eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del III

Kjøbenhavn del III

Kjøbenhavn
    - kap. II

Kbhvn., Thiele, 1901

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Marmorbroen med Gitteret til Ridebanen

Marmorbroen med Gitteret til Ridebanen.


ANDET KAPITEL.

Kjøbenhavn under Christian VII til Struensees Fald.

_____

T


hronskiftet gik for sig paa sædvanlig Maade. Den 14de Januar 1766 Kl. 11 om Formiddagen traadte Geheimeraad Johan Hartvig Ernst Bernstorff ud paa Christiansborg Slots Balkon og raabte tre Gange til den forsamlede Mængde: "Kong Frederik den Femte er død! Leve Kong Christian den Syvende!" De sædvanlige Anordninger om Sørgeklæder for den Afdødes Ihukommelse, om Ringning med Kirkeklokkerne, og Forbud mod Spil og Leg bleve udstedte, hvortil senere kom en Befaling om at illuminere i de Gader, gjennem hvilke den kongelige Ligprocession skulde passere; dog at Fattige kunde hente gratis Lys i Proviantskriveriet. Den 18de Marts 1766 fandt den høitidelige Sørgegudstjeneste Sted i Slotskirken, der var udstafferet som foran afbildet (II, S. 709); her holdtes en dansk, tydsk og latinsk Tale, og her lød Johannes Evalds: "Hold Taare op at trille", hvorefter Ligtoget passerede gjennem de illuminerede Gader over Kongens

241

242

Nytorv ud af Vesterport under Klokkeringning, Kanonsalut, Parade af Borgerskabet samt Garnisonen og Haandværkerne ved Holmen. Det var al den gamle Pomp, der udfoldedes; et langt Optog af Garden til Hest, fyrstelige Person er i Karosser med Fakler paa Siderne, Ministre, Officerer, Drabanter i lange Sørgekapper, den store Ligvogn, Pager, Haandheste med Provindsfanerne, Sørgefaner og Frydefaner, ja, der manglede end ikke den harniskklædte Ridder med hvid Plumage paa Hjelmen og blottet Kaarde. Udenfor mange offentlige Bygninger og Huse var der reist Dekorationer, som f. Ex. udenfor Raadhuset en stor illumineret Façade, tegnet af Wiedewelt, 120 Fod lang og 56 Fod høi, forestillende Indgangen til Dydens Tempel med en Sarkophag

Illuminations Dekoration foran Raadhuset

Illuminations Dekoration foran Raadhuset.

og Kongens Brystbillede i Midten. Stadens Kasse havde ved denne Leilighed en Udgift af 4931 Rdr., der længe figurerer som Gjæld i Regnskaberne. En Extraudgift paaførtes den kongelige Kasse, da Orgelet i Slotskirken blev ødelagt af en Tømmersvend, som havde været behjælpelig med at betrække Kirken med Sort. Han tabte nemlig sin Hammer i Værket, og da han krøb ind i det for at faa den igjen, anrettede han en saadan Ødelæggelse mellem Piberne, at Istandsættelsen kostede 800 Rdr.

Den syttenaarige Konge, der nu havde besteget Thronen, gjorde et godt Indtryk paa Alle; hans personlige Optræden, hans Livlighed og medfødte Vittighed vakte store Forhaabninger, og der er neppe Tvivl om, at da Khvns Overpræsident v. der Lühe, de ældste Borgmestre og Formændene for de 32 Mænd den 16de Mai 1766


243

havde Audients hos den unge Hersker, følte de sig i ligesaa høi Grad tiltalte af ham som alle Andre før dem. De paafølgende Fester i Kongehuset gav Indbyggerne rig Leilighed til at lægge deres Loyalitet og Deltagelse for Dagen, thi allerede den 30te August havde Kongens yngste Søster, Prindsesse Lovise, Bryllup med Prinds Carl af Hessen, og den 1ste Oktober 1766 blev den ældste Søster, Prindsesse Sophie Magdalene, viet per procura til den svenske Kronprinds, den senere Kong Gustav den Tredie. Det maatte naturligvis gjøre et godt Indtryk paa Borgerne, at det traditionelle

Dronning Caroline Mathildes Indtog

Dronning Caroline Mathildes Indtog. Samtidigt Flyveblad.

Prindsessestyr blev eftergivet, thi denne Skat var meget trykkende for Smaafolk; muligvis vare de mindre tilfredse med, at Taksigelsesfesten den 11te Februar til Minde om Stormen paa Kjøbenhavn blev afskaffet af Hensyn til Sverig. Samme Dag Sophie Magdalene blev viet i Slotskirken, viedes den engelske Prindsesse Caroline Mathilde i London til Christian den Syvende ogsaa per procura. Den 3die Novbr. ankom den femtenaarige Dronning til Roskilde, hvor Kongen modtog hende og førte hende til Frederiksberg.

Dronningens høitidelige Indtog i Hovedstaden fandt Sted den 8de Novbr. 1766 Kl. 2 om Eftermiddagen gjennem Nørreport ad Nørregade til Gammeltorv og derfra videre til Kongens Nytorv og


244

langs Holmens Kanal til Slottet. Processionen, der aabnedes af en Eskadron af Hestgarden, var glimrende; ikke blot figurerede en Vrimmel af Hoftrompetere, Pager, Lakaier og Hofdamer i den, men Ministrene og Gesandterne kjørte i Spidsen i deres Karosser, forspændte med sex Heste, og Kavalkader af Hofjunkere, Kammerjunkere og Justitsraader, Etatsraader og Generalkrigskommissærer, Kammerherrer og Konferentsraader afløste hverandre. Dronningen sad ved Siden af den nygifte Prindsesse Lovise i en prægtig Paradevogn, trukken af 8 hvide Heste; foran gik 18 kongelige Lakaier, ved Siderne 6 fornemme Hoffolk, medens 12 Officerer i røde Skarlagens Kapper med det danske Vaaben, broderet i Guld og Sølv paa venstre Skulder og med Partisaner i Hænderne gjorde Drabanttjeneste om Vognen. Medens Kanonerne tordnede, Kirkeklokkerne kimede, og Sangværket i Frue Kirke gik, bevægede Toget sig langsomt frem mellem de paraderende Tropper, Borgerkompagnier og Laug; overalt hørtes Musik og Jubelraab; thi "der var stor Glæde over denne Forbindelse, da Caroline Mathilde kom fra samme Land som Frederik den Femtes tilbedte Dronning Lovise". Udenfor Raadhuset var der efter Tegning af Wiedewelt reist en prægtig Dekoration 106 Fod lang, 70 Fod høi og 30 Fod dyb? forestillende en korinthisk Marmorportikus, i hvis Midte man havde Indblik i et Tempel, hvor Danmark og England rakte hinanden Haanden over et Alter foran Hymens Statue. Paa Siderne saaes 8 allegoriske Figurer i Nicher, i Frisen 24 Genier og paa Attikaen, der støttedes af Karyatider, et Basrelief, forestillende "en almindelig Glæde af alle Tider, Stænder og Haandteringer, som celebrere Festen". Øverst kronedes Bygningen af Kongeparrets Medailloner, baarne af "tvende Renommeer, som krandse dem med Blomster og Festons". Da Dronningen kjørte ind paa Gammeltorv, modtoges hun af 18 hvidklædte unge Piger, der strøede Myrther og Blomster for hende, og da hendes Vogn standsede foran Hymens Alter, bekrandsede de unge Piger dette under Afsyngelsen af en Sang. Ogsaa andre Steder i Byen var der opreist Æreporte, saaledes i Størestræde af Admiralitetet, ligeledes efter Tegning af Wiedewelt. Udsmykningen af Hovedstaden var dog ikke saa almindelig som tidligere ved lignende Leiligheder, da det af Sparsommelighedshensyn var blevet forbudt Private at opføre Æreporte, saavelsom at illuminere om Aftenen. Der blev derfor Intet af en Dekoration, som Wiedewelt havde tegnet til den engelske Gesandt


Dekoration foran Raadhuset ved Caroline Mathildes Indtog

Dekoration foran Raadhuset ved Caroline Mathildes Indtog.

[245]

246

Titleys Hus paa Nørregade, ei heller af en anden udenfor Baron Knuths Gaard ved Holmens Kanal. Slottet var derimod prægtig oplyst om Aftenen, og Riddersalen, som nu stod færdig, straalede i fuld Glands, da den umiddelbart efter Dronningens Ankomst benyttedes til Taflet. Den høitidelige Indvielse fandt dog først Sted den 10de Novbr. ved det store Formælingsbal, der er afbildet foran

Admiralitetets Æreport ved Caroline Mathildes Indtog

Admiralitetets Æreport ved Caroline Mathildes Indtog.

(III, S. 129). Magistraten brugte 5036 Rdlr. af Byens Kasse ved Indtoget, og mange af Borgervæbningens Officerer og Menige havde for egen Regning anskaffet prægtige Uniformer, besatte med Sølv- og Guldgaloner, Da nogle ældre Luxusforordninger "mod Guld og Sølv at bære i Klædedragt" faa Uger efter bleve indskærpede, vakte det stor Misfornøielse i Borgervæbningen, og de Paagjældende bleve først stillede tilfreds, da de fik Tilladelse til at bære de elegante nye Uniformer et Aar endnu.


247

Der paafulgte nu en lang Række Fester i Kongehuset; hele Vinteren forløb med Koncerter, Maskerader, Baller, Theaterforestillinger, Karousseller, Jagter og Kanefarter indtil den 1ste Mai 1767, da Kronings- og Salvningshøitidelighederne fandt Sted i Christiansborg Slotskirke. Det var første Gang siden Frederik den Tredies

Den paatænkte Dekoration udenfor den engelske Gesandts Hus

Den paatænkte Dekoration udenfor den engelske Gesandts Hus.

Tid, at en Kroning foregik i Kjøbenhavn, og den vakte desto større Opsigt blandt Indbyggerne, skjøndt den store Procession kun viste sig offentlig i faa Minutter paa Veien fra Slotsportalen til den nordre Løngangsport og tilbage igjen, ovenikjøbet mellem en dobbelt Række af paraderende Soldater. Folket blev dog ikke tilsidesat, men fik sin rigelige Del, thi paa Ridebanen var der til dets For-


248

lystelse arrangeret en Vinspring, ligesom der her gaves en stegt Oxe til Pris for Almuen. Hele Pladsen var prægtig dekoreret som "til en antik Fest med Krandse og Blomsterguirlander, omvundne med Guldbrand og ophæftede med Guldknapper." Foran den ene runde Stalds Arkader var der efter Tegning af Professor Harsdorff opført en høi Bygning af imiteret rødt og hvidt Marmor med megen Forgyldning, forestillende "Gratiernes Fontaine". I Midten saas "de tre Gudinder holdende en stor Kumme saasom af Bronce eller Metal, som til begge Sider kommunicerede Vin til tvende mindre Fontainer, hvoraf virkelig udsprang rød og hvid Vin igjennem Løvehoveder" (5 Oxehoveder af hver Sort). Den hele Bygning var ellers udsiret med adskillige Attributer til Vinen, saasom Thyrsusstave, Vinranker o. d. I et Bræddehus paa Pladsen mellem Stalden og Gammelstrands Kanal var der imidlertid blevet stegt en hel Stud, der veiede 90 Lispd., garneret med 3 Beder, 5 Lam, 8 Grise, 10 Gjæs, 20 Par Ænder og 58 Par Høns. Det Hele var anbragt paa en rødmalet Vogn med forgyldte Hjul; Studens Klove og Horn vare ligeledes forgyldte. Da Majestæterne reiste sig fra Kroningstaffelet, blev Adgangen til Ridebanen given fri, hvorpaa Studen blev kjørt frem af 18 Matroser i hvide Skjorter og Buxer samt Krandse paa Hovederne. Paa begge Sider af Vognen gik andre festklædte Matroser med Kurve fulde af Brød. Kammerfureren steg nu op paa et Slags Altan ovenpaa Vinspringet og gav Signalet til Plyndringen, medens Vinen samtidig begyndte at springe. Der var naturligvis stort Tilløb af simple Folk og almindeligt Slagsmaal, navnlig da Fureren udkastede Penge i Grams til Mængden, ialt 800 Rdlr. i Rigsortstykker, og tilsidst de to røde Fløilspunge, hvori Pengene havde været. "De tredobbelte Objekter (Studen, Vinen og Pengene) beskjæftigede en utallig Mængde Almue samme Aften og det Meste af Natten, saa henrykkede som ved deslige Leiligheder er sædvanlig." Majestæterne og Hoffet "behagede allernaadigst at tage denne Forretning og Tumult i allerhøieste Øiesyn" fra Riddersalens Vinduer og Altanen over Slottets Hovedport til Ridebanen.

Den gode Tro og de gunstige Forhaabninger, Christian den Syvende havde vakt ved sin første personlige Optræden, forsvandt hurtig. De Forandringer i de høieste Stillinger, som han iværksatte, snart af Lune, snart med beregnet Ondskab, de uhyggelige Intriguer i Hofkredsene, for hvilke han snart blev et villieløst Red-


249

skab, de Yndlinge, hvormed han omgav sig, de Elementer, med hvilke han fortrinsvis søgte Omgang, hans Uberegnelighed og Upaalidelighed, der tydede paa moral insanity, hans vilde Natteudflugter, under hvilke han og hans Svirebrødre jevnlig kom i Konflikt med Ordenens og Lovens Haandhævere, hans Forbindelser med løse Fruentimmer af den laveste Art, kort sagt: hele den lange Række af vilde Udskeielser og offentlige Skandaler, hvori han deltog, avlede Uvillie, Misstemning og Foragt. Loyaliteten var i betænkeligt Aftagende; Fortællinger om Kongens Frivolitet, hans natlige Orgier i berygtede Huse og Sammenstød med Vægtere gik i vide Kredse fra Mund til Mund sammen med Rygter om hans uforsvarlige Forhold til Dronningen, først i en hviskende Tone, derefter med stigende Sikkerhed, indtil de raabtes høit paa Gader og Stræder. Den offentlige Mening var harmfuld og forbittret paa de ledende Ministre, "Parykkerne", som ikke formaaede eller i egen Interesse ikke vilde holde igjen, og tog ubetinget Parti for den unge Dronning; man sympathiserede med hende og beklagede hende; hendes milde og venlige Væsen vandt Alles Hjerter, og da hun benyttede Tiden til at gjøre sig bekjendt med Kjøbenhavns Seværdigheder, blev hun hurtig populair. Caroline Mathilde, eller som hun altid kaldtes af Samtiden: Dronning Mathilde, viste aaben Interesse for den By, hvori hun residerede, hvorimod "Kongen alene syntes at være for Fornøielser, og naar han skulde se noget Alvorligt, da løb han det over næsten som en Lynild." Det er iøvrigt ikke her Stedet at komme udførligt ind paa den intime Side af Kongens og Dronningens private Liv; hvad der er anført, maa være tilstrækkeligt til at vise, at Jordbunden hurtigt blev forberedt til den store Omvæltning, der forestod.

Kronprindsens (den senere Frederik den Sjettes) Fødsel den 28de Januar 1768 om Aftenen Kl. 10 1/2 blev efter Sædvane den følgende Morgen forkyndt Befolkningen ved Kanonernes Løsning fra Voldene, Musik fra Kirketaarnene og paa Slotspladsen samt Afsyngelse af en Psalme i Slotsgaarden af Frue Skoles Kantor og Disciple. Der var derefter Gratulation paa Christiansborg af de fremmede Diplomater og de høieste Rangklasser, som det ses af hosstaaende Afbildning, hvor Kongen og Geheimeraaderne af Konseillet nærme sig fra den ene Side, medens Overhofmesterinden, Kammerfrøkenen og Damerne af Rangen ere opstillede paa den anden Side. Den 30te


250

Januar fandt Daaben Sted i Dronningens Sovegemak; den overværedes bl. A. ogsaa af Kjøbenhavns Magistrat og Formændene for de 32 Mænd, som dog ikke kom længere end i Forgemakket. Under de paafølgende Konflikter mellem Kongeparret, da Spændingen var paa det Høieste i Anledning af Overhofmesterinden Fru Plessens pludselige Fjernelse imod Dronningens Ønske, gjorde Kongen Alvor af en længe næret Beslutning om at reise udenlands. Han forlod

Kronprinds Frederiks glædelige Fødsel

Kronprinds Frederiks glædelige Fødsel. Efter et samtidigt Stik.

Hovedstaden den 6te Mai 1768 med et stort Følge, til hvilket den hidtil ubekjendte Struensee sluttede sig i Holsten som Livmedikus. Reisen, der gik gjennem Tydskland, Holland, Belgien, England og Frankrig, var ikke velset af Folket paa Grund af de store Udgifter, den nødvendigvis maatte medføre, og den blev det endnu mindre, da Følgerne allerede faa Dage efter, den 14de Mai 1768, viste sig ved tre nye Skattepaalæg, nemlig en personel Afgift istedetfor Told og Konsumption paa fremmed Salt, et Extrapaabud for to Aar paa


251

Embedsmænds Gager samt alle Pensioner og Benaadninger og endelig en Kvartprocentskat paa Hartkornets Værdi saavelsom paa Kapitaler i Huse og faste Eiendomme. Man havde iforveien den forhadte Extraskat af 1762 til Statsgjældens Afbetaling og maatte føle de nye Byrder saameget haardere, som de baade ramte Rige og Fattig og vare bestemte til at afholde Udgifterne ved en Reise, der syntes overflødig, og i hvert Fald var uforholdsmæssig glimrende i Forhold til Landets Finantser.

Under Kongens Fraværelse i Udlandet modtog Hovedstaden en væsentlig Forskjønnelse, idet Frederik den Femtes Rytterstatue blev opstillet den 16de August 1768. Allerede i 1749, da Amalienborg Have var bleven skjænket til Byggegrunde, og Planen til Bebyggelsen var bleven udarbeidet af Eigtved, dukkede Tanken om en monumental Dekoration paa den ottekantede Plads frem, og den ansete indvandrede Kunstner Markus Tuscher, som tidligere havde foreslaaet et Springvand paa Amagertorv til Minde om Ildebranden i 1728, mødte nu med et modificeret storartet Projekt, efter hvilket Kongens Rytterstatue skulde throne i "Ny Frederiksstad" øverst paa en høi Klippe over Statuer af Danmark, Norge, Neptun og Herkules Musagetes, medens Vandet forneden skulde strømme frem af Konchaer, baarne af Tritoner og Delphiner. Det vides, at Petzoldt efter Opfordring af Eigtved modellerede nogle Udkast til en Rytterstatue, men videre kom man foreløbig ikke. Man havde ikke en eneste Kunstner herhjemme, der kunde paatage sig en saadan Opgave, og Tuscher døde desuden i 1751. Tanken blev dog derfor ikke opgiven; tvertimod forfulgte man den med største Iver og satte Himmel og Jord i Bevægelse for at finde en Mand i Udlandet, der kunde skabe et Værk, som var Kongen værdigt. Først henvendte man sig til den østerrigske Artillerioberst Wiedemann, der havde udført August den Førstes Heststatue i Dresden; derefter lod man Gesandten i Paris, Grev Reventlow, anmode Billedhugger Bouchardon om at udpege en duelig Mand, med hvilken Kongen af Danmark kunde være tjent. Valget faldt paa den 34aarige Kunstner, Professor og Medlem af det kongelige Akademi, Jacques François Joseph Saly, der nylig havde udført Ludvig den Femtendes Statue til sin Fødeby Valenciennes. Skjøndt hans Fordringer befandtes un peu fortes, gik man dog ind paa dem, thi baade Frederik den Femte og hans Yndling, Overhofmarechal Grev A. G. Moltke, ønskede heftigt at se Værket i


252

Gang. Den 6te April 1752 afsluttedes Kontrakten i Paris (ratificeret den 10de Juni), hvori det bestemtes, at Saly i det paafølgende Aars April Maaned skulde begive sig til Kjøbenhavn for der at modellere Rytterstatuen med alle dens Ornamenter og Attributer og forblive i den nævnte By, indtil Statuen var fuld færdig. Kongen forpligtede sig til at levere alle fornødne Materialier, saasom Vox, Gibs, Jern til Stativer og Stel, Redskaber, Tømmer og Brædder, Brændsel, Kul og Lys, skaffe de nødvendige Gibs- og Broncestøbere samt Ciseleurer, overhovedet afholde alle Udgifter og Omkostninger og sørge for passende Friboliger for Kunstneren og hans Hjælpere samt et tilstrækkelig stort Atelier. Salys Honorar fastsattes til 150,000 Francs (34,095 Rdlr. 2 Mk. 12 Sk. dansk Kurant), hvoraf 20,000 skulde udbetales strax efter Ratifikationen og deponeres hos den franske Notar Gervais, endvidere 20,000 ved Afreisen til Kbhvn., 10,000 et Aar efter Ankomsten, og endelig 10,000 hvert halve Aar, indtil hele Summen var betalt. Kontrakten indeholder iøvrigt andre for Kunstneren behagelige Bestemmelser, som f. Ex. at Kongen skal skaffe levende Modeller, baade Mennesker og Heste, at Salys Arvinger i Tilfælde af hans Død i Danmark uden videre maa beholde de Summer, han har faaet udbetalt m. m.

Den 6te October 1753 ankom Kunstneren til Kbhvn. og blev modtagen med stor Udmærkelse; der an vistes ham Fribolig paa Charlottenborg, vistnok den samme, Thorvaldsen henved 100 Aar senere beboede, medens der byggedes et stort Modelhus til ham ude i Haven. Hvorledes Salys Indflydelse strax blev afgjørende i alle kunstneriske Spørgsmaal, hvorledes han fortrængte Eigtved fra Direkteurpladsen i Kunstakademiet, fik Brødrene Jardin indkaldt og arbeidede for Kunstskolens Udvikling og Glands, er foran berørt (III, 133 og 185 ff.). Han laa i det Hele ikke paa den lade Side, og den Opgave, for hvilken han egentlig var kommen til Danmark, blev heller ikke forsømt. Allerede i 1754 kunde han præsentere Frederik den Femte et Udkast til Monumentet paa Frederikspladsen, som fandt "Majestætens allerhøieste Contentement". Partikulairkassens Regnskaber vise, at Slotsforvalter Sekretair Biehl paa Charlottenborg, Sekretair Poehn og Overkondukteur Beyer, der alle havde med Anskaffelserne at gjøre, i det første Aar rekvirerede ret betydelige Summer til Indkjøb af Gibs, Brændsel, Lys, Vinkelmaal,


253

Passere, Linealer m. m., men det var dog endnu kun en, svag Begyndelse.

Hidtil havde man ikke hørt et Ord om, at det asiatiske Kompagni vilde tage Affaire ved Rytterstatuens Oprettelse; det var simpelthen Kong Frederik, der ligesom sin Oldefader vilde reise sig selv et Mindesmærke. Men man har vistnok allerede paa dette Tidspunkt faaet Øiet op for, at Udgifterne vilde blive meget betydelige - selv om man ikke kunde forudse det kolossale Omfang, de fik - og den Tanke laa da nær at paakalde Undersaatternes og da særlig den rige Kjøbmandsstands Hjælp. Det asiatiske Kompagni var velhavende og stod sig godt; Kongen havde paa mange Maader vist det Velvillie, og Pengene maatte saameget lettere kunne faas her, som Majestætens høire Haand, Grev A. G. Moltke, var Kompagniets Præses. Paa den ordinaire Generalforsamling den 3die April 1754 mindede Direktionen derfor Kompagniet om "de høikongelige store og uskatterlige Velgjerninger, der allermildest vare blevne beviste det til Negotiens Flor og Udbredelse"; den forestillede Participanterne, at Kongen uden nogen Udgift for dem tre Aar iforveien havde udsendt to armerede Skibe til Indien, at han i 1752 havde skjænket dem Skibet "Syndermanland", og Aaret efter overladt dem et andet Skib "Frederik & Lovise" for 7000 Rdlr. under Taxationsprisen. Der var nu "en bekvem Occasion til at udvise nogen allerunderdanigst Erkjendtlighed", naar Kompagniet vilde lade opsætte Hs. kongl. Majestæts Statue paa Amalienborg Plads. Forslaget fandt almindeligt Bifald, thi Generalforsamlingen vedtog: "Alle tilstedeværende Participanter haver med allerstørste Glæde og Fornøielse for at vise en liden Erkjendtlighed, efter deres allerunderdanigste Pligt bifaldet denne Post, saaledes at af hver Aktie denne Gang indeholdes 12 1/2 Rdlr. og den følgende Tid efter Omstændighederne." Hvis Interessenterne havde eller kunde have havt Anelse om, hvad de indlod sig paa, vilde Glæden og Fornøielsen sikkert have været mindre, og de vilde vel have vogtet sig for det vidtrækkende Løfte om fremdeles at betale "efter Omstændighederne".

Det følger af sig selv, at "Monarchen ansaa denne allerunderdanigste Resolution med besynderlig kongelig Attention og Naade", men skjøndt hans Forpligtelser indskrænkedes overordentligt herved, faldt de dog ikke helt bort. Der indtræder nu et Slags Fællesskab, saaledes at Kongen i Overensstemmelse med de tidligere indgaaede


254

Kontrakter afholdt alle rent kunstneriske Udgifter, medens Kompagniet besørgede Støbningen, Piedestalen, Medaillonerne, Gitteret, Opsættelsen, med alt hertil Henhørende. Skilsmissen er dog ikke streng, thi da Saly i Henhold til Kontrakten den 19de Novbr. 1759 havde faaet de sidste 10,000 Francs udbetalte af Partikulairkassen, lønnede Kompagniet ham videre med 1000 Rdlr. om Aaret indtil 1773 og betalte hans Tegner, Snedker og Smed i dyre Domme, medens Kongen paa den anden Side udredede Gager til hans Medhjælpere, Billedhugger Journet og Gibserne Beauvalet og Gianelli, lige til 1771. Partikulairkassen slap dog forholdsvis billigt fra Affairen, thi Forholdet mellem dennes og Kompagniets Udgifter er omtrent som 1 til 9; da Statuen stod færdig, havde Kongen nemlig ialt bidraget 55,340 Rdlr. til den, medens det asiatiske Kompagni havde betalt 470,836 Rdlr.

Interessenterne vidste imidlertid ikke, hvad der ventede dem, og der blev taget rask fat paa Arbeidet. I Marts 1755 indkjøbtes, endnu for Partikulairkassens Regning, Gibs, hollandsk Lærred, Voxdug, Kanifas, Multum og Rask, Jernredskaber, Reoler, Poussérstole, Kasser, Borde, Skabe, Ballier og Vandspande, Jernstivere, Vox, Olivenolie, Harpix, Papir, Tougværk, Seildug og Garn, et "Polpet", Støtter og Skruer, Skærmbrædter af Egetræ, Messing-Instrumenter, 6 Dusin Modellerpinde (forfærdigede af Kunstdreier Spengler), Hvæssestene, Tommestokke og meget Andet, hvilket, efterhaanden suppleredes med nyt fra London indforskrevet Værktøi, uhyre Kvantiteter Gibs m. m. Medens man saa sig om efter en kyndig Broncestøber, der kunde være rede, naar Tidens Fylde kom, modellerede Saly en større Skitse i Vox, som den 30te August 1755 blev overrakt Majestæten i et af Snedker Lehmann forfærdiget Futteral, og ufortøvet approberet. I Kompositionen var Tuschers oprindelige Tanke om at sætte Kongestatuen i Forbindelse med et Springvand bibeholdt, men ellers var Udkastet selvstændigt og nyt. Frederik den Femte skulde sidde til Hest paa et høit Postament, hvis For- og Bagside bar Tavler med Indskrifter, omgivne af Laurbær- og Oliegrene samt en Merkurstav og et Skibsror. Paa Længdesiderne skulde der derimod anbringes Basrelieffer, forestillende Kongens Omhu for Kunst og Videnskab, samt for Handel og Industri. Forneden paa en bred Sokkel mellem Piedestalen og Trinene, der førte op til den, havde Saly paa alle fire Sider anbragt hvilende Statuer, nemlig Danmark


255

og Norge samt Oceanus og Balticum. Danmark var fremstillet som en Mand i cimbrisk Dragt med Haanden paa Sværdet, stødende sig til det danske Vaabenskjold og med Krigens og Søfartens Attributer ved Siden, Norge som en Kvinde i gammel nordisk Dragt med det norske Vaaben og et Rensdyr ved Siden. Oceanus, en skjægget Olding mellem Havplanter, støttende sig til en væltet Urne, skulde indtage Monumentets Forside; Balticum, en Kvinde med et Barn, der holdt en sprællende Fisk, derimod Bagsiden. Fra de to sidste Grupper skulde der springe rige Vandstraaler ned i to Marmorbassiner, 25 Fod brede og 16 Fod lange.

Der var mange Stadier at gjennemgaa, før Kunstneren kunde have Alt rede til Støbningen; thi der skulde gjøres en saakaldet "lille Model", det vil sige: en Model i halv Størrelse, før den store kunde paabegyndes, over hvilken Formen toges. Saly anlagde den lille Model i 1756, og Alt tegnede saaledes fortræffeligt, men pludselig saa han sig nødt til at holde inde, fordi man endnu ikke havde Broncestøberen ved Haanden, med hvem han nødvendigvis maatte konferere. Følgen blev en langvarig Standsning.

Regjeringen havde nemlig utrolige Bryderier med at finde en Broncestøber i Udlandet, der vilde paatage sig Værket. Gesandterne i Europas Hovedstæder havde uden Nytte været i Bevægelse siden 1754; Udenrigsminister Grev Bernstorff havde ført en livlig Korrespondance med dem, og der var paa forskjellige Steder offret ret anseelige Pengesummer foruden gode Ord, men Alt forgjæves. Billedhugger Bouchardon, der havde skaffet Saly til Danmark, vilde ikke høre Tale om, at hans egen Broncestøber Varin skulde begive sig sammesteds hen, men anviste en formentlig kyndig Broncestøber i Stockholm G. Meyer. Gesandten i Paris, Grev Reventlow havde alle Garn ude; han fandt en Architekt, som var indviet i Varins Methode, og afkjøbte ham for 2000 Francs nogle "yderst detaillerede og nøiagtige Tegninger af et Støberies Indretning", men de vare naturligvis værdiløse. Et Forsøg hos Billedhuggeren Le Moine, som mod forskjellige kostbare Artigheder lovede at udarbeide et hemmeligt Memorandum om Broncestøbning, førte kun til nye Skuffelser, og man havde ikke bedre Held hos den svenske Hofstøber Meyer, hos Sieur Weinhold, Inspekteur ved Kongen af Polens Støberier, eller hos Sieur Giese i Berlin, hvis eneste Adkomst iøvrigt var, at han havde støbt nogle Blystatuer til Sanssouci og konstrueret "en


256

ny Bronceovn forestillende et Menneske, i hvis Bagdel Ilden anbringes, for at opvarme Værelset", en Oprindelse, der havde vundet Kongen af Preussens udelte Bifald. Weinhold indskrænkede sig til at sende et Overslag over Omkostningerne ved en saadan Støbning, og Meyer stillede endog den umulige Betingelse, at Modellen skulde sendes til Stockholm. Overalt stødte man paa Hindringer.

I Juli 1755 sonderede man atter Terrainet i Stockholm og pressede paa Sieur Meyer, "ikke fordi man følte særlig Trang til ham - hedder det - thi man havde Tilbud nok, men fordi man vilde foretrække en Nabo, en Svensk, der ikke betragtes som Fremmed blandt Danske, fremfor en Udlænding fra det Fjerne." Man forestillede ham, at han baade vilde have Ære og Fordel af at knytte sit Navn til dette enestaaende Monument i Norden, og vakte Forhaabninger med den Bemærkning, at "Danmark ikke pleier at være sparsom overfor de Kunstnere, der arbeide for det." Dette hjalp; Meyer lod sig blødgjøre og mødte allerede i august i Kjøbenhavn med et Udkast til en Kontrakt, som dog ikke udenvidere blev godkjendt. Man havde jo ingen Garanti for, at han overhovedet havde tilstrækkelig Dygtighed og Erfaring, og da man igjen havde nogle franske Støbere i Kikkerten, ønskede man helst en Konkurrence om Arbeidet ved først at lade en af Monumentets Bifigurer støbe som Prøve. Men herom vilde Meyer aldeles ikke høre Tale, og forlod pludselig Byen i Vrede og reiste hjem. Nu maatte Diplomatiet atter sættes i Bevægelse for at formilde den krænkede Kunstner, thi Gesandten i Stockholm fik Ordre til at sige ham "adskillige Komplimenter" og tilbyde ham Støbningen af Kongens Statue, hvad der jo var Hovedsagen. Efter langvarige Forhandlinger blev der virkelig i August 1756 afsluttet en Kontrakt med Meyer, og Alt syntes saaledes i bedste Orden, indtil den egensindige Broncestøber pludselig nægtede at møde i Kjøbenhavn, før den store Model var færdig. Det frugtede ikke, at Saly bestemt forlangte at raadføre sig med ham, eller at man trængte paa med Trusler og Overtalelser, Sieur Meyer forblev ubøielig og kom ikke mere til Danmark. For det asiatiske Kompagni var denne Episode en kostbar Historie, thi skjøndt Meyer Intetsomhelst havde havt med Statuen at skaffe, havde han dog sørget for at hæve Reisepenge og Forskud paa sit Salair til et samlet Beløb af 6,448 Rdl. 1 Mk. 6 Sk. Med Rette bemærke Kompagniets Revisorer i 1774 om denne Udgiftspost:


257

"Men af hvad Aarsag Direktionen har kvitteret denne Mand uden at faa nogen Erstatning for saadan Kapital, synes os burde dog i det Allermindste have været Interessenterne bekjendtgjort."

Man var altsaa nu lige nær og maatte forsøge Lykken andetsteds. Først tænkte man paa den forhen omtalte Giese, men fik det Svar fra Tydskland, at han var død for et Aar siden, og forresten heller ikke havde havt Talent nok til at foretage sig et saa stort Arbeide. Blikket gik da atter til Paris, og her lykkedes det endelig at finde en Mand, der var villig til at indlade sig paa et Arrangement. Det var Pierre Gor, netop den Broncestøber, der havde arbeidet for Le Moine, og hvis Hemmelighed Billedhuggeren havde lovet at afsløre. Der blev i Hast afsluttet Kontrakt med ham, hvorpaa han i 1757 afreiste til Kjøbenhavn, ledsaget af fem Franskmænd, der skulde assistere ham. Det asiatiske Kompagni afholdt hans Reiseomkostmnger med ikke mindre end 4896 Rdlr. 4 Mk.

Overhovedet kom der nu Fart i Tingene, dog mest i Udgifterne. Gor, som blev Generalkrigskommissair, installerede sig i Gjæthuset paa Kongens Nytorv, der netop blev nedlagt i 1757 (maaske for at muliggjøre Statuens Støbning i Kbhvn.), og gav sig til at opføre nye Ovne og træffe andre nødvendige Forberedelser. Saly kunde nu af Hjertens Lyst raadføre sig med Broncestøberen, og haste med at gjøre den saakaldte "lille Model" til Heststatuen færdig, men der kom mange Forhindringer iveien. Han har selv skildret, hvorledes han arbeidede for at skabe et Kunstværk af Rang, hvorledes han ved at se Kongen ride i Fodgang gjennem Kjøbenhavns Gader opgav sin første Tanke at fremstille Hesten i Galop, og fandt det Motiv, han fastholdt, hvorfor han iførte Kongen romersk Dragt og foretrak en Hest af Middelhøide m. m. Han havde ikke mindre end tolv Rideheste fra den kongelige Stald til Raadighed, som bleve førte frem for ham, naar og hvor han ønskede det, og han siger selv, at hans Bestræbelse gik ud paa at skildre Idealet af den danske Hest. Alle disse Studier og vistnok i ligesaa høi Grad hans Virksomhed og hans Stridigheder ved Kunstakademiet forsinkede Arbeidet, saaledes at den lille Model først kunde præsenteres Frederik den Femte i Novbr. 1758. Det følgende Aar blev der taget fat paa den store Model, det vil sige: paa Modelleringen af den kolossale Rytterstatue selv, og nu gik Dagene, Maanederne, Aarene, uden at den store Offentlighed mærkede Noget


258

til Værkets Fremgang. Generalkrigskommissair Gor hævede Aar ud og Aar ind Gage til sig selv og sine Medhjælpere og blev ved at give Penge ud til "Forberedelser" i Gjæthuset; Saly modellerede og modellerede i det store Skur i Charlottenborg Have, hvor hans Virksomhed var skjult for alle profane Blikke.

Der kom dog et Livstegn i 1760 ved Jubelfesten for Enevoldsregjeringens Indførelse, da Grundstenen til Heststatuen blev høitidelig nedlagt den 18de Oktober af Præses for det asiatiske Kompagni, Grev Moltke, og der blev slaaet en Medaille i Dagens Anledning, ligeledes for Kompagniets Regning. Men herefter faldt Alt tilbage i den gamle Dvale, saaledes at Offentligheden begyndte at blive utaalmodig. Uvillien vendte sig fornemmelig mod Saly, hvis Stilling som Udlænding var vanskelig; allehaande mærkelige Rygter sattes i Omløb; det paastodes saaledes, at den franske Kunstner med Flid trak Sagen i Langdrag for at gjøre sig Fordele, og tilsidst, i August 1761, antog disse Beskyldninger en saadan Charakter, at Saly klagede til Grev Moltke og Direktionen for asiatisk Kompagni. Man søgte at stille ham tilfreds med en elegant fransk Takkeskrivelse for hans Iver og Umage, hvorhos Direktionen paa en Generalforsamling den 14de Decbr. s. A. rensede sig selv for den Beskyldning, at den havde brugt større Pengesummer end de bevilgede. Et Par Maaneder efter aflagde Direkteurerne og Moltke et Besøg i Salys Atelier for at overbevise sig om, hvorledes Arbeidet gik, og udtalte deres Tilfredshed par la maniére la plus distinguée.

Rygterne vilde imidlertid ikke forstumme, thi Mistænksomheden var nu engang vakt, og i alle de paafølgende Aar, indtil Saly forlod Landet, førte han og Direktionen en haardnakket Kamp for at slaa de ufordelagtige Anklager til Jorden. Opgaven var vanskelig, thi Beskyldningerne vare ikke ugrundede, om end feilagtig adresserede. Saly mødte i 1763 personlig for Kompagniets Interessenter for at forklare dem Aarsagerne til Forsinkelsen; han skrev et udførligt Promemoria, hvori han forsvarede sig tappert, og endelig gjorde han - hvad der var det kraftigste Argument - den store Model færdig i Februar 1764. Den vakte almindelig og enstemmig Beundring, ja Kunstakademiets Professorer og Medlemmer, der just ikke stod sig godt med deres Direkteur, erklærede enstemmig, at "naar man lignede dette Kunstværk lige med alt det Fuld-


259

komneste af det Slags indtil denne Tid, maatte man sige, at der Intet var til, der kom det nær."

Hermed kunde Saly være tilfreds og var det sikkert ogsaa. Han erklærede imidlertid nu, at han maatte tænke paa Hjemreisen og formente at have Krav paa en Skadeserstatning, fordi han var bleven opholdt saa længe. Man svarede naturligvis, at han ikke havde opfyldt sin paatagne kontraktmæssige Forpligtelse, og at man ventede af ham, at han endnu skulde modellere Basreliefferne og de fire Statuer til Fodstykket, en Forventning, man dog neppe i Virkeligheden ønskede opfyldt. Kunstneren selv anbefalede at udelade disse accessoires og blev opfordret til at fremkomme med Forslag derom. Skjøndt Alle vare enige om, at Saly var en stor Kunstner, nærede man dog stadig Nag til ham; den offentlige Mening sigtede ham for Egennytte og Underfundighed, og det asiatiske Kompagnies Interessenter, der havde betalt og fremdeles skulde betale Gildet, vare ikke tilbøielige til at tage hans Parti. Kun Direktionen støttede ham af al Magt, og da den havde lovet at give ham en eklatant Oprejsning, fremkom den paa Generalforsamlingen den 29de Marts 1765 med et udførligt Indlæg til hans Forsvar. Heri hedder det først i smigrende Udtryk, at Saly har sat sig et stedsevarende Æreminde ved sit Mesterstykke, men at den længere Tid, som ved uovervindelige Tilfælde er medgaaet, "ikke har manqueret at foraarsage allehaande Ord om ham", saaledes at der ikke vises ham skyldig Retfærdighed. "Ilde underrettede Folk have formastet sig at imaginere og debitere uanstændige Ting om ham," men det er uden Grund, ja uden allermindste Skin af Sandhed, thi han har arbeidet flittigt og uophørlig vaaget over Kompagniets Interesse; han har indgivet Memorialer, hver Gang han har faaet Kundskab om, at de forskjellige Leverandeurer og Arbeidere indgav urigtige Regninger, ja, har paa alle Maader søgt at formindske Omkostningerne. Direktionen anerkjender derfor fuldt ud Direkteur Salys Nidkjærhed og Oprigtighed og erklærer paa den eftertrykkeligste Maade for alle Interessenter, at Rygterne ere ugrundede og løgnagtige, og at man aldeles bør foragte dem. "Og for at fyldestgjøre - hedder det tilsidst - end mere fuldkommeligen til den Attraa, som vi haver, at tilintetgjøre for saa meget, som der staar i vores Magt, Alt det, som kunde være præjudicerligt til denne Kunstners Reputation og Tilfredsstillelse, hvis naturlige Gaver og


260

Opførsel er lige stor, have vi ladet indføre denne vores Deklaration i vores Protokol saavelsom og i den, som holdes i den Kommission, som af os er udnævnt for at paase Kompagniets Interesse i Alt det, som vedkommer dette Hs. Majestæts Billede til Hest, og have vi ham heraf ladet meddele en underskreven Kopi paa sædvanlig Maade." Herefter besluttede Generalforsamlingen: "Med denne Postes Indhold er Interessenterne fornøiet", men Tiden gjorde dem snart mindre fornøiede.

Omkostningerne steg nemlig i foruroligende Maalestok, og der blev stillet nye trykkende Krav til Kompagniet. Vel havde man opnaaet nogen Indtægt ved at forevise den store Model i Gjæthuset for Penge, og, hvad der var betydningsfuldere, Kongen havde i Juni efter Salys Forestilling resolveret, at de fire "Nebenfigurer" maatte udelades og erstattes af fire Basrelieffer, hvilket var "et Objekt for Kompagniet af ikke mindre end tre Gange hundrede Tusind Rigsdaler", men meget betydelige Udgifter stod tilbage, og Direktionen havde brugt et langt større Beløb, end den "efter Omstændighederne" havde indeholdt af det aarlige Udbytte. I Oktober 1765 foreslog den derfor, og Generalforsamlingen vedtog, at der maatte tilbageholdes 30 Rdlr. pr. Aktie eller ialt 48,000 Rdlr., det største Beløb, som hidtil var offret paa engang. Halvandet Aar efter var man imidlertid lige nær. Det var især Støberiet, der opslugte hele Kapitaler, saavelsom de mange Anskaffelser af Redskaber og Materialier, som "bleve indkjøbte til excessive Priser", Arbeiderne ved Piedestalen, de uforholdsmæssige Lønninger til Haandværkere og Arbeidsfolk og de ublu opskruede Regninger, der uophørlig strømmede ind til Kompagniet. Man faar det Indtryk, at Direktionens Kontrol var meget mangelfuld, og at mange Mennesker melede deres Kage per fas et nefas, uden at der blev gjort noget alvorligt Forsøg paa at holde igjen. I Gjæthuset raadede Sieur Gor efter Behag, og Sekretair Biehl honorerede uden Indvendinger alle hans Rekvisitioner i Kompagniets Navn. Man bliver den Dag idag ligesaa forbauset som Revisorerne i 1774, naar man erfarer, at der til "Isenkramvarer, saasom Brevtasker, File, Huggejærn og andet Værktøi" blev anvendt 11,899 Rdlr. 2 Mk. 14 Sk., som bagefter ved Auktion paa Gjæthuset indbragte - 388 Rdlr. 14 1/2 Sk., eller naar man erfarer, at der blev betalt Gor 48,242 Rdlr. 8 Sk. for 670 Skippd. 8 Lispd. og 15 Pd. forarbeidet Jern. "Vi


261

fatter ikke - skrive Revisorerne - hvor denne anseelige Vægt af Jern er anbragt, medmindre den af Direktionen udnævnte Kommission med sin Oplysning herudi vil være Interessenterne assisterlig, at samme virkelig er medgaaet, ikke heller hvorfor Hr. Gor er akkorderet saa uhørlig en Pris af 225 Rdlr. pr. 1000 Pund af forberørte forarbeidede Jern, som han har ladet smede paa Kompagniets Værksted i Gjæthuset, ventelig med dets eget Værktøi og med dels eget Folk, efterdi vi befinde, at Kompagniet har desforuden maattet betale for det." Gor og hans fem franske Medarbeidere hævede i Gage 23,474 Rdlr. 12 Sk.; i Reiseomkostninger (Frem- og Tilbagereise) betalte Kompagniet Broncestøberen 10,023 Rdlr. 4 Mk. 8 Sk., hvorhos han fik sin Pension kapitaliseret til 8,625 Rdlr. De Arbeidsfolk, der gik ham tilhaande, fik 39,148 Rdlr. 4 Mk. 13 Sk. efter hans Kvartalsregninger, og "han har - bemærke Revisorerne spydigt - meget akkurat sammensmedet dem saaledes, at de næsten hver Gang have renderet 5000 Rdlr." Paa alle Omraader møder man den samme Trafik; for hvide Vokslys, Petersborger og andre Tællelys blev der "ikkuns" betalt 9856 Rdlr. 4 Mk. 14 Sk.; "de høie og gode Herrer Interessentere - hedder det - kan selv behagentlig gjøre Reflektion over denne Post"; for Brænde blev der udgivet 5445 Rdlr. 2 Mk., for Trækul 3000 Rdlr., for Støbesand, der blev hentet i Skibe fra Frankrig, 5454 Rdlr. 4 Mk. 3 Sk. o. s. v. Hertil kommer for Vox, Gibs, Messing, Kobber, Tin, Klumpebly og raa Jern et Beløb af 27,855 Rdlr. 5 Mk. 9 Sk. Ogsaa Piedestalen kostede uforholdsmæssig store Summer. Allerede i 1756 havde man fra Livorno indforskrevet 142 Blokke hvidt Marmor til den, som kostede 14,031 Rdlr. 2 Mk. 11 Sk.; Tømmermester Zuber fik 2364 Rdlr. 2 Mk. for Pilotagen i Grunden, og Stenhuggermester Pheiffer 3000 Rdlr. for at lægge Gangen udenfor Piedestalen af hvide italienske Marmor- og sorte Brabander-Fliser samt sætte Afviserne af poleret norsk Marmor. Dernæst anskaffedes der bornholmsk Sandsten til Piedestalen for 6235 Rdlr. 5 Mk. 9 Sk. og Tømmer-Materialier for 6335 Rdlr. 2 Mk. 8 Sk. Heller ikke overfor disse Udgiftsposter lægge Revisorerne Skjul paa deres Følelser; de finde det ganske ubegribeligt, hvortil alt dette Marmor og al denne Sandsten er brugt, og gjøre opmærksom paa, at de nævnte Tømmermaterialier ved Auktionen kun indbragte 412 Rdlr. 1 Mk. 9 Sk. De Beløb, som medgik til Kunstneren, ere i Sammenligning hermed forholdsvis smaa; Saly fik


262

sin Gage af 1000 Rdlr. om Aaret fra 10de Mai 1760 til 3die Febr. 1773, og Kompagniet betalte hans Tegner, Smed, Snedker og de mange Haandlangere med ialt 9,851 Rdlr. 8 Sk. Der klages dog over det store Forbrug af Brændsel i Salys private Husholdning.

Gor havde allerede i Februar 1765 udarbeidet en Plan for Støbningen og lovet, at den skulde gaa for sig i Dagene omkring den 25de Juli 1766, men han kunde ikke holde sit Løfte, og det nyttede ikke, at Kompagniets Direktion, som "daglig blev inkommoderet af Interessenterne med Forespørgsler", trængte paa, thi han havde bestandig Udflugter og Undskyldninger paa rede Haand. Efter Frederik den Femtes Død syntes Interessen for Monumentet et Øieblik at svækkes, og Grev Moltke benyttede da Leiligheden til at udvirke en kongelig Resolution, ved hvilken det tillodes, at de fire Basrelieffer ogsaa maatte bortfalde, og at der i deres Sted maatte anbringes Broncetavler med Indskrifter. Skjøndt Saly klagede bittert, var han vistnok i Grunden tilfreds med denne Forandring, thi det ses, at han hurtigt trøstede sig og fandt Afgjørelsen fortræffelig. Den glædelige Efterretning meddeltes officielt paa Kompagniets Generalforsamling den 4de Marts 1767, aabenbart for at stemme Interessenterne venligt. Direktionen maatte nemlig her erklære, at den ikke havde Begreb om, hvad Statuen endnu vilde koste, og tillige oplyse, at den trods de senest bevilgede 48,000 Rdlr. havde udbetalt 81,172 Rdlr. mere, end der var blevet indeholdt af det aarlige Udbytte, hvorfor der nu maatte kræves Forstærkning. Interessenterne vare langmodige og vedtog, at der for det nævnte Aar maatte afskrives 50,000 Rdlr. til Monumentet, og i Septbr. s. A., da Tidspunktet for Støbningen nærmede sig, bevilgede de uden Indvendinger 3-4000 Rdlr. til Prægning af to Medailler, en større og en mindre, thi man vilde følge Skik og Brug og ikke staa tilbage for fremmede Nationer.

Støbningen fandt Sted i Gjæthuset den 2den Marts 1768 under Generalkrigskommissair Gors personlige Ledelse, og hele Processen varede kun i 3 Minuter og nogle Sekunder. Det asiatiske Kompagnies Præses og hele den øvrige Direktion, endel udenlandske Ministre, det høie kongelige Ministerium, nogle Kollegieherrer samt 300 Indbudne af alle Stænder havde indfundet sig; og senere i April Maaned tog Kongehuset Statuen i Øiesyn, ja steg endog ned i Gruben. Alle udtalte deres Glæde og lykønskede og komplimenterede


263

Hr. Gor; kun Saly var utilfreds og fandt betydelige Feil navnlig ved Figurens og Hestens Hoveder. Da han aabent udtalte sin Misfornøielse, skjøndt han officielt havde erklæret, at han Intet havde at erindre, blev Gor rasende, overfaldt ham en Dag i Juli paa Gaden og gjennempryglede ham med en Tamp. Skandalen gjorde naturligvis stor Opsigt og var almindeligt Samtaleemne i Byen.

Imidlertid havde Kompagniet truffet alle Forberedelser til Statuens Flytning. Piedestalen, "et Arbeide af den største Fuldkommenhed", stod rede, og Kompagniets Direktion havde allerede i Marts forhandlet med forskjellige Sagkyndige om den bedste Maade, paa hvilken det svære "Korpus", der veiede 40,000 Pd., kunde flyttes. De Projekter, Tegninger og Modeller, der vare indkomne, bleve underkastede et Skjøn af Professorerne Hee og Kratzenstein (den sidste inventerede endog selv et Maskineri), og tilsidst af den kongelige Konstruktionskommission paa Holmen, som paatog sig at have Kontrol med Forehavendet og levere de fornødne Rekvisiter. Efter adskillig Deliberation blev Hoftømmermester Zubers Projekt valgt som det "solideste, sikkreste og tilforladeligste", og der blev sluttet Akkord med ham om at besørge Transporten for 7200 Rdlr. Den 23de Juli blev en stærk Tømmerforbinding lagt om Statuen, hvorpaa den blev løftet i Veiret og flyttet c. 34 Fod hen paa en Slæde med underliggende Ruller. Her stod den til den 15de August Kl. 4 1/2 om Morgenen, da selve Flytningen paabegyndtes i Overværelse af Grev Moltke, Generalgouverneur Grev Ahlefeldt, Admiral Grev Danneskjold, Søetatens Konstruktionskommission og Direktionen for asiatisk Kompagni. Et Stykke af Gjæthusets Mur til Kongens Nytorv var nedrevet for at give Plads for Statuen, hvis Slæde løb paa en Bane af 40 Fod lange Bjælker med Underlag af Tværbjælker i hver femte Fods Afstand. Det Hele sattes i Bevægelse ved Spil, anbragte paa nedrammede Pæle og betjente af 400 Mand af Holmens faste Stok under Kommando af den kgl. Skipper ved Bradbænken paa Holmen, Sieur Svendsen. Der affyredes 3 Gange 27 Kanonskud, da Statuen sattes i Bevægelse, og da Frederik den Femte passerede sin kongelige Oldefader bag Gitteret paa Kongens Nytorv, hilstes dette Kongemøde in effigie med samme Salut. Transporten tog naturligvis lang Tid, da det passerede Stykke af Banen for hver 40 Fod skulde flyttes frem og anbringes forude, og først om Eftermiddagen Kl. 4 naaede man gjennem Bredgade til Hjørnet af


264

Frederiksgade, hvor der under fornyet Kanonsalut standsedes for den Dag. Den følgende Morgen, den 16de August 1768, tog man atter fat, men nu skulde Statuen vendes og føres baglænds gjennem Frederiksgade for efter sin Opstilling at gjøre Front mod Marmorkirken. Dette krævede lang Tid, skjøndt alle Forberedelser vare trufne med største Omhu.

