eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn del II

Kjøbenhavn
    - kap. I

Kbhvn., Thiele, 1890

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Frederik den tredie

Frederik den Tredie. Efter Busten paa Rosenborg.


FØRSTE KAPITEL.

Kjøbenhavn under Frederik den Tredie indtil Belejringen.

_____

E


fter Christian den Fjerdes Død oprandt der bevægede Tider for Kjøbenhavns Indbyggere. Da Thronfølgen ikke paa Forhaand var bleven fastsat, faldt Regjeringen i Hænderne paa de fire øverste Rigsembedsmænd, Rigshovmester Korfitz Ulfeldt, Kantsler Christian Thomesen Sehested, Rigsmarsk Anders Bilde og Rigsadmiral Ove Gjedde, men det blev snart aabenbart for Alle, at det Ulfeldtske eller Svigersønnepartiet havde Magten og var bestemt paa at udnytte den til det Yderste. Man erfarede, at den afdøde Konges Efterladenskaber vare blevne forseglede af Rigshovmesteren; man saa Christian IV.s Frille Vibeke Kruse paa haanlig Maade blive udvist af Rosenborg og efter sin Død i Slutningen af April "rakkervis" blive begraven paa Kirkegaarden udenfor Nørreport, hvor de Henrettedes Legemer ellers ble ve jordede. Grev Valdemar Christian ankom til Byen, efterfulgt af sin Moder, Kirstine Munk, som nu vilde skaffe sig den Opreisning, Kong Christian havde nægtet hende, og Hannibal Sehested i Forening med Hans Lindenow og Ulfeldt gjorde Mine til at foretage retslige Skridt mod tre Medlemmer af det theologiske Fakultet

[1]

2

for deres Erklæring mod Fru Kirsten og hendes Børn, en Sag, de Piaagjældende maatte afgjøre ved en ynkelig Afbigt. Medens Folket daglig valfartede til Slotskapellet, "som ganske under Hvælvingen, saavelsom paa Væggene, Stolene, Pulpiturerne, Alteret og Prædikestolen med sort Klæde var overdragen", for at betragte Christian den Fjerdes Kiste, der stod under en sort Fløils Himmel med brændende Voxlys omkring og Dag og Nat opvartedes af Hofjunkere og Drabanter, holdtes Byen i Aande ved de mest foruroligende Rygter. Snart nævnedes Prinds Frederiks toaarige Søn (den senere Christian den Femte) eller Hertugen af Gottorp som Thronkandidater; snart fortaltes det, at Rigshovmesteren havde isinde at sætte Grev Valdemar Christian eller endog sig selv paa Thronen, medens Andre mente, at han vilde afskaffe Kongedømmet og grundlægge en aristokratisk Republik, i hvilken han selv vilde være Præsident. Da Rigsdagen den 18de April 1648 aabnedes paa Kjøbenhavns Slot, viste der sig imidlertid snart Enighed om at vælge Prinds Frederik. Kjøbenhavn var ved denne Leilighed repræsenteret af de fire Borgmestre samt af 3 Raadmænd og 4 Borgere, men trods alle Anstrængelser lykkedes det hverken Kongen eller de lavere Stænder at opnaa en taalelig Haandfæstning. Adelens og Rigsraadets Magt udvidedes tvertimod betydeligt; Kongens Myndighed indskrænkedes til det mindst Mulige, fornemmelig ved Ulfeldts Initiativ, og paa dette Tidspunkt modnedes vistnok allerede den Beslutning hos Frederik den Tredie at knuse Rigshovmesteren og hans Parti.

Den 6te Juli, da den udvalgte Konge efter mange frugtesløse Indsigelser havde bekvemmet sig til at underskrive Haandfæstningen, hyldedes han paa Slotspladsen af Stænderne "med sædvanlig Stads og Pragt efter denne Tids Leilighed" siger Hjøring. En herlig Palads" var opreist, og siddende paa en Throne hørte Kongen en zirlig Oration af Rigshovmesteren, som paa Regjeringens, Rigsraadets og egne Vegne overdrog ham Regjeringen og Riget, hvorpaa Hyldingseden blev aflagt. Det var ved den paafølgende Banket paa Slottet, at Kongen sagde de bekjendte ominøse Ord til Ulfeldt: "Korfitz, I haver idag bundet mine Hænder; hvem véd, hvo der kan binde Eders igjen?"

Fra sin Hyldingsreise til Norge og Hertugdømmerne kom Frederik den Tredie først tilbage til Hovedstaden nogle Dage før Christian den Fjerdes Begravelse, som fandt Sted den 18de Novbr.


3

Der er saa meget mere Grund til at berøre denne Højtidelighed, som Kjøbenhavnerne aldrig forhen havde været Øienvidner til et kronet Hoveds Ligbegængelse i deres By. Om Morgenen tidlig begyndte alle Byens Klokker at ringe, og de hvervede Tropper saavelsom Borgervæbningen stillede under Gevær fra Slotsporten over Høibro gjennem alle Gaderne helt hen til Frue Kirke. Deres Trommer vare overtrukne med Sort, og Fanerne behængte med Sløifer af Flor. Ikke faa af Byens Huse vare smykkede; saaledes vides det, at den spanske Afsending, Grev Rebolledo, havde ladet sin Bopæl paa Østergade fuldstændig dække med Sort. Det lange Sørgetog aabnedes af Skoledrengene, 132 Par i lange Sørgeklæder, og deres Gjerning synes at have været meget anstrængende, thi, hedder det i en samtidig Beretning, de maatte "i Kirken Liget ene opvarte med al den Umag og utrolig store Besværing, som derpaa fulgte med Sangen, som ikke blev endt før Kl. 8 om Aftenen". Deres Rektor belønnedes imidlertid med "en ganske Sørgeklædning og en Kappe af fint Klæde med alt Tilbehør", og de fik selv 600 Alen Bay (et Slags uldent Stof) og 400 Alen Klæde. Efter Peblingene fulgte Studenterne, Præsterne, Professorerne fra Universitetet og Sorø, Biskopperne og den afdøde Konges hele Hoftjenerskab. To Sølv-Hærpauker og 18 Trompetere, "alle tilfods ganske stille", gik i Spidsen for den anden Gruppe, efterfulgte af to Marechaller, Adelen og Hofjunkerne, der bare over hundrede brændende Voxfakler, og nu kom "de mærkelige og høilovlige gamle Symbola": 14 floromvundne Faner baarne af Adelsmænd og fulgte af ligesaamange Haandheste, en for hver Fane, behængte med sort Skaberak til Jorden og et til Fanen svarende Vaaben broderet paa hver Side. Den første af disse Faner: Blodfanen blev Ijaaren af Rigets Ingenieur Axel Urup; umiddelbart foran Hovedfanen med hele det danske Vaaben førtes den afdøde Konges Livhest. Den kongelige Staldmester Arnt v. d. Kuhla, iført en rig guldindlagt Rustning, red efter Hovedbanneret paa en smuk abildgraa Hingst, hvis Hale og Manke var prydet med Sløifer og Baand. Hans Visir stod aabent; han bar et rødt guldbroderet Felttegn, Hestetøiet saavelsom Sadelen var af rødt Fløil med Guldbroderi, og i Haanden holdt han et forgyldt blottet Sværd med Spidsen nedefter paa det høire Knæ. Efter ham bares den sidste Fane: Sørgefanen, og førtes den sidste


4

Hest: Sørgehesten, dækket af et sort Fløilstæppe med en paasyet Krands af Sølv.

Optogets Hovedafdeling aabnedes af sørgeklædte Drabanter med nedadvendte Hellebarder. Derpaa bares Elephantordenen paa en Pude, endvidere Rigsæblet af Rigsadmiralen, Sværdet med nedadvendt Hæfte af Rigsmarsken, Scepteret af den kongelige Kantsler og endelig Kronen af Rigshovmesteren. Adelsmænd med brændende Fakler gik foran den kongelige Ligkiste, som var dækket af et sort Fløilstæppe med en mægtig Sølvkrands. Kisten bares af 32 Adelsmænd under en sort Himmel; paa Siderne gik et stort Antal Drabanter og Adelsmænd i Sørgeklæder, og umiddelbart efter, men med et Mellemrum, fulgte Kong Frederik den Tredie tilfods i lang Sørgekappe. Biskoppen af Lybæk, Hertug Hans af Holsten, de fremmede churfyrstelige og hannoveranske Gesandter, Dronningens Broder, Hertugen af Brunsvig Lyneborg og mange andre Fyrster og Afsendinge gik efter Kongen; kun den holsten-gottorpske Gesandt "absenterede sig fra denne Aktus" paa Grund af en Rangstrid med Biskoppen af Lybæk. Ogsaa Dronning Sophie Amalie, Enkeprindsesse Magdalene Sibylla, "Frøknerne" fra Sønderborg og Glucksborg saavelsom Christian den Fjerdes fem Døttre med Kirstine Munk fulgte tilfods, tæt indhyllede i Sørgeklæder og ledsagede af Adelsmænd, Dronningen af Rigets Kantsler og Statholderen i Norge, Hannibal Sehested. Processionen sluttedes af Kjøbenhavns Magistrat, samt Sekretairer og Betjente i det tydske Kancelli. I Frue Kirke holdt Sjællands Biskop, Dr. Jesper Brochmand, efter de sædvanlige Sørgesange en statelig latinsk Oration, hvorpaa den afdøde Konges Hofprædikant holdt en Tale paa Dansk. Da Majestæterne efter endt Gudstjeneste begav sig ud af Kirken, bleve 12 Kanoner, som vare opplantede paa Kirkegaarden, løsnede; Borgervæbningen affyrede sine Musketter, og Kanonskud afgaves fra hele Voldens Omkreds saavelsom fra Orlogsskibene i Havnen. Da Højtideligheden varede til henimod Aften, og Gaderne vare meget glatte, blev Ordenen ikke opretholdt paa Hjemveien; Majestæterne, Damerne, og mange af de fyrstelige Personer kjørte endog tilbage. Christian den Fjerdes Lig førtes senere til Roskilde Domkirke og bisattes i Gravhvælvingen under det af ham selv opførte Kapel.

Fem Dage efter, den 23de Novbr., kronedes Kongen i Frue Kirke og den følgende Dag Dronningen. Ceremonierne lignede i alt


5

Frederik den Tredie

Frederik den Tredie.
Efter Maleri af Carl van Mandern, stukket af Halweg.


6

Væsentligt de tidligere beskrevne, selv om de i enkelte Retninger skete med "anden ulige større Zirat og Beprydelse". Udsmykningen af Gaderne var almindelig; Grev Rebolledo havde denne Gang beklædt sit Hus fra øverst til nederst med rødt Klæde og Sølvgaloner "paa ny og skjøn Maade", og om Aftenen illuminerede han ved at anbringe Navnene Federico og Sophia i Lys i alle Vinduerne. En ny Invention var det, at ved Æreporten paa Amagertorv stod "tolv unge deilige adelige Børn, klædte udi lange hvide Skjørter med Palmer udi Hænderne og Krandse paa Hovederne". Medens en prægtig Banket gaves i Slottets Riddersal for de Fornemme, blev Folket ikke glemt, thi paa Slotspladsen ligefor Børsen prisgaves der en stor stegt Oxe, "fyldt med alle Slags Vildt og Fugle, hvilken med stor Furie af mange hundrede Mennesker er bleven udi en Hast bortreven. Derefter blev Brønden, som derhos var tillavet med rød og hvid Vin, ogsaa til Pris given, hvilken udi tre Timer gav rød og hvid Vin noksom fra sig, saa Enhver bekom den at drikke, som dertil søgte, og fandtes derpaa ingen Mangel." Ved Midnatstid afbrændtes et Fyrværkeri i Slotsgaarden, altsaa til Hoffets egen private Glæde. Den næste Dag, da Dronningen blev kronet, saa Kjøbenhavns Indbyggere med Forbauselse, at Æreporten paa Amagertorv var bleven fjernet i Nattens Løb, efter Sigende paa Korfitz Ulfeldts Befaling, og denne grove Fornærmelse mod Kongehuset blev et Varsel om den forestaaende Kamp paa Liv og Død mellem Kongen og hans overmodige Undersaat. Alverden kjendte det gjensidige Had; allerede før Kroningen skrev den svenske Resident, at "hvorlænge man end holder igjen, - og Rigshovmesteren forstaar temmelig at simulere - vil det dog engang bryde løs."

