eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn
    - kap. II

Kbhvn., Thiele, 1890

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Carl Gustavs Hær gaar over Isen
til Lolland

Carl Gustavs Hær gaar over Isen til Lolland. Efter Pufendorff.


ANDET KAPITEL.

Kjøbenhavns Beleiring fra August 1658 til Mai 1660.

_____

D


en navnkundige Beleiring, en af de mærkeligste, en Hovedstad nogensinde har været underkastet, mærkelig ikke blot paa Grund af sin Langvarighed og de ringe Midler, hvormed en Haandfuld opoffrende og modige Borgere seirrigt trodsede et helt Riges Kraft, men endnu mere ved sine vidtrækkende politiske, nationale og sociale Følger, indtraf faa Maaneder efter Freden i Roskilde. Allerede i Begyndelsen af Marts, medens Carl Gustav var Kong Frederiks Gjæst paa Frederiksborg, synes Tanken om at bryde den nys afsluttede Fred at være opstaaet hos ham; i hvert Fald var den modnet i Begyndelsen af April, som Fryxell har paavist. Han fortrød nu sin Medgjørlighed; der foresvævede ham store Planer om et mægtigt forenet Skandinavien, i hvilket Malmø skulde være Hovedstaden, medens Kjøbenhavn skulde udslettes af Stædernes Tal. Østersøen skulde forvandles til en svensk Indsø, og fra de alt erhvervede Besiddelser i Nordtydskland som Udgangspunkt skulde Erobringerne føres videre mod Rusland, Polen og Tydskland. Kongens ærgjerrige Sjæl tørstede efter ny Hæder; han vilde, som Rebolledo siger, "være den be-

[56]

57

rømmeligste Fyrste i hele Verden" og drømte om at bemægtige sig Rom eller udjage Tyrkerne af Europa.

Roskildetraktatens Gjennnemførelse stødte trods den danske Regjerings ydmyge Eftergivenhed paa uoverstigelige Vanskeligheder, thi de svenske Kommissairer Sten Bjelke og Peter Coyet havde faaet hemmelig Ordre til at mage det saa, at "Værket holdtes gangende". Vel blev Sjælland rømmet, da man ikke ønskede en overilet Afsløring af Planen, men Carl Gustav og hans Fortrolige spillede et underfundigt Dobbeltspil, der tydelig sigtede til at dysse den slagne Fjende i Søvn og forberede Alt til en ny Krig. Ethvert imødekommende Skridt fra dansk Side fremkaldte kun nye Fordringer og Anmasselser; allehaande Paaskud til at forhale de svenske Troppers Afmarche bleve benyttede, og medens Carl Gustav høit og lydeligt forsikkrede Kong Frederik om sit Venskab, lod han enkelte Indviede skimte, at det var hans Agt at underkaste sig hele Danmark. I Kjøbenhavn formaaede man ikke at gjennemskue denne Troløshed, ihvorvel Fredsbrudet dog tilsidst ikke kom ganske overraskende. Kong Frederik var bleven advaret af Ove Juel, som under et Ophold i Kiel hos den svenske Konge havde fattet Mistanke; nogle danske Studenter i Upsala havde ligeledes anet Uraad og sendt Meddelelser til Hjemmet. Ikkedestomindre viser den Lethed, hvormed de danske Tropper, der laa spredte i Kantonnementer omkring i Landsbyerne, bleve overrumplede og tagne til Fange, at Slaget kom uventet.

Den Angrebsplan, for hvilken Carl Gustav selv var stemt, gik ud paa at seile direkte til Kjøbenhavn, forcere Adgangen til Havnen og kaste Tropperne i Land ved Toldboden, en Plan, som paa ingen Maade var uigjennemførlig og sandsynligvis vilde være bleven kronet med Held. Krigsraadet fraraadede imidlertid bestemt at indlade sig paa et saa voveligt Forehavende; heller ikke blev Forslaget om at foretage Landstigningen i Kjøge godkjendt. Man valgte Korsør, og den 7de August viste en svensk Flaade, 11 store Orlogsskibe og 60 mindre Transportfartøier, sig udenfor denne Bys Havn, medførende 4400 Mand Fodfolk og 1200 Ryttere. Landgangen iværksattes den følgende Dag; den 9de var Carl Gustav i Slagelse, den 10de i Ringsted. En Rytterafdeling under Grev Klas Thott var ufortøvet ilet forud; den 9de om Aftenen var den allerede naaet udover Roskilde, udbredende Skræk og Forfærdelse allevegne og hindrende


58

det spredte danske Mandskab i at naa ind til Hovedstaden. Fra Slagelse meddelte Carl Gustav det danske Folk, at han kom som Kong Frederiks Ven og Allierede; i Ringsted Kloster afviste han haanligt de udsendte danske Rigsraader Kristen Skeel og Mogens Høeg, der tilbød Underhandlinger i deres Konges Navn, men "vare mere Supplikanter end Gesandter". Den svenske Kommissair, Grev Schlippenbach sagde dem rentud, at Danmarks sidste Time var kommen, og at det jo kunde være de Danske ligegyldigt, om deres Konge hed Carl, Frederik eller Christian. "Det er Gud - vedblev han - som tilintetgjør og forflytter Herredømmer; Danmarks Undergang er for Døren; dog ville vi bede Gud, at saadan herlig Stad som Kjøbenhavn ikke skal ødelægges og saa mange tusind Mennesker svømme og omkomme udi deres eget Blod." Paa Spørgsmaalet om Grunden til det svenske Overfald svarede han blot: "Aarsagerne til denne Krig ere vigtige; vi ville bemægtige os Landene og siden Sagerne deducere." Den 11te August kom Rigsraaderne tilbage til Kjøbenhavn med uforrettet Sag; samme Dag opmarcherede den svenske Hær i Slagorden paa Valby Bakke; Byen var to Dage tidligere bleven indesluttet fra Søsiden. Men fra Voldene hilsedes det fjendtlige Fortrav med Kanonskud, og da Carl Gustav standsede sin Hest paa Rødovre Marker, saa han flammende Luer og mægtige Røgskyer indhylle Staden for sit Blik. Det var Forstæderne, der brændte. Han var nu ikke længere i Tvivl om, at der forestod en Kamp paa Liv og Død. Han forblev taus en Stund og udbrød da: "Nu vil jeg dyre sværge, at vi faa Modstand, og at Kjøbenhavn vil værge sig."

Det er ikke vanskeligt at forestille sig det Indtryk, Efterretningen om Fjendens Ankomst fremkaldte i Kjøbenhavn. Søndagen den 8de August midt under Kirketiden rygtedes det, at den svenske Flaade havde kastet Anker ved Dragør, og skjøndt man endnu ikke vidste, paa hvilket Punkt Carl Gustav havde gjort Landgang (thi de danske Rigsraader søgte ham først i Kjøge), tvivlede dog Ingen om, at Danmarks Tilværelse som Stat nu for Alvor var truet. Det pludselige og uformodede Indfald vakte Forfærdelse og Skræk i vide Kredse; de forvirrede og modsigende Rygter, Flygtningene, der ilede til Staden, Tummelen og Spændingen avlede Raadvildhed og Forsagthed, men der gaves dog Andre - siger Holberg - som fnyste af Forbittrelse mod den troløse Fjende og besluttede at kjæmpe


59

for deres Fædreland indtil yderste Blodsdraabe. Men i Virkeligheden syntes Haabet om et heldigt Udfald yderst svagt; al Tanke om Modstand maatte næsten tage sig ud som Pral. Udsigterne havde været langt bedre under den overhængende Fare for faa Maaneder

Carl Gustav

Carl Gustav.

siden, da "der laa et Krigsfolk i Byen, som skulde saa gjerne gaaet paa Svensken med uforsagt Mod som til en Dands"; nu var Kjøbenhavn saagodtsom blottet for Tropper, Forraadet af Proviant, Foder og Brændsel var udtømt, Kornet stod paa Markerne, Brændeskuderne vare endnu ikke komne, og den fjendtlige Flaade hindrede


60

al Tilførsel fra Norge, Island, Færøerne og de østersøiske Havne. Hertil kom Fæstningsværkernes usle Tilstand, der skildres med levende Farver i alle samtidige Beretninger. Provianteringsspørgsmaalet gav særlig Anledning til Bekymring, thi man troede, at den bedre stillede Del af Befolkningen kun havde Forraad til 14 Dage, den fattige endog kun til 4. Senere viste det sig imidlertid, at der forefandtes et ikke ringe Kvantum Korn i Byen, saaledes at man i denne Henseende kunde imødese Fremtiden med nogenlunde Fortrøstning.

Kongen og Regjeringen var strax bestemt paa at gjøre energisk Modstand. Aldrig saasnart havde den svenske Flaade vist sig i Farvandet, før den hollandske Gesandt, Danmarks fuldtro Ven, Konrad v. Beuningen, afseilede til Holland for at fremskynde Afsendelsen af den traktatmæssige Hjælp, og samme Dag affærdigedes der Breve til Kurfyrsten af Brandenborg, Kongen af Polen og Generalstaterne om "ufortøvet og tjenlig Sukkurs". Frederik den Tredies Charakter, der hidtil havde havt et vist passivt, næsten phlegmatisk Præg, syntes med Et forandret; mandig og fast saa han Faren i Øinene; uden Nølen eller Raadvildhed traf han de nødvendige foreløbige Sikkerhedsforanstaltninger, og da man raadede ham til at forlade sin Hovedstad, svarede han med de mindeværdige Ord: "Jeg vil dø i min Rede." Det første offentlige Opraab til Kjøbenhavns Indbyggere kom mærkværdigvis fra en Privatmand, den konkelige Renteskriver Jens Lassen, som skrev det i Vagten for Kjøbenhavns Slot, den 8de August. Det var et i Tidens troskyldige Aand affattet Dokument, hvori Forfatteren opfordrer sine Landsmænd til at vise Mands Mod og Hjerte, være frimodige og foragte de Svenskes List og Magt, "thi deres store Navn, hvorfor Mange frygte, slaar ingen Mand af Hesten". Det er imidlertid ikke nok at gaa Fjenden kjækt under Øine, fægte og al menneskelig Modstand gjøre med et uforsagt Hjerte; thi Penge er Krigens egentlige Sener; til Krig vil der Besolding, og da Skatkamret ikke formaar at udrede de nødvendige Midler, er det enhver god og from Patriots Pligt at "gjøre Assistance". Forfatteren tegner sig sluttelig selv for 50 Soldater, som han vil underholde for egen Regning, saa længe Krigen varer, og opfordrer Enhver, som "vil have den Titul af en ærlig Patriot, at tegne, hvor meget han godvilligen sig vil til erklære". Opraabet overrakte Jens Lassen den følgende Morgen til Rigens Hovmester Jochum Gersdorf, som ligeledes tegnede sig for


61

50 Soldater, og Skriftet - hedder det videre - "kom for alle Beleiredes Øine, og Alle, som hørte det, lagde det saa paa Hjerte,

Feltmarechal Hans
Schack

Feltmarechal Hans Schack, Kjøbenhavns Kommandant under Beleiringen.

at man efter den Dag ikke saa eller hørte nogen Ubehjærtet. Saadan en Benevolence capterede han ved denne mere end rhetoriske Tale og frivillig Erbydelse, at Enhver var færdig i Modet, som ikke kunde være saa resolveret i Munden."


62

Den Opgave, der forelaa, var yderst vanskelig og vilde ikke have kunnet gjennemføres, hvis Carl Gustav havde fulgt sine nærmeste Fortroliges Raad: strax at skride til Storm med hele Hæren. Han ansaa imidlertid sin Styrke for utilstrækkelig og var desuden slet forsynet med Artilleri, ialt kun 18 Stykket smaa Feltkanoner. Han havde uden Tvivl ventet, at Byen vilde overgive sig uden Sværdslag; da han saa sig skuffet heri, valgte han en regelmæssig Beleiring, idet han dog foreløbig sendte en Del af sin Styrke imod Kronborg. Men med hver Dag, der forløb, voxede de Beleiredes Mod; med hver Dag blev Forsvaret bedre organiseret, Fæstningsværkerne stærkere og Udsigterne gunstigere. Inde i Staden blev der arbeidet med utrolig Energi baade af Høie og Lave; man kan i den store Mængde Ordrer, som hver Dag udstedtes, saa at sige se Fæstningen, baade det levende og døde Forsvar, voxe frem under Fjendens Øine. Den første Dag gaves der Befaling til at hugge Palissader og spanske Ryttere, "ihvor end og Tømmeret dertil skal være at finde" og ufortøvet lægge alle Skibe og Skuder hen paa et sikkert Sted. Den 9de August, der begyndte med Gudstjeneste i alle Stadens Kirker under Indbyggernes uhyre Deltagelse, herskede der en Iver og Travlhed, en Kappelyst og Redebonhed, som varslede godt for Fremtiden. Nogle Medlemmer af Magistraten visiterede Huse og Gaarde og gjorde Indberetning om de Fremmede, som boede der, andre optog en Rulle over alle vaabenføre Kjøbsvende og Haandværkssvende eller "Burser", der skulde samles i særskilte Kompagnier, henholdsvis under Anførsel af Oberst Kjeld Lange og Oberstlieutenant Mogens Krag. Professorerne formanede efter Kongens Befaling Studenterne til at deltage i Forsvaret, og fra Prædikestolene lød det samme Opraab til Borgerne. Byen erklæredes i Beleiringstilstand, saaledes at Ingen maatte vise sig paa Gaderne efter Kl. 9 om Aftenen, og disse barrikaderedes med Jernkjæder, Skarnvogne og Brosten; hjemme skulde enhver Borger have en raa Oxehud og et Kar med Vand rede i Tilfælde af Ildebrand og ved sin Post paa Volden 100 Kampesten til at slynge mod de Stormende. Overhovedet ses det, at man nærede stor Frygt for, at Fjenden strax vilde forsøge at trænge ind i Byen, hvorfor en af de første Ordrer gaar ud paa at belægge Voldene med "Stormbjælker", fastgjorte med et Toug i hver Ende, saaledes at de "efter Fornødenhed kan nedfalde og igjen opdrages". Et af de svageste Punkter, et


63

aabent Rum mellem Østervold og Kastellet af 200 Alens Brede, ad hvilket Fjenden kunde være redet ind i Eskadroner, blev dækket af den ovenfor omtalte Patriot Jens Lassen; han lod nogle hundrede Arbeidsvogne samle her og derpaa for egen Regning nedramme tre Rader stærke Egepæle forbundne med tykke Egeplanker, saaledes at Soldaterne kunde staa i Sikkerhed bag dem. For Byens Forsyning med Levnetsmidler sørgedes der, saa godt det lod sig gjøre, idet alt Kvæget, som græssede paa den Kongen tilhørende Islemark saavelsom i den nærmeste Omegn, blev inddrevet.

Stadens Kommandant, Hans Schack, havde et stort Værk at fuldføre. I Løbet af 24 Timer skulde han ordne Forsvaret og anvise Enhver sin bestemte Plads paa Voldene, Vaaben skulde udleveres, Officererne fordeles mellem Mandskabet, og de Tropper, som endnu kunde skaffes tilveie fra Sjælland, tilkaldes. En Afdeling Gønger (Soldater fra Gønge Herred i Skaane), som laa paa Frederiksborg, naaede saaledes i rette Tid ind i Fæstningen. I Tøihuset fandtes henved halvfjerdehundrede større og mindre Kanoner, af hvilke det i de første Dage lykkedes at slæbe 40 af de bedste op paa Volden. Arbeidskolonner sendtes ud i Forstæderne for at nedbryde Kirken udenfor Nørreport, og hvad der kunde overkommes af Privathuse, thi man havde god Brug for alt det Tømmer og Jern, der kunde faas. Indbyggerne udenfor Voldene led meget under denne Befaling; de vare neppe komne til Ro efter den første Panik, som havde paaført dem store Tab, før der nu igjen gaves dem Ordre til at rømme deres Bopæle. De havde ikke Tid til at føre deres Eiendele i Sikkerhed; Alt gik hulter til bulter, Meubler, Husgeraad og andet Bohave blev kastet ud paa Gaderne eller i Haverne, hvor det enten faldt i Hænderne paa "løse Folk", som benyttede Forvirringen til at gjøre sig ulovlig Fordel, eller maatte lades i Stikken, da Fjenden viste sig. Der kunde nemlig ikke være Tale om at holde Christian den Fjerdes Fæstningsværker udenfor Søerne, som for det Første ikke vare færdige, og for det Andet vilde have udkrævet langt større Mandskab, end man havde til Raadighed. Ladegaarden, Ravnsborg Skandse og Vartou bleve derfor strax rømmede; dog forblev de Fattige i deres Hospital for Enden af Sortedamssø indtil den 13de November, da de førtes ind i Byen og fik midlertidigt Ophold i en Gaard i Pilestræde. Beleiringens Historieskriver, Anders Mathisøn Hiøring, der var Præst ved Vartou, tilbragte saa-


64

ledes et Fjerdingaar blandt Fjenderne paa et meget udsat Sted og havde derved fortrinlig Leilighed til at se Tingene paa nært Hold.

Ved Krigens Udbrud var Kjøbenhavns Indbyggerantal ca. 29,000 Mennesker, men det var vistnok umiddelbart før Beleiringen blevet endel forøget ved Indvandring fra Landet og Omegn. De Stridskræfter, der stode til Raadighed, vare forholdsvis ringe, ihvorvel det nu ikke er muligt at angive Tallet paa de vaabenføre Borgere, der gjorde Tjeneste paa Voldene. Derimod talte Hoffanen ca. 150 Mand, Studenterne 266 Mand, Kræmmersvendene 115 Mand og Haandværkssvendene 296 Mand, nemlig 104 Skrædersvende, 59 Skomagersvende, 41 Snedkersvende, 61 Smedesvende og 31 Væversvende. Der fandtes desuden enkelte mindre Afdelinger som de kongelige "Enspændere" (Ordonnantser) samt Adelsmændene og Hofjunkerne, om hvis Antal Intet vides. Baadsmændenes Korps, der kommanderedes af Niels Juel, var 300 Mand stærkt, men ellers skortede det stærkt paa regulaire Tropper. Den eneste Afdeling, som var nogenlunde fuldtallig og derfor ogsaa blev det levende Forsvars egentlige Støtte, var Kongens Livregiment tilfods, som var bleven oprettet i Juni og Juli Maaned, og den Dag idag bestaar som Livgarden tilfods. Det kommanderedes af Oberst Frederik Ahlefeldt og talte med Officerer og Stab ca. 700 Mand. De øvrige Infanteriregimenter (Generallieutenant Schack's, Generalmajor Fuchs's og Oberst Henning Qvitzou's) havde ialt kun halvfjerdehundrede Mand til Raadighed, og de to tilstedeværende Rytterregimenter (Generalmajor Hans Ahlefeldts og Gyldenløves) talte kun 335 Mand, rigtignok med et forholdsvis betydeligt Antal Officerer. Omstændighederne havde nemlig føiet det saaledes, at der var et temmelig betydeligt Antal Officerer i Byen, hvilket selvfølgelig kom til god Nytte, da Forsvaret maatte sammensættes af uøvede Folk. Artillerister, eller som de dengang kaldtes "Bøsseskytter", manglede næsten helt, hvorfor de maatte oplæres af de nærværende Officerer, og Ingenieurer kjendtes ikke som et særligt Korps. Samtlige Stridskræfter stod under Kongen som øverste Feltherre, men lededes faktisk af det nys oprettede Krigskollegiums fire Medlemmer: Feltmarechal Axel Urup, der havde de administrative Forretninger, Generallieutenant Ulrik Christian Gyldenløve (Christian den Fjerdes naturlige Søn med Vibeke Kruse), der kommanderede Udfaldstropperne, Generalmajor Joachim v. Breda, der særlig havde den


65

faste Voldbesætning under sig, og endelig Generallieutenant Hans Schack, der var hele Fæstningens Kommandant. Hoffanen kommanderedes af Oberst Lauritz Povisk, Borgerne af Stadshauptmand Frederik Thuresen, Studenterne og Kræmmersvendene, af Oberst Kjeld Lange med Oberstlieutenant Mogens Krag som Næstkomman-

Stadshauptmand Frederik
Thuresen

Stadshauptmand Frederik Thuresen. Efter Orig. paa Raadhuset i Aalborg.

derende, og endelig Haandværkssvendene af Oberstlieutenant Johan Bessel. Adskillige Rigmænd leiede Soldater for egen Regning og underholdt dem, andre gamle og syge Borgere stillede for sig, og da navnlig de Fattige og Brandlidte fra Forstæderne brugtes som saadanne "Hyrlinge", forøgede man paa engang Forsvarsstyrken og blev en Byrde kvit. For at forebygge indbyrdes Rivninger inddeltes samtlige Indbyggere i fire "Stater", hver under sin Jurisdiktion, nemlig


66

Hofstaten, den geistlige Stand med Universitetet, den borgerlige "som udi denne Beleiring var den fornemste, der Gud gjorde det Meste og Bedste ved", og endelig Militsen, hvortil ogsaa alle søfarende Folk hørte.

Den 10de August, Dagen før det svenske Fortravs Ankomst, er en Mærkedag i Kjøbenhavns Historie, eftersom de tidligere ubestemte Løfter om nye Privilegier paa denne Dag antog en bestemt Form. Allerede den 9de Juni havde Borgerstanden indgivet et Andragende om at blive hjulpen, og det ses, at Rentemester Henrik Müller paa Regjeringens Vegne havde forhandlet herom, men det var dog først ved Carl Gustavs anden Landgang paa Sjælland, at der kom Fart i Tingene. Kongen var udelukkende henvist til de kjøbenhavnske Borgeres Understøttelse, Rigets Selvstændighed afhang af deres Manddom og Tapperhed, og Henrik Müller lagde ikke Skjul paa, at Privilegierne "vilde være et Middel til Alt det, som muligt er". Der var altsaa adskillige Indviede, som vidste Besked med den kongelige Gave, men for den store Mængde maatte den tage sig ud som en glimrende Overraskelse, især da den officielle Kundgjørelse kom i et vel beregnet, gribende Øieblik.

Borgmestre og Raad saavelsom det menige Borgerskab var forsamlet i Riddersalen paa Slottet, tilsagt for at møde Kongen og Rigets Raad. "Den øverste og ældste Borgmester Hans Nansen - skriver Hiøring i "Leires Politi" - holdt først en Tale til Borgerskabet, hvori han opfordrede dem til, at de sig nu skulde betænke, hvad Svar de kunde give Majestæten. Den første, der svarede, var en Garver, barnefødt i Kjøbenhavn, at det skulde være Spot og Skam, skulde man overgive og forlade Kongen og Staden for svenske Trusel og ikke skulde set en Fjende engang under Øine; havde man først forsøgt en haard Pust, og man blev nødt til at give sig og kunde ikke staa, saa var man undskyldt. Derpaa raabte Alle i hverandres Munde, de vilde staa det længste, de kunde; naar de ikke kunde længer, var det tidlig nok at bede om Naade; de vilde først forsøge det saa yderst, som de mest kunde. Derpaa kom Kongen og Rigsraadet, og Rigens Skriver oplæste Kongens Begjæring og Tale. Den ældste Borgmester svarede, at Borgerskabet vilde vove Liv og Blod for kongelige Majestæt, at hver skulde se, hvad Hjerte den borgerlige Stand udi Kjøbenhavn havde til deres Konge. Da raabte Alle i hverandres Munde: Ja, ja. Hans Maje-


67

Vinhandler
        F. K. Gamborg og Hustru Apollona Andersdatter med deres Børn

En kjøbenhavnsk Borgerfamilie paa Frederik III.s Tid. (Vinhandler F. K. Gamborg og Hustru Apollona Andersdatter med deres Børn). Maleri af Karl v. Mandern. Orig. tilh. Smedemester E. G. C. Gamborg.


68

stæt takkede dem Alle samtlig og strax derpaa til at bevise dem Taknemmelighed samme Dag gav dem mærkelige nye Friheder, som blev strax publicerede og trykte med Rigens Raads Hænder bekræftet. Strax blev Trommerne rørt, hver Mand i Gevær og blev ført paa Volden at tage mod Fjenden."

Borgerskabet saavel i Kjøbenhavn som Christianshavn havde faaet alle sine Fordringer opfyldte, paa en enkelt nær, nemlig at Døttre skulde gaa i lige Arv med Sønner, hvilket ikke blev tilstaaet. Kongen lovede med sin egen og 12 Rigsraaders Underskrift, at Kjøbenhavn skulde være en af de to Stabelstæder i Sjælland og have "alle de Privilegier, som nogen Stabelstad til Kommerciens Flor og Fremtarv kan behøve", at Byen skulde være en fri Rigsstad og en fri Rigens Stand og "udi Alt, hvad Riget til Bedste delibereres kan, have deres Stemme og Samtykke", endvidere at Indbyggerne, dog kun geistlige og borgerlige Standspersoner, skulde have Ret til at erhverve adeligt Jordegods, nyde det med samme Friheder som Adelen og ikke med videre Told, Sise eller anden Tynge besværes end Adelen. Derhos skulde de i Fredstid være fri for al Skat, for Indkvartering af Hoffolk og Soldater, og "Alle udaf den private Stand, Geistlige eller Verdslige nu, og deres Børn efter dem, nyde lige Adgang til Officia og Honores med Adelen, naar de dem med deres Kapacitet og Kvaliteter dertil kan gjøre kapabel og meriteret." I Virkeligheden proklameredes der her en vidtgaaende Forfatningsforandring, hvis Mulighed kun bliver forstaaelig ved de overordentlige Omstændigheder, hvori Staten befandt sig; hele den kjøbenhavnske Befolkning blev saa at sige adlet med et Pennestrøg, og det er visselig intet Under, at Borgerne grebes af Begeistring og "havde Aarsag sig derover at glæde", som det hedder i det kongelige Budskab. Vel kunde Løftet ikke indfries, før "de vanskelige Tider" vare overstaaede, men denne Omstændighed formaaede saa lidet at nedslaa Modet, at den tvertimod opildnede det; man havde nu Noget at kjæmpe for; man følte tydeligt, at de drabelige Friheder først skulde vindes ved Manddom og Tapperhed. Paa den ene Side Undergang og Fremmedherredømme, paa den anden en gylden og glimrende Fremtid - Valget kunde ikke falde vanskeligt. Hiøring siger, at Privilegierne vare Svenskerne "som af Gud en Ring i Næsen", og tror, at det fornemmelig var dem, som holdt Carl Gustav fra strax at skride til Storm.