I Grev Moltkes Palais havde Dronningerne Caroline Mathilde og Juliane Marie samt Arveprinds Frederik og mange andre fornemme Personer samlet sig. De to Dronninger histes ved deres Ankomst med 27 Kanonskud fra et paa Strømmen liggende Skib, der tilhørte Kompagniet og var smykket fra øverst til nederst med alle Nationers Flag. En Bataillon Infanteri og en Afdeling Hestfolk paraderede; desuden vare flere Musikkorpser fordelte omkring paa Pladsen. Tusinder af Tilskuere vare mødte, alle Vinduer, ja Tagene vare tæt besatte, og da Statuen Kl. 5 bevægede sig langsomt hen mod Piedestalen, traadte de kongelige Herskaber frem paa Altanen. Ved Hjælp af det samme Maskineri, som paa Gjæthuset havde løftet Kolossen, blev den nu atter hævet i Veiret; en overliggende Slæde førte den til Siden hen over Piedestalen, saaledes at de tre indstøbte Jernstænger nøiagtigt svævede over Hullerne; paa et givet Signal firedes der samtidig paa alle Taillerne, og - Frederik den Femtes Statue stod paa sin Piedestal. I samme Øieblik afgav Infanteriet tre Salver, Musikkorpserne spillede, Matroserne og Tilskuerne raabte Hurra, og ude fra Havnen drønede Kanonskudene igjen. Hosstaaende samtidige Afbildning giver et godt Billede af den livlige Scene.

Der var stor Glæde i Byen og mange Fester. Grev Moltke holdt Taffel for Dronningerne og deres Følge i sit Palais; det asiatiske Kompagni beværtede Konstruktionskommissionen og endel andre Betjente hos Trakteur Marschal paa Hjørnet af Reverentsgade og Vingaardstræde, hvilket Gilde kostede 581 Rdlr. 1 Mk. 9 Sk. Da Tømmersvendene havde forrettet deres Arbeide, bleve de "smykkede med Krandse af chinesiske Blomster", som Generalkrigskommissair Gor havde besørget, og drog med Musik i Spidsen til deres Herberge, hvor Zuber trakterede dem. Charlottenborg var om Aftenen glimrende illumineret til Salys Ære, for hvilken Illumination Kompagniet fik en Regning paa 1150 Rdlr., men endnu kostbarere vare dog de 10 store og 21 mindre Guldmedailler samt 40 store og


Bilag: Frederik den Femtes Rytterstatue opstilles paa Amalienborg Plads, den 17 August 1768.

Pl. s.264

265

Maskineriet ved Rytterstatuens Opstilling

Maskineriet ved Rytterstatuens Opstilling.

460 mindre Sølvmedailler, der uddeltes. De vare prægede af Wolff og Adzer og kostede 5804 Rdlr. 2 Sk. Medaillen ved Grundstensnedlæggelsen havde kostet 2922 Rdlr. 4 Mk. 6 Sk., saaledes at


266

Kompagniet ogsaa paa dette Felt havde sin Godmodighed behov. Saameget større Glæde vakte det, da Direktionen paa Generalforsamlingen den 12te Oktober 1768 kunde meddele Interessenterne, at der overhovedet ikke vilde blive rekvireret Mere til Statuen, som ialt havde kostet dem 14 Rdlr. om Aaret pr. Aktie. Dette tilsyneladende lave Tal, som forresten var feilagtigt, skyldtes den Omstændighed, at der i Aarene fra 1761-64 (begge inclusive) Intet var blevet holdt tilbage til Monumentet af Aktionairernes Udbytte.

Umiddelbart efter Statuens Opstilling blev den igjen skjult under et let Brædeskur, thi dels skulde Gor ved Indlægning af utallige større og mindre Metalstykker bøde paa Feilene ved Støbningen, dels skulde Saly og hans Folk gaa den efter. Pladsen tog sig ikke godt ud i disse Aar, thi den var opfyldt af Materialier og Skure, Brolægningen var opreven, og Stenhuggermester Pheiffer, og efter hans Død (i 1771) hans Enke, arbeidede bestandig paa Marmorbelægningen omkring Postamentets Fod. Ciseleringen besørgedes under Salys Opsigt af en halv Snes Mand, hvoriblandt Franskmændene Beauvalet, le Frère, de Launay, Carbonnier og Journet; den sidste, der ligesom de fleste andre lønnedes af Partikulairkassen, fik dog paa Grund af sin Hustrus Sygdom allerede i Mai 1769 Lov til at reise hjem til Frankrig. Kongen gav ham 200 Rdlr. i Reisepenge, Kompagniet 1000 Francs som Gratifikation. Da Ciseleringen var færdig i Mai 1771, bleve samtlige danske og franske Ciseleurer "expederede", hver ligeledes med en anseelig Gratifikation, og man kunde altsaa, skjøndt der manglede Adskilligt, før man kunde sige, at Monumentet var færdigt, tænke paa dets Afsløring.

Saly havde udarbeidet en Plan til den "solenne Inauguration" med Tilbehør af Kanontorden, Krigsskibe og Tropper, en Festlighed, der kunde kaste Glands over ham selv og hans Værk, men Tiderne vare ikke gunstige herfor. Man befandt sig midt i "Struenseeperioden"; Myndighederne holdt ikke af Opløb og Sammenstimlen, og Stemningen i Hovedstaden var netop særlig ophidset paa Grund af den kjøbenhavnske Magistrats pludselige Afskedigelse. Hvad man havde forudset, gik i Opfyldelse; Hoffet ønskede Indvielseshøitideligheden meget indskrænket, hvorfor en af Kompagniets Direkteurer, Konferentsraad C. A. Fabritius lagde et nyt Program. Det blev først fundet "anstændigt", men faa Dage efter rentud forkastet med den Bemærkning, at det Hele helst burde gaa af i Stilhed. Hoffet


267

nægtede at give Møde, og man blev da enig om, at der ikke skulde finde nogen offentlig Højtidelighed Sted, men kun en lille privat Fest i Direktionens og nogle faa Indbudnes Nærværelse med en paafølgende Middag til Ære for Direkteur Saly hos Monsieur Mateau i "Konstantia" ved Charlottenlund. Dagen blev fastsat til den 25de Juli 1771 mellem Kl. 9 og 10 om Formiddagen. Indbydelserne vare allerede udstedte, men i yderste Øieblik udsattes Festen til den 1ste August, medens Dineren dog blev afholdt efter den første Bestemmelse. Bræddeskuret omkring Statuen var iforveien blevet nedrevet, og den 1ste August begav Grev Moltke, skjøndt han ikke længere var Kompagniets Præses, sig hen til Monumentet, ledsaget af Direkteurerne og de fornemste Interessenter. Saly lod det Seildug, som bedækkede det, falde, hvorpaa en Kommando af Garnisonen, der holdt Orden paa Pladsen, præsenterede Gevær og rørte Trommerne, medens en stor Mængde Tilskuere raabte Hurra. Efterat de Indbudne havde beset Statuen og komplimenteret Kunstneren, begav de sig ind i Grevens Palais, hvor der var anrettet et Festmaaltid. Her uddeltes ikke blot nogle af de foran omtalte Sølv- og Guldmedailler, men tillige et af Preisler forfærdiget Kobberstik af Monumentet. Aftrykkene vare allerede forud gjorte i Paris for 2520 Francs, thi et Forøg paa at besørge Trykningen herhjemme var mislykket. Grev Moltke forærede Saly den kolossale Kobberplade, men da Kompagniet selv ønkede at eie den, maatte han levere den tilbage.

"Æremindet" stod nu i "sin fulde Lustre", og Tilstrømningen til Amalienborg var saa stor, at der maatte anbringes Skildvagter ved det, først to, senere fire. Monumentet stod nemlig bestandig ubeskyttet; der var intet Gitter om det, og Enkemadame Pheiffer begyndte først i Efteraaret 1771 at lægge de bornholmske Sandstensfliser mellem Sokkelen og de 32 smaa norske Marmorafvisere. Heller ikke vare de sex Tavler med Indskrifter opsatte, thi ogsaa mod disse havde Hoffet gjort Indvendinger. Man havde vel faaet opgivet, hvorledes Indskrifterne skulde lyde, men netop som de forgyldte Kobberbogstaver vare blevne bestilte, kom der i Juli 1771 en Kabinetsordre, som bestemte, at der kun skulde være to Indskrifter, en for og en bag, hvorimod de fire ovale Medailloner paa Siderne, som skulde opregne alle den afdøde Konges Fortjenester, maatte dekoreres paa anden Maade. Saly mente imidlertid, at man da hellere burde udelade dem helt, hvorfor kun de to bleve opsatte. Men


268

aldrig saasnart var Struensee falden, før Kunstneren forestillede, at Monumentet vilde se nøgent ud, naar de ovale Medailloner paa Siderne manglede, ligesom det vilde faa Skinnet af, at man "vilde udslette Mindet om den afdøde Fyrstes Fortjenester og formindske hans Regjerings Glands." Tilladelsen til at ophænge de manglende Indskrifter blev naturligvis strax given, men Enkedronning Juliane Marie ønskede tillige, at de tvende allerede opsatte Tavler igjen skulde nedtages, og Indskrifterne forandres, rimeligvis fordi man fandt dem for lakoniske og kjølige. Saly fraraadede det imidlertid indtrængende af praktiske Grunde, og man lod dem derfor blive. I Juli 1772 kom de fire ovale Medailloner paa deres Plads.

Det asiatiske Kompagni kunde nu for Alvor tænke paa at bringe dette kostbare og langvarige Foretagende til Ende, indskrænke Udgifterne, hjemsende Arbeiderne og i det Hele afvikle Sagen saa hurtigt som muligt. Broncestøberen Gor var allerede hjemsendt det foregaaende Aar med meget rigelige Reisepenge, en kapitaliseret Pension og den store Sølvmedaille, som Direktionen først havde villet sende ham med et "Komplimentsbrev", hvilket dog blev opgivet, fordi Saly "burde have Æren af at have skaffet ham den og tillige Tilfredsheden ved at have hævnet sig paa saa nobel en Maade." Herved sigtes naturligvis til det ovenfor omtalte Sammenstød mellem Kunstneren og Støberen. I Sommeren 1772 blev Modelhuset i Charlottenborg Have nedrevet, Arbeiderne bleve afskedigede med større og mindre Gratifikationer, og Gjæthuset afleveret til Generalitets og Kommissariats Kollegiet, efterat Kompagniet først havde maattet udrede en meget betydelig "Erstatning for den Skade, samme kunde være tilføiet." Der indkom alle Slags Fordringer og Efterkrav, af hvilke enkelte først langt senere bleve honorerede, saaledes fik M. Butty i 1774 et Gratiale af 200 Rdlr. for et Skrift om Statuen, og Sekretair Biehl det følgende Aar 500 Rdlr. Han havde holdt Regnskab ved Statuens Forfærdigelse og rekvireret Alt, hvad dertil behøvedes; nu følte han sig meget forurettet, fordi han fra 1764 kun havde faaet 200 Rdlr. i aarlig Gage. Da Arveprinds Frederik anbefalede ham varmt, satte han sin Fordring igjennem, skjøndt den først var bleven afvist.

Saly forlod ikke Kjøbenhavn i 1772, men blev ved at trække sin Gage til den 3die Februar 1773. Som gjentagne Gange berørt, stod han sig godt med Kompagniets Direktion, men Interessenterne


Rytterstatuen paa Amalienborg Plads

Rytterstatuen paa Amalienborg Plads. Efter Preislers Stik.

[269]

270

var forbittrede paa ham, gjorde ham ansvarlig for de uhyre Pengesummer, der vare medgaaede, ja mistænkte ham for Uredelighed. Denne Mistanke var dog sikkert ugrundet. Kunstneren havde faaet. hvad der kontraktmæssig tilkom ham, hverken mere eller mindre, og naar han allerede i 1771 klagede over de mange Aar, han var bleven opholdt i Danmark, hvorved hans bedste Tid og Kraft var gaaet tabt, kan man ikke give ham Uret heri. Naar han saa, hvorledes Broncestøberen og Haandværkerne berigede sig, hvorledes deres ublu Fordringer uden videre bleve opfyldte, hvorledes der paa alle Omraader ødsledes med Penge, Pensioner og Gratifikationer, kunde han med Rette føle sig tilsidesat og krænket, og der er derfor intet Forunderligt i, at han i Breve til Grev Moltke udtalte sig bittert om sit Ophold i Kjøbenhavn og mente at have Krav paa en klækkelig Skadeserstatning i Form af en Præsent. Han haabede, at man i Danmark vilde hædre ham med en betydelig Pengegave og anførte talrige Exempler paa, at fremragende Billedhuggere vare blevne belønnede paa denne Maade af store Potentater. Direktionen havde Intet at indvende mod dette Ønske, men afgav endog et Løfte om at opfylde det; kun herskede der Meningsforskjel om det eventuelle Afskedshonorars Størrelse, thi paa dette Punkt vare Salys og Direktionens Interesser modstridende.

Paa Generalforsamlingen den 23die August 1771, altsaa kort efter Statuens Afsløring, fremkom der et Forslag om at bevilge Kunstneren "en særdeles Gratiflkation, som ikke er noget Nyt, da det er almindelig Skik og Sædvane paa alle Steder, hvor der opreises Monumenter til store Potentaters Ihukommelse." Nogen bestemt Sum angaves ikke; det foresloges kun Interessenterne, at de skulde afgive nogle Rigsdaler pr. Aktie, hvorhos man trøstede dem med, at denne "Depense vilde blive den sidste betydelige ved Statuen". Tidspunktet var imidlertid særdeles uheldig valgt, thi der gaves intet Udbytte dette Aar, og Alt, hvad der kunde opnaas, var derfor, at Spørgsmaalet om Gratifikationen blev udsat til det næste Aar. Den ubehagelige Stemning blandt Interessenterne i dette Møde viste sig navnlig, da det blev meddelt, at Grev Moltke "formedelst indløbne Omstændigheder havde nedlagt sit udi 20 Aar ved Kompagniet førte Præsidium". Den af Kompagniet høit fortjente, nu i Unaade faldne Hofmand fik ikke en Tak, end ikke et eneste anerkjendende Ord; man indskrænkede sig til at vedtage følgende


271

lakoniske Resolution: "Grevens Afskedtagelse fra sit Præsidium udi Direktionen er os bleven kommuniceret." Det er ikke usandsynligt, at Statuen har havt sin Skyld i denne Uhøflighed. I Juni 1772 gjorde Direktionen et nyt Forsøg paa at skaffe Saly en større Sum, men forgjæves; ogsaa denne Gang reiste der sig energisk Modstand, og ved Afstemningen vedtoges det paany at udsætte Spørgsmaalet. Fordringen kom saameget mere ubeleiligt, som der i Anledning af den nye Oktroy herskede den største Bevægelse i Kompagniet; Aktionairerne vare indbyrdes uenige og paa Kant med Direktionen, Generalforsamlingerne vare stormende, og Kampen saa bitter, at det en Tidlang saa ud til, at Kompagniet vilde blive sprængt. Først da der indtraadte roligere Tilstande, efterat en ny Direktion var valgt, blev Spørgsmaalet om en Gratifikation til den franske Billedhugger gjenoptaget. De fire store Kjøbmænd: Fabritius, Ryberg, John Brown og de Coninck, som nu vare Direktionens vigtigste Medlemmer, og som ikke kunde mistænkes for Partiskhed eller forudfattet Sympathi for Kunstneren, erklærede paa Generalforsamlingen den 3die Februar 1773 rentud, at det vilde stride mod Ret og Billighed, hvis man fremdeles afslog hans Andragende. Ved at gjennemgaa mangfoldige Dokumenter, havde Direktionen overbevist sig om, at Saly, saa langt fra at bære Ansvaret for Monumentets Forsinkelse, eller at have beriget sig paa Aktionairernes Bekostning, tværtimod uophørlig havde drevet paa Arbeidet, og at ingen af de Summer, der vare medgaaede, nogensinde vare passerede gjennem hans Hænder. Han havde kun faaet, hvad der kontraktmæssigt tilkom ham, og havde, "efter hans egen Beretning" endog ladet komme Kapitaler fra Frankrig for at kunne leve de mange Aar i Kjøbenhavn. Direktionen kunde derfor med god Samvittighed støtte Salys Andragende, saameget mere, som han nu var i den Alder, at "han ikke kunde love sig ny Fremgang til at forbedre sin Lykke", hvorhos "hans Ære i nogen Maade tog Del i den endelige Beslutning." "Vi gjøre os det Haab - slutter Indstillingen - at Interessenterne ville frafalde de Fordomme, hvilke, som vi atter tør sige, vi have forvisset os om at være ugrundede, og ville behage derimod at bestemme hans Begjærings Opfyldelse om at nyde en Gratifikation af 50,000 Livres ved at meddele ham en gunstig Resolution, som han paa mange Grunde fortjener, og som er bleven ham lovet." Generalforsamlingen bøiede sig vel nu, men vilde dog ikke bevilge


272

den forlangte betydelige Sum; den vedtog, at Saly engang for alle skulde have en Gave af 8000 Rdlr. "som en Erkjendtlighed for hans ved den kongelige af ham forfærdigede Statue equestre udviste berømmelige Kunst, Flid og Møie". Mere var der ikke, at opnaa, og Kunstneren maatte give sig tilfreds hermed. Inden sin Afreise fra Danmark den 2den Juli 1774 skjænkede Saly det asiatiske Kompagni Rytterstatuens lille Model i Gibs, som blev opstillet i Forhandlingssalen, ligesom han forfærdigede syv smaa Modeller, hvoraf han forærede Hoffet de tre. Det er charakteristisk, at han i sin Skrivelse herom udtrykkelig fremhæver, at han har afholdt alle Omkostningerne, "for at Ingen skal forlange Betaling igjen, hvilket ellers let kan ske." Dronning Juliane Marie og Arveprinds Frederik sendte ham en kostbar Ring til Tak, og Kongen bevilgede ham en aarlig Pension af 1000 Rdlr. paa Livstid. Han havde dog kun ringe Glæde af den, thi allerede den 4de Mai 1776 døde han i Paris.

Gitteret om Statuen stod paa Plads den 21de Oktbr. 1774 ved Arveprinds Frederiks Formæling, efterat Torvet samtidig var blevet brolagt. Begge Dele gik ikke af uden nye Udgifter. Man gav efter for Magistratens Forlangende og lod Brolægningen besørge for Kompagniets Regning af Overveiinspekteur Marmillod, mederis Gitterets Forfærdigelse i 1766 ved Licitation var blevet overdraget Generalkrigskommissair Classen paa Frederiksværk for en forholdsvis lav Pris. Det følgende Aar udbad han sig imidlertid Tilladelse til at forfærdige det paa egen Bekostning for at vise sin Taknemmelighed mod "Frederik den Eiegode", og Direktionen modtog naturligvis Tilbudet med Glæde. Otte Aar efter, da Gitteret afleveredes af Classen med den Bemærkning, at han selv havde betalt det, og at det havde kostet ham 10,386 Rdlr. 3 Mk. 5 Sk., takkede de nye Direkteurer for den anseelige Gave og bestilte et stort Taffelservice i China til Generalkrigskommissairen, men dette faldt ikke i Interessenternes Smag, muligvis fordi man var paa Kant med ham i Anledning af Kanonleverancer til Tranquebar. Først bifaldt de det rigtignok, men "da Generalforsamlingen var til Ende, og man havde begyndt at underskrive, besluttede de efter nøiere Overvejelse", at man skulde tilbyde at betale Gitteret efter Vægt; vilde Classen ikke det, skulde Pengene deles lige mellem Kjøbenhavns fattige Friskoler. Dette Tilbud faldt imidlertid Classen "noget sensible", saa at han slet ikke svarede paa det, og Enden blev, at Classen fik Servicet,


273

Friskolerne Pengene og Smedemesteren paa Frederiksværk, J. M. Wigandt og hans Svende, ovenikjøbet en Douceur af 600 Rdlr.

Rytterstatuens Historie er dog ikke forbi hermed. Da det asiatiske Kompagni skiftede Direktion i Efteraaret 1772, og Interessenterne nærede Mistanke om, at ikke Alt var gaaet til, som det burde, hverken for Statuens eller andre Posters Vedkommende, blev der nemlig valgt 3 Revisorer, som særligt skulde underkaste de sidste 4 Aars Regnskaber et omhyggeligt Gjennemsyn. Allerede i April 1773 kunde de fremkomme med ret ubehagelige Oplysninger, saaledes at der var en Kassemangel paa 152,886 Rdlr. 11 Sk. i Kompagniets Bøger, og at Statuen havde kostet 126,836 Rdl. 8 1/2 Sk. mere, end Interessenterne vidste af. Direktionen foreslog vel at lade det have sit Forblivende med Statuens Regnskaber, da Sagen vilde blive af stor Vidtløftighed og maaske uden synderlig Virkning eller Nytte, men dette fandt ikke Bifald; tvertimod blev det besluttet, at der skulde afæskes de gamle Direkteurer en Erklæring. En saadan indløb ogsaa, men blev strax befunden utilfredsstillende og mangelfuld. Den 13de og 14de April 1774 fremkom da den udførlige Revisionsbetænkning, hvoraf enkelte Poster leilighedsvis ere berørte foran. Her forelaa forskjellige nye Anklagepunkter, saaledes at Gor i 1765 havde rekvireret 8000 Pd. Metal til 7 Buster (nemlig 4 af Kong Frederik V og 3 af Grev Moltke), uden at Kompagniet havde faaet denne Udgift godtgjort, at Saly havde tilbragt et helt Aar med at modellere disse Buster, og Gor ligesaa lang Tid med at støbe dem, Ciseleurerne havde gaaet dem efter m. m., og dette var Altsammen sket, medens de Paagjældende trak deres Gager af Kompagniets Kasse. Grev Moltke svarede hertil, at han ikke vidste af at staa i nogen Gjæld til Kompagniet; thi han havde betalt Saly 500 Rdlr. for Modelleringen af Busterne, Metallet var blevet leveret af Classen for den kgl. Partikulairkasse, Udgifterne til Støbningen og Ciseleringen havde han ligeledes afholdt af sin egen Lomme, og Kompagniets Arbeide var ikke i nogen Maade blevet hindret. Det begyndte vistnok allerede nu at gaa op for Interessenterne, at der ikke vilde være Noget at udrette paa Statuens Konto, men de vare nu engang i Krigshumeur og holdt desto fastere paa Kassemanglen. Deres Beslutning lød derfor paa, at hvis den forrige Direktion ikke inden 3 Maaneder fra Dags Dato afgav en tilfredsstillende Forklaring, skulde Høiesteretsadvokat Uldall enga-


274

geres for paa lovlig Maade at indtale Kompagniets Ret. Den 30te Novbr. 1774 kom Sagen atter for paa en Generalforsamling, men man var nu bleven saa betydelig afkjølet, at det enstemmig vedtoges, at "Mangelsposterne ved Statuens Bygning skulde bortfalde. Derimod besluttedes Sags Anlæg for Kassemanglen. Mærkværdigvis fik Moltke netop ved denne Leilighed en sildig Opreisning for den Tort, der var bleven ham tilføiet ved hans Afgang i 1771. Direktionen, som overhovedet ønskede, at Sagen skulde bilægges ved Voldgift, gjorde gjældende, at der under ingen Omstændigheder kunde være Tale om at sagsøge Greven for Kassemanglen, thi som Præsident havde det ikke skikket sig for ham at efterse Kassens Tilstand, hvorimod han ved sin stedsevarende Bevaagenhed for Kompagniet havde fortjent en ganske anden Behandling. Skjøndt Interessenterne ikke vilde vide af Voldgift, men vilde have Proces, tilføiede de: "Dog dersom Hs. Høigrevelige Excellence Grev Moltke som Præses skulde blive inddragen under Sagen, saa frafalde alle Interessenter dog alle Prætensioner af Erstatning til Hs. Excellence for sin Andel i saa Maade."

Kompagniets Udgifter til Statuen udgjorde ifølge Revisorernes Opgjørelse 470,836 Rdlr. 8 1/2 Sk. Hertil maa lægges Omkostningerne ved Gitteret, Brolægningen og endel mindre Gratifikationer. Med Tilføielse af Partikulairkassens Bidrag: 55,340 Rdlr. 38 Sk. kan den samlede Udgift ialt anslaas til ca. 550,000 Rdl., en Sum, der omtrent svarer til 4 Millioner Kroner i Nutids Penge, og udgjør henved Fjerdedelen af hvad Christiansborg Slots samtlige Bygninger kostede at opføre. Intet Under, at baade Samtid og Eftertid studsede ved den kolossale Udgift. Philodanus (den senere Statsminister Ove Høegh Guldberg) skrev i 1771, at Statuen havde kostet ligesaa meget, som om den havde været af massivt Sølv, og i 1809 anføres den som et prægnant Exempel fra "Opskrueriets Historie." Monumentet indtager den Dag idag en hæderlig Plads mellem Datidens Heststatuer, men det er tillige et haandgribeligt Minde om slet Økonomi, storartet Snyderi, mangelfuld Kontrol og letsindig Pligtforsømmelse hos de Mænd, der skulde vaage over Foretagendets Gjennemførelse.

Christian den Syvende kom den 14de Januar 1769 tilbage fra sin Udenlandsreise og fik en hjertelig Modtagelse af Indbyggerne, Med sin Dronning ved Siden holdt han et formeligt Indtog i Kbhvn.;


275

fra Voldene, Kastellet og Holmen tordnede Kanonerne, Byen var "stærkt illumineret" i to Aftener, Borgerskabet stod under Vaaben i Gaderne og Garnisonen paa Torvene, medens Holmens faste Stok paraderede ved Holmen langs Kanalen hen til Holmens Bro. I Følget saa Kjøbenhavnerne ved denne Leilighed for første Gang Kongens

Johan Friederich Struensee

Johan Friederich Struensee. Efter Maleriet paa Rosenborg.

Livlæge Johan Friederich Struensee, der snart skulde blive Statens faktiske Overhoved. Ingen kunde dengang ane, at den hidtil ukjendte tydske Læge i utrolig kort Tid skulde stige til de høieste Værdigheder, og som enevældig Minister i blind Reformiver gribe ind i de forskjelligste Forhold, hensynsløst kuldkaste det Bestaaende, indføre Nyt og omdanne Gammelt uden Pietet eller Omsigt, fjerne Personer og bryde Traditionen uden at bekymre sig om Følgerne, kort sagt


276

vende op og ned paa Alt, indtil der reiste sig et Uveir, som opslugte ham selv.

Denne Uvidenhed varede dog ikke længe. I Kjøbenhavn, hvor man havde Hoffet paa nært Hold og havde Leilighed til at følge Omskiftelserne og Intriguerne fra Dag til Dag, maatte man snart faa Øiet op for, at der bag Koulisserne sad en ærgjærrig og voldsom Natur, hvis Indflydelse uophørlig steg, en Mand, der havde sat sig et stort Maal og spandt sine Traade og lagde sine Miner med Snildhed, en af Tidens Ideer behersket "Verdensforbedrer", som efter at have stiftet Enighed mellem det kongelige Ægtepar og sat sig fast i begges Gunst, repræsenterede en Magt, der maatte tages med i Beregningen. Da Struensee den 17de Januar 1770, altsaa netop Toaarsdagen før sit Fald, flyttede ind paa Christiansborg, havde man under alle Omstændigheder i velunderrettede Kredse en tydelig Følelse af, at der gjærede vidtrækkende Planer i hans Hjerne, og at han var en farlig Mand. Mistanken blev til Vished, da Kongeparret og Livlægen vendte tilbage til Hovedstaden efter et Sommerophold i Hertugdømmerne.

Det er fra Septbr. 1770, at man regner den Struenseeske Periodes Begyndelse. I denne Maaned iværksattes nemlig de Forandringer, der indledede den nye Æra: Kabinetsordren om en mere sparsom Uddeling af Rang og Titler, Bernstorffs Afskedigelse, Loven om Trykkefrihedens Indførelse og en stor Mængde Personalforandringer baade i Kongens Omgivelser og i Kollegierne. Derefter fulgte i Decbr. Struensees Udnævnelse til Maitre des requêtes og Geheimekonseillets Ophævelse, ved hvilken sidste Forholdsregel en af Hovedhindringerne blev ryddet tilside for den ærgjerrige Reformator. Hans Indflydelse blev nu eneraadende i alle Forhold, Omdannelserne iværksattes Slag i Slag og i stor Stil, skjøndt man endnu bevarede det Skin, at de dikteredes af og vare et Udtryk for den enevældige Herskers Villie. Men ogsaa dette gjennemsigtige Slør faldt, da Struensee den 14de Juli 1771 lod sig udnævne til Geheimekabinetsminister med Bemyndigelse til at udstede Kabinetsordrer i Kongens Navn. "Fra den Tid blev Struensee offentlig Konge i Danmark, som han forhen havde været hemmelig", skriver Suhm. Han var iøvrigt allerede paa dette Tidspunkt den mest hadede Mand i Landet.


277

Struensees Regimente vakte i Begyndelsen egentlig ikke Uvillie, undtagen netop i de Kredse, der ramtes af hans Forholdsregler. Trykkefrihedens Indførelse fremkaldte endog almindelig Jubel, skjøndt enkelte gamle og forsigtige Mænd, hvoriblandt Konferentsraad Kofod-Ancher, nærede store Betænkeligheder ved en saadan pludselig Forandring, men den tiltalte Nationen i det Hele og blev som bekjendt lovprist af Voltaire. Stemningen ved Geheimekonseillets Ophævelse var i høiere Embedskredse yderst forbittret, men Masserne bekymrede sig ikke derom, thi de gamle Ministre vare ikke populaire, og man undte "Parykkerne" den Behandling, der blev dem tildel. "Almuen blev glad - skriver Suhm - thi den ser gjerne, at de Store trykkes, og den indbildte sig, at den nu vilde blive af med alle sine Plager, og troede, at Kongen selv vilde regjere. Kloge Folk vidste imidlertid, at Kongen ei kunde regjere, og dette var alene gjort for at gjøre Struense til Alt i Alt."

Lidt efter lidt bevirkede imidlertid den autokratiske Form, Regjeringen havde iklædt sig, Kollegiernes fuldstændige Afmagt, de talrige afsættelser og Overgreb, Kabinetsordrerne, som krænkede Folkets religiøse Følelser eller hensynsløst brød med al Tradition, en ulmende Misfornøjelse, der brød ud i lys Lue, da Kjøbenhavns Magistrat blev afsat i April 1771. Kjøbenhavns Borgere, der altid havde været stolte af Frederik den Tredies Privilegier trods deres ringe praktiske Værd og havde betragtet dem som Byens Palladium, maatte nu opleve, at de bleve udslettede med et Pennestrøg, ovenikjøbet paa formløs og saarende Maade af en fremmed Usurpator. Indbyggerne, som nu mistede det ved Forfædrenes Tapperhed vundne Adelsbrev og Skjoldmærke, grebes af et dybt Had, der vel ikke strax gav sig Luft i aaben Modstand, men anonyme truende Opslag paa Gadehjørnerne og en Vrimmel af forargelige og nærgaaende Flyveskrifter afslørede tilstrækkelig tydelig deres Stemning. Man forbauses dog med Rette over, at Sagen kunde gjennemføres uden officiel Indsigelse eller Protest fra nogen Side.

Struensee havde længe havt Opmærksomheden henvendt paa Manglerne ved Kjøbenhavns Styrelse. Han fandt det hele Apparat for kompliceret og kostbart, og havde desuden Magistraten stærkt mistænkt for Underslæb, Uorden i Regnskabsvæsenet og slet Bestyrelse af Byens Pengesager. De kommunale Byrder vare for store og uretfærdigt fordelte; de 32 Mænd, der kunde have udøvet en


278

nyttig Kontrol, havde ingen Indflydelse, Politiet, som var afhængigt af Magistraten, udrettede Intet, Gaderne vare urenlige og overfyldte med Tiggere, Brolægningen og Gadebelysningen slet; hele Maskineriet arbeidede kort sagt tungt og utilfredsstillende. Adskillige af disse Anker vare uden Tvivl berettigede, men istedetfor at fare med Lempe og omhyggeligt undgaa ethvert Skin af Uret, grebes der efter Sædvane netop til de voldsomme Midler. Man maatte - siger U. A. Holstein, den nye Overpræsident - enten lade Alt blive ved det Gamle eller gjøre rent Bord, og Struensee valgte den sidste og fornuftigste Udvei. "Meningen var - skriver han efter sin Afskedigelse - at lette Indbyggernes Byrder, give dem større Frihed til Handel og Vandel, forelægge dem et klart aarligt Regnskab over alle Indtægter og Udgifter og ved Afskaffelse af alle Emolumenter at gjøre Ende paa Egennytte og privat Interesse og overhovedet gaa tilværks oprigtigt og aabenhjertigt og vinde Publikums Tillid."

Struensee havde udset Amtmand i Tønder, Grev Ulrik Adolph Holstein, til at gjennemføre den paatænkte Forandring, hvorfor denne i Decbr. 1770 blev kaldet til Kbhvn. Greven, der havde været i fransk og østerrigsk Krigstjeneste, derefter Generaladjutant hos Frederik den Femte og Deputeret i Generalkrigsdirektoriet, bedømmes meget haardt af Samtiden og skildres som frivol og uduelig. Han synes dog paa ingen Maade at have været uden Begavelse, thi mange af hans Foranstaltninger vare nyttige og forstandige, til utvivlsom Gavn for Byen, og bleve bestaaende efter hans Afgang. I de Memoirer, han har efterladt, viser han sig, trods alle menneskelige Svagheder, som en Mand med Interesse for offentlige Anliggender og med Lyst til at udrette noget Godt. Han var uden Tvivl aandsbeslægtet med Struensee og paavirket af hans Ideer; ogsaa han vilde i en Haandevending reformere Alt. Hans Rastløshed og Voldsomhed, hans Ringeagt for det Overleverede og man kan tilføie: hans Syn paa Borgerfrihed vakte stærkt Anstød. Det Forsvar, Holstein fører for Dronningen og Struensee, viser, at han havde Tidsalderens lette Sæder og ikke fandt et saadant Forhold særlig forargeligt; paa den anden Side indrømmer han dog, at det var letsindigt og uforsigtigt og under de givne Omstændigheder maatte ende med en Katastrophe. Forresten var Holstein en afgjort Tilhænger af Kabinetsministeren og roser de fleste af hans Reformer; hvad man efter hans Mening nærmest kan bebreide ham,


279

var Uklogskab og Mangel paa Kjendskab til den offentlige Mening. "Han forudsaa ikke Følgerne og beregnede ikke Hindringerne, som skulde overvindes; han burde have vidst, at nye Reformer altid ere farlige, navnlig naar man er fremmed i Landet, og han betænkte ikke, at det danske Folk og Land er det vanskeligste i Europa at forandre." Holstein dadler ogsaa Struensee, fordi han udstedte sine Kabinetsordrer paa Tydsk og befalede, at alle Rapporter og Forestillinger skulde indgives i samme Sprog, thi dette var i Nationens Øine en Ydmygelse, et Tegn paa Foragt, en utilgivelig Forbrydelse. "Den sande Grund hertil - siger han - var Struensees Magelighed; han vilde ikke gjøre sig den Uleilighed at lære Dansk."

Forandringen med Kjøbenhavns Magistrat foregik paa ganske uregelmæssig, for ikke at sige: brutal Vis. Den 23de Marts 1771 blev Grev Holstein ved en egenhændig Skrivelse fra Kongen udnævnt til Overpræsident i Kbhvn., uden at Magistraten fik nogen Meddelelse derom; ja det ser ud til, at Staden i nogle Dage havde to Overpræsidenter, da v. der Lühe vistnok blev siddende til den 31te Marts; i hvert Fald hævede han sin Gage saalænge. Den 2den April tilskrev Holstein derefter anden Borgmester, Konferentsraad Schrødersee, en kort Notits paa Tydsk, at "den sædvanlige Sammenkomst paa Raadhuset denne Dag ikke skal finde Sted", og Dagen efter fik Schrødersee atter otte tydske Linier fra Holstein, hvori det meldtes ham, at Kongen havde resolveret hele det nuværende Raads, Politimesterens, Raadstuskriverens og de 32 Mænds Afskedigelse. De, der havde havt Gage, vilde faa 1/3 i Pension, og der forlangtes Svar inden 14 Dage paa 17 nærmere specificerede Punkter. "Uden Bestallings Forevisning eller paa anden Maade at have legitimeret sig som Overpræsident" bød Holstein, "en ukjendt Mand, en Amtmand i Tønder", altsaa Magistraten at træde af, og den adlød uden mindste Indvending. For denne Lydighed maatte den høre ilde efter Struensees Fald, og det faldt den daværende Overpræsident Braem vanskeligt at forsvare den. "Man skulde synes - skriver han i en Forestilling af 1772 - at Magistraten under daværende Omstændigheder burde have æsket af Grev Holstein hans Fuldmagt til en saa betydelig Ting, og med en allerunderdanigst Forestilling have taget sin Tilflugt til Hans Majestæts Throne, men en terreur panique var over Magistraten som over de øvrige Undersaatter; den frygtede sig for haardere Medfart af Struensee efter en dristig og


280

ubetænksom Grev Holsteins Raad." Braem vil dog ikke bestride, at det "i farlige og vidtudseende Tider er hver ærlig Mands Sag, at opsætte Liv og Gods for sin Konge og hans Gloire", og ønsker derfor, at det ved den gamle Magistrats Gjenindsættelse udtrykkelig maa fremhæves, at Kongen ugjerne har set, "hvorledes Magistraten og de 32 Mænd have svigtet deres Pligt, hvortil de efter deres Ed ellers ere forbundne og Privilegierne selv dem give den bedste Anledning, nemlig at indkomme med Forestilling mod en saadan kongelig Befaling, som de lettelig kunde skjønne, maatte være tillistet under falske Paaskud." Den Fiktion skulde altsaa opretholdes, at det kun vilde have kostet en Henvendelse til den sindssyge Konge for at faa Struensees Planer omstyrtede. Man kunde spørge, hvorfor Geheimekonseillet da ikke gjorde Indvendinger, men ogsaa adlød, da det blev ophævet.

Den nye Magistrat kom til at bestaa af en Overpræsident (Holstein), første og anden Borgmester (Tyge Rothe og Johan Peter Suhr), en Syndikus (Matthias Lunding), en Stadsphysikus (R. Wandeler), samt 4 Raadmænd (Svend Kiøbke, Hans Christian Beck, Matthias Hundewadt og Jørgen Thulstrup). De 32 Mænd bleve afskaffede, og deres Forsamlingssal paa Raadhuset lukket, i Stedet valgtes to Borgerskabs Repræsentanter (Christen Waage og Michael Lange), som skulde deltage i Raadsforsamlingerne, men ikke have Stemme. Magistraten beholdt sin gamle Adgangsret til Kongens Person eller in casu til Kabinetsministeren, og de fire Raadmænd samt de to Repræsentanter skulde hvert Aar vælges af Borgerne ved "et frit Valg." Det havde først været Meningen, at Syndikus ogsaa skulde være Raadstuskriver, men da Lunding ikke følte sig "dertil fuldkommen skikket", maatte man opfordre den afsatte Raadstuskriver, Kancelliraad Tausan til at blive. Det bør bemærkes, at Stadsphysikus Professor Dr. med. Wandeler allerede den 9de Februar 1771 ved en kongelig Befaling var indtraadt i Magistraten med 400 Rdlr. aarlig Gage, som nu forhøiedes til 600. Kuriøst nok blev den bekjendte Forfatter Tyge Rothe første Borgmester ved en Feiltagelse, thi Posten var tiltænkt hans Broder, den ligesaa bekjendte Forfatter, Landsdommer i Jylland, Casper Peter Rothe. Tyge Rothe beholdt dog ikke Værdigheden længe, thi da Finantskollegiet blev oprettet i Mai 1771, blev han Chef for dets tredie Departement og afløstes som Borgmester af Landfoged paa Føhr, Kancelliraad Peter Matthie-


281

sen, hvem Struensee tidligere havde kjendt. Matthiesen, der havde været Legationssekretair i Stockholm og senere i Paris, roses af Alle som en dygtig og hæderlig Mand; dog bebreider man ham, at han ikke forstod Dansk, dog maaske med Urette. I hvert Fald for-sikkrer hans Biograph G. P. Petersen, at han baade kunde tale og skrive det med Færdighed. Overpræsident Holstein kom ligeledes ind i Finantskollegiet, men vedblev at staa i Spidsen for Kbhvns. Magistrat. I Septbr. opgav han dog Stillingen i Kollegiet, efter eget Sigende fordi han var uenig med Struensees Broder.

De Principer, Grev Holstein havde anbefalet for at indføre en bedre Administration, vare i det Væsentlige: at sætte Magistraten paa fast Gage, afskaffe alle Sportler, hvilke i Fremtiden skulde gaa i Stadens Kasse, og indskrænke de underordnede Betjentes Antal saa meget som muligt. Politimesteren skulde sortere direkte under Overpræsidenten og aflægge Rapport til denne; han skulde desuden afgjøre alle Klager, der indløb til ham, brevi manu uden Appel, sørge for den offentlige Orden, Gadernes Renovation og Brolægning, samt gjøre Forslag til Raadet mod Dyrtid. Politiet maatte ikke indblande sig i det, der foregik i Folks Huse, men skulde lade Enhver beholde fuld Frihed; med Borgernes Næring havde det Intet at skaffe og maatte ikke bekymre sig om Kvinder, der sad paa egen Haand, om Spil og Drik i Værthuse om Natten eller om Brud mod Helligdagsanordningen i Husene. Det maatte overhovedet kun skride ind, naar dets Assistance forlangtes. Endvidere skulde Processer, som ikke kunde afgjøres summarisk og uden Advokater, i Fremtiden henvises til Hofretten og vedkom ikke Raadstuen - med andre Ord: Byen skulde miste sin Jurisdiktion. Stadens Eiendomme burde administreres for Stadens Kasse, og Omsorg bæres for deres Forbedring, hvorhos de Afgaaendes Pensioner og de Tiltrædendes Gager skulde tages af Kassen, hvorved denne vilde faa en anseelig Tilvæxt. Endelig opstilledes som et Maal, der burde tilstræbes, at alle Monopoler og alt Laugsvæsen blev afskaffet og fornemlig at en Frihavn blev anlagt ved Byen. Det Struenseeske Regimentes ledende Tanker og Bestræbelser ligge i Grunden skjulte i dette Program, med hvilket den nye Magistrat forestillede sig for Borgerne i en Plakat af 3die April 1771. Vidtgaaende personlig Frihed, stærk Centralisation, Redelighed, Sparsommelighed, Lighed i Byrder og


282

Privilegier, Orden og Renlighed var Løsenet - det gjaldt nu om at gjennemføre det i Praxis.

Den Ophidselse, Magistratens Afskedigelse vakte, kom meget uventet for Struensee og hans Tilhængere. Der havde tidligere hersket alvorlig Misfornøielse med Kjøbenhavns kommunale Styrelse, Borgerne havde længe ønsket en Forandring, og man var paa Forhaand overbevist om, at Løfterne, der gaves i Plakaten af 3die April, vilde fremkalde Begeistring hos Almuen. Vel sandt - man havde afskediget de 32 Mænd, men dette Korps havde aldrig havt synderlig Indflydelse, og var det ikke et større Privilegium at have 2 Repræsensanter i Raadet end 32 udenfor det? Hvad kunde det nytte, at 32 Mænd sad omkring et stort Bord paa Raadstuen og delibererede om de skriftlige Forslag, der skulde forelægges Magistraten, naar denne ikke tog mindste Notits deraf? Hvor ofte havde Magistraten og de 32 Mænd ikke ligget i aaben Feide, saaledes endnu i 1767 om den nye Jordebog for Bidstrup Gods, som de 32 Mænd nægtede at underskrive, hvorefter det kom til Proces, indtil en Høiesteretsdom i 1769 gav Magistraten Medhold. Struensee oversaa imidlertid, at en i Folkets Ørne glimrende Arv fra Fortiden gik tabt, at mange Særinteresser berørtes ved Forandringen, og endelig at Almuen ingenlunde kunde forstaa eller skatte det Grundsyn og de Ideer, der ledede hans Handlinger. Man saa ikke det Folkelige og i en vis Forstand Demokratiske og Frisindede i hans Politik, men desto skarpere det Despotiske, og Følgen var, at Plakaten af 3die April simpelthen blev opfattet som en letfærdig og brutal Voldshandling, der vakte Had til Ophavsmanden og Sympathi med Offrene. "Den forrige Magistrat - skrive Mænd som Thott, Stampe, Scheel og Schack-Rathlou efter Struensees Fald - er bleven afsat paa en i disse Riger uhørt og ubekjendt Maade uden foregaaende Lov og Dom, uden at faa at vide, hvorudi de have forset sig og uden engang at se en kongelig Befaling derfor. Det vil altsaa forekomme os billigt, at den bliver gjenindsat."

Man nærede, som alt berørt, en stærk Mistanke om, at den gamle Magistrat havde gjort sig skyldig i mislig Omgang med Stadens Midler, hvorfor der samtidig med dens Afskedigelse blev forelagt den 17 Spørgsmaal at besvare. De fleste af disse fremkom dog kun for at orientere de nye Mænd med Hensyn til Indbyggernes Skatter, Stadens Jorder, og Administrationen af dem, Byens aarlige


283

Indtægter og Udgifter, Laugenes Privilegier, Overformynderiets Ordning, Brolægningsvæsenet, Renovationen, Fattigvæsenet, Forholdsregler mod Dyrtid, Arrestforholdene m. m. Paa det fjortende Punkt, hvori det hedder: "Hele Magistraten skal paa Embeds Ed indgive Efterretning om alle de Mangler og Misbrug i Stadens Bestyrelse, som ere dem bekjendt", lød Svaret: "Paa Embeds Ed og Samvittighed kan vi med Frimodighed deklarere ei at være vidende, at nogen Slags Misbrug i Stadens Administration, saavidt for os har været andraget og os vedkommende, er foregaaet, men Alt er af os efter bedste Skjønsomhed saaledes forestaaet, administreret og dirigeret, som vi for Gud, Hs. kgl. Majestæt og hele Verden kan være bekjendt, og have vi ikke efterladt efter bedste Indsigt at søge at fremme Stadens og Indvaanernes Tarv, beklagende alleneste, at vi de fleste Gange ei have været satte istand til at effektuere, hvis vi og de 32 Mænd med god Grund til Stadens Opkomst allerunderdanigst have foreslaaet og inderlig ønsket til Stadens og samtlige menige Borgerskabs Bedste og Fremtarv at se iværksat, og altsaa vide vi ikke, at os i saa Maade det Allerringeste kan være at lægge til Last." Naturligvis blev den afgaaede Magistrats Regnskaber underkastede en grundig Revision af en særlig Kommission, men der forefandtes intet Mistænkeligt eller Uordentligt i dem. Det fortælles, at Borgmester Suhr bragte Struensee de reviderede Regnskaber med den Bemærkning, at der ikke var fundet Udsættelser deri for 10 Rdlr., hvortil Kabinetsministeren svarede: "Das hatte ich doch nicht gedacht."

Den nye Magistrats første Handling var at dele Forretningerne mellem sig og indgaa en Vedtægt, saaledes at enhver af Stadens mange Betjente kunde vide, hvem han især havde at holde sig til. Overpræsident Holstein fik efter kongelig Befaling Overopsynet med Politimesteren og Politivæsenet; første Borgmester havde Kontrol med Jordegodset og Kæmneriet, anden Borgmester med Renovations- og Portvæsenet. Grundskatten til de Fattige og Indkvarteringen sorterede under Syndikus; første Raadmand havde Magasinerne, anden Lygte- og Sprøitevæsenet under sig; tredie Raadmand vaagede over Veiermesteren, Vrageren og Kornskriveren, medens fjerde Raadmand kontrollerede Justervæsenet. Dog kunde ingen Beslutning fattes uden i Raadets Plenarmøder. De øvrige Forretninger, saasom Modtagelsen af Rodemestrenes Regnskaber, Kontrollen med Kirkerne, Skolerne, Legaterne, Børnehusets Kapitaler, den borgerlige


284

Enkekasse, de løbende Expeditioner, Udfærdigelsen af Forestillinger og Erklæringer til Kongen og Kabinettet m. m. vare fordelte paa lignende Maade mellem Magistratens Medlemmer. Til Stadens Pengekasse paa Raadhuset, hvori der i 1771 fandtes en Beholdning af 6662 Rdlr. 4 Mk. 14 Sk. foruden nogle Obligationer og usikkre Fordringer, var der fem Nøgler, hvoraf Overpræsidenten, de to Borgmestre, Syndikus og en af Borgerskabets Repræsentanter hver havde sin. Kassen kunde altsaa kun aabnes, naar de alle fem vare tilstede.

Det saa temmelig broget ud med Byens Finantser ved den Struenseeske Magistrats Tiltrædelse. Ikke blot forefandtes der en Gjæld af 115,575 Rdlr., hvoraf de 38.000 Rdlr. skyldtes til Banken, som ikke vilde vente, men de mange paatænkte Forandringer vilde forøge Kommunens Udgifter og forringe Indtægterne betydeligt. Man havde nu ikke blot Politimesters Gage at udrede, som forhen var bleven betalt af den kongelige Kasse, men Pensioner til den forrige Magistrat, hvortil kom de meget forøgede Udgifter til Renovation, Brolægning, Gadebelysning m. m. Af Indtægter, som Magistraten tidligere havde havt, gik 7800 Rdlr. (nemlig den halve Del af Accisen og 1/10 af Konsumptionen) nu i den kongelige Kasse; ikke mindre end 11,800 Rdlr. skulde i Fremtiden flyde i Hof- og Stadsrettens Sportelkasse, og endelig mistede Byen ved Afskaffelsen af Port- og Passagepenge paa Søn- og Helligdage 6000 Rdlr. og ved Gadefeinings Pengenes Afskaffelse 4000 Rdlr. I det Hele gik Kommunens aarlige Indtægt 29,600 Rdlr. ned, hvorfor den Balance, der opstilledes af de nye Mænd, havde et ret skrækindjagende Udseende. Indtægten var nemlig anslaaet til 49,266 Rdlr., Udgiften- til 85,281 Rdlr., og der var endda ikke taget Hensyn til Forrentning af Gjælden, ei heller til det paabudte Rugmagasin eller til det projekterede nye Kirkegaardsanlæg udenfor Byen.

