eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn
    - kap. III

Kbhvn., Thiele, 1890

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.

Ændringer i forhold til originalen: Side 209 er afbildningen af Kleinsmedenes Laugsmærke pladseret vandret, i overensstemmelse med dens brug og ikke, som i den trykte original, lodret.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Kjøbenhavnske Borgerfolk paa
Frederik III.s Tid

Kjøbenhavnske Borgerfolk paa Frederik III.s Tid. Efter Heimbach.


TREDIE KAPITEL.

Souveraineteten og Frederik den Tredies sidste Regjeringsaar.

_____

D


et Skue, som Kjøbenhavns Omegn frembød efter Krigen, var vel egnet til at indgyde Forfærdelse. "Endel af Kjøbenhavns Omegn, Nyborg Lehn i Fyen og den sydøstlige Del af Jylland - skriver Holm - lignede mere en Ørken end et dyrket Land." Hiøring anfører en stor Del Exempler paa Svenskernes Grumhed og fortsætter derpaa: "Valby var en temmelig stor By, slet afbrudt, Vigerslev og en god By, Hvidovre en skjøn stor By, Rødovre ogsaa, Brønshøi var endda større, Avedøre var og en stor By, Brøndbyvester ogsaa, Eiby og en skjøn By, Uterslev i lige Maade, Vangede ogsaa, Buddinge dertil med, Hollænderby paa Ladegaardsmarken, alle saa slet afbrudt, at der ikke fandtes en Stage paa. Nu Gjentofte og mange andre som Ballerup, Skovlunde, Pederstrup, Aagerup og utallige andre, som vi vel siden faar Kundskab om, der ikke kunde være igjen af slige store Byer uden Præstegaarden og nogle smaa Huse. Ja, skal neppe i al Sjælland findes nogle faa Byer, der ere jo nogle Gaarde og Huse afbrudte. At det syntes ligesom et Forsæt af Svensken, at efterdi de kunde ikke beholde Landet, vilde de der udi hver Sogn om ikke

[145]

146

i hver By skulde være Tegn, at de der haver været. Nu ville vi Intet tale om det meget i Skovene er afhugget og af Svensken bortsolgt, men i nogle hundrede af de bedste og største Ege og Træer i Skovene ere, sat Ild ved Roden og slet brændt igjennem op ud ad Toppen, indtil de ere omfaldne. Jeg vil intet tale om hine mange Mennesker, der ere jagne fra Næring og Bjæring og ere blevne saa arme som tilforn vare rige, at de maa tigge deres Brød, foruden de Utallige de haver skilt ved Livet og Velfærd. Og dog vil Svensken have Navn efter sig, han var god. De, som Svensken haver tugtet, finder (føler) det, saa længe de lever." Der existerer mange samtidige Beretninger om de utrolige Lidelser, Befolkningen havde maattet udstaa i alle Dele af Landet og det ikke blot af Fjenden, men af de Allieredes Tropper; Sult, Udplyndring, Overlast, Mord, Brandstiftelse og en vild Ødelæggelseslyst hørte til Dagens Orden; Landsbyer og Herregaarde henlaa i Ruiner og vare folketomme, eftersom Beboerne havde søgt Tilflugt i Skovene, og det er betegnende for Tilstanden, at Kongen i August befalede, at de paa Markerne hist og her henliggende "Menneskers døde Legemer" saavelsom de af Svenskerne henrettede Dannemænd skulde begraves christeligt. Gjælden var voxet med flere Millioner, de hvervede Tropper kunde ikke beholdes og heller ikke afskediges, før de havde faaet deres Sold udbetalt; Stillingen var kort sagt fortvivlet og krævede overordentlige Forholdsregler.

I Beleiringsaarene havde den kjøbenhavnske Borgerstand spillet en Hovedrolle ikke blot ved Forsvaret, men under de talrige Stændermøder, som vare blevne afholdte for at stifte Laan, bevilge Penge, sørge for Garnisonens Indkvartering og Underhold, drøfte Fredsforhandlingerne, Forholdet til Udlandet m. m. Efter Privilegierne af 24de Marts og Valget af de 32 Mænd steg Borgernes Selvfølelse yderligere, og kort efter Fredens Afslutning, endnu før de fjendtlige Tropper vare ude af Landet, ansaa de Øieblikket for kommet til at faa Privilegierne "udi fuldkommen Possession". Der udspandt sig nu et formeligt Ordskifte mellem Kongen paa den ene og Magistraten med de 32 Mænd paa den anden Side om Privilegiernes Omfang og Fortolkning, og en hel Række Skrivelser udvexledes herom. Borgerne mente, at de ikke alene burde have Stemme "udi noget Særdeles i Statssager, men endog udi alt Andet, hvis Riget, Byen og Menigheden til Bedste eragtes kan", fornemmelig


147

da hvad "Commercien" angik. De ønskede derhos, at Magistraten og de Deputerede "maatte annammes hos Kongen med lige Respekt

Hans Nansen

Hans Nansen. Efter Maleriet paa Rosenborg.

som i andre frie Rigsstæder" og fandt det utilstedeligt, at "Eders kongelig Majestæts Tolder imod Privilegierne sig forgriber" ved at afkræve Borgerne en høiere Told end den, der svaredes af Adelen.


148

Kongen bemærkede hertil, at Kjøbenhavn sikkert skulde blive hørt, naar Stænderne sammenkaldtes; saavidt han vidste, var der ikke vederfaret Borgerskabet noget "Despekterligt", og hvad "Commercien" angik, maatte de andre Stænder ogsaa høres. Han kunde ikke indrømme, at Privilegierne hjemlede Kjøbenhavns Indbyggere Toldfrihed; Tolden var kun bleven suspenderet under Beleiringen, men den kunde selvfølgelig ikke forhøies uden Stadens Samtykke. Den 18de Juli indløb et mærkeligt skarpt, næsten udfordrende Svar til Kongen, vistnok forfattet af Kjøbenhavns øverste Borgmester Hans Nansen, en djærv Frihedsmand, som et Par Maaneder efter skulde blive et af, Hovedredskaberne til Enevældens Indførelse. Heri mindedes Kongen først om, hvad Byen havde lidt og udrettet; den havde frelst Landet, "saa vi ei Alle ere blevne vore Fjenders Slaver og Trælle, den danske Nation til evig Beskjæmmelse", og Underskriverne skyldte derfor Medborgere og Efterkommere at hævde Privilegierne "til nogen ringe Fornøjelse for den store Skade". Løftet om Stabelret burde opretholdes og sikkres mod alle Forsøg fra de andre Stænders Side paa at omstyrte det, og Underskriverne haabede underdanigst, at den frie Rigsstadsret "udi alle Maader efter Ordenes Formelding og udi Gjerning efterkommes, saa at vi maa faa Frugterne af Friheden at fornemme istedetfor den Ufrihed, vi indtil denne Dag haver havt." Borgernes Udvalgte burde have fri Adgang til Kongen og Raadet saavelsom Samtykke paa Rigsdagen i alle Anliggender, og hvad Toldsagen angik, formente de underdanigst, at den forrige Toldrulle var tilintetgjort ved Privilegierne, saaledes at Kjøbenhavns Indbyggere vare toldfri ligesom Adelen, indtil de selv samtykte en ny Toldrulle. Naar Underskriverne havde talt om "Respekt", sigtede de herved til, at Magistraten burde have Alt, hvad der vedkom Staden og dens Jurisdiktion "under fuldkommen Direktion og Autoritet, saa og Gang og Sæde som Magistraten udi Danzig og andre frie Rigsstæder", saaledes at dens Beslutninger ikke omstødtes "for nogle sær Personers Interesses Skyld". Skrivelsen slutter med en Bøn til Kongen om at optage det Anførte i bedste Mening og Naade og en fornyet Anmodning, om at Privilegierne, "som ere bekjendte over en stor Del af Europa, snarest maa komme i Gjerning og Brug", for at Fremmede kunne faa Lyst til at nedsætte sig i Hovedstaden, og Handelen kan faa nyt Opsving. Paa denne Skrivelse, der tydeligt


149

nok afslører Borgerskabets Ønsker og dets Bekymring for, at de lovede Begunstigelser skulle gaa tabt, indløb der aldrig Svar, thi andre og større Begivenheder stod for Døren.

Kristoffer Gabel

Kristoffer Gabel til Rantzausholm

Der laa ligesom en Omvæltning i Luften; Alle havde Følelsen af, at der forestod noget Overordentligt, om end kun de Færreste kunde gjøre sig klart, hvad det vilde blive. Den svenske Gesandt forudsaa "det Bulder", der vilde opstaa, naar den svenske Hær var


150

borte; "kun vor Armee holder dem i Skindet", skrev han. Stemningen, som allerede efter Brømsebrofreden havde vendt sig mod Adelen (smlgn. I, S. 621), var under den sidste uheldige Krig kun bleven yderligere forbittret, og Borgerstanden var, som vi have set, ingenlunde tilsinds at opgive sine velfortjente Rettigheder. Adelsstanden var ikke mere, hvad den tidligere havde været; Magten var gleden ud af Rigsraadets Hænder, Kongen havde indrettet et Slags Kabinetsregjering med sine tydske Kammerskrivere Kristoffer Gabel og Theodor Lenthe, og "formaaede endda ikke saa lidet", - i Virkeligheden afgjorde han mange Sager uden at bekymre sig om Rigsraadet i Kraft af den Stilling, han havde vundet under Krigen. Hertil kom, at den almindelige Strømning i Europa gik i Retning af Kongemagtens Forøgelse - man befandt sig i Begyndelsen af Ludvig den Fjortendes Tidsalder. "Riget for Bornholms Vedkommende Arverige - skriver Hammerich - for største Delen Valgrige, Borgere med Adelsrettigheder uden endnu at have gjort dem gjældende og faaet Del i Regjeringen, en Rigsdag med stigende Magt, en Konge med stigende Magt, et Raad efter Bogstaven almægtigt, efter Aanden afmægtigt, en svag Adel, som efter Loven dog skulde have Herredømmet i Landet - Alt dette kunde umulig bestaa sammen paa engang."

De Planer, Kongen og hans nærmeste Omgivelser: Dronning Sophie Amalie, Gabel, Lenthe og andre indflydelsesrige Tydskere nærede, maatte naturligt gaa i Retning af en udvidet stærk Kongemagt og Indførelse af Arvekongedømmet, thi man havde ikke glemt Begivenhederne efter Christian den Fjerdes Død eller den haarde Haandfæstning, som endnu stod ved Magt. Alt syntes at føie sig efter Ønske, alle Tidens Tegn vare gunstige. Der var syv ledige Pladser i Rigsraadet, af hvilke den ene kun blev besat med Kongens fuldtro Mand, Feltmarechal Hans Schack; Hannibal Sehested blev tagen til Naade og vunden for Hoffets Sag ved en stor aarlig Pension, Korfitz Ulfeldt og Leonora Christina gav sig paa Flugten fra Malmø selv i Kongens Vold ved at reise til Kjøbenhavn, hvor de ufortøvet bleve arresterede og førte i Fængsel til Bornholm, Tropperne og Borgervæbningen vare ved Haanden, hvis der skulde blive forsøgt Modstand, Middelstanden stod urokkelig paa Kongens Side under dygtige Førere, medens Rigsraad og Adel neppe havde en eneste fremragende Mand. Det er vel ikke fuldt bevist, men


151

dog i høi Grad sandsynligt, at Kongen inden den afgjørende Rigsdags Sammentræden havde vundet Hannibal Sehested, Sjællands Biskop Hans Svane, Borgmester Nansen, Gabel og Lenthe for en Statsomvæltning, om hvis egentlige Natur man dog neppe var ganske klar. Alle vare enige om, at Kronen skulde være arvelig, at Haandfæstningen skulde ændres eller kasseres, og at der skulde arbeides for borgerlig Lighed, men det kjøbenhavnske Frihedsparti tænkte ikke paa, at Haandfæstningens Afskaffelse skulde føre til Enevoldsmagten, skjøndt det saa længe forberedte autokratiske Princip netop da arbeidede sig seirrigt frem i saagodtsom alle europæiske Stater.

Stænderne bleve indkaldte til at møde i Kjøbenhavn "af høie og vigtige Aarsager for disse vanskelige Tiders Skyld", og i Løbet af August foretoges Valgene. Kjøbenhavn repræsenteredes af 6 Borgere, hvoriblandt Borgmestrene Hans Nansen og Kristoffer Hansen samt Stadshauptmand Frederik Thuresen, der tillige var den første Formand for de 32 Mænd; ialt talte Rigsdagen hen ved 200 Deputerede. Bondestanden var slet ikke repræsenteret. Allerede den 6te September 1660 vare saagodtsom alle Deltagerne samlede i Hovedstaden, hvor det siges af en Samtidig, at "det hverken ude eller inde kunde kjendes, at der havde været Krig", hvilket dog sikkert ikke maa forstaas bogstaveligt. Sandsynligvis blev Herredagen indblæst af Herolder med Trompeter og Pauker; Gaderne vrimlede af Soldater, som vare blevne kaldte til Staden, Indbyggerne vare overalt paa Benene for at nyde det usædvanlige Skue eller for at drøfte Fremtiden, thi en eiendommelig Spænding havde grebet Alle. Man anede, at vigtige Begivenheder stod for Døren, uden dog at vide noget Bestemt. To fyenske Deputerede - fortæller Bircherod - spadserede paa Slotspladsen og samtalede høirøstet om, hvad den store Sammenkomst skulde betyde, da Hannibal Sehested netop kom forbi og hviskede til dem: "Den betyder, at vil Du ikke, skal Du." De Paagjældende forstod ikke Meningen, men tilføier Hjemmelsmanden: "De efterfølgende Tiders Forfarenhed lærer nok omsider baade hannem og hans Descendenter at forstaa det."

Det er ikke her Stedet at komme ind paa en udførlig Fremstilling af den mindeværdige Rigsdags Begivenheder, der danne Udgangspunktet for den nye Statsordning i henved et Par hundrede


152

Aar: Enevoldsmagtens Indførelse. Stændernes første Møde i Ridder-. salen paa Slottet, Udvalgsmøderne, hvoraf Adelens afholdtes i Holmens Kirke, Gejstlighedens i Frue Kirkes Konventhus, der stødte op til Kirken, Borgerstandens i Bryggernes Laugshus paa Hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, Fællesmøderne, der snart afholdtes i den sidstnævnte Bygning, snart i islandske Kompagnihus paa Slotsholmen, overværedes selvfølgelig kun af den snevre Kreds, for hvilken de vare bestemte, men Hovedstadens Indbyggere saa dog hyppigt lange høitidelige Optog af Adelsmænd i spanske Ridderdragter og bredskyggede Hatte med vaiende Fjer, Geistlige i lange sorte Kjoler og Medborgere i tarveligere Klædninger bevæge sig gjennem Gaderne fra og til Slottet eller til de nys nævnte Lokaliteter. Men efterhaanden som Striden mellem den forenede Geistlighed og Borgerstand, "de Konjungerede under Kjøbenhavns Frihed", førte af Biskop Svane paa den ene Side og Adelen paa den anden blev akut, sivede Forhandlingerne ud til Menigmand, indtil de tilsidst blev Alles Fælleseiendom. Kampen indlededes om de nye Skatteforslag, navnlig om en Konsumptionsskat efter hollandsk Mønster, som Adelen i Henhold til sine i Haandfæstningen hjemlede Privilegier helt vilde unddrage sig; Borgerstanden og Geistligheden svarede herpaa ved at tage Ordet for Lenenes Overgang til Forpagtning. Plenarmøderne bleve mere og mere lidenskabelige, Haansord og skarpe Udfald faldt fra begge Sider, og snart befandt hele Staden sig i en voldsom Ophidselse. Hadet mod Adelsprivilegierne gav sig Luft under de forskjelligste Former og trængte ned i de laveste Samfundslag; det kom til offentlige Tumulter, Opløb og hidsige Fægtninger; Borgere og Studenter sloges med Adelsmænd paa offentlig Gade om Aftenen med blanke Vaaben; ikke mindre end sex Mennesker bleve i de første 14 Dage dræbte, og de Saaredes Antal var ikke ringe. Overalt, i private Huse, paa offentlige Steder, i Kneiper og Kipper drøftedes Rigsdagsforhandlingerne; Staden var som en eneste politisk Klub; man skjændtes om, hvilken Regjeringsform der var den bedste og afgjorde Meningsforskellen med Haandgribeligheder; Byen var fuld af utrolige Rygter, og allevegne dadledes Otto Krag og lovpristes Biskop Svane og Hans Nansen. Vagterne maatte forstærkes; det blev forbudt Adelens Tjenere at bære Vaaben paa Gaden og Herremændene at lade sig ledsage af mere end én Svend. Studenterne maatte heller ikke gaa bevæbnede, og det


153

forbødes dem at vise sig offentlig efter Kl. 6, men da de gjorde Indvendinger og paaberaabte sig deres Tapperhed under Krigen,

Hans Svane

Sjællands Biskop, den senere Erkebiskop Hans Svane.

blev det dem tilladt at beholde Kaarden. Samtidig sørgede Thuresen i al Stilhed for at holde Borgerne paa rede Haand, hvis der skulde hænde Noget, og Feltmarechal Hans Schack befalede de


154

mange Officerer, som vare fulgte med Adelen, at begive sig hjem til deres Garnisoner, da Kongen agtede at holde Mønstring, saasnart Rigsdagen var tilende. Paa denne Maade opnaaede Hoffet forøget Sikkerhed for sine Planer.

Skridt for Skridt dreves de Konjungerede fremad, hemmeligt opmuntrede af Hoffet og dets Ombud; jo større Adelens Modstand blev, desto mere gjennemgribende blev Borgerstandens Forslag. Den 26de September saa man Borgere og Præster i høitideligt Optog begive sig til Slottet for med Forbigaaelse af Rigsraadet personlig at overrække Kongen et Forslag om Lenenes Bortforpagtning, og dette usædvanlige Skridt gjorde et saa stærkt Indtryk paa Adelen, at den ufortøvet gav efter i Konsumptionssagen. Men det var forsilde; en længe næret og i hemmelige Møder mellem Gabel, Nansen og Svane omhyggelig forberedt Plan om at overdrage Kongen Arveret til Kronen var bleven aftalt med Kongens og Hofpartiets skjulte Billigelse - Striden blev med andre Ord fra det finantsielle Omraade ført over paa det statsretlige, thi de lavere Stænder havde indset, at der Intet kunde udrettes mod Adelens Modstand uden ved en formelig Omvæltning. Medens Adelen fortabte sig i langvarige Raadslagninger om en Stempelpapirsskat og opskræmmedes ved de Konjungeredes Forslag om Lehnene, indviedes Flere og Flere under Tausheds Løfte i Arveregjeringsplanen, og da et af Adelen snildelig udtænkt Forsøg paa at sprænge Rigsdagen (ved at indgyde Geistligheden Frygt for at den skulde miste sin Tiende) var mislykket, vare alle Forberedelser i Begyndelsen af Oktober trufne til det afgjørende Skridt.

Det var Kjøbenhavnerne, som gik i Spidsen. Den 8de Oktober 1660 om Morgenen var Hans Nansen samlet paa Raadhuset med Magistraten og de 32 Mænd, hvem han forelagde en ny Stempelpapirsforordning, som Kongen nogle Dage iforveien havde udstedt paa Raadets Opfordring, men som stred afgjort mod Stændernes Ønsker. Man var forbittret og harmfuld over den, og Nansen antydede Veien, man burde følge for at blive den kvit: overdrage Kongen Arveregjeringen og afskaffe det adelige Rigsraad. I Bryggernes Laugshus talte Nansen nogle Timer senere i samme Retning for Borgerstanden, idet han ogsaa her benyttede den nævnte Forordning som Ophidselsesmiddel. I Konventhuset ved Frue Kirke meddelte Svane samtidig Geistligheden "for omhyggelig tillaasede Døre",


155

at en Plan som den nævnte var fattet, og efter at der var vexlet Bud mellem de to Stænder, samledes de til et Fællesmøde i Laugshuset. Her holdt Svane en begeistret Tale, hvori han opregnede Adelens Synderegister og anbefalede Arveregjeringens Vedtagelse, idet han dog udtrykkelig fremhævede, at det skulde tilkjendegives Hs. Majestæt, at han "allernaadigst vilde behage at erholde hver Stand ved dens tilbørlige Privilegier og ved en skriftlig Revers forsikkre Stænderne, at ved en saadan Forandring det alene skal blive forfremmet og befordret, som kan komme Gud i Himlen til Ære og Riget til Gavn og Gode." Efter en indtrængende Opfordring af Hans Nansen om ikke at være forsagte, undertegnede samtlige Tilstedeværende Overdragelsesbrevet, som endnu samme Aften blev overrakt Kongen og Rigshovmesteren Jochum Gersdorff til Forelæggelse for Adel og Rigsraad. Det første revolutionaire Skridt var gjort; man havde forladt Forfatningens Grund.

Der synes paa dette Tidspunkt at være indtraadt Raadvildhed og Usikkerhed baade i Raadet og paa Slottet. Raaderne, der vare saa slet underrettede, at de bleve fuldstændig overrumplede, raadsloge hele Natten og den paafølgende Dag uden at kunne komme til et Resultat, og i Kongeborgen grebes de Styrende af Tvivl og allehaande Skrupler. Om Aftenen den 8de Oktober blev Slotsvagten forstærket, thi Ingen kunde vide, hvad Adelen, der havde et stort Antal Tjenere i Byen, kunde finde paa, skjøndt man havde vundet den Øverstkommanderende for Tropperne, Feltmarechal Hans Schack, for Planen. Kongen blev bearbeidet fra de forskjelligste Sider; man forestillede ham, at Ingen, allermindst de ufri Stænder, kunde rokke ved Haandfæstningen, at Rigsdagen overskred sin Kompetence, eftersom den kun var valgt paa et finantsielt Program, at der maatte befrygtes alvorlige indre Uroligheder efter et saadant vitterligt Forfatningsbrud, og endelig at de fremmede Magter sandsynligvis ikke engang vilde tillade Omvæltningen. Det fortælles, at Kongen, overvældet af Situationens Alvor, skal have sagt til Gabel: "Det var Altsammen kun Kvakleri mod hans Intriguer; de fremmede Magter vilde dog understøtte Adelen; selv den keiserlige Gesandt havde stærkt emploieret sig mod Souveraineteten." For Kjøbenhavns Indbyggere saavelsom for de to Stænders Menige forblev denne Vankelmodighed dog naturligvis en Hemmelighed.


156

De Konjungerede ventede forgjæves paa Raadets Svar. Tirsdagen den 9de Oktober hengik, uden at et saadant indtraf, men paa denne Dag kom det til et mindeværdigt Optrin, som mere end noget Andet viser, hvor stærk Spændingen var. Paa Slotsbroen mødtes tilfældigvis Borgerstandens og Adelsstandens Førere, Hans Nansen og Otto Krag. Den Sidste pegede da med en truende Mine op paa Blaataarns Fængsler og sagde: "Kjender I det?"; Borgmesteren pegede da paa Frue Kirketaarn, hvor Stormklokken hang, og svarede ufortøvet: "Og hvad hænger saa der?" Begge Parter følte, at man var inde paa Magtspørgsmaalet. Det feiler iøvrigt ikke, at Borgerstandens og Gejstlighedens vigtige Beslutninger hurtigt kom til Indbyggernes Kundskab, saa at Tusinder af Mennesker den følgende Dag vare forsamlede paa Slotspladsen, da de Konjungerede i høitideligt Optog begav sig fra det islandske Kompagnihus til Renteribygningen foran Slottet, hvor Rigsraadet havde sin Forsamlingssal, for at aftvinge det et Svar. Kongen og Dronningen viste sig i Kongefløiens Vinduer, og Jubelen var uhyre, men Rigsraadet kom med Udflugter. Om Eftermiddagen gjentog den samme Scene sig, men Raaderne havde nu samlet sig sammen til et Afslag. De erklærede, at Rigsdagen hverken kunde raadslaa eller beslutte i et saadant Anliggende, eftersom de Deputeredes Fuldmagter ikke bemyndigede dem dertil, at man ei burde "forglemme sine Naboer, som søgte at nytte enhver Leilighed", at Rigsraadet nok selv skulde sørge for Kongehusets Bedste, og endelig at Forslaget var ganske uhørt i Danmark og slet ikke stemte med Kongens Villie. "Paa en Tid saa farlig som denne kunde Rigsraadet umulig give sit Samtykke til saa usædvanlig og unødvendig en Sag."