69

Men over Jubelen glemte man ikke de alvorlige Pligter, thi Fjenden kom med hver Time Byen nærmere. Man vedblev at slæbe Kanoner op paa Voldene; i Husene anstilledes der en formelig Jagt efter Speidere og Spioner, og enhver mistænkelig Person blev ufortøvet sat fast. Om Aftenen gaves der Befaling til, at der hver Formiddag Kl. 8 og hver Eftermiddag Kl. 3 skulde afholdes Bedetimer i Kirkerne for Syge og Gamle, Kvinder og Børn; for det vaabenføre Mandskab paa Volden blev der prædiket paa Stedet. Man nærede aabenbart kun lidet Haab om, at det vilde lykkes de udsendte Rigsraader at stemme den svenske Konge fredeligt, og da de om Aftenen den 10de August vendte tilbage, kom Udfaldet neppe overraskende for Nogen. Tærningerne vare kastede; de halve Forholdsreglers Tid var forbi. Onsdagen den 11te August om Morgenen tidlig blev der stukket Ild paa Forstæderne, Kirken udenfor Nørreport sprængtes med Krudt, og Byens Porte lukkedes, Vesterport Kl. 5, Nørreport Kl. 6 og Østerport Kl. 7, saaledes at ingen Vogne mere kunde komme ud eller ind. Dog bleve Laagerne staaende aabne, for at der endnu i yderste Øieblik kunde føres Et og Andet ind fra Forstæderne, men store Brokar fyldte med Sten og anbragte paa Ruller stod rede til at barrikadere Portenes indvendige Side. I Løbet af Dagen viste det fjendtlige Rytteri sig og trængte strax ind i Forstaden udenfor Vesterport, hele Staden blev omringet og de rømmede Fæstningsværker tagne i Besiddelse; Carl Gustav opslog sit Hovedkvarter i Utterslev - Beleiringen var begyndt.

Begge Parter viste strax en overordentlig Iver for at komme hinanden paa Livet. Om Morgenen den 12te August aabnedes Ilden fra Kjøbenhavns Volde baade mod Forstaden udenfor Vesterport og mod Ny Vartou, hvor Fjenden havde sat sig fast, og Beskydningen af det sidste Punkt var navnlig saa heftig, at Fjenden den følgende Dag maatte rømme det. I Nærheden af Kongens Bryghus udlagdes en Fregat til Dækning af Løbet sydfra og længere ude i Kalleboderne en Stykpram, som kunde tage Vesterbro i Flanken. Svenskerne kaldte den "Svinetruget", medens en anden med Skifer tækket Pram, der lignede et Hus og sex Dage senere udlagdes i Sundet udfor Vartou, fik Navnet "den stumpede Hund". Begge Fartøier gjorde stor Nytte under Beleiringen, og det lykkedes ikke Fjenden at fordrive dem trods alle Anstrængelser. De første Saarede kom fra Prammen i Kalleboderne


70

og indlagdes den 12te August i Kvæsthuset paa Bremerholm - en Aflægger af Baadsmændenes gamle Sygehus mellem Gammelmønt og Regnegade (smlgn. I. 528) - som paa Foranledning af Kapellanen ved Holmens Kirke, Henrik Madsen Vallensbæk, i Januar 1658 var blevet indrettet i den store grundmurede Bygning paa Bremerholm, det saakaldte Seilhus, der oprindelig var opført af Frederik II. Kongen skjænkede Bygningen og 2000 Rdlr., Rigens Hovmester Jochum Gersdorff 4000 Rdlr., ialt indsamledes der henved 10,000 Rdlr., foruden hvad der indkom ved Kvæsthustavlens Ombæring i Kirkerne, og heraf anvendtes strax ca. 800 Rdlr. til Inventarium, saasom 80 Senge, Jernkakkelovne o. s. v. Senere hen under Belejringen havde Bygningen Plads til over halvtrediehundrede Saarede.

Natten mellem den 12te og 13de August begyndte Svenskerne allerede at føre Løbegrave frem imod Vesterport, og deres Nærhed blev trods den heftige Ild fra Voldene saa foruroligende, at de Beleirede besluttede at gjøre det første Udfald. Det fandt Sted om Formiddagen under Anførsel af Gyldenløve, som med 600 Mand Ryttere og Fodfolk overrumplede Fjenden under Arbeidet, kastede ham, ødelagde og sløifede hans Værker og lykkelig naaede tilbage, inden det tililende svenske Rytteri kunde komme til Undsætning. Svenskerne havde 60-70 Døde og Saarede og mistede en Snes Fanger, der indsattes i Borgestuen i det gamle Tugthus; paa dansk Side var Tabet 4 Døde, deriblandt en Officer og 15 Saarede. Der herskede naturligvis stor Glæde i Byen, og Vallensbæk priser i sin rimede Dagbog over Beleiringen sine Landsmænds Tapperhed og tilføier: "Det Wunder var at se derpaa."

Imidlertid fortsattes Befæstningsarbeiderne af yderste Kraft. Udenfor Portene saavelsom paa andre svage og truede Steder lagdes der Raveliner og Udenværker; paa Hovedvoldene vare Tusinder af Hænder i travl Virksomhed. Ingen skaanedes, og Ingen undslog sig for at bruge Hjulbøren; selv Kvinder saas med Spaden i Hænderne, "Man maa undre sig - hedder det i Theatrum Europæum - over det svære Arbeide, som de Beleirede i meget faa Dage bragte istand saavel med Palissadering af hele Staden som med Udbedring og Fuldførelse af de kun halv fuldførte Værker, hvormed de vedbleve ved Nat og Dag midt under Kanonernes bestandige Torden, og medens Kuglerne fløi over deres Hoveder,


71

indtil de fik det bragt istand. Man saa næsten ingen Mandspersoner mere paa Gaderne, men Alle, som kunde bære Vaaben, vare Nat og Dag tilstede paa Volden. Ingen slæbte mere paa Kappen, om han ogsaa gik nede i Staden, men Enhver bar endog i Kirken et Par Pistoler i Bæltet, en god Klinge eller en Stridskølle i Haanden." Johan Monrad, der havde sin Post blandt Studenterne udfor Rosenborg, siger: "Volden var her ganske nedfalden, og vi maatte selv gaa og trille med Hjulbørene om Dagen for at befæste det Sted, vi skulde staa paa og forsvare. Obersten og de andre Officerer gik hver med sin Hjulbør for ved os og trillede, for at den ene ikke skulde være bedre end den anden." Overhovedet sørgede hver Afdeling for den Del af Volden, som var den anvist; "thi - hedder det i "Leires Politi" - da hver havde faaet sin Post, begyndte de, som havde kloge Hoveder og havde set Noget tilforn, at se og tænke sig om. De saa her laa en mægtig Fjende udenfor; her var øde Volde, ingen Brystværn for dem, Gravene tomme og lidet Vand udi; saa begyndte den ene, saa den anden at tænke: Jeg maa se mig om, at jeg faar Noget for mig, om Fjenden vil utnage sig, han ikke strax faar lige aaben for mig. Saa begynder den ene, saa den anden at kaste Lidet op for sig, at de kunde have noget Brystværn for sig; der de havde det, saa tænkte de, de vilde see, at de kunde faa Stormpæle i deres Brystværn; der de det havde fuldbragt, og de fik Tid og Frist, tænkte de, de vilde se, at de fik Palissader nedenfor sig under Voldene; den ene gik fort dermed, den anden ligesaa, vilde omsider Ingen have sin Post lumpen og slemmest, saa at Øvrigheden ret maatte se deres Lyst i saadan Hast at faa saadant et Stykke Arbeide færdig." Kongen ledsaget af 16 Drabanter færdedes Dag og Nat paa Volden; i Nærheden af S. Anna Rotunda havde han Telte for sig og Hofembedsmændene; her holdt han Krigsraad, og herfra udstedtes hver Dag talrige Befalinger. Snart opmuntrede og formanede han Borgerne til Udholdenhed, snart uddelte han Gaver til de Fattige, og "mangen Borger bevarer dem endnu og skiller sig aldrig ved dem, uden Nøden bliver hannem des større".

I de første Dage, da Fjenden var mindre paapasselig, kunde de Beleirede tillade sig Udflugter til Forstæderne for at hente Bjælker, Stolper, Spær, Stakitter og alt Slags Træværk fra de nedbrudte Huse, og Ingen ansaa sig for god til at slæbe det ind i Byen, hvor


72

det anvendtes til Palissader og Stormbjælker. Paa Voldene anbragtes efterhaanden saa mange Kanoner, "som der er Dage i et Aar eller vel endnu flere", og en stor Mængde Vaaben holdtes rede her saasom Spyd, Morgenstjerner, Partisaner, langskaftede Øxer, Høleer paa Stager o. lign., for at Forsvarerne under et forventet Stormangreb kunde have dem ved Haanden, naar Musketterne ikke mere kunde bruges. Til Dækning for Artilleristerne og Skytterne anvendtes Kurve fyldte med Jord og Møg; de, der ikke havde Kurve, maatte nøies med overskaarne Tønder, men disse vare ikke saa gode, da Staverne fløi til alle Sider, naar de ramtes af et Skud. Derimod vare Græstørv fortræffelige. "Det var en Lyst at se - skriver Hiøring - hvorledes Enhver, der havde noget Hoved paa sig, kunde inventere. Thi de vare ikke bundne til noget Vist i saa Maade at gjøre, men hver stod fri for at gjøre det Bedste, han kunde sig til Fordel mod Fjenden."

Voldene maa have frembudt et ligesaa overordentligt som interessant Skue. De vare blevne hele den vaabenføre mandlige Befolknings Hjemsted; en Stimmel af bevæbnede Mænd færdedes uophørlig paa dem; her sov Borgerne, her holdt de deres Maaltider, idet Kvinder og Børn bragte dem Maden; her stod de Skildvagt med Luntebøssen i Armen og samledes i Grupper for at høre en Prædiken under aaben Himmel eller exercere i Voldgaderne. Herfra hørtes Kanontorden og Geværsalver, her lød barske Kommandoraab, men sikkert ogsaa ofte Hurraer, Sang og Munterhed. En underlig Stilhed hvilede over Staden selv; dens hele Liv havde koncentreret sig i Omkredsen. Gaderne laa tomme og øde, for Enderne afspærrede med Lænker og barrikaderede med væltede Vogne og Stendynger; der hørtes ingen Klokkeklang; ikke engang Taarnuhrene maatte slaa om Natten, thi Ringning var et Stormsignal, som kaldte Alle uden Undtagelse til Vaaben. Lidt efter lidt, efterhaanden som Aarstiden rykkede frem, antog Volden Charakteren af en lang Gade, idet den ikke blot blev besat med Skilderhuse, men tillige med Kortegaler (corps de gardes), Smaabygninger, hvori man kunde søge Ly for Kulde, Regn og Uveir. Tre eller fire Mænd slog sig sammen og "reddede" Fjælle, Brædder, Stolper og Tømmer til Hytter; Nogle gravede sig ned i Volden og hentede Mursten fra Forstæderne og murede sig Bopæle med Ildsteder, "at man saa i Siden af Volden Hytte hos Hytte, Hus hos Hus, ikke længer fra


73

Brystværnet paa Volden, end 6 eller 8 Mand kunde staa i Geled imellem deres Hytter eller Brystværn. De mere Velstaaende havde Jernovne i Hytterne; de andre maatte se til at hjælpe sig med liden Varme og megen Kuld. Men Andre lagde sig sammen og lod bygge sig skjønne Laugshuse ved Volden med Kamre og Værelser udi, hvor de holdt Kortegaler med deres Tjenere og Folk. Thi det kunde være en ringe Borger og Haandværksmand, som kunde, indtil Hollænderne kom, trække op paa sin Post med tre fire bevæbnede Drenge og Karle, hver med sin Musket og Sideværge og endda dertil hver en Pistol ved Siden eller Puffert og stakket Bøsse, og Husbonden selv med et Par Pistoler eller Pufferter, en ved hver Side, foruden anden Gevær. Hvad tænker man da, hvor bevæbnede og stærke de Formuende kom frem?" Livet paa Volden skildres saaledes i et Digt: "Studenternes meget Ondt og sildig Godt", der er forfattet i 1665 af en Mand, der synes selv at have været med:

"Men der nu færdig var den Vold,
Herop vi maatte klavre
Til Skildervagt og Nattehold;
Dog Klæderne var mavre.
Den Lunte var vort Seierværk,
Thi man ei hørte Klokke,
Og efter den maatt' goden Klærk
Paa Volden staa og rokke.
Jeg holdt det ud saa mangen Nat
Vel i tre stærke Stunde,
Af Kuld og Hunger saa format,
At jeg "Wer da!" nep kunde.
Vild' jeg og efter Møde slig
Mig lægge lidt at sove,
Saa monne strax opvække mig
En Torden af Kartove.

Troppernes Underhold frembød selvfølgelig store Vanskeligheder, da Skatkamret var tomt og alle Indtægtskilder stoppede, og efterhaanden som Tiden gik, og det tilstedeværende Forraad blev knappere, bleve Byrderne yderst trykkende. Kongen og det kongelige Hus gav Guld, Sølv, Klenodier, Fetallie og Andet, "hvad til det gemene Bedste kunde anvendes"; Adelen, Professorerne og Geistligheden, de kongelige Hofbetjente og de formuende Borgere maatte bidrage med Penge til Garnisonens Forpleining, og gjentagne Gange udskreves der Krigsskat af alle Indbyggerne, saaledes i December


74

1658 det betydelige Beløb af 80,980 Rdlr., som imidlertid kom yderst langsomt ind. De store Kjøbmænd og Rigmænd som Henrik Müller og Marselius, Hans Nansen og Jørgen Bjørnsen, Jens Lassen og Christoffer Hansen maatte uophørlig forstrække Kongen endog med meget store Summer, for hvilke de fik Pant i Kronens Godser, hvorved f. Ex. Henrik Müller efter Krigen blev en stor Jorddrot. Jens Lassen roses særligt for sin Beredvillighed og sit opfindsomme Hoved, "thi - hedder det - naar ingen Penge hos Nogen i Kjøbenhavn (som for Kongen og alle dets Indbyggere da maatte tjene for Alverden) var at bekomme, slog Lassen aldrig feil enten med Penge, Raad eller andre hans Gjerninger." Indkvarteringen tyngede ogsaa haardt paa Borgerne og gav Anledning til mangehaande Lidelser, og skjøndt det ingensinde kom til egentlig Hungershød, var der til Tider megen Elendighed, Sult og Trang, som kun blev sparsomt afhjulpen, naar det lykkedes at erobre et eller andet fjendtligt Proviantskib, eller naar en eller anden Skude fra Øerne slap ind i Havnen eller kunde losse sin Ladning af Korn, Fisk og andre Levnetsmidler paa Amagers aabne Strand. Hvergang dette skete, var der Glæde i Staden, og det optegnes med stor Omhu i Dagbøgerne fra Beleiringen. Saa daarligt var man forsynet, at allerede faa Dage efter Afspærringen (den 17de August) blev fersk Kjød efter Vallensbæks Udsagn "en dyr og lækker Kost", og i Begyndelsen af September skriver han: "Og er det mærkeligt, at i disse Dage gik Byens og Borgerskabets Rodemestre Dør fra Dør at spørge, hvad Forraad og Proviant da forbeholden var; se! da fandtes hos Kjøbmændene Lidet fal, og den, som var ved høieste Middel, havde ikkun til sig og sit Hus 4 eller 6 Ugers Proviant, Nogle 14 Dages og den meste Del Borgerskab kjøbte sit dagligen ved Stranden og i Slagterboder; dog opholdt Gud os Alle saa vel og vældeligen, at ei Nogen derfor var mistrøstig, endog det saa surt og sulten ud." Den drøieste Tid var i Marts 1659, men endnu i Juni s. A. kaster følgende Brev fra Generallieutenant Axel Urup til Erik Krag et grelt Lys over Forholdene: "Jeg beder venligt at ihukomme Generalmajor Breda hos Hs. kgl. Maj., ligger ved Sengen og lider Nød for dagligt Ophold. Jeg haver gjerne af min Formue forstrakt hannem, mens nu gaar det mig selv nær og kan Intet bekomme til Laans." Naar det var saaledes fat i de høieste Kredse - og ikke engang Kongehusets daglige Liv forblev uberørt af Tiden -


75

er det let at forestille sig Ondets Omfang i de lavere. Visse Samfundsklasser led naturligvis mere end andre, navnlig vare Studenter og Peblinge, Haandværkere, Fattige og Svage ilde farne, og der maatte træffes overordentlige Foranstaltninger for at lindre deres værste Nød, hvad enten der nu blev appelleret til den private Godgjørenhed, eller Kongen lod uddele Naturalforpleining fra Provianthuset. Men endnu var Stemningen oppe; man imødesaa Fremtiden med uforfærdet Mod, idet man - som det pleier at gaa i kritiske Tider - følte sig inderligere sammenknyttet som Sønner af samme Fædreland, Fæller i Lidelse og Lyst og solidarisk ansvarlige for samme store Sag. Vilde Rygter om at Korfitz Ulfeldt og andre Forrædere holdt sig skjulte i Byen, foranledigede skarpe Husundersøgelser, men formaaede ikke at nedslaa Tilliden; man blev kun desto mere paapasselig og lod udarbeide Fortegnelser over alle de Fremmede. Den svenske Gesandt Sten Bjelke, for hvem Fredsbrudet var kommet ligesaa overraskende som for Kong Frederik, blev fra sit Logis bag Børsen ført til Rosenborg, og hans Folk fra Raadhuset, hvor de først havde siddet, til Ulfeldts Gaard paa Graabrødretorv, for at man kunde have dem sikkrere og bedre isoleret. Alle, der ikke vare paa Voldene, søgte til Kirkerne og fandt Trøst i Bønnen, og det blev fremhævet som "Guds synderlige Beskjærmelse", at aldrig blev Nogen truffen paa Veien til eller fra Guds Hus af de gloende Kugler, der indskjødes i saa rigeligt Maal. De tidligere omtalte slemme nibbede Huer og vederstyggelige Halsklæder forsvandt; man havde nu Andet at tænke paa, al Iver og alle Anstrængelser vare rettede mod et eneste Maal; Aanden var kort sagt fortræffelig.

En i flere Retninger alvorlig Fare truede Byen den 17de August, da Fjenden overskar samtlige Vandledninger, som ikke blot tilførte Indbyggerne Drikkevand, men fra hvilke Gravene om Fæstningsværkerne forsynedes. Den første Vanskelighed blev dog let overvunden, da der var en Overflod af offentlige og navnlig private Brønde (smlgn. II, 22); derimod saa det værre ud med Vandstanden i Gravene, indtil den ovenfor tidt omtalte Jens Lassen ogsaa her fandt paa Raad. Ved et System af Pumper og Render, "en sær og subtil Invention", blev Vandet fra Stranden pumpet op i Render og gjennem Byen ført ud i Gravene, saaledes at det endog generede Svenskerne i deres Løbegrave og hindrede dem i at anlægge Miner.


76

I det Hele lagdes der megen Opfindsomhed for Dagen under Forsvaret, og da Svenskerne, efter at have faaet deres Artilleri forstærket, begyndte at skyde med "flyende gloende Kugler", indrettede man et mønsterværdigt Brandvæsen, som stod sin Prøve under hele Beleiringen. Først nedtoges nogle af Veirmøllerne paa Volden saavelsom Spiret paa Vesterport, fordi de afgav en særlig god Skive for Fjendens Skyts (dog lod man den tidligere [I, S. 567] afbildede Buste af Christian den Fjerde blive paa dens Plads), dernæst blev der truffet forskjellige Foranstaltninger for at beskytte de store Forraad af Hø, Foder, Hør, Hamp, Tjære, Brænde og andre let fængelige Stoffer, der vare ophobede paa Lofter og lignende udsatte Steder, og endelig sattes der permanent Vagt paa de farligste Punkter som f. Ex. ved de kongelige Stalde bag Slottet. Naar der udbrød Ild i Byen, maatte Borgerne ikke forlade deres Poster paa Voldene, thi man kunde da allersnarest vente et Angreb; "de bleve derfor - siger Hiøring - roligt i deres Kortegaler og kiggede ud over Volden, om Svensken Noget vilde anfange." Det var udelukkende Brandkorpsets Sag at slukke enhver Ildløs, og det løste sin Opgave fortræffeligt. Brandmestrene og Folkene vare alle Murmestre og Tømmermænd med deres Svende og Drenge; deres Udrustning bestod af Hakker, Jernstænger, Baadshager, Øxer, Stiger og Læderspande. Hver Brandmester havde desuden to Sprøiter (eller som de dengang kaldtes: Spøiter) af Kobber, saa store, at de kunde rumme en Tønde Vand og maatte slæbes af to Karle. Der fandtes dog ogsaa fire store Sprøiter, som hver kunde rumme 3-4 Tønder Vand og bleve trukne af Heste. Disse Slukningsredskaber havde nærmest Form af kolossale Havesprøiter, thi Læderslanger kjendtes ikke. Den ene af de store Sprøiter havde Station ved Frue Kirke, som var indrettet til Centralvagt, og fra hvis Taarn der holdtes Udkig med de gloende Kugler, og hvorfra enhver Antændelse ufortøvet signaliseredes, den anden stod ved Nikolai Kirke, den tredie ved Helligaands og den fjerde, som var Kongens, i Tøihuset. Bryggerlauget havde den Pligt at føre Vand til Brandstedet i Sluffer. Brandmestrene havde ladet sig gjøre lange Tænger "hartad med Fingre som krumme Hænder, at de dermed strax kunde gribe den gloende Kugle og kaste den ud af Huset", og endnu længe efter opbevaredes nogle af disse Redskaber paa Raadhuset med en passende Indskrift, indtil de formodentlig gik til


77

Grunde ved Ildebranden i 1728. Svenskerne anrettede ikke stor Skade ved deres Skydning, selv ikke da Bombardementet efter Kronborgs Overgivelse i Slutningen af September antog en voldsom Charakter; kun de Bygninger, som laa Vestervold nærmest, fik

Generallieutenant Ulrik
Christian Gyldenløve

Generallieutenant Ulrik Christian Gyldenløve; Christian den Fjerdes Søn med Vibeke Kruse.

deres Tage og Træværk ødelagt, ellers vare de eneste varige Minder, som Beskydningen efterlod, et stort Antal Kugler, der bleve forgyldte og indmurede paa de Steder, de havde truffet.

Den 23de August iværksatte de Beleirede det saakaldte "store Udfald" eller "Generaludfaldet", som atter var rettet mod Svenskernes Værker og Løbegrave udenfor Vestervold, hvor de fjendtlige


78

Batterier igjen vare komne foruroligende nær. I Udfaldet deltog saagodtsom alle disponible Kræfter, ca. 2800 Mand Fodfolk og Rytteri, deriblandt Baadsmændenes, Studenternes og Haandværkssvendenes Korpser. Fodfolket kommanderedes af Oberst Frederik v. Ahlefeldt, Rytteriet af Ulrik Christian Gyldenløve; ogsaa Kommandanten Hans Schack deltog i Kampen, og Kong Frederik var personlig tilstede ved Udrykningen og opmuntrede Tropperne, medens de passerede forbi ham.

Gjennem Løngangen ved Vesterport, der førte ud til Dronningens Have, rykkede den kamplystne lille Hær frem, og Avantgarden, der førtes af Oberstlieutenant Niels Bosenkrands, kastede sig ufortøvet over Fjenden, der stod i Ler og Dynd og arbeidede i Løbegravene. Rosenkrands nedlagde med egen Haand to svenske Officerer og kjæmpede saaret med en tredie, indtil han sank afmægtig om, men hans Folk kom ham til Undsætning, frelste hans Liv og bar ham blødende ind i Byen paa deres Piker. Kampen blev efterhaanden almindelig og haardnakket; Svenskerne, der talte 1000 Mand, satte sig fortvivlet til Modværge, men forgjæves; fra den ene Side huggede Gyldenløves Dragoner ind paa dem, medens Gøngerne, Studenterne og Matroserne angreb dem med Morgenstjerner og Øxer paa nært Hold. Der opstod et vildt Haandgemæng. Den Øverstkommanderende i den svenske Stilling, Oberst Svante Banér, blev hugget ned, da han ikke vilde tage mod Pardon, Major Otto faldt, henimod en Snes Officerer og Underofficerer samt 450 Menige toges tilfange, og Resten blev liggende paa Valpladsen, paa 50 Mand nær, der frelste sig ved Flugt. Paa dansk Side var Tabet 3 Oberstlieutenanter og 114 Menige, hvoraf 35 Døde. De Danske vare nu Herre over Stillingen i et Par Timer og benyttede Tiden af yderste Evne; samtlige Værker og Løbegrave bleve ihast sløifede og tilkastede, Palissaderne og Stormpælene oprevne og omhuggede og de fjendtlige Kanoner dels fornaglede dels kastede i Vandet. Kun 6 Stykker smukke 12-pundige Metalkanoner, af hvilke en enkelt, forsynet med den tydske Keiser Ferdinands Vaaben og Navnechiffer, var Krigsbytte fra de tydske Valpladse, førtes i Triumph ind i Kjøbenhavn. "Da blev mangen statelig Køllert og Kjortel af Fløil og foret med Los solgt "af vore Soldater fra Svenskens Krop afdragen", siger Hiøring. Da svenske Forstærkninger indtraf fra Valby, gik de Danske tilbage i god Orden,


79

men saa kamplystne vare Indbyggerne, at man under Fægtningen havde maattet lukke Byens Porte for at hindre Borgerne i at rykke ud og deltage i den.

Gharakteristisk for den Energi, hvormed Forsvaret lededes, er det, at man allerede den følgende Nat besluttede at rette et Angreb mod den fjendtlige høire Fløi, der støttede sig til Kallebostrand, og angribe den fra Søen. Man havde bragt i Erfaring, at Svensken havde samlet et stort Antal Baade og Smaafartøier, hvormed der skulde foretages en Overrumpling af Amager, et Foretagende, som for enhver Pris maatte forhindres, da Øen gav det største Bidrag til Kjøbenhavns Forsyning med Levnetsmidler. Om at hæve Blokaden fra Søsiden kunde der ikke være Tale, thi Fredsbrudet var kommet saa overraskende, at Flaaden laa ubemandet, utiltaklet og afmægtig indenfor Revshalen og Bremerholm; kun vare nogle af de sværeste og bedste Orlogsskibe blevne udlagte ved Toldboden som Vagt, medens andre vare blevne sænkede ved Indløbet til Havnen. Ethvert større Foretagende paa Søen maatte derfor opgives; derimod kunde en mindre Expedition med Kanonbaade og Pramme forsøges med Udsigt til Held. Den lille Flotille samledes ved Mørkets Frembrud i nuværende Holmens Kanal og stod ved Midnat under Anførsel af Viceadmiral Niels Helt og Ekvipagemester paa Bremerholm, Peter Bredal, ud i Kallebostrand i to Afdelinger. En svensk Fregat blev ufortøvet entret og overmandet efter en heftig Kamp, som førtes helt ned i Skibets underste Rum, og tilsidst stukken i Brand, efterat den var bleven tømt for sit værdifuldeste Indhold; samme Skjæbne havde en fjendtlig Jagt og en bestykket Pram, hvorimod det lykkedes et Orlogsskib paa 30 Kanoner at kappe sine Ankertouge og slippe ud i Kjøgebugt. Ved Daggry førte Seirherrerne 5 store Pramme og endel mindre Fartøier, ladede med et velkomment Bytte af alskens Fornødenheder, ind til Bremerholm, hvor de modtoges med Begeistring af Kongen og en talrig Menneskemængde, der havde været Øienvidne til Kampen. "I det herlige Skin af den opgaaende Sol og af en lykkelig Bedrift vendte Helt og Bredal tilbage til Stranden, hvor de under Hædersbevisninger og jublende Glæde modtoges af Kongen selv og af talrige Skarer Medborgere og Venner." For Kjøbenhavns Proviantering havde denne Søfægtning den ikke uvigtige Følge, at det nu blev muligt for Smaafartøier at slippe ind i Byen gjennem Kallebo-


80

strand og bringe Indbyggerne Fisk, Fjerkræ og anden Proviant, hvortil der var stor Trang.