I denne Nød henvendte man sig naturligvis til Regjeringen og ønskede først, at Byen maatte beholde alle sine gamle Indtægter, men da dette ikke lod sig gjøre, ansøgte Magistraten om 100,000 Rdlr. til Gjældens Afbetaling og desuden et aarligt Tilskud af 30,000 Rdlr. til Bestridelse af Udgifterne. Begge Dele bleve bevilgede ved Kabinetsordre af 25de Mai 1771, og man var saaledes foreløbig ude over Vanskeligheden. Der var dog stadig Pengemangel i Stadens Kasse, skjøndt Personalet var blevet stærkt reduceret, og Lønningerne saa betydeligt nedsatte, at Magistratens


285

Gage, der før 1771 havde været 26,000 Rdlr. om Aaret, nu var gaaet ned til 9300 Rdlr. Men Udgifterne steg samtidig i foruroligende Maalestok; Politiet, der før havde kostet 1800 Rdlr., krævede nu en aarlig Udgift af 8000 Rdlr., og Renovationen, der var bleven besørget for 12,000 Rdlr., kostede nu 19,000 Rdlr. Dette Forhold gjentog sig paa mange andre Omraader, og tilsidst oplevede man endog, at Staden ikke kunde betale en Post paa 82 Rdlr. 30 Sk., som var medgaaet til Arrestanters Underhold og Varetægt i Stokhuset. Endnu i 1773 stod denne Gjæld hen, og Magistraten erklærede rentud, at "da Staden Intet eiede, kunde den heller Intet betale." Iøvrigt udnævntes der nu særlige Revisorer til at gjennemgaa Stadens Regnskaber, som derefter skulde forelægges Offentligheden; tidligere havde de 32 Mænd besørget Revisionen. Finantskollegiet havde Overtilsynet med Kommunens hele Styrelse.

Paa egentlig fast Fod kom Magistraten dog først ved Hof- og Stadsrettens Oprettelse den 15de Juni 1771, hvortil "Overpræsident Grev Holstein gav den første Anledning" - saaledes forsikkrer i hvert Fald hans Efterfølger, Overpræsident Braem. Det var en nyttig Forholdsregel, som stod sin Prøve gjennem Tiderne og gjorde Ende paa de foran (III, 217) berørte høist uheldige Forhold. En Kabinetsordre af 26de April gav Stødet til Forandringen. Heri befaledes, at der skulde oprettes en eneste Jurisdiktion i Kjøbenhavn og alle de andre ophæves, at enhver Proces skulde afgjøres i to Instantser, nemlig for den nye Domstol og Høiesteret, at alle Sportler skulde ophøre, Bythinget afskaffes (altsaa ogsaa Byfogden og Byskriveren) og Kjøbenhavns Magistrat kun have at befatte sig med Økonomi- og Politisager, hvilke sidste skulde afgjøres summarisk. Kancelliet fik Ordre til at indkomme med Forestilling herom saa hurtigt som muligt, og allerede en Maaned efter blev den af Generalprokureur Stampe udarbeidede Plan indsendt. Skjøndt adskillige Embeder bleve annullerede, og andre mistede væsentlige Dele af deres Forretninger og Indtægter, lykkedes det dog at gjennemføre Loven uden Masseafskedigelser, og man kan tilføie: uden Udgifter for Statskassen. Hof- og Stadsrettens Embedsmænd valgtes nemlig fortrinsvis fra de Kollegier og Retter, som tidligere havde bestaaet, saaledes blev den forrige Politimester Etatsraad Horn Justitiarius, endvidere den forrige Byfoged Etatsraad Suhm, Præsidenten i Underadmiralitetsretten Justitsraad Korn, Præsidenten i Borgretten


286

Etatsraad Ortwed, Auditeuren ved Søetatens kombinerede Ret Nikolai Stabel og endel tidligere Tilforordnede i Hof- og Borgretten Assessorer ved den nye Domstol; Sekretair i Hofretten Justitsraad Malling blev Justitssekretair, den forrige Skriver i den lille Gjældskommission Kancelliraad Brøer Brevsekretair o. s. v. Nogle Enkepensioner, der havde paahvilet Byfogden, og et Bidrag af Byskriverembedet til Videnskabernes Selskab bleve overtagne af den kongelige Kasse, ligesom der udrededes en Skadeserstatning til Sekretairen i Konsistorial- og Tamperretten saavelsom til Auditeurerne og Generalauditeurerne.

Hof- og Stadsrettent Maal at fremskynde Rettergangen og gjøre det muligt for Enhver uden Tidsspilde og Hindringer at søge sin Kontrapart blev fuldtud naaet. Værnethings Indsigelser kunde nu ikke længere finde Sted, og Jurisdiktions Stridigheder mellem Retsbetjentene vare umulige. Alle Kbhvns. Indbyggere, hvad enten de vare Borgere eller kongelige Betjente, Rangspersoner eller ikke, Geistlige eller Verdslige, Civile eller Militaire, Professorer eller Studenter, skulde svare for den nye Domstol baade i civile og kriminelle Sager. Dog skulde de Militaire i Sager vedrørende deres Tjeneste søges for Krigsretten, ligesom Præster og andre geistlige Embedsmænd for Provsteretten i Spørgsmaal angaaende deres Lærdom og Embede. De Forretninger, der udenfor Dommerembedet hidtil havde været tillagte Byfogden, som at forrette Arrestationer, besørge Delinkventer anholdte og Domme exekverede, inddrive Bøder m. m., overdroges nu til en af Hof- og Stadsrettens Assessorer (Ortwed), der kaldtes Kongens Foged. Skifter efter Indbyggerne, som nogle faa Maaneder iforveien vare lagte ind under en egen Skifteret, bestaaende af 3 Medlemmer af Magistraten, skulde nu besørges af 3 Hof- og Stadsretsassessorer, ligesom den nye Domstol ogsaa skulde beskikke Overformyndere og Formyndere. Endelig henlagdes Auktionsvæsenet under Hof- og Stadsretten. Ved Byens Jurisdiktion havde der hidtil været to Auktionsdirekteurer med fast Gage, medens Auktionsembedet ved Hofetaten, der indbragte ca. 1904 Rdlr. om Aaret, tilhørte Udenrigsminister Grev Osten ifølge en hans Fader forundt Bevilling. Det blev nu bestemt, at de to Direkteurer i Fremtiden skulde forrette alle i Byen forefaldende Auktioner uden Undtagelse mod en vis Løn, men aflægge Regnskab for Salair, Opvartningspenge og andre Sportler og indbetale dem i Hof- og Stadsrettens Sportelkasse. Grev Osten fik en aarlig Erstatning af 1904


287

Rdlr. paa Livstid, og paa lignende Maade affandt man sig med de andre Jurisdiktioners Auktionsholdere.

Prokuratorerne ved den nye Ret bleve naturligvis tagne af dem, der hidtil havde været berettigede til at føre Sager for Bythinget, Raadstuen m. v., men det er charakteristisk, at man gjorde et Udvalg af 14, fordi "der af de mange saakaldte Underretsprokuratorer ere adskillige, som have maadelig Kredit, og som man bør skille Publikum af med." Det var nemlig ikke ukjendt, at Prokuratorer mødte berusede i Retten eller paa anden Maade krænkede Rettens Værdighed. I 1766 fik Prokurator Iver Abel saaledes en skarp Irettesættelse paa Raadstuen, fordi han havde skrevet "anstødelige Ord og en dristig, uanstændig og ufortjent Kritik, over Byskriveren", og det kunde ikke diskulpere ham, at disse Udtryk vare indflettede paa Latin og Fransk i hans Indlæg til Bythinget. En kjøbenhavnsk Prokurator, der indlagde sig en sørgelig Berømmelse, var den norskfødte Jakob Christian Bie, som gjentagne Gange kom i Konflikt med Lovene, dels for Trykkefrihedsforseelser, dels for Fornærmelser mod Overpræsidenten og Byfogden. Den 6te Juli 1770 optraadte Bie i Hvidovre Kirke paa Prædikestolen og bad til Menighedens store Forargelse for adskillige navngivne utugtige Fruentimmer i Smaagaderne i Kbhvn., hvorved han paadrog sig en Dom paa sex Aars Rasphusarbeide. I 1771 opdagedes det, at han havde udfærdiget et falsk Privilegium til Bogtrykker Johan Rudolph Thiele med Kongens og Struensees Haands Underskrift, for hvilken Forbrydelse han blev dømt til at have forbrudt Haand, Ære og Boeslod, men benaadedes med Tugthusarbeide paa Livstid. Bie var forresten ikke blot Forbryder, men ogsaa mislykket Digter og statsøkonomisk Forfatter og gjorde sig navnlig bemærket som saadan i Trykkefrihedsperioden under Pseudonymet "Philopatreias". Han var indviklet i alle Slags mistænkelige og tvetydige Transaktioner, og det bør fremhæves, at der tyve Aar efter, nemlig i 1791, endnu henstod en Sag imod ham, som bogstavelig var gaaet i Glemmebogen og kun ved et Tilfælde kom for Dagens Lys. Dette er netop en slaaende Illustration til de Onder, Hof- og Stadsretten skulde afhjælpe. I Februar 1771, altsaa før den nye Domstol var indrettet, fik to Kommissairer, Etatsraad Ortwed og Konferentsraad Jacobi Ordre til at behandle og paadømme en ulovlig Omgang af Bie og hans værdige Staldbroder, Regimentskvartermester Fugl, ved


288

Oprettelsen af et Testamente. De to Herrer drøftede Sagen i 5 Aar, men endelig i Septbr. 1776 indlod Jacobi Sagen til Doms, affattede sit Votum og sendte dette tilligemed alle Sagens Akter til Ortwed, der pakkede det Hele ned i en Skuffe og lod det ligge. Otte Aar efter i Juni 1784 fik Jacobi sildige Skrupler og gjorde Anmeldelse til Kancelliet om Sagens Henstand, men da hans udførlige Forestilling blev sendt Etatsraad Ortwed til Erklæring, lagde denne simpelthen det nye Aktstykke ned til de gamle og lod det Hele fremdeles ligge. Først ved Ortweds Død i Januar 1791 fandtes Dokumenterne og indsendtes til Kancelliet. En ny Kommission fik nu Ordre til at sammentræde for at afsige Dom i Sagen, men da var Bie for længe siden død.

Hof- og Stadsretten tog sin Begyndelse den 15de Juli 1771 og holdtes først i de 32 Mænds Sal paa Raadhuset, som jo nu stod ledig. Da Domstolens Forretninger imidlertid uophørlig voxede, og dens Embedsmænds Tal forøgedes, fik den i Novbr. anvist Værelser i Prindsens Palais. Man havde først paatænkt at leie eller kjøbe Marechalsgaarden paa Kjøbmagergade (den nuværende Postgaard), som tilhørte den afskedigede Overpræsident Geheimeraad v. der Lühe (III, S. 8), thi her var der ikke blot rigelig Plads, men Stedet, siges der, "er saa meget mere beleiligt for alle Vedkommende, som det er beliggende i Centro eller Hjertet af Staden." Planen blev imidlertid til Intet, og efter Struensees Fald fik Retten Lokale i en af Kongen kjøbt Gaard paa Østergade (Efterslægtens Gaard).

Det var Kjøbenhavns Magistrat, der havde betalt Gildet, thi ikke blot havde Hof- og Stadsretten faaet mange af dens Forretninger og Indtægter, men ogsaa endel af dens Anseelse og Indflydelse. Selv Holstein og de nye Mænd havde et aabent Øie herfor; det varede i hvert Fald ikke længe, før de følte det Trykkende ved Ordningen. I August 1771 kom det gjentagne Gange til Konflikter mellem de to Autoriteter. Da Magistraten nemlig vilde bortforpagte de Embedsjorder, som havde været tillagte dens Formænd (thi Indtægterne heraf skulde nu tilfalde Kommunen), fik den en Skrivelse fra Hof- og Stadsretten, at det tilkom Auktionsdirekteuren at forrette Auktionen og indbetale Salairet til Domstolens Sportelkasse, ligesom han ogsaa havde Krav paa at sælge de fundne og stjaalne Sager paa Politikamret, hvortil ingen Eier meldte sig. Dette var naturligvis ikke efter Magistratens Hoved, hvorfor den


289

klagede, men den blev endnu mere krænket, da Domstolen gav sig til at udnævne Vurderingsmænd, hvilket var Magistratens gode gamle Ret. Der er ikke nogen behagelig Tone i Magistratens Klage til Kongen: "Thi skulle vi allerunderdanigst bede Deres Majestæt at soutenere os i vores Embede og befale Hof- og Stadsretten ikke derudi at gjøre os noget Indgreb, men naar der udi Stervboer, Fallit- eller Opbudsboer behøves Borgere til at vurdere Kjøbmandsvarer, Gaarde, Huse, Skibe og Andet, da hos os at rekvirere de behøvende Vurderingsmænd udnævnede." Baade med Hensyn til Auktionerne og Vurderingsmændenes Udnævnelse fik Magistraten Medhold, men dens gjentagne Ansøgninger om at beholde Skiftesalairerne og Arvefaldsrettigheden til de Arvelodder, som i 15 Aar havde henstaaet ukrævede, bleve derimod afslaaede. Den Modstand, der gjordes fra andre Sider mod Hof- og Stadsretten, var ligesaa frugtesløs, men den gjenoptoges med stor Kraft efter Struensees Fald.

Det havde oprindelig været Meningen at lade Inkvisitionskommissionen bestaa under dens hidtilværende Form (smlgn. III, 218 o. flg.), skjøndt der bestandig indløb Klager over dens Vilkaarlighed, Sendrægtighed og Voldsomhed, thi man ansaa den for uundværlig og betragtede den som det eneste Middel til at komme Tyve, falske Spillere og Bedragere tillivs. Kommissionens Præses, Bornemann, var den 6te April 1771 bleven Politimester i Kjøbenhavn, og Embedet bestyredes midlertidigt af Auditeuren, Krigsraad Stub, der synes at have været en meget myndig og brutal Personlighed. I hvert Fald lagde han sig hurtig ud baade med Autoriteterne og Publikum, og en Begivenhed, der indtraf i Juni 1771, bragte ham i saa alvorlig Konflikt med Magistraten og forskjellige andre Myndigheder, at Regjeringen blev tvungen til at skride ind.

Sammenhængen hermed var følgende. I Huset hos Oldermanden for Slagterlauget, Daniel Kyse, havde en Slægtning af ham, Enken efter Præsten Albrecht Snedsted, logeret og var afgaaet ved Døden. Arvingerne troede, at hun efterlod sig mere, end hun gjorde, og udvirkede, at den Afdødes Tjenestepige, Anne Pedersdatter, blev transporteret til Stokhuset og indsat i en af Arresterne. Men ikke nok hermed - tre Uger efter rekvirerede de Examination over Kyse, og Følgen blev, at Stub lod Oldermanden for Slagterlauget arrestere Natten mellem den 15de og 16de Juni 1771 og indsætte i Stokhuset som mistænkt for at have understukket Præste-


290

enkens efterladte Kontanter. Slagterens Hustru klagede ufortøvet til Magistraten, og denne støttede hende af al Magt. "Hvis Saadant skulde have Gjænge - skriver den bl. A. i en Forestilling til Kongen - maatte enhver Mand befrygte sig for sligt voldsomt Overfald. De, som have Prætension til en Borger, bør holde sig til hans foresatte Øvrighed og rette sig efter Landets Love. Vi indstille, at Kyse uopholdelig løslades af Arresten, under al lovlig Regres til Satisfaktions Erholdelse af alle Vedkommende, samt at det alvorligen maa forbydes de Kommitterede udi Inkvisitionskommissionen at foretage Saadant mod nogen Borger, uden først at melde det for Raadet." Struensee nøiedes dog foreløbig med at give Kancelliet Befaling til at undersøge, om der var handlet efter Lovene i denne Sag.

Auditeur Stub forsvarede sig skarpt og, som det synes, fyldestgjørende. I et Promemoria til Kongen oplyste han, at han den 15de Juni havde faaet Ordre fra Kancelliet til uden Ophold at foretage den af Arvingerne rekvirerede Examination, og gav desuden en Fremstilling, der satte Slagter Kyses Holdning i et meget tvivlsomt Lys. Først efter at være bleven arresteret havde han nemlig meddelt, at den afdøde Præsteenke havde foræret ham 1000 Rdlr., inden hun døde, men han havde ikke kunnet fremføre noget Bevis derfor, og hvad Anne Pedersdatter angik, havde hun tilstaaet at have stjaalet nogle Ting af Boet, saaledes den Afdødes Sko og Sølvspænder. Man var altsaa i ingen Henseende gaaet de to Arrestanter for nær. For imidlertid at faa Ende paa Sagen, befalede Struensee, at Forhøret over Kyse skulde sluttes ved Stokhusretten, og "Sagen ved Lands Lov og Ret behandles."

Det viste sig imidlertid vanskeligt at slippe ud af Inkvisitionskommissionens Kløer, naar man først var falden i dem. Stub afsluttede ikke Forhøret, men beholdt Kyse i streng Forvaring, ja, "lod ham nøiere fængsle end tilforn, idet en Jernstang med Laas. blev sat for den Dør, hvor han var inde." Det rygtedes i Byen, at de to Arrestanter bleve mishandlede, og Sindene kom i den voldsomste Bevægelse. Slagterens Hustru, der ikke manglede Energi, indgav den ene Ansøgning efter den anden og paakaldte endog samtlige Laugs Understøttelse, saaledes at det den 29de Juli kom til en stor Aktion, da 22 af Laugenes Oldermænd i Kjøbenhavn henvendte sig til Magistraten med et udførligt Promemoria. I dette


291

mærkelige Aktstykke erklære Oldermændene, at "den ulyksalige Slagter Kyses Hustru har opfordret dem til at gaa i Kaution for ham, for at han med frie Hænder og høist fornøden Forsvar kan søge sin lovlige Ret imod dem, som have begyndt saadan inkvisitorisk Medfart imod ham." Oldermændene have derefter forhandlet med Laugenes Interessenter og fundet dem villige til "at se vor ulyksalige Medborger reddet og tillige søge den danske Nation befriet fra en Klik, som den lettelig ved denne Omgang med Kyse kunde paadrages, idet fremmede Nationer kunde falde paa de Tanker, at den bekjendte grusomme spanske Inkvisition, for hvilken alle andre Nationer finde en Afsky, ogsaa her i Riget fandt Sted," Laugene føle sig endog forpligtede til "at søge denne kongelige Residentsstad satisficeret for den Tort og de frygtsomme Indtrykke, som de alle have og føle over denne usædvanlige og ei hidtil brugelige Behandling imod deres Medborger, thi Enhver maa billigen frygte, at naar det saa skal tilgaa, saa skal og vil de Større æde de Mindre, thi naar En enten ved Penge eller andre Leiligheder har Adgang til at udvirke, hvad han vil, imod en Mand, som han kan have fattet Mistanke eller Fjendskab til, da bliver herefter ingen Mand sikker i sit Hus for saadan inkvisitorisk Overfald udenfor det rette borgerlige Forum, og det vilde saaledes blive en let Sag at udøve en overordentlig Had og skille en Mand fra Ære og Velfærd." Det oplyses derpaa, at Kyse, naar han kaldes for Retten, ikke kan faa det ringeste Ord indført for sig i Protokollen, "hvilket vi anse for Rettens Fornægtelse", og Oldermændene slutte med følgende Forespørgsel: "Som nu saaledes denne Omgang mod Kyse forekommer os meget fremmed og lovstridig, saa have vi fundet fornødent som en Forsigtighed, førend vi binde os fast til den agtende Kaution for tilmeldte Sieur Kyse, først hos det høie Raad underdanigst og aller-ydmygst at bede os underrettede: Om det efter Loven eller nogen anden kongelig Anordning er tilladt uden foregaaende Saggivelse eller Examination at kaste en udi Professions Handels Brug staaende Borger og edsvoren Oldermand i Stokhusets Arrest, som nu med Daniel Kyse sket er? Vi bede tillige underdanigst og allerydmygst, at denne vores Forespørgsel maa blive naadigst og høigunstigst op- og antaget." Magistraten indsendte denne Promemoria tilligemed en ny Ansøgning fra Kyses Hustru til Kongen, og erklærede sig uvidende om Grunden til, at Forhøret ikke var blevet sluttet. Den


292

kunde kun gjentage sin forrige Indstilling om Arrestantens ufortøvede Løsladelse.

Det stærke Røre, som havde grebet Laugene, skyldtes uden Tvivl den Omstændighed, at en af deres egne Bedstemænd havde været Offer for Inkvisitionskommissionens Vilkaartighed. Auditeur Stubs Fremgangsmaade var ingenlunde ny eller uhørt, om end de civile Inkvisiter i Stokhuset sædvanligvis bleve henviste til Kommissionen fra Politiretten, naar man der ikke kunde faa dem til at bekjende. Skjøndt Kyse sandsynligvis blev løsladt i August, lagde Bevægelsen sig dog ikke; tvertimod fremkom der flere og flere Klager over Stubs Vilkaarlighed og altfor rigelige Brug af den saakaldte "skarpe Examination". I Septbr. og Oktober indleverede Magistraten flere Forestillinger om den mislige Behandling, Fangerne vare underkastede i Stokhuset, fordi Krigsraad Stub alene vilde dirigere Alt, og beskyldte ham desuden for Forsømmelighed, da han undertiden blev tre, fire Dage borte fra Kommissionen; Kommandanten i Kbhvn., Oberst Sames, sluttede sig hertil, og Politimester Bornemann dadlede Stub, fordi han undlod at afhente de til Kommissionen henviste Arrestanter, og lod dem hensidde i Raadhusarresten til Bekostning for de publike Kasser. Politimesterens Skrivelse til Raadet om denne Sag er yderst charakteristisk for den Forvirring, der herskede under det Struenseeske Regimente. "Endskjøndt dette - skriver han nemlig - nu vel udi ingen Maade vedkommer mig at paatale, da jeg har nok i min egen Del, og maaske heller ikke Magistraten, som efter nuværende Forfatning ingen Jurisdiktion har, saa har jeg dog efter den Pligt, mig og Enhver paaligger, Intet at fortie af hvad til Hs. Maj. Tjenestes Befordring henhører, troet mig forbunden til at kommunicere Raadet det, paa det at samme kunde efter Behag enten selv gjøre Forestilling derom direkte til Cabinettet eller meddele mig sine Tanker, Om jeg bør melde det videre? Og da hvor? Enten til Kancelliet eller til Hof- og Stadsretten, hvorunder Inkvisitionskommissionen efter Forlydende skal være henlagt? Hvorom jeg da i saa Fald udbeder mig Raadets behagelige Svar." Man ser heraf, at Autoriteterne hverken vidste ud eller ind, og vare uvidende om Regjeringens Beslutninger, en Følge af, at det udtrykkelig var blevet Kollegierne forbudt at korrespondere med hverandre, da Struensee vilde have alle Traade samlede paa sin Haand.


293

Paa dette Tidspunkt var Inkvisitionskommissionen dog endnu ikke bleven henlagt under Hof- og Stadsretten, men et Uveir var ifærd med at trække op over den. Under et Møde i Stokhusretten dekreterede Krigsraad Stub nemlig, at den ovenfor omtalte Tjenestepige, Anne Pedersdatter, igjen skulde piskes, og da en af Rettens Medlemmer, Borgerkaptain Holst, gjorde Indvendinger, blev Stub grov, befalede ham at holde Mund og viste ham tilsidst Døren med den Bemærkning, at han saavelsom Rettens øvrige Medlemmer kun vare tilstede for at underskrive Protokollen, men ellers Intet havde at sige. Holst klagede strax til Stadthauptmanden, og denne lod Klagen gaa videre til Generalitetet, som kaldte Stub for sig og befalede ham at undlade alle skarpe Midler, medmindre han havde Flertallets udtrykkelige Samtykke. Hermed vilde Sagen formodentlig have været forbi, hvis Anne Pedersdatter ikke var bleven syg af de Slag, hun havde faaet. Dette rygtedes hurtigt, og efter Kommandantens Begjæring lod Magistraten nu Stadsphysikus Wandeler og to Chirurger undersøge Arrestantindens Tilstand. De afgav den Erklæring, at hun ikke blot var syg, men at de Medikamenter, hun fik, ikke passede for hendes Tilstand. Ved Efterretningen herom blev Stub som rasende; han tilskrev Kommandanten og begjærede Forhør optaget for at faa oplyst, hvem der havde lukket Professor Wandeler og hans Ledsagere ind i Stokhuset, hvor de Intet havde at bestille, og hvor deres Nærværelse "maatte illudere Inkvisitionen". Kommandanten gav et skarpt Svar, og den 13de Novbr. indkom Magistraten med en ny Forestilling til Kongen, hvori den klagede bittert over Stubs Adfærd. "Da Stadsphysikus - hedder det heri - som er mødt paa Embeds Vegne efter Kommandantens Rekvisition hos Arrestantinden, maa føle sig høist præjudiceret ved Krigsraad Stubs anførte Spidsfindighed og Subçon, forestille vi allerunderdanigst, hvilken Satisfaktion der skal gives Professor Wandeler herfor, for at han i Fremtiden kan gaa sikkert i sine Embedsforretninger uden at blive prostitueret. Iøvrigt kunne vi ikke undlade at melde, at dette Fruentimmer, skjøndt hun er befunden svag, alligevel er bleven pryglet igjen i Mandags paa det Ubarmhjertigste, hvilken Justitsbehandling irriterer Publikum meget."

Herefter tabte Kabinetsministeren Taalmodigheden. Den 16de Novbr. tilkjendegav han Kancelliet Kongens Misfornøielse med det Skete, befalede, at den skarpe Examination indtil videre skulde


294

være forbudt, og forlangte Oplysninger om, paa hvilken Autoritet og Forordning den pinlige Undersøgelsesmethode grundede sig. Herpaa blev Autoriteterne imidlertid Svar skyldig, thi der fandtes ingen saadan Lovhjemmel; Inkvisitionskommissionen havde simpelthen indført de skarpe Tvangsmidler paa egen Haand i Christian den Femtes Tid, hvorefter de vare blevne forplantede gjennem Tiderne. Struensee besluttede nu at afskaffe den pinlige Examination helt, og skjøndt Kancelliet strittede imod og foreslog en Mellemvei, f. Ex. at den ikke maatte anvendes uden høi Nødvendighed, eller at dens Afskaffelse i hvert Fald skulde hemmeligholdes, fastholdt Kabinetsministeren sin Villie. Paa Kancelliets Forestilling har Christian den Syvende egenhændig skrevet: "Die peinliche und scharfe Examimination soll gänzlich cessiren und unter keinen Namen noch Vorwand angewandt werden. Die Ueberführung eines Delinquenten musz blosz durch die Zeugen und die Wahrscheinlichkeit der Umstände geschehen, und wo er nicht völlig überführt noch zum Geständnisz gebracht werden kann, so musz eine gelinde Strafe stattfinden, und lieber ein Schuldiger frey kommen als die Möglichkeit existiren einen Unschuldigen zu martren, welches der Freyheit und den Rechten der Menschlichkeit so sehr repugnirt." Det er disse Ord, som i det Væsentlige ere indførte i Forordningen af 30te Decbr. 1771, ved hvilken Inkvisitionskommissionen henlagdes under Hof- og Stadsretten, saaledes at en Assessor i denne ledede Undersøgelsen og bar Ansvaret for, at Alt gik ordentlig til. Mærkværdigvis mente Krigsraad Stub trods Alt, hvad der var passeret, at han fremdeles kunde lede Inkvisitionsprocessen, men han fik naturligvis Afslag paa sin Ansøgning. Til Præses udnævntes derimod Garnisonsauditeur Herman Andreas Pitzler, som forresten i 1789 kom i en ganske lignende Konflikt med Hof- og Stadsretten, da denne indgav Klage over hans uforsvarlige "skarpe Examination".

Naar Overpræsident Holstein i sine Memoirer skriver, at Kjøbenhavns Politi var un chaos à nettoyer et à refondre, er dette vistnok overdrevent, skjøndt neppe meget. Politimester Horn (smlgn. III, S. 192) havde kun vist liden Interesse for sit Embede; Alt gik, som det bedst kunde, i en gammel Slendrian, navnlig lod Ordenen og Renligheden paa Gaderne Meget tilbage at ønske, og der sørgedes kun daarligt for Indbyggernes physiske Velvære. Det gjaldt nu om at finde en Mand, som var Stillingen voxen, og Valget faldt paa


295

Præses i Inkvisitionskommissionen, Generalauditeur Vilhelm Bornemann, der udnævntes til Politimester den 6te April 1771. Han modtog Udnævnelsen nølende; selv siger han, at "han aldrig havde paataget sig det vigtige og vanskelige Embede, allerhelst i den kritiske Tid, det blev ham paalagt, hvis Overpræsident Grev Holstein ikke havde forkyndt ham, at han ellers aldrig mere vilde blive brugt i Kongens Tjeneste." Han viste sig imidlertid hurtigt som en frem-

Vilhelm Bornemann. Politimester 1771-72

Vilhelm Bornemann. Politimester 1771-72.

ragende og dygtig Politimand, en djærv og hæderlig Charakter, der sagde sin Mening rentud og uden Persons Anseelse gjorde sin Pligt. Charlotte Dorothea Biehl fortæller, at han om Sommeren mødte Kl. 5 om Morgenen ved Portene og paa Torvene, eftersaa Maal og Vægt, hindrede Forprang og straffede alle Urigtigheder uden at bekymre sig om, hvem Forbryderen var. En Morgen fandt han saaledes en Vogn med 10-12 Fjerdinger Smør, hvoraf ingen var justeret eller holdt sin tilbørlige Vægt. Han konfiskerede dem strax, men da han befalede Betjentene at kjøre Varerne til Børnehuset,


296

tog Kusken ham til Side og meddelte, at Smørret tilhørte Etatsraad Rothe i Rentekammeret, hvilket dog ikke hjalp det Ringeste. En anden Gang viste han sin Fasthed, da den preussiske Gesandt klagede over, at to af hans Tjenere en Nat vare blevne arresterede af Vægterne og transporterede til Raadhusarresten. De havde været beskjænkede, gjort Gadeoptøier i Dybensgade, pryglet en sagesløs Mand og forsøgt at bestikke Vægterne, og Bornemann hævdede bestemt, at han ved at slippe dem løs om Morgenen, "da de anmeldte deres Qualité, havde vist al den Politesse, en udenlandsk Minister kan forlange." "Det forbauser mig høilig - siger han - at Ministeren mener at have Aarsag til at dolere. Efter min enfoldige Mening skal Enhver, han være fornem eller ringe, indfødt eller fremmed, holde den offentlige Fred, og denne Mening vil jeg ogsaa i Fremtiden følge, saalænge jeg ikke faar andre Befalinger. De 7 Mk. 8 Sk., som Domestikerne have givet Vægterne for at slippe fri, have de ifølge deres Instrux havt Lov til at modtage og beholde. Dette er Alt, hvad jeg kan meddele om denne Sag."

Bornemann havde ingen Del i Plakaten af 3die April, ved hvilken det forbødes Politiet at inkvirere i Folks Huse, ei heller i den Bestemmelse, at Politimester ikke længere skulde have Sæde i Magistraten. Han misbilligede begge disse Forholdsregler og lagde ikke Skjul derpaa. Den Omstændighed, at Politiet ikke maatte bekymre sig om Folks private Forhold, om deres Næring, om Spil og Drik i Værtshusene eller om Fruentimmer, der sad paa egen Haand, affødte en stor Mængde Onder og var efter Bornemanns Mening udelukkende Skyld i Politiets Afmægtighed overfor Uordener, Optøier og Tumulter. »Politiet - skriver han faa Dage efter Struensees Fald, da man havde æsket hans Mening - har derved mistet sin Myndighed til at have Øie med Menigmands Sæder og Levemaade i Husene og den Forbindelse med hans Husholdning, der ene tilforn forskaffede Politiet den Fortrolighed og Ærbødighed hos Pøbelen, som i Tilfælde af Sammenløb havde en ufeilbar Virkning. Byen er herved bleven opfyldt med Skjøger, liderlige Mennesker og Løsgjængere, som ikke blot i Husene begaa, hvad de vil, siden Politiet ikke tør bekymre sig derom, men det, som er det Værste, samler sig en Forraad af Frækhed, Selvraadighed, Foragt for alle Befalinger, fæiske Sæder og Vane at tage sig selv til Rette, der nødvendigvis maa bryde ud til de største Voldsomheder, naar de ser,


297

at de er de stærkeste." Tilsidst bemærker han, at Politimesterens Udelukkelse af Magistraten har undergravet hans Anseelse hos den store Hob, der betragter ham som en af Magistratens Betjente, bortset fra, at denne Adskillelse har forsinket al Expedition og affødt et Skriveri, hvorom man ikke gjør sig nogen Forestilling."

Politimesterens Myndighed var saaledes bleven dygtig beskaaren; han sorterede nu under Overpræsidenten, skulde indlevere Rapporter til denne og staa ham til Ansvar for sine Handlinger. Hans Opgave var at sørge for den offentlige Rolighed, for Gadernes Renselse og Brolægningen, ligesom han skulde gjøre Magistraten Forslag til at forebygge Dyrtid. Alle Politiforseelser som Forstyrrelser af den offentlige Orden, Forsyndelser mod Renligheden, Overskridelse af Taxter, Forprang, urigtig Maal og Vægt m. m. afgjorde han uden Appel med Bøder, den spanske Kappe, Ris, Vand og Brød og i særlig graverende Tilfælde med Tugthusarbeide. Det havde oprindelig været Struensees Plan, at alle tidligere udkomne Politiforordninger og Plakater skulde gjennemgaas, det Ubrugbare kasseres, og Resten suppleres til "en sammenhængende Kodex, der kunde afgive en fuldstændig Politiordning", men man naaede ikke længere end til de indledende Skridt.

Den Struenseeske Politietat var anlagt i større Stil end før, men kostede ogsaa langt mere, nemlig 7950 Rdlr. om Aaret, medens Udgifterne til Politiet tidligere kun havde været 2400 Rdlr. Under Politimesteren, der havde en aarlig Gage af 1200 Rdlr., stod ligesom før en Politifuldmægtig eller Politifiskal med 350 Rdlr. om Aaret, hvis Pligt det var "at forestille Politimester i hans Forfald". Ved Politikamret var der derimod nu ansat 2 Sekretairer og 2 Kopister til at føre Protokoller, Bøger, Lister og Korrespondance. Den øverste Kontrolhavende, svarende til den tidligere Politiadjutant, var en Politiinspekteur med 300 Rdlr. om Aaret, "thi - skriver Bornemann i en Forestilling af 8de Mai - da han maa være en Mand af Ære, Indsigt og et ubesmittet Rygte, som i alle Tilfælde maa fortjene Troværdighed og Indbyggernes Agt, tvivler jeg om, at nogen Mand af den Gharakter paatager sig Dag og Nat at omvanke denne store Stads Gader og Omkreds for ringere Pris." Under ham sorterede Torvemesteren, der havde Hest, og hvis Opgave det var at holde Kontrol paa Torvene og hindre Forprang paa Broerne, samt 14 Politikontrolleurer (de tidligere Betjente). De vare delte i fem


298

Klasser med Gager fra 120 til 200 Rdlr. "for at opmuntre de lidet Ærekjære og at kunne degradere, naar en Forseelse fortjener større Straf end Mulkt og mindre end Kassation." Endelig bestod det egentlige Ordenspoliti af 15 Kvarterkommissairer og ligesaa mange Kvarterbetjente, der lønnedes med henholdsvis 100 og 80 Rdlr. om Aaret og stod under Politikontrolleurernes Opsigt. "Jeg kan - siger Bornemann - ikke tro Kvarterkommissairerne og Betjentene mere end Forsigtighed befaler, og deres Opførsel viser; derom skal Kontrollen underrette mig. Min Plan grunder sig paa den Regel: en liden Omkreds kan overses, en stor ikke. Derfor er den første specielle Opsigt over et Kvarter betroet to bosiddende Folk (Kommissairen og Betjenten); derfor er Kontrollen over to Kvarterer eller fire saadanne Folk given til to andre Mænd, som allerede ere kyndige i Politiforretninger og vante dertil (Kontrolleurerne); derfor er Tilsynet med Torvene overdraget en aparte Betjent, og derfor er endelig til Inspektionen over den hele Kontrol foreslaaet den tilforladeligste Mand (Politiinspekteuren). Direktionen over det hele Værk, Kontoret iberegnet, forenes endelig i Politimesteren og Fuldmægtigen, til hvilke som til Middelpunktet alle Grene af den store Cirkul løbe sammen."

De nye Kvarterkommissairer og Betjente, som skulde tages af de mest skjønsomme, ædruelige, vigilante og arbeidsomme Indvaanere, og som helst skulde forstaa at føre Pennen, bleve fordelte i Byens 12 Kvarterer og paa de tre Broer, saaledes at der i hvert Kvarter boede en Kommissair og en Betjent. Deres Bopæl skulde være forsynet med et Skilt over Døren, saaledes at man let kunde finde dem, og de fik desuden et Slags Uniform, nemlig en guld- og sølvgaloneret Hat med Kokarde eller Baandsløife af forskjellige Farver, "og var det vel, om de samtlig vilde tillægge sig og bestandig bære røde Klæder." Det gamle Polititegn, den saakaldte "Politihaand" blev afskaffet; derimod fik samtlige Politifunktionairer i Stedet en forgyldt Medaille med Kjøbenhavns Vaaben, som båres i et rødt Baand om Halsen, og kun maatte vises, naar den høieste Nødvendighed udkrævede det. Instruxen for Kvarterkommissairerne og Betjentene, der bestaar af ikke mindre end 50 Paragrapher, gjentager naturligvis, at det er deres Hovedopgave at holde Opsigt med god Orden og Skik paa Gader og Stræder, Torve og Veie, men at de forresten ikke have at bekymre sig om, hvad der foregaar i


299

Folks Huse, ved Dag eller Nat, paa Søn- eller Søgnedage, medmindre deres Hjælp udtrykkelig forlanges. Ikke engang Hustyve maa de arrestere uden efter Begjæring. Der er kun et Slags Husinkvisition, som tillades dem (dog kun om Dagen), nemlig hos Spiseværter, Spekhøkere, Bagere og Slagtere efter usunde og uforsvarlige Varer. Det er derhos "en af deres store Pligter", at holde Øie med Gadevægterne og sørge for, at Gadelygterne tændes og slukkes efter Forskrifterne. Mod Gadedrenge, der gjøre Spektakler, tillades det Kommissairer og Betjente at gjøre kort Proces og anvende nogle velfortjente Rap. Hver Morgen paalægges det dem at indlevere en Rapport til Politikammeret, som "gjøres uden Komplimenter, saa kort som muligt." At de iøvrigt skulle optræde med Høflighed og Lempe, føre et ærbart og ædrueligt Liv og ikke modtage nogensomhelst Belønning i Penge, Varer eller Forfriskning, er en Selvfølge. Det kan her tilføies, at Jøderne selv holdt en Politibetjent til fremmede Jøders Eftersøgning.

Der indkom over 300 Ansøgninger om de nye Politiembeder, og det kostede Bornemann megen Møie at vælge imellem dem. Blandt de Kommissairer, han antog, vare 7 Huseiere og Folk i de forskjelligste Næringsveie, som tre fhv. Vinhandlere, et Par Oldermænd, Brændevinsbrændere og Thehandlere, flere Kræmmere, en Bager, en Bogtrykker og en Informator i det Engelske. Betjentene vare dels Skriverkarle, Militaire og Haandværkssvende, dels forhenværende Tjenere, ikke mindre end fire. Da det imidlertid ved en Kabinetsordre af 12te Februar 1771 udtrykkelig var blevet forbudt at ansætte nogen Domestik eller Tjener i offentligt Embede, vakte disse Ansættelser Opmærksomhed, og en Ansøger, der var bleven forbigaaet, indgav en Klage til Kongen. Struensee forlangte Oplysninger, hvorpaa Magistraten svarede kort, at Supplikanten burde anses for hans Dumdristighed i at kritisere Politimesterens Konduite. Bornemann gik derimod ind paa Sagen og erklærede, at han ganske vist havde antaget Tjenere til Betjente, "uagtet en kongelig Ordre Saadant skal forbyde", men han havde prist sig lykkelig ved at kunne faa Folk, for hvis Opførsel brave Mænd vilde indestaa. "Det er saa langt fra - siger han - at jeg tror at have gjort Uret i at antage dem, at jeg meget mere ønsker, at flere ville melde sig, paa det at jeg kunde have nogen i Reserve, naar Vinterens haarde Veirligt og stærke Strabads lægger dem, jeg har, i


300

Graven eller nøder dem til at tage Afsked. Erfaring har lært mig, at Ingen bedre kan udholde i Politibetjentenes Embeder end just Underofficerer og Tjenere, saasom de begge ere vante til at røgte Ærinder og til idelig Løben og Strippen for en ringe Løn, ja Tjenerne ere endda fast bedre, siden den militaire Etat ikke gjerne lader en skikkelig Karl fare, saalænge han har nogle Kræfter tilbage." Tilsidst oplyser Bornemann, hvad der ikke er mindst charakteristisk, at han kun kjender den kongelige Ordre af Adresseavisen, thi den er aldrig bleven ham meddelt. Da den derhos er rettet til Kollegierne, og taler om "offentlige Embeder", formener Politimesteren, at der ikke sigtes til saa ringe Poster som Politibetjentenes, thi disse have ingen anden Myndighed end den, der gives dem af Politimesteren, hvis Bud de ere. Hele denne Bevisførelse frugtede dog Intet; Magistraten fik en Irettesættelse, fordi der trods den kongelige Ordre var blevet ansat Domestiker i Byens Administration, og de fire Tjenere bleve afskedigede.

Den nye Magistrats første Forholdsregler gjaldt den herskende Dyrtid, der var saa trykkende, at "det ikke mere var muligt for den gemene Mand og Armoden at skaffe sig det nødvendige Brød til billig og taalelig Pris." Allerede i Novbr. 1768 havde Rugpriserne været saa høie, at der var blevet udleveret Borgerne 10,000 Tdr. Rug til Indkjøbspris fra de kongelige Magasiner, men Trangen og Nøden vedvarede. I Oktober 1770 begjærede Kongen, Underretning om Grunden til den pludselige Stigning af Kornpriserne og forlangte, at Magistraten skulde "angive de Midler, som hurtigst kunde hæve Ondet og igjen skaffe Overflod og billige Priser." Den gamle Magistrat indsendte strax Kopier af alle de Skrivelser, den siden 1754 havde vexlet med Kollegierne, og af alle de Forestillinger, den havde indgivet til Kongen herom, og erklærede, at den hverken ved Efterladenhed eller Taushed bar Skylden for de høie Priser eller den frygtede Mangel. Endnu i Septbr. havde den søgt om Forbud mod Kornvarers og andre Levnedsmidlers Udførsel og om Tilladelse til deres Indførsel, men den havde som sædvanlig ikke fundet Gehør. Følgen heraf blev, at der endelig den 5te Novbr. udkom et Forbud mod Kornvarers Udførsel, hvorhos det den 28de Decbr. blev tilladt at indføre fremmed Korn og Rug mod at betale indenrigs Told, 15 Skilling af Tønden. Man havde dog endnu ingen rigtig Følelse af Nødens Omfang, thi baade Magistraten og de


301

32 Mænd ansaa det for betænkeligt at forbyde Brændevinsbrænderne at brænde Brændevin af Hvede og Rug, da 300 Familier vilde blive udsatte af deres Næring derved. Man antog, at det vilde være tidsnok, naar "den høiere Nødvendighed udkrævede det."

Denne Nødvendighed udeblev ikke, thi Vinteren var saa streng, og Elendigheden blev saa stor, at Regjeringen maatte gribe til overordentlige Foranstaltninger. Paa Kongens Fødselsdag den 29de Januar aabnedes et kongeligt Kornmagasin paa Christianshavn med 5000 Tdr. Rug, af hvilke der foreløbig maatte udsælges 2000 Tdr. i hele og halve Tønder for en Pris af 3 Rdlr. Tønden (to Rigsdaler billigere end Markedsprisen), dog kun efter Anvisning af Magistraten. Men da Byens Fattige ikke evnede at kjøbe saa store Kvanta, fik Magistraten faa Dage efter Befaling til at lade Magasinrugen formale og bage til Brød, samt sælge dette saa billigt som muligt. Der blev strax truffet Anstalt hertil, og Fire Skillings og Otte Skillings Brød solgtes nu fra Raadstuen, det almindelige Hosspital og det borgerlige Exercerhus i nogen Tid, men da Prisen bestandig var for høi, havde Sagen ingen Fremgang. Under disse Omstændigheder foreslog Magistraten, at man skulde sælge Rugen til Bagerlauget for 3 1/2 Rdlr. Tønden og uddele Forskjellen: 1/2 Rdlr. til de Fattige som Hjælp til Brødindkjøb, men herpaa vilde Rentekammeret ikke indlade sig, da Magasinet jo var blevet indrettet for de uformuende og trængende Indvaanere, men ikke for Bagerlauget. Tilsidst blev Sagen ordnet saaledes, at Magistraten fik Rugen for 2 1/2 Rdlr. Tønden med den Forpligtelse at udsælge det bagte Brød for 1 1/2 Skilling Pundet, og Tilløbet blev nu saa overordentligt, at Nogle endog tilsatte Livet i Trængslen ved Udsalgsstederne.

Et endnu farligere Udseende fik Dyrtiden, da Bagerne erklærede sig renonce paa Kornforraad. Fra Landet kom der ingen Tilførsler, Søen var tillagt, saaledes at ingen Skibe kunde løbe ind, og det nyttede derfor kun lidt, at Lauget i Marts fik Tilladelse til at indføre 6000 Tdr. udenlandsk Hvede mod at betale den indenrigske Told af 15 Skilling Tønden. Ogsaa her maatte Regjeringen træde hjælpende til. Skjøndt Bagerne havde forsømt deres Pligt og ingenlunde havde havt det befalede Forraad, overlodes der dem 1500 Tdr. Rug af Magasinet (rigtignok for 4 Rdlr. Tønden), ligesom de fik 300 Favne Brænde fra den kongelige Vedhave. Da Manglen var følelig paa alle Omraader, blev det nu forbudt Brændevins-


302

brænderne at brænde af Rug, og Vognmandslauget, der klagede sin Nød til Regjeringen, fik 400 Tdr. Havre fra det kgl. Magasin.

Den nye Magistrat forefandt altsaa ved sin Tiltrædelse i April hvad man dengang kaldte: "vidtudseende Tider", og dens Bestræbelser vare derfor strax rettede paa at forebygge den truende Hungersnød. Det lille Magasin paa Chrhvn. var tømt efter Bagerlaugets Forstrækning; der var derfor ingen anden Udvei end at ansøge om, at Byen maatte blive forsynet med Rug fra Kongens egne og Militairets Magasiner, hvilket ogsaa tillodes den 8de April 1771. Dog skulde Magistraten tilbagelevere det udleverede Korn in natura, saasnart Skibsfarten blev gjenaabnet. Civiletatens og Søetatens Kornmagasiner vare anbragte i Proviantgaarden og paa en halv Snes Kornlofter, der vare leiede omkring i Byen; nu, da der blev ryddet ud, viste det sig, at der manglede betydelige Kvanta, hvilket førte til, at den 76aarige Proviantsforvalter Bugge (der før 1760 havde været Auktionsdirekteur) blev sat under Tiltale og dømt til Fæstningsarbeide paa Livstid. Han blev dog benaadet efter Struensees Fald, men mistede sin Titel og Rang af Kammerraad og blev erklæret uværdig til nogensinde herefter at beklæde et Embede.

Udsalget af Brød til Fattige for Magistratens Regning varede til hen paa Foraaret; i Juli blev det tilladt Slagterlauget at indføre 400 Stykker Slagtekvæg fra Sverig mod en moderat Told, og da der intet Byg var at faa i Landet, bemyndigedes Forpagteren af Søetatens Grynmølle, Christian Lund, til at indføre 1000 Tdr. fra Udlandet. Skjøndt Forholdene bedrede sig i Løbet af Sommeren, vare Udsigterne for den kommende Vinter mørke; thi man havde intet gammelt Forraad i Landet, det nye Korn var middelmaadigt, især Rugen, og østersøiske Varer vare dyre og vanskelige at faa. Under disse Omstændigheder tillodes det allerede i August at indføre fremmed Smør, Kjød og Fedt, senere ogsaa Flæsk og Svinekjød for modereret Told, og den 5te Juni 1771 udkom det saakaldte "Reglement om Stadens adskillige økonomiske og borgerlige Indretninger", hvorved man haabede at afvende alle kommende Onder. Heri fik Magistraten først og fremmest Befaling til at oprette et Kornmagasin paa 10,000 Tdr. Rug, som maatte indføres toldfrit, de privilegerede Bagere, hvis Antal fastsattes til 50, skulde aarlig fra Novbr. til Mai hver have et Forraad af 200 Tdr. Rug og 50 Tdr.


303

Hvede, Fribagerne i samme Tidsrum 50 Tdr. Rug; Spækhøkerne maatte ikke handle uden at være forsynede med et vist Kvantum Smør, Flæsk, Ost, Ærter og Gryn, Hørkræmmerne skulde have et Oplag af Salt, Sild og Tørfisk, "de Vare, som til den fattige Almues Føde udkræves", og endelig skulde Staden foruden sit Brændemagasin indrette et Oplag af Stenkul og Tørv. Reglementet indeholdt iøvrigt forskjellige andre Bestemmelser vedkommende Skatteopkrævning, Disputer i Laugene, Prisen for at vinde Borgerskab m. m.

Planens Gjennemførelse stødte imidlertid ufortøvet paa Hindringer, thi Indbyggerne modsatte sig den med Hænder og Fødder. Man erklærede det for utænkeligt, at en Bager eller Fribager kunde anskaffe det befalede Kvantum Korn, thi selv om der fandtes enkelte formuende Folk iblandt dem, vare de snart talte. Mange Høkere havde ikke Raad til at kjøbe en Fjerding Smør, end sige mere; de fleste nøiedes med at kjøbe nogle faa Pund og et Par Sider Flæsk paa Torvet. "Det er en pur Umulighed - hedder det i en Supplik til Kongen - at efterkomme Reglementet; de fattige Høkere ville blive nødte til at holde op og gaa fra Hus og Gaard." Stemningen viser sig klart i et af de mange Flyveskrifter, hvori Reglementet angribes, med følgende Udbrud: "Store Gud, haver Du i Din Vrede formedelst vore Misgjerningers Mangfoldighed givet os saadan ueftertænksom Øvrighed?" Heller ikke Magistraten havde Held med sig. Den foranstaltede en Licitation over Leverancen til det paatænkte Magasin, men der fandtes ikke en eneste Handelsmand, som vilde gjøre et Bud, hvortil kom, at man ikke havde tilstrækkelige Pengemidler til Raadighed. Ved en Kabinetsordre af 15de August fik derfor Banken Befaling til at forstrække Magistraten med de nødvendige Summer, men Direkteurerne nægtede det rentud, da Byen allerede skyldte Banken 38,000 Rdlr., og der forlængst var truffet den Anordning, at der skulde afbetales noget Klækkeligt paa denne Kapital før Aarets Udgang. Følgen blev altsaa, at Kornmagasinet ikke kom istand, og at Reglementet ikke blev overholdt. Hos Bagerne fandtes der f. Ex. kun 4000 Tdr. Korn i November istedetfor de paabudte 10,000 Tdr. Rug og 2500 Tdr. Hvede.

Det blev derfor atter Regjeringen, som i Efteraaret 1771 maatte træde til for at afværge den truende Hungersnød. Ved Oplysninger, der indhentedes i Oktober 1771, viste det sig, at der ialt kun fandtes 22,211 Tdr. Kornvarer i Staden, medens der for nogenlunde at


304

sikkre Befolkningen mod Brødmangel i otte Maaneder, indtil Mai 1772, vilde udkræves 70,514 Tønder. Regjeringen traf strax Foranstaltninger til at skaffe de manglende 48,303 Tdr., men maatte dog i de første Maaneder atter bruge af Marinens Magasiner. Kjøbenhavns fattige Borgere saavelsom Bagerne bleve igjen forsynede herfra, og Pleiedirektionen (Fattigvæsenet) fik 50 Tdr. om Ugen. Prisen var dog nu stegen til 4 Rdlr. Tønden, og Ønsket om at faa den nedsat til 3 Rdlr. kunde ikke opfyldes. Da der samtidig udskreves Tiendekorn, hvoraf en stor Del dog udsolgtes i de andre Kjøbstæder, og det i Begyndelsen af 1772 lykkedes Finantskollegiet at kjøbe betydelige Kvantiteter Korn i Danzig, hvor der havde været Udførselsforbud, medens Kjøbmand Bargum og nogle andre Handelsmænd leverede Korn fra Riga, især til Norge, blev Hungersnøden afværget, om end ikke uden store Savn og Lidelser. Struenseeperioden falder saaledes sammen med en almindelig Dyrtid, og da det nu engang er Menneskenes Skik at gjøre de Styrende ansvarlige for saadanne elementaire Ulykker, er det ikke usandsynligt, at en Del af det Odium, Samtiden lagde paa hans Regimente, skyldes de haarde Livsbetingelser, hvorunder man levede i de to Vintre 1771 og 1772.

