eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del III

Kjøbenhavn del III

Kjøbenhavn
    - kap. I

Kbhvn., Thiele, 1901

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Frederik den Femte med Minerva ved Siden

Frederik den Femte med Minerva ved Siden. Malerkunstens Gudinde overrækker ham en Ansøgning. (Efter et Maleri paa Rosenborg,)


FØRSTE KAPITEL.

Kjøbenhavn under Frederik den Femte.

_____

H


ovedstaden var gjenopstaaet af sin Aske, mere regelmæssig og sikkert ogsaa mere solid end før, men havde paa den anden Side efter Nutids Begreber tabt i Charakter og malerisk Virkning. De gammeldags Bindingsværkshuse, som hyppigt vare bemalede med brogede Farver, Karnapperne og Udvinduerne til Gaden, Trapperne, der sprang frem paa Fortougene, de udskaarne Bjælkehoveder, de øvre Etager, som ragede ud over de nedre, saaledes at Bygningerne syntes at blive sværere opefter, Alt dette var nu forsvundet i den afbrændte Del af Byen og afløst af ensformige Bygningsrækker, der saagodtsom alle lignede hinanden. Datidens almindelige Borgerhuse, hvoraf der den Dag idag findes mange omkring i Stadens forskjellige Kvarterer, fremviste som oftest kjedsommelige Flader afbrudte af talrige Vinduer; Façaderne vare uden al Profilering og afsluttedes i Regelen foroven af et gavllignende Midtparti, eller om man vil: en Kvist midt over Huset, hvilket var høieste Mode og ansaas for særlig pynteligt. Udsmykningen, hvor en saadan fandtes, indskrænkede

[1]

2

sig til lette Rokokorammer af Sandsten eller Faxekalksten omkring Vinduerne, som det ses af hosstaaende Afbildning af et gammelt Hus i "Aabenraa". Hvad der yderligere bidrog til at forøge Ensformigheden i Bygningsstilen, var den strenge Fordring paa "Regularité og Egalité", som rettedes til de Byggende; det vil sige: man forlangte, at alle Etager og Vinduer i Nybygninger skulde opføres i lige Linie med og af samme Høide som Naboens, for at alle Façaderne i en Gade kunde se ud, som om de vare trukne efter en Snor. Dette kunde naturligvis ikke iværksættes allevegne, navnlig ikke, fordi Indbyggerne stred imod, men Bygningskommissionen og Stadsbygmesteren holdt skarpt Øie med, at Ordren blev efterlevet, og paatalte enhver Afvigelse fra det Regelrette. I Stadsbygmesterens Instrux af 1737 paalægges det ham udtrykkeligt, at han "for den efterfølgende Tid især skal se derhen, at Vinduerne i enhver Etage komme i en lige Linie med den samme Etage af Naboens", og Generalbygmesteren bemærker i en Forestilling til Kongen, at "Vinduernes Egalité ikke er en liden Zirat for Byen, og derfor maa anses for noget Betydeligt. Folk, som ikke vilde rette sig herefter, bleve mulkterede eller forfulgte med Proces, ja, man har Exempler paa, at de bleve tvungne til at rive deres Etager ned igjen, naar de vare blevne for høie. Det viste sig dog snart, at Forbudet ikke kunde overholdes, og man maatte tilsidst se igjennem Fingre med, at det blev overtraadt, eller endog ligefrem give Tilladelse dertil. I omstaaende Billede af Graabrødretorv ses en Række typiske Huse efter Ildebranden, byggede efter det omtalte Princip.

Skjøndt Kjøbenhavn i det Væsentlige var gjenopbygget inden Udgangen af 1733, varede det dog længe, før alle Spor af den store Ulykke vare forsvundne. Efterhaanden som Tiden gik, og flere og flere Huse reiste sig, steg Myndighedernes Fordringer, og i 1737 blev den givne Tilladelse til at bygge af Bindingsværk eller Grundmur, som Enhver selv fandt for godt, "aldeles ophævet og igjenkaldet". Herved, men selvfølgelig endnu mere, fordi Konjunkturerne vare blevne ugunstige, standsede Byggeriet, og endnu i 1754 henlaa der 19 øde Grunde i Gothersgade, Fiolstræde, Teglgaardstræde, Studiestræde og Peder Hvitfeldtstræde. Netop paa dette Tidspunkt begyndte imidlertid Husleien at stige paa Grund af det voxende Antal Fabriker, og da der var Mangel paa Leiligheder, især for Middelstands- og Fattigfolk, bleve Eierne af de øde


3

Grunde opfordrede til at bygge inden et Aar, hvis de ikke vilde se deres Pladser bortsolgte ved Auktion. Magistraten havde klaget over, at de aarlige Skatterestancer truede med at overstige disse Grundes Værdi, hvorhos den havde maatte indhegne dem med Plankeværker for "at hindre at de altfor meget med paakastende

Gammelt Hus i

Gammelt Hus i "Aabenraa".

Urenlighed bleve opfyldte". En tæt Sammenbygning i moderne Forstand var dog endnu ikke almindelig; Husrækkerne afbrødes ofte af Mure med Porte, som førte ind til anseelige Gaarde, og saagodtsom i alle Dele af Byen fandtes større og mindre Haver.

De Forandringer, som foregik med Gaderne efter Ildebranden, ere udførligt omtalte foran (II, S. 619 o. flg.); her skal kun tilføies,


4

at endel af de gamle Gyder og Gange ved samme Leilighed forsvandt som f. Ex. Pølsegaarden, der udgik fra Mikkelbryggersgade, Smækkenborg i Lavendelstræde, Perlegaarden i Farvergade o. fl. Derimod blev Henrik Fyrens Gang mellem Mikkelbryggersgade og Kattesundet, som beboedes af Arbeidskarle, Mursvende, Skoflikkere og andre Smaafolk, bevaret, og i de af Ilden uberørte Bydele fandtes flere lignende Gyder som Nissegangen mellem Stranden og Læderstræde (nedlagt i 1767), Smedens Gang mellem Vingaardsstræde og Lille Kongensgade, Vægterens Gang smsteds., Peder Rohdes Gang i Holmensgade parallel med Dybensgade, Malerens Gang mellem Vingaardsstræde og Dybensgade, Prammandens Gang i Ny Adelgade og Peder Madsens Gang, hvor Ny Østergade nu er, hvorfra Lille og Store Pistolstræde eller Pistoltorvet atter udgik. Mange Gader havde forskjellige Navne fra Nutidens; saaledes hed Lille Kongensgade: Kongensgade, Holmens Gade: Ulkegade, Asylgade: Nellikegangen, Skvaldergade: Skvaldergaarden, den ene Del af Holmens Kanal nærmest Kongens Nytorv: Holmens Revier, den anden: Størestræde eller Numrene, fordi nogle af Husene her vare numererede. Den yderste Ende af Laxegade nærmest Kongens Nytorv hed Reverentsgade efter Revieret udenfor. Vestervold fra Vartou til Langebro kaldtes Søndervoldstræde, Husrækken paa Nørretorv mellem Fiolstræde og Nørregade: Gammelnørreport; Krystalgade hed Skidenstræde, Nørretorv: Skidentorvet, Keisergade og Gaden fra Graabrødretorv til Klosterstræde: Tverstræderne, Graabrødretorv: Ulfeldts Plads, og den nærmest herved liggende Del af Niels Hemmingsensgade: Tugthusporten. Valkendorfsgade bar Navnet: Store Helliggeiststræde fra Kjøbmagergade til Kirken, Resten ud til Amagertorv hed Kokkegade, Niels Hemmingsens Gade hed Lille Helliggeiststræde, Kultorvet en Tidlang: Ny Nørretorv. Det lille Stræde, der gik bagom Hovedvagten paa Kongens Nytorv, hed: Bag Hovedvagten, Vognmagergade kaldtes Vognmandsgaden, Lille Brøndstræde: Bag Volden, fordi det i Christian den Fjerdes Tid havde været Voldgade; nuv. Sværtegade hed Regnegade og den Del af Kattesundet, som forbinder Frederiksberggade med Vestergade: Bakken, Smedebakken, Bakkegaden eller Kaalhovedgade. Østenden af Landemærket kaldtes indtil vore Dage Slippen; Nyhavn hed Ny Kanal, St. Anna Plads: St. Annæ Gade og Store Kongensgade: Ny Kongensgade. Den nuværende Ny Kongensgade i Frederiksholmskvarteret hed tillige: Prindsensgade, Ny


Graabrødretorv med Skamstøtten

Graabrødretorv med Skamstøtten. Efter Thura.

[5]

6

Vestergade ogsaa Vigandtsgade og den nederste Deel af Raadhusstræde: Vandmøllestræde. Dronningens Tvergade kaldtes Dronningens Gade eller blot Tvergaden, Fredericiagade mellem Bredgade og Store Kongensgade: Kadetgaden og en med denne parallel løbende Gade over den senere Frederikskirkes Grund: Prindsessegade. Mellem Østerport og Nyboder, som ikke var bygget længere ud end til Elephant- og Tulipangade, laa den store aabne Plads: Grønland, og visse Afsnit af Voldgaderne havde særlige Navne, som Møllebæksgade (det nederste Stykke af Vestervoldgade fra Ny Kongensgade til Langebro), Bag Volden (det lille Stykke Voldgade mellem Tornebuskegade og Gothersgade), Stokhuslængen mellem Sølvgade og Stokhusgade og endelig Voldgadens Fortsættelse hen til Grønland: Stenkulgaden. Paa Christianshavn hed Brogade, fra hvilken Knippelsbro førte over til nuv. Børsgade: Langebrogade; Vildersgade bar Navnet: Kongens Gade og Prindsessegade: Prindsensgade. Sophiegade fortsattes den Gang tværs over Kanalen, og dens nordligste Del, som nu er indlemmet i Burmeister og Wains Fabrikers Grund, udmundede i nuværende Vildersgade.

En stor Del adelige Gaarde og herskabelige Huse, opførte til forskjellige Tider, laa spredte omkring i Byen og bidrog ikke Lidet til at kaste Glands over den. Bag Børsen fandtes saaledes det grevelig Lercheske Hotel (Kultusministeriets nuværende Bygning), som tidligere havde tilhørt Grevinde Moth og Sønnen Ulrik Christian Gyldenløve, og i Aarene fra 1731-40 Gehetmeraad Iver Rosenkrants. Kongen kjøbte Gaarden af denne og opførte den nuværende anseelige Hovedbygning, dog kun med to Etager, til Residents for Hertugen af Würtemberg-Oels, efter hvis Bortgang Eiendommen erhvervedes af General, Grev Lerche og lagdes til Grevskabet Lerchenborg. I Stormgade laa den saakaldte Rabeske Gaard, tilhørende Geheimekonferentsraad, Stiftsbefalingsmand v. Rabe, og ligeoverfor paa den anden Side af Gaden den Holsteinske, tilh. Grev Johan Ludvig Holstein af Ledreborg. Det var en anseelig to Etages Bygning med høi Frontespice og Altaner, men ombyggedes i 1756. Eiendommen, i hvilken det kongelig danske Videnskabernes Selskab holdt sine første Møder i 1742, tilhører nu Landbygningernes Brandforsikkring. Længere nede i Stormgaden paa samme Plads som nu laa det Harboeske Enkefruekloster, som i 1755 blev ombygget efter Thuras Plan, og paa Kongens Nytorv den forrige Storkantsler Grev Holsteins


7

Gaard (nuv. Hotel du Nord) samt Overhofmarechal Geheimeraad Grams Gaard (nuv. Hotel d'Angleterre). De ere begge afbildede og omtalte foran (II, S. 501.) Det nuværende Thottske Palais, som havde tilhørt Christian Gyldenløve og i nogle Aar efter Ildebranden havde været udleiet til Posthus, eiedes nu af Grev Danneskjold Samsø. Foran i Bredgade paa samme Side havde Grev Wedel Jarlsberg en temmelig uanseelig Gaard; Greven af Gyldenstens Eiendom paa Hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade var langt smukkere ved en nyere to Etages Tilbygning. Grev Danneskjold Laurvigs prægtige og udstrakte Gaard, hvis ældste Del er det endnu bevarede Moltkeste Palais, medens kun Rester af den lange Bygning langs Bredgade ere bevarede, er afbildet og omtalt foran (II S. 507 o. flg.) Endelig laa det Reventlowske Hotel paa Kjøbmagergade med en stor Have til Pilestræde og det Plessiske Hotel ved Frederiksholms Kanal mellem nuv. Ny Vestergade og Ny Kongensgade. I 1759 kjøbte Grev Eggert Christopher v. Knuth Gaarden af Geheimeraad Ludvig v. Plessen, hvorpaa den fik Navn af det Knuthske Hotel, indtil den i 1779 gik over i borgerlig Eie og blev en større Kjøbmandsgaard.

Til de betydeligere Eiendomme maa endvidere henregnes Marechalsgaarden paa Kjøbmagergade (den nuværende Postgaard). Den bestod oprindelig af flere Parceller, af hvilke den ene paa Christian den Fjerdes Tid tilhørte Griffenfelds Bedstefader, Vinhandler Peder Motzfeld. I 1646 samledes Eiendommen af Rigens Marsk, Anders Bilde, og kom derefter i Kongens tydske Kantsler Theodor Lentes Besiddelse, hvis Arvinger i 1670 solgte den til Peder Schumacher (Griffenfeld) for 7,000 Rdr; "Halvdelen at betale i gode velvægtige Dukater og Resten i god gangbar grov Mønt." Efter Rigskantslernes Fald tilhørte Gaarden i faa Aar General Friedrich v. Arenstorf til Overgaard, derefter Assessor i Admiralitetet Hans Nansen og i Frederik den Fjerdes Tid: Præsidenten i Kbhvn., Konferentsraad Johannes Christensen Meller. Dennes Arvinger solgte den 20de April 1728 Eiendommen til Oversekretair Christian Møinichen, men et halvt Aar efter delte den Skjæbne med en stor Del af Byen og gik op i Luer. Møinichen opførte dog ikke blot den nuværende Bygning, men udvidede endog Grunden med nogle Parceller i nuv. Valkendorfsgade, hvor han indrettede Stalde til 22 Heste, saavelsom med den endnu existerende Udkjørsel til Løvstræde. Da Møinichen var falden i Unaade, kom Gaarden i Grev Christian Friis til Frisenborgs


8

og derefter i Geheimeraad Overkammerherre, Carl Adolf v. Plessens Besiddelse. Den sidste udvidede Eiendommen med en stor Grund i Løvstræde (som frasolgtes i 1780) og afstod Gaarden i Marts 1734 til Kongen, som her indrettede Bolig for Overhofmarechallen, saalænge Opførelsen af Christiansborg Slot stod paa. Marechalsgaarden, som den nu kaldtes, forblev i kongelig Besiddelse i hele Frederik den Femtes Tid; men den 24de Februar 1767 skjænkede Christian den Syvende den til Geheimeraad Overpræsident v. der Lühe, i hvis Besiddelse den forblev i 12 Aar. I Hafnia Hodierna nævner Thura adskillige andre smukke Borgerhuse "formedelst deres Rummeligheds, Bekvemmeligheds og sirlige Facades Skyld", som f. Ex. Justitsraad Barkmans Gaard paa Hjørret af Ny Kongensgade og Frederiksholms Kanal, den nuværende Gyldendalske Gaard i Klareboderne, Elephantapotheket paa Store Kjøbmagergade ligefor Silkegade, og endel andre Borgerhuse paa Vestergade og Østergade, i Store Kongensgade og Gothersgade saavelsom ved Gammelstrand og paa Kongens Nytorv. De vare i Almindelighed to eller tre Etager høie, med brækkede Tage og Frontespicer og havde hugne Sandstensornamenter paa Kanterne af Huset, over Portene og om Vinduerne. Undertiden fandtes endog Balustrader om Taget med Figurer og Balkoner, men ikke Karnapper eller Udbygninger, som stred mod Byggeloven. Paa de større Gaarde var der hyppigt et svagt fremspringende Midtparti, baaret af Pilastre og foroven kronet af en Frontespice, eller fremspringende Endepartier ligeledes afsluttede af Frontespicer. En smuk Type paa de anseeligere Huse efter Branden var Assistentshuset i Snaregade, hvoraf der her leveres en Afbildning.

Naar man ser bort fra de gjennemgribende Forandringer, Gadereguleringen efter Ildebranden og Christiansborg Slots Opførelse havde fremkaldt, vare Byens topographiske Forhold i de fleste Kvarterer fremdeles gammeldags og eiendommelige. Nuværende Høibroplads var endnu dækket af en Bygningsfirkant, som betog Udsigten til Slottet fra Amagertorv, og de to Stræder: Høibrostræde og Store Færgestræde førte her ned til Stranden. En med disse parallel løbende smal Gyde: Lille Færgestræde forbandt Lille Kirkestræde med Fortunstræde, hvor et Huk i den sidstnævnte Gade endnu antyder Stedet. Raadhusstræde var en smal Gade, kun halv saa bred som nu, og Forholdene om Nikolai Kirke havde et fuldkommen middelalderligt Præg. Kirken og Kirkegaarden laa indeklemt mellem


9

Lille Kongensgade, Ulkegade (den nuværende smalle Del af Holmensgade), Kirkegade (Vingaardsstrædes Forlængelse) og Hvælvingen (Admiralgades Forlængelse). I Kirkegaardens østlige Hjørne var der bygget endel Privathuse baade til Lille Kongensgade og Ulkegade;

Assistentshuset i Snaregade

Assistentshuset i Snaregade.

deres Bagside vendte altsaa ud til Kirkegaarden. Denne var ellers paa de tre Sider omgiven af en Brandmur, paa den fjerde, til Lille Kongensgade, fandtes kun et Stakitværk. Paa Hjørnet af Ulkegade, og Kirkegade, hvor der nu ligger høie Huse, var der en Port i Brandmuren; lidt længere henne afbrødes Muren af Graverens Bolig


10

og et Sprøitehus, og ligefor Skvaldergade paa nuværende Nikolaigades Plads førte en Gangsti over Kirkegaarden. I Hjørnet til Hvælvingen laa paa Kirkegaardens Grund et lille Hus med det foran (II, 741) omtalte kunstige Trykværk samt et Bassin, der rummede 400 Tønder Vand. Hvælvingen var den Gade, som gik fra Fortunstrædes Hjørne til Store Kirkestræde, forbi Nikolai Taarn. Den kaldtes saaledes, fordi der til Fodgjængernes Bekvemmelighed var muret en hvælvet Gjennemgang i Taarnets sydvestlige Stræbepille (nu lukket med to Træporte), thi Gaden var saa smal, at det ligeoverfor liggende Hjørnehus i Store Kirkestræde saa at sige var sammenbygget med Kirken. Hovedportalen her holdtes altid tillukket, "formedelst den stærke Vindfang og Træk, som herigjennem faldt ind i Bygningen." Paa Nordsiden havde Taarnet et tilbygget Benhus, opført i 1629 af den ansete Kjøbmand Hans Trægaard og Hustru, Maria Johan Fuirens Datter "Gud til Ære og afdøde christne Menneskers opgravne og adspredte Ben til Hvile og Forvaring hos Guds Hus.«

Kvarteret mellem Vingaardsstræde og Holmens Kanal, de gamle Skipperboder, bestod af snevre Gyder og havde med deres forfaldne Bindingsværkshuse et tarveligt og smudsigt Udseende. Vingaardsstræde var kun 9 Alen bred, skjøndt her fandtes enkelte anseelige Gaarde som Vingaarden med en stor Have, der eiedes af Grevinde Knuth og stødte op til Smedens Gang. Admiralgade og Fortunstræde vare omtrent af samme Brede, Laxegade derimod 11-12 Alen. Nellikegangen (nuv. Asylgade), som forbandt Dybensgade med Vingaardsstræde, var saa snever, at en Vogn ikke kunde komme igjennem den. Hummergade var en cul de sac, og det Samme gjælder om Dybensgade, hvis østre Ende var lukket af en større Gaard, der ogsaa havde Udgang til Reverentsgade, og i hvilken der i Frederik den Femtes Tid indrettedes et Sukkerraffinaderi. Ved Holmens Revier laa flere større Gaarde; dens vestlige Stykke til Holmens Bro, som dengang hed: Størestræde, var ligeledes vel bebygget, naar Strækningen mellem Admiral- og Ulkegade undtages, hvor de omtalte 18 numererede Smaahuse laa. Hosstaaende Afbildning af Størestræde med Gammelholms Magasins Pavillon (den nuværende Studenterforening) i Baggrunden viser, hvorledes Gaden saa ud. Bygningen foran tilhøire er Admiralitets- og Søkommissariatsbygningen, hvorigjennem Indgangen til Holmen


11

er, (afbildet II S. 433 smig. 716); ved Siden ligger en af Chr. VI opført anseelig Bygning for Holmens Chef, senere Residents for Præses i Admiralitetskollegiet. Tilvenstre er den første Gaard uden Tvivl fingeret, den anden er Holmens Kirkes Chorskole, opført af Grundmur i Frederik den Fjerdes Tid og restaureret i 1735. De to Columnæ rostratæ paa høie Fodstykker ere Dekorationer, som opsattes i Anledning af Kronprinds Frederiks og Kronprindsesse Louises Indtog i Kbhvn. den 11te Dcbr. 1743, og derefter flyttedes ud foran Søarsenalet paa Christiansholm, hvor de bevaredes i lange Tider.

Størestræde og Magasinets Pavillon paa Gammelholm

Størestræde og Magasinets Pavillon paa Gammelholm. Efter et Stik af J. N. Schrøder.

Egnen om Nørreport, hvor Kultorvet anlagdes efter Ildebranden, er tidligere omtalt (II, 619; her kan dog tilføies, at Pustervig var en cul de sac, thi nuv. Hauserplads, Hausergade og Suhmsgade indtoges af store Grunde, der hørte til Gaardene i Pustervig, St. Gjertrudsstræde og Aabenraa. I Klædebokvarter førte en Fortsættelse af Skoubogade ind til Frue Kirkegaard og løb derpaa langs Dyrkjøbs Sydside til Nørregade, I Kjøbmagerkvarter existerede Kronprindsensgade ikke, saa lidt som Kronprindsessegade i S. Annæ Vesterkvarter,


12

og Terrainet mellem S. Anna Plads og Kastellet indtoges fremdeles af den med Kanaler omgivne Amalienborghave og Mønsterplads og begrændsedes ud til Vandet af Ny Toldbodgade og Tømmerpladserne. Fra Enden af Store Kongensgade førte en brolagt Vei til Toldboden, "Broen til Toldboden" (nuv. Toldbodvei), som endnu ikke var bebygget, men yderst ude, paa Toldbodens Grund, afsluttedes af "Sekretair Brocks Værtshus" (Brokkensbod) paa venstre Haand og "Fru Wiwets Værtshus" (Toldbod Vinhus) paa høire. De to Værtshuse, af hvilke det sidste er det ældste, indrettedes begge i Christian den Femtes Tid, men Toldbod Vinhus i Begyndelsen, Brokkensbod i Slutningen af hans Regjering. Oprindelig dreven for kongelig Regning som et finere Udskjænknings- og Beværtningssted for dem, der vilde "forlyste sig ved den deilige Udsigt over Havet og Kongens Skibe", blev "Toldhuset" i 1718 tilsagt daværende Toldskriver (senere Kancelliraad og Viceborgmester) Nikolai Wiwets Hustru, Marie Barfod, paa hendes Livstid istedetfor en Naadepenge af 200 Rdr., som pleiede at gives dem, der opfostrede de kongelige Børn (Nutrices Serenissimorum). Bevillingen blev kort Tid efter udvidet til ogsaa at giælde Wiwet, saaledes at baade Mand og Hustru "maatte nyde og beholde samt gjøre sig dette Toldbodhuses Vaaninger og Kronens Rettighed med dertil henlagte Privilegier og Friheder saa nyttig, som de vilde, uden deraf at betale nogen Afgift." Da Wiwet var død, extenderedes Privilegiet paa Enkens Ansøgning til hendes Søn, Ritmester Lars Wiwet og dennes Børn ved Resolution af 20de Juni 1732; dog skulde Moderen efter sit Tilbud paa egen Bekostning opføre en forsvarlig Kroholds Bygning, som uden Vederlag skulde hjemfalde til Kronen, naar Privilegiet udløb. I 1780 dreves Toldbod Vinhus af Ritmester Wiwets Søn, den bekjendte Justitsraad, Generalfiskal Frederik Wilhelm Wiwet, men allerede dengang klagede General-Toldkammeret over Værtshusets generende Beliggenhed, naar Toldboden skulde udvides, ligesom det let kunde give Anledning til Toldsvig og contrabande Varers Indførsel. Hvad Brokkensbod angaar, der var en Kneipe, som mest besøgtes af Søfolk, Haandlangere og Arbeidere, indrettedes den i Henhold til Bevilling af 18de Marts 1699 af Visiteur og Toldbetjent Jens Sørensen Brock, der kaldes "gammel Hoftjener". Han fik dog kun Tilladelse til at udsælge dansk Øl og dansk Brændevin for "ikke at præjudicere det andet Værtshus paa Toldboden", og Huset skulde efter "Ansøgerens


Kultorvet i Fred. V.s Tid

Kultorvet i Fred. V.s Tid. I Baggrunden Nørreport. Efter J. J. Bruun.

[13]

14

egen Erbydelse" tilfalde Kongen, naar han saavelsom hans Hustru og Søn vare døde. Dette skete dog ikke, thi i Dcbr. 1731 blev Privilegiet overdraget til Jens Sørensen Brocks umyndige Sønnesøn, Jens Brock, der døde i 1780 som Etatsraad og Archivar i danske Kancelli, og derefter til hans Søster Lene Brock, gift med Daniel Valentin Neuhaus. Udskjænkningsstedet fik naturligvis sit Navn efter den Familie, som i henved hundrede Aar havde det i Besiddelse.

Paa Slotsholmen vare Forholdene i det Væsentlige som nu, thi Christiansborg Slot og dets Tilbygninger optog hele den nordlige og vestlige Del. Staldmestergaarden og Tøihuset existere den Dag idag, men det sidstes Gavl og Kunstkamret (det kongelige Bibliothek) vare forenede ved en Løngang, en Bindingsværksbygning paa fire Fag, som hvilede paa en Bjælke midt i Indgangen til Tøihusgaarden. Pladsen mellem Tøihuset og Bryghuset hed stadig Prinds Jørgens Ridebane; her havde i en lang Aarrække to Beridere Gødert og Schäffer holdt Rideskole for Byens Ungdom, "deres Metier til Honneur og Publico til Nytte", indtil de i 1757 maatte fortrække, da Pladsen blev overfyldt med Stalde og Vognremiser. Geheimearchivet og Kancellibygningen havde samme Udseende som nu; kun laa den "røde Bygnings" Trappe ikke ud paa Slotspladsen, men inde i Huset. Mellem Kancellibygningen og Posthuset (Krigsministeriets nuværende Gaard) og med Proviantgaarden som Baggrund fandtes en aaben Plads til nuv. Slotsholmsgade, en Have med Grotter, Lysthuse og store Kastanietræer, som i tidligere Tid havde hørt til Anna Sophie Reventlows Gaard, før Sidefløien blev ført helt hen til Provianthusets Mur. Allerede i 1742 bleve Træerne dog fældede, da de borttog Lyset i Posthusets Lokaler og desuden ikke kunde trives her, og i 1752 blev Pladsen, som da fik Navn af "Kongens Staldgaard" benyttet til Stalde og Vognremiser. Saaledes henlaa den til 1782, da den nuværende saakaldte "Kommunikations-bygning" blev opført. Christiansgade er først bleven gjennembrudt for nogle Aar siden, og Kanalen med Bassinet mellem Tøihuset og Proviantgaarden saavelsom Kanalen bag Børsen ere først blevne opfyldte i vore Dage. For Enden af den sidste, altsaa midt i nuv. Slotsholmsgade, laa Slotsholmens Vagt, en anseelig Bygning med brækket Tag, hvis øverste Etage indtoges af en 10 Fags Sal, den kongelige Skrædersal. Gaarden ved Siden af Generalpostamtet


15

tilhørte, som alt berørt, General Lerche og var lagt til Grevskabet Lerchenborg, de øvrige Huse ned til Havnen eiedes af Agent, senere Etatsraad Frederik Wewer, Kommerceraad Lindeman, Oberstlieutenant Eigtved, som havde kjøbt den forrige Fursmans Gaard (smlgn. II, 683) af Kongen, og endelig yderst ude, hvor Sukkerhuset Phoenix nu er, og hvor det gamle Sukkerhus fra 1657 ligger bagved, havde det islandske Kompagni sin Oplagsplads. I 1745 kjøbte Kompagniet tillige Grund og Hus paa den anden Side af Kanalen for Enden af Nybørs (smlgn. II, 725). Ligesom nu løb der i hin Tid en Gade her, langs Bolværket til Havnen, saaledes at man fra Knippelsbro strax kunde gaa tilvenstre bag om Nybørs, men Kompagniet spærrede udenvidere Passagen med et Plankeværk for begge Ender og tog Gaden til sig. Afspærringen vedblev, da Banken i 1761 havde isinde at indrette sin Mønt her, og syv Aar senere, da Geheimeraad H. G. Schimmelmann erhvervede Grunden, fik han trods Magistratens Indsigelse kongelig Tilladelse til at beholde den uformindsket.

Paa Christianshavn var Opfyldningen bestandig bleven fortsat saavel ud i Strømmen som imod Syd og Nord. Strandgade, der kun havde været bebygget paa Amagersiden i Chr. V.s Tid (II, 386) havde forlængst tabt den frie Udsigt til Kbhvn. dels ved Huse, dels ved Plankeværker, og Brogade havde Bygninger paa begge Sider ud til Knippelsbro. Mellem Brogade og Lille Torvegade med Façade til Havnen laa det vestindisk-guineiske Kompagnis Sukkeraffinaderi, derefter hinsides Torvegade nedad mod Langebro mellem Strandgade og Havnen: det vestindiske Kompagnis Plads, Agent Bjørns Kjølhalings Plads og Skibsbyggerhavn, Madame Fabritius' Plads (de to sidste ere den nuv. Holms Plads, hvis Havn dog endnu kun var projekteret), og endelig havde Kjøbmand Jan v. Osten paabegyndt at opfylde den senere efter ham benævnte Plads (nuv. Tydske Plads), som dog først kom istand i 1756. Applebys Plads ved Langebro var endnu ikke opfyldt. For Enden af Strandgade paa den nuv. Frederiks Kirkes Grund laa det forrige Saltværks Bygninger, og bag disse ud til Seilløbet, som fører ind i Christianshavns Kanal, Land- og Søetatens Laboratorium paa den Plads, som endnu kaldes Gamle Laboratorium.

Paa den anden Side Brogade ud til Strømmen havde asiatisk Kompagni sin store Grund og Havn; derefter fulgte Dokken, den kongelige Grynmølle og Agent Bjørns Plads (nuværende Vilders,


16

Krøyers og Grønlandske Handels Plads). Christiansholm og et lille Stykke af den bagved liggende Arsenalø samt Nyholm havde længe existeret, men Bodenhoffs og Hambros Pladser, den store Grund, paa hvilken Ny Artillerikaserne ligger, Dokøen og Frederiksholm laa endnu under Vandet. Bag Bjørnsholm dannede Baadsmandsstræde bestandig Grændsen for Christianshavn, skjøndt nogle Grunde bag

Gammel Gaard i Amagergade

Gammel Gaard i Amagergade (Nr. 11).

Frelserskirke, paa hvilke Opfostringshuset (det nuv. Søkvæsthus) senere kom til at ligge, allerede vare voxede op ved Skarnet og Natrenovationen, som blev losset her og ind under Volden. Frelsers Kirkes Naboskab var ikke tiltalende paa denne Kant; her laa nemlig desuden Hs. Majestæts Krudttaarn, og her indrettede Philip de Lange senere et Salpeterværk.

Christianshavn var allerede dengang interessant ved sine mange Levninger fra Fortiden - paa Frederik den Femtes Tid havde man


17

her Christian den Fjerdes og Frederik den Tredies Tidsalder lyslevende for sig. Intetsteds i Byen fandtes flere gammeldags Borgerhuse, beskedne, men nette Bindingsværksbygninger med Svaler og Trapper, med Snitværk paa Bjælkerne, Aarstal og Bomærker eller med gudelige

Allesøes Gaard i Strandgade

Allesøes Gaard i Strandgade.

Sententser og Tankesprog, med umotiverede Krinkelkroge og overflødig Plads, Huse, der snarere syntes opførte efter Eiernes tilfældige Lune end efter en bestemt Plan. Der er nu kun svage Spor tilbage af denne Herlighed, thi Christianshavn er nu i Hovedsagen Frederik den Femtes og Christian den Syvendes By. Som Typer paa de


18

ældste Huse med "Svaler" er her afbildet Gaarden i Amagergade Nr. 11. Et charakteristisk Hus fra Chr. VI.s Tid er Allesøes Gaard i Strandgade. Paa Christianshavns Torv ligger som bekjendt en af denne Bydels allerældste Huse (Politistationen), men det er undergaaet saa væsentlige Forandringer og er i det Hele saa moderniseret, at dets Ydre kun frembyder lidet Mærkeligt. Derimod findes der endnu i Stueetagen to Værelser fra Chr. IV.s Tid med massivt Bjælkeloft og rig Ornamentering i Gibs.

Politistationen paa Christianshavns Torv

Politistationen paa Christianshavns Torv.

Fra Lille Torvegade førte Børnehusbroen over Kanalen til Torvet, og de to Dele af St. Annagade var forbundne med hinanden ved Snurebroen, en privat Bro med en Snurre paa, som altsaa ikke kunde befares af Vogne. I Enden af Store Torvegade laa det kongelige Vagthus og tæt ved dette Amagerport, som var opført i 1724 af Frederik den Fjerde og den mindst anseelige af alle Stadens Porte. "Man har formodentlig ei holdt det nødigt at pynte meget


19

paa dens Façade - skriver Thura - siden den allene bruges af Amagerlands Indbyggere, som næsten ere de eneste, der have Fart derigjennem ud og ind." Ligesom den Dag idag havde den nærliggende Løvens Bastion den uregelmæssige Form, den havde faaet, da Fæstningsværkerne i 1685 udvidedes til Kvintus, og disse vare i det Hele svage og forsømte. Indenfor Pantherens Bastion laa en formelig lille Sø for Enden af Prindsensgade; i Sophie Bastion stod

Amagerport

Amagerport. Efter et Maleri i Oldnordisk Museum.

en Oliemølle, tilhørende et Interessentskab, og i Enhjørnings-Bastion omtrent udfor Overgade oven Vandet en lignende, som brændte i Frederik den Femtes første Regjeringsaar.

Over Langebro, der ligesom nu havde en Vindebro i Midten, kom man gjennem Rysenstens-Bastion ind i Søndervoldgade (den senere Philosophgang). Strax paa høire Haand laa Blaataarn, en massiv firkantet Fængselsbygning med Façade til Havnen og en lille Tilbygning bagtil med Bolig for Arrestforvareren. Terrainet her var


20

ensomt og øde; de nærmeste Bygninger vare det kongelige Hømagasin og Bygningerne paa Garnisonens og den kongelig Materialgaards Terrain, der strakte sig hen til Prindsensgade (nuv. Ny Kongensgade). I ringe Afstand fra Blaataarn, indenfor paa Siden af det, faldt det gamle Vandløb (smlgn. I, 566) der var ført gjennem Volden omtrent ud for Lavendelstræde, i Havnen. Den "lange Rende" var en Afløbskanal med Bolværker paa begge Sider, som hyppigt skulde istandsættes, og Beboerne, hvis Fortouge stødte op til den, søgte paa alle Maader - skjøndt forgjæves - at unddrage sig Udgifterne til dens Vedligeholdelse. Ikke mindre end fem Træbroer førte over Renden, nemlig ved Blaataarn, ved Hømagasinet, samt ud for Prindsensgade, Vigandtsgade (Ny Vestergade) og Stormgade. Veien mellem Volden og Renden (Philosophgangen) var for Enden lukket med en Slagbom. Ved Vartou paa det senere Halmtorv laa Hospitalets Kirkegaard, og lige indenfor Vesterport paa høire Haand fra Frederiksberggade en Vagtbygning. Ved Nørreport laa Vagten derimod paa venstre Haand fra Frederiksborggade og ved Østerport ligeledes paa venstre Haand fra nuv. Store Kongensgade.

Hvad Forstæderne angaar, vare de kun af ringe Udstrækning og svagt bebyggede. Paa Grund af Fæstningens Nærhed var det nemlig kun tilladt at bygge et Etages Bindingsværkshuse uden Kjælder her, og Byggelysten blev yderligere indskrænket ved det tidligere omtalte Paabud om Egalitet, det vil sige: at Alle skulde bygge i lige Flugt med lige høie Vinduer. Paa Vesterbro laa de gamle Grave om Christian den Fjerdes Udenværker endnu tværsover Vesterbrogade ud til Kallebostrand og havde paa denne Strækning bevaret deres Fæstningsfaçon; fra Gamle Kongevei til Ladegaardens Grave havde de derimod Charakter af en Aa, der synes at have været ret anseelig, fordi den optog det overflødige Vand fra Peblinge- og Sortedamssøen, men ikke fra den lavtliggende St. Jørgenssø, som henlaa til Græsning. Man havde endog isinde at benytte Aaen til at drive en Vandmølle ved Vodroffs Gaard, og 1749 tillodes det Jens Herman Kyhl at anlægge en Valke og Stampemølle samt et Poler og Slibeværk ved den. Paa samme Sted, hvor dette Vandløb (Rosenaaen) i vore Dage gik under Vesterbrogade, laa dengang en "Træbro paa en grundmuret Gewelft" over det.

Veiene, der førte ind til Byen og dannede Hovedadgangen til den, vare ikke ganske de samme som nu. Den nuværende Hovedvei


21

til Roskilde mellem Søndermarken og Frederiksberg Slot existerede ikke (den blev først anlagt i 1776), og den nuv. Gamle Kongevei, som førte gjennem Frederiksberg By til Damhuset og videre, var derfor ligesom før (II, S. 16) Roskilde Landevei. Omtrent ved nuv. Rahbeks Allee afsatte Vesterbrogade Landeveien til Kjøge, der førte til Valby og derfra ned til Stranden ved Flaskekroen, hvor Damhussøens ene Afløb flyder ud i Kalleboderne. Kjøge Landevei havde tidligere gaaet over Hvidovre og Avedøre Mark, men blev i Frederik den Fjerdes Tid flyttet ned til Stranden, hvor en Bro byggedes over Vandstedet "Flasken". Da der fra Valby i hin Tid førte en Vei i lige Linie til Damhuset, blev denne, efterhaanden som Vesterbro bebyggedes, den almindelige til Roskilde. Frederiksberg Allee og Veien til Falkonergaarden (Falkoneralleen) existerede vel paa dette Tidspunkt, men vare aflukkede med Porte og kun tilgjængelige for de enkelte Begunstigede, der vare forsynede med Nøgle. Veien mellem St. Jørgens- og Peblingesøen førte forbi Ladegaarden ud til Kalthuset og derpaa i to Grene til Vandløse og over Islemark. Nørrebrogade gik ligesom nu i lige Linie til Lygten, hinsides hvilken den delte sig i to Arme, hvoraf den ene førte forbi Uttersløv til Brønshøi, den anden mellem Uttersløv og Lersøen til Søborghus ved Uttersløv Sø (den nuv. Uttersløv Mose). I 1744 og følgende Aar blev den nuværende Nørre Allee anlagt og beplantet, og faa Aar efter Øster Allee, hvilke stødte sammen ved Store Vibenshus og fortsattes over Lundehuset til Lyngby (Frederiksborgveien). Strandveien existerede, men var sandet og uden Plantninger, hvorfor den neppe benyttedes i stort Omfang. I 1750 anlagdes Jagtveien fra Falkonergaarden til Store Vibenshus. Alle disse Veie vare slette og daarligt vedligeholdte, ja, det siges endog, at de paa Vesterbro var halv ufremkommelige. Især havde Kjøge Landevei et slet Ry paa sig; saaledes skriver Agent Holck om den: "Gud hjælpe dem, der skal de Store søge, den Vei fast værre er end Veien ned til Kjøge". Den bedst vedligeholdte var uden Tvivl Roskilde Landevei, som blev istandsat, hver Gang en Konge blev begravet, eller naar der ventedes fremmede Fyrstebesøg. Søerne havde i det Væsentlige samme Form som nu; kun var St. Jørgenssø, der var bleven opdæmmet i 1674 og renset i 1725 (smlgn. II, S. 550) nu igjen Eng med et lille Vandløb i Midten. Langs Sortedamssø laa Blegdammene og nærmest Østerbro nogle Fabriker; udenfor disse forbandt Blegdamsveien, hvis Linie


22

dog ikke var saa regelmæssig som i vore Dage, Nørre- med Østerbro. Terrainet mellem Søerne og Fæstningsværkerne henlaa ubebygget og brugtes til Kaalhaver, Græsning og Blegepladser, og var i hele sin Udstrækning fra Øster- til Vesterbro gjennemskaaret af Farimagsveiene. De beplantede Alleer, som fra Portene førte ud til Søerne, og af hvilke Østerbros endnu existerer, vare endnu ikke anlagte. I Nærheden af Portene laa de smaa Konsumptionshuse, og udenfor Vesterport et saakaldet Postrytterhus, et lille Skur, hvor den ridende Post kunde opholde sig om Natten, indtil Fæstningens Porte bleve aabnede. De vigtigste Bygninger paa Broerne ere omtalte foran (II, 370) og der var ikke kommet flere til. Først i 1755, da det blev tilladt Enhver at bygge, som han vilde udenfor Voldene, kun at Gadelinien blev overholdt, og der endog det følgende Aar blev tilstaaet de Byggende et Tilskud af fra 6 til 10 Rdr. pr. Fag efter Bygningens Beskaffenhed, begyndte Forstæderne at reise sig, om end i al Tarvelighed. Man faar saaledes ikke noget imponerende Indtryk af Vesterbrogade i 1761 med dens et Etages Smaahuse med mellemliggende Haver og Plankeværker. Den velstillede Del af Befolkningen følte ikke Lyst til at drage udenfor Byen, hvor Tilstandene vare usikkre, og hvor man ikke blot om Natten var udelukket fra frit Samkvem med de indenfor Boende. Mandtallene vise, at det mest var Fattigfolk, som havde slaaet sig ned her. Paa Vesterbro boede i 1749 ikke mindre end 22 Øltappere, samt nogle Hesteprangere, Møllere og Gartnere, paa Nørre- og Østerbro samme Slags Folk tilligemed endel Markmænd, Sandagere, Vangemænd, Strandridere og Arbeidere, der vare beskjæftigede ved Etatsraad Holmsteds Kattuntrykkeri, Grev Laurvigs Sømfabrik, ved Tobaksplantagerne, Hollænderiet paa første Blegdam, i Fiskehuset eller ved Kalkbrænderiet. Herude i Byens Omkreds hørte Slagsmaal til Dagens Orden; her havde alle Slags tvivlsomme Individer deres Tilhold, her blev drukket tappert, ja man kan sige, at Adgangene til Kjøbenhavn vare besatte med Kroer, Værtshuse og Udskjænkningssteder. Konsumptionsskriverne havde Tilladelse til at skjænke for Gjæster og konkurrerede saaledes med Øltapperne, og Fiskehuset, Ravnsborg, Lygten, Store Vibenshus, Tuborg og Killendal vare Trakteursteder eller Værtshuse.

Da Frederik den Femte besteg Thronen, var han og den unge Dronning yderst populaire, og Kjøbenhavnernes Følelser overfor dem havde gjentagne Gange lagt sig for Dagen, ikke mindst


23

ved deres Formæling. Da Kronprindsesse Louise i Debr. 1743 holdt sit Indtog i Hovedstaden, var Modtagelsen storartet. "Dersom det Udtryk at være drukken af Glæde nogensinde har været passende - skriver Charlotte Dorothea Biehl - saa var det paa Kbhns. Indbyggere; Byen lignede et fortryllet Sted; somme Huse vare forvandlede til Grotter, somme til Løvhytter, somme var beklædte med Sindbilleder og Krandse, andre paa anden Maade; fire til fem større

Vesterbrogade i 1761

Vesterbrogade i 1761. Efter Joh. Jacob Bruun.

Gaarde vare beklædte med to forskjellige Sorter Damask fra øverst til nederst, mere end tyve private Personer havde opført Illuminationer til 1000 Rdlr. og derover, fem Æreporte var opreiste fra Nørreport til Slottet o. s. v. Omstaaende Billede af et Hus paa Østergade, tilhørende Organist ved Holmens Kirke og "Informator udi Tegnekunsten" Jakob Fosie, er en god Prøve paa hin Tids Festdekorationer, og en lang medfølgende Forklaring oplyser ovenikjøbet om den subtile Mening, der ligger bagved. Englene øverst i Gavlen


24

forestille saaledes "den fælles Glæde, som baade Englene og alle retsindige Hjerter udsige over denne af Gud selv stiftede høie Ægteforening"; de 11 Krukker med grønne Træer, der ere anbragte paa Gesimsen, hver med sit Chiffer af de oldenborgske Konger, betyder et Ønske om, "at disse saa naadige Kongers Regjering, som endnu og altid grønnes i vor Hukommelse, fremdeles ved denne høie Forening maa fortplantes." De to Genier, som holde de kongelige Navnetræk over anden Etage, og "hvis nederste Part ligner en Fisk, sigte til Hs. kongl. Majestæts Herredømme baade til Lands og Vands", Altrene med Røgelsekar "bemærke alle Indbyggernes Devotion og Bønner for Deres kongelige Majestæter", og ved Indskriften oven over: "Da Sex forentes om den Femtes Interesse, vor Cron-Printz da bekom den engelske Prindsesse", har Kunstneren villet erindre om, at "denne høie Forening har sin Grund af en endnu høiere Forening, nemlig den Forening, som er imellem alle Kongers Konge, Gud i Himlen og vor Allernaadigste Konge Christian den Sjette, vor allernaadigste Dronning Sophie Magdalena, den Stormægtigste Kong Georg den Anden af England, vor dyrebare Cron-Printz Friderieh, blandt disse den Femte i Tallet og i Tiden af det Navn: Friderich den Femte, og den Englelige engelske Prindsesse, nu dansk Cronprintzesse Lovise; disse Sex gjorde hvert Sit til denne glædelige Forening," I denne Tone bliver Jakob Fosie ved, thi "hans stumme Poesi; eller Malning har Meget at sige til Enhver."

Datiden var stærk i dette Slags offentlige Dekorationer, paa hvilke der offredes store Summer, og Christian den Sjettes Ligbegjængelse gav Anledning til nye. Selv om det er rigtigt, hvad Samtiden fortæller, at den afdøde Konge "kun blev begrædt af meget faa", blev Landesorgen dog overholdt med al mulig Pragt og Dekorum. Der blev ringet med Byens Kirkeklokker to Timer hver Formiddag og Eftermiddag, Ornamenterne i Kirkerne bleve betrukne med sort Bay, og alt Spil ophørte i dem indtil October 1747. Paa Slottet vare Lofter, Vægge, Vinduskarme og Meubler betrukne med sort Multum og Gulvene belagte med sort Klæde; mange Embedsmænd gik i Sørgeklæder, og da Ligtoget den 4de Oktober 1746 om Aftenen med al den overleverede Pomp bevægede sig gjennem Gaderne fra Slottet til Vesterport, skred det gjennem og forbi en lang Række Illuminationer. Udenfor Slottet var der bygget en "Sørgeportal", 52 Alen høi med talrige allegoriske Figurer, foran Børsen havde


25

Festdekoration paa Østergade

Festdekoration paa Østergade ved Kronprindsesse Louises Indtog i 1743.
Orig. i Kobberstiksamlingen.


26

Kjøbmandsstanden reist "de Dyders Tempel, hvormed den Afdøde var beprydet i sin Levetid", og i Størestræde udenfor Admiralitetet stod en 26 Alen høi Pyramide, ligeledes med Figurer. I den trykte Beskrivelse af disse "Æresmonumenter" opregnes og forklares ikke mindre end 44 saadanne store Dekorationer, hvorhos det tilføies, at "alle de øvrige Gaarde og Huse, hvor det høi kongelige Lig fremkom vare overalt med Lys og Lamper en pyramide illuminerede".

Det er ofte blevet fremhævet som symbolsk for Frederik den Femtes Regjering, at han umiddelbart efter sin Thronbestigelse lod Jernkjæderne udenfor Slottet borttage, og at det virkelig forholder sig saa, fremgaar af en Ordre fra Hofbygmester Oberstlieutenant Eigtved, ifølge hvilken ikke blot "Jernkjæderne og de tilhørende Pæle paa Slotspladsen, men ogsaa det rødmalede Ræk paa Forgaarden (Ridebanen) samt Lygtepælene derimellem skulde fjernes." Undersaattérne opfattede disse Forandringer som et synligt Bevis paa Kongehusets Tillid til dem, og den Livslyst og Glæde og frem for Alt den nationale Strømning, der udgik fra Hoffet, syntes dem et Varsel om lykkeligere og bedre Tider. Stemningen i Kjøbenhavn ved Thronskiftet lægger sig klart for Dagen i Holbergs 183de Epistel, hvori han først bemærker, at Aarsagen til, at de sædvanlige Livgardere til Hest ikke ses udenfor Slotsporten, skjøndt det høie Herskab er hjemme, maa søges i Hs. Majestæts Ømhed for Undersaatterne og hans Overbevisning om Folkets Kjærlighed, hvilken han ogsaa fuldkommeligen haver vundet. "Naar Du engang - vedbliver han - kommer hid til Staden, skal jeg vise Dig en hel Liste paa deslige glimrende Actioner, saa at Du med mig skal tilstaa, at vi leve under et Herskab, hvilket vi maa anse som Himmelens store Gave. Og hvad vor regjerende Dronning angaar, da haaber jeg, at Din Frue ved sin Hjemkomst haver fortalt Dig saa meget derom, som Du af Glæde kan taale at bære. Du maa derfor ikke forundre Dig over at høre, at jeg nu paa min gamle Alder iblandt kommer til Hove. Det sker ikke af nogen Forfængelighed, men jeg finder intet behageligere Sted end dette for en Philosopho, thi her kan man bivaane en høi Forsamling uden Maske, uden Sminke, uden afpassede Skridt og uden paa Skruer satte Ord, saa at man udi et kongeligt Hof ser den naturlige Stands Simplicitet forestillet." Denne Simplicitet var dog ikke større, end at en af den unge Konges


27

første Regjeringshandlinger var at underskrive en ny Rangforordning (af 14de October 1746).

Magistraten, der stod i Spidsen for Stadens Bestyrelse, bestod nu af en Præsident, 3 virkelige Borgmestre (af hvilke en tillige var Politimester) og 8 virkelige Raadmænd, af hvilke den ældste var

Frederik den Femte

Frederik den Femte. (Efter Originalen paa Rosenborg.)

Viceborgmester. Hertil kom 8 Vice-Raadmænd, som havde Sæde i Raadet, men ingen Løn, før en af de virkelige gik af. Præsident Christian Braem blev den 16de Juni 1747 afløst af Geheimeraad Jakob Benzon (senere Vice Statholder i Norge), og denne fik samme Dag Titel af Overpræsident, aabenbart fordi han var en fornem Mand, thi det hedder udtrykkelig, at hans Forretninger skulle være ganske de samme


28

som Præsidentens hidtil. Allerede i Septbr. 1750 gik Benzon til Norge og blev afløst som Overpræsident af Generallieutenant Frederik Otto v. Rappe, som dog kun beklædte Stillingen i fire Aar. Den tredie Overpræsident i Frederik den Femtes Tid var Geheimeraad August Volrath v. de Lühe, som afskedigedes af Struensee i 1771. Overpræsidenten havde en fast Gage af 1500 Rdr. foruden de ved Raadstuen faldende Sportler, som uden Tvivl vare meget betydelige; slettest stillede vare Vice-Raadmændene, som ofte kunde arbeide i mange Aar, før de rykkede op i en vakant Raadmandsløn. De synes heller ikke at have taget sig særlig ivrigt af Forretningerne; ialfald har man Exempel paa, at en Raadmand fem Aar efter sin Beskikkelse endnu aldrig var mødt paa Raadstuen. Magistratens Indtægter vare iøvrigt meget forskjelligartede og kom ind fra mange Sider, saaledes fra Veierhuset, i Accise fra Bryggerlauget, Kjælderleie af Stadskjælderen under Raadhuset, Borgerskabspenge, Stævnings-, Doms- og Forseglingspenge, Halvdelen af Bidstrup Godses Overskud, Leie af Jorder, Afgift af Fiskedamme, en Part af Accisen, Salg af Maal og Vægte m. m. Til Embedet hørte desuden Borgmestres og Raads Vang (den nuv. Raadmandsmark), som Magistraten havde faaet i 1657 for sin "Trældom og Umage", og i hvilken Byfogden, Byskriveren og Kæmneren ogsaa havde Del. Endvidere havde Magistraten indtil 1763 Fæsteafgiften af Ryvangen (Nord for Rørsøens Afløb), men i det nævnte Aar, da Fæstet var udløbet, tog den selv Jorden til sig, lod et Kort udarbeide over den og delte den imellem sig, saaledes at hvert Medlem "modtog sit Sted efter Numer og gjorde sig det saa nyttigt, som han bedst vidste og kunde". I det Hele vare Magistratspersonerne vellønnede Mænd, men deres Indflydelse var til Gjengjæld kun ringe; de kunde kun foretage sig overmaade Lidt paa egen Haand, og deres Myndighed blev uophørlig beklippet. Ikke engang deres gamle Ret til at besætte de Bestillinger, der sorterede under dem, blev respekteret. I 1741 bestemte Chr. VI saaledes efter Auktionsdirekteur Severin Michel Kuurs Død, at der i Fremtiden skulde være to saadanne Embedsmænd istedetfor en, og udnævnte sin Kjælderskriver Peter Bugge og sin forhv. Lakai, Slotsmaterialforvalter Mouritz Fischer til Auktionsdirekteurer i Kbhvn. Fjorten Aar efter ansøgte Magistraten om at faa "sin gamle Herlighed" tilbage, men fik Afslag. Ikke bedre Held havde den, da den ønskede Ret til paa egen Haand at fritage Laugssvende for at staa Mesteraar,


29

naar Omstændighederne talte derfor; Svaret lød kort og godt, at det ikke kunde tillades. Magistraten blev vel altid paa høieste Steder omtalt med største Egard; der blev omhyggelig sørget for, at Borgerne viste den skyldig Ærbødighed, og den blev uophørlig raadspurgt, men i vigtige Spørgsmaal havde dens Stemme kun liden Vægt. Dens Vei var heller ikke ubetinget rosenbestrøet; den kunde let paadrage sig Irettesættelser fra Regjeringsmyndighederne og trak i Regelen det korteste Straa, naar den kom i Strid med sine Overmænd. I Juni 1751 opstod der saaledes en Konflikt mellem Magistraten og Kjøbenhavns Kommandant, General Numsen, i Anledning af at en Kyradserlieutenant med Magt var trængt ind i en Snedkers Hus og havde ført en af hans Svende paa Hovedvagten, under Paaskud af, at han havde ladet sig hverve til Rytter. Politimesteren forlangte den Anholdte udleveret, fordi han ikke hørte under det militære Værnething, men forgjæves, og tilsidst klagede Magistraten til Kongen. General Numsen, som blev fornærmet herover, betegnede Magistratens Indstilling som en "opdigtet Usandfærdighed", og Striden truede med at antage store Dimensioner, indtil Kancelliet fandt det klogest at lade Sagen falde, "for ikke at foraarsage uanstændig Tvistighed mellem saa illustre et Corps som Magistraten og saa høi en Embedsmand som Kommandanten uden mindste Nytte for Publikum." I Laugenes Kvartalssamlinger, hvor en Raadmand i Embeds Medfør skulde være tilstede, kom det ofte til ubehagelige Sammenstød, og endnu mere betegnende er det, at adskillige af Magistratens Indstillinger til Myndighederne aldrig bleve besvarede. I 1757 viste det sig f. Ex., at Kommercekollegiet i de fire sidste Aar havde lagt 10 Forestillinger og Erklæringer fra Magistraten ad acta uden at værdige dem et Ord.

En eiendommelig Stilling indtog de 32 Mænd i Frederik den Femtes Tid, thi skjøndt deres Kompetence var endnu ringere end Magistratens, af hvilken de ovenikjøbet vare afhængige, og skjøndt deres eneste lovhjemlede Ret var "at overveie og andrage Stadens og Menighedens Bedste", benyttede de sig i fuldt Maal af deres Talefrihed og lod ved alle Leiligheder høre fra sig. Deres Indstillinger ere affattede i et djærvt, frimodigt næsten trodsigt Sprog, som lyder mærkeligt i den servile Tidsalder; de pukke uophørligt paa deres egne og paa Stadens Privilegier af 1661, der ikke ere blevne overholdte, og lade sig ikke kue, skjøndt de lide det ene Nederlag


30

efter det andet. Allerede Aaret efter Kongens Tronbestigelse indkom de med et meget udførligt Forslag i 17 Poster "til Stadens Nytte og især Borgerskabets Fremtarv og Velstands Befordring", om Sukkerraffinaderiet paa Christianshavn, Assistentshuset, de borgerlige Betjeninger, de Reformertes Privilegier, Haandværkslaugene og deres egen Forfremmelse til Raadmandsposter m. m., men der hengik et helt Aar, før de fik Svar, og dette lød i det Væsentlige afvisende. Kun med Hensyn til det sidstnævnte Punkt bekræftede Kongen en Resolution af 2den Mai 1691, ifølge hvilken Raadmændene skulde tages af de 32 Mænd, og lovede at reflektere herpaa ved forefaldende Vakance i Raadstuen. Et særligt skarpt Udtryk fik de 32 Mænds Stemning i 1763, da der forhandledes om en Omorganisation af Indkvarteringen. De klagede først bittert over det store Antal Indbyggere, som ved særlige Privilegier vare fritagne for Indkvartering, hvorved Byrden blev desto større for de Andre og vedblev derpaa: "Disse Andre ere Hs. Majestæts og Landets indfødte Børn, som ere Borgere her i Staden og ei af Andet end borgerlig Næring kunne ernære sig og deraf svare borgerlige Onera samt forrette borgerlige og Byens Bestillinger. Med disse tage Alle og Enhver, saavel Fremmede og Indkomne, der nedsætte sig her, som kongelige og andre Betjentere Del i Næringen og ere for Størstedelen fri for Byrderne. Efter den ringe Kundskab, vi have, vide vi ikke nogetsteds, hvor Fremmede saaledes nyde Fordele fremfor Landets egne, mens at de meget mere paa andre Steder maa anse det som en stor Naade at nyde Fordele lige ved dem." Denne Betragtning anvendes direkte paa de Reformerte, hvorefter det hedder: "Enhver for sig paastaar at nyde godt af de dem meddelte Privilegier, og de fleste nyde samme. Vi have paa Stadens Vegne i Henseende til Indkvarteringen et Privilegium at beraabe os paa, som vi ere forsikkrede om at ville befindes af samme Kraft og Gyldighed som de allerbedste, men vi ere efter Tidernes Tilstand ømme over at nævne samme. Kunne imidlertid ikke undlade herved at erindre, at samme maatte tages i Consideration, efterdi det er en Pligt, som vores Embede udfordrer og os som Stadens 32 Mænd paaligger". Herved sigtes naturligvis til den sjette Artikel i Kjøbenhavns Privilegier af 24de Juni 1661, hvori det hedder: "at Kjøbenhavns Indbyggere herefter altid skal være fri for al Skat, Hof- og anden Indkvartering, saa og for Aars- eller Landsknægtes Penges Udgift", dog kun i Fredstid, og at den


31

nødvendige Garnison skal underholdes af "den algemene Rigens Ærario." Saavidt gaae de 32 Mænds Fordringer dog ikke; de ønske kun indstillet til Hs. Majestæt, at "nogle af Indvaanerne ei blive mere besværede end andre."

Med stor Varme og Energi stillede de 32 Mænd sig paa de fattige Borgeres Side, naar der indtraadte økonomiske Vanskeligheder, Dyrtid, Brændemangel, slette Handelskonjunkturer eller andre Kalamiteter. De vare Borgernes demokratiske Talsmænd, og gjennem dem lærte de Styrende de Tanker, Stemninger og Ønsker at kjende som bevægede sig i de lavere Samfundslag. Magistraten var vistnok heller ikke blind for Indbyggernes Tarv, og mange Gange sluttede den sig til de 32 Mænds Indstillinger, men den regnede mere med Virkeligheden, tilbageholdt klogelig de Anskuelser, som ikke kunde føre til praktiske Resultater, og førte overhovedet et roligere og besindigere Sprog. Denne Iver paa den ene og Forsigtighed paa den anden Side saavelsom de 32 Mænds Lyst til at gjøre sig gjældende førte i 1763 til en alvorlig Konflikt mellem de to kommunale Autoriteter.

Der havde i længere Tid været Dyrtid og Trang i Kbhvn. og allerede i 1762 havde Regjeringen maattet overlade Indbyggerne 150,000 Tdr. Rug af de kongelige Magasiner til Indkjøbspris og tillade Indførsel af 10-12,000 Tdr. fremmed Hvede mod indenrigs Told. I Slutningen af Aaret ansøgte Magistraten om et Forbud mod Udførsel af Smør, Flæsk og Ost, da Priserne paa Fedevare formedelst den grasserende Kvægsyge vare stegne betydeligt, og "Svinekjød vilde blive desto nødvendigere, naar Oxekjød ei var at bekomme", men fik Afslag. De 32 Mænd, som ikke kjendte Sammenhængen hermed, indkom i Februar 1763 med en ganske lignende Supplik, som trods det forudgaaede Afslag blev indleveret af Magistraten tilligemed en varm Tilslutning fra denne, og der herskede forsaavidt den skjønneste Enighed mellem de to Korporationer. Den 23de Februar fik Magistraten Meddelelse fra Generaltoldkamret, om at endel Kjøbmænd paa forventende Approbation havde faaet Tilladelse til at indføre forskjellige Kvanta Fedevarer, men begik den Feil ikke at underrette de 32 Mænd herom. Først da disse udbad sig Oplysninger, fik de den 31te Marts at vide, hvad der var sket, og denne Hensynsløshed bragte dem i Harnisk. Den 6te April tilsendte de Magistraten en nærgaaende Skrivelse, "overalt


32

opfyldt af utilladelige og nærgaaende Expressioner", af hvilke den mest nærgaaende var, at "Magistraten tog sig Borgerskabets Trang og Nytte Lidet til Hjerte, hvorfor de 32 Mænd maatte være betænkte paa at bryde den Orden, som engang var vedtagen, og adressere sig paa andre Steder og selv gjøre allerunderdanigst Forestilling for at være sikker paa, at deres Forslag til Borgerskabets Bedste paa sine høie Steder blev forebragt." Heller ikke med Sagens Realitet vare Brevskriverne fornøiede; de fandt det navnlig utaaleligt, at Tilladelsen var bleven given enkelte Kjøbmænd, og det ikke engang de værdigste, istedetfor hele Borgerskabet.

Magistraten kunde naturligvis ikke lade disse Beskyldninger sidde paa sig, og en otte Dages Tid efter forlangte den "i en temmelig høi Tone", som Generalprokureur Stampe siger, at de 32 Mænd skulde indføre i deres Protokol, at Brevet af 6te April var "skrevet uden Overlæg og Aarsag, hvorfor det blev annulleret og igjenkaldet som uskrevet." Skete dette, vilde Magistraten nemlig "vise al Føielighed og Moderation og lade Sagen henfalde; i vidrig Fald vilde den derimod nødes til at tage andre fornødne Mesures." Herpaa svarede de 32 Mænd med en endnu uartigere Skrivelse af 23de April 1763, hvori de først henviste til deres Artikler af 1659 og Konventionen af 30te Novbr. 1661, af hvilken de sluttede, at Intet vedkommende Staden kunde vedtages som gyldigt uden deres Approbation. Ikke destomindre havde Magistraten uophørlig handlet uden deres Samtykke, ja gjort Forestillinger til Kongen uden deres Vidende og Villie. "Vi have - sige de - erindret om Stadens Privilegier, Artikler og Konventions Holdelse i det Haab at Magistraten vilde tage det til Hjerte, men dette er ikke sket. Vi have ikke skrevet Brevet af 6te April som enkelte Borgere til Øvrigheden eller om vore egne partikulaire Affaires, men som Stadens 32 Mænd, der ere Magistraten adjungerede til at overveie, handle og slutte om Stadens og Menighedens Bedste saavelsom dets Indtægt og Udgift, og vi finde Anledning til at minde om, at tvende af Borgmestrene og tvende af Stadens 32 Mænd - ifølge Privilegierne - have fri Tilgang til Hs. kongelige Majestæt, Byens og det gemene Anliggende at andrage, som Magistraten behager at erindre, at vi tidligere gjorde Erindring om". Tilsidst gjentage de 32 Mænd, at "Magistraten tager sig Borgerskabets Tvang og Nytte Lidet til Hjerte", og tilføier: "Skulde dette ikke behage Deres Excellence


33

(Overpræsidenten), Høi- og Velædle Herrer, da ville vi forvente, hvad Mesures det maatte behage Dem herunder at tage, som vi forhaabe til vores aftvungne Defension at skulle være istand til at kunne sømmelig begegne".

Striden var herved ført over paa et helt nyt Felt; de 32 Mænd gjorde nu Fordring paa at være Magistraten sideordnede, og den sidste indsaa Nødvendigheden af at slaa et Hovedslag for sin Overhøihed. Ugedagen efter indgav den derfor en udførlig Klage til Kongen og forestillede, "hvor sensibel og utaalelig det var, at Øvrighed og Embedsmænd skulde overvældes med Reprocher og Irettesættelser", bønfaldt Majestæten om allernaadigst at blive maintenerede i deres Embeder, "saaledes at samme af os kan betjenes og forrettes med udfordrende Honneur iblandt Borgerskabet og de os Subordinerede", paaviste, at Konventionen af 1661 efter Tidernes nuværende Beskaffenhed næsten var helt kuldkastet (ved Indretningen af Havnekommissionen, Kommercekollegiet, Politimesterembedet, Brand- og Vandkommissionen m. m.) og sluttede med et Ønske om, at det engang for alle maatte blive fastsat, hvori de 32 Mænds Forretning skulde bestaa, og paa hvad Maade og i hvilken Orden det skulde gaa imellem dem og Magistraten. Kongen resolverede herpaa, at det skulde betydes de 32 Mænd, at han med megen Mishag havde fornummet deres utilladelige og uanstændige Angreb, hvorhos de skulde advares en anden Gang at begegne Magistraten med mere Sømmelighed og Ærbødighed. Samtidig fik imidlertid den sidste et Tilhold om for Fremtiden at meddele de 32 Mænd de Resolutioner, som faldt paa deres Forslag, og Magistratens Ønske om en ny Ordning af Forholdet mellem de to Korporationer blev slet ikke besvaret. Man vilde aabenbart ikke røre ved Privilegiernes Ordlyd eller foretage Noget, der kunde fortolkes som et direkte Indgreb i dem; man var tilfreds med, at de i Realiteten lidt efter lidt vare blevne borteskamoterede. I 1764 opstod der en ny Strid, da Magistraten havde anvendt 5,000 Rdr. til Christianshavns Kanals Rensning, hvilken Udgift de 32 Mænd ved Kæmnerregnskabernes Revision nægtede at lade passere, fordi den var afholdt "uden deres Forevidende og Samtykke." Sagen blev afgjort ved en kongelig Resolution i Magistratens Faveur, og det næste Aar læser man følgende hævngjerrige Yttring i en Forestilling fra Direkteurerne for den danske Skueplads (som dengang sorterede


34

under Magistraten): "Ingen af Magistraten vil formedelst vore Troubler (Theatret var dengang i en Gjæld af ca. 34,000 Rdlr.) indtræde i Direktionen, og vi anse det derfor for heldigt, om en af Stadens 32 Mænd, som dog vil være vidende om vores Husholdning - hvilket de udi Skrivelse til os med de empfindtligste Expressioner har tilkjendegivet - tillige allernaadigst maatte beordres til Meddirekteur som den eneste Maade hvorved at erlange saadan fordrende Kundskab."

De 32 Mænd vare, som man ser, stridbare, og det kunde endog komme til Konflikter mellem dem selv indbyrdes. Saaledes exkluderede de i 1765 en af deres Kolleger, Frederik Barfred, som havde udgivet et anonymt Skrift imod dem og "angrebet dem paa gode Navn og Lempe." Et gjennemgaaende Træk i deres Indstillinger er den uophørlige Pukken paa Privilegierne af 1661, thi disse fremhæves ved enhver Leilighed og bruges som Støtte for Borgernes Krav. Snart minde de 32 Mænd om, at det er lovet Kjøbenhavn, at den skal være en Stabelstad, snart kræve de det ved Tidens Ælde forfaldne Kommercesocietet retableret, og Myndighederne, som ikke ønskede Privilegierne diskuterede, havde ofte Vanskelighed ved at klare for sig. Ved en Leilighed svarer Kommercekollegiet, at Stabelrettigheden blev tilstaaet for moxen hundrede Aar siden, og at Omstændighederne have forandret sig meget i denne lange Tid; en anden Gang skriver Generalprokureur Stampe, at han altid har været bange for de Kvæstioner, der opkomme i Anledning af de Kjøbenhavns Borgere forundte adelige Privilegier, hvorpaa han tilføier: "Jeg holder for, at man ikke lettelig bør afgive sig med at forklare disse Privilegier eller at besvare de Spørgsmaal, som deraf i Almindelighed kunne opkastes". Men alle Udflugter frugtede ikke; atter og atter spøgede Privilegierne i Borgernes Hoveder, og naar der var Dyrtid og Trang, eller Forholdene vare ugunstige, havde de ufortøvet et af Frederik den Tredies uopfyldte Løfter ved Haanden, som de kunde præsentere Regjeringen. I 1760, da Jubelfesten til Minde om Enevoldsregjeringens Indførelse skulde afholdes, syntes Øjeblikket gunstigt til at opnaa Noget, thi Kongen havde ladet Magistraten og Borgerskabet tilkjendegive "sin særdeles havende Naade og kongelig Bevaagenhed" og havde tilladt den første at fremkomme med Forslag, da Majestæten vilde "give sin Residents- og Hovedstad en eklatant, høi kongelig Naade." Magistraten lod


35

sig ikke dette sige to Gange, og efter en Raadslagning med Formændene for de 32 Mænd, om hvad der mest kunde fornøie Indbyggerne og være dem til Soulagement, foreslog den 8 forskjellige Poster, hvoraf den første gik ud paa, at Stadens Privilegier af 24de Juni 1661, som vare blevne konfirmerede ved Kongens Thronbestigelse, maatte ved dette Jubilæum paany blive bekræftede og stadfæstede. Endvidere udtaltes Ønsket om, at et vist Antal af Indbyggernes Sønner maatte lige med Adelen have Ret til at optages i Sorø Akademi saavelsom i Land- og Søkadetkorpset, at Stadens Jordegods maatte forblive ubeskaaret, at Ingen uden de negotierende Borgere maatte have Del i Oplagsfriheden, at den Islandske og Finmarkske Handel alene maatte drives af Kjøbenhavnerne, at Kbhvns. Borgere maatte have Oplag af fremmede Kornvarer, og endelig at visse Toldlettelser maatte indføres. Til Slutning bemærkede Magistraten: "Maatte det ellers behage Deres Majestæt fra Jubilæi Begyndelse den 16de Oktober til 16de Novbr. at eftergive Konsumptionen af hvis levende Kreaturer, Viktualier, Kornvare, Ildebrand og Fourage, som imidlertid bliver landværts indført gjennem Stadens fire Porte, vilde det ikke blive til liden Glæde for den menige Mand, dog Maaleværket og Tolboden derunder ei at forstaa og heller ikke nogen Slags Drikkevare". Magistratens Forestilling er dateret 30te September 1760; den 14de Oktober indløb Svaret med "den eklatante, høi kongelige Naadesbevisning", som faldt ud til, at Magistratens, de 32 Mænds og andre anseelige Borgeres Børn maatte lige med Adelen optages i Sorø ridderlige Akademi, dog at de først anmeldte det for Akademiets Oberhofmester, som skulde gjøre Forestilling derom og indhente kongelig Resolution derpaa. Alle de øvrige Poster bleve forbigaaede med Taushed, og Kjøbenhavns Indbyggere opnaaede saaledes Intet.

De kommunale Autoriteters Forsøg paa at vinde Fordele for Hovedstaden ere let forstaaelige; man maa - som Stampe ved en anden Leilighed bemærker - ikke tage dem ilde op, at de allene tænkte paa Kjøbenhavns Bys Bedste, og lidet eller intet bekymrede sig om, hvad der kunde være tjenligt eller gavnligt for den øvrige Del af Landet. Forholdene i Hovedstaden vare nemlig alt Andet end tilfredsstillende, thi selv om man ikke blindt hen kan fæste Lid til de utallige Klager, der fremkom, er det indlysende, at Efterveerne fra den store Ildebrand vare følelige, at der herskede megen Trang


36

og Fattigdom, at der manglede Rigmænd i Staden, og hvad der var endnu værre: Handel, Omsætning og Liv. Man læser, at tre Fjerdedele af Indbyggerne vare uformuende, at alle Laugene, naar enkelte Personer undtages, vare i maadelige Omstændigheder, og om Handelen bemærker Martfeld kort og fyndigt: "Hvad Pjaltekræmmerne ere mod Grossererne, er Danmark mod andre handlende Nationer." Hertil kom, at Skatterne og Byrderne vare trykkende, ja saa haarde, at man nutildags har Vanskelighed ved at forstaa, at det overhovedet var Indbyggerne muligt at præstere dem. Den nye Grundtaxt af 1755 udgjorde 752,980 Rdlr., som i 1764 blev forhøiet med 9,000 Rdlr. til de Fattige; til Indkvarteringen, Renovationskatten, Lygte- og Sprøiteskatten, Vægterpenge, Vandpenge og Kvartalsalmisser udredede Indbyggerne over 73,000 Rdlr. om Aaret, den aarlige Told, Konsumption og Accise angives til 400,000 Rdlr., og endelig paalagdes den 23de Septbr. 1762 den saakaldte Extraskat til Statsgjældens Afbetaling og Forrentning, en Kopskat af 8 Skilling om Maaneden for enhver Person i Riget, som havde fyldt sit 12te Aar. Man havde desuden adskillige overordentlige Skatter "ikkuns for et Aar"; saaledes maatte Huseierne i 1762 betale 11,000 Rdlr. til Hvervning af Artilleriknægte og Indkjøb af Militairheste, i 1757 30,000 Rdlr. til Statskassen, og til et Prindsessestyr i 1749 (i Anledning af Kongens Søsters, Prindsesse Louises Formæling med Hertug Ernst af Sachsen Hildburghausen), maatte Kjøbenhavnerne alene udrede 48,550 Rdlr. Hver Gang der opstod større Ildebrande i Rigets Kjøbsteder, hvilket gik hyppigt paa, eller naar en eller anden Kjøbstad-Kirke trængte til Reparation, gik der Kollektbøger om i Staden; udenfor Kirkedørene opstilledes der Bækkener, endogsaa for Kirker i Wallachiet og Saarbrücken, og det ses, at Udlændinge ofte kom hertil og indsamlede Penge ved Dørene, under Paaskud af at Kongen selv havde tegnet sig for Bidrag og givet dem mundtlig Tilladelse til at gaa om. Dette blev imidlertid forbudt i 1754, da nogle Kollektanter fra New York havde afsøgt Byen, og Politimesteren fik Befaling til strax at anholde slige Folk og sende dem ud af Landet med første Skibsleilighed.