Forholdene i Landet vare trods de glimrende Fester overmaade sørgelige, navnlig var den finantsielle Tilstand haabløs. Følgerne af Christian den Fjerdes Krige vare bemærkelige paa alle Punkter; den forrige Regjerings Synder tyngede Alle, Statskassen var i dyb Gjæld, Kongen kunde næppe skaffe det Nødvendige til sine personlige Udgifter, de ordinaire Indtægter vare forud optagne til Dækning af ældre Kreditorer, og de overordentlige Udgifter til Kongens Valg, til Hyldingen og Kroningen saavelsom til den afdøde Konges Begravelse vare - som Birket Smith oplyser - endog blevne udredede af Ulfeldts private Lomme. Christen Skeel antyder derhos, at der herskede en overdreven Luxus i Klædedragt og i


7

Selskabslivet, som baade havde ruineret Adelen og de andre Stænder. Kongen maatte formindske Hofholdningen; i 1649 maatte man aftakke Soldater og Søfolk uden at kunne betale dem, og Ulfeldts

Dronning Sophie Amalie

Dronning Sophie Amalie. Efter Maleriet paa Rosenborg.

Alliance- og Redemptionstraktat med Holland, hvorved dog nogle rede Penge fandt Vei til Landet, tilfredsstillede ikke de høit spændte Forventninger. Man fandt, at den Afløsningssum, Generalstaterne skulde udrede for Sundtoldens Ophævelse, var for ringe, i hvert Fald forslog den kun Lidet til Dækning af den store Underbalance.


8

Rigshovmesteren blev efter sin Hjemkomst fra Ambassaden til Holland yderst upopulair; man opslog rimede Paskiller paa hans Port, ja det kom til en Tumult paa Slotspladsen, under hvilken Holmens Folk omringede hans Vogn og forlangte deres Tilgodehavende, eftersom de ellers maatte sulte ihjel med Koner og Børn. Ulfeldt søgte at stille dem tilfreds med gode Ord; han tilkaldte et Kompagni Soldater, Kongen sendte to Adelsmænd og en Page ned, men først da to Rigsraader lovede den oprørte Hob et Fjerdingaars Løn, skiltes den.

Kjøbenhavn delte naturligvis Skjæbne med det øvrige Land, ogsaa her var Armoden stor og Alt i Tilbagegang. Handel og Næring vilde ikke trives, Fattigvæsenets Byrder voxede, og det synes endog, som om Byen gik tilbage i Folketal ved Udvandring. I April 1650 drøftede Rigsraadet paa Kongens Foranledning, "om Kjøbenhavn fremfor nogen anden Kjøbstad kunde med nogen Frihed benaades, at den kunde tiltage, eftersom det hele Land derpaa Magt ligger", men Udbyttet blev kun en Betænkning fra Magistraten, hvori der foresloges, at Christianshavn forenedes med Staden, at det blev forbudt Hollænderne paa Amager at drive Handel og udskibe Korn ved Sundby Færge og andre lignende beskyttende Forholdsregler. Kjøbmænd, Kræmmere og Vinhandlere ønskede et Laug, "paa det at Handelen udi nogen god og rigtig Skik kunde bringes"; man anbefalede at forbyde Fremmede at holde Oplag af Varer, hvorved der skete hemmeligt Høkeri, "Borgerne i deres Næring til Afbræk"; derimod kunde det vel tillades, at Fremmede frit førte deres Varer til Byen og enten solgte dem en gros eller lod en Borger afhænde dem mod en billig Provision. Haandværkerne burde have Laugsret, for ogsaa at sikkre dem mod Indgreb, og endelig var det af Vigtighed, at Borgerskabet forskaanedes for den trykkende indkvartering "anseendes - hedder det - Kongelig Majestæts Hofsinders Indkvartering samt Landsknægts Penge, hvilke maanedlig til dem, som ved Slottet vaage, udgives, falder Indvaanerne mere end besværlig nok."

Men der blev Intet gjort, og Gjæringen voxede. Da en Acciseforhøielse uden videre paalagdes Byen, og Indkvarteringsbyrden forøgedes, dannede der sig et Frihedsparti, som paa Møder med Borgerskabet vedtog to skarpe Klager til Magistraten, hvori der ankedes over, at de høiere Stænder gik fri, og at alle Privi-


9

legier og Løfter krænkedes. Magistraten sluttede sig hertil, og i November 1650 indbragte den et Andragende til Rigsraadet, affattet i temmelig nærgaaende Udtryk, som "at Sagen var mod christelig Billighed«, og "at de, der mest havde, burde mest give". Raadet fandt denne Udtryksmaade dristig; Ordene vare "haarde og ubekvemme", men det mente dog, at "man i disse Tider burde temporisere og ikke med Haardhed, men med største Lemfældighed i kongelig Majestæts Præsents føre dem til Gemyt, hvor ondt det gjør

Corfitz Ulfeldt

[Corfitz Ulfeldt]

Hans Majestæt; de skulde ikke videre graveres, end lideligt var, mens nu strax kunde det ikke retrakteres, efterdi det søges paa saa haard en Maner. Borgmestre og Raadmænd skulde formanes, at de ikke med saadan skarp Stil bestyrkede Almuen i Saadant." Statholderen Joakim Gersdorf talte med de øverste Borgmestre, Hans Nickelsen og Hans Nansen, og formaaede dem til at indgive et nyt Andragende i en sømmeligere Tone, men iøvrigt med de samme Fordringer. Herpaa gaves et tildels undvigende Svar og


10

tilsidst blev de nævnte Borgmestre kaldte op paa Slottet, hvor Kongen i Kantslerens og Statholderens Nærværelse irettesatte dem for deres sælsomme og utilbørlige Skrivemaade i det første Andragende, hvorimod den nye Supplikats lod sig høre. "Havde de søgt det paa den Vis, kunde de langt mere derved have erlanget". Imidlertid lovedes der dem dog en Forandring af Accisen, ifald den blev for trykkende, en lempeligere Visitering i Husene og Lettelser i Indkvarteringen. Af Hensyn til Rigsraadet havde Kongen været nødt til at handle som sket var, men han sørgede for at lade Borgmestrene mærke, at han ikke var dem imod; det følgende Aar fik de begge paa Ansøgning et overordentligt Lønningstillæg i Skikkelse af en stor aarlig Kornlevering fra Provianthuset.

I 1651 aabnedes den store Tragedie, der er bekjendt som den Ulfeldtske Sag - Kampen mellem Kongen og Svigersønnepartiet, som endte med det sidstes fuldstændige Undergang. Et eiendommeligt Forspil satte strax Sindene i Bevægelse. Fra Spanien indløb der Efterretning om, at en dansk Kongesøn sad arresteret for Gjæld i Valencia, og skjøndt denne frække Eventyrers Forklaringer tilfulde forraadte, at han var en Bedrager, kom han til Kjøbenhavn, kaldte sig "Don Jørgen Ulrik", blev modtaget ved Hoffet som en uægte Søn af Christian den Fjerde og Kirstine Munk, og levede et høist uordentligt Liv i Byens Kipper, indtil han i 1655 blev ihjelslaaet paa Knippelsbro af en Bryggerknægt, med hvem han var kommen i Klammeri. Selvfølgelig maatte denne Bedragers Modtagelse forbittre Svigersønnerne, der nylig havde gjort overordentlige Anstrængelser for at rense deres Svigermoders Rygte, men hele denne Historie forblev dog kun en Episode og traadte i Skygge for de paafølgende Begivenheder. En løsagtig Kvindes, en Skomagerenkes falske Angivelser dannede den egentlige Indledning til Dramaet, hvis Knude var saa stærkt strammet, at en Katastrophe var uundgaaelig. Der var paatænkt Undersøgelser mod de høie Dignitariers Embedsførelse, og Ulfeldt holdt sig borte fra Hoffet og Rigsraadet uden at ane det Uveir, som samlede sig over hans Hoved. Det vilde føre for vidt her at komme ind paa Dina Vinhofvers dobbelte Rænkespil, ved hvilket hun paa engang indjog Kongen og Ulfeldt Frygt for gjensidige morderiske Anslag. En uhyre Ophidselse greb Staden; Phantasien sattes i Bevægelse, de vildeste Rygter vare i Omløb, og man hørte Kjøbenhavns Præster


11

Leonora Christina

Leonora Christina. Efter Maleriet paa Rosenholm.

formane Menighederne til "at bede Gud for sin Barmhjertigheds Skyld at ville styrke og oplyse Sandheden i en meget mørk og vanskelig Sag, hvis Lige udi Danmark aldrig forhen var hørt". Vagterne paa Slottet forstærkedes; der opplantedes Artilleri paa


12

Slotspladsen, medens Ulfeldt sørgede for sin personlige Sikkerhed ved at bevæbne sine Husfolk, holde Vagt om Natten i sin Gaard og anmode Borgerne i Nabolauget om Assistance. Efterhaanden som Processen udviklede sig, og flere Personer bleve trukne ind i den, voxede Lidenskaberne; der dannede sig Partier; Nogle udstødte Trusler mod Kongehuset, Adelen frygtede for, at Kongen skulde benytte Leiligheden til "at gjøre sig absolut", og Indbyggernes store Masse stod afgjort paa Kongens Side.

De udførlige Oplysninger, der foreligge om denne Proces, vise, hvorledes Lidenskaberne steg Kjøbenhavns Indbyggere til Hovedet; man drømte om Sammensværgelser, voldsom Død og Gift, saa Spøgelser ved høilys Dag, ja Astrologerne forudsagde Farer og Ulykker af truende Konstellationer paa Himlen. Dina mødte den 23de April paa Kjøbenhavns Bything, og Sperling fortæller, hvorledes hun fra sit Fængsel førtes til Raadhuset i en Postvogn, siddende paa en Fløils Pude. Retten, der jo holdtes i et Træskur foran Raadstubygningen, var omgiven af Soldater med Musketter og brændende Lunter, og det hele Skuespil fik end mere dramatisk Liv ved den Omstændighed, at Ulfeldts Brødre mødte paa Thinge ligesom for at sætte deres Personer ind for ham, medens Rentemester Jørgen Rosenkrands og nogle Rigsraader vare tilstede for at vaage over, at der ikke skete Dina Uret. Men hun stod ikke til at frelse; alle hendes Udsagn viste sig at være grebne fuldstændigt ud af Luften, og Byfogden, der ikke kunde fælde Dom i en Livssag, kjendte Korfitz Ulfeldt og Leonora Christina for "i alle Maader fri og forskaanet at være", hvorhos han henstillede til Ulfeldt at lade den falske Anklagerinde sætte i Rette paa hendes Liv. Dette skete ogsaa; i Juni blev Dina af Borgmestre og Raad dømt til at straffes paa sin Hals, og en paafølgende Herredag stadfæstede Dommen. Rettergangen for dette det høieste Forum havde et overordentlig imponerende Præg, thi Ulfeldt og Leonora Christina optraadte med et talrigt Følge; hans Frænder, baade mandlige og kvindelige, ja hans Tjenestetyende var med, og da han traadte ind i Retssalen, forlod de Rigsraader, som vare beslægtede med ham, deres Pladser og sluttede sig til ham. Dina tilligemed hendes Medskyldige, Oberst Walter, og en Prokurator vare ligeledes tilstede; Sperling siger, at Dinas Ansigt blussede af spansk Vin og Sminke, da hun midt under Oplæsningen af Akterne slog Ulfeldt


13

for Brystet, og sagde: "Du est min Barnefader." Undersøgelsen varede i to Dage med det anførte Resultat, at Magistratens Dom stadfæstedes.

Tidlig om Morgenen den 11te Juli blev Dommen exeqveret paa Slotspladsen ligefor Kongens Vinduer, uden Tvivl under stort Tilløb af Nysgjerrige. Sperling, som ved sit Venskab for den Ulfeldtske Familie ogsaa var bleven indviklet i Sagen, fortæller, at han havde stillet sig tæt foran Skranken med sin lille Datter Anna paa Armen, "for at hun skulde mindes, hvad for en stor Ulykke denne Kvinde havde tænkt at bringe over hendes Fader", og Rebolledo skriver, at Dina saa en af Ulfeldts Tjenere le, da hun besteg Skafottet, hvorpaa hun med høi Røst stævnede Rigshovmesteren, Præsten Hennings og Sperling for Guds Domstol. Liget blev paa en Sluffe ført udenfor Vesterport, Hovedet naglet paa en høi Pæl lige overfor Galgen, og Kroppen begravet under Pælen. Korfitz Ulfeldt gav et stort Gjæstebud for sine Venner og Slægtninge i Anledning af Processens heldige Udfald, men da han fik Sikkerhed for, at der vilde blive ham affordret Regnskab for hans Embedsførelse i Christian den Fjerdes Tid, hvilket alt var sket med hans Svoger Hannibal Sehested, forlod han i al Hemmelighed Kjøbenhavn om Aftenen den 14de Juli tilligemed sin Familie. Han kjørte ud af Østerport, hvortil han havde Nøglen, tilbragte et Par Timer paa Hørsholm, som han havde i Forlening, og reiste videre udenom Helsingør til Hammermøllen, hvor en leiet hollandsk Galliot laa seilklar for at føre ham til Holland. Han gjensaa først sit Fædreland som Forræder i Carl Gustavs Følge, da denne rykkede ind over Rigets Sydgrændse. Men i Kjøbenhavn strømmede Folk i store Skarer til Dinas Grav; man forsikkrede, at hun var bleven halshugget uskyldig, thi Mange havde set et overnaturligt natligt Lys paa hendes Grav. Sindene vedblev at være i stærk Bevægelse og kunde ikke komme til Ro.

