eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del III

Kjøbenhavn del III

Kjøbenhavn
    - kap. III

Kbhvn., Thiele, 1901

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Harsdorffs projekterede Bebyggelse af Amaliegade til Hjørnet af Toldbodveien

Harsdorffs projekterede Bebyggelse af Amaliegade til Hjørnet af Toldbodveien.
Efter en Tegning i Rigsarchivet.


TREDIE KAPITEL.

Kjøbenhavn i den Guldbergske Periode.

_____

D


et varede rum Tid, før Bevægelsen lagde sig efter det blodige Skuespil paa Østerfælled, thi Struensees Regimente havde trods sin Kortvarighed sat dybe Spor baade i Samfunds- og Aandslivet. Det tog Tid, før Svimmelheden, der havde grebet Gemytterne, forsvandt. Bestandig kom de skarpeste Modsætninger frem i Tale og Skrift; paa den ene Side lidenskabeligt Had til den voldsomme og umodne Reformator, paa den anden Medlidenhed med hans og Dronningens Skjæbne og delvis Anerkjendelse af hans politiske Principer. En Mængde Flyveskrifter og Piecer, hvortil Udlandet leverede et rigeligt Bidrag, vedblev at fremkomme, og deriblandt allerede i Marts Afskrifter af Kommissionens Forhør over Struensee, og det frugtede ikke, at den nye Politimester, Etatsraad Christian Fædder fik Befaling til at eftersøge deres Oprindelse og konfiskere dem, eller at han mødte personlig paa Børsen og forbød Boghandlerne Salg af alle saadanne Bøger. I Sommeren 1773 blev en Borger fra Oldenborg, Herman Ludolph Bardewyck, paagreben, der reiste omkring i Provindserne og solgte

[404]

405

trykte Gjengivelser paa Tydsk af Advokaternes Forsvars- og Anklagetaler mod de to Grever, og det oplystes under Forhørene, at Bardewyek til Forskjellige havde sagt, at "der vilde blive reist Æresstøtter for Struensee og Brandt, at der var flere Struenseer, at man begegnede Kongen ilde og andre letsindige, løgnagtige og dristige Ord". Da man imidlertid "ellers ikke kunde spore, at han havde havt nogen ond Hensigt" slap han for Tiltale og Straf, mod at forvises Landet, medens Boghandler Proft, der havde forsynet ham med Bøgerne og desuden havde solgt et løgnagtigt og frækt Smædeskrift: "Entdeckung der wahren Absichten des Staatssystems der dänischen Regierung", hvori Enkedronning Juliane Marie fremstilledes som et Uhyre, der havde styrtet Dronning Mathilde og Struensee ved falske Vidner og falske Aktstykker, idømtes en Bøde af 500 Rdlr. til Vor Frelsers Kirke. Da Proft bad ynkeligt for sig og paastod, at han ikke havde kjendt Skrifterne, der vare fulgte med hans Bogpakker fra Udlandet, og han desuden nylig var gaaet Fallit, nedsattes Bøden til 100 Rdlr. - Kancelliet havde endog ment, at man kunde nøies med at lade ham betale 30. De nye Magthavere, blandt hvilke Kabinetssekretair hos Arveprindsen, Ove Høegh Guldberg, snart kom til at spille Hovedrollen som Stats- og Geheimekabinetssekretair og senere som Statsminister, optraadte overhovedet i Begyndelsen diplomatisk forsigtigt og maadeholdent, og det lykkedes dem derfor uden Vanskelighed at komme ud over Øieblikkets skiftende Stemninger, og det saameget lettere som deres Ledelse hurtig antog en udpræget national Farve. Struensees Fald blev ensbetydende med Danskhedens Seir over tydsk Væsen og tydsk Indflydelse - Danmark skulde nu ophøre med at være en Forsørgelsesanstalt for tydske Eventyrere.

Ved Siden af disse Strømninger gik en anden, der har Krav paa større Interesse, nemlig den vaagnende Frihedsfølelse. Den var med Naturnødvendighed opstaaet, da man saa Enevoldsmagten i en lunefuld, uberegnelig, sindssyg Herskers Haand, og styrkedes yderligere under den despotiske, uansvarlige Minister. Man fik Øiet opladt for Enevældens Vrangside, og mange af Trykkefrihedsskrifterne fremhæve mere eller mindre skarpt Folkets Ret og Pligt til at tale med i Fædrelandets Anliggender, ligesom de i en overraskende fri Tone paapege Kongens moralske Ansvar overfor Undersaatterne. Umiddelbart før Januarkatastrophen opstod Tanken om en Ind-


406

skrænkning af Kongemagten som det eneste Middel til at hindre Gjentagelser og navnlig umuliggjøre den nærliggende Fare, at Dronning Mathilde eller hendes Søn, Kronprindsen, engang skulde hævne det Skete. Suhm fortæller i sine Memoirer, hvorledes daværende Kommandeurkaptain, Fabrikmester Krabbe opfordrede ham til at skrive et Forfatningsudkast af de anførte Grunde, hvilket han gjerne indlod sig paa, og dette, der senere er blevet trykt, viser, at den ansete Historieskriver tænkte sig en konstitutionel Forfatning, omfattende hele Riget med et Enkeltkammer, bestaaende af 48 Medlemmer. Planen bærer Præg af at være udarbeidet i Hast, men Suhm fandt dog Anledning til at forelægge den for Guldberg, samme Dag Struensee var falden. Dens Skjæbne var naturligvis paa Forhaand given; »Guldberg forkastede den - skriver Suhm haanligt - vant til Slaveri." Den senere Geheimekabinetssekretair hyldede allerede nu den Anskuelse, han efter sit Fald udtaler i et Brev til Joh. v. Bülow, at siden "Kongeloven er bleven kundgjort, kan aldrig nogen dansk Undersaat tale om en Rigsdag uden at angribe Souveraineteten og følgelig forfalde i den Skyld og den Brøde, som Danske Lov ommelder," og det er charakteristisk, at Rasmus Nyerup, da han i 1799 offentliggjorte Suhms Forfatningsplan, som "et ikke uvigtigt Bidrag til den Afdødes politiske Meningers Historie", med Nød og Neppe slap for at blive sat under Tiltale derfor. I hvert Fald mente Generalprokureur Christian Colbjørnsen, at "Udgiveren af slige Papirer fortjente at sidde paa Christiansø eller Munkholm." Suhms og Ligesindedes Frihedsideer bleve saaledes hurtigt stækkede og fik ingen praktiske Følger, men, som Prof. E. Holm med Rette bemærker: man ser dog heraf, at den stærke Uvillie mod den faldne Minister ikke udelukkende skyldtes Fordom og reaktionair Aand, thi Suhm var paa sin Vis langt mere Fremskridtsmand end den af ham saa forhadte Minister. "Netop derved - tilføier han - viste Struense sig som en aldeles ubrugelig Statsmand, at han omtrent ligesaa meget stødte dem fra sig, der vilde fremad, som dem, der helst vilde blive ved det Gamle."

Den nye Regjering, der først kaldtes Geheimekabinetsraad, men fra 13de Februar 1772: Geheimestatsraadet, havde naturligvis først sin Opmærksomhed henvendt paa Politivæsenet for at sikkre Ordenens Opretholdelse i Hovedstaden. Man havde den 17de Januar om Aftenen faaet haandgribelige Beviser paa Pøbelens Voldsomhed og


407

Politiets Afmagt, og man fandt det derfor allerede den 25de Januar nødvendigt at forbyde Nattesæde paa Vin- og Værtshuse efter Kl. 10 om Aftenen, ligesom det to Dage efter blev befalet, at Kjøbenhavns Porte atter skulde lukkes om Natten. Men dette var langtfra tilstrækkeligt til at gjenoprette Politiets tabte Myndigbed, og i en Forestilling af 24de Januar (smlgn. III, S. 296) erklærede Bornemann rentud, at der ikke var andet Middel end at vende tilbage til den gamle Ordning. Dette skete da ogsaa ved kgl. Resolution af 6te Februar: Inkvisition blev nu igjen tilladt i Husene, for at Politiet kunde have Øie med Menigmands Sæder og Levemaade; det forbødes igjen løse og ledige Personer at sidde paa egen Haand, kort sagt, Plakaten af 3die April 1771 (III, S. 281) blev ophævet og tilbagekaldt. Til yderligere Sikkerhed udkom der en Snes Dage efter en Plakat om Uordens Afskaffelse ved Nattetider paa Gaderne. Derimod fandt man det betænkeligt at opfylde Bornemanns Ønske om at fastsætte et bestemt Antal Øltappere og Værtshusholdere i Forhold til Indbyggernes Mængde og Tarv, fordi "man heraf maatte befrygte nye Opløb, og Næringsveiene desuden saavidt muligt burde holdes aabne for Alle." Bornemann havde iøvrigt strax efter den 17de Januar forlangt sin Afsked (smlgn. III, S. 394), men beklædte dog Embedet til den 21de Mai, da hans Efterfølger, den fhv. Borgmester Christian Fædder blev udnævnt til Politimester. Samme Dag fik Bornemann Bestalling som Assessor i Høiesteret.

Opgaven, der forelaa, var stor og vanskelig. "Kjøbenhavn - skriver Guldberg selv - var i Aaret 1772 ganske i Forfald; Gaardenes Pris var sunken omtrent 1/3 af deres forrige Værd, en Del af dem stod ledige, mange nærsomme Borgere vare forarmede, thi den fjerde eller tredie Del, som de havde havt i Gaardene, var gaaet forloren, og desuden havde de forrige Operationer svækket alle Næringer; mange Lauge jamrede sig for Brød og plagede derfor, de kgl. Told- og Konsumptionsindtægter vare faldne, Nøden var kort sagt stor." Man vidste da ingen bedre Udvei end at føre Alt tilbage i det gamle Spor, hvorfor der allerede i Januar var udgaaet en Befaling til at indkalde samtlige Kabinetsordrer, der vare udstedte siden den 15de Septbr: 1770. En Kommission blev dernæst nedsat den 10de Februar for "at overveie de foretagne Forandringer i de civile Kollegier, Departementerne og andre almindelige Indretninger i Kbhvn." og afgive Betænkning derom, og skjøndt dens Instrux


408

gik ud paa, at "de Forandringer, som i Henseende til det almindelige Bedste befandtes gode eller næsten ligegyldige, ei maatte foreslaas omgjorte, og at de, som kunde eragtes skadelige, med muligste Lemfældighed skulde rettes", var der dog, da Kommissionen den 17de Marts 1774 afsluttede sine Arbeider, kun Lidet tilbage fra Struensees Tid. I Virkeligheden blev kun den almindelige Pleieanstalt, Høiesteret, Hof- og Statsretten samt Generalpostamtets Indretning staaende; alt Andet gjordes om - først og fremmest naturligvis Magistraten.

Faa Dage efter Struensees Fald var Overpræsident Holstein bleven afskediget og afløst af Konferentsraad Gotthard Albrecht Braem, der rimeligvis protegeredes af den nye Regjering, fordi han havde vist Uvillie mod den faldne Minister ved i et Par anonyme Breve at opmuntre Grev Brandt til at styrte ham. Den i 1771 afskedigede Magistrat var derefter strax indkommen med en Ansøgning til Kongen om at blive gjenindsat, hvorpaa den mente at have berettiget Krav, da dens Redelighed var bevist, og "den ingenlunde havde fortjent at mistænkes og bortjages paa saa haanlig Maade". Denne Ansøgning støttedes indtrængende af den nye Overpræsident og Kommissionen, og da man lod den 3die April 1772 gaa forbi uden at foretage de paabudte "frie Valg" af 4 Raadmænd og 2 Borgerskabs Repræsentanter (smlgn. III, S. 280) var det indlysende for Alle, at der forestod en gjennemgribende Omordning af Kbhvn.s Bestyrelse. Der herskede dog ikke Enighed om dens Omfang, thi medens Braem mente, at Alt skulde sættes paa den gamle Fod, anbefalede Kommissionen en Mellemvei, som ogsaa blev fulgt. I en Forestilling af 10de Juli giver Braem en mørk Skildring af Tilstandene, ledsaget af de skarpeste Angreb paa den faldne Minister og den afskedigede Overpræsident. "Uden Skygge af Grund - skriver han - har denne gode Stad mistet alle sine Privilegier, Herligheder og Rettigheder"; man pønsede paa Byens "fundamentale Bouleversement", og den befinder sig nu "uden Privilegier, uden Jurisdiktion, uden Revenuer, uden sine Talsmænd, som vare de 32 Mænd, uden Handel, uden Næring, uden Kredit." Elendigheden er større, end Nogen kan forestille sig, og Struensee sammenlignes tilsidst med Judas, der har faaet sin fortjente Dom og Straf, fordi han i Forening med Grev Holstein og Professor Berger udklækkede Planen til Kjøbenhavns Fordærvelse. Den tro Residentsstad og det


409

menige lydige Borgerskab venter imidlertid nu "at se sig i den fulde Glands ved en fuldkommen restitutio in integrum. Hele den gamle Magistrat bør gjenindsættes og beholde og nyde Alt, hvad den forhen har nydt, de 32 Mænds Forsamling maa retableres efter Privilegierne, Byen bør have alle sine Revenuer, Rettigheder og Indkomster igjen, og hvis Hof- og Stadsretten skal bibeholdes, bliver det Kongens og ikke Byens Sag at salarere den. Det vilde derhos være heldigt, om Magistraten (dog med Undtagelse af Overpræsidenden) i Fremtiden blev tagen af de 32 Mænd, thi disse ere "vittige, erfarne og for Redelighed bekjendte Mænd af de fornemste Borgere", og at der ikke mere uddeles Charakterer til Magistratspersoner, det skulde da kun være til den øverste Borgmester. Dette vilde være en Lykke, thi "ved Charakterer gives der Leilighed til Jalousi, hvorunder det Almindelige ofte lider". Hvis Kongen - slutter Braem - vil gjøre Alt dette, "vil han med Rette kunne kaldes en kongelig Fundator, der Staden igjen af sin Aske og fornedrigede Stand opliver, og denne gode Stads og menige Borgerskabs Handel, Næring og Velfærd vil da forhaabentlig saaledes befordres, at selv om den ikke hastig kommer i Flor og Velstand, kan den Undergang, som den nu overhænger, dog vorde forebygget.*

Det gik dog ikke ganske, som Overpræsident Braem havde ønsket. Da hele den gamle Magistrat, eller rettere de Medlemmer af den, som endnu levede eller ikke havde faaet Ansættelse i andre Embedsstillmger, blev gjenindsat den 1ste Oktober 1772, blev det ikke blot bestemt, at Hof- og Stadsretten skulde blive bestaaende, men at den tillige skulde beholde de Indkomster (11,800 Rdlr.), Staden havde maattet afgive til den. Det foran (III, S. 284) omtalte Beløb af 7800 Rdlr., hvortil kan føies 471 Rdlr. i Søtøndepenge, som Byen havde maattet indbetale i den kongelige Kasse, faldt rigtignok tilbage til Kæmnerkassen, men til Gjengjæld mistede Staden det lovede kgl. Tilskud af 30,000 Rdlr. om Aaret, og det var kun en daarlig Opreisning, at den, meget mod Hof- og Stadsrettens Villie, fik Overformynderiet tilbage og hermed Arvefaldsrettigheden til Kapitaler, der havde henstaaet ukrævede i 15 Aar. Magistraten sattes dernæst paa fast Gage ligesom i Struensees Tid; Byen maatte udrede endel personelle Tillæg og Pensioner, betale Størsteparten af Politimesters Gage, og Haabet om Portskillingens Gjenindførelse til Dækning af Renovationsudgifterne blev kun delvis opfyldt, det vil


410

sige: for Kjørende og Ridende, da man ansaa det "for uklogt at introducere den igjen for Gaaende, siden den nu engang var afskaffet."

Magistraten, som var bleven afsat den 3die April 1771, talte foruden Overpræsidenten (v. der Lühe), der var bleven afskediget nogle Dage iforveien, 3 Borgmestre, 5 Viceborgmestre og 4 Raadmænd, der alle vare lønnede, samt 8 ugagerede Viceraadmænd, medens den i Struensees Tid bestod af en Overpræsident, 2 Borgmestre og 4 Raadmænd, foruden en Syndikus, en Stadsphysikus og 2 Borgerskabs-Repræsentanter. Man fandt dog nu, at det vilde være unyttigt at vende helt tilbage til den gamle Ordning, "eftersom mangfoldige og snart de betydeligste af de Magistraten tilforn paalagte Forretninger vare gaaede over til Hof- og Stadsretten", og det fastsattes derfor, at den nye Magistrat skulde indskrænkes til en Overpræsident (Braem), 2 virkelige Borgmestre og 6 Raadmænd. Syndikusembedet bortfaldt, fordi Magistraten Intet havde at skaffe med Justitssager, Stadsphysikusbestillingen blev et Embede for sig, der Intet havde med Magistraten at skaffe, og endelig afskaffedes de to Borgerskabs Repræsentanter, fordi de 32 Mænds Forsamling sattes paa forrige Fod, "da den udtrykkelig var fastsat i de Byen saa solenniter forundte Privilegier, derhos af Borgerskabet blev anset for et Prærogativ, ikke kostede Kongen eller Staden det Allerringeste og i flere end én Hensigt havde adskillige gode Virkninger."

Af den afsatte Magistrats Medlemmer vare to afgaaede ved Døden efter April 1771; Fædder var nu Politimester, Horn, der havde været Viceborgmester og Politimester, var bleven Justitiarius i Hof- og Stadsretten, medens forhv. Viceraadmand, Generalauditeur Bornemann (Politimester under Struensee) som foran nævnt var bleven Assessor i Høiesteret. Alle de øvrige med Konferentsraad Schrødersee i Spidsen gjenindsattes nu, og hvad mere er: samtlige Medlemmer af den Struenseeske Magistrat med Undtagelse af første Borgmester, Kancelliraad Matthiesen, der afskedigedes med 700 Rdlr.s Pension og Stadsphysikus Wandeler, optoges i den nye, dels som Viceborgmestre (Joh. Peter Suhr og Matthias Lunding) dels som Viceraadmænd, men alle uden Gage. At Lunding og Suhr bleve særlig protegerede, skyldes deres personlige Anseelse. "Paa denne Maade - hedder det nemlig i Kommissionens Forestilling - tabe de nok deres Gage, men beholde dog omtrent deres Sæde, thi ganske igjen at henvise dem til deres forrige Plads (de havde nemlig før


411

Struensee været blandt de yngste Raadmænd) turde uden Tvivl give dem Anledning til at søge deres Demission, hvilket dog just ikke var at ønske, da Suhr er en meget formuende Mand, der har god Kredit blandt Borgerskabet, og Lunding er en vederhæftig og derhos ganske vittig og brugelig Mand." Denne Hensynsfuldhed overfor den Struenseeske Magistrat bevirkede imidlertid, at den nye fik "vel mange Viceborgmestre (4) og Viceraadmænd" (9), hvortil kom, at Politimester Fædder fik Løfte om den første vakante Borgmesterplads, naar han engang gik af. Med Hensyn til Gagerne havde Overpræsidenten 1600 Rdlr. af Byen, desuden Pasgebyrerne og 1000 Rdlr. af den kongelige Kasse, de to Borgmestre hver 1600 Rdlr. (dog havde Schrødersee et personligt Tillæg af 400 Rdlr.) og Raadmændene hver 1000 Rdlr. Den ældste Viceborgmester havde dog den ene af de sex Raadmandsgager, de andre fem forblev derimod hos Raadmændene, saaledes at Viceraadmændene rykkede op efter Tour. I 1780 forøgedes Antallet af lønnede Magistratsposter med 3; saaledes at der kom en 3die Borgmester til med 1400 Rdlr.s Gage og 2 yngste Raadmænd hver med 500 Rdlr. om Aaret. Magistraten bestod altsaa nu igjen af 12 lønnede Personer, netop som Forholdet havde været fra 1660 til 1771, men Lønnen var bleven betydelig formindsket paa Grund af Stadens slette Omstændigheder. Ligeledes gjenindførtes Magistratens Naadsens Aar, saa at "Enhver, der traadte til Løn, fik i det første Aar saa godt som Intet, thi Gagen tilfaldt den Afgaaede, hvorimod den Tiltrædende eller hans Arvinger igjen fik Erstatning, naar han afgik."

Den nye Magistrat var yderst misfornøiet med hele Ordningen; thi den havde haabet, at Alt skulde sættes paa den gamle Fod. Den følte sig dybt forurettet og vægrede sig ved at overtage Overformynderiet, før den havde faaet Svar paa sin Fordring om tillige at faa Stadens Jurisdiktion og Skiftevæsen tilbage, for hvilket den efter eget Sigende havde givet saa overbevisende Grunde, at "Majestæten forhaabenlig vilde retablere Staden og dens Magistrat udi dens forrige efter saavel erhvervede og aldeles uforbrudte Privilegier havte og med Rette tilhørende Eiendom og Herlighed." Det nyttede imidlertid ikke; Hof- og Stadsretten beholdt alle Skifter og naturligvis Jurisdiktionen, og den 20de Januar 1774 fik Magistraten fornyet Befaling til at paatage sig Overformynderiet for alle Stænder i Kbhvn. Men Forholdet mellem de to Myndigheder var spændt,


412

hvilket lagde sig for Dagen paa forskjellig Maade. Saaledes i Mai 1772, da Arrestforvareren i Stadens civile Arresthus (Slutteriet) var død, og baade Magistraten og Kongens Foged som Lem af Hof- og Stadsretten beskikkede en Eftermand. Der var altsaa nu to Arrestforvarere, af hvilke ingen vilde vige Pladsen, før det ved en kgl. Resolution blev afgjort, at Hof- og Stadsretten skulde besætte Tjenesten, skjøndt Bygningen tilhørte Byen. I 1773 nægtede Magistraten at vedligeholde Arresthuset og betale Præstens Løn, fordi den Intet havde at skaffe med Slutteriet og ikke kunde indlade sig paa at underholde Betjente, der vare den uvedkommende, men heller ikke her fik den Medhold - Afgjørelsen blev, at Stadens Kasse nu ligesom tilforn skulde lønne Arresthuspræsten og bekoste Husets Reparation.

Der var iøvrigt al mulig Grund for Magistraten til at "managere", som man kaldte det, thi Byens Finantser vare alt Andet end glimrende. Kort efter Struensees Fald herskede der saadan Nød og Pengemangel, at Magistraten ved Marts Maaneds Udgang ikke havde Midler til at betale de forfaldne Lønninger, Pensioner og Renovationskontrahenternes Kvartalspenge, ja i Mai Maaned kunde man ikke engang gjøre det fornødne Indkjøb til Brændemagasinet, hvorfor man fik 5000 Rdlr. af den kgl. Kasse. Ved den nye Magistrats Indsættelse skjænkede Kongen imidlertid Byen 10,000 Rdlr., i Oktober 1773 fik den et Forskud af 6000 Rdlr., og paa forskjellige andre Maader forøgedes Indtægterne. Det var af stor Betydning, at Kongen betalte det danske Komediehuses Gjæld, hvorfor Magistraten stod til Ansvar, ialt 31,588 Rdlr., og at han i 1779 afgjorde Restbeløbet, 6000 Rdlr., af Christian den Sjettes gamle Gjæld fra 1741 (smlgn. III, S. 110). Paa denne Maade forbedredes Status efterhaanden, skjøndt Magistraten jævnlig maatte gjøre Laan i Banken, naar overordentlige Udgifter stod for Døren. Af Regnskaberne ses det, at Stadens Gjæld ved Udgangen af 1776 var gaaet ned til 63000 Rdlr., som for Størstedelen hæftede paa Renovationskassen, og ved Udgangen af 1784 til 14000 Rdlr., hvoraf Renovationskassen skyldte den ene Halvdel, Kæmnerkassen den anden.

Magistraten, hvis Forretninger bestandig forøgedes, navnlig efterat den i 1781 var bleven sat i Spidsen for Fattigvæsenet, havde nok at kjæmpe med i disse Aar. Først og fremmest med Dyrtiden, som ingenlunde var ophørt med Struensees Fald. Den varede i


413

Grunden til ind i 1774, og modarbeidedes med de sædvanlige Midler, nemlig Tilladelse til at indføre fremmed saltet Flæsk og Kjød mod mellemrigs Told, Salg af Rug til nedsat Pris fra Søetatens Magasin, Toldnedsættelse paa fremmed Rug, Hvede, Byg og Havre, Forbud mod Brændevinsbrænding af Rug m. m. Da Priserne paa Korn og Fedevare alligevel ikke gik ned, indkom de 32 Mænd med en lang Forestilling, hvori de formente, at Grunden til Nøden kun var, at Leverandeurer til Kompagnierne, Kommissionairer, Skippere og Spekulanter indfandt sig paa Torvet i Flokketal og opkjøbte Alt, hvorved Priserne dreves i Veiret. De ønskede et kongeligt Forbud herimod og støttedes af Magistraten, men det blev nægtet, fordi det var umuligt paa Torvet at kjende Leverandeurer og Kommissionairer fra andre Folk, og man derfor kun vilde give Anledning til Processer og Vidtløftigheder ved et saadant Skridt.

Reglementet af 5te Juni 1771 (smlgn. III, S. 302) stod endnu ved Magt, men var aldrig bleven overholdt; Magistraten havde ikke oprettet det befalede Kornmagasin paa 10,000 Tdr. Rug, og Bagere, Spækhøkere og Hørkræmmere havde ligesaalidt havt det paabudte Forraad. Da Situationen imidlertid i Efteraaret 1781 atter blev truende, indskjærpedes Reglementet til "nøiagtigste Overholdelse", hvilket dog efter Sædvane ikke skulde forstaas bogstaveligt. Magistraten bad saa ynkeligt for sig og forestillede de mange Udgifter, den havde havt til Veienes Istandsættelse paa Stadens Grund, saa indtrængende, at Forraadet først nedsattes til 5000 Tdr. Rug og derefter til 2000 Tdr. Kongen overlod desuden Byen gratis sine egne Kornlofter og gav Magistraten Tilladelse til at optage et Laan i Banken paa 8000 Rdlr. Paa Grund af Frosten lykkedes det dog kun at faa 1164 Tdr. Rug hertil i Dcbr. 1781, og der blev ikke engang Brug for dem, da Ingen ønskede dem, hvorfor de maatte sælges før Høsten 1782, da Tabet ellers vilde blive for stort. Da dette Aars Høst var god, befriedes Magistraten for at forsyne Magasinet, saameget mere som det østersøisk-guineiske Handelsselskab ifølge sin Oktroy var pligtig til at holde et Oplag af 30,000 Tdr., men i Septbr. 1783 maatte Magistraten atter indkjøbe Korn og denne Gang de befalede 10,000 Tdr. fra fremmede Steder. Dette Aar var overhovedet trangt; Regjeringen maatte atter træde hjælpende til, og de gamle Politiforordninger bleve skjærpede, ved hvilke Torvehandel og Udsalg af Levnedsmidler ordnedes, uberettiget Handel,


414

Forprang og Opkjøb hindredes, og Slagtere og Bagere bleve tvungne til at holde sig deres Taxter efterrettelige. I Sommeren 1784 søgte Magistraten om at blive helt fritagen for Magasinet, men fik først Afslag; tre Maaneder efter fik den imidlertid sit Ønske opfyldt, da Licitationen havde vist, at Anskaffelsen vilde blive meget dyr og til stort Tab for Byen. Endelig resolveredes den 5te Januar 1785, at Magistraten indtil videre skulde være fritagen for at anskaffe det omtalte Vinterforraad, "da dens Indtægter bevislig ere utilstrækkelige dertil", og det blev i Stedet overdraget Rentekamret at gjøre Forslag om Kornmangels Forebyggelse i vanskelige Aaringer. En fastere Institution var derimod Magistratens Brændemagasin, der trolig holdtes vedlige Aar ud og Aar ind, og gjorde megen Nytte, skjøndt det ikke altid kunde tilfredsstille Trangen. I saadanne Tilfælde traadte da Hofetatens Vedhave til og bortsolgte et vist Kvantum af sin Beholdning for nedsat Pris. Favneskjærerne forlangte ofte ublu Sauge- og Huggeløn, og da de i 1782 - som det siges - "opførte sig med saa megen Selvraadighed, at de vare blevne en virkelig Byrde", blev der sat en Taxt for dem, ligesom det blev befalet, at de i Fremtiden skulde have Bevilling af Magistraten til at skjære Brænde. Bevillingerne udstedtes gratis, men skulde fornyes hvert Aar og bleve forbrudte ved Overtrædelse af Taxten tredie Gang.

Store Vanskeligheder frembød Gadernes Renholdelse. Den af Struensee trufne Ordning havde vist sig heldig, saalænge Renovationskassens Underbalance kunde dækkes af det kongelige Tilskud til Kommunen, men da dette ophørte efter den nye Magistrats Indsættelse, bleve Ulemperne følelige. I Dcbr. 1772 begyndte man allerede at laane Penge til Renovationskassen, og dette fortsattes i stigende Maalestok, saaledes at den i 1776 havde en aarlig Underbalance af 9500 Rdlr. og en Gjæld af 60,000 Rdlr., skjøndt Vognmændenes Betaling for Udførslen i 1774 var bleven nedsat til 16,000 Rdlr. (smlgn. III, 306). Der blev nu nedsat en Kommission, som efter megen Deliberation kom til det Resultat, at der ikke var anden Udvei end at forhøie Renovationsskatten til 21,000 Rdlr. (den havde tidligere været 6,300 Rdlr.) saaledes at Kassens hele Indtægt, naar Portskillingen medregnedes, vilde blive 26,000 Rdlr. For at lette Byrden blev det derhos bestemt, at de hidtil fritagne Grunde, der tilhørte Hof- og Militairetaterne eller andre Departementer, i Fremtiden skulde bidrage deres Part, ligesom Kongen skjænkede


415

10,000 Rdlr, som Bidrag til Gjældens Afbetaling. Nogle Embedsmænd, man troede at kunne undvære, bleve afskedigede, Renovationsgaarden paa Vesterbro, der hidtil havde været udleiet for 140 Rdlr. om Aaret, blev solgt, og der blev ansat 15 lønnede Betjente eller "Gadefogder", som skulde have Opsigt med Renovationens Exekution. Det var de Struenseeske Kvarterbetjente (smlgn. III, S. 298), som nu fik denne Bestilling. Politimesteren fik den øverste Opsigt med Renovationen, hvorved hans Forretninger forøgedes betydeligt, tilmed da alle Sager vedkommende Renovationen skulde behandles og paadømmes ved Politiretten. I Juni 1786 fandt man dog Anledning til at danne en særlig Bestyrelse under det ikke meget velklingende Navn: "Direktionen over Renovationsvæsenets Exekution", men den blev ophævet i 1795, og Politimesteren fik atter Overopsynet. Den nye Ordning traadte i Kraft den 7de Mai 1777, og en udførlig kongelig Anordning bestemte Alt med Hensyn til Tiden for Sammenfeiningen og Bortkjørselen, Udbæringen af Husene, Mulkter m. v. Byen blev inddelt i 10 Distrikter, i hvilke Skraldevognene kjørte rundt samtidig, men Manglerne bleve dog ikke afhjulpne; Kjøbenhavn vedblev at være en smudsig By. Der klagedes bestandig over, at Glas, Potteskaar, Feieskarn og anden Urenlighed udkastedes paa Gaderne, og over at de sammenfeiede Bunker bleve spredte af de Passerende, Kludesamlerne og de omløbende Hunde, før de bleve fjernede. Det skulde heller ikke befordre Renligheden, at Sneen forblev liggende urørt i Hovedgaderne "af Hensyn til de kongelige Herskabers Kanekjørsel", eller at Grundeierne selv besørgede Gadefeiningen undtagen paa de offentlige Torve, der feiedes af Vognmændene efter Kontrakt. Man manglede ikke Syn for, at "Feiningen og Bortkjørselen ere to uadskillelige Operationer" og havde endog ved Avertissementer i Bladene gjort Forsøg paa at bortlicitere Gadefeiningen, men der meldte sig kun én Lysthavende, Vognmand Jochum Larsen, som stillede saa store Fordringer (30,000 Rdlr. om Aaret), at Tanken maatte opgives. Dagrenovationens Lossepladser vare spredte over hele Byen; man brugte saaledes Pladsen ved Vesterport langs "den philosophiske Gang" hen til Vartou, Pladsen for Enden af Nyhavns Kanal, den yderste Ende af nuv. St. Anna Plads, den gamle botaniske Have ude ved Toldbodveien, Jorderne langs Farimagsveien fra Vester- til Østerport, endel ubebyggede Pladser paa Christianshavn, Dæmningerne ved St. Jørgens Sø og


416

mange andre Steder. Vognmændenes Kjørekarle holdt sig dog ikke til de anviste Pladser, men lossede egenmægtig, hvor de bedst kunde komme til, indtil der i 1779 udkom en Plakat, som befalede, at alt Torvemøg, Gadeskarn, Grus og anden Dagrenovation skulde føres ud til Sandgraven paa Nørrefælled (Terrainet i nuværende Møllegade og Guldbergsgade bag Nørre-Allees Skole og Bræstrups Stiftelse), der var saa medtagen ved de seneste Aars Sandgravning, at man alvorlig maatte være betænkt paa at se den opfyldt. En Del af Dagrenovationen blev dog transporteret til den netop i dette Aar nedlagte Natterenovations-Losseplads paa Christianshavn, at "Stedet des hurtigere kunde blive fast og brugbart".

Forholdene herude bag Frelsers Kirke vare nemlig blevne saa utaalelige, at der nødvendigvis maatte ske en Forandring (smlgn. III, S. 119). Den store Kule, der skrev sig fra 1658, kunde ikke rumme mere, thi i 1776 forestillede Admiralitetet, at den flød over i Regnveir og forurenede Kanalerne, saaledes at Skibene, Pælene og Tougene i Havnen endog led derunder. En Kommission fik derfor Ordre til at sammentræde for at udfinde et bekvemt Sted til Natterenovationen og sad inde i 15 Maaneder, før den kunde komme til et Resultat, som endda ikke blev det endelige. Man havde Opmærksomheden henvendt paa tre forskjellige Steder, nemlig paa Amagerfælled bagved Accisekontoiret, paa den ovenfor omtalte Sandgrav udenfor Nørreport og endelig paa Søkanten udenfor Vesterport mellem Tømmerpladserne og Reberbanerne. Det første Sted opgav man efter vidtløftige Undersøgelser og Overslag, fordi Anlæget vilde blive for kostbart, og imod det andet, Sandgraven, indvendtes, at den som Natterenovationsplads paa alle Tider af Aaret, men fornemmelig om Sommeren, vilde foraarsage den utaaleligste Stank paa Kongeveien (Nørre Allé) saavelsom paa "de tilstødende Veie, der alle ere en daglig Promenade baade for det høikongelige Hus og alle Stadens høie og lave Indvaanere." Hertil kom, at Fælleden og den tilstødende Blegdamsfælled var Garnisonens aarlige Mønstringsplads, samt at Passagen derud nødvendigvis maatte gaa over Peblingebroen. Hvad om Vognene vare utætte, og der fra Broklappen faldt Uhumskheder i Søen og forurenede Pumpevandet i Byen? Ankerne mod den tredie Losseplads Syd for Tømmerpladserne vare ikke færre; for det Første vilde Søens Indtagelse og Opfyldning have skadelige Følger for Fæstningen, og for det Andet vilde Stanken


417

med visse Vinde blive indført i Værelserne paa Christiansborg og med andre paa Frederiksberg Slot. Dernæst - hedder det - vil Beliggenheden strax ved Siden af den almindelige Landevei til Posternes Gang, hvor tillige alle Reisende maa passere, bevirke, at en anseelig Strækning opfyldes med en utaalelig Stank imod alle Regler af en god Politi, og endelig have Tømmerhandlerne grundig Aarsag og Beføielse til at klage." Da Holmens Chef, Kammerherre, Kommandeur W. Kaas imidlertid holdt paa dette Sted, gik hans Mening igjennem, og den 11te Dcbr. 1776 befalede et Reskript, at Natterenovationen i Fremtiden skulde henlægges i Stranden bag Tømmerpladserne. Kaas og Ingenieurkaptain H. E. Peymann (den senere Kommandant i 1807) skulde udarbeide Planen til Anlæget, og Omkostningerne afholdes af Søetaten og Byen i Forening.

Der blev imidlertid Intet heraf, da der reiste sig skarp Modstand fra de forskjelligste Sider. Magistraten og de 32 Mænd erklærede strax, at Staden umuligt kunde bidrage Noget til den nye Indretning; Søetaten gjorde samme Indvending, og Finantskollegiet betragtede Sagen som sig ganske uvedkommende. Kommissionen saa ingen Udvei til at hæve denne Vanskelighed, saameget mindre som det viste sig, at Udgifterne vilde blive større end paaregnet. Ude ved Stedet laa nemlig en i 1768 opfyldt lille Holm, Brandtvænget kaldet, som var bleven overladt Politimester Fædder i Fæste af Staden; det var nu Hensigten, at en Bro skulde bygges over til dette Vænge og Renovationsvognene passere igjennem det til Lossepladsen. Fædder, der brugte Vænget til Have og endog havde bygget et Hus herude, forlangte en Skadeserstatning af 4500 Rdlr., hvilket Magistraten fandt billigt, da Stedet i Fremtiden vilde blive ham ganske unyttigt. Ogsaa Tømmerhandlerne rykkede i Ilden med en Protest; de havde - sagde de - lidt nok ved at faa deres Varelagre flyttede til et saa afsides Sted; skulde Veien til deres Pladser nu ovenikjøbet blive afskyelig og ufremkommelig ved en saa smudsig Passage, vilde de lide endnu mere, ja ikke engang være sikkre mod Tyvehaand. Størst Indtryk gjorde dog vist en ny Forestilling fra Magistraten og de 32 Mænd af 19de Februar 1777, hvori de udførligt paaviste, at Projektet i alle Retninger var upraktisk. Et fritstaaende Bolværk i Søen vilde blive skruet i Veiret af Isen, og naar Vandet steg, vilde det fylde Renovationsbassinet, og efterlade Urenligheden paa det oversvømmede Terrain ved Reberbanerne eller føre det med ind i


418

Havnen og Kanalerne, "hvor der allerede er formeget af den Slags." Og hvorledes vilde Passagen til den nye Losseplads blive? Fra Christianshavn kunde der ikke kjøres over Langebro, der var for svag og smal til saa betydelig Vognfærdsel; Veien maatte derfor gaa over Knippelsbro langs Børsen forbi Tøihuset og over Prindsens Bro, hvilket vilde medføre store Inkonvenientser for det kongelige Slot. Fra de øvrige Bydele kunde der ikke kjøres ad Voldgaderne, fordi disse da først maatte brolægges, hvilket vilde koste mange tusende Rigsdaler; nei, hele Renovationsfærdslen maatte gaa gjennem den smalle Østergade, "hvor ellers saa stærk Passage Dag og Nat falder", over Amagertorv til Raadhusstræde og videre langs Frederiksholms Kanal. Vilde det imidlertid være heldigt, at der om Morgenen tidlig skulde sælges Kjøkkenurter paa Amagertorv og opslaas Standboder for Slagtere og Spækhøkere, hvor Renovationsvognene hele Natten havde passeret?

Disse Betragtninger gjorde som sagt Virkning, og det blev nu overdraget Præses i Generalitets og Kommissariatskollegiet, General Huth at afgive Betænkning om, hvilken af de tre Lossepladser han ansaa for den bedste. Han udtalte sig for Amager, men medens man tidligere havde havt isinde at lægge Pladsen paa høire Side af Veien, anbefalede han at lægge den paa venstre, hvorved Land- og Søetatens Artillerister under deres aarlige Øvelser vilde undgaa det ubehagelige Naboskab, ligesom Urenligheden i Tilfælde af Høivande ikke vilde føres i Kallebodstrand og derfra ind i Havnen, men derimod ud i "den aabne Sø". Skjøndt Generaltoldkamret gjorde Indvendinger, fordi Amagerport da maatte staae aaben om Natten, hvilket let kunde give Anledning til Underslæb og Tolddefraudationer, blev Huths Plan approberet. Den nye Losseplads, der omtrent laa ligeoverfor den gamle, men udenfor Christianshavns Volde og Grave mellem Amagerbro og nuværende Kløvermarksvei, havde oprindelig Form af et Rektangel, som dog inden 1797 udvidedes med en Triangel mod Syd. Den var anlagt saaledes, at dens Dæmninger kunde bestryges fra Voldene og benyttedes indtil 1854. Anlæget, der lededes af Peymann, paabegyndtes den 21de April 1778 og afsluttedes den 15de Mai 1779; det kostede ialt ca. 12,000 Rdlr. Heraf betalte Renovationskassen imidlertid kun ca. 400 Rdlr., thi 6000 Rdlr. skjænkedes Magistraten af Grundskattens Overskud, ca. 2600 Rdlr. optoges af den borgerlige Nærings Overskud og Resten 3000 Rdlr.


419

indkom ved den forrige Lossepladses Salg til Søetaten. Natterenovationen besørgedes iøvrigt som hidtil af Natførerne, og Ordningen blev i det Væsentlige den samme som i Frederik den Femtes Tid (smlgn. III, S. 118), om end Taxten blev noget forhøiet, dels paa Grund af den længere Afstand, dels - som i 1783 - paa Grund af de høie Fouragepriser. Det kan dog bemærkes, at medens det tidligere kun var forbudt at kjøre med Natvognene Lørdag Aften og Nat, udvidedes Forbudet nu ogsaa til Søndag Aften og Nat, saaledes at Udførslen kun maatte ske de 5 Nætter om Ugen.

Kjøbenhavns Gader vedblev dog at være smudsige, og Politimester Fædder skrev i 1784, at han efter 12 Aars Erfaring var kommen til den Overbevisning, at "Værket overhovedet ikke med nogen Slags Indretning kunde komme til Fuldkommenhed." Grundene hertil vare den bestandige Vognfærdsel, Fejeskarnets og anden Urenligheds Udkastelse fra Husene, den uophørlige Gravning og Opbrydning af Brolægningen ved Vandrendernes Reparation, Lossepladsernes fjerne Beliggenhed, Vinterens foranderlige Veirlig af stærk Frost, megen Sne og Tøveir, og fremfor Alt "Stadens nedrige Beliggenhed paa tildels opfyldt Grund." Bevidstheden om, at "Brolægningen staar i nøie Konnexion med Renovationen" bevirkede dog, at man ogsaa paa dette Omraade traf overordentlige Foranstaltninger for at indføre Forbedringer. Trottoirkommissionen var ophørt i Struensees Tid; Jean Marmillod (III, S. 307) havde mistet Direktionen for Gadernes Brolægning, og Alt var i en Aarrække gaaet, som det bedst kunde. Vel havde Overbygningsdirektionen den nominelle Opsigt med Nivelleringen og Brolægningen, men Magistraten bekymrede sig ikke om dens Indsigelser. I 1773 erklærede saaledes Overbygningsdirektionen, at Brolægningen af Kjøbmagergade, som netop foregik paa dette Tidspunkt, var saa slet, at "den ikke kunde se derpaa". Der indtraadte dog først en Forandring i 1777, da Marmillod udarbeidede et Forslag til Gadernes Brolægning overalt i Kjøbenhavn, hvorefter der i de første 12-14 Aar skulde anvendes ca. 13000 Rdlr, om Aaret, derefter i et lignende Tidsrum 7000 Rdlr., og endelig 6000 Rdlr. aarlig. Magistraten, som blev raadspurgt, indvendte strax, at "Brolægningen paa Marmillods Maade ikke var passelig her", hvorhos* Udgiften vilde blive en altfor stor Byrde for Huseierne, hvis den skulde lignes paa Grundtaxten. Der blev nu dannet en Brolægningskommission, som først og fremmest skulde


420

udarbeide en fuldstændig Plan inden 6 Uger, og den løste sin Opgave saa hurtigt, at der allerede den 20de August 1777 udkom en stor Forordning om, hvorledes med Stenbrolægningen paa Gaderne, Torvene og Pladserne i Kbhvn. skal forholdes. Kongen skjænkede en betydelig Sum til Lettelse for Indbyggerne, og der blev strax. sat Kraft paa Arbeiderne under Inspekteur Knobelauchs Ledelse, skjøndt de ikke afsluttedes i en lang Aarrække. Slotspladsen, der brolagdes for Kongens Regning under Overveiinspekteur Rosenbergs Ledelse og med Assistance af 80 Soldater, var færdig i 1778 og fik et stadseligt Udseende med sine tærningformede Brosten, sit ni Alen brede Fortoug af hugne Kampesten og 40 Lygtepæle af norsk Marmor, istedetfor de hidtilværende Træpæle, og det Samme gjælder om Kongens Nytorv, hvor Kongen ogsaa afholdt den største Del (over 14,000 Rdlr.) af Omkostningerne. Derefter fulgte Gothers- og Bredgade, Gammelstrand o. fl. Alle Trottoirer bleve belagte med smaa ubearbeidede Kampesten og tilhugne Bordursten, og Rendestenene bleve omlagte efter en ny og bedre Plan.

Der herskede iøvrigt meget Liv paa Gaderne og stærk Færdsel. Ryttere saas mellem Hyrevogne, Karosser, Chaiser, Phaetoner, Karioler og Bøndervogne, og man red og kjørte saa "umaadeligt", at det ofte var forbundet med Livsfare for Fodgjængere at komme paa Gaden. I 1780 maatte Myndighederne skride ind "for al den jammerlige Ulykke, som herved er forvoldt i Byen paa et Aars Tid", og befale, at Vogne og Ryttere kun maatte passere Byen "i en liden maadelig Trav eller saakaldet Lonte-Trav", belæssede Arbeidsvogne endog kun Fod for Fod. Mod det overhaandtagende Hundehold og af Frygt for Hundegalskab udkom der i Novbr. 1783 ved Professor Todes Initiativ en skarp Forordning, hvori det befaledes, at enhver løsgaaende Hund, der viste sig paa Gaden, strax skulde slaas ned af Natmesterens Folk. En lignende Plakat var udkommen i 1769, men var ikke bleven overholdt. De blodige Scener vakte stor Uvillie hos Befolkningen; det kom gjentagne Gange til Opløb og Tumulter, ja selv hos dannede Folk var Stemningen forbittret. "Man saa da - skriver L. Smith i et Brev til Johan v. Bülow - Rakkerens frygtelige Optog gjennem Gaderne udbredende Død overalt; Hundeslægten blev da næsten udryddet, men naar vi daglig se vore Gader og Veie farvede med vore tro huslige Dyrs Blod, saa avler det først Medlidenhed, siden Forbittrelse og tilsidst Ufølsomhed. Denne Hunde-


421

forfølgelse har sikkert ingen gavnlig Virkning havt paa den kjøbenhavnske Almue." Man fandt, at der havde været større Anledning for Myndighederne til at skride ind paa andre Omraader, og navnlig sørge for, hvad der nutildags henhører under Ordenspolitiet. Dette blev nemlig i høieste Grad forsømt. "Fortougene - skriver Riegels - ere optagne af Kjælderskure, Trapper, Stole, Borde, Bænke, Gryder, Potter og utalligt andet Skramleri, saa at man ikke skulde tro, at de vare anlagte for Fodgjængere, og de hugne Sten have en saadan Hældning mod Rendestenene, at man maa prise sin Lykke ved ikke at falde i dem. Dragere med Bylter og Folk med Trillebøre betjene sig af Fortougene, hvilket dog er nyttigt, fordi man derved lærer at tage sig iagt, og fordi Øret frydes ved Trillebørenes behagelige Knirken. Gaderne selv ere, naar Veirliget paa nogen Maade tillader det, saa bløde, at man ikke plages af sine Ligtorne, og bliver man hist og her siddende fast, istemmer man en Sang til Renovationens Berømmelse. Plakaterne paa Hjørnerne, der sige os, at Gaderne ere feiede og rene, ere ikke selv sikkre for at besudles og overstænkes af det Dynd, som de bevidne ikke at være til. Endelig fylder den udkastede Uhumskhed, de stinkende Aadsler af Hunde, Katte og Rotter Luften med en Damp, som idetmindste er til megen Fordel for Lægerne."

De tidligere Bestræbelser for at gjøre Gadelinierne regelmæssige og udvide de snevre Gader fortsattes, men uden Eftertryk, thi det ses af Byens Regnskaber, at det kun var Smaasummer, som gaves ud hertil. Man overholdt ikke engang Paabudet strengt, thi i 1782 blev en Guldsmed, der eiede to brøstfældige Huse paa Hjørnet af Laxe- og Admiralgade fritagen for at indrykke Gadelinien, da "han ikke kunde taale at miste Noget af Grunden". Bedre Art havde det, naar en Ildebrand hjalp til. Saaledes opstod der Natten mellem den 4de og 5te Mai 1776 en stor Ildsvaade i Brygger Jakob Kautrups Gaard i Vingaardstræde, (liggende i Karréen mellem Vingaardstræde, Skvaldergade, Dybensgade og Holmensgade) ved en Karls Uforsigtighed i Maltgjøreriet, hvorfor han senere blev straffet med 3 Aars Fæstningsarbeide. Ilden forplantede sig fra Bryggergaarden til 14 Smaahuse i de to hosliggende Gyder eller culs de sac: Malerens og Bagerens Gang, hvor der navnlig boede Matroser, Soldater, Bryggerknægte, Fiskerkjærlinger og Sælgekoner. Tabet ansloges til 37000 Rdlr., og da ikke mindre end 86 fattige Folk


422

havde mistet Alt, hvad de eiede, blev der foranstaltet en Kollekt i Kirkerne, som dog kun indbragte lidt over 1136 Rdlr. Kautrup havde assureret og fik 7200 Rdlr. udbetalt af Assurancekassen, for hvilke han opførte en ny og forsvarlig Gaard, hvorved Skvaldergaarden (Skvaldergade) blev udvidet. Kautrups Bryggerrettighed blev dog henlagt til en Gaard, han havde kjøbt i Lille Strandstræde. Ved samme Leilighed forsvandt Malerens og Bagerens Gang. Af andre Gadeforandringer kan nævnes, at den Gyde, som i Flugt med Skovbogade førte fra Klædeboderne ind i nuværende Dyrkjøb, blev lukket i 1776. Den var saa smal, at "ingen Gaaende her kunde passere forbi en Vogn", og da Rector scholæ (thi Vor Frue latinske Skole laa paa nuværende Soldins Stiftelses Grund) og Eieren af Gaarden paa den anden Side, Frederik Rohde, klagede over den stærke Vognmandskjørsel gjennem Gangen, fordi alle Kjørende vilde skyde Gjenvei til Nørregade, blev det tilladt Klagerne at anbringe en Bom med Kjæde og Laas for hver Ende af Gangen, som dog skulde staae aaben under Gudstjenesten Søn- og Helligdage og i Ildebrandstilfælde, ligesom Brandmajoren og Klokkeren ved Frue Kirke hver skulde have en Nøgle til den. En delvis Lukning af Ny Toldbogade fra St. Annaplads til Frederiksgade blev tilladt den 13de April 1775, men dog kun om Natten, thi der skulde være en Port for hver Ende med Gjennemgang og Passage for Alle fra den tidlige Morgen til den sene Aften. En Gade, der helt forsvandt i 1781, var den tidligere (III, S. 90 og 95) omtalte navnløse Allé, der afskar Amalienborgkvarterets yderste Trekant, som i Frederik den Femtes Tid var bleven indrettet til botanisk Have. Alleen var dog ved Havens Nedlæggelse bleven indhegnet med Mure og Porte til Norgesgade og Amaliegade for at bruges til Oplagsplads for bornholmske Sandsten; nu skjænkedes den til den første Deputerede i Finantskollegiet, Geheimeraad Stemann som "fri og uigjenkaldelig Eiendom", hvorpaa han indlemmede den i en tilstødende Gaard, han havde kjøbt af Gouverneur i Trankebar, Abbestee.

Fæstningsværkerne om Byen vare ikke i bedste Stand og bleve som sædvanlig beskadigede af "løsgaaende Bæster", der færdedes ugenert paa Skrænterne, indtil det i 1776 blev befalet, at de skulde optages og overgives til Natmesteren, hvis de ikke vare indløste 24 Timer efter Optagelsen. Voldarbeidet besørgedes af Slaver under militair Bevogtning; den almindelige Voldvagt af Borgerne, medens


423

Soldater holdt Vagt ved Krudttaarnene. Paa saagodtsom alle Bastionerne var der Møller, i hvis Nærhed der var bygget Smaaboliger for Konsumpstionsbetjentene. Voldenes Omgivelser havde et fuldkommen landligt og idyllisk Præg, som de beholdt indtil vore Dage; man havde en prægtig Udsigt fra dem, hvorfor de ogsaa vare en yndet Promenade for Indbyggerne. Det var dog under Mulkter og korporlig Straf strengt forbudt at nedtræde Banketterne, klattre op paa Brystværnet eller endog løbe over dette ned i Faussebrayen

Voldgraven udenfor Nørreport

Voldgraven udenfor Nørreport.

(Kirsebærgangen), og da navnlig Børn syndede herimod, blev det i 1777 overhovedet forment disse at komme paa Voldene. I 1784 blev det forbudt Alle og Enhver med Undtagelse af det kongelige Hus, Møllerne, Forpagterne af Græsningen og Brændselsleverandeurerne til Konsumptionshusene at kjøre paa Voldene, ligesom det kun var enkelte særligt Begunstigede, nemlig de fremmede Gesandter og "Personer af Distinktion" tilladt at benytte dem til Ridning. Ligesom Græsningen her var iøvrigt ogsaa Rørskjæringen og Fiskeriet i Gravene bortforpagtet.

Adgangene til Kjøbenhavn, der tidligere havde været alt Andet end imponerende eller bekvemme, undergik store Forandringer paa


424

dette Tidspunkt, idet de Alleer, som førte over Fæstningsterrainet til Søerne, og hvoraf en enkelt paa Østerbro endnu er bevaret, bleve anlagte. En brolagt Kjørevei af betydelig Brede optog Midten; paa begge Sider af denne indrettedes Jordveie for Ridende og yderst igjen to Alleer med Trottoirer for Gaaende. Udgifterne vare meget betydelige; i 1779 gav Magistraten 9420 Rdlr. 86 Sk. ud hertil, og denne Sum holdt sig temmelig konstant, indtil Arbeiderne afsluttedes. Der toges først fat paa Alleen udenfor Nørreport, som var færdig i 1781, Anlæget paa Vesterbro paabegyndtes i 1780, paa Østerbro i 1783, men de bleve ikke færdige før i 1786. Der maatte naturligvis exproprieres endel Eiendoms- og Fæstejord, for at den bestemte Brede kunde faas, hvilket paaførte Byen nye Udgifter. Allerede i Februar 1780 udkom et udførligt Reskript om Benyttelsen af de nye Alleer og Færdslen i dem, ved hvilket det bl. A. blev paabudt, at de Bøndervogne, som ved St. Hansdag og Vor Fruedag (15de August) pleiede at holde ved Portene for at kjøre Folk til Skoven, i Fremtiden skulde tage Stade længere borte fra Byen, saaledes i Runddelen paa Nørrebro, ved Nørreallé og Blegdamsveien, paa Vesterbros Torv eller ved den nuv. Triangel paa Østerbro. Utilladelig Kjørsel og Fædrift, Beskadigelse af Stenkister, Grøfter og Træer straffedes med Bøder eller paa Kroppen, men allerede i 1781 maatte der udsættes en Angiverbelønning af 10 Rdlr., da nogle ubekjendte "ildesindede Mennesker af blot Modvillighed" havde ødelagt adskillige af de unge Træer i Alleen udenfor Nørreport. Hosstaaende Billede viser denne; de to Spir i Baggrunden ere Vor Frues og St. Petri Kirkes.

Paa begge Sider af Peblingesøen, der jo var Pumpevandsbeholder, og i hvilken Kjøbenhavnerne trods alle Forbud lod deres Hunde svømme eller efter Omstændighederne drukne, laa Blaagaard. Denne Eiendoms Historie, som hidtil kun er bleven flygtig berørt, kan føres tilbage til Frederik den Tredies Tid, da den bekjendte Statholder Christopher Gabel, som iforveien eiede det saakaldte "Ravnsborghus" ved Peblingesøen (ikke at forvexle med "Store Ravnsborg") kjøbte den tilstødende Teglgaardsvang, det vil sige: nogle Jorder langs Peblingesøens Nordvestside, af Magistraten. Sønnen, den for sine Pengevanskeligheder bekjendte Kammerherre, Valdemar Christopher Gabel solgte i 1688 begge Eiendomme til Generalfeltmarechal Ulrich Frederik Gyldenløve, som imidlertid 6 Aar efter af-


425

Alleen udenfor Nørreport

Alleen udenfor Nørreport. Efter Bradt.


426

hændede dem til den Deputerede i Generalkommissariatet, Etatsraad Reinholt Meyer. Han indrettede sig i stor Stil herude, og brugte ikke blot Stedet til Lyststed, men anlagde et Hollænderi og Fiskedamme, dyrkede Kjøkkenurter, holdt Baad i Søen o. s. v., ligesom han udvidede Jorderne, baade ved Kjøb og Fæste. Da han i 1697 mod en aarlig Afgift af 4 Rdlr. fæstede hele Strækningen hinsides Peblingesøen paa Byens Side, det saakaldte Accisebodvænge, begrændset af Søen, Ladegaardsveien, den gamle Landevei (der laa nærmere Voldene end den senere Farimagsvei) og "Nørre Stenbro", til Græsning for sit Kvæg, var Peblingesøen i Grunden bleven en Indsø paa hans Eiendom. Efter Meyers Død i 1701 skjødede Arvingerne Gaarden til hans Datter, Jomfru Ulrica Eleonora Meyer, med hvem den gik over til hendes Mand, Kaptain i Fodgarden, Cesar René de Thehillac. I 1706 solgte Ægtefællerne Eiendommen til Kong Frederik den Fjerdes Broder, Prinds Carl "for rede Penges Betaling" (Kjøbesummens Størrelse angives ikke i Skjødet), og fra dette Tidspunkt skriver dens Glandsperiode sig, ligesom den først da i daglig Tale fik Navnet: "Blaagaard". (Smlgn. II, 519.) Prinds Carl elskede Blaagaard høit; den var "hans Inclination", skriver Søsteren, Prindsesse Hedevig efter hans Død, og han gjorde meget for at udvide, forbedre og forskjønne den. Da Farimagsveien var bleven anlagt, og Accisebodvænget, som Prindsen ogsaa havde fæstet af Staden, som Følge heraf var bleven smallere end før, kjøbte han i 1713 177000 Kvadratalen af Vænget nærmest Ladegaardsveien for 600 Rdlr. "udi danske Kroner", dog paa den Betingelse, at han ikke maatte lade videre opfylde i Peblingesøen, end allerede sket var, og desuden skulde tillade Stadens Vandkiggere ubehindret at opgrave og reparere Stadens Vandrender, som laa gjennem Pladsen, naar det blev fornødent. Paa den anden Side af Søen kjøbte Prindsen ligeledes et Stykke Jord af Magistraten, hvilket han indlemmede i Blaagaards Have, men denne naaede dog endnu ikke helt hen til Ladegaardsaaen. Ved Prinds Carls Død i 1729 arvedes Blaagaard, eller som den officielt kaldtes: "Prinds Carls Hauge", af Søsteren Sophie Hedevig, som ved Gavebrev af 9de Mai 1732 skjænkede den til Overkammerherre, Geheimeraad Carl Adolph v. Plessen. Da denne ved Prindsessens Død i 1735 blev bekjendt med Gavebrevet, nægtede han at modtage Eiendommen, først da Christian den Sjette befalede det, gav han efter.


427

I Plessens Tid fik Blaagaard atter en Udvidelse, da han i 1735 kjøbte Resten af Accisebodvænget ca. 73000 Kvadratalen, og nogle lavt liggende side Enge bag sin Have, ialt 26400 Kvadratalen. Han betalte 666 Rdlr. 4 Mk. for dem begge, hvormed "det eragtedes, at Staden meget vel kunde være tjent, siden den af samme Kapital kan have fuldkommen saa megen Interesse (Rente), som nogen Tid kan ventes at faas af Pladserne til Leie." Blaagaard fik nu Ladegaardsaaen til Sydvestgrændse, hvorfor Plessen maatte forpligte sig til at vedligeholde Bolværkerne her for egen Regning. Magistraten var overhovedet meget omhyggelig for at sikkre sig mod alle fremtidige Krav, thi i Skjødet hedder det: "Item, at saafremt det allernaadigst skulde behage Hs. kgl. Majestæt at lade gjøre Forandring ved Peblingesøen i sig selv, Vandrendernes Forandring og Indlæggelse eller Fortifikationen, og samme skulde træffe disse forskrevne Pladser, Hs. Excellence (Plessen) da ikke søger sin Regres eller refactie hos Staden, os eller Efterkommere for saadan Afgang, eftersom det ikke sker formedelst Vanhjemmels Brøst, og derfor ikke udi nogen Maade skal komme Staden, os eller vore Efterkommere i Embedet til Penges Udgift, Nakdel eller Skade, men i saa Maade være aldeles fri og angerløs for al Tiltale derudi inden."

"Den Plessiske Hauge paa begge Sider af Peblingesøen" som Blaagaard nu ofte kaldtes, var i 30 Aar i Familien Plessens Besiddelse. Bygningerne laa alle i Eiendommens nordligste Hjørne tæt ved nuværende Nørrebrogade i en Klynge; den nuværende Slotsgade er lagt midt igjennem Indkjørselsporten til Gaardspladsen, og det er kun faa Aar siden, at to Bygninger her ere blevne nedrevne, hvoraf den ene paa venstre Haand ialfald skrev sig fra Midten af forrige Aarhundrede. Tilvenstre i Gaardspladsen, paa det nuværende Jernstøberis Grund laa Hovedbygningen, som ogsaa havde Façade mod Søen, et et Etages grundmuret Hus med gebrokkent Tag og glaserede Sten (afbildet II, S. 371). Der synes kun at have været 6 Værelser i Bygningen foruden en Forstue og endel Smaakamre under Taget paa "første Gebrokket", men de vare luxurieust udstyrede, betrukne med Silke og forgyldte Lister, med smukke Stuklofter og et kostbart Indbo af sjældne Meubler, Malerier og Kunstsager. Husets eneste store Værelse var en 3 Fags Havestue, hvorfra man gjennem Glasdøre Havde Udsigt over et efter Datidens Smag prægtigt Haveanlæg og to Fiskedamme til Søen og derfra til Byens Taarne og


428

Spire i Baggrunden. Haveanlæget var indrammet af to prægtige Lindealleer, der førte ned til Søen; den ene af dem løb indenfor Plankeværket til nuv. Nørrebrogade. Lodret paa disse Alleer gik flere andre og større, hvoraf den nærmeste ved Hovedbygningen er bleven til nuv. Blaagaardsgade, en anden til nuv. Wesselsgade. Den sidstnævnte Allé havde et langt og smalt Vandløb eller rettere Grøft bag sig, over hvilken der førte en Bro. Selve Dosseringen var paa en Strækning beplantet med Træer og lukket med et Plankeværk til Nørrebrogade; da der ikke var Bro over Ladegaardsaaen, kunde Ingen fra den anden Side komme ind paa Terrainet. Bag Lysthaven nærmest Nørrebrogade med dens Statuer, Sphinxer, Lysthuse, klippede Træer og stive snørklede Blomsterparterrer strakte der sig store Vænger, som ned imod Ladegaardsaaen antog Charakter af fugtige oversvømmede Enge.

Efter Overkammerherre Carl Adolf v. Plessens Død i 1758 overdroges Blaagaard ved en Forening mellem Arvingerne til den Afdødes Brodersøn, Generallieutenant, Kammerherre Frederik Christian v. Plessen, som imidlertid ikke interesserede sig for den. Han pantsatte den strax til sin Svigerinde, den senere Overhofmesterinde hos Dronning Caroline Mathilde, og denne lod i April 1765 Eiendommen bortsælge ved Auktion, ved hvilken Konsumptionsskriver Knud Jacobsen Lyne blev den Høistbydende med 27,600 Rdlr. I de fire Aar, han eiede Blaagaard, indtil Sommeren 1769, var det, at Rahbek som Dreng ofte besøgte Stedet, hvor Grandonkelen boede i Økonomiboligen til Nørrebrogade, medens Hovedbygningen var udleiet til "høifornemme Folk". Knud Lyne havde ikke havt isinde at skille sig ved Eiendommen, men da Christian den Syvendes Yndling, Grev Frederik Wilhelm Conrad Holck bød 30,000 Rdlr. for den, ansaa han det for sin Pligt at tage derimod. Holck udvidede Blaagaard med et Par Vænger, som den tidligere Eier af det tilstødende "Solitude", Grev Haxthausen havde havt i Fæste af Magistraten; han gav sig til at "forskjønne" Haven ved at omhugge de gamle Lindealleer "i Overensstemmelse med den nyere Haugesmag", anlagde Drivhuse og Frugthaver og fik den kongelige Jagtrettighed paa alle Gaardens Jorder samt paa Peblingesøen skjænket. Overhovedet indrettede Greven sig i stor Stil herude, og gav muntre Frokoster for sin kongelige Ven; senere - skriver Suhm - negligerede han imidlertid Kongen og holdt sig borte fra ham i 3-4 Dage, medens han laa


429

paa Blaagaard og trakterede Akteurer og Aktricer. Da Holck faldt i Unaade, forsøgte han først at sælge Gaarden for at tilfredsstille Knud Lynes Enke, der havde 25,000 Rdlr. staaende i den, men da dette ikke lykkedes, bortforpagtede han Vængerne og Baggaardsbygningerne paa 6 Aar og udleiede Haven. Først i 1777 meldte der sig en Lysthavende, nemlig Kjøbmand Peter Tutein, som havde isinde at anlægge en Silke-Baandfabrik her. Eiendommen var til Auktionsefterretning vurderet til 55,000 Rdlr., men blev tilslaaet Tutein for 23,000, saaledes at Madame Lyne i Henhold til det Ovenanførte beholdt en Fordring paa Grev Holck for 2000 Rdlr. Den nye Eier havde neppe tiltraadt Eiendommen, før han kom i Konflikt med Brand- og Vandkommissionen om Dosseringerne paa begge Sider af Peblingesøen, til hvilke Eiendomsretten var tvivlsom. Kommissionen fastholdt, at de som Vandvæsenets Udenværker vare Blaagaard uvedkommende, Tutein indvendte herimod, at Holck havde gjennemskaaret Dosseringen for at skaffe Vand til en Park i Haven, og at hans Skjøder ikke indeholdt noget Forbehold med Hensyn til Dosseringerne, hvorfor de vare hans. Da Vandkommissionen derefter i Septbr. 1777 lod kaste en Grøft mellem Dosseringen og Accisevænget (altsaa i nuværende Nørre-Søgade), lod Tutein optage et Syn, ved hvilket det konstateredes, at han havde mistet 34,500 Kvadratalen af sin Jord, og da man ikke bekymrede sig om hans Indsigelser, anlagde han Sag mod Brand- og Vandkommissionen til Erstatning. Inden Processen var endt, kom det imidlertid i Mai 1780 til et Forlig, ved hvilket Magistraten lovede at erstatte ham den tabte Grund og desuden lade ham beholde Græsset paa Dosseringen. Da den nye Allé udenfor Nørreport blev anlagt, og Tutein maatte overlade en Strimmel af Accisevænget hertil, fik han virkelig herfor et Stykke Jord paa den anden Side af Alleen ved Acciseboden uden Vederlag, men det ses ikke, at de ovenfor omtalte 34,500 Kvadratalen bleve ham erstattede. Faa Maaneder efter, den 22de Mai 1780, solgte han Blaagaard med alle tilliggende Jorder til Generalmagasinet og Fabrikant Johan Paul Kalckberner for 32000 Rdlr. og havde saaledes gjort en god Forretning. Der blev nu indrettet et "komplet" Klædemanufaktur her, som tildels dreves for kongelig Regning, indtil det ved Generalmagasinets Ophævelse den 22de Mai 1782 gik over til et privat Interessentskab under Navn af det kongelig danske Dugmanufaktur paa Blaagaard. Fra dette Tidspunkt


430

skriver en stor Del Fabrikbygninger sig, hvoraf nogle den Dag idag existere, saaledes Eiendommen Nr. 45 paa Nørrebrogade og de bagved liggende Længer, de saakaldte "Steens Huse".

De store Veiarbeider, der vare paabegyndte før og under Struensee (III, S. 310 o. flg.) fortsattes med Energi og kostede Byen ret betydelige Summer. Paa Amager anlagdes i 1776 for Beboernes egen Regning en ny Vei fra Amagerport til Dragør istedetfor den gamle, der gik i mange Bugter og ikke engang var indgrøftet til Vandets Afløb. Landeveiene til Roskilde og Fredensborg, som nu bleve færdige, vare naturligvis spærrede ved Bomme, ved hvilke der betaltes Passagepenge, saaledes i Kjøbenhavns Nærhed ved Store Vibenshus og Damhuset, og man kunde ikke unddrage sig Bompengene ved "Omkjørsel" gjennem Bønderbyerne eller ved om Vinteren at passere over den tilfrosne Damhussø, uden at udsætte sig for at blive opbragt og mulkteret. Store Vibenshus, som nu var Kro, var vistnok allerede bleven indrettet i Frederik den Tredies Tid og opkaldt efter Tilsynsmanden ved den derværende Kongeveisport. Skjøndt Magistraten havde afstaaet et Stykke Jord af Nørrefælled til Bygningen og Kaalhave, blev Stedet henlagt under Rytterdistriktets Birkething og var forbleven der, indtil det den 25de Novbr. 1773 atter kom tilbage under Staden. En vigtig Forandring indtraadte i 1776, da Veien til Frederiksberg Slotsport op over Bakken fortsattes til Damhuset, saaledes at Roskilde Landevei nu ikke længere gik igjennem Valby. Eieren af den derværende Kro tabte naturligvis betydeligt i Næring derved, hvorfor der gaves ham en Godtgjørelse af 200 Rdlr. og et Løfte om 200 Rdlr. til, hvis han vilde flytte hen til den nye Landevei. Den officielle Adgang til Slottet var ad denne Vei; thi Frederiksberg Allé maatte fremdeles kun befares til Hest og til Vogns af de kongelige Herskaber og enkelte særligt Begunstigede, til hvem der udleveredes stemplede Nøgler.

I Struensees Tid var den tidligere Bygningskommission bleven afløst af en Overbygningsdirektion, af hvis Forretninger en Del vedkommende de kongelige Bygninger dog vare blevne overdragne Hofintendanten. Overbygningsdirektionen blev imidlertid afskediget i 1773, hvorefter der indrettedes en Bygningsdirektion, som igjen blev hævet i Septbr. 1782. da Bygningsvæsenet henlagdes under Rentekamret. Den direkte Opsigt med Privatbygningerne i Hoved-


431

staden og Byggelovenes Overholdelse havde Stadsbygmesteren. Denne var efter Banner-Mathiesens Død i 1772 Architekt Georg Erdmann Rosenberg, der havde reist udenlands paa Regjeringens Bekostning og var "Medlem af Akademierne til Florenz og Bologna". Der var flere Hofbygmestre, Professorerne Meyn, Magens og den berømte Harsdorff, Bygningsinspekteur var Joseph Zuber og Bygningskondukteur (i 1782) den senere saa bekjendte Konferentsraad C. F. Hansen.

Det private Byggeri i Kjøbenhavn var ret betydeligt i den Guldbergske Periode, og fremmedes efter Sædvane, ved at der tilstodes de Byggende Indkvarteringsfrihed i et kortere eller længere Aaremaal (indtil 30 Aar). Undertiden kunde der fremkomme temmelig mærkelige og vidtgaaende Forlangender. Saaledes i 1776, da Brygger Olaus Baadt, der eiede 6 smaa uanseelige Vaaninger i Norgesgade tilbød at opføre nye Huse istedet, hvis Regjeringen vilde laane ham 16000 Rdlr. mod Tilbagebetaling i 16 Aar og 3 pCt. Rente, samt give ham Expektance paa den første ledige Auktionsdirekteurtjeneste i Kbhvn. eller paa Stempelforvalter Embedet ved Øresunds Toldkammer. Man havde i Grunden Lyst til at opfylde Baadts Ønske, da hans Huse "vare til største Vanzir for ovennævnte reelle Gade", men tilsidst fandt man dog Fordringen for stærk, og Sagen blev henlagt. Undtagelser fra Byggelovenes strenge Bestemmelser hørte ikke til Sjeldenhederne; det blev f. Ex. i 1774 tilladt Boghandler Claude Philibert, der boede paa Kongens Nytorv, at lade sin forfaldne Balkon istandsætte, skjøndt det stred mod Brandordningen, og Magistraten havde nedlagt Indsigelse. Ogsaa mod Folk, der manglede Midler til at opføre Huse paa ubebyggede Pladser, vistes der i Regelen Skaansel. Fra Ildebranden i 1728 henlaa der endnu 4 Tomter paa Nørregade og 1 i Brolæggerstræde, og skjøndt Eierne uophørlig vare blevne mindede om deres Forpligtelse til at bygge, havde de bestandig undskyldt sig med Uformuenhed. Det Eneste, der blev foretaget mod dem, var, at det i Decbr. 1774 blev dem befalet, at de kun maatte sælge deres Grunde paa den udtrykkelige Betingelse, at der skulde bygges til Gaden inden 2-3 Aars Forløb, og at dette skulde indføres i Skjødet. I Amalienborgkvarteret, for hvilket der næredes særlig Interesse, gik man strengere tilværks, om end heller ikke efter Lovens Bogstav. En Skræder ved Navn Fredrik Østerbind havde i 1774 tilkjøbt sig en Grund herude og ladet den henligge ubebygget som alle Eierne før ham siden 1749. Hver


432

Gang Myndighederne vare komne med Advarsler, var Pladsen bleven solgt, men den nye Ejer havde ligesaa lidt som den gamle villet bygge. Endelig tabte Magistraten Taalmodigheden, da Østerbind rentud erklærede, at han ikke kunde opføre et Hus paa Grunden "i Henseende til de udfordrende Bekostninger", - der blev nu anlagt Sag imod ham, og i August 1777 faldt Hof- og Stadsrettens Dom, ifølge hvilken Eieren i Henhold til Reskript af 12te Septbr. 1749 skulde have Pladsen forbrudt, og samme uden Vederlag falde tilbage til Staden. Man fik dog ikke synderligt ud af denne Proces, thi paa Østerbinds Klage, resolveredes, at Magistraten maatte sælge Grunden, men at Kjøbesummen derefter skulde udbetales ham, hvad enten den blev stor eller lille. Der blev nu afholdt flere frugtesløse Auktioner, indtil endelig en Lysthavende meldte sig, som tilbød at bygge inden Udgangen af 1781, naar han fik Toldfrihed for Tømmer og Sten samt 30 Aars Indkvarteringsfrihed, altsaa de samme Benaadninger som ved Amalienborgs første Bebyggelse. Dette blev indrømmet ikke blot for denne, men ogsaa for en anden Plads i Norgesgade, der havde været i Magistratens Besiddelse siden 1749. Derimod blev en Ansøgning fra samtlige Indvaanere i "Ny Frederiksstad", om at deres oprindelige Indkvarteringsfrihed paa 30 Aar, som udløb i 1780, maatte gjælde i 25 Aar til, afslaaet, dog at de Beboere, som ikke drev borgerlig Næring, maatte nyde Friheden endnu i 5 Aar. Autoriteterne vare imidlertid ikke uvillige til at bringe Offre for denne Bydel, om hvilken de haabede, at den skulde udvikle sig til et aristokratisk og fornemt Kvarter, og det saa meget mindre som der var Mangel paa gode Husleiligheder i Byen. I Aaret 1781 fik Professor Harsdorff derfor uden Vanskelighed skjænket den forrige botaniske Haveplads til Amaliegade omtrent fra Frederiks Hospitals Grund til Hjørnet af Toldbodveien, saavelsom et derværende Drivhus og Indhegningsmuren, "hvis Stene var over 1000 Rdlr. værd", mod senest inden 8 Aars Forløb at opføre anstændige og varige Bygninger derpaa med en smuk Façade, saavidt muligt i Flugt med hverandre og nogenledes lige med de i Gaden allerede staaende Bygninger. Pladsen, der havde været brugt til Oplag for bornholmske Sandsten og norsk Marmor, vilde Harsdorff benytte til 8 Privathuse, der tænktes sammenbyggede til en architektonisk monumental Helhed, saaledes som Afbildningen viser foran nærværende Kapitel, og han vovede dette store Foretagende, som han selv siger "af


433

Kjærlighed til Kunsten, stolende paa, at Bygningerne vilde blive til almindelig Nytte og Forskjønnelse for Staden." Efter Ansøgning forstrakte Statsbalance-Direktionen ham med et Laan af 10,000 Rdr. mod Pant i hans Eiendom paa Kongens Nytorv, hvorpaa han tog fat med saadan Iver, at han allerede inden Udgangen af 1781 havde to Bygninger færdige og to andre paabegyndte. Harsdorff kom imidlertid nu ind i alle Slags Pengevanskeligheder; han kunde ikke skaffe Prioriteter i de nye Huse, ligesaalidt som han kunde tilbagebetale Laanet, og tilsidst maatte han opgive at se Planen realiseret. Men den Dag idag staae Bygningerne Nr. 39 og maaske Nr. 43 i Amaliegade, skjøndt i forandret Skikkelse, som Minde om det interessante Projekt. Harsdorffs egen Privatbolig paa Hjørnet af nuværende Tordenskjoldsgade og Kongens Nytorv skriver sig ogsaa fra denne Periode. Kongen skjænkede ham Grunden med derpaa staaende Bygninger (Charlottenborgs gamle Slotsforvalterbolig og nogle Materialskure) samt 30 Aars Indkvarteringsfrihed, hvorefter han i Aarene 1779-80 opførte den endnu existerende Eiendom, som bestod af en Hjørnegaard af uregelmæssig Form, stødende op til Gjæthusets Mur og et mindre Hus ved Siden af Charlottenborg. Af Byens gamle Palaier forsvandt paa dette Tidspunkt det Reventlowske Hotel eller "Groskantslerens Gaard," beliggende mellem Kjøbmagergade og Pilestræde paa nuv. Kronprindsensgades Grund. Det havde i en Aarrække været i den vestindiske Kjøbmand, Christopher Mac Evoys Besiddelse, men havde, som det siges "kun været Staden til Skade, Vanzir og Tab, til Skade, fordi faa eller ingen Beboere og intet Næringsbrug fandtes paa saa stor en Plads, til Vanzir, fordi Bygningerne vare indhegnede med Mure til Kjøbmagergade og Pilestræde og det saa langt frem i den sidstnævnte Gade, at ingen Fodgjænger her kunde passere forbi en Vogn, og endelig til Tab, fordi Eierne af Hotellet havde Indkvarteringsfrihed. I 1783 kjøbte Brandkaptain, Tømmermester Boye Junge Grunden for 24,000 Rdr. og anlagde Kronprindsensgade, som dog først var færdig i 1785. Ligeoverfor paa den anden Side af Kjøbmagergade laa Marechalsgaarden, der tilhørte Geheimeraad v. der Lüne (smlgn. III, 8), men den 8de Februar 1779 kjøbte Kongen den tilbage for 24,000 Rdr. og indrettede Eiendommen til Posthus, som den endnu er. Den 31 Marts 1780 flyttede Generalpostamtet herind, medens dets gamle Lokaler bag Børsen fordeltes mellem det vestindisk-guineiske Rente-


434

og Generaltoldkammer, Kommercekollegiet, Bjergværksdirektoriet, Direktionen for den almindelige Enkekasse og Kommissionen for Kvægsygen.

Af Slottene krævede Christiansborg efter Sædvane de største Udgifter, og betydelige Summer medgik baade til indvendige og udvendige Forandringer, bortset fra Omkostningerne til Bolværkerne om Kanalerne, til Slotspladsens Brolægning og til Ridebanens Regulering og Indfatning af Marmorpiller med Jernlænker imellem. I 1776 medgik der 41,779 Rdr. alene til Reparationer paa Bygningerne og i 1777: 20,888 Rdr. i samme Øiemed, og det blev selvfølgelig ikke bedre, da man i 1782 opdagede, at Bjælkeenderne i Hovedbygningen paa mange Steder vare raadne, saaledes at Gibslofterne slog Revner, og Parketgulvene sank i Midten. Snart bleve Vandledningerne og Kobbertagene omlagte, eller nye Brystninger opsatte over Løngangene, snart var det Forgyldning, der maatte fornyes, gamle Meubler, der maatte afløses af nye mere tidssvarende, eller Skillerum, der bleve flyttede. Ved særlige Leiligheder bleve hele Suiter af Værelser monterede, betrukne og istandsatte, saaledes i 1773, da den afdøde Enkedronning Sophie Magdalenas forhenværende Gemakker indrettedes til Bolig for Arveprinds Frederik i Anledning af hans forestaaende Formæling, og i 1783-84, da Kronprindsen fik den Hjørnefløi af Slottet til Beboelse, der laa mellem Riddersalen og Dronningens Trappe i Fløien mod Slotskirken (smlgn. Grundplanen II, 685, paa hvilken Dronningens Galeri dog nu var delt i tre Rum, nemlig Kronprindsens Audientsgemak paa to Fag, hans Retirade- og Sovegemak paa tre Fag og endelig et Kabinet paa et Fag). Til Kronprindsens Leilighed indkjøbtes Stole, Borde, Speile, Kommoder, en Jernreiseseng o. d., men Alt tyder dog paa, at Værelserne vare tarveligt udstyrede; saaledes bestod Prydelserne i Audientsgemakket af et gammelt Portrait af Kong Ludvig den Femtende, en Baldakin og to broncerede Gibsfigurer, forestillende Arveprindsen og "Kjærlighed til Fædrelandet." Enkedronning Juliane Marie havde selv i sit iøvrigt prægtigt udstyrede Sovegemak to Figurer af bronceret Gibs, den ene forestillende: "Renomeen eller Rygtet," den anden "Dyden." Der omtales naturligvis talrige Anskaffelser til Værelserne paa Christiansborg saasom Lysekroner og Speile, Gardiner, Gulvtæpper, Fedtstens Kakkelovne, Glaskugle-Lygter, Atlaskes Tapeter, Ottomaner, Lænestole m. v., men det Anførte maa være nok. Man


435

bar ogsaa Omsorg for, at det Gamle blev vedligeholdt, om end meget blev bortsolgt ved Auktion; saaledes blev en Del kostbare Haute Lisse Tapeter i 1783 restaurerede af Franskmanden Le Fevre. Riddersalen, der af Ramdohr skildres som det prægtigste Rum i Slottet og en af de største Sale i Europa, modtog først nu sin egentlige kunstneriske Udsmykning, da N. A. Abildgaard paabegyndte en Cyklus af allegoriske Malerier paa Vægfladerne forneden, forestillende Scener og mærkværdige Begivenheder af Fædrelandets Historie under den oldenborgske Kongeslægt som "Grevskabet Holsten ophøies til Hertugdømme," "Christian den Tredie ophjælper Landets indre Velstand," "Fæstningen Kronborg anlægges," "Souverainetetsakten," "Christian den Femtes Lov underskrives" o. s. v. I det saakaldte "Potentatgemak" ved Siden af Riddersalen malede Abildgaard desuden fire Dørstykker, forestillende de fire Epoker i Europas Historie: Vildhedens Tilstand, det romerske Herredømme, Hierarchiets Vælde og endelig den nyere Tid med Krudtets og Bogtrykkerkunstens Opfindelse samt Amerikas Opdagelse. Disse Arbeider, som dog først bleve færdige henimod 1794, pristes høit af Samtiden, og det er bekjendt, at Kunstneren under Slotsbranden udbrød: "Nu brænder mit Navn!"

Der var Rotter og Mus i Overflod paa Slottet, som holdtes i Ave af en sagkyndig Person, der fik 60 Rdr. for en Kampagne; der var saadan Træk og Kulde i de store Slotsporte, at Vagthuse for Schweizerne og Portnerne maatte opsættes her, og skjøndt Vægtere og Brandfolk bestandig skulde færdes paa Trapper og Gange om Natten for at hindre onde Mennesker i at indsnige sig, formaaede de dog ikke at holde Uvedkommende borte. I Novbr. 1779 fandt man saaledes en Mand sovende i Gangen over Dronningens Stald med en tændt Tobakspibe i Munden; senere aflagde en udbrudt Slave et natligt Besøg paa Slottet, ja det gik saa vidt, at Folk krøb ind af Vinduerne til Gaden og lagde sig til Hvile i Hø- og Halmoplagene. Nytaarsaften 1780 blev en af Vægterne skaaren med en Kniv over Øiet af en Matros, som han bortviste, men den Skyldige undslap. Værre end Alt dette var det dog, at Slottet svævede i bestandig Brandfare, og Natten mellem den 9de og 10de Dcbr. 1774 var det paa et hængende Haar gaaet op i Luer. Ilden opkom fra en af de saakaldte offentlige Kaminer i øverste Mezzaninetage og havde allerede godt fat i Bjælkeværket, da den blev opdaget af Slotsfoged Kancelliraad Blechingberg, som


436

strax gjorde Anskrig. General Eickstedt kom til med en Afdeling Soldater, og efter halvtredie Timers ihærdigt Arbeide blev man Herre over Ilden. Den paafølgende Undersøgelse viste, at den stærke Ild paa "den publike Thevands-Kamin til offentlig Brug for de i denne Etage Indlogerede" havde ophedet Murstenene saaledes, at Træværket var blevet antændt, og Bygningsdirektionen traf strax omfattende Foranstaltninger til at afhjælpe Manglerne. Alle Ildsteder bleve eftersete og de offentlige Kaminer afskaffede; i Riddersalen tilmuredes Kaminerne og erstattedes af Jernkakkelovne, hvilket ogsaa skete i mange andre Gemakker; overalt bleve Ildstederne opbrækkede i Bunden for at undersøge, om der var Fare for Bjælkeværket, og der antoges 4 nye Brandvagter, som idelig skulde patrouillere paa Gangene og Lofterne. Samtidig anskaffedes ikke mindre end 17 nye Sprøiter, saaledes at der nu var 22 i alt paa Slottet, fordelte omkring i Bygningerne i Nærheden af Vandkarrene og de store Kobberkummer. Alt dette havde dog ingen Art, thi man faldt hurtig tilbage til den gamle Slendrian. Allerede i Novb. 1775 fandt Slotsfogden alle fire Brandkarle sovende om Natten, og det mere end én Gang; Sprøiterne vare fordetmeste i Uorden, ialfald "ikke i saa god og brugbar Stand, som de burde og kunde være," de talrige murede Ildkanaler og Skorstensrør mellem Bjælkerne fandt man ingen Udveie til at forandre, og det oplystes i 1777, at paa adskillige af Hølofterne over Staldene var Høet stoppet tæt om Skorstensrørene til største Ildsfare, og at der endog paa Garderstaldens Høloft var blevet indrettet et Snedkerværksted. De værste Mangler bleve nu igjen afhjulpne, og Bygningsdirektionen fremkom med en udførlig Plan til Anlæg af tre Trykværker med tilhørende Vandkummer af norsk Marmor, ved hvilke Vandet til hurtig og fornøden Hjælp kunde opbringes i alle Slottets Etager, men Planen blev opgiven, fordi den var for kostbar. Man stod overhovedet magtesløs overfor den truende Fare; det er i denne Henseende betegnende, at Bygningsdirektionen i 1779 skriver: "Skorstensild og Brand i Kakkelovnsrørene hænder oftere paa Slottet, end det skulde formodes efter den indførte Orden og Opsigt med Kakkelovnes og Skorstenes Feining og Rørenes Rengjørelse. Vi have intet sikkert Middel kunnet udfinde derimod, thi den glasserede Sod, som sætter sig i Skorstenene, kan ikke af Skorstensfeieren afhugges uden at beskadige Skorstensrørene, og skjøndt denne Sod ikke let bringes i


437

Brand, sker det dog ved den umaadelige Mængde Brænde, Domestikerne undertiden proppe i Kakkelovnene, hvorved Rørene gjøres gloende, hvilket smelter og tænder den Sod, der samler sig om Tuden i Skorstenen." Efter Slottets Brand i 1794 skriver Slotsfoged Blechingberg, at "der mange Gange hver Vinter havde været Brand i Slottets Kakkelovnsrør, saavelsom Skorstensild."

