eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn
    - kap. VII

Kbhvn., Thiele, 1890

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Dragter fra Christian den
Sjettes Tid

Dragter fra Christian den Sjettes Tid. Efter Hofmans Portraits historiques.


SYVENDE KAPITEL.

Kjøbenhavn under Christian den Sjette.

_____

M


edens Kirkeklokkerne i hele Landet ringede to Timer om Formiddagen og to Timer om Eftermiddagen i I Anledning af Frederik den Fjerdes Død, medens Forberedelserne til Ligbegjængelsen i Roskilde bleve trufne, og Ridderskabet og Adelskabet saavelsom "andre vores kjære og tro Undersaatter, som dertil Formue haver og det uden deres altfor store Besværlighed kan afstedkomme", fik Ordre til at bære Sørgeklæder i et Aar, iværksatte den nye Konge ufortøvet vigtige Forandringer i Statsstyrelsen. Ikke blot blev Dronning Anna Sophie forvist til Klausholm i Jylland, men de Mænd, der hørte til hendes Slægt eller havde staaet i Forbindelse med hende, faldt i Unaade og bleve afskedigede. Christian den Sjette omgav sig med helt nye Mænd, bestemt paa at gjennemføre vidtgaaende Reformer. Ogsaa i Kjøbenhavn mærkede man strax, at

[636]

637

nye Tider stod for Døren. Overkammerherre Grev C. D. Reventlow, Dronning Anna Sophies Broder, der havde havt Overdirektionen for Bygningskommissionen, blev afskediget deri 3die Novbr., og i Januar 1731 fik Geheimekonseillet Overledelsen af de publike Bygninger. Den gamle Bygningskommission blev et Par Maaneder efter ophævet, og en ny nedsat, bestaaende af Biskop Christen Worm, Stadshauptmand Fieldsted, Assessor Enevold Falsen og Kancelliraad Ramus. Den fik "fuldkommen Magt og Myndighed til at betinge, foreskrive og foranstalte Alt, hvad til de publike Bygningers Fuldfærdigelse fornøden eragtes, saa og at slutte Kontrakter med Vedkommende, være sig Kjøbmænd eller Haandværksfolk, baade hvad Materialiernes Indkjøb og Arbeidslønnen angaar." Konseillet skulde strax anvises de fornødne Summer til Udbetaling af Brandstyrkassen. Saa stor var Kommissionens Myndighed, at Konseillet den 24de Marts erklærede, at den vilde give Kommissionen frie Hænder og "lade det ganske Bygningsværk paa de gode Herrers Troskab og Prudence ankomme."

Det var naturligvis Christian den Sjette ligesaa magtpaaliggende, som det havde været hans Fader, at faa Byen gjenopført og det saameget mere som Planen til et nyt stort Byggeforetagende beskjæftigede ham stærkt. Der blev derfor taget fat med Kraft paa de vigtigste offentlige Bygninger, men Initiativet til at fremme den private Byggevirksomhed udgik fra Magistraten. Kort efter Thronbestigelsen fremkom den nemlig med et Forslag til en Brandassurance "for at afhjælpe Pengemangelen og styrke Krediten", og i December 1730 overrakte Magistraten og de 32 Mænd Dronning Sophie Magdalene et udførligt Forslag til Byens Opkomst, vel sagtens fordi de troede snarest at blive bønhørte ad denne Vei. Fordringerne vare ikke smaa; Magistraten ansaa det saaledes for aldeles nødvendigt, at Tolden blev nedsat for Kbhvn., at Frimestrene i det Hele bleve tvungne til at indtræde i Laugene, og at de, der byggede grundmurede Huse til Gaden, fik samme Hjælp som for Side- og Baghuse. Endvidere burde det tillades Fattigfolk at bygge god Bindingsværksbygning i Smaagaderne; Brandassuranceforslaget burde approberes, og endelig vilde det være heldigst, om de 960 Portioner extraordinair Indkvartering (som forøvrigt kun ramte de ikke-brandlidte Borgere) bleve afskaffede. Dronningen "indlagde ufortøvet sin høimildeste Intercession og Forbøn" hos sin Ægtefælle, og endnu


638

før det officielle Svar blev afgivet den 12te Januar 1731, var den nye Indkvarteringsskat bleven ophævet. Ogsaa i andre Henseender blev der vist Borgerne Imødekommenhed. Der blev nedsat en Kommission, som i Forening med Magistraten skulde undersøge, paa hvilken Maade Laugene kunde befries for Frimestrenes Indpas; Alle, som byggede paa afbrændte Pladser, bleve i 25 Aar, baade i Krigs- og i Fredstid, forskaanede for Indkvartering saavelsom for alle ordinaire og extraordinaire Skatter og Paalæg (med Undtagelse af Told, Konsumption, Lygte- og Sprøiteskat samt Renovationsafgift), og det blev Enhver tilladt at bygge Grundmur eller Bindingsværk, som han bedst kunde afstedkomme, paa hvad Sted i Staden det end maatte være, dog paa den Betingelse, at de engang afstukne Gadelinier bleve fulgte. Ved denne vigtige Bestemmelse blev altsaa den planmæssige Gjennemførelse af Grundmur opgiven, og Kjøbenhavn blev atter en overveiende Bindingsværksby. Der er imidlertid ingen Tvivl om, at denne Eftergivenhed bidrog overordentlig meget til at fremme Byens Gjenopførelse, hvilket dog maaske i endnu høiere Grad skyldes Brandassurancens Indretning.

Tanken om en saadan Forsikkring "til Klarering af Prioriteterne" havde allerede været fremme i Decbr. 1728, men var ikke bleven realiseret. Det allerede bestaaende Interessentskab (smlgn. II S. 548) kunde ifølge sin Natur kun gavne enkelte velstaaende Folk, hvorfor det blev nødvendigt for Regjeringen at tage sig af Sagen. Magistratens Projekt gik ogsaa i denne Retning og fandt Kongens og Konseillets Bifald. Allerede den 26de Januar 1731 udkom Anordningen om "Kjøbenhavns Brandforsikkring", som den kaldes den Dag idag. For at skabe "en god Fond for dette saa gavnlige Værk" skjænkede Kongen det Sjette og Tiende Penge i 10 Aar af alle i Danmark erhvervede Midler samt visse Bøder. Fem Dage efter udkom en Raadstuplakat, indeholdende den nærmere Ordning af Brandkassen, og Indbyggerne begyndte strax at tegne sig, saaledes at der i Sommeren 1733 var 700 Medlemmer, vistnok en Fjerdedel af Byens Huseiere. Den endelige Ordning af Brandforsikkringen skriver sig dog fra den 8de Mai 1733. Ved denne fastsattes Præmien til 1 p. Ct. af den forsikkrede Sum som første Indskud og derefter en aarlig Præmie af 1/4 p. Ct. Kassens Omraade indskrænkedes til Husene indenfor Stadens Volde. Det stod Enhver frit for at lade være med at benytte Assurancesummen til den


639

afbrændte Bygnings Gjenopførelse, og Magistraten skulde indestaa for Brandkassens Kapitaler, hvorfor den fik Kontrol og Opsigt med deres Anbringelse. Brandforsikkringen bestyredes af 5 ulønnede Direkteurer, som "uden Undskyldning" skulde lade sig vælge af Interessenterne, og der overlodes dem Kontoir paa Raadhuset. Generalforsamlinger, paa hvilke kun fire Procent af Medlemmerne kunde møde og stemme, afholdtes i de 32 Mænds Sal. I de følgende Aar voxede Interessenternes Antal bestandig, og det tilsigtede Maal blev naaet. Det er charakteristisk, hvad Pontoppidan skriver i "Menoza": "Jeg spurgte min Vært, hvor alle de arme, afbrændte, altsaa næringsløse Borgere fik saa utrolig mange Penge fra, som denne kostbare Bygning udkrævede. Hvem hjælper saa mange Tusinder tillige at opføre ret kostbare Bygninger? Byen maa have faaet stort Tilløb af Uden- og Indenlandskes Gavmildhed. Han svarede: Det er sandt, men den almindelige Hjælp anvendes næsten alene til Kirkers og andre publike Bygningers Opreisning. Hvad der hjælper private Folk afsted, er Guds underlige Forsyn, som gjør, at alle Bemidlede i Byen og paa Landet har mere Lyst til at laane Penge paa Bygnings Pant end paa noget Andet, særdeles siden den nye Brandforsikkrings Kasse er oprettet og skaffer Kredit nok." Sammesteds oplyser han, at Kapitalister kunde faa 5 til 6 Procent af deres Penge ved at laane dem til de Byggende, hvorimod de neppe kunde faae 4 Procent ved at anbringe dem i Landeiendomme.

Det gik nu rask med Opførelsen af Privatbygninger. I de Gader, hvor Gruset endnu laa favnehøit og hindrede Færdselen, blev det fjernet; uhyre Masser af Mur- og Tagsten førtes til Byen, og det tidligere omtalte Kalkværk, der tilhørte Du Sart og Bonfils, leverede Kalk. Ikke blot Eierne af Tømmerpladserne mellem Kvæsthuset og Toldboden havde rigelig Afsætning af deres Lagre, men fremmede Skippere førte Tømmerlast hertil og opstablede det omkring i Kjøbmandsgaardene, ved Nyhavn og andre Steder ved Bolværkerne, hvorfra det falbødes til Indbyggerne, endog "ved Dørene" siges det i en Klage. Borgerne bleve støttede med Materialier og med forskjellige Friheder, naar deres Huse stod færdige, og opstod der Uenighed med Haandværkerne, havde Magistraten Ordre til at afgjøre den. Visse Grunde, som det var Kongen særlig magtpaaliggende at faa bebyggede, bleve bortskjænkede paa den Betingelse at der


640

opførtes en "sirlig Bygning" derpaa, saaledes i Juli 1733 flere Grundstykker paa Hjørnet af Lille Kjøbmagergade og Skidenstræde. Hvad Peder Dass skrev om Bergens Gjenopførelse efter Branden 1702 passede ogsaa paa Kjøbenhavn:

Kommer I vide-land-buxede Bønder
Hugger det Tømmer og kløver det sønder,
Bygger subtilig og £ette Paladser,
Fælder de Naver alt efter en Passer.
Saa der opreises paa forrige Tofter (Tomter)
Sal over Sale med dobbelte Lofter.

Nu gaar Arbeidet med drivendes Hænder,
Snedkeren staar her med Høvel og Tænder,
Tømmermand staar her med Øxer og Biler,
Smeden med alle sin Tænger og Filer;
Her staar Glasmager og skjærer den Rude,
Her staar Murmester og kalker derude.

En utrolig Mængde Haandværkere strømmede til Byen og fik Arbeide: Murmestre, Tømmere og Stenhuggere, Grovsmede og Kleinsmede, Snedkere, Malere, Gibsmagere, Glarmestre, Blytækkere, Kobbersmede, Brolæggere, Vognmænd, Prammænd, der leverede Mursand, Brosand og "Skjælsand", Vandmestere, der gjorde Vandrenderne istand, og Tusinder af baade mandlige og kvindelige Haandlangere, der kaldtes "Pligtsfolk". Disse sidste fik i Regelen 1 Mark i Dagløn. Kjøbenhavn blev gjenopført i Løbet af faa Aar, i det Væsentlige inden Udgangen af 1733, og Pontoppidan angiver Antallet af nye Huse til 2000, og Omkostningerne ved deres Opførelse til 8 Mill. Rdlr. Kurant. Medens hver Familie i Regelen tidligere havde havt sit eget Hus, opførtes nu store dobbelte Bygninger med 3 Etager og Kjældere, naturligvis anseeligere, bedre indrettede og solidere byggede end de gamle, "men - hedder det i "Danske Atlas" - om dette ikke er drevet altfor vidt, og Naboens Exempel haver fristet de Byggende til at gjøre over deres Evne, det er et andet Spørgsmaal, som her ikke udgjøres. Saa meget har man set, at visse altfor prægtig anlagte Huse have havt den tredie eller fjerde Eiermand, førend de ere blevne fuldførte." Det blev imidlertid værre endnu. Af Holbergs 447de Epistel faar man et tydeligt Indtryk af det Omslag, der indtraadte i Christian den Sjettes sidste Regjeringsaar, naar han skriver: "Strax efter den store Ildebrand begikkes den Feil, at Stadens Borgere ikke rettede Husene efter


641

Indbyggernes Proportion; thi endskjøndt Staden nu haver ei flere Huse, end den havde før Branden, saa haver deri dog engang saa mange Kjøkkener og Værelser, og saasom de samme ikke med Beboere kan besættes, saa kan ikke mere svares Renterne for de paa Gaardene laante Kapitaler, hvilket ses af de mange Auktioner, som aarligen ske paa saadanne Huse, hvilke Kreditorerne maa lade sig tilslaa." Holberg tilføier, at Landeiendommene trods Kvægsygen stige i Pris, "efterdi de, som have Kapitaler af rede Penge, driste sig ikke mere at sætte dem udi Kjøbenhavns Huse formedelst de mærkelige Forliser, de derved have havt", og oplyser, at Kjøbenhavns Huse og Gaarde, "uanset de ere blevne assurerede og derfor kunde holdes for at være langt sikkrere Panter end tilforn, have tabt fast den tredie Del af sit Værdi." Naar Thura og Andre skildre det nyopbyggede Kjøbenhavn som "af meget smuk Anseelse", ja endog som pragtfuldt, maa dette ikke forstaas bogstaveligt. Der blev vel opført adskillige smukke og anselige Huse som f. Ex. den senere Marechalsgaard paa Kjøbmagergade (den nuværende Postgaard), men den almindelige Type var af langt tarveligere Charakter. Som en saadan kan nuværende Nr. 42 paa Kjøbmagergade og Nr. 1 i Klareboderne paa to Etager med Kvist, anføres.

Paa de offentlige Bygninger blev der ligeledes taget fat med Kraft; man faar endog det Indtryk, at der blev bygget med for stort Hastværk og derfor ikke altid tilstrækkelig solidt. I Marts 1731 lod Kongen Bygningskommissionen vide, at det var ham særlig magtpaaliggende at faa Raadhuset istand, vistnok fordi han, naar Slottets Nedrivning var begyndt, vilde stille de 32 Mænds Sal til Disposition for Høiesteret. Det viste sig imidlertid, at det gamle Taarn, som man havde tænkt at bibeholde, var for svagt og maatte nedrives til Grunden, ligesom Bjælkerne over de 32 Mænds Sal vare lagte for langt fra hverandre, saaledes at de ikke kunde bære Loftet. I Løbet af Sommeren slog de ny opførte Mure "adskillige Ritzer", fordi de øverste Hvælvinger, der "faldt altfor flakke i Cirkulen, spændte og trykkede Murene"; man maatte derfor fjerne Hvælvingerne og i anden Etage nøies med fladt Loft. Som Følge heraf blev Bygningen ikke færdig før i 1733, men Høiesteret flyttede vistnok allerede i Novbr. 1731 ind i de 32 Mænds Sal, som Kongen "dertil havde ladet aptere og indrette". Raadhuset laa paa samme Sted som Christian den Fjerdes mellem Gammeltorv og Nytorv, og havde


642

Raadhuset set fra Gammeltorv

Raadhuset set fra Gammeltorv. Efter Thurah.


643

Raadhuset set fra Nytorv

Raadhuset set fra Nytorv. Efter Thura.


644

en smuk Façade med Balkon og Frontespice, smykket med Christian den Sjettes Buste og allegoriske Figurer, samt et Spir med Slaguhr og 2 Klokker ovenpaa det "italienske" Tag. En anseelig Trappe førte op til Hovedindgangen, gjennem hvilken man kom ind i en stor Forsal, smykket med Billeder af de danske Konger af den oldenborgske Stamme, en Erstatning for Griffenfelds "Effigies" af Kongerne fra Dan til Christian den Fjerde (smlgn. II S. 354), der vare blevne tilintetgjorte i Ildebranden. Her fandtes ogsaa nogle store Sværd og Vaaben og i Skabe med Staaltraadsgitter for: Byens Maal og Vægt. Fra et Galeri i denne Sal oplæstes alle kongelige Forordninger, Reskripter m. m. af Magistraten. Indenfor laa Raadets Forsamlingsstue, hvor Brand- og Vandkommissionen ogsaa holdt Møder og ved Siden Raadstuarchivet. I anden Etage til Gammeltorv var de 32 Mænds Sal, hvor Høiesteret som sagt havde Lokale, med et dertil hørende Forgemak. Ud imod Nytorv, hvor der forneden fandtes fire Arkader, og Façaden foroven var smykket med det danske og paa Siderne med Kjøbenhavns Vaaben, fandtes i Kjælderen Arrester og en Vinkjælder med Skjænkestue, samt ovenover: Bythinget, en Borger- og Brandvagtstue og et Sprøitehus. I anden Etage til Nytorv fandtes Brandassurancekontoiret, Politikammeret, Skifterettens Stue, Raadstuskriverstuen, Byskriverstuen o. s. v. Paa Billedet af Raadhuset, set fra Gammeltorv bemærkes tilhøire Spiret paa det nye Vaisenhus, tilvenstre paa Hjørnet af Nygade den Eiendom (nuv. Nr. 10) hvori Holberg boede nogle Aar efter Branden, og hvor han efter eget Sigende plagedes stærkt af Vægternes "Basso continuo", fordi de havde faaet Befaling til at raabe hvert Kvarter. Denne Bygning saavelsom de øvrige afbildede Huse vise tydeligt, hvorledes Privatfolk byggede i Hovedgaderne efter 1728. Den anden Afbildning af Raadhuset set fra Nytorv har i Baggrunden tilhøire Frue Kirkes nye Spir, tilvenstre et Stykke af det nye Vaisenhus og den store Brønd eller Trykværket, som paa Grund af sine fire Haner i Folkemunde kaldtes: "de fire Jomfruer". Midt paa Nytorv ses det murede ottekantede Skafot med Pælen, hvilket allerede var opført i Frederik den Fjerdes Tid, efter Yonges Sigende for en uforbederlig Rufferskes og hendes Mands Regning. Her fandt ikke blot Kagstrygning, men ogsaa Henrettelser Sted.

Vaisenhusets Gjenopførelse blev ogsaa fremskyndet af al Magt; i en Befaling til Bygningskommissionen nogle Maaneder efter sin


645

Vaisenhuset paa Nytorv

Vaisenhuset paa Nytorv.


646

Thronbestigelse udtaler Kongen sin Misfornøielse med, at det var gaaet saa langsomt. I Mai 1731 toges der under Overlandbygmester Kriegers Ledelse ivrigt fat paa den anseelige Bygning, der gik til Grunde i Ildebranden 1795. Den oprindelige Plan blev noget udvidet, da det viste sig, at Kirken var for lille til at optage de fra den forrige Slotskirke indkjøbte Pulpiturer, men den 17de Februar 1734 stod Bygningen færdig og blev indviet i Kongens og Dronningens Nærværelse. Vaisenhuset laa paa det gamle Sted paa Nytorv (hvor Raad- og Domhuset nu er); Midtpartiet optoges af Kirken med et lille Taarn og Spir med Klokker og Seierværk og øverst oppe en forgyldt Hane, medens en dobbelt Stentrappe paa begge Sider førte op til Apotheket og Bogladen. I Frontespicen var det danske Vaaben anbragt; over Kirkedøren et Bibelsprog. I Kjælderen under Bogladen fandtes Bogtrykkeriet, hvorfra der ikke blot udgik Bibler og Psalmebøger (hvorpaa Vaisenhuset fik Eneret i 1740), men ogsaa andre baade gudelige og profane Bøger. Bygningen havde Lokaler for Missionskollegiet og Generalkirkeinspektionskollegiet (stiftet 1737); her var en Skole, i hvilken 60 fattige Børn fra Byen bleve underviste, den saakaldte Charitéskole, et Manufaktur af Uldent og Linned, en Lakfabrik, en Haandgjerningsskole, en Knytteskole for Pigerne m. m. I 1735 bevilgede Kongen Vaisenhusbørnene 4 Par Sko i to Aar, istedetfor som hidtil 3 Par, fordi der var flere Trapper i den nye Bygning end i den gamle, og fordi Børnene overhovedet "anholdtes ivrigere til Arbeide, Pigerne udi Kjøkkenet med Tvætten og Spinderiet, Drengene ved Apotheket, Manufakturet og allehaande til Husets Fornødenhed forefaldende Haandgjerning". Heller ikke Vaisenhuset var saa godt bygget, som det burde være; thi et Par Aar efter dets Indvielse maatte det underkastes en Hovedreparation, som kostede 2000 Rdlr. Naar der blev ringet med Klokkerne, rystede nemlig hele Bygningen i sin Grundvold, og Ydermurene maatte derfor gjøres sværere og forstærkes med Piller.

Universitetets store Tab i Branden ere berørte foran. Det store Auditorium, Anatomikamret og Naturaltheatret saavelsom Kommunitetet med dets Økonomibygninger og de tilstødende Professor- og Præsteresidentser vare lagte i Aske; kun den ældgamle Konsistoriumsbygning, der existerer den Dag idag, var bleven frelst ved Dekanus paa Klostret, Andr. Brunchmans Konduite. Alle Samlinger og videnskabelige Apparater vare gaaede tabt, og kunde naturligvis


647

ikke erstattes i Hast; blot at bringe Bygningerne paa Fode igjen, kostede paa Grund af manglende Kapital store Anstrengelser. Under disse Omstændigheder fremkom der et Forslag om at flytte Universitetet til Viborg i Jylland, men det blev heldigvis til Intet.

De egentlige Universitetsbygninger, der behandledes som "publike", og stod under den almindelige Bygningskommissions Omsorg, bleve paabegyndte i Frederik den Fjerdes Tid. Med Overlandbygmester Krieger blev der afsluttet Kontrakt om Opførelsen af det store Auditorium (istedetfor Christian den Fjerdes "nye Kollegium", smlgn. I, 532), og Meningen var først, at de gamle Mure skulde blive staaende, og Huset indrettes "ganske paa samme Maade som tilforn". Dette skete dog ikke, thi det store Trappetaarn med Spir havde lidt saa meget, at det helt maatte fjernes, hvorpaa Trapperne anbragtes inden i Bygningen "efter italiensk Maner". Hovedadgangen blev nu gjennem en dobbelt Portal af Bremer Sandsten, smykket med Kongens Navn og Krone. Auditorium laa omtrent paa samme Sted som den nuværende Solennitetssal; dets sydlige Ende, der gik helt ud til Kirkegaarden eller rettere til den nye Gade, der som en Forlængelse af Store Kannikestræde løb over Kirkegaarden til Nørregade, havde en lille Sidefløi paa to Etager med en Port forneden. Paa Tagrygningen anbragtes et lille Klokkespir, men i det Hele havde Bygningen tabt meget i ydre Anseelse ved Branden. I øverste Etage fandtes en stor Sal med Katheder og Bænke for 7-800 Studenter og for Enden af denne: den kongelige Stol, et Gemak med Vinduer ind til Salen. I den modsatte Ende af Etagen (mod Nord) fandtes nogle Værelser, som i 1740 indrettedes til Anatomikammer og Naturaliekabinet. I nederste Etage var der to mindre Auditorier, Professorernes Forsamlingsværelse m. m. Bygningen blev indviet den 4de Dcbr. 1732 i Kongens og Kronprindsens Nærværelse af Universitetets Rektor, Professor Hans Gram, med en latinsk Tale, hvorefter Vor Frue latinske Skole (Metropolitanskolen) gav en "liflig Musique" til Bedste. Højtideligheden var saameget mere betyningsfuld, som Høiskolen den 31te Marts 1732 havde faaet en ny Fundats, ved hvilken dets indre Virksomhed var bleven omordnet, Universitetslærernes økonomiske Stilling forbedret og mange Misbrug afskaffede.

Allerede Aaret iforveien var Kommunitetet eller "Klostret", Studiegaardens vestlige Længe mod Nørregade kommen i Stand, og


648

det uden Tilskud fra Brandstyrkassen, da Stiftelsen eiede en Kapital af 21000 Rdlr. foruden de til Studenternes Spisning henlagte Kapitaler og Legater. Værket gik dog kun langsomt fra Haanden i Fred. IVs Tid; først i Efteraaret 1730 og navnlig i 1731 blev der arbeidet med saa stor Iver, at Bygningen allerede i Novbr. stod færdig og blev indviet den 2den Dcbr. med en latinsk Festtale af Provst Nannestad over Texten: "Sætter Eders Hjerter til Zions Mure". Kommunitetet laa i det Væsentlige paa samme Sted som før, og beholdt, da Nørregade kun delvis blev reguleret, mærkværdigvis den samme uregelmæssige Linie til Gaden, som det har den Dag idag. Derimod blev der mod Nord afgivet et Stykke til Skidenstrædes Udvidelse, ligesom hele Universitetsfirkantens Grund overhovedet blev beklippet paa Nordsiden. Bygningen, som var bedre og hensigtsmæssigere indrettet end tidligere, havde i nederste Etage Kjøkken og Bryggers, en stor smukt udstyret 7 Fags Spisesal med Gibsloft, Panel og Betræk, samt Bolig for Økonomen, hvilken dog senere blev flyttet over i en Sidebygning ved Konsistorium med Façade til Gaarden. I øverste Etage fandtes foruden en Del Smaaværelser et stort Rum svarende til Spisesalen, hvis Anvendelse forbeholdtes til senere Afgjørelse. I Klostret kom Spisningen og Disputerøvelserne nu atter i Gang med tre Retter Mad, hver Middag og Aften, men da Alumnerne i 1734 klagede til Universitetspatronen, Geheimeraad Iver Rosenkrands og til Biskop Worm over, at Kjød- og Brødportionerne vare under den bestemte Vægt, at Øllet var surt, Grøden og Vællingen urenlig behandlet og Bergfisken fuld af Orme, saa at de "ofte maatte gaa hungrige fra Bordet og lade Maden staa", førte det efter to Aars Klager og Undersøgelser til en kongelig Resolution af 12te Oktober 1736, ved hvilken Klosterspisningen blev afskaffet og erstattet med 4 Mark om Ugen i Kostpenge til hver af Alumnerne. Herved gik Studenterne for bestandig glip af et Gode, der havde været til uberegnelig Nytte for dem. Da Spisningen ophørte, kom man i stor Forlegenhed med Kommunitetsbygningens Anvendelse, thi skjøndt Øvelserne fortsattes i den tidligere Spisesal, og nogle Professorenker fik Fribolig i øverste Etage, henstod dog de fleste Rum ubenyttede. I Frederik den Femtes Tid fremkom der Forslag om at indrette Bygningen til et Slags Regents for 50-60 Alumner, eller sælge den til Bryggergaard, men ingen af disse Planer fandt Medhold. Først i 1755 fik Prokantsler Erik


649

Pontoppidan Bolig i den nordre Ende, medens Resten blev anvendt til Friboliger, Lokale for Universitetets Naturaliesamlinger m. v.

Hostaaende Fugleperspektiv af Universitetsfirkanten fra 1760 viser Bygningernes indbyrdes Beliggenhed. Tilvenstre ses den lange bugtede Kommunitetsbygning til Nørregade, med Gavlen ud imod Frue Kirke, derefter en Brandmur med en Dør, et lille uanseligt Hus, der var Bolig for en underordnet Betjent og det ovenfor omtalte to Etages Hus med en Port forneden. Bagved ligger Auditorium, som her mangler sit Klokkespir paa Taget, og desuden er anbragt feilagtigt bag Porthuset, skjøndt dets Gavl i Virkeligheden vendte ud til Kirkegaarden. Mellem Auditorium og Kommunitetet ses med

Fugleperspektiv af
Universitetsfirkanten

Fugleperspektiv af Universitetsfirkanten, af Chr. Gedde.

Façade til Gaarden: Økonomens Leilighed (senere Professorresidents) og Konsistorium med et Gaardsrum bagved. De to Huse, som i Forening med Kommunitetets Nordende indfatte en lille Gaard til Skidenstræde, høre til Prokantslernes Embedsbolig. Den anseelige Gaard ved Enden af Auditorium, der har sit særlige Gaardsrum og Udgang gjennem en Mur til Kirkegaarden, er en Professorresidents, hvorimod de to Huse nærmest Fiolstræde, helt ud til nuv. Frueplads ere Residentser for Provsten og den øverste Kapellan ved Frue Kirke. I Fiolstræde paa Hjørnet af Skidenstræde ses ligeledes to Frue Kirke tilhørende Huse nemlig en Kapellan- og en Enkebolig. Økonomiboligen, Præsteresidentserne og Professorboligen havde hver sin tilliggende Have, den sidstes (den midterste bag en Brandmur til Skidenstræde) var tillige Universitetets botaniske Have. Denne, der laa paa en uheldig Plads, indeklemt mellem Husene og derfor uden


650

tilstrækkelig Sol, desuden lille og slet vedligeholdt, svarede kun daarligt til sit Øiemed, hvorfor Frederik V i 1752 skjænkede Universitetet en stor Grund paa begge Sider af Amaliegade ud til Toldbodveien. Men heller ikke her lykkedes det at skabe et virkeligt nyttigt Hjælpemiddel ved det botaniske Studium; først i 1778, da Universitetets botaniske Have blev indrettet i Haven bag Charlottenborg, fik den virkelig Betydning.

Som ovenfor berørt, var en Del af Regentsen bleven staaende efter Branden, nemlig Kirken og "to Inspektioner med deres 16 dobbelte Kamre, som vare forsaavidt bevarede, at de med en maadelig Bekostning kunde repareres". Dette skete naturligvis strax, og Længen til Skidenstræde blev ligeledes istandsat i Frederik den Fjerdes Tid, men den øvrige Del af Kollegiet, navnlig den vestlige Halvdel af Længen til Kannikestræde, henlaa af Mangel paa tilstrækkelige Midler længe i Ruiner. I Foraaret 1733 blev der opsat et Plankeværk om Brandtomten for at lette Kontrollen med Alumnerne, og først ti Aar efter kunde man for Alvor tage fat paa Bygningen, som blev fuldført i Foraaret 1744. Neppe et Aar efter viste det sig ved en Undersøgelse, at Kirkelængen til Kjøbmagergade var saa brøstfældig, at den truede med at falde sammen, og i 1748 maatte den derfor nedrives til Grunden og gjenopføres. Regentsen havde i det Væsentlige samme Ydre som nu; kun at den øverste Etage over den østlige Halvdel af Længen til Kannikestræde først blev paabygget i 1777.

De tre afbrændte Kollegier: Valkendorfs, Borchs og Elers', synes allerede at have været gjenopførte i 1732, hvorimod det gik langsommere med de 11 Professorresidentser, idet kun fem af dem bleve reiste i Christian den Sjettes Tid. De resterende sex bleve først byggede i 1755. Vor Frue latinske Skole blev liggende paa sin gamle Plads i Dyrkjøb, hvor Soldins Stiftelse nu er, og var færdig i Sommeren 1731. Paa Vestsiden begrændsedes den af et nu forsvundet Stræde, som i Flugt med Skovbogade fra Klædeboderne førte ind paa Frue Kirkegaard (smlgn. Kortet II S. 605). Til Skindergade havde Rektor og Konrektor deres Residentser, men ud til Kirkegaarden bag et lille Gaardsrum med Mur og Laage fandtes den egentlige Skolebygning med Klasserne eller "Lektierne" i første Etage, Boliger for Hørerne i anden og endelig "Sangloftet", hvor Skolens Kantor informerede Disciplene i Psalmesang, paa Kvisten. Bispegaarden paa Hjørnet af Nørregade og Studiestræde paabegyndtes


651

i 1731 og var færdig i Dcbr. 1732; Sjæleboderne i Brøndstræde eller Brøndstrædes Hospital derimod først i 1734. Denne under Fattigvæsenet sorterende Stiftelse bestod ifølge en Synsforretning af et grundmuret Hus til Møntergade, i hvilket Præsten boede og en bagved liggende Gaardsplads, der naaede helt ud til Brøndstræde og her afsluttedes af en Mur med Port. Sjæleboderne selv laa i Gaarden og bestod af et langt to Etages Hus paa 42 Fag Bindingsværk over en grundmuret Kjælder. I denne sidste var der Plads til 48 Fattige fordelte i 4 Rum, hver med 3 Standsenge, og desuden boede Spisemesteren i den nærmest Brøndstræde liggende Del af Kjælderen. I første Etage fandtes Kirken, et stort simpelt udstyret Rum, to Værelser med Senge til 24 Fattige og en Sygestue. Sengene vare overalt afdelte til 4 Personer i hver; kun i Sygestuen fandtes 12 enkelte Standsenge. I øverste Etage boede 48 Lemmer, og Loftet var ligeledes indrettet til Optagelse af Fattige. Poul Fechtels Boder, der som bekjendt ikke bestyredes af Fattigvæsenet, men af Stifterens Familie, hvilket er Tilfældet den Dag idag, bleve gjenopbyggede i 1732, og Budolphi Hospital i 1743, da det flyttedes fra Pustervig til S. Pedersstræde (smlgn. II S. 541). Umiddelbart efter Frederik den Fjerdes Død blev den foran (II S. 634) omtalte Genneralpostamtsbygning, paa hvilken der var blevet arbeidet med stor Iver, stillet i Bero, da Kongen anviste Postvæsenet Lokale i Dronning Anna Sophies forhv. Gaard bag Børsen (det nuv. Krigsministeriums Lokale), hvor det forblev fra 1731 til 1780. Generalpostamtet havde i de tre Aar efter Branden boet tilleie i Grev Danneskjolds Gaard paa Kongens Nytorv (nuv. Thotts Palais).