Grunden hertil var navnlig de vanskelige ydre politiske Forhold. Danmark - skriver Gigas - tumledes som en Nøddeskal paa det oprørte Hav. Man var med god Grund ængstelig for Sverig; man frygtede for et væbnet Sammenstød mellem Holland og England, thi som Generalstaternes Allierede vilde Danmark næsten med Nødvendighed blive trukken ind i et saadant; man vaklede, saa Uveiret nærme sig, og kunde dog paa Grund af de


14

mislige indre Tilstande Intet foretage imod det. Det er et træffende Udtryk for den i Hovedstaden herskende Følelse, naar Rebolledo skriver: "Her er Alt roligt, thi de ere saa bange, at de ikke tør sige et Muk." Da Krigen mellem Holland og England udbrød, søgte Danmark af Frygt for en svensk Krigserklæring at bevare Venskabet med begge Parter, en pinlig Stilling, der selvfølgelig maatte vise sig uholdbar i Længden, og Farerne voxede endyderligere ved Svigersønnepartiets Anstrængelser for at ophidse Sverig, Hertugen af Lothringen og senere England til Handling. I Efteraaret 1652 beslaglagdes 23 engelske Koffardifartøier i Kjøbenhavns Havn, og skjøndt 18 engelske Orlogsskibe viste sig ved Indseilingen til Sundet for at kræve dem udleverede og fik et Afslag, kom det dog ikke til Fjendtligheder. I Hovedstaden svævede man mellem Haab og Frygt; enhver hollandsk Seir hilstes med Jubel og ethvert Nederlag med dyb Bekymring, indtil Danmark endelig i 1653 efter langvarige Underhandlinger fornyede Alliancetraktaten med Holland paa gunstigere Betingelser end de af Ulfeldt indgaaede og derved definitivt brød med den engelske Republik. Det var paa dette Tidspunkt, at den landflygtige Rigshovmester fra Sverig førte forræderske Underhandlinger med Englands Protektor og raadede ham til at angribe Danmark og strax gaa løs paa Kjøbenhavn uden at lade sig opholde ved Helsingør. Naar Hovedstaden var falden, vilde nemlig Sjælland og det øvrige Danmark følge efter af sig selv. Han tilbød at indfinde sig personlig og give den engelske Flaade Anvisning paa, hvorledes Byen lettest kunde tages, og hvorledes man bedst kunde holde fast paa Landet, naar det var erobret. Krigen med England fik dog ingen Betydning; den førte kun til Rustninger og Fæstningsarbeider; en dansk Flaade laa i Sundet, men Englænderne foretog intet Fjendtligt, ihvorvel man gjentagne Gange nærede alvorlig Frygt i Hovedstaden for et Anfald. Først da Freden i Westminster blev afsluttet i April 1654, trak man Veiret friere og troede Faren overstaaet.

Kjøbenhavn var i Virkeligheden heller ikke forberedt paa at modtage en Fjende. Christian den Fjerde havde (smlgn. I S. 570) efterladt Staden saagodtsom forsvarsløs; store Strækninger henlaa ubeskyttede, og selv om det er overdrevent, hvad Rebolledo skriver i 1654, at man ikke var naaet videre med Befæstningen end til at sløife de gamle Volde, var Kjøbenhavn foreløbig dog nærmest at


15

betragte som en aaben By. Det var et storartet og bekosteligt Foretagende at omgjærde det udstrakte nyoptagne Terrain fra Nørreport til Stranden med Volde og Grave, og skjøndt der arbeidedes ivrigt i Frederik den Tredies første Regjeringsaar - i Forhold til de knappe Pengemidler endogsaa med mærkelig Energi - var man dog ved Carl Gustavs Landstigning paa Sjælland ingenlunde færdig. Anlæget lededes fremdeles indtil 1656 af Axel Urup, der afløstes af Henning Qvitzow; det fremmedes særlig i Sommermaanederne, da Adelens Tjenere, 1 for hver 200 Tdr. Hartkorn, maatte give Møde, eller man indkaldte hele Kompagnier sjællandske og jydske Soldater til Voldarbeide for en "maadelig" Dagløn. Mange Haver, Grunde og Bygninger maatte exproprieres til Gunst for Befæstningen, og Afstaaelsen af disse, der neppe altid skete uden Modstand, blev ordnet saaledes, at de, der mistede Grunde i Byen, fik Erstatning i Forstæderne, medens Befolkningen her maatte rykke ud paa Bymarken. Erstatningen var meget rundelig; dog forlangtes det, at der efter Omstændighederne skulde opføres "forsvarlig Kjøbsteds Bygning", eller at Grunden indhegnedes som Have. Krigen med England viser sig i Befæstningens Historie ved Udskrivningen af en Grundskat paa en Procent af alle Eiendomme i Byen, "eftersom den høieste Nød det udfordrer, at vor Kjøbstad Kjøbenhavns Fortifikation med det Første bliver forfærdiget". Den nye Nørreport, der var rød- og hvidmalet og laa for Enden af Frederiksborggade, blev næppe færdig før i 1656; overhovedet synes dette Aar, der falder sammen med Axel Urups Fratræden at betegne en foreløbig Afslutning. Kongen udstedte ogsaa paa dette Tidspunkt en Anordning om Voldenes Fredning, navnlig for at bevare de af Christian den Fjerde paabegyndte Værker udenfor Søerne, ved hvilke der dog neppe blev foretaget Noget. Den ulykkelige Krig med Sverig, der saa overraskende hurtigt bragte Fjenden for Hovedstaden, førte til nye Kraftanstrængelser for at sikkre den egentlige By, men de vidtløftige Udenværker saavelsom Forstæderne bleve da strax opgivne.

Hosstaaende Kort giver et godt Begreb om Kjøbenhavn og dets nærmeste Omgivelser paa dette Tidspunkt. Man ser her først og fremmest de forskjellige Hovedadgange til Staden; yderst tilhøire Kjøgeveien, en Fortsættelse af nuværende Vesterbrogade, derpaa Roskildeveien (den nuværende gamle Kongevei), som begge gik over


16

Valby. Roskildeveien var en af Byens ældste Adgange og førte langs St. Jørgens Søs Vestside direkte ind til Vesterport, saalænge denne laa for Enden af Vestergade; da Forstaden udvidedes i Christian den Fjerdes Tid og nuværende Vesterbrogade anlagdes, blev Roskildeveien imidlertid en Kongevei, det vil sige: udelukkende forbeholdt Kongens private Brug, hvorefter den altsaa den Dag idag bærer Navn. Da Benævnelsen: "Gamle Kongevei" i en senere Tid dukkede op, tyder det paa, at Veien maaske da var overgiven til offentlig Brug. Den tredie Hovedadgang over den saakaldte Peblingedam mellem S. Jørgens Sø og Peblingesø er ligeledes en af Stadens ældgamle Veie, som oprindelig svingede ind til Nørreport; den er paa Kortet, spærret af Ladegaardens Fæstningsværker, af hvilke Rester endnu ses; en Bro, sandsynligvis den i første Del S. 325 omtalte Bro over "den onde Bæk ved S. Jørgen", fører Veien over Ladegaardsaaen, og længere fremme støder den sammen med en fra Peblingebroen udgaaende bugtet Landevei. Endelig gaar den femte Vei over Dæmningen mellem Sortedamssøen og Sundet og er den af Frederik den Anden anlagte Kongevei til Frederiksborg. Tværveien, der ses paa Kortet over Serridslev Mark, gik endnu i Begyndelsen af forrige Aarhundrede tværs over Fælleden om ad Møllegade til Ladegaardsaaen. De fleste af disse Veie vare uden Tvivl meget maadelige og slet vedligeholdte, smalle og om Vinteren i Tøveir halvt ufremkommelige, skjøndt man holdt Opsynsmænd, der havde at sørge for, at de sumpede Steder bleve brolagte, saavelsom at alle Overkjørsler over mindre Vandløb og Grøfter udbedredes, naar det var fornødent. Naar der ventedes fornemme Gjæster til Staden, eller Kongen selv agtede at reise, paabødes det i Reglen at istandsætte Veiene, men det kan aabenbart kun have været Hastværksarbeide, sigtende til at skjule de værste Mangler. Kongeveiene vare fordetmeste aflaasede og spærrede med Bomme og Grøfter, men da de formodentlig vare i noget bedre Stand end de offentlige Veie, var Fristelsen for Uvedkommende til at benytte dem stor. I 1656 blev det paa alle Thing og fra alle Prædikestole lyst, at Ingen maatte driste sig til at kjøre paa Kongens Vei (hvorved der menes Frederiksborgveien) uden de, der havde Nøgle, hvis de ikke vilde miste deres Heste; Veien siges nemlig at være "ganske ruineret" ved den stærke Færdsel. Allerede i Frederik den Åndens Tid omtales Mile- og Halvmilepæle paa Veiene.


17

De tre Søer, som havde en anden Form end nutildags, navnlig Peblingesøen, hvis vestlige Del var langt bredere end nu,

Kort over Kjøbenhavn
og nærmeste Omegn

Kort over Kjøbenhavn og nærmeste Omegn.

strakte sig i en Halvkreds om Staden og havde efter Opdæmnmgen i 1606 atter rigeligt Vand, ihvorvel den østlige Ende af Sortedamsø


18

synes at have været stærkt tilgroet. Tilløbet kom fra Damhussøen (den daværende Langvaddam) gjennem Ladegaardsaaen, som ved den gamle Hyltebro i Nærheden af Lygten desuden optog det overflødige Vand fra Emdrup Sø. Søerne tilhørte Kommunen, men Magistraten havde i 1619 afstaaet sin Fiskerettighed i dem til Kongen (smlgn. I, S. 326), saaledes at Ejendomsretten til dem nu ikke var meget værd. Dog blev det ved en Dom i 1656 fastslaaet, at Græsset i Sortedam tilhørte Byen. Det sumpede Terrain mellem denne Sø og Sundet er antydet paa Kortet saavelsom de tidligere (I, S. 569) omtalte Udenværker og selvstændige Skandser: Vartou, Ravnsborg og Ladegaarden, der anlagdes af Christian den Fjerde, men aldrig kom til at spille en Rolle ved Kjøbenhavns Forsvar.

Det sidstnævnte Værk, den til Slottet liggende Avls- eller Ladegaard var uden Tvivl det stærkeste og anseeligste og fortjener nærmere Omtale. Anlagt i 1620, efterat Chr. IV ved et Mageskifte havde erhvervet S. Jørgens Gaard og S. Jørgens Mark af Vartou Hospital, afløste Ladegaarden den ældre i Nyby og fik et meget betydeligt Jordtilliggende, idet Solbjerg By nedlagdes, saaledes at hele det nuværende Frederiksberg Sogn kom til at ligge under Gaarden. Den første Bygning, som opførtes her, var en stor Lade eller Stald, 100 Bindinger lang, 30 Alen bred og 15 Alen høi, som imidlertid under et Uveir i 1628 blæste om, hvorved meget Kvæg blev ihjelslaaet. Den var overmaade praktisk indrettet; Fyrst Christian af Anhalt fortæller, at den rummede 500 Stykker Kvæg, som stod i 6 Rækker, at Vand blev indledt i Krybberne gjennem Rør og Hø og Halm ovenfra, eftersom Laden var over Kostalden. Af Chr. IV.s Breve ses det ogsaa, at Ladegaarden havde sit eget Vandværk. I 1630 opførtes den tidligere (I, S. 569) omtalte herskabelige Hovedbygning i tre Etager, som ses paa Pufendorffs Beleiringsbillede og af J. L. Wolf beskrives som en "mægtig, anseelig, grundmuret, ypperlig Bygning med Gemakker, Kornhus, Lade, Lo, Fæhus og Stalde, som saadant et Sted bekvemme og fornødne er, og man der med stor Lyst kan see, hvor der nogle hundrede Stude kan staldes og fodres foruden Kør, Faar og Svin, som der mangfoldig tillægges og holdes kan." Ladegaarden var altsaa en Landeiendom i stor Stil, som stod under Slotsherrens og Slotsfogdens Tilsyn; en Foged bestyrede Gaarden, og Jorderne dyrkedes af Kronens Bønder i Kjøbenhavns Lehn. Her var Mælkedeier (hvad vi