Efter et skarpt Ordskifte mellem Otto Krag og Biskop Svane, begav Stændernes Udvalgte sig op paa Slottet, hvor de modtoges af Hannibal Sehested og indlodes i Drabantsalen. Kongen, Dronningen og den unge Prinds Christian mødte personlig, og Majestæten modtog takkende Stændernes Brev om Arveregjeringens Overdragelse, idet han dog bemærkede, at han først maatte tale med Raadet. Han havde aabenbart endnu ikke bestemt sig. Samme Aften overrakte Borgerstanden en Indstilling paa Slottet, om at de ledige Pladser i Rigsraadet maatte blive besatte med Geistlige og Borgerligfødte, og at disse overhovedet maatte faa lige Adgang med Adelen til alle høie Embeder, med andre Ord, at Kjøbenhavns Privilegier


157

maatte blive udvidede til hele Landet. Bestræbelsen var altsaa særlig rettet paa borgerlig Lighed; Ingen tænkte paa, at den vilde føre til Frihedens Undergang; Ordet: Enevoldsmagt var end ikke blevet nævnt. Men saa farlig var Situationen, at Vagterne paa Volden og i Gaderne bleve forstærkede, og at Ingen fik Lov til at komme ud af Staden uden Passerseddel fra Borgmester Nansen. I alle Stadens Qvarterer fik Borgervæbningen et Vink om ufortøvet at gribe til Vaaben, naar Stormklokken hørtes.

Det kritiske Tidspunkt var indtraadt, thi den 11te Oktober besluttede Kongen sig til det afgjørende Skridt, overtalt, som det synes, af Dronning Sophie Amalie, Hannibal Sehested, Gabel og Lenthe. Han lod Raadet vide, at "han vilde lade sig udraabe til Arvekonge af de borgerlige Stænder og siden handle med de Øvrige om Resten; hvis der kom Noget efter, vilde han være undskyldt." En rasende Forbittrelse greb nu Adelen; den erklærede, at "den ikke vilde give efter, om det saa skulde koste Liv og Gods"; den erklærede hele Fremgangsmaaden for ulovlig, brugte Skjældsord mod "Kanaillerne, de forbandede borgerlige Hallunker, som ikke fortjente at bære andet Vaaben end en Alen", og truede med, at det skulde koste Blod. Men Adelsstanden manglede Førere og Kraft til at gjøre Alvor af sine Trusler; i al Hemmelighed besluttede den at forlade Byen og sprænge Rigsdagen. Planen skulde iværksættes den 11te Oktober ved den unge Jørgen Rosenkrands's Begravelse. Men Kongen, som itide blev underrettet herom af den senere Rigsadmiral Henrik Bjelke, en af de faa Adelsmænd, der stod paa Hoffets Side, nølede ikke længere; Staden blev erklæret i Belejringstilstand, samtlige Porte bleve lukkede, saa at Ingen kunde komme ud eller ind, Skibene i Havnen bleve lagte fra Bolværkerne og Vagterne yderligere forstærkede, medens der blev truffet Forholdsregler til at kue ethvert Opstandsforsøg med Magt. Kjøbenhavn frembød paa denne Dag et overordentligt Physiognomi; den syntes at være tynget og knuget af hin ejendommelige ildevarslende Stilhed, der pleier at gaa forud for blodige Omvæltninger; det daglige Livs Forretninger gik istaa som ved et Trylleslag, Boderne bleve lukkede, og Gaderne stode tomme; kun af og til hørtes alvorsfulde Kommandoraab, naar Militairet og Borgervæbningen marcherede til Allarmpladserne. Adelen raadslog i Holmens Kirke; man lyttede i ængstelig Spænding efter Stormklokken, og


158

saa uhyggelig blev Stemningen, at Kongen ved Trommeslag lod forkynde i Gaderne, at Alle skulde være uden Frygt og blot passe deres daglige Dont. Der hengik nu nogle forventningsfulde bekymrede Dage, i hvilke Adelen og Raadet søgte at slippe for saa billigt Kjøb som muligt, eller idetmindste afpresse Kongen Løfter med Hensyn til den fremtidige Regjeringsform, uden at dette dog lykkedes. Lørdagen den 13de Oktober faldt Adelen endelig tilføie, og i et høitideligt Møde i den grønne Sal paa Slottet overdrog Stænderne og Raadet Kong Frederik den Tredies Hus Arveret til Thronen baade paa Sværd- og Spindesiden. Revolutionen var i det Væsentlige fuldbyrdet, vel ikke uden Tvang, men dog uden Blodsudgydelse, og der herskede almindelig Jubel blandt de lavere Stænder, skjøndt disse - som Hammerich bemærker - ingenlunde vare paa det Rene med, hvad der i Grunden var vedtaget, og hvorledes Sagerne stode.

Allerede Dagen efter det afgjørende Skridt traadte et af Kongen nedsat Udvalg sammen for at raadslaa om Rigets fremtidige Forfatning, thi efter at Haandfæstningens vigtigste Bestemmelse var kuldkastet, kunde den ikke opretholdes uden gjennemgribende Forandringer. Udvalget bestod af 4 Rigsraader, 4 Adelsmænd og 12 af de andre Stænder, deriblandt en Deputeret fra Universitetet, (der hidtil havde vist sig uvilligt mod Hoffets Planer), Professor Villum Lange, Biskop Svane og fra Kjøbenhavn: Borgmestrene Hans Nansen og Christoffer Hansen samt Stadshauptmand Frederik Thuresen. Der blev netop paa denne Dag, som var en Søndag, holdt Takkegudstjeneste i alle Byens Kirker, fordi "den grundgode Gud havde lyksaliggjort det kongelige Hus", hvorhos "den samme gode Gud flittig anmodedes om at ville velsigne det velbegyndte Værk til en god og lykkelig Udgang udi god Enighed og Hjertens Samdrægtighed". Umiddelbart efter Gudstjenesten samledes Udvalget i det grønne Gemak paa Slottet, men kom ikke til Enighed den Dag; det blev imidlertid klart, at Tanken om Haandfæstningens Tilintetgjørelse og et Diktatur var modnet, thi da Professor Villum Lange kom for Skade og paaviste Nødvendigheden af en Forfatning og vel ogsaa af en skriftlig Forsikkring fra Kongen, fik han et Vink om i Fremtiden at holde sig borte fra Møderne. Stemningen i Udvalget var delt; Alle mente vel, at Kongen skulde løses fra sin Ed paa Haandfæstningen, men Nogle vilde have en ny skriftlig


159

Revers fra ham, Andre med Svane som Fører gjorde gjældende, at "man ikke paa éngang kunde løse og binde Kongen". Efter nogle skarpe Sammenstød og en begeistret Tale af Svane for det kongelige Hus og dets naadige, sagtmodige og fornuftige Chef, der altid havde ført en gudfrygtig og mild Regjering, og til hvem man kunde nære ubetinget Tillid, foresloges det at give Majestæten frie Hænder og overlade Afgjørelsen "under hans frie Magt og Enevoldsherredømme." Henrik Bjelke, Hans Schack, Nansen, Thuresen og Andre sluttede sig ufortøvet hertil; de Øvrige fulgte efter, og den enstemmige Erklæring vedtoges, at "Hans Majestæt sin Ed eftergives og Haandfæstningen overleveres, i al Underdanighed formodendes, at Hans Majestæt derimod lader formere en Reces, som den kan være ham, Riget og enhver Stand til Gavn og det gemene Bedste." Med andre Ord: der overdroges Kongen et foreløbigt Diktatur i den Forudsætning, at han bagefter skulde oktroyere en Forfatning. Stænderne godkjendte Beslutningen og fraskrev sig herved selv Friheden; Enevoldsmagten var indført, thi den forventede Forudsætning blev ikke til Virkelighed. Sjelden er et større Resultat opnaaet ved saa smaa Midler og med saa liden Anstrengelse - "man kan, skriver Hiøring i "Leires Politi", ikke noksom fuldundre sig derover, hvor snart det gik til Forandring og blev omkert i en anden Form."

Den 17de Oktober om Morgenen Kl. 9 modtog Kongen Stænderne i Audients paa Slottet, hvor Peder Reetz med en sirlig Tale overleverede Kongen den kasserede Haandfæstning. Denne takkede, bar Dokumentet ind i sit Gemak, men kom strax ud igjen og lovede naadigt, at han skulde indrette Alt, saaledes at enhver Stand skulde blive fornøiet, og ingen af dem nogen Tid fortryde, hvad de havde samtykket og indgaaet. Om Eftermiddagen blev paa alle Gadehjørner og Torve udraabt, at den høitidelige Arvehylding, hvortil der i flere Dage var blevet truffet omfattende Forberedelser, skulde finde Sted den næste Dag, Torsdagen den 18de Oktober.

Høitideligheden afholdtes under aaben Himmel paa Slotspladsen under uhyre Tilløb. Foran Børsen var opreist et "Theatrum" eller Bræddestillads, overtrukket med rødt Klæde, med Thronstole for Kongen og Dronningen og Siddepladser for Prindserne, Prindsesserne og Rigsraaderne. Endel Rytteri, der havde ligget i Omegnen, blev om Morgenen trukken til Byen for at paradere, og Garnisonen saavelsom Kongens Livregiment og Borgervæbningen


160

"i fuld Mundering med Stormhuer paa Hovedet og Bryststykker for Brystet" var opstillet paa Pladsen. Stadshauptmand Frederik Thuresen stod forrest, bag ham alle Stadskaptainerne i Linie paa det Pynteligste udstafferede, hver for sit Kompagni. "Og var det ret en Hjertens Lyst at høre og se. Her holdt ved den ene Side det ganske Rytteri, som var herudi Byen med deres Trompeter og Hærpauker og den hele Formiddag, indtil Majestæten kom neder af Slottet, blæsede og spillede. Her var saadan en Mængde Folk som Spektatores, at alle Huse, Døre, Vinduer, Lofte op og neder vare oven fulde, ja end op i Masterne og Mersene paa Skibe og Skuder, som laa udi Stranden der lige for Palladset. At vi maatte undre, hvor saadant et Stykke Folk var i denne By, og de kunde opholdes saa rundelig." Hosstaaende Fremstilling efter et Maleri af en ubekjendt Kunstner paa Rosenborg er set fra nuværende Gammelstrand; i Forgrunden er Holmens Bro, den daværende Nybro; Baggrunden dannes af nogle adelige Gaarde i nuværende Slotsholmsgade, endvidere ses Henrik Müllers prægtige Boldhus paa Hjørnet, Tøihuset længere tilbage, Slottets Kongefløi med et lille Stykke af Blaataarn, og foran dette, yderst tilhøire, den gamle Renteribygnings Endefaçade.

Stænderne, der skulde deltage i Optoget, samledes iforveien, Adelen i Holmens, de geistlige og borgerlige Deputerede i Nikolai Kirke, og begav sig in corpore ind i den indre Slotsgaard og derfra op i Drabantsalen, hvor de ordnede sig. Klokken lidt over Tolv satte Processionen sig i Bevægelse og kom ud af det gamle Porttaarn under Folkets Jubel med Trompeter og Hærpauker i Spidsen. Forrest gik Ridderskabet, derefter Hofmarechallen og Overskjænken med lange Stave, Hof- og Kancellijunkerne samt to kongelige Herolder i Rødt med Rigsvaabnet paa Kjortelen og Spir i Hænderne. Rigsæblet, Sværdet, Sceptret og Kronen bares af de høieste Embedsmænd, og umiddelbart efter Regalierne fulgte Kongehuset under en mægtig rød Silkehimmel med Sølvfryndser, der bares af sexten Adelsmænd. Kongen gik alene foran, derefter Dronningen med Kronprinds Christian ved Siden og endelig de øvrige kongelige Børn. Toget sluttedes af Rigsraaderne, "det adelige Hof-Fruentømmer", Geistligheden og Professorerne ved Universitetet, det kjøbenhavnske Borgerskabs og de øvrige Kjøbstæders Deputerede, og tilsidst en Hob Amagerbønder, som skulde forestille den fjerde


161

Arvehyldingen paa
Slotspladsen

Arvehyldingen paa Slotspladsen. Efter et Maleri paa Rosenborg.


162

Stand i Riget. Da Alle havde indtaget de for dem bestemte Pladser, og Regallerne vare blevne anbragte paa et lille Rord ved Kongens høire Haand, raabte Herolden tre Gange med høi Røst til Lyd, hvorpaa Peder Reetz i Rigshovmester Jochum Gersdorfs Forfald (thi denne havde syg og lidende maattet lade sig bære hen til Pladsen) holdt en Tale og paa Kongens Vegne takkede Stænderne "for deres underdanigste Affections Bevisning". Han lovede, at Hs. kongelige Majestæt "ikke aleneste vilde regjere som en christelig Arvekonge og naadig Herre, men endogsaa med det Allerførste vilde lade oprette og forfærdige saadan en Regjerings Form og Maade, at alle Hs. kgl. Majestæts Arveundersaatter i disse Kongeriger skulde hos Hs. kgl. Majestæts Arvinger og Efterkommere have en christelig og mild Regjering at forvente og derpaa fuldkommeligen være forsikkrede." Derefter oplæstes den nye Ed, som Intet indeholder om Enevoldsmagten, men kun lover Troskab mod Kongen som "Arvekonge og Herre", og samtlige Rigsraader, Adelen, Gejstligheden, Professorerne, Borgernes Deputerede og Bønderne aflagde Eden med oprakte Fingre i forskjellige Hold, knælende paa en med rødt Klæde overtrukken Skammel. Bagefter "blev det allernaadigst tilladt at kysse begge Deres Majestæters Hænder, hvilket med den allerstørste og underdanigste Ærbødighed af Enhver især skete, hvorefter de for Prindserne og de andre kongelige Børn gjorde hver en dyb Reverents." Af Amagerbønderne fik kun En Lov til at give Kongen og Dronningen Haanden, nemlig Svend Gynge fra Dragør, den samme, som blev staaende foran Kongeparret og med høi Røst sagde: "Gud give, han nu faa Skam, som ikke holder Ord, Frederik." Saasnart Hyldingen var forbi, bleve Stykkerne løste tre Gange rundt om Byen og paa Flaaden; samtlige opstillede Tropper afgav Salver, og Folket sloges og reves om Thronstilladset og Klædet, der laa helt hen til Slotsporten og efter Skik og Brug gaves til Pris. Selve Ceremonien er smukt gjengiven i hosstaaende Billede efter et Maleri paa Rosenborg af Heimbach. Den syge Rigskantsler Jochum Gersdorff ses i en Bærestol, idet han føres bort fra Handlingen; fra Skyerne kommer en smigrende Solstraale ned over det kongelige Hus.

Dagen endte med en prægtig Banket i Riddersalen eller den store Dandsesal paa Slottet, hvor der var dækket til 300 Personer. Alle Stænderne, som havde aflagt Eden, vare indbudte, og Majestæterne tilligemed de kongelige Børn sad øverst i Salen ved et


Bilag: Arvehyldningen paa Slotspladsen 18de Oktbr. 1660.

Pl. s.163

163

særskilt Bord. Hver Gang der blev drukket en Skaal, gaves der Salut fra tre Kanoner. Da Maaltidet var tilende, og en Page havde læst fraborde, forlod Dronningen, Damerne, Biskopperne og Geistligheden Taffelet, men Kongen og Kronprindsen blev og gik med lange høie Spidsglas i Hænderne ned til Borgmestrenes og Raadmændenes Bord, drak dem til, spøgte med dem og udmærkede dem paa alle Maader. Navnlig havde Kongen "en lang og sagte Diskurs med Borgmester Hans Nansen og Hannibal Sehested, hvilken Diskurs altid var mild og latterlig", og det varede tre Timer til, inden man brød op. Man drak saa tappert, at Hans Nansen tilsidst blev beskjænket, hvorfor han ansaa det for klogest at absentere sig i Stilhed. En Byfoged og en Borgerofficer lodsede ham ned af Trapperne ud paa Slotspladsen, hvor de satte ham i hans Vogn, og i stort Optog, ledsaget af en Afdeling af Borgervæbningen og sin Svigersøn, Borgmester Finn Nielsen, kom han hjem til sit Hus i Snaregade. En Deltager skriver: "Klokken Tolv om Natten kom jeg til mit Logemente, og endtes, Gud være lovet, dette Værk saaledes med Glæde og uden al Klammer og Mytteri." Allerede den følgende Dag hævedes Beleiringstilstanden, Kjøbenhavns Porte aabnedes paany, og Staden fik hurtigt sit gamle Udseende. Det strømmede naturligvis ind med Lykønskninger; endel Fanger paa Bremerholm løslodes, paa Universitetet holdt Thomas Bartholin en Oratio Panegyrica, og Bording skrev sit "Frydeskrig" til Majestæten.

Det er charakteristisk, at Arvekongen ufortøvet tog Hæren og Flaaden under sin direkte Kommando, og at han allerede den 25de Oktober fandt Anledning til at udstede et nyt Ceremoniel, ved hvilket Adgangen til hans Person vanskeliggjordes for Menigmand. Rigsraadets Archiv blev ført op paa Slottet; Adelsvælden var definitivt knust. Man var aabenbart ikke ganske paa det Rene med, hvad der egentlig var sket, thi da den hollandske Gesandt nogle Dage efter Arvehyldingen spurgte Rigshovmesteren, om han endnu beklædte denne Stilling, og om Rigsraadet endnu var Rigens Raad, havde han intet bedre Svar at give, end at han ikke vidste det. Den 30te Oktober aftakkedes Borgervæbningen, som vel hidtil havde været Kongens bedste Støtte, men maaske i Fremtiden kunde blive besværlig. Ceremonien foregik med stor Højtidelighed. "Alt Borgerskabet, ligesom det var brugt i denne Tid med Trommer og flyvende Faner, med Feltskærere og alt Tilhørende, stillede sig paa


164

Volden, hver paa sin Post, saa og paa Torvet og Raadhuset. Derfra marcherede de, et Kompagni efter det andet, ned over Gammeltorv, om ad Raadhuset, ned ad Vimmelskaftet, over Amagertorv hen paa Slotspladsen, om ad den Løngang fra Kongens Gemak ned ad Provianthuset. Det sidste Kompagni og den sidste Fane var Brandmestrene og deres Svende med alle de Instrumenter, som de havde brugt i denne Beleiring. De kom ordentlig frem med Hakker, Øxer, Læderspande, Baadshager, Hamre og Tænger, de havde til de gloende Kugler at trække ud, saa og med Sprøiter og andre Instrumenter med flyvende Faner og Trommer. Der de vare nu alle stillede udi Geled, hver for sin Fane, kom Majestæten ud fra Stalden ridende paa sin Hest, og Feltmarechallen fulgte ham, og red de rundt om alt Folket; siden red de tilbage igjen hen for Provianthuset; der havde Feltherren Taksigelse til Borgerskabet paa Kongens Vegne for tro Hjælp i denne Tid. Der den Taksigelse var endt, neiede Hs. Majestæt med blottet Hoved for Borgerskabet og dermed red fra dem, men Feltherren red langs frem for hvert Kompagni med aabent Hoved og takkede dem alle og red aabenhovedet for alle Mand hen til Stadsporten. Dermed blev Trommen rørt, og Borgerskabet gav tre Gange Salve. Saa tog Fændrikken for hvert Kompagni Flaget af sin Fane og vandt det om Stangen og gik hver til sin Kaptain, og fulgtes Kaptainen og Fændrikken saa med hverandre efter Trommen hen op for Kaptainens Dør. Siden den Aften gjorde hver Fændrik sine Officerer et Kollats og Gjæstebud."

Rigsdagen forblev inde, rimeligvis indtil henimod Slutningen af December, og fremkom med en hel Række Indstillinger om Finantserne, Lehnenes bedre Benyttelse, Lighed i Byrder og Æresposter for Alle, Forslag til Vornedskabets Ophævelse, til Stædernes Opkomst o. d. En Hovedskat blev bevilget saavelsom en Stempelpapirsskat; ogsaa om Fordelingen af Indkvarteringsbyrden førtes en hel Række Forhandlinger. Den 15de November aflagdes der ny Arvehyldingsed paa Slottet af Repræsentanterne for dem, der ikke havde været med forrige Gang, ved hvilken Leilighed Bønderne mødte talrigt. Det var altsaa et Supplement til den første Arvehylding og fandt Sted paa lignende Maade, men Ceremoniellet var noget stivere, thi Ingen blev stædt til Haandkys, der holdtes intet Gilde, og Alt foregik indenfor Slottets Enemærker. Det er blevet optegnet, at Bønderne istedetfor at nedlade sig paa den Skammel,


165

der var opstillet, "fulde paa Knæ paa det bare Gulv" af lutter Ærbødighed, men dette hindrede dem dog ikke i samme Dag at overrække Kongen "et Memorial, som var temmelig hart stilet mod Adelstanden" og dens Overgreb.

Skjøndt der i Løbet af Oktober og November var indkommet Stadfæstelse paa Arvehyldingen fra adskillige Kjøbstæder, og Haandfæstningen éngang var kasseret, blev der dog ved denne Leilighed til yderligere Sikkerhed for Kongens nyerhvervede Magt underskrevet et "eget Instrument" om Haandfæstningens Kassation af samtlige Tilstedeværende med den nye Rigens Drost Jochum Gersdorf, Rigsskatmester Hannibal Sehested og Kantsleren Peder Reetz i Spidsen. Administrationen ordnedes derpaa i kollegial Form, idet hele Statsstyrelsen henlagdes under saakaldte Kollegier (svarende til Nutidens Ministerier), hvert bestaaende af et Antal Raader og endel underordnede Embedsmænd. Istedetfor det gamle Rigsraad kom to Kollegier: Statskollegiet (svarende til det nuværende Statsraad), der fik Lokale i Renteribygningen foran Slottet, og Høiesteret, den øverste dømmende Myndighed, som altsaa nu skiltes fra Forvaltningen. Den sidste fik Lokale i Herredagssalen paa Slottet (afbildet i første Del, S. 488), hvorimod Kancellikollegiet, under hvilket alle Justits-, Kirke- og Undervisningssager sorterede, tilligemed Skatkammerkollegiet eller Rentekamret, der bestyrede Finantsvæsenet, ogsaa anbragtes i den gamle Bygning paa Slotspladsen ud til Kanalen. Den blev vistnok udvidet ved denne Leilighed og blev først nedbrudt i 1722, da Kollegierne flyttedes over i den nuværende Kancellibygning (den "røde" Bygning). Krigskollegiet saavelsom Admiralitetet (der allerede var oprettet i 1655) fik Plads i et af Kongen erhvervet Privathus ved Holmens Laage (Indgangen til Holmen). Denne Bygning ses paa Heimbachs Arvehyldingsbillede som et to Etages Hus bag Holmens Kirke. Her havde ogsaa det senere i 1668 oprettede første Kommercekollegium, bestemt til at fremme Handel og Industri, sine Lokaler. Kollegierne havde dog ingen afgjørende Indflydelse paa Regjeringsanliggenderne og kunde ikke udøve nogen selvstændig Myndighed; de vare i Et og Alt afhængige af Kongen og underkastede hans Villie og Skjøn. Dog opnaaede de lavere Stænder en i Øjeblikket væsentlig Del af det Tilstræbte, nemlig borgerlig Lighed, thi saavel i Statskollegiet som i de øvrige Regjeringsraad blev Middelstanden næsten ligesaa talrig repræsenteret som Adel og


166

Rigsraad. Svane, der blev Erkebiskop, Hans Nansen, der blev den første Præsident i Kjøbenhavn, Gabel, Lenthe og mange Andre fik Sæde i flere af Kollegierne; saaledes vare de to førstnævnte baade Medlemmer af Statskollegiet og Høiesteret, Stadshauptmand Thuresen blev Assessor i Krigskollegiet, Henrik Møller blev Rentemester, og flere af Universitetets Professorer havde Sæde i Kancellikollegiet. Overhovedet blev den borgerlige Stand paa alle Maader trukken frem og smigret, overvældet med Gaver og protegeret, hvilket dog ikke formaaede at dæmpe dens senere Misfornøielse.