Af de fem brændte Kirker blev Reformert Kirke først færdig og indviedes som alt anført (II, 632) den 4de Marts 1731. I Septbr. s. A., da Slottets Nedrivning begyndte, kjøbte Forstanderne for den reformerte Menighed Orgelet i Slotskapellet for 800 Rdlr. Courant. S. Petri Kirke var paa det Nærmeste færdig i Mai 1731, men da Kirkens Forstandere havde Vanskelighed ved at skaffe de resterende Penge, blev der udbetalt dem 7000 Rdlr. af Brandstyrkassen, hvoraf dog de 6000 med Rette tilkom Menigheden, da de vare indsamlede til den ved Kollekter, men efter Ordre afleverede til Brandstyrkasserer Simon Paulli. Da Kirken blev tagen i Brug og indviet den 2den Septbr. 1731, var dens Ydre dog kun lidet tiltalende; Taarnet var endnu ikke færdigt, og fik, da Murarbeidet var endt, istedetfor sit gamle


652

slanke Spir, en simpel Hat eller Kuppel, om hvilken det siges, at den "ei var af de skjønneste Anordninger". Indvendig gjorde Kirkebygningen imidlertid et smukt Indtryk og var rigt udstyret; Prædikestolen og Altret vare stærkt forgyldte og smykkede med kunstigt Billedhuggerarbejde, Orgelet roses for "dets liflige Klang", Altertavlen, der var malet af den bekjendte Hofskildrer Kancelliraad Kroch og skjænket af denne, ansaas for et Mesterværk, og et andet stort Maleri af Kroch forestillende Christi Himmelfart skjænket af Geheimeraad Plessen stod ikke tilbage. I det Hele fik Petri Kirke mange Gaver, endog fra Udlandet; saaledes sendte en Skræder i Dresden, Christian Forster, en Kalk med tilhørende Sølvtallerken. Det saakaldte gamle Ligkapel, den lange Bygning, der naar ud til Larsleistræde, henlaa længe i Ruiner efter Branden, indtil Kongen i 1738 forærede Kuratorerne en ret anseelig Pengesum til dets Gjenopførelse. Disse Penge, hvis største Del blev skjænket General-Kirke-Inspektionskollegiet, vare oprindelig indsamlede til de fra Salzburg i 1732 fordrevne evangeliske Christne, men bleve ikke anvendte efter Bestemmelsen, fordi Kongen nærede Betænkeligheder ved at sende dem til Preussen, hvor de Landflygtige havde nedsat sig. Det gamle Ligkapel, som nu blev det nye (medens det tidligere nye, som Intet havde lidt i Ildebranden, blev det gamle) var færdigt i 1739 og fik følgende Indskrift paa en sort Marmortavle i Frontespicen:

"Mein Leser! Dieses Leichenhaus
Fiel ebenfalls in Asch und Graus,
Da wir vor mehr als zehen Jahren
Des Herren schwere Hand erfahren.
Im eilften Jahr half Gott es bauen
Und liesz es uns vergrössert schauen.
So ruht hier sanfte, Ihr Gebeine,
Bis Gott euch mit dem Geist vereine!
           Anno 1739."

Trinitatis Kirke var, som alt omtalt, vidt fremskreden inden Frederik den Fjerdes Død og blev indviet den 7de October 1731. Skjøndt de indre Ornamenter, Orgel, Pulpiturer, Monumenter, Epitaphier o. s. v. vare opbrændte, havde Murene og Pillerne holdt Stand, ja enkelte Gravmæler som Feltherren Hans Schacks vare ikke mere beskadigede, end at de kunde istandsættes. Den spidsbuede Kirkes indre Udstyrelse havde oprindelig Egetræets smukke Farve; først i 1756-57 blev Alter, Prædikestol og Orgel malet og forgyldt.


653

Observatoriet ovenpaa Rundetaarn var ligesom nu en rund Bygning, men større end den nuværende, og Universitetsbibliothekets 48 Alen lange Sal paa Kirkeloftet frembød et ret imponerende Skue med sine 17 Fag Vinduer. Øverst var Salen afdelt med et Tralværk, indenfor hvilket der stod Skabe med Manuskripter; ellers vare Bøgerne opstillede efter de forskjellige Fakulteter. Imellem de to Rækker dobbelte Bogskabe vare tre brede Spadseregange, og henne ved Siderne i Vindusfordybningerne var der anbragt Borde og Bænke for de Studerende. I det Ydre kunde Kirken ikke gjøre sig gjældende, thi den laa halvt skjult bag høie Brandmure med Porte til Kjøbmagergade, Springgade og Landemærket og et Sprøitehus til den sidstnævnte Gade. Senere blev der dog aabnet en Vei over Kirkegaarden fra Springgade til Kjøbmagergade, hvilken af Yonge skildres som "en for Gaaende meget behagelig Gjennemvei og skyggefuld Allé, besat med Lindetræer paa begge Sider af den med Stakitværker inddelte Kirkegaard."

Helligaandskirken laa endnu i Decbr. 1730 fuld af Grus, som Kongen lod bortføre af sine Materialheste og Vogne, og Arbeidet gik i det Hele kun langsomt fra Haanden. I Mai 1732 lod Geheimekonseillet Bygningskommissionen vide, at det med Beklagelse havde erfaret, at Haandværksfolkene beteede sig meget efterladne og forsømmelige, hvorfor de skulde trues med Afsked, hvis de ikke arbeidede med yderste Flid, og denne Trusel frugtede, saa at Kirken den 30te Novbr. 1732 atter kunde tages i Brug. Magistraten, der var Kirkens Patron, havde ønsket, at Loftet skulde hvælves, men da Murene viste sig for svage til at bære Stenhvælvinger, maatte man nøies med fladt gibset Loft som i Garnisons og Holmens Kirker. Helligaandskirkens Ydre tabte meget ved Ombygningen; thi ikke blot mistede den sit tidligere smukke Spir og fik en saakaldet "italiensk Hat" i Stedet, men dens to sirlige Portaler, som vare blevne bevarede i Ildebranden, bleve, efterat Stenboderne vare nedrevne, skjulte bag en styg Brandmur til Vimmelskaftet og Kokkegade og senere af en lang Række Boder til Lille Helliggeistesstræde. Det interessanteste Parti af Kirken var det ældgamle Ligkapel, som ikke havde taget Skade. Indvendig fik Kirken derimod talrige Prydelser saaledes det prægtige Marmoralter, som havde staaet i Slotskapellet, og Prædikestolen sammestedsfra, som dog blev omdannet med en Fod, hvorhos Magistraten efterhaanden bidrog Meget


654

til Udsmykningen. Paa hosstaaende Afbildning af Vimmelskaftet ses Helligaandskirkens Taarn i Mellemgrunden, bagved dette Frue Kirkes nye Spir. Husrækken, i hvilken "Hafnias" nuværende Gaard ligger yderst tilhøire, fremviser talrige Typer paa Datidens Huse med de charakteristiske Udbygninger over Kramboder og Kjælderhalse.

De største Vanskeligheder frembød Gjenopførelsen af Frue Kirke, og det varede en lang Aarrække, før den stod fix og færdig. Som alt berørt, var en Del af Taarnet falden ned umiddelbart før Frederik den Fjerdes Død og havde standset alle Arbeiderne, og i Slutningen af Oktober 1730 blev den tilbagestaaende Mur nedbrudt. Alt henlaa saaledes i Ruiner indtil August 1731, da Christian VI approberede en af Kancelliraad Ramus udarbeidet Tegning og den 11te Septbr. s. A. selv nedlagde Grundstenen. Det gik nu rask fremad med Murværket, som besørgedes af Murmestrene Lars Erichsen og Ole Larsen, Kirkens Mure reiste sig, Hvælvingerne bleve lagte, Taarnet skjød rask i Veiret, og Tømrerne havde allerede travlt med at tilhugge Spiret, da en ny Katastrophe ramte den imponerende Bygning. Den 9de August 1733 begyndte det ny opførte Taarn nemlig at udbugne paa alle fire Sider, og fire Dage efter, Natten mellem den 13de og 14de August, faldt Taarnet paany og tog nogle af Hvælvingerne med sig i Faldet. Følgen heraf blev ny Standsning og nye Vanskeligheder.

En Besigtelseskommission, bestaaende af "tre upartiske og uvillige Tømmermestre samt tre Murmestre af de bedste og erfarneste", var otte Maaneder om at opdage Aarsagen til Taarnets Fald, og kom da efter gjentagne Paamindelser til det Resultat, at Ulykken hverken skyldtes de gamle Stene eller Kalken, men den Omstændighed, at de fire store Hovedpiller, som skulde bære Taarnets Last, ikke havde været tilstrækkelig fast murede. De vare nemlig kun to, paa visse Steder endog kun halvanden Sten tykke, "desuden indvendig fyldte med en Hob Stykker og Brokker, hvorpaa den rørte Kalk, som havde været for tynd og frisk, i Tøndetal paa hinanden var bleven nedstyrtet." For de to uheldige Murmestre, Lars Erichsen og Ole Larsen, var denne Opdagelse meget ubehagelig, thi de fik Ordre til at sætte Kirken og Taarnet istand igjen paa egen Bekostning uden Skade for Brandstyrkassen, og deres Ansøgning om Lempelser blev rentud afslaaet. Efter Samraad mellem Bygningskommissionen, Generallieutnant Scheel, Brigadier Hauser og Stads-


655

Vimmelskaftet med
Helligaandskirkens og Vor Frue Kirkes Spir

Vimmelskaftet med Helligaandskirkens og Vor Frue Kirkes Spir. Efter en Aqvarel tilhørende Livforsikkringsselskabet "Hafnia".


656

bygmester Banner Mathiesen blev det derpaa besluttet, at Taarnets Gjenopførelse skulde vare i fem Aar, saaledes at der medgik et Aar til Fundamentet i Jorden, som skulde lægges en Alen dybere end de dybeste Begravelser. Nederst i Grunden ovenpaa Kvader- og Kampestenene skulde Muren være 7 Alen tyk, ved Horizonten 5 Alen og allerøverst kun 3 Alen. Naar Fundamentet var lagt, skulde der i de paafølgende fire Aar opmures 15 Alen af Taarnet hvert Aar.

Selve Kirken, som ikke havde lidt synderligt ved Nedstyrtningen, blev fortsat med Kraft, men endnu i Sommeren 1735 arbeidedes der paa Taarnets fire Hovedpiller, og Banner Mathiesen, som havde Opsigt med denne Del af Bygningen havde saa stort Besvær med at faa de to Murmestre til at opfylde deres Forpligtelser, at han endog maatte paakalde Magistratens og Politiets Assistance. Man havde forlængst opgivet at se Kirken og Taarnet færdige samtidig, og alle Bestræbelser gik derfor kun ud paa at faa Kirken indrettet til Brug ved Jubelfesten den 30te Oktober 1736 til Minde om Reformationens Indførelse. En Tidlang troede man, at det vilde lykkes, men et Par Maaneder iforveien erklærede Haandværkerne det for umuligt. Den store Kirkehøitidelighed maatte derfor afholdes i den gamle Nikolai Kirke.

Der hengik endnu halvandet Aar, før Vor Frue Kirke blev indviet. Den Sendrægtighed, som overalt lagde sig for Dagen, maa fornemmelig tilskrives Mangel paa Arbeidskraft, især da Christiansborg Slot samtidig lagde Beslag paa Tusinder af Hænder, men den skyldes uden Tvivl ogsaa gammel Slendrian og Sløvhed. Man læser uophørlige Advarsler, Trusler og Formaninger; Haandværkerne have gjort uforsvarligt Ophold - hedder det - Hs. Majestæt presserer paa Sagen og vil have den til Endelighed o. lgn., og disse Opmuntringer gjøre i Reglen god Virkning, ialfald for en Tid. Det var sikkert med stor Glæde, at Kommissionen den 19de Februar 1738 kunde meddele Kongen, at "Vor Frue Kirke nu er i den Stand, at der ikke fattes noget Betydeligt deri, saa at Gudstjenesten om to, tre Uger i det Længste deri kan forrettes." Kongen fastsatte af Hensyn til den nye Biskop Hersleb, som ventedes fra Christiania, at Indvielsen skulde finde Sted den 30te April, og ved Hjælp af gjentagne kraftige og bestemte Ordrer, gik det virkelig efter Ønske, skjøndt det navnlig kneb med at faa det nye Orgelværk i brugbar


657

Stand, da man havde begaaet den Feil at opsætte det for tidlig, hvorved Orgelpiberne vare blevne fyldte med Grus og Spaaner. Kapellerne vare dog ikke helt færdige, ei heller Taarnets Vinduer og Stenhuggerarbeidet om den store Portal, hvortil kom, at Bygningen endnu for en Del var omgiven af Stilladser, men over Choret kneisede Rytterspiret med sine to mindre Klokker, og i det Indre var Alt tilsyneladende i Orden. De kunstigt udskaarne Stole og Pulpiturer vare opsatte, Alteret og Prædikestolen, der vare skjænkede af Kongen og derfor bare hans og Dronningens Navnechiffre, straalede af Maling og Forgyldning, og den kongelige Stol, der var udstyret med Kakkelovn, saa prægtig ud med sine Tapeter og sit Betræk af Fløil, Taft og Galoner. Indvielsen fandt Sted efter Bestemmelsen, Onsdagen den 30te April 1738; alle Byens Kirkeklokker ringede med den store Klokke Kl. 8 1/2, anden Gang Kl. 9, og tredie Gang, da Kongen kom til Kirken, hvor han modtoges af Biskoppen og Præsterne i Døren. Der blev spillet paa Orgel og sunget Psalmer, opført "Aria, Recitativ og Chor", forfattet af Th. Clitau, oplæst Stykker af Bibelen m. m. Stiftsprovst Mads Holm holdt Intimationstalen, og tilsidst indviede Biskop Hersleb Kirken. Festen afsluttedes med Afsyngning af "O, store Gud vi love Dig", medens alle Byens Kirkeklokker kimede, og der blæstes fra Taarnene. I halvniende Aar, fra den 14de Novbr. 1728, havde Vor Frue Menighed været Gjæst i Nikolai Kirke; nu gjensaa den sin egen Kirke i mange Retninger anseeligere og smukkere end før, og beundrede det høie treskibede Midtparti, hvis gothiske Hvælvinger bares af 14 Piller. Lyset faldt stærkt ind igjennem de høie Vinduer paa Hovedpartiets Ydermur og de mindre paa de lave Sideskibe, og da Kirken var 140 Alen lang, gjorde den et imponerende Indtryk, eller som det hedder i "Danske Atlas": "det Perspektiv, der falder igjennem den ganske Arkade, er et af de længste og herligste, jeg mindes at have set i nogen Kirke." Det rummelige Chor var adskilt fra Kirken ved et langt Tralværk af Messingsøiler; paa Alteret saas øverst i en stærkt forgyldt Glorie "Christi Opstandelse", Altertavlen forestillede "Christi Fødsel" og var malet af Tanke "med en Pensel, som hertillands kan agtes for en af de største", og endelig var Prædikestolen smykket med alle Slags Rokoko-Ornamenter og hvilede paa et grønt Palmetræ, som syntes at bære den. Døbefonten, i hvilken Sølvfadet blev


658

baaret af fire Figurer, forestillende de fire Evangelister anbragte ovenpaa 4 Løver, en stor Mængde Ligstene samt endeel Marmorepitaphier i Choromgangen var Alt, hvad der blev levnet fra den gamle Kirke; dog blev Curt Adelaers og Gyldenløves prægtige Marmorgravmæler, det første paa Nordsiden ved Choromgangen, det andet strax indenfor Portalen under Taarnhvælvingen (afbildede II S. 257 og 259) restaurerede i Frederik den Femtes Tid, og efterhaanden som Tiderne gik, blev den stolte Kirkebygning atter opfyldt med prægtige Begravelser, Marmortavler med Indskrifter, Portraitmedailloner o. lgn., saaledes at Tabet, da den atter sank i Grus under Bombardementet i 1807, var ligesaa stort eller vel endnu større end i 1728. En væsentlig Feil ved den nye Kirke var, at de akustiske Forhold vare slette. Man greb til den Udvei at forfærdige en midlertidig Prædikestol af tynde Brædder, som blev flyttet fra Sted til Sted, og Stadshauptmand Fieldsted, Assessor Horrebow og Stiftsprovst Henrik Gerner fik Befaling til at møde hver Gang, der blev prædiket, fordele sig i Kirken og skifte Plads for derefter at afgive deres Skjøn. Efter et Par Maaneders Experimentering blev man kjed af det Hele; den allerede indrettede Prædikestol fik Lov til at blive, hvor den var (i Midtskibet tilhøjre, som det ses paa Billedet), og Præsterne i Frue Kirke fik samtidig Ordre til, at "de altid i deres Prædikener skulde sig vende midt til Hs. Majestæts ligeoverfor værende Stol."

Christian den Sjettes Frue Kirke lignede sikkert i mange Henseender den afbrændte, og det havde oprindelig været Meningen, at den skulde være en ligefrem Kopi af sin Forgjænger, "i Et og Alt have den gamle Façon og de gamle Fundamenter." I 1729 havde Overlandbygmester Krieger som Sikkerhed mod Ildsvaade dog foreslaaet Frederik den Fjerde, at Spiret burde opføres af Sten, og der var allerede afsluttet Kontrakt herom, men da Krieger blev gaaet paa Klingen, "trøstede han sig ikke til at bygge et Stenspir paa Grund af Taarnets svage Fundamenter", hvorfor Kongen lod Planen falde og bestemte sig for et kobberklædt Spir af Tømmer. De to Inspekteurer for Kirkebygningerne, Geheimeraad Vincens Lerche og Biskop Worm, der vare sparsommelig anlagte, fandt dog ogsaa dette for dyrt, og mente, at Klokkerne meget vel kunde hænge i en Lanterne, men Kongen svarede hertil, at da "Frue Kirke er Hovedkirken, og det vil blive Staden og Kirken til Zirat


659

og Prydelse, skal Spiret bygges lige dannet, som det forrige været haver, 100 Alen høit." Den med en Tømmermand og to Blytækkere et Par Maaneder før Kongens Død om Spiret afsluttede Kontrakt fik dog ved Taarnets Sammenstyrtning ingen Anvendelse, og det tilhugne Tømmer blev i 1741 anvendt til Trapper i Taarnet.

Den første Tanke efter Frue Kirkes Indvielse gjaldt Taarnet og Spiret. Den 7de Novbr. 1738 fik Brigadier Generalbygmester Häuser Befaling til at undersøge om Frue Taarn, der allerede var

Det Indre af Frue
Kirke

Det Indre af Frue Kirke. Efter "Danske Atlas".

naaet en Alen høiere op end det afbrændte, var saa massivt, at det kunde taale 8 til 10 Alens Forhøielse, med andre Ord: der foresvævede allerede Chr. VI Planer om at udføre det Hele i langt større Maalestok end oprindelig paatænkt og aldeles ikke i Smag med det Gamle. Svaret lød, at Murværket tillige med Spiret vel kunde forhøies, da Taarnets Tykkelse allerøverst var 3 1/2 Alen, dog saaledes, at de 4 Alen faldt paa Murene og de 5 paa Spiret. Kongen erklærede sig tilfreds hermed, og i Begyndelsen af 1739, omtrent samtidig med, at de to uheldige Murmestre Lars Erichsen og Ole Larsen, der havde opmuret en stor Del af Taarnet paa egen Bekostning, vare færdige, "inventerede" Geheimeraad Lerche


660

den Tegning til Taarn og Spir, som blev fulgt (thi Planen til Kirkebygningen selv var i 1731 udarbeidet af Kancelliraad Ramus).

Men en væsentlig Hindring havde imidlertid reist sig - Brandstyrkassens Midler vare slupne op, eller vare paa Nippet dertil. Den 7de Novbr. 1738 udskreves derfor en Hjælpeskat (dog kun i Danmark) til Frue Kirke og nogle andre publike Bygninger, ialt 12000 Rdr., hvoraf Kjøbenhavns Indbyggere alene udredede over 3000 Rdr. Medens disse Penge kom langsomt ind, blev Taarnet midlertidig dækket med et Bræddetag, Stilladserne havde Entrepreneurerne fjernet, og hele Arbeidet hvilede. Man laa dog derfor ikke paa den lade Side; der blev gjort Overslag over Omkostningerne til Lerches Taarn og Spir; fire dygtige Murmestre undersøgte Murene og afgav den Erklæring, at disse "efter menneskelig Forstand ei paatvivles at kunne bære det projekterede og approberede Spir"; Lerche fik selv Direktionen over Værket med Ramus og Stadsbygmester Banner-Mathiesen som Assistenter, og endelig blev det bevilget Joh. Mart. Meyer, som "forhen haver standen som Tømmer-Polerer ved vores kongelige Residentsslots Bygning at forestaa bemeldte Spirs behøvende Tømmerarbeide, og naar han gjør det forsvarligt, skal det betragtes som hans Mesterstykke og fuldkommen tjene ham til at være ubehindret Tømmermester i Tømmermandslauget i Kbhvn." Samtidig blev Kirkegaardsmuren til Nørregade opført, thi paa de øvrige tre Sider sattes kun et simpelt Stakitværk; Kirkens Fortoug bleve brolagte, og man anstillede Undersøgelser, om ikke de paatænkte 4 Klokker kunde "forfærdiges paa musikalsk Maade enten efter Oktaver eller paa saadan Maade støbes, at de, naar de samtlige og paa engang bleve ringede, da ei skulde give nogen Disharmoni." Paa Kirkegaarden, der brugtes som Oplagsplads, opsamledes der Mursten og Tømmer i saa stor Mængde, at det blev nødvendigt at sætte en Nattevagt, en Soldat af Garnisonen, ved det, ligesom der indtil Udgangen af 1747 holdtes Nattevagt i Kirken selv.

Det blev ikke forundt Lerche at opføre det stolte Spir, han havde "inventeret", thi netop som man troede, at de nødvendige Pengemidler vare tilveiebragte, opdagedes det, at Brandstyrkasserer Simon Paulli havde gjort sig skyldig i Underslæb. Hans Regnskaber vare i Uorden, og ved nærmere Eftersyn viste det sig, at Kassen, der skulde indeholde 13000 Rdr., var tom. Endel af disse


661

Penge, nemlig over halvsjette Tusind Rigsdaler, kom ganske vist ind ved Salget af den utro Kasserers Gaard paa Vandkunsten og hans Effekter, men Følgen blev ny Forsinkelse. Den 27de April 1742 blev Lerche paa Grund af svageligt Helbred befriet for Inspektionen ved Frue Kirkes Spir (han døde faa Maaneder efter) og afløstes af Hofbygmester, Oberstlieutenant Laurids Thura, den senere saa berømte Bygmester og Forfatter af "Den danske Vitruvius" og "Hafnia Hodierna". I Efteraaret blev der truffet overordentlige Forholdsregler for at skaffe Penge; det blev saaledes befalet, at Alle, der opnaaede Charakterer, Ordener eller andre Benaadninger, skulde udrede en Sum til Kirken, og at alle i Vexel- og Laanebanken deponerede Midler til Skolernes Indretning maatte anvendes til Frue Taarn og Spir, disse sidste dog kun som Laan. Rang-Forordningen af 11te Februar 1744 skaffede yderligere Pengesummer, hvoraf dog en Del blev anvendt til Videnskabernes Selskab og Malerakademiet, og tilsidst fandt man paa at diktere en Pris for Embedsudnævnelser. Som et enkelt Exempel af mange kan anføres, at en Mand, der blev Sorenskriver i Norge 1744, maatte betale 2000 Rdr. til Frue Taarn, og at Bygningen i Januar 1745 fik 3050 Rdlr. ind paa samme Maade.

Da Kongen i April 1742 overdrog Thura Inspektionen ved Spirets Opsættelse, paalagde han ham at gjøre det Hele færdigt inden Aarets Udgang. Majestæten blev dog hurtigt udreven af denne Illusion, thi et Fjerdingaar efter foreslog Thura, at man i det første Aar skulde nøies med at forhøie Muren til Vægtergangens Overkant, det næste Aar den øvrige Mur med dertil hørende Tømmerforbindinger og endelig i 1744 opsætte Spiret. Bygningskommissionen fandt dette rimeligt, og Kongen maatte bøie sig for Nødvendigheden. Thura indførte nogle mindre Forandringer i Lerches Udkast; saaledes blev den oprindelige Plan om at anbringe de fire Evangelister i Nicher paa Taarnet opgiven; han udarbejdede et Overslag over, hvad der vilde medgaa til Kirkens Fuldførelse, og afsluttede ikke mindre end 27 Kontrakter med forskjellige Haandværkere. Et charakteristisk Exempel paa Laugenes Brødnid og Misundelse viste sig, da der var blevet afsluttet Kontrakt med en Kleinsmed om Smedearbeidet paa Taarnet. Grovsmedene følte sig nemlig forurettede herved og underbød Konkurrenten, ja erklærede tilsidst, at de "før vilde gøre Arbeidet for Intet, før de vilde


662

unde Kleinsmedene det". Det lykkedes dem alligevel ikke at sætte deres Villie igjennem, thi Kongen resolverede, at det skulde have sit Forblivende ved den første Akkord, da Kleinsmeden havde forsikkret, at den var saa yderlig, som tænkes kunde, samt at han, hans Hustru og syv Børn vilde være udsatte for total Ruin, hvis Arbeidet blev taget fra ham.

I 1743 var Arbeidet i fuld Gang, men en uheldig Skjæbne syntes fremdeles at hvile over Kirken. Den ovenfor omtalte i Lerches Tid antagne Tømrer Martin Meyer, som skulde tilhugge Spiret, viste sig nemlig ikke Opgaven voxen. Han var - siges der - et ungt Menneske og Anfænger i sin Profession, som ikke alene kunde betros et saa konsiderabelt Arbeide; adskillige Feil og Mangler vare forefundne ved Tømmerværkets indvendige Forbinding, hvilke nødvendigvis maatte redresseres, og det Allerværste var, at han ikke havde tilbørlig Opsigt med sine Folk og ofte blev 14 Dage borte fra Arbeidet. Denne "Negligence" havde dog sin gode Grund; han sad nemlig i Gjæld op over Ørene; ikke blot hans Svende og Haandlangere, men Handlende og Leverandeurer havde Penge til Gode hos ham, og han turde ikke vise sig paa Gaderne af Frygt for at blive sat fast af Kreditorerne. Thura ønskede derfor, at der skulde gives Meyer et Fribrev, saalænge Arbeidet ved Kirken stod paa, men Kongen vilde nødig indlade sig herpaa og mente, at naar han blot var flittig og stadig, vilde hans Kreditorer ikke søge ham paa Taarnet og "lade hannem der med Arrest behæfte." Men da Byfogdens Folk en skjøn Dag i 1744 mødte oppe i Taarnet og anstillede en formelig Jagt efter Tømmermesteren, under hvilken han med Nød og Neppe undgik at blive indfanget, og han derfor ikke turde vise sig mere ved Arbeidet, udkom der en kongelig Befaling til at lade ham være i Fred, indtil Frue Spir var fuldført. Det var overhovedet en utrolig Mængde Bryderier, Meyer paaførte sine Foresatte, men der blev taget blidt paa ham; han blev sat under et Slags Formynderskab i Pengesager; man lod hans Arbeide taxere og udbetalte ham Summen, hvorefter Svendene fik deres Dagløn ugentlig udbetalt af Materialskriveren for at sikkre dem mod Tab. I Frederik den Femtes Tid, nogle Aar efter Kirkens Fuldførelse, ansøgte Meyer "i Henseende til sin store Fattigdom om en Douceur eller Recompense", og da Kommissionen nu gav ham det Vidnesbyrd, at "han baade havde været flittig og duelig saa og


663

ladet se den Kapacitet, som sjelden findes hos andre Mestre af hans Profession", tilstedes der ham 200 Rdlr.

Spiret var endnu ikke opsat, da Frue Kirke, som for enhver Pris skulde være den ypperste i Staden, fik det Sangværk, der først ødelagdes ved Branden i 1807. Det var forfærdiget af Organist Breitendich, som i Forening med sin Svoger, Taxadeur ved Toldboden, Schumacher i 1736 havde faaet Privilegium paa at opsætte det i Nikolai Kirke paa egen Bekostning mod at oppebære Indtægterne af det ved Bryllupper og Begravelser. Det bestod af 42 Klokker og var allerede indrettet det følgende Aar. Den 5te April 1743 bleve Sangklokkerne imidlertid afstaaede til Frue Kirke, thi de to Indehavere gav Afkald paa dem mod en Udbetaling af 6000 Rdlr., som forstraktes af den kongelige Partikulairkasse ved et rentefrit Laan, og Flytningen blev iværksat i 1744. Holberg betegner i sine Epistler Sangværket som "et af de fuldkomneste i Europa", men dets Toner generede ham dog, naar det, hvad der kunde hænde, gik fire Timer i Træk, "thi en saa langvarig Ringen kan nok bringe en studerende Person ud af Humeur". For Frue Kirke blev Klokkespillet et indbringende Aktiv, thi Lysthavende maatte om Sommeren betale 6 Rdlr. for Timen, om Vinteren endog 7 1/2 Rdlr.

Først 16 Aar efter den store Ildebrand stod Taarnet og Spiret færdigt. Den 5te December 1744 anbragtes de sidste Ornamenter paa Stangen, det store Fløi med Kongens og Dronningens Navnechiffre blev opsat "med stor Ceremoni under Paukers og Trompeters Lyd samt Haandværkernes Glædskabs Bevisning", og staaende i den anden Krone paa Stangen holdt Kobbersmedmester Jakob Hövinghoff et Slags zünftig Slutningstale til sine assisterende Svende, naturligvis paa Tydsk. Det var et prægtigt Skue, Kirken nu frembød, ihvorvel Taarnet ved sine mægtige Dimensioner næsten syntes at knuse Omgivelserne. Høikirken selv med sine røde Mure og sit store blaa Stentag var nemlig kun 100 Fod høi til Tagrygningen, Taarnet med sin kobbertækte Dom, sin nederste firkantede og øverste ottekantede Etage, sin "Pyramide" og Stang indtil Korset allerøverst oppe var derimod 384 Fod høit (hvoraf Taarnmuren 148 Fod). De talrige Ornamenter, Pilastrene, Kapitælerne og Gesimserne, de dekorative Vaser paa Hjørnerne, de tre Kroner, Kuglerne og Fløiet var Altsammen rigt forgyldt med halvslagen Guld, og med


664

Stolthed kunde Indbyggerne fem, sex Mile ude i Landet i klart Veir se Danmarks Hovedkirke. Elleve Aar efter, i 1755, foretoges der nogle temmelig uheldige, men nødvendige Forandringer med Fløistangen, thi denne, som bar den uhyre Vægt af de tre Kongekroner (hvoraf den største veiede 17 Lpd. og 10 Pd.) samt af de to Kugler og Fløiet (der veiede over 21 Lpd. og var 7 1/2 Fod langt), slingrede saa voldsomt i Stormveir, at man befrygtede en Ulykke. Stangen blev derfor gjort 12 Fod kortere, de tre Kroner bleve rykkede tættere sammen, og Kuglerne saavelsom Fløiet faldt bort, hvorved Spiret mistede en hel Del af sin Anseelse og Skjønhed.