Der er ingen Tvivl om, at Livets Vilkaar vare strenge for det store Flertal af Borgerne, selv om der i adskillige Retninger herskede megen uforstandig Luxus og Overdaadighed. "At jugere Folks Omstændigheder af det Udvortes er ingen vis Regel, som daglig


37

Erfarenhed noksom bær Vidne om", skrive de 32 Mænd i 1760. Den Vei, Regjeringen fulgte for at fremme Velstanden og gjenoprette de lidte Tab, var at ophjælpe Handel, Skibsfart og Industri paa kunstig Vis, de samme Midler, som Chr. VI med større Eftertryk end Held havde forsøgt. Det var Tidens almindelige Anskuelse, at der ikke gaves anden Udvei; Holberg, som udtaler sin Forbauselse over, at der overhovedet findes rede Penge i Landet, efterdi "Danmark kan lignes ved en høi Sø, der styrter idelig Vand ned i det store Hav. som aldrig kommer tilbage", anbefaler saaledes at drive Handel med egne Skibe og indrette alle Slags Fabriker, "som ere de rette Kilder til Velstand, besynderlig udi et Land som dette, hvor ingen Exporter ere, hvorved man kan bytte Vare for Vare, men maa tilkjøbe sig Alting for rede Penge." Senere kom andre Anskuelser frem og gjorde sig i hvert Fald delvist gjældende; saaledes ansaa Hannoveraneren Hübner, som under den ældre Bernstorff spillede en vigtig Rolle i den danske Handelspolitik, ikke Udførselen af af Landets Mønt som et nationalt Tab, men var derimod en bestemt Modstander af Monopoler. "Ethvert oktroyeret Kompagni, skriver han, er skadeligt for et Lands Handel og kun ved Frihed for alle Kjøbmænd kan en Handel tage Opsving."

Den danske Regerings Opmærksomhed havde længe været henvendt paa Middelhavet, hvor man haabede at faa Del i den indbringende Fragtfart, men hidtil havde man ingen Skibe havt til udenrigs Fart, og selv om man havde havt dem, turde man af Frygt for Tyrken ikke bruge dem. I Virkeligheden led Handelen overordentligt ved Usikkerheden paa Søen, og mange Søfolk maatte tilbringe adskillige Aar af deres Liv som Slaver i Tunis, Algier og Marokko, skjøndt Slavekassen anvendte betydelige Summer paa at løskjøbe dem. Man kunde ikke engang altid faa dem fri for Penge; saaledes nægtede Deyen af Tunis i 1750, da et kjøbenhavnsk Skib med 12 Mands Besætning var faldet i hans Vold, at frigive 5 af Folkene, "thi han kunde ikke undvære dem for deres Hurtigheds Skyld", og vilde først høre Tale om deres Udløsning, naar "han af andre Nationer havde faaet ligesaa gode igjen." Christian den Sjette indledede Underhandlinger med Algier, og fire Dage efter Frederik den Femtes Thronbestigelse blev en Freds- og Venskabstraktat afsluttet med denne Sørøverstat, hvorved danske Skibe sikkredes mod Opbringelse. Freden var dyrekjøbt, thi Regjeringen maatte udrede


38

en Gave engang for alle af 40 Jernkanoner, 8000 Kugler, 4 Jernmorterer, 4000 Bomber, 1000 Centner Krudt, 50 Mastetræer, 1000 Egeplanker og 1000 Fyrreplanker, 40 Kabeltouge og 500 Centner andet Tougværk samt en aarlig Tribut af Kugler, Krudt, Kabeltouge og Tømmer. Nogle Aar senere kom lignende Overenskomster i Stand med Marokko, Tunis og Tripolis og endelig den 14de Oktober 1756 en "bestandig Venskabs- Skibsfarts- og Handelstraktat med Storsultan Osman og den høie ottomaniske Port," af hvilken man lovede sig store Fordele. Det kan tilføies, at der i April 1748 var afsluttet en Handelstraktat med Kongeriget begge Sicilierne og i Marts 1756 en lignende med Republiken Genua.

Følgen af Fredsslutningen med Algier blev Oprettelsen af det "Almindelige Handelskompagni", hvortil Planen lagdes af Admiral Frederik Suhm, Borgmester Holmsted og Kjøbmand Andreas Bjørn, og hvis "egentlige Øiemærke var at forsyne Fremmede med andre Fremmedes Varer samt at faa alle de i Danmark fornødne Varer fra første Haand." Kompagniet, hedder det, skulde indrettes til at navigere fra Kjøbenhavn og omliggende Lande til Stæderne paa Vesterleden, Middelhavet og Levanten, hvorhos det med Tiden kunde fortsætte Hvalfiskefangsten, oprette Kontorer og Faktorier i Nordlandene og have Forraad og Oplag af allehaande Varer i Kbhvn. Kompagniet fik store Friheder og Benaadninger, ja opnaaede endog Tilladelse til at have Oplag af contrabande Varer som fremmed Silke, Klæde og Kram, hvilket var absolut nødvendigt, hvis man vilde handle med Fremmede, men Kongen haabede dog, at Direkteurerne vilde se derhen, at de indenlandske Produkter og Fabriker ikke derved præjudiceredes, men at de meget mere søgte at befordre deslige Produkters og Varers Debit endog paa fremmede Steder. Aktiekapitalen var 500,000 Rdlr. fordelte paa 1,000 Aktier, og Tegningen gik strygende; saaledes fortæller Apotheker Seidelin, hvorledes han selv priste sig lykkelig ved at faa to Aktier, men - tilføier han - "det var det ulykkeligste Interessentskab, thi Kompagniets Handel blev meget daarligen eller uredeligen administreret, og man fik i nogle og tyve Aar aldrig en Skilling i Udbytte." Kompagniet havde sin Plads og sine Bygninger paa Christianshavn paa et Stykke af Bjørns Plads og udredede aarlig 18 à 20 Skibe, men forskjellige Omstændigheder bidrog til at hindre dets Fremvæxt som Søulykker og navnlig det fjendtlige Forhold til Spanien, der i 1753 førte til


39

et diplomatisk Brud. Det frugtede ikke, at Kompagniet i 1750 overtog den grønlandske Handel efter Jakob Severin med det samme aarlige Tilskud af 5000 Rdlr., som han havde havt, thi de fleste af disse Penge medgik til Missionen, og Hvalfiskefangsten betalte sig ligesaa lidt som alt det Øvrige; heller ikke den islandske Handel, som Kompagniet fik i 1763, gavnede det. Det førte derfor en hensygende Tilværelse, indtil det i 1774 blev indløst af Kongen. Endnu uheldigere var det afrikanske Kompagni, som blev stiftet for at drive Handel paa Marokko, og hvis Oktroi af 31te Marts 1755 ligeledes hilstes med store Forventninger. Det viste sig imidlertid snart at være et aldeles forfeilet Foretagende, som kun medførte Tab for Interessenterne og Bryderier og Udgifter for Regjeringen. Der opstod nemlig stadige Konflikter med Landets barbariske Herskere, som imod alle trufne Overenskomster tillod sig alle Slags Voldsomheder og Uretfærdigheder; der maatte afsendes Expeditioner til Middelhavet, betales Extratributer og Præsenter; Interessenterne maatte støttes ved Laan og Gaver, og tilsidst (i Christian den Syvendes første Regjeringsaar) maatte Kompagniet opløses. Den marokkanske Handel kostede Landet store Summer, og under disse Omstændigheder maa det betragtes som et Held, at et "Handelssocietet paa Levanten", hvortil Legationsraad de Verrayon og Grosserer Morten Munk i 1763 udstedte Indbydelse, aldrig kom i Stand. En af Kjøbmændene Wewer, Hemert, Abbestee o. fl. aabnet Handel paa Smyrna og Constantinopel medførte kun Uheld og Tab og maatte standse efter nogle Aars Forløb, og det kan i det Hele siges, at de Anstrængelser, de kjøbenhavnske Kjøbmænd gjorde for at vinde Guld og Ære paa Afrikas Kyster, strandede totalt. Den Betragtning, som senere udtales, at "Kompagnihandel fra Arilds Tid har været den danske Handels Banesaar" holder i det Væsentlige Stik.

Dette gjælder dog ikke om det asiatiske Kompagni, som netop blomstrede stærkt i Frederik den Femtes Tid og bragte Landet store Fordele. Dets Præses, som altid skulde være en "høi Stands Person", var først Geheimeraad Schulin og efter hans Død i 1750 Grev Adam Gottlob Moltke. Kompagniet eiede adskillige Skibe, der bare Navne som "Fyen", "Christiansborg Slot", "Kjøbenhavn", "Dokken", "Kronprindsessen", "Kongen af Danmark", "Elephanten* o. s. v., og udsendte i Aarene fra 1746 til 1766 62 Expeditioner til China og Ostindien. Skjøndt Seiladsen ramtes af mange Uheld -


40

saaledes forliste "Kjøbenhavn" i 1750 ved Færøerne, og "Elephanten" ved Cap, medens "Christiansborg Slot" løb paa Grund og maatte sælges i Gøteborg til Ophugning - betalte den sig dog glimrende; det oplyses saaledes, at Kompagniet fik tre Gange mere for de hjembragte Varer, end de kostede paa Indkjøbsstedet. Den vigtigste Artikel, som hjembragtes, var The, der netop var kommen stærkt i Mode, endvidere Porcellain, chinesiske og vestindiske Tøier, Rhabarber, Sago m. m., hvoraf betydelige Partier atter udførtes over Lybæk til Tydskland. Kongen begunstigede Handelen paa alle Maader, ikke mindst ved at det var tilladt Enhver frit at handle med ostindiske og chinesiske Varer, ja, han lod ikke sjeldent Handelskibene konvoyere af Orlogsskibe, som skulde beskytte dem mod Kapere. Det er et tydeligt Bevis for den asiatiske Handels Opsving, at Kompagniet i 1748 udvidede sin Plads paa Christianshavn ved at kjøbe en tilliggende Grund til Tømmerplads, at det i Aarene fra 1748 til 1751 af Sten fra Saltholmen og efter Tegning af Oberstlieutenant Eigtved lod opføre det nye store Pakhus, som staar den Dag i Dag, og endelig at det af Erkjendtlighed mod Kongen besluttede at reise ham et Monument paa Amalienborg Plads.

For den vestindisk-guineiske Handels Vedkommende slog Regjeringen ind paa en hel ny Politik, som førte til afgjort heldige Resultater. Kompagniet, der havde kjøbt St. Croix og øiensynligt manglede Kapital, stod i 1747 paa svage Fødder, og det frugtede ikke, at det udvidede sit Fond, gjenovertog sin Eneret (smlgn. II. 724) og optog endel nye Interessenter deriblandt saa fremragende Kjøbmænd som Andreas Bjørn, Just Fabritius, Frederik Wewer og Joost van Hemert. Allerede paa dette Tidspunkt var den Tanke fremme, at Staten burde kjøbe de vestindiske Øer af Kompagniet og give Handelen fri, men Kommercekollegiet, som iøvrigt fandt Tanken sund, kunde "efter disse Tiders Omstændigheder aldeles ikke tilraade Kongen at indlade sig herpaa." Sagen stod saaledes hen indtil 1755, og Kompagniet maatte søge at gjøre det mest Mulige ud af sit Monopol. Istedetfor den lille Plads, det hidtil havde havt ved Lille Torvegade og Strømmen, erhvervede det nu hele Strækningen mellem Strandgade og Havnen ned til nuværende tydske Plads, indførte Forbedringer ved Sukkerraffinaderiet og afsendte et større Antal Skibe til Vestindien end hidtil. Ligesom de andre Handelskompagnier fik det vestindiske Kapitaler til Raadighed, ved


41

at Regjeringen tillod Sjællands Stifts geistlige Enkekasse, Vaisenhuset, ja Overformynderiet at anlægge store Summer deri, thi disse Institutioner vare i Forlegenhed med deres Penge og kunde ikke faa dem anbragte i Jordegods eller Huspanter i Kbhvn. Det er dog tydeligt, at de Styrende ikke yndede Anbringelsen i Kompagnierne, thi Tilladelsen gaves med det utrykkelige Forbehold, at Kapitalerne skulde employeres paa bedre og fordelagtigere Vilkaar, naar det kunde lade sig gjøre.

Stødet til, at Staten endelig besluttede sig til at kjøbe de vestindiske "Eylande" samt Fortet Christiansborg paa Guineakysten blev givet af Borgerraadet paa St. Groix, som den 31te Marts 1753 ansøgte om "at komme direkte under Hs. kgl. Majestæts høie Herredømme, hvilket det vilde anse for en uskatterlig Naade og Velgjerning". Den dybere Grund hertil var naturligvis, at Kompagniets Monopol var trykkende for Indbyggerne og skadede dem, hvortil kom, at Interessenterne Intet hellere ønskede end at blive Handelen kvit. Dens egentlige Hovedbefordrer og Ven samt Kompagniets væsentligste Støtte, Andreas Bjørn, var nemlig død i 1750. Den 24de Juli 1754 holdt det vestindisk-guineiske Kompagni en Generalforsamling, paa hvilken dets Præses, Grev Moltke, meddelte, at Kongen vilde indløse samtlige Aktier, 1,250 i Tallet, og overtoge Kompaniets Aktiver og Passiver, en Finantsoperation, der kostede Staten ca. 2,300,000 Rdlr. Alt gik nu hurtigt i Orden; allerede i Dcbr. samme Aar lod Kongen afholde Auktion over Kompagniets Havn, Fortøiningplads med tilh. Kran, Bygninger, Inventarium, Materialier, Muddermaskine, Skibe, Baade og Pramme, samt over Sukkerraffinaderiet, hvis exclusive Privilegium blev ophævet, fordi "det vilde være gavnligst og tjenligst i Henseende til det almindelige Bedste". Pladsen og Bygningerne kjøbtes af Etatsraad Wewer, men Sukkerraffinaderiet blev ikke solgt, da det høieste Bud (af Etatsraad Holmsted) kun var 198,000 Rdlr., skjøndt Værket var vurderet til 854,000 Rdlr. Som Følge heraf blev Raffinaderiet drevet i en halv Snes Aar for kongelig Regning, indtil Geheimeraad Schimmelmann kjøbte det i 1763. Imidlertid kom de vestindiske Øer ind under Kongens direkte Dominium; i April 1755 overførte to Fregatter og to leiede Skibe Generalgouverneuren og andre Betjente saavelsom endel Tropper, og samtidig udkom en Forordning om Handelen til og fra de vestindiske Eylande samt paa Kysten af Guinea, ved hvilken den frigaves. Det var dog kun en begrændset Frihed, thi


42

ingen andre end danske Skibe maatte beseile Kolonierne; Produkterne derfra maatte kun udføres til Moderlandet, og kun danske Varer indføres. For at opmuntre de Handlende fik hvert Skib paa 50 Kommercelæster, som førte for 5,000 Rdlr. indenlandske Produkter til Vestindien, i Begyndelsen en Præmie af 500 Rdlr. Senere udvidedes dog Friheden noget mere, og Handelen blomstrede hurtigt op, saaledes at der i 1761 udgik 52 Skibe med dansk Søpas til Vestindien (mod 7 i Halvtredserne), hvoraf den større Halvdel kom tilbage til Kjøbenhavn med ca. 12,000 Fade Sukker om Aaret foruden betydelige Kvantiteter Rom, Farvetræ, Bomuld, Indigo, Ingefær, Kaffe m. m. Det tilførte Raasukker blev dels forbrugt her i Landet, dels udført i raa eller raffineret Tilstand til Østersøen og Holland. Ogsaa Handelen med Slaver, der begunstigedes paa alle Maader af Regjeringen, kastede betydelige Fordele af sig; derimod mislykkedes et Slavehandels Societet, som i 1765 blev stiftet af Kjøbmand Bargum med en Aktiekapital af 130,000 Rdlr.

Det Islandsk-Finmarkske Kompagni var ved Frederik den Femtes Thronbestigelse i de kjøbenhavnske Hørkræmmeres Hænder til stor Skade for Island (smlgn. II. S. 725), og man kan tilføie: for de gamle islandske Kjøbmænd, som uden videre bleve udsatte af Handelen, naar de ikke havde tjent som Drenge og Svende i Hørkræmmerlauget. En Erklæring, forfattet af Generalprokureur Stampe i 1756, giver et godt Indblik i Hørkræmmernes Forsyndelser mod Indbyggerne paa Island, som jo ikke maatte handle med Andre end Kompagniet. Dette havde nemlig i "de fiskeløse og for Islænderne særdeles haarde Aaringer" ikke forsynet Landet med et tilstrækkeligt Kvantum Mel og Kornvarer, men derimod med Brændevin, Tobak og Kramvarer til Overflod; det havde bortført al den Tørfisk, det kunde bekomme, saaledes at Indbyggerne led Nød, det havde udenvidere undladt at beseile nogle af Havnene, solgt bedærvede Varer for gode og brugt urigtig Maal og Vægt, kort sagt: aabenbart handlet mod sin Oktroy. Tilsidst bleve Klagerne saa talrige og overvældende, og Kompagniets Underbalance saa stor, at Staten i 1759 tog Handelen til sig og drev den (ligesom den færøiske) for kongelig Regning under den senere saa bekjendte Grosserer Niels Rybergs Overopsyn. Dette varede dog kun i fire Aar, thi den 15de August 1763 fik det ovenfor omtalte Almindelige Handelskompagni Monopol paa den islandsk-finmarkske saavelsom paa den


43

grønlandske Handel imod at betale en aarlig Forpagtningsafgift af 7,000 Rdlr. til Kongens Kasse. Det kan her bemærkes, at Finmarken i 1751 blev et Slags Straffekoloni for visse baade mandlige og kvindelige Forbrydere, som vare dømte til Slaveri. De bleve hensatte til Arbeide i Fiskerleierne, og det nyttede ikke, at Kompagniet gjorde Indsigelse derimod og forestillede, at Folk, der havde begaaet grove Misgjerninger, ikke duede til Arbeidet, at deres Ondskab kunde tage Overhaand, naar de kom paa fri Fod, og at man i heldigste Tilfælde vilde faa endel unyttige Folk at føde. Den eneste Indrømmelse, der blev gjort, var, at Kongen vilde iagttage, at ei for mange Delinkventer bleve afsendte til Fiskerleierne i Finmarken.

Naar den asiatiske Handel undtages, var det utvivlsomt den frie Handel udenfor Kompagnierne, som bragte Kjøbenhavn de største Fordele. Den Bemærkning, som i 1736 gjordes om Østersøhandelen: "Alle, som have havt den ihænde, have profiteret utroligt derved, men den er nu næsten helt i Englændernes og Hollændernes Magt", gjaldt nu ligesaa lidt som Tilføielsen: "De, som ved Handelen i Kbhvn. have mest Profit ere Vinhandlere, Klæde- og Silke- samt Urtekræmmere". Konjunkturerne i Europa havde forandret sig; Syvaarskrigen kom Danmark, men især Kjøbenhavn til Gode, danske Skibe bleve stærkt efterspurgte til Fragtfart, Hovedstaden nød store Toldbegunstigelser, Handelen med de saakaldte fire Species (Vin, Brændevin, Salt og Tobak) var, skjøndt Monopolet var hævet, saagodtsom udelukkende i Kjøbenhavnernes Hænder, og disses Handel med Indlandet var meget betydelig. Provindserne maatte nemlig ikke blot føre deres Produkter til Kjøbenhavn for at faa dem afsatte, men ovenikjøbet her forsyne sig med de fleste fremmede Varer og mange indenlandske Industriprodukter, som de havde behov. Hovedstaden udøvede nemlig i hin Tid den samme dominerende Indflydelse paa hele Landets Omsætning som nutildags, og det er betegnende, at Følelsen af, at Kjøbenhavn bliver for stor, allerede da kommer til Orde. "Om det er godt for Staten i Almindelighed, - skriver Pontoppidan - at just én Stad beriger sig paa alle andres Omkostning, det er et andet Spørgsrnaal, som af de fleste og bedste Statister benægtes. Engelskmanden har længe siden klaget, at London, og Frantzsosen, at Paris var bleven altfor stor, saa de truede Resten med Ødelæggelse, efterdi Pengenes eller de almindelige Kræfters Cirkulation synes at kunne udrette langt mere,


44

naar deres Omløb er fordelt i det ganske Legeme, end naar de hendrages næsten allene til ét Sted i Statslegemet."

I Virkeligheden søgte Kjøbenhavn ogsaa at holde Provindsbyerne nede og paa alle Maader hindre de derværende Kjøbmænd i at konkurrere med Hovedstadens, en Bestræbelse, der er særlig kjendelig i den første Halvdel af Frederik den Femtes Regjering. I 1754 klagede de 32 Mænd saaledes over, at "Provindsbeboerne til Kommerciens og Navigationens største Forklejnelse hente deres Varer paa anden, tredie Haand fra Lybæk og andre Stæder, hvorover for Kjøbenhavn, som intet Opland har undtagen Provindsen Sjælland (hvorudi dog er 19 Kjøbstæder) fast ingen Handel har været tilovers". Skipperne, som komme til Kbhvn. med Landets Produkter, forlade som oftest Byen med ledige Skibe og Kontanter alene for at betale deres Gjæld i Lybæk; Provindsernes kontinuerende og irregulaire Handel har ødelagt Skibsfarten, og Negotiens Drift er særlig gaaet tilbage, siden Kongen har bortforpagtet Tolden i Provindserne (den 26de Oktober 1748); thi Toldforpagterne forskrive Vin, Tobak, Salt og Brændevin og fournere Kjøbstæderne og Landboerne dermed, ja lige til Stadens Porte. Tilsidst indleverede de 32 Mænd "et ringe Forslag og en ufuldkommen Plan, som kan vorde raffineret med vedkommende høie Kollegiers bedre Indseende", hvori de rentud forlangte, at Toldforpagtningen skulde afskaffes, at al Handel paa anden, tredie Haand skulde forbydes, og at Smaabyerne paa Sjælland skulde være forpligtede til at kjøbe alle fremmede Varer i Stabelstaden Kjøbenhavn som fra første Haand. Skjøndt Magistraten anbefalede dette "ringe Forslag", fandt Kommercekollegiet naturligvis Intet at attendere paa disse Poster, som "alle dog kun udgaa paa at undertrykke de øvrige smaa Kjøbstæders Handel."

Paa dette Tidspunkt synes Grosserernes Stilling at have været særlig uheldig. De laa i stadig Konflikt med Detailhandlerne og Kræmmerne, fordi de ikke holdt sig Kommerceforordningen af 1742 efterrettelig, ved hvilken det var dem forbudt at handle en detail, og i 1748 blev derfor Forordningen indskjærpet "for at haandhæve Handelslaugene (Hørkræmmerne, Vintapperne, Urtekræmmerne og Silke- og Uldenkræmmerne) des kraftigere mod Grosserernes Overgreb." Disse sidste følte sig imidlertid ikke uden Grund brøstholdne ved, at Enhver, der eiede Skibsparter og indførte Varer fra første Haand,


45

udenvidere kunde løse Borgerskab og nedsatte sig som Grosserer. I 1752 ansøgte derfor sytten af Byens fornemste Handlende, deriblandt Mænd som J. F. Wewer, Joost van Hemert, Oluf Blach, Elsegaard, Frants Rausch, Klitgaard, Gustmeyer, R. Iselin, Hofgaard og Graah om Oprettelsen af et Grosserer-Societetet, det vil sige: et formeligt Laug, som kunde beskytte dem mod Overgreb og Indblanding af Uberettigede. De ønskede, at Grossererne som hidtil mellem sig selv indbyrdes maatte udvælge en Formand og to Ældste, der skulde forhandle om Handelens Bedste, men tillige, at Ingen, der var indskreven, indlemmet eller i nogen Maade interesseret i et en detail Handelslaug maatte indtages i Grosserer Societetet. Den vigtigste Fordring, der reistes, var dog, at ingen Andre end Grosserere maatte have Oplagsret, og at Enhver, som i Fremtiden vilde optages i Lauget, skulde tjene i 6 Aar som Dreng hos en Grosserer og i 4 Aar som Kontorbetjent eller Bogholder, hvorhos han skulde examineres og meddeles Attest af Formanden og de to Ældste. I den udførlige Motivering bemærke de sytten Grosserere, at det mærkværdigvis kun er dem, som ikke maa handle en detail, medens næsten alle Andre uden Forskjel handle en gros og en detail, som de selv lyste, hvorpaa det hedder: "Vi holde det for en afgjort Sag, at ikke Enhver, som nu desværre sker, er kvalificeret til at føre nogen reel eller saakaldet Handel en gros, men saadanne Subjekta allene, som fra Ungdom af have tjent ved vel indrettede Handelskontorer, hvor ordentlige Bøger holdes, bestandig inden- og udenrigs Korrespondancer føres, og derved havt Leilighed til at lære Alt, hvad der hører til den reelle Handels sande Drift. Dette naas sandelig ligesaa lidt ved en blot Theori uden Praxin som i Detailhandleres aabne Boder og Kjældre. Da nu Alle handle en gros uden at have taget Borgerskab: Embedsmænd, Folk, der participere i de oktroyerede Kompagnier, Detailhandlere, Haandværkere o. s. v., vil heraf resultere den borgerlige Grossererstands Undergang."

Forslaget stødte imidlertid paa afgjort Modstand; Magistraten mente, at det vilde udøve en mod al sund Negoce stridende Tvang og bringe nogle faa Familier den Fordel, hvoraf nu Alle, baade Grosserere og Detailhandlere, høstede Frugten, og Kommercekollegiet sluttede sig til denne Opfattelse. Grossererne gav dog ikke tabt, men forlangte nu, at de skulde have Ret til at indtræde i Handelslaugene og kvittere Handelen en gros, naar de fandt for godt, men


46

herimod nedlagde de fire Handelslaug strax Indsigelse gjennem deres Oldermænd. De forestillede, at hvis dette blev tilladt, vilde Grosserernes Tjenere, naar de i nogle Aar havde frekventeret Handelen, først kunne vinde Borgerskab som Grosserere og derpaa efter nogen Tids Forløb indtræde i hvilket Kjøbmandslaug, de lystede, uden at opfylde Laugsartiklerne, hvorved Laugene vilde blive ligesom rent ophævede, Handelen geraade i Konfusion og den Ene ødelægge og fortære den Anden. Naturligvis kunde de 32 Mænd ikke lade Lei-ligheden til at gjøre sig bemærkede gaa forbi; de fremkom med en "Plan til Handelens Orden og Regulering", om hvilken Kommerce-kollegiet spydigt bemærker, at den ikke indeholder et eneste Ord om Handelens Orden og Regulering, men de 32 Mænd forlange derudi alene, at Grosserernes og Detailhandlernes Ansøgninger maa komme til deres Erklæring. Da nu "disse 32 Mænd ere de selvsamme Personer, som paa de fire Kjøbmandslaugs Vegne have underskrevet Detailhandlernes Besværinger mod Grosserernes forlangte Kjøbmandslaug saa har paa dette Dokument - under det store Navn af "Handelens Orden og Regulering" - Intet været at reflektere." Striden var staaende indtil 1754, men Grossererne op-naaede ikke deres Hensigt. De forestillede atter og atter, at deres Fordring var billig, da de vare de eneste Handlende, som vare uden Laug eller Societet, hvorfor der "paa Grund al de utallige Indgreb af Uberettigede fast intet Mere var blevet dem reserveret end det blotte Grosserer-Navn", men Kjøbmændslaugene vare dem for stærke. De fik Afslag, og Sagen døde hen af sig selv, da dér kom bedre Tider.

Det samme Billede af Stilstand og paafølgende Opsving viser naturligvis Skibsfarten. Medens det i 1749 hedder, at Kjøbenhavns Skipperlaug næsten er blevet ødelagt ved Dragørs Tiltagelse, og fem Aar senere, at Lauget, som forhen talte 400 Skippere, nu kun tæller 156, hvoraf endda kun 98 have og føre Fartøier, vise Laugstabellerne, at der i 1760 var 287 Skippere hjemmehørende i Byen. De forbedrede Konjunkturer ses ogsaa af, at Rebslager ved Holmen, Peter Appleby, i 1759 søgte og fik Tilladelse til at anlægge et Skibsbygningsværft paa den af ham selv opfyldte Plads paa Christianshavn, ligesom der tilsagdes ham 10 Rdlr. for hver Læsts Drægtighed af alle de Skibe, han byggede i de første ti Aar, dog at de skulde være over 60 Læster og istand til at føre Kanoner, om det forlangtes. Oprettelsen af det vestindisk-guineiske Rente- samt General Toldkammer-Kollegium


47

i 1760 blev iværksat til "Handelens Opkomst og til at facilitere de Trafikerende udi deres Handel og Negotie", og den Kjendsgjerning, at Kbhvn. i 1759 fik 6 Mæglere istedetfor som hidtil 2, og i 1763 fik sin første autoriserede Dispacheur, Johan Buntsen (Thomasine Gyllembourgs Fader) tyder ligeledes paa Søfartens Fremgang. Omtrent samtidig skriver den herværende svenske Gesandt i en Indberetning til sin Regjering: "Den danske Handels-Søfart har taget betydeligt til i de sidste Aar; de i saa Henseende trufne Foranstaltninger saavelsom indtrufne lykkelige Tilfælde have bidraget dertil". Han fremhæver især Indløsningen af det vestindiske Kompagnis Privilegier og denne Handels Frigivelse for alle danske Undersaatter, hvilken har havt overordentlig god Virkning. Desuden er Handelen i Østersøen bleven betydelig udvidet, og den store Søkrig mellem Frankrig og England har fremmet Fragtfarten paa Middelhavet. Krigen havde dog ogsaa sine store Skyggesider, thi den gav de krigsførende Magters Kapere frit Spil, og neutrale Skibe bleve ligesaa lidt respekterede som fjendtlige. Navnlig udmærkede de engelske Kapere sig ved deres Hensynsløshed; talrige danske Skibe bleve opbragte af dem, og alle Reklamationer hos Regjeringen i London vare frugtesløse, saaledes at man tilsidst maatte gribe til den Udvei at sende en i Søretten kyndig Mand (den ovenfor omtalte Hübner) til England for at varetage de danske Søfarendes Interesser, og frelse, hvad frelses kunde. De talrige Voldsgjerninger paa Søen fremtvang derhos store og kostbare Flaaderustninger, Handelsskibene maatte konvoyeres af Krigsskibe, og i 1756 afsluttede Danmark det bevæbnede Neutralitetsforbund med Sverig, som dog paa Grund af indbyrdes Uenighed og modstridende Interesser ikke fik den tilsigtede Betydning. Men alligevel herskede der nu Liv og Forretning i Hovedstaden; end ikke den herskede Finantsnød eller den finansielle Krise i 1763 kunde undertrykke den, og adskillige Firmaer tjente ved at handle med de krigsførende Magter, saaledes Handelshuset Ryberg & Thygesen jun., som i en Aarrække forsynede den franske Marine med saltet Oxekjød. Saa anset var den danske Handelsstand og den Bernstorffske Regjerings "Visdom" paa dette Tidspunkt, at man i Schweiz en Tidlang nærede et Ønske om at anbringe store Kapitaler i Danmark, naar det blev Schweizere tilladt at indtræde i de kjøbenhavnske Handelskompagnier som aktive Interessenter, oprette


48

Faktorier her i Landet o. s. v. Planen, som flere Gange var fremme, blev dog ikke realiseret.

Den kjøbenhavnske Handel og Skibfart koncentrerede sig dengang væsentligt paa Christianshavn, nemlig paa Kompagniernes og de store Kjøbmænds Pladser med tilhørende Havne og Bolværker, endvidere paa en lille Strækning ved Toldboden saavelsom ved Bolværkerne mellem nuværende Slotsholmsgade og Proviantgaarden. Terrainet mellem Toldboden og St. Anna Plads, der nu hører til Havnens livligste Partier, benyttedes til Tømmerpladser, og da disse bleve fjernede ved Amalienborgs Bebyggelse, henlaa Strækningen ubenyttet; Kvæsthusgade var "Kvæsthusets Fortoug" og var dels Flaadens Vandforsyningssted, dels bortleiet til Tømmerhandlere, og nuværende Havnegade paa Bremerholms Grund kunde selvfølgelig ikke benyttes af private Skibe. Derimod spillede Kanalen om Slotsholmen en langt større Rolle end nu, især fordi man dengang brugte mindre Fartøier. Udfor Naboløs med to aabne Gaarde til Kanalen (altsaa ude paa Pladsen ved Gammelstrand) laa et Komplex af Bygninger, nemlig Veierhuset, en høi grundmuret Bygning, hvis øvre Etager vare Paklofter, og hvor alle svære Kjøbmandsvarer bleve veiede at Stadens Veiermester og hans Karle, samt Pramlaugets lille et Etages Hus, hvor man kunde leie Baade og Pramme til Varetransporter og kjøbe Sand fra de nærliggende Sandkister. Paa Vragerbroen, som et Stykke af Bolværket kaldtes, stod en Kran, og her havde Byens Vrager sit Kontor. Udenom Veierhuset laa 15 Slagterboder i lange Bræddeskure, hvilke t 1781 afløstes af Grundmur, og ved Indgangsporten opsattes i Oktober 1761 en Skibsanker-Prøve-Machine, bestaaende af en 30 Fod høi Pæl, fra hvilken ethvert Anker ved sin egen Vægt skulde falde ned paa en underliggende Kanon uden at beskadiges. Prøven og den paafølgende Stempling, som naturligvis ikke løb af uden Udgifter, stødte paa stærk Modstand hos Ankersmedene; de nægtede rentud at afhænde deres Varer, hvis de skulde prøves, eller vedblev at sælge ustemplede Ankere. I 1764 idømtes der Ankersmed Christen Jochumsen Lund en Bøde paa 1,000 Rdlr. for denne Forseelse (han slap dog med at betale 100), og det oplystes ved samme Leilighed, at det asiatiske Kompagni aldrig lod sine Ankere stemple og prøve.

Den stærke Benyttelse af Kanalen om Slotsholmen gjorde det nødvendigt at holde den fri for Opfyldning, men Havnekommissionen havde utallige Vanskeligheder at overvinde i sine Bestræbelser herfor.


49

Atter og atter hedder det, at den store Mængde hvidt Sand, som aarlig føres til Kjøbenhavn af Prammændene, er Hovedaarsagen til Ondet, men man stod magtesløs overfor det. I 1751 og paafølgende Aar fik Kanalen om Slottet et stadseligt Udseende ved et Marmorbolværks Sætning mellem Prindsens Bro og Stormbroen, (altsaa ved Hovedadgangen til Slottet) og nye Egetræs Bolværker paa hele Slotsholmssiden hen til Holmens Bro. Ved denne Leilighed bleve Linierne regulerede, hvorved Kanalen blev betydeligt smallere end før, ja man trak Bolværket langs Slotskirken og Garderstalden helt ud til den anden Pille af Høibro for at skaffe en bekvemmere Passage her, skjøndt Havnekommissionen indvendte, at det "ikkun vilde give et maadeligt Syn, at Broen paa den ene Side bestaar af to, paa den anden ikkun af én Bue." Ved Holmens Bro, ligefor Slotskirken og udfor Garderstalden anlagdes tre Slæbesteder, og udfor Fortunstræde paa Byens Side, samt ved Stormbroen paa Slotsholmssiden indrettedes Sandkister. Den sidste var 25 Alen lang og 10 Alen bred, og Kongen forstrakte Pramlauget 200 Rdr. til dens Anlæg mod en aarlig Afgift af 25 Rdr. Dog skulde Lauget tillige vedligeholde Bolværket, saa langt Sandkisten rækkede, og forpligte sig til ingen Tid at sælge Sand i Poser eller Smaapartier, men kun i Læssevis. Ogsaa flere af Broerne, som førte over til Slotsholmen bleve istandsatte; saaledes Prindsens Bro i 1746, og Stormbroen i 1752 og igjen i 1762, da den ophørte at være Vindebro. Holmens Bro, som i Frederik den Fjerdes Tid var bleven forbedret og prydet med fire Stenfigurer (smlgn. II, 552), styrtede sammen den 30te Januar 1756, netop som en Afdeling Livgardere til Hest passerede over den, hvorved 3 Gardere og 4 Heste omkom. For Fuldstændigheds Skyld kan anføres, at Langebro blev helt ombygget i 1749 og Børnehusbroen i 1753. En stadig Kilde til Strid og Processer vare de private Bolværker ved Holmens og Frederiksholms Kanal saavelsom ved den lange Rende gjennem Philosophgangen, som skulde vedligeholdes af de tilstødende Grundeiere. De vare fordetmeste i en ynkelig Forfatning; saaledes hedder det i 1756 om Bolværkerne (paa Byens Side) ved Holmens Kanal, at "de ere i saa slet Stand, at de med det Første kunne ventes at nedfalde og den halve Gade at falde efter dem i Kanalen."

Endskjøndt der, som vi have set, blev gjort Adskilligt fra Regjeringens Side for at fremme Kommercien, opnaaedes dog paa


50

ingen Maade det forønskede Udbytte. Det merkantile System blev ved Forordningen af 17de Mai 1762, i hvilken der udstedtes Indførselsforbud mod ca. 50 forskjellige Vareklasser, eneraadende, og generede i høi Grad den udenrigske Omsætning, medens den indenrigske Handels frie Bevægelse hemmedes ved Monopoler, Konsumption, Kontrol og lgn. Hertil kom Bankens og Møntvæsenets uheldige Bestyrelse, Handelskriser i Hamborg og London, som førte til store og kostbare Laan, truende Krigsudsigter og heraf følgende Rustninger. Handelsstanden led desuden under det overhaandtagende Smugleri, mod hvilket Myndighederne forgjæves kjæmpede. I en Forestilling af 1746, som omhandler en Konfiskationssag, i hvilken en Kjøbmand havde nægtet at aflægge Ed, hedder det bl. A: "Man tror gjerne, at Monsieur Freuchen kan have sine vigtige Aarsager, hvorfor han viser en Sort af delikat Samvittighed i Henseende til den paalagte Ed, endskjøndt det er bekjendt, at Kræmmere ikke i Almindelighed saa nøie regner et Par Tylter Eder om Dagen, naar de ser Leilighed med Fordel at debitere deres Varer." Derpaa tilføies det, at det er bekjendt nok, at "Kræmmerne daglig studere paa Innovationer til at indsnige contrabande Varer".

Grosserernes Antal var betydeligt; der nævnes over 80, men af virkelige Groshandlere fandtes der neppe 40, og de færreste af disse vare formuende eller rige Folk. De betydeligste Firmaer vare Fabritius & Wewer og Ioost van Hemert, som begge førte Vexel og Kommissionshandel, Jakob Gregorius Graah, der handlede med Vin, Salt og Brændevin, Jan van Osten, som drev Tømmerhandel, Carl Hieronymus Gustmejer, der fornemmelig havde Skibstømmerleverancen til Søetaten, og Reinhard Iselin, som førte Speditions og Vexelhandel og desuden handlede med Hamp. Opgaaende Stjerner vare Niels Ryberg, en Jydsk Bondesøn, som i 1750 kom til Kjøbenhavn og aabnede en lille Kommissionshandel. I 1753 tog han Borgerskab som Grosserer og kom tre Aar efter i Kompagni med det meget formaaende Thygesenske Handelshus under Firmaet: Ryberg & Thygesen. Senere traadte Ryberg i Kompagni med Cramer og Blach. Peter Fenger, som kom hertil fra Lybæk og i 14 Aar lærte Kjøbmandskab hos Etatsraad Wewer, nedsatte sig i 1752 som Grosserer og gik nogle Aar efter i Kompagni med Hofagent Borre under Firmaet Borre & Fenger. Den senere Legatstifter Niels Brock, der var Søn af en Kjøbmand i Randers, kom i 1756 til Kjøbenhavn,


51

hvor han gik i Kompagni med Ole Bech, fra hvem han dog senere skilte sig og fortsatte Handelen alene. Jørgen Bech og Frederik de Coninck bleve først Grosserere i 1765, hvorfor de egentlig tilhøre Christian den Syvendes Tid, og det Samme gjælder tildels om Firmaet Meyer & Trier, Johan Peter Suhr paa Gammeltorv og Peter Tutein paa Store Kjøbmagergade. Blandt Datidens mere ansete Kjøbmænd kan nævnes Amsel Jakob Meier, den senere saa bekjendte Hofraad David Amsel Meiers Fader, og det fortjener at bemærkes, at Moses Melchior, Grundlæggeren af det nu saa ansete Handelshus Moses & Søn G. Melchior, i 1760 indvandrede hertil fra Hamborg og fik Bevilling til at nedsætte sig i Kbhvn. Hvad Detailhandelen angaar, fandtes der i 1756: 38 Hørkræmmere i Staden, hvoraf de fleste ligesom nutildags boede paa Kultorvet og i Vestergade, 55 Vinhandlere, 54 Silke- Ulden- og Lærredshandlere, især i Høibrostræde, Vimmelskaftet og paa Amagertorv, 30 The- og Porcellainshandlere og nogle faa Galanterikræmmere. Urte- og Isenkræmmerlauget var det talrigste; det havde nemlig 79 Medlemmer, af hvilke de 15-20 vel sagtens vare Isenkræmmere.

Urtekræmmerne, som iøvrigt ikke blot vare i Laug med Isenkræmmerne, men ogsaa med Sukkerbagerne (smlgn. II, S. 313) vare paa dette Tidspunkt stærkt trykkede af deres Mængde. Allerede i 1744 havde de klaget herover og ønsket at blive et sluttet Laug, saaledes at der kun maatte være 48 Urtekræmmere og Sukkerbagere i Byen samt 12 Isenkræmmere; thi - skrev de - "det er bedre, at 60 Familier kunne leve, end at 100 skulde søge Brødet i Armod og Fattigdom". Deres Ønske blev vel ikke opfyldt, men den 11te Septbr. 1744 opnaaede de dog en væsentlig Indrømmelse, nemlig at ingen Kræmmer maatte have mere end én Dreng, og at ingen Svend kunde optages i Lauget, uden at han i 7 Aar havde været Svend og derhos eiede 1000 Rdr. Dette maatte nødvendigvis standse Tilgangen, og den blev naturligvis ikke lettere, fordi Regjeringen i 1747 efter Laugets Ansøgning og til dets aabenbare Fordel tillod, at en Svend ogsaa kunde optages paa den Betingelse, at han tilkjøbte sig en Kræmmers Hus. Det var under disse Omstændigheder næsten umuligt for en Urte- eller Isenkræmmersvend at blive selvstændig, og naar denne Udsigt betoges ham, var det haarde Trælleliv i Urteboden næsten uudholdeligt. Men ikke nok hermed - i Novbr. 1750 udvirkede Urtekræmmerne en Resolution mod den


52

saakaldte "Tilgift", ikke blot fordi den foraarsagede deres Ruin, men fordi "den gav en særdeles Anledning til en fornærmelig og fordægtig Omgang mellem deres egne og andre Folks Tjenestetyender." Den, der gav Tilgift, skulde første Gang bøde 10 Rdlr., anden Gang dobbelt og tredie Gang tredobbelt, Halvdelen til Angiveren, og Halvdelen til Konventhusets Kasse; var det en Svend, skulde han betale det Samme eller i Mangel heraf tjene et Aar længere som Svend. Den Smule Frihed, Svendene havde havt om Søndagen, led derhos et væsentligt Skaar, da det i 1751 blev Urtekræmmerne tilladt at aabne deres Boder paa Søn- og Helligdage Kl. 4 om Eftermiddagen, hvilket Chr. VI havde forbudt sexten Aar iforveien.

Det varede dog ikke længe, før det gik op for Regjeringen, at Bestemmelserne vare for strænge, og der paafulgte nu en Række Undtagelser. Man taalte vel ikke, at Svendene "underfundigen omgik Loven ved at laane 1000 Rdlr. paa en Times Tid mod Kontra-Bevis og Douceurs", men Mange fik Tilladelse til at nedsætte sig som Urtekræmmere uden at opfylde Betingelserne, ligesom det blev indskærpet, at Alle og Enhver maatte handle med chinesiske og ostindiske Varer saavelsom med The og Kaffe. Herover følte Lauget sig naturligvis fornærmet og indgik den 22 Aug. 1758 med et Bønskrift til Kongen, hvori det henviste til sine Privilegier og Artikler, antydede, at Majestæten havde unddraget det sin Naade, Forsorg og Beskjærmelse, hvortil det høilig trængte, hvis det ikke skulde blive totalt ødelagt, og tilsidst bad om, at Kongen vilde hindre, at "det aldeles med Rode blev oprykket". Magistraten, hvis Erklæring blev indhentet, stillede sig efter Sædvane paa Laugets Side, men Generalprokureur Stampe, som ligeledes afgav sit Skjøn, kom til det stik modsatte Resultat, og Urtekræmmerne opnaaede Intet. Tvertimod havde Reskriptet af 10de April 1761 en udpræget fjendtlig Charakter mod dem og forskjellige andre Laug, ja man kan sige, at Urtekræmmernes vidtgaaende Fordringer, eller som Stampe udtrykker sig: "deres Forsøg paa at gjøre Urtekræmmernæringen til et Slags Fideikommis eller Stamhus for sig selv, Børn og Descendenter", gav Signalet til en friere Aand og betegner et vigtigt Omslag i den gamle Opfattelse af Næringsvæsen og Laugstvang.

Før dette Tidspunkt var Laugsaanden nemlig uforandret fra Christian den Sjettes Tid. Det var nu som før Mestrenes Opgave at omgjærde Laugene med saa mange hemmende Bestemmelser som


53

muligt, vanskeliggjøre Adgangen til dem og derved hindre al ubehagelig Konkurrence. Klager over Frimestre, Fuskere og Militaire hørtes bestandig, og paa dette Omraade vistes der Laugene al mulig Imødekommenhed, men i andre Retninger fik Regjeringen dog lidt efter lidt Øinene op for, at ikke al Tvang var gavnlig for Udviklingen. Da Guldsmedene kun vilde tillade én Svend ad Gangen at gjøre Mesterstykke, fik Oldermanden, i hvis Hus Arbeidet blev forfærdiget, saaledes Ordre til at skaffe Plads for mindst to; Mestrenes Trakasserier og formelle Indsigelser for at hindre Tilgang bleve i Regelen misbilligede, og hyppigt underkjendte en kongelig Resolution Oldermandens og Skuemestrenes Kassation af Mesterstykker og erklærede dem for fuldt tilfredsstillende. Endnu hyppigere blev der set igjennem Fingre med, at den paagjældende Aspirant ikke havde opfyldt Laugsartiklernes Forskrifter bogstaveligt, eller endog med at han direkte havde forsyndet sig imod dem, naar han blot ansaas for duelig, eller Billighed talte for, at han blev bønhørt. Den gamle Bestemmelse om, at enhver Laugsbroder skulde være født af "ærlige og ægte Forældre" blev ikke længere overholdt strengt, og flere Gange bleve Laugene ved et Magtsprog tvungne til at indtage Slegfredbørn. Paa den anden Side kunde det dog ogsaa hænde, at der maatte tages Hensyn til Haandværksstandens Fordomme, navnlig naar Modstand kunde føre til Vanskeligheder med tydske Laug; saaledes maatte en gift Blytækkersvend i 1754 nøies med at blive Frimester med Ret til at holde et Par Personer til Hjælp, fordi gifte Blytækkersvende ikke kunde faa Arbeide i Tydskland, og Kongen ikke ved at optræde herimod "vilde give Anledning til, at de herværende Blytækkersvende forlod Staden og reiste ud af Landet." Den samme Vedtægt gjaldt iøvrigt ogsaa for Possementmagersvende; heller ikke de maatte gifte sig, og hvis de gjorde det, bleve de kaldte "Weiber-Kerls" og kunde ikke faa Arbeide i det romerske Rige. Regjeringen havde dog Opmærksomheden henvendt paa dette Afhængighedsforhold af Tydskland og søgte at modarbeide det. Allerede i 1736 havde Chr. VI givet de kjøbenhavnske Sværdfegere Ret til at behandle lybækske og hamborgske Svende som Fuskere, da Mestrene i Lybæk. og Hamborg behandlede de kjøbenhavnske Svende saaledes, og i 1760 fik Malermestrene i Kbhvn. Tilladelse til at tage lignende Repressalier overfor Svende fra Lybæk, Hamborg og Danzig.


54

Laugene spillede en stor Rolle i Byens Liv; deres Optog og Fester, Stridigheder og Disputer, Ansøgninger, Klager og Brødnid satte Sindene i Bevægelse og gav Anledning til utrolig mange Bryderier. Regjeringen vilde dog ikke indlade sig paa at gjengive dem deres gamle Jurisdiktion, thi da de i 1748 søgte om, at alle Uenigheder mellem Mestre og Svende i første Instants maatte examineres og paakjerides af Oldermanden og hans Bisiddere, fik de Afslag med en simpel Henvisning til Politimesterens Instrux af 24de Marts 1741, hvori denne netop var bleven bemyndiget til at paakjende slige Sager. Mest tiltalende vare naturligvis de offentlige Optog ved "Amtsskilternes" Flytning; en saadan Ceremoni i Februar 1749 omtales paa følgende Maade i de "Kjøbenhavnske danske Posttidender", en Skildring, der tillige kan tjene som Prøve paa Datidens Journalistik. "Da Snedkerne, hedder det, i Anledning af at forny deres Skilt, holdt i Onsdags et prægtigt Optog her i Staden, var hele Almuen i denne kongelige Residentsstad i Bevægelse for at være Tilskuere derved. Især var Tilløbet usigeligt, da de paa Slotspladsen beviste deres allerunderdanigste Ærbødighed for deres kongelige Majestæter ved at svinge Fanen og ved adskillige Dandse. Hans Majestæt, vor allerdyrebareste Monark, beviste sig og saa naadig at se ud af Vinduet paa dette Lyst-Spil, hvorved Alles Øien bleve hendragne fra Slotspladsen og fra Spillet til Monarkens naadige Aasyn, hvoraf Naade og Majestæt fremskinnede. Men den ved allerunderdanigst Troskab optændte Glæde blev usigelig, da de attente Tilskuere øinede paa Slottet Nordens dyrebareste Klenod, vor allernaadigste Dronning, der havde allernaadigst behaget at trine til Vinduet og benaadet dette Optog med sit allernaadigste Aasyn, hvorved alle Tilskuere bleve forvissede om deres Bønners Bønhørelse for hendes Majestæts Restitution og allerhøieste Velgaaende. (Christian den Syvende var bleven født den 29de Januar s. A.) Om bemeldte Optog, som siden blev fortsat forbi Raadhuset, hvor ligeledes Fanen blev svinget, igjennem Stadens fornemste Gader og endtes udi Grønnegade, hvor Skiltet blev ophængt for Snedkernes Laugshus, haaber man ellers herefter at meddele en udførlig Beskrivelse."

Et alvorligere Udseende fik Staden nogle Maaneder senere, da Stridigheder mellem Mestre og Svende førte til Arbeidsnedlæggelser med paafølgende "Ustyr og Sammenrottelser". Uordenerne synes at have havt en tumultuarisk Charakter, thi det siges, at Svendene


55

"trods alle Forbud mod Selvraadighed, Spatzergange, Frimandags Holdelse, utilladelige Sammenkomster og Arbeidsforsømmelse dog nogle Gange endrægteligen have forladt Mestrenes Arbeide i det hele Amt, uden at Hovedmanden har været at udfinde; endvidere have de spatzert i Hobetal og ikke villet gaa i deres Mestres Arbeide igjen, hvorved disse høilig ere blevne fornærmede, og Publikum har lidt Ophold i det behøvende Arbeids Forfærdigelse." De Laug, som navnlig vare indviklede i Bevægelsen, vare Mur- og Tømmersvende, samt Skomager- og Smedesvende; de sidste synes endog at have begaaet Vold og Mishandlinger. Regjeringen optraadte skarpt mod disse Striker; ved trykte Plakater blev det bekjendtgjort, at enhver Svend, der forlod sin Mesters Værksted uden Tilladelse, uvægerlig skulde straffes for sin Opsætsighed, hvad enten han i Hovedsagen havde Ret eller Uret; hvis de Strikende samlede sig paa Gaden, i Værtshuse eller andetsteds, kunde Politimesteren uden videre lade dem indsætte i Arresthuset eller Vagterne og eventuelt paakalde Sø- og Landmilitairets Assistance; Processen mod de urolige og motvillige Svende skulde føres summarisk, og Straffen, de ifaldt, i Regelen være strængt Fæstningsarbeide i Jern paa visse Uger, Maaneder eller Aar efter Forseelsens Grovhed. Hvis Hovedmanden til den begaaede Uorden og formastelige Opstand blev udfunden, forbeholdt Kongen sig at diktere ham en "exemplarisk Straf".

Anledningen til disse og lignende Stridigheder var af forskjellig Natur, snart den almindelige, at Mestrene tiltog sig for stor Myndighed, som om "de havde glemt, at de selv havde været Svende", eller at Svendene nægtede Lauget Lydighed og "pønsede paa Oprør", snart var det mere haandgribelige Spørgsmaal, der laa Parterne imellem. Mange Gange kom det til Konflikter mellem Mestre og Svende, fordi de første antog for mange Læredrenge; "Tidepengenes" uregelmæssige Betaling, Anvendelse og Bestyrelse, Etikettespørgsmaal o. lign. kunde ligeledes føre til Krig og engang imellem, saaledes i Februar 1763 for Tømmersvendenes Vedkommende, Fordring om høiere Dagløn. Dette hører dog til Sjeldenhederne, thi Arbeiderne havde endnu ikke faaet Øiet op for denne Side af Sagen. Man nøiedes med at kjævles om Smaating; saaledes vakte det i 1756 stort Røre blandt Tømmersvendene, da der efter Hofbygmester Thuras Indstilling og paa samtlige Tømmermestres Anbefaling blev udstedt Forbud mod den utilladelige Misbrug med det saakaldte


56

"Ros", og Skomagersvendene sloges tappert med Mestrene om deres "Spisepenge". De satte iøvrigt deres Villie igjennem, thi i Novbr. 1748 blev det afgjort, at de hver Søndag og tre Dage i hver Paaske, Pintse og Jul skulde have et Maaltid Mad eller 12 Skilling Dansk af deres Mestre, dog at de til Gjengjæld lovede at være flittige, ikke "bortdrive visse Dage om Ugen ved Spatzeregang, der ellers skal være blevet ligesom en Sædvane blandt dem" og betale 1 Rdlr. til Laugets Fattige, hvis de tog sig fri mere end én Søgnedag om Ugen. Man ser heraf paany, at det ikke var lykkedes Regjeringen at sætte Frimandagens Afskaffelse igjennem.

I den første Halvdel af Frederik den Femtes Regjeringstid udstedtes der nye eller forbedrede Laugsartikler: for Tobaksspinderne den 11te Mai 1750, for Strømpevæverne den 30te Septbr. 1751, for Smedene den 11te Aug. 1752, for Vognmændene og Parykmagerne den 27de April 1753, for Malerne den 14de Septbr. s. A., for Naalemagerne 3die Febr. 1755, og endelig bleve Nagelsmedene og Uhrmagerne selvstændige Laug henholdsvis den 23de Mai og den 18de Juli 1755. Naalemagerne, hvoraf der kun var 6 i Byen, og Tobakspinderne ønskede naturligvis Laug for at sikkre sig et Slags Monopol; de sidste erklærede endog, at de ikke "turde hazardere de nødvendige Omkostninger paa Materialiers og Instrumenters Anskaffelse, naar Fremmede og Udenrigske toge den Fordel, som Kongens Undersaatter kunde tilvoxe, ja mange af deres bedste og flittigste Svende kjededes ved Arbeidet, fordi de ikke kunde vente saadan Forfremmelse her som ved andre deslige Professioner." Smedene fik deres Artikler forandrede, navnlig for at gjøre Mesterstykket vanskeligere, og derved hindre altfor stærk Tilgang, Vognmændene for at faa deres Taxt forhøiet, hindre Fornærmelser af Hyrekuske og Sandagere samt indføre Omgang eller Kjørsel paa Tour, og Parykmagerne for at hindre Haarskjærerne i at gjøre dem Indpas. Malernes Artikler forandredes for at favorisere Laugsmestrenes Sønner og forøge Kontrollen med Svendene, og endelig bleve Nagelsmedene og Uhrmagerne skilte fra Smedelauget og fik separate Artikler, de første, fordi de ikke kunde forliges med Grov-, Anker- og Kleinsmedene, de sidste, fordi de "formente aldeles ingen Lighed med Grovsmedelauget at have, men som Kunstnere at burde anses". Som man ser, vare de fleste af disse nye Artikler kun en videre Udvikling af de gamle Grundsætninger. Kun for et enkelt Laugs Vedkommende blev der gjort en Undtagelse, nemlig


57

da Billedhuggernes Artikler den 27de April 1759 bleve ophævede efter Mestrenes egen Ansøgning. Dette skete dog ikke af nogen Uvillie mod Laugstvangen, men af den haarde Nødvendighed. Vel havde en Billedhugger, Peder Leed i 1750 gjort gjældende, at hans "Videnskab var en fri Kunst, som intetsteds i Verden var bunden", og havde oplyst, at fremmede Svende derfor nægtede at arbeide hos Billedhuggere, der vare i Laug, men der blev intet Hensyn taget til hans Forestilling, I 1752 klagede Billedhugger Stanley, Professor ved Kunstakademiet, over Laugets Chikaner og ansøgte om, at hans Svende og Drenge maatte anses lige med dem, der tjente og lærte hos Amtsmestre, thi han holdt for, at det var anstødeligt for en Professor at indtræde i Lauget. Kommercekollegiet gav ham Medhold, og hans Ansøgning blev bevilget, men Lauget vedblev at bestaa, og Ingen tænkte paa at afskaffe det, før det syv Aar efter døde Straadøden. Det bestod da af 5 Mestre og en Enke, der alle vare saa yderlig fattige, at de ikke kunde holde Svende eller Drenge, og da Oldermanden ikke vilde fungere længere, bad de om Fritagelse for videre Laugs Holdelse, hvilket bevilgedes paa Magistratens Anbefaling.

Som ovenfor omtalt, var det Urtekræmmernes Forsøg i 1758 paa at faa deres Privilegier skjærpede, der fremkaldte et betydningsfuldt Omslag i Regjeringens Stilling til Laugene. Generalprokureur Stampe greb Leiligheden til at rette et skarpt Angreb paa alle Laugsindretningerne, hvori han ubarmhjertigt og skaanselsløst, med Indignationens og Ironiens Vaaben afslørede deres Mangler og Misbrug, og han fandt Medhold baade hos Kommercekollegiet og Kancelliet. Følgen blev det mindeværdige Reskript af 10de April 1761, som opstiller helt nye Principer, og strider mod alt det Overleverede. Allerede i Præmisserne udtales den Grundsætning, at "det udi en vel indrettet Stat ikke lettelig bør formenes Nogen at ernære sig paa hvad lovlig Maade, han bedst véd og kan". Kongen vil derfor engang for alle have besluttet, at intet nyt Laug efterdags maa indrettes, ei heller nye Laugsartikler konfirmeres, medmindre de i et eller andet Tilfælde maatte være saaledes forfattede, at Enhver, der forlanger det, uden Bryderi eller Omkostning kan indtages imod at betale en Kjendelse af 4 til 6 Mark eller "lidt mere". Hvis et eller andet Laug skulde finde sin Regning ved at faa Lauget ophævet, som Billedhuggerne for nogen Tid siden fik, kan det gjerne bevilges,


58

og det Samme bør iagttages ved de Laug, som paa en eller anden Maade forbryde deres Laugsartikler og Privilegier. Monopoler og privilegia exclusiva ville ikke mere blive udstedte, navnlig ikke monopolia realia, som ere knyttede til visse Bygninger eller Grunde; dog kunne nye Fabriker og Manufakturer faa Privilegier paa et vist Aaremaal. Formelle Mangler skulle ikke længere være til Hinder for at komme i Laug, og Fattigfolk maa arbeide i en hvilkensomhelst Profession med egne Hænder, ja med Drengs eller Haandlangers Assistance, naar de erklære, at de ikke vide anden Maade at ernære sig, og det ved nærmere Undersøgelse befindes, at "det omtrent forholder sig saaledes". Omkostningerne ved at komme i Laug skulle nedsættes; enhver Mester skal mindst have én indfødt Dreng i Lære, og Magistraten skal kunne dispensere duelige Svende fra at forfærdige Mesterstykke. Men "skal et saadant endelig forfærdiges", maa Svenden forfærdige det, som mageligst kan afsættes og kræver mindst Bekostning og Tid. Derhos skulle Haandværkssvende frit kunne indlade sig i Ægteskab, og hvis de af denne Grund afskediges af Mesteren, eller andre Svende nægte at arbeide med dem, vil Kongen bevilge dem at indtages i Lauget som Mestre, uanset Noget endnu maatte fattes i deres Svendeaar, eller noget andet Reqvisitum dertil maatte mangle dem. Endelig faar Magistraten Ordre til jævnligen at advare og tilholde vedkommende Laug selv at frembringe, forskaffe og forarbeide de Ting, som Indbyggerne ere komne i Vane med at forskrive fra fremmede Steder, skjøndt de lettelig her kunne haves ligesaa gode og for ligesaa godt Kjøb.

Det varede ikke længe, før Virkningerne af dette Reskript bleve kjendelige. Magistraten lod ufortøvet alle Haandværkslaugenes Oldermænd kalde for sig paa Raadstuen, og her drøftedes nu, hvorledes Omkostningerne ved at komme i Laug kunde modereres yderligere, thi de vare allerede blevne nedsatte i 1756, skjøndt ingenlunde tilstrækkeligt. En Skomagersvend maatte f. Ex. endnu betale 42 Rdlr. for at blive Mester, hvilket i hin Tid var en betydelig Sum. Den nye Tabel, som for de fleste Laugs Vedkommende nedsatte Omkostningerne til under Halvdelen af de tidligere, og for nogles til henved en Trediedel, blev approberet af Kongen den 27de August 1762. Heri bestemmes, hvad der skal betales i Leie af Værktøi og Værelser til Mesterstykkets Forfærdigelse, endvidere hvad der skal udredes til Laugskassen, Laugshuset, Oldermanden, Laugets Fattige, Politi-


59

betjentene (som havde Tilsyn med, at der ei trakteredes) til Stadsbygmesteren og Navigationsdirekteuren, og endelig til Ligklædet og Ligkassen. De to sidste Poster vare dog ikke tvungne, men betaltes kun af dem, der vilde bruge Ligklædet eller være Interessenter i Ligkassen. Tabellen opregner i alt 40 Haandværkslaug; det dyreste af disse at komme ind i var Blytækkernes, nemlig 32 Rdlr. (fordi mange af Laugsbrødrene kom til Skade ved det farlige Arbeide), dernæst Skomagernes og Blikkenslagernes henholdsvis 18 og 17 Rdlr. (fordi disse Laug vare i stor Gjæld). Seilmagerne maatte betale 15 Rdlr. og Bagerne 12, men ellers varierede Omkostningerne fra 5 til 10 Rdlr. Undersøger man de enkelte Poster, viser det sig, at den høieste Betaling for Leie af Værelser og Værktøi til Mesterstykkes Forfærdigelse gaves af Guldsmedene og Kobbersmedene med 2 Rdlr. om Ugen, Remmesnidere gave 4 Rdlr. i det Hele, ellers var den almindelige Betaling herfor 2 Rdlr., thi Skuemestrene fik nu ingen Sportler for deres Umage og Tilsyn ved Mesterstykkets Forfærdigelse. Til Laugskassen betaltes overalt 2 Rdlr. undtagen Blytækkerne, der maatte udrede 30 Rdlr. og Blikkenslagerne 12. Til de elleve Laugshuse (nemlig Bagernes, Dugmagernes, Feldberedernes, Glarmestrenes, Handskemagernes, Kandestøbernes, Skomagernes, Skrædernes, Smedenes, Snedkernes og Tømmermændenes) betaltes 1 a 2 Rdlr. Oldermanden, Laugets Fattige og Politibetjentene fik i Regelen 1 Rdlr.; Bidraget til Ligklædet var derimod 2 a 3 Rdlr. Af Ligkasser nævnes kun 4, nemlig Skomagernes (hvortil der skulde betales 10 Rdlr.), Skrædernes (1 Rdlr.) samt Smedenes og Snedkernes (hver 2 Rdlr.). Fire Laug nemlig Glarmestre, Murmestre, Snedkere og Tømmermestre maatte afgive hver 2 Rdlr. til Stadsbygmesteren, og endelig maatte et enkelt, nemlig Seilmagerne, betale Navigationsdirekteuren 10 Rdlr. For Drenges og Svendes Vedkommende blev det fastsat som "en general Regel og Efterlevelse for samtlige Laug", at Indskrivningspengene for en Læredreng skulde være 4 Mark og for en Svend til Mesteraaret 1 Rdlr.; Overgangen fra Dreng til Svend var derimod gratis. Oldermandens Indtægt af Laugssamlinger bortfaldt, undtagen naar saadanne bleve begjærte af Mestre eller Svende "i Stridigheders og Uenigheds Tilfælde", og de unge Mestres Salairer til Laugsskriver og Bud saavelsom Betalingen til Skomagernes Krofader afskaffedes. Til ikke ringe Lettelse for Svendene fik Magistraten derhos Tilladelse til at dispensere dem fra Mesteraar,


60

naar Omstændighederne talte derfor, ja afskaffe det helt, naar det maatte anses for overflødigt saasom hos Bogbindere, Blikkenslagere, Garvere, Skomagere og Skrædere.

Den kjøbenhavnske Haandværksstand stod i det Hele paa et temmelig lavt Trin. Stampe anbefaler netop en lettere Adgang til Laugene for at formere Konkurrencen og derved skaffe bedre Arbeide og billigere Priser, thi - siger han - "dette er udi Kjøbenhavn høist nødvendigt, hvor det, som kaldes main d'oeuvre, er i Forhold langt dyrere og derhos ofte slettere end i nogen anden anseelig Stad i hele Europa." Som Følge heraf blev en stor Mængde Haandværksarbeide indforskreven fra Udlandet, ogsaa engang imellem Haandværksfolk, af hvilke man haabede at drage Nytte, og som for at nedsætte sig her belønnedes med Frihed for Indkvartering og borgerlig Tynge i 20 Aar. Et alvorligt Forsøg paa at ophjælpe Standen blev gjort, da Magistraten samtidig med den ovenanførte Tabels Godkjendelse blev bemyndiget til at anordne Svendeprøver ved Laugene, hvilket hidtil kun havde været i Brug hos Malere og Bødkere, for at "Drengene enten ved Tegning eller Arbeide efter Professionens Beskaffenhed kunde vise, at de i deres Læreaar havde nogenlunde skikkelig lært Haandværket." Man mente hermed at hindre Læredrengenes Anvendelse til Husarbeide og Besørgelse af Byærinder, saameget mere som det blev bestemt, at ikke Drengene, men Mesteren skulde straffes, naar Svendestykket var kassabelt. Tilgangen af Drenge var dog ikke stor ved Laugene, skjøndt det i Modsætning til Laugsartiklernes Ordlyd ofte tillodes Mestrene at holde saamange, de havde behov; men Svendene modsatte sig deres Antagelse, Livet var surt for dem, og Udsigten til i en fjern Fremtid at blive Mester ikke engang tillokkende. Stampe, der ønskede Laugenes Uafhængighed af de tydske Svende, som kom hertil i Massevis for atter at udvandre, skriver i 1760: "Det gjør mig Ondt at erfare, at der f. Ex. i Tømmermandslauget er 450 Svende og kun 21 Drenge, i Murmesterlauget 394 Svende og kun 47 Drenge." De aarlige Tabeller vise for mange andre Laugs Vedkommende et lignende Forhold. Sagen var imidlertid, at Haandværksstandens Kaar fordetmeste vare ringe og Stillingen kun lidet anset, hvilket alene kan sluttes deraf, at Haandværkerne ikke engang kunde faa Sæde blandt de 32 Mænd, men udtrykkelig vare udelukkede. Først efter Aaret 1800 finder man Haandværkere i denne Forsamling.


61

Hvad der tilsigtedes ved Reskriptet af 10de April 1761 lægger sig tydeligt for Dagen i en Yttring af Kommercekollegiet to Aar senere. Kjøbenhavns eneste Linneddamaskvæver Zegelken var afgaaet ved Døden, og hans Enke havde ansøgt om at maatte fortsætte Driften, selv om hun giftede sig igjen. Tilladelsen blev given, thi Kollegiet fandt den stemmende med Billigheden, eftersom "det har behaget Hs. kgl. Majestæt en stor Mængde andre Professioner ligeledes med særdeles Bevillinger at fritage for de fleste Slags Laugsartikler, der i mange Punkter hidindtil haver tilstoppet for en stor Del Veien til Næring og Levebrød for Folk." Man synes med andre Ord at have havt isinde at undergrave Laugsvæsenet lidt efter lidt og efterhaanden nærme sig Næringsfrihed. Maalet blev dog ikke naaet, Laugenes Modstand var for seig og Laugsaanden for stærk til at kunne brydes ihast, og for enkelte Laugs Vedkommende havde Stampe selv indrømmet, at der Intet var at gjøre. Han udtaler sig saaledes overmaade skarpt mod Bryggerrettigheden og Bryggeromgangen, men tilføier, at den er bleven et nødvendigt Onde, som ikke uden allerstørste Vanskelighed og meget skadelige Følger kan ophæves. At der findes 100 Bryggergaarde i Kjøbenhavn, hvis Eiere have Eneret paa at brygge det Øl, der forbruges, og nyde Fordelen derved, lægger et trykkende og utilladeligt Baand paa Vindskibeligheden, men at hæve denne Ordning med et Pennestrøg vilde paa den anden Side være et endnu større Onde. Bryggergaardene ere nemlig stegne overordentligt i Pris ved det Privilegium der er knyttet til dem; en Gaard, som er 5-6000 Rdlr. værd, betales derfor med 13-14000 Rdlr., og en pludselig Forandring vilde medføre et Tab af 8-900,000 Rdlr., ødelægge 60 til 70 Familier og berøve de offentlige Kasser en Indtægt af 3-400,000 Rdlr.

Bryggerne vare de betydeligste Næringsdrivende i Byen og tillige ansete Folk; der var endog mange charakteriserede Personer imellem dem, kongelige Embedsmænd og Militaire, som enten havde tilkjøbt sig Gaardene, arvet dem eller faaet dem i Medgift. De dannede en formelig "Ring", og Kommercekollegiet blev overvældet af Klager imod dem. I 1746 indgav saaledes Øltapperne 4 Memorialer, hvori de forlangte Bryggerligningen ophævet, fordi den efter Sigende ruinerede dem. Brændevinsbrænderne fremkom med samme Fordring og klagede over, at de maatte betale deres behøvende Gjær og "Paasæt" dobbelt saa dyrt som før, og Haand-


62

værkslaugene ansøgte om Frihed til selv at brygge Øl til Husfornødenhed. Bryggernes Oldermand imødegik imidlertid disse Angreb; han fremhævede, at Gjærens Pris ikke afhang af Bryggerne, men af deres Svende og Knægte, som fik den istedetfor Løn, og paastod, at "Øltappernes Klager stammede fra nogle faa Folk, der vare slette Husholdere og kun søgte Ligningens Afskaffelse for at komme i den forrige Train med at kjøbe og ikke betale, ja at aftvinge Bryggerne Douceurs og andre Foræringer", hvilket nu var forbudt. Kollegiet gav denne Opfattelse Medhold og afviste Klagen, navnlig fordi kun 6 af Byens 1000 Øltappere havde underskrevet den. Men Uvillien og Misfornøielsen kom atter og atter frem. I 1750 beskyldte to Bryggersvende Lauget for at sælge Øl underhaanden udenfor Laugshuset, hvilket stred mod Ligningsforordningen, men Sagen faldt hen af Mangel paa Bevis. Samme Skjæbne fik en Besværing over det tynde og daarlige Øl, undertegnet: "Samtlige Skibstømmermænd ved den faste Stok", thi da Ingen havde underskrevet med Navn, fandtes Klagen "uden Realitet, ja som et fuldkomment Exempel paa gemene Folks slet grundede og utilforladelige Klager." Et nyt Stormløb, der blev iværksat i 1752 af Brændevinsbrænderne, Bagerne, Øltapperne og Spækhøkerne, bar endelig Frugt, dog vistnok navnlig fordi en Borger ved Navn Leegaard havde brugt det afgjørende Argument, at Bryggerligningen paaførte Kongen et stort og ubodeligt Tab i Konsumptionsintrader. En Kommission med Myndighed til at indstævne Denuncianter, Klagere, Bryggere og Bryggersvende blev nu nedsat, og tre Aar efter, den 13de Juni 1755, udkom den store Forordning om Forandringer i Omgangsbrygningen og Ligningen.

I al Korthed kan denne Forordning fremstilles som et Forsøg paa at holde Priserne nede baade paa Øl og Gjær og samtidig sikkre Øllets Godhed ved en udvidet og skjærpet Kontrol. Istedetfor den tidligere aarlige Taxt indførtes der nu en staaende baade for lette og dyre Aar; af hvert Bryg paa 14 Tdr. god Malt maatte der kun udbringes et vist ringere Kvantum Øl end tidligere, Humle og Malt skulde kontrolleres, om det var forsvarligt og tilstrækkeligt, Bryggersvendene, som nu ikke kunde antages uden at have aflagt Ed paa Raadstuen efter en bestemt Formular, havde den Pligt at være deres Husbonders Angivere, naar Alt ikke gik rigtigt til, Vragerne og Prøvekamret fik udvidet Myndighed o. s. v. Ingen af Lovens 23 Paragrapher fandt imidlertid Naade for Bryggernes Øine,


63

og den 4de August 1755 indgik de derfor med en Supplik til Kongen, hvori de angreb alle Bestemmelserne i nærgaaende Udtryk, navnlig den faste Taxt, ligesom de vare yderst misfornøiede over, at deres Avindsmænd, Brændevinsbrænderne og Øltapperne, skulde efterse Malten og Humlen, og over at de skulde have edsvorne Bryggersvende, der vilde være sande "Huskors". Kommissionen blev dem imidlertid ikke Svar skyldig, og det nyttede heller ikke, at de den 14de Oktober indkom med et skriftligt "Allerunderdanigst Memorial, om at det er umuligt for en Brygger i Kbhvn. at have Livsophold, naar han ei kan udgjøre mere af ethvert Bryg Øl end 77 Rdlr." Ved udførlige Beregninger beviste de her klarligen, at hver Brygger i Kbhvn. vilde tabe 345 Rdlr. om Aaret ved Forordningen og ingen Indtægt have, men Kommissionen beviste ligesaa klart med Tal, at Bryggerlauget vilde staae sig udmærket ved en Indtægt af 77 Rdlr. af hvert Bryg. Enden blev, at et Missive til Magistraten af 21de Novbr. 1755 befalede, at det skulde blive ved Forordningen af 13de Juni, og at denne ufortøvet skulde iværksættes og efterleves. Dette skete ogsaa under stadige Konflikter og Vanskeligheder. Snart blev en Bryggerkarl dømt fra sin Tjeneste, fordi han havde taget for meget Gjær af et Bryg, eller havde udført Øl, før det var vraget, snart blev en Brygger mulkteret, der havde solgt beskadiget eller "nedsat" Øl som godt. I 1761 blev det opdaget at Brygge Weyse i et helt Aar havde taget mere Øl af hvert Bryg, end Forordningen tillod, hvorfor han blev idømt den uhyre Bøde af 2874 Rdlr. 2 Mk. til lige Deling mellem Angiveren og Konventhuset. Han slap dog med at betale Konventhusets Andel. At man var gaaet Bryggerlauget lovlig nær ved den nye Ordning fremgaar iøvrigt deraf, at den "staaende Taxt baade for lette og dyre Aar" allerede i 1757 blev forhøiet, og disse Forhøielser gjentog sig saagodtsom hvert Aar i hele Frederik den Femtes Regjeringstid, thi Priserne paa Byg steg; det var ofte vanskeligt at skaffe Brænde, saaledes at der maatte brygges med Stenkul, og Livet blev i det Hele dyrere. Medens hver Laugsbroder tidligere havde havt 42 Bryg om Aaret, sank disses Tal i 1765 ned til 32, "dels formedelst Garnisonens Ringhed nu for Tiden, dels formedelst Indvaanernes aftagende Omstændigheder og den megen Thedrikken, der er kommen i Brug." Lauget søgte at hjælpe paa denne Nedgang i Indtægt ved at kjøbe Bryggergaarde, nedlægge dem og saaledes formindske


64

Interessenternes Antal, men dette blev forbudt i Reskriptet af 10de April 1761, hvori det ogsaa bestemtes, at det bestaaende Antal Fribryggere skulde konserveres.