Der var hidtil Intet foregaaet, som i og for sig var uforeneligt med Stænderinstitutionens fortsatte Bestaaen, og Kongen havde ved at høre paa Rigsdagens Indstillinger og modtage dens Bevillinger flere Maaneder efter Arveregjeringens Overdragelse selv anerkjendt dette, i hvert Fald ladet Befolkningen blive i den Tro, at han vilde bruge Diktaturet til at oktroiere en ny Regjeringsform og ordne Forfatningen i Overensstemmelse med Stændernes Ønsker. Men den 10de Januar 1661, efter at Stænderne havde forladt Byen, betraadte Kongemagten definitivt Absolutismens Vei, idet Arveenevoldsakten blev omsendt til Underskrift i hele Landet. Heri erklærede Underskriverne, at de "utvungne, uden Kongens Tilskyndelse, Anmodning eller Begjæring, af egen fri Villie og gode Betænkende have tilsvoret Kongen og hans ægte Livsarvinger af mandlig og kvindelig Linie Arverettighed til Danmarks og Norges Riger samt alle jura majestatis, absolut Regjering og alle Regalia." De sværge ham derfor Troskab som "absolut souverain Arveherre og Konge", og stille "udi Hs. kongelige Majestæts egen naadigste Villie, ikke alene hvorledes Regjeringen herefter skal anstilles, men endogsaa Successionen bekvemmeligst skal forsynes, hvilken sidste Villie skal være dem og deres Posteritet som en fundamental Lov og offentlig Forordning." Dr. Fridericia bemærker, at dette Instrument vel i Formen var en Stadfæstelseserklæring, men i Realiteten noget Nyt, eftersom Kongen ubetinget stod langt friere end hidtil; A. D. Jørgensen sammenligner det med et moderne Plebiscit som Stadfæstelse af et fuldbyrdet Statscoup. Det fremgaar ogsaa af samtidige Beretninger, at man begyndte at forstaa Sammenhængen og var misfornøjet dermed. Fem Aar efter, den 14de November 1665, underskrev Kong Frederik et af Peder Schumacher forfattet politisk Testamente, den saakaldte Kongelov, hvori Arvefølgen nøiagtigt


167

fastsattes, og det paalagdes samtlige Efterfølgere paa Thronen til evige Tider ubrødelig at vaage over Enevælden i videste Forstand. Den Magt, Stænderne havde overdraget Kongen ved Arvehyldingen, forklaredes nu saaledes med Kongelovens egne Ord: "Danmarks og Norges Enevolds Arve-Konge skal være herefter og af alle Undersaatterne holdes og agtes for det ypperste og høieste Hoved her paa Jorden over alle menneskelige Love, og der ingen anden Hoved og Dommere kjender over sig enten i geistlige eller verdslige Sager uden Gud alene", hvorpaa det senere hedder, at "Alt, hvis om en absolut souverain christen Arve-Konge kan til Bedste siges eller skrives, det skal altsammen ogsaa om Danmarks og Norges Enevolds Arve-Konning udi den yndeligste og bedste Mening forklares og udtydes."

Det gik selvfølgelig ikke an at undertrykke Stændernes Privilegier helt, thi de vilde alle have reist sig derimod, og Kjøbenhavnerne havde ofte nok vist, at de ikke vilde give Afkald paa dem. Hovedstaden blev ogsaa bedst betænkt, da de nye Privilegier udstedtes den 24de Juni 1661, thi vel fik Adelen nogle af sine sociale Rettigheder fornyede, deriblandt den betydningsfulde Hais-og Haandsret over sine Bønder, men der forbeholdtes den ingen Ret til Deltagelse i Statsstyrelsen; Geistligheden og Kjøbstæderne opnaaede nogle Særrettigheder, men langtfra i det forventede Omfang, og Kapitlerne saavelsom Universitetet fik Intet. Kun Kjøbenhavn beholdt sin Kommunalforfatning og sin Stabelret, som det udtrykkelig siges, fordi det "udi sidste besværlige Krigstid og særdeles udi den haarde Beleiring sig imod os og vores kongelige Hus saa tro og lydig og mod vores Fjender saa modig og tapper betjent, som det den nulevendes Verden nok som er bekjendt og vitterligt", og fordi "saadan deres underdanigste og skyldigste Troskab og tapper Modighed til deres evige Berømmelse Posteriteten, saalænge Verden staar, kan notificeres."

Kjøbenhavns Privilegier af 24de Juni 1661, hvortil Originalen den Dag idag opbevares i Raadstuarchivet paa Pergament med vedhængende Segl i en svær Sølvkapsel, og af hvis sidste Side med Kongens egenhændige Underskrift der her gives et Faksimile, ere ikke absolut identiske med Privilegierne af 24de Marts. I den Paragraph, hvori det fastsættes, at der ikke skal paalægges Byen høiere Told end Adelen, er f. Ex. Bestemmelsen om Borgernes for-


168

nødne Samtykke dertil udeladt. Det fik naturligvis ingen Betydning, at Kjøbenhavn vedblev at være en fri Rigens Stand, der skulde give Stemme og deliberere med de andre Stænder, "naar vi godt befinder Stænderne at sammenkalde", thi dette blev ikke mere fundet godt. Derimod blev det endelig fastslaaet, at Magistraten sammen med 32 af de "bedste og fornemste Borgere" skulde handle og slutte om Stadens og Menighedens Bedste samt dens Indtægt og Udgift, hvorhos den øverste Borgmester, der nu fik Titel af Præsident, tilligemed en af de andre Borgmestre og to af de 32 Mænd altid skulde have fri Adgang til Kongen. Kjøbenhavnerne beholdt ligeledes deres i de tidligere Privilegier hjemlede Ret til at erhverve adeligt Jordegods og "nyde med Adelen lige Tilgang til Officia og Honores, naar de dennem med deres Kapacitet og Kvaliteter dertil kan gjøre kapables og meriterede", og hvad der var endnu betydningsfuldere, Byen beholdt sin Stabelret, det vil sige: sin Eneret til at indføre Varer fra Udlandet til Sjælland og omvendt, hvilket den dog skulde dele med en anden sjællandsk By. Dette for de andre Kjøbstæder saa overordentlig skadelige Privilegium stod dog ikke længe ved Magt; allerede i 1689 var det hævet. Værdifuldere var den Gave, som Kongen skjænkede Byen til evindelig Eiendom, nemlig Roskilde Lehn (det nuværende Bidstrup Gods), thi skjøndt det for Øjeblikket neppe havde synderlig Værdi, blev det med Tiden et indbringende Aktiv. Det bestemtes, at Halvparten af Godsets Indtægter skulde anvendes til Raadstuen og Magistratens reputerlig Underholdning, den anden Halvdel til "Stadens, Politiers og Menighedens Forbedring". Endelig fik Kjøbenhavn ved denne Leilighed det Vaaben, som benyttes den Dag idag og er gjengivet som Titelbillede til nærværende Bogs første Del. Det charakteriseres som et Vaaben, "som sig ved slige Privilegier bedst kan skikke" og blev endog i 1662 besunget af Purrivus i "Ewig grunende Ehrenkrone poetisch erfunden zu verhoffentlichem Gefallen, ja zum unaufhörlichen Ruhme im Tempel der unsterblichen Famæ aufgehencket."

Privilegierne af 24de Juni 1661 fik ikke den Betydning for Kjøbenhavns frie Udvikling, som Borgerne havde ventet, thi Enevoldsmagten yndede overhovedet ikke, hvad der havde Skin af Selvstyrelse. Stadens Opkomst og dominerende Stilling, der skaffede den Navn af "en Blodigle paa Statslegemet", skyldes andre Forhold, og det er derfor ikke korrekt, naar Privilegierne senere kaldes "det


169

Den sidste Side af
Privilegierne af 24de
Jnni 1661

Den sidste Side af Privilegierne af 24de Juni 1661. (Efter Originalen i Raadstuarchivet).


170

navnkundige Diploma, paa hvilket Kjøbenhavns Herlighed grunder sig." Den absolute Kongemagt begunstigede utvivlsomt Kjøbenhavn paa mange Maader, saaledes at den virkelig blev "Regjeringens forkjælede Barn, der overdængedes med Gaver og Kjærtegn, medens andre Stæder vare sig selv overladte", men Byen fik ikke Lov til at udvikle sig frit. For Kjøbenhavns Vedkommende havde det vistnok Mindre at betyde, at Kongen forbeholdt sig Ret til at udnævne Borgmestre og Raad i alle Kjøbstæder, thi siden 1536 havde han faktisk besat disse Poster her (smlgn. I, S. 466), men Byens Stilling som Hoved- og Residentsstad medførte paa naturlig Maade, at Regjeringen indblandede sig i alle vigtigere Kommunalsager og ikke tillod nogetsomhelst selvstændigt Initiativ at komme frem. Det eneste virkelige demokratiske Organ, gjennem hvilket Borgerne kunde udøve nogen Indflydelse, var og blev "de 32 Mænd", i hvis nye Artikler af 30te November 1661 der iøvrigt klages stærkt over, at de forsømme deres Pligt og paa ingen Maade tage sig af Stadens Gavn og Nødtørft, som de bør. Man forsøgte at raade Bod herpaa, ved at Magistraten og de 32 udvalgte Mænd konstituerede sig i mindre Klasser eller Udvalg, der hver havde sin særlige Opgave at varetage; der var saaledes en handelskyndig Gruppe, der skulde raadslaa om Kommerciens Befordring, et finantsielt Udvalg, et Havne- og Byggeudvalg, og endelig et Antal Grupper, der skulde holde Øie med Brygning og al Udskjænkning, med Provianteringen, med Vandvæsenet, Bagerne, Møllerne, Slagterne, Haandværkerne og saa fremdeles. Men det er indlysende, at de 32 Mænd, som paa et senere Tidspunkt synes at have suppleret sig selv, ikke formaaede at udrette noget Væsentligt imod Magistratens, end sige mod Regjeringens Villie.

Medens paa den ene Side Læren om Kongedømmet af Guds Naade med det tilhørende Apparat af kunstlet Begeistring og opstyltet Smiger forbausende hurtig fandt Indgang i dannede Kredse, og det ikke mindst hos de Høilærde, som dog havde bekjæmpet Enevælden, fandtes der paa den anden Side stærke misfornøiede Elementer i Landet saavelsom i Hovedstaden. Det gamle kjøbenhavnske Frihedsparti maatte føle sig alvorlig skuffet; det havde vel opnaaet borgerlig Lighed, men saa sine øvrige Illusioner briste; det økonomiske Tryk vedvarede uforandret, de gyldne Løfter bleve ikke holdte, indvandrede Tydskere fortrængte de Indfødte, nye Skatter


171

udskreves vilkaarligt, Indkvarteringsbyrden formindskedes ikke, Befolkningen var forarmet, og en almindelig Dyrtid forværrede yderligere Tilstanden. I December 1660 plyndrede Soldaterne de kjøbenhavnske Torve og Slagterboderne, hvorom den svenske Resident Duvall skriver fra Kjøbenhavn: "Her er en stor Jammer blandt Soldaterne, som af Hunger bedrive den ene Insolents efter den anden paa Gaderne", og senere tilføier han: "Borgerskabet er yderst utilfreds, sværger og bander og taler farlige Ord; naar Nogen kun tør tale frit ud, da hedder det: det kan ikke bestaa ret længe, som det nu staar." Den dybe Misstemning, som herskede mod det nye Regimente, eller, som det hedder i en samtidig Dagbog, over, at "Alt var gaaet saa bagvendt", forøgedes endyderligere ved den Strenghed, der udvistes mod politiske Modstandere eller mod Folk, som paa en eller anden Maade havde vakt Hoffets Uvillie, thi Enevælden var mistænksom og ængstelig og optraadte ikke sjelden med ufornøden Strenghed. En Borgmester og en Raadmand paa Christianshavn, der havde vovet at hævde Magistratens Kaldsret og havde "pukket mod Kongen", bleve satte i Blaataarn; Professor Christen Nold blev afsat, fordi han i sin Logik havde anført mellem de sandsynlige Sætninger, som dog ikke vare utvivlsomme, at gode Fyrster hellere bør vælges end fødes, og Hofpræsten Math. Nielsen Foss undgik kun den samme Skjæbne for nogle tvivlende Yttringer om Enevælden ved at tilstille Kongen et ydmygt Undskyldningsbrev. Usømmelig Tale imod Majestæterne, en Brøde, paa hvilken der er flere Exempler, blev straffet overordentlig haardt; saaledes blev den rige og letsindige Adelsmand Kai Lykke, en formelig Don Juan-Type fra Midten af det 17de Aarhundrede, i Aaret 1661 dømt fra Ære, Liv og Gods for nogle høist fornærmelige Yttringer mod Dronningen i et Privatbrev, der var skrevet fem Aar iforveien. Han unddrog sig Straffen ved Flugt, men den 5te September 1661 blev Dommen fuldbyrdet paa hans Billede. Allerede Dagen iforveien var der "gjort Exekution paa hans Ære"; det vil sige hans adelige Vaabenskjold blev i det grønne Gemak paa Slottet i Høiesterets og en stor Del Tilskueres Nærværelse sønderbrudt af Bøddelen. En Herold i "Rigens Vaabenrok", som bar det paa en Trætavle malede Vaaben, forkyndte først høitideligt i Henhold til Dommen, at Kai Lykke "for sin afskyelige Misgjerning fra sin Ære og adelige Stand og Stands Eminents, Prærogativer, Privilegier, Benaadninger, Charge


172

og al Respekt skulde være degraderet." Derpaa henvendte han sig til Bøddelen og sagde: "Til Kai Lykkes Navns yderste Udslettelse annam dette hans adelige Vaaben, kast det imod Jorden og træd derpaa, bryd det udi Stykker og kast det ud af Vinduet og nedstyrt til Jorden, til evig Vanære, Kai Lykkes adelige og menneskelige Ære for Alles Syn, dog alle Andre, som samme Vaaben kunde føre, uden Præjudice, Eftertale og Skade." Bøddelen handlede som paabudt, kastede Stykkerne udaf Vinduet paa Pladsen, som ligger henimod Børsen, og spyttede derpaa ud efter dem. Exekutionen den følgende Dag fortjener en nøiere Beskrivelse, fordi den var den første i sit Slags her i Landet og blev iværksat med usædvanlig Pomp. Der var iforveien blevet forfærdiget et Billede af Kai Lykke af Træ og Vox, med blegt Ansigt og sortebrun Paryk og iført fin Kammerdugs Skjorte, sorte nye Raskes Klæder af den Slags, han pleiede at gaa i, nemlig en vid Kjortel à la mode, vide Buxer med Silkebaand rundt om, Knæmanchetter besatte med Kniplinger ("Kanoner"), store Opslag for Hænderne af fint Lærred ("Haandklapper"), et Kammerdugs Klæde bundet om Halsen med Faveurs (smalle Silkebaand), nye hvide Sko og endelig kridhvide Handsker. Ved Middagstid hentede Bøddelen med sine Knægte Billedet fra Blaataarn, hvor det var hensat, og anbragte det paa en med en hvid Hest forspændt Sluffe. Billedet sad paa Knæ; foran paa Brystet var der hæftet et Papir med Indskriften: "Kai Lykke, dømt for den Høieste-Ret at straffes paa sit Liv saaledes propter Crimen læsæ Majestatis." Midt paa Slotspladsen holdt 400 Musketerer og Pikenerer samt 200 Ryttere en Plads aaben, paa hvilken et Læs Sand var væltet. Billedet slæbtes herhen, og dets Ansigt vendtes mod det Vindu paa Slottet, hvor Kongen, Dronningen, de kongelige Børn, to unge Prindser af Weimar og Ministrene stod og saa til. Rakkerknægten tog Billedet af Sluffen, satte det paa Knæ i Sandet, løste Halstørklædet, anbragte et Bind for Øinene og stak det lange Haar op under Klædet. Derpaa blev den høire Haand lagt paa en Blok og afhugget; Rakkerknægten tog fat i Hovedhaaret, hvorpaa Bøddelen afhuggede Hovedet i tvende Hug og anbragte det mellem Billedets Ben. Skuespillet var dog ikke forbi hermed; det lemlæstede Billede lagdes paa Ryggen paa Sluffen med det afhuggede Hoved og Haanden mellem Benene, og da det var surret fast, slæbtes det over Holmens Bro langs Stranden hen til Høibrostræde,


173

gjennem dette, over Amagertorv og videre ad Vimmelskaftet og Klædeboderne til Gammeltorv, hvor Hovedet blev sat paa en Stage, vendt mod Raadhuset og Haanden fastnaglet underneden. Otte Musketerer med brændende Lunter holdt Vagt. Stagen blev staaende i tre Dage, hvorpaa den blev fjernet; i nogle Dage fremvistes Kroppen i Skarpretterens Hus for Penge, indtil den blev begraven under Galgen. Det kan tilføies, at Kai Lykke efter Dronning Sophie Amalies Død i 1685 fik Tilladelse til at vende tilbage til sit Fædreland, hvor han vistnok døde i 1699. Han blev begravet i Bramminge Kirke, men hans Hoved kom i Midten af indeværende Aarhundrede til Kjøbenhavn, hvor det endnu findes i anatomisk Museum.

Denne den første Henrettelse in effigie i Danmark, der vakte overordentlig Opsigt og Forfærdelse i vide Kredse, og det saameget mere som kun Faa vidste Besked med Kai Lykkes Brøde, blev ikke den sidste. Faa Aar efter havde Korfitz Ulfeldt samme Skjæbne. Efter Fangenskabet paa Bornholm (smlgn. foran S. 150) var han ved store Offre bleven udsonet med Kongen, men indlod sig derpaa under en Udenlandsreise i forræderiske Forbindelser med forskjellige Hoffer, navnlig med Churfyrsten af Brandenborg, hvem han tilbød Danmarks Krone. Han fremstillede Forholdene i sit Fædreland i det ugunstigste Lys, idet han falskelig antydede, at der existerede en organiseret Sammensværgelse mod Kongehuset, som kun ventede paa et gunstigt Øieblik for at bryde løs. Det forstaas let, at Efterretningen herom fremkaldte en formelig Panik, da den naaede Kjøbenhavn gjennem Churfyrsten selv. Frederik den Tredie trak ufortøvet Tropper til Byen, Vagterne paa Slottet og Voldene forstærkedes, man holdt skarpt Øie med alle Fremmede, ja enkelte Gange gik det saavidt, at hele Garnisonen holdtes under Vaaben om Natten, og at Kongen selv blev oppe. I Mai 1663 skriver den svenske Resident Lilliecrona: "I Tirsdags Nat var heri Staden en Allarm, hvortil Ingen endnu véd den rette Aarsag. Alt Rytteriet stod hele Natten igjennem under Gevær paa Slotspladsen, og alle Poster bleve visiterede af Schack." Men snart kom det ud mellem Folk, at Ulfeldt pønsede paa nyt Forræderi, og Indbyggernes ophidsede Phantasi overdrev efter Sædvane Faren og foregjøglede dem Syner. Det gik fra Mund til Mund, at en fjendtlig Flaade havde lagt sig for Havnen, skjøndt der ikke var et eneste Skib paa Rheden;


174

man fortalte, at de Sammensvorne vilde stikke Ild paa forskjellige Dele af Byen og under Forvirringen snigmyrde Kongen, opbrænde Flaaden eller sprænge Kjøbenhavns Slot i Luften. Regjeringen, der følte sig alvorlig truet, optraadte med stor Energi; ogsaa i Provindserne blev der lagt stærke Troppeafdelinger, og ved alle Europas Hoffer gjordes der Skridt for at faa Ulfeldt og Leonora Christina udleverede. Det er bekjendt, at den sidste ved et kronet Hoveds, den engelske Kong Carl den Andens ligesaa utaknemmelige som skamløse Bistand faldt i Hænderne paa den danske Regjering og førtes fangen til Kjøbenhavn. Den 8de August 1663 blev hun - som hun selv fortæller i "Jammersmindet" - under stor Sammenstimlen af Nysgjerrige ført i en Baad gjennem Havnen hen til en lille Bro nedenfor Renteriet og derfra gjennem en Skare af Soldater over Slotspladsen ind i Blaataarn, hvor hun foreløbig hensattes i et af de frygteligste Fængsler, den saakaldte "mørke Kirke" (smlgn. I, S. 489), og først 22 Aar efter gjenvandt sin Frihed. Ulfeldts Person lykkedes det derimod ikke at paagribe, skjøndt man i stor Hast, allerede den 24de Juli, havde faaet en Højesteretsdom mod ham paa Ære, Liv og Gods, og ved at lade den trykke i flere Sprog havde gjort Alt for at bringe den til Offentlighedens Kundskab i Ind- og Udland. Det blev befalet Alle under Fortabelse af Ære, Liv og Gods at meddele, hvad de maatte vide om Ulfeldts Forehavende; der udgik Breve til Bisperne om, at der skulde holdes Takkebønner i Kirkerne for Aabenbarelsen af hans onde Anslag, og der blev endelig i Henhold til Høiesteretsdommen udsat en Pris af 20,000 Rdlr. for den, der "kunde forskaffe ham levende", og 10,000 for den, der "kunde ham fra Livet til Døden bringe". Ulfeldt døde i Februar 1664 i en Baad paa Rhinen, da han dødssyg flygtede fra Basel, men var allerede den 13de November 1663 bleven henrettet in effigie i Kjøbenhavn. Exekutionen gik i det Væsentlige til paa samme Maade som paa Kai Lykkes Billede, kun med endnu mere barbariske Ceremonier. Saaledes havde man fyldt Kroppen med Indvolde af Dyr for at forhøie Illusionen, naar Hjerte og Indvolde bleve udrevne. Efter Haandens og Hovedets Afhugning blev Legemet firdelt og lagt paa Hjul, som anbragtes paa Bolværkerne ved Stadens Porte, medens Hoved og Haand fastnagledes paa Raadhusets østlige Gavl, hvorfra de senere flyttedes over paa Taarnet og sad indtil Ildebranden 1728. I Helligaands og S. Peders Kirke


175

saavelsom andre Steder blev Korfitz Ulfeldts og hans Hustrus Vaaben og Navne udslettede, deres Gods blev konfiskeret og deres Børn under Livsstraf forbudt at komme i Kongens Riger og Lande.

Kjøbenhavn fik ved Høiesteretsdommen mod Ulfeldt et nyt Torv, den saakaldte Ulfeldts Plads, nu Graabrødretorv. Den større nordlige Del af dette Torv saavelsom en Del af det nærmest hosliggende Areal, dog skilt fra Skindergade ved en Husrække, saavelsom hele nuværende Keisergade helt ud til Skindergade indtoges af Ulfeldts Bopæl og Have. Han havde kjøbt Grunden af Kjøbmand Johan Braem og havde her med Façade til Skindergade (altsaa i nuv. Keisergade) ladet opføre en Bygning, hvis Ydre sandsynligvis havde en aldeles borgerlig Charakter, men hvis indre Udstyrelse var overordentlig pragtfuld, svarende til hans Rigdom og høie Stilling som Rigshovmester. "Vi vide nok - skriver Birket Smith - til at turde sige, at Huset formelig har bugnet under Vægten af det Guld og Sølv, de Perler og Juveler, de kostbare Stoffer og Kunstgjenstande af enhver Art, som smykkede det." Bagved laa en ældre Bygning og Udhuse, ogsaa en Have. Efter Ulfeldts Flugt i 1651 blev Gaarden beslaglagt og forseglet; man har endnu en Registrering af 1653, hvori der opregnes endel Værelser og Indbo, men det ses tydeligt, at de fleste Værdigjenstande og Sjældenheder maa have været bortførte inden Undvigelsen. Eiendommen anvendtes nu paa forskjellig Maade; en Tidlang havde en Gjæstgiverske, Mette Rhode, som eiede en stor Gaard i Høibrostræde, to, tre Gemakker i nederste Etage til "Husværelser", hvorhos hun fik Meubler, Læder og "andet Tapetseri" udleveret fra Gaarden for at kunne udstyre sit eget Hus desbedre; senere boede forskjellige Adelsmænd og fremmede Ambassader her. Under Beleiringen sad den svenske Gesandt Sten Bjelke saavelsom andre svenske Fanger her, indtil Gaarden ved det bornholmske Forlig kom i Kongens Besiddelse og blev ham tilskjødet. Da det i Høiesteretsdommen mod Ulfeldt bestemtes, at en af hans Gaarde eller et af hans Huse, hvilket Kongen selv vilde vælge, skulde jævnes med Grunden, valgte Kongen denne Eiendom, og den 13de Juli 1664 gav han Befaling til "uden Ophold at slette den Gaard udi Løvestrædet beliggendes, som haver tilhørt Korfitz, og alle de Huse, som derpaa nu staar eller til samme Gaards Plads henhører." Nedrivningen maa være gaaet overordentlig hurtig for sig, thi allerede


176

den 22de Juli taler Kongen om "den nu afbrudte Gaard, som Korfitz tilhørte". Pladsen blev jevnet, og den bekjendte "Pyramis eller Skandpille" opstillet, en klodset og grim tilspidset Stenstøtte paa et plumpt Fundament med Indskriften: "Til evig Spot, Skam og Skjændsel for Forræderen Korfitz Ulfeldt." I 1728, under den store Ildebrand, blev Indskriften paa Støtten ulæselig, idet nogle Stykker sprang af ved den stærke Hede, men den blev atter istandsat i 1741. Først hundrede Aar senere, i 1841, borttoges den og opbevares den Dag idag i Kjælderen under Prindsens Palais.