19

nutildags kalde Meiersker), Malkepiger, Røgtere og Tærskere; Kvæget blev malket tre Gange om Dagen og om Aftenen drevet hjem, naar Klokken ringede. Selvfølgelig udtoges af Mælk, Smør, Ost og andre Landprodukter, hvad der udkrævedes til Hoffets Brug; Resten skulde sælges paa Torvet. Her var Svinehave og nogle smaa Fiskedamme; en Tidlang brændtes der Brændevin her, og herude experimenterede Kongen med fire Hønseovne i.e.: kunstige Udrugningsmaskiner. Men skjøndt Chr. IV efter Sædvane selv holdt Øie med Gaardens Drift, ja endog tog sig af saadanne Enkeltheder som at fæste Meiersker og Malkepiger eller give Ordre til, at "Svinene skulde have Grønkaal i Hundedagene", synes Gaarden ikke at have betalt sig; i hvert Fald har man Breve fra Kongen, hvori han klager over Avlingen og anmoder Rentemestrene om Raad, hvorledes den skal forbedres. Det er vel dette Forhold, som i 1645 bevægede ham til at bortforpagte Gaarden paa tre Aar til Peder Christensen - eller som han for sin Deltagelse i Kalmarkrigen kaldtes: Peder Svenske - mod en aarlig Afgift af 2200 Rdlr. og Forpligtelse til at kjøbe 100 Læs Brænde fra Kronens Skove og Masken til Køerne fra Kongens Bryghus. Peder Svenske, der var den senere saa berømte Hans Rostgaards Svigerfader, havde Ladegaarden i Forpagtning indtil 1651, da Frederik den Tredie overlod Ladegaardsmarken som Eiendom til 20 Hollændere fra Amager mod en aarlig Afgift af 700 Rdlr. eller Naturalydelse af Kalve, Lam, Smør, Mælk o. lign. til Hofholdningen efter en bestemt Taxt. Amagerne skulde opbygge en By paa 20 Gaarde; de skulde foreløbig have Lov til at benytte de store Huse paa Ladegaarden og nedbryde de smaa til eget Brug, ligesom Kongen lovede dem Hjælp til en Kirke; de skulde være fri for alt Slags Tiende, Hoveri og Ægt undtagen Kongens Fadebursreiser, mod at de til Gjengjæld om Somren græssede det kongelige Slagtekvæg frit i en fjorten Dags Tid og havde det paa Foder om Vinteren.

"Amagerne paa Ladegaardsmarken" byggede nu den omtalte By, omtrent hvor Solbjerg havde ligget; den blev kaldt Ny Hollænderby eller Ny Amager og blev senere Frederiksbergby. I kort Tid søgte Beboerne Kirken udenfor Nørreport, men allerede i 1652 fik de deres egen Kirke, der laa overfor den nuværende Frederiksberg Kirke i Haveselskabets Have og sikkert var meget uanseelig. Der prædikedes Plattydsk her ligesom i Hollænderbyen paa Amager.


20

Beboerne havde dog Vanskelighed ved at komme ud af det; de kunde ikke betale deres Landgilde, og skjøndt Kongen havde lovet at lempe sig efter dem og ogsaa holdt dette Løfte, saa han sig dog under sin stigende Pengeforlegenhed nødt til at pantsætte Landgilden, først til sin Tøimester Peder Kalthof, der havde en Krudtmølle paa Ladegaardsmarken ved Grøndals Bro, kaldet Kalthuset, senere til 4 kjøbenhavnske Vinhandlere. Hovedbygningen paa Ladegaarden var kun et Aarstid i Hollændernes Besiddelse, thi i Januar 1653 indrettedes den til Bolig for 50 fordrevne bøhmiske Klædemagere med Koner, Børn og Svende, som ventedes hertil, men aldrig kom. Under Beleiringen gik den op i Luer, men stod endnu i mange Aar som Ruin; dens Grund bortskjødedes i 1661 til Christoffer Gabel.

Det følger af sig selv, at de tre Søer i Stadens umiddelbare Nærhed spillede en stor Rolle ved Vandforsyningen, eller rettere de to, thi S. Jørgens Sø, der i vore Dage netop er bleven Vandbeholder, laa meget lavere end de andre Søer og var kun til Nytte for Befæstningen. Voldgravene fyldtes fra Søerne; paa Kortet ses saa-ledes Ledningerne fra Peblingesø og Sortedam, af hvilke den sidste gik videre til Rosenborg, hvor der var en Vandkunst. I 1609 førtes Vand fra Vestergraven i.e.: den vestlige Del af Stadsgraven i Trærender gjennem Vesterport og Vestergade til Gammeltorv og herfra videre til Amagertorv; ni Aar efter blev der lagt nye Render direkte ud til Peblingesøen. De to Ledninger bestod en Tid ved Siden af hinanden og kaldtes henholdsvis det lille og det store Pumpevand. Boderne ved Bremerholm og Garverne udenfor gamle Østerport fik Tilladelse til at faa Vand fra Rosenborgs Vandkunst; Christianshavn forsynedes dels direkte fra Peblingesøen gjennem Blyrør nedlagte paa Havets Bund (smlgn. I, S. 560), dels fra Vestergraven. Men Vandforsyningen fra Søerne, det saakaldte Pumpevand, kunde dog, hvor nødig man end i hine Tider drak Vand ukogt, umuligt være godt; det var sikkert heller ikke tilstede i tilstrækkelig Mængde, eftersom det jo først og fremmest kom an paa at holde Vandstanden i Bygravene tilstrækkelig høi for Forsvaret. Man havde derfor allerede i 1580 ført "Springvand" ind i Byen, det vil sige: Vand fra længere bortliggende høiere Steder, som ved det naturlige Tryk kunde "springe". Byens første Vandledning af denne Art fra Lundehussøen eller Emdrup Sø er tidligere berørt (I, S. 426), og det varede


21

ikke længe, før dette Vand lagdes ind i endel private Eiendomme. I Christian den Fjerdes Tid kom Ledningen imidlertid i Uorden, og man havde nu store Planer for. Forstanderen ved Vartou, Mogens Bertelsen, kaldet Dalin, der havde studeret i Padua og Wittenberg og paa Grund af sine Kundskaber i Physik og Mathematik af Almuen ansaas for en Troldmand, foreslog at lede Vandet fra Lyngby Sø til Sortedam; senere undersøgte han Muligheden af at lede Furesøens Vand gjennem Bagsværd Sø, Lyngby Sø, Ibstrup (Jægersborg) Sø, Gjentofte Sø, Emdrup Sø og endelig gjennem Kjøbenhavn i en lukket Rende, der skulde udmunde i Havnen ved en Mølle, hvorhos han foreslog de tre Ferskvandssøer: S. Jørgenssø, Peblingesø og Sortedam udgravede til Sundet og omdannede til et storartet Havnebassin. Der blev dog Intet af disse Ideer, men i 1626 fik Byen igjen "rindendes og springendes Vand Aaret continuerlig igjennem, Vinter og Sommer", idet 50 Professorer og Borgere i Vor Frue Sogn med Kantsleren Christian Friis i Spidsen traadte sammen i et Interessentskab og fik Tilladelse til at lede Vand fra Emdrup Sø langs Kongeveien igjennem Volden og nedlægge Render i Gaderne under Brolægningen. Dette Vandkompagni fik Navn af Universitetets eller Nørre Springvands Kompagni, fordi det forsynede Nørrekvarteret. Fire Aar efter dannedes et nyt Vandkompagni, bestaaende af 60 Interessenter i Helligaands og S. Nikolai Sogne og med tre Borgmestre i Spidsen, som ligeledes lagde Render fra Emdrup Sø, men til Gammeltorv og Amagertorv, hvorfra Vandet førtes videre til Interessenternes Gaarde. Da Ledningen var ført gjennem Østerport, kaldtes Kompagniet: Østerkompagni, og ved dettes Hjælp kom "det kostelige Kobberbækken og historiske Billede", som i nogle Aar havde staaet paa Gammeltorv foran Raadhuset "den ganske By til Skimf og Eftertale« (I, S. 504) atter til Ære og Værdighed, idet Brønden blev ombygget og gjort til en "springende Post", Et tredie Vandkompagni: Bryggernes eller Rosengaardskompagni, bestaaende af 30 Borgere med Byskriveren i Spidsen dannedes endelig i 1642. Ogsaa dette fik Vandet fra Emdrup Sø, der saaledes blev Stadens vigtigste Vandbassin; men Ledningen var her ført gjennem Nørreport, hen i Egnen om Rosengaarden, hvor der boede mange Bryggere. At Springvandet i Qvalitet langt overgik Pumpevandet, fremgaar af den Hurtighed, hvormed disse Kompagnier fulgte efter hinanden, ligesom af den Omstændighed, at Kongen ogsaa lod an-


22

lægge private Render til Rosenborg fra Emdrup Sø. Frederik den Tredie førte Renderne til Slottet, og det blev forskjellige Gange som en overordentlig Gunstbevisning tilstaaet en og anden Privatmand at forsyne sin Eiendom fra den kongelige Vandledning.

Byen havde saaledes fornemmelig sin Vandforsyning fra Emdrup Sø og Peblingesøen, men den havde tillige fra Arilds Tid et stort Antal offentlige og private Brønde, der kom den tilgode under vanskelige Forhold, saaledes i de to Beleiringer 1535-36 og 1658-59. I 1667 var der 24 offentlige Brønde, men de fleste vare maadelige. Et Trætag var i Regelen anbragt over dem, Vandet blev trukket op i Spande ved Hjælp af en Vinde, men der klages over, at skarnagtige Mennesker kastede Aadsler og Urenlighed i dem, ligesom det ikke hørte til Sjældenhederne, at der fandtes Lig af nyfødte Børn i dem. I 1668 lukkede man derfor Brøndene med Brædder og satte Pumper i dem, men da Pumpestængerne, der vare af Jern, bleve stjaalne om Natten, navnlig i afsides Gader, blev man nødt til at kaste flere til. Heller ikke vare de dybe nok; det viste sig nemlig, at hver Gang Stadsgravene uddybedes, bleve Brøndene i Byens Udkanter tørre. Paa alle Kirkegaardene var der Brønde, og ved Veierhuset laa en af de bedste, om hvilken det udtrykkelig siges som en Undtagelse, at den var stensat i Bunden. Af private Brønde var der i 1682 ikke mindre end 725, hvoraf mange gode. Da Svenskerne i 1658 overskar samtlige Vandledninger, havde man kun Brøndene at holde sig til.

Mellem Søerne og Voldene, hvor stærkt bebyggede Kvarterer i vore Dage have reist sig, laa udstrakte Enge og Haver saavelsom Forstæderne, der anlagdes i 1567 (smlgn. I, S. 426). Herfra maa dog undtages Forstaden udenfor Østerport, som ved den store Udvidelse nu var indlemmet i Byen; den laa nemlig udenfor gamle Østerport i Egnen om Kongens Nytorv, Strandstræderne og Store Kongensgade. Yderst ude mellem Kastellet og Ny Vartou for Enden af Sortedamssø udlagdes der en ny Forstad med regelmæssige Gader i Aarene fra 1650 til 1653; de ere antydede paa Kortet og skulde hedde: Helsingørsgade, Jyllandsgade, Sjællandsgade, Pallemaillegade, Skaanesgade, Sundgade o. s.v. Planen blev dog aldrig til Virkelighed, skjøndt Bebyggelsen var i god Gang i 1654, da J. L. Wolf fortæller: "Imellem Ny-Kjøbenhavn og Hospitalet udenfor den nye Østerport bygges nu og opsættes paa begge Sider den


23

alfare Vei mange skjønne Huse, 2, 3 Loft høie med anseelige Gavle og store Haver hos." Disse Bygninger maa være blevne totalt ødelagte under Beleiringen.