Klokker fik Kirken ikke i Christian den Sjettes Tid (med Undtagelse af de tvende i Rytterspiret), skjøndt de alle bleve skjænkede af denne Konge og bestilte af ham hos Kaptain Holtzmann, Gjætmesteren paa Kongens Nytorv. Man havde først isinde at støbe dem af det gamle fra Branden frelste Malm, men da det befandtes ubrugeligt "formedelst dets adskillige Melange", blev det solgt ved Auktion. De fire Klokker, der bar Navnene: Kongens-, Søndags-, Vagt- og Bedeklokken, bleve først ophængte i Taarnet den 15de August 1746 (ni Dage efter Kongens Død), og faa Maaneder efter blev Uhrværket forandret og saaledes indrettet, at det ved Kvarterslagene tillige slog fuldt Slag og repeterede ved Timeslagene, en Forandring, Frederik V gjerne gik ind paa, for at "der kunde blive Noget ved denne Kirke fremfor de andre Kirker i Staden". Det varede dog endnu et Aarstid, førend der kunde gjøres Afregning med alle Haandværkerne. Ved denne Leilighed ansøgte Thura om en Douceur af 1000 Rdlr. af Brandkassens Midler for sin havte Møie ved Frue Kirketaarns Bygning, men han fik kun 500 Rdlr. De samlede Udgifter til Frue Kirkes Gjenopførelse (inklusive Taarn og Spir) vare ca. 218,000 Rdlr.; til Sammenligning kan anføres, at Helligaandskirken kostede 30,500 Rdlr. Ved Taarnets Opførelse begik man den mærkværdige Feil at lade Regnvandet for en Del have sit Løb igjennem det, saaledes at Bjælkeværket efterhaanden blev ødelagt, og i Slutningen af Aarhundredet, kun 12 Aar før det engelske Bombardement, maatte Taarnet derfor underkastes en Hovedreparation, som næsten opslugte hele Kirkens Formue.

I de mange Aar, Frue Kirke havde staaet under Bygning, søgte dens Menighed Nikolai Kirke, der var gammel og i hvert


665

Fald ikke særlig vel vedligeholdt. Da Jubelfesten skulde afholdes i 1736 erklærede Kongen, at han vilde benytte den derværende kongelige Stol uden Forandring, "siden Kirken er gammel og for-

Frue Kirke i Chr. VI's
Tid

Frue Kirke i Chr. VI's Tid.

modentlig ikke megen Forandring kan taale", og da Sangværket skulde opstilles i Taarnet, nærede man Frygt for, at dette ikke kunde bære Vægten. I Grams Breve læses nogle morsomme Linier,


666

der ligeledes vise, at man ikke var sikker paa den ærværdige Bygning. "Vor nye Præst (Niels Dorph, senere Biskop i Christiania) - skriver han - prædikede i Søndags første Gang for Nikolai Menighed; han bar sig ad, som han vilde prøvet Styrke med Kirken, og havde den været af Glas som af Kalk og Sten, havde han vist nok faaet Bugt med den og til at springe tvært over, inden han kom den første Part af Exordio igjennem. Men nu blev den ham for stærk og lærte ham at give Kjøb". Det fortjener Paaskjønnelse, at man under den febrilske Byggevirksomhed ikke glemte Nikolai Kirke.

I Sommeren 1740 blev Vægtergangen og Taarnet istandsat, og det følgende Aar skred man til en Hovedreparation, der kostede 20,000 Rdlr. Ikke blot bleve Murene udbedrede, hvorved en lang Række danske Adelsvaabner, der vare malede under Vinduerne til Minde om adelige Brudevielser, desværre bleve overhvidtede, men Alteret, der havde et Maleri af Carl van Mandern, Prædikestolen, der "var ypperlig og fortræffelig, skøndt den smagte af gothisk Stil", Orgelet og Chorets høie Messingtralværk blev rigt forgyldt og malet. En mere tvivlsom Prydelse var, at der under Orgelet blev bygget nogle lukkede Stole, hvorved følgende gamle paa Muren anbragte Leveregler forsvandt: Tro Gud, mistro Dig selv - Lad komme Din Bøn af Hjertet kydsk - Omgaas med Faa, dog Fromme - Sky, hvad Dig er for høit - Hør Meget, tal kun lidt - Hvad Hemmeligt Du vedst, hold hos Dig ubesmit - Din Undermand fordrag, lad hver god for sig være, - Din Ligemand behag, Din Overmand giv Ære -". Resten var ulæselig. Efter fuldendt Reparation stod Nikolai Kirke imidlertid som et herligt Mindesmærke fra Fortiden, en ærværdig historisk Overlevering, "med Billighed den første og fornemste", siger Thura. Udadtil gjorde den sig gjældende ved sit massive Taarn og sit elegante Spir saavelsom ved sin rige Udsmykning af "Stenbilleder, Malerier, kunstige Zirater og mangfoldig Forgyldning"; indvendig var den vistnok mørk ved sine Pulpiturer i to Etager, men dog harmonisk og farverig. Overalt dvælede Øiet ved kostbare Marmorgravmæler, Epitaphier og Ligstene, ved Billeder af Helgene, Kirkefædre og Reformatorer samt "alle de høilovlige danske Konger", et formeligt Galeri, om hvilket det siges, at "en Liebhaver af Antikviteter her kan finde fuldkommen Leilighed til at fornøie sin Begjærlighed".


667

Som særlige Mærkeligheder omtales et Maleri af "vor første Moder, Eva", et andet af Carl v. Mandern, for hvilket Czar Peter under sit Ophold i Kbhvn. forgjæves bød 1500 Rubler, og endelig et stort Trækrucifix med Skammel foran, "en Levning fra Katolicismens Tid, som besøgtes flittigt og andægtigt af de ivrigste Katholiker, naar Kirken var oplukt". I Choret under den høie Hvælving hang gamle Faner og Standarter, erobrede af berømte Krigere, der laa begravede under Stengulvet, og endnu henimod Aarhundredets Slutning skildre Øienvidner det prægtige og overraskende Skue, som Kirken frembød i Julehelligdagene og Nytaarsdag, naar en andægtig Skare havde samlet sig til Aftensang, og alle Lysekroner i Gangene og Choret vare tændte, og Hundreder af Lys desuden straalede fra de svære Messingarme, der vare anbragte overalt paa Murpillerne.

I Holmens Kirke, hvor Helliggeistes og S. Petri Menighed holdt Gudstjeneste efter Branden, den første indtil den 23 Novbr. 1732, den anden til den 1ste Novbr. 1731, foregik der nogle smaa Forandringer, man kan ikke sige: Forbedringer. Orgelet i denne Kirke, som ved privat Godgjørenhed blev helt ombygt i 1737, var ligesom Alteret og Prædikestolen af Egetræ, og havde dettes naturlige Farve, indtil man i 1739 fandt paa "at anstryge dem lige ens med brandgul Oliefarve af samme Kuleur, som de danske Orlogsskibe have paa Speilet og Gallionen, og uden mindste Forgyldning, hvilken harmonisk Malning - siger en gammel Forfatter - giver Kirken en langt større Lustre, end man fraværende skulde forestille sig". Fjorten Aar senere var man dog ikke tilfreds hermed, thi Smagen havde forandret sig, og nu blev alt Træværket, Pulpiturerne inklusive, perlemalet. Nyttigere var det nye Seirværk, Chr. VI skjænkede Kirken, hvilket blev anbragt i Gavlen til Slotspladsen ovenover en Vindskive, "et overmaade rart og akkurat Kunststykke, som dirigeredes ved en Fløistang fra Kirketaget, og var forfærdiget af Longomontanus". Endelig kan anføres, at Alteret i Vor Frelsers Kirke, hvortil Chr. V havde givet Marmoret, endelig blev opsat i 1732. Af en Indskrift paa dets Bagside, hvori det bl. A. hedder: "Til Guds og Kongens Ære staar jeg da saa prægtig siret, Gid Christian den Sjettes Navn engang maa staa paa Spiret", ses, at man ogsaa var betænkt paa at opsætte et Spir, hvilket dog ikke lykkedes i denne Konges Tid. Kirken var nemlig fattig og havde


668

en betydelig Gjæld til Børnehuset og Vor Frue latinske Skole, thi de Indtægter, som vare henlagte til den af Bøder og Testamenter, kunde langtfra dække Udgifterne. Chr. VI anviste vel Kirken nye Indkomster fra Justitskassen, men først under den følgende Konge blev der gjort Udveie til at opføre det eiendommelige Spir, som den Dag idag er Kirkens bedste Prydelse.

Medens alle disse og mange andre Arbeider stod paa, og den allerstørste Del af Byen endnu henlaa i Ruiner, paabegyndte Chr. VI et Byggeforetagende, som blev det største Udslag af hans Byggelyst, og man kan tilføie: af hans Ødselhed. Skjøndt Fred. IV's foran (II S. 510) omtalte Slot kun havde staaet færdigt i 4 Aar, besluttede Kongen nemlig at opføre en ny Residents, som skulde være en sand Pragtbygning i Norden - eller det var maaske snarere Dronning Sophie Magdalene, der ligesaa lidt vilde bo i Anna Sophie Reventlows Hus, som hun vilde sidde paa hendes Throne. Fra hvem Tanken oprindelig udgik, vides ikke; nok er det, at Chr. VI ikke delte den Følelse, som i sin Tid havde holdt hans Fader tilbage fra at jevne det gamle Kbhvns Slot med Jorden, nemlig at han "vilde beholde Noget af den gamle Rede, hvori han og hans Forfædre vare opklækkede". Dronningen ansaa efter eget Sigende "smukke Bygninger for et Lands Ære", og Kongen havde allerede som Kronprinds vist, at hans Anskuelser gik i samme Retning. Han havde ved sit indledende Byggeri paa Hørsholm paadraget sig en betydelig Byggegjæld; som Konge brugte han saa store Pengesummer i samme Øiemed, at de for at bruge Grev Lynars Udtryk "kunde forurolige en Fyrste, der var rigere end Hans danske Majestæt".

Nedbrydningen af Frederik den Fjerdes Slot begyndte den 10 Septbr. 1731, efter at det først var blevet tømt for Bohave og Løsøre. Enkelte værdifulde Stykker førtes til de andre kongelige Slotte, de halv ubrugelige Sager blev solgte ved Auktion eller bortskjænkede, men Størstedelen anbragtes i en Kongen tilhørende Eiendom paa Kjøbmagergade ("Marechalsgaarden", det nuværende Posthus). I Kirken blev der opsat Stilladser for at nedtage Krocks "Dommedag" (smlgn. II S. 512) uskadt; Billedhuggerne Ebischs og Didrik Gerckens Folk arbeidede med lige Omhu paa at fjerne Alteret, Prædikestolen og Galeriet, medens Skarer af Tømrere, Snedkere og Mursvende, assisterede af flere hundrede Soldater,


669

alle Slottets Etager nedtog Vognlæs af Paneler, Dørkarme, Tapeter, Gyldenlæder, Maatter, Alkover, Marmorkaminer, Loftsmalerier, Kakkelovne og hollandske Astrag, som strax kjørtes bort. Paa det ældgamle Blaataarn vare Kobbersmede beskjæftigede med at afrive Kobberbeklædningen; Marmorportalen, som havde været Slottets fornemste Prydelse, saavelsom Vinduesindfatningerne af Bremersten bleve nedtagne, Skillerum forsvandt, Gibslofter huggedes ned, Laase og Hængsler afbrækkedes paa Dørene, Skorstene faldt, Gulve og Vinduer, Forskalningsbrædder, Tagsten, Spær og Lægter opsamledes i uhyre Dynger, og snart kunde man begynde paa Ydermurenes Nedbrydning. Omgivet af Hængestilladser stod Slottet uden Tag, Spir og Fløi med Udlæggere fra Taarnet til Klokkernes Nedtagelse (hvilket skete den 19de Oktober), med Vinder og Kraner til Stenenes Nedheisning samt en overvældende Mængde saakaldte Løbekister, lange Trærender, i hvilke Stenene rutschede ned ved deres egen Tyngde.

Ogsaa af Bygningsmaterialierne blev Adskilligt bortsolgt ved Auktion, saasom gammelt Jern, Tømmer, Vindusglas, Kobber, Messing, Tin og Bly, hvilket naturligvis kom de brandlidte Indbyggere vel tilpas, men den overveiende Part blev dog opbevaret til fremtidig Anvendelse i det nye Slot. Det kneb imidlertid med at skaffe Plads til disse store Oplag, og man maatte fordele dem paa forskjellige Steder. Bremerstenene, der havde været om Vinduerne, bleve førte til Materialgaarden ved Frederiksholms Kanal, Speilglasruderne saavelsom Galeriet og Søilerne fra Riddersalen bleve hensatte paa Kunstkamrets (det nuv. kongelige Bibliotheks) Loft, Vindusrammerne fik Ly paa Kancellibygningens Loft, Tømmeret blev kjørt ud paa Mønsterpladsen ved Amalienborg, sorteret og dækket for Veirligets Paavirkning, og endelig blev det foran omtalte (II S. 633) Posthus, som aldrig blev benyttet efter sin Bestemmelse, indrettet til Oplagshus og Snedkerværksted. Kjældervinduerne dækkedes med Brædder, i Stueetagen anbragtes der Jernstænger for Vinduerne, og der blev sat Vagt ved Huset. Her opbevaredes Marmorportalen, Friserne fra Riddersalen, Marmorbillederne fra Alteret, alle Laase og Hængsler fra Slottet m. m.

Med Nedbrydningen gik det neppe saa rask, som man havde ventet, skjøndt flere og flere Soldater kommanderedes til Assistance. Hertil bidrog ikke blot de mange Fest- og Helligdage, paa hvilke


670

Arbeidet hvilede, men Haandværksfolkenes Lyst til at "feire", som undertiden kunde antage overraskende Dimensioner. Navnlig udmærkede Mursvendene sig i denne Retning; saasnart det tegnede til Regnveir, mødte de ikke paa Arbeide, og havde de sviret en Dag, brugte de to for at blive normale igjen. Et godt Exempel herpaa kan anføres fra April 1732, da det hedder: "Den 9de feirede alle Mursvendene paa Grund af Regnveir, og de næste to Dage arbeidedes der ikke, da det var Skjærtorsdag og Langfredag. Den 12te feirede atter alle Mursvendene, og den 13de, 14de og 15de var det Paaske hellige Dage. Af Murfolkene haver indtil den 19de Ingen arbeidet, eftersom det kommanderede Mandskab mønstrede, hvorfor de ingen Hjælp af dennem kunde have". Som man ser, havde Mursvendene i denne April Maaned en Ferie af 11 Dage, hvilket dog ikke udelukkede, at de den 26de igjen feirede, "da det denne Morgen ansaas til at blive Regnveir". Tømmersvendene kunde lettere holdes til Ilden og lod sig ikke skræmme af Regnveir, men de vare paa den anden Side ømfindtlige over deres Ære og maatte behandles med stor Forsigtighed. "Den 5te Novbr. 1731 - hedder det i en Indberetning til Kongen - blev, da Tømmerfolkene om Morgenen vare forsamlede, Hs. kgl. Majestæts allernaadigste Villie dem forkyndt, at Hs. Maj. meget ugjerne havde erfaret, hvorledes Tømmerfolkene ilde spolerede det til Bygning endnu tjenlige Tømmer og det til Ros i Stykker huggede". Det blev derfor forbudt Folkene at bortbære noget Ros fra Slottet, hvorimod de i Stedet hver skulde have 4 Sk. Dansk om Dagen i Rospenge, at udbetales hver Lørdag Aften. "Hvorpaa samtlige Tømmermænd strax gik ud af Slottet og denne Dag feirede eller holdt fri Mandag, som og samme Dag var en Mandag". Senere antog Arbeidervanskelighederne dog en mere ondartet Charakter. Den største Hindring for i Hast at faa de gamle Mure ned, var dog naturligvis deres Soliditet og Styrke; undertiden kunde man ikke vælte dem, men maatte sprænge dem med Krudt. Hertil kom, at Slotsgraven maatte pumpes tør, hvorefter mange hundrede Læs Kampesten, det ældste Slots Grundvold, maatte optages med Kraner. Den 30te April 1732 var Slottet dog i det Væsentlige jevnet med Jorden, naar undtages et lille Stykke med nogle Kamre, der blev staaende i Christiansborgs indre Slotsgaard indtil 1739, fordi det brugtes til Kontorer for Materialforvalteren, Bygningskondukteuren o. fl., samt nogle Staldbygninger,


671

Vognskure og Udhuse. Det varede dog længe, før man for Alvor kunde tage fat paa Gjenopførelsen.

Den Mand, der havde Direktionen for Slotsbygningen, var Oberst, senere Brigadier og Generalbygmester, Elias David Häuser, som dog ikke var Slottets Architekt i egentlig Forstand, thi det forsikkres, at Planen og Tegningerne for største Delen vare forskrevne fra Italien. Han havde en Gage af 1000 Rdlr. om Aaret, som senere forøgedes til 1400, desuden Fourage til en Hest og Fribolig i et af de 14 Huse paa Slotsholmen, som Chr. VI havde kjøbt til Nedbrydning for at skaffe Plads til den nye Kongebolig. Disse Bygninger kostede ialt 132,669 Rdlr. Huset, i hvilket Häuser indtil videre opslog sit Hovedkvarter, laa tæt op til Posthuset, som anvendtes til Materialhus, altsaa med Façade til Kanalen ved Gammelstrand, og her boede ogsaa de to kongelige Lakaier, Mouritz Fischer og Poul Frølund, der havde Inspektion ved Slotsbygningen, den ene som Materialforvalter, den anden som Bygningsskriver, hvorhos de tilligemed Häuser skulde attestere alle Regninger før Udbetalingen. Fischer blev senere forfremmet til Auktionsdirekteur i Kbhvn., Frølund til Slotsfoged paa Christiansborg. Der var naturligvis ansat adskillige andre Embedsmænd, saaledes en Slotsbygningskasserer, en Overkondukteur, en Chef for "det kommanderede Mandskab", det vil sige: Soldaterne, og efterhaanden som Arbeidet skred frem, kom der flere og flere til: en Bygningsinspekteur, en Opsynshavende ved Stenhuggerne, en Læge for de tilskadekomne Haandværkere, og mange flere. Transporten besørgedes af den kongelige Materialgaards Vogne og Heste, ialt 20 Vogne med 40 Heste, og det er betegnende, at disses Arbeide var saa strengt, at neppe var det første Aar gaaet, før 5 af Hestene vare ubrugelige, saaledes at der maatte anskaffes nye. I Begyndelsen brugte man ikke leiede Vogne af Frygt for, at det private Byggeri skulde lide derunder, men snart blev det nødvendigt at paakalde Vognmandslaugets Assistance ved Transporten af Mursten og Kalk. Uhyre Masser af Bygningsmaterialier kom dog søværts til Byen, og førtes til Materialgaarden eller til Slotsholmen paa Pramme.

Det var Kongens Hensigt, at Slottet skulde opføres for hans egne Midler; det maatte ikke koste Undersaatterne en Hvid. Denne Fiktion opretholdtes ved, at Pengene anvistes til Udbetaling af


672

Partikulairkassen eller rettere af et særligt Fond, som henlagdes eller skulde henlægges af denne med 100,000 Rdlr. om Aaret. I Slotsbygningskasserer Justitsraad Jacobis Bestalling hedder det, at han hvert Aar skal hæve denne Sum af Chatolkassen og føre den til Indtægt tilligemed hvad der ellers kommer ind ved Salg af kasserede Materialier, ved at vexle Kroner i Kurantmønt m. m. Han havde intet Ansvar for de attesterede Regningers Rigtighed, men "skulde dog have Øinene med sig saavidt muligt". I de første Aar indtil 1734 holdt Beregningen nogenlunde Stik, men saa viste det sig, at Arbeidet vilde medtage langt mere Tid og koste langt flere Penge end beregnet. Pengevanskelighederne begyndte for Alvor, kunstige Pengetransaktioner bleve gjorte, der maatte stiftes Laan, Afbetalingen af Statsgjælden ophørte, og hele Byggeværket truede gjentagne Gange med at gaa istaa.

Den nordlige og vestlige Del af Slotsholmen, fra en Linie; tænkt som Fortsættelse af Ny Kongensgade over til Holmens Kirke, frembød et høist ejendommeligt Skue. Slottet og talrige af de nærmeste Bygninger, den gamle Corps de Garde ved Høibro, saavelsom de private Huse langs Kanalen ved Gammelstrand og Frederiksholms Kanal med den mellemliggende Gyde "Trompetergangen", vare raserede; kun enkelte Bygninger, som vare tagne i Brug af Kondukteurer, Opsynsmænd og Haandværkere stod endnu, foruden adskillige af de gamle Staldbygninger ved Ridebanen. Der herskede en travl Virksomhed paa den lille Plet, navnlig i dens Centrum, hvor Slottet havde ligget; her var en næsten chaotisk Forvirring; over den gamle Slotsgrav var der kastet Dæmninger, mellem hvilke Vandet udpumpedes i lange Render tværs over Slotspladsen, Arbeidere vadede i Dynd til Livet, Kampestene optoges med Kraner og læssedes paa Vogne, andre Steder var man ifærd med at fylde Graven med Grus og gjøre den ældgamle Slotsgrund landfast med Omgivelserne; i Haven bag Judicerhuset omhuggedes store Træer og bortkjørtes, thi her skulde der indrettes Kalkbænke og Læskebænke, Plankeværker og Bræddeskure opsattes i Massevis til Opbevaring af Kalk og andre Bygningsmaterialier, Tømmerfolk byggede "kunstige Machiner eller Vandsnekker" til Grundvandets Bortfjernelse, hvoraf nogle dreves med Hestekraft, Andre fabrikerede "Tumlebomme", Rambukke ("Rammere") med Trædehjul og "Jomfruer", Snedkere lavede Spadeskafter i Tusindvis,


673

Vandmestrene havde travlt med at lægge Render og Pumper til Kalkens Læskning, og Skarer af Soldater og Dagleiere vare beskjæftigede med at sauge Tømmer og Sandstensblokke eller nedbryde Bolværket ved Prindsens Bro, hvor Sandprammene skulde losse. Ogsaa udenfor Slotsholmen arbeidedes der ivrigt; saaledes opførtes der i Materialgaarden hinsides Frederiksholms Kanal et kolossalt Stenhuggerværksted, en Bindingsværksbygning med Kakkelovne, og paa Mønsterpladsen ved Amalienborg indrettedes en ny Bro over Graven for at lette Transporten af det nye Bygningstømmer.

Alle disse og mange andre Forberedelser tog lang Tid. Læskningen af Kalk, der leveredes fra Faxe af Over-Landbygmester Krieger og fra Saltholm af de tidligere omtalte Interessenter Dusart og Bonfils, fortsattes i mange Maaneder, at man kunde have et tilstrækkeligt Forraad at begynde med, og store Leverancer af alle Slags Bygningsmaterialier til Slottet strømmede ind fra alle Sider. Fra Holsten, Jylland, Lolland, Falster og Sjælland tilførtes navnlig i Juli Maaned 1732 Masser af Bøgepæle, som ufortøvet bleve tilspidsede og foroven belagte med Jernringe, og hele Skibsladninger af Tømmer, Bjælker og Brædder fra Gulland og Norge, samt Mursten fra Sønderborg og fra Teglværkerne ved Bækkeskov, Helsingør og Vordingborg lagde ind i Havnen. I det ene Aar 1732 blev der alene i Fragt betalt 3248 Rdlr. Forbruget af Mursten angives i imponerende Tal, saaledes i 1732 med ca. 1/2 Million, i 1733 med ca. 2 Mill., i 1734 ca. 4 1/2 Mill. o. s. v.

Den ovenfor omtalte Lakai, Poul Frølund førte i over 6 Aar til Oplysning for Kongen en nøiagtig "Journal" over Alt, hvad der foregik ved Slotsbygningen, og dette Manuskript giver, hvor ensformigt det end ifølge Sagens Natur maa være, et tydeligt Indblik i Byggearbeidets langsomme Gang fra dets Begyndelse, indtil Christiansborg Slot stod under Tag. Han oplyser, at man i Oktober (den 3die) 1732 begyndte at nedramme nogle Prøvepæle i Grunden, hvorpaa Vinklerne og Linierne til det nye Slot bleve afsatte i Slutningen af Maaneden. Faa Dage efter bleve de eftermaalte af Generalmajor Scheel og Kancelliraad Ramus; paa Taget af Corps de Garde'n ved Frederiksholms Kanal opsattes en høi Stang, "hvorefter Mittellinien af Slottet blev anlagt", og først i Novbr. Maaned toges der for Alvor fat paa Nedramningen af Pælene, et Arbeide, som varede et Aar. Paa Slottets indvendige og udvendige Linier


674

var der anbragt Stilladser for Rambukkene, og endel Matroser fik Ansættelse ved dem for "at indskjære og paaagte Tougværket" og desuden holde Pumperedskaberne istand. Arbeidet var ikke uden Fare, thi da en Rambuk den 22de Novbr. 1732 blev flyttet fra det udvendige til det indvendige Fundament, væltede den og dræbte en Mand, medens 4 bleve kvæstede. Det var det første Menneskeliv, Christiansborg Slot kostede - det blev ikke det sidste.

Der blev ialt nedrammet 9225 Pæle under Slottets fire Hovedfløie, men længe før dette var sket, blev Grundstenen nedlagt den 21de April 1733. Den var en Bremersten, som veiede 448 Pd., med forgyldte Ringe foroven og Aarstallet indhugget; i et rundt Hul i Midten nedlagdes 2 Skuepenge, en af Guld og en af Sølv, paa hvilke der læstes, at Chr. VI "opbyggede dette Slot paa sin egen Bekostning uden at tage en Hvid dertil af sine Undersaatters Kasse". "Majestæten - hedder det i en samtidig Beretning - løftede Stenen med egen høie Haand ved Hjælp af et dertil indrettet Kunstværk, saaledes at den kom til at ligge paa det rette Sted (paa Slottets yderste søndre Hjørne). Han brugte en sølvforgyldt Murske og en Murhammer, prydet med det kongelige Navn og Krone. Da Hullet, hvori Skuepengene bleve nedlagte, var lukket, traadte 8 Mursvende til, som strax formurede Stenen paa alle Sider saavelsom foroven". Nogle Maaneder senere, nemlig den 9de Juli, nedlagde Kronprinds Frederik Grundstenen til Taarnet, omtrent midt i den nuværende Kolonnade, under Kongens Fraværelse i Norge. I hele dette Aar arbeidede Snedkermester Didrik Schäffer, der senere fik Broderparten af Snedkerarbeidet ved Slottets indvendige Dekoration, paa Modellen til Christiansborg, der kostede 3700 Rdlr. og ifølge Kontrakten skulde forarbeides "af det allerfineste og reneste Linde- og Pæretræ, flittigt, godt, propre og akkurat efter de foreliggende Tegninger, Grundrids og Opstalter, saaledes at den forreste og bageste Façadelængde ikke oversteg 4 Alen og 10 Tommer". Modellen blev ikke færdig før i April 1734 og bragtes da fra Häusers Hus, hvor den var bleven lavet, hen i et Forgemak i nuv. Prindsens Palais. Ingen kunde faa den at se uden Häusers skriftlige Tilladelse med Undtagelse af Generallieutenant Scheel, ja Slotsforvalteren truedes med Afskedigelse, hvis han var indiskret. Som Følge heraf havde Kjøbenhavnerne ikke


675

Anelse om, hvorledes den nye Pragtbygning vilde komme til at se ud.

Maaned gik efter Maaned, og bestandig blev der arbeidet i Grunden. Pælenes øverste Ende var tre Alen under Jorden; mellem dem nedstampedes først Grus, hvorpaa de forenedes med det saakaldte Slyngværk, ovenpaa hvilket der først muredes med Kampesten og derefter med Mursten. I Midsommeren begyndte Kjælderpillerne hist og her at stikke deres Hoveder op af Jorden, og et helt System af Løbebroer anbragtes nu over Murene, mellem Snekkerne, der gik for at fjerne Grundvandet, Kranerne, Stenvinderne og de opstablede Bjerge af Mursten. Det mest iøinefaldende Arbeide foregik dog paa Mønsterpladsen ved Amalienborg, hvor uhyre Kvantiteter af Brædder bleve skaarne, hvor Tømmerværket, Stilladserne og Bukkene tilhuggedes, endvidere i Stenhuggerværkstedet paa Materialgaarden, hvor man allerede var ifærd med at tilhugge Stenene og Ornamenterne til Kjældervinduerne, og endelig i Snedkerværkstedet, hvor der lavedes Modeller til Stenhuggerne, Kalkkister "at bære paa Axlen", Vaterpas, Vinkler, Hjulbøre, Machiner til Mursten at op vinde, eller Render, hvori "de skulde nedskubbes fra den store Stenhob". En stor Del af denne Virksomhed fortsattes hele Aaret rundt, men paa Slotspladsen selv blev der i denne som i alle de følgende Vintre stille; Murene bleve dækkede med Brædder, alle Haandværkerne og Soldaterne forsvandt; kun Vagten i den nye Corps de Garde ved Løngangen holdt Øie med Stedet, som med sine Skure, Plankeværker og halv nedrevne Bygninger havde et øde og forladt Udseende.

Da alle Murene skulde beklædes med hugne Sandsten fra Kjælder til Tag, og man desuden havde forskjellige andre Stenarter behov, blev der i Efteraaret 1733 truffet Anstalter til at skaffe dem. De allerfleste kom fra Tydskland, thi man kjendte endnu ikke den bornholmske Sandsten. Chr. VI skrev til forskjellige tydske Fyrster: Kongerne af Preussen og England, Hertugen af Mecklenburg, Churfyrsten af Sachsen, Fyrsten af Anhalt-Zerbst o. fl. og anmodede dem om, at Stenene maatte passere told- og afgiftsfrit gjennem deres Lande, hvilket beredvilligt tilstedes. Leverandeuren i Kbhvn., med hvem Kontrakterne afsluttedes, var Tømmerhandler Tønnis Becker (i 1737 Grosserer Michael Fabritius); hans Kommissionairer vare Brødrene Berend og Abraham Wessely i


676

Dresden. Fra Bruddene i Sachsen bleve Stenene flaadede ned ad Elben til Hamborg og derpaa transporterede ad Søveien til Kbhvn.; en anden Part blev ført ad Elben, Havel og Spree og videre gjennem en ny anlagt Kanal til Oder, indtil de i Stettin kunde indlades i Skibe. Alle endte de i Materialgaarden ved Frederiksholms Kanal. Stenhuggersvendene her, blandt hvilke der var mange Tydskere, vare de uregjerligste af alle Haandværkerne ved Slotsbygningen; de mødte først Kl. 7 a 8 om Morgenen ved Arbeidet og forlod det, naar de selv lystede, hvorhos de udviste de største Insolentier, "hvilke onde Exempler ogsaa indsnige sig hos Murmestrene, Snedkerne, Tømrerne og andre Bygningshaandværkere, og er en høist skadelig Uorden for Alle, som ere ifærd med at bygge saavelsom for vores Slotsarbeide". Da Stenhuggernes Entrepreneur, Cornelius Weyse, flygtede for Gjæld, og Svendene havde Penge tilgode hos ham, rottede de sig sammen og gjorde sig skyldige i Optøier, saaledes at nogle af dem maatte sættes i Kastellet, og det nyttede ikke, at Chr. VI af "sær kongelig Naade" betalte dem deres Tilgodehavende og gav dem Lov til at fortsætte Arbeidet for en vis Dagløn under Opsyn af Billedhugger Didrik Gercken. De sendte tvertimod Breve til Tydskland og advarede de fra Udlandet forskrevne Svende mod at komme herind, hvorfor Generalpostamtet fik en kongelig Befaling til at brække deres Breve og uden videre holde dem tilbage, hvis de indeholdt noget Skadeligt. For at faa Ende paa disse Forhold udkom den 24de April 1734 et skrapt Reglement for Stenhuggere, Murmestre, Tømmermestre og Snedkere (hvorved de første, som hidtil ikke havde været i Laug, bleve optagne i Murmesterlauget). De nævnte fire Slags Svende skulde møde om Morgenen Kl. 5 ved Arbeidet; det blev dem forbudt at smøge Tobak i Arbeidstiden, at holde Frimandag m. m. For alle mindre Forseelser som Skjødesløshed ved Arbeidet o. dsl. fastsattes der Bøder, for grovere som Oprør, Sammenrottelser og Arbeidsnedlæggelser lød Straffen paa Fængsel, Rasphus og Arbeide i Fæstningen efter Sagens Beskaffenhed. Straffebøderne ved Slottet bleve opbevarede i en særlig Bøsse af Materialgaardsforvalteren og anvendtes til Hjælp for syge Svende.