Rosenborg, der fremdeles benyttedes af Hoffet til Baller og Taffeler, blev i 1772 underkastet en større Reparation, hvorhos de mange brøstfældige Statuer i Haven bleve eftersete, eller de værste af dem kasserede. Man havde dengang isinde at nedtage Spiret paa det store Taarn og anbringe en Balustrade i Stedet, men Harsdorff afværgede det, da Slottet "uden denne sin Hovedskjønhed ei vilde beholde nogen Skik, ei heller nogen Sirlighed." I Haven saavelsom i Slottets nærmeste Omgivelser foregik der mange Forandringer; saaledes blev i 1773 en ældre Bygning, Eremitagen, der dog ikke var Christian den Fjerdes gamle (smlgn. I, 507), ombygget af Harsdorff til den nuværende "Herkulesloge"; de i 1739 til Volden og Sølvgade opførte aldeles forfaldne Staldbygninger og Vognskure (smlgn. II, 686) bleve nedbrudte; to Aar efter, i 1781, anlagde Gartner Dörschel en ny Allé indenfor Muren til Gothersgade, hvoraf den største Del atter forsvandt i 1787 ved Exercerhusets Opførelse, og endelig resolveredes i Oktober 1781, at en Del af Slotsgraven om Rosenborg langs Kommandantens Vaaningsgrund og de saakaldte Domestikbygninger, med andre Ord: hele den ene Side mod nuv. Østre-Boulevard skulde opfyldes for at spare Omkostningerne ved et nyt Bolværk. Ved denne Leilighed forsvandt Vindebroen, der førte over Graven til Portbygningen; den var desuden saa brøstfældig, at "ingen Vogn med Sikkerhed kunde passere over den, da Bjælkerne under den vare pilraadne". Til Opfyldning brugtes Grus, Gaderenovation og Jord af "en ved Slotsgraven liggende unyttig Bakke", det vil sige: en Bastion ud imod den nuværende Exercerplads, i hvilken man endog haabede at finde en Skat. Dette Haab gik dog ikke i Opfyldelse, men Rosenborg mistede sin charakteristiske Adgang og skulde snart opleve endnu mere gjennemgribende Forandringer. Haven blev beskaaren paa alle Kanter, og Slottet selv udviklede sig lidt efter lidt til et Museum, hvormed der allerede gjordes Begyndelse i 1781, da den kongl. Mønt og Medaillesamling blev udskilt fra Kunstkamret og anbragt her. I Prindsens Palais


438

havde Landhusholdningsselskabet Lokale, men iøvrigt brugtes Bygningerne til Magasin og Pulterkamre og til Privatbolig for endel høitstaaende Embedsmænd og Funktionairer. Her boede f. Ex. Statssekretair Ove Høegh Guldberg, Etatsraad Jacobi, Etatsraad v. Berger, Kammerherre v. Warnstedt, Professor Abildgaard, der brugte Riddersalen til Atelier, Bygningsinspekteur Meyn, Hoffourer Glass o. fl.

Da Posthuset, som ovenfor berørt, blev flyttet ned paa Kjøbmagergade, og Administrationen savnede Plads, besluttede man at forbinde dets gamle Lokale med Kancellibygningen og derved afskaffe den aabne Gaard, "Kongens Staldgaard", ud til nuværende Slotsholmsgade. (Smlgn. III, 14). Vognremiserne og Stalden her, som havde været overladte til Reise-Staldmester, Kammerherre Kalckreuter, bleve derfor flyttede til Prinds Jørgens Ridebane ved Staldmestergaarden, og i Sommeren 1782 opførtes under Tilsyn af Hars-dorff den smalle saakaldte "Kommunikationsbygning" (ved en Misforstaaelse kaldet "Rosenkrands' Gaard") mellem Kancelliet og Generalitetsbygningen. Bygningen overlodes Kommercekollegiet; paa Loftet indrettedes der Archiv, og en ny Etage paa det tidligere Posthuses ældre Halvdel blev benyttet til Rentekammerkontorer, medens Generalpostamtets egne gamle Lokaler toges i Brug som ovenfor omtalt. Samtidig forsvandt den tidligere (III, 14) omtalte Bindingsværksløngang mellem det kongelige Bibliothek og Tøihuset, og de to Bygninger forenedes efter Harsdorffs Plan i Aarene 1781-85 ved en Forbindelsesbygning af 33 1/2 Alens Længde og 3 Etagers Høide. Herved fik Bibliotheket en ret betydelig Udvidelse, hvortil det høilig trængte, thi det havde fremdeles kun første Sal til Raadighed i sit gamle Hus, hvor Stuen var Tøihus og anden Sal Kunstkammer. I den nye Forbindelsesbygning blev Stuen ogsaa overladt Militairetaten, men Bibliotheket fik begge de øverste Etager og desuden det gamle Statsraadsværelse i Gavlen til Geheimearchivet, som bestemtes til Haandskriftsamlingen. Af andre offentlige Nybygninger skal paa dette Sted kun nævnes den nye grundmurede Hovedvagt af 1775 paa Gammelholm (tæt ved Broen over Kanalen), hvortil der otte Aar efter knyttedes et Arresthus, og Søetatens Slavebygning ved Stokhuset af 1783. Det kan tilføies, at Hovedvagten paa Kongens Nytorv (afbildet II, S. 502) fik et sirligt Jerngitter istedetfor det gamle rødmalede Tømmerværk.


439

Om Frederiks- eller Marmorkirkens Fuldførelse var der af gode Grunde ikke Tale i den Guldbergske Periode, og det mundtlige kongelige Forbud mod at opføre Nybygninger eller restaurere de gamle i Kirkens Nærhed (for at spare Udgifter ved en eventuel Expropriation til Kirkegaard) blev ikke længere opretholdt. Man gav uden Vanskelighed Tilladelse til at bygge til Store Kongensgade, ja i 1783 overlodes der en Ansøger en Strimmel Jord af Kirkens egen Grund, rigtignok kun "til Laans" og med Forpligtelse til at afstaa den uden Vederlag, naar det maatte forlanges. Det er betegnende, at Garnisonskirkens Præster i 1781 ansøgte om, at "ifald engang Forandring med Amalienborgs Henlæggelse under et vist Sogn skulde foretages, Garnisonskirken da som den nærmeste maatte være i allernaadigst Erindring." Man havde altsaa nu opgivet alt Haab om, at Frederikskirken vilde blive færdig, og den paafølgende kgl. Resolution, "at Amalienborgs Beboere maa holde sig til, hvilken Kirke de ville, indtil den nye Kirke bliver opbygt", er kun et Forsøg paa at bevare Skinnet. Der blev ikke rørt en Finger eller offret en Skilling til Kirkesagens Fremme; Tilstanden herude bar Præg af det yderste Forfald, ja man vilde ikke engang foretage de tarveligste Reparationer. (Smlgn. III, S. 321).

Som ovenfor anført frelste Harsdorff Rosenborgs store Spir, og han fortjener endnu større Anerkjendelse, fordi han frelste Børsspiret. Hofbygmester Anthon, der tragtede det første efter Livet, var falden paa den Tanke, at det andet passende kunde afløses af en - Kuppel, og fremkom allerede i 1771 med Forslag herom. Den store Architekt nedlagde imidlertid strax Indsigelse og blev varmt støttet af sine Kolleger i Bygningskommissionen. "Da Taarnet eller Spiret - hedder det i Kommissionens Betænkning - ikke alene svarer til det Hele af Bygningen og dens emblematiske Komposition, men passer sig tillige saa nøie dermed, at det for sit væsentlige Forhold med Bygningens Bestemmelse kan anses som en Zirat og Raritet i sit Slags af den nordiske Mythologi, saa formene vi, at Taarnet i sin nærværende Skikkelse bør konserveres og istandsættes, og det saameget mere som en Kuppel, omendskjøndt ved sammes Anbringelse en dog ubetydelig Menage kan opnaaes, er aldeles uskikket til Bygningen". Aaret efter skrev Bygningsdirektionen igjen, at "en Kuppel er saa uegentlig med Bygningen, at intet Vanzirligere og med Smagen mere Stridende derpaa kunde


440

opføres". Hermed var Anthons Forslag faldet igjennem, og det frugtede Intet, at han nu paastod, at Taarnet, der hidtil kun havde hvilet paa Tagbjælkerne, maatte bygges paa en fra Grunden opført Mur, hvis det overhovedet skulde bibeholdes. Harsdorff erklærede, at Taarnet meget godt kunde bæres af et solidt "Hæng- og Sprængværk, omhyggeligt forbundet med Spærværket", men senere bestemtes det dog, at der skulde opføres et Fundament af Kampestenspiller fra Kjælderen af.

Børsspiret, der var lige ved at falde ned af sig selv og ikke kunde modstaa en Storm, blev nedtaget i Septb. 1772 af Hoftømmermester Vollmeister og Blytækker Schneider, og ved Paasketid 1776 fulgte Taarnet efter. Der blev lagt et Bræddetag over Aabningen, men Taget var saa brøstfældigt i hele dets Udstrækning, at Bogholderen ved Banken, Olivarius, i 1774 skriver, "at man snart ikke véd dér at være tør". Desuden "vover man sine Ben ved at gaa over Bræddegulvet, og Trappen for Enden af Bygningen til Christianshavn er meget bedærvet og mange Steder borte, saaledes at Rækværket er ganske løst". Kræmmerne og Boghandlerne klagede over, at Støv og Skarn faldt ned over deres Varer og ødelagde dem, og vilde endog have Leien nedsat; Børsen var kort sagt saa forfalden, at "den var sin Undergang nær", 1 Septbr. 1775 afsluttedes der da efter afholdt Licitation en Kontrakt med Hof-Tømmermester Boye Junge (som senere tog den ovenfor nævnte Vollmeister i Kompagni med sig) om at opføre Taarn og Spir, og med Bygningsinspekteur Conradi om Hovedreparationen paa Tag og Fag, ialt for 24,138 Rdlr. Den 20de Juni 1777 blev Fløien paa Spiret opsat med de sædvanlige Ceremonier, ved hvilken Leilighed der holdtes en poetisk Oration af Jac. Landtman, og hver af Tømmersvendene fik en Gratifikation af 50 Rdlr., da det - som Kommercekollegiet bemærker - "i andre Tilfælde kan have sin Nytte, at Haandværkssvendene i saa stort et Laug ikke gjøres misfornøiede, men opmuntres". Sagen fik dog et ubehageligt Efterspil, da det ved Regnskabernes Opgjørelse i 1782 viste sig, at Istandsættelsen ialt havde kostet 35,776 Rdlr. eller over 11,600 Rdlr. mere end paaregnet, fordi der var blevet indkjøbt for over 10,000 Rdlr. Bly til Taget, Taarnet og Spiret. Kongen godtgjorde vel disse Penge, men han tilkjendegav samtidig sit allerhøieste Mishag med det af vedkommende Bygningsbetjente udviste Forhold, som


441

"aldeles er stridende mod vore Anordninger, og hvorved vores Kasse uventet er bleven paaført en saa betydelig Udgift over den bestemte Summa". Tilsidst lovede han Betjentene, hvis de atter lod det skorte paa nøiagtigt Tilsyn, at "de uvægerlig selv skulde afholde Omkostningerne ud over Overslaget".

Det var nemlig Kongen, der betalte Reparationerne paa Børsen og dens Bolværker, medens Kvæsthuset siden 1685 havde Leieindtægten af Boderne saavelsom af Lofterne, der benyttedes til Havremagasin for de kongelige Stalde (smlgn. II, S. 726). Den 11te Juni 1776 gik Børsen imidlertid over til Banken, der havde Lokale her og ønskede fri Raadighed over Bygningen. Planen hertil havde allerede været oppe i 1766, men var strandet paa Kvæsthusdirekteurernes Modstand, thi disse fordrede ikke blot de 45,000 Rdlr. tilbage, for hvis Sikkerhed Christian V havde givet Børsen som Underpant, men tillige de Renter, som i den lange Aarrække formentlig vare gaaede tabte for Kvæsthuset. Sagen stod hen i 10 Aar, men i Dcbr. 1775 opsagdes de 45,000 Rdlr. til Udbetaling af Banken i den paafølgende Termin, og hermed maatte Admiralitetet lade sig nøie. Banken traadte nu ind i Søkvæsthusets Rettigheder over Børsen, og fik endelig ved kongeligt Skjøde af 18de Juni 1778 Bygningen overdragen til Eiendom.

Den Guldbergske Periode medførte et stort Opsving i Kjøbenhavns Handel, hvilket dog snarere skyldtes de heldige Konjunkturer og den kjøbenhavnske Handelsstands Drift og Ihærdighed end Regjeringens Foranstaltninger. Den ledende Regjeringsmand i Handel, Skibsfart og Industri saavelsom i Finantserne var Skatmester, Geheimeraad, Grev Heinrich Carl Schimmelmann, en Kjøbmandssøn fra Demmin i Pommern, som efter et eventyrligt Liv allerede i Frederik den Femtes Tid var traadt i dansk Tjeneste og ved usædvanlig Begavelse, Opfindsomhed, Forretningsdygtighed, Dristighed og Lykke hurtig svang sig op til de høieste Æresposter. Han havde i 1763 kjøbt de kongelige Eiendomme paa de dansk-vestindiske Øer og det vestindisk-guineiske Kompagnies Sukkerraffinaderi i Kjøbenhavn (smlgn. III, 41); han havde ledsaget Christian den Syvende paa hans Udenlandsreise, erhvervet Geværfabriken Hammermøllen ved Helsingør paa gunstige Betingelser og ved sine mange Ideer, Indsigter, Rigdomme og Forbindelser i Udlandet forstaaet at gjøre sig saa nyttig, at han forekom de Regjerende uundværlig.


442

Under Struensee havde han holdt sig forsigtigt tilbage, men kun for at stige til den høieste Indflydelse og Magt efter dennes Fald. Han havde mange Klienter og mange Modstandere og er derfor bleven bedømt høist forskjelligt; Nogle have fremstillet ham som en nidkjær og tro Embedsmand, Andre som en Person, der altid satte sine private Interesser over Statens. Man finder begeistrede Lovtaler over ham ved Siden af de skarpeste Angreb; han kaldes snart "den Fortjenstfulde, den Ædle, der kun tænkte paa Undersaatternes Velfærd", snart fremstilles han som "Danmarks onde Dæmon", eller som en samvittighedsløs, overfladisk troløs Finantsmand, der overalt gjorde sig Fordele, et Lykkens Skjødebarn, som endog døde i rette Tid, før han saa sine store Planer strande. Historiens endelige Dom er ikke fældet over denne mærkelige Figur, hos hvem Skyggesiderne i hvert Fald ere stærke og iøinefaldende; for en moderne Opfattelse staaer han nærmest som en Forretningsmand efter amerikansk Mønster: snild, rig paa Udveie, dristig, smart.

Det skyldes Schimmelmann, at Kurant-Banken, der i 1736 var bleven stiftet af et privat Interessentskab (smlgn. II, 720), og i hvis Oktroy det udtrykkelig hedder, at Kongen "aldrig skal gjøre Banken Indpas, ei heller fremkomme med saadanne Anmodninger og meget mindre Foranstaltninger, som kunde hensigte til dens Skade, Kredits Spilde eller Fordærvelse", i 1773 gik over til Finantserne og blev et kongeligt Pengeinstitut. Regjeringen befandt sig nemlig i den største Forlegenhed; dens Resourcer vare udtømte, den havde ingen Udsigt til at stifte nye Laan i Udlandet, og var i betydelig Gjæld til Banken, saaledes at Overskattedirektionen i en Forestilling til Kongen rentud erklærede, at "die einzige Zuflucht welche noch vorhanden, ist die Banc". Ved et Møde paa Christiansborg Slot den 15de Marts 1773 mellem to kongelige Kommissairer og endel af Bankens Aktionairer kom Afstaaelsen istand for over Halvdelen af Aktiernes Vedkommende, hvortil Resten senere sluttede sig, og hermed ophørte Banken at være et privat Institut. Statskassen betalte 350 Rdlr. for hver Aktie i 5 p.Cts. kongelige Obligationer, og gjorde en god Forretning herved, thi den blev ikke blot sin Gjæld til Banken kvit, men fik dens Kapitalfond, Overskud og Tilgodehavende hos Private, ligesom den nu, hver Gang den kom i Forlegenhed, uden videre kunde hjælpe sig ved at forøge


443

Seddelmassen, en Frihed, Regjeringen ikke undlod at benytte sig af. I de ti Aar fra 1774 til 1784 voxede Seddelcirkulationen fra 6 1/2 Mill. Rigsdaler til over 15 1/2 Mill., hvorfor Samtiden ogsaa sagde, at Banken var bleven "en kongelig Papirfabrik". Statens Gjæld til Banken steg fra 4 til 10 Mill., og da Regjeringen anbragte betydelige Kapitaler i Handelskompagnier, kostbare industrielle Foretagender og lignende Entrepriser, hvoraf adskillige medførte store Tab, bleve Følgerne skjæbnesvangre baade for Finantserne og Banken. Schimmelmann var Sjælen i alle disse Foretagender og forstod ved alle Slags snilde Manoeuvrer og heldige Operationer at hindre altfor voldsomme Kursfald, hvortil han benyttede det i 1774 oprettede Banko-Kontoir. men de uheldige Resultater af hans Finants- og Handelspolitik udeblev ikke, skjøndt de først kom tydeligt for Dagen efter hans Død (den 23de Januar 1782). Man dadlede ham især for hans umaadelige Planer, der ikke stod i Forhold til Landets Hjælpekilder, og fordi han ved at drive Handel i Souverainens Navn med alle Statens Fonds til Raadighed og med Banken i Ryggen fornemmelig havde Øie for egen Fordel, hvorhos han som Entrepreneur og Leverandeur af Alt, hvad Staten skulde bruge, selv kunde diktere Priserne og Betingelserne. Man sagde om ham, at han vilde gjøre Kongen og sig selv til de eneste Kjøbmænd i Riget, og det fortælles, at flere af Kjøbenhavns største Grosserere lod ham vide, at "ifald Kongen vilde drive Handel, maatte de holde op". Uvillien mod Skatmesteren kom stærkt frem i 1775, da de danske Toskillinger med Præg af 1761 pludselig bleve nedsatte i Værdi med 33 1/3 p. Ct., en Foranstaltning, der fornemmelig maatte ramme den ubemidlede Deel af Befolkningen. Man gjorde Schimmelmann ansvarlig for denne Reduktion og paastod, at han kort Tid iforveien havde ladet disse Toskillinger slaa i store Kvantiteter og sætte i Omløb for at drage desto større Fordel af Nedsættelsen. En Pøbelhob stormede nu ud til Skatmesterens Palais i Bredgade, men fjernede sig, da den erfarede, at Schimmelmann var reist til Hamborg. Nogle Dage senere, nemlig den 13de Mai 1775, fremkaldte et Rygte om, at Rigsdalersedlerne ogsaa skulde nedsættes med en Trediedel, nye Uroligheder. Flere Tusind Mennesker samlede sig paa Slotspladsen og udenfor Børsen, hvor Banken havde Lokale, og optraadte saa udfordrende, at man ansaa det for nødvendigt, at forstærke Vagterne og lade Livgarden til Hest rykke ud. Det


444

kom dog ikke til Sammenstød mellem Militairet og Folket, thi da Kongen viste sig i et af Slottets Vinduer, blev der Stilhed, hvorefter Staldmester Bülow i Majestætens Navn forkyndte, at Rygtet var falsk, og at dette ufortøvet vilde blive bekjendtgjort. Nu opsloges en Plakat paa alle Gadehjørner, underskreven af Kongen, Arveprindsen og Guldberg, hvori det hed, at en saadan Reduktion aldrig var paatænkt og heller aldrig skulde ske, samt udlovedes en Belønning af 1000 Rdlr. til den, der kunde paapege Rygtets Ophavsmand. Suhm skriver i sine Memoirer: "Schimmelmann fik Skyld for Toskillingerne, som han og mest havde, men ei for Sedlerne. Havde han været her, da havde det gaaet ham galt. Herskabet var i stor Frygt".

Blandt de selvstændige Handelskompagnier, der fik et overordentligt Opsving under den Guldberg-Schimmelmannske Periode maa det asiatiske Kompagni først og fremmest nævnes. Kort efter Struensees Fald vare Udsigterne ikke lyse, thi man havde havt Uheld og Tab; "Kompagniet - siges det - havde ligget i Dvale, og Nationen havde kun Aarsag til at betragte dets Handlinger med ligegyldige Øine", Handelen paa Bengalen blev dreven slet, hvortil kom, at Kompagniets Betjente ikke vare ærlige. Hvad der foregik i Indien, kunde man vanskeligt faa oplyst; derimod opdagedes der gjentagne Gange ret betydelige Underslæb i Kjøbenhavn. Da Kasserer Dahldorph døde i Juni 1769, viste der sig saaledes "Mangel og Defaut i hans Regnskab og Kassebeholdning" til Beløb af 33,170 Rdlr. Justitsraad Top, der havde ægtet hans Enke, nægtede først at afgjøre Sagen i Mindelighed, men da han senere tilbød at betale ca. 13,500 Rdlr., gik Generalforsamlingen ind herpaa. Ved Revisionen i 1773 kom en ny og alvorligere Kassemangel for Dagen paa 152,886 Rdlr. Den skyldtes Bogholder Bornowskys Forsømmelighed, men efterat man i fem Aar havde procederet mod de afgaaede Direkteurer (smlgn. III, S. 274), lod man Sagen falde paa den Betingelse, at Bogholderen og Direkteurerne betalte en særlig omtvistet Sum af 2000 Lst. med Renter samt alle Sagens Omkostninger.

Allerede i Struensees Tid var der blevet ført Underhandlinger med Regjeringen om en ny Oktroy, da den gamle af 1732 vilde udløbe den 12te April 1772. Kommercedeputationen og Finantskollegiet havde dengang varmt taget Ordet for, at Handelen paa


445

Trankebar og Bengalen skulde aabnes for alle kongelige Undersaatter, med andre Ord: at Kompagniets Eneret paa den ostindiske Handel skulde ophøre, hvorimod Monopolet skulde opretholdes for den chinesiske Handels Vedkommende. Den Guldbergske Regjering hyldede den samme Opfattelse; Bernstoff og Grev Thott anbefalede den og støttedes af flere ansete Kjøbmænd, deriblandt Niels Ryberg og Frederik de Coninck, som endog synes at have været de første Ophavsmænd til Planen. Men aldrig saasnart blev den bekjendt, før der reiste sig den voldsomste Meningsforskjel i Kompagniets eget Skjød; Interessenterne vare delte i to Leire, hvoraf den ene med Direktionen i Spidsen ønskede, at Alt skulde blive ved det Gamle, medens Oppositionen ligesaa ivrigt arbeidede for den friere Udvikling. Man indgik med Forestillinger og Modforestillinger til Kongen og kjævledes paa Generalforsamlingerne, men Oppositionen havde Overmagten og slog alle Protester og Obstruktionsforsøg til Jorden ved at sætte igjennem paa en Generalforsamling den 15de April 1772, at Oktroyen skulde accepteres som gjældende for et nyt asiatisk Kompagni, medens det gamle Kompagni skulde betragtes som ophævet. Enhver Interessent havde altsaa nu frie Hænder til efter Behag at blive i Kompagniet eller udtræde, men Ingen benyttede sig af den sidste Udvei. Paa Generalforsamlingen den 17de Juni 1772 oplystes, at "samtlige forrige Interessenter i Kompagniet havde erklæret sig fremdeles i samme for deres deri havende Andel at ville vedblive", og hermed bortfaldt al Tale om Nødvendigheden af en almindelig Likvidation og Realisation af det gamle Kompagnies Fonds, som naturligvis vilde have medført uhyre Tab. Det nye Kompagni var identisk med det gamle; det Hele havde været et Skaktræk, ved hvilket Oppositionen foreløbig havde seiret.

Den nye Oktroy, der kom til at bære Datoen: 23de Juli 1772 og kun gjaldt for et Tidsrum af 20 Aar, skjelnede sig i mange Henseender fra den ældre af 1732. Den vigtigste Forandring var, at den ostindiske Handel blev frigiven, saaledes at den kunde føres af Private fra indenlandske Havne og med indenlandske Skibe mod en Rekognition til Kompagniet af 2 Procent af Ladningens Værdi for udgaaende Skibe og 8 Procent af hjemkommende, beregnet af Ladningens Auktionsbeløb. Ogsaa Indbyggerne i Indien og Trankebar fik paa visse Betingelser Tilladelse til at handle fra et Sted til andet


446

i Indien, og senere, i 1774, til at afsende Expeditioner til Kjøbenhavn mod at betale samme Rekognition som andre partikulaire Skibe. Derimod beholdt Kompagniet sit Handelsmonopol paa China; hvis noget andet Fartøi hjembragte chinesiske Varer, skulde disse uden videre konfiskeres. Ethvert Skib, hvad enten det tilhørte Kompagniet eller Private, skulde udføre indenlandske Fabrikvarer for mindst 3000 Rdlr. til Ostindien; til China skulde Kompagniet derimod med hvert Skib udføre for 4000 Rdlr. mod den sædvanlige Udførselspræmie. Den eneste danske Vare, der kunde sælges i China, var Klæde, men man havde trods Præmien altid Tab derpaa, og Udførselen af Kanoner, Flinter og Ammunition til Ostindien fra de norske Jernværker og Frederiksværk var heller ikke fordelagtig, da Regjeringen nægtede at betale Præmier derfor. Kommercekollegiet gjorde gjældende, at Præmierne kun gjaldt Manufacta (Silke-, Ulden- og Bomuldsvarer), men ikke Fabrikata, og Regjeringen gav denne Fortolkning Medhold.

Kompagniet beholdt de fleste af sine gamle Friheder, saaledes Ret til at afslutte Alliancer og forhandle med indiske Regjeringer, i Nødsfald føre Defensiv- og Offensivkrige til Kommerciens og Trafikens Beskyttelse, anlægge Fæstninger, Kontoirer og Faktorier, ansætte Kommandanter og andre Embedsmænd, holde Garnisoner, føre Splitflag, Gjøs og Vimpel (hvilket ogsaa tillodes Private "for Anseelsens Skyld hos Kapere, Tyrker og Sørøvere"), og bruge det kongelige Segl i magtpaaliggende Sager. Alle Penge, der vare anbragte i Handelen, vare fritagne for Tynge og Afgifter, Skibene maatte ikke arresteres eller "til andet Brug henvendes", og vare fritagne for Told, Konsumption og Accise saavelsom for Havne-, Laste- og Slavepenge; dog at der betaltes 100 Rdlr. af hver solgt Skibsladning til Kongens Kasse samt 2 Procent af Auktionsbeløbet. Af Silkevarer betaltes dog Told, og af Kaffe baade Told og Accise. Af Hensyn til de indenlandske Silkefabriker bestemtes imidlertid i 1774, at indførte fabrikerede Silkevarer skulde udføres igjen, og denne Befaling blev opretholdt trods Kompagniets Indsigelser. Den tidligere konsumptionsfrie Indførsel af Proviant til Skibene bortfaldt ved Oktroyen saavelsom Toldfriheden paa Skibsbygningsmaterialier, men Kompagniet fik dog nogen Erstatning herfor, nemlig en Konsumptionsgodtgjørelse af 3 Rdlr. for hvert Medlem af Skibsmandskabet, samt en Præmie af 15 Rdlr. pr. Kommercelæst af hvert nyt Skib.


447

I 1776 ophævedes dog den sidstnævnte Præmie, og Kompagniet gjenvandt da sin forrige Toldfrihed paa Skibsbygningsmaterialier, endog til gamle Skibes Reparation. Det bør ogsaa fremhæves, at

Kjøbenhavns Havn i Slutningen af forrige Aarhundrede

Kjøbenhavns Havn i Slutningen af forrige Aarhundrede. (En Ostindiensfarer i Forgrunden).

Kongen frafaldt sin tidligere Ret til at faa et vist Kvantum Baller fragtfrit hjemført med Kompagniets Skibe, hvorimod han rigtignok som Erkjendtlighed herfor saavelsom for Oktroyen, dens Privilegier og Benaadninger forbeholdt sig en aarlig Rekognition af Chinaskibene,


448

nemlig naar ikkun ét Skib hjemkom: 5000 Rdlr., naar to Skibe retournerede 8000 Rdlr., og 10,000 Rdlr., naar tre Skibe kom tilbage i ét Aar.

De Forandringer, Oktroyen var undergaaet, nødvendiggjorde Udarbeidelsen af en ny Konvention eller Vedtægt mellem Interessenterne, og her satte Oppositionen atter alle Seil til for at naa sit Maal. Den 17de Juni 1772 nedsattes et Udvalg af ni Interessenter til at forfatte Planen, og denne kunde allerede den 3die August forelægges Generalforsamlingen til Vedtagelse. Udkastet, der bestod af 41 Artikler, var, som det siges: "af saa stort Begreb og Betydenhed, at Kompagniets hele Indretning blev en anden". Medens der kun havde været 1600 Aktier i det "gamle" Kompagni, skulde der nu - "for at lette Adgangen til Deltagelse og give Leilighed til en større Cirkulation i Handelen" - være 4800, hver lydende paa 500 Rdlr., saaledes at hele Kompagniets Fond blev 2,400,000 Rdlr. Præsidentværdigheden afskaffedes, og Direkteurernes Antal fastsattes til 7, nemlig 1 Lovkyndig, 4 af Kjøbmandsstanden, 1 Landkyndig (i.e.: en i China og Ostindien bekjendt Mand) og endelig 1 Søkyndig. De skulde alle være bosiddende i Kjøbenhavn, hver have 500 Rdlr. aarlig Gage, og hvert tredie Aar skulde 4 af dem afgaa. Hvad den ostindiske Handel angik, skulde Trankebar være Hovedkontoiret, hvorunder de øvrige Loger og Faktorier paa Porto Novo, Calicut, College og Frederiksnagor skulde henhøre; derimod skulde Logen paa Nikobar opgives som unyttig. Den i Indien værende Kapital skulde forøges til 500,000 Rdlr. for at have tilstrækkeligt Forraad af Varer ved Skibenes Ankomst. I China skulde der indrettes et bestandigt Faktori i Kanton, bestaaende af 2 Superkargoer og 2 Assistenter (de saakaldte "Overliggere"), og med hvert Skib skulde desuden følge en Superkargo og en Assistent. Endvidere indeholdt den nye Konvention udførlige Bestemmelser om den aarlige Afskrivning paa Skibe og Bygninger, om Generalforsamlingerne, Interessenternes Stemmeret, Forholdsregler mod Underslæb og ulovligt Føringsgods, om Kompagniets Betjente og deres Gager, om Douceurer til Vaterskouten, Navigationsdirekteuren, Toldbetjentene samt til Præsterne i Kjøbenhavn og ved St. Olai Kirke i Helsingør, "som bede for Kompagniets Skibes lykkelige Fart og Negotiens Fremgang" m. m. Mange af disse Artikler vare


449

direkte rettede mod tidligere Misbrug og maatte opfattes som Angreb paa Direktionen og dens Tilhængere.

Flertallets Ledere undlod ikke at smede, mens Jernet var varmt, thi paa samme Generalforsamling Udkastet forelagdes, blev det strax vedtaget. Forhandlingerne vare stormende; der fremkom de skarpeste Indsigelser mod Konventionen, og sex ansete Interessenter: Konferentsraad R. Iselin, Etatsraad P. v. Hurck, Bargum, Abraham Pelt, Gysbert Behagen og Abraham Schneider forlangte 4 Ugers Udsættelse for at indbringe Ændringer og lod Protokollen tilføre en Protest, men Flertallet lod sig ikke rokke - det henviste

Niels Ryberg

Niels Ryberg, f. 1725 † 1804.

til Oktroyens 21de Post, hvori det udtrykkelig hed, at "Participanterne paa en Generalforsamling kunne vedtage per plurima vota og med samme Virkning som den af Kongen allernaadigst specialiter var konfirmeret og stadfæstet, saadan Reglement, Konvention og Forening, som de anse for raadeligt, tjenligt og nytteligt". Striden fortsattes paa flere Generalforsamlinger; de to Partier bombarderede hinanden med Skrivelser og Promemorier og offentliggjorde trykte Piecer, ja tilsidst indblandede Arveprinds Frederik og Guldberg sig i Sagen, som det synes paavirkede af Iselin, og opfordrede Flertallet til at forunde Interessenterne Tid til at undersøge og drøfte


450

den nye Konvention. Svaret herpaa var et nyt tumultuarisk Møde, i hvilket det vedtoges, at Konventionen strax skulde træde i Kraft, dog at der gjerne kunde foreslaas Ændringer i den, naar det skete paa konventionsmæssig Maade, samt at der strax skulde vælges nye Direkteurer, da Kompagniet jo var et nyt Kompagni. Dette skete, og Oppositionens Førere sattes nu ind i Direktionen: nemlig Konferentsraad Fabritius, Etatsraad Ryberg, Agent de Coninck og John Brown som Handelskyndige, Etatsraad Hoppe som Jurist, Captain Elphinstone som Sø- og Capt. Halling som Landkyndig. En Deputation blev samtidig afsendt til Arveprindsen for at demonstrere Sagen og Omstændighederne for Hs. kgl. Høihed og underrette ham om, at man "gjerne modtog Forslag til Forandringer og Forbedringer i den i Kraft af Kompagniets Grundlov engang vedtagne Konvention." Der indkom ogsaa nogle Ændringsforslag, søm Arveprindsen anbefalede til "en anstændig og alvorlig Undersøgelse," men kun faa af dem gik igjennem paa en Generalforsamling den 3die Februar 1773, og det endda de ubetydeligste.

De nye Direkteurer havde ved deres Tiltrædelse udtalt et Haab om, at "den Misforstaaelse, som paa nogen Tid var sporet iblandt dette priselige Kompagnies Interessenter, nu aldeles maatte ophøre", men dette gik ikke i Opfyldelse. Striden fortsattes, da den gamle Direktion og dens Venner indleverede en Notarialskrivelse med Protest mod Alt, hvad de nye Direkteurer vilde foretage i Kompagniets Affairer og rentud nægtede at aflevere Kompagniets Bøger, Dokumenter og Archiv. Notarius publicus blev da rekvireret til paa Embeds Vegne at overvære Afleveringen til en af Interessentskabet nedsat Kommission. Tilsidst kom det til Proces, idet 6 Aktionairer (Iselin, v. Hemert, van Hurck, Behagen, Schneider og Bargum) indstævnede Direkteurerne og forlangte, at deres Valg skulde annulleres, og Konventionen tages under fornyet Overveielse. Dommen faldt i Septbr. 1773 og lød paa, at "Direktionen for asiatisk Kompagni bør for Citanternes Søgsmaal og Tiltale i denne Sag aldeles fri at være, og Processens Omkostninger ophæves paa begge Sider".

En Del af Interessenterne havde Vanskelighed ved at forsone sig med den store Forandring, der var sket med Kompagniet, nemlig at Handelen paa Indien var bleven frigiven under visse Betingelser. Den partikulaire Handel paa Indien var dem en Torn


451

i Ørnene, og de strittede imod med Hænder og Fødder. Da nogle engelske Kjøbmænd i Trankebar i 1773 meldte sig for at føre Varer til Kjøbenhavn, nægtede Gouverneur Abbestee dem Pas, men fik en Irettesættelse af Direktionen, fordi han havde afvist et saadant fordelagtigt Tilbud, og ved en Henvendelse til Kommercekollegiet fik Direktionen Medhold. Det blev nu udtrykkelig fastsat, at "alle i Kompagniets indiske Possessioner bosiddende Kjøbmænd maatte afsende ostindiske Varer til Kjøbenhavn mod at betale samme

Frederik de Coninck

Frederik de Coninck, f. i Haag 1740 † 1811.

Rekognition og Afgifter som danske private Skibe". Herover herskede der stor Uvillie i Kompagniet, og man var ikke langt fra at betragte det som Forræderi, da to af Direkteurerne, de Coninck og John Brown i Forening med Agent Thalbitzer og Kommercesekretair Rejersen i 1774 søgte om at maatte benytte et i Udlandet bygget Skib (hvilket stred mod Skibsbyggerforordningen) til en privat Expedition til Indien. Sagen kom frem paa Generalforsamlingen den 15de Septbr. 1774 og gav Anledning til støiende Forhandlinger. Fra den ene Side gjorde man gjældende, at det Halve af Kom-


452

pagniets Fond, ca. 12 Tønder Guld, stak i denne Handel, og at man derfor ikke burde lade Andre høste Fordelen; fra modsat Side paavistes, at det var Opgaven at gjøre Trankebar til en Centralplads i Indien, hvilket paa Grund af manglende Kapital kun kunde ske, naar partikulaire Skibe deltog i Farten. Man foreholdt Modstanderne Fordelene for Landet, Statskassen og Kjøbmændene; de sidste vilde faae Indkjøbskommissioner fra fremmede Handelspladser og Provision af Remissers Besørgelse m. m., naar Kjøbenhavn blev et stort Marked for indiske Varer; Kompagniet selv vilde vinde den fastsatte Rekognition af 8 Procent eller 25000 Rdlr. af hver privat Expedition uden mindste Udlæg eller Hazard, men Svaret lød bestandigt, at Direkteurerne, der havde at sørge for Kompagniets Interesser, under ingen Omstændigheder burde handle for egen Regning paa Indien. Ordene faldt saa skarpe mod Brown og de Coninck, at de begge erklærede at ville udtræde af Direktionen, men da deres Kolleger med Undtagelse af Hoppe støttede dem, og Generalforsamlingens Flertal opfordrede dem til at blive, gav de efter. Den hidsige Debat endte med en Seir for Direkteurerne ved Vedtagelsen af følgende Resolution: "De partikulaire Expeditioner skulle støttes, da de ere til Fordel og Nytte for Kompagniet, naar Intet foretages mod Oktroyen og Konventionen". De Coninck skriver om denne Konflikt i sin Selvbiographi: "Neppe var den partikulaire Handel kommen i Gang, før jeg blev Gjenstand for den voldsomste Forfølgelse, dikteret af Uvidenhed, Blindhed og Skinsyge. Jeg blev betragtet som Kompagniets Fjende; man beskyldte mig for at misbruge min Stilling som Direkteur; man sagde, at jeg forraadte de Interesser, jeg var sat til at varetage, og en mægtig Liga dannede sig imod mig for at tvinge mig til at gaa af. Stærk ved min Uskyldighed og mine Motivers Renhed, støttet af mine Kolleger og overbevist om, at man snart vilde vise mig Retfærdighed, holdt jeg Stand og trodsede Uveiret; først da Stemningen slog om, benyttede jeg Øieblikket til at gaa af". De Coninck traadte ud af Direktionen i Mai 1776 og fik følgende charakteristiske Taksigelse: "Hvad endog ved en eller anden Leilighed i Generalforsamlingen kunde være forefalden, saa ere Interessenterne dog ikke mindre overbeviste om Hr. Agent de Conincks redelige Hensigter og nyttige Tjeneste for Kompagniet og tro sig derfore forbundne hermed at takke ham for hans Forvaltning af Direktionsembedet".


453

Freden, der var bleven sluttet den 15de Septbr. 1774, varede kun et Aar, da Kampen brød ud med fornyet Voldsomhed. Det var denne Gang Revisorerne, der aabnede Angrebet med ikke mindre end 48 Klagepunkter, hvoraf dog kun 2 havde Betydning. nemlig at Direktionen gav et i Forhold til Kompagniets Status altfor rundeligt Udbytte, og desuden viste for stor Interesse for den partikulaire Handels Opkomst, navnlig for de private Expeditioner fra Indien til Kbhvn. Paa Generalforsamlingen den 20de Septbr. 1775 forlangte Interessenterne Direktionens ufortøvede Svar paa de 48 Udsættelser, og da dette blev afslaaet, fordi Revisionsberetningen kun havde været Direkteurerne bekjendt i 7 Dage, brød Uvillien løs under meget uparlamentariske Former. Revisionen blev oplæst under øredøvende Tumult, som om den var et Anklageskrift: man fremkom med Trusler og Beskyldninger om svigagtig Omgang med Kompagniets Midler, nægtede at høre Direkteurerne, og Mødet opløstes under almindelig Forvirring. De samme Scener gjentog sig næste Dag; Alt, hvad Direktionen foreslog, blev forkastet; det regnede atter med uanstændige og fornærmelige Beskyldninger, Revisorerne optraadte, som om de vare "et Slags Overdirektion", og tilsidst vedtog man imod Direkteurernes Indsigelse, at den næste Generalforsamling skulde afholdes den 5te Oktober, og at Besvarelsen af Revisionen da skulde foreligge.

Det saa ud til, at Kompagniet skulde opløses i Splid og Uenighed. Byen var fuld af ondsindede Rygter, saaledes at Direktionen fandt det nødvendigt at "fremlægge Interessenternes Opførsel for Publikum", 13 Aktionairer indkom med en Klage over mangfoldige Misbrug, der gik i Svang, og i Direktionens eget Skjød herskede der Meningsforskjel. Den juridiske Direkteur, Konferentsraad Hoppe, vilde nemlig ikke være med til at trodse Generalforsamlingens ovenfor omtalte Beslutning, hvorfor han erklærede at ville nedlægge sin Værdighed, hvorimod hans Kolleger under Henvisning til Konventionen og for at faa Tid til at tromme deres Tilhængere sammen, bestemte, at der først skulde afholdes Generalforsamling den 8de Novbr. Situationen blev mere og mere tilspidset, da 40 Interessenter ved Notarius publicus lod Direktionen overrække et Promemoria, fuld af Klageposter og med den Erklæring, at Interessenterne trods Direkteurerne vilde samle sig den 5te Oktober i Kompagniets Hus i Strandgade, hvorfor Bogholderen, Kassereren og andre Betjente


454

vilde blive advarede om at være tilstede og gaa Forsamlingen tilhaande med Bager, Papirer og Oplysninger. Direktionen forblev imidlertid standhaftig og satte Haardt mod Haardt; den svarede, at der ikke vilde blive afholdt Generalforsamling før den 8de Novbr. og forbød Kompagniets Embedsmænd i Henhold til deres aflagte Ed, Konventionen og Oktroyen at befatte sig med den eventuelle ulovlige Generalforsamling.

Det asiatiske Kompagni var et saa betydningsfuldt Led i Hovedstadens Forretningsliv og saa nøie knyttet til Tusinder af Menneskers Interesser, at Striden nødvendigvis maatte vække den største Opsigt. Der herskede den voldsomste Bevægelse og Spænding i Byen, da en anonym Piece den 2den Oktober blev omdelt, hvori Interessenterne anmodedes om at møde den 5te Kl. 3 1/2 for "at afhandle Ting af yderste Vigtighed for Kompagniets Velfærd", og det gik som en Løbeild fra Mund til Mund, at Direktionen ved Notarius publicus lovformeligt havde ladet protestere "mod Afholdelsen af Mødet og mod Alt, hvad derudi maatte foretages, som Noget, der havde sin Nullitet i sig selv og baade krænkede Direkteurernes og de fraværende Interessenters Rettigheder". Det var dog Manges Tro, at Direktionen til Syvende og Sidst vilde give Kjøb, men heri tog man Feil. De 47 Interessenter, som mødte den 5te Oktober paa Kompagnihuset, ventede forgjæves paa Direkteurerne en halv Times Tid og maatte derpaa holde Generalforsamling uden dem. De gjorde først den ubehagelige Opdagelse, at Direktionen den foregaaende Aften havde taget Resolutions- og Voteringsprotokollen til sig, og da Bogholder Battier blev tilkaldt, oplyste han, at det Samme var sket med Kompagniets Hovedbøger, Journaler, de indiske Bøger, Listen over Interessenterne samt Ballancebogen med alle tilhørende Papirer, saaledes at hans Kontoir var tomt. Videre Oplysninger kunde han ikke give, da det var blevet ham forbudt. Kassereren Jakob Holm meddelte, at han den foregaaende Dag havde udleveret Hovedkassebogen til Direktionen, og vilde derefter ikke sige mere. Direkteurernes private Forsamlingsværelse befandtes aflaaset, og der var Ingen derinde. Man hjalp sig da med en for Tilfældet indrettet Resolutionsprotokol, som af den tilstedeværende Notarius publicus Smit blev forsynet med Segl, og lod derpaa gaa Bud i Byen efter Konferentsraad Hoppe, om hvem man vidste, at han var uenig med sine Kolleger. Han mødte da ogsaa strax, udbad


455

sig Generalforsamlingens Godkjendelse af sin "noget ilfærdige" Nedlæggelse af Posten som lovkyndig Direkteur og paatog sig gjerne at føre Generalforsamlingsprotokollen. Efter alle disse Formaliteter gik det rask med Forhandlingerne; der vedtoges ikke mindre end elleve Resolutioner, som alle havde et afgjort fjendtligt Præg mod Direktionen. Det blev saaledes vedtaget, at Konventionens 8de Artikel (ifølge hvilken Ingen kunde blive Direkteur uden at have eiet 9 Aktier i ét Aar) skulde suspenderes, "for at man kunde finde Kjøbmænd, der præfererede det almindelige Bedste for private Konnexioner", at enhver fremtidig Direkteur skulde "ved korporlig Ed forbinde sig til ikke at være direkte eller indirekte interesseret i nogen partikulair Entreprise fra og til Indien, ei heller for Eftertiden indlade sig derpaa, saalænge han var i Kompagniets Bestyrelse", at ingen Direkteur maatte forskrive eller paatage sig Leverancer af Varer til Kompagniet, men at der skulde afholdes offentlig Licitation, at enhver Direkteur, der nægtede Generalforsamlingen Lydighed, strax skulde have sit Embede forbrudt o. s. v. Tilsidst valgtes 4 nye Direkteurer istedetfor Brown, Halling, Elphinstone og Hoppe, hvis Tour det var at fratræde, nemlig Kjøbmændene L. J. Cramer og Generalkrigskommissair Graah, Kommandeurkaptain Krogh som Søkyndig og endelig Kancelliraad Haaber til lovkyndig Direkteur. Alle fire aflagde strax den forlangte korporlige Ed.

Kompagniet havde saaledes igjen to Sæt Direkteurer, der agerede imod hinanden og bragte Forvirring i Sagerne. De fire nyvalgte Mænd begjærede først at tiltræde Direktionens Forsamlinger, men fik naturligvis Afslag; derpaa bad de om, at Kancelliraad Haaber idetmindste maatte antages i Hoppes Sted, i hvilket Fald de tre andre gode Herrer vilde bie og indvillige i Generalforsamlingen den 8de Novbr., men heller ikke herpaa vilde Ryberg, de Coninck og Kolleger indlade sig. De stridige Interessenter afholdt da en ny Generalforsamling den 12te Oktober, mod hvilken Direktionen igjen protesterede, og her vedtoges da følgende temmelig spagfærdige Resolution: "Skjøndt Generalforsamlingen kunde have havt største Føie til at tage de alvorligste Mesures imod Direktionen, efterdi denne har forkastet de gjorte endelige Tilbud, som Forsamlingen og skulde have indvilliget i, om alene Fred og Enighed derved havde kunnet erholdes, ligesom og Direktionens hele Omgang fra Først til Sidst beviser dens yderlige Stivhed og Paastaaenhed i at soutenere


456

alle dens Foranstaltninger, i hvor aabenbare de end stride mod Konvention, Oktroy og Greneralforsamlings Beslutninger, saa vil Generalforsamlingen dog endnu vise al den Moderation, som mulig er, og i den Henseende indvillige i, at Alting indtil den 8de Novbr. forbliver in statu quo, samt at den af Direktionen til bemeldte Dag anmeldte Generalforsamling maa holdes". Hermed havde Striden i Grunden tabt sin akute Charakter, skjøndt den endnu en Tidlang fortsattes i trykte Piecer og Flyveskrifter. Der herskede vel den 8de Novbr. nogen Uvished med Hensyn til Udfaldet, men da Direktionen med Konventionen i Haanden beviste, at Ingen uden den kunde sammenkalde Generalforsamlinger og bestemme, hvad der skulde forhandles, da den stemplede Møderne den 5te og 12te Oktober som lovstridige og Beslutningerne som ugyldige, eftersom Direktionen ikke havde været tilstede, blev dens Forhold og Handlinger i Et og Alt approberede med 118 mod 106 Stemmer. Det følger af sig selv, at Svaret paa Revisorernes meget omtalte 48 Ankeposter blev forelagt ved denne Leilighed, men man indsaa fra alle Sider, at der for at hindre ny Uenighed maatte indføres Ændringer i Konventionen og udarbeides et Regulativ for den partikulaire Handel. For ikke at handle i Overilelse blev imidlertid disse Spørgsmaal saavelsom Direkteurvalget udsatte til en ny Generalforsamling den 13de Dcbr. 1775, da en Kommission blev nedsat for at revidere Konventionen, og nyt Direkteurvalg foretoges, eftersom det forrige af 5te Oktober var blevet annulleret. Nu blev Geheimeraad, Baron Jens Kragh Juel Wind lovkyndig Direkteur, Viceadmiral Hoogland søkyndig, Kommandeurkaptain Krogh landkyndig samt Kjøbmændene C. L. Black og L. J. Cramer handelskyndige Direkteurer. Ryberg var altsaa ikke længere Medlem af Direktionen, og da de Coninck fratraadte efter eget Ønske i Mai 1776 (afløst af Agent Peter v. Hemert) og Konferentsraad Fabritius i Oktober s. A. (afløst af forhv. Gouverneur i Trankebar Abbestee), var der ikke en eneste tilbage i Direktionen af de Mænd, der havde iværksat Forandringen af 1772. To Aar efter, den 16de Dcbr. 1778 maatte dog Black og Gramer igjen vige for Ryberg og Fabritius, som uophørlig gjenvalgtes, indtil de i 1784 atter begjærede at gaa af.

Det vilde være feilagtigt at paastaa, at man efter Direkteurskriftet af Dcbr. 1775 kom let ud over Vanskelighederne, eller at Enigheden hurtigt gjenoprettedes. Den nye lovkyndige Direkteur,


457

om hvem man havde haabet, at "hans Indsigter og Tænkemaade vilde bidrage meget til at forene Meningerne", døde efter faa Maaneders Forløb, og hans Eftermand Kancelliraad Haaber var ikke Situationen voxen. Konventionens Forandring trak i Langdrag, og om Regulativet for Handelen paa Indien kjæmpedes der tappert, indtil ind i Oktober 1776, da Kommercekollegiet uden videre sendte et Udkast, som med nogle Smaaændringer gik igjennem. Herved bestemtes Kompagniets og de private Expediteurers Rettigheder nøie, saaledes at denne Kilde til Uenighed lykkelig blev stoppet. Striden om Konventionen kom først ud af Verden, da Kongen i 1777 overtog alle Kompagniets Eiendomme, Etablissementer og Loger i Indien, aabenbart for yderligere at fremme den partikulaire Handel, som "endnu bedre kunde drives til Landets Fordel, dersom den alene og umiddelbar kunde føres under Vor Beskyttelse". I Begyndelsen af Aaret var der blevet indledet Underhandlinger herom mellem tre af Kommercekollegiets Medlemmer og tre af Kompagniets Direkteurer, og i Marts var man allerede saavidt, at en foreløbig Overenskomst blev afsluttet, som strax godkjendtes af Generalforsamlingen. Interessenterne følte altfor vel, at Etablissementerne i Indien havde været en stor Byrde for Kompagniet, og ønskede kun at blive dem kvit. Statskassen betalte 170,000 Rdlr. for samtlige faste Eiendomme i Indien, inklusive Pakhuse og Magasiner, af hvilke Kompagniet i Fremtiden maatte betale Leie, men det beholdt sin i Oktroyen hjemlede Handelsret og blev fritaget for alle Toldafgifter m. m. i Indien og Bengalen. Rekognitionen af de partikulaire Expeditioner fra Kjøbenhavn blev samtidig nedsat fra 8 til 6 Procent, som deltes ligeligt mellem Kompagniet og den kongelige Kasse; derimod skulde Expeditionerne direkte fra Indien ialt betale 10 Procent. Den 1ste August 1777 underskrev Direktionen en formelig Cessionsakt, hvorpaa der udkom en Forordning om den ostindiske Handel. En kongelig Generalgouverneur udnævntes til at residere i Trankebar, nemlig Brigadier Abbestee (som derfor maatte nedlægge sin Post som Direkteur i Kompagniet), og de ostindiske Sager henlagdes under Kommercekollegiet.

Herefter blev det absolut nødvendigt at faa en ny Konvention færdig, hvilket ogsaa skete i Februar 1778. Det vilde føre for vidt at komme ind paa dens Enkeltheder, saameget mere som den i Aarenes Løb underkastedes mange Forandringer og fik adskillige


458

Tillæg; kun skal her fremhæves, at den nedsatte Direkteurernes Antal til 5, nemlig en Lovkyndig, en Søkyndig og 3 af Kjøbmandsstanden, og indrettede en saakaldet bestandig Kommission, sammensat af Direkteurerne, de 3 Revisorer og 5 Decisorer, hvis Opgave det var at veilede Bestyrelsen, vaage over Konventionens Overholdelse og give Generalforsamlingen Oplysninger. Det tidligere omtalte Forbud mod at Interessenter, der havde Del i private Expeditioner, kunde beklæde Tillidsposter i Kompagniet, blev indført i Vedtægten, men da et kongeligt Reskript nedlagde Indsigelse herimod, blev det atter slettet. Kompagniet havde heller ikke Grund til at klage over Privathandelen paa Ostindien, som var meget indbringende for det. For blot at nævne et Exempel havde det i 1777 en ren Indtægt af 26,392 Rdlr. i Rekognition af en enkelt Skibsladning, som sendtes til Kjøbenhavn med Skibet "Prinds Frederik" for den trankebarske Kjøbmand Edvard Stevensons Regning. Modstanden mod den private Handel døde da ogsaa efterhaanden hen, og i 1779 oplevede man endog, at Kompagniet forenede sig med en Englænder, Robert Holford, om en fælles Expedition til Indien. Der blev bygget et nyt Skib hertil paa 370 Kommercelæster hos Skibsbygmester Eskildsen, og Alt tegnede fortræffeligt. "Den gode Hensigt" lagde i Vinteren 1779-80 ud paa Rheden med fuld Ladning, men Skibet frøs inde, kom ved et ulykkeligt Tilfælde i Brand og sprang i Luften den 27de Februar, hvorved mange tilfældige Tilskuere bleve kvæstede. En endnu større Ulykke blev dog afværget, da det lykkedes at frelse et i Nærheden liggende Skib, ladet med Kanonkrudt til Algier. "Den gode Hensigt" var kun delvist assureret, hvorfor Kompagniet led et betydeligt Tab. Lignende Uheld ramte naturligvis Handelsselskabet baade før og senere. Den 28de Juli 1774 slog Lynilden saaledes ned i Skibet "Prinds Frederik" paa Kbhvns. Rhed, hvilket gav dav. Kaptlieutn. Fabrikmester Gerner Anledning til at gjøre Forsøg med den Franklinske Lynafleder; i 1781 brændte "Prindsesse Sophie Frederike" paa Wampu Rhed i China, i Marts 1782 fik "Rigernes Ønske" en Læk under en Isgang ved Helsingør og maatte tilbage til Kbhvn. for at reparere; i Efteraaret 1783 gik "Nicobar" under med Mand og Mus i False Bai paa Østsiden af det gode Haabs Forbjerg, og paa Søen tilstødte der hyppigt Skibene større og mindre Havarier, som tvang dem til at søge ind til fremmede Havne for at reparere, og forsinkede deres Reiser i mange Maaneder.


459

Kompagniets Tilstand var dog i den største Del af Perioden saaledes, at det - for at bruge et Udtryk af Direktionen - "tegnede til at blive et af de florissanteste Etablissementer i Europa". Konjunkturerne var nemlig overordentlig gunstige, thi under den nordamerikanske Frihedskrig, da England kjæmpede med Frankrig, Spanien og Holland, kunde den danske Handel i Læ af Neutraliteten udfolde sig, trænge frem og vinde Terrain, hvor den ellers ikke vilde have havt mindste Udsigt. Hovedstadens ivrige og aarvaagne Handelsstand havde et aabent Øie herfor; den vidste, at Danmarks Handel profiterede ved Konkurrenternes Strid, og undlod ikke at gribe til, naar Leiligheden var gunstig. Kompagniet udvidede bestandig sine Expeditioners Antal, og Direktionens Motivering er uophørlig den samme: "Nu da de største europæiske Sø-Puissancer ere indviklede i Krig og i denne Betragtning tildels har maattet indeholde med Expeditionerne og paa den anden Side anseelig mindske samme, bør noget Retskaffent foretages, og Leiligheden nyttes*. I 1778 skriver Kommercekollegiet: "De nærværende Krigsuroligheder have saaledes gjort det danske Flag nødvendigt, at Fragterne ikke alene ere anseelig forhøiede, men endog flere danske Skibe søges, end der er i Farten." Det Hele vilde formodentlig være ramlet sammen i en Haandevending, hvis et Forslag, der fremkom i 1781 om en Sammenslutning mellem det danske og hollandske asiatiske Kompagni, var blevet realiseret, thi faa Maaneder efter var Holland i Krig med England, men det lykkedes heldigvis Ryberg at hindre denne Plan, der - som han selv siger - "lovede store Fordele, men vilde have geraadet os til ubodeligt Tab."

Det var det asiatiske Kompagnis store Svaghed, at det som saa mange andre Foretagender i hin Tid ikke raadede over tilstrækkelig Kapital, saa at sige: maatte leve fra Haanden i Munden - hvorfor et enkelt Skibs Udeblivelse kunde forstyrre alle Planer - og derfor bestandig maatte hjælpe sig med inden- og udenlandske Laan, der opslugte betydelige Summer til Renter, Provision og Omkostninger. Der laantes Penge i Banken og Overformynderiet saavelsom hos Private, og i Udlandet navnlig betydelige Beløb i Holland. I 1779, da tre Skibe vare udeblevne paa éngang fra China og Trankebar, fandt man paa den Udvei at laane hos Interessenterne selv, nemlig 200 Rdlr. af hver Aktie, ialt 960,000 Rdlr., mod 4 p.Ct. Rente, og Præmier til et Beløb af 63,000 Rdlr., der


460

bleve udtrukne i 500 Gevinster af forskjellig Størrelse. Dette Lotterilaan var allerede tilbagebetalt ved 11te Dcbr. Termin 1780. Efterhaanden som Antallet af Udredninger voxede, stilledes der større og større Krav til Kompagniets Kasse, og man havde da ingen bedre Udvei end at stifte nye Laan. De bleve imidlertid tilbagebetalte med største Akkuratesse, og Tratter og Vexler bleve "honorerede med saadan Exakt- og Promptitude", at Kompagniets Direktion i 1784, efter Katastrophen det foregaaende Aar, med Stolthed kunde henvise til, at "Societetets udenlandske Kredit var stegen til den mest forønskte Høide", saaledes at man endog fra Antwerpen havde faaet Tilbud om et Laan paa billige Vilkaar, hvilket man imidlertid, havde afvist. Det sés da ogsaa, at Kompagniet engang imellem laante Penge i Holland, tilsyneladende for egen Regning, men i Virkeligheden til Statskassen.

I Tidsrummet fra 1772-84 udsendte Kompagniet 31 Skibe til China og 26 til Indien, medens der af private Skibe udsendtes 49 til det sidstnævnte Land. Der hjemkom ialt 29 Chinafarere og 46 Ostindiefarere (hvoraf 28 private), hvis Retourladninger efter Auktionsprisen kunne anslaas til ca. 40 Mill. Rdlr., hvortil kommer Værdien af det saakaldte "Føringsgods", som Kaptainer, Styrmænd, Superkargoer, Assistenter, Læger, Præster og hele Mandskabet ned til Kahytsdrengene hjembragte for egen Regning, og hvilket mindst kan ansættes til en Værdi af 4 Mill. Rdlr., navnlig, naar der tages Hensyn til, at der næsten altid hjembragtes Mere, end de Paagjældende havde Ret til. Den fordelagtigste Handel var paa China; Ryberg skriver i 1783, at den chinesiske Fart bragte den egentlige Fortjeneste; af de Penge, der anvendtes i den ostindiske havde man derimod kun en simpel Rente. Det er ogsaa værd at fremhæve, at medens 1/3 af Interessenterne i 1772 vare Fremmede, var kun 1/10 af dem i 1783 Udlændinge, ligesom at Kompagniets Skibe fra 5 Chinafarere og 2 Ostindiefarere med 900 Mands Besætning i 1772 steg til 9 Chinafarere og 6 Ostindiefarere med 1750 Mands Besætning i 1783.

Det Udbytte, der gaves Interessenterne, var naturligvis vexlende efter Tidernes Gunst eller Ugunst, snart 30 Rdlr. pr. Aktie (eller 6 Procent), snart som i 1782: 150 Rdlr. pr. Aktie (eller 30 Procent), hvorved Aktierne steg til en Pris af 1900 Rdlr., da Spekulationen bemægtigede sig dem. Ryberg angiver den Kapital, der blev ind-


461

vunden til Interessenterne i Aarene 1772-83 til over 5 Mill. Rdlr. eller 422,000 Rdlr. om Aaret, medens der i de foregaaende 40 Aar kun blev vundet ca. 4,200,000 Rdlr. eller 105,000 Rdlr. aarlig. Det var store Fordele, denne Handel indbragte Landet, skjøndt den vanskelig kan beregnes i Tal, da Udbyttet til Interessenterne kun var en ringe Del deraf. Der maa medregnes Fragten og Tolden,

Asiatisk Kompagni i Strandgade

Asiatisk Kompagni i Strandgade.

Varernes Transport til Udlandet (thi kun 1/10 af dem blev i Landet) m. m., Summer, som efter en løs Beregning angives til 10-12 Millioner. "Arbeidere, Haandværkere, Fabrikanter, Skibsbyggere og Rhedere, Landmænd, Søfolk, Kjøbmænd, Kapitalister, Embedsmænd, Betjente og endelig Statskassen vandt ved saa overordentlige og omfattende Forretninger - skriver M. L. Nathanson. "Alle disse Gevinster og Fordele kom tilsidst Konsumenterne til at betale, og da disse i det her omhandlede Tilfælde for største Delen bestod


462

af Udlændinge, er det klart, hvor umaadelige Fordele denne Handel har afkastet for Landet. Folket blev derved sat istand til at skaffe sig flere Nydelser, og Forbruget af alskens Gjenstande steg betydeligt".

Asiatisk Kompagni havde sit Sæde i Strandgade paa Christianshavn, hvor Bygningerne og Pladsen, der nu henligge delvist øde og forladte, endnu vidne om fordums Storhed og Glands. Den gamle Hovedbygning nærmest Brogade, "Kompagnihuset" fra Christian den Sjettes Tid, i hvilket der var Kontoirer og Forsamlingssal; blev bevaret (smlgn. II, 723, hvor der feilagtigt staar, at det blev afløst af en Nybygning), men da det skortede paa Plads, opførtes i 1781 en tilsvarende Bygning paa et Sted, hvor der tidligere havde ligget et Skur, kaldet "Blaaskuret". Den nederste Etage i det nye Hus brugtes til Spantehus, medens de andre Etager indrettedes til Magasiner, og begge Bygninger forenedes med en Brandmur med Port, saaledes at de paa en vis Maade dannede en Helhed. Hertil stødte to andre Magasiner af Grundmur, og to mindre Gaarde med Brandmure til Gaden, den saakaldte "Salpetergaard" og "Smedegaarden" med en grundmuret Tverbygning, hvori der var to aabne Smede-Esser. Traadte man ind gjennem Hovedporten og passerede forbi en Klokke, der hang i en Stol af Tømmer, laa "Graven" eller Havnen ligefor, indhegnet med Bolværk og med 8 Slæbesteder, endvidere en Skibsbedding, en Ankerkran m. m. Tilhøire laa Eigtveds store Pakhus (III, 40), tilvenstre en lang Bygning med Beddinger til at strække Tovværk. I 1780 kjøbte Kompagniet en tilstødende Bryggergaard til Brogade, hvori der indrettedes Rum til to ostindiske Ladninger, Skibsmaterialier og Redskaber, men fire Aar efter skilte det sig igjen ved denne Eiendom og solgte den til Overekvipagemester, Kaptain Haste. Spredt omkring paa Pladsen laa Hel- og Halvtagsskure, to Kogehuse til Beg, Tømmer- og Bræddestabler m. m. Det var en overordentlig Virksomhed, der udfoldede sig paa denne Plet. Paa Skibsværftet hamredes og tømredes der, Skibe lossede og ladede ved Slæbestederne, Arbeidere baxede og tumlede med Tønder, Baller og Kasser, fremmede Kjøbmænd og fornemme Damer kom for at bese Varerne, Matroser sang Opsange, Vogne kjørte ud med tunge Læs, fra Smedien og Spanterummet drønede det ud over Pladsen, og oppe i Kontoirerne arbeidede en hel Stab af Betjente ved Bøgerne, førte Korrespondancen eller udarbeidede sirlige Skrivelser til indiske Fyrster, med hvilke Kompagniet


463

havde eller ønskede at indlede Forbindelse. Koncepten til et saadant Brev begynder saaledes: "An den Würdigen und am Seligen Stuhl stehenden, die Schönheit der hohen Gemeinschaft genieszenden, mit der Gewalt eines Crocodillen im brausenden Meer begabten, wie ein Löwe im Kriegs Wald stehenden und in der Armee an Geschicklichkeit sich auszeichnenden Oberhaupt Sidu". Da "den navnkundige Nabab af det Carnatiske, Mahumed Aly Chan" havde erobret Kongeriget Tanjore skrev Direktionen til Grev Bernstorff og bad ham udvirke hos Kongen, at denne sendte Mahumed en Lykønskning til hans Erobring. Den indiske Fyrste havde nemlig udtalt et Ønske herom, og man ansaa det for vigtigt at vinde hans Venskab. Brevet blev ogsaa afsendt, og Kompagniet ledsagede det med en Kopi af Christian den Syvendes Portrait paa Christiansborg og to store Guldmedailler, nemlig Medaillen over Slaget i Kjøgebugt 1677 og over den oldenborgske Kongestamme af 1749. Mange Gange maatte Kompagniet bringe endnu større Pengeoffre, baade som Laan og Gave.

Det var naturligvis store Festdage, naar Kompagniets Skibe kom velbeholdne hjem fra de lange Reiser med rige Ladninger, eller naar et af dets Skibe løb af Stabelen. Paa Værftet, der ikke altid var i lige stærk Drift, byggedes i Almindelighed Fartøier paa 200 til 350 Kommercelæsters Drægtighed, hvortil Kommandeur i Søetaten Krabbe og fra 1777 Holmens Fabrikmester Gerner leverede Tegningerne. Skatmesteren, Grev Schimmelmann havde Leverancen af Egetømret. I 1770, da Krigen med Algier stod paa Dagsordenen, byggede Kompagniet en Bombardergaliot for kongelig Regning; i 1782 endog et Orlogsskib paa 64 Kanoner. I de Aar, da Udredningernes Antal steg overordentligt, blev Værftet hovedsagelig benyttet til Reparationer, og man hjalp sig da med at kjøbe ældre eller udrangerede Orlogsskibe, som med ringe Forandringer strax kunde sættes i Fart, de største Skibe paa China, de mindre paa Ostindien. Reisernes Varighed var høist forskjellig; Reglen var mellem 18 og 20 Maaneder, men kunde under særlig gunstige Omstændigheder fuldføres i kortere Tid; saaledes fik en Kaptain, der tilbagelagde Veien til og fra Kanton i 14 1/2 Maaned, Kompagniets store Guldmedaille og hans tre Styrmænd Sølvmedaillen som Anerkjendelse. Bortset fra Uveir og Storme med tilhørende Havarier og Strandinger lurede der mange Farer paa Søen, hvoraf enkelte skyldtes manglende Sømandskundskab; især havde man


464

En Chinafarer

En Chinafarer.

Vanskelighed ved at beregne Længden nøiagtigt. I 1779 havde saaledes Kaptain Haste "den fatale Hændelse at han seilede mis af Ceylon og desaarsag ei kunde vinde Passaten igjen til at fuldføre sin Reise til Trankebar og China, hvorfor han maatte overligge i Straat Malacca". Det vrimlede derhos af Kapere i Atlanterhavet, og danske Skibe vare saa lidt som andre neutrale Nationers i Sikkerhed for Overlast af de krigsførende Magter, hvorfor Kongen i kritiske Tider udsendte Orlogsfregatter til Afrikas Vestkyst for at passe de hjemvendende Ostindie- og Chinafarere op og konvoyere dem til Kbhvn. I 1782 anholdt den holhandske Regjering i Kaplandet Skibet "Kastellet Dansborg", arresterede Kaptainen P. C. Fuglede og hele hans Mandskab "under den svageste Prætext", og der maatte i den Anledning føres diplomatiske Underhandlinger og aabnes en Erstatningsproces i Amsterdam. Der kunde anføres enkelte andre Exempler herpaa, men i det Store og Hele gik Handelen sin uforstyrrede Gang; det hørte til Sjældenhederne, at Skibene ikke kom hjem i det Aar, de ventedes, og naar de fuldtladede gled ind i Havnen under Splitflaget for at lægge sig i Kompagniets "Grav" paa Christianshavn, vidste ikke blot Interessenterne, men alle Indbyggerne, at de bragte Guld til Landet.

Det var selvfølgelig en ivrig attraaet Stilling at blive Kaptain paa et saadant Skib, hvortil Ansøgerne under almindelige Forhold indstilledes af Direktionen og valgtes af Generalforsamlingen. Som oftest toges Overstyrmænd, der vare prøvede i Kompagniets Tjeneste, og disses Pladser besattes da igjen med Understyrmænd; senere gik enkelte Søofficerer i Kompagniets Tjeneste som Kaptainer. Valget gjaldt dog kun for én Reise; vilde den Paagjældende atter ud, maatte han gjenvælges. Skibscheferne vare ansete Mænd, der forstod at optræde udadtil med Glands; deres Sluproere vare klædte i Atlask og Silke, Pengene sad løse hos dem, naar de kom i Land, og de holdt af at rutte med Drikkepenge.


465

Deres faste Lønning var ikke høi, 24 Rdlr. om Maaneden, men efter hver Reise udbetaltes der dem i Henhold til Reglementet en Douceur af 4000 Rdlr., hvortil kom, hvad de kunde fortjene per fas et nefas, ved lovlig og ulovlig Føring. Endnu fordelagtigere var det dog at være Superkargo, thi en saadan kunde, naar der udsendtes tre Skibe om Aaret, have en Indtægt af 24,000 Rdlr. Besætningen paa en Chinafarer talte ialt 147 Mand, paa en Ostindiefarer 61, og Kompagniets Udgifter i Lønninger for en Reise var for Chinaskibenes Vedkommende 28,576 Rdlr. (hvoraf 11,772 i Gager og 16,804 i Douceurer), for Ostindieskibenes 17,981 Rdlr. (hvoraf 5868 i Lønninger og 12,113 i Douceurer). Ogsaa Matroserne vare flotte Folk og forstod at føre sig iland; der er endnu bevaret et gammelt Ord: "Afveien for en Chinafarer!" En helbefaren Matros havde 4 Rdlr. om Maaneden, en halvbefaren 3, men efter 1780, da der paa Grund af de overordentlige Rustninger neppe kunde skaffes Mandskab til Koffardifarten, forhøiedes Matrosgagen til det Dobbelte, hvortil kom Douceurer, Føring, Indtægter ved Smughandel m. m. Kompagniet havde sin egen Fattigkasse og en Pensionskasse for udtjente Officerer og deres Enker. Der udrededes af den sidste 5000 Rdlr. om Aaret (efter 1781: 6200 Rdlr.), saaledes at en afgaaet Kaptain eller Superkargo fik 200 Rdlr. om Aaret, en Overstyrmand eller Negotieassistent 133 Rdlr. 2 Mk. og en Understyrmand, Obermester eller Skibsassistent 100 Rdlr. Enkerne fik det Halve; giftede de sig, bortfaldt Pensionen, men blev de atter Enker og vare trængende, tog Kompagniet sig igjen af dem.

I 1780 vare det asiatiske Kompagnies Forretninger blevne saa omfattende, at baade Direktionen og Kontoirbetjentene havde Vanskelighed ved at magte dem. Som Følge heraf bleve de sidstes Gager forhøiede, og den førstes Arbeide blev lettet ved, at Justitsdirekteuren, Kancelliraad Haaber paa en Generalforsamling den 24de Mai blev valgt til bestandig Direkteur med 1000 Rdlr. aarlig Gage mod daglig at være tilstede paa Kompagnihuset og have Tilsyn med, at Enhver gjorde sin Pligt. Man troede nu, at Alt var ordnet paa det Bedste, men dette Valg viste sig at være meget uheldigt og fik skjæbnesvangre Følger for Kompagniet. Netop da England havde aabnet Fredsunderhandlinger med Frankrig og Amerikanerne, og der derfor var indtraadt en pludselig Stilstand i de neutrale Magters Handel, da mange store kjøbenhavnske Handelshuse vare i


466

alvorligt Betryk, og Staten havde maattet træde hjælpende til for at hindre en farlig Krise, ramtes det asiatiske Kompagni af en stor Katastrophe, som truede det med Undergang. Man opdagede nemlig, at tre af dets mest betroede Embedsmænd: Justitsdirekteur Haaber, Bogholder Christoffer Battier og Kasserer Jacob Holm havde indgaaet et Komplot og besveget Kassen for ikke mindre end 673,737 Rdlr. 74 Sk.

Opdagelsen skete den 2den Mai 1783 og kom meget overraskende, da Ingen havde næret mindste Mistillid til disse Mænds Redelighed. Haaber nød stor Anseelse; man fandt endog, at hans Paapasselighed var saa smaalig, at den tog sig ud som Chikane overfor Underordnede; Kassereren, der havde tjent Kompagniet i 33 Aar, havde altid udmærket sig ved Stræbsomhed, Akkuratesse og et stille sparsomt Levnet, og skjøndt Bogholderen undertiden havde paadraget sig Direktionens Uvillie, mistænkte dog Ingen ham for Snyderier. Ryberg oplyser i sit Skrift om Kassemanglen, at Kasserer Holm i hele April Maaned var kommen med Udflugter, naar Direktionen forlangte Kassens Afslutning, hvorfor den tilsidst tabte Taalmodigheden; i Direktionsprotokollen hedder det derimod, at et af Battier udstedt Vexelbevis, hvoraf man saa, "at der Var Urigtighed mellem ham og Kassereren", forraadte Kassesvigen. Saameget er imidlertid sikkert, at Direktionen strax satte sig i Bevægelse og hurtigt fik et Indblik i Katastrophen, om end ikke i hele dens Omfang, thi Battier var strax flygtet til Sverig, og Haaber druknede sig den 6te Mai om Aftenen. Den eneste af de Skyldige, som foreløbig kunde give Oplysninger, var Kasserer Holm, som blev arresteret den 8de Mai, fordi han ikke vilde give klar Besked. Samme Skjæbne fik hans Fuldmægtig Jakob Lynge, der var dybt indviklet i Sagen, og havde drevet en Handel i Forening med sin Principal, men rigtignok for Kompagniets Penge. Kongens Foged, Etatsraad Ortwed nægtede først at arrestere Lynge, skjøndt man tilbød at stille en Kaution af 62,000 Rdlr., men en kongelig Befaling tvang ham dertil den 16de Mai. For Battiers Paagribelse var der blevet udsat en Pris af 1000 Rdlr., og nogle Baadsfolk fra Hveen lovede at lokke ham over til Sjælland, men Anslaget mislykkedes. Geheimeraad Rosencrone forhandlede med det svenske Hof om at faa ham udleveret, Underekvipagemester Schade blev sendt til Göteborg i samme Anledning med Breve til den derværende Generalgouverneur og det


467

svensk-ostindiske Kompagni, men heller ikke dette førte til noget Resultat. Da meldte Battier sig frivillig i Midten af Juni 1783 og tilbød at møde og give alle Oplysninger, hvis man vilde skaffe ham et kongeligt Leidebrev. Kompagniet gik ind herpaa; Leidebrevet blev udstedt, og i Juli kom den utro Bogholder til Kjøbenhavn, hvor han i to Aar gik fri og frank omkring, ovenikjøbet underholdt af Kompagniet med Diætpenge. Først den 15de August 1785 blev han "afskediget" af Direktionen, fordi hans Nærværelse ikke længere behøvedes; Diæterne ophørte, og han forlod Landet. Han døde i 1787, uvist hvor.

Direktionen bestod efter Haabers Død af Ryberg, Fabritius, Hooglandt og Cramer, men da den sidste først var bleven valgt den 19de Februar 1783, kunde han intet Ansvar have for Kassemangelen, hvorimod det paahvilede hans Formand, Etatsraad v. Hemert. De fire Mænd indsaa strax, at Interessenterne vilde holde sig til dem, og for at undgaa denne Eventualitet, henvendte de sig til Guldberg og ansøgte om nogle kongelige Friheder og Benaadninger (navnlig en Forlængelse af Oktroyen paa 20 Aar), som kunde tilfredsstille Aktionairerne. Svaret paa denne Ansøgning var en mærkelig Kabinetsordre af 31te Mai 1783, hvori det først hedder, at skjøndt Kongen selv og hans Hr. Broder have erklæret aldrig at ville udøve Stemmeret paa deres Aktier, vil han dog nu lade sin Stemme høre, "ikke som Interessent (thi det er under Os), men som en raadende Konge, som en øm Fader for Kompagniet.". Kongen vil ikke billige, at der rettes Bebreidelser eller overilede Foretagender "mod Mænd, der ere værdige for Os og nyttige for Staten". Billighed taler for at høre en Direktion med Ømhed, som saa sig forladt af en Kollega og udsat for en Sammenrottelse af Bogholder, Kasserer og Fuldmægtig, der havde givet sig Ord og Haand for at rane Kompagniet og skjule deres Bedragerier for Direktionen. Hertil kommer, at Direkteurernes gamle Handelshuse, der nyde Agtelse i hele Europa, ikke maa svækkes, thi de bære ikke blot Landets almindelige Kredit, men ere til Nytte for Kompagniet selv. Kongen tilbyder enten at forlænge Oktroyen paa 10 Aar, hvis Interessenterne frafalde Tiltale mod Direkteurerne, eller hvis de ikke ville indlade sig herpaa, "ville Vi strax af Vores Kasse lade det Manglende udbetale til Kompagniet, og igjen vide for Vores Kasse at træffe med Direkteurerne saadan Forening, hvorved saavel


468

Vores Kasse kan forsikkres, som Direkteurerne fuldkommen blive ved Magt". Interessenterne formanes til Stilhed og Sagtmodighed, Ømhed og Billighed, hvorpaa det tilsidst hedder: "Hvilken Erklæring Vi endnu, hvad det Fabriciske og det Rybergske og det v. Hemertske Handelshus i Besynderlighed angaar, ville igjentage her, at disse trende Handelshuse nemlig skal og kan af Alle anses, som om intet Ansvar for denne Kompagni-Sag hvilede paa dem, siden Vi have Os Selv saadan Plan forbeholden, hvorved disse for Os og Staten kjære Huse skal kunne urystede og sikkre bestaa". Med denne Kabinetsordre mente Direkteurerne at kunne møde Interessenterne og afværge alle videre Ulemper, men de gjorde Regning uden den voldsomme Ophidselse, der havde grebet Gemytterne.

Kassemanglen var nemlig hurtig kommen til Offentlighedens Kundskab; Selvmordet, Direktionens Avertissementer om, at Kassererens Kvitteringer i Fremtiden vare ugyldige, og endelig Arrestationerne havde vakt den største Bevægelse, og denne voxede yderligere, da Direktionens Konvokationsbillet til en Generalforsamling den 6te Juni blev bekjendt. Heri stempledes de skyldige Embedsmænd som Tyve og Bedragere, der havde besveget Kassen for mindst en halv Million Rigsdaler "ved Forfalskninger, urigtige Andragelser, laante Navne og saadant Mere"; allehaande Kunstgreb vare blevne anvendte; Justitsdirekteuren, der skulde vaage over Kompagniets Retssager, Orden og Sikkerhed, havde staaet i hemmeligt Ledtog med sine Underordnede, Bogholderen havde ført falske Bøger, Kassereren havde ved Kassens Eftersyn altid kunnet forevise Beholdningerne ved at laane Penge hos Fremmede; det Hele var kort sagt en Sammenrottelse, et Komplot, for hvilket Direktionen umulig kunde bære noget Ansvar. Den foreslog derfor Valg af nye Embedsmænd, en Kommissions Nedsættelse til at undersøge Kompagniets Tab og endelig Fritagelse for alt Ansvar. Denne sidste Fordring viste sig dog hurtig uholdbar; thi inden Generalforsamlingen afholdtes, frafaldtes den "efter nærmere Overveielse"; Direktionen vilde - sagde den - retfærdiggjøre sig i sin Tid, naar hele Sagen var oplyst.

De første Skridt, som Kompagniet foretog paa et Par Generalforsamlinger i Juni, viste at Stemningen var afgjort fjendtlig mod Direktionen, og at Interessenterne vare bestemte paa at drage den til Ansvar og forlange Erstatning af den. Hvad de ønskede var i


469

Korthed, at Direkteurerne principaliter skulde svare for Kassemanglen og dække den af deres egen Lomme, naturligvis med Regres til de skyldige Betjente. Man forøgede Antallet af Direkteurer til 7, forkastede Kongens Tilbud om Oktroyens Forlængelse paa 10 Aar, da det "ikke syntes at være nogen klækkelig Erstatning", nedsatte en Kommission til Kassemanglens Undersøgelse og en anden til at afhøre de Skyldige og vedtog endelig en fuldstændig Plan, efter hvilken der skulde foretages det Videre i Fremtiden. Denne Plan, som paa adskillige Punkter stred mod Regjeringens Intentioner, blev tilligemed en Adresse overrakt Majestæten den 24de Juni paa Fredensborg af de tre nyvalgte Direkteurer, Konferentsraad Lunding (Justitsdirekteur) og Agenterne Zinn og Erichsen, men blev meget unaadigt optagen. Allerede to Dage efter udgik der en Kabinetsordre til Direktionen og Kommissionen, at de "ved Alt, hvad dem kjært var og ved Kongens Hyldest og Naade" skulde staa inde for, at hverken Adressen eller Planen blev offentliggjort, og Politimester Fædder fik Paalæg om at føie den Anstalt ved Bogtrykkerierne i Byen, at de nævnte Dokumenter ei bleve trykte. Samtidig befalede Kongen, at der skulde afholdes Generalforsamling den 4de Juli 1783 for "at høre og endmere erfare Hs. Maj. faderlige Ømhed for Interessenterne, Omhu for Kompagniet og hvad videre Hs. Maj. kunde ville lade dem bekjendtgjøre", med andre Ord: den souveraine Kongemagt traadte til og tog Sagens Ledelse i sin Haand.

Da Interessenterne den nævnte Dag vare forsamlede i spændt Forventning, ankom Geheimeraad, Statssekretair Høegh Guldberg fra Fredensborg og oplæste et aabenbart af ham selv forfattet (thi det forraader helt igjennem hans Stil) og af Kongen underskrevet Aktstykke, hvori Kompagniet paa den ene Side toges under Armene og kjærtegnedes, paa den anden alvorligt irettesattes og advaredes. Det er et for Tiden høist charakteristisk Dokument, fuldt af ømme Talemaader, sentimentale Vendinger og smukke Løfter, men tillige rigt paa Trusler og skarpe Ord. Kongen er snart den ømme Fader, som taler mildt bebreidende til sine kjære Børn og opregner sine Velgjerninger mod dem, snart den vrede Jupiter, der slynger sin Tordenkile mod de Opsætsige og truer dem med Død og Ødelæggelse. Her taler Skolemesteren med Pegefingeren i Luften og med Riset paa Ryggen; nogle Linier senere derimod den ophøiede Bærer af


470

Kongedømmet af Guds Naade. "Hvem af Eder elske Vi ikke? - hedder det f. Ex. - Hvem sørge Vi ei for? Hvem beskytte Vi ikke? Hvor Mange hjælpe Vi? Hvor Mange have Vi forfremmet? Og til denne Forsamling af Børn skrev Vi i en trang Tid under en stor Forvirring det kjærligste Brev, et Brev fra Ende til anden ømt, endog for Eders Stemmefrihed! Og til Svar herpaa skal Vi have saadan Løn! Men nu ser I til Kongen! Ere I da ikke Undersaatter? Er Kompagniet ikke i Vort Land? Ikke under Vort souveraine Herredømme? Have Vi ved Vores Oktroy gjort Generalforsamlingen uafhængig af Os? Vi kunde end ikke, om Vi end vilde. Hvad ville Fremmede, som nu allerede have læst og beundret Vores kongelige Skrivelse i dens hele Indhold, sige om Vores Nation, ifald de paa saadan faderlig Tiltale læse som Svar saadan Plan? Af Nidkjærhed for Mit Folks Ære har Jeg derfor befalt, at med yderste Omhu maatte forkommes, at Intet af Alt dette blev trykt." Et andet Sted siges, at hvis der blandt Interessenterne findes "et Umenneske, som med Flid har tænkt paa saadan Modsigelse, paa saadan Uærbødighed, saa vige han ud af denne agtbare Forsamling, bortjagen af sin egen Samvittighed", eller "Vi haver altid, som hele Landet véd, med al Naade været og er endnu Kompagniet bevaagen, dog at det aldrig maa komme Vores Høihed saa nær som denne Gang, Interessenterne vogte sig for denne Helligdom!"

Man var sikkert ikke tilfreds i Regjeringskredse, med at Kompagniet havde forkastet Tilbudet om Oktroyens Forlængelse, hvorved hele Sagen lettest og hurtigst vilde have været afgjort, og endnu mindre med den Fremgangsmaade, der var bleven valgt mod de fire Direkteurer eller rettere mod de tre af dem, der vare Chefer for store Handelshuse. Det var Guldbergs Ønske, at Spørgsmaalet hurtigst muligt skulde bringes ud af Verden uden langvarige Processer for at hindre videre finantsielle Ulykker, og Interessenternes Optræden syntes netop at modarbeide denne Hensigt. Guldberg havde stadig forlangt, at Regjeringen skulde holdes á jour med Alt, hvad der skete, og først afgive sit Skjøn og tilkjendegive sin Villie, før noget Endeligt besluttedes; nu saa han, at Generalforsamlingen handlede paa egen Haand uden at bekymre sig om Regjeringen, og fandt det derfor nødvendigt at skride ind. Det maa dog indrømmes, at dette Indgreb kun var kras i formel Henseende, men ikke i reel; Guldberg krævede sig rigtignok "Planen" forelagt


471

og foretog uden videre nogle Rettelser i den, forandrede dens Dato fra 16de Juni til 4de Juli, og erklærede i Henhold til den kongelige Bemyndigelse, han selv havde forfattet, at saaledes skulde det være og ikke anderledes, men disse Ændringer sigtede kun til at fastholde Kongens Ret til stadig at kunne følge Sagens Gang, og berørte i Grunden ikke den af Interessenterne vedtagne Fremgangsmaade. Og hvad der er Kjærnen i Sagen: Kongen gjentog, at han, nu da hans Tilbud om Oktroyens Forlængelse var afvist, fastholdt det andet, nemlig paa visse nærmere Betingelser at udbetale hele den Sum, Direkteurerne eventuelt bleve dømte til at udrede, naturligvis med Fradrag af den Dækning, der fandtes i de skyldige Betjentes Boer. Interessenterne kunde derfor heller ikke Andet end takke og "yttre deres Hjerters oplivede Følelser over den faderlige Ømhed, Mildhed og Naade, som Hans Majestæts allernaadigste Skrivelse af 4de Juli saa kjendeligen udmærker mod Kompagniet", hvorfor to af dem, Kontreadmiral Fontenay og Konferentsraad Hersleb paa en Generalforsamling den 18de Juli bemyndigedes til at reise til Fredensborg og tolke disse Følelser.

