eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn
    - kap. IV

Kbhvn., Thiele, 1890

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Dreiernes Lade og
Bødkernes Tudkande

Dreiernes Lade og Bødkernes Tudkande. Orig. i Folkemuseet.


FJERDE KAPITEL.

Kjøbenhavn under Christian den Femte.

_____

S


aasnart Frederik den Tredie var død, den 9de Februar 1670 om Middagen, blev Kjøbenhavns Porte lukkede og Vagterne forstærkede. Paa Slottet var den nye Konge forsamlet med Geheimeraadet og modtog af Peder Schumachers Hænder Kongeloven og Rigsklenodierne; i Salene vrimlede det af høie Embedsmænd og Adelsmænd, medens Kjøbenhavns Magistrat og de 32 Mænd samledes i Helligaandskirken, hvorfra de, iførte lange Sørgekapper, i Procession begav sig op paa Slottet for at aflægge Hyldingsed og kysse Kongens Haand. Henimod Aften blev de i Havnen indefrosne Krigsskibe besatte med Folk, og Rytterpatrouiller færdedes hele Natten i Gaderne. Den følgende Dag ringede alle Stadens Kirkeklokker fra Kl. 12 til 1, hvilket vedvarede til den 4de Mai; al Instrumental- og Vokalmusik i Kirkerne forbødes et helt Aar, i lige saa lang Tid maatte intet Spil bruges ved Barsler, Bryllupper eller andre Forlystelser, og Garnisonen, som paa denne Dag afløstes af Borgerskabet, blev tagen i Ed, og trak op med floromvundne Faner, Geværer, Trompeter og Trommer. Det blev bemærket, at den nye Konge, den første, der besteg Thronen

[225]

226

som Enevoldshersker, kaldte sig: "Konge til Danmark og Norge", og ikke som sin afdøde Fader: "Danmarks og Norges Konge".

Indtil den 3die Mai henstod den afdøde Konges Lig over Jorden, først udstillet for Alle i et Gemak paa Slottet og derpaa lagt i Kiste og hensat paa et stateligt Castrum doloris i Slotskirken, omgivet af mangfoldige brændende Voxlys, samtlige Provindsers Vaaben anbragte paa Fanestænger og med de tre Sølvløver foran. Ved Flytningen kom det til en for Tiden charakteristisk Rangstrid mellem den afdøde og den nye Konges Kammerherrer, som skulde bære Kisten. Den 3die Mai, Dagen før Bisættelsen, afholdtes der Sørgegudstjeneste over hele Riget; i Slotskirken prædikede Biskop Johan Vandal paa Latin og Dr. Hans Leth bagefter paa Dansk, hvorpaa det kongelige Lig om Natten Kl. 12 med stor Pomp og under almindelig Klokkeringning og Salver fra Voldene førtes til Roskilde. Borgervæbningen paraderede ved denne Leilighed under Frederik Thuresens Kommando i de illuminerede Gader, iført sorte Klæder og "med indviklede Faner og overdragen Spil og Gevær"; og det lange Tog af Ryttere, sorte Karosser, den af otte Heste trukne Ligvogn, bagefter hvilken Kongen og Prinds Jørgen kjørte, bevægede sig langsomt over Hallandsaas (Kongens Nytorv) gjennem Østergade, Amagertorv, Vimmelskaftet og ud af Vesterport. I Roskilde Domkirke hensattes Kisten i en pragtfuld forgyldt Kobbersarkophag med en Overflod af Sølvprydelser og Sølvemblemer (til en Vægt af 4530 Lod), som iøvrigt en Snes Aar efter ombyttedes med en mindre værdifuld Sarkophag, men af betydelig kunstnerisk Værd. Kroningen og Salvningen i Juni Maaned 1671 med de nye Ceremonier og de nye Regalier var en Fest, som ikke vedkom Kjøbenhavn, thi den foregik i Frederiksborgs Slotskirke.

Det varede ikke længe, før det blev klart for Alle, at der ved den nye Konges Regjeringstiltrædelse var indtraadt en afgjørende Forandring. Enevældens Blomstringstid var begyndt. Adgangen til Kongens Person blev ufortøvet vanskeliggjort ved Gemaksordinantsen af 11te Mai 1670, saaledes at Menigmand i Fremtiden kun kunde faa Kongen i Tale, naar han opholdt sig i Staldene; ved den sædvanlige Stadfæstelse af Kbhvns. Privilegier toges det betegnende Forbehold: "saavidt de ikke imod vores absolute Dominium, Souverainetet og Arverettighed befindes at stride", og nye Skranker reistes om Kongehuset dels af politiske Grunde, dels til


227

"Vores kongelige Arvehuses Zir, Os og vort Hof til større Lustre" ved Oprettelsen af en Hofadel: Grevernes og Friherrernes Klasse, ved Elefantordenens Fornyelse og Dannebrogsordenens Indstiftelse saavelsom ved et kompliceret Rangsystem i 16 Klasser, som fornyedes og forbedredes fem Gange i Christian den Femtes Levetid. Fra denne Tid skriver Nationens Rangsyge sig, som i lange Tider fremkaldte Udlændinges Spot og satte satiriske Penne i Bevægelse, og om hvilken en Forfatter et Aarhundrede senere skriver: "Der er saa mange Raader i Danmark, at man bliver ganske raadvild: Geheimeraader, Conferentsraader, Etatsraader, Krigsraader, Kancelliraader o. s. v." Christian den Femtes personlige Stilling til det absolutistiske Princip lægger sig klart for Dagen i hans Testamenter, hvori han udtrykkelig forholder sine Efterfølgere at vaage over den kongelige souveraine Arveregjering som et uskatterligt Klenodie og tillige lader forstaa, at der gives Folk, som nære "en utidig Begjærlighed og Attraa til den forrige Regjeringsart". Der er heller ingen Tvivl om, at det ikke blot var den danske Adel, som var misfornøiet med det absolute Regimente og "fortalte Adskilligt med store Passioner om deres Familiers Chagrin over Tidernes og Hofvæsenets besynderlige Revolutioner", men Enevælden stødte ogsaa paa Modstand hos Borgerne og Almuen. I Kjøbenhavn herskede der megen Uvillie, og Almuens Kritik gik endog saa vidt, at Præsterne fik Befaling til fra Prædikestolen at indskjærpe deres Menigheder, at de i Ord og Tale "skulde entholde sig fra at censurere om det, de ikke forstod, men i alle Maader skikke sig, som det ærlige og tro Undersaatter vel sømmer og anstaar, saafremt Kongen ikke imod sin Villie skulde foraarsages til at bruge de Midler imod de Gjenstridige, som Guds og Naturens Lov medfører". Alvorlig Fare for en Omvæltning var dog ingenlunde tilstede, selv om nogle danske Adelsmænd - hvilket fortælles af den brandenborgske Afsending - holdt oprørske Møder i et vist Hus i Kjøbenhavn og havde gjort Udkast til en Haandfæstning. Tvertimod skjød Loyaliteten, Smigeren og Kongedyrkelsen i utrolig kort Tid i Veiret.

De første fem Aar af Christian den Femtes Regjering bære tydelig Præg af den store Statsmands Virksomhed, der stod ved Kongens Side, Vinhandler sønnen fra Kjøbmagergade, Rigskantsleren Grev Griffenfeld, som i utrolig kort Tid svang sig op til de høieste Værdigheder. Det er ikke her Stedet at komme ind paa


228

hans politiske Fortjenester af sit Fædreland; det er nok at sige, at det i tre Aar lykkedes ham at holde Danmark udenfor den Krig, der hjemsøgte saagodtsom hele Europa, og at der i denne heldige Periode blev truffet omfattende Foranstaltninger til en bedre Ordning af Statsstyrelsen saavelsom til Fremme af Handel, Skibsfart og Industri, Lovgivning og Videnskab. Der sørgedes for Hæren ved Landrytteriets Oprettelse og for Søværnet, Arsenalerne og Skibsbyggerierne paa Holmen, der altid omtales med den største Anerkjendelse af Udlændinge, saaledes at Landet, da det endelig blev Deltager i Krigen, kunde møde vel forberedt med en dygtig Armee og en fortrinlig Flaade. Hertil kom, at Statsledelsen under Griffenfeld havde en afgjort national Charakter. Paa Kjøbenhavns Fæstningsværker blev der i disse Aar ogsaa arbeidet ivrigt, navnlig paa Strækningen mellem Nørre- og Vesterport, hvor en stor Del Privathuse nedreves, dels for at give Plads for Værkerne, dels til Udvidelse af Voldgaden. For disse Huse betaltes der Vederlag efter Taxation, og Jordarbeiderne besørgedes efter Sædvane af Soldater, som vare indkvarterede i Hytter udenfor Nørreport. Ved denne Leilighed blev den gamle Nørreports Hvælving indrettet til Krudttaarn, og en ny Nørreport opført efter en zirlig Model af Hans Steenwinkel. Stenene fra Borros gamle Laboratorium i Kongens Have bleve anvendte hertil, og i Novbr. 1672 var man kommen saavidt, at der udleveredes 6 "udygtige" Jernkanoner fra Bremerholm til Hjørnestøtter for Porten. Den blev dog først fuldendt i 1673, hvilket Aarstal den bar, og var utvivlsomt Byens smukkeste og anseeligste Port, prydet med Kongens Buste foroven og to i Nicher anbragte Statuer paa Siderne, forestillende Gudsfrygt og Retfærdighed med Hentydning til Kongens Valgsprog: Pietate et Justitia. Christian den Femtes Nørreport stod indtil Sommeren 1856, da den fjernedes paa Grund af de stigende Vanskeligheder for Færdselen. En vigtig Forandring, som foretoges med Fæstningsterrainet til Stadens yderligere Sikkerhed, var, at samtlige Huse indenfor Søerne ved en kongelig Befaling af 30te Marts 1672 bleve nedbrudte, og at S. Jørgens Sø atter blev opdæmmet. Trods Christian den Fjerdes Forbud havde Søen nemlig i en Aarrække været benyttet som Eng, men blev nu igjen et vigtigt Led i Befæstningen. Den franske Afsending Cheverny betegner dog i 1685 Kjøbenhavn som "slet befæstet"; Molesworth finder i sin berømte Account of Denmark


229

Fæstningsværkerne kun "taalelig gode«, medens Brinck i sit Modskrift forsikkrer, at de ere "overordentlig gode".

 Rigskantsler
Grev Peder Griffenfeld

Rigskantsler Grev Peder Griffenfeld. Efter Wuchters Originalmaleri paa Frederiksborg.

Der havde allerede i en Aarrække været overhængende Fare for Krig, men det var først i 1675, da Sverig havde fuldt op at bestille med at værge sig mod den brandenburgske Hær i Tydsk-


230

land, at den danske Regjering besluttede at benytte den gunstige Leilighed. Først og fremmest maatte man sikkre sig mod Hertug Christian Albrecht af Holsten-Gottorp, om hvem Christian den Femte i sine Testamenter selv siger, at han "ved sine Intriguer, hemmelige Praktiquer og skadelige Alliancer med fremmede Potentater imod os har været som en Slange udi vores Barm". Hertugen blev paa underfundig Maade lokket i en Fælde og sat fast i Rendsborg, hvor den danske Konge og Griffenfeld opholdt sig, og efter nogle Dages Nølen maatte han bekvemme sig til at udlevere sine Fæstninger og sin Hær til Danmark, hvorpaa han ved det Rendsborgske Forlig maatte frasige sig den Souverainetet, han havde vundet ved Roskildefreden, og erkjende den danske Konge som Lehnsherre. Bircherod fortæller, at Efterretningen om Begivenhederne i Rendsborg snart naaede Kjøbenhavn, hvor man "udi alle Samlinger begyndte at mumle mere og mere om det holsteinske Væsen og om den Action, som sammesteds mod Fyrsten var anfanget". Da en hollandsk Hjælpeflaade i Begyndelsen af Juli ankom til Kjøbenhavn, og den danske Flaade i August stak i Søen under General-Admiral Adelaers Kommando, kunde der neppe længere tvivles om, at den danske Regjering vilde gjøre et alvorligt Forsøg paa at gjenerobre de tabte Provindser. Den 2den Septbr. 1675 udstedtes Krigserklæringen til Sverig; den danske Hær rykkede ufortøvet ind i Mecklenborg, hvor Wismar i December blev tagen med Storm. I Norge havde Gyldenløve uden Vanskelighed holdt Svenskerne Stangen, og paa Søen, hvor Sverig en kort Tid var overlegen, saaledes at man endog i Kjøbenhavn frygtede for at blive gjæstet af den fjendtlige Flaade, gjorde en ødelæggende Storm under Gulland Ende paa Svenskernes Forhaabninger.

I Hovedstaden var Stemningen begeistret; Haabet om at hævne den forrige Krig og gjenvinde Skaane beherskede Alles Sind, og Indbyggerne vare som Følge heraf villige til de største Offre. Ikke blot blev det overordentlige Krigsstyr indbetalt uden Knurren (hver Mand betalte efter sin Formue fra 2 Rdlr. til 2 Skilling daglig), men Borgerstanden i Kbhvn. paatog sig ovenikjøbet frivilligt at udrede 2000 Portioner Indkvartering for borgerlig Næring fremfor de andre Stænder. Da Kongen Lille Juleaften 1675 kom tilbage til Hovedstaden efter det seirrige Felttog med "Hærpukker og Trompeter for sig", fik baade han og Rigskantsleren en glimrende Mod-


231

tagelse; Kingo skrev: "Hs. Majestæts første og lyksalige Ledingstog til ævig Hukommelse", samtlige Gader vare illuminerede, Kanonerne paa Voldene, paa Orlogsskibene og i Kastellet affyrede tre Salver, og Alle kappedes om at hylde den enevældige Hersker og hans Minister, den sidste vistnok i høiere Grad end heldigt for ham selv. Vinteren hengik med Rustninger og Forberedelser til det kommende Felttog; paa Holmen herskede der en feberagtig Virksomhed; man var nemlig ikke blot beskjæftiget med at tiltakle Flaaden, som skulde være seilklar i Marts, men ogsaa med at bygge fladbundede Fartøier, som skulde landsætte Tropper i Skaane, thi Landkrigen skulde nu

Nørreport

Nørreport. Efter Thura.

føres her, medens Flaaden under Niels Juel skulde bemægtige sig Gulland og hævde Herredømmet i Østersøen.

Allerede i Januar Maaned 1676 begyndte man at samle Tropper, saavel Rytteri, som Infanteri, Artilleri og Matroser, og Indkvarteringen blev som Følge heraf byrdefuld for Kjøbenhavns Indbyggere. Den 11te Marts udbredte den overordentlige Efterretning sig i Hovedstaden, at Rigskantsleren var bleven arresteret om Morgenen Kl. 8, netop som han fra Drabantsalen paa Slottet vilde begive sig ind til Kongen. General Frederik Arenstorff, der fik det lidet misundelsesværdige Hverv at fængsle Griffenfeld, førte ham gjennem Løngangen over i det kongelige Bibliothek, hvor Greven forblev til om Aftenen i et lille Kabinet for Enden af Bibliothekssalen, som var forbeholdt Kongen til Aftrædelsesværelse (smlgn. II. S. 194). Han førtes derpaa i en Chaloupe gjennem


232

Havnen til Kastellet, og hensattes i et Fængsel i Stjernestokken ligeoverfor den daværende Kirke (den nuværende Præstebolig). Griffenfeld havde mange Fjender, der glædedes ved hans Fald, men sikkert ogsaa mange Beundrere, og det overraskende Slag, der ramte ham og styrtede ham fra Lykkens høieste Tinde, maatte i hvert Fald gjøre et dybt Indtryk paa den offentlige Mening. De udenlandske Gesandter lægge i deres Indberetninger ikke Skjul paa det Uforstandige i at fælde en saa fremragende Statsmand i et Øieblik, da hans Ledelse af Forretningerne syntes mest nødvendig, ja enkelte af dem erklære rentud, at han umuligt kan have gjort sig skyldig i nogen smudsig Handling imod sin Herres Interesser. Et Udtryk for Stemningen er ogsaa den Bemærkning, som læses i Bircherods Dagbøger under 18de Marts: "Herre Gud, hvad har dog en Uges Tid gjort in publicis megen Forandring! Og kunde man nok af mange Ansigter saavel i Kirken som andensteds kjendeligen mærke hine altererede Gemytters dybsindige Melancholi". Regjeringen fandt det ogsaa nødvendigt at oplyse Offentligheden om Rigskantslerens Forbrydelser; i et Flyveskrift, der blev udgivet i forskjellige europæiske Sprog, skildredes Fangen som et moralsk Uhyre, der havde solgt sin Konge til Frankrig og Sverig for 40 Tønder Guld, der havde villet udraabe Prinds Jørgen til Konge, forbinde de nordiske Kroner med Frankrig, forsyne Kjøbenhavn med svensk Besætning, lukke Sundet for Hollænderne m. m., hvorhos Enkedronning Sophie Amalie, Prinds Jørgen, Prindsesse Ulrikka og Hertugen af Holsten-Gottorp uden videre sigtedes for Medskyld. Baade i Ud- og Indland fandt disse Ammestuehistorier Tiltro; Griffenfeld blev betragtet som en ny Korfitz Ulfeldt, og først da hans Dom var falden, fralagde Regjeringen sig alt Ansvar for Skriftet og udsatte en Belønning for den, der kunde angive Forfatteren. Han blev imidlertid aldrig opdaget.

Rigskantslerens Proces stod ikke længe paa, da man først var kommen paa det Rene med de Beskyldninger, der skulde rettes mod ham. Sexogfyrgetyve Dage efter Fængslingen afholdtes det første Forhør; en overordentlig Kommission nedsattes, og den 26de Mai faldt Dommen, som dog to af Dommerne, Rasmus Vinding og Kristen Skeel, bestemt nægtede at underskrive. Griffenfeld dømtes for at have modtaget Gaver, for at have aabenbaret Kongens hemmelige Sager, for at have solgt geistlige Embeder og endelig


233

for at have holdt en utilbørlig og høist farlig Brevvexling med Kongens Fjender, til at degraderes fra sin grevelige Stand, miste sit Gods og al anden Formue og derpaa, naar hans Vaaben, Hjælm og Skjold var sønderbrudt af Bøddelen, da "for sin Person til Skarpretteren overleveres, som ham paa et tilforordnet Sted Hovedet skal afhugge og fra Livet til Døden henrette og saadant ham til vedbørlig Straf, men andre til et afskyeligt og eftertænkeligt Exempel". I to af de fire Punkter, hvorfor Griffenfeld fældedes - skriver Vaupell - var der ikke Spor af Sandhed, i de to andre var Sandheden fordreiet til hans Skade.

Griffenfeld paa
Retterstedet

Griffenfeld paa Retterstedet. Efter Hofmanns Danske Adelsmænd.

Exekutionen skulde foregaa den 6te Juni, og om Morgenen Kl. 5 blev Griffenfeld, efter at have modtaget Sakramentet, fra sit Fængsel ført ud paa Kastellets Paradeplads. Midt paa Pladsen var der spredt noget skinnende hvidt Sand med et sort Klæde over; ved Siden stod den Dødsdømtes Ligkiste, overtrukken med sort Bay, og hans adelige Vaaben, der hidtil havde siddet paa hans Stol i Helligaandskirken. Kredsen var omringet af Soldater, men kun faa uvedkommende Tilskuere vare tilstede. Greven - fortæller


234

Bircherod - havde en lang sort Silke Slobrok paa med hvide Underklæder, graa Silkestrømper og et Par Tøfler. Om Halsen havde han en Klud; Parykken var opbunden paa Hovedet; en Hue havde han, gjort efter romansk eller persisk Maner. Da Griffenfeld traadte ind i Kredsen, tog han Afsked med de Tilstedeværende, bevidnede sin Uskyldighed og forsikkrede, at han altid havde havt Statens og Kongens Vel for Øie. Han opløftede sine Hænder til Gud og erklærede, at han modtog Døden som en retfærdig Straf, fordi han havde søgt Jordens Konge mere end Himlens. Hans frimodige og gudhengivne Holdning gjorde et stærkt Indtryk paa de Tilstedeværende. Da Bøddelen sønderbrød hans Vaaben og traadte paa det med Ordene: "Dette sker ei uden Aarsag, men efter Fortjeneste", svarede den Dødsdømte: "Kongen har givet mig det; han tager det fra mig igjen". Griffenfeld aftog derpaa selv sin Paryk og Halsklud, lagde sig paa Knæ og bad en kort Bøn, hvorpaa han med Ordene: "Herre Jesu, jeg befaler min Sjæl i Din Haand", gav Tegn til Bøddelen, at han skulde hugge til. Denne nølede imidlertid, sandsynligvis efter Ordre, men da han endelig løftede Sværdet med begge Hænder, traadte Generaladjutant Schack frem og raabte: "Pardon i Kongens Navn!" Da Præsterne hørte det - siger den samtidige Beretning - løb de til og løftede Griffenfeld under Armene op igjen. Han var da saa henrykt, at han var ligesom halv fortumlet og spurgte: "Hvad er det? hvad er det?" Derpaa oplæste Schack den kongelige Ordre, ved hvilken han var benaadet til evigt Fængsel, hvorpaa han svarede, at han takkede sin Konge, men havde nu gjerne været tilfreds at dø. Han bad om at maatte blive menig Soldat; han vilde da tjene Kongen med urokkelig Iver og Troskab og være hans taknemmeligste Tjener. Griffenfeld blev imidlertid siddende som Livsfange i Kastellet indtil den 10de Marts 1680, da han førtes til Munkholm, og skjøndt Kongen ofte savnede ham og gjentagne Gange skal have sagt: "Hvis Griffenfeld var her, skulde det ikke se ud, som det gjør", sattes han først i Frihed den 10de Septbr. 1698, nedbrudt paa Sjæl og Legeme efter sit langvarige og haarde Fængsel. Det blev ham tilladt at tage Ophold i Danmark hos Datteren Charlotte Amalie, der var gift med Baron Frederik Krag til Stensballegaard, men han døde den 12te Marts 1699 i Trondhjem, før han kunde tiltræde Reisen.


235

Kantslerens Skjæbne, der havde vakt stor Deltagelse, blev dog hurtig glemt for Krigsbegivenhederne, thi den skaanske Feide var i fuld Gang. Admiral Niels Juel havde erobret Gulland, den herlige Ø, hvis Tab Jens Lauridsen Wolf beklager saa høilig i sin Encomion, hvorfor der fra alle Prædikestole var bleven holdt Taksigelser, og det Samme gjentog sig - baade her og i Sverig - efter Kampen den 26de Mai mellem Bornholm, Jasmund og Ystad, da den danske Flaade maatte trække sig tilbage for Overmagten indenfor Falsterbo Rev. Samme Dags Aften forlod den nye General-Admiral, Hollænderen Cornelis Tromp, der var traadt i dansk Tjeneste, Kjøbenhavns Rhed med endel danske og hollandske Skibe; den næste Dag kunde man fra Byens Kirketaarne se ham forene sig med Niels Juels Flaade, og allerede den 1ste Juni leverede han det blodige Søslag under Øland, der endte med Svenskernes fuldstændige Nederlag og Flugt. To af de største svenske Skibe, "Stora Kronen" og "Svärdet", gik tabt; det førstnævnte "store Seilebæst", som Kingo kalder det, forliste, medens det andet sprang i Luften:

"Hjælp Gud! jeg korser mig! hvor den i Luften smald
Med et forfærdeligt og grusomt Knag og Knald,
Som af en Tordensky, hvor Kuld og Hede trykkes
I hendes vaade Bug om Regimentet rykkes;
Omsider Ilden dog vil have Rum og Plads
Og sprænger Skyen med et Skrække-Bulderbas.
Et tusind Mænd og mer ved Krudets Fænge-Fut
Slog Torden slet ihjel udi et kort Minut".

I Kjøbenhavn var imidlertid alle Forberedelserne til Landgangen i Skaane trufne; Byen var oversvømmet af Soldater og Matroser, saaledes at der for Ordenens bedre Opretholdelse blev opsat en "halv Galge" ude paa den Plads ved Kastellet, der kaldtes Grønland. En stor Mængde Transportfartøier, Baade og Pramme vare samlede paa Rheden og i Havnen; der udskreves tomme Øltønder til Landgangsflaader; Sengklæder, Lagner og Penge indsamledes ad frivillig Vei til Kvæsthuset, i Bagerierne og Bryggerierne arbeidedes der baade Hellig- og Søgnedage; Møllerne paa Voldene malede Korn, naarsomhelst det lod sig gjøre, og store Leverancer af Fodtøi til Armeens Brug bestilles hos Byens Skomagere. Den 9de og 16de Juni strømmede alle Indbyggerne til Kirkerne, for at bede om Held for Toget, og endelig den 24de Juni 1676 lettede Flaaden for at overføre 13000 Mand til Skaane. Sex Fregatter


236

seilede foran; derpaa fulgte Transportfartøierne og tilsidst fire Linieskibe. Hertug Hans Adolf af Pløen var Overgeneral, og Kongen var selv med Toget. Stemningen var fortrinlig; Tusinder af gode Ønsker ledsagede de Bortdragende, som endnu den 25de laa for Modvind i Sundet, og "aldrig vare vi udi Kjøbenhavn - siger Bircherod - flittigere end nu med at kige hver Time op til Husenes Gavlefløie for at se, om Vinden ikke vilde vende sig omkring og blive føieligere for Hans Majestæts og Folkenes Transport". I Skaane selv modtoges Tropperne med aabne Arme af Befolkningen, som paa alle Maader søgte at være dem til Nytte.

Krigsbegivenhederne i 1676, som de tog sig ud paa Afstand, og de vexlende Stemninger i Hovedstaden følges ret godt i Bircherods Dagbøger. Man ser, hvorledes Helsingborg og Landskrone allerede i Begyndelsen af Juli faldt i de Danskes Hænder, hvorledes Landskrone Slot kapitulerede, og der afholdtes Takkefester i Kjøbenhavns Kirker, og endelig hvorledes de danske Tropper i en Haandevending erobrede Christiansstad ved Storm. Den 18de August var der i Kbhvn. udspredt et Rygte om, at Halmstad var falden, og der blev i denne Anledning "fast paa alle Vinhuse i Staden drukket mange Potter Vin til denne Fryds Bekræftelse, saa visse vare vi om de danske Seires Fremgang". Glæden blev imidlertid hurtig afløst af Sorg, da "den hinkende Post kom bagefter med en ganske anden Relation«, nemlig at en dansk Afdeling havde lidt et afgjørende Nederlag. Krigen i Skaane blev dog i det Hele ført heldig, indtil det blodige Slag ved Lund (den 4de Decbr. 1676), i hvilket begge Nordens Konger mødtes, afgjorde Landets Skjæbne. Den danske Hær led et afgjørende Nederlag og blev saagodtsom helt opreven; Levningerne af den blev trukken over paa Sjælland i Vinterkvarter, medens de vigtigste Fæstninger dog forblev i de Danskes Magt.

Da Vinteren kom med usædvanlig Strenghed, begyndte man at frygte for, at Sundet skulde tillægges, hvilket ogsaa skete den 12te Januar, saaledes at man kunde gaa mellem de to Lande. Der kom dog ingen fjendtlige Streifpartier over til Sjælland, hvorimod nogle Kompagnier danske Fodfolk marcherede over Isen fra Kjøbenhavn til Landskrone for at forstærke den derværende Garnison. I Hovedstaden havde Borgerskabet en besværlig Tid med Vagthold og Isning i Gravene; Indkvarteringen af de mange tøjlesløse Soldater


237

var trykkende, hvorhos det faldt vanskeligt at skaffe den fornødne Proviant. Det blev derfor tilladt Indbyggerne i tre Dage at indføre alle Slags Viktualier toldfrit, ligesom Bønderne paa Amager og ellers i tre Miles Omkreds fik Ordre til at føre al deres Kvæg og Fourage til Byen. Forberedelserne til Aarets Felttog dreves med største Iver; der hvervedes Officerer, Soldater og Matroser; paa Holmen udrustedes Flaaden under Niels Juels Kommando, thi Tromp var afreist til Holland for at fremme Hjælpeflaadens Ankomst, og Byen havde et krigersk Udseende, som ikke var ubetinget behageligt for Indbyggerne. Ikke blot lod Mandstugten blandt Tropperne Adskilligt tilbage at ønske, men aldrig saasnart vare de ved Foraarets Frembrud førte over til Sverig, før det kom til en stor Tumult i Kjøbenhavn blandt de tilbageblevne raa Elementer. De nærmere Omstændigheder ved denne kjendes dog ikke.

Fra Søen kom de bedste Efterretninger. Den 1ste Juni 1677 tilføiede Niels Juel den svenske Flaade et partielt Nederlag under Møen og Falster, hvorfor samtlige Stykker løsnedes fra Voldene tre Gange, og Jubelen var stor, da syv erobrede svenske Skibe indbragtes til Holmen, og et stort Antal Fanger landsattes i Dragør. Søndagmorgen den 1ste Juli kom Kjøbenhavns Indbyggere paa Benene, da en voldsom Kanonade hørtes fra Søen, og den ængstede Befolkning strømmede til Kirkerne for at bede Gud om Seir, thi man vidste, at et Nederlag vilde afskjære Kongen og Armeen i Skaane fra al Forbindelse med Sjælland og efter al Sandsynlighed føre til Hovedstadens Indeslutning, idetmindste fra Søsiden. Spændingen var uhyre paa begge Sider af Sundet, hvor det store Skuespil udfoldede sig paa første Haand, men selv ovre ved Svendborg foruroligedes man ved "den gruelige Skyden langt borte". Om Eftermiddagen havde Niels Juel vundet den navnkundige Seir i Kjøgebugt, ved hvilken Sverigs Overmagt paa Havet knustes for Resten af Krigen; ikke mindre end 13 Skibe (hvoraf 7 Linieskibe) og ca. 3000 Fanger førtes til Kjøbenhavn, hvor der afgaves Salver fra Voldene, holdtes Takkefester i Kirkerne, og hvor Sejrherrerne fik en glimrende Modtagelse af Kongen og Folket. Paa Gaderne solgtes Flyveskrifter om Bataillen, der blev slugte med den største Begjærlighed, flere Skuepenge blev slaaede, Guldmedailler uddeltes som Ærestegn, Juel udnævntes til Generaladmirallieutenant og noget senere til Ridder af Elephanten, og Kingo skrev til hans Kontrafei:


238

"Her staar han med en mild adstadig ærbar Mine,
Dog kan han spytte Ild, saasnarl som han skal trine
Paa Kongens Bud udi hans Skib og Seile-Jagt;
Her staar han derfor i sin Konges Æredragt.

Landkrigen førtes med vexlende Held, Gyldenløve erobrede Fæstningen Marstrand og seirede ved Uddevalla, men Feltslaget ved Landskrone "var ei i alle Maader til Fornøielse og syntes det snart at være saasom af Gud beskikket, at hine glædelige og hine mishagelige Budskab om vor Konges Krigsbedrift skulde os skiftevis bringes". Befolkningen sukkede under den langvarige Krigs Byrder, der standsede al Handel og Haandværk, og skjøndt Aaret 1678 bragte nye Seirvindinger i svensk Pommern saavelsom paa Rygen, opnaaedes der i Virkeligheden Intet derved. Danmark lodes i Stikken af sine Forbundsfæller; Holland, Spanien og Østerrig trak sig ud af Krigen og sluttede Fred med Ludvig den Fjortende, hvorfor Christian den Femte, der nu stod ene overfor Sverig og Frankrig, ikke havde anden Udvei end at nedlægge Vaabnene. Freden blev sluttet i Lund den 26de Septbr. 1679, og Danmark maatte til Folkets store Sorg og Misfornøielse tilbagelevere alle de erobrede Fæstninger saavelsom Gulland, Rygen og de Gottorpske Lande. Den 30te Novbr. afholdtes der Takkefest for Freden i alle Rigets Kirker, men Sognepræsten i Helligaandskirken Esaias Fleischer, der var "en passioneret Patriot, kom ved denne Occasion i temmelig Uleilighed", fordi han fra Prædikestolen kaldte Freden "en skammelig og skiden Fred med mere deslige". Kongen lod ham derfor suspendere fra sit Embede, og "sprang der siden gode Penge for hannem til dem, der talte hans Sag i Lave", siger Bircherod. Skjøndt Krigen saaledes ikke havde ført til positive Resultater, havde den dog styrket Enevælden; den havde vist, hvad der kunde udrettes med nationale Tropper, hvilket førte til Landmilitsens Oprettelse under Frederik IV, og den havde bragt Flaaden en mægtig Udvikling og hovedsagelig ved Niels Juels Seire emanciperet den danske Sømagt fra Hollændernes trykkende Aag.

For Kjøbenhavns Udvidelse og Forskjønnelse blev der gjort overmaade meget i Christian den Femtes Tid, navnlig efter Krigen. I Tiden fra 1670 til 1680 synes Staden at have havt over 40,000 Indbyggere, og ti Aar efter 60,000, hvilket selvfølgelig betyder et stærkt Opsving, selv om det paa ingen Maade var saa betydeligt,


239

som man skulde tro af de blotte Tal. Residentsstaden maatte under Enevælden selvfølgelig udøve forøget Tiltrækning, Adelsmænd og Haandværkere strømmede til; den store Hof holdning, de talrige

Type paa grundmurede 
Huse før 1728

Type paa grundmurede Huse før 1728. (Efter Fuchs).

Embedsmænd og endelig den betydelige Garnison maatte skabe nyt Liv og Virksomhed, men dette kunde i og for sig ikke komme Landet som Helhed tilgode. Hvad Kjøbenhavn vandt i Anseelse og


240

Velstand, var for en stor Del paa de andre Kjøbstæders Bekostning, saaledes at disse gik jevnt tilbage. Udviklingen var ikke sund; det var en enkelt begunstiget By, der tog Luven fra de øvrige og tildels ernærede sig af deres Marv, og Hovedstadens uforholdsmæssige Væxt var derfor ikke et Symptom paa virkeligt Fremskridt over det Hele.

Den stigende Folkemængde medførte imidlertid paa naturlig Maade en Byggeperiode, som iøvrigt ogsaa fremmedes ved alle Slags kunstige Midler. Det nye Frederiksholmskvarter hinsides Løngangsstræde voxede op, og hele den nordostlige Del af Byen fra Gothersgade til Kastellet, det saakaldte Ny-Kjøbenhavn, der hidtil havde ligget hen med øde Pladser omgivne af Plankeværker, enkelte Huse og afstukne Gader, begyndte nu for Alvor at bebygges. I Vesterkvarter blev der saaledes mellem 1668 og 1689 efter Pontoppidans Angivelse opført 135 nye Gaarde og Huse, i Rosenborgkvarter 63, og i S. Annæ Øster- og Vesterkvarter 211 foruden et meget betydeligt Antal Gaarde paa Christianshavn og ikke ganske faa i Nørrekvarter. Det var navnlig i Stormgade, Ny Vestergade, Ny Kongensgade, Løngangsstræde, Adelgade, Sølvgade og paa Kongens Nytorv, at der opførtes nye Privathuse, hvilke man dog paa enkelte Undtagelser nær ikke maa tænke sig som særdeles solide eller prægtige. De fleste vare vistnok to Etages Bindingsværkshuse med en gavllignende Kvist, ihvorvel der ogsaa fandtes grundmurede Huse imellem, "Byen til god og mærkelig Zirat". Kongen gjorde Alt for at opmuntre Borgerne til at bygge; ethvert nyt Hus, der udmærkede sig i en eller anden Retning, fik hel eller delvis Skattefrihed, og man søgte at fremtvinge Bebyggelse ved at true med Fortabelse af Grunden. I 1683 blev der udstedt en "Forordning paa Tryk om Kbhvns Gader og Bygning", hvori det befaledes, at der paa begge Sider af Kanalerne, paa Østergade, Amagertorv og videre igjennem Vimmelskaftet, Skoboderne, Klædeboderne, Vestergade indtil Vesterport saavelsom i Høibrostræde, Kjøbmagergade og Nørregade herefter skulde bygges helt af Grundmur og mindst to Etager høit; i Store Færgestræde, Frederiksborggade og Raadhusstræde forbi Vandkunsten kunde man derimod bygge af Bindingsværk, dog at Gavlene skulde være grundmurede saavelsom den nederste Del af Huset paa alle fire Sider "i det ringeste indtil Overgangsfoden". Ved denne Leilighed mistede Gaderne utvivlsomt meget af deres maleriske Physiognomi, eftersom det i Fremtiden


241

blev forbudt at opføre "Karnapper og Udvindver til Gaden, som vanhælder Husenes Zirlighed og er Naboerne ofte til Præjudits", ligesom den øverste Etage heller ikke mere maatte bygges ud over de nedre. Hvad der alt existerede af denne Art, kunde dog blive staaende. Charakteristisk for Husenes upraktiske Anlæg var, at det fremdeles blev tilladt at have Trapper udenpaa Bygningerne til Gaden, naar de ikke naaede mere end fem Kvarter ud paa Fortouget, thi siges det: "mange Huse befindes saaledes at være bygte, at man ikke uden med stor Umage kan komme i dennem og sligt aldeles at forandre skulde være Husene til største Ruin."

Af større Betydning, om ikke for Byens Physiognomi i det Hele, saa dog for enkelte Dele af den, vare de offentlige Bygninger og moderne Palaier, som opførtes af Adelsmænd. De vare spredte paa forskjellige Steder i Staden, men en Gruppe af dem samlede sig om Kongens Nytorv, som efterhaanden blev Stadens Hovedplads og Centrum. I Sommeren 1670 blev "vort nye Kongetorv" planeret og brolagt under Niels Rosenkrands's Opsyn, ved hvilken Leilighed der forefandtes en stor Mængde Fundamenter og Stene i Grunden fra den gamle Forstad udenfor Østerport, hvilke overlodes Kongens Halvbroder, Grev Ulrik Frederik Gyldenløve. I 1672 udkom der en skarp Forordning om Bebyggelsen af Kongetorvet, og det var aabenbart Meningen at gjøre det til en i architektonisk Henseende værdig Plads, eftersom det befaledes, at samtlige nye Huse her "saavidt muligt er paa én Manér og efter én Bygningsmodel efter vores Stadsbygmesters Anledning skulle bygges". Oprindelig synes der at have ligget en Corps de Garde eller Vagt midt paa Torvet, men den blev i 1680 flyttet hen i et Huk ved Ny Adelgades Udmunding, hvor den, efter at være ombygget af Frederik IV, forblev indtil 1875. Istedet blev der for Grundeiernes Penge (ialt 560 Rdlr.) midt paa Torvet anlagt en Græsplaine af meget betydeligt Omfang, uden Tvivl indrettet med Buskadser, Blomster og Spadserestier, og omgiven af et Trægitter, udenfor hvilket der en Tidlang hver anden Onsdag afholdtes et "frit Hestemarked". For yderligere at drage Trafik, Færdsel og Liv til den store Plads udgravedes Nyhavn, hvortil det første Spadestik gjordes den 6te September 1671. De private Grundeiere maatte opsætte Pæle og Bolværker for deres Pladser, hvilket dog kun gik langsomt fra Haanden, og endnu i Marts 1675 maatte Gyldenløve forskyde 2000 Rdlr. til dette Værks Fremme. Udgravningen


242

besørgedes som de fleste andre offentlige Arbeider i hin Tid af Soldater, og afsluttedes i Oktober 1673; sex Aar senere vare Bolværkerne allerede saa brøstfældige, at der maatte nedsættes en Kommission for at undersøge deres Tilstand, hvorhos de tilstødende Lodseiere under deres Grundes Fortabelse fik Befaling til ufortøvet at reparere hver sit Stykke. Kongetorvet fik sin Hovedprydelse i November 1688, da der midt i Spadserehaven opsattes en Statue af Christian den Femte, støbt i Bly og modelleret af en indkaldt Franskmand, Abraham Cæsar Amoureux. Under Hestens Fødder ses en allegorisk Figur, forestillende "Misundelsen"; ved Postamentets fire Hjørner sidde Visdom (Minerva), Tapperhed (Herkules), Ædelmodighed (Alexander) og endelig Hæder (en Kvinde med en Pyramide). Samtlige Figurer have gjentagne Gange været lueforgyldte, men Monumentet er og har i lange Tider snarere vansiret det prægtige Torv end det modsatte.

Den første større Bygning, som reiste sig paa Kongens Nytorv var formodentlig Gjæthuset, et Kanon- og Klokkestøberi, der kom til at ligge halvt for nuværende Tordenskjoldsgade, halvt for det nuv. kgl. Theater, og som toges i Brug i 1673, efterat det gamle af Christian IV opførte Gjæthus i Pilestræde var solgt. Frederik den Andens massive gamle Seilhus, som under Beleiringen var blevet benyttet til Kvæsthus (Kvæsthuset paa Bremerholm) skilte Gjæthuset fra det anseelige Palads i Renaissancestil, som Christian den Femtes ovenomtalte Halvbroder, Ulrik Frederik Gyldenløve opførte i 1672 og følgende Aar. Gyldenløves Palads, eller som det nu kaldes: Charlottenborg (efter Dronning Charlotte Amalie, hvis Enkesæde det blev i 1700), paabegyndtes den 3die April 1672, da Kongen lagde Grundstenen, men det blev først færdigt i 1677, et Aarstal, som den Dag idag læses paa Forhusets sirlige Skorstene. Slottets Ydre er bevaret temmelig uforandret, ihvorvel det nu har tabt meget af sin Skjønhed mod Havesiden ved smagløse Tilbygninger og Indsnevring af Pladsen. Omstaaende Billede af Coning fra 1694 viser Gyldenløves Palads, imponerende og festligt, som det maa have taget sig ud i dets første Periode med den tilliggende store Have, smykket med Billedstøtter og klippede Træer. Yderst tilvenstre ses en Pavillon mellem Træerne, som skjule den lange lave Reberbane paa Bremerholm; tilhøire ud til Nyhavn ligger et Orangerihus med Indgang paa Midten, en Bygning, som endnu stod i vore Dage før


243

den botaniske Haves Nedlæggelse. I Forgrunden ved en Balustrade foran en gravet Kanal sidder Gyldenløve selv med en Kavaler og

Christian den Femtes 
Rytterstatue paa Kongens 
Nytorv

Christian den Femtes Rytterstatue paa Kongens Nytorv. Efter et Photographi.

betragter en Ridehest, der røres, medens der med Hentydning til hans Navn og Stilling som Statholder i Norge er henlagt et tremastet Skib i Nyhavn, paa hvis Agterspeil den norske Løve med Bilen er


244

afbildet. Skjøndt Gyldenløve, der fordetmeste opholdt sig i Norge, ikke kan have boet længe ad Gangen i sit prægtige Slot, har man dog adskillige Beretninger om de store Fester, han gav her, dels for sin kongelige Halvbroder, dels ved andre Leiligheder, som ved sin Datter Charlotte Amalies Bryllup med den ældste af Kongens naturlige Sønner, Grev Christian Gyldenløve. I Juni 1697 trakterede Gyldenløve begge Majestæterne i sit Palads paa Kongens Nytorv i Anledning af 30 Aarsdagen for deres Bryllup. Hele Hoffet begav sig paa flagsmykkede Brigantiner og Jagter gjennem Havnen og kjørte derpaa i Karether igjennem Haven, i hvilken forborgne Musikanter spillede hist og her. Ved Taffelet kunde Deres Majestæter se en Fregat i det Fjerne, som afgav Salve efter hver Skaal, der blev drukken; ligeledes "kunde de i et Speil se Alt, hvad der gik for sig paa det store og vidtløftige Kongens Nytorv". Efter Taffelet præsenterede den unge Greve af Laurvig Guldmedailler, paa hvilke stode deres kongelige Majestæters Portraiter, og paa Reversen: "Til dette tredive Aars Ægteskab ønskes endnu ligesaa mange lykkelige Aar." Aftenen endte paa Rosenborg ved et under Citron- og Pomerantstræer dækket Taffel.

Mellem Gyldenløves Palads og det gamle Seilhus, af hvilket et Stykke blev nedrevet for at give Plads for Charlottenborg (hvorfor den takkede Gavl ogsaa mangler mod Øst) ses paa Billedet et Glimt af Storkansleren Grev Ahlefeldts Gaard paa Kongens Nytorv (nuv. Hotel d'Angleterre) og tilhøire paa Hjørnet af Norgesgade General-Admiral Niels Juels prægtige Gaard (nuv. Thottske Palais), for hvilken Bygning Niels Juel foruden andre Friheder fik 20 Aars Frihed for Grundskat, Indkvartering og "al anden deslige Paalæg". Disse herskabelige Boliger ere begge opførte i Christian den Femtes Tid, hvad der ogsaa gjælder om Admiral Christian Bjelkes Gaard (nuv. Hotel du Nord). I Norgesgade byggede Amtmand, Oberst Samuel Christopher v. Plessen et grundmuret Hus. Kammerjunker Adam Levin Knuth opførte et lignende paa Slotsholmen, og endelig byggedes paa Kjøbmagergade paa nuværende Kronprindsensgades Grund det store Reventlowske Hotel med Mur til Gaden, en Have, der vendte ud til Pilestræde, og Hovedbygningen i Midten.

Paa Kongens Nytorv eller dog i dets umiddelbare Nærhed med Udsigt til Havet havde Christian den Femte en Tidlang isinde


245

Gyldenløves Palads

Gyldenløves Palads (nuv. Charlottenborg). Orig. i Museet paa Frederiksborg.


246

at bygge et nyt Residentsslot. Senere gik Planen ud paa at nedrive det gamle brøstfældige Kjøbenhavns Slot og gjenopføre det paa samme Sted, ja man kom saavidt, at den svenske Architekt Nikodemus Tessin udarbeidede en Model, men Planen forhindredes "formedelst paakommende Krigsuroligheder og andre besværlige Conjuncturer", det vil sige: Pengemangel. Tanken laa Kongen alvorligt paa Sinde; han siger selv i sine Testamenter, at "vi dog gjerne saa, at samme vores Forehavende til denne souveraine kongelig Regjerings Ære og Anseende kunde fuldbyrdes", hvorfor han "i lige Maade vil have samme Værks Fortsættelse og Perfectionering efter den Model, som senest derom er gjort, til vores kjære Søn recommanderet". I Virkeligheden var Slotsbygningen ogsaa overmaade forfalden, og Molesworth har Ret, naar han skriver, at der "i intet Kongerige i Verden er større Anledning til at opføre en ny Kongebolig, eftersom Kongens Slot med Hensyn til Beliggenhed, Uanseelighed og Ubekvemhed er det værste i Verden og ligesaa enestaaende i Slethed som Havnen i Godhed, saaledes at adskillige af Adelen som Hs. høie Excellence Gyldenløve og Storadmiral Juel bo uendelig meget bedre end hele den kongelige Familie." Der blev imidlertid i Christian den Femtes Dage kun forandret Lidet paa Slottet, med Undtagelse af, at der opførtes nogle nye Udbygninger, saaledes en Stald og et Skydehus, men i de forholdsvis smaa Sale udfoldede der sig alligevel et overdaadigt og prægtigt Hofliv, thi Kongen "elskede Fornøielser", ligesom Værelserne i det Hele ses at have været udstyrede med Smag og Elegance. De bedste af dem i Kongefløiens fornemste Etage vare betrukne med forgyldt Læder paa grøn, hvid eller gul Grund; andre Steder hang kostbare vævede Tapeter paa Væggene, forestillende "Kjøbmandskabs- og Haandværkshistorier" eller "Krigs- og Jagthistorier"; snart saas Skilderier af Ovidii Historier, Landskabsmalerier eller bibelske Billeder, snart var hele Værelset, som f. Ex. det kongelige Audientsgemak, omhængt med rødt Damask, foret med gult Lærred og foroven smykket med lange Sølv- og Guldfryndser. Overhovedet var der en Overflod af slige Fryndser overalt, paa Stole, Borde, Rygstykker, Himle, Sengekapper, Bordtæpper o. s. v. Mange Steder hang smaa Speile paa Væggene i udskaarne forgyldte Rammer, Krystallysekroner under Loftet og forgyldte Lysearme af Træ ved Dørene. I Audientsgemakket var Himlen over Thronstolen af karmoisinrødt Fløil; i Sovekamret var


247

Kjøbenhavns Slot i Christian
V.s sidste Tid

Kjøbenhavns Slot i Christian V.s sidste Tid. Efter et samtidigt Stik.


248

Sengehimlen af rødt Atlask. Meublerne vare hyppigt udskaarne og forgyldte, betrukne med rødt eller grønt Fløil og forfærdigede af Cedertræ, Pæretræ, Valnød eller Eg; dog var der heller ingen Mangel paa simple Fyrretræsborde. Omstaaende Afbildning af Slottet giver en god Forestilling om dets uformelige og lidet tiltalende Ydre; i Baggrunden ses Børsen, der naturligvis ligger for nær, og hvis Beplantning foran paa Rampen med Flid synes at være formindsket for ikke at skjule Gavlen. Tilvenstre i Forgrunden ligger Rentekammerbygningen, tilhøire Vagten ved Høibro, hvor Træhesten og Pælen staa som en Trusel mod gjenstridige Soldater.

Ulige smukkere og hyggeligere, om end i lille Maalestok, var det Slot, som Enkedronning Sophie Amalie, maaske allerede inden sin Ægtefælles Død, havde paabegyndt ude i Stadens østligste Kvarter, og som efter hende fik Navnet Amalienborg. Det laa umiddelbart foran nuværende Blancogade (Fredericiagade) i den Firkant, der indesluttes af Norgesgade, Blancogade, Amalienborgplads og Frederiksgade, men dets store i fransk Smag anlagte Have strakte sig helt hen til daværende S. Anna Gade (nuværende S. Anna Plads). I "Extraordinaire Relationer" af 1673 læses: "Hds. kgl. Maj. Dronning Sophia Amalie haver den 12te Marts i sin Residents, som er nylig bygt i Haven, ladet en Kirke indvi, hvori prædikes tre Gange om Ugen", hvoraf man kan slutte, at Slottet paa dette Tidspunkt har været færdigt og er taget i Brug. Slottets Façade domineredes, som det ses af hosstaaende Afbildning, af et fremskudt Midtparti med en mægtig udbuet Dobbelttrappe forneden og en Pavillon foroven med Kuppel og Krone. Enkedronningen døde her den 20de Februar 1686, men allerede tre Aar efter blev den smukke Bygning et Offer for Luerne. Tæt op til Slottet var der bygget et lille Operahus af Brædder, hvor man opførte italienske og tydske Syngestykker. Den 19de April 1689 gaves "Der vereinigte Götterstreit", et Stykke, som var opført fire Dage iforveien i Anledning af Kongens Fødselsdag. Theatret var behængt med Enebærris som Dekoration, og netop som Tilskuerne vare paa deres Pladser, og Forestillingen skulde begynde mellem Kl. 4 og 5, sprang en Lampe; der gik Ild i Risene, og kort efter stod Træskuret i Flammer. De sædvanlige skrækkelige Scener paafulgte; Alle vilde ud, Døren til Slottet var ved en Feiltagelse stængt, og ved den eneste tilbageblivende Udgang kom det til en vild Kamp for Livet. Over 200


249

Menneskeliv gik tabt, og Slottet selv nedbrændte saagodtsom helt, undtagen Kirken. Den blev nedbrudt i 1697, og dens Materialier anvendtes senere til Garnisonskirken. Den svenske Gesandt Lejonkloo skriver faa Dage efter Branden: "I alle Stadens Kirker blev der prædiket, saa at alt Folket brast i Graad. Der er snart intet fornemt Hus i Byen, uden at det jo er ramt af Ulykken, og de, der ikke have mistet deres Egne, have i hvert Fald mistet deres nærmeste Venner eller Slægtninge, saaledes at der paa denne Maade findes enkelte Familier, som savne 16 til 20 Personer. Hele Dagen ser man Døde blive baarne paa Gaden, nogle til Graven, andre fra

Det ældste
Amalienborg

Det ældste Amalienborg.

Brandstedet hjem til deres Hus, men det Allerynkeligste er, at ingen af de Døde findes uskadte; snart mangler Hoved, snart Ben eller Laar, og Ligene ere saa uformelige, at man har største Besvær med at kjende sine Slægtninge. De, som have frelst Livet af Ulykken, ere forstørstedelen saa forbrændte i Ansigtet eller paa Lemmerne, at de aldrig kunne komme sig fuldstændigt igjen." Offrene bleve paa kongelig Befaling begravede frit, og man har endnu Navnelister over de Døde og Forbrændte, hvoraf det ses, at mange af dem vare unge Damer af de bedste Familier. Saaledes mistede Etatsraad Jørgen Elers to Døttre, hvilket gav Anledning til, at han i 1691 testamenterede sin hele Formue til gudeligt Brug, deriblandt 30,000 Rdlr. til det efter ham opkaldte Kollegium i Kannikestræde, som dog først


250

indviedes den 18de November 1705. Det følger af sig selv, at Branden fremkaldte forskjellige Beskrivelser og Digte med Datidens høitklingende og søgte Titler som f. Ex. "Jammers Tanker sankede af Begrædelsens Bog", "En hastig Forandring, da de, som vare hvidere end Mælk, bleve sortere end Sværte" o. s. v.

Kjøbenhavn fik to nye Kirkebygninger i Christian den Femtes Tid, nemlig Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn og Reformert Kirke i Gothersgade. Den førstes Byggehistorie blev lang og besværlig, fordi det uophørlig skortede paa Penge, og da Kirken endelig toges i Brug efter fjorten Aars Forløb, var dens indre Udstyrelse ikke engang færdig, ligesom den først halvhundrede Aar senere fik sit smukke Spir. Frederik den Tredie havde allerede havt isinde at opføre en ny Kirke istedetfor den tidligere (I, S. 563) omtalte lille Trækirke, men det blev ikke til Noget. Først da den gamle Kirke truede med at falde sammen, saaledes at den maatte afstives med Bjælker, gjorde Christian V Alvor af Sagen. Det var oprindelig Meningen at lægge Kirken i Torvegade ud til den saakaldte Grønnegaards Havn, men Planen blev opgiven; en ny Plads fandtes i Udkanten af den daværende By ved S. Anna Gade, og efterat et Projekt af Generalbygmester Lambert v. Haven var blevet approberet, toges der fat i den lave og sumpige Grund, hvor Kongen selv lagde den første Sten i Juli 1682. Man var to Aar om at naa op til Jordens Overflade, thi paa sine Steder maatte der graves ni Alen ned, og mægtige Kampestene maatte slæbes til Stedet fra Amager og nedsænkes. De første Pengemidler, 19,000 Rdlr., tilveiebragtes ved frivillige Bidrag af Kongen, Enkedronningen og en stor Mængde Adelsmænd og høiere Embedsmænd, men allerede i Efteraaret 1683 vare Pengene slupne op. Man maatte nu gribe til overordentlige Forholdsregler; der blev sat Tavler for Kirkedørene, Kongen skjænkede en Pengesum og bevilgede Toldfrihed for fremmede Materialier, og en extraordinair Skat af 2 Rdlr. om Aaret i 10 Aar paalagdes samtlige Kirker i Danmark og Norge. Da disse Penge imidlertid kom yderst langsomt ind, maatte Kjøbenhavns Magistrat først optage 18,000 Rdlr. og fik derpaa Befaling til at skaffe 44,000 Rdlr., som skulde forstrækkes af Børnehusets og Vor Frue Skoles Kapitaler, I August 1689 standsede Byggearbeidet alligevel, og der blev nu henlagt visse Højesterets-, Raadsturets- og Landsthingsbøder, Mulkter for ulovlig Indførsel af fremmede Silkevarer m. m.