De topographiske Forandringer i Kjøbenhavn i dette Tidsrum vare meget faa. Allerede i 1767 var Nissegangen mellem Gammelstrand og Læderstræde bleven lukket efter Ansøgning af en Grundeier, der byggede paa begge Hjørner af den ud til Læderstræde og mistede et stort Stykke af sin Grund ved at gjøre Gadelinien lige. Nissegangen blev da udlagt som Eiendom til de tilstødende Naboer, dog "at den ikke maatte forbygges og ei anderledes tillukkes, end at den i Ildebrandstilfælde kunde benyttes som Passage." I Struensees Tid greb man naturligvis som før Leiligheden ved Nybygningers Opførelse til at fjerne Uregelmæssigheder eller "Huk" ved enten at rykke det paagjældende Hus ind eller ud i Flugt med de tilstødende Bygninger. De store Tumulter ved Ministerens Fald den 17de Januar 1772 gav Stødet til en heldig Forandring i de topographiske Forhold ved Nikolai Taarn (smlgn. III, S. 10). Et gammelt brøstfældigt Bindingsværkshus, "et af de sletteste i Byen", der saa at sige var sammenbygget med Taarnet, blev nemlig demoleret af Pøbelen. Eieren, Regimentskvartermester Jens Fugl, en af Prokurator Bies berygtede Venner, forlangte omtrent det Dobbelte af Vurderingssummen i


305

Afstaaelse, men en kongelig Resolution tvang ham til at være rimelig. Da Magistraten var bleven Eier af Stedet, blev det nedrevet, og 3/4 af Grunden lagt til Gaden, nemlig 9 1/2 Alen til Hvælvingen og 3 Alen til Store Kirkestræde. En af Kancelliherrerne bemærker om Hærværket paa dette Sted, at "Pøbelen ei har gjort Andet end forrette det, Politiet for længe siden burde have gjort."

Derimod udrettede den Struenseeske Magistrat overordentlig meget for Gadernes Renligholdelse, Brolægning, Belysning m. m. og indførte talrige praktiske Forbedringer. Som bekjendt havde Lygtevæsenet tidligere henhørt under Brand- og Vandkommissionen, men Struensee ophævede denne og henlagde dens Forretninger under Magistraten. I Decbr. 1771 befalede han ved en Kabinetsordre, at Gaderne skulde belyses bedre end hidtil, hvilket skete saa grundigt, at der paa engang opsattes 309 nye Lygter, hvorved Tallet steg til 1175. Samtidig blev alle de gamle Lygter forsynede med engelsk Glas, og hvor man fandt det hensigtsmæssigt, anbragtes der Reflektorer bagved Flammerne. Denne Forandring hidførte en Konflikt med Brandmajor Mazar de la Garde, som havde en Kontrakt med den gamle Magistrat om at underholde hver Lygte for 4 1/3 Rdlr. om Aaret. Da Magistraten fandt dette for dyrt, tilskrev den ham, at Kontrakten maatte ophøre, men at han kunde indkomme med et billigt Forslag om Skadeserstatning. Brandmajoren forlangte først 4000 Rdlr., men slog derpaa af til 2500; ved en Kabinetsordre tilstedes der ham imidlertid kun 1500 Rdlr. med den Tilføielse, at hvis han ikke var fornøiet hermed, stod Rettergang ham aaben. Den nye Belysning kostede kun 3 Rdlr. pr. Flamme, men Udgiften var dog stor, nemlig i halvandet Aar 12,800 Rdlr., foruden at Vægterne paa Grund af det forøgede Arbeide med Lygternes Pasning fik deres ugentlige Gage forhøiet fra 6 til 7 Mark.

Det "fuldstændige Renovationsværk", der var indrettet i 1765, (III S. 115), havde kun svaret daarlig Regning, thi Urenligheden paa Gaderne var fremdeles stor; Snavs og Grus blev henliggende i lange Tider, og hverken Politimesteren eller Kommandanten formaaede at hindre Udkastelse af Sne og Feieskarn fra Husene. Renovationskassen var desuden i faa Aar kommen i en Gjæld af 28,000 Rdlr., thi under overordentlige Omstændigheder f. Ex. ved stærkt Snefald kunde den ikke besørge Udførselen selv, men maatte tage Vognmandslauget til Hjælp. Omkostningerne bleve da saa


306

store, at man endog i 1770 maatte udskrive en overordentlig Sneskat, der indbragte 5507 Rdlr. De nye Magthavere besluttede at vende tilbage til den gamle Ordning og bortforpagtede derfor Renovationen samt Feiningen af de offentlige Pladser til Vognmandslauget for 19,000 Rdlr. om Aaret, foreløbig i tre Aar. Da enhver Grundeier nu skulde sørge for sit eget Fortoug og sin Del af Gaden, bortfaldt Feiepengene og hermed naturligvis ogsaa de publike Gadefeiere. Renovationskassen tabte herved et aarligt Overskud af 4000 Rdlr., og da den ved Portskillingens Ophævelse paa Søn- og Helligdage tillige mistede 3000 Rdlr. om Aaret, overgik Kontrakten med Vognmændene langt dens Evne. Alt gik dog taaleligt, og der blev ikke stiftet ny Gjæld, saalænge det Manglende kunde suppleres af det ovenfor omtalte Tilskud af den kongelige Kasse, men da dette ophørte, og Kontrakten fornyedes i 1774, maatte Vognmandslauget nøies med 16,000 Rdlr. om Aaret. Efterat Renovationsgaarden paa Vesterbro, der nu var overflødig, var bleven bortleiet for 210 Rdlr. om Aaret (dens Inventarium, Heste, Vogne og Seletøi m. m. blev solgt ved Auktion for 3000 Rdlr.), traadte den nye Ordning i Kraft den 1ste Juli 1771. Det blev først bestemt, at Vognmændene skulde afhente Feieskarnet, som iforveien maatte være feiet sammen i Bunker, om Sommeren hver Morgen Kl. 7 og om Vinteren Kl. 9, men da dette viste sig upraktisk, udkom der en trykt Tabel, som fastsatte Tiden for hver Gades Feining efter Aarstiderne, dog med særligt Hensyn til Torvedagene, hvorhos Vognmændene fik 3 Timer til Bortførselen. Skjøndt Politimesteren havde nok at bestille med at holde Kontrahenterne til at gjøre deres Pligt, og maatte tvinge dem til at udføre Jordbunker, som efter deres Mening ikke var Renovation, betegner den nye Ordning dog et betydeligt Fremskridt, og Alle, endog Struensees Modstandere, ere enige om, at Kjøbenhavns Gader i denne Periode vare renligere og pynteligere end nogensinde før.

Hertil bidrog naturligvis de Bestræbelser, som allerede i Frederik den Femtes Tid vare blevne trufne for at forbedre Brolægningen (III S. 114). Trottoirkommissionen havde som meddelt anlagt Fortoug ved Holmens Kanal og fortsatte Arbeidet i nogle andre Gader, rigtignok uden særligt Eftertryk, fordi der baade var Mangel paa Penge og kyndige Folk. Indbyggerne havde forresten saa ringe Respekt for de nye Trottoirer, at de baade red og kjørte


307

paa dem, hvorved "Fliserne tog mærkelig Skade, spaltedes og gik i Stykker", og tilsidst maatte der udstedes Forbud mod at benytte Fortougene paa denne Maade, saavelsom mod at slænge tunge Byrder eller færdes med Trillebøre paa dem. I 1768 brolagdes Sølvgade og Gothersgade, og umiddelbart før den gamle Magistrats Afskedigelse havde man isinde at anlægge Trottoirer og Alleer paa Vesterbro, hvortil de fornødne Planer og Tegninger allerede vare udarbeidede af Ingenieurlieutenant Gercken.

Den Struenseeske Magistrat havde strax Opmærksomheden henvendt paa Brolægningsvæsenet, og den nye Trottoirkommission (ophævet igjen i Juni 1771), bestaaende af Overpræsident Holstein og Kommandant Sames, indkom allerede den 15de April 1771 med forskjellige Forestillinger. Dens Raadgiver og høire Haand var den franske Ingenieur, Overinspekteur Jean Marmillod, som var bleven indkaldt i 1764 tilligemed to andre Franskmænd, Philibert Baudin og Herault de Sorbé, for at lede de nye store Veianlæg. Marmillod udarbeidede flere Planer, men den 2den Mai 1771 godkjendte Kongen et Projekt om at brolægge hele Strækningen fra Kongens Nytorv til Vesterport under Et og indrette Trottoirer her, en Befaling, som kort efter blev udvidet til ogsaa at gjælde Vesterbrogade indtil Frederiksberg Allé. Kongen bidrog 6000 Rdlr. hertil (en Sum, der havde været bestemt til et Kvarantainehus), men de øvrige Udgifter maatte Staden selv afholde. Der blev nu under Brolægningsinspekteur Knobelauchs Ledelse opsamlet store Beholdninger af hugne Sten og Fliser og strax taget fat paa Østergade, der var færdig i Juli Maaned. Skjøndt Vejret var regnfuldt og sinkede Arbeiderne, synes dog Alt, inklusive Vesterbros Fortouge og Allér, at have været fuldendt i Sommeren 1772. Magistratens Regnskaber vise, at i Tidsrummet fra 3die April 1771 til 1ste Oktober 1772 udgaves der ikke mindre end 16,600 Rdlr. til Brolægning og Trottoirs samt til Veies Istandsættelse udenfor Portene. Engang imellem kunde der dog tilfalde Byen en lille Extraindtægt til Brolægningen, saaledes i 1767 (altsaa før Struenseetiden), da en Student i Trondhjem, Martinus Nissen, tilbød 100 Rdlr. for at blive Kommercesekretair, fordi han "kunde befordre sin Lykke derved", hvilket formodentlig betyder, at han kunde gjøre et godt Parti. Kommercekollegiet svarede tilbage, at denne Sum var for ubetydelig, hvorpaa han "offererede"


308

200 Rdlr. og fik sit Ønske opfyldt. Pengene bleve skjænkede den daværende Trottoirkommission.

Et nyttigt Fremskridt var det ogsaa, da det ved Raadstuplakat af 8de Mai blev befalet alle Huseiere at lade Stedets Matrikelnumer male udenpaa Bygningen med Oliefarve paa en iøinefaldende Plads. Hidtil havde man for at finde en Adresse maattet hjælpe sig med Omskrivninger som "næst ved Smeden", "ligeoverfor Bageren", "i Sieur Den og Dens Hus", eller med Særnavne, hvoraf det paa hin Tid vrimler i Aviserne. Som Exempler kan nævnes "den sorte Bjørn" (i Store Kongensgade), "Stenen" (Borgergade), "den blaa Haand" (Amagertorv), "Hjortetakken" (Larsleistræde), "den forgyldte Oxe" (Vandkunsten), "den forgyldte Tønde" (Nyhavn), "de tre forgyldte Falke" (Store Færgestræde), "Veltkuglen" (Gothersgade), "de grønne Lys" (Store Regnegade), "Oranienbaum" (Lille Kongensgade), "den blaa Port" (Pilestræde), "Arken" (Store Kongensgade), "den gyldne Ovn" (Gammeltorv), "de grønne Træsko" (Chrhvns Torv), "det hvide Lam" (Vesterbro), "den hvide Hjort" (Dybensgade), "den hvide Svane" (Klædeboderne), "den forgyldte Ravn" (ved Vesterport), "den forgyldte Lax" i Laxegade o. s. v. Det var en Tallotterikollekteur Kunzen, som havde gjort Begyndelsen med denne Foranstaltning paa sit Hus i Store Grønnegade, og da Ideen anbefaledes i Veiviseren og Adresseavisen, indsaa Myndighederne ufortøvet dens Hensigtsmæssighed. For at hindre uforsvarlig Kjørsel og altfor store Læs blev det den 5te Juli næstefter befalet, at alle Arbeidsvogne skulde være mærkede med Bogstaver og Numre, en Forholdsregel, som allerede i 1758 var bleven indført for Hyre-, Bager-, Møller-, Vognmands- og Bryggervognes Vedkommende, hvorhos der paa Politikamret holdtes Liste over Eierne og Antallet af deres Vogne. Løsgaaende Hunde saas ikke længere i Byen eller dens Omegn, thi det var allerede ved Plakat af 5te Juni 1769 blevet forbudt at holde saadanne "formedelst deres Farlighed"; bleve de antrufne, maatte Eieren betale en Mulkt fra 2 Mk. til 2 Rdlr., og Natmesterens Folk havde Befaling til uden Barmhjertighed at slaa dem ned. Publikum syntes ikke om denne Forholdsregel, og Natmesterens Folk bleve ofte forulempede, naar de passerede Gaderne for at eftersøge løse Hunde. En mærkelig Tilladelse blev den 15de Novbr. 1770 given Kjøbenhavnerne, nemlig at benytte sig af Fakler paa Gaderne. Denne Frihed, som strax gav Anledning til Gade-


309

uordener, mødte afgjort Modstand hos de 32 Mænd og Indbyggerne paa Vesterbro, der frygtede for Ildsvaade, da der endnu fandtes straatækte Huse i Forstaden, og man endog havde Kornstakke staaende ud til Gaden. Der blev imidlertid ingen Notits taget af Indsigelserne, thi Svaret lød, at Husene ikke maatte være straatækte, at der overhovedet ikke maatte anbringes Stakke paa farlige Steder, og at Politi og Vægtere skulde være aarvaagne. Vesterbro havde nemlig i 1769 efter Beboernes Ønske for første Gang faaet 3 Natvægtere.

Til Kjøbenhavns Forsvar mod Søsiden var Lynetten bleven anlagt i 1767, men mod Landsiden vare Voldene slet vedligeholdte og i Forfald, thi Indbyggerne havde for Skik at grave Jord og Sand af dem til Husbehov, medens Ænder, Høns og andet Fjerkræ trods alle Forbud færdedes i Mængde paa dem. Voldene stængte imidlertid Indbyggerne forsvarligt inde, og der maatte betales for at slippe ud af Portene. Selvfølgelig vare det kongelige Huses Vogne og Arbeidsvogne, Hofetaterne og deres Betjente, Posterne, en stor Mængde civile og militaire Embedsmænd, de kommunale Myndigheder og endel Private, der havde Forretninger udenfor Portene ved Fabriker, Agerbrug o. lgn. fritagne for at betale Passagepenge (deriblandt ogsaa Fuglekongen ved det kgl. danske Skydeselskab), men Reglen var, at Ingen kunde komme ud eller ind uden mod Betaling; ja Bønderne, der kom med Brænde og Tørv til Staden, maatte ikke blot udrede Portpenge og Indførselskonsumption, men ovenikjøbet afgive et Stykke Brænde og 6 Stykker Tørv af hvert Læs til Vagterne ved Ravelinen. Paa Søn- og Helligdage vare Portene helt lukkede under Gudstjenesten, og Arbeidsvogne maatte slet ikke komme ind i Byen; i hvert Fald var det en stor Naadesbevisning, da det i 1768 tillodes Grovsmed Abraham Jensen i Sundbyvester og Eieren af Blaagaard, Knud Lyne, samt i 1769 Bønderne paa Bernstorff Gods at indføre Mælk og Fløde gjennem Portene om Søndagen før Høimesse. Om Natten vare Portene altid omhyggeligt stængede, og der blev ikke aabnet for Nogen, ikke engang for Posterne, hvorfor Postkassen havde anseelige Udgifter for at faa Postsagerne heisede over Stadsgraven.

Struensee var strax betænkt paa at indskrænke Port- og Passagepengene, denne "ubehagelige Afgift", som han med Rette kalder den. Først havde han isinde at afskaffe den helt for alle


310

gaaende Personer baade Søndage og Hverdage, men da Renovationskassen ikke kunde undvære denne Indtægt, og Magistraten forlangte Skadesløsholdelse ved betydelige Forhøielser for Kjørende og Ridende, maatte man nøies med Mindre. Den 8de Mai 1771 bekjendtgjordes ved en Plakat, at der om Søn- og Helligdage aldeles ingen Passagepenge skulde udredes ved Portene, hverken af Kjørende, Ridende eller Gaaende, hvorhos det blev tilladt Alle at passere ind om Natten mod at betale den sædvanlige Kjendelse, dog ikke Kjøbmands-, Brænde-, Fourage- og Fragtvogne. For at komme ud om Natten, skulde de Veifarende dog være forsynede med et Tegn fra Kommandanten. Forandringen vakte almindeligt Bifald, thi ikke blot kunde Alle nu færdes om Søndagen udenfor Portene i det Fri uden at betale derfor, men man risikerede nu ikke mere at finde Portene ubønhørligt lukkede, naar man vendte hjem fra en længere Udflugt. Struensees Fjender mente dog, at Portpengenes Afskaffelse om Søndagen kun var beregnet paa, at Kirkerne skulde staa tomme, og at den friere Færdsel om Natten var bleven tilladt, for at Ministeren selv "i paakommende Tilfælde" des lettere kunde undvige. For at hindre Trængsel i de smalle Adgange til Byen blev der ved alle Porte anbragt Klokker, hvormed der blev ringet af den Gefreider, som stod ved Slagbommen for de Kjørende. Et Slag paa Klokken betød: Holdt! - to derimod: Kjør til! - medens tre meldte de kongelige Herskabers Ankomst. I sidste Tilfælde skulde naturligvis alle andre Vogne vige tilside.

Veiene paa Stadens Grund stod under Politimesters Opsyn og Udgifterne til dem afholdtes af Kæmnerkassen. I 1768 blev der fornemmelig arbeidet paa Fælledernes Indgrøftning og Indhegning med Diger, hvorhos fire Parceller af dem, som "vare beleiligt situerede, bleve indelukkede til Kobler og Skiftegræs, medens det Øvrige henlaa til almindelig Fælled for dem, som ikke vilde eller kunde evne at holde deres Kreaturer paa den bedre Græsgang." Samtidig blev en ny Vei anlagt fra Store Vibenshus til Lille Vibenshus, indgrøftet paa begge Sider og opfyldt, medens en Kiste blev lagt tværs over Veien til at "trække Vandet." Ved denne Leilighed afskares nogle Strimler og Kiler af Fælleden, hvoraf et Stykke henlagdes til Store Vibenshus, et andet til Bryggervangen, mod at Bryggerne skulde svare 1 Rdlr. 2 Mk. til Byen, og endelig to Stykker til Kæmnerne. Det er optegnet, at Borgmester Hersleb lod en Sten


311

sætte ved Vibenshus til Bekvemmelighed for Ryttere, naar de vilde stige af eller paa Hesten. I 1770 blev Rosenaaen (smlgn. III S. 20) reguleret og oprenset paa Strækningen fra Vesterbrogade til dens Udløb ved Tømmerpladserne, ligesom Fortougene og Jordveiene paa Vesterbro bleve nivellerede og istandsatte, da Beboerne klagede over, at Regnvandet blev staaende eller løb ned i deres Kjældere. En lignende Klage fra Beboerne paa Blegdamsveien førte til, at denne blev anlagt paa ny og indgrøftet paa begge Sider, hvorhos Vandet blev ført gjennem to Kister forbi Østerallé og Strandveien gjennem en Grøft forbi Kalkbrænderiet ud i Søen. Vesterbrogade blev iøvrigt efter kongelig Befaling atter omlagt i 1771 og beplantet med Trær paa Siderne, dog kun paa Strækningen til Frederiksbergalle.

Ved Værnedamsveien, der allerede nævnes i Christian den Sjettes Tid og havde Navn efter en Værtshusholder og Vognmand, Werner Dam, som boede ud til Gamle Kongevei, stødte Frederiksberg Allé til Vesterbrogade ligesom den Dag idag. Alleen, der kaldtes "Kongeveien til Frederiksberg Have", eller "Veien fra Oberkampfs Hus (et Kapunstopperi paa Hjørnet af Værnedamsveien) til Ridepladsen (Runddelen) ved Frederiksberg", trængte i høi Grad til Reparation, ja den siges at have været halv ufremkommelig. Allerede i Marts 1769 udarbeidede Overveiinspekteur Marmillod et Overslag og en Plan til Anlæget af en Chaussé, men, da man fandt Udgifterne for store, fremkom han med tre andre Planer at vælge imellem. Den sidste, ifølge hvilken den egentlige Vei skulde være 8 Alen bred, og hvori Udgifterne ansloges til 2142 Rdlr., blev gjennemført i 1770, men kostede over 5000 Rdlr., da Veiarbeidet "under Navn af økonomisk Entreprise" blev overdraget til ukyndige Folk, som ikke engang stod under behørigt Tilsyn. Marmillod blev yderst forbittret herover, og Følgen blev, at en særlig Veikommission, som var bleven nedsat den 15de Decbr. 1769, blev ophævet, og Tilsynet med de kongelige Veie den 26de Oktober 1770 overdraget til Generalitets- og Kommissariats Kollegiet og igjen den 21de Decbr. 1771 til Overbygningsdirektionen. Frederiksberg Allé, der var lukket med en Port med Jerngitter (Jernporten) til Vesterbrogade, saavelsom med en anden til nuv. Allégade, og i hvis Sidealleer der anbragtes Hvirvelbomme, var stænget for alle uvedkommende Kjørende og Ridende; derimod maatte den frit benyttes af Fodgjængere, til hvis Bekvemmelighed der anbragtes 20 Bænke af bornholmske Sandsten.


312

Der var dengang to private Huse i Alleen, men Kongen resolverede i 1771, at de skulde kjøbes til Nedbrydning, og Pladserne atter sælges paa det Vilkaar, at Ingen maatte bygge med Udgang til Veien. Ogsaa Falkoneralleen fra Broen ved Falkonergaarden (over Ladegaardsaaen) til Runddelen og derfra videre forbi Frederiksberg Kirke til Vesterbrogade blev anlagt paany i Aarene 1771-72, ligesom den sidstnævnte Vei blev ført op af Bakken til Slotsporten, hvor den standsede. Veien til Roskilde gik nemlig nu som før enten gjennem Smallegade eller gjennem Valby ud til Damhuset og videre (smlgn. III S. 21); først i 1776 blev den lagt op over Bakken.

Der arbeidedes dog netop i Christian den Syvendes første Regjeringsaar paa gjennemgribende Forbedringer af Landeveiene. Frederiksbergallé og Falkoneralleen betragtedes endnu som Kongens private Adgange til Slottet, men ellers var Forbudet mod at bruge Kongeveiene saagodtsom overalt bortfaldet, og det er i saa Henseende betegnende, at Veipatrouillerne paa Kongeveien fra Store Vibenshus til Fredensborg bleve afskaffede ved Resolution af 29de Septbr. 1767. De Veifarende behøvede nu ikke længere Nøgler til Bommene - falske eller ægte - og bleve ikke forulempede mere, men de vare derfor ikke synderligt bedre farne, thi de fleste Veie vare ufremkommelige og bundløse, undtagen i den varmeste Sommertid, eller naar Frosten gjorde dem faste. Man forstod ikke at gjøre dem istand, thi - hedder det - "man indskrænkede sig til at oprense Grøfterne paa begge Sider, kaste Skarnet og den vaade Jord midt paa den allerede iforveien med Skarn og Mudder opfyldte Vei, hvorpaa Bønderne spredte nogle Læs grovt Sand, som de hentede langveisfra, ovenpaa det Hele." Det var af denne Grund, at de ovenfor omtalte franske Ingenieurer bleve indkaldte i 1764 og engagerede med meget høie Gager; saaledes fik Marmillod 2570 Rdlr. om Aaret og Fribolig i Gjæthuset. Man paabegyndte strax Anlæget af en ny Chaussé fra Store Vibenshus til Fredensborg, men Arbeidet stødte paa mange Vanskeligheder, hvoraf Pengemangel ikke var den mindste, og først den 10de Novbr. 1769 kunde et Stykke af Chausseen, nemlig til Lyngby, aabnes for den almindelige Færdsel. Samme Aar toges der fat paa Roskildeveien, der skildres som "et Mønster paa en slet Vei", saaledes at Touren fra Kjøbenhavn til Roskilde pleiede at tage 10-12 Timer. Arbeidet her begyndte mellem Roskilde og Hedehusene og blev ført afsluttet i 1776;


313

Fredensborgveien var bleven færdig Aaret iforveien. Det kan her tilføies, at Marmillod i Juli 1771 havde foreslaaet, at "Milene paa de nye Chausseer ikke som paa de gamle Landeveie skulde regnes fra den Port i Kjøbenhavn, gjennem hvilken man nærmest kom, men i Lighed med hvad før var Tilfældet i Rom og den Dag idag i Paris, fra Staden Kjøbenhavns omtrentlige Centrum, hvor der burde opreises en Pyramide, prydet med Basreliefs, Inskriptioner og Figurer, svarende til Anledningen." Denne Tanke blev dog aldrig realiseret.

Det var et af Struensees vigtigste Formaal at tilveiebringe Orden i Finantserne. Derfor oprettede han Finantskollegiet, derfor lagde han Vægt paa at simplificere Skatteopkrævningen og fordele Byrderne ligeligere, derfor befalede han, at alle kongelige Indtægter skulde flyde i én Kasse, saaledes at man lettere kunde faa et Overblik over Forholdene, paabød, at de egentlige Statsudgifter skulde skilles fra Kongehusets, at der for hvert Slags Udgifter skulde udarbeides et Reglement, som strengt skulde overholdes, og derfor indskrænkede han de uforholdsmæssig store Pensioner, som tyngede Statskassen. Det maatte gjøre et godt Indtryk, at Saltafgiften blev ophævet i Oktober 1770 og Kvartprocentskatten i November (smlgn. III S. 250), skjøndt Struensees Fjender naturligvis fortolkede disse Lettelser som et plumpt Forsøg paa at vinde Almuens Yndest. Ligeledes billigedes den Foranstaltning, der blev truffen for at hindre den altfor hyppige Opkrævning af Skatter ved paa Forhaand under Et at underrette Borgerne om, hvad de havde at betale i Indkvarteringsskat, Grundskat til de Fattige, Lygte- og Sprøiteskat samt Renovationsskat. Almindelig Tilslutning fandt en kongelig Resolution af 8de April 1771, ved hvilken de Reformertes og andre Fremmedes Frihed for Indkvarteringsskat af deres Gaarde og Huse i 20 Aar, uden videre blev ophævet, thi herved opfyldtes et længe næret Ønske, for hvilket de 32 Mænd i 1763 indtrængende havde taget Ordet (smlgn. III S. 30). Saa populair var denne "billige og retfærdige" Forholdsregel, at Magistraten efter Struensees Fald søgte at opretholde den, skjøndt rigtignok forgjæves, thi Chr. VII havde ved sin Regjerings Tiltrædelse udtrykkelig stadfæstet de Reformertes Privilegier, og de nye Magthavere fandt det baade ubilligt og uretfærdigt at bryde et saadant Løfte. Forbudet mod Sportler og mod det fordærvelige Expektancevæsen, hvorved ledige Embeder ofte bleve


314

besatte med uduelige Subjekter, Bestemmelsen om, at de lavere Betjente ved Kollegierne fortrinsvis skulde tages af Militairetaten, forsaavidt Ansøgerne fandtes brugelige, Charakterers Indskrænkning, Afskaffelse af Titler og af Rang i Kollegierne, og endelig den vigtige Befaling, at Domestiker, som med personlig Opvartning havde gaaet deres Herre til Haande, ikke længere maatte foreslaas eller bruges til noget offentligt Embede, vare virkelige Fremskridt. Den saakaldte Lakaisme havde allerede i Christian den Sjettes Tid faaet Indpas ved Besættelsen af civile Embeder og tog mere og mere Overhaand, saaledes at der tilsidst hverken toges Hensyn til Studeringer eller Dygtighed, men kun til formaaende Folks Anbefaling. Den sikkreste Vei til Ansættelse var at have været en stor Herres Gaardskarl, Kusk eller Tjener, og for at komme frem i Verden maatte Mange gaa denne Omvei. Den offentlige Mening havde længe misbilliget dette Forhold; C. P. Rothe havde i Frederik deri Femtes Tid skrevet en skarp Satire herimod: "Lovtale over Skobørsten", og da Trykkefriheden gjorde det muligt, kom en hel Skobørsteliteratur for Lyset, saa ondartet og blodig, at den hæderlige kjøbenhavnske Viceborgmester Etatsraad Nissen, der særlig var bleven valgt til Skive, endog skal have taget sin Død herover. Kabinetsordren af 12te Februar 1771 gjorde nu Ende paa dette System, og at det virkelig var Struensees Alvor, fremgaar af de ovenfor omtalte fire Kvarterbetjentes Afskedigelse (III, 299), saavelsom af den Kjendsgjerning, at adskillige Betjente ved Toldboden maatte dele deres Skjæbne. Publikum beklagede imidlertid nu "disse arme Mennesker, der havde giftet sig og bleve satte i den yderste Fortvivlelse", og saaledes gik det til, at Ministerens Hensynsløshed som sædvanlig berøvede ham den Anerkjendelse, han ellers vilde have faaet for en nyttig Reform. Overhovedet satte Masseafskedigelserne i Sommeren og Efteraaret 1771, der ramte baade Høie og Lave, ondt Blod i vide Kredse, ikke mindst fordi de foregik uden Formaliteter, Varsel eller Dom. De Paagjældende fik hyppigt Intet at vide om Grunden til deres Fjernelse, og ofte var der ikke Tale om Pension. Afskedigelsen overbragtes i Almindelighed af en rødklædt Staldkarl, hvorfor Langebek skriver i sine "Trende Skaldedigte": "Naar man den blakket Hest og røde Rytter saa, med Skræk man vidste, at det gjældte Nogen paa." I Dommen over Struensee hedder det endog, at "Adskillige først fik deres Afskedigelse at vide, naar


315

de hørte, at Embedet ved en Kabinetsordre var bortgivet til en anden", en Fremgangsmaade, som stod i den skarpeste Modsætning til det faderlige og milde Regimente, man var vant til. Enhver, som fik en kongelig Betjening - siges det - havde "berettiget Hævd paa at tro, at han vilde beholde den, saalænge han opførte sig, som han burde, og iagttog sit Embedes Pligt, og at han ikke stod Fare for at miste den mod sin Villie, medmindre han formedelst Malversation, Forseelse eller Forsømmelse blev ved Dommerens Kjendelse eragtet at have forbrudt den. Disse moderate Principia, som havde mange ypperlige Virkninger, vare aldeles ikke efter Grev Struensees Smag, som ikke vilde være generet, allermindst naar det kom an paa at gjøre Folk ulykkelige og derved indjage Skræk i Andre."

Det vilde dog være urigtigt at tro, at det var Kabinetsministerens Opgave at gjøre Folk ulykkelige og indjage Andre Skræk; tvertimod forsikkrer Grev U. A. Holstein, at det store menige Folk burde have elsket Struensee, da han altid stod paa dets Side og søgte at fremme dets Interesser. "Han var af Naturen god og følte derfor ofte Trang til at vise Mildhed, men ledet af et feilagtigt Princip og indbildende sig, at det var hans Pligt, gjorde han sig haard og afstedkom derfor meget Ondt imod sit Vidende og Villie." Man maa ogsaa lade Struensee vederfares den Retfærdighed, at han optraadte med samme Hensynsløshed og Energi, hvor egen Interesse og almindelig Forsigtighed vilde have holdt Andre tilbage. Aldrig saasnart havde saaledes Ministeren faaet Øiet op for de uforholdsmæssige Udgifter til Hofholdningen, før der blev paabudt omfattende Besparelser. Overhofmarechallen og Overjægermesteren gik af, uden at deres Poster bleve besatte igjen, Pagerne bleve fjernede og afløste af tre Land- og tre Søkadetter, det overflødige Tjenerskab afskedigedes, et nyt Reglement blev udarbeidet for at hindre Underslæb og Tyverier, Lønninger nedsattes, og Pensioner inddroges, Staldetaten blev meget betydeligt reduceret, og de paabegyndte Udvidelser og Forskjønnelser af de kongelige Slotte standset. Forbruget af Brændsel, der havde opslugt store Summer, blev indskrænket og ordnet, saaledes at der fastsattes et bestemt aarligt Kvantum for Hofholdningen (2000 Favne) saavelsom til Hoffolkene, Staldbetjentene, Kollegierne m. m. "Man skal - hedder det i den kongelige Ordre - desuden i Særdeleshed se derhen, om ikke i Henseende til Brænde


316

en bedre Økonomi kunde blive indført og hellere Tørv og Stenkul blive anvendt." En stor Mængde Privatfolk, som stod eller havde staaet i nærmere eller fjernere Forbindelse med Hoffet, havde Brændedeputater fra den kongelige Vedhave, mange hundrede Favne om Aaret, men denne Begunstigelse blev den 8de Juli 1771 uden videre ophævet, dog at Enhver, som havde grundet Adkomst til saadant personelt Deputat, fik Erstatning i Penge. Det var dog de Færreste, som fik Godtgjørelse. Indskrænkningerne i Staldetaten vare allerede begyndte før Struensees Tid; i April 1768 var der endog under Kongens Fraværelse i Udlandet blevet nedsat en Kommission for at indføre Besparelser, nedsætte det overordentlig store Hestehold og Forbruget af Fourage, som ovenikjøbet i stor Maalestok leveredes frit til Hoffolk. Endel Kjøre-, Ride-, Rustvogns-, Karle- og Pageheste bleve dengang solgte fra Staldene i Kjøbenhavn, men Struensee gik efter Sædvane grundigere tilværks, idet al fri Fourage til Hoffolkenes Hestehold ophørte, og Hestetallet yderligere indskrænkedes. Herved undgik man tillige en Udvidelse af det kongelige Hømagasin, som allerede var besluttet og skulde have kostet over 5000 Rdlr.

Christiansborg Slot vedblev at sluge betydelige Summer; alene til Reparationer medgik der i Tiaaret fra 1760 til 1769 ikke mindre end 192,299 Rdlr., hvortil kommer Riddersalens Indretning, der kostede 68,262 Rdlr. I Struensees Tid blev der ikke foretaget Reparationer af Betydenhed paa Slottet, hvorimod Vaskerhuset i Vigandtsgade blev opbygget helt af Grundmur. Prindsens Palais var i 1767 bleven indrettet til Bolig for Prinds Carl af Hessen, hvorfor der opførtes nye Stalde for 43 Heste og Remiser for 13 Vogne i den hosliggende kgl. Gaard i Vigandtsgade, som i Frederik den Femtes Tid havde været beboet af Professor le Clerc. I 1769 boede Geheimeraad Grev Gustav Holck i Palaiet eller i en Del af det. Rosenborg havde i 1767 været truet af en stor Fare, da en kgl. Resolution af 2den Juni befalede, at "Slottet i sig selv og dets Nebenbygninger samt det for Slotsforvalteren for faa Aar siden opførte Vaaningshus skulde afgives til et Akademi for Landkadetterne, med Undtagelse af de Bygninger, som henhørte til Gartnerens Brug, Haven samt Staldene og Vaskerhuset." Det var allerede bestemt, at Regalierne skulde flyttes til Christiansborg, Meublerne fordeles til de andre Slotte, medens Rariteter og Skilderier skulde afleveres til


317

Kunstkamret, men i sidste Øieblik blev der heldigvis truffet en anden Ordning. En tidligere Resolution af 1ste Januar 1767, ifølge hvilken Parterret eller Blomsterkvarteret i Rosenborghave (den nuværende Exercerplads) skulde indhegnes og omdannes til en Paradeplads, var allerede delvis gjennemført, men opgaves ligeledes, og i 1768 blev alle Spor heraf igjen udslettede, da der bevilgedes over 4000 Rdlr. til Jordarbeider, til Fontainen med det store Bassin og til Statuernes Istandsættelse. Charlottenborg var fremdeles Kunstakademiets Sæde; derimod blev Slotshaven, som var bleven drevet for kongelig Regning, og fra hvilken der leveredes Blomster, Meloner, Ananas og andre Frugter til Hofholdningen, bortforpagtet i 1770, da Udgifterne var uforholdsmæssig store i Forhold til den Nytte, man havde af Terrainet. Gartnerhuset blev solgt, og et nyt opført, hvori der tillige indrettedes Konsumptionskontor og Sprøitehus. Det var en lang lav et Etages Bygning, som laa nærmest ved Slottet ud til Nyhavn, og senere indrettedes til Drivhus. Den første Forpagter af Charlottenborg Slotshave var General og Gouverneur, Grev Ahlefeldt, der betalte en aarlig Afgift af 121 Rdlr., men allerede i 1771 afstod han Forpagtningen til den forrige Slotsgartner, Gercken. Denne overlod i 1772 Haven til General Eichstedt, fra hvem den i 1773 gik over til Admiral Rømeling. Ved dennes Død i 1777 skjænkede Kongen Universitetet Grunden med tilhørende Bygninger til en botanisk Have. Hvad Charlottenborgs 22 Leievaaninger angaar ("Numrene ved Charlottenborg"), der laa paa Slotshavens Grund ud til Nyhavn, havde man allerede i 1767 havt isinde at sælge dem. De indbragte nemlig kun 1064 Rdlr. om Aaret, og Bygningsskriver Dajon indberettede, at de vare meget forfaldne, hvorfor det vilde være klogest at afhænde dem. Dette skete dog ikke før den 28de Marts 1770, da de solgtes til Nedbrydning men med Forpligtelse for Kjøberne til inden fire Aars Forløb at opføre nye grundmurede Bygninger paa Pladsen. Fem af Husene ved Siden af Mønten bleve dog paa Forhaand udlagte til en stor aaben Plads, som paa en Strækning af 19 Alen skjød sig 41 Alen ind i Slotshaven; de øvrige 17 bortsolgtes til 8 forskjellige Borgere, deriblandt nogle til den senere store Skibsrheder Agent Bodenhoff, som strax byggede en anseelig Gaard paa Pladsen. Paa dette Tidspunkt forsvandt ogsaa en lille for Enden af Nyhavns Kanal liggende Corps de garde, der solgtes til Nedbrydning; derimod blev Slotsholmens


318

Vagt for Enden af Børskanalen (smlgn. III, 14) bevaret. Den var bleven opført i 1737 efter Tegning af Brigadier Hauser og havde afløst Konsumptionskontoret, Hofskrædernes Værksted samt Vagten for Arrestanter i Nærheden af Høibro, da Slotsholmen ryddedes for at give Plads for Christiansborg.

Christian den Syvende havde ved sin Thronbestigelse arvet et stort og besværligt Byggeforetagende efter sin Fader, nemlig Frederikskirken paa Amalienborg (smlgn. III, 138). I en Aarrække havde det krævet meget betydelige Pengeoffre og været en overordentlig Byrde for Partikulairkassen, og - hvad der var det Værste - der var ingen Udsigt til, at det i en overskuelig Aarrække vilde blive anderledes. Under disse Omstændigheder besluttede den unge Konge strax efter sin Thronbestigelse at foretage Indskrænkninger, thi den 8de Marts 1766 resolverede han, at Tilskudet til Kirkebygningen skulde nedsættes til 20,000 Rdlr. om Aaret. Da Kommissionen gjorde Indvendinger, blev denne Resolution vel annulleret igjen, men kun for ét Aar, i hvilket Tidsrum der som hidtil maatte udbetales 40,000 Rdlr. til Kirkebygningskassen, eller rettere 5000 Rdlr. om Maaneden i de otte Maaneder fra April til Novbr., men derefter skulde den første Resolution staa ved Magt, og Partikulairkassens Bidrag nedsættes til det Halve, hvilket ogsaa skete i 1767. Man faar det Indtryk, at den nye Regjering i Grunden helst vilde have overhugget den gordiske Knude ved helt at standse Byggearbeiderne, thi da Kontrakten med Jardin udløb den 13de Decbr. 1766, vilde man først ikke forny den. Andre Indflydelser gjorde sig imidlertid gjældende, og i Begyndelsen at 1767 afsluttedes atter en Kontrakt med den franske Architekt, først paa ét Aar og derefter paa sex til den 14de Decbr. 1773. Der var imidlertid god Grund til at nære Betænkeligheder, thi ved Opgjørelsen i 1766 viste det sig, at Kirkebygningen hidtil havde kostet 575,212 Rdlr., eller over 4 Millioner Kroner i vore Penge, og endda ikke var halvfærdig.

Der skulde altsaa nu arbeides efter et Slags Normalbudget. Det særlige Byggefond eller "Frederiks Kirkebygningskasse" ophørte den 1ste Januar 1767, eftersom Udgifterne for Fremtiden skulde afholdes direkte af Partikulairkassen, hvorhos det som sagt blev bestemt, at der til Kirken kun maatte anvendes 20,000 Rdlr. om Aaret, til Gager og staaende Udgifter ca. 5,500 Rdlr. og endelig 6000 Rdlr. til Sandstensbruddet paa Bornholm. (Smlgn. III S. 135.) Den sidste


319

Sum nedsattes i 1768 til 3000 Rdlr. og i 1769 endog til 2000 Rdlr. Planen blev i Virkeligheden, og man kan tilføie: imod Sædvane fulgt nøiagtigt; Overskridelserne vare meget faa, ja man havde endog i 1768 og 1770 et Overskud af ca. 3000 Rdlr., men det indses let, at der til Gjengjæld kun blev udrettet Lidet. De største Summer medgik til Anskaffelse af norsk Marmor samt til Sten- og Billedhuggerarbeide, thi der arbeidedes bestandig paa de korinthiske Søilekapitæler til Portalerne, og andre dekorative Enkeltheder, men selve Bygningen stod i Stampe i disse Aar og voxede saa langsomt frem, at det saa ud, som om der ikke blev rørt ved den. Da Struensee gjorde kort Proces og dømte Kirken til at henligge som Ruin, fuldbyrdede han derfor i Grunden kun, hvad der længe havde været forberedt og betragtet som den naturlige Afslutning paa et haabløst Værk.

Den 9de Novbr. 1770 befalede en kongelig Resolution, at Byggearbeiderne ved den nye Frederiks Kirke skulde ophøre ved Maanedens Udgang "bis auf anderweite allergnädigste Verfügung", og allerede den 2den Decbr. afskedigedes Jardin, tre Aar før hans Kontrakt udløb. Som Erstatning fik han en Gratifikation af 3000 Rdlr. engang for alle, hvorefter han forlod Danmark i 1771. Bygningsforvalter Krieger, Sekretair Poehn og Lieutenant Klaba, der havde havt Opsigt med det kommanderede Mandskab, beholdt deres Gager og Fribolig til Udgangen af 1771. Enkerne Eigtved og Fortling, som efter deres Mænds Død havde havt Marmorleverancerne og sad inde med store Forraad, vare særlig ilde farne ved Arbeidets pludselige Ophør, og søgte derfor i Decbr. 1770, om de i Henhold til deres Kontrakter fremdeles maatte levere 4000 Kubikfod Marmorblokke om Aaret, men de fik naturligvis Afslag. Alt, hvad de opnaaede, var, at de Kvantiteter Marmor, de havde leveret paa Forhaand for Aaret 1771, maatte godtgjøres dem med 3400 Rdlr. Derimod blev Sandstedsbruddet paa Bornholm af Hensyn til de mange derværende Arbeidere overdraget til Finantskollegiet og drevet for kongelig Regning, skjøndt uden synderlig Kraft.

Da Arbeiderne standsede, var den egentlige Kirkebygning ud til Norgesgade videst fremme, ca. 60 Fod over Jorden, medens Façaden til Store Kongensgade stod betydeligt tilbage. De fritstaaende Søiler vare opsatte, og Taarnene paa Siderne færdige indtil Søilernes Skaftgesims. En Liste over Beholdningen af Materialier,


320

hvilke dels henlaa ved Kirken selv, dels paa de gamle Tømmerpladser ved Ny Toldbodgade, viser, at der fandtes Marmor til en Værdi af ca. 39,000 Rdlr., bornholmske Sandsten for 44,400 Rdlr., foruden en stor Mængde ulæsket Kalk, Sand, Redskaber m. m. Man var i nogen Forlegenhed med Anvendelsen af disse Forraad saavelsom med de mægtige Stilladser, der omgav Bygningen, men efter Indstilling af Bygningskommissionen resolveredes, at Marmoret skulde afsættes ved en Entrepreneur, Sandstenen bortsælges til Lyst-

Marmorkirkens Ruin indtil vore Dage

Marmorkirkens Ruin indtil vore Dage.

havende for en Pris af 3 Mk. pr. Kubikfod, og endelig at Stilladserne skulde nedtages. De sidste anvendtes delvist til andre kongelige Byggearbeider saavelsom til Beklædning af Frederikskirkens Mure, Resten saavelsom Redskaberne og "Machinerne" bortsolgtes ved offentlig Auktion den 27de Novbr. 1771 og indbragte ialt ca. 1011 Rdlr. Sandstenene solgtes underhaanden uden synderlig Vanskelighed; derimod henlaa Marmoret i lange Tider og kunde ikke finde Kjøbere, men maatte afsættes i Smaapartier, naar der meldte sig Forbrugere. Saaledes gik det til, at Frederikskirken i Tidens Løb fik Charakter af et Stenbrud, fra hvilket baade private og kongelige Bygmestre


321

forsynede sig til Husbehov. Man synes oprindelig at have havt isinde at sælge hele Kirken under Et til Nedbrydning og anvende Marmorbeholdningen til de foran omtalte store Brolægningsarbeider, men da det var umuligt at finde Lysthavende til Bygningen, og Udgifterne til at skjære Marmoret til Fliser vilde blive meget betydelige, maatte Tanken opgives. Marmorkirken blev liggende som Ruin, et haandgribeligt Vidnesbyrd om de store Planer og de smaa Midler, og forfaldt mere og mere. I 1776 hedder det i et Reparationsoverslag, at de paa Frederiks Kirkeplads staaende Bygninger ere yderst brøstfældige, Plankeværkerne, navnlig ud til Norgesgade, saa raadne, at de true med at falde om, Taarnenes Bedækkelse er halvt forraadnet og sammenfaldet, og Dækket over Mure og Kapitæler raadnet og nedblæst. Stenhuggerskuret maa repareres, flere andre Skure nedrives, Vognhuset maa have nyt Fodstykke, i Tegnestuen maa lægges nyt Gulv, ud til Store Kongensgade er Plankeværket ved at falde ned, i Materialhuset er alt Tømmeret forraadnet, og Taget paa dette saavelsom paa det saakaldte Matroshus er ved at styrte sammen; et Halvtags Hus, det saakaldte Snedkerværksted, er forfaldent, og det Samme gjælder om Slibeskuret, Billedhuggerværkstedet og Stenhuggerværkstedet, som staar imod Plankeværket til Bredgade. Da alle disse Reparationer vilde have været for kostbare, foretrak man at nedbryde de faldefærdige Bygninger, ligesom man ikke længere fandt det Umagen værd at dække Ruinen mod Veirligets Indflydelse. Den tidligere omtalte Prindsessegade (III S. 6), som under Byggearbeiderne var bleven tillukket og indtagen til Kirkepladsen, blev ikke mere aabnet for Færdselen; det ses endog, at Brygger Gierløw. der eiede den tilstødende Grund (den gamle Porcellainsfabrik i Store Kongensgade), paa egen Haand gav sig til at opbryde Brolægningen og tilegne sig Stenene. I hvert Fald klagede Bygningsforvalter Krieger herover i 1781 og tilføiede, at Gierløw besvarede hans Indsigelse med Trusler "om at tampe ham og kaste ham i en Kalkkule". Frederiks Kirkeplads var da opfyldt med Marmor og Sandsten og saa uordentlig holdt, at Professor Harsdorff, da der var Tale om at anvende et Stykke af Grunden til Oplag for bornholmske Sten, fandt det for kostbart at sortere disse Materialier og stable dem i ordentlige Hobe.

Med Hensyn til Privatbygninger stod den tidligere (III, 2) paabudte Regularité og Egalité endnu ved Magt, og Undtagelser


322

vare yderst sjeldne, i Reglen kun, naar de tilstødende Huse vare saa gamle og uregelmæssige, at der ikke kunde være Tale om at rette sig efter dem. I 1766 fik Direkteurerne for de Fattiges Væsen vel Lov til at opføre Almindeligt Hospital i Amaliegade "efter dets Struktur, uden at følge til Regularitet nogen af de paa Siderne staaende Bygninger", men dette skete kun, fordi Hospitalet skulde have en særlig monumental Charakter. Da Caspar Svendsen derimod i 1768 søgte om Tilladelse til at opsætte et Stakitværk med murede Piller paa sin Grund til Amaliegade istedetfor efter Loven at opføre et grundmuret Forhus, blev det ham nægtet, og Alt, hvad der kunde indrømmes, var 6 Aars Udsættelse. Han opførte dog aldrig dette Hus, og Stedet (nuværende Nr. 9) ligger den Dag idag langt inde paa Pladsen med Gitterværk til Gaden. Byggeriet var iøvrigt kun ringe i Struenseetiden paa Grund af de daarlige økonomiske Tilstande, hvortil kom, at den gamle Skik at opmuntre Byggende med Indkvarteringsfrihed efter Omstændighederne fra 10 til 30 Aar blev afskaffet af Kabinetsministeren. Han fastholdt det Princip, at enkelte Individer ikke maatte begunstiges til Skade for deres Medborgere.

Den storartede Plan, som i 1760 havde været fremme (smlgn. III S. 152 o. flg.) om at bygge et nyt Hospital, et saakaldet Almindeligt Hospital, der skulde afløse flere andre Smaahospitaler og Sygestuer, blev trods al Modstand gjenoptagen i 1765, som det synes af Direktøren for de Fattiges Væsen, Geheimeraad Berregaard, der støttedes af Grev Joh. Hartvig Ernst Bernstorff. I hvert Fald skriver Suhm, der fandt det uheldigt at bruge de Fattiges Midler til Bygninger, at "det var et Projekt af Berregaard, som altid var færdig til at opoffre Alt for at gjøre sin saakaldte Lykke, og Bernstorffs Forfængelighed tog med begge Hænder derimod, thi en stor og anseelig Bygning var altid noget Vigtigt for ham." Pladsen, der valgtes, laa i Amaliegade og tilhørte, ligesom de fleste andre Grunde i Frederiksstad, Kommunen; men den 6te Februar 1765 blev den tilskjødet Direktionen for Fattigvæsenet. Aaret efter nedlagdes Grundstenen, og den 9de April 1769 indviedes Hospitalet af Biskop Harboe ved en høitidelig Gudstjeneste i Bygningens Kapel, efter at Lemmerne den foregaaende Dag vare flyttede ind. Der var blevet afsluttet Kontrakt med Bygmester Conradi og Brandmajor, Murmester de Place om at opføre Hovedbygningen for 53,000 Rdlr.; til for-


323

skjellige Tilbygninger, Indretning af Værelser for Præsten, Inspekteuren og andre Officianter medgik 9000 Rdlr., og endelig kostede Inventariet 25,000 Rdlr. Det almindelige Hospitals Fond og aarlige Indtægter bestod i alle Fattigvæsenets hidtilværende Indkomster, som Konventhusets eller de Husarmes Kapitaler, en stor Mængde Legater og Donationer, de Midler, der havde tilhørt Brøndstrædes Hospital, saavelsom de Tilskud, Fattigvæsenet havde havt af Klasselotteriet. (III, S. 158.) Med andre Ord: Almindeligt Hospital var ikke blot en Stiftelse, men tillige Fattigvæsenets Centraladministration, hvorfor ogsaa Direkteuren for de Fattiges Væsen havde Fribolig her. Af samme Grund kunde nu ogsaa det gamle Silke- eller Konventhus paa Hjørnet af Pilestræde og Silkegade, hvor Fattigvæsenets Bestyrelse havde havt Forsamlingslokale, undværes og blev solgt, hvilket ogsaa gjælder om Sjæleboderne i Møntergade eller Brøndstræde, der solgtes til Murmestrene og blev deres Laugshus.