De af Kompagniet valgte Kommissioner (hvoraf der ialt var fire) begyndte strax at arbeide, men den vigtigste af dem: Kommissionen til Kassemanglens Undersøgelse, kom strax i Konflikt med de i Sagen indviklede Direkteurer. Disse mente nemlig ikke uden Grund, at naar man overhovedet vilde drage dem til Ansvar og forlange Erstatning af dem, maatte de have Ret til at møde i Kommissionen og paase, at Intet blev forbigaaet til Sagens Oplysning, men dette blev dem rentud nægtet. Derimod bleve Fabritius og Ryberg i Dcbr. 1783 stævnede til "inqvisitorisk Forhør" i Kommissionen, og da de vægrede sig ved at komme, truede, saaledes at de maatte henvende sig til Kongen og reklamere Lovens Beskyttelse, hvilken ogsaa blev bevilget den 13de Januar 1784. To Maaneder efter fandt Ryberg Anledning til at forelægge Offentligheden en Fremstilling af Sagen, hvori han forsvarede sig selv og Kolleger mod al Mistanke og alle Beskyldninger, hvorhos han anmeldte sin Beslutning om at udtræde af Direktionen. Dette skete i Mai 1784; Aaret efter gjorde Admiral Hooglandt og Konferentsraad Fabritius det Samme, og da deres Pladser ikke bleve besatte igjen, havde Kompagniet nu og i en lang paafølgende Aarrække kun 4 Direkteurer. Striden antog en særlig akut Charakter, da Revisionen


472

af Kompagniets Bøger og Papirer den 18de Juni 1784 blev afsluttet, og Kommissionen til Kassemanglens Undersøgelse den 26de Juni 1784 indgav sin udførlige Rapport til Kongen, hvis Hovedindhold kan sammenfattes i de Ord, at "Kassemanglen har sit egentlige Udspring af Kompagniets Betjenteres Utroskab, foranlediget ved Direktionens Pligtforsømmelse og mangelfulde Tilsyn." Det oplyses bl. A. i dette Aktstykke, at Kassererens paabudte Kassejournal, hvori hver Aften skulde indføres, hvad om Dagen var passeret, aldrig var bleven holdt á jour, og at Kassebogen, som ved hver Maaneds Udgang skulde efterses, vel havde den befalede Paategning om, at Saadant var sket, men at "disse Attester vare urigtige.* Eftersynet havde nemlig været absolut uefterretteligt, dels fordi hverken Indtægt eller Udgift, hvorpaa Beholdningen dog skulde grunde sig, var bleven verificeret, dels fordi Kassen ei præcise blev efterset ved Maanedens Udgang, saa at de Penge, Kassereren havde hævet i den efterfølgende Tid, bleve brugte af ham til at dække det Manglende i forrige Maaneds Beholdning. Værre endnu var det, at Kassereren fra Maaned til anden havde siddet inde med Tønder Guld, thi skjøndt Konventionen udtrykkelig bød, at alle indkomne Summer over 20,000 Rdlr. skulde deponeres i Banken for at hindre Misbrug, havde der fra 12te Februar 1778 til 5te Mai 1783 kun været 1 Rdlr. 5 Mk. 3 Sk. i Banken for Kompagniets Regning (en eneste Gang undtagen, da der blev deponeret 22,000 Rdlr.). Den til Hypothekerne indrettede Jernkasse med to Laase og Nøgler var ikke bleven brugt efter sin Bestemmelse, og Bogholderen havde desuden kunnet skalte og valte med Kompagniets Midler efter Behag, thi naar han kjøbte Vexler, "som gemenlig vare endosserede in blanco, udfyldte han Endossementet til Faveur af sig selv istedetfor til Kompagniet." Direktionens blinde Tillid til de utro Betjente var saa meget mærkeligere, som den gjentagne Gange var bleven advaret. I August 1781 fik den f. Ex. at vide, at Bogholder Battier paa egen Haand havde givet Pakhusforvalteren Ordre til at udlevere ubetalte Varer, ja Direkteurerne Hooglandt og Haaber havde engang grebet ham paa fersk Gjerning ifærd med at tage Penge af Hypothekkassen og havde dog ikke afskediget ham. Rybergs Kompagnon, Saaby, havde laant Kasserer Holm Penge, engang da han skulde forevise sin Kassebeholdning, (hvorom dog Ryberg siger sig at være uvidende), og Direkteurerne af Kjøbmandsstanden havde selv


473

gjort sig skyldige i forskjellige Ukorrektheder. "De have saaledes - hedder det - udtaget deres kjøbte Varer af betydelige Summers Beløb af Kompagniets Pakhuse uden Betaling eller Hypothek, og Konferentsraad Rybergs Kontoir især desuden havt Laan og Forskudder af Kompagniets Kasse, ligesom og Haaber findes at have diskonteret Vexler med Kompagniets Penge. Da slige Misbrug ei kunde dølges for Betjentene, er det formodentligt, de have troet derover at kunne tiltage sig større Friheder end ellers vilde være sket, og det Mildeste, vi efter slige Omstændigheder kunne dømme, er, at Direktionen ei alene har drevet Tilliden til disse Folk langt over de Grændser, en god Husfader i slige Tilfælde vilde foreskrive sig, men at den endog paa adskillige Maader har givet Anledning til den Kompagniet vederfarede Fornærmelse." Den 2den August 1784 besluttede Generalforsamlingen trods de forrige Direkteurers Anmodning om Udsættelse, at denne Rapport saavelsom Revisionsforretningen af 18de Juni (der udtalte sig ligesaa nedsættende om Kontrollen) skulde trykkes og omdeles til samtlige Interessenter, hvilket ogsaa skete i Slutningen af 1784.

Hermed var Signalet givet til en offentlig Pennefeide, der satte hele Hovedstaden i Bevægelse; thi "den Opsigt, Kassemanglen gjorde, der saa nær angaar saa mange anseelige Mænds Ære og Velfærd, og hvis Udfald middelbar eller umiddelbar vil have Indflydelse paa den betydeligste Del af Nationen, gjorde den til en god Bogskriver- og Boghandler Artikel", hedder det i "Minerva". Ryberg, Fabritius og v. Hemert besvarede den allerunderdanigste Rapport saavelsom Revisionsforretningen med et skarpt Indlæg, der gav Anledning til to Processer, nemlig fra hver af de to Kommissioner; det "fameuse" Brev fra Z til U "Tvistighederne i det asiatiske Kompagni angaaende", i hvilket en af Revisorerne, Justitsraad van Deurs troede sig fornærmet, indbragte Bogtrykker Schultz en Bøde paa 200 Rdlr., da han nægtede at navngive Forfatteren, og affødte ovenikjøbet en Fiskalaktion mod den i Literaturen saa ansete Magister Rasmus Nyerup og Fuldmægtig Aabye, da disse ogsaa vilde give deres Besyv med og derved paadrog sig Kancelliets Vrede. Der fremkom overhovedet en stor Del Flyveskrifter og Piecer, som ikke skulle berøres nærmere her; den vægtigste skyldes vistnok Ryberg, da han den 3die Mai 1786 tilbød Interessenterne Forlig og bl. A. bemærkede: "Haardt er det visselig for en Mand, der tør regne sig


474

blandt Statens nyttige og virksomme Borgere at se Fragten af mange Aars møisommelige og redelige Arbeide blive et Offer til Forsoning for Andres Uretskaffenhed. Alt, hvad der i denne Sag kan tilregnes mig, er, at jeg ikke har mistroet en Kollega, til hvem Interessentskabet og det hele Publikum havde den fuldeste Tillid. Det var umuligt for mig at kontrollere Justitsraad Haaber uden at forsømme Kompagniets vigtigste Handelsanliggender. Handelsdirekteurerne kunde umulig have Opsigt med Kassen; derfor blev netop Haaber valgt og med dobbelt Løn aflagt, for bestandig at være tilstede paa Kompagniet og have Tilsyn med Bogholderen og Kassereren."

Allerede i Septbr. 1784 var der med kongeligt Samtykke og i Henhold til Planen af 4de Juli 1783 udvalgt to Kommissairer for at undersøge og paakjende, om Konferentsraaderne Fabritius de Tengnagel og Ryberg samt Etatsraad Peter v. Hemert og afgn. Justitsraad Haabers Stervbo og Arvinger en for alle og alle for en mod Regres til de skyldige Betjente skulde tilsvare Kassemanglens fulde Beløb, 673,737 Rdlr. 74 Sk., eller om Kompagniet først skulde holde sig til de skyldige Betjentes Effekter og derefter til bemeldte Personer for den resterende Sum. Men nu da alle Sagens Dokumenter bleve omhyggeligt gjennemgaaede, reiste der sig adskillige nye Spørgsmaal, som forøgede Kommissairernes Arbeide betydeligt og gjorde Sagen mere indviklet end nogensinde før. Det viste sig nemlig, at der foruden den egentlige Kassemangel, og hvad dermed stod i Forbindelse, var blevet begaaet talrige Uregelmæssigheder, som havde paaført Kompagniet Tab, for hvilke det ligeledes mente at have Krav paa Erstatning. Der manglede saaledes Tømmer paa dets Plads, de ostindiske og chinesiske Regnskaber vare uordentligt reviderede; den afdøde Justitsraad Haaber havde laant Bogholder Battier 19000 Rdlr. af Kompagniets Kasse og ladet ham disponere over nogle Summer af det brabandske Laan af 1782 uden senere at begjære Rigtighed derfor m. m. Det oplystes endvidere, at tidligere Revisorer heller ikke kunde frikjendes for Uagtsomhed og Letsindighed, at Konventionen i mange Tilfælde var bleven overtraadt, at talrige unyttige Udgifter vare blevne afholdte, at Varer jevnlig vare blevne udleverede af Pakhusene uden Betaling eller Sikkerhed, ja Ryberg, de Goninck og Rejersen sigtedes for at have faaet endel Gevinster udbetalte i Kompagniets Lotteri af 1780 uden


475

nogensinde at have gjort deres tegnede Indskud til Laanet. De utro Betjentes Synderegister voxede derhos bestandig; Battier havde tilvendt sig Remisser, stjaalet en stor Del Hypotheker, paa hvilke Eierne nu gjorde Fordring, og tilbageholdt et Parti af det Sølv, som i 1779 skulde udsendes til China; Kasserer Holm havde tilegnet sig sytten Obligationer, der tilhørte Kompagniet, og Opgjørelsen af Jakob Lynges Gjæld vanskeliggjordes ved, at han ikke havde ført Regnskaber i det sidste Par Aar, og ved at hans og Kasserer Holms Pengeaffairer vare saaledes indfiltrede i hinanden, at Ingen af dem vidste Besked dermed. Endelig blev endel Privatpersoner, der vare gaaede i Kaution for de Skyldige, stævnede til Betaling, saaledes Materialforvalter Svane, Forvalter Poulsen, forrige Ekvipagemester With, Justitsraad Westergaard, den forrige Gouverneur Soetmann o. fl. Følgen heraf var nye Søgsmaal, Kontrasøgsmaal og Processer; der blev gjort Ansvar gjældende mod de gamle Revisorer; Kautionisterne, der nægtede at betale, bleve sagsøgte; de forskjellige fornærmelige Sigtelser og Beskyldninger, der vare fremkomne, gav Anledning til ligesaa mange Sager; Revisorerne havde Proces med Direkteurerne og disse igjen indbyrdes, ethvert nyt Punkt, som blev oplyst, syntes, kort sagt, svangert med Retssager.

Guldbergs Fald i 1784, hvorved det kongelige Løftes Indfrielse under alle Omstændigheder maatte blive tvivlsom, forandrede Situationen saaledes, at de forrige Direkteurer af Kjøbmandsstanden, Ryberg, Fabritius og Hemert besluttede at søge Forlig. Deres Tilbud gik ud paa at betale 10,000 Rdlr. hver til Kompagniets Kasse, og ved veltænkende og formaaende Patrioters Mellemhandling lykkedes det dem hurtigt at vinde et betydeligt Antal Interessenter herfor. Der gaves dog enkelte, som kun vilde antage Forliget, naar de tre Herrer betalte tilsammen 45000 Rdlr., og Ryberg tilbød da, "hvor tungt det end var for ham", at udrede 25000 Rdlr., da hans Kolleger erklærede sig ude af Stand til at skaffe mere end de først tilbudte 10,000 Rdlr. De Betænkeligheder, der reistes af Formyndere og Værger, bleve fjernede ved et kongeligt Reskript af 15de Februar 1786, hvori det tillodes disse at indgaa Forlig paa deres Myndlingers Vegne uden fremtidigt Ansvar. Der blev nu arbeidet ivrigt for det "frivillige" Forlig; Cirkulairer bleve udsendte, Ryberg forfattede et Skrift: "Til de høie og ærede Interessenter", hvori han endog gik ind paa, at de ovenfor omtalte til Bogholder Battier laante 19,000 Rdlr. bleve udenfor


476

Forliget, og i December 1786 var man kommen saa vidt, at de tre Fjerdedele af samtlige Interessenter vare vundne for Ordningen. Det blev herefter paa en Generalforsamling vedtaget, at de øvrige Aktionairer skulde indkaldes i Aviserne og inden to Maaneders Forløb indsende deres skriftlige Indsigelse, da de ellers vilde blive ansete for at samtykke, samt at de forrige Direkteurer skulde affinde sig underhaanden med de Interessenter, der protesterede, eller "fornøie" dem paa deres Aktiers Andel i Henhold til den eventuelle Dom. Den 8de August 1789 faldt Kommissionsdommen, som gik Ryberg og Kolleger imod, men den fik ingen eller saagodtsom ingen Betydning, da Forliget var indgaaet. Den 28de indbetalte de forrige Direkteurer de 45,000 Rdlr. tilligemed en Sum, de ved Høiesteretsdom var bleven tilpligtede at betale for det til Bogholder Battier gjorte Laan - ialt 57,748 Rdlr. Hermed var Kassemangels Sagen afgjort; paa Generalforsamlingen den 12te Mai 1790 fik de gamle Direkteurer Generalkvittering, for "Alt af den i 1783 opdagede Kassemangel Dependerende", og det vedtoges endydermere, at "al videre Publikation ved Trykken denne Sag vedkommende fra Kompagniets Side skal efterlades". Det ses iøvrigt, at der for 202 Aktier var nedlagt Protest mod Forliget, men Eierne af 88 paategnede det bagefter; Ihændehaverne af 76 fik den Betaling, som ifølge Dommen kunde tilkomme dem, medens den endelige Afgjørelse for de resterende 38 Aktiers Vedkommende endnu henstod, da Generalkvitteringen blev given. Ryberg havde betalt Broderparten af Erstatningen (Admiral Hooglandt gik endog helt fri, fordi han Intet eiede), og han skriver selv: "Saaledes har jeg da betalt dyrt nok den Ro, i hvilken jeg ønsker at tilbringe de Dage, Forsynet endnu vil unde mig." Samtidig med Direkteurerne havde de forrige Revisorer gjort Forligstilbud mod at betale 1000 Rdlr., hvilket blev antaget, og efter langvarige Forhandlinger og Prutten med Jakob Lynge, blev der i 1789 ogsaa sluttet Forlig med ham. Interessenterne fik med hans andre Kreditorers Samtykke Forlodsret i hans Bo, hvoraf der var indbetalt 176,000 Rdlr. i Kompagniets Kasse, og desuden Krav paa 10,000 Rdlr. Han blev løsladt af Arresten den 11te Februar 1789. Med Hensyn til de øvrige Uordener udenfor Kassemanglen faldt Dommen i April 1791, ved hvilken de forrige Direkteurer og Revisorer tilpligtedes at betale "adskillige betydelige Summer", men Forliget bevirkede atter her, at Kompagniet Intet


477

kunde kræve. Dets Udgifter til de skyldige Betjentes Anholdelse og Underhold, til Revisions- og Undersøgelseskommissionen saavelsom til Processerne udgjorde 15,650 Rdlr., hvoraf det Intet fik; derimod blev dets Tab ved Kassemanglen mindre end formodet. De skyldige Betjentes Boer indbragte nemlig saa betydeligt, at den virkelige Kassemangel kun ansloges til 263,000 Rdlr.

Kasserer Jakob Holm blev af Kompagniet holdt 14 Aar i Fængsel, da man bestandig havde ham mistænkt for at have stukket betydelige Pengesummer til Side. I Begyndelsen hensad han i civil Arrest i sit Hus, hvorfra han snart blev flyttet til Blaataarn ved Langebro, og det er betegnende, at han allerede i Dcbr. 1788 søgte om at blive sat paa fri Fod og "af Medlidenhed forundes en liden Pension til Livets Ophold". Dette blev enstemmigt afslaaet, men nogle Maaneder efter fik han paa Grund af Svaghed Tilladelse til at bo hos sin Søn under Opsigt og mod Kaution. Denne Faveur var dog meget kortvarig, thi man ønskede ikke at antyde, at Kompagniet vilde lade ham slippe for Tiltale som en utro Tjener til Strafs Lidelse. I 1790, da han igjen søgte om at blive løsladt, forkastedes det, men Generalforsamlingen vedtog, at han maatte være fritagen for Tiltale. Han vedblev derefter at bombardere Kompagniet med Ansøgninger og opnaaede endog i 1793 Kongens og Arveprindsens Anbefaling, men forgjæves. Det tilkjendegaves ham, at det eneste Middel, ved hvilket han kunde haabe at gjenvinde sin Frihed, var "at give en redelig og sandfærdig Forklaring af, hvor den store Pengesum, han skylder, er bleven af, eller hvorledes den er forødt." Da han mente at kunne hente Bidrag til Besvarelsen af disse Spørgsmaal i Kompagniets Bøger, fik han Adgang til dem, men han maatte indrømme, at der var Intet at finde, som kunde diskulpere ham. Først i 1797 blev han bønhørt paa Grund af Alderdom og Svaghed; det vedtoges enstemmigt, at han maatte løslades paa de af ham selv tilbudte mærkelige Betingelser, nemlig "at han uden Lov og Dom igjen vilde indtræde i Fængsel, dersom det nogensinde kunde bevises eller opdages, at han havde tilvendt sig eller tilbageholdt det Mindste af Interessenternes Midler, eller om han nogensinde havde staaet i svigagtig Forbindelse enten med Haaber, Battier eller Lynge til Kompagniets Skade". Samtiden troede, at de skyldige Betjente havde brugt Pengene til Spekulationer, Aktiesvindel og Lottospil.


478

De samme Forhold, som under den nordamerikanske Krig fremmede det asiatiske Kompagni, kom den vestindiske Handel til Gode i rigt Maal. Øerne var under Krigen neutrale, og bleve herved Oplagsplads for alle Slags vestindiske Produkter, og Handelen, især Mellemhandelen, besørgedes af danske Skibe, som førte Varer herfra, ikke blot til Danmark, men endog til Lande, der vare i Krig. Der udkom i den Guldbergske Periode en stor Mængde Forordninger vedkommende den vestindiske Handel, afpassede efter Øieblikkets Konjunkturer og derfor ideligt skiftende, hyppigt indbyrdes modsigende, og maaske ogsaa - hvilket Samtiden i hvert Fald paastod - beregnet paa at bringe Skatmesteren personlige Fordele, thi Schimmelmann var dybt interesseret i Øernes Velfærd, dels som stor Plantageeier, dels som Indehaver af det betydeligste Sukkerraffinaderi i Kbhvn. Snart bleve Udførselspræmierne forhøiede, snart nedsatte, Toldsatserne undergik uophørlige Forandringer, Bestemmelserne med Hensyn til Skibenes Hjemsted og Oprindelse bleve i nogle Aar haandhævede med største Strenghed, derefter slappede og tilsidst helt afskaffede; de Handlende vidste kort sagt ikke, om det, der gjaldt idag, stod ved Magt imorgen. Det vilde føre for vidt at komme ind paa Enkeltheder; kun skal her fremhæves den mærkelige Forandring, der foregik ved Forordning af 7de April 1777, da Kjøbenhavn fik Eneret paa al Handel fra de vestindiske Øer tilbage til Europa, medens alle danske Undersaatter som hidtil kunde handle den modsatte Vei fra ethvert Sted i Riget med egne Skibe. Kjøbenhavn blev med andre Ord eneste Oplagssted for vestindiske Retourvarer (Sukker), men da der fremkom talrige Klager over denne Begunstigelse fra Hertugdømmerne og Norge, fik Christianssand, Altona og Glückstadt (13de Dcbr. 1779) samme Ret for St. Thomas' og St. Jans Vedkommende, hvorimod Varer fra St. Croix (Sukker) fremdeles først skulde gaae til Kjøbenhavn. Det er naturligvis rigtigt, hvad Suhm skriver, at Schimmelmann profiterede meget ved den førstnævnte Forordning, og det følger af sig selv, at den sidste ikke kunde skade ham synderligt. I Novbr. 1782 gaves Handelen paa St. Thomas og St. Jan helt fri, saaledes at der fra alle Steder i og udenfor Europa maatte fares og handles paa disse Øer, og Retourladningerne føres til alle europæiske Havne, dog at Skibenes Hovedrhedere skulde være danske Undersaatter, bosatte i de kongelige Stater i Europa. Enhed og Stabilitet var der saaledes


479

ikke i den vestindiske Handel, men den trivedes alligevel fortræffeligt og bragte store Fordele.

Den private Handel paa Vestindien der under hele Perioden var meget betydelig navnlig for Kaffehandelens Vedkommende, led dog meget Afbræk, da Regjeringen i Henhold til sit gamle Princip om Statens Deltagelse i Handelen besluttede at oprette et vestindisk Handelsselskab, som den 11te Mai 1778 fik en 25-aarig Oktroy. Dette Societet, der grundlagdes paa 5000 Aktier à 100 Rdr., hvoraf Finantserne selv beholdt 2000, havde en fuldkommen officiel Charakter, thi Kongen beskikkede de 6 Direkteurer (Statsministrene Schimmelmann, Schack-Rathlou og Høegh-Guldberg, den 1ste Deputerede i Generaltoldkamret Stemann, den første Deputerede i Kommercekollegiet, Ernst Heinrich Schimmelmann samt Etatsraad Ryberg) udnævnte Handelsadministratorerne i Kjøbenhavn og paa St. Thomas (henholdsvis Justitsraad Conrad Hauser og Kommerceraad Reemcke) og bestemte til Overflod, at Bestyrelsen ikke skulde have nogetsomhelst Ansvar, og Interessenterne ingen Stemme, men at de sidste skulde lade sig nøie med, at der forelagdes dem en aarlig Status. Fristelsen til at indtræde i Selskabet var ikkedestomindre stor, thi det fik mange og overordentlige Begunstigelser til Skade for de private Handlende, som umuligt kunde konkurrere med det, og til endnu større Tab for Statskassen. Toldintraderne paa St. Thomas saavelsom Tolden og Konsumptionen af al Kaffe, der forbrugtes herhjemme, overlodes Selskabet for en meget ringe Afgift; der lovedes Interessenterne 4 Procent Rente af deres indskudte Kapital i de to første Aar, som Statskassen uden Vederlag vilde betale dem istedetfor andet Udbytte (thi dette skulde i de nævnte to Aar henlægges til Kapitalfondet); Selskabet fritoges for den høie Øresundstold af Kaffe samt for Udførselstold af Varer til St. Thomas, Staten garanterede Selskabets Laan i Udlandet, tilstod det senere 10 Procent Udførselspræmie af alle vestindiske Produkter, der udførtes til fremmede Steder, skaffede det Pakhusrum for en billig Leie, gav Afkald paa Havne-, Laste- og Slavepenge m. m. Hvad disse Indrømmelser havde at betyde, faar man en Anelse om, naar man hører, at Selskabet havde forpagtet Toldindtægterne paa St. Thomas for 16000 Rdr. om Aaret, og i 1782 selv havde 280,000 Rdr. Indtægt af dem. Finantserne kom paa samme Maade tilkort paa alle andre Omraader, ja Statskassen havde ikke engang samme Fordel af sine 2000 Aktier som


480

de øvrige Interessenter, thi den solgte 600 af dem (rigtignok med betydelig Avance) og overlod de resterende 1400 til Forskjellige for Indskudssummen eller endog som Gave. Man maa derfor give Nathanson Ret, naar han skriver, at Selskabets Friheder vare ganske urimelige, eftersom det ikke havde tilsvarende Forpligtelser, og at det Hele syntes at være kommet istand for at begunstige enkelte Personer.

Det vestindiske Handelssocietet skulde naturligvis fortrinsvis handle paa Vestindien og derfor holde et Oplag paa St. Thomas af europæiske Varer og i Kjøbenhavn af vestindiske, men det maatte iøvrigt "drive Handel i og udenfor Rigerne overalt i fremmede Verdensdele (dog uden Indgreb i Andres Rettigheder) samt føre Varer og Produkter fra første Haand til Kjøbenhavn paa danske Skibe". Det var især Kaffehandelen, man havde for Øie, hvorfor der strax i 1778 forskreves store Partier fra Frankrig (altsaa ikke fra første Haand), i Schlesien indkjøbtes Lærred, i Rusland Hamp o.s.v. Det viste sig imidlertid snart, at Administrationen paa St. Thomas var yderst slet, da Embedsmændene vare upaalidelige og letsindige, hvorfor en syvende Direkteur, Etatsraad Heinrich ansattes i 1779 med den Forpligtelse at reise til Vestindien og blive der i to Aar. Han havde været Kommerceintendant og Medlem af den vestindiske Regjering og valgtes "formedelst hans Kundskab til den amerikanske Handel og de danske Eylandes politiske Forfatning." Hans Ophold paa Øerne var dog for kortvarigt til at bevirke nogen synderlig Forandring, og det viste sig i 1782, at Uordenen og Forvirringen var større end før. Kompagniet havde over 1/2 Mill. Rdlr. til Gode i Vestindien; der var aldrig blevet ført nogen Kasse- eller Lagerbog, Betjentene gjorde sig alle Slags tvivlsomme Fordele m. m. Nu tog Direktionen i Kjøbenhavn Bladet fra Munden og lod Administrationen paa St. Thomas vide, at Bøgerne ufortøvet skulde bringes i Orden, men heller ikke dette frugtede; Sagen blev først afgjort, da det vestindiske Handelsselskab blev til den kongelige vestindiske Handel.

De gunstige Handelskonjunkturer bevirkede imidlertid, at Handelen trods Alt var yderst fordelagtig. Fra Oktober 1778 til Udgangen af 1780 havde man tjent 251,581 Rdlr. hvoraf de 200,000 Rdlr. efter Oktroyens Bestemmelse henlagdes til et Reservefond, medens Resten fordeltes blandt Aktionairerne med 10 Rdlr. pr. Aktie. I Aarene 1781-82 udvidedes Handelen betydeligt navnlig med de


481

franske, engelske og spanske Besiddelser, som fik en stor Del Proviant og andre Tilførsler fra Danmark over St. Thomas. Selskabet gjorde gjentagne Gange Laan og anskaffede flere og flere Skibe, saaledes at det ved Udgangen af 1782 eiede 10; det foretog desuden Expeditioner til Ostindien og kunde i 1781 give et Udbytte af 50 Rdlr. pr. Aktie, foruden at Kapitalfonden udvidedes med en Million Rdlr. af Overskudet, hvorfor Aktierne, der oprindelig lød paa 100 Rdlr., bleve ombyttede med nye, lydende paa 300 Rdlr. I 1782 var Udbyttet 40 Rdlr., men i 1783 kun 12 Rdlr. pr. Aktie, thi Freden i Versailles fremkaldte Panik og bevirkede, at Aktierne faldt fra 900 til 300 Rdlr. Tilstanden forværredes hurtigt, skjøndt Kompagniet fik den ovenfor omtalte Udførselspræmie af 10 Procent; de store Vareoplag i Vestindien kunde ikke realiseres, det faktiske Monopol paa Kaffehandelen blev betydningsløst, da der ingen Kaffe kunde faas i Vestindien, og allerede i 1785 maatte Kompagniet ophæves.

Det almindelige Handelskompagnies Undergang havde længe været forudset (smlgn. III, 38 og 361), og da dets Aktier i 1774 indløstes af Staten for 300 Rdlr. pr. St., blev den islandske, grønlandske og finmarkske Handel atter kongelig, hvilket den iøvrigt ubetydelige færøiske i Forveien var. Aaret efter gik det guineiske Kompagni eller Slavehandelssocietetet, der bestyredes af Bargum som Direkteur, fallit, hvorefter Kongen igjen maatte overtage Forterne og Logerne paa Guineakysten og drive Handelen for egen Regning, medens Kompagniets Sukkerraffinaderi i Kjøbenhavn ved Auktion blev solgt til Henrik Ladiges. Ingen af de nævnte kongelige Handeler betalte sig imidlertid, hverken da de bestyredes af forskjellige kongelige Direktioner, eller da de fire af dem ved Reglement af 2de Juli 1781 samledes under "Direktionen for de forenede kongelig Grønlandske, Islandske, Finmarkske og Færøiske Handeler". Staten vilde gjerne have været disse Forretninger kvit, hvorfor den indbød til Dannelsen af et Interessentskab og udviklede Fordelene ved at indtræde deri, men da Ingen tegnede sig, maatte den selv beholde det Hele og lide de dermed forbundne store Tab. Alene den grønlandske Handel medførte et aarligt Tab af over 107,000 Rdlr.

Større Held havde derimod Regjeringen med sine Bestræbelser for at blive den guineiske Handel kvit, da det østersøiske og guineiske Handelsselskab blev oprettet ved Oktroy af 5te Juli 1781, thi "Under- saatterne satte saa megen Tillid dertil, at Subskriptionen inden faa


482

Dage blev kompletteret, og Mange ikke tog i Betænkning, hvad deres Kræfter formaaede. De gunstige Konjunkturer bragte Aktierne til en overdreven Pris, og mange Personer af middelmaadig Formue bleve forledte af Indskudets Ubetydelighed og Letheden at finde Kredit til at tage Del i en formodet sikker Gevinst". I en Forestilling af 1785 hedder det rentud, at Selskabet stiftedes for "at realisere de Effekter, som vare overflødige for den Grønlandske og Islandske Handel og tillige overdrage en Handel, som hidtil var ført for Hs. Maj. Regning, til et privat Selskab", med andre Ord, at det egentlig var en Finantsoperation. Dette viste sig da ogsaa strax ved Oprettelsen; Kompagniets Kapital fastsattes nemlig til 3 Mill. Rdlr., fordelte paa 30,000 Aktier (hvoraf Regjeringen dog forbeholdt sig 10,000), men af denne Sum fik Selskabet kun 1,352,000 i rede Penge, medens Resten bestod i 37 gamle Skibe, der ansattes til en Værdi af ca. 678,000 Rdlr., endvidere udestaaende Fordringer, Skibsbygningsmaterialier, den Grønlandske Handels Bygninger, Plads, Værft og Pakhuse m. m., Altsammen Effekter, som Overskattedirektionen paa denne Maade fik realiseret til høie Priser. Paa den anden Side tilstodes der Kompagniet store Begunstigelser; Statskassen gjorde saaledes de nødvendige Forskud, for at man strax kunde begynde; Selskabet fik Told- og Konsumptionsfrihed; dets Kapital fritoges for alle Afgifter og Paalæg, dets Folk for Krigstjeneste; der lovedes det Leverance til Søetaten af alle østersøiske Varer (hvilket dog ikke blev holdt), ligesom Kongen bevilgede det 25000 Rdlr, om Aaret til Vedligeholdelse af Forterne paa Guineakysten, 5000 Rdlr. aarlig til et Kornoplag i Kjøbenhavn, og endelig et Laan i Banken af 400,000 Rdlr. mod 2 Procent Rente. Ligesom det vestindiske Kompagni fik det østersøisk-guineiske en fornem Overdirektion bestaaende af 3 Statsministre og 3 Interessenter, som vare fritagne for alt Ansvar, endvidere en Administration under Ledelse af Jørgen Didrik Vett, der senere blev syvende Direkteur, over et halvt Hundrede lønnede Betjente foruden 230 civile og militaire Embedsmænd paa Guineakysten.

Det nye Kompagni, hvis Formaal var at holde Oplag af østersøiske Varer i Kbhvn. og paa begge Sider af den endnu ikke færdige holstenske Kanal (Eiderkanalen), samt føre Handel over hele Europa, paa Ost- og Vestindien og endelig "udelukkende" paa Guinea, kom hurtigt i Gang; det havde snart 51 Skibe i Søen,


483

hvoraf 29 i de to første Aar seilede paa Guinea, og kunde i 1783 opvise et Overskud af 824,000 Rdlr., hvoraf de 500,000 henlagdes til Fondens Forøgelse. Alt gik saa fortræffeligt, og Udsigterne vare saa lyse, at Selskabet troede at se sin Fordel ved at overtage de 10,000 Aktier, Finantserne havde forbeholdt sig, for Indskudsprisen og 4 p. Ct. Rente, men neppe var dette Arrangement truffet, før de daarlige Tider kom, og Selskabet truedes med Undergang. Det førte nu en hensygnende Tilværelse indtil 1787, da det opløstes.

En endnu bedrøveligere Skjæbne var dog forbeholdt det saakaldte kongelig danske, norske, slesvigske og holstenske forenede Handels- og Kanalkompagni, et i stor Stil anlagt Foretagende, som ikke blot skulde sikkre Undersaatterne Fordelene ved Benyttelsen af Eiderkanalen (ved at bygge Kanalskibe og holde Oplag af inden- og udenlandske Produkter ved den nye Vandvei), men tillige udfolde en omfattende Virksomhed i de forskjelligste Retninger. Det skulde saaledes deltage i den almindelige Handel overalt, hvor det fandt Fordel derved (selvfølgelig China og Guineakysten undtagne), fremme Lærredshandelen ved at anlægge Blegerier, drive alle Glasværkerne i Norge mod Eneret til at forsyne Danmark og Norge med Glasvarer, holde Oplag af Jernkanoner til Defensionsskibenes Forsyning saavelsom til anden Handel, drive Sildefangst i Nordsøen, samt Hval- og Robbefangst i arktiske Farvande, overtage Generalmagasinets Rolle overfor Fabrikanterne, kort sagt: paa eengang være Handels-, Fabrik- og Fiskeriselskab. Det følger af sig selv, at Oktroyen, der underskreves af Kongen den 22de Mai 1782, ogsaa tillagde dette Kompagni en overordentlige Mængde urimelige Begunstigelser. Foruden alle de sædvanlige Told-, Skatte- og Afgiftsfriheder, paatog Statskassen sig at forstrække Selskabet med et renfefrit Forskud af indtil 750,000 Rdlr., for at Virksomheden strax kunde begynde, og uden Vederlag i de to første Aar at udbetale Interessenterne 4 Procent Rente af deres Indskud; endvidere tilsikkredes der Selskabet en aarlig Understøttelse af 4000 Rdlr. for Oplaget ved Eiderkanalen, 2000 Rdlr. om Aaret for et Kornoplag i Fæstningerne Glückstadt og Rendsborg, en høi Præmie for de til Kanalfarten byggede Skibe saavelsom ved Sildefangstskibenes og Hvalfangernes Udredning, Rentefrihed for et Laan i Banken paa 250,000 Rdlr. og kgl. Garanti for eventuelle Laan i Udlandet m. m. Det gamle Søkvæsthus ved Havnen (det nuv. forenede Dampskibsselskabs Bygning) overlodes


484

Kompagniet uden Leieafgift, hvorhos Kongen forpligtede sig til at opføre et nyt 160 Fod langt 5 Etagers Pakhus paa dets Grund.

Aktiekapitalen var fastsat til 1 1/2 Mill. Rigsdaler, fordelte paa 15000 Interessenter, men skjøndt Direktionens 7 Medlemmer talte Mænd imellem sig som Geheimeraaderne Kommerceminister Grev Schimmelmann (den yngre), Finantsminister Stemann og Statssekretair Høegh Guldberg, og de to Administrationer i Kjøbenhavn og Altona bestod af ansete og dygtige Handelsfolk, meldte der sig kun faa Subskribenter. Som Følge heraf blev der indrettet et Lotteri til Uddeling af 3000 Aktier i Kbhvn., og det lykkedes paa denne Maade og ved at forlænge Terminen for Indbetalingen at samle 5000 Interessenter, som den 11te Juni havde indbetalt 488,825 Rdlr. Skatkamret gjorde derefter et Forskud af 511,175 Rdlr. (saaledes at Kongen blev Aktionair med mere end Halvdelen af Kompagniets Fond), og man kunde altsaa begynde med en Kapital af en Million, som dog i Slutningen af Aaret forøgedes ved et i Bern under kongelig Garanti optaget Laan paa 306,000 Rdlr., foruden det ovenfor omtalte Laan i Banken. Der var rigelig Anvendelse for disse Penge. Der anskaffedes 8 store Skibe, 2 mindre og 12 Kanalskibe, hvoraf nogle gik i Fragtfart, medens andre udsendtes paa Expeditioner; Sildefangsten sattes i Gang med Eftertryk, der indkjøbtes Varer af de indenlandske Fabrikanter og anskaffedes Raamaterialier til dem, ganske som det samtidig ophævede Generalmagasin havde gjort; for at fremme Lærredshandelen indrettedes der store Blegerier ved Haderslev og Esrum, og endelig forstraktes de norske Glasværker med en Pengesum af 100,000 Rdlr., skjøndt Kompagniet vægrede sig ved at overtage deres Drift, da der opstod Strid om Ejendomsretten til nogle "umistelige" Skove. Selskabet havde dog neppe bestaaet et Aar, før man indsaa, at det var et forfeilet Foretagende; den 5te Mai 1783 forestillede nemlig Direktionen, at det under de daværende Folhold vilde være betænkeligt at udgive mere end 10,000 Aktier, hvorfor det burde bero herved, og den 8de Septbr. 1784 indstillede Finantskollegiet, at Kanalkompagniet skulde ophæves, fordi Konjunkturerne vare ugunstige, og man desuden konkurrerede med alle de øvrige Handlende til deres store Skade. "Kompagniet - hedder det i Forestillingen - har allerede lidt ikke ubetydelige Tab; altfor store Kapitaler ere iforveien anlagte i den under Krigen meget udvidede Handel, og Risikoen er altfor


485

betydelig for Kongens Kasse". Derefter bleve samtlige Aktier indfriede for deres fulde Indskud, skjøndt de vare sunkne i Pris, og Effekterne realiserede - det store Handelsselskab med den lange Titel var ikke mere.

Det var i god Overensstemmelse med det Anførte og med Tidens merkantile Ideer, at Staten i 1775 besluttede at udruste Hvalfangerskibe og drive Hval- og Robbefangst i det Store, som det hed "for at benytte Havets Skatte og opmuntre Landets formuende Indbyggere til Efterligning." Man ansaa Robbefangst og Grønlandshandel - siger en Samtidig - som det eneste og sikkreste Middel til at oprette Danmarks forfaldne Sager, men til Slutning saas det gamle Ordsprog: Parturiunt montes. Foretagendet blev sat i Forbindelse med den daværende kongelig grønlandske Handel; store Magasiner og Trankogerier bleve anlagte, en Mængde store og smaa Skibe, de saakaldte "Heckbaade" bleve byggede, og i Aarene fra 1776 til 1782 udsendtes ikke mindre end 123 Skibe, der fangede 204 Hvaler. Skjøndt dette Udbytte var yderst ringe, og Tabet som Følge heraf stort, vedblev man at fastholde Planen, overbevist om, at den ttil Syvende og Sidst vilde give Overskud. Ikke bedre gik det de Private, som forsøgte sig i denne Næring, skjøndt de støttedes med en Præmie af 10 Rdlr. pr. Kommercelæst. I 1778 udsendte saaledes Konferentsraad Conrad Fabritius og Interessenter et Skib paa Kaskelotfangst, hvis Besætning forstørstedelen bestod af nordamerikanske Fiskere, men efter et Par mislykkede Forsøg opgaves Foretagendet. Fabritius tilbød da Staten Skib og Inventarium, men man var klog nok til at afslaa Kjøbet. Derimod engagerede man endel af hans bedste Folk.

Alle disse store Foretagender skabte imidlertid et uhørt Liv og Røre i Hovedstaden; Tusinder af Hænder sattes i Bevægelse. Skibsbyggerierne blomstrede, Havnen laa fuld af Skibe, Arbeiderne og Haandværkerne havde fuldt op at bestille, og Staden skiftede lidt efter lidt Physiognomi, navnlig i Nærheden af Havnen. Det var "den glimrende Handelsperiode", som begyndte. De gamle Tømmerpladser mellem Toldboden og St. Annaplads, der i 1756 vare blevne kjøbte af Rentekamret for at forebygge Ildsvaade for Flaaden og senere havde været benyttede af Generaltoldkamret, Kommercekollegiet og Søetaten, bleve nu tagne i Brug i Handelsøiemed, og snart reiste det ene Pakhus sig her ved Siden af det


486

andet. Nærmest Toldboden, bag Toldbod Vinhus, der endog maåtte afstaa en Strimmel af sin Have, tæt op til "det røde Hav" (thi dette blev først opfyldt i 1782 for at skaffe Bolværksplads), altsaa paa Toldbodens egen Grund opførtes i 1779 det saakaldte Hoved-Oplags Pakhus for kongelig Regning af Professor Harsdorff, en Bygning, hvori alle fremmede Varer, som ikke strax fortoldedes, skulde oplægges mod en billig Pakhusleie. Som Kuriosum kan anføres, at der blev sat saadan Kraft paa Arbeidet, at en Søndag toges til Hjælp, hvorfor Politimesteren idømte enhver af Haandværkerne en Mulkt af 9 Mark. Paa Harsdorffs Forestilling blev den dog eftergiven, "da Saadant tilforn alle Tider ved kongelige Arbeider er sket". Da Oplags Pakhuset var færdigt, overlodes iøvrigt Halvdelen af det midlertidigt til det vestindiske Kompagni, der havde ønsket Pakhusrum til sine Kaffebønner. Paa den anden Side af det røde Hav havde det vestindiske Handelsselskab sin Plads, og her opførtes ligeledes under Professor Harsdorffs Ledelse i Aarene 1780-81 det vestindiske Pakhus, som staar den Dag idag, men nu hører til Toldbodpakhusene. Huset, paa hvilket Krandsen heistes den 30te Mai 1781 med de sædvanlige Ceremonier og Optog, er blevet historisk bekjendt, fordi Frederik den Sjette som Kronprinds var Øienvidne til Slaget paa Rheden 1801 fra et af dets Gavlvinduer. Hele det øvrige Terrain, paa hvilket de gamle Tømmerpladser havde ligget, paa begge Sider af Frederiksgade helt ned til St. Annaplads skjænkedes først til den grønlandske Handel og Fiskefangst, som desuden fik det Almindelige Hospitals Bygninger i Amaliegade, hvorfor Lemmerne her maatte flytte til Sølvgadens Kaserne. For at Pladserne kunde være samlede, blev Nytoldbogade indtaget i dem, dog saaledes at den om Dagen skulde holdes aaben og fri for Beboerne af de Bygninger, hvis Baghuse eller Haver vendte ud til den. I Vandets umiddelbare Nærhed, ikke langt fra det nysnævnte vestindiske Pakhus, byggedes først et langt, men smalt Pakhus til Varers Oplag (nu J. P. Suhr & Søns), og ved dets Side det saakaldte store grønlandske Pakhus, nu Blaa Pakhus, som dog ikke var færdigt, da hele Terrainet med Værft, Beddinger, Slæbesteder, Kran og Bygninger overlodes det østersøisk-guineiske Handelskompagni ved dets Dannelse i 1781. Det store grønlandske Pakhus, hvis Opførelse som de andre lededes af Harsdorff, blev nu det første østersøiske, og i de nærmeste paafølgende Aar opførtes to nye østersøiske Pakhuse af samme Størrelse


487

ved Siden af hinanden paa Terrainafsnittet mellem Frederiksgade og St. Annaplads, hvoraf det ene byggedes af Harsdorff, det andet af Brandmajor Platz. Kompagniet havde sit paabudte Oplag af 30,000 Tdr. Korn her, og i et af dem indrettedes i 1784 for kongelig Regning en Korntørringsovn. Det Hele var anlagt i stor Stil; tæt ved Frederiksgade laa den store Bradbænk ud i Vandet (bortgravet i 1877); fra denne til Hukken, der skar sig ind i St. Annaplads, fandtes den indpælede Skibshavn, og Kongen lovede at bygge Kompagniet to Saugmøller, lægge Flydebomme paa Strømmen til Værftets Sikkerhed om Vinteren, lade de fornødne Duc d'Albes nedramme, sørge for Opmuddringen og endelig lade en Strækning af Bugten mellem Kalkbrænderiet og Kastelspynten opfylde til Brug for Kompagniets Tømmeroplag. Disse Løfter bleve dog ikke holdte, thi da det østersøisk-guineiske Kompagni i de paafølgende trange Aar maatte paakalde Statens Hjælp for ikke at gaa Fallit, maatte det frakalde disse i Oktroyen lovede Fordele.

Paa den anden Side af St. Anna Plads laa det gamle Kvæsthus, der nu ogsaa blev et stort Handelsforetagendes Hovedkvarter. Bygningerne vare i 1777 blevne tilskjødede Generalmagasinet, skjøndt de norske Glasværker ogsaa havde Oplag her, og det følger af sig selv, at Generalmagasinets Arvtager, Kanalkompagniet, som jo ogsaa skulde have drevet Glasværkerne, i 1782 fik Kvæsthuset med dets Gaarde, Bolværk, Kran og den hele foran Huset beliggende Plads. Derimod maatte den grønlandske Handel, der, som vi have set, var bleven husvild ved det østersøiske Kompagnies Oprettelse, flytte over paa Christianshavn, hvor den fik Rum hos den Islandske og Finmarkske Handel, som i 1774 havde overtaget det almindelige Handelskompagnies gamle Plads nord for Wilders Plads (nuværende Kroyers og grønlandske Handels Pladser). Den grønlandske Handel kjøbte dog i 1783 Etatsraad Borres forrige Gaard paa Christianshavn og Kræmmerkompagniets tidligere Fabrik sammesteds med tilhørende Bygninger, for at benytte dem til Oplag. Den færøiske Handel havde, som tidligere berørt, sit eget Pakhusrum i det forrige kongelige Bryghus bag Slottet. Derimod havde samtlige fire Handeler, den grønlandske, islandske finmarkske og færøiske, en fælles Reberbane ved Østerport i den yderste Ende af Store Kongensgade, som byggedes i 1783. Den solgtes imidlertid allerede to Aar efter til Ingenieurkorpset for 38,000 Rdlr. og brugtes til Opbevaringssted


488

for Proviantvogne. Den lange uanseelige og lave Bygning existerer den Dag idag som Ny Husarkasernes Staldbygninger. De forenede Handeler kjøbte i Stedet en Reberbane udenfor Vesterport.

Syd for den grønlandske Handels Plads paa Christianshavn laa Wildersplads, som i 1766 var bleven tilskjødet Skibsbygger Lars Wilder af hans Moder, Anne Marie Grøngaard, Enke efter Mægler Carl Wilder. Her var et stort Skibsværft med Kjølhalegrav, Bradbænke, Slæbesteder, Vaanings- og Pakhuse, Materialskure, Spantehus, Smedeværksted m. m. En privat Bro, Wilders Bro, bygget i 1736 af Pladsens første Eier, Kjøbmand Andreas Bjørn, førte ligesom nu over til Enden af Strandgade. Agent Bodenhoffs bagved liggende Plads (senere Hambros, nu A. N. Hansens) var paa dette Tidspunkt opfyldt, men mellem denne og Christianshavns Vold strakte der sig store Vandarealer, hvor Ny-Artilleri-Kaserne og Veien til Refshaleøen nu ligge. Paa Bodenhoffs Plads opkom der den 16de Novbr. 1773 en frygtelig Brand, ved hvilken det derværende Magasin med over 2000 Tdr. Tjære og Beg samt endel Tougværk blev lagt i Aske. For Enden af Strandgade ud til Strømmen laa Kongens Grynmølle (nu Jørgen Jensens Pakhus), der brændte i 1779; "det var et stort og kostbart Værk - skriver Claus Seidelin - og ved Branden bleve nogle Mennesker dræbte og lemlæstede og endel tusind Tønder Rug tillige opbrændte". Ved Siden laa Dokken og asiatisk Kompagni (nu de forenede Oplagspladser) og endelig paa den anden Side af Lille Torvegade alle de gamle Pladser med deres Skibsværfter, Beddinger og Pakhuse. Jan v. Ostens Plads, der nu tilhørte Overekvipagemester Haste ved det asiatiske Kompagni, var forlængst færdig, hvilket ogsaa gjælder om Applebys Plads ved Langebro med dens lange Reberbane, der nu er bleven til Holms Huse. Det Terrain bag tydske Kirke ud til Overgade neden Vandet, som nu indtages af Burmeister og Wains Maskinbyggeri, var dengang Søetatens Laboratorium. Det er betegnende for Handelens Omfang og Betydning paa dette Tidspunkt, at skjøndt alle de store Handelshuse havde Pakhuse omkring i Byen, hvoraf mange laa paa Christianshavn, savnede Kjøbmandsstanden dog Plads, hvorfor den henlagde gamle Skibe og Pramme paa Strømmen eller i Kanalerne til dette Brug. Denne Trafik blev imidlertid forbudt i 1778 af Hensyn til Skibsfarten.


489

Under Krigen mellem Sømagterne var der en Handelsgren, som udviklede sig stærkt, nemlig Exporten af saltet Kjød, især efter at Regjeringen havde taget den under Armene, dels ved en i 1776 bevilget Udførselspræmie af 1 Rdlr. pr. Tønde og Salttoldens Godtgjørelse, dels ved gratis Uddeling af et af Kommerce-Konsulent, Etatsraad Martfeldt udarbeidet Skrift om Kjødets Behandling, Nedpakning m. m. I Femaaret fra 1777 til 1781 udførtes der 29,340 Tønder saltet Studekjød foruden betydelige Kvantiteter af ringere Sorter, for hvilke ingen Præmie gaves, og det følgende Aar steg Exporten yderligere. De fornemste Kjødexporteurer i Kjøbenhavn vare Konferentsraad Ryberg, Etatsraad Kirketerp, Grosserer Blach, Agent Thalbitzer, Etatsraad v. Hemert, Kjøbmand Brock, Administrationen for det vestindiske Handelsselskab m. fl.

Haand i Haand med Bestræbelserne for at fremme Handelen gik ligesaa ihærdige Anstrængelser for at ophjælpe det indenlandske Skibsbyggeri. Den 18de Marts 1776 udkom en Forordning herom, i hvilken den berømte Fabrikmester Henrik Gerner havde betydelig Del, og hvori alle fremmede Skibe, der kjøbtes af danske Rhedere, bleve belagte med en Afgift af 20 Rdlr. pr. Kommercelæst, medens paa den anden Side alle i Kjøbenhavn byggede og til Defension indrettede Skibe fik en Præmie af 16 Rdlr. pr. Kommercelæst (i Provindserne derimod kun 8 Rdlr.). For uarmerede Skibe, der byggedes paa kjøbenhavnske Værfter, blev Præmien fastsat til 5 Rdlr. pr. Læst, og det befaledes endydermere, at kun indenrigs bygte Defensionskibe (i.e.: Skibe, der i Krigstider kunde bruges som Kapere) maatte beseile de vestindiske Øer. Forordningen stødte strax paa afgjort Modstand hos Kjøbmændene og Rhederne; navnlig vakte dens sidste Bestemmelse om Farten paa Vestindien Uvillie, thi mange Handlende havde i god Tro kjøbt Skibe i Udlandet og saa sig nu pludselig udelukte fra den fordelagtige Handel paa Vestindien. Allerede Aaret efter begyndte Regjeringen derfor at gjøre Indrømmelser, idet Skibe, der "expresse vare bestilte i Udlandet til Vestindiefarten", fik Tilladelse til at foretage nogle Reiser, i Reglen 4, dog mod en vis Afgift, og skjøndt der i mange Tilfælde udvistes stor Strenghed, tvang Forholdene dog snart Regjeringen til Eftergivenhed. Fragtfarten blev nemlig større og større og mere og mere indbringende, og Skibe, der seilede under det neutrale danske Flag, bleve saa efterspurgte i Frankrig, Spanien, Østersøen og


490

Middelhavet, at man indsaa Nødvendigheden af at lette Rhederne Anskaffelsen af Skibe. I 1778 blev derfor Afgiften af 20 Rdlr. pr. Kommercelæst af fremmede bygte Skibe ophævet, saalænge Krigsurolighederne varede, og i Stedet paabudt en Told af 5 Rdlr. pr. Kommercelæst, men ogsaa denne blev afskaffet den 15de Januar 1781, hvorhos alle Slags nye og gamle Skibes Brug, endog til Vestindien, tillodes uden Afgift og uden Hensyn til deres Kvalitet, ligesom før Skibsbyggerforordningen udkom. Denne var altsaa faktisk ophævet; det Eneste, der blev tilbage af den, var Præmierne til Opmuntring for det indenlandske Skibsbyggeri.

Under disse Omstændigheder forøgedes den kjøbenhavnske Handelsflaade overordentligt. Paa Værfterne, baade paa Kompagniernes og paa Bodenhoffs, Applebyes og Eskildsens, havde Tusinder af Arbeidere Beskjæftigelse, og kunde dog ikke tilfredsstille Behovet, hvilket var en medvirkende Aarsag til Skibsbyggerforordningens Ophævelse. Man læser bestandig i Kommercekollegiets Indstillinger, at de kjøbenhavnske Værfter have nok at bestille, og ikke kunne bestride de Handlendes Ordrer, ja Magistraten maatte i 1780 - som Kollegiet bemærker - "efter en embedsmæssig og sædvanlig Fortale for Haandværkerne" indrømme, at de ikke havde Mangel paa Arbeide. Statskassen gik i Spidsen med at bygge Defensionsskibe og bortsælge dem ved Auktion saavelsom større og mindre Fartøier til de forskellige kongelige Handels- og Fiskeforetagender, og det endog i den Maalestok, at Overskattedirektionen i fire Aar fra 1775-1779 lod bygge 137 Skibe, af hvilke de fleste, som ovenfor berørt, bleve paabyrdede Kompagnierne til overdrevne Priser. Hovedmassen af de private Handlendes Skibe indkjøbtes dog i Udlandet, hvad enten de nu erhvervedes ved Strandinger, eller de vare komdemnerede Priser, eller tilhørte de krigsførende Magters Undersaatter, som foretrak at lade dem ligge ledige i Havnene fremfor at se dem falde i Fjendens Hænder. I Aarene 1781-82 indkjøbte Kjøbmændene De Coninck og Rejersen alene 56 saadanne Skibe i fremmede Havne og brugte dem forstørstedelen til Fragtfart paa Middelhavet. For at Skibene saaledes kunde skifte Nationalitet, forlangtes, at de udelukkende skulde tilhøre danske Undersaatter, at Skipperen eller Kaptainen skulde være bosat i Kongens Riger og Lande og have sit Borgerbrev med paa Skibet, at Styrmanden og mindst en Trediedel af Mandskabet skulde være danske Under-


491

saatter, og endelig at de indkjøbte Skibe Først skulde føres til en dansk Havn for at maales og brændes med det danske Toldmærke. Den sidste Fordring blev dog senere forandret saaledes, at der efter Ansøgning i visse givne Tilfælde kunde dispenseres herfra ved en kongelig Resolution. Man faar et tydeligt Indtryk af Skibsfartens Omfang og Betydning, naar man af Skibslisterne ser, at Kjøbenhavn, der i 1777 havde 182 Skibe med 10,218 Kommercelæsters Drægtighed, i 1782 havde 340 Skibe med 28,770 Læsters Drægtighed, (hvoraf 136 vare byggede i Indlandet) og med et samlet Mandskab af 4463 Mand. I 1783 indkom i Kjøbenhavns Havn 5,100 Skibe foruden 5 Chinafarere, 9 Ostindiefarere og 127 Vestindiefarere. Danmarks, Norges og Hertugdømmernes Handelsflaade talte paa dette Tidspunkt 2,623 Skibe (hvoraf 2010 vare byggede i Indlandet) med en samlet Drægtighed af 106,942 1/2 Kommercelæster. De største kjøbenhavnske Skibsrhedere vare Agent Bodenhoff, De Coninck og Rejersen, Skibsbygger Lars Larsen, Ryberg, Mac Evoy & Duncan, Vinhandler Baron Bolten, Black, Brown, Iselin, Cramer, Hviid, Peter Tutein, Suhr, Schneider, v. Hemert, Fabritius & Wewer, Buschy m. fl.

Skjøndt den danske Regering under Krigen mellem Sømagterne gjorde sig største Umage for at undgaa Alt, hvad der kunde give Anledning til Besværinger og flere Gange havde givet England haandgribelige Beviser paa sit venskabelige Sindelag, blev de Neutrales Skibsfart dog uophørlig forulempet og paaført store Tab af de krigsførende Staters Kapere. Hverken Traktaterne eller de dagjældende folkeretlige Principer bleve respekterede i Kaperreglementerne, og da Bernstorffs indtrængende Forestillinger ved Hofferne i London, Paris og Madrid Intet frugtede, afsluttede han i 1780 et Forbund med Sverig og Rusland til Søfartens gjensidige Beskyttelse, den saakaldte "væbnede Neutralitet", ved hvilken de tre neutrale Magter forpligtede sig til at lade Handelsskibene konvoyere af Orlogsskibe, som med Magt skulde modsætte sig det hidtilværende hensynsløse Kaperi og i Fællesskab hævde Grundsætningen: frit (i.e.: under neutralt Flag seilende) Skib gjør fri Ladning. Konvoyeringen medførte selvfølgelig store Rustninger, hvorfor der allerede i 1779 blev paalagt en overordentlig Afgift af Skibe og Varer, som vedvarede indtil April 1783. I det nævnte Aar gjordes 10 Linieskibe og 6 Fregatter seilklare, et Antal, som dog reduceredes endel i de følgende Aar, og disse Eskadrer havde Hovedstation paa Kjøbenhavns


492

Rhed, hvorfra de detacheredes til at krydse og konvoyere i de Have, hvor Handelsskibene trængte til Beskyttelse. I de vestindiske Farvande saavelsom i Middelhavet holdtes i Regelen en Fregat, og i Krigens to første Aar sendtes et Linieskib til Kap det gode Haab og et andet hvert af de to sidste Krigsaar til Trankebar for at beskytte Ostindiefarerne. Ogsaa i Nordsøen krydsede snart enkelte Skibe, snart hele Eskadrer. Flere af Orlogsskibene forliste iøvrigt, saaledes Linieskibene "Prinds Frederik" og "Indfødsretten", hvilket sidste gik under med Mand og Mus. Det følger af sig selv, at der blev udstedt skarpe Forbud mod, at danske Søfolk tog Hyre paa fremmede Kapere, ligesom det i 1780 overhovedet blev dem forment at fare med fremmede Nationers Skibe, fordi man under de store Rustninger og den livlige Skibsfart havde alle Kræfter behov. Da Mange alligevel sneg sig bort "for at trække en høiere Hyre andetsteds", blev Matroslønningerne det følgende Aar "taaleligen" forhøiede. Ogsaa mod Seilmagersvendenes Anvendelse ombord i Koffardiskibe blev der udstedt et Reskript, for at sikkre Orlogsflaaden det nødvendige Antal af disse Folk. Alle disse Foranstaltninger indskrænkede naturligvis Kaperierne, men kunde dog ikke helt standse dem, hvorfor Regjeringen alvorligt tænkte paa at indrette en Søassurance mod Opbringelse og paafølgende Konfiskation. I en Kabinetsordre af 19de Marts 1781 fik Kommercekollegiet Ordre til at udarbeide et Forslag hertil, da Kongen "selv vilde paatage sig Assurancen for sine Undersaatters retmæssige og med Traktaterne overensstemmede Handel, ei alene til og fra vore europæiske Stater og vore Etablissementer udenfor Europa, men endogsaa for deres Fragt- og Spekulationshandel mellem fremmede Lande". Kommercekollegiet nærede imidlertid mange Betænkeligheder derved, og da det gamle oktroyerede Søassurancekompagni erklærede sig villig til i Fremtiden at modtage Assurance for Søskade og Opbringelse conjunctim (men ikke for Opbringelse alene), ansaa man dette for tilstrækkeligt, og Planen blev opgiven. I 1778 blev der udarbeidet en ny Havariordning, medens det to Aar iforveien "til Handelens Sikkerhed og Tillids Forøgelse" var blevet bestemt, at Mægler- og Dispacheurembeder ikke maatte være forenede paa én Haand; dog at de allerede existerende Mæglere fremdeles maatte vedblive med begge Forretninger.

Den store Omsætning, den udbredte Handel og Skibsfart, hele Systemet, som - for at bruge et kort, men træffende Udtryk


493

af August Hennings - bestod i "at gjøre Papirspenge til Skibe og derefter til Fisk for atter at omdanne disse til Guld og Sølv", fik et afgjørende Naadestød, da Krigen mellem Sømagterne nærmede sig sin Afslutning, og Freden i Versailles stod for Døren. Hermed ophørte nemlig strax de gunstige Konjunkturer for den neutrale Handel; der indtraadte en pludselig Stilstand, den forhen omtalte Katastrophe i det asiatiske Kompagni forværrede Situationen yderligere, og Alt truede med at ramle sammen. Vexelkourserne steg i Udlandet, de danske Vexler kom i saadan Miskredit, at man neppe vilde diskontere dem i Hamborg, Amsterdam og London, alle Aktier faldt med rivende Fart, Falliterne begyndte, de store Handelshuse vaklede, thi - skriver Finantskollegiet nogle Aar efter - "de europæiske Varer, hvormed de andre Verdensdele vare ligesom oversvømmede, havde næsten ingen Værdi, ligesom og disses til høie Priser indkjøbte Produkter havde tabt deres forholdsmæssige Værd formedelst deres overvældende Mængde. Tabet fra alle Sider var meget betydeligt, og der var ingen Redning for de indskudte Kapitaler, ja, Skibene maatte betragtes som en ufrugtbar, nedsat og fortærende Eiendom". Hertil kom, at den kjøbenhavnske Handelstand havde engageret sig over Evne og misbrugt sin Kredit i Banken. "I sex Aar - skriver Holstein - havde den fyldt sine Magasiner med alle Slags ost- og vestindiske Varer, og var overhovedet optraadt, som om Krigen aldrig vilde faa Ende. Den har villet flyve for høit og er derfor falden til Jorden. Følgen er bleven, at Danmark under de gunstigste Forhold har arbeidet paa sin Ødelæggelse, istedetfor at det havde kunnet berige sig."

Staten og Banken vare, som vi have set, dybt indviklede i alle disse Handelsforetagender, og da Krisen begyndte at antage en truende Charakter, blev Regeringen naturligvis allarmeret og ansaa det for nødvendigt at skride ind, Overbankdirektionen anbefalede først at nægte Laan til nye Handelsexpeditioner, hindre Indkjøb af flere fremmede Skibe og Udførsel af klingende Mønt, samt at gjøre Alt for at formindske Banksedlernes Antal i Hamborg og derved forhøie deres Pris, men inden man havde foretaget Noget i denne Retning, indløb der talrige Ansøgninger om Hjælp og Understøttelse fra ansete Handelshuse, der truedes med Undergang. Den første af disse, dateret 15de Oktober 1782, indkom fra Firmaet Joost v. Hemert & Sønner, som efter forgjæves at have henvendt sig til Banken, an-


494

modede om et Laan af den kongelige Kasse paa 80,000 Rdlr. Andragendet sendtes Overbankdirektionen med følgende charakteristiske Paategning (med Guldbergs Haand): "Et godt Huses Betryk, Kreditens store Svækkelse, om det brast, alle Magters og Vore egne foregaaende Exempler samt Frygt, at man ved at holde Hjælpen tilbage, vovede ulige mere, Alt dette bevæger Os til at ville her bønhøre. Sikkerhed sørges for, og Tilbagebetalings Tid og Terminer fastsættes efter bedste Overlæg". Efter denne kongelige Befaling havde Bankdirektionen ingen anden Udvei end at give efter og lade sig nøie med den af v. Hemert tilbudte Sikkerhed, men Schack Rathlou, der - som han selv siger - nærede en paa fuldkommen Overbevisning grundet Mening om det Uheldige ved denne Fremgangsmaade, ansøgte faa Dage efter om sin Afskedigelse af Bankbestyrelsen og fik den i Slutningen af Maaneden. Det viste sig hurtigt, at man var kommen ind paa en farlig Vei, thi efterhaanden som Krisen antog større Dimensioner, steg Ansøgningernes Antal, da Alle mente at have lige Krav paa Statens hjælpende Haand. Den 14de Dcbr. gaves der Firmaet John & William Brown, som især handlede paa Vestindien, et Laan af 100,000 Rdlr., og ved Slutningen af Aaret var man saavidt, at Bankkommissairerne maatte forestille, at de trods alle Anstrængelser for at holde Bankens Udlaan indenfor de foreskrevne Grændser, kun havde 60,000 Rdlr. tilbage af de dertil fastsatte 5 Millioner. Laanekontoen blev derfor strax forhøiet med 300,000 Rdlr., skjøndt Finantsminister Stemann "holdt det for meget betænkeligt at forøge Bankosedlernes Stok". I 1783 bleve Forholdene dog langt værre, og der udlaantes nu i Flæng af Statskassen og Banken til den betrængte Kjøbmandsstand. Da nemlig Baron Henrik Bolten, en stor Vinhandler, Kjøbmand og Skibsrheder i Kbhvn., som handlede paa Ost- og Vestindien, gjorde Opbud i Mai, udkom der en kgl. Befaling af 23de s. M. ved hvilken Kommerceminister Grev Schimmelmann og Statssekretair, Geheimeraad Høegh Guldberg bemyndigedes til at disponere over 1 Million Rigsdaler af Banken til de handlende Huses Frelse og Kreditens Opretholdelse, uden i dette Tilfælde at være bundne af Bankens almindelige og besynderlige Regler og uden dertil at behøve anden videre Ordre eller Befaling. Denne Fuldmagt - hedder det i Befalingen - er given, "fordi et saa stort Hus som Boltens har brækket og fleres Fald deraf vilde blive en Følge, hvoraf en almindelig Miskredit for hele Staten vil


495

komme, som kan i sine Virkninger blive høist ulyksalig". Bolten, der var bleven adlet otte Dage iforveien paa Grund af sine store Fortjenester af den partikulaire Handel paa Ostindien, blev den 26de Mai støttet med 700,000 Rdlr., og Klædefabrikant og Kjøbmand Etatsraad Schneider, der eiede Jonstrup Fabrik og var indviklet i Boltens Affairer, fik et Laan af 130,000 Rdlr. Kjøbmand og Skibsrheder Christen Berg, som ved Boltens Opbud var bleven ramt saaledes, at han ufortøvet søgte sin Persons Sikkerhed, - "et uangenemt Trin", siger han selv, "der smerter mig mere end alt mit Tab ved denne Hændelse" - fik 80,000 Rdlr. til Laans, Joost v. Hemert & Sønner, "et af de ældste og mest akkrediterede Kjøbmandshuse", igjen 100,000 Rdlr., John & William Brown igjen 130,000 Rdlr., Grosserer og Vinhandler Søren Lycke 78,000 Rdlr., Agent Abraham Moses Henriques, som navnlig havde lidt Tab ved Luxusforordningen, 58,000 Rdlr., vestindisk Kjøbmand og Tobaksfabrikant, Agent Joh. Chr. Amberg 85,000 Rdlr., hans Svigerfader Etatsraad Carsten Ancker, der var gaaet i Kaution for Amberg og desuden selv havde spekuleret, 26,000 Rdlr., Skibsrheder Agent Bertel Madtzen 16,000 Rdlr., Kjøbmand David Brown 80,000 Rdlr., Agent Peter Appleby 4000 Rdlr., Kjøbmand Peter Tutein 9000 Rdlr. og Agent Wolf & Co. 40,000 Rdlr. Endnu den 9de Marts 1784 tilstodes der Firmaet Selby, Duncan & Thompson et Laan i Banken af 130,000 Rdlr., men man syntes dog nu at have faaet Øiet op for Faren, thi den kgl. Resolution lyder saaledes: "Saa unødig, som vi ville mere gjøre disse Laan, tro vi dog, at dette Handelshus fortjener besynderlig Opmærksomhed, hvorfor Sagen strax maa foretages". Skjøndt der blev stillet Sikkerhed for alle disse Laan i Skibe, Ladninger, udestaaende Tilgodehavende, Fabriker, Privathuse, Assurancepolicer, Bodmeribreve m. m., blev Statskassens Tab dog betydeligt, thi mange af Laanerne gik faa Aar efter Fallit, og Tvangsauktionerne indbragte forholdsvis ringe Beløb. Man læser rigtignok i Overbankdirektionens Protokoller, at den største Debitor, Baron Bolten allerede i Novbr. 1783 "aldeles havde indfriet det ham forundte Laan, hvilket Hs. Majestæt med Velbehag havde erfaret", men han laante igjen, ca. 100,000 Rdlr., og i 1785 "spillede han ordentlig Bankerot og gjorde sig usynlig". Schneider gik allerede fallit den 1ste August 1783, altsaa faa Maaneder, efterat han havde faaet Laanet; Selby, Duncan & Thompson i 1785, John & William Brown i 1787 o. s. v.


496

Handelsselskaberne kunde naturligvis ligesaa lidt som de private Kjøbmænd forblive uberørte af Krisen, og da Tusinder af Smaafolks Ve og Vel afhang af deres Tilstand, gjorde Regjeringen strax Skridt for at komme dem til Hjælp. Den 17de Oktober 1782 befaledes saaledes, at to Trediedele af Postkassens Beholdning i al Hemmelighed maatte udlaanes paa ostindiske, vestindiske og østersøiske Aktier, og i Dcbr. Maaned fik det vestindiske Handelsselskab, hvis Stilling var stærkt truet, Udsættelse med at betale en Gjæld af over 1/2 Million Mark til Bankkontoiret i Altona og desuden Tilladelse til yderligere at trække 300,000 Mark paa Kontoiret og 300,000 Rdlr. paa Banken i Kjøbenhavn. Dette frugtede dog ikke, thi da Konjunkturerne forværredes, maatte Banken i Mai 1783 atter laane det nævnte Selskab 200,000 Rdlr. Kassemanglen i asiatisk Kompagni kom nu til som et Lyn fra den iforveien formørkede Himmel, og Regjeringen blev alvorlig allarmeret. Den 12te Mai 1783 udgik der gjennem Geheimestatsraadet en kongelig Befaling til Skatkamrets Direktion om at optage 6 til 8 Tønder Guld i Banken (6-800,000 Rdlr.) og benytte dem til Indkjøb af asiatiske og vestindiske Aktier for om muligt at holde disse Papirer oppe. I Motiveringen hedder det bl. A., at Kongen mener at maatte træde til "for at hjælpe Vort Folk, forhindre et stort Onde og tillige i nogen Maade holde Vores Kreditvæsen, nu da alle Kompagni-Aktier falde under deres Værd, saa at Fremmede kunne kjøbe dem og da i bedre Tider paa Statens Regning gjøre sig en utaalelig Gevinst." Forholdene ere saaledes, at "Vore egne Undersaatter, endog de, som have Formue til at bevare deres Aktier, blive forvirrede og sælge med stort Tab, Gevinstsyge griber Tiden, og for at drive dem endnu mere ned bruges slemme Kunster," og skjøndt det er uheldigt, at Seddelmassen atter forøges saa betydeligt, er det dog nødvendigt "at forekomme den altfor store Forvirrelse, Aktiernes gruelige Synkelse og Kreditvæsenets rædsomme Tab inden- og udenlands, saavidt dette Væsen staar i Forbindelse med Aktierne". Sagen blev sat i Scene med største Omhu og Forsigtighed. Direkteurerne for Skatkamret fik Befaling til at "give hinanden Tausheds Løfte og tage Ed af alle dem, som de i denne Sag maa bruge", og kun to underordnede Embedsmænd bleve indviede i Hemmeligheden, nemlig Justitsraad Thulstrup, der indkjøbte Aktierne, og Justitsraad Wilckens, der førte Regnskaberne. Thulstrup brugte


497

rigtignok flere Hjælpere, men ingen af dem kjendte Sammenhængen; det hedder udtrykkelig i hans Instrux, at han "kunde anfortro dem som en Hemmelighed, at Indkjøbet skete for Fremmedes saasom hollandsk, brabandsk og hamborgsk Regning", hvilket man aabenbart ikke havde Noget imod, at de røbede og lod gaa videre. Det viste sig imidlertid hurtigt, at det asiatiske Kompagni kunde klare sig selv, hvorfor der kun indkjøbtes 9 af dets Aktier for 8,414 Rdlr.; derimod erhvervede Skatkamret i Løbet af et Aar ikke mindre end 942 vestindiske Aktier, som betaltes med 294,961 Rdlr. 60 Sk.

Det var Guldberg, som, støttet af Hoffet, stod bagved denne Handelspolitik og trods al Modstand satte den igjennem. Efter de store Udlaan i Mai begyndte Overbankdirektionen at blive alvorlig betænkelig ved Seddelmassens uhyre Forøgelse, hvorfor den i Juni 1783 henstillede til Kongens Overveielse, "hvorvidt Hs. Majestæt maatte anse de i Fremtiden hos et eller andet Kjøbmandshus opkommende Forlegenheder og sammes Indflydelse paa Staten at kunne staa i Forhold med de ufordelagtige Virkninger paa Landets og Bankosedlernes Kredit, som foraarsages ved en Forøgelse af deres Cirkulation." Guldberg nægtede at underskrive denne Indstilling, og Forholdet mellem ham og hans Kolleger i Overbankdirektionen, der allerede havde været spændt siden Schack-Rathlous Udtrædelse Aaret iforveien, blev nu yderligere forværret. Oppositionen blev mere og mere høirøstet, og den 19de August 1783 gjorde Guldberg kort Proces og afskedigede Geheimeraaderne Stampe, Numsen, Schimmelmann og C. D. Reventlow af Bankbestyrelsen; kun Finantsminister Stemann blev tilbage, skjøndt han heller ikke billigede det Guldbergske System i Et og Alt. De nye Mænd, som udnævntes, vare føieligere, og man arbeidede nu videre i det gamle Spor indtil Guldbergs endelige Fald.

Under Struensee havde Fabrikvirksomheden i Hovedstaden befundet sig i fuldstændig Opløsning (smlgn. III S, 355 o. flg.). Kommercekollegiet og Generalmagasinet vare blevne ophævede og Kommercefonden inddragen, saaledes at Fabrikanterne stod hjælpeløse, kun henviste til egne Kræfter. Klagerne havde været mangfoldige, og man kan tilføie: frugtesløse, men efter Katastrophen af 17de Januar bleve de naturligvis endnu mere høirøstede. Det blev rentud sagt, at Fabrikerne kun kunde bestaa ved Kunst, ja, at "Anvisningerne gjennem Generalmagasinet havde været det eneste, der


498

havde souteneret dem". Og hvorledes skalcte de mange Fattige i Kjøbstæderne, som ikke vare oplærte til Bondearbejde eller stærke nok dertil, kunne finde deres Underhold uden ved Fabrikerne? Hvorledes skulde Handelsbalancen og Vexelkoursen kunne hjælpes ved Vindskibelighed? Kommercedeputationen, som allerede déa 2den Marts 1772 havde faaet de under Finantskollegiet sorterende Handels- og Fabriksager, udvirkede strax, at Inkvisitionen efter Kontrabande hos Kræmmere, Jøder og Skræddere blev gjenindført, samt Tilladelsen til holstenske Fabrikatas Indførsel ophævet, men inden den kunde gjøre videre Forslag til Fabrikanternes Fordel, reiste der sig en Vanskelighed, som krævede en hurtig Løsning. Det ophævede Generalmagasinskontoir laa nemlig endnu inde med store Beholdninger af færdige Varer og Raamaterialier, der ikke vare blevne afsatte, og Kontoirets forrige Direkteur, Agent de Coninck trængte paa deres hurtige Salg, da "de vare daglig Fordærvelse underkastede." Der fremkom forskjellige Forslag til deres Realisation, saaledes at Fabrikanterne samtidig bleve støttede med Raamateralier og Penge, og efter en Forhandling mellem Kommercedeputationen og Dugmagerlaugets Oldermand og Bisiddere, blev man enig om, at Lauget skulde overtage Uldbeholdningen, som ansloges til 15,000 Rigsdalers Værdi, for 9,600 Rdlr., ovenikjøbet med den Begunstigelse, at Magasinet skulde modtage fabrikeret Klæde for Beløbet og desuden forstrække Dugmagerne med et Laan af 4,800 Rdlr. Men aldrig saasnart var denne Aftale truffen, før Fabrikanterne fortrød den, og indgik med en Ansøgning om, at Magasinet skulde modtage alle deres færdige Varer (ca. 8-9000 Rdlr. mere, end Ulden beløb sig til) og udbetale Summen kontant. Herpaa vilde Regjeringen dog ikke indlade sig, og det frugtede ikke, at tre Dugmagere indleverede en lang Klage til Kongen over det ophævede Generalmagasinskontoirs Indretning og Bestyrelse, ja endog sigtede den sidste for at have gjort sig ulovlige Fordele af den til Fabrikernes Opkomst, Underhold og Kredit, bestemte Fond. Kommercedeputationen svarede udførligt og skarpt, og Enden paa denne Konflikt blev, at Klagerne fik en Reprimande, hvorefter Lauget tilsidst modtog Ulden paa de aftalte Vilkaar. Magasinskontoirets Beholdning af færdige Varer blev solgt ved Auktioner i 1773 og 1774 til Provindserne eller "længere bort".


499

Den af Struensee midlertidigt indrettede Kommercedeputation vidste aabenbart ikke, om den var kjøbt eller solgt, og fremhævede uophørligt i sine Forestillinger til Kongen, at der ikke kunde foretages noget Alvorligt, "før Kommercedepartementet fik sin virkelige Existens og en omfattende Instrux." Ikkedestomindre udarbejdede den, efter at have indhentet Kræmmernes og de kyndigste Fabrikanters Meninger, i Novbr, 1772 en udførlig Plan til Generalmagasinets og Kommercefondens Gjenoprettelse. Dette skete efter kongelig Ordre, thi Deputationen nærede selv den Anskuelse, at det vilde være fordelagtigst for Finantserne, om Magasinet blev skjænket til et Interessentskab eller til samtlige Kræmmere og Fabrikanter. Det faldt dog ikke i dens Lod at gjennemføre Planen, thi den 14de Januar 1773 gjenoprettedes Økonomi og Kommercekollegiet, som strax gjorde Skridt til at sætte Generalmagasinskontoiret og Kommercefonden paa den gamle Fod.

Generalmagasinskontoirets Fond, som stod til Bogs for ca. 225,000 Rdlr., var svundet saa betydeligt ind, at "der ikke med fuldkommen Vished kunde siges at være mere end 40,000 Rdlr. til at begynde en ny Kredit med." Kollegiets første Skridt var derfor at minde Kræmmerne og Fabrikanterne om deres Gjælds Betaling, men da de klagede ynkeligt over Tidernes Vanskelighed og Næringernes maadelige Tilstand, fik de Tilladelse til at afdrage de skyldige Summer med 100-125 Rdlr. Kvartalet, hvorhos Renterne bleve dem eftergivne. Adskillige forlod dog Landet, og man lod dem frit reise, naar deres Gjæld til Generalmagasinet ikke oversteg 100 Rdlr. Generalmagasinskontoiret traadte i Virksomhed i Sommeren 1774, da der udsendtes en Kommissionair, Anthon Thørig til Norge og en anden, Johan Frederik Becker til de danske Provindser, for ved Overtalelser at bringe Kjøbmændene til at ophæve de Handelsforbindelser, som i Struenseetiden vare indgaaede med Hamborg og Lybæk, ligesom da der bevilgedes høie Udførselspræmier for danske Fabrikata. Magasinet kom dog først paa fast Fod, da der ved Kabinetsordre af 13de Mai 1777 oprettedes en Generalmagasinsdirektion, bestaaende af to Medlemmer af Kommercekollegiet (Trant og Hennings) og to Agenter (de Coninck og Rejersen) med det Hverv at forestaa Generalmagasinskontoiret, Hallen og det hele Fabrikvæsen. Ved samme Leilighed blev det befalet, at der skulde indrettes et "passende Oplag af Modens Silke-, Ulden- og andre deslige Varer, omtrent for


500

20-30.000 Rdlr., gode, strax afsættelige og i Smag forarbeidede Tøier", hvorpaa ikke maatte gives lang Kredit, og endvidere et Oplag af chinesisk og anden Slags Raasilke, som skulde overlades Fabrikanterne mod kontant Betaling eller sikker Kaution, uden at der tjentes derved. For at skaffe den fornødne Kapital til disse Foranstaltninger blev det den 12te Juni tilladt Magasindirektionen at udfærdige en Panteobligation til Kommercekollegiet paa alle Magasinets visse Fordringer, samt dets hele Beholdning af Varer, Raamaterialier og Fabrikredskaber for derpaa at negotiere et Laan i Banken.

Magasinet kom strax ind i en stor og omfattende Virksomhed. I 1778 udvidedes dets Omraade, saaledes at ikke blot Ulden- og Silkevarefabrikanterne, men nu ogsaa Kattunfabrikanterne maatte indlevere deres Varer til Afsætning, og Aaret efter fik Direktionen (i hvilken de Coninck "paa Grund af sine mange particulaire Forretninger" var bleven afløst af Agent Wolff) større Frihed, idet mange af de hidtil gjældende Indskrænkninger, Regler og Formaliteter bleve ophævede. Det fremhævedes nu igjen, at Magasinet skulde forestille et privat Handelshus, der bestyredes paa Kjøbmands Maade og efter handelsmæssige Grundsætninger, hvorfor det burde have Frihed til at vælge, hvad Slags Fabrikvarer det vilde handle med, og man slog det Princip fast, at det skulde have et tilstrækkeligt Forraad af Raamaterialier og holde et Lager af alle Sorter færdige Fabrikvarer som det virksomste Middel til at fremme Vindskibelighed og forekomme Kontrabandehandel. Vanskelighederne ved at skaffe de fornødne Pengemidler bleve dog bestandig større, og i 1780, da Fabrikvirksomheden greb om sig, og Magasinet endog maatte sætte Penge i Spinderierne paa Landet saavelsom i Manchesterfabriken og Dugfabriken paa Blaagaard, indberettede Kommercekollegiet, at det maatte have et Tilskud af 230,000 Rdlr. og en aarlig vis Fond, ifald det overhovedet skulde drives efter sande Kjøbmandsprinciper. "Der var - hed det - allerede indløbet store Kommissioner, som man ikke kunde bestride, men at indskrænke Afsætningen, ved at nægte Varers Expedition til udenbys Kommittenter vilde være det farligste Stød, som nogensinde kunde ramme den indenlandske Industri paa en Tid, da man just begyndte at se fordelagtige Virkninger af saa mange Aars Flid, Møie og Bekostninger". Man havde imidlertid ingen anden Udvei til at skaffe Penge end ved Laan hos


501

Kommercefonden og i Banken under kongelig Garanti. Først da Magasinet fik Ordre til at indkjøbe og vedligeholde et Oplag af 1000 Stykker norske Kanoner ved Siden af alle sine øvrige Varebeholdninger, fik det ved Kabinetsordre af 11te Juni 1781 overladt den Rekognition, som asiatisk Kompagnis Chinafarere hidtil havde indbetalt i Statskassen, ligesom Overskattedirektionen blev bemyndiget til at udrede Renterne af dets Laan i Banken. Men samtidig blev det Regjeringen klart, at hele Magasinets Virksomhed helst burde drives for privat Regning, da "Erfaring noksom har bekræftet, at dette Etablissement har været den kongelige Kasse yderst besværligt". De, der fik Kredit her, betragtede nemlig denne som et kongeligt Forskud eller som en Naadesbevisning, hvorfor Magasindirektionen havde tusind Bryderier med at faa Pengene ind, naar det overhovedet lykkedes, og lige saa mange eller flere, naar det fordetmeste mislykkedes. Som Følge heraf fik Kommercekollegiet Befaling til "paa en eller anden konvenabel Maade" at overlade Manchesterfabriken og Klædefabriken paa Blaagaard til Private (thi disse to Anstalter havde kostet Magasinet 73,000 Rdlr.) og samtidig indrette Generalmagasinskontoirets Operationer saaledes, at det med Tiden kunde forandres til et privat Interessentskab eller Kompagni. Forberedelserne hertil begyndte strax i Sommeren 1781, da der blev nedsat en Kommission til Magasinets gamle Fordringers Afgjørelse, men længe før denne havde afsluttet sit Hverv, blev Generalmagasinet hævet den 22de Mai 1782, samme Dag dets Arvtager, Handels- og Kanalkompagniet, stiftedes (smlgn. III, 483). Endel af Magasinets tidligere Forretninger, som ikke vedkom Afsætningen af Fabrikvarer, nemlig at afgive Erklæringer og Betænkninger i industrielle Spørgsmaal, at ind- og udskrive forskjellige Laugssvende og Drenge, paadømme Stridigheder mellem Fabrikanterne og føre Opsigt med Anvendelsen af de kongelige Understøttelser saavelsom med Hallen, blev nu henlagt under en Fabrikdirektion, der varede til 1817. Allerede i Novb. 1782 fik Fabrikdirektionen tillige Kontrol med Spindeskolerne paa Landet. Disse, der oprindelig havde henhørt under General magasinet, vare nemlig i August 1781 blevne henlagte under en særskilt Land- Fabrik- og Spindeskole Direktion, som imidlertid blev hævet efter at have varet lidt over et Aar. Det indses let, at Handels- og Kanalkompagniet paa ingen Maade kunde erstatte Generalmagasinet, eftersom det havde mange andre,


502

vidt forskjellige Opgaver at løse, og navnlig ikke kunde indlade sig paa at give Fabrikanterne Forskud og løbende Krediter. Der reiste sig da ogsaa strax Klager, som naturligvis bleve endnu mere høirøstede, da Handels- og Kanalkompagniet delvist maatte standse.

Kommercefonden, som Struensee havde inddraget i den kongelige Kasse, blev allerede gjenoprettet den 1ste Juli 1774, da Finantserne udbetalte 25,000 Rdlr. dertil, en aarlig Sum, som snart viste sig utilstrækkelig, da Fabrikernes Antal steg. Der udbetaltes nemlig saa mange Forskud paa kortere og længere Tid, Don gratuits, Gager, Reisepenge, Diæter, Pensioner, Præmier for kjøbenhavnske Fabrikvarers Udførsel, Husleieunderstøttelser m. m., at Fonden i 1777 havde et Par Tusind Rigsdalers Underbalance. Den hjalp sig først med Laan, hvorefter 12,000 Rdlr. af den i Vestindien paabudte Kvartprocent henlagdes til den i April 1779, men to Aar efter var det atter galt fat, thi de faste aarlige Udgifter oversteg nu Indtægterne med 3000 Rdlr. Som Følge heraf fik Kommercefonden istedetfor det aarlige Tilskud af 25,000 Rdlr. Sportlerne af de Algierske og Latinske Søpasser, hvorhos Finantskollegiet paatog sig at udrede Udførselspræmierne paa Fabrikvarer, betale Renterne af Fondens Laan i Banken og endelig endel Pensioner og Gager til et samlet Beløb af 5500 Rdlr. om Aaret. Under Krisen i 1783, da Skibsfarten saagodtsom standsede, formindskedes Kommercefondens Indtægter betydeligt, saa at den havde Vanskelighed ved at opfylde sine Forpligtelser.

Blandt Kommercekollegiets sagkyndige Raadgivere og Medhjælpere var der navnlig to, som fortjene at fremhæves: Christian Martfeldt og Niels Lunde Rejersen. Den første, der var Kommitteret i Kommercekollegiet og havde gjort sig bemærket ved forskjellige økonomiske Skrifter (særlig i Trykkefrihedsperioden under Pseudonymet Philokosmus), blev i Juni 1774 udnævnt til Kommerce-Konsulent for - som det hedder - at afgive Betænkning om de Ting, Kommercekollegiet ønsker at høre hans Mening om, foretage Reiser i Provindserne m. m. Faa Dage efter udnævntes daværende Sekretair ved Generalmagasinskontoiret, Rejersen, til Fabrikkommissair over Manufakturer og Fabriker i Kjøbenhavn, for "at vaage over, at Fabrikanterne bruge passelige Materialier med nøiagtig Iagttagelse af de Haandgreb og Regler, som i alle Forarbejdningens Dele sigte til Varernes Fuldkommenhed". Fabrikkommissairen skulde især sørge


503

for, at Hallbedømmelserne forstoges med vedbørlig Nøjagtighed og Strenghed og overlægge med Fabriklaugenes Oldermænd, hvad der kunde eragtes fornødent til deres Laugs Bedste, hvorhos det tillodes ham at foranstalte Laugsforsamlinger og bivaane dem, "for at der paa disse Møder ikke toges Beslutninger til noget enkelt Laugs Fordel eller til Mestrenes private Egennytte". Der lagdes stor Vægt paa den sidste Gren af hans Virksomhed, fordi "en Mand, der ikke mistænkes for private Hensigter, kan udøve stor Indflydelse". Det er betegnende, at Rejersen ved sin Udnævnelse til Fabrikkommissair blev Agent med virkelig Kammerraads Rang, "for at give ham nogen større Anseelse end hans nu førende Titul af Sekretair kan give ham blandt Fabrikanterne".