251

til Kirkens Fuldendelse. Dette Forhold vedvarede under Frederik den Fjerde; det er derfor, at Holberg i "Ulysses von Ithacia" lader Paris idømme Pallas og Juno 10 Rdlr. til Christianshavns Kirke for deres dristige Tale i Retten. Da Frue Kirke den 19de December 1690 havde faaet et nyt Orgel, hvortil "der neppe fandtes Mage i Europa", blev det gamle skjænket til Vor Frelsers Kirke og opsat her i Sommeren 1695, men Alteret, hvortil Christian V havde skjænket Marmoret, blev først færdigt i 1732; Døbefonten gaves af Frederik den Fjerdes Frille, Grevinde Viereck, og Prædikestolen var endog indtil 1773 "af jevne Brædder sammenslagen". Imidlertid hjalp man sig, saa godt man kunde, og den 19de April 1696 blev Kirken høitidelig indviet i Hoffets og de høie "Ministris" Nærværelse af Sjællands Biskop, Dr. Bornemann. Ceremonien varede fra Kl. 9 til Kl. 4 1/2, og Herskaberne fik, hvad der er optegnet i en Dagbog, hverken Vaadt eller Tørt, hvorfor Kongen ogsaa i sine egenhændige Optegnelser har bemærket: Inaugurationen varede i henved syv Timer". Tolv Aar efter blev den gamle Trækirke solgt til Nedbrydning for 462 Rdlr. I Vor Frelsers Kirke prædikedes der baade paa Dansk og Tydsk, og de to Præster laa i evig Strid, indtil den tydske Menighed fik sin egen Kirke. I Taarnet hang der 5 Klokker, hvoraf den største blev erobret af Ulrik Frederik Gyldenløve i Venersborg i Sverig i 1676. Kirkens Finantser vedblev iøvrigt at være slette; endnu i 1791 skriver Paludan: "Naar Indtægter lignes med Udgifter, overstige disse aarlig hine, og saaledes har det været fra Arilds Tid."

Opførelsen af Reformert Kirke staar i Forbindelse med den stærke Indvandring af Fremmede, navnlig af Kalvinister. Den tidligere Frygt for fremmede Religioner, hvad enten det nu var Katholiker, Kalvinister eller Jøder, begyndte trods Geistlighedens haardnakkede Modstand paa dette Tidspunkt at vige for en vis forsigtig religiøs Tolerance, paa ingen Maade fordi Magthaverne vare indifferente i religiøs Henseende, men fordi det var dem klart, at Staten kunde drage materiel Fordel af en Indvandring af flittige og vindskibelige Undersaatter, som ved Industri og Handel kunde forøge dens Indtægter. For Christian den Femtes Vedkommende kom det personlige Forhold til, at hans Dronning Charlotte Amalie, hun, hvem Henrik Gerner i sin Postil kalder: "Landsens Moder og de Danskes Elskerinde", hvem Peder Syv tilegnede sine Kjæmpeviser, og om hvis


252

Navn Historien har lagt en lysende Glorie, selv bekjendte sig til den reformerte Tro. Fra Theologernes Side gjordes der navnlig politiske Indvendinger mod Katholikers og Kalvinisters Ophold i Landet; de første beskyldtes for Opsætsighed, Oprør og Rebellion; de sidste gjordes i Biskop Baggers berygtede Indlæg endog ansvarlige for "alle ugudelige og mordiske Tragoedier, saaledes i Skotland mod Dronning Marie, i England mod Carolo" (den Første) saavelsom for alle Ulykker i Nederlandene og Frankrig. Det blev atter og atter fremhævet, at Lutherdommen passede bedst for det enevældige Kongedømme, men skjøndt denne Opfattelse tildels stemte med Kongens egen, betegner hans Lovgivning alligevel et afgjort Fremskridt i religiøs Henseende.

Dronning Charlotte Amalie havde fra Hessen medbragt en reformert Præst, Johannes Muskulus, der besørgede Gudstjenesten i hendes private Kapel paa Slottet. Det var indrettet i Prinds Jørgens forrige Gemakker og ifølge et Inventarium fra 1679 yderst tarvelig udstyret. Rummet var "draget" med stribet uldent Stof, og hele Meublementet bestod af 12 med rødt Læder betrukne Stole og en stor Mængde "gemene Bænke". Her havde de Reformerte deres Tilhold, indtil der ved et kongeligt Reskript af 3die Januar 1685 bevilgedes Kalvinisterne, baade de tydske, hollandske og franske, som alt vare i Danmark eller vilde bosætte sig der, fri Religionsøvelse med Tilladelse til at bygge en Kirke paa Christianshavn i den sydlige Udkant af Byen. Disse Privilegier, som dels skyldtes Dronningens Forbøn (en Anekdote vil vide, at hun opnaaede dem ved at modtage Kongens Frilles, Grevinde Sophie Amalie Moths Børn), dels den reformerte Portraitmaler Jacques d'Agars Indflydelse, sikkrede endvidere de Reformerte store Friheder saasom Fritagelse for Paalæg i tyve Aar, Frihed for Indkvartering, fri Ind- og Udførsel af deres Effekter og Varer m. m., mod at de erkjendte Kongen som deres Herre og forpligtede sig til at iagttage de i den danske Kirke brugelige Høitider og ikke udbrede deres Lærdom under noget Paaskud. Samme Aar den 11te April udvidedes og defineredes Privilegierne nøiere, og allerede den 1ste November kunde et midlertidigt kalvinsk Kapel indvies i Vigandt Michelbeckers Gaard (nu Prindsens Palais), ved hvilken Høitidelighed Dronningen var tilstede. Menigheden synes paa dette Tidspunkt at have bestaaet af ca. 150 Medlemmer; i 1694 opgaves den derimod til 215 Personer:


253

Adelsmænd, Krigere, Kjøbmænd, Kunstnere, enkelte Videnskabsmænd, Fabrikanter og Haandværkere, især Parykmagere og Haarskjærere. De tydske og hollandske Reformerte vedblev dog at holde sig til Dronningens Kapel, indtil den fælles fransk-tydske Kirke kunde blive opført, hvilket skete, da de fornødne Pengemidler vare tilveiebragte ved et Gavebrev fra Dronningen paa 10,000 Rdlr., Sammenskud fra Menigheden og endelig ved en Kollekt i Brandenburg og Nederlandene. Kirken blev dog ikke opført paa Christianshavn, men paa en Grund imellem Gothersgade og Aabenraa, der skjænkedes af Kongen, og den 20de April 1688 kunde Dronningen lægge Grundstenen. Kirken var allerede færdig i 1689 og blev indviet den 10de November i Dronningens Nærværelse, efter at hun iforveien havde ordnet Forholdet mellem de franske og tydske Reformerte. I det Hele lignede denne Kirkebygning, som brændte i 1728, den nuværende, ligesom den udvendig var smykket med et lille Klokketaarn, skjøndt Menigheden til sin store Harme ikke maatte bruge Klokke, Kjendetegnet paa offentlig Gudstjeneste. De Reformertes Stilling vedblev dog i lange Tider at være usikker; der fremkom idelige Klager over, at de misbrugte deres Friheder, og skjøndt den engelske Gesandt Molesworth i Kong Wilhelm den Tredies Navn gjorde Forestillinger til Bedste for dem, blev der i 1690 udstedt et kongeligt Reskript, hvori de tiltaltes strængelig, og deres Friheder indskrænkedes, hvorhos de sattes under Opsigt af kongelige Kommissairer, som "skulde beobagte deres Mesures og Idrætter, at de intet imod deres Privilegiers og kongelige Instruxers Tilhold skulde sig foretage." Der blev selvfølgelig paa Grund af Menighedens Sammensætning prædiket baade paa Tydsk og Fransk i Kirken, og Mange strømmede til den franske Prædiken, ikke blot for at høre og lære Sproget, men fordi det ansaas for fint. Den lutherske Geistlighed iagttog dette Forhold med stigende Uvillie og vedblev at klage over de fremmede Religionsbekjendere. Snart havde den kalvinske Præst døbt et Barn af lutherske Forældre eller viet et Par lutherske Brudefolk, snart havde man set "Kvæker og andre deslige Fanatici" holde Forsamlinger ude ved Rosenborg Have, snart samledes Jøder i Hobetal for at prædike mod Christum, eller den franske Ambassadeurs katholske Kapel besøgtes ivrigere af Kjøbenhavnerne end deres egne Kirker. Den 26de September 1671


254

havde nemlig den franske Gesandt Terlon faaet Tilladelse til at indrette et romersk-katholsk Kapel i sin Bopæl, og samtidig fandt en, om end ikke særdeles stærk, Indvandring af Jøder Sted, og det ikke blot portugisiske, franske og italienske, men ogsaa tydske og polske, som i Regelen fik Lov til at bosætte sig her, naar de vilde bygge paa Christianshavn, anlægge og drive Tobaksspinderier eller blot betale en aarlig Pengesum til det kongelige Skatkammer. Jøderne, der i Virkeligheden frygtedes mindre end Katholiker og Reformerte af den orthodoxe lutherske Geistlighed, kunde saaledes ogsaa opnaa en vis Religionsfrihed, thi skjøndt det blev dem forment at bygge en Synagoge, tillodes det dem hyppigt i den kongelige Benaadning "uforment at leve efter deres jødiske Ceremonier", ja det synes en Tidlang at have været Hensigten at indrette et særskilt Jødekvarter paa Christianshavn. Men trods Alt dette var og blev dog Tiden intolerant, og det er charakteristisk, at Christian den Femte i sine Testamenter udtrykkelig advarer mod nogensinde at tilstede Katholiker og Reformerte offentlig Religionsøvelse og hertil føier; "Og saa vi gjerne, at med Tiden de Reformerte deres Kirke kunde transportere paa et bekvemmere Sted uden Byen som paa gammel Amager eller andetsteds." Paa hosstaaende Prospekt af Kjøbenhavn ses over Voldene yderst tilvenstre Rosenborg, derpaa Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn (uden Spir), Nikolai Kirke, og umiddelbart foran denne Reformert Kirke, derpaa Børsspiret, Trinitatis Kirke med Rundetaarn, Helligaandskirken, Frue Kirke, Raadhustaarnet og endelig den tydske S. Peders Kirke, som snart fik Navnet S. Petri, medens den tilstødende Gade beholdt sit gamle danske Navn. Porten i Mellemgrunden er Nørreport.

Saagodtsom alle disse Kirker vare i Aarenes Løb blevne mere eller mindre udsmykte og istandsatte, thi det var endnu Skik, at Adelsmænd og rige Borgere offrede betydelige Gaver til deres Sognekirker, hvad enten de nu bestod i rede Penge eller i Lysekroner, Alterkar, Pulpiturer, malerisk Dekoration o. desl. Ogsaa Menighederne selv satte en Ære i at smykke deres Gudshus paa det Bedste. Frue Kirke fik, som ovenfor berørt, et nyt Orgel i 1690; det følgende Aar skjænkede Laurids Totts Hustru Barbara Muus Kirken et Døbefad af støbt Sølv med ophøiede Figurer og følgende Indskrift:


Bilag: Prospekt af Kjøbenhavn fra Chr. V. Tid ca. 1690

Pl. s.254

255

"I dette Bad er Livsens Flod
Ved Aandens Kraft og Jesu Blod,
Som begge Vandet rører.
Den gamle Adam druknes her,
Den ny opkommer ren og skjær,
Som Herren selv tilhører.
O, Jesu mild, vort Sjæle-Haab,
Som vilde ved Din egen Daab
Vor Daab sin Hæder give,
Lad hver en Sjæl, der skiden var
Og renses skal i dette Kar,
Et Ærens Kar forblive."

Hvad Trinitatis Kirke angaar, blev den, som alt tidligere berørt, Sognekirke i 1683 istedetfor som tidligere udelukkende Studenterkirke, efterat Hovedstadens Geistlige i en Snes Aar havde ført en heftig Strid om det nye Sogns Ordning, som blev afgjort ved et Kongebrev i Henhold til et Par Kommissioners Indstilling, hvilket - siger Pontoppidan - er "et Bevis paa den Sandhed, at Verden altid har været sig selv lig i Misfornøjelse, Trætte, partiske Kjendelser, lange Opsættelser og den høieste Øvrigheds Umage med at bringe i mange Aar og ved mange Kommissioner det til Endelighed, som af Begyndelsen syntes ganske kortelig og lettelig at kunne lade sig afgjøre." Ved Holmens Kirke, som endnu ikke havde sit Begravelseskapel, men i 1661 havde faaet sin Altertavle og Prædikestol, ansattes i Christian V.s Tid en hollandsk Præst paa Grund af den store Indvandring af Hollændere, men denne Menighed var dog ikke talrig eller velhavende nok til at opbygge en paatænkt selvstændig Kirke, hvortil den havde faaet skjænket en Grund i Adelgade og Dronningens Gade (Dronningens Tvergade). For S. Petri Kirke blev der gjort meget. Allerede Christian IV havde bevilget den til en almindelig Sognekirke for alle Tydskere og ladet det 60 Alen høie Spir opsætte; Frederik III skjænkede den en Præstebolig paa Nørregade, og Christian V stadfæstede og, udvidede yderligere Kirkens Privilegier i November 1678, thi den tydske Menighed, som begunstigedes stærkt af Hoffet, var i stor Fremgang, saaledes at de danske Præster allerede i Frederik den Tredies Tid klagede over, at deres Sogne daglig forringedes, idet mange og fast de bedste Huse beboedes af tydske Folk eller af danske, som indgik Ægteskab med tydske og derved droges til den tydske Kirke. Kirken skildres af Wolf som "meget herligen uden


256

saavelsom inden udi prægtelig beprydet og forbedret med Daab, Orgelværk, Pulpiturer kostelig formalet og stafferet, og skjønne store Messing Kroner ophængt og med. Arme beprydet", ligesom han omtaler Hs. Majestæts og Dronningens prægtige Stol, thi Hoffet betragtedes som hørende til den tydske Menighed. I Christian den Femtes Tid undergik S. Petri Kirke dog betydelige Forandringer; saaledes opførtes i 1682 det saakaldte nye Kapel (det nuv. gamle) og i 1691 iværksattes en storartet Ombygning, hvorved Kirken fik sin nuværende Længde af 76 Alen og en Høide til Tagrygningen af 30 Alen.

Om Nikolai Kirke er der talt foran (II, S. 190), derimod ikke om Helligaandskirken, hvis Hvælving - skrives der i 1654 - med mange forgyldte Stjerner stadselig er ziret og beprydet, som den ikke tilforn været haver". Det fortælles endvidere, at der over Chordøren var at se "en Havfrues Efterlignelse af Messing støbt meget stor, paa hvis Hoved et stort Voxlys kan staa og et udi hver hendes Haand og to i hendes Svands"; desuden hang der tre store prægtige Messing Kroner i den brede Gang, hvorhos der var anbragt Messing-Arme paa Pillerne. Da denne Kirkes Sognefolk fordetmeste vare velhavende, og Kjøbenhavns Magistrat var dens Patroner, fik den et stort Antal Gaver af Adelsmænd, Kjøbmænd og fornemme Borgere (navnlig af Borgmester Hans Nansen og Familie); Døbefonten og Prædikestolen, flere af Lysekronerne, Sølvkanderne til Altervinen, Messeklæderne, ja den vestre Kirkeportal af hugne Sten vare til forskjellige Tider skjænkede. I Valkendorfs Bog i Raadstuarchivet findes ikke blot Rigskantsler Grev Griffenfelds Velgjerninger mod Kjøbenhavns Raadstue optegnede, men ogsaa de Gaver, han lod tilflyde Helligaandskirken, der "er Hs. høigrevelige Excellentses Sognekirke", og hvor han ikke blot havde sin ominøse prægtigt udskaarne Stol, men "et vel ordineret Begravelsessted og Kapel haver ladet opbygge og bekoste". Traditionen om, at det runde Kapel paa Kirkens Nordside, som nu bruges til Skriftestol, er opført af Rigskantsleren, forholder sig derfor vistnok rigtig. Griffenfeld skjænkede Kirken i to Gange 1500 Rdlr. og desuden "en Gyldenstykkes Messehagel med Guldknipling om og derudi 3 Par Guldhager med amelerede (emaillerede) Roser at hægte den sammen med paa Axelen, saa og derpaa et Krucifix af virket Guld og Sølv samt Hs. høigrevelig Excellentses og hans salig Frues Vaaben og


257

General-Admiral Curt
Sivertsen Adelaers
Gravmæle

General-Admiral Curt Sivertsen Adelaers Gravmæle i Frue Kirke.


258

Navn", samt "et Alterklæde af Cramoisi-Farve Fløil ovenover forsat med Guld- og Sølvfryndser og rundt om ziret med Guld- og Sølvknipling", hvorpaa Greven og Grevindens Vaaben, Navn og Aarstal ogsaa var indvirket. Kirken havde endnu det lette og elegante Spir, som var blevet opsat i 1594, og i November 1671 blev nedtaget og underkastet en Hovedreparation. Dens Stolthed var dog et stort Sangværk, bestaaende at 19 eller efter andre Angivelser af 25 Klokker, støbte i Campen paa Christian den Fjerdes Bekostning, og Kjøbenhavnerne hørte det med Glæde, naar det spillede et Psalmevers hver halve og fulde Time baade Nat og Dag. Da Christian den Fjerdes Tugthus blev nedlagt i 1650, kjøbte Helligaandskirken det tidligere (I, S. 221) afbildede Begravelseskapel, som blev indviet i August 1651 og sat i Forbindelse med Kirken, ved at Døbefonten foran den tilmurede Dør blev flyttet. En anden Fløi af det gamle Tugthus, som ligeledes erhvervedes af Kirken, blev derimod nedreven og Grunden anvendt til Udvidelse af Urtegaarden.

Det uanseeligste og tarveligste Gudshus i Kjøbenhavn var fremdeles Slotskapellet, i hvilket der baade prædikedes paa Dansk og Tydsk, henholdsvis af Slotspræsten og Hofprædikanten. Den røde Farve var gjennemgaaende her; Alteret, Prædikestolen, den kongelige Stol med Vinduer, indrettet, som vi den Dag idag se den i Frederiksborgs Slotskirke, saavelsom den fyrstelige Stol over Alteret vare beklædte med rødt Fløil, for det meste med Guld- og Sølvfryndser, Prinds Jørgens, Prinds Frederiks saavelsom Geheimeraadets Stole vare betrukne med rødt Plyds; kun i et lille Værelse ved Siden var der forgyldt Læder paa lys himmelblaa Grund. Til Gjengjæld bestod Menigheden af Landets fornemste Personer, Alle, der stod Kongehuset nær, de høieste Embedsmænd, Lehnsgrever og Kammerherrer, Riddere af Dannebroge og høiere Officerer lige ned til Hofbetjentene, der sad paa »gemene« Bænke paa en Omgang under Kirkens Loft. En paatænkt Garnisonskirke, til hvilken der utvivlsomt var stor Trang, blev ikke opført i Christian den Femtes Tid, skjøndt alle Forberedelser bleve trufne dertil. I August 1697 bestemte Kongen nemlig, at den Grund i Adelgade, som tidligere var skjænket til den hollandske lutherske Menighed, men laa ubenyttet hen, skulde bruges til en Garnisonskirke, at alle anvendelige Materialier fra det brændte Amalienborg skulde udskilles, og endelig at de Bøder, som


259

ellers tilfaldt Christianshavns Kirke, i tre Aar skulde komme Garnisonskirkens Byggefond tilgode. Kongen havde endog approberet Tegningen, men de politiske Vanskeligheder med Hertugen af Gottorp lagde Hindringer iveien for Planens Gjennemførelse.

Ulrik Frederik
Gyldenløves Gravmæle i Frue
Kirke

Feltmarechal Ulrik Frederik Gyldenløves Gravmæle i Frue Kirke.

I alle Kjøbenhavns Kirker vandrede man dengang som i et Pantheon; naar man betraadte dem, oprullede et Stykke Danmarkshistorie sig for Tanken, thi under Gulvet og langs Væggene laa Støvet af Landets berømte Mænd, medens deres Bedrifter vare


260

indristede paa Væggene for Alles Øine. Epitaphier, Vaabner og Ligstene med danske, tydske og latinske Indskrifter tiltrak sig allevegne Opmærksomheden, og hist og her, navnlig i Kapellerne, saas prægtige Marmorgravmæler, til hvilke Nutiden ikke har Magen at opvise. De store Pulpiturer, der hindrede det fulde Dagslys i at falde ind, gjorde vistnok Rummet skummelt og mørkt, men der var en høitidelig Alvor i denne Dæmring, i hvilken de store Orgelpiber, Lysekronerne, Messingstagerne paa Alteret og Forgyldningen hist og her lynede, og hele den plastiske og maleriske Udsmykning, de kostbare, broderede Altertæpper saavelsom de rigt udskaarne Stolestader bidrog kun til at forhøie den eiendommeligt gribende Stemning. Der var intet Koldt, Nøgent eller Frastødende i disse Kirker; snarere gjorde de rigest udsmykkede af dem et broget, men tillige hyggeligt Indtryk. Naturligvis vare de mange Begravelser i og omkring Kirkerne skadelige i sanitair Henseende, og man læser ofte Klager over den slette forpestede Luft. Som Exempler paa Datidens Marmorgravmæler er her afbildet Curt Sivertsen Adelaers og Statholder, Feltmarechal Ulrik Frederik Gyldenløves, begge fra Frue Kirke. Det første opsattes af Generaladmiralens Børn og Arvinger i et Kapel, som tidligere havde tilhørt Rentemester Henrik Müller; det andet var anbragt i det Gyldenløvske Kapel under Taarnet paa høire Side af Indgangen til Kirken, hvor ogsaa den unge Helt fra Beleiringen, Ulrik Christian Gyldenløve, hvilede under et prægtigt Marmor-Epitaphium. Feltmarechallen døde først i 1704, men hans Gravmæle var færdigt en halv Snes Aar iforveien, hvorfor hans Søn, den unge Grev Frederik Daneskjold Laurvig, der døde i Køln, kunde bisættes her den 27de September 1696. Lignende pragtfulde Monumenter reiste sig i andre af Hovedstadens Kirker; saaledes maa særlig fremhæves Marmorepitaphiet i Nikolai Kirke over Generallieutenant Niels Rosenkrands, den tappre Krigshelt, der udmærkede sig under Kjøbenhavns Beleiring, især under det store Udfald den 23de August 1658 (smlgn. II, S. 78), der ledede Fæstningsværkernes Udbedring efter 1667 saavelsom Nyhavns Udgravning, og som den 3die Juli 1676 faldt for Helsingborg ramt af en Kugle i Hovedet. Hans Enke, Birgitte Skeel, lod Gravmælet indrette i det søndre Kapel ved Nikolai Kirke tilvenstre for Indgangsdøren, og man har den Dag idag hendes Regnskaber, hvoraf det ses, at Generalbyg-


261

mester Lambert von Haven gav Tegningen dertil, og at det ialt kostede den efter Datidens Forhold overordentlige Sum: 6,861 Rdlr. Selvfølgelig fandtes der lange latinske Indskrifter paa disse Monumenter, hvori de Afdødes Fødsels- og Dødsaar vare antegnede, saavelsom deres Livshistorie og Familieforhold i kort Begreb. Saa-

Generallieutenant
Niels Rosenkrands'
Gravmæle

Generallieutenant Niels Rosenkrands' Gravmæle i Nikolai Kirke.

godtsom alle, baade adelige og borgerlige, baade latinske, danske og tydske, Indskrifter slutte med et fromt Ønske om en "ærefuld", "glædelig" eller "salig Opstandelse"; hyppigt nævnes ogsaa den eller de, der have bekostet Mindesmærket. Undertiden indledes de danske og tydske Gravskrifter med et Vers; saaledes kan anføres et Epitaphium fra Helligaandskirken over et Ægtepar: Godske og Johannes Wendighusen:


262

"Her ligge vi under, vi begge To,
Vore Sjæle de vaage i Glæde og Ro.
Naar Gud han vil, saa vaagne vi op,
Og samles igjen baade Sjæl og Krop.
At leve med Gud til evig Tid
I Himmerigs Glæde og evige Fryd."

Et andet fra S. Petri Kirke over Jørgen Pettersøn lyder saaledes:

Aachen, Leyden, Kopenhagen
Wissen von mir viel zu sagen,
Aachen liesz ich Aachen sein,
Half der Lutherschen Gemein
Ein Kirch in Leyden bauen.
Hie vertraut man meinen Glauben
Dieser Kirchen vorzustehen
Unter der Armen bestes sehen;
Habe nun den Lohn erworben,
Dasz ich selig bin gestorben.

I Trinitatis Kirke læstes følgende kuriøse Indskrift over Øltapper Nikolai Holst, kaldet Niels Destillerer, som døde 1676: "Det, som var taget af Jorden, er her igjen kommet til Jorden; det, Himmelens var, er Himmelen og given; hver haver Sit, Fanden Intet", hvorved dog maa bemærkes, at denne Tanke er ældgammel og allerede findes i Peder Palladius' Visitatsbog som Talemaaden: "Naar hver faar Sit, saa Djævelen Intet."

Ved Christian den Femtes Thronbestigelse frembød Gaderne et uordentligt og alt Andet end tiltalende Udseende, urenlige og daarligt brolagte, som de vare, derhos krumme og saa snevre, at mange af dem ikke kunde befares af Vogne. Gader, som i og for sig dannede vigtige Forbindelsesled, som f. Ex. Raadhusstræde, vare kun halv saa brede som nu (den udvidedes i 1749); saagodtsom alle Smaagaderne mellem Gammel torv og Vestervold, især Vognbadstustræde, Lille St. Klemensstræde og Helligkorsstræde, vare halv ufremkommelige, Badstustræde og Hyskenstræde vare langtfra saa brede som nu, Amagertorv var ved Helligaandskirken indsnevret af en Husrække, de saakaldte Stenboder, der skjød sig frem i Gaden; i de gamle Skipperboder vare Forholdene endnu værre, som f. Ex. i Nellikestræde (nuv. Asylgade), hvor man indtil efter Ildebranden i 1795 ikke kunde kjøre med en Hjulbør, og hvor det fortælles, at Beboerne fra Vinduerne kunde række hinanden Haanden over Gaden. Vingaardsstræde og de andre Smaagader om Nikolai Kirke kunde


263

ikke befares af Sluffer end sige af Karosser, og Voldgaderne, hvor Fattigfolk fortrinsvis boede, vare Oplagspladser for alskens Uhumskheder, som havde faaet Lov at ligge i mange Aar. Man faar et Begreb om, hvorledes det kunde se ud paa Gaderne, naar man læser Bircherods Optegnelse under 15de August 1673: "I Kjøbenhavn kunde man (efter en overflødig øsende Regn), hvor Gaderne laa sidt, gaa i Vand til over Knæerne."

Den spanske Kappe

Den spanske Kappe. Efter en Afbildning fra 1784.

Der skulde vel ødelæggende Ildebrande til for grundig at forbedre disse Tilstande, men Christian den Femte tog alvorlig fat paa Værket. Den 21de Mai 1680 udgaves en Forordning "om Gadernes Renovation, Brolægning og des videre Tilhørende udi Kjøbenhavn", hvori Grundprinciperne fastsloges. Det bebudedes heri, at alle Gader og Stræder skulde omlægges efter Vaterpas, og at det i Fremtiden ikke vilde blive tilladt Indbyggerne selv at sørge for Brolægningen, eftersom denne derved blev uensartet. Gaderne skulde indrettes med Rygstene i Midten og Fald paa begge Sider ned til Rendestenene, og Udkjørselen af Renovationen skulde foregaa


264

tidlig om Morgenen, før Portene blev aabnede, og besørges af Vognmænd og Sandagere for en vis Taxt, dog at det stod enhver Huseier frit for selv at fjerne den i "dygtige" Vogne og efter Kæmnerens nærmere Anordning. I Frostveir skulde Rister og Rendestene omhyggeligt ophugges; døde Hunde, Katte, Heste og andre Aadsler, ved hvilke ingen ærlig Mand kunde røre, skulde naturligvis udføres af Natmanden. Stadens Porte, Torve og andre offentlige Pladser holdtes rene for de Penge, som opkrævedes af enhver Fragt- og Bondevogn (1 Skilling), der passerede gjennem Portene. Signalet til Sammenfeiningen gaves ved Daggry af Gadefogderne med en Træskralde; disse Folk havde i det Hele Opsigt med Forordningens Gjennemførelse og kunde, hvis de vare forsømmelige, blive strengt straffede, som f. Ex. med at staa i "den spanske Kappe" til Aften paa det Sted af Gaden, hvor Urenligheden fandtes. Forordningen truer overhovedet med mange Straffe, snart med Raadhuskjælderen, Borgerskabs og Laugs Fortabelse, snart med Halsjern, "ulovlige" Skarnvognes Sønderhuggelse, Hestes Konfiskation o. d.; den værste Straf var dog forbeholdt dem, som i Bøtte eller Spand udbar Uhumskheder og henkastede dem paa offentlig Gade eller paa Andres Fortouge, thi de skulde bøde 40 Mark og første Gang staa i Halsjern; anden Gang skulde de "agtes for det Folk, som falder Natmanden udi Bestillingen", i.e.: betragtedes som uærlige. I 1680 blev en Soldat med et russisk klingende Navn, der synes at have været uvidende om denne Fordom, arresteret og "i sin Ære ilde angreben", fordi han havde udbaaret et dødt Føl af Byen, hvorfor en Kone, der havde overtalt ham hertil, blev "tilbørligen straffet for sligt grovt Stykke"; en anden Soldat, der tillige havde gjort sig skyldig i Bedrageri, kom endnu værre afsted. Han havde i længere Tid dræbt og flaaet Hunde og solgt Kjødet for Raabukke-Kjød, men blev tilsidst greben og dømt til at staa i Halsjernet paa Amagertorv med et afhugget Hundehoved paa Brystet. "Men - skriver Bircherod - som den Stymper var af ond Medfart afmægtig, blev han (der Benene segnede under ham) hængende og kvalt til Døde i Halsjernet." Natmanden, der lønnedes af Byen med 20 Rdlr. om Aaret, klagede forresten i 1695 over, at hans Tjeneste var bleven saaledes forringet, at han ikke kunde bestaa, hvorfor hans Gage forhøiedes til 200 Rdlr.


265

Samme Aar, Forordningen var udkommen, nedsattes en stor Kommission for Gaderne, Brolægningen og Vandvæsenet, i hvilken den

Ole Rømer

Ole Rømer. Efter et Stik af J. G. Wolffgang.

kongelige Mathematikus Ole Rømer blev Sjælen. Ole Rømer kom i 1681 hjem, fra Paris, hvor han havde opholdt sig i ni Åar og vundet europæisk Berømmelse ved Opdagelsen af Lysets Hastighed,


266

og blev strax sat i Virksomhed, ikke blot som astronomisk Professor ved Universitetet, men tillige som Medlem af ovennævnte Kommission samt af den nye Matrikelkommission, hvis Ordning af Skyldsætningen i det Væsentlige blev gjældende i 150 Aar indtil den nye Matrikel af 1844. Han var en ualmindelig praktisk, dygtig og energisk Mand, hvis Navn blev nøie knyttet til en Række store og velgørende Foranstaltninger, hvorved han gjorde sig fortjent saavel af Kjøbenhavns Kommune som af Landet i det Hele. Flere af disse ville blive berørte i det Følgende.

Allerede før den store Kommissions Nedsættelse var der blevet gjort en ringe Begyndelse til en bedre Ordning; navnlig var der i en Aarrække blevet arbeidet i Kalveboderne. Det gamle Vandløb bag Slotsholmen saavelsen Vandkunsten og Mølleaaen gjennem nuv. Løngangsstræde (smlgn. II, S. 31) blev først opfyldt; derpaa havde man gravet den nuværende Frederiksholmskanal, hvorved Slotsholmen fik en mere regelmæssig Skikkelse, men Alt henlaa endnu i Uorden, tildels benyttet som Losseplads, indtil Løngangsstræde indrettedes i 1679-80. Kommissionen tog strax fat paa sin Opgave med overordentlig Iver og paa mange Punkter af Byen paa éngang. De vigtige Forbindelsesled mellem den gamle By og Slotsholmen, Høibrostræde og Store Færgestræde, som paa hver sin Side af nuv. Høibroplads førte fra Amagertorv til "Stranden", bleve gjorte mere passable for Vogne, idet der paa begge Sider af disse Gyder i fem Kvarters Afstand fra Husene indrettedes tre Kvarter brede Rendestene forede med Egeplanker eller Tømmer, og for første Gang dækkede med solide Rendestensbrædder, hvilende paa Tverjern. Paa samme Maade anlagdes Kjøbmagergade, Østergade, Stenboderne fra Helliggeiststræde til Vimmelskaftet, Skindergade, Klædeboderne, den nordre Side af Gammeltorv og Vestergade, hvorhos en radikal Udvidelse af Lille Kjøbmagergade iværksattes ved Nedrivning af nogle Privathuse. Frederiksborggade, som hidtil kun havde gaaet til Rosenborggade, blev forlænget tvers over det nuværende Kultorv helt hen til Kjøbmagergade, hvorved et ret betydeligt Antal Huse i Mikkel Vibes Gade gik i Løbet; Veien til Toldboden, der om Vinteren henlaa i et frygteligt Uføre, blev gjort farbar, Halmtorvet mellem Vartou og Vesterport indrettedes i 1682, og Nybrogade, der hidtil havde været en øde Plads, til hvilken Magstrædes Bagbygninger og Plankeværker vendte ud, anlagdes i 1684, men blev dog først


267

senere bebygget. Nørre- og Vestervoldgaderne udvidedes ved Expropriationer, Vingaardsstræde ligeledes delvist, Kvæsthusgade anlagdes ude ved Enden af Nyhavn "paa et moradsigt og sumpigt Sted", S. Annaplads noget senere i 1692, og i Kalveboderne blev Pladsen ved Vandkunsten, "som den store Dynge Jord nyligen er afført", indrettet til et Fisketorv (i 1683), ligesom der ved Frederiksholmskanals Omdreining til Nybrogade i 1691 indrettedes en Sandkiste for at skaane Kanalerne for Tilfyldning. Vandløbet fra Vesterport til Blaataarn i.e.: det under Christian V nyopførte Fangehus i Nærheden af Langebro, blev derimod først i 1696 ført i lige Linie gjennem den senere Philosophgang ud i Havnen. En stor Ildebrand i 1685, ved hvilken ca. 40 Gaarde i Vimmelskaftet, Brolæggerstræde og Badstustræde samt en Del Baghuse til Gammeltorv brændte, gav Anledning til en partiel Udvidelse af Vimmelskaftet og Badstustræde samt til Anlæget af Nygade, idet man i Aaret 1691 exproprierede og nedbrød Lars Ibsens Bryggergaard til Gammeltorv. I de nærmest paafølgende Aar blev Gaden brolagt, men endnu i 1695 frembød den et lidet tiltalende Ydre, da Justitsraad Peder Lassens Enke, der eiede en Gaard i Klædeboderne, lod en Plads henligge ubebygget og øde, hvorfor hun blev tvungen til at indhegne den med en forsvarlig Mur. Den samtidige Plan om at forlænge Knabrostræde, som kun naaede til Brolæggerstræde, videre til Vimmelskaftet, blev derimod ikke realiseret; ogsaa vedblev Endeløsstræde at være en Cul de sac indtil efter Ildebranden 1728. Saa øm var man over den nye Brolægning, at det i Juli 1682 forbødes at bruge Jernbeslag om Hjulene paa Arbeidsvogne under Fortabelse af Heste og Vogne, fordi det sled for meget paa Gaderne, en drakonisk Forholdsregel, som dog ikke kan have staaet længe ved Magt, da den ikke nævnes i Forordningen af 10de Januar 1685 om Kjørsel paa Gaderne, som fornemmelig er rettet mod "den umaadelige Kjørsel af Vognsvendene" og mod Bøndernes Lyst til at spænde deres Heste fra Vognene og lade disse henstaa i Gader og Stræder. Man ser af dette Aktstykke, at det har været en yndet Fornøielse at kjøre omkap paa Gaderne, helst i Zigzag, til ikke ringe Gêne for Fodgængere, at Kuskene have moret sig med at holde stille midt i de snevre Gyder for at hindre al Passage, at mange Remmesnidere, Smede og Hjulmænd have benyttet Gaderne som Værksted, og at det under den store Byggeperiode har været særdeles vanskeligt at


268

komme frem for opstablet Tømmer, Mursten og andre Materialier. I Regnveir maa Passagen midt af Gaden have været høist ubehagelig, eftersom Tagrenderne havde lange udstaaende Tude, der udsendte formelige Styrtebade; det blev derfor befalet, at Renderne skulde føres ned af Husenes Sider og afsluttes med et kort Rør. Som Afvisere ved Huse, der vare under Bygning, benyttedes en Stang, der blev stukken ud fra Taget, og hvori der i god Mandshøide over Gaden hang en Snor med en Sten eller anden tung Gjenstand, "ved hvilket Tegn Enhver kan vide at se sig desbedre for og for Ulykke tage vare." Bestræbelserne for at gjøre Adgangen til Slottet saa tiltalende som mulig, bevirkede et Paabud om, at Bøndervogne fra Amager og Arbeidsvogne skulde benytte Holmens Bro istedetfor Høibro, hvorhos al Handel med Viktualier forbødes i Høibrostræde, "saasom Saadant er usømmeligt i det Stræde, hvor al Farten gaar igjennem til vort Slot Kjøbenhavn".

Livet paa Gaderne havde i hin Tid et fra vore Dage høist forskjelligt Præg, thi Sæderne vare raa og Retssikkerheden ikke stor. For Molesworth, som ellers ikke har Meget at rose i den danske Hovedstad, toge Tilstandene sig gunstigt ud, men vi vide nok til at kunne modsige ham, og Sagen er simpelthen, at i hans Fædreland vare Forholdene endnu værre. Opløb hørte til Dagens Orden, hvad enten de nu havde en fredelig Oprindelse som "Lykkepottemænds" Forretninger paa Alfarvei, eller stammede fra Rivninger mellem de forskjellige Samfundsklasser. Soldaterne gjorde uophørlig Optøier; Studenter sloges med Borgere eller med Lakaier, Matroser med Soldater; det var en yndet Sport at antænde Raketter og skyde med Nøglebøsser paa Gaderne, ved Fastelavn løb Laugene grassat, ja selv til andre Tider klages der over, at maskerede, formummede og sværtede Personer "gjøre Insolentier" paa Gaderne. Da næsten alle Borgerne lige ned til Haandværkere og Lakaier paa denne Tid gik med Kaarde - endogsaa de theologiske Studenter trods et udtrykkeligt Forbud, - fik ethvert Sammenstød let et blodigt Udfald; man begyndte med at skjændes, det ene Ord tog det andet, man "slog Knep med Fingrene for Næsen af hinanden" og tilsidst fløi Kaarderne af Skederne, eller man aftalte at træffes ved Fuglestangen i.e.: duellere, en Uskik, som det trods alle skarpe Forbud viste sig umuligt at undertrykke. Gemytterne vare overmaade stridbare, og man havde ikke Begreb om Selvbeherskelse.


269

Ærerørige Skjældsord som "Hundsfot", "Skjælm", "Æsel", "Rendestenssnager" o. desl., Trusler og grove Eder laa altid rede paa Tungerne; ikke engang i Kirkerne kunde man holde Fred, thi her sloges Kvinderne om hvem der skulde indtage Hæderspladsen i Stolestaderne. Visse Laug synes at have været særlig voldsomme; saaledes klages der i 1675 over, at Mursvendene og Drengene ere "de uroligste og modvilligste fremfor alle andre Haandværkere", og at de have for Skik at overfalde sagesløse Folk med deres Murhamre og lange firkantede Maalestokke, som de altid have hos sig, hvorfor det tilsidst forbødes dem at bære disse Redskaber, uden naar de gik til eller fra Arbeide. I 1688 hedder det, at der "om Søndage og andre Helligdage begaas stor Uskikkelighed under Prædiken, idet en Del gemene Folk, Kvinder og Haandværksburser, Lakaier og andre Tjenestetyende i den Sted de skulde gaa udi Kirken, løber omkring paa Gaderne og paa Kirkegaardene og øver adskillige Udyder med stor Stimen og Skjælmeri, som nu i seneste Helligdage var saa grovt, at de endog har villet stene Stodderfogderne af Kirkegaarden, formedelst de saadan Stimen vilde forhindre." Vanskeligst var det dog at holde Styr paa Soldaterne, som stod under militair Jurisdiktion og derfor ikke bekymrede sig om de civile Myndigheder. Af og til leverede de formelige Feltslag, Kampe i stor Stil med mange Døde og Saarede paa begge Sider, saaledes i 1686, og navnlig St. Hans Aften 1690 i Nyboder, hvor Befolkningen efter gammel Skik havde reist en Maistang og forlystede sig med Dands. Her kom en Soldat i Klammeri med en Pige, en Matros tog hendes Parti, flere Soldater strømmede til, og snart udspandt der sig et "grueligt Slagsmaal", i hvilket efterhaanden hele Nyboders Befolkning og en stor Mængde Soldater fra de forskjelligste Regimenter indvikledes. Matroserne greb deres Øxer, Knive og Stænger, Kvinderne steg op paa Lofterne og kastede med Stene, medens Soldaterne brugte deres Sabler og Bajonnetter, ja tilsidst fyrede med Musketterne. Admiral Bjelke og nogle Søofficerer saavelsom forskjellige Landofficerer forsøgte at dæmpe Tumulten, men forgjæves; Forbittrelsen var saa stor, at man Intet vilde høre, og Kampen fortsattes hele Natten og den følgende Dag, saaledes at naar en Matros og Soldat mødtes paa Gaden, for de øieblikkelig løs paa hinanden. En Fændrik af Garden fik sin Arm afhugget ved Skulderen, en Lieutenant blev dødelig saaret, og Vagten ved


270

Østerport blev angreben saa energisk af Nybodersfolkene, at den maatte fortrække. Den næste Nat patrouillerede en Del af Hestgarden, og ved Kronprinds Frederiks personlige Mellemkomst blev Roligheden gjenoprettet. En anden mere bekjendt Gadekamp leveredes den 8de Marts 1696, men mellem Studenter og Lakaier. Ogsaa her var det et Sammenstød mellem et forholdsvis ringe Antal Personer, som udartede til en almindelig Kamp. I et Værtshus "Kronen", beliggende i Kannikestræde lige overfor Regentsen, traf nogle Studenter og Lakaier sammen den 1ste Marts og spillede om en Kniplingsklud, der var udsat af en Skomagerdatter. En Studiosus og en Lakai kom op at slaas, de Tilstedeværende tog Parti, men efterat Prygl vare blevne uddelte og modtagne, skilte Vægterne de Stridende. Begge Parter pønsede imidlertid paa Hævn, og i Ølkroer saavelsom i Studenterkredse, ja i Vor Frue latinske Skole vidstes det paa Forhaand, at Slaget skulde leveres den 8de Marts. Dette skete ogsaa ganske rigtigt; Kl. 8 om Aftenen kom endel Lakaier nemlig gaaende gjennem Kannikestræde og væltede sig ind paa nogle Studenter, som stod og passiarede udenfor Regentsporten, og man sloges nu med en halv Times Afbrydelse (under hvilken Studenterne holdt Lovsang) indtil Kl. 10. Da Regentsprovsten havde indespærret Studenterne og lukket Porten, antog Kampen Charakter af en Beleiring og førtes fornemmelig fra Lofter og Vinduer. Bircherod skriver i sin Dagbog, at "der var en svær Allarm opreist formedelst den blodige Renkontre", og tilføier: "Studiosi brød Stenene op af Gulvene i Regentskamrene til Defension og brugte udenfor paa Gaden adskillig Gevær i deres Furie; Lakaierne i lige Maade imod dennem. Alle Regentsvinduerne indslagne og mange brudne Pander paa begge Sider bekomne." Efter en Undersøgelse blev vistnok en enkelt Student relegeret; fire Lakaier bleve sendte til Kronborg Fæstning for at arbeide der en Maanedstid i Jern ved Skubkarren, medens to andre idømtes 14 Dages Fængsel og "imidlertid hver sidde en Time om Formiddagen og en Time om Eftermiddagen paa Træhesten".

Om Natten blev Byen dog først for Alvor usikker. Et stort Proletariat, Tiggere, Landstrygere, Soldater og usædelige Kvinder, færdedes ved Nattetider paa Gaderne, og var man end saa heldig at undgaa dem, kunde man let falde i Hænderne paa drukne Folk, som ikke altid hørte til de lavere Klasser, men hvis Fornøielse det


271

var at forulempe fredelige Veifarende. I Begyndelsen af sin Regjering deltog Christian den Femte selv i saadanne Optøier; han slog saaledes en Nat Ruderne ind i Admiral Niels Juels Hus og begav sig derfra til Oversekretair Schultz paa Graabrødretorv, hvor han udførte samme Bedrift og derpaa tvang Oversekretairen til at følge med i Vognen i Slobrok og Nathue. Det fortælles, at Ægtemanden lukkede sin Hustru inde i et stort Skab for at sikkre hende mod Overlast. Natlige Overfald, Tyveri, Indbrud og Drab forefaldt ikke sjeldent; saaledes fandtes der i 1668 en Morgen tre mandlige Lig i Kanalen udenfor Børsen, hvilke rimeligvis først vare blevne udplyndrede og derpaa kastede i Vandet; to Aar efter klages over "mangfoldige Klammerier, Slagsmaal, Mord og Tyveri, som her om Nattetider begaas", hvorfor der maatte træffes overordentlige Forholdsregler (smlgn. II, S. 186); i 1681 hører man om Soldaternes grove Insolentier paa Gaderne om Natten, hvilket dog ikke udelukkede, at aftakkede Soldater i November 1697 optraadte som natlige Stratenrøvere, hvorfor Hestgardister maatte patrouillere, ja i 1717 er man ikke kommen videre, end at "udædiske Karle med draget Gevær sat paa Brystet udæskede Penge af de Passerende". Velstaaende Folk lod sig derfor ledsage hjem af Tjenere med Kaarder og Fakler, hvilket imidlertid paa Grund af Brandfarligheden blev forbudt; man brugte da i Stedet store lukkede Lygter, der bares paa lange Stænger, eller smaa Haandlygter, der bares i Haanden.

De her omtalte uhyggelige Forhold gav Anledning til et vigtigt Fremskridt; Kjøbenhavn fik nemlig sin første Gadebelysning, som det udtrykkelig siges: "for at hindre den Røven og Overlast, som slemme Mennesker tilforn ved Aftenstid og Nattetid pleiede at øve", og i Forening hermed sine Gadevægtere og sin Politimester. I 1679 foreslog Johan Huusman, at der skulde opsættes 500 Lygter i Byen og indrettes et fast Vægterkorps til deres Pasning. Tanken fandt strax Tilslutning, og der nedsattes efter Sædvane en Kommission, som skulde tage den under Overveielse. Ogsaa Magistratens Betænkning blev indhentet, ja der blev i Oktober 1680 gjort en praktisk Prøve i Høibrostræde, gjennem hele Kjøbmagergade og ved Stranden paa Strækningen fra Naboløs til Holmens Bro, et Forsøg, der maa være faldet heldigt ud, thi den 25de Juni 1681, en Mærkedag i Kjøbenhavns Historie, udkom Forordningen om Gadelygter, der senere suppleredes ved Forordningen af 26de Juli 1683.


272

Lygterne, der vare forfærdigede af Kobber, og i hvilke der indtil 1683 brændtes Olie, men derpaa islandsk Havkalvstran, bleve anbragte paa malede Stolper, og der var sat en Straf af tre Aars Arbeide i Jern paa Bremerholm for at beskadige dem. De bleve tændte Sommer og Vinter ved Solnedgang, naar Maanen ikke var oppe, "uden paa de Tider om Sommeren, naar fast ingen Nat er, nemlig fra 1ste Mai til 30te August", og slukkedes atter ved Solopgang. I Ildebrandstilfælde skulde de dog ogsaa tændes, naar Maanen var paa Himlen, saasnart Klokkerne begyndte at klemte. Den første Inspekteur over Lygterne var den "nationale og edsvorne Borger, ærlig og velforstandig Mand", Strange Helmer, som i 1686 afløstes af Johan Huusman. Dette Embede besattes som forskjellige andre kommunale Bestillinger af Magistraten. Udgifterne til Lygterne fordeltes paa Indbyggerne, saaledes at Gaardeierne anskaffede dem, medens Leierne betalte Underholdet, men da Lygterne sattes i Forbindelse med Brandvæsenet, og der dannedes en Overdirektion, blev der paalignet en Lygte- og Sprøiteskat paa ca. 5000 Rdlr., som opkrævedes af Rodemestrene og skulde betales som alle andre kommunale Skatter. Afgiften, som naturligvis steg jevnt med Lygternes Antal, blev efter Aaret 1769 saagodtsom helt udredet af den kjøbenhavnske Brandforsikkringskasse, men ved den store Ildebrand 1795 hørte dette op, og den maatte igjen bæres af Grundeierne. I Aaret 1689 var der 523 Lygter i Byen, ved Aarhundredets Slutning ca. 550.

Hvad Vægterne angaar, vare de ikke ukjendte tidligere (smlgn. II, S. 186); i Christian den Fjerdes Tid havde man jo endog havt et fast Vægter- og Politikorps paa 140 Mand, men det var dog først Gadebelysningen, der fremkaldte Natvægterinstitutionen, som den holdt sig indtil vore Dage. Korpset bestod ved sin første Fremkomst af 68 Mand (4 Taarnvægtere i Frue og Nikolai Kirke indbefattede), som hver fik 6 Mark om Ugen, og hvis Opgave det var at passe Lygterne, vaage over Sikkerheden i visse dem tildelte Gader og endelig gjøre Allarm i Ildebrandstilfælde. Deres Løn opkrævede de selv i Husene efter en Taxt fra 1 til 4 Skilling om Ugen; hvad der blev tilovers, anvendtes til Lønning for deres Vagtmester og Lieutenant, samt til Mundering, hvilken vistnok allerede fra Begyndelsen bestod af Kappe, Kabuds, Morgenstjerne, Haandlygte og Vægterpibe. Hver Aften henimod Kl. 9 mødte de


273

paa Raadhuset og trak derfra ud paa deres Poster, hvor de hver Time skulde udraabe Tiden og afsynge et Vers. Af disse Vægtervers, der vistnok ere forfattede af Thomas Kingo, men dog i Tidernes Løb undergik nogle Forandringer, skal her kun anføres de to første og det sidste af Vægtersangen fra 1686:

Naar Klokken slaar Ni.

Nu skrider Dagen under,
Og Natten vælder ud;
Forlad for Jesu Vunder
Vor Synd, o milde Gud!
Bevare Kongens Hus
Samt alle Mand
I disse Land'
Fra Fjendens Vold og Knus.

Naar Ti slaar.

Om Du vilt Tiden vide,
Husbonde, Pig' og Dreng,
Da er det paa de Tide,
Man føier sig til Seng.
Befal Dig Herren fri,
Vær klog og snild,
Vogt Lys og Ild!
Vor Klokk' er slagen Ti.

Naar Fire slaar.

Dig, evig Gud, ske Ære
I høie Himmelchor,
Som Vogter vilde være
For os paa Jorden bor!
Det ringer nu af Vagt.
For Natten god
Fald Gud til Fod,
Tag Tiden vel i Agt!

Enevoldsmagtens Omsorg for "en god Politi", der havde lagt sig for Dagen ved Indførelsen af Gadebelysning og Vægtere, fandt et endnu stærkere Udtryk ved Organisationen af en ny overordnet Embedsmyndighed, da Kjøbenhavn i 1682 fik sin første Politimester, Claus Rasch. Han havde været Underofficer i Beleiringen, og vandt senere som Sekretær hos Christoffer Gabel Frederik den Tredies Yndest, saaledes at han allerede inden denne Konges Død var


274

avanceret et godt Stykke op af Embedsstigen. Ved Kjøb af Nyborg Slots Jorder dannede han Hovedgaarden Raschenberg (nu Juelsberg) og blev i 1680 optagen i den danske Adelsstand. Han maa have været en brugbar og dygtig Mand, vel ogsaa noget eneraadig, og havde derhos den i hin Tid høit ansete Egenskab at kunne tage en overordentlig Portion Drikkevarer til sig uden at falde under Bordet. Skjøndt man forhen havde haft en Politifiskal (smlgn. II S. 200), der kan betragtes som den første svage Begyndelse til Politi-

Claus Rasch

Claus Rasch. Kjøbenhavns første Politimester.

mesterembedet, vakte dog den nye Myndighed stor Misfornøjelse, ja saa stor, at Kongen fandt Anledning til at udstede en Forordning, hvori det forklaredes, at Hensigten med Politiets Indretning "ikke haver været at betage nogen af vores kjære og tro Undersaatter billig Næring og Indkomst", men kun "at afskjære de unyttige og kostbare Overdaadigheder, som paa adskillige Tider og Maader ere til de Mestes egen Fordærv indbragte, og siden derved at lægge en Grundvold, hvorpaa Manufacturer og Commercier til vores Rigers og


275

Landes Flor og Velstand des sikkrere kunne indrettes." Det tillodes derfor Enhver at udbede sig Oplysning om tvivlagtige og mørke Punkter i Politiforordningen og fremkomme med Forslag til dens Forbedring, men paa den anden Side forbødes det strengelig "efter sær Indbildning vore allernaadigste Forordninger vrangeligen at udtolke, for derved at give Anledning til nogen Uenighed eller Misforstand." Ogsaa til Magistraten var Politimesterens Forhold spændt, thi skjøndt det utrykkelig var ham paalagt at leve i god Enighed og Fortrolighed med Magistraten i Kbhvn og flittig konferere med denne "om Alt, hvis som til en god Politi, Skik og Orden kan tjene", maatte de to Myndigheder, hvis indbyrdes Kompetence var alt Andet end klart begrændset, næsten med Nødvendighed komme i Konflikt. Claus Rasch overskred desuden ofte sin Myndighed; saaledes klages der over, at han befattede sig med Justitssager og holdt Rettergang hjemme i sit Hus, at han lod Folk arrestere for Gjæld, Husleie, Slagsmaal og Tyveri eller dikterede Taxter paa Brød, Kjød og Øl, Altsammen Sager, der sorterede under Byfogden og Magistraten. Politibetjentene, der bare et Tinskilt med Kjøbenhavns Vaaben paa venstre Side af Brystet, vare derfor ikke velsete; der forekom ofte Opsætsighed mod dem, og det saameget mere som de holdt af at gjøre sig ulovlige Fordele, f. Ex. ved at paalægge de Handlende paa Torvene en Skat, eller ved at arrestere Folk og derpaa løslade dem for Penge. Der maatte gjentagne Gange nedsættes Kommissioner for at mægle mellem Magistrat og Politimester, og den sidste fik af og til et alvorligt Tilhold om at holde sig fra Forretninger, der ikke vedkom ham, og overhovedet stille sig paa en venskabelig Fod med de kommunale Autoriteter. I 1691 ordnedes Forholdet saaledes, at der indrettedes en Politikommission, bestaaende af et Medlem af Hofretten, et af Admiralitetsretten, et af Magistraten og endelig en af de 32 Mænd, med hvilke Politimesteren skulde møde hver Tirsdag paa Kjøbenhavns Raadstue for i Fællesskab at raadslaa om "en god Politi".