Ondet kunde imidlertid ikke udryddes, thi man befandt sig i en stor Byggeperiode, under hvilken Haandværkerne ikke kunde undværes og derfor uden Fare kunde føre det store Ord. Saa stærk


677

var Mangelen paa dem, at den virkede hæmmende paa Byens Gjenopførelse i det Hele, saa meget mere som Häuser ufortøvet bemægtigede sig de dygtigste Fremmede, der kom til Staden, da et kongeligt Reskript befalede, at de ikke maatte henvises til Laugshusene, men skulde fremstille sig for Brigadieren. Mange udenlandske Svende fik Reisepenge hertil: Stenhuggere, Kleinsmede, Stukkateurer o. s. v., og disse fremmede Elementer gav Anledning til Uroligheder og Optøier, enten fordi de saa deres danske Fæller over Hovedet, eller fordi de overhovedet ikke vilde underkaste sig Kontrol og Disciplin. I Sommeren 1739 opstod der Slagsmaal mellem Stenhuggersvendene indbyrdes, hvorved adskillige kom til Skade, og da disse forgjæves gjorde Fordring hos deres Modstandere paa et Bidrag til Lægeomkostningerne, betalte Slotsbygningskassen Pengene for at hindre videre Voldsomheder. Faa Maaneder efter blev en Lieutenant overfalden af en Stenhuggersvend og grovelig insulteret. Forbryderen idømtes 3 Maaneders Arbeide i Jern i Citadellet, men slap med 14 Dages Vand og Brød og nogle Bøder. Man faar overhovedet det Indtryk, at Myndighederne ikke selv ønskede at gjøre Alvor af deres Trusler og statuere Exempler. Saaledes læses i en Koncept mellem Slotsbygningskommissionens Papirer, at Stenhuggersvendene vistnok i nogle Aar have været "egensindige og modvillige, men at man har været nødt til at se igjennem Fingre med dem for ikke at standse Arbeidet. Saavidt Noget ikke gaar efter deres Hoved, nedlægge de Arbeidet og true med at reise bort. Nu er der imidlertid truffet Anstalter til at straffe disse urolige Folk for deres irrespektueuse Optræden". Herved sigtes til Nedsættelsen af en særlig Arbeider-Kommission bestaaende af Præsidenten i Kbhvn., Etatsraad Chr. Braem, Oberstlieutenant Thura, Politimester Erik Torm o. fl., hvis Opgave det var at undersøge og paadømme slige Sager, men - hedder det betegnende nok - "dog saaledes at Retfærdigheden er indlysende, og andre tyske Svende ikke afskrækkes fra at komme herind".

I Aaret 1734 fortsattes Arbeiderne ved Slotsbygningens Kjælderetage med usvækket Kraft; de over 5 Alen tykke Kjældermure hævede sig overalt op af Jorden, og i Løbet af Sommeren blev det store Tømmerstillads, som var blevet tilhugget paa Amalienborg, opsat af de fire Tømmermestre Johan Boye Junge, Jakob Ivers, Johan Andreas Reuse og Franz Joseph Zuber for 5800 Rdlr.


678

Anbringelsen af det kolossale Stillads tog flere Maaneder, thi det blev reist baade paa den indvendige og udvendige Side, derpaa afstivet og forsynet med en Uendelighed af Stiger ("Opløb") og Løbebroer. I alle Værkstederne herskede der desuden en travl Virksomhed; man saugede Brædder og "afbandt" Tømmer; den sachsiske Sten til Beklædningen af Murene blev tilhugget, Vinduesrammer og Buer til at mure "Gewølberne" over bleve forfærdigede, og i Smedeværkstederne tilvirkedes uhyre Masser af Dør- og Vindusbeslag, Gittre til at sætte for Kjældervinduerne, Murankre o. Ign. I Mai blev Overhofmarechallens Gaard, der laa ud til Kanalen bag Slottet og var forsynet med et Taarn, solgt til Nedbrydning, for at skaffe Plads til flere Læskebænke (hvorefter den nævnte Embedsmand flyttede ned i den nuværende Postgaard paa Kjøbmagergade), og Terrainet blev efterhaanden som oversaaet med Mursten, Tømmer, Skure, Sandhobe, Kalk m. m., saa at enhver Plet var tagen i Brug. Flere og flere Huse maatte anvendes til Magasiner; saaledes blev det vestindiske Kompagnis Sukkerhus, som var mellem de 14 af Kongen indkjøbte Gaarde, benyttet til Pakhus, ja der blev henad Vinteren lagt Gulv i dets Stald, for at Tougværket ved Slotsbygningen kunde haves i sikker Forvaring. Alt gik nu vel og i bedste Orden som efter en Snor. I Begyndelsen af 1735 blev Kjælderen gjort færdig; de hugne Kvadersten bleve opsatte, Bjælkelaget lagt, og nu gik det rask med Opmuringen af første Etage. I Septbr. var man paa de udvendige Façader naaet op til Pillerne og Brystningen i anden Etage, og samtidig med Dækningen af Murene for Vinteren indsattes der Stivere i Kjældervinduerne og første Etages Vinduer, hvor Vinduesposterne engang skulde anbringes.

Det store Værk var saaledes ført et betydeligt Stykke frem, da det i 1736 truede med at gaa helt istaa. Man var naaet til Bunden af Kassen, og saa ingen Udvei til at skaffe Penge. Allerede Aaret iforveien havde Kongen forudset, hvad der vilde ske, og havde forgjæves søgt at stifte et Laan i Holland; nu maatte han, hvor nødig han end vilde, paakalde sine Undersaatters Hjælp. Den 13de Januar 1736 udstedtes en Indbydelse til at subskribere paa et Slotsbygningslaan, stort 400,000 Rdlr. med 5 pCt. aarlig Rente. Som Sikkerhed stilledes Bergens og Trondhjemstolden samt Pant i alle Partikulairkassens Indtægter, og hele Laanet skulde


679

være tilbagebetalt senest 11te Marts 1741. Ingen kunde tegne sig under 500 Rdlr., og den første Indbetaling skulde allerede foregaa den 11te Marts 1736. Kongen havde imidlertid ikke Held med sig; der kom kun ca. 130,000 Rdlr. ind, og flere af de fornemste og rigeste Mænd viste afgjort Uvillie mod Foretagendet ved at tegne sig for forholdsvis ringe Beløb. Det følgende Aar var der igjen Pengemangel, og det blev foreslaaet Kongen at udskrive en overordentlig Skat, hvorpaa han dog ikke vilde indlade sig, "førend den høieste Nød udkræver det". Den 31te Januar 1739 udstedtes imidlertid en Plakat om et nyt Pengelaan med den Motivering, at "nærværende Konjunkturer uforbigjængeligen udkræve anseelige Pengesummer", og som Sikkerhed stilledes denne Gang Stempelpapirsintraderne samt Øxen- og Hestetolden i Jylland. Der kom 343,000 Rdlr. ind, og Kjøbenhavns Indbyggere bidrog sikkert betydelige Summer dertil. Politimester Erik Torm og Bankkommissair Gregorius Klouman havde nemlig faaet Ordre til at agitere for Laanet, og dette udførte de saa godt, at de fik en kongelig Tak for "den berømmelig Flid og Vindskibelighed, hvormed de til Hs. Majestæts allernaadigste Fornøjelse have fuldbyrdet den dem stillede Opgave". En endnu varmere Henvendelse blev dog rettet til Kbhvns Indbyggere, thi det blev befalet Magistraten at opkalde Alle paa Raadstuen, der havde tegnet sig frivilligt til Forskud til Hs. Majestæts Kasse og takke dem "for den rosværdige Nidkjærhed og Os især høist tækkelige Villighed, hvormed vores kjære og tro Undersaatter i vores fri Rigs- og Residentsstad have stræbt at give Os en unægtelig Prøve af deres allerunderdanigste Devotion og den medfødte Kjærlighed til Os og vor kongelige Regjering, som fra Arilds Tid af har været det danske Folks Gloire og Kongerigets fornemste Sikkerhed og Styrke". Tilsidst lovede Kongen, at han "med kongelig Naade vilde være betænkt paa at ihukomme denne kjærlige Prøve paa rosværdig Hengivenhed og allerunderdanigst Devotion".

Glæden var dog kun af kort Varighed, thi allerede Aaret efter maatte der igjen laanes 176,000 Rdlr., og maaske kommer det ogsaa paa Slottets Konto, at Chr. VI efter at have forlangt en Extrakt af Kbhvns Regnskab for 1740 og derved forvisset sig om, at Kassen havde en Beholdning af over 37,000 Rdlr., gav Magistraten Befaling til at indbetale 20,000 Rdlr. af Stadens Penge i Partikulairkassen imod Kvittering med den Tilføielse, at Byens


680

Kæmner skulde føre dem til Udgift i sit Regnskab. Staden fik ikke sine Penge igjen, før den havde dem haardt behov ved Raadhusstrædes Udvidelse i 1750 (altsaa under Fred. V) og endda kun de 14,000 Rdlr.

Hver Gang Pengevanskelighederne vare beseirede, kom der Fart i Tingene. I Foraaret 1736 blev der Intet foretaget ved selve Slottet; derimod blev Brigadier Häusers interimistiske Hus paa Slotspladsen ved Kanalen nedbrudt, og han saavelsom de to Lakaier flyttede nu over i en af Kongen indkjøbt Gaard ved Gammelstrand med Baghus til Læderstræde. Aaret efter gik Frederik den Fjerdes tilstødende Posthusbygning samme Vei. Den 7de Mai begyndte Murfolkene igjen at opsætte hugne Kvaderstene og andre Ornamenter, og snart havde man den nederste Mezzanin færdig. Nu gik det Slag i Slag. Etagen ovenover ("Kongens Etage") blev opmuret og beklædt; i Septbr. paabegyndtes "Kronprindsens Etage", som dog ikke var færdig, da Slottet blev dækket ved Aarets Slutning. Stilladserne omkring den store Bygning, som vare blevne forhøiede, antog hurtigt Charakter af en Skov af krydsende Bjælker, Brædder og Løbebroer, ofte med Rækværker, som næsten skjulte de massive Mure for Indbyggernes Øine; Hundreder af Vinder og "Machiner" til Opheisning af Mursten, Kalk, Tømmer og Kvadersten vare i Arbeide, Snekkerne malede Vandet bort fra Grunden, og de Tusinder af Svende, Haandlangere og Soldater, der færdedes oppe i Høiden, tog sig ud som Fluer. Kjøbenhavnerne, for hvis Øine Opførelsen foregik, fulgte den naturligvis med Interesse, forsaavidt de ikke havde travlt med deres egne Bygninger; undertiden rystede de ogsaa paa Hovederne og mente, at det store Foretagende ingensinde vilde blive ført til Ende. Det gjorde derhos et uhyggeligt Indtryk, at Slotsbygningen, efterhaanden som den skred frem, kostede flere og flere Offre. Ved Transporten af Sandstensblokkene fik mange Soldater og Haandværkere Broktilfælde; nogle mistede Synet ved at faa Splinter i Øinene, andre fik saa alvorlige Kvæstelser, at de bleve Invalider for Livstid, eller de faldt ned af Stilladserne og slog sig ihjel paa Stedet. Som Følge heraf blev Hofchirurg Mentziger i 1735 ansat ved Slotsbygningen, og der blev indrettet et Værelse med en Forbindstue ved Siden for de Tilskadekomne, men da denne Forholdsregel ikke var tilstrækkelig, blev der to Aar efter anlagt et lille Hospital paa 2 Værelser med 6


681

Senge i Häusers nysomtalte Hus ved Stranden for Haandværkere, der vare komne alvorligt til Skade, medens Soldaterne bleve førte til Kvæsthuset. De gifte Kvæstede fik deres fulde Dagløn; de ugifte den halve, og naar de udskreves uden at have gjenvundet deres Førlighed, tilstedes der dem en Pension af 1 Rdlr. Courant om Ugen. De hvervede tydske Soldater fik i Reglen 10 Rdlr., naar de ønskede at forlade Landet og reise hjem. Slotsbygningskassen afholdt naturligvis alle disse Udgifter; undertiden betalte den ogsaa af "sær kongelig Clemence" Invalidernes Træben, der forfærdigedes af "Billedhuggere" og kostede 4 Rdlr. Stykket. Enkerne efter de Tilskadekomne vare værst farne; de fik enten slet Intet eller en Douceur af 5 Rdlr. engang for alle.

Christian den Sjette interesserede sig levende for det nye Residentsslot; han fulgte nøie dets daglige Fremskridt, lod sig underrette om Alt indtil de mindste Enkeltheder, undersøgte personlig alle Kontrakter og Tegninger og underskrev i Aarenes Løb en overvældende Mængde Resolutioner, Indstillinger og Forslag vedkommende Slotsbygningen. Da Slottet endnu manglede de to øverste Etager, i Septbr. 1736, havde Majestæten forlængst truffet Bestemmelse om den indre Fordeling af Gemakkerne, og i Oktober s. A. besluttede han, at Thura i Forening med den senere saa berømte Architekt, Kaptain Nikolai Eigtved, som for Kongens Regning i nogle Aar havde studeret Bygningskunsten i Italien, skulde lede hele det indvendige "Embellissement", hvorved forstodes Gulve, Plafonds, Paneler, Architraver over Dørene, Skorstene og Kaminer, hvorimod de Intet skulde have at skaffe med Meublerne. Eigtved og Thura fik hver Halvdelen af de to Hovedetager ("Kongens" og "Kronprindsens") at udstyre, og skulde desuden sørge for Hovedtrapperne; dog forblev Brigadier Häuser foreløbig den ledende Aand, idet han ikke blot beholdt den udvendige Bygning, men tillige skulde afgive Betænkning om alle Overslag for den indre Dekorations Vedkommende, ligesom det stod ham frit for at gjøre selvstændige Forslag om denne. Endelig fik den indkaldte franske Billedhugger Le Clerc Direktionen over Billedhugger- og Stukkaturarbeidet, hvorhos det tillodes ham at forskrive saa mange Svende fra Udlandet, som han havde behov. Denne Fordeling af Arbeidet, som var en absolut Nødvendighed, fremkaldte imidlertid Stridigheder mellem de Ledende; navnlig kom Billedhugger Le Glerc, der


682

synes at have været en stridbar Natur, først i Konflikt med Häuser og senere med Eigtved, hvilket truede med at fremkalde nye Forsinkelser. Under disse Omstændigheder besluttede Kongen, hvem Slotsbygningens Fuldendelse var yderst magtpaaliggende, at betro hele Overledelsen til en særlig Slotsbygningskommission. Den kom til at bestaa af Generallieutenant Scheel, Oversekretair (den senere Geheimeraad) Schulin, der var Kongens Fortrolige under hele Foretagendet, og Professor ved Universitetet Ramus. Da Scheel døde i 1738, blev General Lövenörn hans Efterfølger. Kommissionen traadte iøvrigt først i Virksomhed i Januar 1738 og afgav den 8de Februar s. A. sin første Indstilling til Majestæten.

Medens Thura og Eigtved i 1737 udarbeidede talrige "Desseins" til de kongelige Værelsers Udsmykning og Le Glerc modellerede Kapitæler i Massevis, medens Tømmerfolkene paa Amalienborg vare beskjæftigede med at tilhugge Tagværket, og Kobberdækkerne havde begyndt at tilskjære og false Kobberet til Taget (hvilket skete i Slottets Kjælderrum) fortsattes Murarbeidet af alle Kræfter. Kronprindsens Etage blev gjort færdig og beklædt med Sandsten, den øverste Mezzanin reiste sig ovenover den, ja paa Nordostfløien blev Architraven med Frisen, Hovedgesimsen og et Stykke af Tagværket opsat og tækket med Kobber inden Jul, men overmaade Meget stod endnu tilbage baade udvendig og indvendig. Vel vare de fleste indvendige Skillevægge opmurede, men der manglede saagodtsom overalt Gulve, og hvad der var endnu værre, det skortede paa Materialier: Mursten, norsk Marmor til den indvendige Beklædning, de finere Træsorter, Sandsten og endelig Bremersten til den øverste "Kornice" saavelsom til Frontespicer, Figurer, Vaser og Balustre. Kongen havde i Begyndelsen af Aaret troet, at Alt kunde være rede til Indflytning henad Vinteren, men da man lod ham vide, at dette var umuligt, havde han i Marts befalet Häuser, at Slottet idetmindste skulde være helt under Tag inden Aarets Udgang og staa færdigt og beboeligt inden Nytaar 1739. Hans første Forlangende var nu ikke blevet opfyldt, og det maatte være ham klart, at det andet heller ikke vilde blive det.

Man havde dog været betænkt paa at afhjælpe Manglerne, og talrige Kontrakter vare i Aarets Løb blevne afsluttede med Leverandeurer. Häuser bestilte hos Borgmester Görisson i Sønderborg hen ved 3 Mill. Mursten, en ringe Del af det Kvantum, man


683

havde behov, thi i Juli 1738 viste et Overslag, at der foruden Beholdningen af 4 1/2 Mill. paa Materialgaarden endnu vilde udkræves 15 1/2 Mill. Mursten til Slottets Fuldførelse. I Norge forpagtede Kongen det Lilienskjoldske Marmorbrud ved Bergen og det Wedel Jarlsbergske paa Kummersø ved Holmestrand, og herfra tilførtes i de følgende Aar mange Tusinder Kubikfod "bunted Marmor", I 1741 standsedes dog Tilførslen fra det sidstnævnte Brud, da Kongen ikke fandt Behag i Marmorets Farve.

Da Slotsbygningskommissionen i Januar 1738 begyndte sin Virksomhed, tog den ivrigt fat paa Opgaven. Den samledes ufortøvet med Thura og Eigtved for at undersøge, hvad der kunde gjøres for at fremme Værket, hvorledes der skulde tages fat paa den indre Udstyrelse af Værelserne i Kongens Etage, og hvilke Kvantiteter af Marmor, Gibs og Farver der var fornødne. Den gjennemsaa alle Tegninger til de enkelte Gemakker, foretog Forandringer ved dem, fremkom med Forslag og indhentede Kongens Resolutioner derpaa, hvilke naturligvis i Reglen lød bekræftende. Engang imellem gjorde Chr. VI dog Indvendinger; saaledes kasserede han en Tegning "wegen der allzu vielen sich darin befindenden Krausigkeiten", med andre Ord, fordi den var for udpræget i sin Rokokostil, en anden Gang, fordi den indleverede "Dessein skulde være af en noget legerere Gout". Kommissionen lod indrette Ovne til Gibsbrænding paa Materialgaarden og et Snedkerværksted for den indvendige Dekoration i en Gaard ved Siden af Sukkerhuset bag Børsen, som nogle Aar iforveien var bleven afkjøbt Major Falk Fursman, og i hvilken Kommercekollegiet havde havt midlertidigt Lokale. Huset var indvendig smukt udstyret, hvorfor den store Sal forneden, der var betrukken med Gyldenlæder, og et Kabinet ved Siden med et Speil i forgyldt Ramme over Kaminen, blev aflaaset, og Haandværkerne fik deres Værksteder foroven, efterat alt Panelværk var nedtaget. Naturligvis afsluttede Kommissionen en stor Mængde Kontrakier, af hvilke den vigtigste vedkom Farverne, det slagne Guld, Sølv og andre Metaller samt Kønrøg og Linolie. Man ønskede først, at der skulde anlægges Farvefabriker i Kbhvn., for at Næringen kunde forøges og Pengene blive i Landet, men det skete ikke. To Fabrikanter Zeise og Mester, som allerede havde en Guldslagerfabrik her, fik Leverancen til Slottet af "sær kongelig Clemence" (thi deres Varer vare dyrere end de uden-


684

landske) og Ekvipagemester Svendsen, der havde en Kønrøgsfabrik, blev ligeledes foretrukken. De øvrige Farver: Engelsk Blyhvidt, Okker m. m. samt Linolie bleve derimod indforskrevne af de Kjøbmænd, som gjorde det laveste Bud ved Licitation. I Juli Maaned begyndte man at opstille Stilladser i Kongens Etage, og snart vare Stukkateurer, Snedkere, Marmorerere, Forgyldere, Billedhuggere og Billedskjærere i fuld Virksomhed.

Imidlertid forsattes den udvendige Byggevirksomhed, som dog gik langsomt fra Haanden. Pengevanskelighederne bleve vel afhjulpne, men Kongen fandt, at Häuser smølede, og ønskede, at Kommissionen skulde drive paa ham; hver Gang Majestæten personlig besaa Arbeiderne, forbausedes han over den ringe Fremgang og gav sin Misfornøielse Luft i Privatbreve til Schulin. I Juli lod han endog Frølund give en skriftlig Fremstilling af Aarsagerne til Forsinkelsen, hvilken blev tilstillet Kommissionen; dog skulde Forfatterens Navn hemmeligholdes. Paa dette Tidspunkt var Taget og Sparreværket reist, thi den 18de Juni 1738 blev Krandsen opsat med stor Højtidelighed. "Alle Tømmersvendene - siges der - holdt et ordentligt Optog under Anførsel af de tre Tømmermestre, som forestod Arbeidet (Johan Boye Junge, Jakob Ivers og Frantz Joseph Zuber), og gik i god Orden fra den ældste Mesters Hus gjennem Gaderne med Musik, flyvende Faner og Trommeslag hen til Slottet, og der i fuld Orden op af Stilladserne, da Krandsen blev opsat paa Slottets vestre Hjørne". Der blev holdt en tydsk Oration; de kongelige Herskaber og Tusinder af Mennesker vare tilstede, og flere Digtere slog Lyren i Dagens Anledning.

Tagets Beklædning var allerede i 1732 bleven overdraget til Kobbersmed, eller som han ogsaa kaldes: "Kobberfabrikeur" Poul Badstuber, der eiede Nymølle Kobberværk og Brede. Han havde faaet det gamle Slots Kobbertag til en Værdi af 30,000 Rdlr. og forpligtede sig i sin Kontrakt til at tække det nye Slot, saaledes at det i 50 Aar ikke trængte til Reparation; i modsat Fald skulde han eller hans Arvinger reparere det for egen Regning. Som alt omtalt, havde han i Slutningen af 1737 paabegyndt Kobberdækningen, men i August det følgende Aar klages der over, at hans Arbeide gaar langsomt og slet. Han søgte nogle Gange at slippe fri for Kontrakten, thi hans Finantser vare i Uorden (han gik fallit i 1747 og flygtede ud af Landet), men det lykkedes ham


685

ikke; tvertimod fik han et Tilhold om at være helt færdig inden ultimo September, da hans "fremtidige" Regning ellers vilde blive nedsat med 10 pCt., en Trusel, der ikke lyder særlig farlig. Advarslen frugtede dog noget; Häuser meddeler nemlig i Novbr. (alt-

Grundtegning af
Kongens Etage i Christiansborg Slot

saa to Maaneder efter at Kobberfabrikeuren skulde have været færdig), at han "nu avancerer temmelig med Arbeidet", og han har formodentlig fuldført det ved Aarets Udgang. Synderlig Ære havde Badstuber dog ikke af sit Arbeide, thi allerede i Septb. 1741 maatte han reparere Slotstaget, dog ikke for egen, men for Kongens Regning.


686

I de foregaaende Aar havde Byggevirksomheden udelukkende indskrænket sig til Slottets Hovedbygning; der var næppe tænkt paa det store Komplex, som skulde slutte sig dertil. Der blev muret paa den øverste Mezzanin, da man nedrammede Pælene og lagde Fundamenterne til den store Løngang (mellem Slottet og Kirken), og først i 1738 fremkom Tegningerne til Løngangen og Kirken, som gjentagne Gange bleve gjorte om. Omtrent samtidig begyndte man at nedrive nogle af de gamle levnede Udbygninger for at skaffe Plads til Staldene og Ridehuset, foreløbig dog kun paa Nordsiden. Boldhuset, Gardervagtens og Rideknægtens Huse samt Kronprindsens Stald jævnedes med Jorden, og i Oktober 1738. læser man, at den store Løngang, Kirken, Staldene og Ridehuset til Kanalen ere i fuld Gang. Man fik dem dog først op over Horizonten det følgende Aar, og efterhaanden som Arbeidet skred frem i 1739, gik atter endel af de gamle Huse i Løbet: Rustkamret, Vognremiserne, Rustvognstalden, Sygestalden o. fl. De kongelige Heste og Vogne bleve nu husvilde, og det faldt vanskeligt at skaffe dem Ly; nogle bleve førte til Charlottenborg, men den største Del til Rosenborg Have, hvor der ud til Sølvgade og Volden efter Overstaldmester Grev Danneskjold Laurvigs Indstilling blev opført en stor Hestestald og 26 nye Vognskure til dem.

Om Vinteren standsede naturligvis alt udvendigt Mur- og Tømmerarbeide, men inde i Gemakkerne fortsattes Dekorationen med Kraft, hvorfor der blev opsat 50 Jernkakkelovne omkring i Værelserne, til hvilke der udvistes 30 Favne Brænde og i Februar ligesaa meget. Saa stort Hastværk havde man, at der endog arbeidedes ved Lys om Aftenen i de korte Dage. Som Følge heraf blev det nødvendigt at træffe overordentlige Sikkerhedsforanstaltninger mod Ildsvaade. I hver Fløi hensattes der store Kar fyldte med Vand; en Haandsprøite, som kunde betjenes af 4 Mand, og et Antal Brandspande stod til Raadighed, hvorhos en permanent Brandvagt, forsynet med Haandlygter blev indrettet i Kjælderen. De to Slotsvægtere fik Befaling til at visitere flittigt i alle Gemakker, navnlig hos de arbeidende Snedkere og Gibsere, og disse maatte under intet Paaskud ryge Tobak i Værelserne. Lignende Anstalter bleve trufne i Snedkerværkstedet i Fursmans forrige Hus, som var fuldt af Træ og Høvlspaaner; her havde endog den udenfor posterede Skildvagt Ordre til at "passere ud og ind" for at holde Øie


687

med alt Mistænkeligt. Vagten ved Kancelliets gamle Løngang fik Ordre til at komme Slotsvægterne til Hjælp ved første Anskrig, og alle Haandværkere og Arbeidere skulde ufortøvet møde paa Slottet, ifald der opstod Ild i dets Nærhed.

Det er charakteristisk og viser Chr. VI's Længsel efter at se Ende paa det store Foretagende, at han i Januar 1739 udbad sig Bygningskommissionens Erklæring, om Slottet kunde blive færdigt i dette Aar, naar der ingen Mangel blev paa de fornødne Penge, Materialier og Arbeidsfolk. At Svaret lød benægtende, kan anses for givet, og Kongen begyndte aabenbart at blive træt. Hofprædikant (senere Prokantsler) Erik Pontoppidan, som "for sin Sundheds Konservation" benyttede Slottets Galerier og vildsomme Gange til Spadsereture, fortæller, at han paa en af sine Vandringer her traf Hs. Majestæt, der "udlod sig om Bygningens Vidtløftighed og Uro med saadanne Ord, som gave tydeligt tilkjende, at han var helt kjedsommelig derover og træt deraf i sit Hjærte, man maatte udføre det, som var begyndt". Klagerne over Langsomhed vare dog ikke ganske berettigede, thi i 1739 blev der tvertimod udrettet Meget baade for det Ydres og Indres Vedkommende. I Mai Maaned blev Slotstaarnet opsat af Egetømmer og Belægningen med Kobber begyndt; paa Slotstaget blev Balustraden anbragt i hele Bygningens Omkreds, Kirken, Ridehuset og Staldbygningerne (paa Nordsiden) førtes videre, saaledes at den første var under Tag ved Aarets Slutning, den store Løngang til Slotspladsen blev gjort færdig, medens den lille Løngang, den ene Forbygning mod nuv. Prindsens Palais saavelsom den nye Bro, der skulde danne Hovedadgangen til Slottet (Marmorbroen), paabegyndtes. Endelig bleve fem murede Vandledninger, der skulde forsyne Slottet og Staldene, anlagte. I Oktober og paafølgende Maaneder fik Slottet Størstedelen af sine Ruder indsat, hvilket besørgedes af 5 Glarmestre med deres Svende, et Arbeide, om hvis Omfang man faar et Begreb, naar man erfarer, at der i de fire Hovedfløie alene fandtes 17,790 Ruder. I de kongelige Gemakker og Selskabssale vare de af fransk Speilglas, som forskreves fra Paris; de havde alle slebne Rande, fordi disse, "om de end kaste meget falskt og skarpt Lys ind i Værelserne, dog gjøre større Parade". I den øvrige Del af Kongens Etage saavelsom i Kronprindsens anvendtes engelsk Kronglas; Dameetagen og begge Mezzaninerne fik Ruder af bøhmisk Glas, Kjælderne og Tagvinduerne


688

maatte derimod nøies med lybsk Glas. Glarmestrene forbeholdt sig et Overskud af 10 Ruder paa hver 100, thi "Glas er en skrøbelig Vare"; gik der flere i Stykker, skulde de selv betale dem. Hvad den indvendige Dekoration angaar, arbeidedes der nu paa engang i Dameetagen, Kongens og Kronprindsens Etager samt begge Mezzaninerne; videst fremme vare naturligvis de kongelige Majestæters egne Gemakker, derefter fulgte de kongelige Børns, hvor endel "skildrede" Paneler fra det gamle Slot fandt Anvendelse. Nogen Standsning eller Forsinkelse led Arbeidet i Sommermaanederne, da Seiladsen gjennem Knippelsbro blev spærret ved en Reparation, ligesom det af og til kneb med Penge. Det gik endog saa vidt, at Kongen i Juni Maaned krævede et Beløb af 40,000 Rdlr., som Dronningen skyldte ham, thi han "trængte til alle sine Penge; den store Bygning gjorde, at han ikke kunde undvære dem".

Det Pres, som fra oven blev lagt paa Bygmestrene, bar endelig Frugt i 1740. Det mærkes paa alle Omraader, at man vilde gjøre en Kraftanstrængelse - Arbeidernes Antal forøges, og Iveren stiger, thi Maalet er nn at gjøre Slotsbygningen, om ikke færdig, saa dog beboelig før Vinterens Komme. De kongelige Materialvogne kunne ikke længere bestride Kjørslerne; man leier derfor Borgervogne; Trapperne sættes i Stand, saa at de kunne præsenteres for de høie Herskaber, der lægges Marmorfliser i Gangene, og for at fremskynde disses Tilvirkning indrettes en Heste-Slibe- og Saugmølle paa Materialgaarden. Gibser-, Stukkateur- og Billedskjærerarbeidet i Værelserne, Kaminernes Opsættelse, den overvættes rige Forgyldning paa Vægge og Lofter sætter nu Tusinder af Hænder i Bevægelse; den indre Udsmykning med Paneler, snirklede Speilrammer, Pilastre, udskaarne Blomsterguirlander og Bordurer voxer efterhaanden frem til harmonisk Enhed og omdanner de store uhyggelige Rum til straalende Pragtsale eller hyggelige Gemakker. Der tilstaas de Mestre, som ville skynde sig, Gratialer; Svendene faa Extrabetaling for Overarbeide. Parketgulve lægges overalt og poleres for strax at bedækkes med Uldtæpper eller Voxdug, og i Aarets første tre, fire Maaneder, da Kulden er "excessiv", fyres der Dag og Nat i Ovnene, ikke blot for Arbeidernes Skyld, men udtrykkelig for at de Værelser, som først skulle tages i Brug, kunne blive tørre. Det gjælder nu kun


689

om at blive færdig; det er et Hastværk, som paa mange Punkter bliver Lastværk.