Strækningen mellem den her omtalte Forstad og Sortedamssøens Kanal til Stadsgraven ved Rosenborg, den senere saakaldte Peymanns Rende, tilhørte ligeledes i det Væsentlige Kongen og var en Del af det store Terrain, Chr. IV havde kjøbt, og paa hvilket Rosenborg, Nyboder, S. Anna Rotunda, Kastellet, de nye Volde, kort sagt hele det saakaldte Ny Kjøbenhavn opførtes. Dog havde Kongen ikke Eiendomsret helt ud til Sortedam, thi langs denne, Nord for en Vei (den senere Farimagsvei) havde Borgerne endel Haver og Vænger med Fæstebreve fra Magistraten alene. Her var uden Tvivl meget landligt; her havde den gamle Dyrehave, som hørte til Rosenborg, ligget og henlaa tildels endnu som Fælled, her dyrkedes Haveprodukter, og her kunde Jagtens Glæder endnu engang imellem nydes (smlgn. I, S. 326). Længere mod Vest mellem den nævnte Kanal og nuværende Gyldenløves Gade, hvor Vandet fra Peblingesøen løb ind i Gravene, laa Forstaden udenfor Nørreport, hvis Kirke, som tidligere er omtalt (I, S. 522), er angiven paa Kortet. Denne Kjøbenhavns ældste Nørrebro har vistnok nærmest lignet en Landsby; der nævnes en stor Mængde Stræder mellem Haver og ensomt beliggende Huse, men rigtignok ogsaa hele Rækker af "Boder", der leiedes ud til Smaafolk. Herude boede Dina Vinhofvers Moder i en Gyde mellem nogle Haver. I 1645 talte Forstaden 137 Familier, foruden de Fattige, der ikke nævnes i Skattelisterne, ja Enkelte vare allerede paa dette Tidspunkt dragne ud hinsides Søerne og havde fæstet Grunde ved den "alfare Vei", nuværende Nørrebrogade. I en gammel Magistratsskrivelse fra Begyndelsen af forrige Aarhundrede hedder det: "Før Forstaden for Kjøbenhavn i August Anno 1658 blev afbrændt, da stod Stadens Nørreport af Tømmerværk bygget lige for samme Gade, som den siden af Murværk blev bygget og endnu ligger, og var da paa den høire Haand, naar man kom ud af Ravelinen, ved Veien over Peblingebroen først en bred Plads ved Landeveien, som gik uden om Staden. Derhos laa den Kirke, som kaldtes Ny Kirke, med en stor Kirkegaard, hvor da udenfor samme Kirkegaard var alfar Vei til de Eiendomme, som laa udenfor, item Stræder imellem de her liggende


24

Huse og Eiendomme, derefter længer ud mod Sortedam laa en Blegdam eller Plads."

Hinsides Forstaden udenfor Nørreport mellem Voldene og S. Jørgens Sø helt ud til Stranden med Rosenaaen som Grændse mod Nord laa Kalvehaven, de samme Jorder, som Magistraten i 1580 havde bemægtiget sig uden Borgerskabets Samtykke (smlgn. I, S. 400), og som Chr. IV havde tilbyttet sig i Aaret 1619 (I, S. 568). Ved St. Jørgens Søes Opdæmning kom en stor Del af Kalvehaven under Vand, og den nuværende Banegaards Terrain blev en sid og lav Eng. Længere mod Vest, men nærmere ved Byen end nuværende Vesterbro, laa Forstaden udenfor Vesterport, som først anlagdes i 1614; tidligere havde her ikke været anden Bebyggelse end Vejrmøllerne, Reberbanerne og Christoffer Valkendorfs Slagterhus. I 1645 boede der 112 Familier her, som udredede Kopskat, og Bebyggelsen samlede sig dengang fornemmelig om den Staden nærmest liggende Deel af nuværende Gamle Kongevei, som førte direkte ind til Vesterport for Enden af nuværende Vestergade. Gamle Kongevei, som var brolagt i Lighed med de fleste andre af Datidens Landeveie, kaldtes "den lange Stenbro". Christian den Fjerdes storartede Fæstningsanlæg, som berøvede mange Borgere deres Haver og Grunde, drev disse ud i Forstæderne, og herved fik Vesterbro et betydeligt Opsving. Nye Gader anlagdes; Hovedgaden, i hvilken Frihedsstøtten nu staar, kaldtes Beltgade, Gamle Kongevei i.e.: den lange Stenbro, omdøbtes til Roskildegade, og Forbindelsesveien imellem dem, den senere Farimagsvei, fik Navnet: Amagergade. Den største Del af Terrainet optoges naturligvis af spredte Huse og Smaahaver; dog havde forskjellige rige Borgere større Lysthaver for Enden af S. Jørgens Sø, ligesom der allerede i Christian den Fjerdes Tid laa et kongeligt Farverihus her. Lige indenfor Rosenaaen anlagdes senere et Garveri; længere ude, altsaa udenfor Enghaven, men paa Byens Grund (Vesterfælled) laa den tidligere omtalte Mikkel Vibes Kro i Egnen om nuværende Saxogade med Indgang fra Gamle Kongevei. Den var opført af Borgmester Mikkel Vibe og Tolder Jakob Mikkelsen i 1619 (smlgn. I, S. 581) og var baade et Gjæsteherberg og et Forlystelsessted af finere Art, hvor der paa en særlig Bane skjødes med Bøsser, Armbørst og Flitsbue. Her solgtes alle Slags fremmede Drikkevarer, og Christian den Fjerde, der personlig yndede Stedet, ja endog selv besøgte det,


25

gav Kromanden, der synes at have været Hollænder, vigtige Privilegier, saasom Toldfrihed paa Vin og Øl, Ret til at indføre sit Bohave frit fra Holland m. m. Lidt efter lidt forfaldt dog Bygningerne, Vesterbrogades Anlæg splittede Grunden i to Dele, og Beleiringen gjorde Ende paa det Hele. I 1661 anlagdes en Skydebane nærmere ved Byen, nemlig i Egnen om nuværende Victoriagade, men i 1667 fik Murmester Jens Madsen en Bevilling paa Krohold "paa det Sted, som Mikkel Vibes Kro stod".

Af Etatsraad Johan Monrads Selvbiographi faar man et fornøieligt Indtryk af Sommerlivet i Beværtningshaverne tæt udenfor Byen. "Min Barndoms gladeste Tider under min Skolegang - skriver han - var om Sommeren i de deilige Haver udenfor Byen i den Forstad, som siden blev opbrændt ved Beleiringen. Min Moder skikkede mig altid Penge, og jeg med mine andre Skolekammerater, men jeg dog mest alene, lod mig traktere i disse Haver med Faaremælk og anden Mælk, Smør og Brød eller anden Mad og Frugt efter Aarstiderne i de smukke Lysthuse, som der var i den Have, som hed Stokholm, og de andre dernæst hos ved den nye Kirke. Hvor den nye Kirkegaard om Søndagen var fuld af Folk, saa Jorden var som skjult af dem, idet alle Folk, Mænd og Kvinder med deres Børn og Tjenestefolk gik ud af Kjøbenhavn og satte sig over hele Kirkegaarden, som var fuld af store Lindetræer, og fik Mad og lod hente til sig af de omliggende Haver. Fornemme Folk lod sig traktere i Haverne." Der tales altsaa her om Forstaden udenfor Nørreport; Beværtningsstedet Stokholm laa, hvor nuværende Gammeltoftsgade er. I sine Studenterdage søgte Johan Monrad og hans Venner ogsaa en lille Have ved Nørreport, hvor de sad under de grønne Træer og sang Kjæmpeviser; undertiden kom de ogsaa ud for at nyde Naturen ved Ladegaarden. Saa idyllisk var der dog ikke altid i Forstæderne; de manglede ikke Kipper af laveste Rang, og det er en af Tidens evindelige Klager, at Bønderne, naar de bleve udjagne af Byen Kl. 12 om Middagen, standsede i Forstæderne for at svire og drikke. Overhovedet havde Befolkningen ikke noget godt Ry paa sig; der foregik allehaande Uordener og Forbrydelser herude, og den Del af Almuen, der af en eller anden Grund ikke yndede Myndighedernes Opsigt og Kontrol, opslog gjerne sin Bopæl her.


26

Tæt inde under Fæstningsværkerne ved Kallebostrand, hvor nu Tivoli, Kolbjørnsensgade og Omgivelser ligge, indrettede Frederik den Tredies Dronning en Lysthave for sig selv, Dronningens Enghave, som efter Tidens Smag var udstyret med Bygninger, Fiskedamme og sjeldne Planter. For at spare Majestæten den lange Omvei gjennem Vesterport, blev der udfor Løngangsstræde brudt en Aabning i Volden, der senere lukkedes med Palissader. Endnu i 1657 anvendtes der 40,000 Mursten til et Hus her, men Beleiringen gjorde rent Bord paa dette Sted som i alle Stadens Omgivelser, efterat "Urterne" dog iforveien vare flyttede ind i Ulrik Christian Gyldenløves Have. 11664 førtes Gødning derud fra Gaderne, men fire Aar efter overlodes Terrainet til Christoffer Gabels Hustru til Græsning og Høslet.

Om Havnen giver Kortet en tydelig Forestilling. Indseilingen ved den ny af Chr. IV anlagte Toldbod er snæver mellem de to Blokhuse, der beherske den, og en Række Pæle indskrænker Løbet endyderligere til en smal Rende. Tæt indenfor mellem Rævshalegrunden og Byen ligger Flaaden, altsaa midt i den nuværende Havn, men Havnen har her intet andet Værn mod Sydost end de lave, naturlige Grunde. Den sikkreste Del af den var derfor Farvandet mellem Børsen og Bremerholm, som var langt bredere end nu, og de gamle Kanaler omkring Slotsholmen. Disse bleve jevnligt rensede under en Havneforstanders og Havnefogeds Opsyn, og Udgifterne hertil afholdtes af særlige Havnepenge, ligesom der betaltes Bropenge til Broernes Vedligeholdelse. I 1654 rensedes og uddybedes Kanalerne ved en Hestemølle i.e.: en Muddermaskine, dreven ved Hestekraft, den første, der var set her, og som i høie Toner prises af J. L. Wolf, der kalder den "en meget skjøn, artig og underlig Kunst og Mølle". Den store Amagerbro eller Knippelsbro forbinder Christianshavn med Kjøbenhavn; hinsides denne udvider Havnen sig atter og munder ud i Seilløbet gjennem Kallebostrand. Vartegnet, der omtrent stod udfor Indløbet til Tøihusbassinet paa en Grund, der kaldtes "Havfrugrunden", er glemt paa Kortet; derimod faar man et godt Begreb om Christianshavns ringe Udstrækning og ringe Bebyggelse, saavelsom af den dybe Indskjæring mellem denne Kjøbstad og Amager. Mellem Dronningens Enghave og Slotsholmen slaar Kallebostrand en stor Bugt ind til Løngangen; det var over dette islagte Vand, hvor nu Stormgade og hele Frederiksholmster-


27

rainet ligger, at det svenske Hovedangreb iværksattes Natten mellem den 10de og 11te Februar 1659. Bremerholm ses at være landfast med Byen, og Slotsholmen har optaget Skarnholmen i sig; ikke engang

Vartegnet

Vartegnet.

Navnet blev bevaret, thi i December 1650 forbød Frederik den Tredie Indbyggerne under streng Straf at bruge den sidstnævnte Betegnelse.

Betragter man Staden indenfor Fæstningsværkerne, ses den at falde i to ulige Dele: den gamle mindre By, hvis Omfang er let kjendelig, eftersom den ældste Østervold endnu ikke er forsvunden, og den nye større By, det saakaldte Ny-Kjøbenhavn, i hvilken Be-


28

byggelsen er meget ringe, og hvor stiplede Linier antyde de paatænkte Gadeanlæg. Naar Kortet, navnlig nede ved Havnen hinsides den store Reberbane paa Bremerholm, antyder fuldkommen ubebygget Land, forholder dette sig ikke rigtigt. Stadens ældste Forstad udenfor Østerport, som laa paa nuværende Kongens Nytorv lige udenfor Vindebroen og bestod af Rækker af et Etages Smaahuse. eller Boder, var vel bleven nedbrudt, men her fandtes længere ude adskillige andre Leiehuse, Avlsgaarde, Landsteder og Lysthaver, som fik Lov at blive staaende, ja enkelte af Stræderne imellem dem kunne gjenkjendes den Dag idag som f. Ex. Strandstræderne. Som Type paa en større landlig Gaard fra hin Tid, der maaske har været den spanske Gesandt Grev Rebolledos Landsted, gives her en Afbildning af den store Eiendom mellem Bredgade og Strandstræde, som i 1744 kom i Fabrikant, Lotteriinspektør og Grosserer Jonas Collins Besiddelse og senere blev berømt som Samlingssted for en større kunstnerisk og literair Kreds. Ellers var Terrainet forstørstedelen ubebygget mellem Fæstningen ved S. Anne Bro og gamle Østervold; Nyboder laa som en Landsby i det Fjerne; nede ved Havnen, omtrent hvor Amalienborg nu er, havde det islandske Kompagni en Reberbane, og ved Siden af Rosenborg Slot med hosliggende Have var Bygningen af S. Anna Rotunda standset (smlgn. I, S. 518) - ellers var her Haver og Marker, gjennemskaarne af Landeveie.

