre taalt dem i deres Midte. Man kan have en daarlig Cultusminister, og "den danske Litteratur og den hele danske Videnskabelighed" blegner ikke for det, om end "et danske Theater" under saadanne Omstændigheder kan blive øde=

 

 
16

lagt og er blevet ødelagt; man kan have en daarlig Indenrigsminister, en daarlig Justitsminister, men vor materielle Udvikling tilintetgjøres ikke, vore Retsbegreber forvirres ikke for det; - - en slet Krigsminister og en slet Marineminister kunne derimod medføre Danmarks Vanære og Undergang med eet Slag, og det er en Lykke for os, at vi ere blevne dem kvit.

Hr. Wolfhagen og Holstenernes "lieber gemüthlicher Unsgaard" skulle vi ikke opholde os videre ved; der er nok Ingen, der mener, at vi have tabt Noget ved at miste dem; vi offre kun Forbundet mod "den tappre Landsoldat" og de ustraffede Demonstrationer af holsteenske Embedsmænd en venlig Tanke, og saa videre. Om Simony er der heller ikke Stort at sige; han er en jevn dygtig Forretningsmand og en hæderlig Charakteer, og dermed er Alt sagt. Hvad Hr. Statsraad Fenger angaaer, er det umuligt at have nogen Dom om ham som Finantsminister; dertil var hans Virketid altfor kort, og den hysteriske Roes, som et æret Medlem af Rigsraadet ydede ham for hvad han ikke fik gjort, var for latterlig til, at den kan have nogen Betydning. Kun maa det være os tilladt at bemærke, at Hr. Etatsraad Fenger synes at besidde en Ejendommelighed, der vilde kunne blive meget farlig, om den forbandtes med en Ministers Magt. Hr. Etatsraadens personlige Følelser synes nemlig let at kunne hilde hans Dom om den paagjældende Persons Dygtighed og Adkomst, hvilket jo let vilde kunne faa praktisk Betydning, om Hr. Etatsraaden fik Magt til at anvise eller negte Vedkommende den Virkekreds, hvortil han fandt ham skikket eller ikke skikket. Det skulde gjøre os ondt, om vi med denne Bemærkning skulde krænke Hr. Etatsraaden, men det er ikke os, der har paakaldt den historiske Dom, ligesaa lidet som det er os, der første Gang have fældet den. Det vil saaledes erindres, at det var Hr. Etatsraad Fenger, der i sin Tid med Vold og Magt vilde pousere en

 

 
17

vis Cand. med. & chir. samt Forræder frem til en Professorpost ved Kjøbenhavns Universitet, ved hvilken Lejlighed Etatsraaden ikke undlod at forsvare bemeldte Persons Bedrift for en offentlig Forsamling af 600 Studenter. Vi formode at Hr. redaktør Ploug havde glemt dette Factum, da han skrev sit Navn under Æresadressen til det Ministerium, hvoraf Hr. Fenger var Medlem, og vi tillade os endvidere at formode, at Hr. Bille havde glemt det, da han roste bemeldte Adresse i sit Blad. Vi skulle fremdeles minde om Hr. Fengers Forhold til Landbohøjskolen og dens Embedsmænd, der af en æret Samtidig for ikke længe siden er saa tilstrækkeligt oplyst, at vi ikke her behøve at gaa nærmere ind derpaa. Endelig skulle vi som et i sig selv ubetydeligt, men ganske morsomt og for den omtalte Ejendommelighed betegnende Curiosum anføre, at Hr. Etatsraaden for nylig har gjort sin Brodersøn "berømt" i de nordiske Universiteters Tidsskrift for hans Virksomhed som - Conduktør ved Landbohøjskolen, hvilken Virksomheds selvstændige Side bestod i Opførelsen af tvende mere uundværlige end til en ophøjet Bestemmelse indviede Smaahuse, der er noget af det Første, som paatrænger sig Opmærksomheden ved Beskuelsen af bemeldte Højskole.

Vi have nu kun Dhrr. Monrad og Hall tilbage. At Hr. Biskop Monrad er en af de genialeste Personligheder, som vor nyeste politiske Historie har udviklet, vil Ingen kunne negte, skjøndt det vel turde være, at netop Genialiteten var af den natur, at den bidrog til at isolere ham. Vist er det ogsaa, at han udviste en stor Arbejdskraft i den korte Tid, han forestod Cultusministeriet. Men at en Mand, der besidder saa liden fast Overbeviisning, der har slaaet om fra ivrig Eiderdansk til erklæret Heelstatsmand, fra begejstret Skandinav til Talsmand for den Anskuelse, at Tyngdepunktet for den danske Udvikling ligger i Tydskland, - at en saadan mand,

 

 
18

saa fortrinligt han end kan være skikket til at pryde en Plads i en repræsentativ Forsamling, i samme Grad kan være ønskelig paa Ministerbænken, og det i et Øjeblik, da der skal kæmpes paa Liv og Død for vor nationale Udvikling og Selvstændighed, dette turde vel være stor Tvivl underkastet. Vi have noteret os en lille Yttring i den sidste Rigsraadsforsamling, der godtgjør, hvor lidet Monrad paa hans nuværende Stadium passende kan repræsentere det danske Folk. Hr. biskop Monrad bemærkede nemlig, da der skulde bevilges Penge til et japanesisk togt i Forening med Sverig og Norge, at han ligesaa gjerne saae det danske Orlogsskib gjøre Togtet sammen med et preussisk som med et svensk og norsk. Hr. Monrad mener formodentlig, at det danske Folk kan glemme ligesaa let, som han selv har glemt; men vi have endnu den Tro, at han har forregnet sig, og at han vilde have faaet denne Fejltagelse at føle, hvis han - hvad der en Tid syntes at skulle skee - havde overtaget Udenrigsministerens Portefeuille. Det er et ganske almindeligt Rygte - saa almindeligt, at man ikke kan frakjende det al Grund -, at det sidste fortvivlede Notabelprojekt skyldes Monrad; i saa Tilfælde var det en god Begyndelse; "Fædrelandet" og "Dagbladet" - ja de ærede Organer maa undskylde, at vi saa tidt argumentere ud fra deres Spalter, men det falder saa naturligt - have ogsaa behandlet det efter Fortjeneste.