Det almindelige Hospitals Hovedbygning saa ud ligesom nu, naar der ikke tages Hensyn til de i indeværende Aarhundrede tilkjøbte Nabohuse. Kapellet laa midt i Hospitalet, efter Datids Skik med Sygestuer paa begge Sider, saaledes at Dørene til disse kunde lukkes op under Gudstjenesten. Hospitalsgaarden var en stor Plads til Ny Toldbodgade, beplantet med Træer. Der var Plads til 16 sengeliggende Patienter, 200 Lemmer af 1ste Klasse, der fik fuldstændig fri Pleie, endogsaa Klæder, og 400 af 2den Klasse, der kun fik Husly og Leilighed til Arbeide, men ved tiltagende Alder og Svagelighed kunde rykke op. De mandlige Lemmer af første Klasse bare et Slags Uniform: brune Kjoler med Messing Skilt paa høire Arm, hvid Vest, brune Buxer og blaa Hue; desuden fik de 2 Par Strømper, et Par Lædertøfler, 2 Halsklude og 2 Skjorter om Aaret. Til Kvinderne udleveredes der en brun og en hvid Trøie, et Skjørt, 2 Par Strømper, et Par Tøfler, to Særker, to Halstørklæder, en stoppet Kattuns Kyse og 2 Lin. En Spisemester sørgede for Maden, der bestod af Vælling, Stokfisk, Ærter med røget Flæsk, Øllebrød og Sild, Kaal, Byggrynsgrød kogt i sur Mælk, samt Smør og Brød hver Morgen og Aften. Desuden fik hvert Lem 3 Pægle ordinairt Øl om Dagen. Lemmerne af anden Klasse fik som sagt hverken Klæder eller Spisning, men de kunde faa Mad til Kjøbs for Betaling, ligesom der var indrettet en Arbeidsstue for dem, hvor de kunde


324

spinde Hør og Uld til egen Fordel og faa Raamaterialierne udleverede for gangbar Pris.

Fattigvæsenets Tilstand blev selvfølgelig ikke bedre ved Indretningen af denne nye Stiftelse, thi allerede i Decbr. 1769 hedder det, at "den Aar for Aar forringes, og at de nuhavende Hjælpemidler langtfra ere tilstrækkelige, saa at den saa priselige og uomgjængelig fornødne Indretning er ved at gaa til Grunde." Da det ikke var muligt at paalægge Indbyggerne nye Byrder uden at vække den største Misfornøielse, vidste man ingen anden Udvei end at bevilge Fattigvæsenet 50 Lotterier, naar Opfostringshusets vare udløbne i 1783 (III, S. 158), dog mod at der i Løbet af de første 5 Aar skulde udbetales ialt 10,000 Rdlr. til Stiftelsen for Børnekoppernes Indpodning, 30,000 Rdlr. til Vor Frelsers Kirkespir, 10,000 Rdlr. til "andet Brug efter nærmere Forestilling" og endelig 84,000 Rdlr. til Landeveien mellem Kjøbenhavn og Roskilde. Da Fattigvæsenet imidlertid Intet havde at betale disse Summer med, thi Opfostringshuset havde jo fremdeles Indtægten af Lotteriet, gik den sidstnævnte Stiftelse ind paa at forstrække Pengene, naturligvis mod at faa dem tilbagebetalte efter 1783. Opfostringshuset havde allerede udredet 31,000 Rdlr., da Struensee den 7de Oktober 1771 uden videre fratog det Lotteriet og henlagde det under det tydske Kammer. Hermed ophørte selvfølgelig Udbetalingerne, men Opfostringshuset var rentud blevet narret for sine 31,000 Rdlr., og Fattigvæsenet var daarlig hjulpet med Løfte om et aarligt Tilskud af 20,000 Rdlr. af Statskassen istedetfor de fremtidige 50 fede Lotterier fra 1783 til 1833.

Sagen var, at Struensee havde besluttet at omordne Hovedstadens Fattigvæsen fra Grunden af. Med sædvanlig Hensynsløshed gav han sig i Kast med Opgaven uden at bekymre sig om nedarvede Rettigheder eller tidligere Løfter, ja han respekterede end ikke Fundatser og testamentariske Bestemmelser. Forandringen blev iværksat i en Haandevending, saasnart en i Marts 1771 nedsat Kommission, bestaaende af Etatsraad Niels Ryberg, Pastor Resewitz og Raadmand Lunding, var kommen til et Resultat. Ved Kabinetsordre af 16de Oktober 1771 ophævedes de tre hidtilværende særskilte Direktioner over Vaisenhuset, Opfostringshuset og Fattigvæsenet, i hvis Sted der etableredes en saakaldet almindelig Pleieanstalt med de tre nævnte Mænd samt Livmedikus Berger som Direkteurer.


325

De hidtilværende Kommitterede ved Fattigvæsenet, der havde holdt Møder en Gang om Ugen, først paa Konventhuset og derefter paa Almindeligt Hospital, bleve afskaffede, hvorimod der oprettedes en Fattigkommission i hvert Kirkesogn, bestaaende af Sognepræsten, Kirkeforstanderen, to ansete Borgere samt Rodemesteren i Kvarteret. Det var disse Sognekommissioners Opgave at gaa Pleiedirektionen til Haande, undersøge de Fattiges Trang og afhjælpe den i Henhold til visse nærmere Regler. I Forordning af 16de Novbr. s. A., hvori det hedder, "at de forrige Indretninger til Nødlidendes Pleie saavelsom de goddædige Stiftelser og anden Godgjørenhed ere fast blevne uden den forønskte Nytte, ja som oftest have indført Ladhed blandt Almuen og forøget Betlernes Tal", opstilles som Hovedprincip, at "alle Fattige, som ved Alder, Svaghed og Legems Brøst ei selv kunne fortjene deres Underhold, skulle understøttes, de arbeidsomme Nødlidende forsynes med Arbeide og endelig Lediggjængere og forsætlige Tiggere tvinges til Arbeide." Pleieanstalten fik Bestyrelsen af samtlige Goddædighedsanstalter, nemlig Almindeligt Hospital, Vartou, Opfostringshuset, Vaisenhuset, St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse, Børnehuset og Abel Kathrines Hospital (men ikke Frederiks Hospital og den nye Hittebørnsstiftelse), hvorhos alle tidligere til Fattigvæsenet, Vaisenhuset og Opfostringshuset henlagte Indkomster overførtes til den foruden de ovenfor omtalte 20,000 Rdlr. af Statskassen. Desuden fik hver Sognekommission nogle Særindtægter, saaledes af en Kollekt hvert Fjerdingaar i Sognets Kirke, af en Fattigtavle, en Tavle ved Bryllupper og endelig af den saakaldte frivillige Gave til Silkehuset. For at skaffe arbeidsføre Trængende Beskjæftigelse fik Pleieanstalten Befaling til at indrette et Magasin, hvorfra de Fattige kunde forsynes med Raamaterialier, navnlig Uld og Hør, men Direkteurerne gik langt videre og anlagde et Lærredsmanufaktur i stor Stil paa Almindeligt Hospital under Ledelse af en indkaldt engelsk Fabrikmester, John Gordon. Med denne Fabrik forenedes en Hegleskole under den engelske Heglemester Howden, et Blegeri under Englænderen Moore, et Spinderi m. v. Man vilde naturligvis ikke blot ophjælpe de Fattiges Kaar herved, men tillige fremme Industrien, thi - hedder det - "Linnedmanufakturerne ere en af de vigtigste Gjenstande for Handelen og den indenlandske Forbrugelse, dertil den mest passende Industri for de danske Stater og kan fortjene at sættes ved Siden


326

af Agerdyrkningen." Resultatet blev imidlertid kun daarligt; man arbeidede med betydelig Underballance, og i 1781, da Fattigvæsenet atter omordnedes, maatte man holde op.

Den nye Ordning af Fattigvæsenet fandt i det Hele Anerkjendelse - skjøndt de Husarme selv vare meget misfornøiede med, at den største Del af Fattigunderstøttelsen gaves dem i Rug og Kartofler istedetfor i rede Penge - og Pleieanstalten blev efter Struensees Fald i det Væsentlige bibeholdt. Den kongelige Kommission, som undersøgte den henrettede Kabinetsministers Foranstaltninger og kasserede de fleste af dem, indrømmede, at de Fattige bedre kunde anvises og anholdes til Arbeide, at Kontrollen med dem var virksommere, og at der vistes større Omsorg for de Syge og Sengeliggende. Der var nemlig blevet ansat tre Fattiglæger i Byen, Schjønheider, Saxtorph og Tode, som hver havde sit Distrikt at besørge, hvorhos der uddeltes fri Medicin til alle Trængende. Man fandt det ogsaa nyttigt, at alle eller dog de fleste goddædige Stiftelser, der vedkom Fattigvæsenet, vare under en fælles Direktion; kun maatte Stifternes efterladte Fundatser overholdes paa det Nøiagtigste.

Dette sidste Forbehold sigter fornemmelig til Vaisenhuset, hvis Ophævelse som særlig Anstalt vakte en Storm af Forbittrelse og betegnedes som et "formasteligt, dumdristigt og mod al christelig Ret stridende Foretagende." Den daværende Præst ved Vaisenhuset Bernt Sverdrup oplyser, at Ophavsmanden til Forandringen var Præsten ved St. Petri Kirke Resewitz (ogsaa Direkteur for Pleieanstalten) og fortæller, at Geheimeraad Stampe paa Forhaand underrettede ham om, hvad der vilde ske, med den Tilføielse, at hverken han eller nogen anden retsindig Mand billigede det. Den 11te Oktober 1771, da Vaisenhuset efter Sædvane høitideligholdt sin Stiftelsesdag, og det var blevet almindelig bekjendt at Anstalten skulde omdannes, holdt Sverdrup en skarp Tale mod Struensee, hvori han mindede om, at Fundatsen hvilede paa Løfter til Gud, som ikke maatte brydes af Mennesker, samt fremdrog dens stærke Slutningsord, hvori Guds Vrede og uforbigængelig haarde Straf nedbedes over Enhver, som kuldkaster den eller handler imod den. Talen gjorde uhyre Opsigt, men Sverdrup opnaaede naturligvis intet Andet end at forspilde enhver Udsigt til ny Embedsansættelse, saalænge Struensee var ved Magten. Fem Dage efter, den 16de Oktbr.,


327

udstedtes den ovenomtalte Kabinetsordre, ved hvilken Vaisenhusets Direktion ophævedes, og Stiftelsen henlagdes under den almindelige Pleieanstalt, og ved Forordningen af 16de Novbr. 1771 fik man officiel Vished for, at Vaisenhuset skulde omdannes til en Realskole for den bedre Ungdom, saaledes at denne "uden at blive egentlig lærd kunde blive bekvem til de mange i det borgerlige Liv forefaldende Haandteringer."

Vaisenhuset skulde ifølge den nye Plan nu ikke blot betale Kostpenge for Børnene og sørge for deres Undervisning, men ogsaa afholde Udgifterne til Realskolen. Der blev strax taget fat paa Omordningen. Bygningen med dens Inventarium og Stiftelsens Kapital 187,930 Rdlr. blev afleveret til Pleieanstalten, Kirken blev lukket, Gudstjenesten ophævet og alle Vaisenhusbørnene satte i Kost hos Borgere og andre Folk, mest i Kbhvn., for 2 Mk. om Ugen. For at opfylde Paabudet om Undervisningen indrettedes der fem Friskoler, de første Fattigvæsens Skoler i Kjøbenhavn, under Ledelse af Kapellanen ved Vartou, Bendix Krøll, i hvilke ikke blot Vaisenhusbørnene, men alle hjælpeløse Børn fra deres 6te til deres 14de Aar skulde oplæres i de elementære Skolefag og al Slags Haandgjerning. Med andre Ord: Vaisenhusbørnene bleve stillede paa lige Fod med Fattigvæsenets andre Børn. Endel af dem bleve hurtigst muligt konfirmerede og derefter overladte til deres Skjæbne, hvilket satte ondt Blod i vide Kredse, eftersom Direkteurerne for Vaisenhuset ellers pleiede at sørge for at faa dem godt anbragte hos Mestre i forskjellige Professioner eller i skikkelige Tjenestepladser. Sverdrup fortæller, at Børnene græd og skreg, da man førte dem bort, og da han var ved at tabe Modet herover, gik han til Biskop Harboe og klagede over, "at Guds Forsyns Veie vare blevne ham altfor mørke, da det gik de Ugudelige saa vel, medens uskyldige Børn bleve mishandlede." I Biskoppens Svar læser man Stemningen i Kbhvn. i Struensees sidste Regjeringstid, da han sagde: "Vær forvisset om, at den ugudelige Skare just i denne Omstændighed haver ringet med Stormklokken til sin Ulykke." Derefter blev alle Vaisenhusets Embedsmænd og Betjente, lige fra Inspekteuren og Præsten til Sygepleiersken og Kæmmekonen afskedigede, dog fordetmeste med Pension, og Bygningen henstod nu ubrugt. Realskolen kom nemlig ikke istand, skjøndt Rektor og Konrektor


328

allerede vare beskikkede, thi Katastrophen den 17de Januar 1772 gjorde brat Ende paa dette som paa saa mange andre Projekter.

Om Opfostringshusets Forbindelse med Fattigvæsenet (der varede til 1857) og dets store Pengetab er ovenfor talt; ogsaa heri saa den offentlige Mening et skammeligt Indgreb af Struensee. Pesthuset, som efter Claudi Rossets store Gave fik Navn af "St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse", var i 1769 i aabenbar Modstrid med Testators Villie blevet flyttet til Ladegaarden, som afkjøbtes Landmilitairetaten (smlgn. III, 164). Den gamle forfaldne Bygning ved Kallebodstrand, bestaaende af 4 sammenbygte Længer med Indkjørselsport i den nordre Længe, blev solgt ved Auktion. Stiftelsen havde i 1759 en Snes flere Lemmer end før (ialt 163), da man ved Almindeligt Hospitals Indretning havde rømmet de andre Hospitaler "for Alle med flydende Saar beladte, som vare inkurable og stinkende, samt for dem med farligt Udslet og Slag beladte." Man faar et sørgeligt Indtryk af Tilstanden i Pesthuset, naar man læser om et Lem, Giertrud Wickmann, som døde i Decbr. 1768: "Hun var et af de ynkværdigste Lemmer og det bedrøveligste Exempel paa den menneskelige Elendighed. I 18 Aar havde hun været sin Forstand berøvet og i al den Tid ligget i et Skab fast som en umælende Skabning, i bare Straa, ganske nøgen uden Uldent eller Linned, fordi hun sønderrev endog de stærkeste Klæder, man vilde lægge paa hende, og derhos samlede meget Utøi. Den salig Rosset forsøgte at lade forfærdige meget stærke Lagner til hende, men forgjæves, da hun rev dem ganske itu. Af det langvarige Leie var hendes usle Legeme saa krum voxen og saaledes indsvundet, at hun ikke var større end et lidet Barn, og hendes Ligkiste har ikke behøvedes mere end 5 Kvarter lang. I de sidste Dage, da hun blev haardt angreben af Sygdom, blev hun benaadet med nogen Samling, bad med Sygetrøsteren, som læste og sang for hende, sukkede og raabte til Gud om at løses af hendes store Jammer og Elendighed." Man havde isinde at forbedre de Syges Kaar efter Flytningen, men det forblev ved Hensigten; de nye Lokaler vare meget mangelfulde (III, S. 165), og snart sank man tilbage i den gamle Slendrian.

Krigshospitalets tidligere Befolkning, ialt 189 Personer, havde allerede den 12te Novbr. 1767 forladt Ladegaarden og var bleven indlagt i det nye Christians Pleiehus i Store Kongensgade, der var Forsørgelsesanstalt og Sygehus for gamle Soldater, Invalider og Sol-


329

daterenker samt Opdragelsesanstalt for forældreløse Soldaterbørn. Stiftelsen, hvortil General St. Germain havde givet Ideen, og som havde sin egen Direktion under Generalitets- og Kommissariatskollegiet, blev paabegyndt i 1765 (smlgn. III S. 165), men stod først fuldfærdig, da Kapellet blev høitidelig indviet af Biskop Harboe den 28de Mai 1769. Oprindelig bestemt for 300 Lemmer af begge Kjøn og forskjellig Alder, voxede Christians Pleiehus hurtigt, saaledes at det i 1769 havde 340, i 1773 endog over 500 Lemmer. Stiftelsen havde et eget militairt Tilsnit, eller var - som det siges - "indrettet efter Krigsstandens Grundsætninger, især hos Drengebørnene, da de fornemmelig opdroges til gode og brugbare Underofficerer." Invaliderne, Enkerne, Drengene og Pigerne vare inddelte i Kamerat- eller Korporalskaber, af hvilke der udtoges Underofficerer, men den militaire Disciplin opretholdtes dog kun strengt blandt Drengene. De mandlige Lemmer, baade Gamle og Unge, bare blaagraa Uniformer med røde Opslag og Tinknapper, Drengene desuden en sort Læderhue med Messingplade og to Bøiler med en Granat ovenover. De Drenge, som vare Underofficerer, havde Epauletter og gik med Støvler, medens deres Kamerater maatte nøies med Strømper og Sko. Konerne og Pigerne bare blaagraa Kjoler, dog var det de første tilladt efter Behag at anskaffe sig et og andet Pynteligt i Klæder. De fire Klasser vare strængt adskilte fra hverandre, men spiste tre Gange om Dagen i Fællesskab under Opsigt af nogle af Stiftelsens Betjente. Foruden Forpleiningen fik hver Invalid og Enke en Skilling om Dagen; Børnene derimod Intet i Penge. Ingen af de Gamle blev tvungen til Arbeide, men de, der kunde et Haandværk, fik Leilighed til at drive det og skaffe sig en Extrafortjeneste; Børnene holdtes derimod til al Slags Haandgjerning og fik Undervisning af to Skolelærere og en Oldfrue, hvorhos Drengene i Regelen hver Aften oplærtes i Exercits i Stiftelsens Gaard eller paa Østerfælled. Et Par Gange om Aaret fik Alle en Festdag med Dands, Leg og Musik, og - hedder det i Forstanderens Beretning - "for den Munterheds Skyld, som dette Slags Forlystelser udbreder over disse kjære Børn uden at fordærve deres Sæder eller forvilde deres Gemyt, var det at ønske, at de oftere kunde faa saadan Opmuntring, som endog befordrer deres Sundhed og Væxt." Efter Konfirmationen bleve Drengene enten antagne til Militairtjeneste eller satte i Lære hos Haandværksmestre, Pigebørnene kom derimod ud


330

at tjene. Der forfærdigedes en stor Mængde Skotøi, Skræderarbeide, Strømper, uldne og linnede Varer i Pleiehuset, og i Efteraaret 1771 indrettedes her en Lærredsfabrik i større Stil, hvortil Spindet leveredes af hen ved 1000 Soldater- og Matroskoner udenfor Stiftelsen. Denne Fabrik gjorde god Fremgang; i 1773 havde den 29 Væve igang.

Skjøndt Frederiks Hospital, som ovenfor berørt, ikke kom ind under Fattigvæsenet, men beholdt sin selvstændige Direktion, slap det ikke for indgribende Forandringer; tvertimod blev dets Fundats paa mange Punkter kuldkastet og nye Bestemmelser paabudte, der stred mod den kongelige Stifters Hensigter. I 1767 og 1768 var Hospitalet blevet underkastet en stor Reparation for Partikulairkassens Regning (den kostede over 14,000 Rdlr.), og Christian VII havde overhovedet med Pietet opretholdt sin Faders philanthropiske Stiftelse. Struensee fandt imidlertid ogsaa Meget at forandre og forbedre her, og benyttede, efterat den gamle Overdirektion var bleven afløst af en ny, den berømte Livlæge, Professor Christian Johan Berger til Gjennemførelsen af sine Planer. I aabenbar Modstrid med Fundatsens udtrykkelige Bestemmelse (smlgn. III, S. 101) blev det befalet, at veneriske Sygdomme i Fremtiden ogsaa skulde behandles i Hospitalet, og denne Foranstaltning blev gjennemført paa en Maade, der maatte vække Forargelse, idet Kirken og Præstens tilstødende Værelser netop bleve indrettede til Sygestuer for saadanne Lidende. Præsten Cornelius Normann blev afskediget, og det blev tilladt, at nyfødte Børn fra Accouchementsstiftelsen i Pavillonen til Amaliegade maatte døbes i en af dennes egne Stuer. En endnu mere gjennemgribende Omvæltning skete, da fattige og syge Borgeres fortrinlige Ret til at indlægges paa Fripladser blev ophævet den 15de Mai 1771, eftersom det bestemtes, at "ingen Syge af den civile Stand i Fremtiden skal indtages uden alene saadanne, som staa i Hs. kgl. Maj. Tjeneste", medens Militairetaten fik Adgang til Hospitalet i langt større Udstrækning end hidtil. De fattige Borgere bleve i Stedet henviste til Almindeligt Hospital, hvis Sygeafdeling derved pludselig steg fra 16 til 100 Patienter. Struensee afskaffede dernæst den hidtilværende dobbelte Direktion for Frederiks Hospital, idet han ophævede den saakaldte Meddirektion eller "de Tilforordnede"; Stiftelsen mistede endvidere ved Hof- og Stadsrettens Oprettelse sin selvstændige Jurisdiktion, og fik nu ikke blot Fødsels-


331

stiftelsen, men ogsaa Inokulationsanstalten paa Solitude (oprettet den 1ste Decbr. 1769) under sin Bestyrelse. Til denne sidste Anstalt maatte Hospitalet endog bidrage 4000 Rdlr. om Aaret af sin Kasse. I finantsiel Henseende blev Frederiks Hospital ved Kabinetsordre af 4de Decbr. 1771 endelig ganske afhængig af Partikulairkassen, eftersom det mistede alle sine Særindtægter: Overskudet af de norske Postintrader, Afgiften af Kortstemplingen og de saakaldte Taarnpenge og i Stedet fik et aarligt Tilskud af 27,500 Rdlr. Denne Ordning varede kun faa Maaneder, men dog tilstrækkelig længe til at forøge Harmen og Hadet, saameget mere som den hensynsløse Vilkaarlighed ogsaa lagde sig for Dagen i Hospitalets indre Administration.

Accouchementshuset eller Fødselsstiftelsen havde tidligere henhørt under det Fattiges Væsen, men kom som sagt nu ind under Frederiks Hospitals Bestyrelse; dog havde denne Intet at skaffe med Børnenes senere Forsørgelse, hvilken efter tidligere at have paahvilet Fattigvæsenet og det derunder sorterende Hittebørnshospital (smlgn. III S. 160) nu var bleven overdraget til en ny Anstalt, Opfostringsstiftelsen (eller Alimentationsanstalten) for nyfødte Børn, som havde sin egen Direktion (Berger og Raadmand Lunding) og ikke maa forvexles med Opfostringshuset paa Christianshavn. Fattigvæsenet havde nemlig ikke formaaet at løse Opgaven og havde tilsidst ikke vidst bedre Raad end at tinge de spæde Børn i Kost hos Matroser og Soldater i Kbhvn. indtil deres sjette Aar, "hvor de mangen Gang kun fik for 2 Skilling Brændevin og Brød om Dagen", og overhovedet behandledes saaledes, at tre Fjerdedele af dem døde. Under disse Omstændigheder besluttede Kongen - som det hedder i Kabinetsordre af 28de Oktober 1770 - af "landsfaderlig Kjærlighed og Omhu for sine tro Undersaatter og da især for den mest trængende Del af dem, nemlig udsatte og af deres Forældre og Slægtninge dels for Skjændsels, dels for Armods Skyld forladte Børn af begge Kjøn" at oprette en Anstalt, hvori der aarlig kunde indtages 100 saadanne nyfødte Børn til Underhold og Pleie. Planen til Stiftelsen blev udarbeidet af Chr. Joh. Berger, og den 7de Decbr. 1770 udkom Forordningen herom. Heri bestemmes, at Børnene kunne indleveres paa Fødselsstiftelsen i Frederiks Hospital, hvorpaa de for den nye Anstalts Regning ville blive udsatte hos paalidelige Folk paa Landet indtil deres sjette Aar. Derefter skulle de paagjældende Pleieforældre


332

beholde dem til deres 25de Aar og give dem Kost og Klæder, men ingen anden Løn; dog at Pigebørn i Tilfælde af Ægteskab maa befries fra denne Tjeneste. For hvert Barn betalte Stiftelsen 2 Rdlr. om Aaret til Klæder, 1 Mk. 8 Sk. om Ugen i Underholdspenge og som extraordinair Gave ved andet Aars Udgang 3 Rdlr. og ved det sjette 2 Rdlr. Plejeforældrene fik stor Myndighed over Børnene; det stod dem f. Ex. frit for at levere deres Pleiesøn til Landsoldat istedetfor deres egen Søn, ja den ene Husfader kunde overdrage sine Rettigheder til en anden, dog kun ved særlig Bevilling. "Ellers - hedder det - skulle Pleiebørnene som frifødte Mennesker ikke være Nogen uden Landets allerhøieste Herskab underkastede, følgelig aldrig under nogen Forevending anses for at tilhøre noget Godses Herskab, end sige betragtes som Livegne, ligesom deres Fødsel ei heller maa komme dem til Fornærmelse." Børnene vare desuden til deres 25de Aar fritagne for alle Skatter og Paalæg, og hvis de døde, fik Plejeforældrene 1 Rdlr. til deres Ligkiste og maatte beholde deres Klæder, hvorhos der gaves dem fri Begravelse og fri Jord. Undervisning, Konfirmation og Trolovelse skulde ligeledes være gratis for alle Pleiebørn, og til ydermere Opmuntring forpligtede Stiftelsen sig til at godtgjøre Pleieforældrenes Extraskat i de første sex Aar, ligesom Dronning Caroline Mathilde lovede at ville betænke Pleiemødrenes Døttre ved den aarlige Uddeling af Udstyr, og især dem, der behandlede Pleiebørnene omhyggeligt.

Pengemidlerne til Stiftelsen tilveiebragtes paa forskjellig Maade. Der blev udstillet Bækkener for Kirkedørene for at hjælpe ud over de første Vanskeligheder, Kongen skjænkede 10,000 Rdlr. af Lotterierne, altsaa netop den ovenfor (III, S. 324) omtalte Sum til et vist Brug, nogle Bøder henlagdes til Direktionen, og der indsamledes et aarligt Bidrag ved Subskription i Kongehuset og hos Indbyggerne. Den vigtigste Indtægt blev dog en Skat paa Luxusheste af 2 Rdlr. om Aaret, paa Hyrekuskes Heste af 1 Rdlr. og endelig paa fremmede Heste af 10 Rdlr. De til Arbeide og Næringsbrug bestemte Heste, det vil sige: Bryggernes, Bagernes, Møllernes, Vognmændenes og Hestehandlernes bleve nemlig fritagne for dette nye Paalæg, ligesom Enhver, der betalte 20 Rdlr. om Aaret til Subskriptionen, slap for al videre Afgift. Indtægterne slog dog langtfra til (i 1773 vare de kun 4000 Rdlr. mod 9000 Rdlr. Udgift), hvilket fornemmelig skyldtes den Omstændighed, at man i April 1771, for at fremme


333

Stiftelsens Øiemed: at hindre spæde Børns Ombringelse, havde ladet anbringe en Kasse udenfor et af Kjældervinduerne i Frederiks Hospitals sydlige Pavillon, i hvilken enhver Moder hemmelig kunde henlægge sit nyfødte Barn til Stiftelsens Forsorg. Ovenover stod med forgyldte Bogstaver paa en hvid Marmorplade: "Ulykkelige Børns Frelse", og et mechanisk Ringeapparat indenfor tilkaldte den nødvendige Hjælp til Barnets Modtagelse. I 1758 var det blevet bestemt, at enhver Barselkone, som ikke kunde eller vilde betale Stiftelsen 20 Rdlr., skulde tage sit Barn med sig (III, S. 161); nu kunde hun derimod strax ved Udgangen lægge det i Kassen. I hvilket Omfang denne Indretning blev brugt, fremgaar af en Forestilling fra Marts 1774, hvori det oplyses, at der i de foregaaende tre Aar er blevet født 3-400 Børn om Aaret i Stiftelsen, og blevet udsat 948 paa Landet, hvoraf 509 ere ilive. Alle disse Børn vare naturligvis ikke "Kassebørn", som man kaldte dem, men uden Tvivl en betydelig Del af dem, da man netop af Sparsommelighedshensyn paa dette Tidspunkt fandt Anledning til at lukke Kassen. Det hedder derhos, at den blev "skammelig misbrugt"; det var saaledes en yndet Trafik, at Forældre henlagde deres Børn i den og derefter fik dem udleverede igjen som Pleiebørn med den fastsatte Pleiehjælp. Samtid og Eftertid har bedømt denne Indretning haardt; Suhm siger, at den kun kom istand for at befordre Utugt, Langebek deler denne Anskuelse, og flere af Trykkefrihedsskrifterne udtale sig endnu skarpere, men i Virkeligheden har man Uret heri. Sagen er, at Regjeringen her som andre Steder stod afmægtig overfor Barnemord, thi de strengeste Straffe under de uhyggeligste Former frugtede Intet, og man vilde da forsøge, hvad der kunde udrettes ved Humanitet. Det er interessant, at man allerede ved Vaisenhusets Oprettelse i 1713 havde isinde at indrette en ganske lignende "Kasse" (smlgn. II, S. 532), en Foranstaltning, som dog ikke dengang blev iværksat.

Et særligt Hospital, Inokulationsanstalten, var allerede i 1769 blevet indrettet ved Struensees og Bergers Initiativ, thi Børnekopperne rasede uophørligt i Byen og bortrev i det nævnte Aar alene 1219 Børn. Den gamle Indpodningsanstalt af 1755 (smlgn. III, 202) havde ingen Fremgang havt og var standset, men da man ansaa Inokulationen som "en høist nyttig, ja næsten fornøden Sag", blev der oprettet en ny Stiftelse i Gaarden "Solitude" paa Nørrebro, som


334

kjøbtis af General Haxthausen og bestod af to anseelige Bygninger med hosliggende stor Have, der stødte op til Blaagaards Jorder. Der var her Plads for 48 Personer ad Gangen, nemlig for 16 Betalende af "borgerlig og middelmaadig Stand", og 32 Fritliggende, som fik gratis Kost, Klæder, Medikamenter og Opvartning. Kuren var beregnet paa lidt over 4 Uger, og der optoges ikke blot Børn, men ogsaa Voxne indtil 50 Aars Alderen fra Hovedstaden og Kjøbenhavns Amt. Den 14de Juni 1770 blev Anstalten aabnet, og kom, som alt omtalt, det følgende Aar ind under Frederiks Hospitals Direktion, fra hvilken den dog atter skiltes efter Struensees Fald. Da Publikum neppe uden Grund nærede Frygt for Kuren og dens Følger, kunde Stiftelsen imidlertid ikke opretholdes og blev nedlagt i 1783. Det kan tilføies, at Struensee den 2den Mai 1770 inokulerede Kronprindsen, den senere Kong Frederik den Sjette.

Trods alle disse milde Stiftelser, trods Legater for Trængende, Enkekasser, Spisningskasser og Ligkasser (af hvilke den Zedlerske eller borgerlige Ligkasse stiftedes den 29de Mai 1769), herskede der megen Fattigdom i Byen, og Pleiedirektionen levede i evig Kamp med Tiggere og Løsgjængere. Politiets og Fattigvæsenets Omordning havde fremmet Tiggeriet, thi man havde nu ingen Fattigfogder til at holde det nede, hvorfor Betlerne skjøttede sig selv og bestandig bleve dristigere. Der klages især over Forholdene paa Vesterbro, ja de kongelige Herskaber kunde ikke kjøre ud uden at blive omringede af paatrængende Tiggere, der anraabte om Medlidenhed, Under disse Omstændigheder befalede Struensee i Oktober 1771, at Politiet skulde opbringe saadanne Folk, underkaste dem Forhør og derefter aflevere dem til Pleieanstalten mod en Douceur af 1 Rdlr. for hver saadan Aflevering, men da hverken Kommissairer eller Betjente kunde overkomme dette Extraarbeide, fik Magistraten i Decbr. 1771 Ordre til at antage 15 stærke og haandfaste Karle, "ei bekjendte for aabenbare Laster". Disse "Opbringere" eller Fattigfogder vare uniformerede ligesom Vægterne med et Skilt paa Kjolen og havde 40 Rdlr. i aarlig Løn af Stadens Kasse foruden den omtalte Douceur af Fattigkassen. Magistraten mente, at Pleieanstalten ogsaa burde betale de 40 Rdlr., men fik ikke Medhold hos Kabinetsministeren. Det bør fremhæves, at i denne meget udskregne "umoralske" Periode vare Forbrydelserne mod Eiendomssikkerheden ikke overmaade talrige. En samtidig tabellarisk Oversigt viser, at der i


335

1771 kun blev begaaet 188 Tyverier i Kjøbenhavn og Forstæder, hvoraf 21 Indbruds- og 20 Lommetyverier; til Sammenligning kan anføres, at man i 1799 var naaet op til 586 Tyverier, hvoraf 106 Indbruds- og 38 Lommetyverier. Struensee havde endog ved Forordning af 27de April 1771 forandret Livsstraffen for grove Tyverier til Kagstrygning, Tyvemærke i Panden og Arbeide i Jern paa Livstid, fordi "der bør være et billigt Forhold mellem Misgjerning og Straf, og grovt Tyveri just ikke fordrer Livsstraf."

Struensee havde, som ovenfor omtalt, oprettet Hof- og Stadsretten og henlagt Inkvisitionskommissionen under den; den 7de Decbr. 1771 fik Høiesteret en ny Instrux, paa hvis Affattelse Generalprokureur Stampe havde den væsentligste Indflydelse. Heri fastsattes Assessorernes Antal til 14 med en Begyndelsesgage af 1000 Rdlr., Auskultantvæsenet afskaffedes, ligesom der overhovedet blev truffet Foranstaltninger til at fremme Sagerne. En vigtig Forandring var det, at Assessorerne i Fremtiden ikke maatte paatage sig noget andet Embede eller Forretning. Struensee er bleven skarpt angreben for denne Forandring af Høiesteret, ja Charlotte Dorothea Biehl fortæller, at han satte Alle i Forundring og Forskrækkelse, da "Høiesteret paa engang og ganske uventende fik sin Afsked." Sandheden er imidlertid, at kun tre Assessorer bleve afskedigede af fuldkommen forklarlige Grunde og ikke engang ved Struensees Initiativ. Det er i saa Henseende ogsaa betegnende, at der efter Ministerens Fald ikke blev rørt ved den nye Instrux, og at den gjælder den Dag idag.

De Principer, Struensee fulgte i Justitsvæsenet, at Domstolenes Organisation skulde være simpel og Procesmaaden kortfattet, at Lovene skulde opretholdes og være saaledes affattede, at ingen Delinkvent kunde vente Formildelse eller Eftergivelse af Straffen osv., vare uden Tvivl anerkendelsesværdige. Man havde tidligere baaret sig anderledes ad; de strenge Straffe bleve i Reglen formildede; saaledes var det Praxis, at Falskmøntnere, der vare dømte fra Ære, Liv og Gods, bleve sendte til Fiskerleierne i Finmarken, at Tyve slap for Mærket i Panden, og at den, der havde forbrudt Haand, Ære og Boslod, forskaanedes for at miste Haanden. Mange Slags Hensyn gjorde sig gjældende; saaledes blev en Officeer, der i 1767 havde skrevet et falsk Pas, benaadet med Kassation og fjorten Dages Vand og Brød "for Officersstandens Skyld", en Kone, som i


336

1768 havde begaaet Boutikstyveri, blev straffet arbitrairt med 8 Ugers Børnehusarbeide, fordi "det vilde blive hende selv, hendes Familie og især hendes Søn, der studerer, til Vanære, om Sagen fik Fremgang", ja samme Aar blev en ung Mand, der havde rapset paa adskillige Tider og Steder, befriet for al Tiltale og Straf, fordi hans Forbrydelser skyldtes "Ungdoms Daarlighed". Den Betragtning, at en taalelig Straf, som nøiagtig exekveres, er at foretrække for strænge Straffe, der formildes, var dog allerede fremme før Struenseeperioden.

Til Tidens groveste Forbrydelser hørte de tidligere (III S. 224) omtalte umotiverede Mord, "alene for at gjøre en Ulykke". Da den skjærpede Henrettelsesmaade og grufulde Knibning med gloende Tænger havde vist sig uvirksom, udkom der efter Stampes Raad den 18de Decbr. 1767 en ny Forordning, i hvilken Straffen fastsattes til Kagstrygning, Brændemærke i Panden og Arbeide i Jern paa Livstid. Forbryderne skulde nu forvares "som de mest udædiske blandt alle uærlige Slaver og daglig bruges til det haardeste og allerliderligste Arbeide"; hvert Aar, paa samme Dag Mordet var forøvet, skulde de udføres til Gjerningsstedet paa Natmandens Sluffe med sammenbundne Hænder og Strikken om Halsen for at piskes, og endelig efter Døden halshugges, parteres og lægges paa Steile. Denne Straf blev i Begyndelsen nøiagtig opfyldt, men den aarlige Piskning faldt efterhaanden bort, naar Vedkommende opførte sig godt, ligesom man undlod Sønderlemmelsen af Liget - af Sparsommelighedshensyn. En saadan Exekution kostede nemlig 30 Rdlr. Opfattelsen af Døden paa Retterstedet var overhovedet en anden end nutildags; derfor blev det i 1768 befalet Præsterne at de skulde forberede Delinkventer til Døden i Fængslet, thi, hedder det, "den gemene Mand indbilder sig, at det er en saa lyksalig Død, naar Præsten gaar ved Synderen med Bøn og Sang."

Børnehuset havde saaledes en talrig Befolkning ligefra Mordere, hvoraf de mandlige sad i Rasphuset, de kvindelige i Tugthuset, ned til Betlere og Løsgjængere, der vare blevne opbragte af Fattigfogderne. Mange af disse Folk hensled deres Liv her eller Størstedelen af det for forholdsvis ringe Brud paa Lovene; saaledes blev en Pige, der i 15 Aars Alderen var bleven indsat i Børnehuset, fordi hun havde været i Selskab med en Taterbande, som øvede adskillige Tyverier og Misgjerninger, først løsladt i 1769, da hun


337

var 51 Aar gammel. Det var et virkeligt Fremskridt, da Struensee ved Plakat af 8de April 1771 ophævede den i 1741 givne Tilladelse for Forældre til at indsætte deres vanartige Børn i Tugthuset uden Lov og Dom, "fordi den kunde misbruges og give Anledning til, at unge Mennesker af Passion eller Familie-Hensigter kunde fornærmes." Kancelliet mente rigtignok, at det vilde være tilstrækkeligt at kræve fuldgyldige Beviser for Barnets lastværdige Opførsel før Indsættelsen, men Ministeren vilde ikke indlade sig paa denne Mellemvei. Da Kancelliet nogle Maaneder senere alligevel indstillede, at der skulde gives en Ansøger Tilladelse til at indsætte sin vanvittige Søn i Møens Tugthus, fik det en Irettesættelse med den Bemærkning, at "det ikke maatte forelægge Kongen nogen Ordre til Underskrift, der stred saameget imod hans Tanke og givne Befalinger." Den Deputerede, Andreas Schumacher, skrev da til Kabmetsministeren og formente med Noget, der ligner Spydighed, at "en lidet omhyggelig Oversættelse (thi alle danske Aktstykker maatte oversættes paa Tydsk for Struensee) maatte have paaført Kollegiet Bebrejdelsen", men han bad dog tillige om, at Ministeren "ved sin behagelige Mægling vilde afvende den Uvillie, som Hans kgl. Majestæt syntes at have kastet paa det danske Kancelli."

Af mere opsigtvækkende Rettergangssager kan foruden Processen mod Arresthuspræsten Rothenburg nævnes en Sag mod en Skrædersvend, der havde ladet sig forlyde med "ligesom at være en udenlandsk Prinds". Han blev arresteret og underkastet Forhør, hvorefter han tilstod, at det Hele var opdigtet. Han slap dog forholdsvis billigt fra denne Affaire, da han med fri Reise og 30 Rdlr. til Klæder blev sendt til St. Groix i fire Aar. Større Opsigt vakte en Sag mod et Kvindemenneske, der kaldte sig: Anna Sophia Magdalena Frederica Ulrica, og udgav sig for at være et naturligt Barn af Christian den Sjette og Fyrstinden af Østfrisland. Det viste sig imidlertid ved den omfattende Undersøgelse, der blev iværksat "i al Stilhed" af en Kommission, at Kvindens Foregivende om hendes Fødsel og Herkomst var aldeles falsk, hvorfor hun ved Resolution af 15de Juni 1770 blev hensat til Arbeide i Møens Tugthus paa Livstid. Denne Sag fremkaldte Sensation i vide Kredse, thi den snedige Bedragerske havde været i Berøring med mange Mennesker og havde navnlig blandt den lavere Almue stort Tilhang. I Oktober 1771 var "Prindsessen", som Menigmand kaldte hende,


338

fræk nok til at ansøge Struensee om at blive løsladt og anerkjendt, og det synes virkelig, som om Ministeren har havt isinde at lade hende komme ud og anvise hende et Par hundrede Daler til Underhold. Der blev imidlertid Intet heraf; hun hensad i Møens Tugthus til sin Død, der indtraf i Aaret 1804 i hendes 74de Aar.

Christian den Syvendes Interesse for Religion og Kirke var selv i hans bedre Tid ovennaade ringe, ja det fortælles som en Anekdote, at den preussiske Gesandt i Kbhvn. (indtil 1768), General A. H. Borck, der havde vundet Majestætens Hjerte ved at "tale med ham om Deisme og Fruentimmer", engang havde overtalt Kongen til at afskaffe alle Præster og Kirker og gjøre de sidste til Kornmagasiner, og - tilføies det - "havde man i nogle Dage Møie med at skaffe ham denne Grille ud af Hovedet." Struensees Syn paa Kirken kunde ifølge hele hans Aandsretning og Tænkemaade ikke være gunstigt, og adskillige af hans Forordninger og Kabinetsordrer krænkede Gejstligheden dybt og i enkelte Tilfælde ogsaa Folket. Herved tænkes just ikke paa hans bekjendte Ægteskabslov af 27de Decbr. 1770, ved hvilken det tillodes Sødskendebørn og Næstsødskendebørn at indgaa Ægteskab (hvilket tidligere altid var blevet tilladt ved Dispensation) saavelsom Enkemænd at ægte afdød Hustrus Søster eller Søsterdatter. Baade det juridiske og theologiske Fakultet vare enige om, at den sidstnævnte Tilladelse ikke stred mod Guds Lov; hvad de havde at indvende herimod, var kun Opportunitetshensyn som Almuens Tænkemaade, mulig Forstyrrelse af Familielivet o. lgn. Naar endelig Forordng. af 3die April 1771 fastsatte, at alle Ægteskaber, der ikke udtrykkelig vare forbudne i den hellige Skrift, i Fremtiden skulde være tilladte, stemte det med den almindelige Opfattelse i ledende Kredse. For Publikum kunde disse Love kun være velkomne, thi det sparede Uleilighed, Tid og Dispensationsgebyrer derved. Endel overflødige Helligdages Afskaffelse (deriblandt ogsaa Taksigelsesfesten for Ildebrandens Ophør i Kbhvn. den 23de Oktbr.) vakte derimod nogen Uvillie og fortolkedes som Ligegyldighed mod Religionen og Gudsdyrkelsen, ligesom man fandt Fordng. af 16de Novbr. 1771 upassende, hvorved det blev forbudt at ombære Tavlerne for Vartou, Pesthuset og Kvæsthuset i Sognekirkerne. Geistligheden fandt uden Tvivl heller ikke Behag i Fordng. af 27de Juli 1771, ved hvilken det af Hensyn til spæde Børns Liv og Sundhed tillodes Forældre at


339

lade dem hjemmedøbe eller føre til Kirken efter Behag, og det vakte stærkt Anstød, da det i Mai 1771 blev befalet, at Hofsorg i Fremtiden ikke maatte vare mere end 4 Uger i det Høieste, end ikke for Medlemmer af Kongehuset selv. Da Enkedronning Sophia Magdalena døde den 27de Mai, traadte denne Anordning første Gang i Kraft, og allerede den 17de Juni lød der igjen Orgelspil i Kirkerne til stor Forargelse for Publikum.

Størst Modstand vakte dog de milde og lempelige Straffebestemmelser for Utugt og Sædelighedsforbrydelser, thi de kastede ligesom et Reflexlys tilbage paa Ministeren selv og gav Anledning til de skarpeste Fordømmelsesdomme. Struensee vilde ikke vide af, at "de moralske (man kan ogsaa sige: de umoralske) Handlingers Frihed indskrænkedes", hvad der tydeligt viser sig i hans forhen omtalte Politiordning, der allerede havde slappet Tøilerne grundigt. Men han gik endnu videre. I 1767 havde man ophævet aabenbar Skrifte for Leiermaal og paabudt Vand og Brøds Straf i Stedet, ligesom man for gjentagne Leiermaal i Reglen lod Naade gaa for Ret og slap Synderinder ud af Børnehuset efter faa Maaneders Forløb, selv om de vare inddømte for en længere Aarrække. Men ved Forordng. af 13de Juni 1771 blev al Straf for Leiermaal afskaffet, "fordi Forældrene derved ofte hindres i at opfylde deres Pligter overfor Børnene", ligesom det udtrykkelig blev paabudt, at disse skulde behandles ganske som ægte Børn baade ved Daabshandlingen og senere. Loven fik tilbagevirkende Kraft, thi den 27de Juli udkom en Kabinetsordre, hvori det befaledes, at "alle in delictis carnis idømte Straffe, som vare dikterede, før Forordningen udkom, og endnu ikke exekverede, skulde bortfalde uden videre Forestilling." Struensee havde endog isinde at afskaffe Dødsstraf for Barnemord og Barnefødsel i Dølgsmaal, og udstedte den 3die Novbr. 1771 en Kabinetsordre herom, men der blev ikke udfærdiget nogen Lov paa Grund af hans paafølgende Fald.

For Datidens Opfattelse vare disse Love stridende mod al menneskelig og guddommelig Retfærdighed; man læser Udtryk om dem som "skammelige, afskyelige og skjændige" eller "Skræk og Gysen maa overfalde En ved deres blotte Læsning." Man var ikke langt fra at udtale sig ligesaa skarpt mod de praktiske Forandringer, Struensee af sanitaire Grunde indførte i Kirkerne og paa Kirkegaardene, eller man forstod i hvert Fald ikke at vurdere dem efter


340

Fortjeneste. Da Stadsphysikus Wandeler for at fjerne den usunde Stank i Kirkerne anbefalede at anbringe Jernluger paa de øverste Vinduer til begge Sider med stærkt Jerntraadsgitter indenfor for at holde Ugler og andre Fugle borte, fandt man det overflødigt, og Planen om at fjerne Kirkegaardene helt fra Byen og forbyde alle Begravelser i Kirkerne stødte paa afgjort Modstand. Endogsaa Magistraten fraraadede det; den erklærede nemlig, at der ikke kunde indrettes nye Kirkegaarde uden paa Fællederne, som vare indskrænkede nok iforveien, og at der ingen Fare var ved Kirkebegravelser, naar de blot foregik i Kapellerne. Desuden kunde de Folk, som havde betalt deres Gravsteder i dyre Domme og havde Skjøde paa dem, forlange en passende Erstatning. Svaret, der er skrevet med Chr. VII.s egen Haand, lød, at der skulde findes bekvemme Pladser ved Strandbredden, hvorhen Ligene kunde føres i Baade, og at samtlige ældre Kirkegaarde i Byen skulde udlægges til Græsning. Magistraten fandt nu to brugelige Pladser, den ene udenfor Østerport, hvor den Classenske Have og Limfabriken var, den anden udenfor Vesterport ved Frederiksberg Allé, men gjorde dog saamange Indvendinger, at Sagen døde hen. Den eneste nye Kirkegaard, Byen paa dette Tidspunkt fik, var Almindelig Hospitals strax udenfor Østerport langs Alleen, hvoraf den største Del i vore Dage er indtagen i Garnisons Kirkegaard. Den indviedes den 19de Juli 1770, og det var her, at de Fattiges store Velgjører og Ven, Etatsraad Johan Henrik Bærens blev begravet i 1813, efter eget Ønske mellem de Fattige.

Derimod blev en ny Begravelsesordning af 29de April 1771 gjennemført trods alle Indsigelser og Protester. Den befalede, at alle Ligbegjængelser skulde finde Sted mellem Kl. 1 om Natten og Kl. 6 om Morgenen, altsaa paa en høist ubekvem Tid. Det gik dog, saalænge de lyse Sommernætter varede, men i Oktober maatte Tiden forlænges til Kl. 9 om Morgenen, fordi Fattigfolk ikke havde Raad til at bekoste Lys eller Fakler. Meningen var, at Begravelser ikke skulde hindre Folk i deres Virksomhed eller Arbeide, men dette Maal blev ikke naaet. Tvertimod bleve Forholdene værre end før, thi, hedder det i 1772, da denne Ordning atter blev ophævet, "det er ikke Alle, som saa tidlig kunne taale den Godhed, de nyde af Sørgehuset, og Andre tage for meget til sig deraf og komme altsaa ubekvemme til Arbejdet." Struensees Modstandere underlagde


341

som sædvanlig Befalingen de værste Motiver; den var, sagde de, fremkommen "for at plage Præsterne og removere Dødelighedens Syn."

Hvad Kirkebygningerne angaar, fik den tydske Frederiks Kirke paa Chrhvn. sit af Bygmester G. D. Anthon tegnede Spir opsat den 30te Juni 1769 med de sædvanlige Ceremonier. Nikolai Kirke og Frue Kirke fik samme Aar nye Klokker, den første to, den sidste tre, istedetfor de ældre, der vare revnede, og Helligaandskirken, som efter Ildebranden 1728 laa godt gjemt bag sin Brandmur og de 27 saakaldte Lærredsboder til nuv. Niels Hemmingsens Gade, udvidedes i 1768 med et Kapel, der opførtes af Borgmester Etatsraad Hersleb. Aaret iforveien havde man mærkværdigvis solgt en Strimmel af Kirkegaarden til Viceraadmand Andreas Johansen Andreasen, som eiede en af Eiendommene i Kirkegaardens sydøstlige Hjørne (nuv. Nr. 20). Han fik Tilladelse til at opføre et grundmuret Baghus her; dog maatte han ikke anlægge nogen Kjælder derunder "for ikke at forurolige Ligene."