Den første Plan til Bebyggelsen af det store Terrain skyldes Axel Urup; allerede i Foraaret 1650 fik han Ordre til "Gaderne at udstikke og saavidt ske kan at fremføre". Kongen havde iforveien i et aabent Brev ladet Indbyggerne vide, at "alle Forstæder udi denne bemeldte ny Bys Anlæg og Uddelelse skulle med deres Haver og Bygning vige for Byens Befæstning, Gader, Stræder, Pladser og Bygninger", og ligesom for ret at tydeliggjøre, hvad der menes hermed, hedder det: "Hvor nogen Gade, Torv eller Plads rammer paa Nogens Have, Fiskepark eller anden Jord, da skal Gaden, Strædet, Torvet eller Pladsen have sin Gænge, og Planket, eftersom Gade, Stræde, Torv eller Plads kommer at gaa, forflyttes. Rammer det paa Nogens Bygning, som er af nogen Værd, da skal derpaa haves og forhverves Vores særdeles Benaadning, om det kan staa, indtil de enten forældes, eller Eiermanden bygger til Gaden og aldrig paa det Sted bygger noget Nyt." Borgerne maatte


29

altsaa afgive deres Grunde, dog mod Erstatning udenfor Byen, og det blev bestemt, at Enhver skulde brolægge for sin Grund og inden tre Aar forsyne den med lovlig Kjøbstadbygning. Adelen kunde der forundes Plads til Borggaard, Staldgaard og Have, naar der byggedes inden en bestemt Tid; ogsaa Borgerskabet kunde faa større Plads og Have, naar det vilde opføre Staldrum. Samtidig

Den senere Collins
Gaard

Den senere Collins Gaard, set fra Bredgade.

(i Mai 1650) lovede Kongen forskjellige Privilegier til dem, der vilde bygge i den nye By. De skulde have Friheder og Rettigheder sammen med Kjøbenhavns øvrige Indbyggere, endvidere Frihed for Skat og Indkvartering i 12 Aar, Toldfrihed for Byggematerialer m. m. Det er værd at lægge Mærke til, at det udtrykkelig blev forbudt at bygge ud paa Gaden indtil Rendestenene; med andre Ord: Grundeierens Ret til Fortouget anerkjendtes ikke mere.


30

Det gik imidlertid kun langsomt frem med Bebyggelsen, hvad der paa Grund af de uheldige politiske Forhold og Pengemanglen er let forstaaeligt, og Urups Plan blev ikke realiseret. Vel udstedtes der i 1650 og de nærmest paafølgende Aar et stort Antal Skjøder paa Grunde i Ny-Kjøbenhavn, men der blev kun opført faa Huse, ja Forpligtelsen til at brolægge Fortougene udenfor Byggepladserne blev ikke engang overholdt. Endnu i 1656 maatte dette Paabud indskjærpes paany. Det var oprindelig Meningen at føre et System af Kanaler fra den nuværende Havn op i Byen; saaledes skulde Prindsens Kanal udgraves, hvor Fredericiagade nu er, og Dronningens Kanal skulde ligge, hvor Amaliegade nu er, men ingen af dem bleve fuldførte. I lige Linie tildels over den gamle Østervold, udmundende paa "det store Torv" (som i 1670, da det blev brolagt, først fik Navnet "det nye Kongetorv", hvilket atter er blevet til Kongens Nytorv) lagdes Ny-Kongensgade (nuværende Gothersgade), men den henlaa i lange Tider uordentligt, eftersom Nedbrydningen af de gamle Volde og Tilkastningen af Gravene paahvilede de Privatmænd, som byggede her. Volden kunde langtfra udfylde Graven, der maatte skaffes Fyld andetsteds fra, og i den allernyeste Tid har Udgravningen af Grunden under Reformert Kirkes Præstebolig vist, at man endog maatte tage sin Tilflugt til Kogjødning og Dagrenovation som Fyld. Efter Anlæget af nuværende Gothersgade bleve de tilstødende Gader i den gamle By forlængede ud til denne, nemlig Grønnegade, Regnegade, Møntergade og Store Brøndstræde. Aabenraa, der oprindelig var en kort Gade og i sin nordligste Ende havde været Voldgade, blev ligeledes forlænget, hvorimod Lille Brøndstræde ophørte med at være Voldgade, skjøndt det varede længe, inden dens oprindelige Navn: "Bag Volden" faldt bort. Rosenborggade, som nu anlagdes, fik Navn efter Slottet. Tornebuskegade udvistes som en Forlængelse af Aabenraa, Frederiksborggade blev en Forlængelse af Mikkel Vibes Gade, som tidligere havde ført ud til Nørrevold, og endelig blev S. Gertrudstræde forlænget til Rosenborggade. Det maa nemlig erindres, at Kultorvet ikke existerede; dettes Østside var det gamle S. Gertrudstræde, medens Forlængelsen netop er, hvad der nu bærer dette Navn.

Ude i den nye By skulde Prindsensgade gaa parallelt med Gothersgade, men kun en Stump af den er bleven bevaret. Adelsgade (nuv. Adelgade), Borgergade, Gothersgade (nuv. Store Kongens-


31

gade) og Norgesgade (nuv. Bredgade) anlagdes; hinsides Prindsens Kanal blev der afstukket et stort Antal Gader som f. Ex. Slesvigsgade, Holstensgade, Stormarngade, Ditmarskensgade, samt i Nærheden af Kastellet: Danmarks Torv, Norges Torv, Venders Torv og Gothers Torv. Ogsaa nævnes Sølvgade, Rigens- eller Rygensgade, Herregade og mange andre. Dronningens Tværgade anlagdes først efter 1660. Som man ser, blev nogle af disse paatænkte Gadeanlæg til Virkelighed, andre forsvandt, da Ingenieur Henrik Ruse efter Beleiringen udarbeidede en ny Plan for Bebyggelsen.

For den gamle Bys Vedkommende giver Kortet kun faa Oplysninger, skjøndt man ved at sammenholde det med Kortet fra Frederik den Andens sidste Regjeringsaar i det Væsentlige vil kunne orientere sig. Mærkeligt nok er Helligaandskirken glemt, og paa Gammeltorv har Raadhuset faaet en mere skjæv Stilling, end det havde i Virkeligheden. I Nærheden af Vesterport ses det tidligere (I, S. 566) omtalte Vandløb, der var ført gjennem en Hvælving i Volden og derpaa videre gjennem Philosophgangen og Løngangsstræde, indtil det udmundede i Kanalen tæt indenfor Løngangen, ikke langtfra det høie murede Krudttaarn, som er afbildet paa van Wicks Fugleperspektiv af 1611. Stadsgraven var lidt nedenfor Vesterport opdæmmet ved en muret Kam; det var altsaa Overskudet af fersk Vand, der førtes ind i Byen, og dels benyttedes til den almindelige Vandforsyning, dels drev den saakaldte Vestermølle tæt indenfor Porten, som nu var i Henrik Müllers Besiddelse (smlgn. I, S. 590), hvorhos det i Nærheden af sit Udløb afgav det fornødne Vand til Valkemøllen paa Vandkunsten og det sammesteds beliggende kongelige Vaskerhus. I 1656 stoppede Magistraten Afløbet, fordi Henrik Müller brugte for meget af Byens ferske Vand; Møllen gik istaa, og de gjensidige Klager besvarede Kongen ved at nedsætte en Kommission, der skulde undersøge Forholdene. Ved Synet fandtes Kammen udenfor Vesterport at lække noget, og Vandet stod saa høit, at der kun var en halv Alen til dens øverste Rand. Byens Rendemester og Vandkiger afgav den Erklæring, at Vandet altid burde staa 2 Kvarter over Vandrenderne, for at disse kunde have rigeligt Vand, og det blev som Følge heraf bestemt, at Møllen ikke maatte bruge mere Vand, end at der altid var 3 Kvarter over Renderne, hvorfor der blev sat et Vandmærke. Den øvrige Del af Vandløbet blev ligeledes synet og befandtes i en meget daarlig Stand; de


32

Omkringboende lod deres Rendestene løbe ud i det og kastede alskens Uhumskheder deri, hvilket just ikke var til Gavn for Kongens Vaskerhus, og om Sommeren, naar Valkemøllen stod stille, gav det "en ganske ond Stank*. Sluseværket ved Vandmøllen var derhos i Uorden, saaledes at Vandet undergravede Krudttaarnets Grundvold, Kommissionen foreslog forskjellige Midler imod disse Onder og udstrakte iøvrigt sin Undersøgelse til hele Vandforsyningen saavel fra de nærmere som de fjernere Søer, hvor der allevegne var Meget at udbedre og afhjælpe.

Den gamle By var siden Reformationen undergaaet betydelige Forandringer; Strækninger, der hidtil laa øde, vare blevne bebyggede og mange nye Gader anlagte. Staden havde nu 10 Rodemaal eller Kvarterer, nemlig Øster-, Strand-, Snares-, Vester-, Nørre-, Klædebo-, Frimands-, Kjødmager-, Rosengaard- (som i 1668 omdøbtes til Rosenborg-) og endelig S. Anna Kvarter. En i 1620 udstedt Forordning om Gadernes Renligholdelse angiver de vigtigste Gader og Torve i den gamle By, nemlig i Øster Kvarter: Lille Kirkestræde, Store Færgestræde, Store Kirkestræde, Østergade, Pilestræde, Pustervig, Landemærket, Springgaden, S. Gertrudstræde, Vognmandsgade, Brøndstræderne, Møntergade, Antonistræde, Grønnegade, Christen Bernikovstræde, Kongens Gade (i.e.: Lille Kongensgade), Østervold, Ulkegade og Vingaardsstræde. I Strand Kvarter nævnes: Læderstræde, Ved Stranden, Høibrostræde, Amagertorv, Kjøbmagergade, Anders Hansens Stræde, Helliggeistes Stræde, Klareboderne, Lille Færgestræde og Sigvart Becks Boder; i Snares Kvarter: Naboløs, fra Veierhuset til Vandkunsten langs Stranden (nuv. Nybrogade), Snaregade, Hvælvingen, Magstræde, Vandmøllestræde, Raadhusstræde, Farvergade, Nytorv, Endeløsstræde, Brolæggerstræde, Kompagnistræde, en Del af Badstustræde og Knagerøgstræde (i.e.: Knabrostræde); i Vester Kvarter: En Del af Gammeltorv, Vestergade, Store og Lille S. Klemensstræde, Kattesundet, Vombadstustræde, Hestemøllestræde, Mikkelbryggersgade og Vestervold; i Nørre Kvarter: Nørregade, Studiestræde, S. Pedersstræde, Larsbjørnstræde, Teglgaardsstræde, Larsleistræde, Klokkerhøien og Fiolstræde; i Klædebo Kvarter: En Del af Gammeltorv, Klædeboderne, Skindergade og Kannikestræde, i Frimands Kvarter: Madtorvet, Amagertorv og Hyskenstræde og endelig i Kjøbmager Kvarter: Skoboderne, en Del af Badstustræde, Klosterstræde, Løvestræde, Rosengaarden, Peder


33

Hvitfeldts Stræde, Skidenstræde og Mikkel Vibes Gade. Omtrent samtidig med denne Fortegnelse nævnes Rosengaard-Kvarter for første Gang, indbefattende Pustervig, Landemærket, Aabenraa, Springgade og omliggende Egn, altsaa Dele af det gamle Øster Kvarter; efter Udvidelsen, da det fik Navn af Rosenborg-Kvarter, optog det naturligvis den ny anlagte Rosenborggade og Tornebuskegade i sig. Endelig opkommer S. Anna Kvarter først i 1659 og er det nye Kjøbenhavn udenfor Østervold. Til de her nævnte Gader kan endnu føies Gaderne i Egnen om og paa det gamle Bremerholm, nemlig Fortunstræde og Boldhusgade (den sidste anlagt i 1625 fra Stranden til Skipperboderne), endvidere Admiralgade, der omtrent er samtidig, Dybens- eller Delphingade, Laxegade, Hummerstræde og Skipperstræde. Gammelmønt bebyggedes i Aarene fra 1630 til 1650, Silkegade anlagdes i 1619 (smlgn. I, S. 588), og endelig reguleredes Lille Helliggeiststræde i 1635. Regnegade og Ny Adelgade (oprindelig Lille Grønnegade) opstod først i Frederik den Tredies Tid i 1650-51, den sidste paa den nedbrudte Vold.