Det var en overordentlig og i mange Henseender imponerende Virksomhed, Kommercekollegiet og dets Mænd udfoldede for at ophjælpe den indenlandske Industri. Man havde et Øie paa hver Finger, overalt, hvor der viste sig Mangler, søgte man at fjerne dem, paa alle Omraader traadte Regjeringen hjælpende til med Penge, med gode Raad eller med en virksom Kontrol, som nok til sine Tider kunde blive generende. Man udsendte, som alt berørt, Kommissionairer til Norge og Provindserne for at skaffe Afsætning paa danske Varer eller, som det sagdes, "vække Nationens Smag for det Indenlandske"; der gaves Fabrikerne Toldfrihed paa Raamaterialier, anseelige Exportpræmier tilstodes (fra 5 til 7 1/2 Procent), Silke- og Uldenfabrikernes saavelsom Strømpevævernes Svende og Drenge bleve fritagne for Hvervning til Krigstjeneste; der gaves en Præmie af 25 Rdlr. for hver fremmed Svend, som indforskreves af Silke-, Tøi-, Klæde- og Baandfabrikanter, og for at skaffe uformuende Fabrikanter de bedste Raamaterialier til billigste Pris, fik det militaire Varemagasin, som aarlig indkjøbte en Mængde Uld til sit eget Uldmanufaktur, i 1777 Befaling til at anskaffe saa store Kvantiteter dansk, holstensk, polsk og meklenborgsk Uld, som de private Fabriker havde behov i et Aar, og overlade dem det for Indkjøbspris og med indtil 4 Maaneders Kredit. Mod Omløbere og Bissekræmmere, som opfyldte Landet med ufortoldede og fremmede Varer, udkom i Februar 1775 en meget skarp Forordning, og for at hindre Smugleri til Hovedstaden ansattes der istedetfor de 4 Struenseeske Strandløbere (smlgn. III, 356) ialt 10 Strandvisiteurer og 2 Kontrolleurer paa Kysten fra Kjøge Kro til Helsingør. Da Indsnigelsen af alle


504

Slags forbudne Varer vedblev, navnlig til Markederne i Jylland, blev der i Sommeren 1777 iværksat "en overordentlig Forholdsregel", det vil sige: en Razzia under Ledelse af Toldinspekteur, Justitsraad Hornemann, som med 3 Toldbetjente i al Hemmelighed reiste til Viborg Snapsthing og derfra videre til Ribe og Aalborg. For at komme bag paa de Skyldige "reiste han ikke med Smakken fra Kallundborg til Aarhus, men gjennem Fyen, og skjøndt Smuglerne vare betimeligen underrettede og advarede, at ingen Konfiskationer skete, blev dog Resultatet, at der for den Gang kun solgtes indenlandske Varer paa Markederne".

Fabrikkommissairens Opgave "at vaage over den nøiagtige Iagttagelse af de Haandgreb og Regler, som i alle Forarbejdningens Dele sigte til Varernes Fuldkommenhed", var ingenlunde overflødig, thi der manglede i de fleste Retninger overordentlig Meget for at kunne optage Konkurrencen med Udlandet eller blot for at skaffe Afsætning i Indlandet. De danske Varer vare slettere og tillige dyrere end fremmede; det er et ikke synderligt rosende Skudsmaal, Kommercekollegiet giver dem, da det i 1777 skriver: "Klædefabrikerne, som have bragt det temmelig langt, arbeide i det Væsentlige kun for Kjøbenhavn, en stor Del af deres Varer er kun middelmaadig, og nogle Sorter af Klædevarer mangle ganske. Tøimagerfabrikerne ere i Ligning med andre Landes Arbeide kun i slet Tilstand, thi deres Barakaner, Camelotter og flere Slags Stoffer ere næsten uafsættelige; Silkefabrikerne, som i Varernes Godhed ere komne længst, kunde meget forøges, naar indenlandske Varer kunde fortrænge den betydelige Kontrabande; Kattuntrykkerierne have den bedste Udsigt for sig ved den ostindiske Handels Udbredelse, og kunne først af alle danske Fabriker søge og finde Afsætning udenlands, og endelig ere Strømpe- og Baandfabrikerne af alle endnu de ufuldkomneste og behøve mest Forbedring og Udvidelse". Sagen var, at man savnede duelige Arbeidere, saavelsom de bedste og nyeste Maskiner; man forstod ikke at give Tøierne den ydre Anseelse og Glands, som Publikum krævede, Farverierne vare simple og slette, det skortede overalt paa Kundskab og Uddannelse, ja det gik saavidt, at Fabrikanterne maatte standse eller arbeide med halv Kraft af Mangel paa det fornødne Garn til deres Bedrift, eller fordi de ikke kunde faa et tilfældigt Brud paa deres Maskiner istandsat. Mod alle disse Brøst vidste Kommercekollegiet Raad, og skjøndt det af og til greb


505

alvorligt feil og støttede Uværdige eller indlod sig med Charlataner, udfoldede det dog en beundringsværdig Iver. Da Dugmagerne kom i Forlegenhed med Overskjærer Saxenes Slibning, afsluttedes der strax Kontrakt med en omreisende habil fransk Saxsliber, des Fosses, om at han skulde oplære en Smedesvend fra Veterinairskolen i sin Kunst; Mangelen paa Strømpestolsmede blev afhjulpen ved Antagelse af en dygtig Kleinsmedmester Wilhjelm; Tøimagermester Nehrmann, som i Berlin havde lært at spinde Raskmagergarn paa en behændigere Maade end hidtil, blev ansat som Spindelærer i Friskolerne, og da man havde bragt i Erfaring, at der i England var blevet opfundet en mekanisk Kartemaskine til Bomuldens første Tilberedning og en ny Spindemaskine, som begge holdtes meget hemmelige, afsendtes Professor matheseos i Kiel Liungberg til England for om muligt at gjøre sig bekjendt med dem. Reisens Øiemed holdtes skjult - hedder det - "formedelst den dermed forbundne Hazard", men Ljungberg kom hjem fuldstændig indviet i Hemmeligheden, og begge Maskiner bleve strax eftergjorte. Den store Vanskelighed, som Appreturen af de forskjellige Stoffer frembød, og som kun delvist blev afhjulpen ved en i 1778 for kongelig Regning anskaffet Kalander og Pressemaskine, blev overvunden Aaret efter, da man i den svenske Fabrikant Nordberg havde fundet "en duelig Appreteur, som forstod at give et hvert Slags Tøi den fornødne Gummering". Allerede fra 1764 havde man havt en "Fabrik-Machine-Mester", Mechanikus Schultze, men det siges rigtignok elleve Aar efter, at han aldrig havde gjort mindste Nytte. For at skaffe dygtige Tegnere til Fabrikerne, Trykkerierne, Damaskvæverne og Brodeurerne, blev den senere bekjendte Kobberstikker og Maler, Frederik Ludvig Bradt i 1776 sendt til Lyon for at uddanne sig til "Patrontegner" og Mønsterdessinateur, og faa Aar efter sendtes en Handlende, Caspar Henrik Bruhn til Holland for at indkjøbe Kastor, Kamel- og Kaninhaar fra første Haand til Hattefabrikerne. Der anvendtes betydelige Summer for at tilvirke marseillansk Sæbe herhjemme, thi den ansaas for nødvendig til farvede Tøiers Tvæt saavelsom til Klædevarers Valkning. Efter et forgjæves Forsøg i 1761, der kostede Staten 4000 Rdlr., sendte man i 1778 Johan Carl Weber med Agent Hausers Anbefaling til Marseille for at gjøre sig bekjendt med Behandlingsmaaden, "de bekvemmeste Kunstgreb og den tjenligste Økonomi". I 1779 kom Klædefabrikerne i yderste Forlegenhed for


506

at faa deres Varer valkede, da der kun fandtes et eneste brugeligt Valkeværk i Kjøbenhavns Nærhed, nemlig i Lyngby, hvor der i den tørre Aarstid ikke engang var tilstrækkeligt Vand til de mange Stamper. Nogle af Fabrikerne maatte standse, og Regeringen maatte nu træde til. De Overskjærersvende, som vilde udvandre, holdtes tilbage ved Understøttelser af Kommercefondet, en Vindvalkemøfie ved Ladegaardsaaen blev istandsat for kongelig Regning, og Esrum Mølle blev kjøbt af Staten og indrettet til et komplet Valkeværk for over 17,000 Rdlr. Overordentlige Omkostninger anvendtes paa de for Fabrikerne saa nødvendige Farverier, idet man baade etablerede indforskrevne duelige Mestre i Faget og sendte indfødte Lærlinge udenlands for at "perfektionere sig i Kunsten". I 1777 var imidlertid Farveriernes Tilstand saa slet, at der indløb uophørlige Klager fra Fabrikanterne; de arbeidede - hed det - paa Slump efter deres Formænds praktiske Regler og bleve staaende ved deres sædvanlige Mangler og Ufuldkommenheder. Der fandtes i Grunden kun én dygtig Farver i Byen, nemlig Jakob Holmblad, der var ansat ved det militaire Uldmanufaktur og havde gjort sig bemærket ved sin røde Gobelins Farvning. Kommercekollegiet kalder ham "Stadens bedste Farver". I det foran nævnte Aar fik han et rentefrit Laan af 5000 Rdlr. til Anlæg af et almindeligt Farveri, samt endel andre Begunstigelser og Understøttelser mod at oplære indfødte Drenge, og samtidig bleve to dygtige engelske Silkefarvere Bentley og Hacker tagne under Armene. Et stort Fremskridt skete, da Kommercekollegiet etablerede en Englænder, John Dalton, som det selv siger "for at erholde de fortrinlige Arkana i Farve- og Trykkekunsten og ægte Kouleurers Tilvejebringelse paa Bomulds og Linnedvarer med Kobber-, Tin- og Træformer og tilhørende Trykkeri-Maskiner, som ikke engang i England er almindelig, men er hos os aldeles ubekjendt". John Dalton døde vel i 1781, men hans Søn, Joseph overtog Værket, der fuldkommen svarede til Forventningerne. Endelig gjorde en medicinsk Student, Nikolai Christian Wiborg flere vigtige Opfindelser i Farvekunsten. Han havde i 6 Aar anstillet chemiske Forsøg og mente at have opdaget "en ny fuldkommen Skarlagensfarve og Indigoens Opløsning til sachsisk Blaat" og da han anbefaledes varmt af det medicinske Fakultet, fik han Tilladelse til at aflægge Prøve paa sin Kundskab hos en habil Farver. Ved Prøvens Aflæggelse opfandt han "ved chemisk Hjælp og nogen


507

Slumpelykke* en ganske ny og forbedret, hidtil ukjendt Maade til at farve en høi Gobelins Skarlagen, hvorved "Farveren befries for al Hazard", ligesom han senere opdagede en sachsisk Blaat-Pompadour, som ikke kunde eftergjøres formedelst en høist sammensat Tillavningsmaade. Wiborg blev herefter støttet af Regjeringen, saaledes at han kunde indrette et Laboratorium paa Christianshavn, hvor han holdt Forelæsninger for Farvere og Fabrikanter, og det blev befalet, at Ingen kunde blive Farver uden at have hørt ham. I et Brev til Johan v. Bulow, hvori Guldberg hylder Nyttetheorien i Naturvidenskaberne, siger han: "Wiborg var mig kjær og blev kraftigt understøttet, fordi han som Chymikus opfandt mig nogie nye Farver".

Den gamle Plan om at forbinde Skoleundervisning med Manufakturvæsen, der gaar tilbage til 1760, og som Konferentsraad Ryberg navnlig havde fremmet i Struenseetiden, (smlgn. III S. 325) kom paany stærkt frem, da de kjøbenhavnske Dugmagere og Tøimagere i 1776 klagede over Mangel paa Spind. Uldspinderiet - hed det - var aftaget betydeligt og truede med at standse helt, siden det linnede Spind for Pleieanstaltens Lærredsmanufaktur paa Almindeligt Hospital, var saa stærkt udbredt, og der var ingen anden Udvei end at oprette Spindeskoler i Provindskjøbstæderne og i de kjøbenhavnske Fri- og Fattigskoler, hvor der skulde lægges særlig Vægt paa Uldspinderi. De sidste skulde staa under den fortjente Skoleinspekteur Bendix Krølls Opsyn (III, 346). Ved Resolution af 10de Oktober 1776 tilstedes der alle Fabrikanter, som vilde anlægge Spindeskoler i Kjøbstæderne forskjellig Hjælp (saaledes Løn til Spindemestre, 4 Procent af det spundne Garns Beløb, visse Præmier m. m.), og der kom ogsaa flere igang baade i og udenfor Kjøbenhavn. Det havde dog ingen Art, thi dels var det leverede Garn maadeligt, dels kunde der kun udrettes Lidet med de kjøbenhavnske Friskolebørn, som vare meget unge, og kunde forlade Skolen, naar de selv eller deres Forældre fandt for godt. Man havde forresten saadant Hastværk med den nye Ordnings Gjennemførelse, at man strax ophævede et af Spindemester Becker med kongelig Understøttelse drevet Linnedspinderi paa Christianshavn, "de Fattiges Spinderi". Det havde oprindelig været knyttet til den Holmstedtske Lærredsfabrik (smlgn. II, 729), men var gaaet tilbage, saaledes at dets Hensigt nu kun var, "at Fattigfolk om


508

Vinteren i en varm Stue kunde forefinde Arbeide og derved fortjene Livets Ophold". Nu skulde der tages anderledes fat; Vindskibelighed, Sædelighed og Orden skulde fremmes, Fattigdom ophøre og Fabrikvæsen blomstre. Da Fattigvæsenets Lærredsfabrik paa Almindeligt Hospital i Kjøbenhavn blev ophævet, fordi den gav Underskud, blev den derværende engelske Heglemester Howden ved Kabinetsordre af 17de Juni 1779 engageret til at indrette to Skoler i Hovedstaden: en Hegleskole og en Spindeskole, hvortil Proprietairer og Borgere i Provindserne kunde sende Lærlinge. Disse "Planteskoler" anlagde Howden i sin Eiendom udenfor Vesterport, "Forhaabningsholm", hvor de forblev indtil 1785, da han flyttede dem ind til Byen i en Eiendom paa Hjørnet af Vestervold og Larsleistræde. Ved Plakat af 4de August 1780 bekjendtgjordes Skolernes Anlæg saavelsom de Præmier og Fordele, Lærlingene vilde nyde, men skjøndt de i de fire paafølgende Aar kostede Kommercefondet 15.000 Rdlr., gjorde de kun liden Nytte. Der blev i dette Tidsrum nemlig kun udlært 5 Drenge i Hegleskolen og 14 i Spindeskolen, og af disse - hedder det - vides Ingen at have etableret sig, "saa at det ser vidtløftigt og langsomt ud med Hensigtens egentlige og fulde Opnaaelse". Anlæget blev dog fortsat, thi Howden antog selv Drenge og solgte Alt, hvad han kunde producere af Spind og heglet Hør. Paa Gudumlund i Jylland indrettedes omtrent samtidig en komplet Lærredsfabrik under Ledelse af den engelske Vævermester Gordon; et Blegeri og en Traadfabrik anlagdes i Lyngby under den engelske Mester Nisbeth og endelig et stort Blegeri ved Haderslev under Blegemester Moore. Disse tre Mænd havde ligesom Howden været ansatte ved den kjøbenhavnske Pleieanstalts ophævede Lærredsfabrik. Det kan her tilføies, at Guldbergs Iver for Spindeskolerne i August 1781 førte til Oprettelsen af Land Fabrik- og Spindeskole Kommissionen, der skulde arbeide for Spinderiets Indførelse som Undervisningsgjenstand i alle Landsbyskoler. Der blev sat stor Kraft ind paa Sagen; 26 Spindeskoler bleve strax aabnede, og lidt efter lidt spredte Bevægelsen sig i vide Kredse. Børnene samledes i Spindestuerne om Aftenen og holdtes i Aande ved moralske Fortællinger og Spindeviser (hvoraf H. G. Bunkeflods ere de bekjendteste), men henimod Aarhundredets Slutning tabte Interessen for Spindeskolerne sig, hvorefter de sygnede hen. Den foran omtalte Slotspræst Bendix Krøll var den ledende Aand i Landfabrik- og Spindeskole-


509

Kommissionen; da han døde i 1782, blev den som alt anført hævet, og dens Forretninger henlagte under Fabrikdirektionen.

Man betragtede Lærredsmanufakturerne som de betydningsfuldeste for Landet - "de fortjene at sættes ved Siden af Agerdyrkningen" , skriver Kommercekollegiet i 1780 - derefter kom Bomulds-, Ulden- og endelig Silkefabrikerne, "thi i denne Orden bør de klassificeres efter deres Vigtighed for Staten". At Bomuldsfabrikationen sattes saa høit paa Rangstigen, maa vække Forundring, thi før 1776 existerede der ikke en eneste saadan Fabrik i Landet; kun Tøimagerne og Strømpevæverne forbrugte endel Bomuld og Bomuldsgarn til Olmerdug, Strømper og lignende ordinaire Varer. Sagen var imidlertid, at der med ost- og vestindiske Skibe indførtes en stor Mængde Bomuld, som atter maatte exporteres til Udlandet, hvilket man fandt stridende mod Landets Interesser, og man havde derfor allerede i Begyndelsen af Halvfjerdserne været betænkt paa at anlægge en Manchesterfabrik i Kjøbenhavn. Den daværende Vævermester ved Pleieanstalten, Gordon, blev endog sendt til Skotland med kongelig Understøttelse for at indkjøbe Redskaber og hverve Arbeidere, men han maatte vende hjem med uforrettet Sag, og fortæller selv, at han blev forfulgt, ja, at man "havde sat en Præmie paa hans Person". I 1776 fik Arnold Piccardi, Søn af en Strømpevæver og Spisemester ved Opfostringshuset, Privilegium paa en af ham anlagt Manchesterfabrik med 12 Stole, men den gik strax i Stykker, og det følgende Aar forsøgte de største Strømpefabrikanter i Hovedstaden, Wessely og Warburg sig i samme Industri, efter paa Forhaand at have sikkret sig Tilførsel af fint Bomuldsgarn fra Ostindien. De ansøgte om de sædvanlige Friheder og "nogle extra", hvilke ogsaa tilstodes dem med rund Haand, men heller ikke de formaaede at hæve den indenlandske Bomuldsfabrikation til nogen Betydning. Først da den svenske Manchesterfabrikant Nordberg i Sommeren 1779 kom hertil, fandt man en Mand, der kunde løse Opgaven.

Nordberg, som i 15 Aar havde lært Bomuldsfabrikationen i England, havde hidtil været etableret i Stockholm, men ønskede at forlade sit Fædreland, da Gustav den Tredies Bestræbelser for at indføre en svensk Nationaldragt havde berøvet ham en stor Del af hans Afsætning. Han var kyndig i Appreteringsvæsenet og Manchestervævningen; han forstod at væve Gulvtæppetøier "fuld-


510

kommeligen efter engelsk Façon", var inde i Maskintechniken, fuld af Projecter og Planer, ivrig og virksom og desuden noget af en Tusindkunstner. Det er betegnende for ham, at da han i 1783 var sunken i en Gjæld af 4000 Rdlr., skyldtes det "en kostbar Tobaksskjæremaskine af en ny Opfindelse", som han havde ladet bygge "alene af Begjærlighed efter at være nyttig". Kommercekollegiet hjalp ham ud af Forlegenheden, dog at han "paa Ære, Tro og Love maatte forpligte sig til ikke i Fremtiden at indlade sig i nogen Handel, Entreprise eller Forretning udenfor Manufakturets Affairer". Da han tilbød at komme til Kjøbenhavn, modtoges han med aabne Arme; ja et Medlem af Kommercekollegiet, Etatsraad A. Hennings, afreiste til Stockholm for at forhandle personlig med ham. Alt gik hurtigt i Orden; der blev opspurgt en Eiendom, som havde tilhørt Grev Laurvig, beliggende mellem Blegdamsveien og Sortedamssø med rummelige Bygninger og bekvem Plads til et Blegeri, hvorpaa det resolveredes, at Kollegiet maatte betale Nordbergs Reise og hele Flytning, kjøbe Gaarden for 4000 Rdlr., bekoste alle Indretningerne med de fornødne Vaske-, Karte-, Spinde- og Væveredskaber, Blegeri og Farveri, Møller og Appretermaskiner, kort sagt Alt, hvad der udfordredes til en komplet Manchester og Bomuldsfabrik med mindst 30 Stole, samt overlade det Hele til Brug og Benyttelse for Fabrikeur Nordberg under Generalmagasinets Opsyn og for dets Regning. Hertil knyttedes forskjellige andre Begunstigelser saasom en Kredit i Magasinet paa 10,000 Rdlr., Præmier for Bomuldsvarers Udførsel til Provindserne, Norge og Udlandet (henholdsvis 3, 5 og 7 1/2 Procent, delvis Lønning af en Spindemester, Reisegodtgjørelser til fremmede Svende, 20 Aars Indkvarteringsfrihed og Frihed for alle personelle Afgifter m. m.

Fabriken, der begyndte i 1780, var aldrig saasnart kommen igang, før det viste sig, at hverken Kapitalen eller Pladsen var tilstrækkelig, hvorfor flere Bygninger bleve opførte og de tilstødende Blegdamme kjøbte, saaledes at Terrainet strakte sig over 20de, 21de og 22de samt det Halve af 19de Blegdam. Der indrettedes her det første Maskinspinderi i Landet efter Professor Liungbergs Angivelse; den foran omtalte Kalander og Pressemaskine fik Plads her, og her gjorde den ovenfor omtalte Englænder John Dalton og hans Søn Joseph deres første Forsøg med Trykning i det engelske Blaa med Kobberplader paa Bomuld og Linned, ligesom en af den


511

sidste opfunden Vaskemaskine blev opstillet her til Brug for samtlige Fabrikanter mod en ringe Kjendelse. Alt dette krævede imidlertid, store Summer, og indtil Mai 1782 havde Anlæget kostet Staten 73,494 Rdlr.

Øiemedet med Manchesterfabrikens Oprettelse havde været at udbrede Kundskab til Bomuldsfabrikationen og oplære indfødte Drenge, men allerede i 1781, da Generalmagasinets Omdannelse til et Handelsselskab stod paa Dagsordenen, havde man indset, at den hele Methode var feilagtig, og at der overhovedet ikke længere burde drives Fabriker for kongelig Regning. Efter Forslag af Kommercekollegiet blev det derfor besluttet, at Bomuldsmanufakturet, paa gunstige Betingelser skulde overlades til Fabrikant Nørdberg og Direkteuren ved Generalmagasinet, Agent Wolff, men da den sidste "allerunderdanigst frabad sig det ham tiltænkte Interessentskab, fordi han havde smaa Børn, hvis Fremtid han ikke turde "sætte i Fare, og desuden ikke selv var Fabrikant", gik Sagen foreløbig istaa. Aaret efter, i Mai 1782, lykkedes det imidlertid at danne et Interessentskab, til hvilket Fabriken med alle Redskaber, Bygninger og Pladser overlodes gratis, paa det Vilkaar, at Virksomheden skulde fortsættes, og Interessenterne indskyde en Kapital af 50,000 Rdlr. Forraadet af færdige Varer, Raamaterialier samt al aktiv og passiv Gjæld skulde derimod overtages for de i Bøgerne anførte Beløb. De Forpligtelser, der paalagdes Selskabet, vare i det Væsentlige: inden tre Aars Forløb at holde mindst 125 Væve igang, holde et Lager til Værdi af 40,000 Rdlr. inden fem Aars Forløb, og endelig drage Omsorg for Spinderiers Anlæg, saa at Indførsel af fremmed Bomuldsgarn blev overflødig. Til Gjengjæld skjænkede Kongen Interessentskabet 40,000 Rdlr. til nye Maskiner og Bygninger, samt garanterede et Laan i Banken paa 50,000 Rdlr., af hvilket Kommercefonden i fem Aar skulde betale Renterne. Endvidere skulde Fonden udrede 15 Rdlr. i aarlig Præmie af hver Væv, betale Assurancen af Lageret og Renten af herpaa laante Summer, give et aarligt Tilskud til Lønningerne af 1200 Rdlr., samt udbetale Spinderipræmier og Præmier for Bomuldsdyrkning i Vestindien. Heller ikke Fabrikant Nordbergs Løn (2300 Rdlr.) skulde falde Interessentskabet til Byrde; thi den skulde i Fremtiden udredes af Statskassen og betragtes som en bestandig kongelig Gage. En stor Mængde andre Friheder og Begunstigelser tilstedes Fabriken, som nu fik Navn af


512

Det kongelig priviligerede Bomuldsmanufdktur (med Ret til at føre det kongelige Navnetræk i sit Segl), saaledes Toldfrihed for alle Raamaterialier, alle Slags Præmier, der tilstodes andre Fabrikanter, Løfte om eventuelt Indførselsforbud mod fremmede Bomuldsvarer, Fritagelse for alle Afgifter og Paalæg i Krigs- og Fredstid m. m. Fabrikens Mestre og Svende skulde ikke sortere under noget Amt, det være sig Tøimagere eller noget almindeligt Væverlaug, og Drengene, der udskreves, skulde være ligesaa gyldige Svende, som om de kom fra et Laug. Manufakturet fik endvidere sin egen Politijurisdiktion, saaledes at alle Smaatyverier under 10 Rdlrs. Værdi, alle mellem Arbeiderne forefaldne Disputer, Klammerier, Sager om Arbeidets Forsømmelse, utilladeligt Fylderi o. lgn. paadømtes af Direktionen, hvorhos det tillodes denne at holde en Marketenter og Værtshusholder for Arbeiderne.

Direktionen bestod af to Interessenter og en af Kommercekollegiet beskikket Direkteur, den Deputerede i Kollegiet, Konferentsraad Classen, som skulde paase de bevilgede Kapitalers tilbørlige og rigtige Anvendelse. Den sidste havde selv indskudt 20,000 Rdlr. i Foretagendet, men da han forestillede "det dobbelte Forholds Uoverensstemmelse med hans Tænkemaade og Charakter", overtog Kollegiet og Kommercefondet i 1784 hans Part i Fabriken, for at han - som det hedder - "i Fremtiden kunde dømme og handle i Manufakturets Anliggender uden den ubehagelige Følelse af de Pligters Kollision, som hans Embede og hans private Forbindtligheder paalægge ham". Classen traf iøvrigt strax omfattende Foranstaltninger til Manufakturets Udvidelse. Med Englænderen Joseph Dalton blev der i 1783 indgaaet en Forening, ved hvilken han ansattes som Farve- og Trykmester ved Fabriken med en Gage af 300 Rdlr., medens Staten skjænkede ham 8000 Rdlr., til Indretningen af et Lærredstrykkeri herude og 3600 Rdlr. for 12 Lærlinges Uddannelse. Der blev opført nye Bygninger, anskaffet flere Maskiner og Væverstole; Lageret forøgedes til en Værdi af 70,000 Rdlr., og i 1784 var man saavidt, at man havde 123 Vævstole, og beskjæftigede 800 Personer af begge Kjøn, inklusive Spinderne. En Indberetning fra Classen af 6te Oktbr. 1784 giver et Billede af Etablissementets Storhed og Omfang. Han oplyser, at der er 3 grundmurede Væveribygninger med Plads til 200 Stole, endvidere et Karteværk med 2 Kartemaskiner, et Valseværk til varm og kold Kalandrering, et


513

Haspeværk, et Vaskeværk med 9 Hammere og et Pompeværk, som alle sættes i Bevægelse af én Hest "paa en mere regelmæssig og stadig Maade end ellers kunde ske ved 20-30 Mennesker. Fra en 8 Alen dyb Vandstue, hvortil Vandet ledes gjennem underjordiske Render af 300 Alens Længde, føres Vandet til Pompeværket og Farveriet, Vaskeværket, Haspeværket, Afkogningshuset og Blaafarveriet tilligemed Vaskedammen paa Blegeriet og Blegepladsen selv, hvorpaa om Sommeren kan bleges over 3000 Stykker Tøier. Alle disse Indretninger have det fornødne Antal indmurede Kjedler og Kyper, og kunne bruges alle paa engang eller hver for sig, som Fabrikationen udfordrer det. Til Maskinindretningerne i Manufakturet høre 30 Spindemaskiner, hvoraf de fleste ere opstillede i Spindehuslængen. I Daltons grundmurede Trykkeribygning findes en Trykkestue, en Tørrestue, et Kouleur-Kjøkken, et Formskjæreri m. m. Der nævnes endnu endel andre Bygninger, hvorhos det fremhæves, at hver Mester opholder sig midt i sit Kvarter, og at de nye Bygninger ere saaledes anlagte, at ingen Indespærring kan finde Sted ved Ildebrand, ligesom Vaaningshusene ere adskilte fra Værkstederne. Bygningerne for den af Nordberg projekterede offentlige Appreteringsanstalt ere ligeledes færdige og endel Maskiner tagne i Brug. Det fortjener at fremhæves, at Manufakturet holdt nøie Priser med de engelske Varer, og at der intet fremmed Bomuldsgarn indførtes. Hele Forbruget tilvirkedes nemlig dels paa Fabriken selv, dels paa nogle Spinderier i Norge, navnlig Kongsberg Spinderi, som i 1778 var blevet anlagt af Generalmagasinet, men derefter overdraget til Manchesterfabriken og Blaagaards Uldmanufaktur. I 1783 havde Bomuldsmanufakturet et Tab af 2475 Rdlr., men Classen bemærker hertil, at "der neppe skal kunne nævnes et lige vidtløftigt Værk, der i saa kort Tid er kommet saa nær sin Ballance, især da Ar-beiderne endnu mangle Kyndighed og Øvelse". Han ansaa Anlæget for fuldkommen sundt og levedygtigt, men det varede ikke længe, før Gjenvordighederne begyndte.

Datidens almindelige Opfattelse, at det ved nye Fabrikers Anlæg fremfor Alt kom an paa at drive dem i stor Stil, eller som det hed: "indrette komplette Manufakturer", førte i 1780 til Oprettelsen af Klædemanufakturet paa Blaagaard. Kun store Fabriker, mente man, kunde afholde de betydelige Udgifter og dog give omfattende Kredit, indkjøbe Raamaterialier fra første Haand, holde et


514

stort Lager og overhovedet konkurrere med Udlandet. Man havde rigtignok gjort sørgelige Erfaringer med Courtonnes, Essingtons og Hoffmanns store Dugmanufakturer, men dette skræmmede ikke Kommercekollegiet, thi Feilen ved disse Etablissementer havde netop været, at de ikke fra Begyndelsen vare anlagte i det Store efter en bestemt Plan, og at man først havde støttet dem, da deres Undergang var uundgaaelig. Kollegiet havde, som det selv siger, ingen Tro til de mange smaa Dugmanufakturer i Hovedstaden, skjøndt de fleste af dem betalte sig godt; derimod var det overbevist om, at den danske Klædeindustri ved fornuftige Midler og en omhyggelig Kontrol kunde udvides saaledes, at "den ikke blot forsynede Danmark, Norge, Hertugdømmerne og Kolonierne, men ogsaa Østersøhavnene, ja Konstantinopel og Levanten". Med denne Tanke for Øie aabnede Regjeringen i 1780 Underhandlinger med den tydske Klædefabrikant, Johan Paul Kalckberner fra Burgscheidt ved Aachen, som havde været Interessent i et derværende Handelshus, men var udtraadt af det "paa Grund af Religions Forskjellighed" og nu havde isinde at anlægge en Klædefabrik i Vandsbæk. Kollegiet "betragtede det som Pligt at interessere sig for en saadan erfaren og formuende Fabrikant", og Sagen gik hurtigt i Orden. Den 1ste Mai 1780 kom det til en Forening mellem Generalmagasinet og Kalckberner, ifølge hvilken den sidste skulde indskyde 30,000 Rdlr. af egne Midler i et komplet Klædemanufaktur paa 20 Stole, hvoraf han forlods skulde have Renter, medens Generalmagasinet og Kommercefondet skulde tilskyde en uopsigelig Kapital af 20,000 Rdlr. uden Renter. Endvidere bidrog Kommercefondet 4000 Rdlr. til en bekvem Gaards Kjøb mod anden Prioritet i Eiendommen, en Don gratuit af 1500 Rdlr. i tre Aar til Entrepreneuren, og 200 Rdlr. i 10 Aar til en Undermester, hvorhos der tilsagdes Fabriken de samme Begunstigelser, Friheder og Præmier som alle andre Dugmagere. Der blev strax taget fat paa Iværksættelsen; Blaagaard blev kjøbt af Peter Tutein, der selv havde havt isinde at anlægge en Silkebaandsfabrik herude, (smlgn. III, 429) og man begyndte med at bortforpagte Jorderne, opføre Nybygninger til Værksteder, Lager, Kontoirer, Boliger for Betjentene og Fabrikarbeiderne m. m., ligesom der blev anskaffet alle Slags Redskaber og Materialier. Særlige Vanskeligheder frembød det at skaffe Afløb fra Uldvaskeriet og Farveriet, eftersom det her forbrugte Vand under ingen Omstændigheder maatte løbe til-


515

bage til Peblingesøen, der jo var Drikkevandsbeholder, men Opgaven blev dog løst ved et System af dybe Grøfter og Stenkister. Installationen kostede imidlertid langt mere end antaget, thi i Mai 1782 havde Generalmagasinet ikke mindre end 135,886 Rdlr. staaende i Manufakturet.

Men paa dette Tidspunkt begyndte Regjeringen at blive hed om Ørene og faa Øiet op for, at den var kommen ind paa et farligt Skraaplan, thi Kabinetsordren af 11te Juni 1781, som befalede, at Manchesterfabriken ved første gunstige Leilighed skulde overlades til partikulaire Personer, traf samme Bestemmelse med Hensyn til Klædefabriken paa Blaagaard. Agent Wolff, der var udset til Nordbergs Medinteressent, skulde ogsaa have været Kalckberners, men de samme Betænkeligheder, der havde hindret ham i at indtræde i det første Interessentskab, bevægede ham ogsaa til at afslaa det sidste. Man traf da for Blaagaards Vedkommende den midlertidige Ordning, at Fabrikant Jakob Branner, der selv havde en Klædefabrik paa 8 Stole, skulde paa Kongens Vegne indtræde som Hovedinteressent og have Bestyrelsen sammen med Kalckberner, medens Administrator Musmann ved Generalmagasinet skulde føre Bøgerne og Regnskaberne. Kalckberner opfattede imidlertid dette Arrangement som et Udtryk for Mistillid (hvilket det ogsaa var), og da han betragtede den fremmede Indblanding som et Indgreb i sine Rettigheder, vægrede han sig bestemt ved at lade Musmann faa Adgang til Manufakturets Bøger. Kommercekollegiet svarede herpaa ved at tilbageholde den ham personlig tilstaaede Don gratuit, men da en Kabinetsordre af 4de Octbr. 1781 anbefalede "at omgaas varsomt med Manden, forekomme hans Ruin og for Øieblikket gribe ham under Armene", fik han Pengene udbetalt, hvorimod man i Stedet standsede den ugentlige Udbetaling til Arbeiderne af ca. 400 Rdlr. I Novbr. Maaned greb man efter Schimmelmanns Raad til endnu skarpere Forholdsregler; det forbødes saaledes at bortføre eller sælge Noget fra Fabriken; man optog et fuldstændigt Inventarium til Sikkring for de indskudte Penge og gav Ordre til, at der overhovedet ikke maatte indskydes mere, ja der blev for Alvor Tale om at realisere Manufakturet. Nu gav Kalckberner efter, og Fabriken fortsattes, som hidtil med Tab, indtil den 22de Mai 1782, da den under Navn af "Det kongelige danske Dugmanufaktur" med Ret til at føre det kongelige Navnechiffer i sit Segl, gik over til et


516

Aktieselskab paa 2000 Aktier a 50 Rdlr. Ved Privilegiet, der gjaldt for 30 Aar, overlodes Blaagaard med alle Bygninger, Jorder og Herligheder til Interessentskabets frie Afbenyttelse i det nævnte Tidsrum, hvorhos Kongen lovede at lade Pressemaskinen, Farveriet og Vandledningen istandsætte for egen Regning og betale 4 Procent af de indbetalte Aktier indtil 11te Decbr. 1784. Alle Vare-, Garn- og Uldforraad, Redskaber, Inventarium m. m. maatte Aktionairerne derimod overtage for en billig Taxationspris. Naturligvis skulde Blaagaard være et "komplet" Dugmanufaktur med 20 Væverstole og et Lager af færdige Varer til en Værdi af 40,000 Rdlr., ligesom det skulde sørge for Spinderiers Anlæg i Landet, saaledes at al Indførsel af fremmed Garn kunde undværes. Til Gjengjæld fik det lignende Friheder og Benaadninger som Manchesterfabriken f. Ex. Præmier, Toldfrihed for Raamaterialier, egen Politijurisdiktion o. s. v., men de direkte Pengetilskud af Kommercefondet vare langt mindre. Kongen udnævnede selv de første Direkteurer, der lønnedes med visse Procenter af det rene Overskud, nemlig Etatsraad Wendt, den foran omtalte Chemiker Wiborg, Kalckberner og Dugmager Branner, der tillige blev Fabrikmester. De to sidste havde Fribolig paa Blaagaard, og Kalckberner, der nu ikke længere var Entrepreneur, maatte i en Deklaration af 2den Juni 1782 give sit udtrykkelige Samtykke til Forandringen, som han "med fuldkommen Tilfredshed underkastede sig i alle dens Klausuler og Punkter". Han forpligtede sig endog til at holde 300 Aktier i Fabriken, saalænge han var Direkteur, men til Gjengjæld havde han ikke blot Friboligen med tilliggende Frugthave og Drivhuse, men 2 Procent af den rene Gevinst, samt endelig den ham tidligere bevilgede Don gratuit af 1500 Rdlr. aarlig indtil Udgangen af 1784. Strax efter den nye Ordning opbyggedes for kongelig Regning et nyt et Etages teglhængt og grundmuret Farvehus til nuv. Nørrebrogade, i hvilket der indrettedes et Blaafarveri med Indigomorter og Kobberkyper, samt i Sidebygninger til Gaarden: et Limhus, et Kogeri og en Kochenillemølle. Fabriken udvidedes stærkt; det er i saa Henseende betegnende, at Dugmagerlauget i Marts 1783 klagede over det Tab, som forvoldtes det ved Blaagaards Manufaktur, der lokkede Arbeiderne fra det, hindrede det i at faa valket og havde Arveprindsens Interesse. Der blev imidlertid intet Hensyn taget hertil, da Kommercekollegiet paaviste, at Klagerne vare ugrundede, og at Dugmagerne kun vilde mele deres egen Kage.


517

I 1783 anlagde Blaagaard et Klædevæveri i Vandsbæk med 5 Stole, og overtog omtrent samtidig nogle mindre Væverier i Odense, Korsør, Sorø og Holbæk, der vare Undergangen nær. Med Garn forsynedes Fabriken som alt omtalt dels fra Spinderiet paa Kongsberg, dels fra Spindeskoler i Kjøbenhavn og paa Landet. I Begyndelsen af 1784 havde Manufakturet et Lager i Kjøbenhavn paa 34,000 Rdlr., endvidere ved Fabriken selv et Forraad af hel- og halvfærdige Varer for 45,000 Rdlr. samt af Raamaterialier for 36,000 Rdlr., men det havde store Vanskeligheder at kjæmpe med. Det manglede en duelig Farvemester og en kyndig Fabrikmester, som "forstod at drive Fabriken med muligste Økonomi og efter Publici Smag med lette og flere begjærlige Sorter Klædevarer", og hvad der var endnu værre: Arbeidslønnen var for høi og Afsætningen for ringe. Under disse Omstændigheder blev Dugmanufakturet paa Blaagaard allerede ophævet ved kgl. Resolution af 29de Marts 1786; de Aktier, som vare i Privates Hænder indløstes, og der blev truffet andre Foranstaltninger til Uldmanufakturernes Fremme. Hvad det militaire Uldmanufaktur i det gamle Guldhus angaar, som dreves for Statens Regning og paa nærværende Tidspunkt bestyredes af Etatsraad Kofoed, var dets Tilstand i 1773 saa slet, at der blev nedsat en Kommission for at overveie, hvad der kunde gjøres for det. Det største Tab hidrørte bestandig fra Uldens Indkjøb i Udlandet ved de stigende Priser og den ufordelagtige Vexelkurs, men skjøndt dette Forhold ikke kunde forandres, kom dog Fabriken i 1779 paa en saadan Fod, at den i de følgende 6 Aar havde et Overskud af 35,572 Rdlr., hvoraf over Halvdelen anvendtes til Nybygninger og Forbedringer.

Antallet af private Dugmanufakturer i Kjøbenhavn var meget betydeligt; i 1774 var der 30 saadanne med 73 Stole; i 1778 derimod 39 med 118 Stole, ved hvilke 2383 Personer havde Beskjæftigelse. Af disse vare dog kun 165 Svende og 67 Drenge; Resten var Arbeidere som Skrublere og Haandlangere, Spolere og Bobinere, Spindere og Kradsere, Plukkere, Kjædeskjærere, Uldsorterere, Uldvaskere og Slagere, Overskjærere, Ruppere og Stoppere, Farvere og "aparte" Arbeidere. Foruden Klæde leverede disse Fabriker Multum samt et ringe Kvantum Bay og Bomuldsfilt. De største Dugmagere vare den tidligere omtalte Jakob Branner, der havde sin Fabrik paa Hjørnet af Adelgade og Dronningens Tvergade, Johan Scheidtmann


518

i Amaliegade og Niels Collin paa Frederiksberg (smlgn. III, 72). Disse og mange af deres Kolleger bleve støttede med betydelige rentefri Pengelaan, thi - siger Kollegiet selv - det har stedse været Princip "at saadanne bekjendte gode Mestre kunde nyde Hjælp, som længe have været i Drift, men ikke have havt Kræfter til at benytte Fabrikationens Fordele efter Lyst og Indsigt."

Af kjøbenhavnske Tøimagere var der i 1774: 23 med 86 Stole, i 1778 derimod 21 med 146 Stole og 1945 Arbeidere, hvoraf 111 Svende og 22 Drenge. Af Uld, Bomuld, Linnedgarn, Kamelgarn og Silke fabrikerede de en stor Mængde forskjellige Brugs- og Luxusstoffer som Chalong, Rask, Plyds, Flos, Amiens, Durance, Kalemanke, Stammet, Damask, Olmerdug, Bommesi, Flagdug m. m. Den største Fabrik var før 1768 Kræmmer Liebes, men da denne standsede det nævnte Aar, Wasserfall og Interessenters samt Kræmmerkompagniets gamle Manufaktur fra 1681, som var bleven vedligeholdt i de forløbne hundrede Aar, efter Omstændighederne og Afsætningen med et større eller mindre Antal Stole. I 1779 roses Tøimagermester Johan Reinhard Bintzer for sine fortrinlige fine Plydser, Carl Hermann, fordi han allerførst havde begyndt at fabrikere det saakaldte Toile de Marseille, og Tøimager Køhlers Enke for hendes Silke-Merlins Stoffer. Grændsen mellem Dugmagernes og Tøimagernes Omraade var oprindelig skarpt trukken, men da de sidste ved deres Ulds Sortering og Tilberedning fik endel Affald, det saakaldte "Kæmling", tilovers, for hvilket de ikke havde Brug, tillodes det dem ogsaa at forfærdige Multum, Svanebay og Filt, hvis Fabrikation ellers havde været forbeholdt Dugmagerne alene.

Silkefabrikerne vare ved Struensees Fald deres Undergang nær, thi Generalmagasinets og Kommercefondens Ophævelse saavelsom den stigende Indførsel af chinesiske og ostindiske Silkevarer og det overhaandtagende Smugleri havde ramt dem særlig haardt, saaledes at der i 1773 kun var 50 Stole igang, hvoraf 24 paa den saakaldte kongelige Fabrik i Bredgade (smlgn. III, 73). Da Interessenterne i denne Aaret efter erklærede, at de vilde nedlægge Fabriken, og da Arbeiderne, som forstørstedelen vare Udlændinge, henvendte sig til Kommercekollegiet og forlangte Penge til deres Hjemreise samt Tilladelse til at dele Svendekassen imellem sig, fandt Regjeringen Anledning til at skride ind, idet den lod sig lede af den Betragtning, at Silkefabrikationen havde kostet Staten 150,000


519

Rdlr. siden dens første Begyndelse i 1739, "en Sum, der nu vilde være aldeles spildt, foruden at Landet vilde miste de med Besvær og Bekostning tildannede duelige Borgere". Det første Skridt, man foretog, var at lægge en Told af 7 1/4 Procent paa chinesiske og ostindiske Silkevarer og af 24 Procent paa Damasker og Atlasker, der ikke bleve udførte igjen, thi disse sidste betragtedes som særlig skadelige for de indenlandske Fabriker. Helst havde man udstedt Forbud mod fremmede Silkevarers Indførsel, men man undlod det dog foreløbig af Hensyn til det asiatiske Kompagnies Betjente, som netop hjembragte disse Artikler i betydelige Kvantiteter som Føringsgods. Direktionen for asiatisk Kompagni gjorde strax Indvendinger ved Toldens Forhøielse og forestillede, at Oktroyens 14de Artikel hjemlede Betjentene Ret til at hjemføre Silketøier mod en Told af 2 Procent, men der blev intet Hensyn taget til denne Protest, thi ved kgl. Resolution af 22de Septbr. 1774, der fremkom for at hjælpe Silkefabrikerne paa Fode igjen, bestemtes, at ostindiske og chinesiske Silkevarers Indførsel til Brug og Salg i Indlandet herefter skulde forbydes ganske og aldeles. Denne Beslutning, som blev notificeret asiatisk Kompagni, vakte stærkt Røre blandt Interessenterne, fordi de betragtede den som et Overgreb, og paa en Generalforsamling blev Direktionen bemyndiget til at maintenere Oktroyen, ved at indgaa med en Forestilling til Kongen om fremdeles at se Kompagniet og dets Folk konserverede ved deres Førings Frihed, som var tilsikkret dem i den 14de Artikel. Svaret herpaa var et kongeligt Magtsprog, "at det skulde have sit Forblivende ved det engang Befalede", og man kom bort fra den meget omtalte Artikel ved at erklære, "at denne formentlige Rettighed til Silkevarers Hidførsel er ligesom ethvert andet specielt Privilegium i alle Henseender ikkun en betinget allernaadigst Tilladelse, nemlig forsaavidt ingen forhen existerende eller derefter udgivende almindelig Anordning, sigtende til vore Rigers og Landes høiere Nytte, strider derimod." Denne Resolution faldt den 12te Decbr. 1774, men otte Dage efter tog Kompagniets Direktion atter Bladet fra Munden, og erklærede, at "Oktroyen var urokkelig som en Kontrakt, der indeholder gjensidige Forpligtelser", at "Betjentene havde havt Føring, saalænge Kompagniet existerede, og navnlig ikke burde berøves denne Fordel og Opmuntring, da deres Gager og Douceurer vare utilstrækkelige", ja det gik saa vidt, at man truede med at standse Expeditionerne til


520

China, hvis Forbudet ikke blev hævet. Asiatisk Kompagni opnaaede dog kun et nyt Afslag og ovenikjøbet en Irettesættelse, fordi Kommercekollegiet nu havde opdaget, at Direktionen i et Citat af Oktroyens 14de Artikel havde indskudt nogle Ord, som forandrede dens Mening. I den kongelige Resolution hedder det: "Dernæst forbeholde vi os i et særdeles Reskript selv at tilkjendegive Direktionen vores allerhøieste Mishag over sammes ugrundede Besværing og derved høist kaptieuse Omgang". Forbudet mod chinesiske Silkevarers Indførsel blev iøvrigt ingensinde bekjendtgjort offentligt, som det hedder "af Frygt for, at Fabrikerne ved saa sikker Betryggelse mod al Konkurrence skulde blive efterladne i deres Bestræbelser til Varernes Forbedring". Man nøiedes med at notificere Kompagniet, at de hjembragte Silketøier kun maatte sælges til Udførsel. I Reglen kjøbte Generalmagasinet de Silkevarer, der kom hjem med Kompagniets Skibe og afhændede dem til Udlandet; man har dog ogsaa Exempler paa, at de bleve solgte i Indlandet, naar Kommercekollegiet fandt dette fordelagtigst.

Det gjaldt naturligvis dernæst om at frelse den store Silkefabrik i Bredgade, som Interessentskabet ikke længere vilde drive, hvorfor man henvendte sig til Fabrikkommissair Niels Lunde Rejersen om at Overtage den. Han stillede store Fordringer, som man først mente ikke at kunne gaa ind paa, men efter endel Forhandlinger blev man enig om, at naar han havde tilkjøbt sig Fabriken af Interessenterne og havde 30 Væve igang (med Forpligtelse til efter 3 Aars Forløb at have 50 og efter 5 Aars 100 Væve i Drift), skulde der tilstaas ham en Kredit i Magasinet paa 10,000 Rdlr., som efterhaanden kunde forøges, endvidere Laan i Banken med Kommerce kollegiets Garanti, en Don gratuil af 2000 Rdlr. aarlig i 10 Aar, Fritagelse for alle onera realia af Gaarden i Bredgade, saalænge Fabriken var i den, og endelig en aarlig Gage af 100 Rdlr. til Fabrikmester J. H. Klein for hans lange og nyttige Tjeneste i den forrige Fabrik og for hans eventuelle Virksomhed i den nye. Allerede i Juli 1775 havde Rejersen udvidet Fabriken saaledes, at der var 51 Væve igang (senere paa Aaret endog 76), hvorfor Kollegiet skaffede ham et Laan i Banken paa 40,000 Rdlr. Dette var særlige Benaadninger for Rejersen; desuden fik han sammen med de andre Silkefabrikanter Præmier for Udførsel af Varer til Norge og Vestindien, samt Ret til at benytte de Maskiner og Instrumenter, som


521

Kommercefonden havde lovet at anskaffe til fælles Brug. Rejersen blev ved at forøge Antallet af Væverstole; i 1777 havde han 95, og Aaret efter fik han Tallet 100 fuldt og sysselsatte nu 365 Arbeidere. Han var overordentlig driftig og virksom; han knyttede de foran omtalte Silkefarvere Bentley og Hacker til sig, sørgede ivrigt for Ungdommens Oplærelse og gav sig allerede i 1775 til at indføre Raasilke fra China med asiatisk Kompagnies Skibe. Da Interessenterne saa skjævt hertil og forlangte en altfor høi Fragt, udvirkede han en kongelig Resolution, ifølge hvilken "Agent Rejersens Silke fra China skal anses som at være hjembragt for høi kongelig Regning, hvorfor en billig Fragt i Henhold til Oktroyen bliver at beregne". Kompagniet maatte finde sig heri uden at kny, endogsaa da den samme Begunstigelse Aaret efter tilstedes alle Silkefabriker, men det fik dog i 1784 Leilighed til at sige Agenten en velment Tak for sidst. Med et af Kompagniets Skibe hjemkom der nemlig 13 Kasser Silketøier og Nankiner til Rejersen, og Interessenterne vilde ikke tage dennes Undskyldninger for gode Varer, men forlangte Beviser for, at Forsendelsen skyldtes en Kommissionairs Malkonduite, eftersom Agenten kun havde bestilt Raasilke. Da Rejersen ikke kunde eller vilde fremlægge den originale Faktura og sin Korrespondancebog, anlagdes der Sag mod ham, og Enden blev, at de nævnte Silkevarer, som havde en Værdi af 15,000 Rdlr., konfiskeredes til Fordel for asiatisk Kompagni. Superkargo Mourier, som havde indkjøbt Varerne til Rejersen, fik en Mulkt paa 1000 Rdlr., og afskedigedes af Kompagniets Tjeneste.

Ved Siden af den "kongelige" Silkefabrik der havde sin egen Tegneskole for Drengene, fandtes der i 1778 fem andre i Kjøbenhavn (og en i Lyngby), som ligeledes, om end i langt ringere Grad, støttedes med Kredit i Generalmagasinet, Don gratuits, Forskud m. m. Det samlede Antal Arbeidere, der beskjæftigedes i disse Fabriker, var 644, nemlig 108 Svende og 61 Drenge; Resten var Spolere, Vindere, Kjædeskjærere, Dreiere og Appreteurer. Efter Rejersens Fabrik var Morten Ottesens den største med 30 Stole; han overtog den i 1774 efter sin Moster, Johan Jensens Enke, for hvem han havde bestyret den i en lang Aarrække. Silkefabrikanternes Oldermand, som hed J. R. Ræber og havde en lille Fabrik paa 5 Stole, udmærkede sig ved, at han i den trange Struenseetid havde opgivet Silkevæveriet og var bleven Kantor ved den reformerte Menighed i


522

Kjøbenhavn, en Stilling, han beholdt, da han i 1776 igjen blev Silkevæver. De Varer, der fabrikeredes, vare især blommede og glatte Fløiler, brocherede Stoffer, Drapd'or, Taft, Satin, Moiré, Gros de Tour, Silke-Lommetørklæder og Veste, Damasker, Halvsilkestoffer m. m. Deres største Feil var Mangel paa Appretur, som ialfald tildels blev afhjulpen ved Nordbergs Indkaldelse. Kommercekollegiet skriver i 1780, at Silkefabrikationen ingenlunde er ubetydelig for Staten, "saalænge saamange Silkevarer bæres som for nærværende Tid, og dette næsten er den eneste Klædedragt, som Fruentimmer af visse Stænder bruge".

Ogsaa Baandfabrikationen, som i 1735 for første Gang var kommen hertil, blev stærkt begunstiget af Regjeringen. Da det havde vist sig, at Baandvarerne vare 10 Procent dyrere hertillands end andetsteds paa Grund af den ulige høiere Arbeidsløn, indforskreves der duelige Arbeidere fra Schweiz, med hvilke der afsluttedes faste Kontrakter for en vis Aarrække, hvorhos der tilstodes Fabrikanterne en Gratifikation af 25 Rdlr. for hver saadan indforskreven Svend. Der var i 1778 5 Baandfabrikanter i Byen, med ialt 30 Possamentstole og 35 Baandmøller, paa hvilke der forarbeidedes blommede og stribede Atlaskes Baand, Passefins (tynde Taftes Baand), Floretbaand, Moiré-, Fløils- og Ridderbaand, Fryndser samt endelig Linned- og Uldenbaand. Den største Fabrik var Pullich og Tschudis paa Østergade; som i 1758 var bleven anlagt af to indvandrede Schweizere, og i 1782 gik over til Pullich alene. Fabriken var oprindelig bleven støttet med et rentefrit Forskud af 12,000 Rdlr. mod anden Prioritet i Eiendommen, og fik ved Arveprindsens varme Anbefaling ("Supplikanten skal reddes") Halvdelen heraf skjænket i 1778, medens den anden Halvdel fremdeles blev staaende uopsigelig og rentefri. Herved blev det muligt for Firmaet at optage et nyt Laan paa 4000 Rdlr., som anvendtes til Bedriftens Udvidelse. Pullich var en dygtig og virksom Mand; i 1777 indrettede han med kongelig Understøttelse en Silkevinderskole ved sit Etablissement, hvor 25 unge Vinderinder bleve oplærte til Dublering og Spoling af Silken, og da Florfabrikationen Aaret efter opmuntredes af Regjeringen, tog han ogsaa fat paa denne Næringsvei. Han drev dog kun denne Del af sin Virksomhed et Aarstid uden Held, hvorfor han afstod den til Andre. Med Pullich konkurrerede George Leonhard Serin, som tillige var Strømpevæver, med stort Held; hans Fabrik,


523

der skrev sig fra 1761 blev paa alle Maader ophjulpen, navnlig da han i 1782 havde indrettet et Floret Spinderi i Saaby Sogn og Roskilde Amt, der sysselsatte 136 Bønderbørn.

I Halvfjerdserne, da det blev almindelig Mode at benytte Flor eller Gaze til alle Slags Kvindedragter og Pynt, og da Forbruget af disse Stoffer bestandig voxede, ansaa Kommercekollegiet det for rigtigt at etablere Florfabrikanter her i Byen, hvoraf der ingen fandtes i Landet. Det første Privilegium til en Silkeflors Fabrik blev udstedt i Februar 1776 til Joseph Meyer, men Værket kom ikke istand, vistnok fordi Regjeringen aldeles ikke støttede ham. Større Held havde derfor den indvandrede Franskmand Jean Lemoinne det følgende Aar, da han havde faaet en Pengehjælp af 2600 Rdlr. til Væverstole, Redskaber, Husleilighed m. m. samt en Kredit paa 3000 Rdlr. i Generalmagasinet. Han skabte i Hast en stor Forretning; allerede i 1778 havde han 24 Væve i Gang og fem Aar efter endog 42. Hans Varer roses for "ikke at give de engelske Noget efter", og da han ovenikjøbet havde indført en "kunstig og nyttig Silke-Vindemaskine«, kunde han, naar hans Gjæld truede med at voxe ham over Hovedet, gjentagne Gange trække ret betydelige Vexler paa Kommercekollegiet og faa dem honorerede. Pullichs ovenfor omtalte Florfabrik blev i 1780 overdraget til Fabrikanterne Gross og Werner, men havde ikke stor Betydning, da den kun dreves med 9 Stole, og det Samme gjælder om en af Franskmændene Bartolon og Fougère anlagt Florfabrik paa 5 Stole, som i 1781 blev flyttet til Horsens. Derimod knyttedes der store Forhaabninger til Pierre Thoman Pichot, der kom hertil i 1779 med glimrende Anbefalinger, navnlig fordi han kom "fra Fabrikernes rette Sæde. Lyon", og desuden havde aflagt Prøver paa, at han forstod Florfabrikationen til Fuldkommenhed. Han blev tagen stærkt under Armene; der tilstedes ham et Forskud af 2000 Rdlr., en Kredit i Generalmagasinet til et Beløb af 5000 Rdlr., den sædvanlige aarlige Godtgjørelse af 35 Rdr. for hver Stol, han holdt i Gang, og endelig en Gratifikation af 600 Rdlr. "til hans eget private Arrangement". Man var saa meget mere fornøiet, som hans Hustru og Søster, der fulgte med ham, havde isinde at anlægge en italiensk Blomsterfabrik. I 1780 havde Pichot 20 Væve i Gang, det følgende Aar 32, med henimod 100 Arbeidere, og Alt tegnede glimrende. Hans Varer ansaas for de bedste og billigste i Byen, de udførtes


524

til Vestindien og andre udenlandske Pladser, og man tog derfor ikke i Betænkning at give ham et nyt Forskud af 1000 Rdlr., da han paa Grund af sine mange udestaaende Fordringer kom i Betryk. "Men da han var kommen i fuldkommen Drift - skriver Kommercekollegiet - og havde hos adskillige partikulaire Folk erhvervet sig Kredit og anseelige Pengelaan, gjorde han sig pludselig landflygtig og efterlod en betydelig Gjæld. Hans Effekter og Redskaber bleve realiserede, og Kollegiet søger baade for egen og de mange private Kreditorers Skyld ved Konsulerne at faa hans Opholdssted efterspurgt, ifald noget videre skulde være at udrette mod ham for hans brugte bedragelige Konduite".

Linnedspinderiet og Lærredsvævningen hørte fornemmelig hjemme paa Landet, da Arbeidslønnen i Hovedstaden var for høi, til at denne Fabrikation kunde drives med Fordel. Der fandtes vel én Tid lang enkelte betydelige Anlæg af denne Art i Kjøbenhavn, saaledes først og fremmest det store til den almindelige Pleieanstalt knyttede Lærredsmanufaktur (smlgn. III S. 325), til hvilket der indkaldtes engelske Mestre, og som i en Haandevending forvandlede Almindeligt Hospital i Amaliegade til en imponerende Fabrik. Efter store Offre og Tilskud indsaa man, at Foretagendet var forfeilet, hvorfor det blev standset (III, 508). Ikke bedre gik det Linnedfabriken i Christians Pleiehus, der bestyredes af Direkteuren Major Chr. Carl Pflueg, og kun nogle Smaafabriker bleve tilbage i Hovedstaden, navnlig et Par Glandslærredsfabriker, tilhøreiide Marcus Moses Valentin og Farver Maurits Qvist, som ovenikjøbet mest brugte fremmede Lærreder. Den gamle Seildugsfabrik paa Vodroffgaard fra 1732 førte en kummerlig og hensygnende Tilværelse; den krævede uophørlige Tilskud og paaførte bestandig Bierne og Staten Tab. I 1776 gik den saagodtsom helt istaa, da en af Hovedinteressenterne, Etatsraad Topp, var død, og det hjalp ikke, at Etatsraad Joost v. Hemert kjøbte den ved offentlig Auktion i 1784 "blot i den patriotiske Hensigt at vedligeholde en Indretning til Statens Nytte, hvorved saa mange fattige Mennesker fandt deres Levebrød." Heller ikke han formaaede at holde Fabriken i ordentlig Drift, og maatte, da han truedes med en Fallit, pantsætte Bygninger, Varebeholdninger og Inventarium til den kongelige Kasse som Sikkerhed for et Laan af 50,000 Rdlr.


525

Strømpefabrikationen havde faaet et stort Opsving siden Frederik den Femtes Tid (III, 75); thi af Fabrikanter og Laugsmestre fandtes der i 1774 ikke mindre end 31 med 111 Stole, og fire Aar efter 23 med 125 Stole. De fleste af dem vare dog Smaafabriker; den eneste virkelig betydelige var i Grunden Wessely og Warburgs, som i 1778 havde 30 Stole med 279 Arbeidere. I denne Industrigren fik Striden mellem Laugsmestre og Fabrikanter et særlig skarpt Udtryk, der endte med et fuldstændigt Nederlag for de første. Strømpevæverne, hvoraf de fleste vare indvandrede fra Tydskland, vare naturligvis begyndte med at drive Professionen paa sædvanlig haandværksmæssig Maade, og havde den 30te Septbr. 1751 faaet Laugsartikler, som dog kun gjaldt for Uldenarbeide. Da der derefter anlagdes Strømpefabriker, som baade forfærdigede Silke-, Bomulds-, Linned- og Uldenstrømper, forsynedes de med Privilegier, og adskillige andre Strømpevævere med en eller to Stole bleve ligeledes priviligerede, saaledes at Ulden-Strømpevæverlauget i 1768 kun bestod af 3 Mestre. Det lykkedes imidlertid disse sidste at overtale nogle af de Priviligerede saavelsom Frimestrene til at ansøge om Indtrædelse i Lauget, fordi de formentlig derved kunde opnaa udelukkende Rettigheder og hemme den skarpe Konkurrence. Deres Ønske om, at der i Fremtiden ikke maatte udstedes flere Privilegier, blev imidlertid afslaaet i 1769, skjøndt det anbefaledes varmt af Magistraten, og Sagen henstod saaledes til 1774, da Lauget, som havde faaet nogen Tilgang, pludselig gav sig til at forfølge alle Strømpevævere, som uden udtrykkeligt Privilegium arbeidede for egen Regning. Det var en af de sædvanlige Laugsinkvisitioner; Oldermanden trængte ind i Frimestrenes Huse, aftvang dem Pengebøder eller borttog Rullerne paa deres Stole, indtil Kommercekollegiet forbød det, fordi Laugsartiklerne kun lød paa Uldenarbeide. Følgen af disse Chikaner blev kun, at de forfulgte Strømpevævere bleve priviligerede, og at der tilbødes Laugsmestrene lignende Privilegier paa at forfærdige Silke-, Bomulds- og Linnedstrømper, mod at oplære en indfødt Dreng for hver anden Stol. Derimod blev deres Ansøgning om, at Laugsartiklerne maatte udvides til ogsaa at gjælde de tre nævnte Stoffer foruden Uld afslaaet. Lauget lod sig dog ikke skræmme heraf, men gjorde nu Forsøg paa at faa Magt over de større Fabriker paa anden Vis. Det søgte - som det siges - "paa alle mulige Maader at gjøre sine Laugsartikler mere necessaires",


526

dels ved at nægte Fabrikernes Drenge Ind- og Udskrivning, dels ved at formene disses Svende Deltagelse i Sygekassen eller vægre sig ved at give dem "Kundskaber", det vil sige: Reisepas i behørig laugsmæssig Form. Paa den anden Side bleve de Priviligerede uvillige og unddrog sig alle Laugets Byrder og Artiklernes Forskrifter. Der opstod Strid, Uenighed, Søgsmaal og Processer, og da Kommercekollegiet uophørlig blev overvældet med Klager fra begge Sider, indsaa det tilsidst Nødvendigheden af at sætte alle Strømpevævere paa lige Fod. Ved Resolution af 12te Mai 1777 blev Strømpevæverlauget derfor ophævet; Laugsrettighederne tilbagekaldte og samtlige Strømpevævere uden Undtagelse forpligtede til at forsyne sig med Privilegier og holde en indfødt Dreng i Lære for hver anden Stol. Istedetfor Oldermand fik "Fabrikeurerne", som de nu kaldtes, to Deputerede eller Forstandere, som fungerede i 3 Aar, bestyrede Mester- og Svendekasserne, ind- og udskrev alle Drenge, udstedte Lærebreve og "Kundskaber" m. m., Alt under Generalmagasinkontoirets Opsyn. Laugsmestrene gjorde først Modstand, nægtede at søge Privilegium og udgaa af Amtet, men maatte tilsidst give efter. Forpligtelsen til at holde en indfødt Dreng i Lære for hver anden Stol blev i 1780 lempet til hver tredie Stol, da Strømpevæverne erklærede, at de umuligt kunde holde Drenge til med uvante Hænder at væve i Silke paa fine Stole og fordærve Varerne, hvori Generalmagasindirektionen gav dem Medhold. Fabrikanterne bleve som alle andre støttede med Forskud af Penge og Raamaterialier; de Varer, de forarbeidede, vare alle Slags Strømper, og Strømpetøi samt brogede og røde strikkede Huer, hvoraf overordentlig mange gik til Norge. I 1776 roses Ernst Wahl, der protegeredes af Enkedronningen og Arveprindsen, for sit overordentlig fine Arbeide, og i 1780 Philip de Strade for sine fortrinlige linnede Strømper af en ny, hidtil ukjendt Sort.

Den stigende Indførsel af raa Kattuner fra Indien bevirkede Anlæget af flere betydelige Kattuntrykkerier i Kjøbenhavn, foruden det gamle Jennerske og Iselinske (smlgn. III, 74). Allerede i Frederik den Femtes sidste Regjeringsaar havde Marcus Moses Valentin anlagt et saadan Trykkeri og faaet en Don gratuit af 4000 Rdlr. dertil, og i 1776 indrettede J. C. Parnemann et fjerde udenfor Nørreport, som hurtigt vandt Anseelse og ligeledes blev støttet, rigtignok kun med et Laan af samme Størrelse. Bendix Henriques og Moses


527

Jacob Bahn fik i 1778 Privilegium paa at anlægge og drive et Kattun- og Lærredstrykkeri, og samme Aar opnaaede Grosserer Blach og Interessenter, som vilde anlægge en Kattunfabrik, "ikke blot til Fabrikationens Forbedring under Trykningen og Koloriten, men ogsaa til udenlandsk Afsætning", betydelige Fordele fremfor deres Konkurrenter, deriblandt en løbende Kredit i Generalmagasinet paa 10,000 Rdlr., og en Pengeforstrækning af 20,000 Rdlr. Grunden hertil var, at Blach første Gang indførte "det ægte blaa Cotton-Tryk i Danmark, hvorved de engelske Fabriker havde erhvervet sig et saa udmærket Fortrin." Aaret efter fik Hovedstaden et nyt Kattuntrykkeri, Peder Hornbechs, og i 1780 endog to nye, hvoraf det ene anlagdes af den indvandrede hollandske Fabrikant Johannes Moens udenfor Vesterport ved Kallebostrand, det andet af Hendel Jacob Ruben og Simon Kalckar fra Altona. De betydeligste af disse Fabriker, som især tilvirkede trykkede, farvede og skildrede Sirtser og Kattuner, vare Konferentsraad Baron Iselins, Parnemanns og Blachs, thi Jenners gik stærkt tilbage og vilde være standset i 1781, hvis det ikke var blevet taget under Armene af Kommercekollegiet. Et Par Aar iforveien havde Iselins Fabrik været truet af en stor Fare, da dens samtlige Svende alle paa én Gang forlod Fabriken ved deres Kontrakters Udløb og tog Tjeneste hos de andre Kattunfabrikanter. Firmaet kom dog over Vanskeligheden ved at indforskrive 10 Svende fra Schweiz og Hamborg, hvortil Kommercekollegiet bevilgede de fornødne Reisepenge. Det i 1742 anlagte Silke-Fløil og Klædetrykkeri gik i 1780 over til Søkaptain Andreas Henrik Stibolt. Af Guldtrækkere fandtes der i 1778 kun 4 i Byen; i Mai 1782 fik Joseph Nathan David (den senere Nationaløkonom og Finantsministers Fader) paa Baron Boltens Anbefaling Tilladelse til at indvandre fra Altona og anlægge en Guldtrækkerfabrik her.

I Forbindelse hermed kan anføres et Forsøg, Regjeringen gjorde paa at indføre Kniplingsfabrikationen til Hovedstaden. I 1770 fik en flandersk Kniplerske Anne Marie Gros en aarlig Understøttelse af 300 Rdlr. for at oplære indfødte Pigebørn i Knipleri og Points-Syning, og da hun paa Grund af Alder sex Aar efter reiste hjem til sit Fædreland, blev Knipleskolen fortsat af en af hendes dygtigste Elever, Catharine Elisabeth Londemann. Afgjort Uheld havde man derimod med en Broderifabrik eller Syskole, som i 1773 blev oprettet af Søstrene Anna Maria og Sophia Elisabeth Deden.


528

Der var blevet dem lovet en Præmie af 10 Rdlr. for hvert Barn, de underviste i et Aar, men da Fabrikkommissair, Agent Rejersen undersøgte Skolen, viste det sig, at der vel var nogle og fyrretyve Elever i den, men at kun ganske faa havde gjort nogen Fremgang i Broderisyning. Præmierne bleve derfor ikke udbetalte, og saaledes varede det nogle Aar, i hvilke dog Skolen engang imellem støttedes med et Bidrag af 400 Rdlr. I 1779 blev man imidlertid kjed af det Hele og affandt sig med Søstrene ved engang for alle at udbetale dem 1800 Rdlr. Et langt kostbarere Experiment foretoges med to Maskinister Bonafont og Le Brun fra Rastadt, som havde tilbudt den danske Regjering at forfærdige et fuldstændigt mechanisk Kabinet af 100 Modeller og Maskiner til Brug ved Fabrikvæsenet, Kommercien og Agerdyrkningen. De vare fortrinligt anbefalede, og da man netop paa dette Tidspunkt var i største Forlegenhed med Appreturvæsenet, der jo var høist primitivt, besluttede man at indlade sig med dem. Der bevilgedes dem 1000 Rdlr. i Reisepenge og frit Ophold i et Par Maaneder, hvorefter de i Januar 1777 kom hertil. Ledsagede af to af Kommercekollegiets Deputerede og Fabrikkommissairen besaa de strax alle Byens Fabriker og Kattuntrykkerier og fremkom derpaa med en udførlig Plan til Anskaffelsen af et stort Antal kostbare og "absolut nødvendige" Maskiner. Man fandt Forslaget fornuftigt, men vilde dog foreløbig nøies med en enkelt Maskine: en Kalander til Silkefabrikerne. Det varede dog længe, før man kunde komme til Enighed med de to Fremmede, thi de forlangte foruden Betaling for hver enkelt Maskine en aarlig Gage af 3000 Rdlr., Titel af "kongelige danske Maskinister" med Rang som Kaptainer og endelig Ret til at bære en af Kongen approberet Uniform. I Marts lykkedes det dog at faa en Kontrakt istand, i hvilken de forpligtede sig til at levere de omtalte Modeller, og én à to Maskiner om Aaret mod fuld Betaling, en aarlig Gage af 1000 Rdlr., Titel af kongelige danske Maskinister (men uden Rang og Uniform) samt Ret til at blive boende i Rastadt. Kalanderen til Silkefabrikerne blev afleveret Aaret efter og betalt med 4500 Rdlr.; den befandtes tilfredsstillende i enhver Henseende, men man vilde dog ikke bevilge den fornyede Ansøgning om Rang og Uniform. De to Mænd fik imidlertid et Forskud af 5000 Rdlr., hvorefter de tog fat paa Bygningen af en Kattuntrykkemaskine. Da Tegningen af denne og Prøver af dens Arbeide kom til Kjøbenhavn i 1779,


529

fandtes de slette, og man nægtede derfor at kjøbe Maskinen. Følgen blev en skarp Brevvexling mellem Kommercekollegiet og de kongelige danske Maskinister, hvori de sidste brugte "endel upasselige og usømmelige Raisonnements" og rentud erklærede, at de ikke vilde indsende en eneste ny Model, før der blev udbetalt dem 12,000 Rdlr. kontant. Konflikten afsluttedes med en kongelig Resolution af 17de Januar 1780, ved hvilken Kongen tillod dem at sælge den vragede Maskine, til hvem de vilde, og forresten tilkjendegav dem sit allerhøieste Mishag med deres usømmelige Skrivemaade og lovede dem, at "slig Dristighed i Fremtiden skulde blive anderledes anset." Man hører derefter ikke mere til disse Mænd, og havde dem heller ikke mere behov, thi Svenskeren Nordberg var kommen til Kjøbenhavn.

Textilfabrikerne, for hvis Opkomst der blev arbeidet ivrigere end for nogen anden Fabrikvirksomhed, beskjæftigede i 1778 ikke mindre end 6,736 Arbeidere, hvoraf man ser, at Kjøbenhavn var paa gode Veie til at blive "en stor Fabrikby". Afsætningen svarede dog kun daarligt til Produktionen, og Regjeringen maatte bestandig træde til for at fremme den første. Generalmagasinets Hovedopgave var at befordre Salget, og dette var ogsaa delvist lykkedes ved et Reskript af 10de Mai 1766, som fastsatte en vis Sum, for hvilken hvert Stift aarlig skulde kjøbe af Magasinet. Dettes Ophævelse og Struensees Uvillie mod det understøttede Fabrikvæsen hidførte imidlertid en overordentlig Nedgang, saaledes at Afsætningen saagodtsom standsede helt i 1771 og 1772. Endnu i 1773 vare Forholdene kritiske; det viste sig saaledes ved en Undersøgelse, at Ingen længere bekymrede sig om Reskriptet af 1766. Bedst var Tilstanden i Sjællands Stift, hvor der dog blev solgt for 10,700 Rdlr. af den paalignede Sum (ialt 17,000 Rdlr.), men de fynske Handlende kjøbte kun for 893 Rdlr, af de befalede 16,000, og de lollandsk-falsterske for 972 Rdlr, af de paabudte 13,000. Det saa ikke stort bedre ud i de andre Stifter, saaledes at der af det hele paalignede Beløb i det nævnte Aar kun blev afsat Fjerdedelen. Kjøbmændene vilde nemlig ikke vide af indenlandske Varer, der baade vare dyrere og slettere end fremmede, ja mange af dem erklærede rentud, at de maatte opgive deres Handel, hvis den skulde drives med danske Fabrikata. Forholdene i Hovedstaden vare dog i denne Henseende gunstigere for Fabrikanterne end i Provindserne,


530

dels fordi man havde Fabrikerne ved Haanden, dels fordi det kjøbenhavnske Politis Aarvaagenhed hindrede Omløben med fremmede ufortoldede Varer og Kontrabandehandel. Man søgte nu, som alt berørt, at afhjælpe Ondet ved at udsende Handelsrejsende og indrømme Kjøbmændene udenfor Kjøbenhavn 3 Procent Præmie af de Varer, som de forskrev gjennem Generalmagasinet, samt 6 Maaneders Kredit, de norske Handlende endog 5 Procent Præmie og 12 Maaneders rentefri Kredit. Dette forblev heller ikke virkningsløst; i 1775 afsattes der saaledes til de danske Provindser og Norge for ca. 34,000 Rdlr. og det følgende Aar for 43,000 Rdlr., ligesom der udførtes endel Varer til China og Ostindien, rigtignok kun mod høie Præmier (7 1/2 Procent). Afsætningen i de vestindiske Kolonier, der ligeledes støttedes ved Udførselspræmier, var derimod fremdeles ringe, og bragte saa store Tab, at Fabrikanterne tilsidst slet ikke turde sende Varer dertil. Regjeringen gjorde da i 1775 et Forsøg med at etablere en Kjøbmand derovre, Lorenz Ebbesen, som foruden Udførselspræmien fik en betydelig Kredit i Magasinet. I 1780 skaffede Generalmagasinet sig af med sine overliggende, uafsættelige Manufakturvarer paa eiendommelig Maade. Grossererne i Kbhvn. med Agent de Coninck i Spidsen aabnede nemlig en Tuskhandel paa Madeira og ombyttede her Manufakturvarer til et Beløb af 30-40,000 Rdlr. med 150 Piber Madeiravin. Grossererne ansøgte i denne Anledning om Told- og Konsumptionsfrihed for Vinen, men da Skatkamret ikke mente at kunne gaa ind herpaa, fik de i Stedet den sædvanlige Udførselspræmie af 7 1/2 Procent forhøjet til 10. For at fremme Hør- og Hampeavlen i Landet indkaldte den yngre Schimmelmann 5 Familier fra Rhinegnene, som paa alle Maader bleve støttede af Regjeringen.

Der var megen anden Fabrikvirksomhed og Storindustri i Byen, hvortil først og fremmest Sukkerraffinaderierne hørte. I 1768 var der 15 saadanne i Drift i Kjøbenhavn, og disses Privilegier bleve i det nævnte Aar betydeligt udvidede, "fordi de vare stegne til den Fuldkommenhed, at de regnedes blandt Nationens vigtigste Handelsbrancher". Foruden forskjellige Fordele som Kredit paa vestindiske Raasukkere, der solgtes for kongelig Regning, Toldfrihed for Stenkul m. m. fik de nemlig, hvad man kaldte privilegium exclusivum, da det bestemtes, at der i de første 15 Aar kun maatte være 17 Sukkerraffinaderier i Hovedstaden, mod at de til Gjengjæld


531

for hver Kogepande aarlig skulde udføre for 1000 Rdlr. raffinerede Sukkere til Udlandet eller betale 20 Rdlr. i Bøde for hvert Hundrede, der manglede. Denne Mulkt blev i nogle Aar opsamlet til et Assurancefond for Raffinaderierne, som blev oprettet under Kommercekollegiets Auspicier, men da denne tvungne Brandforsikkring var upopulair og desuden ufordelagtig, blev den hævet i Januar 1771, hvorefter Mulkterne tilfaldt Kommercefondet. Det ses dog, at de fordetmeste ikke bleve betalte. En Forordning af 23de Januar 1770, ved hvilken det befaledes, at alle Sukkere fra St. Croix skulde føres til Kjøbenhavn (hvis de da ikke vare bestilte til andre Raffinaderier i Riget) og oplægges her i 8 Uger, før de maatte udføres, var ligeledes dikteret af et Ønske om at fremme Sukkerindustrien. Struensee ophævede vel denne Forordning delvist i de vestindiske Planteres Interesse, men efter hans Fald blev den igjen sat i Kraft, dog at Oplagstiden blev indskrænket til 4 Uger. Samtidig blev Udførselspræmien paa raffinerede Sukkere betydelig forhøiet. De femten kjøbenhaynske Raffinaderier solgte i 1770 aarlig for 760,000 Rdlr. Sukkere, og Produktionen steg yderligere, da der kom to nye Værker til, saaledes at Tallet 17 blev fuldt. Raasukkernes høie Priser saavelsom de vestindiske Planteres Afhængighed af Hollænderne (smlgn. III S. 362) bevirkede imidlertid, at tre Raffinaderier maatte standse i 1780, medens de øvrige enten indskrænkede deres Drift til det Halve eller arbeidede med Tab. Monopolet, der vilde være udløbet i 1783, blev allerede i 1781 fornyet paa 20 Aar, dog med den Forandring, at der nu maatte være 20 priviligerede Raffinaderier i Byen. Derimod blev Fabrikanternes Ansøgning, om at Udførselstvangen skulde bortfalde, bestemt afslaaet; der bør - hedder det - netop indføres en særdeles Kontrol med dette Vilkaars Opfyldelse, som de fleste have unddraget sig, og det bør befales Raffinadeurerne enten at forelægge Attester fra Toldboden og Indførselsstedet ved Aarets Udgang eller betale den paalagte Mulkt. Foruden de foran (III S. 78) nævnte Raffinaderier, af hvilke Gustmejer & Bargums i 1776 blev kjøbt af Henrik Ladiges, og Svend Kjøbkes Aaret iforveien var blevet flyttet til Lille Kjøbmagergade, kan nævnes de tre store Raffinaderier i Amaliegade, Vimmelskaftet og Store Kongensgade, af hvilke det sidste tilhørte Urtekræmmerne.

Jernindustrien dreves endnu ikke i større Omfang i Hovedstaden. De kjøbenhavnske Isenkræmmeres Fabrik paa Raavad. som


532

de havde kjøbt i 1767 for 26,270 Rdlr., og i hvilken de havde indskudt 50-60,000 Rdlr., skal ikke omtales nærmere her; derimod fortjener det at fremhæves, at Englænderen Thomas Potter i 1769 anlagde det første Jernstøberi i Danmark paa Applebys Plads paa Christianshavn. I de første Aar, da han udelukkende støbte Jerngryder "af allehaande Façons", var hans Bedrift kun ringe; den kaldes da stadig "det lidet Jernstøberi", men da han i 1771 trods Isenkræmmerlaugets, Gjørtlernes, Ankersmedenes og Nagelsmedenes Indsigelser havde faaet Bevilling til at forfærdige alt Slags Messing-, Smede- og støbt Jernarbeide, udvidedes hans Virksomhed hurtigt, idet han nu foruden Gryder ogsaa leverede Kanonkugler og Jernankere til Kompagnierne. Hof-Klokkestøber Troschel ved Vestervold drev ogsaa en stor Forretning og leverede Klokker til en Mængde Kirker i og udenfor Kjøbenhavn, men det var dog først senere, at der udviklede sig en virkelig betydningsfuld Jern- og Metalindustri i Hovedstaden, som kan forfølges op til vore Dage. Der existerede tre smaa Metal- og Tinknappefabriker, den ene tilhørende Brødrene Moses og David Samson, den anden Gjørtler-mestrene Gige, Niedlich og Dahlberg og endelig den tredie Daniel Dey, til hvem man nærede store Forhaabninger, og som den føromtalte Professor Ljungberg endog betegnede som "et spekulativt Geni". Han var imidlertid ogsaa en raa, voldsom og selvraadig Mand, og et Forsøg paa at anlægge en stor Galanterivarefabrik under hans Ledelse paa Esrom Mølle strandede fuldstændig paa hans Umedgjørlighed, Stridbarhed og uordentlige Regnskabsførelse. Projectet kostede Staten store Pengesummer, og tilsidst maatte man affinde sig med Dey ved at udbetale ham 3000 Rdlr. engang for alle og 300 Rdlr. om Aaret, hvorpaa han flyttede tilbage til Kbhvn. I 1777 fik Georg Wollin, Friherre af Leyen, syv Aars Monopol paa at anlægge en Synaale- og Bleghvidts Fabrik og simpelt Privilegium paa en Knappenaals Fabrik. Det store Anlæg, i hvilket Friherren vilde anlægge over 300,000 Rdlr. og beskjæftige 500 Personer, kom dog aldrig istand. Det ses, at Bleghvidt aldeles ikke fabrikeredes i Landet, og at der kun fandtes én Mand i Kbhvn., som lavede Synaale, "hvormed han dog ikke kom synderligt afsted, da han manglede Trække- og Sliberedskab". Derimod forfærdigede Naalemagerne ligesaa gode Haar- og Knappenaale som de udenlandske.


533

Der var nu 5 Sæbesyderier i Byen (i 1776 sex), til hvilke der var knyttet ligesaa mange Oliemøller. De sidste, der havde Vanskelighed ved at bestaa, fik i 1772 Toldfrihed paa Hør- og Hampefrø samt Raps, men da de kjøbenhavnske Sæbesydere bestandig klagede over den skarpe Konkurrence fra Provindserne, hvor Varerne ikke bleve vragede, udkom der i 1775 en almindelig Forordning, hvorved alle Syderier i Danmark og Norge bleve stillede paa lige Fod. Til de betydeligste Sæbeværker hørte Peter Fengers paa Christianshavn, som efter 1772 ikke blot tilvirkede grøn Sæbe, men ogsaa hvid kastiliansk uden Ild (smlgn. III, 82) samt russisk Talgsæbe. Det gamle Sæbesyderi i Nybrogade ved Assistentshuset kaldtes i Folkemunde "Sorte Hane". Af Garverierne overtoges Outerloos priviligerede i Adelgade, der i nogle Aar havde været drevet af Garver Schumacher (smlgn. III, 81) og derpaa havde været nedlagt, i 1772 af Baron Iselin, som elleve Aar efter afhændede det til den forhv. Galanterihandler Agent Abraham Moses Henrigues, der ogsaa havde en velrenommeret Papirtapetfabrik. Blandt Hvidgarverne nævnes Hans Jakob Møller som den dygtigste, hvorfor han paa de franske Handskemagere, Voyers og Lavignes Anbefaling i 1777 blev støttet af Regjeringen og Kommercefondet, saaledes at han kunde flytte til Kjøbenhavn fra Frederiksborg, hvor han tidligere havde været bosat, og indrette sit Garveri i en Eiendom paa Vesterbro.

Foruden de to gamle Kalkbrænderier, nemlig det Bonfilske udenfor Østerport af 1729 og det paa Kastrup af 1749, fik Hovedstaden i 1777 et tredie, der ligeledes anlagdes udenfor Østerport i Nærheden af det ældste. Dettes Monopol udløb nemlig i 1776, og da Interessenterne ansøgte om dets Fornyelse, fik de Afslag, fordi - som Kommercekollegiet skriver - Erfaring noksom lærer, at Monopolier ere af det Slags odieuse og for Næringerne skadelige Rettigheder, der saavidt muligt ved alle Leiligheder bør udryddes. Samtidig blev det offentliggjort, at Enhver kunde vente Privilegium paa slige nyttige Værkers Anlæg, og kort efter gaves et saadant til Regimentskvartermester Oberkampf, Professor Harsdorff og Justitsraad Lassen, der havde dannet et Interessentskab. Det er charakteristisk, at disse tre Mænd strax ønskede Forbud mod flere Kalkfabrikers Oprettelse, hvilket naturligvis blev afslaaet; derimod fik alle tre Værker Frihed for Skibsafgifter, Laste- og Skrivepenge,


534

Stempelafgifter m. m. Da det nye Kalkbrænderi var kommet i Gang i 1779, søgte de to af Interessenterne (Harsdorff og Lassen) om et rentefrit Laan af 6000 Rdlr., men ogsaa dette blev dem nægtet, "fordi der ingen Grund var til at favorisere Supplikanterne, som ved deres Indflydelse som Medlemmer af Bygningskommissionen kunde skaffe sig Leverancer til Murmestrene og de kongelige og offentlige Bygninger fremfor de to andre Fabriker". Det nye Værk havde dog den Ulempe, at det ikke kunde faa Kalksten fra Saltholmen, hvor de to Konkurrenter havde deres Brud, men maatte hente dem fra Faxe, hvilket naturligvis fordyrede Transportomkostningerne betydeligt, thi en med Schouten paa Amager, Eisbrand Cornelius, og flere af Sognefogderne afsluttet Kontrakt, ved hvilken det nye Kalkværk betingede sig Ret til ogsaa at bryde Kalksten paa Saltholmen mod for hver Favn at betale 4 Mark Danske til Amagerland, gav kun Anledning til Stridigheder med de andre Kalkbrænderieiere, der mente at have Eneret, saavelsom til Forbudsforretninger, Søgsmaal og Kontrasøgsmaal. En fjerde, men ikke farlig Konkurrent var Brændevinsbrænder Andreas Hofgaard, som fandt paa at brænde en Tønde Kalksten, hver Gang han brugte sin Brændevinskjedel, og selv betragtede det som en stor og betydningsfuld Opfindelse. Da han ansøgte om en "Agtelsespræmie", lovede Kommercekollegiet ham en saadan, hvis hans Brændingsmaade blev almindelig, hvorom der dog Intet forlyder.