Det er ikke usandsynligt, at Dommen over Ulfeldt, hvor retfærdig den end var, gjorde et pinligt Indtryk paa Grund af det Hastværk, hvormed den blev fældet, men Hovedaarsagen til Kjøbenhavnernes Misfornøielse maa dog fornemmelig søges i den strenge Toldvisitation saavelsom i det nye Kastel, Kongen lod opføre, thi den Anskuelse blev efterhaanden almindelig, at dette Værk snarere skulde være en Trusel mod Kjøbenhavn og dets Indbyggere end mod en eventuel Fjende. Der havde som bekjendt allerede fra Christian den Fjerdes Tid existeret et Kastel, som havde gjort god Nytte under Beleiringen, den foran tidtomtalte "Bygning ved S. Anne Bro" eller "S. Anne Kastel", men det var anlagt efter forældede Principer og synes at have været aabent eller dog svagt befæstet mod Byen. En indkaldt hollandsk Ingenieur, Henrik Ruse til Sawert, der adledes i 1664 og blev Stamfader til Baronerne Juel-Rysensten, udarbeidede Planen til det nye Kastel (Citadellet Frederikshavn), og i 1662 arbeidedes der med stor Iver af mange hundrede Soldater, saaledes at den mod Søen vendende Halvdel af Hovedvolden og Contrescarpen (i.e.: Langelinie) omtrent blev færdig. I 1663 byggedes Resten af Hovedvolden og Contregarden (i.e.: Smedelinien), og i de følgende Aar opførtes en Kommandantbolig, et Provianthus, en Officersbolig for 4 Officerer, et Hus indrettet til Fængsel, Arsenal, Bryggeri og Bagers, en stor Mængde Barakker, Vagthuse og Skilderhuse, samt endelig i den nordre Ende af den saakaldte Artilleristok, hvor nu Præsteboligen er, en lille Kirke, som benyttedes indtil den nuværende Kirke indviedes i 1706. En stor Del af Materialierne til disse Bygninger saavelsom til Kastellets Porte toges fra den ufuldendte S. Anna Rotunda (smlgn. I, S. 518), som blev nedbrudt, medens Tomten kjøbtes af Henrik Ruse. Den svenske Resident Duvall fortæller, at Borgerstandens og Geistlighedens


177

Deputerede i Marts 1662 flere Gange havde Audients hos Kongen for at formaa ham til at opgive Kastellets Opførelse; første Gang nøiedes de med Bønner, men anden Gang kom de med indstændige

Kastelsporten til
Grønningen

Kastelsporten til Grønningen i sin nuværende Skikkelse.

Forestillinger, idet de udlode sig med, at "Hs. Majestæt havde set Prøver nok paa deres Troskab, saa at der nu ikke mere end forhen behøvedes noget Kastel for hans kongelige Persons Sikkerhed."


178

Senere fortæller samme Kilde, at Nedbrydningen af S. Anna Rotunda vakte stor Bedrøvelse hos Almuen, dels fordi den i det Hele fandt det forargeligt at nedrive en Kirke, dels fordi den befrygtede, at der stak Noget under, og "at man ogsaa der uformærkt vilde sætte den en Kapsun paa Næsen". Saa misfornøiet var Befolkningen, at ansete kjøbenhavnske Borgere talte om at flytte til Malmø og give sig under den svenske Krone, ligesom danske Adelsmænd søgte Ansættelse i den svenske Hær, ja Gemytterne vare saa ophidsede, at Duvall troede paa Muligheden af en Opstand, saasnart Hæren var aftakket. Kastellet blev rimeligvis afleveret fuldfærdigt i 1664, paa hvilket Tidspunkt det selv og dets Omgivelser ogsaa beplantedes med et stort Antal unge Træer fra Kronens Skove.

Medens Kastellet saaledes var, eller i hvert Fald blev opfattet som et Værn for den souveraine Kongemagt imod Folkets Frihedsfølelse, blev der med ydre Fjender for Øie arbeidet ivrigt paa Kjøbenhavns Fæstningsværker, hvis Mangler havde vist sig under Beleiringen, og som maaske snart igjen kunde blive stillede paa en alvorlig Prøve. Tiderne vare urolige, thi Forholdet til Sverig var fremdeles spændt, Nederlandene vare besværlige og overmodige Allierede, og skjøndt Frederik III ved nye Forbund med England og Frankrig søgte at sikkre sig mod Overrumplinger, maatte Kampen mellem Storbritannien og Nederlandene om Verdensherredømmet paa Havet tilsidst indvikle Danmark i Krigen. Efter den navnkundige Kamp i Bergens Havn i 1666, da en engelsk Flaade led et alvorligt Nederlag, sluttede Danmark sig nøie til Frankrig og Nederlandene, hvorefter der fra engelsk Side paafulgte en Krigserklæring, hvilken dog ligesaalidt som de paafølgende undertiden høist pludselige og uventede Omslag i Magternes Gruppering fik andre Følger for Landet end nye Udgifter til Rustninger, Indkvartering og Fæstningsanlæg. Paa Kjøbenhavns Volde arbeidedes der saagodtsom i hele denne Konges Regjeringstid, selvfølgelig nu uden at Adelens eller Magistratens Samtykke udkrævedes dertil, men til ikke mindre Byrde for Borgerne, som alene i 1668 maatte udrede 25,000 Rdlr. til Fortifikationen. Man tog først under Henrik Ruses Ledelse fat paa den Del af Volden, der stødte op til Kastellet; derpaa forbedredes Strækningen fra Vesterport til Nørreport, og endelig blev under den fra Beleiringen (smlgn. II, S. 78) bekjendte Niels Rosenkrandses Overledelse Volden fra Vesterport ført ud i Stranden, saaledes at


179

det nuværende Frederiksholmskvarteer, eller som det dengang kaldtes "det nye Værk bag Slottet" eller "Kalveboderne« opstod, medens Christianshavns Volde det næste Aar udvidedes i tilsvarende Maalestok. Ikke mindre end 3,500 Soldater vare beskjæftigede ved det ligesaa vanskelige som omfattende Arbeide, thi en utrolig Mængde Faskiner, Risknipper og Sten maatte sænkes, inden man kunde faa Jorden til at ligge i den stride Strøm. Hiøring giver i "Annorum Tredie Tractat" en udførlig Fremstilling af Arbeidets Fordeling mellem Officerer, Soldater, Smede, Tømmermænd, Hjulmænd o. s. v., og er navnlig imponeret over de ni kunstige Vandmøller, som gik Dag og Nat dels ved Haand-, dels ved Hestekraft for at holde

Vesterport

Vesterport. Efter Thura.

Vandet ude, og Michael Henrichsen dvæler i sin Ligtale over Niels Rosenkrands ogsaa ved den Afdødes store Fortjeneste af "denne anseelige og mægtige Byes Fortifikation, hvilken han med saadan Flid, Erfarenhed, Vindskibelighed og underdanig Fyrighed fortsatte, at han aldrig forsømte nogen Dag, For- eller Eftermiddag, han jo selv besaa, hvad der blev gjort og fattedes."

Ved denne Leilighed anlagdes Amagerport, Løngangen saavelsom det høie murede Krudttaarn ved dens Ende nedreves (smlgn. I, S. 565), og den nye Vesterport opførtes for Enden af S. Klemensstræde (nuv. Frederiksberggade), hvorved Christian den Fjerdes Vandmølle, den saakaldte Vestermølle, ødelagdes. Hidtil havde Vesterport ligget for Enden af Vestergade, men var tildels bleven ødelagt under Beleiringen; den flyttedes nu længere mod Syd, vel sagtens af Hensyn til det nye Frederiksholmskvarter. Ovenstaaende Afbildning


180

efter Thuras "Vitruvius" giver en Forestilling om dens Udseende og Profil, ihvorvel den her er undergaaet nogle Forandringer ved en Hovedreparation i 1722. Den tidligere (I, S. 567) afbildede Buste af Christian IV, som havde udstaaet alle Beleiringens Omskiftelser uden at blive ramt af Kuglerne, blev nemlig "til berømmelig Amindelse" atter opsat over den nye Vesterport, rimeligvis paa det Sted, hvor Afbildningen har Frederik den Tredies Navnechiffer, indtil den senere havnede i Kunstkamret. Indenfor Porten byggedes et Vagthus; igjennem Volden udfor Studiestræde førtes en ny "Vandhvælving" (smlgn. II, S. 31), hvoraf der i Mai 1885 fandtes betydelige Rester, da Jermers Taarn ogsaa kom for Dagen, og endelig blev den gamle Møllegrav i Løngangsstræde tilkastet, idet Vandet nu førtes i lige Linie langs Vestervold gjennem den nuværende Philosophgang ud i Havnen, hvorved Vandkunsten ophørte at være Mølledam og blev et Torv.

Det nye Frederiksholmskvarter, eller som det i daglig Tale kaldtes: "Kalveboderne", blev næppe synderlig stærkt bebygget i Frederik den Tredies Tid, skjøndt Gaderne bleve afstukne og mærkede med Pæle, nemlig Møllebæksgade eller Løngangsstræde, Slotsgade eller Frederiksholms Kanal, Stormgade og Ny Vestergade eller som den i lange Tider kaldtes: Vigantsgade efter Kjøbmand og Vinhandler Vigant Michelbeckers prægtige Gaard paa Hjørnet af Ny Vestergade, hvor Prindsens Palais nu ligger, samt Ny Kongensgade. Som Type paa Datidens Bindingsværkshuse fra Frederik den Tredies eller Christian den Femtes Tid leveres her en Afbildning af et saadant i Ny Kongensgade.

Det er foran (II, S. 28) omtalt, hvorledes Axel Urup i 1650 havde udarbeidet en Plan til Bebyggelsen af Ny-Kjøbenhavn i.e.: det store Terrain, som var indvundet ved Rosenborgs og Nyboders Optagelse indenfor Fæstningsværkerne. Krigsaarene havde imidlertid standset al Virksomhed herude, og først i 1663 lagde Henrik Ruse en ny Plan, der blev godkjendt af Kongen og i det Væsentlige gjennemførtes. Af samtidige Beretninger ses det, at den vakte stor Misfornøielse, dels fordi den kolliderede med de alt opførte Bygninger og Plankeværker, som nu igjen maatte nedbrydes og flyttes, dels fordi man havde Mistanke om, at Gaderne skulde forandres og anlægges i lige Linier, for at de desto bedre kunde bestryges fra Voldene og Kastellet med Artilleri, ja saa stor blev Forbittrelsen,


181

at man "mutvillig« oprykkede Pælene, og at Henrik Ruse en Tidlang ikke vovede at vise sig paa Gaderne, da man offentlig havde undsagt ham paa Livet. De fire Gader, som først bleve regel-

Gammelt
Bindingsværkshus i Ny Kongensgade

Gammelt Bindingsværkshus i Ny Kongensgade. Efter en Haandtegning i Grosserer Windings Samling.

mæssigt bebyggede, vare Dronningens Tværgade, Borgergade, Store Kongensgade og Norgesgade (Bredgade), men det følger af sig selv, at det, trods de strenge Paabud om god Kjøbstadbygnings Opførelse eller i modsat Fald Skjødets Fortabelse, endnu varede længe, inden der kom Skik paa disse Gader.


182

I den gamle By vare Forholdene fremdeles alt Andet end heldige med Hensyn til Byggemaaden. Det blev vel paabudt, at paa alle Torve og langs begge Sider af Kanalerne saavelsom paa "Strøget" og i Høibrostræde, Kjøbmagergade og Nørregade skulde alle Nybygninger være grundmurede og to Lofter høie, medens Bindingsværk delvist eller helt tillodes andetsteds, men efter Sædvane blev Befalingen enten overtraadt, eller Fornyelsen gik meget langsomt for sig. En Forordning af 1665 oplyser om Gadernes Physiognomi, at en stor Del af de fornemste ere "deformerede med adskillige Skure, Svegbuer, Boder, Bislag, Stakitter, Tralværk, Tømmeroplag, Kjælderhalse, Afviserstene, Støtter, Trapper og deslige Udbygninger; saaledes at Farten og Kjørselen hindres, hvorhos adskillige Personer udi bemeldte Gader og Stræder staa og falholde Kjød, Fisk og deslige Varer." Med andre Ord: Fortougene vare ufremkommelige, en simpel Følge af, at Grundeierne fra Arilds Tid betragtedes som deres Eier. I mange Gader vare Lemmene for Boderne eller Vinduerne selv indrettede til at slaa op, saaledes at de hvilede paa tvende Støtter, hvilket nu rentud forbødes, ligesom Trapperne for at spare Plads vare anbragte udenpaa Huset istedetfor indeni det. Særlig belemret var Nørregade, Klædeboderne, Vimmelskaftet, Skoboderne, Høibrostræde og Vestergade, og Kongen befaler nu, ikke blot at alle disse Udbygninger skulle fjernes, men i mange Tilfælde, at Rendestenene skulle flyttes nærmere ind til Huset, det vil sige: Fortougets Brede formindskes, og Kjørebanen udvides, hvilket atter staar i Forbindelse med det stigende Antal Privatvogne. Af samme Grund forbødes det Bønderne at spærre Høibrostræde og Amagertorv med deres Vogne og "Farendetøi", idet de henvistes til at tage Stade paa en Del af Amagertorv, "hvor det Kjørselen ei kunde være hinderlig", dels til Ulfeldts Plads og Kongens Nytorv. Hiøring giver i sin tredie Tractat en ret livlig Skildring af Torvedagene i Kjøbenhavn, naar Bønderne strømmede til Byen med deres Varer. Han fortæller, at Magistraten i 1668 efter tydsk Mønster bestemte, at "den røde Fane med et hvidt Kors udi" hver Onsdag og Lørdag skulde opsættes fra den tidlige Morgen indtil Kl. 10 om Formiddagen paa alle Torve, ved alle Porte og ved Stranden, i hvilket Tidsrum ingen Høkere eller Høkersker maatte kjøbslaa med Bønderne, men kun Borgere til deres egne Huses Fornødenhed. Naar Fanen var strøgen, kunde


183

de Handlende derimod kjøbe, men Hiøring tvivler om, at der opnaaes Noget herved, eftersom Høkerne foretrække at handle med deres faste Kunder og derfor sætte Priserne op, indtil Tiden er omme. "Saa er her - siger han - og mange godt Folk udi Kjøbenhavn, som heller vil unde en fattig Borger og Borgerske et Par Skilling at kjøbe dem Noget til Bedste, end de selv vil have Umage at oppasse paa Torvet eller sinke deres Folk og Tyende dermed, synderlig at Høns, Kyllinger, Æg, Gjæs og Lam ere ikke saa dyre i Kjøbenhavn som i de store tydske Stæder." Inventionen

Henrik Ruse

Henrik Ruse. Efter en i Brunsvig slagen Guldmedaille.

med Fanen falder derfor ikke i den brave Præsts Smag; "intet rose Borgerne sig derved at have des bedre Handel og Kjøb", siger han. Derimod er han vel tilfreds med, at der holdes Vagt paa Torvene for at hindre Tyverier, hvorover der tidligere var stor Klage.

I Krigsaarene var det gaaet med Byens Renligholdelse, som det bedst kunde, men aldrig saasnart indtraadte der roligere Tider, før Frederik den Tredie optog den samme haabløse Kamp mod "Kommunalsvineriet" som sin Forgjænger (smlgn. I, S. 463). Statskollegiet drøftede og godkjendte en Forordning, der udkom den 12te Marts 1661, hvori man vendte tilbage til Christian den Fjerdes Renovationssystem af 1620. Der paalignedes samtlige Huse, adelige, geistlige og borgerlige, intet undtaget, en Renovationsskat, som


184

beregnedes af hvert Fag til Gaden; en Generalrenoveringsdirekteur, Tolderen Johan Esmit eller Smit blev udnævnt, der ansattes 11 Gadefogder eller Kvartermestre og anskaffedes 24 lukkede Vogne eller Karrer, hver med 1 Hest og 1 Mand. Karrerne skulde saavidt muligt møde to Gange om Ugen i hver brolagt Gade og Stræde saavelsom paa hvert Torv og Bro (undtagen i Nyboder) og give deres Nærværelse tilkjende ved "et Lyd og Advarsel", formodentlig en Træskralde, og Ingen maatte under høi Bøde "begegne og tiltale Renoveringsbetjentene med skæmmelig og bespottelig Ord og Navne." Renovationsskatten viste sig imidlertid hurtig utilstrækkelig og maatte forhøies, og nu begyndte en haardnakket Modstand fra Befolkningens Side, som endog synes at have antaget en truende Charakter. Bryggere, Bagere og Slagtere, som holdt Heste og Kvæg, vilde ikke lade deres "extraordinaire Møddinger" udføre af Karrerne, men spildte med Forsæt Urenligheden paa Gaderne, netop som de vare blevne gjorte rene; om Natten kastedes al Slags Uhumskhed ud paa Torvene, Fagskatten blev ikke betalt, men maatte inddrives ved Exekution, og tilsidst, i 1664, opgaves Ævret akkurat som under Christian IV. Det blev tilladt Magistraten selv at gjøre saadan Anordning til Gadernes Renligholdelse "med Borgerskabets mindre Besværing eller Omkostning end hidindtil sket er", og Arbeidet blev nu atter besørget af det store Vognmandslaug og det lille (eller Sandagerne) i Forening, mod en vis Sum Penge for hvert udført Læs. En ny kongelig Forordning fastsatte derpaa meget drakoniske Straffe saavel mod Vognmændene, naar de gjorde sig skyldige i nogen Forsømmelse, som mod Borgerne, naar de henkastede Skarn eller anden Urenlighed paa Gader, publike Steder, ved Voldene eller paa Andres Fortoug. Vognmændene straffedes ikke blot med Bøder, men hvis deres Karrer ikke vare gode, stærke og tætte med de nøiagtigt fastsatte Maal, bleve de sønderhuggede; Borgerne kunde i særlig flagrante Tilfælde straffes med 40 Marks Bøder og Halsjærn, ja i Gjentagelsestilfælde "agtes for det Folk. som falder Natmanden eller Rakkeren udi Bestillingen og længer ei bør at lides i Menigheden". Alle disse Paabud afsløre en usædvanlig Energi, men have dog ikke frugtet Stort overfor Befolkningens passive Modstand. Endnu i 1666 vare Restancerne fra Renovationsafgiften ikke betalte trods alle Trusler om Udpantning, hvortil Grunden dog ikke blot maa søges i Uvillie, men ogsaa i Indbyggernes


Bilag: Borgervæbningens Faner (Farvetryk)

Pl. s.185

185

Armod. Overhovedet faldt det i hine Tider vanskeligt at inddrive Skatter og Afgifter, hvorfor Magistraten i 1668 fandt paa en Innovation, som dadles af Hiøring. Pen anskaffede nemlig en "særdeles Pantevogn med Heste og Kusk, som skulde udi Gade og Stræde kjøre og age til at tage Pant udi fra fattige Borgere og Borgersker, som ikke strax have Middel til at udgive paalagt og opkrævet Skat." Denne Vogn, der stod under Kæmnerens Tilsyn og Forvaltning, skildres som "en Rustvogn med et rødagtigt Overtræk af smittet Lærred og Bur derunder og stod malet paa begge Sider og Ender med store gule Bogstaver: Pantevogn." Hiøring, der priser den store Mildhed, som de gode gamle Fædre i tidligere Tider udviste mod fattige Borgere, kan ikke forsone sig med denne nymodens Haardhed og finder den saameget mere paa urette Sted, som der medgaar betydelige Summer til Vogn, Heste, Kusk, Stald og Husrum.

Efter Souverainetetens Indførelse blev Kjøbenhavns Borgervæbning omordnet, saaledes at den unddroges Magistratens Overkommando og oprettedes som et særskilt Korps under en Stadsoberst eller Stadshauptmand og deltes i 10 Kompagnier, hvert under en Stadskaptain. I August 1663 aflagde samtlige Officerer og Menige Ed til Arvekongen og det kongelige Hus, og Væbningen fik ved denne Leilighed sine smukke nye Faner, som vare malede paa "Skildertaft" og ifølge en gammel Optegnelse kostede Byen 569 Daler og 3 Skilling. Paa hosstaaende Afbildning, der har de 10 kjøbenhavnske Kompagnifaner saavelsom Christianshavns af 1674 og Brandkorpsets Fane fra Frederik den Fjerdes Tid, ville de billedlige Fremstillinger og Indskrifterne let forstaas, men det bør udtrykkelig fremhæves, at Fanestængerne vare korte som her, eftersom Fanen ikke var bestemt til at bæres høit i Luften og smelde for Vinden, men til at fremvise den Kunstfærdighed, der kaldtes Fanesvingning og allerede i 1624 indøvedes paa det ridderlige Akademi i Sorø, ligesom den i 1695 nævnes som Undervisningsgjenstand i Statuterne for det ridderlige Akademi i Kjøbenhavn. Den omtales af Holberg i Peder Paars:

"Man Stadens Fændrik saa i Spidsen Fanen svinge
Nu over Hovedet og det med megen Art,
En Mølle drives ei med større Fart;


186

Nu under Benene den gik ei mindre flygtig,
Saa Alle raabte: I sit Fait den Mand er dygtig.
Ret som en Børnetop man saa den dreies om,
Nu stod vor Fændrik ret, nu var han ganske krum."

Den første Stadsoberst blev den fra Beleiringen saa berømte Frederik Thuresen, tillige den første Formand for de 32 Mænd, og som ved sin Død i 1675 testamenterede mange Tusind Daler til Hospitaler, Fattige og Kirker i Kjøbenhavn. Væbningen var nu som før delt i den store og den lille Vagt, hvoraf den første havde det egentlig militaire Vagthold, gav Møde ved Ildebrande, sørgede for Isning, paraderede ved høitidelige Leiligheder o. d., medens den anden var en Politivagt, der patrouillerede om Natten i Gaderne for at opretholde Ordenen. I 1668, netop paa Aarsdagen for Stormen, hvad der selvfølgelig er en bevidst Kompliment, fritog Kongen Borgerskabet "indtil videre" for den store Vagt, som nu skulde besørges af Garnisonen, og samtidig omordnedes den lille Vagt til en Skat paa samtlige Indbyggere, for hvilken der skulde holdes 32 dygtige og værgagtige Karle, som under Vagtmesterens Direktion og Opsyn skulde fordeles i de forskjellige Kvarterer og "allevegne Gaderne om Natten at igjennemgaa al Ulempe og Skade paa Gaderne saavelsom udi Husene at styre og afværge". Vi have altsaa her for første Gang et Korps, som i høi Grad minder om de senere Gadevægtere og væsentlig skjelner sig fra Politikorpset af 1627 (smlgn. I, 478). Den samme Lettelse tilstedes et Par Maaneder efter Christianshavn, hvor der leiedes 6 faste Natvægtere. De "dygtige og værgagtige Karle" maa dog have gjort deres Sager meget slet, thi allerede den 10de December 1670 maatte Borgervagten for "mere Sikkerheds Skyld" paany patrouillere om Natten, "eftersom - hedder det i en kongelig Forordning - for os allerunderdanigst andrages, hvorledes her udi denne vor kongelige Residentsstad skal om Nattetider saadanne store Uskikkeligheder begaas, saa fast Ingen mere kan gaa sikker paa Gaden om Aftenen." Samme Aar havde Frederik den Tredie iøvrigt vist sin Velvillie mod Borgerskabet ved at fritage Væbningens Officerer og Underofficerer for alle borgerlige og Byens Bestillinger.