En stor Del af disse Gader er omtalt tidligere (I, S. 202 o. flg. og I, S. 424 o. flg.), men ikke faa vare komne til under Byggeperioden i Christian den Fjerdes Tid, eller havde mistet deres tidligere landlige Charakter, medens dog andre havde bevaret den. Saaledes var vel Skidenstrædes (nuv. Krystalgades) Nordside bleven bebygget med lave Boder for Smaafolk, men Sydsiden henlaa indtil ind i det 18de Aarhundrede som Haver hørende til Gaardene i Store Kannikestræde og vendte kjedelige Plankeværker, Lergaarde (i.e.: murede Bindingsværkshegn) eller Udhuse ud til Strædet. Langs Universitetets og Præstegaardens Grund laa paa det nuværende zoologiske Museums Plads den af Chr. IV oprettede medicinske eller botaniske Have. Gaden deltes i Store Skidenstræde fra Nørregade til Fiolstræde; den øvrige Del til Kjøbmagergade hed Lille Skidenstræde. Aabenraa, som først var en Del af Vognmandsgade (den senere Vognmagergade) nævnes første Gang i 1604 som "Aabenraad", og Dr. Nielsen er tilbøielig til at tro, at Navnet skriver sig fra Kjøbstaden Aabenraa, efter hvilken et enkelt Hus kan være opkaldt, hvorpaa hele Gaden har tilegnet sig det. Den var indtil Østervolds Nedlæggelse et kort og slet bebygget Stræde. Slippen, den yderste Ende af Landemærket (et Navn, som nu er ifærd med at forsvinde), maa være opstaaet ved Fæstningsværkernes Sløifning, thi det nær-


34

liggende Lille Brøndstræde var oprindelig Voldgade. Denne sidste Gyde hed, som overfor anført, ogsaa "Bag Volden", og til Overflod kaldtes den "Kjærlingbrønden". Store Brøndstræde hed først Lille Vognmandsgade, men omdøbtes, da Christoffer Valkendorf anlagde den "skjønne Brønd af hugne Sten", der er omtalt i Første Del, S. 404. Sværtegade er et nyt Navn for det tidligere (I, S. 361) omtalte Gjæthusstræde, og Regnegade kaldes i Skjøderne fra Frederik den Tredies Tid "Renegade" eller "den rene Gade". Den er dog muligvis opkaldt efter Planten Regnfang, da Benævnelsen "Regnfanggade" undertiden forekommer. Christen Bernekovstræde, der nævnes 1620, skylder den tappre Helt, Christen Barnekow, der faldt paa Skællinge Hede, sit Navn; maaske har han eiet en Gaard her, thi Opkaldelsen kan ikke være sket for at hædre ham, da det er bevist af C. Bricka, at Sagnet om, at han frelste Kongens Liv i Slaget, er opdigtet. Pilestrædes Vestside var forstørstedelen Haver til de store Gaarde paa Kjøbmagergade; Silkegades Sydside optoges af Konventhusets "store og smukke" Bygninger, der tidligere havde været Fabrikhuse. Løvstræde, eller som dens egentlige Navn er: Løvestræde, havde tidligere været en lang smal Gyde, men blev i 1620 udvidet af Chr. IV. Den gik fra Kjøbmagergade ligesom nu, men tillige langs nuværende Graabrødretorvs Sydside, der indtoges af Børnehusets Bygninger, medens den nuværende Torveplads var dækket af Ulfeldts Gaard. Skoboderne var det Samme som Vimmelskaftet; allerede i et Thingsvidne af 1597 hedder det "Skoboderne, som nu kaldes Vimmelskaftet".

Slotsholmen viser sig paa Kortet som meget ringe bebygget, thi her som de fleste andre Steder ere kun de vigtigste offentlige Bygninger angivne, og af disse mangler endda Tøihusbygningen paa nuværende kongelige Bibliotheks Grund, der først nedreves i 1664. Paa Slotsholmens Nordside laa det islandske Kompagnihus og det kongelige Klædekammer foruden et ikke ringe Antal store grundmurede Borgerhuse, der af J. L. Wolf sammenlignes med Herresæder; og paa Sydsiden foruden Tøihuskomplexet, Børsen og Nybørs en hel Række Bygninger, af hvilke den yderste paa den nuværende Kancellibygnings Grund var den prægtigste. Den ses paa Heimbachs Billede af Arvehyldingen, og blev i 1648 eller 49 opført af Henrik Müller til et Boldhus og Værtshus med Værelser for Boldmesteren og Rum, hvor fremmede Folk og "Passagiers" bekvemmelig


35

kunde logere. For at lette Opførelsen fik Eieren Frihed for al borgerlig Tynge, Skat og Indkvartering af Bygningen samt aarlig

Huset Nr. 14 bag
Børsen

Huset Nr. 14 bag Børsen, nedrevet i 1867.

Toldfrihed for 10 Stykker Rhinskvin, 20 Oxehoveder Franskvin, 6 Piber Spanskvin og 10 Læster Rostockøl eller anden fremmed Drik.


36

J. L. Wolf taler begeistret om dette Hus: "Henrik Müller - siger han - haver ladet den Plads imellem Børsen og Hs. Maj. Provianthus bygge, hvor han af Grunden et meget kosteligt muret Hus med skjønne Gemakker haver ladet opsætte, og derhos et meget herligt Boldhus, hvis Lige udi Bygning og Overdel med Skabelon og Maling man neppelig ved af dets Lige at berømme og sige, med en skjøn hvalt Kjælder under, hvor adskillig Slags Drik der til Kjøbs indlægges kan. Fra Slottet og til dette Boldhus er en Løngang (hvilende paa en stærk Tømmerforbinding) gjort for Hs. Majestæt og Dronningen; naar de vil forlyste sig hen at se, hvo der leger, da er der en Sted, hvor de med Lyst kan staa og sig om se." I 1674 skriver Holger Jakobsen, som dog havde set sig en Del om i Verden, at Boldhuset er det prægtigste og største i Europa, og han giver en Afbildning af Skiltet udenfor Kjælderen, der forestillede to Mænd, bærende en Drueklase paa en Stang, et antikt Motiv. Værtshuset var iøvrigt kun i Brug i nogle Aar, thi i 1659 kom det i Kongens Besiddelse og overlodes af ham til Bopæl for Hofmarskalk Johan Christoffer v. Kørbitz. Derimod blev Boldhuset ved at bestaa, og dets Kjælder anvendtes en Tidlang under Beleiringen til Opholdssted for de svenske Fanger. I Flugt med Boldhuset i nuværende Slotsholmsgade eller "Bag Børsen", hvis Midte indtoges af den i vore Dage tilkastede Kanal, laa et ikke ringe Antal anseelige Gaarde, der senere beboedes af Mænd som Feltherren Hans Schack, Statholder Gabel o. fl.; det ansaas overhovedet dengang for særlig fornemt at bo paa Slotsholmen, skjøndt der endog anlagdes en Bryggergaard her i 1668. De større Gaardes Physiognomi ses ret godt paa Heimbachs Arvehyldingsbillede; som Type paa Gaardfaçaden i et velhavende Borgerhus fra Tiden fremstilles her det charakteristiske "Nr. 14 bag Børsen", der nedreves i 1867. Ved sin paa Konsoller hvilende Svalegang, hvor Bjælkehovederne utvivlsomt have været udskaarne, sine Træsøiler, sin gjennembrudte Træbalustrade og det rige Spil af Lys og Skygge, som maa have oplivet Façaden, har det et eget malerisk og hyggeligt Præg.

Ogsaa i Slottets nærmeste Omgivelser udenfor den af et Stakit omgivne Slotsgrav var Bebyggelsen temmelig stærk. Foran Residentsen laa ud til Kanalen den forhen lidt omtalte Kancellibygning, i hvis nederste Etage der havde været Toldbod; paa Sydsiden var der en temmelig stor aaben Plads hen til Børsen og Løn-


37

gangen over til Boldhuset, saaledes som det ses paa hosstaaende Afbildning, men bagved laa talrige Boliger for Hoftjenerne, Staldbygninger med tilhørende Møddinger og Udhuse. Af saadanne nævnes mange; her var et Slagterhus, der opførtes fra Nyt i 1669, en Hønsegaard, en Vedhave i.e.: Oplagsplads for Brænde, Kongens Ride- og Kuskestald saavelsom Dronningens Ridehus, ja her blev efter Souveraineteten indrettet et Menageri i Nærheden af Tøi-

Kjøbenhavns Slot

Kjøbenhavns Slot. Efter Resen.

huset, hvori der var Løver, Losser, Aber, Falke, Ørne og et "Tigerdyr". Frederik den Tredie interesserede sig levende for sjeldne udenlandske Dyr; han lod Bjørne og Elsdyr komme fra Norge, "Drommedarier" fra Syden, og det var lige paa Nippet til, at Kjø-benhavnerne i 1669 havde faaet en levende Krokodil at se "af samme Slags, som gaa udi Ægyptens Nil". Den befandt sig imidlertid ikke vel i den danske Luft - siger Bording - og døde ved Overfarten over Storebelt "ret under Sprogø Land".


38

Foruden de tidligere omtalte Gader var Byen rig paa Gange, i.e.: Smøger eller Gyder, opfyldte med Smaahuse for Fattigfolk. Til disse hørte Peder Madsens Gang, som i vor Tid har maattet vige for Ny Østergade, opkaldt efter Kræmmer og Brygger Peder Madsen; som i 1615 var Kæmner, saavelsom deri endnu existerende Didrik Badskjærs Gang, saaledes kaldet efter Didrik Johansen Badskjær, Raadmand fra 1631-1642. Ove Gjedde eiede en stor Gaard i Gammelmønt, hvis Bagside vendte ud til denne Gyde; i Begyndelsen af indeværende Aarhundrede fandtes en saadan Gaard endnu her, og de velhavende Levninger af denne, prydede med Basrelieffer og Medailloner, staa den Dag idag i mærkelig Modsætning til Gydens øvrige Huse. I Vingaardsstræde var der særlig Overflod af Gange, saaledes Karen Iver Povlsens Gang, Hans Havemans Boder, Anders Sørensens Gang, Jokum Trompeters Gang, Murmestergangen (senere Smedens Gang), Bødkergangen o. fl. Mellem Mikkelbryggersgade og Kattesundet gik Fyrens Gang, i Rosengaarden laa Anders Sværdfegers Gang, i Fiolstræde Kandestøberens Gang. Fra Læderstræde til Stranden gik Nissegangen, der er angivet paa Kortet fra Frederik den Andens Tid; den var lukket med en Port for begge Ender, men aabnedes i 1639 paa Statholderens Befaling. I Ny Adelgade opstod noget senere Prammandens Gang, i 1620 nævnes Næbdybet, uvist hvor. Adskillige af disse Smøger kaldes "Gaarde", saaledes Kjærlinggaarden i St. Pederstræde, Skvaldergaarden (i 1645 Skvaldergade), Pølsegaarden i Mikkelbryggersgade, Smækkenborg i Lavendelstræde, Perlegaarden i Farvergade o. fl. Man maa tænke sig disse Gange og Gaarde som et Komplex af tæt sammenpakkede Smaahuse med en mellemliggende Smøge, undertiden med Udgang for begge Ender, undertiden lukket for den ene Ende som en cul de sac, eller med Indgangen gjennem en større Eiendoms Port og opførte paa dennes Grund. De fik i Regelen Navn efter Grundens eller Husenes Eiermænd og skiftede derfor ofte Benævnelse; dog synes Navne som Kjærlinggaarden, Skvaldergaarden o. lign. at være Øgenavne, fødte paa Folkets Læber. Mange ansete Mænd og store Grundeiere havde saadanne Leieboder eller "Vaaninger" rundtom i Byen, som f. Ex. Peder Resen, Hans Zoega og Frederik Thuresen.