Claus Rasch var en plaget Mand, thi den Opgave, der paalagdes ham, var saa omfattende, at den absolut maatte overstige enkelt Mands Kræfter. Først og fremmest skulde han have Opsigt med Alt, hvad der i videste Forstand vedkom Orden, Ærbarhed og gode Sæder; han skulde sørge for, at Helligdagsanordningen overholdtes, at der ingen Forargelse gaves i Værtshuse og Kjældere


276

"med Drik, Dobbel, forfængelig Lystighed, Spil, Dandsen og andet deslige", at alle Værtshuse lukkedes Kl. 10, at Ingen dristede sig til "Dag eller Nat med draget Gevær at gaa grassate Gang", eller viste sig paa Gaderne maskerede, formummede, sværtede og forklædte; han skulde kort sagt holde Øje med al "Vanartighed" paa Gaderne, hvad enten den nu bestod i Opløb, Støien og Stimen, i at kaste Sne, Stene, Vand eller Urenlighed paa de Forbigaaende, eller i at skyde med Nøglebøsser og opsende Raketter og Sværmere. Alt Tjenestetyende, som viste "Modvillighed, Utroskab og Skjødesløshed" mod sine Husbonder, kunde Politimesteren diktere en og anden "vilkaarlig" Straf, og Fremmede, som mistænktes for Speideri eller andet ulovligt Forehavende, skulde han ufortøvet anmelde, hvorimod han mod Jøder, Tatere og andre uchristelige Personer saavelsom mod Løsgjængere og Betlere havde at forholde sig efter Loven og Anordningerne. Opsynet med Luxusanordningernes Overholdelse ved Bryllupper, Barsler, Begravelser og Gjæstebud paahvilede Politimesteren; han skulde se til, at Folk ikke bar anden Klædedragt end den, der var dem tilladt i Henhold til deres Rang; han skulde holde Øie med Torvehandelen, med Gade- og Skorstensfeierne, med alle Nybygninger, med Rendestenene, Brøndene, Veiene omkring Staden, og med Vandvæsenets Søer, Sluser, Grøfter, Dæmninger og Render. Han skulde paase, at der ikke blev begaaet Svig med Mønt, Maal og Vægt, at der ikke solgtes fordærvede Fødemidler, at Magistratens Taxter paa Brød, Kjød og Øl overholdtes, at al Forprang hindredes, og endelig at Kjøbenhavns Indbyggere altid havde el halvt Aars Provision af Rug i deres Huse. Med Laugene skulde han have flittigt Indseende, og Vægterne, Lygterne og Brandvæsenet stod under hans Overopsyn. Ved Siden af denne Politivirksomhed stilledes der ham Opgaver af vanskeligere Art, som at holde Øie med fremmede og forbudne Religioner og beskytte den evangelisk-lutherske Kirke, skride ind mod dem, der eiede eller læste forargelige Bøger, og efterspore Forfatterne af Skandskrifter. Hans omfattende Virksomhed indskrænkedes ikke engang til Kjøbenhavn; han blev et Slags Politiminister, der stilledes over alle Byfogder, Herreds- og Birkefogder i Danmark; al ulovlig Handel og Haandværk i Kjøbstæderne skulde han hindre; overalt skulde han holde Øie med fremmede Reisende, men tillige paase deres Tarv ved Befordringen tillands og -vands og sørge for, at de bleve billigen betjente i


277

Værtshuse og Kroer. Naar hertil føies, at Claus Rasch desuden en Tidlang var Borgmester, Assessor i Høiesteret og Kommercekollegiet, Direkteur for Pesthuset og for Skydebanen, bliver det klart, at han maatte være overvældet af Forretninger.

Med Bestræbelsen for en god Politi eller kommunal Orden staar Omsorgen for Brandvæsenet i nær Sammenhæng. I Christian den Femtes Tid indtraf der gjentagne Gange større Ildebrande, af hvilke den betydeligste var i 1685 i Egnen om Brolæggerstræde (smlgn. II 267). Ilden, som bl. A. lagde Skomagernes Laugshus i Badstustræde i Aske, greb saa stærkt om sig, fordi der var Vandmangel. I 1679 brændte Hans Nansens Gaard paa Slotsholmen, hvorved den faldne Rigskantsler Grev Griffenfelds Bibliothek gik tilgrunde, i 1682 havde Groskantsler Ahlefeldts prægtige Gaard bag Børsen samme Skjæbne; det følgende Aar opkom der en ret betydelig Ildebrand i Løvstræde, i 1689 brændte Amalienborg, i 1690 opstod der Ild i en Gaard paa Kjøbmagergade o. s. v. Den senere Branddirekteur Gottfried Fuchs har i sin "Ulykkelige Hændelsers lykkelige Hindrelse" optegnet en stor Mængde andre forstørstedelen ubetydelige Ildsvaader. En Skibsbrand paa Rheden i Oktober 1676 fortjener at nævnes, fordi et historisk berømt Orlogsskib gik tabt ved denne Leilighed. Det var Christian den Fjerdes fra Slaget paa Kolberger Heide bekjendte "Trefoldighed", som laa ved Toldboden og kom i Brand, da der blev skudt Glædessalver i Anledning af Karlshamns Overgivelse til de Danske. Det synes dog ikke at være blevet helt ødelagt; i hvert Fald saa De Vrigny det endnu i 1702 liggende i Flaadens Leie som Vrag, "helt bedækket af Mos, midt ude i Vandet".

Datidens velgrundede store Skræk for Ildebrande kommer tydeligt for Dagen i en kongelig Forordning af 1680, hvori det indskjærpes Husfædre og Husmødre saavelsom deres Tyende at omgaas forsigtigt med Ild og Lys og navnlig passe paa ved Brygning, Bagning, Slagtning, Maltgjøren og Vask. Forsætlig Ildspaasættelse straffes uden Naade paa Livet; Uagtsomhed derimod efter Omstændighederne paa Kroppen, med Arbeide paa Bremerholm eller med Tugthusarbeide paa Livstid. Under en Bøde af et Tusind Rigsdaler til Kvæsthuset forbødes det endvidere at have mere end ti Skaalpund Krudt i Privathuse, og for at Ingen skulde undskylde sig med Uvidenhed, blev Forordningen oplæst saavel paa Raadstuen


278

som fra Prædikestolene. De Ulykker, Ildebrande afstedkom, bleve naturligvis dobbelt følelige, fordi man ikke kjendte et almindeligt Assurancevæsen. Det første danske Brandforsikkringsselskab af 1ste Marts 1681 talte nemlig kun 56 Interessenter af Byens fornemste og rigeste Folk, optog kun grundmurede Huse og tillod ingen høiere Forsikkring end 3000 Rdlr. Participanterne forpligtede sig til at staa hverandre bi i Ildebrandstilfælde med Heste og Vogne; Skaden skulde derefter taxeres af 4 uvillige Mænd, valgte af Magistraten, hvorpaa Beløbet skulde fordeles paa Kompagniets Medlemmer, dog ikke udover den nævnte Sum. Assurancesummen maatte kun anvendes til Gjenopførelse af grundmurede Huse, og enhver Interessent forpligtede sig til at have en af Assessor Henrik Ehms Kobbersprøiter i sit Hus foruden tolv Læderspande og to lange, lette Stiger. To Aar efter stiftedes et nyt privat Assuranceselskab med 46 Medlemmer paa et noget andet Grundlag. Ifølge de af Kongen konfirmerede Statuter skulde nemlig hver af Participanterne otte Dage efter en Ildebrand betale den Skadelidte 50 Rdlr. eller en forholdsvis Part deraf i Henhold til Skadens Størrelse; dog skulde al mindre Skade bæres af Vedkommende selv. Ogsaa i dette Kompagni forpligtede Medlemmerne sig til at staa hverandre bi under Ildsvaade og holde endel Brandredskaber i deres Huse som fast Inventarium, hvorhos begge Selskaber udtrykkelig lovede at opmuntre Brandvæsenets Folk, "de flittigste og dem, der hazarderede sig mest" med Pengegaver. Intet af disse Forsikringsselskaber fik dog eller kunde faa større Betydning, hvorfor de rimeligvis snart ophørte af sig selv. Den eneste virkelige Understøttelse, der ydedes Brandlidte, var nu som før Indsamling ved Kirkedørene, Fritagelse for Skatter og Afgifter ved sær kongelig Benaadning eller anden privat Veldædighed. Man har ogsaa Exempler paa, at Borgere efter en ulykkelig Ildebrand kunde forskaanes for Tiltale af deres Kreditorer i nogle Aar ved en kongelig Befaling.

Den ovenfor omtalte store Ildebrand af 1685 gav Stødet til en Omordning af Brandvæsenet, hvortil der utvivlsomt var stor Trang, thi den midlertidige Brandordning af 1687 viser tydeligt, hvor uordentligt Alt gik til under en Ildløs, navnlig paa Grund af det stærke Tilløb af Nysgjerrige og Ildesindede. Æren for den nye Ordning, om hvilken Molesworth udtaler sig anerkjendende, skyldes Lieutenant Herman Garding, som blev den første Branddirekteur i


279

Kbhvn. Han var i 1686 fremkommen med Forslag til Forbedringer af Slukningsredskaberne; det følgende Aar sattes han i Spidsen for Brandvæsenet, og det faldt nu i hans Lod at indføre de forhen ukjendte Slangesprøiter, rimeligvis efter hollandsk Mønster. De ere fremstillede paa et Billede fra 1701 (se II S. 239). En Skat udskreves for at dække Udgifterne, og den 23de Juli 1689 udkom den nye Brandforordning, som blev Grundlaget for mange senere Foranstaltninger mod Ildsvaade. Forordningen indeholder først meget detaillerede Paabud om forsvarlig Opmuring af Skorstene og Bagerovne, endvidere om Forsigtighed i Omgang med Ild for Brændevinsbrændere, Bryggere, Maltgjørere, Farvere, Pottemagere, Sæbesydere, Beg- og Tjærekogere, Hørheglere o. s. v., idet der trues med strenge Straffe for Skjødesløshed, saasom høie Bøder, Vand og Brød eller endog livsvarigt Arbeide paa Bremerholm. Selvfølgelig forbydes alle Esser og Ildsteder i Fjælleskure, saavelsom Oplag af Krudt eller andre brandfarlige Sager i Privathuse, og det befales alle Huseiere at lade deres Skorstene rense fire eller dog to Gange om Aaret, hvorfor Skorstensfejerne dagligen skulle "lade sig høre og finde" paa Gader og Stræder. En enkelt Paragraph henvender sig i Almindelighed til alle Byens Indbyggere, "Husfædre eller Husmødre, være sig af hvad Stand og Kondition de være maa og kan, saavelsom og deres underhavende Tjenere og Tyende, Mands- og Kvindespersoner" og formaner dem alvorligt til at omgaas varligt og agtsomt med Lys og Ild baade ved Dag og Nat, bruge Lygter i Stalde, paa Lofter og andre farlige Steder, undlade at smøge Tobak i Stalde, Staldkamre, Senge eller andetsteds, hvor Foder, Hø og anden letfængelig Materie findes, og endelig lade være med at kline Lys paa Vægge, Borde, Bænke og lignende Steder. Der sættes Bøder for disse Forseelser, hvis de ikke afstedkomme Ulykker; opstaar der derimod Ildløs, skal den Uagtsomme betale Skaden, eller hvis det overstiger hans Evner, straffes paa Kroppen med Fængsel eller Arbeide. Fortsætlig Brandstiftelse straffes som før paa Livet.

Ved Siden af disse Forebyggelsesregler paabyder Forordningen et forøget Slukningsmateriel. Hver Gaard og Eiendom i Staden skal i Forhold til Grundtaxtens Størrelse være forsynet med Læderspande, Brandhage og en "lang, behændig Stige"; i ethvert Bageri skal der endog være 6 Læderspande. Man ser, at Kjøbenhavn allerede ved Forordningens Udstedelse havde otte af de nye Slangesprøiter, med


280

Stationer ved Tøihuset, Raadhuset, Bremerholm og i Nyboder, samt ved de fire Hovedkirker: Vor Frue, Helligaands, S. Nikolai og Trinitatis. Flere af disse Sprøiter havde særlige Navne; saaledes kaldtes Stationssprøiten ved Raadhuset: "Vagtsprøiten"; en anden: "Slange-Jagt-Sprøiten", synes at have gjort de fleste Underværker. Paa dette Tidspunkt opførtes ogsaa fem smaa Sprøitehuse, hvori en Del af Materiellet, særlig de store Vandkar, opbevaredes, nemlig ved Nørrevold, ved Vesterport, ved Vagthusene paa Slotspladsen og Graabrødretorv samt ved Hovedvagten paa Kongens Nytorv. Enkelte af disse Smaabygninger stod endnu i vore Dage. Af Haandsprøiter havde Staden 25, og af Læderspande mange Hundrede foruden de private. Opsynet med og Ansvaret for alt dette Materiel havde selvfølgelig Branddirektørerne saavelsom Over- og Underbrandmestrene, men disse stod atter under Kontrol af Politimesteren, et Medlem af Magistraten, Stadshauptmanden og to af de 32 Mænd. To Gange om Aaret afholdtes der Sprøiteprøver sikkert til stor Glæde for Befolkningen; mindre behageligt for den var, at Brandmestrene og nogle af Brandsvendene ved Mikkelsdagstider skulde gaa om og visitere i Husene for at overbevise sig om, hvorvidt man havde forsvarlige Oplagssteder for Hø, Halm, Kul, Tørv og Brænde, efterse, at der ikke manglede Horn i Lygterne, undersøge Brandredskaberne og overhovedet paatale, hvad der stred mod Forordningen.

Enhver Ildsvaade blev anmeldt fra Brandstedet ved "et stort Anskrig til Naboerne", hvorpaa Vægterne eller Kurerne paa Vor Frue og Nikolai Kirketaarne havde at bringe den til almindelig Kundskab ved at klemte med Stormklokkerne og om Natten udhænge en Lygte, om Dagen en Fane paa den Side af Taarnet, der vendte mod Ilden. Kort efter klemtedes der fra alle andre Kirketaarne; i Gaderne gjorde Vægterne Allarm ved at pibe og raabe: "Brand! Brand!", vække Folk ved at banke paa Portene og tænde Gadelygterne, selv om det var Maaneskin. Ilbud begav sig ufortøvet til Branddirekteuren, Politimesteren, Stadshauptmanden, Kommandanten og den permanente Brandvagt paa Raadhuset. Denne sidste afgik strax til Brandstedet med "Vagtsprøiten", efter at den havde sørget for, at Trommen gik i Gaderne for at sammenkalde Mandskabet. Imidlertid besatte den tilstedeværende Borgervagt Adgangen til det brændende Hus for at holde "unyttigt Folk" borte; Vægterne strømmede til fra alle Sider for at være behjælpelige, medens det


281

øvrige Brandmandskab samledes, hver ved sin Sprøite, og saa hurtigt som muligt førte den frem. I kort Tid var saaledes hele Byen paa Benene under uhyre Tummel. Vognmændene skulde føre Kirkernes store Vandkar, Karrerne, alle Slags Brandstiger, Ildhager og Sprøiter til Ilden, Bryggerne mødte med deres Heste og Sluffer, Bagerne og Slagterne, som holdt Heste, vare forpligtede til det Samme, og endelig skulde et Antal Vogne holdes rede i Nærheden af Ilden for at hjælpe til at bjerge Gods. De tre først mødende Vandsluffer fik en Belønning. Ogsaa Vandmestrene skulde ved Stormklokkens første Lyd begive sig til Brandstedet, og "Hanerne paa Vandrenderne saaledes dirigere, at Vandet til det Sted hendrives, hvor Nøden er"; Garnisonen, Søfolkene og Borgervæbningen skulde ufortøvet begive sig til deres Allarmpladser for i fornødent Fald at kunne besætte større eller mindre Strækninger af Gaderne og holde Opsyn med det frelste Gods, medens hver Borger havde den Forpligtelse at hensætte en Tønde eller et Kar med Vand udenfor sin Dør og udhænge en Lygte, ifald han boede nær ved Branden. Politimesteren, Stadshauptmanden, Stadskæmneren og andre af Byens Betjente mødte paa Brandstedet for at assistere Branddirekteuren, som naturligvis havde den egentlige Ledelse af Slukningen, og uden hvis Befaling intet Hus maatte nedrives eller nogen anden overordentlig Forholdsregel træffes. Foruden af det faste Mandskab betjentes Sprøiterne af en stor Mængde lavere Næringsdrivende saasom Øldragere, Favnesættere, Korn- og Kalkdragere, Prammænd o. s. v. Først naar Ilden var helt slukket, maatte Mandskabet begive sig hjem, og Befolkningen kunde af Klemtningens Styrke fra Kirketaarnene nogenlunde bedømme Ildens Farlighed og dens Aftagen. Det fortjener at fremhæves, at de Folk, der udmærkede sig ved Slukningen, fik en Pengebelønning af Brandkassen; kom de til Skade, bleve de helbredede paa offentlig Bekostning eller fik en livsvarig Pension "efter deres Stands Kondition og Vilkaar", og omkom de, blev der dem forundt "en ærlig fri Begravelse", hvorhos deres Efterladte fik en "Recompense". Da Branddirekteur Garding døde i 1693, blev han afløst af Gottfried Fuchs, der prises høit af alle Samtidige og har sat sig et Minde i Literaturen ved sin Bog: "Ulykkelige Hændelsers lykkelige Hindrelse", en summarisk Fremstilling af alle Ildebrande i Kjøbenhavn fra Januar 1694 til Udgangen af Dcbr. 1700, ledsaget af alle Slags kuriøse Bemærkninger om de


282

Romeres og Grækeres Betragtninger over Ild og Vand, tilligemed Beregninger over hvilke Tab, hvert enkelt Ildebrandstilfælde vilde have paaført (nøiagtigt angivet i Rigsdaler), hvis det ikke itide var blevet slukket. Hosstaaende Afbildning af et Sølv-Brandskilt fra 1704, der opbevares i Folkemuseet, giver et om end ufuldkomment Begreb om Datidens Sprøiter; Indskriften ovenover lyder saaledes:

"Brandfanen Jeg føre maa til Alles Gavn og Lempe,
For de Vedkommende næst Gud kan Ilden dæmpe".

Brandskilt fra 1704

Brandskilt fra 1704.

Brandvæsenets Forbedring saavelsom almindelige hygieiniske Hensyn maatte med Nødvendighed henlede Opmærksomheden paa Byens Vandvæsen, der var alt Andet end tilfredsstillende. Forsyningen med Vand skete, som foran (II S. 20 og flgd.) berørt, dels gjennem Trærender fra Peblingesøen (det saakaldte Pumpevand) dels ved Ledninger fra fjernere liggende Søer, navnlig fra Emdrup Sø, det saakaldte Springvand. Begge Indretninger vare imidlertid komne i Forfald, hvorfor Christian den Femte allerede Aaret efter sin Thronbestigelse nedsatte en Kommission for at konferere med Vandkompagniernes Direkteurer og tage under Overveielse, hvad der var at gjøre. Det ses, at Springvandet havde for Skik at udeblive helt et Par Gange om Aaret saavel i stærk Frost som i stærk Hede, hvorhos det ikke sjeldent var ilde lugtende og farligt at nyde. For Pumpevandets Vedkommende var Forholdet endnu værre. Da den første Kommission Intet udrettede, nedsattes der i 1677 en ny, som navnlig skulde have Opmærksomheden henvendt paa Poster og Brønde i Gaderne, men heller ikke den rørte sig, før den et Aarstid efter fik et alvorligt Tilhold om at skride til


283

Værket og forstærkedes med fire nye Medlemmer. Endelig blev det til Alvor; en kongelig Forordning af August 1679 indsatte en stor og fornem Vanddirektion, hvoraf Ole Rømer var Medlem, som skulde have Overopsynet med hele Vandvæsenet; det befaledes, at Pumpevandet ligesom Springvandet skulde inddeles i Kompagnier, og alle Hovedstadens Kirker maatte give et klækkeligt Pengebidrag (ialt 2500 Rdlr.) til den nye Ordning. Den 20de Novbr. 1680 udkom den nye Fundats for Pumpevandet, ifølge hvilken saavel Springsvands- som Pumpevandskompagnierne bleve forestaaede af Vandinspekteurer, der valgtes af Participanterne. Disse Inspekteurer, under hvis Tilsyn to Vandmestre og otte Svende besørgede Udboringen af Renderne, Nedlægning af dem, Opsætning af Pumperne o. s. v., skulde sørge for, at Renderne bleve forsvarligt vedligeholdte i deres respektive Kompagnier, have Opsigt med Søerne, Sluserne, Grøfterne og Dæmningerne, sørge for, at Participanterne ikke overtraadte de givne Betingelser, repartere Udgifterne og indkassere Beløbene, der betaltes to Gange om Aaret ved Terminerne. De fire kongelige Pumpevandsrender (Slottets, Bryghusets, Charlottenborgs og Guldhusets) saavelsom Rosenborgs Springvandsrende forestodes af en kongelig Fontainemester, som dog ligesom Vandinspekteurerne og samtlige Kompagniet sorterede under Overdirektionen. Da Springvandsrenderne vare betydeligt længere end Pumpevandsledningerne, og Participanterne i de førstnævnte næppe tilsammen udgjorde 200, blev den aarlige Udgift selvfølgelig betydelig større for Springvandsforbrugerne end for dem, der nøiedes med Pumpevandet.

I Christian den Femtes Tid blev Byens ældste, af Frederik den Anden anlagte Springvandsrende, der forsynede Fontainen paa Gammeltorv og vedligeholdtes af Magistraten, omdannet til et fjerde Springvandskompagni (smlgn II S. 20): "Stadens Fontaines Springvandskompagni", eftersom Billighed talte for, at de private Eiendomme, som drog Fordel af denne Ledning, ogsaa bidrog til Udgifterne. Dæmningerne ved Emdrup Sø og Langvaddam (Damhussøen) bleve istandsatte, og det saakaldte "Aalekistehus" ved Damhussøen opført til Bolig for en Opsynsmand ved den derværende Sluse. Bønderne her saavelsom ved de øvrige Søer: Søborg Sø og Peblingesøen vare imidlertid misfornøiede med, at Vandet opstemmedes og oversvømmede deres Enge, hvorfor de beskadigede Sluserne og i 1691 indkom med en formelig Klage til Kongen, som havde


284

til Følge, at de fik Erstatning. Trods alle disse Forbedringer og Anstrængelser vedblev dog Vandforsyningen at være maadelig; Trærenderne gik i Stykker, fordi de vare lavede af daarligt Tømmer, Grøfterne tilstoppedes af Ildesindede, eller man stjal Vandet ved at lede det andetsteds hen, og Byen led jevnlig under Vandmangel. Hertil kom, at Rensningen af Søerne forsømtes, saaledes at de groede til, ligesom de uophørlig forurenedes. I 1687 foregik der endog saa "store Uskikkeligheder" i Peblingesøen, hvorfra "alt Pumpevandet kom", at der maatte et skarpt kongeligt Forbud til for at standse dem. Det blev "strengeligen og alvorligen forbudt at toe Klæder eller Andet, som nogen Urenlighed medfølger" i den nævnte Sø, eller "Feldberederi og Vogne, hvormed Urenlighed føres, at udskylle, eller endog døde Bæster deri at kaste, som Vandet ganske skal fordærve og Sygdom foraarsage." For at skylle en Vogn i Peblingesøen straffedes Eieren, hvis han selv begik Forseelsen, med Tabet af den og Hestene; en Kusk eller Tjener blev sat i Halsjernet første Gang, anden Gang i Jern paa Bremerholm; Feldberederne, som misbrugte Søen, skulde betale 10 Rdlr. i Bøde, og Folk, som vaskede deres Tøi her, 6 Rdlr. Politimesteren fik Halvparten af disse Bøder, Børnehuset paa Christianshavn den anden Halvdel.

Ogsaa Fattigvæsenet gav Regjeringen en hel Del at tænke paa, thi skjøndt der, som foran (II S. 197) bemærket ved Oprettelsen af det nye kommunale Børnehus paa Christianshavn var blevet gjort et alvorligt Forsøg paa at "afskaffe alt Trygleri for Dørene", blev Hensigten ikke opnaaet. Byen var fremdeles fuld af generende Tiggere, hvorom de kongelige Forordninger og Paabud aflægge tydelige Vidnesbyrd, skjøndt King i sit Modskrift mod Molesworth paastaar det Modsatte. Ogsaa den berømte franske Lystspilforfatter Regnard, sorn i 1681 var i Kjøbenhavn, maa have gjort Erfaringer i denne Retning, thi han bemærker om det danske Sprog, at der ikke gives noget bekvemmere Maal for Tiggere, da det lyder som Graad. Tiggerne havde navnlig deres Tilholdssteder udenfor Kirkedørene, ved Byens Porte og Toldboden og rekruteredes ikke blot fra Staden selv, men ogsaa fra Landet. I 1682 klages der stærkt over, at Soldaters og Baadsfolks Koner tigge paa Gaderne, to Aar efter skrides der ind mod de talrige tjenesteløse Folk af begge Kjøn, men hverken Politiet eller Stodderfogderne formaaede at udrette Noget, saameget mindre som Befolkningen og Militairet tog Parti for


285

Betlerne og mishandlede Fattigvæsenets Tjenere. Det gik tilsidst saa vidt, at der sattes Livsstraf for Soldater og Matroser, som hindrede Stodderfogderne i at føre Betlerne til Børnehuset. Kampen mod Tiggeriet forblev alligevel staaende og maatte gjenoptages under den følgende Konge med endnu skarpere Midler.

Heller ikke havde Fattigvæsenet tilstrækkelige Midler til at møde de Krav, som uophørlig stilledes til det. Børnehuset, i hvilket der ikke blot optoges Børn og Løsgjængere, men ogsaa andre fattige og svage Folk, havde vel forskjellige gamle Kapitaler, men de slog ikke til, og i 1692 var man naaet saavidt, at man rentud erklærede ikke at kunne "præstere til den udkrævende Underholdning." Det synes ogsaa at være gaaet temmelig broget til i en Aarrække; Indløsningssummerne for Præstegaardene, der skulde tilfalde Anstalten, kom ikke ind, Børnehusets Klædevarer duede ikke, Regnskaberne vare i Uorden; af frivillige Gaver kom der kun Lidet ind, og Forvalteren Etienne de la Fosse, der kaldes "en fremmed Mand, som ikke udi Lands Lov og Manér er kyndig", var en Projektmager, der ledede Manufakturerne daarligt og desuden selv var saa forgjældet, at der i 1697 tilstodes ham et Moratorium paa tre Aar. De mange Reskripter om Undersøgelse og Anbringelse af Fattigvæsenets Midler, om Børnehusets Bestyrelse m. m. kunde naturligvis ikke forbedre Situationen, saalænge man lagde Hovedvægten paa Fabrikvirksomheden, der netop opslugte Pengemidlerne, og istedetfor at give Overskud paaførte Anstalten Tab. I 1696 fik Præsterne i Hovedstaden Befaling til tre Søndage i Træk baade til Høimesse og Aftensang "med bevægelige Ord" at formane Tilhørerne til af Christen Medlidenhed at tegne sig for et vist aarligt Bidrag til de Fattige i en Bog, i hvilken Kongen og endel af hans Ministre og Betjente havde tegnet sig, men Udbyttet heraf var saa ringe, at Rodemestrene baade det følgende og næstfølgende Aar maatte gaa fra Hus til Hus og Dør til Dør med Kollektbøger for at samle Penge. Da dette heller ikke frugtede, paabødes det, at alle Almisser ved Auktioner skulde gaa til Børnehuset, ja der blev tilsidst Tale om at paaligne Indbyggerne en aarlig Skat af 4000 Rdlr. Alle de nævnte Indsamlinger kom naturligvis ogsaa Pesthuset udenfor Vesterport (smlgn. II, S. 199) tilgode, thi dette henlaa under Fattigvæsenet og fik i 1696 endog fælles Direktion med Børnehuset. Her optoges saadanne Fattige, som led af svære og væmmelige Sygdomme


286

og her indrettedes i 1697 "bekvemme Steder, hvor afsindige Mennesker kunde forvares", det vil sige: en Sindssygeafdeling, der i Overensstemmelse med Tidens Anskuelser sikkert har havt en uhyggelig og oprørende Charakter.

Børnehuset spillede paa dette Tidspunkt den vigtigste Rolle i Stadens Fattigvæsen; derefter kom Vartou i Farvergade, som imidlertid var gaaet stærkt tilbage og endnu ikke var kommen til Kræfter efter Krigen. Til Stadens Husarme indkom der bestandig milde Gaver, skjøndt langtfra tilstrækkeligt, og disse bestyredes og uddeltes af Fattigforstanderne, som havde en byrdefuld Stilling. Magistraten valgte disse Folk blandt "de bedste, bekvemme og vederhæftige Borgere", og Ingen kunde undslaa sig for at modtage et saadant Valg, der gjaldt for et Tidsrum af fire Aar. Dog kunde Oldermanden for Fattigforstanderne, der navnlig havde et stort Regnskabsvæsen at svare for, kjøbe sig fri for 300 Rdlr., en Sum, der senere nedsattes til 200. Fattigforstanderne maatte personlig gaa om i Kirkerne med de Fattiges Tavle, ikke blot ved Gudstjenesten, men ogsaa ved Begravelser og fine Bryllupper; de skulde besøge Brudefolk med Fattigbøssen i deres Hjem, gaa fra Dør til Dør i Sognet og bevæge Indbyggerne til at tegne sig for Almisser, opkræve Pengene hvert Kvartal, føre Regnskaber, besøge de sengeliggende Fattige i Sjæleboderne, holde Øie med de Fattiges Liv og Levnet, kort sagt "vide de Fattiges Bedste med Raad og Daad, som de for Gud og Øvrigheden med en god Samvittighed ville ansvare". De havde Opsyn med Sjælebodernes Vedligeholdelse; hver Dag skulde en af dem møde i Børnehuset paa Christianshavn og se efter, hvorledes Alt gik til; de kunde ikke forlade Byen uden Oldermandens og deres Kollegers Samtykke og maatte derhos hyppigt møde paa Konventhuset i Silkegade sammen med Konventhusskriveren for at raadslaa om Fattigsager. Da Velstanden var aftagen efter Krigen, kom de frivillige Bidrag paa ingen Maade rigeligt ind, og en af de vigtigste Indtægter blev derfor den Fattigvæsenet tillagte Del af Accise, Last- og Havnepenge.

Den betydeligste Gave, som i dette Tidsrum tilflød Fattigvæsenet var de af Abel Kathrine skjænkede Boder i Dronningens Tværgade, som i den nyeste Tid ere blevne flyttede ud paa Vesterbro. Stifterinden, der havde staaet i Dronning Sophie Amalies Tjeneste og senere i nært Venskabsforhold til hende, gav ved


287

Testamente af 27de December 1675 et Hus med syv Boliger til "ret elendige, syge, sengeliggende fattige Folk, der ei ellers vide Raad og Hjælp", og tillagde det derhos et Gods ved Aalborg, som hun havde arvet efter sin Mand, Hans Hansen, Proviantskriver paa Kjøbenhavns Slot. Efter hendes Død den 1ste Januar 1676 traadte Stiftelsen strax i Virksomhed og henlagdes under Fattigdirektionen,

Abel Cathrines 
Stiftelse

Abel Cathrines Stiftelse i Dronningens Tværgade.

dog med særligt Regnskab. Abel Kathrines Stiftelse er gjentagne Gange bleven udvidet; hosstaaende Afbildning viser den ældste Del af den nu nedrevne Bygning i Dronningens Tværgade, set fra Gaarden, tilligemed det nyere hosliggende Kapel.

Det er tidligere berørt, at Kvæsthuset en Tidlang sorterede under Kjøbenhavns Fattigvæsen, men i December 1674 atter gik over til Admiralitetet (smlgn. II, S. 198), hvorfor Magistraten ud-


288

leverede dets Kapitaler. Disse bleve yderligere forøgede af Kongen, og i Juli 1682 udstedtes en Fundats for Kvæsthuset, i hvis Indledning det hedder om Statens Forpligtelse overfor de saarede Krigere, at "det nødvendigt udkræves udi en velskikket Regjering udi fredelige Tider at drage Omsorg for deres Bedste, som udi Krigstider skulle stride for Lande og Riger og deres Liv og Helbred i saa Maader tilsætte." I Begyndelsen kunde kun de i Krigen Kvæstede, baade Soldater og Matroser, optages, men i 1693 befalede Kongen, at syge og i Kongens Tjeneste tilskadekomne Søfolk ogsaa skulde kunne indlægges, hvorved Kvæsthuset altsaa blev et Slags Hospital. Dets Midler bleve bestyrede af to af de 32 Mænd, som ikke fik Løn, men til Gjengjæld efter sex Aars Forløb havde fortrinsvis Adgang til Raadmandspladser. Endel tilfældige Indtægter henlagdes til Anstalten, saaledes, foruden hvad der indkom i Kirkerne ved Kvæsthustavlernes Ombæring, en Part af alle Konfiskationer i Danmark ved Høiesteret, Landsthingene, Raadstuerne, Bythingene og Toldstederne. Kvæsthuset havde sin egen Chirurg, der stod under Kontrol af Stadsphysikus, og de Syge og Kvæstede, der pleiedes af Kvinder, skulde altid have "god, varm, fordøielig og dennem tjenlig Mad", hvorhos en af Skibspræsterne eller i deres Fraværelse Holmens Kapellan hver Morgen og Aften skulde betjene dem med Bønner, Psalmer og Sang. Naar Kuren var tilende, kunde de, som kun nogenlunde havde gjenvundet deres Førlighed, faa Tjeneste paa Holmen ved Reberbanen, Portene eller andetsteds; befandtes de ogsaa udygtige hertil, skulde de forsendes til de Hospitaler i Riget, som nød særlige kongelige Benaadninger. Kvæsthuset blev fra Børnehuset paa Christianshavn først flyttet til det saakaldte Guldhus i Rigensgade, men i Juni 1683 derfra til en Nybygning i Kvæsthusgade, det nuværende forenede Dampskibsselskabs Eiendom. Paa Guldhusets Grund indrettedes der et Par Aar efter et kongeligt Uldmanufaktur. Fra de ældste Tider haves ingen Afbildning af Bygningen i Kvæsthusgade; hosstaaende Tegning med Udsigt til Toldboden og Flaadens Leie er efter et Maleri fra Midten af forrige Aarhundrede.

For at lette Adgangen til Pengelaan og herved "komme de Fattige til Undsætning" stiftedes i April 1688 Assistentshuset, som i Begyndelsen var et privat Interessentskab. En kjøbenhavnsk Borger, Nikolai Wesling, indkom med et Forslag til Oprettelsen af


289

en saadan Anstalt og fik ikke blot Tilladelse til at indrette den i sit Hus i Nyhavn, men benaadedes desuden med adskillige personlige Friheder som f. Ex. Fritagelse for Byens og al borgerlig Tynge, saavelsom for Indkvartering og Grundskatter, Tilladelse til at brygge Øl m. m. Han blev selv den første Assistentshusforvalter og fik som saadan en Fjerdedel af Overskudet, medens Participanterne fik de tre Fjerdedele. Der udlaantes i Førstningen ikke blot paa haandfaaet Løsøre, men ogsaa paa Huse og Gaarde, og Laanerne

Kvæsthuset i 
Kvæsthusgade

Kvæsthuset i Kvæsthusgade. Orig. i Oldnordisk Museum.

fik til Sikkerhed en Assistentshusseddel efter en vis Formular. Renten erlagdes forud og var af Laan under 50 Rdlr. 1 1/6 Skilling om Maaneden for hver Rigsdaler, af høiere Laan derimod 5 Mrk. af hvert hundrede Rigsdaler. Alle stjaalne og tabte Sager skulde ufortøvet af Eieren anmeldes til Assistentshusforvalteren, at han kunde tage sig vare for dem; var der givet Laan paa dem før Anmeldelsen, maatte Eiermanden selv bære Skaden og indløse sin Eiendom. De uindløste Panter bortsolgtes en Gang om Maaneden ved Auktion, og alle Stridigheder mellem Forvalteren paa den ene og Interessenterne eller Laanerne paa den anden Side skulde


290

ufortøvet afgjøres af Byfogden med Appel til Magistraten. Der synes ogsaa hurtigt at være opstaaet Splid; dels har man manglet Kapital, dels have Laanerne følt sig forurettede, thi i 1699 udkom der en ny Forordning, hvori det forbødes at udlaane Penge paa Jordegods og Eiendomme, ligesom den vigtige Bestemmelse indførtes, at Overskudet af de bortsolgte Panter udbetaltes Laanerne. Hvis disse ikke krævede det inden Aar og Dag efter Auktionen, tilfaldt det dog Børnehuset paa Christianshavn.

For Universitetet blev der i Christian den Femtes Tid kun udrettet overmaade Lidt, hvilket ogsaa gjælder om den lavere Undervisning, Høiskolen var i Krigsaarene saagodtsom gaaet helt istaa, Studenterne vare blevne Soldater, Indtægterne udeblev, og endnu i mange Aar efter Krigen kunde Universitetets Bønder ikke betale deres Landgilde. Efter Fredsslutningen var der vel ingen Mangel paa Studenter, men Pengenøden var stor, og hvad der var det Værste: Enevælden viste sig alt Andet end gunstig for Udviklingen af et friere Aandsliv. Universitetet kom i et trykkende Afhængighedsforhold til Monarchen, og det blev dets Opgave at smigre for og indynde sig ved Hoffet. Et afskrækkende Exempel paa Tidens uhyre Svulst, Ordbram og Spytslikkeri er den juridiske Professor Thomas Bartholins Tale til Griffenfeld den 24de August 1674, da Griffenfeld var bleven Universitetets Patron; heri fremstilles Mæcenas, Virgil og Ovid som rene Sinker mod den "berømte Heros, som ved de største Sjæleevner, ved en forfærdende Lærdom, ved en utrolig Klogskab og de høieste Hædersposter ikke blot beundres af Samtiden, men er et mageløst Mønster for Efterverdenen." En saadan stødende og usund Servilitet kunde kun skade den frie Forskning, og hertil kom en mangelfuld eller rentud feilagtig Organisation af Høiskolen. Det theologiske Studium betragtedes som det eneste saliggjørende; Lægevidenskaben dyrkedes vel ved Siden, men uden synderligt Held, og Jura kjendtes kun som Romerret, skjøndt denne Ret hverken gjaldt i Danmark eller Norge. Allerede under Beleiringen havde Studenterne ønsket en Forandring heri og ansøgt om, at idetmindste én af Professorerne maatte holde Foredrag over praktisk dansk Ret eller om dens Forhold til Romerretten, men dette naturlige Forlangende blev afslaaet. De faa Aar, i hvilke Griffenfeld var Universitetets Kantsler, var iøvrigt den bedste Tid for det: han søgte nemlig ikke blot at ophjælpe


291

dets økonomiske Forfatning, men han holdt et vaagent Øie med, at Professorer og Studenter ikke laa paa den lade Side. I 1672 oprettedes et Collegium disputatorium for theologiske Studenter; tre Aar efter indførtes paa Professorernes Indstilling en almindelig Modenhedsprøve, den saakaldte philosophiske Prøve, og det forbødes Studenterne ved Depositsen at løbe forklædte og maskerede om i Gaderne og gjøre Optøier. En fortjenstfuld Handling af Griffenfeld var Hjemkaldelsen af den berømte Læge Niels Stensen, som trods sin katholske Tro ansattes som Professor i Anatomien. Han forblev dog kun faa Aar i sit Fædreland.

Kommunitetet eller "Klostret" havde under Beleiringen saagodtsom helt indstillet sin Virksomhed; i Slutningen af 1659 havde det kun 12 Alumner, i Efteraaret 1661 endog kun 6. Ved Christian den Femtes Thronbestigelse var Antallet vel igjen steget til det normale (100), men Stiftelsen var i stor Gjæld, og Spisereglementet maatte indskrænkes betydeligt. Da dette imidlertid ikke frugtede, blev en Kommission nedsat i 1682, som skulde undersøge Kommunitetets Godsers og Tienders Tilstand, dets Gjæld, Bygninger m. m., og dennes Betænkning giver en sørgelig Skildring af Forholdene. Godset var saaledes, at "der neppe i det ganske Land skal findes noget, som i Almindelighed er saa armeligt og elendigt", Restancerne paa Landgilde udgjorde 9000 Rdlr., Tienderne bleve ikke betalte, Gjælden var 14,800 Rdlr., og Bygningerne saa brøstfældige, at "Økonomen ikke uden Fare bebor sine egne Værelser", og at "Lofterne fast over det ganske Hus ere af Orm saa fordærvet, at neppe nogen Rugsæd kan bevares paa dennem". Som Følge heraf udstedtes et nyt Reglement af 23de Juni 1683, ved hvilket Godset fritoges for alle ordentlige og overordentlige Skatter indtil Aarhundredets Slutning, og flere andre overordentlige Forholdsregler bleve trufne. Først under Frederik den Fjerde kom det haardt betrængte Kloster dog ret paa Fode igjen. Endnu i 1691 var Tilstanden ikke bedre, end at Kommunitetets Provst, Mag. Søren Glud, nedlagde sit Embede, fordi Økonomen ikke kunde skaffe Alumnerne det Krus godt Øl, som efter gammel Skik tilkom dem Helligtrekongers Aften. Denne Indskrænkning, som var sket "for at menagere 4 Tdr. godt Øl i Kommunitetets Udgift", blev betegnende nok allerede ophævet det næste Aar, fordi Studenterne pleiede at "drikke Kongl. Majestæts og det ganske kongelige Huses


292

Velgaaende" i dette Øl efter "en liden Harangue af Decanis", og Professorerne frygtede for, at "man skulde ilde resentere det til Hove, om man fik at vide, saadan god Skik at være ophævet". Under almindelige Forhold fik hver Student to Potter tyndt Øl om Dagen og tre Retter solid Mad Middag (Klokken 10) og Aften (Klokken 5), men Opholdet i Klostret kunde forresten i strenge Vintre være alt Andet end behageligt. Saaledes fortæller Bircherod, at Disputereøvelserne i Julen 1683 helt ophørte paa Grund af den stærke Kulde, og i Januar 1684 kunde han i flere Dage ikke blive mere end en halv Times Tid i Klostret, "thi naar de, som sade nærmest ved Kakkelovnen, maatte snart brænde sig ved Heden, saa kunde de andre, som sade længere derfra, ikke hytte sig for Kuld; nu Tænderne knæbrede paa dem, og Øllet stod og frøs hos dem i Kanderne. Hvorfore det blev saaledes maget, at vi i en hastig Skynding fik Maden ind, og saa strax igjen os hjem igjen forføiede."

Med dette Hjem menes Regentsen, der stod i nøie Forbindelse med Kommunitetet og derfor ogsaa havde delt Skjæbne med det. Under Beleiringen havde det lidt saa meget, at det i 1661 omtales som "moxen øde", og havde desuden solgt en temmelig betydelig Del af sin Grund ud til Kannikestræde. Sognepræsten til Trinitatis Kirke beboede alene over en Trediedel af Regentsens Værelser og Gaardsrum; ogsaa Kapellanen ved samme Kirke var der indrømmet en Del af Bygningen og Grunden. Under disse Omstændigheder maa Pladsen have været stærkt indskrænket, men inden Aarhundredets Slutning forandredes dog dette Forhold, saaledes at Alumnernes Antal omtrentlig kan anslaas til ca. 80, bortset fra det Antal "Gratister", som trods udtrykkelige Forbud optoges og boede her, og hvoriblandt der fandtes "liderlige Mennesker, ja vel endog Haandværksburscher og forløbne Skoledrenge". To og to Studenter (Kontubernaler) boede i Reglen sammen i to Værelser (Sovekammer og Studereværelse), der vare yderst tarveligt udstyrede med Stengulve, nøgne Vægge og et plumpt Bohave. Netop paa Christian den Femtes Tid fik Regentsen ikke saa faa Gaver og enkelte Legater, hvorved det blev muligt at give Alumnerne Brændsel og Lys; Maden spistes jo i det nærliggende "Kloster" og var, om ikke altid god, dog saa rigelig, at der kunde blive Noget tilovers til Expektanterne, det vil sige: til de fattige Studenter, der vare indskrevne


293

til Kommunitetet, men endnu ikke havde faaet Plads. Regentsianerne, som alle - ligegyldigt hvilket Brødstudium de dyrkede - skulde studere Theologi, vare, som vi foran (II, S. 270) have set, stridbare Folk og trods den strænge Tugt, de vare undergivne, vanskelige at holde i Tømme. De vare forfaldne til Gjæld, Dueller og Drik, hvorom utallige Advarsler og Straffebestemmelser vidne, og det nyttede kun lidt, at en kongelig Forordning i 1684 forbød Kræmmere, Øl- og Vintappere at betro Studenter og Skoledisciple en høiere Sum end 10 Rdlr. I Kommunitetets egen Bygning holdtes der en Tidlang Udskjænkning af Øl og Brændevin, og nogle Kroer og Værtshuse i Kannikestræde ligeoverfor Regentsen ses at have udøvet en stærk Tiltrækningskraft paa Alumnerne, som begav sig derover i deres Slobrokke og sad og svirede her om Søndagen. Slobrokken, der - som Reinhardt bemærker - nu maa kaldes Regentsianernes Nationaldragt, var altsaa allerede i Brug paa Kollegiet i Slutningen af det 17de Aarhundrede. Bircherod havde kun været Viceprovst i nogle Maaneder, da han klager over den "Uro og Fortræd, det giver at have med Studenternes Inspektion at bestille", og Listen over deres Forseelser, Overfald, Kaadheder og Løsagtighed vilde blive lang, hvis den skulde nedskrives. Det maa imidlerlid erindres, at den allerstørste Del af Studenterstanden var yderst fattig, saaledes at den bekjendte Smædeskriver Jakob Worm endog misunder Holmens Fanger i Bolt og Jern, fordi de have det bedre end en venneløs Student, og den senere Notarius publicus, Rasmus Æreboe, giver i sin Autobiographi en rørende Skildring af den Sult, han lærte at kjende som Skoledreng og Student. "Denne elendige og forskrækkelige Sult - siger han - blev saa stærk, at jeg ønskede engang, da jeg saa, at der blev sat et halvt Fad Byggrød for en Hund, at jeg var i Hundens Sted og den igjen i mit." Hvad Studenternes Dragt angaar, som i tidligere Tid havde lignet Adelsmændenes, dog med den Forskjel, at "Buxer og Trøie vare bar luvslidte og undertiden revne", begyndte netop paa dette Tidspunkt den sorte Kappe at komme i Mode, ikke uden Modstand fra Studenternes Side, skjøndt den allerede var paabudt ved en kongelig Forordning af 1667. De gik desuden alle med Kaarde, en ældgammel Skik, der allerede forbydes i Universitetsfundatsen af 1539, men som dog først blev almindelig under og efter Belejringen, og det viste sig trods Kongens


294

og Konsistoriets forenede Anstrængelser umuligt at faa den studerende Ungdom til atter at nedlægge Værget. Frederik den Tredie forbød det rentud, men forgjæves, og i September 1681 maatte man tilsidst udtrykkelig indrømme Studenterne den omtvistede Ret, Theologerne dog undtagne. Disse vilde dog ikke give Slip paa Kaarden, men vare endog i 1694 til stor Forargelse for Konsistorium dristige nok til at møde paa Prædikestolen med Kaarde om Livet, ligesom de ogsaa bar den i "Klosteret" ved Maaltiderne. I "Fægteboder", der lededes af Fægtemestre, hvilke efter Holbergs Sigende stod i samme Anseelse som Professorer ved Universitetet, lærte Studenterne at bruge deres Vaaben, og Dueller udenfor Stadsporten ved "Fuglestangen" blev nu almindelige saavelsom tilfældige Sammenstød paa Gaderne. I Løbet af faa Aar trængte Brugen af Kaarden længere og længere ned i Samfundsklasserne, saaledes at den Reisende, de Vrigny, i 1702 udtaler sin Forbauselse over, at Skomagere og Skrædere toge Maal af deres Kunder med Kaarde ved Siden.

Foruden det gamle Valkendorfs Kollegium, eller som det i daglig Tale kaldtes: "Hofmesters Boder", fik Kjøbenhavn paa dette Tidspunkt en ny Studenterbolig, idet den berømte chemiske og philologiske Professor Oluf Borck i Januar 1688 fik Tilladelse til at gjøre sit Testamente, som han vilde, og "da fornemmelig til Guds Æres Forfremmelse ordinere en bekvem Bygning til 16 fattige, skikkelige og lærde Studiosos". Efter at have kjøbt en gammel, meget forfalden Professorresidents i Kannikestræde for 2000 Rdlr., lod han den nedrive, og paa Tomten opførtes der nu under hans personlige Tilsyn og for hans Regning en efter Tidens Smag smuk tre Etages Bygning, smykket med Christian den Femtes Buste i Frontespicen og en Tavle med en latinsk Indskrift over Porten. I Stuen og paa første Sal var 8 Dobbeltkamre, hvor 16 dansk- eller norsk-fødte Studenter kunde bo i fem Aar, og øverst oppe tilvenstre en rummelig Sal til Disputations- og Deklamationsøvelser samt til Gudstjeneste, med Bibliothek, Pinakothek og Kunstkammer ved Siden, thi Borck skjænkede Kollegiet alle sine egne rige Samlinger. I Gaarden var et Springvand og en liden tilliggende Vaaning for en Opvarter; Haven "var beplantet med Blomster og Træer, viet til Øinenes Lyst og Sjælens Forfriskning" og desuden prydet med Statuer af Merkur og Apollo i Gibs samt en Herkules i Bly.


295

Stiftelsen, hvis Fundats er af 29de Juli 1689, doteredes endvidere med en anseelig Kapital, og Borck bestemte selv, at den skulde kaldes Collegium Mediceum, "saasom jeg af sær Betænkende ei vil, at den efter mit Navn skal kaldes", vistnok kun for at minde om den medicæiske Slægt i Florents, der havde gjort sig saa fortjent af Videnskaben. Borck døde i Oktober 1690 efter en Stenoperation, der foretoges af Amtsmester i Barberlauget, Johannes de Buchwald, hvem Holberg har skildret som Jens Blok, og som senere blev Professor i Medicinen, fordi han kurerede Dronning Anna Sophie Reventlows Ligtorn. Den store Sten, som voldte den fremragende

Borcks Kollegium

Borcks Kollegium i 1691.

Lærdes Død, blev indtil Ildebranden 1728 opbevaret paa Kollegiets Kunstkammer i en Sølvæske med en latinsk Indskrift og følgende danske af Thomas Kingo, der aabenbart engang er bleven anset for rørende:

Her er den Mordersten, som stak med Dødens Fork
Og jog til Graven vor udødelige Borck,
Den lærde Verden fik derved et Hjertemeen,
Gak, Læser, gak og græd, om ei Du selv est Sten.

Først efter Borcks Død blev Kollegiet indviet den 29de Mai 1691 med store Festligheder, og trods Testators udtrykkelige Ønske kom det snart til at bære hans Navn. Nyerup skriver i 1805, at det har havt "en uberegnelig Indflydelse paa Studeringernes Fremme,


296

at det altid har været anset som Kronen af de Beneficia, hvormed vor alma Mater befrier sine yndede Sønner fra trykkende Næringsorg, og at det har understøttet utallige værdige Subjecter". Et af de mærkeligste af disse "Subjecter" er Holberg, som var Alumnus her fra den 11te August 1709 til den 11te Februar 1714.