For Magistraten, i hvilken Præsident Hans Nansen var Sjælen indtil sin Død i 1667, havde Kongen alt iforveien sørget, dels ved at skjænke den Halvdelen af Roskilde Lehns Indtægter og Herlig-


187

heder, dels ved at forunde den Tiendedelen af Konsumptionen, som efter Hiørings Udsagn beløb sig til mange hundrede Daler om Aaret. "Det fik ingen af deres Formænd før Beleiringen", siger han. "Herforuden jo videre Byen udvides, jo flere Huse der bygges, jo mere faar Magistraten, naar Borgerskab vindes. Desforuden have saa mange af dem, som have Handel paa Island, saadan stor Naade, at de have alt det Mel konsumptionsfri, som bruges til Islands Handelen." Andre, der vare Bisiddere i Laugene, betænktes aarlig af disse; Alle vare de fri for borgerlig Tynge, havde Accisefrihed, fik Fjerdedelen af hvad der konfiskeredes for Toldsvig, kort sagt det var en ret indbringende Stilling at have Sæde i Kjøbenhavns Magistrat. Da Hans Nansen døde, afløstes han som Præsident af den kongelige Livmedikus, Assessor i Høiesteret, Dr. Peder Bulche, og det er et charakteristisk Symptom paa den kommunale Embedsstands Selvfølelse, at den nye Præsident ufortøvet "gjorde Undersked og Respekt imellem Raadstusvendene og Byens Svende, som opvarte Byfogden", saaledes at de første skulde kaldes "Herrernes Tjenere", medens de sidste beholdt den gamle Titel: "Bysvende". Derhos fik "de Svende, som Præsident og Borgmestre skulle opvarte, ny Æresklædning af rødt Klæde med Stadens Vaaben paa den ene Arm og med ny graa Hatte og Stadens Liberi."

Der blev ikke bygget Stort i Frederik den Tredies Tid, og naar Samtidige i høie Toner omtale hans mange herlige Bygninger, er det, som Prof. E. Holm med Rette bemærker, kun et Udtryk for den allerede da stærke royalistiske Tilbøielighed til at udmale Alt, hvad en Konge foretog sig, som noget Stort. Allerede før Krigen med Sverig var Trinitatis- eller Helligtrefoldighedskirken bleven færdig; den indviedes den 31te Mai 1656 (smlgn. I, S. 519) med stor Høitidelighed i Kongens, Kronprinds Christians og Hertug Ernst Gynther af Sønderborgs Nærværelse. Biskop Svane holdt en dansk Prædiken og Prof. theol. Dr. Bang en latinsk, hvorpaa samtlige sexten Universitetsprofessorer efter Gudstjenesten spiste paa Slottet, hvad der var en sjelden og overordentlig Udmærkelse. Kirken var iøvrigt ikke helt fuldendt dengang; først den 7de Juli 1657 indmurede Murmester Anders Frich fra Breslau den sidste Sten og skjænkede Kirken en prægtig Lysekrone. Trinitatiskirke var bestemt til og var ogsaa indtil 1683 Studenterkirke; derfor fik Professorerne Patronatsret til den (smlgn. I, S. 539), ligesom deres Forbindelse


188

med den f. Ex. viste sig ved, at Stilladserne overlodes dem til deres Residentsers Forbedring. I 1661 gav Kongen den nye Studenterkirke nogle Indtægter og syv Aar senere Hovedgaarden Søndergaarde i Rørup Sogn i Fyen, som var bleven ham tilskjødet af Christian den Fjerdes Datter Elisabeth Augusta (gift med Hans Lindenow) for Gjæld. Kirken solgte dog atter Gaarden i 1681 til den første Grev Wedel Wedelsborg. Universitetsbibliotheket, der hidtil havde havt Plads paa Studiigaarden (smlgn. I, S. 535), fik ved denne Leilighed et nyt Lokale og blev, vistnok allerede i 1652, opstillet i et mægtigt Rum paa Kirkens Loft, hvor det forblev indtil 1861. Det skildres saaledes i Encomion: "Over denne Kirkes Hvælving er et Gemak, ligesaa lang og bred som Kirken, med mange Vinduer paa, hvis Loft er farvet gult og Bjælkerne røde anstrøgne, under hvilke Bjælker store Jernstager smukt udarbeidet staar. Naar man der indkommer, da er at se paa begge Sider store Bogskabe og et langt Bord, rødt anstrøgen med Bænke hos og er hvert Bogskab med 4 Døre for afdelet; de tvende øverste Døre er med Staaltraad bedækket; at man kan se Bøgerne, som der inde staar; de underste ere udi Panele gjort, paa hvilke er at se malet adskillige mærkelige og underlige Historier og Latinæ og Danske artige Emblematis." I den sidste Halvdel af det syttende Aarhundrede modtog Bibliotheket iøvrigt et saa betydeligt Antal Donationer, at Pladsen allerede en Snes Aar efter den nye Sals Indvielse blev for knap, hvorfor enkelte Samlinger maatte flyttes hen i en Udbygning ved den søndre Side af Frue Kirke, thi hver Donation holdtes principielt under Et og opstilledes i Skabe med Donators Navn ovenover. I 1654 fik Universitetet Biskop Jesper Brochmanns Bogsamling (4000 Bd.), faa Aar efter Professor Gelstrups, derpaa de Fuirenske Samlinger (ca. 11,500 Bd.), Assessor i Høiesteret Hans Mules Bibliothek (7000 Bd.) og Lic. Jur. Hopners (3,200 Bd.), hvilket sidste tilligemed et Par ældre Samlinger fik Plads i Bygningen ved Frue Kirke. Den betydeligste Gave, om ikke i Tal saa dog i indre Værd, skriver sig fra en noget senere Tid, da Prof. Jur., Præsident i Kjøbenhavn Peder Resen i 1675 skjænkede sit med stor Flid og Bekostning indsamlede Bibliothek paa 4,400 Bd. og 500 Haandskrifter til Universitetet. Fra 1647 havde Universitetsbibliotheket en lønnet fast Bibliothekar, som skulde holde Lokalet aabent hver Onsdag og Lørdag i henved 3 Timer, dog kun for akademiske Borgere, men der klages


189

overordentlig meget over den slette Bestyrelse og de mange Misbrug. Skjøndt der ikke var Tale om Udlaan, idet alle Bøger skulde læses paa Stedet, Manuskripter endog under særlig Kontrol, bortkom der

S. Nikolai Kirke

S. Nikolai Kirke. Efter Thurah.

mange Værker, og Katalogerne, Opstillingen og de legerede Pengemidler synes at have befundet sig i haabløs Uorden. I en anonym Klage fra 1707, siges, at af Universitetets tolv enkelte Bibliotheker


190

vare strengt taget kun to tilgjængelige, og det bemærkes spydigt om det Fuirenske Bibliothek, at dets Skabe i 30 Aar neppe have været 30 Gange aabnede, og om det Resenske, at de herlige Bøger ligge kastede blandt hverandre uden nogensomhelst Orden, saaledes at det er umuligt at benytte dem. Det kom tilsidst saavidt - skriver Panum - at Bibliotheket var helt lukket for Studenterne; dets Benyttelse var udtrykkelig forbeholdt Professorerne alene, og ikke engang disse kunde altid opnaa, hvad de ønskede, idet Bibliothekaren helst vilde beholde det Hele for sin egen Mund. Imidlertid var der lagt en ypperlig Grundvold for et Bibliothek, da dets 30,000 Bind i 1728 gik op i Luer.

Siden Katastrophen i 1628 (smlgn. I, 477), da S. Nikolai Kirkes Spir under en orkanagtig Storm faldt ned og knuste Hvælvingerne, havde Christoffer Valkendorfs Taarn, som gjennem alle Tidens Omskiftelser er bevaret til vore Dage, henstaaet dækket med "en plat og nedrig Spidse", saaledes som det f. Ex. ses paa Pufendorfs Beleiringsbillede. I et helt Aar var Kirken under Reparation, og Menigheden maatte holde Gudstjeneste ude paa Kirkegaarden under aaben Himmel, indtil den atter flyttede ind i et lysere og smukkere Guds Hus, udvendig rigt smykket med Apostlenes og Propheternes Billeder udhuggede i Sten eller malede paa Kobberplader, og indvendig pragtfuldt udstyret med kostbare Gravmæler, Skulpturarbeider, Malerier af Carl v. Mandern, Lysekroner, Messingarme, Snitværk og Forgyldning. Orgelet prises af Wolf som det ypperste i Danmark næstefter Frederiksborgs, og paa dette "legtes foruden Søn- og Helligdagene, tillige hver Mandag, Onsdag og Fredag, paa hvilke Tider mange fornemme Folk sig da til Kirke forføier og det med Lyst at høre". Denne Skik holdt sig indtil Kirkens Brand i 1795, og Organisten, som paa Frederik den Tredies og Christian den Femtes Tid hed Jørgen Lorenz og omkom i 1689 ved Amalienborgs Brand med sin Hustru og to Datterbørn, lønnedes ifølge Holger Jakobæus af Borgerskabet for denne Extratjeneste, medens Hauber i 1783 fortæller, at der var testamenteret en Pengesum dertil. Kirken formaaede dog ikke at gjøre sit fulde Skjønhedsindtryk, før man i 1666 opsatte det her afbildede prægtige Spir, hvortil der ad privat Vei var indsamlet 30,000 Rdlr. De ovenfor omtalte Statuer og malede Billeder maa tænkes anbragte over de høie Vinduer i Choret; yderst ude paa Chorets Gavl staar


191

Bibliothek og
Kunstkammerbygningen

Bibliothek og Kunstkammerbygningen. Efter et Maleri i Oldn. Mus.


192

en lueforgyldt Statue af S. Nikolaus, og over den sydlige Indgang ses en af Longomontanus forfærdiget ypperlig Solskive. Fløistangen opsattes i 1669, og det fortælles, at en dødsdømt Trompeter frelste sit Liv ved at klattre op paa Fløiet og staa der "uden mindste Rygstød", blæse et Stykke paa sin Trompet og tømme nogle Glas paa Kongens Sundhed. Spiret blev i 1741 underkastet en Hovedreparation, der kostede 20,000 Rdl., og faldt først i den store Ildebrand 1795. Jonge fortæller, at en Franskmand, der ellers fandt Kjøbenhavns Seværdigheder saare ubetydelige, studsede ved Synet af Nikolai Taarn og Spir og spurgte: "Er dette virkelig gjort her?", hvortil en Indfødt tørt svarede: "Nei, det er forskrevet fra Paris, godt emballeret."

Den mærkeligste offentlige Bygning, der opførtes her i Kjøbenhavn i Frederik den Tredies Tid, og til hvilken Kongens Navn er uadskillelig knyttet, er dog det store kongelige Bibliothek, beliggende "bag Slottet" mellem Tøihuset og Proviantgaarden. Som ivrig Ven af Videnskaberne og selv Dyrker af dem havde Kongen i de første Aar efter Souveraineteten forøget den gamle vistnok maadelige Bogsamling paa Slottet betydeligt, dels med Rigsdrosten Jochum Gersdorfs Samling (ca. 2,865 Bind), der blev ham testamenteret, dels ved Erhvervelsen af Laurids Ulfeldts og Generalprokureur, Dr. jur. Peder Lauridsen Scavenius' Bibliotheker, tilsammen henved 9000 Bd. Samtidig forskrev Kongen Bøger fra Frankrig og Italien eller lod dem opkjøbe ved Kommissionairer; paa Island opsamledes gamle "Codices, Antikviteter, Rariteter og Kuriositeter", og ved de Bogauktioner, som netop i hin Tid begyndte i Kjøbenhavn, sikkrede han sig de "Bøger og Materier", hans Bibliothek havde behov. I 1663 blev Peder Schumacher (Griffenfeld) i en Alder af 28 Aar Kongens Bibliothekar, og saasnart Scavenius' Bogsamling var erhvervet, dukkede Planen til en selvstændig Bibliotheksbygning op. Grundstenen lagdes i 1665, efterat Christian den Tredies gamle Bindingsværkstøihus (smlgn. I, S. 360) var nedrevet, og Bygningen blev under Scavenius' Opsyn og Ledelse opført af den kongelige Bygmester Albert Matthisen i en efter Datidens Smag massiv og alvorlig Stil, og dens Bestemmelse antydedes ved de tre Ord: Ars, Lex, Mars, nemlig oventil Kunstkammer, i Midten Bibliothek og forneden Rum for det grove Skyts, saaledes at Arsenalet altsaa havde beholdt Rettigheden over Grunden. Det var vistnok oprindelig Meningen


193

at anbringe de tre nævnte latinske Ord som Indskrift paa Facaden, for kort og fyndigt at antyde, hvad der fandtes indenfor, men det skete ingensinde. Først tre Aar efter Frederik III.s Død, i 1673, stod Bygningen færdig ud- og indvendig, med kobbertakt Tag og et Par rigt forgyldte og bemalede Egetræs-Statuer forestillende Pallas og Mars for Enderne, med Løngange over til Proviantgaarden og Tøihuset og lyse Pragtsale indenfor. Foranstaaende Afbildning,

Det
kongelige Bibliotheks
store Sal

Det kongelige Bibliotheks store Sal paa Frederik III.s Tid.

der skriver sig fra Midten af forrige Aarhundrede, stemmer ikke ganske med det oprindelige Anlæg, navnlig er Rummet mellem Bibliotheksbygningen og Proviantgaarden her udfyldt med Geheimearchivet, der først opførtes i Aarene fra 1715-20.

Den nederste Etage med sine elleve buede Porte til begge Sider og forholdsvis smaa Vinduer var som sagt forbeholdt Artilleriet; her saa den svenske Resident Lilliecrona i 1672 halvandethundrede store og smaa Metalstykker, et Indhold, om hvilket en anden Svensker Lidén henimod Slutningen af forrige Aarhundrede vittigt bemærker, at det kan kaldes: jus canonicum. Endnu i 1861,


194

da Bibliotheket ogsaa overtog dette store Rum, benyttedes det til Seletøismagasin for Artilleriet. I begge Ender af Bygningen førte Vindeltrapper af Egetræ op i de øvre Etager. Første Sal dannede en eneste 125 Alen lang Bibliothekssal med et rigt udstyret Kabinet for hver Ende. Denne Sal, som med sit prægtige Galeri, baaret af 66 korinthiske Søiler, i det Væsentlige er uforandret den Dag idag, skildres saaledes af Bibliothekets nuværende Overbibliothekar Chr. Bruun: "Der var ingen Mangfoldighed af Farver anvendt, kun hvid Farve med rig Forgyldning, men Alt samlede sig skjønt om det brede tavlede Gulv med sorte og hvide Marmorfliser. Var det tidlig paa Formiddagen paa en solklar Dag, frembød sig et Skue, prægtigt og imponerende. Sollyset faldt ind gjennem de høie brede Vinduer, Galeriet brød det, stærke Slagskygger lagde sig hen under Loftet og over Marmorgulvet. Forgyldningen med en kraftig mørk Tone oplystes af Solstraalerne, som bestandig skiftede Plads og hver Gang gave Skyggerne en ny Retning. Søilernes store korinthiske Kapitæler straalede af Guld, de mange smaa forgyldte Konsoller paa Galeriets Kant lyste som en Perlerad Salens Længde igjennem. Kun langs Væggene under Galeriet stod de anseelige Bogskabe, gjennem hvis Glasdøre den ene Række Bøger skinnede ved Siden af den anden med stadselig Forgyldning." Omstaaende Afbildning efter Justitsraad Bruuns Skrift: "Det kongelige Bibliotheks Stiftelse" viser Bibliothekssalen i dens ældste Skikkelse. Figurerne i Forgrunden forestille Christian den Femte og Bibliothekaren Willum Worm; bagved staar Peder Griffenfeld (den forrige Bibliothekar) i Samtale med Peder Scavenius. Det bør bemærkes, at Kongens Bibliothek selvfølgelig endnu mindre end Universitetsbibliotheket var tilgjængeligt for Almenheden; dog fik ikke sjeldent Lærde og Videnskabsmænd Adgang til det ved "sær kongelig Naade".

I øverste Etage, som var lavere end den mellemste, var Arrangementet et andet, thi her traadte man fra Kabinetterne for Enden ind i et langt og smalt Billedgaleri eller "Skilderigemak" langs Nordsiden, hvorfra Døre førte ind til de bagved liggende fem større Sale. I disse Rum opstilledes først og fremmest Ole Worms tidligere (I, S. 540) omtalte Museum, som Arvingerne i 1655 havde skjænket Kongen, og dernæst en broget Blanding af Mærkværdigheder, indsamlede af Kongehuset selv, de samme, der senere bleve Grundstammen for saagodtsom alle Kjøbenhavns nuværende store


195

Museer. Det ældste Inventarium nævner: Naturalkamret, Artificielkamret (Kunstsager i Metal, Elfenben og Vox), Vaabenkamret, det mathematiske og ostindiske Kammer og endelig Møntkamret, over hvis Dør der læstes den fyndige Indskrift: Oculis non manibus ("Nok se, men ikke røre"). Denne Inddeling undergik i Tidens Løb talrige

Guldmageren Borro

Guldmageren Borro eller Burrhus.

Forandringer; senere nævnes saaledes et Antikvitetskammer, et Heltekammer med Billeder og Voxfigurer af berømte Mænd og Kvinder, et Perspektiv- og et Modelkammer med Fremstillinger af "civil og militair Architektur«, o. s. v. Den første kongelige Kunstkammerforvalter var Bendix Grotschilling, en tydsk Kunstdreier, der indkaldtes i 1660, og hvis Søn og Sønnesøn efterhaanden beklædte samme Stilling indtil den sidstes Død i 1737.


196

En enkelt af de mange fremmede Eventyrere og Tusindkunstnere, som i Frederik den Tredies Tid søgte til Danmark, gav Anledning til Opførelsen af et nyt chemisk Laboratorium istedetfor det gamle i Rosenborghave, nemlig det saakaldte Guldhus, som dog ikke var Andet end et mindre Træhus. Kongen var som saamange af Datidens Fyrster og Adelsmænd (herhjemme især Niels Juel og Ole Borch) bleven tiltrukken af Chemien, navnlig i alchymistisk Retning, og havde ved Enhvervelsen af Kongsberg Sølvværk i Norge faaet yderligere Interesse for denne Videnskab. I 1667 kom den i hele Europa baade berygtede og berømte Læge, Chemiker og Adept Borro til Kjøbenhavn og modtoges med aabne Arme. I sit Fædreland, Italien, var han bleven brændt in effigie som Kjætter, i Tydskland praktiserede han som Læge, og i Holland, hvor han optraadte som Guldmager og Anatom, havde han stiftet personligt Bekjendtskab med Ole Borch, Hannibal Sehested, Anatomen Niels Steno og Frederik den Tredies naturlige Søn, Ulrik Frederik Gyldenløve, hvem han alle vandt fuldstændigt for sig. Samtidig forstod han paa Afstand at insinuere sig hos den berømte Universitetsprofessor Thomas Bartholin i Kjøbenhavn. Saaledes var Jordbunden godt forberedt, og da han efter at være rømt fra Amsterdam, forfulgt med Stikbreve for Bedrageri, over Hamborg naaede til Danmark, feiredes han næsten som en fyrstelig Person af Høie og Lave. Bording meldte hans Ankomst i "Den danske Mercurius"; Thomas Bartholin hilste ham i et latinsk Æredigt, og Kongen skal have indrømmet ham Bolig paa Slottet, forsynet ham med Heste og Vogn, og givet ham rigelige Pengemidler samt fire Tjenere og en Adelsmand til Opvartning. I Begyndelsen arbeidede Borro vistnok sammen med Ole Borch i det gamle Laboratorium i Rosenborghave, som netop var blevet udvidet, eller i et eget alchymistisk Værksted paa Slottet, men senere opførtes efter hans Tegning et Hus af Tømmer, der maaske laa "bag Børsen", maaske paa Holmen bag en Mur, hvor Gjæthuset senere blev bygget ud til Kongens Nytorv. Bygningen blev imidlertid i 1669 flyttet ud i Rigensgade uden at blive tagen fra hinanden, hvilket naturligvis vakte Samtidens Forbauselse, og opsat paa den Grund, der nu indtages af Garnisonshospitalet. I Christian den Femtes Tid var der en Tidlang Kvæsthus her, derpaa Manufakturhus, men endnu indtil vore Dage vedblev Benævnelsen: Guldhuset at minde om Grundens kortvarige Bestemmelse.


197

Borro udrettede naturligvis intet Andet i alchymistisk Henseende end at sætte store Summer overstyr, hvorimod han foretog nogle heldige Kure og bl. A. helbredede Ulrik Frederik Gyldenløve. Kongen yndede ham høit, gav ham rigelige Subsistentsmidler og satte ham istand til at føre stort Hus, men aldrig saasnart var den kongelige Velynder død, før Guldmageren ilsomt forlod Landet, frygtende for at blive kastet i Fængsel af sine Modstandere, en Skjæbne, han netop løb lige i Armene. Den tydske Keiser udleverede ham nemlig til Paven paa den Betingelse, at hans Liv skulde skaanes, og i 1672 dømtes han til evigt Fængsel og hensad paa Engelsborg i Rom indtil sin Død i 1695.