Den grønlandske Handels Fiskeri førte til Anlæg af et Fiskebens Syderi, hvor raa Hvalfiskebarder præpareredes, saavelsom af en Fiskelimfabrik paa det gamle Salpeterværks Plads bag Frelsers Kirke. Da Sognepræsten ved denne Kirke imidlertid klagede over den modbydelige Lugt, blev Fabriken flyttet ud paa Amager og fire Aar efter forenet med en af et Interessentskab anlagt Horn- og Læder-Limfabrik. I 1780 indrettede en Blomsterfabrikant fra Frankrig, Müller, en Blomsterfabrik "paa parisisk Maade" og fik et rentefrit Forskud af 600 Rdlr. mod at oplære 6-8 unge Pigebørn. Byen havde et betydeligt Antal Stivelse og Pudderfabriker, som først ikke maatte sælge i mindre Partier end et Lispund for ikke at gaa Urtekræmmerne i Næringen, men senere fik Tilladelse til at handle en detail, fordi de ellers ikke kunde bestaa i Konkurrencen med Provindserne, hvor Hveden var billigere og Afgiften ringere. En lignende Smaanæring var Lakfabrikationen; den betydeligste Fabrikant


535

i dette Fag var Peder Hassing, der ogsaa havde en Tobaksfabrik, og ved sær kongelig Naade havde Toldfrihed paa Raamaterialierne. Endvidere kan nævnes nogle Chokoladefabriker, til hvilke der iøvrigt ikke udkrævedes særligt Privilegium, nogle Fabriker "af hollandske eller saakaldte klare præparerede Pennefjer", en Kartefabrik, et Par Kortfabriker og nogle Voxlysfabriker, af hvilke Claus Suhr Møllers udenfor Østerport var den største og leverede saa fortræffelige Lys, at de endog udførtes til Vestindien, Sverig og andre Steder. I 1780 støttedes Eieren med et Pengelaan af 6000 Rdlr., hvorved man haabede at hindre den store Indførsel af fremmede Voxlys og tillige opmuntre Biavlen. En anden Voxlysfabrik, der tilhørte Sveistrup og Willads roses ligeledes stærkt og fik paa Arveprindsens Anbefaling tilstaaet en Udførselspræmie af 5 Procent. Den første chirurgiske Instrumentmager i Danmark Jean Descottes, som i 1753 havde faaet Privilegium og et aarligt Tilskud af 200 Rdlr. (af Partikulairkassen), var død i 1772, men Forretningen fortsattes af hans Enke. Sex Aar efter fik hun dog et Slags Konkurrent i Kleinsmedmester Peder Wilhelm, en Tusindkunstner, der havde vundet en af Landhusholdningsselskabets største Præmier for en kunstig Magnet, der indkjøbtes til Kunstkamret. Han fik en Don gratuit af 100 Rdlr. om Aaret for sine chirurgiske Instrumenter og "andre fine Værktøier og Redskaber". Allerede i Frederik den Femtes Tid havde Kjøbenhavn faaet sit første Skriftstøberi, anlagt af Johan Gottfried Poetsch i en Eiendom i Vimmelskaftet. Herfra forsynede han ikke blot alle indenlandske Bogtrykkerier, men udførte endog Typer til Sverig, Rusland, Lybæk og Danzig. Bedriften havde saadan Fremgang, at der i Mai 1779 blev udstedt Forbud mod fremmed Skriftstøber-Arbeides Indførsel til Danmark og Norge, da "Poetsches Støberi i Kjøbenhavn forfærdiger det meget godt". Eieren døde i 1783, men Virksomheden fortsattes af hans Enke og en af den Afdøde oplært Faktor, som "havde perfektioneret sig udenlands i 12 Aar", I dette Støberi forfærdigedes Stemplerne til Banksedlernes Trykning. En fabrikmæssig Tilvirkning af Uhre havde derimod hidtil ikke været kjendt i Landet. Der fandtes vel dygtige Uhrmagere i Hovedstaden, men Antallet af Svende og Drenge var saa ringe, at der neppe gaves 3-4 Svende, som vare istand til at forfærdige et "godt Lommeuhr", fordi de manglede Øvelse, da Mestrene indkjøbte Uhre i Schweiz og England med deres eget


536

Stempel, og deres Arbeide derfor i Regelen indskrænkede sig til Reparationen. I 1781 foreslog "den bekjendte habile Uhrmager", Jørgen Jürgensen at anlægge en ordentlig Uhrfabrik samt en Fabrik for Guld- og Sølvfouteraler til dem, og fandt strax Kommercekollegiets varme Understøttelse. For hver Elev, han oplærte til at forfærdige visse Stykker, fik han en kongelig Godtgjørelse af 60 Rdlr. det første og siden 5 Rdlr. mindre hvert Aar, indtil de sex Læreaar vare forløbne. Lærlingene boede hos ham og fik deres Underhold, Klæder, Arbeidsmaterialier og Instrumenter uden Vederlag. I en Indberetning fra 1784 hedder det, at Fabriken allerede havde 22 Arbeidere, og at der hidtil var forfærdiget 94 Uhre til en Værdi af 7,254 Rdlr. Desuden havdes 244 mere eller mindre færdige.

Af Glasværker fandtes der fremdeles ingen i Byen - de norske Glasværker, der som anført vare overtagne af Handels- og Kanalkompagniet, holdt et Magasin i det forrige Kvæsthus i Kvæsthusgade og havde Eneret paa at forsyne Landet med alt Slags Glas: norsk Krystalglas, hvidt Glas, Tafelglas, Fensterglas, Bouteiller, grønt Glas og Apothekerglas. Dette formaaede de imidlertid ikke, og Følgen blev, at der dreves en betydelig Snighandel med fremmede Glasvarer, ligesom Regjeringen ikke saa sjeldent maatte give Indførselstilladelser for at afhjælpe en øjeblikkelig Mangel. Ellers overholdtes Monopolet strængt; i Oktober 1771 udgik der endog en Ordre om, at alt fremmed Glas inden Mai Maaneds Udgang 1772 enten skulde være afsat i Indlandet eller udført til fremmede Steder, hvilket dog ikke forhindrede de bøhmiske Glashandlere Bensch, Runge og Seemann, fem Maaneder efter Fristens Udløb, at ansøge om at maatte beholde det i deres Boutik værende Lager af fremmed Glas, indtil de havde faaet det udsolgt. Svaret lød imidlertid absolut afvisende; dog forlængedes Fristen til Aarets Udgang, hvorefter de tilbageblivende fremmede Varer skulde konfiskeres, uden at videre Ansøgninger maatte gjøres, eller Formildelse ventes.

Af Fajancefabrikerne (smlgn. III, 83) var Hofnagels Udenfor Østerport standset; de mange Processer, han havde maattet føre for at værge sig mod Christian Gjerløw, Eieren af Fabriken i Store Kongensgade havde vel kostet den sidste hans Privilegium, men Hofnagel hans hele Velfærd, saaledes at han maatte nedlægge Fabriken, "der en Tid havde været af stort Begreb og produceret særdeles smukke Varer", Udenfor Østerport ved Kastelsveien laa


537

den Classenske Ovn- og Fajancefabrik, den saakaldte "Porcellains-Kakkelovns Fabrik" (anlagt i 1759), men denne var kun i uegentlig Forstand Konkurrent med de andre Fajancefabriker. Fabriken paa Kastrup, der baade var Kalkværk, Sukkerform- og Fajancefabrik eiedes i 1769 af Stentzler og Didrichsen, som drev en livlig Forretning paa Søen med forbiseilende Skibe baade som Kadreiere og Lodser, hvorved de kom i Proces med Dragør Lodser, der ikke vilde finde sig i dette Indgreb i deres Næring. Deres Hovedvirksomhed var dog Sukkerpottemageriet, eftersom alle Byens Sukkerraffinaderier forsynede sig med Former herfra, hvilke man tidligere havde maattet indføre fra Lybæk. En Storm med Høivande i December 1775 gjorde saa stor Skade paa Bolværker og Bygninger, samt bortskyllede saa mange Materialier, Stenkul, Ler og Kalksten, at Eierne forarmedes derved, og da Stentzler døde i 1777, maatte Didrichsen gjøre Opbud. Fabriken gik da over til Bogtrykker Höpffner og hans Medinteressent Westerholt, som kjøbte den for 35,000 Rdlr. Disse fik snart en farlig Konkurrent i Grosserer, senere Generalkollekteur i Tallotteriet, Christian Hansen, som i 1777 havde anlagt en Glasur Tagstensfabrik i Nærheden af Langebro ved Indgangen til Tømmerpladserne, hvor Rysenstens Badeanstalt indrettedes i 1824. Hansen havde vel faaet Afslag paa tillige at anlægge en Sukkerformfabrik, da "denne Fabrikation var nødvendig for Kastrup Værks Opkomst og Vedligeholdelse", men paa en fornyet Ansøgning fik han Aaret efter Tilladelse til at gjøre Sukkerformer og Potter til Raffinaderierne udenfor Staden og til Udlandet. De kjøbenhavnske Sukkerraffinaderier klagede imidlertid bestandig over, at Kastrup ikke kunde levere dem Former i tilstrækkelig Mængde og af tilstrækkelig Godhed, og da Bestyreren af det store Schimmelmannske Raffinaderi paa Chrhvn., Bogholder Lassen sluttede sig til denne Klage, blev Kastrups Stilling alvorlig truet. Kommercekollegiet gav Lassen Tilladelse til at indkjøbe 2000 Sukkerforme hos Hansen, og foranstaltede en ordentlig Undersøgelsesforretning paa Kastrup. Dens Resultat blev, at Varerne vel vare af mindre god Bonitet, men "at det kunde redresseres", især da Interessenterne havde indforskrevet en ny og bekjendt duelig Mester, opført en ny Ovn m. m. Det var Arveprinds Frederik, der støttede Höpffner og Westerholt, og ved et formeligt Privilegium af 3die April 1780 opretholdtes deres udelukkende Ret til at fabrikere Sukkerformer


538

for Kbhvn., medens Hansen fremdeles maatte nøies med Provindserne og Udlandet.

Porcellainsfabrikationen var i 1766 gaaet helt istaa (smlgn. III, 84); man havde fundet Udgifterne for store, og Fourniers Fabrik under Volden ved Langebro var med tilhørende Inventarium den 4de Oktober 1766 bleven overladt til Artillerikorpset (Artilleriets Sygehus ved Blaataarn). Opdagelsen af ægte Porcellainsjord paa Bornholm, der skyldtes Landhusholdningsselskabets Sekretair (senere Kommerce-Konsulent) Chr. Martfeldt bevirkede imidlertid, at den kongelig priviligerede Materialist og Laborant, Frantz Henrick Müller gav sig til at anstille nye Forsøg, der kronedes med saa afgjørende Held, at han maa kaldes den danske Porcellainsfabrikations Fader. Müller havde først været i Apothekerlære og var dernæst bleven ansat ved Bankens Mønt, men da denne ophørte, fik han Tilladelse til at etablere sig som "Groshandler med Apothekervarer", thi Detailhandel var ham forbudt uden til Brug paa Landet. Han var en driftig og ihærdig Mand, der maatte kjæmpe haardt mod Apothekernes Brødnid, hvorfor han i 1771 søgte Struensee om Apothekerprivilegium, det vil sige om "den eneste lille, men for mig saa fordelagtige Artikel at maatte sælge Apothekervarer baade en gros og en détail." Han opnaaede dog ikke denne Begunstigelse, og ligesaa lidet Held havde han, da han bød 1000 Rdlr. om Aaret for Vaisenhusapothekets Privilegium. Han maatte fortsætte sin Materialhandel i Vimmelskaftet og fik i December 1772 6 Aars Toldfrihed paa at indføre "et Stykke Esprit paa 53 Viertler fra Bordeaux hvert andet Aar" mod den edelige Forpligtelse kun at anvende denne "dobbelte Brændevin" til sine Præparater. I Anledning af en Konfiskationssag paa Toldboden skriver han selv: "Jeg har altid med utrættelig Flid og kummerfuldt Slæb stræbt at arbeide mig frem i Verden, og Enhver, som kjender mine Indretninger, er overbevist om sammes betydelige Fordel for det Almindelige, da mine Præparata ei alene med Begjærlighed søges overalt i begge Riger, men endog udføres for en stor Del til Fremmede".

Paa dette Tidspunkt havde Müller dog allerede længe experimenteret med Porcellainsbrænding og havde den 3die Dcbr. 1772 indsendt en Prøve paa ægte Porcellain til den daværende Kommercedeputation med Anmodning om en kongelig Gave paa 3-400 Rdlr. til nye og bedre Ovne. Prøven blev undersøgt af Professor Kratzenstein


539

og Apotheker Cappel og befandtes "paa ringe nær at ligne det sachsiske og chinesiske Porcellain, saaledes at det af en habil Chymikus let kunde raffineres til den yderste Fuldkommenhed". Deputationen henviste ham til Fourniers gamle Fabrik, hvilken han dog fandt ubrugelig, da de derværende Ovne ikke kunde taale den stærke Hede, som var fornøden til Brændingen, og Spørgsmaalet stod nu ifølge Sagens Natur (smlgn. III, 499) hen, indtil Kommercekollegiet var blevet gjenoprettet. Allerede i Februar 1773 erklærede dette sig villigt til at forestille Kongen Ansøgningen af 3die Dcbr., og da Müller kort efter havde forevist Hoffet nogle nye Prøver, kom der Fart i Tingene. Den 28de Mai 1773 fik Kollegiet en med Guldbergs Haand skreven og af Kongen egenhændig undertegnet Ordre til "at lade sig denne Sag være høist angelegen, kalde den vittige og vindskibelige Mand for sig, overlægge Alt paa det Bedste, høre hans Betænkninger og føie saa kraftige Anstalter, at man endnu denne Sommer kunde lægge Grund til en Porcellainsfabrik". Desuden skulde der udbetales Müller 1000 Rdlr. "til Erstatning og et større Forsøg", Fourniers gamle Plads eller et andet bekvemt Sted skulde anvises ham, og de kraftigste Anstalter træffes til at hindre Udførsel af bornholmsk Porcellainsjord. Det ses, at Arveprinds Frederik interesserede sig varmt for Anlæget, hvad der iøvrigt i ligesaa høi Grad gjælder om hans Moder, Enkedronning Juliane Marie; man tænkte nu anderledes end den ældre Bernstorff, der havde svaret Professor Martin Hübner: "Porcellainsfabriker koste et Land mere, end de gavne".

Saasnart Müller havde faaet de 1000 Rdlr., reiste han (i Juni) til Bornholm og fandt, som han selv siger, god Porcellainsjord og en egen Art Flisesten, brugelig til Porcellainsmøller. Aldrig saasnart var han kommen tilbage, før han traf alle Forberedelser til en ny Brænding, men Pengene vare slupne op, hvorfor han fik et Tilskud af 250 Rdlr. Han havde da 5-6 Arbeidere i sin Tjeneste, men da Ovnene vare mangelfulde, fik Brændingen et uheldigt Udfald. Følgen heraf var, at da han i Mai 1774 atter søgte om 1000 Rdlr., fik han Afslag med den Motivering, at "han maatte aflægge bedre Prøver paa sin Fremgang, før Ansøgningen kunde bevilges". Man havde forresten allerede paa dette Tidspunkt faaet Øiet op for, at det vilde blive for byrdefuldt for den kongelige Kasse at bære Udgifterne alene, hvorfor det tillodes Müller at danne et Interessentskab.


540

Hans offentlige Indbydelse til et saadant, ifølge hvilken der skulde tegnes en Aktiekapital paa 50,000 Rdlr., fordelte paa 500 Aktier, mislykkedes imidlertid fuldstændigt (der tegnede sig kun en eneste Mand for 6 Aktier), og han havde ikke bedre Held med sig, da han lod en ny Invitationsplan udgaa. Hele Foretagendet vilde være gaaet i Stykker, hvis det ikke havde fundet en varm og energisk Ven i Generaldirekteur ved Postamtet, Konferentsraad Theodor Holm (senere adlet under Navnet Holmskiold), som ved sin Indflydelse i Hofkredse fik dannet et Interessentskab paa 19 Personer, blandt hvilke baade Enkedronningen, Arveprindsen og Kronprindsen. Hver Aktie lød paa 1000 Rdlr. Efterat Fabriken paa Kastrup frivillig havde givet Afkald paa sin gamle aldrig benyttede Eneret til Fabrikation af "ægte" Porcellain, fik Aktieselskabet den 5te Marts 1775 kongelig Bevilling til at anlægge en Porcellainsfabrik med udelukkende Monopol i 50 Aar, ved "hvis Udløb en Ansøgning om Fornyelse vilde blive tagen i allernaadigst Betragtning". Samtidig udstedtes Forbud mod bornholmsk Lers Udførsel til fremmede Steder, og Fabriken fik Ret til at holde alle Slags Haandværksfolk udenfor Laugene, ligesom der udstedtes Forbud mod, at dens Arbeidere toges i Tjeneste af Andre eller befordredes ud af Landet, medmindre de kunde forevise rigtig Afsked fra Fabriken. Direktionen kom til at bestaa af General Eickstedt, Guldberg, Suhm og Holm; Müller, som allerede en Maaned iforveien efter Forelæggelsen af endel nye Prøver havde faaet en Gratifikation af 1000 Rdlr. som "et kongeligt Naadestegn", blev Fabrikmester.

Den Plads, man havde fundet til den nye Fabrik, laa bekvemt og godt ved en af Byens Hovedaarer og havde en stor tilliggende Grund, Müller havde først uden Held søgt om en Plads bag Gjæthuset, hvor der laa en Smedie, og havde derefter afvist et Tilbud om den gamle Oliemølles Bygninger og Have i Sophie Bastion paa Christianshavn, som i 1770 var bleven solgt til Søetaten. Arveprindsen havde derpaa udset den tidligere Post- og Gjæstgivergaard paa Kjøbmagergade (afbildet III, 121) til Fabriken. Eiendommeh med derpaa hæftende Gjæld af 16,000 Rdlr. var som alt anført, i 1773 bleven overdraget til Generalpostamtet, der forgjæves havde søgt at blive den kvit. Ved en i 1773 afholdt Auktion, var der intet Bud gjort, og man havde da udleiet Bygningerne til Private. Nu bleve Leierne opsagte, og den 4de Mai 1775 bortleiedes


541

Gaarden til Porcellainsværket, mod at dette skulde svare Udgifterne og Renterne af den deri staaende Sum. Det blev derhos bestemt, at Interessenterne maatte blive Eiere af Gaarden for den Sum, der blev buden ved en ny Auktion, hvorfor en saadan blev afholdt. Generalpostamtet blev imidlertid selv den Høistbydende med 12,600 Rdlr., og for denne Sum kom da Fabriken i Besiddelse af Eiendommen ved endeligt Skjøde af 10de Mai 1777. To Aar efter fik Porcellainsfabriken overladt en Oplagsplads ved Generalpostamtets nye Gaard paa Kjøbmagergade (det nuværende Posthus) og i Mai 1780 et Stykke af Trinitatis Kirkegaard, da de Folk, som havde Gravsteder her vare villige til at flytte dem. Endelig udvidedes Fabriken med et Hus paa Christianshavn, hvor de ildfaste Sten bleve brændte, og som forresten brugtes til Fribolig for nogle af Arbeiderne, Oplagssted for Brændsel m. m.

Man begyndte Virksomheden med danske Arbeidere, men indsaa dog hurtigt, at der maatte søges Assistance fra Udlandet, hvis Fabriken skulde blive noget Andet og Mere end et "Fyrste-Liebhaveri" som den forresten kaldes endnu i 1806. Man fik en Modelmester Luplau fra Brunsvig, Maleren Bayer fra Nürnberg (der malte Flora danica Stellet) og endelig tre Arbeidere fra Meissen, hvoraf dog kun en enkelt i en længere Aarrække var knyttet til Fabriken og blev en virkelig Akkvisition. Værre end Alt var dog den bestandige Pengemangel, thi skjøndt Kommercefondet i Januar 1776 skjænkede 2000 Rdlr. til Anlægsudgifter, og Kongen og Hoffet jævnlig støttede Fabriken dels med Pengeløb og dels med Materialier (saaledes i 1777 med 300 Favne Bøgebrænde), voxede Gjælden hurtigt, saaledes at den i 1779 beløb sig til 40,500 Rdlr. De Varer, der fabrikeredes, vare ikke særlig fortræffelige; det Meste var Middelgods og Udskud, og betydelige Summer medgik til Forsøg, snart med heldigt, snart med uheldigt Udfald. Det lykkedes vel efterhaanden Müller at tilberede en bedre Porcellainsmasse, navnlig ved at tilsætte Kaolin fra Limoges, indføre en omhyggeligere Slemning, konstruere nye Ovne m. m., men det kostede Altsammen Penge, og man havde saagodtsom ingen Indtægter, da Produktionen for største Delen gik til Hoffet, Direktionen eller Medlemmerne af Interessentskabet. I Begyndelsen af 1779, da Værket truedes med Undergang, tilbød man Kongen Fabriken mod at indløse Aktierne med 1200 Rdlr. Stykket (Indskudssummen plus 4 Procent Rente),


542

og dette Tilbud blev, uden Tvivl ved Enkedronningens varme Interesse for Sagen, accepteret ved Resolution af 21de April. Den 30te Juni tilskreves General Eickstedt, at Kongen "med særdeles naadig Velbehag havde erfaret den ønskelige Fremgang, den danske Porcellainsfabrik i nogle Aar havde havt, med langt mindre Bekostning, end saadant Anlæg enten hos Fremmede eller tilforn hos Os har medtaget", hvorfor han - for at anvende endel Mennesker af forskjellig Alder nyttigen og spare ikke ubetydelige Summer for Landet - havde overtaget Fabriken, som herefter skulde kaldes: "Den kongelige danske Porcellains-Fabrik". Direktionen, der fik direkte Forestillingsret til Kongen, blev bestaaende uforandret (dog at Suhm blev afløst af Grev J. G. Moltke), og Müller vedblev at være Fabrikmester. Det følgende Aar, i Slutningen af Januar, var man saavidt "ved den gode Direktions besynderlige Omhu", at Fabriken kunde aabne sit Magasin til Udsalg, hvorfor der den 24de Januar udstedtes Forbud mod al fremmed Porcellains Indførsel, "siden vort eget er saa godt, som det behøves". Det chinesiske Porcellain undtoges dog fra Forbudet, naturligvis af Hensyn til asiatisk Kompagni. Faa Dage efter (den 5te Februar) overrakte Kronprindsen Konferentsraad Holm Ringen pro merito for hans Nidkjærhed samt en Gulddaase med Diamanter med et Emaillemaleri paa Laaget, forestillende "Fædrelandet, der overrækker en Borger Borgerkronen", medens Müller fik Justitsraads Rang og en emailleret Gulddaase med 1000 Rdlr. Den 1ste Marts 1780 blev endelig Udsalget aabnet for Publikum, en Mærkedag i Porcellainsfabrikens Historie og en Begivenhed for Nationen. Kjøbenhavnerne vare stolte og forfængelige over, at en af deres Medborgere havde udgransket Porcellainsfabrikationens Hemmeligheder og gjort dem uafhængige af Udlandet, og denne Følelse gav sig Luft paa mange forskjellige Maader. Et af Datidens Blade besang Udsalgets Aabning i et langt latinsk Digt, hvis Begyndelse lyder saaledes i samtidig Oversættelse:

"Sku! studs! Chineser ti! Brout ikke, som Du pleier,
Stolt af Din dyre Kram, dit skarpe Syn og Sind.
Mod Norden bor og Folk, som Aand og Øren eier.
Døm ei Europa, paa det ene Øie blind.
Din Avind længe har beundret Sachsens Gaver
At skabe Porcellain. Nu og det danske Folk
Kan te Dig lige Kunst. Behold det Ler, Du haver;
Vi glade spare Sølv.


543

Tobakshandelen og Tobaksfabrikationen dreves fremdeles som kongeligt Monopol (smlgn. III S. 80 o. flg.) under Hofagent Borres Administration, saaledes at Tobaksspinderlauget var forbundet til at arbeide for Hovedmagasinet i Kjøbenhavn, hvorfra alle Slags Røg- og Snustobakker udleveredes til de Handlende efter en bestemt Taxt, ligesom det nøie var fastsat, til hvilken Pris Varerne atter skulde udsælges til Forbrugerne. Da Priserne paa udenlandske Tobaksblade uophørlig steg, blev der i 1776 anlagt tre smaa Tobaksplantager i Kjøbenhavns Omegn (udenfor Nørre- og Østerport) og det følgende Aar en stor paa Glaciet mellem Vester- og Østerport,, hvilket Terrain leiedes af Generalitetet for 1260 Rdlr. om Aaret. De fire kongelige Plantager (tilsammen 56 Tdr. Land) bestyredes af Tobaksspinder Søgaard (paa 6 Tdr. Land nær, der dyrkedes af Gartner Birch) og dreves i det Hele med Held. Søgaard indførte den hollandske Plantningsmaade, og det siges, at de Blade, han avlede, vare ligesaa gode som de hollandske, og stod langt over Tobakken fra Fredericia. I 1780 benaadedes Søgaard med Titelen "Agent", fik Guldmedaillen pro meritis og udnævnedes til Overinspekteur for Tobaksplantningen med to Inspekteurer under sig, thi paa dette Tidspunkt havde Tobaksavlen taget et overordentligt Opsving saavel i Kjøbenhavns Nærhed som i Provindserne. Overinspekteuren, der tillige var det kjøbenhavnske Tobaksspinderlaugs Oldermand, havde det Hverv at reise om i Provindserne, befordre Tobaksplantningen og vaage over dens Drift.

Man havde nemlig faaet Øiet op for, at der var Noget at udrette paa dette Felt, og Regjeringen kastede sig med sædvanlig Iver over Opgaven. Det var Langebeks Ord, man lagde sig paa Hjerte:

"Naar endelig Tobak, det Lugts og Smagens Onde,
Skal blive i sit Brug for Borger og for Bonde,
Da lad den plantes her; dens Væxt gjør Jorden ren,
Og Penge vindes jo ved denne Nærings Gren".

For at fremme Tobaksplantningen indsaa man imidlertid, at de hidtilværende Indskrænkninger for Handelen og Fabrikationen først og fremmest maatte fjernes. Den 23de Marts 1778 udkom derfor den store Forordning om Tobaksforarbeidningen og Tobakshandelen, ved hvilken den hidtilværende Generaladministration ophævedes, og Magasinet afskaffedes. Den største Del af dets Beholdning


544

af raa Tobaksblade, 260,000 Pd. af forskjellige Sorter, overlodes et Interessentskab af 17 kjøbenhavnske Tobaksspindermestre, som i denne Andledning fik et Laan i Banken paa 36,000 Rdlr. under kgl. Garanti. I den nye Forordning bestemtes, at det kjøbenhavnske Tobaksspinderlaug maatte forarbeide alle Slags Tobakker og forhandle dem sammen med de finere Sorter udenlandske, forsaavidt disses Indførsel var tilladt, mod i Fællesskab at holde en Tobaksplantage paa 50 Tdr. Land (Laugene i Provindserne kun 4 Tdr.), medens de Tobaksfabrikanter, der ikke vare i Laug, skulde holde en Laugsmester til Fabrikens Bestyrelse og hver for sig anlægge en Plantage paa 20 Tdr. Land (i Provindserne 10 Tdr.). Tobakshandlere, som hverken vare Fabrikentrepreneurer eller Laugsmestre, maatte derimod ikke foretage nogen Slags Præparation af Tobakker eller holde Skjæreværker eller Redskaber, men kun forhandle Andres Varer. Denne sidste Bestemmelse stødte paa stærk Modstand hos et stort Antal Tobakshandlere, der havde tilberedt Snustobakker og havt en lønnende Forretning ved, som de udtrykte sig: "at give Tobakken en eller anden Gout, som er Kjøberne til Behag." Da Kommercekollegiet fandt det betænkeligt at betage Nogen den Fordel, hvoraf han engang var i retmæssig Besiddelse, og det derhos oplystes, at den kjøbenhavnske og saakaldte islandske Snustobak tilligemed andre Sorter Rapéer havde særdeles god Afsætning i Norge og Hertugdømmerne, ja i Udlandet, bevilgedes der de formuende Snustobaksfabrikanter et Afslag til 2 Tdr. Lands Beplantning, de uformuende Ret til fremdeles at arbeide med egne Hænder. Egentlig maatte Ingen befatte sig med Snustobaksskjæren uden dem, der havde gjort det i Administrationstiden, men der skete dog Undtagelser, navnlig naar Supplikanterne tilbød at beplante mere end to Tdr. Land.

Efter Forordningen af 23de Marts 1778 fik Kjøbenhavns nærmeste Omgivelser et nyt Udseende, thi hvor der forhen havde ligget Enge, Kjøkken- og Frugthaver eller Krapplantager og Kornmarker, dyrkedes der nu Tobak; Byen var som indrammet af Tobaksplantager. Foruden de gamle kongelige Anlæg paa Glacierne mellem Øst- og Vesterbro, beplantedes nu ogsaa Citadellets Glacis saavelsom nogle ved Kastelsveien liggende Jorder, der tilhørte Byen, for kongelig Regning; Agent Borre anlagde en Tobaksplantage paa 42 Tdr. Land i det saakaldte "Studevænge" paa Sydsiden af


545

Frederiksberg Allé, hvorhen han i 1782 ogsaa flyttede sin Fabrik og sit Magasin (til Gaarden "Haabet"), Etatsraad Bruun kjøbte "Rygaard" ved Ordrupsveien og beplantede 30 Tdr. Land med Tobak, og snart var der ingen Jord at faa i Hovedstadens Nærhed, saaledes at Beplantningen foregik paa Amager, ja i et enkelt Tilfælde i Omegnen af Kjøge. De Fabrikanter, der søgte at unddrage sig Forpligtelsen, blandt hvilke det gamle Tobaksfirma: Italiender & Gebroeders især udmærkede sig, bleve i 1780 dikterede en Bøde og fik Befaling til ufortøvet at anskaffe sig Jord, da deres Privilegium ellers skulde være forbrudt, og deres Tobaksfabrikation ophøre. Naturligvis dreves adskillige af Tobaksplantagerne med Tab, thi skjøndt Regjeringen lod Drenge og unge Mennesker oplære gratis ved de kongelige Plantager, savnedes der mange Steder tilstrækkelig Kundskab om Tobakkens Behandling; Arbeidslønnen var høi, og Udgifterne til Tørrehuse, Gjødning m. m. betydelige. En Trafik, ved hvilken de Planteurer, der ikke selv vare Fabrikanter, søgte at forbedre deres Indtægter, nemlig "ved at give deres Tobaksblade en vis selvraadig Tilberedning enten ved Sammenrulning, Presning eller Sausning" og derpaa udsælge denne Vare i Smaapartier til Menigmand, blev i 1780 strengt forbudt; i Fremtiden maatte Bladene ikke sælges til Forbrug uden at være passerede gjennem Tobaksspindernes eller Fabrikeurernes Hænder. Blandt de større Fabriker, som anlagdes paa dette Tidspunkt (i 1781) kan nævnes Agent Ambergs, "Friheden" kaldet, i hvilken hans Svigerfader, Konferentsraad Classen havde indskudt betydelige Kapitaler, og som forresten hensygnede efter Krisen i 1783 og faa Aar efter gik helt istaa. Det kan paa dette Sted tilføies, at Urtekræmmernes tidligere (III, 77) omtalte Kridtpibefabrik, med hvilken Pibemagerne Rømer og Franckenstein i Tredserne havde konkurreret, i 1775 blev solgt til Vognmand Ole Josephsen med betydeligt Tab for Lauget. Tre Aar efter, fik Lars Nielsen Walsøe Privilegium paa en lignende Fabrik, men den betalte sig formodentlig ligesaa lidt som dens Forgjængere. De fleste Piber indførtes nu som tidligere fra Holland.

Skjøndt den friere Udvikling, der i Frederik den Femtes og Struensees Tid havde faaet Indpas i Laugene, led nogen Standsning i Guldberg-Perioden, er det dog indlysende, at den store og større Industri, der nu havde faaet saa mægtigt Opsving, langsomt og sikkert maatte undergrave Laugsvæsenets gamle Former. Et charak-


546

teristisk Exempel herpaa indtraf i 1779, da to engelske Mestre, Sadelmager Robert Kyel og Karethmager Thomas Swinton ankom til Staden og vilde nedsætte sig her som Frimestre, med Ret til at holde de fornødne Svende og Drenge. Magistraten fraraadede indtrængende at bevilge Ansøgningen, da den var krænkende for Haandværkernes Næring og Fortjeneste, og de Fremmede ikke vilde underkaste sig Laugsforbindtlighederne, hvortil desuden kom, at det danske Karetharbeide ikke gav det udenlandske Noget efter. Hertil svarede Kommercekollegiet: "Denne Paastand bekræftes ikke af daglig Erfarenhed, thi der indforskrives en Mængde engelske Vogne, hvis Brug tiltager mere og mere; alene ifjor indførtes 16 engelske Vogne, hvis Værdi var 9-10,000 Rdlr., og skjøndt nogle kjøbenhavnske Mestre have raffineret deres Kunst, kunne de dog langtfra optage Konkurrencen". Resultatet blev da, at det tillodes de to Englændere at nedsætte sig og efter at have taget Borgerskab at drive deres Profession som Frimestre ved Hjælp af behøvende Folk, Svende og Drenge, uden Hinder, Indsigelse eller Tiltale fra Laugene". Sadelmagerlauget forsøgte vel i 1780 at forbyde en Svend at arbeide ved det engelske Karethmageri, under Paaskud af at Kyel var reist tilbage til England, men da Swinton fortsatte Forretningen, paadrog det sig kun en Irettesættelse derved. Overhovedet tog Regjeringen, naar det paa nogen Maade kunde lade sig forsvare, Parti for Fabrikanterne mod Laugene, men den hyldede ellers ikke Struensees Ideer om Laugstvangens Afskaffelse og viste kun ringe Sympathi for de Stampeske Doktriner. Hoffet selv respekterede ganske vist ikke Laugsrettighederne, hvad der f. Ex. viste sig i 1780, da Snedkerlaugets Oldermand Winberg fik to Musketterer dømte ved Politiretten, fordi de havde udført Snedkerarbeide i Rosenborghave, og der strax udgik en kongelig Befaling til Haandværkerne om "at entholde sig fra al Inkvisition udi vore Haver og Indelukker", men ellers savnede Laugene ikke Understøttelse. Tilladelsen til at nedsætte sig som Frimester blev kun sjelden given og fordetmeste kun til udtjente Soldater, ja i 1781 blev det forbudt Frimestrene at holde lige Skilt med Laugsmestrene; de maatte nu kun have et Brædt med deres Navn og Angivelse af deres Profession. Naturligvis blev der ligesom i tidligere Tider engang imellem gjort Undtagelser med Hensyn til Svendeaarenes Antal, Indskrivning af fremmede Drenge i Laugene, Fritagelse for


547

Mesterstykke eller for at reise udenlands, men i det Store og Hele opretholdtes Laugstvangen skarpt og gav Anledning til megen Brødnid og smaalig Misundelse, der hyppigt kunde antage barokke Former. Det er værd at lægge Mærke til, at paa dette Tidspunkt dukker den honette Ambition op hos Haandværksstanden i større Maalestok end hidtil, hvorfor det nu begyndte at vrimle med Hof-Haandværkere, hvoraf ialfald adskillige ikke havde Andet med Hoffet at skaffe end Ret til at føre Titelen. Man har nu ikke blot Hof-Guldsmede, Hof-Juvelerer, Hof-Malere og -Forgyldere, men ogsaa Hof-Sværdfegere, Hof-Grovsmede, Hof-Kleinsmede, Hof-Possementmagere, Hof-Perlestikkere, Hof-Brodeurer; Hof-Bogbindere, Hof-Destillateurer, Hof-Billedhuggere, Hof-Uhrmagere, Hof-Modehandlere, Hof-Slagtere m. m. I 1774 søgte Magnus Valentin af den portugisisk-hebraiske Nation endog om at faa Bestalling som " Hof-Jøde", da "der ved de fleste Monarchers Hoffer fandtes en saadan, til hvem saavel indenlandske som fremmede reisende Herskaber kunde henvende sig, naar de havde Kommissioner at besørge", men skjøndt han lovede at "udvise Oprigtighed, utrættet Flid og Vigilance", fik han dog Afslag. I Regelen maatte Ansøgerne betale Bestallingen og udrede 24 Rdlr. til Rentekamrets Fattigbøsse for at opnaa den attraaede Gunst, men den var da heller ikke uden Fordele. Den gav Anseelse og Næring, og det ikke blot hos Befolkningen. Saaledes motiverer Hofslagter Niels Svendsen sin Ansøgning med den Bemærkning, at hans Kredit vil styrkes derved, og at hans Kreaturer, naar de blive opholdte paa Transporten fra Aarhus til Kallundborg, ville have Forret, naar han er Hofslagter.

Haandværksstanden var iøvrigt et stridbart Folkefærd, thi Laugene kjæmpede ikke blot indbyrdes med hverandre, men ogsaa med Myndighederne, i hvilken sidste Retning navnlig Rebslagernes Oldermand Hans Jørgen Morthorst udmærkede sig. I 1773 fandt han i et ubetydeligt Mellemværende Anledning til at sige Politimester Fædder sin Mening i en Tone, der paadrog ham en kongelig Irettesættelse for hans "dristige og utilbørlige Forhold", og Aaret efter kom det til en stor Aktion, i hvilken Hof- og Stadsrettens Medlemmer endog bleve inddragne. Oprindelsen var - nogle Stykker Seilgarn, som Apotheker Hagen havde kjøbt af uberettigede Folk, og efter hvilke Morthorst havde ladet anstille en skarp Inkvisition. Politimester Fædder idømte Oldermanden en Bøde af 1 Rdlr. for


548

"utilbørlig inkvisitorisk Omgang", men da Sagen blev appelleret til Hof- og Stadsretten, fik Morthorst Medhold, ja Fædders Dom blev underkjendt med det udtrykkelige Tillæg, at "den ei maatte komme Morthorst til Fornærmelse eller Penges Udgift i nogen Maade." Nu blev Politimesteren for Alvor vred og klagede over, at Hof- og Stadsretten istedetfor at soutenere hans Embeds Myndighed og Anseelse undergravede den, og Følgen blev en Høiesteretssag mellem Politimesteren og Hof- og Stadsrettens Tilforordnede. Samme Aar (1774) blev der reist ny Aktion mod Morthorst, da nogle af hans Svende havde angivet ham for uforsvarligt Arbeide, og beskyldt ham for at lade indspinde Blaar og gammelt udpillet Toug i Kabelgarn og andet Skibstougværk, en Sag, som dog blev frafalden, mod at han opgav Oldermandsembedet, og betalte 100 Rdlr. i Mulkt, Halvdelen til Rebslagerlaugets Kasse og Halvdelen til Vor Frelsers Kirke paa Chrhvn. Da det kongelige Reskript herom blev oplæst i en Laugsforsamling den 6te Oktober af Raadmand Balthasar Schiøtt for derefter at indføres i Laugsprotokollen, kom det imidlertid til et ubehageligt Efterspil, da Morthorst blev rasende, lagde Haand paa Raadmanden, rev Dokumentet ud af hans Hænder og kaldte ham og Ophavsmændene til den kgl. Benaadning: "Skjælmer" m. m., hvilket fremkaldte ny Sags Anlæggelse og en betydelig forhøiet Mulkt. Hermed vare dog Vanskelighederne med Morthorst ikke forbi. Da Politimesteren nemlig i Efteraaret 1781 havde bragt i Erfaring, at der paa Reberbanerne udenfor Vesterport var megen uforsigtig Omgang med Ild og Lys, sendte han Politiadjutanten og to Betjente derud en Aften, og disse traf uheldigvis den stridbare Rebslagermester, der overvældede dem med Trusler og Skjældsord, ja end ikke skaanede Politimesteren selv. Morthorst dømtes herefter ved Høiesteret til en Maaneds Arbeide i Rasphuset, men da han forestillede, at han havde drukket et Par Glas Vin mere, end han kunde taale, og at den beskjæmmende Straf vilde hindre ham i vedblivende at være Laugsbroder og Borger, saa at der ikke var anden Udvei for ham end at rømme Landet med sin uskyldige Kone og Børn, benaadedes han med en Mulkt af 1000 Rdlr., Halvdelen til Vor Frelsers Kirke og Halvdelen til Politiet og Politikassen. Der kunde anføres flere lignende Eksempler paa Opsætsighed mod Myndighederne, saaledes da Brændevinsbrænderne under en Konflikt med Bryggerlauget i 1778 holdt en offentlig Laugsforsamling paa


549

egen Haand uden at anmelde den for Magistraten og derved paadrog sig en alvorlig Irettesættelse samt en Bøde af 200 Lod Sølv, eller da Sadelmagerne og Remmesniderne det følgende Aar indgav en "uanstændig og ubeføiet Klage" over Magistraten, fordi den formentlig havde overskredet sin Kompetence ved et Oldermandsvalg. Klagen blev afvist med den Tilføielse, at Lauget i Fremtiden "skulde vogte sig for paa saa usømmelig Maade at udlade sig mod sin Øvrighed, saafremt det og Koncipisten ikke vilde vente efter Fortjeneste at vorde anset".

Med Haandværkssvendene, hvoraf et meget betydeligt Antal var Fremmede, især Tydskere, havde Regjeringen mange Bryderier. Svendene havde for Skik at løbe fra den ene Mester til den anden eller lade sig engagere hos Fabrikanter, endog naar de stod i Gjæld til Laugsmesteren og havde modtaget Forskud af ham, hvorfor der blev paabudt en hel Række Bestemmelser, sigtende til at hindre saadan Uorden, og for flere Laugs Vedkommende fastsat en bestemt Opsigelsesfrist eller Skiftetid, ligesom der udkom en almindelig Anordning om Fabrikarbeideres Omflytning fra en Fabrik til en anden. I 1776 udmærkede de tydske Skomagersvende sig især ved deres Uregjerlighed og viste aabenbar Ulydighed mod de kongelige Anordninger, idet de nægtede at vælge en tydsk Oldgesel samt betale deres Tidepenge. Magistraten lod derfor den 5te Februar 10 af dem indsætte til Arbeide i Rasphuset, nogle paa 3, andre paa 2 Maaneder, men da deres Kammerater bad om Naade for dem, og de Skyldige med største Vemodighed erkjendte deres Forseelse og lovede Bod og Bedring, slap de allerede løs efter en Maaneds Indespærring, paa en enkelt nær, der havde udslynget "haarde Truselsord". Tømmersvendene, der umiddelbart efter Struensees Fald havde gjort offentlige Optøier ved at anholde Kongens Vogn, paadrog sig i 1779 en publik Aktion, da de i deres Kvartalssamling den 14de Novbr. "begegnede Oldermanden for Tømmerlauget Andreas Pfützner og Lademesteren Johan Christopher Suhr paa voldsom og uanstændig Maade, holdt dem indespærrede i to Timer i Forsamlingssalen og truede med at lemlæste dem paa Helbred og Lemmer, indtil de lovede at føie Svendene i Alt, hvad de forlangte." Med Snedkersvendene kom det i 1781 til en Konflikt, da forskjellige Uordener i Tidens Løb havde indsneget sig hos dem. Det var nemlig blevet Skik og Brug, at den Svend, der giftede sig, blev haanet, ja endog


550

udstødt af de Ugiftes Samfund, saaledes at disse ikke vilde arbeide i Værksted med ham, og at Svendene betragtede det som krænkende for deres Værdighed selv at bære Hammer, Saug og Høvl hen til det Sted i Byen, hvor de skulde arbeide. Derhos forlangte de i Modstrid med alle Bestemmelser selv at vælge den Mester, hos hvem de vilde arbeide ("Begjær-Valg") og nægtede at tage Tjeneste hos den, der anvistes dem af Oldermanden gjennem Oldgesellen. Følgen heraf blev et kongeligt Reskript af 28de Marts 1781, hvori det befaledes, at alle Snedkersvende, gifte og ugifte, skulde udgjøre et Selskab, anses for lige gode og have en fælles Lade eller Kasse, at enhver Svend, ligesom Tømmer- og Mursvendene, selv skulde bære sit Værktøi, at Begjærvalget skulde være afskaffet, og endelig at Svendenes selvstændige Sygestue skulde ophæves, som alt var sket med Skomagersvendenes, og Patienterne derimod indlægges paa Hospitalerne paa Svendeladens Bekostning. Aldrig saasnart var dette Reskript blevet offentliggjort, før det stødte paa haardnakket Modstand. Endel Svende forlod Landet, medens andre nedlagde Arbeidet, skjøndt det udtrykkelig var dem forbudt at ligge ledige, hvorefter Oldgesellen paa egne og de ugifte Svendes Vegne ansøgte om "fremdeles at maatte nyde de Rettigheder og Friheder de i hundrede Aar havde nydt". Intetsteds i Udlandet havde gifte og ugifte Svende fælles Lade, og intetsteds blev det saakaldte "Begjærvalg" nægtet dem. Svaret herpaa lød imødekommende, thi Regjeringen var aabenbart bleven urolig ved de mange Svendes Bortrejse, og Magistraten fik Ordre til at meddele dem, at "naar de først vendte tilbage til deres Arbeide og forholdt sig skikkelige og lydige, ville Vi efter nogen kort Tids Forløb resolvere paa deres Ansøgning og bevilge dem, at de gifte og ugifte Svende maa have deres Lade hver for sig, og at en Snedkersvend, naar han i et Fjerdingaar eller mere upaaklageligen har været i en Mesters Tjeneste, siden frit maa vælge den Mester, han vil arbeide hos. Denne Resolution kom da ogsaa den 16de Novbr., men da den blev oplæst i en Samling paa Laugshuset i Raadmand Matthias Langes Nærværelse, viste en Svend en saa støiende og "formastelig" Opførsel (han mødte bl. A. med sin Tobakspibe i Haanden og raabte: "Nu vil jeg se, hvad I tør gjøre mig!") at han efter kongelig Befaling blev indsat til tre Maaneders Arbeide i Rasphuset. Resolutionen af 16de


551

Novbr. blev iøvrigt saaledes misbrugt, at den i Mai 1783 igjen blev noget indskrænket.

Hvad Haandværksdrengene angik, spillede de naturligvis en ikke ubetydelig Rolle ved alle Gadeoptøier og Tumulter, men førte ellers et haardt og glædeløst Liv. De bleve i Reglen tyrannisk behandlede af Svende og Mestre; legemlige Revselser hørte til Dagens Orden, deres Natteleie i Sommervarmen og Vinterkulden paa Lofter var slet, deres Føde var kneben, og hvad der var værre: deres fagmæssige Opdragelse blev i høi Grad forsømt. "To, tre Aar af Læretiden - skriver den sagkyndige Raadmand Pontoppidan - bruges til pigemæssig Byløben og Kjøkkenpraktik med Vand-, Sand- og Brændebæren foruden Madspands Renderi for Svendene". Naar Drenge, hvad der under disse Forhold ikke saa sjælden skete, løb af Lære, indsattes de uden videre i Børnehuset for kortere eller længere Tid; deltog de i Gadeoptøier, kastede med Sneboldte eller Skarn, kunde de faa samme Straf eller efter Omstændighederne slippe med Vand og Brød i en otte Dages Tid. I 1783 blev en Dreng af den faste Stok ved Politiretten dømt til at arbeide i 14 Dage i Børnehuset, fordi han under et Opløb i Borgergade var trængt ind i et Hus, men da han havde siddet længe i Raadhusarresten, blev han ved kgl. Resolution fritagen mod at udleveres til Holmens Chef, som "kan lade ham give nogle Tamp".

De mange Haandværkeruroligheder med Tilbehør af Gadeuordener saavelsom Hensynet til Omkostningerne bevirkede, at der i Novbr. 1780 udkom et Forbud mod de hidtilværende høitidelige Optog ved Laugsskilters Flytning fra det gamle Herberge til et nyt. Saadanne Dage havde hidtil været til stor Fryd for Gadeungdommen; Laugets Mestre, Svende og Drenge havde da i stort Optog fulgt Skiltet og Laden med Musik, Dans og Skydning (smlgn. II, 497); man havde vandret lange Omveie gjennem Byen, gjort Holdt udenfor andre Laugsherberger, der passeredes for at udvexle Hilsener og Ovationer, kort sagt, den halve Stad havde været paa Benene i saadan Anledning. Optogene bleve vel ikke helt forbudte, men Flytningen skulde nu foregaa i Stilhed, og besørges af et lille Antal Personer; den korteste Vei skulde vælges, og der maatte intetsteds gjøres Holdt. Indenfor Haandværkernes egne fire Vægge, i Laugshusene, bevaredes imidlertid de gamle Ceremonier uforandret, mod hvilke Regjeringerne forgjæves havde kjæmpet; man havde endnu


552

den gamle "Handwerksgewohnheit" (smlgn. II, 306), de gamle zünftige Formularer, den særlige "Grusz", hele Frimurersproget og de mange Ceremonier ved Drengens Ophøielse til Svend. Mange af de overleverede Vedtægter vare ret trykkende; saaledes vare de udlærte Drenge i Skomagerlauget udsatte for at faa deres Læretid forlænget med et Fjerdingaar, hvis de kunde overbevises om at have baaret Uhr, Stok eller Mansketter, før de vare gjorte til rigtige "Amtsgeseller", ihvorvel det siges, at de i Regelen slap med en Irettesættelse af de ældste Svende. Af den Formular, hvormed Oldgesellen oplyste de Skomagersvende, der skulde vandre, om deres Optræden i Udlandet, faar man et tydeligt Indtryk af den internationale Forbindelse mellem Laugene. Naar Svendene paa Spørgsmaalet: "Har I Lyst at reise?" havde svaret Ja, sagde Oldgesellen nemlig: "Saa reiser fra store Stæder til smaa Stæder, fra smaa Stæder til store Byer. Hvorhen I komme tilreisende, maa I alle Tider spørge efter Herberget, hvor I er velkomne og faar Kvartér. Men kan Du ikke faa Kvarter, gaar Du til Borgmesterens Hus og slaar Vinduerne ind, thi saa faar Du Kvarter. Du spørger dernæst Krofaderen om Arbeide, og kan han intet Værksted anvise, saa reiser Du videre". I Januar 1783 blev der skredet ind mod Bogtrykkerne i Kjøbenhavn, som fra gammel Tid havde tiltaget sig et Slags Overhøihed over Provindsbogtrykkerne, saaledes at disses udlærte Drenge ikke bleve betragtede som Svende, før de atter havde staaet i Forbundt i Hovedstaden og derhos betalt en vis Sum i "Anførsels og Udskrivnings Penge". Dette blev forbudt; enhver Bogtrykker udenfor Kjøbenhavn, der selv havde lært Kunsten, kunde nu give sine udlærte Drenge lovligt Lærebrev, og hvis han ikke havde lært den, da den kunsterfarne Faktor, der forestod Trykkeriet.

Det er foran (III, 526) omtalt, at Strømpevæverlauget blev ophævet den 12te Mai 1777, og samme Skjæbne havde Brolæggerlauget den 13de Novbr. 1782, da "Enhver fik Frihed til ved Brolægning for Kbhvns. Indvaanere at ernære sig." Dette skete paa den i 1777 nedsatte Brolægnings Kommissions (III, 419) Forslag, thi den mente sig ikke forbunden til at bruge Lauget fremfor andre Arbeidere, og disse havde rentud nægtet at indtræde i Lauget. Derimod fik Skorstensfeiermestrene, hvoraf der forresten kun var 3 i Byen, den 11te Februar 1778 Laugsartikler, fordi de ellers ikke kunde skaffe de fornødne Svende fra Udlandet, ligesom de her Udlærte ikke -


553

kunde reise og faa Arbeide paa fremmede Steder. Denne Benaadning suppleredes yderligere i 1780, da der forundtes Skorstensfejerne "lige Privilegier, Borgerret og Rettigheder med alle andre Professioner og Borgerne", hvorved denne Nærings Udøvere altsaa ophørte med at være som en Pariakaste. I Rebslagernes gamle Laugsartikler (af 4de Novbr. 1682) indførtes i 1782 en Forandring med Hensyn til Oldermandsvalget for "at hindre Underslæb med Oldermandens eget og de ham Beslægtedes Arbeide"; man forstaar, at der herved sigtedes til den ovenfor omtalte Morthorst. I 1775 bleve Vognmandslaugets Artikler forandrede, da Omgangstouren ophævedes, saaledes at enhver Reisende i Fremtiden kunde leie Karether, Chaiser eller Phaetons hos hvilken Vognmand, han fandt for godt. Ogsaa i Dugmagernes Artikler indførtes samme Aar nogle Forandringer eller "nærmere Bestemmelser".

En Strid mellem Vinhandler Niederzieher og Slagtermester Hans Pedersen Grau førte i 1776 til et vigtigt Reskript om Slagtergaardenes Indretning i Kjøbenhavn. Grau havde nemlig kjøbt en Eiendom paa Store Kjøbmagergade ved Siden af Vinhandlerens og indrettet Slagteri her, ja han brugte Kjælderen til Kreaturstald, saaledes at al mulig Uhumskhed sivede ind i Vinkjælderen, ligesom Stanken fra den snevre Slagtergaard om Sommeren trængte ind i Nabohusenes Værelser og umuliggjorde Opholdet der. Paa Naboernes Klager lod Magistraten Grau vide, at hans Gaard ikke var bekvem til Slagteri, men han svarede simpelthen, at han agtede at blive der, da der ikke fandtes nogen kongelig Anordning, som forbød det. Nu blev Stadsbygmesteren, Stadsphysikus, ja Collegium Medicum sat i Bevægelse, og Alle erklærede de, at Tilstanden var skandaleus, og at der i alle Nabohusene herskede en utrolig Stank, som endog forplantede sig ud paa Gaden. I Januar 1776 fik Slagteren derfor Befaling til at ophøre med Slagteriet her, da "Saadant strider aabenbare mod god Orden og den i en stor By saa høist fornødne Renlighed", hvorhos Magistraten beordredes til at overveie og foreslaa, hvorledes Slagtergaardene burde være beskafne. Følgen blev Reskriptet af 4de Dcbr. 1776, hvori det bestemtes, at alle Slagtergaarde saavidt muligt i Fremtiden skulde anlægges omkring ved Voldene og i Udkanterne af Staden, under alle Omstændigheder hverken i de reelleste Gader, eller i de smalleste Gyder, Stræder og Gange. Magistraten fik Opsigt hermed saavelsom med Gaardenes


554

Indretning, og under 2 Rdlr. Mulkt til Politikassen forbødes det Slagterne at have Kjød tilfals i deres Huse, endsige udhænge det i Porte, Forstuer eller udenfor Husene; thi alt Kjødsalg skulde foregaa fra Slagterboderne og fra de anviste Torvestader. Senere, i 1782, gik Regjeringen atter Slagterne skarpt tillivs, da det rygtedes, at de ikke holdt sig Kjødtaxten efterrettelig, nægtede at sælge deres Varer til Enhver, der begjærede det, og falholdt Kvie- og Kokjød blandt Oxekjød, idet der udlovedes Douceurer til de Tjenestefolk, der meldte dem, og fastsattes Straffebøder for enhver saadan Overtrædelse. Det var heller ikke Venskab for Slagterlauget, der bevirkede, at Joachim Pedersen paa Frederiksberg i 1781 fik Tilladelse til at nedsætte sig paa Vesterbro, og dér slagte og udsælge Kjød og Flæsk, ikke blot til Broens Beboere, men ogsaa til Indvaanerne i Kjøbenhavn. Der havde tidligere været givet enkelte Mænd Ret til at holde Slagterbod paa Vesterbro, skjøndt de kjøbenhavnske Slagtere havde ivret stærkt derimod, men endnu aldrig havde nogen af dem maattet sælge til indenbys Boende. At Bagerne ligeledes holdtes strængt til deres Taxter, er en Selvfølge, og det kan tilføies, at Struensees Kabinetsordre om deres Vinterforraad af Rug og Hvede ogsaa blev staaende ved Magt, men de befriedes dog for adskillig Konkurrence, de havde maattet kjæmpe med under det forrige Regimente, da der den 18de Marts 1772 udstedtes Forbud mod, at udenbys Bagere indførte og ombar Hvedebrød i Husene under Straf af Brødets Konfiskation og høie Bøder. Kun en enkelt Bager i Lyngby beholdt sit Privilegium af 1769 til at indføre Tvebakker og Sukkerkringler. (Smlgn. III, 349). Hvad Bryggerne angaar, fik de atter og atter Tilladelse til at forhøie Priserne paa de dyrere Ølsorter, naar Kornvarerne steg; og lignende Taxtforhøielser tilstedes Vognmænd og Hyrekuske, naar Havre-, Hø- og Halmpriserne gik i Veiret. Urtekræmmerlauget fik i 1783 Eneret til i Smaapartier at udsælge Nelliker, Muskater, Muskatenblomme, Kanel og Kardemomme, hvilket nu begyndte at hjemkomme med det asiatiske Kompagnis Skibe og derfor kunde henregnes til de ostindiske og chinesiske Varer, Enhver fra 1748 havde havt frit Lov til at handle med. En særlig og stor Begunstigelse opnaaede Glarmesterlauget i 1773 ved Arveprindsens Mellemkomst. Det havde sluttet Kontrakt med Glasværkerne i Norge om Leverance baade til eget Brug og Forhandling og ønskede derefter en fri Oplagsplads for Varerne. Deres An-


555

søgning om at faa Glasværkernes forrige Oplag ved Dokken paa Christianshavn, blev imidlertid afslaaet og ikke bedre Held havde de, da de ansøgte om Kjælderen under Charlottenborg eller Gjæthuset. De henvendte sig da til Arveprindsen, og denne "geleidede" deres Supplik til Kommercekollegiet med følgende høie Ordre: "Hs. Maj. Kongen vil, at disse villige Folk skal kommes til Hjælp i denne deres Ansøgning, hvorover Kollegium med det Snareste vilde se dem forhjulpne til det Pakgjemme, som de attraar". Skjøndt Kollegiet "ikke kunde se, at det vilde fremme de norske Glasværker, at Lauget fik fri Oplagsplads, og der desuden var ledige Pakhuse nok i Byen tilfals", fik Glarmestrene nu overladt et af Drivhusene i den tidligere botaniske Have ved Toldboden. Herligheden varede dog ikke længe, thi faa Aar efter indrettede de norske Glasværker selv deres Magasin i det forrige Søkvæsthus ved St. Anna Plads. Sagen er et charakteristisk Exempel af mange paa Arveprindsens uophørlige anbefalende Paategninger for Supplikanter, som forgjæves havde henvendt sig til Kollegierne. De franske Handskemagere Lavigne og Voyer saavelsom den franske Bundtmager Antoine Laurent, der forstod "at give alt Slags Peltsværk ægte og bestandige Kouleurer og tillige at applicere dem i Broderi" støttedes ligeledes stærkt af Hoffet, den sidste, navnlig efter at han var gaaet i Kompagni med Hofbundtmager Schwartzkopff. Hvad Guldsmedlauget angaar, opnaaede det i 1772, at alt hos Fuskere og uberettigede Arbeidere konfiskeret Guld og Sølv samt Værktøi maatte tilfalde Laugets Fattige istedetfor som hidtil Politikassen. Derimod var det gamle Forbud af 1757 mod fremmed forarbeidet Guld og Sølvs Indførsel til Kjøbenhavn og Sjælland temmelig værdiløst, da Forbudet kun var rettet mod disse Varers Udsalg og Forhandling, og Lauget led yderligere ved, at Galanterihandlerne gik det i Næringen og kunde sælge til lavere Priser, fordi de betjente sig af Fuskere og yderlig fattige Mestre, som vare villige til at arbeide for det, der blev dem budt. En Klage, Guldsmedene i 1774 rettede mod den største Galanterihandter Abraham Moses Henriques, blev dog afvist. Tre Aar efter ansøgte de om et Forskud af 20,000 Rdlr. til Oprettelse af en offentlig Boutik, ved hvilken de haabede at holde alt fremmed Arbeide ud af Landet, men fik trods Arveprindsens Anbefaling Afslag. En fornyet Ansøgning i 1781 om et lignende Forskud samt om et "uindskrænket Generalforbud paa alt fremmed forarbeidet


556

Guld og Sølvs Indførsel" havde et endnu uheldigere Udfald, thi Alt, hvad Lauget opnaaede, var en Befaling til strax at holde et Forraad af Guldarbeide og Prætiosa for 6000 Rdlr. og af Sølvarbeide en lige proportioneret Summa, eftersom dette havde været et udtrykkeligt Vilkaar for Forbudet af 1757, men ingensinde var blevet opfyldt.

Et Etablissement, det saakaldte Meubel-Magasin, der oprettedes den 17de Februar 1777 af Stadsbygmester Rosenberg, blev af ikke ringe Betydning for mange kjøbenhavnske Haandværkere, dog navnlig for Snedkerne. Kommercekollegiet havde længe set, at store Kvantiteter Meubler indførtes fra Udlandet og havde været betænkt paa Midler derimod; hvad det gjaldt om - siger det selv - var at indføre den gode Smag hos vore egne Professionister og give dem Leilighed til at tilfredsstille Publici Begjærlighed efter retskaffent, godt og fint Arbeide, forsyne dem med Modeller og Desseins, danne og oplære unge Arbeidere og forskaffe dem baade Materialier og Afsætning. For at naa dette Maal henvendte man sig til "den for patriotisk Iver, Nidkjærhed, god Smag, Indsigt og Vindskibelighed" bekjendte Stadsbygmester Rosenberg, som udarbeidede en Plan for Etablissementet og ovenikjøbet tilbød at indrette det for egen Regning og Risiko mod forskjellige Friheder og Understøttelser. Herpaa gik Regjeringen ind, og det tillodes nu Rosenberg at holde 5 Værksteder for ligesaa mange forskjellige Haandværker, dog at der i hvert kun fandtes en Mester og 2 Svende (alle laugsmæssige) samt Drenge. Der maatte ikke forarbeides Andet her end Modeller til Brug for de Mestre i Staden, der vilde arbejde efter dem. Institutet maatte holde Oplag af alle Slags fine tørre Træsorter, Stenarter og andre Materialier til eget og Andres Brug, dog at de overlodes til Byens Mestre uden Prisforhøjelse, ligesom det skulde have et Magasin eller offentligt Udsalg for dem uden egen Profit eller Fordel. Mestrene kunde enten sælge deres Meubler til Magasinet eller indsætte dem til Salg her, hvorefter de forsynedes med et Stempel; dog maatte kun saadant Arbeide modtages, der var forsvarligt og skjønnedes at fortjene Stemplet. Rosenberg fik 400 Rdlr. om Aaret af Kommercefondet til Husleie, endvidere et rentefrit og i tyve Aar uopsigeligt Laan paa 5000 Rdlr. til Raamaterialiers og Meublers Indkjøb, 400 Rdlr. i Gage, og 200 Rdlr. til Lønning for en Regnskabsfører og Tegnemester, der skulde undervise Drengene. Meubelmagasinet


557

havde Lokale i Etatsraad Carsten Anckers Gaard paa Kongens Nytorv (senere Hotel du Nord) og forhandlede ikke blot Snedkerarbeide, men ogsaa Vogne, Speile og Taffel-, Forskjærer- og Konfektknive. Indtil Udgangen af 1778 solgtes der for over 20,000 Rdlr. af Magasinet, hvormed man var meget tilfreds, men Etablissementet kunde ikke betale sig i Længden, og i 1781 søgte Rosenberg om at blive det kvit. Man omordnede det da helt; den Deputerede i Kommercekollegiet, ovennævnte Etatsraad Ancker, fik Overopsynet, medens den duelige Kabinetssnedker og Ebenist George Røntgen, som i 1778 var indvandret fra Tydskland og støttet, fordi han havde forfærdiget et kostbart Toilettemeubel af Mahogni til Enkedronningen, blev Forvalter. De Vilkaar, hvorunder han ansattes, vare imidlertid saa ufordelagtige, at han ikke kunde bestaa, og i 1784 valgte han, for at undgaa videre Ulemper, den Udvei "at absentere sig". Meubelmagasinets Ret til at holde Oplag af Raamaterialier skadede naturligvis Tømmerhandlerne, som allerede i 1770 havde klaget over Tømmerpladsernes afsides Beliggenhed ved Kallebodstrand. Da flere af disse Pladser i 1775 stod ledige, og man ikke kunde faa dem bortleiede, fandt Regjeringen Anledning til at tage Sagen under Overveielse og skride ind mod den ulovlige Tømmerhandel, der foregik i Havnen og Canalerne, saavelsom mod de Tømmermestre og Snedkere, der solgte Tømmer og Brædder i Smaapartier. Det blev da fastsat, at indenlandske Skippere med Trælast, der hidtil havde kunnet sælge, saalænge det skulde være, nu kun maatte have 6 Ugers Liggedage, medens fremmede (inclusive Finlapper, som hidtil havde havt 6 Ugers Liggedage) kun fik 3. Efter Liggedagenes Udløb skulde alle Skippere enten oplægge deres Restbeholdning paa de priviligerede Tømmerpladser eller sælge den ved Auktion paa Børsen. Det lovedes derhos Tømmerhandlerne, at naar de havde anskaffet et forsvarligt Forraad af tørret Tømmer, vilde de indenlandske Skipperes Liggedage yderligere blive indskrænket til 4 Uger. Derimod blev det af Hensyn til Skibsbyggeriet fremdeles tilladt Værfterne at holde Tømmeroplag, ligesom Snedkerne maatte holde Oplag til deres egne Værksteder, men aldeles ikke til Udsalg. At Meubelmagasinet fik den ovenfor omtalte Ret, skyldtes især den Omstændighed, at det ved en Besigtigelse af Tømmerpladserne i 1777 viste sig, at Forraadet her var meget ubetydeligt. Som Følge heraf fik Tømmerhandler Agent Aagesen i Septbr. 1778 paa Arveprindsens


558

Anbefaling Tilladelse til at oprette et Magasin af gode, vel tørre saavidt muligt norske Tømmersorter og Brædder. Der overlodes ham to af de bedste Tømmerpladser uden Leieafgift; han fik et rentefrit Forskud af 12000 Rdlr., og endelig Løfte paa Leverancen til samtlige Slotte og kongelige Bygninger i Kjøbenhavn og dens Omegn. Aagesen havde selv tilbudt at levere Varerne bedre og billigere end nogen anden Tømmerhandler i Byen, men dette bevirkede kun, at han laa i evigt Kjævl med Bygningsdirektionen om Priserne. Tilsidst blev Forholdet ordnet saaledes, at man hørte Priserne hos andre Tømmerhandlere og derpaa uden videre afkortede ham 2 Procent.

Det var i god Overensstemmelse med Tidens økonomiske Tankegang og ligesom for at sætte Kronen paa alle Bestræbelserne for at fremme den indenlandske Industri, at Regjeringen den 20de Januar 1783 udstedte den mærkelige Forordning om Overdaadigheds Indskrænkning, hvortil meget betydelige Forarbeider allerede vare gjorte i 1772 af Martfeldt. Meningen var at bringe Finantserne paa bedre Fod og forøge den almindelige Velstand, eller som Martfeldt udtrykker sig: "raade Bod baade paa Handelens og Statens Underbalance". Man fandt, at der brugtes altfor mange udenlandske Varer, hvorved Landets Formue udbragtes til Fremmede, og for mange indenlandske, hvorved man fik desmindre at udføre. Familierne, "som dog udgjøre Staten", skulde derfor tvinges til Tarvelighed. Forordningen bestemmer, hvilke Guld- og Sølvsmykker der maa bæres, hvilke Servicegjenstande der maa være af ædelt Metal (man maa saaledes have 8 Sølvfade foruden Terriner og Kaffekander) og forbyder nu al Indførsel af fremmed Guld- og Sølvarbeide, undtagen hvad Reisende føre med sig til personligt Brug, eller hvad der kommer ind som virkeligt Flyttegods. Dernæst forbydes Sølv- og Guldgaloner samt Kvaster paa nye Klæder (Uniformer dog naturligvis undtagne); broderede Klæder maa ingen Mand bære efter 1ste Januar 1786, ligesom Skaberakker og Haanddækkener til Heste ikke længere maa broderes med Guld, Sølv eller Silke. For at Brodeurer dog ikke skulle miste deres Næring helt, tillades det Fruentimmer "indtil videre" at bære Silkebroderier, naar de stemples i Hallen med det kgl. Navnechiffer, Aarstal og Omskriften: "Til Brug". Brokades Klæder, indfattede Stene, ægte og uægte Perler, Plumager, fremmede Kniplinger o. s. v. maa ikke ses paa Nogen fra 1ste Januar 1784;


559

Meubler, Vogne og Paneler i Husene maa ikke længere ægte forsølves eller forgyldes; Knapper til Mandfolkeklæder skulle i Fremtiden enten være af Tøiet eller forfærdigede i Landet af Kamelhaar og Silke (de gemene Bondeknapper af Sølv maa dog beholdes), og efter Nytaar 1786 maa ingen Mand bære Klæder af Fløil eller Silke, (de indenlands gjorte Silkeunderklæder og Strømper dog undtagne). Silketørklæder, der ikke kunne vaskes, ere forbudte, men alle Slags i Landet tilvirkede Halvsilker maa fremdeles bæres. Peltsværk til Borter og Stadsklæder skulle bortfalde til samme Tid, og til Overkjoler maa i Fremtiden kun anvendes indenlandsk Peltsværk. Tjenere maa intet andet Silke have paa sig end Haarpunge, Piske, Halsbaand og Strømper, Tjenestepiger kun Silkekaaber og en sort Silkekjole. De første maa desuden ikke lade sig frisere; de sidste maa ikke gaa med Ørenringe ei heller bære Hovedsætter til høiere Pris end 9 Mark undtagen paa deres Bryllupsdag. Garneringer paa Fruentimmerkjoler skulle enten være af Tøiet selv eller høist til en Pris af 16 Rdlr., og italienske og udenlandske Blomster maa ei indføres til Pynt. Stuebetræk og Vinduesgardiner af Silke skulle ophøre, og Indførselsforbud udstedes mod alle Slags Meubler, Gulvtæpper, Vogne, Seletøi, Uhre, Glas (hvorfra dog Speile undtages) Porcellain og Fajance. Det sidste Afsnit af Forordningen indeholder udførlige Bestemmelser om, hvad der maa gives ved Middagsselskaber (i det Høieste 8 Retter og 4 Slags Dessert foruden Salater og indenlandske Frugter), og hvad der maa gives ved Aftenselskaber (6 Retter og 2 Slags Dessert foruden Salater). Af Vine maa kun drikkes fransk Vin (hvid og rød) samt Malaga, Madeira og Punsch, til hvem det forlanger, hvorfor der heller ikke maa udskjænkes eller falholdes andre Slags Vine i Vin- og Værtshuse, saalidt som de maa averteres i Aviserne. Fremmede Likeurer, andre fine fremmede Vine, gammel fransk Vin og udenlandske Ølsorter ere rentud forbudte. Ved Bryllupper og "dermed lige Højtideligheder" tillades en noget større Luxus, nemlig 2 Retter Mad og 2 Slags Dessert mere end sædvanlig. Tilsidst bebudes et Forbud mod fremmede Madvarer. For at Anordningen kan blive i Undersaatternes Erindring til bestandig Efterlevelse, skal den oplæses to Gange om Aaret fra Prædikestolene i alle Kjøbstæder, men - og dette er ikke det mindst Charakteristiske ved denne Overdaadighedsanordning - "da Kongen har den Tillid til sine Undersaatter, at de, skjønnende deres eget Gavn, skal selv


560

glæde sig ved denne Tarvelighedsforskrift og vaage derover, saa vil han ikke ved Politi eller andre Tvangsmidler nu for det Første se dens Iværksættelse befordret".

Sagen var, at Forordningen, endnu før den udkom, var stødt paa stærk Modstand i Kommercekollegiet. Man havde her et aabent Øie for, at den vilde gribe forstyrrende ind i mangfoldige Interesser, tildels endog modarbeide, hvad Regjeringen selv havde opelsket, krænke Kompagniernes Privilegier, skade Fabrikanter, Handlende og Professionister og endda, ikke føre til Maalet. Kollegiet forudsagde, at der vilde indkomme talrige Klager og berettigede Krav paa Skadeserstatning, og fremkom med en stor Del Indvendinger, hvoraf der ialfald blev taget Hensyn til enkelte. Det havde saaledes oprindelig været Hensigten, at alle Guld- og Sølvsager, der fremdeles maatte bruges, først skulde stemples paa offentlig Bekostning, men denne Plan blev opgiven, da Kollegiet fastholdt, at Kommercefondet ikke kunde afholde de store Udgifter hertil. Den bebudede Plakat om fremmede Madvarer blev heller ikke saa omfattende, som man havde troet; den indskrænkedes nemlig til nogle faa Sorter, med hvilke der ikke maatte serveres ved Gjæstebud, men som forresten kunde indføres som hidtil.

Overdaadighedsforordningen modtoges med stor Uvillie af Befolkningen, og Harmen rettede sig navnlig mod Martfeldt og - som paavist med Urette - mod Kommercekollegiet. Man beskyldte de Styrende for Svaghed, Fordomme og Mangel paa Dømmekraft, og sagde, at de istedetfor at beskjæftige sig med store Ting fordybede sig i Petitesser. Suhm fortæller, at der "blev slaaet alle Slags Calembours op paa Gadehjørnerne i hele Byen, endog flere end i Struensees Tid", og at Politiet havde nok at bestille med at rive dem ned." Samtidig begyndte der - som Kommercekollegiet havde propheteret - at indløbe Klager i Massevis og Fordringer om Erstatning. Man valgte først at slaa af paa Forordningen. Da saaledes Bundtmagerlauget i Marts erklærede, at det ikke kunde bestaa, hvis der i Fremtiden ikke maatte bæres Peltsværks Borter og Garneringer paa Fruentimmerklæder, blev det bekjendtgjort, at Forbudet kun gjaldt Stadsklæder, men ikke Overkjoler og Kaaber, der "bares for Varmens Skyld". I endnu høiere Grad gav man efter for Vinhandlerne, da de forestillede, at Indskrænkningen af deres Handel til fire Slags Vine, ikke blot vilde være ødelæggende


561

for Lauget selv, men virke i høieste Grad skadeligt for Skibsfarten og Landets Indtægter i det Hele. "Først nu - hedder det i Andragendet - er Oplaget af Vin i Kjøbenhavn steget til nogen Høide, dog ikke nær til, hvad det kunde og burde være imod Hamborg, Lybæk og andre Stæder; først nu er det, at Lybækkerne og Andre skulde udelukkes fra at sælge gamle Vine i vore egne Lande, hvis Afsætning er mest fordelagtig, thi naar Vinen er bleven gammel i Landet, kan den næsten anses for Landets eget Produkt, hvortil kommer, at Handelen med Rødvin ogsaa vil blive slet, naar Kjøberne kun kan faa almindelige Sorter". Følgen heraf blev, at Vinhandlerne allerede i Marts fik Tilladelse til ligesom før at falholde (men ikke udskjænke) alle Slags Vine uden Undtagelse.

Hvis man havde fortsat paa denne Maade, vilde der snart Intet have været tilbage af Overdaadighedsforordningen, og man nødtes derfor til at slaa ind paa andre Veie. Possementmagerlauget, der talte 25 Mestre med Koner og 56 Børn, var blevet saa haardt ramt af Forbudet mod Guld- og Sølvgaloner, at en Snes Mestre maatte standse, og da disse gik den sædvanlige Vei og henvendte sig til Arveprindsen, fandt de hans varmeste Understøttelse. "Man kan - skrev han til Kommercekollegiet - ikke uden Rørelse læse, at disse Familier ere bragte til Bettelstaven ved den gode Forordning om Overdaadighed, og dette maa forhindres, hvor vanskeligt det end er at hjælpe dem". Resultatet blev, at de "for at der kunde blive aabnet dem en ny Næringsvej", fik Lov til at arbeide i Halvsilke, Linned- og Kamelgarn, hvorhos der paa lempeligste Maade gaves dem et Forskud af 3000 Rdlr. til Raamaterialiers Indkjøb. De fremmede Svende, som vilde drage bort fik 8 til 10 Rdlr. i Reisepenge, de indfødte, der vilde søge hen til andre Erhverv, noget mere. Guld-Pletmager Daniel Holst fik en Tærepenge af 100 Rdlr., indtil han kunde faa en liden Betjening ved Toldvæsenet og Guldslagermester Wilhelm Mester en aarlig Pension af 150 Rdlr. En Guldtrækker Carl Ercks, som i 1771 var bleven indforskreven fra Hamborg for sin Dygtighed, støttedes Tid efter anden med 60 Rdlr. til Underhold og fik i August 1783 en Understøttelse af 250 Rdlr. til en lille Handel med Lys samt ostindiske og chinesiske Varer. Han havde søgt om 500 Rdlr., men skjøndt Kollegiet fandt det billigt, maatte der, "da Flere befandt sig i samme Tilfælde, tages Hensyn til den kongelige Kasses muligste Besparelse." Den største


562

Galanterihandler i Byen, Agent Henriques, der angav at have tabt ca. 22000 Rdlr. ved Overdaadighedsforordningen, gav man et tildels rentefrit Laan paa 20,000 Rdlr., hvorfor han kjøbte Iselins engelske Garveri. Ansøgningerne om Skadeserstatning vedblev imidlertid at strømme ind til Arveprindsen fra Guldsmede og Isenkræmmere (der klagede over Forbudet mod blanke Knapper), fra Silke- og Klædekræmmere, der havde Oplag af Fløiler, fra Glas- og Galanterihandlere o. s. v., hvorfor der nedsattes en extraordinair Kommission, som udarbeidede en formelig "Indemnisationslov". Principet i denne var, at de, der laa inde med fremmede Fabrikvarer, som tidligere havde været tilladte, men nu skulde udføres, fik Tolden tilbagebetalt, Godtgjørelse for Transport, Emballage og andre Omkostninger baade ind og ud, samt endelig nogle Procent i Erstatning for Rentetab, Varernes Forringelse m. m. Kjøbmænd, som i Overensstemmelse med Kongens Hensigter havde søgt at skaffe de indenlandske Fabriker Afsætning, skulde saavidt muligt have fuld Erstatning enten ved en Exportpræmies Tilstaaelse af 30 Procent eller ved Varernes Modtagelse til Afsætning for kongelig Regning, og endelig skulde de Professionister og Handlende, som havde tabt deres fornemste Næring eller endog vare blevne satte helt ud af Virksomhed, støttes ved Forøgelse af deres øvrige Arbeide, ved midlertidig Pengehjælp eller ved at forskaffes anden Leilighed til Fortjeneste.

Det er foran (III S. 324 o. flg.) blevet berørt, at man efter Struensees Fald lod den almindelige Pleieanstalt blive bestaaende, fordi "den syntes at love adskillige Fordele", dog med den Forskjel, at Vaisenhuset udskiltes og atter blev en selvstændig Institution, medens derimod Hittebørnsstiftelsen henlagdes under den. Opfostringshuset fik dernæst sine Lotterier tilbage, naturligvis mod at det aarlige Tilskud af 20,000 Rdlr. ophørte, og det blev derhos bestemt, at enhver af de under Pleieanstalten sorterende Stiftelser skulde beholde sit særlige Fond. Indtægten af Klasselotteriet var imidlertid paa Grund af Tallotteriets Konkurrence saa ringe, at Kongen i 1774 tog det til sig mod at give Pleieanstalten 25,000 Rdlr. om Aaret, hvoraf de 5000 opførtes paa Opfostringshusets Indtægtsside, men det frugtede Altsammen Intet; Fattigvæsenets Tilstand vedblev at være slet, thi Udgifterne steg, samtidig med at Indtægterne gik tilbage; Antallet af Trængende var større end nogensinde før, og Lærredsmanufakturet paa Almindeligt Hospital saavelsom Spinderierne


563

paaførte Fattigvæsenet meget betydelige Tab. Man havde i 1774 ca. 8800 Personer at understøtte, og Underballancen var i samme Aar over 30,000 Rdlr. Pleieanstaltens Direkteurer vidste da intet bedre Raad end at henvende sig til Finantskollegiet om et aarligt Tilskud af den kongelige Kasse paa 20,000 Rdlr., men Svaret lød alt Andet end imødekommende. Direktionen fik Befaling til at udarbeide en Reduktionsplan for Fattigvæsenet, "thi de Fattiges Pleie bør indrettes efter de dertil havende Fonds," og advaredes alvorligt mod at blande de enkelte Stiftelsers Administration sammen, og bruge den enes Overskud til Dækning af den andens Underballance, "hvorved de tilsidst samtlige maa geraade i lige Forfald". I Fremtiden skulde Almisserne indskrænkes efter Kassens Tilstand; i Stiftelserne maatte der ikke optages flere Fattiglemmer, end man kunde underholde; Fabrikvæsenet især Spinderierne skulde reduceres, og de Fattige saavidt muligt beskjæftiges hos Private uden Risiko og Bekostning for Pleieanstalten. Ansøgningen om det aarlige Tilskud blev afslaaet, men der blev dog for Aaret 1776 bevilget den fornødne Sum til Dækning af Underballancen ved Børnehuset, Vartou, St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse. Men der blev Intet af Reduktionen, hvorimod der i 1778 nedsattes en Kommission med den Opgave at undersøge de forskjellige Stiftelsers Kapitalbeholdning og Aarsagerne til Pleieanstaltens trykkede Stilling, udarbeide Lister over alle Fattige, drøfte Spørgsmaalet om Fattigvæsenets Fabriker, foreslaa Midler mod Tiggeri saavelsom mod Fattiges Indflytning til Hovedstaden fra Landet og Provindserne, modarbeide de Trængendes skadelige Forbrug af Kaffe, "hvortil endog dagligen anvendes over 6 Skilling" og endelig have "besynderlig Agtsomhed paa Folk af skikkelig Stand, som ved ulykkelige Tilfælde ere geraadede i Armod og uvante til strængt Arbeide". Kommissionens Forestilling gik først og fremmest hele Fabrikvæsenet paa Almindeligt Hospital imod; det nedlagdes i 1780, og Aaret efter indtraadte da den store Forandring, at Pleiedirektionen afskaffedes, og hele Fattigvæsenet blev henlagt under Kjøbenhavns Magistrat. Man havde nemlig opdaget, at en betydelig Del af de milde Stiftelsers Kapitaler var gaaet tabt og ansaa det for nødvendigt at have større Kontrol med Ledelsen, hvorfor ogsaa Regnskaberne i Fremtiden skulde indleveres til Rentekamret. Almindeligt Hospital, Vartou, Opfostringshuset, Abel Kathrines Boder, St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse med Kapitaler,


564

Inventarium og alt dertil Henhørende afleveredes nu til Magistraten, hvorhos det blev bestemt, at Lærredsfabrikens Varebeholdning skulde gjøres i Penge til Indtægt for Almindeligt Hospital, og at Sognekommissionerne, der havde paaført Fattigvæsenet saa store Udgifter, skulde ophæves. Opfostringshuset for nyfødte Børn kom ved denne Leilighed under Frederiks Hospital, og da man ansaa det for rigtigt at udskille de milde Stiftelser fra Straffeanstalterne, blev Børne- og Rasphuset paa Christianshavn tilligemed Møens Tugthus henlagt under Direkteuren for det militaire Uldmanufaktur, Etatsraad Hans Kofoed.

De Fattiges Væsens Kontoir holdtes altsaa nu paa Raadstuen, og Magistraten fik den 30te Mai 1781 et Forskud paa 10,000 Rdlr. af den kgl. Kasse til de nødvendigste forestaaende Udgifter, ligesom den i Erstatning for sine forøgede Forretninger tilligemed Politimesteren og Raadstuskriveren (der fungerede som Sekretair for Fattigvæsenet) fritoges for Procentskatten af sin Gage. Det almindelige Fattigvæsens Gjæld til de enkelte Stiftelser og disses indbyrdes Gjæld blev undersøgt af en særlig Kommission og definitivt ordnet ved Reskript af 17de Marts 1784. Da der ikke fandtes nogen Udvei til at skaffe de tabte Kapitaler tilbage, blev de 25,000 Rdlr., som Kongen istedetfor Klasselotteriets Revenuer havde tilstaaet Opfostringshuset (paa 20 Aar indtil 1783) nu en bestandig Gave til samtlige Fattigvæsenets Stiftelser, saaledes at den Del, enhver Stiftelse fik heraf saavelsom af andet direkte Tilskud af den kongelige Kasse, kunde svare til Renten af den forødte Kapital. Saaledes fik Vartou 4400 Rdlr. om Aaret, Opfostringshuset 6000, det Almindelige og St. Hans Hospital 18,000, Abel Kathrines Boder 700 og Claudi Rossets Stiftelse 200 Rdlr. Hver Stiftelse skulde have sine særskilte Kapitaler, Kasse, Indtægter, Udgifter og Regnskaber, undtagen det Almindelige (Centraladministrationen) og St. Hans Hospital, som fremdeles skulde være forenede. De 31,000 Rdlr., som Opfostringshuset i 1770 havde udlaant til Almindeligt Hospital (smlgn. III, 324) bleve strøgne. For at Vartou kunde komme paa Fode igjen, fik det Tilladelse til at sælge sit Jordegods ved offentlig Auktion, hvilket skete i 1784 og 1786, og dets Indtægter forøgedes herved saa meget, at det endog i enkelte Aar helt kunde undvære Tilskud fra Fattigvæsenet. Det kan tilføies, at Sognekommissionerne, som forresten ingensinde havde standset deres Virksomhed, nu udtrykkelig


565

bleve gjenindførte, om end i noget forandret Skikkelse. Den hele Ordning kunde dog ikke tilvejebringe Ballance i Fattigvæsenets Budget; i 1784 maatte den kongelige Kasse tilskyde 10,000 Rdlr., og fremdeles i en længere Aarrække betydelige Summer. Magistraten have evige Vanskeligheder at kjæmpe med og maatte atter og atter søge Assistance hos Regjeringen. Man var endnu langt fra Problemets Løsning, og det lyder som et Hjertesuk, da Grev Bernstorff i 1781 sagde: "Give Gud, at man dog engang kunde finde Raad og især noget stadigt Middel til at holde her i Hovedstaden Orden i de Fattiges Væsen; ingen Statsoperation er vigtigere, men endnu har det hele Europa heri sin Barndom".

Hvad de enkelte Stiftelser angaar, blev Almindeligt Hospitals Bygninger i 1775 afstaaede til den grønlandske Handel og sex Aar efter til det østersøisk-guineiske Kompagni, hvorefter Lemmerne og Alt, "hvad dertil Nyttigt hører", blev flyttet til Sølvgadens Kaserne, hvor de danske og norske Livregimenter hidtil havde ligget. Soldaterne bleve igjen indkvarterede hos Borgerne, og da der var rigelig Plads i "de rummelige og luftige Kaserner", fik Christians Pleiehus ogsaa Lokale her, medens dettes hidtilværende Gaard i Store Kongensgade nu blev Opfostringshus. Endelig blev Opfostringshuset paa Christianshavn i 1777 Søkvæsthus, da dettes Bygninger i Kvæsthusgade tilskjødedes Generalmagasinet og senere Kanalkompagniet. Aarsagen til alle disse Forandringer var Hensynet til Handelens og Skibsfartens Fremme, for hvilket alt Andet maatte vige. Det siges endog udtrykkelig, at Opfostringshuset maatte rømme fra Christianshavn imod sin Villie efter kongelig Befaling. Det mistede ikke blot Gaardsplads herved, men sin "vidtløftige, skjønne Have", der havde kostet 2000 Rdlr. at sætte istand, samt en stor hosliggende udyrket Plads, hvorhos Direktionen for Pleieanstalten klagede over, at Vandet i Kanalen vilde blive savnet haardt til Uldvaskning, at Børnene i Fremtiden vilde savne Leilighed til Badning, at det nys opførte Bageri vilde gaa tabt, at Sygestuerne, der havde været indrettede her for Christianshavns syge og skrøbelige Fattiglemmer, nu maatte opgives m. m., hvilke Savn Regjeringen dog søgte at afhjælpe saa godt som muligt. Da alle Flytningsudgifterne desuden betaltes af den kongelige Kasse, og Kasernernes udmærkede Udstyr blev solgt for Spotpris, kostede disse Forandringer store Udgifter, hvortil kom, at den pludselige Indkvartering i Byen


566

bragte Husleien til at stige. Der hørtes da ogsaa almindelige Klager over den nye Ordning, og da de store Handelskompagnier enten vare gaaede i Stykker eller kun med Møie holdtes oppe, indsaa man det Feilgreb, der var blevet begaaet. Sølvgadens Kaserne blev i 1785 atter tagen i Brug efter sin oprindelige Bestemmelse; Almindeligt Hospitals Lemmer flyttedes tilbage til Bygningerne i Amaliegade, og Christians Pleiehus blev flyttet til Eckernførde. Et saakaldt "Depot" eller Filial, hvor der forsørgedes nogle gamle Mænd og Kvinder, forblev dog i Kjøbenhavn, og indrettedes i et Hus for Enden af Livgardens Kaserne ved Rosenborg. Derimod beholdt Opfostringshuset Eiendommen i Store Kongensgade, ligesom Kvæsthuset forblev paa Christianshavn. I Novbr. 1777 indførtes den Forandring i Opfostringshusets Fundats, at Drengene ikke længere skulde tjene til deres 24de Aar hos Mestre og Professionister, eftersom det kun havde avlet Misfornøjelse og Desertion, men som alle andre Læredrenge, hvorhos der ansattes en Lærer i Tegning og Architektur ved Stiftelsen. Ude paa Christianshavn indrettede Kvæsthuset sig i stor Stil og udvidede den gamle Eiendom betydeligt. Saaledes kjøbtes de tilstødende Privateiendomme i Baadsmandsstræde (3 Grunde med Huse) og en Del af den gamle Renovationsplads, medens Pladsen med Krudttaarnet (som blev nedrevet) afstodes af Ingenieurkorpset. I 1779 blev Fattigbygningen forhøiet med 2 Etager, og Aaret efter en ny Sygebygning opført, hvorhos en kongelig Resolution af 22de Juli 1779 bestemte, at der istedetfor som hidtil at være to Direkteurer for Kvæsthuset og Assistentshuset (smlgn. III, 168) nu skulde være en samlet Direktion paa 5 Medlemmer. Det hedder derpaa i Resolutionen, at Kvæsthusets og Assistentshusets Indkomster skulle anvendes til "de i Orlog og ved Skibes Expeditioner indkommende Syges og Kvæstedes Kur og Forflegning, til Pensioners Udredning og vores Søetats Fattiges Underholdning samt endelig til vore Divisioners og Haandværksstoks der indlæggende Syges Kur og Forflegning". Kvæsthuset vedblev altsaa at være Syge- og Fattighus samt Pensionsanstalt. Dets Rettighed over Børsen mistede det som omtalt (III, 441) i 1776, rigtignok mod en Udbetaling af 45,000 Rdlr., og af Kommercekollegiet fik det en aarlig Godtgjørelse af 300 Rdlr. for det gamle Bolværk ved Kvæsthusgade og hosliggende Plads, der brugtes til Oplag for bornholmske Sandsten, og hvor der fandtes en Kran og god Liggeplads, selv for dybtgaaende


567

Skibe. Samtidig med Flytningen til Christianshavn fik Stiftelsen Sophie Bastion, den gamle "Oliemøllehauge", gratis overladt af Søetaten for deri at dyrke medicinske Planter og Kjøkkenurter, men Stedet blev dog ikke brugt efter Bestemmelsen, men overdraget til Liv- og Admiralitets Medikus Aaskow uden Leie eller Afgift. Af Assistentshuset havde man bestandig rundelige Indtægter, thi Laanernes Antal var stort og Renterne høie. Det er betegnende, at der nogle Dage før de store Høitider saavelsom før Tallotteriets Trækninger var saadant Tilløb, at Assistentshusforvalteren maatte rekvirere 4 Mand fra Holmen for at hindre Uorden, og naar Auktionskataloget, der Intet kostede, blev uddelt, hedder det, at "Jøder, Dagdrivere og Drenge af den simpleste Klasse trængte sig frem under de ubehageligste Optrin for at faae det og derefter strax sælge Papiret til Spækhøkere, Urtekræmmere og Handlende". Som Følge heraf blev det i 1803 bestemt, at der skulde betales for Katalogerne.