Skjøndt Universitetet i videnskabelig Henseende ikke stod høit og kun havde faa fremragende Mænd blandt sine Professorer, optraadte det dog udadtil med stor Pomp ved de store Fester paa Kongens Fødselsdag, ved Rektorskifterne og Doktorpromotionerne, navnlig de theologiske Doktorers i Frue Kirke. Kongen og Kantsleren havde hver sin Stol i det øverste Auditorium paa Universitetet, og naar nogen af dem var tilstede, overøstes de med Smiger og vamle Lovtaler, hvilke Datiden kaldte: orationes panegyricæ. Molesworth overværede i 1691 Universitetets første Fest paa Kongens Fødselsdag og betegner den som en Farce; "man skulde tro - siger han - at Monarchen var Ludvig den Store og Taleren en logrende Jesuit." Brinck undskylder dog i sit Modskrift den paagjældende Tale med at den fremkom af Taknemmelighed (fordi Kongen havde skjænket Universitetet en ny Rektorkaabe af rødt Fløil med "et Pektorale af amaleret Guld"). Denne Kaabe er altsaa Oprindelsen til de endnu existerende Universitetsfester paa den regjerende Konges Fødselsdag. Rektorindvielsen afholdtes endnu paa dette Tidspunkt i Frue Kirke, og Oluf Borck har efterladt os en udførlig Beskrivelse af en storartet theologisk Doktorpromotion den 10de Juni 1675, ved hvilken ikke mindre end elleve Kandidater, hvoriblandt fem Biskopper og to theologiske Professorer, bleve kreerede. Festlighederne begyndte allerede den 2den Juni, da selve Disputatserne holdtes. Om Morgenen Kl. 8 kaldte Klokken i det lille Taarn over Auditoriet Studenterne sammen, dog ikke blot Studenter, men ogsaa Geheimeraader, Grever, Friherrer og Assessorer i de kongelige Kollegier, thi Griffenfeld havde ønsket, at Handlingen skulde foregaa saa høitideligt som muligt. Lidt efter kom Rektor "i sin Habit", med Pedellerne foran, bærende de to Sølvsceptre, og med samtlige Professorer efter sig. Det øverste Auditorium, hvor Disputatserne fandt Sted, var betrukket med flamsk Klæde, og Promotor saavelsom Kandidaterne sad i et med rødt Damask draperet Katheder. Der disputeredes baade denne Dag og den 5te Juni om Eftermiddagen. Dette var dog kun Indledningen til den egentlige Akt, som fuldbyrdedes


297

den 10de Juni. Dagen før kjørte fire Karosser om i Gaderne; i den forreste sad Pedellerne i Embedsdragt "med Sceptrene oprette" tilligemed to Professorer; derpaa fulgte to Magistre, fire Baccalaurer og fire Studenter. Deres Hverv var at bringe Indbydelserne om til alle Vedkommende efter deres Rang og Stilling, saaledes at Begyndelsen skete med Slottet. Endel af Kjøbenhavns "fornemme Kvin-

Theologisk
Doktorhat

Den theologiske Doktorhat.

der" vare imidlertid beskjæftigede med at "drage" Choret i Frue Kirke, medens Kongens og Dronningens Pladser bleve særlig udmærkede ved en rød Fløils Himmel, besat med Guld- og Sølvfryndser. Om Natten var der Vagt i Kirken, og ved Daggry blev "Byens Vagt" sat for alle Kirkedørene. Klokken Otte begyndte Stormklokken at ringe; Universitetets lille Klokke stemmede i med, og dette var Signalet til, at Professorer og Kandidater saavelsom de Børn, der skulde bære Fakler, begav sig til Rektors Hus. Her mødte efterhaanden Promotor, Ridderne, mange af Adelen, Kjøbenhavns Præsident og Borgmestre samt endel høiere Embedsmænd. Indbyderne fra den foregaaende Dag modtog de Fremmede; i Døren

Medicinsk Doktorhat

Den medicinske Doktorhat.

paraderede Pedellerne med Sceptrene. Nu begav to Professorer sig op paa Slottet "for at ombede Hr. Rigens Kantsler (Griffenfeld), at Hs. høigrevelige Excellence og de hos ham forsamlede Geheimeraader vilde lade sig behage at ære denne Akt med deres Nærværelse", og kort efter kjørte disse Hædersgjæster frem for Døren i deres Karosser. Rektor modtog dem personlig ved Foden af Trappen og førte dem op i en "med skjønne Tapetserier omhængt" Sal, hvor de komplimenteredes af de Tilstedeværende. Imidlertid erfarede man, at Dronningen, "Fruentimmeret" (Hofdamerne) og det øvrige Følge var ankommen, hvorpaa Processionen ordnede sig og drog over i Kirken. Forrest gik Børn, tre og tre foran hver Kandidat, i smukke


298

Klæder "med Juveler og Guldkjæder udstafferede", hver holdende to brændende korslagte Fakler. Rektor havde den Ære at gaa imellem Rigens Kantsler og Rigens Marskalk, derpaa fulgte Professorerne og de øvrige Gjæster parvis og tilsidst Kommunitetets Provst i Spidsen for Studenterne. I Kirken musiceredes der, indtil Alle havde indtaget deres Pladser, af sex Chor, som stod paa Orgelet og Pulpiturerne. Promotor aabnede Handlingen med en latinsk Tale, hvori han tilsidst opfordrede den nys afdøde Biskop Vandals tiaarige Søn til at forelægge en af Kandidaterne et Problem. "Med smukke Gebærder og en hel zirlig latinsk Sermon" spurgte Drengen derpaa Biskoppen i Christiania, Rosing, om Propheterne selv havde forstaaet, hvad de spaaede, et Spørgsmaal, hvorpaa den lærde Bisp ikke blev Svar skyldig. Selve Promotionen gik saaledes for sig: Kandidaterne knælede paa to Rækker Skamler, der vare anbragte ud for Rektors Stol, medens Pedellerne med Sceptrene stillede sig op foran dem. Rektor tog nu Ordet; han priste Kandidaternes store Lærdom, talte om Handlingens Betydning og opfordrede tilsidst Promotor til at gjøre sin Pligt og kreere dem til Doktorer. Den ene Pedel oplæste Doktoreden; Kandidaterne berørte Sceptret med to Fingre og begav sig derpaa efter Promotors Opfordring op i den for ham indrettede Stol, hvorfra han proklamerede dem som Doktorer i Theologien i den treenige Guds Navn og overrakte dem Insignierne paa deres nye Værdighed: Bogen, som først var lukket og derpaa aaben, en Guldring, han stak dem paa Fingeren, og en rød Fløils "Bonnet", han satte dem paa Hovedet, idet han forklarede, hvad disse Ceremonier betød, og tilsidst gav hver et Kys. En af de kreerede Doktorer takkede paa Latin, hvorpaa Klokkeren ved Kirken bar en Kurv med nye Handsker ind, som uddeltes til de Indbudne, først til "Hs. høigrevelige Excellentse, Hr. Rigens Kantsier" og siden videre efter Rangforordningen. De Handsker, som blev tilovers, kastedes ud til Folket i Kirkens Skib, "som tog imod dem med stor Allarm". Under Musik forlod Processionen igjen Kirken og begav sig tilbage til Rektors Hus, hvor Kantsleren og de andre høie Herrer lykønskede de nybagte Doktorer. Promotionen endte sikkert med et Gilde. Udgifterne ved at tage de akademiske Grader vare meget betydelige; Bircherod fortæller saaledes, at hans Fader, som netop ved denne Leilighed blev Doktor, maatte udrede 230 Rdlr. 3 Mark og med Reise-


299

omkostninger over 300 Rdlr., en for hin Tid overordentlig Sum. Af en gammel Optegnelse fra 1677 fremgaar det, at Udgifterne til Magistergraden i dette Aar beløb sig til over 764 Rdlr., hvorved dog er at bemærke, at denne Sum fordeltes, paa 31 Kandidater. Af Pengene fik Dekanus for det philosophiske Facultet og hans Frue Løvens Part, der overraktes dem i zirlige Punge; Resten gik med til "hæderlige" Diskretioner, Dusører og Drikkepenge, Traktement m. m. til de forskjelligste og, som det synes, ganske uvedkommende Mennesker. Ikke blot blev enkelte Visemagere betalte for deres Uleilighed, men der opføres en Udgiftspost af 6 Rdlr. til hele "Versekræmmerlauget", og hvor vidt dette Prelleri kunde gaa, ses "af Bircherods Notits fra 1682: "Foruden de forrige Expenser, jeg allerede paa Magistergraden havde gjort, maatte jeg nu ogsaa punge ud til dennem af Kongens Livgarde, som gik omkring og regalerede mig og andre Promotos med deres Krandse, hvilket høflig Trygleri det Slags Folk i deslige Occasioner gjerne pleier at bruge."

Forsøget paa at skabe en særlig Høiskole i Kjøbenhavn ved Siden af Universitetet til Uddannelse af verdslige, baade civile og militaire, Embedsmænd mislykkedes ganske. Det kongelige ridderlige Akademi, hvortil en schlesisk Adelsmand Wiglas von Schindel gav Ideen, fik sine Privilegier den 26de September 1691, og indrettedes, som det synes paa Schindels egen Bekostning, i en gammel Adelsgaard paa Nytorv, beliggende paa samme Sted som det nuværende Raad- og Domhus. Reiser skildrer Huset som "en Bygning efter gammel Façon og efter den gamle gothiske Art og Smag, kun én Etage i Høiden. Jeg kan - siger han - bedst ligne det ved den gamle Børses Bygning, dette alene undtagen, at den kun havde én Etage." Akademiet, der kan betragtes som et Slags Fortsættelse af det Sorøiske Ridderakademi, der lukkedes i 1665, skulde staa aabent for "Alle, saavel indlændiske som udlændiske, af hvad Stand de end monne være, naar de ikkun ere komne af ærlige Folk og have ført et ustraffeligt Levnet", altsaa baade for adelige og uadelige Elever. Her undervistes i Theologi, Lovkyndighed, Mathematik, Sprog, Veltalenhed, Historie, Geographi, Tegning, Krigskunst samt Fægtning og Ridning af Institutets Chef, der kaldtes Overhofmester, fire Professorer, en Fægtemester, en Dandsemester, en Staldmester, en Berider, en Exerceermester med Musket,


300

Pike, Fanesvingning, Voltige og Turneren, en Ridsemester samt Lærere i Ingenieur-, Artilleri- og Navigationskunsten. Akademiet havde derhos forskjellige Privilegier; saaledes havde det i visse Sager sin egen Ret; Overhofmesteren havde to Pedeller med Sølvsceptre; det var fritaget for Indkvarteringsskat, og Heste maatte ikke tilrides andetsteds end her. Kongen gjorde Alt for at støtte denne Anstalt, der ret faldt i Enevældens Smag; han befalede, at Ingen maatte reise til Udlandet "sig udi politiske Studier at øve eller Exercitier at lære", før han havde studeret i to Aar her, og gav tydelig at forstaa, at man kun paa denne Maade kunde haabe "at vorde anset til Bestillinger" eller opnaa Forfremmelse ved Rang. Betalingen var imidlertid saa høi, fra 350 til 650 Rdlr. om Aaret foruden Indgangspenge fra 50 til 150 Rdlr., at kun faa Borgerfolk havde Raad til at lade deres Sønner uddanne paa denne Maade. Akademiet indviedes med stor Høitidelighed den 15de April 1692 i Kongens og hele Hoffets Nærværelse, ved hvilken Leilighed den unge Greve af Laurvig holdt en zirlig latinsk Harangue. I Februar det følgende Aar afholdtes den første Examen, og det saa en Tidlang ud til, at Akademiet trods de mørke Anelser, hvormed det blev hilst, vilde opblomstre. Den svenske Gesandt Leijonkloo omtaler det gjentagne Gange i rosende Udtryk; i 1697 skriver han: "Dette Akademi tager ikke lidt til, og de, som begive sig derind, profitere meget paa en kort Tid, eftersom der ikke blot findes gode Exercitiemestre, men ogsaa dygtige Mænd af alle Fakulteter, som undervise Ungdommen efter Enhvers Tilbøielighed og Lyst." Det følgende Aar fortæller han, at Anstalten tager "meget" til, og at den nu har fire Borde besatte med Akademister. En endnu bevaret Matrikel viser imidlertid, at Akademiet i de atten Aar, det bestod, kun var besøgt af 176 Personer, inklusive de adelige Sønners Hovmestre; med andre Ord: det kom ingensinde ret i Flor, det kunde ikke betale sig, og Frederik den Fjerde valgte da det fornuftige Parti at ophæve det. At Akademiet laa Christian den Femte meget paa Hjerte, ses af hans Testamenter, hvori han indtrængende paalægger sin Søn at opretholde det saavelsom Universitetet og sørge for duelige Exercitiemestre og Professorer, men navnlig for en dygtig Overhofmester, som helst ikke maa være af den gamle Adel, "eftersom udi en vel funderet souverain Arveregjering alle Undersaatter fra Ungdommen op bør at anvises til underdanigst Lydighed


301

imod deres souveraine Arveherre og vel at erkjende, at naar det gaar hannem vel, saa gaar det dennem alle vel et vice versa, hvilket vel ikke saa fuldkommen af dennem, som ere af den gamle Adel, maaske considereres."

For Skolevæsenet blev der heller ikke gjort meget. Man havde vel Opmærksomheden henvendt paa det store Antal unyttige Latinskoler i Riget, ja der blev endog nedsat en Kommission for at tage under Overveielse, hvilke af dem der bedst kunde afskaffes og afløses af "danske Skoler til Christendom, Regning, Skrivning, Bogholderi og Søfart", men Tanken blev som saa meget Andet til intet; de smaa Latinskoler bleve ved at bestaa, og for Almueundervisningen sørgedes der kun slet. I Kjøbenhavn gik den i det 16de Aarhundrede af Magistraten stiftede Skrive- og Regneskole ind i 1682, og dens Bygning paa Hjørnet af Niels Hemmingsens Gade og Amagertorv bortsolgtes, og Staden havde da af Skoler kun tilbage: Vor Frue Skole, der jo var en Latinskole, Holmens Skole og Skolen i Nyboder, S. Petri Menighedsskole af 1641 og endelig Skolen i Børnehuset. Vor Frue Skole (Metropolitanskolen), som laa i Dyrkjøb, var uden Tvivl den stærkest besøgte; den synes at have havt mellem 2-300 Disciple, hvoraf et meget betydeligt Antal fra Provindserne, nogle fra Norge, ja enkelte fra de til Sverig afstaaede Landsdele. Tugten var ualmindelig streng, ja rentud barbarisk, thi den Skolemand, der brugte Ferien og Riset flittigst, ansaas for den dygtigste, hvorfor Bircherod ogsaa omtaler Rektor Hans Mikkelsen Ravn i Slagelse som "en af sin ugemene Strenghed sær navnkundig Skolekarl". Intet Under derfor, at Disciplene, hvoraf de fleste desuden vare udgaaede fra fattige Hjem, blev raa og lastefulde, og at Skolelivet kun rummede liden eller ingen forædlende Magt over dem. Af en Række endnu bevarede Testimonier fra Metropolitanskolen ser man, at de dygtige og sædelige Elever paa ingen Maade vare i Flertal, og Forholdet forværredes endyderligere ved, at skjæggede Karle paa 27 Aar undertiden endnu sad paa Skolebænken. Paa den anden Side har man Exempler paa usædvanlig tidlig Modenhed; saaledes fortæller Bircherod om en Elev, der dimitteredes til Universitetet i en Alder af 9 Aar og 2 Maaneder. De ydre Betingelser i Skolen vare ligeledes alt Andet end heldige; Skolelokalet, der bestod af et eneste Værelse med et Skillerum ind til Mesterlektien, var uhyggeligt og koldt, skjøndt


302

Vor Frue Skole i Kjøbenhavn var særlig begunstiget fremfor Landets andre Skoler med en Jernpande til Kul (Calefactorium), ved hvilken -Disciplene kunde varme deres Hænder. Undervisningen var aandløs og maadelig, thi det Eneste, der lærtes tilgavns, var Latin og vel ogsaa Musik og Sang. Nogen Understøttelse blev der vel Disciplene tildel ved de Legater, der vare knyttede til Skolen; saaledes fik hver af de fattige Peblinge et Skillingsbrød om Dagen (en Skofte), om Lørdagen desuden en lille Sum Penge og ved Juletid Klæder, Sko, Hoser, Trøie, Buxer og Skjorte; ved Sang for Dørene paa visse Helligaftener tjentes der ogsaa Smaasummer, de saakaldte Diskantpenge, af hvilke Broderparten dog tilfaldt Lærerne, hvilket ogsaa gjælder om de uvisse Indtægter, der indkom ved Sangopvartning i Kirkerne ved Begravelser, Bryllupper og Barselgilder, men i det Store og Hele fristede de latinske Drenge Livet ved Kulde, Sult og Prygl, for hvilke Lidelser de efter Evne holdt sig skadesløse ved alle Slags Udskeielser. Om de øvrige kjøbenhavnske Skolers Virksomhed vides kun overmaade lidt; Holmens Skole, der oprindelig havde ligget ved Bremerholms Laage (Indgangen til Holmen), fik i 1633 en ny to Etages Bygning "paa Størrelængen ud for Holmen paa Hjørnet af Størrestræde" og havde i Aarene fra 1680 til 1763 mellem 14 og 46 Elever; S. Petri Menighedsskole havde sit eget grundmurede Hus paa Nørregade, og hørte, som det synes, til en af Byens mest velstaaende Skoler. En særlig Fagskole var den af Christian IV stiftede Navigationsskole (smlgn. I, S. 529), som ved Navigationsdirekteur Bagge Wandels Alderdomssvaghed i 1685 fik en ny Forstander i Valentin Lorentz. Den skildres af Samtidige som særdeles nyttig, ikke blot for Marinens Lærlinge, men ogsaa for alle Andre, der ønskede Uddannelse i Sømandskunsten, men Elevantallet var dog ikke stort. I Tidsrummet fra 1685 til 1699 havde Skolen kun 12 Elever, som iøvrigt alle fik "Lærlinge Traktement", det vil sige 100 Rigsdaler om Aaret til Underhold, men de fleste af dem vare adelige Folks Sønner, der forfremmedes til Søofficerer. Navigationsskolen er saaledes Forløber for det af Frederik IV i 1701 oprettede Søkadetakademi; den havde Lokale i "Skipperboderne" ligeoverfor Holmens Kirke, vistnok i et Hus i Hummergade.

Det er forhen (II, S. 208) berørt, at Regjeringen allerede i Frederik den Tredies Tid havde været betænkt paa at omordne


303

Laugsvæsenet, saaledes at den paa den ene Side sikkrede sig en virksom Kontrol med Haandværksstanden, paa den anden indskrænkede Laugstvangen, forsaavidt den skadede eller greb forstyrrende ind i den faglige Udvikling. Man havde et klart Blik for de utallige Misbrug, der knyttede sig til Laugenes selvgjorte Vedtægter, saaledes de store Udgifter til Laugskassen og til Gjæstebud, de barbariske Skikke ved Optagelsen o. lign., men det var neppe nogensinde Meningen at afskaffe Laugsordningen, thi dertil stod den i altfor nøie Sammenhæng med Tidens indgroede Forestillinger om Statens Forpligtelse til at ordne og beskytte Næringen, sikkre den mod uberettiget Konkurrence og sørge for, at den Borger, der nu engang var bleven Mester, ogsaa kunde leve af sin Forretning. Allerede i Januar 1671 fik Kommercekollegiet Ordre til at tage alle Laugsordninger til sig for at undersøge, hvorledes de forhaandenværende "Inkonvenientser og Misbrug kunde forekommes", og Aaret efter fik Statskollegiet Befaling til endnu engang at gjennemse og give Betænkning over en Del af Laugenes Privilegier. Det var en stor og omfattende Opgave, thi netop paa dette Omraade herskede der en Forvirring og Strid, som søger sin Lige. Ikke blot kjæmpede alle Haandværkere i Forening mod Fuskere og Bønhaser og anstillede formelige Jagter efter dem, men indenfor selve Laugene var Stridbarheden stor. Snart klagede en Uhrmager og en Kleinsmed over at være bleven udvist af Smedenes Laugshus som "uærlige Mænd" imod al Ret, eller Lauget fratog konkurrerende Mestre deres Værktøi, hvorover disse da klagede; snart kom Mestrene og deres Svende paa Kant og paakaldte Rettens Hjælp. Mange Gange nægtede Laugene rentud at optage Folk, som havde kongelig Bevilling til at nedsætte sig, eller kom med alle Slags Udflugter, hvorfor de Paagjældende bleve dømte ind i Lauget; Haandværksmestrene ved Holmen og Tøihuset chikaneredes af deres Standsfæller; man bagtalte hinanden, angav hinanden og søgte at komme hinanden tillivs paa alle Maader, Altsammen af det smaaligste Brødnid, som endog ikke sjældent udartede til Haandgribeligheder. De kjøbenhavnske Laugs Afhængighed af tydske Laugsskikke og den intime Forbindelse, der herskede mellem de to Landes Haandværkere, var uden Tvivl ogsaa Regjeringen en Torn i Øinene, men det skulde snart vise sig umuligt at forandre dette Forhold. Det gamle zünftige Væsen med alle dets hemmelighedsfulde Ceremonier


304

blev vel for en kort Tid trængt tilbage, men rigtignok kun for at gjenopstaa med fornyet Kraft. Da man ikke kunde undvære fremmede Haandværkssvende, og det ansaas for nødvendigt, at de indfødte Svende reiste paa Professionen, var man nødt til at give Kjøb, thi fremmede Haandværkere vilde ikke arbeide her, og danske Svende kunde ikke faa Arbeide i Udlandet, medmindre de vare optagne i det store Broderskab efter alle Kunstens Regler.

Grundtanken i Laugsceremonierne var den samme som i Depositsen ved Universitetet: det nye Medlem skulde figurlig renses for de Lyder, der klæbede ved hans Person, "behøvles", før han kunde blive "zünftig«, det vil sige: før han kunde optages i det "høilovlige Amt«. Ethvert Laugsmøde begyndte med, at Laden, hvori Korporationens Protokoller og Dokumenter opbevaredes, blev lukket op, thi den aabne Lade gav først Forhandlingerne det officielle Præg. Dette Skrin, der holdtes høit i Ære, var hyppigt særdeles kunstfærdigt udarbeidet; et Exempel herpaa ses foran nærværende Kapitel i Dreiernes Lade af 1658, et andet i hosstaaende Afbildning af Bundtmagernes Lade af 1671. Naar Forsamlingen var sat, bødes den Velkommen (paa Tydsk); Laugsartiklerne oplæstes, og derefter den "sorte Bog", hvori de Personer vare optegnede, som havde forsyndet sig mod Ære og Troskab, og navnlig de, der havde gjort sig skyldige i "Bønhaseri" eller havde staaet i Forbindelse med Bønhaser. Det var nemlig en af de allerværste Forseelser mod Lauget at drive dets Profession uden at være berettiget dertil. Nu skete der "Omfrag", om Nogen havde Noget at meddele eller klage over; der indsamledes Tidepenge til Understøttelse for Laugets Trængende og Syge o. s. v. Først naar disse alvorlige Forretninger vare besørgede, og Laden var udbaaren, skredes der til Optagelse af nye Medlemmer eller til Behøvling. Man har en udførlig Skildring fra 1737 af en saadan Ceremoni i Snedkersvendenes Laug, men den kan allerede omtales her, fordi Behøvlingen udtrykkelig siges at være i fuld Overensstemmelse med de gamle Traditioner. Naar en Snedkerdreng efter endt Læretid skulde gjøres til Svend, mødte han den sidste Søndag hos Oldermanden og blev udskreven. Han kaldtes nu "Konøgle", et Øgenavn, han beholdt, indtil han var bleven behøvlet, hvilket dog i Regelen skete Dagen efter. Ceremonien begyndte med, at der blev trukket en Kreds paa Gulvet med Kridt, som kaldtes "Kohalen"; denne skulde


305

den Udlærte viske af med sit Hovedhaar. Dog kunde han, hvis han vægrede sig, slippe med at betale en Bøde. Nu traadte fire Personer frem, der fungerede som Præst, Faddere og Klokker. Medens de to Faddere holdt et Pætholt over Drengens Hoved, og Klokkeren med en Vinkelhage satte hans Arme og Hage i Stilling, tog "Præsten" Ordet i en lang versificeret Tale:

In Namen dass hoch- und weitberühmten Tischler-Kunst,
Tritt ich herfür, also mit Gunst!
Also mit Gunst jede und alle,
Auf dass meine Rede recht erschalle.
Samtlige Meister und Gesellen insgemein
Und alle, die hier versammelt sein.
Ich bitte, sie wollen sich ein wenig niedersetzen
Und mit ein Trunk Bier oder Wein ergetzen.

Kjøbenhavns
Bundtmageres Lade

Kjøbenhavns Bundtmageres Lade af 1671.

Talen faldt i tre Afdelinger: en Lovtale over Snedkerprofessionen, en Omramsning af de fem Søileordener og endelig en Skildring af Vandrelivets Tillokkelser, ikke just i særdeles sømmelige eller anstændige Udtryk, nei "fuld af onde ugudelige Løier, Gemenheder og Narrestreger, ja fuld af skandaløse Ord", hedder det i en Supplik af 1737, som navnlig er forbittret over Talens kirkelige Tilsnit. Selve Behøvlingen foregik paa en Bænk, paa hvilken Drengen maatte lægge sig; Klokkeren fremtog det nødvendige Træværktøi, og "Præsten" brugte det med Fynd og Klem under Offrets


306

Hustømrernes
Sølv-»Velkomst«

Hustømrernes Sølv-»Velkomst« af 1727.

Jamren, medens en som Harlekin forklædt Person underholdt de Tilstedeværende med alle Slags pudsige Indfald. Derpaa befaledes det Drengen at staa op, og medens Fadderne holdt Retholtet over hans Hoved, maatte han springe i Høiden, først for Mester, derpaa for Mesters Kone, for alle smukke Piger, ja undertiden for alle utugtige Fruentimmer, hvilket sidste Spring dog skete tilvenstre, medens alle de andre vare tilhøire. Tilsidst spurgte "Præsten" høitideligt om den Udlærtes Navn, og naar han havde faaet det at vide, sagde han: "Er Du forhen bleven kaldet N. N. under Bænken, saa skal Du nu kaldes N. N. over Bænken", og med et Slag paa Kinden og den Bemærkning: "Taal endnu dette af mig, men herefter, af Ingen!" afsluttedes Behøvlingen. Konøglen var bleven Svend. Nu bares "Velkomsten" ind under Trompeters Klang; der holdtes adskillige andre kuriøse Taler; den nye Svend blev drukken til og lykønsket, og endelig overraktes der ham en skreven eller trykt "Handwerksgewohnheit", et Slags Lærebog i de zünftige Formularer, som skulde anvendes paa Reiser, i Herbergerne, som Arbeidssøgende o. s. v. Der lagdes den største Vægt paa, at dette Frimurersprog var korrekt; Enhver, der vilde gjælde for en ærlig Svend, maatte ikke begaa den ringeste Feil deri, eller, hvis det skete, idetmindste udrede Bøder. Det kunde dog være vanskeligt nok at lære alle disse nøiagtigt foreskrevne Phraser, Spørgsmaal og Svar udenad, ovenikjøbet i et fremmed Sprog. Blot ved Aftagelsen af Velkomstens Laag skulde der holdes følgende Tale: "Also mit Gunst und Erlaubnisz, dass ich meine Hand an den Ehrbaren Willkommen lege und ihn von den Ehrbaren Handwerkstafel aufhebe; also mit Gunst und Erlaubnisz, dass


307

ich dem Ehrbaren Wilkommen sein Haupt entblössen lassen mag." Hvert Laugs Medlemmer havde deres særlige "Grusz", der undertiden lignede en Examination, og naar en Fremmed viste sig i

Tobakspindernes Tin-Velkomst af 1750.

Topfigur fra Skomagernes Velkomst.

Laugshuset, var det nøie fastsat, hvad der skulde siges til ham, og hvad han skulde svare. Ved disse Formularer kunde enhver Svend i Danmark og Tydskland bevise, at han var et ærligt Medlem af Lauget.

Foruden paa Laden, der vistnok fandtes i ethvert Laugshus, var der anvendt meget Arbeide paa "Velkomsterne", som baade vare af Sølv, Tin og malet Træ. Adskillige ere bevarede den Dag idag, fordetmeste prægtigt udstyrede og af smukke Former, skjøndt Formen tildels skjultes af de talrige paahængte Skilte og Medailler, Gaver fra udlærte Drenge. Hyppigt ere Velkomsterne i to Etager, og den øverste bæres da enten af Søiler eller


308

af allegoriske Figurer, der holde Laugets Værktøi i Hænderne. En Topfigur, sædvanligvis med en Fane i Haanden, afslutter da Pokalen. Den først afbildede Velkomst, der tilhører Hustømrerne, er berøvet sine 40 Skilte, for at man desto bedre kan se den; omstaaende Gjengivelse af Tobakspindernes Tin-Velkomst fra Midten af forrige Aarhundrede har derimod sin Skilteudsmykning. Figuren øverst oppe forestiller sandsynligvis kun et Laugsmedlem i Høitidsdragt. Derimod ses paa Skomagernes Velkomst en enbenet Topfigur, svingende en Fane med Indskrift, hvori læses, at det er Hans von Sagen, en Skomagersvend fra Königsberg, som haardtsaaret i Benet stred tappert i et Slag under de tydske Riddere, hvorfor han blev adlet af Keiseren. Skomagerne have altsaa kronet deres Laugspokal med Afbildningen af en Kollega, af hvem de kunde være stolt.

Da "Velkomsterne" vare dekorative Pragtstykker, som kun benyttedes ved særlig høitidelige Leiligheder, havde Laugene selvfølgelig en Overflod af andre Drikkekar. I Inventarielisterne nævnes Skjænkekander, Tudkander (se Bødkernes fra 1617, der er afbildet foran nærværende Kapitel), Tinkander med Hane, Tinflasker, Drikkekander af Sølv og Tin, Træskaale og Træbægere af Valbirk o. s. v. Der spistes enten paa Tin- eller Trætallerkener. Ved Kvartalsmøderne, hvor det ikke sjeldent gik vildt til, blev der drukket tappert, og Munterheden gav sig tilkjende ved al Slags drøi Skjemt i Ord og Handling. Paa hosstaaende Afbildning ses ved Siden af Blytækkernes Svendelaugs Velkomst fra Midten af forrige Aarhundrede to Slags Drikkekar, der vistnok begge vare almindelige i Laugsforsamlingerne. Det ene, som skriver sig fra Aarhus, er et Tinbæger med Skive og Viser i Laaget, bestemt til at spille om Betalingen for Drikkevarerne; det andet er de kjøbenhavnske Hjul- og Karethmageres Fixerkande, eller som der læses i Indskriften: "Aller Ehrlichen Rad- und Stel-Macher Gesellen Fecksier Kanne d. 21. April Anno 1748". Denne Kande var indrettet saaledes, at Ukyndige, som forsøgte at tømme den, spildte Indholdet over sig, en Spøg, som ret faldt i Datidens Smag. De syv Sølvskilte ved Siden ere fra forskjellige Velkomster, nemlig to fra Karethmagernes, to fra Tobaksspindernes, en fra Bundtmagernes, en fra Blytækkernes og en fra Bagernes Velkomst.

Laugene havde ikke blot et omstændeligt Ceremoniel, men tillige en Skare af Embedsmænd: Oldermand, Stolsbrødre, Bisiddere,


309

Forskjellige
Laugsgjenstande

Forskjellige Laugsgjenstande.


310

Oldgesel, Krofader, Ørtengeseller (Krosvende), Ladesvend, Skjænker, Skaffer o. s. v., hver med sin særlige Myndighed og sit særlige Forretningsomraade. De fleste af disse Folk havde et eller andet Tegn paa deres Værdighed frem for Laugets menige Medlemmer; saaledes havde Skafferne, hvis Opgave det var at have Opsigt med Mad og Drikke ved de store Fester, en Skafferstok. Oldgesellerne haandterede det saakaldte "Regimente", hvormed der sloges til Lyd i Forsamlingen; denne charakteristiske Laugsgjenstand kunde enten være en Sølvstav med en Mængde vedhængende Mønter,

Smedenes Skafferstok Hattemagernes Skafferstok Glarmestrenes »Regimente« Kleinsmedenes »Regimente«

Smedenes Skafferstok.

Hattemagernes Skafferstok.

Glarmestrenes »Regimente«.

Kleinsmedenes »Regimente«.


311

Skilte og Medailler som Glarmestrenes her afbildede, eller et i Forbindelse med Lauget staaende zirligt forarbeidet Stykke som Kleinsmedenes Regimente. Inventariet i Laugshusene var dog ingenlunde udtømt hermed; store Messing- eller Jærnlysekroner hang ned fra Lofterne, Bænkene vare beklædte med Hynder (Bænkedyner), paa Bordet stod Messing- eller Malmstager, Timeglas og Klokke, vel ogsaa Laugets Bøsse, og efter Tildrikningen bares der Piber frem tilligemed den saakaldte Tobakstallerken med tilhørende Pibekradser. Den her afbildede fra 1773 har tilhørt Tobaksspindernes Svendelag og bærer følgende Indskrift: "Hvo, der vil røge, Maa Fadet forsøge."

Tobakstallerken

Tobakstallerken med Pibekradser.

Alle Laug eiede desuden flere Sæt mere eller mindre rigt udstyrede Ligklæder, ofte sølv- eller guldbroderede med Fryndser til "store Lig«, tarveligere og uden Fryndser til Børne- og Tyendebegravelser. Til Laugenes Insignier hørte Signetet og fremfor Alt Laugsfanen, som ikke blot bares i Processioner, men ogsaa ved festlige Leiligheder plantedes udenfor eller rettere paa Huset i en Faneholder. Herberget var udadtil kjendeligt paa et stort Skilt med Indskrift, af hvilke enkelte endnu ere bevarede.

Enevoldsmagtens Hovedanke mod Laugene var, at de saa at sige dannede en Stat i Staten, som unddrog sig Øvrighedens Kontrol og derhos lagde alle Slags Hindringer iveien for unge Menneskers Optagelse. Det landsfaderlige Regimente saa desuden


312

med Uvillie Sammenkomsterne og de hyppige Fester i Laugshusene, der gav Anledning til Svir og Drik. Det varede dog rum Tid, før der for Alvor blev gjort Forsøg paa at omordne Laugsvæsenet, thi medens Statskollegiet og Kommercekollegiet delibererede og afgav Betænkninger, blev der i Aarene fra 1672 til 1678 udstedt ikke mindre end 15 nye Artikler for ligesaa mange kjøbenhavnske Laug, uden at der opnaaedes nogen Forandring herved. Først ved Forordningen af 23de December 1681 "Om Laugene udi Danmark og Norge" og ved Forordningen af 6te Mai 1682 "Om Haandværks Svende og Drenge i Kjøbstæderne" indtræder et afgjørende Omslag. Den første af disse Love sigter, som det hedder i Indledningen, til "at afskaffe adskillige Anordninger, som tvertimod Loven, Recessen og andre Forordninger i Laugene i Kjøbenhavn i Tidens Længde sig have indsneget, hvorved Gud fortørnes, stor Ødselhed foraarsages, Haandværksfolkene med unyttig Omkostning besværes, og Tiden, som de til deres Næring skulde bruge, unyttig bortspildes." Der opregnes dernæst 15 Næringsbrug, som maa beholde deres Laugsartikler, forsaavidt de ikke stride mod denne Forordning, men alle andre skulle indtil videre være ophævede, og imidlertid maa Enhver ernære sig ved sin lærte Profession, naar han blot har erhvervet Borgerskab hos Magistraten og har betalt en mindre Sum til de Fattige, til Laugshuset, til Oldermanden og endelig til Raadstuskriveren. Svende skulle Intetsomhelst betale, og der maa ikke afkræves dem Fødselsbreve. Mesterstykke paabydes, hvorimod Forpligtelsen til at reise paa Haandværket afskaffes. Mestrene maa ikke holde Sammenkomster uden forud at have indhentet Magistratens skriftlige Samtykke, og ethvert saadant Møde skal overværes af et eller flere Magistratsmedlemmer, dog maa intet saadant Medlem være et Laugs særlige Patron. Svendene maa aldeles ingen Kro eller Sammenkomst have, men skulle, naar de søge Arbeide, simpelthen henvende sig hos Oldermanden; heller ikke maa de holde Frimandag eller anden Drikkedag. I Forordningen om "Haandværkssvende og Drenge" fastsættes disses Rettigheder og Pligter nøiere, og Forbudet mod Gjæstebud, selvgjorte Vedtægter m. m. gjentages. Som man ser, ere begge Forordninger særligt rettede mod Laugenes zunftige Charakter, og paa denne almindelige Grundvold blev nu den nye Laugslovgivning udarbeidet.


313

De nye Laugsartikler - som bl. A. skjelne sig fra de tidligere ved, at de ere almindelige, i.e.: gjælde for Næringsbrugere af et vist Slags i alle Kjøbstæder, medens de ældre vare specielle i.e.: kun gjaldt for Næringsdrivende af et vist Slags i enkelte Kjøbstæder - begyndte at udkomme i 1682. Under 4de Novbr. 1682 udgaves Laugsartikler for Brolæggere, Murmestre, Prammænd, Rebslagere, Smede, Skomagere, Skrædere, Snedkere, Tømmermænd og Vævere; i 1683 fik Vognmænd, Possementmagere, Slagtere og Bagere nye Artikler; i 1684: Møllere, Mæglere, Bundtmagere, Færgemænd, Glarmestre, Malere, Bartskjærere, Peltsnere og Handskemagere samt Remmesnidere og Sadelmagere; i 1685: Hattemagere, Sværdfegere, Bogbindere, Kandestøbere, Skippere, Guldsmede, Knapmagere og Trædreiere, i 1686; Feldberedere, Hjulmænd og Lygtemagere, i 1687: Bryggere, i 1688: Kræmmere, i 1690: Silkevævere, i 1693: Urte-, Isenkræmmere og Sukkerbagere, i 1694: Vinhandlere og Vintappere og endelig i 1696: Hønsekræmmere og Fiskehandlere.

Alle disse Artikler indledes med et Forbud mod, at Nogen ernærer sig af det paagjældende Haandværk eller holder Svende og Drenge, før han har erhvervet Borgerskab og er indskreven i Lauget, ligesom de slutte med en Henvisning til Forordningerne af 1681 og 1682. Ethvert Laug skal have en Oldermand paa to Aar (for et Par Laugs Vedkommende dog paa tre), og denne vælges paa den Maade, at Lauget indstiller tre Personer dertil, af hvilke Magistraten da vælger den, "som dennem synes bedst og dygtigst dertil at være", eller subsidiairt en helt anden. De to Bisiddere ere bortfaldne, men Oldermanden skal i Reglen hvert Kvartal udnævne fire Mestre, som i Fællesskab med ham og en af Underfogderne skulle efterspore Bønhaser og føre dem til Stadens Arresthus, hvis de ikke ville betale Bøder. Til Oldermandens Pligter hørte det at holde en nøiagtig Fortegnelse over Laugets Medlemmer; det tilkom ham og de fire ældste Mestre i Stridstilfælde at afgjøre, om en Dreng kunde blive Svend; i hans Hus gjordes Mesterstykkerne, og her hang idetmindste for mange Laugs Vedkommende det sorte Bræt, paa hvilket de Svendes Navne bleve optegnede, som enten havde været "motvillige" mod deres Mestre, som havde forladt deres Tjeneste i Utide eller havde gjort Gjæld, som ikke var betalt. Den yngste Laugsmester skulde ligesom før tilsige Lauget, og den Laugsbroder, som udeblev, naar han var tilsagt, maatte udrede Bøder til Laugets


314

Fattige. Ingen Haandværksmester maatte blive Aar og Dag fra Byen uden Magistratens og Laugets Samtykke, hvis han ikke vilde tage nyt Borgerskab og igjen tilfredsstille Lauget. Ved Begravelser, hvad enten en Mester, hans Hustru, Barn, Svend, Dreng eller Pige var død, maatte hele Lauget ikke tilsiges, men kun saamange "efter ordentlig Omgang", som udkrævedes til at bære Liget. I alle Haandværkslaug, undtagen i Brolæggernes, kunde Enker fortsætte Bedriften uforstyrret, saalænge de hensad ugifte og iøvrigt "forholdt sig ærligen". Til Laugets Syge og Fattige anvendtes de Bøder, der forbrødes, og desuden indsamledes der "Tidepenge", det vil sige: et bestemt ugentligt eller maanedligt Bidrag af Svendenes Løn, som opbevaredes i Laugets Fattigbøsse i Oldermandens Hus. Til denne Bøsse havde Oldermanden og to af de ældste Svende hver sin Nøgle, men den Understøttede havde den Forpligtelse at tilbagebetale Syge- og Fattighjælpen, naar han kom til Førlighed igjen.

Ved Siden af disse mere almindelige Paabud findes i alle Laugsartikler en Række skarpe Kontrolbestemmelser, der vise, hvorledes Regjeringen indblandede sig i Alt, men paa den anden Side var betænkt paa at sikkre Borgerne mod Laugenes Overgreb. Hertil hører f. Ex. Forbudet mod, at Murmestre, Tømmermænd, Malere og Vævere paatage sig mere Arbeide, end de kunne gjøre færdige i den akkorderede Tid, under Fortabelse af en tredie Del af Betalingen, saavelsom det strenge Tilhold til Mur-, Snedker- og Tømmersvende om, at de ikke maa føre "Ros" i.e.: Bræddestumper, Spaaner, gamle Søm o. desl. bort fra Byggepladser, selv om de have indhentet Bygherrens udtrykkelige Tilladelse. Prammænd, Færgemænd, Vognmænd og Bogbindere have faste Taxter ligesom Slagtere og Bagere; ellers gjøres det til Pligt for de øvrige Haandværkere at levere "godt forsvarligt Arbeide" for "en ikke ubillig Arbeidsløn", et ligesaa vagt Begreb, som naar det befales Malerne at male, "saaledes at det har Bestandighed". Naar en Skrædder skamferede et Arbeide, skulde han selv beholde det, betale Eieren dets Værdi og desuden udrede en Bøde til Lauget, og samme Skjæbne havde den Bogbinder, der forskar en Bog. At et strængt Tilsyn var nødvendigt, fremgaar iøvrigt af Laugsartiklernes mange Straffebestemmelser. Saaledes straffedes det som Tyveri, naar Vævere tilegne sig godt Folks Garn saavelsom naar Møllere forbytte eller forfalske Melet; Bundtmagere, der sælge Maar for Zobel,


315

betragtes som Falsknere, medens Feldberedere, der udgive Allunskind for Semsk Læder, slippe med at forbryde Varerne til lige Deling mellem Lauget og Børnehuset. En overordentlig Paapasselighed vistes, sikkert af Hensyn til Skibsfarten, overfor Rebslagerne; hvis de slog "udygtig Hamp", skulde de nemlig miste deres Ære og Boes Lod, og Lauget gjordes forsaavidt solidarisk ansvarligt, som to af Laugsbrødrene skulde se til, at Arbeidet var fortrinligt og afgive en skriftlig Forsikkring derom. Guldsmedenes Laugsartikler indeholde meget udførlige Bestemmelser om Varernes Gehalt og Stempling, der gjenfindes i Kandestøbernes Artikler, thi for begge disse Haandværks Vedkommende var det af særlig Vigtighed at sikkre de Kjøbende mod Bedragerier. Alle Guldsmedearbeider, baade Sølv- og Guldsager, der veiede fem Lod eller derover, skulde, førend de bleve "opkogte, opglattede eller forgyldte", bringes til "Vardinen" (Møntguardeinen), en Statsembedsmand, som, efter at have forvisset sig om deres Lødighed, skulde forsyne dem med Kjøbenhavns og sit eget Mærke. Kandestøberne stemplede selv deres Tin med tre forskjellige Mærker, eftersom det var engelsk Tin, Krontin eller Manggods, og kunde naturligvis drages til Ansvar, hvis Varen ikke var "oprigtig". Ogsaa Hattemagere, Knapmagere, Handskemagere og Bagere skulde mærke deres Varer, men væsentlig kun for at sikkre dem mod fremmed Konkurrence.

Med Levnetsmidler, navnlig Kjød, Brød og Øl, tilsigte Laugsartiklerne ligeledes en virksom Kontrol. Taxterne tvang Ølbryggere, Slagtere og Bagere til at sælge uden overdreven Fortjeneste, men der maatte ogsaa sørges for, at Varerne vare gode, og at de vare tilstede i tilstrækkelig Mængde. Der maatte ingensinde mangle fersk og saltet Oxekjød, fersk Kalvekjød, Lamme- og Bedekjød, fersk og saltet Flæsk og Ister i Slagterboderne, og hvis Kjødet ikke havde den foreskrevne Vægt, eller Kokjød blev solgt for Oxekjød, konfiskeredes det, og Slagteren idømtes Bøder, ja det kunde i Gjentagelsestilfælde forbydes ham at slagte i tre Maaneder. Salg af befængt eller selvdødt Kjød straffedes med en Bøde af halvtredsindstyve Rigsdaler. Bagernes Brød skulde være godt og ustraffeligt; Hvede og Rug maatte ikke "formænges" i det, men bages hver for sig, og "befindes de at bage og sælge muffig, besk og udygtigt Brød", da mistede de det og maatte derhos udrede Bøder. I Gjentagelsestilfælde blev deres Boutik endog lukket i 6 Uger, og


316

for endyderligere at sikkre Kunderne mod "ildesmagende Brød", skulde Politimesteren og et Par Medlemmer af Magistraten hvert Fjerdingaar visitere Bagernes Lofter og ufortøvet konfiskere alt muggent Hvede og Rug. Endvidere skulde Politimesteren mindst hver fjortende Dag gaa om i Bagernes Huse, veie Brødet og granske, om de i det Hele holdt sig Loven efterrettelig; i modsat Fald kunde de forbryde deres Næring i 8 Uger. Den, som paa Forhaand underrettede Bagerne om, at Visitationen var forestaaende, skulde ikke blot betale 10 Rigsdaler til Børnehuset, men "desforuden lide og undgjælde den vilkaarlig Straf, som Magistraten ham vil paalægge". Som det ses, vare disse Bestemmelser ret drakoniske og vilde have været virksomme, hvis de vare blevne overholdte. Paa Bagersvendenes Sølvvelkomst fra Christian den Sjettes Tid findes fire kvindelige Figurer under Baldakinen foroven, som bære de dengang brugelige Brødsorter, nemlig Kringlen, Simlen, Strutten og Stollen (et sammenfoldet takket Fladbrød). En Mærkelighed, som fortjener at anføres, er, at der i Laugsartiklernes Straffebestemmelser undertiden gjøres aabenbar Forskjel efter Synderens Stand. Saaledes idømmes Vognmænd kun Bøder, naar de nægte at kjøre; begaar deres Svend derimod den samme Forseelse, sættes han i Stadens Kjælder; anden Gang trakteres han med Vand og Brød i 2 Gange 24 Timer, og tredie Gang maa han spadsere omkring i den spanske Kappe. Som Erstatning for al denne ikke lidet trykkende Ufrihed i Næringen, nød Laugene adskillige Begunstigelser. Foruden den Beskyttelse, der gaves dem mod Indpas af Folk udenfor Lauget, sikkredes de i Regelen mod Indførsel af udenlandske Varer, idet alt Salg af saadanne paa enkelte Undtagelser nær var forbudt. Enhver Borger havde selvfølgelig Lov til at slagte og bage til eget Behov, men han maatte ikke sælge af disse Varer til Skade for de respektive Laug; ligeledes kunde Enhver bruge sine egne Heste og Vogn, men han maatte ikke udleie dem til Skade for Vognmændene. Skomagerne havde Ret til at kjøbe Bark, Huder, Kork og Beg i store Partier, Slagterne maatte tilforhandle sig fede Øxen og andet Kvæg overalt i Danmark, Færgemændene vare fri for Udskrivning og for Havnepenge af deres ind- og udgaaende Fartøier, naar de vare tomme o. s. v.

Beslægtede Næringsdrivende vare undertiden samlede i ét Laug, saaledes Remmesnidere og Sadelmagere, Vinhandlere og Vin-


317

tappere; Trædreierlauget indbefattede baade Rokkedrejere og Stolemagere, ja Smedelauget talte ni Slags Haandværkere, nemlig Grovsmede, Kleinsmede, Lesmede, Bøssemagere, Sporemagere, Knivsmede, Nagelsmede, Lille Uhrmager og Grov Uhrmager. Mærkeligere er det dog, at Krudenerere (Urtekræmmere), Isenkræmmere og Sukkerbagere i 1692 ansøgte om at komme i et fælles Laug, hvilket ogsaa tilstodes dem, hvorpaa de et Par Aar efter vare saa uenige, at de maatte kaldes op paa Raadstuen. Af sluttede Laug var der kun faa, nemlig Prammænd, hvoraf der maatte være 16, Færgemænd 9, Bartskjærere 12, og endelig Bryggere 148. Da mange Laug stod hinanden nær og let kunde gribe forstyrrende ind i hinandens

Baldakinfigurer fra
Bagersvendenes Sølvvelkomst

Baldakinfigurer fra Bagersvendenes Sølvvelkomst.

Virksomhed, indeholde Artiklerne ofte udførlige Bestemmelser om det indbyrdes Forhold mellem saadanne som f. Ex. mellem Hattemagere og Hatstafferere (hvilke sidste dog ikke dannede et Laug), Guldsmede og Sværdfegere, Bogbindere og Bogtrykkere, Dreiere og Snedkere o. s. v. Det forbydes naturligvis strengt, at Laugsbrødre, i.e.: Medlemmer af samme Laug, skade hinanden ved at fra vende hinanden Arbeide.

Veien til at blive Haandværksmester var lang og besværlig, skjøndt ingenlunde lige besværlig i alle Laug. Naar en Dreng antoges i Lære, som oftest efter at have været paa Prøve i nogen Tid, opsattes der først en skriftlig Kontrakt mellem Mesteren og Drengens Paarørende. Han indskreves i Oldermandens Bog og maatte i Henhold til Laugsartiklernes Paabud tjene som Dreng i tre, fire, fem eller sex Aar, alt efter det paagjældende Haandværks


318

Beskaffenhed. I Reglen kunde Læretiden dog forkortes med et eller to Aar, naar Drengen betalte for sig; i Bogbinderhaandværket belønnedes den Dreng, der kunde Latin, med en lignende Nedsættelse af Tjenestetiden. Naar denne var forløben, kunde det ikke nægtes Drengen at blive Svend, forsaavidt han var dygtig, hvilket i fornødent Fald afgjordes af Oldermanden og de fire ældste Mestre. Enhver Svend maatte tjene i tre eller fire Aar eller dog foretage en ligesaa lang Reise paa Haandværket, hvorefter han enten blev Mestersvend i ét Aar eller strax Mester, naar han havde præsteret det foreskrevne Mesterstykke. Laugsartiklerne indeholde for mange Haandværks Vedkommende nøiagtige Bestemmelser om Arbeidstidens Varighed; det ses heraf, at de fleste Svende og Drenge skulde møde paa Værkstederne Kl. 5 om Morgenen og arbeide til Kl. 9 om Aftenen, Smedesvende og Snedkersvende endog fra Kl. 4 om Morgenen. I ikke saa faa Laug maatte Drengene derhos møde en Time tidligere. Det lovbefalede Mesterstykke, et Udtryk for Enevoldsmagtens Forsøg paa at fremme den faglige Udvikling og skabe en dygtig dansk Haandværksstand, var tidt af en eiendommelig Charakter; exempelvis kan nævnes, at Glarmestrene skulde gjøre "en bibelsk eller anden Historie, ridset og brændt paa Glas og et dygtigt stærkt Vindue" (thi man brugte endnu de smaa blyindfattede Ruder), at Malerne skulde male "en geistlig eller verdslig Historie og dernæst et smukt Landskab", og endelig at Guldsmedene skulde forarbeide "først en enfach Sølv-Geschirr i drevet Arbeide, for det andet en ameleret Guldring forsæt med en durchsigtig Sten og for det Tredie et Brystsmykke af Guld med Stene udi."

Udenfor de egentlige Haandværkslaug vare Betingelserne for Optagelsen selvfølgelig af anden Natur. Saaledes fordredes der kun af de sexten Prammænd, at de i Fællesskab skulde holde to seilende og to lukte Pramme, og desuden hver to mindre Pramme og to Baade; de ni Færgemænd skulde hver holde en større Færge og en Robaad; Vognmændene i Kjøbenhavn skulde have mindst to Par dygtige Heste, en god vid Kurvevogn og en Gadevogn, foruden at Ingen kunde optages i Lauget, som ikke havde tjent i Staden som Kusk i tre Aar; Skipperne skulde for at optages have Dug og Disk i Staden og derhos være examinerede af Navigationsdirekteuren. Kræmmere, Urtekræmmere, Jernkræmmere og Sukkerbagere saavel-


319

som Vinhandlere og Vintappere skulde være mindst 25 Aar gamle og have tjent deres Læreaar som Drenge og Svende; de første skulde desuden underkaste sig en formelig Examen for Magistraten, Oldermanden og endel af de bedste Kræmmere i Regnekunsten, enkelt og dobbelt Bogholderi, Vexelret og Cours, i deres Handels Natur og Egenskaber, i Maal og Vægt baade i Ind- og Udland og derhos bevise, at de som Silke- og Uldkræmmere eiede 2000 Rdr. frie Midler uden Gjæld til at begynde deres Handel med, og som Lærredskræmmere 1000 Rdr. En Særstilling indtog Bryggerlauget, hvis Produktion og Afsætning var ordnet med største Nøiagtighed. I Laugsartiklerne anerkjendes nemlig først 128 Gaarde for "dygtige" Bryggergaarde (medens 12 nedlagdes), hvorpaa det fastsættes, at de ikke alle maa brygge hver Dag, men kun paa Omgang et vist Qvantum, der bestemtes paa Bryggerkompagniets Kontor i Henhold til de indløbne Bestillinger. Denne Omgangsbrygning ophævedes iøvrigt i 1690, men kun for at gjenindføres i 1723. For at blive optaget i Lauget maatte den Paagjældende bevise, at han eiede 2000 Slettedaler frie Midler uden Gjæld, og Artiklerne indeholde meget detaillerede Bestemmelser om Øllets Godhed, om hvormange Slags Øl der maa brygges, om hvert Slags Øls Mærke o. d.

De nye Laugsartikler, ved hvilke hele den gamle Laugsordning søgtes kuldkastet, vare selvfølgelig alt Andet end velsete, og stødte derfor, som Nyrop bemærker, paa en uhyre, seig, passiv Modstand hos Haandværksstanden selv. Man fremkom med Suppliker, nedlagde Protester, omgik de generende Bestemmelser, satte af og til Magistraten og Politiet Stolen for Døren og fandt paa alle Slags sindrige Udveie til at vedligeholde Laugenes gamle Ceremonier og de selvgjorte Vedtægter trods de udtrykkelige Forbud. Politimester Claus Rasch havde fuldt op at bestille med at bekjæmpe Haandværkernes "galne Griller"; han beslaglagde saaledes i 1695 Bagersvendenes Velkomst og lod den sælge ved Auktion, fordi den blev misbrugt; ikke bedre gik det Possementmagernes Lade, og mange Laug kom til at føle Øvrighedens Myndighed endnu haardere. Snedkerlauget synes at have været de gamle Sædvaner og Skikke særlig hengivent, thi i 1686 klagede dets Oldermand Johan Stenbuch til Kongen over Magistratens Indblanding og Overgreb, og forlangte endog, at "de forrige forargelige Misbrug igjen maatte opkomme". Dette havde imidlertid kun til Følge, at han blev afsat


320

fra sin Olderrnands-Værdighed og.udvist af Lauget. Han hævnede sig nu ved at offentliggjøre Smædeskrifter mod Magistraten, hvorfor denne lod ham arrestere, men i 1688 sattes han dog paa fri Fod igjen af "sær kongelig Naade og Mildhed" og fik atter Tilladelse til at nyde sin Laugsrettighed frit og uhindret. Han maa imidlertid strax efter have gjort sig skyldig i nye Forseelser, thi han blev indsat i Kjøbenhavns Arresthus, hvor han forblev i samfulde elleve Aar, indtil han i 1699 løslodes mod at forpligte sig til at blive "i sømmelig Stilhed og Rolighed". Ogsaa Skomagerlauget satte sig op imod den nye Ordning og blev idømt en Bøde paa 820 Rdlr., som dog efter Ansøgning nedsattes til det Halve. Medens saaledes al direkte Opsætsighed blev straffet haardt, havde Haandværkslaugene bedre Held med sig, naar de lempeligt omgik Lovene. Det lykkedes ikke Regjeringen at afskaffe Drik, Gjæstebud og anden Lystighed; Nyrop anfører saaledes et Exempel paa, at en Tømmermester i 1686 forpligtede sig til at give "Laugssøstrene" et Traktement af tre Retter Mad, en god Steg, en fersk Fisk og en Tærte, hvoraf det fremgaaer, at man ved at traktere "Søstrene" omgik Lovens Paabud. Endnu større Vanskeligheder ved Gjennemførelsen af de nye Artikler frembød dog Forholdet til de tydske Lang, thi ved Ceremoniernes Ophør faldt ogsaa den laugsmæssige Zünftighed bort. Det ses af en kongelig Forordning, at de Drenge, som vare udlærte efter de nye Regler, bleve "forhaanede og foragtede, alene fordi de ikke have ladet sig gjøre til Svende efter de forrige urimelige Vedtægter, hvorfor adskillige Mestre skal være komne i de Tanker at skikke deres Børn og Drenge til fremmede Steder for at lade dem der gjøre til Svende", og det nyttede kun Lidet, at Regjeringen satte høie Bøder for at nægte de nye Svende Arbeide, eller truede den Svend, der lod sig "behøvle" i Udlandet, med at han efter sin Hjemkomst atter skulde tjene i tre Aar som Dreng. Klagerne bleve mere og mere højrøstede; de danske Svende kunde paa deres "Vandringer" i Udlandet ikke faa Arbeide, og paa den anden Side nægtede fremmede Svende at arbeide her. Saa intim var nemlig Forbindelsen med Tydskland paa dette Omraade, at de tydske Hattemagerlaug f. Ex. i 1692 dikterede en kjøbenhavnsk Haandværksmester Mulkt, fordi han havde forset sig mod de overleverede Vedtægter, og denne tydske Laugshøihed lægger sig endnu tydeligere for Dagen ved en mellem Kandestøberne i Kjøbenhavn


321

og Lybæk afsluttet Overenskomst, ved hvilken de første satte sig i et afgjort Afhængighedsforhold af de sidste. Den blev dog kasseret af Magistraten i Kjøbenhavn.