Under Beleiringen var Fattigvæsenet kommet i fuldstændig Uorden; Armoden, Løsgjængeriet og Betleriet var voxet, mange af de Fattiges Sjæleboder og Eiendele vare gaaede til Grunde, og det blev derfor en af de første Opgaver at afhjælpe Tilstande, som næsten maatte gjøre Forholdene i Hovedstaden utaalelige. Christian den Fjerdes storartede Tugt- og Børnehus, beliggende ved Helligaandskirken, var, som vi have set (I, S. 547), allerede inden Krigen gaaet fuldstændig istaa og opløst, og det kommunale Børnehus ved Siden af Pesthuset indenfor Peblingesøen var blevet nedbrudt ved det svenske Fortravs Ankomst i 1658. Ved Forordning af 18de Marts 1662 stiftedes der nu et nyt Børnehus, sorterende under Fattigvæsenet, altsaa en Aflægger af det ovenfor nævnte kommunale, men indrettet i stor Stil ligesom det tidligere kongelige. Kongen skjænkede en Bygning paa Christianshavn dertil, som vistnok med Urette siges at have tilhørt Kai Lykke; der blev indsamlet nogle tusind Daler ad privat Vei til Bygningens Istandsættelse og Forbedring, og en stor Del af Fattigvæsenets Midler henlagdes dertil, saaledes de store Donationer fra gamle Dage, der vare skjænkede til Fattigvæsenet i Almindelighed (Frederik den Andens Legat, Peder Oxes Legat) samt endelig efter Erkebiskop Svanes Raad Indløsningssummerne for Præstegaardsbygningerne, hvormed Christian den IV.s Gjæld til Fattigvæsenet dækkedes (smlgn. I, 557). Anstalten var ikke blot et Modtagelseshus for forældreløse og fattige, men ogsaa for ulydige og vanartede kjøbenhavnske Børn; derpaa blev den et Tvangsarbeidshus for Arbeidsføre, samt endelig Straffeanstalt for visse Klasser Forbrydere fra hele Landet, navnlig af Kvindekjønnet, hvad enten disse nu havde gjort sig skyldige i Kjønsfor-


198

seelser eller Tyveri. Ligesom i det tidligere Tugt- og Børnehus udfoldedes der en omfattende Fabriksvirksomhed i Børnehuset paa Christianshavn, og det blev vistnok snarere dennes Udvikling og Blomstring, man havde for Øie, end de Fattiges Velfærd. I de første tre Aar gik det kun daarligt med Fabriken, men da Øvelsen kom, leveredes der fortræffeligt Klæde, Lærred, Bay, Sardug, Seildug, Pekling og Ulmerdug herfra, og det i saa store Kvantiteter, at hele Garnisonen i Kjøbenhavn og Helsingør (ialt 2,500 Mand) i 1669 kunde beklædes fra Børnehuset. To Aar iforveien talte Anstalten 320 Personer, hvorfor Kongen, da Midlerne ikke vilde slaa til, bevilgede den forskjellige nye Indtægter, nemlig nogle opsamlede Penge, oprindelig tiltænkte et Fattighus i Roskilde, Fattigtavlen i Slotskirken, de Fattiges Del af alle Konfiskationer samt hver Uge en Dags Gevinst, naar der gaves Komedier i Byen. Ogsaa med Hensyn til Behandlingen af de Indsatte var Ligheden stor med det gamle Tugt- og Børnehus. De, som bleve dømte derind for "Forargelse og Uære", bleve straffede paa Kroppen med Ris og holdtes "i en Vinkel for sig", men de, som gav sig selv ind af Armod eller optoges paa Gaden for Tiggeri eller bleve indsatte af Godtfolk af Medynk og ikke for Forseelse, bleve ikke straffede, men oplærte baade i Læsning og Haandværk, hvorfor der var ansat talrige Spindemestre, Vævermestre, Farvemestre o. s. v. saavelsom en Skolemester ved Anstalten. Senere henvistes Skolebørnene til Vor Frue Latinskole, som fik 500 Rdlr. om Aaret for dem, hvilken Sum en Tidlang udrededes i Klæde. Enhver, der skikkede sig vel, blev forfremmet til Læredreng, derpaa til Svend og fik Løn, og naar han senere vilde vandre, fik han "et ærligt Pas og en Æreklædning med alt Tilhørende". Men heller ikke Børnehuset paa Christianshavn betalte sig, og det led desuden af den Ulempe, at "ærlige" og "uærlige Folk" sammenblandedes. Den 2den November 1668 blev Anstalten ogsaa et Sygehus, da det under Beleiringen stiftede Kvæsthus paa Bremerholm (smlgn. II, S. 70) ophævedes og henlagdes under Kjøbenhavns Fattigvæsen, som mente at kunne forsørge "de Kvæste" mod at overtage Kvæsthusets Inventarium og Midler. Det viste sig imidlertid snart, at Fattigdirektionen havde forregnet sig, og i 1674 udleverede den atter den overtagne Kapital til Admiralitetet mod at slippe for "de kvæste Baadsfolks Losemente". Derimod administreredes Pesthuset sammen med den christianshavnske


199

Anstalt og med Andel i dens Midler, efterat det i 1665 var blevet gjenoprettet og udflyttet i en Bygning ved Kalvebostrand (Belvedere), hvor det i Tidernes Løb udviklede sig til Optagelsessted for Afsindige.

Ogsaa Vartous Lemmer fandt i nogle Aar et Tilflugtssted i Børnehuset paa Christianshavn. Det anseelige Hospital ved Sortedamssø, der omtales med Beundring af alle Samtidige, blev, som ovenfor omtalt (II, S. 102), fuldstændig ødelagt i Beleiringen, og Lemmerne bleve efter Hollændernes Ankomst flyttede ind i Pilestræde Nr. 32, hvor de fristede nogle tunge Aar. Hospitalet var blevet haardt ramt; de store Summer, der vare medgaaede til Bygningerne, vare tabte, Afgifterne af Jordegodserne indkom ikke i Krigens Tid, men Hospitalet maatte alligevel udrede Bøndernes Skatter, og den kongelige Kasse skyldte Renter og Afgifter, som først bleve betalte i det næste Aarhundrede. Fra Leiehuset i Pilestræde lagdes Lemmerne i 1662 ud i Børnehuset, hvor de forblev indtil 1666, da de ved en Donation paa 1000 Rdlr. af Dronning Sophie Amalie, for hvilken der oprettedes to Senge, bleve satte istand til at erhverve en Gaard i Farvergade paa det nuværende Hospitals Grund. Vartou kom dog ikke paa Fode igjen i Frederik den Tredies Tid, og dets nidkjære Præst Hiøring, der havde set dets Velmagtsdage, kan ikke finde Ord stærke nok til at skildre dets Elendighed. "Saa vel, saa ypperlig, saa herlig - siger han i et utrykt Skrift, der er dediceret til Christian den Femte - som dette Hospital, den Oldenborgske Stammes første Monument ved høilovlige Kongers høipriselige Stamme til udødelig Amindelse var kommen paa Fode, ophøiet, bygt og velbeskikket i Alting til Guds Ære, mange fattige Menneskers Trøst og Hjælp, ja mange Udlændiske til Forundring, saa dybt er det faldet og nedslaget udi høilovlig Kong Frederik III.s Modgangs Tid ved den skadelige Fjendes Beleiring Anno 1658-59." Han priser derpaa Dronning Sophie Amalie som "den første virkelige Trøstere for det ruinerede Hospital" og slutter med følgende Henvendelse til den nye Konge: "Nu knæler og bøier sig dette Hospital, som er Eders Majestæts Stammes første Monument og Stiftelse i Danmark for Eders kongelige Majestæt. Det haver mist udi Beleiringen en anseelig Klædning og er svar nøgen. Det haaber endnu ved Eders Majestæt at komme til Anseelighed." Endnu mere talende er dog maaske den Kjendsgjerning,


200

at Hospitalet i 1669 kun havde ca. 80 Lemmer paa dets 130 Senge, og heraf vare kun 17 Lemmer paa de Staden tilhørende 60 Senge.

Christian den Fjerdes Fattigordinants fra 1630 (smlgn. I, S. 556) stod endnu ved Magt; den øverste Ledelse af Fattigvæsenet var umiddelbart efter Souverainetetens Indførelse lagt i Hænderne paa saa fremragende og indflydelsesrige Mænd som Erkebiskop Hans Svane, Præsident Hans Nansen, den øverste theologiske Professor (senere Biskop) Dr. Johan Vandal og Btirgmester Kristoffer Hansen. De samledes endnu i Konventhuset paa Hjørnet af Silkegade og Pilestræde for at holde Raad med Fattigforstanderne, men der var ikke længere noget "Spindeværk" i Konventhuset selv, eftersom Sidebygningerne vare bortsolgte. I 1663 fik de 12 Fattigforstandere en ny Instrux, hvori det paabødes dem at gaa rundt med Bøsser ved Bryllupper og Begravelser, hver i sit Sogn, at besøge de Syge og Sengeliggende hver fjortende Dag og vaage over, at Stodderkongerne optog Betlerne. Det er særligt mod disse, at Instruxen er rettet; de fremmede Betlere skulde strax bortføres, de andre fremstilles for Oldermanden for at klage deres Nød og gives Understøttelse og Arbeide, medens de Modvillige skulde indsættes i Børnehuset. Til yderligere Understøttelse for Fattigvæsenet beskikkedes to Aar efter en Politifiskal, som skulde paase, at Forordningerne om Løsgjængere og Betlere samt mod Overdaadighed og Luxus overholdtes. Det behøver neppe at bemærkes, at Alt dette frugtede overmaade lidt.

Ved Siden af Enevoldskongens Iver for at skabe et sundere Grundlag for Skattevæsenet og Lovgivningen og overhovedet tilveiebringe Enhed i Statsstyrelsen (Matrikelkommissionen, hvis Arbeide for Kjøbenhavns Vedkommende blev Grundtaxten af Juni 1661, og Lovkommissionen, hvis Frugt blev Christian den Femtes danske Lov) gik en levende Bestræbelse for at fremme den materielle og økonomiske Udvikling ved Handel, Skibsfart og Industri. Allerede under Christian den Fjerde havde Staten, man kan for Danmarks Vedkommende gjerne sige: Kjøbenhavn, fulgt Hollands og Englands Exempel og kastet sig over den oversøiske Handel, og skjøndt Forsøget var mislykket, tabte man ikke Modet, men fortsatte ufortrødent paa den Bane, der betegnedes ved Monopoler, Tvang og Beskyttelse, og hvis egentlige Kjærne var det saakaldte Merkantilsystem: Læren om, at et Lands Rigdom afhænger af den Guld- og


201

Sølvmængde, der findes i det, hvorfor det ved Omsætningen med andre Lande gjælder om at vinde saameget deraf som muligt. Efter Krigen med Sverig afsluttedes en Handelstraktat med Frankrig, senere ogsaa med England; med Spanien havde man af Hensyn til Salthandelen allerede under den forrige Konge en Traktat; Kommissioner nedsattes for at drøfte Forslag til Handelens og Industriens Opkomst, man var ikke sparsom med Monopoler og Privilegier, men store Resultater opnaaedes ikke. Det islandske Kompagni vedblev uden Tvivl til Islændernes store Skade at være den Handel, der betalte sig bedst; anlagt i stor Stil med et eget Kompagnihus ved "Reveret" paa Slotsholmen, Eier af en stor Reberbane og Smedie, af 18-20 svære Skibe og med en betydelig Kapital var det end ikke gaaet helt istaa under Krigen. Det vedblev at fare uhindret paa Gluckslad og solgte Varerne i Hamborg, Holland eller andetsteds med Fordel. I Marts 1662 blev det pludselig opløst, vistnok fordi det ikke holdt det paabudte Antal Defensionskibe (smlgn. II, S. 46), men allerede den 31te Juli s. A. blev der under Ledelse af Hans Nansen og den ansete Kjøbmand Jonas Trellund, en danskfødt Mand, der havde været bosat i Amsterdam og det næste Aar blev Assessor i Admiralitetet, stiftet et nyt islandsk Kompagni, som fik Privilegier paa 20 Aar. Island deltes i fire Fjerdingdele, saaledes at det overdroges en enkelt Kjøbmand at drive Handel paa hver af Delene, dog at Hovedparticipanterne kunde tage saamange Interessenter med, som de fandt for godt. De fire Hoveddeltagere vare Præsident Hans Nansen, Rentemester Henrik Müller, Borgmester Christoffer Hansen og Jonas Trellund, hvortil kom Borgmester Peder Pedersen (senere Assessor i Høiesteret), der handlede sammen med sin Kollega i Magistraten. De betalte en samlet Sum af 4000 Rdlr. i Forpagtningsafgift om Aaret, og skjøndt Seiladsen paa Grund af Havenes Usikkerhed ikke var farefri, dreves Handelen med Fordel, især da Monopolet overholdtes med yderste Strænghed, hvorpaa der er overleveret nogle mærkelige Exempler. Paa Færøerne havde en enkelt Mand Handelsmonopol, nemlig Rentemester Christoffer Gabel og senere hans Søn Frederik Gabel, og Forholdet var her saameget værre, som disse Mænd tillige havde Øerne i Forlening, og saaledes kontrollerede sig selv, en Tilstand, der trods alle Klager vedvarede indtil 1708, da Regjeringen baade tog Bestyrelsen og Handelen i sin egen Haand. Alle Forsøg paa at fremme


202

den store Verdenshandel, hvad enten det nu var Handelen paa Ost- og Vestindien, eller paa Guineakysten, hvor Danmark i 1659 havde anlagt Smaafæstningerne Frederiksberg og Christiansborg, førte ikke til Noget; i Frederik den Tredies sidste Regjeringsaar hedder det endog, at "Danske og Norske have efterladt al Seilads udi Vestersøen, som ikke giver ringe Aarsag til Negociens daglige Aftagelse". Salthandelen, der spillede en særdeles vigtig Rolle, navnlig for de norske Fiskerier, havde siden 1655 været i Hænderne paa et Saltkompagni (smlgn. II, S. 47), men det blev hævet i 1662, da det "ikke havde kunnet efterkomme, hvad det var forpligtet og obligeret til". Salthandelen var nu fri i nogle Aar, men i 1665 oprettedes et nyt Saltkompagni, som fik Privilegium for et Tidsrum af 6 Aar og skulde betale en aarlig Afgift af 100,000 Rdlr. Direkteurerne for dette Handelsselskab var Generaladmiral Curt Adelaer, Assessor Jonas Trellund og en engelsk Baronet William Davidson, men de formaaede ikke at forsyne Rigerne med Salt, og efter endel Gjenvordigheder og private Stridigheder hævedes Kompagniet efter egen Begjæring i 1667. Aaret efter oprettedes igjen et nyt, som henlagdes under Admiralitetet og bestyredes af Rigsadmiral Henrik Bjelke, Curt Adelaer og Admiralitetsraad Povel Klingenberg, men heller ikke dette svarede Regning, og i 1671 gaves atter Salthandelen fri, "saa at denne Handel - siger Holberg - har været et Perpetuum mobile og fremdeles saa vil blive, medmindre særdeles Middel udfindes til dens Konservation". Den ostindiske Handel, som var gaaet aldeles istaa efter det mislykkede Forsøg paa at afhænde Fæstningen Dansborg og Trankebar (smlgn. I, 578), forsøgtes gjenoplivet ved Afsendelsen af nogle Skibe for kongelig Regning i 1668 og 1669, og det kom virkelig saa vidt, at der den 18de November 1670 blev oktroieret et nyt ostindisk Handelskompagni, hvis første Direkteur blev General-Admiral Curt Adelaer, men det varede længe, inden denne Seilads kunde betale sig. Man havde en tydelig Fornemmelse af, at der maatte gjøres Noget for Handelens Fremme og tvivlede ikke om, at Kjøbenhavn maatte kunne blive en stor Handelsstad. Datidens Forfattere udbrede sig om Byens herlige Beliggenhed midt imellem Vester- og Østersøen og om dens baade med Hensyn til "Storlighed og Stilhed" ypperlige Havn, saaledes at "hver, som agter Leiligheden og Byens beleilige Vilkaar og er forsøgt paa andre fremmede Steder, hvor Kommercien florerer, kan


203

ikke Andet end bekjende, at denne Stad er af Bekvemmelighed noksom beleilig til Handel og Kommercie." Som man ser, manglede det heller ikke paa Forsøg og Opmuntringer fra Regjeringens Side, thi det regnede med Monopoler og Privilegier, og der var, om ikke en Overflod af, saa dog et respektabelt Antal driftige Mænd, der havde Lyst til at iværksætte større Handelsforetagender. Et helt Korps af Admiraler: Bjelke, Niels Juel, Curt Adelaer og Jens Rodsten optraadte som Rhedere og Grosserere; Byens Borgmestre og Raadmænd og Mænd som Henrik Müller, Jonas Trellund, Jakob Madsen o. fl. gav sig ligeledes af med Handelen, men der blev Intet* opnaaet af Betydning. I 1668 oprettede Frederik III Kommercekollegiet, som to Aar efter fik sin Instrux, hvori det hedder, at det skal "stedse have Idræt og Tanker derhen vendt og dirigeret, hvorledes Manufakturer her udi Landene vel kan indrettes, og Landsens Frugter og den af Gud her udi Landene givne Velsignelse Indbyggerne til Gavn og Bedste vorde negocieret og forhandlet, saa at ikke Fremmede sig med vores Skade skulde berige, mens vore Landes Indbyggere efterhaanden komme ind igjen med Trafiken, som omkring liggende endog ingenlunde saa bekvem situerede Naboer os ganske haver sat ud af Possession med." Dette Kollegium vides dog ikke at have udrettet Nogetsomhelst; det hørte snart op eller gik i Glemmebogen, indtil det i 1704 gjenoprettedes af Frederik IV, for fire Aar senere at blive forenet med Politiet i Kjøbenhavn. Den egentlige Grund til de Uheld, som fulgte disse Bestræbelser, maa først og fremmest søges i Mangelen paa Kapital og Kredit, der var overmaade følelig, saavelsom paa Skibe. I et Skrift, der stammer fra Tiden før 1660, betitlet "Den borgerlige Stands onde Vilkaar", og hvori der foreslaas en fuldstændig organiseret Laugsordning af Handelsvæsenet i 11 Monopoler, fremhæves allerede stærkt Mangelen paa store Formuer i Borgerstanden, og hvad der var tilbage af Kapital, var selvfølgelig saagodtsom helt forsvundet under Krigen, saaledes at Konkurrencen med Hollænderne og Englænderne blev umulig. Derfor faldt de mange Projekter til Jorden, i samme Øieblik de opstod, eller kunde ikke holde sig. Den 14de Januar 1663 fik Jonas Trellund saaledes et stort Privilegium paa Anlæget af et Skibsbyggeri, en Saugmølle og en Reberbane i Kjøbenhavn, og tillige paa Hvalfiskefangst, Seilads paa Ost- og Vestindien m. m., men han kom neppe til at benytte det. Han


204

havde tænkt at indforskrive Tømmermænd og Arbeidsfolk fra Holland, hvem der paa Forhaand sikkredes flere Rettigheder, bl. A., at det "skulde staa dem frit for sig i Klædedragt, Riden og Kjøren paa den hollandske Maner, eller saa som det dennem lyster og anstaar at holde", men faa Aar efter var han dybt forgjældet og maatte overdrage sin Part i den islandske Handel til sine Kreditorer. At Kjøbenhavn ved sin sjællandske Stabelret, som Byen iøvrigt delte med Korsør, stod sig bedre end Landets øvrige Kjøbstæder er indlysende, thi Handelen med Indlandet maatte i hvert Fald give noget Udbytte.

En lignende Iver lagdes for Dagen med Hensyn til Industrien, der søgtes fremmet ved Beskyttelsestold, Fritagelse for Indførselstold og borgerlig Tynge, Eneret til Salg af Varerne o. s. v. Det betydeligste Manufaktur i Staden var selvfølgelig den ovenfor omtalte kommunale Fabrik paa Børnehuset, som dog sikkert ikke betalte sig. I 1660 anlagde Herman Jæger med "stor Omkostning" et Sæbesyderi paa Christianshavn og fik ikke blot store personlige Privilegier, men for hans Skyld forbødes al privat Sæbetilvirkning; det blev tilladt ham at sælge hans med de tre kongelige Løver stemplede Varer told- og afgiftsfrit i hele Riget, og alle Handlende skulde forskrive Sæber fra Kjøbenhavn med Undtagelse af Amsterdamsæbe, som vedblivende maatte indføres mod en Told af 4 Rdlr. Tønden. Paa samme Maade støttedes en Stivelsefabrik, anlagt af Henrik Eggertz, den i Christian IV.s Tid anlagte Fabrik for Høleer og Skjæreknive og det tidligere (II, S. 47) omtalte Sukkerraffinaderi bag Børsen, som leiedes af Henrik Müller og Medinteressenter. Naar hertil føies et af Robert Colnet anlagt Glasværk paa Slotsholmen ved Løngangen, som ikke kom igang mere efter Beleiringen, et Saltsyderi, en Oliemølle paa Christianshavn og endelig en Korduanfabrik er den vigtigste kjøbenhavnske Storindustri i Frederik den Tredies Tid nævnet. Af Bogtrykkerier havde Byen flere; de mest ansete Mænd i dette Fag vare Melchior Martzan, Morsing, Peder Hake, Gøde og Matthias Jørgensen Godicke, der blev Stamfader til en berømt Bogtrykkerfamilie. Martzans Bogtrykkeri var det første, der trykte Aviser eller avislignende periodiske Skrifter her i Landet - de vare mærkværdigvis affattede paa Tydsk, ligesom de fleste Nyheds- og Flyveblade, der beskjæftigede sig med inden- og udenlandske Begivenheder, og hvoraf der navnlig under Svenskekrigen


205

udkom en overvældende Mængde. Privilegiet paa "at trykke og trykke lade de ugentlige Aviser paa Dansk og Tydsk saavelsom de danske Almanakker", gik fra Martzan over paa Morsing, uden at det dog vides, om denne nogensinde benyttede det; da han var bleven skudt under Bombardementet i 1658 (smlgn. II, S. 87), blev hans Enke derimod den første kvindelige Bladudgiver og Universitetsbogtrykker i Kjøbenhavn, men maatte konkurrere med Peder Hake og dennes Enke, eftersom Næringen nu ansaas for fri. Morsings Enke ægtede i 1660 Henrik Clausen Gøde, og tre Aar efter bevilgedes der denne et nyt Avisprivilegium. Gødes Avis hed først "Europæische Wochentliche Zeitung", derpaa "Ordinaire Post-Zeitung" og udkom fra 1664 to Gange om Ugen, forsaavidt Posten fra Udlandet ikke var forsinket, thi i saa Fald udgaves den ikke, da den udelukkende levede af at plyndre Hamborgbladene. Det er charakteristisk, hvad Stolpe oplyser, at de eneste afgjort danske i.e.: i Kjøbenhavn forfattede Artikler i fem Aargange ere tre i Tallet, hvortil i samme Tidsrum kommer et eneste Avertissement (det ældste i Danmark af 8de Januar 1665), hvori en hollandsk Bogholder, logerende i "Norske Vaaben hos Niels Bagge i Skipperboderne" paa herværende Kjøbmænds Opfordring tilbyder Undervisning i sin "löbliche Wissenschaft" i.e.: Bogholderi. I 1666 fik Kjøbenhavn sin første danske Avis, men paa Vers, der skreves af den berømte danske Poet Anders Christensen Bording i samfulde elleve Aar og efter hans Død fortsattes til 1691 af forskjellige talentløse Efterlignere. Bordings Maaneds-Avis, "Den Danske Mercurius" er et fuldstændig politisk Organ, der baade meddeler uden- og indenlandske Nyheder, af hvilke de sidste selvfølgelig ere de interessanteste for vor Tid. Vel gruppere de sig fordetmeste om den souveraine Konges Person og ere hyperloyale, hvad der dels laa i Tiden, dels skyldes Forfatterens Stilling som lønnet kongelig Avisskriver, men der forefindes dog ogsaa talrige Beretninger om mærkelige Dagsbegivenheder, saasom Fester, Udnævnelser, Handels- og Næringsforhold, Skibsfart, nye Love, Ildsvaader, Veirligt, Høstudsigter o. d., Alt behandlet i et hjerteligt og varmt, hyppigt skjæmtende og elskværdigt Sprog. Den "Danske Mercurius" var sikkert meget populair, saalænge den udgaves af Bording; det Samme kan neppe siges om dens Sidestykke, en latinsk-poetisk Avis, der begyndte at udkomme i Januar 1672 og udgaves under Titelen:


206

Mercurius Latino-Poeticus af en indvandret Tydsker, Katholiken Georg Huber. Aaret 1672 kan iøvrigt betragtes som den danske Journalistiks egentlige Fødselsaar, thi da begyndte Boghandler Daniel Paulli Udgivelsen af sin danske Maanedsavis i Prosa: "Extraordinaires Maanedlige Relationer", og Bogtrykker Jørgen Gøde sin danske Ugeavis: "Ordinaire Posttidinger".

Hvad Boghandelen angik, dreves den dels af fremmede Bogførere, særlig fra Holland, der forhandlede deres Varer paa Børsen, som i 1669 atter var kommen i Kongens Besiddelse (smlgn. I, S. 501), dels af Bogtrykkerne og af bosatte Forlæggere. De fornemste af disse vare den bekjendte Forfatter Jens Lauridsen Wolf, Jørgen Bolst, Joachim Moltke og Christian Cassuben, af hvilke Moltke var den driftigste og dygtigste. "Han stod i Handelsforbindelse med Padua, Venedig, London og Amsterdam for ikke at tale om de tydske Bogmarkeder - siger Stolpe - og drev en Boghandlerforretning saa stor og omfattende, som Kjøbenhavn maaske ikke har havt den større i hundrede Aar efter hans Tid." Han døde ogsaa som en meget formuende Mand, "en berømt og fornem Boghandler", medens Jørgen Holst, der ogsaa optraadte som Oversætter og Forfatter, døde i Fattigdom og Gjæld. Et mærkeligt Forhold er det, at en stor Del af Boghandelen dreves fra Kirkerne, men allerede i Christian IV.s Tid begyndte man at forarges derover, da Kongen i 1638 under høi Bøde forbød at sælge "unyttige Bøger og Skrifter som Ulspil og deslige, saa og letfærdige Boleviser og andre utjenlige Viser, Digt, Fabel, Eventyr og ublu Kjærlighedseventyr i Kirkerne." I Nikolai Kirke havde f. Ex. Cassuben et Udsalg; i Frue Kirke havde S. Rochi Kapel i over hundrede Aar været indrettet til Boglade; her afløste den ene Universitetsboghandler den anden, her havde de Tilladelse til at afhænde "adskillige fornødne, uforargelige Augsburgske theologiske og philosophiske Materier" foruden Skolebøger, ja der fandtes engang imellem flere saadanne faste Udsalg i Kirken, for ikke at tale om, at det hyppigt tillodes Udlændinge at holde et Bogskab der til visse Tider af Aaret. I 1658 afskaffedes dette Uvæsen helt, "paa det Kirken ei ved slig verdslig Handels Drivelse skal profaneres og vanhelliges", men det varede dog endnu adskillige Aar, før det lykkedes at uddrive al Boghandel af Kirkerne.