"Den overdrevne Reformations Hede", som i 1771 havde grebet Struensee og hans Mænd, vendte sig naturligvis ogsaa til Universitetet, der skulde reorganiseres fra Grunden til Videnskabernes Flor og Udbredelse og blive en Høiskole for de nye og fremskredne Ideer. Allerede den 4de Januar 1771 fik Konsistorium Befaling til at udarbeide en Plan til Reformen; senere nedsattes der en Kommission i samme Øiemed, men da dens Forslag ikke fandtes tilfredsstillende, blev Biskop Gunnerus i Trondhjem kaldet til Kbhvn. for at "reformere" og gav sig freidig i Kast baade med Universitet og Skolevæsen, og fik ogsaa en Plan færdig. Der blev imidlertid Intet af den, da Statsomvæltningen i Januar 1772 kom imellem. Gunnerus foreslog ogsaa Oprettelsen af et norsk Universitet i Christianssand, en Tanke, som iøvrigt længe havde været oppe baade i Norge og her og støttedes af Kabinetsministeren. Der var i 1771 kun 60 norske Studenter i Kbhvn., men Biskoppen mente, at Forholdet vilde blive bedre, naar Norge fik en selvstændig Høiskole. Et Udslag af Struensees frisindede Anskuelser er en Kabinetsordre af 2den Mai 1771, hvori han i Anledning af en jødisk Student Polacks Ansøgning tilskriver Konsistorium: "Kongen har akkorderet det Ansøgte og vil, at der skal tilstaas Enhver, som fortjener det, akademiske honores uden Hensyn til Religion." Det fortjener at bemærkes, at


342

Stampe i 1768 forgjæves havde foreslaaet, at man ikke længere skulde holde paa Brugen af det latinske Sprog ved Examiner, men lade Kandidaterne "svare paa Dansk eller Latin mellem hinanden, som de bedst kunne afstedkomme." Det var maaske dette Forslag, som nogle Aar efter bevægede en 40aarig Skoleholder i Kbhvn., Jens Lund, til at ansøge om at maatte tage theologisk Attestats paa Dansk. Han var gift, havde 4 Børn, "som alle vare Tvillinger", havde prædiket "henimod tusinde Gange baade offentlig og for høie Herrer i Kabinetter" og følte sig overbevist om, at han kunde blive "et ringe Redskab i Guds Haand til at forstyrre og nedbryde Satans Rige", men han blev alligevel ikke bønhørt.

Ved Siden af de egentlige Universitetsstudier dyrkedes Naturvidenskaberne fremdeles ivrigt som særligt Fag. De Forandringer, Struensee indførte, vare dog neppe egnede til at fremme dette Studium, saaledes da han i Marts befalede, at Etablissementet paa Charlottenborg for Naturhistorie og Økonomi i.e.: Natural-Theatret (smlgn. III, 177) skulde forenes med Universitetet. Høiskolen fik herved et Par nye Professorer og dens Bibliothek en Tilvæxt af et Par Tusind Bind, men Publikum besøgte neppe Forelæsningerne mere. Endnu uheldigere var det, at den store botaniske Have paa Amalienborg (III, S. 95) blev nedlagt, fordi Grunden skulde bruges til Pakhuse og Oplagsplads for fremmede Varer, thi Botanikens Dyrkere vare nu henviste til den gamle Have i Universitetsfirkanten, som trods en kongelig Gave i 1769 af 2500 Rdlr. var i alt andet end tilfredsstillende Stand. Den var lille og forsømt og laa indeklemt mellem andre til Studiegaarden hørende Haver, der benyttedes af Prokantsler Pontoppidans Enke, Økonomen ved Kommunitetet, samt Sognepræsten og den øverste Kapellan ved Frue Kirke. Der indførtes vel nogle Forbedringer, men de havde ingen Art; den vigtigste var, at Haven fik et stort Drivhus skjænket fra det nedlagte Institut paa Amalienborg.

Struensee havde ingen Del i det kgl. danske Landhusholdningsselskabets Oprettelse den 29de Januar 1769, hvilket efter sin første Plan fuldt saa meget skulde virke for Industrien som for Landvæsenet, saalidt som i de Pengegaver, der i Christian den Syvendes første Regjeringsaar tilflød det astronomiske Taarn, Universitetsbibliotheket og Videnskabernes Selskab (det sidste fik endog 8000 Rdlr. i 1767 til Prisbelønninger for Afhandlinger i Historie,


343

Physik og Mathematik). Ministeren havde vel befalet, at der skulde udarbeides en ny Plan for Videnskabernes Selskab, og en saadan blev ogsaa indleveret, men den fik ingen Følger. Geheimearchivet stillede han direkte, under Kabinettet og befalede, at Intet maatte meddeles eller afleveres derfra uden Kabinettets Ordre. I Decbr. 1771 paatænktes Anlæget af en Veterinairskole paa den forrige botaniske Haves Grund ved Amalienborg, men der blev Intet deraf. Planen skyldtes dog ikke Struensee; den var allerede oppe i 1766, da tre medicinske Studerende, deriblandt ogsaa Abildgaard (Veterinairskolens senere Stifter) vendte tilbage fra et Studieophold ved Ecole vétérinaire i Lyon, men Tanken maatte opgives, da Kommercekollegiet ikke raadede over tilstrækkelige Midler til et saadant Etablissement.

Maler- og Billedhugger-Akademiet paa Charlottenborg havde ved Christian den Syvendes Thronbestigelse ikke blot faaet sine Privilegier konfirmerede, men opnaaet nye betydelige Fordele, vistnok ved sin Præses', Grev Moltkes Indflydelse. Den 25de Septbr. 1767 resolverede nemlig Kongen, at der skulde oprettes et særligt Fond paa 6000 Rdlr. om Aaret, hvoraf 6 af Akademiets Officiales skulde have hver 600 Rdlr. om Aaret, 6 Kunstnere, som efter deres Hjemkomst fra Reiser optoges i Akademiet, ligeledes hver 300 Rdlr. og endelig 3 Enker efter fortjente Kunstnere hver 200 Rdlr. Foruden disse 15 "Pensioner" forhøiedes Partikulairkassens aarlige Bidrag til Kunstskolen fra 2400 Rdlr. til 5000 Rdlr. Alt saa saaledes lyst ud, da en Kabinetsordre af 16de Februar 1771 befalede, at de 15 Pensioner, som endnu ikke vare traadte i Kraft, skulde bortfalde, og en Kommission, bestaaende af Professorerne Pilo, Wiedewelt, Harsdorff og Berger, blev nedsat for at undersøge, hvorledes Akademiet kunde forbedres. Struensee vilde ikke mere vide af nogen Præses, og da Akademiet særlig skulde have det Nyttige for Øie, forlangte han en Plan, "hvorefter et Antal unge Mennesker bedst kunde anvises til det Slags Tegning, som er nyttig og nødvendig for de bildende Haandværkere og Fabrikanter." Med andre Ord: Akademiet skulde omdannes til et Slags kunstindustriel Skole, i hvilken de rent kunstneriske Opgaver skulde træde i Baggrunden. Endvidere ønskede Ministeren, at den aarlige Udgift af 5000 Rdlr. skulde nedsættes, eller dog alle Præmier, Lønninger og Pensioner afholdes af den, hvilket saameget lettere maatte kunne gjennemføres, som kun


344

unge Mennesker af ganske fortrinlige Talenter i Fremtiden skulde have Reisestipendium. Den 9de April afgav Kommissionen sin Betænkning ganske i Struensees Aand, som den selv siger: "mere beregnet paa Nytte end paa Glands", men den fastholdt dog, at medens de aarlige Udgifter kunde nedsættes til 4000 Rdlr., maatte der ved Siden heraf nødvendigvis oprettes et vist Antal faste Gager for Professorerne, hvorhos Enkepensionerne henstilledes til Kongens Naade. Den 21de Juni 1771 udkom da det nye Reglement, der væsentlig forandrede Akademiets Charakter og for første Gang satte det i umiddelbar Forbindelse med Haandværksstanden. Det fastsattes nemlig heri, at alle kongelige Undersaatter vare berettigede til gratis Undervisning paa Akademiet, saalænge der var Plads, og at alle kjøbenhavnske Professionister og Haandværkere, som ikke kunde undvære Tegning, skulde tilholde deres Lærlinge flittigen at besøge Akademiet. Dette førte til Oprettelsen af en Ornamentskole, hvilken dog først blev aabnet den 12te Oktober 1772. Endvidere fik Akademiet en udvidet Opsigt med Alt, hvad der stod i Forhold til Kunst; saaledes kunde Ingen i Fremtiden ansættes i en Bestilling, hvortil der udkrævedes Kunstforstand, uden Attest fra Direktionen, ei heller kunde Nogen længere indskrives som Mester i de Professioner, hvortil Tegning behøvedes, før Mesterstykket var godkjendt af Akademiet. Dets Fond bestemtes efter Kommissionens Forslag til 4000 Rdlr. om Aaret, hverken mere eller mindre, og der blev intet Hensyn taget til Ønsket om et vist Antal faste Gager. Det maa dog ikke glemmes, at henved en halv Snes Kunstnere lønnedes som Hofkunstnere. Det er indlysende, at man i akademiske Kredse var alt Andet end opbygget ved den overordentlig følelige Nedgang i Indtægt fra de lovede 11,000 Rdlr. om Aaret til 4000 Rdlr., men charakteristisk nok gjælder den første Klage, der høres, ikke Pengene, men Rangen. Pilo, Wiedewelt og Harsdorff fandt det nemlig uheldigt, at Rangen ikke var berørt i Reglementet, da det vilde skade Akademiets Anseelse hos Publikum, hvortil Struensee svarede: "Efter det nylig emanerede Reskript finder der ingen Rang Sted i Kollegierne eller andetsteds, men kun i Ceremoniellet ved Hoffet. Derfor er Artiklen ikke indført i Akademiets nye Statuter, og Hs. Majestæt er af den Mening, at en Kunstners Rang er hans Dygtighed."


345

Kadetakademiet i Bredgade (den nuv. Rigsdagsbygning) havde som bekjendt baade været Land- og Søkadetakademi, men strax efter Christian den Syvendes Thronbestigelse besluttede man at skille dem ad "som to helt forskjellige Departements". Efter en mellem Generalfeltmarchal Grev St. Germain og Generaladmirallieutenant Danneskjold Samsø sluttet Overenskomst resolveredes den 2den Juni 1767, at Gjæthuset paa Kongens Nytorv, der hidtil havde tilhørt Landartilleriet, skulde være Søkadetakademi, medens Rosenborg Slot skulde være Landkadetakademi, og den gamle Bygning i Bredgade tilfalde Landetaten og indrettes til en Kaserne mod en Udbetaling af 6000 Rdlr. til Søetaten. Som alt omtalt (III S. 316) blev Rosenborg frelst fra denne Ødelæggelse, da Kongen den 8de Juni 1767 skjænkede det Brockdorffske Palais paa Amalienborg (nuv. Kronprindsens Palais) til Landkadetakademi. Palaiet, der havde tilhørt Geheimeraad Grev Moltke, var allerede i 1765 blevet kjøbt af Fred. V for 52,500 Rdlr. og havde været beboet af nogle Hoffolk, ligesom her havde været Vaskerhus for begge Enkedronningerne. Der blev strax taget fat paa Indretningen af Palaiet til det nye Brug, og den 8de Oktober 1768 "trak Chefen, Officererne og Landkadetterne udi fuld Uniform og militair Orden op fra deres forrige Akademibygning til den nye, hvor de da bleve indkvarterede". For Søkadetterne, der først kunde komme i Besiddelse af Gjæthuset, naar Rytterstatuen var færdig, vilde Ventetiden være bleven lang, men da Danneskjold Samsø var falden i Unaade i Oktober 1767 og afløst som Oversekretair i Søetaten af Grev Danneskjold Laurvigen (den fra Mette Marie Roses Sag bekjendte Libertiner), kom de ogsaa til at flytte, sandsynligvis endog før deres Kamerater. Den nye Oversekretair, der eiede sit eget Hotel i Bredgade (det nuv. Moltkeske Palais), havde nemlig ikke Brug for Oversekretairens Embedsbolig i Størrestræde ved Siden af Admiralitetet og overlod derfor denne til et midlertidigt Søkadetakademi, rigtignok mod en Husleiegodtgjørelse af 600 Rdlr. om Aaret. Da Struensee afskedigede Danneskjold Laurvigen i 1770, fik hans Efterfølger, Viceadmiral Rømeling Embedsboligen, og Søkadetterne maatte derfor tilbage til det gamle Kadetakademi i Bredgade. Dette var nemlig ikke efter den første Bestemmelse blevet overdraget Landetaten og indrettet til Kaserne; tvertimod havde Søetaten faaet det, og en Auktion, som man i Februar 1769 havde afholdt over Grunden og Bygningerne, havde


346

ikke ført til noget antageligt Bud. Enden blev altsaa, at Landkadetterne fik nye og bekvemme Lokaler i det Brockdorffske Palais, medens Søkadetterne foreløbig maatte blive paa det gamle Sted, og aldrig fik Gjæthuset, der i 1773 blev Artillerikadetinstitut. I 1788 byttede de to Anstalter imidlertid Gaarde, thi da fik Søkadetterne Palaiet paa Amalienborg, medens Landkadetterne maatte tilbage til Frederik den Fjerdes gamle Operahus.

Med Hensyn til Almueskolevæsenet i Hovedstaden er det foran berørt, at Pleieanstalten oprettede fem saakaldte Friskoler ved Siden af de gamle Kirkeskoler. (Smlgn. III, 327.) De aabnedes i Begyndelsen af 1772, men allerede den 1ste Mai 1771 havde Udgiveren af Kjøbenhavns Adressekontors Efterretninger, den fortjente Agent Hans Holck aabnet fem andre private Friskoler, hvortil Midlerne vare samlede ved Subskription. De vare beregnede paa Formiddagsundervisning i Læsning, Skrivning, Regning og Christendom, og Eftermiddagsundervisning i Spinding, Syning, Strikning og anden Haandgjerning. Børnene, hvoraf der var 60 i hver Skole, fik gratis Undervisning, Bøger, Lægehjælp og Medicin, endvidere tilfaldt Størstedelen af Arbeidsfortjenesten dem, og ved deres Konfirmation fik de en Klædning. Hver Søndag uddeltes Spisebilletter som Flidsbelønninger. Holcks Friskoler fandt stor Tilslutning til at begynde med, men efterhaanden svækkedes Interessen for dem, navnlig efter Stifterens Død (i 1783), saaledes at de gik jevnt tilbage. I 1780 var der kun 4, i 1790 kun 3, og kun 2 af dem existerer den Dag idag, nemlig Friskolen i Dronningens Gade paa Chrhvn. og den kongelige Belønningsskole, der opretholdtes ved Bidrag fra Kongehuset. Fattigvæsenets Friskoler vare iøvrigt ordnede efter samme Princip som Holcks og havde fælles Inspekteur med dem, nemlig den tidligere omtalte Kapellan ved Vartou, Bendix Krøll. Ogsaa i disse dreves Haandgjerning, hvorfor Skolerne for Pleieanstaltens Regning forsynedes med Uld, Hør, Bomuld og andre Raamaterialier.

Det friere Sving, Laugsforholdene antog under Struensees Regimente, vakte stor Uvillie og Modstand hos Borgerstanden, og bidrog ikke Lidet til at undergrave Ministerens Anseelse og Autoritet, navnlig da disse Indgreb i Laugsrettighederne skete paa et Tidspunkt, da der herskede Dyrtid i Byen, og al Næring gik tilbage. Struensee synes endog at have havt isinde at ophæve alle Laug, hvoraf der nu var 56 i Byen; i hvert Fald var der udspredt Rygter


347

herom, som vakte Bestyrtelse og Uro i vide Kredse. Han vovede imidlertid ikke at gaa saavidt, men han fortsatte ivrigt det af Stampe paabegyndte Værk: at nægte Monopoler og lette Enhver, der tog Borgerskab, Adgang til Haandværk og Handel. Blandt Ministerens Papirer findes et udateret Udkast, der afslører hans Ideer. Heri hedder det, at ethvert Haandværk, som er underkastet Laugsskikke, bør have et vist af Magistraten fastsat Antal Aar for Svendene saavelsom for Drengene, og hvem der bevislig har udstaaet dem, maa uden videre Omkostninger, Skikke eller Forfærdigelse af Mesterstykke være Mester i Kongens Lande og frit kunne drive sit Haandværk. Dog undtages de Professioner, der udkræve Tegnekunst, thi disse skulle forevise Kunstakademiet et Stykke af deres Arbeide. Det var Hensigten, at denne Plan skulde meddeles Magistraten ved en Kabinetsordre, men det skete ikke, hvorimod man paa anden Maade søgte at frigjøre de Næringsdrivende for Laugenes Tvang. Et meget betydeligt Antal Haandværksvende fik Tilladelse til at nedsætte sig som Frimestre; Laugsartiklerne bleve ikke længere strængt overholdte, og man bekymrede sig ikke om Laugenes Klager over Bønhaser og Fuskere. Allerede i Begyndelsen af 1770 havde endel Oldermænd klaget over Laugenes slette Tilstand og faaet de 32 Mænd til at gjøre Forestilling i Anledning af de mange Svende, der fik kongelig Tilladelse til at ernære sig med deres egne Hænders Arbeide, men Resultatet blev kun en Irettesættelse til de 32 Mænd, "at dette Slags Foranstaltninger vare dem aldeles uvedkommende, hvorfor de i Fremtiden havde sig derfra at entholde". Aaret efter, da Struensee fortsatte i samme Aand, tog Martfeld (Philokosmus) varmt Ordet for Laugenes Opretholdelse og gjorde gjældende, at "Næringer og Handelsgrene maatte have et bestemt fastsat Antal Arbeidere, om Arbeide og Flid ei skulde blive den visseste Ødelægger af sig selv", og advarede indtrængende Regjeringen mod at avle og opklække Stoddere, hvilket vilde blive den uundgaaelige Følge, hvis "man lod den Ene tære uhindret paa den Anden". Dette frugtede dog ligesaa lidt som Laugsmestrenes gjentagne Henvendelser til Magistraten og direkte til Kongen. De fik det Svar, at naar Enhver i Almindelighed beflittede sig paa at gjøre sit Arbeide godt, kunde Friheden at arbeide ei skade Nogen i Særdeleshed. Selv i et Tilfælde, da den Holsteinske Magistrat imod Sædvane stillede sig paa Haandværkernes Side og forlangte et


348

Forbud mod, at Soldater drev borgerlig Næring i Kasernerne, og betog fattige Borgere deres Levebrød, fik den ikke Medhold, thi Struensee svarede, at det stod Regimenterne i Kasernerne frit for at drive alle de Næringer, som udkræves til deres egen økonomiske Indretning, og som enhver Borger har Ret til at foretage i sit Hus. Ogsaa Reglementet af 5te Juni 1771 om "Stadens adskillige økonomiske og borgerlige Indretninger" føltes som et Indgreb i Laugsrettighederne; Suhm siger om det, at det i mange Poster var ugjørligt, urimeligt og uretfærdigt.

Der er ingen Tvivl om, at Tiderne vare vanskelige, og at der herskede megen Næringsløshed i Byen, selv om ikke al den Jammer, hvorom man læser, var grundet. "I Aaret 1771 - siger Langebek - truedes Kjøbenhavn næsten i alle Henseender med en forestaaende Undergang"; et andet Sted betegner han Aaret som "Hjemsøgelsens Aar". Det gik stærkt tilbage med flere af de største og mest ansete Laug, som f. Ex. med Bryggerne. Det siges endog, at "det fast er mere Onus end Bonus at eie en Bryggergaard", og de mange Falliter blandt dem vise, at Udsagnet ikke er grebet ud af Luften. I Novbr. 1771 attesterede Magistraten, at Bryggernes Beregning, ifølge hvilken hver af dem med sine 36 Bryg om Aaret kun havde en Nettoindtægt af 64 Rdlr. 1 Mk. til eget og Familiens Underhold, var fuldkommen nøie og rigtig. Bygpriserne vare nemlig overordentlig høie, Forpligtelsen til at holde Forraad kostede Lauget mange Penge, og skjøndt det havde faaet Tilladelse til fremmede Kornvarers Indførsel, gavnede det ikke, da man intet Byg kunde faa fra Udlandet. Under disse Omstændigheder blev Taxten forhøiet, dog efter Sædvane kun paa bedste Slags og Mellemøllet, hvorimod Øllet for Menigmand skulde beholde sin gamle Pris (6 Mark pr. Tønde). En medvirkende Aarsag til Bryggernes daarlige Stilling, var den Ildebrand, som Natten mellem den 7de og 8de Mai 1767 lagde Christian den Fjerdes gamle Bryghus ("Kongens Bryghus") i Aske. Det var en af de farligste Ildebrande, man længe havde havt; thi Tøihuset, Kunstkamret og Slottet var truet, men det lykkedes dog ved at nedrive endel Plankeværker og en Brandmur mellem Staldmestergaarden og Bryghusets Have at bruge Slukningsredskaberne med Virkning. Bryggerlauget, der jo havde havt det kgl. Bryghus i Forpagtning siden 1739, ømmede sig ved at gjenopføre det, men en kgl. Resolution af 26de Januar 1768 befalede,


349

at Lauget paa egen Bekostning skulde opbygge et nyt Bryghus og Maltgjøreri paa den anden Side af Frederiksholms Kanal ved Blaataarn paa en dertil af Landetaten overladt Plads, altsaa paa samme Sted, hvor det ligger den Dag idag. Ved denne Flytning mente man at fjerne fremtidige Farer for Slotsbygningerne. Til Hjælp ved Opførelsen eftergaves der Lauget to Trediedele (4000 Rdlr.) af dets Gjæld til Søetaten for leveret Magasinbyg, hvorhos det fik 15 Aars Frihed for Leie og Afgifter. Den 26de Septbr. 1768 holdtes Licitation paa Bryggernes Laugshus over Mur-, Tømmer- og Smedearbeidet til den nye Bygning, som blev gjort færdig i 1771 efter Hofbygmester Conradis Tegning og med Inventarium kostede 60,000 Rdlr. Ved denne Leilighed opstod nuværende Bryghusgade mellem Bryghuset og Landetatens Materialgaard. Da Bygningen var færdig, aflagde Chr. VII og Dronning Mathilde et Besøg her den 25de Januar 1771 og "besaa de deri værende prægtige Indretninger, Fadeværket og Forraadet til Flaadens Nødvendighed". Her bryggedes dog ikke blot Skibsøl til Orlogsskibene, men alle andre Sorter, baade brunt og hvidt Øl, saa og Bryhan eller dobbelt stærkt Øl, ovenikjøbet "til saa facile Priser, som Nogen kan forlange", siger Bryggernes Oldermand, Raadmand A. Storp. Hvad det gamle Bryghus angaar, blev det gjenopbygget af Søetaten, som fik 12,000 Rdlr. dertil af Rentekamret, og indrettedes til Oplagsplads for Marinens Korn og Øl samt Pakhus for den færøiske Handel.

Fra alle Laug lød der som sagt mer eller mindre berettigede Klager. Slagterne havde i 1767 indtrængende begjæret, at Kjødtaxten skulde forhøies paa Grund af Kvægprisernes Stigning, men allerede dengang havde man af Hensyn til "den fattige Almue" givet dem Afslag, og Struensee var ikke villigere end de tidligere Magthavere. Bagernes Oldermand, Jakob Købke og 37 af hans Laugsbrødre indgav den 15de Marts 1771 en lang Supplik om "deres ømme, vanskelige og besværlige Tilstand, der beklageligen stadfæstes ved de mange paa en kort Tid faldne Falitter". De vare ikke blot misfornøiede med Fribagerne, Omløberne og Brødsælgerne paa Gader og Stræder, men ogsaa med de ubillige Taxter, og endelig med at der daglig indførtes store Kvantiteter fint Brød fra Lyngby, Hvidøre og andre nærliggende Steder, nemlig Sukkerkringler og de saakaldte "Lyngby-Tvebakker". Tilstanden - hedder det tilsidst - er nu saaledes, at 3 Bagergaarde ere demolerede, 4 staa ledige, og 10 afholde sig


350

fra at bage af Mangel paa Korn, hvorfor Ødelæggelsen ikke kan være langt borte." Naturligvis vare Vognmænd og Hyrekuske ligeledes utilfredse med Taxterne, men Svaret paa deres Jeremiader blev en Plakat af 3die Mai 1771, hvori Enhver, der var bleven afkrævet for Meget i Betaling, indtrængende opfordredes til at melde det paa Politikamret, da "de skal faa promte Justits og med deres Navns Fortielse nyde Halvdelen af Straffebøderne." Vognmændene, der havde deres Omgangstoure, ligesom Bryggerne havde deres Omgangsbrygning, sad sikkert daarligt i det under de høie Fouragepriser; de havde Post- og Gjæstgivergaarden (smlgn. III, 123) at kjæmpe med, og følte sig forurettede ved Postjagten mellem Hovedstaden og Helsingør, og endnu mere ved at det i 1761 var blevet tilladt en Privatmand Kreutzfeldt at etablere en Paketfart mellem Kbhvn. og Lybæk. Intet vakte dog større Forbittrelse i Lauget end den Struenseeske Magistrats hensynsløse Optræden imod det i Sommeren 1771. Oldermanden, Vognmand Søren Joseph, havde nemlig strax efter den nye Overpræsidents Indsættelse henvendt sig til ham og anmodet om, at Lauget maatte beholde Raadmandsmarken, som det havde tilfæstet sig af forrige Magistratspersoner, for "dog at nyde usus fructus af dets anvendte Sved og Bekostninger med stærk Gjødning og videre". Svaret lød gunstigt, og Vognmændene slog sig til Ro hermed, indtil de pludselig fik at vide, at Raadmandsmarken skulde bortfæstes ved Auktion den 15de August. Da Lauget "høilig ængstedes baade for Avindsbud og anden Opdriven af Vankundighed eller Fordel", bønfaldt det Struensee om "ved medlidende Forestilling at bevæge Hs. Majestæt til allernaadigst Beskjærmelse mod aldeles Ruin". Denne Supplik blev indgivet den 7de August, men to Dage efter læste Vognmændene til deres store Overraskelse i Adresseavisen, at Vognmandsmarken ved samme Leilighed ogsaa skulle stilles til Auktion. Det var et uventet og knusende Slag for den iforveien haardt hjemsøgte Næring, og Lauget skyndte sig med at nedlægge en skarp og energisk Protest. Den 9de August indsendte Oldermanden et Promemoria til Kabinetsministeren, hvori det bl. A. hedder: "Dette skal vel ogsaa have et Slags Anseende af Magistratens Vigilance for Stadens Interesse. Men da Vognmands Jorderne stedse som en Eiendom næsten fra Stadens Fundation af har fulgt og tilhørt Vognmandslauget til Brugelighed imod en engang for alle fastsat aarlig Rekognition til Byen, ligesom ved alle andre


351

Kjøbstæder i Riget indrettet er, saa er dette Noget, som bliver aldeles ikke at begribe, hvorledes Magistraten kan saa aldeles nærgaaende og urettelig anmasse sig, eller rettere til Stadskassen henvende Laugets retmæssig Tilkommende, og hvorpaa desuden den i nogle Aarhundreder fangede Hævdsret stadfæster, medmindre man skulde tro, at hvis det første Stykke i at fratage os Raadmandsmarken ikke blev fuldkommen til Laugets Ruin, saa skulde dette sidste opfylde Resten. Derfor indflyer Lauget atter til Deres høigrevelige Excellences høie, vise og retfærdige Protektion ved sin Høiformaaenhed hos Hans Maj. Kongen at beskytte Lauget mod total Ødelæggelse o. s. v." Dette frugtede dog altsammen Intet; Struensee har egenhændigt paategnet Suppliken: "Dette er en privat Sag mellem Magistraten og Vognmændene, hvori Hs. Majestæt ikke kan decidere, da det staar Enhver frit for at udnytte sin Eiendom, saa godt han kan". Fra et juridisk Synspunkt var der neppe Noget at indvende mod Magistratens Handlemaade, thi Vognmændenes Paastand om Hævd gjaldt ikke, da Besiddelsen af Jorden kun var Forlening, hvorpaa der efter danske Lov ikke kunde erhverves Hævd; derimod havde Lauget god Grund til at klage over ubillig Haardhed og fornærmelig Hensynsløshed.

Naar Generalfiskal Wiwet i sit Indlæg mod Struensee skriver, at "han ikke var Kjøbenhavns Stad god, og vilde svække dens Anseelse og Magt, fordi han syntes, at den var for anseelig til at være en Stad i Danmark", tænker han dog neppe paa Laugsforholdene, men snarere paa Ministerens voldsomme Indgreb i den industrielle Bevægelse. De fik nemlig skjæbnesvangre Følger og truede en Tidlang den med saa store Offre og saa overordentlig Ihærdighed indledede Fabrikdrift med fuldstændig Ødelæggelse. Ogsaa paa dette Omraade handlede Ministeren nemlig i blind Tro paa sine Doktriners Holdbarhed, uden at se frem eller tilbage, uden at kjende Fortiden eller veie Følgerne, uden at bekymre sig om Indsigelser og med den overvættes Ilfærdighed, der er charakteristisk for hele hans System. Han havde et klart Blik for det Usunde i den statsunderstøttede Industri, og saa ingen Ulykke i, at det, der ikke kunde staa alene, maatte falde.

De industrielle Forhold vare uforandrede fra Frederik den Femtes Tid. Den aldeles overveiende Del af Fabriksdriften var som før koncentreret i Hovedstaden, og Kommercekollegiet, som i 1768


352

var bleven forenet med Generaltoldkammeret, tog enhver Projektmager under Armene, der forstod at optræde med tilstrækkelig Suffisance. Martfeldt skriver betegnende om Kollegiet, at det kun havde givet faa gode Raad, men dyre havde de været. Kommercefonden udbetalte Aar ud og Aar ind betydelige Summer baade Gaver (Dons gratuits), Laan og Forskud, og fra Udlandet strømmede Charlataner og "Opfindere" til Danmark for at fiske i rørt Vande. Naturligvis maatte Nogle, der mødte med overdrevne Fordringer, gaa bort med uforrettet Sag, men de, der blot vare nogenlunde beskedne, bleve støttede, og kunde derefter tære mange Aar paa Staten, navnlig naar de havde faaet sat en større Fabrik igang, som man af Hensyn til Arbeidernes Mængde nærede Betænkeligheder ved at lade falde. Forskudene og Laanene bleve i overordentlig mange Tilfælde aldrig betalte tilbage, men til Syvende og Sidst eftergivne Fabrikanterne; deres Ansøgninger og Klager bleve som oftest hørte; Standen blev ligefrem forkjælet af Magthaverne, fordi man betragtede Industrien som en af de allervigtigste Næringsveie i Staten, en Lægedom for Pauperisme og en Kilde til Velstand. De gamle skarpe, skjøndt ikke meget virksomme Bestemmelser for at skaffe indenlandske Varer Afsætning (smlgn. III S. 68 o. flg.) stod endnu ved Magt; i 1766 ansattes der endog en Visiteur, Mathias Sandberg, som skulde inkvirere hos Skræderne efter Silke- og Klædevarer, som ikke vare forsynede med den paabudte Attest om at være forfærdigede i Indlandet. Forefandtes Attesten ikke fra det almindelige Magasin eller fra Fabrikanten, konfiskeredes Varerne, og den Paagjældende ifaldt en større Bøde. Sandberg, der havde 100 Rdlr. om Aaret i Løn foruden Bøderne og de konfiskerede Varer, saa dog snart, at det var fordelagtigere for ham at komme til en privat Forstaaelse med Skræderne; han konfiskerede derfor kun nogle faa Stykker Klæde om Aaret og lod ellers Alt gaa sin Gang. I 1770 gjorde han sig imidlertid skyldig i Tyveri og blev afskediget. Medens en Visiteur saaledes passede paa Laugsmestrene eller rettere skulde passe paa dem, bemyndigedes disses Oldermand, Henrik Rogge, til at holde Øie med Frimestrene, Fuskerne og andre Uberettigede, der drev Skræderi. Rogge fik ingen Løn derfor, men han maatte føre Titelen: Kontrolleur.

Ogsaa paa anden Maade søgte man at fremme Afsætningen af danske Varer. Der blev hyppig set igjennem Fingre med Over-


353

trædelser af Handelslaugenes Artikler, naar den Paagjældende forpligtede sig til at kjøbe for nogle tusind Rigsdaler indenlandske Varer mod kontant Betaling, og den Tilladelse, som i 1769 blev given til at bære indenlandske Guld- og Sølvbroderier, Guld- og Sølvgaloner, Kniplinger, Balletter (Pailletter) og Knapper, skyldtes Kommercekollegiets Indstilling for at støtte Fabrikanterne. Forordningen af 11te Oktober 1769, hvorved den i 1739 indrettede Halle for Uldmanufakturerne blev forandret og forbedret, sigtede ligeledes, som det hedder i Motiverne, til "at bringe Varerne i Reputation, hvoraf flyder en fordelagtig Afsætning." Det hjalp dog altsammen ikke; i 1768, da Generalmagasinets Afsætning var størst, solgtes der kun for 80,000 Rdlr. i Norge og for 42,000 Rdlr. i Danmark, hvorefter det gik jevnt tilbage. Udenfor Landets Grændser bleve kun ubetydelige Kvantiteter anbragte; ikke engang i Kolonierne vilde man vide af danske Fabrikata. Der blev rigtignok i 1770 og 1771 udsendt store Partier Klæde og Silke til Vestindien, men Tabene vare trods Udførselspræmierne saa store, at Fabrikanterne bleve skræmmede. Det asiatiske Kompagni havde fra gammel Tid søgt at afsætte dansk Klæde i China. men da det i 1753 tabte over 11,000 Rdlr. paa et Kvantum af 29,000 Rdlr., vilde det standse hermed. Kommercekollegiet tvang dog Kompagniet til at blive ved, men da det fremdeles havde Tab, undslog det sig tilsidst. Overhovedet vare kun faa danske Varer afsættelige i den oversøiske Handel; væsentligst Jærnankere, Kanonkugler (fra Potters Støberi i Kbhvn.) og Flinter med Messingbeslag (fra Schimmelmanns Fabrik i Hellebæk).

De Tab det almindelige Magasin paaførte Staten, vare saa store, at man allerede i 1768 indsaa Nødvendigheden af at iværksætte en Forandring. Man havde nemlig dengang sat en Kapital af over 167,000 Rdlr. overstyr, hvoraf allene 131,500 hos kjøbenhavnske Kræmmere. Da man indsaa den kollegiale Administrations Mangler, blev Magasinet den 3die Mai 1768 omdannet til et Generalmagasinskontoir under Ledelse af en Kjøbmand, "som skulde behandle Alt paa Kjøbmands Fod, saa at ingen raa Varer maatte indkjøbes og sælges til Fabrikanterne, ei heller Fabrikata modtages til Salg uden Gevinst for Kontoiret". Med andre Ord: Magasinet fik nu tillige Charakter af en Kjøbmandsforretning. I Spidsen for Etablissementet sattes den fra Holland indvandrede Kjøbmand, Agent Frederik de Coninck, under hvem der stod en Magasinforvalter, en Bog-


354

holder og en Kasserer. De tidligere Direkteurer bleve naturligvis afskedigede, deres hidtilværende Opsigt med Fabrikerne, Hallen o. lign. henlagdes under Kommercekollegiet, og for at forøge Fabrikfonden indbødes til en Aktietegning af 5,000 Aktier à 100 Rdlr., som dog ikke kom istand. Da det var af Vigtighed at have nøiagtige Oplysninger om Provindskræmmernes Suffisance, fik Stiftamtmændene Ordre til at indsende Beretning om enhver Handlendes Omstændigheder, Handels Beskaffenhed, Formue og Reputation. For at gjøre Handelen saa bekvem og facil som mulig havde man isinde at indrette Oplag af allehaande Silke- og Uldvarer omkring i de større Provindsbyer, men foreløbig nøiedes man med at antage Kommissionairer eller Handelsrejsende. Til yderligere Sikkerhed for Kontoiret fik det ikke blot Prioritetsret hos de Handlende, hvilket det almindelige Magasin ogsaa havde havt, men tillige hos Fabrikanterne for de leverede Raamaterialier. De Handlende havde naturligvis som altid visse Maaneders Kredit, men i Danmark kun mod at betale Renter, i Norge derimod uden Renter.

Generalmagasinskontoiret havde imidlertid ikke bedre Held med sig end det almindelige Magasin. Ved Falliter, Varernes Henliggen m. m. tabtes der store Summer, og de usikre udestaaende Fordringer bleve saa mange, at Fondet i Løbet af et Par Aar truede med at svinde ind til Intet. I Oktober 1770 indkom de Coninck med en Beregning, at Kontoiret maatte have en Kapital af 340,000 Rdlr., hvis det skulde fortsætte sine Operationer, hvorfor han gjorde et Forsøg paa at stifte et Laan i Antwerpen hos Bankieren, Dominique Nagels, men inden denne Sag var gaaet i Orden, besluttede Struensee at overhugge den gordiske Knude. Den 29de April 1771 befalede han, at Kontoiret skulde ophøre, dets Tilgodehavende inddrives, og de fabrikerede Varer udsendes af Landet til Forhandling, medens Raamaterialerne skulde sættes til Auktion. Det var et Tordenslag for alle Fabrikanter og Kræmmere; thi medens de første dog hidtil havde kunnet sælge deres Varer til Kontoiret enten for kontant Betaling eller for Raamaterialier, og de sidste altid havde været sikkre paa nogle Maaneders Kredit, stode de nu hjælpeløse og forgjældede, truede af fuldstændig Ødelæggelse.

Men Struensee gik endnu videre. Da Finantskollegiet var blevet oprettet ved Kabinetsordre af 29de Mai 1771, henlagdes Forstvæsen, Handel og Fabriksager, Bjergværker, Skibsfart, Fiskeri og


355

Landbrug under det, hvorefter Kommercekollegiet blev ophævet, og de Kommitterede afskedigede. Det var Meningen, at der skulde oprettes et Departement under Finantskollegiet i Stedet, en Kommercekonference, som skulde afgive Betænkninger og fremkomme med Forslag, hvorhos der i alle Landets Handelsbyer skulde træde særlige Handelskonferencer sammen, bestaaende af lutter Kjøbmænd, for at drøfte, hvad der kunde gjøres for Handelens og Fabrikernes bedre Indretning. Ethvert af disse Handelskamre skulde have en Repræsentant i Kjøbenhavn, som i Forening med nogle kongelige Embedsmænd skulde have Sæde i og udgjøre den almindelige Kommercekonference. Planen, der iøvrigt ikke var ny, men havde været oppe i Christian den Sjettes Tid (i 1738) og virkelig en Tidlang var traadt i Kraft i Hertugdømmerne og Oldenborg, blev dog ikke gjennemført; man kom ikke videre end til Forarbeiderne. Der anordnedes for det Første en Kommercedeputation, hvori bl. A. Etatsraad Classen, Legationsraad Sturtz og Etatsraad Niels Ryberg havde Sæde, en midlertidig Institution, som stod ganske magtesløs overfor Opgaven. Man havde nemlig berøvet den alle Midler til at støtte Fabrikerne, thi paa Forslaget om, at Kommercefondet fremtidig skulde forvaltes af Finantskollegiet, resolverede Struensee simpelthen i Kongens Navn: "Fondet gaar i den almindelige Kasse, og naar jeg finder Noget nødvendigt til Handelens Opmuntring, vil jeg hver Gang anvise det." Men der blev Intet anvist, og et Forslag om at uddele Understøttelsespræmier til Fabrikerne blev ikke godkjendt. Finantskollegiet befandt sig i største Forlegenhed overfor Fabrikanternes Klager, og Kommercedeputationen, endnu mere; dens Hovedforretning blev i Virkeligheden kun at afvikle det forrige Magasinkontoirs Sager. Hermed blev man dog ikke færdig i Struensees Tid; det Vigtigste, der skete i denne Retning, var, at den Essingtonske Klædefabrik, som Magasinkontoiret havde overtaget for Gjæld, og som skulde have været fortsat, blev solgt den 12te Juli 1771 til en Bødkermester Anders Hougaard, thi Regjeringen havde besluttet, at der overhovedet ikke mere maatte drives nogen Fabrik for kongelig Regning.

Andre Forhold bidrog til yderligere at standse Fabrikvirksomheden i Hovedstaden. Først den Omstændighed, at al Inkvisition i Kræmmernes Boutikker saavelsom paa Skrædderværkstederne blev forbudt, dernæst en Plakat af 3die Septbr. 1771, ved hvilken


356

det tillodes at indføre alle Slags Fabrikata fra de tydske Provindser mod 7 1/2 Procent Told. Herved aabnedes Døren paa vid Gab for Toldsvig og contrabande Varer, der fandt Vei gjennem Hertugdømmerne; Byen blev oversvømmet med udenlandske Stoffer og Fabrikata, og efter Struensees Fald hedder det "at Hamborgere, Lybækkere og Hollændere aldrig kunde have ønsket sig bedre Anordninger." Man følte med andre Ord den nye Ordning som et Slags Frihandelssystem, der var til ubodelig Skade for den indenlandske Produktion, ganske bortset fra, at Toldindtægterne gik betydeligt ned ved den stigende Snighandel. I Oktober 1771 skjærpede Regjeringen vel Toldopsynet ved at ansætte 4 nye Visiteurer paa Strækningen fra Kjøge Kro til Helsingør, de saakaldte "Strandløbere", men der udrettedes Lidet eller Intet herved, og Fabrikanterne vare under alle Omstændigheder lige ilde farne, "som vildfarne Faar" skriver Kommercedeputationen i 1772. Enkelte af dem standsede frivilligt og søgte over i andre Livsstillinger, Adskillige gik Fallit, Mange afskedigede den største Del af deres Arbeidere og indskrænkede deres Bedrift, medens atter Andre forlod Byen eller Landet. Suhm fortæller, at over 5,000 Arbeidere reiste bort, men dette er overdrevent; en saadan Masseudvandring fandt ikke Sted. De officielle Lister vise, at Antallet af Væverstole i 1771 sank fra 553 til 230, og Antallet af Arbeidere fra 5,739 til 3,656.

Havde Kabinetsministeren saaledes kun ringe Sympathi for Fabrikerne, havde han desto større for Handel og Skibsfart. Han nærede omfattende Planer i denne Retning og nøiedes ikke med at følge de tidligere Regjeringer, som paa saa mange Maader havde begunstiget Kjøbenhavn paa Provindsernes Bekostning og overhovedet havde søgt at gjøre denne By saa dominerende og mægtig som mulig. Endnu i 1768 havde Hovedstaden opnaaet vigtige Toldfordele og en delvis Fornyelse af Kreditoplagsordningen fra 1726, men denne Toldlov hvilede i det Store og Hele ligesom sine Forgjængere paa afgjorte Beskyttelsesprinciper. Struensee indsaa, at hvis Handelen skulde fremmes, maatte den have Plads til at bevæge sig friere, ligesom Kjøbenhavn ikke længere burde være den eneste By, der var Regjeringens Opmærksomhed værdig. Hans frisindede Ideer fandt Tilslutning hos nogle af Hovedstadens største og indflydelsesrigeste Handelsmænd. Den 16de Oktober 1770 bleve nemlig endel Kjøbmænd i Kjøbenhavn, Hertugdømmerne og Norge ved et kgl.


357

Reskript opfordrede til at sige deres Mening om, "hvorledes Handelen i Kongens Stater kan drives til større Fuldkommenhed og Frihed end nu, det gemene Bedste fremmes, Finantserne forbedres og Omsætningen af Landets Produkter forøges". De Svar, der indkom, ere ikke alle lige vægtige, og de fleste af dem have snarere den enkelte Bys eller Landsdels Interesse for Øie end "det gemene Bedste." De kjøbenhavnske Kjøbmænd tænke først og fremmest paa, hvad der kan gavne dem selv, men der gives dog enkelte, hvis Syn gaar videre. Saaledes skriver R. Iselin: "Frihed er Handelens Hovedkilde; den avler Skibsfart og Fabriker, som man kan se i Holland, hvor de trives fortræffeligt uden mindste Opmuntring, uden Forbud eller Monopoler, og der gives intetsomhelst andet Middel, ved hvilket et Lands Handel kan ophjælpes". Niels Ryberg er af samme Mening, men han tror, at "det vilde være aldeles forgjæves at haabe paa videre Friheder for Kommercien i Almindelighed, da en Trediedel af Statens Revenuer skal tages af alle konsumable Ting", hvortil kommer, at Kjøbenhavn ikke kan favoriseres overordentligt, da dette vilde være fornærmeligt for Landets øvrige Indbyggere. Kjøbmændene fremkomme med forskjellige Forslag sigtende til at opretholde Bankens Kredit, som har lidt Meget ved den Seddelmængde, der sattes i Omløb i Frederik den Femtes Tid; de mene, at Handelskompagnierne bør støttes og opretholdes, at der maa gjøres Noget mod Kaperiet paa Søen, at der bør indføres en hurtig Retsforfølgning ved Falliter, og endelig, at der maa sørges for unge Handelsmænds faglige Opdragelse. Navnlig tager Ryberg Ordet for Oprettelsen af en Handelsskole i Kbhvn. og beklager, at Nationen saa at sige endnu ikke har en ret esprit de commerce, ligesom han varmt anbefaler Landbrugets Forbedring ved Fællesskabets Ophævelse, thi "et Land som er velsignet med Korn og Kvæg, kan skrive Love for sine Naboer, som ikke har samme i saadan Overflødighed". Iøvrigt ere alle kjøbenhavnske Handlende enige om, at der bør opbygges endel Pakhuse omgivne af Mure paa et bekvemt Sted ved Havnen for at indrette et Oplag af alle Slags Varer til Udførsel. Den 75aarige Joost van Hemert skriver i sit Indlæg, at et saadant Lager af fremmede og indenlandske Varer vil skaffe Staten og Kjøbenhavn utallige Fordele. Handelen vil faa nyt Mod og Liv derved; den bestandige Omsætning vil opfylde Nord- og Østersøen med danske Skibe, og Kongens Toldintrader ville Intet lide herved, naar


358

Toldbetjentene faa Nøglerne til Murene om Pakhusene, saaledes at Intet kan komme ud eller ind uden deres Vidende. Ogsaa Ryberg anbefalede Anlæget af et saadant større Frilager eller, om man vil, en lille Frihavn.

Planen havde allerede været stærkt fremme et Par Aar iforveien og var bleven varmt anbefalet af de fornemste Kjøbmænd, ja, der var endog gjort en Begyndelse til den. Grossererne havde nemlig i Mai 1769 udpeget den botaniske Have paa Amalienborg og de gamle Tømmerpladser nærmest Toldboden som et passende Sted til Anlæget, og Bygningsinspekteur Conradi havde udarbeidet Tegninger og Overslag, ifølge hvilke Pakhusene vilde koste noget over 67,000 Rdlr. Man havde foreslaaet, at hele Indretningen skulde ske for kongelig Regning, at Pakhusleien skulde være billig, og endelig at alle fremmede Skibe, der kom for at hente Varer fra Oplaget, skulde fritages for Havne- og Lastepenge, helst ogsaa for Øresundstold. Kjøbenhavns Handelsstand haabede, at Byen herved kunde blive en Oplagsplads for østersøiske Varer: Hamp, Hør, Seildug, Beg, Tjære, Mastetræer o. d., hvilket altsammen skulde kjøbes i gode Tider og sælges, naar Østersøen var spærret af Is. Man drømte om at trække Naboernes Handel med Hamborg og Lybæk til Kjøbenhavn, og mente, at fremmede, rige Kjøbmænd vilde etablere sig her, naar de kunde drive "en fri Handel med alle Nationer mod taalelige Afgifter". En Kommission, i hvilken bl. a. Andreas Peter Bernstorff og Schimmelmann havde Sæde, sluttede sig i det Væsentlige til Projektet, og ved Resolution af 4de Mai 1770 godkjendtes det, hvorhos det blev slaaet fast, at Kommercekollegiet skulde afholde Udgifterne for Magasinets Regning. Den 4de Juli fik Kollegiet derfor Skjøde paa den forhv. botaniske Have saavelsom paa de gamle Tømmerpladser, der havde tilhørt Søetaten, og Alt syntes saaledes i bedste Orden.

Sagen fik imidlertid et andet Udseende, da Struensee kom til Magten. Han havde selvfølgelig intet Principielt mod den frie Kommerce eller mod en Frihavn som den paatænkte, men han vilde ikke, at Kjøbenhavn skulde foretrækkes fremfor det øvrige Land, og mente fremfor Alt, at det blev Kjøbmandsstandens egen Sag at gjennemføre Projektet. Da Kommercekollegiet derfor i Februar 1771, støttende sig til Joost van Hemerts, Rybergs og de andre Grossereres ovenfor omtalte Responsa, gjentog Fordringen


359

om Frihavnsanlæget ved Toldboden og aabenbart for at imødekomme Kabinetsministerens Ønsker foreslog lignende Frilagere i de andre Søstæder, lød den kongelige Resolution (af 4de Marts 1771) saaledes: "Da jeg principielt ikke vil overtage slige Entrepriser paa min Bekostning, saa kan det tilbydes de herværende Grosserere og dem, til hvis Nytte det vil ske, at opbygge saadanne Huse for egen Regning og trække Leien deraf." Hermed var Planen dødsdømt, thi de fornødne Kapitaler kunde ikke tilvejebringes ad privat Vei, og skjøndt Frihavnsprojektet vedblev at spøge - det figurerer f. Ex. i Overpræsident Holsteins Skrivelse til Magistraten af 2den April 1771 som et Maal, der skal tilstræbes - blev det henlagt, eller som det hedder: "udsat indtil videre".

Det ligger i Sagens Natur, at der under Struensees kortvarige Regimente ikke kunde udrettes synderligt til Fordel for Handel og Skibsfart, thi den Ilfærdighed, som er effektiv, naar det gjælder om at rive ned, duer ikke, naar der skal bygges op. Som det gik med Frihavnen, gik det med en paatænkt Girobank, hvis Oprettelse paabødes ved Kabinetsordre af 28de Mai 1771, fordi den vilde blive "et af de fortrinligste Midler til at lette den inden- og udenrigske Handel og standse den skadelige Penge- og Vexelkurs". Banken skulde have været aabnet den 11te Decbr. s. A., og Kongen havde lovet at stille de nødvendige Fonds til Raadighed, men "af særlig bevægende Aarsager" blev Løftet taget tilbage, og man hører Intet mere om dette Pengeinstitut. Samme Skjæbne havde en Plan sigtende til at klarere og expedere Skibene ved Kbhvn.s Toldbod med mindre Vidtløftighed end før til Fordel for Handelen. Struensee ophævede dog i Handelens Interesse den i 1767 ved Lov fastsatte Rentefod af 4 Procent, efterdi det var faldet Adskillige besværligt at faa Penge til Laans for denne Rente, og han paabød, - hvad Suhm kalder "en nyttig og retfærdig Forordning" - at Justitsen i alle Gjældssager skulde være ens for alle fra den ringeste til den fornemste Undersaat. uden Hensyn til Stand eller personlig Anseelse. Herved ramtes ikke blot Grevernes og Friherrernes Privilegier, men fra dette Tidspunkt ophørte ogsaa de kongelige Tilladelser for Debitorer til at være befriede for personlig Arrest eller for Tiltale af deres Kreditorer i kortere og længere Tid.

Blandt Handelskompagnierne var asiatisk Kompagni fremdeles det anseligste, men det havde i endel Aar havt store Tab,


360

og Handelen paa Bengalen og Trankebar var saagodtsom standset. Den ostindiske Handel betalte sig nemlig ikke, men tog endog Størstedelen af den Fordel bort, som vandtes ved den chinesiske. Da Regjeringen i 1768 endvidere paalagde en Konsumption af 8 Sk. paa hvert Pund The, som forbrugtes her i Landet, faldt Aktierne til en meget ringe Pris, navnlig da forskjellige andre Uheld stødte til. I Januar 1770 laa Kompagniets Skibe: "Fredensborg Slot" og »Kongen af Danmark" paa Rheden og skulde netop afgaa, konvoyerede af Fregatterne "Christiansborg" og "Havfruen". Ved pludseligt indtrædende Frostveir frøs alle fire Skibe inde; dog lykkedes det "Kongen af Danmark" og "Havfruen" at ise sig ind; de to andre Skibe drev derimod for deres Ankre og tog megen Skade, navnlig "Fredensborg Slot", der stødte paa Saltholmen og blev læk, saa at det med Nød og Næppe kunde holdes oppe. Det bragtes dog tilsidst ind, men maatte losse og reparere. Det værste Uheld var dog, at Direktionen saavelsom Embedsmændene manglede Energi; der ankes saaledes over, at man selv i gode Aar kun udsendte 1, høist 2 Skibe til China og sjælden 1 til Trankebar, fordi man istedetfor at bruge Kapitalerne til Skibsbygning og Udredning, fordelte dem til Interessenterne. "Det er - skriver Ryberg - overhovedet de betydeligste Feiler ved vore Kompagnier, at man deler for meget ud til Interessenterne, saa at ingen Fond vorder samlet til at give Kompagnierne Subsistence, hvorved noget Retskaffens i Handelen kunde vorde foretaget, naar fordelagtige Konjunkturer indfalde."