Laugene maatte paa mange Maader føle det Trykkende ved den nye Ordning. De formindskede Indtægter bevirkede, at de kom i Armod og hverken kunde sørge for deres Fattige eller for Vedligeholdelsen af deres Laugshuse, ligesom de af Mangel paa tilstrækkelige Midler ikke kunde drive Forfølgelsen af Bønhaser og Fuskere med videre Kraft. I 1691 henvendte Oldermændene for Murerne, Smedene, Snedkerne og Tømrerne sig til Kongen for at opnaa større Indtægter for Laugskassen, men uden Resultat. Samtidig følte Svendene bittert Savnet af deres Sammenkomster i Kroerne, saavelsom af deres Frimandage og andre Lystigheder, og Regjeringen blev lidt efter lidt nødt til at se igjennem Fingre med Lovovertrædelser i denne Retning for at undgaa værre Følger. Med andre Ord: Forordningerne af 1681 og 1682 lod sig ikke gjennemføre. Nyrop oplyser i sit Værk om Kjøbenhavns Tømmerlaug, at Tømmersvendene allerede den 9de Juli 1691 med Magistratens Samtykke kunde afholde deres første officielle Samling, der præsideredes af Politimester Claus Rasch i egen Person. Mødet fandt Sted for, som det charakteristisk nok hedder, at bringe Lauget "udi en god og rolig Stand og Tømmersvendene udi indbyrdes Enighed og Lydighed mod Mestrene". Det følgende Aar tales der om "Friskjænk og Velkommen" til nyankomne tydske Svende "efter Haandværks Gemäsz"; Svendene indskrives igjen for "aaben Lade", der drikkes Øl i Massevis ved Sammenkomsterne, og disse antoge hurtigt den gamle Laugscharakter. Hvad der gjælder om Tømmerlauget, gjælder selvfølgelig ogsaa om de andre Haandværkslaug, og i Midten af Frederik den Fjerdes Regjering kunne de zünftige Former i det Væsentlige betragtes som gjenindførte, skjøndt Bestemmelserne fra 1681 og 1682 dog ingensinde gik helt i Glemmebogen. Tværtimod er der en stadig Bestræbelse fra Regjeringens Side for at komme Laugstvangen tillivs, og atter og atter reistes det Spørgsmaal, om Laugenes totale Ophævelse ikke vilde være hensigtsmæssig. Det er overhovedet et eiendommeligt Træk, at samtidig med Oprettelsen af nye Laug og det strenge Forbud mod, at Nogen driver et Haandværk, før han er optagen i Lauget, gjøres der overordentlig mange Undtagelser til Gunst for enkelte Personer, ligesom der af og til er


322

en kjendelig Bestræbelse for at indføre et vist Maal af Næringsfrihed. Mangfoldige Mestre bleve af "sær kongelig Mildhed og Naade" eller "allernaadigst for denne Gang" undtagne fra at holde Laugsartiklerne; mange Svende fritoges for Mestersvendsaaret, der optoges Folk i Laugene imod disses udtrykkelige Ønske, skjøndt de aldrig havde staaet i Lære, og en hel Klasse, nemlig de Mænd og Kvinder, som havde været knyttede til Hær og Flaade, tillodes det at nedsætte sig i Kjøbstæderne og drive et Haandværk. Arbejderne ved Holmen og Tøihuset, saavelsom Marinerne og andre fattige Mænd og Kvinder af samme Klasse indtog en særlig begunstiget Stilling, thi det tillodes dem frit at ernære sig ved deres Hænders Gjerning, naar de blot ikke holdt Svende eller Drenge. Føier man nu hertil, at der indførtes betydelige Kvantiteter af fremmede Varer, at der ofte gaves Udlændinge kongelig Tilladelse til at falholde deres Arbeide, sandsynligvis fordi det overgik det indenlandske, og endelig at Bønhaseriet stod i fuldt Flor, bliver det forstaaeligt, at det ene Nødraab hørtes efter det andet, at den ene Klage afløste den anden, ja, at det ikke sjældent kom til Optøier, Smaauroligheder eller endog til Arbeidsnedlæggelse.

En af Dr. Nielsen offentliggjort Magistratsbetænkning af 1692 giver et alt Andet end tiltalende Indblik i den daværende Haandværkstands Kaar. Det hedder heri, at Haandværkernes Tilbagegang skyldes den Omstændighed, at mange Fremmede, der have nedsat sig, kunne sælge for billigere Kjøb, fordi de ere fritagne for borgerlig Tynge, hvorhos Soldaternes Ret til at drive Haandværk, i høi Grad skader Laugsmestrene. Smede, Tømmermænd, Snedkere, Bødkere og Vævere lide store Tab ved Tøjhusets, Holmens og andre aftakkede Folk, som misbruge den Frihed, de have til at ernære sig ved eget personligt Arbeide. Desuden drive Soldaternes Koner ofte Høkeri og Ølsalg til Skade for Borgerskabet, thi da de hverken betale Skatter eller Afgifter, maa de nødvendigvis seire i Konkurrencen. Hertil kommer, at Laugsmestrenes Antal er steget betydeligt. "Imedens der - hedder det videre - tilforn var 20-60 Mestre i et Laug, er der nu 80, 100, ja 200 Mestre i et Laug, hvoraf næppe de ti kan holde saa mange Folk eller gjøre Kongen og Staden den Tjeneste som en af de forrige Tiders Mestre, ja neppe tre af det hele Laug ere gode for at kjøbe sig et Hus, men bo tilleie, ja to à tre Slags Haandværkere retirere sig udi ét


323

Hus paa Lofter og Kammerser og sidde der i Armod tilsammen. Det gaar nu saaledes til, at naar en Svend har tjent sine Svendeaar ud, søger han strax at komme ind i Lauget, gifter sig, enten han har Evne til at føde en Kone eller ikke, fortærer i faa Aar, hvis han har faaet Noget ved Giftermaalet, og maa saa arbeide som Svend hos andre Mestre, og Børnene maa ud at tigge, førend de kan læse; naar Manden dør, maa Konen gribe til Tiggerstaven, medens en Mester i forrige Tider kunde efterlade et frit Hus og Evner til at fortsætte Haandværket, til hun ved Giftermaal med en dygtig og erfaren Svend, som længe havde maattet tjene og selv havde erhvervet sig Noget, kunde blive forsynet. Kom Nogen da til agters, hjalp de andre Laugsbrødre ham tilrette." Magistraten fremhæver derpaa, at Indkvarteringsskatten til et Beløb af ca. 24000 Rdlr. aarlig falder haardt paa Enkelte, fordi et stort Antal Borgere som f. Ex. Medlemmerne af de Reformertes Samfund, og de, der opføre nye Huse eller indrette Manufakturer, ere fritagne for den. Skatterne og Konsumptionen tynge ligeledes Haandværkerne ned i Armod, saaledes at mange gaa fallit, andre have mere Gjæld end Gods, og atter andre føre et elendigt Liv uden Bohave og Brød, ja eje end ikke en Dyne, men maa ligge paa Halm med Kone og Børn. Ogsaa Byggelysten har ødelagt adskillige af Indbyggerne, idet de ikke have kunnet svare Renterne af den Kapital, der anvendtes, hvorfor de have maattet rømme fra Byen, inden Bygningen var færdig. Tre Aar efter gjentages de samme Klager i en ny Magistratsbetænkning.

Var Haandværkernes Stilling saaledes i det Hele ugunstig, stod det ikke synderligt bedre til med Handelsstanden, ihvorvel der dog i Aarhundredets sidste Tiaar indtraadte en afgjort Bedring. Frederik den Tredies Bestræbelser for Handelens Fremme (smlgn. II, S. 201) havde kun havt ringe Resultater at opvise; Christian den Femtes vare dog ikke ganske uden Held, skjøndt Udbyttet ingenlunde svarede til de høit spændte Forventninger. Kjøbenhavn gjaldt i Henhold til Privilegierne af 24de Juni 1661 endnu for at være en Stabelstad, men da en stor Mængde andre Kjøbstæder paa Sjælland efterhaanden ogsaa havde faaet Ret til at handle paa Udlandet, var denne Stilling saagodtsom betydningsløs. Derimod søgte Regjeringen ved Afslutning af Handelstraktater med fremmede Magter eller ved at begunstige Bygning af større Handelsfartøier


324

(Defensionsskibe), ved Ophævelse af Havnetolden eller ved at tilstaa dygtige Handelsmænd særlige Friheder at fremme Foretagelsesaanden og hidføre en Forbedring af Borgernes Kaar. I Begyndelsen havde man isinde at lokke udenlandske, navnlig fransk-reformerte Handelshuse hertil i Massevis ved at love dem store Friheder, og Statskollegiet fremkom endog med Forslag i denne Retning i 1672, men Planen strandede, da Biskop Wandal bestemt modsatte sig en udvidet Religionsfrihed. Hvor alvorligt Handelens Opsving laa Enevoldsmagten paa Sinde, fremgaar af de talrige Forsøg, der gjordes, de mange Forslag der drøftedes, saavelsom af de talrige Forordninger, der gaves, men det gik her som med alle øvrige Paabud, de bleve ikke overholdte. Den svenske Gesandt Leijonkloo anstiller en i denne Henseende ualmindelig charakteristisk Betragtning i en af sine Indberetninger, idet han skriver: "Al Uorden her kommer af, at man ikke først overlægger en Ting nøie, før man iværksætter den, og jeg troer neppe, at der er noget Kongerige eller nogen Republik i Verden, hvor der gjøres saa mange Edikter, Love og Forordninger som her, og som mindre overholdes. I de fjorten Aar, jeg har været her, kan jeg med god Samvittighed sige, at ingen kongelig Forordning, som er udgaaet i Trykken, er bleven overholdt og har staaet ved Magt mere end fem eller sex Dage efter Offentliggjørelsen, naar undtages Forordningen om Flæsk- og Kornskatten, som fornyes hvert Aar og opretholdes paa Grund af dens Nytte. Aldrig er nogen Casus saa ringe, uden at Kongens Plakat strax udstedes derom, hvorved Hs. Majestæts høieste Værdighed, Navns Underskrift og Segl prostitueres. Jeg skal blot anføre et Exempel. Hs. Majestæt resolverede for at fremme Klædemanufakturet her, at der skulde udstedes Forbud mod Indførsel i Riget af udenlandsk Klæde og Uldstoffer efter førstkommende Mikkelsdag, og at Borgerskabet indtil denne Tid skulde søge at afsætte eller skille sig af med det Klæde, det maatte have i Forraad. Det varede næppe fire Dage, før Ordren atter blev ophævet ved Borgerskabets Remonstrationer, og saaledes gaar det til med alle andre Forordninger, saa at man efter høist otte Dages Forløb ikke véd, om de nogensinde have staaet ved Magt eller ikke."

Af de ældre Handelsselskaber undergik det islandske (smlgn. II, S. 201) en Forandring, idet Høiesteretsassessor og Borgmester Bartholomæus Jensen i 1680 fik Privilegium paa at oprette et nyt


325

islandsk Kompagni, hvori Færøerne vare indbefattede. Kompagniet, der stod under fire Direkteurers Ledelse, fik Eneret til i 20 Aar at handle paa Island og Færøerne og fiske i 4 Miles Afstand fra Kysterne, og hvis Nogen handlede herimod, skulde deres Varer og Skibe være forbrudte til Kompagniet. Der fastsattes en vis Taxt, hvorefter der skulde sælges og kjøbes, og Indbyggerne maatte ikke handle med Andre end Kompagniets Fuldmægtige under deres Formues Fortabelse eller endog Straf paa deres Person, efter Sagens Beskaffenhed i Jern paa Bremerholm. Det tidligere (II, S. 202) omtalte Saltkompagni, der lededes af Henrik Bjelke, Curt Adelaer og Povl Klingenberg ophævedes i 1670, og Salthandelen blev frigiven, hvoraf den kjøbenhavnske Handelsstand ventede sig store Fordele, fordi der lovedes dem, der byggede Defensionsskibe, det vil sige: større Koffardiskibe, der kunde bruges i Orlog, betydelige Toldnedsættelser, ikke blot paa det Salt, de indførte, men ogsaa paa Brændevin, alt Slags spansk og fransk Vin, Vinedike og Tobak. Det viste sig imidlertid under Krigen med Sverig, at Defensionsskibenes Nytte var høist problematisk, hvorfor Kongen et Øieblik tænkte paa at lade sine egne Krigsskibe hente Saltet, "paa det at hans Baadsfolk derved kunde blive brugte og øvede", medens det dog ogsaa blev foreslaaet at stifte et nyt Saltkompagni. Ingen af Delene skete imidlertid; Handelen vedblev at være fri, og da der ikke fandtes et tilstrækkeligt Antal danske Defensionsskibe til Landets Forsyning, tillodes det ogsaa fremmede Fartøier at indføre Salt. Den franske Gesandt de Martangis oplyser i 1680 om Salthandelen: "Man betjener sig her af fire Slags Salt, spansk, portugisisk, fransk og lyneborgsk. De to første Slags have en sortagtig Farve og bruges især til Indsaltning af Fisk og Kjød, som man vil gjemme længe; det franske bruges til Kjød, som ikke skal gjemmes saa længe; det lyneborgske bruges i Husholdningen og paa Bordet." Af spansk Salt brugtes et Par Ladninger om Aaret i Danmark, fire til fem i Norge, af fransk neppe én Ladning.

Et vestindisk-guineisk Kompagni, der seilede paa de danske Besiddelser paa Guineakysten og herfra førte Slaver til St. Thomas, blev grundlagt i Christian den Femtes første Regjeringsaar, men kunde ikke trives i Krigsaarene. I 1680 gjordes et nyt alvorligt Forsøg paa at bringe denne Handel paa Fode igjen "som et nyttigt og for det almindelige Bedste helt gavnligt Værk", hvorfor Kongen


326

for egen Regning uden Vederlag af Kompagniet udrustede et Skib, som skulde føre Mandskab til Forterne i Guinea og derfra gaa til Vestindien med Slaver. De Foranstaltninger, der ellers bleve trufne til Sagens Fremme, vare høist eiendommelige og vilkaarlige; enhver Participant fik saaledes Befaling til at indbetale 10 pCt. af sit første Indskud, hvis han ikke vilde miste dette, ja man tvang Folk, som aldeles ikke vare Handelsmænd, til at deltage i den tvivlsomme Forretning. Enhver kongelig Betjent, der havde 300 Rdlr. eller derover i Gage skulde indskyde 10 pCt. heraf i Kompagniet, ja Enhver, der holdt Karosse, maatte udrede 60 Slettedaler og være Interessent for denne Sum. Selskabet betalte sig imidlertid ikke og undergik adskillige Skjæbner inden Aarhundredets Udgang. Snart udskiltes den afrikanske Handel og gik over paa enkelte Kjøbmænds Hænder for atter at vende tilbage til Kompagniet, snart maatte der gjøres nye Greb i Participanternes Lommer for at "holde Negotien vedlige", eller man bevilgede Borgerne i Kjøbenhavn, Bergen og Christianssand 6 Aars Frihed til Handel paa Vestindien mod en Kjendelse til Kompagniet. Grunden til alle disse Uheld var ifølge den svenske Gesandts Udsagn, dels at Besætningen paa et af Kompagniets Skibe i 1682 gjorde Mytteri, dels at Gouverneurerne i Vestindien vare uærlige og søgte at gjøre sig alle Slags private Fordele. Den første af dem, Adolph Esmit, blev jaget bort af sin Broder, og da han kom til Kjøbenhavn for at klage herover, blev han kastet i Slutteriet, hvor han tilbragte nogle Aar. Broderen forblev imidlertid paa St. Thomas, hvor han indlod sig med Sørøvere og gav dem frit Asyl, saaledes at han erhvervede store Rigdomme; han blev derfor afsat og fængslet af Efterfølgeren, Gabriel Milan, hvis egen Opførsel imidlertid var af den Natur, at han blev ført hjem og dømt til Døden. Nu kom Adolph Esmit atter til Ære og Værdighed og beklædte Gouverneurstillingen i et Par Aar, indtil 1689, da han ogsaa sattes under Tiltale. Vel frifandtes han, men vi vide nu af den svenske Gesandts Indberetninger, at han tilbød Carl den Ellevte af Sverrig at forraade St. Thomas til ham, og at han tilsendte Regjeringen i Stockholm Kort og Planer over Øen og Fæstningen.

Større Held fulgte det i 1670 stiftede ostindiske Handelskompagni (smlgn. II, S. 202), hvis første Direkteur General-Admiral Curt Adelaer var. Det talte mange fornemme Deltagere, deriblandt


327

Griffenfeld, som til Tak for havt Umage og Uleilighed ved Oktroyens Udstedelse blev indskreven som Deltager for et Beløb af 1000 Rdlr., hvilket senere blev en af Generalfiskalens Anklager mod ham. Kongen gjorde selv betydelige Indskud og gav Embedsmænd og formuende Borgere at forstaa, at det vilde være velset, om de fulgte hans Exempel. De Skibe, der benyttedes til Seiladsen, vare fordetmeste ældre Orlogsskibe som "Færø", "Mageløs", "Oldenborg", "Haabet", "Christianus Qvintus" o. fl.; til Skibsførere hvervedes derimod helst Hollændere, der havde tjent i det hollandsk-ostindiske Selskab og derfor vare kjendte med Forholdene i Indien. Fra hollandsk Side gjordes der vel alt for at hindre dette, men skjøndt der var sat Dødsstraf og Konfiskation af Formue for Enhver, som fra det hollandske Kompagni gik i fremmed Tjeneste, kom hollandske Skippere dog i Mængde til Kjøbenhavn, hvor de sikkrede sig mod alle videre Følger ved at tage Borgerskab. Med overordentlig Spænding og Interesse fulgtes Skibenes Fart herhjemme; Bording noterer den omhyggeligt i sin "Danske Merkurius", Bircherod optegner Tiden for deres Afgang og Hjemkomst, hvoraf man ser, at Ud- og Hjemreisen under heldige Forhold kunde besørges paa 19 Maaneder, men at den ogsaa undertiden tog tre samfulde Aar. Trods uundgaaelige Uheld, Strandinger og en Skibsbrand, dreves Handelen med Fordel, dog neppe før efter 1688; Bircherod bemærker ikke sjeldent om Skibene, at de kom hjem "med en meget rig og beholden Ladning til stor Lykke for Kompagniets Interessenter", og den svenske Gesandt véd ligeledes en hel Del at fortælle herom. Saaledes skriver han i 1696: "Dette Kompagni er overordentlig heldigt, eftersom det hvert Aar faar saadanne rigtladede Skibe hjem; dog have Participanterne ifjor ikke faaet større Udbytte end 6 pCt., hvortil Grunden er, at de sex Direkteurer have optaget deres Løn forud, tilligemed hvad de havde tilgode fra forrige Aar, ialt 24000 Rdlr." To Aar efter lyder hans Beretning ligesaa gunstig; han fremhæver, at Kompagniet under hele Krigen har faaet sine Skibe uantastet hjem, hvilket maa kaldes en stor Lykke.

Hvad Handelen paa Østersøen angaar, var den neppe af videre Betydning, om den end voxede henimod Aarhundredets Slutning, og der i 1694 dannede sig et Selskab, som vilde handle, paa Rusland. Derimod dreves der en livlig Handel paa Frankrig under dette Lands Krig med England, de forenede nederlandske


328

Provindser, Keiseren, det tydske Rige og Spanien, og da England udstedte Forbud mod denne Handel og greb til voldelige Forholdsregler for at sætte sin Villie igjennem, afsluttede Danmark og Sverig i 1691 et væbnet Neutralitetsforbund, eller som det kaldtes en "Traktat til Navigationens og Kommerciens Sikkerhed". Søen vrimlede af Kapere, og Handelsskibene maatte ledsages af Krigsskibe; mange baade danske og svenske Skibe bleve opbragte, hvorfor den danske Regjering tog Repressalier ved at beslaglægge hollandske Skibe i Sundet; det kom undertiden til blodige Sammenstød paa Havet, men det lykkedes i det Hele de to nordiske Magter at sætte deres Fordringer igjennem og drage den Fordel af deres neutrale Stilling, som efter Omstændighederne var mulig. Det var ikke sjeldent hele Flaader af Koffardifartøier, som afsendtes; saaledes melder den engelske Gesandtskabssekretair i Kjøbenhavn sin Regjering i Mai 1691, at 70 svenske og danske Kjøbmandsskibe samledes ved Norge for at afgaa til Frankrig og udtaler et Haab om, at den engelske Flaade maa støde paa dem, da en betydelig Del er ladet med Kontrabande eller idetmindste med Varer, der ere ligesaa nyttige i Krigstid som Kontrabande, hvorved der sandsynligvis tænkes paa Korn, Tømmer, Tjære, Jern o. d.

Skibsfarten, som i de første ti Aar efter Beleiringen havde været yderst ringe, fulgte Handelens Udvikling. I 1678 talte Kjøbenhavns Handelsflaade 116 Fartøier med tilsammen 2600 Læsters Drægtighed, hvortil sandsynligvis kom 22 Defensionsskibe og endel Skibe tilhørende Handelskompagnierne. Efter 1690 maa dette Tal være blevet forøget betydeligt, thi skjøndt man ikke har nogen Opgjørelse af Handelsflaaden, viser Skippernes Forøgelse fra 11 i 1689 til 285 i 1695 den overordentlige Fremgang. Halvdelen af disse Folk vare Hollændere og Tydskere, Resten Danske. I samme Tidsrum tog 97 Personer Borgerskab som Grosserere ("Kjøbmænd", "Negotianter" eller "Handelsmænd") og mange af disse vare ogsaa Udlændinge, Franskmænd, Hollændere og Tydskere. De største Skibsrhedere og Kjøbmænd vare Nikolai Jansen Arf, Vigant Mickelbeeker, Jakob Peltzen, Abraham Lehn, Vilhelm Edinger, Hans Nansen den Yngre, Peter Hansen, Jochum Würger, Lyder Stiefken, P. Wieland, Ditmar Bøfke, Gougeon, Valleau og mange Andre, hvortil kom et betydeligt Antal fornemme Folk og Borgere, som anbragte deres Formue i Skibsparter eller paa anden Maade deltog i Handelsforetagender. Nikolai Jansen Arf, der var Assessor i Kommercekolle-


329

giet og eiede mange Grunde paa Christianshavn, havde ikke blot gjort sig fortjent af Søfarten, Saltkompagniet og det ostindiske Kompagni, men ogsaa af Silkemanufakturerne. I 1698 afseilede han tilligemed sin Søn med sit store veludrustede Skib "Kjøbenhavns Vaaben", men led Skibbrud under Stavanger i en heftig Storm og druknede. Vigant Mickelbecker, som tillige var Vinhandler, roses for sine Fortjenester af Kjøbenhavns Bebyggelse og Forskjønnelse, og eiede den prægtige Gaard paa Hjørnet af Frederiksholms Kanal og nuv. Ny Vestergade, som efter ham i lange Tider bar Navnet Vigantsgade. Ved hans Død i 1692 gik Gaarden over i hans Svigersøn, Grosserer Vilhelm Edingers Besiddelse. Abraham Lehn var ligeledes først Vinhandler og blev senere en af Direkteurerne for det ostindiske Kompagni, Forstander og "Ældste" ved St. Petri Kirke og en af Stadens 32 Mænd. Han efterlod sig en meget betydelig Formue og var Fader til Abraham Lehn den Yngre, hvis Navn er blevet sat i Forbindelse med Tordenskjolds, og som blev Stamfader til tvende adelige Slægter her i Danmark. Endelig var Hans Nansen den Yngre, Præsident i Kjøbenhavn fra 1688 til sin Død i 1713, en høit anset Mand. Hans Datter Cathrine blev i November 1670 gift med Griffenfeld, men døde allerede to Aar efter.

Det almindelige Indtryk, man faar af Kjøbenhavns Handel paa Christian den Femtes Tid, er, at den var høist ubetydelig indtil 1690, men da tog et pludseligt Opsving, som dog ingenlunde var tilstrækkeligt til at neutralisere eller afhjælpe den mangeaarige økonomiske Tilbagegang. I 1680 skriver en fransk Diplomat, at Alting i Kjøbenhavn er dobbelt saa dyrt som i Paris, hvilket kommer af, at de Varer, som bruges, maa føres til Byen ad Søveien, og da Skibene ikke kunne faa Noget til Retourladning, er Fragten overordentlig høi. Et andet Sted hedder det: "Aarsagen til, at her er saa faa rige Kjøbmænd, er, at Fremmede ikke vove at nedsætte sig her paa Grund af de overdrevne Skatter, som her paalægges Folk, der anses for rige, og de Indfødte berige sig ikke, fordi de ere ligegyldige, elske Magelighed og alligevel føre et stort Hus. Næsten Alle holde Vogn og have et rigtbesat Bord, hvilket koster overordentligt, da Alting er meget dyrere end i Paris." I 1682 rapporterer en svensk Afsending, at Landets Tilstand er saa ynkelig og fattig, at Præsterne uden Undseelse bede til Gud i Kirkerne om at bevare det fra total Undergang, og endnu i 1692


330

hedder det i en Magistratsbetænkning: "Handelen bestaar alene i det, som indføres og konsumeres her, thi kun Lidet eller Intet kan udføres undtagen en ringe Del Vin og Salt, som dog ikke er Landsens Frugt, hvorimod Rug og Byg, der i tidligere Tider bragte Penge ind i Landet og gav Handel og Næring, er nu paa Grund af Landmandens slette Tilstand og Uformuenhed til at holde Kvæg og dyrke Jorden, ikke af den Godhed eller den Overflødighed, at de kan søges eller sælges. Vel har den franske Handel i nogle faa Aar havt nogen Anseelse, men paa Grund af den ulovlige Opbringelse og anden Mishandling af Skibene, som idelig sker af engelske og hollandske Kapere, bliver den ogsaa snart til Intet, eftersom Enhver gruer for at vove sine Midler med saa stor Hazard og Perikel, og desuden kun ganske faa af Borgerskabet formaar at drive den Handel. De indførte Varer ere belagte med Told og Konsumption, og der holdes saa skarpt Tilsyn, saa en ringe Forseelse bliver haardt mulkteret, og den Negotierende, som dog er Kongens Undersaat, faar saa liden Fortjeneste, at han næppe kan vinde det, han kan betale Skatter og Paalæg af." Denne Fremstilling synes ikke overdreven, da det samtidig fremgaar af Kilderne, at Fallenternes Antal var overordentlig betydeligt, at det var ganske almindeligt, at Kjøbmænd rømte fra Byen, naar de ikke kunde opfylde deres Forpligtelser, eller at de erhvervede "Moratorier", det vil sige: kongelige Beskyttelsesbreve, som i nogle Aar sikkrede dem for Tiltale af deres Kreditorer.

Af de 32 Mænds Forhandlingsprotokol ses, at Handelsstanden saavelsom det øvrige Borgerskab navnlig klagede over Skatternes Høide og Mængde, Konsumptionen og den dermed forbundne trykkende Inqvisition, indkvarteringen samt Tolden. Byrderne vare i Virkeligheden ogsaa overvældende. Bestemmelsen i Kjøbenhavns Privilegier af 1661 om fuldkommen Frihed for Statsskatter blev ikke overholdt i Frederik den Tredies Tid, end sige i Christian den Femtes, og de talrige Klager, Suppliker og Andragender, der fremkom, førte ikke til Lettelser af Betydning, fordi Staten, der var dybt forgjældet og ovenikjøbet under de spændte politiske Forhold maatte staa rustet til Tænderne, stadig blev tvungen til nye Paalæg for nogenlunde at blive Herre over de finantsielle Vanskeligheder. Under Krigen i 1675-79 blev der i Kjøbenhavn ligesom i de øvrige Dele af Riget udskrevet alle Slags haarde Skatter, og


331

Byen maatte ikke blot udrede et stort Krigsstyr, men havde samtidig en betydelig Indkvartering af Tropper. Efter Freden blev Indkvarteringen ingenlunde formindsket, thi Kongen gav som Paaskud, at han vilde forskaane det kjære og tro Borgerskab for den hidtil havte Besværing med Vagter og deslige, hvilket kun kunde ske ved at lægge en Styrke i fast Garnison. Garnisonens Størrelse angives i 1689 til 5400 Mand. Samtidig fulgte Skatterne Slag i Slag. I 1671 paalagdes der Skat af hvert Ildsted i Byen, mærkværdigvis ogsaa af Bygninger som Magaziner, Kornhuse og Pakhuse, hvori der intet Ildsted fandtes; i 1678 en Kop-, Kvæg- og Rentepengeskat, som fornyedes i Aarene 1682-87 og atter i 1692. Man fandt efterhaanden flere og flere Skatteobjekter; saaledes indførtes i 1680 en Karosseskat, 40 Rdlr. af hver Karosse i Staden, i 1688 en Defensionsskat, i 1691 en Fortifikationsskat, om hvilken den engelske Gesandtskabssekretair ondskabsfuldt bemærker, at den formentlig "er beregnet til at betale Kongens Gjæld med", o. s. v. Særlig byrdefuld var Konsumptionen, der vedtoges paa den mindeværdige Rigsdag i 1660, men iøvrigt var bleven udvidet ved en Forordning af 1ste Februar 1672. I Portene betaltes denne Skat af Fødevarer og andre Nødvendighedsartikler, der tilførtes; Møllere, Bryggere og Brændevinsbrændere maatte udrede Konsumptionsafgift af deres Forbrug, Slagterne af hvert Kreatur, de slagtede, Skomagerne af hvert Stykke Fodtøi, de forfærdigede, Vognmænd af hver Mil, de kjørte udenfor Byens Porte. Af Heste, Køer, Svin og Faar gaves der Græspenge, enhver Husbond betalte Skat af sit Tyende eller af sine Svende, ja, hvert Par, der holdt Bryllup, maatte betale Kopulationspenge. Taxterne bleve i November 1672 forhøiede, og i 1688 blev Vin, Salt og Tobak, der hidtil havde været fritaget for Konsumption, ogsaa belagt med denne Afgift. En stor Mængde slet lønnede Embedsmænd: Konsumptionsforvaltere, Kontrolleurer, Skrivere og Visiterere havde Opsigt med Skattens rette Betaling, og disse Folk vare meget tilgjængelige for al Slags Bestikkelse og gjorde sig al Slags ulovlig Fordel. Da Konsumptionens Forhøielse forestod, indkom de 32 Mænd med et Andragende paa Borgerskabets Vegne om at maatte blive forskaanede for denne skrækkelige Forandring, der har vakt "slig Bestyrtning, at snart ikke vides, hvor de Middel skal bringes tilveie, ved hvilke slige Udgifter kan svares", men dette frugtede ligesaa lidt, som


332

naar enkelte Korporationer rentud nægtede at betale. Ved Hjælp af Udpantning og "vedbørlig Straf" kom Regjeringen til Maalet, men den blev ikkedestomindre besveget for store Summer, naar Konsumptionen da ikke var bortforpagtet, i hvilket Tilfælde Besvigelserne gik ud over Forpagteren. Møllerkuskene bleve særlig ofte grebne i at føre Korn til Møllerne, af hvilket Afgiften ikke var betalt, eller i at benytte den samme Seddel til flere Læs, hvorfor man i Gjentagelsestilfælde truede med at udtage dem til Soldater. For at omgaa denne Vanskelighed benyttede Møllerne da Soldater som Kuske, indtil dette blev strengt forbudt i 1689 under en Bøde af 10 Rdlr. og Heste og Vogns Fortabelse til Konsumptionsbetjentene. Et enkelt Laug, nemlig Bryggerne, betalte en rund Sum af 68,000 Rdlr. om Aaret og fik da Lov til at beholde deres Hestemøller, som de for Konsumptionens Skyld i lange Tider ikke havde maattet benytte. En eiendommelig Beskatningsform var de Tvangslaan, som Kommunen eller velstaaende Borgere maatte yde "frivilligt". Professor Holm anfører de nærmere Omstændigheder ved et saadant Laan af 1694. En Regjeringskommission afgav udenvidere et Skjøn over en Mængde formentlig velstaaende Mænds Laaneevne, og i Henhold til denne Taxation tilskreves der dem, at Kongen "ventede", at de i Løbet af tre Aar idetmindste vilde yde den Sum, de vare ansatte for. Der vilde blive givet dem 5 pCt. Rente, og Kapitalen vilde "ufeilbarlig" blive tilbagebetalt den 11te Juni 1697. At dette ikke skete, behøver neppe at anføres. I Kjøbenhavn blev det Magistratens Opgave at klemme disse Summer ud af de Paagjældende, og det tilføies betegnende nok, at "ifald, som dog ei formodes, der skulde findes Nogle, som sig derfra skulde emancipere, eller udi en eller anden Maade gjøre nogen Diffikultet", skulde det betydes dem, at de derved vilde "give Hs. Majestæt Anledning til at tvivle om deres Velvillighed og ei videre beholde den naadige Opinion, som Hs. Majestæt hidtil havde havt om deres Nidkjærhed." Lignende Opfordringer rettedes mange Gange til de kjøbenhavnske Laug, og selv om der er en hel Del Overdrivelse i en fransk Gesandts Fremstilling af disse Forhold, er det dog ikke ganske urigtigt, naar han skriver: "Kongen af Danmark paalægger Skatter efter eget Tykke uden nogensomhelst Indskrænkning paa alle sine Undersaatters Jorder, Huse og Gods. Adelsmændene ere ikke blot beskattede, men maa ogsaa indestaa


333

for deres Bønders Skatter. I overordentlige Tilfælde overgaar endogsaa Skatten Eiendommens Værdi, og naar Eieren da vil opgive sin Eiendom, bliver dette ikke modtaget. Slige overordentlige Paalæg gjøres dog kun i den yderste Nød, men selv de almindelige Paalæg beløbe sig idetmindste til tre Fjerdedele af Indtægternes Beløb. Naar Nogen har beriget sig ved Sparsomhed eller ved Handelen, lader Kongen ofte laane hos ham Halvdelen af hans Formue eller undertiden det Hele, og som Betaling for de laante Summer gives Krongods, der er udpint og betynget med Skatter. Naar Kongen hædrer Nogen med Baron- eller Grevetitelen, sender han efter 8 Dages Forløb Bud til ham for at forlange et Laan af 10-12,000 Rdlr. Ingen vover derfor at synes rig, og kun Faa ere det ogsaa i Virkeligheden. Paa Landet er der ingen Rigdom, og Kjøbenhavn har for en Søstad, omgiven af et godt Land, meget ringe Handel."

De ihærdige Forsøg, der vedblivende gjordes paa at ophjælpe Industrien slog i det Hele feil, og paaførte tillige Landet ikke ubetydelige Tab. Tiden var ikke moden til Fabrikvirksomhed, der manglede tilstrækkelig Kapital, Sagen blev greben galt an, idet man særlig fremmede Fabrikationsgrene, som ikke passede til Forholdene, og Følgen blev, at de fleste Fabriker førte en hensygnende Tilværelse og istedetfor at gavne skadede Handelsstanden, saaledes at denne efter en svensk Gesandts Udsagn i 1688 var yderst tilfreds med, at de med saa store Omkostninger iværksatte Manufakturer ikke kunde bestaa. Regjeringen, der var sig bevidst, at der manglede fornøden Sagkundskab og Dygtighed hos de Indfødte, gjorde Alt for at drage Udlændinge til Landet, men uden synderligt Held. I 1671 blev der tilbudt Fremmede betydelige Friheder, hvis de vilde tage Borgerskab som Handlende eller Fabrikanter, men ni Aar efter siges det rentud i en kongelig Forordning, at "ihvorvel vi siden vores Regjerings Tiltrædelse har allernaadigst havt sær Omsorg for, hvorledes Manufakturer i vore Riger og Lande kunde indføres, tiltage og florere, ikke desmindre fornemme vi, at samme vores velmenende Forsæt formedelst indfaldende Krig ikke saa fuldkommen har kunnet naa sit Maal, som man vel havde ønsket." Kongen tilbyder derfor atter Enhver, indfødt eller fremmed, af hvad Stand han være kan, særlige Privilegier, hvis han vil oprette et eller andet ikke forhen kjendt Manufaktur. Der manglede


334

sikkert ikke Lysthavende eller Projektmagere, men hvad de udrettede, var overmaade Lidt.

Den største Fabriksvirksomhed i Kjøbenhavn var Klædemanufakturet i Børnehuset paa Christianshavn (smlgn. II, S. 285). Det kunde i 1669 forsyne Garnisonen her i Byen og i Helsingør med Uniformer til 2,500 Mand, men skjøndt Kvantiteten saaledes var betydelig, synes Kvaliteten at have været des ringere. I 1676 var man kommen saa vidt, at flere af Direkteurerne mente, at det Heldigste for Anstalten vilde være at afskaffe hele Fabriksvirksomheden, men man kom dog igjen paa andre Tanker, da "det ikke vilde være forsvarligt overfor Gud og Kongen saa plat at ophæve saadant christeligt Værk." Ved at reducere Spisereglementet, nedsætte Lønningerne og i det Hele indføre en fornuftigere Økonomi lykkedes det ogsaa Forstanderne Titus Bülche og Johan Jürgen at forbedre Tilstanden saaledes, at Forretningen endog gav et ringe Overskud. Dette sattes dog atter overstyr af Etienne de la Fosse, som fra 1695 stod i Spidsen for Børnehuset, og henimod Aarhundredets Udgang, da en ny Direktion var bleven beskikket, viste det sig, at Anstalten manglede 4000 Rdlr. om Aaret i sikkre Indtægter, hvorfor den fik en Afgift af alle Auktioner bevilget.

Børnehuset havde iøvrigt i 1671 faaet en Konkurrent, fordi det ikke kunde tilfredsstille Forbruget, men dette nye "Vantmageri" havde ingen Fremgang. Derimod fik en lybsk Fabrikant Christian Werner i 1683 Privilegium paa at oprette et Uldmanufaktur i Kvæsthuset i Rigensgade (smlgn. II, S. 288), i det saakaldte Guldhus. Werner blev stærkt protegeret, thi Kongen lod Bygningerne udvide og indrette paa egen Bekostning med "et fuldkomment Farveri, Kalandermølle og andet, som dertil kunde være fornøden", og da dette var sket, skjænkede han Werner og Medinteressenter Husene, Pladsen og Boligerne uden noget Vederlag til evig Eiendom, saalænge Uldmanufakturet holdtes vedlige. En engelsk Chargé d'Affaires oplyser i en Indberetning til sin Regjering, at Fabriken oprindelig var indrettet paa at fremstille grovt Klæde til Hærens Forsyning, men at den senere gav sig til at fabrikere fint Klæde, hvilket i den Grad vandt Kongens Bifald, at han forbød sine Undersaatter, baade civile og militaire, at vise sig ved Hoffet i andet Klæde end det hjemmefabrikerede, ligesom de Handlende fik Befaling til hurtigst muligt at udsælge, hvad de havde i Behold af fremmede Klæde-


335

varer. Fabriken bestod indtil vore Dage som det militaire Klædemanufaktur i Rigensgade.

Et Silkemanufaktur, som indrettedes omtrent paa samme Tid i Guldhuset for kongelig Regning, havde derimod af let forstaaelige Grunde afgjørende Uheld med sig, skjøndt der blev truffet overordentlige Tvangsforholdsregler for at holde det oppe. I 1680 forbødes det saaledes at indføre Fløil, Silke og Gyldenstykke fra Udlandet; det følgende Aar udstedtes Forbud mod at forhandle andre Silkevarer end dem, der vare fabrikerede her; Ingen, hverken Hoffolk, Standspersoner eller Borgere, maatte derhos bære fremmede Silkestoffer under en Bøde af 200 Rdlr. til Angiveren og ligesaa meget til Christianshavns Kirke, ja man gik saa vidt, at en ældre Luxusforordning, ifølge hvilken kun visse Rangspersoner maatte klæde sig i Silke, blev ophævet. Fabriken kunde trods Alt dette dog ikke bestaa; i 1682 blev Kræmmerlauget saagodtsom tvunget til at tilskyde 8000 Rdlr., hvorved nogle Kræmmere fik Sæde i Direktionen, men heller ikke de formaaede at hidføre en Forandring til det Bedre. Det viste sig nemlig umuligt at opretholde Forbudet mod Indførsel af fremmede Silkevarer trods alle Bøder, Straffe og Konfiskationer; Manufakturet gik bestandigt tilbage, indtil det i 1690 standsede helt. Nogle Silkevævere fortsatte vel Industrien for egen Regning, begunstigede med store Privilegier, som Toldfrihed for Indførsel af Raaprodukter, Ret til at sælge deres Varer i Alenvis, altsaa til at gaa Kræmmerne i Næringen, og lignende Fordele, men Silkevæverlauget, der oprettedes den 20de December 1690, efter at Manufakturet var gaaet i Stykker, vedblev at føre en hensygnende Tilværelse, indtil man langt om længe indsaa, at hele denne Fabriksvirksomhed var unaturlig og haabløs.

Af mindre Textilfabriker, som i dette Tidsrum oprettedes i Kjøbenhavn, men hvoraf dog ingen fik større Betydning, kan nævnes et Kniplingsmanufaktur, et Guld- og Sølvmanufaktur i.e.: en Fabrik for Guld- og Sølvtrækkerarbeide til skrammererede og baldyrede Klæder, en Korduanfabrik, et Damaskvæveri, et Luntespinderi, samt en Fabrik for hvad vi nutildags kalde Trikotage: Kamisoler eller Nattrøier, Strømper og deslige.

Det foran (II, S. 204) omtalte af Herman Jæger i 1660 indrettede Sæbesyderi i Strandgade paa Christianshavn, hvis Produkt af Samtiden charakteriseres som "stinkende og 40 pCt. dyrere end


336

god udenlandsk Sæbe", synes at være standset efter Eierens Død i 1670, og kom først igang nogle Aar efter, da det erhvervedes af Andreas Pompe. Derefter var det en Tid i Ulrich Frederik Gyldenløves Besiddelse, og gik fra ham over paa forskjellige andre Hænder. Kjøbenhavn fik et særligt "Sæbeværk« i 1674, da et Interessentskab, bestaaende af Hans Nielsen, Jakob Nielsen og Lorenz Kreyer anlagde et saadant i Magstræde, hvorfra der havdes Afløb til Kanalen om Slotsholmen. De to Syderiers Privilegier vare enslydende, og begge havde de Vind-Oliemøller paa de nye Bolværker om Christianshavn, henholdsvis i Sophie- og Enhjørnings Bastion, omgivne af nette Smaahaver med Lysthuse. I Februar 1682 udstedtes en trykt Forordning, hvori det fastsattes, at der i de kommende ti Aar kun maatte existere de to nævnte Sæbesyderier i Staden, og at fremmed Sæbe ikke maatte indføres i Danmark og Norge. Syderierne skulde være forpligtede til at indrette deres Bygninger, saaledes at de vare "forvarede" mod Ildebrand; Olie og Tran maatte de ikke indføre fra fremmede Steder, men skulde selv "slaa" den i deres Møller. Det Hør- og Hampefrø, som produceredes her i Landet, skulde de, naar det blev dem tilbudt, kjøbe for en af Kommercekollegiet fastsat Taxt; hvad de ellers havde behov, kunde de indføre toldfrit. De færdige Varer solgtes efter Taxt, og en af Magistraten beskikket Kørmester undersøgte Sæbetønderne og Fjerdingerne, før de sloges til, og stemplede dem derefter med "det danske Tegn", det vil sige: de tre Løver.

Befolkningens stigende Forbrug af Tobak viser sig ved den betydelige Mængde Tobaksspinderier, der oprettedes. Det ældste af disse fra 1665, der havde Eneret paa ti Aar, maa være ophørt i Frederik den Tredies Tid, thi allerede i 1670 fik en Kornet i Livgarden og to Hollændere Privilegier paa et Tobaksspinderi. I de følgende Aar tilstedes der et stort Antal Personer, hvoriblandt ikke faa tydske Jøder, lignende Friheder som Tobaksspindere og Tobakshandlere, saaledes at Byen maa have været rigelig forsynet. I sit "Itinerarium" opregner Holger Jakobæus "Adskilligt, som enhver By er berømt af", og nævner for Kjøbenhavns Vedkommende ved Siden af Tøihuset, Havnen og Rundetaarn: Gert Sukkerbagers Snustobak, hvormed der raabes paa Gaderne i Hamborg. Ogsaa Pontoppidan priser i 1724 Kjøbenhavns Snustobak i sin Memoria Hafniæ. De Forsøg, der samtidig gjordes paa at skabe en Kridt-


337

pibefabrikation mislykkedes derimod, da Varerne vare saa maadelige, at Tobakspibemagerne ikke kunde tænke paa at konkurrere med de indførte hollandske Piber. Samme Uheld fulgte et Krystalmanufaktur, som i 1688 indrettedes paa Christianshavn af Andreas Lewenstein, og som ikke blot fik 20 Aars Eneret og adskillige andre Begunstigelser, men tillige støttedes med Penge af Stormænd som U. F. Gyldenløve, Reventlow og Andre. Der fabrikeredes baade Krystalglas, Speilglas og Vindusglas her, som det synes med smukke Resultater, men Værket vilde alligevel ikke gaa, fordi Privilegierne ikke bleve opretholdte, og man havde Vanskelighed ved at skaffe Brændsel, da den svenske Regjering forbød al Udførsel heraf fra Skaane, Halland og Bleking. Tilsidst blev Forholdene saa brogede, at Entreprenøren gav enhver af Interessenterne hans Penge tilbage og gik i det brandenborgske Hofs Tjeneste.

Af nye industrielle Anlæg kan endvidere nævnes forskjellige Farverier, et Par Limsyderier paa nuv. Nørre- og Østerbro, en Kortfabrik, og et Saltværk, der anlagdes af Organisten ved S. Peders Kirke, Johan Petersen Botzen. Han fik Eneret paa en i Holland "nylig opfunden Invention og Videnskab: sødt eller fersk Vand i Mængde af salt Havvand at gjøre, saavelsom og af salt Havvand at gjøre god stærk Lage, bekvem til at gjøre godt hvidt Salt af", men det er neppe sandsynligt, at han har spundet Silke ved denne Forretning. Mærkværdigvis havde Kjøbenhavn paa dette Tidspunkt intet Teglværk mere, thi det gamle, der laa paa Nørrebro i Egnen om nuværende Blaagaardsgade, blev ødelagt under Beleiringen, og efter Fredsslutningen fik Christoffer Gabel hele Strækningen mellem nuværende Nørrebrogade og Ladegaardsaaen i Fæste af Magistraten. I Ny Hollænderby (den senere Frederiksberg By) fandtes der vel et Par Teglværker, som tilhørte Raadstuskriver Arent Berntsen, Forfatter til "Danmarks og Norges frugtbar Herlighed", men de Mursten, som leveredes herfra, vare uden Tvivl alt Andet end tilfredsstillende, hvorfor man maatte indføre Sten fra Holland. Mølleindustrien dreves udenfor Portene og paa Volden, hvis Bastioner fordetmeste kronedes af Veirmøller; desuden fandtes der mange private Hestemøller omkring i Byen, særlig i Bryggergaardene. I 1690 nedlagdes disse dog alle for at hindre Underslæb ved Konsumptionen, og som et Slags Erstatning herfor indrettede Konsumptionsforvalter Edvard Kruse senere med kongelig Tilladelse og store


338

Begunstigelser 6 Hestemøller paa nuværende S. Annaplads. Bryggerlauget var meget misfornøiet med denne Ordning, som skadede dets Virksomhed; i en Betænkning af 1680 skriver saaledes de 32 Mænd, at "Befalingen om Hestemøllers Afskaffelse i alle Bryggergaarde gjør de Fleste mistrøstige til at gjøre og give det, som de hidtil i Beleirings-, Krigs- og Feidetider, ja udi Ildsvaade gjort og givet har, da dette Laug i Krigen kom Flaaden til Hjælp, hvilket vilde have været umuligt i saadan Hast at tilveiebringe, hvis de ikke selv havde havt Hestemøller." Denne Forestilling frugtede dog Intet; først i 1690, da Bryggerlauget gik ind paa at betale sin Maltafgift med en rund Sum af 68,000 Rdlr. om Aaret, fik det som foran anført igjen Lov til at benytte sine Hestemøller.

Børsen, som i en lang Aarrække havde været i privat Eie (smlgn. I, S. 501) og sandsynligvis kun var bleven benyttet som Oplagssted for Varer, henlaa ved Christian den Femtes Thronbestigelse i en ynkelig Tilstand. Den prægtige Bygning var tildels omgiven af lave Fjæleboder, Skure og Hestestalde og vistnok i høi Grad forfalden. I 1669 erhvervede Kongen Bygningen tilbage for "Negotiens Nytte og Gavn", og Christian den Femte besluttede, at den efter sin oprindelige Bestemmelse skulde indrettes til Varebørs. I 1671 fik Kommercekollegiet sine Kontorer her; de stygge Omgivelser bleve tildels, skjøndt paa ingen Maade helt fjernede, og ved forskjellige Paabud søgte man at faa Byens Kræmmere til atter at leie Boder her. I Begyndelsen havde man dog intet Held med sig, thi Kræmmerne foretrak at blive i deres gamle Boder i Byen og betale en aarlig Afgift af 4 Rdlr., saaledes at Kommercekollegiet i 1680 erklærer, at "det ikke uden Fortræd kan anse den herlige Bygning Børsen, som nu med tomme Tønder og Snedkervarer istedetfor Kramvarer er forfyldt". Kongen lovede derfor de Handlende, som vilde antage Boder paa Børsen inden en given Tid og selv lade dem tilbørligen reparere, et halvt Aars Frihed for Leie; de Kræmmere, der havde Udsalg i leiede Boder i Staden, skulde derimod nu betale 12 Rdlr. om Aaret til Børsens Vedligeholdelse. I 1683 fik samtlige Kræmmere Befaling til at bringe deres fremmede Silkestoffer op paa Børsen, saaledes at man alene her kunde kjøbe udenlandske Silkevarer, og lidt efter lidt forbedredes Tilstanden saaledes, at man i l695 havde Midler til, at Bygningen kunde underkastes en Hovedreparation. Børsens Taarn, Tag, Render, Lofter,


339

Kviste og Mure bleve istandsatte, Stenhuggerarbeidet om Vinduer og Døre blev udbedret, en ny Trappe opført for den østre Ende, og hele Bygningen udvendig anstrøgen med Oliefarve to Gange. Børsordonnantsen af 1692 viser, at Kjøbmændene havde deres Forsamlingssal her, at Børstiden begyndte med Klokkeringning Kl. 11, hvorpaa Børstjenerne oplæste officielle Meddelelser om Handel og Skibsfart, Skibs- og Varelister m. m. Ingen Handel maatte afsluttes her uden en Mæglers Mellemkomst, men naar den var indført i hans Bog, stod den ved Magt. Skjældsord eller Slagsmaal mellem Kjøbmænd paa Børsen straffedes med Bøder, som skulde anvendes til Reparation af Forsamlingspladsen.

Større Betydning for Handelens Fremme end Børsens Erhvervelse havde dog Havnens Udvidelse og Forbedring, hvorpaa der arbejdedes ivrigt. Tilstanden i den gamle Havn, det vil sige: i Kanalerne om Slotsholmen, var alt Andet end tilfredsstillende; i 1674 siges det saaledes, at kun Smaafartøier, Skuder og Pramme kunne naa op til Veierhuset og "det endda besværligt nok undertiden, særdeles ved lavt Vande", hvorfor Brændeskuderne søgte til Nyhavn til stort Besvær for Indbyggerne, der boede høiere oppe i Byen. Der klages derhos over, at Kanalerne vare saa opfyldte med Skarn og Dynd, at de udsendte en ond Stank, som let kunde afstedkomme Sygdomme. Grunden til disse Ulemper var simpelthen, at talrige Rendestene havde Udløb i Kanalerne, at underjordiske Kloakledninger førte sammesteds hen fra Husene ved Stranden, at Skibene i Smug for Nemheds Skyld udkastede deres Ballast her, og endelig at Sandbaadene hensynsløst lossede deres Indhold overalt i Havnen og ikke tog det saa nøie, om det gik udenbords. Man faar et tydeligt Indtryk af den Skade, der paaførtes Havnen ved Sandtilførslen, naar man ser, at det ved en kongelig Forordning af 1680 rentud forbødes at indføre hvidt Sand, baade Strøsand og Skuresand. I Husholdningerne kunde man imidlertid ikke undvære denne Nødvendighedsartikel, og neppe et Aar efter tillodes det derfor atter at indføre Sand, men kun gjennem Portene. Nu klagede Prammændene saa høirøstet over Indpas i deres Næring, at Kongen tilsidst gav efter for deres Forestillinger og gav Tilladelse til Indførsel af Sand i Pramme og Baade, saaledes at man igjen var lige nær. Ulemperne vare dog saa store, at der i 1691 nedsattes en Kommission for at tage Spørgsmaalet under fornyet Overveielse, og


340

paa dennes Indstilling indrettedes der en Sandkiste ved Frederiksholmskanal i Bugten ligeoverfor Trompetergangen (en lang smal Gyde paa Slotsholmen), altsaa paa samme Sted, hvor Sandkisten var indtil for faa Aar siden.

Ved Siden af disse og lignende forebyggende Forholdsregler mod Havnens Forurening toges der kraftigt fat paa dens Rensning. I 1674 arbeidedes der med Muddermaskine i Kanalerne, men først efter 1680, da det bestemtes, at Udgifterne skulde dækkes af Portpengene, havde disse Arbeider kjendelig Fremgang. Samtidig udbedredes og istandsattes Bolværkerne; der opførtes Pæle og Duc d'Alber til Fortøining af Skibe og udvistes en Plads til Udkastning af Ballast. Endelig blev der i 1692 stiftet en Kanaldirektion, bestaaende af Ole Rømer, Politimester Claus Rasch, Raadmand Morten Nielsen og Barthold Stuve, som fortsatte det paabegyndte Værk, medens Pengemidlerne skaffedes tilveie ved en overordentlig Havneskat af 2 1/2 pCt. paa alle Huse og Eiendomme i Kjøbenhavn og Christianshavn efter Grundtaxten.

Kanalen om Slotsholmen havde som bekjendt tidligere udmundet i Kalleboderne ved Løngangen (se Kortet II, S. 17), men da Frederiksholmskvarteret indtoges fra Søen af Frederik den Tredie, blev Stranden mellem de nye Bastioner og Slotsholmen efterhaanden saa opfyldt, at der ikke blot ikke var Gjennemfart for Baade, men ikke engang Udløb til Kalleboderne. Da Vandet i Kanalerne som Følge heraf blev stillestaaende og ildelugtende, lod Frederik III allerede i 1669 Forbindelsen med Kallebostrand gjenoprette, men Vandløbet gjennem Frederiksholmskvarteret havde en meget uordentlig Charakter, og Slotsholmen fik af denne Grund en temmelig uregelmæssig Form. Først i 1681 toges der fat paa Reguleringen her, hvorved den nuværende Frederiksholms Kanal fremkom. I Bircherods Dagbøger fortælles, at "det store, hel nyttelige Værk" udførtes af Soldater, der laa i Leir udenfor Vesterport. "Den gamle Havn og iligemaade oprenses - hedder det videre - hvilket giver en stor Stank i Byen, som tør i Fremtiden foraarsage Sygdom. Der findes mange Børn i Mudderet og i Jorden, som ere myrdede og henkastede, for hvilke udædiske Gjerninger er gaaet Bøn i alle Kirker, at Gud vilde aabenbare de Skyldige. Og har Gud allerede rørt Hjertet paa Nogle. En Goldamme til Vigants (i nuværende Prindsens Palais) var i Kirken og hørte Formaningen, kom hjem


341

hel bedrøvet imod hendes forrige Lystighed, gik selv til Bekjendelse, at hun havde paa én Sted nedsat to Børn, blev ført i Forvaring og skal nyde sin Ret." Omstaaende Kort viser ikke blot den nye

Medalje over
Kjøbenhavns Havn

Medaille over Kjøbenhavns Havn.