En væsentlig Indflydelse paa Boghandelens saavelsom paa al anden Handels Fremme fik Auktionsvæsenet, som vel havde været


207

kjendt i nogle Aar, men først nu blev organiseret. Det indrettedes i 1661 efter hollandsk Mønster, da Kongen gav Casper Rohluff Tilladelse til at begynde en "Kommishandel" i Kjøbenhavn; denne Mand blev altsaa den første Auktionsdirekteur. To Gange om Ugen (Tirsdag og Torsdag) maatte han og ingen Anden i visse bestemte Formiddags- og Eftermiddagstimer opbyde Varer til Salg og tilslaa dem til den Høistbydende; Auktionssalairet fastsattes til 8 Skilling af Daleren. De fleste Auktioner bleve holdte paa Børsen, men dog ogsaa andetsteds i Byen. Da Rohluff maatte rømme til Fredericia for Gjæld, blev det i 1667 forundt "vellærd Studiosus" Oluf Simensen og Boghandler Daniel Paulli at forestaa Kommishandelen; dog skulde de kun have 6 Skilling af Daleren i Salair og endda afgive de 2 til det kongelige Bibliothek. I de første Aar synes det fornemmelig at have været Bøger, der kom under Hammeren; i hvert Fald vides der mest om Bogauktionerne.

Af Postvæsenets Udvikling og Forbedring havde Frederik III ikke ringe Fortjeneste, eller rettere Hamborgeren Povel Klingenberg, den tidligere omtalte Ophavsmand til "Det frugtbringende Selskab". I August 1650 indrettedes en fast ugentlig Postforbindelse mellem Kjøbenhavn og Christiania, og ved den almindelige Postforordning af 30te November 1653 bestemtes det, at Posten skulde tilbagelægges af et ridende Bud i 6 Dage baade Sommer og Vinter. I Jylland, Sjælland og Skaane blev det paabudt, at der langs Postveiene skulde udlægges Bøndergaarde, hvis Eiere skulde befordre Posten fra det ene Sted til det andet mod at være fritagne for al anden Ægt og Arbeide, og en Galiot overførte Postbudet fra Nyborg til Korsør og omvendt, uden at Færgemændene havde Ret til Indsigelse eller Erstatning. Ogsaa Reisende kunde befordres med dette Fartøi. Posten mellem Kjøbenhavn og Hamborg gik to Gange om Ugen (fra Kjøbenhavn hver Onsdag og Søndag Formiddag) og tilbagelagde Veien paa tre Dage, men istedetfor som tidligere (smlgn. I, S. 580) at gaae over Middelfart Kolding, førtes den over Assens Haderslev, til hvilken sidste By altsaa Krydsningspunktet for de jydske Breve henlagdes. Paa alle Router besørgedes Brevene af kjørende eller ridende Bud, og en særlig Agepost indrettedes til Forsendelse af Pakker, Penge og Personer. Afstandene vare dog endnu lange, navnlig i Indlandet; saaledes var et Brev til Aalborg fem Dage underveis, til Ringkjøbing fire Dage og til Lolland to.


208

Under Krigen og Beleiringen gik hele det "lovlige Postværk" naturligvis istaa, men der gjordes i hvert Fald Forsøg paa at holde en regelmæssig Forbindelse med Norge vedlige, og saasnart Freden var sluttet, bragtes Alt i den gamle Orden igjen. Postforordningen af 1653 var et betydeligt Fremskridt i Retning af Regelmæssighed og Hurtighed, navnlig med Hensyn til Udlandet, ligesom den indførte Personbefordring og for første Gang optog Norge i Postnættet. Bestyrelsen, som i Christian IV.s Tid havde henligget under fire kjøbenhavnske Kjøbmænd, blev nu overdragen til Povel Klingenberg som Generalpostmester, der under Regjeringens Tilsyn og Kontrol bestred alle Udgifter, men ogsaa oppebar alle Indtægter efter bestemte Taxter. Det var en indbringende Forretning, og da Klingenberg senere med Kongens Tilladelse solgte den til Feltmarechallieutenant Christian Gyldenløve, fik han en samlet Sum af 12,000 Specier i Afstaaelse. Gyldenløve, som opnaaede kongelig Bevilling paa, at han og hans mandlige Descendenter bestandig skulde beholde Generalpostmesterskabet, efterlod sin Enke den store Bedrift, som af denne i 1711 atter afstodes til Frederik den Fjerde. Først fra dette Tidspunkt bestyredes Postvæsenet for kongelig Regning.

Enevoldsmagtens Indførelse hidførte store Forandringer paa mange Omraader og greb ind i de forskjelligste Forhold. Samtlige Laugsartikler bleve gjennemsete og forandrede "som denne vores itzige absolute og souveraine Regjering kan bekvemme", thi Laugenes Selvstyrelse og delvise Uafhængighed af Myndighederne var ikke velset. I Oktober 1664 afgav Statskollegiet en Betænkning, hvori det udtaler sig mod Laugenes Egenraadighed i at optage og udelukke Medlemmer, saavelsom i at begrændse den Enkelte i den frie Udøvelse af hans Næring. Laugenes Ret til efter eget Tykke at holde visse almindelige Sammenkomster betegnes som farlig og bør derfor afskaffes; saadanne Laugsmøder bør kun tillades, naar Kongen, Magistraten eller Stedets Øvrighed paabyder dem, hvorhos den Jurisdiktion, Lauget fra Arilds Tid har udøvet over sine Medlemmer, maa ophøre eller dog indskrænkes. Kollegiet anbefaler endvidere i Modsætning til de bestaaende Forhold, at hver Mester bør kunne holde saamange Svende, han har behov, og overhovedet skaffe sig Arbeide ved at drive sit Haandværk vel, at de ubillige ensartede Svendetaxter bør ophæves, eftersom de dygtigere Svende med Rette kunne gjøre Krav paa høiere Løn, og endelig at der bør


209

sættes Grændser for de Chikaner og Bekostninger, hvormed Laugene søge at holde dem ude, der attraa Optagelse. Som man ser, er der ved Siden af Ønsket om at hævde Regjeringens absolute Autoritet en udpræget Bestræbelse for at komme Laugstvangen tillivs. I de

Kleinsmedenes Laugsmserke

Kleinsmedenes Laugsmærke. Originalen i Folkemuseet.

faa Laugsskraaer, der bleve udstedte umiddelbart efter Souveraineteten, ere disse Grundsætninger virkelig ogsaa gjennemførte, hvad der f. Ex. tydelig fremgaar af Murmestrenes Laugsskraa af 22de Januar 1666 og Bartskjærernes af 1668, men Revisionen blev ikke gjennemført; det faldt vanskeligt at udrydde de gamle Sædvaner og Skikke, og en Omordning kom først istand ved nogle i 1681 og 1682 udstedte Forordninger, der bleve Grundlaget for en lang Række nye Laugsartikler. Skjøndt der baade da og senere fandtes Mænd, som vare Modstandere af Laugsordningen, lykkedes det dog først i vore Dage at indføre en gjennemgribende Forandring, thi Regjeringen anerkjendte selv Principet som rigtigt, og Misbrugene, der stod i Forbindelse med Laugsvæsenets internationale Charakter, kunde ikke afskaffes, saalænge de "zünftige" tydske Svende gave Tonen an i det danske Haandværk. Peder Morsing, den første indfødte danske Universitetsbogtrykker, havde, for blot at nævne et Exempel, en haard Dyst at bestaa med sine tydske Svende, som nægtede at anerkjende deres danske og hollandske Kolleger som jævnbyrdige, fordi de ikke


210

havde underkastet sig de ved Svendeprøven brugelige Ceremonier. Det hjalp ikke, at en kongelig Forordning forbød disse Ceremonier, befalede, at alle Bogtrykkersvende skulde nyde samme Friheder uden "Deposition" og truede de Opsætsige med Straf; Svendene forlod Morsings Værksted og tog Arbeide hos de tydske Mestre i Byen, idet de tillige gjorde de danske Læredrenge bange ved Forsikkringen om, at de, naar de havde udlært, hverken vilde kunne faa Arbeide andetsteds i Riget eller i Tydskland. Saadanne Stridigheder mellem Laugene og Autoriteterne, mellem Laugene indbyrdes og indenfor hvert enkelt Laugs Ramme hørte til Dagens Orden; der var - som Holm bemærker - ikke Ende paa det Kjævl, hvortil Næringsforholdene gav Anledning.

Livet i Laugshusene førtes altsaa videre i den gamle Aand, og alle de overleverede Ceremonier, Skikke og Vedtægter vedligeholdtes usvækket. I Laugsforsamlingen thronede Oldermanden med Bisidderne foran den aabne Lade med Laugsmærket hængende bag sig, og indskrev Drenge, afsagde Kjendelser, indkasserede Bøder eller mæglede Forlig. Naar de officielle Forretninger var forbi, blev Laden udbaaren; der blev klappet op paa Øltønderne, og nu holdtes alt efter Tidens Leilighed snart Tobakskollegier med Drik, snart større Fester med Dands, Drik og Spil. Udadtil optraadte Laugene som Korporation ved Begravelser, ved hvilke Brødrene vare iførte lange Sørgekapper, ved Skiltflytninger, naar Skiltet, Laden og Velkomsten i høitidelig Procession bares til den nye Oldermands Bopæl, ogsaa undertiden ved andre Leiligheder. Den 14de April 1668 blev saaledes Retterstedet paa Hallandsaas (Kongens Nytorv) og Retterstedet paa Nytorv "flyttede solenniter" af Tømmerlauget. "Der det ikke behagede Hans Majestæt - siger en samtidig Forfatter - at det (nemlig Retterstedet paa Kongens Nytorv) skulde paa den Sted staa, gav han Befaling til Byfogden, at det skulde flyttes. Byfogden underdanigst parerer og gjør sit Embede paa den samme Maade og Maner, som hans Formænd før ham, naar Retterstedet enten skulde flyttes eller bygges. Paa Rettens Vegne tilholder han Tømmermands Lauget paa den 14de Dag Aprilis 1668 at samles, og som det af Arilds Tid altid har været Skik i Danmark, det ganske Laug med Mestre og Svende at flytte Retterstedet. Da komme de alle tilsammen med Pibe og Tromme som i Proces hver med sin Øxe, Sav, Navr, og hvad dertil fornøden blev eragtet. Byfogden kommer


211

for dem som en Oberst, Byens Kæmner og Underfogden gaar med i Troppen som deres Lieutenanter og Anførere, saa kommer Oldermand og Bisiddere for Lauget, siden Mestre og Svende, gribe saa til og tage fat paa Retterstedet, i en Hast og meget gesvindt faa det ned og lægge det paa Vogne, af Byen dertil forordnede, og føre det did, hvor de igjen i en Hast opreiste det, som var udenfor Kastellet mod Østerport, som det endnu staar tilsyne. Der dette var forrettet, blev Lauget af Byen tilskikket 1/2 Læst Rostokker Øl, hvormed de siden holdt sig lystige."

Det "trafikerende Borgerskab", der som bekjendt hidtil havde været inddelt i fire Handelslaug (smlgn. I, S. 339), nemlig Vandtsnidernes, Kræmmernes, Bryggernes og Skippernes, var allerede i 1651 undergaaet en væsentlig Forandring, idet de to første paa hin Tid bleve forenede i ét Laug: det store danske Kjøbmandskompagni, et Fællesskab, som dog allerede ophørte igjen i 1688. Forud for Laugsartiklerne gik der et Kongebrev, hvori det som Betingelse fordres, at Enhver skal have Lov til at sælge sine Varer saa billigt, han vil, og at det skal staa Enhver frit for at søge sin Fordel i Kjøb og Salg, som han bedst kan. Paa dette Grundlag udstedtes Laugsartiklerne den 17de December 1651, hvori det bestemmes, at der skal være to Oldermænd og fire Bisiddere, Halvdelen Kjøbmænd og Halvdelen Kræmmere, udvalgte under Magistratens Samtykke af "de bekvemmeste og dygtigste Laugsbrødre". Intet Medlem maa indtage Nogen til at drive "Madskabs-Handel", det vil sige: indgaa Kompagni med Nogen, der ikke er Medlem af Lauget, og Ingen maa have mere end én aaben Bod med Kram eller andre Varer, uden i det Hus, han bebor, hvor han kan indrette, saa mange han vil, eller paa Børsen, hvor det ogsaa tillades ham at have flere Udsalg, nemlig Kræmmerboder ovenpaa og Boder med grove Varer underneden. Mod Bissekræmmere, fremmede Liggere og Handel mellem Gjæst og Gjæst er Lauget selvfølgelig stærkt paa Post, og for at ingen Laugsbroder skal have en særlig Fordel fremfor de Andre, bestemmes det, at fremmede Varer, der skulle sælges mod Provision, først skulle tilbydes Lauget og Brødrene, og siden sælges en gros, men ikke bruges til Høkeri. Laugsskraaen er særlig interessant, fordi den for første Gang fastsætter en daglig Børstid, for at Fremmede, der komme til Byen med deres Varer, kunne "vide Kjøbmænd og Kræmmere at antræffe og disse sig selv indbyrdes"


212

nemlig hver Formiddag Kl. 10-11 og hver Eftermiddag om Sommeren Kl. 5-6 og om Vinteren Kl. 3-4. Ligeledes omtales for første Gang Mæglere, der foreløbig skulde have et fast Salair, indtil Handelen tog saaledes til, at de kunde leve af deres Kourtage og Mæglerpenge, hvis - tilføies der charakteristisk nok - der da ikke skulde findes Nogen, som dertil er bekvem og vil tjene uden Løn. Man faar af dette Forbehold ikke Indtryk af nogen særdeles omfattende Handelsomsætning.

Kjøbmændene og Kræmmerne havde i 1661 deres eget Kompagnihus ved Stranden mellem Boldhusgade og Fortunstræde, den sydlige Del af "Hotel Royal". I denne store Gaard var der tolv Kram-Kammerser, Pakrum, Loft og Kjældre, som udleiedes, endvidere en Privatbolig for Kompagniets Skriver og endelig den store Forsamlingsstue, hvor de ugentlige Møder afholdtes, og hvor der var anbragt lange Bænke og Borde for Brødrene, saaledes at hver havde sin bestemte Plads. Lauget havde en Patron, som skulde tale dets Sag paa høiere Steder; den første var Borgmester Hans Nansen, som ved sin Død afløstes af andre Borgmestre, indtil Patronatet gik over til Politimesteren. Patronen synes ikke at have ladet sig nøie med Æren alene; i hvert Fald tales der i Laugets Protokoller om Udgifter til hans "honorable Aflæggelse og Diskretion*.

Kjøbmandskompagniets Forhold til det danske Kompagni af 1447, det vil sige til det gamle "Helligtrefoldigheds Gilde udi det danske Kompagni" (nu det kongelig danske Skydeselskab), var, at de fleste ansete Handlende vare Medlemmer af den nævnte selskabelige Forening, der var et Skyde- eller Papegøie-Selskab. Da Kjøbmændene og Kræmmerne i 1651 forhandlede om deres Sammenslutning i et fælles Laug, samledes de i det danske Kompagnihus i Kompagnistræde. Papegøieselskabet havde iøvrigt været saagodtsom opløst, thi efterat Frederik den Tredie i Lighed med sine Forfædre paa Thronen var bleven optaget tredie Juledag 1650, var Kompagniets Virksomhed standset, skjøndt man stadig vedblev at udnævne Oldermænd. I Broderbogen hedder det, at "der fra 1650 til 1664 ikke blev holden nogen Samling af Brødrene, hvorover Broderskabet næsten er bortdød, hvad Borgerstanden belanger", men ved det sidstnævnte Aar maa der altsaa paany være blevet optaget Medlemmer og afholdt Øvelser, maaske paa en allerede i


213

1661 af Gabriel Boemann anlagt Skydebane udenfor Vesterport. Det var dog først under Christian den Femte, at Selskabet atter kom i ret Flor.

Efter Enevoldsmagtens Indførelse var Tilstrømningen af Fremmede stærk, dels officielle Sendebud, som oftest ledsagede af et stort Følge, dels Eventyrere af alle Nationer, som søgte deres Lykke, Lystreisende og endelig Handlende, som undertiden kom langveisfra. I 1663 fik saaledes nogle "persianske" Kjøbmænd Lov til at falholde deres Varer, og trods Kongens almindelige og udtrykkelige Forbud mod "de adskillige Jøder", som havde indsneget sig i Riget, fik dog i 1657 alle Jøder af den portugisiske Nation Tilladelse til at reise uhindret om i Landet og drive Handel og Næring, fordi en agtet og formuende Trosfælle i Hamborg, Diego Texeira de Matos, havde forstrakt Kongen med nogle hundrede tusinde Rigsdaler. For at holde Kontrol med de fremmede Elementer paabødes det under en betydelig Mulkt, som i Gjentagelsestilfælde fordobledes, at alle Udlændinge 24 Timer efter deres Ankomst skulde anmeldes hos Øvrigheden, men Paabudet maatte selvfølgelig gjentages flere Gange. Umiddelbart efter Beleiringen gjæstede et ikke ringe Antal svenske Undersaatter og Officerer Byen, og det forstaas af sig selv, at der blev holdt et vaagent Øie med dem, hvorimod der ikke gjordes Ophævelser, naar Folk fra Provindserne strømmede til Byen for at overvære de større Hoffester, navnlig ved Prindsesse Anna Sophias Forlovelse og paafølgende Formæling med Churprinds Georg af Sachsen. I Perioden mellem 1648 og 1670 var der over 50 fremmede Gesandtskaber her, af hvilke mange bleve længe; et af de berømteste er det tartariske Gesandtskab af 1655, som blev malet af Carl van Mandern (Billedet er endnu i det kgl. Billedgaleri). Til disse Tilreisendes og Fremmedes Behov havde Staden et betydeligt Antal Gjæstgivergaarde. Den fornemste var det tidligere omtalte "Store Lækkerbidsken" eller "Stadens Gjæstehus", beliggende paa Amagertorv mellem Østergade og Kirkestræde og tilhørende Kommunen, hvorfor Kjøbenhavns Vaaben prangede over Indgangen. Allerede i Christian IV.s Tid havde Apotheker Vobner leiet Eiendommen og indrettet Værtshushold i den, men det var igjen blevet nedlagt, indtil Dorothe sal. Jakob Timmermands i 1656 leiede det store Stenhus og igjen gjorde det til et fashionabelt Hotel, maaske fordi der var Trang til et saadant, da Henrik Müllers


214

prægtige Boldhus (smlgn. II, S. 34) netop paa dette Tidspunkt mistede sine Privilegier og senere blev indrettet til Bopæl for Hofmarechal v. Kørbitz. I "Lækkerbidsken" boede alle Slags Folk, Kjøbmænd og Studenter, Præster og Officerer, men navnlig fornemme Tourister, Adelsmænd fra Holland, Skotland, Reval, Stralsund og Meklenborg, Diplomater, Grever, Kammerherrer, Landsdommere, fyrstelige Personers Følge, ja undertiden fyrstelige Personer selv. Der existerer endnu Hotelregninger fra Dorothe sal. Jakob Timmermands, hvoraf man kan se, at Gjæsterne ikke nægtede sig Noget i Retning af Fortæring og Drikkevarer, og at Værtinden heller ikke gjorde det i Retning af Betaling. Et russisk Gesandtskab paa 11 Personer kom hertil den 28de Mai og blev til den 19de Juli; Regningen, der betaltes af Kongen, lød paa den betydelige Sum af 1,860 Rdlr. 1 Mark 8 Skilling. Russerne konsumerede i dette Tidsrum 720 Potter Rhinskvin, 162 Potter forskjellige Akvaviter (som Citron-, Kanel-, Mave- og Matheli-Akvavit) 48 Potter Brændevin, 32 Tønder Øl, foruden adskillige Oxehoveder Franskvin og Bittervin, Kirsebærvin, Mjød og Vinedike. Hertil brugte de betydelige Kvantiteter Sukkerkandis, Topsukker, Puddersukker, Muskat og Citroner, og da de reiste, medtoge de ovenikjøbet en lille Beholdning af Varer, som ogsaa figurerer paa Regningen. Senere, naar russiske Gesandtskaber kom til Byen, var Kongen saa forsigtig at akkordere paa Forhaand med Hotellets Eierinde, hvilket dog ikke altid hindrede hende i at fremkomme med Efterkrav.

Til "Lækkerbidsken" knytter en grov Mystifikation sig, for hvilken Kongehuset og Hoffet var Gjenstand. I September 1669 ankom nemlig en Reisende til Kjøbenhavn, der udgav sig for at være en Fætter til den tyrkiske Keiser, og om hvem det hed, at han havde løskjøbt over 300 christne Slaver. Denne sjeldne Gjæst, Paschaen Johan Michael Cigala, der førte Titelen: "Den hellige Gravs Guardian", blev afhentet udenfor Byen af en kongelig Ekvipage med 6 Heste og indkvarteret frit i Lækkerbidsken, udenfor hvis Indgang der sattes Skildvagter til hans Ære. Faa Dage efter havde han Audients hos Kongen paa Rosenborg, hvor Alt var i bedste Puds, hvor Garden til Hest paraderede ved Havens Indgang, medens Livregimentet dannede Spalier ved Broen og Slottet. Paschaen holdt en smuk Tale paa Italiensk om sin lykkelige Omvendelse, og Kantsler Peder Reetz lykønskede ham paa Kongens Vegne, hvorpaa


215

den tyrkiske Keisers Fætter, der havde været Pascha over hele Distriktet Jerusalem, bekjendte, at den allerhøieste Gud alene havde aabnet hans Øine. Frederik den Tredie fandt saa stort Behag i sin Gjæst, at han skjænkede ham den endnu paa Rosenborg opbevarede prægtige Sølvfontaine, der har tilhørt Dronning Anna Kathrine, men kort Tid efter fattede Generalmajor Ahlefeldt Mistanke til ham, og det kom nu for Dagen, at den foregivne Pascha, der levede høit hos Madame Timmermann og gjorde Selskaber for Kongens Regning, var en jødisk Bedrager. Man lod Skjælmen løbe, men snart efter blev han arresteret i Tydskland. Et Par Aar iforveien havde man havt en lignende Historie med en Person, der kaldte sig Fyrst Nikolaus v. Stockheim og udgav sig for at være keiserlig Afsending, hvorfor man nu blev mere forsigtig. Et Gesandtskab fra de krimske Tartarer, som i Slutningen af 1669 overbragte Hilsener fra Khanen, befandtes noget tvivlsomt og blev derfor affærdiget i Hast med nogle Reisepenge og Klæder uden videre Ceremonier.