Det var Kongens bestemte Villie, at han henad Efteraaret vilde holde sit Indtog i det nye Residentsslot, og hvad der var endnu værre, han forlangte, at Slotskirken samtidig skulde staa rede til Indvielse. Her vare gode Raad dyre, men Bygmestrene hjalp sig, saa godt de kunde, med midlertidige Foranstaltninger. Regnskaberne vise, at der allevegne blev gjort "Interims-Indretninger": i Kirken, i Høiesteretssalen, i Ridehuset o. s. v. Under Portalerne anbragtes der "Interims-Porte", Brolægningen i Slotsgaarden var ogsaa kun interimistisk, ja man lagde et midlertidigt Tag over Kronprindsens Stald og Garderstalden bag Vognremisen, skjøndt kun den nederste Etage var opført her. Bestræbelserne for at give Slottets Ydre et præsentabelt Udseende, lykkedes imidlertid i det Væsentlige; alt det udvendige Stenhuggerarbeide blev i Sommeren først strøget med hed Olie, og derpaa tre Gange med en Stenfarve, og en af Slottets væsentligste Prydelser: Taarnet og Spiret blev gjort færdig. I Foraaret belagdes det sidste med Kobber, hvilket var et besværligt og kostbart Stykke Arbeide, fordi det var "forsynet med mange Pilastre, Gesimser, Gjennembrud og meget Billedhuggerarbeide", og faa Maaneder efter blev Kapitælerne, Muslingerne, Vindingerne og Løvværket paa Taarnet saavelsom de tre Kroner paa Stangen og det 3 1/2 Alen lange Fløi forgyldte. Taarnet fik Uhret fra det gamle Slot men med Skiver til alle fire Sider; Romertallene vare "lueforgyldte med ægte Dukatguld", og Billedhugger Le Clerc forfærdigede de fire sirlige Visere. Klokkerne, hvoraf den var fire (senere fem), bleve ophængte; de vare støbte af Gjætmester Holtzmann og skulde ifølge Kontrakten have "en net, ren, tydelig og gjennemtrængende Tone", og ikke være "zweideutig, quarrend oder dumpf". Den største, der veiede 80 Centner, roses, fordi den havde den dybeste Tone af alle Klokker i Staden. Slottets Hovedbygning var overhovedet istand udvendig, da Efteraaret nærmede sig, naar Portalerne og Billedhuggerarbejdet i de udvendige Frontespicer undtages; af Udbygningerne manglede derimod Løngangene til Kancelliet og Kunstkamret, Marmorbroen og hele den sydlige Side af Staldene, den senere Hoftheaterbygning m. m. Da Tiden for Indvielsen nærmede sig, blev der lagt stor Kraft paa Arbeidet, ja man tog Nætterne til Hjælp, og som det


690

pleier at gaa ved slige Leiligheder, frembød Slottets Indre et sandt Chaos. Tusinder af Soldater, Haandværkere og Svende slæbte Meubler op i Gemakkerne og anbragte dem paa deres Plads, Tapetserere havde travlt med at ophænge Gardiner, Portierer og Sengeomhæng, en stor Mængde Forsølvning og Forgyldning maatte gjøres om igjen, enten fordi det var sat for tidlig paa og skallede af, eller fordi det havde taget Skade af Kalk og Støv. Jernovne bleve opsatte i Massevis foran Kaminerne, Marmoret paa Vægge og Gulve blev blankt poleret, Hundreder af runde Glaslanterner ophængtes i Korridorerne, og udenfor Slottet saavelsom i den indre Slotsgaard blev der anbragt rød- og hvidmalede Lygtepæle, som bare grønne Blik-Lanterner med gule Kroner over. For at holde Undersaatterne i ærbødig Afstand blev Slotsfaçaden til begge Sider omgiven med Jernkjæder mellem pommerske Bjælker, hvilke dog senere ombyttedes med firkantede Jernstøtter.

Det høitidelige Indtog fandt Sted Lørdagen den 26de Novbr. 1740, to Dage før Dronning Sophie Magdalenes og fire Dage før Kongens Fødselsdag. Allerede en Maaned iforveien vare de kongelige Heste blevne førte ind i de nye Stalde, det vil sige: i de nordlige; hele Hoffet havde overværet denne Begivenhed og, som det hedder, "beæret Ridehuset ved at drikke The og Kaffe i den kongelige Stol, medens Beriderne og Skolarerne med deres Riden diverterede dem". Dette var dog kun Indledningen til det officielle Indtog. Fra Frederiksberg, hvor de kongelige Herskaber havde holdt Middagstaffel Kl. 3, kjørte de den 26de Novbr. i stort Optog til Kjøbenhavn med Politimester Erik Torm i Spidsen, efterfulgt af den kongelige Hoffurer, en Trompeter, otte Pager paa hvide Heste "med blaa Baand flettede", Kammerjunkerne og Kammerpagerne, Overhofmarechal Reitzenstein samt Heidukker, Lakaier og Løbere. Kongen og Dronningen sad i en overmaade prægtig forgyldt Karrosse (som den, der ses paa hosstaaende Billede) med sex hvide Heste for, og escorteredes af Garden tilhest; derefter fulgte Kronprinds Frederik, Prindsesserne Charlotte Amalia og Lovise samt Abedissen i Vallø, Prindsessen af Würtemberg. Toget sluttedes af alle Hoffets Karrosser med sex Heste for og begav sig ikke den nærmeste Vei fra Vesterport til Slottet, men over Kongens Nytorv mellem to Rækker paraderende Livgardere og Grenaderer. Ved Ankomsten til Slottet lykønskedes Hoffet af de høieste militaire,


691

Christiansborg, set
fra Slotspladsen

Christiansborg, set fra Slotspladsen. Efter en Tegning i Kobberstiksamlingen.


692

geistlige og civile Myndigheder, medens Kanonerne paa Voldene og i Kastellet bleve løsnede. Om Aftenen vare alle Husene ved Kanalen og mange i Hovedgaderne illuminerede, hvilket gjentoges paa Majestæternes Fødselsdage, den 28de og 30te Novbr. Der var naturligvis stor Tummel og Jubel i Byen; der blev skudt med Nøglebøsser og opsendt Raketter "af den gemene Mand, som gjerne overskrider alle Ordnings Skranker", og tilsidst blev man nødt til at udsende Patrouiller, som anholdt de værste Urostiftere. Den 27de Novbr. indviedes Slotskirken af Biskop Hersleb, og Kongen fortæller selv i sin Dagbog, at Høitideligheden ledsagedes af Musik, Pauker og Trompeter, at 27 Kanoner, der vare opplantede paa Slotspladsen, bleve løsnede, da Tedeum blev afsungen, og at Kongehuset spiste offentlig til Middag, det vil sige: i Nærværelse af mange Tilskuere. De to kongelige Fødselsdage gave Anledning til nye Festligheder; Sølv- og Guldmedailler med Afbildninger af Slottet bleve prægede, og Digtere som Rostgaard, Brorson, Clitau og Wadskiær besang Dagen i danske, tydske og latinske Oder og Vers. Wadskiærs "Poetisk Skueplads aabnet paa det saa kongelige som kostelige Christiansborgs Slotsplads" er det omfangsrigeste og snurrigste af disse Digte. Ved Siden af den fadeste, mest opstyltede og skruede Smiger til Kongen afhandler det - som N. M. Petersen siger - "i et uhyre Oplag af Rim og historisk Sprænglærdom de danske Slotte", og ender med det "lufthøie Høieloft", Christiansborg, der vel er stort, men dog lidet mod den store Christian. Digteren skildrer Slottets Ydre og Indre; han sammenligner det med et Bjerg, en Elephant, med Vatikanet og Kolossen paa Rhodus og siger om den Besøgende:

"Han finder Dør ved Dør, Gemakker paa Gemakker,
    Og naar han Trappen gaar ad Riddersalen op,
Han mindes Fabelen om dem, som af de Bakker
    Sig gjorde Trappetrin mod høien Himmeltop.
Et tusind Trin forbi, to tusind er tilbage,
    Før han til Klokkerne i Taarnet vinde kan,
Og maa han sig iagt for Hovedsvimmel tage,
    Om han af Taarnet vil beskue Skaane-Land.
Han Malmø Kirkespir skal med sin Kikkert lange,
    Om ikke Viseren paa Klokke-Skiven se,
Og ellers se sin Lyst paa hine mange, mange
    Her vrimle myrevis i alle Gaderne".


693

Dette Skrift blev i 1741 overrakt Kongen af Erik Pontoppidan og indbragte Digteren 100 Rdlr. om Aaret, indtil han blev forfremmet. I Begyndelsen hed Slottet kun "det kongelige Residentsslot i Kjøbenhavn", men fra Nytaarsdag 1741 fik det Navnet: Christiansborg, af hvilken Grund det lollandske Grevskab, der tilhørte C. D. Reventlow og bar samme Navn, blev omdøbt til "Christianssæde". Paa foranstaaende Afbildning ses Slottets Façade til Slotspladsen fuldfærdig med Kirken og begge de store Løngange, som vare en Etage høiere end de nuværende. I Baggrunden yderst tilhøire er den næstsidste Bygning, som springer frem hinsides Kanalen, det gamle Veierhus. Majestæterne kjøre netop over Slotspladsen, thi de Kjørende i Forgrunden ere efter Tidens Skik stegne ud af deres Karrosse for "efter Skyldighed at gjøre deres allerunderdanigste Reverence".

I de Vintermaaneder, Kongefamilien opholdt sig paa Slottet (indtil April 1741) standsede Byggearbeiderne saagodtsom helt, hvorimod der fandt en uhyre Masse Udbetalinger Sted af indleverede Regninger. Imellem dem vare enkelte fra 1720, vedkommende Frederik den Fjerdes nedrevne Slot, og disse, som vare fundne i afdøde Haandværkeres Boer og efter Sigende aldrig vare blevne betalte, bleve mærkværdigvis ogsaa honorerede. En beklagelig Opdagelse blev gjort i Løbet af Vinteren, nemlig at det røg i alle Værelserne. "Paa Slottet holder det ved at ryge - skriver Gram i et Brev - og kunde vel komme dertil, at man lod proklamere og sætte en Præmie op for den, som kunde skaffe Raad derfor". Den hollandske Murmester Philip de Lange forandrede nogle Skorstene, Kaptain Longueville lavede om paa nogle Kaminer, og Kobbersmedmester Hövinghoff anbragte Røghætter paa Taget, men Alt forgjæves. Pontoppidan, der ogsaa omtaler Ondet i sin Autobiographi, betragter det "som en Erindring fra den Høieste om alle jordiske Tings Forfængelighed". Tilsidst maatte man gribe til den Udvei at mure Trækkanaler i Væggene, en Forholdsregel, som blev skjæbnesvanger i 1794, da den stolte Bygning gik op i Luer.

Saasnart den kongelige Familie var flyttet til Hirschholm, toges der igjen fat paa Slottets "Nebenbygninger", Løngangen til Kancelliet, de store Marmorhovedtrapper ved Taarnet saavelsom paa den indre Dekoration, men man blev ikke færdig hermed i en Aarrække. Meget maatte gjøres om i Gemakkerne; Laase, Dør- og


694

Vinduesbeslag havde lidt ved Træets Fugtighed, Dørene havde slaaet sig, Lofterne vare hist og her revnede, Malingen og Forgyldningen havde taget Skade - Reparationsarbeidet var kort sagt meget betydeligt. I 1742 var det navnlig det indvendige Arbeide i Slotskirken, som lagde Beslag paa alle Kræfter; det fortsattes ind i det følgende Aar, og Gudstjenesten blev i dette Tidsrum afholdt i Riddersalen, hvor ca. 40 Stole og en midlertidig Prædikestol var opsat. Samme Aar blev Marmorbroen i det Væsentlige færdig, og Hovedbygningens Portaler, tegnede af Le Clerc, paabegyndte, men de fuldførtes først i 1745. Hosstaaende Afbildning efter en Tegning af Bradt i Boghandler Lynges Samling, forestillende Hovedportalen til Slotspladsen, giver en Forestilling om den fremskudte Rokoko-Portals eiendommelige Charakter og imponerende Storhed. Obeliskerne med Illuminationslamperne og de florbehængte Postamenter ved Siderne, der ere opsatte i Anledning af en kongelig Begravelse i 1782 (Christian den Sjettes Søster, Prindsesse Charlotte Amalias) maa tænkes fjernede.

I Februar 1742 indtraadte der iøvrigt en vigtig Forandring i Slotsbygningens Ledelse, idet Brigadier Häuser fratraadte sin Stilling som Generalbygmester og blev Kommandant i Nyborg. Generalbygmesterembedets mangeartede og omfattende Forretninger gik nu over til en ny permanent Bygningskommission, i hvilken foruden tre andre Personer baade Thura og Eigtved havde Sæde, men den sidste blev fra dette Tidspunkt den eneste bygningskyndige Leder af Christiansborg og sorterede som saadan fremdeles under Slotsbygningskommissionen, der foreløbig blev ved at fungere. Eigtved var altsaa paa éngang Medlem af en Bygningskommission og stod under en anden, eller med andre Ord: Christiansborg indtog en Særstilling mellem alle andre kongelige Bygninger. Samtidig resolverede Kongen, at alle Reparationsudgifter vedkommende Christiansborg i Fremtiden skulde afholdes af Zahlkassen eller Rentekammeret, medens de større Forandringer ved Slottet af over 1000 Rdlr. skulde betales af Partikulairkassen. Der ligger heri en Antydning af, at Slottet nærmede sig sin Fuldendelse.

Eigtved, der nu ligesom Thura var bleven Oberstlieutenant, opslog sin Bopæl i det tidligere omtalte Fursmanske Hus bag Børsen, og under hans Auspicier reiste nu de sydlige Staldbygninger sig, den "lige" og den "runde* Stald, den til Ridehuset svarende


695

Bygning, der senere blev Hoftheater, og de to Pavilloner ved Marmorbroen, smykkede med Sandstensfigurer, Vaabner og Kroner,

Christiansborgs
Hovedportal til Slotspladsen

Christiansborgs Hovedportal til Slotspladsen. Efter en Tegning af Bradt.

forfærdigede af Billedhugger Petzoldt. I det Indre arbeidedes der fornemlig paa Hovedtrappernes Marmorbeklædning, som ikke blev


696

fuldført i Christian den Sjettes Levetid. I Julehelligdagene 1744 opstod der et voldsomt Uveir med en orkanagtig Storm, som rev Kobberplader og Tagstene af de ufuldendte Bygninger og anrettede forskjellige andre Ødelæggelser, saa at der maatte tilkaldes militair Assistance. Efter Eigtveds Indstilling blev det da bestemt, at der skulde være en Militairkommando paa Slottet alle Søn- og Festdage, naar Haandværkerne vare borte, for "at afvende al Skade". Kongen lod dog Bygmesteren vide, at han helst maatte gjøre hele Slottet færdigt, thi man vilde da kunne undvære slige Foranstaltninger. Alt gik nu ogsaa rask fra Haanden; den 22de Februar 1745 blev Slotsbygningskommissionen ophævet, og Eigtved overtog dens Forretninger; i Septbr. opsattes den latinske Indskrift med lueforgyldte Messingbogstaver paa en italiensk Marmortavle ovenover den store Portal til Ridebanen, den 27de Oktober blev Hospitalet for de Tilskadekomne nedlagt, og endelig ophørte Slotsbygningskassen den 31te Decbr., fordi den ansaas for overflødig og "der nu kun skal bygges Lidt om Aaret". Slottet havde med et rundt Tal kostet 2,700,000 Rdlr., hvoraf Marmorbroen 50,600 Rdlr., og Meubler 88,000 Rdlr.

Hosstaaende Afbildning viser Christiansborgs Hovedfacade til Ridebanen og de omgivende Bygninger, hvoraf de fleste den Dag idag staa i uforandret Skikkelse. Tilvenstre i Mellemgrunden over mod Nybrogade ses Enden af Garderstalden, der nu er forsvunden. I det Fjerne hæver Nikolai Spir sig og til den anden Side Børsspiret. Adgangen til Marmorbroen er spærret af en Bom med Skilderhuse ved Siderne, i god Harmoni med Jernkjæderne til Slotpladsen og det rødmalede "Bolværk" paa Ridebanen, der ogsaa skimtes i Billedet. Bommen blev dog senere afløst af en prægtig Jernport mellem de to Pavilloner, forfærdiget af de to Kleinsmede Joh. Gotlieb Schwarz og Johan Mentzel. Denne Port, der gik paa Messingruller og var et kunstigt Stykke Smedearbeide, prydet med smedede Blomster, Voluter og andre Zirater, stod indtil Aaret 1840, men befandtes da saa brøstfældig, at den ikke kunde repareres, hvorfor den blev nedtagen og rimeligvis solgt som gammelt Jern. Fortællingen om, at den forsvandt paa gaadefuld Maade, maa betragtes som en Fabel.

De enkelte Bygningers indbyrdes Beliggenhed i det store Komplex, fremgaar tydeligt af Grundplanen, der her er gjengiven efter


697

Christiansborg Slot,
set fra Frederiksholms Kanal

Christiansborg Slot, set fra Frederiksholms Kanal. Efter Thura.


698

"Den danske Vitruvius", medens Signaturerne ere indskrevne efter Christian den Sjettes egne Angivelser paa Eigtveds Grundrids i Rigsarehivet. Se vi bort fra Hovedbygningen med de buede Portaler, smykkede med joniske Søiler, og de storartede Gjennemkjørsler ligeledes med fritstaaende joniske Søiler paa Pillerne og tilsvarende Pilastre paa Væggene, ligger Kirken yderst tilhøire uden nogen Indgang fra Slotspladsen. Den kongelige Familie kunde nemlig gjennem den store Løngang og nogle foran liggende Sale komme ind i de kongelige Stole i Kirkens Østende; for Hoffolkene og andre Besøgende var Adgangen i Vestenden fra Gaarden mellem Hovedbygningen og Kirken (den saakaldte Hans Jørgens Gaard) gjennem en lille Forgaard mellem Kirkebygningen og den bagved liggende Vognremise. I denne, hvis Mure den Dag idag ere bevarede som Thorvaldsens Museum, var der forneden Plads for de kongelige Karosser, Vogne, Seletøi m. m.; ovenpaa Værelser og Skole for Kammerpagerne. Den smallere Bygning bag til var Kronprindsens Stald med Spiltoug for Thronfølgerens, Prindsesse Lovises, Kammerpagernes og Livtjenernes 79 Heste samt en Husarstald for 12 Heste. Den lange smalle Bygning allerbagest: Garderstalden havde Plads til 60 Heste. Den anden Etage i de to sidstnævnte Bygninger indtoges af en stor Mængde Smaaværelser for Staldfolk, Livtjenere, Gardere, Husarer og Officerer; dog var der i Kronprindsens Stald foroven to større Rum (44 og 45 paa Planen), der brugtes til Sadel-, Geschir- og Rustkammer. Hvad Bygningerne paa Ridebanen angaar, rummede den nordlige lige Stald (paralel med Kronprindsens Stald) 38 Heste, derefter fulgte Ridehuset og den runde Stald til 52 Heste. Den lige Bygning ud til Kanalen paa samme Side var Vagtlokale og Bolig for Domestiker; den tilsvarende paa den anden Side ved Marmorbroen var Bageri. Derpaa fulgte paa Sydsiden atter en rund Stald for 52 Heste, som gik i et med Staldene under Kongens Rustkammer (det senere Hoftheater) for 32 Heste og endelig en lige Stald for 40 Heste. Naar Kongefamilien boede paa Slottet, var der altsaa opstaldet 365 Heste i dets Udbygninger. Disse Dyr vare ovenikjøbet, som det hedder i "Danske Atlas", "uforligneligen vel logerte", navnlig i de sydlige Stalde, hvor der var 76 norske Marmorsøiler mellem Spiltougene, og hvor Krybberne og Væggene ovenover ligeledes vare af norsk Marmor, medens de nordlige Stalde kun havde Træværk, perlemalede Vægge og Sand-


699

stenskrybber, indvendig beklædte med fortinnet Kobber. Det havde oprindelig været Meningen at smykke Spiltougene med Brystbilleder

Grundtegning af
Dameetagen i Christiansborg Slot

af Mars og Apollo, men Planen blev opgiven, og man nøiedes i Stedet med dekorative Vaser, udskaarne i Træ. Staldene oplystes om Aftenen med talrige Jernlysekroner, og Staldkarlene, der først


700

laa i "Sovebænke", fik i 1745 Sengesteder, da Bænkene vare fulde af Væggetøi. Hvad Ridehuset angaar, prises det høit af Samtiden for dets hængende Galeri og kongelige Loge; Pontoppidan siger, at "dets Lige i Storhed knap nogetsteds findes".

Slottets Hovedbygning imponerede dog uden Tvivl Indbyggerne mest, og det saa meget mere, som kun Faa fik Adgang til at tage dens Herligheder i Øiesyn; Grev Walzdorf, der besøgte Kbhvn. i 1742, fortæller, at Ingen kunde faa Adgang uden Kongens udtrykkelige Tilladelse. Tung og svær i sin Rokokostil, men dog ikke uden Elegance ragede det mægtige Palads op over alle andre Huse i Staden som en Kjæmpe mellem Dværge, lige imponerende ved sin Masse, Storhed og Rigdom. Fra Horizonten til Tagrygningen var Bygningen over 114 Fod høi; Taarnets øverste Spids var 266 Fod over Jorden. Selv Fremmede bleve i langt senere Tider grebne og overraskede ved Synet, selv om der fandtes bedre og kostbarere Bygninger i deres eget Hjem, thi i Forhold til Landets Kræfter maatte Christiansborg nødvendigvis forekomme dem som en overordentlig Kraftanstrængelse. Det indre Udstyr gjorde sikkert mindre Indtryk paa dem; i Reglen nøies de med at rose den herlige Udsigt "til Skaane" fra de høiere Etager.

Det er ikke her Stedet at komme ind paa en Beskrivelse af den store Mængde Gemakkers og Sales dekorative Udsmykning og Meublement. Paa Grundplanen af Kongens Etage (se Side 685) angives Christian den Sjettes egen Betegnelse af de enkelte Rum, men det forstaas let, at Navnene idelig skifte og derfor ikke have blivende Værd. Hvad der under den ene Konge hedder: det første Forgemak bliver under hans Efterfølger: det andet; Kongens Galeri til Slotsgaarden kaldes senere Appartementssalen, Kronprindsens lange Suite af Værelser bliver senere Enkedronningens o. s. v. Stilen i Værelsernes Dekoration var naturligvis Rokokotidens, fuld af Sveifninger, Snirkler og Sving, overlæsset og tung, struttende af Forgyldning paa Hvidt og i alle Enkeltheder komponeret efter skjæve Linier. Dronningen synes at have yndet denne Smagsretning mere end Kongen; i hvert Fald skrev han, da han havde set Tegningen til et af hendes Værelser: "Vi finde den ret skjøn; det skader ikke, at den er noget for meget chargeret". Lofterne vare næsten alle "efter én Gout", nemlig i Midten overklædte med glat Gibs, men i Omkredsene ovenover Gesimsen og i Hjørnerne smyk-


701

kede med rigt forgyldt Løvværk i lavt Relief. Loftsmalerier fandtes kun i faa Gemakker, og de fleste skrev sig fra det nedbrudte Slot. Vægmalerier og Speile (af hvilke sidste der var en sand Overflod, men altid i to Stykker, da de store Glas vare overordentlig kostbare) vare indrammede i spinkle Gibsrammer med Mat- eller Glandsforgyldning, og Kaminerne forsirede med Billedhuggerarbejde. Gulvene vare Parketgulve, sædvanligvis af Egetræ, men i de bedste Gemakker indlagte med forskjelligfarvede sjeldne Træsorter; saaledes var Gulvet i Dronningens Audientsgemak af rødt, gult og oliven-farvet Træ, i Kongens Sovegemak af Egetræ, Nøddetræ, rødt og gult Oliventræ, Ibenholt og hvidt Træ, det Hele poleret med Vox, Det sidstnævnte Værelse var overhovedet overordentlig tiltalende udstyret. Væggene vare forneden panelklædte med en fritstaaende Architektur med Søller, Piedestaler og Gesims, som hist og her var forgyldt; ovenover var Betrækket blaat Damask med Guldgaloner, paasyede i Figurer. I Enden af Værelset var "en Afdeling med en Balustrade af Dukkeværk og Postamenter med meget Billedhuggeri, som var ægte forgyldt", samt fire store kanellerede Søiler med Kapitæler ligeledes forgyldte. Bag denne Indhegning stod Kongens Seng, en høi fransk Seng med Himmel over og blaat Damaskes Omhæng, rigt besat med Guldgaloner. Paa den ene Side af Gemakket i en Niche var der opsat en stor Porcellains Ovn, i den tilsvarende Niche paa den anden Side stod en Kanapé med et stort Speil over. Da Værelset toges i Brug, var der anbragt to runde Blomsterstykker over Dørene, men i Christian den Syvendes Tid afløstes de af to Malerier af Abildgaard forestillende "Søvnen" og "Hvilen". Af andre Pragtrum kan nævnes Dronningens Sovegemak og hendes Kabinet i den store Løngang til Kirken, hvor hele Dekorationen var holdt i hvid Lakering "glimrende forgyldt med fint ægte slaget Dukatguld", endvidere den forgyldte Spisesal, Konseilgemakket, flere af Audientssalene og andre. Riddersalen, senere Slottets væsentligste Smykke, stod endnu med sine raa Vægge; den blev, som alt omtalt, en Tidlang brugt til Gudstjeneste, og var i 1743 interimistisk udsmykket i Anledning af Kronprinds Frederiks Formæling, hvilket gjentog sig sex Aar efter ved Jubelfesten for det oldenborgske Kongehus, da det kongelige Taffel holdtes her.


702

Kongens Etage var selvfølgelig den fornemste og rigest udstyrede, derefter Kronprindsens; de øvrige vare tarveligere. Dameetagen (Stuen) og begge Mezzaninerne bleve i 1740 malede indvendig med en ensartet Perlefarve, som af Hensyn til det forestaaende Indtog skulde være saaledes, at den tørrede hurtigt og ikke lugtede meget, men adskillige af Værelserne fik dog, naar de toges i Brug, Tapeter, eller som det kaldtes: "Betræksel" paa Væggene. Dette var høist forskjelligartet; i de kongelige Gemakker fandtes der gammeldags "virkede Tapeter forestillende Alexandri Magni Historier" eller "brabandske med Telemachs Historie", Damask i alle Farver besat med Sølv- eller Guldgaloner, rødt Fløil, forsølvet og forgyldt Lærred o. lgn. Gyldenlæder var tildels gaaet af Brug; der findes vel endnu "Guldlæder med Sølvblade paa" i enkelte Rum, men det benyttes for det Meste nu kun som Stolebetræk i Hofpersonalets Værelser. I Kronprindsens Etage vare de fornemste Gemakker betrukne med gult vatret Mor, grønt og blommet Fløil paa Guldbund, virkede Tapeter, som "præsentere Alleer, Lysthaver og Vandspring", rødt Plyds, skildret Taft med "Schäfere og Schäferinder" eller med "Ranker, Roser og Engle", Brokade, gult Atlask med ophævede grønne Blomster, Berliner og Parisertapeter, stribede Lærreder i alle Farver, lakeret Voxdug, "Tirlumtei" o. s. v. Af Malerier var der i de første Aar kun et ringe Antal i Gemakkerne; nogle bleve hidførte fra Frederiksborg, medens andre maledes paa Stedet af Franskmanden Coffre, Italieneren Miani, Hannoveraneren Stranowitz, Tydskeren Leinberger og en vis Frantzen, der kaldes "Fyrværker", og hvis fleste Billeder forresten bleve kasserede. I Efteraaret 1741 bestiltes en stor Mængde Kamin- og Dørstykker i Paris hos Malere som Lancrede, Dumont le Romain, Collin de Vermont, Boizot, Oudry, Nattoir, Huillot, Jeaurat, Carl Vanlo og mange andre, og mellem disse franske Navne træffer man jevnlig en dansk Hofmaler med det borgerlige Navn Lassen, som ikke blot gav sig af med Dekorationsarbeide, men ogsaa med Blomstermaleri og historiske Billeder. Sin egentlige maleriske Udsmykning fik Christiansborg dog først langt senere, da Pilo, Mandelberg og navnlig Abildgaard forevigede deres Navne her.

Meublementet var ikke overmaade rigt, men blev det først efterhaanden. Det bestod for det meste af forgyldte og hvide Konsolborde med norske Marmorplader, malede Fyrretræsborde


703

med Tæpper over, Gueridon'er, høiryggede Stole med Billedskjærerarbeide, en stor Mængde Tabouretter og i de kongelige Værelser nogle faa Lænestole, det eneste Offer til Mageligheden, thi Kanapeer eller Sophaer vare endnu sjeldne. Mange Steder hang der Glas eller Messinglampetter paa Væggene og fra Lofterne Glaslysekroner i røde Silkelidser med forsølvede eller forgyldte Messingarme og tilhørende "Bandelotter" og Glaszirater. Over Kaminerne var der i Reglen Speile, og foran dem Jernovne med forgyldt og hvid Dresdner-Opsats eller Sten-Opsats fra Kjøbenhavns Fabrik i.e.: Fabriken i Store Kongensgade (smlgn. II S. 484). I de fleste Værelser vare disse Kakkelovne, som ved et krumt Rør stod i Forbindelse med Kaminen, dog simple Vindovne af Jern uden nogensomhelst Prydelse. Om Sommeren bleve de fjernede, og Kaminaabningen blev da dækket med et "Skilderi" forestillende en. Blomst, en Urtepotte med et Pomerants-Træ ell. lgn. I de to Hovedetager var der i Regelen Portierer for Dørene og lange Gardiner for Vinduerne af de forskjelligste Stoffer, svarende til Væg- og Meubelbetrækkene, kantede med tre Rækker Guld- eller Sølvgaloner, hvilke paa Kapperne vare syede i Figurer. Anvendelsen af Guldgaloner, og man kan tilføie: Guldfryndser var i det Hele overordentlig rigelig; de fandtes allevegne: paa Kanterne af Meublerne, paa Sengeomhængene og Audientshimlene; de brugtes til at ophefte Gardinerne med, Sengetæpperne struttede af dem, det er kort sagt den samme Smag, der gjør sig gjældende her, som i Klædedragten. Hoffolkenes Meublement var ikke besat med Guldgaloner, men med Silkesnorer, hvide og gule, eller med "Florettens Baand" efter Beboernes Rang. For Vinduerne havde man desuden grønne Raskes Rullegardiner. En stor Luxus blev udfoldet med Sengene, der hyppigt vare overordentlig elegante; saaledes var Dronningens Sengeomhæng af karmoisinrødt Fløil foret med hvid Silke, Himlen af samme Stof med broderede Blomster og selvfølgelig overlæsset med Guldgaloner og Fryndser; Omhænget i Prindsesse Charlotte Amalias Sovekammer var af grønt Fløil og Karnissen helt overbroderet med Guld, Sølv og Vaabner, og særlig smuk synes den 14aarige Prindsesse Lovises Seng at have været, paa hvilken det blaa Damaskes Omhæng var besat med en overvældende Mængde gyldne Kniplinger, medens Sengens Indre afslørede en Vrimmel af broderede og vævede Blomster i alle Farver paa Silke mellem


704

guld- og sølvindvirket Tøi. De tarveligere Sengeomhæng vare af Sarge de Soye, Taft, Rask, trykt eller stribet Lærred, "Makay«, "Tirlumtei" o. s. v. Tjenestefolkene havde slet ikke Omhæng; de laa i aabne Standsenge, og der blev ikke gjort meget for dem. Deres Meublement bestod, naar det kom høit, af et umalet Fyrretræsbord og et Par Træstole foruden Sengen, og adskillige af dem laa ovenikjøbet i Krinkelkroge eller mørke Rum, i hvilke Dagslyset aldrig kom. Naturligvis fandtes der omkring i de kongelige Gemakker en stor Del Kostbarheder af Sølv og Guld, Kunstsager, Uhre, Emailler o. d., deriblandt Sølvstole i Dronningens Audientsgemak, hvilke i et Inventarium kaldes hendes Privateiendom, men disse Mobiliers Antal voxede betydeligt under de paafølgende Konger, navnlig efter Christian den Syvendes Udenlandsreise. Dog blev der allerede i Chr. VI's Tid indkjøbt en stor Del Møbler, Haute Lisse Tapeter og lgn. i Paris, hvilke besørgedes af Kammerfrøken v. Beulwitz og Overhofmarechalinde v. Reitzenstein. Kong Ludvig den Femtende af Frankrig havde isinde at forære Dronning Sophie Magdalene et prægtigt Meublement til Christiansborg, men det synes at være blevet ved Hensigten.