Frederiksholms Kanal, men antyder tillige ved de stiplede Linier det ældre bugtede Løb.

Nyhavn eller "Kanalen ved Hs. høie Excellences Gyldenløves Palads" er omtalt foran, derimod ikke de nye Værker om Christians-


342

havn, som fra Løvens Bastion førtes i en stor Bue ud til Kvintus og blev Rammen om den store og fortrinlige Havn, der i saa høi Grad har bidraget til Stadens Opkomst og Væxt. Allerede i 1680 var Vægtergangen om Flaadens Leie bleven indrettet ligeoverfor Christian den Fjerdes Toldbod, som det ses paa Kortet. Den 9de Mai 1685 ~ meddeler Lauerentzen i Christian den Femtes Dagregister - blev Begyndelsen gjort med at føre Christianshavns Vold igjennem Stranden til Toldboden, hvilket er naaet til Fuldkommenhed med Bastioner og Kurtiner, saa at den hele Havn er bleven bragt ind under Stadens Befæstning. "Dette Værk - tilføier han - overgaar vist langt i Sammenligning de berømte Diger af Alexander den Store for Tyrus, af Prindsen af Parma for Antwerpen og af den franske Kong Ludvig den Trettende for Rochelle." En hel Del mere nøgternt lyder dog en svensk Gesandtskabsberetning af 1689, hvori det hedder, at det for fire Aar siden anlagte Værk fra Christianshavn til Toldboden endnu ikke er i Defension, men kun rager to, tre Alen op over Jorden, saa at det ikke kan overskylles af Vandet. Omtrent samtidig paabegyndtes Anlæget af Nyholm (den ældste af samtlige Holme), antydet paa Kortet ved en fra Flaadens Leie fremskydende Bastion (det senere Sextus). Stedet var allerede i en Aarrække blevet benyttet af Skibe, som vilde udkaste deres Ballast, hvorfor det var mærket med to høie Pæle med Hænder ovenpaa; senere førtes Natterenovationen sammesteds hen, saa at her maa have været grundt. Nu blev der ydermere sænket et Par ubrugelige Fartøier, og Opfyldningen gik saa rask for sig, at Vagten, der tidligere havde havt Udkig og Logis ombord paa Skibene, allerede i 1685 kunde flyttes i Land. En Del af Skibsbyggeriet forlagdes til Nyholm, og det første Orlogsskib, som byggedes her, "Danebrog", løb af Stabelen i 1692. Det er dette Skib, med hvilket Iver Hvitfeldt sprang i Luften i Kjøgebugt den 4de October 1710. Da Voldene og Nyholm vare færdige, blev der slaaet en smuk Medaille, paa hvis Revers Toldboden, Kastellet, en Del af Havnen, Flaadens Leie og Nyholm ses. Afbildningen i Luften foroven forestiller den Røgsky og Ildsøile, som viste Israeliterne Vei igiennem Ørkenen.

Christian den Fjerdes Plan til Anlæget af en Dok (smlgn. I, S. 572) blev gjenoptagen af hans Sønnesøn, dog sikkert snarere i Orlogsflaadens end i Handelsfartøiernes Interesse. Resultatet blev dog ligesaa uheldigt som før. Paa Gammelholm tæt ved Reber-


Bilag: Grundtegning af Kbhvn. fra Chr. V's Tid

Pl. s.342

343

banens Sydside, altsaa omtrent hvor Tordenskjoldsgade nu udmunder i Havnegade (smlgn. Kortet, hvor Dokken findes angiven), paabegyndtes Udgravningen i April 1681, efterat de fornødne Tegninger, Overslag og Forarbeider vare gjorte af Generalkvartermester Hoffmann og approberede af Kongen. Der arbeidedes ufortrødent til Aarets Udgang og hele det følgende Aar; ved Forpælingen af Dokkens Sider assisterede Ole Rømer, og Alt syntes at være i god Gang, da der i de sidste Dage af November 1682 skete et Gjennembrud, saa at Dokken fyldtes med Vand. Grunden hertil var ikke blot Kilder i Dokkens Bund og Sider, men fornemmelig en mangelfuld Konstruktion af Slusen. I fem Aar henlaa Foretagendet nu i denne Tilstand, indtil Planen gjenoptoges i 1687. Tre Aar efter opgaves imidlertid det Hele; Dæmningen foran Indløbet optoges, og Bassinet blev anvendt som et almindeligt Havnebassin. Man nøiedes med en af Admiral Spaen opfunden Flydedok, som ifølge Christian den Femtes Dagbøger blev færdig den 10de Novbr. 1691.

Mellem Kjøbenhavn og Christianshavn dannede Knippelsbro, eller som den endnu bestandig kaldtes: "Langebro", længe den eneste Forbindelse. For Enden af den, paa Christianshavnssiden, laa det saakaldte Knippenshus, isoleret ved Siden af Dæmningen, indtil den nuværende Brogade blev anlagt i Slutningen af Aarhundredet. Knippelsbro var i 1671 meget brøstfældig og synes at have lidt meget ved, at Skibene trods alle Forbud havde for Skik at fortøie ved den. I Aarene fra 1684 til 1686 underkastedes Broen en Hovedreparation, der kostede ca. 15,200 Rdlr., og Brovægteren, som forresten kunde have nok at bestille, da han tillige havde Opsyn med Christianshavns Port og Slotspladsens Renligholdelse, fik et nyt alvorligt Tilhold om at sørge for, at Broen ikke beskadigedes af Skibe. Vindebroen stod kun aaben visse Timer af Dagen; dog kunde "Hs. Maj. egne Skibsrum og Farkoster" passere igjennem til enhver Tid. Udgifterne til Vedligeholdelse og Reparationer udrededes snart af Rentekamret, snart af Havne- eller Portpengene; dog maatte Amagerbønderne betale en vis aarlig Afgift baade til denne og til den røde Bro, fordi de hovedsagelig drog Fordel af dem. Den røde Bro var nemlig den lille uanseelige Bro, som førte over Christianshavns Kanal ved Torvet, og som i 1688 var saa skrøbelig, at man ifølge en samtidig Beretning kun med Frygt og Fare kunde kjøre over den. En ny Forbindelse mellem Kjøbenhavn og Chri-


344

stianshavn kom istand i 1686, da nuværende Langebro ("den nye Bro ved Blaataarn" eller "Kallebobro") anlagdes. Den forbandt Rysenstens- og Kallebo-Bastioner og var udelukkende bestemt for Fodgjængere, da den kun var 5 Alen bred. I Midten havde den en Vindebro over Seilløbet.

Kanalerne om Slotsholmen kunde passeres ad fem forskjellige Broer. Den første af disse var Holmens Bro, over hvilken hele Færdselen fra Amager gik, fordi Bønderne ikke maatte benytte Høibro. Denne, der dannede Hovedadgangen til Slottet, ombyggedes i 1694 under en Kommissions Tilsyn. Nybro, ogsaa kaldet Rødebro, som for Enden af Knabrostræde førte over til Slotsholmen og gav Nybrogade Navn, var en Gangbro, hvorimod Stormbroen og Prindsensbro over den nye Frederiksholms Kanal vare bestemte for al Slags Færdsel. Den ældste af de to sidstnævnte Broer er Stormbroen, men da den i 1682 var færdig, befandtes den "saa falskelig muret og forarbeidet, at den hel udygtig er og ganske af Grunden vil optages, fordi Kalken ikke har været ret tilberedt", hvorfor Murmestrene dømtes til at gjøre den om. Prindsensbro, der laa for Enden af Prindsensgade (eller Ny Kongensgade) blev solidere bygget, men dens Overdel blev ligesaa hurtig brøstfældig som Stormbroens, saa at der i 1695 klages over, at ingen af dem kan passeres af Vogne uden Livsfare, hvilket er saameget mærkeligere, som det kongelige Herskabs Passage daglig falder herover.

En for al Handel og Omsætning overordentlig vigtig Forandring, som iværksattes i Christian den Femtes Tid, var Indførelsen af ny Vægt og Maal ved Forordningen af 1ste Mai 1683. Hidtil havde Maal og Vægt været forskjellig i de forskjellige Landsdele, hvilket selvfølgelig afstedkom utrolig Forvirring. Kommercekollegiet ansaa en Reform for paatrængende nødvendig, og denne udarbeidedes da af Ole Rømer. I Begyndelsen gik man lempeligt tilværks, thi skjøndt det paabødes at antage det af Rømer foreslaaede Maal- og Vægtsystem, tilføiedes dog den betegnende Indskrænkning, at det ikke skulde blive regnet saa nøie, om der manglede Noget i de nye Maal. Et saakaldet "Probe-Contoir" indrettedes, hvor "vores Mathematicus Oluf Rømer skal probere og vidimere al Vægt og Maal, førend det stemples og brændes af de dertil Deputerede«, hvilke for Kjøbenhavns Vedkommende var Magistraten. Sagen havde imidlertid kun ringe Fremgang, Forordningen


345

stødte paa en seig passiv, ja undertiden paa aktiv Modstand som f. Ex. hos Kandestøberne i Kjøbenhavn; allevegne brugtes det gamle Maal og Vægt, hvorfor Politimester Claus Rasch i 1687 fik Befaling til at udsende Fuldmægtige, som skulde ituslaa alle gamle Lodder, Alner og Tønder. Denne radikale Forholdsregel gjorde utvivlsomt god Virkning, men først i 1698 kan det nye System betragtes som i det Væsentlige gjennemført, efterat Rømer i otte Aar havde været eneste Inspekteur over Vægt og Maal. Originalerne til den nye Vægt og Maal opbevaredes i Kommercekollegiet, men Magistraten i de fem Byer: Kjøbenhavn, Aarhus, Aalborg, Christiania og Bergen skulde have nøiagtige Modeller af dem paa Raadhuset, hvorefter der kunde forfærdiges Maal og Vægt til Brug i det daglige Liv. Kun den kjøbenhavnske Magistrat maatte lade brænde og stemple Vægt over 8 Pund og al Sølvvægt. Det kan her tilføies, at en omfattende Opmaaling af Landeveiene samtidig gjennemførtes af Ole Rømer; ved sin Tjener, Niels Paulin, lod han opsætte Milepæle rundt omkring i Danmark, og den første Milepæl paa Strandveien fra Kjøbenhavn til Helsingør er endnu fra hans Tid, hvilket Christian den Femtes Navnechiffer ogsaa udviser.

Som ovenfor berørt, stod det trods disse og andre Forholdsregler sigtende til den store Handels Fremme kun daarligt til med denne, og det Samme gjælder om Smaahandelen. Der klages over, at Bønderne og Landmændene vare saa fattige, at de ikke havde Raad til at gjøre Indkjøb i Byen, Kræmmerne havde kun ringe Omsætning, Bryggerne truedes med Undergang paa Grund af Omgangens Afskaffelse og den store Kredit, de maatte give Øltapperne, Bagerlauget var saa talrigt, at den ene "sad ovenpaa den anden", og alle vare de ganske næringsløse, ja selv Slagterne mærkede de knappe Tider, fordi der ikke fortæredes saa meget Kjød. Stor Skade tilføiedes der desuden Byens Næringsdrivende ved det Forprang, som gik isvang udenfor Porten, idet Løsgjængere, fornemmelig Kvindfolk, anfaldt Bøndervognene og afkjøbte dem deres Varer, og inde paa Torvene kunde Borgerne neppe faa Noget at kjøbe, fordi de samme Sælgekjærlinger holdt deres Tyende borte med Skjældsord og Hug. Paa Grund heraf befalede Kongen i 1695, at Alle, som herefter vilde ernære sig ved at løbe om og sælge Høns, Kyllinger og andet "Fugleværk", vildt og tamt, Frugt o. d., skulde angive sig hos Magistraten og Politimesteren, som da skulde


346

beskikke saa mange, som de mente vare fornødne og give dem et Tegn med Byens Vaaben, hvilket de offentlig til alle Tider skulde bære, syet udenpaa den høire Arm. For Ordenens Opretholdelse paa Torvene skulde Vagten sørge, (smlgn. II, S. 183); den besørgedes først af Borgervæbningen, men fra 1681 af Garnisonen, hvorfor der paa flere af Torvene opførtes Vagthuse.

De Handlendes saavelsom Haandværkernes Boutiker vare selvfølgelig spredte over hele Byen, fordetmeste udmærkede ved Skilte; dog bleve enkelte Gader særlig foretrukne af visse Laug. Kræmmerne vare saaledes forstørstedelen samlede i Vimmelskaftet, i Stenboderne foran Helligaandskirken samt paa Amagertorv, medens Skomagerne, som ifølge Artiklerne kun maatte sælge fra deres Bopæle, navnlig holdt til i Klosterstræde. Slagterne havde deres Udsalg i Slagterboderne, hvoraf der fra gammel Tid fandtes to ved Bryggernes Laugshus i Klosterstræde og 13 paa Hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, tilhørende Byen. Ved Stranden tæt op til Veierhuset og ved den derværende Vragerbro laa de nye Slagterboder, ca. 20 i Tal, hvoraf den største Del opførtes i 1674 og 1678 for Havnens Midler. Paa Slotspladsen, ved Børsen, paa Kongens Nytorv og andetsteds indrettedes enkelte Boder ved sær Begunstigelse, og endelig fik endel Smaaslagtere, som ikke havde Raad til at begive sig ind i Slagterlauget, i 1688 Tilladelse til at falholde fersk og grønsaltet Flæsk, Medister og andre slige Vare paa Torvene. Udenfor Vesterport, hvor Trommesalen laa i vore Dage, indrettedes i 1671 et almindeligt Kvægtorv af en Privatmand, Hofslagter Niels Olufsen. Denne, som havde forpagtet Konsumptionen og vilde hindre Borgerne i at opkjøbe og slagte Øxne og Lam uden at udrede Accisen, tilbød at anlægge et Kvægtorv med tilhørende Accisebod for egen Regning, hvilket bevilgedes ham. Her kunde nu Alle, baade Slagtere og Borgere, tilforhandle sig de Øxne, Køer, Kvier, Kalve, Svin, Faar og Lam, som de havde behov, mod at betale en vis Afgift i Acciseboden. Stedet kaldtes Trommesalen, fordi Markederne aabnedes med Trommeslag.

Ellers var Torvehandelen fordelt omkring paa alle Torvene, af hvilke Staden havde faaet tre nye. Ved Løngangsstrædes Anlæg og Møllekanalens Udfyldning opstod den Plads, som den Dag idag kaldes Vandkunsten. I lange Tider henlaa den i en høist uordentlig Tilstand, saaledes at Kongen i 1683 maatte befale, at "den store


347

Parti Jord, som ligger paa Vandkunsten, uforbigjængelig maa bortføres«, hvorefter Pladsen indrettedes til et Fisketorv for saltet og blødet Fisk, endvidere for al Slags fersk, levende Fisk, der indførtes paa Vogne, og endelig for Høns, Gjæs, Duer og Ænder. Ved den nye Vesterports Anlæg, da Volden flyttedes længere ud, opstod Halmtorvet, ogsaa kaldet Vestertorv, og for Enden af Nørregade Nørretorv; paa begge disse Pladser forhandledes der Landprodukter. Det egentlige Axeltorv for disse var dog Gammel- og Nytorv, hvor der falholdtes alle Slags Korn, Gryn, Ærter, Fedevarer, Kalve, Svin, Fjerkræ, Kul og Brænde, Hø, Halm, Strøelse, Riskoste, Tøndebaand og Egetømmer. Amagere, Urtegaardsfolk og Fiskeblødere maatte sidde ved Siderne, dog kun forsaavidt de ikke generede Færdselen. Paa Graabrødretorv var der som hidtil Pladser for Hue- og Paltekoner, Dukketøi, Maatte- og Stolemagere, Potte- og Skaalmagere, Fiskeblødere, samt for Amagere langs Siderne; paa Amagertorv forhandledes der derimod alle Slags Frugter og Havesager og endvidere Smør, Flæsk, Ost, Ærter, Gryn, Høns, Ænder, Duer, Gjæs og Æg. Paa Kongens Nytorv falbødes Hø, Skaftehavre, Strøelse, Brænde, Kul, Høns, Gjæs og andre Fugle; her var ogsaa hver anden Onsdag et "frit Hestemarked". Hovedudsalgsstedet for al Slags levende Fisk, baade Saltvands og Ferskvands, var dog ikke noget af de nævnte Torve, men Strækningen langs Kanalen fra Veierhuset helt hen til Holmens Bro, og for Christianshavns Vedkommende Pladsen ved Røde- og Knippelsbro. Paa den førstnævnte Strækning sad der saaledes i 1692 ikke mindre end 64 Fiskekoner, samt endel mandlige Fiskehandlere. Fra Staderne paa Torvene solgtes der forresten alle Slags heterogene Varer; saaledes fandtes der paa Gammeltorv et stort Antal Jernkræmmere, Folk, der handlede med gamle Sko o. d.; paa Amagertorv falbødes der Blikvarer, Baand, Traad og Kniplinger, og paa Graabrødretorv Hør og Blaar. I Tugthusporten, som førte ind til Graabrødretorv, havde Paltekonerne især deres Tilhold.

Det landsfaderlige Regimente, eller som man med større Ret kan kalde det: Statsmagtens Indblanding i alle Forhold, var særlig følelig i Kjøbenhavn, fordi Kongen residerede her. I Virkeligheden ordnedes Alt efter den enevældige Konges Ønsker og Befalinger, og Magistraten havde intetsomhelst Middel til at gjøre sin Villie gjældende overfor Regjeringen. Vel kunde Staden i Henhold til sine


348

Privilegier kalde sig en fri Rigsstad, men det var kun et tomt intetsigende Navn, da den ikke kjendte til Selvstyrelse; Præsident, Borgmestre og Raadmænd vare hverken mere eller mindre end kongelige Embedsmænd, og det demokratiske Princip, der repræsenteredes af de 32 Mænd, spillede kun en underordnet Rolle. De 32 Mænd havde vel Ret til at fremkomme med Andragender, Forestillinger og Suppliker, sigtende til Byens Tarv; de vare som et Mellemled mellem Borgerne og Magistraten, snart indgav de Memorialer om Indkvarteringen eller om de høie Priser paa Brændeved, Kul og Kalk, snart anbefalede de Forbud mod Udførsel eller omvendt mod Indførsel; de beskjæftigede sig med Kjød- og Brødtaxter, med Lygte- og Sprøiteskat, ja der affordredes dem Erklæringer, naar Nogen vilde erhverve Kommunens Grunde, men de havde ingen afgjørende Stemme eller anden kjendelig Indflydelse end den, der nødvendigvis maatte ligge i, at de vare Organ for den oplyste Borgerstand. Enevoldsmagten havde Intet imod at høre dem, thi den lukkede overhovedet ikke Øret for Befolkningens Meninger; et andet Spørgsmaal var imidlertid, om der blev taget Hensyn til dem. De 32 Mænd bevarede dog nogen Selvstændighed, eftersom de supplerede sig selv, og kunde, da Raadmændene toges af deres Kreds, ogsaa erhverve en vis Indflydelse opefter.

Hvad Kjøbenhavns Magistrat derimod angik, benyttedes den i det Hele til at varetage Regjeringens Interesser, hvad enten det nu gjaldt om Byens Kommunalforvaltning i Almindelighed, Tilsynet med Laugene, Virksomheden ved Paaligningen af Skatterne og Indkvarteringen eller andre administrative Forholdsregler. Det er foran (II, S. 275) berørt, at Magistraten ved Oprettelsen af Politimesterembedet led et betydeligt Skaar i sin Myndighed, hvilket gav Anledning til adskillige Konflikter, men tilsidst havde den neppe andet selvstændigt Initiativ tilbage end Retten til at besætte Byens saakaldte "Smaabestillinger og Tjenester", f. Ex. Posten som Kæmner, Fattigforstander, Rodemester, Vrager, Veiermester, Opsynsmand ved Lygterne o. d. I Christian den Femtes Tid beklædte tre forskjellige Mænd Præsidentværdigheden, nemlig Peder Bülche, Assessor i Statskollegiet, som afløste den første Præsident, den fra Souverainetetens Indførelse saa bekjendte Hans Nansen, endvidere Peder Hansen Resen (Præsident fra 1672 til sin Død i 1688) og endelig Hans Nansen den Yngre (død i 1713). Af disse fortjener Peder


349

Hansen Resen, først Hører ved Kjøbenhavns Skole, derpaa Dr. juris i Padua, Professor i Lovkyndighed ved Universitetet, Borgmester,

Peder Hansen resen

Peder Hansen Resen. Præsident i Kjøbenhavn.

Assessor i Høiesteret og endelig Præsident i Kjøbenhavn, en nærmere Omtale her, fordi han har gjort sig i høi Grad fortjent af


350

Hovedstadens Historie, ikke blot ved sit i 1668 udkomne Værk: Incriptiones Hafniernes og sine Samlinger til Kjøbenhavns Historie, men endnu mere ved det berømte og vigtige Kildeskrift: Atlas Danicus, af hvilket kun Brudstykker ere trykte, men hvis haandskrevne Text findes saavel i det store kongelige Bibliothek som i Universitetsbibliotheket.

Om det Resenske Atlasses Tilblivelseshistorie foreligger der kun spredte Oplysninger, som ikke engang ere overensstemmende. Kjøbenhavns Præsident, der var en stor Bogsamler og har udgivet flere juridiske og historiske Arbeider, interesserede sig varmt for sit Fædrelands Fortid og lod allerede i 1666 udgaa Opfordringer til Præsterne om at forsyne ham med topografiske, antikvariske og historiske Meddelelser fra deres Sogne. Som det synes, fik han Ideen til sit Atlas, eller som det ogsaa kaldes: Theatrum Daniæ, af Danckwerths og Meyers Beskrivelse af Slesvig og Holsten, der udkom i 1652. Resen afkjøbte først Meyer hans "ritsede Tavler*, det vil sige: Kort over alle danske Provindser, som dog ingensinde bleve trykte, og lod for egen Regning alle Kjøbstæderne aftegne og stikke i Kobber. I 1674 eftergav Kongen ham en betydelig Sum Penge, for hvilken han var gaaet i Kaution, som det udtrykkelig hedder "udi Henseende til den store Umag og Bekostning, han haver havt med den Traktat, Theatrum Daniæ kaldet, at faa sammenskreven og fremdeles til Trykken expederet", og Aaret efter tilstedes der ham Toldfrihed for Papir til Trykning af Meyers Kort. I disse Aar havde han som Prøver paa Værket udgivet et til Griffenfeld dediceret Fugleperspektiv af Kjøbenhavn (paa hvilket den smigrende og opstyltede Dedikation charakteristisk nok blev udraderet efter Kantslerens Fald), samt Beskrivelsen af Samsø. I 1677 udgav, han en stor Del (over 100) af de til Værket hørende Kobberplader, hvoraf 25 vedkomme Kjøbenhavn, men med Texten havde det endnu gode Veie. I 1681 henvendte han sig til Biskopperne med Anmodning om nye Oplysninger fra Præsterne, og først fire Aar efter var han saa vidt med sit Arbeide, at Kongen efter hans Anmodning beskikkede tvende Kommissairer, Willum Worm og Ole Borch til at gjennemse det latinske Haandskrift, for at afgive Betænkning om der var Noget til Hinder for dets Trykning. Dette udelukkede dog ikke nye Forandringer og Tilføielser, thi i 1686 henvendte Resen sig atter med en Forestilling til Biskopperne


351

Brudstykke af Resens
Kort over Kjøbenhavn

Brudstykke af Resens Kort over Kjøbenhavn.


352

om, hvor ønskeligt det vilde være, ifald hver Præst vilde optegne "hvis (hvad) der var i hans Distrikt, som enten var forefalden in historia eller endnu findes in naturalibus nemlig animalibus, piscibus mineralibus etc.", og det følgende Aar bereiste Johan Husman Landet for "til Værkets Fuldkommenhed at tage Afridsning til de behørige geographiske General og Special Landkorter og Tabeller". Det vides dog, at Resen før sin Død i 1688 kunde overrække Kongen et renskrevet Exemplar af sit Atlas, men ligesaa sikkert er det, at den første Inspekteur paa Borchs Kollegium, den senere Præst, Christen Nielsen Aarsleb, endnu i 3 1/2 Aar arbeidede paa at forkorte Værket og gjøre det færdigt til Trykken. Skjøndt Resen i sit Testamente af 1676 havde forpligtet sin Hustru til at udrede Omkostningerne ved Trykningen, udkom Værket dog aldrig. Christen Sørensen Testrup angiver som Grund hertil, at man frygtede for, at en eventuel Fjende skulde hente Oplysninger om Landets Beskaffenhed herfra, men tilføier rigtignok selv, at "Sligt synes kuns en utidig Frygt"; Nyerup vil vide, at Enken blev fritagen for at opfylde Testamentet, eftersom det faldt hende umuligt at bestride de store Udgifter. Atlasset, Kobberpladerne tilligemed det dertil hørende kolossale Apparat, bestaaende af 30 Folianter, blev bragt op paa Universitetsbibliotheket, til hvilket Resen havde skjænket sin kostbare Bogsamling, og var en Prydelse her i den store Resenske Donation. Ved Ildebranden 1728 brændte Haandskrifterne, og Kobberpladerne bleve beskadigede, men Atlasset var iforveien gjentagne Gange blevet afskrevet. Af Kobberpladerne bleve 91 frelste, men der findes nu kun 4 bevarede paa Universitetsbibliotheket.

Omstaaende Afbildning er et Brudstykke af det ovenfor omtalte til Griffenfeld dedicerede Kort over Kjøbenhavn og fremstiller den vestlige Del af Byen med Slottet som Midtpunkt. Skjøndt Chr. Sørensen Testrup ikke har saa ganske Uret, naar han skriver, at der i Resens Kobberstykker er "slet ingen Akkuratesse", og at man "derudi har et øiensynligt Bevis for, at disse gode Landmaalings Ingenieurer ikke forstode Geometrien, ja ei end vidste rigtig, hvor Øster og Vester var", har Fugleperspektivet dog ikke ringe Interesse. Øverst tilvenstre ses Gammelholm stærkt bebygget, hvad det i Virkeligheden ikke var, saalidt som Grundene mellem Christianshavn og Kvintus, hvilke paa Resens og adskillige andre Kort fra Christian


353

den Femtes Tid fremstilles som en hel By med Torve og Gader i Henhold til et Projekt, som aldrig blev gjennemført. En Bro, som for Enden af lange Tøihus fører over Strømmen til Christianshavn, var ligeledes kun til paa Papiret. At alle Gader omtrent ere lige brede, er selvfølgelig ogsaa i høi Grad misvisende paa Resens Kort, ligesom man forgjæves leder efter Vandkunsten, hvor Terrainet ved Kortets Fremkomst endnu ikke var ordnet, hvorfor Resen udenvidere har reguleret det paa egen Haand. Paa Slotsholmen ses Børsen og Nybørs, Boldhuset, Proviantgaarden, det store kongelige Bibliothek, lange Tøihus, Staldmestergaarden (paa samme Plads som den nuværende) og Kongens Bryghus yderst ude paa Hjørnet af Frederiksholms Kanal. Foran Slottet ligger Rentekammerbygningen med det lille Taarn; bag det de kongelige Stalde, Ridehuset, Judicerhuset og Ridebanen, paa hvilken nogle Figurer bevæge sig. Den ret anseelige Bygning for Enden af Prindsens Bro er Prinds Jørgens Ridehus med tilhørende Ridebane. Lige for Stormbroen fører en Gyde op til Kongens Ridebane, kaldet: Trompetergangen, og langs Kanalen med Udsigt over til Nybrogade ligger en Række anseelige Privatgaarde. Af offentlige Bygninger ses paa det her afbildede Brudstykke desuden Admiralitetet, Holmens Kirke, Nikolai Kirke, Helligaandskirken, Trinitatis Kirke med Rundetaarn, Vor Frue Kirke og endelig mellem Nytorv og Gammeltorv Raadhuset med Christian den Fjerdes Springvand foran. Nygade er endnu ikke gjennembrudt til Gammeltorv, hvorfor Hovedveien til Vesterport gaar ad Skovbogade og videre ad Vestergade. Fra Brolæggerstræde fører Endeløsstræde som en Cul de sac op imod Vimmelskaftet, og i Skipperboderne ende baade Hummergade og Dybensgade paa samme Maade. Det følger af sig selv, at Privathusene ikke ere portraiterede, hvorfor Kortet kun giver vildledende Bidrag til Gadernes Physiognomi, men det forholder sig vel rigtigt, at den overveiende Del af dem endnu vendte Gavlene mod Gaden.

Magistraten saavelsom de 32 Mænd, Politikommissionen, Overformynderiet, Politimesteren, Byfogden, Kæmneren o. s. v. havde deres Forsamlingssale og Lokaler paa Raadhuset, som i det Væsentlige var uforandret siden Christian den Fjerdes Tid. I den store Sal, hvor der holdtes Bursprog, var den indre Udstyrelse dog undergaaet visse Forandringer, thi her blev i April 1668 ved Resens Initiativ opsat et Galeri, hvorpaa Præsident, Borgmestre og Raad


354

stode, naar Hs. kgl. Majestæts Mandater bleve oplæste for Borgerskabet, medens Magistraten tidligere havde maattet staa paa nogle gamle og svage Bænke. Under Loftet hang 5 Messing Lysekroner, som havde tilhørt det danske Kompagni, og paa en af Væggene var der med en oplysende Indskrift indmuret en Kugle med to Brandtænger af det Slags, Brandmestrene under Beleiringen brugte for at gribe de indskudte gloende Kugler. Salens fornemste Prydelse var dog de af Griffenfeld til Raadhuset skjænkede Billeder af danske Konger, hvorom der i Valkendorfs Bog findes indført følgende Bemærkning: "Den høi- og velbaarne Herre, Hr. Peder, Greve til Griffenfeld o. s. v. haver Aar 1674 in Augusto og Decembris Maaneder af synderlig høi gunstig Bevaagenhed og Affektion foræret til Kjøbenhavns Raadstue først alle danske Kongers Effigies eller Conterfeier, fra Danmarks første Konning, Konning Dan og til Kong Christian den Fjerde inclusive, tilsammen 100 Stykker, alle med Farve malede og udi Ramme indfattede, hvilke Conterfeier udi Raadhuset ere opsatte, høist bemeldte, høilovlige Konninger til glorværdig Ihukommelse, hans høigrevelige Excellents til Ære og Raadstuen til Zirat og Prydelse." Dernæst meddeles, at "Hans høigrevelige Excellents af lige høigunstig Affektion har foræret Raadstuen et stort sort Islands Horn med Sølv beslagen og Hans høigrevelige Excellentses Vaaben og Navn paasat", de forhen omtalte Gaver til Helligaandskirken opregnes, hvorpaa det til Slutning hedder: "Saadan stor Gunst, Ynde og god Affektion, Hs. høigrevelige Excellence ikke alene udi dette forbemeldte, meden og mange andre Maade med høigunstig Befordring, Velvillend og Forfremmelse haver ladet kjende og virkelig beteet imod Raadstuen, des Gollegis og Betjente saavelsom imod forbenævnte Hs. høigrevelige Excellentses Sognekirke, paa det den ei alene hos denne Tids Magistrat, mens og hos Efterkommerne billigen kan blive udi største tjenstskyldig og taknemmelig Erindring, haver Præsident, Borgmestre og Raad dette saaledes ladet indtegne med inderlig Ønske den allermægtigste gode Gud vilde sig Hs. høigrevelige Excellents udi Naade lade være befalet til langvarig Livsfrist med Karskhed og lyksalig ønskelig Velstand, Gud til Ære, Kongelig Majestæt til behagelig Tjeneste og denne gode Stads Menighed og Magistrat til Glæde, Opkomst og Forfremmelse." En tredie Gave fra Griffenfeld til Raadhuset, nemlig "et skjønt Seier-


355

værk, hvorpaa hver Time efter hver Times Slag spilledes en Psalme", findes ikke optegnet i Valkendorfs Bog, aabenbart fordi Kantsleren et Par Maaneder efter blev styrtet. I "Raadstuen" eller Magistratens Forsamlingsværelse (smlgn. I, S. 504) var Hovedprydelsen to Malerier; hvoraf det ene forestillede "Kong Salomons Dom imellem to Koner, som trættede om et Barn, paa hvilket vores allernaadigste Konge Christian V sidder i Kong Salomons Sted paa Thronen". Paa Raadhuset fandtes efter Tidens Skik adskillige Indskrifter anbragte, fordetmeste paa Latin, et Par i det tydske Sprog og følgende paa Dansk:

Drikkehorn

Griffenfelds til Raadhuset skjænkede Drikkehorn. Efter Orig. paa Rosenborg.

"Lad Ingen vild fra Retten gaa,
Lad Skjænk Dig ei besvige.
Som Sagen er, døm hver Mand saa
Den Fattig med den Rige."

Høiesteret, eller som den kaldtes "Herredagen", havde derimod fremdeles sit Lokale i Herredagssalen paa Slottet og bestod som ved dens Oprettelse i 1661 af et lige Antal adelige og uadelige Bisiddere. Den samledes ordentligvis en Gang om Aaret i to, tre Sommermaaneder og blev baade "indblæst" og "udblæst" paa Gadehjørnerne af kongelige Herolder, ledsagede af Trompetere og Paukeslagere. Rettens Mødetid, som under Frederik den Tredie


356

aldrig havde været før Kl. 9 om Morgenen, fastsattes nu til Kl. 6 om Morgenen, (undtagen om Fredagen til Kl. 12 Middag), og Assessorerne fik i Oktober 1688 - efter den svenske Gesandts Anskuelse for at fremme Manufakturerne - en særegen Dragt. De fornemste af dem bare røde Fløils Talarer med violet Underfor, de øvrige Assessorer derimod røde Damaskes Talarer; Sekretairernes Kjortler vare af rødt Satin, og Prokuratorerne vare iførte lange sorte Kapper med violet Underfor. Vagten i Salen bestod paa Aabningsdagen af hele det kongelige Drabantkorps og udenfor en Kommando af Livgarden tilhest; i de almindelige Møder derimod kun af to Drabanter med Hellebarder. Kongen selv præsiderede i sit første og andet Regjeringsaar hyppigt i Retten, men hermed var - som Vedel bemærker - hans Tjenstivrighed paa det Nærmeste udtømt og indskrænkede sig til, at han som en ren Formsag overværede Høiesterets aarlige Aabning. Af et Reglement fra 1683 fremgaar det, at det Publikum, der overværede Retsmøderne, havde for Skik at spadsere op og ned af Gulvet udenfor Tralværket (Skranken) og snakke saa høit, at Retsbetjentene forstyrredes, hvorfor det paalagdes Drabantvagten at advare slige Urostiftere. Assessorerne hengav sig iøvrigt ogsaa til "unyttig Spadseren", og hvad der var værre, Kongen nødtes til at lade dem vide, at han "ikke uden stor Mishag har fornummet, at, hvad En eller Anden udi vor Høiesteret voterer, ofte vorder aabenbaret saavel til dem, som i Sagerne ere interesserede, som til Andre, saa at Sessionen undertiden fast ikke snarere er til Ende, end man haver Kundskab om Enhvers Mening og Votum udi de Sager, som haver været for Retten." Man var aabenbart endnu langt fra det Tidspunkt, da man kunde skrive, som Thurah i 1748: "Forresten er denne Ret saa majestætisk, at ingen Fremmed maa forsømme at indfinde sig derved."

En ny Domstol, Hof- og Borgretten, der stiftedes den 23de Januar 1682 for alle charakteriserede Personer og Hofbetjente, fortjener at nævnes her, fordi den i 1771 blev til Hof- og Stadsretten og i 1805 til Lands-Over samt Hof- og Stadsretten. Større Interesse for Kjøbenhavns Historie frembyder dog den saakaldte Inqvisitions-kommission (senere kaldet Stokhuskommissionen), en kombineret Ret, som stiftedes den 13de April 1686, og hvis særlige Opgave skulde være at gjøre Ende paa de talrige Tyverier, der gik i Svang i Hovedstaden. Det havde nemlig hidtil været forbundet med store


357

Vanskeligheder at komme Tyvshælere tillivs, fordi de henhørte under forskjellige Værnething; nu skulde Inqvisitionskommissionen, sammensat af Dommere fra hver Jurisdiktion i Staden, behandle

Christian V præsiderer
i Høiesteret

Christian V præsiderer i Høiesteret. Efter et Maleri paa Rosenborg.

alle Tyvssager, senere ogsaa Bedragerier og "Filouteri" i Spil. Af Protokollerne fremgaar det dog, at Retten indtil 1699 uden nogen Bemyndigelse tillige gav sig af med Mordsager, Dueller, Horsager,


358

simpel Utugt, Trolddom, Falskmøntneri, Ulydighed af Militaires Tjenestetyende, Skjældsord og Klammeri, Desertion, voldsom Hvervning, kort sagt med alle Slags Forbrydelser, hvori militaire Personer vare implicerede. I sin første Begyndelse var Domstolen, uvist af hvilken Grund, udelukkende sammensat af Medlemmer af Landmilitairetaten, senere kom en Søofficer og tvende Borgerkaptainer til, men lige indtil 1771 havde ingen Civildommer Sæde i Kommissionen, skjøndt civile Personer ogsaa kunde stævnes for den.

I Stokhuset, det militaire Arresthus, som i Frederik den Fjerdes Tid indrettedes ved Volden hinsides nuværende Sølvgades Kaserne paa Hjørnet af Stokhusgade, hvor Soldaterne løb Spidsrod, hvor de grovere militaire Forbrydere sad fængslede, og hvor de til Fæstningsarbeide dømte Slaver holdtes i Forvaring under en Stokmesters Opsyn, havde Inqvisitionskommissionen sit Lokale. Procesmaaden var meget summarisk: Generalgevaldigeren stævnede de Mistænkte, som kortelig bleve forhørte; vilde de ikke bekjende, blev Garnisonens Skarpretter tilkaldt, som fremviste Torturredskaberne og forklarede deres Brug, og frugtede dette heller ikke, skred man til det pinlige Forhør, hvorefter Retten efter Sagens Beskaffenhed enten strax fældede Dommen eller henviste den Paagjældende til Bythinget. Den Tortur, der anvendtes, den saakaldte "polske Buk", havde tre Grader, af hvilke hver enkelt kunde anvendes for sig, men ogsaa alle tre tilsammen, dog ikke umiddelbart efter hinanden. Ved den første Grad blev Tommeskruen af en Stokkeknægt paasat Delinkventens Tommelfingre og lidt efter lidt skruet til; der blev forskjellige Gange holdt inde og Delinkventen formanet til Bekjendelse. Ved den anden Grad blev Skjorten trukket helt ned til Buxerne og bunden fast om Livet med Ærmerne. Derpaa blev begge Arme og begge Ben spændt tæt sammen, saa at Armene kom udenfor Lænderne, og begge Hænder under Benene, Hovedet blev ved Hjælp af en Kjæde trukket helt ned til Knæene, for at det ikke skulde tage Skade ved Rulningen, og endelig blev Delinkventen med den nøgne Ryg lagt paa smaa ituslagne Flintesten og formanet til Bekjendelse. Naar dette ikke nyttede, blev to omtrent halvanden Alen lange Stokke anbragte under Armene og Knæene, to Stokkeknægte greb dem og rullede, væltede og dreiede Delinkventen omkring paa Stenene. Af og til holdt man inde, reiste Synderen og opfordrede ham til at bekjende. Ved den tredie


359

Grad lagdes der endelig Delinkventen en Krands, det saakaldte Paternoster eller Rosenkrandsen, som bestod af et tyndt Reb med fem a sex Knuder paa, om Panden, saaledes at Knuderne kom til at ligge tæt ved Øienbrynene og nogle ved Siderne af Hovedet, men ikke i Tindingerne. Stokkeknægten anbragte derpaa en lille tre Kvarter lang Stok i Krandsen og dreiede rundt, indtil Knuderne trængte godt ind i Hovedet, og Øinene begyndte at træde ud af deres Hulheder; saa holdt han inde og formanede atter til Bekjendelse.

Inqvisitionskommissionens Lokale i Stokhuset

Inqvisitionskommissionens Lokale i Stokhuset. Efter Rothes Reskripter.

Foruden "den polske Buk" brugtes der andre Torturmidler som f. Ex. Benskruer, hvilke man efter Navnet at dømme skulde anse for et Slags "spanske Støvler", men som dog snarere have været et Instrument til at anbringe paa Tommeltæerne, ligesom Tommeskruen paa Tommelfingrene. I hvert Fald fortæller Inqvisitionsskriver Ussing i 1781, at et saadant Torturredskab forefandtes i Stokhuset, hvorimod ingen "spansk Støvle". Saavidt vides, anvendtes den polske Buk endnu i 1746, men faa Aar efter maa den være bieven afløst af Piskning, da en af Assessorerne i 1752 nedlægger Indsigelse imod, at der anvendes Piskning for at frem-


360

tvinge Bekjendelse. I 1771 forbødes al Anvendelse af Tvangsmidler, men Aaret efter tillades det dog at anvende nogle Slag af Tamp eller Kat, naar en Inqvisit af Vrangvillighed holdt Sandheden tilbage. Howards Skildring af Stokhuset i 1784 giver et høist uhyggeligt Billede af Forholdene i dette militaire Fængsel, hvilke dog sikkert forbedredes en hel Del i indeværende Aarhundredes Begyndelse, men Mange ville endnu mindes de uhyggelige Optog paa Volden af "Slaver" med Lænker om Benene, der bevogtedes af Soldater med skarpladte Geværer, medens de groveste Forbrydere, de saakaldte "uærlige Slaver" kun fik Lov til at trække frisk Luft i en af Palissader omgiven Fold i Stokhusets Gaard. Hosstaaende Billede fra det nedlagte Stokhus, paa hvilket Levningerne af Palissadegaarden endnu ses, har et næsten idyllisk Præg, der staar i mærkelig Kontrast til al den Ulykke, Elendighed og Lidelse, som fordum var knyttet til denne Plet.

Foruden Arresterne i selve Raadhuset, deriblandt Fængselskjælderen, "Byens Hægte", havde Kommunen, som alt tidligere anført (I. S. 506), et Arresthus eller Slutteri i Svendegade (en Gade mellem Nytorv og Hestemøllestræde). Dette blev nedbrudt i 1678 og en ny to Etages Bygning opført med Christian den Femtes Navnechiffer og Symbolum over Døren. Resen fortæller, at der baade foroven og forneden var meget gode Værelser for "Honorat-Folk", som vare arresterede for Gjæld, og i et Reskript af 1684 udtrykkes den samme Tanke ved de Ord, at "der i Stadens Arresthus var adskillige Værelser efter Folks Kondition". Imidlertid viste Bygningen sig snart for lille, og i Aarene fra 1706-12 maatte der opføres et nyt Arresthus som stod indtil Ildebranden 1795. I Slutteriet sad ikke blot Folk fra Byen, men ogsaa Fanger fra Provindserne, der skulde dømmes af Høiesteret, og Forholdene her vare alt Andet end tilfredsstillende, da Misdædere og "ærlige Fanger", det vil sige: Gjældsarrestanter, færdedes mellem hverandre og vare lige slet forvarede. Det hørte derfor ogsaa til Dagens Orden, at Fanger brød ud af Arresterne. I Christian den Femtes Tid indrettedes et nyt Fængsel ved Langebro, som fik Navn efter Fangetaarnet paa Kjøbenhavns Slot og blev kaldet: Blaataarn. Det var nærmest bestemt for "Udenbys Misdædere" fra Kjøbenhavns Amt saavelsom for de Hoftjenere og Embedsmænd, der hørte under Hof- og Borgretten. Studenterne havde deres Carcer


361

i Universitetskjælderen indtil 1712, paa Bremerholm arbeidede Forbrydere i Jern, i Børnehuset paa Christianshavn var der Tvangsarbeidsanstalt for Kvinder, i Kastellet Arrester for fornemme Militaire, og i Slotstaarnet indespærredes "de Advokater, som ikke teede og skikkede sig beskedeligen" for Høiesteret, men hengav sig til "Skjælden, Smælden, Løyten, Sværen, Banden og deslige Uskikkeligheder" i Rettens Nærværelse. Som man ser, var der i Kjøbenhavn en Overflod af Opholdssteder for Malefikanter.

Stokhusgaarden

Stokhusgaarden i sin nuværende Skikkelse.

I Holbergs Tid og vel ogsaa før var det et dagligdags Skuespil at se Folk blive førte til Slutteriet; men i Christian den Femtes Dage vakte det endnu større Opsigt, da en navnkundig Fange nemlig Leonora Christina blev løsladt af sit 22aarige Fængsel den 19 Mai 1685. I "Jammersmindet" fortæller hun selv, hvorledes hun med sin Søsterdatter, Frøken Lindenow, ved Siden og med et sort Slør for Ansigtet forlod Blaataarn i Aftenstunden, da "det var temmelig mørkt" og neppe kunde trænge sig frem til Karethen, der ventede, for den store Menneskemasse, som havde forsamlet sig paa Slotspladsen "langs ned ad Broen og udenfor". Leonora tog ind i


362

Søsterdatterens Hus ved Kanalen ligeoverfor Slottet, men da "den hele Stad stormede til for at se hende", maatte hun fortrække til Landsbyen Husum, en Mils Vei fra Kjøbenhavn, for at undgaa al paatrængende Nysgjerrighed. Den anden endnu mere berømte Fange, Griffenfeld ("nu Schumacher" kaldes han af Samtiden), som havde siddet i 22 Aar paa Munkholmen og i Septbr. 1698 fik Tilladelse til at flytte til Trondhjem, fik Kjøbenhavnerne ikke mere at se, da han døde det følgende Aar.

Baade for Bythinget, i anden Instants for Magistraten saavelsom for Høiesteret bleve Borgerne betjente af Advokater eller Prokuratorer, som først maatte erhverve en kongelig Bevilling til "at betjene Godtfolk udi ærlige Sager imod billig Betaling for alle Under- og Overretter". Prokuratorerne havde intet særlig godt Ry paa sig; vi have ovenfor set, at de for uærbødig Opførsel i Retten kunde hensættes i Blaataarn, men værre lyder Anklagen mod dem i Forordningen af 16de April 1686, hvori det hedder: "Som og en Del trættekjære Prokuratorer sig tidt og ofte Tyvenes og Tyvshælernes Sager antager at udføre og med adskillige Rænker og Praktiker søger dennem at befri og at forvirre og fordreie Retten, da, saafremt Nogen herefter befindes sig nogen haandgribelig eller øienskinlig Tyvs eller Tyvshæleres Sag at antage og den for Retten at forsvare, skal han selv agtes og holdes for Tyvs Medvidere og aldrig tillades mere for ærlige Folk at gaa i Rette". Denne Trusel frugtede dog ikke; i Holbergs Tid sank Agtelsen for Prokuratorerne endnu dybere, og det er charakteristisk, hvad Komediedigteren lægger Tobias Prokurator i Munden: "En Prokurators Dygtighed bestaar ikke derudi, at han kan forstaa en Sag, men at han kan gjøre en til flere; det var det, man fornemlig roste min salig Formand af, at han gik aldrig til Thinge med en Sag, han gik jo med fire tilbage."

De Straffe, der anvendtes, vare hyppigt skrækindjagende barbariske. I Skarpretterens Taxt fra 1698 nævnes Hoved-, Haands- og Fingerafhugning, endvidere Steile og Hjul, Knusning af Arme og Ben, Partering, Knibning med gloende Tænger, Brændemærkning, Kagstrygning, Legemets Opbrænding paa Baal og Navneopslag paa Galgen, men man gik i mange Tilfælde langt videre i Raahed. I 1675 blev saaledes Erik Ladefoged, der havde myrdet Forpagteren paa St. Knuds Kloster, "justificeret" paa følgende


363

Maade: først blev hans Hjerte skaaret ud af ham, og Bøddelen slog ham med det paa Munden; derpaa knustes hans Arme og Ben med et Hjul, en Rem blev skaaren af hans Bug og en af hans Ryg (af denne Straf Talemaaden: "at skjære en Rem af anden Mands Ryg") hans Hoved afhugget med en Øxe og sat paa en Pæl, og endelig blev hans Legeme parteret og lagt paa fire Steiler. Endnu umenneskeligere var en Exekution, som fandt Sted i 1683 uden for Kjøbenhavns Østerport. Ikke mindre end ni Mennesker bleve henrettede, fordi de havde gjort Mytteri paa det ostindiske Skib "Havmanden", dræbt Gouvernøren, Kaptainen Jan Blom, hans frugtsommelige Hustru og mange Andre og derpaa kastet Ligene i Søen. Hovedmanden for Forbrydelsen var en Hamborger ved Navn Hans Biermann. Forbryderne bleve først knebne med gloende Tænger, Hænderne afhuggede, Arme og Ben slagne i Stykker, hvorpaa de lagdes paa Steile. "Da de den ganske Dag havde lagt levende paa Steilerne" - skriver Pontoppidan - nød de om Aftenen den Naade at blive strangulerede efter Dr. Lassenii Forbøn hos Dronning Charlotte Amalie." I 1697 blev en Tjenestepige, der Havde myrdet sit Herskabs treaarige Barn dømt til at knibes med gloende Tænger udenfor det Hus, hvor Mordet var begaaet og siden paa alle Torvene og Retterstedet; derpaa skulde Haanden, hvormed hun havde fuldbyrdet Forbrydelsen, afhugges, og først da skulde hun halshugges og lægges paa Steile. Denne Straf som paa Byfogdens Forbøn dog ikke blev exekveret i al sin Gruelighed, idet Knibningen udelodes, fastsattes i alle lignende Tilfælde ved Forordn, af 16de Oktober 1697, hvorhos Kongen til Overflod tilføier, at han efter Omstændighederne forbeholder sig at skjærpe Straffen yderligere.

Der kunde anføres talrige lignende Exempler paa haarde Straffe og grove Forbrydelser. Til de mere celebre Sager hører en Forgiftningssag fra 1678, da Jomfru Agnete Sophie Budde forsøgte at tage Livet af Grevinde Parsberg og derfor blev halshugget paa Slotspladsen den 6te Septbr. om Morgenen ganske tidlig, "siddende paa en Stol over et paa Jorden udbredt rødt Klæde." I 1699 forsøgte Kammerjomfru hos Dronningen, Cathrine Justine Rosenkrands, at forgive en anden Kammerjomfru ved Navn Dalvig, fordi denne sidste havde forstaaet at insinuere sig bedre hos Dronningen. Ogsaa hun dømtes til Døden, men blev ved for-


364

maaende Venners Bønner benaadet med livsvarigt Fængsel paa Bornholm. En Begivenhed, der ligeledes vakte stor Opsigt var Mordet paa Dandsemester Lackman. En adelig Herre Holger Gyldenkrone havde en Aften villet trænge sig ind i Dandsemesterens Hus, hvor der var Assemblé, det vil sige: Bal for Eleverne og en sluttet Kreds, men blev afvist. Da han og en Ven den følgende Dag traf Dandsemesteren i Læderstræde, yppede de Klammeri med ham paa Gaden, og Enden blev, at Gyldenkrone jog sin Kaarde ind i Lachman, saaledes at han strax faldt om og døde. Morderen rømte ufortøvet og blev ved Høiesteret dømt fra Ære, Liv og Gods og, hvis han ikke blev greben, til Fredløshed paa Livstid. I Bircherods Dagbøger finder man en rig Blomstersamling af Forbrydelser og Henrettelser optegnede; snart er det Soldater, der halshugges, fordi de have misbrugt Sakramentet, snart Kvinder, der straffes paa Livet eller under formildende Omstændigheder med Kagstrygning og Fængsel paa Livstid for Bigami, Blodskam, Hor o. d., i hvilke Tilfælde det theologiske Fakultets Betænkning indhentes, som ikke sjælden er skarpere affattet end den juridiske Myndigheds Indstilling. Man faar overhovedet Indtrykket af, at Henrettelser, dog navnlig militaire Exekutioner, vare hyppige, og at de iværksattes under stort Tilløb af Nysgjerrige. Som man vil have set af det Ovenanførte, var der et Skafot udenfor Kastellet ved Stranden, rimeligvis det samme, som i Henrik Ruses Tid havde staaet paa Kongens Nytorv; udenfor Vesterport havde Byen en muret Galge paa samme Sted, hvor Amerika Mølle laa indtil for faa Aar siden; paa Nytorv stod det murede Kag og Skafot, og Indbyggerne havde desuden daglig Halsjernene eller Gabestokkene for Øie ved alle Porte og paa alle Torve. I Christian den Femtes Tid fik Politimester Claus Rasch netop Befaling til at forsyne Staden noget rigeligere med disse Straffeinstrumenter, eftersom Sælgekoner, der drev Forprang, skulde hensættes i dem. Hosstaaende Afbildning rigtignok fra en langt senere Tid (Slutningen af forrige Aarhundrede), viser, hvilken Opmærksomhed en saadan Kvinde, med sin Forseelse skreven paa Brystet og to Vægtere ved Siden, vakte hos et nyfigent Publikum. Føier man nu hertil den vandrende "spanske Kappe", der maa have gjort en eiendommelig Figur i Gaderne, saavelsom Træhestene med tilhørende Træpæle udenfor Hovedvagten paa Kongens Nytorv og ved Slotsholmens


365

Vagt (smlgn. Afbildningen II. S. 247), bliver det indlysende, at Kjøbenhavns Indbyggere uophørlig maatte blive mindede om, at der var en streng Justits, til hvilken de ogsaa selv kunde hjemfalde, naar de mindst ventede det.

Tanken om Christianshavns Indlemmelse i Kjøbenhavn, der havde staaet paa Dagsordenen siden 1650, blev gjennemført i 1674.

En Kone i Gabestokken

En Kone i Gabestokken. Efter et Maleri fra forrige Aarhundrede.

Mange Slags Klager vare i Aarenes Løb fremkomne over det Abnorme i Forholdet mellem de to Byer; Kjøbenhavns Magistrat havde saaledes i et Andragende fremstillet det som umuligt at holde Tilsyn med det Indpas, der blev begaaet i Næringen af Fremmede, saa længe de to Jurisdiktioner bestod ved Siden af hinanden; det eiendommelige Forhold, at Beboerne omkring Børsen


366

vare henlagte under Christianshavn (hvilket dog i verdslig Henseende allerede blev hævet i 1655) formentes at tilføie Kjøbenhavn stor Afbræk og Skade, og det blev med Styrke gjort gjældende, at da begge Byer havde fælles Næring og Handel, saaledes, at hvad der kom Christianshavn til Gode, gik fra Kjøbenhavn, vilde det være heldigere, at de vare Et. De to Kjøbstæders Handelsmænd og Laug laa ofte i aabenbar Strid, og i 1658 ansøgte Kjøbenhavns Borgerskab om Sammenslutning med den Motivering, at naar den var sket, maatte "der formodes god Enighed og bedre Fortrolighed". Et Par Aar efter hedder det i et Forslag af en christianshavnsk Kjøbmand, at det "maa synes raadeligst, at Christianshavn maatte blive lagt under Kjøbenhavns Jurisdiktion, paa det i sin Tid imellem begge saa nær hosliggende Fæstninger ikke maatte komme nogen Misforstand og Jalousi, som kunde causere eller foraarsage nogen Skade og Forhindring udi Byens Forbedring og Kommerciens Befordring, thi de, som bo i Kjøbenhavn og ellers udi Riget, som have skjønne Pladser i Christianshavn, gjorde da gjerne Assistens, saavidt dennem muligt, naar de saa, at det var og blev vel ordineret og anlagt, saa de ved deres Bygninger og Forskud kunde prosperere og ellers her udi Staden under fredelig Øvrighed, Lands Lov og Ret tilligemed dem i Kjøbenhavn maatte nyde."