Saasnart Struensee var kommen til Magten, strømmede der Klager ind til ham over Thekonsumptionen, ja de fornemste Kjøbmænd tog ikke i Betænkning at betegne den som en ligefrem Krænkelse af Kompagniets Oktroy. Man forestillede ham, at man nu hverken i Provindserne eller Norge kunde staa sig ved at tage The fra Kbhvn., da den kunde kjøbes billigere i Gøteborg, og at Kompagniet paa denne Maade vilde blive "lagt øde". Forestillingerne forbleve ikke uden Virkning, thi den 25de Marts 1771 resolverede Kongen, at Thekonsumptionen maatte ophøre, mod at Kompagniet efter eget Tilbud i Fremtiden betalte 2 pCt. i Told af dets Retourvarer, 3 Maaneder efter deres Salg. Forresten vare det asiatiske Kompagnis Interessenter i disse Aar stærkt optagne af


361

Forhandlinger om Oktroyens Fornyelse, eftersom den gamle vilde udløbe den 12te April 1772.

Det almindelige Handelskompagni var ligeledes daarligt stillet, ja saa slet, at dets Undergang var nær. Sygdom blandt Faarene paa Island og det mislykkede Fiskeri ved Finmarkens Kyster havde opslugt Selskabets Fond, hvoraf en stor Del iforveien var tabt ved Hvalfiskefangsten og brugt til Skibes Anskaffelse saavelsom til at give Aktionairerne Udbytte, før Noget var fortjent. I 1770 skriver en af Aktionairerne, at Kompagniet, hvis det ikke faar Hjælp, neppe har anden Udvei, "end med Vemod at lægge Selskabets Oktroy for Hs. Majestæts Fødder". Det afrikanske Kompagni var allerede i 1768 gaaet i Stykker, men Likvidationen blev dog først sluttet i Oktober 1771, da Kongen ved at give Afkald paa den Part, der tilkom ham af Fondet som Eier af 62 1/2 Aktier, og ved at tilskyde en halv Snes Tusind Rigsdaler, holdt Interessenterne skadesløse, saaledes at deres Aktiers hele paalydende Beløb (500 Rdlr.) kunde udbetales dem. Det guineiske Handelssocietet, der er det Samme som det under Bargums og Gustmejers Enkes Bestyrelse staaende Slavehandels Societet (smlgn. III, S. 42), havde den 1ste Novbr. 1765 faaet Forterne Christiansborg og Fredensborg med tilhørende Loger paa Guineakysten overladte, og var overhovedet blevet taget stærkt under Armene af Regjeringen. Selskabet havde et Sukkerraffinaderi i Kjøbenhavn, som dog kun maatte raffinere Raasukker fra Vestindien, men dets Virksomhed betalte sig ikke. "Det er - skriver Ryberg - begyndt i en Epoke, da der ikke kunde haves synderligt Haab om at prosperere noget betydeligt. Naar en Krig mellem England og det bourbonske Hus existerer, da vil dette Kompagni vinde Faveur. Imidlertid er det forsaavidt nyttigt, som det holder 4 til 5 Skibe i Fart, driver et Raffinaderi, entretenerer endel Mennesker ved Handelen og forsyner de vestindiske Øer med en à to Ladninger Slaver om Aaret. Nyttigere var det, om det forsynede bemeldte Øer med de aarlig behøvende, som er 5 à 6 Ladninger eller 12-1500 Slaver." Den færøiske Handel dreves for kongelig Regning af en fastlønnet Kjøbmand og en Handelsforvalter paa Øerne, der solgte Korn og andre Varer til Indbyggerne og modtog deres Produkter igjen efter en bestemt Taxt. De færøiske Varer solgtes paa Børsen ved offentlig Auktion undtagen Strømper, der leveredes Regimenterne til en fast Pris, og


362

den kongelige Kasse havde en gjennemsnitlig aarlig Indtægt af 7,500 Rdlr. af denne Handel. I 1765 søgte Ryberg, der interesserede sig levende for Fiskeriernes Opkomst og i nogle Aar havde drevet Kabliaufiskeri under Island for egen Regning, om at faa den færøiske Handel i Forpagtning, men man vilde ikke indlade sig herpaa. Dog fik han det følgende Aar Tilladelse til at indrette et Handelsetablissement paa Strømø.

Den frie vestindiske Handel, som siden 1755 ikke havde været knyttet til noget Kompagni, kastede store Fordele af sig, skjøndt de danske Kjøbmænd havde farlige Konkurrenter i Hollænderne og led under deres Forpligtelse til at udføre danske Produkter og Fabrikata, som ikke vare yndede i Vestindien. Man læser om disse Øer, at "de ere den allerbetydeligste Branche af den danske Kommerce", at "St. Croix kan anses som en af de største Stene i Kongen af Danmarks Krone", ja, det siges, at "disse prægtige Øer og især den sidstnævnte kan betragtes som et vel anrettet Bord, forsynet med mange Slags behagelige Spiser". Det anføres som Bevis for St. Croix's Frugtbarhed, at Øen i 1764 producerede 23,604 Fade Sukker, 632 Sække Bomuld og 8000 Fade Rom, foruden 3-4000 Fade Sukker, som "ufeilbarlig ved en claudestin Handel ere udførte derfra". Af disse Varer gik den største Del til Danmark, Norge og Hertugdømmerne; de 15 Sukkerraffinaderier i Kjøbenhavn og de 10 udenfor Hovedstaden fik deres Raasukker herfra, Fabrikerne deres Bomuld, Skibsfarten forøgedes derved, og den almindelige Velstand voxede. Der indtraadte imidlertid en Forandring heri, da Plantageeierne paa Grund af de voxende Driftsomkostninger maatte gjøre Gjæld og optage Laan i Holland paa meget haarde Betingelser, nemlig mod høie Renter, og, hvad der var værre, med den Forpligtelse at sende deres Produkter til Amsterdam, og igjen lade komme Alt, hvad de havde behov, derfra. Som Følge heraf gik Indførslen til Danmark betydeligt ned, og det blev Holland, som tog en stor Del af Profiten - de danske Handelsmænd maatte nu dele med Hollænderne, hvor de mente at have berettiget Krav paa det Hele. I 1770 fremsatte Ryberg den Tanke, at der burde oprettes et dansk Laane- og Handelskontoir for Vestindien med et Fond af 4 Millioner Rigsdaler, hvorved Danske kunde blive Panthavere i de vestindiske Plantager og sætte Hollænderne paa Døren, men der blev Intet


363

heraf. Det var simpelthen umuligt baade for Staten og Kjøbmændene at stille en saadan Kapital paa Benene.

En anden Hovedindtægtskilde for den danske Handelsstand var Fragtfarten, eller som man kaldte den: Cabotagen, navnlig i Middelhavet. Fra 1755 til 1770 anvendtes fra 2-300 danske og norske Skibe i denne Fart, og man anslog den Kapital, der var indvunden herved i de nævnte 15 Aar, til ca. 14 Millioner Rigsdaler, foruden at flere tusind Søfolk og deres Familier havde levet deraf. Fredsbrudet med Algier i Begyndelsen af 1770, som foraarsagedes ved Deyens Sørøverier og troløse Opbringelse af danske og norske Skibe, standsede Fragtfarten i Middelhavet helt og førte til store Tab, ikke blot for Rhedere og Søfolk, men for alle i Forbindelse med Skibsfarten staaende Næringer og Haandværk. Skibene bleve solgte for Spotpris eller laa og raadnede ved Pælene, mange Matroser gik i engelsk Tjeneste, Skibsværfterne vare uden Arbeide, og der hørtes lydelige Klager fra Skibsleverandeurer, Seilmagere, Rebslagere, Tømmermænd, Smede, Blokkedreiere o. s. v. Da Efterretningen om den mislykkede Expedition mod Algier naaede Kjøbenhavn, var Forbittrelsen derfor stor, og fra Handelsstandens Side udtaltes der et aabent Ønske om at kjøbe Freden for Penge, hvilket baade vilde være billigere og langt hurtigere vilde føre til et Resultat end Anvendelse af Magt. Struensee vilde imidlertid ikke høre Tale herom og traf alle Forberedelser til at forstærke Eskadren i Middelhavet; men da han var falden, aabnede det guldbergske Ministerium Underhandlinger og sluttede Fred. Sørøverstaternes Kaperier vare iøvrigt ikke de eneste, hvorunder den danske Handel led; der klages næsten ligesaa stærkt over Englændernes. I en Forestilling til Kongen hedder det, at "den engelske Nations Opførsel mod danske Skibe har været saare maadelig", og at "den danske Handel maa bevares for slig Troublering, der udmatte de Kommercerende, saaledes at det i mange Aar ikke kan vorde oprettet."

Hvad Kjøbenhavns Skibsfart angaar, var den endnu ikke betydelig; Handelsflaaden bestod kun af 184 Skibe, et Tal, som først henimod Aarhundedets Slutning voxede stærkt. Havnen var slet holdt, og Søetaten, som i 1737 havde overtaget Opmuddringsvæsenet mod en aarlig Refusion af 800 Rdr. af Havnekassen, udrettede saagodtsom Intet. Opmuddringen besørgedes ved de saakaldte Trampe-


364

eller Trædemachiner, i hvilke Slaver arbeidede, eller ved Hestemøller, de saakaldte "Søbagger", men Marinen havde fortrinsvis Opmærksomheden henvendt paa sit eget og lod navnlig Kanalerne ligge hen. Bedst saa det ud med Holmens Kanal, der skar sig op bag Komediehuset paa Kongens Nytorv og var lukket med en Flydebom, thi Søetaten brugte selv denne Vandvei, naar der skulde hentes Ankertouge og Takkelage til Orlogsskibene fra Hovedmagasinet paa Gammelholm. Bolværket her paa Byens Side blev slet ikke brugt af Private, og var derfor forsynet med et høit Brystværn dækket med Planker. Forresten vare Bolværkerne ved Kanalerne i høist forskjellig Stand, thi da de tilhørte private Grundeiere, som nød Bolværkspengene mod at holde dem vedlige, manglede de Styrke og Sammenhold, bestod af uensartede Materialier og vare satte med ringe Omhu, hvorfor der bestandig klages over de mange "Godtkjøbsbolværker". Med Undtagelse af Snorrebroen over Børnehuskanalen, der var et privat Foretagende og derfor i 1771 ogsaa ved at styrte sammen, vedligeholdt Havnekommissionen alle Broerne, men den havde en haard Kamp at bestaa med Byens Ungdom og Læredrenge, der morede sig med at løbe op paa Broklapperne, naar de heisedes op og ned, og derved bragte Maskineriet i Uorden. Denne Sport maatte tilsidst standses ved Mulkter og Straf paa Kroppen.

Paa Børsen samledes Grossererne hver Dag, men bleve stærkt generede i deres Forretninger af Uvedkommende. Man faar et eiendommeligt Indblik i Forholdene her af en Klage, som Børskommissair Rasmus Lycke indgav i 1771. "Pladsen, hvor Børssamling holdes - hedder det - og af de Handlende er bekostet indrettet med derværende Piller, Stakitværk og Døre foruden Kontoiret, er i det ene Hjørne urettelig optaget af den saakaldte Nyrnberger (Galanterikræmmer) og ellers rundt om paa Siderne og ofte langt ud paa Pladsen af Kræmmere besat med Dragkister, Borde og Kufferter, opsatte Sengesteder, store fyldte Uldsække m. v., ja ofte blive slige Meubler malede der paa Stedet, saa de Forbigaaende er exponeret Skade paa deres Klæder. Ligeledes sker det som oftest just i Børstiden, at Snedkerdrenge og Andre, ja Børsens egne Arbeidskarle have deres Gjennemgang med Dragter og Andet, hvorved alle Døre aabnes, saa der maa retireres baade for deres Forbibærende og ligesaa for den igjennemstaaende Trækvind. Det er og sket en Tidlang, at en stor Del Artillerister hver Dag


365

tager Gjennemtour midt under Samlingen til stor Uleilighed, og bliver ei allene Indgangen til Børsen, men endog Pladsen selv opfyldt af adskillige Sælgekoner med Kurve paa Armen, af Soldater og Matroser, af Løsgængere og ledige Personer, af Betlere og ryggesløse Børn, som driver og springer der omkring hele Tiden, kaster sig ned paa Bænkene, som de Handlende for dem selv have anskaffet, ligger som oftest udstrakt og sover, og ellers, som tidt høres og erfares, søger Leilighed til at stjæle af Folkes Lommer, og hvad de kan overkomme". Da Lycke støttedes af Formanden og de to Ældste for Grossererne: Peter Borre, Niels Ryberg og Peter Fenger, tillod Struensee, at der opkrævedes en Afgift af Auktioner paa Børsen, for hvilken man kunde antage en Mand til at holde Opsigt og Orden paa "Kjøbmandsskabets Samlingsplads".

Der var efterhaanden blevet opsamlet et stort Forraad af Had mod Struensee; den Velvillie, hvormed han strax var bleven hilst, var slaaet over i sin Modsætning. Han havde krænket og lagt sig ud med alle Samfundsklasser; Stormænd og Almuesfolk, Geistlige og Militaire harmedes over hans hensynsløse og voldsomme Adfærd; hans Forhold til Dronningen var bekjendt i vide Kredse og Gjenstand for Alles Kritik, de vildeste Rygter vare i Omløb, og Kabinetsministeren havde selv ved Trykkefrihedsanordningen af 14de Septbr. 1770 givet sine Fjender det skarpeste Vaaben i Hænde, som tænkes kan. Ved denne afskaffedes nemlig al Censur, og hvad mere er; Forfatternes Ansvar for det Skrevne faldt bort, om ikke formelt, saa dog faktisk. Reskriptet blev ved sin Fremkomst hilst med Jubel, og det behagede Nationen, at Voltaire sendte Kongen en i smigrende Vers affattet Lykønskningsskrivelse, men det varede ikke længe, før det gik op for Nationens bedste Mænd, at den uindskrænkede ubundne Trykkefrihed var en Danaergave. En Syndflod af Smaaskrifter, Piecer og Viser væltede ud over Landet, "de kjøbenhavnske Presser kom - som det siges - til at svede gevaltig", men Kvaliteten svarede ikke til Kvantiteten. Alle vilde skrive, og Alle vilde læse, men det var de største Middelmaadigheder og de tvetydigste Personer, som førte det store Ord; de usleste Skribenter og Styverfængere kritiserede alt Muligt imellem Himmel og Jord, talentløse Satirer, gemene Flyveskrifter, anonyme og pseudonyme Bagvaskelser saa Lyset i Hundrede vis; det var som en Valpurgisnat af Raahed, Dumhed og Gemenhed. Det er ikke her Stedet at paapege de


366

enkelte Lyspunkter og fremdrage de faa gode og værdifulde Skrifter, som udkom i "Pressens gyldne Alder", thi de tilhøre Literaturhistorien. I det Store og Hele var Trykkefrihedsperioden ikke til Hæder, men til Vanære for Nationen.

Trykkefrihedsskrifterne begyndte med Lovtaler over det nye Regimente og Angreb paa de afgaaede Ministre og Geheimekonseillet, men Piben fik snart en anden Lyd. Da Struensees Omdannelser ret vare komne i Gang i Sommeren 1771, aabnedes Angrebene paa ham og bleve voldsommere og voldsommere, efterhaanden som han gik videre, og Forbittrelsen steg. Allerede i Juli 1771, da der blev takket i Kirkerne for Dronningens Forløsning med Prindsesse Louise Augusta, var Forargelsen saa stor, at alle Folk forlod Kirkestolene og gik bort, og da Struensee og Brandt ved den nyfødte Prindsesses Daab, paa Dronningens Fødselsdag den 21de Juli 1771, ophøiedes i Grevestanden, lød der de skarpeste Fordømmelsesdomme. Suhm bebreider endog Enkedronning Juliane Marie og Arveprinds Frederik, at de fungerede ved Daaben, henholdsvis som Gudmoder og Fadder, "thi denne Forsigtighed gaar dog for vidt og bliver næsten til en Svaghed." Intet Middel blev forsmaaet til at vække Had mod Dronningen og Struensee; de groveste Skjældsord regnede ned over dem, enhver ny Reform satte Hundreder af ondskabsfulde Penne i Bevægelse, ja Landets bedste og dygtigste Mænd grebes af samme Lidenskab og Harme. Geheimearchivar Langebek udgav anonymt sin "Nye Prøve af Skrivefrihed", hvori han indtrængende advarede Kongen "mod de fremmede Leiesvende, der spillede Bold med Ære, Velfærd og god Orden", og hvori han overhovedet, som han selv siger, "rørte ved Hovedet og dets ømme Dele", medens Andre havde nøiedes med at mønstre Kroppen og Fødderne. Anonyme Truselsbreve strømmede ind til de to Grever, og paa Alfarveie og Gader opsloges der om Natten Skandskrifter. Saaledes læstes den 6te Oktober om Morgenen paa Vor Frue Kirkes Mur en haandskreven Plakat, der begyndte saaledes: "Kjære Medborgere, lader os paa en vis Nat ihjelslaa alle tydske Officerer, som holde med Struensee", og i Gothersgade en anden, hvori der sattes en Pris af 5,000 Rdlr. paa Ministerens Hoved. De enkelte Røster, som hævede sig til Gunst for ham, bleve overdøvede, og han indsaa tilsidst Nødvendigheden af at standse dette Uvæsen. Den 7de Oktober 1771 udkom derfor et Reskript, hvori det paabødes, at Censuren vel fremdeles


367

skulde være afskaffet, men at enhver Forfatter skulde staa til Ansvar, for at hans Skrifter ikke stred mod de bestaaende Love og Anordninger, hvorhos ingen Bog i Fremtiden maatte trykkes uden at bære Forfatterens eller Bogtrykkerens Navn. Dette var ganske vist en Indskrænkning af den hidtilværende ansvarsfrie Trykkefrihed, men dog ikke i særlig Grad trykkende for Forfatterne.

En Foranstaltning mod hvilken der reiste sig en Storm af Uvillie, og som Eftertiden har bedømt endnu haardere end Samtiden og betegnet som en uaftvættelig Skamplet paa Struensees Regimente, er Oprettelsen af det saakaldte Lotto di Genova eller Tallotteri af 12te Januar 1771. Det er dog sikkert, at Struensee ikke var Ophavsmand til dette Lykkespils Indførelse, men overtog det som Arv efter det forrige Geheimekonseil, der endog udstedte den første Oktroy for et Tallotteri i Altona den 4de Juni 1770, altsaa paa et Tidspunkt, da Struensees Indflydelse i hvert Fald endnu ikke var kjendelig udadtil. Den preussiske Bankdirekteur G. D. F. Koes, som forpagtede Lotteriet, oplyser selv, at han allerede i Novbr. 1768 fik Ideen, da han erfarede, at talrige danske Undersaatter spillede i det berlinske Tallotteri. Han gjorde strax Skridt for at samle de nødvendige Fond og opnaa en Koncession hos den danske Regering mod en aarlig Afgift af 19,000 Rdlr., og hans Bestræbelser syntes at ville krones med Held, da man i Novbr. 1769 besluttede at indlade sig med ham. Der blev aabnet Underhandlinger, ja Koes fik endog i Januar 1770 tilsendt et Udkast til en Oktroy, men til Syvende og Sidst foretrak Geheimekonseillet, der Intet havde at indvende mod Lotteriet i og for sig, at etablere det for kongelig Regning, hvorfor Koes ikke fik Andel i den ovennævnte første Oktroy. Han tabte dog ikke Modet, men henvendte sig til Overpræsidenten i Altona, Geheimeraad Gähler, saavelsom til Grev Bernstorff og forestillede dem, at han havde Krav paa Erstatning for sine havte Udgifter og Anstrængelser, en Betragtning, for hvilken man ingenlunde var døv. Koes nærede altsaa fremdeles godt Haab, da Bernstorffs og Geheimekonseillets Afskedigelse forandrede Situationen.

Da Struensee kom til Magten, forefandt han altsaa en kongelig Oktroy for et Tallotteri og blev bestormet af Koes, der ønskede at forpagte det eller dog administrere det for kongelig Regning. Ministeren var ingenlunde gunstig stemt mod den fremmede Projektmager:


368

først den 24de Dcbr. 1770 gik han ind paa at modtage en Plan fra ham om det eventuelle Lotteries Indretning. Struensee skriver udtrykkelig dengang, at "hvis Etablissementet overhovedet skal blive til Noget, maa det drives for kongelig Regning". Da Banken imidlertid nægtede at have Noget med Projektet at skaffe, gik Ministeren ind paa at overlade det Hele til Koes, og den 12te Januar 1771 fik han endelig en Oktroy for sig og Medinteressenter til i sex Aar at drive et Tallotteri i Kongens Stater og lade det trække i Kjøbenhavn, Altona og eventuelt i Oldenborg mod en aarlig Afgift af 25,000 Rdlr. til Partikulairkassen og 1,500 Rdlr. til Generalpostamtet for fri Porto. Det bestemtes, at Medinteressenterne skulde være kongelige danske Undersaatter, og der beskikkedes en saakaldet Justitsdirektion i Kbhvn. og en anden i Altona til at have Opsyn med Trækningerne og afgjøre alle forefaldende Stridigheder uden Appel.

Der reiste sig strax Vanskeligheder, thi Koes, som iforveien havde truffet Overenskomst med et hamborgsk Firma: Hiss, Hecht og Trommer om at være Medinteressenter og stille de fornødne Midler til Raadighed, maatte nu bryde med dem, fordi de ikke vare danske Undersaatter, og stod altsaa uden en eneste Skilling til at begynde med. Han ønskede helst at drive Forretningen med saa faa Interessenter som muligt, thi desto mere lukrativ vilde den blive for ham selv, men Struensee holdt paa, at der skulde dannes et Aktieselskab. Hvor nødig Koes end vilde, maatte han derfor efter Konferencer med Geheimeraad Schimmelmann og Konferentsraad Iselin udstede en Subskriptionsplan den 31te Januar 1771, hvori Alle og Enhver indbødes til at tegne sig. I Henhold til denne skulde Aktiekapitalen, 250,000 Rdlr., fordeles paa 500 Aktier; dog skulde Interessenterne kun indbetale 100 Rdlr pr. Aktie i rede Penge, medens de for de resterende 200,000 Rdlr. skulde deponere Obligationer i Banken. De Interessenter, som eiede 5 Aktier eller derover, havde Ret til at vælge 2 kontrolhavende Deputerede. Koes forbeholdt sig selv Fribolig i Kjøbenhavn og Altona, Godtgjørelse for alle havte Udgifter, 1,600 Rdlr. om Aaret og 1/5 af Overskudet, naar hver Aktie var forrentet med 10 pCt. Da Tegningen kun gik langsomt fra Haanden, udstedte Koes den 1ste Marts en ny Subskriptionsplan og den 3die April igjen en ny. Alle tre vare de forskjellige, hvilket naturligvis afstedkom den største Forvirring og Uorden.


369

Man opdagede snart, at Ihændehaveren af Lotto-Priviligiet var en snu og uvederhæftig Person, der forstod at benytte sig af Situationen. Lotteriet var nemlig endnu ikke kommet igang, og Aktietegningen ikke sluttet, før Koes søgte at emancipere sig fra Justitsdirektionens Kontrol. Han optraadte overalt med den største Suffisance og vilde raade i Alt; han ind- og afsatte Lotteriembedsmænd, bestemte deres Gager, skaltede og valtede med Aktionairernes Penge efter Behag og vilde ikke taale Indblanding fra nogen Side. Han erklærede rentud, at han ikke ansaa sig for bunden ved Subskriptionsplanerne, og formente, at Ingen kunde gjøre Indvendinger, naar han blot betalte Partikulairkassen og Generalpostamtet de lovede Summer samt Interessenterne 10 pCt. af deres Indskud. I sine Klager og Forestillinger fastholder han atter og atter, at Mere kan der ikke forlanges af ham; han er Eneherre over Entreprisen; Oktroyen er hans Eiendom og ingen Andens. Han pukker uophørlig paa sin Ret og bruger de skarpeste Udtryk om de skjændige Overgreb, Trakasserier og Uretfærdigheder, for hvilke han er udsat.

Det var i og for sig intet Under, at Interessenterne baade i Kjøbenhavn og Altona nærede Mistillid til denne Fremmede, som uden at eie en Hvid og uden at stille mindste Kaution pludselig skulde være eneraadig over en Sum af 250,000 Rdlr. Hvem garanterede for, at han ikke en skjøn Dag forsvandt med Kassen? Ogsaa i Regjeringskredse nærede man Betænkeligheder, saameget mere som Kongen havde maattet tage over Halvdelen af Aktierne for overhovedet at faae Interessentskabet istand. "Koes er uformuende og af equivoque Reputation", skriver Justitsdirektionen i Kbhvn., og endnu skarpere udtaler Overpræsidenten i Altona, Gähler, sig. Det var ogsaa fra den sidstnævnte By, at Kampen blev aabnet. Da Koes havde sikkret sig nogle Penge, bestemte han nemlig uden Hensyn til Aktietegningen, som fremdeles stod aaben, at den første Trækning skulde afholdes i Altona den 26de Marts, men Gähler nedlagde Indsigelse, og det lykkedes ham trods Entrepreneurens voldsomme Indsigelser at udvirke en kongelig Resolution, i hvilken det forbødes at afholde nogen Trækning, før Interessentskabet var dannet, Obligationerne deponerede, og de omtalte to Deputerede valgte. Herefter blussede Striden op paa hele Linien; der udkom talrige Flyveskrifter, og Koes greb til den Udvei at nægte at danne


370

et Aktieselskab; han skulde nok sørge for det Hele alene, medens Justitsdirektionen energisk forlangte Kontrol og Inspektion med Kassen og Bøgerne. Begge Parter henvendte sig til Struensee, som gik en Mellemvei; paa den ene Side befalede han, at Aktieselskabet skulde dannes, hvorefter der skulde udarbeides en formelig Konvention med Interessenterne; paa den anden Side lod han den kjøbenhavnske Justitsdirektion vide, at den i Henhold til Oktroyen kun skulde befatte sig med Trækningerne og de derved forefaldende Stridigheder. Det er charakteristisk for Uordenen i den Struenseeske Administration, at Justitsdirektionen i Altona havde en langt videre gaaende Instrux og derfor ogsaa optraadte med større Energi. Paa en Forestilling herom fra den kjøbenhavnske Kontrol fik den det Svar fra Kancelliet, at "dette ingen Oplysning eller Underretning kunde give", og saaledes stod Alt hen til efter Struensees Fald.

Den første Trækning fandt Sted i Altona den 18de April og i Kjøbenhavn den 18de Juli, men Forvirringen var stor, og Kampen mellem Koes paa den ene og Justitsdirektionen med Interessenterne paa den anden Side blev staaende. De sidste søgte at skaffe sig Sikkerhed ved at bemægtige sig de indbetalte Penge og deponere dem i Banken; Koes svarede med at nægte at udstede Aktiebreve, bruge Overskudet fra Trækningerne og hverken aflægge Regnskab eller betale Udbytte. I Septbr. 1771 lykkedes det vel at aftvinge Koes en formelig Konvention, mod at der udbetaltes ham 8,000 Rdlr., men da Interessenterne i Altona nægtede at underskrive den, fordi de fandt den for meget i Koes' Faveur, kom der Intet ud heraf. Striden blev ikke afsluttet i Struensees Tid og kunde ikke blive det, saalænge man ikke havde Andet at holde sig til end de tre indbyrdes modsigende Subskriptionsplaner; Skjænderiet fortsattes derfor lystigt, og Interessenterne fik intet Udbytte. Naar Struensees Fjender kalde ham "Koes' specielle Protektor", er denne Betegnelse ikke korrekt; Ministerens Breve ere tværtimod ofte skarpe, og han tog ikke i Betænkning i Slutningen af 1771 at sende Kommissairer til Altona, som skulde overtage Administrationen og bringe Sagerne i Orden.

Trækningen af Lotteriet foregik paa dette Tidspunkt udenfor Kbhvns. Raadhus paa følgende Maade: 90 Numre af Pergament, paa hvilke Tallet stod med Skrift paa den ene, med Chiffre paa den anden Side, bleve i Justitsdirektionens Nærværelse foreviste Tilskuerne og


371

opraabte, derpaa nedlagte i røde Futteraler i et Lykkehjul. En Vaisenhusdreng med tilbundne Øine trak 5 Kapsler frem; Numret udtoges, forevistes, opraabtes og førtes til Protokols, hvorefter det

Tallotteriet trækkes udenfor Raadhuset

Tallotteriet trækkes udenfor Raadhuset. Efter et* samtidigt Billede.

atter blev stukket ind i Kapslen, som kastedes ud blandt Tilskuerne. Den, der atter afleverede det, fik 24 Skilling af Lottokassen. Hver Gang et Numer blev trukket, lød der Trompeter og Pauker fra


372

Raadhusaltanen. Man kunde spille paa simple Udtræk, paa et bestemt Udtræk (i.e.: at man havde angivet Rækkefølgen for Tallets Udtrækning) samt paa Amber, Terner og Qvaterner. Paa et simpelt Udtræk vandtes Indsatsen 15 Gange, paa et bestemt 70 Gange, paa en Ambe 270 Gange, paa en Terne 3,500 Gange og paa en Qvaterne 60,000 Gange. Gevinsten rettede sig altsaa efter Indsatsens Størrelse. Paa et enkelt Udtræk maatte der indsættes fra 1 Skilling til 2,000 Mark, paa et bestemt Udtræk fra 1 Mark til 10 Rdlr., paa en Ambe fra 1 Skilling til 120 Mark, paa en Terne fra 1 Skilling til 20 Mark og endelig paa en Qvaterne fra 1 Skilling til 2 Mark. Dog modtoges ingen Indsats, naar den ikke i en eller flere forskjellige Spillemaader beløb sig til 4 Skilling i Alt. Man kunde naturligvis spille paa flere Udtræk, Amber o. s. v., men Indsatsen maatte da gjentages ligesaa mange Gange, som der var Udtræk, Amber o. s. v.

Det kongelige danske priviligerede Tallotteri, som dets officielle Navn var, fandt uhyre Tilslutning hos Befolkningen og fremkaldte en hidtil ukjendt Spillelyst. Der blev ganske vist fra mange Sider kjæmpet mod "den Daarlighed at vove sine Penge i Lotteriet", og man fik snart haandgribelige Beviser for, at det avlede Bedragerier og Selvmord, men det frugtede Altsammen Intet. "Det kjøbenhavnske Publikum - skriver en Samtidig - blev betaget af et Slags Lottoraseri. I Middelklassens Familiekredse og Forsamlinger, hvor man forhen kun talte om Komedier, Veiret, Stadens Nyheder og Næstens Feil, snakkedes der nu næsten om intet Andet end om de bedste Spillemaader og om de Tal, som vare de lykkeligste at vælge. Denne Lottomani vedvarede et Par Maaneder ud paa Efteraaret, da de Fornuftige indsaa, at der Intet var at vinde, men kun Tab ved dette forføreriske Spil, hvorfor de holdt op. Ikkun den enfoldige Almue vedblev og desværre vedbliver endnu at ødsle deres egne og ofte Andres Penge i dette ulyksalige Lotteri, hvorfra det nu synes næsten umuligt at faa dem afvendte". Det er overordentlig betegnende, at Assistentshusforvalteren klager over Trængsel paa Assistentshuset, naar Tallotteriet skal trækkes. I "Rigsdalersedlens Hændelser" retter P. A. Heiberg senere et voldsomt Angreb paa "Tallotteri-Sygen, der ufeilbarligen er det Inkognito, hvorunder Djævelen, Døden og alle Ulykker for nærværende Tid reise omkring i Danmark", men skjøndt hans Exempel fulgtes af mange Andre


373

gjennem Tiderne, og Landets bedste Mænd delte hans Anskuelser, lykkedes det dog først at blive Tallotteriet kvit i 1851.

Trods de i mange Henseender strenge Tider levedes der let og lystigt i Kjøbenhavn og sikkert over Evne. Det vrimlede af Theskjænkere, Trakteurer, Billardholdere og Værtshusmænd; der var stærk Søgning i "Keglehauger", Spille- og Kaffehuse saavelsom hos Vintappere, og da alt Politiopsyn og Politikontrol var ophørt, gik der mærkelige Ting i Svang indenfor fire Vægge hos dette Slags Folk. I mange af Billardhusene, saaledes hos Mdme Coppy i Admiralgade og hos Bottler paa Hjørnet af Fortunstræde og Admiralgade holdtes der saaledes Pharaobank hver Aften, og man havde Vanskelighed ved at hindre det, da der ikke maatte inkvireres i Husene. Til Fordel for Opfostringsstiftelsen for nyfødte Børn holdtes forresten offentlig Pharaobank i Rosenborghave, og da Vinteren kom, gaves der en Billardvært, Niemann paa Østergade Lov til at holde en lignende hjemme i sit Hus mod at betale 400 Rdlr. til Stiftelsen. Andre Steder spilledes der rigtignok Hazard uden Tilladelse, ja det siges, at det ikke var usædvanligt, at en forløben Barbersvend, Kobbersmedsvend eller lignende Person holdt Bank i offentlige Værtshuse og gjorde Spil til sit egentlige Haandværk. I Struensees Tid dukkede for første Gang de saakaldte "lystige Værter" op, der skjænkede Punch for Gjæsterne og holdt kvindeligt Opvartningspersonale af tvetydig Art; af en Liste mellem Overpræsident U. A. Holsteins Papirer ses, at der i alt var 45 saadanne Puncheværter eller -Værtinder i Byen med ialt 111 Piger "til deres Nærings Brug". Enkelte af disse Værtinder havde et nom de guerre; saaledes boede der i Grønnegade en "Mutter paa Trappen" med 3 Piger. Antallet af offentlige Huse var meget betydeligt; de kaldtes i daglig Tale: "Kontoirerne" eller "Frøken-Kontoirerne" og figurere naturligvis stærkt i Datidens Trykkefrihedsprodukter.

I Hofkredse gaves Tonen an; her var Pragt, Luxus og Overdaadighed, Fester paa Fester, en Hvirvel af Maskerader, Baller, Kanefarter ved Nat og Dag og landlige Udflugter, i hvilke Selskabet ofte var yderst blandet, Tonen frivol og letfærdig, og hvor der hyppigt, syndedes mod Ærbarhed og gode Sæder. Kongen spillede en lidet fremtrædende Rolle ved saadanne Leiligheder; han gik nu ikke mere paa Eventyr i Byen med Støvlet Cathrine, og kun i intime


374

Kredse vidste man nøie Besked med hans Tilstand. Af og til fik Indbyggerne dog et sørgeligt Indblik heri, som f. Ex. en Søndag under Høimessen, da Kongen pludselig viste sig paa Altanen over Slottets Hovedportal, ledsaget af to Drenge, der altid vare om ham, og kastede Brændsel, Ildtænger og Ildskuffer, Porcellain, Flasker,

Begfakler ved en Kanefart i 1771

Begfakler ved en Kanefart i 1771. Efter et samtidigt Stik.

Bøger, Papirer o. s. v. ned paa Slotspladsen, hvor der naturligvis hurtigt blev Opløb. Dronningens og Struensees frie Væsen og Omgang vakte dog større Forargelse; saaledes skriver Langebek i "Hævnens Dag", idet han fornemmelig sigter til Dronningens Optræden i Mandsdragt: "De mange Positurer, de satte sig udi til Vogns, og til Hest og i adskillige Optog, ville vel ikke saa hastig blive glemt".


375

Men det følger af sig selv, at der ikke hørtes lutter Misbilligelse; Tonen fra Hoffet forplantede sig nedefter, og selv i borgerlige jevne Kredse taltes der med Ringeagt om Ægteskab og Blufærdighed, Dyd, Moral og Sjælsrenhed.

Manglede Indbyggerne Brød under det Struenseeske Regimente, skortede det dem derimod ikke paa offentlige Forlystelser og Adspredelser. "Grev Struensee søgte at amusere Pøbelen med adskillige Luftsyn, fri Nattesvir, samt andre Forlystelser og Kjødets Gjerninger", skriver Generalfiskal Wiwet i sit Indlæg mod den faldne Minister; og det kan neppe benægtes, at Ministeren søgte Folkegunst ved efter fattig Leilighed at byde Indbyggerne circenses. Størst Betydning havde det vel for dem, at Rosenborg Have blev tilgjængelig i hele dens Udstrækning og snart fik Charakter af en gratis Forlystelsesanstalt. En Mecklenborger ved Navn Gabel fik Tilladelse til at aabne en Restauration her; som ovenfor berørt holdtes der Pharaobank i Haven, og hver Søndag Aften spillede Militairmusiken her saavelsom paa Byens Torve og i Philosophgangen. Det blev Kjøbenhavnernes Yndlingsfornøielse at samles i Rosenborg Have, der snart fik Lighed med en Markedsplads, men det gode Selskab trak sig dog efterhaanden tilbage, da Stedet blev berygtet, fordi der ved Nattetid gik alskens Uvæsen i Svang i de mørke Gange. Ved større Fester i Kongehuset foranstaltede Restaurateur Gabel Fyrværkerier i Haven, som betaltes af den kongelige Kasse. En anden hidtil ukjendt offentlig Forlystelse, som indførtes paa dette Tidspunkt, var Hestevæddeløb efter engelsk Mønster, af hvilke det første fandt Sted den 4de Juni 1771 om Formiddagen Kl. 10 paa Nørrefælled, hvor der var opført en Pavillon for de kongelige Herskaber. Det havde oprindelig været Meningen, at der skulde afholdes to saadanne Væddeløb om Aaret, men da de nye Magthavere efter Struensees Fald befalede, at de skulde ophøre, fandt det sidste Sted den 9 Marts 1772.

Skuespilhuset tilhørte som bekjendt Staden Kjøbenhavn fra 1750, men til liden Glæde for Magistraten og de 32 Mænd. De sidste, der fandt, at Theatrets Gjæld var Byen uvedkommende, gjorde bestandig Indvendinger mod de Forskud, der udrededes af Kæmnerkassen, og reiste i 1766 aaben Modstand, da Overpræsident v. der Lühe vilde optage et Laan til Gjældens Afbetaling. Alle Overtalelser og Forestillinger frugtede Intet, ja de 32 Mænd


376

vilde ikke engang give efter, da en kongelig Resolution befalede dem at underskrive de Obligationer, der skulde udgives for Laanet. Striden stod længe paa, og skjøndt de 32 Mænd tilsidst maatte bøie sig, opnaaede de dog væsentlige Indrømmelser og Garantier for Fremtiden. Theatrets Gjæld vedblev dog at voxe fra Aar til Aar; "Spektakelkassen" var i Gjæld op over Ørene, og det hjalp ikke, at Kongen engang imellem forstrakte den med betydelige Summer, saaledes i 1769 med 13,000 Rdlr. Hvad der i høi Grad forøgede Underbalancen, var, at man igjen havde paatvunget Skuepladsen en italiensk Opera, som støttedes med et ganske utilstrækkeligt Tilskud af 5,000 Rdlr. om Aaret. Saaledes stod Sagerne indtil den 27de April 1770, da det endelig lykkedes Magistraten at blive Theatret kvit. Man havde forestillet Kongen, at "saadanne nyttige amusements sjælden finde Fremgang, uden hvor kongelig Huld og Naade soignerer dem", og da Overkapelmester Sarti var ivrig efter at blive sat i Spidsen for Anstalten og indbildte sig, at han kunde udvikle den bedre end nogen Anden "til stor Zir og Behagelighed for den kongelige Residentsstad", gik den nye Ordning glat igjennem. Kongen lovede at skjænke 30,000 Rdlr. til Dækning af Gjælden; Theatret skulde overtages af Partikulairkamret og derefter overlades i Entreprise til Sarti i 10 Aar, mod at der ialt udbetaltes ham 16,000 Rdlr. om Aaret. Fra dette Tidspunkt blev Theatrets officielle Navn: Den kgl. danske Skueplads. Staden tabte henimod 9,000 Rdlr. ved denne Transaktion, men havde al Grund til at prise sig lykkelig derved.

Skuepladsen havde Vanskelighed ved at bestaa, fordi Sandsen for Theaterforestillinger ikke var almindelig, og det store Publikum fandt mere Behag i saadanne Forlystelser som "den venetianske Virtuos, Hr. Rossignol, der kunde efterligne alle Slags Fugles Sang", Bergami Carrettas optiske Repræsentationer, Bings Kunsstykke, der skal forestille Kongsberg Sølvværk med alle dets Indretninger, Mekanikus Neuberts Automater, hvoriblandt en Fløitespiller og "en mechanisk Hest, der gaar frem saa mange Skridt, det forlanges, drikker en Portion Vand og lader det fra sig igjen gjennem den naturlige Gang", den engelske Kunstberider Bates, der gav Forestillinger paa en af Tømmerpladserne ved Ryssenstens Bastion, Madame Scaglia fra Korsika, der ikke blot "producerede en Mands Styrke" men havde "en tyrkisk Kunsthest med sex Ben og et Akademi af


377

italienske Hunde", og mange flere. Theatret var nødt til at gjøre fælles Sag med dette Slags Kunstnere og engagere dem; saaledes optraadte den engelske Eqvilibrist Maddox her i 1769, og to Aar efter gav Linedandserselskabet Brambilla ti Forestillinger paa den kongelige danske Skueplads. En farligere og mere ødelæggende Konkurrence vare dog de franske Skuespil, for hvilke man indrettede et særligt Theater, Hoftheatret, ovenover Christiansborgs sydlige Staldbygninger. Det kostede 13,267 Rdlr., og her arbeidede i flere Maaneder Billedhugger Stanley, som forfærdigede 22 Kapitæler af den joniske Orden, Gibserne Guione og Fossati, Maler Getreuer og Hoftømmermester Zuber, der konstruerede Maskineriet til Balletterne. Et Stuetheater paa Slottet med 8 Koulisser, forestillende et tyrkisk Gemak paa den ene Side og en Skov paa den anden, blev nu overflødigt og flyttedes i 1771 til Hirschholm, hvor det opstilledes i det chinesiske Lysthus til Brug for de franske Skuespillere, som opførte Smaastykker herude, naar Hoffet laa paa Landet.

Hoftheatret blev indviet den 30te Januar 1767 af et fra Berlin forskrevet fransk Selskab og kunde sagtens tage det op med den danske Komedie, da Forestillingerne vare gratis "for Rangspersoner og honnette Borgerfolk, der henvendte sig til Kassen om Billetter". Begge Theatre fik vel Tilladelse til at give offentlige Redouter eller Maskerader for Betaling, men det følger af sig selv, at Hoftheatrets vare stærkest besøgte, da de kongelige Herskaber for det Meste foretrak at møde her. Det er charakteristisk for Tidens Spilleraseri, at der ogsaa ved Maskeraderne holdtes Pharaobank; derimod maatte der kun serveres med The, Kaffe, Chokolade, Punch, Orgeade, Limonade samt Konfiturer og intet Andet. Den første Maskerade paa det danske Komediehus afholdtes den 13de April 1768. "Flere end én Person af den høikongelige Familie - hedder det i "Kjøbenhavnske Tidender" - skal have beæret denne smukke og uskyldige Forsamling med sin Nærværelse, men med Vished kan kun nævnes Hds. Maj. den regjerende Dronning, som da Hds. Maj., maaske af Maskernes ømme Omhyggelighed mærkede sig at være kjendt, afmaskerede sig og saaledes en Tidlang glædede Forsamlingen ved sit milde Aasyn, indtil Allerhøistsamme begav sig bort og formodentlig skiftede Maske". Disse Maskeballer havde dog et langt tarveligere Præg end dem, der gaves paa Hoftheatret, hvor Hovedstadens hele Beaumonde og Demimonde gav Møde. Hoffet


378

følte sig her som hjemme og paa egen Grund; ja det havde i 1768 givet Dilettantforestillinger paa dette Theater, ved hvilke Kongen personlig var optraadt i Voltaires "Zaire" to Gange til Glæde for sine Undersaatter. I Struensees Tid under Grev Brandts Ledelse fik Hoftheatret endnu større Betydning som Led i Hoffets Forlystelser og opslugte meget betydelige Summer, medens Theatret paa Kongens Nytorv førte en haabløs Kamp mod den voxende Underbalance. Skjøndt Sarti lagde sit Hoved i Blød og viste megen Opfindsomhed, formaaede han ikke at holde den begunstigede Konkurrent Stangen, og det frugtede Intet, at Entrepreneuren fik en Direkteur ved Siden i den forrige Borgmester i Throndhjem, Niels Krog Bredal. Det er bekjendt nok, hvorledes Rosenstand Goiskes Kritik af "Thronfølgen i Sidon" (i "den Dramatiske Journal") gav Anledning til et Sammenstød i Theatret mellem Studenter og Officerer, da Bredal i et dramatisk Efterspil vilde tage Hævn over den unge Kritiker. Man sloges lystigt i Parterret med Kaarder og Spanskrør, Damer skreg og besvimede, der vankede Saar og Skrammer og endnu flere Skjældsord, men tilsidst maatte Studenterne fortrække. Kjøbenhavn var i Oprør i flere Uger; der herskede navnlig voldsom Forbittrelse mod Officererne, og i Literaturen satte Ewald den 25de Oktober 1771 et varigt Minde i sit "tragikomiske Forspil: De brutale Klappere". Fra dette Tidspunkt gik Theatrets Indtægter tilbage med rivende Fart, og ved Struensees Fald var det Undergangen nær.

Trods de vanskelige Tider lød der bestandig Klager over Luxus baade i Levemaade og Klædedragt; det ser næsten ud, som om. Grev Thott havde Ret, da han i 1736 skrev: "Jo fattigere Landet er, desto større Yppigheden". Regjeringen søgte snart at fremtvinge Tarvelighed ved Forbud mod at bære Guld og Sølv i Klæder, snart ophævede den disse Forbud for at ophjælpe de indenlandske Fabriker. Sørgeforordningen af 14de April 1752 stod endnu ved Magt, men blev naturligvis ikke overholdt; overhovedet vilde det have været gavnligere - som Stampe bemærker - om man havde søgt at paavirke Menigmand ved Exempler istedetfor ved Forbud og Befalinger. Klædedragterne vare kostbarere og langt mere brogede end nutildags. I 1769, fortæller Svenskeren Lidén, vare Rødt og Mineralgrønt Favoritkouleurer i Kbhvn., saa "at de fleste af Kondition vare heri klædte". Man faar et godt Begreb om


379

Datidens elegante Klædedragter af Auktionskataloget over Struensees og Brandts Efterladenskaber. Den første, hvis Gangklæder tæller 139 Numre, efterlod sig en Snes fuldstændige overmaade kostbare Dragter af hvidt, rødt og sort Fløiel, broderede med Guld og Sølv og forede med rødt, grønt eller blaat Atlask, brune Klædeskjoler, Vest og Buxer med Guldgaloner, blaa Klædes Klædninger med Sølvkniplinger og Foerværk, paillegule Klædesfrakker og blaa Atlaskes Veste med Sølvgaloner, gule, grønne og graa Klædeskjoler, graa sølvbroderede Silkeklædninger og et overordentlig Antal Veste i alle

Kammerpige, Dame og Kavaler ca. 1760

Kammerpige, Dame og Kavaler ca. 1760. Efter en samtidig Tegning.

Farver af Zianzian, Chagrin, Uld, Bomuld, Atlask, Plyds, Gros de Tour, Taft m. m. Hertil hørte en Overflod af Silkestrømper, hvide Alluns eller gule Læderhandsker, Hatte med hvide Strudsfjer, Silkehaarpunge, Knæ- og Skospænder af Sølv, Staalkaarder med forgyldte Zirater i blaat Silkegehæng m. m. Brandts Gangklæder, der tælle 162 Numre, skjelne sig ikke væsentligt herfra. Begge Grever have mange Par Kniplingsmansketter og Netteldugs Sørgemansketter med Fryndser, endvidere Mansketskjorter, Halsklude, Halsbind, Pleureuser, Silketørklæder o. s. v. i Snesevis. Mellem Brandts Efterladenskaber under Rubriken: "Adskilligt" kan som Kuriositet nævnes: "5 Urfjedre med Elfenbensskafter at skrabe Tungen med".


380

Kvindedragterne vare naturligvis ligesaa kostbare, og Overdaadigheden naaede efter Sædvane længere ned paa Spindesiden. Tidens Moralister have Meget at indvende mod dem; "blandt Kvindekjønnet - hedder det saaledes - er det nu saa almindeligt og gement at pynte og pryde deres udvortes Legemer, at man kan sandelig ikke kjende den fornemme fra den gemene Stand, thi den nedrige Stand vil i alle Ting overgaa den Stand, som de ikke enten i Kjød og Blod er fød eller baaren til, saa det visselig med stor Forundring er at se til om Søndagen og andre Helligdage, naar Fruentimmeret skal gaa i Kirken, kommer de anstigende med blottede og bare Legemer langt ned ad Brystet, med prægtige udvortes Prydelser, den ene over den anden, ja med deres forfærdelig store Fiskebenskjørter". Denne Harangue er fra 1737, men den passede i det Væsentlige endnu; man brugte bestandig "Rottinger eller Rør" i Damernes Skjørter, kun førtes der en Kamp "mellem disse og Pocherne, som nogle Aar efter endte med, at de sidste gik af med Seiren. Derimod var den Tid helt forbi, da Damerne slæbte omkring med Mopser under Armene. Den asiatiske Handel paatrykte iøvrigt fremdeles Livet og Moderne et vist Stempel; der indførtes nemlig en overordentlig Mængde Silkestoffer, Damasker, Porcellainssager, Kryderier m. m. fra Ostindien og China, ja Meubler og Husgeraad. Man finder endog i Aviserne, at Enken efter en Styrmand lod bortlodde "et meget smukt chinesisk Korpus i Fruentimmer-Skikkelse, indesluttet i et Glasskab«. Velstaaende Folk havde en stor Mængde Tjenestefolk om sig, og selv mindre velstaaende fandt det nødvendigt at holde Heste og Vogn. "Man finder - skriver F. Lütken - i maadelige Borgeres Kataloger Vogne, Chaiser, Phaetons, Karrioler og Kaner, som var det efter en Hyrekusk, Rideheste, Sadler, Sporer og engelske Piske som efter en Jagtjunker". Antallet af Vognheste i Kbhvn. var i 1770 ikke mindre end 1208, af Rideheste 342 og af Leieheste 447. Da Dronning Mathilde en Tidlang foretrak at spadsere fremfor at age i Kareth, blev det pludselig Mode at gaa tilfods, men det varede ikke længe.

Holbergs Yttring i en af hans Epistler: "De Danske er et Folk, som ikke letteligen henfalder til Extremiteter, men som udi Alting gaar en Middelvei", syntes ikke længere at passe paa Kjøbenhavnerne. Indskrænkningen af Politiets Myndighed, den store Fattigdom og den tøilesløse Skrivefrihed havde avlet Ringeagt for


381

Lovene og fordærvet Almuens Tænkemaade; Byen var opfyldt af Tiggere, Skjøger og Arbeidsløse, og der klages uophørligt over "den gemene Mands, Pøbelens og Matrosernes voldsomme Adfærd og Ubændighed, som ingensinde blev undersøgt eller straffet". Magistraten forsikkrer senere, at Afskaffelsen af det gamle Polititegn (en Metalhaand paa et Træskaft) havde forøget Selvraadigheden overordentligt, thi "for dette Tegn har den gemene Mand saa at sige fra Vuggen havt en besynderlig Respekt". Hvorom Alting er, hørte Opløb og Sammenrottelser til Dagens Orden i 1771, og det synes, at navnlig Øltappere og Værtshusholdere gav Anledning til de fleste.