Disse Udfald, ved hvilke man paa engang holdt Tropperne i Aande, øvede dem og trættede Fjenden, fortsattes uophørligt med vexlende Held i Beleiringens første Periode i.e.: indtil Hollænderne kom, thi da den svenske Hær havde trukket sig tilbage til Leiren ved Brønshøi, bleve de vanskeligere at iværksætte. Allerede den 27de August paatænkte Gyldenløve at rykke ud af Østerport mod Vartou, men da den lille Styrke, ca. 500 Mand, netop var kommen udenfor Voldene, saas en Raket gaa tilveirs inde fra Byen, hvilket blev opfattet som et forræderisk Signal til Fjenden, hvad det formodentlig ogsaa var. I hvert Fald oplystes det senere, at Svenskerne havde lagt et Baghold i Verner Kloumanns Have (i Egnen om det nuv. Blindeinstitut), og at flere tusind Mand holdtes rede for at angribe de Danske fra alle Sider, hvorved en Katastrophe næsten vilde være bleven uundgaaelig. Gyldenløve opgav derfor sin Plan og vendte om, men en Husundersøgelse i Ulfeldts Gaard i Løvestræde (i.e.: paa Graabrødretorv) førte dog ikke til noget Resultat - man fandt intetsomhelst Mistænkeligt. Tre Dage efter foretoges et ligeledes mislykket Udfald til Ravnsborg hinsides Peblingesøen, og et nyt Udfald den 3die September fra Vesterport var heller ikke ubetinget heldigt, eftersom Tropperne paa Tilbagetoget faldt i et Baghold og maatte udstaae en haard Fægtning, der kostede nogle Døde og 18 Saarede, inden de atter slap ind i Fæstningen. De Beleirede havde dog den Tilfredsstillelse at kunne sløife nogle fjendtlige Værker udenfor Vesterport og føre en stor Mængde Palissader, Tømmer o. lign. med tilbage, men de mistede flere brave Officerer, deriblandt den tappre Major Bremer og Studenterkorpsets Chef, Oberst Kjeld Lange, der som Tilskuer paa Volden blev ramt af en Kugle, netop da han stillede sig paa den Plads, fra hvilken Kong Frederik faa Øjeblikke iforveien havde fulgt Kampens Gang. I hans Sted blev Oberstlieutenant Mogens Krag Studenternes Fører. Intet Uheld var dog istand til at nedslaa Modet eller dæmpe Kamplysten, thi den næste Dag (den 4de September) vare Gøngerne ude og stak Ild paa Verner Kloumanns Have, Hvor Svenskerne havde deres Tilhold, og hvis Trægrupper og Jorddiger hindrede "den stumpede Hund" i at bestryge Vartou.


81

Krigsførelsen lammedes iøvrigt i ikke ringe Grad paa begge Sider ved det omfattende Spioneri, der dreves, og mod hvilket ingen af Parterne formaaede at værge sig. Svenskerne vare vel underrettede om Alt, hvad der foregik inde bag Voldene, og paa den anden Side fik man inde i Fæstningen strax enhver vigtig Beslutning at vide, der var fattet i det svenske Krigsraad. End ikke den afgjørende Hovedstorm kom overraskende for de Beleirede. Maaske spillede Hannibal Sehested, der opholdt sig hos Carl Gustav, mange vigtige Efterretninger i Hænderne paa Kong Frederik; ogsaa Korfitz Ulfeldt synes i hvert Fald til Tider at have baaret Kappen paa begge Skuldre, og Hans Rostgaard vedligeholdt en permanent Korrespondance med Byen, indtil han efter det mislykkede Anslag paa Kronborg søgte Ly indenfor dens Volde, hvor han hemmeligt boede hos Jens Lassen. Forbindelsen mellem Kjøbenhavn og Omverdenen var nemlig paa ingen Maade hermetisk afspærret; navnlig var det, saalænge Søen var aaben, ikke forbundet med Vanskelighed at liste sig ind i Havnen, dækket af Nattens Mørke, og Mange, der boede ved Strandsiden, søgte ind med Gaver til Majestæternes Taffel, som Hjorte, Raadyr, Harer o. 1. Den Frygt, Kjøbenhavnerne især i Begyndelsen nærede for Forrædere, var sikkert ikke ugrundet; man vidste jo, at Ulfeldt baade havde Venner og forhenværende Tjenere i Byen. "Den svenske Gesandt Sten Bjelke - siger Hiøring - havde ligget længe i Staden, og hans Staldbroder Goyet havde havt megen Omgjængelse og ladet store Ord falde Danmark til Bedste, og givet gode Løfter til Afsked, men der vi saa os om, havde vi anderledes, end vi troede, nemlig Fjenden istedetfor en Ven udenfor vore Porte." Man var derfor paapasselig og forsigtig; kom der Vaadeild i et Hus, tog man sig vare for Forræderi og ilede til Voldene; Trommerne bleve strax rørte, og Ingen uden Brandfolkene maatte bekymre sig om Ilden. Naar Svensken spøgede om Natten og gjorde blind Allarm, lød hver Mands Ord: "Det er Tid, vi passer paa og tager os vare, at han ikke kommer engang, naar vi mindst tænker og gjør os et Puds." Et stort Antal Overløbere vedligeholdt derhos stadig Forbindelsen mellem de to fjendtlige Leire, og skjøndt "meste Parten af deres Beretninger var Løgn", vel nærmest fordi de ifølge deres Stilling ikke kunde vide ordentlig Besked, sivede dog mangen Hemmelighed ud paa denne Maade. Der gaves ogsaa Danske, som flygtede ud


82

til den svenske Leir, men deres Tal var neppe stort; deres blotte Navn vakte Afsky hos Menigmand, naar det malet paa en Blikplade eller blot skrevet paa et Stykke Papir blev opslaaet paa Galgen paa Amagertorv, og da man det følgende Aar saa en Student Ove Clausen Helmer blive levende parteret paa Nytorv som Forræder, var der neppe Mange, som følte Medlidenhed med ham.

Det kan under disse Forhold neppe vække Forundring, at Mistænksomheden var aarvaagen, og, som det pleier at gaa, vendte sig mod de urette Personer. Med ubetinget Tillid saa man op til mange af Førerne, navnlig til Kongen, Hans Schack og Gyldenløve; den sidste, der var Sjælen i alle Udfaldene, tapper og dumdristig, kjæk og ung, blev snart Folkets Helt, og han beundredes oprigtigt, hvad enten han i Spidsen for Rytteriet gjorde Indhug paa Fjenden eller efter endt Dagværk søgte Glæden paa Bægrets Bund. Gyldenløve havde Post fra Løngangen til Vandkunsten og paa Runddelen derved indtil sin Død den 11te December, og "den holdt han og redelig, saa længe han havde sin Helbred; der hos laa han ogsaa om Natten, thi det var den svageste Post, lettest at komme til; den havde de ogsaa mest Øie paa; der satte de og heftigst an udi Stormen." Efter sin Død omtales "den salig Herre" uophørlig med Begeistring; Ole Borch, der selv udviste personlig Tapperhed under Stormen og netop kjæmpede ved Løngangen, priste ham i et latinsk Digt, og det mislykkede Angreb tilskrives for en stor Del hans Forsynlighed ved at anbringe Fodangler, Brædder med Spiger og Søm, spanske Ryttere o. d. paa de mest udsatte Punkter. Derimod var Axel Urup, den samme dygtige og fædrelandskjærlige Adelsmand, der havde ledet Fæstningsarbeiderne indtil 1656 (smlgn. I, S. 571) og Aaret forud med Gyldenløve havde ført den skaanske Hær, alt Andet end populair; det gik endog saa vidt, at han paa offentlig Gade uden mindste Grund blev udskjældt for Lands- og Rigsforræder, saa at han maatte klage til Kongen. Denne tog ufortøvet ham og nogle andre Uadelige og Adelige, mod hvem Folkehadet havde vendt sig, i Forsvar og udstedte et Reskript mod "de uforskammede Æreskjændere og Løgnere" og truede med Straf paa Ære og Liv i Gjentagelsestilfælde.

Vagttjenesten paa Voldene var yderst ensformig og anstrængende, thi hele Mandskabet skulde møde om Natten og det halve


83

Mandskab om Dagen, saaledes at der ikke blev megen Tid tilovers til Hvile. Denne Omstændighed i Forening med den strenge militaire Orden, som neppe smagte Indbyggerne, fremkaldte snart en vis Lunkenhed i Bevogtningen; navnlig om Morgenen tidlig efter Reveillen faldt det vanskeligt at holde Voldbesætningen sammen. Allerede i August Maaned var der blevet givet Studenterne et Tilhold om at passe deres Tjeneste med større Nøiagtighed, og i Begyndelsen af September formanede en kongelig Skrivelse dem atter til "flittigen baade Dag og Nat at lade sig finde paa deres Poster" og ikke forlade dem uden Officerernes Tilladelse. Samtidig blev det forbudt Professorerne at huse nogen Student om Natten for ikke at give Leilighed til Forsømmelse. Lignende Befalinger uddeltes til Borgerskabet og Soldaterne, ja endog til Hofbetjentene, skjøndt disse, som det hedder i den kongelige Skrivelse, vare udmærkede ved "en meget fornemme Post nemlig Løngangen og derfra indtil Batteriet ved Bryggerset", og Majestæten havde Grund til at vente "en omhyggeligere og fyrigere Tjeneste af dem end af de øvrige Frivillige." Det er betegnende, at "det tro og oprigtige Borgerskab" i Staden ved denne Leilighed opstilles som et Mønster til Efterfølgelse for Hoffolkene, thi "det har iblandt dem selv stadfæst, at de ikke agte den for en ærlig Mand, som sin Post uden høivigtig Aarsag og Officerernes Forlov kvitterer." Grov Forsømmelse og Efterladenhed blev straffet med Arrest i Blaataarn, hvor Tømmermændenes Oldermand f. Ex. maatte underkaste sig et ufrivilligt Ophold; Forseelser af endnu værre Art kunde føre den Skyldige paa Bremerholm eller ud paa Prammen i Kalleboderne, hvor Besætningen Nat og Dag var udsat for Fjendens Kugler. Med Smaafeil blev der fordetmeste set gjennem Fingre. Det var selvfølgelig ikke let at holde de mange forskjelligartede Elementer, der havde været vante til forholdsvis Frihed, i Tømme under militair Kommando og Disciplin, og der opstod af og til Tumulter og Klammeri paa Volden mellem Befalingsmænd og Menige eller mellem disse indbyrdes, men det hørte dog til Sjældenhederne, at slige Scener udartede. Studenterne synes navnlig at have været nidkjære over deres Ret og at have været besjælede af en Korpsaand, der gav sig Luft i en Opsætsighed, som kunde ligne Mytteri; hele Afdelingen følte sig krænket, naar en enkelt blev straffet, hvilket i hvert Fald tyder paa godt Kammeratskab. Det er bekjendt, at


84

Kongen engang trak sin Pistol mod en opsætsig Student, Claus Kjerulf, og at denne kun undgik Døden ved ihast at forstikke sig blandt Mængden. Ogsaa de regulaire Tropper begik Optøier; især fik den Uskik Overhaand at "molestere ærlige Danekvinder og Piger paa Gaderne". Det blev derfor ved Trommeslag udraabt, at Ingen under streng Straf maatte "tilfordriste sig nogen Kvindesperson Molest at gjøre eller sig om hendes Klædedragt at bekymre", eftersom Kongen "ikke gestændig er udi disse Tider noget Saadant, som til Uenighed eller Misforstand giver Aarsag, at skal paa Banen føres." I det Store og Hele var dog Ordenen efter Omstændighederne upaaklagelig; Hiøring kalder den endog fortrinlig. Skjøndt der var et stort mangfoldigt Stykke Folk af allehaande Slags i Byen - siger han -, skjøndt Alle bare Vaaben, og mange svenske Overløbere vare indtraadte i dansk Tjeneste, blev der dog holdt en herlig Politi uden Oprør og uden stor Klammer. Hver Mand og Kvinde, Børn og Tyend kunde gaa saa sikker paa Gader og Stræder som mest i Fredstid, ingen blodige Slagsmaal, ingen aabenbare Røveri eller Overvold; hver lod sig nøie med det, han havde, Ingen krævede mere, Ingen begjærte videre. "Man maatte med Hjertens Suk ønske, at saa god en Politi udi Fredstid over al Danmark maatte holdes, som den efter sin Maade og Leilighed er holden udi Kjøbenhavn i Beleiringen." Dog lægger Hiøring til, at man maatte tage sig vare for "listigt hemmeligt Røveri og Løntyve", hvoraf man altsaa kan se, at Hustyverier gik i Svang, naar Beboerne vare borte. Tilstanden var overhovedet ikke saa idyllisk, som den samtidige Forfatter gjerne vil give det Skinnet af, thi senere, da Nætterne bleve mørke, og Trangen mellem Fattigfolk blev større, vare Gaderne usikkre. For at raade Bod paa dette Onde indrettedes en stærk Borgervagt paa Raadhuset, hvorfra der hver Time udsendtes Patrouiller over hele Byen, og hvorfra Enhver "uden Betaling og uden Drikkepenge eller nogen Udsugelse" i fornødent Fald kunde rekvirere væbnet Assistance. Saalænge Fjenden laa udenfor, forsømte Kongen ingen Nat personlig at ride Ronde nogle Gange.

Efter Gøngernes Expedition til Verner Kloumanns Have paafulgte nogle rolige Dage, thi et svensk Forsøg paa at entre Prammen ved Vartou mislykkedes fuldstændigt, eftersom de fjendtlige Baade løb imod nogle i Stranden nedrammede Pæle og opgav


85

Foretagendet paa Halvveien. De Beleirede benyttede Tiden til at dække sig mod Søsiden ved at lægge store sammenlænkede Bomme over Vandet fra Kongens Bryghus til Amager; de imødesaa Fremtiden med godt Mod, thi de havde erfaret, at den hollandske Flaade snart vilde være rede til at stikke i Søen, - da den Jobspost pludselig indløb, at Kronborg den 6te September var falden i Carl Gustavs Hænder. Man vilde først ikke tro derpaa, men den 12te September drønede Glædessalver fra den svenske Flaade, "just som Prædiken skulde begynde i den beleirede By", og den følgende Dag indtraf 10 erobrede Kanoner til Vartovs Volde for at ødelægge den i Svenskernes Øine saa forhadte Pram. Beleiringstropperne fra Kronborg kaldtes til den svenske Leir; hver Dag ankom der nyt Materiel, Krudt og Ammunition, og snart var en Ring af faste Batterier lagt om Hovedstaden, fra hvilke Død og Ødelæggelse udslyngedes over den.

Kronborgs Overgivelse var en skjæbnesvanger Begivenhed, som i første Øieblik maatte fremkalde Modløshed blandt Kjøbenhavns Indbyggere. Fjenden var nu kommen i Besiddelse af det Artilleri, han saa længe havde savnet; han beherskede nu begge Sider af Indløbet til Sundet, saa at det var tvivlsomt, om den forventede hollandske Flaade kunde tiltvinge sig Gjennemgangen, og saa stor var Carl Gustavs Glæde, at han for at vise sin Taknemmelighed mod Forsynet faa Dage efter skjænkede de Fattige i Vartou Frihed paa deres Bønder, saaledes at disse bleve forskaanede for al svensk Indkvartering, Paalæg og Kontribution, for at de desto lettere kunde udrede deres Afgifter og Landgilde til de Fattige. For Byen kom der nu særdeles trange Tider; Artillerikampen antog en hidtil ukjendt voldsom Charakter, Granater og gloende Kugler regnede i Gaderne, og Ingen kunde mere føle sig sikker paa sit Liv. Vallensbæk, der var Præst ved Kvæsthuset og "Guds Ords Medtjenere" ved Holmens Kirke, skriver i Fortalen til sit Diarium: "Noget (af Dagbogen) er samlet af de besværlige Visitationibus moxen i alle Byens Stræder formedelst de Syges og Kvæstedes Besøgelse efter mit Embedes Pligt; da hørte man i Husene de Syge sukkendes, Kvinderne grædendes og de af Vagt hjemløste Borgere den hele Døgns Idrætter fortællendes, da saa man de indkastede Granaters Virkning i Jorden, da hørte man de hvinende Kugler snurrendes høit over Hovedet, da bragede Bjælkerne og Tagstenenes udvendig Ned-


86

fart udviste den indvendig Brystfældighed. Da saa man paa Gaderne flere hel og halv døde Mennesker paa Stiger af Voldene nedbæres end Brudgomførere til Præsternes Huse." Opholdet i Byen var altsaa ikke hyggeligt, og Indbyggerne, der færdedes i Gaderne og saa deres Lemmer og Velfærd truede, kunde ovenikjøbet ikke have Begreb om, hvad der passerede paa Voldene, men hørte kun et uophørligt Drøn af Kanonerne baade fra Vestfronten, hvor de Beleirede havde Vanskelighed ved at holde Stand, fra Helmers Skandse og Taarn udfor Studiestræde, hvor det danske Skyts tilsidst bragtes til Taushed, og endelig fra Østervold og Kastellet, som i Forening med "Hunden" i Sundet fuldstændig tog Magten fra det svenske Batteri ved Vartou. Hver Gang Hiøring taler om denne Pram, anslaar han en egen humoristisk Tone; man føler, at den har været særlig paaskjønnet, og der er ingen Tvivl om, at dens Chef, den norske Adelsmand Søren Orning, har været meget populair. I Midten af September gjorde Carl Gustav et nyt mislykket fire Dages Forsøg paa at skaffe sig den besværlige Fjende fra Halsen ved at overdænge den med Granater fra ti grove Stykker, men den 16de September "løftede Prammen vel tolv udaf Svenskens Konstabler over Ende, at de om Aftenen samme Dag blev aldeles kjed af dette Gilde og vilde ikke længer drikke ud med ham." I de samme Dage kom to store Fyrmørsere fra Kronborg, af hvilke Svenskerne lovede sig meget, men den ene af dem, "den brunsvigske Buk", sprang ved det tredie Skud, hvad der naturligvis vakte stor Glæde i Fæstningen. Men der var nok tilbage; Batteri voxede op ved Siden af Batteri; udenfor Vesterport havde Fjenden 27 grove Kanoner og mange mindre, mellem Vester- og Nørreport var der 35 Stykker Skyts, ved Ladegaarden 8 halve Kartover, mellem Nørre- og Østerport 4 Batterier, paa Vartou 2 Kanoner o. s. v. Fra denne Ring vedligeholdtes en levende Ild mod Byen og Fæstningsværkerne, og de Beleirede havde stor Vanskelighed ved om Natten at udbedre, hvad der i Dagens Løb var skudt ned. For at skaane Borgerne befalede Kongen, at de udsatte Poster, de hidtil havde havt inde, skulde besættes med Soldater, i.e.: Borgerne flyttedes fra Vester- og Nørrevold hen til Studenternes Post udfor Rosenborg, medens disse sidste fik Post i Egnen om Østerport. Det taler mere for Borgernes Mod end for deres Disciplin, at Ordren maatte gjentages fjorten Dage senere; helst vilde de have


87

beholdt de Pladser, som først vare blevne dem tilskikkede og "holde sig der som ærlige Mænd".

Beskydningen vedvarede i Grunden lige til Hollændernes Ankomst, om end ikke altid med samme Voldsomhed. Svenskerne vilde paa engang skyde Breche og sætte Staden i Brand. Borgmester Hans Nansens Hus og Raadhusets Trappe bleve trufne, dog uden at videre Skade anrettedes; den 21de September dræbtes to ansete Borgere, Kræmmeren Henrik Rosenmeyer paa Vestervold og Universitetsbogtrykker Peder Morsing paa Slotspladsen; den 26de begyndte Svenskerne at bombardere om Natten, og Hiøring skriver: "Fra den 18de September i 14 Dage holdt Svensken gruelig ved med Skyden og med Granater", og han regner, at der daglig førtes 10 Læs Kugler fra den svenske Hovedbeholdning ved Vartou til Batterierne om Byen. Paa Nørregade faldt Kuglerne saa tæt, at en Mand paa en Gang kunde opsamle 84 Stykker af sin Vedhammer (Brændselsplads). Da Hollænderne nærmede sig Øresund i Midten af Oktober, besluttede Carl Gustav at komme dem i Forkjøbet ved at foretage den afgjørende Storm, hvorfor Bombardementet atter blev særdeles voldsomt, men han blev ikke færdig i Tide med de nødvendige Forberedelser. I disse Dage led Indbyggerne meget; mange Huse bleve stærkt beskadigede eller skudte sammen, adskillige Mennesker dræbtes og saaredes, og man var ikke i Sikkerhed nogetsteds undtagen i Kjælderne, hvor Kvinder 6g Børn derfor ogsaa søgte Ly. De brandfri Hvælvinger under nuværende Hafnias Gaard bleve saaledes stærkt benyttede. I Studiestræde dræbtes Konrektorens Hustru ved Frue Latinskole; i Husene ved Vesterport, der vare særligt udsatte, omkom ligeledes flere Kvinder, Valkendorfs Kollegium blev truffet, Bispegaarden paa Hjørnet af Studiestræde ramtes den 28de Oktober af en Granat paa 300 Pund, der slog Tag, Bjælker og Lofter i Stykker og sprang i Bispens Studereværelse, hvor alt Bohavet og mange Sjældenheder bleve ødelagte, men da Svane og hans Familie netop Dagen iforveien var flyttet ud, kom Ingen til Skade. Frygten for en Overrumpling gjorde samtidig Tjenesten paa Volden skrappere end sædvanlig, og en kongelig Befaling om at nedrive samtlige Huse mellem Vesterport og Helmer Skandse, ialt 59, blev sikkert følt som et unødvendigt Barbari. Taxationsmændene gjorde derfor Myndighederne opmærksomme paa, at Husene alle vare beboede


88

og beboelige, hvorfor det syntes "betænkeligt og hel Samvittigheds Værk, de fattige Folk, som derudi bor, imod den kolde Vinter at gjøre husvilde, eftersom Forstaden er ganske ruineret, og er faa eller ingen Huse at bekomme for Leie, mens mest dobbelt besatte af fattige Folk." Denne Indvending frugtede dog ikke; man havde Tømmeret behov til Palissader paa dette Fæstningens svageste Punkt.

Under al denne Jammer og Elendighed manglede der dog ikke Lyspunkter i de Beleiredes Liv. Den svenske Flaade havde den 20de September forladt Rheden for at seile Hollænderne imøde, og allerede den 23de ankom den første Tilførsel af Betydning, 70 Læster flamske Sild, som efter Vallensbæks Udsagn hjalp "usigelig meget". To Dage senere lykkedes det atter 12 Proviantbaade og over 100 Soldater fra Lolland at slippe ind i Staden, ligesom enkelte Priser, ladede med Stenkul og Klæde, lykkelig indbragtes af Kaperne. Den 2den Oktober om Aftenen seilede en svensk Fregat "Johannes" ind i Havnen med Danebrog paa Toppen; paa Seiladsen til Stockholm havde Jakob Dannefer (en dansk Mand i svensk Tjeneste) og nogle sjællandske Bønderkarle overrumplet Besætningen og tvunget Styrmanden til at sætte Kursen til Kjøbenhavn. Naturligvis modtoges Dannefer med aabne Arme og Taknemmelighed; Kongen gjorde ham til Ritmester og skjænkede ham Gods paa Møen; Bønderne, som vare Vornede, fik deres Frihed. Heller ikke laa de Beleirede paa den lade Side under Bombardementet; fra Voldene gaves der "granatisk Gjensvar", og mangen Kugle udbredte Død og Ødelæggelse i Svenskernes Rækker. Den 7de Oktober blev saaledes den svenske General, Grev Jakob Casimir de la Gardie dræbt af en Kanonkugle fra Prammen i Kallebostrand, og Hiøring fortæller adskillige mærkelige Episoder fra Vartous Volde, der jo havde svensk Besætning. Saaledes hedder det i "Leierskrandsen" under 20de Oktober: "En Kugle fra Byen tog Hovedet af en Polak, som stod Skildvagt i Vartous Kaalhave, og samme Hoved kvæstede en svensk Lieutenant, at han noget derefter døde, og samme Kugle gik igjennem Muren paa Vartous Kirke, og som den trillede ad Gulvet langs ned imellem de Fattiges Senge, kom en svensk Konstabel og satte sin Fod imod den, som imod en anden Klode, og slog den samme Kugle Foden over, at den hængte ved. O! hvor skraalede denne Konstabel!"


89

Hvad der mest bidrog til at holde Modet og Tilliden oppe, var dog, at man ingensinde trods de ringe Stridskræfter opgav at forurolige Fjenden med større og mindre Udfald. De mærkeligste af dem iværksattes den 30te September fra Nørreport, den 1ste Oktober fra Østerport, samt den 4de og 22de Oktober fra Vesterport. Disse Træfninger, som tildels vare meget blodige i Forhold til den anvendte Styrke, havde for det Meste et heldigt Udfald for de Beleirede, men de kunde ifølge Sagens Natur dog ikke være afgjørende eller forandre Situationen i kjendelig Grad. Det var navnlig Gyldenløve, som fastholdt den offensive Krigsførelse, aabenbart for at styrke den moralske Modstandskraft, medens Axel Urup mente, at Tropperne hellere burde skaanes til den afgjørende Kamp, en Meningsforskjel, som endog truede med at føre til en Duel mellem de to Generaler. Frygten for at udmatte Garnisonen var iøvrigt let forstaaelig, thi en Generalstorm syntes nær, og trods alle Anstrængelser sluttede Jernringen sig tættere og tættere sammen om Byen. Natten til den 8de Oktober bleve de Danske endog kastede ud af Ravelinen udenfor Helmers Skandse; Fjenden laa med andre Ord paa dette Sted lige under Fæstningsværkerne hinsides Graven.