Hall er ogsaa en meget begavet Mand, men han savner aldeles Monrads Genialitet. Er der Nogen, som "Dagbladets" Yttring om Rotwitt, at han mangler "Sving", passer paa, saa er det Hall. Han er fuldt op af Kundskaber og Talenter, men den sædelige Alvor, som først give hine deres fulde Betydning, som meddeler Personligheden den Begejstringens Energi og Sikkerhed, uden hvilken intet Stort udrettes, mangler han i en paafaldende Grad. Det er ingen Kunst at

 

 
19

pynte sig med en Idee, som man forraader, naar Omstændighederne blive alvorlige, og naar der ikke behøves Mod dertil. Monrad erklærede ærligt, at han ikke troede paa Skandinavismen og Ejderstaten; Hall sagde, at han var Skandinav og Eiderdansk, men handlede i modsat Retning. Hans berømte "Mæglingstalent", der imidlertid slog aldeles fejl overfor Udlandet, viste sig derhjemme i sit Mesterskab ved den maade, hvorpaa han vidste at vedligeholde en god Forstaaelse med de mest modsatte Partier. Det var Hall, der ved det sidste nordiske Studentermøde holdt sin skandinaviske Tale om Nordens fire Universiteter; man da Kong Oscar havde tilbudt frederik den Syvende en defensiv Alliance, et Forslag, hvorved Danmark kunde vinde Alt og tabe Intet, et Forslag, der maatte hilses med den varmeste Taknemmelighed af Enhver, der meente det ærligt med Danmarks nordiske Fremtid, - da var den samme Hall med til at støde det bort. Det var fremdeles Hall, der sad i det ministerium, hvorfra den berygtede antiskandinaviske Cirkulærdepeche udgik til alle Europas Hoffer - thi Herregud, det var den slemme Scheele, der vilde have det; han havde nu engang Kongens Tillid, for ham maatte man altsaa tilsidesætte sine personlige Ønsker. Men efterat Scheele var bleven fjernet, medens Hall sad fast paa Udenrigsministerens Stol og troede sig uundværlig, da talte han endelig selv, da udgik fra hans Haand hiin Note, hvori Skandinavismen erklæredes for sygeligt Sværmeri - og see! han kunde gjøre det, thi hans Mæglingstalent havde arbejdet med saa meget Held, at "Fædrelandet" og med det den mest intelligente Deel af Nationen endnu troede paa ham! Men overfor Udlandet slog som sagt hans Talent ikke til, thi den Politik, hvorfor han nu roses saa varmt, men som man dadlede, da han udøvede den, var saaledes beskaffen, at danske Mænd ikke vidste, om vi vare Vasaller under Tydskland eller

 

 
20

ej, om Løven i det danske Skjold var tæmmet og lagt som en Hund for Tydsklands Fødder. Og hvorledes endte denne Historie? "Fædrelandet" var i sin Tid ikke langt fra at erklære det for Forræderi, om Ministeriet smuttede bort før Tiden og overlod til Andre at hjælpe os ud af det Vilderede, hvori det havde bragt os, og det er ganske vist, at hvad enten Ministeriet Hall af egen Drift havde stoppet midt i den Forvirring, det selv havde fremkaldt, eller tvunget dertil ved ukloge Fordringer, som det ikke forstod at sætte igjennem, saa fortjener dets Fremgangsmaade en anden Dom end den, som den offentlige Mening i Kjøbenhavn har fældet. Hvad gjorde da Ministeriet Hall? Det lod ganske rigtig Folket staa midt i det - og gik selv.


__________






 

 
21






III.

Den Udsigt, der har aabnet sig for Oppositionens taarefulde Blik, er, som vi i vor første Artikel tillode os at antyde, rig paa sørgelige Enkeltheder, der frembringe en højst uhyggelig Totalvirkning. Forrest i Maleriet sees "et Conglomerat af Personer", og hvilke Personer? - tagne raat op af Massen, uden Konstens og Videnskabens idealiserende Præg. Det er som sagt kun et Conglomerat; der er ikke mindste Rapport mellem Personerne; de staa der blot, fordi Billedet nu engang skulde fyldes, og fordi man i en Hast ikke kunde finde paa andre; en ledense Tanke, der kunde give Billedet Holdning og Charakteer, savnes aldeles. Da man ikke er paa det Rene med, hvad disse Personer skulle bestille, kan man bag de Taager, der hvile over Skuepladsen, hvorpaa de bevæge sig, forestille sig alt Muligt. De mest forunderlige og forskelligartede Gjenstande titte følgelig frem for Beskuerens bekymrede Fantasi. Medens Nogle mene, at "Conglomeratet" fastholder Heelstaten, antage Andre, at det er Eiderstaten, det pønser paa. Somme ville i dets Arbeide kun see en triviel Vandren i de gamle Spor, men ikke Faa forestille sig med Rædsel fortvivlede Experimenter dukkende op bag de tause Skikkelser, saasom Skandinavismen, Holsteens Udfordring, ja selv Schlesvigholstenismen og Slesvigs Deling. Men hvad Alle kunne see, det er "Bagtrappen", der højner sig truende over Landskabet med "Danmarks Sorg og Ulykke" triumferende

 

 
22

paa det øverste Trin, i allegorisk Figur med Marschalstav i Haanden. Det er nu engang vist, for det har "Dagbladet" sagt, og Allesammen har sagt det, og Hr. Bøgh har sagt det bagefter Allesammen, og der staaer i Biblen, dt det er af de Umyndiges Røst, man skal høre Sandheden.

Det skal jo være en af Holbergs Fortjenester, at han ved at revse Samfundets Fejl med Satirens Svøbe har haft en afgørende Indflydelse paa dets moralske Udvikling. Men med al Respekt for Holberg maa vi desværre bekjende, at vi med Virkeligheden for Øje, kun kunne ansee hans sædelige Indvirkning som forbigaaende, skjøndt ganske vist hans Genis mægtige Skabninger kunde friste til at antage det Modsatte. Naar f. Ex. Jacob v. Tybo træder frem paa Brædderne med Blikket vendt mod Fantasiens uhyre Perspektiver, hørende Krigslarmen rundt omkring sig i Gadedrengenes Spektakler og skuende en brabandsk Muur i hvert et Huus, han gaaer forbi; naar vi see ham heelt levende i den Verden, han selv har digtet, troende paa disse storartede Scener, hvori han spiller Hovedrollen - skulde man saa ikke antage, at den virkelige Jacob v. Tybo for evige Tider var slaaet ihjel? Men afgiver "Dagbladet" ikke et uimodsigeligt Beviis for det Modsatte? Fantaserer det ikke hver Dag trods hiin holbergske Helt om sine vældige Bedrifter i Ideens Tjeneste, og troer det ikke selv paa de Historier, det byder Publikum? Og saa er det endda uvist, om der staaer nogen inciterende Polonius ved dets Side. Hvis Hr. Bøgh ikke havde fordybet sig saa meget i sine aristofaniske Studier, at den holbergske Muse derved sandsynligviis er kommen til at ligge ham fjernere, vilde vi foreslaa ham af den sidste Snees "Dagblade" at lave en Jacob v. Bille, der da næppe vilde blive mindre interessant end det berømte Forbillede. Vi vilde gjøre det med saameget sikkrere Forventning om et heldigt Udfald, som Hr. Bøgh jo har en særegen Fær=

 

 
23

dighed i at skrive ud af Dagbladene. Et saadant Foretagende vilde jo vistnok ovenpaa Casinos sidste Fænomen vidne om nogen Inconsekvens, men da det siden 1848 mere og mere er blevet Mode blandt vore store Politikere at "slaa om", hvorfor skulde saa vore Digtere ikke have Lov til det Samme? Desuden vilde det uventede "Omslag" sikkert bevirke, at der blev saameget større Rift om Billetter.