Struensee havde den 19de Mai efter sin Fortrolige, Oberst Falkenskjolds Raad og rimeligvis af Sparsommelighedshensyn. afskediget Livgarden til Hest, der talte to Eskadroner. Den offentlige Mening var misfornøiet hermed, thi dette hundredaarige Korps, der saagodtsom udelukkende bestod af Danske og Norske, var populairt og tog sig fortræffeligt ud med sine gule Køllerter og Skindbuxer, sorte Kyradser og høie Rytterstøvler. Som Afløser for Hestgarden oprettedes et saakaldet flyvende Korps, sammensat af Mandskab fra Kavaleriregimenterne, hvilket forlagdes til Hirschholm og senere til Vedbæk, medens Hoffet havde Sommerophold det førstnævnte Sted. Det kaldtes i Folkemunde: "Struensees Korps" og var alt Andet end velset af Befolkningen. Denne Forandring saavelsom Omordningerne i Marinen satte ondt Blod, og allerede den 17de Juni kom det til Optøier og Arbejdsnedlæggelse paa Holmen, hvor Haandværkerne vilde have dobbelt Lønning for Helligdags Arbeide. Den ulmende Misfornøielse fik et skarpere Udslag i Septbr. 1771. 2400 norske Matroser vare komne til Kbhvn. for at deltage i Toget mod Algier, men kunde trods alle Forestillinger og Bønner ikke faa deres Kostpenge, saa at "de fast vare ved at sulte ihjel". De besluttede da at marchere til Hirschholm for at forebringe deres Klager for Kongen selv. Ingen vovede at modsætte sig deres Forehavende, og den 10de Septbr. drog de afsted. Paa Hirschholm herskede den største Forvirring, Modløshed og Angst. Kongen, Dronningen, Struensee og Brandt kjørte ud af en Bagport til Sophienberg og overlod Chefen for det flyvende Korps at klare Vanskelighederne, hvilket ogsaa lykkedes ham efter nogen Parlamenteren ved Løfter og gode Ord. Matroserne bleve stillede tilfreds ved Hjemkomsten til Kjøbenhavn med Brændevin og Penge, men Episoden havde


382

skjæbnesvangre Følger, forsaavidt den afslørede den i Regjeringspartiet herskende Modløshed og Usikkerhed. Det blev nu sagt mellem Mand og Mand, at Struensee var feig; man havde faaet Sikkerhed for, at han lod sig skræmme, og man ansaa det nu ikke længere for umuligt at styrte ham ved en Revolution. Det er betegnende, at Silkevæversvendene fjorten Dage efter foretog en lignende Masseudflugt til Hirschholm, for at protestere mod Silkefabrikernes Ophævelse, og at der ogsaa overfor dem blev vist Eftergivenhed. Gjæringen forøgedes yderligere herved, og det blev naturligvis opfattet som et nyt og aabenbart Tegn paa Svaghed, at Magthaverne den 28de Septbr. arrangerede en Fest paa Frederiksberg for at vinde Holmens Folk, der bestandig knurrede og vare utilfredse. Den nævnte Dags Formiddag Kl. 11 1/2 marcherede alle Haandværkerne paa Gammel- og Nyholm med deres Koner og Børn ud paa Frederiksberg Ridebane (Runddelen), hvor der blev givet en stegt Oxe, eller som det i samtidige Beretninger hedder: "en Forsoningsoxe for den Opstand, de havde gjort den 17de Juni«. Desuden beværtedes Folkene med 6 Beder, 12 Gjæs, 19 Par Høns, 12 Grise samt nogle og tredive Tønder Øl, og hver Mand fik desuden for 3 Skilling Brød, en Pægl Rom og en Pibe Tobak. Derefter dandsedes der paa Pladsen til Regimentsmusiken, og Alle fik Dagløn, skjøndt der ikke blev arbeidet den Dag. Festen blev imidlertid ingen Forsoningsfest, men snarere det Modsatte. Man havde nemlig ventet, at Kongehuset vilde deltage i den, men hele Hoffet udeblev, fordi det gjennem Staldmester Bülow havde bragt i Erfaring, at der var lagt en Plan til at myrde Struensee og Brandt og alle de fornemste Hoffolk midt under Lystigheden. Det er selvfølgelig nu umuligt at afgjøre, om Rygtet var opdigtet eller ikke, men det blev i hvert Fald troet i Hofkredse, thi U. A. Holstein anfører det i sine Memoirer som en utvivlsom Kjendsgjerning. Men hvad enten det var et tomt Rygte eller ikke, blev Hoffet borte, og man havde atter faaet Bekræftelse paa, at Struensee var bange. Den samme Opfattelse havde Ministerens Venner, thi Holstein skriver: "Nu blev Struensee bange og tænkte paa at forlade Landet, men han vilde have Dronningens Tilladelse dertil. Denne stillede imidlertid som Betingelse, at hun vilde følge ham, et uhørt og absolut umuligt Forslag. Struensee slog sig da til Ro og gjorde


383

Intet for sin Sikkerhed, trods alle de mundtlige og skriftlige Advarsler, han fik".

Det maa dog ikke forstaas bogstaveligt, at Ministeren Intet som helst foretog for sin personlige Sikkerhed. Netop paa dette Tidspunkt bleve Flyveskrifterne voldsommere, Angrebene stærkere, Skandskrifterne paa Gadehjørnerne talrigere, og Struensee svarede derpaa med overordentlige Sikkerhedsforanstaltninger. Adgangene til Hirschholms Slot bleve stærkt besatte, de kongelige Vogne havde paa alle Udflugter en betydelig Militaireskorte, og naar Majestæterne kom til Kjøbenhavn, bleve alle Vagter fordoblede. Endnu mere iøinefaldende og stødende bleve disse hidtil ukjendte Forholdsregler, da Hoffet den 30te Novbr. flyttede til Frederiksberg. Det flyvende Korps var vel blevet ophævet, men i Stedet blev et Kompagni sjællandske Dragoner forlagt fra Lyngby til Slottet, og holdt nu ikke blot Vagt i og udenfor dette, men endog for begge Ender af Frederiksberg Allé. I Slotshaven anbragtes paa sine Steder Pallissader, og der holdtes til Overflod Artilleri i Beredskab paa Tøihuset med behørigt Mandskab og Kardætsker, som skulde møde paa første Vink. "Saadant - hedder det i Dommen over Struensee - formerede Nationens og især Kjøbenhavns Indvaaneres Forbittrelse mod Struensee i mere end én Henseende. De ansaa det som et Bevis paa, at han søgte at overtale Hs. Majestæt til at tro, at der blandt Indvaanerne skulde være Ildesindede imod Hs. Majestæt og det kongelige Hus. De bleve og derved bestyrkede i den allerede fattede Mistanke, at Grev Struensee endnu havde andre videre udseende og ambitieuse, men derhos høist formastelige og strafværdige Hensigter".

Det var vistnok Struensees Overbevisning om Militairets Upaalidelighed, og hans Tro paa, at Alt endnu kunde gjenoprettes ved Fasthed og Energi, der bevægede ham til nye overilede Skridt. Han saa ikke, at hans Fjenders Antal kun forøgedes derved, eller han bekymrede sig ikke derom, thi hans Stilling var i Grunden allerede haabløs ved Vinterens Begyndelse 1771, Han havde i Mai afskaffet Hestgarden, i December besluttede han, at Fodgarden skulde gaa samme Vei, og trods alle Indsigelser og Advarsler forblev han urokkelig. Om Formiddagen den 24de Decbr. bleve de Fodgardere, der havde Vagt paa Christiansborg, afløste af det danske Livregiment, og ved Vagtparaden paa Kongens Nytorv stillede hele


384

Garden og hørte den kongelige Ordre blive oplæst, ifølge hvilken den ikke længere skulde bestaa som selvstændigt Korps, men stikkes ind under de andre i Kjøbenhavn garnisonerende Regimenter. Tropperne indtog strax en truende Holdning, og da deres Fane fratoges dem, tog de den med Magt tilbage og erklærede, at de ikke vilde degraderes, men enten afskediges helt eller vedblive at være Fodgardere. Officererne søgte forgjæves at overtale dem til at tjene under de andre Regimenter; de fastholdt deres Vægring, og et Forsøg paa at anvende Magt og arrestere de mest Opsætsige mislykkedes fuldstændigt. Man vilde nu føre dem til Sølvgadens Kaserne (der netop var tagen i Brug i 1771), men de nægtede at adlyde, og Følgen blev et Sammenstød imellem Gardisterne og de andre Tropper paa Kongens Nytorv og i de tilstødende Gader, under hvilket der uddeltes ret alvorlige Skrammer. Suhm fortæller endog, at en Fodgardist blev dræbt paa Østergade. Hele Byen kom paa Benene og gjenlød snart af Hujen, Skrigen og Raaben; en Afdeling af de oprørske Tropper drog til Slottet, brød Porten op med Magt og satte sig i Besiddelse af Vagtstuen, en anden marcherede hylende til Vesterport, og da de fandt denne lukket, til Nørreport og ud i Forstaden for at begive sig til Frederiksberg og forlange Retfærdighed. Ved Hoffet herskede der den største Forvirring og Bestyrtelse; der blev i Hast rekvireret Dragoner herud; det fortaltes endog, at de to Grever havde brændt deres Papirer og forberedt Alt til Flugt. Det var en ny Udgave af Matrosernes Tog til Hirschholm og med samme Resultat. Gardisterne bleve i Frederiksberg Slots Nærhed modtagne af en af deres egne Officerer, Major Ahrenfeldt, som spurgte dem, hvad de ønskede, og i Kongens Navn lovede dem, at de skulde faa Lov til at drage, hvorhen de vilde. Tilfredse hermed vendte de om, men deres Kammerater, der stadig holdt Christiansborg Slot besat, vilde ikke lade sig nøie, før de havde Kongens egenhændige Underskrift paa deres Afskedigelse. De forblev derfor roligt, hvor de var, medens Tumulterne fortsattes i Byen. Matroser og Pøbel sværmede om i Gaderne, beskjænkede Soldater insulterede Officerer og Politi, som forsøgte at gjenoprette Ordenen; der leveredes Smaafægtninger, og Myndighederne stod afmægtige overfor Bevægelsen. Det var en urolig Juleaften for Kjøbenhavnerne; i mange Kredse frygtede man for større Blodsudgydelse, og Ingen vidste, hvad den næste Dag vilde bringe. Stemningen hos Indbyggerne under denne


385

saakaldte "Juleaftens Feide" kom tydeligt for Dagen, da Borgerne i Byen sendte Steg, Vin og Brændevin til Oprørerne paa Christiansborg, hvor den kommanderende Underofficer dog var saa forsigtig, at han kun uddelte Maden, men holdt Drikkevarerne tilbage for at hindre videre Udskeielser. Hele Natten stod Garnisonen under Gevær, og Dragonpatrouiller red om i Gaderne; Byen var ligesom i Beleiringstilstand, hvert Øieblik kunde det komme til et Udbrud. Navnlig viste Matroserne Lyst til at gjøre fælles Sag med Fodgardisterne, ja det fortaltes, at endel Artillerister især Nordmænd, kom op i Vagten og lovede Soldaterne Assistance, hvis de skulde trænge dertil. Knuden løstes den næste Morgen, da der tilstedes Oprørerne Afskedigelse af Tjenesten, et Gratiale af 3 Rdlr. for hver Menig samt Eftergivelse af de Forskud, der vare givne af Krigskassen. Kl. 9 om Formiddagen rømmede Fodgardisterne Christiansborg Slot, og anden Juledag forlod nogle Hundreder af dem Kjøbenhavn. Det kom da til nye Uroligheder, Opløb og Sammenstimlen i Gaderne; flere Officerer, deriblandt Kjøbenhavns Kommandant Generalmajor Gude, bleve insulterede af Pøbelen, men efter nogle Timers Forløb lagde Tumulten sig af sig selv, thi de afskedigede Fodgardere vilde ikke deltage i den. Den 3die Januar 1772 skrev Prinds Carl af Hessen fra Gottorp til Generallieutenant Gähler, at han var "dybt bevæget over den Skjæbne, der havde ramt det smukke Korps, hans Yndlingsregiment", og tilføiede: j'ai eté attendri de leur fidelité et de leur attachement à leur drapeaux et de la noblesse qu'ils ont temoigné dans l'irregularité méme de leur conduite. Prindsen udtalte, her, hvad Alle mente, og man kan sige, at ved Fodgardens Afskedigelse med de anførte Naadesbevisninger forsvandt den sidste Rest af Kabinetsministerens Anseelse; hans Raadvildhed og Afmagt var bleven aabenbar for Alle, og Ingen - ikke engang han selv - kunde tvivle om, at hans Fald stod for Døren. Han færdedes mellem troløse og upaalidelige Omgivelser, der længe havde forudset en Katastrophe og for at bringe sig selv i Sikkerhed ikke tog i Betænkning at offre ham. Allerede i Sommeren 1771 havde hans intime Ven og senere Ulykkesfælle, Grev Brandt i Forening med Udenrigsminister Grev v. der Osten, Falkenskjold o. fl. spundet Anslag imod ham, men Planen faldt sammen, da de Sammensvorne ikke kunde blive enige. Eventyreren Magnus Beringskjold (en Kjøbmandssøn fra Horsens) og Struensees forhv.


386

Ven, Grev Rantzau-Ascheberg, der arbeidede i samme Retning, havde i Begyndelsen ikke bedre Held, men da det lykkedes dem at komme i Forbindelse med de to Regimentschefer, General Eickstedt og Oberst Køller fik Sagen hurtigt et andet Udseende. Den sidste, der blev Sammensværgelsens egentlige Hovedmand og Fører, vandt Enkedronning Juliane Marie og Arveprinds Frederik for Planen den 12te Januar 1772, og saa vel var Alt forberedt, og saa hurtigt blev der handlet, at Paladsrevolutionen fem Dage efter var en fuldbyrdet Kjendsgjerning.

I Vinteren 1771-72 opholdt Hoffet sig som ovenfor omtalt paa Frederiksberg, og Struensee, der følte Grunden vakle under sine Fødder, nærede store Betænkeligheder ved at lade Residentsen forlægge til Kbhvn. Den 24de Decbr., midt under Juleaftensfeiden, skrev han til General Gähler, at Kongen ikke kunde komme til Byen, eftersom han ikke engang var Herre paa sit Slot, men da Bevægelsen havde lagt sig, skiftede han Mening. Som Følge heraf tog Hoffet tilbage til Christiansborg den 8de Januar. For Indbyggerne havde de overordentlige Sikkerhedsforanstaltninger, der bleve trufne, et uvant og uhyggeligt Udseende, og det store Apparat af Vagter, ridende Dragoner ved Slotsportene, Patrouiller i Gaderne og Rytteri om de kgl. Vogne bidrog kun til at ophidse Stemningen. Skjøndt Forlystelserne paa Slottet: Baller, Maskerader og fransk Komedie gik deres Gang, som om Alt var i bedste Orden, herskede der den voldsomste Gjæring i Byen; "der var en Art af oprørsk Aand", skriver Suhm. Luften var svanger med sælsomme Rygter; snart hed det, at der var uddelt skarpe Patroner til Tropperne, og at Artilleriet havde Ordre til hurtig Udrykning, snart at Stadthauptmanden under Straf af Kongens Unaade havde faaet Befaling til at aflevere Borgervæbningens Geværer. Man fortalte, at Struensee i Gabels Gaard paa Østergade vilde indrette et offentligt Hus for 15 engelske Demimonde-Damer, som hver skulde have 1000 Rdr. om Aaret foruden Ekvipage og Tjenerskab, medens Andre vilde vide, at Kabinetsministeren havde udført 16 Millioner Rigsdaler af Landet og "spoleret Rigets bedste Klenodier." Det gik fra Mund til Mund, at Kongen "allerede havde frasværget sig Regjeringen til Dronningen og Struensee", og at "Matroserne uformodentlig skulde indespærres paa Holmen, Alle af Stand fordres op paa Slottet, Byens Porte lukkes, Soldatesquen bringes under Gevær, og da


387

Kongen resignere og overdrage Regjeringen til Dronningen, til hvem Alle skulde aflægge Ed." De værste Rygtesmede udspredte, at Kongen vilde blive myrdet, og at der derefter skulde anrettes et Blodbad paa Indbyggerne, medens andre mente, at Struensee vilde nøies med at lade sig "proklamere til første Groskantsler og Regent" fra Slotsaltanen, hvorfor det kgl. Sølvtaffelservice var blevet sendt til Mønten, for at man ved denne Ceremoni kunde udkaste Penge til Folket.

Struensee var ikke og kunde ikke være uvidende om disse taabelige Byrygter, men han bekymrede sig ikke om dem, saalidt som han hørte efter de Advarsler, der indløb til ham fra forskjellige Sider. Den vægtigste af disse, som efter forskjellige Beretninger skyldtes en af Sammensværgelsens Hovedpersoner, Rantzau-Ascheberg, kom ham ved et Tilfælde ikke i Hænde. U. A. Holstein fortæller i sine Memoirer, at 85 Personer vare indviede i Hemmeligheden, og at Beringskjold flere Dage iforveien gik rundt og fortalte den paa Kaféer og Værtshuse, men han tilføier, at Struensee ansaa sig for sikker, og at han selv iøvrigt heller ikke havde Anelse om, at Forandringen vilde ske saa hurtig. Han havde ikke Mistanke til nogen bestemt Person og var overbevist om, at selv om nogle Ærgjerrige vovede et Forsøg, vilde det de første Gange mislykkes. Han tvivlede vel ikke om, at Struensees Regimente nærmede sig sin Ende, men ventede Angrebet fra anden Side og paa anden Maade. Den samme Opfattelse havde Ministerens andre Omgivelser, og adskillige af dem imødesaa desuden Katastrophen med Ligegyldighed, "fordi de vare kjede af deres Stilling og ønskede at se Ende paa den." Derfor forstyrredes Hoffesterne tilsyneladende ikke af det Uveir, der trak sammen; man skjulte sine Bekymringer eller skjød dem tilside med Magt; Munterheden saa ud, som om den var ægte, og Dandsen gik let endog den sidste Aften, da der var Bal masque paré en domino paa Hoftheatret. Dronning Mathilde og de to Grever hengav sig sorgløst til Dandsen midt imellem de Sammensvorne, som havde beredt Alt til deres Ødelæggelse, eller netop traf de sidste Foranstaltninger dertil ved Besættelsen af Vagtposterne med Køllers og Eickstedts Folk. Der kan neppe tænkes en mere gribende dramatisk Afslutning paa Struensees Ministerværdighed end Aftenen den 16de Januar, og man hører ikke blot Grev Brandts, men Tidens Frivolitet i den Replik; han ved Festens Slutning, ifølge U. A. Holsteins


388

Udsagn, henvendte til dennes Hustru: "Jeg tror, at vi ere meget nær ved Afslutningen af vor Epoke; den kan ikke vare længe - Kommer De til Hoffet imorgen?"

De nærmere Omstændigheder ved Arrestationerne ere bekjendte; først det natlige Møde i Arveprinds Frederiks Forgemak mellem Enkedronningen, Prindsen, Rantzau, Eickstedt, Beringskjold, Køller og Guldberg, ved hvilket Rollerne bleve fordelte og de sidste Aftaler trufne; dernæst de Sammensvornes Optog Kl. 4 om Morgenen gjennem Slottets vildsomme Korridorer til Kongens Sovegemak, hvor den forfærdede, Intet anende, aandssvage Monark efter nogen Parlamenteren underskrev de iforveien af Guldberg udarbeidede Befalinger og Fuldmagter, og endelig de brutale Scener i Dronning Mathildes Sovekammer, da hun, snart med Bønner og Taarer, snart med dronninglig Værdighed og kvindelig Stolthed, søgte at blødgjøre Grev Rantzau og hans Officerer eller fremtvinge sin Ret til at faa sin Ægtefælle, Kongen, i Tale. Først efter lang Modstand gav hun efter og lod sig tilligemed den lille Prindsesse Louise Augusta føre ned i den ventende Karrosse, som derpaa under en stærk Militairbedækning Kl. 8 1/2 om Morgenen rullede over Stormbroen, gjennem Stormgade, langs Volden til Nørreport og derfra videre over Hørsholm til Fæstningen Kronborg.

Struensee var iforveien bleven arresteret i Nattens Mulm og Mørke af Oberst Køller, endog før denne var kommen i Besiddelse af Ordren med Kongens Underskrift. I den officielle Rapport meddeler Obersten, at den bestyrtede Minister laa i Sengen og strax forlangte at se Arrestordren. "Men da jeg ikke vilde spilde Tiden med Saadant, var mit Svar paa Alt dette meget kort, og endte med den alvorlige Antydning, at han hurtig skulde staa op og hurtig klæde sig paa, hvilket han da ogsaa gjorde uden videre Indsigelse, ligesom han i det Hele var føielig og stille." I hosstaaende samtidige Billede er altsaa Arrestordrens Fremvisning urigtig. Grev Brandt blev fængslet af Kaptain v. Penick. For at komme ind i Forværelset maatte denne brække Døren op med Magt, hvorpaa han ledsaget af to Officerer og to Underofficerer og med blottet Kaarde traadte hen for den sovende Greve, vækkede ham og forkyndte ham Arresten i Kongens Navn. Ogsaa Brandt forlangte at se den kongelige Ordre, men fik det Svar, at Køller havde den. "Greven - hedder det derpaa i Rapporten - tog


389

med den høire Haand omkring Sengen hen mod Væggen, og da jeg formodede, at han maaske greb efter en Pistol, sprang jeg til og spurgte, hvad han greb efter. Han svarede, at han vilde ringe paa sin Kammertjener, men jeg forbød ham at røre sig og sagde, at der nok skulde blive hentet en Tjener til ham." Han stod imidlertid op og klædte sig selv paa, før Tjeneren kom, og "viste temmelig Kontenance, beraabende sig paa sin Uskyldighed og gode Samvittighed." I mærkelig Modsætning til disse Rapporter staar

Grev Struensees Arrestation den 17. jan 1772

[Tekst under billedet på dansk og tysk.: Forestilling hvorledes Græf Struensee blev arresteret den 17. Jan. 1772 i sit Værelse paa Christianborg Slot klokken 4 om Morgenen.]

Beretningen om Generallieutenant Gählers og hans smukke Frues Fængsling. Ægteparret, der havde spillet en stor Rolle under Struensee, boede i Stormgade og arresteredes af Oberst Køller og Major Berbandt. Den sidste skriver: "Hr. Generallieutenant v. Gähler og den naadige Frue bleve endnu fundne i Sengen, da vi traadte ind i deres Soveværelse og i Hs. Maj. Kongens Navn forkyndte dem Arrest, og at de strax skulde føres til Citadellet. Uden at der var synderlig Bestyrtelse at bemærke hos dem, stod de ufortøvet op, og efterat Generallieutenant Gähler havde forlangt at se Kongens Ordre, sagde de begge ved Synet af den: "Kongens Villie maa ske!"


390

Derpaa gik Oberst v. Køller bort og befalede mig at besørge det Videre. Jeg urgerede altsaa kun deres hurtige Paaklædning; det behagede imidlertid Hs. Excellence at sige, at de ikke var sig noget Ondt bevidst, og hvorledes de havde havt meget Arbeide og næsten et helt Aar intet Andet end lutter Chagrin. Den naadige Frue replicerede med en munter Mine, at det var hende til Konsolation at kunne gjøre sin Hr. Gemal Selskab; kun beklagede hun, at denne Tort ikke kunde repareres." Det kan tilføies, at Generalen i Juni

Grev Struensee føres til Citadellet

[Tekst under billedet på dansk og tysk.: Græv STRUENSEE føres som arrestant i en Vogn til Citadellet convojeret af de Eickstedske Dragoner.]

blev afskediget fra alle sine Embeder med en lille Naadespenge, medens hans Frue blev frifunden, rigtignok med Advarsel for "udvist uforsigtig, ubetænksom og strafværdig Omgang." Den rige Generalmajor J. F. Classen tog sig imidlertid af Ægteparret, og en halv Snes Aar efter Gählers Død (i 1783) indgik Enken nyt Ægteskab.

En stor Mængde andre Personer bleve arresterede omkring i Byen, saaledes Ministerens Broder Justitsraad Struensee, der boede paa Store Kjøbmagergade, Professor Berger i Prindsens Palais, Oberst Falkenskjold i Sølvgadens Kaserne, Generalmajor Gude paa


391

Landkadetakademiet, Legationsraad Sturtz, der blev arresteret hos sin tilkommende Svigerfader, Brandmajor Mazar de la Garde paa Store Kjøbmagergade o. fl. Det var en formelig Massefængsling, thi de Arresteredes Domestiker, Kuske, Løbere og Lakaier maatte dele Skjæbne med deres Herrer. Hovedpersonerne førtes til Kastellet; de andre Fanger anbragtes enten i Blaataarn ved Langebro, paa Holmen, i Hovedvagten og Slutteriet eller fik Husarrest under militair Bevogtning.

Rygtet om Paladsrevolutionen fløi som en Løbeild gjennem Byen, og snart vare Tusinder af Mennesker forsamlede paa Slotspladsen, hvor Stadthauptmand Treeld fik sat en Ovation i Stand for Kongen, Enkedronningen og Arveprindsen, der viste sig paa Slotsaltanen. Kongen viftede med sit Tørklæde og raabte Hurra, og "da hørtes der - skriver en Samtidig - saadan Vivat og Hurra, at man syntes, at Slottet bevægedes, og det var skrækkeligt at høre." Kl. 1 kjørte Kongen og Arveprindsen om i Byen i en Fløiels Paradevogh, trukken af 8 hvide Heste, og hilstes overalt med stormende Jubel af Almuen. Man raabte og støiede, trængte sig sammen om Vognen, ja gjorde Mine til at spænde Hestene fra, hvilket dog blev forhindret. I alle Vinduer stod Damer og svingede deres Hatte og Sætter, Gaderne vare som et bølgende Hav af Hoveder, Hatte og Huer fløi op i Luften, paa Tagene stod Folk og skreg som besatte, ja "formuende Folk stod udenfor Vinkjælderne for at drikke Vivat og raabe Hurra." Et Øienvidne, der saa Optoget i Rosenborggade, skildrer Kongens Ængstelighed under Kjørselen med følgende Ord: "Vognen var lav og aaben, og Pøbelen ligesom kastede sig ind paa Kongen, hujede og skreg, saa jeg kjendelig kunde se hans Forlegenhed derved, og hvorledes han selv med Hænderne vilde holde dem fra sig, dog uden at tale noget Ord, men hans Ansigt udviste tilfulde hans Fortrydelse." Charlotte Dorothea Biehl skriver at "han var bleg som et Lig med den heftigste Sjæleangst i sit Ansigt." Kl. 2 1/2 var der Cour paa Slottet, ved hvilken Kongen kun viste sig et Øieblik, og nu bleve Hovedmændene overvældede med Belønninger, Forfremmelser og andre Naadesbevisninger. Om Aftenen var Byen glimrende illumineret, Borgerskabet var i sin bedste Puds, Folk affyrede Geværskud paa Gaderne og opsendte Raketter, Alle vare som drukne af Glæde,


392

ude af sig selv af Henrykkelse, som om der var vundet en glimrende Seir.

Men denne "for Rigerne uforglemmelige Dag", som den 17de Januar kaldtes af Samtiden, fik en forargelig Afslutning. Blandt de Menneskemasser, der færdedes paa Gaderne, fandtes der talrige raa og voldsomme Elementer, som ansaa Leiligheden for gunstig til at gjøre Optøier, halvdrukne og ophidsede Matroser, Soldater, Bryggerknægte og Haandlangere, der bleve grebne af blind Ødelæggelseslyst og Vildskab. Bevægelsen rettedes først mod Gabels Gaard paa Østergade (Efterslægtsselskabets nuv. Eiendom), om hvilken der som ovenfor berørt var blevet udspredt det Rygte, at den skulde indrettes til et offentligt Hus for Struensee og hans Tilhængere. Det fortælles, at en Mand i rødbrun Frakke med guldgaloneret Hat KL 6 1/2 om Aftenen gav Signalet til Plyndringen ved at slaa den ene Portlygte i Stykker med sin Kaarde, og Samtiden har sigtet Beringskjold eller Rantzau for at være Anstifteren. Hvorledes dette end forholder sig, stormede den rasende Pøbel ind i Huset, og sønderslog Alt, hvad den forefandt: kostbare Speile, Lysekroner, Meubler og Porcellain; det prægtige Betræk paa Væggene blev revet af og sønderflænget, alt Guld- og Sølvtøi bortført; man væltede Kakkelovnene og slæbte dem bort, frarev Paneler og opbrækkede Gulve, ja man skaanede ikke engang Vinduesrammerne og Karmene, saa at "der i alle Fagene tilsidst ikke sad saa meget, som man kunde koge en Kjedel Vand ved." I Eiendommen havde den forrige Eier, Grev Schulin, endnu sit Bibliothek, samt endel Porcellain og Rariteter, som ogsaa blev plyndret af den rasende Mængde. Pøbelen trængte derefter - med Magt ned i Kjælderen, som var leiet af Vinhandler Jacob Drewsen til Oplag, slog Halsen af Flaskerne og tømte dem, og "siden rullede de Vinfoustagerne op paa Gaden, satte dem paa Enden, slog Bunden ud og drak, Nogle af deres Hatte og Kabudser, Andre af hvad Kar de kunde faa fat paa." Hvad der ikke blev drukket, hældtes i Rendestenen, og de store Vinfade slog man i Stykker paa Stedet, saaledes at man vadede i Vin til langt op paa Benene og senere maatte pumpe i halvanden Dag for at faa Kjælderen tom. Ikke mindre end 13 Oxehoveder Rhinskvin gik i Løbet, endvidere 1000 Flasker, samt en stor Mængde franske Vine, Canari Sec, Gammelrom, Edike,


393

Kongens og Arveprindsens Udkjørsel den 17de Januar

Kongens og Arveprindsens Udkjørsel den 17de Januar. Efter en samtidig Tegning.


394

Champagne, Capvin og Madeira paa Foustager. Drewsen anslaar selv sit Tab til 3654 Rdlr.

Tumultuanterne, der hovedsagelig bestod af Matroser, havde nu faaet Blod paa Tanden, og da der ikke var mere at røve i Gabels Gaard, vendte Strømmen sig mod "Frøken-Kontoirerne", de Huse, som beboedes af utugtige Kvinder omkring i Smaagaderne. Der blev ikke gjort Forsøg paa at hindre disse Udskeielser, thi vel havde Politimester Bornemann strax ved deres Begyndelse forlangt militair Assistance, men den blev afslaaet, fordi Hoffet ikke ønskede, at denne Glædesdag skulde ende med Blodsudgydelse. Som Følge heraf fortsattes Plyndringerne; Tummelen og Uordenerne spredtes over større Dele af Byen, saaledes at Fangerne ude i Kastellet endog kunde høre, at der var noget Usædvanligt paafærde. Pøbelen trængte ind i de nævnte Huse, jog Beboerne ud under de største Raaheder, slog alle Ruder i Stykker og ødelagde eller bortbar Alt, hvad der fandtes i Værelserne: Meubler, Speile, Guld, Sølv, Pretiosa, Uhre, Klædningsstykker, Sengeklæder, ja Kakkelovne. Nogle plyndrede for Fordels Skyld; Andre kastede det røvede Bytte fra sig paa Gaderne eller solgte det for en Bagatel. Lidt over Midnat sendtes Arveprindsens Kammerjunker Bülov ud med Herolder og Fakler for at "takke Folket for udvist Nidkjærhed", men tillige for i Kongens Navn at befale Enhver at gaa roligt hjem - han modtoges med øredøvende Hurraraab, men Ingen bekymrede sig om den kongelige Befaling. Tværtimod fortsattes Hærværket med fornyet Kraft og truede med at antage større Dimensioner, thi en Pøbelhob marcherede mod Assistentshuset, en anden mod Politimesterens Bopæl paa Hjørnet af Store Kjøbmagergade og Skindergade. De nye Magthavere fandt det nu paa høie Tid at skride ind, hvorfor en Afdeling sjællandske Dragoner udsendtes Kl. 4 om Morgenen, hvilke uden synderlig Vanskelighed rensede Gaderne. Der uddeltes nogle Skrammer og Sabelhug, men Ingen kom betydeligt til Skade. Tumulten var hermed forbi, men i mange Aftener maatte der endnu patrouilleres i Gaderne. Bornemann, der havde forrettet Politimesterembedet med sjelden Nidkjærhed og Dygtighed, følte bittert det Angreb, der var blevet rettet paa ham personlig; da han faa Dage efter søgte sin Afsked, skrev han: "Især har den Medhandling, som mit Hus uden Vagtens Assistance i Pøbelens sidste Sammenløb forestod, aldeles nedslaget mig, saasom jeg heraf


395

har set, at alle mine Bestræbelser ved en upartisk og høflig Omgang at formilde det Bittre, som ligger til mit Embede, ikke efter mit eneste Ønske har kunnet skaffe mig Indbyggernes Yndest." Den 18de Januar blev ved Trommeslag offentliggjort en Proklamation fra Kongen, hvori det hed, at "ligesom han med megen Fornøielse havde set sine Undersaatters Troskab og Glæde, saa havde han og med Misnøielse anset de begangne Uordener." Det blev derfor paa det Strengeste befalet at holde Politi og Orden og ære Politimesteren i hans Embede; Enhver, som herefter forbrød sig mod den offentlige Sikkerhed, vilde blive "begegnet som den offentlige Roligheds Forstyrrere og Hs. Maj. Mandaters Overtrædere." Større Nytte gjorde det dog, at Admiralitets Kollegiet efter Politimesterens Anmodning i de første Dage gjorde, hvad der stod i dets Magt for at holde Divisionernes og Holmens Folk fra Gaderne, og at der fremdeles patrouilleredes i Byen til ind i Marts.

Skaden var meget betydelig, thi 60 Huse vare blevne mere eller mindre ruinerede, og 122 Personer havde mistet Bohave og andet Løsøre. Ved afholdte Taxationsforretninger viste det sig, at Gabels Gaard alene havde lidt Skade for ca. 40,000 Rdlr., medens hele det øvrige Tab ansloges til 45,352 Rdlr. 1 Sk. (hvoraf 32,606 Rdlr. 2 Mk. 5 Sk. paa Effekter). Da Magistraten i Begyndelsen af Februar indgav en Forestilling til Kongen, hvori den gjorde gjældende, at "de fleste af Huseierne vare uskyldige", og derfor burde have "nogen" Erstatning efter Billighed, resolveredes i Marts, at den kongelige Kasse skulde udbetale 6000 Rdlr. til Fordeling blandt de Skadelidte, og at der maatte indsamles frivillige Gaver til dem ved Subskription. Man havde dog ikke Held hermed, thi skjøndt Subskriptionsbogen blev ombaaren af Rodemestrene, indkom der kun 2265 Rdlr. 1 Mk., hvoraf endog Størstedelen gaves af Hoffet, Ministrene og de høiere Embedsmænd, thi de oktroyerede Kompagnier vilde Intetsomhelst give, og de formuende Indbyggere i Regelen heller Intet. Magistraten havde saaledes kun 8265 Rdlr. 1 Mk. at raade over eller ca. 18 pCt. af det Beløb, der krævedes til fuld Erstatning, og delte derfor de Skadelidte i sex Klasser, hvoraf de mest begunstigede, ialt 66 Personer, "Huseiere og Panthavere, der vare aldeles uskyldige i den af Publico fattede Mistanke", saavelsoni de, der uskyldigen havde mistet deres Effekter, fik 58 pCt. af Skaden erstattet, medens to Personer, der havde vurderet altfor


396

høit, fik en lille Gave af 100 og 30 Rdlr. De øvrige 56 Skadelidte, der "fordetmeste vare suspekte", deriblandt naturligvis Gabel, fik Intet. Vinhandler Drewsen i Gabels Kjælder, fik 2000 Rdlr., men da han senere søgte om Toldfrihed paa en del franske Vine som videre Hjælp, opnaaede han kun et Afslag. Nogle Eiere fik dog endel af deres Gods tilbage uden Vederlag, da det ved en Plakat var befalet de uretmæssige Ihændehavere at aflevere saadanne Effekter paa Politikammeret under en Mulkt fra 1 til 50 Rdlr. Det er foran (III, S. 304) anført, at Optøierne den 17de Januar gav Anledning til en Gadeudvidelse ved Nikolai Taarn.

Jubelen over de Faldne indskrænkede sig imidlertid ikke til de lavere Samfundslag; de bedre stillede Borgere og Embedsmænd, ja Hoffet selv deltog i den af Hjertens Lyst. Fra alle Prædikestole blev der den 26de Januar holdt Taksigelse for "den guddommelige Varetægt og Forsyn over Kongen, det kongelige Hus og disse Riger og Lande," og medens Kommissionerne, der skulde dømme de to Grever, "ophæve Kongens Ægteskab paa lovlig Maade" og paakjende de øvrige arresterede Personers Sag, arbeidede ivrigt og i al Hemmelighed under de største Kauteler, for at Intet skulde sive ud blandt Befolkningen, svælgede man i Forlystelser, Skuespil, Baller og Fester. Hoffesterne gik deres uforstyrrede Gang i Januar og de følgende Vintermaaneder, som om Intet var hændet; Kanefarter og Kjøretoure afløste hinanden; allerede den 23de Januar var der Gallataffel og Bal paa Christiansborg, den 24de stor Kur, den 29de (Kongens Fødselsdag) fransk Komedie paa Hoftheatret og derefter Galataffel i Riddersalen, den 30te Bal paré en domino paa Hoftheatret og saaledes videre. Ogsaa i private Kredse jubilerede man. Hofetaten saavelsom Land- og Søetaten gav Subskriptionsballer i Anledning af Revolutionen, den sidste i Post- og Gjæstgivergaarden paa Kjøbmagergade, og Exemplet fulgtes af Borgerne. Naar der var flere Baller samme Aften, gik man fra Sted til Sted for at give sit Bifald tilkjende og for at have været der. Alligevel herskede der en vis Ængstelse og nervøs Spænding midt i Lystigheden, thi man frygtede dels for nye Optøier, dels for Struensees Tilhængere, som maaske vilde vove et Koup. Derfor blev alt Nattesæde i Værtshusene og al Skyden med Flinter og Nøglebøsser forbudt, og da Kronprindsens og Kongens Fødselsdag, den 28de og 29de Januar nærmede sig, forbødes al Illumination, ligesom Hus-


397

bonder og Mestre fik Tilhold om at holde deres Børn, Tyende og Læredrenge hjemme de to Dage. Et mærkeligt Udslag fik denne Spøgelsefrygt kort efter Omvæltningen, da der en Aften opstod Panik i Hoftheatret, saa at Forestillingen maatte afbrydes. Det gik som en Løbeild fra Mund til Mund, at en Kontrarevolution var udbrudt, indtil det Hele opløste sig til, at nogle Tilskuere vare komne i Skjænderi, fordi et Barn havde vakt Forstyrrelse ved at græde. Som Følge heraf forbødes det nu at medtage Børn, og Tilskuerne fik et Tilhold om at "komportere sig, saaledes som det sømmer sig i det høikongelige Herskabs Nærværelse."

Endnu mere smagløse og forargelige vare dog de Forhaanelser og Raaheder, der udslyngedes mod den faldne Minister og hans Hjælpere af de hoverende Døgnskribenter og Pamfletskrivere. En Syndflod af ondskabsfulde Karikaturer, Flyveblade, Piecer og Viser saa Lyset, i hvilke de faldne Magthavere i de skjændigste Udtryk skildredes som Forrædere, Kongemordere og Gavtyve, medens det seirende Parti fremstilledes som Indbegrebet af Dyd, Adel og Høihed. Enkedronningen var en Judith, en Esther, Prinds Frederik "den liden David, der slog den store Goliath", ja endog "et levende Aftræk af Guddommens Billede", medens Struensee var "Apollion eller den store Drage", en "Forræder, for hvis Ondskab Strikke, Sværd, Svovl og Tjære langtfra var tilstrækkelig Løn". Selv Landets berømte Mænd grebes af den almindelige Svimmel og kappedes med anonyme Smædeskrivere om at give deres Had og Harme Luft. Langebek, som allerede havde besunget "Juleaftens Feiden", men først nu vedkjendte sig Forfatterskabet, skrev sine "Frimodige Tanker over den saa uventede som store Hevnens Dag", hvori han betegner Struensee som Morderengel, Buk, Abe, Fæ, Ulv og Tiger; Tyge Rothe lod et lignende Digt trykke, og Suhm offentliggjorde sit berømte Brev "Til Kongen", der gjorde uhyre Opsigt. Heri siges, at "Rigerne udsugedes, det kongelige Huses Sol formørkedes, og Alting var til Pris for Æreskjændere, for Røvere, for Gudsbespottere, for Dyds og Menneskeligheds Fjender". "Hvo ærer og ophøier ei - slutter han - den farlige, men ærefulde Nat, som sønderbrød vore Lænker, som gjorde os igjen til et Folk? Herlige Nat! tilkommende Homerer og Virgiler skulle besjunge Dig. Saalænge danske og norske Helte ere til, skulle Julianes og Frederiks Ros vedvare, men ei forøges, thi dette er


398

umuligt. Verden vil altsaa før blive til Intet, end deres Ære forgaa." Kort Tid efter udsendte Suhm et nyt Brev "Til mine Landsmænd de Danske, Norske og Holstenere", men det er med

Flyveblad efter Struensees Fald

Flyveblad efter Struensees Fald.

Rette blevet sagt om disse Breve, at det vilde have været heldigere for Forfatteren, om de vare blevne offentliggjorte før den 17de Januar end efter denne Dag. Suhm hørte dog ikke til dem, der havde smigret Struensee i hans Velmagtsdage, som den norske


399

Præst Reier Gjellebøl, der havde dediceret et Skrift til ham. Da Ministeren faldt, fulgte Gjellebøl Resens Exempel overfor Griffenfeld (smlgn. II, S. 350) og bortskjar den krybende Dedikation. I et Brev til Luxdorph trøstede han sig derefter med, at der heldigvis kun var udkommet 13 Exemplarer med Dedikationen.

Det er ikke her Stedet at komme ind paa den overordentlige Domstols, "Inkvisitionskommissionens" Sammensætning og Procesførelse, saameget mindre som den netop i den allernyeste Tid har været Gjenstand for udførlig Debat fra juridisk Side. Man har dels under et partielt Forsvar for Dommen, dels under Imødegaaelse af dette Forsvar fastslaaet Dommens formelle Mangler og dadlet dens hadefulde lidenskabelige Tone skarpt, ja Henrik Stampes nyeste Biograph, J. H. Deuntzer, siger rentud, at den "mere bærer Præg af en Parts Uvillie end af en Dommers overlegne Ro", og at "den ikke stiller Stampe i noget ophøiet Lys som Struensees Dommer". Flere af de Beskyldninger, der figurere i Domsakten, saaledes for Falsk og for Mishandling af Kronprindsen, ere faktisk urigtige, og hvad Kabinetsministerens brødefulde Forhold til Dronningen angaar, anses dets Strafbarhed overhovedet for tvivlsom, i hvert Fald den valgte Straf som altfor haard. Endelig er den afgjørende Beskyldning mod Struensee for at have tilsneget sig den absolute souveraine Kongemagt og derved at have gjort sig skyldig i Høiforræderi, neppe holdbar, selv om Meningerne endnu ere delte herom. For Brandts Vedkommende kan der derimod ikke være Tvivl om, at der ikke var mindste Forhold mellem hans Brøde og Straf, og man vil vanskeligt kunne modbevise den Paastand, at hans grusomme Henrettelse var et Justitsmord. Det er da ogsaa bekjendt, at Stampe gjorde gjentagne mislykkede Forsøg paa at udvirke hans Benaadning.

I de femten Uger, da Struensee og Brandt, smedede i Jern som simple Forbrydere, hensad i Kastellet, havde den offentlige Mening naturligvis ikke Tanke, Øren og Opmærksomhed for Andet end de to Ulykkeliges Holdning i Fængslet, deres Tilstaaelser og Afsløringer, ligesom man ivrigt drøftede deres fremtidige Skjæbne. Skjøndt de Officerer, der kom i Berøring med Arrestanterne, havde streng Ordre til at tie, sivede dog Adskilligt ud; Vidnerne i Dronningens Sag fik Munden paa Gled, Luften var fuld af Rygter, baade sande og opdigtede, om den engelske Regjerings Indblanding og et muligt Fredsbrud med denne Magt, om den russiske Kejserindes


400

Forestillinger m. m. Der herskede den største Bevægelse i Byen, og Hadet mod de faldne Storheder var ikke blevet afkjølet ved deres Undergang. Et løst Rygte om en Formildelse af deres Straf fremkaldte endog høirøstet Knurren og Opløb. I Regjeringskredse var Stemningen mod Dronning Mathilde ligesaa ophidset, og Hoffets Følelser lagde sig for Dagen ved Afskaffelsen af den af hende stiftede Mathildeorden, ved Udeladelsen af hendes Navn af Kirkebønnen, ja man var smaalig nok til at omdøbe Orlogsskibet "Caroline Mathilde" og kalde det "Øresund", og befale, at et ved hendes Indtog af Kommunitetet oprettet Stipendium Carolino-Mechtildianum i Fremtiden skulde hedde: Stipendium domus regiæ.

Den 25de April 1772 faldt Dommen mod de to Grever og blev to Dage efter uden synderlig Vanskelighed stadfæstet af Kongen. Det hedder dog, at Christian den Syvende viste Lyst til at benaade Struensee, da "denne aldrig havde gjort ham Noget imod", hvorimod han ikke vilde høre Tale om Brandts Benaadning. Skilsmissedommen mod Dronningen var allerede falden den 6te April. De to Grevers Henrettelse foregik den 28de April Kl. 9 1/2 om Morgenen paa Østerfælled, hvor et høit Skafot Dagen iforveien var blevet opsat. Saagodtsom hele Garnisonen og Holmens Mandskab slog Kreds om Stedet; udenfor stod Tusinder og atter Tusinder af Nysgjerrige af begge Kjøn og i alle Aldre, som vare strømmede derud til Vogns, til Hest og til Fods. Kun Faa vare blevne tilbage i Byen, hvis Gader laa folketomme og øde. Et Øienvidne skriver, at han ved Synet af den uhyre Mængde kom til at "tænke paa den almindelige Dommedag, da hele det menneskelige Kjøn skal forsamles for dets fælles Dommer." De to Dødsdømte kom hver i en Hyrekareth under stærk Eskorte; paa Retterstedet modtoges Brandt af sin Sjælesørger Provst Hee, Struensee af den tydske Præst, Dr. theol. Balthasar Münter. Brandt besteg først Skaffottet, afførte sig selv sine Klæder og optraadte i det Hele med stort Mod og Standhaftighed. Han fortrak ikke en Mine, da hans grevelige Vaaben blev sønderhugget af Bøddelen; hans Physiognomi forraadte ikke Skygge af Frygt, da han lagde Haanden paa Blokken, og da den var afhugget - skriver Holstein i sine Memoirer - "kastede han uden at blinke et stolt selvtillidsfuldt Blik paa de Tilstedeværende og sagde koldblodigt og roligt et Par Ord til sin Sjælesørger", før han modtog Dødshugget. Derefter viste Bøddelen det


401

afhuggeide Hoved for Mængden, hvorpaa Legemet blev parteret og Stykkerne med Strikker hidsede ned af Skaffottet i Rakkersluffen, som holdt nedenfor. "Det Hele - siger et andet Øienvidne - saa barbarisk og affreux ud". Struensee, som i Vognen nedenfor Skaffottet havde hørt ethvert Hug, der ramte hans ulykkelige Ven, var resigneret og koldblodig, men maatte dog modtage Bøddelens Hjælp, ligesom han, da Haanden blev afhugget fik heftige Konvulsioner. løvrigt foregik hans Henrettelse paa samme Maade som

Struensees og Brandts Henrettelse

Struensees og Brandts Henrettelse. Efter et samtidigt Billede.

Brandts. Det blodige og grusomme Skuespil gjorde et stærkt Indtryk paa Tilskuerne. Justitsraad Gude, senere Inspekteur ved Vaisenhuset, fortæller, at han, da Struensees Hoved var afhugget, hørte en af Holmens Folk sige: "Nu er det nok; det andet - han mente Parteringen - kunde de gjerne lade være!" I Modsætning hertil meddeler Grev Holstein, at Generalfiskal Wiwet, der havde været Aktor mod Struensee, ved Synet af det afhuggede Hoved, hvis Tunge bevægede sig som i Krampetrækninger, spottende bemærkede: "Ministeren vil endnu diktere os en Kabinetsordre".


402

Saameget synes dog sikkert, at der strax indtraadte et Omslag; dybt rystet begav Folkeskaren sig tilbage til Byen; det glødende Had var blevet slukket i de Henrettedes Blod.

De sønderdelte Lig bleve paa Rakkersluffen førte den lange Vei over til Pesthusfælleden og anbragte paa otte Steiler, der vare reiste tæt ved den gamle murede Galge (hvor Amerika Mølle senere laa), medens Hovederne og Hænderne anbragtes paa Stager i Midten. Ogsaa her samledes mangfoldige Tilskuere, endogsaa unge pyntede Fruentimmer, og det blev i Sommerens Løb Mode at gaa ud til Stedet og tage de grufulde Levninger i Øiesyn. Gude, som nogle Timer efter Henrettelsen begav sig ud paa Vesterfælled, faldt i største Forundring ved at see Dr. Balthasar Münter i geistlig Dragt spadsere omkring mellem Tilskuerne og iagttage Struensees Levninger gjennem sit Øienglas, ligesom han om Formiddagen var bleven staaende paa Skafottet med Glas for Øiet, medens Parteringen gik for sig. "Naar jeg siden - vedbliver Gude - har læst den af ham udgivne "Bekehrungsgeschichte Struensees", har jeg ønsket ikke at have set ham ved Steilerne paa Vesterfælled." Den følgende Dag saa Kaptain Schønning af Søetaten atter Dr. Münter derude, iagttagende Steilerne og Stagerne med største Opmærksomhed. Stemningen hos den fornuftige og besindige Del af Befolkningen ses af følgende Bemærkninger hos Schønning: "Disse Steiler og Stager laa ganske i Synet paa Frederiksberg Slot, hvor Herskabet opholdt sig. At Struensee havde førtjent Døden, det vil jeg gjerne tilstaa, men som dog vel uden Skade kunde sket paa en anstændigere Maade; forresten fandt jeg Haardhed og Grusomhed i alt dette tillige, men den, som vilde lade sig mærke med saadant og ikke i Alt tage imod den Stemning, man vil have, Alle skal have ved denne Leilighed ved Alt det, som bliver foretaget, anses for en Landsforræder, et farligt Menneske, der strax maa eloigneres." At Grev Holstein, der hørte til Struensees Parti, udtaler sig endnu skarpere, er kun naturligt. "Det kan faa Ens Hjerte til at bløde - siger han - naar man tænker paa, at medens de Dødsdømte opsendte Bønner for Kongens, den kongelige Families, Statens og deres Dommeres Vel, kom Kongen og den kgl. Familie fra en Fornøielsestour paa Landet og begav sig til Konseillet for at underskrive Dødsdommen over de to Grever, hans Venner, som han havde anset for værdige til hans Godhed, Tillid og familiaire Intimitet. Saaledes opførte de


403

Store og Folket sig i min Tid!" Endnu i 1774 saa Englænderen Nathaniel Wraxall de uhyggelige Levninger, Hjerneskallerne og Benene af de henrettede Grever paa Steilerne udenfor Vesterport, men naar de bleve fjernede, vides ikke. Den murede Galge selv blev nedreven den 7de Juli 1779.

Dronning Mathilde sad endnu en Maaned paa Kronborg, indtil den engelske Regjerings energiske Forestillinger og truende Rustninger fremtvang hendes Frihed. Efter at have taget en rørende Afsked med sin lille Datter gik hun den 30te Mai 1772 ombord paa en engelsk Eskadre under Salut fra Kronborg og Skibene samt andre kongelige Æresbevisninger, og førtes til sit "Tilflugts- og Forvisningssted", Celle i Hannover. Det store Drama var udspillet; hun gjensaa aldrig Danmark eller sine Børn, thi allerede i Foraaret 1775 sank den unge 24aarige Dronning i en tidlig Grav, elsket og æret af sine Omgivelser, tilbedt af Fattige og begrædt af Alle.

Mathildeordenen

Mathildeordenen.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor okt 6 19:17:04 CEST 2005
Publiceret: tor okt 6 19:16:56 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top