Endnu farligere blev Stillingen, da Amager blev ødelagt. Strax ved Fjendens Ankomst havde det været Hensigten at føre Amagers Indbyggere ind til Christianshavn og lade dem medtage alt deres Gods og Forraad af Viktualier, Korn, Hø, Kvæg o. desl., men de bønfaldt Kongen om at maatte forblive ved deres Huse og selv forsvare Landet, hvilket "af christelig Mildhed, dem selv til liden Fromme blev tilladt." Amagerbønderne dannede selv et Korps, der kommanderedes af Oberst Ense, og fik derhos endel Rytteri til Hjælp. Imidlertid viste de sig skjødesløse og uvillige; Officererne klagede over, at de ikke vilde møde paa Allarmpladserne eller til Vagt, men paa den anden Side synes deres Klage over, at Officererne "begegnede dem med for megen Trusel, Haardhed og Hug" ikke at have været ugrundet, eftersom Kongen fandt Anledning til at sætte en ny Befalingsmand over dem, og forbyde Officererne at straffe deres Undergivne, at drikke, sværme, gjøre ublu Fordringer med Hensyn til Traktemente eller paa anden Maade tilføie deres Kvarterværter Overlast. Amager var indtil Oktober Maaned af uendelig Nytte for Byen, eftersom Øen gav det største Bidrag til


90

Provianteringen, og Bønderne, som iøvrigt ogsaa deltog direkte i Forsvaret ved at stille 200 Karle til Reservetjeneste paa Voldene om Natten, havde utvivlsomt stor Fordel af deres Handel med Kjøbenhavnerne, maaské for stor. Den 25de September blev der nemlig sat en Taxt paa Fødevarer, efterdi Amagerne - siger Bircherod - "vare meget dyre og ubillige med deres Varers Afhandling", og heri bestemtes ikke blot, hvad Bønderne skulde have, men til hvilken Pris Varerne atter skulde udsælges i Smaapartier. Slagtestude betaltes da i Forhold til deres Alder med 22-45 Slettedaler Parret, en Ko med 16-20 Sltdlr., et voxent Fedesvin 7 Sltdlr., et Faar 10 Mark, et Lam 6 Mark, en fed Gaas 3 Mark, en mager Gaas 1 Mark 8 Skill., et Par Høns 2 Mk. 8 Sk., en Snes Æg 20 Sk., et Pund Smør 14 Sk. og en voxen kalkunsk Hane 1 1/2 Sltdlr.; i Byen kostede Pundet af Oxekjød 6 Skill., af Svinekjød eller Flæsk 7 Sk., en Fjerding af et Faar 3 Mk. o. s. v. Disse Priser, der vare dobbelt saa høie som under normale Forhold, vise, at det begyndte at skorte stærkt paa Levnedsmidler, hvilket iøvrigt ogsaa fremgaar af, at en større Tilførsel af ferske og røgede Sild den 30te September henlagdes i Provianthuset for lidt efter lidt at udleveres til Borgerne for en vis Betaling.

Carl Gustav havde længe havt Opmærksomheden henvendt paa Amager, men først den 8de Oktober om Morgenen lykkedes det ham, beskyttet af en stærk Taage, at landsætte 1500 Mand Fodfolk og 500 Ryttere, som efter at have bemægtiget sig de danske Skandser ved Dragør trængte videre frem til Taarnby og Kastrup. "Bønderne kastede deres Vaaben, brugte Benene og løb", siger Hiøring. Svenskerne opgav dog at blive paa Øen, eftersom de fik Vished for, at den hollandske Flaade nærmede sig Kattegattet; Maalet blev derfor kun at ødelægge den i Bund og Grund, saaledes at dens Rolle som Spisekammer for de Beleirede med det Samme kunde være forbi. Der blev stukket Ild paa alle Huse, Øens hele Kornforraad gik op i Luer, og "kun en eneste Gaard i Hollænderbyen og hellers ingen anden paa det hele Land blev salveret, hvorover Alle forundrede sig." Man mener, at den var saaledes indhyllet i Røg og Kvalm, Damp og Taage, at den undgik Svenskernes Opmærksomhed, navnlig da de bleve overrumplede og maatte tage Flugten til deres Skibe.


Bilag: Prospekt af Kjøbenhavn under Belejringen 1658-59

Pl. s.91

91

Hærværket var blevet paabegyndt den 8de Oktober; den 9de fuldendte de Danske det selv ved at stikke begge Sundbyerne i Brand. Dagen efter gjorde de Beleirede, som ved en flygtet dansk Officeers Beretning vare vel underrettede om Fjendens Styrke og Bevægelser, et større Udfald med en i Hast samlet Rytterskare, noget Infanteri og 4 Stykker Feltskyts. Schack og Gyldenløve anførte Tropperne, men Frederik den Tredie var personlig tilstede, ligesom Carl Gustav var det paa svensk Side. Allerede tæt udenfor Christianshavns Porte kom det til en Fægtning, i hvilken 300 smaalandske Ryttere bleve slagne paa Flugt; ved Hollænderbyen fornyedes Kampen med samme Resultat, hvorpaa en Brigade svensk Fodfolk, som forsøgte at standse de Danskes Fremrykning, blev kastet tilbage til Dragør efter at have mistet flere Officerer. Flugten blev nu almindelig; de Svenskes Indskibning maatte iværksættes over Hals og Hoved, og saa voldsomt trængte Gyldenløves Dragoner paa, at Carl Gustav kun ved en svensk Officeers opoffrende Mellemkomst undgik at blive gjort til Fange af den danske Generaladjutant Mikkel Skov. Amager blev saaledes befriet for Fjenden; de Svenske havde mistet 500 Døde og 100 Fanger, men de havde forsaavidt naaet deres Maal, som den forhen saa smilende Ø nu kun fremviste Brandtomter og Ødelæggelse. Tabet blev snart føleligt for Kjøbenhavns Indbyggere; navnlig skortede det strax paa Foder til Hestene.

Fra dette Tidspunkt, umiddelbart efter Amagers Ødelæggelse, da Bombardementet forstærkedes, medens den hollandske Flaade stadig lod vente paa sig, skriver hosstaaende Prospekt sig, som giver et i det Hele korrekt og livligt Billede af Situationen. Yderst tilhøire ses det afbrændte Sundby paa Amager; derpaa følger Christianshavn med nogle Møller paa Voldene, Bryghuset, Tøihuset, Børsen, Slottet, Løngangen, Holmens Kirke, S. Nikolaikirke med den lave Hat efter Spirets Fald i Januar 1628, Raadhuset, Helligaandskirken, S. Pederskirken, Helligtrefoldighedskirken med Rundetaarn, Nørreport med det mærkelige Spir fra Frederik II.s Tid, af hvilket der tidligere (I, S. 384) er leveret en mere paalidelig Afbildning, Rosenborg og endelig den ufuldendte S. Anna Rotunda. I Sundet hindrer den svenske Flaade al Tilførsel; ovre paa Skaanes altfor nærliggende Kyst ved Malmø ligge Vagtskibe for at umuliggjøre alt Samkvem. I Kallebostrand føre de danske Krigsskibe og


92

Pramme (21 paa Billedet) en heftig Artillerikamp med et paa Strandbredden opplantet svensk Batteri, i hvis Nærhed den afbrændte Forstad udenfor Vesterport med sine af de Danske forladte Værker (9 paa Billedet) ses. Tæt udenfor disse saavelsom bag de ydre Værker (7 og 8) langs S. Jørgens Sø har det svenske Fodfolk sin Leir. Paa Vesterbro nærmere ved Byen ud til Vandet (10) ligger Dronningens Lysthave; i denne og endnu nærmere de Svenskes Tranchéer, Redouter og Løbegrave, der skyde sig frem i Zigzaglinier eller hæve sig som selvstændige Smaaforter (11) over Jorden. Det svenske Krigsfolk havde givet disse Værker populaire Navne som f. Ex. "Næsevis", Pottekiger", "Lus i Peltsen" o. d. Mellem Byen og S. Jørgenssø paa den nuværende Jernbanes og Vandfiltrernes Grund ligger et saakaldet Tenailleværk, hvorfra det sværeste Beleiringsskyts, syvogtyve "Murbrækkere", sender en Regn af Granater ind mod Voldene og Staden. Paa dette Sted, den haardest angrebne Del, ere de svenske Tranchéer (4) førte helt ind til Gravene, og tilvenstre (ved 5) er der anbragt tre Mørsere tilligemed en mægtig Ovn til Kuglernes Glødning. Nedenfor Frue Kirke er det murede Taarn med en spids tilløbende Hat i Helmers Skandse, hvoraf Levninger den Dag idag ere bevarede, saa alvorlig beskadiget, at en gabende Revne har aabnet sig i dets Side; ved 17 er den nye Nørreport antydet, og nedenfor ikke langt fra den afbrudte Peblingebro ses Ruinerne af Kirken udenfor Nørreport. Paa denne Side Søerne ligger yderst tilvenstre den forladte Ravnsborg Skandse ved nuværende Nørrebrogade (2), omgiven af enkelte afbrændte Huse; derpaa følger Ladegaardsaaen og Ladegaardens herskabelige, men stærkt medtagne Bygning, omringet af Grave og Volde, fra hvilke det svenske Artilleri vedligeholder en livlig Skydning. Nærmere i Forgrunden ses nogle Gaarde, der betegnes som Ny-Amager (smlgn. II, S. 19), men dog ikke ligge nøiagtigt paa det rigtige Sted. Hele Forgrunden indtages af Soldater, Ryttere, Troppeafdelinger, Vogne, Trompetere, Arbeidskolonner o. d., og i Midten staaer Kongen af Sverig selv, omgiven af Generaler, Fyrster, Gesandter og andre fornemme Folk, paa en Forhøining i Terrainet, der skal betyde Valby Bakke. Bogstaverne over de Paagjældendes Hoveder angive, hvem disse Personer ere, men da der ikke er Tale om Portraitlighed, er der ingen Grund til at opholde sig herved. For den danske Historie har det dog Interesse, at Christian den


93

Fjerdes Svigersøn, Hannibal Sehested, findes blandt disse Omgivelser, Ulfeldt derimod ikke; thi han opholdt sig dengang i Malmø, misfornøiet og utilfreds, vaklende mellem sit Fædrelands og dets Dødsfjendes Tjeneste.

Admiral Jakob van
Wassenaer Obdam

Admiral Jakob van Wassenaer Obdam.

Netop i disse Dage, da Svenskernes Bombardement syntes at antyde en forestaaende Storm, og man ved idelige Udfald søgte at holde Fjenden fra Livet, da Forraadene af Proviant, Foder, ja Krudt begyndte at slippe op, kom Efterretningen om, at den


94

hollandske Flaade under Admiral Jakob van Wassenaer Obdam nærmede sig. Ventetiden havde været lang; til sine Tider havde man vel endog tvivlet om, at Hjælpen overhovedet vilde komme. Næsten en hel Maaned laa Obdam seilfærdig i Vlye for Modvind, uden at kunne slippe ud, og alle Rygter om hans forestaaende Ankomst vare hidtil blevne gjorte til Skamme. Den 20de September hævede den svenske Flaade udenfor Kjøbenhavn, som alt omtalt, Blokaden paa et saadant falskt Rygte, men den 6te Oktober kom den tilbage, og Byen var atter skarpt indesluttet. Dette varede dog kun faa Dage, thi den 7de Oktober var Vinden slaaet om, saaledes at Hollænderne kunde gaa under Seil, og nu gik det raskt fremad. Den 20de passeredes Skagen, den 22de havde Obdam Sjællands Nordkyst i Sigte. Samme Dag vidste man i Kjøbenhavn, at det var Alvor, og der blev givet Ordre til at skaffe de fremmede Tropper, 2300 Mand med tilhørende Officerer, Kvarter.

Men atter viste Elementerne sig svensksindede; Vinden blev kontrair, og Obdam maatte gaa til Ankers i Hornbæksbugten. Situationen paa denne lille navnkundige Plet var overordentlig, og fra begge Sider af Sundet maa Skuet have været imponerende. Tæt under Sjællands Kyst, hvor Nakkehoveds Fyr nu veileder den Søfarende, laa den hollandske Flaade, klar til at benytte den første Medbør, 41 større og mindre Orlogsskibe tilligemed et stort Antal Koffardiskibe, ladede med alskens Proviant. Mellem Helsingør og Helsingborg, støttet af Kronborgs Kanoner og endel paa Helsingborgs Skibsbro opplantet svært Skyts, red den svenske Flaade for sine Ankere, 43 Orlogsskibe foruden Brandere under Admiral Carl Gustav Wrangel. Dog laa en mindre svensk Eskadre længere sydpaa under Hveen som Reserve. Saa langt Øiet kunde række, strakte de store Krigsskibe deres Master og Takkelage op i Luften, Flag og Vimpler smeldede for Vinden, og overalt blev der truffet Forberedelser til det afgjørende Sammenstød. Thi Ingen tvivlede om, at det vilde komme dertil. Svenskerne havde endog et Øieblik havt isinde at benytte den gunstige Vind og angribe Hollænderne i Hornbæksbugten, men Betænkelighederne fik Overhaand, dels fordi man ikke nøiagtigt kjendte Obdams Instruktioner, dels fordi den nuværende Stilling overhovedet lovede det bedst mulige Udfald.


95

Søslaget i Øresund den 29de
Oktober 1658

Søslaget i Øresund den 29de Oktober 1658.


96

Obdams Ordre lød paa, at Kjøbenhavn skulde undsættes, koste, hvad det koste vilde, og da Vinden den 29de Oktober om Morgenen sprang om, stod Hollænderne om Formiddagen mellem Kl. 8 og 9 ind i Sundet for en frisk Medbør. Viceadmiral de Witt førte Avantgarden, Obdam selv Bataillen, og Peter Florissen Arrieregarden. Da de første Skibe passerede Kronborg, hvor Carl Gustav selv opholdt sig, blev der fra Slottet skudt svensk Løsen, hvilket imidlertid ikke blev besvaret; den svenske Konge affyrede da selv det første skarpe Skud og gav herved Signalet til Slagets Aabning. Den hollandske Avantgarde, der gik tæt ind under Skaanes Kyst, bragte ved et velrettet glat Lag Batterierne ved Helsingborg til Taushed, og stod derpaa atter ud i Midten af Sundet for at slutte sig til Obdams Afdeling, og her udviklede Slaget sig i Løbet af kort Tid til en blodig og haardnakket Tvekamp mellem Skib og Skib, i hvilken de jevnbyrdigste Modstandere hurtigt fandt hinanden og hamrede løs paa hinanden, indtil den ene eller anden Part maatte give tabt. Wrangels og de Witts Flagskibe "Victoria" og "Brederode" kjæmpede længe paa Siden af hinanden, indtil Obdam kom sin Eskadrechef til Undsætning og medtog det svenske Admiralskib saa haardt, at det maatte søge Tilflugt under Kronborgs Kanoner. Kort efter fik "Brederode" flere Grundskud efter en overordentlig hidsig Fægtning, saa at det maatte stryge sit Flag. De Witt faldt, paa Dækket laa Døende og Døde og svømmede i deres Blod, men Svenskerne kunde ikke tage Skibet i Besiddelse, da det kort efter sank med Mand og Mus. Paa hosstaaende samtidige Billede, der i hvert Fald giver et tydeligt Begreb om det navnkundige Søslags Forvirring og Voldsomhed, saavelsom om Datidens smukke Skibstyper, ses "Brederode" i synkefærdig Stand yderst tilvenstre. Obdam, som paa Grund af et alvorligt Gigtanfald ledede Slaget siddende i en Lænestol foran Kahytsdøren skriver i sin lakoniske Rapport: "Fægtningen varede fem a sex Timer og syntes mig hel skarp"; Hiørings Skildring er udførligere: "Der Hollænderne vilde gaa igjennem Sundet og sekundere Kjøbenhavn, vilde Svensken dem det formene; derfor havde de af al Magt skjænket udi for dem. Svensken havde paa den ene Side Kronborg med stor Rustning og Skud, paa den anden Side Helsingborgs Bro ogsaa med store Stykker besat, og midt imellem for Hollænderne havde han sin store udrustede Skibsflaade vel besat


97

med Folk og Munition, at end udi Merserne var Alt fuldt af Folk, som havde hos sig Haandgranater og Stene, de kastede ned i Hollændernes Skibe iblandt Soldaterne, som stode in armis, og Folket, som regjerede Skibene og Redskab. Hellers havde og Svensken Fyrvarper paa sine Skibe, som idelig kastede Haandgranater ind paa Hollænderne; at der blev et meget stort Stykke Folk kvæst; dog gik Hollænderne med deres Orlogs- og Koffardiskibe tapper igjennem og kom ind til Kjøbenhavn. Der lærte Hollænderne at bruge Granater til Søfægten og at hytte sig for dem, hvor de kom frem." Begge Flaaders Arrieregarde udkjæmpede den sidste blodige Strid, under hvilken den anden hollandske Viceadmiral Peter Florissen faldt, men den svenske Reserve, der havde ligget under Hveen, kom ikke op, hvad enten det nu var paa Grund af Modvind eller Anførerens Uduelighed, og henad Kl. 3 om Eftermiddagen maatte Carl Gustav give Signal til at afbryde Kampen. Obdam havde seiret; Passagen til Kjøbenhavn var fri, men han havde mistet 5 Skibe, flere andre vare ukampdygtige, to hollandske Admiraler og 5 Skibschefer vare faldne, og 800 Soldater og Matroser døde eller saarede. De hollandske Transportskibe havde midt under Slaget set Leilighed til at slippe ud af Ilden langs den svenske Kyst og naaede endnu samme Aften ind til Kjøbenhavn, uden Tvivl modtagne af en jublende Menneskemængde. Her var Christoffer Gabel den første, som gik iland og bragte Kongen Budskab om det heldige Udfald. Til Minde om Obdams Seir sloges en Medaille med en Fremstilling af den beleirede By set fra Havnen, og paa Reversen Slaget i Øresund med Kronborg i Baggrunden.

Fra Kjøbenhavn havde man Intet set af Kampen, men man havde hørt Kanontordenen i det Fjerne, og Spændingen maa have været stor. En dansk Flaadeafdeling under Admiral Henrik Bjelke, bestaaende af Skibene "Trefoldighed", "Hannibal", "De tre Løver", "Den norske Løve", "Den graa Ulv", "S. Hans" og "Høienhald", havde forgjæves søgt at krydse sig op til Kamppladsen; men den maatte kaste Anker under Hveen og forenede sig først senere med Hollænderne. Ganske unyttig var denne Diversion dog ikke, thi Carl Gustav fortæller selv, at det fornemmelig var den danske Flaades Opseiling, som bevægede ham til at afbryde Kampen. I Byen herskede der den største Glæde, navnlig da Kjøbenhavnerne Morgenen efter Søslaget opdagede, at Fjenden havde rømmet samt-


98

lige Stillinger, Løbegrave og Forskandsninger og trukket sig tilbage til Brønshøi. En stærk Rytterafdeling blev dog efterladt paa Valby Bakke, hvor den i to Dage stod opstillet som for at tilbyde et Slag - "havde vi da havt et Par tusinde Ryttere at gaa ud med - skriver Hiøring - skulde vi have set Guds underlige Ting." Den 31te Oktober, som var en Søndag, landsattes de hollandske Saarede, og de, der ikke kunde faa Plads i det nye Kvæsthus paa nuv. Kongens Nytorv, fordeltes i Danske Kompagni, saavelsom i Bryggernes, Skomagernes og Skrædernes Laugshuse, hvortil Borgerne paa Kongens Opfordring havde leveret Dyner, Lagner og Sengesteder. At der blev sørget for de Saaredes Underhold og Pleie baade med Spisemestre, Sygepleiersker og Bartskjærer følger af sig selv; hvorledes der saa ud i disse improviserede Lazarether faar man at vide af Vallensbæks Tale ved Indvielsen af Kvæsthusets Kapel, der kan tjene som Mønster paa Datidens Stil, og hvori det bl. A. hedder: "Paa den Sted, hvor Brudgommens og Brudens Røst tilforn er hørt med stor Bram og braskendes Dragt (altsaa i Danske Kompagnihus), der stønnede den Dødssyge paa sin Helseng henlagt. Paa den Sted, hvor man kunde se de deilige Døttre i Dandsen og de unge i Sind og Legeme let springende Mennesker i Overdaadighed fremfusende, se, der vrimlede de Halte, der raabte den Væfølendes Tunge om Hjælp, der sukkede det vankelmodige Hjerte efter Lægedom; paa den Sted, som saa mange gode Venner indbyrdes med venlige Arme sig tilforn omfavnede, se, der laa det vanføre Legeme med afskaaren Albue, Hænder og Arme, der fandtes for den vellugtende Desmerknap det stinkende Saar, for den puddrede Paryk den skaldede og med Plaster omviklede Hovedpande, for de udklappede Linklæder de besmittede Balbervindel og blodige Klæde, at jeg intet skal tale om de andre Lægmænds Laugshuse og Forsamlingssale, hvor man i de Dage kunde se flere Ligkister end Laugstønder ind og ud at flyttes, føres og henfordres." I en anden Tale, der blev holdt af samme Præst under selve Beleiringen og derfor lyder mere aktuel, hedder det om Kvæsthuset: "Hvad skal jeg sige, hvor skal jeg begynde min Tale? Her synes mere Sted at tie end at tale. Thi saasom jeg nu nyligen indtræder dette Huses dobbelte Døre, finder jeg Bordet med Liglagen til de Døde beklædt; triner jeg frem bedre, da hører jeg de kvæste Menneskers himmelskrigende Suk; nu møder mig de


99

kunstrige Bartskjærer, her staar de berømmelige Doctores udi Lægekunsten, der ligger de afskaarne Hænder, Lemmer, Laar og Lægge; jeg ser Nogle med Taaresuk, Nogle med Blod, Nogle med den slet forbrændte Hud deres Sengested at forbløde og besmitte; herinde hører jeg Sorrig og Suk, i Byen raaber alle Mand Hævn, i Kirkerne

Medalje over Opdams
sejr

Medaille, slagen over Obdams Seir.

Bønner, paa Voldene Pile og Skud, og ikke langt herfra erfares den blodige Fjendes Synd-følende Leir."

Disse Krigens Skyggesider formaaede dog ikke længe at kue Borgernes glade Stemning, saameget mindre som det jo ved første Øiekast saa ud til, at alle Lidelser vare overstaaede. I Kirkerne holdtes der den 31te Oktober Takkebønner og blev afsunget Tedeum,


100

"baade for den hollandske Sukkurs og den hollandske Succes tilvands", og ingen af Dagbogsforfatterne glemmer at notere, at man da for første Gang siden Beleiringens Begyndelse igjen hørte Kirkeklokkerne slaa og Sangværket paa Helligaandskirke spille. Indbyggerne vaagnede op som efter et langvarigt Mareridt, da de saa Svensken trække sig tilbage; de modtog de hollandske Hjælpetropper, ialt 2200 Mand Infanteri under Oberst Püchler, med aabne Arme, og drømte allerede om Seir og Opreisning. I store Skarer strømmede Unge og Gamle, Høie og Lave under Kirkeklokkernes Kimen og Glædessalver fra Voldene ud til Fjendens forladte Værker og Leir, hvor de endnu forefandt Kvæg og alskens Forraad og Mobilier, som vare blevne efterladte i Skyndingen. Obdam laa endnu under Hveen, hvorfor Kongen afsendte Otto Krag og Peder Reetz til ham for at takke ham for hans Iver og Flid og overlægge med ham, hvorledes Fjendens Flaade paa bedste Maade kunde angribes og ved den Høiestes Bistand ruineres. Først den 3die November kom den hollandske Admiral iland og modtoges selvfølgelig med al den Hæder og Ære, han i saa høi Grad fortjente.

Den hollandske Undsætning kom ikke et Øieblik for tidlig, thi ikke blot var de Svenskes Nærhed bleven saa truende, at Byen neppe havde kunnet modstaa et fortsat Bombardement med paafølgende Storm, men Dyrtiden var bleven stor. Obdam medbragte selv et betydeligt Antal Proviantfartøier og søgte desuden, saalænge han var her, at skaffe Byen Tilførsler; hollandske Fartøier afhentede Proviant i Lybæk og i andre neutrale Østersøhavne, Koffardiskibe fra Jylland med Levnetsmidler og Brænde konvoyeredes over Kattegattet og gjennem Sundet, medens der samtidig blev gjort forskjellige rigtignok mislykkede Forsøg paa at ødelægge den svenske Flaade eller indespærre den ved at tilsænke Indløbet til Landskronas Havn, hvor den havde søgt Tilflugt. Maaske vistes der ikke tilstrækkelig Forsynlighed og Iver ved disse Operationer, maaske laa det ikke i Hollands Interesse at ødelægge Sverigs Sømagt helt; i hvert Fald udrettedes der kun Lidet paa Søen.

For Kjøbenhavns Indbyggere betød Hollændernes Ankomst i det Hele lettere Livsbetingelser. Da de fremmede Soldater havde besat Posterne fra Kongens Have gjennem Kastellet ud til Stranden,


101

fik Studenterne og Haandværkssvendene Afsked, "dog de skulle være bered, naar paaæskes, og det er fornøden", ligesom det blev tilladt Borgerskabet i Fremtiden kun at holde en Karl paa Post. Adskillige fattige Borgere, Studenter og Haandværkssvende kom dog herved fra Dynen i Halmen, eftersom de ikke blot mistede ethvert Middel til Livets Ophold, men endog Tag over Hovedet, men "da kan vi ikke Andet end berømme Hollænderne, der en Part af deres Soldater vare døde, toge de an igjen at gjøre deres Regimenter komplet, og toge da unge Karle saavelsom Borgere an, og gave deres rigtige Penge strax Maaneds Tid var, og da de skulde hjem til Holland, gav de hver dansk Karl redelig Pas og Afsked, hvo ikke gjerne vilde følge dem." Følelsen af Sikkerhed blev endnu større, da man den 4de November begyndte at sløife Svenskernes Batterier og Løbegrave, efterat Ingenieur Godfred Hofman havde faaet Ordre til at tegne dem til Amindelse. Alle Palissader og alt Brugbart førtes ind i Staden, og det var i lange Tider Indbyggernes Yndlingsfornøielse at spadsere udenfor Voldene og iagttage de Spor, Kampene havde efterladt i Terrainet. Her laa endnu mange Lig ubegravede eller dog halvt ovenfor Jorden; "saaledes fandtes strax udenfor Vesterport to store Kuler, "hvilke med døde svenske Kroppe vare ganske opfyldte, at Hovedpander, Ben og Hænder vare slet bare uden Jord", og endnu i Slutningen af November Maaned, omtaler Vallensbæk, at man paa det nuv. Tivolis Grund kunde finde stivfrosne Lig henliggende. Den 5te November blev Vartou for Enden af Sortedamssøen besat af danske Ryttere og Fodfolk. I dette Hospital havde Lemmerne lige siden Beleiringens Begyndelse stadig været udsatte for deres Landsmænds Skud og sikkert døiet meget Ondt; det er saaledes ovenfor omtalt, at Kuglerne fra Prammen engang imellem bleve saa nærgaaende, at de trillede ind imellem Sengene i Sygestuerne. Den fjendtlige Besætning optraadte sikkert heller ikke altid synderlig hensynsfuldt overfor de gamle affældige og syge Mennesker. Den 23de Oktober havde Svenskerne nedbrudt den til Anstalten hørende Ladegaard, og efter at Fjenden havde trukket sig tilbage til Brønshøi, blev Vartou Skuepladsen for Smaafægtninger og Kampe, der maatte være høist generende for Beboerne, uden at disse dog derfor tænkte paa at fortrække. Snart huggede svenske Rytterpartier Dørene ind og forjog de Danske; snart vendte disse tilbage med Forstærkninger


102

og toge Opreisning, indtil Kong Frederik, kjed af disse idelige Sammenstød, og navnlig fordi man havde Brug for Materialierne, til Præsten Hiørings store Sorg gav Befaling til at flytte Lemmerne ind til Byen. Dette skete den 13de November, og de fik midlertidigt Ophold i en større Gaard i Pilestræde, nuværende Nr. 32. Man gav sig derpaa til at nedbryde samtlige Bygninger; Tømret blev ført ind i Kastellet til Palissader, og "derpaa fulgte siden den ganske Bygnings Ruin, saa der ikke ses nu deraf Stok eller Stage." Soldaterne og "den gemene Pøbel" synes at have røvet Murstenene og solgt dem til egen Fordel; i hvert Fald forsvandt Christian den Fjerdes Bygning (smlgn. I, S. 549) nu for bestandig, skjøndt Tomten længe vedblev at være et Tvistens Æble mellem de Beleirede og Beleirerne. Her leveredes mangen en hidsig Fægtning; her nedgravede de Svenske i Midten af December en Granat paa det Sted, hvor de Danske pleiede at have deres Vagtild, saaledes at den sprang og dræbte og kvæstede 13 Ryttere, en Streg, de Danske iøvrigt betalte paa lignende Vis. De Fattige vandt Intet ved Flytningen; ikke blot mistede de deres Hus, men indenfor Voldene lærte de først ret, hvad Sult var, "saa at dersom Hospitalets Præst ikke havde ynkedes over de elendigste Sengeliggendes og besøgt godt Folk i Beleiringen for de Fattige og tigget Føde til dem, maatte de blevet i største Jammer." Godgjørenheden var dog stor, "man fornam stor Mildhed; der var den Mand gav dem 30 Rdlr., en anden 20 Rdlr., den 15 Daler, den 12 Daler, den 10 Daler, og end udaf en Danemands Hus blev dem given 50 Daler. Hellers maatte de have omkommet af Hunger."