Vi, hvem Muserne desværre have nægtet deres guddommelige Gaver, formaa nu ikke at give den Situation, der daglig gjentager sig iblandt os, Existens for Evigheden: "Dagbladet" kæmpende i Aanden Ideens Strid med Immoraliteten, og rundt omkring det ganske Kjøbenhavn med aaben Mund, beundrende; "Metropolet for en nordiske Intelligens" ladende uden Forbehold og uden mindste Hjemmel alle Historierne glide ned! Vor Opgave maa det tværtimod være med den kolde Forstand at bringe denne Situation til at gaa istykker; men vi forudsee, at det næppe vil lykkes os, da den Smerte, det koster os at føre Slaget, vistnok vil betage dette dets Kraft. Desuden har Opgaven i sig selv sine Vanskeligheder. Til Bytte for en interessant Drømmeverden, have vi Intet at byde, som det er nær saa pikant at sysselsætte Takerne med. Vi ere ikke istand til at bygget Noget op, der kan give Anledning til Snak; vor Virksomhed maa efter Sagens Natur blive mere negativ end positiv. Vi have ikke faaet Brev paa at kjende Ministeriets Politik tilbunds, ligesaa lidt som vi formaa at udspejde alle de Evner, der bo i de enkelte Personligheder, hvoraf Ministeriet er sammensat. Vi have kun taget Ordet, fordi det harmer os at see en Opposition mod et Ministerium baseret deels paa Sladder, hvorfor der ikke er leveret Skygge af Beviis, deels paa urigtige Raisonnements og uretfærdige Fordringer.

Er det saaledes ikke en i højeste Grad uretfærdig For=

 

 
24

dring, at Ministeriet ved dets Tiltrædelse skulde levere et Program? Har ethvert af alle de Ministerier, Danmark siden 1848 har haft, leveret et Program? Og er det ikke specielt for dette Ministeriums Vedkommende en Umulighed nu at meddele Programmet? Har ikke det forrige Ministerium ved sin Afgang efterladt en Arv, der maatte overtages af det nuværende, hvis dette ikke overfor Holsteen og Tydskland vilde giøre sig skyldig i en Uretfærdighed, der med Begjærlighed vilde blive benyttet til at berede Regeringen nye Vanskeligheder og forhale den endelige Ordning af vore Statsforhold, som det bør være Ministeriets ivrigste Stræben at hidføre? Ministeriet Hall har gjort Forbundet Forslag om Sammenkaldelse af Notabler fra Rigsraadet og de holsteenske Stænder, og det nuværende Ministerium maa vise sig beredt til at indfrie Løftet. Først naar dette Forslag er blevet afviist, eller dets Ubrugbarhed praktisk godtgjort, først naar den Hall=Monradske Komedie er bleven spillet tilende, først da kunde der være Tale om at fordre Programmet. Dette skulde man synes maatte staa klart for Enhver, der ikke har saa travlt med at lede efter Steen til at kaste paa Ministeriet, at han ikke kan faa Plads for nogen anden Tanke. Men Publikum har kun altfor let ved at glemme, og "Dagbladet" har ypperligt forstaaet at exploitere denne Egenskab. Vi haabe imidlertid, nu da den meget nær liggende Grund er bragt i Erindring, at vi for Fremtiden skulle blive frie for at høre skrige paa Programmet.

Man paastaaer endvidere, at de Personer, hvoraf ministeriet bestaaer, ere af en Højst forskjellig politisk Farve, hvilket er en meget uheldig Egenskab ved et Ministerium. Nu vel! i saa Fald kan man jo være ganske rolig; Ministeriet vil da, naar det første vigtige Problem fremstiller sig - og et saadant vil næppe lade vente længe paa sig -, ufejlbarligt sprænge sig selv og derved imødekomme Oppositionens ivrigste Ønske.

 

 
25

Men det turde dog være, at man i denne Henseende bedømte Ministeriet urigtigt, at netop dette Ministeriums Styrke var een stærk Villie i alle væsentligere politiske Spørgsmaal. Ministeriets medlemmer ere naturligviis ikke Daguerreotypbilleder af den samme politiske Idee; de er vistnok saavidt virkelige Personligheder, at deres Anskuelser om de Midler, ved hvilke Danmarks Lykke snarest kan skabes, ikke i alle Enkeltheder falde sammen. Men vi tro, at man skylder dem Tak for, at de i rigtig Erkjendelse af, hvor nødvendigt et kraftigt og enigt Ministerium er for Ordningen af vore forfuskede politiske Forhold, have samlet sig om Hovedsagen og offret enkelte Ønsker, der ikke bleve almindelig deelte, for det Heles Vel.

Hvad dernæst den meget omtalte Intelligens angaaer, da har det rigtignok staaet at læse paa Tryk, at Ministeriet i høj Grad skulde mangle denne Nødvendighedsartikel, men ogsaa Paastanden herom turde være noget forhastet. Det maa indrømmes, at der næppe findes egentlig lærde Mænd i Ministeriet, at dette ikke kan opvise Nogen, der hvad Kundskaber angaaer kan maale sig med Monrad, Hall, Krieger eller Fenger. Men det skal paa den anden Side fremhæves, at Kundskaber, særligt hvad Allotria angaaer, afgive en yderst mangelfuld Maalestok for Vurderingen af en Statsmands Capacitet. Vi vide ikke, om Griffenfeld eller A. P. Bernstorff vare lærde Mænd i Nutidens Betydning - de vare det næppe i samme Grad som ovennævnte Videnskabsdyrkere -; men hvad vi vide, er, at de ikke desto mindre vare Danmarks største Statsmænd. Hvad man tør fordre af en Minister, er altsaa ikke Lærdom, ikke den nøjeste Fortrolighed med Videnskabens Details, men - foruden et tilstrækkeligt Overblik over den enkelte Virksomhedsgreen, som Ministeren særligt skal forestaa - fornemmelig en dyb Forstaaelse af Folkets Trang som Folk, forenet med en klar Opfattelse af de politiske Forhold og et sik=

 

 
26

kert Øje for Midlerne til at bringe disse i Overensstemmelse med de folkelige Ønsker, samt endelig det politiske Mod, den mandige Handlekraft, uden hvilken selv den dybeste Indsigt bliver ufrugtbar. Om det nuværende Ministerium i politisk Intelligens - thi om al anden Viden er her jo som sagt ikke Spørgsmaal - staaer under dets Forgænger, kan endnu slet ikke afgjøres, thi det kan kun skee ad Erfaringens Vej; og at Ministeriet Rottwitt, hvad Mod og Handlekraft angaaer, ikke kan staa lavere, det er Noget, enhver dansk Mand burde indrømme.