Det er ovenfor berørt, at Datiden ikke kjendte videre til magelige Meubler; man var dog derfor ikke ganske blottet for Bekvemmeligheder. Ved Marmorhovedtrappen, det vil sige: i Fløien til Ridebanen indrettedes en "Machinstol" eller en Elevator, som "kunde gaa commode op og ned" mellem Dameetagen og Kronprindsens Etage; et Par Aar efter byggedes en ny mellem Kongens og Kronprindsens Etage, der kaldtes "Prindsesse Charlotte Amalias Machinstol"; de kongelige Personer kunde saaledes komme fra den ene Etage til den anden uden at benytte Trapperne. I et Værelse i den nederste Mezzanin konstrueredes endvidere et Heiseværk for Maden, en "Eremitage Taffel Machine" med Blyvægte, Touge, Trædehjul og Klokker, ved Hjælp af hvilken Retterne førtes direkte op i det ovenover liggende Taffelgemak i Kongens Etage, ja maaske selve det dækkede Bord. Til Bekvemmelighederne kan vel ogsaa regnes Klokke- og Ringeapparaterne, som med Messingtraade vare førte gjennem de tykke Mure, de dobbelte Vinduer i de kongelige Værelser, Trykværket, som bragte Vandet op i Dronningens lille Kjøkken i den nederste Mezzanin m. v.


705

Fordelingen af Gemakkerne i Kongens Etage ses paa Grundplanen foran (S. 685). Kongen havde sine Værelser til Slotspladsen, skjøndt denne Facade i hin Tid regnedes for Bagsiden af Slottet. Dronningens Gemakker laa væsentlig i Fløien til Kirken saavelsom i den store Løngang til samme Side. Det store tre Fags Værelse for Enden af Dronningens Galeri er "den forgyldte Spisesal", det lille Soveværelse ved Siden er "Dronningens Parade-Sovegemak", thi hendes ordinaire Sovekammer var til Slotspladsen. I Kongens Etage var ogsaa Høiesteretssalen paa 7 Fag, med et stort Loftsmaleri af Miani, forestillende Lasternes og Uretfærdighedens Flugt for den retfærdige Guds Aasyn. Under Loftet saas Portrait-

Høiesteretssalen paa
Christiansborg

Høiesteretssalen paa Christiansborg.

medailloner i Gibs af 20 danske Konger, men det store Rums egentlige Prydelse var dog den kongelige Throne i den øverste Ende af Salen med sin Himmel (i hvilken Jehova omgiven af Englehoveder var malet), med sine lange røde Fløielsgardiner, sine Vaaben med Kroner og Træ-Vildmænd paa Siderne betrukne med Atlask couleur de chair, sine Knapper med Strudsfjer, sine Guldgaloner og Fryndser og sin Bagklædning af "hvidt Sarge de Soye med paabroderede sorte Hermelins Rumper". Under denne Himmel sad Kongen ved Høiesteretssessionens Aabning i en stor forgyldt Lænestol, tre Trappetrin hævet over Omgivelserne; nedenfor stod et Bord, baaret af en forsølvet Træ-Elephant. Assessorerne sad i deres karmoisinrøde Talarer ved lange Egeborde med Tæpper af


706

rødt blommet Plyds paa højryggede ordinaire Stole betrukne med Gyldenlæder. Nederst i Salen bag en forgyldt Balustrade havde Tilhørerne Plads. Kongens Lakaigemak i Hjørnet til Slotspladsen var overlaldt Prokuratorerne til Forsamlingsværelse, og her opholdt de sig, naar der voteredes i Retten.

I Kronprindsens Etage (ovenover Kongens) logerede Prindsesserne med deres Hofmesterinder, Prindsessen af Culmbach (dog kun i Chr. VI.s Tid) og Kronprindsen, hvis Gemakker Dronning Sophie Magdalene fik, saasnart hun var bleven Enke. Dameetagen (Stueetagen), hvis Grundplan er afbildet S. 699, havde Frøkenkamre, Værelser for Overhofmarechallen og Hofmarechallen, Slotsfogden, Hofskriveren, Fodermarechallen og Hoffureren; her havde Borgretten et yderst tarveligt Rum, og her var Zahlkamret og Partikulairkamret, hvis Kontorer vare udstyrede med Skriveborde, Pulte, Pengekister og Brevreoler. I Inventarierne benævnes et Forsamlingsværelse for Damerne i denne Etage: "Fruentimmeriet". I den nederste Mezzanin (mellem Dameetagen og Kongens Etage) var Dronningens lille Kjøkken, en lang Række Meubelkamre, Kammertjenernes og Kammerpigernes Værelser, Frøken-Pigernes og Pagernes Spisestue m. m.; i den øverste Mezzanin (ovenover Kronprindsens Etage) boede Prindsessernes Frøkener og Kammerpiger, Kammerjunkerne og Kammerlakaierne, en Informator hos Prindsesse Lovise, Kjøkkenskriverne og Fyrbøderne samt Frøken-Pigerne, Kammerpigernes Piger, Kammertjenernes Tjenere, Gemakspigerne og Sypigerne. Kjælderen indtoges af en stor Mængde Rum, der vare helligede Provianteringen, først og fremmest det store Kjøkken, som med sine Mortere af norsk Marmor og sine Kjedler, Kasseroller, Fade, Tærtepander, Bradpander og Posteiforme, Alt af Kobber, maa have gjort et straalende Indtryk, dernæst et særligt Postei- og Bage-Kjøkken, et Konditori med tilh. Laboratorium, Spisekamre, et Vildtkammer, Øl- og Vinkjælder, ja en Kjælder for "Roskildevand", hvoraf der altid havdes en Beholdning for den kongelige Familie, endvidere Værelser for Hønseplukkerne, Kjøkkenmestrene og Kjøkkenbetjentene og endelig for Kjælder- og Proviantskriveriet. Et særligt Rum var indrettet til "Glas- og Pokalkammer", i to andre havde Zahlkamret og Partikulairkamret deres Pengekjældere, et fjerde var Sølvkammer. Sølvpoppen og og hans Folk, Mundskjænkens Folk, Kjælderskriverne, Slotspiger, Vaskerpiger og Lakaier logerede i Kjælderen i yderst tarveligt


707

udstyrede og meublerede Værelser. .Naturligvis fandtes der ogsaa en Beholdning af Brændsel her, men det egentlige Oplagssted herfor var Vedhaven, som laa nedenfor Proviantgaarden og Proviantbageriet helt ud til Havnen. Denne Plads blev netop udvidet efter Christiansborgs Opførelse, fordi Hoffet "paa Grund af Gemakkernes Høide vil bruge to, tre Gange saameget Brændeved som før", men dog ogsaa fordi det blev tilladt Slotsfoged Frølund at kjøbe Brændsel for egen Regning, opstable det i den kongelige Vedhave og udsælge det til Enhver, som havde det behov. Frølund blev med andre Ord: Brændehandler; hvorvidt dette har været fordelagtigt for den kongelige Kasse, er et andet Spørgsmaal.

Naar Slottet af samtidige og senere Forfattere prises i høie Toner for dets uhyre Overdaadighed og Pragt, maa dette ikke forstaas bogstaveligt. Tiden havde Lyst til at bruge store Ord; den sværmede for Overdrivelse, og et charakteristisk Exempel herpaa er det foran (S. 692) anførte Vers, hvori der tales om 3000 Trappetrin op til Taarnet. I Virkeligheden havde den store Marmortrappe fra Kjælder til Loft kun 183 Trin. Regnskaberne vise, at Materialet ikke altid var, hvad det udgav sig for at være; man træffer hyppigt, paa Surrogater og Imitation. Næsten overalt, hvor der tales om Marmor, er det norsk Marmor, som just ikke udmærkede sig ved Skjønhed, eller endog Træ, der var marmoreret, som f. Ex. i et af Dronningens Værelser. Af hvidt italiensk Marmor fandtes der overmaade lidt: en Kamin i Kongens Audientsgemak, nogle Bordplader, spredte omkring i de fornemste Værelser, og 24 Søiler i Kirken, som i 1734 bleve forskrevne fra Italien af Grev Gyldensten. Det var sandsynligvis antike Søiler, sammenplukkede fra forskjellige Steder, thi de havde ikke samme Høide og Tykkelse og maatte tilhugges, inden de bleve opstillede, men deres korinthiske Kapitæler vare af Lindetræ, som blev forgyldt. De øvrige 28 Søiler i Kirken vare af norsk Marmor ligeledes med Trækapitæler; Pilastrene vare af marmoreret Træ, Gesimserne ligeledes, og man kunde blive saaledes ved. Ikkestomindre gjorde den lille Slotskirke vistnok et rigt og prægtigt Indtryk med sine mange Søiler i to Etager, med sine Galerier og Pulpiturer, sine kongelige Stole og det af et forgyldt Gitter omgivne Chor, i hvilket Alter, Prædikestol og Orgel var anbragt i en lodret Linie oven over hverandre, Altsammen behersket af Krocks skrækindjagende "Dommedag" fra Frederik den


708

Fjerdes nedbrudte Slot. Dekorationen var helt igjennem holdt i Guld og Hvidt og var sikkert stærkt overlæsset; alle Flader, som ikke kunde ses fra Kirkegulvet, vare dog kun perlemalede. De eneste Farver, der virkede oplivende ind i Ensemblet, vare de høie brogede Søilepostamenter, Gulvet af norske Marmorfliser, to Malerier ved Alteret (thi Altertavlen selv var et Basrelief i Marmor, forestillende den hellige Nadvere) og de røde Fløils og Damaskes Gardiner i de kongelige og fyrstelige Stole ligefor Alteret i den modsatte Ende af Kirken. Hosstaaende Afbildning fra 1766, som viser Frederik den Femtes Castrum doloris, giver et Begreb om Slotskirkens Indre, skjøndt de floromvundne Søiler og navnlig den pyramideformede Katafalk i Midten forstyrrer Totalindtrykket. Af Rentekammerresolutionerne fremgaar det klart, at Slotkirken var den Del af det nye Residentsslot, som i den paafølgende Tid havde de færreste Reparationer behov, hvorimod alle de øvrige Bygninger saagodtsom hvert Aar udkrævede overordentlig store Pengesummer, bortset fra hvad der medgik til Forbedringer, Forandringer og indre Udstyr. Christiansborg Slot blev en Byrde for Statskassen; det kom til at staa som et Symbol paa Kongemagtens Ødselhed, og det er derfor intet Under - som Prof. Holm bemærker i sit Skrift: "Den offentlige Mening og Kongemagten i Slutningen af det 18de Aarhundrede", - at "der jevnlig blev set med alt Andet end venlige Øine paa den kolossale pragtfulde Bygning". Hertil bidrog vel ogsaa den Kjendsgjerning, at Slottet var saagodtsom utilgjængeligt for Borgerne; Jernkjæderne udenfor tvang dem til at holde sig i ærbødig Afstand; alle Adgange vare spærrede af Vagter, ved Porten holdt Livgardere til Hest, og Mandix fortæller, at det var Skik at gaa over Slotspladsen med Hatten i Haanden, naar Kongen var paa Slottet. De kongelige Heidukker og Lakaier, Vagtparaden, som hver Morgen trak op paa Slotspladsen, de prægtige Karosser, al denne Glimmer, Stivhed og udvortes Pragt imponerede vistnok Mængden, men den dannede Middelstand var utilfreds hermed, og var ikke langtfra at betragte Christiansborg som en Skranke mellem Konge og Folk, en Hindring for Majestætens Popularitet. Det stive Hofceremoniel blev vel afskaffet i Frederik den Femtes Tid, hvorover f. Ex. Holberg udtaler sin Glæde, men Slottet stod fremdeles i sin afskrækkende Storhed og udfordrede Kritiken. Det afgav dog neppe tilstrækkelig Plads for Kongehuset og dets Skare af Hoffolk


709

og Tjenere. Inventarielisterne vise, at kun et ringe Antal af Hovedbygningens 319 Værelser stod ledige eller ubenyttede, og trods det

Slotskirken med
Frederik den Femtes Katafalk

Slotskirken med Frederik den Femtes Katafalk. Efter Bradt.

store Komplex af Bygninger, der slog Kreds om Ridebanen, savnede man Udenomsbekvemmeligheder. Allerede i Chr. VI.s Tid maatte adskillige andre Lokaler tages i Brug; saaledes blev den kongelige


710

Skrædersal indrettet paa første Sal i Slotholmens Vagtbygning for Enden af Børskanalen i nuv. Slotsholmsgade; ved Blaataarn i Nærheden af Langebro opførtes et Hømagasin; Dronningen havde en Kostald for sine østfrislandske Køer ved Siden af Stokhuset i Stokhusgaden, og endelig blev det kongelige Vaskerhus i 1744 indrettet i en Gaard paa Hjørnet af Wigandtsgade (Ny-Vestergade) og Kanalen, hvor Hofprædikant Erik Pontoppidan havde havt Embedsbolig.

Flere af de andre kongelige Slotte i Kbhvn. undergik ogsaa betydelige Forandringer; saaledes blev Prindsens Palais, som dengang endnu hed det kongelige Palais i Kalleboderne, ombygget af Thura i 1743 og 44, og fik sin nuværende Skikkelse, da Hovedbygningen mod Kanalen blev nedbrudt, og "det rette Corps de Logis rykket længere ind ad mod Haven" bag en lav Forbygning. Palaiet blev indrettet til Bolig for Kronprinds Frederik (den Femte) og Prindsesse Lovise, som dog i de første Aar af deres Ægteskab residerede paa Charlottenborg. Under Generalmajor Häusers Ledelse var nemlig det sidstnævnte Slot allerede i 1736-37 blevet underkastet en omfattende Hovedreparation, der kostede 9000 Rdlr. Ved denne Leilighed mistede Haven et Bolværk og et Stykke af sin Grund, men blev holdt skadesløs med et tilsvarende Stykke af Holmens Dele- og Vedhauge. Haven ved Prindsens Palais var, som det siges, "ikke af synderlig stort Begreb", men desuagtet "lystig og behagelig med sine Springvande, Buegange og Billeder; den taalte dog ikke Sammenligning med Charlottenborgs Have, der var anlagt i stor Stil med Grotte og "Driv- og Gevæxthus" af Glas, med Laurbærtræer, Orange- og Granattræer, Oleander og Jasminer mellem gamle Træer og endelig, en stor Mængde Statuer. Da disse bleve restaurerede af Billedhugger Ebisch, leverede han en Fortegnelse over dem og deres Mangler, hvoraf det ses, at der var 18 hollandske Blyfigurer i Haven, hvoriblandt en "Lucrezia", der var stærkt beskadiget paa Lænderne og paa begge Ben, en Merkurius uden Vinger paa Fødderne, en Venus, hvis Gevandt bagtil var sprungen op og med en meget medtagen Kupido ved Siden, en Kvindefigur, som nødvendigvis maatte have en ny Jernstang igjennem sig, en Ceres uden Ax i sit Overflødighedshorn, et beskadiget Fruentimmer med en Slange, et andet med en Skildpadde o. s. v. I Grotten var der en større Statue, 6 groteske Figurer og 4 japanske Brystbilleder af Terrakotta, og spredt omkring i Haven en Del "Sten- og Træ-


711

billeder". De 18 Blyfigurer bleve i 1768 flyttede til Fredensborg; da de vare "meget smukke", var der en Tid Stemning for at opstille dem i Rosenborg eller Frederiksberg Have, hvor de vilde komme Publikum mere for Øie. Amalienborg og Rosenborg Have er omtalt foran (II, S. 509 og 517), en femte Have laa ligeoverfor Amalienborg paa den anden Side af Norgesgade, hvor Marmorkirken nu er, "en smuk og yndig Have, tilhørende Prindsesse Charlotte Amalie, som undertiden om Sommeren beærede den paa en kort Tid med sin Nærværelse". Iøvrigt var der en stor Mængde Privathaver indenfor Voldene af større eller mindre Udstrækning og efter Eiernes Formuesomstændigheder udstyrede med større eller mindre Luxus.

Christian den Sjettes Byggevirksomhed i Kbhvn. (thi hans talrige Bygninger i andre Landsdele vedkomme os ikke her) er ingenlunde udtømt med det Anførte. Han interesserede sig som bekjendt levende for Flaadens Udvikling, saaledes at han "med Rette kan kaldes dens Restitutor", og ved Grev Frederik Danneskjolds Medvirkning fra 1735 til 1746 gjorde han Danmark til en Sømagt af Rang. "Det Allermærkværdigste i Kbhvn. - skriver Grev Walzdorf - er Flaaden og Skibsbyggerierne. Over 1000 Mennesker ere hver Dag beskjæftigede paa Gammel- og Nyholm; Magasinerne ere saa fyldte, og Alt i saa smuk Orden, at man er ude af sig selv af Forbauselse". Endnu i 1792 siger Ramdohr: "Jeg har tidligere set det venetianske Arsenal, hvoraf der gjøres saa meget Væsen, men det er ligefrem ynkeligt ved Siden af det kjøbenhavnske; vil man have Respekt for Menneskenes Evner, maa man se Holmene og Dokken i Kbhvn." Det store Resultat blev naaet i Løbet af faa Aar, thi der blev arbeidet med utrættelig Energi; Hærens og Flaadens Administration blev adskilt (i 1735), der anlagdes Batterier til Havnens Forsvar ("Lynetten" og "Christianus Sextus" paa Nordenden af Nyholm) og opførtes Nybygninger i Mængde. Haand i Haand med Marinens Udvikling gik Bestræbelserne for at fremme Skibsfart og Handel, men rigtignok med langt mindre Held.

Kjøbenhavns Havn led af forskjellige Mangler; ikke blot forurenedes den uophørlig, fordi alle Uhumskheder havde frit Afløb til den, men Indseilingen var besværlig, da Seilløbet ikke kunde passeres af Skibe, der stak over 17 1/2 Fod, saaledes at Orlogsskibene


712

maatte lægges tomme ud ved Kastellet, hvor de først bleve forsynede med Skyts og Levnedsmidler. Udenfor Toldbodbommen laa endog, som det ses af en Ansøgning fra Skipperlauget, et Vrag kaldet: "Den sorte Rytter" med "kun to Fod Vand over sig, farligt for Sejladsen". Dette Forhold blev forandret; en ny Rende blev uddybet, nye Søtønder udlagte, og Duc d'Alber og Pæle anbragte baade for Orlogs- og Koffardiskibe i Havnens hele Udstrækning paa begge Sider. Disse Pæle stod med passende Mellemrum forbi Flaadens Leie og den ligeoverfor liggende Indskjæring ved Toldboden, som i Folkemunde hed: "Det røde Hav", forbi Hukket ved Kvæsthuset, udfor Nyhavns Hoved, hvor en Vagtbygning i Nærheden af Mastegraven og Masteværftet hed "Frossenborg" lige til vore Dage, og endelig ved "den ostindiske Havn" i Nærheden af Knippelsbro paa det asiatiske Kompagnis Plads. Store Forandringer eller Forbedringer formaaede Havnekassen dog ikke at udrede, thi dens Udgifter oversteg dens Indtægter betydeligt, hvilke sidste hovedsagelig bestod i en vis Andel af Accise- og Havnepengene samt nogle Smaaindtægter af Udløbsrenderne, som Privatfolk havde i Kanalerne, af Bolværkspenge af Havnekassens Bolværker, Leie af Tømmerpladserne bag Amalienborg og af Sandkisterne og endelig en Afgift af det hvide Gulvsand, hvad enten det indførtes fra Sø- eller Landsiden. Men det kostede meget at holde "Muddermøllerne" igang og istandsætte dem (hvilket skete paa en lille Plads, kaldet "Wiburgs Plads" ude ved Toldboden, som i 1719 var bleven kjøbt af Havnekommissionen); Bolværkernes Vedligeholdelse var ligeledes kostbar, selv om den allerstørste Del af dem blev repareret af de private Grundeiere eller af Kongen, og naar der kom overordentlige Udgifter til som Broernes Reparation, havde Havnekassen ingen anden Udvei end at gjøre Gjæld. I 1730 var Knippelsbro brøstfældig, og da der optoges en Synsforretning, viste det sig, at en af Jernpanderne, hvori Broklappens Axel hvilede, var i Stykker, at Jernrækværket syv, otte Steder var sammenbundet med Tougværk, og at Broen overhovedet var saa skrøbelig, at den ikke uden største Fare kunde befares af Vogne. Den blev derfor midlertidig repareret og i 1739 helt istandsat, hvorved Seiladsen gjennem den og Færdselen over den en Tidlang var standset. Høibro var allerede i 1730 bleven underkastet en Hovedreparation, der kostede 2500 Rdl. Naturligvis gjentoges de gamle Forbud mod at kaste


713

Ballast eller Urenlighed i Havnen og Kanalerne saavelsom mod uforsigtig Omgang med Ild; men af ulige større Interesse var den Havneordning, som udstedtes i 1744. Ved denne blev Nyhavn og Frederiksholms Kanal indtil Marmorbroen Liggeplads for Fartøier med Brændsel og Byggematerialier; mellem Marmorbroen og Høibro laa Fiskerbaade og Pramme; mellem Høibro og Holmens Bro, havde de Skippere, som førte Fedevarer, tørret og saltet Fisk til Byen, deres Tilhold, og i Kanalen langs Børsen laa Finlapperne, Kornskibene, Fartøjerne med Kjøbmandsgods o. s. v. Stor Betydning for Kbhvns. Handel og Skibsfart vilde det sikkert have faaet, hvis Daneskjold Samsøes storartede Plan til en Kanal mellem Amager og Sjælland var bleven realiseret, den samme Tanke, som har været oppe i nyere Tider, rigtignok i anden Form. Garde oplyser nemlig, at det var Danneskjolds Hensigt at tvinge hele Øresundsfarten igjennem selve Kjøbenhavn, thi naar Kallebostrand var uddybet, skulde Farvandet mellem Amager og Saltholmen (Drogden) forsænkes, hvorved Danmark efter hans Mening vilde faa Nøglen til Østersøen fuldstændig i sin Magt. Kanalen, som skulde have været ført ud til dybt Vand i Kjøgebugt, i en Brede af 100 Fod i Bunden og en Dybde af 24 Fod, blev i Februar 1740 trods Admiralitetets "Dubia" godkjendt af Kongen, hvorhos det bestemtes, at der i 13 Aar skulde anvendes 100,000 Rdlr. om Aaret dertil. Krigsudsigterne i den følgende Tid opslugte imidlertid saa store Pengesummer, at Planen blev til Intet.

Et af de vigtigste Arbeider, der skyldes Danneskjold var Anlæget af Dokken, som det trods alle Hindringer lykkedes ham at gjennemføre i Løbet af fire Aar. Da Terrainet paa Gammelholm havde vist sig ubrugbart (smlgn. II, S. 342) blev en Plads paa Christianshavn, tilhørende den ansete Kjøbmand og Raadmand Herman Lengercken Kløcker udset dertil. Den laa ved Siden af det asiatiske Kompagni og bestod af en stor Plads med tilh. Havn, Kjølhalingsplads, Pakhuse, Leievaaninger og en større grundmuret Gaard til Baadsmandsstræde, som dengang endnu gik tværs over Strandgade. I Septbr. 1734 kjøbtes hele Eiendommen for 18000 Rdlr., og det følgende Aar paabegyndtes Arbeidet under Ledelse af den fra Tydskland indkaldte Kommandeurkaptain Dumreicher. Vanskelighederne vare store, thi Grunden var tildels Kvægsand og desuden opfyldt af Kildevæld, hvorfor man maatte gribe til den Udvei at


714

bygge hele Værket af Tømmer. "Hvo der i og ved Arbeidet har havt Leilighed til at se den uendelige Mængde Tømmer, som dertil blev anvendt - skriver Thura - og den kunstige og fornuftige Forbinding af Tømmerværket, han maa billig tilstaa, at dette er i sit Slags det kunstigste og kostbareste Værk, som Danmark nogensinde har set og bragt til Veie". I lange Tider hørte Modellen til Kbhvns. Seværdigheder; den var forfærdiget af Snedkersvend Thomas Møller, som derfor fik kongelig Tilladelse til at indtræde i Snedkerlauget uden at gjøre Mesterstykke og uden Omkostninger. Man tvivlede vistnok længe om Planens Mulighed, hvilket Ambrosius Stub har udtalt i Linierne: "Min Lykke gaar det med saa langsomt som med Dokken, Gud véd om Noget al' os begge blive skal«, men desto større var Glæden, da Vandet første Gang blev indladt i den, og den høitidelige Indvielse kunde finde Sted, Dagen efter, den 26de Mai 1739. Under Kanonsalut, i Kongehusets og store Menneskemassers Nærværelse aabnedes Sluserne og Portene; en i Dokken bygget Brigantin "Færø" løb ud, hvorpaa Orlogsskibet "Christianus Sextus" paa 90 Kanoner lagde ind for at repareres. Billedet forestiller netop Orlogsskibet i Dokken; tilhøire ses det Taarn, hvori Pompemaskinen var anbragt, tilvenstre den kongelige Pavillon, i hvilken Kongehuset paa Indvielsesdagen holdt Middagstaffel, og som forresten var opført, for at "Hs. kongelige Majestæt, naar noget Mærkværdigt forefalder i Dokken at udføres, sig der efter Behag kan opholde og være Tilskuer". At Samtiden var begeistret over det store Værks Fuldførelse, er en Selvfølge; i en Altona-Avis læstes i 1739 følgende Vers:

"Hingegen zeigte sigh was herliches am Belt,
Ein grosses Meister-Stück und Wunder-Werck der Welt,
Womit sich Dännemarcks Monarch verewigt machte,
Da er den Docken-Bau erwünscht beglückt vollbrachte".

Dokken blev bygget til Brug for Marinen, og det Samme gjælder om en Række omfattende Nybygninger paa Holmene, det vil sige; paa Bremerholm og Nyholm. Paa det førstnævnte Sted langs Holmens Kanals Bolværk opførtes det saakaldte Hovedmagasin, bestaaende af to lange grundmurede Fløie med en Pavillon i Midten, istedetfor en gammel Bindingsværksbygning, hvori Søetatens Generalkommissariat havde holdt sine Møder. I Magasinet forvaredes


715

Dokkens Indvielse

Dokkens Indvielse. Efter Barth. Roques.


716

Tougværk, Blokke, Jern og andet til Takkelagen Henhørende; Pavillonen i Midten (den nuværende Studenterforeningsbygning), der var smykket med en Frontespiee og et lille Spir med en Neptunfigur øverst, havde derimod i sin nederste hvælvede Etage Søetatens Archiv, i anden Etage opbevaredes alle Slags mathematiske og nautiske Instrumenter, og endelig var der Modelkammer i øverste Etage. En Klokke i Spiret ringede Holmens Mandskab til og fra Arbeide. Mandskabet bestod i Christian den Sjettes senere Regeringsaar kun af "frie Folk", thi i 1741 afskaffede Kongen, væsentlig af Hensyn til Flaadens og Magasinernes Sikkerhed, den gamle Ordning, ifølge hvilken visse Forbrydere bleve dømte til at arbeide i Jern paa Bremerholm. Da Magasinet blev bygget, flyttede Søkommissariatet hen i den smukke Gaard til Størrestræde, hvor Admiralitetet og Landetatens Generalkommissariat havde havt Sæde (afbildet II, S. 433), og dette sidste fik Lokale i Posthuset bag Børsen (Krigsministeriets nuværende Gaard). Fra denne Tid var Admiralitet og Søetatens Kommissariat samlede under fælles Tag, og snart fik de tillige fælles Bestyrelse.

Bremerholms udstrakte Terrain var stærkt bebygget. Ved Siden af det nysnævnte Hus, ligeledes med Façade til Størrestræde, men nærmere op imod Holmens Kanal, opførte Chr. VI en anseelig Bygning for Holmens Chef (senere Residents for Præses i Admiralitets og Kommissariats Kollegiet); inde paa Holmen byggedes et stort grundmuret Hus med Lokaler for Konstruktionskommissionen, Ekvipagemesteren, Magasinforvalteren og en stor Del Kontoirer; den gamle hvælvede Bygning, som havde været Arresthus for Misdæderne, blev indrettet til Tjæremagasin, og Terrainet, der gjennemskares i næsten hele sin "Dybde af den gamle 1100 Fod lange Reberbane, var som oversaaet med Værksteder for Smede, Bødkere, Snedkere, Blokkedreiere, Rappertmagere, Billedskjærere, Seil- og Kompasmagere m. v. Ved Indgangene laa Vagtbygninger, længere fremme lange Baadeskure, Kogehuse for Beg og Sværte, Veierbod, Mastemagerværft, Baadebyggerplads, Bankestok, Mastegrav og indhegnede Pladser til Opbevaring af Tømmer og Spaaner: Delehaven og Spaanehaven, ja Bremerholm havde midt inde mellem Værkstederne i Nærheden af den gamle Dok en Drengeskole for 180 Sønner af Tømmermænd og Matroser, stiftet i 1743. Eleverne


717

undervistes af to Lærere, hvoraf den ene, betegnende nok, var "Ridsemester" i.e.: Tegnelærer.

Det egentlige store Skibsbyggeri foregik dog paa Nyholm, hvor der ligeledes skete betydelige Forandringer. Her anlagdes

Det store Magasins Midtpavillon paa Gammelholm

Det store Magasins Midtpavillon paa Gammelholm. Efter Thura.

det forhen omtalte "formidable" Batteri, som den Dag idag bærer Christian den Sjettes Navn, og opførtes den endnu existerende Hovedvagt, hvis Spir foroven afsluttes af en Kongekrone. Den taarnlignende Kran blev først bygget under Frederik den Femte.


718

Derimod blev Motzmands Plads, hvis Opfyldning allerede var begyndt i Christian den Femtes Tid (smlgn. II, 367) nu fuldført under Navn af Christiansholm. Den bestod af to Øer forbundne ved en Bro; paa den yderste (det nuværende Christiansholm) havde Flaaden sine Kanoner og Kugler samt en Krudtmølle, paa den anden bagved liggende opførtes i Aarene 1742-46 det store Sø-Arsenal, som endnu benyttes, og hvis tvende Hovedbygninger ere forbundne ved en paa Buer hvilende Forbindelsesgang. Til Værftet hørte en Saugmølle, som laa paa den anden Side af Havnen for Enden af Tømmerpladserne, kun skilt fra Toldboden ved en lille Indskjæring fra Havnen (afbildet II, S. 289). Paa Toldbodpladsen (den nuværende søndre) opførte Chr. VI den Toldkammerbygning, som nu kaldes "den gamle", og hvis Frontespice er smykket med Kongens Brystbillede, omgivet af al Slags Land- og Sø-Armatur.