Vaisenhuset, som Struensee havde villet omdanne til en Realskole, (smlgn. III, 326 o. flg.) blev saa hurtigt som muligt sat paa den gamle Fod igjen, "saavel i Henseende til Stifterens (Frederik den Fjerdes) Ihukommelse som til Stiftelsens værdige Øiemed og Fundationens Bydende". Man var saa bestemt herpaa, at det allerede den 28de Januar 1772, altsaa elleve Dage efter Ministerens Arrestation, blev tilkjendegivet Direktionen for Pleieanstalten, at den ikke maatte foretage nogen ny Forandring med Stiftelsen, men skulde lade Alt forblive, som det var, hvorefter det den 23de April næst efter "expresse" blev befalet, at der ikke maatte disponeres over Vaisenhusets Midler uden alene til Vaisenbørnenes Underhold. Den 12te Novbr. oprettedes derpaa Stiftelsen igjen; den fik alle sine Kapitaler tilbage fra Pleieanstalten, sin egen selvstændige Direktion, sine Kuratorer og sin Inspekteur, Kancelliraad Ursin. Den tidligere omtalte Vaisenhus-Præst, Bernt Sverdrup, der havde angrebet Struensee skarpt, var bleven forflyttet til Christiania som Slotspræst og afløstes nu af den høit fortjente "Friskolemand", Bendix Krøll.

Omordningen frembød naturligvis Vanskeligheder, da Pleieanstalten mente at have forskjellige Krav paa Stiftelsen, og det overhovedet kostede Umage "at faae dem fra hinanden". Hertil kom, at Bygningerne i høi Grad trængte til Reparation, og at der skulde tages Bestemmelse om Børnenes Virksomhed, Bespisning,


568

Opdragelse m. m. Man blev først færdig hermed i Efteraaret 1773, hvorpaa Vaisenhuset indviedes høitideligt paa sin Stiftelsesdag den 11te Oktober. Den Haandgjerning, som nu skulde drives her, var Linned-Spinderi og -Vævning, Bændelfabrikation, Strømpestrikning og Syning, hvortil efter Arveprindsens Ønske kom en Broderifabrik. De Drenge, som viste Lyst til Haandværk, kunde faa Tilladelse til visse Timer om Dagen at arbeide ude i Byen hos en Mester for efter endt Konfirmation at komme i Lære hos ham. Økonomen og hans Folk afskaffedes, og i Stedet ansattes en Spisemester som for en vis ugentlig Sum paatog sig at bespise Børnene. Vaisenhusbørnenes Dragt blev forandret; saaledes fik Drengene, der før havde havt grønne Opslag og grønne Strømper, nu blaa og et W i Tinknapperne, (til Hverdagsbrug Vadmelskjole og Skindbuxer), Pigebørnene, der hidtil havde gaaet med brune Jakker, fik nu Trøier af samme Farve som Skjørterne og Kapper paa Hovedet. En Hægemester havde Tilsyn med Drengenes Opførsel, Paaklædning og Vask og ledsagede dem paa deres Spadseretoure; for særlig Flid og Artighed uddeltes der Smaapræmier til Børnene, bestaaende af Psalmebøger (efter 1778 den saakaldte Guldbergske, der afløste Pontoppidans) Sølv-Skospænder, Hattebaand med Sølvspænder, Lommetørklæder o. lgn. Trods Alt dette var Tilstanden ikke særlig tilfredsstillende; der klagedes over Tilbagegang i Børnenes sædelige Forhold, og i 1787 opdagedes det endog, at Tyveri og Banden vare blevne almindelige Laster blandt dem. Skjøndt det havde været Meningen, at Stiftelsen skulde begynde med 100 Børn, havde den i 1774 kun 33 Drenge og 25 Piger, hvortil Grunden ikke blot var Pengemangel, men ogsaa Mangel paa Plads. Man havde gjerne opsagt Generalkirkeinspektions Kollegiet, som fra sin Oprettelse i 1737 havde havt Lokale i Vaisenhuset, saameget mere som Apotheket, Bogladen og Bogtrykkeriet ogsaa optog stort Rum, men et Forsøg herpaa strandede; Kollegiet beholdt sine Værelser her indtil dets Ophævelse i 1791, og man havde da ingen anden Udvei end at bygge i Baggaarden, hvilket skete efter Professor Harsdorffs Tegning. Det bør bemærkes, at der i 1778, Aaret efter at Stiftelsen havde holdt sin 50 Aars Jubelfest i Hoffets Nærværelse, ved Høiesteretsassessor Boedens Testamente tilfaldt den en betydelig Gave, ca. 17,500 Rdlr.


569

De Forandringer, som Struensee uden at bekymre sig om Fundatsen af 6te Aug. 1756 havde indført i Ordningen af Frederiks Hospital (smlgn. III, 330) bleve ved Reskript af 10de Dcbr. 1772 atter ophævede, og Alt i det Væsentlige sat paa den gamle Fod. Hospitalet fik de samme Indtægter, som det tidligere havde havt, de norske Postintraders Overskud, Afgifterne af Kortstemplingen, (hvilken dog nu administreredes af Finantskollegiet), de saakaldte Taarnpenge m. m., de Fattige og Syge af Borgerstanden skulde igjen have den første og nærmeste Ret til Indlægning, og veneriske Sygdomme maatte ikke længere behandles her. Den gamle dobbelte Direktion blev derimod ikke gjenindsat, "eftersom den lettelig kan foraarsage Kollision, og Mængden af dem, der skulle deltage i Sagernes Bestyrelse, ofte hindrer og udsætter deres Tilendebringelse", hvorimod der udnævntes en ny Direktion, bestaaende af Kommandanten og Overpræsidenten i Kjøbenhavn, en kongelig Livmedikus og en Professor i Medicinen ved Universitetet, en Kommitteret fra Rentekamret samt to Medlemmer af Magistraten eller Borgerskabet. Hospitalets daglige Bestyrelse forestodes af en Inspekteur og en Kontrolleur, der tillige var Hospitalets Skriver.

Hospitalets Vilkaar bleve fra 1775 vanskelige, da Generalpostdirektionen udvirkede den kongelige Befaling, at Stiftelsen i Stedet for de norske Postintrader kun skulde have 8000 Rdlr. om Aaret af Postkassen, hvorved Indtægterne gik overordentligt ned. Ogsaa store Summer af Kortstemplingspengene gik nu i den kgl. Kasse, hvorfor man i 1783 blev nødt til at forhøie Betalingen paa Fællesstue med ordinair Kost til 9 Mark ugentlig (hidtil 7) og for Eneværelse med bedste Kost til 21 Mark. Udenbys Patienter betalte det Samme for Eneværelse, men derimod 15 Mark om Ugen paa Fællesstue. Denne Betaling viste sig dog ganske utilstrækkelig, hvorfor man i den efterfølgende Tid maatte gribe til nye Forhøjelser.

Fødselsstiftelsen eller Accouchementshuset, som af Struensee var bleven henlagt under Frederiks Hospital, vedblev at staa i Forbindelse med dette under den nye Regjering, og det blev befalet, at de nyfødte Børn som hidtil skulde døbes i en dertil bestemt Stue, "siden der ikke mere var Hospitals Kirke, og det vilde foraarsage altfor megen Vidtløftighed og Omkostning, om den igjen skulde sættes i forrige Stand." Stadsaccoucheuren, den af Stiftelsen saavelsom af Fødselsvidenskaben saa høit fortjente Professor Matthias


570

Saxtorph havde en Tid Fribolig i den Fløi af Hospitalet, hvor Fødselsstiftelsen var, den eneste Løn - siges det - for hans møisommelige Arbeide. Alt gik i nogle Aar herude som før, indtil Regjeringen den 24de Marts 1774 befalede, at den tidligere (III, 332) omtalte "Kasse til ulykkelige Børns Frelse" skulde borttages, fordi "den saa skammelig bliver misbrugt, at Liderlighed og Frækhed derved tiltager, eftersom Kvinder derved saa let blive deres Børn kvit, som fødes i Utugt." Det blev dog indtil videre tilladt, at Mødre, som ikke kunde betale de sædvanlige 20 Rdlr. til deres Barns Underhold, ikke derfor skulde tvinges til at tage det med sig, naar hun selv forlod Fødselsstiftelsen, men kunde forlange det udsat paa Landet og sit Navn fortiet. Kassens Lukning skete efter Pleiedirektionens Foranstaltning, som forfærdet over de stigende Udgifter havde forestillet, at "det umuligt kunde blive saaledes ved".

Naar Børnene kom ud fra Fødselsstiftelsen, var det nemlig nu som før "Opfostringsstiftelsen for nyfødte Børn" (III, 331), som skulde sørge for deres Underhold og Opdragelse. Den havde tidligere staaet under en særlig Direktion, men henlagdes den 12te Novbr. 1772 under den almindelige Pleieanstalt, det vil sige: Fattigvæsenet, dog saaledes "at der med denne Stiftelse ikke maatte gaas videre, end de dertil henlagte Indkomster tillod, og at Fattigvæsenets øvrige Indtægter dertil ikke i nogen Maade anvendtes". Da Fattigvæsenet i 1781 kom under Magistraten, fik Direkteurerne for Frederiks Hospital Ordre til at paatage sig Opfostringsstiftelsens Bestyrelse, men herimod nedlagde de ufortøvet Indsigelse og klagede over de Byrder, som uden fyldestgjørende Vederlag vare blevne paalagte Hospitalet, saaledes at dette ikke kunde løse sin egentlige fundatsmæssige Opgave. Indsigelsen frugtede; Hospitalet fritoges for den paatænkte Byrde, thi - hedder det - det er og skal være et blot Sygeinstitut.

Inokulationsstiftelsen paa Solitude (III, 333), der havde kostet Frederiks Hospital 4000 Rdlr. om Aaret, var strax efter Struensees Fald bleven skilt fra Hospitalet, og bestod nu i nogle Aar som selvstændig Anstalt, indtil den ved Reskript af 23de April 1783 forenedes med Opfostringsstiftelsen for nyfødte Børn, eftersom man haardt havde følt Trangen til et passende og bekvemt Sted, hvor de Nyfødte kunde anbringes strax efter Fødselen og forsørges, indtil de fik de fornødne Kræfter til at kunne udsættes paa Landet.


571

Hermed ophørte Inokulationsstiftelsen faktisk og blev Pleieanstalt. Solitude blev dog ingensinde brugt efter denne Bestemmelse, men solgtes ved Auktion, thi dels indsaa man, at Eiendommens Ombygning og Anstaltens Drift vilde blive for kostbar, dels havde man faaet Øiet op for, at den heldigste Løsning vilde være at forene Pleieanstalten med Fødselsstiftelsen og skille den sidste fra Frederiks Hospital, en Plan, for hvilken Enkedronning Juliane Marie særlig interesserede sig. Der var allerede i 1782 blevet nedsat en Kommission for at drøfte Spørgsmaalet om Fødselsstiftelsens Udflytning til en af Dronningen skjænket Gaard ved Siden af Hospitalet, og efter langvarige Overveielser, mange Forslag og Resolutioner iværksattes Forandringen ved Fundatsen for den nye Fødsels- og Pleiestiftelse af 23de Marts 1787.

Det er foran berørt, at det Harboeske Enkekloster i Stormgade (III, 170) blev ombygget af Harsdorff, saaledes at det istedetfor det hidtilværende Galeri mellem to Pavilloner fik en sammenhængende Etage foroven. Pengene til denne Ombygning, over 3000 Rdlr., bleve med kongelig Tilladelse laante i Banken, men Tilbagebetalingen af denne Sum ramte de nye tiltrædende Enkefruer føleligt, eftersom der blev indeholdt betydelige Dele af deres Hæving, indtil Gjælden var afbetalt. Da Klostrets Formue overhovedet ikke var tilstrækkelig til at dække Udgifterne, blev det den 18de Novbr. 1778 bestemt, at Pensionerne for de i Fremtiden indkommende Fruer skulde beregnes efter den gangbare Rente 4 Procent af Klostrets Kapital og ikke som hidtil 5 Procent. Endvidere fastsattes, at Fruernes medhavende Løsøre efter deres Død skulde tilfalde Klostret, hvad enten de havde Børn eller ikke, en Bestemmelse, der stod ved Magt indtil Novbr. 1798. Foruden Petersens Jomfrukloster paa Amagertorv havde Patronen, de Ældste, Kuratorerne og Forstanderne for St. Petri Menighed to andre milde Stiftelser under sig, begge beliggende i Larsleistræde, nemlig det saakaldte gamle Pleiehus, stiftet omtrent 1720; men udvidet i 1754 ved Legater fra Kirkens Ældste, Winand Thyme, hvorefter det fik Navn af St. Petri Kirkes og Thymes Pleiehus, samt Bankkommissair, Sukkerraffinadeur Abraham Pelts Pleiehus, stiftet i 1780 for 8 gamle Borgere og ligesaa mange Borgerinder af Petri Menighed foruden Bælgtræderen i Kirken, der skulde være Stiftelsens Portner. I begge Pleiehuse havde Lemmerne Fribolig og ugentlige Pengeunderstøttelser fra 2 til 4 Mark. Antallet af


572

Hospitaler, Fattighuse, milde Stiftelser, Arbeidsanstalter m. m. i Kjøbenhavn var i 1783 ialt 23, hvortil kommer et meget stort Antal Legater. Blandt disse sidste fortjener navnlig Prindsesse Charlotte Amalies for trængende Pigebørn at nævnes. Prindsessen, der var en Søster til Christian den Sjette, havde allerede ved Fundats af 24de Juli 1773 skjænket en Kapital af 100,000 Rdlr. til "en Stiftelse, hvor fattige adelige Frøkener og andre fattige Folkes Døttre kunde faa en christelig, dydig og sømmelig Opdragelse, foruden hvilken ingen timelig Forsørgelse lykkes, og ingen Lyksalighed velsignes eller er bestandig". Efter Prindsessens Død den 28de Oktober 1782, og da Stervboet var blevet opgjort, traadte Legatet i Kraft den 21de Januar 1784 under 7 Patroners og Direkteurers Bestyrelse og uddelte Portioner fra 12 1/2 Rdlr. aarlig (som Skolepenge) til 200 Rdlr. om Aaret. Prindsessen havde iøvrigt gjort Kongen til sin Universalarving, men da det anførte og andre Legater saavelsom Pensionerne til hendes Hofbetjente skulde udredes, viste det sig, at Arven ikke var tilstrækkelig til at dække de sidste, hvorfor de maatte udredes af den kongelige Kasse. En anden stor Legatstifter fra denne Periode var Hofmaler og Forgylder Christian Peter Getreuer, som ved Testamente af 1ste Juli 1776 testamenterede en Kapital af 93,000 Rdlr. til Bedste for Stadens Fattige. Fundatsen konfirmeredes den 10de Marts 1786. Etatsraad S. v. Hurck oprettede ved Testamente af 12te Oktbr. 1775 (konfirmeret 27de Oktbr. s. A.) et Legat paa 11,750 Rdlr., hvis Renter ligeledes skulde tilfalde Byens Fattige.

Om Livrente- Pensions- og Enkekasserne er foran (III, 173 o. flg.) talt. Den største og betydeligste af de statsgaranterede Forsikringsanstalter, den almindelige Enkekasse, hvortil Planen allerede havde været fremme i Struenseetiden, blev oprettet ved Fundats af 30te August 1775 som en Fortsættelse af den gamle Pensionskasse for Landmilitairetatens Enker og Børn, der i 1740 var bleven udvidet til at gjælde for alle Stænder. Den ældre Anstalt blev dog i 1782 for at hindre den nyes Insolvens udsondret fra Enkekassen og dens Pensioner udredede af Skatkamret. Ved Fundatsen fastsattes det vel, at alle Embedsmænd skulde gjøre Indskud i den almindelige Enkekasse, naar de giftede sig, men Forpligtelsen blev ikke overholdt, saaledes at der fremdeles i en lang Aarrække paahvilede Postkassen og Staten en stor og trykkende Enkepensionsbyrde.


573

Den 18de Februar 1773 oprettedes det saakaldte Høegholmske Participantskab efter en af Brygger Stephansen udarbeidet Plan, en Forsørgelsesanstalt efter Tontinesystemet, inddelt i 4 Klasser, hvoraf de yngre bestandig skulde arve de uddøde Klassers Renter, indtil den Længstlevende skulde have Friherreskabet Høegholm i Kalø Amt, som den daværende Eier, Generalmajor Sehestedt, agtede at afhænde. Selskabet skulde bestaae af 12,000 Portioner, hver paa 10 Rdlr., men Tilslutningen var saa ringe, at Planen maatte opgives i den paatænkte Skikkelse; i Stedet indskjødes de opsamlede Penge i et nyt Selskab, det private Livrenteselskab, der fik kongelig Garanti og Bevilling under 13de Marts 1775, mod at 2/3 af Indskudssummen eventuelt skulde tilfalde den kongelige Kasse. Først fem Aar efter lykkedes det at indsamle 123,000 Rdlr. (neppe Halvdelen af det beregnede Indskud), hvormed Selskabet traadte i Virksomhed. Meningen hermed var at skaffe Staten forøgede Indtægter, hvorfor den ogsaa i stor Maalestok solgte Livrenter til Private, fra 1773 til 1784 ialt til et Beløb af 60,000 Rdlr. I Regelen betalte Statskassen 8 Procent af de indbetalte Summer, hvilket man antog omtrent vilde svare til et almindeligt 4 Procents Statslaan, men det varede dog ikke længe, før man opdagede, at denne Beregning ikke holdt Stik.

Trods alle milde Stiftelser, velgjørende Legater og Fattigunderstøttelse, stod Tiggeriet i fuld Blomst: "det har - skriver Riegels - udviklet sig til en rar og sindrig Kunst, for hvilken Børnehuset er Høiskole. Her samles nemlig alle erfarne Tiggere, der meddele hverandre deres erhvervede Videnskaber og Erfaringer. De have forenet sig, sammenskudt en Kapital, uddelt Aktier (store Mønstre smitte) og tigge nu med Klem og Eftertryk. Kompagniet udsender Faktorer til de offentlige Pladser og udruster mindre Skibe, som seile indenskjærs. Saaledes befarer en blind Mand Vingaardsstrædet og forhandler der Jesu Navn og Guds Velsignelse. Flere drægtige Lastdragere, en svanger Kone med et Par Børn ved Siden, en Kone, der i Frost og Kulde giver et Barn Die, i hvis Kjølvand adskillige pjaltede Gutter seile, krydse op og ned ved Kanalen, lige ind paa Slotspladsen og sælge der Hulken, Graad og Nøgenhed med god Fordel. Tiggerne holde undertiden deres Børs paa Kongens Nytorv, undertiden andetsteds o. s. v." I samme Toneart lyde Pleiedirektionens Klager, navnlig i Begyndelsen af 1773, da der ingen Fattigfogder fandtes i Kjøbenhavn, og Tiggerne altsaa havde frit


574

Spil. Medens det nemlig tidligere havde været Fattigvæsenets egen Sag at besørge Betlerne opbragte, var denne Forretning i Struenseetiden bleven paalagt Politiet, hvorfor man havde maattet antage 15 Fattiges Opbringere, som lønnedes af Stadens Kasse. Den 22 Dcbr. 1772 udløb imidlertid disses Ansættelse, og der var saaledes Ingen til at hemme Tiggeriet og det hertil knyttede Leilighedstyveri. Magistraten protesterede mod Udgiften og Politiet mod Ulejligheden, medens Pleiedirektionen gjorde gjældende, at kun Politiet havde Myndighed og Anseelse til at udrette Noget, men efter et Fjerdingaars Strid blev Resultatet, at det igjen paalagdes den almindelige Pleieanstalt at antage Betjente til Betlernes Paagribelse, dog at disse Fattigfogder i fornødent Fald skulde assisteres af Politiet og Vagterne. Denne sidste Bestemmelse var i Virkeligheden høist fornøden, thi aldrig saasnart havde de nye Fattigfogder begyndt deres Virksomhed, før det kom til Opløb, Slagsmaal og Optøier paa Gaderne, hvor der uddeltes Prygl, og Ruder jevnlig gik i Løbet. I 1777 maatte Regjeringen endog udstede skarpe Forordninger mod at tilføie disse Betjente Overlast saavelsom mod at huse og beskytte Betlere. De Folk, som tog Parti for Tiggerne, bleve i Regelen straffede med Rasphusarbeide; en Musketer Halling, som i 1779 trak sit Sidegevær mod Fattigfogderne, slap dog paa Regimentets Forbøn mod at løbe Spidsrod 6 Gange gjennem 300 Mand. Fattigfogderne vedblev imidlertid at være upopulaire, thi de optraadte brutalt og hensynsløst, og det vakte derfor sikkert stor Glæde blandt Almuen, da 6 af dem i Januar 1777 bleve indsatte i Rasphuset, fordi de havde forgrebet sig paa nogle af de fremmede Gesandters Domestiker. Samtidig blev det dem forbudt at trænge ind i private Huse og Gaarde for at eftersøge Betlere, og navnlig under noget Paaskud at gaa ind i fremmede Ministres Eiendomme. Følgen heraf blev imidlertid, at Tiggerne havde Smuthuller og Fristeder omkring i Gaarde, Forstuer og paa Trapper, hvorfra de kunde foretage heldige Streiftog, naar Farvandet var frit.

Skatterne vare fremdeles mange og trykkende: Extraskat, Konsumptionsskat, Grundskat til de Fattige, Renovationsskat, Lygte- og Sprøiteskat, Vægterskat, Brolægningsskat, Procentskat af Embedsmænds Gager og Lønninger, Vagtpenge, Indkvarteringsskat af Grundtaxten saavelsom af borgerlig Næring m. m. Extraskatten blev i Kjøbenhavn reguleret af en Kommission, bestaaende af 3


575

Medlemmer af Magistraten og 2 af de 32 Mænd, hvilke hyppigt klagede over deres byrdefulde Arbeide. Hvad Konsumptionen angaar, udkom der den 15de Oktbr. 1778 en ny og stor Forordning om den, affattet i 16 Kapitler, ved hvilken den omorganiseredes til betydelig Forøgelse af den kongelige Kasses Indtægter. Indkvarteringsskatten, som var bleven ordnet i Frederik den Femtes Tid (smlgn. III, 235), havde under Struensees Regimente efter Indkvarteringskommissionens Ophævelse sorteret under Magistraten, men blev den 16de Juni 1773 atter tillagt den gjenoprettede Kommission. Skatten, der blev opkrævet af Rodemestrene, men hvortil Skattebilletterne udfærdigedes af Stadskondukteuren, faldt i to Dele, nemlig dels paa Grundtaxten (over. 7/9), dels paa den borgerlige Næring (henved 2/9), men den ved Reskriptet af 30te Novbr. 1764 fastsatte Sum af 35,000 Rdlr. slog ikke til, da man havde overladt Sølvgadens Kaserne til Fattigvæsenet, og Regimenterne derfor maatte leie Kvarterer til Soldaterne ude i Byen. Det viste sig nemlig umuligt at skaffe dem ordentligt Husly for 1 Skilling om Dagen, og i 1784 nedsattes derfor en Kommission til at finde Udvei og eventuelt foreslaa en Forhøielse af Indkvarteringsskatten. Dette skete dog ikke, eftersom Kommissionen fandt det betænkeligt, men i Stedet blev det trods Magistratens levende Indsigelse befalet, at der skulde skaffes Garnisonen gode og forsvarlige Kvarterer for 1 Skilling daglig, indtil de af Regjeringen paatænkte nye Kaserner vare opbygte. Hermed sigtes til den nuværende Garderkaserne, hvortil Laurierhuset og det tilstødende Parterre ligefor Rosenborg ifølge Resolut, af 11te Decbr. 1784 skulde udlægges, hvilket ogsaa iværksattes det følgende Aar. Man havde først havt isinde at beskjære Haven endnu mere, men da Sølvgadens Kaserne atter blev stillet til Garnisonens Raadighed, nøiedes man med det angivne Terrain for "saameget som muligt at skaane den Publico allernaadigst forundte Promenade". Den tidligere omtalte Poul Nygaardske Kaserne paa Vestergade for et Kompagni af Livgarden til Hest existerede endnu. Det fortjener at bemærkes, at Grundskatten til de Fattige allerede fra 1762 ogsaa betaltes af de kongelige Slotte og alle offentlige Bygninger, og at en lignende Bestemmelse i 1777 indførtes for Renovations- og Brolægningsskattens og i 1783 for Vægterskattens Vedkommende. Da Lygte- og Sprøiteskatten i 1786 forhøiedes med 5000 Rdlr. om Aaret, blev den ligeledes paalagt kongelige og offentlige


576

Bygninger, og i 1803 paabødes der ogsaa Borgervæbningsskat af dem. Naturligvis blev der i Guldbergs Tid som forhen tilstaaet Byggende Indkvarteringsfrihed i en kortere eller længere Aarrække, ligesom de Reformerte fik deres gamle Privilegier (som Struensee havde afskaffet ved et Magtsprog) bekræftede og hermed ogsaa Indkvarteringsfriheden, men Undtagelserne bleve dog færre, navnlig fordi Magistraten var yderst paapasselig og strax gjorde Anskrig, naar enkelte Borgere begunstigedes paa andres Bekostning. Endogsaa Geistlighedens Indkvarteringsfrihed, der skrev sig fra 1763, blev ophævet i 1774.

I sine Universitets Annaler skriver Rasmus Nyerup, at "de kjøbenhavnske Muser i Geheimeraad Guldberg havde en varm og mægtig Ven ved Hoffet". Herved sigter han først og fremmest til den nye Fundats af 25de Juni 1777 for Kommunitetet og Regentsen, hvorved de fik en ny, om end hverken varig eller synderlig heldig Indretning. En Kommission, hvori Guldberg selv var Sjælen, udarbeidede Planen, ved hvilken man vilde give de to Stiftelser "Liv og Virksomhed til Statens, Kirkens og Videnskabernes Bedste", samt tillige skabe "en gavnlig Opsigt med en Del af den yngste studerende Ungdom, hvorved Flittighed kunde befordres, og gode Sæder bevares i den altid farlige Hovedstad". Derhos opstilledes det Princip, at Enhver, der var udnævnt til Kommunitetsalumnus, saavidt muligt skulde have Bolig paa Regentsen, da "det er bedre, at Nogle faa en skikkelig Hjælp, end at Mange nyde altfor Lidet", en Tanke, som dog ikke lod sig gjennemføre, da Antallet af Kommunitets- eller Klosteralumner langt oversteg, hvad Regentsen kunde rumme. Det theologiske Fakultet beholdt Bestyrelsen af begge Stiftelser, medens dog en bestandig Kommission nedsattes til at paase Klosterøvelsernes Overholdelse. Det hedder udtrykkelig i Fundatsen, at Studerende af enhver Videnskab skulle have Adgang til at blive Alumner, naar de ere "flittige, skikkelige, duelige og fattige", men Theologerne bleve dog fremdeles stærkt favoriserede. Klosterspisningen var som bekjendt allerede bleven afskaffet i 1736 og gjenindførtes ikke, men der blev stillet en Forhøielse af Kostpengene (4 Mark ugentlig) i Udsigt, hvilket dog ikke skete, hvorfor Kommunitetet paa ingen Maade støttede de fattige Studenter saa virksomt som i ældre Tider. Derimod hvilede den Forpligtelse paa Alumnerne, at de flittigt skulde søge Kirken, og at de 12 Dekaner, som overhovedet spillede en


577

vigtig Rolle i den nye Ordning, hver Morgen og Aften skulde møde i Regentskirken med deres Alumner. Endvidere skulde Alumnerne flittigt høre de akademiske Forelæsninger (mindst to om Dagen) og deltage i de Øvelser, som bleve paabudte. Det er ikke her Stedet at komme nærmere ind paa disse, der afholdtes i Kommunitetets forhenværende store Spisesal, ved 12 Borde, hvoraf nogle vare theologiske, andre juridiske o. s. v. Hver Formiddag fra Kl. 11-12 1/4 bleve Alumnerne her; overhørte af Dekanerne i visse opgivne Pensa af visse anordnede Bøger, ligesom de af og til maatte indlevere skriftlige Udarbeidelser over det Læste. Kun i det sidste Halvaar paa Klostret tillodes det Studenterne at disputere, og i den sidste Maaned skulde de udarbeide en større Afhandling og forsvare den offentlig i Regentskirken. Det maa særlig fremhæves, at det ved Øvelserne nu ogsaa blev tilladt at bruge Modersmaalet, saaledes at Latinens Enevælde i hvert Fald ophørte. Ved Omordningen fik Regentsen en tredie Etage paa Halvdelen af Længen til Kannikestræde for at skaffe Plads til Dekanerne, og et særligt Bibliothek for Alumnerne, hvilket først henstod i Kirken, men senere flyttedes til Kommunitetsbygningen. I 1837 bortsolgtes en Del af det; Resten indlemmedes i 1852 i Universitetsbibliotheket. Som man ser, gav Guldberg Studierne et stærkt Præg af Skoletvang; Klostret blev - som Reinhardt bemærker - nu en "stor Manuduktionsanstalt, som efterhaanden maatte forvandle Studenterne til lektielærende og opramsende voxne Skoledrenge". Imidlertid tillagde man dengang Reformen saa stor Betydning, at Kommunitetet blev betragtet som gjenfødt og høitidelig gjenindviet den 31te Januar 1778 ved en Universitetsfest med Tale, Kantate og - til Publikums Moro - med Illumination af Regentsen om Aftenen. Den største akademiske Fest i Guldbergs Periode feiredes dog det følgende Aar til Minde om Universitetets trehundredaarige Bestaaen. Der udkom et Indbydelsesprogram; Rektor holdt en stor Festtale; der kreeredes 12 Doktores, hvoraf 10 i det theologiske Fakultet, og Akten, til hvilken Johannes Ewald havde skrevet en Kantate, overværedes baade af Kronprindsen og Arveprindsen. Ved Ringningen med Frue Kirkes Klokker hændtes den Ulykke, at Knebelen slog en Mand ihjel, til hvis Enke Kirken derefter betalte en aarlig Pension af 8 Rdr. Udenfor Studenternes Kreds vare især Professor Kratzensteins Forelæsninger i Physik populaire; det blev endog Mode at høre dem.


578

I 1806 skrev endnu en Forfatter herom: "Paa Salig Kratzensteins Forelæsninger morede jeg mig mest; han kunde gjøre saa mange Løier. Han havde et stort "Schattenspiel an der Wand" og gjorde Kunster som den bedste Taskenspiller".

Universitetsbibliotheket, som efter dets totale Ødelæggelse i 1728 var voxet betydeligt ved kongelige og private Gaver, fandtes fremdeles paa Loftet over Trinitatis Kirke. I 1776 blev der anbragt Hylder paa alle Vægge for at skaffe Plads (thi Bøgerne havde hidtil været opstillede i Skabe), ligesom der ved Indgangen indrettedes en Læsestue og et særskilt Kammer for den Rostgaardske Donation. Ogsaa det kongelige Bibliothek, som fra 1748 var voxet overordentligt ved Erhvervelsen af fire hele Samlinger, nemlig det Gottorpske Bibliothek, de Gramske Haandskrifter, en betydelig Mængde Bøger og Haandskrifter fra den Fossiske Auktion og endelig de fra den lærde Reise i Orienten hjemsendte orientalske Haandskrifter, maatte udvides i 1781. Det gamle Bindingsværkshus og Løngangen, der førte over til Tøihuset (smlgn. III, 14), blev derfor nedbrudt i 1781, hvorpaa der under Harsdorffs Ledelse opførtes en grundmuret Tilbygning i Stedet. Bibliothekets Chef, Grev Joachim Godske Moltke udvirkede det følgende Aar en kongelig Resolution, ved hvilken Bibliotheket kom i Besiddelse af endel Haandskrifter og gamle trykte Bøger fra Rosenborg, det kongelige Haandbibliothek og Geheimearchivet, og den 15de Mai 1782 udkom en Plakat, som befalede, at "haandskrevne Codices og gamle danske Bøger, trykte til Midten af det 16de Aarhundrede, der maatte forefindes ved Kirker eller andre Stiftelser, skulde afgives til det store kongelige Bibliothek mod billig Erstatning". Da det derhos havde vist sig, at den gamle Forordning af 1732 om Friexemplarers Aflevering fra Bogtrykkerierne ikke var bleven overholdt (der var endog kjøbenhavnske Bogtrykkerier, som i ti Aar Intetsomhelst havde indsendt) bestemtes den 10de Januar 1781, at der i Fremtiden af alle Bøger, Portraiter og Tegninger gjengivne i Kobberstik, ugentlige Aviser og Intelligentsblade, Kataloger m. m. skulde afgives 3 Exemplarer til Bibliotheket, hvilket dog det følgende Aar nedsattes til 2, hvoraf det ene skulde være paa Skrivpapir. Hermed var Begyndelsen gjort til at skabe et fuldstændigt Nationalbibliothek. Skjøndt det utvivlsomt var de Styrendes Hensigt, at Bibliotheket snarest muligt skulde aabnes for Offentligheden, skete dette først i 1793, men Adgangen blev dog


579

allerede nu lettere, ligesom man ved Udlaanet fulgte mere liberale Principer end hidtil.

Kunstakademiet, der var blevet omordnet af Struensee og havde mistet betydeligt i Indtægt (smlgn. III, 343), opnaaede efter hans Fald for det Første ingen anden Fordel, end at Arveprinds Frederik den 29de Februar 1772 blev dets Præses, en Værdighed, den faldne Minister havde afskaffet. Dets Indtægter slog fremdeles ikke til; Anstalten sank bestandig dybere i Gjæld, alle dens Henvendelser til Præses og Kongen vare frugtesløse, hvortil kom, at den ved at virke som technisk Skole for Haandværkerne, oplære dem i "Ornamentskolen", bedømme Mesterstykker o. d., kom længere og længere bort fra sin egentlige Opgave. Det gik endog saa vidt, at man i Efteraaret 1780 ikke kunde aabne Vinterskolen, fordi Leverandeurerne nægtede at præstere det fornødne Brændsel, Olie og Lys, før deres gamle Regninger vare betalte. Ved indtrængende Forestillinger (Billedhuggeren Johannes Wiedewelt var dengang Akademiets Direkteur) udvirkedes endelig den 14de Februar 1781 et Reskript, hvorved der engang for alle skjænkedes Kunstskolen 1900 Rdlr. til Dækning af Gjælden, hvorhos dens aarlige Indtægt forhøiedes fra 4000 til 5000 Rdlr. Da Kongen fremdeles "vilde have sig selv Charlottenborg Slots Bygninger forbeholden", paatog han sig alle Reparationer paa Tag og Fag, nemlig "alt det Udvendige samt det Indvendige, der hører til Bygningens og dens nærværende nagelfaste Pertinentiers Konservation", ligesom Renovations-, Brolægnings- og andre Grundskatter, Vandværkernes og Sprøiternes Istandholdelse, Skorstenenes Rensning og Slotsforvalterens reglementerede Løn skulde forblive Akademiets Fond uvedkommende. Derimod skulde Akademiet og Beboerne betale alle smaa Reparationer, Indretninger og Forbedringer i Værelserne, endvidere Portnerens, Vægterens og Arbeidskarlenes Løn samt Udgifter til Olie, Tran og Lampevæger, Slottets Renholdelse, Kakkelovnenes Afpudsning, Natrenovationen m. m. Hertil knyttedes en mærkelig Befaling vedkommende Uddelingen af Reisestipendier. Det paalagdes nemlig Akademiet at have for Øie, at "Staten altid kunde være forsynet med det Antal faste fuldkommen duelige Kunstnere i hvert Fag, som dens virkelige Fornødenhed udkræver, "nemlig 2 Billedhuggere, 1 Historiemaler, 2 Bygmestre i Hovedstaden, 2 Portraitmalere, 1 Miniaturmaler, 1 Medailleur, 2 Kobberstikkere og 1 "til at stikke


580

Karter", saaledes at der, naar en af disse Pladser blev ledig, altid kunde haves "et værdigt Subjekt" i Beredskab. De unge Kunstnere maatte ingensinde alt for meget forøges ved Stipendieuddelingen, saaledes at deres Tal oversteg den sande Fornødenhed, hvorfor Reisestipendierne ikke absolut skulde uddeles hvert Aar, men kun hvert andet, tredie eller fjerde, naar der blev Trang til at "have en Reserve" i en af de omtalte Klasser. Endelig tillodes det at give en og anden duelig Elev i "de to mindre nødvendige Kunster", nemlig Landskabs- og Kabinetsmaleriet samt Emaillemaleriet, et Rejsestipendium, naar det kunde ske uden Savn for de øvrige "nødvendige" Klasser, dog at der aldrig blev mere end én ældre og to yngre Kunstnere i hver af de to "unødvendige" Brancher. Som man ser, var man her inde paa et fuldkommen embedsmandsmæssigt Avancementssystem og en Klassificering af Kunstarterne efter Nyttehensynet. Af nogen Betydning for Akademiet var det iøvrigt, at dets Professorer og Medlemmer i 1782 fik Tilladelse til at forfærdige det Haandværksarbeide, hvori de havde Indsigt, uden at løse Borgerskab eller indtræde i Laug, at unge Kunstnere, der havde vundet den store Præmie, havde Laugsrettigheder uden at gjøre Mesterstykke, og endelig at Elever med den største Sølvpræmie maatte anses som Laugssvende og have disses Rettigheder uden at have lært hos nogen Laugsmester. Det var aabenbart for at hjælpe paa Akademiets slette Finantser, at der i 1778 afholdtes en Kunstudstilling eller Salon paa Charlottenborg, den anden i Rækken. Den første havde været i 1769 i Anledning af Christian den Syvendes "lykkelige Hjemkomst" fra Udenlandsreisen, og havde staaet gratis aaben i otte Dage for velklædte Personer. Man havde først havt isinde at foranstalte en lignende Udstilling hvert andet Aar den 29de Januar, men havde fundet det umuligt paa Grund af manglende Udstillingsgjenstande. Salonen af 1778 aabnedes ligeledes paa Kongens Fødselsdag, men mod en Entré. Den indbefattede. ialt 212 Numre, hvoraf Størsteparten var Skitser og Haandtegninger, og gav kun en ringe Indtægt. Først i 1794 kunde den tredie Salon afholdes.

En ny videnskabelig Anstalt, der har gjort Staten uvurderlig Nytte, fik Kjøbenhavn og Landet i 1773, da Lægen (senere Stadsphysikus) Peter Christian Abildgaard grundlagde Veterinairskolen paa Christianshavn. Abildgaard var tillige med nogle andre unge


581

Læger bleven sendt til Lyon i Frederik den Femtes Tid for at studere ved den derværende nys oprettede Veterinairskole, men da han vendte hjem, var Interessen for Sagen kjølnet, og han kunde for det Første Intet udrette. Struensee gjorde de indledende Skridt til at sætte Værket i Gang, men blev styrtet, før det kunde ske. De nye Magthavere vare imidlertid ikke blinde for Dyrlægekunstens praktiske Betydning, og da Abildgaard heldigt havde modarbeidet

Veterinairskolen paa Christianshavn

Veterinairskolen paa Christianshavn. I Baggrunden Frelsers Kirke.

en Lungesygdom paa de kongelige Stutterier, tilsagdes der ham en aarlig Understøttelse af 1200 Rdlr., hvorefter han for egen Regning anlagde Skolen paa Christianshavn. I 1776 kjøbte Regjeringen Anstalten, som nu blev "den kongelige Veterinærskole« med Abildgaard som Professor eller Bestyrer. Fundatsen af 23de Juli 1777 "til Stiftelsens videre Opkomst og Anseelse saavelsom til Opmuntring for dem, der lægge sig efter denne nyttige Videnskab" fastsatte et vist aarligt Fond til Skolens Vedligeholdelse, indrettede en Direktion og bestemte, at Professoren skulde holde offentlige Forelæsninger om Husdyrenes, især Hestenes, Beskaffenhed, Sygdomme og Kur. Med Stiftelsen var forbunden en Beslagskole, hvor unge Mennesker


582

bleve oplærte til "Kursmede*. Forelæsningerne og Undervisningen ved Skolen saavelsom Adgangen til Sygestaldene, hvor Heste toges i Kur, var gratis, og det blev befalet, at ingen Grovsmed i Fremtiden maatte befatte sig med Beslag eller Hestekure, uden at have lært ved Veterinairskolen og erhvervet Duelighedsbevis derfra. Skolens første Elever vare Officerer og Korporaler af Kavalleriet og Beridere fra de kongelige Stalde, senere var det Underofficerer og Fanesmede, fra 1792 endvidere civile Lærlinge, én fra hvert Stift i Danmark og Norge, og endelig Smedesvende af Grovsmedelauget. Der holdtes en eller to "Pensionairer" ved Skolen, som uddannedes til Lærere, af hvilke navnlig J. W. Neergaard og Erik Viborg indlagde sig Berømmelse. I Stiftelsens første Tider befattede man sig kun med Helbredelse af syge Heste, men senere blev Omsorgen udstrakt til alle syge Husdyr.

Det astronomiske Observatorium paa Rundetaarn, der henhørte under Universitetet, fik ved Reskript af 25de Marts 1778 en ny og bedre Indretning. Medens der nemlig hidtil paa Taarnets Platform havde været en rund Bygning til Observationer, hvilken fandtes uhensigtsmæssig, blev der nu efter en Kommissions Indstilling opført et ottekantet Hus med to Udbygninger, hvorved den store Fordel opnaaedes, "at der paa tre særskilte Steder kunde gjøres tre med hinanden korresponderende Observationer, og den ene saaledes forbedre den anden, at den største Nøiagtighed deraf maatte følge". De Instrumenter, man havde til Raadighed, vare derhos tarvelige og tildels ubrugbare, hvorfor der anskaffedes fem nye, nemlig en mural Halvcirkel af 6 Fods Radius Alt af Messing, et Transit Instrument af Messing med en 6 Fods Kikkert, en Mutations Tubus, et nyt engelsk astronomisk Uhr og endelig en ny Dhollands Kikkert paa 3 1/2 Fod. De tre første Instrumenter bleve forfærdigede i Kjøbenhavn af Instrumentmager Ahl, hvorimod de to sidste forskreves fra London. Ombygningen og Instrumenterne kostede over 5000 Rdlr., som skjænkedes af Kongen, ligesom der gratis afgaves det fornødne Kalk og Marmor af Beholdningerne paa Frederiks Kirkeplads. Observatoriet kunde i Virkeligheden trænge til denne Understøttelse, thi dets aarlige Indtægter vare smaa, ca. 422 Rdlr., om der end blev Udsigt til en Forbedring, da Kongen den 21de Juli 1773 resolverede, at Almanakprivilegiet ved dets eventuelle Udløb skulde tilfalde Universitetet til Fordel for det astronomiske Taarn


583

og de astronomiske Iagttagelser. Oprindelig havde Ingen kunnet skrive, trykke eller sælge Almanakker "uden dem, som dertil af Universitetets Rektor og Professores bleve beskikkede", en Bestemmelse, som var bleven fastslaaet i 1685, men Frederik IV havde i 1725 uden Hensyn hertil overdraget Privilegiet til Professor J. F. Ramus "formedelst hans særdeles Forretninger og Fortjenester". I Midten af Aarhundredet (den 23de Januar 1751) tillodes det Ramus at afhænde Privilegiet til Bogtrykker Johan Jørgen Høpffner og Søn mod en aarlig Afgift til Universitetet, og omtrent samtidig lovede Kongen, at Retten til Almanakkens Udgivelse efter den yngre Høpffners Død skulde gaa over til det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Sprog og Historie. Dette skete dog ikke, thi da der atter blev Tale om at overdrage Privilegiet til "Partikulaire" gjorde Universitetet sine gamle Rettigheder gjældende med saadan Styrke, at det gik af med Seiren. I Almanakkerne for 1779 og 1780 indførtes ved den ansete Astronom, Professor Bugges Initiativ den Forandring, at Veirspaadommene bleve udeladte, men Afsætningen til Landalmuen formindskedes herved saa betydeligt, at Høpffher klagede til Konsistorium, og man paany "maatte sætte Veiret i Almanakken". Rasmus Nyerup fortæller, hvorledes han selv for gode Ord og Betaling "udarbeidede disse Prophetier og prognostiske Tillæg, men efter faa Aar holdt op, da han skammede sig ved denne Haandtering", og hvorledes Bugge, som dog ikke selv gav sig af med Veirspaadommene, pleiede at sige, at han i Almanakken optraadte som "priviligeret Løgner". Heldigere var man i 1786, da de røde Bogstaver, hvormed forskellige Betegnelser (saasom Solens Op- og Nedgang, Søn- og Festdage, de mest bekjendte Helgennavne m. m.) vare udmærkede i Almanakken, bleve afskaffede af Sparsommelighedshensyn. Ogsaa herover herskede der megen Misfornøielse blandt Almuen, som skosede over, at "Rundetaarn havde faaet Sorg", men da Almanakken ikke kunde undværes, maatte man tage til Takke med den, som den var.

Den gamle botaniske Have i Universitetsfirkanten (smlgn. III, 342) fik under Guldberg en udmærket Afløser i Slotshaven ved Charlottenborg. Den havde været udleiet til Forskjellige (III, 317), men i Septbr. 1777 besluttede Kongen at skjænke den til Universitetet, som Aaret efter fik formeligt Skjøde paa den. Sprøitehuset og Konsumptionskontoret i Bygningen ved Nyhavn overlodes ogsaa


584

Haven til Driv- og Gevæxthus, hvorfor en ny Konsumptionsbygning opførtes i Nyhavn for Enden af Charlottenborgs Havemur tæt op til de saakaldte "Numre", medens Sprøiten fik Plads i Slotskjælderen. Samtidig afkjøbte Kongen Universitetet den Plads paa Amalienborg, hvor der tidligere havde været botanisk Have, for 5000 Rdlr., en Sum, der senere forhøiedes til 6000. Der toges fat paa Arbeidet med overordentlig Iver; en Kommission blev nedsat for at overveie, hvorledes Haven kunde indrettes bedst og med største Sparsommelighed, og denne satte sig strax i Forbindelse med Professor Harsdorff, som udarbeidede Tegningerne til en botanisk Bygning med Værelser for den botaniske Professor, Bolig for Urtegaardsmanden, Bibliotheksværelse, Orangeri og Rum til Overvintring af Træer og Planter. Da Kommissionen frygtede for, at Udgifterne vilde blive for store, hvis der ogsaa skulde bygges en Læsesal for de Studerende, ansøgte den om, at Slottets Havesal, der brugtes som Pulterkammer af "Artisterne" (det senere Thorvaldsens Atelier) maatte overlades hertil, men dette blev ikke bevilget. Allerede i 1778 var den største Del af Haven anlagt, en stor Mængde fremmede Planter og Væxter blev forskreven, og der toges nu fat paa Bygningerne, Læsesalen inclusive, Drivhusene o. s. v. Finantserne bidrog rigeligt til Udgifterne, som ialt beløb sig til noget over 21,000 Rdlr. Det ses af Regnskaberne, at Kongen skjænkede 4,100 Rdlr., Generalpostkassen bidrog over 11,000 Rdlr., nemlig Afgifterne af Reisende mellem Kjøbenhavn og Lybæk, indkomne Livrenter i Postkassen, Fordelen af de med den norske Post forsendende Handelstidender, samt Penge, der vare betalte for at faa Postmesterembeder, og endelig brugtes de 6000 Rdlr., som bleve givne i Erstatning for den gamle botaniske Have paa Amalienborg. Havens aarlige Indtægtsbudget ansattes i 1788 til 1763 Rdlr., hvoraf 1200 Rdlr. udrededes af de agende Posters Overskud, medens Universitetet gav Resten. Anlæget, der først bestyredes af to Direkteurer, nemlig den botaniske Professor og den af Kongen udnævnte Geheimeraad Holmskiold, stod fuldstændig færdigt i 1788 og modtoges derefter af Universitetet; det hedder da om "denne saa vel beliggende og nyttige Have, at den kan sættes i Ligning med de bedste i Europa." For Fuldstændigheds Skyld kan tilføies, at Universitetet i 1788 efter Professor Brünnichs Ansøgning fik et chemisk Laboratorium indrettet i det bedste Drivhus i den forrige botaniske Have i Universitetsfirkanten.


585

Det er foran (III, 437) berørt, at den kongelige Mønt- og Medaillesamling, hvoraf en Del opbevaredes paa Kunstkamret, en Del i et Skab i Kancelliarchivet, blev en selvstændig Samling, der anbragtes i et af Gemakkerne paa Rosenborg. Flytningen blev befalet ved Kabinetsordre af 16de Dcbr. 1780, efter at Samlingen var gjennemgaaet og bragt i Orden af en Kommission, men først i 1784 var Indretningen, der kostede 9500 Rdlr., færdig. Efter Billedhuggeren Johannes Wiedewelts Tegninger blev en af Rosenborgs Sale udstyret med Skabe, Parketgulve og Paneler; 13 Gibsmedailloner, forestillende Kongerne af den oldenborgske Stamme, modellerede af Wiedeweldts Elev Kindgren, indsattes i Væggene, ligesom der anbragtes 10 Løver af Gibs paa Skabene. En anden ny Institution var det efter Generaladjutant, Kaptein Povl de Løvenørns Forslag oprettede Søkortarchiv, som i en lang Aarrække lededes af den nævnte fremragende Søofficer og snart fik overordenlig Betydning for Søfarten. Det havde Lokale paa Holmen i en grundmuret Bygning bag Reberbanen, ikke langt fra gamle Dok, hvor den i 1743 oprettede Skole for 180 Nybodersdrenge havde været.

Blandt de videnskabelige Selskaber var naturligvis Videnskabernes Selskab det ypperste. Struensee havde tilkjendegivet, at det ingen Præses skulde have, og at en ny Plan skulde udarbeides for det, men skjøndt en saadan virkelig indleveredes, foretog han Intet, og Selskabet var i fuld Opløsning ved hans Fald, saaledes at Konferentsraad Hielmstierne endog erklærede, at han ikke vidste, om Selskabet existerede eller ikke. En særlig Kommission nedsattes imidlertid i April 1774 for at undersøge den paatænkte Forandring, og da denne befandtes tilfredsstillende, fordi "Selskabet mere sigter til at opmuntre Studeringer i Landet end til at gjøre Anseelse udenlands", udkom den 5te October 1774 et Reskript, hvorved Reformeniværksattes, og Videnskabernes Selskab for første Gang fik egentlige af Kongen givne og bekræftede Statuter. Majestæten "beærede" Selskabet med at være dets Protektor, medens Konferentsraad Hielmstierne blev dets Præses (efter hans Død i 1780 Geheimeraad Lux~ dorph), hvorhos der overlodes det to meublerede Værelser med fri Brændsel i Prindsens Palais til Møderne, som skulde afholdes én Gang om Ugen; i Maanederne Juli, August og September dog kun én Gang maanedlig. Societetet bemyndigedes til at supplere sig med nye Medlemmer, bekjendte for Lærdom i deres Videnskab, men tillige


586

for Renhed i Sæder og Opførsel, og naar Tallet var tilstrækkelig stort, skulde Medlemmerne deles i tre Klasser: den historiske, mathematiske og physiske. Selskabets aarlige Indtægt 1430 Rdlr. skulde foruden til Sekretærens Lønning (300 Rdlr.) og andre nødvendige Udgifter anvendes til de aarlige Præmier, til at lade Kobbere stikke til Afhandlingerne, til at lade lærde og kurieuse Værker trykke, som ellers ikke kunde komme for Lyset, og endelig til at gjøre nye og nyttige experimenta physica, naar de ei vare for kostbare. Videnskabernes Selskab optog strax endel nye Medlemmer, saaledes at det i 1775 talte 29.

Det andet videnskabelige Selskab, det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog havde siden 1752 kun givet svage Livstegn fra sig (smlgn. III, 181), indtil Kongen den 18de Juni 1778 efter Ansøgning lovede det en Gratifikation, "som Vi selv nærmere ville allernaadigst bestemme, hver Gang en Tome af "Danske Magasin" Os allerunderdanigst overleveres". Tre Aar efter fik det Danske Selskab fælles Lokale med Videnskabernes Selskab, men der hengik saa mange Aar med Revisionen og Ordningen af Samlingerne saavelsom med Forarbeiderne og Trykningen af "Nye Danske Magasin", at dettes første Bind ikke udkom før i 1794. Selskabet holdt da ikke længere sine Møder i Prindsens Palais, men rimeligvis for Bekvemmeligheds Skyld i Forstanderen Suhms Gaard i Pustervig. Af andre lærde og literaire Selskaber kan nævnes de skjønne Videnskabers Selskab (først kaldet det "patriotiske") af 1759, der udsatte Præmier for originale Arbeider i Digtekunsten, Veltalenheden og Moralen og udgav 7 Oktavbind "Forsøg i de skjønne og nyttige Videnskaber", det juridiske Selskab af 1766, det kongelige Landhusholdningsselskab, stiftet i 1769 for at opmuntre til fortrinlig Flid i Agerdyrkningen og Kunstflid i alle Slags Haandværker, det chirurgiske Selskab af 1771, det medicinske af 1772, som ti Aar efter fik Prædikatet: kongeligt, det danske Literaturselskab af 1775, der standsede i 1781, og som er blevet mest bekjendt ved sit Forhold til Digteren Ewald, det theologiske Selskab af 1777, det kgl. danske heraldiske og genealogiske Selskab af 1777, der udgav et alphabetisk Lexikon over adelige Familier i Danmark, Norge og Hertugdømmerne, og endelig det islandske Literatur Selskab af 1779.

Interessen for Videnskab, Literatur og Kunst var overhovedet stor og trængte dybt ned i Samfundet. Foruden de to store offentlige


587

Bibliotheker, og nogle mindre som f. Ex. ved den botaniske Have, ved Naturaliesamlingen i Kommunitetsbygningen paa Nørregade og ved de fire akademiske Kollegier, havde adskillige Privatmænd meget betydelige Bogsamlinger, der hørte til Byens Seværdigheder, ligesom Mange samlede paa "Naturalier, Kunststykker, Kostbarheder, Alderdomssager og Skilderier", saaledes at deres Hjem blev formelige Kunstkamre, som, skjøndt de naturligvis ikke kunde staae ved Siden af det kongelige, dog i visse Maader vare fortræffelige. Blandt de private Bogsamlinger stod Grev Otto Thotts utvivlsomt høiest, rigt paa Haandskrifter, Palæotyper og sjeldne Bøger; det talte ved hans Død i 1785 ikke mindre end 120,000 Bind, og overgik saaledes det kongelige Bibliothek i Størrelse. Det var anbragt i en egen Bygning til Haven bag det Thottske Palais paa Kongens Nytorv (indtil 1763 Grev Danneskiold Samsøes) og var forenet med en stor og kostbar Samling Mineralier, Konchylier, Koraller, antike Mønter og skaarne Stene, Malerier, Tegninger, Kobberstik, Oldsager, gamle Vaaben, Porcellain og Glas, mathematiske og physiske Instrumenter m. m. "Reisende besaa disse Skatte - skriver Werlauff - som en af Hovedstadens Mærkværdigheder; her satte Eierens udstrakte Bogkundskab, understøttet af en ualmindelig Hukommelse, selv de Lærdeste i Forundring, som maatte erkjende, at ikke udvortes Bram eller tomt Liebhaveri havde opdynget disse Skatte". Derefter kom Suhms store Bibliothek i en tilbygget Fløi til hans Bolig i Pustervig, som ikke gav det Thottske synderligt efter. Ved Siden af historisk og philologisk Literatur rummede Samlingen de vigtigste Værker i Medicin, Jurisprudents, Mathematik og Naturhistorie og talte tilsidst 100,000 Bind. Med sjelden Liberalitet og Uegennyttighed aabnede Suhm sit Bibliothek for Offentligheden fra Kl. 9-11 om Formiddagen, et Skridt, der fandt almindelig Anerkjendelse baade hos Landsmænd og Fremmede. Suhm havde desuden et Møntkabinet, en Konchyliesamling, en Naturaliesamling og "mangfoldige Kuriosa". En enestaaende og fuldstændig Samling af dansk Literatur, og hvad dermed stod i Forbindelse, hvortil Videnskabsmænd havde Adgang, eiedes af Geheimeraad Hielmstierne, der ogsaa samlede paa Haandskrifter, Kobbere, Mønter m. m., Grev Bernstorff havde et mindre, men udsøgt og kostbart Bibliothek, Grev Moltke ikke blot en Bogsamling og en Naturaliesamling, men tillige det udmærkede Billedgalleri, som den Dag idag hører til Byens Seværdigheder, ligesom


588

Langebeck, Geheimeraad Luxdorph, Konferentsraad Klevenfeldt, Etatsraad Kall, Generalmajor Classen, Justitsraad Uldall, Biskop Harboe, Underbibliothekar Wandall o. fl. havde mer eller mindre betydelige Samlinger i forskjellige Fag. De fleste værdifulde og sjeldne Haandskrifter og Bøger kom efterhaanden til det kongelige Bibliothek enten som Gave eller ved Kjøb og optoges i det; dog gik enkelte enestaaende Samlinger tabt, saaledes Præsten ved Frederiks tydske Kirke paa Chrhvn. J. Lorcks Bibelsamling paa over 5100 Numre, som i 1784 kjøbtes af Hertugen af Würtemberg under hans Ophold her. Kunstkammerforvalter Spengler eiede et Naturaliekabinet af Konchylier og "andre deslige Søskabninger", Mineralier og mange Slags Sager af Dyreriget, endvidere et stort Antal i Elfenben skaarne og dreiede Stykker og en udsøgt Malerisamling, Konferentsraad Holmskiold, Professor Brünnich, Etatsraad, Møntdirekteur Knoph, Konferentsraad Müller, Justitsraad Kölle, Apotheker Cappel, Konferentsraad Ryberg, og Etatsraad v. Hemert samlede paa Mærkværdigheder af Dyr-, Plante- og Mineralriget, de to sidste desuden paa Mønter; den tydske Garnisonspræst Chemnitz og Kjøbmand Lorenzen havde overmaade betydelige Konchyliesamlinger, Professor Kratzenstein en Samling af physiske Instrumenter, der gik til Grunde ved Ildebranden 1795, og endelig eiede Röttger Colsmann et høit anset Kunst-, Naturalie- og Raritetskabinet i Eiendommen paa Hjørnet af Frederiksberggade og Gammeltorv (nuv. Gammeltorvs Apothek). Der fandtes heri ethnografiske Sager, Forsteninger, udstoppede Dyr, Glas og Porcellain, middelalderlige Levninger, Modeller af Bygninger, ja saadanne Mærkværdigheder som "endel saakaldede underjordiske Folk". Ved Ildebranden 1795 gik en Del heraf til Grunde, men Colsmann gav sig atter til at samle, og da Oldsagskommissionen var bleven dannet i Mai 1807, var han i en lang Aarrække en af de største Bidragydere.

Guldberg interesserede sig ikke mindre for Ungdommens Opdragelse end for Videnskaben. I sine Breve til Johan v. Bülow har han selv udviklet de Synspunkter, fra hvilke han gik ud i sine Bestræbelser for Skolevæsenet, hvilke det dog kun lykkedes ham at gjennemføre delvist for de lærde Skolers Vedkommende. I Kommissionen til Universitetets og Skolernes Omordning, som nedsattes den 1ste Dcbr. 1774 var Guldberg den ledende Aand, og de Forandringer, der indførtes skyldtes væsentlig ham. Man kjender uden


589

Vanskelighed hans Stil i den kongelige Befaling til Kommissionen, hvori det hedder, at det latinske Sprog, "der er kommet i skammelig Forsømmelse" samt Kundskaben i Græsk og Hebraisk skal "bringes i en livelig Drift", at Religionsundervisningen saavelsom Undervisningen i den almindelige Historie og Geographi og Doctrina sphærica skal forbedres, og endelig at "Ungdommen i Skolerne skal med Flid anføres til at kjende deres Fædrelands Sprog, øves i al tale og skrive det rigtigen og vel, læse nogle af de bedste Skribenter og dannes til at tale offentligen med Sømmelighed og Yndighed". Den meget udførlige Forordning om Latinskolerne, som allerede udkom den 11te Mai 1775, indeholder nøiagtige Bestemmelser om Rektorernes og Hørernes Prøver og indbyrdes Forhold, hele Læremethoden, om de Bøger, der skulde bruges ved Undervisningen, og de Pensa, der skulde læres, om Disciplenes Examiner, sædelige Forhold, Flidsbelønninger, Beneficier, Kirkegang m. m., hvorhos det bestemmes, at Ingen i Fremtiden kan blive Student, "før han er mod 17 Aar". En anden Forordning af samme Dato indførte endel Forandringer med Artium og andre akademiske Examiner. Om et af de Punkter, der væsenligst udmærker Forordningen, nemlig Omsorgen for Modersmaalet, fortæller Rasmus Nyerup, at "der i Praxis mindst toges Hensyn derpaa".

Vor Frue latinske Skole i Kbhvn. blev altsaa omordnet efter disse Principer, og Disciplene fik nye Skolebøger til Glæde for Bogtrykkerne, som derved opnaaede en sikker Fortjeneste, men Almueskolevæsenet blev bestaaende uforandret. Man havde de gamle Kirkeskoler (smlgn. II, 534) Fattigvæsenets Friskoler og Holcks private Friskoler (III, 346), hvortil kom den af Magistraten i 1761 oprettede Blegdamsskole for "Ungdommen uden Nørre- og Østerport", der vedligeholdtes ved private Bidrag fra Magistratens Medlemmer indtil 1788, da den fik en aarlig Indtægt ved Tilskud fra Nikolai og Helliggeistes Klokkerembeder. Den 29de Januar 1773, altsaa paa Kongens Fødselsdag, stiftedes de 32 Mænds Skole for fattige Borgerbørn af begge Kjøn i Kbhvn., som bestod ved private Bidrag fra de 32 Mænd (10 Rdlr. om Aaret) og bestyredes af dem. Skolen aabnedes dog først den 10de Mai, under Inspektion af den øverste Kapellan ved Nikolai Kirke, Jørgen Østrup, som havde udarbejdet Planen. Her var baade Læsestuer og Arbeidsstuer; der undervistes fornemmelig i Religion, Læsning, Skrivning og Regning, men særlig


590

talentfulde Drengebørn kunde dog oplæres til Handel og Kontoirforretninger. Om Pigebørnene hedder det, at de skulle undervises saaledes i Haandgjerning, at Ingen af dem ved Konfirmationen lader sig se i Andet, end hvad hun selv har syet og om muligt tilskaaret, desuden i Tvæt samt i "hvad der foregaar i et Kjøkken."

I 1776 fik Hovedstaden to nye Skoler, en Drenge- og en Pigeskole, hver paa ca. 30 Børn. De havde Fællesnavnet: Gratistskolen og skyldtes de private Friskolers Ophavsmand, den utrættelige Agent Holck, "de Fattiges Tolk", som indsamlede frivillige Bidrag hertil. Skolen var bestemt for "honnette, men evneløse Folks Børn", hvilke altsaa ikke mere behøvede at søge Almueskolerne, men her kunde modtage en fuldstændig Realundervisning og desuden blive indviede i "Bogholderi, Kundskab om Fædrelandets Love, Dands, Musik og Latin for Apothekere og Chirurger". Der indkom i de følgende Aar et overmaade stort Antal Gaver til Gratistskolen, da Holck uophørlig i velmente Digte snart takkede for indkomne Bidrag, snart opfordrede til nye, og den trivedes saa vel, at den existerer den Dag idag. Da flere velhavende Familier samme Aar henvendte sig til Holck om Oprettelse af en Betalingsskole, hvori deres Børn kunde faa en udvidet Undervisning, særlig i "de Sprog, som udfordres til den velanstændige, fornemmere Opdragelse", grundlagde han i 1777 to nye Skoler, som efter Loven om Indfødsretten fik Navn af Indfødsskolerne. De standsede imidlertid kort efter Holcks Død i 1781, og hans Plan til en Undervisnings- og Opdragelsesanstalt for formuende og fornemme Mænds Døttre blev aldrig realiseret. Foruden Garnisonsskolerne, hvoraf der var 4, og Søetatens Skoler, hvoraf der var 7, fandtes der henved en Snes meget maadelige Privatskoler i Byen og en overordenlig Mængde Pugeskoler, der - som det siges - vare etablerede af fattige Mænd og Kvinder, Jomfruer og mislykkede Studenter. Man søgte at indskrænke disse "Vinkelskolers" Antal ved at indskjærpe Anordningerne mod uautoriseret Skolehold, men der blev set gjennem Fingre med Lovovertræderne, fordi de kun paa denne Maade kunne friste Livet uden at falde Fattigkassen til Byrde.

Forordningen af 13de Juni 1771, ved hvilken Struensee havde afskaffet al Straf for Leiermaal og desuden fastsat, at Ægteskabsbrud kun kunde paatales af den krænkede Ægtefælle, havde, som foran (III, 339) omtalt, vakt en Storm af Uvillie, hvorfor den ogsaa


591

strax efter Struensees Fald blev ophævet (ved Plakat af 27de Febr. 1772), dog med den udtrykkelige Tilføielse, at det fremdeles ikke maatte anses som "en Plet" at være født udenfor Ægteskab. Begravelsesordningen af 29de April 1771 (III, 340) fik samme Skjæbne, hvorimod Regjeringens Stilling til de to Love om Ægteskaber mellem Beslægtede (III, 338) var meget forskjellig. Vel bleve de ophævede ved Forordning af 14de Dcbr. 1775 af "vigtige og med det almindelige Bedste overensstemmende Aarsager", men disse vigtige Aarsager vare i Virkeligheden kun, at de kongelige Finantser ikke kunde taale at miste de rigelige Gebyrer, der vare tilflydte den for Ægteskabsbevillinger i tidligere Tid. Med andre Ord: Ophævelsen var kun formel; i Realiteten bleve Ægteskaber mellem Sødskendebørn, Næstsødskendebørn og Besvogrede, kort sagt, alle Ægteskaber, der ikke vare forbudte i Guds Lov, fremdeles tilladte ved Dispensation mod Gebyrer, thi det siges udtrykkelig: "Kongen vil ikke hos Menigmand forny nogen ugrundet Tvivl og Superstition i slige Ting". Ligeledes, opretholdtes Afskaffelsen af overflødige Helligdage, Forbudet mod visse Kirketavlers Ombæring m. m.

Imod de lovbefalede Trolovelser, som Alle skulde underkaste sig, der ikke vare af Rang eller Adelige, udkom den 19de Februar 1783 en Forordning, fordi de førte til megen Usædelighed, mange overflødige Udgifter og mange Slags Uordener, især fordi et Par, naar det først var indskrevet i Kirkebøgerne som trolovet, i Reglen flyttede sammen. Alle Gilder og Sammenkomster ved Trolovelser bleve nu afskaffede, Sammenflytning før Brylluppet forbødes, hvorhos det befaledes, at der strax skulde lyses til Ægteskab for et saadant Par, og Vielsen fuldbyrdes senest den sjette Søndag derefter. Hvis dette ikke skete, ifaldt Parret Mulkt, eller Trolovelsen ophævedes. Allerede i 1781 havde man følt Onderne saa stærkt, at der for Alvor havde været Tale om at afskaffe Trolovelsen som en ufornøden Ceremoni, men dette skete dog først den 4de Januar 1799. Hvad Bryllupper angaar - hedder det i 1776 - at Stuebryllupper vare almindelige, thi "Kirkebryllupper overlodes til de Ringere og mindre Belevne". Til første Dags Bryllup, som i Almindelighed stod hos Brudens Forældre, indbødes et halvt hundrede Personer af begge Kjøn; Vielsen fandt Sted Kl. 8 om Aftenen; naar den var forbi, lykønskedes Brudeparret først af Præsten, derpaa af Damerne, som neiede samlede, tilsidst af Kavalererne, som bukkede, hvorpaa Bede-


592

manden traadte frem og takkede de Tilstedeværende for den Ære, de havde bevist Brudefolkene. "Enhver gaar nu til Sit - hedder det - ingen Sang eller Musik taales; Brudevers ere gemene, og Brudegaver bruges ikke i nuværende slebne Tider". Til anden Dags Bryllup, der i Reglen stod hos en Trakteur eller Konditor, indbødes de nærmeste Paarørende og Venner til Middagsmaaltid, Kaffe, The og Aftensmaaltid. Om Sommeren brugte man undertiden at holde Stuebryllup om Formiddagen Kl. 11 i Lyngby, Taarbæk, Vilhelmsdal, (et Traktørsted ved Hvidøre) eller Klampenborg, hvor Brudens Forældre da gav et Gjæstebud, i hvilket Tilfælde Andendags-Brylluppet bortfaldt. Om Vinteren kjørte man undertiden Dagen efter Brylluppet i Kane til Lyngby, hvor Festen da holdtes. Gratulationsvisiter brugtes ikke; "de ere ganske gemene - hedder det - og Faa sidde endog de tre Stadsdage for at modtage Gratulanter".

Man ansaa det for fint at holde Barnedaab om Eftermiddagen, men da Stiftsprovsten i Kjøbenhavn klagede herover og forestillede, at det var Præsterne til stor Forhindring i deres øvrige Embedsforretninger, blev det i 1779 forbudt, dog at der ved Ansøgning kunde faas Dispensation mod en Gave til Sognets Fattige. I Almindelighed var der 4 mandlige Faddere og to kvindelige, nemlig en gift Dame og en Jomfru. Desuden overværedes Ceremonien i Kirken af Jordemoderen. Den Spædes Christentøi var hos velstaaende Folk af Sølvmor med en Hætte til at trække over Hovedet. Fadderne kjørte med hjem til Forældrene, hvor de spiste til Middag og drak Kaffe og The, men Barselvisiter vare tildels gaaede af Brug paa dette Tidspunkt. Med Hensyn til selve Daabshandlingen kan tilføies, at der den 7de Mai 1784 fastsattes en ny Døbeformular, i hvilken Besværgelsen var udeladt, dels fordi "den aldeles ingen Grund har i den hellige Skrift", dels fordi "den lettelig kunde vække Forargelse".

Da den Struenseeske Begravelsesordning var bleven afskaffet, blev det Skik at foranstalte Ligbegjængelser om Morgenen mellem Kl. 8 og 9, eller om Eftermiddagen mellem Kl. 3 og 4, dog at mindre bemidlede Folk jordedes mellem Kl. 11 og 12. Studentenie paa Regentsen havde endnu deres Ligbærerret, men man brugte i Reglen tillige Ligvogne, hvorpaa Holmens Kirke allerede i 1747 havde faaet Privilegium, hvilket i 1774 udvidedes til ogsaa at gjælde for Garnisons Kirke. Ligkisterne vare overtrukne med Sort, og bar


593

en lille Plade, forestillende en Engel med en Basun i den ene Haand og et Brev i den anden, hvorpaa den Afdødes Eftermæle stod at læse i Lapidarstil. Der var meget strenge Bestemmelser mod overdreven Luxus ved Begravelser; da der saaledes ved Stiftsprovst Jens Jacob Hegelunds Jordefærd i 1773 fandtes to Plader ovenpaa hans Kiste istedetfor den tilladte ene, ifaldt Enken en Bøde af - 300 Rdlr. Den blev dog eftergiven, da Forseelsen var sket hende uafvidende, og det vilde falde hende overmaade tungt at betale Mulkten, dog at hun "for Konsekventsens Skyld skulde erlægge 20 Rdlr. til Opmuntring for Angiverne". Trods den store Simpelhed og de strenge Lovbestemmelser gik almindelige Folks Begravelse ikke af uden Extraudgifter. Liget blev vel ikke udstillet, hvorved der sparedes Traktement til Nysgjerrige, men naar det blev "klædt", indbødes de nærmeste Paarørende til Kaffe, The og Konfekt med tilhørende Vin. Ligvers, Sørgemusik, Sang og Sangklokker vare tildels gaaede af Brug, men Følget mødte i den Afdødes Hjem og beværtedes med Kaffe, Chokolade, The og Konfekt, før man begav sig til Kirken. Naar Ceremonien her var til Ende, gik Følget hver til sit, kun de Nærmeste fulgte den Afdøde til Kirkegaarden.

For Kirkernes Udsmykning blev der i nærværende Periode gjort overmaade lidt; Grev Schacks prægtige Monument i Trinitatis Kirke blev i 1782 restaureret af Professor Weidenhaupt, et brøstfældigt Pulpitur i Nikolai Kirke blev nedtaget i 1775, og et andet opsat i Vor Frelsers Kirkes søndre Fløi i 1782, hvortil asiatisk Kompani bidrog 1000 Rdlr., mod at faa en Stol i Pulpituret, men ellers indskrænkede Arbeidet paa Kirkerne sig til den nødvendige Vedligeholdelse. En kongelig Resolution befalede i 1778, at de tre gamle Hofprædikantboliger i Stormgade, Hyskenstræde og ved Gammelstrand skulde bortsælges ved Auktion, men det skete kun for den Førstes Vedkommende, der laa mellem det Harboeske Enkefru-Kloster og det Holsteinske Palais i Stormgade. Endelig kan tilføies, at der efter kongelig Befaling afholdtes en offentlig Taksigelsesfest i Kjøbenhavns og alle Rigets Kirker den 1ste Dcbr. 1773 "for adskillige Guds Velgjerninger mod Kongen og Landet". I Befalingen, der er forfattet af Guldberg, hedder det, at "Gud har afværget Krig og andre store Ulykker, standset den ødelæggende Kvægsyge og ved en rig og lykkelig Høst forandret den efter mange Aars Misvæxt Os saa krænkende Dyrtid og endnu til alt Andet i adskillige vigtige


594

Tilfælde dette Aar at krone ved sin naadige Bestyrelse Vores Bestræbelser med det ønskeligste Udfald til Vores Glæde og Statens almindelige Sikkerhed og Velstand". Der, sigtes herved til det spændte Forhold mellem Sverig og Danmark efter Revolutionen af 19de August 1772 i det førstnævnte Land, da man var overbevist om, at Kong Gustav III havde i Sinde at iværksætte et Indfald i Norge. Det vakte uhyre Opsigt i Kjøbenhavn, da man i April 1773 opdagede, at Sekretair Eckmann hos den svenske Envoyé havde bestukket forskjellige Personer for at skaffe sig Efterretninger om den danske Flaade, men Uveiret drev over uden videre Følger, efterat de to Hoffer i 1777 havde udvexlet Erklæringer. Aaret efter var Kong Gustav tilstede ved de store Leirøvelser i Kjøbenhavns Omegn og paa Amager, sammen med den berømte Hertug Ferdinand af Brunsvig, Enkedronning Juliane Maries Broder. Den svenske Konge optraadte ved denne Leilighed i et Slags Nationaldragt, hvilket gav Christian den Syvende Anledning til at bemærke, at han havde l'air d'un chevalier errant. "Kampementet", som kostede over 35,000 Rdlr., var en Succes og gjentoges i 1781. Forholdet til Sverig havde herefter, ialfald paa Overfladen, en venskabelig Charakter. Den 24de Januar 1779 foranstaltede saaledes den svenske Gesandt Sprengporten en stor Høitidelighed i sin Gaard paa Garnisonspladsen i Anledning af Kronprinds Gustav Adolphs Fødsel (den 1ste Novbr. 1778) og skænkede de Fattige paa Almindeligt Hospital en stegt Festivitetsoxe, som med Tilbehør af stegte Grise, Brød m. m. i stort Optog blev ført gjennem Byen. Det næste Aar afsluttedes den væbnede Neutralitet mellem Danmark, Sverig og Rusland. Som Følge af det intime Forbund med den sidstnævnte Magt, hvori Danmark saa en Garanti mod Sverigs ærgjerrige Planer, kom gjentagne Gange, saaledes i 1780 og 1782, store russiske Flaader paa Kjøbenhavns Rhed, hvis Officerer og Mandskab behandledes med udsøgt Opmærksomhed.

Ved Omordningen af Politiet efter Struensees Fald (smlgn. III, 407) var den forhv. Borgmester Christian Fædder den 21de Mai 1772 bleven Politimester efter den nye Overpræsident Konferentsraad Braems Anbefaling. "Da der til denne Tjeneste - skriver Braem - ikke blot udkræves nøie Kundskab om alle Love, Forordninger og Befalinger vedkommende Politivæsenet, men ogsaa Anseelse hos Borgerskabet, Myndighed i Væsen og Adfærd, utrættelig Iver og


595

Flid samt uforanderlig Forsæt at gjøre sit Embede med en fornuftig og retsindig Alvorlighed uden Persons Anseelse, saa veed jeg Ingen, som bedre besidder disse Egenskaber end den forrige virkelige Borgmester Etatsraad Christian Fædder". Herefter blev Fædder udnævnt med 2000 Rdlr. aarlig Gage, hvoraf 800 betaltes af den kongelige Kasse, Resten af Staden. Ved Reskript af 5te Mai 1774 forhøiedes Gagen til 2400 Rdlr., da Fædder fik en Borgmesters Løn paa 1600

Festivitetsoxen føres til Almindeligt Hospital i 1779

Festivitetsoxen føres til Almindeligt Hospital i 1779.

Rdlr., hvorefter de 1200 af Stadens Kasse bortfaldt. Det viste sig dog snart, at Valget var uheldigt. Politimesteren, der som ungt Menneske var kommen til Kjøbenhavn fra sin Fødeby, Horsens, og først havde været Tjener hos to unge Mennesker, derefter kgl. Lakai; og ved Grev A. G. Moltkes Indflydelse Skriver i Hofmarechallatet og Viceborgmester i 1749, "forstod ikke det Mindste af Sagen", og havde mest udmærket sig ved at være "submis mod sine Foresatte og insolent mod sine Undergivne". Han var ilde lidt af Alle, der stod i Tjenesteforhold til ham, og havde som Medlem af Theaterdirektionen i Frederik den Femtes Tid gjort sig umulig og latterlig


596

i Befolkningens Øine ved sit intime Forhold til Balletdanserinder og Theaterdamer, hvorfor der ogsaa cirkulerede mange satiriske Billeder og Skandskrifter imod ham. Hans stridbare, fremfusende og myndige Væsen indviklede ham i alle Slags Konflikter, endog med andre Autoriteter, saaledes i 1773 med Hof- og Stadsretten (III, 548), thi det var i August 1772 blevet reskriberet, at Politimesters Kjendelser, som tidligere kunde indstævnes for Politi- og Kommercekollegiet, nu kunde appelleres til hin Domstol. De øverste Myndigheder satte imidlertid Pris paa Fædder og paaskjønnede ham; i Mai 1776 blev han Konferentsraad, og da han afskedigedes i 1788 som Politimester, udmærkedes han med en Tilkjendegivelse af Kongens Tilfredshed med hans Nidkjærhed og Paapasselighed, hvorhos han i Henhold til et gammelt Løfte blev første Borgmester.

Den kjøbenhavnske Almue var nemlig et uroligt Folkefærd og vanskelig at holde i Ave, navnlig umiddelbart efter det slappe Struenseeske Regimente. Det er foran (III, 296) berørt, hvad den forrige Politimester Bornemann skrev om Tilstanden i Byen umiddelbart efter den almægtige Ministers Fald, og Magistraten indkom den 7de Dcbr. 1772 med en ligesaa kraftig Forestilling. "Ved den mindste Anledning - hedder det heri - løber Pøbelen tilsammen 2 a 300 og optræder paa den voldsomste Maade, hvortil Grunden er den i nogle Aar overhaandtagne Frihed og Frækhed, som stedse har været u-undersøgt og ustraffet. Den gemene Mand kan ikke begribe, at han nu anderledes bør anse Politiet end før. Der er Intet at fortjene i disse dyre Tider; den store Fattigdom og de formastelige Skandskrifter, der offentlig, opslaas, som ere i hver Mands Haand og drøftes i alle Øl- og Værtshuse, har aldeles fordærvet den gemene Mands Tænkemaade". Som Midler imod disse Onder foreslaar Magistraten summarisk Afstraffelse ligefra Galge og Livsstraf til Bøder (4 Maaneders Arbeide i Slaveriet blot for at pibe i Fingrene); den vil have "Justitshaanden" (III, 381) gjenindført, Øl- og Værtshuse, Vinkjældere og Billardstuer lukkede Kl. 10 om Aftenen, og al Slags Hazardspil saavelsom alle dristige Skrifter forbudte. Ved Reskript af 31te Dcbr. 1772 fik Politiet sit gamle Vaaben og Mærke, "Politihaanden", igjen, men med Hensyn til den almindelige Rolighed og Sikkerhed henviste Regjeringen til de bestaaende Anordninger, der maatte anses for tilstrækkelige. Men det kom hyppigt til Tumulter og Opløb, under hvilke det gik


597

ud over Borgernes Vindusruder; Laugssvendene vare uregjerlige og Gadeungdommen tøjlesløs; visse underordnede Embedsmænd som Told- og Konsumptionsbetjente, Fattigfogder o. d. vare forhadte og bleve ikke sjældent forulempede i deres Embedsgjerning, Slagsmaal paa Gaderne vare almindelige, fulde Folk, der gik hjem, holdt af at yppe Klammeri med sagesløse Forbipasserende, og om Natten

Christian Fædder

Christian Fædder. Politimester fra 1772-88.

vækkedes Indbyggerne derfor ofte- ved Vægterpibernes Skingren og kunde se Urostifterne blive førte i Optog til Raadhusarresten.

En særlig vanskelig Opgave havde Politiet med at holde Orden i de talrige Værtshuse og Udskjænkningsteder, hvor alskens Uordener og Usædelighed gik i Svang, skjønt Nattesæde og Hazardspil var strengt forbudt. Selvfølgelig gjaldt det først og fremmest om at komme de saakaldte "lystige Værter« (III, 373) tillivs, mod hvilke Overpræsident Braem allerede i 1772 havde udtalt sig meget skarpt. "Det er upolitisk - sagde han - at tillade unge Mennesker at blive yderligen forledte til Udskeielser ved Nattesværmen, Drik,


598

Spillesyge og deraf flydende Laster. Dette har vist sig ved Politiets manglende Opsigt i de Maaneder, da ingen Inkvisition i Husene maatte ske. Beviste ikke Udfaldet, at det var saa at sige Invitation til Selvraadighed og Natte-Sværmeri til Helbredens Svækkelse og Arbeidets Forsømmelse? Steg ikke tillige Patienternes Antal paa Hospitals Rapporterne, endog med de værste Løsagtigheds Sygdomme?" Efter megen Deliberation og mange Overveielser udkom endelig den 27de Novbr. 1775 en Plakat, ved hvilken det forbødes Værtshusholdere og Puncheværter "at holde Kvindfolk til at bedrive Utugt og forføre unge Mennesker. Der maatte i Fremtiden kun holdes én Pige saadanne Steder, som skulde have fyldt sit 24de Aar; hun maatte desuden ikke opvarte Gjæsterne i nogen anden Slags Pynt, end ordinaire Tjenestepiger hos simple Borgerfolk pleiede at bruge, saalidt som hun maatte drikke med dem eller fornøie dem med Sang eller usømmelig Spøg. For at lette Kontrollen med disse "Værtskaber" blev det befalet, at de ei maatte holdes paa Bagsale eller fraliggende Kamre, men alene i nederste Etage og Kjældere til Gaden. Løse og ledige Fruentimmer maatte ikke under noget Paaskud besøge Skjænkestuerne eller logere hos Værtshusholderne, og disse maatte ikke holde Baller eller lignende Festligheder. Der blev samtidig skredet ind mod "Frøken-Kontoirerne" og deres Beboere; ethvert Fruentimmer, som ikke havde nogen vis eller lovlig Næringsvei, og over hvem der blev klaget, skulde efter Omstændighederne straffes med Mulkt, Vand og Brød, Gabestokken eller Rasphuset, medens Ruffere bleve strøgne til Kagen og hensatte i Børnehuset paa Livstid eller til livsvarigt Fæstningsarbeide i Jern. Det forstaas dog let, at alle disse skrappe Bestemmelser ikke bleve overholdte, og at Vedkommende i Regelen forstod at unddrage sig dem. Da Vægternes Antal i 1784 blev forøget med 30, og Vægterpengene som Følge heraf saavelsom paa Grund af Vægterkassens slette Tilstand bleve forhøiede fra 8,500 Rdlr. til 11,853 Rdlr. om Aaret, - hvilke efter Sædvane paalignedes Husene efter deres Façadelængde til Gaden - motiveredes denne Forandring udtrykkelig med "de jevnligt forefaldende Uordener, Overfald og Tyverier". Der blev nu indrettet Vægterpatrouiller om Aftenen og Natten paa Gaderne, og da det var vanskeligt at finde duelige Folk til Natvægtere for den fastsatte Løn (7 Mark om Ugen), tillodes det dem, der havde lært en Profession at drive den med egne Hænder uden Indsigelse fra


599

Laugene, ligesom der sikkredes de gamle og udslidte Vægtere en Pension af 2 til 4 Mark ugentlig af Vægterkassen. At Tyverier og Gadeuordener fremmedes ved den daarlige Gadebelysning følger af sig selv, thi skjøndt Lygternes Antal bestandig forøgedes (i 1788 var der 1423 paa Gaderne, hvoraf 127 private) klages der uophørlig over det Mørke, hvori Byen hvilede efter Solnedgang. Værst saa det ud i Forstæderne, hvor der ialt kun fandtes 14 offentlige Lygter, bedst ved Springvandet paa Gammeltorv, hvor der efter dets Reparation i 1783 var blevet anbragt 8 Lygter ved det nye Jerngitter, samt paa Christiansborg Slotsplads, hvor der i 1778 opsattes 20 nye Glaskuglelygter med dobbelte Flammer. Kongen bevilgede Lygte- og Sprøitekassen et Tilskud af 120 Rdlr. om Aaret til Tran og Væger, skjøndt han ellers Intet bidrog til Gadebelysningen.