De Ølsorter, der især bryggedes, vare "4 Rigsdalers 01", (som kostede 14-16 Mark Tønden) "Mellemøl« (8-9 Mark) og "Skillingsøl" (6 Mark). Prisen paa dette sidste blev af Hensyn til Fattigfolk ingensinde forhøiet. I 1757 fik Jakob Christensen Kautrup Tilladelse til at brygge Momme og Bryhan, de to gamle Ølsorter, som forlængst vare gaaede af Brug her i Landet. Kommercekollegiet oplyser, at den første "præpareres af ren Rug, lidet Hvede samt adskillige gode Urter og Humle, hvorhos den skal være sund, liflig, og af en angenem Smag", medens Bryhan er "en angenem Sommerdrik, der brygges af Hvede med andre Ingredientser tilsat". Bryggerlauget modsatte sig længe Kautrups Bevilling, og da han endelig havde faaet den, "chikanerede det ham paa alle optænkelige Maader ved at gjøre Inkvisitioner i hans Hus, under Paaskud af at han bryggede ordinært Øl tilligemed Momme." Tilsidst antog Striden saa store Dimensioner, at der blev nedsat en Kommission for at undersøge Sagen, og det viste sig, at Lauget ikke havde havt saa ganske Uret. Kautrup benyttede nemlig virkelig sin særlige Bevilling til at brygge Masser af ordinairt Øl udenfor sin Tur, og søgte paa denne Maade at unddrage sig Ligningen og Taxten; han blev derfor idømt en større Mulkt, og alle hans Kolleger fik nu ogsaa Tilladelse til at brygge de to Ølsorter efter Behag uden Afkortning i Ligningen. Vragerne skulde dog efterse og smage, at det var Momme og Bryhan og intet Andet; de skulde tydelig skjønne, at det differerede fra og var stærkere end det ordinaire 4 Rdlr. Øl, før det maatte udføres til Forhandling.

Imod Slagterne og Bagerne havde Stampe ligesaa vægtige Anker at fremføre som mod Bryggerne, ja han gik saa vidt, at han egentlig vilde have anset det for rigtigst helt at ophæve disse Laug som "ikke fortjente at skaanes". Slagterne holdt sig nemlig ikke deres Taxt efterrettelig, hvorved Livsfornødenhederne steg i Pris; Bagerne leverede dyrt og daarligt Brød og opfyldte ikke deres Forpligtelse til altid at have Forraad af Rug og Hvede for et Aar. Det blev derfor befalet, at Frislagternes Antal ikke længere skulde indskrænkes til 12 (smlgn. II. S. 495) saalidt som Bagergaardenes til 50, at Kjød- og Brødtaxterne i Fremtiden skulde fastsættes af


65

Magistraten efter Overlæg med de 32 Mænd (thi man gik ud fra, at disse sidste tog mere Hensyn til Menigmands Tarv), og endelig af Bagerne skulde straffes strængt, naar de solgte slet eller undervægtigt Brød. Magistraten skulde derhos tilholde Bagerlauget at have det omtalte Kornforraad for Fremtiden; dets Forkjøbsret til lollandsk Hvede, som det havde faaet i 1741, blev ophævet, og for at skabe en gavnlig Konkurrence blev det tilladt Folk udenfor Lauget, ikke blot som tidligere at handle med grovt Rugbrød, men selv at bage det, naar det kunde ske paa et bekvemt Sted og uden Fare. Disse priviligerede Rugbrødbagere, hvis Varer kaldtes "Hus-Bagerbrød" misbrugte imidlertid deres Frihed saavel ved at kjøbe Brødet hos Bagerne som ved at udsælge det til langt høiere Priser, hvorfor det i 1763 blev befalet, at de ligesom Bagerne skulde rette sig efter Brødtaxten, og hvis de tre Gange forsaa sig herimod, have deres Bevilling forbrudt.

Blandt Haandværkerne vare Guldsmedene de mest ansete; deres Laug hørte til dem, som Stampe ansaa for mere nyttige end skadelige. Der var uden Tvivl habile Folk imellem dem, men kun faa velstaaende, thi den stigende Indførsel af forarbeidet Guld og Sølv skadede dem i Næringen, saaledes at deres Oldermand i 1748 endog bruger de overdrevne Ord: "Lauget bestaar nu af 54 Mestre (i 1766 af 73), og jeg kan med Sandhed sige, at de fleste af Mangel paa Arbeide neppe kan bringe de Udgifter tilveie, som udkræves til Livets nødtørftige Ophold, ja fast maa krepere i Elendighed." Dette udelukkede dog ikke, at Lauget, da det i 1756 søgte om Forbud paa fremmede Guld- og Sølvvarers Indførsel, lovede at indrette en almindelig Udsælgningsboutik i Staden med Varer til en Værdi af 12,000 Rdlr. Den 11te Juli 1757 udkom virkelig et saadant Forbud, hvorhos 8 Isenkræmmere og 1 Silkekræmmer, der havde Beholdninger af slige Varer, fik Ordre til at have udsolgt inden Nytaar 1759, men Boutiken kom dog ikke istand. Ikke bedre gik det Snedker Ortmanns projekterede Meubelmagasin og Snedkerfabrik, hvorom han flere Gange søgte, og hvori der skulde være Varer for 6,000 Rdlr. Han ønskede nemlig Forbud paa Indførsel af fremmed Snedkerarbeide og 10 Aars Toldfrihed paa alle Raamaterialier, men det blev afslaaet, fordi det kun vilde give Anledning til Besværinger og Klagemaal. En vigtig Forandring, som indførtes for enkelte Laugs Vedkommende, var, at de udlærte Svendes Forpligtelse til at reise udenlands paa Haand-


66

værket blev afskaffet. I 1756 klagede Murmestrene og Stenhuggerne nemlig over, at de saa at sige vare nødte til at jage alle unge Svende ud af Byen, saaledes at kun de gamle og gifte bleve tilbage, der dels vare uduelige, dels opsætsige, og Kongen resolverede derpaa, at det skulde være en frivillig Sag at reise, og at ingen Svend kunde forholdes at blive Mester, fordi han ikke havde tilbragt de stipulerede to Aar i Udlandet. De gamle Kollisioner mellem Laugene om deres Eneret til at forhandle og forarbeide dette eller hint, blev i 1761 afgjort ved en Resolution, hvori det hedder, at "naar samme Slags Vare eller Arbeide findes nævnt i flere Laugsartikler, ere begge Laug lige berettigede til at forhandle og forarbeide dem, uden at det yngre Laug kan udelukke det ældre eller omvendt." Herved opnaaede Urtekræmmerne den Fordel, at de kunde handle med Tran ligesaavel som Hørkræmmerne, skjøndt disse sidste i 1728-havde faaet Høiesteretsdom for, at det udelukkende tilkom dem, fordi deres Laugsartikler vare de yngste.

Foruden de 40 egentlige Haandværkslaug fandtes der 14 Nærings-, Handels- og Fabriklaug i Byen, altsaa ialt 54. Det største var, efter en Tabel af 1766, Skippernes, som talte 315 Interessenter, derefter fulgte Brændevinsbrænderne (314) Skræderne (276), Skomagerne (273), Snedkerne (124), Grov- og Kleinsmedene (112), Bryggerne (100) og Parykmagerne (73). Der var 48 Malere, 41 Bødkere, 30 Bogbindere, 27 Possementmagere og 23 Handskemagere i Kbhvn. Samtlige Laug talte i 1766: 2,723 Mestre, 3,448 Svende og 2,221 Drenge, hvortil kom c. 3,000 Personer, der arbeidede hos Dugmagerne, Tøimagerne og Tobaksspinderne.

De frisindede Grundsætninger, som efter 1761 fulgtes i Laugsvæsenet, staa i mærkelig Modsætning til den Maade, paa hvilken Manufakturer og Fabriker søgtes fremmede, thi dette skete ved Befalinger og Trusler, Indførselsforbud og Privilegier, samt alle Slags andre Begunstigelser lige til direkte og rigelige Pengeunderstøttelser. Paa dette Omraade fulgtes den samme Fremgangsmaade som i Christian den Sjettes Tid, og mangen Gang saa det ud, som om Regjeringen ved paa den ene Side at lette Adgangen til Laugene, paa den anden at gjøre store Indskrænkninger i Næringsvæsenet til Gunst for Fabrikerne tog med den ene Haand, hvad den havde givet med den anden. Den Iver og Kraft, og man kan tilføie:


67

Hensynsløshed, hvormed man søgte at stampe en stor Industri op af Jorden, afgiver et høist mærkeligt Skuespil. Den ledende Aand i denne Bevægelse var Oversekretairen i det tydske Kancelli, Geheimeraad Johan Sigismund Schulin, en indvandret tydsk Præstesøn, som blev dansk Lehnsgreve kort før sin Død i 1750. Andetsteds blomstrede Fabrikerne og fremkaldte Rigdom og Liv; der var ingen Grund til, at Danmark skulde staa tilbage, og man fortsatte derfor trøstigt paa den tidligere Bane (smlgn. II. 728) og satte Alt ind paa at gjennemføre den uheldige økonomiske Politik. Den Modstand, Regjeringen mødte hos Befolkningen, var imidlertid seig, og trods alle Formaninger, Straffe og Opfordringer til Patriotisme (endog fra Prædikestolene) var man uvillig til at kjøbe de indenlandske Varer. De vare nemlig baade dyrere og daarligere end de fremmede. Saa stor var Ringeagten og Mistilliden til indenlandske Varer endnu i Begyndelsen af indeværende Aarhundrede, at en Forfatter skriver, at Lollikerne (han boede nemlig paa Lolland), hvis de havde kunnet tage deres Hoved af og sende det med en Skipper til Lybæk for at faa det barberet, med Glæde havde gjort det.

Christian den Sjettes skarpe Forholdsregler for at fremme Afsætningen fra det almindelige Magasin havde ikke frugtet (II, 727); Frederik den Femte forsøgte derfor først, hvad der kunde udrettes med Mildhed. Medens Faderen havde befalet, at Kræmmerne skulde betale 12 p. Ct. aarlig af deres Gjæld til Magasinet, naar den ikke blev afgjort i rette Tid (dog med den hemmelige Tilføielse at "Befalingen just ikke skulde overholdes strikte"), eftergav Sønnen delvist de 12 Procent og lovede i Fremtiden 18 Maaneders Kredit i Magasinet mod de sædvanlige 4 Procent, men derefter skulde der uvægerlig udredes 12 Procent Rente. Man troede, at Frygten for den høie Rente vilde tvinge Kræmmerne til større Akkuratesse, men tog Feil heri; thi i 1749 var Gjælden voxet med 20,000 Rdlr., saaledes at Magasinet havde over 64,000 Rdlr. tilgode. Da Direkteurerne imidlertid nærede Betænkeligheder ved "at fortfare mod Kræmmerne med Rigeur, ikke blot for disses, men for Magasinets egen Skyld", bleve de 12 p. Ct. helt eftergivne, hvilket "formentlig vilde encouragere Kræmmerne og indgyde dem Nidkjærhed til at betale". Det lykkedes virkelig ogsaa efterhaanden at faa Pengene ind, skjøndt kun med stor Vanskelighed og under stadige Trusler om Retsforfølgelse; i 1751 var det meste betalt, og Direkteurerne


68

for Magasinet erklære da i en Forestilling, at "de nu ikke længere ere forlegne for Penge". I 1768 var Magasinets Tilgodehavende hos Kræmmerne dog igjen voxet saa betydeligt, at det ikke mere kunde indlade sig paa at staa i Forskud til Fabrikanterne i det tidligere Omfang, og i 1771 blev den hele Diskonteringsmaade afskaffet.

Vigtigere end Pengespørgsmaalet var det imidlertid at skaffe Afsætning paa de indenlandske Fabrikata. Man forsøgte snart Overtalelser, snart Trusler; i et Reskript tales smukt om, at Folk "bør tilkjendegive deres patriotiske Villie og Intention til Opkomst for de indrettede Fabriker", i et andet faa samtlige Handlende i Provindserne Befaling til ufortøvet at tilkjøbe sig saa mange indenlandske Varer, som enhver efter sin Handels Beskaffenhed kan sælge, "saafremt de ikke ville lide, at Kongen paa ethvert Sted beskikker visse Personer, som allene skulle have Frihed til at falholde og sælge slige Vare". Man viste stor Opfindsomhed; saaledes blev der i 1749 indrettet et Lotteri for Varer fra Viborg Tugthus, men Altsammen frugtede det ikke; Ingen vilde kjøbe, og der blev kun afsat faa Lodder. "Det nyttede vel i Førstningen - skriver Kommercekollegiet - men efter faa Aars Forløb var det moxen lige galt." Endelig tabte Regjeringen Taalmodigheden; den vilde, som den selv siger, ikke længere tillade "saadan utilladelig Omgang", og udstedte derfor i Februar 1753 "en meget alvorlig Forordning, hvori ikke blot alle tidligere Anordninger bleve optagne, men endog yderlig skjærpede og extenderede."

Loven var saa stræng, at den næsten med Nødvendighed maatte forblive uden Virkning. Ingen maatte nu indføre fremmede Silke-, Ulden- og Bomuldsvarer i Danmark, ei heller andre til Smykke, Klæder og deres Prydelse henhørende Sager, ja end ikke tilforhandle sig saadanne, naar det blot kunde formodes, at de vare komne udenlands fra. Dog undtoges, hvad der kom med det asiatiske Kompagnies Skibe fra China eller Ostindien. Alle de Ting, som det var aldeles forbudt at bære saasom ægte og uægte Stene samt alt i Klæder indvirket eller derpaa hæftet Guld eller Sølv skulde strax aflægges. Alt fremmed Klæde, Silke o. d. skulde udføres af Landet; de ringere Ulden-, Bomulds- og Halvsilke Varer skulde være udsolgte inden et Aar eller udføres. Hvo, der overtraadte Forordningen, skulde have Varerne forbrudt og idømmes svære Bøder; var det en Rangsperson, skulde han desuden "eftertrykkeligen finde Kongens


69

Mishag og Unaade." Andre kongelige Betjente skulde strax afskediges fra deres Embeder, medens den Handlende, der forsaa sig, første Gang skulde lukke sin Krambod i 6 Maaneder, og hans Navn opslaas paa Hjørnet af den Gade, hvori han boede, som "kongelige Mandaters Overtræder og Contrabandier." Anden Gang skulde han miste al Frihed til at handle og derhos erklæres udygtig til noget Æres Embede, Betjening eller Charakter i Fremtiden. Skræderne og alle Haandværksmestre skulde straffes paa lignende Maade; Skippere, Styrmænd, Baadsfolk, Soldater, Arbeidskarle, Tjenestetyende og andre deslige, som indsmuglede fremmede Varer, skulde efter Forseelsens Omstændigheder undgjælde med Fæstningsarbeide eller anden vilkaarlig Straf paa Kroppen, og Hælere og Hjælpere skulde anses med lige Straf som Forbryderne selv. Endelig skulde alle Forskrivninger, Kontrakter, Gjældsbreve eller Fordringer, som kunde reise sig af de nu forbudne Varer, være aldeles ugyldige og kraftesløse.

Reskripter og Befalinger fulgte nu Slag i Slag baade til Magistraten i Kjøbenhavn og til Stiftamtmænd og Amtmænd; overalt skulde Myndighederne foreholde de Handlende, hvor uagtsomme og strafværdige de havde været, men tillige love dem Kongens Velbehag, ifald de herefter vilde vise Flid og Nidkjærhed for de indenlandske Fabrikers Opkomst. Skræderne maatte nu ikke længere sy Klæder, uden at Tøiet, der leveredes dem, var forsynet med Attest fra en indenlandsk Fabrikant, og to Gange om Ugen skulde Politimesteren lade inkvirere paa alle Skræderværksteder i Byen, om noget fremmed forbudent Tøi var under Arbeide. Ogsaa med Marskandiserne, som havde for Skik at lade Kontrabandevarer forarbeide i stor Maalestok af Fuskere, blev der holdt et vaagent Øie, og da der stadig kom udenlandske Silke- og Uldenvarer frem paa Auktioner, blev en Kræmmer, Nikolai Ketels, ansat til at møde ved disse og konfiskere de forbudne Stoffer. Det gik saa vidt, at Folk neppe turde vise sip paa Gaderne i Klædesfrakker; de vare ikke engang sikkre i deres Huse, thi Husundersøgelser, Beslaglæggelser og Angiverier bleve almindelige. I Decbr. 1755 mødte en Pige, Edel Cathrine Hagen, paa Politikamret som Vidne i en Sag og havde pyntet sig med et Par Ørenringe af Krystal. Hun blev ufortøvet sat under Anholdelse og idømt 50 Rdlr. Mulkt, men slap dog med 5 Rdlr., da hun undskyldte sig med Uvidenhed. Naturligvis vrimler det med Exempler af lignende Art; kun vare de Færreste saa naive, at de gik lige i


70

Løvens Gab. Saa langt fra at fremme Afsætningen af danske Fabrikata, bevirkede Regjeringens Optræden imidlertid kun, at den blev formindsket; i 1756 skriver Kommercekollegiet endog, at Debiten paa indenlandske Silke- og Uldenvarer saagodtsom er ophørt, og i 1758, da nye skarpe Forholdsregler toges, havde Kongen "med særdeles Mishag erfaret, hvor lidet Undersaatterne finde sig villige i at efterleve og fuldbyrde hans kongelige Omhu og Øiemærke." Magistraten i Kjøbenhavn skulde nu sørge for, at Ingen nedsatte sig som Silke- og Uldenkræmmer eller fik Borgerskab derpaa, før han havde kjøbt et vist Kvantum Varer i Magasinet for kontant Betaling og desuden havde forpligtet sig til at kjøbe noget Anseeligt hvert Aar, og Fabrikanterne fik Lov at sælge baade en gros og en detail. Dette frugtede dog ikke synderligt, thi skjøndt der for Hovedstadens Vedkommende, hvor Opsynet og Kontrollen var lettere, synes at være indtraadt nogen Forandring til det Bedre i Frederik den Femtes sidste Regjeringsaar, var Forholdet lige galt i Provindserne saavelsom i Norge. Omløbere og Bissekræmmere førte kostbare brocherede Silketøier, Triumphant, Gros de Tour, Tafter o. d. ind i Landet i store Partier, og det nyttede ikke, at enhver Bissekræmmer, der blev paagreben, blev sat til Fæstningsarbeide i et halvt Aar. I September 1764 skriver Kommercekollegiet: "Da Landet næsten er opfyldt med Kontrabandiers og deslige ildesindede Personer, som formedelst Egennytte og en ringe Fordel hindre de allerbedste Indretninger i at naa den forønskede Fuldkommenhed, var det Møien værd at forsøge, om der ikke kunde udfindes en Maade til at føre disse til Gemytte, hvor betydelig deres Bræk og Forseelse er til Hinder imod det almindelige Bedste og deres Medborgeres Velfærd, uden just at Tvang af Love og Frygt for Straffen skulde bringe dem til Omvendelse og at aflade saadant Onde. I hvilken Henseende der herom med det danske Kancelli kunde korresponderes." Kollegiet havde med andre Ord faaet Øinene op for, at der Intet udrettedes ved skrappe Midler og vidste ikke, hvad det skulde gjøre mod Snighandelen. Striden var staaende under hele Frederik den Femtes Regjering, thi endnu i Dcbr. 1765, tre Uger før Kongens Død, blev det befalet, at Kjøbmændene i Kjøbstæderne skulde kjøbe et vist Kvantum Varer af Magasinet, som Magistraten havde at fastsætte efter hvers Næring og Vilkaar.


71

Under disse Omstændigheder er det let forstaaeligt, at Fabrikvirksomheden havde meget at kjæmpe imod, men Hovedindvendingen var dog, at den var fremelsket ved Kunst og ikke kunde optage Konkurrencen med Udlandet hverken med Hensyn til Priser eller Godhed, og derfor heller Intet kunde afsætte til fremmede Steder. Pontoppidan skriver i sin "Oekonomiske Balance", at han "ikke har meget Haab om, at vi ville komme til at fabrikere for Andre, thi det er ikke let at se, hvilken Nation der skulde nu begynde at kjøbe af os mere end tilforn." Naturligvis udførtes der danske Manufakturvarer til Kolonierne, og man har ogsaa Exempler paa, at der afsendtes Smaapartier Klæde og Bomuldsvarer til Ostindien, China og Spanien og det kan tilføies: Hatte og Kniplinger til Rusland, men det havde overordentlig Lidt at betyde, skjøndt Udførselstolden for alle i Indlandet fabrikerede Varer ufortøvet blev ophævet. Regjeringen var imidlertid stolt af den forholdsvis store Fabrikdrift, der havde samlet sig i Hovedstaden, og offrede uophørligt store Pengesummer paa den i Haab om, at Erfaring og Øvelse snart vilde stille den danske Industri paa lige Fod med Udlandets. For Haandværksstandens Oplysning blev der derimod intet Alvorligt gjort, thi den juridiske Professor Martin Hübners Forsøg i 1765 paa at stifte et Slags Industriforening efter engelsk Mønster, blev til Intet, da Kongen døde, og en Privatmands, Nordmanden Ulrik Greens "physiske Discourser" eller Foredrag for Haandværkere varede kun i halvandet Aar. De bleve holdte i Kjøbmand Petersens Gaard i Vimmelskaftet (det nuværende Petersenske Jomfrukloster) og vandt stor Tilslutning, men ophørte, da Regjeringen afslog at understøtte ham.

Foruden de tidligere (II, S. 728 o. f.) omtalte Fabrikanlæg oprettedes en stor Mængde nye, navnlig Klædemanufakturer, men de færreste af dem betalte sig. Børne- og Guldhusets Fabrik kunde, som Pontoppidan med Rette fremhæver, uden Vanskelighed holdes oppe, fordi den havde Leverancen til Armeens Mundering og desuden billig Arbeidskraft; vanskeligere var Forholdet ved de private Anlæg, saameget mere som de hyppigt led under Mangel paa Spindere, og det kun i overordentlige Tilfælde tillodes dem at indføre Garn fra Udlandet, de indenlandske Spinderier til Fornærmelse. Kræmmerlaugets Uldenfabrik var saaledes i 1751 ved at gaa istaa af denne Grund. Essingtons Fabrik holdt sig kun ved jevnlige Forskud,


72

Gaver, Laan og Eftergivelse af Gjæld til Kommercefonden, og Pierre Gandils maatte efter Stifterens Død standse i 1756, skjøndt den i otte Aar havde havt Leverancen af Klæde til de kongelige Livreer. Elias Courtonnes Klædefabrik, som fra 1747 til 1756 blev dreven for Generalmagasinets Regning med stort Tab, blev i det sidstnævnte Aar solgt til Anlæggerens Svigersøn Frederik Hoffmann, som blev tagen stærkt under Armene af Regjeringen. Han havde en stor Forretning og leverede fortræffelige Varer, to gode Grunde til at holde ham oven Vande; endogsaa udenfor sin Fabrik beskjæftigede han et stort Antal Fattige, thi han eiede et Farveri og en Stampemølle og underholdt to Spinderier, et i Kbhvn. og et i Fredericia. I 1764 erklærede han sig dog ude af Stand til at blive ved, thi Guldhuset, der nu ogsaa fabrikerede fint Klæde, havde ødelagt ham. Han tilbød derfor Kongen Fabriken, men i Stedet kom man ham til Hjælp baade med Pengelaan og ved at eftergive ham en Gjæld af over 34000 Rdlr. til Magasinet og Banken. I Christian den Syvendes Tid var det dog atter galt fat; i 1774 blev hans Fabrik derfor flyttet til Jonstrup og to Aar efter indrettet til et kongeligt Uldmanufaktur. Kommerceraad Daemens Klædefabrik, som i 1740 blev flyttet til Kbhvn. fra Altona, var kun af kort Varighed; derimod kom Dannebergs Klædefabrik paa Frederiksberg efter forskjellige Omskiftelser i nogenlunde god Gang, navnlig da Lotteriinspekteur J. Collin havde overtaget den i 1761. De store Forhaabninger, der knyttedes til et af Franskmanden Frontin i 1757 anlagt fint Klædemanufaktur udenfor Østerport, bleve derimod sørgeligt skuffede. Han var bleven indkaldt for at gaa Klædefabrikanterne til Haande med sine Kundskaber, men da han besluttede selv at anlægge en Fabrik, fandt han redebon Understøttelse. Den kongelige Partikulairkasse forstrakte ham med 20,000 Rdlr., hvoraf de 8000 vare en Gave; Kongen skaffede ham Gaard og Hus, hans Varer maatte være fritagne for "Halling"; det blev ham tilladt at bruge sit eget Varemærke, en Blyplombe med Omskriften: Manufacture Royale de Frontin, hans Raamaterialier og Redskaber maatte indføres toldfrit, og endelig bleve hans 16 franske Arbeidere fritagne for at være i Vant- eller Dugmagerlauget. Efter at have drevet Fabriken i 6 Aar forlod Frontin imidlertid Landet, og Generalmagasinet, der havde store Summer tilgode hos ham, maatte fortsætte Driften. Det søgte en Tidlang at faa den Bortreiste tilbage, men han afslog det rentud,


73

og i 1766 nedlagdes derfor Værket. Der fandtes adskillige andre Smaafabrikanter i Kjøbenhavn, saaledes Ludvig Wittrog, Scheidtmann, Krüger, Rasmus Andersen, August Rost, Johan Meyner, G. Weber, C. Gøldner, A. Buchwaldt, J. G. Rabe, C. Frentzel, Liebe, Green o. fl., men Alle maatte de kjæmpe haardt for at bestaa, og paa en enkelt Undtagelse nær gik deres Fabriker efter kortere eller længere Tid i Stykker, naturligvis ikke uden Tab for Statskassen. Det Princip, Kommercekollegiet fulgte, udtaler det selv i Sætningen: "Jo flere Fabriker desbedre«, men det var ikke fordelagtigt for Finantserne. Ludvig Wittrog, som baade havde en Ulden- og en Lærredsfabrik, sad en Tidlang i en god Forretning, navnlig da Kræmmerlaugets Eneret paa en Lærredsfabrik (smlgn. II, 483) udløb i 1747 uden at blive fornyet, fordi "Lauget i samfulde 20 Aar ikke havde efterkommet sin Pligt at forfærdige tynde Lærreder", men lidt efter lidt gik det tilbage for ham; han mistede Leverancen til det islandske Kompagni, hans Ansøgninger om Husleiehjælp, Kautioner, Pengelaan, Diskonto i Banken m. m. bleve hyppigere og hyppigere, og i 1756 maatte han gjøre Opbud. Det følgende Aar ansøgte han om at blive Handelsbetjent paa de for kongelig Regning til Constantinopel afsendte Skibe.

For Silkefabrikernes Vedkommende stod det ikke bedre til. Rouvières Fabrik var standset, og Brødrene Maillots var i saa stor Gjæld til den kongelige Kasse, at denne i 1746 maatte overtage Værket. Det blev nu i nogle Aar drevet for kongelig Regning med Maillot som Bestyrer, indtil det i 1753 overdroges til et Aktieselskab. Fabriken udvidedes da betydeligt og fik 100 Væve; der opførtes en Gaard til den i Norgesgade ved Siden af det Bernstorfske Palais, og i Begyndelsen tegnede Alt fortræffeligt. Afsætningen var god, men allerede i 1769 var den gaaet saa stærkt tilbage, at der maatte gribes til overordentlige Forholdsregler. I Frederik den Femtes Tid var der iøvrigt 8 Silkefabriker i Kbhvn. med over 200 Stole og henved halvsyvende Hundrede Arbeidere, nemlig foruden den nævnte: Aschoffs, Jonas Jensens, Brødrene Collsmanns, H. Meschs, Poliards, Heidemanns samt Øhlers og Døhlers, hvilke saagodtsom alle førte en hensygnende Tilværelse. Pontoppidan skriver i 1759, at han ikke nærer synderligt Haab til Silkefabrikationen her i Landet og tilføier: "Overalt behøve vi ikke saa stor Mængde af Silkefabriker, siden det asiatiske Kompagni aarlig hjemhenter en god Del Vare, hvis


74

Styrke og Anseelse er vel noget mindre, men Prisen derfor ogsaa noget lettere."

Handelen paa Ostindien og den hermed i Forbindelse staaende Indførsel af hvide og raa Kattuner fremkaldte Anlæget af Kattuntrykkerier, hvoraf det ældste, der havde Eneret for Kjøbenhavn og Sjællands Stift, oprettedes i 1715. Dette var imidlertid ophørt, og Justitsraad Borgmester Holmsteds af 1725 i Eiendommen Rosendal paa Østerbro var derfor nu det eneste Kattuntrykkeri i Landet. I 1754 afkjøbte Kongen ham Eneretten for 12000 Rdlr., bekjendtgjorde, at der kunde gives nye Privilegier, og udstedte Indførselforbud i Kattuntrykkeriernes Interesse. Tilladelsen blev ogsaa benyttet af Flere, saaledes af Lukas Jenner, der anlagde et Trykkeri paa 8de Blegdam, og af Reinhard Iselin og Peter Tutein, som i Fællesskab indrettede et lignende Værk ved Stranden i Nærheden af Bellevue. I 1763 kjøbte de imidlertid det Holmstedske Trykkeri, udvidede det betydeligt, og hele den omfattende Virksomhed blev nu flyttet til Østerbro. Holmsted, som var en ivrig Ven af Industrien og Fabrikvæsenet og støttede det paa alle Omraader, beholdt dog sin tidligere omtalte Linnedfabrik paa Christianshavn, der beskjæftigede 300 Arbeidere saavelsom sit Spinderi og sit Blegeri paa 10de Blegdam. Et Silke-, Fløil- og Klædetrykkeri, som i 1742 var blevet anlagt af Høiesteretsadvokat Gothard Fursman blev i 1753 kjøbt af Peter Feilberg, "en velhavende Mand og en god og kyndig Farver", der ligesom den forrige Privilegiehaver fik 30 Aars Tilladelse til i alle Slags Kouleurer at maatte trykke Fløiler, Plydser, Silketøier, Klæder, Uldenstoffer, Kipper, Kattuner og Lærreder, og selv forfærdige Berlinerblaat og Florentiner Lak i sin Fabrik. Dog maatte han under sit Privilegiums Fortabelse kun trykke indenlandske eller med ostindiske Skibe hjemførte Varer. Samme Privilegium tilstedes iøvrigt Fursmans forrige Mester, Christen Tøgstrup. En Damaskfabrik var allerede i Christian den Sjettes Tid bleven anlagt af en Væver Knoll, som havde faaet overladt nogle Bygninger, der laa i en Indskjæring under Volden ved Langebro ligeoverfor den kgl. Materialgaard og Blaataarn. Frederik den Femte havde givet ham Leverancen til Hoffet, fordi han, som han selv siger i en Ansøgning, "ellers ikke kunde bestaa", men da han maatte dele den med andre Damaskvævere, sad han kun daarlig i det. I 1749 fik han af Hofbygmester Eigtved Befaling til at rømme sin Bolig, fordi den skulde indrettes til en Porcellains-


75

fabrik; paa hans Klager og Forestillinger eftergav Kongen ham hans Gjæld paa ca. 3000 Rdlr., men han fik ikke Tilladelse til at blive, hvor han var. Det ses dog, at han endnu i 1750 indforskrev Svende fra Tydskland. Sandsynligvis maa han dog snart være standset, thi i Tredserne hedder det udtrykkelig, at Zegelckens Damaskvæveri er det eneste i Byen. Af andre Textilfabriker kan nævnes en Olmerdugsfabrik, som i 1756 anlagdes af Markus Moses og Salomon Wulf fra Hamborg, Magnus Rubens Haardugs og Vatfabrik, og Jakob Christian Schmidts Kønrøgs, Tapetseri og Voxdugsfdbrik paa Christianshavn, som paa mange Maader blev støttet, ikke mindst ved en Toldforhøielse paa alle udenlandske Voxduger. Den var en Fortsættelse af Ekvipagemester Svend Svendsens Fabrik, som var bleven anlagt i 1727, men i 1750 blev solgt til den nævnte Klædekræmmer J. G. Schmidt, og her forfærdigedes foruden Kønrøg alt Slags "Kammerbehængsel og malede Tapeter med bibelske Historier, Blomsterværk og andre Zirater, alt efter Væggenes Størrelse af Dybde og Brede". Skjøndt Schmidt var en driftig Mand, der endog optraadte i Literaturen som Udgiver af en Samling Reisebeskrivelser, kunde han ikke bjerge sig; rigtignok havde han i 1751 udestaaende Fordringer til et Beløb af 11000 Rdlr., men tillige en Gjæld af over 16000 Rdlr. til det almindelige Magasin, og dette gjorde derfor Indførsel i hans Bo og beslaglagde hans Varebeholdning. Kongen, der aabenbart nærede Interesse for hans "artige Tapetserifabrik", hjalp ham imidlertid ud over Vanskelighederne, og da han i 1763 havde betalt 10,000 Rdlr. af Gjælden, blev Resten ham eftergiven. Af Seildugsfabriker fandtes kun én i Staden, nemlig Plumps paa Vodrofgaard, som i 1747 blev solgt til et Interessentskab, thi en hollandsk Seildugsfabrik, hvorpaa Elisabeth, afdøde Salomon Josephs Enke og Levin Abraham, begge af den jødiske Nation, fik Bevilling i 1764, kom neppe istand. Baandfabrikerne blomstrede i Frederik den Femtes Tid. Der var idetmindste 6 af dem i Byen, af hvilke nogle tillige vare Strømpefabriker, og alle synes de at have siddet i temmelig god Drift. De betydeligste Baandfabrikanter vare Serin, Wasserfall og Pullich; den sidste blev tilligemed Ischulds i 1759 indkaldt fra Schweiz og fik et rentefrit Laan paa 12000 Rdlr. til Etablering. Ogsaa af Strømpefabriker var der flere, saaledes Engelbrecht & Søns, Wessely og Warburgs grundlagt i 1752, Rosenhahns, Hofmanns og Jakob Godskes. Den sidste vævede især Silke-


76

strømper og blev stærkt understøttet. Det hedder udtrykkelig, at han begyndte med Ingenting, men fik sin Fabrik i god Gang og Drift ved Kongens Hjælp, hvilket han vel havde fortjent, da hans Varer vare fortrinlige og de mest søgte i Byen. I 1763, da han søgte om et Forskud til at væve engelsk flosset Gods og et Slags Strømpetøi af Uld og Silke, anbefalede Kommercekollegiet ham saa varmt, at han istedetfor Forskud fik en Gave paa 800 Rdlr., "da Stræbsomhed og Flid bør have Opmuntring". At der fandtes Farverier er en Selvfølge; mange Textilfabriker havde saadanne til eget Brug. I 1750 nævnes en Linnedfarver Bautler, som nogle Aar efter flyttede til Næstved, samt Silkefarverne Jacinto Merzarri, der fik 200 Rdlr. om Aaret af Kommercefondet, og J. Smidt, der indrettede en Kalandermølle til Appretur og fik en Kalander, der havde kostet 1500 Rdlr., forærende af Regjeringen. Den 21de Novbr. 1761 bevilgedes der alle Farverier toldfri Indførsel af deres Farvevarer, dog at de, for at hindre Misbrug, hver Gang skulde søge derom.

Regjeringens Bestræbelser for at fremme Fabrikvæsenet havde allerede i Christian den Femtes Tid givet sig Udtryk i den i flere Laugsartikler optagne Bestemmelse, at Interessenterne skulde gjøre deres yderste Flid for den indenlandske Industris Opkomst og Befordring. Silke-, Ulden- og Klædekræmmerlauget havde som alt anført to Fabriker nemlig en Lærreds- og Kattunfabrik samt en Uldenfabrik (Rask-, Chalon- og Flonelfabrik, smlgn. II, 483) og mange af de ovenfor nævnte Fabrikanter vare desuden Kræmmere. Af denne Grund fandt Stampe Intet at klage over dem, og Reskriptet af 10de April 1761 udsiger derfor, "at det med Kræmmerne kan forblive in statu quo." Urte- og Isenkræmmerne fik derimod Andet at vide; det var dem, som i deres Bønskrift af 22de Aug. 1758 havde gjort urimelige Fordringer (smlgn. foran S. 52), og Stampe rettede nu det ubehagelige Spørgsmaal til dem, om de selv havde overholdt deres Laugsartikler, siden de vare saa ivrige til at beraabe sig paa dem. "Jeg ønskede at vide - skriver han - hvormange af de Slags Varer, Urtekræmmerne handle med, frembringes, fabrikeres og forarbeides her i Landet, og hvad Lauget dertil har bidraget? Jeg ønskede at vide, hvor de Poler- og Slibemøller ere, som Isenkræmmerne have ladet indrette?" Disse to Spørgsmaal gjentoges i Reskriptet med den Tilføielse, at ifald det maatte befindes, at Urte- og Isenkræmmerne derudi hidindtil havde været efterladne, skulde


77

Magistraten tilholde dem for Eftertiden bedre at efterkomme denne Post, saafremt de ikke vilde have deres Laugsartikler og Privilegier forbrudte.

Allerede før dette Reskript blev offentliggjort, havde Urtekræmmerne imidlertid anet Uraad, og nogle af dem havde derfor skyndt sig med at erhverve et Privilegium paa et Sukkerraffinaderi i Store Kongensgade, som Aaret iforveien var blevet tilstaaet Taxator Severin Lemming. Oldermanden Niels Titken kunde derfor i sin "underdanigste og aller ydmygste Erklæring" henvise hertil, men man følte, at det var nødvendigt at gjøre Mere, og Kjøbenhavn fik derved flere Fabriker. Den 8de Marts 1762 tillodes det Urtekræmmerne at anlægge en Tobakspibefabrik og den 31te Mai s. A. fik Isenkræmmerne Bevilling til at indrette en Kartefabrik med Toldfrihed for alle Raamaterialier. De havde nemlig ikke Lyst til at indlade sig paa de Poler- og Slibemøller, som vare paabudte i deres Laugsartikler, men senere, nemlig i 1767, maatte de dog bide i det sure Æble og kjøbe Raavad Fabrik i Dyrehaven.

Der existerede iforveien en Kridtpibefabrik i Kbhvn., anlagt i 1747 af Englænderen Salomon Burton, men efter mange Skjæbnens Omskiftelser og efter at have været i Hænderne paa forskjellige bekjendte Mænd som Rebslager Peter Appleby, Lotteriinspekteur Jonas Collin og senest Lotterikollekteur Severin Ferslew, maatte den standse i 1764. Fabriken havde opnaaet Indførselsforbud; den havde havt Ret til at udsælge en detail, men havde alligevel aldrig kunnet betale sig, ikke mindst fordi den laa i evig Strid med Urtekræmmerne. Disses egen Fabrik blev dog heller ikke lukrativ, og navnlig forøgedes Tabet, da Indførselsforbudet paa fremmede Kridtpiber i 1768 blev forandret til en Indførselstold af 24 Procent, og hollandske Tobakspiber som Følge heraf strømmede ind paa det danske Marked. Lauget maatte i mange Aar kjæmpe med denne Fabrikvirksomhed og havde mange Sorger af den, indtil det endelig i 1775 blev den kvit. Ogsaa Bryggerlauget i Kbhvn. drev en Tidlang industriel Virksomhed, da det i Mai 1761 fik Tilladelse til at bryde Stenkul paa Bornholm. Dette var dog ingen Tvang for Bryggerne, men skyldtes kun den Omstændighed, at der i nogle Aar havde hersket stor Brændemangel i Hovedstaden, hvorfor mange af Laugets Medlemmer havde indrettet deres Værker, saaledes at der kunde brygges ved


78

Stenkul. Brydningen dreves fra 1762 til 1765 for Laugets Regning af tydske Bjergmænd, men med Tab.

Hvad der end kan indvendes mod de fleste af disse Forsøg, var det under alle Omstændigheder et Tegn paa Liv og Virkelyst hos Indbyggerne, at aldrig saasnart blev en Industrigren given fri og derved let tilgjængelig, før en Overflod af Ansøgere kastede sig over den. Den Kjendsgjerning, at de Industridrivende toges saa stærkt under Armene af Regjeringen, har dog utvivlsomt ogsaa Del heri. Aldrig viste denne Iver sig større end i 1754 og paafølgende Aar, da Handelen paa de vestindiske Øer var given fri, og det vestindisk-guineiske Sukkerraffinaderies "Præference og exclusive Privilegier til det almindelige Bedste bleve indtrukne". Der indkom strax i de første Aar en stor Mængde Ansøgninger om Sukkerraffinaderiers Oprettelse, omtrent 18, hvilke alle bleve bevilgede, men ikke alle realiserede. Da Forretningen betalte sig, kom der imidlertid flere til, saaledes at der i 1768 var 20 Sukkerraffinaderier i Drift i Kbhvn. I 1756 ansøgte de kjøbenhavnske Raffinadeurer, som forresten nød adskillige Begunstigelser, om Indkvarteringsfrihed, men fik Afslag; derimod blev der i 1764 bevilget dem en Udførselspræmie for Topsukkere og Sirupper, der udskibedes til fremmede Steder. Iforveien var et Arbeidsreglement blevet godkjendt, thi Eierne havde af Erfaring lært, hvor umuligt det var, at Værkerne kunde komme i god og ordentlig Drift uden et saadant. Det indeholdt forskjellige Bestemmelser om Forholdet mellem Raffinadeurerne og deres Folk, om disses Arbeidstider, Spisetider og Bøder, og navnlig endel Paragrapher sigtende til at holde Sukkermestrene ved Arbeidet, hindre dem i at holde Drikkelag ved Besøg i Sukkerværket, tvinge dem til en omhyggelig Inspektion, til at gaa i Kirke m. m. Raffinaderierne trivedes snart fremfor alle andre Fabriker og gave glimrende Overskud, skjøndt de arbeidede under den betydelige Indskrænkning kun at maatte forarbeide Raasukker fra de dansk-vestindiske Øer, og mange Eiere og Interessenter bleve rige Folk. Til de betydeligste Værker hørte først de to ældste, nemlig det vestindisk-guineiske Raffinaderi paa Christianshavn, som efter at være drevet i 9 Aar for kgl. Regning, i April 1763 blev kjøbt af Geheimeraad Baron Schimmelmann, og det saakaldte Peltske paa Nørregade og Gammeltorv (anlagt af Peder Pelt i 1704), endvidere Agent Gysbert Behagens paa Christianshavn, Borre & Fengers og Kommerceraad Bortmans


79

smstds, Urtekræmmer og Sukkerbager Svend Kjøbkes i Vingaardstræde, Gustmejer & Bargums bag Børsen, der stod i Forbindelse med det tidligere omtalte Slavehandelssocietet (III, S. 42) og ophørte med dette, og endelig Henrik Ladiges' i Snaregade, senere paa Hjørnet af Vimmelskaftet og Knabrostræde. Ladiges, den senere saa bekjendte Legatstifter og Velgjører, havde tjent nogle Aar i London som Sukkerhussvend, men kom i 1752 fra Altona til Aalborg, hvor han anlagde et Raffinaderi. Fem Aar efter solgte han det, flyttede til Kjøbenhavn og anlagde et nyt. Han havde i Begyndelsen mange Vanskeligheder at kjæmpe med, navnlig da hans Fader paa uretfærdig Vis søgte at bemægtige sig hans Eiendomme, men han overvandt alle Hindringer og efterlod ved sin Død i 1805 en Formue paa henved 1 1/2 Mill. Rdlr. Bladene kaldte ham da "den rigeste Borger, Kjøbenhavn nogensinde har havt".

Forbruget af Tobak steg meget betydeligt i Frederik den Femtes Tid, især af Røgtobak. Allerede i 1714 havde Luccoppidan i Digtet "Tobaks Berømmelse imod nogle kræsne og svimmel-hovede Foragtere" ved Tilføielsen: "dog ikke dens umaadelige Misbrug til nogen Forsvar", antydet, at der gaves Folk, som røg for at blive tørre i Halsen, "at de kan Bachum med desmere Vædske dyrke", men Brugen eller Misbrugen, hvad man vil kalde den, var yderligere stegen, saaledes at Pontoppidan i 1759 antog, at de fire Femtedele af Landets mandlige Befolkning røg Tobak. Den 11te Mai 1750 fik, som alt anført, Tobaksspinderne i Kbhvn. Laugsartikler efter 23 Mestres Ansøgning, og skjøndt det i disse fastsattes, at ingen Mester maatte holde mere end én Dreng, for at Lauget ikke i Fremtiden skulde tiltage altfor meget, ønskede Mestrene allerede tre Aar efter at holde 2 Drenge og fik i 1762 Lov til at holde, saamange de havde Behov. Tobaksspinderne havde med andre Ord nu Vanskelighed ved at tilfredsstille deres Kunder. Under disse Forhold besluttede Regjeringen at drage Fordel af det stigende Forbrug, og i 1758 udarbeidede Kjøbmand Bargum, den samme, der senere stiftede Slavehandelsselskabet, en Plan, ifølge hvilken Tobakshandelen skulde bortforpagtes til ham som Generaldirekteur mod en aarlig Afgift af 100,000 Rdlr. til Finantserne. Monopolet bestemtes nærmere ved Forordningen af 31te Dcbr. 1760. Heri hedder det, at ingen Anden end Generaldirekteur Bargum maa indføre Tobaksblade eller forarbeidet Tobak fra Udlandet, endog saa lidt som muligt af det


80

sidste og kun med særlig Tilladelse. Til Udsalg skal der indrettes et Hovedmagasin i Kbhvn. og Magasiner i alle andre Byer, saaledes at Tobaksspinderne altid kunne faa Tobaksblade, thi der maa overhovedet ikke forfærdiges eller sælges andet Tobak i Danmark end det, der kommer fra Generalmagasinet. Forordningen fastsætter Magasinets Priser og tillader Kjøberne at tage en Fortjeneste af 20 pCt. Ogsaa Landets egne Plantager skulle sælge deres Blade til Generaldirekteuren efter Markedspris eller fire uvillige Mænds Taxation, og det tillades ham for at hindre ulovlig Indpraktisering af Tobak at foranstalte Visitationer baade hos Fabrikanterne og de Handlende, ja ombord paa Koffardiskibe, der ere mistænkte. Bargum var dog kun Generaltobaksdirekteur i to Maaneder, thi han blev uenig med Generaltoldkamret og fjernedes. Den 5te Marts 1761 afløstes han af Kjøbmand Peter Borre (af Firmaet Borre & Fenger) paa Chrhvn., dog ikke som Forpagter, men som lønnet Administrator, thi Bargums Fratræden havde bevirket en Omordning af Planen. Borre havde vel de samme Pligter som sin Forgjænger; ogsaa han skulde besørge alle fornødne Tobaksblade indkjøbte og fabrikerede, holde et Hovedmagasin og Oplag i alle Kjøbstæder m. m., men han fik herfor en fast aarlig Gage af 12 1/2 Procent af Statens Indtægt. Den kongelige Kasse forstrakte 150,000 Rdlr. til at begynde med og havde efter Fradrag af Omkostninger i Gjennemsnit 47000 Rdlr. i aarlig Indtægt heraf, indtil Monopolet hævedes i 1778.

Ved Siden af Tobaksspinderne i Lauget fandtes der naturligvis flere større Tobaksfabriker i Byen, især Hassings, Bierings, Buignons og Brødrene Italiender Benjamins (smlgn. II, 732 ff), der var en evig Kilde til Sorger og Udgifter for Regjeringen. Indtil 1747 var dette Firma blevet hjulpet med 4700 Rdlr., men herefter blev det rent galt. I en lang Aarrække overvældedes Kommercekollegiet af Ansøgninger fra disse Fabrikanter om Forskud, Pengelaan, Kautioner og Gaver, og de bleve som oftest bønhørte, fordi man ansaa det for nødvendigt "at soutenere en Fabrique, der var Landet tjenlig og kunde underholde og forskaffe mange fattige Mennesker Brød." Dette Motiv kan dog neppe have været det eneste; i hvert Fald faar man det Indtryk, at Brødrene maa have havt meget formaaende Venner. I en Forestilling af 1753 giver Kommercekollegiet en kort og lærerig Oversigt over disse Fabrikanters Livsbane i Danmark. "Ligesiden de kom fra Holland, have de be-


81

standig klynket og klaget. Man troede, at de vare velhavende Folk, men snart formærkede man ganske anderledes. Pengemanglen begyndte strax, og deres Ansøgninger om Assistance indløb uophørligt. I 1747 og 1748 blev de forstrakte med 11,769 Rdlr. 64 Sk. i rede Penge; endvidere have de faaet en Diskonto i det almindelige Magasin paa 10,000 Rdlr., Douceurer til Beløb af 3200 Rdlr. foruden adskillige Privilegier, Told- og Konsumptionsbegunstigelser i stor Maalestok fremfor andre Tobaksspindere i Byen." Efter denne Forklaring bevilgedes der alligevel Firmaet "af egne særdeles bevægende Aarsager" en Gave af 5000 Rdlr., og senere (i 1757) fik de daværende Tobaksforpagtere i Jylland og Fyen Befaling til aarlig at afkjøbe denne Fabrik 120,000 Pund Tobak. I 1761, da Kongen havde taget Tobakshandelen til sig, og der blev gjort Adskillelse mellem Røg- og Snustobaksfabrikanter, betragtede Brødrene Italiender sig som forurettede, da deres oprindelige Bevilling lød paa at fabrikere al Slags Tobak. De fik derfor en Erstatning af 6000 Rdlr., endvidere en aarlig Gave af 1200 Rdlr. i 3 Aar og en Præmie af 500 Rdlr. for hvert 100,000 Pund Tobak, de leverede til Magasinet. Alle disse Begunstigelser synes dog tilsidst at have ført til det Resultat, at Fabriken trivedes. De Røg-Tobakker, som i hin Tid navnlig fandt Afsætning, vare Kanaster, Portoriko og Varinas; af Snustobaker nævnes Cogorani, Brasil, Cotillon, Rappé, Ascharra, Havanna og Spadille (spaniol de Dames). De tre sidste Sorter omtales i "Barselstuen", og synes særlig at være blevne brugte af Damer.

Det industrielle Opsving i Kbhvn. viste sig paa alle Omraader. Ligesom Tobaksspinderne fik ogsaa Garverne Tilladelse til at holde saamange Drenge, de vilde, dog nærmest fordi de fremmede Svende vare umedgjørlige og "foreskrev ligesaa mange Regler, som de Stæders Sædvane er, hvorfra de komme". For at ophjælpe dette Haandværk indkaldte Regjeringen i 1742 en engelsk Feldbereder Thomas Outerloo, men han kunde ikke bestaa og maatte uophørlig støttes med Pengegaver. Aaret efter hans Død i 1751 overtog Kommercekollegiet Garveriet, thi det almindelige Magasin vilde Intet have at skaffe med det, og drev det i en halv Snes Aar med Tab, hvorefter det solgtes til Garver Schumacher. Ialt havde Kommercefondet tabt over 13000 Rdlr. paa denne Fabrik. Et andet betydeligt Garveri eiedes af den franske Skomager Jean Pierre Periard, thi han havde - som Kommercekollegiet skriver - 29 Kar i Jorden


82

og 10 over Jorden, samt en Barkmølle og 13 Arbeidere. Han var den eneste, som kunde berede Saffian i Byen; først i 1767 kom en anden Saffiansgarver, Svenskeren Magnus Ørn, hertil. I 1764 fik Periard en Gave af 2000 Rdlr. mod at oplære 25 Drenge i Haandværket, saaledes at de kunde gjøre forsvarligt Svende- og Mesterstykke, naar Læretiden var ude.

De tre gamle Sæbesyderier i Kbhvn. fik i 1751 deres Privilegier fornyede ligesom tidligere i 1741, men da de atter udløb i 1761, fik de Afslag, og Regjeringen gav Tilladelse til flere Værkers Anlæg. Det vigtigste af disse skyldtes en Englænder Alexander Thomsen, der - som han selv siger - "havde havt den Ære at blive admitteret til Borger i Kbhvn." Han tilbød at lave haard, hvid, graa og marmoreret Sæbe, der skulde være lig den bedste kastilianske og franske og hovedsagelig exporteres til Vestindien. Desuden vilde han fabrikere lugtfri, hvid, blød Husholdningssæbe. Hvad der særlig tiltalte Kollegiet ved hans Ansøgning var dog, at han vilde drive Fabrikationen uden Ild, "ustridig et herligt Anlæg paa et Sted, hvor Brændet er dyrt." Thomsen fik uden Vanskelighed store Friheder: exklusivt Privilegium paa de to Slags Sæbe i 20 Aar, gratis Grund paa Christianshavn, et rentefrit Laan paa 4000 Rdlr. og i 1763 en Toldforhøielse paa fremmed hvid Sæbe. Han havde dog ikke Held med sig. Til at begynde med kom han i Strid med tre Udlændinge, to Franskmænd og en Italiener, han havde indforskrevet fra "dend Haag", og som vare de egentlige Indehavere af Fabrikationshemmeligheden. Thomsens "Fortrydelse blev større og større, og det kom endelig saavidt, at der mellem ham og de tre Fremmede reiste sig et Fjendskab, som udfaldt til Forbittrelse og et uforsonligt Had." Regjeringen maatte træde til og skjænkede Udlændingene 1500 Rdlr. paa den Betingelse, at de forlod Landet. Thomsen fortsatte nu Bedriften alene, men han havde kun ringe Afsætning, og det frugtede ikke, at han i 1765 fik Lov til at fabrikere sine Varer ved Ild ligesom de andre Sæbesyderier og støttedes med Pengegaver. I Halvfjerdserne maatte Fabriken nedlægges. Af andre Sæbeværker kan Gregers Nielsens og Peter Fengers nævnes, hvilke dog begge kun fabrikerede grøn Sæbe.

Kjøbenhavn havde en Tidlang et Salpeterværk, da Theophilus Laan i 1749 fik Tilladelse til at anlægge et saadant paa en øde Plads (i Prindsensgade ligeoverfor Frelsers Kirke) som blev ham


83

skjænket. Han rømte imidlertid snart fra Byen, og Fabrikationen blev da overtagen af Murmester Philip Lange. Efter dennes Ansøgning blev Byens Gaderenovation i Sommermaanederne 1754 ført herud for at bruges ved Fabrikationen, men Værket kunde ikke betale sig og standsede kort efter. Det tidligere (II, 730) omtalte Saltværk var allerede gaaet istaa i Christian den Sjettes Tid. Først havde man isinde at sælge Grunden ved offentlig Auktion, dernæst paatænkte man at indrette Bygningerne til Kornmagasin, da det skortede paa Plads i Proviantgaarden, men det blev opgivet paa Grund af Fugtighed og Rotter, som fandtes i Hobetal. Magistraten vilde have en Del af Grunden udlagt til Strand- og Sophiegadens Forlængelse; Pastor Lorch ønskede Pakhuset til en Anstalt for fattige Børn, men begge fik Afslag. I 1750 skjænkede Kongen den største Del af Saltværkets Grund til den projekterede tydske Kirke, men det lange Pakhus bagved blev staaende og anvendtes til Oplag for det norske Salt og for det marokkanske Uld, der var blevet indført til Fabriken paa Guldhuset.

Der fandtes paa dette Tidspunkt ingen Glasværker i Kbhvn.; thi det gamle fra Frederik den Tredies Tid var forlængst standset; derimod var der to Fajancefabriker. Den ældste af disse, som var anlagt af et Interessentskab i 1722 i Store Kongensgade (smlgn. II, 484) gik i 1750 over til Brygger Chr. Gjerløw, en stridbar og energisk Mand, der havde tilkjøbt sig nogle Parter i Værket og derfor uden videre opslog sin Bopæl i Gaarden paa Hjørnet af Store Kongensgade og Fredericiagade (nærmest ved Marmorkirken, men skilt fra dens Grund ved en Gade, der hed Prindsessegade). Her kom han ufortøvet i Konflikt med Mesteren paa Fabriken, Johan Ernst Pfau, og Striden antog tilsidst saadanne Dimensioner, at Gjerløw lod ham "udkaste uden lovlig Dom eller Opsigelse ved Exekution." Begge Parter klagede, men Gjerløw klarede saa godt for sig, at han selv blev Bestyrer. Naturligvis laa han ogsaa i Strid med de to andre Fajancefabriker, Peter Hofnagels udenfor Østerport ved Sortedam, anlagt i 1765, og Hofbygningsinspekteur Fortlings i Kastrup paa Amager, anlagt i 1755. Gjerløw havde Eneret paa at fabrikere "Delfts Porcellain eller hollandsk Stentøi, glaseret ganske hvidt, ganske blaat eller blaat og hvidt", medens de andre Fabriker maatte brænde alle andre Sorter Stentøi, som ikke vare med blaa og hvid Glasur samt de til Sukkerraffinaderierne behøvende Former og


84

Sirupskrukker. Hofnagel, der blev støttet stærkt af Regjeringen, synes at have gjort Indgreb i Gjerløws Ret, og denne forfulgte sine Konkurrenter med uophørlige Processer, Beslaglæggelser og andre "Pertubationer". Større Interesse end disse Fabriker havde dog de stadige Forsøg paa at skabe en virkelig Porcellainsindustri. Allerede i Christian den Sjettes Tid mærker man svage Forsøg paa at komme paa Spor efter den af Böttcher i Sachsen opdagede Hemmelighed, men det var dog først i Frederik den Femtes Tid, at de bleve hyppigere og i hvert Fald kronedes med delvist Held. Der blev i en lang Aarrække anvendt meget betydelige Summer paa disse Experimenter, og en Ovn indrettet til dem i de ovenfor omtalte Bygninger ved Blaataarn, som bleve rømmede af Damaskvæver Knoll. Porcellainsmester Ferdinand og Tydskeren Ludvig von Lück virkede formodentlig her, og efter dem Sachseren Johan Gottlieb Melhorn fra 1756 til 1760. Han afløstes af Franskmanden Louis Fournier, der forestod Fabriken, indtil den i 1766 blev nedlagt, og synes at have præsteret det Bedste, der hidtil var fremkommet her i Landet, skjøndt det ingenlunde kunde taale Sammenligning med det sachsiske Porcellain.

I "Danske Atlas" fortælles, at der i 1764 fandtes 28 Veirmøller paa Volden og i Forstæderne. Endel af disse vare saakaldte hollandske Sigtemøller, som vare blevne indførte i Halvtredserne. De militaire Myndigheder holdt ikke af, at alle Bastionerne indtoges af Møller, og dette viste sig navnlig i 1752, da Bager Christian Mathias Breslaw søgte Kbhvns Kommandant, General Numsen om at faa anvist en Plads paa Volden, hvor han kunde opføre en Sigte- og Melmølle, hvortil han havde faaet Bevilling. Kommandanten svarede, at der kun var to ledige Bastioner i hele Voldens Omkreds og fandt det uforsvarligt ogsaa at bebygge disse, men Kommercekollegiet støttede Breslaw, og han opnaaede tilsidst, hvad han vilde. Antallet af Møller synes at have været utilstrækkeligt; i hvert Fald forsvarede Bagerne sig hermed, da Møllerlauget klagede over, at de til Laugets yderste Ruin kjørte deres Kornvarer ud til Vandmøllebrugerne paa Landet. En Vandmølle, som Brygger Hans Holm i 1762 havde villet anlægge i Nærheden af Vodroffgaard ved den Rende, som førte Spildevandet fra Sortedam og Peblingesøen over Vesterbro til Kallebostrand, kom ikke istand. De fleste Møller vare opkaldte efter de Bastioner, paa hvilke de laa, eller efter


85

Gaden nedenfor, som f. Ex. Ahlefeldts Mølle, Gothersmølle, Helmersmølle, Stokhusmølle; andre bare Eierens Navn eller et Slags populair Betegnelse som Heilemøllen (lige for Rigensgade).

Det følger af sig selv, at der ved Siden af den store Industri florerede en lille, hvis Stilling hyppigt var ligesaa prekair. Franskmændene Douillac & Cunys Hattefabrik, som indtil 1757 dreves i Geheimeraad Berckentins tidligere Eiendom paa Hjørnet af Snaregade og Stranden (det nuv. Assistentshus) var oprindelig anlagt i stor Stil, men blev et afgjort uheldigt Foretagende, som kostede Staten henved 25000 Rdlr. Toldskriver Jakob Olsens Enke og efter hendes Død Organist Johan Foltmar havde en bedre Forretning, et Vinedikebryggeri af Rosiner, et "Arkanum, som er blevet holdt skjult og har været til stor Nytte for Publico." J. F. Meyer drev en Kortfabrik, Bogbinder J. W. Boppenhausen en Guld- og Metalslagerfabrik. Frederik Gosman og Peder Hassing havde "udfundet den Videnskab at fabrikere Segllak af 11 forskjellige Sorter og af lige Bonité med det udenlandske" og fik strax Frihed til at udøve den. Der var flere Voxlysfabriker i Byen, mange Stivelse- og Pudderfabriker, et Par Traadfabriker, en Skedevandsfabrik, en Uhrkassefabrik, og nogle musikalske Instrumentmagere. Nogle Smaafolk ernærede sig af at rense og præparere Harehaar til Hattemagerne, eller forfærdige Hegler og Musefælder; andre lavede hollandske Pennefjer, atter andre Tobakspibehytter af Messing. En Studiosus Knud Rist fik i 1764 Monopol paa at forfærdige Smeltedigler; thi "ildfaste Digler er et Arkanum, som Chymici have gjort sig megen Møie med at udfinde." Endelig bør det fremhæves, at en Dame, Frøken Frederica Lovisa Ernst i 1765 indrettede et Hørhegleri i Kbhvn. og fik store Friheder, hvorhos Kongen gik i Kaution for hende i Banken indtil et Beløb af 12000 Rdlr.

Man vil af det Anførte have faaet det Indtryk, at Manufakturerne bleve støttede til Overmaal. I Frederik den Femtes Tid kulminerede i Virkeligheden ogsaa det merkantile System, som fordetmeste kun bragte Skuffelser og Tab. Ved Forbud og høie Toldsatser vilde man holde fremmede, forarbeidede Varer ude; man gav, som vi have set, Forskud, Laan, Præmier og Gaver, Alt i den Tro, at Manufakturerne vare Landets vigtigste Næringskilde, men det tilsigtede Øiemed blev ikke opnaaet. I Haandværket rørte der sig derimod en sundere og friere Aand, og denne viser sig ikke blot i


86

Laugene, men endnu mere udenfor dem. En stor Mængde Næringsdrivende havde nemlig ingensinde havt Laugsartikler, og selv i de Haandværksgrene og Næringsveie, hvor Laugstvangen blomstrede, bleve Undtagelserne bestandig hyppigere. I 1763 var der saaledes over 300 Militaire i Kbhvn., som arbeidede frit i de forskjelligste Professioner, og der fandtes neppe et eneste Laug, uden at det havde et anseeligt Antal priviligerede Frimestre ved Siden. Af mindre borgerlige Næringer anføres paa dette Tidspunkt: Badere, Bakkelse- og Tærtebagere, Destillerere, Duekræmmere, Filigran-Arbeidere, Fiskeblødere, Forgyldere og Lakerere, Futteralmagere, Gamle Bøgers Forhandlere, Gammelt Jerns Forhandlere, Gibsere med Billeder, Glasslibere, Grynmænd, Instrumentmagere, Kammagere, Kortmagere, Kallunsmænd, Levende Fiske Handlere, Lysestøbere, Marskandisere, Melmænd, Pitscherstikkere (Signetgraveurer), Pottehandlere, Perlestikkere, Voxblegere, Citronmænd o. m. fl. Paa Vesterbro ved nuværende Værnedamsvei laa et Kapunstopperi, og i Læderstræde havde T. Friederich et Udsalg af Roskilde- og andet Kildevand, som førtes til Byen paa Flasker, thi Drikkevandet, især Pumpevandet fra Søerne, var i sit Indhold temmelig "adskilligt" og udskilte ved Henstaaen nogle jordagtige Dele samt nogle Smaadyr som "Vandlus, Vandlopper og Vandspindere". Forsyningen med Saltvandsfisk skete fornemmelig fra Sundet; dog hedder det i 1764, at Skibskapitain Jesper With, der havde Privilegium paa Dogge-Robbe-Kabliau- og Sildefangst under Island, de hollandske Banker og i Nordsøen, gjorde sig meget fortjent af at skaffe Saltvandsfisk til Hovedstaden. Det følgende Aar fik Auditeur Johan Didrik Petersen 2000 Rdlr. til Laans af Kommercefondet mod at anskaffe 2 Fiskekvaser, som skulde bringe Fisk hertil fra Christiansø, men Foretagendet kom ikke istand. En stor Del af Smaahandelen dreves paa Torvene, men der fandtes dog ogsaa talrige Boder omkring i Byen, hvorfra der foruden chinesiske og ostindiske Varer med særlig Bevilling falbødes Sukker, The og Kaffe, lugtende Vande og Akvaviter, Kniplinger, Børnetøi o. d. I Chr. VIs Tid havde de militaire Handlende navnlig havt deres Stade paa Kongens Nytorv ved Gjæthuset (altsaa ved det nuv. kgl. Theater), ja man saa igjennem Fingre med, at de opførte permanente Bræddehytter her, hvilke selvfølgelig ikke vare til Prydelse for Torvet. I 1731 forsøgte Magistraten forgjæves at faa dem fjernede i Mindelighed; den indgav derfor en Klage til


87

Kongen, hvori den forestillede, hvor farlige disse Hytter vare for Gjæthuset, Holmen og Cherlottenborg i Tilfælde af Ildsvaade, saameget mere som der daglig blev smøget Tobak derinde, og om

Kongens Nytorv i Frederik den Femtes Tid

Kongens Nytorv i Frederik den Femtes Tid.

Aftenen var Lys i dem. Dette hjalp; de Militaire fik Befaling til at nedbryde Fjæleskurene, og i Stedet "forsyne sig med et lidet Telt paa tvende Stænger, som kunde nedtages hver Aften, ligesom andre


88

Torvesiddere bruge, og i Mands Minde paa Torvene uden andre Machiner haver været brugt." Men i Frederik den Femtes Tid maatte de militaire Smaahandlende rømme helt fra Kongens Nytorv, hvis pyntelige og aristokratiske Præg skulde opretholdes. For at skaffe fri Udsigt til "det kongelige til Hest siddende Korpus" i.e.: til Christian den Femtes Statue, blev "Krandsen" eller Spadserehaven med det omgivende rød- og hvidmalede Stakit ligeledes fjernet i 1749, og det følgende Aar brolagdes hele Pladsen. Det ses, at Statuen og de fire Figurer paa Fodstykket bleve malede med graa Oliefarve, medens Postamentet var hvidt og Fyldingerne gule. Paa foranstaaende Afbildning der viser Torvet uden Have, ligger Gjæthuset yderst tilvenstre med den høitragende Midtpavillon paa Gammelholms Magasinbygning bagved, derefter følger Komediehuset, en Gaard tilhørende Kommandeur J. N. Holst (det senere Erichsens Palais), Børsspiret ovenover Kammerherre Berregaards Eiendom paa Hjørnet af Laxegade, Grevinde Holsteins Hotel (det nuv. Hotel du Nord), Geheimeraad Grams Gaard (nuv. Hotel d'Angleterre) og endelig yderst tilhøire Tømmerværket om Hovedvagten. Kjøbenhavn fik et nyt Torv, nemlig Halmtorvet, i 1760, da alle indenbys Assistentskirkegaarde bleve afskaffede, thi Vaisenhusets og Vartous Kirkegaard, som havde været omgivet af et Plankeværk og strakte sig et Stykke forbi Lavendelstræde, blev ved denne Leilighed udlagt til offentlig Plads.

En stor og betydningsfuld Udvidelse, der kan sættes i Klasse med Frederik den Tredies Opfyldning og Bebyggelse af Frederiksholmskvarteret, fik Staden, da Frederik den Femte i Anledning af den oldenborgske Kongestammes 300 Aars Jubilæum, i 1749 besluttede at bortskjænke Amalienborghave og hosliggende Mønsterplads (smlgn. II S. 508) til Byggegrunde. Som bekjendt strakte Grunden sig fra nuv. St. Annaplads helt ud til Toldbodveien, og begrændsedes mod Vest og Øst af Norgesgade og Ny Toldbodgade i samme Længde. Hinsides Toldbodgade udi til Havnen laa Tømmerpladserne og længere ude i Nærheden af Toldboden den kgl. Saugmølle. Den 12te Septbr. 1749 blev det gjennem Magistraten bekjendtgjort, at Lysthavende kunde faa Grunde paa dette Sted, "som er meget bekvemt for de Negotierende at bebo, da det ligger nær ved Havnen og Toldboden, og saaledes ikke lidet kan kontribuere til Kommercien at facilitere og befordre", bortset fra at Bebyggelsen vilde blive til Nytte og Zirat for Staden. De, som vilde opføre Huse, skulde


89

bekomme Pladsen til fri Eiendom og desuden 30 Aars indkvarteringsfrihed fra Begyndelsen af Aaret 1751 til Udgangen af 1780. Tømmerhandlerne, som havde deres Oplag i Nærheden, skulde have Fortrin ved Valget af Grunde, men hvis de ikke strax meldte sig, skulde Enhver, af hvad Stand han end var, have Frihed til at tegne sig og derpaa efter Orden udvælge Byggeplads. Naar Valget var sket, blev Pladsen strax den Paagjældendes Eiendom, dog at han skulde lade sig meddele Adkomst og siden bygge inden 5 Aars Forløb. Skete dette ikke, var Retten fortabt, hvis da ikke "uformodentlige og vidrige Tilfælde havde været hinderlige". Den af Kongen over hele Pladsen approberede Tegning skulde i alle Maader følges; Egaliteten fornemmelig observeres og alle Bygninger til Gaden være af Grundmur med Vinduerne i lige Linie. De Førstbyggende, som for at have Fred maatte indhegne deres Pladser, skulde have billig Erstatning for Skillerums Plankeværkerne af dem, der byggede senere. En Grund med 30 Alens Façade til Gaden var en "hel Plads", men hvis Nogen vilde opføre større og vidtløftigere Bygninger, kunde han faa 2 a 3 Pladser. Paa den anden Side kunde de, der syntes, at en hel Plads var for stor, nøies med en halv Plads, eller med Trediedelen af to. Da der formodentlig vilde udkræves Pilotage paa Grunden, thi den var lavtliggende og derhos omgiven af en Kanal til St. Annaplads og Bredgade, skulde de Byggende nyde fri Indførsel paa de fra Udlandet kommende Materialier, og endelig blev det "til desto mere Kommodité for dem, der etablerede sig i denne Del af Staden" lovet, at der "skulde blive bygt en Kirke i Nærværelsen". Den 3die Oktober fik Kjøbenhavns Kommune Skjøde paa Amalienborghave og Mønsterpladsen, dog at Kongen reserverede sig de Grunde, paa hvilke de fire "Hoteller" omkring det mellemste store Torv skulde bygges.

Planen til Bebyggelsen saavelsom Tegningerne til Husene bleve udarbejdede af Oberstlieutenant Eigtved under Geheimeraad Grev Moltkes Overopsyn, medens Stadsbygmester Banner Matthiesen paasaa, at Alt blev opført strikte efter Tegningerne. Det var oprindelig Meningen, at Tømmerpladserne skulde bibeholdes langs Havnen, og at der foruden nuv. Frederiksgade skulde anlægges 4 andre Aabninger eller Gader til Stranden, men det skete ikke. I Virkeligheden blev Amaliegade kun overskaaren af Frederiksgade, længere mod Nord af en smallere Gade (nuv. Fredericiagades For-


90

længelse), der oprindelig var tænkt som Afløbsrende for Spildevandet fra Nyboder og Østerkvarter og derfor gik videre over nuværende Almindelig Hospitals Grund, og endelig af en tredie Gade, som ingensinde fik Navn og nu forlængst er forsvunden. Den var beplantet med Træer, og løb fra Hjørnet af Norgesgade og Toldbodveien i lige Linie til Vandet og afskar hele den yderste Trekant af Kvarteret. Om Fredericiagadens Forlængelse hedder det i "Danske Atlas" i 1764, at "den endnu ikke vides at have faaet noget vist Navn", men en halv Snes Aar efter kaldtes den Blancogade. Om Oprindelsen til dette Navn fortæller Rahbek følgende: "Det var en lidet besøgt Gyde bag Palaierne med Haver til begge Sider, naar de tvende Hjørnehuse til Norgesgade og Amaliegade undtages. Da Befalingen kom, at der skulde sættes Navne paa Gadehjørnerne, kom de to Huseiere, hvoraf min Fader var den ene, i Forlegenhed og forespurgte, hvad de skulde gjøre. Svaret lød, at Navnet skulde være in blanco, men min Faders Nabo tog det efter Bogstaven og lod paa sit Hjørne male: Blancogaden. Lidt efter lidt kom dette Navn, hvoraf i Begyndelsen meget blev let, i Brug og er nu almindelig vedtaget."

Der blev ufortøvet taget fat paa Opfyldningen af den lange Kanal om Pladsen (smlgn. II, S. 508), hvilket skete med Gaderenovation uden Bekostning for dem, der vilde bygge. Kystlinien fra Toldboden til Kvæsthuset blev samtidig reguleret, hvorved den tidligere (II, S. 712) omtalte Indskjæring, "det røde Hav", forsvandt. Derimod blev Hukken ved Kvæsthuset, som skar sig ind paa St. Anna Plads, bevaret, fordi alt Spildevandet fra det nye Kvarter, Toldbodveien, Store Kongensgade og Nyboder skulde have sit Udløb her, hvor det vilde være forholdsvis let at stoppe Havnens Forurening og foretage Opmuddring. Hosstaaende Prospekt, der netop skriver sig fra 1750, da Kanalen om Amalienborg var bleven opfyldt, viser Norgesgades Physiognomi paa dette Tidspunkt. Bygningen yderst tilhøire er Kadetakademiet (den nuv. Rigsdagsbygning), den lange Bygning med Kuppel og Spir, der naar helt op til Dronningens Tvergade, er Grev Danneskjold Laurvigs Hotel, medens Huset paa det modsatte Hjørne nu tilhørte Greven af Gyldenstens naturlige Søn, Geheimeraad Desmercieres. Rummet mellem Kadetakademiet og det Laurvigske Hotel, i hvis Baggrund Frue Kirkes Spir kneiser, er naturligvis altfor lille, thi her skulde være Plads til to Gader


91

Norgesgade i 1750

Norgesgade i 1750. Efter Landkadetternes Tegnebog i det st. kgl. Bibliothek.


92

(Kadetgaden og den nu forsvundne Prindsessegade) saavelsom til den store Grund (Prindsesse Charlotte Amalies Have), paa hvilken Marmorkirken blev bygget. Den lave Bygning med et Skilderhus ved Siden er en Vagt for Enden af den saakaldte Porcellainsfabriks Have; thi Fabrikbygningen selv havde som bekjendt Façade til Store Kongensgade. Resten af Norgesgade til Toldbodveien henlaa ubebygget til begge Sider, som det fremgaar af hosst. Billede, paa hvilket de charakteristiske Bindingsværksbaghuse i Store Kongensgade ses over Plankeværket.

Den yderste Ende af Norgesgade i 1750

Den yderste Ende af Norgesgade i 1750. Efter Landkadetternes Tegnebog i det st. kgl. Bibliothek.