Regjeringens Bestræbelser for Handelens, Skibsfartens og Industriens Fremme gik Haand i Haand med Byggevirksomheden, men Maalet kunde naturligvis ikke naaes i en Haandevending. Der var Overflod af Iver; "jeg søger kun mine Undersaatters Lyksalighed", skriver Kongen, "thi gaar det dem vel, gaar det ogsaa mig vel, og det kan ikke gaa dem vel, uden naar Kommerce og Manufakturer blomstre", men Fattigdommen efter Ildebranden var stor og var ikke bleven forbedret ved, at man havde bygget paa Spekulation i stor Maalestok for fremmede Penge. I 1737 fremkom Magistraten med en lang Jeremiade, som giver et eiendommeligt Indblik i Forholdene. Heri siges, at Borgerskabets Tilstand befindes slettere, end den i Mands Minde har været, hvilket tydeligt fremgaar af de mange Falliter samt Arvs og Gjælds Fragaaelse. Ved Skifter efter Afdøde er der neppe 10 af 100 Boer, som kunne dække Gjælden; Ildebranden har fremkaldt megen Fattigdom, men endnu værre er det, at "Leiligheden til Fortjeneste ikke er proportioneret med de Bekostninger, som udfordres til Subsistence paa saa dyrt et Sted som Kbhvn." Indbyggerantallet er steget efter Branden med 463 Familier, hvilke "moxen alle ere forarmede", og Byggespekulationen dreven saa vidt, at der er flere Huse end Beboere, hvorved Prisen paa Huse og Gaarde saavelsom paa Husleie daglig forringes, Eierne og Panthaverne til største Skade. Handel og Skibsfart er saa mærkelig forfalden, at de, naar den islandske, finmarkske, ost- og vestindiske Handel undtages, ere for Intet at


719

regne. Magistraten gaar derpaa over til at omtale Kræmmernes og Haandværkernes Stilling, der er særlig uheldig, fordi de konkurrere med hinanden og skade hinanden, ganske bortset fra, at "den almindelige Armod medfører, at forgjældede Folks Gods og Effekter ved Auktioner distraheres, hvor da Enhver for en ringe Pris kan kjøbe, hvis han behøver af alle de Ting, som Kræmmerne skulde leve af at forhandle, og Haandværksmanden af at forfærdige". Hertil kommer, at Afgifterne ere trykkende; der findes mindst 500 Personer, som bruge borgerlig Næring uden at have vundet Borgerskab, og Bønhasers og Fuskeres Antal er endnu større. I et Haandskrift giver Grev Thott en i det Hele ligesaa mørk Skildring af Forholdene, ligesom han nærmere paaviser Hindringerne for "Kommerciens Opkomst". "Vore Kræmmere - siger han - blive sjelden rette Kjøbmænd (hvormed han mener Grosserere), fordi de begynde at handle, inden de ere udlærte, og holde op, naar de have tjent en Snes Tusind Daler eller mindre, for at søge Charakterer og Titler for sig og Bestillinger for deres Børn. Handelen skades endvidere ved den store Pengemangel efter Ildebranden, thi det, der er blevet gjenopført, har letteligen kostet 3 Mill., hvoraf en stor Del er gaaet ud af Landet til Indkjøb af Materialier. Landet er usselt og fattigt, men Yppigheden stor, thi da Byen var afbrændt, fik Folk Lyst til at bo langt magnifikere end tilforn, og til at gaa endnu bedre klædte, hvilket kun bringer Pengene ud af Landet". Endelig siger Kommercekollegiet i en Forestilling til Kongen, at "den Aftagelse og Svækkelse, som Negotien og Søfarten i Riget led ved de Anno 1701 oprettede Kommercietraktater, have de paafulgte haarde Konjunkturer hastet med at bringe til en fast total Undergang, som siden har vedvaret og endnu kontinuerer". Navnlig har Kjøbenhavn lidt derunder, og "hvad de forrige Fordærveiser havde levnet, har Ildebranden ødelagt, som kostede terrible Summer, hvilke for de fleste ere en trykkende og trængende Gjældsbyrde".

Umiddelbart efter Christian den Sjettes Thronbestigelse var der blevet truffet forskjellige Foranstaltninger til Handelens Fremme. I 1730 blev Kjøbenhavns Eneret paa at have Oplag af de 4 Species (smlgn. II, 475) ophævet, naturligvis til Bedste for de andre Kjøbstæder, thi, som Kongen selv bemærker i et Brev til Ludvig Plessen: "Kjøbenhavn har saa meget forud, og de andre Stæder ere ganske


720

satte tilbage". Hovedstaden led imidlertid meget herved, hvad Kommercekollegiet rentud indrømmer. En ny Toldrulle af 1732 nedsatte Toldsatserne betydeligt og afskaffede alle Indførselsforbud, rigtignok kun for en kort Stund; Søassurancekompagniet (smlgn. II, 481) blev af Kongen, Dronningen og Kronprindsen støttet med 45,000 Rdlr., og fik senere en ny Oktroi; Kommercekollegiet, som var blevet ophævet i 1731, blev gjenoprettet den 30te Dcbr. 1735 i forandret Skikkelse under Navn af General Landets Økonomi- og Kommercekollegium og indlagde sig især stor Fortjeneste af Manufakturer og Fabriker, og endelig blev den kjøbenhavnske Bank grundlagt ved Oktroi af 29de Oktober 1736. Denne "Assignations-, Vexel- og Laanebank" blev stiftet af et privat Interessentskab med et Grundfond af 1/2 Mill. Rdlr., fordelt paa 1000 Aktier, altsaa med en meget ringe Kapital. Den havde Ret til at udstede Sedler, selvfølgelig mod til enhver Tid at indløse dem med Sølv, og fik forskjellige andre Privilegier som f. Ex. at mønte Penge, hvilken Ret den frivilligt opgav i 1768. Kongen subskriberede selv paa 100 Aktier, og skjøndt Geheimekonseillet nærede Uvillie mod Planen, gik Tegningen rask fra Haanden. En Bestyrelse valgtes bestaaende af tre Overdirekteurer, ti Bankkommissairer og nogle Embedsmænd (Kasserer, Bogholder, Kontrolleur og Protokollist), og i Marts 1737 aabnedes Forretningerne i et Lokale paa Charlottenborg, nemlig i to Sale i Stueetagen paa høire Haand i Porten. Aaret efter flyttedes Banken hen i den sydlige Ende af Børsen, hvorved Kramboderne i denne Del af Bygningen faldt bort, og her havde den syv Værelser, nemlig foruden Kontoirer, Pakkamre og Kommissairernes Forsamlingsstue en stor Generalforsamlings Sal til nuv. Slotsholmsgade, som var betrukken med "Tapeter med Figurer, der vedkomme Handel og Skibsfart". Disse Figurer vare malede af Chr. Peter Getreuer, den senere Legatstifter. Banken havde sine Pengebeholdninger i Kjælderen, som ved Hjælp af indlagte Rør fra Kanalen kunde sættes under Vand i Tilfælde af Ildsvaade, og Forretningerne gik saa strygende, at dens Seddelemission og Udlaan allerede i 1739 oversteg dens Fond mere end 6 Gange, hvorved den vilde være kommen i den største Forlegenhed, hvis et større Antal Sedler var blevet den præsenteret til Indløsning. Af Frygt for at dette skulde ske, søgte og fik Banken i 1745 Tilladelse til foreløbig i 6 Uger at ophøre med at indløse sine Sedler, hvilken


721

Tilladelse derefter forlængedes til et Aar. Der skete dog ingen Skade herved; Banken gjorde sin store Nytte ved at lette Pengeomsætningen og Handelen, og Chr. VI holdt sit Løfte til den om aldrig at angribe dens Formue. Det var først under hans Efterfølger, at Bankbestyrelsen lod sig overtale til at forstrække Staten med store Pengelaan, hvorved man kom ind paa et skjæbnesvangert Skraaplan. Den store Forordning om Kommercien af 4de August 1742, som forresten stødte paa afgjort Modstand i de nærmest interesserede Kredse, fastslog Groshandlernes Særstilling overfor Detailhandlerne, og satte en skarp Grændse mellem dem, saaledes at den kjøbenhavnske Grossererstand i Grunden kan regne sin Tilblivelse fra denne Dag. Medens nemlig saagodtsom alle Groshandlere forhen havde handlet en detail fra aabne Boder, blev dette dem nu strengt forbudt, og det blev en ufravigelig Betingelse for en Grosserer at eie Skibe eller Skibsparter og indføre Varerne fra første Haand i.e.: "fra det Sted, hvor de avles, voxer og falder, samt virkes, sorteres og beredes". Naturligvis lod Skibsfart og Handel sig ikke fremdrive ved et Magtsprog, saameget mindre som Skibsbyggeriet stod lavt, og de Skibe, som hørte hjemme i Staden, ikke engang vare byggede her. Nogen Forandring indtraadte dog heri, da den store Tømmerhandler og Kjøbmand, Andreas Bjørn paa en af ham i 1735 og følgende Aar opfyldt Plads paa Chrhvn. (nuværende Vilders, Krøyers og grønlandske Handels Plads) anlagde et ret betydeligt Skibsbyggeri, om hvilket Magistraten skriver: "Det er den første partikulaire Skibsbygger-Fabrik, som her har været anlagt, thi der har vel tilforn været visse Fortømringssteder, men ikke noget almindeligt Skibstømrerværft af saadan Bekvemhed eller vigtig Importance og Indretning som dette med stor Møie, Flid og Bekostning indrettede". Bjørn blev støttet paa alle Maader af Regjeringen; Kongen tilstod ham en Douceur; han fik Toldfrihed paa alt Tømmer og Jern, han havde behov til Pladsens Forsyning med Bolværker; det tillodes ham at holde Smede uforment af Smedelauget, ja han befriedes ikke blot selv for Byens Bestillinger, men alle paa hans Værft boende Søfolk og Haandværkere fik samme Forrettighed. Fra Bjørns Plads eller "Bjørns Holm", som den ogsaa kaldtes, løb adskillige Skibe af Stabelen, endog saa store som Orlogsskibet "Kjøbenhavns Slot" paa 44 Kanoner (den 30te Novbr. 1741). I Dagens Anledning udgav Morten Seehus et Digt, ledsaget


722

af hosstaaende Afbildning, paa hvilken en Bjørn, der svømmer i Vandet udenfor, antyder den feirede Kjøbmands og Pladsens Navn. Heri hedder det bl. A.:

"Se, Kongens Borger-Bjørn, dog uden Bjørne-Nykker,
En Bjørn, som hjælper til og Ingen undertrykker,
En Bjørn, som Landets Vel i Kongens Gjerning ser,
En Bjørn, som slet Gevinst i Hjertet kun beler".

Det ostindiske Kompagnis Tilbagegang og Opløsning er foran (II, S. 476) berørt; Frederik den Fjerdes Forsøg paa dets "Aug-

Bjørns Plads paa
Christianshavn

Bjørns Plads paa Christianshavn.

mentation og Retablering" strandede, siges der, paa de Hindringer, som lagdes i Veien af Misundelige. Endnu før det gamle Kompagni havde likvideret, stiftedes (den 12te April 1732) et nyt: det kongelig oktroyerede danske asiatiske Kompagni, der kom til at spille en stor Rolle i Kjøbenhavns Handelshistorie. Det fik strax store Friheder; Staden Trankebar og Kastellet Dansborg overlodes det; det


723

fik Eneret paa al Handel hinsides det gode Haabs Forbjerg, det fritoges for Øresundstold og blev i det Hele stærkt begunstiget med Toldnedsættelser. Kompagniets Kapital bestod af 400 Aktier, hver paa 250 Rdlr., hvilke forrentedes med 5 pCt.; al den øvrige Gevinst skulde benyttes til Handelens Udvidelse. Desuden kunde der til hver enkelt Expedition tegnes Aktier af Lysthavende, som ellers ikke vare Interessenter. Kompagniet udsendte aarlig 2 à 3 Skibe til Ostindien og China og gjorde strax gode Forretninger; allerede i 1733 siges, "at den asiatiske Handel er fast den eneste, hvoraf Danmark nu kan rose sig af at have nogen Fordel". De Varer, som hjembragtes, vare The, Porcellain, Kryderier og især ostindiske og chinesiske Tøier som Damask, Atlask, Sirtser, Gingham, Musseliner, Sengetæpper, Bordtæpper og "Lommetørklæder", hvilke sidste dengang vare en stor Artikel. Varerne solgtes dels ved Auktion, dels udførtes de igjen over Lybæk til Tydskland og Østersølandene. Det asiatiske Kompagnis Plads ved Knippelsbro var paa dette Tidspunkt ikke saa stor, som den senere blev; dog udvidedes den med en Grund, som havde tilhørt Borgmester Holmsted, hvorhos en Kanal, som fra Havnen gik op til Strandgade og kaldtes "Sæbesyderigraven" blev opfyldt. Her indrettedes en "Bankestok" til nye Skibes Bygning, ligesom der til Strandgade i 1738 opførtes et Forsamlingshus med Kontoirer og Sale til Forsamlinger, "ikke meget stort, men net og sirligt med en rund Frontespice, paa hvilken Merkurius og Neptunus ses at holde Jordkloden mellem sig". Senere da Kompagniet voxede i Anseelse og Rigdom, blev denne Bygning afløst af den endnu existerende. Ogsaa Pakhuset var lille og knebent, skjøndt det havde et "Kramkammer" med Reoler, hvor det blev Mode, at Kjøbenhavns Kavalerer, fornemme Damer og Kjøbmænd mødte for at tage Varerne i Øiesyn.

Det vestindisk-guineiske Kompagni var ligeledes i Forfald (smlgn. II, S. 476) og blev først bragt nogenlunde paa Fode, da det den 15de Juni 1733 erhvervede St. Croix i Vestindien. Øen tilhørte Frankrig og blev efter Underhandlinger mellem den herværende franske Gesandt de Bréhan, Greve af Plélo og Borgmester Frederik Holmsted afstaaet til Kompagniet for 750,000 Francs. Kongen laante Selskabet 40,000 Rdlr. hertil, skjøndt han fandt, at "det var lovlig meget forlangt", og den 5te Februar 1734 gav han Kompagniet en ny Oktroi med store Privilegier. Ved en betydelig


724

Forhøielse af Tolden paa fremmed Sukker og Sirup fik Selskabet saagodtsom Eneret paa disse Produkter, og Regjeringen lagde paa mange andre Maader sin Velvillie for Dagen. Da der saaledes i 1734 blev indgivet en Klage over Kompagniets Direkteurer for Negotiens slette Tilstand og den Fornærmelse, der tilføiedes Indbyggerne i Vestindien, opnaaede Klagerne kun en skarp Irettesættelse og Advarsel; tre Aar efter blev der til Gunst for Kolonisationen indrettet et Lotteri, ved hvilket der bortspilledes 450 større og mindre Plantager paa St. Croix, og endelig fik Kompagniet i 1740 Bevilling til at slaa Skillemønt til Brug for "de dansk-amerikanske Insuler". Kompagniet havde sit Kontoir ved Nybørs og sit eget Sukkerraffinaderi paa Chrhvn. mellem Lille Torvegade og Brogade med Façade til Havnen, men dets Handel var neppe synderlig indbringende for Interessenterne. Størst Fordel havde disse vistnok af Slavehandelen paa Guineakysten, thi med Hensyn til Sukkertilførslen formaaede Kompagniet ikke at opfylde sine Forpligtelser. Allerede i 1735 tillodes det Handlende udenfor Kompagniet at beseile Guineakysten og de vestindiske Øer mod en Afgift, en Tilladelse, som i 1746 blev indskrænket til kun at gjælde for kjøbenhavnske Kjøbmænd. Det følgende Aar ophørte den "particulaire Fart" dog helt; Kompagniet, der var blevet udvidet, overtog nemlig igjen sin Eneret.

Handelen paa Island, som i en lang Aarrække havde været bortforpagtet stykkevis (smlgn. II, S. 478), men "til de Mestes Ruin", kom i 1733 atter i Hænderne paa et sluttet Kompagni: Det Islandsk-Finmarkske Kompagni, thi det handlede ogsaa paa Finmarken. Kompagniet betalte i Begyndelse kun 8000 Rdlr. om Aaret til Kongens Kasse, men Afgiften blev efter 10 Aars Forløb forhøiet til det Dobbelte, hvoraf man kan slutte, at Forretningen har været fordelagtig. Den led dog meget ved Hollændernes ulovlige Handel og Fiskeri, og det saameget mere som Islænderne af gode Grunde foretrak at handle med de Fremmede. Tidlig om Foraaret, længe før Kompagniets Skibe naaede op i de nordlige Farvande, mødte over halvhundrede hollandske Hukkerter og Gallioter, som opkjøbte de bedste Stokfisk, medens de kjøbenhavnske Handlende maatte nøies med det, deres Medbeilere havde vraget. Grunden hertil var, at Kompagniet misbrugte sit Monopol; "ved sin alt for nærgaaende Marchandise med Indbyggerne - hedder


725

det - faar det de sletteste Sorter Vare, hvorimod Hollænderne bedre forstaa at gjøre deres Snit". I Aaret 1740 sendte Regjeringen en Fregat til Island for at beskytte den danske Handel, men Forholdet kunde naturligvis ikke forandres, saalænge Kompagniet ikke tog Hensyn til Indbyggernes Tarv. Tre Aar efter, da saagodtsom alle Interessenter vare kjøbenhavnske Hørkræmmere, og Ingen kunde blive islandsk Kjøbmand uden først at være indskreven i Hørkræmmerlauget og have opfyldt dettes Artikler, bleve Misbrugene endnu større. Det islandske Kompagni havde først sin Oplagsplads bag Børsen ud til Havnen, hvor Sukkerhuset Phoenix nu ligger; i 1745 kjøbte det tillige Grund og Hus hinsides den daværende Slotsholmskanal for Enden af Nybørs, altsaa tæt op til Knippelsbro, som dengang laa for Enden af Børsgade.

Paa Færøerne dreves Handelen fremdeles for kongelig Regning, som det synes "med temmelig Profit"; derimod var den grønlandske Handel gaaet saaledes tilbage, at man en Tidlang havde isinde at opgive den og nedlægge Kolonierne. Det lykkedes dog Missionairen Hans Egede at omstemme Kongen, og den 5te Marts 1734 overlodes Beseilingen af Grønland til Kjøbmand Jakob Severin, som fik et aarligt Tilskud af 2000 Rdlr., hvilket senere forhøiedes til 5000, samt Løfte om "et perpetuerende Lotteri" til Missionens Vedligeholdelse. I Begyndelsen beskyttedes Handelen af et Krigsskib, men fra 1738 udrustede Severin selv med kongelig Tilladelse og Understøttelse Defensionskibe. Disse Fartøier førte dansk Orlogsflag og Vimpel; de vare bestykkede med Kanoner, som laantes fra Tøihuset, og havde Lov til at bemestre sig de hollandske Lurendreiere, som drev ulovlig Handel paa Grønlands Kyst eller blot fandtes i 10-15 Miles Nærhed af Landet, og føre dem til Kbhvn. som Priser. I 1739 opbragte Severin 4 hollandske Skibe, men Hollænderne tog Repressalier, og Følgen blev langvarige diplomatiske Stridigheder og heraf følgende Rustninger. Handelen betalte sig imidlertid ikke, skjøndt den paa alle Maader støttedes af Regjeringen med extraordinaire Tilskud og Gaver, Toldfrihed, Tilladelse for de Folk, som i tre Aar havde tjent, at indtages i Hørkræmmerlauget m. m. Severin fratraadte Handelen i 1750 og døde fire Aar efter som en forgjældet og fattig Mand.

Den frie Handel udenfor Kompagnierne lykkedes det heller ikke at give det forønskede Opsving. Nogle Skibe hentede vel


726

Salt i Spanien, Vin, Brændevin, Salt, Tøier og Galanterivarer i Frankrig, Stenkul, Tin, Bly og Klæde i England, ligesom der ogsaa seiledes paa Holland, Tydskland og Østersøprovindserne, men Udførselsartiklerne vare, naar Tømmer fra Norge og Kvæg fra Jylland undtages, kun faa, og de danske Skibe kunde ikke konkurrere med de fremmede, netop fordi de Intet havde at seile med til Udlandet. Tilstanden blev dog bedre henimod Slutningen af Chr. VI.s Regjering, og der fandtes da idetmindste nogle Rigmænd i Kjøbmandsstanden som Klauman, Fabritius, Wever, van Hemert, Blach, Klitgaard, Kløcher, Andreas Bjørn o. fl. Det var næsten som et Symbol paa Handelens Tilstand, at Christian den Fjerdes prægtige Børs henlaa forsømt og forfalden indtil 1745. Bygningen, som allerede i 1685 var bleven pantsat til Søkvæsthuset for 45,000 Rdlr., frembød i 1728 et sørgeligt Skue; thi det hedder, "at Murene vare forfaldne, og at Spiret stod skjævt, medens Fløiet med de tre Kroner og Knapperne vare i Stykker og saa ilde ud". Der foretoges vel nogle Smaareparationer, men de havde ingen Art, før endel af Stadens Kjøbmænd samt Leierne af Boderne i 1744 indgav en Ansøgning, hvori de oplyste, at Børsen var "saare brøstfældig baade paa Tag og Vinduer. Luger og Døre". Paa Lofterne, som vare udleiede til den kongelige Proviantsforvalter, bleve Kornvarerne vaade, ja "Regnen faldt endog hastig ned i Bogladerne", saaledes at Bøger og Papirer bleve fordærvede. Træerne paa Rampen vare gaaede ud, fordi Rustvogne uophørlig færdedes her for at hente Korn, og en Hovedreparation var derfor nødvendig. Den blev foretagen i 1745 og kostede over 9000 Rdlr. Ved denne Leilighed opstilledes de to Sandstensfigurer ved Opgangen til Rampen: "Merkur" og "Neptun" (hvoraf den sidste endnu er bevaret uskadt). De to "Positurer" forfærdigedes af Billedhugger Petzoldt og skjænkedes Børsen af Andreas Bjørn.

Paa Børsen havde, som alt anført, Banken sine Lokaler, og desuden det saakaldte "Almindelige Magasin", stiftet den 22de Juli 1737 som et Udslag af de meget energiske, men tildels ørkesløse Bestræbelser for at fremme den indenlandske Industri. Magasinet skulde kjøbe Raastofferne i Udlandet og overlade dem til Fabrikanterne for Indkjøbspris, derpaa modtage de færdige Varer, give Forskud paa dem og skaffe dem solgte. Det nødvendige Fond hertil tilveiebragtes ved et tvungent Laan af alle Embedsmænd og


727

charakteriserede Personer (som fik Befaling til at indskyde 10 pCt. af deres Indtægter i et Aar); Kongen selv gav 100,000 Rdlr., og visse Toldindtrader af udenlandske Manufakturvarer henlagdes ligeledes til Fondet. De kjøbenhavnske Kræmmere maatte derpaa underskrive et Revers, hvori de under Straf af Bøder og Fortabelse af deres Laugsret forpligtede sig til ikke at indføre de Sorter Silke- og Uldenvare, som fandtes i Magasinet, ja endog maatte love at være "hverandres Angiver og Fiskal". Da Oplaget havde været aabent i nogen Tid, viste det sig imidlertid, at hverken Forpligtelser eller Løfter bleve holdte; thi Kræmmerne indførte fremdeles deres Varer fra Udlandet og vilde ikke vide af de indenlandske. Det kom nu til en formelig Kamp mellem Regjeringen og Kjøbmændene, som førtes med stigende Forbittrelse og fortsattes under hele Christian den Sjettes Regjering. Da Kræmmerne ikke vilde bøie sig, fik Magasinet Tilladelse til at udsælge en detail, hvilket naturligvis skadede dem meget; Tolden paa fremmed Klæde og Silketøi blev forhøiet, Magistraten fik Befaling til at kalde hele Kræmmerlauget for sig og ikke blot foreholde Medlemmerne deres utilbørlige Adfærd, men tvinge dem til at bøde for deres Uordholdenhed, og skjøndt Lauget nu tilbød at tage Varer fra Magasinet for 42,500 Rdlr., skjøndt det undskyldte sig, bønfaldt og indgav den ene mere "væmodelige" Forestilling end den anden til Kongen, til Dronningen, ja til Hofpræst Bluhme, frugtede det Intet; Kongen forblev ubønhørlig, og Lauget maatte betale. Herved forværredes kun Striden; Kræmmerne vedblev at indføre eller indsmugle fremmede Stoffer, og de skarpe Forholdsregler fulgte Slag i Slag. Det blev paabudt enhver Kræmmer at underholde to Væverstole og kjøbe for en vis Sum Penge i Magasinet hvert Aar; Regjeringen befalede, at alle fremmede Varer skulde sendes ud af Riget eller ombyttes med indenlandske; der blev udstedt et almindeligt Forbud mod at indføre og bruge udenlandske Klædevarer, Politimesteren fik Befaling til nøie at vaage over Forordningernes Overholdelse, Husinkvisitioner og Angivelser hørte til Dagens Orden, Skrædere, der syede Andet end dansk Klæde mistede deres Laugsrettighed, Folk, som bare fremmede Stoffer bleve straffede, ja Embedsmænd bleve afskedigede for denne Forseelse, og en almindelig Misfornøielse greb om sig i vide Kredse, navnlig da de indenlandske Varer stod tilbage for de udenlandske, og der ikke altid var et tilstrækkeligt Forraad af


728

de første, Alligevel formaaede Kongen ikke at sætte sin Villie igjennem, thi Magasinets Afsætning var vedblivende ringe, hvoraf man maa slutte, at de fremmede Varer ad hemmelige Veie fandt ind i Riget, I Virkeligheden levere Datidens Akter ogsaa talrige Beviser paa, at Tolddefraudationer foregik i overraskende stor Maalestok.

Den Industri, som Magasinet og de skrappe Forholdsregler især skulde fremme, var, hvad man nutildags kalder: Textilfabrikationen, Tilvirkningen af Beklædningsstoffer: Klæde, Silke, Uld og Lærred. Der blev gjort Alt herfor; den saakaldte Kommercefond, der sorterede under Kommercekollegiet anvendte betydelige Summer, 300,000 Rdlr, i ti Aar, som Gaver, Laan og Forskud til Fabrikanter og Haandværkere, der tilstodes de Industridrivende Skattefrihed, fri Indførsel af Raamaterialier m. m., Udlændinge bleve indkaldte, og ved alle Slags kunstige Midler lykkedes det virkelig at fremkalde en livlig industriel Bevægelse, som dog ikke havde Livskraft og fordetmeste endte med Skuffelser. Industrien blev koncentreret i Kjøbenhavn og dens Omegn; Regjeringen drømte om at gjøre Hovedstaden til en stor Fabrikby; den ene Fabrik voxede op ved Siden af den anden, men kun faa dreves med Fordel. Medens der i 1730 kun var tre Uldmanufakturer i Kbhvn., nemlig Børnehusets, Guldhusets og Kræmmerlaugets paa Chrhvn., var der 8 Aar efter 14 med 99 Væve og 1016 Arbeidere, og da andre Industrigrene fik et lignende Opsving, steg Antallet af kjøbenhavnske Fabrikarbeidere saaledes, at de med Familier i 1740 angives til ca. 4000 Personer.

Blandt de nye Fabrikanlæg, som ere for talrige til alle at opregnes her, kan fremhæves det af Kommerceraad v. Hurch, Borgmester Holmsted og en vis Fæddersen i 1734 oprettede Klædemanufaktur paa Christhvn., hvori Kongen, Dronningen, Prindsesserne, Geheimeraaderne og andre fornemme Folk (ialt 28) vare Interessenter. Fabriken, som havde sit Farveri i Lyngby, begyndte smaat, navnlig "med at levere Klæde til Hs. Majestæts Livreer"'og var ifølge Bestyrelsens Rapport i det første Aarstid kun "avanceret 241 Rdlr. 3 Mk. 11 Sk. paa det solgte Klæde"; nogle Aar efter truedes den med Undergang paa Grund af den engelske Leder, William Dycks Uduelighed, indtil Forretningen under hans dygtige Efterfølger, Englænderen Essingtons Ledelse blev ret betydelig, om end ikke indbringende, thi den maatte uophørlig støttes med Laan, Forskud, Præmier og andre Begunstigelser. Manufakturet bestod under


729

mange Vanskeligheder indtil 1771, da det nedlagdes; det skal have kostet Staten over 20,000 Rdlr. Pierre Gandils "Tapet-, Klæde- og Tøifabrik", som blev anlagt i 1736, maatte allerede ophøre efter tyve Aars Forløb og havde da paaført den kongelige Kasse et Tab af 12,500 Rdlr. Større Varighed havde Courtonnes Klædefabrik, thi den bestod under forskjellige Navne indtil 1816, men den var en evig Kilde til Udgifter og Vanskeligheder for Finantserne. Courtonne blev indkaldt fra Leyden i 1737 og taget stærkt under Armene; han fik nemlig en Gave af 5000 Rdlr. en Gang for alle, endvidere 20 Rdlr. for hver Arbeider, han førte med sig ind i Landet (derimod kun 10 Rdlr. for en Arbeiderske og 5 for et Barn); der tilstedes ham 10 Aars Toldfrihed, 200 Rdlr: i 8 Aar til Husleie, et Laan paa 18,000 Rdlr., og endelig skjænkede Kongen ham et Farveri og en Valkemølle. I 1742 fik han endvidere en Diskonto i Magasinet paa 15,000 Rdlr. og en Kredit paa Uld indtil 2000 Rdlr. Trods Alt dette og trods hans Fabrikatas Godhed - thi de fandt endog Naade for Kræmmernes Øine - kunde han ikke bestaa, og kort efter Frederik den Femtes Thronbestigelse maatte Magasinet tage Fabriken til sig.

Bestræbelserne for at fremme Silkefabrikationen vare ikke mindre ihærdige, men ligesaa uheldige og kostbare. En Kjøbmand i Amsterdam Rouviere anlagde i 1738 en Silkefabrik her, men den var allerede ødelagt Aaret efter, som det synes ved Bestyrernes Utroskab; en anden Fabrik, der eiedes af tre Brødre Maillot, forskrev Silkevæversvende fra Frankrig, med hvilke de havde alvorlige Stridigheder. En tredie Silkevæver Becquet roses af Kongen for hans fortræffelige Varer, men heller ikke hans Bedrift kunde svare Regning. Det fortjener at anføres, at man paa dette Tidspunkt begyndte at plante Morbærtræer i Omegnen af Kbhvn., navnlig paa et Stykke Jord ved Garnisons Kirkegaard, som senere blev indlemmet i denne. Roque fortæller, at de lykkedes udmærket, hvorimod Silkeormene vare gjenstridige; de vilde nemlig ikke spinde i fugtige Somre, "hvorfor man maatte anvende List for at faa dem dertil".

For Linnedspinderiet virkede en den 7de Novbr. 1736 oprettet Linnedspinderi-Direktion, til hvis virksomste Medlemmer den dygtige og entreprenante Borgmester Holmsted hørte. Han havde selv et saadant Spinderi med tilhørende Væveri paa Chrhvn., hvis


730

Hovedafsætning var til det vestindisk-guineiske Kompagni. Paa Ladegaarden, der tilhørte Landetaten og baade var Sygehus (Krigshospital) og Straffeanstalt for militaire Betlere, anlagdes i 1730 et Lærredsmanufaktur, som imidlertid dreves med Tab. Af andre Textilfabriker kan nævnes: Kræmmerlaugets Lærredsmanufaktur (smlgn. II, S. 483) nogle Strømpevæverier og Baandfabriker, en Haardug- og Vatfabrik, Plumps Seildugsfabrik paa Vodrofgaard og Hencks Flagdugfabrik. I Forbindelse med disse Manufakturer stod adskillige Farverier, samt Kattuns-, Ulden-, Silke-, Fløil- og Klædetrykkerier. Naturligvis dreves Væveri ogsaa som Haandværk; Lauget, der i 1739 kun havde talt 11 Mestre, bestod i 1743 af 24.