Brand- og Vandkommissionen, hvis Forretninger af Struensee vare blevne overdragne til Magistraten, gjenoprettedes den 16de Juni 1773 og bestod af 13 Personer, hvoriblandt Kommandanten i Kbhvn., Overpræsidenten, et Medlem af Søetaten, en Viceborgmester, Stadthauptmanden, de to Formænd for de 32 Mænd o. fl. Kommissionen havde at sørge for god Skik og Orden, drøfte alle Spørgsmaal vedkommende Brand- og Vandvæsenet, samt fremkomme med Forslag til Forandringer og Forbedringer. Naar store Mangler viste sig ved Brandredskaberne, blev der dog nedsat særlige Kommissioner, saaledes i 1780, efterat det ved en Ildebrand i Gierlews Gaard i Store Kongensgade havde vist sig, at Sprøiterne vare slet vedligeholdte, og at Bestemmelserne om Mandskabets Møde ved Ilden, Pumpningen m. m. lod Meget tilbage at ønske. Man brugte paa dette Tidspunkt, som man uden Lovhjemmel forresten havde brugt i lange Tider, at presse tilfældigt Forbigaaende til Pumpning ved Sprøiterne, en Uskik, som trods de mange Klager først blev udtrykkelig forbudt i Brandordningen af 1799. Udbyttet af Kommissionen af 1780 blev, at der anskaffedes en ny Modelsprøite, som henstod i endel Aar, indtil den i 1786 solgtes til Kirkeværgerne for Nikolai Kirke. Naar der opstod Ildebrand var det som bekjendt paabudt, at Indbyggerne skulde udhænge Brandlygter; denne Befaling blev i Marts 1783 udvidet til ogsaa at gjælde for Kirkerne, som altsaa maatte anskaffe slige Lygter efter en nærmere angiven Model. De strenge Bestemmelser mod uforsigtig Omgang med Ild stod fremdeles ved Magt; saaledes blev en Kvinde i 1783 indsat et Aar i Børnehuset for denne Forseelse. En


600

extraordinair Domstol, indrettet i 1761, den saakaldte Brandsession, i hvilken Magistraten, Byfogden og nogle Brandofficerer havde Sæde, samledes paa visse Tider af Aaret efter Brandvisitationerne saavelsom efter enhver opkommen Ildebrand og afsagde Kjendelser, dikterede Bøder m. m.

Antallet af Ildebrande var overordentlig stort; i Aarene fra 1772 til 1784 (begge inclusive) ikke mindre end 455, hvoraf 53 vare "betydelige". Flere af dem ere omtalte foran, saaledes Branden i Brygger Kautrups Gaard i Vingaardsstræde, hvorved "Malerens og Bagerens Gang forsvandt (III, 421), Branden paa Bodenhoffs Plads (III, 488), Ildsvaaden paa Christiansborg Slot i 1774 (III, 435) og endelig Skibet "Den gode Hensigt"s Brand paa Rheden i 1780 (III, 458). I 1774 afbrændte Svanemøllen paa Strandveien tilhørende Caspar August Frederik Schmidt, og samme Aar opkom der Ild i Mønten ved Nyhavn, og paa Lille Kjøbmagergade, hvilke dog slukkedes uden at have anrettet større Skade. Ved den sidstnævnte Brand vilde Mursvend, Reservebrandkarl, Hans Hansen tvinge en Søofficer, Lieutenant Ronge, der kommanderede Holmens Mandskab, og hvem han i Mørket ikke kjendte, til at arbeide ved Pumperne, og da Officeren gav knubbede Ord og tilsidst brugte sin Stok, kom det til Slagsmaal. Hans Hansen blev herfor idømt 6 Maaneders Rasphusarbeide, hvilke Høiesteret dog nedsatte til 3, men da Brand- og Vandkommissionen gik i Forbøn for ham, og han havde siddet over et Aar i Varetægtsarrest, slap han med Vand og Brød i 14 Dage. I 1775 var der en stor Brand i et Lysestøberi i Regnegade, i 1778 brændte Lucie Mølle ("Luses Mølle") ved Vesterport, det følgende Aar en Farvergaard paa Kultorvet og Kongens Grynmølle paa Chrhvn. ved Siden af Dokken (smlgn. III, 488). I 1781 lagdes to af Reberbanerne udenfor Vesterport i Aske, og i 1783 den saakaldte Stokhusmølle paa Volden. En større Katastrophe ramte Byen den 31te Marts 1779, da Krudttaarnet i Rosenkrandses Bastion ved Østerport, hvori der opbevaredes 500 Centner tildels fordærvet Krudt, sprang i Luften. Virkningen af Explosionen var forfærdelig; 47 Mennesker bleve kvæstede og 7 dræbte; to Møller paa Volden, vistnok den saakaldte "Kongens Mølle" og "Grønlands Mølle" ruineredes totalt; i en vid Omkreds bleve Gaarde og Huse beskadigede, Tage og Vinduer slaaede i Stykker og Mennesker kastede omkuld. I Nyboder led Husene overordenligt; det siges, at denne Bydel saa ud som en Hob Ruiner;


601

enkelte Steder som f. Ex. i Stenkulgade (den Strækning af Østervoldgade, som laa mellem Stokhusgade og Grønland) vare Husene styrtede helt sammen. Biskop J. P. Mynster fortæller i "Meddelelser om mit Levnet", at Virkningen paa Frederiks Hospital var yderst voldsom, da der kun var lave Huse imellem. "Jeg ser endnu for mig - skriver han - hvorledes en Syjomfru, som sad ved Vinduet, blev kastet langt hen paa Gulvet, og ovenpaa hende den hele Vindueskarm og de sønderslagne Ruder, og hvorledes Pigerne, der troede, at det var den yderste Dag, fik os Børn hen i Sengekrogen, og skjulte os under deres Forklæder, hvorved vi da vare velforvarede". Det gamle Reserve-Orangerihus i Rosenborghave blev saagodtsom ødelagt, og Antallet af sprængte Ruder i Byen var saa stort, at der maatte indføres 600 Kister Vinduesglas og 300 Kister Kurveglas fra Udlandet, da de norske Glasværkers Beholdninger ikke slog til. Aarsagen til Katastrophen blev ingensinde oplyst, men et Rygte vilde vide, at den ved Krudttaarnet posterede Skildvagt hemmeligt havde røget Tobak, og da Afløsningen kom, havde banket Piben af paa sin Skohæl, hvorved Gnisterne fløi omkring. Skaden paa Bygninger i Nyboder ansloges alene til 40,000 Rdlr., andre Huse og Gaarde havde lidt Skade for ca. 30,000 Rdlr., hvortil kom Løsøre til en Værdi af 3,386 Rdlr., som var ødelagt for Nyboders Indbyggere. For at hjælpe de private Skadelidte blev der ombaaret Kollektbøger i hele Kjøbenhavn, men trods de paabudte Opmuntringer fra Prædikestolene til at vise christelig Medlidenhed og Gavmildhed indkom der kun 3,854 Rdlr. 4 Mk. 12 Sk. Disse Penge fordeltes i 1780 paa de Skadelidte, som bevislig havde godtgjort deres Tab; de øvrige Indbyggere fik Intet.

Paa den Plads, hvor Krudttaarnet havde staaet, fik Raadmand Waage den 29de Novbr. 1780 Tilladelse til at opbygge en Vindmølle mod at opfylde det ved Explosionen frembragte Hul og ligesom de øvrige Mølleeiere forpligte sig til at nedrive Værket, naar "noget Fjendtligt med Beleiring skulde paakomme". Der blev strax truffet Foranstaltninger til at opføre et nyt Krudtmagasin udenfor Byen, thi man vilde hindre lignende ulykkelige Tilfælde for Fremtiden. Brandassurancekompagniet bidrog 100,000 Rdlr. hertil, dog saaledes at de ikke-assurerede Bygninger i Kjøbenhavn skulde udrede en passende Kvotadel. Det blev henstillet til Interessenterne i Brandkassen, om de vilde foretrække, at Summen blev paalignet


602

Grundene, men med 2584 Stemmer mod 477 udtalte de sig for den førstnævnte Ordning, skjøndt Brandkassedirektionen mente, at "den burde forskaanes for en saa betydelig Udgift, der ikke vedkom Stiftelsens Hensigt". Regjeringen forhandlede først med Admiral Fontenay om Kjøbet af hans Gaard "Gammel Vartou" ved Strandveien; dernæst var der Tale om at lægge nye Krudtmagasiner et Sted mellem Flaske- og Kjøgekro ved Stranden, indtil Spørgsmaalet blev afgjort i Marts 1780 af en Kommission. Efter dennes Indstilling blev saagodtsom hele Krudtbeholdningen baade for Land- og Søetaten forlagt til Christianshavn og Amager og samlet her i 19 Magasiner, beregnede paa at rumme 16,000 Centner Krudt, nemlig 10 Magasiner i Christianshavns Udenværker, 3 ved Kastrup, 4 ved Dragør og 2 paa Lynetten, hvilket sidste Værk var blevet anlagt i 1767 af Grev Danneskjold Samsø til Forsvar for Indrerheden, og netop i disse Aar (fra 1777-80) var blevet udvidet til en Havn for 5-6 Stykpramme. To af disse Krudtoplag anvistes til Brug for Handelsskibene, nemlig et paa den saakaldte bedækte Vei udenfor Christianshavn nærmest Christian den Femtes Bastion (i den saakaldte Kvinti Lynette), det andet paa Lynetten ("Sø-Lynetten"), for at indgaaende Skibe desto lettere kunde udlosse deres Krudt, inden de gik ind i Havnen, og udgaaende indtage det, naar de stak i Søen. Samtidig med disse Forandringer blev "den bedækte Vei" istandsat, Vagthuse opførte, og en Dæmning lagt fra Christianshavns Udenværker over til Amager, hvorved et større Terrain, "Fladerne", der hidtil bestandig var blevet overskyllet af Søen, blev indvundet, og Fæstningens Glacis sikkret paa denne Kant. Man opnaaede desuden herved, at Krudtet fra Magasinerne paa Amager kunde transporteres over Dæmningen til Magasinerne paa den bedækte Vei og herfra videre til Flaaden uden at føres gjennem Byen. I Citadellet opbevaredes dog endnu et betydeligt Forraad Krudt, men den 10de Oktober 1781 blev der givet Ordre til ufortøvet at skaffe det bort, med den Tilføielse, at "saadanne Beholdninger herefter hverken i Citadellet eller indenfor Voldene maatte befindes".

Man havde i Hovedstaden det gamle oktroyerede Søassurancekompagni af 1726 (smlgn. II, 481) samt Kjøbenhavns Brandforsikkring af 1733 (II, 638), men havde hidtil ikke kjendt nogen indenlandsk Forsikkring for Varer og Effekter. Denne Mangel blev afhjulpen den


603

11te Mai 1778, da det kongelig oktroyerede kjøbenhavnske Brandassurance Kompagni paa Vare og Effekter fik sin Oktroy. Selskabet blev - som det hedder i Motiverne - "stiftet til Handelens Fremme og Næringsvejenes Udbredelse", for at Sukkerraffinadeurer, Sæbesydere og Kjøbmænd kunde assurere deres Vareforraad, Inventarium og andre Effekter, men tillige for at Private kunde forsikkre deres Bohave. Aktiekapitalen var 300,000 Rdlr., fordelte paa 600 Aktier, og Ingen uden Kongens egne Undersaatter kunde tegne sig som Interessenter. Assurancepræmien var 1/2 Procent aarlig af Forsikkringssummen for Kjøbmandsvarer i grundmurede Pakhuse uden Ildsteder, men 3/4 Procent, naar de henlaa i Bindingsværksbygninger; for Kramvarer, Sukkerraffinaderiers og Sæbesyderiers Forraad betaltes 1 og 1 1/2 Procent aarlig efter Bygningernes Beskaffenhed og endelig for Meubler 1 Procent, hvad enten Husene vare grundmurede eller af Bindingsværk. Selskabet godtgjorde ingen Skade under 3 Procent, saalidt som den, der skyldtes fjendtligt Overfald; for total Skade betalte det kun de 98 Procent af Forsikkringssummen. Der tilstedes naturligvis Kompagniet endel Benaadninger og Friheder; saaledes maatte ingen Kjøbenhavner under en Bøde af 1000 Rdlr. i Fremtiden assurere i Udlandet, forsaavidt Kompagniet vilde modtage hans Assurance; derimod kunde dette selv reassurere hos Fremmede. Overskattedirektionen gjorde Kompagniet et Forskud af 60,000 Rdlr., for at det strax kunde begynde; det fritoges for at bruge stemplet Papir til sine Obligationer og Policer saavelsom under eventuelle Processer, og Kongen tog udtrykkelig Selskabet i sin Beskjærmelse med Løfte om i Naade at ville anse og bevilge, hvad der senere kunde blive at foretage til Interessentskabets Bedste. De første Direkteurer der udnævntes af Kongen, stod ogsaa Thronen nær og hørte til Landets mest formaaende Mænd; det var nemlig Skatmester, Grev Schimmelmann, Statsminister Grev Bernstorff, den første Deputerede i Finantskollegiet Grev J. G. Moltke og Stats- og Geheimekabinetssekretair Høegh-Guldberg. Den femte Direkteur Justitsraad Lunding var tillige første, Raadmand Christen Waage anden Administrator.

Efter Struensees Fald maatte de nye Magthavere ganske naturligt føle Ængstelse ved Trykkefriheden, som trods alle Udskeielser og Raaheder havde sat nye Ideer i Omløb og skabt en offentlig Mening, der under visse Forhold kunde blive farlig for Enevælden


604

eller dog tvinge den ind paa Reformer, hvis Følger vare uberegnelige. Trykkefrihedsskrifterne havde banet Veien for det nye Regimente ved at vække Had og Ringeagt mod det gamle og derved fremskynde Katastrophen, men de havde tillige vakt en almindelig Interesse for alle offentlige Anliggender, en Lyst til at drøfte de store økonomiske og sociale Spørgsmaal, som maatte forekomme Regjeringen betænkelig. Man faar et levende Indtryk af Indbyggernes kritiske Tilbøjeligheder, naar man i et Flyveskrift fra Slutningen af 1772 læser: "Naar har man nogensinde hørt det danske Folk raisonnere saa meget om Statssager som i nærværende Periode? Alle Mennesker ere dybsindige og svangre med politiske Fostre. Alle Forsamlinger ere Konseiller, hvor Statssager afgjøres. Neppe gaaer en Spækhøker til Torvs at kjøbe en Flæskeskinke, uden at han. viser en dyb politisk Mine, og jeg synes ret af Physiognomiet at kunne læse, at der i en saadan Skindpelts bor en hel Macchiavel". Eller naar en anden Forfatter klager over den ulyksalige Trang til at kritisere, ringeagte og "uvillig adlyde de endog med allerhøieste Autoritet forsynede offentlige Anordninger og Befalinger", hvilket nødvendigvis maa "avle almindelig Ustadighed, borgerlig Forvirring og andre Ulemper". Saavidt man kan se, var det navnlig i Hofkredse og vel først og fremmest hos disses spiritus familiaris, Guldberg, at man ikke holdt af al denne Raisonneren; i hvert Fald gaves der mange høit ansete Mænd, i hvis Øine Trykkefriheden var et uvurderligt Gode, og som ikke ønskede, at den skulde indskrænkes.

Stødet til Skrivefrihedens Indskrænkning blev givet den 28de Mai 1772 ved en Skrivelse fra Geheimeraad, Grev Otto Thott, hvori han tilkjendegav Kancelliet, at Kongen "vel vil lade det have sit Forblivende med Skrivefriheden i Henseende til Videnskaberne paa en anstændig Maade", men ikke vil tillade, at Noget angaaende Hoffet og Staten trykkes uden foregaaende Censur af det danske Kancelli, saalidt som nogen Partikulair i offentlige Skrifter uanstændigen maa angribes eller navngives. Kancelliet var til at begynde med alt Andet end gunstig stemt for en saadan Forandring og indstillede derfor den 16de Juli 1772 efter Generalprokureur Stampes Forslag, at "det paa nogen Tid burde bero med at udgive en Forordning, som vilde have Anseende af at indskrænke Skrivefriheden", og at det foreløbig vilde være tilstrækkeligt at lade Politimesteren sørge


605

for, at Reskriptet af 7de Oktbr. 1771 (smlgn. III, 366) nøie blev efterlevet. Sagen blev herefter udsat "dette Aar", men gjenoptoges, uvist af hvilken Grund, allerede i Decbr. 1772, da Kancelliet indkom med en ny Forestilling og et Udkast til en Forordning om Skrivefrihedens Indskrænkning, som i det Væsentlige sluttede sig til den anførte Skrivelse fra Thott, det vil sige: opretholdt Skrivefriheden "forsaavidt samme kunde tjene til Videnskabernes og andre nyttige Tings Forbedring og Fremvæxt", men ellers gjenindførte Censuren, som den havde været før Struensees Tid. Da Geheimestatsraadet imidlertid ønskede nærmere Oplysninger om, hvilke Videnskaber der skulde undtages fra Censur, og hvad der mentes med "andre nyttige Ting", udarbeidede Kancelliet den 7de Januar 1773 en ny Forestilling, hvori det udviklede sine Anskuelser herom. Forestillingen selv er gaaet tabt, men det ses af et Udkast til den, at Luxdorph vilde have Forbud mod Trykning af Alt, som "var anstødeligt mod den evangeliske Guds Lære, Regjeringen og gode Sæder." Censur skulde anvendes mod theologiske og politiske Skrifter, ved hvilke sidste forstodes Skrifter om Statens Indretninger, dens ind- og udvortes Forfatning, Love og deslige, medens alle andre Videnskaber som Lovkyndighed, Lægekunst, Naturlære, den egentlige Philosophi, Mathematik, Historie og Veltalenhed med alle deres Dele maatte være fritagne for Censur, dog at Bogtrykkeren skulde sætte sit Navn paa Skriftet og være ansvarlig for dets Indhold. Med Hensyn til de offentlige kjøbenhavnske Blade foreslog Luxdorph, at "de ikke maatte indføre Noget af det, som til Kollegierne henhører, uden at have faaet Efterretningen fra vedkommende Kollegium selv", og for at hindre Utilbørligheder mod fremmede Hoffer, anbefalede han at lade Aviserne efterse ved det udenlandske Departement. Tilsidst skriver han: "Naar enten et helt navngivent Selskab eller en kongelig Embedsmand eller anden bekjendt brav Mand ønsker sine Skrifter i Almindelighed befriede for Censur, kan Saadant efter foregaaende Ansøgning og paa Forfatterens eget Ansvar altid være at bevilge". Stampes Redaktion, som vistnok blev den, der indsendtes til Geheimestatsraadet, lød paa, at man for at forekomme Misbrug af Skrivefriheden "saa sig nødt til igjen at introducere Censuren, dog paa en Maade, at den ikke kunde hindre Videnskabernes Udbredelse og nyttige Sandheders Opdagelse, ei heller lægge Baand paa Geniet". Han sluttede sig i det Væsentlige til Luxdorph og vilde ligesom


606

denne have Embedsmænd og "andre bekjendte brave Mænd", endvidere alle videnskabelige Skrifter, som ikke vare theologiske og politiske, samt hvad der skreves af hele Societeter, fritagne for Censur, hvortil han endnu føiede "Journaler og Rescensioner af udkomne Skrifter". Overhovedet var Kancelliet ikke særlig begeistret for Censurens Gjenindførelse; saaledes bemærker en af Kancelliherrerne (Schumacher) til Stampes Udkast: "Hermed er jeg enig, da ingen bedre Midler for nærværende Tid kan udfindes til at hemme det Onde, som slette Gemytter forvolde", en anden (Dons): "Siden Tingen skal være, er jeg enig med dette". Ogsaa i Geheimestatsraadet reiste der sig Betænkeligheder i den ellevte Time, hvorfor det den 14de Januar 1773 atter resolverede, at "Sagen skulde udsættes indtil videre".

Man var altsaa nu lige nær, og der blev Intet foretaget mod Trykkefriheden, før nogle Bekjendtgjørelser i "Adresseavisen", der fandtes anstødelige, bevægede Arveprinds Frederik til at rykke i Ilden. Den 12te Septbr. 1773 sendte han Kancelliet en Skrivelse, hvori der forlangtes en Forestilling om "hvorledes man kunde reglere for Avisskriverne følelige Mulkter, naar de indrykkede anstødelige Ting", og en Maaned efter, var Alt i Orden. Reskriptet af 20de Oktober 1773 udkom, hvori det i fuld Overensstemmelse med Kancelliets nye Forestilling forbødes Udgiverne af trykte Aviser og Ugeblade at indrykke Noget, som "enten angaar Staten og Regjeringen, almindelige Foranstaltninger eller andre Stridsskrifter, især hvor Personer derved angribes, ei heller Byrygter eller andre opdigtede Fortællinger, som indeholde noget Fornærmeligt eller Uanstændigt". Enhver Overtrædelse heraf kunde Politimesteren straffe med Bøder fra 50 til 200 Rdlr. efter Forseelsens Beskaffenhed, eller i Mangel af Betaling med Vand og Brød, hvorhos Kjendelsen var inappellabel. Som man ser, blev Censuren altsaa ikke gjenindført, og Politimestervilkaarligheden ramte under alle Omstændigheder kun Aviserne. Vel udkom der allerede den 27de Novbr. et Supplement til Oktoberreskriptet, hvorved dettes Bestemmelser ikke blot rettedes mod Udgiverne, men ogsaa mod Forfatterne, og udvidedes til at omfatte Kobberstik og alle Bekjendtgjørelsesmaader, men Literaturen i det Hele ramtes dog næppe herved. Novembertillægget blev nemlig kun anvendt i ganske enkelte Tilfælde, ja man kjender indtil 1790 kun to Politiretsdomme, hvori det paaberaabes, saaledes at Schlegel i


607

1797 kunde skrive, at man næsten maatte tro, at det var blevet desavoueret. Langt mere trykkende for Forfatterne vare de overordentlige Forholdsregler, som ikke sjeldent bleve trufne mod Skrifter, der ansaas for farlige, anstødelige eller i andre Henseender utilladelige. Stor Opsigt vakte det saaledes, da en bebudet Oversættelse af Goethes "Leiden des jungen Werthers" blev undertrykt ved Kancelliskrivelse af 19de Septbr. 1776 med den Motivering, at denne Roman "bespotter Religionen, besmykker Lasten og kan fordærve gode Sæder", og maaske endnu større, da Forfatteren af "Mine Fritimer", T. C. Bruun ved Kabinetsordre af 16de Dcbr. 1783 uden videre blev idømt en Bøde paa 100 Rdlr., hvorhos Skriftet blev konfiskeret. Under Straf af Rasphusarbeide blev det samtidig befalet Forfatteren at møde hos Biskop Balle for i dennes og to Præsters Nærværelse at blive undervist i Religion og Christendom, hvori han nemlig "maatte formodes at være ganske ukyndig". Da Biskoppen herefter overhørte ham i hans Christendom, blev "hans Kundskab dog befunden saaledes, at han ikke kunde anses for uoplyst". Pressesagernes Antal var naturligvis betydeligt. I Juli 1772 blev saaledes Studiosus Josias Leopold Bynch for sine Angreb paa Kongemagten i det talentløse Ugeblad "Statsmanden" idømt en Bøde af 50 Rdlr., som han maatte afsone med 14 Dages Vand og Brød, da Mulkten "oversteg hans Kræfter"; og i Dcbr. samme Aar forbødes Ugebladet "Den homiletiske Journal", hvori endel anonyme Personer refererede og kritiserede de i Hovedstadens Kirker holdte offentlige Prædikener, til stor Gêne for Præsterne, som ofte fremstilledes paa foragtelig og latterlig Maade. Det blev nu befalet, at Ingen maatte udgive nogen trykt Rescension eller Censur over Prædikener, der ikke forelaa trykte. En haard Skjæbne ramte den exalterede 21aarige theologiske Student, Christian Thura (Søn af Justermester Thura), da han i Flyveskriftet: "Den patriotiske Sandsiger" havde lastet Kongen til Beskjæmmelse, opfordret Pøbelen til at bære Pistoler og skyde Fattigfogderne ned, naar de anholdt Betlere, ja endog havde vovet at kritisere Kongeloven. Thura erklærede, at "hans Intention havde været at bringe Guds Regjering ind i det Verdslige", og da den nedsatte Kommission herefter formente, at han ikke havde sin Fornufts fulde Brug, foreslog den, at han skulde hensættes paa Christiansø paa Livstid, og Brugen af Pen, Blæk og Papir være ham forbuden. Regjeringen gik imidlertid ikke ind herpaa; Sagen fortsattes, og i


608

Marts 1773 dømtes Thura til at have forbrudt Ære og Gods. Desuden skulde "Sandsigeren" og nogle ubetydelige Piecer, han havde udgivet i Struensetiden, brændes offentligt af Bøddelen. Ved kongelig Resolution blev Dommen dog formildet til Indsættelse paa Munkholmen paa Kongens Naade og simpel Konfiskation af de nævnte Skrifter. Thura sad i 6 Aar paa Munkholmen, da han blev "entlediget fra sin Arrest" og fik anvist Opholdssted paa Bornholm, hvor han døde. Hans Sag fik et lille Efterspil, da Student Niels Prahl tog hans Parti og offentliggjorde "Den patriotiske Sandsigers Bedrifter, Bedømmelse og Dom". Skriftet blev strax konfiskeret, men Forfatteren selv slap med en Irettesættelse for Konsistorium og en alvorlig Advarsel om at tage sig i Vare for Fremtiden. Behandlingen af Literaturen var overhovedet uregelmæssig, thi snart anlagde man Sag mod Forfattere og Bogtrykkere i Henhold til Reskriptet af 7de Oktober 1771, snart anvendte man Kabinetsordrer og dikterede vilkaarlige Straffe. Kun i ét eneste Tilfælde under det Guldbergske Regimente blev Reskriptet af 27de Novbr. 1773 (smlgn. ovenfor) paaberaabt, nemlig da Bogtrykker Johan Rudolph Thiele dikteredes en Bøde paa 50 Rdlr. af Politimesteren for at have trykt Heltedigtet "Morpionaden" (Kbhvn. 1774), hvis Forfatter han navngav, men ikke kunde bringe tilstede. Digtet var et Skandskrift mod en navngiven Kvinde og befandtes desuden stridende mod gode Sæder. Skjønt Thiele bønfaldt om Mulktens Eftergivelse, og Arveprindsen interesserede sig for ham, resolverede Kongen, at det skulde have sit Forblivende med Politimesters Kjendelse. Et mærkeligt Tilfælde vilde, at Reskriptet af 20de Oktober 1773, der, som vi have set, skyldtes nogle anstødelige Bekjendtgjørelser i "Adressekontorets Efterretninger" først ramte denne Avis. Den 15de Dcbr. samme Aar meddelte Bladet nemlig, at Hofprædikant Schmidt var bleven Biskop i Christiania (han blev udnævnt den 3die Dcbr.), hvilket paadrog Redakteur Hauber en Mulkt af 50 Rdlr., fordi Byrygter ikke maatte indrykkes. Den 21de Dcbr. syndede Adresseavisen igjen mod Reskriptet ved at optage et Stridsskrift af Pseudonymen "Anders Jyde" mod en Rescension i "den Kritiske Journal", og Politimester Fædder dikterede atter en Bøde af 50 Rdlr. Hauber søgte nu om at blive befriet for at betale disse 100 Rdlr. og da Kancelliet anbefalede en Nedsættelse, slap han med 30 Rdlr. ialt. Luxdorph fandt, at Stridsskriftet var særlig strafbart, "da det er temmelig ukvems, og det,


609

som det Værste er, der er ingen Esprit deri", og støttedes heri af de øvrige Kancelliherrer undtagen Aagaard. Denne mente nemlig, at man aldeles ikke kunde foreslaa Bøden nedsat, da "Anordningen saaledes var bestemt fra Hoffet", og den ringeste Mulkt var 50 Rdlr. Dernæst tilføier han: "Overalt er det godt, at de vænnes fra at indføre Bynyt, førend de faar det fra vedkommende Kollegier". Man ser heraf, at Trykkefrihedens Indskrænkning henføres direkte til Hoffets Initiativ.

Den kjøbenhavnske Presse talte paa dette Tidspunkt en stor Mængde Ugeblade og Journaler, hvoraf "Adresse Kontoirets Efterretninger", de Kjøbenhavnske Danske Posttidender (i.e.: Berlingske Tidende) og Postrytteren vare de vigtigste. Adresseavisen saavelsom Kontoiret var bleven standset ved Ildebranden i 1728 (smlgn. II, S. 555), og et Forsøg, som de v. der Ostenske Arvinger i 1749 havde gjort for at bringe begge Dele paa Fode, var strandet fuldstændigt. Først i 1759, da den bekjendte Agent Hans Holck i Forening med Kiøbmand Johan Andersen forpagtede Privilegiet og kort efter kjøbte det af Brødrene v. der Osten for 900 Rdlr., fik Kontoiret og "Efterretningerne" Fremgang. Det første Aar havde Holck rigtignok et Tab af 80 Rdlr., men snart betalte Foretagendet sig og blev udvidet betydeligt. Kontoiret, der havde været i Grønnegade, flyttedes allerede i 1760 til Store Kjøbmagergade (i 1783 var det paa Amagertorv), og Avisen, der i Begyndelsen kun udkom 1 Gang om Ugen, kom et Fjerdingaar efter 2 Gange og fra 1766 4 Gange, medens dens Omfang samtidig voxede fra et halvt til 1, 2, 3, ja 4 Ark ugentlig, uden at Abonnementsprisen derfor blev forhøiet. Af et Regnskab fra 1774 ses, at Overskudet for dette Aar var 3255 Rdlr. Alt vilde saaledes være gaaet fortræffeligt, hvis Holck ikke havde lidt Tab ved den Krambodforretning, han drev i Forbindelse med Andersen, og overhovedet ikke havde indladt sig paa allehaande dristige Handelsspekulationer som f. Ex. ved at overtage det norske Glasmagasin. Efter Struensees Fald truedes Adressekontoiret med Undergang, indtil det den 24de Juli 1772 tillodes de to Eiere "formedelst Pengemangel" at pantsætte deres Privilegium (som iøvrigt kun gjaldt for dem og Hustruer paa Livstid) for en i 30 Aktier inddelt Kapital af 30,000 Rdlr., mod heraf at svare 8 Procent og betale Kapitalen tilbage i 6 Aar. Man haabede, at en ny Direktion, som i Forening med Holck skulde føre Regnskaberne,


610

kunde bringe Foretagendet ud af Krisen, men det lykkedes ikke - Andersen og Holck maatte i 1773 gaa Fallit, og kun 12 af de 30 Aktier bleve indløste i de fastsatte 6 Aar. Der maatte gjøres nye Pengelaan, for at Fallenterne kunde komme paa Akkord med deres Kreditorer, og skjøndt Adressekontoirets aarlige Overskud nu ansloges til 4000 Rdlr., havde Bestyrelsen uophørlige Vanskeligheder med Kreditorerne.

Adresseavisen indeholdt foruden Avertissementer, Lister over Døde og Reisende, Taxter, Øresundsliste, statistiske Meddelelser, et Slags Erindringsliste, Liste over Kopulerede m. m. Man ansaa det i Begyndelsen for upassende at være optagen paa den sidstnævnte Liste, og Publikum protesterede ivrigt derimod. Holck havde ogsaa ønsket at levere en Fortegnelse over ledige Embeder, men det blev ham nægtet. Adresseavisen bragte desuden Digte, Uddrag af nye Bøger, indenlandske Nyheder og originale Afhandlinger, hvilke Udgiverne dog af Forsigtighed først lod approbere af Dekanus ved det philpsophiske Fakultet. Dette sikkrede dog ikke Holck mod Vanskeligheder og Stridigheder. Da han saaledes optog Prædikantlisterne i Avisen, fik han Stodderkongerne paa Halsen, fordi de om Lørdagen, pleiede at tjene en Drikkeskilling ved at gaa rundt til de bedre Familier og underrette dem om, hvem der skulde prædike. En uskyldig Nyhed om en Hestehandel, ved hvilken Dyret var blevet solgt efter Vægt paa Veierboden, blev straffet med en Bøde af 2 Rdlr., og da Holck i 1761 meddelte, at et Lem i Vartou var nedkommet med Tvillinger, og det viste sig at være en Feiltagelse, da Moderen var Tjenestepige, blev det ved et Reskript paabudt Magistraten at revidere Adresseavisen og paase, at "Intet derudi blev indført, som var stridende mod gode Sæder, til Anstød for andre Stiftelser eller til Forargelse for Publikum". Med de Berlingske Arvinger og ,de Høpffnerske Aviser havde Adresseavisen adskillige Sammenstød, og efter Reskriptet af 20de Oktober 1773 blev dens Stilling saa vanskelig, at den faa Aar efter gav Afkald paa alt Nyhedsstof og saagodtsom udelukkende blev et Efterretnings- og Annonceblad.

Fra Adressekontoiret udgik forskellige andre literaire Foretagender, saaledes Student Niels Prahls "Danske Maanedlige Skjaldtidender", en politisk Tidende paa Vers, der begyndte i 1761 og standsede i 1766. Den var et Forsøg paa at gjenoptage den gamle


611

Bordingske "Mercurius", og den Wiwetske "Danske Mercurius efter Bordings Maade" fra Frederik den Femtes Tid, og fortsattes forresten, da Prahl hørte op, af Christian Flensborg fra 1766 til 1770. Adressekontoirets Fuldmægtig, Christian Gormsen Biering (Grundlæggeren af "Fyens Stiftstidende") udgav i nogle Aar "Patrollen" (1765-67) og den næste Fuldmægtig, Emanuel Balling fra 17de Januar 1772 "Aftenposten", som bar Holcks Navn til hans Død, og var en stadig Skive for Samtidens Vittigheder og Spot. Det var til dette Organ, at Wessel skrev sit "ringe Raad imod Kighosten". Adresseavisen selv ledsagedes en Tidlang af ugentlige og maanedlige Tillæg, hvoraf de første indeholdt moralske og økonomiske Afhandlinger, de sidste derimod Kritiker og Rescensioner over mærkværdige Bøger. Disse maanedlige Tillæg, der senere fik Navnet: "Den kritiske Journal" og "Kjøbenhavns nye kritiske Journal" redigeredes af den bekjendte Philolog, Jakob Baden. Adressekontoirets literaire Bedrifter ere iøvrigt ikke udtømte hermed, thi fra dette udgik adskillige andre ephemere Ugeblade og Tidsskrifter saasom "Fruentimmer Tidenden og Fredags Selskabet i Kjøbenhavn" (senere kaldet "Fruentimmer- og Mandfolketidenden"), "Juridisk, medicinsk og økonomisk Tidende", "Magasin for patriotiske Skribentere" m. fl. Det mest indbringende og fortjenstfulde af Holcks Foretagender var dog "Kjøbenhavns politiske Veiviser", hvis første Aargang udkom i 1770. Bogen er i lille Oktavformat og indeholder foruden endel Taxter, en Liste over Seværdigheder i og udenfor Kjøbenhavn og nogle "nyttige Efterretninger", en "Veivisning til Adskilliges Bopæle", det vil sige til: Rangspersoner, Embedsmænd, Laugenes Oldermænd, Vandvæsenets Inspekteurer, Fontaine- og Vandmestre, Kirkeværger, Rodemestre, Jordemødre, Bedemænd, Skolemestre samt "Repetentere i det theologiske, juridiske og philosophiske Studium". Veiviserens anden Aargang er allerede betydelig forbedret og udvidet; ikke blot ere de "nyttige Efterretninger" fornuftigere valgte, men der findes nu Anvisning til "de Flestes Bopæle". I tredie Aargang for 1772 findes for første Gang Gadenumre.

Den anden Avis i Kjøbenhavn, "Kjøbenhavnske Danske Posttidender" ("Berlingske Tidende") var en Fortsættelse af Wielandts gamle Aviser, hvoraf den første (franske) begyndte i 1719 og de "Extraordinaire Relationer" i 1720 (Maanedsavisen) og 1722 (Ugeavisen). Wielandt døde i Debr. 1730, men Avisudgivelsen blev


612

fortsat af hans Enke, Inger Windekilde, indtil den fra Mecklenborg i 1731 indvandrede Bogtrykker og Forlægger, Ernst Heinrich Berling den 27de Dcbr. 1748 iik Privilegium for sig og Arvinger til fra Nytaar 1749 at trykke de Aviser, danske, tydske, franske og lærde samt dertil hørende Notifikationer, som det havde været Fru Wielandt tilladt at trykke, med Eneret til at forsende dem med Posten efter en lignende Kontrakt som den, der bestod mellem Fru Wielandt og Postvæsenet. Berling forpligtede sig til aarlig at betale Enken 200 Rdlr. og efter hendes Død hendes Søn af første Ægteskab, daværende Kancelliraad Graah, aarlig 50 Rdlr., og endelig dennes eventuelle Enke igjen 200 Rdlr. om Aaret. Den nye Avisudgiver havde tidligere gjort sig høilig fortjent ved at trykke Bøger og Pragtværker, hvortil der ikke før var set Mage her i Landet (saaledes Thuras Hafnia Hodierna), og da han overtog de Wielandtske Aviser, forbedrede han dem strax saaledes, at de betegne et vigtigt Fremskridt i Journalliteraturen. Han aabnede en alvorlig Konkurrence mod Høpffners Aviser - skriver Stolpe - knuste de skrevne Aviser og indskrænkede Benyttelsen af de udenlandske. Midlerne, hvorved dette opnaaedes, var en forøget Stofmasse, en hidtil ukjendt Udvidelse af den indenlandske Artikel og en billigere Pris. Han udgav tydske Aviser, nemlig "Kopenhagener Deutsche Post-Zeitung", franske (Gazette de Copenhague)", maanedlige danske ("Nye Statstidender") og endelig det Blad, hvorpaa han lagde den største Vægt, Ugeavisen "Kjøbenhavnske Danske Posttidender", der udkom hver Tirsdag og Lørdag, men vare daterede Mandag og Fredag. I 1749 udkom Bladet som før i Oktavformat, men fra Nytaar 1750 i Kvart, og havde da for første Gang som Vignet det danske Vaaben, holdt af Vildmændene, hvilket uophørlig har fulgt de Berlingske Aviser. I Spidsen af Bladet stod de udenlandske Artikler, derefter Korrespondancer fra Provindserne og Øresundslisten, Kjøbenhavnsartiklen indeholdende Udnævnelser og Forordninger, Hofnyheder, diplomatisk Nyt og endelig alt Andet fra Kjøbenhavn, der formentes at have almindelig Interesse. At Avisen bragte Liste over ind- og udgaaende Skibe, Fortegnelser over Kopulerede, Fødte og Døde, Vexelkurser, Varepriser og andre Handelsefterretninger følger af sig selv. Bladet sluttede med Avertissementer, der fortsattes i et Tillæg med Overskriften: "Extraordinaire Avertissements". De danske Posttidender fik hurtigt Indpas i vide


613

Kredse og overfløiede sine Konkurrenter, skjøndt de i mange Henseender hemmedes ved Censuren, som den 15de Oktober 1756 baade ramte dem og Høpffners Aviser.

Wielandt havde allerede fra 1720 udgivet "Nye Tidender om lærde Sager" (fra 1724 "Nye Tidender om lærde og curieuse Sager"), der udkom hver Lørdag med fire smaa Oktavblade. Da Berling overtog Aviserne, skete der ogsaa en stor Forandring med de lærde Tidender, hvis Stofmasse blev udvidet og typographiske Udstyrelse forbedret, hvortil kom, at.de "Kjøbenhavnske nye Tidender om lærde og curieuse Sager", som de nu kaldtes, fornemmelig beskjæftigede sig med dansk Literatur, overfor hvilken et skarpt kritisk Moment begyndte at gjøre sig gjældende. De lærde Tidender indeholdt desuden Universitetsefterretninger, Meddelelser om akademiske Fester og Handlinger, Rescensioner af Disputatser og Programmer, Levnedsbeskrivelser og Nekrologer, samt endelig Efterretninger fra Udlandet om videnskabelige Selskaber, Lærde, Bibliotheksvæsen m. m. Bladet vakte strax stor Interesse og fandt en Tilslutning hos Publikum, som dets Forgjænger ingensinde havde havt. Som oftest bestod Anmeldelserne af Uddrag, men der fremkom dog ogsaa selvstændige Kritiker og førtes literaire Pennefeider, som just ikke udmærkede sig ved fin Tone eller Hensynsfuldhed.

Efter Ernst Heinrich Berlings Død i 1750 gik de Berlingske Aviser og Bogtrykkeriet over til hans to Sønner, Johan Christian og Georg Christopher Berling, under hvis Mindreaarighed Forretningen bestyredes af Faktor Ludolph Henrik Lillie, "en vakker og velstuderet Mand". "Brødrene Berling" forestod fra 1755 selv Bedriften, hvortil de knyttede et Bryggeri, dog saaledes at Georg Christopher nærmest ledede det sidste, medens Johan Christian bestyrede Bogtrykkeriet. Efter Brødrenes Død fortsattes Virksomheden af deres Enker, som i 1799 overdrog den til deres tre Sønner: Johan Christian, Ernst Andreas Hartvig og Carl Christian. Af disse bar den første Faderens Navn, de to andre vare Georg Christophers Sønner. Alle tre havde de lært Bogtrykkerkunsten, men Ernst Andreas Hartvig lod sig indskrive i Bryggerlauget og tog Borgerskab som Brygger for at kunne bestyre denne Gren af Forretningen. Allerede i 1766 flyttede det Berlingske Bogtrykkeri hen i den Gaard i Pilestræde, hvor det endnu findes, medens Bryggeriet laa paa den tilstødende Grund til Gammelmønt. Tidligere havde det været


614

paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Klareboderne; tidligere endnu i Store Kannikestræde ved Siden af nuværende Nr. 17 og før 1749 ved Gammelstrand.

Hovedstadens tredie Avis, "Kjøbenhavns Postrytter", eller de Høpffnerske Aviser vare tarveligt udstyrede og udkom i Oktavformat med et Tillæg: "Extraordinaire Notifikationer", naar det fandtes nødvendigt. "Postrytteren" var i 1729 kommen i Wielandts Hænder, da han efter Laverentzens Død blev Direkteur for det kongelige Bogtrykkeri, men dette blev kun af kort Varighed, da Wielandt døde i December 1730, og Avisen standsede. Tre Maaneder efter udkom den igjen, men da havde Bogtrykker Johan Jørgen Høpffner faaet Direkteurposten og hermed ogsaa "Postrytteren". Denne Avis meddelte navnlig udenlandske Nyheder, hvorved den ikke sjeldent gav Anledning til Klager fra fremmede Hoffers Side og paadrog sig selv og Kolleger Ubehageligheder. Fra 1749 maatte den dog slaa ind paa indenlandske Nyheder for overhovedet at kunne konkurrere med "Posttidenderne", et Maal, som dog ingensinde blev naaet. Høpffners Aviser formaaede ikke at trænge igjennem og slaa de Berlingske af Marken, saameget mindre som de aldrig opnaaede den Begunstigelse at maatte forsendes med Rideposten; "Postrytteren red - som det siges - aldrig udenfor Kjøbenhavn". Avisen blev dog bevaret i den Høpffnerske Slægt indtil 1795, da den tilligemed Bogtrykkeriet gik over til Joh. Fred. Schultz, som tre Aar efter ophørte med at udgive den.

Ved Siden af Aviserne udkom der naturligvis en stor Mængde mere eller mindre ephemere Ugeblade og Maanedsskrifter, af hvilke dog ingen fik varig Betydning. Af disse kan nævnes Todes "Sundhedstidende", "Bibliothek for nyttige Skrifter", "Dansk Museum", "Den nordiske europæiske Tilskuer", "Det almindelige danske Bibliothek", som paa Grund af sit Omslag kaldtes "den blaa Bog" o. m. fl.

Antallet at Bogtrykkere i Hovedstaden var ret betydeligt. Foruden det kongelige Bogtrykkeri, der, som vi have set, bestyredes af Universitetsbogtrykker Høpffner, det Berlingske, til hvilket der oprindelig var knyttet et Skriftstøberi, som dog efter Ernst Heinrich Berlings Død gik over til Johan Gotfred Ploetz, samt Adressekontoirets og Vaisenhusets Bogtrykkerier, fandtes der mange andre Officiner i Byen, saaledes Godiches, Møllers, Hallagers, Simmelkjærs, Høeckes, Steins, Graaes, Svares, Sanders, der i 1783 blev J. F. Schultz's,


615

og endelig Borups og Heides, som i 1770 blev Johan Rudolph Thieles Bogtrykkeri. De fleste Bogtrykkere - og man kan tilføie Bogbindere, ja endog enkelte Hørkræmmere og Urtekræmmere - vare tillige Boghandlere, men der fandtes dog ogsaa mange egentlige Boghandlere i Byen, som fordetmeste havde deres Tilhold paa Børsen. Her var saaledes Rothes, Pelts, Mummes (senere Schubothes) og Rothes & Profts Boglader; derimod boede Claude Philibert paa Kongens Nytorv, Ackermann paa Store Kjøbmagergade, Kanneworfs Enke i Silkegade og sammesteds Søren Gyldendal, med hvem "Boghandelens egentlige gyldne Periode begynder". Gyldendal flyttede dog allerede i 1787 til Firmaets nuværende Eiendom i Klareboderne. Af Antikvarboghandlere fandtes der i 1768 to i Kjøbenhavn, hvoraf den ene hed Lanthe, og af Leiebibliotheker i det mindste tre, nemlig Wenninghausens, Pripps og Heidners.

Aviserne besørgedes ud til Provindserne af Postvæsenet. Allerede i 1724 havde Joachim Wielandt afsluttet Kontrakt med Generalpostamtet om sine Blades Besørgelse med Rideposterne paa Hovedrouterne mod at betale 1 Rdlr. om Aaret (i 1732 nedsat til 4 Mark) for hvert Exemplar, og denne Begunstigelse, der gav de Wielandtske Aviser et betydeligt Forspring for deres Konkurrenter, gik fra Wielandts Enke over til hendes Efterfølger, Ernst Heinrich Berling. De Høpffnerske Aviser maatte, som anført, aldeles ikke forsendes med Posterne, end ikke med Ageposterne, men det skete rigtignok alligevel paa ulovlig Vis ved at bestikke Postillonerne. Avisforsendelsen blev overhovedet til stor Skade for Avisudgiverne besørget yderst slet af de upaalidelige og uefterrettelige Postmestre. Foruden de Berlingske Aviser bleve enkelte andre begunstigede; saaledes fik Claude Philibert i 1757 Tilladelse til én Gang om Ugen at forsende Gazette universelle de Commerce med Ageposten til Danmark, Norge og Hertugdømmerne mod at betale 1 Rdlr. for hvert Exemplar; i 1783 tillodes det "Handelstidende" at følge med de Berlingske Aviser til Norge, og sex Aar efter at forsendes med Rideposten til de danske og tydske Provindser; derimod maatte Adresseavisen og Aftenposten lige til 1791 betale den almindelige Taxt for Forsendelse med Ageposten.

Posthuset, der siden 1731 havde været i Gaarden bag Børsen, blev som foran berørt (III S, 288, smlgn. S. 7), den 31te Marts 1780 flyttet hen i afdøde Overpræsident v. der Limes Gaard paa Kjøbmagergade, der var bleven kjøbt af Kongen et Aarstid iforveien for


616

24,000 Rdlr. Arvingerne tilbød Kongen Eiendommen til Brug for Hof- og Stadsretten, der havde kneben Plads i Gaarden paa Østergade, men efter langvarige Forhandlinger blev det bestemt, at der skulde være Posthus her, for at Postamtets tidligere Kontoirer og Værelser kunde blive tagne i Brug af Generaltoldkamret, Kommercekollegiet, Bjergværksdirektoriet, Direktionen for den almindelige Enkekasse og Kommissionen for Kvægsygen, der alle havde havt Lokaler paa Christiansborg. Man havde først havt isinde at frasælge Udkjørselen fra det nye Posthus til Løvstræde, men det skete ikke, fordi det ved nærmere Undersøgelse viste sig, at Passagen ikke kunde undværes. Gaarden indrettedes efter Harsdorffs Tegning; en af de store Gaardspladser overlodes Porcellainsfabriken til Oplagsplads (III, 541), og den første Postdirekteur, Konferentsraad Holm (senere adlet under Navn af Holmskjold) fik en Fribolig her paa 19 større og mindre Værelser samt Staldrum til 6 Heste, 4 Vognremiser, Hølofter m. m. "blot for at kunne føre bedre Tilsyn med Porcellainsfabriken". Yonge skriver i 1783 om den nye Indretning: "Alle Poster, ridende og agende, saa og alle vedkommende Estafetter aflægge her deres Medbringende, og herfra begynde de igjen deres Bortreise. Udi den første Etage af Hovedfaçaden og i begge Sidebygningerne paa høire og venstre Side af Gaarden ere alle Postkontoirerne: det Danske, det Altonaer og Jydske agende Postkontoir o. s. v. Alle til Postvæsenet henhørende kongelige Betjentere have her deres bekvemmelige Kontoirer, nemlig den kongelige Postkasserer, Archivarius og Revisorer. De tre Direkteurer holde deres Forsamling i en dertil indrettet Sal".

Rideposterne, der alene maatte besørge Breve og de priviligerede Aviser, vare selvfølgelig de hurtigste; de afgik to Gange om Ugen fra Kjøbenhavn til Hamborg, hvorimod den norske Brevpost kun afgik én Gang om Ugen. Paa den jydske Hovedroute var der Ridepost to Gange om Ugen. Alle Byer udenfor Hovedrouterne maatte selv holde gaaende Bude til Afhentning af Posterne. Den agende Post fra Hovedstaden til Hamborg (over Aarøsund) saavelsom til Lolland og Falster afgik kun én Gang om Ugen; dog blev den sidste i 1781 indrettet saaledes, at den i Sommermaanederne fra April til September overførte Pakker og Reisende til Holsten, idet der etableredes en Forbindelse mellem Rødby og Heiligenhafen. Den 1ste Juli 1777 indrettedes en daglig agende Post mellem


617

Kjøbenhavn og Helsingør. Den agende Post til Norge, der kun afgik én Gang om Maaneden, var en privat Entreprise, anlagt af Adressekontoirets Eiere, Andersen og Holck, med Kontoir i Grønnegade. Foretagendet standsede imidlertid, da Adressekontoiret blev et Aktieselskab, og der var nu ingen anden Pakkepostforbindelse med Norge end en fjerdingaarlig afgaaende Expres, der besørgedes af Kancelliraad Postkommissair, Mads Tybring, for egen Regning. I 1787 blev Forbindelsen dog hyppigere, men den agende Post afgik paa ubestemte Tider, saaledes at man for at benytte den, maatte holde Øie med Bekjendtgjørelserne i Aviserne. Mellem Kjøbenhavn og Lybæk var der i 1761 blevet oprettet en statsunderstøttet Paketfart af Kreutzfeldt, som indbragte Entrepreneuren en god Fortjeneste. Da Privilegiet udløb i Slutningen af 1771, blev det derfor bestemt, at Farten i Fremtiden skulde drives af kongelige Baade, og Indtægterne gaa i Postkassen, men det skete ikke, og da Seiladsen fortsattes dels med de gamle Paketbaade, dels med anden Skibsleilighed "til betydelig Afbræk for de kongelige Poster", søgte man at hemme den paa alle Maader. I dette Øiemed blev der i 1780 etableret en Paketfart mellem Kjøbenhavn og Kiel og lagt en overordentlig Afgift paa enhver Reisende, der kom til Hovedstaden fra Lybæk med Skibsleilighed. Naar Posterne ankom om Natten til Hovedstaden over Land, vare Sagerne hidtil med betydelig Udgift for Postkassen blevne heiste over Stadsgraven, men dette ophørte i 1781, da det befaledes, at alle Poster og Staffetter, paa hvilken Tid de end ankom, strax skulde indlades gjennem Vesterport. For Uleiligheden herved betalte Postkassen 30 Rdlr. om Aaret til Kaptain-Vagtmesteren, og 16 sk. for hver Gang til Stadens Portner. Brevhemmeligheden blev ikke respekteret af Postmestrene, thi det havde fra tidlig Tid været dem tilladt at aabne Breve, mod hvilke de nærede Mistanke, men da dette gav Anledning til alvorlige Misbrug, resolveredes den 19de April 1784 (altsaa umiddelbart efter Guldbergs Fald) at "ingen Postmester eller under Generalamtet sorterende Betjent maatte understaa sig til at brække eller aabne Nogens Breve, medmindre det skete efter Kongens specielle Befaling". Med Hensyn til Postvæsenets Uniformer kan det fremhæves, at Postillonerne, allerede før Staten overtog Postvæsenet, havde havt Munderinger, hvis Hovedbestanddel var røde Klædeskapper, og efter 1711 røde Kapper med gult Underfor, det kongelige Navnechiffer paa Armen saavelsom paa den


618

røde Kabus og endelig Posthorn. Ogsaa ved Ageposterne var det paalagt Budene (Litsenbrødrene) at have rød Mundering; derimod fik Brevpostbudene først i 1796 Uniform, bestaaende af en rød Overkjole med gule Opslag og Skilte paa Brystet.

Ved Struensees Fald herskede der, som ovenfor omtalt (III, 370), den største Forvirring og Splid mellem Ihændehaveren af Tallotteriprivilegiet, den indvandrede preussiske Bankdirekteur Koes paa den ene og Justitsdirektionen, Interessenterne og Betjentene paa den anden Side, under hvilken det endog gik saa vidt, at hverken Kongen, der eiede 230 Aktier i Lotteriet, eller Interessenterne i Septbr. 1772 havde faaet en Skilling i Udbytte, skjønt Trækningerne uophørlig gik deres Gang, og der var tjent betydelige Kapitaler. Der indkom talrige Klager over disse Tilstande, hvoraf Følgen blev, at Justitsdirektionen i Kjøbenhavn allerede i Juli 1772 fik en udvidet Myndighed og faa Maaneder efter blev stillet paa lige Fod med den altonaiske. Koes ønskede nemlig at appellere en af Justitsdirektionen aflagt Kjendelse, om at Subskriptionsplanen af 3die April 1771 skulde være den eneste gjældende, men dette blev ham nægtet med den Tilføielse, at Direktionens Kjendelser vare inappellable. Stridighederne bleve dog derfor ikke bilagte og fortsattes, indtil det gik op for Regjeringen, og da særlig for Skatmesteren, Grev Schimmelmann, at det Heldigste vilde være at omdanne Tallotteriet til en kongelig Institution, hvorved der tillige vilde sikkres Finantserne en klækkelig Indtægt. I Marts 1773 bemyndigedes derfor Overskattedirektionen til at forhandle med Koes og Interessenterne om Privilegiets og Aktiernes Afstaaelse, "for at de paa Undersaatternes Tab byggede Fordele kunde i de tilbagestaaende fire oktroyerede Lotto-Aar blive anvendte til Statsgjældens Afbetaling". Den 25de Marts 1773 afholdtes der Generalforsamling i Kjøbenhavn, hvor Aktionairerne besluttede at modtage Kongens Tilbud, og en Maanedstid efter i Altona med samme Resultat. Hver Interessent fik 400 Rdlr. pr. Aktie for at afstaa sin Andel i Oktroyen saavel som sin Ret til det sammenbragte Fond og den nærværende og tilkommende Gevinst. Koes' Fordringer vare store, men de bleve alle opfyldte. Ikke blot gaves der ham 400 Rdlr. for Stykket af hans Aktier, men af den indtil 18de April 1773 tilstedeværende rene Gevinst udbetaltes der ham Femteparten, nemlig 36,700 Rdlr. i rede Penge; endvidere tilsikkredes der ham i de resterende fire Aar 12,500 Rdlr. om Aaret,


619

(hvilken Sum i 1774 paa Forhaand udbetaltes ham med 37,500 Rdlr.); man skjænkede ham 4000 Rdlr., som vare blevne udredede til ham af Lottokassen, og gav ham endelig Kvittering for hans Administration "uden Regnskabs Aflæggelse og Revisions Underkastelse". I Henseende til de af Generalkollektionen oppebaarne 10 Procent frafaldtes al Tiltale imod ham.

Tallotteriet var saaledes nu i Statens Hænder, og det blev ved Resolution af 24de Mai 1773 udtrykkelig bestemt, at dets Overskud skulde anvendes til Statsgjældens Afbetaling. Et nyt udførligt Reglement med en stor og sammensat Administration udstedtes (13de April), og det blev besluttet, at Lotteriet skulde udvides, Grev Schimmelmann, der eiede Vandsbæk i Holsten, var nemlig fremkommen med et Tilbud i denne Retning, og det blev modtaget for - som Suhm spydigt bemærker - "at unde ham en Skilling". I Virkeligheden fremgaar det dog af Kontrakten mellem Skatmesteren og Overskattedirektionen af 6te Septbr. 1773, at den første i hvert, Fald ikke havde direkte personlig Fordel heraf, men derimod Godsets Kirke og Fattige, som af det rene Overskud skulde have 2 Procent indtil 50,000 Rdlr. om Aaret, mod at Schimmelmann paa egen Bekostning forpligtede sig til at lade gjøre og vedligeholde de til Trækningerne nødvendige Indretninger. Tallotteriet i Vandsbæk, der begyndte den 1ste Januar 1774, sorterede under Justitsdirektionen i Altona, og dets Forretninger besørgedes af Lotto-Amterne dersteds og i Kjøbenhavn, mod at Betjentene fik et lille Tillæg. Man kunde hos alle Kollekteurer i Riget gjøre Indskud til Trækningerne i Vandsbæk saavelsom til Trækningerne i Altona og Kjøbenhavn, og det indses let, at der herskede stor Spænding her, naar Posten havde bragt de udtrukne fem Tal, og de bleve opslaaede. Det er en saadan Scene fra Begyndelsen af indeværende Aarhundrede, som er fremstillet Side 621.

Man skred derefter til at forøge Trækningernes Antal, Tidligere havde der kun været 36 Trækninger om Aaret, nemlig 18 i Kjøbenhavn og 18 i Altona; nu blev der 34 i Kjøbenhavn, 26 i Altona og 26 i Vandsbæk, altsaa ialt 86 om Aaret. Samtidig bleve Kollekteurernes Provision, som i Aktieselskabets Tid havde været 6 1/4 og senere 5 Procent af Indskudene, nedsat til 4 Procent. For at hindre altfor store Tab for Lotteriet, blev den Ordning truffen, at det kun blev tilladt at indsætte en vis Sum ialt paa fem af de


620

til den foregaaende Trækning høist besatte Tal, nemlig paa et simpelt Udtræk ialt 1000 a 1200 Rdlr., paa bestemt Udtræk 3 a 400 Rdlr., paa Amben 50-60 Rdlr., paa Ternen 5 a 6 Rdlr., og endelig paa Kvaternen 2 Mark. Spillerne havde nemlig havt for Skik bestandig at doublere og triplere deres Indskud paa visse Tal fra Trækning til Trækning, hvorved Lotteriet i Sommeren 1773 var kommet alvorlig tilkort. Disse fem saakaldte reserverede Tal overlodes to Kollektioner i Kjøbenhavn, men da de øvrige Kollekteurer klagede, tillodes det allerede efter et Aars Forløb dem alle at modtage Indskud paa simple Udtræk af de spærrede Tal paa visse nærmere Betingelser. Forresten opnaaede Staten ikke de ventede Fordele af det forøgede Antal Trækninger, thi Indtægten fordeltes kun herved uden at stige, og det frugtede kun lidet, at man for at hindre al Konkurrence udstedte Forbud mod Lotterispil i Folks Huse eller lod gjøre Forestillinger i Hamborg mod det derværende Rigsgrevelige Wiedt-Neuwiedtske Spillekontoir, som for at spare Omkostningerne ved et særligt Lotteries Trækning bestemte Spillernes Gevinst eller Tab efter de i de danske Trækninger udkomne Tal. Herhjemme havde Kollekteurerne endog en Tidlang for Skik at modtage Indskud for egen Regning og Risiko, en Trafik, som straffedes med 3 Aars Fæstningsarbeide. Værre endnu var det, at de hurtigt efter hinanden følgende Trækninger gjorde det umuligt for Lotto-Administrationen at faa Regnskaberne med Kollekteurerne opgjorte, før en eller flere nye Trækninger vare i Gang, hvorved der opstod haabløs Forvirring og gaves Leilighed til alskens Snyderier med Indskudslisterne, Underslæb m. m.

Overhovedet gik der mærkelige Ting i Svang. Kollekteurerne havde f. Ex. Tilladelse til at udstede og sælge saakaldte "Kjøbesedler" mellem Trækningerne, og det varede ikke længe, før Spillerne udfandt Midler til nogle Timer før Postens Ankomst fra Altona at faa Kundskab om de udtrukne Tal. Man kunde nu vel ikke gaa hen og gjøre Indskud paa disse Tal, da Listerne vare sluttede, men derimod nok erhverve Kjøbesedler, hvorpaa der fandtes et eller flere af dem. Kollekteurerne spillede dernæst ivrigt for egen Regning og gav Spillerne Kredit i udstrakt Maalestok, thi de havde selv Kredit hos Lotteriet og indsendte kun i Ny og Næ deres Overskud og ikke som i Reglementet foreskrevet efter hver Trækning. Da man nærede den Tro, at Lotteriets Indtægter vare afhængige af


621

Kollekteurernes Antal, fik Enhver, der meldte sig, en Kollektion uden Hensyn til egen eller Kautionisternes Vederhæftighed, og Tallotteriet fik ganske vist paa denne Maade mange, Kollekteurer, men tillige mange tvivlsomme Elementer i sin Tjeneste. Man saa gjennem Fingre med disse Folks Restancer for at beholde dem, lod deres Smaasynder upaatalte for at afværge Kautionernes Opsigelse, ja i 1792 erklærede en Kommission reentud, at "den Tanke har været

De udtrukne Tal i Vandsbæk opslaas

De udtrukne Tal i Vandsbæk opslaas. Efter Eekersberg.

almindelig hos de nuværende Kollekteurer, at deres Gjæld ikke vilde blive dem affordret eller idetmindste ikke med Strenghed inddrevet". Først naar Bedragerierne bleve for grove, eller man en skjøn Dag fandt Reden tom og Fuglen fløiet, skred Retfærdigheden ind. Der kunde anføres Exempler i Snesevis paa Kollekteurer, der rømte ud af Landet eller bleve straffede mere eller mindre haardt, som oftest dog mindre. Et af de groveste Bedragerier iværksattes i 1773 af Underkollekteur, Vinhandler Geisler, der "vilde bøde paa sine slibrige Omstændigheder" ved et Koup. Efter Aftale med en Svensker udleverede han til denne en Lotteriseddel in blanco, paa hvilken han


622

efter Trækningen skrev 4 af de udtrukne Tal, saaledes at Svenskeren kunde hæve en Kvaterne. Bøgerne, eller Listerne, som Geisler pleiede at føre over de Sedler, der toges hos ham, skulde brændes som ved Vanvare. Komplottet blev imidlertid opdaget, og Geisler idømtes livsvarigt Arbeide i Jern paa Kjøbenhavns Fæstning, hvilket dog af Hensyn til hans Familie forandredes til Rendsborg Fæstning. Efter at have hensiddet her i to Aar, blev han løsladt mod at forlad Landet for bestandig. I Reglen slap de Skyldige dog langt billigere. Man faar et tydeligt Begreb om Tallotteriets høist mangelfulde Administration, naar man erfarer, at Restancerne indtil 18de April 1784 for samtlige Trækninger i Kbhvn., Altona og Vandsbæk udgjorde 32,288 Rdlr. 88 Sk. Tre Aar efter vare de stegne til 72,732 Rdlr. og i 1789 endog til 98,895 Rdlr. Hertil kommer endnu eftergivne Restancer til et Beløb af 26,294 Rdlr. Trods dette Forhold var den kongelige Kasses Gevinst af Lotteriet meget betydelig. Den anslaas i de 10 Aar fra 1774 til 1783, begge inklusive, til ca. 2 Mill. Rdlr. foruden de 250,000 Rdlr., som betaltes i Forpagtningsafgift til Finantskollegiet. Ialt indsattes der i samme Tidsrum noget over 12 Millioner Rdlr. i Trækningerne, hvoraf ca. 9 Millioner udbetaltes i Gevinster til Spillerne, og 750,000 Rdlr. medgik til Provision og Omkostninger. I Aaret 1774 synes Spillelysten i Kjøbenhavn at have været paa det Høieste, hvorefter den gik stærkt tilbage. Tallotteriet, der aldeles havde stillet Klasselotteriet i Skygge (smlgn. III, 562) havde nemlig mange skarpe Modstandere i Landets bedste og mest formaaende Kredse. Det fortælles saaledes om Konferentsraad, Grosserer Ryberg, at han efter Lotteriets Oprettelse forhøiede alle sine Kontoirfolks Gager, men paa den udtrykkelige Betingelse, at de ikke maatte spille under Straf af ufortøvet Afskedigelse. Kammerherre Suhm fandt endog Anledning til i Adresseavisen at modsige et Rygte om, at han spillede i Tallotteriet.

Ved Domstolene blev der efter Struensees Fald kun indført uvæsentlige Modifikationer; de fik i det Hele og Store Lov til at blive, som han havde indrettet dem, fordi man følte, at de havde staaet deres Prøve. Dette gjælder ikke blot om Høiesterets nye Instrux af 1771, men ogsaa om den samtidig trufne Ordning, ifølge hvilken denne Rets Sportelkasse henlagdes under Justitskollegium, medens Assessorerne lønnedes direkte af Statskassen. Høiesterets Møder afholdtes iøvrigt i Guldbergs Tid fra Kl. 9 om Morgenen til


623

Kl. 2 Eftermiddag, istedetfor som hidtil fra Kl. 8 til 1. Hvad Hof- og Stadsretten angaar, herskede der kun én Mening om dens Fortræffelighed, og det er foran berørt (III S. 410), hvorledes alle Angreb paa den bleve afviste. En Forordning af 10de Juni 1778 forandrede dog det Forhold, at Militairpersoner skulde søges og dømmes af den for Misgjerninger udøvede udenfor Tjenesten, thi disse bleve nu ogsaa henlagte under den militaire Jurisdiktion, det vil sige: under Krigsretten eller den kombinerede Ret paa Holmen. Man havde nemlig gjort den Erfaring, at civile Straffe, naar de exekveredes paa Militaire efter Loven, undertiden hindrede dem i at tjene mere, medens Krigs- og Søartiklernes Bestemmelser derimod vilde have tilladt den Straffede at blive i Tjenesten. Hof- og Stadsretten beholdt dog alle militaire Gjældssager og Skifter. At der blev skredet ind mod Oldgesellerne i visse Laug, som efter gammel Skik og Brug paa egen Haand foretog Skifter efter ugifte Haandværkssvende, er en Selvfølge. Hof- og Stadsretten flyttede Mikkelsdag 1773 hen i sin nye Gaard paa Østergade (Efterslægtens Gaard), som Aaret iforveien var bleven kjøbt af Kaptainlieutenant Arendrup for 14,500 Rdlr., men der hengik kun faa Aar, før Pladsen her var saa kneben, at man tænkte paa at kjøbe den saakaldte Marechalsgaard paa Kjøbmagergade til Rettens Brug. Dette skete dog ikke, da Eiendommen i 1780, som foran anført, blev Generalpostamt.

Mellem Hof- og Stadsretten og Magistraten kom det, som ovenfor (III, 412) berørt, gjentagne Gange til Konflikter om Stadens Arresthus, hvilke dog endte med Nederlag for den sidstnævnte Myndighed. For Delinkventer, der hensattes her, betaltes daglig 4 Skilling i Underholdningspenge af Sigt- og Sagefaldskassen; for Gjældsarrestanter derimod 6 Skilling daglig, som udrededes af Kreditor og skulde forudbetales for en Uge ad Gangen. Man klagede iøvrigt jevnligt over "Misbrugen af og den altfor store Hyppighed med personlige Arrester for Gjæld", og fandt det overhovedet uheldigt, at Folk, der ikke kunde betale, bleve berøvede deres Frihed for en ubetydelig Sum Penge. Paa den anden Side læser man rigtignok om "Klubber og Assembleer", der afholdtes i Gjældsfængslet, ja, det siges, at man kunde leve her saa godt som en Junker eller Greve. I Stokhuset, hvortil Søetaten i 1783 opførte en Tilbygning for sine "Slaver", var "Traktementet" yderst tarveligt, nemlig kun 2 Skilling om Dagen og et Kommisbrød om Ugen, hvorfor man da ogsaa


624

hører om Slaver, der vare ved at dø af Hunger og Elendighed, fordi de ikke havde Familie, som kunde komme dem til Hjælp. Med Inkvisitions- eller Stokhuskommissionen, som efter Henlæggelsen under Hof- og Stadsretten bestod af en Assessor herfra som Præses, en Stadskaptain, 2 Lieutenanter af Søetaten, 1 Lieutenant af hvert Regiment i Garnisonen og en Inkvisitionsskriver, foregik den store Forandring, at den af Struensee forbudte "skarpe Examination" gjenindførtes den 29de Oktober 1772. Man havde nemlig, som det siges, erfaret, at ikke engang de groveste Tyve nærede Frygt for Kommissionen, men i Forhørene nægtede Alt, vel vidende, at intet Tvangsmiddel maatte anvendes mod dem, hvorfor ikke et af hundrede Tyverier blev opdaget trods de møisommeligste Bestræbelser. Det blev derfor befalet, at den Inkvisit, som af Vrangvillie eller for at drille Retten holdt Sandheden tilbage, efter Samraad mellem Præses og Medlemmerne kunde underkastes den "alvorlige" Examination, det vil sige: enten Tamp eller Kat, "dog ikkuns nogle Slag af enten af Delene og dermed at bruges al mulig Forsigtighed og Lemfældighed efter Inkvisitens Legemstilstand og Førlighed". Især skulde det forebygges, at nogen Uskyldig blev graveret, og at Nogen derved kunde synes at have taget Skade paa sit Helbred, hvorhos enhver Inkvisit, der "mente sig at være sket for nær", kunde indgive Klage senest 14 Dage efter Forhørets Afslutning. I Modsætning hertil var det dog et Udslag af Tidens humanere Følelse, at Hof- og Stadsretten i Januar 1777 bemyndigedes til at anskaffe et vist Antal Vadmels Dækkener samt Klæder af Uldent og Linned til Arrestanterne i Stokhuset og desuden ansætte en Læge eller Chirurg, som mod en passende aarlig Løn kunde have Tilsyn med Patienterne blandt dem.

Med Hensyn til Retterstederne kan oplyses, at den murede Galge paa Vesterfælled (smlgn. III, 222), der var saa brøstfældig, at dens nordre Side var nedfalden, blev fjernet i 1779. da Magistraten forestillede, at det vilde koste over 200 Rdlr. at sætte den i forsvarlig Stand foruden Omkostningerne til et Optog af vedkommende Svende, førend de vilde befatte sig med saadant Arbeide. Skulde Galgen bruges, kunde der lettelig og med liden Bekostning opsættes en Trægalge. Samme Aar blev Garnisonens Retterplads ved Kalkbrænderiet nedlagt, fordi Interessenterne i det nye Kalkværk fandt Naboskabet uhyggeligt, hvorpaa de militaire Henrettelser bleve exekverede paa Stadens almindelige Rettersted. Aaret efter blev


625

Kagstrygning og Brændemærken flyttet fra Nytorv til Hø- eller Halmtorvet ved Vartou, fordi de jevnlige Piskninger vare til Uleilighed og Ubehagelighed for Nytorvs Beboere og paa dette befærdede Sted desuden gav Anledning til Opløb og Uordener.

Hængning i Galgen hørte iøvrigt for den civile Jurisdiktions Vedkommende efterhaanden til Sjældenhederne, thi allerede Struensee havde i April 1771 forandret den for grove Tyverier fastsatte Livsstraf til Kagstrygning og Brændemærken. I 1777 gik man endnu videre i denne Retning, da det tillodes "de Tilforordnede i Høiesteret i saadanne Tyvssager, hvor der alene er stjaalet to Gange og begge Gange af ringe Betydning at indgive en allerunderdanigst Relation om Tyveriets Beskaffenhed til Befrielse for Kagstrygning, da deslige Mennesker efter nogle Aars skikkelige Opførsel i Børnehuset kunne gjøre sig Haab om ved Vores Naade igjen at blive løsladte", og endelig blev der ved Forordning af 20de Februar 1789 indført en betydelig og almindelig Nedsættelse af alle Tyvs- og Hælerstraffe. Derimod stod Krigsartiklernes haarde Straffe fremdeles ved Magt, skjøndt der ogsaa overfor Militairpersoner toges visse Hensyn, naar Omstændighederne talte derfor. Saaledes blev en Matros, der i 1773 for Indbrudstyveri var bleven dømt til at kattes med 150 Slag og arbeide i Jern i 2 Aar, befriet fra Katningen, da "Forbryderen er til Aarene, og Straffen kan være hans Helbred til Skade, hvorved hans Hustru og smaa Børn maatte lide".

Overhovedet lagde den stigende Humanitet sig for Dagen paa mange Maader. Saaledes var det et Udslag heraf, da Direktionen for Pleieanstalten i Januar 1777 fik Befaling til at modtage og underholde Børn, hvis Forældre bleve arresterede for Forbrydelser, ja det var endnu mere humant, da Mødre, som forlangte det, fik Tilladelse til at beholde deres Børn hos sig i Arresten. Et stort Antal Forbrydere fritoges delvist for Straf, eller Straffen forandredes, fordi "den vilde være Slægten til Spot", eller "til yderste Sorg og Bedrøvelse for en gammel Moder". Snart blev en Tyvekvinde løsladt af Børnehuset efter faa Maaneders Forløb "for hendes smaa uskyldige Børns Skyld", snart frigaves Fanger efter deres Forseelses Storhed mod at forlade Byen eller Landet. I 1778 fik en Rebslagersvend sin for Mordbrand til livsvarigt Arbeide i Børnehuset inddømte Moder hjem, efterat hun havde siddet der i 37 Aar, for at komme ham til Hjælp med 3 smaa Børns Tilsyn, dog at han


626

skulde være ansvarlig for hendes Opførsel, og Straffen staa hende aaben, hvis hun begik noget Ulovligt i Fremtiden. Ofte nedsattes Straffen betydeligt, eller den Skyldige slap helt paa den Skadelidtes eller indflydelsesrige Personers Forbøn; ligesom der jevnligt toges Hensyn til den Paagjældendes Helbredstilstand. I 1775 har man et Exempel paa, at en til Afsoning af en Pengebøde i Arresthuset indsat Person blev løsladt, da han havde "en fordærvet Mave, og hans Alder og Konstitution næsten gjorde det umuligt for ham at leve ved Vand og Brød". Utro Embedsmænd bleve undertiden behandlede med stor Mildhed; Sportelkasserer Grøpper ved Generalitetet, der havde besveget Kassen for ca. 4,500 Rdlr. og var dømt til Fæstningsarbeide i Jern paa Livstid, blev saaledes "hensat paa et ærligt Sted i Kastellet", hvor han fik 7 Skilling om Dagen til sit Underhold "af Medlidenhed med denne gamle og af Sorrig over hans begangne Feil ganske nedtrykkede Mand", og Pakhusforvalter Brandorff, der ligeledes havde havt Kassemangel, tilstodes der en lignende Begunstigelse. Et mærkeligt Exempel paa en Forbryders Opreisning afgiver Jacob Poulsen, som i 1769 indsattes i Rasphuset paa Livstid, fordi han af Kjedsommelighed til Livet havde myrdet et Drengebarn. Tretten Aar efter søgte han om at blive løsladt og fik det Skudsmaal, at han "i alle Maader havde opført sig christeligen og retsindigen, ja endog med Livsfare adskillige Gange været Betjentene til Tjeneste med at styre nogle Fanger, som i Ondskab havde givet deres Passioner Tøilen". Kongen forundte ham derfor "Opreisning paa hans Ære" og ansatte ham som Oppasser i Børnehuset. Med Hensyn til Fængslets Befolkning oplyses, at der i Tiaaret fra 1767 til 1776 inddømtes 3,859 Fanger og i det næste Tiaar 3,369. Af disse udgik dog igjen 5,600 i det samme Tidsrum og døde 1,427. Den store Dødelighed skyldes den Omstændighed, at der i 1772 og atter i 1786 udbrød Epidemier i Børnehuset; hvoraf den første bortrev 319, den anden 161 Personer.

Blandt de større Retssager, som i den Guldbergske Tid vakte betydelig Opsigt, var en enkelt, som paadømtes af en Kommission i Henhold til Forordningen af 23de Oktbr. 1700 "om at byde, give og tage Skjænk og Gaver for Bestillinger"! Der var syv Personer indviklede i den, deriblandt Ober-Kapelmester Joseph Sarti, som under Foregivende af at have Indflydelse ved Hoffet havde fralokket nogle Supplikanter betydelige Pengesummer for at skaffe dem Embeder,


627

og Alle bleve de dømte, en til Rasphuset, en anden forvistes til Bornholm, medens atter Andre slap med Pengebøder eller med at have forbrudt deres Bestilling. Sarti, der først var dømt fra Gods og Bestilling, benaadedes mod at rømme Landet inden otte Dage og "sig der ikke mere lade finde". Stor Sensation vakte det, da en af Hoveddeltagerne i Sammensværgelsen mod Struensee, Magnus Beringskjold i Sommeren 1781 blev arresteret i Næstved og indsat i Kastellet paa en af sine egne Sønners Angivelse. Det sagdes, at han, forbittret over formentlig Tilsidesættelse, først havde konspireret for at føre Dronning Mathilde tilbage til Danmark og efter dennes Død havde næret "gruelige, høist forræderske Anslag mod Regeringen, ja mod Kongens egen og flere af de høie Herskabers Personer". Det skortede stærkt paa juridiske Beviser mod den lidenskabelige og voldsomme Mand, men man lod sig nøie med "Formodninger", og da en Kommission kom til den "endelige Slutning", at "Kammerherre Magnus de Beringskjold hører til de urolige og for Landet farlige Borgere, som det almindelige Bedste og den offentlige Rolighed fordrer at maa hele deres Levetid holdes arresterede og i nøie Forvaring", tog Guldberg ikke i Betænkning, som han selv siger: "med den roligste Samvittighed", at ophøie denne "endelige Slutning" til en Dom. Beringskjold sad i Kastellet indtil Sommeren 1785 og forulempede uophørlig Regeringen med Klager, Beskyldninger, Trusler, hemmelig Brevvexling med Privatmænd o. d., indtil han med Skibsleilighed blev transporteret til Bergenshus. Her holdtes han i mildt Fængsel indtil 1796, da han fik Lov til at tage Bopæl i Stavanger, hvor han døde i 1804. Et større Underslæb i Banken, hvor Kasserer Rasmus Bertelsen Møller i en Aarrække havde forødt ikke mindre end 346,500 Rdlr. af Bankens Midler (som det synes fornemmelig ved Lotterispil) kom kun til enkelte Indviedes Kundskab, idet Kommissairerne og den Skyldiges Defensor maatte aflægge Ed paa at bevare den yderste Taushed. Underslæbet blev dækket af Statskassen (200,000 Rdlr.) og Møllers Bo, medens den utro Embedsmand i Mai 1778 dømtes til at arbeide i Jern i Fæstningen paa Livstid. Fire Aar efter blev han imidlertid løsladt, "af Medynk med hans Hustru og otte smaa uskyldige Børn", dog at han ikke maatte opholde sig i Kjøbenhavn uden udtrykkelig kongelig Tilladelse. En hyppig Anledning til Rettergang i hin Tid gav Aager, som forresten ikke blot dreves af Jøder, men endog af ansete


628

Kjøbmænd, og som undertiden bragte ret anseelige Summer i Statskassen, da de mod ulovlige Renter udlaante Kapitaler simpelthen bleve konfiskerede. Der gaves dog Debitorer, som forstod at redde sig ud af Gjælden ved en snild Benyttelse af Loven og Regjeringens Mildhed. Saaledes havde Billedhugger Professor C. F. Stanley hos en Pengelaaner paa Christianshavn, Christian Kohl, i 1771 laant en ubetydelig Sum, som i Aarenes Løb var bleven afbetalt adskillige Gange, men ikkedestomindre uophørlig steg. I 1774 lød Stanleys Vexelobligation paa 240 Rdlr., da Kohl lod ham stævne. Nu valgte Professoren den Udvei at angive sin Kreditor for Aager, og ved Hof- og Stadsrettens Dom i 1777 konfiskeredes hele Beløbet, hvoraf Halvdelen dog skulde tilfalde Angiveren. Stanley søgte derefter om Eftergivelse af den anden Halvdel, hvilket bevilgedes ham paa Grund af hans maadelige Vilkaar og den ulovlige Omgang, Kohl havde brugt, og han var saaledes bleven hele Gjælden kvit. Et ganske lignende Koup iværksattes i 1779 af Brændevinsbrænder Matthias Brixen overfor Aaron Moses Maribo, men Summen, hvorom det her dreiede sig, var kun 35 Rdlr.

Antallet af Jøder var fra 1766 til 1784 steget betydeligt; Nathanson anslaar Familiernes Tal i det sidstnævnte Aar til 250, hvoraf ca, 70 vare fattige. Der indvandrede uophørligt mange fremmede Jøder uden Tilladelse, Leidebrev eller Bevis, skjøndt der fra alle Sider lagdes Hindringer iveien derfor, mest af Jøderne selv. I 1774 søgte saaledes Menighedens Ældste om, at fremmede omløbende Jøder, der "vare til stor Byrde for Nationen", maatte hensættes i Rasp- og Børnehuset, men herpaa vilde Regjeringen ikke indlade sig. End ikke den i Loven fastsatte Bøde af 1000 Rdlr. blev opretholdt, men derimod kun "en efter Omstændighederne maadelig Mulkt", og i Mangel af dennes Betaling, "nogen Tids Arbeide" som anført. Derefter skulde de Straffede udsendes af Landet enten paa egen eller paa Nationens Bekostning. Regjeringen optraadte altsaa her langt mere humant end Jøderne selv. "Ingen Jøde bør straffes - skriver Luxdorph - fordi han er Jøde, men kun naar han forser sig". Det ses endog, at fremmede Jøder gjentagne Gange trods de Ældstes Indsigelse fik Tilladelse til at nedsætte sig i Byen som Handlende eller Fabrikanter mod at betale 100 Rdlr. til Politikassen og faa en eller anden velhavende Trosfælle til at kavere for sig. Allerede i 1767 havde Jøderne faaet 10 Aars


629

Indkvarteringsfrihed af deres nye Synagoge i Læderstræde (III, 208), hvilken Frihed i 1777 atter fornyedes paa 10 Aar; i 1770 var det blevet dem tilladt at holde saamange Skolemestre som fornødent, dog at disse ikke maatte drive Handel eller borgerligt Næringsbrug, og det vidner ogsaa om Hensyn til dem, at Flyttedagen, naar den faldt sammen med en eller anden jødisk Høitid ofte blev udsat, saaledes i 1772, 1777 og 1780. Skjøndt en stor Mængde Erhvervsgrene fremdeles vare lukkede for Jøderne, viste der sig dog i den store Handelsperiode under den nordamerikanske Krig gunstige Forhold for dem, som de energisk benyttede; den saakaldte Bodmeri-Handel faldt saagodtsom udelukkende i deres Hænder; snart etableredes enkelte jødiske Vexel- og Handelshuse, Afsætningen af ostindiske og chinesiske Varer blev en vigtig Indtægtskilde for dem, mange drev Kommissionshandel, medens andre navnlig af den ringere Klasse trods de strengeste Forbud ernærede sig ved Omløben med Varer. Det vanskeliggjorde dog i ikke ringe Grad den jødiske Menigheds Stilling, at den var indbyrdes uenig og splidagtig. I 1777 indkom saaledes otte Medlemmer af den med en skarp Klage over den hidtilværende Valgmaade af Ældste og Bisiddere (nemlig ved skriftlig Afstemning af hele Menigheden hvert andet Aar), fordi den gav Anledning til Uregelmæssigheder saasom Valgtryk, Bestikkelse m. m., og foreslog i Stedet et Valgkollegium, bestaaende af syv navngivne "oprigtige og ærlige Mænd", som paa egen Haand skulde foretage Valget. Da Magistraten støttede Forslaget, eftersom det "paa den nu brugelige Maade var let for en rig Jøde at bringe Valget paa hvem han vilde", og det var magtpaaliggende at hindre Saadant, efterdi de Ældste forrettede alle jødiske Skifter og bestyrede de Umyndiges Midler, blev det nævnte Valgkollegium godkjendt ved Reskript af 11te Juni 1777. Der blev naturligvis strax gjort heftig Indsigelse fra modsat Side; en Kommission blev nedsat, og det viste sig da ved Undersøgelsen, at de otte Klagere vare "lidet agtede Personer", at den jødiske Nation Intet hellere ønskede, end at Valget maatte blive paa den gamle Fod, og endelig at det Hele var sat i Scene for at komme den ansete jødiske Kjøbmand og Ældste, Amsel Jakob Meyer (den senere Hofraad og Grosserer David Amsel Meyers Fader) tillivs. Fem Maaneder efter Valgkollegiets Oprettelse resolveredes derfor, at Jøderne skulde beholde deres hidtil havte Valgfrihed og Reskriptet af 11te Juni være igjenkaldet og ophævet, saasom den


630

indgivne Klage befandtes "at være dels ugrundet og ubevist, dels bygt paa fordreiede og overdrevne Omstændigheder".

Mod Katholikernes Propaganda i Hovedstaden var der blevet indført skarpe Bestemmelser i Septbr. 1767, ligesom det gamle Forbud mod Jesuiters Ophold i Riget var blevet gjentaget. Navnlig vaagedes der strengt over, at Børn af blandede Ægteskaber bleve opdragne i den lutherske Religion, hvorimod der ikke længer lagdes Hindringer iveien for, at Børn af katholske Forældre bleve underviste i disses Religion. Derimod stødte det paa en hel Del Vanskeligheder for Katholikerne at faa Forholdene ved deres Gudstjeneste ordnede. De havde oprindelig søgt det keiserlige Kapel i den østerrigske Gesandts Bopæl paa Kjøbmagergade, hvilket i 1766 var blevet flyttet ud paa en Grund i Bredgade, tilhørende Hoftømmermester Zuber og Justitsraad Peter Boertman. (Smlgn. III, 122). Kapellet herude med tilhørende Præstebolig var en lav uanseelig Bygning uden Vinduer til Gaden og lignede nærmest en stor Sal, der kunde rumme 6-700 Mennesker. I Foraaret 1771 besluttede derfor den østerrigske Regjering at opføre en ny Bygning, og søgte den danske Regjering om at faa anvist Plads hertil. Der kom dog Intet ud heraf, da Sjællands Biskop L. Harboe erklærede, at det stred mod Loven og Anordningerne, eller maaske snarere fordi Struensee ikke havde Tid til at beskjæftige sig med denne Sag. Aaret efter meddelte imidlertid den romersk-keiserlige Chargé d'Affaires i Kjøbenhavn, Mercier, at Keiserinde Maria Theresia selv vilde kjøbe det Terrain, paa hvilket Kapellet stod og "ellers sørge for de danske Katholikers Gudstjeneste, naar Kongen vilde give den Forsikkring, at den ingensinde vilde blive forbudt eller forstyrret, men bevaret paa den Fod, den havde". Udenrigsminister Grev v. der Osten lod Kancelliet vide, at "Kongen var tilbøielig til at give sit Samtykke", men Biskoppen udtalte sig paany derimod og støttedes ivrigt af Magistraten, som henviste til Forordningen af 26de Januar 1667, i hvilken det var forbudt Alle, som ikke vare virkelige kongelige Betjente eller danske Undersaatter at tilforhandle sig Gaarde eller Huse i Kjøbenhavn. Magistraten nærede desuden andre Betænkeligheder; Staden vilde nemlig ikke have mindste Sikkerhed for de publike Onera, hvis Kjøbet blev tilladt; i hvert Fald maatte da samtlige bosiddende Katholiker hefte for dem og stille Kautionister, ligesom der ikke burde indrettes Begravelser eller Kirkegaard ved Kapellet.


631

Trods disse Indvendinger kjøbte "Hendes keiserlig kongelig apostoliske Majestæt, Maria Theresia, Enke, romersk Keiserinde og Dronning til Ungarn og Bøhmen, Erkehertuginde til Østerrig etc." den omtalte Grund ved Siden af Frederiks Hospital i Septbr. 1773, men da Skjødet i Marts 1774 skulde thinglæses og protokolleres, nægtede Hof- og Stadsretten det i Henhold til den ovenfor nævnte Forordning af 1667. Mercier henvendte sig nu til Udenrigsminister Grev Bernstorff, og ved hans Mellemkomst ordnedes Sagen saaledes, at Konferentsraad, Grosserer Fabritius gik i Kaution for Grundskattens aarlige Betaling, medens den keiserlige Chargé d'Affaires afgav bindende Løfte med Hensyn til de andre af Magistraten stillede Betingelser om Begravelser, Kopulationspenge, Betaling til Vor Frue Skole m. m. Ved Resolution af 3die Novbr. 1774 tillodes derpaa Skjødets Læsning og Protokollering, men da den østerrigske Afsending Baron v. Bender i 1784 androg om Tilladelse til at opføre et nyt Gudshus for den katholske Menighed, erklærede Magistraten sig bestemt imod, at en katholsk Kirke i Kbhvn. skulde bære Navn efter og staa under en fremmed Overherres Beskyttelse. Sagen faldt hermed hen; man indskrænkede sig til atter og atter at reparere Kapellet, indtil det endelig i 1842 blev afløst af det nuværende, løvrigt fik de danske Undersaatter "fra de amerikanske Eilande" af den engelske roman-katholske Kirke i 1777 under visse Vilkaar og Indskrænkninger Tilladelse til at holde egen Præst og Gudstjeneste i Kjøbenhavn, ligesom Byen samtidig fik en romersk-katholsk Skole, stiftet af Vestindianerne, Kammerherre Robert Tuite og Plantageeier Christopher Mac Evoy. Hvad endelig de Reformerte angik, indtog de en priviligeret Særstilling mellem "de fremmede Religioner" og fik som alt berørt (III, 313) deres gamle Friheder tilbage; derimod blev en Ansøgning, som de tydske og franske reformerte Menigheder nogle Aar efter Guldbergs Fald indgav, om at maatte anbringe en Knebel i deres Kirkeklokke, afslaaet.