At gjennemgaa Punkt for Punkt alle de Udtalelser, der i Pressen ere fremkomne mod Ministeriets enkelte Medlemmer, kan saameget mindre falde os ind, som disse Udtalelser for en meget stor Deel ere fremtraadte i Postulatets Form uden al Paaviisning af Facta, hvorpaa de kunde støttes. Vi skulle indskrænke os til nogle faa Bemærkninger. Om hs. Exe. Conseilspræsidenten udtaler "Fædrelandet" sig i det Hele ret gunstigt, medens "Dagbladet"næppe kan finde en Plads til ham, der er lav nok. Det er imidlertid let at see, at "Dagbladet" ved denne Leilighed ikke er retfærdigere end sædvanlig. Naar f. Ex. det ærede Blad anker over, at Rottwitt hidtil ikke har udrettet noget "Stort", kunde vi ønske at spørge det, hvorledes det egentlig mener, at denne "Storhed" skulde have yttret sig. For at nemlig "det Store" kan træde frem som saadant, behøver det nødvendigt tilsvarende Forhold, behøver det en Birkekreds, der passer til de Evner, hvori Personligheden har sin ejendommelige Styrke. Hs. Exc. Conseilspræsidenten er nu ikke nogen udmærket Taler; som slet og ret Medlem af en palamentarisk Forsamling vilde han altsaa ikke have naaet en af de første Pladser. Men det, som udgjør det Betegnende ved Rottwitts politiske Charakteer, er næst hans Kjærlighed til det demokratiske Princip, der trods Aarhundre=

 

 
27

dernes Trælleaag er dybt begrundet i det danske Folks Natur og udgjør dets varigste Syrke, en energisk Villie, en stadig Framadstræben, som er meget langt fra den blotte Ærgjerrighed, hvis Higen har afkræftet saa mange af vore Politikere. Der er Faa blandt alle dem, hvis Navne ere knyttede til vor Udvikling siden 1848, som ere voxede med Forholdene som Rottwitt. Naar man ikke dølger denne Ejendommelighed, fælder man ham ikke ved at sige, at han mangler "Geni", thi under vore smaa Omstændigheder kunne vi ikke vente, at vor Lykke skal springe frem under Tryllebrixen, og de Faa af vore politiske Capaciteter, i hvis Tanke undertiden hiint Guddommelige glimter, f. Ex. Lehmann, Monrad, Tscherning, vilde ingenlunde være de meest Skikkede til at lede vore Anliggender.

Hvad General Tjestrup angaaer, da er det en Kjendsgjerning, som ej engang den blindeste Opposition har vovet at benegte, at hans Indtrædelse i Kabinettet er bleven hilset med levende Glæde af hele Armeen, med Undtagelse af de Faa, for hvilke Højskolens fornemme Theorier gjælde mere end den erfarne Mands praktiske Blik. Vi skulle her minde om en Yttring, der er fremkommet fra en Sagkyndig i "Fædrelandet", at om man vilde spørge, hvem der i Tilfælde af en Krig burde anføre Hæren, maatte Svaret blive: General Thestrup. "Dagbladet" har vistnok Ret i, at man ikke vil kunne vente, at hs. Exc. i Løbet af nogle Maaneder skal kunne afhjælpe de Fejl, som hans Forgængere gjennem en Række af Aar have begaaet; men hvis der gives ham den Tid, der er fornøden til Fuldførelsen af et saa omfattende Arbejde, vil sikkert hans varme Interesse for Armeens Tarv og hans skarpe Blik for dens Mangler være os en Borgen for, at Armeen under ham engang vil kunne fyldestgjøre de Fordringer, vi ere berettigede til at stille til den. Det skal navnlig fremføres som et særligt Fortrin ved hs. Exc., at han, skjøndt allerede en gam=

 

 
28

mel Soldat, dog ingenlunde er nogen Beundrer af det Støvletvæsen, der blomstrede frodigt i hans Ungdom, og hvis Traditioner endnu yttre deres Indflydelse paa Armeen, saa at vi for Fremtiden kunne vente, at vore Soldater ville blive uddannede med udelukkende praktiske Hensyn for Øje, uden at Tiden spildes med Paradevæsnets Narrestreger.

Om Etatsraad Westenholz behøve vi ikke anføre Andet, end at det paa Grund af hans Indsigt og hæderlige Charakteer har "smertet" "Dagbladet" at finde hans Navn paa Ministerlisten. Det er os bekjendt, at Hr. Kammerherre Jessen ansees for en dygtig Embedsmand; for Resten vide vi ikke Noget om ham, men vi maa ganske underskrive "Dagbladets" Mening, at man "uden Tort" kan see ham blandt Ministrene. At han er en homo novus, som det ærede Blad skynder sig at tilføje, skal da ikke kunne fælde ham. Baron Blixen=Finecke er derimod bleven modtaget med stor Mistillid baade af "Fædrelandet" og "Dagbladet". Naar det førstnævnte Organ oplyser, at Hr. Baronen "nu har givet Svar paa det indiskrete Spørgsmaal, som det for et Aars Tid siden rettede til ham, hvad han egentlig vilde" og dernæst angiver som Hr. Baronens Villie "at være Minister, ligemeget med hvem, ligemeget paa hvilke Vilkaar", er det kun Skade, at "Dagbladet" har glemt at tilføje Beviset for denne Beskyldning. Naar det ærede Blad fremdeles debiterer, at hs. Exc.'s politiske Anskuelser "spille i den Grad i alle Regnbuens Farver, at intet Menneske er istand til at afgjøre, om han er Grundejer eller Bondeven, Eiderdansk eller Heelstatsmand, Slesvigholstener (!) eller Skandinav", saa turde det her være Stedet at minde om, at Hr. Baronen i sin sidste Valgtale erklærede at ville arbejde for Skandinavismen, saafremt der var nogen Mulighed for at faa denne Idee realiseret. Hvorvidt hs. Exc. principielt er Heelstatsmand eller Eiderdansk, forekommer os givet


 

 
29

ved denne Udtalelse. Det er ganske vist, at hs. Exc. ikke altid har indtaget det samme politiske Standpunkt, men at dette ligger i den menneskelige Natur, at Tiden og Begivenhederne udøve deres Indflydelse paa de politiske Charakterer, derfor levere de allerfleste af vore fremragende Mænd og deriblandt de, som "Dagbladet" ivrigst beundrer, i rigelig Grad Beviset. Der er kun den Forskjel paa hine og Blixen=Finecke, at medens de Fleste af vore mere betydende Politikere under Tidernes Tryk have tabt Kraften og Modet, have tvivlet, hvor det fornemmelig gjaldt at tro, og under alt dette mistet "det positive Indhold", der skulde udfylde "de glimrende Former", besidder hs. Exc. Udenrigsministeren "en høj Grad af Perfektibilitet", er han modnet ved Tidens Paavirkning, voxet til et ædlere Frihedssind og til en grundigere Indsigt. At "Dagbladet" ikke troer paa, at en Mand kan gaa fremad i samme Grad, som det selv og dets Venner gaa tilbage, er naturligt, men ved sin Tro skal da "Dagbladet" heller ikke blive saligt.