Imidlertid indrettede Carl Gustav sig det hyggeligt i Brønshøi, "som om han vilde blive der i hundrede Aar"; han havde vel foreløbig ophævet Beleiringen, der nu blev en Blokade, men tænkte iøvrigt ikke paa at opgive sine Planer. Alle Landsbyer og Kirker i Omegnen nedbrødes for at skaffe Bygningsmateriale, og den meget stærke Stilling, der strakte sig fra Brønshøi Bakkegaard over Bellehøi til Bispebjerg Mølle og paa begge Fløie dækkedes af Moser, blev i Fronten styrket ved Volde og Bastioner, bag hvilke en mægtig Barakleir opførtes for Hæren. Brønshøi Kirke blev benyttet som Tøihus; bag Leiren opførtes derhos et betydeligt Antal Vaaningshuse for Kongen saavelsom for de høiere Officerer, og her manglede end ikke "skjønne Gemakker, flisebelagte Gulve, Vinduer,


103

Døre og Jernkakkelovne, Alt var kort sagt meget vel udstafferet." Udefra tog Anlæget sig ud som en hel By, og Kongen gav det Navnet Carlstad.

Der indtraadte nu roligere Tider udenfor Kjøbenhavn, en Pause paa nogle Maaneder, i hvilke det ikke kom til Sammenstød af Betydning. Carl Gustav sad vel i Carlstad og forberedte Alt til et afgjørende Forsøg, men Kampen førtes i nogle Maaneder fornemmelig i Jylland, hvor den svenske Feltherre, Pfaltzgrev Philip af Sulzbach, maatte vige for 25,000 Mand Brandenborgere, Østerrigere og Polakker, som, plyndrende og hærgende endnu værre end Svenskerne, rykkede frem som Danmarks Allierede. Det blev efterhaanden klart for Kongen og hans Raadgivere, at Kjøbenhavns Undsætning paa ingen Maade betød et afgjørende Omslag, thi Hollænderne viste sig at være lunkne Allierede, som ikke vilde optræde aktivt udenfor Øresund eller overhovedet fremme Danmarks Sag længere end til et vist Punkt, og da Englands Protektor Cromwell stod afgjort paa Sverigs Side, kunde Carl Gustav endnu haabe at naa sit store Maal. I Kjøbenhavn var Faren vel ikke længere overhængende, men det skortede paa Penge; Soldaterne havde ikke faaet deres Sold og truede med Oprør, Adelen var dybt forgjældet og kunde ikke komme Kronen til Hjælp, Borgerskabet var udpint ved de mange Skattepaalæg og den langvarige yderst trykkende Indkvartering, Krongodserne vare pantsatte, og Provianteringen frembød paa Grund af denne finantsielle Misere store Vanskeligheder. En Tidlang var der Tale om at formaa Magistraten i Lybæk til at sende Flæsk, Kjød, Korn og andre Varer, mod at den fik Bornholm i Pant, men Planen blev ikke realiseret, vel sagtens fordi Øen paa dette Tidspunkt slet ikke var i de Danskes Besiddelse, men holdtes besat af Svenskerne. Hver Dag samledes Kongen med Hans Schack, Ulrik Christian Gyldenløve og Hans v. Ahlefeldt paa Slottet "i det Gemak med det forgyldte Læder" for at raadføre sig med dem, og der afholdtes ogsaa Rigsraadsmøder, men gode Raad vare dyre nu, da Hjælpekilderne syntes udtømte. Samtidig besværedes Kongen med Forestillinger fra Borgerskabet, hvis Selvfølelse var voxet, og som nu mindede om de Løfter, der vare det givne. Staden skulde ifølge Privilegierne af 10de August være en fri Rigsstad og Rigens Stand, og "udi Alt, hvad Riget til Bedste delibereres kan, have Stemme og Samtykke"; Borgerne mente nu, at


104

Løftet burde indfries snarest muligt, "helst i denne besværlige Tid, da enhver tro Patriot gjerne saa og ønskede, at Alt maatte gaa vel til". Man foreslog derfor, at Magistraten i Forening med 32 udvalgte Borgere skulde vælge en god og fornuftig Mand, der havde fri Adgang til Kongen og med Rigsraadet kunde overveie, hvad der var til Rigets Gavn; med andre Ord, man vilde besætte en Plads i Rigsraadet. Charakteristisk nok antyde Borgerne til Slutning, at de ønske endnu flere Privilegier, en Ubeskedenhed, der lagde sig endnu tydeligere for Dagen i et samtidigt Bønskrift fra de militerende Studenter, hvilket imidlertid kun blev lagt til Side og paadrog Ophavsmændene en Irettesættelse. Borgerskabet kunde vel ikke behandles saaledes, men Sagen blev udsat til bedre Tider. Dog viste Kongen sin gode Villie ved at lade Borgernes Deputerede deltage i et Møde om Ordningen af Indkvarteringen, som i Slutningen af November afholdtes i det islandske Kompagnihus paa Slotspladsen. Men den øieblikkelige sangvinske Opbrusning efter Søslaget i Øresund var bleven afløst af en vis Forsagthed; man imødesaa Fremtiden med Bekymring, følte Krigens Tryk stærkere end nogensinde før og havde ikke fuld Tillid til Hollænderne. Rygtet fortalte, at de havde gjort Carl Gustav Undskyldninger for Obdams Seir og forsikkret ham om, at de ikke ønskede Krig med Sverig; man kunde desuden ikke forsone sig med deres reformerte Tro og vilde hverken tillade dem at holde Gudstjeneste i en Kirke eller i det nederste Auditorium paa Universitetet, som var blevet dem indrømmet af Kongen. Tilsidst maatte de nøies med en Sal paa Raadhuset, og saa bitter blev Stemningen mod de Allierede, at Indbyggerne i Midten af November fra Prædikestolene maatte opfordres til at vise Hollænderne større Venlighed, "at de ei skal have Aarsag sig at beklage".

Vinteren begyndte nu at komme; Nætterne bleve lange og mørke, Livsbetingelserne haardere; det sneede og frøs, og den 30te November maatte man begynde at vække Isen i Christianshavns Grave. Der blev udleveret gamle Stænger og Ræer fra Bremerholm saavelsom Øxer og Baadshager til at holde Vandet aabent med, thi "Svensken begyndte at gaa paa Lureri" i Kallebostrand og kaste Faskiner og Halmknipper paa den tynde Is for at gjøre den sikkrere. Kjøbenhavns Stilling blev ved den tiltagende Frost yderst farlig, thi Stadens bedste naturlige Værn forsvandt, samtidig


105

med at den anstrængende Vagttjeneste og uophørlige Isning maatte udmatte Tropperne. Foran Fæstningen patrouillerede de faa Ryttere, man havde; men de kunde ikke hindre Fjendens natlige Streiftog helt ind under Voldene, hvor de snart nedhuggede eller opsnappede en Forpost, snart allarmerede hele Voldbesætningen. De Beleirede følte, at det afgjørende Tidspunkt var nær, og gjorde derfor Alt, hvad der stod i menneskelig Magt for at styrke Forsvaret, I Kallebostrand blev Prammen lagt nærmere til Kongens Bryghus og støttet af Skibet "Høienhald", i Christianshavns Kanal henlagdes to Orlogsskibe, og udfor Tøihuset en Fregat, hvorhos Indseilingen sydfra yderligere sikkredes ved en Række Palissader mellem Kongens Bryghus og Christianshavn. Den hollandske Flaade dækkede Havnens nordlige Indløb, støttet af et Palissadeværk ved Toldboden; det manglende Tømmer skaffedes tilveie ved Nedbrydning af Huse og Skure paa Christianshavn. Voldene bedækkedes med talrige nye Vagthuse til Soldaternes Bekvemmelighed, og Brændsel, hvorpaa der var stor Trang, fik man ved at ophugge gamle Fartøier, medens de mere Begunstigede, hvortil Bagerne og Bryggerne hørte, fik "Skovsedler" (Anvisning paa Brændeved) paa den kongelige Lund ved Dragør, som ogsaa tilsidst inden Beleiringens Ophør var saagodtsom helt forsvunden. Rytteriet forsynedes med Heste af Privatfolk; dog fik Bagerne og Bryggerne Lov til at beholde deres, og de finantsielle Vanskeligheder kom man udover ved en af Stænderne bevilget overordentlig Skat paa 80,980 Rdlr., som dog kom meget langsomt ind.

Paa dette Tidspunkt opløste Livet i den beleirede By sig i lutter smaa Episoder, hvoraf Dagbøgerne bære et tydeligt Præg. Man fulgte med største Opmærksomhed ethvert Symptom paa indtrædende Tøveir, thi Kulden havde nu engang vist sig at være Svenskens Ven, og man blev sørgelig skuffet, naar "den milde høi ønskelige hastige Tø" efter et Par Døgns Forløb atter slog om til sin Modsætning. Fra Voldene, hvor Skildvagterne stod frysende paa deres Poster, og hvor Kvinder ikke maatte komme under Straf af et ufrivilligt Ophold i Blaataarn, havde man en vid Udsigt over det snedækte Terrain mellem Søerne, og her speidede Tusinder af Øine ud i Natten, fordi Fjenden uophørligt "spøgede" i Byens umiddelbare Nærhed. Længere ude kunde man øine hans Vagtblus og de mørke Skikkelser, som bevægede sig om dem. Set


106

udefra tog Byen sig ud som en mørk Masse, behersket af Taarne og Spire, afstænget fra Yderverdenen, taus og alvorlig - betrængt, som den var, dog rede til at vise Tænder med Tusinder af Ildsvælg. Naar Runden passerede Vagthusene paa Volden, hørtes utydelige Stemmer; livligere blev der ved Morgengry, naar Besætningen afløstes og søgte hjem til Kvartererne, som forresten ikke alle vare af bedste Slags, eftersom Magistraten fik Ordre til at paase, at Garnisonen blev tilbørlig indkvarteret, "saa den ikke som hidtil sket er, skal fordærves af Frost og Kulde og ganske gaa tilgrunde". Stemningen blandt Indbyggerne var bevæget, vaklende mellem Haab og Frygt, paa samme Tid fortrøstningsfuld og tvivlende. Man talte om Udsigterne til at afvise en Storm, og om hvorledes maa skulde skade Fjenden; man glædede sig med oprigtigt Had, naar sindrigt anbragte passive Miner havde dræbt eller saaret fjendtlige omstreifende Afdelinger, og holdtes bestandigt i Aande ved Svenskernes Forsøg paa at gaa over til Amager over den tilfrosne Kallebostrand. Man belavede sig paa den afgjørende Kamp, om den saa skulde leveres i Gaderne, og besluttede at sælge sit Liv saa dyrt som muligt; man spottede "Svecus" og "svenske Lasse", sang Smædeviser om hans Harejagt paa Amager og holdtes oppe af et seigt og uopslideligt Had. Det vakte utvivlsomt stor og almindelig Sorg, da den forgudede 28aarige Helt Ulrik Christian Gyldenløve den 11te December afgik ved Døden, han, om hvem det sagdes, at han "var de Danske tro og huld, en god Soldat, sin Herre og sit Fædreland i høieste Maade tro og Fjendens og alle Forræderes Fjende indtil Døden". Han boede i en stor Gaard paa Hjørnet af Klædeboderne og Skovbogade, som indtil den store Ildebrand 1728 kaldtes "Gyldenløves Gaard", og døde ogsaa her. Endnu i Mai 1659 stod hans Lig over Jorden, og en Grund, han eiede paa nuv. Kongens Nytorv, saavelsom en ham tilhørende Gaard i Hollænderbyen maatte pantsættes for at skaffe de fornødne Midler til Begravelsen. Sit sidste Hvilested fik han i Frue Kirkes Choromgang.

Forsyningen med Proviant og andre Livsfornødenheder saavelsom Forstærkningen af det passive Forsvar beskjæftigede uophørligt Myndighederne indtil Aarets Udgang. Efterretningen om at Svensken havde besøgt Møen, men "ved Bonden var bleven vældeligen afklappet", vakte selvfølgelig udelt Glæde, men endnu større


107

var Jubelen, da Trondhjem rev sig løs fra det svenske Herredømme, og en Deputation den 21de December indtraf fra Bornholm for at meddele Udfaldet af "den store Svineslagtning" og Øens fornyede Tilslutning til den danske Krone. Den 22de Decbr. frøs det stærkt, saa at Isningen lagde Beslag paa alle Kræfter, og lille Juleaften opsnappede nogle svenske Ryttere et Par Aalestangere i Kallebostrand og skjød den ene ned paa Valby Bakke, fordi han var gammel og "ikke kunde gaa saa fort, som de vilde". Selve Juleaften var "urolig og usædvanlig", thi der kunde ikke være Tale om at feire den paa sædvanlig Vis, eftersom det skortede paa

Svenske Vagtblus under
Belejringen

Svenske Vagtblus under Beleiringen. Efter Pufendorff.

Brændsel og Belysningsmidler, sikkert ogsaa i mange Huse paa Føde, men ikke engang den tarvelige Julenadvere fik Borgerne Lov til at nyde i Fred. Svecus respekterede ikke den hellige fra Arilds Tid overleverede Lov, at i Julen skal al Ufred og al blodig Kamp ophøre. Pludselig hørtes Stormklokkerne klemte fra Kirketaarnene, Trommerne gik i Gaderne, fra Fæstningsværkerne skjødes Allarm, og Alle ilede til Volds med Geværet i Armen og Issporer paa Hælene for hurtigt og sikkert at komme op af Voldskrænterne. Ingen forsømte sin Pligt; faa Minuter efter befandt Enhver sig paa den ham anviste Post. Det var et overordentligt Skue, som frembød sig herfra. Baunerne brændte som en flammende lldkrands om Staden fra Voldens Ende ved Kallebostrand til Østerport; fra Christianshavn luede Tjæretønderne i Veiret og belyste det gamle Slot, ude ved Kastellet syntes Flammerne at slikke op mod Skyerne,


108

medens der fra Batterierne ved Løngangen og Bryghuset saavelsom fra "Høienhald" og "Svinetruget" fyredes med Granater paa Isen i Kallebostrand. Det Hele var imidlertid blind Allarm; det kom ikke til nogen Kamp den Aften, men Borgerne, som nu engang vare komne paa Benene, nød deres Julenadver paa Voldene. I Vagthusene eller nedenfor i Voldgaderne, hvor der var lunere i den stærke Kulde, samlede de sig om improviserede Baal; Gryderne hængtes over Ilden; Øl, Vin og Proviant slæbtes til af Kvinder og Børn, og snart var Alt idel Glæde og Lystighed. Fortidens Lidelser glemtes ved Øllet og Tobakken, og Fremtiden skrækkede Ingen. Her holdtes aabent Bord, og Ingen gik sulten eller tørstig bort, thi skriver Vallensbæk:

Paa Volden ædes Aftensmad
paa Juleaften, o, hvor glad!
Med fuld godt Mod, med Øl og Vin,
Enhver der drikker Skaalen sin.

Aaret sluttede med en stor Skuffelse, idet et længe og omhyggelig forberedt Forsøg paa at gjenerobre Malmø, som iværksattes den 27de December, mislykkedes fuldstændigt, da de fra Kjøbenhavn afsendte Skibe med Tropper i Mørket stødte paa Grund ved Saltholmen og maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Adskillige Folk i Malmø vare indviede i Sammensværgelsen, og efter en langvarig Proces, i hvilken Ulfeldt ogsaa blev indviklet, maatte tre af Hovedmændene i December 1659 bøde med Livet for deres Dumdristighed, skjøndt der fra dansk Side gjordes Alt for at frelse dem. Blandt de Henrettede var en kjøbenhavnsk Borger, Bartholomæus Mikkelsen, hvis Hoved og Legeme efter Fredsslutningen bragtes til Kjøbenhavn og begravedes i Nikolai Kirke. Han var, vistnok gjennem Ulfeldt, kommen i Besiddelse af den svenske Stormplan og havde søgt at bringe den til Kong Frederiks Kundskab, uden at det dog vides, om det lykkedes ham.

Da Aaret 1659 oprandt og hilsedes med Kanon- og Geværsalver saavelsom Trompetfanfarer fra Voldene, blev Situationen truende. Der kunde nu ikke længere være Tvivl om, at Fjenden pønsede paa noget Alvorligt, thi ikke blot meldte Overløbere, at der blev trukket Forstærkninger til Carlstad, og at der ophobedes Stormstiger, Isbroer, Øxer og andet Stormmateriel i Valby, men en


109

planmæssig Allarmering blev iværksat for at holde de Beleirede i Aande, udmatte dem og maaske gjøre dem ligegyldige i den afgjørende Time. Allerede Nytaarsdag midt under Høimesse, netop som Præsterne besteg Prædikestolene, blev der gjort blind Allarm, og Borgerne ilede over Hals og Hoved, nogle ud af Dørene, andre ud af Vinduerne til Volds, "saa det neppe var et halvt Kvarter, førend Voldene vare slet fulde". Det blev snart Regel, at Svensken allarmerede Byen om Natten ved at sende stærke Rekognosceringsafdelinger frem imod den, snart ved Vesterport, snart ved Østerport og udenfor Christianshavn, eller to, tre Steder paa eengang, hvilket var til stor Plage for Indbyggerne. Under saa overordentlige Forhold maatte der ogsaa træffes overordentlige Forholdsregler, især da Kulden tog til, og Nætterne vare mørke. Den 1ste Januar fik Studenterne, Kjøbsvendene, Haandværkssvendene og andre unge Karle Befaling til atter at samles under Fanerne og holde Vagt om Natten, saalænge Frosten varede, og ved en Husundersøgelse søgte man at faa fat i Enhver, der overhovedet kunde bære Vaaben. De uvillige Haandværkssvende beroligedes ved Hjælp af en Slettedaler om Ugen; de uvillige Studenter fik derimod simpelthen at vide, at de uvægerlig skulde "lade sig finde hos deres tilforordnede Officerer udi Beredskab, saafremt at de nogen Beneficiis og Forfremmelse her i Riget agter at nyde". Geværer udleveredes fra Tøihuset, Morgenstjerner forfærdigedes, Kjæderne paa Gaderne holdtes igjen rede, Stendynger opsamledes, Brandvagterne forstærkedes, og Stadens yderste Flankestillinger: Kastellet og Christianshavn fik hver sin Kommandant, henholdsvis Frederik Ahlefeldt og Generalmajor Fuchs. Da man frygtede for Mangel paa Ammunition (Musketkugler), blev Blyet paa Børsens Karnapper kjøbt af Jakob Madsens Enke, men iøvrigt først nedtaget efter Stormen. Isningen lagde i pinlig Grad Beslag paa de Beleiredes Kræfter, saavel i Gravene som i Søerne og Kallebostrand; det sidste Sted arbeidede den 10de Januar ikke mindre end 200 Matroser for om muligt at hugge en Rende, der kunde hindre Fjendens Gjæsteri paa Amager. Dette havde nemlig en Uges Tid iforveien paaført Byen et føleligt Tab, da endel Bagere og Bryggere paa en Expedition til Dragør Lund efter Brænde vare blevne overraskede af en fjendtlig Rytterskare, som havde taget samtlige Kudske, og hvad der vistnok var vanskeligere at erstatte, 60 Heste med sig. Men det viste sig umuligt at holde


110

Kallebo aaben ved Isning, og et Forsøg paa at skyde Isen i Stykker med Artilleri førte ikke til noget Resultat. For at "Beboerne paa Amager ikke skulde komme Fjenden under Hænder", men vistnok endnu mere for at forstærke Forsvaret, fik de nu Befaling til Alle som En uden Undtagelse at flytte ind paa Christianshavn, saalænge Frosten varede.

Garnisonen led overmaade meget i denne Ventetid, baade af Kulde og Sult. Byen fik vel engang imellem Tilførsler fra Lolland, Danzig og Lybæk af Korn, Øl, Smør, Malt og Kul, men det forslog kun lidet, og snart standsede Frosten al Seilads. Hvad Bircherod fortæller om Odense, at "Svensken her bragte Indbyggernes Diæt til en meget skikkelig Reduction", gjælder i endnu høiere Grad om Kjøbenhavn; tilsidst var Provianthuset omtrent det eneste Sted, hvor der kunde opdrives Korn, thi Borgerne vilde Intet sælge af deres Forraad. I Midten af Januar blev der indsamlet frivillige Bidrag af Brænde og Kul, "eftersom det er umuligt, at Soldaterne kan udstaa denne meget strenge Kuld og Frost, medmindre at de med noget Ildebrand bliver undsat", og samtidig blev der givet streng Ordre til idetmindste at sørge for, at Tropperne fik det Underhold, der tilkom dem. Adskillige Rytterheste døde af Mangel paa Foder, thi en Husundersøgelse paa Christianshavn om Hø bragte kun et ringe Udbytte, og det kunde til sine Tider se bedrøveligt nok ud, især da Frosten bestandig truede med at overlevere Byen værgeløs i Fjendens Haand. Et overordentlig farligt Punkt var den nuværende Havn, som dengang var et tildels flakt Vand mellem Amager og Fæstningens ubeskyttede Side, thi naar Isen laa fast og sikker her, maatte Fjenden kunne marchere lige ind i den aabne By. Det var netop en Dag i Aarets første Maaned, at den tidt omtalte Jens Lassen fik Brev fra Hans Rostgaard med Melding om, at Svensken den følgende Nat med hele sit Cavaleri vilde forsøge at trænge ind i Fæstningen ad denne Vei. Efterretningen blev strax meddelt Kongen, som befalede Schack og Thuresen at lade ise her, men de erklærede det for umuligt, eftersom det var haardt Snefog, og alt Mandskab var udmattet af Kulde og Nattevaagen. Generallieutenant Hans von Ahlefeldt fik da Ordre til at stille med samtlige tilstedeværende Ryttere (ca. 250 Mand) ved den islandske Reberbane i nuværende Amaliegade (smlgn. Kortet II, S. 17) for om muligt at hindre et Overgangsforsøg, hvor-


111

til der rigtignok kun var yderst ringe Udsigt. Den raadsnare Jens Lassen fattede da strax sin Beslutning; ved "subtile Opmuntringer", det vil sige ved Hjælp af klingende Mønt, "thi det hollandske Baadsfolk gjør Intet, uden Haanden for dem fyldes", fik han 600 hollandske Matroser til at hugge en 44 Fod bred Rende fra Toldboden til Christianshavns Kanal. Isen var en Alen tyk, saa der maatte arbeides haardt fra Kl. 4 om Eftermiddagen til Kl. 10 om Aftenen, ovenikjøbet i et grueligt Snefog. Hans v. Ahlefeldt, som vel sagtens havde opgjort sit Regnskab med Vorherre, blev "ikke uden Aarsag mere end gemen glad, da han fik at vide, at han havde en bred Vaage mellem sig og Fjenden", og han begav sig ufortøvet sammen med Jens Lassen til Slottet for at berolige Kongen med Hensyn til den kommende Nat. Svenskerne kom ganske rigtigt over Isen i Mørket, men vendte om, da de standsedes af Renden. Fra dette Tidspunkt blev Jens Lassen et Slags Inspekteur for Isningen, idet det paalagdes ham at holde en Rende aaben fra Toldboden udenom Bremerholm forbi Tøihuset og Bryggerset helt ud til Dronningens Lysthave (nuv. Tivoli). Han indførte da et formeligt System, en Art Vexeldrift, idet han ud for Bryggerset i Kallebostrand anlagde tre Vaager, som skiftevis ophuggedes, saaledes at der hver Nat var en frisk Vaage, en med mindre stærk Is, og en tredie saa stærk, at dens Tour stod for.

Det fortjener ubetinget Anerkjendelse, at Borgernes Mod og Iver ikke sløvedes under den idelige Allarmering og de haarde Strabadser, men strax vare paafærde, naar der hørtes Allarmskud eller Klokkekimen. Et alvorligt Sammenstød fandt Sted den 17de Januar, da den i svensk Tjeneste staaende Landgreve Frederik af Hessen-Homburg, Stamfader til en hel Slægt af berømte Krigere, gjorde et Forsøg paa at bemægtige sig Christianshavn ved Overrumpling. De danske Forposter bleve kastede tilbage; en dansk Afdeling under Oberstlieutenant Powisch, der kom til Undsætning, fik samme Skjæbne, og i halvanden Time sloges Svenskerne tæt under Christianshavns Kanoner, indtil Commandanten, Generalmajor Fuchs, tildængede dem saaledes med Granater, at de maatte trække sig tilbage med uforrettet Sag og stort Tab. Landgreven selv fik sit ene Ben afreven af en Kanonkugle, og maatte transporteres bort i en Slæde, efterat han, som det hedder i en samtidig tydsk Beretning, selv havde afskaaret sit lemlæstede Ben, der


112

endnu hang ved, med en Kniv. En halv Snes Aar efter kom denne tappre Kriger til Kjøbenhavn som Gjæst og besaa da i Forening med Schack de Steder, hvor han havde kjæmpet og blødt; man viste ham ogsaa den Kanon, som havde ramt ham. Han havde da et kunstigt Ben af Sølv, hvilket dog ikke hindrede ham i senere at slaas med udmærket Tapperhed under "den store Kurfyrste" i Slaget ved Fehrbellin mod det samme Folk, i hvis Tjeneste han nu kjæmpede mod Danmark.