Den nationale Bevægelse i Sproget, den vaagnende Følelse af dansk Aand og indenlandsk Selvstændighed, der allerede i Frederik den Femtes Tid var kommen for Dagen, især i Hovedstaden, og kun var bleven yderligere hidset og styrket ved den faldne Kabinetsministers Ringeagt for dansk Tungemaal, Dannelse og Tænkemaade, fik i den Guldbergske Periode et mægtigt Opsving, da Regjeringen - ogsaa af politiske Hensyn - ansaa det for klogt at


632

slaa ind paa en udpræget national Retning. Uvillien vendte sig, som naturligt var, fornemmelig mod Tydskerne, der bestandig vare strømmede hertil i Mængde og havde vundet Rigdomme, Embeder, Forfremmelse og Underhold paa Landets egne Børns Bekostning. Man forstod strax, hvad den nye Regjering i denne Henseende førte i sit Skjold, da General Eickstedt fjorten Dage, efterat han var kommen til Magten, indførte danske Kommandoord i Hæren og overhovedet begunstigede de nationale Regimenter, eller da det i Februar 1773 blev befalet, at "Dokumenter forfattede i fremmede Sprog ikke maatte oplæses i Høiesteret", men skulde oversættes paa Dansk. Man læser den samme Stemning ud af den Instrux, som medgaves Schack Rathlou, da han i 1774 afhentede Arveprindsens Brud, den mecklenborgske Prindsesse Sophie Frederikke, og hvori det bl. A. hedder, at han især skal lægge Prindsessen paa Sinde, "i hvor høi Grad vort Fædreland og vort Sprog fortjener hendes Opmærksomhed, med hvilket Mishag man ser Fremmede træde i dansk Tjeneste, og hvor nødvendigt det er, at Prindsessen og hendes Gemal vise Interesse for Alt, hvad der er dansk"; man mærker den igjen, da det saakaldte "typographiske Selskab" blev dannet af en Kreds af Landets bedste Mænd for at udbrede gode danske Skrifter til Sprogets og Nationens Ære, og den lægger sig for Dagen i talrige indflydelsesrige Stemmers Klager over de Danskes Tilsidesættelse og Undertrykkelse. Alle disse Tilløb satte endelig Frugt i den mindeværdige Anordning om Indfødsretten, "hvorefter Adgang til Embeder i Hans Majestæts Riger og Lande forbeholdes alene de indfødte Undersaatter og dem, som derved lige agtes". Loven, der skulde være en Grundlov lige med Kongeloven, blev underskreven den 15de Januar 1776, men først offentliggjort paa Kongens Fødselsdag den 29de i samme Maaned, og skyldes ikke blot Guldberg, men for en væsentlig Del ogsaa Schack Rathlou; ialfald er det sikkert, at den sidste har udøvet betydelig Indflydelse paa Lovens Indhold og navnlig faaet en af Guldberg foreslaaet Undtagelsesparagraph udeladt, ved hvilken "snart under et, snart under et andet Paaskud alle Fremmede, som havde formaaende Talsmænd herinde, strømmevis kunde indtrænge sig igjen til Landets Embeder". Skjønt Indfødsretsloven indeholder nøiagtige Bestemmelser, om hvem der skal agtes lige med Indfødte, har man ikke faa Exempler paa, at den blev overtraadt, saaledes da Enkedronningen vilde have en


633

udenlandsk Konditorsvend ansat ved Hoffet, og Kongen i den Anledning maatte resolvere: "Vi ville allernaadigst have ham som Kunstner anset, og at Indfødsrettens § 5 (ifølge hvilken Kunstnere, Fabrikanter og Mestre, som til et eller andet nyt Anlæg behøves, skulde betragtes som Indfødte) skal og bør komme ham tilgode". Disse Vilkaarligheder vare dog sjelden af Betydning, skjøndt de derfor ikke vakte mindre Misstemning og Uvillie. Men ved sin Fremkomst hilstes Indfødsretten med stor og almindelig Begeistring; der blev slaaet Guld- og Sølvmedailler i Anledning af dens Offentliggjørelse, fra Prædikestolene pristes den, Digtere som Evald, Storm og Trojel besang den, Tyge Rothe og Suhm udtalte deres fulde Samstemning med den, og overalt i Rigerne samledes Folk af alle Stænder til loyale Fester for Kongehuset. I Jean Marschalls Trakteursted paa Hjørnet af Vingaardsstræde og Laxegade (Reverentsgade) holdt saaledes Officererne at Kjøbenhavns Garnison et Festmaaltid med efterfølgende Bal. Ogsaa i private Tjenesteforhold blev Indfødsretten af Betydning; saaledes bestemmes i det asiatiske Kompagnies Konvention af 1778, at "Ingen maa foreslaas eller antages til Kompagniets Tjeneste enten her i Staden eller ved Skibene, eller Handelen i Ostindien og China, uden han er Kongens indfødte Undersaat eller naturaliseret; dog undtages herfra det Tilfælde, om Mangel paa bekvemme indfødte Chirurger skulde være".

Sagen var, at det skortede stærkt paa indfødte Chirurger, hvorfor der i 1776 blev nedsat en Kommission for at finde Midler til Chirurgiens fulde Opkomst og Flor. Der saas dog ingen Frugter heraf i Guldbergs Tid. Alt forblev ved det Gamle; det anatomisk-chirurgiske Theater (III, 202) var efter Simon Krügers Død kommet i Forfald under hans Efterfølger Vilhelm Hennings; Forelæsningerne bleve forsømte, ja det gik saa vidt, at der fandtes chirurgiske Studerende, som aldrig havde set et Kadaver, før de mødte ved Examensbordet. Chirurgernes Anseelse blev derfor mindre og mindre, og det skulde ikke fremme den, at mange af dem tillige vare Barberer og havde kjøbt et Barberamt, i hvilket de hovedsagelig ernærede sig ved at aarelade, trække Tænder ud og sætte Klystér. De egentlige Læger, som indtil 1788 Alle skulde tage Doktorgraden, saa derfor ned paa Chirurgerne og betragtede dem nærmest som et Slags autoriserede Kvaksalvere, navnlig efterat det i 1774 var blevet dem tilladt ved en Examen for det medicinske Fakultet at


634

praktisere i Medicinen "hos hvem, som deres Hjælp maatte forlange og til dem have Fortrolighed". I 1775 oplevede man det Særsyn, at en Kvinde, Mette Marie Simmelhag, som havde kjøbt et Barberamt til en afdød Søn, fik Lov til at beholde det i to Aar, "dog ikkun forsaavidt Raseringen angik", og derefter sælge det til en ordentlig Chirurg. Men der var endnu værre uberettigede og selvgjorte Læger end Barbererne, ja man havde ligesom i ældgamle Tider kloge Koner og Signekjærlinger med stor Praxis, en Race, som trods al Kvaksalverilovgivning den Dag idag ikke er helt uddød.

Sundhedstilstanden i Kjøbenhavn var fremdeles slet; Reglen var, at de Dødes Antal oversteg de Fødtes med nogle Hundreder, (i 1772 endog med 1605, i 1782 med 1422); kun i ganske enkelte Aar var der et lille Overskud for de Fødtes Vedkommende. Den største Dødelighed var i Barnealderen indtil 10 Aar, den laveste i det næste Tiaar fra 10-20 Aars Alderen. Adskillige, især af de kvindelige Indbyggere, bleve meget gamle; saaledes fandtes der i 1775 ikke mindre end 63 Kvinder mellem 80 og 90 Aar (45 Mænd), 14 mellem 90 og 100 (6 Mænd) og 2 Kvinder over 100 Aar. Indbyggerantallet var ved Periodens Afslutning den 1ste Septbr. 1784: 93,719. Byen truedes nogle Gange med smitsomme Sygdommes Indførelse ad Søveien, idet der i 1770 og følgende Aar herskede Epidemier i Polen og Middelhavslandene, men da der strax blev truffet omfattende Forholdsregler herimod, blev Faren afværget. I 1771 opførtes der et Kvarantainehus paa Batteriet Prøvestenen, som blev benyttet i en halv Snes Aar.

Hvad Apothekerne angaar, fik de i 1772 en ny Pharmokopé og en ny Taxt. Mod uberettiget Medicinhandel udkom der den 1ste Decbr. 1779 en Plakat, foranlediget ved, at der i Adresseavisen fra et Hus i Peder Madsens Gang falbødes en vidunderlig Essents, som kunde kurere let og hurtig, naar al anden Medicin var slaaet feil. Blandt de Arkana, som allerede fra Tredserne havde været i Brug, var "Frøken Thunes Plaster", en "Balsam, hvoraf to Kvintin indtoges i Kjødsuppe". I 1769 førtes en heftig Polemik i Kjøbenhavns danske Posttidender mellem Frøken Thune og en Doktor Garboe, som havde eftergjort hendes Plaster eller Husmiddel. Byen havde fremdeles syv Apotheker (smlgn. III, 204), af hvilke Svaneapotheket i 1781 blev solgt af Kancelliraad Mangor til Johan Christian Myhlenstedt og derefter flyttet fra Høibrostræde hen paa Østergade.


635

Mellem Datidens offentlige Forlystelser vedblev den kongelige danske Skueplads at være den fornemste, skjøndt dens finantsielle Tilstand var meget utilfredsstillende. Forsøget med Sarti som Entrepreneur (III, 376) var totalt strandet, hvorfor hans Kontrakt allerede i 1772 blev hævet, og en Kommission nedsat, der skulde sætte "vores eget Nationaltheater" paa en saadan Fod, at det "hverken var den kongelige Kasse eller Staten til for stor Byrde, men kunde afpasses efter begges Tilstand". Da "Spektaklet" altsaa nu skulde drives for Partikulairkassens Regning, resolveredes, at den gratis franske Komedie paa Hoftheatret helt skulde ophøre fra Marts 1773, og skjøndt det oprindelig ikke havde været Meningen, blev den italienske Opera ligeledes afskaffet i 1778. Man var altsaa nu kommen saavidt, at "Publikum kunde blive diverteret af Landets egne Børn, uden at der forskreves Skuespillere eller Sangere fra Frankrig og Italien". Man begyndte med Gageforhøielser, mange Debutanter, et nyt Tjenestereglement og med en Ombygning og Hovedreparation af Theatret, som var yderst brøstfældigt. Den iværksattes i Aarene 1773-74 under Professor Harsdorffs Ledelse og blev langt mere omfattende end først paatænkt. Det viste sig nemlig, at Træværket og Tømret var halvraadent, ja at Piloteringen under en Del af Murene var saa angreben, at den maatte gjøres om, og da man samtidig benyttede Leiligheden til at udvide Tilskuerpladsen og indføre adskillige Forbedringer, blev Arbeidet større og langt kostbarere end paaregnet. Omkostningen beløb sig nemlig til 32,769 Rdlr., medens det oprindelige Overslag lød paa 12,221 Rdlr. Ud mod Kongens Nytorv opførtes en Tilbygning med Vestibule til Hovedindgang og en Bigarderobe samt Buffet, den saakaldte "Punschesal", bag første Etages Loger; hvorhos den gamle latinske Indskrift over Indgangen blev afløst af en i Marmor indhuggen dansk: "Opbygt 1748 af Frederik den Femte, udvidet 1774 af Christian den Syvende, begge Danmarks og Norges Konger og Velgjørere". I den modsatte Ende ud imod den nu tilkastede Holmens Kanal opførtes Tilbygninger med Paaklædningsværelser og en Bolig for "Schweizeren", der bar kongeligt Livre, og paa Sidefaçaden mod Gjæthuset anbragtes et Trapperum for at lette Adgangen til Logerne. Den med Portraiter af Sophokles, Plautus, Corneille og Holberg smykkede Tilskuerplads blev udvidet saaledes, at den havde 410 Pladser mere end før, ialt 1000; Gulvet anlagdes skraat, "saaledes at Enhver med


636

Magelighed kunde overse hele Theatret", Scenen blev gjort større, og foran Prosceniet anbragtes to Statuer, Komediens og Tragediens Muser, henholdsvis af Wiedewelt og Weidenhaupt, men rigtig nok forarbeidede af det ikke særlig varige Materiale: "Tømmer, Pap, Gibs og Seildug, det Hele overdraget med Limvand og meleret med Kride". Over Scenen læstes nu for første Gang det betydningsfulde Motto: "Ei blot til Lyst" , som skyldes et af Direktionens Medlemmer, Høiesteretsassessor Jacobi. Denne Indskrift blev forresten allerede fjernet den 3die Septbr. 1798 og afløst af "den latinske Skolemestersentents": Castigat ridendo mores, som dog igjen i 1813 maatte vige for den gamle. Udgifterne ved et Aars Theaterdrift fastsattes i 1773-74 til ca. 44,000 Rdlr., og da Indtægten ved Billetsalget kun var 12,000 Rdlr., maatte den kongelige Kasse altsaa tilskyde 32,000 Rdlr. Forholdene forværredes dog hurtigt; allerede i 1775 begyndte Pengevanskelighederne for Alvor; to Aar efter viste Budgettets Udgiftsside over 52,000 Rdlr., (Indtægten ved Billetsalget 18,685 Rdlr.) og i 1783 endog 56,000 Rdlr., saaledes at de nye Magthavere efter Guldbergs Fald strax nedsatte en Kommission for at undersøge Theatrets Forfatning og lægge Plan til en sparsommeligere og simplere Indretning for Fremtiden.

Efter Ombygningen aabnedes Theatret igjen den 31te Januar 1774 med en Festforestilling i Anledning af Kongens Fødselsdag, bestaaende af en Prolog og et Syngespil: "Den prøvede Troskab" af Charlotte Dorothea Biehl. Bestyrelsen bestod først af en Direktion, men fra 1778 af to Autoriteter, nemlig en Overtilsynskommission og en saakaldet bestandig Direktion. Alle Skuespillere, Sangere og Dandsere af begge Kjøn fik - naturligvis af Hensyn til Kongens Tjeneste - ved Reskript af 4de Januar 1776 den Forret, at de ikke kunde hæftes paa deres Personer for Gjæld, selv om de udtrykkelig havde forskrevet sig dertil; derimod blev de ikke saa sjeldent satte i Blaataarn for disciplinaire Forseelser, Optøier o. d., thi - siges det - "iblandt en Samling af Folk, der vexelvis forestille Verden, snart fra den onde, snart fra den gode Side, kan der vel findes nogle, der tage Parti af det Værste, især dem, der mere have valgt Skuepladsen som det sidste Tilflugtssted end af Tilbøjelighed eller Lyst til at gjøre sig fortjente derved". Det var dog et humant Fremskridt, da der for at "det danske Theater-Selskab ei skulde tro sig selv fornedret under den Klasse Undersaatter, med


637

hvilken det billig kunde gjøre Paastand at sættes i Lighed", i 1779 blev indrettet et Karcer ved selve Theatret, hvor de Skyldige bleve hensatte for Smaaforseelser, medens Arresten i Blaataarn kun maatte bruges for vigtigere Forbrydelser. Naar det i Datidens Blade hedder, at "den høie Direktion har til Nationens Ære fornemmelig ladet sig være angelegen at gjøre Theatret lustre ved de mange nye udsøgte Subjecta, saavel til den spillende som syngende Troup", er dette ganske sandt. Mange udmærkede og berømte sceniske Kunstnere og Kunstnerinder vare knyttede til Komediehuset, saaledes af gamle Skuespillere Londemann († 1773), Clementin († 1775) og Hortulan (afskediget 1778 † 1783), endvidere Herrerne Rose, Schwarz, Gielstrup, Michael Rosing og Preisler, Damerne Caroline Walter, Mette Marie Alstrup, Madame Rosing, Madame Preisler, Madame Gielstrup og Catharine Møller. Af originale danske Skuespil, som opførtes i denne Periode, maa især fremhæves Johannes Ewalds "Balders Død", første Gang spillet paa Hoftheatret den 7de Februar 1778 af det ephemere af Skuespiller Schwarz stiftede dramatiske Selskab, og derefter opført paa det kgl. Theater med Koncertmester Johan Hartmanns Musik til Indtægt for Forfatteren. Endvidere Ewalds: "Fiskerne" (første Gang spillet i Anledning af Kongens Fødselsdag den 31te Januar 1780), Wessels "Kjærlighed uden Strømper" med Musik af Scalabrini (første Gang opført 26de Marts 1773), Todes "Søofficererne", Enevold de Falsens "Snurrige Fættere" o. fl. Theatret havde sin egen Dandseskole og Syngeskole, den sidste ledet af den dygtige italienske Sanger Potenza; Balletten styredes fra 1775 af Italieneren Galeotti, og Kapellet, som talte ca. 30 Personer, af Kapelmester Scalabrini. Paa Hoftheatret opførtes afvexlende af de danske Skuespillere og Italienerne et Par Gange om Ugen Smaakomedier, Syngestykker og Operaer, men da den italienske Opera ophørte i Foraaret 1778, faldt Byrden ved "at fornøie Hoffet" udelukkende paa det danske Personale, som imidlertid beholdt de Pengesummer, der hidtil vare anvendte paa Italienerne.

Det ældgamle kongelige kjøbenhavnske Skydeselskab samlede en stor Del af Byens høiere Embedsmænd og Borgere af de forskjelligste Samfundsklasser til sine ugentlige Skive- og sin aarlige Papegøieskydning og blev stærkt beskyttet af Kongerne. Efter 1751 havde Selskabet Lokale paa Vesterbro hos Gartner Frantz Christopher Sauerach (paa samme Plads som nu), men var, som det hedder,


638

i en Ansøgning af 1761, "Tid efter anden kommet i saadan yderlig Dekadence, at vi ikke engang se Udveie til at bekoste en ny Fuglestang i Stedet for den gamle, som af Ælde er nedblæst, thi Kompagniet har ingen Slags Eiendom, ingen Kapitaler, intet Fond og ingen Revenu, hvormed nogen Slags Udgift kan bestrides". Frederik den Femte skjænkede da Selskabet en ny og kostbar Fuglestang, henlagde 100 Rdlr. aarlig, som han tidligere havde givet Fuglekongen, til Kompagniet, indrømmede det Told- og Konsumptionsfrihed paa 10 Oxehoveder Rhinskvin og 2 Oxehoveder fransk Brændevin og tillod endelig, at Selskabet maatte pryde sine Sølvpræmier med det kgl. Navnechiffer og Krone. Senere i April 1765 bekræftede Kongen "Brødrenes" nye Konvention, hvori det bl. A. bestemtes, at Kjøbenhavns Overpræsident altid skulde være Kompagniets Chef, at Fuglekongen ved alle Maaltider skulde have Rang for alle Undersaatter, ja endog for fremmede Prindser, og hans Skaal drikkes næst efter de høikongelige Personers under Kanonernes Løsning, samt at han, i det Aar han var Fuglekonge, skulde være fritagen for Passagepenge i Portene. Ogsaa Christian den Syvende begunstigede Brødrene paa forskjellig Maade og deltog gjentagne Gange i Skydningen, saaledes den 5te Septbr. 1770 sammen med Dronning Caroline Mathilde, der mødte i Mandsdragt og personlig afgav et Skud til Fuglen. Den 27de Januar 1779 fik "Brødrene" Tilladelse til at bære et Ærestegn (dog ikke udenfor Kompagniet, undtagen paa deres egen eller en "Broders" Bryllupsdag), bestaaende af en sølvforgyldt Papegøie med udstrakte Vinger staaende paa en Gren, Det er et Symptom paa Selskabets stigende Anseelse og Velstand, at det i 1778 havde indrettet en Fattigbøsse, en stor Sølvpokal, der ombares efter alle Maaltider, og hvis halve Indhold skulde henlægges til et Fond, medens den anden Halvdel hvert Aars 4de Septbr. skulde uddeles til Kompagniets Trængende, og endnu mere, at man for Alvor tænkte paa at opføre en med Selskabets Betydning stemmende Hovedbygning til Vesterbrogade. Grundstenen til denne blev virkelig nedlagt den 29de Januar 1782, men Foretagendet gik herefter istaa, og først den 10de Mai 1787 kunde de nye Lokaler indvies i Kronprindsens og Arveprindsens Nærværelse med Skiveskydning, Festmaaltid og Bal. Det er den samme Bygning, som staar den Dag idag; kun er Sidefløien med Kjøkken og Bolig for Værten fra 1792. Foruden det kongl. kjøbenhavnske Skydeselskab


639

og danske Broderskab fandtes der tvende lignende Foreninger i Byen, nemlig det forenede borgerlige Skydeselskab, som i ca. 100 Aar havde havt sin Skydebane i Sølvgade, og det saakaldte Pelikanselskab. De to sidste sluttede sig sammen i 1792 og flyttede til Gaarden Eutin udenfor Vesterport ved Veien til Tømmerpladserne, hvor de trods Magistratens, det kongl. Skydeselskabs og Tømmerhandlernes Protester fik Tilladelse til at reise en Fuglestang og derfra aarlig nedskyde en Kongefugl. To Aar efter fik det borgerlige Skydeselskabs Medlemmer Konfirmation paa "et Enigheds Erindrings Tegn", som maatte bæres ved deres Skydesamlinger. Medlemmerne havde ønsket at maatte pryde sig med dette Tegn ogsaa ved Høitideligheder udenfor Selskabet, ja uddele det til enkelte af Almenvellet fortjente Mænd, som da skulde have Adgang til Selskabets Forhandlinger og indtage Plads næst efter Fuglekongen, men Regjeringen nægtede dog at give sit Samtykke til en saadan privat Ordens Uddeling.

Den kongelige Skydebane paa Vesterbro blev strax efter den nye Hovedbygnings Opførelse et yndet Trakteursted, "en bekjendt god Beværtning, hvor endog Fremmede, der komme til Byen efter Portens Lukning, kunne forefinde et bekvemt og anstændigt Natteherberge". Til de fornemste Gjæstgivergaarde i Byen selv hørte: "Kræmmerkompagniet", "den forgyldte Fortun." (af Eieren kaldet "Hotel Royal") og "Steenbukkens Gaard", alle tre ved Gammelstrand, en Herbergergaard paa Østergade tilhørende Schrecks Enke, Winther og Pelsners paa Kongens Nytorv, og "det engelske Hotel", tilh. Marschalls Enke, paa Hjørnet af Reverentsgade og Vingaardsstræde. Simplere Gjæstgiverier med Staldrum for Heste vare "Prindsen", "Skibet", "Rosen", "Vinkanden" og "Tre Hjorter" paa Vestergade, som fornemmelig besøgtes af Proprietairer, Forpagtere, Præster og "andre" Landmænd, "De tre Tobaks-Ruller" paa Nørregade, "Knapstedsgaard" og "Norske Løve" ved Vesterport m. fl. Et overordentlig betydeligt Antal Vinhuse, Udskjænkningssteder og Brændevinskipper var spredt over hele Byen; af de sidste ere navnlig Brokkensbod og Toldbod Vinhus blevne bevarede i Mindet. Hvorledes Livet førtes her, er foran omtalt (III, 597), og Alt tyder paa, at det trods al paabudt Kontrol og alle skarpe Midler ikke lykkedes Regjeringen at hidføre nogen væsentlig Forandring heri. Ialfald skildredes Kjøbenhavn bestandig fra Prædikestolene som et Sodoma


640

og Gomorrha. "O, Kjøbenhavn! - udraabte saaledes den kongelige Konfessionarius Dr. Bastholm i 1787 - dersom jeg skulde tale om Dine Daarligheder, naar skulde jeg da ophøre at tale? De koste Dig Din Formue, Dine Familiers Undergang, Dine Børns forsømte Opdragelse, Din Efterslægts Forarmelse, hele Statens Ruin og dens Beskjæmmelse hos vore Naboer. Vor Fattigdom og vore Lystigheder vandre frem med lige Skridt; vore Lystigheder foraarsage vor Fattigdom, og vor Fattigdom skjuler sig igien under vore Lystigheder, indtil Masken paa engang falder fra, og Betleren staar tilbage."

Paa offentlige Forlystelser var Tiden ikke rig; allerede i 1738 var det blevet forbudt fremmede Komediantspillere, Linedandsere og Taskenspillere, eller som det ogsaa hedder: "fremmede Omløbere med Dyr og Kunster" at indfinde sig i Landet, hvilket indskjærpedes i 1772; de af Struensee indførte Hestevæddeløb paa Nørrefælled bleve standsede, og i Kongehuset var den eneste store Fest, Arveprinds Frederiks Formæling med Prindsesse Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Indtoget i Hovedstaden foregik den 21de Oktbr. 1774 paa 27 Chalouper, som fra Orlogsskibet "Danebrog", der havde overført Prindsessen fra Rostock, under Kanontorden, Klokkeringning og Musik seilede gjennem Havnen til Gammelstrand mellem Holmens- og Høibro, hvor Landstigningen fandt Sted paa en med rødt Klæde betrukken Forhøiningsbro, der førte helt op til Slottet. Tæt op til Bolværket var reist en prægtig Æreport for 5848 Rdlr. af saa solidt Materiale, at den kunde flyttes til Fredensborg Stotshave, hvor den endnu stod nogle Aar ind i det næste Aarhundrede. Iøvrigt havde Festlighederne saasom Vielsen i Kongens inderste Gemak, Galataflerne, Couren m. m. en fuldkommen privat Charakter, ja det var endog udtrykkelig blevet Indbyggerne forbudt at illuminere, da "Priserne paa Vox og Tælle ellers vilde stige for meget". "Dog om Beboerne i de Huse - hedder det - som ligge ligeoverfor Slottet ved Gammelstrand og i de derved nærmest paastødende Gader ville sætte Lys i deres Vindver, skal det være dem uforment, men dog aldeles staa i deres egen Villie og Intet at anbringe udenpaa Husene". Arveprindsens Formælingsfest er bekjendt ved, at man da for første Gang afskaffede den ældgamle Skik at prisgive Klædet paa Forhøiningsbroen for Pøbelen, hvorved det pleiede at komme til forargelige Scener og blodige Kampe; i Stedet


641

blev Klædet nu paa Arveprindsens Bekostning omsyet til Klædningsstykker, for 105 fattige Drenge og 72 fattige Piger, de fleste i Alderen fra 4 til 12 Aar. En stor Begivenhed i Kjøbenhavn var det naturligvis, da Professor Dr. Abildgaard den 5te Januar 1784 lod "en lille aerostatisk Machine" opstige fra Christiansborg Slots, Ridebane, og da Eieren af Svaneapotheket, Apotheker Mühlenstedt otte Dage efter lod en langt større Luftballon gaa op. Den sidste: fandtes Dagen efter 6 Mile fra Kbhvn. i en Landsby ved Storehedinge.

Et vigtigt Led i Hovedstadens Fornøielser var Musiken, som endog til Tider spillede en overordentlig Rolle, saavel i borgerlige som aristokratiske Kredse. Det ældste musikalske Selskab, der holdt offentlige Koncerter i Kbhvn. for Betaling, skriver sig fra Holbergs Tid; det havde først Lokale hos Vintapperne Cardinal og Pilloy i Pilestræde (nuv. Nr. 32), derefter i Bryggernes Laugshus paa Hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, hvor det fra Mai 1744 fortsattes, efter at være bleven omorganiseret, under Navn af "det musikalske Societet". Den ledende Aand i dette Selskab af Musikvenner, hovedsagelig bestaaende af Studenter, civile og militaire Embedsmænd, var den kgl. Kapelmester Scheibe og den senere Kantor ved Vor Frue latinske Skole, J. E. Iversen, der baade var Sanger, Virtuos, Koncertdirigent, Komponist og Musiklærer og ligesom Scheibe Stod i venskabeligt Forhold til Holberg. Formaalet var dobbelt: "uskyldig Tidsfordriv", som det siges i Statuterne, men Selskabet skulde tillige være en Musikskole, et Akademi i det Smaa, hvor den lønnede Koncertmester (Iversen) en Gang om Ugen skulde undervise Medlemmerne. Det musikalske Societet florerede især i Christian den Sjettes Tid; men skjøndt Frederik den Femte i 1747 gav det frit Lokale paa Charlottenborg (hvorfra det dog hurtigt blev fortrængt af den italienske Opera), gik det jevnt tilbage under de forandrede Forhold og maatte standse i 1749, da alle "honette Folk" strømmede til Italienerne. Alligevel vedblev Iversen, der stiftede et Collegium musicum, og Andre at give offentlige Koncerter i Bergs Sal i Læderstræde, i Bryggernes Laugshus, i Madame Lyders Gaard ved Gammelstrand, i Vintapper Sieur Rhodes Gaard i Klædeboderne og andetsteds, indtil der i 1750 oprettedes et nyt musikalsk Selskab af Kunstnere, Dilettanter og Musikvenner, som holdt ugentlige Koncerter i et Lokale i Raadhusstræde, tæt ved Nytorv, hvorefter det i Regelen


642

kaldtes: Raadhusstrædets-Selskab. Denne Forening fik hurtig et aristokratisk Præg, da det blev Mode blandt Standspersoner at dyrke Musiken, og holdt sig i sexten Aar uden Konkurrence, indtil et andet musikalsk Selskab, som især rekruteredes fra Bourgeoisiets og den dannede Middelstands Kredse, i 1766 begyndte at give Koncerter i Bryggernes Laughus. Digteren Johannes Ewald og hans Ven, den høit ansete Komponist og Kapelmester Scheibe vare Æresmedlemmer i det sidstnævnte Selskab, som efterhaanden tog Luven fra sin ældre Medbeiler. Fra Efteraaret 1770 havde begge Musikforeninger Lokale i Bryggernes Laugshus, men Raadhusstrædets Selskab, som det fremdeles kaldtes, kunde ikke holde Stand, men maatte opløse sig i Slutningen af 1773, hvorved dets heldigere Konkurrent fik forøget Tilgang af Medlemmer og den 10de August 1774 endog Tilladelse til at føre Navn af kongeligt musikalsk Akademi. Det bør dog bemærkes, at de aristokratiske Koncerter ingenlunde ophørte, fordi Raadhusstrædets Selskab var gaaet ind; tvertimod fik de et elegantere og prægtigere Sving end før. Der blev vel ikke stiftet en egentlig Forening med Love og Generalforsamlinger, men Lederne, den saehsiske Minister Grev Kalenberg og Etatsraad, Livmedicus v. Berger, indrettede og styrede Alt paa egen Haand og med saa afgjort Held, at disse Koncerter efter Samtidiges Forsikkring bleve de bedste og herligste, man endnu havde havt i Landet. Disse saakaldte Concerts nobles gaves i to Aar (1774 og 1775) i Marechalsgaarden paa Kjøbmagergade (det nuværende Posthus) og derefter i Gjethussalen paa Kongens Nytorv og besøgtes af alle Stadens fornemste Herrer og Damer. Charakteristisk nok klages der bestandig over det fine Publikums livlige Passiar, ikke blot før, men under Musiken, "thi naar der ikke spilles Virtuosnumre eller synges Bravourarier, kort sagt ikke udføres noget Paafaldende, som vækker Forbauselse og Beundring, har Koncerten for dem ingen Interesse." I 1786 ophørte de aristokratiske Koncerter, da Gjethussalen blev indrettet til en Klub for begge Militairetater: "Det militaire Selskab". Ogsaa det musikalske Akademi havde Vanskelighed ved at holde sig oven Vande imod Klubberne, som vare blevne høieste Mode. I disse bødes der nemlig ikke blot Medlemmerne ugentlige Koncerter, men ogsaa andre selskabelige Glæder, som laa udenfor de egentlige Musikforeningers Opgaver. Akademiet synes endog at have været standset i 4 Aar, indtil det i 1790 atter gav Livstegn fra sig for nogle Aar


643

efter at bøie sig for Tidens Fordringer, opgive sin udelukkende musikalske Charakter og blive en Klub. Skjøndt Klubbernes egentlige Blomstringsperiode først indtraadte efter Guldbergs Fald henimod Aarhundredets Slutning, var der dog dannet adskillige, og enkelte af disse som f. Ex. den berømte "Drejers Klub" havde i 1778 begyndt med at indføre Musik som Led i de almindelige Klubfornøielser. Overhovedet var Lysten til at høre Musik stor; i Musikforeningens Festskrift skriver C. V. Ravn: "Hovedstaden svælgede i en Overflødighed af Musik, og det var ingen Overdrivelse, naar det allerede i Begyndelsen af Firserne blev sagt, at en Fremmed, der besøgte Kjøbenhavn, kunde komme paa Koncert hver eneste Dag i Ugen hele Vinteren igjennem, om han havde Lyst. Denne Musikmani, som man næsten kunde kalde det, overraskede og imponerede selv de mest forvænte Udlændinge".

Regjeringen yndede ikke Klubberne og saa skjævt til dem, thi man holdt ikke af den Kritik, som her fik Leilighed til at udtale sig og vinde Tilhængere, saalidt som man i Struensees Tid havde set mildt til Kaffehusene og Gjæsternes høirøstede Politiseren der. Det mest bekjendte af disse, som bestod i en lang Aarrække, nemlig Porcellainshandler Willum Matthias Neergaards i Badstuestræde (oprettet 1769) blev Moder til flere Klubber saaledes til Drejers Klub, Kongens Klub, Harmonien eller det harmoniske Selskab, Enighedsselskabet og Fabritius' Klub paa Kjøbmagergade. Hos Neergaards udskilte en lille Klike, "Selskabet ovenpaa", sig fra de øvrige Gjæster og dannede et Slags æsthetisk Klub, i hvilken den bekjendte Dramaturg Rosenstand-Goiske og daværende Lieutenant Abrahamson spillede Hovedrollen, medens der i et andet Kaffehus, Vintapper Juels i Sværtegade, kom endel norske Stamgjæster, hvoriblandt Niels Krog Bredal, J. H. Wessel, Johan Wibe, Fasting o. fl. De to Kredse, der havde en udpræget literær Charakter, kom snart paa Kant i Anledning af Bredals Tragi-Komedie "Thronfølgen i Sidon", og J. N. Bruns "Zarine", og paavirkede af de Skandaler og Partistridigheder, hvortil disse Stykker gav Anledning, stiftede de norske Gjæster hos Juel i April 1772: det norske Selskab. Stifteren, den theologiske og juridiske Kandidat, Ove Gierløw Meyer, blev Formand, og Kameralisten, Ministeren Guldbergs Privatsekretair, Johan Wibe blev Selskabets Sekretair. Sjælen i den muntre Kreds var dog Wessel, hvis Vid og Lune kryddrede Samlivet, og Værtinden Madame Juel, om hvem


644

Rahbek siger, at hun var "Samfundets ærværdige Fostermoder, der mere end nogen Anden bidrog til at holde Selskabets gode Aand stadigen over det og derfor blev sønligen hyldet og tilbedet, endog af de vildeste Galninge", forstod at holde de forskjellige Elementer sammen. Det er ikke her Stedet at komme ind paa norske Selskabs Punschegilder, Rimerier, Epigrammer og Impromptuer; det er nok at sige, at det i sin Glandsperiode indtil Fastings Bortreise til Norge og Wessels Sygelighed udøvede en ikke ringe, om end ikke altid heldig Indflydelse paa den offentlige Smag og i det Hele lagde et Lod i Vægtskaalen i alle æsthetiske Spørgsmaal. Selskabet opløstes først i 1813 ved Norges Tab, men var da forlængst kun en Skygge af sig selv; dets Bibliothek og Archiv sendtes til Norge, men forgik paa Søen.

Det var "Selskabet ovenpaa" hos Neergaards, som i Novbr. 1775 blev til Dreiers Klub, eller som den senere kaldtes: "Det forenede Selskab". Blandt dens første 16 Medlemmer fandtes det danske Literaturselskabs ivrigste Venner "Ewaldianerne", og Formaalet var: indbyrdes Fornøielse og Sindsadspredelse samt Tilvejebringelse af en udvalgt Bogsamling. Klubben voxede hurtigt, navnlig da den i 1778 var flyttet til Læderstræde og havde optaget ugentlige Koncerter paa sit Program. "Det blev da en Udmærkelse, det blev en Hæder - siger Johan Clemens Tode - at optages i dette Selskab, der paa ganske Faa nær forenede Alt, hvad der glimrede i Hovedstaden i den danske Literatur; det kunde i visse Maader kaldes det danske Parnas". I 1779 havde Dreiers Klub Lokale i Gaarden Nr. 52 paa Østergade (senere. Efterslægtselskabets Gaard) og flyttede, i 1793, da Koncerterne ophørte, til "Vildmanden" i samme Gade. Da Klubben talte Mænd med de forskjelligste Interesser blandt sine Medlemmer: Digtere, Forfattere, Videnskabsmænd, Officerer og Embedsmænd, faldt det vanskeligt at opretholde Enigheden, og det kom da ogsaa gjentagne Gange til Sammenstød og Stridigheder, som endte med Udvandring. Spørgsmaalet om den bedste Maade, paa hvilken Bibliotheket skulde anvendes, førte saaledes til en Deling; en anden Gang havde en Strid om Koncerternes Ophævelse eller Bevarelse et ganske lignende Resultat. Allerede Aaret efter Klubbens Stiftelse opstod den første Trætte, da man nemlig var uenig om Formen for Selskabeligheden. Et Antal Medlemmer, der foretrak Spillebordet for literaire Samtaler, og som heller ikke


645

yndede Tarveligheden i Mad og Drikke, trak sig da i Novbr. 1776 tilbage og stiftede en selvstændig Forening i et Trakteursted paa Østergade, hvorefter det kaldte sig "Selskabet i Madame Schrecks Gaard". Sex Aar efter fik Foreningen Tilladelse til at føre Navnet "Kongens Klub", en "upassende" Betegnelse, siger den senere Inspekteur ved Vaisenhuset, Jakob Gude, som Selskabet fik, skjøndt det kun havde søgt om at maatte kalde sig "kongeligt". Ogsaa her gaves der store og vellykkede Koncerter; især var Kongens Fødselsdag den 29de Januar en sand Festdag, paa hvilken der blev afsunget en Kantate og uddelt Præmier for ædle Handlinger.

Den "brillanteste Klub i Byen" var dog "Harmonien" eller "Det harmoniske Selskab", stiftet den 19de Juni 1778. Fra en meget tarvelig og ringe Begyndelse med et Kontingent af 8 Skilling om Ugen og nærmest med et musikalsk Formaal udviklede Klubben sig snart til en af de livligste og fashionableste Foreninger, hvor de Unge samledes til Koncerter, Baller, Assembleer og Maskerader, medens de Gamle spillede L'hombre og Boston, som det synes om ret betydelige Summer. Klubbens første Lokale var hos Pallas i Høibrostræde, men allerede i 1779 flyttede den hen i et Hus paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Løvstræde, to Aar efter til Gaarden paa Hjørnet af Ny-Amagertorv og Østergade og endelig i 1783 til Vinhandler Colstrups Eiendom i Vingaardsstræde, nuværende Nr. 6, hvor man fik en fortræffelig Koncertsal. Harmonien, som i 1779 kun havde 60 Medlemmer, havde to Aar efter 181, især ældre og yngre Embedsmænd, Officerer og Studenter, Grosserere, Silke- og Klædekræmmere, Koffardikaptainer og Kunstnere samt nogle større Haandværkere og Fabrikanter. Til det rent selskabelige Formaal knyttedes snart et humant: "at formilde Medborgeres Lidelser og formindske ufortjent Nød". Man indsamlede Penge i den saakaldte "ædle Kasse", som anvendtes til Fattiges Understøttelse, til Reisehjælp for ubemidlede danske Musikere, til rentefri Laan m. m. Det var en kostbar Fornøielse at være Medlem af Harmonien; efter Gudes Forsikkring maatte Enhver betale 50 Rdlr. i Indtrædelsespenge foruden det aarlige Kontingent, der oversteg 12 Rdlr., men til Gjengjæld var Klubben i en Aarrække den toneangivende i Byen, saaledes at Etatsraad J. H. Bärens ved dens 25 Aars Jubilæum kunde betegne den som "Mønstret paa en god Klub".


646

Af andre lignende Foreninger i Guldbergs Tid kan nævnes det venskabelige Selskab af 3die Januar 1783, der ligeledes i lange Tider afholdt ugentlige Koncerter, og Klubben paa Kjøbmagergade eller Fabritius' Klub, saaledes kaldet efter sit Lokale i Hofjuveler Fabritius' Gaard paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Silkegade. Den havde - skriver en Samtidig - hverken Koncerter, Baller eller Landsted, udmærkede sig heller ikke som de andre ved Maaltider paa Kongens Fødselsdag eller ved andre Leiligheder, hvorfor Fruentimmer ei heller havde Adgang til den, saalidt som der blandt Medlemmerne fandtes unge Lapser, men Klubgjæsterne vare alle satte Folk, mest Mænd af alle Kollegierne, endog Præsidenter og Deputerede af samme, Professorer og Geistlige, men kun faa Officerer og blandt disse kun af de ældre som Admiraler, Oberster o. s. v. Fabritius' Klub holdt de fleste Ugeblade og periodiske Skrifter og havde desuden en god Bogsamling, bestaaende af danske statistiske og historiske Skrifter, Reisebeskrivelser og endelig tydsk og fransk Morskabslæsning. I sine Optegnelser har den foran omtalte Justitsraad Gude givet en udførlig Skildring af det saakaldte Sneedorffske Selskab, som i en Aarrække samledes én Gang om Ugen hos Justitsraad, Notarius publicus, Christian Schmidt i Klareboderne og talte ca. 40 Medlemmer, især Lærde, Geistlige og kongelige Betjente i Kollegierne. Selskabet havde ingen Love, men kun 3 Vedtægter, nemlig, at der aldrig maatte spilles Kort, at ingen Officer maatte foreslaas til Medlem, og endelig at Alt, hvad der blev sagt i Selskabet, skulde betragtes som sagt under fire Øine. Man spiste til Aften ved Sammenkomsterne: en varm Ret, Smørrebrød og en halv Flaske Rødvin, hvilken sidste senere ombyttedes med stærkt Øl af "Patriotisme og Økonomi". Ogsaa af Kjædeselskabet eller Kjæde-Ordenen var Gude Medlem; det samledes iøvrigt kun én Gang om Maaneden i Vintermaanederne. Her var der Konversation for begge Kjøn, derefter i Reglen Koncert og Sang og tilsidst et Aftensmaaltid, som trak ud til Midnat. De fremmede Kolonier i Byen ses iøvrigt at have havt særlige Klubber; der nævnes saaledes allerede i 1772 en engelsk Klub paa Christianshavn, som i hvert Fald endnu bestod i 1781; et holstensk Selskab, som i Halvfemserne havde Lokale i Kammerherre Reedtz Thotts Palais paa Kongens Nytorv, samt en fransk og en svensk Klub, som dog snart synes at være ophørte.


647

Ogsaa de dramatiske Selskaber begyndte at florere i den Guldbergske Periode. Det ældste af dem, stiftet den 23de Juli 1772, det saakaldte Dramatiske Vennesamfund, af hvilket Rahbek tre Aar efter blev Medlem, havde tillige et literairt Præg, da det vilde "fremme en korrekt dansk Skrivemaade i Modersmaalet". Det kunde i 1822 feire sin 50 Aars Stiftelsesdag, men ophørte faa Aar efter. Et andet Selskab, vistnok det forenede dramatiske af 1776, der havde Lokale i Store Kongensgade, omtales af Gude, som i et Par Aar var dets Direkteur, og der synes at have været flere paa dette Tidspunkt, som det dramatiske Selskab i Skindergade, og det tidligere omtalte af 1777, stiftet af Skuespiller Schwarz, nærmest som en Elevskole for yngre Skuespillere. Det vigtigste af dem alle var dog det dramatiske-literaire Selskab, eller som det efter sin Husvært, Stolemager Borup i Landemærket, kaldtes: Borups Selskab, stiftet i November 1780 af Rahbek, Maleren Cabot, Digteren Thomas Thaarup o. fl. Formaalet var "dels at spille Komedier og Tragedier, dels og tillige at skaffe sig Kundskab og Kritik i den theoretiske Del af Dramaturgien". Den sidste Del af Opgaven, som dog snart faldt bort af sig selv, søgtes fremmet ved et Bibliothek og ved udsatte Præmier for poetiske Arbeider og dramaturgiske Afhandlinger, i Prosa. Den ledende Aand i Selskabet var Rahbek, og takket være hans Indflydelse og Iver indtog de Holbergske Stykker en væsentlig Plads paa Repertoiret. Selskabet havde indtil 1809 ingen kvindelige aktive Medlemmer, hvorfor det ofte faldt vanskeligt at besætte Damerollerne, men Lysten hos Publikum til at overvære Forestillingerne i Borups Selskab var stor, saaledes at man "næsten trængte sig mere til dem end til det offentlige Theater". Naar Forestillingen var endt, og de Agerende havde afført sig deres Dragter og klædt sig om, samledes man om et i Koulisserne dækket langt Bord og indtog et frugalt Maaltid, bestaaende af en Ret kold Mad, Smørrebrød og Øl. Varm Mad, Vin og Punsch saavelsom Kortspil var strengt forbudt i Lovene, men det ses af Steffens' Erindringer, at Forbudet ikke blev overholdt. Borups Selskab udviklede sig nemlig i Aarenes Løb til et vigtigt Led i Hovedstadens selskabelige Liv. Blandt sine Medlemmer talte det de fornemste Geistlige, Landets første Lovkyndige, høitstaaende Embedsmænd, rige Grosserere, saavelsom Lærde, Kunstnere og Digtere, og snart blev man tvungen til at lægge de gamle spartanske Love paa Hylden. Der blev nu


648

spillet Kort i Selskabet af de Ældre, og efter Forestillingerne nøiedes de Unge ikke længere med at samtale ved et Glas Øl til "i det Høieste Kl. 10 1/2 slet", nei, Medlemmernes Døttre svang sig med de unge Herrer til Musikens Toner, om ikke til den lyse Morgen, saa dog til over Midnat. I 1802 forlod Selskabet sit gamle Lokale i Landemærket og flyttede hen i "Vildmanden" paa Hjørnet af Østergade og Christenbernikowstræde, og efterat en Krise i 1809 lykkelig var overstaaet ved Optagelsen af aktive kvindelige Medlemmer, kom der ny Fart i Tingene. I 1815 opslog man sit Hjem i det opløste forenede dramatiske Selskabs forrige Lokale i Store Kongensgade, og forblev her til 1830, men Halvhundredeaars Dagen for Stiftelsen af Borups Selskab feiredes paany i "Vildmanden", hvor man af forskjellige Grunde havde leiet Lokale hos en anden dramatisk Forening, "Thalia". Tiden var imidlertid ikke længere gunstig for dette Slags Forlystelser; der var indtraadt et Omslag i den offentlige Smag, Sandsen for Dilettantkomedie ophørte, og efter flere forgjæves Forsøg paa at puste nyt Liv i det gamle Selskab ved nye Love, nyt Lokale, selskabelige Sammenkomster af anden Art o. d., suspenderede Borups Selskab i Septbr. 1841 sin Virksomhed for ikke mere at gjenoptage den.

Regjeringen yndede, som alt anført, ikke Klubberne, thi de dannede. - som Steffens siger - en bevæget offentlig Mening, der vistnok ikke i Begyndelsen var af nogen overveiende politisk Art, men dog udøvede en stor Indflydelse og fra Kjøbenhavn mer eller mindre beherskede det hele Land. Det er charakteristisk, at han i det norske Selskab fandt et stille Ønske - ingenlunde om Adskillelse fra Danmark, men derimod om større Selvstændighed, ligesom der herskede megen Utilfredshed med Norges Administration og et stærkt Krav paa et eget Nationaluniversitet. Den Kontrol, der ovenfra førtes med Klubberne, blev ved en Kabinetsordre af 10de Mai 1780 lagt i Politimesterens Hænder. I denne charakteristiske kgl. Befaling hedder det bl. A., at Politimesteren nøie skal erkyndige sig om alle slige Forsamlinger eller Klubs for at forebygge, at der i disse Selskaber, som i sig selv intet Anstødeligt have, ikke blande sig Uordener, der allevegne, og navnlig i Hovedstæderne, aldrig mangle at have for Ungdommen skadelige Følger, især ved Lediggang og Forsømmelse af dens høie Pligter og til Ødselhed med dens endog for Staten kostbare Tid. Derfor skulle Husværterne og Klubbernes


649

Formænd anmelde Selskaberne for Politimesteren, for at han kan paase og paatale enhver Uorden. "Vi ville - hedder det videre - at Formændene i slige Forsamlinger skulle være Embedsmænd saavidt muligt, idetmindste Mænd af agtet Alder, sat Væsen og bekjendt god Opførsel. Naar dette ikke saa er, anses Forsamlingen for ulovlig og maa ikke taales. Da saadanne Formænd i Henseende til Ungdommens Sæder og Forlystelser ene kan og bør have Vor Tillid, saa ville Vi og, at de skulle være Gud og Os ansvarlige for den Ungdoms Opførsel, som de antage i dens Forsamlinger. Formændene skulle mage det saa, at det hele Selskab forener sig med hinanden om saadanne Artikler, hvorved ikke alene smuk Orden, den værdigste Sømmelighed og en anstændig Forlystelse kan fastsættes, men og skadelig Forsømmelse og Tidsspilde for Ungdommen forekommes og paa det Bedste muligt denne slibrige Alder i fornuftige og ansete Folks Selskab anføres til Sædelighed, Klogskab, Artighed og Sparsommelighed. Dette forudsat flyder det af sig selv, at Selskabet ender sig med Kl. 11 om Aftenen, at intet Lastefuldt taales, som er under Politiets Tiltale, at alle Slags Hazard-Spil afskyes, kort sagt at Alt, hvad som Dyd, Lov og Anstændighed har sat et Brændemærke paa, ikke fordrages."

Klubberne bevirkede en stor Forandring i det selskabelige Omgangsliv i Hovedstaden, thi medens det i en tidligere Tid havde været stivt og tvungent, koldt og glædeløst, med en vis Fornemheds Tone, hvori Middelstandens Familier søgte at overgaa hinanden, blev Forholdet nu et ganske andet. Medens der hidtil "i ethvert Selskab helst maatte være nogle Excellencer og Stjerner eller i det Ringeste Høivelbaarenheder", tabte den høie Rang allerede noget i Pris i Midten af Halvfjerdserne, da Kjøbmandsstanden begyndte at slaa sig op, og nogle engelske Familier kom til Kjøbenhavn, thi der opstod - som Pram siger - megen mere Raskhed og Frihed i den almindelige Konversationstone, men "rigtignok engelsk Raskhed, som ei har megen Gratie, Kjøbmands- ja endog lidt vestindisk Koloni-Raskhed, som har endnu mindre deraf." De første Klubber, som stiftedes af Nordmænd og Fremmede fra Rigernes Provindser, talte de vittigste og muntreste Hoveder i deres Midte; de vandt snart Indflydelse, og Exemplet smittede, saaledes at Byen hurtigt vrimlede af Klubber, hvis Hovedformaal var "uskyldig, tarvelig og oplivende Selskabelighed". Oprindelig havde Damer ikke Adgang


650

til Klubberne, ikke engang til Koncerterne, men da en stor Del Medlemmer gjorde Fordring paa, at deres Hustruer, Børn, Søstre m. m. skulde være med til de større Forlystelser, kom det til en Forandring. Der indførtes Baller, Assembleer, Maskerader og i enkelte Klubber en Selskabsdag om Ugen, paa hvilken Damerne kunde møde og tilbringe Tiden med at konversere, spille Gnav eller Lotteri og deltage i den paafølgende Fællesspisning. Jakob Drejer skildrer i en Festtale Samlivet paa følgende Maade: "Muntert henspøgtes Aftenen; de faa Brødre kjendte hverandre saa nøie, at intet Ord havde nødig at veies; man legte som Børn, man opfandt Gaader, man certerede i rimede og urimede Impromptuer, man gjættede, man gjorde Viser, man spilte Komedier, kort sagt Enhver overlod sig til den sorgesløse og dog tilladelige Munterhed, som ei kan herske uden i fortroligt Samkvem". Overhovedet herskede der i Førstningen en literair Tone i Klubberne, og man morede sig især ved "at synge ved en liden Bolle". Fra denne og da ogsaa fra en senere Tid skrive Klubviserne sig, hvoraf den Dag idag mange ere blevne bevarede fra Forglemmelse. "Trojlerne, Sneedorff, Abrahamson, Malling, Tostrup, Wadum, ja selv vor første Digter Ewald - siger Drejer - gav os i disse første Tider de Viser, som baade da og siden have skaffet saa megen Fryd i hvert anstændigt Drikkelag". Siden kom Pram, Tode, Storm, Thaarup, Rahbek, Riber, Baggesen og mange Andre til. Ogsaa de Ældre fik Tiden til at gaa fortræffeligt med Samtaler, Kortspil, Billard og lignende Fornøielser, og man faar et klart Indtryk af den Tilfredshed, der herskede blandt dem, naar man læser en Tale af Professor Olsen i Sorø, hvori han siger: "Jeg ser i Klubberne en behagelig Fristad for Sjælen, hvor den efter at have unddraget sig Syslernes Hvirvel og Bekymringernes Aag tyer hen for ved et frivilligt Valg af de Fornøielser, den mest ynder, at styrke sig i Venskabs og Glædens Skygger. Her, hvor Enhver kan komme, naar han vil, og gaa, naar han lyster, hvor han hverken er Vært eller Gjæst, hvor han selv kan bestemme sin Tid og sine Udgifter, hvor han iblandt flere Beskjæftigelser og flere Lege kan vælge sig den behageligste og nyttigste, hvor han er Ingen i Veien og hindres af Ingen, hvor hans Tidsfordriv ikke bliver Aandsfortærelse, hvor hans Medselskab ere hans Medbrødre og ikke hans Overmænd".


651

Klubberne vare i det Hele og Store organiserede paa samme Maade, ligesom deres Formaal var ensartet. De vare smaa sluttede Kredse (de største kunde dog tælle et Par Hundrede Medlemmer), i hvis Spidse der stod en Bestyrelse, sammensat af Direkteurer og Inspekteurer, foruden Sekretair og Bogholder. Man vedtog i Reglen Love, ofte saa udførlige og smaalige, at de nutildags tage sig komiske ud, fordi de ligesom ville forudse alle Eventualiteter. Det forenede musikalske Selskabs Love fylde 219 Sider og indeholde flere snurrige Bestemmelser; der er f. Ex. en Mulkt af 2 Mark, "for ikke at skrive sit fulde Navn i sin Hat, saaledes at det tydeligt kan læses". I et dramatisk Selskab fortæller Rahbek, at der var Mulkt for at bande, hvilket bevirkede, at et Medlem med denne Skjødesynd maatte udtræde. En af de smukkeste Sider ved Klublivet var Medlemmernes Virksomhed i Velgjørenhedens Tjeneste; thi i dem alle var der en Fattigkasse eller Bøsse, som blev rigelig betænkt. I April 1792 fik Magistraten endog Befaling til at lade samtlige Korporationer, Klubber og forenede Selskaber vide, at Kongen "med særdeles Velbehag havde set den udmærkede Goddædighed, med hvilken alle disse Selskaber hidtil have bidraget til Understøttelse for Stadens Fattige". Naturligvis var Aanden i Klubberne ikke ens, men hver fik sit særegne Præg efter de Mænd, som spillede Hovedrollen i dem. I nogle Selskaber gav Adelsmænd og Rangspersoner Tonen an; i andre de rige Grosserere; snart var det Digtere, Skjønaander og Literater, snart endogsaa Damerne, der vare det herskende Element. Ikke saa sjeldent vare Folk Medlemmer af flere Klubber paa engang for paa denne Maade at komme i Berøring med forskjellige Samfundsklasser eller Kredse, en Passion, som iøvrigt ikke blot kostede Penge, men ogsaa Tid.

Det varede ikke længe, før Klublivet udartede eller maaske rettere, før man opdagede dets store Svagheder. De mange Foreninger og Selskaber bleve Arnesteder for Spillesyge og Overdaadighed; "man spillede, aad og drak, især det første", skriver Pram, "Klublivet blev et Slags Mandfolkesvir eller Krosværm, istedetfor Selskabelighed". Tom Forlystelsessyge og Aandsfattigdom bredte sig her, Familielivet blev ødelagt, og Moralisterne ivrede forgjæves mod "Klubbernes Virkning paa vore Fruentimmer". Man klagede i 1791 over, at Kvinderne kjedede sig hjemme, over at de ikke længer kunde omgaas med deres eget Kjøn og over "Cicisbeaturens virkeligen


652

og notorisk begyndte og tiltagende Almindelighed, som allerede havde givet offentlige Exempler til Forargelse", ja det sagdes rentud, at "Hovedulykken ved vore Klubber er, at de skille vore Fruentimmer ved os og ere al huslig Omgangs Grav". Endnu værre Angreb rettedes mod de dramatiske Selskaber, navnlig efter at man havde begyndt at lade de kvindelige Roller spille af Damer. Rahbek skrev offentligt, at "Kvindekjønnets Indlemmelse i Skuespilselskaberne vilde ødelægge deres Charakter", og selv om der fra andre Sider reistes Indsigelse herimod, var man dog enig om, at de dramatiske Forlystelser røvede Deltagernes Tid. Gude skriver om sin Virksomhed i et dramatisk Selskab: "Jeg fandt, at det vilde spilde mig formegen Tid at lære Roller, gjøre Prøver m. m. Jeg blev kjed af Selskabet og forlod det for de mange Kabaler, som der bestandigen Fandt Sted, og iøvrigt erfarede jeg, mens jeg var der, at dramatiske Selskaber ere de mest tidsspildende, og jeg tør sige, i mange Henseender de farligste for unge Mennesker af begge Kjøn". Tilsidst, da Klubvæsenet ogsaa havde slaaet Rod hos Smaafolk, blev det et socialt Onde. "Man har Klubber og Selskaber for alle mulige Stænder fra Adelen lige ned til Skoflikkerne - hedder det i "Skilderiet" for 1803. "Kjøbenhavn er ikke Andet end en eneste stor Klub. Der gives "Harmonier", hvor man ikke i alle Henseender harmonerer, "Enighedsselskaber", hvor man ikke altid er de bedste Venner, musikalske Akademier, hvor der ikke gives en eneste Professor i Musiken, "Recreationer", hvor man stundom inderlig ennuyerer sig. Selskabelighed er en af de skjønneste Ting paa Jorden, men naar den drives saa vidt, at endog Skrædere og Skomagere anse det for en af Livets første Fornødenheder at være i en Klub, at tilbringe halve Dage og halve Nætter i Svir og Sværm og tro sig ulykkelige, naar deres unge Døttre ikke sværme hver ottende Dag omkring paa Bal, saa har man største Grund til at ønske de Tider tilbage, da man var mindre selskabelig, men ogsaa mindre letsindig og ødsel".

Af offentlige Spadseregange fandtes der paa dette Tidspunkt kun faa. Man havde først og fremmest Voldene med deres smukke Alleer, men Nydelsen ved at færdes her, formindskedes betydeligt ved, at der ikke maatte ryges Tobak, at Brystværnet ikke maatte betrædes, at man saa at sige bevogtedes af Skildvagter og skulde forlade Stedet, naar Tappenstregen lød. Man forulempedes desuden af Garnisonens Trommeslagere, som øvede sig paa Volden, saavelsom


653

af Tiggere, blandt hvilke Skildvagterne, der "vare forsultne og af gusten Farve", vare de ivrigste til at forfølge de Spadserende med Bønner om Hjælp. Til Kirsebærgangen nedenfor, ved Voldgraven, udkrævedes der Nøgle og Tegn, som kjøbtes af Kommandanten. Meget besøgt, fornemmelig af Studenter og Borgerfolk, var den philosophiske Gang i Voldgaden mellem Farvergade og Ny Kongensgade, oprindelig anlagt til Bekvemmelighed for det kongelige Herskab, naar det begav sig til og fra Christiansborg. I "Minerva" prises dette Sted som yderst tiltalende; her er ingen Kanoner, Fyrgab eller Brystværn, hedder det; der ringes ikke ud som i Kongens Have, og Tappenstregen gjør ikke Ende paa Spadseringen. Volden præsenterer sig paa den ene Side som en steil Bakke bevoxet med Træer, paa den anden Side er man skilt fra Gaden ved en overmaade stor Rendesten, som dog ingen Stank forvolder (Levningerne af det gamle Vandløb, der udmundede i Havnen ved Blaataarn, smlgn. I. 566). Rummet inden i de to Bastioner ligner en frisk Eng, og Alleen selv er saa smuk, som tænkes kan. Ved Mørkets Frembrud pleier der at komme nogle Musikanter: en Harpenist, en Klarinetspiller og en Fagottist, der spille meget godt. Philosdphgangen var forsynet med Bomme og to Skildvagter, der skulde holde uvedkommende, det vil sige: alle ikke-kongelige Vogne borte, men de respekteredes ikke, fordi det var forbudt Soldaterne at anvende Strenghed, og Følgen blev, at Renovationsvogne og Arbeidsvogne uophørlig benyttede denne Passage til stor Gene for de Spadserende, hvortil kom, at Ryttere holdt af at gallopere frem og tilbage blandt Mængden hvilket ikke sjeldent førte til Ulykkestilfælde. Den tarveligste Del af Befolkningen søgte ikke sjeldent ud paa Assistentskirkegaarden, der blev benyttet som Forlystelsessted. Mange Familier tog derud med Madkurve; man saa dem da udbrede Duge paa Ligstenene og nyde deres Aftensmaaltid med tilhørende Sopkener og kold Punch, og det varede ikke længe, før Smaahandlende ogsaa søgte ud paa Kirkegaarden for at falbyde Spise- og Drikkevarer. Dette blev forbudt i Februar 1805.

Beaumondens fornemste Spadsereplads var dog fremdeles Kongens Have ved Rosenborg, hvor navnlig en enkelt Allé, Kavalergangen, var yndet af Publikum, Haven var anlagt i den gammeldags stive franske Stil med høie klippede Hække, og Luften som Følge heraf beklumret, men man bekymrede sig ikke herom, thi Formaalet


654

var at brillere med Toiletter, kourtisere, flanere og maaskee udvexle et Par flygtige Ord med Bekjendte. I Kavalérgangen var der altid Trængsel og Tummel, Støvskyer og høirøstet Tale, "her - skriver en Samtidig - krydsede Rækker af chapeaubas'ede Kavalerer omkring med deres stivudpustede Donnaer, og løb Mængden paa Armene". Hosstaaende Billede, stukket af Schule, giver et Begreb om Livet i Rosenborg Have paa dette Tidspunkt. De fleste af Figurerne skulle være Portraiter, men kun enkelte af dem kjendes nu. I Gruppen længst tilvenstre ses - ifølge Krohns Katalog - en da bekjendt løsagtig Dame med en Hund under Armen og en Negerdreng efter sig. Af de fire næste Mænd kjendes kun den bagerste, som er det 112aarige Lem i Almindeligt Hospital, Polakken Carolicopski. Den Geistlige foran Træstammen er en da bekjendt bigot Degn i Kbhvns. Omegn. Foran ham hilse daværende Kammerjunker, Premierlieutenant ved Livvagten, L. Schrødersee og den østerrigske Chargé d'Affaires J. v. Preindl ærbødigt paa Baronesse Bolten. Tilhøire for disse spadsere mod Baggrunden, Jomfru Sophie Schule, senere gift med Bogtrykker Breum, Kunstnerens Moder Mdm. Schule og hendes yngre Datter Dorothea senere gift med Hørkræmmer Müller. Den Geistlige tilhøire for disse, som løfter sin Stok og har en lille Dreng ved Siden, og den med ham samtalende Mand kjendes ikke mere. Den tykke Mand tilhøire foran disse er Bordelværten "Prinds Kjørud" (egentlig Winther), og den magre Person med Paraplyen er Stadschirurg C. F. Reiser, Forfatteren til den "fyrgtelige Ildebrandshistorie". I Gruppen tilhøire for dem staar den østerrigske Minister Grev v. Sehlich med sin Frue ved venstre Side. Foran ham ses Prindsen af Würtemberg og ved Grevens høire Side Prindsens Maitresse Frøken M. B...er. Længst tilhøire møder Stiftsprovst I. C. Schönheyder tvende Borgermænd med to Børn. I Forgrunden er en Pudelhund, paa hvis Halsbaand staar: "Baron de".

Søndermarken var lukket for Offentligheden og alene forbeholdt Hoffet, hvorimod Frederiksberg Have var en yndet Promenade, skjøndt endnu ikke saa populair, som den senere skulde blive. Afstanden fra Byen var lang og Veien derud ad den slet brolagte Vesterbrogade, hvor der stank af raadent Blod fra de derværende mange Slagterier, besværlig; fulgte man Gamle Kongevei vandrede man om Sommeren i tætte kvælende Støvskyer. Menageriet paa Frederiksberg, der hidtil havde været en af Stedets Seværdigheder,


Bilag: Kavelérgangen i Rosenborghave i 1785.

Pl. s.654

655

var blevet ødelagt i 1768, og i Slotshaven synes de kongelige Hunde at have været glubske; i hvert Fald blev en Arbejder i 1773 saa ilde tilredt af dem, at han fik en aarlig Pension af 26 Rdlr. Men alligevel var Frederiksberg Have et Sted, hvor man "kunde nyde frisk Luft, Bevægelse og Tankernes Adspredelse", hvorfor Mange søgte derud. I omstaaende Gjengivelse efter et Stik af Schule fra 1786 er Indgangen til Haven bleven foreviget. Mellem de stive klippede Træer fører Veien ned til et stort Lysthus, medens der paa hver Side findes aabne Lysthuse. I Forgrunden spadsere mange samtalende Herrer og Damer, hvoraf de fleste skulle være Portraitfigurer. Yderst tilvenstre staar en kongelig Løber i Samtale med en Kone, der har sit Barn med. Af de tre Personer i Forgrunden tilvenstre skal Manden med Stjernen paa Brystet være Konferentsraad Hauser, den ansete Handelsmand, der senere anlagde Hauserplads, og den strunke Herre, han taler med, Etatsraad Ærebo, som har sin Frue under Armen. Den Geistlige, som kommer fra Baggrunden i Samtale med en Herre, siges at være Biskop Balle. I den midterste Gruppe staar tilvenstre en ubekjendt Dame med et Barn ved Siden; den midterste Herre skal være Christian den Syvende, og tilhøire ses Kronprinds Frederik (VI) med Søsteren, Prindsesse Louise Augusta under Armen.

Hovedstaden fik iøvrigt paa dette Tidspunkt et nyt offentligt Anlæg, Esplanaden mellem Østerport og Toldboden, som blev meget paaskjønnet og almindelig rost. Det skyldtes Chefen for Artilleriet, General Huth, som i 1781 foreslog, at "Pladsen mellem Citadellet Frederikshavn og Kjøbenhavns Toldbod samt langs Veien dertil (Toldbodveien) maatte til Zir for Staden og til Fornøielse for dens Indvaanere beplantes med Træer og indrettes til Alleer og Spadsereplads". Forslaget blev approberet i April 1781; Aaret efter tog man fat paa Arbeiderne, som dog først blev afsluttede i 1785. En væsentlig Charme for de Besøgende var, at der umiddelbart ved Indgangen til Langelinie paa nuværende nordre Toldbodplads anlagdes en stor halvrund Høi med Bænke og Træer, hvorfra man havde en smuk Udsigt over Rheden. Det kan endelig oplyses, at den eneste Spadseregang, der benyttedes om Vinteren i Slud og daarligt Veir, var Buegangene, eller som de ogsaa kaldtes, Løngangene om Christiansborg Slots Ridebane. Efter Slotsbranden i 1794 bleve de


656

imidlertid saa opfyldte med Tømmer, at Passagen her saagodtsom var umulig.

Der er ingen Tvivl om, at der fra Kongemagtens Side lagdes særlig Vægt paa at hæve Kjøbenhavn, endog i den Grad at det vakte Misfornøjelse og Indsigelse i Provindserne og endnu mere i Norge, hvor man holdt af at betegne den danske Hovedstad som "Blodiglen paa Statslegemet". Hvad Diderot havde skrevet til Keiserinde Catharina den Anden: "Deres Majestæts uhyre Rige med St. Petersborg ved Newaens Munding er et Legeme, hvis Hjerte sidder paa Spidsen af den lille Finger", fandt man træffende ogsaa for den danske Stat og Kjøbenhavn; der hørtes stadige Klager over Byens uforholdsmæssige Størrelse, dens Overgreb mod Provindsbyerne og dens Forsøg paa at kue disses Bestræbelser for at skabe en selvstændig Handel og Næring uafhængig af Hovedstadens; overhovedet kan det siges, at Uvillien mod "Kjøbenhavneriet" allerede dengang stod paa Dagsordenen i Landet. Man ansaa det for uheldigt, at Regjeringen begunstigede Anlæg af Fabriker i Kjøbenhavn, skjøndt Livsopholdet var dyrere her og Arbeidslønnen høiere end andetsteds, ligesom man havde meget at indvende mod de oktroyerede Handelskompagniers Begunstigelser. Hvad der ledede de Styrendes Tankegang, udtaler Guldberg i et af sine Breve til Johan Bülow, hvori han siger: "Samle Dine Kræfter i Din Middelpunkt; svæk dem ikke ved at adsprede dem (thi Du har kun faa) og allerhelst ved at adsprede dem til Udsiderne. Kjøbenhavn er Statens Middelpunkt - Anvendelsen er let". Det var dette ensidige og uheldige Gentralisationsprincip, som i Forbindelse med politiske og finantsielle Hensyn ogsaa foresvævede Enkedronning Juliane Marie, da hun i sine "Formaninger til Kronprindsen" ved hans Konfirmation i 1784 skrev: "Kjøbenhavn er yderst vigtigt for Kongen, thi denne Stad giver en Femten Deel af de kongelige Indtægter. Farligt derfor her at gjøre Konster. Man fandt det Aaret 1771 og længe ikke kunde forvinde det".

Trods Hovedstadens begunstigede Stilling fremfor andre Byer vare Forholdene dog ikke særlig gode her, selv om Klagerne sikkert lød stærkere end tilbørligt. I Marts 1777 indsendte Magistraten efter Kongens Befaling en udførlig Forestilling om Kjøbenhavns Tilstand og Aarsagerne til dens Velstands Aftagelse, samt Forslag til dens Opkomst, hvori der gives et mørkt Billede af Tilstandene. Det udførlige Aktstykke, hvis Hensigt iøvrigt mærkes, naar det hedder,


Bilag: Indgangen i Frederiksberg Have i 1786.

Pl. s.656

657

at "Byen er saa fattig og uformuende, at den ingen nye Paalæg kan taale", gaar i Korthed ud paa, at alle Gaarde og Huse, endogsaa Bryggergaardene, ere "yderligen pantsatte", at Renter af Prioriteter kun sjelden blive betalte i rette Tid, og at Leierne ikke betale deres Husleie. Under disse Omstændigheder befinde Administratorerne af offentlige Midler sig i yderste Forlegenhed, thi de kunne paa den ene Side ikke forsvare at lade Pengene staa frugtesløse, paa den anden Side er det umuligt at finde gode Panter. De Fattiges Antal tiltager daglig; ofte maa Skatterne inddrives ved Exekution, endogsaa Næringsskatten, og Assistentshusets Auktioner bære mere end noget Andet Vidne om den herskende Nød. Aarsagerne til al denne Fattigdom er efter Magistratens Mening de høie baade kongelige og kommunale Skatter, de dyre Tider og høie Kornpriser, Handels og Vandels Aftagelse, Næringens Tilbagegang og endelig den stigende Overdaadighed i alle Samfundsklasser. Skal der raades Bod herpaa, vil det være nødvendigt at opfylde Løfterne i Stadens Privilegier af 24de Juni 1661 og gjøre Kjøbenhavn til en fri Handels- og Stabelstad, hvorfra al Handel med Udlandet bør ske, dog at de andre Kjøbstæder maa udføre til Norge og indføre derfra. Ellers skulle alle Landets Produkter bringes til Hovedstaden, og Provindserne hente alle deres Fornødenheder her. Toldrullen af 29de Februar 1732 bør paany sættes i Kraft, Skibsfarten fremmes ved Toldens Nedsættelse paa Raamaterialier saavelsom ved Havneafgifternes Formindskelse for indenlandske Skibe, ja det vilde være heldigt, om det blev paabudt, at Landets egne Produkter kun maatte udføres med indenlandske Skibe. Magistraten undersøger derpaa udførligt Indbyggernes indbyrdes Forhold og Stilling og fremkommer med en stor Mængde Forslag, sigtende til at holde hver Næringsvei strengt kontrolleret og adskilt fra de øvrige, saaledes at Laugstvang i Grunden bliver gjennemført systematisk paa alle Omraader. Embedsmænd maa saaledes ikke befatte sig med borgerlig Næring, af hvad Art nævnes kan, Grossererne maa alene drive Groshandel, Detailhandlerne kun give sig af med Smaahandel o. s. v. Fabrikerne bør opmuntres endnu mere end hidtil, og det vilde være heldigt, om Enhver, der kjøbte eller brugte udenlandske Fabrikata, ingen Andel fik i Indfødsretten. I Haandværkslaugene bør der være den skarpeste Kontrol, saaledes at den Ene ikke præjudicerer den Anden, men hver lever af Sit. Samtlige Haandværkslaug gjennemgaas derpaa, og den almindelige


658

Fordring opstilles, at intet udenlandsk Arbeide maa indføres, at alle indenlandske Raamaterialier skulle blive i Landet, og endelig at al Omløben med Varer paa det Strengeste forbydes. Magistraten kommer ind paa saagodtsom alle Næringsforhold i Hovedstaden, ja optræder som Ordens Haandhæver og Lærer i Moral og gode Sæder. Den vil have en Sø- og Handelsret, fordrer et nyt Fisketorv indrettet, efterdi det bestaaende ved Gammelstrand er for lille, og finder det billigt, at Afgifterne for de svenske Færgebaade, der komme til Kjøbenhavn, sættes ligesaa høit som i Sverig for de danske. Vognmandslauget og Hyrekuskene bør altid kjøre paa høire Side af Gaden; Arbeidere og Daglønnere bør have visse Formænd, til hvilke man kan henvende sig, Tjenestefolk bør holdes til Gudsfrygt, Lydighed, Flittighed og Sparsommelighed og Pensionister ikke befatte sig med borgerlig Næring. "Naar Kongen - siges det tilsidst vil vise de gjorte Forslag Attention, vil Kjøbenhavn blive, hvad Gud af Naturen har dannet den til, og Indbyggerne ville efter deres Forfædres berømmelige Exempel, rørte af den inderligste allerunderdanigste Erkjendtlighed for saa øm en Landets Faders Om- og Forsorg; med Glæde opoffre Liv, Blod og Formue for Deres kongelige Majestæt og det kongelige Arvehuses bestandige Konservation og allerhøieste Velgaaende".

Som man kunde forudse, blev der intet Hensyn taget til disse vidtrækkende og i mange Henseender mod Regjeringens Principer stridende Forslag. Kommercekollegiet erklærede i April 1778 rentud, at det skortede paa Beviser for Byens Fattigdom, og at man ikke kunde være enig med Magistraten om Næringens Aftagelse i Almindelighed. I det Høieste kunde det gjælde om en eller anden Klasse, men næppe om det Almindelige, "da det, En kan tabe, af Andre derimod rigeligen vindes". Man kunde "ikke just saa lige" approbere Forslagene til Handelens Opkomst, thi Kjøbenhavn havde allerede saa mange Fordele, at de ikke kunde forøges uden Skade for de øvrige Stæder, hvis Opkomst man ligesaa meget maatte ønske. Der var ganske vist et og andet Punkt i Magistratens Forestilling, som kunde fortjene at tages under Overveielse, men det vilde behøve mange Undersøgelser og meget Overlæg. Forbud mod Udførsel af Landets Raaprodukter vilde være uheldigt, saalænge de ikke alle kunde afsættes til indenlandske Fabriker, ligesom det var betænkeligt at forbyde visse fremmede Tings Indførsel, saalænge man her i Landet


659

enten aldeles ikke eller ikke tilstrækkeligt dermed var forsynet. Om Laugene bemærker Kollegiet i aabenbar Modstrid med Forslaget: "I Almindelighed ere vi af den Mening, at jo mindre Tvang og Indskrænkelse i Handel, Vandel og Haandtering - dog uden Laugenes Ophævelse, forsaavidt disse existere - kan finde Sted, jo bedre og mere fordelagtigt bliver det for Publikum". Heller ikke hos Generaltoldkamret, som først afgav sit Skjøn i Marts 1781, fandt Magistraten Medhold. Det udtalte sig bestemt mod at give Kjøbenhavn Eneret paa Udenrigshandelen, og mindede om, at Byen i 1726 havde faaet Monopol paa de saakaldte fire Species (Vin, fremmed Brændevin, Salt og Tobak), hvilket imidlertid fire Aar senere blev ophævet. Efter en udførlig Imødegaaelse og Kritik af talrige andre Punkter, sluttede Kamret med følgende Betragtning: "Overalt kunne Anordningerne ikke indrettes efter én Stads Fordel alene, men det hele Lands Bedste maa ved samme haves for Øie".

Der var sikkert heller ikke Grund til at træffe overordentlige Foranstaltninger paa dette Tidspunkt, da Handelen netop fik nyt Opsving under Krigen mellem Sømagterne, da Omsætningen forøgedes, og store Værdier strømmede til Byen. Den alvorlige Krise, som efter Freden i Versailles indtraf i 1782 (smlgn. III. 493 o. flg.), forandrede imidlertid pludselig Situationen og opfyldte Hovedstaden med Modløshed, Panik og Ruin. Den Uvillie, der længe havde ulmet mod den Guldbergske Styrelse, kom nu til aabent Udbrud, og skjøndt den mægtige Kabinetssekretair brugte alle Midler for at afværge Ulykkerne, ophjælpe Statens synkende Kredit og frelse de store faldefærdige Handelshuse fra Undergang, ja skjøndt han gik saa vidt at give Kjøbmændene Laan af Statens Midler i udstrakt Maalestok, opkjøbe Aktier i Kompagnierne og tilsidst afskedige Overbankdirektionen, der havde gjort Indvendinger mod Seddelmassens uhyre Forøgelse, lykkedes det ham dog ikke at opholde eller afvende Katastrophen. Uveiret havde samlet sig over hans Hoved og ramte først og fremmest ham selv.

De nærmere Omstændigheder ved Regjeringsskiftet i 1784 ere bekjendte, navnlig efter de i Juni 1888 af Rigsarchivet offentliggjorte Aktstykker vedkommende Hofrevolutionen. Aarsagerne til Omvæltningen vare mange, først og fremmest naturligvis Kronprindsens Misfornøielse med at være udelukket fra al Deltagelse i Statsstyrelsen, hans personlige Antipathi mod Magthaverne og hans Utilbøielighed


660

til at indlade sig i det paatænkte Ægteskab med en preussisk Prindsesse, dernæst den almindelige Uvillie mod det Guldbergske reaktionaire Regimente, mod den af Preussen og Rusland fuldstændig afhængige Udenrigspolitik, der i sit Væsen var forfeilet, og endelig Harmen over Hærens og Flaadens Forfald, Statsraadets Tilsidesættelse, Kabinetsordrernes stigende Antal og ikke mindst de overordentlige finantsielle Vanskeligheder. "Efter en Fred af over tresindstyve Aar - skriver den engelske Gesandt Hugh Elliot - er Landets Pengevæsen i stor Forvirring, dets Mønt ødelagt, alle Livsfornødenheder i høieste Pris, de største Kjøbmandshuse paa Randen af Insolvents og baade Hæren og Flaaden reducerede til en Svaghed, som har været ukjendt under nogen tidligere Regjering". Man bebreidede Guldberg, at han regjerede ligesaa meget med Kabinetsordrer som Struensee fordum og viste Statsraadet og Kollegierne den samme Ringeagt, og Stemningen i Kjøbenhavn var allerede i Begyndelsen af 1783 stærkt ophidset, særlig paa Grund af den tidligere omtalte Overdaadighedsforordning (smlgn. III. 558), om hvilken man vidste, at den ikke i Et og Alt billigedes af Kronprindsen og hans Tilhængere. Ulrich Adolph Holstein fortæller i sine Memoirer, at man opslog alle Slags "Calembours" paa Byens Gadehjørner, flere end i Struensees Tid, og at Politiet nedrev dem og søgte efter Ophavsmændene. Den offentlige Mening sigtede de Styrende for Svaghed, Fordomme og Mangel paa Dømmekraft og dadlede dem, fordi de kun beskjæftigede sig med Smaating.

Kronprindsen havde, støttet af Mænd som Bernstorff, Stampe, Schack Rathlou, Johan Bülow o. fl., truffet saa omfattende og omhyggelige Forberedelser til Omvæltningen, at den kunde iværksættes i en Haandevending og uden nogensomhelst Vanskelighed. Efter Prindsens Konfirmation, Palmesøndag den 4de April 1784, da Guldberg endnu mente at kunne føre Regjeringen videre i det gamle Spor og i Enkedronningens og Arveprindsens Navn havde udtalt den mærkelige Maxime: "Som vi hidtil have været Tre i Et, ville vi fremdeles være Fire i Et", afholdtes det første Statsraad, i hvilket Kronprindsen og tre nye Statsministre (deriblandt Guldberg selv) skulde tage Sæde ved Siden af de gamle Medlemmer. Dette var Onsdagen den 14de April. Endnu før de nye Ministre havde overrakt Kongen deres Embedsed, fremkom Kronprindsen imidlertid med Forslag om, at Kabinettet skulde afskaffes, at nogle ham særlig


561 [661]

hengivne Mænd skulde optages i Statsraadet, og endelig at der strax skulde gives Ordre herom til det danske Kancelli. Skjøndt Arveprindsen forsøgte at hindre det, underskrev Kongen begge Aktstykker, og hermed var Sagen faktisk afgjort. Kronprinds Frederik, Kongens Søn, var nu bleven Danmarks Souverain, om ikke af Navn, saa af Gavn, thi i Fremtiden skulde ingen kongelig Ordre adlydes, medmindre den var kontrasigneret af Kronprindsen. Der herskede naturligvis strax nogen Forvirring og Uro paa Christiansborg, men Overrumplingen kom saa uventet, at de faldne Magthavere neppe ret forstod, hvad der var hændet, før de opdagede, at de vare blevne satte ud af Spillet. Der blev ikke Brug for nogen Magtanvendelse, og de Ordrer, som laa rede til Generalitets- og Admiralitetskollegiet, til Gouverneuren i Kjøbenhavn, Hertugen af Brunsvig-Bevern, til Vicekommandanten Generalmajor v. Osten og Stadshauptmand Jørgensen om at sørge for Ordenens Opretholdelse og yde den fornødne militaire Bistand til Regjeringsforandringens Gjennemførelse bleve ikke udleverede, saalidt som Befalingen til Vicekommandanten i Kastellet, Oberstlieutenant v. Holten, om at modtage eventuelle Arrestanter. Sent om Aftenen skrev Ernst Schimmelmann til den engelske Gesandt: "Ikke en eneste Person er bleven sendt ud af Landet eller arresteret; den Begivenhed som skal grundlægge Danmarks fremtidige Lykke, har ikke bragt Ulykke over noget Individ". Saa roligt gik Alt af, at end ikke det sædvanlige Onsdags Bal paa Slottet blev afsagt; man samledes efter Sædvane til Couren og dandsede bagefter, dog neppe saa frit og utvungent som ellers.

Der herskede nemlig nogen Bekymring hos det seirrige Parti for en Kontrarevolution, og man fandt det derfor nødvendigt at træffe overordentlige Sikkerhedsforanstalininger. I flere Nætter opholdt Greverne Schimmelmann og Chr. D. Reventlow sig i Kronprindsens Værelser paa Slottet, og Prindsen selv foretog daglige Spadseretoure i Byen, kun ledsaget af sin Hofmarechal Bülow og en Lakai, for at lade sig se af Publikum og personlig overbevise sig om Folkestemningen. Overalt blev han hilst med Hjertelighed og Varme, thi overordentlige Glædesdemonstrationer vare blevne strengt forbudte. Den engelske Gesandt fortæller, at han og den russiske Chargé d'Affaires sørgede for at møde Kronprindsen paa disse Toure og ostentativt i Manges Paasyn lægge deres Sympathi for Dagen,


662

hvorved det Rygte udbredte sig og fandt Tiltro, at Hofferne i London og St. Petersborg havde været indviede i Revolutionen, "hvilket i høi Grad bidrog til at nedslaa Modet hos Modpartiet og opmuntre Kronprindsens Tilhængere". Endogsaa i Theatret viste den engelske Afsending sig, da Kronprindsen første Gang gav Møde her. Aldeles sikker følte man sig dog ikke, før Grev Andreas Peter Bernstorff var kommen til Staden. Han var det indflydelsesrigeste og mest fremragende Medlem af den nye Regjering, Guldbergs erklærede Modstander, Tilhænger af de nye Ideer, frisindet og "Bondeven", "en af de største Statsmænd, som nogensinde har styret Danmark". Efter sin Afskedigelse i 1780 havde han levet paa sine Godser i Mecklenborg og Holsten og havde herfra sluttet sig afgjort til Kronprindsens Parti. Tilfældet vilde imidlertid, at han netop var syg, da Regjeringsforandringen foregik, og derfor ikke strax kunde følge Opfordringen om at ile til Hovedstaden. Da han endelig ankom den 1ste Mai, trak man Veiret friere. Han fjernede ufortøvet Guldberg og de indflydelsesrigeste af dennes tidligere Kolleger fra Kjøbenhavn, bevægede med stor Snildhed Enkedronningen til at skille sin Sommerresidents fra Kronprindsens, og gjorde overhovedet Alt, hvad der stod i hans Magt for at styrke den nye Regjering.

Guldberg blev, som bekjendt, Stiftamtmand i Aarhus og tilbragte en Aarrække her, med usvækket Interesse for alle offentlige Anliggender, men resigneret og, som han selv sagde, tilfreds med at være i et underordnet Embede paa et Tidspunkt, da Vanskeligheder ophobede sig fra alle Sider. Han var et Stykke af en lærd Theolog med aabent Blik for Videnskabens Betydning, men tillige pedantisk og skruet og en blind Tilhænger af Absolutismen. Han var en fuldtud hæderlig Mand, besjælet af den bedste Villie til at gavne Fædrelandet og fremfor Alt udpræget dansk. Hertuginde Louise Augusta kalder ham en "honet og godmodig Mand"; efter hans Død skrev Frederik den Sjette til den, guldbergske Familie, at han havde været "en værdig, tro og uegennyttig Statstjener, der havde sand Hengivenhed til Konge og Fædreland". I adskillige Retninger bragte han ogsaa Landet frem - Skolevæsenets Forbedring, Bestræbelserne for at fremme Religion og Sædelighed, Indfødsretten og frem for Alt hans Arbeide for Opvækkelse af dansk Aand, for Modersmaalet og for dansk Historie vil være knyttet til hans Navn - men i andre Retninger havde han, som vi have set, afgjørende


663

Uheld med sig. Hans Fald kom ikke for tidligt; det saa næsten ud, som om en Katastrophe ellers vilde have været uundgaaelig. Han manglede Forstaaelse af den nye Tids friere Ideer, for hvilke Bernstorff var Repræsentant, og som netop banede sig Vei ved Regjeringsforandringen. Det guldbergske System kan vanskeligt forsvares, men desto lettere den faldne Statsmands Charakter. A. D. Jørgensen anfører en ligesaa smuk som træffende Udtalelse af ham i et Brev til Schumacher: "Tro mig, min Ven, mine Ønsker for mig selv, da jeg var ved Magten, kunde ei være mere levende end for Regjeringen nu. Staten er det Blivende; vi Andre, hvem vi end ere, ere kun Trækfugle!"

Initial paa en Aktie i asiatisk Kompagni

Initial paa en Aktie i asiatisk Kompagni.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: ons okt 26 19:55:13 CEST 2005
Publiceret: ons okt 26 19:55:11 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML | Valid CSS
Sidens top