Da Magistraten den 15de Septbr. 1749 og den 19de Januar 1750 ved trykte Plakater opfordrede Lysthavende til at tegne sig for Byggegrunde paa Amalienborg, meldte der sig 24 Personer, hvoriblandt endel ansete Folk som Geheimeraad v. Osten, Etatsraad Borgmester Holmsted, Agent Andreas Bjørn, Agent Wewer og Kjøbmand Iselin. De fleste vare dog Tømmerhandlere, ogsaa nogle Fabrikanter, en Urtekræmmer, en Hørkræmmer, en Øltapper o. s. v. Det varede imidlertid ikke længe, før Spekulationen rørte sig; nogle af de indtegnede Personer faldt strax fra, Andre afstod deres Grunde, før de kom til at bygge, medens atter Andre byggede og derpaa solgte Eiendommene. Følgen heraf blev, at det nye Anlæg ikke blev et Handels- og Forretningskvarter, som i Reskriptet forudsat, men en aristokratisk Bydel, for det Meste beboet af Hoffolk og Embedsmænd. Hertil bidrog naturligvis først og fremmest de fire "Hoteller" paa "Frederikspladsen", som bleve opførte af rige Adels-


93

mænd, og hvis hele Charakter paa engang stillede store Krav til Omgivelserne og trykkede dem. Det forlangtes vel ikke, at alle Huse skulde ligne dem; de Byggende fik tvertimod Tilladelse til efter eget Forgodtbefindende at opføre deres Huse paa to eller tre Etager og anbringe Portene midt paa Façaden eller paa Siderne, som de selv vilde, men den Fordring blev opretholdt, at Vinduerne i de borgerlige Huse skulde have en vis Anseelse og Høide, ligesom de skulde være i lige Linie og Flugt, og saa omhyggelig var Kongen for det nye Kvarters Ydre, at han befalede, at ingen Bygning maatte paabegyndes, før Tegningen til den var bleven ham forevist. Til yderligere Sikkerhed blev en streng kongelig Ordre om Egaliteten ved Bygningerne i August 1751 oplæst i Tømmermestrenes, Murmestrenes, Stenhuggernes og Gibsernes Laugsforsamlinger af Oldermændene. Som alt anført havde alle Byggende 30 Aars Indkvarteringsfrihed (de fire Hoteller endog "til evig Tid") samt Toldfrihed for alle Materialier, der indførtes fra fremmede Steder, men efter Sædvane blev den sidste Indrømmelse saa stærkt misbrugt, at Regjeringen saa sig nødsaget til at skride ind. Den 21de Aug. 1751 sendte Rentekamret den Meddelelse til Magistraten, at der paa Grund af de stedfundne Snyderier ikke mere kunde blive Toldfrihed paa Mursten, Tagsten og andre Stene fra Udlandet, efterdi Saadant ligesaa godt kunde faas i Hans Majestæts egne Riger og Lande; hvad Tømmeret angik, skulde der saa vidt muligt bruges norsk Tømmer, og Indbyggerne maatte derhos være betænkte paa i Fremtiden at aflægge Ed paa, at det fra Udlandet Indførte virkelig var blevet employeret til deres Bygninger. Disse Indskrænkninger formaaede dog ikke at standse Byggelysten herude, og ved Frederik den Femtes Død henlaa kun faa Pladser ubenyttede. Stemningen blandt Indbyggerne og Regjeringens Ulyst til at lade Næringsdrivende brede sig i det nye Kvarter, lægger sig morsomt for Dagen i en Ansøgning af 1754 fra Øltapper Niels Gundersen Lund, hvori han siger, at han aldrig havde tænkt sig Muligheden af at blive Eier af en Gaard paa "saa deiligt et Sted som Amalienborg". Nu da dette er sket, er han imidlertid i Tvivl om, til hvad Brug Gaarden skal indrettes, men tror dog, at et Bryggeri vilde være godt, hvis han kunde faa et Privilegium derpaa. Magistraten begriber ikke i sin Betænkning, at Ansøgeren kan understaa sig til at fremkomme med et saadant Ønske, "allerhelst da disse Pladser ikke have manglet


94

Lysthavende, siden de næsten alle ere optagne og bortskjødede", og Enden blev, at Niels Gundersen fik et kort Afslag.

Imidlertid gik Byggeriet rask fra Haanden; overalt reiste der sig Plankeværker ude i det nye Kvarter, og bag disse steg Huse og Gaarde i Veiret. De første Byggende paa Amalienborg vare Murmester Niels Engersløw og Tømmermester Peter Rasmussen, som i 1750 opførte to Gaarde til St. Annaplads med 20 Alens Façade til Gaden (nuv. Nr. 7 og 9), hvorefter Tømmermester Niels Aagesen og Tømmerhandler Jens Larsen byggede i Amaliegade, og Tømmerhandler Jørgen Jegind paa Hjørnet af Amaliegade og St. Annaplads

Det Bernstorffske Palais under Opførelse

Det Bernstorffske Palais under Opførelse. Efter Landkadetternes Tegnebog.

(nuv. Nr. 15). Det følgende Aar opførte Geheimeraad v. Osten den store Gaard paa Hjørnet af St. Annaplads og Amaliegade (nuv. Nr. 13), samtidig byggede Justitsraad Lintrup, den senere Justitsraad Lindenkrone, Hjørnegaarden til Norgesgade, som nu bebos af den engelske Gesandt, og Geheimeraad Grev Berckentin det Palais, som senere blev det Schimmelmannske. Gaarden ved Siden (nuv. Nr. 30) byggedes ligeledes i 1751 af Toldinspekteur Schumacher. Den 27de Oktober 1752 lagdes Grundstenen til det Bernstorffske Palais (som nu tilhører Kongen af Grækenland) paa Hjørnet af Frederiksgade, og samme Dag paabegyndte Geheimeraad Baron Dehn Palaiet paa den modsatte Side af Frederiksgade, hvilket nu er udstykket. Af andre bekjendte Mænd,


95

som byggede herude, kan nævnes Urtekræmmernes Oldermand Niels Titken, der havde en anseelig Eiendom paa Hjørnet af Norges- og Blancogade, samt Generalmajor Thurah, der opførte et mindre Beboelseshus i en stor Have, som fra Titkens Grund naaede helt hen til Frederikshospital. I det Hele hørte der større eller mindre Haver til alle Ejendommene i det nye Kvarter. Den yderste Trekant af Amalienborg, som begrændsedes af Toldbodveien, den ovenfor omtalte navnløse Gade, som nu er forsvunden, og Ny Toldbodgade, skjænkede Kongen til en botanisk Have for at fremme det botaniske Studium ved Universitetet, Deri var omgiven af en Ringmur, men faldt iøvrigt i to Dele, fordi den gjennemskares af Amaliegade; i Afsnittet nærmest Toldboden laa nogle Bygninger med en Bolig for Urtegaardsmanden, en Forelæsningssal, et botanisk Bibliothek m. m. Haven anlagdes af den senere Udgiver af Flora Danica, den berømte Dr. Oeder, og synes i Slutningen af Frederik den Femtes Regjering at have staaet i fuldt Flor.

De egentlige Pragtbygninger i det nye Kvarter vare dog de Paladser, som bleve opførte i dets Centrum, omkring den ottekantede Plads, der snart kaldtes "Frederikspladsen« snart "Amalienborg Plads". De fire store Byggegrunde her, som Kongen selv havde forbeholdt sig, skjænkede han den 9de Mai 1750 til Konferentsraad Severin Løvenskjold, Grev Adam Gottlob Moltke, Geheimeraad Grev Levetzau og Geheimeraad Baron Joachim Brockdorff, paa den Betingelse, at de fire Adelsmænd skulde forpligte sig til at bygge efter Oberst Eigtveds Tegninger, ifølge hvilke alle fire Palaier skulde være ens og bestaa af en større Hovedbygning med Pavilloner paa Siderne og lave Mellembygninger som Forbindelsesled. Stilen var naturligvis Rokoko, og Bygningerne staa den Dag idag uforandre i det Væsentlige, kun at de lave Mellembygninger i 1794 bleve forhøiede med en Etage. Naar man gjennem Kolonnaden, som dengang ikke existerede ligesaa lidt som Heststatuen, træder ind paa Pladsen, laa Løvenskjolds Palais paa høire Haand (nu Kong Christian den Niendes). Det var endnu ikke helt færdigt, da Eieren den 23de April 1754 solgte det til Enkegrevinde Schack til Schackenborg, men 10 Maaneder efter blev det tildels ødelagt ved en Ildebrand, hvilket naturligvis standsede Byggearbejderne og forsinkede Fuldførelsen. Det har dog vistnok staaet færdigt ved Udgangen af 1755. Grev Moltkes Palais tilvenstre for den nuværende


96

Kolonnade (det senere Christian den Syvendes Palais) blev allerede indviet den 30te Marts 1754; Kongen overværede selv denne Festlighed, som han havde overværet Krandsens Heisning halvandet Aar iforveien. Den kongelige Yndling blev overhovedet støttet fremfor alle andre Byggende; i 1751 overlodes der ham endel Slotsbygningsmaterialier, som henlaa i Magasinet: Klapholt, Vindusgesimser og Søiler fra den gamle Slotsportal; han fik Lov til at bruge de kongelige Materialvogne, det kommanderede Mandskab i.e.: Soldater og de Arbeidsmaterialier, Kongen havde i Forraad, og senere skjænkedes der ham glaserede Tagsten og Egetræs Døre. Endnu i 1758 ses det, at der leveredes ham blaat og hvidt italiensk, samt sort og gult Marmor fra den kongelige Materialgaard, sandsynligvis til den indre Udsmykning, ligesom to Aar senere Bly til en Fontaine, der modelleredes af Professor Stanley. Det sidste Materiale maatte han dog betale med 12 Rdlr. Skippundet. Samtiden skildrer Moltkes Palads som det prægtigste af dem alle, og den endnu bevarede Riddersal, dekoreret med Guld paa Hvidt, viser den Dag idag Tidens Luxus og Pragtlyst. Det tredie Palais (nu kaldet Enkedronningens) var Grev Levetzaus, det fjerde Baron Brockdorffs (nu Kronprindsens). Dette sidste blev allerede i 1767 kjøbt af Kongen og indrettet til Landkadetakademi; 21 Aar senere blev det Søkadetakademi. Begejstringen i Kbhvn. over det nye Kvarter var naturligvis stor og lagde sig allerede for Dagen i 1751, da den senere Generalfiskal Frederik Vilhelm Wivet skrev:

"Ja, se Amalienborg - hvor hun emailleres,
Hvordan hun Træer har med Huse tusket om,
Med hvilke herlige Paladser hun stafferes,
Hvor hun til Borgerret ved Kongens Naade kom.
Gaar man paa Pladsen, man da falde maa i Staver,
Og blive ganske i sin Sjæl og Sind forrykt,
Thi hvor der saas ifjor de store dybe Graver,
Der finder man i Aar Hoteller blive bygt."

I 1792 skriver Ramdohr om Frederikspladsen: "Det Indtryk, man faar her, er paa engang hyggeligt og imponerende. Man maa dog tilstaa, at Pladsen snarere er anlagt i Smag med en Theaterdekoration end som et varigt architektonisk Værk. Ideen var storslaaet, men den er under Udførelsen bleven smaalig. De fire Paladser ere overlæssede med Prydelser i slet Smag; de ligne Landsteder og svare ikke til den Værdighed, som Pladsen kræver. At


97

Datiden var af en anden Mening, er indlysende, og i Virkeligheden er Pladsen jo endnu den stilfuldeste i Byen. I sin utrykte tredie Del af "Vitruvius" skildrer Thurah de fire Palaier og dvæler navnlig ved Grev Moltkes med den store Vestibule, baaren af otte Marmorsøiler, mellem hvilke en Andromeda af hvidt italiensk Marmor er opstillet, og kan ikke finde tilstrækkelig stærke Ord for den Luxus og Pragt, som udfolder sig i Taffelgemakket, Skilderigemakket og den store Sal. Wadskiær slog Lyren til Ære for Moltkes Palais saavelsom for "Ny Frederiksstad" i det Hele i sin "Forandrings Skueplads paa Amalienborg Lueplads". Med Hentydning til Stedets forrige Anvendelse som Mønsterplads og Have synger han:

"Bedre Huse i Geleder
End Soldater der at staa,
Buxbom faar vel andre Steder,
Hvor den kan opvoxe paa.
Her bør Borgere opspire
Og en Sort af Negliker,
Som langt mere Staden zire
End det Slags, som voxte der.
Tulipaner, Hyazinther,
Som kan flytte sig afsted,
Og udi den skarpe Vinter
Gjøre sommerfulde Fjed.
- - - - - - - - - - - - - - - - - -
Bedre Gader der end Gange,
Bedre Gaarde der end Træer,
Bedre Børneskrig end Sange
Af en Stillitz eller Stær.
- - - - - - - - - - - - - - - - - -
Ingen vil den sidste være
Borgerskab at vinde der,
Hvor selv Kongen, tænk den Ære!
Byens Borgemester er."

Han omtaler ogsaa, at Kongens Rytterstatue skulde kneise i Pladsens Centrum. Grundstenen til den blev lagt den 18de Oktober 1760, men den blev ikke opsat før efter Frederik den Femtes Død.

Den eneste offentlige Bygning, som fik Plads paa det gamle Amalienborgs Grund var Frederiks Hospital, stiftet af Kongen efter Grev Adam Gottlob Moltkes Tilskyndelse og Raad. Grundstenen blev lagt i Juli 1752 af Kongen selv; paa en vedlagt Kobberplade stod paa Dansk og Latin: "Den første Sten til det offentlige Hus,


98

som er indrettet for at underholde 300 Syge, har Fædrelandets fromme Fader, Frederik den Femte, høitideligen nedlagt og ladet Bygningen fuldføre." Bygningerne, som opførtes af Bygningsinspekteur Georg Daniel Anthon stod først færdige i Foraaret 1757 og indviedes den 30te Marts s. A. "Kl. 10 om Formiddagen i adskillige høie Standspersoners Nærværelse af Hofprædikanten Hr. Frederik Qvist med en grundig og lærd Tale." Den følgende Dag, som var Kongens Fødselsdag, saa man "med Forundring, hvorledes mange Syge og Elendige indfandt sig i Hospitalet", med andre Ord: de første Patienter bleve da indlagte.

Den store Langsomhed, hvormed Værket fremmedes, skyldtes dels Pengemangel, dels Raadvildhed, thi man byggede ikke efter nogen bestemt og veloverveiet Plan, og det er charakteristisk, at Kommissionen, som skulde fastslaa Indretningen, først blev nedsat, efterat man havde bygget i tre Aar. Den midterste lave Bygningsfirkant blev først opført; senere kom de fire høiere Forbygninger til for at dække det tarvelige Ydre og give hele Komplexet et vist stadseligt Præg. Pengemidlerne skaffedes tilveie ved den norske Generalpostkasses Overskud, som "til evig Tid" henlagdes til Hospitalet; Kongen skjænkede endvidere endel Sjette- og Tiende Penge til Byggefondet foruden Egeplanker, Mursten, Brædder og andre Materialier fra Christiansborgs og Frederikskirkens Magasiner. Det blev desuden bestemt, at Betalingen for Ordener, Charakterer og Bestallinger, som tidligere havde været anvendt til Frue Taarns og Professorgaardenes Opbyggelse efter Branden, og hvoraf 26000 Rdr. nylig vare blevne bevilgede den tydske Kirke paa Christianshavn, skulde, naar den sidstnævnte Sum var indkommen, indtil videre tilfalde Frederiks Hospital, og at det her dreiede sig om betydelige Summer, ses f. Ex. deraf, at en Mand, Kancelliassessor Valentinsen, som i 1762 blev Stadsmaaler i Bergen, maatte betale Hospitalet 6000 Rdr. Enkelte godgjørende Mænd og Kvinder stiftede allerede i Frederik den Femtes Tid Legater til Bedste for Hospitalet, saaledes den danske Gesandt i Paris, v. Jahn, som bestemte, at 2000 Rdr. af hans Gage aarlig skulde indbetales til Kassen, hvilket vedvarede til 1791. En vigtig Indtægt for Hospitalet blev det, da der paabødes en Stempelafgift af 6 Skilling af hvert Spil Kort, der solgtes i Danmark og Norge, skjøndt det i Begyndelsen faldt vanskeligt at gjennemføre denne Lov. En Befaling om, at alle i Behold værende Kort skulde ind-


99

sendes til Stempling, blev ikke adlydt, saalidt som et Forbud mod fremmede Spillekorts Indførsel, og da der blev sat en Mulkt af

Frederiks Hospital

Frederiks Hospital. Façaden til Amaliegade.

50 Rdr. for hvert ustemplet Spil, som forefandtes hos Handlende eller Private, unddrog man sig Bøden ved at indføre hollandske


100

Kort med efterlignede Stempler. "Der er - hedder det i 1759 - kun blevet indsendt et meget ringe Antal Kort til Stempling, og mærkværdigvis findes der alligevel store Beholdninger af fremmede stemplede Kort, saaledes at det næsten med Sikkerhed kan siges, at udenlandske efterstemplede Kort ere blevne indførte i Massevis, hvilket ogsaa bestyrkes derved, at Frederiks Hospital hidtil har havt meget ringe Aftræk paa de her i Staden fabrikerede Spillekort." Følgen blev, at der udkom en meget skarp Lov mod disse og andre Misbrug, hvorhos der ansattes autoriserede Kortforhandlere i alle Kjøbstæder (3 i Kjøbenhavn og 1 paa Chrhvn.). Overtrædelse af Loven og Spil med ustemplede Kort var henlagt under Inqvisitionskommissionen, for hvilken Domstol Menigmand nærede stor Frygt, og Angiveri opmuntredes ved Andel i Bøderne, I 1763 forsøgte man under Navn af Lotterispil at indføre et nyt Slags ustemplede Kort, "smaa firkantede Blade, hvorpaa Navne, Figurer og Deviser vare trykte", men denne Trafik blev ufortøvet standset ved et Paabud om, at de ogsaa skulde stemples. Stemplingen foregik paa Hospitalet, hvor der i Inspekteurens Hus fandtes et Kortmagasin og et Kortstempelkammer.

Da Kongen i Februar 1755 befalede, at Grev A. G. Moltke med Flere skulde træde sammen for at udarbeide en fuldstændig Plan og Fundation for Stiftelsen, erklærede han, at Huset var bygget "Gud til Ære og vore fattige Undersaatter til Husvalelse", at det skulde kaldes "Frederiks Hospital" og være til Gavn for dem, der formedelst Alderdom og Svaghed ikke kunde gjøre Tjeneste eller erhverve deres nødtørftige Ophold, men her med fornøden Underholdning kunde forsynes. I Indledningen til Fundatsen af 6. Aug. 1756 hedder det: "Hospitalet, Bygninger, Grunde, Indretninger, Inventarium, Midler, Kapitaler, Indtægter, Intet undtagen, med hvad Navn, det nævnes maa, skal bestandig og til evig Tid allene være og forblive til fattige, syge Menneskers Antagelse, Pleie, Læge- og Underholdning, uden at samme Hus eller Noget, hvad derunder eller dertil hører nu eller nogensinde i Fremtiden, under hvad Skin, Forevending eller menneskelig Paafund det end maatte være, til nogen anden Slags Brug maa henvendes." Det var oprindelig Meningen, at 300 fattige og nødlidende Syge skulde have havt Fripladser, men af finantsielle Grunde blev Tallet indskrænket til 125. Fremmede indtoges ligesaa vel som Indfødte, naar de


101

boede i Staden og havde lovlig Ærinde eller Haandtering der; dog vare Fripladserne særlig forbeholdte Trængende af Borgerstanden. Et vist Antal Pladser stod til Raadighed for Militaire saavelsom for Domestiker af begge Kjøn, naar de anmeldtes af deres Officerer eller Herskaber; dog skulde Soldaternes Lønning i saa Fald indbetales i Hospitalskassen, og Herskaberne skulde betale 7 Mark om Ugen for hvert sygt Tyende og desuden Begravelsesomkostningerne, hvis de døde. Alle inkurable Sygdomme samt Børnekopper, Skab, Spedalskhed, Galenskab og veneriske Sygdomme bleve ikke behandlede her; derimod blev det saakaldte "frie Jordemoderhus", den senere Fødselsstiftelse, tre Aar efter Fundatsens Udstedelse forenet med Hospitalet og anbragt i den tilbagetrukne Fløi med Frontespicen til Amaliegade. Stiftelsen fik store Privilegier og Benaadninger, som Frihed for alle Skatter, Afgifter og Paalæg, for Brug af Stempelpapir og Porto; den blev uafhængig af Laugene, fik Bager- og Bryggerrettighed, og hvad der ikke er det mindst mærkelige, sin egen selvstændige Jurisdiktion, en "Hospitalsret", der afskaffedes i 1771 af Struensee. Under denne Domstol sorterede ikke blot Stiftelsens Embedsmænd og Betjente, men ogsaa Patienter eller Patienters Slægtninge, der vare uvillige og slette Betalere. Mod Overfyldning værgede Hospitalet sig paa eiendommelig Maade. "Det sker ogsaa - hedder det i 1764 - at naar det i Hospitalet tilladte Antal af Patienter er komplet, og Enhver, der anmeldes, faar Expektance paa Sygepladserne efter Tour, at man da søger at tvinge Hospitalet til at modtage flere Patienter, end der er Plads til, idet Husværter eller andre, som skulde sørge for dem og frygte for at komme til at bekoste Begravelsen, lade de Syge kjøre eller lede derud og derpaa lade dem i Stikken enten inde i Hospitalsgaarden eller udenfor, undertiden i Gangene eller paa Trapperne til Betjentenes Værelser, ofte i saadan Tilstand, at de hverken have Mæle eller Sands og derfor af Nød maa tages ind, i hvordan Leiligheden er, og den Syge ved slig Omgang sætter Livet til." Hospitalsretten blev derfor bemyndiget til at skride ind mod Folk, der vilde paatvinge Stiftelsen Patienter, og idømme dem Mulkter fra 2 til 20 Rdlr., Straf paa Kroppen, spansk Kappe og Gabestok, nogle Dages Vand og Brød o. lgn.

I Spidsen for Hospitalet stod tre Overdirekteurer, Grev A. G. Moltke til Bregentved, Overpræsidenten i Kbhvn. v. der Lühe


102

og Grev Conrad Wilhelm v. Ahlefeldt. I Fundatsen hedder det, at Oberdirektørerne ikke blot skulle lade sig være angelegne at beskytte Hospitalet ved de af Hs. kgl. Maj. allernaadigst forundte Friheder, men endog saavidt muligt fremdeles søge at erhverve Hospitalet alle Fordele og Friheder, som kunne tjene til dets Vedligeholdelse og Fremvæxt." Under Overdirektionen stod ni Direkteurer, hvoriblandt tre Læger og to af Byens 32 Mænd; paa Hospitalet selv havde Inspekteuren den daglige Administration. Han boede i Forbygningen til Amaliegade, nærmest Grønningen, hvor der ogsaa var Forsamlings- og Aftrædelsesværelser for Direkteurerne, Kontorer, Kortmagasin og Kortstempelkammer, og i Kjælderen: Plads for Ligvogn, Portechaiser at transportere de Syge i m. m. Det tilsvarende Forhus til Amaliegade nærmest Amalienborg var Vaske- og Inventariehus; her havde Vaskepigerne deres Kamre, her var Rullestuer og Strygestuer, Kamre til Linneds og Sengklæders Forvaring, her boede Oldfruen og Kvartermesteren, og her var i anden Etage en Sal, i hvilken der holdtes Gudstjeneste for Hospitalets Betjente. Til Bredgade laa Apotheket i samme Bygning som nu med sit store Laboratorium, sine Stødekamre, Tørrekamre, Pakrum og Værelser for Apothekerdrengene i Kjælderen. I Stuen havde Apothekeren Beboelseslejlighed ved Siden af Apotheket og to andre Laboratorier, i anden Etage fandtes en Kryder-Sal (Kräuter-Saal), Essentskammer, Æskekammer, Materialkammer m. m. Det til Apotheket svarende Hus paa den anden Side af Gitteret beboedes af Økonomen og kaldtes Økonomihuset; her var desuden Proviantkjældere, Spisekamre, Badstue, Kjøkkener, og øverst Sygestuer for Hof-Domestiker og Hospitalsbetjente.

Hospitalets store firkantede Patientbygning indeholdt foruden Sygestuer, Hospitalskjøkkenet, Forraads- og Spisekamre, Hospitalskriverens Værelser, Operationsstuer, Værelser for Reconvalescenter m. m. Det høiere Midtparti med Frontespicen til Amaliegade var som alt omtalt Fødselsstiftelse; her havde Jordemoderen Bopæl og her fandtes to Værelser "for Accoucherede, som ville være incognito." Det tilsvarende Midtparti med Frontespice til Bredgade indeholdt forneden Værelser for Doctor medicinæ og Portneren samt et Kammer, hvor de Syge bleve modtagne og omklædte; foroven logerede Hospitalets Chirurgus, de to Underchirurger, Reservechirurgerne og de medicinske Kandidater. Den indre Gaardsplads,


103

"Grønnegaarden", var delt paa tværs ved en Mur, der fortsattes ind gjennem Bygningerne og "gjorde Skilsmisse mellem Mandfolkenes og Fruentimmernes Værelser". I hele Dybden fra Bredgade til Amaliegade laa paa begge Sider af Hospitalet en aaben Plads med Staldbygninger, Økonomens Kostald, Skure o. d., skilt fra Naboeiendommene ved en høi Mur.

Store Vanskeligheder frembød det nye Kvarters Vandforsyning

"Grønnegaarden" i Frederiks Hospital.

saavelsom Bortledningen af Spildevandet. Grunden var lav og opfyldt; bagved laa Store Kongensgade og det tæt befolkede Nyboder, fra hvilket Vandfaldet maatte ledes over Amalienborg til Havnen, thi man var fast bestemt paa at afskaffe en gammel Kloakrende, som havde sit Udløb tæt indenfor Toldboden og havde gjort Havnen betydelig Skade. Det var den oprindelige Plan, at alt Spildevandet fra denne Egn saavelsom fra den nye Frederiksstad skulde føres til Hukken ved Kvæsthuset, hvor det vilde være forholdsvis let at


104

standse Mudderet og den anden Urenlighed, før den fandt Vei til Havnen, men det blev fundet ugjørligt at nøies med ét Afløb, hvorfor et andet blev indrettet gjennem Blancogade og over nuv. almindelig Hospitals Grund. Det var en dyb stinkende Grøft, lukket for Enderne med Porte; under Amaliegade og Toldbodgade førtes den naturligvis som en muret tillukket Rende. Endnu i 1754 var man ikke kommen saa vidt, at Rendestenene i det nye Kvarter vare lagte, hvorfor Kjælderne allevegne stod fulde af Vand, og de nye Bygningers Fundamenter bleve beskadigede. Magistraten nægtede at have med Sagen at skaffe; den erklærede rentud, at Udgiften hertil, ca. 20,000 Rdlr., ikke blot var Stadens Kasse uvedkommende, men umulig for den at bestride, da der ikke fandtes mindste Beholdning i den, men den fik da Befaling til at stifte et Laan og betale Renterne - Kongen skulde da "med Tiden" see at faa Sagen afgjort, at Byen ikke kom i Gjæld. Der blev nu taget ivrigt fat, men da Anlæget omtrent var færdigt, opdagede man, at der ikke var tilstrækkeligt Fald, saaledes at Beboerne inkommoderedes derved, hvilket gav Anledning til nye Vanskeligheder og Udgifter. I 1756 læser man, at Stadens Kasse er "kommen i slet Stand formedelst Vandledningen paa Amalienborg saavelsom dens Opfyldning og Brolægning." Hvad Vandforsyningen angik, bleve Vanskelighederne dog lettere overvundne. Kongen tillod nemlig, at der fra den ham tilhørende Pumpevandsrende (den saakaldte Charlottenborg-Hovedrende) maatte lægges Ledninger ind paa Amalienborg Plads og i St. Annæ-Gade: han vilde selv afholde Udgifterne ved Anlæget, mod at de 60-70 Brugere betalte 40 Rdlr. for hver Portion én Gang for alle og 4 Rdlr. om Aaret. Anlæget, der fuldførtes ihast, var imidlertid saa "utaalelig slet", at Vandet allevegne løb ud af Trærenderne eller Opstanderne, oversvømmede Kjælderne og afstedkom Skade, og Forholdet blev først bedre, da den kongelige Fontainemester Beyer var gaaet af i Vrede og var bleven afløst af en ny. Det Mærkeligste er dog, at man i 1775 opdagede, at Beboerne paa Amalienborg aldrig havde havt Skjøder paa deres Vandportioner, og at hverken Kjøbesummen eller den aarlige Afgift nogensinde var bleven afkrævet, end sige betalt. Da Pengene ikke lod sig inddrive i Mindelighed, bleve de eftergivne, men det hedder i den kongelige Resolution, at "den aarlige Afgift fra 1ste Januar 1775 til rette Tid skal paafordres og erlægges."


105

Bag Amalienborg ud til Vandet laa Tømmerpladserne (smlgn, II S. 509), af hvilke de fem nærmest Kvæsthuset tilhørte Havnekommissionen og vare udleiede, én tilhørte Staden og anvendtes til Brændemagasin, medens Resten eiedes af Private. Da Reskriptet om Amalienborgs Bebyggelse udkom i 1749, havde man endnu ikke isinde at flytte Tømmerpladserne; der var da kun Tale om at erhverve de nødvendige Grunde til de paatænkte Tværgader ud til Havnen, men snart opdagede man, at Tømmeroplagene vare farlige for den kongelige Flaade og derfor maatte fjernes. Muligvis ønskede man heller ikke deres Beliggenhed i den aristokratiske Bydel og fik et godt Paaskud, da der i 1753 ved en Visitation paa Raadmand Klitgaards Plads forefandtes sex Foustager Tjære og et Stenkulsoplag tæt op til Plankeværket. Der herskede imidlertid stor Uenighed om, hvor man i Fremtiden skulde anvise Tømmerhandlerne Pladser. Magistraten foreslog først Kongens Materialgaard (ved Frederiksholms Kanal) eller Appelbyes Reberbane paa Chrhvn. (nuv. Holms Huse), men da ingen af disse Steder kunde undværes, anbebefalede den en Plads ved Kalkbrænderiet udenfor Østerport, eller i Dronningens Enghave (nuv. Tivolis Grund). Da disse Forslag heller ikke vandt Bifald, henledte den Opmærksomheden paa Grønland (den store aabne Plads ved Kastellet) og paa "den Plads paa Hjørnet af Sølvgaden, hvor Enkedronningens Køer græsse" (nuv. Sølvgadens Kaserne). Man reiste imidlertid nye Indvendinger, og tilsidst blev der nedsat en stor Kommission med Kbhvns. Kommandant General Numsen i Spidsen, som skulde afgjøre Spørgsmaalet.

Foruden Tømmerpladserne i Toldbodgade havde der været, eller var der tre andre i Kjøbenhavn. Den første og vigtigste af disse, Jan van Ostens ved Nyhavns Hoved med Indgang fra Kvæsthusgade, skyldte det nye Christiansborg sin Tilblivelse. Van Osten havde nemlig anlagt en Kran- og Kjølhalingsplads paa dette Sted, men da han i 1739 forpligtede sig til at holde Oplag af Materialier til Slottets indvendige Dekoration, fik han Privilegium paa ogsaa at holde Tømmerplads her, en Rettighed, der sikkredes ham selv og Hustru paa Livstid, selv efterat man i 1743 havde frataget ham Kran- og Kjølhalings Rettigheden som farlig for Flaaden. Frederik den Femte holdt ham dog skadesløs for dette Tab ved i 1747 at skjænke ham en Plads i Vandet udenfor Saltværket paa Chrhvn., hvilken han rigtignok selv maatte opfylde (smlgn. III S. 15). Ogsaa


106

havde den nu afdøde Andreas Bjørn i 1735, da han afstod sin Plads ved Toldboden til den kongelige Saugmølle, faaet Privilegium paa at holde Tømmerplads paa sit Skibsværft, og endelig havde Kjøbmand Brechwoldt havt Ret til at handle med Tømmer fra sin Plads i Overgaden paa Chrhvn. Kommissionen indstillede ufortøvet, at disse tre Pladser, der vare farlige for Flaaden, Dokken, Sø-Tøihuset og Laboratoriet, ogsaa skulde afskaffes, og Regjeringen gik i det Væsentlige ind herpaa. Agentinde Bjørns Privilegium blev hende afkjøbt for 893 Rdlr. 4 Mk. 8 Sk.; v. Ostens Oplagsret ved Nyhavns Hoved blev indskrænket til kun at gjælde for de kongelige Tømmerleverancer, saaledes at han i Fremtiden ikke maatte handle med Private, og Brechwoldts synes at være bortfaldet ved hans Død.

Man var imidlertid bestandig i Vilderede med, hvor de nye Tømmerpladser skulde ligge, og det gjorde ikke Opgaven lettere, at Kongen i Mai 1755 tilkjendegav Kommissionen, at de skulde lægges, saaledes at Byen blev udvidet og større, og at det, der udfyldtes, kom indenfor Byens Volde. Oberst Gedde, der var Medlem af Kommissionen, udarbeidede vel en Plan, ved hvilken Pladserne bleve lagte fra Blaataarn ved Langebro over Hjørnet af Rysenstens Bastion og Kigkurv ud i Kallebostrand, medens Fæstningsværkerne baade paa Kjøbenhavns- og Christianshavnssiden førtes langt uden om, og et selvstændigt Værk lagdes midt i Løbet, men dette Projekt stødte paa afgjort Modstand i Kommissionen. Man indvendte imod det, at "det vilde standse den rapide Strøm i Havnen og derved bidrage til dens Forurening, bringe Flaaden og Skibene til Forraadnelse ved at holde det tilløbende ferske Vand tilbage i Havnen (hvorpaa Kronstadt i Rusland kan tjene til et stort og kjendeligt Exempel) og befænge Havnen med Orme, hvorhos Opfyldningsomkostningerne vilde blive utrolig excessive". Tømmerpladserne vilde desuden blive farlige for Bryghuset, Staldbetjentenes Vaaninger, Kunstkamret, Tøihuset, Proviantgaarden, Hømagasinet og Materialgaarden. Skulde Staden udvides, kunde det lettere ske udenfor Øster- og Vesterport, hvor der var Plads og Leilighed til 4 a 500 "skikkelige Huse". Kongen gav disse Indvendinger Medhold; Geddes Plan blev opgiven, og den 30te Mai 1755 blev det endelig bestemt, at Tømmerpladserne skulde anlægges bag Dronningens Enghave (nuv. Tivoli) ved Opfyldning ud i Stranden.


107

Der blev strax taget fat paa det store Arbeide under Ledelse af Oberst Gedde. Opfyldningen besørgedes ved Stadens Renovationsvogne og "anden Opmuddring", og da det var vanskeligt at faa de fornødne Arbeidsfolk, stillede Garnisonen 300 Mand, der lønnedes med 18 Sk. om Dagen pr. Mand foruden de sædvanlige Kvarterpenge. Tømmerpladserne, som ved en 36 Alen bred Grav vare skilte fra Enghaven, vare 16 i Tallet, hver 50 Alen bred og 80 Alen dyb; den, der laa Byen nærmest, blev Stadens Brændemagasin, de to næste forbeholdt Kongen sig til Vedhave, Resten (13) bortleiedes for kongelig Regning til de Høistbydende, dog kim til virkelige Tømmerhandlere, ikke til Murmestre, Tømmermestre eller andre til Handel Uberettigede. Opfyldningen, Bolværkene og Indhegningen bekostedes af den kongelige Kasse, og Udgiften beløb sig til ca. 68,000 Rdlr.

Længe før de nye Tømmerpladser i 1760 vare færdige, blev der truffet Anstalter til at rydde de gamle. Man stødte her paa mange Vanskeligheder, thi Eierne havde ikke Lyst til at fortrække, ja, det siges rentud, at de "bleve tvungne dertil mod deres Villie". Man kunde ikke komme til Enighed med dem om Afstaaelsessummerne, og tilsidst havde Regjeringen ingen anden Udvei end at lade en Taxationskommission udarbeide en formelig Taxt. Kongen maatte betale henved 46,000 Rdlr. for de gamle Tømmerpladser (hvori dog hverken Stadens eller Havnekommissionens vare medregnede); for en enkelt Plads (Raadmand Klitgaards), paa hvilken der stod anseelige og kostbare Bygninger, betaltes et Extratillæg af 3000 Rdlr. Den 31te Juli 1756 afholdtes der Auktion over alle Skure, Bygninger og Plankeværker, som strax skulde nedbrydes, ved hvilken Leilighed den kongelige Saugmølle ved Toldboden (afbildet II, S. 289) ogsaa forsvandt. Iforveien vare Tømmerhandlernes Oplag blevne flyttede til midlertidige Pladser paa Grønland og paa en Del af S. Annæ Kirkegaard mod Sølvgaden. Paa det sidste Sted indrettedes ogsaa Stadens Brændemagasin for en Tid. Alle Interimspladserne vare indhegnede med et fem Alen høit Plankeværk, som Kongen betalte, ligesom han havde afholdt Udgifterne ved Transporten.

Det varede dog overmaade længe, før Tømmerhandlerne kunde forsone sig med Flytningen, der tvang deres Handel og Næring ud i en af Byens Udkanter eller rettere udenfor Byen. Mange Aar efter fremkom de med bittre Klager derover, og det er beteg-


108

nende, at den kongelige Vedhave først i 1766 blev flyttet ud paa de nye Tømmerpladser og det endog under Slotsfoged Gethers energiske Protest. Den Skildring, han giver af Pladsen, er ikke tiltalende. "Den er ikke brolagt - skriver han - men er ligesom en dyb og skiden Vei, hvorfor Brændevedet vil forraadne og forfule, og Hestene blive ødelagte; dertil er Veien fra Slottet derud altfor lang. Brændet vil være udsat for Tyve, hvis ikke Vedfogden kommer til at sove derude baade Nat og Dag; Indkjørselsportene ere anbragte paa urette Steder, Skibene kunne ikke lægge til Bolværkerne, men maa losse mellem Langebro og Pæleværket udenfor de murede Bastioner, kort sagt: Vedhaugen bør blive ved Slottet, hvor den er." Flytningen blev dog alligevel iværksat; Pladsen blev brolagt, et Vaaningshus opført for Vedfogden, Farvandet opmuddret, saaledes at Fartøierne kunde flyde ind, og to Pladshunde anskaffede. Man vedblev dog at have flere mindre Vedhaver til Hoffets Fornødenhed ved Bryghuset og Proviantgaarden.

Ved Anlæget af Amalienborg eller rettere "Ny Frederiksstad" blev St. Annaplads, eller som den endnu kaldtes: St. Annæ-Gade, reguleret og fik sin nuværende Skikkelse. Pladsen var dog ikke særlig pyntelig; saaledes havde Tømmermester Jegind, der eiede Stedet paa Hjørnet af Amaliegade, et Plankeværk og en Sidebygning af Bindingsværk med en halv Sten for Tømmeret ud til den, "uden Anvisning eller Tilladelse, ja stik imod den kongelige Forordning." Pladsen foran Kvæsthuset brugtes under Marmorkirkens Opførelse til Oplagsplads for Marmor og bornholmsk Sandsten, og endnu i Slutningen af Aarhundredet var hele den nederste Del af St. Annaplads overladt Søetaten til Skure for Opmuddringsvæsenet. Toldbodgade bestod af lutter 5 1/2 Alen høie Plankeværker, der afsluttede Grundene, hvis Façader laa til Amaliegade, indtil det i 1756 blev paabudt, at Alle skulde opsætte Mure af lige og egal Høide. Det var overhovedet forbudt at bygge ud til Toldbodgade, thi skjøndt Thurah ønskede, at Eierne skulde have Lov til her at opføre grundmurede Baghuse, Stalde, Remiser, Pakhuse, Lysthuse og lignende Bygninger, hvori der ikke behøvedes Ildsteder, blev det dog nægtet, fordi det vilde være farligt for Flaaden.

Da det blev klart, at man ved den store Udvidelse mod Øst ikke havde opnaaet, hvad der oprindelig tilsigtedes, (thi der vedblev at være Mangel paa Leiligheder, ligesom Husleien uophørlig steg)


109

paatænktes der nye Udvidelser. Magistraten satte igjennem, at Eierne af de 19 ubebyggede Grunde fra 1728 fik Ordre til at bygge inden et Aars Forløb (smlgn. III, S. 2), og at forskjellige Grunde omkring i Byen maatte skjænkes dem, der vilde opføre sirlige og forsvarlige Bygninger derpaa, saaledes Pladsen paa Hjørnet af Sølvgade og Volden, hvor Enkedronningens Køer græssede (nuv. Sølvgadens Kaserne), et Stykke af den tilstødende Guldhushave, en stor Plads bag Stokhuset til Rigens Gade, Pladsen bag Vor Frelsers Kirke, hvor Murmester Philip de Lange havde et Salpeterværk "snarere til Skade end til Fordel for sig" (den nuv. Kommuneskoles Grund i Prindsessegade), ja Kongen tillod endog, at Ringmuren om Rosenborg paa Sølvgadens Vestside maatte flyttes tilbage til den gjennem Haven løbende Park, og Grunden udenfor overlades til Nybygninger. Der blev dog ikke bygget paa disse Steder, men større Planer kom frem. Oberst Gedde udarbeidede, som alt berørt, et Projekt til Fæstningsværkernes Udvidelse paa begge Sider af Langebro, thi "det var Kongens Øiemærke, at Byen skulde udvides ved Tømmerpladsernes Flytning", og da dette blev opgivet, vendte Opmærksomheden sig endelig til Forstæderne, især til Øster- og Vesterbro. Ogsaa her paatænkte man at udvide Fæstningsværkerne hinsides de ferske Søer, men de store Planer bleve paa Grund af Tidernes Ugunst til Intet. Den eneste Frugt af alle disse Forhandlinger blev den tidligere omtalte friere Byggelov i Forstæderne (smlgn. III, S. 22).

Ikke synderligt større Udbytte havde man af de ihærdige Bestræbelser for Gadernes og Strædernes Udvidelse. I Raadhusstræde, som var en smal Gade, kom dog en alvorlig Ildebrand til Hjælp den 16de Oktober 1749. Branden opkom mellem Kl. 12 og 1 om Natten i et Hus paa Hjørnet af Farvergade og fandt rigelig Næring I en tilstødende Bryggergaards Vedhammer, saa at hele den ene Side af Gaden faa Timer efter stod i Flammer. Kun ved at nedrive nogle Huse lykkedes det at standse den. Der brændte ialt 11 Gaarde; kun tvende Huse næst ved Vandkunsten bleve staaende. Reiser, der ogsaa har skildret "disse tyranniske Ildsluer" i sin "Livs- Levneds- og Forfølgelseshistorie", fortæller, hvorlunde Ilden opkom hos en Auktionskone, som "med bare Ben i Tøflerne og i hendes bare Særk maatte springe ud af Vinduet paa Gaden for at frelse Livet", hvorefter den brave Stadschirurgus aarelod hende i en Gaard paa Vestergade, samt hvorlunde Beboerne ikke kunde


110

slippe ud af den smalle Gade med deres Gods og Indbo, saa "at der var en saadan Hylen og Skrigen saavel af Gamle og Unge saa og af de uskyldige Børn, at det var en stor Gruelse og Skræk at høre." I Samtidens Blade roses Brandfolkene og især en Afdeling Matroser, som under Grev Danneskjold Laurvigs Kommando gjorde Alt, hvad der stod i menneskelig Magt for at frelse, hvad frelses kunde. Endnu fire Dage efter brændte det i Grunden af Husene.

I December Maaned indkom Magistraten med en Betænkning om Gadens Udvidelse og forestillede, at den var saa meget mere nødvendig, som der faldt en stærk Passage gjennem Strædet, og det om Vinteren, var yderst besværligt baade for Gaaende og Kjørende at komme frem, naar Vand og Is overskyllede og bedækkede den hele Gade. Efter en særlig Akkord med Grundeierne vilde Gadeliniens Indrykning medføre en Udgift af 10,637 Rdlr., men da Stadens Kasse kun havde en Beholdning af 6-800 Rdlr., og Kongens Nytorv desuden skulde forandres (nemlig brolægges efter Krindsens Borttagelse) saa Magistraten ingen Udvei til disse Udgifter, medmindre Majestæten vilde tilbagelevere de 20,000 Rdlr., som Byen i 1741 havde maattet afgivet til Partikulairkassen (smlgn. II, S. 679). Svaret lød først afvisende: "Det er vor allernaadigste Villie og Befaling, at I angaaende dette af Eder allerunderdanigst gjorte Forslag indkommer til Os med noget andet Forslag til forberørte Raadhusstrædes Udvidelse," men da Magistraten gjentog Ansøgningen, fik den bevilget 14,000 Rdlr. af Partikulairkassen, med hvilke den foreløbig maatte lade sig nøie. Allerede i 1750 var Byggeriet i fuld Gang i Raadhusstræde; efter Sædvane fik de Byggende, der gjenopførte deres Gaarde, 15 Aars Indkvarteringsfrihed, og imod Sædvane fik Urtekræmmer Laurids Frost paa Hjørnet af Raadhusstræde og Nytorv Tilladelse til at lægge sine Trapper mere end 2 1/2 Kvarter ud paa Fortouget, da "han efter Gadens Udvidelse er saa indkneben i sin Bod, at han neppe har Rum til at tage imod dem, han skal have Næring af."

Faa Aar efter tog Magistraten for Alvor fat paa en systematisk Kamp mod de smalle, halv ufremkommelige Gyder, der vare levnede fra Ildebranden 1728. I Forestillingen til Kongen hedder det, at der "endnu findes endel Stræder i Byen saa enge og smalle, at derigjennem neppe kan passere en Vogn, i Særdeleshed i det Distrikt om Nikolai Kirke og i de saakaldte Skipperboder


111

(ligeoverfor Holmens Kirke) til stor Farlighed udi Tilfælde af ulykkelig Ildsvaade." Da man naturligvis manglede Midler til at udføre en saa gjennemgribende Reform paa éngang, udbad Magistraten sig kun Bemyndigelse til mod billig Betaling til Grundeierne at rykke Gadelinien ind, naar gamle Huse bleve nedrevne, og Nybygninger opførtes i Vingaardsstræde, Fortunstræde, Admiralgade, Lille Færgestræde, Lille Kirkestræde, Ulkegade, Hvælvingen ved Nikolai Kirke og paa begge Sider af Kirkegaarden, Halmstræde, Skvaldergaarden, Nellikegangen, Lille Kongensgade, Læderstræde, Kattesundet, Hestemøllestræde, Gaasegade, Fyrens Gang, Peder Madsens Gang og Christenbernikov-Stræde. Bemyndigelsen blev given, men i de færreste af de nævnte Gader skete der Forandringer. Der rykkedes vel nogle faa Huse ind i Admiralgade saavelsom i Christenbernikov-stræde (hvorved det Huk, som den Dag idag er bevaret her, fremkom), men ellers forblev Alt ved det Gamle. En Tidlang var Opmærksomheden særlig henvendt paa de uheldige Forhold ved Nikolai Kirke (smlgn. III, S. 9), og man havde isinde at nedrive den Side af Ulkegade, der laa paa Kirkegaardens Grund, saavelsom Husene ved Hvælvingen, men Magistraten undskyldte sig med Pengemangel, og Bygningskommissionens Forslag om at lade Brandassurancekassen afholde Udgifterne blev ikke bifaldet. Ikke synderlig heldigere var man faa Aar iforveien optraadt, da det gjaldt om at "forbedre Prospekten for den kongelige Residents". Gadelinien ved Stranden mellem Fortunstræde og Boldhusgade var nemlig meget uregelmæssig og frembød et alt Andet end tiltalende Udseende. Paa Hjørnet af Fortunstræde laa "Fortunen", en gammel forfalden Bindingsværksbygning, der tilhørte Enken Maria Christina Beck, og ved Siden det saakaldte "Kræmmerkompagni", som i 1691 blev kjøbt af Silke- Ulden- og Lærredskræmmerne til et Kompagnihus, men i 1732 var blevet udleiet og 12 Aar efter solgt til Georg Ludvig Meyerer, der drev Gaarden som Herberg for Reisende og Fremmede. Denne Eiendom var allerede i 1743 saa forfalden, at Kræmmernes Oldermand havde ansøgt om "at maatte beklæde de gamle Stolper med Brædder, paa det samme ved Maling kunde faa et lidet Anseende og ikke falde det høi kongelige Herskab saa slet i Øinene som nu", men han fik Afslag i Henhold til en Forordning af 27de Februar 1682, som bestemte, at Bindingsværkshuse i Hovedgaderne ikke maatte underkastes Hovedreparationer, men skulde nedbrydes og afløses af


112

Grundmur, naar de forfaldt. Som Følge heraf blev vel en Del af Gaarden ombygget af Grundmur, men stak kun desto mere af mod den gamle Halvdel, De to nævnte Eiendomme "Fortunen" og "Kræmmerkompagniet" (der nu ere slaaede sammen til "Hotel Royal") havde imidlertid ikke blot et forfaldent Ydre, men sprang ovenikjøbet 11 Alen 6 Tommer frem i Gaden foran den tilstødende Gaard (der

Sundorphs Sted ved Stranden

Sundorphs Sted ved Stranden. Efter en Skydeskive paa den kgl. Skydebane.

tilhørte Regimentskvartermester Stephan Hansen); den næste Eiendom, Kjøbmand Carl Hieronymus Gustmeyers (den nuværende saakaldte Ankerske Gaard) laa atter nogle Alen tilbage, medens de to hosliggende mindre Huse paa Hjørnet af Boldhusgade igjen ragede et Stykke frem. Det yderste af disse Steder kom gjennem forskjellige Hænder i Slutningen af Aarhundredet i Familien Sundorphs Besiddelse,


113

og viser sig paa hosstaaende Afbilding som en anseelig Kjøbmandsgaard.

Magistraten gjorde, ikke mindst af Hensyn til Kongehuset, hvad den formaaede, for at faa Gadelinien ved Stranden reguleret, men alle dens Anstrængelser strandede, dels paa Eiernes Modstand og Talent til at finde paa Udflugter, dels paa de høieste Autoriteters Godmodighed. Eierinden af "Fortunen" fik, da hun mærkede Uraad, anden Prioritetshaver, Justitsraad Heusserich, til at overtage Gaarden, og da denne døde, og der i 1745 var falden en Resolution om, at Bygningen inden to Aar skulde nedrives, tilbød Arvingerne at give Afkald paa deres Ret og skjænke Kongen deres Andel af Huset, naar han blot vilde svare til første Prioritet. Tilbudet blev dog ikke modtaget, og Alt forblev ved det Gamle, indtil "Fortunen" i 1748 blev solgt til Vinhandler Joachim Gisler, som kjøbte et tilstødende Sted i Fortunstræde og nu byggede en stor grundmuret Gaard paa Hjørnet, eller som det kaldes "ét vidtløftigt Værk til begge Sider". Ved denne Leilighed forsvandt en stor Huk i Fortunstræde, men Gadelinien til Stranden blev ikke rykket ind. Eieren af "Kræmmerkompagniet", Meyerer, havde nemlig ført en lang og haardnakket Kamp og havde mesterligt forstaaet at hale Tiden ud ved Forslag, Memorialer og Ansøgninger til alle mulige Autoriteter, ja til Kongen selv. I Mai 1745 sendte Magistraten Underfogden til ham og lod ham vide, at hvis han ikke ufortøvet nedbrød sit Hus (navnlig den gamle forfaldne Del af det), vilde der om faa Dage blive sendt ham Folk i Huset, som havde Ordre til at gjøre det, men Meyerer forstod at afværge Katastrophen baade denne Gang og senere, i Juni 1748, da den samme Trusel blev gjentagen. Han var nemlig klog nok til ikke at gjøre direkte Modstand; han erklærede tvertimod, at han gjerne vilde bygge, ja endog nedrive den grundmurede Del af Huset sammen med den gamle, for at kunne opføre en anseelig Gaard under Et og "saaledes vise sin allerunderdanigste Beredvillighed i at befordre Prospekten fra det kongelige Residentsslot", hvis der blot maatte "akkorderes ham saadanne Konditioner, som nogenlunde kunde bøde paa den Skade ham vederfores." Han ønskede kun Udsættelse i 10 Aar; han vilde have det nye grundmurede Hus, som skulde nedrives, erstattet efter Taxation, særlig høi Betaling for den Grund, han skulde afstaa til Gaden, Løfte om 30 Aars Indkvarteringsfrihed m. m. Snart skruede


114

han sine Fordringer i Veiret, snart slog han lidt af, og vedblev saaledes at trække Tiden hen, indtil Myndighederne bleve kjede af det Hele og kun holdt paa, at han skulde nedrive det gamle Bindingsværkshus og opføre en grundmuret Bygning i Stedet. Dette skete i 1749, men hermed ophørte ogsaa al Mulighed for, at den nye Gadelinie kunde komme istand. Først 46 Aar senere, da den store Ildebrand af 1795 havde gjort rent Bord i dette Kvarter, kunde Planen gjennemføres.

Ved Siden af Bestræbelsen for at udvide de snevre Stræder og gjøre Gadelinierne regelmæssigere, gik der en anden for at gjøre Gaderne mere farbare. Brolægningen lod fremdeles meget tilbage at ønske, da den, som det siges, egentlig dependerede af hver Huseier; Fortougene vare næsten ufremkommelige; man havde desuden ingen dygtige Brolæggere, og Nivelleringen var saa mangelfuld, at Vandet, saasnart det regnede stærkt, løb ned i Kjælderne. I 1757 blev der nedsat en Kommission for at undersøge, "hvorledes Vandfaldet i Kbhvn. kan efter et ordentligt Vaterpas reguleres, og Vandet henledes at tage Flugt, hvor det nærmest og bedst kan ske", men de Sagkyndige kom til det Resultat, at det var umuligt til alle Tider at hindre Vandet i at oversvømme Gaderne og løbe ned i Kjælderne, "hvorfor Indvaanerne faa at præcavere sig med Rammer for deres Kjælderdøre eller paa anden Maade". Hvad Renligheden angaar, fremgaar den ret klart af en Ordre til Magistraten af 1762, hvori det hedder, at den "efter al Mulighed skal se derhen, at Stadens Gader saaledes paa alle Aarets Tider holdes rene, at Soldaten, naar han til Vores Tjeneste skal gaa fra et Sted til et andet, ei skal have nødig at gaa i over Skoene, som paa sine Tider og i visse Gader ikke er at undgaa."

Den ovenfor nævnte Kommission for Vandfaldet paa Gaderne indførte dog flere Forbedringer. Den satte saaledes igjennem, at Nedløbsrenderne til mange af Slamkisterne bleve udvidede, at Rendestenene bleve gjorte dybere og bredere, at Midtstenen i Gaden eller Gadens Ryg intetsteds blev lagt høiere end Fortouget, at de lukkede Rendestenes Dæksler bleve indrettede saaledes, at de fastgjordes ved Fortougene med Hængsler og ud imod Gaden hvilede paa 3 a 6 Tommer høie Klodser, saaledes at Vandet frit kunde løbe ned i Rendestenene m. m. Udgifterne til disse Foranstaltninger afholdtes af Renovationsskatten, som blev forhøiet med en Fjerdedel, thi -


115

siges det - "da Indretningen sker til almindelig Nytte er det billigt, at Stadens samtlige Indvaanere bære Byrden og Omkostningerne derved.

Af større Betydning blev dog den Forandring, som foregik med Brolægningen, skjøndt dens Virkninger først sporedes senere. Vel havde Brolægningsinspekteuren hidtil havt Opsigt med Brolægningsvæsenet, saaledes at ingen Stenbro, Rendesten eller Fortoug kunde anlægges uden efter hans Anvisning, men da hver Huseier sørgede for sin Part af Gaden efter Leilighed og Formue, var der ikke, og kunde der ikke være nogen Enhed i Anlæget. I 1764 befaledes det derfor, at Gaderne, naar de trængte dertil, skulde brolægges under Et fra Ende til anden, og Udgifterne fordeles paa Huseierne; med Hensyn til Fortougene var man derimod ikke videre, end at "de maatte ankomme paa Eierne selv og ikke skulde vedkomme den almindelige Brolægning." Kun taalte man ikke, at Fortougene skred ud, thi - hedder det - "naar Tømmerværket inden Rendestenene eller, hvor intet Tømmer er, de inderste Indbindingsstene ved Rendestenen ere forfaldne, og Eierne ikke strax ville sætte det i Stand, skal det besørges ved Broinspekteuren, og Bekostningen ligeledes hæfte paa Grunden, indtil samme er afdragen og betalt." Henimod Slutningen af Frederik den Femtes Regjering fik man dog Øinene op for Fortougenes usle Tilstand, hvorfor der den 10de Decbr. 1765 blev nedsat en Kommission, Trottoirkommissionen, som skulde gjennemføre en af Veiinspekteur Marmillod udarbeidet Plan. De første Midler til Fortougs Anlæg gaves af den nystiftede Fond ad usus publicos, og Arbeidet blev inden Kongens Død paabegyndt ved Holmens Kanal.

Hvad der dog i høiere Grad end den slette Brolægning bidrog til at gjøre Kjøbenhavn til en uappetitlig og smudsig By, var Renovationens uheldige Ordning. Efter Ildebranden 1728 var det en Tidlang gaaet, som det bedst kunde, indtil Magistraten i 1732 sluttede Kontrakt med endel Vogmænd om Dagrenovationens Bortkjørsel fra de 8 bevarede Kvarterer og Aaret efter "om adskillige Gaders Renovation, som ikke siden Branden af Indvaanerne selv have været renoverede". Denne Ordning var imidlertid saa mangelfuld, at Politimester Torm den 1ste Mai 1735 satte et nyt Arrangement igjennem under sin egen Direktion, nemlig at Vognmændene skulde bortføre Gaderenovationen mod Betaling i Læssevis, efter Omstæn-


116

varierende mellem 8, 12, 14 og 16 Skilling pr. Læs. Renovationskassen, hvis Indtægt bestod af Renovationsskatten samt Port- og Passagepenge, stod sig godt i disse Aar; i 1739 havde den en Beholdning af 18,000 Rdlr. og kunde i en Aarrække bidrage til adskillige Formaal, som ikke vedkom den, saaledes til Politibetjentene og Inqvisitionskommissionen, til Vandvæsenets Korttegninger, til et Kort over Stadens Vaterpas, til Artilleri-Kuskes Antagelse, til Mandtals Udarbeidelse i Anledning af Extraskatten, til Arrestanters Underhold i Arresthuset, da Sigt og Sagefalds-Kassen var i Gjæld m. m. Renligholdelsen af Gaderne var dog derfor ikke tilfredsstillende, thi Vognmændene vare efterladende, og det bemærkes udtrykkelig, at Gaderne vare meget urene under Torms Administration. Alt gik dog nogenlunde, saalænge man havde Losseplads paa Amalienborg, hvor de gamle Grave skulde opfyldes, men da Staden blev mere bebygget og Folkemængden større, da Gadeurenligheden, Gruset og Feieskarnet i 1758 skulde føres ud i Enghaven, altsaa udenfor Vesterport, steg Udgifterne betydeligt, og i 1763 var man saavidt, at-Renovationskassen maatte laane 6000 Rdlr., uden at Gaderne dog derfor bleve en Smule renligere end før. Endnu værre saa det dog ud med Natterenovationen. Der havde vel længe existeret Natvogne til at udføre Komøg og Urenlighed af Priveterne, men - hedder det - "da disse Vogne ikke have staaet under nogen vis Inddeling eller Forbindtlighed og ikke have kunnet tvinges til at kjøre, uden naar de selv ville, og for hvem de selv ville, have mange Indvaanere ofte været forlegne med at faa Urenligheden udkjørt af deres Gaarde, hvilket og haver givet Adskillige Leilighed til at undskylde deres foretagne skadelige Udskylning i Rendestenene, hvorved ikke alene den publike Renovations Kjørsel betynges, men Kanalerne endog meget udfyldes." I 1764 blev der optaget et Syn over Staldrummes, Skamkisters og Priveters Indretning i Byen, og det viste sig da, at der fandtes 291 Priveter omkring i Staden, der vare indrettede saaledes, at Spildevandet fra Vandpumperne løb igjennem dem og udskyllede Indholdet i Rendestenene. Andre Steder udtappede man udenvidere Priveterne ved Nattetide i Rendestenene, og i Nyboder fandtes der endog slet ingen Priveter - man udkastede simpelthen Skarnet paa Gaderne.

Autoriteterne, navnlig Magistraten, gjorde, hvad der stod i deres Magt for at hidføre en Forbedring, men forgjæves. Vogn-


117

mændene, baade det store og lille Vognmandslaug, kunde ikke med deres bedste Villie bestride den nødvendige Kjørsel, og det nyttede ikke, at Renovationskassen tilstod dem et Forskud, thi "Vognmændene ere næsten alle fattige og forarmede", skriver Magistraten i en Betænkning. Den 16de Septbr. 1763 udvirkede Magistraten derfor et Reskript, ifølge hvilket den selv tilligemed de 32 Mænds Formænd skulde træde sammen med Kbhvns. Kommandant "for at udfinde noget Middel til Renovationens fremtidige Besørgelse", og det første Resultat heraf blev en Række Experimenter. Man indsaa hurtigt, at den hidtilværende Betaling af Renovationskjørselen i Læssevis maatte afskaffes, og at Gadefeiningen maatte foretages daglig og besørges af Andre end Huseierne selv, hvis man vilde opnaa en virkelig Forbedring. Det blev derfor i Juni 1764 paabudt, at der skulde antages publike Gadefeiere og afsluttes Akkord med Vognmandslauget eller enkelte Vogmænd om en vis aarlig Betaling for Renovationskjørselen. En saadan Akkord kom ogsaa istand; den gik ud paa, at Kontrahenterne skulde have 11,000 Rdlr. om Aaret, endvidere et aarligt Tilskud af 500 Rdlr. til en Gaard, hvori der kunde holde 50 Par Heste og ligesaa mange Vogne, og endelig at der skulde overlades dem et Stykke af Vesterfælled for en billig Leie. For at skaffe Renovationskassen forøgede Indtægter paabødes der for første Gang: Feiepenge, en Afgift af hver Huseier fra 2 til 10 Skilling (efter Grundens Størrelse og Façadens Længde til Gaden), og det blev bestemt, at naar Vægterne hver Lørdag opkrævede Vægterpengene, skulde de tillige kræve den nye Afgift. Feiepengene, som fra 1ste Septbr. 1764 til Aarets Udgang indbragte 2365 Rdlr., stødte paa afgjort Modstand hos Indbyggerne. Man fandt dem ubillige og unyttige, ja en enkelt Mand, Christopher Holders, lod "indrykke nærgaaende Avertissements i Adressekontoirets Avis mod Renovationskommissionen og tilstillede den fornærmelige og trodsige Memorialer", saaledes at han fik et alvorligt Tilhold om at afholde sig fra saadan Kritik og vise sin Øvrighed sømmelig Ærbødighed.

Værre end denne Uvillie var det imidlertid, at den nye Ordning viste sig ganske uvirksom. Man fik meget hurtigt Øiet op for, at de 50 Vogne, der holdtes i Vognmandslaugets Renovationsgaard paa Vesterbro, vare utilstrækkelige; der burde være 100, siges det, for at Urenligheden daglig kunde blive bortført, og skjøndt Magi-


118

straten paa alle Maader søgte at holde Kontrahenterne til Ilden, frugtede det Intet. I Mai 1765 skriver den i en Forestilling, at "man siden afvigte Oktober har prøvet paa at faa Byens Gader forsvarlig renholdte ved at afslutte Kontrakter med Vognmændene, men Erfarenhed haver lært os, at der med disse Folk ei er nogen Udkomme, da de paa ingen Slags Maade er at bringe til at opfylde deres Pligter, men ved idelige Variationer fortrædeliggjøre Alting." Da Renovationskassen var kommen i Gjæld ved at betale Læssevis, og da der ved den nye Licitation ikke indfandt sig Andre end de gamle Kontrahenter, som forlangte 4000 Rdlr. mere om Aaret end nu og desuden Extrabetaling for Sne- og Iskjørsel, vidste Magistraten ingen bedre Udvei, end at Renovationen i Fremtiden iværksattes for Kassens egen Regning. Den 4de Oktober bevilgedes denne Forandring, hvorefter Renovationskassen optog et Laan paa 26,800 Rdlr. og kjøbte Gaarden paa Vesterbro af Vognmandslauget for 6300 Rdlr., hvor der nu opførtes nye Staldbygninger og anskaffedes Heste, Vogne, Fourage, Senge og Sengklæder til Folkene m. m. under Borgmester Herslebs og Raadmand Nissens Tilsyn. Kongen tillod derhos, at Renovationskarlene ikke maatte hverves til Militairtjeneste eller frivillig begive sig til Militairet uden efter lovlig Opsigelse til nærmeste Fardag, og Gaardens Smed, Hjulmand og Remmesnider, der skulde reparere Vogne og Seletøi samt beslaa Hestene, fik Lov til at arbeide for Beboerne paa Vesterbro og andre udenbys Folk, selv om de ikke vare Mestre i deres Laug. Smeden fungerede efter Tidens Skik tillige som Dyrlæge. Dette "fuldstændige Renovationsværk" vedvarede til 1771, da Struensee afskaffede det, efterat det havde paaført Renovationskassen betydelige Tab.

Samtidig blev Natterenovationen fuldstændig omordnet. Det blev bestemt, at Medlemmerne af det lille Vognmandslaug (Sandagerne), som vilde udføre Urenligheden, skulde have en Formand og holde et Kontoir paa et beleiligt Sted i Byen, hvor Huseierne, som vilde have deres Gruber tømte, kunde henvende sig om Vogne. Disse skulde være forsynede med et Numer, holde fire Tønder, have skraa Sider og være tætte; desuden skulde de forat hindre Overskvulpning være forsynede med Dæksler af tjæret Seildug, bestrøede med Hammerskjæl. Kjørekarlene fik Ordre til at kjøre i Fodgang, altid paa høire Side af Gaden, og maatte kun aflevere fuldt Læs paa Lossepladsen bag Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn (i Baadsmandstrædes


119

yderste Ende og paa nuv. Ny-Artillerikasernes Grund). Her holdt Renovationskassen en Opsynsmand, som gav Kjørekarlene et Tegn for hvert fuldt Læs, medens Kjørelønnen udbetaltes paa Renovationskontoiret mod disse Tegns Aflevering. Var Læsset ikke fuldt, gik man uden videre ud fra, at der var blevet spildt af det, eller at det var blevet losset andetsteds, hvorfor Kjørekarlen ikke blot mistede Betalingen, men endog straffedes med at staa i Gabestokken eller bære den spanske Kappe. En ganske lignende Ordning indførtes for Komøgs Vedkommende, som transporteredes ud til forskjellige Lossepladser paa Glacierne udenfor Øster- Nørre- og Vesterport. I 1776 bleve de to af dem nedlagte og afløste af Sandgraven paa Nørrefælled (mellem Nørre-Allee og nuv. Guldbergsgade og Mølle-gade). Der blev nu ført omhyggelige Lister over alle Køer i Staden, saavelsom over deres Af- og Tilgang; det paabødes Eierne at holde forsvarlige Skarnkister, og der anstilledes Undersøgelser, om Kisterne fyldtes saa hurtigt, som de efter Beregningen skulde, thi "naar der ikke fandtes saa megen Urenlighed, som efter grundig Formodning burde at være, ansaas de Paagjældende som dem, der havde ladet Skarnet udskylle i Rendestenene og straffedes." Koholdet i Staden, som fornemmelig faldt paa Brændevinsbrænderne, besværliggjordes forresten yderligere ved det store Forprang med Hø, som dreves udenfor Byens Grund; navnlig havde Frederiksbergs Beboere indrettet et formeligt Høtorv ved Flaskekroen og Damhuset, hvor de stoppede Bønderne, der kjørte Hø til Axeltorvet i Kbhvn., og opkjøbte Alt, saaledes at det blev dem, der dikterede Kjøbenhavnerne Prisen. I 1756 forbødes denne Trafik under en Mulkt af 2 Mk. til de Fattige. I Frederik den Femtes sidste Regjeringsaar besørgedes Natterenovationen af elleve priviligerede Natførere med 12 Vogne for en vis Taxt, nemlig 52 Skilling for et Læs fra Kbhvn. og 40 Skilling fra Christianshavn, foruden en Afgift af 4 Skilling til Renovationskontoirets Formand. Udførselen, der fandt Sted om Natten, var iøvrigt forbunden med mange Ulemper; der klages bestandigt over Karlenes Kapkjørsler, Raahed og Drukkenskab, og det er betegnende, at et Medlem af Havnekommissionen, Kommandeur Kaas, endnu i 1776 skriver, at "det Halve af det, der udføres, spildes paa Veien." I kulturhistorisk Henseende frembyder den nye Ordning betydelig Interesse, thi den viser, at Natterenovationen ikke længere var


120

uærligt Arbeide, og at Natmandens Forretninger derfor begyndte at gaa tilbage.

De Vanskeligheder, Renovationens Ordning vare stødte paa, skyldtes fornemmelig Vognmandslauget. Den 27de April 1753 havde det faaet nye Artikler efter at have klaget over den lave Kjøreløn og de talrige Fornærmelser, for hvilke det var udsat; det ønskede Kjørselen i Staden indskrænket, saaledes at Hyrekuskene og Sandagerne ikke gik det i Næringen, og vilde i det Hele have Laugsrettighederne skjærpede. I visse Retninger opnaaede det, hvad det ønskede, i andre ikke; navnlig vilde man ikke berøve Hyrekuskene deres Ret til at holde lette Vogne som Chaiser og Phaetons, ei heller genere det lille Vognmandslaug i dets Friheder. Fattige Reisende skulde fremdeles have Lov til for billig Betaling at kjøre ud paa Landet med en Bonde, og Haandværkere og Entrepreneurer til at bruge deres egne Heste til Materialkjørsel ved de Huse, de opførte, thi - hedder det - "de Byggende bør altid favoriseres, og de kunne formodentlig faa Kjørselen for en lettere Pris hos en Entrepreneur end hos Vognmændene." Da Møllere, Blegmænd og Bønder for ikke at tale om Officerer, der reiste i Kongens Ærinde, ligeledes vare fritagne for at bruge Lauget, havde det Vanskelighed ved at bjerge sig, især i Vintermaanederne, naar Fouragen var dyr, og det frugtede ikke, at Artiklerne sørgede for en ligelig Fordeling af Fortjenesten, ved at der førtes en "Rulle", paa hvilken hver Vognmand var opført efter Tour eller Omgang. Allerede i 1754 var der stor Misfornøjelse med de nye Laugsartikler, og da en af Interessenterne, Poul Nyegaard, havde anskaffet nogle elegante Karosser og ønskede at udtræde af Lauget mod at faa Privilegium paa "at befordre Ministre og andre Standspersoner forsvarlig til de Steder, hvor Kongen residerede", gav Vognmændenes hele Stilling Anledning til nye Undersøgelser. Nyegaard opnaaede intet Privilegium, og fik tvertimod Befaling til at dele Laugets Byrder (f. Ex. at møde med Heste og Vogne ved Ildebrande), men da Omgangen efter Vognmændenes eget Ønske blev delvist hævet, opnaaede Nyegaard i Virkeligheden, hvad han vilde; thi de færreste Vognmænd havde Karosser at kjøre med.

Imidlertid gik det bestandig tilbage med Lauget; det kunde, som vi have set, ikke besørge Renovationen forsvarligt, end mindre de Reisende, hvis Antal - efter Magistratens Sigende - var saa


121

stort fra April Maaneds Begyndelse til Efteraarets Ende, at neppe 100 Heste vilde forslaa til at befordre dem. I Provindsbyerne gik det ikke bedre, og Klagerne bleve tilsidst saa talrige, at Regjeringen fandt Anledning til at nedsætte en Kommission til Befordringens bedre Indretning for Reisende. Frugten af dennes Arbeide var først og fremmest Forordningen af 9de Septbr. 1763, ved hvilken det bestemtes,

Post- og Gjæstgivergaarden paa Kjøbmagergade

Post- og Gjæstgivergaarden paa Kjøbmagergade.

at Vognmandslaugene i Kjøbstæderne paa Routen fra Kjøbenhavn til Haderslev skulde holde 3 Par Forspandsheste og 3 Postvogne med Heste og Postkarle i de priviligerede Værtshuse, dog kun fra Paaske til Mortensdag. Da der i Kjøbenhavn ikke fandtes nogen saadan priviligeret Gjæstgivergaard, fik Magistraten Underretning om, at Kongen vilde skjænke 10,000 Rdlr. til Hjælp til en saadan, som


122

Vognmandslauget skulde kjøbe og indrette paa et bekvemt Sted, saaledes at derudi, kunde holdes 12 a 16 Par Heste med de fornødne Karether, Chaiser, Phaetons og Postvogne til de Reisendes hastige Befordring. Først i Januar 1764 fandt Magistraten en brugbar Gaard paa Store Kjøbmagergade, som tilhørte Bonfils og Verhagen og havde været beboet af den keiserlige Minister. Eiendommen (nuv. Nr. 50), som senere blev den kongelige Porcellainsfabrik, kostede 14,500 Rdlr., hvoraf de 10,000 optoges som Prioritet i Gaarden. Det katholske Kapel, som i lange Tider havde været her, blev opsagt og flyttede vistnok i 1766 ud i en Sidebygning til Bredgade ved Frederiks Hospital. Vognmandslaugets nye Eiendom blev indrettet under Borgmestrene Fædders og Herslebs Tilsyn og havde i det Væsentlige samme Façade til Kjøbmagergade som indtil vore Dage, da den blev nedreven. Over Porten læstes Indskriften: "Kongelig allernaadigst priviligeret Post- og Gjæstgivergaard, Anno 1764", men i daglig Tale kaldtes Stedet simpelthen: "Post-gaarden", hvilket ikke maa forvexles med Generalpostamtets Gaard bag Børsen i nuv. Slotholmsgade. I Gaarden, der tillige var Vognmændenes Laugshus, thi her opbevaredes deres Lade, og her var deres Forsamlingssal, fandtes et saakaldet "Tilsigelses-Kontoir", hvor der kunde bestilles Vogne, endvidere "commode Værelser for Reisende" samt Gjæstgiveri og aaben Vinkjælder. Gaarden havde samme Friheder som de priviligerede Værtshuse i Kjøbstæderne; den var baade i Krigs- og Fredstid befriet for Indkvartering saavelsom for Næringsskat og maatte holde en Hjulmand og Grovsmed, senere ogsaa en Remmesnider og Sadelmager. Grovsmeden fungerede ogsaa her som Dyrlæge. For yderligere at "soulagere Lauget", som paa dette Tidspunkt talte 19 Interessenter, bevilgede Kongen, at Vognmændene maatte være et sluttet Laug, hvis Tal ikke uden kongelig Bevilling maatte overstige 25, hvorhos der foruden Vognmandsmarken, som de fra gammel Tid havde havt i Fæste af Byen for en ubetydelig aarlig Afgift (4 Rdlr. 16 Sk. for ca. 126 Tdr. Land), tilstodes dem et Vænge paa Frederiksberg til Høslet og Græsning for 100 Rdlr. om Aaret. Magistraten overlod dem desuden et lille Vænge, Brandtvænget (liggende i Kallebostrand Syd for Tømmerpladserne og forbundet med det faste Land ved en Bro); det var blevet dannet ved Opfyldning med Renovation og var en Tidlang blevet benyttet som Farveplantage. Endelig fik


123

Vognmændene ved denne Leilighed Postmundering med Kabuds, Posthorn og Skilt, som første Gang skjænkedes dem, og "de fik Befaling til at blæse i deres Horn ved Ankomsten og Bortreisen, og ellers naar Nogen skulde vige til Side for dem paa Landeveiene, hvilket Alle skulde uden Hensyn til Stand."

Postgaarden blev en daarlig Forretning for Vognmændene og voldte dem kun Tab og Vanskeligheder. Allerede i 1765 erklærede Magistraten, at flere af dem vare "saa oprørte over Gaarden, at de gjerne gjorde Alting for at see Indretningen kastet til Grunde og derved faa Kjørselen bragt paa forrige Fod." Navnlig vare de Formuende i Lauget misfornøiede, fordi de nu maatte dele den indbringende Kareth- og Chaisekjørsel (for hvilken der ingen Taxt var) med Gaarden; Klagerne over Hyrekuskenes Indgreb tiltog, ja man fandt, at Paketbaaden og Postjagten mellem Kjøbenhavn og Helsingør var Kjørselen til "temmelig Skaar". Magistraten, der havde Opsigt og Kontrol med Indretningen, foreslog overordentlige Forholdsregler, for at holde den vedlige; saaledes en større Pengegave, Ret for Vogmændene til at indføre Havre fra Udlandet o. lgn., og vilde bemægtige sig Eiendommen helt, thi - siger den - "Postgaarden bør ikke kaldes eller være Vognmandslaugets Eiendom, efterdi Lauget er uformuende, men være Stadens Eiendom og alene dirigeres af Magistraten". Alt forblev dog som før indtil 1773, da Vognmandslauget ved en kongelig Resolution blev fritaget for Postgaarden og derpaa hæftende Gjæld, mod at overdrage Eiendommen til Generalpostamtet. En større Vognmandsgaard i Kjøbenhavn var den saakaldte "David Skolemesters Gaard" paa Kjøbmagergade (nuv. Nr. 26), som i lange Tider havde været beboet af Hyrekuske, og i 1779 kom i den bekjendte Vognmandsfamilie Bruuns Besiddelse.