Den Mand, hvis Indtrædelse i Kabinettet har vakt de vildeste Udbrud af Forbittrelse hos Oppositionen, er dog nok hs. Exc. Cultusministeren. Han er tillige den Eneste, hvem Pressen har viist den Opmærksomhed at anføre Facta som Beviser for Skudsmaalets Rigtighed. Det er atter "Dagbladet", der har Æren for at have fremført disse Beviser, der ere ikke mindre end tre i Tallet. For det Første, siger "Dagbladet", "har Borgen under sin hele Rigsdagstid været en taus Bisidder af Menigmandspartiet". Man seer, at det smagfulde Blad forstaaer at vælge sine Udtryk; "taus Bisidder", "Menigmandspartiet" - særdeles passende til at gaa fra Mund til Mund som Feltraab, saasom de klinge saa rask og ere saa lette at huske. Vi have ovenfor antydet, at bedaarende Talegaver, et fint dialektisk Talent ingenlunde ere conditiones sine qva non for den politiske Capacitet; vi ville tilføje, at

 

 
30

det betegner os som en mere æsthetisk end politisk udviklet nation, at vi foretrække Formen for Væsenet, Talen for Handlingen. De Danske kunne just ikke siges at slægte deres Landsmand Hamlet paa, der, skjøndt han var gal, dog havde Fornuft nok til at svare Polonius paa Spørgsmaalet om, hvad han læste: Ord! Ord! Ord! Storthingssalen i Norge, der dog huser en Forsamling, hvis politiske Dygtighed er større end Rigsraadets og Rigsdagens tilsammen, og som Folket seer op til, man kunde sige med Andagt - Storthingssalen har sjeldent gjenlydt af hine klassiske Foredrag, som vi hernede fordre af vore Statsmænd. Hvad nu "Menigmandspartiet" angaaer, da skulle vi villig oplyse, at vi ingenlunde sympathisere i Alt med "Bondevennerne", men vi ere rigtignok endnu mindre blandt dem, der ansee det for en Skam at tilhøre dette Parti, der betragte det som Antipoden af Videnskabelighed og Kunst, kort af alt aandeligt Liv, og i dets Bestaaen see en Fare for Fædrelandet. Vi tro, at "Bondevennerne", siden Folket nu engang har mattet sondre sig i Partier, ere en gavnlig Factor i Statslivet, en nødvendig Modvægt mod det ikke mindre eensidige bureaukratiske Hovmod, der truer med at beherske Staten. En Mand kan følgelig gjerne have sluttet sig til "Bondevennerne" uden derfor at være Plebejer, idet han i dette Partis Bestaaen seer en Sikkerhed for, at vi ikke trænges for langt bort fra det ægte Demokrati, der er vor Nations Styrke, og af hvis Princip Danmarks Riges Grundlov er udgaaet.

Nr. 2 blandt Argumenterne mod Borgen var, at han "som privat Skolebestyrer grundigt havde prostitueret sig". Med dette Postulat var "Dagbladet" imidlertid imod Sædvane uheldigt. Hr. Professor H. G. Bohr, der i Borgens Tid var Lærer ved og nu er Bestyrer af den paagjældende Skole, som bekjendt den mest blomstrende i Danmark, lod nemlig i "Berl. Tid." indrykke en Protest, hvori han udtalte sin

 

 
31

"Agtelse for Mandens Kundskab og Dygtighed, Beundring for hans klare Blik for Underviisningens Midler og Formaal og en Følelse af, at hans hele hæderlige Færd var gjennemtrængt af ægte Humanitet." "Dagbladets" Svar var saa betegnende for dets sædelige Standpunkt, at vi uden nogen Bemærkning skulle lade det tale for sig selv. Efterat det meget hæderlige Blad uden i mindste Maade at genere sig har tilstaaet, at det ikke kjender Noget til den Ting, det har talt om, kræver det "andre Vidmesbyrd" end den med Navns Underskrift forsynede Erklæring fra en hæderlig, anerkjendt dygtig Mand af Faget, og udtaler som en nærliggende Formodning, at Hr. Bohrs Dom er stærkt paavirket ved Følelsen af, at han skylder Borgen personlig Erkjendtlighed; "thi hvis denne havde kunnet magte sin Skoles Bestyrelse, vilde der næppe være blevet Lejlighed for Hr. Bohr til at vise sin Indsigt og Dygtighed som Skolemand". Ja, ikke sandt? Det er den almindelige Forestilling om Borgens Uduelighed, som Bohr skylder sine Laurbær, og nu viser Bohr sin Taknemmelighed ved at ville udslette denne Forestilling, der udgjør Betingelsen for, at han kan høste Laurbærrene! Hvorvidt det kan gaa med "Dagbladet", naar dets Sind er i Oprør, sees ikke mindre klart af den lille Anmærkning, der er føjet til det Stykke, hvori sidstnævnte Slutning gjøres. Det oplyses her, hvorledes Borgen, der nu "har slaaet sig paa det Radikale", først "lod sig fremdrage af Absolutismen", hvilket bestod i, at han under Christian VIII søgte og fik et Embede. Veed da "Dagbladet" ikke, at Hundreder af dets egne politiske Venner, der jo ogsaa kalde sig liberale, have modtaget Embeder af Absolutismen? Jo ganske vist; ved i selvsamme Artikel at nævne Monrad, dets egen feirede "Hædersmand", som den, der søgte det omtalte Embede sammen med Borgen, er det kommet for Skade

 

 
32

at pege paa Consekvenserne; men det holder som Nelson Kikkerten for det blinde Øje - det vil ikke see dem.

"Dagbladets" tredie Beviis for Borgens Ubrugbarhed som Cultusminister er, at han som Direktør for det kjøbenhavnske Skolevæsen skulde have lagt Mangel paa Dygtighed for Dagen. Saasom en Skoledirektørs og en Cultusministers Virksomhed ingenlunde ere de samme, negte vi ikke, at dette Argument ikke mindre end det sidstnævnte minder om det "Øxeskaft", som mindre logiske naturer gjerne have paa rede Haand ved Spørgsmaal, der volde nogen Vanskelighed. Men siden denne Sag nu engang er bragt paa Bane, og det med en saadan Styrke, at man kunde tro, "Dagbladet" forstod sig paa den eller ialtfald havde tænkt noget ved den, turde det maaskee ikke findes overflødigt, at vi offre den nogle Ord. Borgerrepræsentationens Anke i 1854 gik ingenlunde ud paa, at Professor Borgen overhovedet var uskikket til de ham underlagte Forretninger, men drejede sig alene om en enkelt Side af hans Virksomhed, om hans personlige Skolebesøg. Det er nu ret charakteristisk, at Borgerrepræsentationen, der i hiin Tid af "Dagbladet" ansaaes for og i Virkeligheden ogsaa var en Forsamling af middelmaadig Dygtighed, nu, da det gjælder om at komme en persona ingrata tillivs, holdes frem som en inappellabel Domstol. Hvad nu Anken selv angaaer, da turde den vidne om en vis Ukyndighed hos den ærede Borgerræpræsentation om, hvad en Skoledirektør er for et Væsen, og hvori hans Virksomhed fornemmelig bør bestaa. Skulde nemlig Skoledirektøren aflægge blot eet Besøg aarligt i hver af Stadens mangfoldige Skolers mange Klasser, saa vilde han bogstavelig ikke kunne bestille Andet fra Morgen til Aften Aaret rundt end at gaa paa Besøg. Enhver praktisk Skolemand vil nu vistnok give os Ret i, at for at opnaa en blot nogenlunde klar Forestilling om Betydningen og Omfanget af en

 