Den 15de Oktober 1674 foregik da Indlemmelsen, efterat en Udtalelse fra Statskollegiet havde slaaet Hovedet paa Sømmet. "Christianshavn skal herefter være udi vor kongelige Residentsstad Kjøbenhavn indkorporeret og indlivet", fordi, som det hedder i den kongelige Forordning, "hidindtil stor og daglig Forvirring og Konfusion ikke aleneste udi Handelen og Negotien, men endog udi Haandværkslaugene derover er foraarsaget, at vores Residentsstad Kjøbenhavn og Christianshavn efter Situation saa nær kombinerede Stæder ved sær Privilegier, sær Jurisdiktion, og sær Magistrat haver været adskilt og separeret, vi og desforuden eragte ganske ufornøden, tvende under én Volds og Fortifikations Begreb liggende og forenede Stæder at være med sin sær Øvrighed forset" (forsynet). I November samme Aar henlagdes Christianshavns tvende Borgerkompagnier under Kjøbenhavns Stadshauptmands Kommando, og Byens særlige Vaaben afskaffedes. Magistraten i Kjøbenhavn fik ved denne Leilighed de 300 Rdlr., som Christianshavns Magistrat


367

hidtil havde havt af Konsumptionen, men den lille Kjøbstad beholdt sin egen Byfoged og sit eget Bything, dog med Appel til Kjøbenhavns Magistrat, indtil den 31te Januar 1685. Først fra dette Tidspunkt kan Indlemmelsen betragtes som fuldstændig.

Et Blik paa Kortet viser, at Christianshavn kun havde et ringe Omfang, og selv i de Gader, der her vise sig som anlagte, henlaa et betydeligt Antal Pladser øde og ubebyggede, ja saa forsømte, at de end ikke vare indhegnede. Strandgade, den yderste Gade mod Kjøbenhavn, var kun bebygget paa Amagersiden, men her foregik der en stadig Opfyldning ud i Strømmen, navnlig paa begge Sider af den Dæmning, der førte ud til Knippelsbro, saaledes at nuværende Brogade kunde anlægges i 1691. Strækningen fra Kvintus til Baadsmandsstræde indenfor de nye Værker var aabent Vand, men her begyndte i 1695 Motzmans Plads at komme frem, idet Kaptain Johan Georg Motzman paa dette Tidspunkt fik Tilladelse til at indrette en Kjølhalingsplads her. Han naaede dog neppe vidt med Opfyldningen, da han ikke havde Midler til at gjennemføre Planen, og i 1714 kom Motzmans Plads til Krigshospitalet, indtil den under Christian den Sjette fuldførtes og fik Navnet: Christiansholm. Den paa Kortet angivne firkantede Grund nærmest Enhjørningsbastion, som nutildags indtages af Burmeister & Wains Maskinværksteder, blev opfyldt af Feltherren Grev Schack, men i 1676 af ham solgt til Militair- og Søetaten, som her opførte et Krudtværk, det saakaldte "Gamle Laboratorium", hvilket bestod til vore Dage. Det sprang i Luften den 6te August 1679 "formedelst Guds Veir og Tordenslag" og ødelagdes igjen den 16de Juni 1683 ved Vaadeild, og Resen fortæller, at dette "foraarsagede saadan Tummel og Allarm i Veiret, at Vinduer og Tage i de Huse, som endogsaa laa langt derfra, sprunge udi mange tusende Stykker og bleve ganske og i Grund fordærvede." Ud for Strandgade, Nord for Knippelsbro fandtes nogle Smaahavne, og Syd for Broen den gamle "Grønnegaards Havn", hvilke skildres som "saare bekvemme til Skibsrums Ly og Leie", og af hvilke Byen i Virkeligheden ogsaa synes at have havt sin største Næring.

Forholdene i Christianshavn vare iøvrigt alt Andet end gunstige, skjøndt det anføres, at Husleien her ikke var saa dyr som i Kjøbenhavn. I 1676 hedder det i et Aktstykke, at "Borgerskabet formindskes daglig, flytter fra Byen og nedsætter sig i


368

Kjøbenhavn i Hytter og Vraaer, hvor de hemmelig opholder sig og unddrager sig i disse besværlige Tider fra den algemene Tynge, Byen til Ruin og det eftersiddende Borgerskab til Fordærv." Kjøbenhavns Magistrat, fra hvem denne Klage stammer, ønskede derfor, at Christianshavns Indbyggere skulde have et Tilhold om at forblive i deres By, men da Næringen var hel slet for dem og Vanskelighederne store, burde der bevilges Alle, som flyttede derover eller kjøbte Eiendomme der, nogle Aars Frihed for Grundskat. Tabet herved vilde desuden ikke være stort, da Grundene kun vare lavt taxerede. Muligvis kunde Christianshavns Velstand ogsaa fremmes, hvis der tilstedes Folk, som vare komne i Armod, ti Aars Sikkerhed for deres Kreditorer her. Den Kjendsgjerning, at Byen fik en ny Kirke paa nærværende Tidspunkt, beviser Intet med Hensyn til dens Opkomst, thi den blev først paabegyndt, da den gamle Trækirke truede med at falde ned, og den blev netop af Mangel paa Pengemidler ikke færdig (smlgn. II, 250).

Kjøbenhavns nærmeste Omgivelser, det vil sige: Terrainet mellem Voldene og Søerne henlaa siden 1672 ubebygget, thi Kongen havde som tidligere omtalt befalet, at samtlige Huse indenfor Søerne skulde nedbrydes. Som Følge heraf flyttede Blegmændene ud hinsides Sortedamsø og slog sig ned her sammen med et Antal Urtegaardsmænd, thi Fæstningsterrainet blev fra nu af udelukkende benyttet til Græsning, Kaalhaver o. d. Blegdammenes Indretning med Parker og Vandledninger ses ret godt af hosstaaende Afbildning. Naar Voldene tage sig fortræffeligt ud paa Kortet, og der paa den anden Side af Gravene endog er angivet fremskudte Udenværker, stemmer dette ikke med Virkeligheden, men er kun et Projekt, thi alle skriftlige Kilder gaa ud paa, at Fæstningsværkernes Tilstand var alt Andet end tilfredsstillende, og at der slet ikke existerede Udenværker. Først i 1714 hedder det i Erik Torms Optegnelser: "I dette Aar blev Kjøbenhavns Stads Udenværker anlagte; fordum var ikke Noget udenfor Stadsgraven." Prospektet af Byen, set fra Bomhuset ved Nørreport, viser den rette Sammenhæng hermed.

Søerne havde en større Udstrækning end nutildags og baade St. Jørgens og Peblingesø vare kun ved en smal Landtange skilte fra Fæstningsgravene og fra hinanden indbyrdes. St. Jørgenssø, som i nogle Aar havde været Eng, blev opdæmmet i 1674 for


369

Befæstningens Skyld; Peblingesøen var efter Holger Jacobæus' Udsagn befolket med Svaner og Ænder. Udenfor Østerport laa Skibskirkegaarden paa sin nuværende Plads (smlgn. II, S. 222) og længere

En Blegdam

En Blegdam. Efter en Originaltegning i Raadstuarkivet.

ude mellem Sortedamssø og Stranden: Kongens Fiskerhus. Det bestod af nogle lave Bindingsværkshuse og en Have med Fiskedamme, og blev et yndet Trakteursted, da Kongens Jæger, Johan Dantzer, i 1679 fik Fribolig her og Tilladelse til at benytte Haven


370

til Vin- og Øludskjænkning samt til at indrette en Skydebane og lignende Forlystelser. Udenfor Nørreport laa paa høire Haand i Nærheden af Sortedamssø, bag Acciseboden, en Fattigkirkegaard; Peblingebroen var en gammel og brøstfældig Plankebro, men hinsides Søen laa Blaagaard, som først havde tilhørt Christoffer Gabel, derpaa Statholder Gyldenløve, men i Slutningen af Aarhundredet kom i Kongens Søns, Prinds Carls Besiddelse, som ombyggede Lyststedet og tækkede det med blaa Tagsten, hvoraf det fik Navn. Stedet, hvis Grund strakte sig fra Peblingesø næsten helt op til nuværende Griffenfeldsgade og paa den anden Side nærmede sig Ladegaardsaaen, udmærkede sig navnlig i en noget senere Tid ved sine prægtige Haveanlæg. Dets Hovedbygning gjengives her i en Afbildning fra Midten af forrige Aarhundrede. Paa den modsatte Side af Nørrebrogade laa Ravnsborg, ogsaa med en smuk tilliggende Have, hvor der om Sommeren kunde bekommes al Slags Drik. Mellem Nørre- og Vesterbro saas endnu Ladegaarden, som, efter at have været i Christoffer Gabels Besiddelse, atter var kommen tilbage til Kongen og sandsynligvis var bleven delvis restaureret; i hvert Fald boede i 1683 en kongelig Musikant her i et forhenværende kongeligt Gemak. Ogsaa General-Konsumptionsforvalter, Justitsraad Edvard Kruse havde Værelser her, og fik i 1690 kongelig Bevilling til at nyde og bruge Ladegaarden med tilliggende Jord, Enghave og Fiskevand, fri for al Paalæg undtagen Kopskatten, i ti Aar paa den Betingelse, at han skulde holde Bygningerne vedlige paa egen Bekostning. Stedet var iøvrigt ogsaa et yndet Trakteursted. Bebyggelsen, som udenfor Portene intetsteds var af Betydning, var dog størst paa Vesterbro; her laa paa nuværende Tivolis Grund Enkedronningens indgrøftede Enghave, der brugtes til Græsning for Livgardens Heste, Gabriel Boemans Skydebane, endel Reberbaner, Pesthuset, Acciseboden og Trommesalen foruden endel simplere Kroer og Beværtningshaver. Om Hovedadgangene til Staden er forhen talt (II, S. 15); kun kan det bemærkes, at Ole Rømer og Politimester Claus Rasch i 1692 fik Overopsynet med Veienes Vedligeholdelse om Kjøbenhavn, hvilket dog allerede ophørte Aaret efter, da Magistraten selv ønskede at overtage dette Hverv. Det gamle strenge Forbud mod, at Uvedkommende benyttede Kongeveiene blev i Begyndelsen af Christian den Femtes Regjeringstid forsaavidt lempet, som det tillodes Alle og Enhver at befare dem


371

om Vinteren i streng Frost og ved Somrens Begyndelse, men da Tilladelsen blev misbrugt, indførtes der atter Nøgler, og det blev igjen Lov, at Alle, der benyttede Kongeveiene uden at have ægte Nøgler, skulde uden Persons Anseelse have forbrudt Heste og Vogn. Naturligvis blev Forbudet ikke overholdt, og det ses af Kings Modskrift mod Molesworth, at den hidsige og voldsomme Englænder uden videre trængte ind paa Kongeveiene, en Forseelse, som dog kun var ringe i Sammenligning med hans lovløse Indtrængen paa den kongelige Vildbane paa Amager og hans paafølgende Mishandling af en kongelig Jagtbetjent.

Blaagaards
Hovedbygning

Blaagaards Hovedbygning. Efter Roque.

Ny-Hollænderby (den senere Frederiksbergby) var som Kjøbenhavns øvrige Omgivelser bleven totalt ødelagt under Beleiringen, men blev dog hurtigt opbygget igjen. Indbyggerne, der jo vare udflyttede Amagere, havde ogsaa her bevaret deres hollandske Sæder og Skikke; i Kirken blev der saaledes prædiket Plattydsk, og Byfogden kaldtes paa sin Hollandsk: Skultus. De vare imidlertid fattige og formaaede ikke at betale deres Afgifter, hvorfor de i 1674 ansøgte, om det maatte blive dem tilladt at udrede dem i Korn istedetfor i Penge. Dette blev dog afslaaet, men der eftergaves dem et Aars Landgilde. Af en Synsforretning af 1682 ses det, at


372

der fandtes 20 Gaarde i Sognet og 14 Gadehuse, deriblandt Falkonergaarden ved Ladegaardsaaen, ogsaa kaldet "Jægerhuset", - "fuldt af Kongens Hunde", siger Jacobæus -, Kalthuset (det nuværende Grøndal) der eiedes af Admiral Niels Juel, og et Teglværk, der anlagdes i 1673 af Assessor Abraham Wüst paa det Sted i Smallegade, der endnu kaldes Teglgaarden. Ny-Hollænderbys mærkeligste Eiendom var dog Prinds Frederiks Gaard, som tidligere havde tilhørt Frederik den Tredies fire Døttre og derfor havde baaret Navnet: Prindsessernes Gaard. Den blev bygget i 1666 og var indrettet som et Slags Lyststed med Haveanlæg, Fuglehus og Kaningaard. Da Prindsesserne bleve gifte og havde forladt Landet, kom Eiendommen i Kronprinds Frederiks (Frederik den Fjerdes) Besiddelse, og i den omtalte Synsforretning skildres den som en Halvgaard uden Skov eller Tørvemose, men med et Vænge og en Lysthave, hyori der var tvende Fiskeparker med to Vandhuse og en Vandkunst, og desuden en særlig Kaninhave, en Fasanhave, en Urtehave, en Rendebane og endelig et Kaninbjerg, "som er aparte indelukt". Prindsen vides ikke at have boet her, men han gjorde meget for Bygningernes Forskjønnelse og Udvidelse, ja saa meget, at han kom i Gjæld derved, hvilken Kongen dog paatog sig at betale. Af og til gav han prægtige Fester for Kongehuset og andre Indbudne herude, saaledes i 1695 et Karoussel "til Ære og Plaisir" for Majestæterne, og "siden blev det ganske Hof sammesteds magnifique trakteret". Et endnu pragtfuldere Taffel omtales udførligt i 1697; Bordet var ved denne Leilighed "anordnet i Gestalt af de danske Ridderordener", og paa dets høire Side saas en illumineret Skov af Figentræer, hvori der var Sangere udklædte som Jægere, paa venstre laa en illumineret Grotte, hvori Søguder musicerede. Majestæterne havde derhos Udsigt gjennem en Allé af Figentræer og Statuer til en Kaskade, som nedstyrtede fra et høit Lysthus. Gaarden synes at have ligget lige for den nuværende Indgang til Frederiksberg Have, og det er ikke umuligt, at den nuværende Haveinspekteurbolig og det ligeoverfor liggende Laurierhus i sin Tid have hørt til Prindsens Gaard.

Al denne Glands og Pragt kunde dog ikke hjælpe Bønderne ud af deres Elendighed. De betalte fremdeles ikke deres Afgifter, og da en ødelæggende Ildebrand i Sommeren 1697 satte Kronen paa deres Ulykker, blev det betydet dem af Kongen, at deres Jorder


373

vilde blive dem fratagne. Der var vel i deres Privilegier af 1651 lovet dem, at de maatte beholde Jorderne for sig og Efterkommere til evindelig Eiendom, men da de ikke havde overholdt deres egne Forpligtelser, kunde der ikke tages Hensyn hertil. Man finder endog deres velgrundede Krav betegnede som en "Indbildnings Rettighed til den kongelige Ladegaardsmark". Hverken Bønskrifter, Klager eller Forestillinger frugtede; i April 1698 blev det resolveret, at de til Ny Hollænderby liggende Jorder skulde udlægges til Eng, og Indbyggerne fik at vide, at de kunde opsøge sig andre Steder, hvor de kunde henflytte. Hvis Nogen trods den skete Forandring vilde blive ved Stedet og ernære sig ved Havedyrkning, skulde der dog udvises ham en Plads, og samtlige Afgiftsrestancer bleve eftergivne. Det var oprindelig Meningen, at Ny Hollænderby i kirkelig Henseende skulde henlægges under Hvidovre, efterdi Menigheden ikke var istand til at holde Præst og Kirketjenere, og at den lille brøstfældige Trækirke, der var bleven opført efter Beleiringen, skulde nedrives, men det skete ikke; den hollandske Præst ved Holmens Kirke blev tillige Præst i Ny Hollænderby, og afløstes i 1703 af Kapellanen i Brøndshøi. Derimod afskaffedes Skultus, og Landsbyen kom i verdslig Henseende under Taarnby Birkething paa Amager. Hvormange af Beboerne der flyttede bort, og hvormange der blev tilbage, kan ikke angives, men adskillige foretrak den første Udvei, og det fremgaar af en svensk Gesandts Indberetning, at den drakoniske Foranstaltning ikke blot gik ud over Hollænderne, men tillige over mange af Kjøbenhavns Borgere. "En stor Del af Borgerskabet her i Byen - skriver han nemlig - kommer til at lide meget ved denne Disposition, thi de have været saa ubetænksomme at kjøbe Jorder af Bønderne, idet de ikke kunde Andet end tro, at Jorden var Bøndernes, og at disse havde Ret til at sælge den. Men nu da Kongen tager Jorden til sig igjen, tør de ikke engang tale derom eller lade sig mærke med, at de have indladt sig paa en saadan Handel, men maa tage den Skade, der følger med, hvilken for Nogles Vedkommende er 3-4000 Rdlr. Da Bønderne ere ganske uformuende, kunne de ikke søge Regres hos dem."

Det er ovenfor berørt, at Kjøbenhavn efter Krigen 1675-79 fik en fast Garnison trods det i Privilegierne givne Løfte om Frihed for Indkvartering. Herved befriedes Borgervæbningen i hvert Fald


374

for et høist besværligt Vagthold, som navnlig i Krigens Tid havde antaget betydelige Dimensioner. At Væbningen just ikke bestod af de bedste Elementer, fremgaar af et kongeligt Reskript af 19de Juni 1679, hvori der klages over, at mange meget gamle Mænd og unge Drenge optages i den, hvorfor det indskjærpes, at der skal stilles "en god fuldvoxen Karl, som, hver Gang han gaar paa Vagt, skal forsynes med sin tilbørlige Gevær og Mundering". Da Kampen endnu førtes hinsides Sundet, og Hovedstaden var blottet for Tropper, gaves der samtidig Befaling til at forstærke Borgerkompagnierne, idet alle Eiere og Leiere af Huse i Kjøbenhavn og Christianshavn, "vores høie og nedrige, civil eller militair Betjenter, Høilærde, geistlige og verdslige Personer, af hvad Stand eller Kondition de være kan, Ingen undtagen i nogen Maader", skulde forskaffe "en god og dygtig Karl" til den kongelige Residentsstads almindelige Konservation og Sikkerhed.

Under almindelige Forhold optraadte Borgervæbningen, det vil sige: den store Vagt, kun som et Slags Supplement til Garnisonen; den besatte alle Poster midlertidig, naar der holdtes Mønstring over Tropperne, eller naar de aflagde Ed; den paraderede ved høie Gjæsters Ankomst og Afreise og affyrede da undertiden Salver paa Slotspladsen; den opstilledes paa Gaderne ved kongelige Personers Begravelser, mødte ved Ildebrande o. s. v. Da den første Stadsoberst, Frederik. Thuresen, blev begravet den 14de Mai 1675 paa Nikolai Kirkegaard, bares hans Kiste af Lieutenanter, Fændrikker og Sergeanter af Væbningen; samtlige Stadskaptainer gik ved Siden, og to Kompagnier af Borgerskabet afgav tre Salver over Graven. Det følgende Aar fik Stadsobersten (der nu kaldtes Stadthauptmand) Niels Enevoldsen efter Ansøgning en Adjutant, som skulde exercere med Borgerne, og en Mønsterskriver, som skulde holde Rullerne i Orden. Væbningens Betydning var dog ikke stor i Fredstider, men de store Minder fra Beleiringen traadte atter lyslevende frem, da Hovedstaden i Aaret 1700 igjen truedes af Fjender.

Kjøbenhavns Indbyggere havde forskjellige Steder, hvor de kunde øve sig i Papegøie- og Skiveskydning ligesom i forrige Tider. Ude i Egnen om nuværende Victoriagade blev der, som forhen berørt, indrettet en Skydebane, der eiedes af Gabriel Boeman; i 1673 gav Kongen udførlige Artikler for et Skydeselskab, om hvilket der dog ikke foreligger nærmere Oplysninger, og i 1688 fik en


375

Værtshusholder i Sølvgaden ved Navn Johan Statius Baden Tilladelse til at indrette en Skydebane for Alle og Enhver, og tillige falholde Mad, Øl og Vin. Det ældgamle danske Kompagni (det kgl. danske Skydeselskab), hvis Møder iøvrigt allerede før Beleiringen vare ophørte, hvis Gaard i Kompagnistræde var solgt, og hvis Kostbarheder befandt sig paa Raadhuset, synes allerede i Begyndelsen af Christian den Femtes Regjering at være bleven kaldet til Live paany og at have holdt sine Skydeøvelser paa den ovenfor nævnte Gabriel Boemans Skydebane, men det var dog først i 1694, da Kongen gav Selskabet nye Artikler, at det atter blomstrede for en Stund. De forandrede Tider vise sig ikke mindst deri, at medens det hidtil havde været Magistraten, som havde havt Opsyn med Selskabet, og dettes menige Medlemmer hidtil selv havde keiset deres Oldermænd, rigtignok "efter Borgmestres, Raads og de gamle Oldermænds Befaling", satte Kongen nu en Direkteur i Spidsen for Selskabet, nemlig Politimester Claus Rasch og beskikkede fire Dommere, "som skulde sige Parterne imellem, naar Disput om det bedste Skud forefaldt". Alle ærlige Personer, ligegyldigt af hvilken Stand de vare, kunde ligesom tidligere blive Medlemmer mod at betale 8 Rdlr. i Indgangspenge og ellers 4 Rdlr. om Aaret; dog skulde de være bosiddende i Kjøbenhavn. Hver Onsdag skjødes der til Skive, om Sommeren fra Kl. 8 til Kl. 1, om Vinteren fra Kl. 10 til 2, hvorimod Papegøieskydning kun skulde finde Sted to Gange om Aaret, nemlig ved Pintsetid og i Midten af August, hvilket dog ikke er blevet overholdt. Artiklerne indeholde meget detaillerede Bestemmelser om Brødrenes Forhold paa Skydebanen, om hvorledes de skulle omgaas med Geværerne, om Markørens Pligter og Virksomhed, Forbud mod at indtage stærke Drikke under Skydningen, smøge Tobak eller hengive sig til "Klat-Skyden" o. s. v. Kongen selv, Dronning Charlotte Amalie, Kronprinds Frederik, Prinds Carl, Prinds Christian og Kronprindsesse Sophie Hedevig lod sig alle indskrive i Broderbogen, og den 7de September 1694 indviede de kongelige Personer tilligemed deres Hofstat af Kavalerer og Damer, høie Herrer og Ministre den af Claus Rasch ny indrettede Skydebane udenfor Nørreport, "hvor i fordums Dage en Stang har været opreist og standet Falkene derved at afrette", rimeligvis paa, en Plads hinsides Søerne mellem Nørre- og Østerbro. Her var opsat en ny Papegøiestang og indrettet to Baner til Skiveskydning, hen-


376

holdsvis af 200 og 400 Alens Længde, og desuden en særlig lille Bane til Pistolskydning. Kongen nedskjød Papegøiens Hoved og vandt en Sølv-Kredentstallerken; Statholder Gyldenløve derimod Kroppen, hvorved han blev Fuglekonge og vandt et stort Sølvbæger af 40 Rdlrs. Værdi. Imidlertid tabte Interessen for Kompagniet sig hurtig, den kongelige Direktion ophørte, og i lange Tider hører man atter ikke Tale om det ærværdige Broderskab.

Af større Epidemier indtraf der i Christian den Femtes Tid ingen, naar undtages de alvorlige Sygdomme, som i 1675 og 1676, altsaa under Krigen med Sverig, hjemsøgte Flaaden og Hovedstaden. I 1680 truedes Byen vel af Pest fra Tydskland, og da det, ifølge et Kongebrev til det medicinske Fakultet, "ikke kan vides, om Gud Allermægtigste kunde være tilsinds vore Riger og Lande for des mangfoldig Synders Skyld iligemaade der med at hjemsøge", udstedtes der Forbud mod al Samkvem og Handelsforbindelse med de angrebne Steder, men man slap iøvrigt med Skrækken. Hvad Lægerne angaar, var deres Tal ikke stort; Holm angiver det samlede Antal i Danmark og Norge til 80, hvoraf 20 vare indvandrede Tydskere. Kjøbenhavn havde en Stadsphysikus, der fik Salair af Kommunen og tillige var Læge ved Kvæsthuset, og endel praktiserende Læger, hvis Antal af Holger Jacobæus angives til 19. Et betydningsfuldt Fremskridt var Forordningen om Læger og Apothekere af 4de December 1674, i hvilken det fastsattes, at Ingen maatte udøve Lægepraxis ved indvendige Sygdomme uden at have taget den medicinske Doktorgrad ved Universitetet her eller ved en fremmed Høiskole. For de udvendige Sygdommes Vedkommende brugtes fremdeles Bartskjærerne, Datidens Chirurger, og disse Folk, hvoraf der kun maatte være 21 i Kjøbenhavn, som havde deres Laugsartikler og Oldermænd som ethvert andet Haandværkslaug, som gik paa Jagt efter Bønhaser og Fuskere, og hvis hele Viden var erhvervet i Barberstuen, vare sikkert alt Andet end dygtige. Ved Bartskjærernes nye Laugsartikler af 1684 fastsattes det dog, at Enhver, der nedsatte sig, skulde examineres og kjendes for duelig af det medicinske Fakultet samt nogle kjøbenhavnske Mestre, før han kunde kjøbe sig et "Amt" af en afdød Mesters Enke. Prisen herfor i Kjøbenhavn var 300 Rdlr. Medens Lægerne saa ned paa Bartskjærerne, nærede disse atter en ophøiet Foragt for Baderne eller Badstumændene (af hvilke der forresten kun fandtes 3 i Byen),


377

som gik dem i Næringen. Denne Professions Tilværelse viser, at Brugen af Badstuer atter maa være kommen op, og man læser da ogsaa i Bartskjær-Artiklerne: "Badstu-Mændene skulle alene blive ved deres Badstue og Kopsætning og ei gjøre Bartskjær-Lauget nogen Indpas i deres Kunst, enten med Barberen, Aareladen, Patienter at forbinde eller kurere, ei heller Bækkener eller Bartskjær-Skilt at udhænge". Kopsætning var altsaa den eneste Operation, Baderne havde Ret til at udføre. Det fortjener at fremhæves, at Jordemoderexamen for første Gang afholdtes den 30te September 1673 i Domus anatomica, og at 15 kjøbenhavnske Jordemødre ved denne Leilighed bleve examinerede, ligesom Apothekerne sattes paa en bedre Fod end hidtil og fik en ny Taxt for deres 2,925 Slags forskjellige Medikamenter. Af Apotheker havde Byen, foruden Hofapotheket (paa Slottet) Svaneapotheket i Høibrostræde, Løveapotheket i Vimmelskaftet, og Kong Salomons Apothek paa Østergade, faaet et nyt i 1670, nemlig Elephantapotheket paa Kjøbmagergade, der indrettedes af Hofapotheker Johan Gottfried Becker. Mere benyttet af de lavere Samfundsklasser end Læger, Apothekere og Jordemødre, var dog Husraad, kloge Mænd og Koner saavelsom omreisende Kvaksalvere, hvoraf nogle endog fik Bevilling til at praktisere. Saaledes erhvervede "Broksnider og Oculist" Laurentius Nicolai i 1671 kongelig Tilladelse til at nedsætte sig i Hovedstaden og bruge "Aareladen, Medicin og Kur, saa meget fornøden gjøres", naar han ikke greb ind i Bartskjærernes "Haandværk", og i 1689 lykkedes det Andreas Michel de Lorme at faa en lignende Tilladelse, efterdi han "om en sekret Kunst skal være vidende, hvorved han Tarmløb, ihvor farlig den endog kunde være, kan kurere.« Skarpretteren havde en god Praxis med Benskader, ja Kongen selv kjøbte - som Mejborg oplyser - gjentagne Gange Recepter af omstreifende Linedandsere og Gjøglere, som tog indtil 2000 Kroner for Opskriften paa en Balsam. I 1698 lod han den "kloge« Rektor i Ribe, Jørgen Seerup, kalde til Kjøbenhavn for at kopsulere ham om sin Hofteskade, netop den samme habile Skolemester, som nogle Aar iforveien var bleven opfordret til at assistere ved den nye Bibeloversættelse.

Signen, Maalen og Manen, visse Dages Udvælgelse, Charakterers Misbrug og lignende mistænkte Kunster - som det hedder i Danske Lov - traadte ogsaa hyppigt i Stedet for lægekyndig


378

Assistance, thi Tiden var i høi Grad overtroisk. Det er i saa Henseende betegnende, at det udtrykkelig paalagdes Jordemødrene at "entholde sig fra alle uchristelige, ulovlige, ja afgudiske og djævelske Midler". Troen paa en Djævel, til hvilken Menneskene kunde træde i personligt Forhold, var meget udbredt; saaledes hørte Frederik Klyne og hans Broder en Nat i Fyrendals Skov "Satan tale lydeligen i Skoven", og Resen skriver, at "Aar 1670 udi April Maaned har Satan indstillet sig i et ugudeligt Kro-Selskab paa Christianshavn, hvor han med dennem har spillet Kort, og at det var Satan, er omsider befunden, der han hastelig forsvandt og blev borte". Der forefaldt endnu af og til Hexeprocesser; Bircherod fortæller saaledes, at et Par Kvinder i 1670 og 1671 bleve brændte i Fyen under stort Tilløb af Nysgjerrige, og i 1693 afsagde Høiesteret Dom over fire Troldkvinder fra Nykjøbing paa Falster, hvoraf de to dømtes til at "forbrændes". Selv lærde Folk gav sig af med overtroiske Kunster; saaledes forstod den berømte islandske Professor Arne Magnusson at "vise igjen", hvilket "han en Dag præsterede hos en Mand i Fiolstræde, der havde mistet sine Sølvknapper", men et Omslag var dog ifærd med at indtræde; vægtige Stemmer reiste sig imod Djævletroen, og endelig gav den forargelige og skandaleuse Thistedske Besættelsessag Hexeprocesserne Naadestødet. Her havde nemlig Præsten Mag. Oluf Jensen Bjørn forledet nogle Kvinder til at anstille sig som besatte, dels for at hævne sig paa Borgmester Enevold Nielsens Hustru, der havde nægtet at give ham sin Datter til Ægte, dels i vellystig Hensigt for at drive Uterlighed med de paagjældende Kvinder. Ved Henvendelse ikke blot til theologiske, men ogsaa til medicinske Autoriteter, kom Sandheden for Dagen, og Høiesteret dømte Anstifteren Mag. Bjørn fra Kald og Kjortel samt til livsvarigt Fængsel, medens de tre forførte Kvinder skulde hensættes til livsvarig Tugthusstraf. Bjørn, der havde formaaende Venner, blev dog allerede benaadet Aaret efter mod at forlade Landet. Det vilde føre for vidt at komme ind paa det lange og lønnende Kapitel om Overtro, som end ikke i vore Dage er afsluttet; kun skal det fremhæves, at man med ualmindelig Ængstelse iagttog Luftsyn og andre Phænomener paa Himlen. Bircherod fortæller, at der i Mai 1680 faldt Ild fra Himlen, før Sol stod op, det vil sige et Meteorfald, som fik Alle, der saa det, til "at falde udi Afmægtighed til Jorden og daane",


379

og den "forskrækkelige, store" Komet, som viste sig i December Maaned samme Aar, indjog ualmindelig Skræk i vide Kredse. Den 15de Mai 1692 "saa mange Baadsmænd paa Holmen om Morgenen Kl. 6 tre Krigsflaader paa Himlen, og det saa tydeligt, at de næsten kunde kjende Seil og Flag, ogsaa hvorledes et Skib blev bugseret af en Baad", en Luftspeiling, der sikkert er bleven fortolket som et Varsel om Krig, ligesom man, da der i 1671 i Sønder Aaby paa Fyen fandtes to Krebseøine med det kongelige Navnechiffer og en Fortunaskikkelse heri saa "en høist mærkelig af Gud og Naturen til Ære for Kongen slaaet Medaille."

Datidens Aviser gjorde, hvad der stod i deres Magt for at befordre Overtroen. Det er foran (II. S. 206) omtalt, at Aaret 1672 kan betragtes som den danske Journalistiks egentlige Fødselsaar, thi fra dette Aar udkom ved Siden af Bordings rimede "Danske Mercurius": Bogtrykker Jørgen Gødes danske Ugeavis "Ordinaire Posttidinger" og Daniel Paullis "Extraordinaire Maanedlige Relationer" saavelsom hans danske og tydske Ugeavis. Ved Siden af adskilligt Godt og Nyttigt som Efterretninger fra Krigsskuepladsen, historiske Oversigter, Handels- og Skibsefterretninger, Lister over Fødte og Døde i Kjøbenhavn, Vejrberetninger, Foretagender af offentlig Interesse og rene Nyheder som Ildsvaader, Ulykkestilfælde o. d., indeholde disse Blade en Overflod af Fortællinger om Tegn og Undere, Varsler og Syn, baade i Ind- og Udland. Af Folkephantasiens Arsenal myldre de frem disse vidunderlige Skabninger - skriver Stolpe - Spøgelser, Havmænd, Orme med Menneskehoveder, Drager og Uhyrer, ikke sjeldent afbildede, og der er vel ingen Tvivl om, at denne Del af Bladene er bleven læst med spændt Opmærksomhed af hin Tids Matroner. Selv Øresund befolkedes med slige overnaturlige Væsener; saaledes saas i 1669 en Havfrue ved Saltholmen, "en skjøn, sortøiet, høibarmet og hvidhudet Kvinde med Menneskehænder og Fiskehale"; i 1676 bemærkedes en Havmand ved Falsterbo Rev. Undertiden stiller Maanedsavisen sig dog noget tvivlende til dette Slags Nyheder; saaledes skriver den om en Orm med et Hundehoved, der har vist sig i Tyskland: "Kanske Noget er sandt, og Noget Løgn, og af dennem opdigtet, som har godt deraf, at de kan bedrage Folk; derfor maa Enhver tage det for sit eget Værd", og en Forevisning i Kjøbenhavn i September 1674 omtales i følgende Stykke, der


380

tillige kan tjene som Prøve paa Bladets Stil: "Her i Kjøbenhavn haver været en Mand, som lod et underligt Kreatur se for Penge, hvilket han berettede at være kommen fra Afrika og at være en Basilisk. Mens uanset at den var saa kunstig sammensat, at Ingen lettelig kunde kjende det, saa er der dog ingen Tvivl paa, at den jo var gjort med Kunst og overdragen med Skindet af en Skade- eller Rokkefisk. At den er falsk, er saa meget mere troligt, som der endnu aldrig noget Steds i Verden er fundet nogen Basiliskes Rad (Skelet), da dog den ganske Verden af mange omhyggelige Folk er omreist, hvilke ikke have anvendt liden Tid, Omkostning og Flid paa at forfare og opspore Alt det, som nogetsteds er mærkeligt og sært at finde. De fleste Lærde holde for, at der findes ingen Basilisk i Verden, tilmed da det er befundet usandfærdigt, at en Basilisk kommer af et Haneæg." Med Hensyn til Overtros Udbredelse indtræder der iøvrigt et kjendeligt Omslag i Aviserne henimod Aarhundredets Slutning; Satan figurerer nu kun sjældent i dem og de overtroiske Historier ligesaa - de ere aabenbart ved at gaa af Mode.

For Aviserne saavelsom for Samfærdslen i det Hele skete et vigtigt Fremskridt ved den almindelige Postforordning af 25 Decbr. 1694, ved hvilken Forbindelsen mellem Kjøbenhavn og Hamborg, saavelsom mellem Kjøbenhavn og Christiania blev endel hurtigere. Den ridende Post mellem de to førstnævnte Stæder afgik to Gange om Ugen (fra Kjøbenhavn hver Tirsdag og Lørdag Aften, fra Hamborg hver Tirsdag og Fredag Aften) og var halvtredie Døgn underveis; den ridende norske Post afgik kun én Gang om Ugen (hver Lørdag Aften) til Christiania og var 4 1/2 Døgn underveis. De agende Poster vare selvfølgelig adskilligt langsommere. Imellem Kjøbenhavn og Helsingør var der daglig Postforbindelse, dog kun ved gaaende Bud, og herfra førtes da Breve og Reisende over til Helsingborg med "Avisbaaden". Generalpostmester var Feltmarechallieutenant Christian Gyldenløve (smlgn. II. S. 208), en Søn af Christian den Femte med Sophia Amalie Moth, men faktisk bestyredes Postvæsenet af hans Onkel, Geheimeraad Moth. Indtægterne vare saa betydelige, at de ifølge en svensk Gesandts Beretning endog vakte Misundelse i den kongelige Familie. I 1686 opdagedes der store Underslæb, idet man havde for Skik at forsende alle Slags Breve under de Kouverter og Signeter, som benyttedes til


381

kongelige Tjenestebreve og saaledes unddrage sig Portoen, en Trafik, der søgtes standset ved Mulkter; ligeledes forbødes det Ageposterne og Vognmændene at drive Brevbesørgelse for egen Regning.

Af Bogtrykkere fandtes der et anseeligt Antal i Hovedstaden; Nyrop anfører i sin Boghandelens Historie henved en Snes forskjellige Navne; af Boghandlere vare de bekjendteste: den foran nævnte Daniel Paulli, Christian Cassuben og Peder Haubolt, foruden nogle hollandske Boghandlere, som havde stadigt Udsalg her, samt et Antal fremmede Bogførere, der søgte til Danmark. Bøgerne falbødes dels fra de Paagjældendes Bopæle, dels fra Børsen, ja Cassuben havde trods det bekjendte Forbud endnu Udsalg i Nikolai Kirke. Den største Afsætning var paa gudelige Bøger og Smaaskrifter med kurieuse Titler som "Katechismi Børns aandelige Mælk og Tyggemad", eller "Den søde og velsmagende Katechismi Bryst-Mælk" o. lign., men flere af Boghandlerne, navnlig Cassuben, ernærede sig for en Del ved Eftertryk, som trods alle kongelige Privilegier og Forbud dreves med stor Ugenerthed. Universitetet havde ligesom nu Eneret paa Almanakker, og Trykningen af dem overdroges i Regelen til den ene Universitetsbogtrykker. Man havde baade danske Almanakker og tydske (af Fuhrmann), og efter Tidens Skik indeholdt de, skjøndt det atter og atter var blevet forbudt, alle Slags "Spaadomme om Krig, Oprør, Sygdom, stor Modgang og Bedrøvelse, Bedrageri og andre Farligheder, over hvilke Spaadomme Hs. Majestæts fattige og enfoldige Undersaatter snart maatte falde i Mishaab og Melancholi, de Onde og af saadanne Spaadomme maatte fatte adskillig onde Tanker." Der blev anlagt Sag mod Bogtrykkeren Henrik Gøde i denne Anledning i 1672, men, skjøndt han idømtes haard Straf af Konsistoriet, frifandtes han af Høiesteret. Bircherod fortæller, at Frederik den Tredies Død var forudsagt i Almanakken af 1670, thi der læstes foran Februar Maaned: "Eine heroische Person steht in Lebensgefahr", hvilket strax blev fortolket som gjældende den danske Konge.

Skjøndt den kjøbenhavnske Borgerstands økonomiske Tilstand ikke var tilfredsstillende i Christian den Femtes Dage, morede man sig dog fortræffeligt, og der var Steder nok, hvor alle Samfundsklasser kunde tilfredsstille deres Ganer og Struber. Byen var i


382

Virkeligheden oversvømmet af Øl- og Brændevinsboder, Vinhuse, Thehuse (thi Kaffehuse kjendtes neppe endnu), Beværtningssteder, Gjæstgivergaarde o. lign. "Øltappere - hedder det i en Magistratsskrivelse af 1695 - er en almindelig Næring, som alle Slags unge Folk, der komme i Ægteskab sammen og intet Andet har lært og intet Andet véd, gjerne antage. Det er Folk, som mest formeres af Tjenestefolk, som Kudske, Lakaier, Bryggersvende, Gaardskarle, Arbeidskarle, Koffardibaadsmænd og adskillige Haandværkssvende, ja Mestere, Maltgjørere, Brændevinsbrændere og andre Handelsfolk, naar deres Næring slaar dem feil. I dette Tal kommer ogsaa desværre Soldater, Tøihusfolk og Kongens Baadsfolk, ikke til ringe Præjudice, og de bo overalt udi alle Gader og Stræder, i Leiehuse og Kjældere. Bestemtes et vist Tal, vilde mange gribe til Bettelstaven eller flytte af Staden eller af Riget, hvorved mange Huse og Kjældere blev ledige." Af Brændevinsbrændere fandtes der i 1698 ikke mindre end 245 i Kjøbenhavn, og Udsalg af dansk Brændevin var ligeledes i Hænderne paa ubemidlede Folk, der boede i maadelige og smaa Huse saavelsom i Kjældere. Magistraten fandt ikke det stigende Brændevinsforbrug skadeligt, thi dels gavnede det Landmændenes Afsætning af Korn, dels fremhjalp det forskjellig Smaanæring i Staden. Afskaffede man Brændevinsbrænding i Kjøbenhavn, vilde det kun komme Provindserne tilgode, en stor Del Huse og Kjældere vilde komme til at staa ledige til Skade for Huseierne, og Kongens Indtægter af Told og Konsumption vilde forringes.

Den finere og mere velstaaende Del af Befolkningen søgte til Vinhusene, hvor der iøvrigt ogsaa solgtes Øl. Mange af disse ere omtalte foran (II. S. 218 og flgd.). Næst efter Raadhuskjælderen var uden Tvivl Boldhuskjælderen den mest ansete, i hvilken Frederik den Tredies fhv. Mundskjænk, Frederik Vinterberg i 1669 havde faaet Tilladelse til foruden nogen Leies Betaling at holde en fri og aaben Skjænk af alle Slags Vin- og Ølsorter og derhos være forskaanet for al borgerlig Tynge og Besværing. Christian den Femte fornyede Privilegiet ved sin Thronbestigelse, men da Boldhuset det følgende Aar gik over i Rigsmarskalk v. Körbitz's Besiddelse, maatte Vinterberg fraflytte Kjælderen. Han beholdt dog Privilegiet og fik Lov til at indrette sin nye Kjælder "hvor det hannem kan beleiligst falde". Boldhuskjælderen synes i mere end én Henseende


383

at have været en fugtig Kjælder; i hvert Fald havde Körbitz stort Besvær med at holde Vandet ude af den. En meget besøgt Vinkjælder var endvidere Blasen paa Hjørnet af Nørregade og Gammeltorv, som under Ildebranden i 1728 blev sprængt i Luften, Baccharach (opkaldt efter en By ved Rhinen og navnlig besøgt af Kjøbmænd og Skippere) paa det modsatte Hjørne (Hjørnet af Nørregade og Klædeboderne) og Dyrkjøb ved Frue Kirkegaard paa Hjørnet af Nørregade og den Plads, som har faaet Navn efter Vinhuset. I 1699 blev "til Vor Frue Kirkes Sikkerhed (i Ildsvaadetilfælde) saavelsom til Kirkegaardens zirlige Indrettelse" en Del af Dyrkjøb, som sprang frem paa Kirkegaarden, nedbrudt; dets Beliggenhed ses tydeligt paa Kortet. I denne Anledning udkom der et Digt med Titelen: "Det glædelige Dyrkjøbs Ihukommelse, der det Aar 1699, saa nær ved Seculi Ende, nedfaldt i sit annum climactericum og deri expirerede." Forfatteren udtaler først sin dybe Beklagelse over, at det skal gaa Dyrkjøb, som det gik Karthago og Tyrus; vel har man set, at faldefærdige Huse ere blevne nedrevne:

"Men at et Glædehus i Fredetid bedrøves,
At mossegroede Sten fra stærke Stolper røves,
Og aldrig samles skal til bedre bygget Hus,
Det haardt fortryde maa den vellogeret Mus."

Herpaa udføres videre, hvorledes Gjæster endog i den mørke Nat og ved Daggry, naar Hanen galede, søgte til Stedet, hvorledes de kjældervante Drenge sprang for dem, og hvorledes der altid spilledes Skak, Brætspil, Forkering, Lanter, Labet og Suderspil. Naar Froprædiken var tilende i Frue Kirke, strømmede Folk til, ja der gaves de Borgere, som sang Høimessens Kyrie i "Vinens Spidseglas". Ogsaa naar Aftensangen var forbi, vendte de fleste deres Næser til Dyrkjøbs Hjørne, og de nybagte Studenter saavelsom de, der havde taget Baccalauri-Graden og Attestats, gik til Vinhuset for "noget Mer at lære". Her pantsatte Studenterne deres Kapper ved Depositsen for at traktere Kameraterne, og her var megen pudserlig Skjæmt. Nu vil Alt blive anderledes, thi

"Hvor Oxehovder Vin tilforne laa paa Lad,
Der skal Ligkister staa. med døde Kroppers Rad,
Dog skal det være Trøst for mangen fugtig Hjerne,
Som sig med Glasset lod i Stuen findes gjerne,
Om han i Kjældrens Grund herefter hvile maa,
Hvor den velsmagte Vin i gamle Dage laa."


384

"Blasen" og "Baccharach" ville imidlertid drage Fordel af denne Forandring:

"De to har Intet tabt ved Dyrkjøbs Død og Grave,
De arve mangen Gjæst og større Næring have,
De providere sig med flere Ahmer Vin
End dem i forrig Tid fra Nantes og fra Rhin.
Men vi, som Dyrkjøbs Flor i gamle Dage kjendte,
Og saa dets Kompagni, lod ogsaa derfra hente,
Saa mangen Lædske-Pæl, vi glemme aldrig det,
At denne lystig Krog forsvandt og blev saa slet."

I 1677 nævnes en Vinkjælder ved Navn Godtkjøb, som ogsaa besøgtes af Studenter, og der har selvfølgelig været en stor Mængde andre. I dem alle, blev der spillet de ovenfor nævnte Spil, men henimod Aarhundredets Slutning blev det Mode at spille Hasard, "Bassette, Trente et quarante, Pour et contre, saa og med Bank at holde", hvilket ufortøvet forbødes. Politimester Claus Rasch fik Befaling til at advare alle Vintappere, Herbergerer og Theværter mod at taale slige Spil i deres Huse, og Politibetjentene fik, naar de overraskede Spillerne paa fersk Gjerning, Lov til at "borttage de Penge, de i saa Maader kunde overkomme" og dele dem mellem sig. Desuden skulde de Skyldige, dog navnlig Værterne, betale "anseelige Penge efter Forseelsens befundne Beskaffenhed" til Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn.

Af de foran (II. S. 215) nævnte Gjæstgiversteder og Værtshuse bestod de fleste endnu, ogsaa det Kommunen tilhørende "Store Lækkerbidsken" paa Amagertorv. I 1682 besluttede imidlertid Magistraten at afhænde Gaarden, og Kongen gav Tilladelse dertil, dog paa den Betingelse, at der her fremdeles skulde holdes "et forsvarligt Værtshus", ligesom Kjøbenhavns Vaaben skulde anbringes over Døren tilligemed Indskriften: "Kjøbenhavns Stads-Værtshus 1682". Peter Jakobsen Timmermand, en Søn af Dorothe salig Jakob Timmermands, som i en Aarrække havde havt Hotellet i Leie, kjøbte Gaarden for 10,531 Slettedaler og fik forskjellige Privilegier, som at være fri for Byens Bestillinger og for Indkvartering. Det tillodes dog Kjøberen at opgive Gjæstgiveriet, naar han fandt for godt, mod at Privilegierne faldt bort. Sandsynligvis er Peter Timmermand død i 1686, hvorved Gjæstgiveriet ophørte, thi i dette Aar fik Jørgen Jørgensen kongelig Bevilling til at indrette et Stads-Værtshus i sin Gaard i Høibrostræde (paa den


385

Side af Gaden, som efter Branden udlagdes til Høibroplads), ifald Magistraten vilde beskikke ham dertil, og Aaret efter lykkedes det ham at erhverve en saadan Beskikkelse, "saasom sligt et Hus eragtes at være høilig fornøden og hel umistelig udi saadan kongelig Residentsstad." Han udhængte nu Kjøbenhavns Vaaben over sin Dør og fik de samme Privilegier, som Peter Timmermand havde havt. Dennes Enke solgte i 1689 "Lækkerbidsken" til Etatsraad Elias Hübsch, fra hvem den i 1701 gik over i en Kjøbmands Besiddelse og senere atter skiftede Eier flere Gange. Den brændte i den store Ildebrand 1795. I et af de saakaldte "Numere" ligeoverfor Holmens Kirke i Størestræde - saaledes kaldede, fordi de vare de eneste numererede Huse i Byen indtil Struensees Tid - havde Thomas Christensen Galskjødt et Vin- Logis- og Spisehus i Numer 4, som fortjener at nævnes, fordi det var her, at Jesper Oldfux traf Skipper Adrian fra Vlie og hørte ham berømme Jakob v. Thybos Tapperhed. "Nøglen" paa Kjøbmagergade, "Prinds Jørgen" paa Østergade og "Churprindsen af Sachsen" paa Nikolai Kirkegaard vare formentlig Værtshuse af lavere Rang.

Christian den Femtes Tidsalder var en Forlystelsernes Tid. Om Kongen selv siger en Samtidig: "Han elsker Forlystelser", og det Exempel, der udgik fra Hoffet, fulgtes efter Evne eller snarere over Evne af Borgerne og de lavere Samfundsklasser. Livet ved Hoffet, om hvilket Mejborg har udgivet en særdeles underholdende og instruktiv Bog, var forfinet og elegant; Grever og Friherrer, Riddere af Elephanten og af Dannebrog, Kammerherrer (som dengang bare Guldnøglen i en blaa Baandsløife paa den høire Lommetaske, hvorfra den først trængtes tilbage ved de smallere Kjoleskjøder) høitstaaende Embedsmænd og Hofdamer færdedes i de gamle Sale paa Kjøbenhavns Slot, men trods al Forfinelse, Etikette og Ceremoniel viste Forbindelsen med Renaissancetiden sig endnu ved, at man fandt Behag i at holde Dværge og Dværginder (Grev Hans og Frøken Elselil) eller Negere, der indkjøbtes i Udlandet og for Modsætningens Skyld vare klædte i alle Slags spraglede Klæder. Det er bekjendt, at Menigmand kunde faa Kongen i Tale, naar denne opholdt sig i Staldene, men for at komme til Hove, og snart for overhovedet at kunne bjerge sig mellem sine Ligemænd i Stilling og Dannelse maatte man have Rang, hvilken derfor blev uhyre efterstræbt. I Rangforordningen


386

af 1671 vare Professorerne ved Kjøbenhavns Universitet blevne forbigaaede, hvorover de følte sig stærkt forurettede, og da Thomas Bartholin og Villum Worm ved et Bryllup paa Bryggernes Laugshus havde maattet vige Fordandsen for to unge Sekretairer, som nylig havde besøgt deres Forelæsninger, indgav samtlige Professorer Ansøgning om Rang. Griffenfeld afslog det imidlertid, idet han bemærkede: "Blive I mere, end I nu ere, saa ophøre I snart at være det, som I ere og skulle være", men i 1679 tilstedes der dem samme Rang som Kongens egne Betjente og Andre af den adelige Stand med den Motivering, at "Ære og Værdighed bør saa uadskillelig Dyden at følge, som Skyggen Legemet". Hvor nøieregnende man var med Hensyn til Rangen, ses af Bircherods Notits fra 1694: "Oberstlieutenant v. Osten kommer i nogen Ulempe formedelst Doctor Masii Kjærestes Begravelse, hvor han tog sin Rang over Bispen og Hofprædikanten, hvilket Kongen tog op i Unaade, og befalte Politimester at tale hannem til for tusind Rigsdaler; begge Bedemændene maatte betale 50 Rdlr., fordi de præsenterede deres sædvanlige Gevær for Fruentimmeret. Doctor Masius selv gaar ikke heller Ram foruden og er opskreven for 500 Rigsdaler."

Der er neppe Anledning til at dvæle ved Kongehusets Fester i det Enkelte, thi de havde helt skiftet Udseende; medens de fordum vare sande Folkefester, havde de nu et afgjort intimt Præg og vare i det Store og Hele Familiefester. At Kongen holdt Parforcejagter, Fodturnering inden Døre, Ringrenden, Maskerader, Balletter eller overværede franske Skuespil paa et midlertidigt Theater i Slottets Riddersal kom ikke den store Mængde tilgode, saalidt som de Dyrekampe, der engang imellem anstilledes paa Ridebanen, hvor Bjørne, Hunde, Tigere, Grævlinge og Tyre bleve slupne løs paa hverandre. Kun i ganske enkelte Tilfælde kunde Masserne blive Øienvidner til Herskerens Fornøielser saaledes ved den prægtige Karoussel og Turnering, der foranstaltedes den 13de April 1685 paa Kongens Nytorv, og af hvilken der er bevaret en udførlig Skildring. De fremmede Ambassadeurers Ankomst til Staden og paafølgende Audientser gav ligeledes Indbyggerne Noget at se; der blev da saluteret fra Voldene eller fra Skibene, de kongelige Karosser bevægede sig i et langt Optog gjennem Gaderne, hvor Borgervæbningen stod opmarcheret; Vagterne vare fordoblede,


387

og hist og her var der opstillet større Troppeafdelinger med vaiende Faner og Trompetere. Dette Slags Skuespil hørte overhovedet ikke til Sjældenhederne, thi de gjentog sig hver Gang fyrstelige Personer kom til Staden, ved hvilke Leiligheder Kongehuset endnu laante Senge hos Borgerne, og de antog en særlig pragtfuld Charaktér ved høitidelige Leiligheder som Kronprindsens Formæling med Prindsesse Louise af Mecklenborg, Prindsesse Ulrikka Eleonoras Forlovelse med Carl den Ellevte af Sverig, Enkedronning Sophie Amalias Begravelse o. s. v. Slottet og Skibene i Havnen vare da undertiden illuminerede; der afbrændtes Fyrværk, som dog stod langt tilbage for, hvad der præsteredes i Christian den Fjerdes Tid, og Springvandet paa Gammeltorv sprang "igjennem alle de dertil paa Fontainen beskikkede Rør og Delineamenter Hans kongelige Majestæt og det høie Herskab til Plaisir og Staden til Zirat." Til de dagligdags offentlige Fornøielser kan regnes Musiken paa Slotspladsen, naar Kongen sad til Taffels, om hvilken Holberg fortæller følgende snurrige Anekdote: "Det berettes om en Hyrdedreng, som tilforn aldrig havde været i Hovedstaden, at da han paa Slotspladsen saa Paukerne og Trompeterne, da de blæste til Taffels, brast han i Latter og ved sin Hjemkomst fortalte, at han blandt andre underlige Ting havde set nogle stribede Dyr, der saa ud som Kaalorme, hvilke paa den ene Side af Pladsen stod og bede nogle Slanger udi Rumpen, indtil de skrege, og paa den anden Side to Gryder, hvorudi Ærter kogede, af hvilke Gryder Fanden (thi Paukenslageren var en sort Morian) øsede Ærterne, nu af den ene, nu af den anden."