Undersøger man Listerne over, hvad der blev bygget af Private i Kjøbenhavn i Frederik den Femtes Tid, viser det sig, at Byggeriet navnlig var livligt i Halvtredserne. I 1746 opførtes f. Ex. kun 7 grundmurede Huse, i 1750 derimod 15, i 1754 17 og i 1756 endog 21, hvoriblandt mange anseelige Bygninger, især i Amalienborg Kvarteret. Samtidig arbeidedes der naturligvis uophørligt paa de kongelige og offentlige Bygninger. Christiansborg, som i høi Grad trængte til Reparationer og ved Christian den Sjettes Død i mange Henseender ikke var færdigt, krævede bestandig store Udgifter, i 1750 over 12,000 Rdlr., i 1751 henved 48,000 Rdlr. og


124

saaledes videre. Stenhuggere, Malere, Snedkere, Gibsere, Blytækkere, Smede og andre Bygpingshaandværkere havde fuldt op at bestille her og assisteredes fordetmeste af Soldater, saaledes i 1749 af 250 Mand, og 8 Underofficerer. "Der forefalder næsten daglige Repara-

Christiansborg Slots Hovedport

Christiansborg Slots Hovedport. Efter Le Clercs Tegning i Rigsarkivet.

tioner ved Slottet baade udvendig og indvendig - skriver Eigtved - men dog hovedsagelig i de mange Appartementer, hvorfor det er vanskeligt at gjøre Overslag". Skjøndt Frederik den Femte opgav Faderens Beslutning om at udvide Garderstalden (smlgn. II. 698),


125

og han i Begyndelsen af finantsielle Hensyn modsatte sig Planen om at tække alle Udbygningerne med Kobber, varede det dog ikke længe, før Nødvendigheden krævede gjennemgribende Forandringer. Sne og Fugtighed samlede sig paa de flade Tage, og trængte ned i Staldene, Fundamenterne beskadigedes, Gesimserne faldt ned, Murene revnede, og i det Indre falmede Forgyldning og Farver", medens Stukbeklædningen hurtig forfaldt. Under disse Omstændigheder blev det i Juni 1747 besluttet at belægge de flade Tage omkring Ridebanen med Kobber og forhøie alle de andte Udbygningers Tage, ligesom deres nederste Partier nogle Aar senere bleve beklædte med gullandsk Sandsten og norsk Marmor. Slottets

De trekantede Frontespieer i den indre Slotsgaard

De trekantede Frontespieer i den indre Slotsgaard. Efter Le Clercs Tegning i Rigsarkivet.

ydre Pragt forhøiedeis betydeligt, da Portalerne med Figurer af Petzold bleve opsatte, og da Hofbilledhugger Le Clercs rigt udskaarne Porte i 1752 vare anbragte paa deres Plads. Taarnet fik ny Kobberbeklædning og Forgyldning; den indre Slotsgaard blev smykket med Relieffer af Le Clerc i de trekantede Frontespieer, hvorhos den blev brolagt med tilhugne Kampesten i Midten og et bredt Marmorfortoug helt rundt, langs hvilket 20 Jernlygter med Krone og Marmorfødder opstilledes. Endelig blev Hovedadgangen over Marmorbroen forskjønnet, da det tidligere (III, S. 49) omtalte Marmorbolværk i Aarene 1751-54 blev sat mellem Prindsens Bro og Stormbroen. Arbeidet var forbundet med store Vanskeligheder og kostede betydelige Summer; alligevel blev det ikke bedre gjort, end at Bolværket i 1775 skred ud og faldt i Kanalen.


126

Model af Lygterne i den indre
        Slotsgaard

Model af Lygterne i den indre Slotsgaard. Efter en Tegning i Rigsarkivet.

En ligesaa travl Virksomhed herskede i Slottets Indre; Regnskaberne vise, at der overalt blev udbedret, lavet om og fornyet, i de kongelige Gemakker som i Hoffolkenes Værelser, saavel i den øverste Mezzanin hos Kammerpigerne og Gemakspigerne som i Kjælderen hos Sølvpoppens Folk, Proviantskriveren og Hønseplukkerne. Der blev malet, gibset, tapetseret og forgyldt, anskaffet Meubler og Malerier i stor Maalestok, og man kan danne sig et Begreb om de Summer, der anvendtes, naar man erfarer, at Snedker Lehmann i 1761 fik 4000 Rdlr. blot for at forfærdige "Bogreoler med Billedhuggeri" til Konseilgemakket paa Christiansborg. Paa den store Marmortrappe i Fløien til Ridebanen arbeidedes der i mange Aar, og da den var færdig, toges der fat paa Riddersalen, som havde staaet hen med sine raa Mure lige siden Slottets Opførelse. Kongen befalede i 1765, at Arbeiderne her skulde fremmes af al Magt i Anledning af Kronprinds Christians forestaaende Formæling med den engelske Prindsesse Caroline Mathilde, og at der utortøvet skulde forfattes et ordentligt Overslag og afsluttes Kontrakter med Kunstnere og Haandværkere. Marmorkirkens Bygmester, Professor Jardin, udarbeidede derefter Planen til Udsmykningen af det store Rum, der var 64 Alen langt, 31 Alen bredt og 24 Alen høit. Riddersalen, hvis ni Fag Vinduer vendte ud til Ridebanen, og som gik igjennem tre Etager, faldt i sin hele arkitektoniske Anordning i tre hertil svarende Afsnit; det første og det andet vare skilte fra hinanden ved et omløbende Galeri, baaret af 44 korinthiske Søiler med Pilastre bagved, medens det øverste Afsnit svarende til Slottets øverste Mezzaninetage havde en Række ovale Lunetter. Paa Galenets Ballustrade var der opstillet store Vaser og mellem Vinduerne og Fyldingerne paa de andre Sider Speile samt Trophæer og Portrætmedailloner af de oldenborgske Konger. Riddersalen blev ikke færdig i Frederik den Femtes Tid, skjøndt Arbeidet fremskyndedes af al


127

Sidefaçaden til Ridebanen i Christianborgs Riddersal

Sidefaçaden til Ridebanen i Christianborgs Riddersal (Brudstykke). Efter Jardins Tegning i Rigsarkivet.


128

Brudstykke af Endevæggen i Christiansborgs Riddersal

Brudstykke af Endevæggen i Christiansborgs Riddersal. Orig. i Rigsarkivet.


129

Magt. I Oktober 1765 bleve fem Værelser paa Slottet indrettede til Værksted for Snedkermestrene Harms og Speers' 30 Svende, der lagde Parketgulvet af Egetræ og forfærdigede Søilerne, Kapitælerne, Rosetterne, Vaserne og Løvehovederne, medens der samtidig indrettedes et Værksted paa Civiletatens Materialgaard for Billedhuggeren Wiedewelt, som modellerede Trophæerne, Portraitmedaillonerne og den rigt forsirede Marmorbeklædning til de to store Kaminer. Kleinsmed Jakob Møller lavede de sirlige Dørbeslag, Billedhuggerne Grund og Bryde Træskjærerarbeidet og Stukkateurerne Guione og Fossati Gibslofterne. Hofmaler og Forgylder Bræstrup udsmykkede Riddersalen med Metalforgyldning og Lakmaling, medens den yngre Stanley modellerede to Relieffer. Den egentlige maleriske Udsmykning overdroges til Svenskeren, Professor Mandelberg, som malede Dørstykkerne og Loftsdekorationen, forestillende Danmark og Norge, omgivne af allegoriske Figurer og af Genier med Blomsterkrandse. I Fyldingerne under og over Galeriet udførte Hof-Landskabsmaler Jens Pedersen Lund for 1834 Rdlr. 22 store Prospekter, som "alle vare Maaneskins-, Aften-, Middags-, Morgen-, Natte-, Lynilds-, Regn-, Solskins- og Ildebrandsstykker." Hertil kom endnu nogle Portraiter af Pilo og Als og senere Abildgaards berømte historisk-allegoriske Billeder. Salen udstyredes iøvrigt med en stor Mængde forgyldte Lysearme og 12 Krystallysekroner, som leveredes af Glashandlerne Ronge, Bensch og Schierer, endvidere med 32 rigt udskaarne forgyldte Lænestole, Speile, Forhæng af rødt Damask med Guldtresser og Fryndser, forgyldte Gardinstænger og Ildtøi og to Marmortavler med Indskrifter. Skjøndt alle Søiler, Kapitæler m. m. vare af Træ og Billedhuggerarbejdet for det meste af Gibs, gjorde Riddersalen dog et imponerende festligt Indtryk ved sine store Forhold, sin Farvevirkning og overvættes rige Forgyldning. Den blev for første Gang tagen i Brug ved Christian den Syvendes Formæling, hvilken Fest er bleven foreviget i hosstaaende Afbildning.

Det er foran (III S. 89) omtalt, at Frederik den Femte, da han skjænkede Amalienborghave og Mønsterplads til Byggegrunde, lovede at opføre en Kirke for dem, der etablerede sig i det nye Kvarter. Stedet, der valgtes, var den tidligere omtalte Have, som tilhørte Prindsesse Charlotte Amalie og laa paa Norgesgades Nordside mellem Danneskjold Laurvigs Palais og den nu forsvundne Prindsessegade. Blandt de forskjellige Projekter, der fremkom,


130

valgtes Oberst Eigtveds, og under Jubelfesten for den oldenborgske Kongestammes 300 aarige Regjering nedlagde Kongen selv Grundstenen til Kirkebygningen den 30te Oktober 1749. Biskop Hersleb holdt en "fyndig og zirlig Tale", og efter Sædvane nedlagdes der nogle Medailler med passende Inskriptioner i Grunden, en af Guld og to af Sølv. Den oprindelige Plan kjendes ikke, men det vides, at man fra Begyndelsen ikke havde isinde at anvende andre Materialier end Mursten og Sandsten, og at Ingen endnu havde tænkt paa at opføre en Marmorkirke.

De Forberedelser, der gik forud for Grundstensnedlæggelsen, have neppe været af videre Betydning eller Omfang. Først i Foraaret 1750 dreves Arbeidet med Eftertryk og Iver. Kongen bestemte, at der af hans Partikulairkasse aarlig skulde udbetales 16000 Rdlr. Kourant til Kirkebygningen; i Virkeligheden gav han dog meget mere, thi Regnskaberne vise, at Kirkefonden i de første sex Aar foruden de normerede 96000 Rdlr. fik et Tilskud af 57000 Rdlr. Omkring Pladsen blev der opreist et høit Plankeværk, uhyre Masser af Mursten, pommerske Bjælker, Kalk, Grus og Sand ophobedes lidt efter lidt paa Stedet, Rambukke bleve opstillede, Musketterer og Landsoldater gravede i Grunden eller forrettede Haandlangergjerning under en Lieutenants Opsigt, medens tyve ærlige Slaver under en Justitssergeant arbeidede ved Grundvandspumperne, som uophørlig maatte holdes i Gang. For Beboerne i Store Kongensgade var Anlæget af den nye Kirke baade en Udgift og en Gêne, thi Vandet i deres Brønde blev borte; allerede i Juni 1750 klagede Brændevinsbrænderenke Karen Hans Rasmussens, "boende i Huset, hvor den sorte Bjørn staar paa Skiltet", derover og maatte betale 30 Rigsdaler for at faa en Portion Vand fra Charlottenborgs Hovedrende.

I Begyndelsen foretoges de omfattende Piloteringsarbeider; Tusinder af Pæle bleve nedrammede af Hoftømmermester Zubers Folk, og da dette var sket, da Slyngværket var lagt og Gruset nedstampe toges der fat paa Opmuringen af Fundamentet. Materialierne, der kom ad Søveien, lossedes ved Søkvæsthusets Bolværk for Enden af S. Anna Plads, hvor der blev opført en Kran (senere endog to), og transporteredes herfra til Byggepladsen af de kongelige Materialvogne eller af leiede Vognmandsvogne. Alle Materialier indførtes toldfrit, og allerede i 1751 fritoges Skipperne, som bragte dem, for Lastepenge, Stempelpapir og Accise, men ikke for Skrive-


Bilag: Eigtveds ændrede udkast til Frederikskirken, dat. 10de April 1754.

Pl. s.130

131

penge, thi - hedder det - "da Hs. kgl. Majestæt opfører Kirken af egne Midler, Gud til Ære, Hovedstaden til Ziir saavelsom Indvaanerne, følgelig ogsaa Magistraten, til Nytte, finder han ingen Anledning eller tilstrækkelige Motiver til i Fremtiden at lade Kirkekassen betale Accise for disse Kirkematerialier." Kongen havde, som man ser, ingen Medlidenhed med Magistraten, hvem Halvdelen af Accisen tilkom, derimod med Toldbetjentene, hvem han "ikke vilde berøve deres Skrivepenge". Murstenene leveredes dels fra Flensborg, dels fra et Teglværk ved Hirschholm; de sidste vare de billigste, hvorfor man naturligvis ønskede saa mange som muligt af dem, men da Eigtved i 1756 var død, viste det sig, at kun 5000 af dem vare gaaede til Frederikskirken, medens henved 350,000 Stykker uden Kongens Vidende vare blevne overladte Grev Moltke for Indkjøbsprisen til hans Palais paa Amalienborg, som ligeledes opførtes af Eigtved. Med andre Ord: den kongelige Yndling, som ovenikjøbet havde faaet over 2 Millioner Mursten skjænket af Kirkens Beholdning, havde tilvendt sig det billigere Materiale og ladet Kongen betale det dyrere. Sagen kom op og truede med at tage en for Eigtveds Enke ubehagelig Vending, da en kongelig Befaling pludselig standsede den indledede Undersøgelse. Revisionen fik Ordre til at afholde sig fra alle Bemærkninger herom, thi - siger Kongen - "wir haben es mit unserer angebornen Konigl. Gnade und Generosität überhingesehen und zugedeckt."

Frederikskirkens Byggeplads frembød det samme livlige og bevægede Skue, som Christiansborgs havde gjort i Trediverne, skjøndt naturligvis i mindre Maalestok. Ogsaa her indlagdes der Vandledninger til Læskebænke, hele Rækker af Kalkekuler laa ved Siden af hverandre, her stod Sandharper og Løftemaskiner, hist tumlede "det kommanderede Mandskab" med Blokvogne, Spil og Tailler, medens Bjerge af Mursten og Sandsten opstabledes i Yderkanterne. Ved November Maaneds Udgang standsede Arbeiderne, Fundamentet blev tildækket, og Alt stod saaledes hen til April, da der atter toges fat. Arbeidet var ikke uden Fare; baade Soldater og Haandværksfolk kom temmelig hyppigt til Skade, hvorfor Kongen i December 1750 bestemte, at tilskadekomne Soldater skulde behandles i deres Kvarterer af Regimentsfeltskjæreren, og, saalænge de vare sengeliggende, ikke blot nyde deres fuldstændige Traktemente ved Regimentet, men ogsaa deres daglige Arbeidsløn af Kirkebygningsfondet.


132

Blev Soldaten udygtig til Militairtjeneste, kunde han, hvis han vilde, forblive under Garnisonsregimentet; foretrak Invaliden derimod at reise hjem, gaves der ham 10 Rdlr. af Kassen, medens Regimentschefen fik 15 Rdlr. til Hvervning af en Stedfortræder. Tilskadekomne Haandværkere bleve derimod behandlede af Hofchirurg Wohlert, som fik 80 Rdlr. om Aaret derfor; bleve de udygtige til Arbeide, tilsikkredes der dem en ugentlig Pension af en Rigsdaler. I Septbr. 1758, da Frederikshospital stod færdigt, blev den Forandring truffen, at alle Tilskadekomne skulde modtages paa Hospitalet, selv om Sygetallet var komplet.

Det havde, som alt omtalt, været Meningen, at Kirken skulde opføres af Mursten og beklædes med Sandsten, og havde man fastholdt denne Plan, vilde Foretagendet vel ikke være strandet. I 1753 blev det imidlertid bestemt, at Bygningen i Stedet skulde beklædes med norsk Marmor baade ind- og udvendig; thi man opnaaede jo herved ikke blot at gjøre Kirken prægtigere, men ogsaa at fremme den norske Marmorindustri. Der blev nu afsluttet Kontrakter med Oberst Eigtved og Hofstenhugger Fortling, som eiede Marmorbrud i Norge, om at levere det fornødne Kvantum Marmor "af den hvideste Sort", ca. 150,000 Kubikfod i Løbet af fem Aar, og for at holde Kontrol med Eigtved, baade i hans Egenskab af Bygmester og af Leverandeur, blev der den 31te Marts 1753 dannet en Kirkebygningskommission. Den kom til at bestaa af Greverne Berckentin og Moltke (den sidste havde tillige Overdirektionen ved Frederikshospitals Bygning), Baron Bernstorff og Overceremonimester Plessen. De fire fornemme Mænd, af hvilke Moltke uden Tvivl var den indflydelsesrigeste, fik Befaling til i Fremtiden at drøfte alle Eigtveds Overslag og forelægge Kongen de bedste og tjenligste til Approbation, undersøge Kontrakterne og endelig sørge for, at "hele den indvendige Beklædning og andre Ornamenter, Alter, Prædikestol m. m., alt fritstaaende Billedhuggerarbejde, alle Vaser, Skjolde, Figurer o. s. v. laves af en mere kompakt Sort Marmor eller Sten, hvorfor der i rette Tid skal sørges, samt endelig at alle Ornamenter paa denne kostbare Bygning blive forfærdigede kunstmæssigt af de bedste og dygtigste Mestre, pynteligt, durabelt og billigt." Man var altsaa, medens der endnu arbeidedes paa Fundamenterne, saa fremsynet at tænke paa den fuldfærdige Kirkes indre Udsmykning.


133

Eigtved stod i Spidsen for Arbeidet, indtil han døde den 7de Juni 1754. Hans Svigersøn Bygningsinspekteur Georg David Anthon passede hans Forretninger til den 1ste Juli, da den bekjendte og høitfortjente Generalbygmester Laurids de Thurah afløste ham. Men heller ikke denne udrettede synderligt Andet i de to Aar, han ledede Værket, end at modtage Marmor og lade det sauge og tilhugge, samt holde Arbeiderne nogenlunde gaaende. Sagen var, at nye storartede Planer dæmrede i Horizonten, hvorfor man ikke engang ønskede et hurtigere Tempo.

Den Indflydelse, som paa dette Tidspunkt gjorde sig gjældende blandt Kongens Omgivelser (thi den var paa ingen Maade eneraadende i Kirkebygningskommissionen), kan i Korthed betegnes som den franske. Jean François Joseph Saly var bleven indkaldt hertil fra Paris for at forfærdige Kongens Rytterstatue, og denne fremragende Billedhugger forstod hurtigt at vinde en Anseelse og Myndighed paa kunstneriske Omraader, som Alle bøiede sig for. Han havde sat sig paa Eigtveds velfortjente Plads som Direkteur for Kunstakademiet og forestillede nu Kongen, at den nye Kirke først vilde blive et Monarchen værdigt Monument, naar den blev bygget af massive Marmorblokke og af en fransk Architekt. Kongen gik ind paa Tanken, og umiddelbart efter Eigtveds Død indledede den danske Legationssekretair i Paris, Kammerjunker v. Klinggraf Underhandlinger med Bygmester Nicolas Henri Jardin om at komme til Danmark. Thurah maa altsaa, da han overtog Kirkebygningen, iforveien have vidst, at hans Virksomhed her kun vilde blive midlertidig.

I Oktober 1754 afsluttedes der en Konvention med den nævnte franske Architekt og med hans yngre Broder, Louis Henri Jardin, thi den første havde stillet som Betingelse, at Broderen fulgte med til Danmark. Man fik altsaa to franske Architekter hertil istedetfor én. Deres Gager vare meget høie; den ældre Jardin fik nemlig 4000 Rdlr. Kurant om Aaret, og den yngre 1000 Rdlr., henholdsvis svarende til 24000 og 6000 Kroner. De to Franskmænd ankom hertil i Begyndelsen af 1755 og bleve strax ansatte som Professorer ved Kunstakademiet, men først i April 1756, da Thurah var fratraadt, overtog de Ledelsen af Kirkebygningen. Det fortjener at fremhæves, at Kommissionen af finantsielle Hensyn ikke var de fremmede Bygmestre gunstigt stemt; thi da Konventionen


134

skulde approberes, gjorde den Vanskeligheder og bøiede sig først "efter expres kongelig Befaling", og senere fik den Jardins første Udkast kasseret som altfor kostbart. Ogsaa mod det andet Udkast, som i Sommeren 1756 blev forelagt Kongen paa Fredensborg, fremkom Kommissionen med Indvendinger, men rigtignok forgjæves. Monarchen optog vel disse Forestillinger naadigt og erkjendte, at de vare skete i "den bedste Intention"; men han vilde dog ikke høre paa dem; det skulde have sit Forblivende med det engang Vedtagne.

Jardins Plan var ogsaa velskikket til at indgyde Betænkeligheder. Efter hans Beregning vilde der medgaa 27 Aar til den egentlige Bygning og 100 Aar før Kirken stod fuld færdig med alle ud- og indvendige Prydelser. Bygningen skulde være rund som Pantheon i Rom, for desto bedre at kunne rumme de 3000 Tilhørere, der forlangtes, og som alt berørt opføres af massivt norsk Marmor med en passende Tilsætning af bornholmsk Sandsten. De to Hovedfaçader til Bredgade og Store Kongensgade skulde være Kolonnader baarne af korinthiske Søiler og med Billedhuggerarbeide i Frontespicerne. Tambouren ovenover (Kuplens cylinderformede Underbygning) skulde have 24 Søiler mellem Vinduerne og ligesaa mange Statuer over Kornichen. "Siden reiser Domen sig endnu meget høit - hedder det i "Danske Atlas" - og hvor den naaer sin Sammenbøielse, bæres endda en ny Reisning i Form af en Laterne, ligeledes omgiven med Columner, som bærer allerøverst en liden Coupole samt derpaa et Æble og et Kors. Paa Kirkens begge Sider ses tvende Taarne af samme Architektur, men en tredie Del lavere end Hovedbygningens høieste Spidse. Denne bliver 264 Fod over Horizonten, og altsaa høiere end alle Kjøbenhavns Taarnspidser undtagen den paa Vor Frue Kirke. Efter Grund-Ridsen er Bygningens Længde 244 Fod og dens Brede ligesaa, naar den regnes fra de nederste Trapper udenfor Portalet paa begge Sider, thi Grundtegningens Figur er et saakaldet Grækisk Kors." Pontoppidan fortæller endelig, at Kirken indvendig skulde have en Peristyl af fire og tyve joniske Søiler forneden og en lignende foroven af fire og tyve korinthiske Søiler, indenfor hvilke der skulde være et Galeri med den kongelige Tribune. Lyset skulde fornemmelig komme gjennem Vinduerne i Tambouren og Kuplen, "hvilket efter Foregivende vil give et mere majestætisk og Helligdommen anstændigt Lys."


135

Partikulairkassens Bidrag til Kirkefondet havde, som ovenfor anført, oprindelig været fastsat til 2000 Rdlr. om Maaneden i Aarets 8 Maaneder, men blev nu forhøiet til 50000 Rdlr. om Aaret, foruden Gagerne til Brødrene Jardin, som udrededes aparte af Kongen. I

Jardins Udkast til Frederikskirken

Jardins Udkast til Frederikskirken.

April 1757 nedsattes dog Bidraget til 40,000 Rdlr. om Aaret, men Regnskaberne vise, at Fondet ikke sjeldent fik Extratilskud. Dette var saameget mere nødvendigt, som ikke ubetydelige Summer medgik til Maskiners Anskaffelse, Lønninger og Drift af det nye Sandstensbrud paa Bornholm. Det laa ved Nexø og bestyredes af Inspek-


136

teur Birch, men kunde ikke betale sig, skjøndt Kirken bestandig solgte Sandsten til Private. Byggefonden havde derhos ret betydelige Indtægter af de store nu tildels overflødige Murstensbeholdninger, som bleve bortsolgte, ligesom der ved Salg af norsk Marmor og Udleining af Kirkens Kraner paa Kvæsthuspladsen kom større og mindre Summer ind. Frederikskirken leverede norsk Marmor til det Holsteinske Palais paa Kongens Nytorv (nuv. Hotel du Nord), til Postamenter i Rosenborg Have, til Rytterstatuen paa Amalienborg, til Havevaser i Frydenlund, Marmorarbeider i Fredensborg Slotshave, Milepæle i Slesvig og Holsten m. m., og Murstensoplagene gik til Frederiks Hospital og Bygningerne i botanisk Have, til Frederikskirken paa Christianshavn, til det Schackske Palais paa Amalienborg (som brændte den 4de Decbr. 1754, før det endnu var færdigt) til Brockdorffs Palais sammesteds, til Kjøbmand Bargums Gaard, Fourniers Porcellainsfabrik o. s. v.

Den første Følge af Jardins Ansættelse var, at Udgifterne steg betydeligt, hvad der lettelig forklares ved de forøgede Marmorleverancer, nu da Kirken skulde bygges af solide Blokke. I Kirkens umiddelbare Nærhed var der ikke længere Plads til de store Marmortilførsler fra Norge, hvorfor syv af de gamle Tømmerpladser bag Amalienborg (smlgn. III, 105) indrettedes til Oplagsplads. Kirkefondet betalte de derpaa staaende Bygninger og Plankeværker. Endel af disse gamle Materialier anvendtes paa selve Byggepladsen, hvor der efterhaanden reiste sig en stor Mængde Huse, Hytter og Skure for Arbeiderne og Opsynet. I et Væxthus, som var levnet fra Prindsesse Charlotte Amalies Tid havde Brødrene Jardin Kontoir samt Tegne- og Skrivestue; ovenpaa, hvor der blev tilbygget en Etage, boede Jardins Sekretair og Skriver Poehn. Bygningsforvalter Block havde Fribolig i et gammelt Bindingsværkshus til Store Kongensgade; Søren Krieger, der havde med Opmaalingen af Marmoret at gjøre og efter Blocks Død afløste ham som Forvalter, havde to Værelser i Materialhuset. Til Norgesgade laa et Stenhuggerværksted; desuden nævnes et Slibehus, et Tougværkshus, der kaldtes Matroshuset, en Hytte, hvori Lieutenanten ved det kommanderede Mandskab havde Kontoir, en Smedie, flere Halvtagshuse m. m.

Arbeidet fortsattes nu - først paa Fundamenterne, thi disse maatte paa Grund af den forandrede Plan udvides - og derefter begyndte Marmorblokkenes Lægning. Paa Pladsen gik Marmor-


137

saugene fra Morgen til Aften, Soldaterne vare ivrigt beskjæftigede med at slibe og polere Stenene, hvorfor de fik et Extratillæg, og uhyre Skibsladninger af Sandsten og Marmor lossedes uophørligt ved Kvæsthusets Bolværk. I 1758 blev det, for at fremskynde Værket, bestemt, at Stenhuggerne i de tre Vintermaaneder, da Arbeidet ellers pleiede at ligge stille, skulde møde Kl. 6 om Morgenen og arbeide til Kl. 7 om Aftenen, tildels ved Tranlamper, hvilket dog i 1763 indskrænkedes til den ene Vintermaaned. Naturligvis kom det ikke sjeldent til Sammenstød mellem de mange Haandværkere; især vare Stenhuggersvendene opsætsige, og heller ikke Mestrene kunde forliges indbyrdes. Det lykkedes saaledes Hofstenhugger Fortling, der jo tillige var Marmorleverandeur og Eier af Stentøisfabriken i Kastrup paa Amager, at fjerne sin Konkurrent, Hofstenhugger Johan Peter Pfeiffer, fra Kirkebygningen, men da den sidste klagede til Kongen, fik Jardin Befaling til at "prøve" paa at bruge ham igjen, hvis det kunde ske "uden Strid og Forstyrrelse i det hidtil rolig og vel fortsatte Arbeide". Dog skulde han kun have en Trediedel af Arbeidet og maatte ikke holde mere end 15 til 16 Svende. Prøven maa være falden heldig ud, thi et halvt Aar efter overdroges Halvdelen af Stenhuggerarbeidet ved Kirken til Pfeiffer. Saaledes fortsattes Arbeiderne Aar ud og Aar ind; den yngre Jardin døde, Fortling døde, Bygningsforvalter Block døde, det ene Hold Arbeidere afløste det andet, Udgifterne steg og steg, thi der tilstedes høiere Betaling for alle Marmorblokke over 60 Kubikfod, saavelsom for dem, der leveredes fra Bruddet i cylindrisk Skikkelse, og Lønningerne forhøiedes, men Kirken var endda neppe naaet op over Horizonten.

Der er ingen Tvivl om, at Monarchen lagde Utaalmodighed for Dagen over at der hengik saa lang Tid, før de store Anstrengelser og Pengeoffre førte til haandgribelige Resultater. Jardin afsluttede derfor i Juli 1758 en Kontrakt med Kabinetssnedker Lehmann om at forfærdige en "fuldstændig Model" af Frederikskirken for 4000 Rdlr. Kurant; man vilde da ialfald kunne se, hvad Mesteren havde tænkt sig. Kontrakten blev godkjendt af Bygningskommissionen og Kongen i Septbr., og der blev strax taget fat paa det kunstfærdige Arbeide, som iøvrigt først blev færdigt tre Aar efter. Billedhugger Wiedewelt fik 200 Rdlr. for at forfærdige Figurerne og det "ophøiede Arbeide", det vil sige 64 Statuer og 30 Relieffer en


138

miniature, Professor Pilo 700 Rdlr. for at male og forgylde Modellen, og Snedker Lutken 26 Rdlr. for Assistance, saaledes at den blev et overmaade kostbart Stykke. I "Danske Atlas" fortælles, at den opbevaredes paa Charlottenborg; senere flyttedes den hen i et af Prindsesse Lovise Augustas Værelser paa Christiansborg, hvor den sandsynligvis gik til Grunde ved Slotsbranden i 1794. Det af Jardin i 1769 udgivne kobberstukne Værk om Frederikskirken, hvoraf foranstaaende Billede er taget, blev ligeledes paabegyndt i Frederik den Femtes Tid og skulde naturligvis fjærne alle Betænkeligheder.

Det var vistnok først i 1760, altsaa efter 10 Aars Arbeide, og efterat der var anvendt henved halvtredie Million Kroner, at Kirken begyndte at reise sig over Jorden. Henved Halvdelen af Pengene vare medgaaede til Anskaffelse af norsk Marmor; senere indkjøbtes ogsaa "Porphyr-Marmor" i Frankrig, dog kun i Smaapartier. I 1762 var man saavidt, at det udvendige Stillads om Bygningen var 22 Alen høit, det indvendige 19, og to Aar efter skriver Pontoppidan, at Bygningen var naaet 15 Alen over Fundamentet. Det gik nu bestandigt fremad, om end ikke i overdrevent raskt Tempo, og Kongen kunde ved Jardins aarlige Indberetninger ialfald have nogen Grund til at udtale sin "Tilfredshed med Kirkebygningens gode Fremgang". Den kom endnu nogle Alen i Veiret, før Frederik den Femte døde, ja man begyndte saa smaat at tænke paa den indre og ydre Udsmykning og Dekoration. Hof-Sten- og Billedhugger Gierach fik i 1764 udbetalt 160 Rdlr. for en Bladsnor over en Dør i Portalen og for en Feston over en anden Dør, og nogle franske og italienske Billedhuggere og Stukkateurer: Dominique Rachetti, Moulin, Canchy og Dominico Gianelli fik det følgende Aar noget over 600 Rdlr. for Marmorrosetter, Træ- og Lermodeller, Gibsforme o. d. Opførelsen af et storartet nyt Billedhuggerværksted paa Pladsen viser ogsaa, at den Tid stod for Døren, da kunstnerisk Medvirkning vilde udkræves i stor Stil. Imidlertid feiler det ikke, at indflydelsesrige Stemmer allerede havde reist sig mod Foretagendet, thi aldrig saasnart havde Christian den Syvende besteget Thronen, før der fandt betydelige Indskrænkninger Sted, som faa Aar efter førte til Værkets fuldstændige Opgivelse.

Derimod blev den tydske Frederiks Kirke paa Christianshavn opført i forholdsvis kort Tid, da man først var kommen ud over de besværlige indledende Skridt. De tydske Familier i denne Bydel


139

havde allerede i Frederik den Tredies Tid faaet deres egen Præst, men Gudstjenesten afholdtes i Vor Frelsers Kirke fra Kl. 12 til 2, "en ubeleilig Tid og derhos saare knap, navnlig naar maanedlig Kommunions Dag indfalder." Den høit ansete tydske Præst paa Christianshavn, Josias Lorch satte sig derfor i Spidsen for sin Menighed og ansøgte i dennes Navn om, at den maatte bygge en "egen maadelig Kirke" og være en Menighed for sig selv, hvori de tydske Soldater af Garnisonen paa Christianshavn kunde indlemmes. For at skaffe de nødvendige Pengemidler ønskede han derhos en fri Byggegrund, en liden Del af Konfiskationer, Donationer, og "hvad Andet kan forefalde", endvidere en Kollekt i Danmark, Norge og Hertugdømmerne og endelig et Lotteri. Da Forslaget anbefaledes af Magistraten, Biskop Hersleb og især af den ældre Grev Bernstorff, fandt det stor Imødekommenhed, og den 28de Marts 1749 resolverede Kongen, at Menigheden maatte foreslaa 3-4 Mænd til at lede Kirkebygningen, og at alle de begjærede Fordele vilde blive tilstaaede, saafremt Ansøgerne ved eget Sammenskud og godvillig Gave kunde udbringe et første Fond, og der da viste sig Mulighed for, at Kirken kunde blive bygt. Allerede i Septbr. tillod Kongen, at Oberstlieutenant Eigtved, Kommandeurkaptain J. H. Dumreicher, Agent Joh. Fr. Wewer og Kbmd. Peter Casse maatte forestaa Bygningen. Samtidig blev der sat en Kollekt i Gang i alle Kjøbstæder og udstillet Bækkener for Kirkedørene paa Landet (hvorved der indkom ca. 10,000 Rdlr.), hvorhos der bevilgedes et Lotteri, som besørgedes af Regimentskvartermester, Brygger Jens Thorup og efter hans Død i 1750 af Jonas Baltzersen Collin. I 1752 fik Kirken et nyt Lotteri, thi der var langtfra kommet tilstrækkelige Midler ind, og man vilde ikke begynde at bygge, før Foretagendet var nogenlunde sikkret. De to Lotterier indbragte over 40,000 Rdlr., Halvparten af samtlige Indtægter, og Kirken kaldtes derfor i lange Tider: "Lotterikirken". Det kan anføres som et Kuriosum, at Brandstyrkasserer Simon Paullis Enke, der endnu hæftede for sin Mands Gjæld til Brandstyrskassen (smlgn. II. S. 660), spillede paa en Seddel i Kirkelotteriet sammen med Assessor i Hofretten, Enevold Berregaard. Hun havde ikke fornyet den i tre Klasser, men da den kom ud med en Gevinst, erklærede Berregaard, at han paa Grund af sit Venskab for hendes afdøde Mand vilde overlade hende en Del af de vundne


140

Penge, hvis de maatte komme hende selv og hendes Børn tilgode. Enken indgav en Ansøgning herom, som blev bevilget.

Nogen Vanskelighed frembød det at finde en passende Plads for den nye Kirke med tilhørende Kirkegaard. De fire Inspekteurer, som man kaldte dem, havde vel strax Opmærksomheden henvendt paa det gamle Saltværks Grund, men da de ansøgte om den, fik de Afslag, en Skjæbne, de delte med forskjellige Andre. (Smlgn. III, 83.) Kongen vilde have Grund og Bygninger solgte ved Auktion, men det blev kun de sidste, der solgtes til Nedbrydning, thi den 17de Febr. 1750 fik den tydske Menighed paa Christianshavn af "særdeles kongelig Naade" alligevel den største Del af Saltværkets Grund skjænket. Senere blev den noget udvidet ved Tilkjøb af det vestindiske Kompagnis tilstødende Plads, thi det blev forlangt, at Kirken skulde ligge midt for Enden af Strandgade. Eigtved udarbeidede flere Tegninger, nogle tarvelige, andre rigere, men det siges udtrykkelig, at den, der approberedes af Kongen, var "den kostbareste og sirligste af hans Desseins."

Da alle Forberedelser langt om længe vare trufne, og man mente at have tilstrækkelige Penge til at begynde med, nedlagde Kongen personlig Grundstenen den 12te Juni 1755. Det gik nu saa rask med Opførelsen, at Bygningen allerede ved Vinterens Begyndelse det paafølgende Aar var under Tag. Nu reiste der sig imidlertid alvorlige Vanskeligheder; man havde brugt nogle og fyrgetyve tusind Rigsdaler, Kirkens Kasse var tom, og man saa ingen Udvei til at opmure Taarnet, ved hvilket der ikke var rørt, endsige tage fat paa det indvendige Arbeide. Kongen traadte dog ufortøvet hjælpende til. Han skjænkede strax de tre Inspekteurer (thi Eigtved var død i 1754) 500 Rdlr. til "det Høistfornødne", og bevilgede i Februar 1757 at "af de Paalæg paa Bestallinger, som bleve expederede ved Kollegierne og hidtil vare anvendte til Vor Frue Kirke og Professorresidentserne, maatte 26,000 Rdlr. opsamles til den tydske Kirke." Det næste Aar fik Kirken en Gave af 6 Kapitæler af hvidt italiensk Marmor samt endel norsk Lillienskjoldsk Marmor fra den kgl. Materialgaard, og den 2den Decbr. 1759 blev den indviet med de sædvanlige Høitideligheder, efter at der iforveien var udkommet et kongeligt Reskript om dens Privilegier, Præster og Betjente samt om Gudstjenesten. Geheimeraad Joh. Ludvig Holstein blev Kirkens første Patron (afløst i 1763 af den ældre Grev Bern-


141

storff, som tillige var Patron for St. Petri Kirke); til Ældste valgtes Kommandeurkaptain Dumreicher og Kbmd. Peter Casse. De to sidste saavelsom Sognepræsten Josias Lorch fik "for deres havte Møie og Umage" Begravelsespladser i Kirken til bestandig Arv og Eiendom, og da Etatsraad Wewer var død, tilstedes der ham og Hustru det samme, især fordi de havde skjænket Kirken et kostbart Sølvbækken til Daaben. Kongen satte Kronen paa sin Gavmildhed, da han under nye Vanskeligheder i Mai 1761 bidrog 50,000 Rdlr. til Kirkens fuldkomne Istandsættelse, Kirkegaardens Indhegning, Opførelse af en Fattigskole, af Boliger til Kirkens Betjente m. m., en Sum, som skulde betales i ti Aar med 5000 Rdlr. om Aaret. Da de hvælvede Familiebegravelser under det store og smukke Gravkapel bleve meget søgte af velstaaende Borgere paa Christianshavn, følte Vor Frelsers Kirke sig brøstholden, og dens Forstandere gjorde derfor i Henhold til et Reskript af 1761 Fordring paa Betaling for visse Lig, der begravedes i Frederikskirken, men Sagen blev, skjøndt baade Magistraten og Biskop Harboe støttede den danske Menighed, afgjort i den tydskes Faveur. Kirkens Ydre var i Frederik den den Femtes Tid særdeles tarveligt, thi Taarnet var dækket med en spids Hat; først i 1769 opsattes det nuværende Spir efter Tegning af Georg David Anthon.

Derimod fik Vor Frelsers Kirke i Frederik den Femtes Tid sit nuværende prægtige Spir, hvad der saameget mere bør fremhæves, som Magistraten af finantsielle Hensyn gjorde, hvad der stod i dens Magt for at hindre det. Da Kongen i 1747 havde skjænket 5000 Rdlr. til Spirets Opbyggelse, maatte Overpræsident og Borgmestre for Skams Skyld naturligvis takke for den kongelige Gave, men de erklærede samtidig, at de aldeles ikke vidste nogen Udvei til at skaffe det Øvrige, da Kirken Intet eiede, men tvertimod skyldte Justitskassen 3400 Rdlr. Svaret herpaa lød, at Magistraten kunde optage et Laan og forresten foranstalte en Kollekt "ikke blot hos Christianshavns Indbyggere, de Negotierende og Seilende, men ogsaa hos Kompagnierne, ved Skibsværfterne og Havnepladserne saavelsom i Pakhuse og Forsamlingssteder," og for at give sin Villie desto større Eftertryk gav Kongen Hofbygmester, Oberst Thurah Ordre til at gaa Magistraten til Haande, at "Kirkespiret kunde blive saa forsvarligt som zirligt til Vores allernaadigste Velbehag og Stadens Zir." Thurah fortæller selv, hvorledes han fik Ideen til det eiendommelige


142

og smukke Spir. "Det af Christian den Femte til Taarnet destinerede Spir - siger han - havde meget vel endog efter Architekturens Regler i vore Tider kunnet passe sig dertil, men som jeg formærkede, at Hans Majestæts Hensigt var at give denne Kirke en særdeles Prydelse og ei just noget Sædvanligt eller Almindeligt, beflittede jeg mig paa at udfinde en Indretning, som ikke just var almindelig eller bekjendt, tog, som jeg rent ud tilstaar, min Ide af et Spir, som jeg udi mine yngre Aar havde set udi Rom paa den saakaldte Chiesa della Sapienza og indrettede min Tegning, skjøndt baade i Proportion og i andre Tilfælde meget adskillig." Tegningen blev strax approberet af Kongen, men Thurah forbedrede den, og en Model, han lod forfærdige, vandt endnu mere Majestætens Bifald. Det nyttede ikke, at Magistraten stred imod og erklærede, at det var "en pur Umulighed at bygge Modellen", da man kun havde 7000 Rdlr. at raade over, og Overslaget lød paa 25,857 Rdlr.; Kongen svarede, at Spiret skulde bygges saaledes; man kunde jo begynde at bygge med de 7000 Rdlr.; naar disse vare opbrugte, vilde han være betænkt paa at assistere Kirken med noget Tilstrækkeligt. Kongen glemte heller ikke sit Løfte, om hans Bidrag end ikke blev "tilstrækkeligt"; i Februar 1749 forærede han Byggefonden 1000 Rdlr., og da Kjøbmand Claudi Rosset samtidig havde skjænket 10,000 Rdlr. ad pios usus, besluttede han, at de 8000 Rdlr. skulde anvendes til Vor Frelsers Spir, medens de 2000 skulde gaa til Fattigvæsenet. Bøderne i Høiesteret var iøvrigt henlagte til Afbetaling af Spirets Gjæld, der var betydelig, nemlig 24,700 Rdlr.

Thurah havde i Forening med Magistraten Direktionen og Inspektionen ved Kirkespirets Bygning. Tømmerværket reistes i Sommeren 1749 med de sædvanlige Højtideligheder, og den 26de April 1750 var man saavidt, at den store Kugle og Frelserens Billede med Seiersfanen kunde opsættes. Opheisningen af den store Vægt (1315 Pund) stod paa i fem Timer og ledsagedes af Psalmesang og Instrumentalmusik fra Taarnets Vægtergang. Derefter holdt de to Tømmermestre, som havde forestaaet Arbeidet, versificerede tydske Taler til Kongens Ære, hvorpaa den sædvanlige Tømmermandsceremoni fandt Sted. Den første Tømmersvend klattrede op paa det Øverste af Spiret og drak Kongens og de kongelige Herskabers Sundhed i Vin, dernæst Overpræsidentens, Magistratens og Bygmesterens Sundheder "hver for sig og hvers Sundhed af sit


143

særdeles Glas, og ligesom et Glas efter et andet var uddrukket, blev samme kastet i Luften og faldt dernæst til Jorden, hvorved var mærkeligt, at det første Glas, hvoraf Kongens Sundhed blev drukken, faldt til Jorden ubeskadiget og uden allermindste Bræk." Tømmersvenden maatte, efter at have sat et saadant Kvantum tillivs, blive staaende og foredrage et lille tydsk Vers: "Gottlob, die Kron ist aufgesteckt", o. s. v. Høitideligheden sluttedes med en "Aria", som ledsaget af Hornmusik blev udsungen af Taarnet:

"Hvor er det dog deiligt at se op til Spiret,
Hvormed nu Vor Frelseres Kirke er ziret,
Dets Herlighed øines langt uden for Byen,
Fordi at dets Høide gaar op imod Skyen o. s. v."

Man var overhovedet stærk i poetiske Udgydelser ved saadanne Lejligheder. Nogle Timer før Kuglen blev heist op, mødte en theologisk og juridisk Student ved Navn Mathias Banke med et paa Pergament skrevet, ikke synderlig vellykket Vers, som han ønskede anbragt i Kuglen, hvilket ogsaa skete, formodentlig fordi man fandt det ypperligt.

Midt i August 1752 stod Spiret fuldfærdigt, 288 Fod høit med de fire Evangelister udhugne i Sten paa Taarnmurens Hjørner og Spiralomgangens Gitterværk straalende af Forgyldning, "saa at ved paafaldende Solskin Spiret forestiller sig som en Ildslue." Den 29de August tog Kongen selv Spiret i Øiesyn under store Høitideligheder. Christianshavns Borgere stod opstillede paa Veien til Kirken med flyvende Faner og klingende Spil; paa Pladsen foran var der opplantet Kanoner, og her saas desuden alle Haandværksmestre og Svende, "hver Profession med sit sædvanlige Haandværkstegn og iført sine bedste Klæder." Kirkens Geistlige, Kjøbenhavns Magistrat (der var Kirkens Patroner) og mange Standspersoner afventede ligeledes Kongens Ankomst her, medens festligklædte Damer saas i de nærliggende Huses Vinduer. Mellem Kl. 4 og 5 om Eftermiddagen ankom Majestæten, ledsaget af Geheimekonseillet og Hoffolk, og da han nærmede sig Kirken, affyredes der 27 Kanonskud, medens Pauker og Trompeter lod sig høre fra Vægtergangen. I Overpræsidentens Fraværelse traadte Stadens første Borgmester frem og takkede Kongen for hans Bidrag til det prægtige Spir; derefter talte den danske Kapellan - thi Sognepræstens Embede var


144

netop ledigt - og tilsidst præsenterede Thurah samtlige Haandværksmestre for Kongen. En trykt "Christianhavns Taksigelse" paa Vers, hvori der ubeskedent nok udtaltes et Ønske om, at Kirken ogsaa maatte faa en ny Prædikestol (smlgn. II. S. 251), blev overrakt Kongen, hvorpaa han, ledsaget af sit Følge, gik op i Taarnet, omkring Spiret, helt op til Kuglen og tilbage igjen, medens Musiken spillede, og der blev sunget Tedeum. De Tusinder af Tilskuere i Gaderne nedenfor hilste Kongen med Hurraraab "paa hver Side af Spiret, hvor han kunde ses", og "Hans Majestæt blev af særdeles Mildhed og Naade hver Gang staaende, tog Hatten af og svingede, den." Efter et kort Besøg i Kirken, hvor Orgelet spillede, forlod Kongen Christianshavn under fornyet Kanonsalut, Hurraraab og Psalmesang fra Taarnet. Den paafølgende Søndag (den 3die September) holdtes der Takkegudstjeneste, og det blev udtrykkelig bemærket, at "Spiret var kommet i fuldkommen Stand uden allermindste ulykkelige Hændelse."

Ogsaa Petri Kirke, hvis Taarn siden Branden kun havde baaret en simpel Kuppel (smlgn. II. S. 652), fik nu Spir. Kongen skjænkede 12,000 Rdlr. til "et godt, proportionerlig og durable Spir", men da disse Penge ikke slog til, blev det tilladt Kirkens Forstandere at indføre den kongelige Gave i en Kollektbog og præsentere den for hele det kongelige Hus, samt foranstalte en Indsamling i Menigheden. Spiret, som er 72 Alen over Taarnmuren (den hele Høide er 248 Fod), blev opført af Tømmermester, senere Brandmajor Joh. Boye-Junge og tækket med Kobber, hvilket blev overstrøget med søgrøn Oliefarve, "dels til Zirat, dels til Kobberets Konservation". Hanen paa Spiret blev opsat den 3die Mai 1757.

Det er foran (II. S. 664) berørt, at Frue Kirkes Spir først blev færdigt i Frederik den Femtes Tid, og at Fløistangen i 1755 blev betydelig forkortet, da den i Stormveir slingrede saa voldsomt, at der kom uophørlige Lækkager og Revner i Kobberet. Jakob Høvinghoff, som havde tækket Spiret og forpligtet sig til at holde det vedlige i 12 Aar for egen Regning, blev ængstelig for Følgerne og tilbød at give Afkald paa et Tilgodehavende af 950 Rdlr. og desuden betale 1000 Rdlr., naar han maatte være befriet for al videre Tiltale og Ansvar. Dette blev indrømmet, og under Thurahs Opsyn iværksattes nu Forandringen, der kostede over


145

7000 Rdlr. Nye Stilladser bleve reiste, Kuglerne og Fløiet bortfjernedes, og Spirets Kobberdække blev omlagt og udbedret af Kobbersmed Isak Adrian. Der opstod imidlertid Vanskeligheder, da Konsistorium, der var Kirkens Patron, nægtede at modtage Taarnet, skjøndt Arbeidet var kjendt godt og forsvarligt af Syns- og Besigtigelsesmændene. Mester Adrian forsikkrede, at de forefundne smaa Lækkager var uden Betydning, men Professorerne fastholdt, at de ikke vilde modtage Taarnet, saalænge der fandtes mindste Feil paa det. Adrian klagede til Kongen, og denne resolverede i Novbr. 1759, at der skulde afholdes et nyt lovligt Syn, for at man "endelig engang kunde komme til Endskab med dette Taarn". En hel Kreds af Tømmermestre, Kobbersmede, Blytækkere og Grovsmede samt Universitetets Tilsynsmestre undersøgte nu Spiret, men da de havde enkelte Udsættelser at gjøre, forblev Konsistorium standhaftigt. Tilsidst blev Konflikten bragt ud af Verden ved et kongeligt Magtbud (af 6te Septbr. 1760), som befalede Professorerne at modtage Vor Frue Kirkes Taarn i den Stand, hvori det befandtes, og vedligeholde det i Fremtiden af Kirkens Midler. Endnu længere varede det, inden Sagen med Kobbersmed Høvinghoff gik i Orden. Da han fik at vide, at Frue Kirkes Fløistang skulde gjøres kortere, nægtede han nemlig at betale de lovede 1950 Rdlr., thi han havde kun tilbudt dem under Forudsætning af, at Mester Adrian kunde tække Spiret, saa at Kobberet holdt Stand trods "det overmaade stærke Arbeide og Strabatz, Spitzen haver". Den vedtagne Forandring viste jo imidlertid bedst, at Spirets Istandsættelse i dets oprindelige Skikkelse var "impraktikable", hvorfor det var indlysende, at han Intet havde at betale. Svaret herpaa var, at Generalfiskal Sonne i Septb. 1755 fik Befaling til at anlægge Sag mod Høvinghoff, men først 10 Aar efter, den 17de Oktober 1765, faldt Høiesteretsdommen, der gik Høvinghoff imod. Christian den Syvende skjænkede da Pengene til Frue Kirke.

Kirken havde sex Klokker (smlgn. II 664), hvoraf de to hang i Rytterspiret, de fire i Taarnet. Af disse sidste revnede de tre og bleve ubrugelige, nemlig Søndags-, Vagt- og Bede- eller Tolvklokken og maatte omstøbes i 1769. Det vides, at Søndagsklokken fik sin Skade den 14de Januar 1749 ved Etatsraadinde Kloumanns Begravelse, da alle Byens Klokker ringede en Time. I Midtgangen hang tre Lysekroner, der alle vare Gaver; den største af dem med 30 Arme skjænkedes i 1752 af Tobaksspindermester Christen Nielsen


146

Tromp, boende paa Vestergade. Da Kirkeværgen, Professor Joh. Chr. Kall daglig blev overløben af Folk, som vilde have lukkede Stole i Kirken, fik denne i 1755 et nyt Sæt Pulpiturer under den kongelige Stol. Naturligvis kunde den største Del af de brændte Epitaphier og Monumenter ikke erstattes, men enkelte bleve dog istandsatte, saaledes det Gyldenløveske i et Kapel paa høire Side af Taarnet og Kort Adelaers paa Choromgangens Nordside.

Ogsaa for de øvrige Kirkers indre Udsmykning blev der gjort Meget. Trinitatis Kirke blev forskjønnet med Malning og Forgyldning, Alterlysestager af Sølv og et Uhr, Altsammen for et af Brygger Jens Larsen Gries skjænket Legat, og i Helligaandskirken lod Frederik den Femte det gamle Alter fra Slotskirken smykke med to fritstaaende Piller og "fire rare og kostbare Billeder, alle af den fineste Marmo Statuario paa det Netteste udarbeidede". Magistraten, som var Kirkens Patron, bekostede de ydre Stenportaler istandsatte og lod fire smukke Billeder i Legemsstørrelse, forestillende: Gudsfrygt, Tro, Seir og Opstandelse sætte paa Chorets Balustrade. Kirken havde fire Lysekroner og fire gode Klokker, der kaldtes: Store-, Sogne-, Chor- og Liden-Klokken. Endelig kan anføres, at Holmens Kirke i 1752-53 fik nye Pulpiturer og nye Vinduer, og at alt Træværket blev perlemalet. Ved denne Leilighed fjernedes de gamle erobrede Faner og Standarter, som hang i Choret under Hvælvingen; de hindrede nemlig Tilhørerne i de øverste Pulpiturer i at se Præsten. En stor Lysekrone, der hang i Krydset, mistede af samme Grund alle sine Arme, skjøndt den havde følgende Indskrift: "Hvo, som forringer eller forandrer denne Æresskjænk, skal svare det for Guds strenge Dom. Anno 1657".

Den pietistiske Bevægelse, som i Christian den Sjettes Tid havde havt Herredømmet i det kirkelige Liv, havde udspilt sin Rolle ved Frederik den Femtes Thronbestigelse. Den havde givet sig Udslag i gudelige Forsamlinger af de "Vakte", separatistiske Bevægelser, Sværmeri, der kunde antage uhyggelige Former, Stridigheder og Hykleri, men den havde ogsaa givet Stødet til gjennemgribende Reformer som Indførelsen af Konfirmationen og Dannelsen af Generalkirkeinspektionskollegiet. Omslaget, der indtraadte efter Chr. VI.s Død, var kjendeligt, men naturligvis kunde den pietistiske Lære derfor ikke udryddes; den fortsatte sit Liv i Stilhed i mange Kredse og kom af og til frem paa Overfladen. Der var endnu mange


147

Sværmere i Kbhvn., som gjorde sig offentligt bemærkede, navnlig blandt Kvindekjønnet. I 1760 nægtede saaledes et Fruentimmer at aflægge Ed, fordi det stred mod hendes Religion, om hvilken det siges, at den var "en Blanding af Fanaticismo, Enthousiasmo og Socianismo". Hun blev indsat i Børnehuset i et Kammer for sig selv, men skulde ikke tvinges til at besøge Kirken, fordi hun havde Afsky for Præsterne; derimod fik Børnehusets Kasserer Befaling til at besøge hende engang imellem og søge at omvende hende fra hendes vrange Meninger. I 1765 optraadte tre Kvinder, en Sergeants Enke, en Arbejdsmands Hustru og dennes Datter og holdt offentlige Taler i Silkegade om Christi Komme, hvilket foranledigede store Opløb. En Søndag mødte den ene af dem i Frue-, den anden i Trinitatis Kirke og beskyldte med høi Røst Præsten for, at han ikke forkyndte Guds Ord rettelig, hvorpaa de alle Tre holdt Taler paa Kjøbmagergade, indtil de bleve arresterede. De foregav alle, at de havde talt "af Aandernes Drift", men der blev ogsaa taget lempeligt paa dem. Skarpere blev der gaaet frem mod en Mand, Matthias Wiltz, der - som det siges - "havde indladt sig i Ægteskab uden foregaaende Trolovelse eller Bryllup". Politimester Torm havde foreholdt ham, at han skulde lade sig kopulere, men han afslog det, fordi det intetsteds var paabudt i Guds Ord. Da han heller ikke vilde reise til Altona eller Fredericia, der var et Slags Fristeder for alle Sekterere, blev han dømt til at rømme Kongens Riger og Lande. Christian den Sjettes Advarsel mod at reise til Hernhut for at undervises i Christendom, blev ikke blot gjentagen, men det blev strengt forbudet at forskrive Skolemestre fra den Hernhutiske Menighed til Børns Undervisning. Mod Forsøg paa at gjøre katholske Proselyter var man ligesom før meget aarvaagen; navnlig taalte man ikke, at Børn af blandede Ægteskaber bleve forførte. Snart bleve Børnene uden videre tagne fra Forældrene og indsatte i Vaisenhuset eller Opfostringshuset, snart gjorde man dem arveløse, naar de holdt fast ved den papistiske Tro, eller man forbød Børn, der af katholske Fædre vare udsendte af Landet, at komme tilbage igjen. Det hørte dog ikke til Sjældenhederne, at slige drakoniske Befalinger bleve annullerede, naar de Paagjældende ansøgte derom. Det bør fremhæves, at Frederik den Femte gav Katholikerne fri Religionsøvelse paa de dansk-vestindiske Øer, saaledes at de maatte bygge saamange Kirker og indføre saa mange Præster, de fandt


148

fornødent (dog Jesuiter undtagne), ligesom han paa flere Maader stillede sig velvilligt til den katholske Menighed i Kbhvn. Det blev nu ikke længere bestemt forlangt, at den romersk-keiserlige Minister skulde bo i den samme Gaard, der rummede det katholske Kapel, og da to Personer i 1757 havde vist en uanstændig Opførsel i Kapellet, maatte de gjøre formelig Afbigt og dømtes til Fæstningsarbeide, for hvilken de kun befriedes ved den keiserlige Gesandts Forbøn. Hvad Befolkningen angaar, forlyder der Intet om, at den nærede Uvilie mod Papisterne; derimod saa den skjævt til de Reformerte, fordi disses store Privilegier (Frihed for Indkvartering, Grundskat og Byens Bestillinger) forøgede de øvrige Indbyggeres Byrder.

Ogsaa paa andre Omraader viste den nye Tid sig. Det var Hensyn til den offentlige Mening, at Froprædiken i Helligaandskirken, som pleiede at begynde Kl. 6 1/4 om Morgenen, blev henlagt til Kl. 7 3/4 i Fasten, "eftersom Kulden da pleier at være strengest, og Folk krympe sig ved at gaa ud i den", og at Højmessen, som hidtil havde været Kl. 8 i alle Hovedstadens Kirker, i 1760 blev fastsat til Kl. 9. I 1748 bleve alle Rangspersoners Fruer fritagne for den saakaldte Kirkegang efter Barsel; sex Aar efter reistes det samme Krav "af mange kgl. Betjentere, Proprietairer og Borgere for deres Hustruer". Det blev da bestemt, at alle Barselkoner uden Undtagelse maatte være befriede for at introduceres af Præsten, hvis de selv ønskede det, thi - siger Generalkirkeinspektionskollegiet - "denne gamle Skik sker saagodtsom udenfor Kirken i Vaabenhuset, hvor den allerstærkeste Træk og utaaleligste Kulde er, paa en Tid, da Kirkegangskonen er mest ømfindtlig og skrøbelig". Præsten skulde dog henvende en kort Formaning og Ønske over Barselkonen og have sit Offer. En Forret, som i 1754 tilstedes Folk, "der vare anseeligere end den gemene Hob", nemlig at de ikke skulde straffes, fordi de havde afholdt sig fra Alterens Sakramente, maatte tre Aar senere udvides til at gjælde Alle. Vigtige Følger fik det, at Generalprokureur Stampe tog Ordet for en Formildelse af Straffen for letfærdige Kvinder og især udtalte sig skarpt mod "den alleryderste Haardhed", med hvilken Leiermaalsbøderne bleve inddrevne. De Militaires Fritagelse for Kirkens Disciplin og Bøder for første Gang begaaet Leiermaal (der var indført af Chr. VI) blev ikke blot bibeholdt, men udvidet til ogsaa at gjælde for Matroser,


149

og det varede ikke længe, før en lempeligere Fremgangsmaade overfor dette Slags Forseelser blev almindelig. Mange Kvinder, der havde begaaet Leiermaal for tredie Gang og vare blevne inddømte i Tugthuset, fik Straffen betydelig formildet, navnlig naar de havde spæde Børn at forsørge, og løsagtige Fruentimmer, der vare dømte til at piskes til Kagen og arbeide i Børnehuset paa Livstid, slap med Vand og Brød eller bleve efter Omstændighederne helt pardonnerede. Saaledes gik det f. Ex. en Pige fra Amager i 1748, da hun "væmodeligen havde bønfaldt om at maatte beholde det Lidet af Æren, hun endnu kunde have tilovers". Det skyldes Biskop Harboe og Generalprokureur Stampe, at den betydningsfulde og retfærdige Forordning af 14de Oktober 1763 udkom, hvori det fastsættes, at Faderen til et uægte Barn lige med Moderen skal bære Omsorg for dets Opdragelse og efter sin Formue erlægge idetmindste Halvdelen af de Omkostninger, som dets nødtørftige Underhold udfordrer, indtil det er 10 Aar gammelt.

Først i 1760 begyndte man i Kbhvn. at faa Øinene op for Nødvendigheden af at indrette Kirkegaarde udenfor Portene, utvivlsomt paavirket af sanitaire Hensyn. Foruden Urtegaardene omkring Kirkerne fandtes der ikke mindre end otte Kirkegaarde indenfor Voldene, spredte over hele Byen, nemlig Vor Frue Kirkes Assistents Kirkegaard i Store Fiolstræde ("Linden"), Nikolai Kirkes Assistents Kirkegaard mellem Store Kongensgade og Borgergade ("Landgreven"), Trinitatis Fattiges Kirkegaard mellem Gothersgade og Aabenraa, Helliggeistes Fattiges Kirkegaard i Gammelmønt ("Vismar"), St. Petri Fattiges Kirkegaard i Larsleistræde (henimod Volden og Teglgaardsstræde), Vartous og Vaisenhusets fælles Kirkegaard paa Halmtorvet, Vor Frelsers Fattiges Kirkegaard i S. Annagade og endelig i ringe Afstand fra denne, yderst paa venstre Haand i samme Gade: Børnehusets Kirkegaard. Naar de to sidstnævnte undtages, vare alle disse Begravelsespladser overfyldte og laa forstørstedelen indeklemte mellem Privathuse og Haver.

Det var Magistraten, som i 1757 tog Initiativet til en Forandring, og Regjeringen gik ufortøvet ind paa Tanken om at afløse de førstnævnte sex Kirkegaarde med en ny stor Begravelsesplads udenfor Byen. Man havde en Tidlang isinde at anlægge Kirkegaarden mellem Søerne og Volden ved Farimagsveien, men bestemte sig dog snart for dens nuværende Plads paa en Staden tilhørende


150

Fælled, hvoraf et Areal havde været udleiet til Tobaksplantage o. lgn. Staden skjænkede Pladsen, ca. 39000 Kvadratalen, og sørgede for Indhegningen, men fik til Gjengjæld Vor Frues og Trinitatis gamle Assistentskirkegaarde. Vedligeholdelsen paahvilede derimod Kirkerne. Fra Universitetets Side reistes nogen Modstand, da man frygtede for, at Regentsianerne nu vilde miste en aarlig Indtægt af 300 Rdlr., som Laugene og andre Ligsocieteter fra 1747 havde maattet udrede til dem i Erstatning for deres Indgreb i Studenternes Ligbærerret. Professorerne gjorde gjældende, at Veien til den nye Kirkegaard var for lang og vilde medføre altfor stor Tidsspilde; paa den anden Side kunde Studenterne neppe beholde Pengene uden at bære Ligene. Hertil kom, at Assistentskirkegaardene indenfor Voldene ikke kunde undværes i Krigstid, thi hvor skulde man føre Ligene hen, hvis Kjøbenhavn, hvad Gud forbyde, blev beleiret? Disse Indvendinger bleve dog lykkeligt overvundne, da Kongen resolverede, at Jordpaakastelsen maatte besørges i det Hus, hvor Liget stod, hvorefter Studenterne skulde bære Kisten ned paa Ligvognen. Fra Vognen til Graven skulde Kisten derimod bæres af særlige Ligdragere, der antoges af Magistraten.

Autoriteternes Stemning var i det Hele gunstig for den nye Kirkegaard, men de vare alle enige om, at det vilde falde vanskeligt at faa Indbyggerne til at benytte den. Magistraten indledede Forhandlinger med Garnisonskirkens Patron, Generalmajor Hauch og Kirkeværgerne ved Bremerholms Menighed (hvilke Kirker iforveien havde Assistentskirkegaarde udenfor Byen) og vilde bevæge dem til at forhøie deres Begravelsestaxter og til at give Afkald paa deres Ret til at modtage "Alle og Enhver endog udenfor Menigheden, som forlange der at blive begravede". Herpaa vilde de Paagjældende dog ikke indlade sig, men det er betegnende, at de tog Ordet for alle indenbys Kirkegaardes Afskaffelse. "Mig synes ellers - skriver Hauch - at det var bedre, om alle Kirkegaarde her i Staden bleve ophævede, thi før dette sker, vil Ingen lade sine Døde begrave uden Portene, da Ingen vil være slettere end den anden", og paa Holmens Kirkes Vegne erklærede Værgerne, at de vare fuldkommen villige til at give Afkald paa alle Begravelser i Byen og den hermed forbundne Indtægt for Kirken og Skolen, naar det blot "med alle Kirker paa engang blev vedtagen". En saa gjennemgribende Reform vovede man imidlertid ikke at gjennemføre.


151

I September 1760 laa Assistentskirkegaarden paa Nørrebro færdig, beplantet og indhegnet med Mur, ikke blot i sin Omkreds, men ogsaa for hver af de sex Afdelingers Vedkommende. Forholdet til Garnisons og Holmens Kirfce blev ordnet ved et Reskript af 26de Septbr., ifølge hvilket de sidste ikke maatte modtage Lig fra andre Sogne, medmindre Vedkommende tidligere havde havt Begravelser der, og samtidig blev Begravelsestiden for den nye Kirkegaards Vedkommende paa Grund af Veiens Længde forøget med 2 Timer, indtil Kl. 2 om Eftermiddagen. Den 6te Novbr. 1760 indviedes Assistentskirkegaarden af Stiftsprovst og Sognepræst ved Vor Frue Kirke, Mag. Henrik Bützow. Skjøndt Prisen for Jorden herude var lav, nemlig 8 Mark for et fuldvoxent Lig, medens den paa Urtegaardene i Byen var 40 Mark og inde i Kirkerne endog mellem 20 og 45 Rdlr., vilde Borgerne, som man ganske rigtigt havde forudseet, ikke benytte sig heraf. Af "utidig Ambition" ansaa de det for en Skam, ja for vanærende at begraves her, og det nyttede ikke, at Kongen befalede, at "Urtegaarde (Begravelsespladserne omkring Kirkerne) og andre Kirkegaarde skulde anses uden Forskjel og alle kaldes ved det Navn Kirkegaard" - Menigmand holdt fast ved den Tro, at Jorden ved Kirkerne var den hæderligste og helligste. Assistentskirkegaarden blev derfor i en lang Aarrække kun benyttet af Fattigfolk, og i "Danske Atlas" kaldes den betegnende nok: "De Fattiges Kirkegaard". Etatsraad Augustin, som døde i 1785, var den første Standsperson, som efter eget Ønske kom til at hvile her, hvorfor han ogsaa prises i høie Toner af Rasmus Nyerup.

Alle de gamle Assistentskirkegaarde indenfor Voldene (med Undtagelse af, Vartous og Vaisenhusets Fælleskirkegaard, der blev udlagt til et nyt Torv: Halmtorvet), bleve bortsolgte i 1762, og Kjøberne betalte Grundene kort efter, undtagen et lille Stykke af "Linden" i Store Fiolstræde, som først i 1774 føres til Indtægt i Stadens Regnskaber. Kjøbenhavn havde nu 4 Kirkegaarde udenfor Byen, nemlig Holmens- eller Skibskirkegaarden (indviet den 16de Aug. 1666), Jødernes paa Nørrebro (fra 1694), Garnisonskirkegaarden (fra 1711), og endelig Assistents-Kirkegaarden paa Nørrebro.

De Forsøg, man i Christian den Sjettes Tid havde gjort for at faa Bugt med Tiggere og Løsgjængere og overhovedet sætte Fattigvæsenet paa en bedre Fod end hidtil (smlgn. II, 737), gjenoptoges med Kraft under Frederik den Femte. Tilstanden var i Virke-


152

ligheden ogsaa høist utilfredsstillende; Byen var oversvømmet af Løsgjængere og Tiggere af begge Kjøn, Tyverier hørte til Dagens Orden, og hvad der var endnu værre: Fattigvæsenet, der hovedsagelig levede af Lotterier og den saakaldte Kvartalsalmisse, formaaede ikke at sørge for sine Lemmer, da de Fattiges Antal voxede, medens Indtægterne aftog. I Oktober 1750 indgav Direkteurerne en Forestilling til Kongen, hvori de oplyste, at der det foregaaende Aar havde været 2500 "Lemmer ved Silkehuset", men kun 345 Rdlr. i Kassen, saaledes at de havde maattet laane 2000 Rdlr. uden nogen Udsigt til at kunne tilbagebetale dem. De ønskede nu, at Kongen skulde betale denne Gjæld og fremdeles give 2000 Rdlr. om Aaret, at Laugene i Kongens høie Navn paa det Alvorligste skulde tilholdes at tegne sig for en klækkelig Sum, at det danske og franske Theater skulde spille en Gang om Ugen til Fordel for de Fattige, at Jøderne skulde svare Fattigvæsenet mere end hidtil, at Fattigafgiften ved Salg af faste Eiendomme skulde forhøies, at der skulde udmøntes Smaamønt saasom Toskillinger, Enestestillinger og Halvskillinger, for at der dog kunde komme Noget ind i Kirketavlerne, og endelig at Standspersoner skulde tegne sig i Kollektbogen for de Fattige, inden den forelagdes Kongen, "efterdi Vedkommende forhaabentlig da vilde undse sig ved at være saa lidet gavmild". De fleste af disse Forslag bleve imidlertid forkastede eller deres Besvarelse udsat, saa at Fattigdirektionen maatte være betænkt paa andre Udveie.

I Marts 1760 havde den endelig udklækket en ny og storartet Plan. Istedetfor som hidtil at uddele en Skjærv til nødtørftigt Underhold for Almisselemmerne (fra 12-32 Skilling om Ugen), skulde Pengehjælpen nu bortfalde, og de mest trængende Fattige samles i et Hus eller Hospital. Her skulde opføres en mægtig Bygning med 250 Alens Façade, tre Etager høi, med Kirke i Midten og med Bolig for Økonomen i Kjælderen. Der skulde være 936 Senge ialt, og da dette Antal ikke var tilstrækkeligt for alle Fattige, burde de Friske og Arbeidsdygtige henvises til Fabriker, Haandværk eller til Børnehuset, hvor de kunde arbeide adskilte fra Delinkventerne, ligesom allerede den kongelige Mondurfabriks (Guldhusets) Fri-Vævere og Spindere gjorde, uden at gjøre sig nogen Betænkning derved. Fattigdirektionen indleverede endog en Tegning til og et Overslag over Bygningen, der vilde koste 24057 Rdlr., anviste, hvorledes Pengene kunde tilvejebringes og lovede sig meget af sit Projekt.


153

Almisselemmernes Antal vilde nemlig ikke blot indskrænkes mægtigt, men de Fattige vilde blive bedre forsørgede, og "Publikum mere satisficeres ved at se dets Gavers værdige Anvendelse for Øine, hvilket muligvis vilde bevæge det til større Gavmildhed. Thi det er ei at paatvivle, at et Syn af saa mange værdige Fattige paa et Sted samlede og saa vel med det Nødvendige forsynede, vil blive af en rørende Virkning hos Publikum".

Planen stødte imidlertid paa ubetinget Modstand hos de kommunale Autoriteter, baade hos Magistraten og de 32 Mænd. De nye Fattigafgifter, der vare blevne foreslaaede for at skaffe Pengene, nemlig af Hyrevogne, Rideheste, Vognheste og Selveiervogne, endvidere ved Blokke i Kirkerne og tvungent Bidrag af Konfirmander, ved en Kjendelse af borgerlig Næring og endelig ved Portskillingens Forhøielse, bleve Punkt for Punkt imødegaaede af de 32 Mænd, som mente, at Betlernes Antal vilde blive forøget paa denne Maade istedetfor at blive formindsket. Det ser ud til, at Borgerne vare særlig forbittrede ved Tanken om Portskillingens Forhøielse, og at de 32 Mænd greb Leiligheden til at sige deres Hjertens Mening om den forhadte Afgift. "Om en eller anden af Borgerstanden - hedder det - som Aaret igiennem arbeider og maa beobagte sin liden Næring eller Haandtering, én eller to Gange om Sommeren for at fornøie Hustru og Børn samt for sig selv søge en Rekreation for Sindet, maa tage en Vogn for at kjøre, som man kalder det: i Skoven eller det Grønne, er Vognleien for saadan liden Fornøielse kostbar nok uden at forhøie Portpengene. Og da det nu er bekjendt, at ethvert Menneske fra den Høieste til den Ringeste inclinerer for en sømmelig Sinds Fornøielse og Forandring, og Mange, som gjerne blev ved Hus og Hjem om Natten, imod deres Villie maa reise ud før Søn- og Helligdage, af Aarsag det er dem forment om Helligdage at komme ud, førend Aftensang er endt", formene de 32 Mænd, at det vilde være mere "convenabel" at lade Folk komme ud og ind om Søndagene for den sædvanlige Skilling end at forhøie Afgiften. Tilsidst bemærke de, at Byen meget vel kunde underholde sine egne Fattige, men da et stort Antal uophørlig strømmer til fra Danmark, Norge og Sverig, og da Sø- og Landetatens Fattige, for ikke at tale om de mange løse Fruentimmer, uophørlig forøge Antallet af Børn, overstiger Opgaven langt Indvaanernes Kræfter.


154

Som alt berørt, var Magistraten i Et og Alt enig med det Anførte, men fandt dog baade nye Argumenter at fremføre og andre Udveie at foreslaa. Den fremhævede med Rette, at naar man anlagde Pengene i store Bygninger, maatte de Fattige savne dem, og den fandt det "ugjørligt og utaaleligt at forandre Kjærligheds- og Almissegaver til aarlig Skat". Indbyggerne havde nok at betale iforveien, og det var allerede nu vanskeligt at faa de bestaaende Skatter inddrevne uden Exekution. De Fattige kunde selv tjene Noget til Hjælp, naar Konventhuset vilde anskaffe et Oplag af Uld, Hør og Blaar til Spinding og udlevere det til Lemmerne uden Pant eller Kaution, endvidere burde Provindserne bidrage til Accouchementshuset og Børnehuset; man kunde uden Fare lægge en større Afgift paa Kjøb og Salg af faste Eiendomme og Løsøre, paa det asiatiske Kompagnies Auktioner m. m.