I begge Leire arbeidedes der nu af yderste Evne paa Forberedelserne til den Hovedkamp, som ikke længere kunde være fjern. I Carlstad sammentømredes der Stormstiger og Broer til at kaste over Gravene; der lavedes Haandgranater og andet Fyrværk af ny og eiendommelig Konstruktion, og i Kjøbenhavn var man ikke mindre opfindsom. Tønder og Fjerdinger bleve fyldte med Granater, Krudt, Beg og Svovl; overalt, hvor man frygtede for, at Værkerne vare for svage, blev der i yderste Øieblik gjort Alt for at styrke dem; der dannedes et Reservekorps, bestaaende af 200 Haandværkssvende, 100 Amagere og 200 Haandlangere; Kjøbenhavns Borgere formanedes til at blive paa Voldene Dag og Nat, og de kongelige Betjente fik Ordre til under deres Bestillings Fortabelse hver Dag at lade ise ved Kastellet. Man vidste nemlig nu med Bestemthed, at Carl Gustav vilde vove en Storm. Den 11te Januar og mange Gange senere forkyndte Overløbere, hvad der var ivente; ude fra Landet indløb der Advarsler, og fra Malmø sendte den ovenfor omtalte Bartholomæus Mikkelsen den svenske Stormplan. Koncepten til dette Aktstykke, som ved et Tilfælde faldt i Svenskernes Hænder, fremlagdes senere under Processen mod Bartholomæus Mikkelsen og giver i tyve Punkter temmelig nøiagtige, om end ikke ubetinget paalidelige Oplysninger om Fjendens Planer, Styrke, Angrebsmaade og Materiel, ligesom den tilraader forskjellige Forsvarsmethoder. Den charakteristiske Slutningspassus, som bag sit rolige Sprog aander et luende Had, lyder saaledes: "Udi saadanne Tilfælde, som her omtales, naar Anfald sker, pleie Begkrandse at være gode til at kaste tændte ned iblandt dem paa Volden; ja haardt sydendes Beg at kaste ned paa dem, item kaste Krud løst over Volden, og naar de vil bestige den, at tænde Ild derudi med en Begkrands. Man maa nu ikke være karrig med Krud eller Andet, som kunde tjene til at brænde


113

og kaste over paa dem, Stole, Bænke, Borde, Sengesteder og Alt dette vel smurt med Tjære, eller Tjæreballier at tænde an og kaste ned med. Naar man har et to eller tre tusinde Begfakler, da kan derved gjøres bedre Forsvar end med Musketter, naar de gik op af Volden. En Begfakkel i den ene Haand og Degen (Kaarden) i den anden, det giver god Fægtning. Naar Infanteri skulde gaa løs paa Fjendens Kavaleri, da skulde Fodfolket i første Led være saaledes armeret; det vilde ingen Rytterhest staa imod."

Bartholomæus Mikkelsens Advarsel: "Fra den 1ste Februar og saa fremibedre maa de agte sig vel i Kjøbenhavn, thi efter den Tid vil Fjenden storme", holdt Stik. Hver Nat gjordes der Allarm, Rekognosceringerne og Skinangrebene bleve talrigere, men "det var Kjøbenhavns Maner saa tidlig de om Natten fornam saa meget fra Fjenden som et Menneske, strax klemtede de med Stormklokken og lod Trommen gaa, og hver Mand passede paa, gav Fyr og skjød, at Svensken kunde vel høre, at Kjøbenhavn sov ikke. Det kunde Svecus ikke taale, men vilde gjerne havt os lidet dysset i Søvn. Jeg troer aldrig - tilføier Hiøring - ret hver ene Mand i Kjøbenhavn var enten saa flittig med at vaage og løbe til Vold som ret denne Tid og det ret ligesom sjungende." Den 8de Februar stod hele den svenske Hær opstillet i Slagorden bag Valby Bakke, hvorom man vidste god Besked inde i Byen, og den 9de om Aftenen Kl. 10, da "en temmelig Taage og Mørke med Mulm" indhyllede Omegnen, iværksatte Fjenden et Slags indledende Angreb i stor Stil eller en Generalprøve, som aabenbart skulde indgyde de Beleirede den Tro, at det Værste nu var overstaaet. Det svenske Infanteri under Feltmarechal Otto Stenbock rykkede over Isen mod Slotsholmens yderste Hjørne ved Bryghuset, medens Carl Gustav selv med hele Rytteriet demonstrerede mod Christianshavn. Prammen i Kallebostrand blev efter en blodig Kamp erobret og Hytterne paa dens Dæk stukne i Brand, men Luerne, der slog høit i Veiret, belyste Stedet og gav de danske Artillerister sikkert Skud, saaledes at den hæftige Ild fra Løngangen og Svinebatteriet (ved Bryghuset) saavelsom fra Christianshavns Volde snart tvang Svenskerne til at gaa tilbage. Grev Stenbock blev saaret, Mange faldt i Vaagerne og druknede, og da de Danske Kl. 2 om Natten rykkede frem mod Prammen og erobrede den tilbage, vendte Bladet sig helt. Flugten blev almindelig, de Svenske forulempedes paa Retraiten af General


114

Ahlefeldt, og Ulykken truede med at antage store Dimensioner, da en hel Brigade Fodfolk gik igjennem Isen, hvorved "samtlige maatte omkomme, hvilket var letteligen til at slutte af de mange Hatte, Musketter og anden Krigsrustning, som om Morgenen derefter fandtes paa Isen og en Del udi Vandet om svømmende", en Slutning, som dog synes altfor dristig. Saameget er kun sikkert, at Fjenden led forholdsvis betydelige Tab og efterlod endel Bytte. Man fandt saaledes nogle sindrige Isbroer efterladte i Vaagerne, 36 Fod lange og 8 Fod brede, anbragte paa 8 Hjul, endel Morgenstjerner med krumme Hager paa Enden med allehaande Slagværk, fyldte med Salpeter og Krudt, en stor Hob Granater og endelig "nogle Kindbakker med Menneskenes Tænder udi samt Hoveder og Hjærneskaller med Faveurbaand udi Haaret flettede."

Om Aftenen netop under denne Kamp, fik Kongen gjennem Ridefoged over Kronborg Lehn, Hans Rostgaard, Underretning om, at den afgjørende Storm vilde finde Sted næste Nat. I en Ansøgning til Christian den Femte en halv Snes Aar senere skriver Rostgaard selv herom: "Der de Svenske fik isinde at ville storme, lod jeg Hans Majestæt vide al deres Forehavende, skikkede og den salig Herre Modellerne af Adskilligt, som de vilde bruge til Stormen, og bad, at Hans Majestæt vilde naadigst behage at lade vække Gravene videre om Byen, og der det nu endelig skulde angaa, skrev jeg den salig Herre og Konning til, hvad Nat de vilde storme, og hvilke Poster de vilde gaa an paa, skrev og, hvad Tegn de vilde føre, hvorom at blive vel informeret, jeg gjorde mangen besværlig Reise til Leiren, ja blev udplyndret og afdragen." Ogsaa Ridefoged Lorenz Tuxen "sendte Brev, Bud og Segl herom", hvilket allerede i 1660 bevidnes i Attester, udfærdigede af Frederik den Tredies Kammerjunker Corfitz Trolle og hans betroede Kammertjener Jakob Petersen; Overløbere kom til Christianshavn og meddelte Kommandanten det Samme, og endelig skal en ung Jyde ved Navn Peder Rasmussen, senere kongelig Drabant og - som det oplyses af Capt. S. A. Sørensen i "Vort Forsvar" - Stamfader til Familien Halkier, med stor Livsfare være redet ud i den svenske Leir og saaret have bragt paalidelig Rapport tilbage om det overhængende Anfald.

Carl Gustav var saa sikker paa Seiren, at han havde indstiftet en Ridderorden, "Jesu Orden", til Uddeling efter Kjøbenhavns


115

Erobring, ja han begik endog den Feil at sælge Bjørnens Hud, før Dyret var fældet, idet han nogle Dage før Stormen udstedte et Gavebrev til en svensk Mand paa den kongelige Rentemesters Hus i Kjøbenhavn med dets Meubler og andet Tilhørende. Pufendorff fortæller, at han lod Tropperne gjøre sig tilgode, før det store Slag skulde gaa for sig, og andetsteds siges, at han gav dem Tilladelse til at plyndre Byen i tre Dage. Hvorledes det end forholder sig med disse og andre endnu værre Rygter, er det sikkert nok, at en haard Skjæbne ventede den danske Hovedstad, hvis den bukkede under, og alle dens Forsvarere vare derfor nu rede til at sætte Kronen paa deres langvarige Udholdenhed og Mod. Forvisset om, at den afgjørende Time forestod og ventende Angrebet ved Løngangen, Stalden, Bryggerset, den lange Kurtine og Dronningens Bolværk, altsaa i den dybe Indskjæring mellem nuværende Vartou og Bryggerset paa Slotsholmen (smlgn. Kortet II, S. 17) lod Kongen Renteskriver Jens Lassen kalde Natten før Stormen for at spørge ham, hvorledes man skulde styrke det svage Punkt og navnlig skaffe spanske Ryttere og Jernkjæder til at hænge dem i, eftersom alt Tømmer, der fandtes i Byen, forlængst var brugt til Palissader. Det siges ikke, hvorledes Jens Lassen bar sig ad, men samme Nat skaffede han 180 Alen Bjælker, saaledes at de "førend Dagen skinnede, laa ved Stalden med fornøden store Stenlægter til Spolerne, og førend Kl. 12 havde dem med Jernkramper og Ringe færdige at hænges om Volden." Men ikke nok hermed, to Timer efter havde han skaffet 90 lange Jernkjæder med tilhørende Bolte, "saa de spanske Ryttere førend Kl. halvgaaen 4 om Eftermiddagen hængte skrap om Voldene, og foruden at Voldene der rundt ombring med spanske Ryttere bleve behængte, blev den største Del af Brystværket endog med spanske Ryttere ovenpaa besat."

Ved Mørkets Frembrud den 10de Februar vare alle. Byens Forsvarere paa deres Poster, Officerer og Soldater, Adelige og Borgerlige, Hofbetjente, Studenter og Haandværkere, Høie og Lave, alle beredte til Kamp, baarne af samme Tanke og samme Haab. Paa Voldene stod 212 Malmkanoner, 100 Jernstykker, 6 Skraastykker, 8 Morterer og 8 "Kamre" (Datidens Bagladningsskyts), ialt 334 Ildsvælg rede til at udsende Død og Ødelæggelse mod den dumdristige Angriber. Batterierne vare vel forsynede med Konstabler, som derhos assisteredes af Amagerbønder og hollandske Matroser;


116

desuden henlaa der overalt lange og korte Piker, Morgenstjerner, Halvmaaner og Leer paa lange Stænger til at bruge, hvis det skulde lykkes Fjenden at bestige Volden. Fæstningsværkernes hele Omkreds var delt i Afsnit, hver under sin Chef; paa Slotsholmen (Løngangen iberegnet) kommanderede Oberst Mogens Krag, herfra til Reimers Skandse udfor Studiestræde Generalmajor Claus v. Ahlefeldt, videre til Rosenborg Bolværk Generalmajor Trampe, herfra til Østerport Generalmajor Joachim v. Breda og endelig herfra til Kastellet Generalmajor Hans v. Ahlefeldt. Paa Christianshavn kommanderede Generalmajor Fuchs, i Kastellet Oberst Frederik v. Ahlefeldt. I en samtidig Beretning om Forsvarets Fordeling under Stormen hedder det: "Hans Majestæt, vor allernaadigste Konge og Herre, hos hvem befandt sig de Herrer keiserlige, spanske, polske, churbrandenborgske og andre fremmede Gesandter, som ogsaa tildels de danske Herrer Rigsraader Hr. Jochum Gersdorff, Axel Urup, Otto Krag og Gunde Rosenkrands samt Hs. Excellence, nuværende Generalfeltmarechal Hans Schack, de velædle og velvise Borgmestre og Raadmænd ligesom og Hr. Stadshauptmand Frederik Thuresen have vist sig overalt, hvor Angrebet har været skarpest, for at forøge Soldaternes og Borgerskabets Mod. Hr. Admiral General v. Obdam har staaet personlig henimod Østerport ved Reserven, og foruden Soldaterne havde han en temmelig Mængde hollandske Matroser hos sig, som overalt have vist sig villige."

Borgerne, der vare inddelte i ni Kompagnier fra Byens forskjellige Kvarterer, kommanderedes af Captainer, i Reglen Kjøbmænd eller Haandværkere; saaledes nævnes Kjøbmand Johan Steinkuhl som Chef for Strandkvarterets Kompagni; Guldsmed Niels Enevoldsen kommanderede Snarens Kompagni, Farver Nikolaus Rens Vester Kompagni, Brygger Hans Jessen Nørre Kompagni, Kjøbmand Herman Mercker Frimands Kompagni, Guldsmed Johan Stichmann Kjøbmager Kompagni, Possementmager Poul Førster Øster Kompagni, og Bagermester Mikkel Røbche Klædebo Kompagni. Borgerne fra S. Anna Kvarter stod i en Kurtine ved Østerport; de øvrige vare hovedsagelig fordelte paa Strækningen fra Løngangen til Nørreport; de hollandske Soldater og Matroser stode paa Østervold og paa Toldboden, de danske Matroser under Niels Juel i Kastellet; Slotsholmen og Løngangen forsvaredes af Adelens Soldater, Hoffets Betjente og Studenterne, hvorimod Militairet var spredt over hele


117

Stormangrebet ved
Løngangen og Tøihuset

Stormangrebet ved Løngangen og Tøihuset, Natten mellem den 10de og 11te Februar 1659. Efter Pufendorff.


118

Strækningen saavelsom i Udenværkerne. Paa den nuværende Ridebane. ("den store Plads bag Slottet") saavelsom ved S. Anna Rotunda og paa Gammeltorv var der opstillet Reserver, Alle danske tropper havde som Kjendingsmærke et hvidt Klæde om Hatten; Feltraabet var: "Ærlig".

Henimod Midnat brød den svenske Hær op fra Brønshøi under Kong Carl Gustavs personlige Kommando. Alle Forberedelser trufne med største Omhu og Dygtighed. Generalmajor Claus Thott gik over Isen til Amager og tog Stilling udenfor Christianshavns Volde, Stormkolonnerne under Generalmajorerne Fabian Fersen og Wilhelm Wawassor saavelsom deres Reserve under Rigstøimester Erik Stenbock nærmede sig Slotsholmen over den tilfrosne Kallebostrand, medens Generallieutenant Gustav Banér, der kommanderede venstre Fløi, marcherede frem mod Kjøbenhavns Nordfront. Ved Valby holdt Artilleriet, dækket af Fodfolk og Rytteri; Hovedreserven førtes af Pfalzgreve Philip af Sulzbach. Alle de svenske Tropper havde en Halmvisk i Hatten som Kjendingstegn, og deres Feltraab var: "Gud hjælpe os." Fersens og Wawassors Stormkolonner, der havde Befaling til at aabne Hovedangrebet paa Slotsholmen, Løngangen og den tilstødende Runddel helt hen til Vesterport, vare ordnede saaledes, at Isbroer, førte af Søfolk og baarne af sjællandske Bønder, gik i Spidsen for at muliggjøre Overgangen over Vaagerne; derpaa fulgte Matroser med skarpe Øxer til Omhugning af Palissaderne, endvidere Folk med Stormstiger og Sække fyldte med Hakkelse, en Trop med sammenrullede Kapper til at kaste paa Palissadernes Pigge samt med en rigelig Beholdning af Haandgranater, derpaa atter Matroser med Baadshager og endelig selve Brigaden. De forreste Rækker vare iførte hvide Skjorter og Hætter, for at man ikke skulde kjende dem fra Sneen. Kolonnerne medførte en Petarde til Sprængning af Løngangen og to Fyrmørsere. Tyst og stille marcherede Hæren frem for om muligt at overrumple Byen, og Kl. 1 1/2 om Natten kunde Generalkvartermester Erik Dahlberg melde Kong Carl Gustav, som opholdt sig bag et Retranchement ved Bjørnsdal paa Vesterbro, at Alt var rede.

Kjøbenhavn laa taus og mørk, tilsyneladende uden Forsvar, men bevæbnede Mænd med Luntebøsser i Hænderne vrimlede paa Voldene, Artilleristerne stod færdige ved de ladte Kanoner og speidede ud i Natten, alle Officerer vare paa deres Poster, medens Kvinder


119

og Børn nede i Byens Gader belavede sig paa den sidste Kamp fra Kjæde til Kjæde. Stemningen var alvorsfuld og høitidelig, men paa ingen Maade trykket. Der opsendtes i denne Nat mangen inderlig Bøn til Himlen, og mangt et Hjerte følte sig trøstet og stolede tillidsfuldt paa, at det vilde lykkes at frelse Danmarks Rige fra Undergang. Rustmester Jakob Jensen Normand fortæller selv, hvorledes han først læste i en Andagtsbog af Helvaderus med den for en Krigsmand passende Titel: "Kong Davids Tøihus, hvori findes adskillige Vaaben, Kartover og Skud, som han brugte i gamle Dage mod sin ulydige Søn, Absalon, Saul, Goliath og andre ugudelige Voldsmænd, Tyranner og løgnagtige Munde", derpaa faldt ned paa sit Ansigt til Jorden og bad, at "Gud vilde gaa ud med os og lære vore Fingre at stride, at Fjendens Magt maatte neddæmpes. Da bekom jeg - siger han - strax af Gud det Svar: Giv Dig tilfreds; deres Anslag skal mislinge, og Alting skal blive til Børneleg." Oldermanden for Prammændene Niels Nielsen tog Afsked med sit spæde Barn og sin Hustru og befalede hende Gud i Vold, men langtfra at blødgjøre hans Hjerte med Kvindegraad, opmuntrede hun ham til at stride og falde for sin Konge og sit Fædreland. Derpaa "tog hun sit eneste spæde Barn, svøbte det ind, satte det ned i Kjælderen i det Hus paa Ulfeldts Plads, det tredie fra Hjørnet af Lille Helliggeiststræde, hvilket da hørte hendes Mand til, tog saa sine Piger til Hjælp, satte de største Lud-Kobberkjedler paa Ilden, fyldte nogle med Lud, andre med Beg og Tjære, og bar saa selv med sine Piger disse gloende Vaaben paa en Stang igjennem Ørerne af Kjedlerne paa sine Skuldre og op paa Volden ved sin Mands Post, og under Stormen væltede disse Kjedler med det Kogende ned paa Fjenden, da de krøb op i de hvide Skjorter, og derved brændte, kvæstede og saarede adskillige, samt formaaede sine Naboersker til at følge hendes Exempel, hvilket de ligedan gjorde, og da ingen Kjedler mere var, tog hun store Bjælker paa sine Skuldre med sine Naboersker og deres Piger, bar saa disse op paa Volden og lod dem saaledes trille ned paa Fjenden." I disse Smaatræk fra Beleiringsnatten, som Historien har opbevaret, ser man tydeligt Indbyggernes freidige Fortrøstning og bestemte Forsæt at sætte Livet ind paa det afgjørende Tærningkast.

Det lyste op ude ved Foden af Valby Bakke; Fjenden antændte sine Bauner som Signal til Angreb. I samme Øieblik drønede en


120

Salve - det danske Allarmsignal - fra de svære Kartover paa Vesterports Bastion, og med bankende Hjerte vidste Kvinderne, de Gamle og Affældige nede i Byen, at det nu gjaldt. Styrkeprøven var begyndt; snart rullede Ilden fra Tusinder af Musketter og Hundreder af Kanoner langs hele Linien ned til Bryghuset og videre rundt om Christianshavn, Krudtrøgen væltede frem og indhyllede Staden i et Slør, Himlen krydsedes af Bomber og Raketter, medens Luften gav Gjenlyd af Fjendernes Kampskrig og Trommehvirvler, da de stimlede sammen om "Høienhald" og den halvt ødelagte Pram "Svinetruget". Den første blev efter en haard Kamp entret og Mandskabet omtrent nedsablet til sidste Mand, men Skibet kunde ikke holdes, heftigt beskudt, som det blev, fra Svinebatteriet og Christianshavn, og maatte derfor igjen rømmes. Imidlertid ilede Fersens og Wawassors Stormkolonner frem mod Bryggerset og Løngangen som en ustandselig Bølge, men pludselig opstaar der Uorden i Rækkerne, thi de medbragte Isbroer ere alle for korte og formaa ikke at spænde over Vaagerne, Soldaterne trykke sig og gjøre omkring, der er ingen Mulighed for at slippe over, og samtidig gjør en Hagl af Kugler og Skraa lyst iblandt dem. Alt synes et Øieblik tabt; allerede høres jublende Hurraraab fra Slotsholmen og Løngangen, da vender Fersen sig mod Bolværket ved Vandkunsten, Gyldenløves gamle Post, Wawassor følger efter og ved deres forenede Anstrængelser lykkes det dem at tage Ravelinen foran Hovedvolden. Intet formaar at standse de fremrykkende Fjender, skjøndt Kanonerne "puste dikt fra sig"; de mylre ind over Brystværnet i Udenværket trods Kardætskernes ødelæggende Virkning, ile ned i Graven, overskride den, omhugge Palissaderne og trænge som ved en overmenneskelig Anstrængelse paa Stormstiger op af Voldens Skraaning. Kjøbenhavn er paa Nippet til at falde; her afgjøres Slagets og Danmarks Skjæbne.

Den Kamp, som udspandt sig paa dette Sted, førtes med Vildskab og Raseri, thi man følte paa begge Sider, hvad der stod paa Spil. Haandgranater og Kugler, Bjælker og Brandtønder, kogende Vand og brændende Tjære faldt som en Regn ned over Angribernes Hoved, og de store Stykker udslyngede Død og Fordærvelse i de fjendtlige Kolonner. Kong Frederik, ledsaget af Generalerne Axel Urup og Hans Schack, ilede til fra Slotsholmen for at opmuntre Forsvarerne, Rigsraaderne Otto Krag og Gunde


121

Claus
Ahlefeldts Officers partisan

Claus Ahlefeldts Officers
partisan.
Orig. i Oldn. Mus.

Rosenkrands kjæmpede med Musketten i Haanden i første Linie som menige Soldater, Borgerne fra Snarens og Strandkvarter kappedes i Dødsforagt og Tapperhed med de regulaire Tropper, og da det tilsidst lykkedes fire Svenskere, hvoraf de to vare Officerer, at bestige Brystværnet, greb Generalvagtmester Claus Ahlefeldt, der kommanderede her, selv en Partisan og gjennemborede den forreste. Hans Vaaben opbevares den Dag idag i Oldnordisk Museum. De fire Svenskere bleve strax dræbte; "Ingen af dem - hedder det i en samtidig Beretning - kom tilbage for at fortælle deres Principaler, hvad ovenpaa er sket og passeret." Faren var saa overhængende, at der blev signaliseret efter Reserven, som ufortøvet kom til i Løb fra Gammeltorv. Ogsaa Svenskerne fik Forstærkninger og fortsatte deres heltemodige, men frugtesløse Forsøg paa at bestige Volden, indtil de, overvældede af Artilleriilden og med et stort Mandefald, maatte rømme Ravelinen. Et nyt voldsomt Angreb paa Bryghuset og Løngangen, men denne Gang indenfor Vaagerne, iværksattes af Erik Stenbock, ligeledes uden Held. Fjenden sloges tilbage, Isen bedækkedes med Døende og Døde, Rigstøimesteren faldt, hans Brigade blev tildels opreven, og da Carl Gustav endelig lod blæse Tilbagetog, skete det hovedkulds og i stor Uorden.

Medens Slaget rasede her, havde Claus Thott angrebet Christianshavn. Den stolte og ridderlige. Adelsmand, Bæreren af et stort Navn og selv en tapper Krigshelt, drog i Kampen som til en Fest; Trompeter og Pauker lød hen over Isen, da han rykkede frem med 200 Musketerer og Matroser i Spidsen, ligesom deres Brødre iførte hvide Skjorter og medførende Stormmateriel. En stor og sindrig Kastebro, paa hvilken tre Ryttere kunde ride jævnsides, blev trukken paa Ruller af sex Graaskimler fra Grevens egen Stald, og Toget sluttedes af fire Eskadroner Rytteri og noget Infanteri. Men pludselig brast Isen under det svære Brotrain, som gik tilbunds


122

med Heste og Folk; der opstod en utrolig Forvirring, Mennesker og Dyr laa kjæmpende mellem Isstykkerne, medens Generalmajor Fuchs tildængede dem med Granater fra Christianshavns Volde. Kun med Nød og Neppe lykkedes det Thott at frelse Størstedelen af sit Rytteri, men kjækt drog han videre, ubekymret om Uheldet og bestemt paa at trænge ind i Staden. Der blev stormet tre Gange af hans Folk, men forgjæves; de naaede paa dette Punkt end ikke op af Voldskrænten, da et sandt Styrtebad af Kugler og Skraa holdt dem i passende Afstand. Efter et ørkesløst Blodbad maatte Thott gaa tilbage; Fuchs skriver lakonisk og triumpherende i sin Rapport: "De fleste Svenske havde medbragt deres Ligskjorter." Paa Nordfronten omtrent udfor Rosenborg foruroligedes Byens Forsvarere en Tidlang af hele det svenske Rytteri, som demonstrerede ved at rykke frem over Sortedamssø, men det kom paa dette Punkt ikke til egentlig Kamp; Fjendens Mening var kun at bortlede Opmærksomheden fra Vestsiden.

Netop som Forsøget paa at trænge ind i Byen ved Vandkunsten og Løngangen var strandet, og Skydningen som Følge heraf blev svagere, rykkede General Banér frem fra Vartou mod Østerport til et nyt Stormangreb Kl. 4 om Morgenen. Han havde Befaling til for enhver Pris at bemægtige sig det forholdsvis svage Bolværk, der sluttede sig til Kastellets Volde; Ordren lød paa, at de svenske Tropper ikke maatte holde op, selv om de bleve kasted tilbage flere Gange, "førend de fuldkommelig havde bragt Bolværket i deres Magt". I Mulmet forfeilede Svenskerne imidlertid Veien og stødte mod det saakaldte Mellem- og Møllebolværk udfor Nyboder. Stedet forsvaredes af danske og hollandske Tropper, de sidste under Oberst Püchler, men uden at løsne et Skud lod de Fjenden uhindret træide ind imellem de to Bastioner. Netop som Svenskerne paa nært Hold vare beskjæftigede med at kaste Broer over Graven, bleve de imidlertid beskudte med saa overvældende Virkning i Front, Flanke og Ryg, at de maatte lade Stormmateriellet i Stikken og over Hals og Hoved gaa tilbage for at søge Dækning. Paany føres de frem, forstærkede med Rytterafdelinger, der kjæmpe tilfods, men nu ile Forsvarerne til fra alle Sider, hidkaldte af den voldsomme Skydning. Generalmajor Breda, Oberst Qvitzow og Stadshauptmand Thuresen vise sig paa Volden, Generalmajor Hans Ahlefeldt møder med sit Reserverytteri, den syge Rigshovmester


123

Frederik den Tredie og
Stormen paa
Kjøbenhavn

Frederik den Tredie og Stormen paa Kjøbenhavn. Orig. i Boghandler Lynges Samling.