Ved Begravelser, Bryllupper, Barsler og Gjæstebud lagde den stigende Luxus hos Borgerne sig især for Dagen, og i god Overensstemmelse med den gamle Tradition, skjøndt fordetmeste med ligesaa ringe Udbytte som tidligere, aabnede Regjeringen et skarpt Felttog mod Ødselheden. Den 7de Novbr. 1682 udkom den store Forordning om Begravelser, i hvis Motivering det hedder, at "megen stor Overdaadighed og unyttig Omkostning af de Fleste over deres Stand og Vilkaar gjøres af en vrang Indbildning, at derved de Afdøde sker nogen Ære og Tjeneste", saaledes at de sætte deres Midler overstyr, "at de det sent eller aldrig forvinde". Skjøndt dette lyder stærkt, er det dog neppe synderligt overdrevent; det Mærkelige er kun, at det tilladelige Omfang af Overdaadigheden


388

afmaales efter Rang og ikke efter Formue, saaledes at de høiere Rangklasser frit kunne ødelægge sig ved Luxus, medens den formuende, men "gemene" Mand tvinges til Tarvelighed. Ved Forordningen inddeles Indbyggerne i syv Klasser, nemlig 1) Grever, 2) Geheimeraader, Friherrer og Ober-Charger, 3) Militaire, som have ladet deres Tapperhed se i Kongens Tjeneste tillands og tilvands, 4) Andre af Rangen indtil Landsdommere, 5) de Øvrige af Rangen og Adelige, 6) Geistlig og verdslig Øvrighed, Præster i Kjøbstæderne og graduerede Personer, og endelig 7) alle Andre. Enhver af disse Klasser har nu sin særlige Begravelsesmaade; Greverne kunne holde Begravelser og opsætte Monumenter over de Afdøde efter deres egen Lyst, Geheimeraader og Andre med dem Ligestillede maa overtrække Ligkisterne med Fløil, lade tre Stuer drage, bruge Himmel over Liget samt Ligvogn med 6 Heste for. De Andre af Rangen indtil Landsdommere maa kun have to Ligstuer dragne og bruge Ligvogn med 4 Heste, de øvrige i Rangen og Adelige maa kun lade én Stue overtrække med Sort, og saaledes bestandig simplere efter Stand og Vilkaar. Alt Haab om en fin Begravelse for almindelige Dødelige udelukkes dog ikke, thi Forordningen slutter med følgende mærkværdige Ord: "Skulde ellers Nogle, som ikke dertil særdeles ere priviligerede, kunne erholde vores allernaadigste Tilladelse deres Døde paa selv behagelig Maade og med større Bekostning at begrave, da skal samme allernaadigste Bevilling først skrives paa stemplet Papir til 50 Rdlr. Arket og dog desforuden betales til Hospitalerne for hver Post, som er imod Forordningen."

Forordningen giver et ret godt Indblik i, hvorledes det i tidligere Tid var gaaet til ved en Begravelse, og rimeligvis ogsaa vedblivende gik til, eftersom Paabudene ikke bleve overholdte og maatte fornyes i 1724. Naar en velstaaende Borger var død, blev Liget klædt af Kvinder og lagt i Kiste, som helst skulde være af Egetræ, ved hvilken Ceremoni et stort Antal Slægtninge, Venner og Naboer vare tilstede, som trakteredes med Mad, Drikke og Konfekt. At alle Familiens Medlemmer iførte sig Sørgedragt, er en Selvfølge, men ogsaa til Tyendet uddeltes der Sørgeklæder, Sørgestrømper, Sørgesko og Handsker. Ligkisten, Som stod aaben, anbragtes i den med Sort beklædte Ligstue, omgiven af Voxlys, ofte ogsaa med Vaaben og Skjolde, selv om den Afdøde ikke havde


389

havt Ret til at føre saadant. Saalænge Liget stod over Jorden, holdtes der Vaagestue, eller om man vil: Ligvagt, og det gik da lystigt til, idet Gamle og Unge tilbragte Tiden i Sørgehuset med allehaande Lege og bleve herligt trakterede. Om Dagen strømmede nærmere og fjernere Bekjendte til for at kondolere Familien, og der overraktes dem da trykte Ligvers, i Reglen forfattede af en eller anden Studiosus, enten paa Bestilling eller af egen Drift for at opnaa en liden Indtægt. Om et Besøg i en saadan "Sørgestue" hos en Enke hedder det i "Menoza": "Hende fandt vi liggende paa en sort Parade-Seng i Parade-Sorg, og da jeg, som mente, hun var syg, kondolerte ei mindre over hendes Sygdom end over Mandens Død, mærkte jeg, hun stødte sig lidet paa den Kompliment, menende, at jeg skjæmtede med hende, hvilket dog var langt fra mine Tanker, helst i en Sørge-Stue. Siden sagde man mig, det var ikkun en Ceremoniel-Syge, som alle fornemme Enker her til Lands maa for Anstændigheds Skyld synes at have over deres Mands Død." Holberg véd ogsaa, hvor fornøieligt det gik til i Vaage- og Sørgestuer; "jeg erindrer mig i min Barndom - siger han - hvilken Glæde det var for mig og Andre, naar vi fik at vide, at et af vore Naboers Børn var død, thi derpaa fulgte mange gode, fede Dage."

Liget stod længe over Jorden - ti Uger synes ikke at have været usædvanligt. Naar Begravelsen skulde finde Sted, gik Bedemænd (som iøvrigt ogsaa brugtes ved Bryllupper) rundt og indbød Folk til at følge eller bære. Bedemændene figurerede ogsaa paa selve Begravelsesdagen foruden "Marechaller". Ved Udbæringen af Kisten vare Kvinderne forsamlede i Ligstuen, og her serveredes da med Vin, Mad og Konfekt. Ligkisten, som i Regelen bar en Indskrift, men dog var dækket med et prægtigt Klæde, blev nu enten baaren af Studenter eller kjørt paa Ligvogn gjennem Byen til Kirken, efterfulgt af Skoledrenge i Sørgekapper og et stort Antal med Sort overtrukne eller kun sortmalede Karosser, thi der var leiet én Vogn til hver enkelt Indbudt. Naar Begravelsen foregik om Aftenen, hvilket den i Regelen gjorde, naar den Afdøde var en "fornemme" Borger, ledsagedes Toget af Personer, der bare leiede Lygter - Hornlygter, Glaslygter, smaa trekantede Lygter eller Papirlygter. Under Processionen ringede enten alle Byens Kirkeklokker eller dog nogle af Klokkerne i den Kirke, hvor Liget


390

skulde begraves; var det en særlig "fin" Begravelse, spillede ovenikjøbet Sangværket i Helligaandskirken. Kirken var fuldt oplyst med Vox- og Tællelys, og et Antal af Vor Frue Skoles Disciple i lange Kapper sang christelige Ligpsalmer. Derpaa holdt Præsten en Ligtale og kastede Jord paa Kisten, naar den var nedsænket i Graven, hvad enten dette nu skete i Kirkebygningen selv eller i Urtegaarden udenfor dens Mure. Aftenen endte i Almindelighed atter med Svir og Traktement.

Begravelsesforordningen af 1682 førte til Oprettelsen af en kommunal Ligbærerinstitution i to Klasser: en Overklasse, bestaaende af 36 "skikkelige Mænd og Borgere", som skulde bære alle "fornemme Lig«, og en Underklasse for de lavere Samfundslag. Da Ligbæring imidlertid forhen havde været en af Studenternes Hovedindtægter, og de ikke frivilligt vilde give Afkald paa den, klagede Ligbærerne til Kongen, og det blev da bestemt, at "til de Geistliges Lig at bære saavelsom til deres, som af Akademiet dependerer og haver studeret, maa alene Studenter bruges, naar Saadant begjæres", men ellers maatte Ingen befatte sig med Ligbæren uden de kommunale Ligbærere. Under Pesten i 1711 blev man dog igjen nødt til at henvende sig til Studenterne. Det er betegnende for Datidens Opfattelse af de saakaldte "uærlige Folk", hvortil i den almindelige Bevidsthed Skarpretteren, Natmanden, Hestegildere, Svinesnidere, Skorstensfeiere, Renovationsfolk o. lign. hørte, at Ligbærermændenes Underklasse i 1683 nægtede at bære en Skarpretters Lig til Graven. Deres Bestallinger bleve dem derfor fratagne, og der blev endydermere anlagt Sag mod dem, men da de bade om Forladelse, slap de med en Mulkt. En Forordning af 1685 forbød vel at stemple de nævnte Bestillinger som "uærlige" eller lade Nogen, som befattede sig med dem "komme i ringeste Foragt eller Æresforkleining", men den frugtede neppe synderligt; det varede i Virkeligheden lange Tider, før denne Fordom helt forsvandt.

Bryllupper hørte selvfølgelig ogsaa til de store Privatfester, ved hvilke Borgerne udfoldede en i Forhold til deres Livsvilkaar og Formue overvættes Pragt. Forud gik Trolovelsen, til hvilken Slægt og Venner bleve indbudne, og i deres Nærværelse gav da Brudeparret Løftet og udvexlede Ringe, en Ceremoni, der ansaas for ligesaa bindende som selve Vielsen. Denne foregik enten i Hjemmet, hvortil der dog udkrævedes Bevilling, eller i Kirken, hvorhen


391

Brudeparret begav sig i et stort Vognoptog. Da Griffenfeld den 2den November 1670 havde Bryllup, kjørtes Bruden til Kirken af ingen ringere end Ulrik Frederik Gyldenløve, der selv sad paa Bukken og styrede de sex isabellafarvede Hingste, et Galanteri, der var indført fra England. Maden til Bryllupsgilderne tillavedes af Kokke, de saakaldte Stadskokke, der havde Privilegium paa at »koge til alle Bryllupper og Værtskaber for Enhver, som deres Tjeneste behøver og begjærer", og Kandestøbernes Laugsartikler vise, at disse skiftevis udleiede Tin til slige Fester, saaledes at hver Mester havde sin Uge. De fleste Oplysninger om den overhaandtagende Luxus ved Bryllupper, Barsler og Gjæstebud indeholder den store Forordning af 13de Marts 1683, ved hvilken der gjordes et Forsøg paa at holde Overdaadigheden indenfor visse Skranker. Heri bestemtes, at der foruden Familien kun maatte indbydes fire Par til Trolovelser, og at Traktementet kun maatte bestaa af et tarveligt, "ordinairt" Maaltid. Brylluppet selv maatte ikke vare mere end én Dag, og kun overværes af 12 Par foruden Familien, og disse fremmede Indbudte skulde endog høre hjemme paa Bryllupsstedet eller dog i Provindsen. Kun et Par af Familiens Nærmeste maatte rede Brudesengen og gjøre anden Opvartning. Bruden skulde bære sin egen Pynt og intet Leiet eller Laant; derhos maatte hun kun tage imod Brudegaver af Forældrene efter deres Vilkaar og Stand. Den gamle Skik, at Brudgommen forærede Brudens Slægtninge og Venner Ædelstene, Perler eller andre kostbare Gaver, afskaffedes helt; dog maatte han give Brudens Moder eller den, i hvis Hus hun var, Guld, Sølv eller Penge til 100 Rdlrs, Værdi. Før Vielsen skulde der intet Traktement holdes, og efter den ikke mere end otte Retter Mad, af hvilke ingen maatte være "sær kostbar«, ligesaa lidt som der maatte findes Pyramider af Sukkerbageri paa Bordet. Hos de fornemste Rangspersoner maatte Brudesengen udstyres med Omhæng af Fløil med Guld- og Sølv-Snorer, Adelen maatte bruge Taft, Atlask eller Damask med Silkefryndser, men ikke Kniplinger paa Lagnerne, og de høieste Geistlige saavelsom fornemme Borgere og Negotianter Taft og Atlask. Haandværkere og Tjenestefolk skulde derimod nøies med Rask eller andet uldent Stof uden Fryndser, Duske eller Snorer. Til Brudestolen eller Brudeskamlen maatte kun bruges et vævet Tapet, og det var kun visse høie Rangklasser tilladt at anbringe Himmel over Brude-


392

stolen eller over Brudeparrets Plads ved Bordet. Om Musiken ved Bryllupper indeholder Forordningen Intet, saaledes at der altsaa ikke befaledes nogen Indskrænkning heri. Den besørgedes af Stadsmusikanten, eller som han ogsaa kaldtes: Stadsinstrumentisten, og var overmaade nødvendig, da Bryllupsgjæsterne modtoges med Trompetfanfarer, og Gildet altid sluttede med en Svingom.

Det mærkeligste Afsnit af Luxusforordningen er dog maaske det, der vedkommer Klædedragten. Heri fastsættes nemlig nøiagtigt, hvorledes de forskjellige Samfundsklasser maa klæde sig, hvilke Stoffer de maa bære, om de maa gaa med Peltsværk, Smykker, Ringe og Guldknapper (thi Alle og Enhver maatte bruge Sølvknapper) og da hvilke Slags, hvor lange Damernes Slæb maa være i de forskjellige Rangklasser, hvor kostbare deres Kjæder og Armbaand kunne være, hvilke Snorer Folk maa anvende paa deres Lakaiers Liberi, hvorledes deres Karosser skulle være udstyrede o. s. v. Den Paragraph, der særlig vedkommer Hovedstaden, bestemmer, at de 32 Mænd i Kjøbenhavn, andre fornemme Negotianter og Handelsmænd, de, som selv eie og besidde adelige Sædegaarde, og - betegnende nok - de, som have Aktier i et Manufaktur til et Beløb af 500 Rdlr., maa bære sorte Fløils Kjorteler og anden ærbar Dragt af Silke, Grovgrøn, Tersenel, Ferandin, Taft og andet slet (glat) Silketøi, som her i Landet gjøres, saa og alle Slags ostindiske Silkevarer, som med Kompagniets Skibe hidkomme. De maa desuden gaa med Peltsværk af Los, Maar og Graaværk og bære Ringe til en Værdi af 100 Rdlr., medens alle Andre ikke maa bære Silke eller andre Ringe end glatte Guldringe. Deres Damer tillades det at bære et Smykke af 100 Rdlrs. Værdi, en eller flere Ringe af 60 Rdlrs. Værdi, og desuden Guldkjæder og Guldarmbaand, men uden Diamanter og Ædelstene. Folk, som ikke vare i Rangen, maatte kun have tarvelige Karosser, indvendig betrukne med uldent Tøi eller Læder, og deres Tjeneres Kjortler skulde være kantede i Sømmen med samme Slags Tøi som Underforet, og hverken have Snorer, Sløifer eller Fryndser. Derimod kunde disse Tjenere bære, hvilken Slags farvede Baand de ønskede. Alle disse Bestemmelser stødte imidlertid paa saa stærk Modstand hos Kjøbenhavns Borgere og Borgerinder, at Politimesteren, overvældet og plaget af Klager, Forestillinger og Spørgsmaal, som han blev, og ude af Stand til at gjennemføre Sagen, maatte søge om Lempelser hos Regjeringen, og denne


393

gik da allerede en Maaned efter Lovens Udstedelse ind paa at udvide Retten til at bære blommede Silketøier og simplere Kniplinger, ligesom den forlængede Overgangstiden, inden Forbudene skulde træde i Kraft. Man kan tilføie, at de ingensinde traadte i Kraft i deres Helhed.

Kort efter sin Thronbestigelse synes Kongen for Alvor at have havt isinde at give sine Undersaatter et lysende Exempel paa Tarvelighed, idet han vilde indføre, hvad Samtiden med Urette kaldte: en dansk Nationaldragt. Den var nemlig laant fra et Portrait af Christian den Fjerde og bestod fornemmelig af Trøie med korte Skjøder, som altsaa skulde afløse den nymodens Frakke og Vest. Kongen selv bar en saadan Dragt ved sin Kroning, Hertugerne af Gottorp og Pløen efterlignede ham, Hoffolkene ligesaa, men det viste sig dog hurtigt umuligt at holde Tidsaanden ude. De franske Moder trængte seirrigt igjennem, og det er, netop med Kongens Plan for Øie, betegnende, at Bircherod kalder en 77aarig gammel Underfoged i Kjøbenhavn, som døde i 1692, en af "sin besynderlige Adstadighed sær navnkundig Mand" eller med andre Ord: en Original, fordi han havde bibeholdt Moden fra Christian den Fjerdes Tid. Kvinderne vare ogsaa vidt fremme i den franske Modes Udskeielser; allerede i 1650 kjendes "Skjønhedspletter", thi Præsten Mads Hvid kalder dem i sit noget drøie Sprog: "det sorte Tøi, Kvinderne sætte og fæste (Gud og de véd hvormed) paa deres Ansigt, Hals og Bryst, og som ikke er Andet end Satans Spyt og Dræk."

En Beklædningsgjenstand, som netop paa dette Tidspunkt begyndte at blive almindelig og snart fik uhyre Udbredelse i alle Samfundsklasser, naar de fattigste Arbeidere og Bondestanden undtages, var Parykken. Den kom fra Frankrig, hvor Ludvig den Fjortende optog den i 1665, og fik efter denne kongelige Sanktion hurtig Indpas i hele Europa, saa at der - som Molbech bemærker .- "neppe lader sig opvise nogen anden Mode, der opnaaede en saadan Universalitet i sit Herredømme og en saa stor Udstrækning og Varighed i sin Indflydelse". Endnu i Christian den Femtes første Regjeringsaar havde man for Skik at gaa med langt over Issen adskilt, naturligt Haar, som det f. Ex. ses paa Portraitet af Griffenfeld, thi skjøndt Parykken havde været kjendt og benyttet af Studenter i Christian den Fjerdes sidste Regjeringsaar, vilde den


394

dog ikke slaa an. Der blev ivret mod den fra Prædikestolene, Studenter, som nægtede at aflægge den, truedes med Carcer, men en eneste anset geistlig Mands Exempel var tilstrækkeligt til at skabe et Omslag. Da nemlig Legationspræst Masius i 1686 blev hjemkaldt fra Paris som Hofpræst og Professor i Theologien, mødte han med Abbé-Paryk, og skjøndt hans Kolleger først sukkede ved at se ham, - siger Pontoppidan - fik han dog snart Efterfølgere. Dog vare de første Parykker meget simple og glatte; først lidt efter lidt fik de "baade Front og Frisure". Samtidig aflagdes Skjæget, "thi da man ligesom Viben bar det i Nakken, rimede det sig ei længer paa Hagen". Man synes at have anset Parykken for en sund Hovedbedækning; i hvert Fald skriver Mathies Skaanlund i sin Autobiographi i 1675: "Efter jeg forleden Aar var syg, bar jeg dette Aar Paryk." Han vedblev dog til en vis Grad at holde fast ved de gamle Skikke, thi i 1689 siger han: "Jeg ser endel lægges i Ligkisten med Paryk, men jeg vil ingenlunde, ja om jeg skulde blive graa, have den Mode, men ligge i Ligkisten med mit eget Haar." Den nye Mode bragte selvfølgelig Parykmagere til Byen; den første af disse nævnes i 1690, men i de næste fem Aar tog 18 Borgerskab, et Bevis for, hvilken Udbredelse Parykken fik.

Kaarden, som ligeledes blev en for alle Stænder nødvendig Prydelse, er berørt foran; en Reisende skriver, at Skomagere og Skrædere tog Maal af deres Kunder med Kaarde ved Siden, ja, det vides, at jydske Bønder mødte i Kirken med "Lysespid". Øvelse i at bruge Værget erhvervedes hos Stadsfægtemesteren eller i andre Fægteboder, thi der fandtes flere af dem i Staden, og skjøndt denne Skik maatte føre til megen Voldsomhed, mange Drab og Dueller, viste det sig umuligt at udrydde den. Dueller udfægtedes i Reglen ved "Fuglestangen" eller paa et noget senere Tidspunkt i en Lergrøft ved Ravnsborg paa nuværende Nørrebrogade, hvor Duellanterne vare skjulte for de Veifarende, og de vedvarede til henimod Midten af det attende Aarhundrede, skjøndt de efter Lovens Bogstav skulde straffes paa Liv og Gods, hvorhos de Paagjældende fik en uærlig Begravelse.

Indbyggernes Overdaadighed lagde sig ikke mindst for Dagen i det forholdsvis store Antal Heste og Vogne, der holdtes. Enhver velstaaende Borger havde sin Karos, og i Aaret 1680 var dette saa almindeligt, at Regjeringen, der laa paa Lur efter ethvert nyt


395

Skatteobjekt, indførte en Karosseskat. Den franske Adelsmand de Vrigny, som i 1702 var i Kjøbenhavn, skriver: "Ifald de snavsede Gader er Aarsag til, at man har Karether behov, er der ei heller Mangel derpaa. Der er faa Byer af lignende Størrelse, hvor man har saa mange, thi bortset fra de mange Hof- og Statsembedsmænd, der bo i Kjøbenhavn, er der neppe én velhavende Borger, som ikke har sin Kareth eller Kalesche med to Heste. Det kommer dels af disse Borgeres Forfængelighed, dels af, at det er saa billigt at holde Heste; en Kareth, to Heste, en Kudsk og to Lakaier koster kun 250 Rdlr. om Aaret eller 50 Pund Sterling; dette har en Hofmand, som eier en saadan Ekvipage, forsikkret mig. Der er ogsaa flere Leiekarether at faa til en meget taalelig Pris; man betaler kun 1 Rdlr. om Dagen og en Sletdaler for en halv Dag, Morgen eller Eftermiddag. Hvad jeg har sagt om Kjøbenhavns Borgeres Forfængelighed er saa sandt, især for Kvindernes Vedkommende, at det ofte hænder, at Personer af Middelstanden blive hjemme fra Kirke, naar de ikke kunne kjøre i Kareth, enten fordi deres Heste ere syge, eller fordi en er død, og de ikke ere istand til at kjøbe en anden." Den store Luxusforordning af 1683 giver et Begreb om, hvorledes disse Vogne saa ud og vare udstyrede; man havde dem saaledes helt forgyldte eller forsølvede, undertiden endog prydede med Malerier udvendig, indvendig betrukne med Fløil og Guld- og Sølvfryndser. "Kongens fineste Vogn - siger Mejborg - var en stadselig fransøsisk Karosse, som var rigt forsynet med Billed-skjærerarbeide og med drevne Prydelser af forgyldt Metal udvendig; indvendig var den betrukken med rødt Fløil med rig Besætning af gyldne Galoner, Fryndser, Kniplinger og Hængedupper, og de røde Damaskes Gardiner var opkræmpede med gyldne Baand. Den hængende Karm vuggede let i sine stærke Remme, men den Opfindelse at anbringe Kudskesædet paa selve Karethen tilhører en nyere Tid; i gamle Dage sad Bukken paa Jernstænger, der udgik fra Undervognen og balancerede fire Alen tilveirs; Kudsken var herved udsat for saadanne Stød, at han maatte spændes fast til Sædet og have Fødderne i Foderaler, som vare anbragte bag Forsmækken." At Kongehuset kjørte i slige Karether, er let at forstaa, men Holberg fortæller i sine Epistler, at man "saa Folk af maadelig Stand age i forgyldte Karosser og lade sig se udi Eqvipager, som en Ambassadeur ikke vilde skamme sig ved udi et Indtog".


396

Et fast Theater havde Kjøbenhavn endnu ikke, thi den af Andreas Wulff paa Slotspladsen opbyggede "Skauborg" (smlgn. II, S. 223) var nedreven i 1666. Staden besøgtes dog ikke sjelden af omreisende Komedianter, sædvanligvis Tydskere, som med Magistratens Tilladelse og for en vis Leieafgift spillede paa Raadhuset. Kongen synes i 1675 at have havt en tydsk Trup i sin Tjeneste; noget senere optræder en anden, som gav Marionetforestillinger i Hamborg, og kalder sig: "königlich dänische priviligirte Hofacteurs mit Figuren in proprer und neuer Kleidung". I 1681 engagerede Christian den Femte et fransk Skuespillerselskab, der blev bestaaende som Hoftrup indtil 1720. Det gav ikke blot Forestillinger ved Hoffet, men ogsaa offentlige Forestillinger i Skrædernes Laugshus i Brolæggerstræde, hvor den saa bekjendte forhenværende Gardist, Oculist, Sten- og Broksnider samt Tandbrækker og Komediant, von Quoten paa Holbergs Tid havde sit Theater. Et tydsk Operaselskab kom nogle Aar efter til Byen og optraadte i det lille Bræddehus ved Siden af Amalienborg; det var ved dettes Forestilling den 19de April 1689, at Theatret og Slottet brændte, og mange Mennesker omkom. Ogsaa Skolekomedien holdt sig; saaledes forestillede "endel Skolespersoner i 1691 en artig Komedie i det danske Maal og bekom den Ære, at de den til Hove for Hs. Majestæt maatte agere".

Hvad de musikalske Forlystelser angik, som i det næste Tidsrum spillede saa stor en Rolle, oplyser Overskou, at der ved Hoffet fandtes et lille fransk Kapel af Violinister, de saakaldte "Hof-Violons" og Skalmeieblæsere, men den store Almenhed maatte vistnok nøies med, hvad Stadsmusikanten og de militaire Musikkorpser, der bestod af Trompetere og Paukeslagere, kunde præstere. Der nævnes dog ogsaa Skalmeieblæsere, som gjorde Indpas i Stadsmusikantens Næring ved Bryllupper. Et Par Orgelbyggere, som i 1683 fik Privilegium, forfærdigede vistnok tillige musikalske Instrumenter, thi i deres Bo forefandtes, som Dr. Nielsen oplyser: et nyrnbergsk Gigenværk, et kuriøst Klokkespil med Fod, et Stavspil, et kuriøst Klavikordium af 16 Fus-Toner, et Elphenbens Klaver med 3 Chor, et Klaverkorpus, et Klavicimbelkorpus, et nyrnbergsk Skrin, et Pedalklaver, en Harpe og en Fiol. I Privatfolks Boer forefindes paa et noget senere Tidspunkt: Stokfiol, Porsol, Klaver, Citrinke, Kukkuk, Luth, dobbelt Klaver og Spinet.


397

Det var den franske Indflydelse, som allevegne gjorde sig gjældende; le grand roy i Versailles gav Tonen an i Klædedragt og Etikettespørgsmaal saavelsom i Forlystelser. Det danske Hof havde sine Maskerader, hvilke Folket endnu ikke kjendte, naar man da ikke vil medregne de karnevalsagtige Optøier ved Nytaars- og Fastelavnstider; derimod efterlignede Middelstanden snart de Fornemmes Baller, Assembléer og Aftenselskaber. Ved Hoffet holdtes en Tidlang Assemblé hver Torsdag Aften, hvor der serveredes med Kaffe, The, Chokolade, Vin og Konfekt, og hvor Tiden ellers tilbragtes med Kortspil. De kongelige Personer spillede de samme Spil som Gjæsterne i "Dyrkjøb", men ogsaa Landsknægt og L'hombre, et Spil, som netop blev indført paa denne Tid, thi Skaanlund fortæller, at den danske Ambassadeur Just Høg lærte det i Nimwegen i 1676 og bemærker, at "det ei forhen var kjendt i Danmark". Gyldenløve, der "stod for alle Fornøjelserne ved Hoffet", Grev Reventlow, Niels Juel, Jens Juel, de fremmede Gesandter og mange Andre holdt ligeledes Assembléer og Selskaber, til hvilke Stadens Beaumonde kunde indfinde sig ubuden, og da Uleiligheden ved at holde disse Selskaber i Hjemmet blev for stor, leiede man Lokaler ude i Byen, enten hos fornemme Borgerfolk eller i de Spisehuse, som vare oprettede af franske og engelske Kokke. I 1695 havde man Betalings-Assembléer hos en engelsk Kok, som havde leiet et stort Hus dertil. Hver Kuvert kostede 1 Rdlr. foruden Vin, og baade Herrer og Damer indfandt sig her; saaledes pleiede Storkantsleren Grev Reventlow at møde med hele sit Hus. Naar Maden var spist, spilledes der Hasard, thi det hedder, at Grev Niels Friis, en Ahlefeldt og Jomfru Gabel holdt Bank. Et samtidigt Privatbrev oplyser, at Begyndelsen ogsaa var gjort med Baller, men ikkun for "Jomfruer af Mellemstørrelse"; det første Bal gaves af Admiral Niels Juel, det andet af Grev Reventlow. Borgerstanden kom dog hurtigt med; der var adskillige Dandselærere i Byen, og snart forsvandt de gammeldags alvorlige Dandse og afløstes af de lettere franske. Den nævnte engelske Kok var forresten en entreprenant Mand, thi nogle Aar iforveien lod han ved Fastelavn en hel Stud stege paa Amagertorv, og trakterede Alle, som kom derhen med et Stykke af den og et Glas Vin; "dog lod han sig betale for saadant usædvanligt Traktement".


398

De kongelige Slædefarter til Trompeters og Hærpaukers Lyd, hvoraf en i Februar 1679 foretoges paa den tilfrosne Peblingesø, lokkede selvfølgelig mange Tilskuere udenfor Portene. Mere for Hoffets egen Mund vare Sælhundejagterne ved Saltholmen og Amager, Vildsvinejagterne i Dyrehaven og Svanejagterne, der vistnok dreves i Kalkbrænderibugten fra Fartøier og Skibe, medens Ryttere paa Stranden hindrede Fuglene i at komme iland. Af egentlige Folkeforlystelser kjendtes overhovedet kun faa; det skulde da kun være, naar Ambassadeurerne i en eller anden glædelig Anledning, en udenlandsk Prindses Fødsel, en Fredsslutning el. desl., illuminerede eller foranstaltede Vinspring og "Frydenfyr" paa Gader og Torve, eller naar man ved Nytaarstid hengav sig til alle Slags Smaaoptøier og "forlystede sig med Nøglebøsser, Sværmere, Raketter, Buddeker og Andet deslige opfyldt med Krudt at antænde og henkaste mellem Husene". Haandværkslaugenes Skiltflytning, som pleiede at finde Sted ved Fastelavn og foregik med store Ceremonier, blev forbudt i 1682, fordi det afstedkom "stor Uskikkelighed, Ødselhed, Debauche og stort Sammenløb af den gemene Mand", men Forbudet stod dog neppe ved Magt længe.

Kjøbenhavn besøgtes ogsaa flittigt af Gjøglere, som gav offentlige Forestillinger eller fremviste mærkelige Naturphænomener, i Regelen efter først at have præsenteret sig paa Slottet for Majestæterne og Hoffet. Skaanlund fortæller, at der i 1686 blev spændt et Toug fra Blaataarns Spir over Slottet og Gravene ned paa Ridebanen, hvorpaa en Italiener lagde sig paa Bugen paa Rebet, strakte Hænder og Fødder fra sig og lod sig glide ned paa Jorden. Snart blev en frislandsk Kjæmpe fremvist, snart en Bondedreng med mangefarvet Haar, en Soldat, der kunde dandse paa Stylter, den foran omtalte Basilisk, eller der optraadte Linedandsere og Tasken-spillere, som synes at have været særlig yndede. En skaansk Bondedreng, Lars Bengtsen Granberg, der hverken kunde lære at læse og skrive, skjøndt Kongen betalte for hans Skolegang, optraadte som Regnekunstner og kunde uden at betænke sig løse de allervanskeligste Opgaver, som kostede de dygtigste Regnemestre stort Hovedbrud. Han satte Ole Rømer i den største Forundring, thi da denne paa Kongens Befaling havde udarbeidet nogle af de vidtløftigste og mest intrikate Problemer i Regnekunsten, og et enkelt af dem blev forelagt Bondedrengen, løste han dem alle paa


399

et Øieblik. Det er dog ikke sandsynligt, at denne Dreng nogensinde optraadte offentligt. Særdeles almindelige vare Lotterier eller "Lykkepotter", det vil sige: Bortlodning af Gjenstande, som udsattes af Brandlidte eller af Folk, der var økonomisk ruinerede og paa denne Maade haabede at ophjælpe deres Affairer. Saadanne Lykkepottemænd synes ikke blot at have tilbudt deres Numre i Husene og paa Beværtningssteder, men ogsaa at have havt faste Stader paa Gaderne, hvorfor det i 1685 forbødes at foranstalte Bortlodninger uden sær Bevilling. De Vædderidt om Pengesummer, der ere blevne optegnede, synes derimod ikke at være komne istand af Egennytte, men i den patriotiske Hensigt at værne om den danske Hests Ære. I 1694 red Kammerjunker Skeel saaledes omkap med en Englænder fra Kronborg til Kjøbenhavns Nørreport; Prisen var 400 Rdlr. Skeel naaede Maalet i halvanden Time, og "da var den anden ei kommen Gyldenlund (nuværende Charlottenlund) forbi". Et andet Ridt om Penge i 1689 er blevet mere berømt. Den engelske Gesandt Molesworth indgik nemlig et Væddemaal paa 1000 hollandske Dukater med Overstaldmester, Friherre v. Haxthausen om, at ingen af dennes Heste kunde tage det op med engelske Væddeløbere. Haxthausen lod Englænderen vælge mellem fem af sine Rideheste og erklærede, at enhver af dem kunde tilbagelægge Veilængden mellem Kjøbenhavn og Hillerød, fire stive danske Mil, i tre Kvarter. Hermed erklærede Molesworth sig tilfreds, og under stor Deltagelse fra Hoffets og Indbyggernes Side gik Løbet for sig. Strækningen tilbagelagdes i tre Minuter mindre, end den skulde, men da det flinke Dyr netop var kommen indenfor Hillerøds Port og havde vundet, styrtede det om og døde. Det er bekjendt, at Hesten, der var lille og tigret, blev udstoppet og opbevaredes paa Kunstkamret (senere paa Frederiksborg Slot indtil dettes Brand), og det er ikke usandsynligt, at det tabte Væddemaal har forøget Molesworths Uvillie mod Danmark.

Det var forbundet med store Vanskeligheder for Kjøbenhavns Borgere at faa sig en Spadseretour udenfor Byen paa Søn- og Helligdage ja endogsaa om Fredagen, thi Portene holdtes da lukkede, og Vindebroerne vare optrukne, indtil Aftensang var forbi. Først i 1680 fik de Folk, som boede i Forstæderne, Tilladelse til at passere ind og ud mellem Prædikenerne, hvorfor der skulde leveres dem et Tegn, og det tillodes nogle Maaneder efter Byens Borgere at slippe


400

ud og ind mellem Kl. 12 og 1 om Middagen uden Tegn, naar de havde lovligt Ærinde. Dette Afspærringssystem vedvarede indtil 1695, da det ved en kongelig Forordning endelig tillodes, at Nørreport maatte være aaben en Time, efter at Vagtklokken havde ringet, og at man altid kunde passere gjennem denne Port paa Søn- og Helligdage mod at betale Portpenge. Herved blev en berettiget Anledning til Klage fjernet, men en anden endnu mere berettiget blev bestaaende, nemlig, at det var Borgerne strengelig forbudt at betræde de selvsamme Volde, som de havde forsvaret saa tappert mod Fjenden. Endog deres Hunde bleve skudte, naar de viste sig paa Fæstningsværkerne. Klagerne herover frugtede imidlertid intet, og naar Indbyggerne derfor vilde nyde Naturen, havde de ingen anden Udvei end at søge ud i Beværtningshaverne udenfor Søerne eller til nuværende Charlottenlund, dengang kaldet: "den lille Dyrehave ved Skovshoved" eller Gyldenlund efter Eieren, Ulrik Frederik Gyldenløve. Her var Trakteursted, Skydebane og andre Forlystelser. St. Hans Aften valfartede Befolkningen til Gammel Vartous Kilde udenfor Østerport, "fordi man - som Bircherod siger - indbildte sig, at den skal have nogen Lægedomskraft hos sig". Kilden existerer - som Stolpe har paavist - den Dag idag i en Have paa den østlige Side af Strandveien, et Par hundrede Skridt før man naar Gammel Vartou, paa en Grund, hvor der i forrige Aarhundrede laa et yndet Trakteursted, Kildendal. Den ser ud som en firkantet Brøndaabning, fra hvilken det aldeles klare Vand uophørlig vælder op gjennem Sandbunden, men den har intet synligt Afløb. I Christian den Femtes Tid synes Folkelivet her endnu at have havt et anstændigt Præg, saaledes at det bedre Publikum ogsaa kunde komme; paa Holbergs Tid blev det derimod et Forlystelsessted af den laveste Art, hvor kun Byens Bærme søgte hen, hvor man drak Brændevin istedetfor Kildevand, og hvor Natten lilbragtes med Dands, Usædelighed og Slagsmaal.

Spørger man om Husenes indre Udstyrelse, synes den endnu paa dette Tidspunkt at have bevaret en stor Del af Renaissancetidens Soliditet og Jævnhed; Rokokoen havde endnu ikke faaet Overmagten i det daglige Liv. Pontoppidans Udsagn: "Istedetfor de gammeldags Skabe og Skrin, som nu ere ganske utaalelige i en Stue, maa haves enten chinesiske eller andre kostbare lakerede Skatoller med Speilglas i Dørene, derhos saakaldte Kommoder under


401

hvert Speil, forgyldte, indlagte eller lakerede; endvidere adskillige smaa Marmorborde paa forgyldte Løvefødder, Kanapeer, Tabouretter og Stole, som ikke kunde faas subtile nok, paa det de ikke skulde vare for længe, og om end saa var, bestode de dog ei mange Aar for Magten af den herskende Mode, hvilken bør adlydes fremfor nogen Lov", - passede ikke endnu. De bevarede Inventarielister vise, at Egetræs Borde med Udtræk eller Klapper, de ældgamle Kister, Løibænke, Slagbænke og Kistebænke, Lænestole betrukne med Ruslæder, Kontorer og Tresurer, Egetræs Himmelsenge med Snitværk, eller som det kaldtes: Billedhuggerarbejde, smaa Hjørneskabe (Vraaskabe) og en Overflod af tarvelige Fyrretræs Meubler vare det Almindelige, selv i velstaaende Borgerhuse; kun engang imellem dukker Speile i forgyldte Rammer, Speilborde med Geridoner, Nøddetræesmeubler o. d. op. At man netop befandt sig i en Overgangstid, da det Nye var ifærd med at støde det Gammeldags fra Thronen, ses f. Ex. af en Bevilling, Kongens Blikmager Kasper Baumann i 1698 fik paa at oprette en Handel med "allehaande rare Meubler og Galanterier" paa Børsen eller paa Amagertorv, hvor der skulde sælges alle Slags Speile og Speilrammer, Skilderirammer, Geridons, Borde, Stole, Lysekroner, Lysearme og Plader, Sengesteder, Løibænke, Skrivetøi, Kontorer, Tabelletter, Krogstene, Spilleborde, Skjænkekontorer, Bakker at sætte allehaande Galanterier paa, smaa Smykkeskrin og andre større Skrin, samt andet deslige Arbeide, som kan begjæres og paafindes", og det taler godt for de kjøbenhavnske Haandværkeres Duelighed, at det paalagdes ham, at alt Snedker- og Billedhuggerarbejdet skulde gjøres hos Mestrene i Lauget. I de fleste Huse fandtes Skilderier og Kobberstik paa Væggene, fordetmeste Portraiter og religieuse eller mythologiske Billeder; adskillige af dem vare gjorte her, andre vare indførte fra Holland. Velstaaende Borgerfolk holdt Fuglebure i Hjemmet med Papegøier eller Sangfugle; de havde ogsaa undertiden smaa Bogsamlinger og en Overflod af Guld- og Sølvsager, baade Smykker, Kander, Bægere, Skeer, Knapper og Skuepenge.

Ved et Tilfælde er en stor Mængde dagligdags Gjenstande fra Slutningen af det 17de Aarhundrede og det netop saadanne, som pleie at forsvinde sporløst, blevne bevarede til vore Dage. Den Plads, paa hvilken Reformert Kirkes Præstegaard og Skole ligger


402

(Matr. Nr. 139 i Gothersgadens vestre Ende) viste sig nemlig ved de omfattende Udgravninger i Grunden, som maatte iværksættes ved en Nybygnings Opførelse, at ligge i den gamle Stadsgrav, som her var bleven benyttet til Kule for Kogjødning og Feieskarn. Graven maa have henligget uopfyldt i lange Tider og kan neppe være bleven tilkastet helt før Reformert Kirkes Opførelse i 1688-89. Allerede tre, fire Fod under Overfladen begyndte Opfyldningen og gik til en Dybde af 30 Fod, hvor man stødte paa Sandbund, men sammen med Feieskarnet kom ikke mindre end 1000 forskjellige Gjenstande for Dagen, nogle fuldkommen ubeskadigede, andre i Brudstykker og Skaar. Efter at være blevne samlede, ordnede og rensede ved Klokker Mortensens Omsorg, optoges de i Folkemuseet og danne her en ejendommelig Illustration til Datidens vie intime. Blandt de fundne Gjenstande kan nævnes over et halvt Hundrede Skeer af Messing, Jern, Horn og Træ, ligesaa mange Knive (Brød-, Folde-, Have-, Penne- og Skomagerknive), henved en Snes Saxe af forskjellige Størrelser, deriblandt Skrædersaxe og Lysesaxe, Krøllejern, Hornkamme, Salvekrukker og Glasflasker, en stor Mængde Brudstykker af Kakler, Blyplomber, Dambrikker, Kegler, Kniplepinde, Naalepuder med Naale, raat forarbeidet Legetøi, Patronhylstre, Sporer, Geværlaase, Kugler, Tobakspiber af Kridt, en stor Del Værktøi af alle Slags og endelig forskjellige Beklædningsgjenstande, saasom Huer, Hatte, Handsker, Strømper, Sko, Tøfler, Kniplinger og - en Paryk. Hosstaaende Afbildning er fra dette Fund: 1 og 2 ere Skeer henholdsvis af Træ og Messing, den sidste formentlig af det Slags, der kaldtes "Skeer med Vindruer"; 3 er en smukt udskaaren Dambrik af Ibenholt, 4, 5, 6 og 7 ere Knive og Gafler, de tre første med Benskafter, den sidste med Træskaft; 8 er en Hornske med kort fladt Skaft og Aarstallet 1670, og endelig ere 9 og 10 to forskjellige Hængelaase.

Der er foran (II, S. 268 o. flgn.) anført Exempler paa de Gadeoptøier og Slagsmaal, med hvilke hverken Vægterne eller Politiet kunde faa Bugt. Byen var fuld af urolige og tøilesløse Elementer, Tiggere, løse og ledige Personer, Arbeidsløse, usædelige Kvinder og Soldater, og de sidste vare særlig farlige, fordi de fleste af dem vare gifte og ikke havde Midler til at underholde Kone og Børn. Hertil kom, at de under den herskende Pengenød ikke engang fik deres Lønning regelmæssig udbetalt. Den store Drikfældighed i


403

Brugsgjenstande fra
Slutningen af det 17de
Aarhundrede

Brugsgjenstande fra Slutningen af det 17de Aarhundrede.


404

alle Samfundsklasser, indtil de høieste, forværrede selvfølgelig Tilstandene, thi Exemplet fra oven var slet; det er saaledes bekjendt nok, at Kongens Yndlinge, Overjægermester Hahn og Adam Levin Knuth ikke havde anden Adkomst til den høie Stilling, de beklædte, end at "de forstod sig paa de forskjellige Vinsorter, hvormed de fyldte sig". I de bedste Kredse vare Haandgribeligheder ikke engang ualmindelige; Kongens Halvbroder U. F. Gyldenløve og den svenske Gesandt Gyllenstjerna kom saaledes i Slagsmaal under en Ordstrid om de Danskes og Svenskes Tapperhed i sidste Krig, Kommandanten i Kjøbenhavn, Frederik v. Ahlefeldt, og den franske Gesandt Terlon tog bogstavelig hinanden i Kraven og Parykken paa Grund af en Rangstrid mellem Gesandtens Frue og de danske Hofdamer (Terlon havde brugt det lidet sømmelige Udtryk, at Hofdamerne fortjente Pisk), Officerer trængte ind i Raadhussalen og fornærmede Magistraten, paa Børsen, ja under en Begravelse i Frue Kirke gik man løs paa hinanden med Stokke eller Kaarder. Intet Under derfor, at det i de lavere Klasser mellem Lakaier, Haandværkere og Tjenestefolk regnede med Kaardestik, Brydekampe, Hug og Slag for ikke at tale om Ørefigen og Skjældsord. Under disse Omstændigheder lod Sikkerheden paa Gaderne Adskilligt tilbage at ønske, og der kan neppe tænkes et i denne Henseende mere overbevisende Aktstykke end den mærkelige Forordning af 6te Februar 1694 om "Overlast og Drab at hindre og afværge". Heri hedder det: "Hvis noget Klammeri yppes, eller Overlast begaas, da skulle alle Indvaanere i den Gade, hvor saadant sker, samt i de næsttilstødende Gader enten selv med deres Tjenestekarle eller deres Tjenestekarle alene forsamle sig med deres Kortgevær (som Enhver til den Ende skal forskaffe sig og have i Beredskab) og af yderste Evne søge at afværge Ulykke. Forsømmes det, skulle de tolv nærmeste Huses Indbyggere paa begge Sider af Gaden, nemlig 12 oven og 12 neden fra det Sted at regne, hvor Klammeriet eller Overlasten skete, samt 12 af de nærmeste Indbyggere paa hver Side af de tilstødende Gader samtlige have forbrudt 100 Rdlr. til Christianshavns Kirke. Begaas Drab, da skal bemeldte Gades Indvaanere strax søge at bemægtige sig den, som Drabet gjorde, og alle, som vare i Flok og Følge med ham; undkommer Manddraberen, skal bemeldte Indvaanere betale fuld Mandebod og halv Mandebod for hver, som var i Flok og Følge med ham."


405

En anden Form for Tidens Raahed var Smædeskrifter, som kom stærkt paa Mode, og ved hvilke det ikke blot gjaldt om at kritisere Regjeringen og Øvrigheden, men ogsaa om at komme personlige Uvenner tillivs. Da Pressen var bunden og underkastet Censur, greb man til anonyme Skandskrifter, som gik mellem Mand og Mand, omdeltes hemmeligt i Husene, oplæstes paa Vinstuer, eller endog bleve "opslaaede paa publike Steder", og skjøndt mange af disse satiriske Udfald vare sande og træffende og derfor ikke uden videre kunne fordømmes, vare de dog absolut forkastelige, naar de af lav Hævnfølelse eller af endnu værre Motiver vare rettede mod Privatfolk. I 1688 klagede Politimesteren over, at der digtedes ærerørige Skandskrifter og løgnagtige Pasqviller om ærlige og uberygtede Godtfolk, og at det kun var Meningen "at sætte ærlige Hustruer og Møer en Skandplet paa og dem deres ærlige Navn og Rygte at bestjæle", og det følgende Aar paabød derfor en Forordning, at alle Skandskrifter skulde brændes offentlig af Bøddelen.

Tidens mest berygtede, eller, om man vil, mest berømte Smædeskriver, var Jakob Worm, en Stedsøn af Thomas Kingo og Præst i Viborg. Hans Satirer ere snart af almindeligere Natur: om Ammer, om Fruentimmer-Sæder o. desl., snart personlige, som mod Kongens Yndling, Overjægermester Hahn, der sammenlignes med en stor kalkunsk Hane, mod Arenstorff (Snarrefrodius eller Narrenstorph), Kingo, Biskop Bagger og navnlig mod Griffenfeld, saalænge han var ved Magten. Han kritiserede deri skaanske Feides tarvelige Resultater, som fremkaldte ved Generalers, Kommissairers, Raaders og Officerers Utroskab, Forræderi, Gjerrighed, Uduelighed, Uforsigtighed, Sikkerhed, Søvnagtighed og Falskhed. Hans skarpeste Angreb er rettet paa Kongen selv i Skriftet "Idola Jeroboami eller Kong Jeroboams Afguder i Dan og Bethel, en theologisk Inaugural-Disputation", hvori han rentud sigter til Christian den Femtes forargelige Forhold til sin aabenbare Maitresse, Sophie Amalie Moth, og bl. A. skriver: "Jeroboams Husguder ere adskillige, men den fornemste er, at han bryder Ægtepagt og besmitter sig med Horeri og Skjørlevnet." Worm blev sat under Tiltale, sat i Kastellet og dømt fra Ære, Liv og Gods, men siden benaadet med Landsforvisning til Trankebar.

De Skandskrifter, som faldt i Øvrighedens Hænder, bleve opbrændte paa Nytorv. Den 20de November 1693 - fortæller


406

Bircherod - blev en Pasqvil, som var gjort imod Overhofmesteren paa det nye Akademi (det ridderlige) og mangesteds i Byen udsprængt paa Nytorv i Kjøbenhavn af Bøddelen forbrændt. En vittig Satire omtales af den svenske Gesandt i en Indberetning fra 1688: "Her er udkommen en Bog i disse Dage indbunden i fransk Bind og tre Fingre tyk, som kun kan anses for en Pasqvil. Det første Blad i Bogen lyder saaledes: Les negociations de Monsieur Pless, Conseiller privé et Ambassadeur plenipotentiaire du Roy de Dennemarck au congres de Byswik pour la paix generale, men alt Andet i Bogen er rent Papir og ikke et Ord trykt eller paaskrevet. Samme Pasqvil menes at være lavet og trykt her." Ogsaa videnskabelige Skrifter bleve undertiden brændte af Bøddelen, saaledes i 1691 en af Professor Thomasius i Halle udgiven Brochure mod Hofpræsten, Dr. Masius, om Kongemagtens Oprindelse.

Christian den Femte døde paa Kjøbenhavns Slot den 25de August 1699. I samme Øieblik, han havde udaandet, aabnede Storkantsleren, Grev Reventlow, et Vindue og raabte tre Gange efter hverandre: "Længe leve vor Allernaadigste Arve-Konge og Herre, Kong Frederik den Fjerde!"; de nedenfor staaende Herolder gjentog Ordene, hvorpaa Slotspladsen gjenlød af Trompeter og Hærpauker. Paa alle Byens Torve proklamerede derpaa Herolderne den nye Konge, og samtlige Kirkeklokker kimede. Den afdøde Herskers Lig stod over Jorden, først udstillet i Audientsgemakket paa Slottet og derpaa i den til et prægtigt Ligkapel omdannede Slotskirke, indtil det den 2den November førtes til Roskilde Domkirke. Bussæus skriver i sit "Dagregister", at "det kongelige Lig blev udført med tilbørlig og sædvanlig Procession", men i Virkeligheden havde Optoget dog et noget andet Præg end tidligere. Slottet var nemlig glimrende oplyst og behængt med kuleurte Lamper, forestillende kronede Dødningehoveder; i Slotsgaarden var opreist en mægtig Æreport, og her saavelsom paa Slotspladsen stod Søiler med flammende Urner; paa den gamle Rentekammer- eller Kancellibygning var anbragt et stort Transparent, forestillende den Afdøde paa en Triumphvogn over Skyerne, Flaaden laa ved Gammelholm med Tusinder af Lamper paa Ræer og Rigning, Rytterstatuen paa Kongens Nytorv var omgiven af brændende Urner, og mange Borgerhuse vare sindrigt og prægtigt udsmykkede. Den lange Procession med Blodfanen,


407

Frydefanen og Sørgefanen, de af sex Heste trukne pragtfulde Karosser, Paradehestene med de sølvbroderede Dækkener, Ligvognen, der efterfulgtes af den regjerende Konge tilfods, og den store Sværm af fremmede Fyrster, Adelsmænd, Riddere, Hestgardere, Drabanter, Soldater og Lakaier med floromvundne flammende Voxkjærter og Fakler, som langsomt bevægede sig gjennem de menneskefyldte og illuminerede Gader, afgav et saa imponerende Skue, at "Kongeligets Vei var at ligne med Himlens Mælkevei". Indbyggerne, som iagttog denne Scene, glemte den Afdødes Charakterfeil og store Svagheder og mindedes kun hans Mildhed og Venlighed, naar han samtalte med Menigmand, eller naar han red gjennem Gaderne, og Borgerne havde for Skik at staa ved de aabne Vinduer med Glas i Hænderne og drikke paa Majestætens Sundhed for derpaa at kaste Glasset ud paa Stenbroen, saa det gik i Stykker. Christian den Femte var overhovedet afholdt af sine Undersaatter; Molesworth siger, at de vel ikke satte ham høit som Hersker, men dog vare overbeviste om, at han var besjælet af et oprigtigt Ønske om at regjere i Overensstemmelse med sit Valgsprog: Pietate et Justitia. Syndede han herimod, var det hans Omgivelsers Skyld, thi disse lod han raade for meget,

Kjøbenhavn havde - som af Rubin paavist - i det første Decennium af Christian den Femtes Regjeringstid ca. 42,000 Indbyggere, i de næste ti Aar 60,000 og ved hans Død ca. 62,000. Den uhyre Tilvæxt i Firserne tyder unægtelig, paa et stærkt Opsving, men dette skyldes, som alt anført, dels den Tiltrækningskraft, Hovedstaden udøvede paa den forarmede Landbefolkning, dels en stærk Indvandring, særlig af Tydskere. Men da de fremmede Elementer for største Delen vare ligesaa fattige som de indfødte, er Kjøbenhavns Forøgelse i Indbyggerantal og Bygninger intet ubedrageligt Kjendetegn paa Blomstring, hvilket jo ogsaa tilstrækkelig tydeligt fremgaar af de talrige Klager over Borgerstandens usle Kaar og Stadens Tilbagegang i det Hele. I Gesandternes Indberetninger findes meget stærke Udtryk om den "ubeskrivelige Armod", der er tilstede allevegne, som skyldes "Hoffærdighed, umætteligt Vellevnet, Luxus og Pragt", og selv om dette er overdrevent, er der anført Kjendsgjerninger nok foran, hvoraf man kan slutte, at Beskyldningen ikke er ganske ugrundet. I 1688 var Byens Gjæld bleven saa stor, og dens Indtægter saa


408

formindskede, at Magistraten fandt Anledning til at henvende sig til Kongen; sex Aar efter maatte man ligne Gjælden paa alle Grundeiendomme. I 1692 indtraadte der et almindeligt Fald i alle Eiendommes Værdi, men Magistraten vidste intet andet Raad herimod end at foreslaa en Nedsættelse af Tolden og Konsumptionen. Der fandtes kun et ringe Antal rige Handelsmænd i Byen og endnu færre velstaaende Industridrivende; Borgernes Flertal bestod af Folk, der levede fra Haanden og i Munden, Fattige og Elendige. Ihvorvel der ved Aarhundredets Slutning indtraadte en afgjort Bedring, kunde den dog under de vanskelige politiske Forhold ikke komme til Gjennembrud. I Aarene fra 1684 til 1689 levede Danmark halvt paa Krigsfod og holdt en uforholdsmæssig stor Hær af hvervede Soldater, og efter 1694 fortsattes Rustningerne med stigende Iver af Hensyn til Sverig og Gottorp. Molesworth skriver, at den danske Konge søger at efterligne Ludvig den Fjortende, men at han har været en altfor villig Lærling, da han stiller et større Mandskab paa Benene, end hans Land formaar at underholde. Herunder lider Agerdyrkning, Handel og Industri, saa at Danmark "kan lignes ved et Misfoster, som alene er Hoved uden Krop, lutter Soldater og ingen Undersaatter". Men saalænge dette Forhold vedvarede, kunde der ikke være Tale om alvorlige Fremskridt.

Blytækkernes Klokke

Blytækkernes Klokke.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: man aug 29 19:53:54 CEST 2005
Publiceret: man aug 29 19:53:50 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top