 
33

Lærers Virksomhed udfordres der et saa grundigt Bekjendtskab med de Betingelser, hvorunder han arbejder, at det umuligt kan erhverves ved et enkelt aarligt Besøg. Ved en slig Løben omkring fra Skole til Skole vil altsaa i Virkeligheden slet Intet udrettes. Vi negte nu ingenlunde, at en saadan Detailkundskab hos Direktøren var ønskelig - den vilde endogsaa efter vor Formening kunne udøve en betydningsfuld Indflydelse paa Udviklingen af vore Skoleforhold -, men for at den kunde opnaaes, maatte Embedet deles i flere, og det er hverken fornuftigt eller sømmeligt af den ærede Borgerrepræsentation at kaste Skylden for Mangler, der ere fremkomne ved dets egen Ukyndighed eller Kniberi, over paa en Anden, af hvem der jo dog ikke kan forlanges mere, end hvad et Menneske kan overkomme. Betragtede vi nu specielt Almueskolevæsenet, paa hvilket Direktøren fornemmelig kan indvirke, og hvis Forfatning derfor afgiver den sikkreste Maalestok for hans Capacitet, da skulde det interessere os at see "Dagbladet" bevise, at det i det Hele ikke befinder sig i en mønsterværdig Tilstand. Sandheden er, at det i den Række af Aar, hvori Prof. Borgen har staaet i Spidsen for det, bestandig har udviklet sig til en større Grad af Fuldkommenhed, saa at det nu intet Væsentligt lader tilbage at ønske. Vor ærede Modstander vil naturligvis indvende, at denne Fremgang ikke skyldes Direktøren, men de enkelte Inspektører og Lærere. Men hvoraf kommer det da, at der i samtlige Skolers Arbejde mærkes en saa sjelden Eenhed, en saa hensigtsmæssig Samvirken, hvis dette ikke er at tilskrive een Indflydelse, een vaagende og regulerende Tanke? Og hvad Lærerne angaaer, da beroer deres Ansættelse idetmindste ved nogle af Skolerne fornemmelig paa Direktøren. Hvis de altsaa ere saa dygtige, vil man ikke ret vel kunne negte, at Professor Borgen har røbet en vis Sands for at bedømme Ansøgerens Egenskaber. Det turde endelig

 

 
34

her være Stedet at gjøre opmærksom paa, at de eneste for Borgerskolerne brugbare Lærebøger i Modersmaalet skyldes den August Vilhelm Borgen, som "Dagbladet saa gjerne vil have reduceret til et pædagogisk Nul.

Af en saadan Beskaffenhed ere "Dagbladets" Beviser for Prof. Borgens Udygtighed til at forestaa Cultusministeriet. Tør nogen Eneste herefter sige, at det er Sagen, "Dagbladet" har havt for Øje, ikke Personen? Hvis man alligevel skulde være i Tvivl om, af hvilke Motiver Bladets Forbittrelse mod denne Mand er udsprungen, da lægge man Mærke til den Sammenligning, det drager mellem ham og hans Forgængere samt nogle andre Embedsmænd under Cultusministeriet. Martensen, hvis Udnævnelse til Biskop blev hilset med Indignation af den liberale Presse, er nu bleven en pletfri Repræsentant for den danske Folkekirke; Madvig, der har forfusket og tildeels fortydsket vore lærde Skoler, Madvig, "den meest upraktiske af alle Statsmænd", siges nu at have været en herlig Cultusminister, - og Ørsted, Adsolutisten Ørsted, over hvis Hoved "Dagbladet" i sin Tid nedbad Himlens retfærdige Straf, holdes nu frem af dette consekvente og constitutionelle Organ som en lysende Modsætning til Demokraten Borgen. Have vi flere Vidnesbyrd behov?


__________





 

 
35






IV.

Vi have ved foranstaaende Udvikling, stræbt at gjøre den Anskuelse gjældende, at en Opposition mod Ministeriet ikke med Rette kan bygges paa en letsindig Kritik over dets enkelte Medlemmer eller paa en apriorisk Paastand om dets Mangel paa Holdning og Charakteer som Heelhed. Der staaer endnu tilbage at paapege det Løse og Urimelige i den Betydning, at Ministeriet skulde være blevet til ad en Vej, som det under alle Omstændigheder er usømmeligt at benytte, men som navnlig i en constitutionel Stat bør holdes omhyggeligt lukket. Disse Dages Digtekunst her, som tidligere bemærket, med en vis licentia poetica fremstillet denne Vej som en "Bagtrappe" og ladet den føre op til en Magt, der burde søge sin blide Opgave i en stille Virken ved den huuslige Arne, men som her er traadt ud paa et Gebet, hvor den mindst har Ret til at færdes, paa det politiske. At overtyde dem, der velvilligst have laant Øre til ovennævnte Rygte, om, at der ikke er et Ord sandt i hele denne Historie, er os naturligviis umuligt, fordi Hoflivets privatissima ligge udenfor den offentlige Kontrol; men det er heldigviis heller ikke fornødent. Det paaligger nemlig ikke os at modbevise blotte Postulater, der stilles op for at undergrave Tilliden til Ministeriet, hvorimod det er deres Pligt, der bringe krænkende Rygter i Omløb, at godtgjøre disses Sandhed. Naar der ikke leveres Beviis for en fornærmelig Paastand om Mænd, der hidtil have nydt

 

 
36

almindelig Agtelse, skylder man sin Ære at ansee Beskyldningen for løs Tale, navnlig naar, som her, adskillige Indicier vidne imod den. Om en af Ministrene er det jo officielt bekjendt, at han kun har været at bevæge til at overtage sin Portefeuille ad interim; overfor ham idetmindste maa altsaa "Dagbladets" Insinuation om at "krumme Ryggen for Yndlinge og gjøre sig til Redskab for deres Hensigter" falde til Jorden. Det ligger nu vistnok nær at antage, at en lignende Følelse af Situationens Vanskelighed har været levende hos flere af Ministeriets øvrige Medlemmer; det er sandsynligt, at de i Forventningen om de hensynsløse Angreb, hvorfor de udsatte sig ved at træde ind i Cabinettet, have vovet dette, snarere drevne dertil ved Forholdenes Magt, end fordi de derved fulgte deres Lyst; at de altsaa mindre kunne siges at have tiltigget sig deres Portefeuiller end ved at modtage dem at have bragt et personligt Offer for en Sag, paa hvis Sandhed de troede, og hvis Realisation det efter deres Overbeviisning vilde være forgjæves at overlade til Andre. For Conseilspræsidentens Vedkommende er dette ikke blot sandsynligt, men fuldkommen vist. Det er nemlig en Kjendsgjerning, at Rottwitt i Begyndelsen undslog sig for at modtage Kongens Tilbud om at danne et Cabinet. H. Exc. Conseilspræsidenten lededes hertil af den meget rigtige Tanke, at Monrad, der ved sit Notabelprojekt havde troet at finde Vejen, ad hvilken den constitutionelle Heelstat kunde føres tilbage, maatte være den Nærmeste til at danne Cabinettet. Først da denne Statsmand havde viist sig uvillig til at stille sig i Spidsen for et nyt Ministerium, troede Rottwitt ikke længer at turde afslaa h. M.s Ønske. Hvad Blixen=Finecke angaaer, nære vi ligeledes en stærk Tvivl om, at han absolut har villet være Minister, men selv om saa var, forstaa vi ikke ganske den Indignation, hvormed "Dagbladet" betoner Verbet. Det er

 

 
37

jo nemlig aabenbart, at det ærede Blad selv vil, hvad det betragter som det Rette, nemlig støde det nuværende Ministerium fra Tronen og kalde det gamle til Roret igjen; men hvorfor skal det da være en Synd, om Blixen=Finecke har villet det, som efter hans Anskuelse er værd at eftertragte?