124

Jochum Gersdorff lader sig bringe hen til Valpladsen, og i Løb kommer Admiral Obdam med 300 hollandske Matroser. Forgjæves trænge Svenskerne paa med uforlignelig Dødsforagt; forgjæves kaldes den svenske General Wawassor til Undsætning fra Vestfronten; han falder selv, gjennemboret af en Kugle, under et nyt fortvivlet Forsøg paa at sætte over Gravene, Døende og Døde optaarne sig om ham, men efter en halv Times Forløb er Angrebet afvist, og Svensken paa fuld Flugt tilbage over den tilfrosne Sortedamssø.

Og da nu Vintermorgensolen stod op og belyste den blodplettede, snebedækte Valplads, hvor Døde og Saarede, efterladte Kanoner, bortkastede Vaaben, sønderskudte Vogne, Broer, Stiger og andet Krigsmateriel vidnede høit om Nattens store Bedrift og Fjendens knuste Forhaabninger, forenedes alle Kjøbenhavns Indbyggere i en eneste Følelse af overstrømmende Glæde og Taknemmelighed mod Forsynet, thi "den herlige Viktorie var alene Guds Gjærning, hvorfor hans almægtige Kraft og Magt være evindelig Ære og Pris." Hvor stemningsfuld lyder ikke den samtidige Beretning, hvori det simpelt og naturligt hedder: "Imod Dagningen, der det lysnede, hørte man, hvorledes det gemene Borgerskab saa og den ganske Reserve med Soldater, Studenter saavelsom Haandværksburser, baade de, som holdt bag Slottet, og de af Volden, anfangede adskillige geistlige Psalmer med deres Melodier og Stemmer som udi et Chor i Kirken." Men snart afbrødes denne tusindstemmige Takkehymne af Glædessalver fra Voldene og Klokkeringning fra Kirkerne, medens bevæbnede Stridsmænd strømmede ud af Portene for at tage Terrainet i Besiddelse, indbringe Fanger og søge efter Bytte. Thi det var nu engang Tidens Skik at tilegne sig den faldne Fjendes Eiendele, og det følger af sig selv, at disse uhyggelige Plyndringsscener ikke gik af uden megen Vildskab og Raahed. I Løbet af Formiddagen blev der sunget Tedeum i alle Stadens Kirker, og der er ingen Grund til at tvivle om, at Borgerne med andægtigt og oprigtigt Hjerte deltog i Gudstjenesten. Et Udtryk for Datidens stærke religiøse Følelse er den hyppige billedlige Fremstilling af en fra Skyerne udstrakt hjælpende Haand, hvad enten denne som paa Medaillerne holder et Sværd eller som paa omstaaende Afbildning en Laurbærkrands over Kongens Hoved. Fremstillingen, som med stor Kunst er indslebet paa et Glasbæger i Rosenborgsamlingen, giver naturligvis ikke stort Mere end en An-


125

tydning af Stormen; den er her gjengivet efter en Tegning, vistnok Originaltegningen, i Boghandler Lynges Samling.

Mandefaldet paa svensk Side var stort, vistnok hen ved 3000 Mand. Af høiere Officerer faldt Rigstøimester Erik Stenbock og Generalmajor Wawassor; tre andre Generalmajorer bleve saarede. Ellers nævnes af Faldne og Saarede 10 Oberster. 10 Oberstlieutenanter og Oberstvagtmestre, 44 Kaptainer og Ritmestre, 80 Fændrikker og Kornetter, 2500 Korporaler og Menige, foruden 300 Fanger. Allerede den første Dag taltes 800 Døde henliggende langs Voldene, og mange Svenskere vare desuden druknede i Kallebostrand, og deres Lig blev enten af Strømmen ført ind under Isen eller opfiskedes senere af Aalestangerne. Den svenske Dronning, der opholdt sig paa Frederiksborg, skrev faa Dage efter Stormen: "Det var en gruelig Fægtning; Ingen kom med Søndagsklæder tilbage, ikke Mange ustraffede. Gud vilde ei, at Kjøbenhavn nu skulde tages." Om Krigsbyttet skriver Hiøring: "Der blev fundet ungefær 50 eller 60 Bøndervogne og Slæder, hvorpaa Fjenden havde anført sine Materialier, Broer, Stormstiger og anden Krigsrustning. Item 3 Vogne med døde Korpora, som Bønderne skulde have bortført til Leiren, som de har afkastet efterhaanden udi en dyb Grav og Hule, som var opkastet ikke langt fra Retterstedet, nemlig den murede Galge. Hos de Døde har vore Folk med en Del af Hollænderne fundet temligt Bytte, nemlig skjønne og kostelige Klæder, Ringe, møntet Guld, Sølv, Klæder, ja nogle Punge med Gulddukater, fundet hos Oberst Carl Banner en Signetring, saa og hos Oberstlieutenant Grev Ludvig Dromond hans Ring og Signet med andet temligt Bytte; hvad der er fundet, er Enhver til deres Bedste. I lige Maade bekommet 6 Faner, 12 Trommer, 2 Fyrmørser, en stor Petarde, hvormed de havde villet aabne og sønderslaa Løngangen, utallige mange Pistoler og Degener, allehaande underlige Geværer, nemlig Morgenstjerner, Piker fulde af Slagværk, fyldte med Krudt og Skraa, adskillige underlige Inventioner af Musketstykker, saaledes forarbeidet: oven paa Enden af en liden Granat af Kobber, hvorudi var Slagværk, gik et spidst Jern med en kronet Hage, at man kunde blessere et Menneske dermed eller lade det hænge udi hans Klæder, saalænge at baade han og Andre, derom stode, ved samme Slagværk blev ihjelskudt og medfaren, og blev denne Stok skudt af en Musket, det tillige med 3 eller 4 Personer dræbe kunde, men


126

udi den Attaque har saadant slet ingen Skade gjort, eftersom Volden var for høi. Desligeste fandtes 230 Stormstiger, 9 eller 10 Isbroer, adskillige Vogne, som samme Broer blev ført paa; udi Vartou fandtes 10 eller 12 Vogne med allehaande Materialier, som siden af Vore blev opbrændt, en stor Mængde af spanske Ryttere, Bjælker, Stormtøi, som af Borgerskabet Altsammen blev indført og forbrugt til deres Ildebrand udi deres Kortegaler."

Umiddelbart efter Kampen blev der afsluttet en kortvarig Vaabenhvile, nærmest for at begrave de Døde. Frederik den Tredie lod de faldne svenske Officerers Lig, som vare blevne afklædte af de plyndrende Tropper, smykke standsmæssigt, og i høitidelig Procession paa Ligbaarer og Stormstiger udbære til Ladegaarden, hvor de modtoges af deres Landsmænd og førtes til Brønshøi. Ligene af de øvrige faldne Svenskere bleve nedlagte i de forladte Løbegrave udenfor Vesterport og ved Vartou, hvor Voldene bleve skuffede ned over dem. Ved Udgravning af Byggegrunde paa Vesterbro findes derfor den Dag idag ikke saa sjeldent svenske Vaaben og Lig, saaledes ved Anlæget af den nuværende Hovedbanegaard paa Farimagsveien i 1864, paa Hjørnet af Golbjørnsensgade og Istedgade i 1884 og endelig i 1886 ved Sløjfningen af Gyldenløves Bastion. Her fandtes vel ingen Skeletter, men da Graven rensedes for Mudder, kom endel Krigsmateriel for Dagens Lys, saasom sønderbrudte Haandvaaben, Hjullaase af Geværer, Fuldkugler, Granater, Lunter, Rester af Seletøi, Sporer, Trommestikker, Pikkolofløiter, Soldaterhatte og et Par Bluser af grovt Lærred, maaske Prøver af de hvide Skjorter, de fjendtlige Stormkolonner havde over Munderingen.

Paa dansk Side var Tabet yderst ringe; der siges 17 Mand saarede og ligesaa mange døde, hvori dog "Høienhalds" Besætning, der maatte springe over Klingen, neppe kan være medregnet. Blandt de Faldne vare de to unge Adelsmænd Jakob Rodsten og Holger Bosenkrands, Søn af den bekjendte Rigsraad Gunde Rosenkrands, der senere faldt i Unaade og flygtede til Sverig. Det uhyre Misforhold mellem de Kjæmpendes Tab forklares ved de ulige Vilkaar, hvorunder de sloges, thi medens Svenskerne i et aabent Terrain maatte trænge frem til Grave og Volde, udsatte for en morderisk Ild fra Artilleriet og Musketterne, stod de Danske i, forholdsvis Sikkerhed bag Brystværnet. Stormen paa Kjøbenhavn


127

var ingen Kamp Mand imod Mand; den var en Massenedskydning af Stormkolonner fra Volde, en Dræbning paa Afstand; kun paa et enkelt Punkt og i et kortvarigt Øieblik truede den med at udvikle sig til Haandgemæng.

Kongen beviste sin Taknemmelighed mod Hollænderne ved at skjænke Obdam 12,000 Rdlr. og sikkre hans Søn 1200 Rdlr. om

Mønt fra Beleiringen

Mønt fra Beleiringen til Minde om Stormen.

Aaret, men da det skortede paa rede Penge, henstod disse Summer i lange Tider ubetalte, lige indtil 1732, da Christian den Sjette indløste Gjælden med en Sum af 60,000 hollandske Gylden. Den 20de Februar afholdtes officiel Takkegudstjeneste og det blev ved et Reskript af 9de Januar 1661 paabudt, at der hvert Aar den 11te Februar skulde holdes en Taksigelsesfest til Minde om Seiren. Denne Fest afskaffedes først den 17de Oktober 1766 paa Grund af det


128

Venskab og Slægtskab, som fandt Sted mellem det danske og svenske Dynasti. I Begyndelsen overholdtes denne Helligdag navnlig strengt, thi Hiøring fortæller i sit Diarium fra 1668 under 11te Februar, at en Karl i Lyngby paa denne Dag løb Væddeløb med 10 Kvinder og vandt en Tønde Øl, hvorfor de alle maatte staa aabenbar Skrifte. Endelig blev der den 15de Marts 1659 til Minde om Stormen slaaet en Sølvmønt, paa hvis Avers ses Frederik den Tredies kronede Navnechiffer staaende paa en Klippe med Paaskriften "Ebenezer" ("Hjælpe-Sten"), Navnet paa en By i Palæstina, hvor Samuel reiste et Mindesmærke for den Seir over Philisterne, i hvilken han gjenvandt Pagtens Ark. I Randen læses Frederik den Tredies Symbolum: Dominus Providebit. Paa Reversen ses en Haand, der griber efter en Krone med Mærket 11te Februar, men overhugges af en bevæbnet Arm, som kommer frem af en Sky. Omskriften er her: Soli Deo Gloria.

Et samtidigt sjeldent Flyveblad i Boghandler Lynges Samling, paa hvilket der efter Tidens Skik er fremstillet samtlige Aktioner fra Beleiringens Begyndelse indtil Stormen inklusive, gjengives her. Det er ledsaget af en udførlig tydsk Forklaring saavelsom med nogle ha-stemte tydske Vers over "den afslaaede Storm" og "Til de tre Løver", af hvilke den ene med Nøgle og Pile i Forpoterne forestiller Holland. Svenskernes første Løbegrave og Redouter udenfor Vesterport ses ved a, b og c; de med Bogstaverne L M udenfor Vesterport, med P udenfor Nørreport, R udenfor Østerport samt Q og S (ved Rosenborg og Kastellet) antydede Værker ere de Raveliner og Udenværker, som de Danske anlagde efter Svenskernes Ankomst. Fra Batteriet d var det, at Svenskerne beskjød Vesterports Spir, saa at det maatte nedtages. Efter det bekjendte store Udfald af 23de August rømmede Svenskerne deres Approcher, pallisaderede og gjennemskar Tranchementerne x ved f, vendte Brystværnene omkring, anlagde en Ravelin ved e og et saakaldet Tenailleværk ved h. Ammunitionen opbevaredes ved i, Infanteriet laa ved k, l, m, n, o, p. I de første Dage af September anlagde Svenskerne de store Redouter ved e og q samt plantede Batterier paa Dæmningen ved S. Jørgens Sø r og s. Det mislykkede danske Udfald, der er omtalt foran (II, S. 80), var rettet mod Værkerne v og z hinsides Peblingesøen. Imellem Helmers Skandse og Vesterport ligger den danske Ravelin N og en bedækket Vel L M N.


Bilag: Kjøbenhavns Belejring, samtidigt Flyveblad.

[Pl. s.129]

129

I Oktober førtes navnlig Kampene om Redouterne s og t; paa samme Tid anlagdes svenske Løbegrave paa Dæmningen mellem Peblingesøen og S. Jørgens Sø ved u, medens Byens Forsvarere lagde et lille Værk O udenfor Helmers Skandse, saavelsom en bedækket Vei mellem N og O. Selvfølgelig bleve samtlige svenske Værker og Løbegrave helt sløifede efter Stormen. Kampen paa Amager er antydet grafisk ved de brændende Byer. De danske Fortropper stod først ved aa, Hovedstyrken ved bb og Reserven ved cc; senere rykkede de frem til dd. Ved gg havde Svenskerne en Tidlang deres Leir. De paa Kortet anbragte Tal, af hvilke dog enkelte ere vanskelige at finde, angive følgende Punkter: 1 den lille Pram "Svinetruget", der blev angrebet, erobret og stukken i Brand af Svenskerne, 2 den anden Pram "Hunden", som blev ivrigt beskudt, men ingensinde tagen, 3 det danske Skib "Høienhald", paa hvilket det første Angreb skete i Stormnatten, 4 Pfalsgrevelige, Heisterske og engelske Brigader under Generalmajor Wavassor, 5 Oberst Gorgas Brigade, 6 Rigstøimester Erik Stenbocks og Oberst La Voyettes Brigader, 7 svenske afslaaede Tropper, 8 Generalmajor Wavassors Brigade, som angreb det faste Bolværk, 9 Ravelinen, som den nævnte Brigade erobrede, men efter tre Timers haardnakket Kamp atter maatte rømme, 10 svenske Reserver, dels Kavaleri, dels Infanteri, opstillede i Slagorden paa Isen, 11 det svenske Angreb paa Christianshavn, 12 Rytterangrebet over Sortedamssø og ved Østerport, 13 General Banérs Reserver, 14 Vogne, paa hvilke Krigsbyttet skulde have været ført ud af det erobrede Kjøbenhavn, og ved hvilke nogle Rytterafdelinger holdt i Slagorden, 15 Frederiksborgveien, 16 Roskildevejen, 17 Ny Hollænderby, ved hvilken det svenske Kavaleris høire Fløi havde sin Leir, 18 Valby Bakke, hvor Svenskerne stod opstillede i Slagorden efter Hollændernes Ankomst, 19 Stedet, hvor det svenske Artilleri havde taget Stilling under den første Beleiring, og endelig 20 danske og hollandske Orlogsskibe.

Efter Stormen taber Beleiringen i Interesse og dramatisk Spænding, thi der skete Intet af Betydning, skjøndt Svenskerne blev liggende roligt i Carlstad indtil den 31te Mai 1660, og Tiderne hyppigt vare yderst trange for Hovedstadens Indbyggere. Krigsskuepladsen forlagdes dels til Smaaøerne, hvor de Svenske efterhaanden kuede al Modstand, dels til Jylland, hvor Danmarks


130

Allierede, de Keiserlige, Brandenborgerne og Polakkerne, gik seirrigt frem, saaledes at de endog truede med at gaa over til Fyen. Det var fremfor Alt Provianteringsspørgsmaalet, som beskjæftigede Kjøbenhavnerne, thi Forraadene vare ubetydelige, Blokaden streng, og de Munde, som hver Dag skulde mættes, talrige. Man arbeidede derhos ivrigt paa Fæstningsværkernes Udbedring, thi Byen kunde ikke være sikker mod et nyt Anfald, saameget mindre som Alliancen med Holland kjølnedes, og det efterhaanden blev klart, at denne Magt i Forening med England og Frankrig ønskede Freden gjenoprettet paa Basis af Roskildetraktaten. Aftalerne i Haag mellem de tre nævnte Magter blev Udgangspunktet for de langvarige og trættende Forhandlinger, som mange Gange truede med helt at afbrydes, og som stødte paa lige kraftig Modstand hos begge de kjæmpende Parter, efterdi ingen af dem havde opgivet Haabet om at føre Striden til en heldig Udgang. Carl Gustav afviste rentud den fremmede Indblanding, og Kong Frederiks Stemning viser sig tydeligt i hans mærkværdige Brev af 24de Juni 1659 til Keiseren, Kongen af Polen og Churfyrsten af Brandenborg, hvori det hedder: "Man har i elleve Maaneder beleiret vor Hovedstad, indtaget Øerne, i Bund og Grund ødelagt Landene, i Hobetal myrdet Undersaatterne og behandlet dem paa tyrannisk Vis, samt stukket Huse og Gaarde ibrand, og al den Voldsomhed maa taales, fordi Hollænderne, vore Allierede, indgaa Alt, hvad Englænderne forlange. Bliver det Hollændernes Plan at forlade mig, og skal den til min Bistand udsendte Flaade bruges til at tvinge mig efter deres Villie, da vil jeg som den lille Kong David med samt mit Folk ydmyge mig for Herren, slaa al min Lid til ham, i Guds hellige Navn gaa imod den svenske Goliath, kjæmpe med ham, og er det da Guds Villie vi skal falde ved Sværd, skal vore Koner stikke Byen i Brand paa alle Kanter, derpaa gaa ombord og seile, hvorhen Himlen vil føre dem." Medens Carl Gustav bogstavelig vendte Fredsmæglerne Ryggen og slog paa Klingen, svarede Kong Frederik den hollandske Afsending Vogelsang, at han "ligesaalidt vilde lade sig tvinge af Hollænderne som af den lede Satan". En engelsk Flaade, som i Begyndelsen af April viste sig i Sundet for at give Mæglingen Eftertryk, fremkaldte en øieblikkelig Panik i Kjøbenhavn, men Englænderne foretog intet Fjendtligt, og Tiden gik nu hen med


131

uendelige Forhandlinger, Diskussioner og Forslag, uden at Fredsværket fremmedes et Hanefjed derved.

Under Alt dette maatte Kjøbenhavns Indbyggere kjæmpe med Kulde og Sult. Umiddelbart efter Stormen, da Frosten endnu var streng, døde mange Rytterheste af Mangel paa Hø og Havre, og Indbyggerne maatte holde tilraade med de forhaandenværende Levnedsmidler, da der kun var ringe Leilighed til at forny dem. En eller anden tilfældig Tilførsel, hvad enten det nu var Fisk fra Island, Rug fra Pommern eller Citroner fra Spanien, kunde bringe nogen Lettelse, "thi her var tidt Forandring - siger Hiøring - undertiden flux dyre, undertiden slog det af igjen, at her blev god Tilførsel og temmelig Kjøb, ligesom man fik nogen Luft for Fjenden. Saa var her og bedre Kjøb, naar Seiladsen varede, og Skibene gik, end her var om Vinteren, naar Ingen kunde komme ud eller ind til os." Naturligvis var der Folk, som trods det strenge Forbud mod at opkjøbe Proviant og udprange det i Smaapartier til ublu Priser, forstod at gjøre sig Nøden indbringende. "Her turde vel - siger Hiøring - have været en Part Skindere (Flaaere) og Prangere, som skulde vel været tilfreds, de havde suet den Fattiges Blod; her turde og vel været de fundne, som skade aldeles Intet af denne Krig og denne Beleiring, men mangen fattig Mand og hans Børn forvinder den aldrig, medmindre Øvrigheden vil udi Naade komme dem til Hjælp."

Marts Maaned var særlig drøi (smlgn. foran S. 74), Dyrtiden blev almindelig, selv rige Folk kunde ikke faa det Nødvendige, mange drak Edike og Vand istedetfor Øl, "og det blev gement at lade male Gryn af Hvede, fordi der ikke var Byg". De syge Soldater fik ikke engang det Allernødtørftigste til Livets Ophold, hvad der fremgaar af et Syn over Tilstanden paa Christianshavns Sygehus. Her klagede Soldaterne over, at de til 5 Personer en Dag havde maattet nøies med "en to Skillings Potte med Ærter", den anden Dag med et ligesaa ringe Kvantum Øllebrød og den tredie Dag med Grødvælling, som ikke kunde forslaa til den femte Mand. Snart fik de kun et 2 Skillings Brød og 2 Skilling om Dagen, snart slet Intet; saaledes var der engang i syv Dage ikke blevet givet dem Nogetsomhelst til deres Underhold. En Soldat afgav den Forklaring, "at han udi sin Svaghed saaledes havde bekommet Underholdning, saa at Gud vilde straffe dem, som vare skyldige


132

derudi, og dersom Kvinden udi Huset ikke havde været des bedre imod ham udi hans Sygdom, da havde han alt været død af Hunger." I Slutningen af Marts, da det faldt i med Tøveir, og Seiladsen blev fri, kom der ufortøvet Tilførsler: "Raakøller, Kalve, smaa spæde Lam, Høner, Gryn, Ærter og Bønner i fuld Hobetal", hvorom Vallensbæk synger med oprigtig Fryd i sit Diarium, men Glæden var kortvarig, I Slutningen af April løb nemlig den danske Flaade ud, og sex svenske Skibe lagde sig da strax foran Indløbet og hindrede al Tilførsel lige indtil den 3die Juli, paa hvilken Dag de hollandske og danske Orlogsskibe vendte tilbage. Mai og Juni Maaned 1659 høre derfor ogsaa til Beleiringens trangeste Tider, saameget mere som alle Smaaøerne netop i disse Maaneder faldt i Fjendens Hænder. Det var en bedrøvelig Pindse, man feirede; paa Torvene falbødes der ikke længere Levnedsmidler, man kunde ikke skaffe Byens Kvæg Græsning, Mangelen paa Brændsel blev mere og mere følelig, og i det daglige Liv mærkedes Trangen paa de forskjelligste Omraader. Belysningsmidlerne slap op af Mangel paa Talg, og det er optegnet, at Feiekoste ikke vare til at opdrive, og at Indbyggerne maatte udbløde Fisk uden Bøgeaske, hvilket iøvrigt gik fortræffeligt. Selv høitstillede Personer maatte lide alskens Savn, og den 11te Juni maatte Kongen befale, at de daglige Maaltider paa Slottet skulde indskrænkes og Kostpengene nedsættes, "formedelst denne onde Tids store Besværlighed, idet al Tilførsel her til Staden mest ganske er betagen", og det "falder umuligt Spisningen paa den Maner, som den hidtildags været haver, at kan forblive". Der gaves ogsaa paa Grund af Brændemanglen Ordre til at koge Kongens og Prindsens Mad "udi ét Kjøkken og ved én Ild". Kongehuset var dog forsaavidt heldigt stillet, som de fremmede Gesandter, der forsynedes fra de Svenske, skyndte sig med at sende Øxne, Lam og anden Proviant til Slottet, ja i Begyndelsen af Juli forærede den engelske Admiral Montague Kongen et helt Skib, ladet med Proviant. I Kommunitetet eller "Klosteret", hvor 12 Borde i de gode Dage daglig forsynedes med 3 Retter Mad Middag og Aften til 144 fattige Studenter, var der nu kun to Skiver (Borde) tilbage med et Maaltid om Dagen (senere endog kun et halvt), og det nyttede ikke, at man gav Studenterne Anvisning paa Borgerskabet, thi det er - som Rørdam bemærker - umuligt at plukke Haar af den Skaldede. Rektor Hilarius ved Vor Frue


133

latinske Skole havde sin Nød med at skaffe Føden til Peblingene, som under Krigen havde "mistet alle deres Beneficia", og han fortæller, at "mangt herligt Ingenium samme Gang af Desperation gik fra Skolen til Militsen, saa at Skolen siden den Tid aldrig kunde komme til sin forrige Velstand." Det er under disse Forhold en Selvfølge, at Sulten sad til Høibords i de mindre bemidlede eller fattige Borgerhjem, som desuden trykkedes ved den stadige Indkvartering og de overordentlige Paalæg til Garnisonens Underhold.

Fremtiden saa mørk ud; Anslaget paa Kronborg mislykkedes, Lolland, Falster og Møen gik tabt, men med beundringsværdig Udholdenhed holdt Kjøbenhavns Indbyggere Modet oppe. Paa Fæstningsværkerne arbeidedes der med Iver for at kunne møde alle paakommende Eventualiteter; navnlig forstærkedes Kastellet og Værkerne bag Vandkunsten betydeligt, og der blev gjort forskjellige "mærkelige Inventioner" saasom "smaa Begtønder fulde af allehaande skadelige Brandtøi og Kugler at sættes hen runden om Voldene" og "Trærender af Volden nedad", hvori store Granater selv kunde trille ned, naar de bleve antændte, og ramme fjendtlige Stormkolonner. Gaderne, som uden Tvivl havde et høist uordentligt Udseende, bleve rensede for Skarn, døde Bæster og Aadsler; i hvert Fald blev der givet Ordre dertil i Marts 1659, men i Mai henlaa endnu alskens Uhumskheder paa Alfarvei, hvorfor Natmanden truedes med Afsked, hvis de ikke ufortøvet fjernedes, ja i 1661 var Forholdet ikke bedre. Saasnart Søen var aaben, og det haardt hjemsøgte Amager altsaa ikke mere var udsat for Besøg af fjendtlige omstrejfende Afdelinger, flyttede Amagerne atter ud og begyndte at tilsaa og beplante deres Haver; de fik deres Baade igjen og til Sikkerhed for dem byggedes der i Juni en Skandse ved Dragør, ligesom en Afdeling Artilleri lagdes derud. Skandsen blev dog allerede sløifet igjen et Par Maaneder efter, og Artilleriet førtes i Oktober tilbage til Kjøbenhavn. Amager kunde naturligvis ikke i denne Sommer bidrage noget Synderligt til Byens Underhold; den leverede dog formodentlig endel Grøntsager, men fornemmelig Hø, Træ til Stormpæle, Brændsel og Tørv, efter hvilket sidste man var saa begjærlig, at Kongen forbød Bønderne at føre Tørv ind af Christianshavns Port, "eftersom for os underdanigst andrages, hvorledes Amagerland ganske opgraves og fordærves ved Tørv at skjære." Lunden ved Dragør blev saa stærkt medtagen, at Hugningen her


134

maatte indskrænkes og kontrolleres omhyggeligt; de fleste større Træer vare vistnok allerede paa dette Tidspunkt fældede, naar undtages de faa, der tjente som Sømærker, og ved Beleiringens Ophør var Skoven helt forsvunden, hvorfor der i 1664 blev givet Befaling til at opelske en ny.