I 1662 nævnes et stort Antal Hoteller og Gjæstgivergaarde, saa mange, at man maa antage, at adskillige ikke have bestaaet ret længe. De fornemste efter "Lækkerbidsken" var Prindsen af Danmark paa Østergade og Den sorte Rytter ved Nybørs; endvidere Den hvide Svane ved Stranden, Fortunen (en Del af nuv. Hotel Royal, der har givet Fortunstræde Navn), Den gamle Prinds i store Færgestræde, Havfruen, der navnlig besøgtes af svenske Kavalerer, Tre Kroner paa Østergade, Den forgyldte Hjort, Druen i Færgestræde, hvor mange hollandske Skippere tog ind, Wapen von Hamburg, Wapen van Holland, Krandsen paa Christianshavn, Den forgyldte Falk, Det Stralsundske Herberge og Vognmandsherberget i Springgade. I de følgende Aar forekomme Frankfurt am Main i Høibrostræde, Skibet ved Knippelsbro, Heidelberger Vinfad i Skindergade, Engelen i Pilestræde, Det forgyldte Anker, Den hvide Rytter ved. Børsen, Stadt Lybæk bag Børsen, Odense, Den sorte Morian ved Stranden, Elephanten ligefor Holmens Kirke, Amsterdam, Det forgyldte Kors ved Nikolai Kirke, Flensborgs Vaaben sammesteds, især besøgt af svenske Officerer, Bergen i Norge, Den forgyldte Bjørn i Larsbjørnstræde, Den norske Løve, Sorte Ørn ved Stranden, Den forgyldte Sol sammesteds, Det lybske Herberge, Røde Hest paa Vestergade, Rosen ved Stranden, Prindsen af Oranien i Nyboder,


216

Den gyldne Ørn i Kirkestræde, Paris og endelig Kappadocia ved Runde Kirke.

Trods denne, som det synes, rigelige Forsyning med store og smaa Gjæstgivergaarde, maatte man dog navnlig ved store Gesandtskabers og fyrstelige Personers Nærværelse lægge Beslag paa større Borgerhuse, hvis Eiere havde Plads og Lyst til at herbergere Udlændinge for Betaling. En vis Johan Heidemann og Hustru Veronica Elisabeth havde saaledes hyppigt fornemme Logerende, navnlig fra Lyneborg, i deres smukke og velindrettede Gaard paa Slotsholmen, som rimeligvis laa paa dens vestlige Side, hvor der foruden det islandske Kompagnihus var endel Gaarde og en Gade, Trompetergangen, og hvorfra en Gangbro, den røde Bro eller Nybro, førte over Kanalen til Nybrogade, omtrent for Enden af Knabrostræde. Mette Rhodes Gaard i Høibrostræde, som i Frederik den Tredies Regjeringstid husede mange fremmede Ambassadeurer, er omtalt foran (II, S. 175), saavelsom den Brug, der gjordes af Korfitz Ulfeldts Gaard i Løvestræde, inden den blev nedbrudt. Den "franske Kok" Crequi, der boede ved Stranden, havde baade Logishus og Restauration, og søgtes navnlig af Franskmænd og Italienere, medens Thor Andersen, en Seilmager ved Stranden, og Jens Bomslutter sammesteds modtog Reisende af simplere Stand. Karen Haagensen paa Amagertorv havde forskjellige Adelsmænd boende hos sig, medens det navnlig var Officerer, som tog ind hos Statius Ludvig i Vingaardsstræde. Landmænd havde fornemmelig deres Tilhold i Kommunens Avlsgaard i Springgade, som i 1656 blev opført fra nyt af med en Stald til 54 Heste, hvorhos der i de nærliggende Eiendomme ligeledes indrettedes Stalde af Privatfolk.

Den berømteste af de Mænd, som ved Siden af deres borgerlige Erhverv drev et Slags Gjæstgiveri, var dog den kongelige Hofmaler Carl van Mandern, der eiede en stor Gaard paa Østergade med takkede Gavle, nuværende Nr. 15. Han var i Christian den Fjerdes Tid kommen hertil fra Delft i Holland tilligemed sin Moder for at indkassere nogle Penge, der skyldtes hans Faders Bo for leverede Tapeter, og blev nu her i Landet, hvor han udviklede sig til en berømt Maler. Christian IV fritog ham i 1647 for al kongelig og borgerlig Tynge, mod at han skulde male to Stykker om Aaret "saa gode, at vi dermed kunne og ville nøies", og Frederik III stadfæstede dette Privilegium Aaret efter sin Thronbestigelse. Efter-


217

haanden vandt han et stort Navn som Portraitmaler, stiftede Bekjendtskab med alle Tidens fremragende Mænd, og blev formuende, thi foruden den nævnte Gaard paa Østergade eiede han et grundmuret Hus ved Stranden samt en Gaard og fem smaa Vaaninger i nuværende store Kongensgade. Hos ham logerede i Aarenes Løb mange notable Reisende, saaledes Admiral Obdam i 1656, den svenske Resident Duvall, den hollandske v. Amerongen, den franske Terlon, Curt Adelaer o. s. v., dog ogsaa Folk af ringere Stand, men det synes, som om denne Del af Forretningen er bleven bestyret af hans Hustru Maria, eftersom hun kvitterede paa Regningerne, skjøndt Manden var i Live. Carl van Mandern prises høit af Samtiden for sine Talenter; ved Hoffet optraadte han som Balletmester, Dekorateur og Arrangeur, han gjorde sig bemærket som Digter (bl. A. ved en Lovprisning af Snustobak) og samlede paa Bøger og Sjeldenheder. Den spanske Gesandt, Grev Rebolledo, kalder ham "Danmarks sindrige Apelles", og siger, at Naturen misunder ham hans Kunstfærdighed, og hans Betydning for Samtiden fremgaar endnu klarere af det Afsnit, Wolf har helliget ham i Encomion: "Her kan jeg ikke forbigaa, at jeg jo og formelder Noget om den kunstrige og velbekjendte Kgl. Majestæts Picter og Sculpter Carl van Mander, som residerer udi Kjøbenhavn, hos hvilken er med megen stor Lyst og Forundring ikke alleneste mange livagtige adskillige høilovlige Konger og Potentater saavelsom og andre høiædele og velbaarne berømmelige Mænds Contrafeyer og Andet, som efter Anatomiæ-Kunsten brugeligt er, men end og andet mere af Rariteter og Antiqviteter, som af hans høie Kunstes udspikulerede Skarpsindighed gjort er; dets adskillig mange Slags ikke jeg her beskrive kan, hvilket han frivilligen lader tilsyne for hver Liebhaver, som det begjær, og er det værd at se, hvilket fremmede Folk, som meget Underligt paa andre Steder set haver, dette og ikke noksom, love og berømme kan." Carl van Mandern, der døde før Mai 1670, var ingenlunde den eneste Hofmaler herhjemme, men Ingen havde et Navn som han, og Ingen formaaede som han at skabe sig Stilling og Formue.

Adskillige af de nævnte Gjæstgiverier have uden Tvivl tillige været almindelige Traktørsteder, men iøvrigt var der rigelig Leilighed for Befolkningen til at slukke Tørsten udenfor Huset. Staden vrimlede af Drikkeboder, det vil sige: Værtshuse, navnlig ved Stranden


218

og i dens nærmeste Omegn, og her udskjænkedes alt Slags Øl, Vin og Brændevin, naar det da ikke som under en Dyrtid i 1661 og 1662 helt forbødes at brænde det sidste. Aaret efter Krigen fik Johan Merhoff "for tro Tjeneste, han i forleden Feidetid gjort haver" Tilladelse til at indrette en Ølbod udenfor Peblingesøen paa nuv. Nørrebrogade for de Veifarende; i 1667 indrettedes der en ny Kro paa Vesterbro, istedetfor Mikkel Vibes, der var bleven totalt ødelagt (smlgn. II, S. 25) og to Aar efter fik en Borger Tilladelse til at opføre et Træskur ved Toldboden, hvor han maatte udskjænke Øl og Brændevin og sælge Madvarer. Holger Jacobæus fortæller, at Toldboden faa Aar efter var et "meget besøgt Beværtningssted, hvor man kunde faa Vin, Øl, Negenøine, Koldskaal et cetera, og hvor med Forlystelse gaves en deilig Udsigt over Havet og Kongens Skibe." En stor Del af de bedre Ølsorter indførtes ligesom tidligere fra Tydskland, men der blev ogsaa brygget finere Varer her, saaledes Bryhan og Mumme, "Hamborger Rummeldeus og andet blegt Øl", paa hvilke sidste Sorter en Brygger paa Christianshavn fik Eneret.

Vinudskjænkning fandt Sted fra talrige Kjældere i Byen, som sikkert vare godt besøgte; i mange af dem kunde der ogsaa faas Øl og Brændevin. Vinhandlerne og Vintapperne havde saadanne Udsalg, Apothekerne havde ligeledes Ret til at holde Vinkjældere, hvorfra der dog kun maatte sælges i Potter og Ankere og under ingen Betingelse fransk og rhinsk Vin fra samme Kjælder. Af og til tillodes det ogsaa en Borger at aabne en saadan Forretning, saaledes i 1656 en Guldsmed, mod at han skulde kjøbe Vinen hos de Handlende her i Byen. I 1651 traadte Vinhandlerne sammen i et Laug, i hvilket Ingen maatte optages, som ikke havde tjent 6 Aar og eiede 1000 Rdlr. Kun Laugets Medlemmer maatte udtappe Vin, Akvavit og fremmed Drik (Øl dog undtagen), og fra Skibene maatte Fremmede kun sælge Vin i Stykker, Piber og Oxehoveder, men ikke i Arner, Bimpler eller lignende Smaapartier. Allerede det følgende Aar maatte Kongen imidlertid forbyde Kjøbmænd, Silke- og Klædehandlere, Urtekræmmere, Skippere, Guldsmede, Barberer og andre Haandværkere at gjøre Vintapperne Indpas i deres Næring, og det blev bestemt, at Ingen maatte give sig af med Tapperi, som ikke havde lært Fasbinderhaandværket. Den fornemste Vinkjælder var Stadens under Raadhuset; den var ikke blot bedst forsynet,


219

Dobbeltbæger

Dobbeltbæger.

thi den kunde uden Indskrænkning udtappe al Slags Vin, men Gjæsterne havde ogsaa en vis Garanti for at faa rene og uforfalskede Varer. I 1662 leiede Peder Willumsen Deichmann Raadstukjælderen og opsatte et Skur ved Bygningens østre Ende, "hvorudi de, som ville være for sig selv og drikke et Glas Vin, kan have deres Magelighed". Ogsaa i Boldhuset var der en stærkt besøgt Vinkjælder, selv efter at det derværende Gjæstgiveri var ophørt. Af ansete Vinhandlere kan nævnes Johan Lehn, Albert Dysseldorf, Jakob Fuiren og Peder Motzfeldt (Griffenfeldts Morfader), som i 1659 fik Afgiften af Ladegaardsmarken for leveret Vin til Hoffet; Griffenfeldts Fader Johan Schumacher havde en Vinhandel paa Hjørnet af Løvstræde og Kjøbmagergade, Wigant Michelbecker, efter hvem Wigantsgade blev opkaldt, handlede med Vin, Nikolai Edinger og Abraham Lehn hørte ligeledes til de bekjendte Vinhandlere. Disse Mænd vare i Almindelighed ansete; allerede paa Christian IV.s Tid fortæller Baron de Gourmesvin, at han under sit Ophold her i Landet sluttede Venskab med en Vinhandler Ditlev Hansen ved Frue Kirke, hvem han skildrer saaledes: "Han taler Italiensk, er rød i Ansigtet, pukkelrygget, en god Kamerat, drikker tæt, og holder meget af at prise Drik og mindes Italiens Herligheder." Livet i de simplere Vinstuer skildres udførligt af Jens Sten Sehested i hans "Kjøbenhavns mistrøstige, dog villige Fangers ynkelige Klagemaal". Man ser heraf, at der falbødes Østers i Rhinskvinskjælderne af "Rendekjærlinger med Kurve paa Armen", og at Gjæsterne snart morede sig med at ryge Tobak eller synge Rundsange, snart med at doble om Varerne eller spille Femkort, Lanter, Piquet, Labet, Schervenzel og Pas dix. At der ofte opstod Slagsmaal, under


220

hvilke man trak blank eller "kjørte hinanden Glas og Krus i Panden", ligger nær. Ligesom paa Øl og Brød dikterede Magistraten ogsaa Prisen paa Vin; Brødpriserne bleve bekjendtgjorte ved Opslag paa Raadstudøren, Vintaxten hang i Kjælderne. Da Taxten paa Rhinskvin i December 1668 sattes op fra 26 til 28 Skilling for en Pot, skriver Bording i sin "Mercur": "Vintapperen af Fryd slaar Krølle paa sin Hale", men finder det forresten i sin Orden, at "hvo lækker drikke vil, det vel betale maa". Omstaaende Afbildning af et Brude- eller Dobbeltbæger, hvilket iøvrigt - som det ses af Figurens Dragt - skriver sig fra en ældre Tid, giver et Exempel paa de mærkelige Former, man gav Drikkekarrene for at forhøie Lystigheden. Figuren er indvendig hul og kan vendes om, hvorved der opstaar to Bægre, det ene under det andet, og det gjaldt nu om at tømme det større, uden at spilde en Draabe af det mindre.

Ved Bryllupper, Fadderstads, Barselkost og Begravelser lagde Tidens Trang til Drik og Svir sig stærkt for Dagen, thi de mange Forbud mod overdreven Luxus og Overdaadighed frugtede neppe stort. Ved borgerlige Bryllupper kunde der endnu lovligt indbydes 40 Folk, og trakteres med 6 Retter Mad uden Konfekt. I 1661 fik Kjøbenhavn sex Stadskokke, idet sex navngivne Borgere som Belønning for deres Deltagelse i Krigens Besværligheder fik Eneret paa at "bruge deres Kunst og Haandværk med Kogen og Anretning ved alle Bryllupper"; før Krigen havde en Posteibager faaet et lignende Privilegium. Man har mange samtidige Optegnelser om det store Forbrug af Drikke- og Madvarer ved slige Leiligheder, hvorved det dog maa bemærkes, at i de fleste Tilfælde dækkedes Udgifterne rigeligt ved de talrige Gaver, som medbragtes af de Indbudte. Nogle nye vigtige Drikke og Næringsmidler, som i mange Retninger modarbejdede den overdrevne Brug af Spirituosa, kom frem paa denne Tid, nemlig ved 1665 Kaffe og The og noget senere Chokolade, dog foreløbig kun paa Apothekerne. "Nu kunne vore Hustruer og Døttre gjøre ti Visiter en Eftermiddag og komme ganske ædru tilbage", siger Holberg. Den daværende kgl. Livmedikus Simon Paulli, som paastod, at The ikke var Andet end Pors og endog bekjæmpede det med Pennen, vilde overtale Kongen til at forbyde Brugen af det, men fik det Svar af Majestæten: "Jeg troer, Du er gal." Overordentlig hurtig slog de nye Næringsmidler


221

an trods al den Tvivl og Modstand, der reistes. Bording skriver i sin "Mereurius" af Februar 1669:

"Ved dette Pas man først til disse Nordens Lande
Fornemmer noget Sært at føres over Strande,
Man Sukkerlade, The samt Koffi kalder det.
Men om Sligt Dansken tjen, kan jeg ei vide ret.
Man ellers giver for, og Meget derom skriver,
At det en Lægdom er, som mangen Sygdom driver.
Dog jeg indbilder mig, det er af større Navn,
End det i Gjerningen blandt os kan gjøre Gavn.
Jeg priser Hummel Øl og andre Landsens Drikke
Fremfor slig anden Kram, hvis Kraft jeg kjender ikke.
Lad Indian og Tyrk med saadant fylde sig,
Har jeg Øl, Vin og Mjød, jeg noksom hjælper mig."

Det lægevidenskabelige Studium ved Universitetet stod i dette Tidsrum ualmindelig høit, og Mænd som Thomas Bartholin, Ole Borch og Niels Steno, hvis Navne naaede langt ud over Fædrelandets Grændser, opdrog et anseeligt Antal dygtige praktiserende Læger, hvoraf nogle blev i Hovedstaden konkurrerende med dens 12-13 Bartskjærere og med fremmede Broksnidere, Okulister og Kvaksalvere, der opnaaede en kongelig Bevilling, medens andre søgte ud til de større Provindsbyer, hvor Forholdene selvfølgelig vare endnu værre. Af Apotheker havde Kjøbenhavn mindst fire, nemlig Svaneapotheket i Høibrostræde, der eiedes af Samuel Mejer, Løveapotheket i Vimmelskaftet, der eiedes af Esaias Fleischer, Kong Salomons Apothek, der oprettedes af Johan Kirchhoff i 1660, og endelig Hofapotheket paa Slottet (i Raadstufløiens nederste Etage), der bestyredes af Johan Gottfried Becker, Stamfader til en berømt Apothekerfamilie, som i 1669 tillige fik Privilegium som Stadapotheker. Et Apothek ved Stranden blev nedlagt efter Beleiringen. Lægerne og Apothekerne stod paa Krigsfod; de første klagede over, at de sidste gjorde Indgreb i deres Næring; Publikum klagede over de høie Priser, og skjøndt Kongen i 1660 havde søgt at specificere, hvad Apothekerne og hvad Urtekræmmerne maatte sælge, kunde Stridigheder mellem disse ikke undgaas.

Efter Beleiringen blev Kjøbenhavn mærkværdigvis forskaanet for større epidemiske Sygdomme, men den fik ikkedestomindre to nye Kirkegaarde, en udenfor Nørreport, istedetfor den under Beleiringen ødelagte, og en udenfor Østerport, nemlig Holmens


222

Kirkegaard, der indviedes den 10de August 1666 og er den ældste af Byens nuværende Kirkegaarde. Allerede før Krigen, i 1650 havde Helligaandskirken erhvervet den tilstødende gamle Bygning, som i Hospitalets Dage havde været Sygestue (afbildet I, S. 221) og ladet den indrette til et Begravelseskapel. En nyttig Innovation og af stor Værdi til Oplysning om Befolkningsforholdene var, at det paabødes Hovedstadens Sognepræster at føre ugentlige Lister over Fødte og Døde. Lister over Dødeligheden i Kjøbenhavn kjendes allerede fra Pesten 1553, da Chr. III. ønskede sig saadanne Oplysninger tilsendt, men ved Sygdommens Ophør faldt de bort af sig selv. I 1645 befalede Chr. IV. Præsterne, at de under Embeds Fortabelse skulde holde nøiagtig Bog over Fødte, Ægteviede og Døde, men Sagen sattes dog først i System ved en kongelig Ordre af 19de August 1664, hvori det paalagdes Sognepræsterne hver Lørdag Formiddag at indlevere en paalidelig Fortegnelse over de i Ugens Løb fødte og døbte Børn samt over de afdøde Mænd og Kvinder tilligemed Dødsaarsagerne. Listen skulde ufortøvet tilstilles den kongelige Bogtrykker, der skulde trykke den og samme Dag aflevere endel Exemplarer.

Enevoldshoffets Forlystelser havde allerede i Frederik den Tredies Tid en temmelig forskjellig Charakter fra de tidligere Kongers; de egentlige Ridderspil vare ophørte (man nøiedes nu med at stikke til Ringen), Herskeren søgte ikke længere at underholde sit Folk og vække dets Beundring ved at agere offentligt for det, men viste sig kun udadtil i imponerede Pomp og Majestæt, medens Hoffet for sig selv eller i en lille udsøgt Kreds netop fandt Behag i at iføre sig Menigmands Dragt og efterligne hans Væsen, som om det derved vilde søge Erstatning for den fornemme Tilbageholdenhed og det stive Ceremoniel, som ellers omgav det. Datidens Hoffester, Maskerader, Balletter og allegoriske Forestillinger, hvor Dronning Sophie Amalie snart lod sig beundre som Fama, snart som Krigens Muse, Bondepige, spansk Dandserinde eller Amazone, vedkom ikke Folket, saalidt som Harejagterne paa Amager eller Svane- og Sælhundejagterne fra Baade. Den store Offentlighed fik hverken den franske Skuespillerinde Mdlle de la Barre at se ved Prinds Christians Hylding eller den nürnbergske Mestersanger Christopher Haffner at høre, da han i 1666 opholdt sig en fjorten Dages Tid her i Staden. Derimod strømmede baade Hoffet og Kjøbenhavnerne


223

i store Skarer ud paa Amager for at se Indbyggernes ikke saa lidt brutale Fastelavnsspil, der bestod i at trække Halsen af en Gaas, hvis Fødder vare bundne til et Reb, og slaa en Kat af Tønden. Den stærke Trang til theatralske Forlystelser viste sig under Beleiringen, da der pludselig dukkede Komedianter op i Byen, men det blev dem ikke tilladt at agere, da man frygtede for at fortørne Gud dermed. I 1662 fik derimod Andreas Wulff Tilladelse til at anrette en Komedieplads eller "Skauborg", hvor "adskillige Tragedier, Komedier og andre saadanne Aktioner og Leg ved dertil bekvemme Personer og tilhørige Instrumenter kan præsenteres." Wulff spillede en Tidlang i Boldhuset, fik derpaa Skjøde paa en Grund paa Slotspladsen, hvor han virkelig byggede et selvstændigt Theater, men faa Aar efter kjøbte Kongen det, lod Bygningen nedrive og Pladsen udlægge til Have. Festlighederne ved de kongelige Børns Trolovelser og Bryllupper berørte kun i ringe Grad Indbyggerne; derimod hørte det i hin Tid ikke til Sjeldenhederne, at de herværende hollandske Gesandter foranstaltede virkelige Folkefester til Forherligelse af Hollændernes Seire paa Havet. Den 4de Juli 1667 gav Amerongen saaledes en stor Fest i Anledning af Hollændernes navnkundige Tog op ad Themsen; nogle hundrede Begkrandse brændte paa nuværende Kongens Nytorv, Raketter gik op, Generalstaternes store Flag, omgivet af over hundrede store Lygter vaiede over Ambassadeurens Hus; ud af Vinduerne hang mindre hollandske Flag; der blev skudt med Artilleri, og nogle Fade med Vin gaves til Pris. Hvad Almuens egne overleverede Forlystelser angik, søgte Regjeringen ofte af religiøse Hensyn at komme dem tillivs, dog ikke altid med Held. Juleaften 1668, fortæller Hiøring, lod Magistraten opslaa et Forbud mod at gaa med Rummelpotte, Julebuk eller andet haanligt Spil, hvilket ogsaa blev skikkelig holdt i Juledagene. Hvad "Rummelpotte" har været for en Leg, er ikke saa ganske let at afgjøre, maaske kun den gamle Skik at slaa Potter paa Dørene; Julebukken kjendes endnu i Holbergs Tid og senere. Ved Nytaars- og Fastelavnstide var det særdeles vanskeligt at holde Befolkningen i Tømme; den løb da "grassat" paa Gaderne, kom i Klammeri med Vagten eller med Veifarende, og ikke saa sjeldent blev en Mand paa Pladsen, hvilket atter gav Skarpretteren Arbeide. De nærmeste Aar efter Krigen vare navnlig frugtbare paa større Forbrydelser, ja visse Landsdele vare saa hjemsøgte af Røvere, Stimænd og Tyve, at der


224

maatte udstedes Forbud mod at ledige Karle og Løsgjængere bare Vaaben, og udsendes Rytterkommandoer for at jage Banderne; "dog alligevel bleve de Onde ikke udryddede".

Tiden fra Souveraineteten til Frederik den Tredies Død er en Overgangens og Forberedelsens Tid; Enevoldsmagten er endnu ikke fuldbaaren, men den voxer sig stærkere og stærkere og er i fuldt Arbejde med at gjøre sig til den eneste bestemmende Faktor paa alle Omraader. Den skabte borgerlig Lighed, og "frelste efter al Sandsynlighed Riget fra Undergang", men Frelsen blev dyrt betalt. Den danske Nationalaand blev kuet, Tydskheden satte sig i Højsædet, den gamle danske Adel maatte vige for det fremmede Hof- og Militairaristokrati, Borgerstandens Freidighed og Selvfølelse degraderedes hurtigt, og tilsidst dyssede den "landsfaderlige" Despotisme Folket i Søvn. Saa hurtigt indtraadte Forandringen, at Molesworth under Chr. den Femte udtaler som sin Overbevisning, at de Danske elske Trælddommen, og ligesom Kappadocierne i Oldtiden vilde kaste Friheden fra dem, hvis den blev dem givet, og atter paatage sig de gamle Lænker.

De tre Sølvløver paa
Rosenborg

De tre Sølvløver paa Rosenborg, første Gang benyttede ved Fred. III.s Ligbegjængelse. I Baggrunden den kongelige Thronstol.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: ons jul 13 13:15:04 CEST 2005
Publiceret: ons jul 13 13:15:02 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top