Er det altsaa til Dato ubeviist, at Ministeriet har ladet sin Ære ligge "hos Lakajen", er det dermed godtgjort, at "det ærede Publikum" har efterladt denne Gjenstand i Casino. Fra samme Publikum maa imidlertid "Dagbladet" undtages; dets Redaktør er ikke Jurist for Intet, han veed nok, hvor meget man tør sige uden at drages til Ansvar for Moralens Domstol. Hr. Bille nævner ikke ligefrem "Bagtrappen"; han er forsigtig nok til at anvende det mere almindelige Udtryk, at Ministeriet er blevet bragt istand paa "en absolutistisk Basis". Det er betegnende, at denne Anskuelse, der, hvis der var nogen Sandhed i den, maatte have frembrudt sig selv strax ved Ministeriets Fødsel og overflødiggjort alle de Specialiteter, som det ærede Blad har yndet at lade sin Harme gaa ud over, først er gaaet op for det den 27de December, altsaa omtrent en Maaned efter Ministeriets Dannelse; men "Dagbladet" mener naturligviis, at den Profit, som kom seent, er bedre end slet ingen, og vi skulle ikke strides med vor Modstander herom. Vi kunde nu indskrænke os til en Henviisning til "Fædrelandet", der paa det Klareste har godtgjort, at et absolutistisk Motiv har været ledende ved de fleste af Miniterskifterne siden 1848, og at der altsaa ikke er nogen særlig Grund til paa Basis heraf at reise en Opposition netop mod dette Ministerium. Men vi ville gaa et Skridt videre og benægte, at nogen absolutistisk Tendens har gjort sig gjældende ved, hvad der skeete den 2den December. En saadan Beskyldning kan ikke rejses paa det abstrakte Raisonnement, at Ministerskiftet er skeet som en Følge af en Conflikt med

 

 
38

Hofforhold, uden Repræsentationens Control. Der maa nemlig indenfor denne vide Grændse skelnes mellem to Tilfælde. Er det h. M.s vilkaarlige Lune eller hans Omgivelsers Intriger, der bevæger ham til at fjerne et Ministerium, som støttes af Opinionen, maa Ministerskiftet unegtelig siges at hvile paa en absolutistisk basis, og det i sine constitutionelle Rettigheder krænkede Folk har da fuld Føje til ved alle lovlige Midler at bestræbe sig for at gjøre det nye Ministerium umuligt og bringe det gamle til Roret igien. Hvis det derimod er Ministeriet, der fornærmer Kongens Person ved at indblande sig i hans privateste Forhold, foreskrive ham, hvilke Venner han maa see hos sig, og hvilke ikke, o.s.v., da har Kongen Ret - vi ville ikke sige til udenvidere at afskedige Ministeriet, thi selv denne Fremgangsmaade vilde smage noget af Absolutisme, men til at vise denne Indtrængen paa et ikke politisk Gebeet tilbage, og indgiver Ministeriet som en Følge heraf sin Dimission, kan Kongen ikke siges at handle uconstitutionelt ved at modtage den, om end Ministeriet nyder Nationens Tillid; thi ere Folkets Rettigheder ukrænkelige, saa ere Kongens det ikke mindre. Hvilket af disse Tilfælde er det nu, der har fremkaldt det sidste Ministerskifte? For at løse enhver Tvivl herom var det egentligt talt nødvendigt at skrive en paa verificerede Aktstykker grundet Hofhistorie, og dertil ere vi naturligviis ikke bemyndigede; men vi skulle dog ikke undlade at bemærke til Publikums Oplysning, at det Intrigestykke, der nylig er spillet ved vort Hof, og som en æret Samtidig fra det svenske "Aftonblad" træffende har kaldt "det Berling=Scribeske", bærer den første Deel af dette Navn netop med samme Ret, som en bekjendt Tragedie af Shakespeare, hvori Cæsars Person kun indføres et enkelt Sted og uden at gribe selvstændig ind i Handlingen, kaldes Julius Cæsar, fordi denne mand er det Centrum, hvorom det Hele drejer sig, det

 

 
39

passive Maal for Heltens Anstrengelser. For det store Publikums Skyld, der fremfor Alt fordrer Tydelighed, burde maaskee hiin Tragedie heller have været opkaldt efter Brutus, saasom han er den, der leder den dramatiske Bevægelse, og af samme Grund kunde vi have ønsket Navnet paa ovennævnte Intrigestykke ombyttet med "det Hessisk=Hall=Scribeske", hvis ikke denne Benævnelse havde virket altfor ubehageligt paa Følelsen ved en Tydskhed i Sammensætningen. Det afgiver tilvisse en betegnende Maalestok for det afgaaende Ministeriums politiske Synskreds og for den tro, det har næret til sin Virken for Fædrelandets Sag, at det har sat sin Bestaaen paa Spil for at blande sig i Noget, der ikke vedkom det, for at naa et Maal af ikke politisk Natur. Har ikke Ministeriet Hall ved en saadan Adfærd næsten opfordret til den Antagelse, at det med den berlingske Kaabe har villet dække det Pjaltede ved sin politiske Habit? Har det ikke derved lagt sine Modstandere den Tanke i Sindet, at det, mistvivlende om at kunne rede os ud af det Virvar, hvori vi ved dets ukloge Færd ere blevne indviklede, har manglet Mod til at tilstaa dette og derfor med Begjærlighed grebet Lejligheden til at vælte Ansvaret for sin Fratræden over paa en Anden; at det, fordi det nødig vilde befordres ud af den diplomatiske Skueplads paa sin forfejlede Politiks Pindevogn, med Taknemlighed har modtaget Tilbudet om at afbenytte hiin Moralens værdige Quadriga, hvorpaa det triumferende er draget bort? Det vil i ethvert Tilfælde indrømmes, at saafremt der er faldet et Skjær af Absolutisme over Begivenheden den 2den December, er det ikke det nuværende Ministerium, men det afgaaende, der bærer Skylden. Men vi tro, som sagt, at Beskyldningen mod Kongen for ved denne Lejlighed at have yttret absolutistiske Tendenser er i høj Grad uoverlagt, og det saa meget mere, som h. M., efterat have modtaget Ministeriet Halls Dimis=

 

 
40

sion, for første Gang siden 1848 har overdraget Dannelsen af det nye Cabinet - ikke til den miskjendte, men altid redebonne Dyd fra Reaktionens Lejr, heller ikke til Frihedens lunkne Tilhængere, men til en af de saakaldte "Radikale", en af de folkeligste Mænd i den folkeligste af vore repræsentative Forsamlinger.