Meningerne vare saa delte og Uenigheden saa stor, at der blev nedsat en Kommission for at tage Spørgsmaalet under Overveielse. Den kom til at bestaa af Præses og Direkteurer for de Fattiges Væsen samt to af Kbhvns. Magistrat. Efter langvarige Overveielser kom man til det Resultat, at et overordentligt Tilskud af 9000 Rdlr. var nødvendigt, en Sum, der bedst kunde skaffes tilveie ved en Forhøielse af Stempelpapirsafgiften og et Bidrag paa 2000 Rdlr. af Slavekassens Tavlepenge. Dette Forslag fandt imidlertid ikke Bifald, hvorfor Kommissionen indstillede, om Konsumptionen ikke kunde forhøies med det angivne Beløb. Herimod udtalte Rentekamret sig bestemt, "fordi Kjøbenhavn allerede var det dyreste Sted i Landet", og anbefalede i Stedet at ligne den nye Skat paa Byens Grundeiendomme. Kommissionen indvendte ufortøvet, at en ny Skat vilde vække Uvillie, at alle Eiendomspriser vare i stadig Nedgang og at Byrden ikke udelukkende burde bæres af Staden, da mange Fattige hørte hjemme paa Landet, hvortil kom, at Grundeierne foruden deres Andel af Told og Konsumption maatte udrede over 70,000 Rdlr. om Aaret i Indkvarteringspenge, Lygte- og Sprøiteskat, Renovationsskat, Vægter- og Vandpenge. Der blev dog ikke taget Hensyn til denne Indsigelse; thi den 10de April 1762 befalede Kongen, at en Fattigskat af 9000 Rdlr. skulde fordeles paa Grundtaxten i Kbhvn., uden Forskjel paa publike og private Bygninger, de kongelige Slotte ikke engang undtagne. Kun visse af Søetatens Grunde, nemlig Gammel- og Nyholm, Christiansholm og Langø, Nyboder,


155

Søetatens Laboratorium og Nyboders Materialgaard bleve befriede for den nye Skat, hvis Beløb fordeltes saaledes, at Konventhuset fik den mindste Sum: 1500 Rdlr.; Børnehuset 2500 Rdlr. og Stiftelsen for svangre Fruentimmer i Frederiks Hospital 5000 Rdlr. Den nye Ordning var et definitivt Brud med det ældgamle Princip, at Fattigforsørgelsen skulde have Frivillighedens Præg og underholdes af milde Gaver.

Politimester Erik Torm havde været Medlem af Kommissionen, men havde ellers Intet med Fattigvæsenets Sager at bestille, thi "da han var til Aars, havde han altid trykt sig for denne Forretning". Da han den 8de Septbr. 1761 afstod Politimesterembedet til sin Svigersøn, den begavede satiriske Digter, Frederik Horn, blev denne derimod Kommitteret ved det Fattiges Væsen i Kbhvn. sammen med en anden Magistratsperson, en af Stadens Sognepræster og to af de 32 Mænd. Man mente nemlig, at Politimesteren kunde udrette Meget mod Tiggeriet og paa mange andre Maader fremme Værket. Der blev ogsaa gjort forskjellige energiske Skridt for at standse Betlernes stigende Tal, navnlig ved en Tyendelov af 28de Novbr. 1755, men uden synderligt Held. Da det i 1762 viste sig overmaade vanskeligt at skaffe den fornødne Arbeidskraft til Ulden- og Klædemanufakturerne i Kbhvn., anholdt man de paa Gaderne omløbende Løsgjængere og anbragte dem i Fabrikerne, men alligevel fik man ikke Bugt med Ondet, eftersom de Fattiges Fogder endnu i 1765 kunde opbringe 486 Betlere. Fattigvæsenets Indtægter, der yderligere forøgedes ved et Tilskud af Klasselotteriet (se nedenfor), viste sig desuden hurtigt at være utilstrækkelige. Umiddelbart efter Reskriptet af 1762 blev der afholdt en "Generalmønstring" over Konventhusets Almisselemmer, hvorefter Direktionen tilskrev de Kommitterede, at de ugentlige Udgifter ikke maatte overstige 350 Rdlr. Denne Sum slog dog ikke til, men maatte forhøies til 400 Rdlr. om Ugen, og faa Aar efter erklærede de Kommitterede, at de umuligt kunde nøies hermed. Følgen blev Konflikter og Stridigheder mellem den overordnede Myndighed og Konventhuskommissionen. Hvad Fattigforstanderne angaar, der hidtil vare blevne valgte af Magistraten, blev der i 1748 truffet den Forandring, at de skulde vælges af de Kommitterede og approberes af Magistraten, thi det havde vist sig, at man ofte fik Folk, der hverken kunde læse eller skrive, hvormed Fattigvæsenet ikke kunde være tjent. Aaret


156

efter blev Oldermanden for Fattigforstanderne afskaffet, og hans Forretninger (at indkræve Renterne af de Fattiges Kapitaler, Husleien af deres Eiendomme m. m.) overdragne til Inspekteuren og Bogholderen ved Konventhuset. Disse to Embedsmænd boede i de Kommitteredes Forsamlingshus paa Hjørnet af Silkegade og Pilestræde, hvor Fattigvæsenets Archiv ogsaa opbevaredes.

En ny Institution, der havde en selvstændig Stilling (thi først i 1799 kom den ind under Fattigvæsenet), var Opfostringshuset, en Mellemting mellem en Opdragelsesanstalt, en Skole og et Fattighus. I Marts 1753 udgik der Ordre til Johan Hartvig Ernst, Greve af Bernstorff som Præses at træde sammen med fem Personer af den høiere Borgerstand for at overlægge, hvorledes "et nyt Etablissement kunde befordres, hvorved 200 Drengebørn kunde opdrages og oplæres til Manufakturer og Søfarten". Det var et strengt Opdragelsessystem, man havde anlagt; "Drengene - hedder det nemlig - skulle underholdes paa det Tarveligste, men dog med det Udfordrende til deres Sundheds Konservation; de skulle have Bondeføde, Klæder og Husgeraad, saa ringe og saa haardt, som Sundheden vil taale, og opfødes og opdrages saaledes ved haardt Arbeide, at de maa anse enhver Emploi og Kondition, som dem siden forekommer og tilbydes, for en Forbedring i deres Vilkaar". De skulde være saa gamle, at de kunde undvære kvindelig Opvartning, og maatte kun optages med Forældres eller Værgers Samtykke. Om deres Undervisning hedder det, at de skulle lære Religion, Læsning og Skrivning "tilstrækkelig" og Regning "lidet til Fornødenhed", men ellers "ingen anden Videnskab, hvad Navn den end har, og under hvad Prætext det end kan være, langt mindre udi nogen Kunst eller Profession oplæres" undtagen i Spinden af Linned og Uldent, Strikning og Vævning og andet i Fabriker forefaldende Arbeide. Naar Drengene vare 12-15 Aar gamle, skulde de "efter egen Tilbøjelighed og befindende Bekvemhed" overlades til Fabrikanter, Handlende eller Søfarende mod en Kjendelse af 50 Rdlr. til Anstalten, og derpaa tjene til deres 24de Aar uden anden Løn end Kost og Klæder. Senere havde de fuldkommen Frihed til at søge deres Næring og Ophold, hvor de vilde, og betinge sig den Løn, de kunde faa, "alene at de til Taknemmelighed for den fra deres spæde Ungdom nydte Underholdning, Opdragelse og Forsorg" ikke maatte begive sig til fremmede Lande. Endelig skulde Huset, "der havde lagt Grunden til deres Velfærd",


157

arve Halvdelen af deres erhvervede Formue, hvis de døde barnløse. Disse Bestemmelser bleve naturligvis efterhaanden forandrede.

Direktionen, der søgte at finde et passende Sted for An-

Opfostringshuset paa Christianshavn, det senere Søkvæsthus

Opfostringshuset paa Christianshavn, det senere Søkvæsthus. Efter samt. Billede.

stalten, havde først Opmærksomheden henvendt paa den tidt omtalte Saltværksbygning bag Frederikskirken, men da Ombygningen vilde kræve betydelige Summer, og det gamle Bindingsværkshus


158

desuden laa indknebet mellem Kirken og Laboratoriebygningerne paa den anden Side, opgaves denne Plan, Derimod mente Direkteurerne, at en ubebygt Plads yderst ude i Overgaden oven Vandet kunde bruges, og denne blev da skjænket af Kongen, skjøndt der stadig foregik Opfyldning i dens umiddelbare Nærhed, og Natterenovationspladsen ikke var langt borte. Opfostringshuset blev en stor og stadselig grundmuret Bygning, da det faa Aar efter toges i Brug, men Stedet var usundt, og Børnene led derunder. Stiftelsens Læge, Jensenius anmoder i 1756 Direktionen om at indskrænke den megen Saltmad i Bespisningsreglementet, "siden Stedets Situation noksom disponerer til skorbutiske Tilfælde og Udslet", og en anden Samtidig fortæller, at Luften var usund og giftig i Værelserne, saaledes at Børnene havde et blegt og sygeligt Udseende.

De nødvendige Pengemidler skaffedes tilveie ved en Subskription i Danmark og Hertugdømmerne, men Norge blev ikke "besværet", skjøndt norske Børn ogsaa bleve optagne i Stiftelsen. Kollekten indbragte ialt over 34,000 Rdlr., hvoraf Kongen gav 12,000, Dronning Juliane Marie 1000, Grev Bernstorff 4000, hvorhos mange Rigmænd gav 300 Rdlr., fordi Fundatsen hjemlede Enhver, der bidrog en saadan Sum, Ret til at indlægge en Dreng. Derimod kom der kun Smaasummer ind fra Kjøbenhavns Indbyggere, som iforveien var overlæssede med Kollekter, ja det siges, at hele Laug kun gav 4 à 5 Rdlr. Den største og vigtigste Indtægt kom dog paa anden Maade. Opfostringshuset fik nemlig Privilegium paa at foranstalte 20 Lotterier, mod at afstaae 3000 Rdlr. om Aaret til Fattigvæsenet, og da de elleve Lotterier i 1764 vare trukne, fik det atter bevilget 10 Lotterier (altsaa til 1783) mod at betale Generalkrigsdirektoriet 50,000 Rdlr. (der anvendtes til det senere "Christians Pleiehus") og Fattigvæsenet 70,000 Rdlr. i det Hele. Dette er Oprindelsen til Klasselotteriet, hvilket iøvrigt allerede den 7de Oktober 1771 blev frataget Opfostringshuset og henlagt under det tydske Kammer. Efter Struensees Fald gaves det dog atter tilbage til Stiftelsen for et kort Tidsrum, indtil der blev truffet en fuldstændig Omordning af Lotterierne. Inspekteur ved Klasselotteriet blev den bekjendte Fabrikant og Handelsmand, Jonas Baltzersen Collin.

Bygningen var endnu ikke paabegyndt. da Fundatsen blev offentliggjort den 29de Juni 1753, men der blev kort efter taget fat paa den med Kraft. Den skjænkede Grund paa Christianshavn ud-


159

videdes ved Kjøbet af nogle tilstødende gamle Bygninger, der tilhørte Overbygmester Kriegers fraskilte Hustru; 'Materialier indførtes told- og accisefrit, de ret betydelige Piloteringsarbeider bleve fuldførte, og allerede i Oktober 1754 var Opfostringshuset færdigt, saa at det kunde begynde sin Virksomhed. Tilstrømningen var stor; fra alle Dele af Landet, endogsaa fra Island, optoges Drengebørn, ja en 16aarig Negerdreng, Jackie, fra St. Croix blev indtagen, fordi det var "en extraordinair Kasus", og man vilde oplære ham i Christendommen og Gartnerkunsten, hvortil han havde Lyst. I Sommeren 1758 havde man 142 Expektanter, og skjøndt det normerede Antal af Drenge, to Aar senere, fra 200 blev udvidet til 225, kunde man ikke tilfredsstille Begjæret. Drengene lærte at plukke Uld, karte, spinde, haspe og spole; naar de blev ældre, vævede de uldne Varer og Vadmel; derimod kom den i Fundatsen paabudte Strikning for det Første ikke i Gang. Nogle Haandværksmestre vare ansatte ved Stiftelsen som Lærere, den boglige Undervisning besørgedes af Informatorer, en Spisemester tilberedte Maden, over hvilken der hyppigt førtes Klage, og en Gartner, der havde leiet Havepladsen for en billig Afgift, lærte Drengene at saa og plante, oculere og tegne. Efterhaanden som Tiden gik, faldt det vanskeligt at faa Børnene anbragte, og allerede i 1758 maatte man ophæve den i Fundatsen paabudte Afgift af 50 Rdlr. for hver Dreng, der begjæredes af Fabrikanter og Søfarende. Opfostringshusets første Forstander hed Knud Broust; over ham stod Direktionen. Da et af dennes Medlemmer, Etatsraad Wewer, var død, afløstes han i 1759 af daværende Hofagent Niels Ryberg, som strax iværksatte en betydningsfuld Forandring. Han forestillede nemlig sine Kolleger, at hvis der skulde blive noget Dygtigt ud af de Drenge, der gik til Søs, maatte de lære Engelsk, Fransk og Hollandsk, "hvormed de kunne forklare deres Tanker i hvad Verdens Dele de komme", samt Begyndelsesgrundene i Mathematik, for at de senere kunde lære Styrmandsvidenskaben. Direktionen gik ind paa Tanken, og Følgen blev, at der hvert Aar udsøgtes 10 til 16 af de "vittigste" Drenge, som uddannedes paa denne Maade til at fare paa "Frankrig, Spanien, Portugal, den middellandske Sø, Afrika og Amerika, men ingenlunde paa Norge eller her i Østersøen". Opfostringshuset blev med andre Ord en Planteskole for Søfarten; det oprindelige Princip, at Drengene kun maatte oplæres i Haandgjerning, men "ellers i ingen Videnskab", var opgivet.


160

Medens Opfostringshuset saaledes blev en selvstændig Anstalt under en egen Direktion, bleve to nye milde Stiftelser henlagte under Fattigvæsenet, nemlig et Hittebørnshospital og det saakaldte frie Jordemoderhus, som blev Grundvolden til den senere Fødselsstiftelse. De to Indretninger, der saa at sige supplerede hinanden, skyldes en Bestræbelse hos de Styrende for at hindre de hyppige Barnefødsler i Dølgsmaal, Forsøg paa Fosterfordrivelse og spæde Børns Henlæggelse i Forstuer og paa Gader. Hittebørnshospitalet, der indrettedes i 1750 for 24 Børn i Børnehuset paa Chrhvn,, tog sig dog først af Børnene, naar de vare 6 Aar gamle; indtil dette Tidspunkt bleve de nemlig forpleiede af Fattigvæsenet og underviste i de Fattiges Skoler i Læsning. Ude i den nye Stiftelse oplærtes Børnene derefter til Arbeide, men i "en aparte dertil indrettet stor Sal", eftersom de ikke maatte have nogen Kommunikation med Børnehusets egne Børn, ligesom de naturligvis fik en nødtørftig Skoleundervisning. Efter Konfirmationen bleve de udsatte til et Haandværk eller i Tjeneste, eller de overlodes Proprietairerne paa Landet som Besætning paa deres Godser. De mulige Indvendinger mod disse Børns Antagelse til en Profession, bleve imødegaaede ved en Resolution, hvori Kongen tillod og befalede, at de skulde anses som ægte Børn". Til Stiftelsens Underhold blev der henlagt 750 Rdlr. af den norske Postkasse, men da Hittebørnenes Antal hurtigt steg, blev Summen i 1753 fordobblet. Dette forslog dog heller ikke; Fattigdirekteurerne maatte stifte det ene Laan efter det andet, og i 1761 var Hittebørnshospitalet i den uhyre Gjæld af 30,000 Rdlr., som efter Kongens Befaling blev dækket af Statskassen.

Sagen var, at det frie Jordemoderhus bestandig forsynede Hittebørnshospitalet med Børn, der vare forladte af deres Mødre. Man havde nemlig i nogle Smaahuse i Gothersgade under Jordemoder Inger Pedersens Bestyrelse den 1ste Juli 1750 aabnet en lille Fødselsstiftelse, hvor Kvinder, "som enten af Undseelse ikke vilde være deres Besvangrelse bekjendt eller af Uformuenhed ingen Hjælp vidste, maatte lade sig betjene". Man haabede herved "at conservere mange uskyldige Liv, som muligen ellers før, i eller efter Fødselen kunde blive ombragte, og forekomme meget uskyldigt Blods Udgydelse". Jordemoderen var edsvoren og under Straf af Landsforvisning forpligtet til ubrødelig Taushed. Fattige Barselkvinder nød Forpleining af Konventhuskassen, saalænge de opholdt sig i Stiftelsen,


161

og enhver Moder kunde efterlade sit spæde Barn der, som da blev forsørget af Fattigvæsenet og anbragt i den ovenfor omtalte Pleieanstalt i Børnehuset. Det hedder dog, at der skulde følge et vist Tegn med Barnet fra dets Moder, ligesom denne skulde gives et vist Tegn af Konventhusets Bogholder, for at Barnet i Fremtiden kunde identificeres, om det nogensinde blev forlangt.

Tilstrømningen til det frie Jordemoderhus var stor; i de første halvandet Aar blev der født 237 Børn her, af hvilke 128 bleve efterladte af Mødrene. Vel døde 55 af dem, men Pleieanstalten i Børnehuset fik dog saaledes 73 Børn at underholde istedetfor 24. Efterhaanden som Tiden gik, voxede Befolkningen herude i foruroligende Grad; i Decbr. 1753 var der 258 Børn at forsørge, hvorfor Kongen skjænkede Hittebørnshospitalet 2000 Rdlr. af Partikulairkassen; sex Aar efter fik det 7552 Rdlr. af de for Charakterer og Embeder indkomne Penge, men havde dog, som ovenfor anført, i 1761 en Gjæld af 30,000 Rdlr. At Accouchementshuset blev misbrugt, følger af sig selv; fattige Ægtefolk, især Soldat- og Matrosfamilier, benyttede sig af Leiligheden til at blive deres Børn kvit og faa dem gratis opdragede; mange Kvinder indlagde sig der for at skjule deres Feiltrin og undgaa aabenbar Skrifte og Leiermaalsbøder, ja, det skete gjentagne Gange, at "forløste Fruentimmer, som uden vedbørlig Hjælp og paa offentlig Gade om Natten havde entlediget sig deres Foster, bragte det dødt til Stiftelsen" for at undgaa videre Ubehageligheder. Da Antallet af Pleiebørn vedblev at stige, blev det i 1758 bestemt, at Mødrene skulde betale 20 Rdlr. eller tage Børnene med sig, men dette havde til Følge, at Fostermord, Barnefødsel i Dølgsmaal og spæde Børns Henlæggelse paa Gaderne atter tiltog. Det frie Jordemoderhus havde iøvrigt under Inger Pedersens Bestyrelse ikke noget godt Ry paa sig; det hed, at fattige Barselkvinder bleve behandlede grusomt og haardt derinde, og Folkestemningen udtalte sig skarpt mod hele Anstalten. Under disse Omstændigheder ansøgte Fattigdirektionen efter Inger Pedersens Død om Plads paa Frederiks Hospital, hvilket blev tilstaaet i 1759. Den søndre Pavillon til Amaliegade blev, som alt berørt (III S. 102), overladt det frie Jordemoderhus og i 1761 skjænket det medicinske Fakultet til en praktisk Skole for dem, der vilde uddanne sig i Fødselsvidenskaben. Til Professor i dette Fag beskikkedes den be-


162

kjendte ansete Læge, Christian Johan Berger, den senere Livmedikus, som i 1772 blev trukken med i Struensees Fald.

Af de øvrige milde Stiftelser, der sorterede under Fattigvæsenet, var Vartou, som det udtrykkelig hedder "ved Guds Forsyn, endel private Folks Gaver og en god Økonomi i ypperlig Stand", ja, endog i en saa god, at det i 1748 kunde eftergive sine Bønder alle Restancer af Landgilde, hvoraf enkelte vare fra 1677. Et mere slaaende Bevis var det dog, at Stiftelsen, som i 1744 kun havde havt 166 Lemmer, ved Udgangen af 1750 havde over 300, et Tal, som fem Aar efter blev udvidet til 331. Efter Konferentsraad Hans Seidelin og Etatsraad, Borgmester Peder Helt blev der nemlig paa dette Tidspunkt udbetalt Hospitalet henholdsvis 9000 og 8000 Rdlr., og da Bygningerne vare for knebne til nye Senges Oprettelse, benyttede man Leiligheden til at blive den gamle Kirke i Midten af Længen til Vandkunsten kvit, dels fordi den var for lille, dels fordi Sygestuerne vare aabne ud til den (smlgn. II, S. 540), hvilket ikke længere ansaas for anstændigt. For Enden af samme Længe til Løngangsstræde eiede Vartou et Bindingsværkshus, som blev nedrevet, og her blev nu den nye grundmurerede Kirke opført. Grundstenen nedlagdes den 23de April 1754 af den første Fattigdirekteur Grev Berckentin og indviedes af Biskop Hersleb den 11te Juni 1755, "dog ikke med saa stor Ceremoni, som naar en stor Sognekirke indvies." Ved Udvidelsen fik Vartou Plads til 62 nye Senge, men paa Grund af de store Udgifter ved Byggeforetagendet nøiedes man foreløbig med at oprette 31 nye. Tre Aar efter udvidedes Vartou med to tilstødende Gaarde, en i Løngangsstræde og en i Farvergade. I Begyndelsen af Frederik den Femtes Regjering havde Vartou iøvrigt lidt et stort Tab, da Forstanderen Ulrik Frederik Møllers Regnskaber vare i Uorden og det ved Undersøgelsen viste sig, at han skyldte Anstalten 7374 Rdlr. Han blev suspenderet og derefter afskediget, men man hjalp sig ud af Vanskeligheden ved at sælge Forstanderposten til den Høistbydende, en Finantsoperation, der indbragte 4500 Rdlr. Den utro Forstander havde iøvrigt saa varme Talsmænd ved Hoffet, at han - skjøndt Kongen "med megen Mishag havde anset hans Administration" - "af besynderlig kongelig Naade og uden Konsekvents for Andre" fik en aarlig Pension af 200 Rdlr. og hans Enke efter hans Død 100 Rdlr.


163

Børnehuset, der som alt anført i 1762 fik 2500 Rdlr. af den nye Fattigskat, befandt sig i daarlige Omstændigheder. Dets brogede Befolkning af Straffefanger, Tiggere, Tjenestefolk, løsagtige Fruentimmer, Gadedrenge, gjenstridige Læredrenge og Hittebørn, kostede store Summer at underholde, hvortil kom, at det blev nødvendigt at foretage betydelige Byggearbeider. Det viste sig nemlig, at den gamle Bindingsværkslænge, der vendte ud til Kanalen, var saa brøstfældig, at den ikke kunde repareres, og i Juni 1757 blev det derfor bestemt, at en solidere Bygning skulde opføres inde i Gaarden paralel med Hovedbygningen til Torvet, medens den gamle til Kanalen skulde nedrives og en Brandmur opføres i Stedet. To Aar efter var det nye Hus færdigt, men det havde opslugt over 26,000 Rdlr. af Børnehusets Kapitaler, hvortil kom, at der medgik 2000 Rdlr. til Senges og Sengklæders Anskaffelse. Disciplinen i Anstalten var ikke god, skjøndt meget strenge Straffe bleve anvendte, og ikke engang Embedsmændene vare paalidelige. I 1759 blev saaledes Spindemesteren og hans Hustru afskedigede af Fattigdirektionen for deres "skammelige og uanstændige Levemaade", men da de vare gamle og vilde komme i yderste Armod, fik de en aarlig Almisse af 50 Rdlr. Antallet af Børnehusets Syge var bestandig stort; i den nye Bygning blev der dog "føiet gode Anstalter for dem", og efter Professor Bergers Indstilling ansat et skikkeligt Fruentimmer som overordnet Sygepleierske. Det var ofte mærkelige Grunde, der kunde bringe Folk i Børnehuset; Forældre kunde saaledes uden Lov og Dom indsætte deres Børn dér for grov og liderlig Opførsel; ondsindede og uregjerlige Mænd, saavelsom uforligelige, vidtløftige eller vægelsindede Fruentimmer straffedes paa samme Maade. Kvinder, der havde trolovet sig, men bagefter fortrød det og nægtede at indgaa Ægteskab, eller Tyender, der havde været "studsige og onde i deres Tjeneste", bleve uden videre sendte ud i Børnehuset paa nogle Maaneder eller Aar. Det havde dog ikke Meget paa sig, at blive inddømt her paa Livstid, thi var den Paagjældendes Opførsel blot nogenlunde upaaklagelig, var det ikke vanskeligt at opnaa Benaadning. Der findes adskillige Exempler paa, at Kvinder, dømte fra Livet, men benaadede med at arbeide i Børnehuset paa Livstid, bleve løsladte efter faa Aars Forløb, medens andre rigtignok holdtes overordentlig længe for Forseelser, som efter Nutids Begreber vare ringe. Vilde en Mand ægte en kvindelig Fange, løsgaves hun i Regelen strax.


164

Grove Forbrydere sattes undertiden paa fri Fod mod at forlade Riget; saaledes gik det i 1755 en Bager Johan Nievers, der sad i Rasphuset, thi Fattigdirektionen ønskede indstændigt at blive ham kvit, da han var af "et farligt og ildesindet Gemyt." Ved glædelige Begivenheder i Kongehuset løslodes i Regelen ogsaa nogle af Børnehusets Fanger. For at lette Fattigvæsenets Udgifter bleve mange af Børnene i Anstalten udleverede til Proprietairer, der manglede Arbeidskraft paa deres Godser, men dog kun paa visse Betingelser; Vaisenhusbørn og Hittebørn bleve derimod uden videre gjorte til Bønder.

Abel Kathrines Stiftelse hørte ligesom Vartou til de Fattiginstitutioner, der befandt sig i gode Formuesomstændigheder. Stiftelsen var i Christian den Sjettes Tid bleven udvidet med en Etage paa Forhuset til Dronningens Tvergade, og havde i 1761: 21 Lemmer. Samme Aar kjøbtes en hosliggende Haveplads, paa hvilken den tidligere (II S. 287) afbildede lille Kirke blev opbygget. Brøndstrædes Hospital blev i 1747 slaaet sammen med to andre Smaastiftelser: Lille Vartou og Vestrehospital og fik nu Plads til 180 fattige og svage Mennesker, hvoraf det aldeles overveiende Antal var Kvinder. Hvad Pesthuset ved Kallebodstrand angaar, brugtes det ogsaa som Korrektionsanstalt; saaledes blev i 1755 en Præstekone indtaget der, fordi hun var saa forfalden til Drukkenskab, at hun ikke nogen Dag eller Uge var ædru, men det tilføies, at "hvis hun ikke bedrer sig inden et Aars Tid, skal hun i Børnehuset til strængere Ave." Behandlingen det sidstnævnte Sted var altsaa haardere end i Pesthuset (smlgn. II, 540). Sindssyge bleve saagodtsom altid anbragte her i Daarekisterne (hvoraf der i 1765 var 30); dog har man Exempel paa, at en Vanvittig optoges i Vartou, men rigtignok paa den Betingelse, at en ham tilfalden ret betydelig Arv udbetaltes Hospitalet. Pesthuset havde Intetsomhelst i fast Indtægt, og Lemmerne underholdtes derfor af Konventhuskassen saa knapt som muligt. Da den franske Katholik, Kjøbmand Claudi Rosset, Pesthusets store Velgjører, af dyb Medlidenhed med de Ulykkelige, men tillige for at straffe sin eneste Datter, der havde giftet sig mod hans Villie "med en Person ved Navn Vilh. Holthausen", skjænkede Anstalten 1000 Rdlr. om Aaret i 10 Aar og senere hele sin efterladte Formue 31,396 Rdlr., ses det, at Pesthuslemmerne navnlig led Mangel paa Linned og Klæder, saaledes at "de gik uden Skjorter og Særker paa Kroppen", ligesom deres Trøier, Buxer og Sengklæder vare i den ynkeligste


165

Forfatning. To Aar efter Rossets sidste store Fundation af 1ste August 1766 blev Pesthuset flyttet fra den gamle Bygning ved Kallebodstrand til Ladegaarden, som afkjøbtes Landmilitæretaten for 22,100 Rdlr. Kurant.

Paa Ladegaarden, eller som den kaldtes: Krigshospitalets Ladegaard, havde Militairetaten havt Fattighus, Sygehus og Straffeanstalt. Hovedbygningen var en lang et Etages Bygning; Værelserne laa ned i Jorden og vare fugtige og lave, og Soverummene vare saa overfyldte, at der laa 40 Personer i hvert, i Senge i flere Etager ovenover hinanden. I April 1764 foreslog Generalkrigsdirektoriet imidlertid at omdanne Anstalten til et Hjem for faderløse Soldaterbørn, nogle Soldaterenker samt enkelte aftakkede svagelige Militaire, ialt 400 Personer, og Planen blev godkjendt ved en kongelig Resolution af 17de April 1764. Det viste sig imidlertid snart, at Krigshospitalskassen (fremkommen ved de aarlige Afkortninger af Officersgagerne) ikke formaaede at udrede de nødvendige Midler hertil foruden til de tre Garnisonsskoler, det militaire Pleiehus i St. Pederstræde samt til Invalider og Pensioner, hvorfor Generalkrigsdirektoriet fremkom med en ny Plan om at sælge Ladegaarden, Skolerne og Pleiehuset, og samle alle disse Indretninger i en eneste Fællesanstalt: "Frederiks Pleiehus«, som foreløbig skulde optage 160 Invalider, 40 Soldaterenker, 60 forældreløse Drenge samt 40 forældreløse Piger af Soldaterstanden. Begyndelsen til dette Anlæg blev gjort i 1765, en Gaard i Store Kongensgade blev kjøbt af Kommerceraad Daemens til Byggegrund, Tegningerne til den nye Bygning vare allerede approberede, og Foretagendet i god Gang, da Frederik den Femtes Død standsede Værket. Man tænkte først paa at opgive det Hele, men Autoriteterne skiftede Mening, og Anstalten, der nu blev døbt: "Christians Pleiehus", kom i Stand i 1767.

Hvad Krigshospitales Ladegaard var for Landmilitairet, var Søkvæsthuset for Søetaten. Paa Grund af de mange Fattige, det i 1733 fik at forsørge, havde det Vanskelighed ved at tilveiebringe Ligevægt mellem Indtægt og Udgift, og i 1739 foretoges der derfor omfattende Indskrænkninger i Sygepleien, som nu skulde besørges i Kvartererne i Byen for Kvæsthusets Regning, medens Søetatens Fattige bleve indtagne i Bygningen i Kvæsthusgade og beskjæftigede med Værkplukning. Stiftelsen var altsaa nu nærmest et Fattighus, hvilket ingenlunde var tilsigtet ved Fundationen. I 1743 svævede


166

Kvæsthuset i alvorlig Fare, da Rentekamret forlangte, at dets Kapitaler skulde opsiges og indbetales i Kongens Kasse mod 5 p. Ct. Rente. Kommissariatet forestillede, at Kapitalerne ikke kunde faas, da de vare anbragte i Jordegods og Huse, at Indretningen ikke kunde souteneres, hvis man berøvede den de disponible Kapitaler, at Kvæsthuset fra Frederik den Fjerdes Tid havde over 68,000 Rdlr. til Gode m. m. "Ikkedestomindre - hedder det - pressede Kamret paa, men da alle Debitorerne erklærede, at de ikke kunde betale, og Kommissariatet forestillede Fundationens Ord om Guds Hævn og Straf, ifald Kvæsthusets Midler bleve brugte til Andet end det, hvortil de vare legerede, blev det resolveret, at de maatte blive staaende hos Debitorerne." Af Pensionister havde Anstalten i 1744 200 at forsørge, hvilket Tal da forøgedes til 300. De fik 8 Mark om Maaneden, men Ingen kunde nyde Pension uden at have staaet 20 à 25 Aar i Tjenesten som Matros. I 1769 nedsattes Tallet atter til 200, men Pensionen forhøiedes samtidig fra 16 til 24 Rdlr. om Aaret.

Det var de Fattiges Underholdning, som bestandig tyngede Kvæsthuset. Lemmerne bleve vel beskjæftigede med at plukke Værk, men alligevel kostede hver Fattig Anstalten 20 Skilling om Ugen mere, end han fortjente, og et Forsøg paa at skaffe disse Folk Arbeide lykkedes kun for en Tid, da Danneberg i 1746 modtog 200 af de Fattige paa sin Klædefabrik i Frederiksberg, mod at faa 500 Rdlr. af Kvæsthuskassen til en ny Fabrikbygning. Sex Aar efter var Tilstanden imidlertid atter saa slet, at Direkteurerne rentud erklærede, at Kvæsthuset ikke mere kunde opfylde sin Bestemmelse i Krigstid og vilde "avancere til sin Undergang", hvis det ikke fik nye Indtægter. Det havde da 143 Fattige paa Kvæsthuset, 645 ude i Byen og 300 Pensionister, ialt 1088 Mennesker at underholde. Forestillingen gjorde den tilsigtede Virkning, thi den gav Anledning til at Assistentshuset blev overdraget til Kvæsthuset.

Assistentshuset havde siden dets Oprettelse i 1688 (smlgn. II, 288) været i privat Eie og gjennemgaaet mange Omskiftelser. Det var i 1712 gaaet over til Geheimeraad Johan Raben, hvis Efterladte i 1737 afstod det til Byfoged Iver Jentoft for en Sum Penge. Denne overlod Assistentshusets Forvaltning til de jødiske Brødre, Salomon Joseph Unna og Meyer Unna mod en vis aarlig Afgift, og under disses Bestyrelse bleve Klagerne, som forresten ikke havde manglet


167

iforveien, høirøstede. Fattigdirektionen mente endog i 1742, at Anstalten saa langt fra at opfylde sin Hensigt kun bidrog til Fattigdoms og Armods Forøgelse ved at tage altfor høie Renter, og Christian den Sjette tænkte for Alvor paa at ophæve den. Alt forblev dog ved det Gamle, indtil det i 1751 kom til en Katastrophe. Salomon Unna afgik ved Døden, og Broderen gik Fallit og "opgav Assistentshuset i Magistratens Haand til sine Kreditorers Betaling." Ved den paafølgende Undersøgelse viste det sig ikke blot, at Brødrene vare i stor Gjæld, men tillige, at de i Modstrid med Forordningen om Assistentshuset af 1699 havde taget 18-20 Procent af Fattigfolk, kun udlaant en Fjerdedel af Pantets Værdi og efter Forfaldsdagen strax solgt det, uden at gjøre Afregning med Pantsætteren eller dog indbetale Overskudet til Børnehuset. Meyer Unna og hans Broders Enke bleve arresterede, og der blev anlagt Sag mod dem, saavelsom mod Byfoged Jentofts Enke, Christina Vagel, der skulde havt Indseende med Assistentshusets Forvaltning. I 1752 faldt Dommen; Meyer Unna dømtes til 6 Aars Arbeide i Kastellet, og Christina Vagel til at have sit Privilegium forbrudt. Det gik dog ikke saa haardt til, thi man saa efterhaanden Brødrene Unnas Forseelse i et mildere Lys. Efter at have siddet et Aar i Kastellet lykkedes det Unna at undvige, og nogle Aar efter resolverede Kongen, at Straffen maatte eftergives ham, og at han selv maatte komme tilbage til Byen og arrangere sig med sine Kreditorer. Hvad Christina Vagel angaar, fik hun rigelig Erstatning for sit forbrudte Privilegium.

Da Assistentshuset blev ledigt, meldte baade Fattigvæsenet og Søkvæsthuset sig som Ansøgere til dets Privilegium, og efter endel Forhandlinger blev det bestemt, at de begge skulde kjøbe Forretningen af Byfogdens Enke og hver give hende 3000 Rdlr. derfor, ligesom de i Fællesskab skulde udrede 200 Rdlr. til hendes to Søstre, indtil disse Penge kunde tages af Postkassen. Kort efter blev der truffet et Arrangement, ifølge hvilket Søkvæsthuset allene overtog Laaneanstalten mod hver 11te Juni Termin at betale Fattigvæsenet 1400 Rdlr., og hele Værket blev nu omordnet og forbedret. Der blev ansat en Assistentshusforvalter, Jens Hansen Løwe, med 650 Rdlr. aarlig Gage, en Kontrolleur, Niels Tranders med 200 Rdlr. om Aaret og et Bud, ligesom der blev givet nøiagtige Instruktioner om Bøgernes Indretning, om Kvitteringer, om Taushed med Laanene,


168

Panters Vurdering m. m. Den oprindelige Rente for Laan (14 Procent p. a. af Summer fra 2 Mark til 50 Rdlr., 12 Procent af Summer fra 50 til 100 Rdlr., og 10 Procent af høiere Beløb) blev bibeholdt og vedvarede lige til 1833. Man havde først isinde at omdøbe Assistentshuset og kalde det "de Fattiges Laanebank", men bestemte sig dog for at bibeholde det gamle Navn. I Begyndelsen af Frederik den Femtes Regering havde Anstalten havt sit Hus i Snaregade (afbildet III, Side 9), men den var derpaa bleven flyttet hen paa Hjørnet af Store Færgestræde og Store Kirkestræde (i Warburgs nuv. Eiendom). Gaarden, der eiedes af Enkefru Jentoft, kjøbte Søkvæsthuset for 6400 Rdlr., og den 13de Juni 1753 aabnedes Assistentshuset igjen efter at have været lukket siden Brødrene Unnas Fallit. Det viste sig dog hurtigt, at Pladsen var for indskrænket, og man maatte derfor se sig om efter et nyt Lokale. Valget faldt paa, en Gaard i Nybrogade, der tilhørte Hattefabrikanterne Douillac & Cuny (smlgn. III, S. 85), og i Juli 1757 kjøbte Søkvæsthuset denne Eiendom for 16,400 Rdlr. og "en Douceur til Sælgerens Kjæreste af 100 Species Dukater." Det nuværende store Forhus til Kanalen existerede dog ikke, men blev først opført i Sommeren 1765. Assistentshusets gamle Eiendom paa nuv. Høibroplads blev solgt ved Auktion til Urtekræmmer Tidemand for 6778 Rdlr.

Kvæsthusets to ulønnede Direkteurer, som ifølge Fundatsen skulde være af de 32 Mænd, fik nu saa Meget at bestille, at de undslog sig for Arbeidet, navnlig fordi Løftet om deres Forfremmelse til Raadmænd (smlgn. II, S. 288) ikke kunde holdes, da der var saa mange Viceraadmænd. Der blev derfor nu ansat to nye Direkteurer, Grossererne Graah og Hofgaard, som fritoges for Byens Bestillinger og lønnedes, den første med "at forundes Agents Charakter og Rang med titulaire Justitsraader", den anden derimod med 300 Rdlr. aarlig Gage. De nye Kvæsthusdirekteurer indførte forskjellige Forandringer ved Assistentshuset, f. Ex. at Panterne altid maatte staa et Aar til Indløsning, og aabnede en heftig Kamp mod de hemmelige og utilladelige Laanehuse, som florerede i Byen og "udsugede de Fattige med Aager og ulovlige Renter." Politiet foretog Husundersøgelser og Arrestationer, beslaglagde Panter m. m., og en særlig Inkvisitionskommission idømte mange af de private Pantelaanere høie Bøder, hvilke dog fordetmeste bleve eftergivne. Ondet blev derfor heller ikke udryddet, om det end ikke traadte offentlig frem.


169

Søkvæsthusets Indtægter forøgedes dog hurtigt ved Assistentshuset, og det varede ikke længe, før man kunde give en stor Del Officersenker Tillæg i deres Pensioner. Det lykkedes ogsaa de nye Direkteurer at faa mere ud af Børsen (smlgn. II, 726) end før ved at forlange høiere Leie af Boderne. Børsens Bygning, som ifølge en Overenskomst skulde vedligeholdes af Kongen, var iøvrigt meget forfalden, og der blev anvendt overordentlig Lidt paa den. Da Blytaget blev brøstfældigt i 1757, lappede man det med Jernblikplader, og en Ansøgning fra samtlige Leiere om at faa dobbelte Døre eller de enkelte helt beslaaede med Jern (thi der havde været Indbrud i en af Boderne) blev afslaaet, fordi det var for dyrt. Den eneste Forandring, man kunde overkomme, var at forandre de hidtilværende "Træklaase" til "Taskelaase".

Hvad Vaisenhuset (II, S. 646) angaar, havde det ikke noget særlig godt Ry paa sig, thi Lærerne sagdes at være forsømmelige og Børnene uskikkelige. Allerede i Christian VI.s Tid var der blevet ført Klage over de sidstes Overdaadighed, deres "aparte Linned, Halværmer, Kraver, fine Halsklude, Natsætter, Korsklæder m. m., som tog megen Tid bort til at dippe og stryge", og Økonomen havde ment, at Børnene gjorde bedre i at gjemme Sligt, til de kom ud, og lade sig nøie med den Klædedragt, Huset gav dem. I 1754 kom Direkteurerne efter en grundig Undersøgelse til det Resultat, at Vaisenhuset manglede Tilsyn og Omsorg, og at Børnene fik Lov til at blive der altfor længe, endog til det 17de Aar, hvorfor det blev bestemt, at de skulde konfirmeres, saasnart de havde den fornødne Kundskab i Christendom, og derefter anbringes hos gode Mestre. Præceptorerne fik en ny og skjærpet Instrux, hvorhos der gaves dem Kostpenge istedetfor Maden in natura og Løfte om Forfremmelse efter tre, fire Aars Forløb, naar de havde vist Troskab og ufortrøden Flid. Børnene synes ikke at have været stærkt optagne af Arbeide; deres Haandgjerning bestod i at sauge, hugge og opbære det Brænde, som brugtes i Skolelokalerne, gaa Økonomen til Haande i Kjøkkenet o. d., men det hedder dog, at "de anvende Tiden, som de ei behøve til at lære deres Lektier, paa unyttig, ja skadelig og syndig Handel." Det var iøvrigt en mærkelig Indrømmelse til den offentlige Mening, at Direktionen i 1753 lod udgaa Indbydelse til "alle honnette Folk" om personlig at bese Vaisenhuset for at overbevise sig om de onde Rygters Upaalidelighed. Det kan her bemærkes,


170

at den før omtalte Charitéskole (for Børn udenfor Vaisenhuset) paa Grund af manglende Tilskud ophørte for Pigernes Vedkommende i 1763 og for Drengenes et Par Aar senere.

Af private milde Stiftelser maa først og fremmest nævnes det Harboeske Enkekloster af 1741. Stifterinden, Geheimeraad Harboes Enke, Baronesse Christina Fuiren, der ogsaa skjænkede Støvringgaard i Randers Amt til et Jomfrukloster, hører til Datidens dygtigste og ædleste Kvinder. Thurah skriver smukt om hende: "Hun var begavet med stor Forstand og Skarpsindighed, besad mere Lærdom, end sædvanlig hos et Fruentimmer findes og formodes, forstod og talede adskillige fremmede Sprog, ja endog det latinske, saa at de Lærde gjorde sig en Ære og Fornøielse af hendes Omgang; dets uagtet affecterede hun i mindste Maade ikke at vide det, hun vidste, men med en ædelmodig Gravité omgikkes Alle uden derfore at fritage sig fra de sædvanlige Kvindekjønnet tilkommende og anstændige Husforretninger, saa man billig kan sige, at blandt Mænd og Lærde var hun lærd og behagelig og blandt Fruentimmer Kone og en fornuftig, vis og høiagtet Husmoder. Faa Aar før hun døde, og om jeg ret husker i 1733 eller 1734, drev Begjærlighed og Attraa til at se fremmede Lande hende dertil, at hun med et Følgeskab af endel Bekjendtere af begge Kjøn foretog en Reise til Engeland og Frankrige, med hvilken hun tildrog omtrent halvandet Aar og kom derefter tilbage til Kjøbenhavn." Enkeklosteret, der indrettedes i Stifterindens egen Gaard i Stormgade, begyndte sin Virksomhed med 8 Enker, efterhaanden optoges 3 til, men for at rumme det i Fundatsen bestemte Tal (13), blev det nødvendigt at bygge. Stiftelsens Inspekteur, Etatsraad Laurids Munch, udarbeidede en Tegning, som imidlertid ikke befandtes sirlig nok, en anden af Generalmajor Thurah blev derimod godkjendt, skjøndt den var 7000 Rdlr. dyrere end den første. For at lette Opførelsen bevilgede Kongen toldfri Indførsel af Materialier, Indkvarteringsfrihed samt 300 Rdlr. om Aaret i 8 Aar. Byggearbeidet stod paa i henved syv Aar fra 1754 til 1760 og blev først fuldført efter Laurids Munchs Død af den nye Inspekteur, Borgmester Hersleb. Der blev opført et helt nyt Hus til Gaden, som forbandtes med det gamle ved et lavere Midtparti med Port, saaledes at Klostret kom til at bestaa af to Pavilloner med et Slags Galeri imellem. I 1772, da Klostret atter blev udvidet, forhøiedes Galleriet med en Etage


171

efter Professor Harsdorffs Tegning, hvorved Bygningen - som det siges - først fik "en reel Façade".

En anden privat Stiftelse oprettedes af Kjøbmand og Klædekræmmer Albert Petersen ved Testamente af 30te Decbr. 1755. Han og hans Broder Sebastian vare Sønner af den tidligere omtalte Galanterikræmmerske, Elisabeth Christine Petersen, som under Ildebranden i 1728 havde frelst sin Gaard ved at uddele Penge til nogle hundrede Matroser (II, S. 602). De to Brødre, der vare ugifte, testamenterede hele deres Formue til veldædige Øiemed, men Hovedmassen, 90,000 Rdlr., samt deres Eiendom paa Amagertorv til et "Jomfrusæde" for 20 Kjøbmands- og Præstedøttre, der havde fyldt deres 35te Aar og ført et christeligt, tugtigt og agtværdigt Levnet. Enhver af dem skulde have "en smuk, rummelig og magelig Vaaning" og desuden 150 à 200 Rdlr. om Aaret. Stiftelsen, der skulde kaldes: "de Brødre Petersens Jomfru-Sæde eller Kloster", begyndte dog først sin Virksomhed i 1769, efter at Kuratorerne for St. Petri Kirke, der vare executores testamenti, Aaret iforveien havde ladet opføre en hel ny Bygning, hvortil Grundstenen blev lagt af den ældre Grev Bernstorff. Den brændte under Kjøbenhavns store Ildebrand i 1795, men gjenopførtes nogle faa Aar efter.

Omsorgen for den ubemidlede Befolknings Underhold og Opdragelse, som under mange forskjellige Former lagde sig smukt og kraftigt for Dagen, kom frem paa særlig tiltalende Maade ved en af Kammerherreinde v. Plessen født Berckentin (den senere Overhofmesterinde hos Dronning Caroline Mathilde) stiftet Opdragelsesanstalt for fattige Pigebørn. Den nævnte Dame traadte i 1755 sammen med en Kreds af andre fornemme Damer, som hver gav et Bidrag af 25 Rdlr. eller mere, og allerede ved Vinterens Begyndelse kunde Anstalten aabnes i et leiet Lokale paa Christianshavn med 25 Pigebørn. Stiftelsen blomstrede hurtigt op ved nye frivillige Tilskud; i 1756 talte den 45, i 1759 63 Børn; Aaret efter byggede den sit eget Hus i Nærheden af den tydske Frederikskirke, og Svenskeren Lidén, som i 1768 besaa den "vakre Indretning med stor Fornøielse", fortæller, at den da havde 120 Pigebørn. De bleve optagne i 6 Aars Alderen og i Reglen udskrevne, naar de havde fyldt det 16de Aar, og fik fri Kost, Klædning, Seng, Ildebrand, Lys, Tvæt m. m. og undervistes i Religion, Læsning, Skrivning, og Regning samt Haandarbeide, at de "saavidt muligt kunde forfærdige deres egne Klæder


172

og desuden sy og strikke for Betaling". Anstaltens Hovedformaal var at uddanne Børnene til dygtige Tjenestepiger, hvorfor de ældste af dem deltog i Husgjerningen. Sognepræsten til den tydske Menighed paa Christianshavn, Pastor Lorch, havde Opsynet med hele Økonomien og førte Regnskaberne, men Stiftelsen maatte ophøre faa Aar efter Fru Plessens Død.

Der manglede heller ikke Bestræbelser i lignende Retning fra andre Sider; saaledes indrettede den reformerte Menighed i 1765 et Opfostringshus i Aabenraa, og mange Privatfolk stiftede Legater i de forskjelligste Øiemed, dog navnlig for Enker og Børn. Det vilde føre for vidt at komme ind paa Enkeltheder; dog skal her nævnes, at Frederik den Femte i Anledning af Festen i 1760 til Minde om Enevældens Indførelse skjænkede Staden 4000 Rdlr., for hvilke Magistraten oprettede et Jubellegat, hvis Renter hvert Aars 16de Oktober skulde uddeles til 10 skikkelige, trængende og fattige Borgere.

Det under Christian VI i 1741 stiftede Brændemagasin (smlgn. II, 741), som skyldtes Magistratens Initiativ og havde sit Oplag paa en af Tømmerpladserne ved Toldboden, blev kun aabnet, naar der var Kulde og Mangel, og kunde endda ikke altid tilfredsstille Efterspørgslen. Da man i 1754 havde faaet Øiet op for, at Tømmerpladserne vare farlige for Flaaden, blev det forbudt Magistraten at have Brændeoplag ved Toldboden, og den kunde derfor ikke i den ualmindelige strenge Vinter 1755, da "Brændepriserne skruedes frygteligt i Veiret", komme Indbyggerne til Hjælp. Kongen tillod da, at 5-600 Favne af Hoffets Beholdning maatte sælges til Fattige for 4 Rdlr. Favnen. Efter Tømmerpladsernes Flytning indrettede Kommunen sit Brændemagasin paa St. Annæ Kirkegaard og holdt Udsalg i Gammelmønt paa Kirkegaarden ("Vismar"), fra Kommunitetets Kjælder paa Nørregade samt fra en Kjælder paa Christianshavn. Da "Vismar" blev solgt, overlod Præsten ved Helligaandskirken sin Kjælder til Udsalget. I strenge Vintre forslog Oplaget dog ikke, hvorfor man uden videre dikterede Brændehandlerne en Taxt, de skulde rette sig efter. En stor Del Bøge-, Elle-, og Fyrrebrænde pleiede hvert Efteraar at komme fra Pommern, og man var derfor i stor Forlegenhed i 1761, da Tilførslerne udeblev paa Grund af Krigsurolighederne, og søgte at afhjælpe Manglen ved at udsætte Præmier for Anskaffelse af fladbundede Brændefartøier. Efter de nye Tømmerpladsers Anlæg ved Langebro fik Staden den Plads,


173

der laa Byen nærmest, til Brændemagasin. Forresten lød der ofte Klager over Magasinet, snart fordi det ikke havde tilstrækkeligt Forraad, snart fordi Priserne vare for høie. Saaledes hedder det i en senere Tid om Agent Bodenhoff, der havde det største private Brændeoplag, at han almindeligvis solgte 1 Rdlr. under Magistratens Pris. Det er foran oftere berørt (smlgn. III, S. 31 o. flg.), at Kommunen, naar der indtraf Dyrtid, maatte anskaffe Kornforraad til Udsælgning, thi Bagerne vare i Reglen for fattige til at holde det fastsatte Forraad af Rug, og Regjeringen vilde af Hensyn til Landbruget nødig tillade Kornvarers Indførsel fra fremmede Steder. I 1764 indgik et Antal Borgere med et Andragende til "velædle og vel fornemme Stadens 32 Mænd og elskeligste Medborgere", hvori de forestillede "den uforlignelige, jammerlige og fast ubegribelige Dyrtid, som vi nu leve i." Man havde givet dem "den fæle Titul af opsætsige Borgere", men de vare "tro Undersaatter, oprigtige Borgere og ægte Patrioter, som gjerne vilde offre Livet for Kongen", hvorpaa de med naiv Logik tilføie: "De gode Herrer begribe da vel selv, at skulle vi stride mandelig for Landets Fader, maa vi have Kræfter dertil, og det kan vi ikke have, medmindre vi nyde forsvarlig Føde, og den kan vi ikke faa, hvis Kongen ikke tillader os at forskrive Korn og Fødevarer fra Dantzig og andre fremmede Steder." De 32 Mænd anbefalede Andragendet varmt, men Alt, hvad der blev opnaaet, var, at det blev befalet Magistraten at tilholde Bagerne at samle Forraad, og hvis dette ikke lod sig gjøre, da selv at anskaffe 5-6000 Tdr. Rug til Udsalg for at forekomme høie Priser og Klager.

I Frederik den Femtes Tid florerede Livrente-, Pensions- og Enkekasserne, som dog ikke alle skyldtes humane Bestræbelser, men undertiden ogsaa Statens Finantsnød, naar Regjeringen i Hast søgte at tilveiebringe større Summer. De fleste af disse Kasser havde kun ringe Held med sig og forsvandt ligesaa hurtigt, som de vare opstaaede, eller førte en hensygnende Tilværelse, væsentlig fordi de vare baserede paa umulige Beregninger og feilagtige Mortalitetstabeller. Man lovede Guld og grønne Skove ved Indtegningen for at standse nogle faa Aar efter eller nedsætte Pensionen til en Trediedel eller en Fjerdedel af det oprindelig Udlovede. Et charakteristisk Exempel herpaa afgiver den saakaldte Enkekasse for civile Betjente og adskillige Stænder, stiftet den 30te April 1736 for Sø-


174

etatens Betjente, men to Aar efter udvidet for flere Stænder. I Fundatsen var det blevet lovet, at der af hvert Indskud paa 100 Rdlr. (Portion) vilde blive betalt en aarlig Pension af mellem 40 og 80 Rdlr., uden at Kapitalen derfor blev angreben, men faa Aar efter maatte Pensionen nedsættes til 15 Rdlr., og i 1754 besluttede Interessenterne indtil videre at lukke Kassen og ikke optage nye Medlemmer. Sagen var, at Alle, der indtegnede sig, gav lige Indskud uden Hensyn til Mandens eller Hustruens Alder, ja man tillod endog Fornyelse for den halve Del af det første Indskud, naar en Kvinde var død. Slige Fornyelser skete for det Meste af gamle Mænd til Fordel for unge Fruentimmer, som altsaa hurtig bleve Pensionister og faldt Kassen til Byrde i lange Tider. Efter at Kassen var lukket, vedblev man, at angribe Kapitalen for dog at udrede Noget til Enkerne, men henimod Aarhundredets Slutning lykkedes det ved Enkernes aftagende Antal baade at forhøie Pensionerne og samle det oprindelige Fond igjen. I 1804, da saagodtsom alle Interessenterne vare bortdøde, blev Kassen ved en kgl. Bevilling omdannet til en "Understøttelsesanstalt for trængende Efterslægt af Medlemmerne i den ophævede civile og adskillige Stænders Enkekasse". Ikke bedre gik det den i Mai 1739 under kgl. Garanti oprettede Pensionskasse for Landmilitairetatens Enker og Børn, som i 1740 udvidedes til at gjælde for alle Stænder. Kassen havde vel i nogle Aar et Lotteri til Opsamling af et Fond, og alle Officerer havde den Forpligtelse at bidrage noget Vist til den af deres aarlige Gage, men den kom dog hurtigt i Forfald og blev i 1775 omdannet til eller rettere afløst af den "almindelige Enkekasse".

En finantsiel Forholdsregel var derimod det ved Forordning af 13de Februar 1747 oprettede Livrente-Societet eller Tontine, hvortil Planen var udarbeidet af Generalpostamtet, thi det hedder udtrykkelig i "det allerunderdanigste Forslag", at "Pengene ville indkomme i Kongens Kasse som en ren Fordel." Tontinen bestod af 1000 Portioner hver paa 100 Rdl. og var inddelt i 5 Klasser efter Interessenternes Alder. De ældste Interessenter nød den høieste Rente, og de Længstlevende skulde have de i samme Klasse Afdødes Renter til Deling imellem sig. Generalpostkassen garanterede for Livrentens rigtige Udbetaling ved hvert Aars Udgang, og det blev i Novbr. 1747 bestemt, at Pengene skulde udbetales af den norske Generalpostkasse, efterdi den danske iforveien var tilstrækkelig be-


175

byrdet med Pensioner. Samtlige 100,000 Rdl. bleve tegnede i Løbet af et Aar, og man havde forsaavidt Held med sig. Et nyt Livrenteselskab, som under en Finantskrise forsøgtes oprettet den 17de Aug. 1757 og i hvilket der skulde være 2400 Portioner, hver paa 125 Rdlr., blev derimod aldrig komplet, skjøndt Kbhvn.s Toldintrader bleve pantsatte som Sikkerhed. Af de 21 Klasser, paa hvilke det var beregnet, kom nemlig kun 4 istand, og Staten opnaaede altsaa ikke den tilsigtede Assistance.

Ved Forordning af 5te Marts 1760 oprettedes den kgl. almindelige Pensionskasse paa Livstid, hvortil Planen var udarbeidet af Generalauditeur Andreas Bruun og kgl. Kammertjener Jessen. Interessenterne, hvoraf der ved Slutningen af 1763 var 462 med 2430 Portioner, betalte et aarligt Kontingent, som i de første Aar, da der ingen Pensioner var at udrede, flød ind i den kongelige Kasse. Man synes dog hurtigt at have faaet Øiet op for Planens Svagheder, thi allerede den 20de Marts 1764 blev det befalet, at ingen nye Interessenter maatte optages, og Direkteurerne saavelsom Betjentene bleve afskedigede. Bruun paatog sig da at administrere Kassen for et ringe Vederlag, og i 1772, da Pensionisternes Antal var 132, og Udgifterne oversteg det aarlige Kontingent med 4769 Rdlr., forestillede han forgjæves, at Kassen burde aabnes igjen, for at befri de kgl. Finantser for denne Udgift, som ovenikjøbet vilde forøges, efterhaanden som Antallet af Pensionister steg. I 1778 var Pensionskassens Udgifter 8522 Rdlr. høiere end Indtægterne, og Finantserne maatte saaledes bestandig tilbagebetale, hvad de i en tidligere Periode havde faaet ind af Kapital og Renter. Bruun mente, at Feilen laa i, at man havde lukket Kassen, thi - siger han - "havde den vedblevet, vilde det være gaaet som i en Kjæde, det ene Aar i det andet, saa at man med Interessenternes aarlige Kontingent havde kunnet udrede de aarlige Pensioner, og Kongens Kasse vilde da ved udslettede, udgangne og døde Interessenter formodentlig ei allene have beholdt den Kapital, som den i de første Aaringer fik ind, men endog mere til." Hans Forslag om at retablere Kassen blev dog henlagt. Den tidligere (II, 740) omtalte Civil- og Borger Enkekasse af 1738 havde i 1768 kun 18 Enker at underholde og en Kapital af 19,000 Rdlr.; saaledes at den uden Vanskelighed kunde udrede de lovede Pensioner, især da man enstemmigt havde besluttet ikke at optage nye Medlemmer. Den blev den 4de


176

Novbr. 1768 omdannet til en Stiftelse for fattige og nødlidende Enker og Børn i Kbhvn. og Bestyrelsen overdraget til Magistraten, under hvilken den endnu sorterer, forøget med et privat Legat fra 1797.

I en af sine Epistler klager Holberg over det store Antal Enke- og Pensionskasser, som bleve oprettede, og "ser dem an med Koldsind, efterdi Mængden bliver saa stor, at intet Land haver vist eller kan vise dets Lige." Han paapeger Ulemperne ved dem og advarer mod "Extremiteter", hvilket "ingensteds er mere fornøden end paa nogen Tid udi dette Land, hvor Indolence er udi mange Ting forvandlet til saadan Aktivitet, at da man tilforn behøvede Sporer, behøver man nu Tøile." Regjeringen havde imidlertid en anden Opfattelse og konfirmerede over en lav Sko Enke-, Pensions-, Begravelses- og Ligkasser, naar der indkom Ansøgninger derom, og den "intet Anstødeligt fandt ved Projektet." Da 30 Indbyggere i 1747 søgte om Konfirmation paa en Kasse for Enker og vanføre Børn, erklærede Kommercekollegiet, at det Intet havde at indvende herimod, "da det jo er en privat Forening, som allene ankommer paa dem selv, hvad de derudi vil slutte og fastsætte til deres Sikkerhed", og skjøndt det i 1748 havde Adskilligt at anmærke imod en til Konfirmation indleveret Fundats, skriver det: "Da Planen imidlertid er forfattet af myndige Folk og Konditionerne imellem dem indgaaet og forenet, saa faar det at være deres egen Sag, hvorvidt Værket kan nyde Fremgang eller ikke, thi ifald man herudinden Noget skulde ville rette, synes Interessenterne, at dennem i saa Maade udi en frivillig Forening sker for nær." Det blev under disse Omstændigheder en formelig Mani at indrette Enkekasser, hvoraf de fleste endte med Pengetab, Skuffelser og Kjævl. Magister Rasmus Werring stiftede "det firedobbelt forenede Kjærlighedsselskab", som trods den velklingende Titel var et Hjemsted for Stridigheder og Processer, og den bekjendte Kammerraad Jochum Richard Paulli (II, 615) laa i evig Konflikt med Interessenterne i hans "Enkepensions Societet". Bevægelsen greb stedse videre om sig; smaa Grupper af Borgere sluttede sig sammen for at sikkre deres Hustruer Underhold, Borgervæbningens Officerer, Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerne, Sukkerbagerne og Urtekræmmerne stiftede Enkekasser, og kunde man ikke det, indrettede man idetmindste Begravelseskasser, saaledes navnlig i Haandværkslaugene. Af disse sidste fandtes der


177

dog iforveien flere. En gammel Ligkasse udenfor Haandværksstanden var saaledes: "Skriverselskabet", indrettet i 1684, der talte et halvt Hundrede Medlemmer, især Fuldmægtige, Kopister, Prokuratorer, Forvaltere m. m."; en yngre var den saakaldte "Skillings- eller Guldhuskasse", som oprindelig havde været en Pensionskasse, men i 1750 gik i Stykker og blev omdannet til et Understøttelsesselskab ved Dødsfald.

Omtrent fra Midten af Aarhundredet regner man Begyndelsen til den Tidsalder, der er bleven kaldet "Oplysningens", da den theologiske Dogmetro lidt efter lidt omdannedes til Rationalisme, da Folkeoplysning og Folkefrihed sattes paa Dagsordenen, og de materielle Interesser gav Stødet til omfattende Reformer. Denne Strømning lægger sig naturligvis ogsaa for Dagen i Universitetets Udvikling, thi de økonomiske Fag og Naturvidenskaberne kom pludselig til Ære og Værdighed, uden Tvivl paavirket af Begeistringen for den navnkundige Linné, og fremmedes og støttedes af Universitetets Patron, Grev Joh. Ludvig Holstein, og dets Prokantsler, den fortjente Erik Pontoppidan, der selv udarbeidede historiske, økonomiske, topografiske og naturhistoriske Skrifter. Man tænkte paa at ansætte en Professor i Økonomi ved Universitetet; man mente, at Theologerne ligesaavel vel burde examineres i Physik som i Metaphysik og Logik, ja i 1762 fremkom der Forslag om at oprette et femte Fakultet, der skulde kaldes: "det økonomiske", Man havde med andre Ord faaet Øinene op for, at Statens Vel i høi Grad vilde befordres ved Studiet af praktiske Videnskaber. De omtalte store Planer bleve dog ikke realiserede, og Theologien hævdede nu som før Forrangen, men der blev dog indført vigtige Forandringer, og Aandslivet antog et friere Sving. Det var et Udslag af denne Strømning, at den nye botaniske Have blev anlagt (III, S. 95) og at der paa Charlottenborg samledes et botanisk Bibliothek, ligesom der her ved Fundation af 31te Marts 1759 blev stiftet et saakaldet Natural- eller økonomisk Amphitheater, hvis Hensigt var at tilveiebringe Samlinger af inden- og udenlandske Produkter, Mineralier, Planter m. m. Ascanius. Fabricius og senere Tycho Holm, som med offentlig Understøttelse havde studeret i Upsala under Linné, bleve Professorer ved denne Anstalt og fik Rang med Universitetets Professorer, og skjøndt disse sidste betragtede deres nye Kolleger med alt Andet end venlige Øine, blev Naturaltheatret hurtigt popu-


178

lairt. Det blev en Modesag at besøge Forelæsningerne paa Charlottenborg, og det fortælles, at Holm paa sine botaniske Exkursioner ledsagedes af talrige Deltagere, endogsaa af en Justitsraad, som fulgte med i Kareth.

Universitetsbygningerne vare atter gjenopførte efter Ildebranden; kun 6 af de afbrændte Professorresidentser laa øde af Mangel paa Penge. I 1752 befalede Kongen imidlertid, at de skulde opbygges, og at de hertil fornødne 36,000 Rdlr. skulde udredes af de saakaldte Taarnpenge (de samme, der senere gik til Frederiks Hospital). De Forandringer, Regentsen og Kommunitetsbygningen til Nørregade undergik i Frederik den Femtes Tid, ere omtalte foran, saavelsom at Erik Pontoppidan fik Bopæl i den sidste. Hans Valg til Prokantsler i 1755, en Post, man ikke havde kjendt siden Niels Hemmingsens Dage, vakte uhyre Opsigt i den lærde Verden, da hans nærmeste Opgave var at holde Kontrol med Professorerne og vaage over, at de opfyldte deres Pligter. Studenternes Antal var meget betydeligt; i 1749 blev saaledes 169 unge Mennesker immatrikulerede ved Universitetet, det følgende Aar endog 182. Paa Regentsen boede ca. 90 Alumner, og Kommunitetet eller "Klostret", som tidligere kun havde havt 100, optog bestandig flere, saaledes at Tallet i 1762 var 182. Af Kollegierne var Borchs det bedste og rigeste; Valkendorfs derimod fremdeles det tarveligste og slettest indrettede. Ehlers Kollegium, som i nogle Aar havde været lukket, blev i 1752 atter bragt istand. Alumnerne paa Kollegierne vare forpligtede til hvert Aar at udgive Disputatser eller dog skrive saadanne. I Reglen var det kun Theologer, som kunde faa Adgang til Regents og Kommunitet, og ikke faa af disse vare desuden priviligerede, saaledes Studenterne fra Island og Færøerne saavelsom fra Trondhjems og Frederiksborg lærde Skoler, de første "i Henseende til at de forstørstedelen vare fattige og ingen Tilstød kunde vente af deres saa langt fraværende Venner." Paa "Klostret" fandtes ogsaa mange extraordinære Alumner, det vil sige: Personer, hvis Virksomhed laa Universitetstudierne mere eller mindre fjernt, som f. Ex. Katheketerne ved Hovedstadens Menigheder, den grønlandske Missions Elever, Landmaalerassistenter, ja endog i 1763 en ungarsk theologisk Studerende Tobias Oszvald, som senere fik Præstekald her i Landet. Det fortjener at fremhæves, at medens de slesvigske Studenter hidtil havde været udelukkede fra Kommunitetet, fordi de


179

vare fra "Fyrstendømmerne", blev det i 1758 befalet, at de saavelsom alle "andre danske og norske Studenter" skulde have Adgang til Klostret, "saasom Undersaatterne i Slesvig ikke bør anses for Andet, end hvad de virkelig ere, nemlig rette Danske og fødte inden Danmarks Riges Grændser." Ophævelsen af Spisningen paa Klostret medførte ingen Forandring i Alumnernes Forpligtelse til at holde latinske Disputereøvelser, men disse begyndte dog netop nu at blive opfattede mindre gunstigt som Tidsspilde og aandløs Formalisme. En halv Snes Aar efter Frederik den Femtes Død udtalte Professor Rottbøll, der selv havde været anset for Universitetets største dialektiske Fægtemester, sig i en offentlig Tale saaledes: "Disse Øvelser ere i Tidernes Løb udartede til et snakkesaligt Ordgyderi og til et høirøstet Kjævleri om Pavens Skjæg, saaledes at den hele Institution snarere synes at føre til en anmassende og kaad Trættesyge end til en fornuftig Iver efter at komme paa Spor efter Sandheden. Man kan ikke uden Harme være Vidne til, hvorledes disse Narrekampe bidrage til at nære og vække Ungdommens Uforskammethed istedetfor at tjene til at udvide dens Kundskaber."

De fattige Studenter, der stod alene i Hovedstaden, førte et yderst tarveligt Liv og havde Vanskelighed ved at bjerge Føden, thi Informationer bleve daarlig betalte, ofte kun med Kosten og en lille Nytaarsdouceur. Regentsianerne havde dog deres Ligbærerret, over hvilken de ogsaa vaagede med fuldkommen laugsmæssig Skinsyge. Den tidligere Raahed og Drikfældighed i Studenterstanden var nu tildels forsvunden; Fængslet i Universitetets Kjælder blev ikke ofte brugt, ja den strenge og myndige, men for de fattige Studenters Tarv saa nidkjære Professor Dr. Peder Holm gav i 1751 Studenterne det Vidnesbyrd, at "de nu i sexten Aar havde forholdt sig saa skikkeligen, som de hverken før havde været, ei heller lettelig ved noget andet Universitet vare eller have været." Det var Pedanteri og aandeligt Hovmod, som udmærkede hin Tids Studenter - Stygotius og Erasmus Montanus maa vel nærmest betragtes som Typer for Standen. Dette udelukkede dog ikke, at den gamle Antagonisme mellem Militairet og den studerende Ungdom holdt sig og gav Anledning til temmelig alvorlige Sammenstød. I 1734 blev der leveret en større Bataille i "Krindsen" omkring Statuen paa Kongens Nytorv mellem Studenter og Officerer, som begyndte med, at en Student Griis og to Kammerater bleve over-


180

faldne af tre Lieutenanter og en Fændrik. Sagen blev afgjort ved, at begge Parter fik en alvorlig Reprimande henholdsvis af Regimentscheferne og Konsistorium. I 1756 blev Student Borgen overfalden i Vesterport af en Lieutenant, som slog en Stok itu i hans Ansigt, men Officeren maatte bagefter i fire andre Officerers og et stort Antal Studenters Nærværelse gjøre en ydmygende Afbigt for Konsistorium. Det var i Reglen Militairet, som optraadte udfordrende og brutalt mod Studenterne saavelsom mod Rorgerne i Almindelighed, ikke omvendt. Der kjendes i hvert Fald kun en enkelt Undtagelse, nemlig da det i Juli 1759 kom til en "Passage" i Rosenborghave mellem Sekondlieutenant i Marinen, Matthias Bille og Student Peter Bredahl. Den Sidste, som mente, at Officeren i Forbigaaende havde lét af ham, væltede sig ind paa ham, trak Kaarden og tilføiede sin Modstander et saa voldsomt Hug, at han skamferede hans Ansigt. Bredahl maatte betale 1000 Rdlr. til "nogenledes Reparation". Ellers er der bevaret mange Exempler paa de Militaires Overgreb, saaledes da en Lieutenant i 1760 slog Hatten af Hovedet paa daværende Regiments-Barbersvend, senere Direkteur for det chirurgiske Akademi, Konferentsraad Callisen, og truede ham med Fugtel, fordi han ikke blev staaende med Hatten i Haanden, da han mødte Officeren paa Kongens Nytorv. Sammenstød mellem Borgere og Skildvagter vare saa hyppige, at det i 1762 ved Plakater blev paalagt Indbyggerne at respektere Skildvagterne og adlyde dem uden at raisonnere. Fandt Nogen Grund til Klage, skulde han henvende sig til den vagthavende Officer og kunde da vente billig Justice; forgreb han sig derimod i Ord eller Gjerning paa en Skildvagt, vilde han ufeilbarligen blive haardelig anset, selv om han ellers i Sagen selv maatte have Ret.

Under Christian den Sjette havde den stigende Sands for Lærdom og Videnskabelighed sat Frugt paa de forskjelligste Omraader, ikke mindst ved Stiftelsen af Videnskabernes Selskab, i hvilket Hans Gram var Sjælen, og efter dennes Død Sekretair Henrichsen (den senere Geheimeraad Hjelmstjerne). Det kgl. danske Selskab, som skyldes Jakob Langebek, var umiddelbart før Kongens Død blevet taget under hans Beskyttelse, men kom derfor ikke til at mangle Opmuntring under hans Efterfølger. Videnskabernes Societet, eller som det indtil 1765 kaldte sig: "det kjøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere", indlagde sig navnlig Fortjeneste


181

ved at udgive sine egne videnskabelige Afhandlinger saavelsom andre betydelige literære Arbeider og tillige ved praktisk Virksomhed for Mønt- og Medaillevæsehet og endnu mere for "den geometriske Opmaaling af Danmark" og den hertil hørende Korttegning. Selskabets Præses var Grev Joh. Ludv. Holstein, i hvis Palais i Stormgade Møderne afholdtes; efter hans Død i 1763 overtog Grev Otto Thott Præsidiet, og Medlemmerne samledes da i hans Palais paa Hjørnet af Bredgade og Kongens Nytorv. Det kgl. danske Selskab, der samlede paa sjeldne Bøger, Dokumenter, Manuskripter, Sigiller, Mønter, Skilderier og Rariteter, men hvis Hovedvirksomhed dog var Udgivelsen af "Danske Magasin", holdt i Førstningen sine Møder i Grams Professorresidents ved Siden af Universitetet, hvor Langebek boede, indtil det i 1747 fik Lokale paa Charlottenborg, to store Rum i nederste Etage, hvor Banken tidligere havde været (smlgn. II, 720). Medlemmerne maatte dog ved Brødrene Jardins Ankomst til Kjøbenhavn fortrække, thi de franske Architekter fik Fribolig paa Slottet, og Selskabet synes nu at have været husvildt i nogle Aar, indtil det atter fik Værelser paa Charlottenborg, men denne Gang i øverste Etage. Udgivelsen af "Danske Magasin" var forresten allerede standset i 1752, og det kgl. danske Selskab laa herefter i et Slags Dvale i henved 30 Aar og gav kun ringe Livstegn fra sig.

Videnskabernes Selskab var oprindelig udgaaet af en i 1739 dannet Kommission, hvis Opgave skulde være at undersøge, ordne og beskrive den kongelige Mønt- og Medaillesamling. De Kommitterede, Holstein, Gram, Kunstkammerforvalter Wahl o. fl. arbeidede paa Værket, som skulde ledsages af kobberstukne Afbildninger, men utallige Hindringer mødte dem, og Sagen havde kun ringe Fremgang. Som Følge heraf befalede Frederik V den 22de Novbr. 1748, at "de danske Medailler som og alle de fremmede Guldmedailler og Mønter, der gjemtes paa Rosenborg Slot og Kunstkamret, skulde overdrages til Justitsraad Hjelmstjerne, at Samlingen kunde blive sat i behørig Lustre." Dette skete; Hjelmstierne fik endog alle Mønterne ned i det danske Kancellis Archiv for at have dem nærmere ved Haanden, men Samlingen blev ikke ordnet og Beskrivelsen ikke trykt. I 1780, da Hjelmstierne var død, blev en ny Medaillekommission nedsat for at tilendebringe dette Arbeide, der havde staaet paa i 41 Aar.


182

Den videnskabelige Trang og Lysten til at slutte sig sammen i Foreninger til Fremme af aandelige Interesser lagde sig for Dagen i de forskjelligste Retninger. Et juridisk-praktisk Selskab, det første i Danmark, blev stiftet i 1751 og gjorde fortrinlig Nytte blandt de Studerende, hvilket derimod ikke kan siges om "Selskabet til de skjønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse", som vilde skabe Poesi ved at belønne gode danske Digte med 50 Rdlr. og "fritage Nationens skjønne Aander fra at sørge for Trykningen af deres udsøgte Arbeider." Selskabet, der blev stiftet i 1759, sandsynligvis af Tyge Rothe, og i hvilket det tydske Parti havde ansete Medlemmer, udøvede ikke ringe Indflydelse, men var - som N. M. Petersen skriver - "overalt, men især i den høiere Digtning en Hemsko paa Poesiens Løb, thi for denne er nu engang Intet fordærveligere end Tvang, Intet mere ødelæggende end at skulle rette sig efter Andres tildels absurde Meninger - for at faa Penge." Frimurerne optraadte for første Gang i Kbhvn. i 1740; i hvert Fald tales der paa dette Tidspunkt om en skotsk Loge. Tre Aar efter stiftede Baron Münich med fire andre Brødre en Loge, der havde sit Sæde i den russiske Gesandt, Baron T. A. Korffs Hus, og som i 1745 antog Navnet "St. Martins Loge", efter Sigende, fordi den blev aabnet Mortensaften. Den blev bekræftet i 1749 af den daværende engelske Stormester, Lord Byron, og dens Mester var da Grev Danneskjold-Laurvig. Tidligere havde dog tre Brødre udskilt sig og dannet en selvstændig Loge "Zorobabel", som allerede den 25de Oktober 1745 havde faaet Patent af den engelske Stormester Lord James Cranstoun. De to Loger arbeidede længe jævnsides og havde endog i nogle Aar Lokale i samme Hus, hos Trakteur Johan Marschall paa Hjørnet af Reverentsgade (Laxegade) og Vingaardsstræde, men i 1767 bleve de forenede til én Loge under Navnet: "Zorobabel til Nordstjernen". I 1763 nævnes en tredie Loge i Kjøbenhavn, kaldet "Phoenix", hvis Liv formodentlig har været kortvarigt. I "Kbhvns Posttidende" af 1749 læses, at "Zorobabel" den 27de Juni afholdt "sin aarlige store Festin paa Lystgaarden Bellevue, ved hvilken de Fattige fik en anseelig Gave." Her som andetsteds vare Frimurerne udsatte for stærke Angreb, og i 1745 kom det endog til en offentlig Pennefeide imod dem. Holberg yndede dem ikke, og udtaler sig i flere af sine Epistler misbilligende om dem. I 1780 havde "Zorobabel til Nordstjernen" sin Loge i det


183

Knuthske Hothel ved Frederiksholms Kanal (smlgn. III, S. 7) og Yonge fortæller, at "Logen ved Frimurernes aarlige anseelige Gave til en af Agent Holcks Friskoler i at klæde sammes Skolebörn haver distingveret sig."