Umiddelbart efter Stormen den 10de Februar begyndte Borgerskabet atter at sætte sig i Bevægelse for at faa Privilegierne af 10de August bedre definerede, og det feiler neppe, at man maa være indkommen med Forestillinger til Kongen herom ligesom i November 1658 (smlgn. II, S. 103). Ogsaa denne Gang smittede Exemplet de "militerende Studenter", som i April solliciterede om adskillige "Puncta", men kun opnaaede en "Fundation paa hvis til Præsteenker er forordnet" (af 28de Juli 1659), hvilken indeholder Grundbestemmelserne for Sjællands Stifts geistlige Enkekasse. Kjøbenhavn havde allerede den 24de Marts faaet sine Privilegier udvidede og fornyede, ihvorvel de ligesaa lidt nu som før havde nogen egentlig praktisk Betydning, før der kom bedre Tider. De svare i det Hele til Privilegierne af 10de August (smlgn. II, S. 68); dog at det her for første Gang fastslaas, paa hvilken Maade den fri Rigsstad og fri Rigens Stand, Kjøbenhavn, skal have "sin Stemme og Samtykke udi Alt, hvad Riget til Bedste delibereres kan". I den anden Artikel bestemmes det nemlig, at "Borgmestre og Raad tilligemed Borgerskabet maa udvælge 32 af de bedste og fornemste Borgere herudi Staden, som tilligemed Borgmestre og Raad Stadens og Menighedens Bedste saavelsom dens Indtægt og Udgift efter Tidens Beskaffenhed kan overveie og derom handle og slutte. Af bemeldte 32 Borgere maa udvælges 2, som tilligemed tvende af Borgmestrene maa have fri Adgang til os (Kongen), Byens og det gemene Anliggende at andrage saa og paa samtlige Borgerskabets Vegne med Rigens Raad og Stænderne, naar fornøden gjøres, at deliberere, samtykke og befordre, hvis (hvad) til vores, Rigets, Byens og det gemene Bedste gavnlig kan eragtes." Valget af "de 32 Mænd" fandt Sted den 14de April 1659 paa Raadhuset, men dette vigtige Led i den kommunale Selvstyrelse, der blev Grundlov for Hovedstadens Kommunalforvaltning indtil 1ste Januar 1840, kom iøvrigt til at bestaa af 36 Personer, idet der nemlig foruden 31 Kjøbmænd og fornemme Borgere med Stadshauptmand Frederik Thuresen i Spidsen valgtes 5 Repræsentanter for Laugene: en


135

Guldsmed, en Possementmager, en Skræder, en Smed og en Skomager, et Hensyn til Haandværksstanden, som dog ikke varede længe, eftersom der i en senere Tid hyppigt klages over, at "de 32 Mænd" vare lutter "fornemme" Borgere. Et halvt Aar efter Valget gaves der de 32 Mænd Artikler, som underskreves af Magistraten, 60 Borgere samt Laugenes Oldermænd og Bisiddere, og fornyedes i 1661. Hiøring fortæller om de 32 Mænds Virksomhed under Beleiringen: "Da blev forordnet to og tredive Mænd, gode gamle Borgere, vise og forstandige Mænd og det udaf hver Rode 4 Mænd, thi Byen er delt i 8 Roder. Disse 32 Mænd udi denne Beleiring blev forordnet, at de skulde lige og ligne Indkvartering, skulde se til med Rodemestrene og Polletmestrene, hvorledes de indlagde Ryttere og Soldater, at den Fattige ikke blev for meget undertrykt, men lidelig medhandles, og den, som havde Middel blev og ikke over sine Midler, men efter sine Midler umaget. Disse 32 Mænd skulde ogsaa sætte en vis Taxt paa Fetallie, som skulde sælges, og paa det, som blev tilført, og lempe det saa, at ikke Prangere skulde opkjøbe, men at den Fattige kunde faa Noget efter sin Leilighed. De skulde ogsaa anstille sig forsynlige, at de, som os tilførte, skulde ikke kjedes ved at eventyre sig og føre os Tilførsel. Derfor angik de deres Sag paa den Maner, at naar her kom enten Skib eller Skude med de Varer, som Alle behøvede, da vare 2 af disse 32 Mænd strax tilstede og i god Minde og venligen akkorderede med dem, og der de havde gjort saa vidt, de kunde til menige Mands Bedste, gave de det Øvrigheden tilkjende; da blev en Seddel skreven og derudi specificeret, hvad de havde at sælge, og hvor dyrt hver Slags, og saa blev samme Seddel slagen paa Masten af Skiberummet, saa kunde hver gaa til at læse og se, hvad de havde, og hvad Kjøb der var, og ikke havde behov at tinge eller prutte, men strax lægge Penge og tage de Vare, han betalede. Og paa det Prangere eller Høkere ikke skulde derunder søge deres Fordel andre fattige Gemene til Skade, som ikke havde saa lige rede Penge at kjøbe store Mængder eller Hobe, havde de 32 Mænd saaledes med Kjøbmændene handlet, at de nogle Dage skulde ligge og holde fal for gemene Mand udi liden Hobe og Ingen sælge høiere end en Tønde Fisk eller Sild tillige, eller en Favn Ved eller en Tønde Kjød eller halv Tønde eller Fjerding, at de da ved slig Middel kunde være 2 eller 4 fattige Folk om at


136

kjøbe en Tønde, naar de ikke fik den i smaa Træ. Men naar de Dage vare ude, som de havde handlet om, da maatte de sælge i store Partier uden Anseelse, hvo der kjøbe vilde, enten Høkere eller Andre. Og da havde de 32 Mænd Tilsyn, at de, som høkrede det ud igjen, tog ikke for meget til Profit, men skulde nøies med en billig Fortjeneste. Disse 32 Mænd skulde og have Tilsyn med Bagere, Bryggere, Slagtere og Andre, som vare for gemene Mands Bedste, at Alting, eftersom Leiligheden var, kunde gaa noget lideligen til.

Den 1ste Juli besluttede Kongen, at der skulde afholdes en almindelig Bededag, "eftersom Guds retfærdige Vredes Ris sig endnu udi alle Maader i adskillige Hjørner lader se", og "stor Uskikkelighed her udi vor Kjøbstad Kjøbenhavn med Horeri, Drukkenskab saavelsom Sværgen og Banden gaar udi Svang, hvorfor vi aldrig kan vide, hvad Gud i Himlen med os haver isinde." Det blev paabudt, at alle Indbyggere ædrueligen og skikkeligen skulde møde i deres Sognekirker den 1ste Juli, og med sand Anger og Ruelse bønfalde den mildrige Gud om Barmhjertighed, og for at gjøre Dagen desto helligere skulde Alle, hvis Styrke og Alder tillod det, faste til Solens Nedgang, "til hvilken Ende og hermed under tilbørlig Straf som andre Guds Ords Foragtere og vore Mandaters Overtrædere skal være forbudet, at ingen Slags Drik samme Dag, ei heller Mad, være sig salt eller fersk, maa sælges eller falholdes, langt mindre i nogen Værtshus eller Pension spises, saalænge som Solen er over vores Horizont, som forskrevet staaer, ei paatvivlendes, at Enhver jo udi sit Hus sig jo og i lige Maader anstiller, som forsvarligt og Gud kan have Ære deraf, og hans Vrede ikke derover desto mere skal optændes." Dagen gik som paabudt; Folk strømmede til Kirkerne, paa Volden afholdtes der Gudstjeneste for Soldaterne, alt Arbeide hvilede, og alle Boder vare lukkede, Gaderne vare mennesketomme, Ingen spadserede efter Søndagsskik paa Kirkegaardene, og Byen saa ud, som om den var uddød. Uden Tvivl har det vakt overordentlig Bevægelse og er blevet betragtet som et gunstigt Varsel, at netop som Solen gik ned den 1ste Juli, og Fasten var forbi, rygtedes det i Byen, at et norsk Skib ladet med Torsk og Sild var grundstødt paa Amager, Syd for Dragør. Skipperen, der seilede med svensk Pas, havde med Villie sat Fartøiet paa Grund og lod gaa Bud til Kjøbenhavn for at tilbyde Kongen


137

Ladningen. Det blev tilladt Borgerne at kjøbe; Høkere og Prangere og Andre leiede Vogne og kjørte ud til Skibet, hvor nogle kjøbte en hel Læst, nogle 4 Tønder, nogle 3 og andre 2, "thi somme vilde prange dem ud igjen, og somme vilde selv have dem i Forraad, saa det gik alt udover den Fattige." Da Kongen imidlertid frygtede for, at Svensken vilde forsøge at tage Skibet eller ødelægge det, udsendte han et stærkt Parti Soldater, som skulde besætte det og forsvare det mod mulige Angreb af Skærbaade. Hvilket gik lystigt af. Thi Svensken kom listende om Aftenen, men han fandt jydske Dragoner og Soldater, som tog imod ham, saaledes at han maatte søge sin Flaade igjen og lade Kjøbenhavn faa Fisk og Sild. Samtidig fik Vagten i Christianshavns Port Befaling til at stoppe Enhver, der vilde føre mere end én Tønde ind for egen Regning, dog saaledes at en Familie paa tre Personer og derunder kun maatte faa en halv Tønde. Paa denne Maade lykkedes det at sikkre de Fattige deres Part.

Efter den store Bededag fik Alt overhovedet et lysere Udseende. Den 3die Juli vendte den danske og hollandske Flaade tilbage paa Rheden, Seiladsen blev ufortøvet fri, og der indførtes nu store Masser af Proviant, ikke mindst ved den engelske Admiral Montagues Hjælp, som efter Cromwells Død havde faaet Ordre til at indtage en velvillig Holdning overfor Danmark. Ikke blot holdt han de sex svenske Blokadeskibe indespærrede i Landskronas Havn, men han konvoierede Proviantfartøierne op gjennem Sundet, selv lod han sine Joller hente alskens Fetallie fra Skaane, Sjælland og Smaaøerne og bragte det til Hovedstaden, ja "det som mere var, de Engelske kjøbte Proviant i den svenske Leir og førte det til Kjøbenhavn." Tøihuset blev atter forsynet med store Forraad af Krudt og Ammunition; der indførtes Geværer fra Lybæk, man indsamlede Brændsel for Vinteren, og Stemningen blev saa kjæk, at man igjen følte Lyst til krigerske Eventyr. Medens man hidtil havde havt nok at skaffe med den besværlige Vagttjeneste paa Voldene, greb man nu til Offensiven; den 6te Juli blev der saaledes gjort et Rytterudfald til Valby Bakke, hvor den svenske Forvagt blev overrumplet og tagen til Fange, og den 14de Juli seilede to danske Skibe til Malmø og tog tre paa den derværende Rhed liggende Skuder, ladede med Flæsk, Smør og Torsk. Fem Dage efter tog Svenskerne Opreisning ved at bemægtige sig endel Heste,


138

der vare sendte ud af Byen paa Græs. Af videre Betydning vare disse Skjærmydsler, som forefaldt af og til, dog ikke.

Ensformigt og trægt hengled Dagene i den beleirede By, hvor man dog intet Øieblik lod sig dysse i Søvn; Fjenden laa jo bestandig i Carlstad, og Ingen kunde vide, om eller naar han atter vilde iværksætte et Anslag. I de mørke Sommernætter, naar Maanen ikke var paa Himlen, eller naar Staden var blottet for Tropper, maatte Haandværksvendene og Borgerne atter møde paa Voldene, og der blev holdt skarpt Udkig ved Tolbodbommen med Alle, der passerede ud og ind, saavelsom paa Amager, som Ingen kunde forlade uden Pas. Denne Forsigtighed var ikke overflødig, thi man havde netop i disse Dage opdaget et skjændigt Forræderi, iværksat af Student Ove Clausen Helmer, en ryggesløs og uordentlig Person, der havde forstaaet at insinuere sig hos Hoffet og var bleven brugt som Spion. Hans Brødes Omfang og Natur er aldrig bleven fuldt oplyst, thi det er ikke sandsynligt, at enkelte Samtidiges Beskyldning mod ham for at have forraadt de danske Anslag paa Kronborg og Malmø, er korrekt; muligvis har han, som det ofte gaar, været Spion for begge Parter og Forræder mod dem begge. Helmer blev arresteret og kastet i Blaataarn i Juni Maaned, underkastet pinligt Forhør, relegeret fra Universitetet og endelig, den 18de August 1659, parteret paa Nytorv, hvorpaa hans Legeme blev sat paa Pæle udenfor Stadens fire Porte. "Da lod Svensken se sin Kjærlighed til ham - siger Hiøring - at som en Part af hans Krop og Hovedet blev sat langt udenfor Vesterport, udkommanderede Svensken et stærkt Parti Ryttere, som om Natten gik til og tog baade Stagen og Hovedet bort og lod det komme i Jorden." Sagen vakte utvivlsomt den største Ophidselse i Byen; senere slog Stemningen over i sin Modsætning, og det usandfærdige Rygte opstod, at Forræderen var død uskyldig.

Den 3die August saa Kjøbenhavnerne et mærkeligt Optog komme ind gjennem Havnen. En stor Pram førte et Antal Pragtkarosser fra S. Anne Bro til Slotspladsen; her bleve de landsatte, hvorpaa endel fornemme Herrer besteg dem og kjørte den lille Strækning hen til Slottet. Det var de fremmede Gesandter, som skulde mægle Fred, men hvis Vogne ikke havde kunnet passere Portene, eftersom disse vare fyldte med Jord og Gjødning. Da Sverig og Holland havde sluttet en foreløbig Vaabenstilstand, var


139

Kong Frederik nødt til at høre paa Magternes Raad, ja han maatte begynde med at sætte den svenske Gesandt Sten Bjelke i Frihed,

Fredshusene i
Raadmandsmarken

Fredshusene i Raadmandsmarken.

eftersom Carl Gustav gjorde det til en Betingelse for Underhandlingernes Aabning. Gesandten, der løslodes den 18de August, havde siden Beleiringens Begyndelse siddet fangen, først i nogle Dage i


140

sit Logis bag Børsen, derpaa i lang Tid paa Rosenborg og fra April i Korfitz Ulfeldts Hus, da Kongen vilde "bruge sin Have til anden Fornødenhed". Han blev behandlet særdeles, godt, nød rigeligt Underhold og havde sin Hustru hos sig, og da denne under Beleiringen nedkom med et Barn, opvartedes hun paa Kongens Befaling af Byens fornemste Borgerfruer, deriblandt Hans Nansens Hustru. Fredsunderhandlingerne førtes i fem Telte, som bleve opslaaede i Raadmandsmarken, saaledes at de Svenske, Danske, Hollænderne, Franskmændene og Englænderne hver havde sit Telt; senere, i Slutningen af September, da det blev koldere, opsattes Træbarakker, de saakaldte "Fredshuse". I et Par Maaneder saa nu Kjøbenhavns Indbyggere Diplomaterne kjøre frem og tilbage mellem Byen og Raadmandsmarken, men skjøndt der hurtig blev sluttet Vaabenstilstand, nemlig den 25de August, kunde man ikke komme til endelig Fred paa Grund af Carl Gustavs ublu Fordringer, og tilsidst skiltes man med uforrettet Sag. Vaabenstilstanden varede dog sandsynligvis til ind i Oktober.

Det blev klart, at Kjøbenhavn atter vilde komme til at udstaa en haard Vinter. Man arbeidede derfor videre paa Fæstningsværkernes Udbedring, det "nye Værk ved Bryggerset" blev gjort færdigt, man sørgede for den noget slappede Mandstugts Opretholdelse og samlede Tropper. I Slutningen af September var Garnisonen endnu kun lille, saaledes at Borgerskabet maatte holde Nattevagt paa Voldene, ja der laa ikke mere end 300 Ryttere i Byen, som vare indkvarterede hos Bryggerne og Bagerne, "paa det at de bedre kunde holde deres Klæder og Geværer tørre, naar de af Vagten hjemkom", men snart ankom der Forstærkninger, hvoraf den største Del dog atter afgik til Fyen. Borgerskabet forpligtede sig til at underholde 500 Heste; der blev bestilt Klædninger til 3000 Soldater, Magistraten fik Ordre til at sørge for Indkvarteringen, og det paalagdes Stænderne at skaffe Midler for et Tidsrum af 5 Maaneder, for at Garnisonen ikke skulde lide Nød i den tilstundende Vinter. Paa Voldene opførtes nye "Kortegaler", eller de gamle repareredes og forsynedes med Ovne; der ophobedes Stenkul og Brænde, skjøndt langtfra tilstrækkeligt, og man havde Besvær med at skaffe Plads til den store Mængde Proviant, saaledes at Vallensbæk synger om de overfyldte Magaziner og om Bagernes og Bryggernes Lofter, der bugnede under Vægten. Mod Høkere, Prangere og


141

andre entreprenante Handlende, som opkjøbte Viktualier, Korn og anden Proviant paa Rheden og ved Toldboden, førend Skibene vare lagte ind i Havnen, udgik der skarpe Bestemmelser, thi det var Regjeringens stadige Bestræbelse at hindre den Enkelte i at benytte de trange Tider til at berige sig paa den store Almenheds Bekostning.

I November havde Alt igjen et krigerisk Udseende, men Kampen dreiede sig ikke længere om Hovedstaden, men om Fyen, hvor de polske, keiserlige, brandenborgske og hollandske Hjælpetropper i Forening med den danske Hær under Hans Schack trængte Svenskerne haardt. Den 13de November blev der holdt Taksigelse for den gode Fremgang i Fyen og elleve Dage efter høitidelig Gudstjeneste "med de store Klokker og Musik" for Seiren ved Nyborg (den 14de November), som gjorde Ende paa det svenske Herredømme i Fyen. Jubelen herover var stor, og snart kom Raadmand i Nyborg Jakob Andersen Scheffers Vise: "Kommer I cimbriske Helte, med Ære" paa Alles Læber. Hovedstaden var paa dette Tidspunkt saa stærkt blottet for Tropper, at Studenter, Kræmmersvende og Haandværksburser atter maatte gjøre Reservetjeneste paa Voldene, men det stigende Antal Overløbere fra den svenske Leir var et talende Bevis for, at Fjendens Mod begyndte at svinde. I Begyndelsen af November reiste Svenskerne en Galge i Nærheden af Byen, paa hvilken 70 Overløberes Navne vare opslaaede til Skræk og Advarsel for Ligesindede, men de Danske gjorde et Udfald om Natten og nedrev den. Senere, i Januar 1660, blev Overløbernes Antal ligefrem generende; der var saa mange, at der maatte træffes overordentlige Foranstaltninger for at sikkre sig mod Forræderi, især da de fleste af disse Folk bleve stukne ind under Regimenterne. Til alvorlige Kampe kom det ikke, derimod leveredes der en stor Mængde Smaafægtninger med vexlende Held. Snart bemægtigede Svenskerne sig et Fartøi, saaledes den 13de November Skibet "Phoenix" "med mange godt Folk af vore Borgere", snart streifede de danske Ryttere langt ud i Landet og kom hjem med fjendtlige Heste, eller overrumplede de svenske Forposter og tog dem tilfange. En saadan lille Affaire ved Hyltebroen (Broen ved Lygten) førte til, at Vagthusene paa de svenske Forposter bleve afskaffede, saaledes at disse for Fremtiden maatte staa under aaben Himmel. I December, da Frosten for Alvor tog fat, maatte man


142

atter skride til den besværlige Isning, Paabudet om omhyggeligt Vagthold skjærpedes, thi Nætterne vare mørke, og de paany indledede Fredsunderhandlinger syntes fuldkommen haabløse. Begge Parter vare lige haardnakkede; Kong Frederik kunde ikke bekvemme sig til at give Afkald paa Skaane, Carl Gustav vilde ikke rømme Norge, og England og Holland vare uenige med dem begge, idet de vilde bevare Norge uskadt for Danmark, men paa den anden Side ikke ønskede, at den samme Magt skulde beherske Øresundets to Kyster. Den hollandske Admiral Ruyter nægtede at overføre de allierede Tropper fra Fyen til Sjælland, og i Kjøbenhavn forblev derfor Alt ved det Gamle; man var fremdeles indesluttet og formaaede ikke at bryde Jernringen. Juleaften var "urolig" ligesom Aaret iforveien; Svensken gjorde Allarm, og Borgerne maatte ile til Volds i "en luftig Frost", uden at det dog kom til noget Sammenstød, der er Omtale værd. Skjøndt man kunde glæde sig over en almindelig Sundhed, som ellers var ukjendt i Byen paa denne Aarstid, synes Stemningen at have været noget nervøs og ophidset; thi da der i Januar 1660 opstod en Ildløs i Skindergade, raabte man strax paa Forræderi, og alle Poster bleve forsynede med Karduser og Skraasække. Den 5te Januar holdtes der stor Mønstring over Tropperne, men den var neppe særdeles omhyggelig, thi - skriver Hiøring - "vilde Øvrigheden spørge de Gemene, maaskee de fik det at vide, som de ikke skulde troet deres tro Mænd og Tjenere til. Da fik de vel at vide, om der var nogle blinde Kompagnier eller blinde Regimenter. Øvrigheden troer at have saa mange tusind Mand, men vilde de ret igjennem mønstre dem, skulde de maaskee finde alt mindre og altfor mange blinde. Men naar saamange deres Sold skal erlægges, vil de intet have Soldaten at være blind. Da vi fik blinde Kompagnier og blinde Ruller, gik Lande og Fæstninger, Guld og Gods fra Danmark." Hertil kom, at Disciplinen ikke var god; navnlig havde Dragonerne et slet Ry paa sig. Man har Exempler paa, at disse Folk plyndrede Slagterboderne og frarøvede Amagerbønderne, hvad de kjøbte i Kjøbenhavn; den 4de Februar gjorde de formeligt Mytteri paa Amagertorv, ja de vare ligesaa frygtede som Fjenden selv, naar de foretog Streiftog i Byens nærmere eller fjernere Omegn. Ikke engang Borgerskabet var paalideligt; thi den 14de Januar tog det Brænde fra Skibene uden Tilladelse, hvorfor det senere maatte


143

betale. Den 10de Januar besluttede man i Kjøbenhavn "at forsøge Leiren", det vil sige: at angribe Carlstad, men "det importante Anslag", som det kaldes i samtidige Aktstykker, blev neppe iværksat, skjøndt Borgerne fik Befaling til at stille deres Heste til Raadighed og Tilladelse til at ride ud med og deltage i Kampen. Derimod blev Valby Bakke angreben den 17de Januar om Morgenen og Fjenden kastet tilbage, hvorfor man opmuntret ved dette Held kom tilbage til det importante Anslag, som imidlertid mislykkedes fuldstændigt, da der vankede "Pust ved Øre". I Februar, Marts og April leveredes endnu nogle resultatløse Smaafægtninger, den sidste den 28de April, da de Danske efter Vallensbæks Udsagn atter "fik Hug".

Carl Gustav døde Natten mellem den 12te og 13de Februar 1660, og hermed var en af Hovedhindringerne for Freden fjernet, skjøndt det endnu havde lange Udsigter hermed. Kong Frederik vedblev at haabe paa en fordelagtig Afslutning af Krigen, men gjorde Regning uden Hollænderne. Den 1ste Marts afsluttedes der Vaabenstilstand, hvilken imidlertid ikke blev overholdt fra nogen af Siderne, og man tog atter fat paa Fredsunderhandlingerne. Det var en besværlig og trang Tid, en Halvhedstilstand, der hverken var Krig eller Fred, men en haardnakket Ordstrid med de fremmede Diplomater for at frelse det mest Mulige ud af Skibbrudet og komme bort fra Roskildetraktatens tunge Bestemmelser. Fredshusene i Raadmandsmarken blev atter udstafferede med Klæde og Tapeter, hver Dag kjørte man derud fra Staden og fra den svenske Leir, og skjøndt Kjøbenhavn endnu i April maatte opleve en Indeslutning fra Søsiden, blev det dog snart tydeligt, at Freden stod for Døren. Fjendtlighederne ophørte af sig selv, og i Mai fraterniserede Beleirerne og de Beleirede, saaledes at Kongen maatte forbyde Indbyggerne at afkjøbe Svenskerne deres Huse, Palissader, Brædder, Tømmerværk o. d. Den 27de Mai undertegnedes Fredstraktaten og allerede den følgende Dag fik Magistraten Befaling til at holde alle tilstedeværende Fartøier rede til at føre Svenskerne bort. Nu var der "Fred og god Leide paa begge Sider"; Kjøbenhavnerne drog i Skarer ud for at se den svenske Leir, og Svenskerne gjæstede den By, som i henved to Aar havde trodset deres hele Magt.

Hvor sørgelige Fredsbetingelserne end vare, og hvor skammeligt Danmark end blev ladt i Stikken af sine Allierede, er der ingen


144

Tvivl om, at Hovedstadens haardt prøvede Indbyggere modtog Efterretningen med Glæde. Fra Voldene affyredes der tre Gange Glædessalver; "Studenterne begyndte paa deres Post bag ved Bryggerset ud ad Lønporten, saa efter dem Soldaterne paa Vandkunsten, siden Borgerne hen mod Østerport, derfra de hollandske Soldater hen til Stranden." Den 31te Mai, Christi Himmelfartsdag, holdtes der høitidelig Takkegudstjeneste i alle Kirkerne, men først da alle de svenske Tropper vare borte, blev Nørreport aabnet den 11te Juli, og tre Dage efter mødte Bøndernes Vogne første Gang paa Torvet. Krigen var endt, Landet var ødelagt i Bund og Grund, al Handel og Industri standset, Finantserne i haabløs Uorden. Krongodset pantsat og Indbyggerne dybt forarmede, men Selvstændigheden var bevaret, og den Selvfølelse og Kraft, der havde udviklet sig bag Kjøbenhavns Volde, indeholdt Forjættelser om bedre Tider. Borgerkaptain, Farver Nikolai Rens fortæller i sine Optegnelser med Stolthed, at Feltmarechal Hans Schack ved Aftakningen den 30te Oktober kaldte ham og hans Kamerater: "ædle, mandige, tappre og trofaste Borgere", og sjelden har nogen Belønning været bedre fortjent end den gyldne Kjæde med vedhængende Guldmedaille, som Kongen den 7de Oktober 1661 skjænkede de ni Borgerkaptainer. Kjøbenhavns Borgerstand havde i den navnkundige Beleirings Trængsler lært sig selv at kjende; den følte sig Adelen jevnbyrdig og imødesaa Fremtiden med Tillid og Fortrøstning.

Hædersmedaillen til de
ni Borgerkaptainer

Hædersmedaillen til de ni Borgerkaptainer.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: man jul 11 10:59:48 CEST 2005
Publiceret: man jul 11 10:59:44 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top