Efterat vi have nedskrevet ovenstaaende, er det blevet bragt til offentlig Kundskab, at Hr. Kammerherre Berling har faaet Affsked fra samtlige sine Hofembeder og er afrejst til Udlandet. H. M. Kongen har ved denne Handling fuldstændigt imødekommet Befolkningens Ønske og berøvet Klagerne enhver Skingrund. Hvad h. M. ikke, uden at træde sin Værdighed for nær, kunde tilstaa de aftraadte Ministre, har han indrømmet sit Folk. Han har viist en Selvfornegtelse overfor Opinionen, hvortil det er vanskeligt blandt Europas Konger at finde Magen; han har bragt sine Undersaatter, der i denne Sag ikke kunde have nogen Villie, et personligt Offer, der vidner højt om, hvor fjern hans Tanke er fra Absolutisme, og hvor dyrebar den Kjærlighed er ham, hvori han søger sin Styrke. Man skulde nu have ventet, af Folket taknemligt vilde paaskjønne en Handling, hvorved h. M. har gjort det saa stor en personlig Indrømmelse, som det var ham muligt. Men nej! Kjøbenhavnerne ere endnu ikke fornøjede, thi "Dagbladet" er det ikke. Det ærede Blad ledsager sin Beretning om Hr. Berlings Fjernelse med det mystiske Tillæg, at "Personen" vel er fjernet, men at "Principet" er tilbage. Hvem anseer "Dagbladet" som den nuværende Repræsentant for dette "Princip"? Er det Ministeriet, for hvis Tilbliven Hr. Kammerherren slet Intet har virket, og hvis første Dage ere blevne mærkelige ved hans Fjernelse, - eller sigter det ærede Blad maaskee snarere til en anden Magt? Det vilde unegtelig være nok saa passende, om "Dagbladet", hvis

 

 
41

det for Alvor fordrede nogen yderligere personlig Opoffrelse af hans Majestæt, viste det Mod at være sin egen Tankes Tolk, istedetfor at overlade Anvendelsen af de politiske Potter, det fabrikerer, til Pøbelen - for bagefter at desavouere dennes Adfærd.

Have vi været heldige i at vise, at det ingenlunde er godtgjort, at det nuværende Ministerium, navnlig naar Maalestokken hentes fra det afgaaende, staaer saa lavt i politisk Dygtighed eller er saa charakterløst, som der har faaet Ord for; have vi formaaet at bringe det til Bevidsthed, at det ethiske Grundlag, hvorpaa det staaer, ikke fornuftigviis kan fordømmes; og endelig; er det lykkedes os at paavise, at det nye Cabinet er blevet dannet paa en mere constitutionel Basis end de fleste af de Ministerier, Danmark siden 1848 har haft, - saa veed man nu, hvorledes der bør dømmes om de Agitatorer, der have søgt at vildlede Folket. Vi have kaldet disse Blade "Ministeriet og Kjøbenhavnerne"; vi kunde med samme Ret have benævnt dem "Ministeriet og Dagbladet", thi dette Organ er en tro Affspejling af den Aand, der for Tiden rører sig i Hovedstaden, for det blaserede Væsen, der coquetterer med sin Intelligens og sine Talenter, men er uden Alvor, uden sandt ideelt Indhold; der er let at ophidse, men vanskeligt at begejstre, tilbøjeligt til at tro paa Alt, hvad der kan afgive en piquant Beskjæftigelse for Tankerne, men for letsindigt til at give sig ind paa en grundig Undersøgelse, hurtigt til at lade sig hilde i en løs Forestilling, men for umandigt til at tilkæmpe sig en Overbeviisning. Men vi vilde tillige, at Kjøbenhavnskheden ikke er identisk med den ægte Danskhed. Vi ere forvissede om, at det besindige danske Folk ikke vil lade sig smitte af den opskruede Lidenskab, der i Hovedstaden har betaget Gemytterne al Evne til at dømme sundt og selvstændigt. Vi tro, at

 

 
42

Ministeriet allerede nu ikke er uden Støtte i det danske Folks Bevidsthed, og at det, om det alvorligt helliger sig den folkelige Politik, som vi haabe og vente af det, mere og mere vil bæres fremad af Nationens Stemning, og da ville vel ogsaa de Skrig forstumme, der fra den kjøbenhavnske Befolkning nu løftes imod det. Det er ingenlunde vor Mening, at Folket ikke skulde have Anledning til at yttere en vis Ængstelighed, til med spændt Opmærksomhed at følge Ministeriets Skridt, thi da et nyt og uforsøgt Ministerium, af hvilke Personer det end er sammensat, altid maa være til en vis Grad uberegneligt, sømmer det sig en politisk udviklet nation, der med levende og virksom Interesse omfatter Statens Anliggender, at see sig nøje for, før den skjænker det sin Tillid. Men ubetinget at bryde Staven over et Ministerium, før det har faaet Tid til at handle, før det har kunnet foretage et politisk Skridt, der fordømmer det *), ja før det har kunnet udtale, hvad det agter at gjøre, det er for letsindigt og uforsvarligt, til at vi ville tiltro det danske Folk en saadan Stemning. En Correspondance fra Stokholm til "Berl. Tid." fortæller jo rigtignok, at Sligt skal være Mode i Sverig, men Kongen og Ministeriet bekymre sig nok ikke

__________

*) Af saadanne har rigtignok "Dagbladet" forsøgt at paavise et Par, men de Nødskud, det i Anledning af de kgl. Reskripter til Krigsministeren affyrede for at redde Forfatningen, bleve selv i Kjøbenhavn i den Grad upaaagtede, at saavidt os bekjendt ikke et eneste Blad ansaae det for Umagen værdt at gjøre Sagen til Gjenstand for Discussion. Og hvad det ærede Organs frie Fantasier over Themaet Prinds Christian angaaer, ere vistnok "Fædrelandets" kritiske Anmeldelser af disse Værker saa udtømmende, at vi kunne indskrænke os til en simpel Henviisning til sidstnævnte Blad.

 

 
43

stort om de krigerske Raab, der opløftes ved hvert Ministerskifte, og naar nogen Tid er gaaet, er der nok heller Ingen, der rigtig veed, hvorfor der egentlig blev skreget, og Folket fortsætter i al Gemytlighed sin rolige Tilværelse. Vi antage, at det vil gaa her ligesaa. Vi haabe, at den Blæst, der gjøres paa et enkelt Sted mod Ministeriet, ikke vil bringe dette til at vakle bort fra den Opgave, det har sat sig. Og vi ere forvissede om, at Kongen, hvis Tilskyndelse det alene skyldes, at de Mænd, hvoraf Ministeriet bestaaer, ere tradte ind i den Stilling, hvori de befinde sig, ikke vil indlade sig paa at fjerne dem, kun faa Dage efterat de ere blevne beærede med hans Tillid, og forinden det har kunnet vise sig, at de ikke fortjene den. Det er ganske vist, at en Konge fornegter det constitutionelle Princip ved at tillade sit Ministerium at trodse Folkets almindelig udtalte og modent overvejede Fordring, men det vilde være Vrængbilledet af den frie Forfatnings Aand, om de, som staa i Spidsen for Fædrelandets Sag, maatte gaa afvejen for en af hine vilkaarlige og betydningsløse Bevægelser, hvorpaa Tiden vil vedblive at være riig, saa længe der gives Agitatorer, der spekulere i Begrebernes Forvirring og beruses af de Bifaldsraab, hvormed Mængden hilser deres Deklamationer.


__________





 

Opdateret: 17-03-2002
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top