I Omsorgen for Archiverne viser den historiske Sands sig, som ikke blot var trængt seirrig frem hos Folkets bedste Mænd, men ogsaa i Regjeringens høieste Kredse. I 1748 blev Geheimearchivet udvidet med den saakaldte "Christian den Fjerdes Hvælving", for at skaffe bedre Plads, og da der tre Aar efter i afdøde Etatsraad Foss' Dødsbo fandtes "endel originale Brevskaber, som have hørt og med Rette endnu bør høre til de kongelige Archiver, hvilke Kongen intenderer at se bragte i bedre og fuldkomnere Stand", fik Skiftekommissionen Befaling til at udtage og aflevere dem, "dog for Betaling efter en taalelig Taxation." Der fandtes vigtige Dokumenter herimellem, saaledes endel Breve til Kong Hans' og Christian den Tredies Historie, den originale Fuldmagt til Knud Gyldenstierne af 1532, og endel Aktstykker til Christian den Fjerdes, især til Fru Kirstine Munks og de kongelige Børns Historie. Ogsaa bør det nævnes, at Studiosus Søren Abildgaard i 1756 blev ansat som Tegnemester ved Archivet med Forpligtelse til at bereise Landet for at afkopiere alle gamle Monumenter (monumenta patriæ). Man var overhovedet ikke karrig overfor videnskabelige Bestræbelser. Justitsraad Terkel Klevenfeldt fik 400 Rdlr. om Aaret til Udgivelsen af et genealogisk Værk, der ingensinde udkom, saalidt som den af ham bebudede "Danske Herold", der "skulde vise en fuldkommen Herolds Kunst"; den forhenværende Missionair i Finmarken Knud Leem fik 1000 Rdlr. til Trykning af hans "Beskrivelse over Finmarkens Lapper", Geheimeraad Moths Manuskript til hans danske Lexikon blev i 1753 kjøbt for 2000 Rdlr., og Langebek, Hoffmann og Thurah støttedes paa forskjellig Maade i deres videnskabelige og literaire Virksomhed. Ligesom Norden havde foretaget sin Reise i Ægypten paa Christian den Sjettes Bekostning, saaledes foretog den afskedigede Høiesteretsassessor Dr. jur. Niels Horrebow med kongelig Understøttelse en physisk-økonomisk og geographisk Reise i Island, som varede i flere Aar, og nedlagde sine Iagttagelser i "Tilforladelige Efterretninger om Island", et nationalt Værk - skriver Molbech - som for sin Tid paa en vis Maade kan kaldes klassisk, og som endnu i vor Tid er umisteligt og aldrig vil tabe sit historiske Værd. Disse Exempler


184

kunde suppleres med talrige andre, men det Anførte maa være tilstrækkeligt til at vise, at Videnskab og Literatur ligesaalidt savnede Opmuntring under Frederik den Femte som under hans Fader.

Det var overhovedet de Spirer, som vare nedlagte i Christian den Sjettes Tid, der nu udfoldede sig og satte Frugt. Dette gjælder ikke mindst om det kongelige Skildrer- Billedhugger- og Bygningsakademi, som blev oprettet ved Fundats af 31te Marts 1754. I Begyndelsen af det 18de Aarhundrede havde en lille Kreds af Kunstnere sluttet sig sammen og dannet en Tegneskole (smlgn. II, S. 531), men den havde en fuldkommen privat Charakter, indtil Christian den Sjette i 1738 anviste den Lokale i Posthuset bag Børsen (Anna Sophie Reventlows Gaard) og skjænkede den 500 Rdlr. til Indretning af to Værelser. Det var, som man ser, kun en ringe Haandsrækning, Kunsten fik, skjøndt det vides, at Kongen personlig aflagde et Besøg i "Maler- og Billedhuggerakademiet", og faa Aar efter blev Skolen endog flyttet hen i et Privathus ved Gammelstrand (paa Hjørnet af Nissegangen) hos en Enke ved Navn Madame Lyders. Dette betød dog ikke, at Majestæten havde slaaet Haanden af den; Flytningen blev kun iværksat, fordi der ikke længere var Plads i Posthuset, hvor Akademiet fremdeles beholdt sit "officielle" Hjemsted, Kunstskolen havde dengang en halv Snes Elever - Markus Tuscher, Miani, Jakob Fosie, Pilo og le Clerc vare Lærere - men var dog i jevn Udvikling, som tog et kjendeligt Opsving, da der i Sommeren 1748 blev tilstaaet Anstalten en Sal ("Akademisalen"), ovenover Kronprindsens Stald ved Christiansborg (45 paa Grundplanen II, S. 699), hvor der tidligere havde været Rustkammer. En Del af Skolen maatte dog forblive ved Gammelstrand, indtil Salen i Bygningens modsatte Ende (44 paa Grundplanen) det følgende Aar indrømmedes til "Tegnestue for Ungdommen", hvortil i Foraaret 1750 endnu kom Hjørnesalen til Gammelstrand ved Siden af "Akademisalen". Nu havde Skolen først faaet Alburum, og da Nikolai Eigtved efter Tuschers Død i 1751 blev Akademiets Direkteur, kom den hurtigt i Flor. I 1751 havde den 60, det følgende Aar 100 Elever.

Eigtved tog sig varmt af Kunstakademiet, og det skyldes uden Tvivl hans Indflydelse, at det i Efteraaret 1753 flyttedes til Charlottenborg. Som Hofbygmester kjendte han denne Bygning nøie, og havde set, hvorledes den led ved, at den italienske Opera


185

var indlogeret her med hele dens Personale af Sangere, Musikere og Betjente; Riddersalen, hvor Operaen blev holdt, var forfalden og berøvet alle Skilderier, ovenikjøbet vansiret ved en paaklistret kongelig Loge, Trapper og Gange vare ødelagte, og Bygningen krævede uophørlig Reparationer. Det faldt ham ikke vanskeligt at overtale Kongen til at flytte Operaen til den ene af Staldbygningerne paa Christiansborg (Hoftheatret), thi Majestæten vilde derved opnaa at have den saameget nærmere og kunde tillige give Kunstakademiet et eklatant Bevis paa sin kongelige Naade. Alt blev nu, efter Flytningen, ordnet paa det Bedste; der blev indrettet en Modelskole, en Gibsskole, to Frihaandsskoler, en Bygningsskole i to Afdelinger, en Malerstue, en Samling af Gibsafstøbninger og en Forsamlingssal, og for at sætte Kronen paa Værket udarbeidede Eigtved "Statuter for et Maler-, Billedhugger- og Bygningsakademi", som bleve underskrevne af samtlige Professorer.

Der nærmede sig imidlertid et Uveir for den høitfortjente Bygmester og Direkteur. Den franske Billedhugger Saly var netop ankommen til Kjøbenhavn for at modellere Frederik den Femtes Rytterstatue og havde hurtigt vundet Alle for sig. Han var "Hs. Maj. Kongen af Frankrigs Billedhugger og Medlem af de kgl. Skildrer- og Billedhugger-Akademier til Paris, Florenz og Bologna" og kunde derfor ikke nøies med ringere end at være den unge danske Kunstskoles Direkteur. Den 29de Marts 1754, da Professorerne vare forsamlede paa Charlottenborg, mødte Overhofmarechal Grev A. G. Moltke i Forsamlingen "for at introducere og installere den navnkundige franske Billedhugger Monsieur Saly i Hs. kgl. Majestæts Maler- og Skulptur-Akademi", og skjøndt det ikke blev sagt med rene Ord, var det dog klart for Alle, at Saly i Fremtiden skulde være Kunstskolens Leder. Da Kongen den følgende Dag tog Akademiet i Øiesyn, var Direkteur Eigtved tilstede for sidste Gang, thi faa Dage efter blev han syg og døde den 7de Juni. Nu udnævnte Kongen af egen Magtfuldkommenhed Saly til hans Efterfølger; de af Eigtved udarbeidede Statuter bleve "kasserede og forbrændte", og den 1ste Juli fik Professorerne i et høitideligt Akademimøde Underretning om, at Hs. Majestæt selv havde taget Kunstskolen i allernaadigst Protektion, at han havde sat sin Yndling, Grev Moltke, til dens Præses, og endelig at han havde givet Akademiet en Fundats, dateret 31te Marts 1754 (Kongens Fødselsdag).


186

Ved denne Fundats blev det fastslaaet, at Akademiet skulde have "visse Værelser paa Charlottenborg", ledes af en Direkteur og have 6-12 Professorer, som ingen Gage fik, og et ubestemt Antal Medlemmer. Derimod blev de fem Lærere, der besørgede Undervisningen, saavelsom Sekretairen (Christian Emilius Biehl, Charlotte Dorothea Biehls Fader, som efter Slotsforvalter Bischoffs Død i 1755 ogsaa blev Forvalter paa Charlottenborg) samt nogle Betjente lønnede. Hvert Aar skulde der uddeles to Medailler i Guld og Sølv til Eleverne, og til Reisestipendier anvistes en Sum af 2400 Rdlr. om Aaret. Iøvrigt forsynedes Skolerne paa Charlottenborg fra Christiansborgs Materialmagasin med en Overflod af Lysearme, Lyseplader og Lysepiber af Blik, hvorhos der til Dekoration i Lokalerne skjænkedes dem "12 Stykker romerske Keisere af italiensk Marmor i Profil (altsaa Medailloner) og 2 smaa dito, der præsentere Paverne Innocentius og Pius". Der kan neppe være Tvivl om, at Saly med Iver og Alvor tog sig af Kunstakademiet og ønskede at bidrage til dets Udvikling og Glands, selv om han optraadte altfor myndigt og viste en smaalig Interesse for Ceremoniellet (der dog ganske var i Tidens Aand) og tillige en Selvfølelse og Omhu for egen Værdighed, der var krænkende for Omgivelserne. Saly blev haardt bedømt, men vistnok miskjendt, som han senere blev det for sin Virksomhed ved Rytterstatuen paa Amalienborg. Han fandt Akademiets Organisation utilfredsstillende og fremkom med Forslag til Reformer, som stødte paa haardnakket Modstand. Efter meget omstændelige Forhandlinger og ondartede Rivninger satte Saly imidlertid sin Villie igjennem, og den 31te Marts 1758 udkom en ny Fundats under Navn af "Forbedringer og Tillæg". Heri fastsattes, at Antallet af Akademiets "Officiales" skulde forøges med en "Rekteur" (Vicedirekteur), 4 Akademiraader og flere Professorer, saaledes at det i Tiden kunde blive 25, hvorhos et uindskrænket Antal af inden- og udenlandske Medlemmer kunde optages. Direkteuren skulde nu vælges af Professorerne paa 3 Aar, men kunde gjenvælges; han skulde tjene par honneur og ved sin Fratræden have Navn af "Olde-Direkteur". Naar Vicedirekteuren og Professorerne ved Kunstskolerne (som nu bleve lønnede) havde fungeret i 10 Aar, skulde de fratræde og kaldes "Olde-Rekteur" og "Olde-Professorer". Af Æresmedlemmer maatte der vælges 8, som skulde have Stemmeret lige med Professorerne. Den nye Fundats indeholdt nøiagtige


187

Oplysninger om de forskjellige Medlemmers Rang og Sæde - Officiales havde saaledes Rang med virkelige Kancelliraader, medens Medlemmerne fik Ret til at føre Titel af "kongelige". For at blive Medlem maatte den ansøgende Kunstner indsende et Receptionsstykke efter et opgivet Emne. Af almindelig Interesse var den Bestemmelse, at al Handel med Kunstgjenstande blev stillet under Akademiets Tilsyn, og at Medlemmer af Akademiet uden videre kunde nedsætte sig som Malere, Billedhuggere, Bygmestere eller Kobberstikkere uden Hensyn til Laugene, og at Enhver, der havde vundet Akademiets store Sølvmedaille, kunde nedsætte sig som Frimester, naar han blot løste Borgerskab. Mærkværdigvis hører man efter Akademiets Omordning hverken til Vicedirekteurer eller Akademiraader, end mindre til "Olde-Direkteur", thi Saly blev atter og atter gjenvalgt. I Frederik den Femtes Tid havde Kunstakademiet overhovedet en udpræget udenlandsk Charakter. Brødrene Jardin, der optoges i 1755, vare Franskmænd ligesom Direkteuren og Billedhugger le Glerc; Billedhugger Simon Carl Stanley var Englænder og Petzold Sachser, Kobberstikker Preisler var indkaldt fra Nürnberg, Maleren Carl Gustaf Pilo var fra Sverig saavelsom Mandelberg. Denne sidste havde dog, før han blev Medlem af Akademiet, "engagirt sich ewig Däne zu seyn." Lidt efter lidt voxede der imidlertid en Slægt af unge danske Kunstnere frem, hvoriblandt Mænd, der senere vandt Ære og Berømmelse, som Billedhugger Johannes Wiedewelt, Medailleur Arbien, Billedhugger Weidenhaupt, Architekten Harsdorff, Malerne Als, Jens Pedersen Lund, Kornelius Høyer, Nikolai Abildgaard o. fl. Det i Fundatsen fastsatte Antal af membra honoraria var allerede optaget i 1759; den allerførste af de Valgte, Grev Thott, frabad sig mærkeligt nok Æren. Ogsaa et Par udenlandske Medlemmer bleve optagne. Man faar det Indtryk, at de Kunstarter, der betalte sig bedst herhjemme, og for hvilke der var mest Brug, var Portraitmaleriet, Medailleur- og Kobberstikkerkunsten.

Skjøndt Christian den Sjette ved en Forordning af 1739 havde søgt at formilde den overleverede barbariske Skoletugt, lykkedes det ikke. Der er opbevaret Fortællinger i Overflod baade fra denne og fra langt senere Tider om de strenge Straffe, der bleve anvendte, om Hørernes Lyst til at pine Disciplene, om Skoleret og Pennalisme, om Raahed og Undertrykkelse paa den ene Side, Udskeielser og Opsætsighed paa den anden. Et Exempel paa Pennalisme fore-


188

kom i 1762 i Vor Frue latinske Skole, da fire Disciple i Mesterlektien pryglede 10 Drenge, der vare blevne opflyttede, og aftvang dem 43 Rdlr. under Paaskud af, at det var Opflytningspenge. "Derpaa - hedder det videre - paalagde de den øvrige Del af Skolen en formelig Tribut", indtil Sagen kom Rektor for Øre. Tre af de Skyldige maatte sandsynligvis staa Skoleret, der betyder det Samme som at blive pisket i Skolens Paasyn, men den fjerde, Hovedmanden, der netop skulde være Student, udeblev og erklærede simpelthen, at "han ei længere havde Lyst til at frekventere Skolen." Han blev nu exkluderet, men fik dog bagefter Tilladelse til at blive indtagen i en anden Skole i Sjællands Stift mod at levere de afpressede Penge tilbage, gjøre offentlig Afbigt, blive et Aar længere i Skolen end sædvanlig og endelig miste sine Oplagspenge.

Ved Oplagspenge forstaas de Summer, som ifølge Forordning af 23de Juli 1756 bleve henlagte af Skolens Beneficier og Legater til Hjælp for Disciplene, naar de afgik til Universitetet. En anden Del af Legaterne blev derimod ifølge samme Forordning leveret til Børnenes Forældre eller Værger, hvorhos al Uddeling af Brød, Vadmel, Sko, Strømper og Skjorter in natura blev forbudt, fordi man ikke ønskede, at den allerfattigste Del af Befolkningen herved skulde lokkes til Studeringerne. Det blev ligeledes forbudt Disciplene at gaa omkring og synge for Dørene; derimod maatte de endnu hvert Kvartal gaa fra Dør til Dør med en Bøsse, hvortil Rektor og Skoleforstanderne havde Nøglen. Aaret efter at disse Befalinger vare givne, forespurgte Kjøbenhavns Magistrat Kancelliet, om man alligevel ikke maatte vedblive med at uddele Brød, Klæder m. v. in natura til de latinske Skoledrenge, fordi det formentlig vilde være sikkrest og tjenligst, men der blev givet et bestemt Afslag herpaa. Kun kunde der indtil videre ligesom før uddeles sorte Klædes Klæder, "eftersom det var en anstændig Dragt og nødvendig for Vor Frue Skoles Disciple, som maatte opvarte i Kirkerne ved Sangen." Stampes Erklæring om denne Sag indledes med den charakteristiske og morsomme Sætning: "Det er en egen Vane, Kjøbenhavns Magistrat paa nogen Tid er kommen udi, at spørge sig for, om Forordninger skulle holdes?"

Almueskolevæsenet i Kbhvn. (smlgn. II, 534 o. flg.) lod naturligvis fremdeles Meget tilbage at ønske. De fattigste Børn undervistes i Kirkeskolerne, hvoraf der idetmindste fandtes én i hvert Sogn, undertiden


189

flere; saaledes var der fire Garnisonsskoler for Soldaterbørn, og Søetaten havde endog 7 Skoler, nemlig Chorskolen, Skolen i Laxegade, Broens Skole (i Nyboder i Skolemesterlængen), Skolen i Adelgade, Kvæsthusskolen, Laboratorieskolen paa Chrhvn. og Skolen paa Gammelholm. Børnene lærte at læse, skrive og regne, men i 1756 Indførtes der Uldspinderi i Kirkeskolerne, medens Garnisonsskolerne bleve "Strikke- og Læseskoler". Nikolai Kirkes fattige Skole fik i 1745 en ny grundmuret Bygning i Strædet ved Hvælvingen, og samme Aar oprettede den tydske Menighed paa Christianshavn en tydsk Fattigskole ved Siden af den alt bestaaende danske (Frelserens), altsaa længe før den tydske Frederiks Kirke blev bygget. Interessen for Skoleundervisningen, der lagde sig for Dagen ved de mange frivillige Gaver, bevægede Magistraten til i 1761 at oprette den saakaldte Blegdamsskole for Børn fra Nørre- og Østerbro; den blev lige indtil 1788 udelukkende underholdt ved private Bidrag af Magistratens Medlemmer. Byen havde altsaa, som man ser, mange offentlige Skoler, men dog langtfra tilstrækkeligt, da de fleste af dem vare smaa. Den største af alle Kirkeskolerne: Vor Frue danske Skole havde 150 Børn, der undervistes af 4 Lærere og Lærerinder; den mindste: Holmens Chorskole havde kun 15 Skolebørn med 2 Lærere. I 1751 skrev Præsten ved Helligaandskirken til Magistraten, at Lokalet var blevet for trangt, "thi Børnene, som nu ere næsten 100 i Tallet, kunne neppe rummes dér uden at sidde fast ovenpaa hinanden, langt mindre kan man antage nogle flere, som vel kunde høilig trænge formedelst Forældres og Anrørendes Fattigdom, hvilke dagligen strømme til i stor Mangfoldighed og indstændelig forlange at faa derind, paa det de ikke skal løbe paa Gaden og lære Udyd og Ondskab." Denne Klage bevirkede, at Hørerens Leilighed blev tagen til Skole for Pigerne, at Børnetallet udvidedes til 120, og at der blev ansat en Tredielærer. Iøvrigt vedblev Piger og Drenge at sidde i samme Rum under Undervisningen; kun blev der anbragt et Gitterværk imellem dem.

Af høiere Undervisningsanstalter fandtes der enkelte i Byen, saaledes et fransk Sprogakademi: Collège Royal de la Langue & belles Lettres françoises, stiftet under Grev Moltkes Protektion. Det fik Lokale paa Charlottenborg og aabnedes første Gang den 27de Januar 1751. "Titelen af bemeldte Kollegium - skriver Langfeldt -


190

giver dets Nytte og Hensigt tilkjende, og den studerende Ungdom og Adel kan der finde en Leilighed at exercere sig. Laurent Anglevier de la Beaumelle, Professor i det franske Sprog, var dette Kollegium betroet, omendskjøndt han i nogle Ugeblade, som han kaldte: Spectatrice for kort Tid siden endda ikke lod se saa synderlig Egarde for Nationen, og hvor den ikke blev skaanet. Endelig lod samme Beaumelle udgaa et Skrift, som han kaldte: Mes Pensées, Disse vare saa mercurialske, at han fik consilium abeundi, da han dog som en Fremmed nød meget godt her i Landet; desuden var der og andre Ting, som gjorde ham odieux." Det følgende Aar blev Akademiet aabnet igjen under Professor Mallet, som i den Anledning var kaldet hertil fra Genf. En høiere Pensions- og Undervisningsanstalt for bemidlede Folks Børn oprettedes i 1753 af den reformerte Sprogmester Du Puget. Her gaves Undervisning i Tydsk, Fransk, Historie, Geographi, de mathematiske Videnskaber, Dands, Musik m. m., og Prisen for Kost, Logi og Undervisning var 140 Rdlr, Kourant, hvilket senere forhøiedes til 180 Rdlr. om Aaret. Du Puget døde i 1756, men hans Enke giftede sig med den reformerte Schweizer, Johan Jacob Ulrich, der fortsatte Anstalten. En theologisk Kandidat og fransk Informator Arends havde en Skole for Drenge og Piger - de sidste undervistes af hans Hustru. Der fandtes ogsaa enkelte franske Pensionater for unge Piger. Ofte slog nogle Familier sig sammen og indrettede Smaaskoler for deres Børn; saaledes havde Stiftprovst Henrik Gerner ved Frue Kirke (der senere blev Provst for Brødremenigheden i Preussen) og Kapellanen Preben Schytte en saadan Pogeskole for Børn mellem 4 og 9 Aars Alderen. Skolen blev i 1746 mistænkt for hernhutiske Meninger og skulde have været lukket, men da der ved en Undersøgelse ikke fandtes noget Sekterisk ved den, fik den Lov til at bestaa. Der nævnes ogsaa en lille jødisk Privatskole i Kbhvn., som forestodes af Tobias Abraham; Manden samlede sig dog saa meget ved den, at han "kunde bekoste en Indretning til derpaa at forarbeide Blyant og gjøre hollandske Pennefjer." Det Almindeligste var dog, at velstaaende Borgerbørn undervistes i Hjemmet, Pigebørnene af "Françaiser", Drengene af Hus- eller Timelærere. Dandsemestre og Musiklærere vare efterspurgte og havde gode Dage. Claus Seidelin fortæller i sin Levnedsbeskrivelse, at han i 1747 sendte sin Datter til Kbhvn. i Huset hos den bekjendte Madam Svenborg for


191

at oplæres i al Slags Syning, Stikning, Brodering, Opsætning og andre Fruentimmer-Artigheder; samtidig blev hun informeret i Musik, nemlig paa Klaver af Organisten Musæus, i det tydske og franske Sprog af den berømte gamle Sprogmester, La Forêt, samt i Dandsen af Monsieur Brinckmann. Hendes Undervisning i Hovedstaden varede i 3 Aar og kostede Faderen "den skikkelige og anseelige Summa" af over 600 Rdlr. Man ser heraf, hvad der i hin Tid hørte til en velhavende ung Dames Uddannelse.

En vigtig Rolle i Hovedstadens offentlige Liv spillede Politimesteren, hvis Myndighed var bleven ikke lidet udvidet ved Instruxen af 24de Marts 1741. Han havde nu som før Overledelsen af Vægterne og Brandvæsenet og modtog daglige Rapporter fra Vægter-Inspekteuren og Vægterlieutenanten; han havde Kontrol med Laugene og skulde afgjøre deres indre Tvistigheder, ligesom han havde at sørge for, at Brød- og Slagtertaxten blev sat saa billig som muligt, og at den blev overholdt. Gadernes Renovation, Brolægning og Vandfald samt Veienes Istandsættelse paa Stadens Grund henhørte under ham; Tyve og Bedragere skulde han kalde for sig til Forhør og lade dem hente af Politibetjente, Vidner kunde han tvinge til at møde ved stigende Bøder. Politimesteren kunde diktere "modvillige, utro og skjødesløse Tjenestefolk" Bøder, og naar de ikke betalte, lade dem straffe paa Kroppen med Fængsel, Vand og Brød, Gabestokken, den spanske Kappe eller Arbeide i Spindehuset "paa nogen Tid". Overfor et første Gang begaaet ringe Tyveri havde han, hvis Klageren og den Skyldige vare tilfredse dermed, Ret til at afgjøre Sagen med en lempelig Straf paa Kroppen, "istedetfor at der strikte forholdes efter Loven". Han stod i Spidsen for den saakaldte "lille Brandsession", en Brandret, der paatalte Forseelser mod Brandordenen, han var Medlem af Gjældskommissionen og Havnekommissionen og blev som ovenfor omtalt i 1761 en af Fattigvæsenets Kommitterede. Hertil kom naturligvis hele den øvrige daglige Virksomhed: Opsyn med Orden og gode Sæder, Inkvisitioner hos Næringsdrivende, navnlig Bagere og Slagtere, i mistænkelige Huse, Jagt efter Fuskere m. m. Politimesteren havde en af de andre kommunale Autoriteter temmelig uafhængig Stilling, thi det hedder udtrykkelig, at "Magistraten skal haandhæve ham i hans Charges Myndighed, saa at han ikke af denne udi sine Forretninger skal dependere."


192

Politimester Hans Himmerich (smlgn. II, 544) blev i 1731 afløst af Erik Jensen Torm, som havde ført et temmelig bevæget Liv. Kun 13 Aar gammel blev han Student (i 1697), men Omstændighederne tvang ham til at opgive den akademiske Løbebane og søge Livets Ophold som Tjener. I 1710 blev han Lakai hos Frederik den Fjerde, senere hans "Livkarl", og som saadan fulgte han Kongen i Krigen og frelste hans Liv ved Katastrophen i Gjæthuset

Erik Torm

Erik Torm. Politimester fra 1731 til 1761.

i 1729 (II, 635). Christian den Sjette gjorde ham til Politi- og Borgmester i Kjøbenhavn, hvilken Post han beklædte indtil den 8de Septbr. 1761, da han afstod den til sin Svigersøn, Frederik Horn. Torm var en ualmindelig dygtig og djærv Personlighed, netop en Mand, der passede for den Stilling, han beklædte, hvorimod hans Efterfølger, der ikke uden Held optraadte som satirisk Digter og i andre Retninger indlagde sig Fortjenester, var "en meget maadelig Politimester". Han blev fjernet af Struensee i 1777 sammen med hele den øvrige Magistrat, men derpaa udnævnt til Justitiarius i den


193

ny oprettede Hof- og Stadsret, hvorved "han blev forvandlet til en af de nyttigste og bedste Embedsmænd for Kongen og Landet."

Under Politimesteren sorterede Politifuldmægtigen, en Protokollist, en Overbetjent og 24 Politibetjente. De ansattes og afskedigedes alle af Politimesteren og synes i det Hele at have været paapasselige og flittige. I Datidens Aktstykker fremhæves bestandig Politibetjent Carl Jacob Prosch for sin Snildhed og Dygtighed som

Frederik Horn

Frederik Horn. Politimester fra 1761 til 1771.

Opdager, saaledes at Almuen endog ansaa ham for begavet med overnaturlige Evner. Han kom ind i Politiet i 1731, men kunde allerede i 1749 forudse det Tidspunkt, da han paa Grund af den store Besværlighed og Travaille ikke længere vilde kunne forrette Embedet. Man lovede ham derfor, at han, selv om han blev affældig, maatte beholde sin fulde Gage 200 Rdlr. til sin Dødsdag. I 1750 gjorde man ham til Politi-Adjutant for hans Fortjenester, og da han i 1754 vilde gaa af paa Grund af Alder og Svagelighed fik han 100 Rdlr. Tillæg mod at blive, da han "endnu" er rask og


194

rørig og har gjort god Tjeneste, især med at opdage Tyvekoster og undvigte Personer." Det siges forresten ved samme Leilighed, at han var i stor Gjæld og havde mange Udgifter til sine Haandlangere og Spioner, hvilket maaské var Grunden til, at han senere paadrog sig en alvorlig Irettesættelse for sit "utilladelige, mistænkelige og en Politibetjent aldeles uanstændige Forhold". Det blev nemlig oplyst, at han havde modtaget Penge for at formaa en Fange til at vidne i en vis Retning. Imidlertid vedblev han at beklæde sin Stilling, indtil han i 1761 gik af med sin fulde Gage som Pension. Politiadjutanten blev fra nu af et fast Embede. Stampe skriver i Anledning af en ubetydelig Sag (en Overvisiterer Lars Leegaard havde kaldt Politimesteren "en skidt Karl"): "Politimesters Embede i Kjøbenhavn er helt vanskeligt og meget udsat for den gemene Mands og slette Folks Chikaner og Forhaanelser; det er derfor høilig fornødent, at det nyder en besynderlig Beskyttelse, og at Alt, hvad som sigter til at vise Foragt mod Embedet, stærkt anses." Vægterne, hvoraf der var 105, og hvis Antal i 1754 var blevet forøget, fordi der udkrævedes flere "til Opvartning paa Amalienborg Plads", kommanderedes af en Vægterlieutenant og en Vægterinspekteur og sorterede som gjentagne Gange omtalt under Politimesteren. Hver Aften samledes de foran Raadhuset mellem dette og Springvandet paa Gammeltorv, bevæbnede med deres Morgenstjerner, og mødte der igjen om Morgenen for at afgive Rapport om, hvad der var passeret i Nattens Løb. Deres ugentlige Løn var 1 Rdlr., som paalignedes Grundeierne og opkrævedes af dem selv; desuden fik de "Monduren" af Vægterkassen. I det Hele sørgede man for deres Ydre; i 1765 blev der endog afsluttet en Kontrakt med Amtschirurg Muxoll, ifølge hvilken alle Vægtere skulde indfinde sig én Gang om Ugen hos ham for at blive barberede. Den samlede Udgift til dem var 8500 Rdl. om Aaret.

Den største Ildebrand i Kjøbenhavn i Frederik den Femtes Tid var den foran (III, S. 109) omtalte i Raadhusstræde i Oktober 1749. Der opstod dog ofte mindre Ildsvaader, dels ved uforsigtig Omgang med Ild og Lys, dels ved den meget mangelfulde Feining af Skorstenene. Efter den store Ildebrand af 1728 havde man ikke en eneste "erfaren" Skorstensfeier i Byen, hvorfor der indkaldtes to Mestre fra Tydskland, hvor "Handteringen var zunftmæssig", nemlig Andreas Nitsche og Johan Michael Becher, som medførte nogle Svende.


195

Endnu i 1748 havde man kun disse to Mænd, og der klagedes uophørligt over, at de ikke kunde overkomme Arbeidet, at de derfor ikke "feiede saa tilbørlig rent, som de burde", og ikke holdt tilstrækkeligt Opsyn med deres Folk. Der blev da ansat en tredie Mester, nemlig Skorstensfejer ved Vallø Stift, Gotfried Gliese. Nitsche døde imidlertid snart, og i 1754 havde Kjøbenhavn igjen kun to Skorstensfeiere, som skulde feie alle Stadens Skorstene og Kakkelovnsrør fire Gange om Aaret, men hos Bagere, Bryggere, Brændevinsbrændere og lignende Næringsdrivende hver sjette Uge. At de mange Ildsvaader dog kun havde ringe Betydning, fremgaar af Brandassurancekassens gode Tilstand. Den var i 1731 begyndt med et lille Fond, som i 1756 var voxet op til 500,000 Rdlr., indsamlet ved den ene Procent i Præmie, de aarlige Indskud og de oplagte Renter. Beholdningens hurtige Forøgelse steg Interessenterne til Hovedet; allerede i 1740 besluttede de, at Enhver, der havde betalt fuld Præmie i 8 Aar, i de næste 5 Aar kun skulde betale halv og derpaa slet ingen; nu var der endog Stemning for at uddele en Part af Beholdningen. Der fremkom Forslag herom paa to Generalforsamlinger, men skjøndt de forkastedes med ca. 70 St. mod 8, bleve Direkteurerne, som forresten bestyrede Kassen uden Vederlag, ængstelige og indstillede til Magistraten at forbyde det, da Kassens Kapital var saare ringe mod den Risiko, den løb, nemlig over 88 Tønder Guld. Fra Magistraten gik Sagen til Kongen, og denne befalede, at Interessenterne i Brandassurancen ikke maatte afgjøre Noget af Vigtighed uden Magistratens Samtykke, skjøndt de ellers vare et frivilligt Societet, som selv valgte sine Direkteurer og Revisorer. Det er foran (III, S. 111) omtalt, at Bygningskommissionen ved samme Leilighed forgjæves søgte at gjøre et Indhug i Brandassurancens Fond til Fordel for Gadernes Udvidelse.

Brandvæsenets Tilstand efter 1728 var ikke tilfredsstillende, skjøndt der strax var blevet truffet overordentlige Forholdsregler for at forbedre det, dels ved en Forordning af 19de Novbr. 1734, dels ved Anskaffelse af nye Sprøiter, Indretningen af Trykværket ved St. Nikolai Kirke, Forøgelse af Personalet og Forhøielse af dets Lønninger. Den Styrke, der stod til Raadighed, var virkelig betydelig; den opgives i 1742 til en Brandmajor eller Direkteur, to Vicebranddirekteurer, en Brandkaptain, en Premierlieutenant, en Sekondlieutenant, en Mønsterskriver, to Brandadjutanter, to Fændrikker, tre


196

Premierbrandmestre, 26 Ober-Brandmestre, 27 Underbrandmestre, 26 Sprøitemestre, 28 Straalemestre, 27 Assistenter, 560 gemene Brandsvende, 34 Vognmænd, 5 Vandmestre og endelig 64 Reserve-Tømmer- og Mursvende. Udgifterne til alle disse Folk vare dog ikke særdeles store; kun de egentlige Officerer havde Gager, Resten lønnedes med Frihed for visse Portioner Indkvarteringsskat, Ret til at holde Udskjænkning o. lgn. Hvad det mest skortede paa, var en dygtig Mand til at sætte i Spidsen for det store Apparat, thi Brandmajor Preisler havde i 1728 ingenlunde været sin Stilling voxen. Allerede i 1736 fandt Brand- og Vandkommissionen Anledning til at se sig om efter en eventuel Afløser for ham, og forestillede Kongen, at der ikke fandtes en eneste Mand, som duede dertil, i selve Brandvæsenet, thi "alle Folkene vare gifte og bosatte Haandværksmestre, der ikke forstod at adskille og sammensætte en Sprøite, endsige ordinere, hvad der hørte til en ny." Det blev derfor befalet at antage to Lærlinge, Frederik Dajon og Cay Mentz, som af Preisler skulde oplæres i "Videnskaben" samt i Kleinsmedeprofessionen, underkaste sig en Examen og derpaa reise nogle Aar i Udlande for at gjøre sig bekjendt med fremmede Byers Brandvæsen. Ingen af de to unge Mennesker fik dog synderlig Glæde af deres Anstrængelser. I 1747 blev Dajon vel Assistent uden Gage hos Brandmajoren, men denne Udnævnelse vakte en saadan Storm af Uvillie hos de gamle Brandofficerer, at Regeringen den 1ste Septbr. s. A. for at berolige dem maatte udstede et Rescript, hvori der lovedes "de habile Brandofficerer Fortrin ved Avancement." Da Preisler gik af i 1748, blev derfor Vicebranddirekteur Johan Vilhelm Mazard (forhen i Bergen) Brandmajor i Kjøbenhavn, medens hans Post besattes med Tømmermester Johan Bøye Junge. Da denne syv Aar efter tog sin Afsked, var der tre Ansøgere om hans Stilling: Dajon og Mentz, der nu begge vare Kleinsmede i Kjøbenhavn, samt Brandkaptain Søren Henrichsen, der "i 36 Aar havde tjent sig op fra gemen Brandsvend og var afholdt af Folkene". Den sidste blev foretrukken, men for dog at give de to Kleinsmede nogen Opreisning, blev de henholdsvis anden og tredie Vicebranddirekteur med 100 Rdlr. aarlig Gage. Ved denne Leilighed mistede Vicebranddirekteurerne deres Rang som Vicemajorer, "efterdi en saadan anseelig militair Rang er meget inkonvenabel for disse Mænd, som dog alle ere Borgere og Professionsmestre"; alene Branddirekteuren


197

skulde vedblive at være Major. Brandfolkene ses iøvrigt at have havt megen Selvfølelse og Evne til at sætte deres Villie igjennem; bestandig pukke de paa, at de have Krav paa Forfremmelse, fordi de i mange Aar have tjent uden Løn og forsømt deres Professioner; de hævde, at der ingen Grund er til at forbigaa dem, da de ere bygningskyndige og kjende de fleste Huses og Bygningers Beskaffenhed, og endnu i 1765, da Mentz endelig efter 30 Aars Tjeneste blev første Vicebranddirekteur, indgav endel Brandofficerer Begjæring om Afsked af Harme herover, men fik den dog ikke bevilget. Brandvæsenet rummede mange urolige Elementer; Folkene vare ofte opsætsige, og undertiden kom det til større Tumulter og Opløb, saaledes ved en af de halvaarlige Brandmønstringer eller Sprøiteprøver den 26de Oktober 1751. Det faldt Myndighederne vanskeligt at undertrykke den, og flere Brandsvende bleve satte fast i Kastellet, hvor de maatte arbeide i Jern.

I Mai 1748 indkom der en anonym Promemoria til Kancelliet om en Omordning af Brandvæsenet, som gik ud fra det rigtige Princip, at det fornemmelig gjaldt om at føre Sprøiterne saa hurtigt som muligt til Brandstedet. Dette Princip blev fastholdt i den nye Brandordning, der udkom den 9de Mai 1749. Nu skulde ikke blot Sprøiten ved Raadhuset ufortøvet ile til Brandstedet, men ogsaa de ved Hovedvagten og de militaire Vagter i Beredskab staaende Sprøiter, og strax begynde at arbeide med Assistance af Vægterne, indtil Brandfolkene vare samlede. Som sædvanlig trommedes et overordentlig stort Personale sammen; saaledes skulde foruden Brandfolkene alle Bryggere, Bagere og Slagtere, Vognmænd, Møllere og Hyrekuske møde med Heste og Sluffer, eller med Vogne for at bjerge Gods og transportere Brandredskaber; Vandmestrene og deres Svende skulde være tilstede for at dirigere Hanerne paa Renderne, Borgervæbningen skulde samles paa sine Allarmpladser for at besætte Adgangene til Brandstedet, Favnesætterne, Læsserne og Korndragerne skulde strax begive sig til deres anordnede Sprøiter, Prammændene være tilrede med deres Baade for at bugsere Pramsprøiterne, o. s. v. Det skortede heller ikke paa Kommanderende, snarere var der for mange af dem; thi foruden Brandmajoren og de øvrige Brandofficerer skulde Overpræsidenten, Kommandanten i Kjøbenhavn, den øverste Admiral paa Holmen, Politimesteren, Stadshauptmanden, Vægterinspekteuren og Vægterlieutenanten, Stadskæmneren, Older-


198

mændene for nogle af Laugene og mange flere være tilstede. Skjøndt man forsøgte at give enhver af disse Autoriteter sin særligt begrændsede Myndighed og formanede dem til "at leve med hverandre udi en sømmelig Enighed og god Forstaaelse om deres Embede og Forretninger og ikke lade komme nogen Tvistighed om deres Chargers Myndighed til Stadens Conservation, Publici Gavn og det almindelige Bedstes Befordring", er det dog indlysende, at disse mange forskjelligartede Elementer kun med Vanskelighed kunde arbeide sammen, hvorved der opstod Forvirring og Uenighed. De menige Folk mødte undertiden drukne, og det kom da til Klammeri, ja til Slagsmaal "ved Ilden".

Brandskilt fra 1750

Brandskilt fra 1750.

Brandofficererne skulde ved alle Ildebrande møde med "Sidegevær", men ellers havde Brandfolkene ingen Uniform, undtagen 24 Sprøitemestre og Værkgeseller, der stod til Brandmajorens egen Disposition og vare iførte sorte Kitler ("de sorte Brandfolk"). Derimod vare alle, Officerer saavelsom Menige, forsynede med Brandskilt, hvoraf ét Exemplar i Sølv for Captain P. P. Nyegaard her er afbildet. Det bærer Aarstallet 1750 og følgende Devise:

"Min Tromme skræksom er især ved Ildebrand,
Men Sprøiten næst Guds Hjælp den Ild udslukke kan."

Af Brandredskaber fandtes ved ethvert Hus: Lygte, Læderspande, Brandstige, Brandhage samt en Tragt og en Strippe; det Offentlige sørgede for Vandkar, Seildugsslanger til at anbringe paa de offentlige Vandposter, Ildhager, Haardækkener m. m. Samtlige


199

Sprøiter vare inddelte i fire Klasser, eftersom de tilhørte Kongen, Staden, Kirkerne eller Brand- og Vandkommissionen; desuden havde hvert af Borgerkompagnierne nogle Sprøiter: de saakaldte Kompagnisprøiter. Adskillige af de større Sprøiter vare anbragte i smaa grundmurede Huse rundt om i Byen, dog især ved Kirkerne og Vagterne. Skjøndt Staden var forsynet med et "temmeligt Antal" Brandsprøiter, savnede man dog i 1757 nogle af den Størrelse, som "i betydeligt Tilfælde af Ildebrand kunde gjøre Tjeneste til skyndigste Resistance", og Brandmester Johan Dancker paa Holmen forfærdigede da efter en derværende engelsk Model en ny Sprøite, som fik Station i Remisen for kgl. Arbeidsvogne paa Prinds Jørgens Ridebane ved Christiansborg. Da der hyppigt var Vandmangel ved Ildebrande, anbragtes der 18 svære Slagpumper omkring i Kanalerne, som hver kunde give 6 Tønder Vand i Minutet; derimod opgav man et paatænkt Trykværk under Rytterstatuen paa Amalienborg, fordi det fandtes overflødigt, og fordi det allerede existerende ved St. Nikolai Kirke bl. A. havde den Feil, at det betog Kvarteret dets Pumpevand. De mange Anskaffelser saavelsom endel nye Gadelygters Opsættelse paa Amalienborg (der var ialt 950 Lygter i Byen) bevirkede, at Lygte- og Sprøiteskatten, som allerede i Chr. VI.s Tid var bleven forhøiet med en Trediedel, nu igjen blev forhøiet med en Tolvtedel, indtil Kassen atter kunde komme paa Fode.

Kjøbenhavns Vandforsyning (smlgn. II, S. 282) skete nu gjennem 19 saakaldte Vandkompagnier, hvoraf de fem tilhørte Kongen, og de fjorten Indbyggerne. Kongen havde 4 Pumpevandskompagnier (Christansborg Slots, Bryghusets, Guldhusets og Nyboders samt Charlottenborg Slots) og en Springvandsrende (Rosenborg Slots). Byen havde 10 Pumpevandskompagnier (Bremerholms, Tugthusets, Garvernes, Boyesens, Nørre-, Vestergades lille, Vestergades store, Farvergades, Børsens og Christianshavns) og 4 Springvandskompagnier (Stadens Fontaines, Øster-, Rosengaardens og Universitetets). Otte af Pumpevandsrenderne kom fra Peblingesøen og sex fra Sortedamsø, medens samtlige fem Springvandsrender førtes fra Emdrupsø ved Lundehuset dels over Østerbro, dels over Nørrebro og gjennem Voldene ind i Byen. Trærenderne laa alle over Fæstningsgravene, hvilende paa Træbukke, men skjøndt der var anbragt Stakitter om dem, benyttede de hvervede Soldater og Slaverne dem dog hyppigt til Flugt. Paa Grund heraf og for at forebygge eventuelle "fjendtlige


200

Surpriser" foreslog Kommandanten, General Numsen, at lægge dem ned paa Bunden af Stadsgraven. Vel udtalte Vanddirekteurerne sig bestemt herimod, men da Justitsraad Ramus, der var "en forfaren Mand i Vandvæsenets Videnskaber", tvertimod anbefalede Forandringen, blev den iværksat i Aarene fra 1755 til 1757. Bekostningen var 6000 Rdlr., hvoraf Kongen udredede de 2000. Mindre imødekommende var Majestæten i 1747, da han nægtede at deltage i Omkostningerne ved to Fangedæmninger, som maatte lægges over Frederiksholms Kanal i Nærheden af Prindsens Bro for at istandsætte Christianshavns Vandrender. Vandet brød to Gange igjennem; der maatte pumpes Dag og Nat, og skjøndt Kongen benyttede Leiligheden til ogsaa at reparere to af sine egne Hovedrender, vilde han dog Intet bidrage. Af Vandvæsenets saakaldte "Udenværker" blev Emdrup og Utterslev eller Søborg Sø begge oprensede i 1746, hvortil de høilig trængte. Springvandet, der førte ind til Byen fra den første, var nemligt fuldt af Mudder og udrikkeligt, og den anden Sø var saa tilgroet, at Vandet i den tørre Tid blev staaende i Bunden uden Afløb. 500 Mand af Garnisonen arbeidede herude hele Sommeren for 10 Skilling Dagløn pr. Mand, og Omkostningerne bleve ikke blot paalignede Springvands-, men ogsaa Pumpevandsinteressenterne, skjøndt de sidste, som vi have set, intet Vand fik herfra. Man motiverede denne tilsyneladende Uretfærdighed med den Forsikkring, at Pumpevandskompagniernes Søer (Sortedams- og Peblingesø) "den meste Tid af Aaret holdtes vedlige af Springvandssøernes Spildevand og nogle Gange ved Tørke og tidlig Frost ligefrem vare blevne hjulpne af dem." Hvad Utterslev Sø angaar, maatte man i 1760 atter tage fat paa dens Oprensning, hvilket man saa meget hellere gjorde, som dens Grøde og Opfyldning for en Del bestod af god Tørvejord, der kunde bruges til Brændsel. Om Foraaret tappede man Vandet ud; en Hovedgrøft blev paabegyndt i Midten af Søen, og de omboende Bønder saavelsom andre Lysthaveride fik Lov til at skjære Tørv her. Arbeiderne fortsattes i fire Aar, men nu begyndte de tilstødende Lodseiere og Bønder at lægge Vandvæsenet Hindringer iveien, hvorhos de tilegnede sig en stor Del af Søens Grund under Paaskud af, at Græsningen her tilhørte dem. Vandvæsenet svarede med det kraftige Argument: at stemme op for Vandet, saaledes at det omstridte Terrain blev oversvømmet, og nu kom det til Proces, som først blev afgjort ved Højesteretsdom


201

i 1766, væsentlig i Vandvæsenets Faveur. Gjentofte Sø, der ligeledes tilhørte Kjøbenhavns Vandvæsen, var saagodtsom helt tilgroet med Siv, og om Lersøen siges det allerede i 1762, at "den egentlig ikke kunde kaldes en Sø." Bedre stod det til med Damhussøen eller Langvaddam, som jo ogsaa var Pumpevandets egentlige Hovedreservoir, hvorfra Peblinge- og Sortedamssø forsynedes, St. Jørgens Sø blev slet ikke benyttet til Byens Vandforsyning, fordi de militaire Autoriteter modsatte sig Dosseringernes Forhøielse.

Man klagede meget - og sikkert med Rette - over Drikkevandet, thi det var ikke blot saa sparsomt tilmaalt, at der i hede Somre ofte indtraadte Vandmangel, men det var tillige ildesmagende, plumret og muddret, derhos opfyldt med "levende Dyr". Vandet i Byens Brønde, hvoraf der var over 500, var i Reglen ikke bedre; dog roser Lange i sin "Lære om de naturlige Vande": "Kongens Kilde" eller "Kræmmerkilden" paa Christiansholm og en Kilde i Proviantgaardens Kjælder. Om den store Pumpe paa Nytorv ("de fire Jomfruer", smlgn. II. 644) skriver Lange: "Vandet her har en hæslig stinkende Lugt, og saa ubehagelig en Smag, at man maa kaste op derefter, dog er det somme Tider mindre end somme opfyldt med sligt et ildelugtende Væsen." Dette Forhold saavelsom den slette Renovation og Sundhedsvæsenets mangelfulde Tilstand bevirkede, at Kjøbenhavn var en usund By. Fra 1725 til 1793, altsaa i 69 Aar oversteg Antallet af Fødte kun i 18 Aar Antallet af Døde, enkelte Gange endog kun med 3 Personer (i 1745) og med 49 (i 1768). I dette Tidsrum blev der ialt født 188,341 Mennesker i Kjøbenhavn, medens 219,202 døde; der var med andre Ord: 30,861 flere Døde end Fødte. Kun en stærk Indvandring fra Provindserne kunde hindre Tilbagegang i Hovedstadens Indbyggertal. Epidemier vare hyppige; saaledes hjemsøgtes Byen i 1753, 1758 og 1762 af Mæslinger; i 1759-60 havde man først en "ualmindelig farlig" Skarlagenssygdom og derefter en alvorlig Koppeepidemi, som bortrev Tusinder; i 1762 optraadte en epidemisk Blodgang, der især ramte de indkvarterede norske Tropper, hvortil kom Influenza, Koldfeber og typhøse Sygdomme. Skjøndt det ikke kan siges, at Autoriteterne lagde Hænderne i Skjødet overfor saadanne Samfundsulykker, stod de dog temmelig afmægtige. Mod "pestilentialske" Sygdommes Indførelse fra Udlandet, navnlig fra Middelhavets Kyster, søgte man at sikkre sig ved Anlæget af et nyt grundmuret Kvarantainehus paa Amager, hvorfra en


202

500 Alen lang Bro førte ud i Søen. De norske Troppers Blodgang i 1762 gav Anledning til forskjellige Forholdsregler, og Aaret efter, da Epidemien var overstaaet, blev der bygget "murede Udluftningsovne" ved Tømmerpladserne udenfor Vesterport, hvor alle Kvarterværter skulde lade deres Sengklæder rense, ligesom de fik Befaling til at lade deres Værelser kalke og hvidte. Datidens værste Svøbe var dog Kopperne, af hvilke der i 1759 døde 1079 Personer i Kbhvn. Midlet mod denne Sygdom, nemlig den kunstige Indpodning, blev allerede i 1754 anvendt i Danmark, da Baronesse C. E. Bernstorff den 8de August lod sig inokulere af en engelsk Læge, en Begivenhed, der blev foreviget i et Kobberstik. Flere af Hovedstadens Læger fulgte Exemplet, og i 1755 blev der endog indrettet to Huse for kgl. Regning, det ene til deri at inokulere 6 Børn, det andet til at optage dem under Sygdommens Forløb. Skjøndt Kronprindsen (den senere Chr. VII) blev inokuleret i Juni 1760, stødte Methoden dog paa saa stærk Modstand, at den offentlige Anstalt maatte lukkes samme Aar af Mangel paa Deltagelse. Kun nogle hundrede Personer vare blevne inokulerede, og den af Struensee senere indrettede Inokulations-Anstalt i "Solitude" paa Nørrebro havde heller ingen Fremgang. Kopperne vedblev derfor at rase, indtil Jenners velsignelsesrige Opdagelse af 1796 fem Aar efter blev indført i Kbhvn. af Professor Winsløw.

For Lægevidenskaben var der blevet udrettet Meget i Christian den Sjettes Tid, saaledes var ikke blot Universitetets Anatomikammer bragt istand igjen efter Ildebranden i 1728 i anden Etage af Studiegaarden, men et Theatrum anatomico-chirurgicum var blevet indrettet paa Kjøbmagergade i en Gaard mellem Hofapotheket (ligefor Silkegade) og Hjørnet af Amagertorv. Det var en ny af Universitetet uafhængig Høiskole for Chirurgerne, hvor de skulde høre Forelæsninger og absolvere den i 1736 paabudte chirurgiske Examen under Generaldirekteur i Chirurgien, Simon Krügers Ledelse. Her var en Forelæsningssal, som kunde rumme 200 Personer, et Værelse, hvori Skeletter, Præparater og Instrumenter vare opstillede, samt et andet med et chirurgisk-anatomisk Bibliothek. Begge de anatomiske Instituter fik det fornødne Materiale af Kadavere fra Børnehuset, Ladegaarden, de Fattiges Sygehuse og af Delinkventer fra Bremerholm, Stokhuset og Kastellet. Et mærkeligt Exempel paa videnskabeligt Selvstudium forekom i 1748, da Barbersvend Jakob Borch,


203

der ikke havde Raad til at besøge Anatomitheatret, overtalte Graveren paa St. Nikolai Kirkes Assistenskirkegaard (" Landgreven") til "uden mindste bruit at skaffe ham et nylig begravet Lig." Gråver-karlen havde allerede Liget oppe af Graven, men da han var gaaet nogle Skridt med det, blev han attraperet af forbigaaende Folk og tvunget til at lægge den Døde i Graven igjen og tilkaste den. Borch blev arresteret for dette Gravrøveri, men slap med at betale Arrestomkostningerne og 10 Rdlr. i Mulkt til Konventhuset, da "han alene havde handlet af Lærvillighed og for at efterforske Aarsagen til et hastigt Dødsfald."

Den øverste Medicinalautoritet, Collegium medicum, der var stiftet af Chr. VI, udrettede neppe synderligt, thi dens Bestræbelser for at udarbeide en ny Medicinalanordning blev til Intet. Derimod kom Oprettelsen af Frederiks Hospital og Fødselsstiftelsen naturligvis i høi Grad Videnskaben til Gode. De ved Universitetet uddannede Læger stod paa en spændt Fod med Chirurgerne, thi disse sidste bleve trods deres Examen fremdeles betragtede som Barberer, og vare fordetmeste heller ikke synderlig mere. I Hovedstaden fristede i øvrigt et stort Antal Kvaksalvere Livet: Operateurer, Badere, Markskrigere, Landstrygere, gamle og unge Fruentimmer, Okulister, Broksnidere, Apotheker- og Barbersvende, der brugte ind- og udvendige Kure, og over hvilke der uophørlig fremkom Klager. Mærkeligt er det, at Skarpretterne endnu paa dette Tidspunkt praktiserede som Læger, undertiden endog med kongelig Tilladelse. Saaledes fik Bødlen i Roskilde, Puhan, i 1754 Lov til at kurere for Arm- og Benbrud samt aabne Saar. Det hedder udtrykkelig, at han i de 30 Aar, han havde været Skarpretter, "upaaklagelig og forsvarlig" havde kureret dem, der søgte hans Hjælp. Fattige skulde han behandle gratis, men det var ham ikke forment at tage imod Penge, naar de, der søgte ham, ved en billig Kjendelse havde affundet sig med Byens Chirurg. Til Kvaksalvernes store Regiment kunne ogsaa Tandlægerne henregnes. U. A. Scarpeta, som boede i Laxegade, anbefalede sig i 1749 i Bladene med vellugtende Tandpulvere, Balsamer, Tinkturer, Essentser, Øienvande, Pomader, Plastre, endvidere med "allehaande kurieuse og kompendieuse" Brokbaand, ja med vellugtende Hovedpuder, som ikke blot holdt Flod, Hovedpine og Svindel borte, men endog ufeilbarligen styrkede Hukommelsen.


204

Kjøbenhavn havde nu syv Apotheker, nemlig foruden Svaneapotheket i Høibrostræde, Løveapotheket i Vimmelskaftet, Kong Salomons Apothek paa Østergade og Elephantapotheket paa Kjøbmagergade (smlgn. II, S. 377) endvidere Christianshavns Apothek i Lille Torvegade (oprettet i 1707), Vaisenhusapotheket i Vaisenhusets Eiendom paa Nytorv (oprettet 1734) og endelig Frederiks Hospitals Apo-

Elephantapotheket paa Kjøbmagergade

Elephantapotheket paa Kjøbmagergade.

thek (oprettet i 1756 samtidig med Hospitalet). Baade Løve- og Elephantapotheket brændte i 1728, men bleve snart gjenopførte. Det sidste, der eiedes af den ansete Apothekerfamilie Becker, havde i nogle Aar efter Branden Lokale i en Gaard paa Amagertorv, kaldet "den blaa Haand", indtil det nye og elegante Apothek med Sandstensportal og indmurede Tavler med Indskrifter i 1737 atter stod færdigt paa sit gamle Sted paa Kjøbmagergade ligefor Silkegade. Elephantapothekets Indre før 1728 ses af hosstaaende Afbildning


205

efter et Maleri, som endnu er i Familiens Besiddelse. En ny Apothekertaxt, som i en Aarrække havde været paatænkt for at afløse Christian den Femtes af 1672, blev færdig i 1749, men den blev ikke trykt og kun approberet for Hoffets Vedkommende, fordi "den tildels bestod af Kompositioner, som alleneste ere Medicis og Apothekere ved Hoffet bekjendt og ingenlunde vedkomme Publikum", og fordi "Maaden, hvorpaa enhver Ting skal behandles, først bør gives Publicum tilkjende ved et Dispensatorium og Medicinalordning." En Forbrydelse i 1764 førte til skjærpede Bestemmelser med Hensyn til Giftsalg. En Grenader havde nemlig forgivet sin Hustru ved Rottekrudt, som han ved en falsk Attest havde forskaffet sig fra Vaisenhusapotheket, og det blev derfor paalagt Apothekerne kun at udlevere Gifte mod Attest fra en dem bekjendt Mand med Underskrift og Segl, medens Urtekræmmerne aldeles ikke maatte sælge Arsenik eller andre Gifte.

Trods de usunde Forhold, hvorunder Kjøbenhavns Befolkning levede, steg den i Tal, om end kun langsomt fra 1728 til 1769. Man kan heraf slutte, at der maa have fundet en stærk Indvandring Sted, baade fra Ind- og Udland. De fleste Udlændinge kom efter Sædvane fra Tydskland, ikke blot "unge Standspersoner, for hvilke det danske Hof havde en særegen Tillokkelse", men ogsaa Handlende, Haandværkere, Gjøglere, lige ned til Tjenestepiger. Ved Siden af den tydske, gjorde dog ogsaa en fransk Indflydelse sig gjældende i Sprog og Sæder og tillige en rigtignok endnu kun svag national Reaktion. Det er foran (III, S. 30) omtalt at de 32 Mænd i 1763 i nærgaaende Udtryk beklagede sig over de Fordele, Fremmede nød fremfor Landets egne Børn, og at de Reformerte navnlig vare ilde sete. Jøderne, hvoraf der i 1760 var 137 Familier (med 650 Medlemmer) vare heller ikke yndede af Indbyggerne, skjøndt de bleve alt Andet end protegerede af Myndighederne. Magistraten klagede over deres stigende Tal og fandt, at de vare Staden til Last, fordi de fleste af dem vare fattige, og Regjeringen forfulgte dem med skarpe Bestemmelser for at holde dem ude af Landet. I 1746 befaledes det, at enhver Jøde, der vilde bosætte sig i Staden, skulde indrette et Manufaktur eller bygge et nyt Hus, men det blev ikke overholdt; i Regelen nøiedes man med en Afgift af 100 Rdlr. til Politikassen. Fremmede Jøder maatte ikke komme hertil uden kongeligt Leidebrev, og Overtrædelse heraf straffedes med 1000 Rdlr. Bøde eller


206

med Arbeide i Kastellet paa Livstid, hvorhos den, der husede en saadan Person, skulde behandles, som om han havde huset Fredløse. For at hindre Jøders Omløben med Kramvarer paa Landet, hvorved Borgerskabet i Kjøbstæderne betoges dets Næring, blev det i 1754 befalet, at ingen Jøde under haard Straf maatte lade sig finde udenfor Landeveien fra én Kjøbstad til en anden, eller nogen Nat logere i Landsbyerne uden i yderste Nødsfald. I Virkeligheden gik det dog ikke saa strængt til; de, som havde forsyndet sig herimod, bleve som oftest fritagne for den store Mulkt saavel som for Straffen; man indskrænkede sig til at udvise dem, naar de vare fattige, "fordi Landet ikke kunde være tjent med dem", eller, naar de vare velstaaende, tvinge dem til at bygge. Stemningen i ledende Kredse var overhovedet ikke ondartet mod den jødiske Nation; man læser f. Ex. i en Forestilling fra Kommercekollegiet, da to Jøder i 1757 havde ansøgt om at maatte anlægge en Potaskefabrik: "Det gaar med disse Folk ligesom med andre af samme Nation sket er, de indkomme i Landet uden Frihed at nedsætte sig, og da de imidlertid ingen Beskyttelse have, saa søge de en og anden Prætext enten under Navn af Fabrikers Indretning eller anden slig Næring for at tilveiebringe sig Protektion og Frihed. Vi tilstaa, at disse arme Mennesker ere ilde farne; de hades overalt, og den borgerlige Næring er dem udi den største Del af Europa betagen." Ogsaa i dannede Kredse begyndte der at gjøre sig fornuftigere Anskuelser gjældende; saaledes var et Par jødiske Læger, der praktiserede i Kjøbenhavn, Simon Salomon Polack og Salomon Theophilus de Meza, almindelig ansete. Men hos den lavere Befolkning var Stemningen en anden, og dens Uvillie mod jødiske Medborgere gav sig Udslag paa forskjellig Maade, navnlig ved at udelukke dem fra alle borgerlige Næringsveie undtagen netop Handel. De taaltes f. Ex. ikke i noget Laug; den første og eneste Undtagelse nævnes i 1742, nemlig afdøde Henrik Goldschmidt, der havde destilleret Likeurer og Akvaviter og været Medlem af Brændevinsbrænderlauget. Det var dog kun sket, fordi han havde brændt Brændevin, før Lauget blev oprettet, og "med temmelig stor Bekostning havde sat sig istand." Hans Svoger, Nathan Valentin, søgte om Tilladelse til at fortsætte Bedriften, men fik Afslag. I 1745 indkom et absurd Forslag til Kommercekollegiet, hvori det hedder, at "som Jøderne meget streife om i Landet og bedrage Folk, om de for at kjendes fra andre


207

christne Folk maa paalægges baade Mand- og Kvindekjøn at bære ét mørkerødt Ærme under 10 Rdlr.s Straf eller i Mangel af Betaling at staa i Gabestokken." Den anonyme Projektmager fik imidlertid intet andet Svar af Kollegiet end det kortfattede: "Herpaa kan ei reflekteres". Den skarpe Adskillelse, der fandt Sted mellem Christne og Jøder, og hvori de sidste heller ikke vare uden Skyld, bidrog naturligvis kun til at forøge Modsætningen, hvortil kom, at der fandtes flere tvivlsomme Elementer mellem de sidste. Under en stor Aagersag i 1754, i hvilken Mænd som Generalauditeur Borthus, Amtsforvalter Lemvigh, flere Kjøbmænd, nogle Regimentskvartermestre og flere Jøder vare indviklede, nævnes Lazarus Levi som en Mand, der udelukkende levede af "ulovlig Pengehandel og ubillig Aager", og Generalprokureur Stampe betegner ham som "den allerintriguanteste og mest gjennemdrevne blandt alle herværende Jøder". I 1765 kom det endog til en literair Feide mellem Jøder og Christne, da Markus Salomonsen Nyborg havde oversat et Forsvarsskrift for Jøderne. En anonym Forfatter, Philaleth tog Ordet imod ham, hvilket atter affødte et Indlæg fra den ovenfor omtalte Læge de Meza. Det er et Symptom paa den store Modsætning mellem Christne og Jøder, men tillige paa, at Emancipationen gryede.

Jøderne havde hidtil holdt deres Gudstjeneste i private Huste, thi et Forsøg, de i 1737 havde gjort paa at opføre en formelig Synagoge var strandet. Magistraten havde rigtignok givet dem Tilladelse dertil, men da Byggearbejderne allerede vare i Gang, standsede Regjeringen dem, tilkjendegav Magistraten sit Mishag og idømte Menighedens Forstandere en Bøde af 800 Rdlr. for deres "formastelige Egenraadighed".. Bøden blev dog eftergiven, da Jøderne havde handlet af "Enfoldighed og Uvidenhed", men det blev trods en ny Ansøgning fra Menigheden gjentaget, at den kun maatte opføre "et ordinairt Borgerhus, som udvortes ikke har ringeste Apparence og Udseende af nogen publik Bygning". I Frederik den Femtes Tid holdt den høitydske jødiske Nation Gudstjeneste i en gammel Gaard i Læderstræde omtrent midt imellem Nissegangen og Naboløs. Den var kjøbt af de Ældste i 1742, men var saa brøstfældig, at de i 1757 søgte Bygningskommissionen om Tilladelse til paa denne og en tilstødende Grund at maatte opføre "en ny Eiendom af Etendue og Anseelse". Thurah anbefalede Planen, da den vilde blive Gaden


208

til Zirat, men med Begivenhederne fra 1737 for Øie ansaa han det dog for klogest ikke at handle paa egen Haand, men at indgive en Forestilling til Kongen. Sagen stod hen i 7 Aar, da endelig Tilladelsen blev given, men nye Vanskeligheder reiste sig, fordi man frygtede for, at der vilde blive opført en tempellignende Bygning. Først i December 1765 fik de daværende Ældste, Jakob Raphael og Ascher Unna Lov til at fortsætte den paabegyndte Bygning; dog skulde Kjælderen og Stueetagen indrettes til Beboelse og maatte ikke udleies til Synagogens Betjente, eftersom det ellers "kunde give Anseende til, at Jøderne havde faaet større Frihed, end de hidindtil havde havt". Den nye Synagoge, der skildres som en smuk og stærk Bygning, stod færdig i 1766 og indviedes med stor Høitidelighed den 3die Novbr. Synagogen var dog ikke fælles for hele Menigheden, thi de portugisiske Jøder, der vare et Aristokrati imellem deres Trosfæller og derhos særlig begunstigede af Regjeringen, havde særlige Bedestuer eller Synagoger. I 1783 nævnes tre saadanne, nemlig i Snaregade, Store Færgestræde og Kongensgade (nuv. Vildersgade) paa Christianshavn. Bestræbelsen for at vinde Proselyter blandt Jøderne fortsattes iøvrigt ligesom tidligere, og Præparationen til deres Daab gik paa Tour mellem Hofprædikanterne og Sognepræsterne i Kjøbenhavn, hvorhos de fattige Jøder underholdtes af Kirkerne eller Partikulairkassen, saalænge Undervisningen stod paa. I 1754 blev der udsat Bækkener for Kirkedørene i Danmark og Norge for at opsamle et Fond til Understøttelse for ikke-kjøbenhavnske Jøder, der vilde gaa over til den evangeliske Kirke. Kollekten indbragte ialt 1440 Rdlr., som udsattes paa Rente, men da Ingen fra Provindserne ansøgte om Understøttelse heraf, anvendtes 200 Rdlr. af Pengene efterhaanden til Bedste for kjøbenhavnske Proselyter. I Aaret 1800 havde det jødiske Proselytfond en Kapital af 5516 Rdlr., som efter Biskop Balles Indstilling blev henlagt til Enkekassen for Skoleholdere og Kirkesangere i Sjællands Stift, da "Fondet var unyttigt, og det derhos havde vist sig, at Proselyter som oftest vare Personer, af hvilke Christendommen hverken havde Glæde eller Ære". At den jødiske Menighed brugte alle Slags, undertiden endog høist utilladelige Midler for at hindre deres Børn eller Trosfæller i at gaa over til Christendommen, følger af sig selv.

Det er tidligere antydet, at det i Midten af forrige Aarhundrede ikke stod synderlig godt til med Sædeligheden i Kjøbenhavn.


209

I August 1737 indgav en Mand ved Navn Jens Olesen Bang en Klage til Christian VI herom, og skildrede i stærke, sikkert altfor stærke Farver Tilstandene i Hovedstaden i denne Henseende. "Drukkenskab, Sus, Dus, Dandsen, Springen, Klammeri, Bedrageri, Eder og Banden, Kortspil, Tærningspil, Had, Avind, Kiv, Trætte, Misundelse, Vold, Hor, Mord og mange andre Guds aabenbarlige Bespottelser - skriver han - ere i denne By saa gemene, som unge Drenge og Piger elske hverandre paa en ulovlig og utilbørlig Maade, thi ét Barn fødes af et andet, og en Dreng kaldes Fader, som ikke har opnaaet sine myndige Aar. Denne syndige By og Stad staar i lige Forhærdelse med Jerusalems Ødelæggelse, thi denne By med sin Ugudelighed og Guds aabenbarlige Bespottelser er ikke et Haar bedre, end Jerusalem var."

Bang udgyder først og fremmest sin Vredes Skaaler over nogle Kvinder, som han kalder "Dragedukker", fordi de drage og lokke skikkelige godt Folkes Tjenestepiger til sig og forlede dem til Utugt og heraf følgende Forbrydelser. De holde aabent Hus for Tjenestepiger og for Karle, der ere saa unge, at "de neppe haver faaet Kaarden paa Siden". Ligesaa farlige ere et Slags Fruentimmer, der kalde sig Sypiger, skjøndt de ere "mere artige og omgjængelige, og paa en egen ufordækt Maade agere saa gedult og honet en Skjøge, at skikkelige Folk, som dem ikke kjender, ei skulde fatte Tanker om dennem, at de ere løse paa Traaen". Det er disse Piger, som Uge efter Uge staa aabenbar Skrifte i Nikolai Kirke, men de burde ikke have Lov til at optræde her i deres "Cabe-Rönnicher" (Chaperon = Hovedtøi eller Hætte), saa at man kun kan se deres Næsetip, nei, de burde visselig være blotte, at Enhver kunde gjenkjende dem. Byen er overfyldt med Ruffersker og unge Piger, der under Paaskud af at sælge Frugt og andre Varer, løbe om ved Dørene; Dandseboderne og Lystighederne i Laugshusene føre Mange i Elendighed, thi skikkelige Folks Børn lyve for deres Forældre og søge derhen, og mange Herskabers Tjenere og Tjenestepiger gaa til disse Lystigheder, "naar de have faaet deres Herrer og Fruer til Sengs og Rolighed og lade baade Porte og Døre staa aabne og blive ude langt paa Natten, ja Mange til den lyse Dag." Naar Skibe komme til Kjøbenhavn med Piger fra Provindserne, som søge Tjeneste, lokkes de ved falske Foregivender hen i utugtige Huse, og skjøndt der er mange skikkelige, ærlige og honnette Værtshus-


210

mænd i Byen, er der andre, som holde Kipper, hvori der drives alskens Ugudelighed. Der er Øltappere, som samle Smaadrenge af alle Slags Haandteringer og Professioner hos sig om Søn- og Helligdage og give dem Øl, Brændevin, Piber og Tobak, ja et helt Spil Kort, og saa gaar det derefter paa en Senkenef (cinque et neuf) og Trøiedus (trois et douze) løs med Eder og Banden. I adskillige Værtshuse er der aparte Værelser og Logementer til Spillebuler om Søndage, og "de, som ere kaldede til kongelige Bestillingsmænd og tildels Justitsmænd, som efter deres allerunderdanigste Ed og Pligt ere skyldige at gaa deres Undermænd fore med gode Exempler, ere ret nogle ældgamle Drukkenbolte og unyttige Instrumenter i deres Embeder".

Saaledes bliver Bang ved og skaaner ikke engang dem, "der kjøre i Karosse med Kusk og Tjener", men han véd ogsaa Raad mod alt dette ugudelige Væsen. Han vil have Krigsmænd og Embedsmænd, der drikke sig fulde, straffede: første Gang med Tabet af et halvt Aars Gage, anden Gang med et helt Aars og tredie Gang med Afskedigelse. For hver Gang de bande, skulle de betale 1 Rdlr. i Bøde til en ny Kirkes Opførelse i Kjøbenhavn. Geistlige, der forsé sig paa denne Maade, bør miste al Udsigt til Befordring. Alle Andre, der have set for dybt i Kruset, navnlig paa Søn- og Helligdage, da man "i Særdeleshed ser Mennesker paa Gaderne komme anstigende saa fulde som Svin og undertiden falde om i Rendestenene", bør straffes første og anden Gang med aabenbar Skrifte "uden Skjul for deres Ansigter", tredie Gang med Indsættelse i Børnehuset et Fjerdingaar. For Banden foreslaar han tre Dages Vand og Brød samt 4 Timer om Dagen i den spanske Kappe eller den saakaldte "Fedel"; yngre Mennesker kunne derimod nøies med at gaa en hel Dag om i Byen til Spot med et Bræt forpaa og bagpaa, bemalet med en Abekat og en Ugle. Naturligvis vil Bang have stærk Kontrol med Værtshusholdere saavelsom med Folk, der udleie Værelser til enlige Fruentimmer; ingen Lystighed af hvad Navn nævnes kan, undtagen Bryllupper og deslige Ting, maatte tillades i noget Hus i Kjøbenhavn, og Magistraten burde beskikke et vist Antal Sykoner og et vist Antal Værtshusholdere og Kjældermænd, som under Mulkt til den nævnte nye Kirke skulde holde skikkelig og stille Udskjænkning, De værste Steder ere dog Værtshusene uden Portene; om dem siger Bang, at de ere "Djævelens levende


211

Pauluner, hvor Gjæsterne kunne gjøre Alt, hvad de ville, da ingen Hund gjøer af dem". Disse bør Kongen "rent ødelægge ved strængelige og haarde Tilsynsmænd".

Det anførte mærkelige Aktstykke, som uden Tvivl skyldes en Pietist, gav Anledning til, at Politimester Erik Torms Mening blev hørt. Han afgav en lang Betænkning, hvori han aabent udtaler sin Misfornøjelse med Bangs Klage, skjøndt han haaber og ingenlunde paatvivler, at den er skreven i en god Intention. "At denne Bang - siger han - saa dristig beskriver denne Stads Ugudelighed alene, da, naar han det skulde godtgjøre, vilde det falde ham fast ikke mulig; han eftertænker ikke denne Bys Storhed og derudi værende mangfoldige Mennesker af mange Stænder". Politimesterens Yttringer om Drukkenskab og Fylderi ere dog neppe ganske korrekte, naar han fortæller, at "denne grove Synd er bleven til en Afsky hos den største Del af fornemme Folk, saasom det anses for uanstændigt", thi vi vide fra andre Kilder, at det netop i de fornemste Kredse var Skik og Brug at beruse sig, og at den gjaldt for den Braveste, der kunde tømme det største Antal Flasker. Senere indrømmer dog Torm, at "det destoværre ikke kan nægtes, at Drukkenskab jo hos Nogle er bleven en Vane, men - vedbliver han - at finde Midler derimod, er sandelig ikke saa let. Værtshusenes Forringelse gjør det ikke, thi fordi en Mand bor ved Vesterport, findes han ofte i et Værtshus paa Christianshavn eller udi Nyhavn. At gemene Folk, som Soldater, Matroser og Haandværks Burser drikke, er uimodsigeligt, men det maa konsidereres, at disse Folk faa sjælden noget Godt, thi deres Sold og Dagløn for endel er ikkun liden, og naar de da faar et Par Kruser Øl eller for en Skilling Brændevin, saa ere de drukne; derimod er der vel dem, som kan drikke en Pot Vin og har ingen Skade deraf og bliver ikke drukken".