Et Værk, af hvilket Regjeringen lovede sig meget, men som ogsaa blev en Skuffelse, var et Saltværk, som indrettedes i 1736. Under Dokbygningen havde man nemlig det foregaaende Aar truffet en Vandaare, der gav 6000 Tdr. saltagtigt Vand i Døgnet, og ved at undersøge dets Lødighed, kom man til det Resultat, at det kunde betale sig at indrette et Saltsyderi her. En Saltkoger blev indforskreven fra Halle; Dokfonden og Partikulairkassen afholdt de nødvendige Udgifter, og Værket kom igang paa Motzmands Plads (Christiansholm), hvor der blev opført et Graderhus og et Kogeri. Det viste sig imidlertid snart, at Saltudbyttet var for ringe, hvorfor Solen blev forstærket med Baysalt fra Spanien og Frankrig samt Stensalt fra England. Faa Aar efter udvidedes Anlæget, thi man troede sikkert paa dets Fremtid; det blev flyttet hen til en Plads foran Laboratoriet for Enden af Strandgade (hvor Frederiks tydske Kirke nu er), efter at man havde affundet sig med Major Fursman, som i sin Gaard bag Børsen havde havt Privilegium paa et Saltbrænderi. Værket, der stod under en særlig Direktion, kostede store Summer; under Ledelse af Hollænderen van Dockum opførtes Lagerbygninger, Pakhuse, Smeltehus, Kogeri, Drøghus m. m., Arbeidere indforskreves fra Tydskland, og der ansattes Betjente og Embedsmænd. Den 29de Marts 1737 blev i Værkets Interesse al Indførsel af fremmed smaat Salt forbudt, men Kjøbmændene vilde ligesaa lidt vide af det danske Salt som af de danske Klædevarer. Fabriken ramtes desuden af flere Uheld, dens Bogholder rømte med Kassen, og i Dcbr. 1741 resolverede Kongen, at Værket skulde være ophævet, naar Beholdningen var afsat. For at naa dette Maal gik man frem paa en for Tiden charakteristisk Maade. I 1743 havde


731

man endnu 9660 Tønder Salt i Pakhusene, og da Kommercekollegiet indsaa, at de ikke kunde blive afsatte, "naar det dependerede af Enhvers frie Villie at tage saa Meget eller saa Lidet, han lystede", blev det bestemt, at Beholdningen simpelthen "skulde reparteres paa Kjøbstæderne, Grevskaberne og Friherreskaberne saavelsom paa Proprietairer, Præster, Forpagtere, Hollændere, Kromænd, Møllere, Selveiere og Degne med Andre udenfor Bondestanden". Alle disse fik udenvidere Befaling til at kjøbe et vist Kvantum af Beholdningen, og Aaret efter var Alt afsat. Indførselsforbudet blev derpaa ophævet, rigtignok kun for at gjenindføres et Par Aar senere under en anden Form til Fordel for det norske Saltværk.

Af Sæbesyderier fandtes der nu tre i Byen med tilhørende Oliemøller. Det gamle i Magstræde, som i Folkemunde kaldtes "Sorte Hane" og laa ved Siden af det nuværende Assistentshus, var blevet gjenopbygget efter Branden, men med Façade til Nybrogade. Sæbeværkerne, hvis Varer fremdeles undersøgtes, stempledes og solgtes til en af Magistraten fastsat Pris (smlgn. II, 336), synes at have leveret gode Varer, thi deres Eneret blev fornyet indtil 1761 med den udtrykkelige Motivering, at nye Sæbefabriker vare overflødige, da Ingen havde klaget over de gamle.

Den store Byggeperiode efter Branden, fremkaldte, som alt omtalt, forskjellige nye Industrigrene og støttede i det Hele Haandværkerstanden. En meget stor Virksomhed udfoldede Kalkbrænderiet udenfor Østerport, som havde Eneret paa at udgrave Kalksten paa Amager. En anden Fabrik, der florerede stærkt i de nærmeste Aar efter Ildebranden, var Grev Danneskjold Laurvigs Sømfabrik, der laa paa Blegdammen mellem Nørre- og Østerbro og var anlagt i 1731. I Store Kongensgade havde Greven desuden et Magasin eller Pakhus, til hvilket der førtes Jern fra hans Værk i Norge baade i raa og forarbeidet Tilstand.

I en stor Bedrift sad ogsaa Rebslager Peter Appleby, som blev indkaldt i 1737 fra England og strax blev Mester-Rebslager paa Holmen. To Aar efter fik han Tilladelse til uhindret af Rebslagerlauget, hvis Reberbaner laa paa Vesterbro, at maatte forfærdige saadant Tougværk, som ellers forskreves fra England og Holland, og han indrettede nu sin egen Reberbane paa Chrhvn. paa en lang Strimmel Grund langs Langebrogade. Applebys Blomstringsperiode falder dog først i Frederik den Femtes Tid, da han opfyldte


732

den Plads, som endnu bærer Navn efter ham. Han blev, naturligvis under stor Uvillie fra sine kjøbenhavnske Konkurrenters Side, støttet paa alle Maader af Regjeringen, og det Samme gjælder om de to Brødre, Tobaksfabrikanterne Italiender Benjamin. Man havde da længe havt Tobaksplantager i Kbhvns. Omegn, navnlig paa en Staden tilhørende Grund udenfor Kastellet, og for at ophjælpe disse var der allerede i 1730 blevet udstedt Forbud mod "gemene" fremmede Tobaksblades Indførsel. Afskaffelsen af Kjøbenhavns Oplagsret paa "de fire Species" skadede uden Tvivl Tobakshandlerne meget, men de fik dog nogen Erstatning, da der i 1732 bevilgedes dem et Oplag paa virginsk og hollandsk Tobak sigtende til at fremme Udførslen. Oplagsfriheden blev imidlertid misbrugt til storartede Tolddefraudationer og ophævedes derfor igjen i April 1745. Under disse Omstændigheder faldt det vanskeligt for Tobaksfabrikanterne at bestaa, og det største Firma iblandt dem, Brødrene Italiender Benjamin, havde trange Tider at kjæmpe med. De kom hertil i 1743 fra Amsterdam, hvor de i en Aarrække havde drevet et "important" Tobakspinderi, og anlagde to Fabriker, en i Aalborg og en i Kjøbenhavn, den sidste i en Gaard i Strandgade paa Christianshavn. Her fabrikeredes navnlig "sort Prestobak", i Holland bekjendt under Navn af Giesenbecks. Brødrene havde ved deres Ankomst søgt om Told- og Konsumptionsfrihed paa 20,000 Pd. Tobaksblade, aarlig i 10 Aar, men dette opnaaede de ikke; derimod lovedes der dem en Douceur i rede Penge. Fabriken gik kun daarligt, og den vilde være standset kort efter Christian den Sjettes Død, hvis den ikke var bleven taget under Armene af Regjeringen. Blandt Snustobaksfabrikanterne nævnes hyppigt Brødrene Bugnion. Mølleindustrien dreves ligesom tidligere fornemmelig udenfor Vesterport og fra Voldene, hvis Bastioner paa enkelte Undtagelser nær kronedes af Stubmøller. Ved Ravnsborg paa Nørrebro havde Garverne en Bark- og Træmølle, der skildres som daarlig og forfalden, hvorhos den "havde den Ubehagelighed, at den ikke kunde male med alle Vinde". De øvrige Fabrikanlæg som f. Ex. den tidligere omtalte Delftiske Stentøisfabrik, en Speilfabrik, en Sølv-Guld og Galonfabrik o. fl. vare, som Datiden udtrykker sig, "af liden Importance".

Den Fattigdom og Næringsløshed, som herskede i Byen efter den store Ildebrand, var naturligvis ligesaa følelig og trykkende for


733

Haandværkerne som for Fabrikanter og Kjøbmænd, eller vistnok endnu mere. Det laa i Sagens Natur, at Fuskere og Bønhaser maatte florere paa et Tidspunkt, da Tusinder vare bragte til Bettelstaven, og derfor maatte søge at erhverve Brødet, som de bedst kunde. Da Byggeriet, som var kommet alle Stænder til Gode, ophørte, blev Nøden stor; Antallet af Fattige steg i foruroligende Grad, og Laugene vare ikke blot ude af Stand til at skaffe sig Arbeide og Afsætning, men kunde ikke engang haandhæve deres Privilegier. De vidste ikke bedre Udvei end at overvælde Regjeringen med Klager, en formelig Byge af Ansøgninger, Petitioner, Veraab og Forslag, overfor hvilke Regjeringen og Autoriteterne stod temmelig raadvilde.

De indfødte Landets Børn, hed det, bleve tilsidesatte for Fremmede eller for udenbys Haandværkere, som efter Ildebranden vare strømmede til Kbhvn., Frimestre, Militaire og Fuskere gjorde Indpas i Næringen, Laugsartiklerne bleve ikke overholdte o. s. v. Ønsket om at stramme Laugstvangen var almindeligt og blev i det Hele opfyldt, om end modstræbende, ja man faar det Indtryk, at Magistraten skulde gjøre, hvad der stod i dens Magt for at forulempe det store Antal Frimestre og om muligt drive det saavidt, at deres Privilegier "med Føie" kunde kasseres. En Undtagelse gjordes dog med de 12 Frislagtere fra 1718 (smlgn. II, S. 495), hvilke Kongen vilde have opretholdt, fordi de solgte Kjødet 1 Skilling billigere pr. Pund end Laugsslagterne og saaledes vare til Gavn for Publikum. Det samme Hensyn til Indbyggerne bevirkede, at Regjeringen i Almindelighed ikke vilde gaa ind paa at udstede Forbud mod Indførsel af fremmede Varer; Guldsmedenes Ønske om Forbud paa fremmed forarbeidet Guld og Sølv blev saaledes afslaaet, og Garvernes Andragende i samme Retning fik det betegnende Svar: "Vi finde allernaadigst til at hindre saavel fremmed som indenrigsk Læders Indførsel intet bedre Middel at være, end Garverne ikkuns beflitte sig paa at garve godt og forsvarligt Læder og samme for billige Priser at sælge". Hattemagerlauget, Bødkerne, Kandestøberne og Sværdfegerne fik omtrent samme Besked, medens der tilstodes enkelte andre Laug som Gjørtlerne, Sadelmagerne og Lygtemagerne en høi Toldbeskyttelse. De Militaires Ret til Haandværksbrug blev indskrænket; det blev forbudt udenbys Mestre at opholde sig i Staden, naar det Arbeide, de havde under Hænder, var færdigt, og


734

endelig blev en stor Del nye Laugsartikler udstedte, nemlig for Garverne, Bly-, Spaan- og Skævertækkerne, Silkevæverne, Tøimagerne, Vantmagerne, Kobbersmedene, Brændevinsbrænderne, Seil-, Flag- og Kompasmagerne, Gjørtlerne, Stolemagerne, Parykmagerne, Murmestrene og Stenhuggerne samt Billedhuggerne. Andre Laug fik deres Artikler udvidede, "forbedrede" eller forandrede som f. Ex. Vintapperne, Feldberederne, Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerne m. fl. De nye Laugsartikler lignede i det Væsentlige de gamle fra Chr. V.s Tid; kun blev Kontrollen skarpere end før, hvad der i mange Tilfælde var nødvendigt for at holde de urolige Elementer i Ave og hindre Arbejdsnedlæggelser. Adgangen til Laugene blev i høi Grad besværliggjort for at hindre altfor rigelig Tilgang, og Laugstvangen blev saa følelig, at den saa at sige vilde have hindret enhver fri Bevægelse, hvis ikke Regjeringen uophørlig havde gjort Undtagelser. At den overhaandtagende Tydskhed, som i Christian den Sjettes Tid bredte sig i alle Forhold, kom særlig stærkt for Dagen i Laugene, er kun naturligt, thi ikke blot indvandrede der mange Tydskere, men den indfødte Haandværksstand gik bogstavelig i Skole i Tydskland og førte tydsk Sprog og Væsen, tydske Skikke og Ceremonier hjem med sig. Regjeringen søgte vel at afskaffe disse Ceremonier, men uden Held. I 1733 forbød den saaledes de paa nogle Aar hos Bogtrykkerne i Svang gaaende selvopfundne Ceremonier, der kaldtes "Postulering", fordi de vare unyttige og kun medførte endel Pengeudgift og Depense for de udlærte Drenge til Drik og Fraadseri; men to Aar efter maatte den atter finde sig i dem. Den tidligere omtalte "Behøvling" hos Snedkerne undergik af religiøse Grunde nogle Forandringer, da Præsten ved S. Petri Kirke, Rohn, klagede over det syndige Væsen, men man vovede ikke at afskaffe dem helt. Laugsvæsenet var stærkt og kraftigt, ikke mindst ved sin internationale Charakter, hvortil kom, at Haandværkernes Selvfølelse maatte stige i den store Byggeperiode efter Branden. Der er foran anført nogle Exempler paa Bygningshaandværkernes Egenraadighed og Tøilesløshed; i 1741 maatte man for at holde Laugssvendene i Ave endog give Politimesteren en udvidet Myndighed over dem.

Kjævl og Stridigheder mellem Laugene indbyrdes hørte nu som før til Dagens Orden og kunde undertiden antage store Dimensioner. Saaledes bleve Dreierne og Stolemagerne, som fra gammel


735

Tid havde fælles Laug, uenige i 1736 og havde saa skarpe Sammenstød, at det kom til Proces. Stolemagerne synes at have været den udfordrende Part; "de begik den ene Insolence større end den anden - hedder det - de bemægtigede sig Dreiernes Mesterlade, "hvorefter Laugets Dokumenter bleve mærkelig formindskede, ja det Allerfornødneste og Essentielleste af Laden udpraktiseret og forkommet", nemlig Protokollen og Mesterbogen. Dette Overgreb foregik i et tumultuarisk Laugsmøde; da en af Dreierne vilde forhindre det, blev han slaaet blodig for aaben Lade, "hvilken i alle Amter holdes i stor Agt og Ære", og et Forsøg paa at frelse Protokollen eller forsegle den mislykkedes, da Stolemagerne erobrede den og slog Laden til. Senere tog de ogsaa Dreiernes Ligklæde, Amtsseglet og Svendeladen til sig, ja det gik saa vidt, at "de kjøbte en Soldat til at udskrive og udkopiere Laugets Skikke, hvorved en Dreiersvend skal kjendes og distingueres fra alle andre Professioner, hvor han kommer udenlands, hvilke Laugsskikke Ingen uden Dreiere og Dreiersvende maa vide". Følgen blev en langvarig Retssag, som endte med, at Stolemagerne fik deres eget selvstændige Laug. Det fortjener at anføres, at da Bødkerlauget i 1739 lod Fasbinder Salathe tiltale, fordi han ulovlig havde forfærdiget endel Orangeballier til Frederiksberghave, resolverede Kongen, at Processen skulde ophæves og Bødkerlauget udrede Sagens Omkostninger, fordi "Hs. Majestæt for det Arbeide, han selv behøver, ikke vil binde sig til de Bødkerne allernaadigst forundte Artikler". Flere af Laugene vare efter Ildebranden i stor Gjæld, saaledes Skræderne og Skomagerne, hvis Laugshuse vare brændte. Skomagerne havde desuden en gammel Gjæld paa 5000 Rdlr., som efter kongelig Befaling blev dækket ved en ugentlig Betaling af Mestrene for hver Svendestol, de saakaldte "Stolepenge".

En vigtig Forandring foregik med Bryggerne, som "vare komne i slet og forarmet Tilstand ved Tidernes Vanskelighed", idet Omgangsbrygningen (smlgn. II, S. 488) gjenindførtes den 28 Dcbr. 1739. Der blev nu atter brygget paa Omgang efter Oldermandens Ligning, saa at Alle bryggede lige meget og lige tidt, og ingen Forbruger maatte bestille Øllet hos Bryggeren selv, men skulde henvende sig paa Kontoret i Laugshuset, hvor der ogsaa fandtes et Prøvekammer, i hvilket Varerne bleve undersøgte og vragede. Endnu mere absurd var dog den Befaling, at der ikke maatte ud-


736

bringes mere end et vist Kvantum Øl ud af et vist Kvantum Korn. Efter Branden var der 138 Bryggerfriheder i Byen, men disses Tal nedsattes nu til 105; i 1743 var der dog kun 101 Bryggergaarde i Kbhvn. En stor Del af dem vare samlede i Byens nordvestlige Del, paa Nørregade saaledes ikke mindre end 27. Paa Christianshavn var der 12. En gammel og besværlig Konkurrent blev Lauget kvit, da det i 1740 forpagtede Kongens Bryghus for en aarlig Afgift af 3000 Rdlr. til den kongelige Kasse. Ogsaa Bagerne bleve paa dette Tidspunkt et sluttet Laug, da det fastsattes, at der kun maatte være 50 Bagere i Staden med et tilsvarende Antal forsvarlige og bekvemme Bagergaarde, Dette Laug laa ligesom de fleste andre i stadig Kiv med de Militaire, thi Holmens faste Stok og Tøihusfolkene havde for Skik at bage Rugbrød for egen Regning og udsælge det til Indbyggerne. Slagternes Oldermand klagede i 1733 over de reducerede og afskedigede Militaires "store og utaalelige Fuskeri, som daglig forøves i Kbhvn., Chrhvn., uden alle Stadens Porte saavelsom i de nærmest omliggende Steder paa Landet", og det lykkedes ham ved Magistratens Hjælp at udvirke et Forbud mod, at Militaire solgte slagtet Kjød. Overhovedet var de afskedigede Soldaters Stilling yderst vanskelig; paa alle Maader forfulgtes de af Laugene, naar de vilde tjene Brødet paa ærlig Vis, og skjøndt Regjeringen gjerne vilde beskytte dem, formaaede den det kun ufuldkomment. Ikke engang deres Kvinder maatte - for ikke at skade Høkerne - handle med Viktualier, men kun med Fisk, Østers, Citroner og Frugt, og i 1742 mistede de Retten til at handle med gamle Klæder og Marskandiservarer paa Grund af de mange Tyvekoster, som paa denne Maade bleve afsatte. Der kunde anføres talrige andre Exempler paa Laugstvangens skadelige Indflydelse; sikkert er det, at den i høi Grad fremmede Tiggeri og Fattigdom.

At indskrænke disse to Onder var et Problem, som beskjæftigede Regjeringen stærkt, men som det paa Grund af de daarlige Tider efter Ildebranden og det stigende Tal af Betlere faldt vanskeligt at løse. "Der er - skriver Grev Thott - neppe et Land, som giver mere til de Fattige, og dog findes her snart flere Fattige end andetsteds, muligvis fordi det ei er saa ondt et Metier". I 1731 opgives Antallet af Betlere til ca. 3000; det næste Aar endog til 4000, og skjøndt den ene Forordning mod Tiggeri


737

udkom efter den anden, synes man ved Slutningen af Kongens Regjering at have været lige nær. Den aldeles overveiende Del af løse Tiggere vare afskedigede Soldater, og da disses Underhold opslugte Fattigvæsenets Midler, blev der den 8de Mai 1733 truffet den Ordning, at hver Etat skulde underholde sine Fattige efter visse Regler. Samtidig greb man til skarpe Midler; Fattigfogderne, (i Begyndelsen 12 i Tallet, senere 24) drog om i Gaderne og anholdt alle Tiggere, de traf paa; en militair Patrouille paa 9 Mand, som betaltes af Krigshospitalet, gjorde det samme, og alle de opbragte Betlere blev nu under Pøbelens Deltagelse transporterede til Silkehuset i Pilestræde, hvor en Examinationskommission undersøgte deres Forhold og anviste dem Ophold: de militaire Fattige i Krigshospitalet paa Ladegaarden, de civile i Børnehuset eller, hvis de vare "stærke og friske", i Kastellet. Gjennemførelsen af disse Bestemmelser lykkedes imidlertid kun halvt; Befolkningen satte sig op mod Fogderne, hvis Optræden hyppigt var brutal; det kom til Opløb og Slagsmaal, og det nyttede ikke, at der dikteredes Mulkter, den "spanske Kappe" eller Spidsrod og Tamp for slige Overgreb. Der blev vel anholdt et stort Antal Tiggere, (saaledes fra 1734-38 ikke mindre end 1800, hvoraf 1350 vare afskedigede Soldater) men mange af dem undveg og fortsatte deres Virksomhed, medens nye bestandig strømmede til. "Tiggernes Tal bliver jo længer, jo større", hedder det i 1739, og tre Aar efter tilkjendegiver Kongen sit Mishag over det overhaandtagende Betleri, uden at Forholdene derfor bleve bedre. Man klagede ogsaa over "fornemme Betlere", som gik omkring i Husene med "Suppliker og lukte Breve", men overfor disse stod man ganske magtesløs, da Befolkningen end ikke ved Trusel om Mulkt kunde afholdes fra at give Almisser ved Dørene.

Børnehuset, som var det fælles Optagelsessted for visse Forbrydere, Landløbere, Tiggere og vanartede Børn fra hele Landet, ja for Sindssyge, naar der ikke var Plads i Pesthuset, kostede det overordentligt Besvær at holde paa Fode. Dets Kapitaler forringedes, dets Udgifter voxede i foruroligende Grad, og det blev saa overfyldt, at man allerede i 1739 maatte gjøre Skridt til en Nybygnings Opførelse. Lemmernes Antal var da 387 Personer, skjøndt Huset kun kunde rumme 200, en Tilstand, som blandt andre Ulemper medførte, at Tiggere og Forbrydere ikke kunde holdes separerede,


738

ligesom den affødte Oprør og Slagsmaal paa Sovelofterne. Det nye Børnehus der kostede 17000 Rdlr., blev lagt 20 Alen udenfor det gamle med Facade til Christianshavns Torv og stod færdigt i 1741. Det var en anseelig Bygning med Plads til 500 Personer og havde i Midten en lille Kirke med Spir. Pengene skaffedes tilveie ved nogle Lotterier saavelsom ved Laan; endel af de saakaldte Sjette- og Tiendepenge bleve ligeledes henlagte til Børnehuset, men Tilstanden vedblev at være høist utilfredsstillende. I 1745 indleverede Direkteurerne for Fattigvæsenet en udførlig Fremstilling saavel af Børnehusets som af det almindelige Fattigvæsens slette Tilstand. Der fandtes da i Børnehuset 531 Personer, hvoraf 348 vare optagne Tiggere, og Konventhuset havde ikke mindre end 2047 Personer at underholde, mod kun 1157 otte Aar iforveien. Konventhuset havde en aarlig Underbalance af henved halvfjerde Tusind Rigsdaler, Børnehuset af over fire Tusind, og Fattigvæsenet skyldte Banken 14,000 Rdlr. Samtidig formindskedes Indtægterne; Tavle- og Bøssepengene bleve færre og færre, og de godvillige Gaver, som "skulde være Noget af det Reelleste til de Fattiges Underhold", aftog uophørligt, da mange velstaaende Folk Intet gav. Som Følge heraf fik Fattigdirektionen Tilladelse til at indrette en extraordinair Kollektbog, som to af Stadens 32 Mænd skulde ombære til Ministrene og alle de Fornemste i de 3 første Rangklasser, medens de almindelige Kollektbøger efter Sædvane skulde ombæres af Fattigforstanderne i hvert Sogn "med en alvorlig Erindring om at give noget Klækkeligt" og Trusel om Taxation til dem, der Intet vilde give. Domestiker, Sekretairer, Hofmestre og Françaiser, Fuldmægtige, Skriverkarle, Præceptorer, Kjøbmands- og Krambodsvende, Tjenere, Kuske, Bryggersvende, Gaardskarle og alle andre Tjenestefolk af begge Kjøn bleve ansatte til noget Vist, som deres Husbonder skulde indeholde af deres Lønninger. Ved denne Kollekt indkom der over 8000 Rdlr., og Børnehuset fik desuden en særlig Indtægt, da Kongen resolverede, at alle Kjøbenhavnere, der fik et Embede, foruden den sædvanlige ene Procent skulde afkortes 5 pCt. af det første Aars Gage til Bedste for denne Anstalt. Man kom saaledes ud over den overhængende Pengetrang, især da de ny oprettede Tugthuse paa Møen og i Viborg formindskede Tilførslen af Fanger noget, men i Frederik den Femtes første Regjeringsaar var man atter lige nær. Fattigdirektionens Forventning om at skaffe


739

sig en Indtægt ved et Rasphus, hvortil der i 1734 blev opført en særlig Bygning, blev skuffet, da det dreves med Tab, og man ikke kunde faa det raspede Farvetræ afsat; det blev derfor nedlagt og solgt til et Uldmanufaktur. Derimod blev der i 1742 i det ny opbygte Børnehus gjort "en aparte Indretning til Raspning og antaget en Raspmester", hvorfor alle føre og stærke Delinkventer, som tidligere vare blevne satte til Arbeide i Kastellet eller paa Bremerholm, nu bleve dømte til Rasphuset. En egen Form for Fattigunderstøttelse blev indrettet den 26de Juni 1744, da Kongen

bestemte, at der af de ved Postamtet indkommende Bøder aarligt skulde uddeles 200 Rdlr. i Portioner fra 1 til 50 Rdlr. til skikkelige og nødlidende Mennesker. De skulde anvendes til Hjælp for "Fattige og Elendige, som komme i nogen pressante Trang eller Fornødenhed ved en eller anden ulykkelig Tilfælde, for dem, som blive overvældede af Alderdoms Skrøbelighed, andre Svagheder eller komme til Skade paa deres Lemmer, for de Husarme, som undse sig ved at betle og heller leve kummerligen, og endelig for dem, der have mange umyndige Børn og ikke formaa at underholde dem".


740

Kort efter at Børnehuset var opbygget, fik Vartou i 1744 en ny Sidefløj nemlig en grundmuret to Etages Bygning til Farvergaden, i hvilken der indrettedes Værelser til Forstanderen og Præsten samt nogle nye Lemmer. Stiftelsens Indkomster vare voxede stærkt, navnlig ved Salg af Jordegods, men den led et betydeligt Tab ved Forstanderen Ulrik Frederik Müllers slette Administration. Han blev den 15de Januar 1746 suspenderet fra sin Bestilling, fordi han ikke kunde gjøre Rede for 7000 Rdlr., der manglede i Kassen, men fik dog efter Fattigdirekteurernes Indstilling paa Grund af "sine bedrøvelige og kummerfulde Omstændigheder" en aarlig Pension af 200 Rdlr. En ny og betydningsfuld Stiftelse, det Harboeske Enkekloster i Stormgade, indrettedes i 1741 af Geheimeraad Jens Harboes Enke, Baronesse Christina Fiuren, for Enker af adelig Stand, hvis Mænd havde tjent Kongen og Fædrelandet, men ikke efterladt dem det Nødvendige til Livets Ophold. Stiftelsen, til hvilken der var legeret en Kapital af 59149 Rdl., og som efter Bestemmelsen skulde optage 13 Enker, begyndte sin Virksomhed Mikkelsdag 1741 med 8 Enkefruer. Den første Priorinde var Oberstinde v. der Osten. For Trængende af borgerlig Stand sørgedes ved Oprettelsen af Livrente- og Enkekasser, af hvilke de vigtigste vare: det saakaldte "Livrente Societet«, Enkekassen for kongelige Civilbetjente i Danmark og endelig Civil- og Borger Enkekassen for enhver "honnet og skikkelig Mand" i Kbhvn. En saadan Hjælpekasse var 29 Aar iforveien bleven bevilget af Frederik den Fjerde, men var ikke kommen istand. Fundatsen af 19de Decbr. 1738 skyldtes de 32 Mænd, som ogsaa en Tidlang bestyrede Kassen under Magistratens Kontrol, "aldeles gratis uden at nyde eller forlange Noget enten for Hazard eller Besværing, trakterende det Alt efter Honnettité og Samvittighed som et purt Kjærlighedsværk." Men allerede Aaret efter opstod der Uenighed mellem Interessenterne og Bestyrelsen, hvorfor de 32 Mænd fratraadte, og en ny Fundats blev udarbeidet og konfirmeret den 16de Februar 1740. Kassen lededes nu af 3 Direkteurer og 6 "Deliberationsmænd", som to Gange om Aaret skulde samles med Direktionen og bestemme, hvad der kunde gives Enkerne efter Kassens Tilstand, men Forbindelsen med Magistraten vedvarede dog, eftersom alle Indtegninger foregik paa Raadstuen, og Generalforsamlingerne af-


741

holdtes i de 32 Mænds Sal. Senere fik Enkekassen sit eget Hus i Pederhvitfeldtsstræde.

Det følger af sig selv, at de Ulykker, der ramte Landet i Christian den Sjettes Tid: Misvæxten i 1739, Hungersnøden i Norge i 1742, Kvægpesten i 1745 og endelig de truende Krigsudsigter i Anledning af Thronfølgervalget i Sverige ogsaa maatte indvirke forstyrrende paa Udviklingen i Kjøbenhavn og forøge Byrderne, hvad enten disse nu viste sig i Skikkelse af Krigsstyr, Skatter, Indkvartering eller Kollekter. Desto fortjenstfuldere er Alt, hvad der blev gjort for at fremme det materielle saavelsom det aandelige Velvære, selv om Udbyttet i mange Tilfælde kun daarligt svarede til Anstrængelserne. Det skyldes Christian den Sjette, at Universitetet kom paa Fode efter Branden; under ham indførtes juridisk Examen, ligesom Retspleien blev forbedret; Videnskabernes Selskab blev stiftet i 1742 og to Aar efter det kongelige danske Selskab; han arbeidede med største Iver for Skolevæsenets Opkomst, grundlagde Malerakademiet, der blomstrede frem under Frederik den Femte, stiftede Anatomikollegiet (i 1736), som fik Lokale paa Kjøbmagergade, og oprettede et Collegium medicum regium, der blev Spiren til Sundhedskollegiet. Han sørgede for Brand- og Vandvæsenets Forbedring og anlagde blandt Andet (i 1737) det kunstige Trykværk ved Nikolai Kirke paa Grund af de mange snevre Gyder i Kirkens Nærhed, som vare særlig farlige under en Ildsvaade. Ved hans Initiativ indrettede Kjøbenhavns Magistrat et Brændemagasin paa en Plads ved Toldboden, hvorfra Indbyggerne i strænge Vintre bleve forsynede med billigt Brændsel, de Fattige og Uformuende endog for en fjerde Del lavere Pris, end de Velstaaende og Bemidlede. Adskillige af de heldbringende Forandringer, hvortil han lagde Spiren, ville senere blive omtalte, hvert paa sit Sted.

De mørke Punkter i Christian den Sjettes Regjering var den pietistiske Retning i Kirken og den overhaandtagende Tydskhed. Den første, med hvilken vi ikke skulle beskjæftige os nærmere her, fremkaldte Forvirring og Uro i vide Kredse, Strid og Fanatisme, Hykleri og Fornægtelse af al uskyldig Livsglæde, og gav, navnlig ved Sabbathsanordningen af 12te Marts 1735, Tiden et eget mørkt farveløst Præg. Den religiøse Kamp udfægtedes ikke blot af Præster og Studenter, Lærde og Hoffolk; Bevægelsen trængte ned i de laveste Samfundslag og gav sig de mærkeligste Udslag. Saaledes


742

fortæller Pontoppidan i sit Levnet, at nogle Separatister kjøbte en Gaard paa Frederiksberg, hvor de levede som Anachoreter i Forventning om, at "den gyldne Kirketid snart skulde frembryde", og det hørte til Dagens Orden i Kjøbenhavn, at Menigmand nægtede at lade sine Børn døbe. Sværmeriet antog særlig uhyggelige Former i Hovedstaden, da Barnemord, begaaede af Folk, der ønskede at lide Døden, bleve hyppige. Ogsaa var Christian den Sjettes Tidsalder særlig rig paa Sædelighedsforbrydelser, Barnefødsel i Dølgsmaal, Leiermaal, Skilsmissesager o. lgn. Hvad Tydskheden angaar, der fremmedes ved Kongens og endnu mere ved Dronningens udprægede Forkjærlighed for tydsk Væsen og Sprog, vakte den berettiget og dyb Misfornøielse hos Landets Børn, som saa Fremmede blive foretrukne overalt, og der er ingen Tvivl om, at dette bidrog Sit til at fjerne Indbyggerne fra Kongehuset. Christian den Sjette var nemlig ikke populair; da han døde den 6te August 1746 paa Hirschholm, var der kun Faa, som sørgede, hvorimod den Jubel, der hilste hans Efterfølger, var høirøstet. Og dog havde den Afdøde i de 16 Aar, han beklædte Thronen, af yderste Evne bestræbt sig for at fremme sit Folks Tarv, og Hovedstaden, der havde reist sig af sine Ruiner, var, som vi have set, ikke bleven forbigaaet.

Topfigur fra
Karethmagernes Velkomst

Topfigur fra Karethmagernes Velkomst.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: man aug 29 19:55:10 CEST 2005
Publiceret: man aug 29 19:55:07 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top