Torms Indlæg er i det Hele afdæmpende, mildnende og undskyldende; kun paa enkelte Punkter benægter han rentud de fremkomne Beskyldninger. Han indrømmer, at der bandes og sværges paa Vin-, The-, Kaffe-, Øl- og Brændevinshuse, men dette kan Politiet ikke hindre; det Bedste og Eneste derimod er, at Gud selv opvækker de Paagjældendes Samvittighed, og her kunne Skoleholdere og Lærerstanden gjøre langt mere til Forbedring end Pengemulkter. Det kan heller ikke nægtes, at der findes saadanne Kvinder, som Bang kalder Dragedukker, men som ellers ere mere bekjendte under


212

Navn af Rendekjærlinger, og deres onde Forhold kan ei aldeles bestrides. De fleste af dem ere imidlertid Matros- og Soldaterkoner, som Ingen kan formene at opholde sig i deres Mænds Kvarterer, og naar Husmødre finde Fornøielse i, at de bringe dem Sladder, er der Intet at gjøre derved. Sypiger, der leve af Utugt, findes ogsaa i Byen, men deres Letfærdigheds Bedrifter ske saa hemmelig, at de sjelden komme for Lyset, saaledes at de kunne tages under Aktion. Det er Potimesters Pligt at vogte sig for at angribe Uskyldige for ikke at paaføre dem Tort og Blame. "Og i saa Maade - vedbliver Torm - kan Ingen angribes uden Bevis, medmindre jeg vilde vente mig personal Proces for tilføiet Tort, thi efter Byrygter eller Præsumption dømmes ikke. Hver Gang en Ruffer eller Rufferske antræffes, maa jeg altid vente at gaa med Sagen imod dem til Høiesteret, og imidlertid at staa i Hazard enten at tabe eller vinde".

Torm berører derpaa de øvrige Klagepunkter. De omløbende Kvinder, siger han, ere fordetmeste Militairkoner, som have Lov til at falbyde mange Slags Varer ved Dørene. Dandseboderne kunne vel give Anledning til adskillige Forførelser og Ondskabs Bedrifter, men i Laugssamlingerne, hvor to Politibetjente og to Vægtere ere tilstede, gaar det altid skikkeligt til. Alle Lystigheder sluttes Kl. 10 om Aftenen, og fra Lørdag Aften Kl. 9 til Mandag Morgen holdes Alt stille, og høres fast aldrig i Værtshuse i den Tid: Kort, Kegler, Tærningspil, Dands eller Musik, saasom i den Tid paa det Skarpeste inkvireres. At Kvinder, der komme fra Norge eller Provindserne, blive lokkede hen i utugtige Huse, benægter Torm rentud; han har aldrig hørt et Exempel derpaa; det er Noget, man har bundet den gode Bang paa Ærmet. Derimod er det ganske sandt, at der er et meget stort Antal Værtshuse i Byen, men det vilde af mange Grunde være uhensigtsmæssigt at indskrænke Tallet. Mange Næringsdrivende vilde nemlig derved blive bragte til Bettelstaven; Grundeierne, som havde indrettet Beboelseskjældere, vilde lide utaalelig Skade, det vilde falde vanskeligt at indkvartere Garnisonen o. s. v. Det foreslaaede Middel at holde Værtshusene lukkede om Søndagen efter Kl. 5 vilde drage mange onde Suiter efter sig; "thi Haandværkssvende, Soldater og andre saadanne Mennesker, som ikke have andre Steder at være paa end paa deres Mestres Lofter og de dennem anviste Kvarterer, vilde da slaa sig sammen i Partier og paa Lofterne holde indbyrdes Værtskaber ved Drik og Spil, Tobaks


213

Smøgning samt Ildspaalæggelse i Gryder eller Potter til Husenes og den ganske Stads største Pericul og Fare, foruden den Ulykke disse Mennesker i deres Fuldskab kunde øve mod Hverandre uden ringeste Hinder eller Modstand, hvilket dog i Værtshusene og Kjælderne afværges."

Politimesteren kommer til det Resultat, at de bestaaende Love og Forordninger ere fuldkommen tilstrækkelige, skjøndt det med det ringe Antal Politibetjente, han har til Raadighed, nemlig 24, hvoraf 4 i Portene, 6 ved Kirkerne, de øvrige over Alt fordelte, næsten er umuligt at visitere alle Værksteder og Værtshuse hver Time. Imidlertid ere Indvaanerne overalt satte i en stærk Frygt, fordi der ikke ses igjennem Fingre med Nogen. "Om Natten - slutter han - efter at Klokken er Elleve slagen, ses fast aldrig et Menneske paa Gaderne og er overalt ganske stille. Jeg véd ikke, hvad der haver bevæget denne gode Bang til at anklage og beskylde denne Byes Indvaanere saa hart for Deres kongelige Majestæt; det var at ønske, at Enhver vilde beflitte sig paa at føre et christeligere Levnet og tænke oftere paa sin Dødstime. Denne Stads Indvaanere ere meget lydigere end mange smaa Landsbyers Beboere, hvor leves nu som før og er, som Sabbathsforordningen aldrig var til. Husene udenfor Portene blive fast alle Søndage inkvirerede, og naar Musik, Kegel- eller Kortspil findes, blive de straffede."

De to Indlæg - Klagen og Svaret - give et i mange Henseender interessant og oplysende Billede af Tiden. Under Frederik den Femte, da Exemplet fra Hoffet just ikke skulde opmuntre til Sædelighed og Maadehold, var Tilstanden naturligvis ikke bedre. Men man tog nu anderledes fat paa Sagen. Det er foran omtalt, at det frie Jordemoderhus blev indrettet for "at forekomme meget uskyldigt Blodsudgydelse", og Forordningen om Alimentationsbidrag blev udstedt som et Middel mod Letfærdighed og Utugt. Paa den anden Side forsmaaede man dog heller ikke Straffemidler, ja man kan sige, at enkelte af Bangs Forslag bleve gjennemførte nu, saaledes Forbudet mod at skjænke for Drenge i Værtshuse (1763), Forbudet af 1751 mod at Piger i Alderen fra 12 til 40 Aar ernære sig ved at omløbe med Sælgekurve, og endelig den mærkelige Forordning af 1ste Februar 1757, ved hvilken der fastsættes stigende Bøder for Drukkenskab, selv om ingen Forseelse mod det Offentlige


214

er indtruffen, og naar dette er Tilfældet, dobbelte. Bøder, netop fordi den Paagjældende har drukket sig fra Sands og Samling.

En Klage, man hyppigt træffer paa i hin Tid, er over "Uorden og Uskik i Ægteskabssager", navnlig for Soldaternes Vedkommende. Ved et Reglement af 1738 var det nemlig blevet bestemt, at Soldaters Trolovelse skulde foregaa i Garnisonspræsternes Boliger for "at spare den gemene Mand Bekostning med Fæstens Øl", men Følgen heraf blev, at det Hele gik meget uceremonielt og letsindigt til. Det var blevet Skik, at Brudgommen mødte allene hos Præsten med sin Friseddel og et Par Soldater som Kautionister og angav Brudens Navn, hvorpaa Parret indskreves uden Ceremoni Tilspørgsel eller Formaning til Ærbarhed og "til at entholde sig fra hinanden". En Enke klagede endog over, at en Soldat havde ladet hende indskrive som Brud, uden at hun havde Anelse derom. Lidt efter lidt fik Almuen Øinene op for, at de hos Garnisonspræsterne kunde undgaa Trolovelsesomkostninger og i Hast blive affærdigede, hvorfor de under forskjellige Paaskud henvendte sig til dem. Der blev først gjort Ende paa dette Misbrug, da de andre Sognepræster nedlagde Indsigelse og forestillede Regjeringen, at de havde Tab i Indtægter derved. Hemmelige Ægteskaber imod Forældres og Værgers Villie og Vidende hørte i de velstaaende Klasser til Dagens Orden, og Præsten paa Ladegaarden, Hr. Dietrich Rup, spillede i hin Tid omtrent samme Rolle som Smeden i Gretna Green. Magistraten skriver ialfald i en Klage, at han er bleven ligesom priviligeret til at forrette alle hemmelige Brudevielser, og at disse desuden befordres ved, at skarnagtige Mennesker paatage sig at være Forlovere for Brudefolkene, selv om disse have Forældre eller Nærbeslægtede i Live. I 1754 vakte det stor Opsigt i Hovedstaden, at Konferentsraad Severin Junges Datter, Mariana Catharina, en Aften hemmeligt begav sig ud af sin Faders Hus og under et urigtigt Navn lod sig vie til en Lieutenant P. Schiönnemann. En Brygger Plochrose havde hjulpet dem til Vielsesbrev fra Danske Kancelli. I Henhold til en Forordning af 1736 skulde det unge Ægtepar have været straffet med at miste Fjerdedelen af deres Boslod, men da Konferentsraaden gik i Forbøn for dem, bleve de benaadede paa Grund "af deres Ungdoms Ubetænksomhed." Derimod blev der lagt Sag an mod Brygger Plochrose og mod Kapellanen ved Helligaandskirken, Jakob Wulf, der havde viet dem. Provsteretten kom dog til det Resultat,


215

at Wolf "havde iagttaget Alt, hvad Loven tilholder med Vielsesbrev, Forløftningsmænd og Kæmners Bevis for, at Konsumption, Skole, Kirkebetjente, Sangklokker og Musikant vare betalte". Da Aktor under disse Forhold ikke kunde finde Grund til Anklage, faldt Sagen bort. Der kunde anføres flere andre Exempler, i hvilke de Skyldige ikke slap saa let. Ikke saa sjeldent bleve Trolovelser ophævede, men den kvindelige Part kunde da let paadrage sig en Maaneds Ophold i Børnehuset for "Vægelsindethed". En Sensationsbegivenhed af første Rang var Skuespillerinden Mette Marie Roses Bortførelse den 11te Marts 1765 af den berygtede Libertiner, Kammerherre Viceadmiral Christian Conrad, Greve af Danneskjold Laurvigen. Paa Grund af Faderens, Akteur Christopher Pauli Roses energiske Optræden lykkedes det ikke Grevens Venner at neddysse Sagen, skjøndt Politimester Horn i Begyndelsen var uvillig til at foretage Noget mod Adelsmanden. Rose henvendte sig nemlig direkte til Oversekretairen i Danske Kancelli, Grev Otto Thott, og gjennem ham kom Klagen for Kongens Øren. Da Grev Laurvig endog overfor Majestæten selv frækt nægtede sin Brøde, blev der taget alvorligt fat paa Sagen, og tilsidst maatte den Skyldige udlevere den unge Pige og bønfalde om Naade. Han blev idømt en Bøde af 10,000 Rdlr. til gudeligt Brug (hvilke i 1766 skjænkedes Frederiks Hospital), endvidere skulde han udrede en aarlig Pension af 200 Rdlr. til Mette Marie Rose, en lignende paa 300 Rdlr. til hendes Fader og endelig ufortøvet forføie sig til sit Grevskab i Norge og forblive der indtil videre. Hvis Mette Marie nogensinde indgik Ægteskab, skulde Grev Laurvig udbetale hende en Medgift af 3000 Rdlr. Hans Medhjælpere, de to Kommandeurkaptainer Hogland og Steffensen samt Garderkaptain Falkenskjold bleve ligeledes straffede; de to første med offentlig Irettesættelse, den sidste med Degradation. Heller ikke den unge Pige selv gik Ram forbi. Hun fik Befaling til strax at forlade Kbhvn. og i to Aar opholde sig paa Landet i et stille og ærbart Hus, fordi "hun med fri Villie og paa en utilladelig Maade har begivet sig til en Ægtemand." Man ser heraf, at Bortførelsen ikke var en saa brutal Voldshandling, som man har sagt. Hun blev sat i Huset hos Præsten i Lidemark, Mag. Ryge, der gav hende det bedste Skudsmaal for "velanstændig Ærbarhed og Undseelighed udvortes i hendes Væsen, Lader, Ord og Gjerninger" og for "god Grund indvortes i Hjertet". Hun blev senere lykkelig gift; Grev


216

Christian Conrad kom iøvrigt allerede Aaret efter tilbage til Hovedstaden og blev Admiral og Elephantridder efter Frederik den Femtes Død.

Kvindens Stilling i Ægteskabet var ikke heldig. Baade i de høiere og lavere Samfundsklasser forekom hyppigt brutale Voldshandlinger, og det skulde gaa vidt, før Myndighederne fandt Anledning til at skride ind. En Sag af 1753, da Skrædder Brøstings Hustru ansøgte Kongen om at blive sin trættekjære Mands Forfølgelser og Processer kvit, viser, hvad der kunde gaa for sig. Det blev oplyst, at Manden "i endel Aaringer ubarmhjertig havde ladet sin Hustru omslæbe i en Arrest efter anden, nu i Slutteriet, nu paa Raadhuset, nu i Pesthuset, nu hos hendes egen Moder, hvortil han havde taget Anledning, naar han paa en barbarisk Maade havde begegnet hende i deres eget Hus, og hun kunde have talt et eller andet ubesindigt Ord, strax at have Vidner tilrede og dermed overløbe Øvrigheden". I 1751 tog han hende ud af Pesthuset og søgte at faa hende i Spindehuset paa Christianshavn, hvilket dog ikke lykkedes ham. Tvertimod maatte han love Fattigvæsenets Kommitterede at give hende 4 Mark om Ugen til hendes Underhold samt Sengklæder og Gangklæder til en separat Husholdning, men under Foregivende af at ville leve christelig med hende, tog han hende igjen hjem til sig, trakterede hende atter med Grumhed og efter adskillige brugte Inventioner og erholdte Attester, at hun var farlig, lokkede han hende "under Skin af at ville divertere hende" ud paa et Skib paa Rheden og lod hende føre til Møens Tugthus, hvor hun hensad i ni Maaneder med kun 4 Skilling om Dagen at leve af. Man opdagede dog tilsidst Sammenhængen og slap hende løs af Tugthuset. Ved en kongelig Resolution blev det derefter paalagt Skræderen at betale 4 Mark om Ugen til Hustruens Underhold. Der er overhovedet en stor Masse Exempler paa Splid og Uforligelighed mellem Ægtefolk, Pryglescener, falske Beskyldninger og paafølgende Processer, som kunde vare i mange Aar, og man faar i Almindelighed det Indtryk, at Skylden som oftest var paa Mandens Side. En opsigtsvækkende Skilsmisseproces, hvor Feilen synes at være hos Hustruen, førtes mellem Stiftsbefalingsmand Grev Oertz og hans Ægtefælle, Fru Maria Svane fra 1734 til 1751. Vel blev det ved en Højesteretsdom i 1743 kjendt for Ret, at Grevinden skulde flytte til sin Mand og leve med ham som en christelig Ægtehustru, men da "hendes Sind


217

var saa aldeles afvendt fra ham, at hun aldrig i Evighed kunde persuadere sig til at fyldestgjøre Ægteskabs Pligt", begyndte Processen igjen. Sagen blev endnu værre, da han med Magt bortførte hende fra hendes Hus i Kjøbenhavn, "uden at tillade hende, som var i hendes deshabillée, at klæde sig paa", og blev som sagt først afsluttet i 1751 med Ægteskabets Opløsning.

De mange Jurisdiktioner i Hovedstaden afstedkom ikke blot megen Forvirring og Uorden i Sagerne, men ogsaa langvarige Stridigheder, som maatte afgjøres ved et kongeligt Magtsprog. Da Stadshauptmand Frederik Fabritius døde i 1755, gjorde f. Ex. baade Magistraten, Hof- og Borgretten, samt den militaire Jurisdiktion Fordring paa at behandle hans Bo, og da Professor Stanley døde i 1763, optraadte Hofretten og Admiralitetsretten som Konkurrenter til at forrette Skiftet. I første Tilfælde fik den militaire Jurisdiktion Medhold, fordi Fabritius ikke tillige havde drevet borgerlig Næring, i sidste Admiralitetsretten, fordi Stanley var Mester-Billedhugger paa Holmen. Naturligvis benyttede Malifikanter sig ogsaa af dette Forhold og forhalede Undersøgelsen ved at gjøre gjældende, at de ikke vare stævnede for det rette Forum, og ikke sjeldent maatte man for at komme ud over dette Slags Vanskeligheder nedsætte Kommissioner til at undersøge og paadømme Sager. Landets øverste Domstol, Højesteret, der med sædvanlig Pomp holdtes paa Christiansborg, undergik i Frederik den Femtes Tid væsentlige Forbedringer. Medens Retten under den forrige Konge i høi Grad havde "smølet" med Sagerne, saaledes at ikke sjeldent halvfemte hundrede eller flere uafgjorte Retssager maatte overføres fra det ene Aar til det andet, blev der nu truffet heldige Foranstaltninger til at fremme Proceduren og Voteringen; der blev derhos gjort Udveie til en "konvenabel Løn" for Assessorerne, og fremfor Alt blev Domstolens Selvstændighed og Uafhængighed af den absolute Kongemagt i hvert Fald fastslaaet i Praxis. Som Følge heraf steg Høiesterets Anseelse betydeligt, saameget mere som der blev omhyggeligt vaaget over, at den ikke tog Skade. Saaledes blev Kjøbmand Reinhard Iselin, da han i 1765 havde udgivet en Piece, hvori han erklærede sig forurettet ved en Dom, idømt en Bøde af 1000 Rdlr., Halvdelen til Vor Frelsers Kirke og Halvdelen til Justitskassen, fordi han "ved dette dristige og formastelige Skridt har tilsidesat den Ærbødighed, Enhver skylder vore Højesteretsdomme,


218

som afsiges i vores Navn". Boghandler Philibert, der havde ladet Skriftet trykke uden Approbation, slap dog med en Mulkt af 30 Rdlr. I Hofretten forefaldt i Marts 1747 den uhyggelige Begivenhed, at man ved Eftersyn af den derværende Depositionskasse, hvortil der var tre forskjellige Nøgler, fandt den tom. Ved den paafølgende Undersøgelse viste det sig, at Assessor og Hofretssekretair Horrebow havde borteskamoteret Pengene, ialt 2400 Rdlr. Det lykkedes ham vel at flygte til Sverig, men han blev kort efter udleveret i Henhold til en Traktat med dette Land, ifølge hvilken de to Stater gjensidig skulde udlevere hinandens Undersaatter, naar de ikke vare i Besiddelse af behørig Pas. Horrebow sad et halvt Aarstid i Blaataarn ved Langebro, hvorefter Aktionen blev hævet mod ham, og han blev forvist til Bornholm, fordi han havde tilstaaet sin grove Forgribelse og bekjendt, at kun den yderste Nød, Armod og Trang havde drevet ham dertil, samt af Hensyn til hans bedrøvede Hustru, umyndige Børn og gamle ynkværdige Forældre. Hans Efterfølger som Sekretair blev Assessor Ramus, der fik Embedet mod at dække Underbalancen.

Den mest frygtede Ret i Kjøbenhavn var Inkvisitionskommissionen - "den gemene Mand er meget bange for den", skriver Stampe i sine Erklæringer - "ja, dens blotte Navn er god for at bringe dem til at bekjende". (Smlgn. II, 356 o. flg.). Dette Forhørkammer residerede nu som før i en Fløi af Stokhuset, hvor der i Kjælderen var 7 Fængsler for Inkvisiterne og ovenpaa en stor Stue, hvor Retten holdtes, samt en mindre, hvor de indleverede Tyvekoster opbevaredes. Den øvrige Del af Huset bestod af 4 Værelser, af hvilke det ene brugtes til Fængsel for Inkvisitinder, det andet til Præparationsstue for Dødsdelinkventer af Landmilitair-Etaten, et til Bolig for Stokmesteren og endelig et til Brændekammer. Retssalens Vægge vare behængte med alle Slags Torturinstrumenter som Dekoration, thi allerede paa dette Tidspunkt brugtes neppe andre Tvangsmidler end Tampen og den "lille Kat", et Haandgreb med 10 tynde tjærede Hampeliner, hver en halv Alen lang med 3 a 4 Knuder paa. Inkvisiterne kunde af en saadan "Kat" faa indtil 27 Slag ad Gangen paa den nøgne Krop. Fængslerne i Kjælderen vare uden alle Bekvemmeligheder, og et enkelt af dem synes at have været særlig uhyggeligt; i hvert Fald klager en Borger i 1752 over, at han uskyldig er bleven indsat i Stokhuset i "det forsmædelige og horrible


219

Arresthul, Numer Syv" og dér bleven afklædt og mishandlet som den groveste Tyv. Inkvisitionskommissionen fik i 1758 en Præses i den tidligere Garnisons Auditeur Erhard Mecklenborg, der roses meget for sin Dygtighed af Stampe; han afløstes ved sin Død i 1763 af dav. Krigsraad Vilh. Bornemann, den senere Politimester i Kbhvn. under Struensee. Samtidig fik Kommissionen sin egen Auditeur nemlig Krigsraad Stub. Grunden til disse Forandringer var, at Inkvisitionskommissionens Forretninger bestandig voxede. Ikke blot var Tyveriernes Antal saa stort, at Auditeuren bogstavelig ikke kunde overkomme dem, men i 1753 dukkede der en ny Art Forbrydelser frem i saadant Omfang og af en saa ondartet Charakter, at man ogsaa henviste Undersøgelsen af dem til Kommissionen. Det var, hvad man dengang kaldte: "Filouteri i Spil". I Værtshuse, Vin- og Thehuse, hos Herbergerere og Andre var det blevet Skik at spille Kort eller Tærninger, og det opdagedes snart, at der havde dannet sig Komplotter af falske Spillere, som fravendte Bønder, Fremmede og unge Mennesker betydelige Pengesummer eller Værdigjenstande som Guldkjæder, Uhre, Ringe, Sølv-Snustobaksdaaser o. lgn. Der indkom talrige Klager til Magistraten herover, men først da den svenske Envoyé, Flemming, indberettede, at en svensk Skipper Røding med Hustru paa underfundig og skammelig Maade vare blevne bedragne for endel Penge og Værdigjenstande, blev der taget alvorlig fat paa Sagen. Da Politimester Erik Torm imidlertid ikke kunde faa de Skyldige til at bekjende, og man efterhaanden opdagede flere Bander af professionelle Spillere, hovedsagelig forklædte Soldater, blev det bestemt, at Inkvisitionskommissionen ogsaa skulde tage sig af dette Slags Forseelser og afholde Forhørene, mod at Auditeur Mecklenborg aarlig skulde nyde 180 Rdlr. af Stadens Kasse til Lønning for en Fuldmægtig. Naturligvis bleve Dommene fremdeles afsagte af Politi- og Kommercekollegiet. Magistraten havde ønsket, at alt Spil paa offentlige Steder skulde forbydes, endogsaa Kegler, men herpaa gik Regjeringen ikke ind. Kun Hazard blev strengt forbudt, thi Spil, "hvis Udfald ikke dependerer af en blot Hændelse eller Hazard, men tillige af de Spillendes Indsigt, Erfarenhed og Adresse, skulle ikke regnes for utilladelige, uden forsaavidt naar dermed konkurrerer et Slags Filouteri, saasom naar tvende eller flere under Haanden og hemmelig holde halvt for derved at bedrage tredie Mand".


220

I Stokhuset, forvaredes de til Fæstningsarbeide dømte Slaver, som efter 1764 fra hele Landet bleve afleverede til Kbhvn. Af en kongelig Resolution ses det, at de bleve udleiede for Betaling til Arbeidsgivere og under saadanne Ophold udenfor Fængslet baade indlod sig i Handels- og Elskovsaffairer. Tugt- og Børnehuset paa Christianshavn var det folkerigeste af Fængslerne, men nu som langt senere blev Skilsmissen mellem de forskjellige Slags Fanger kun slet overholdt, saaledes at de Straffede, som det siges, forlod Anstalten usædeligere og slettere end tilforn. Der var iøvrigt et vist Aristokrati mellem Forbryderne, idet de saakaldte "ærlige" Fanger foragtede og saa ned paa de "uærlige". Et mærkeligt Exempel herpaa forekom i 1756, da Kirsten Andersdatter fra Jylland var bleven kagstrøgen og brændemærket for Tyveri og skulde indsættes paa Livstid i Tugt- og Manufakturhuset i Viborg. Man nægtede nemlig rentud at modtage hende her, da "det vilde være af for stor Konseqvence, om uærlige Mennesker skulde arbeide mellem de paa en vis Tid indsatte Fanger. Det vilde foraarsage megen Disput og Vanskelighed mellem Arrestanterne, ogsaa mellem Værkbetjentene, om hun indtoges, da hverken Vævere, Spindemestre eller de andre Professioner vilde melere sig med at undervise slige uærlige Folk af Frygt for at miste deres Laugsrettighed." Enden blev, at Kirstine Andersdatter blev optagen i Spindehuset paa Christianshavn.

Foruden Blaataarn, der var Varetægtsarrest for Hofbetjente og Arrestanter fra Kbhvns. Amt, Hovedvagten, hvor Garnisonens, og Vagten paa Gammelholm, hvor Søetatens Arrestanter holdtes i midlertidig Forvaring, havde Staden sit eget Arresthus (afbildet II, 435) og Raadhuskjælderen, der tillige benyttedes til Afsoning af Vand- og Brødstraffe. Tilstanden det sidstnævnte Sted skildrer Politimester Horn i 1761 saaledes: "Det synes mig at stride mod Menneskeligheden i 24 Timer paa én Gang end sige længere at lade nogen sidde her, efterdi det er et overmaade fugtigt Sted, uden Nogen Slags Lysning, uden at Luften gjennem nogen Aabning eller Hul kan komme derind for at meddele de naturligen fornødne Repirations, Gulvet af bar og fugtig Jord, Væggene fulde af Salpeter og Intet at sidde eller ligge paa uden Jorden, hvorfor jeg og, fra den Tid af jeg haver set dette effroyable Hul, haver tilkjendt bortløbne Læredrenge at sidde derpaa nogle Dage, men haver tillige under Haanden tilraadet Mestrene som klogere at bede dem løs jour for


221

jour hellere, paa det Politiens Alvorlighed og Humanitet tillige kunde bestaa." Paa Raadhuset fandtes der iøvrigt ogsaa Rum for de om Natten paa Gaderne Optagne; herom skriver Horn: "Mand- og Kvindfolk, Civile og Militaire, Fornemme og Gemene, Besmittede og Ubesmittede, Tyve, Spitzbube, Galne, Beskjænkede p. p., som af Vægterne om Natten blive opbragte, pêle mêle komme tilsammen hvoraf ufeilbarligen flyde mange vederstyggelige Suiter, endskjøndt de som Mørkheds Gjerninger ikke falde i Øinene eller blive bekjendte, men især denne imod al god Orden og Politi stridende Illusion, at naar et eller andet løsagtigt Kvindemenneske for kortere eller længere Tid forvares i Arresten, lader hendes Bekjendtere ved at gjøre Allarm paa Gaderne sig af Vægterne opbringe for paa den Mande at blive introducerede hos hende." Politimesterens Forslag mod disse Onder bleve dog ikke bevilgede.

I Stadens Arresthus vare Forholdene meget ejendommelige. Arrestforvareren holdt nemlig formeligt Værtshus herinde, hvor Folk fra Gaden kunde træffe Arrestanterne og drikke et Bæger med dem, ja endog deltage i deres Lege og Fornøielser. Christian den Sjette havde vel befalet Magistraten alvorligen at paase, at der ikke holdtes Legestuer og Kro i Arresthuset, men da Arrestanterne fandt sig fornærmede herved og klagede, blev det Arrestforvareren tilladt at sælge dem tre Rigsdalers og sex Marks Øl samt Brændevin til Nødtørft, dog at det serveredes paa Kamrene og ikke i Fællesskab. Der blev derhos (i August 1737) ansat en fast Præst ved Arresthuset med en aarlig Løn af 100 Rdlr. af Byens Kasse. Det varede dog ikke længe, før Alt igjen var ved det Gamle, og da Præsten, Morten Thrane Rothenburg i 1752 kom i Strid med Arrestforvarer Claus Barmeyer, kom der artige Ting for Dagen. Arrestanterne sad nu atter i Barmeyers Stuer og drak med Folk fra Gaden; de bekymrede sig ikke om Præstens Paamindelser, men overvældede ham med Haan, Skjældsord og Trusler, ja Arrestforvareren nægtede ham Adgang til Fangerne og kastede ham paa Døren. Rothenburg havde dog ikke selv rent Mel i Posen, og sigtedes for "adskillige grove og forargelige baade Drukkenskabs- og Letfærdigheds-Laster", og der kom derfor intet Andet ud af Sagen, end at Claus Barmeyer blev Inspekteur ved Renovationsværket i Kbhvn., og en ny Arrestforvarer, Jonas Löbeck ansattes. Men heller ikke med ham kunde Rothenburg forliges; heller ikke kunde han faa et andet Embede,


222

skjøndt han, som det senere oplystes, indtil 1766 havde været saa ihærdig at "supplicere om 277 vakante Præstekald". I det nævnte Aar gik det ham rent galt, thi han blev dømt til at have sit Kald og Embede forbrudt, aflægge den geistlige Habit og ei mere bruges til geistlige Forretninger, fordi han den 18de Marts 1766 ved Klageprædikenen i Anledning af Frederik den Femtes Død mødte stærkt beruset paa Prædikestolen og holdt en Vrøvletale, som gav Anledning til stor Forargelse og Uorden. Embedet som Arresthuspræst var iøvrigt ikke let, thi han skulde ikke blot berede de i "Slutteriet" hensiddende Delinkventer til Døden og være tilstede ved deres Exekution, men efter 1758 overhovedet tage sig af alle Dødsdømte. Den første Arresthuspræst, Morten Wemmenhøy, henfaldt i Melancholi herover og maatte søge sin Afsked; ogsaa Rothenburg klager over det meget besværlige Arbeide, han har havt med idelige Delinkventers Præparation til Døden og Udførelse til Retterstedet, skjøndt rigtignok mest fordi "han aldrig har faaet en Skillings Betaling derfor undtagen for en Slotstyv, som blev hængt". I Arresthuset sad ogsaa Gjældsarrestanterne, der ofte led Nød og sultede, fordi Kreditorerne unddrog sig Betalingen af de paabudte Underholdnings- og Varetægtspenge. Da det nemlig i en Forordning af 1693 var bestemt, at enhver Debitor, som havde siddet i 6 Uger uden at nyde disse Penge, skulde løslades, blev det almindelig Skik og Brug, at den, der rekvirerede Arresten, i hvert Fald Intet betalte i de første 6 Uger, og hvis Arrestforvareren ikke havde været godmodig nok til at forstrække Arrestanterne med Penge, siges det, at "de fleste havde maattet krepere". Som Følge heraf befaledes det i 1761, at Rekvirenten skulde betale forud for hver Uge; lod han syv fulde Dage gaa forbi, uden at det skete, blev Fangen uden videre sluppen løs. En mærkelig Lettelse blev i 1753 tilstaaet en Gjældsarrestant, Urtekræmmer Kellinghusen. Da han var 70 Aar gammel og havde afdraget 27 Procent af sin Gjæld, fik han mod sin Svigersøns Kaution Lov til at forlade sin Arrest nogle faa Gange om Ugen for at røre sig og tale med sin svagelige Hustru, dog under Følge og Opsigt af en Fogedtjener.

Retterstederne i Kjøbenhavn vare undergaaede nogle Forandringer. I 1749 fik Borgretten anvist Exekutionsplads ved den murede Galge paa Pesthusfælleden, hvor Amerika Mølle senere laa; dog bleve Delinkventer under Borgretten, som ikke skulde miste


223

Livet, fremdeles kagstrøgne og brændemærkede ved Blaataarn udenfor den Dør, som vendte ud til Havnen. Garnisonen havde Retterplads udenfor Østerport ved Kalkbrænderiet, og Exekutionsplads for Kagstrygning strax udenfor Stokhusbygningens Port, hvor en Pæl stod "under og imod Østervold"; Admiralitetets Delinkventer led derimod deres Straffe paa Gammelholm, paa Søværnets egen Grund. Det murede Skafot paa Nytorv (afbildet II, 643) blev nedrevet i 1761, da Magistraten havde forestillet, at det var forfaldent og desuden til Vanzir for Torvet, som "er et af de reelleste Steder med stærk Passage til og fra Slottet, foruden at det er for lidet for Valbyerne, som paa Torvedagene holde der med deres Varer". Man havde først havt isinde at gjenopføre Skafottet paa Halmtorvet indenfor Vesterport, men det blev opgivet, da det ogsaa her "vilde være til Vanzir for det kongelige Huses Passage over Volden og desuden vilde betage en Del af Torvets Rum." I Stedet fik Staden Retterplads sammen med Borgretten til stor Fortrydelse for dennes Præsident, som mente, at der ogsaa i denne Henseende burde være en kjendelig Adskillelse mellem de to Jurisdiktioner. Brændemærkning og Kagstrygning blev dog som hidtil forrettet paa Nytorv indtil 1780. Exekutioner kunde under overordentlige Forhold ogsaa iværksættes andetsteds; saaledes blev et Fruentimmer, der havde dræbt et Barn i Børnehuset, i 1737 henrettet paa Torvet udenfor, for at "de andre i Børnehuset Værende kunde se Exekutionen og tage til Eftertanke at vogte sig for slige udædiske Gjerninger at øve".

Den sidste Henrettelse paa Nytorv fandt Sted den 7de Dcbr. 1758, da Kancelliraad Frederik Hammond, Eier af en Jernfabrik i Guldbrandsdalen og hans Manufakturist, Svenskeren Anders Sundblad Andersen led Døden for at have forfærdiget falske Bankosedler til et Beløb af 34,000 Rdlr. Exekutionen vakte uhyre Opsigt, fordi Hammond var en anset Mand, der førte stort Hus, og var Medlem af det kongelig danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog. Stiftsprovst Holmboe fortæller i sine Optegnelser, at Hammond gik frimodig i Døden, hvorimod Sundblad var meget frygtsom og bevæget, "da han, før han traadte frem, kyssede Hammonds afhuggede Hoved paa Munden, som det laa i Ligkisten."

De almindeligste Forbrydelser vare naturligvis Indgreb i Eiendomsretten, men ogsaa Mord vare hyppige, ja saa hyppige, at


224

man blev nødt til at træffe overordentlige Forholdsregler derimod. Den foran (II S. 363) omtalte Forordning af 16de Oktober 1697 om fem Gange Knibning med gloende Tænger, høire Haands Afhuggelse og paafølgende Halshugning, som oprindelig kun gjaldt den, der havde myrdet Ægtefælle, Husbond, Madmoder eller nogen af deres Børn, blev den 7de Februar 1749 skjærpet og udvidet til at gjælde Enhver, som "uden nogen foregaaende af den Dræbte given Aarsag, allene i den Tanke at gjøre en Ulykke, omkommer nogen mødende uskyldig Person, Voxen eller Barn". For "at gjøre Dødens Maade ret skjændig og afskyelig for Tilskuerne" blev det derhos befalet, at Misdæderen skulde føres til Retterstedet paa Natmandens Sluffe, udi de i Fængslet brugte daglige Klæder, uden Hat eller Hue med blottet Hoved, med en Strikke om Halsen og sammenbundne Hænder, samt have sin Hovedlod og Jord, om han nogen eier, forbrudt. Saa gruelige vare disse Skuespil, at Arresthuspræsten blev fritagen for "den bedrøvelige Forretning" at følge Delikventerne til alle de Steder, hvor Knibningen foregik; han skulde nu kun være i Fængslet til Synderens sidste Udledelsesmoment og derpaa begive sig til Retterstedet for at oppebi hans Ankomst. Knibningen foregik først paa det Sted, hvor Ugjerningen var begaaet dernæst tre Gange paa Veien til Exekutionspladsen og endelig for femte Gang paa denne, og en Kommando af Soldater ledsagede Bøddelen og hans Svende og slog Kreds om dem, I Begyndelsen syntes Forordningen at gjøre god Virkning, men det varede ikke længe, før Mordenes Antal igjen steg i foruroligende Grad; Tjenestepiger og Karle lokkede Børn, de tilfældig traf, ind i en Port og skar Halsen over paa dem eller kvalte dem, andre bleve kastede i Kanalerne eller Stadsgraven, og de Skyldige havde ingen anden Grund at angive til Forbrydelserne, end at "de vare kjede af Livet". Stampe erklærer, at disse melancholske og tungsindige Mennesker, som kun ønske at dø for Bøddelens Haand, ere farligere end almindelige Mordere, Røvere og Stimænd, og sammenligner dem med gale Hunde, thi Ingen er sikker for dem, da de kun dræbe, for selv at dræbes. Allerede i 1757 var Regjeringen fuldkommen paa det Rene med, at der Intet udrettedes ved den barbariske Dødsstraf, hvorfor der blev nedsat en Kommission for at overveie, hvorledes dette Slags Misdædere kunde straffes med Eftertryk til "en vedvarende daglig Revselse, Beskjæmmelse eller Lidelse". Stampe


225

udarbeidede vel en Betænkning og et Forslag, men der blev Intet foretaget ved Sagen før ved Forordningen af 18de Decbr. 1767.

Skarpretteren i Kjøbenhavn og Kjøbenhavns Amt, Gotschalk Mühlhausen, som foruden sine Mestermandspenge: 4 Skilling af hver Gaard og 2 Skilling af hvert Hus, fik en Kjendelse for hver Exekution, han forrettede, havde saaledes nok at bestille. Ikke blot vare de anførte og andre grove Forbrydelser ret hyppige, men Straffene langt strængere end nutildags, saaledes at Bøddelens Assistance uophørlig paakaldtes, hvortil kom, at fremmede Delinkventer ikke saa sjeldent førtes til Hovedstaden for at lide deres Straf. Kagstrygning hørte saa at sige til Dagens Orden, og det Samme gjælder om Brændemærkning for Tyveri enten i Panden eller under formildende Omstændigheder paa Skulderen. Mærket var et latinsk T, som dog maaské skulde forestille en Galge. En stor Sag i 1753, som gav Anledning til Nedsættelse af en Undersøgelseskommission ("Aagerkommissionen") og derefter til Forordningen af 14de Mai 1754 mod ulovlig Kredit og ubillig Aager, viser, at der i Kbhvn. fandtes en jeunesse dorée, hovedsagelig bestaaende af unge galante Adelsmænd, som fordybede sig i Gjæld ved at laane Penge mod høie Renter og udstede Forskrivninger paa langt større Summer, end de i Virkeligheden havde laant. Stampe fortæller, hvorledes Kommissionairer, Lommeprokuratorer og Aagerkarle bar sig ad med at faa de unge Mennesker i deres Kløer, og hvorledes de ved Hjælp af 3 Maaneders Vexler, som idelig bleve fornyede, i nogle Aar kunde faa et Laan paa 200 Rdlr. op til 2000, "saa at, naar et ungt Menneske virkelig har laant og tilsat 4 a 6000 Rdlr., er han, inden at han véd deraf, i 30 til 40,000 Rdlr. Gjæld". Ogsaa i Handelsverdenen foregik megen mistænkelig Omgang med Pro forma Vexler, Reverser, Obligationer med Kreditors Navn in blanco, fingerede Gjældsbreve o. d.

Var der saaledes mange af Indbyggerne, som kom i Konflikt med Lovene, gaves der dog ogsaa mange Malifikanter, som kunde unddrage sig Straf, navnlig naar de havde mægtige Fortalere ved Hoffet eller forstod at vække formaaende Folks Medlidenhed. En almindelig Maade, paa hvilken man kunde opnaa, at der blev slaaet en Streg over endog ret betydelige Forbrydelser, var, naar Synderen tilbød at gaa i Kongens Tjeneste, det vil sige: lod sig hverve til Soldat eller Matros. Disse Troppers Stilling og Behandling var


226

dog alt Andet end misundelsesværdig, hvad der tydelig nok fremgaar af, at man idømte Landsoldater, der havde forset sig, visse Aars Tjeneste i de hvervede Regimenter som Straf. Dette blev dog forbudt i 1763, da "Kongen ikke vilde, at Tjenesten ved hans Tropper skulde anses eller paalægges som Straf for begangne Forbrydelser".

Skjøndt Danmark var neutral baade i den østerrigske Arvefølgekrig og den paafølgende Syvaarskrig, medgik der store Summer til Rustninger, thi dels maatte Handelsskibene konvoyeres for at sikkre dem mod fremmede Kapere, dels tvang den med Sverig i 1756 afsluttede bevæbnede Neutralitet, som i 1760 tiltraadtes af Rusland, den danske Regjering til at holde store Eskadrer i Søen. Temmelig betydelige Troppemasser stod desuden samlede i Holsten, thi, som General Kaas skriver i sin Selvbiographi: "Konjunkturerne var saa forvirrede og af den Reskaffenhed, at man havde største Aarsag at tage det vaer allevegne og paa alle Kanter, fornemmelig i Danmark". Under disse Omstændigheder havde Kjøbenhavn til Tider et ret krigersk Udseende. I 1753 og 1755 afholdtes saaledes store Kampementer udenfor Ryen. Tropperne laa i Leir mellem Nørre- og Østerport paa Fællederne, og det var iforveien blevet befalet, at alle Fællesmarker skulde henligge upløiede og usaaede. Da disse dog ikke vare tilstrækkelig store til Troppernes "Mouvements og Evolutions", blev der indtaget Terrain hertil af de tilstødende Agre og Vænger mod Godtgjørelse til Eierne. Magistraten fik endog Refaling til at planere alle Digerne mellem Raadmands- og Bryggervangen, samt tilkaste alle Grøfter paa begge Sider af de tre Kongeveie saavelsom ved Helsingørsveien og ved Landeveien mellem Nørrebro og Lygten, for at Kolonnerne uhindret kunde passere; dog skulde Alt sættes i forrige Stand igjen, naar Kampementet var forbi. I 1755 blev Holmens faste Stok forøget med en fjerde Matrosdivision for at have desto flere Søfolk paa rede Haand til Skibenes Besætning, hvilket naturligvis nødvendiggjorde større Byggearbeider i Nyboder, hvorved Leopardlængen og Tigergade opstod, og to Aar efter hele Længen mellem Elephantgade og Elsdyrsgade. Omtrent samtidig sikkredes Havnens sydlige Indløb ved Anlæget af to "horizontale" Batterier udenfor Rysenstens- og Kallebods Kjøkkenkurve. Til Flaadens Behov var der allerede i 1749 blevet opført et nyt Kranhus med tilhørende Kran "af en kunstig


227

og særdeles Struktur, udvendig af Murværk, ei uligt et Taarn og med den øverste egentlige Kran over Bygningen at se." Det er det samme Hus, som den Dag idag med sin eiendommelige Tømmerkonstruktion dominerer Nyholm og Havnen.

I Slutningen af Halvtredserne herskede der megen Frygt i Kbhvn. for mulige krigerske Begivenheder; saaledes i 1758, da en svensk-russisk Flaade laa ved Dragør, og Byen var saagodtsom blottet for Tropper. Landmilitsen blev derfor indkaldt til Forstærkning af Garnisonen. I Februar 1760 maatte Kjøbenhavns Borgere endog ise om Voldene, for at afværge et muligt Koup. Faren blev dog først overhængende, da den russiske Keiserinde Elisabeth døde den 5te Januar 1762, og Peter den Tredie af det Gottorpske Hus, Danmarks bittreste Fjende, besteg Thronen. For at sætte sine Fordringer paa Slesvig igjennem, besluttede han at anvende Vaabenmagt, og Danmark opbød for sit Vedkommende sin yderste Kraft for at optage den ulige Kamp. De to fjendtlige Hære stod som bekjendt allerede overfor hinanden i Mecklenburg, den danske under den indkaldte franske General St. Germain, den russiske under General Romanzow, da Peter den Tredies pludselige Afsættelse og Mord gjorde Ende paa al Frygt. Keiserinde Katharina den Anden nærede ikke Uvillie mod Danmark, og Freden kom snart istand.

De store Byrder, som ved denne Leilighed paalagdes hele Landet, maatte ifølge Sagens Natur ramme Kjøbenhavn haardere og føleligere end andre Byer. Indbyggerne maatte levere Pontoner, Stykknægte og Stykheste, hvortil Udgifterne bleve lignede paa Grundtaxten, Byen vrimlede af Soldater, der skulde have Kvarter og Underhold, Magistratens Medvirkning blev idelig paakaldt, medens Regjeringen gjorde stigende Fordringer og lagde Beslag paa alle de Kapitaler, der overhovedet kunde opdrives. I de fire Aar 1760-63 laante Kongen overordentlig store Pengesummer baade i og udenfor Kbhvn., hos Kirker, Hospitaler, Skoler, Umyndige, Fattige og Rige; den mindste Skjærv blev ikke forsmaaet, og samtidig maatte Banken udlevere den ene Million efter den anden. Alt medgik til Rustninger og senere til Hjempermitteringen af Hæren, Afviklingen af de mange Kontrakter, der vare blevne afsluttede m. m. Ogsaa i Udlandet søgte man Hjælp, ja man begyndte hermed; thi i 1760 afsluttede Regjeringen et Laan i Genf og Hovedstaden et lignende i Genua - det første kjøbenhavnske Laan.


228

Man har hidtil troet, at det genuesiske Laan blev stiftet for Byens egen Regning og til dens eget Brug, men det forholder sig ikke saa. Kjøbenhavn laante simpelthen Pengene paa sit Navn til Regjeringen; det var et "Fremlaan", som Geheimeraad Ahlefeldt med Rette kalder det. Charakteristisk nok skrev Udenrigsminister dav. Baron Bernstorff under Forhandlingerne om Laanet i Genf den 9de Februar 1760: "Hvis de Paagjældende hellere ville udlaane deres Penge til Byen Kjøbenhavn end til Kronen, kan Laanet afsluttes paa den nævnte Stads Vegne, som, da den ikke har nogen Gjæld, er ganske villig til at paatage sig denne Forretning, udstede de fornødne Obligationer og forresten give al den Sikkerhed, man kan ønske sig. Det kan med Bestemthed siges, at Penge ikke kunne anbringes med mindre Risiko nogetsteds i Europa end i denne Hovedstad." Kjøbenhavns Kredit i Udlandet synes altsaa dengang at have været større end den danske Regjerings.

Som man ser af Bernstorffs Yttringer, havde man paa Forhaand forvisset sig om Magistratens Beredvillighed til Stiftelsen af et saadant udenlandsk Laan. Den 9de Januar 1760 havde nemlig den første Deputerede i Finantserne, Geheimeraad Ahlefeldt tilskrevet Magistraten om de store Farer, der truede Landet og om Nødvendigheden af at skaffe Penge; den 10de lod denne Myndighed Sagen gaa videre til de 32 Mænd, og disses Svar indkom allerede den 12te. Alle vare de enige om, at Kjøbenhavns Indbyggere, som "stedse og ved alle Leiligheder havde gjort sig en Ære og Glæde af at kunne vise deres allerunderdanigste Troskab og Kjærlighed til Kongen og Fædrelandet, ogsaa nu vilde lade se Prøve af, at de kjendte deres allerunderdanigste Pligt", ved at laane en Kapital af 500,000 Rdlr. i Udlandet og give til Forsikkring den ganske Stad. Man maatte dog først have Kongens Samtykke til en saadan Pantsætning og endvidere en Garanti for, at "Stadens Magistrat og de 32 Mænd for sig, Arvinger og Efterkommere samt alle Stadens publike Kasser kan være og blive for alt Ansvar nu og i Fremtiden befriet, saa og at for Kapitalen erholdes kongelige allernaadigste Obligationer og 5 p. Ct. aarlig Rente". Man vilde aabenbart dække sig selv og Byen saa godt som muligt, thi man holdt ikke af det Hele. "Intet var os kjærere - skrive de 32 Mænd - end at Stadens Borgere af egen Formue kunde modtage slig et allerhøist


229

priseligt Tilbud (i.e.: laane Kongen Penge), saa at Staden kunde befries for et saa usædvanligt Anstød, og Renterne forblive i Riget."

Underhandlingerne bleve aabnede i Genua med Firmaet "Brødrene Cambiaso"; Magistratens Mandatar var den ansete kjøbenhavnske Kjøbmand Just Fabritius, som atter havde den i Genua bosiddende hollandske Kjøbmand Johannes Houzel til Submandatar. Officielt blev den Fiktion opretholdt, at "Pengene skulde bruges til at udzire og tildels forbedre den kongelige Residentsstad", thi man ønskede formodentlig ikke, at den rette Sammenhæng skulde vides, da Regjeringen samtidig forhandlede om Laanet i Genf. Dette hindrede dog ikke, at Kongen for "at facilitere og des hastigere befordre dette Pengelaan" i 10 Aar afstod en tidligere paabudt Forhøielsestold paa Vin, Brændevin og Likører til Staden, hvilken Indtægt blev stillet som yderligere Sikkerhed for Renter og Afdrag.

Planen eller Projektet til Laanet, som den 27de Juni 1760 udstedtes i Genua, fastsætter, at Laanet skal være paa 500,000 Rdlr. dansk Kourant, som tilbagebetales i 10 Aar. I de første 5 Aar betales kun Renten med 5 Procent p. a., i de næste 5 derimod tillige Kapitalen med 100,000 Rdlr. om Aaret. Indbydelsen, der naturligvis er saa fristende som mulig, skildrer Kjøbenhavn som "en af de florisanteste Stæder i Norden, saavel i Henseende til det indianske (asiatiske) Kompagni, som til dens Kommerce, der haver udbredt sig i det middellandske Hav og i alle Verdensdele". Det hedder, at Kongen af Danmark, er souverain og en absolut Monark, hvis Intrader ere anseelige; der er intet Parlament eller noget andet Korpus, som har saadan Myndighed, men Alting dependerer af Monarkens "despotiske" Regjering. I samme Aandedræt tilføies imidlertid, at Staden regjeres ved et Raad, bestaaende af 53 Lemmer, nemlig en Præsident, som altid er en af de fornemste Herrer ved Hoffet, 20 adelige eller Magistratspersoner og 32 anseelige Deputerede af Borgerskabet. Byen er ikke i nogen Gjæld, hverken i eller uden Riget, dens Indkomster ere anseelige og alle frie, og Kongen har cederet Staden sine Rettigheder paa Intraderne af Vin og Brændevin, der udgjøre en Indtægt af 120,000 Rdlr. om Aaret." Til Sikkerhed for Laanet pantsætter Staden ikke alene alt sit Jordegods, Intrader og Rettigheder i Almindelighed, men endydermere forpligter den alle Korpora, Membra og Individua af bemeldte Stad, dens Gods og Personer, som ere og bo i samme under dens Juris-


230

diktion, saavelsom alle de Varer, Kapitaler og Gods, som tilhører enhver Person og Korpus, som er i bemeldte Stad og Rige og udenfor, som ogsaa de, som findes hvorsomhelst i nogen Part af Verden. Til Slutning hedder det: "Betaling af Kapital og Renter skal ufeilbarligen ske af Hs. Maj. og bemeldte Stad in solidum paa de Tider og i de Portioner, som forhen er akkorderet. Sker dette ikke, forfalder hele Laanet til Udbetaling. Laanet skal være frit for al Paalæg, Skat og Tynge; det skal ikke være underkastet Sekvestrationer eller Konfiskationer under hvilkensomhelst Prætext, Navn eller Aarsag." Herefter begyndte Tegningen i Genua hos Brødrene Cambiaso, og i kort Tid var der tilveiebragt en Sum af 65,320 Rdlr., som foreløbig deponeredes hos Firmaet, indtil Ratifikationerne vare blevne udvexlede. Alt syntes saaledes at være i bedste Orden, da der pludselig kom en Kurre paa Traaden, som truede med at kuldkaste det Hele.

Den Befuldmægtigede i Genua, Johannes Houzel, havde nemlig i den endelige Konvention af 21de Juli paa de genuesiske Kreditorers Forlangende foruden de alt givne talrige Garantier "for at føie Kautel til Kautel" givet sit Minde til, at en ny Post (den ottende) indførtes i Overenskomsten. Heri hed det: "Og til Exekution af nærværende specielle Hypothek er der forundt Kreditorerne største Magt og Myndighed at sekvestrere og at lade sig tildømme i Genua og i hvilkensomhelst Part af Verden, det end maatte være, Vare, Gods, Gjældsbreve og Kapitaler, af hvad Natur de end ere, og paa hvad Maade de end tilhøre Personerne, Korpora, Membra og Individua af bemeldte Stad (Kjøbenhavn) og dens Jurisdiktion, saavel de, som ere og existere i bemeldte Stad og Rige, som og i denne frie Havn (Genua) og alle Verdens Dele uagtet alt andet Privilegium og al anden Konstitution eller Love, som saadant kunde imodsige".

Herimod nedlagde Magistraten bestemt Indsigelse og erklærede rentud, at hvis denne Paragraph fastholdtes, vilde Laanet ikke komme istand. Skjøndt man havde "kumuleret Prækautioner paa Prækautioner og Forsigtigheder paa Forsigtigheder, som ere mere forvirrende end nødvendige og essentielle", fik dette at være, thi saadanne Betingelser have jo Intet at betyde for den, som kan og vil betale. Men paa den ottende Post kan man umuligt indlade sig, "ikke fordi den i sig selv haver noget Modbydeligt", men fordi den


231

rører altfor umiddelbart ved Handelen og Seiladsen. "Kjøbenhavn - skriver Magistraten bl. A. i sin udførlige Remonstration - er en Søstad og en Handelsstad; at røre det Allermindste ved dens Kommerce, at udlade sig i en publik Konvention, at dens Negocianters Kjøbmandsvarer, Midler og Effekter skulle være Arrest underkastede udenfor Riget, var jo at exponere dens Navigation for de største Uleiligheder og kunde opvække hos Negocianterne Mistillid, Bestyrtelse og Forvirrelse. Det er ikke muligt at holde et saadant Engagement hemmeligt, thi naar de 32 Mænd sammenkaldes for at underskrive og ratificere, kan Intet af det, som angaar Stadens Eiendomme og Administration for dem være ubekjendt, og hvad for Reprocher havde ikke Kjøbmandsstanden Rettighed til at gjøre Magistraten, dersom den for 500,000 Rdlr. saaledes exponerede deres Kommerce?" Mange fremmede Midler ere desuden anbragte i Stadens Handel, og den blotte Tanke, at disse var pantsatte, kunde faa de værste Følger. Magistraten vil med Fortrydelse se Laanet strande, hvoraf den lovede sig saa meget, og som syntes saa bekvem til at gjøre en nøiere Forening mellem Kjøbenhavn og Republiken Genua, men dersom Laanerne ikke frafalde den ottende Artikel, tillader dens Pligt, Stadens Ære og Kommerciens Sikkerhed den ikke at gaa videre.

Efter denne bestemte Indsigelse blev den omtalte Artikel imidlertid strøgen, og det herefter omredigerede "Instrument" blev underskrevet og godkjendt af Magistraten og de 32 Mænd. Kongen ratificerede det den 5te Februar 1761, hvorefter det indregistreredes i Kbhvns. Panteprotokol. Den 10de Januar 1770 var Gjælden efter Bestemmelsen afbetalt; Magistraten fik sin udgivne Obligation tilbage "in Originali gjennemstungen, som efter Genuesernes Maade er det Samme som kvitteret, hvorefter samme Obligation af Kbhvns. Pantebog i Bythinget, hvor den var thinglyst, samme Dag blev udslettet og behørig paategnet".

Regjeringen blev dog ikke hjulpen ud af sin Forlegenhed ved dette Laan, dels fordi Pengene kun kom langsomt ind, dels fordi den istedetfor 500,000 Rdlr. kun fik 131,587 Rdlr. Mere blev nemlig ikke tegnet i Genua. Man var derfor lige nær, og netop som Armeen rykkede ind i Mecklenburg i de første Dage af Juli 1762, fik Kjøbenhavn en ny Opfordring til "under nærværende saa særdeles kritiske Omstændigheder allerforderligst og senest inden


332

6 Uger at tilveiebringe et Forskud af 500,000 Rdlr. i klingende Mønt". Opfordringen, der endog indeholdt en Trusel om, at hvis den forlangte Summa ikke tilveiebragtes ved Laan hos Indbyggerne, vilde den paa "en for dem utaaleligere Maade ufeilbarlig vorde inddreven", var underskreven af Geheimeraad Ahlefeldt og ledsagedes af en Skrivelse fra Overpræsident v. der Lühe, hvori han skrev: "Det gjør mig Ondt, at jeg maa tilmelde dennem dette Uangeneme, men efter Tidens Omstændigheder kan det ei anderledes være."

Magistraten satte sig strax i Bevægelse for at skaffe Pengene. De 32 Mænd holdt flere Møder med Rodemestrene og gjennemgik Mandtallene med dem for at undersøge, hvem af Stadens Indvaanere der vare suffisante til at gjøre Forskud, og Magistraten stævnede 10 af Byens fornemste Handlende op paa Raadstuen for at raadføre sig med dem. Faa Dage efter, den 30te Juli, holdtes der et stort Møde i Banken, hvor 29 af de største Kjøbmænd vare tilstede, og her blev der tegnet et Beløb af 166,000 Rdlr. Man henvendte sig derefter til alle velhavende Borgere uden Forskjel; en Borgmester og en Raadmand gik fra Dør til Dør, og alle Laugenes Oldermænd fik Befaling til at samle Mestrene og indtrængende opfordre dem til at komme Staten til Hjælp. Alle disse Anstrængelser frugtede dog ikke synderligt; man var fremdeles langt fra at faa den halve Million tegnet. Mange Steder fik Magistraten Afslag; adskillige Laug erklærede, at de Intet havde at byde, f. Ex. Vandtmagerne, Hattemagerne, Sværdfegerne, Nagelsmedene, Møllerne, Blikkenslagerne, Knapmagerne, Kandestøberne, Færgelauget o. fl., andre tegnede sig kun for meget smaa Beløb. Fra alle Sider indløb Klager over de daarlige Tider, og den almindelige Formel var: "Jeg vilde gjerne efterkomme min allerunderdanigste Pligt, men kan ikke", eller "Jeg maa selv laane, kan altsaa ikke laane ud." Enkelte Laug benyttede Leiligheden til at kritisere Regjeringens Handlinger, saaledes Feldberederne, der fandt det mærkeligt, at Udførsel af raa Faareskind var tilladt, og endnu mere, at Leverancerne til Armeen forfærdigedes i Hamborg, og Møllerlauget, der var fornærmet over, at det ved Plakat af 2den Oktober 1758 havde mistet 8 Skilling pr. Tønde i Malingspenge, hvorved det var blevet totalt ruineret. Ogsaa den jødiske Menighed undskyldte sig med Fattigdom og tilføiede spydigt, at den Intet havde at laane ud, siden man ved allernaadigste Forordninger havde berøvet den Handelen med Juveler,


233

Guld og Sølv, hvoraf mange tidligere havde deres rigelige Udkomme. Det var en formelig Tiggergang fuld af Ydmygelser og Skuffelser. Da det meget hurtigt viste sig umuligt at skaffe en halv Million i klingende Mønt, slog Regjeringen af og erklærede, at den vilde nøies med Vexler; i Decbr. 1762, da Laanet endnu ikke var bragt i Orden, vilde den endog nøies med Banksedler, da "Omstændighederne havde forandret sig saaledes, at den kgl. Kasse kunde være tjent dermed." Czar Peter den Tredie var nemlig bleven afsat og myrdet i Juli Maaned, og Alt havde et fredeligt Udseende. Skjøndt Ahlefeldt nu igjen pressede paa og "ufeilbarligen" vilde have Pengene om sex Uger, blev der Intet af Laanet i den paatænkte Form. Magistraten svarede nemlig nu, at den maatte have en direkte kongelig Ordre, hvorhos hver enkelt Mand maatte have Kongens egen Obligation for sit Indskud. "Indvaanerne - siger den - vægre sig nemlig ved at modtage Obligation af os og Stadens 32 Mænd paa Stadens Vegne, og anse sig ikke ved saadan Obligation sikkre, fornemmelig saalænge den genuesiske Obligation hefter paa Staden". Enden blev derfor, at Kongen opgav Magistratens Medvirkning og laante direkte hos dem, der havde tilbudt Forstrækning.

Magistraten havde overhovedet nok at skaffe i de bevægede Aar, da Krigen med Rusland stod for Døren saavelsom bagefter. I Decbr. 1762 var der "en anstikkende Sygdom blandt Militairet", og da Folk vare uvillige til at tage mod de Syge, maatte der indrettes Smaahospitaler til dem omkring i Byen. Under de paafølgende gjennemgribende Forandringer i Militairorganisationen, som iværksattes af St. Germain, blev Indkvarteringsspørgsmaalet brændende og gav Anledning til langvarige Forhandlinger. Udgifterne hertil vare meget trykkende for Indbyggerne, saameget mere som 1/5 af Byens Grunde paa Forhaand vare fritagne; i 1758 beløb Indkvarteringsskatten sig til 37,000 Rdlr., i 1762 til 41,000, og i 1763, da Garnisonen blev betydelig forøget, endog til henved 49,000 Rdlr. Man havde i 1762 fattet den Plan, at hvert Regiment af Garnisonen skulde holdes sammen i et vist Distrikt af Byen, men det viste sig snart, at det var umuligt at opdrive det fornødne Antal Kvarterer. Der blev da nedsat en Kommission for at ordne Sagen; Rodemestrene gjorde overalt Forespørgsler, Stadens 32 Mænd gik omkring for at finde Leiligheder, og der blev i Januar 1763 udstedt en Plakat i samme Øiemed, men Alt forgjæves. Den Pris, der bødes, var for


234

ringe, (1 Skilling i Døgnet for hver Mand) og dog stilledes der nu Fordringer om "bekvemme, tørre og tætte Steder", gode Senge, rene Lagner hver Maaned samt Adgang til en varm Stue, hvor Soldaten kunde faa sin Mundering tørret, naar den var vaad. Paa Intet af dette vilde Kvarterværterne indlade sig, og modsatte sig betegnende nok især Fordringen om rene Lagner. "At give Soldaterne saadanne hver Maaned er umuligt - skrive de 32 Mænd - ligesom det og er uhørt blandt Borgerstanden her i Byen, thi almindelig Brug og Skik, endog for dem selv, er ikkuns hver sjette eller ottende Uge at tage rene Lagen paa Sengene". Da det kun lykkedes at finde Plads til 2728 Soldater, dukkede Tanken om Kaserners Opførelse frem i Militairkredse og fandt Bifald, skjøndt der fra mange Sider reistes levende Indsigelse. Man indvendte, at Borgerskabets Næring vilde gaa tilbage derved, at Gaarde og Huse vilde synke i Værdi, og fandt det overhovedet urimeligt, at Soldaterne ikke kunde nøies med deres gamle Kvarterer. Ganske vist havde de maattet ligge paa Lofter om Vinteren, men det Samme gjorde jo Haandværkssvendene altid; netop herved bleve de haardføre og skikkede til at udstaa Strabadser. De 32 Mænd greb Leiligheden til at rette et voldsomt Angreb paa de Reformerte, der vare befriede fra Indkvartering, og minde om Kjøbenhavns Privilegier, og Politimester Torm forestillede, at enten maatte "det store Værk ved Kongens høie Glemence og Naade udsættes nogle Aaringer paa Grund af Indbyggernes slette Omstændigheder", eller Byggeomkostningerne afholdes af,Kongens Kasse. Svaret kom i Juni 1763 og lød paa, at Magistraten med det Forderligste skulde gjøre Begyndelse med de til Garnisonens Indkvartering behøvende Barakkers Opbygning.

Man havde tidligere havt en privat Kaserne i Byen, opført af Vognmand Poul Nygaard paa Vestergade for et Kompagni af Livgarden til Hest. I 1754 havde disse Soldater nemlig lagt sig ud med deres Værter, hvorfor de bleve opsagte, men da man forhøiede Indkvarteringspengene for dem til 4 Skilling om Dagen, paatog Nygaard sig at bygge for dem, mod at der tilstedes ham 20 Aars Frihed for Indkvarteringsskat og et Prioritetslaan af 2000 Rdlr. Kasernen, som den Dag idag har bevaret Navnet: "Gardergaarden", stod færdig i 1756. Til den nye Kaserne, som nu skulde opføres af Magistraten, valgte man en Plads paa Hjørnet af Sølvgaden og Volden, "S. Annæ Kirkegaard", hvor S. Anna rotunda havde ligget


235

i Christian den Fjerdes Tid. Magistraten anskaffede endel Materialier og gjorde nogle Forarbeider i Grunden, men i Oktober 1764 fremkom den med nye Indsigelser og Klager, forestillede Kongen, at "det var Grundeierne fast umuligt at bestride de Onera, der paahvilede dem", og ankede navnlig over den stigende og utaalelige Indkvarteringsbyrde. Følgen heraf blev, at der afsluttedes en Konvention med Generalkrigsdirektoriet, ifølge hvilken Militæretaten paatog sig at opføre Sølvgadens Kaserne for egen Regning, vedligeholde den og sørge for, at ingen borgerlig Næring øvedes i den. Til Gjengjæld forpligtede Byen sig til at betale en aarlig Indkvarteringsskat af 45,000 Rdlr. i 10 Aar, men derefter kun 35,000 Rdlr.; den skulde desuden afstaa Pladsen uden Vederlag, overlade Militæretaten de anskaffede Materialier for en billig Taxt og endelig se derhen, at Soldaterne, indtil Kasernen var kommen istand, fremdeles fik Kvarter for 1 Skilling om Dagen. Det fastsloges derhos, at Staden skulde være befriet for al videre Indkvarteringsbyrde og Afgift, saalænge Garnisonen ikke oversteg 16,000 Mand Infanteri og 160 Mand Rytteri. Kasernen blev ikke færdig før i 1768.

I Byens offentlige Liv spillede Theatret en stor Rolle. Efter Ildebranden 1728 var det blevet standset og kunde paa Grund af Hoffets ugunstige Stemning ikke komme paa Fode igjen under Chr. VI. Skuspillerpersonalet spredtes for alle Vinde, og Theaterbygningen i Lille Grønnegade (Ny-Adelgade) blev solgt i 1736. Aldrig saasnart havde imidlertid Fred. V. besteget Thronen, før Organist ved Kastelskirken Thielo paa Holbergs Anbefaling den 30te Septbr. 1746 fik Privilegium paa at opføre danske Komedier i Kbhvn., og med et i Hast sammenskrabet Skuespillerselskab kunde han allerede i April næste Aar aabne sit Theater i et Koncertlokale i Stadsmusikant Chr. Bergs Hus i Læderstræde (nuv. Nr. 13). Forskjellige Stridigheder mellem Thielo og hans Personale bevirkede imidlertid, at Theaterbevillingen blev overført til "de danske Akteurers samlede Troup", men hvad der var endnu betydningsfuldere: Kongen skjænkede dem i Novbr. 1747 det saakaldte gamle Tjærehus paa Gammelholm ved Siden af Gjæthuset, hvor Selskabet spillede fra 18de Dcbr. til Juni næste Aar. Netop som de danske Akteurer skulde flytte hen i Tjærehuset, dukkede der en farlig Medbeiler op, nemlig General Arnoldt (smlgn. II, 580), som havde faaet sit Privilegium fornyet paa 15 Aar, og nu i Forening med den bekjendte


236

Broksnider Salomon v. Quotens Søn, Julius Heinrich, aabnede et Theater i Store Kongensgade (nuv. Nr. 75 og 77). hvor der baade opførtes danske og tydske Komedier, Balletter m. m. Hertil kom den italienske Opera under Pietro Mingotti, som med Hoffets særdeles Protektion gav Forestillinger i Charlottenborgs Riddersal under stærkt Tilløb, ja saa stærkt, at det i 1744 stiftede "musikalske Societet", den første ordentlige Musikforening i Kbhvn., der netop af Italienerne var bleven trængt fra Charlottenborg hen i Bryggernes Laugshus, maatte standse sin Virksomhed. Hovedstaden havde

Skuespilhuset paa Kongens Nytorv

Skuespilhuset paa Kongens Nytorv.

altsaa i Vinteren 1747-48 ikke mindre end tre Theatre, men til al Lykke for de danske Akteurer, ophørte Konkurrencen snart. Mingotti sluttede sine Forestillinger ved Paasketid 1748, og omtrent samtidig maatte Theatret i Store Kongensgade lukke. De danske Skuespillere benyttede sig ufortøvet heraf og leiede General Arnoldts Theater for at kunne spille her, medens Tjærehuset blev nedrevet og en Nybygning opført paa dets Grund. Pengene hertil tilveiebragtes ved en Gave af Kongen og Laan hos Private; Tegningen blev udarbeidet af Eigtved, og Grundstenen lagdes den 4de Juli 1748. Der blev arbeidet med saa stor Hast, at det nye Theater paa Kongens


237

Nytorv allerede kunde aabnes den 18de Dcbr. s. A. paa Dronning Louises Fødselsdag, Det var den samme Bygning, som rigtignok med endel Forandringer rummede den danske Komedie indtil Oktober 1874. Tilskuerpladsen kunde ialt rumme 782 Personer paa Gulvet og i de tre Etager, og over Prosceniet læstes den latinske Indskrift: Nil dictu fædum visuque hæc limina tanget i.e.: "Intet hæsligt Ord eller Skue komme paa dette Sted". Det første Skuespil som gaves, var Molières "Amphitryon", der allerede var gaaet to Dage iforveien som gratis Prøveforestilling. Theatret synes i det Hele at have staaet paa Høide med Tidens Fordringer; Tilskuerpladsen var smukt dekoreret, og Thurah, der havde set sig endel om i Verden, skriver, at "dets Ornamenter og Dekorationer ere saa prægtige og med saa mange adskillige Forandringer, at det hverken derudi eller i Begreb (Størrelse) viger det kostbareste Theatrum, som nogetsteds findes." Musiken besørgedes af Stadsmusikanten, som havde Eneret herpaa.

Skjøndt de danske Komedier vare indrettede til "Sprogets Flor og Indvaanernes sømmelige Fornøielse", kunde de ikke betale sig, og det hjalp ikke, at italienske Operister, franske Skuespillere, Linedandsere, Kraftkunstnere og Taskenspillere fik Lov til at optræde der - Theatret sank dybere og dybere i Gjæld, som navnlig voxede, da man i Sørgeaaret efter Dronning Louises Død betalte Troupen den halve Gage for at holde den sammen. De af Kongen indsatte Direkteurer maatte gjøre Tilskud af deres egen Lomme, og tilsidst blev Tilstanden saaledes, at der maatte findes paa Udveie. Theatret skyldte ca. 25,000 Rdlr. bort, hvoraf Kongen betalte de 14,000, og - for endelig at blive den trykkende Byrde kvit - overdrog han den 23de Mai 1750 Theatret til Staden Kjøbenhavn, ihvorvel det formelt var Akteurernes Eiendom. Det var en Gave, som Magistraten helst vilde have frabedt sig, men den var nødsaget til at bide i det sure Æble. I de første 6 Aar havde den dog Intet at skaffe med Direktionen, da Kongen havde forbeholdt sig at udnævne Overdirekteuren, og denne selv kunde vælge de tre Direkteurer, "hvem han bedst kunde formaa dertil". Imidlertid voxede Gjælden bestandig, saaledes at Kongen i 1756 tillod Magistraten at optage et Laan paa 7,400 Rdlr. og desuden tilsagde Theatret et aarligt Tilskud af 3000 Rdlr. af Partikulairkassen. Alt gik nu godt i 5 Aar, indtil Majestæten i 1761 "expresse befalede, at Opera skulde


238

opføres for Komediens Regning." Det var den i 1758 indkaldte italienske Troup under Jfr. Marianna Galeotti, som nu blev knyttet til Theatret. Der maatte indkjøbes kostbare Dragter, musikalske Instrumenter, Dekorationer m. m., og Underbalancen voxede med rivende Fart, skjøndt Kongen nu tilskjød 8000 Rdlr. om Aaret. Operaen var Theatrets finantsielle Ødelæggelse. I 1764 lykkedes det vel at udskille den, men Tilstanden forbedredes ikke, eftersom Kongen samtidig indskrænkede sit Tilskud til 1000 Rdlr. Overdirekteuren, v. der Lühes Forestillinger frugtede Intet, skjøndt han i Juli 1765 erklærede, at man uden Hjælp "vilde blive nødt til at gjøre en skammelig Bankerot, da Komediehusets Effekter ikke ere kourante Vare, og Ingen betaler os Noget for Cæsars, Bajazets, Tamerlans, Semiramis, eller Kleopatras Klædninger eller de magnifike Tyrke- og Persians Dragter, ei heller vore Musikalia og Instrumenter, hvoriblandt de tvende Basser, som ere de største, her findes i Landet". Det Eneste, v. der Lühe og hans Meddirekteurer opnaaede, var, at de selv og Kbhvns. Magistrat bleve fri for alt Ansvar for Komediehusets Gjæld, der nu var 33,612 Rdlr. De mest fremtrædende Skuespillere i Frederik den Femtes Tid vare Clementin, Londemann, Hortulan og Rose, blandt Damerne Jomfruerne Thielo, Böttger, Materna og Rose samt Mdme. Lenkiewitz. Personalets Sæder vare ikke de bedste, og det kom temmelig hyppigt til Skandaler saaledes den 6te Novbr. 1761, da Soldater rensede Tilskuerpladsen, og Forestillingen blev standset, fordi Balletmester Comos Hustru, der var Direkteuren, Viceborgmester Fædders Elskerinde, blev udpeben. Følgen blev dog, at baade Ægteparret Como og Fædder (der senere blev Politimester) maatte fortrække. Mærkeligt er det, at Publikum undertiden hyldede sine Yndlinge ved at tilkaste dem - ikke Blomster, men Dukater. Saaledes fik Jomfru Böttger engang 25 Dukater tilkastet i en Pung fra en Kreds af Beundrere.

Ved Siden af Theatret florerede naturligvis alle Slags andre Forlystelser: Koncerter, Musikselskaber, Baller, Maskerader m. m. I 1759 var der et Voxkabinet i Byen bestaaande af fem Figurer, hvoraf dog den ene, "et affreux Positur, som skal forestille Kongen af Preussen", blev fjernet. Snart saas Linedands, Taskenspillerkunster og Glaspustere, snart forevistes "et fremmed Dyr, Rhinoceros kaldet" et Fruentimmer, der kunde gaa paa gloende Jernplader, en "kunstig Hund", det vil sige en Hund, der kunde gjøre Kunster, en


239

Model af Peterskirken m. m. Mærkedage i Kongehuset feiredes af hele Befolkningen med Illumination og store Demonstrationer, saa-

Magistratens Æretempel paa Garameltorv i 1749

Magistratens Æretempel paa Garameltorv i 1749.

ledes Kronprinds Christians Fødsel den 29de Januar 1749. "Da Dronning Louise blev forløst med en velsignet og velskabt Kronprinds - hedder det - løsnedes Kanonerne fra Voldene, Gaderne gjenlød


240

af Frydeskrig, og efter Daaben Kl. 6 var den anseeligste Del af Staden illumineret, og man saa og hørte kun Glædesskud og Frydefyr hele Natten." De to største offentlige Fester i denne Periode var Jubelfesten i Anledning af den oldenborgske Kongestammes 300 Aars Jubilæum, og en lignende i Anledning af Enevoldsregjeringens Indførelse. Den første afholdtes den 28de, 29de og 30te Oktober 1749. Det var ved denne Leilighed, at Grundstenen til Marmorkirken blev lagt, hvorefter der fra Christiansborg Slots Altan blev udkastet Medailler til de nedenfor forsamlede Tusinder. Byen var alle tre Dage illumineret, og en stor Mængde Gaarde vare smykkede med prægtige Dekorationer. Prisen for dem alle bares af det store Æretempel, som Magistraten havde ladet opsætte paa Gammeltorv over Springvandet, og som blev staaende til den 4de Novbr., da Kongen atter tog det i Øiesyn. Jubelfesten for Enevoldsregjeringens Indførelse høitideligholdtes den 16de, 17de og 18de Oktbr. 1760; paa den sidste Dag lagde Kongen Grundstenen til Rytterstatuen paa Amalienborg.

Kjøbenhavnerne vare loyale Undersaatter, og deres Følelser for Kongehuset fik et særlig gribende Udtryk ved den tilbedte Dronning Louises Død den 19de Decbr. 1751. Forholdene havde imidlertid forandret sig saaledes, at Frederik den Femtes Død den 14de Januar 1766 ikke gjorde noget stærkt Indtryk paa Befolkningen. Deres Stemning beherskedes ialfald snarere af Frygt for det Kommende end af Sorg over Tabet af den godhjertede og milde, men charaktersvage Monark.

Havesalen og Fuglehuset ved Moltkes Palais paa Amalienborg

Havesalen og Fuglehuset ved Moltkes Palais paa Amalienborg, bygget af Jardin.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: ons sep 28 20:45:49 CEST 2005
Publiceret: ons sep 28 20:45:46 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top