En væsentlig Prydelse for Byen vare de store Adelsgaarde, hvoraf der var mange. Det er forhen omtalt (I, S. 361), at der i Christian den Tredies sidste Regjeringsaar fandtes 130 adelige Gaarde


39

i Byen, og dette Tal var ikke blot blevet forøget under de paafølgende Konger, men Bygningerne selv vare blevne ombyggede og

Marsvins Gaard

Marsvins Gaard. Efter Hafnia hodierna.

prægtigt udstyrede i Overensstemmelse med den herskende Smag. Hovedbygningen, ofte smykket med Taarne, Spire og Karnapper,


40

laa enten ud til Gaden eller bag en Mur, gjennem hvilken Indkjørselen var; bagved strakte der sig Gaardsrum, Stalde, Boliger for Tyendet og Haver, en hel lille Verden for sig, omhyggelig indhegnet, som den var efter Datids Skik. Som Følge heraf vare Grundene hyppigt meget dybe og gik ud til to parallelt løbende Gader. Ikke faa af disse Eiendomme ere leilighedsvis omtalte foran; saaledes den prægtige S. Gertruds Gaard paa Hjørnet af Pustervig og S. Gertrudsstræde (nuværende Kultorv), som i Slutningen af det 16de Aarhundrede eiedes af Kantsleren Niels Kaas, senere af Gert Rantzau og dennes Slægt. Man faar et tydeligt Indtryk af dens Areal, naar man hører, at hele Hauserplads og den Grund, paa hvilken Reformert Kirke nu ligger, i 1651 hørte til Gaarden. Kantsleren Christian Frises Eiendom i Store Kannikestræde, der naaede ligefra Borchs Kollegium til Kjøbmagergade og blev til Regentsen, er omtalt I, 538; Peder Oxes Gaard paa Kjøbmagergade, der senere kom i Kai Lykkes Besiddelse, er berørt I, S. 303 og 387. Nuværende Hotel d'Angleterre, hvis Grund langs Østergade var langt større end nu, tilhørte paa Frederik den Andens Tid Hak Holgersen Ulfstand, derimod i 1661 Joakim Gersdorf, "Hotel du Nord" beboedes i 1661 af Henrik Bjelke, det nuværende Thottske Palais af Niels Juel. Peder Reetz boede paa Slotsholmen, Korfitz Ulfeldts Gaard laa paa Graabrødretorv, Hannibal Sehesteds og Hans Lindenows, omtrent hvor Kronprindsensgade i Slutningen af forrige Aarhundrede førtes igjennem til Pilestræde, og den nuværende Postgaard eiedes af Theodorus Lente. I Fiolstræde laa en stor Adelsgaard med Boder til Peder Hvitfeldtstræde, der eiedes af Adelsmanden af samme Navn, Norges Riges Kantsler, og i Gammelmønt havde, som alt omtalt, Ove Gjedde en Gaard. Et betydeligt Antal af de større Grunde, som den Dag idag ere bevarede, var Adelsgaarde, som f. Ex. det gamle Vaisenhus paa Kjøbmagergade, den fhv. kongelige Porcellainsfabrik, Nytorv Nr. 5, Østergade 15, 18 (Svaneapotheket) 24 og 52, Pilestræde 36, Klareboderne 3 og tilstødende Grunde (Gyldendalske Boghandel), Kjøbmagergade 11 og 55, Nørregade 41 (det v. Westenske Institut), Nørregade 28, Vestergade 26, Brolæggerstræde 9 og mange andre. En smuk Type paa en gammel Adelsgaard fra Christian den Fjerdes Tid var nuværende Høibroplads Nr. 19, som i 1661 tilhørte Oluf Parsberg, men tidligere havde været i Familien Marsvins Eie. Efter den svenske General Stenbock,


41

som en Tidlang sad fangen her, blev den senere kaldt Stenbukkens Gaard, indtil den brændte i 1795. Thurah skriver i 1748 om den: "Familien Marsvins Vaaben findes over den store smukke Portal for Indkjørselsporten, Gaarden er stor og af særdeles Anseelse, dog efter gamle Tiders Maade og Smag opbygget, med meget Bild-

Holmensgades nordligste
smalle Del

Holmensgades nordligste smalle Del.

huggeri, mange Stenbilleder og andre Zirater samt et med Kobber tækket Taarn prydet. Nu bebos den af adskillige private Familier, som derudi have leiet hver sin Del, saavidt Enhver deraf til sin Husholdning har fornøden."

Det ligger i Sagens Natur, at de fleste af de ovennævnte Gaarde uafladelig skiftede Eiere, eftersom det gik op eller ned for vedkommende Familie; snart beboedes de af Adelsmænd, snart af


42

velstaaende Borgerfolk, thi der var Intet til Hinder for, at Borgere erhvervede dem; tvertimod saa Magistraten det gjerne, eftersom de ellers vare fritagne for al kommunal Tynge og Besværing. Overhovedet boede Kjøbenhavns fornemme og rige Borgere godt, og gave ikke Adelen stort efter i Luxus og Bekvemmelighed. Deres Huse vare prægtigt udstyrede, hvorpaa Henrik Müllers Gaard (nuv. Østergade Nr. 54) og Borgmester Mathias Hansens (nuv. Nr. 6 paa Amagertorv) afgive Bevis. De ere begge omtalte foran (I, S. 512 o. flg.). Hele Husrækken paa Amagertorvs Sydside havde Haver ud til Læderstræde; mange af disse Bygninger vare grundmurede, og der er ingen Tvivl om, at deres Indre svarede til deres Ydre. Efterhaanden som Staden voxede i Indbyggerantal, og Velstanden fordeltes paa flere Hænder, udparcelleredes de store Gaarde, men endnu i Midten af forrige Aarhundrede er der en Rigdom af Haver indenfor Voldene, skjøndt selvfølgelig mindst i det egentlige Forretningskvarter. Henrik Müllers tidligere (I, S. 515) afbildede Huse, den saakaldte Nybørs, hørte ogsaa til Datidens bedste Boliger; langt tarveligere vare de lave Smaahuse i Sidegaderne, saaledes som de endnu ses enkeltvis i Nyboder og nuværende Holmensgade mellem Vingaardsstræde og Lille Kongensgade; i Smøgerne og "Gangene" husedes derimod Usselhed og Fattigdom.

Det er interessant at læse, hvad en fornem og bereist Udlænding, der havde rig Leilighed til at kjende Kjøbenhavn, mener om Byen paa dette Tidspunkt. Den spanske Gesandt Grev Rebolledo siger, at den er en velbygget Stad, beliggende paa tre Øer, næsten omgiven paa alle Sider af Havet og en Indsø, og han priser dens sikkre og rummelige Havn, dens smukke Kirker og offentlige Bygninger, og dens jævne Gader uden store Stigninger eller Skraaninger. Klimaet forekommer ham ikke saa slemt, som Folk i Spanien tro. Der er intet Støv om Sommeren, og intet Smuds paa Gaden om Vinteren; thi i den førstnævnte Aarstid regner det meget ofte, og i den sidstnævnte er Alt frosset til Is, men det gjør Intet, thi Enhver kan trylle Hundedagene frem i Værelset, naar han blot putter mere Brænde i sin Kakkelovn, og Isen er god til kjølige Drikke og til Kanekjørsel, naar man vil slikke Solskin. Det Sidste er dog vanskeligt, da Solen nødig vil frem og meget hurtig smutter bort; man maa derfor kjøre hjem ihast, saa man i kort Tid nyder to saa forskjellige Temperaturer som den i Skythien og den i Syene.


43

Fluerne ere mest paatrængende om Vinteren, thi om Sommeren er der altid Blæst, som jager dem fra hverandre, men om Vinteren gjemmes de nok saa bekvemt ved Ovnene. Der kan være de Tider af Sommeren, da man kun ugjerne lægger sin Zobelpels, til andre Tider skulde man tro, at Aristoteles' hede Zone var ifærd med at flytte til Norge. Levemaaden lader Intet tilbage at ønske. Landet frembringer rigtignok ikke Vin, men der indføres saa meget fra Spanien og Frankrig, og der drikkes saa tæt, at man skulde tro, at den østes op af Vandpytterne. Ellers kan man faa, hvad man ønsker sig: godt Oxekjød, ret godt Flæsk, Lammekjød, Høns og Fisk, hvoraf de bedste Sorter ere de billigste saasom Tunge og Laxørred. Vildt kom kun sjelden paa Torvet og var nok lettere at faa fat paa levende end dødt, thi den jagtelskende Dronning kunde ofte paa én Dag skyde tredive Harer, skjøndt de ere hvide om Vinteren og derfor vanskelige at se. En anden Delikatesse: Kapuner, var ikke til at opdrive; "man synes ikke engang at tillade Fuglene Coelibat i dette Land", tilføier han. Klimaet er et Thema, han ligesom alle andre Udlændinge ofte berører; i Sommeren 1652, da der indtraf en overordentlig Varme med paafølgende stor Sygelighed, saaledes at han tilsidst flyttede fra Byen, siger han: "Den nyeste Nyhed her er, at Klimaet har forandret sig, og at den hede Zone nu har slaaet sig ned her i Ro og Mag. Der er Meloner paa hundrede Pund, modne Druer i Mai Maaned, og en stor Mængde Agurker, som Lægerne have saaet og nu høste Frugten af i Form af Dysenteri. Mange Folk dø uden at vide af det, men det ved jeg, at det ikke er nogen billig Historie for dem; Præster, Klokkere, Læger og Apothekere have gjort sig til Herrer over Valpladsen uden Modstand." Ogsaa paa Religionen har Rebolledo som romersk Katholik en hel Del at udsætte, men ellers er han i det Hele vel fornøiet med Opholdet i Kjøbenhavn. Der gives andre samtidige Forfattere, som tale i anderledes høit stemte Toner om Byen, men de ere ikke ganske at stole paa. Det er saaledes mærkeligt, at Arent Berntsen netop i 1656 priser Kjøbenhavn for dets "stærke Volde, Bolværker, dybe Grave og andre Butenværker", thi de vare faktisk i meget daarlig Stand; heller ikke kan han paa dette Tidspunkt med Rette tale om "et stort formuende Borgerskab", thi man gjennemgik netop trange Tider, hvad Magnus Durell f. Ex. oplyser, i sin bekjendte Relation, og hvad der ogsaa fandt et charakteristisk


44

Udtryk i den Omstændighed, at det ældgamle berømte Kjøbmandsgilde "Danske Kompagni" ikke afholdt noget Møde i Aarene fra 1650 til 1664. Mere ærlig er Purrivus, naar han efter at have bevæget sig paa Kothurnen i sin metriske Skildring af Staden tilstaar, at han har løiet endel, men at dette nu engang er Digterens Ret.

Hvad vi nutildags kalde "Strøget" var det allerede dengang; Amagertorv, Vimmelskaftet, Klædeboderne (thi Nygade existerede ikke) og Gammeltorv var det egentlige Handelskvarter; Østergade i mindre Grad. Her havde de store Kjøbmænd deres Udsalg; her var Handelsboder, Drikkeboder og Krambænke i.e.: Kramboder, og ligesom Færdslen nutildags søger øster- og vesterpaa, søgte den i hin Tid gjennem de meget befærdede Stræder, Høibrostræde og Store Færgestræde, ned til Havnen, hvor Livet og Virksomheden samlede sig paa Strækningen mellem Fortunstræde og Snaregade, Pontoppidan siger i sin Memoria Hafniæ, der er skreven før den store Ildebrand i 1728, at Gaderne i det gamle Kjøbenhavn ere meget irregulaire, krumme og smalle; dog kan man "til Nød" komme frem i dem med en Vogn. Husene ere i Regelen tre Etager høie; de, der ere lavere eller høiere, ere kun faa; de ere ikke alle af Sten i.e.: Grundmur, mange ere af Bindingsværk og blive ofte bemalede med brogede Farver til Pynt. Der er dog god Grund til at antage, at tre Etages Bygninger kun fandtes i de bedre Gader og det ikke engang i Overflod; i Smaagaderne vare Huse paa en og to Etager utvivlsomt det almindelige. Ved Siden af enkelte forholdsvis anseelige Gader som Østergade, Lille Kongensgade, Christen Bernikovstræde o. fl., som have bevaret deres oprindelige Brede til vore Dage, var Hovedmassen af Gaderne generende smalle (5 til 6 Alen eller mindre), og det skyldes kun de store Ildebrande, at dette Forhold blev forandret. Den snævre Del af Holmensgade, der staar uberørt af alle Ildebrande, viser, hvad man dengang forstod ved Smaagader, og "Gangene" vare naturligvis endnu mindre fremkommelige. Af et Brandkort fra 1728 vil man erfare, i hvilken Udstrækning man benyttede Leiligheden til at rykke Gadelinierne ind. Tilstanden forværredes yderligere ved de talrige Udbygninger paa Fortougene, mod hvilke Autoriteterne førte en hidsig, men frugtesløs Kamp; "ikke alene smaa Stræder - skriver Holberg - men endogsaa de fornemste Gader vare defigurerede ved Skure,


45

Svegbuer, Boder, Bislag, Stakitter, Kjældérhalse og deslige Udbygninger, ved hvilke adskillige Personer holdte fal: Kjød, Fisk og deslige Vare, saa at Staden havde ikke alene en hæslig Anseelse, men det Samme foraarsagede ogsaa, at man med Vogne og Karosser ikke kunde komme frem og tilbage." Det maa dog bemærkes, at Brugen af "Karosser" ikke var almindelig i hin Tid; man gik i Reglen tilfods, og først efter Souveraineteten, da Kongen havde foræret Hannibal Sehested, Christoffer Gabel, Biskop Svane og Hans Nansen Vogne, begyndte Stenbroen - for at bruge Holbergs Udtryk - at blive haard for alle Fødder.

Det var sikkert ikke let at bevæge sig i Gaderne om Aftenen uden Lygter; enhver velstaaende Mand vovede sig derfor heller ikke ud uden at være ledsaget af en "Lygtedreng". Man var udsat for at fare vild i Gyderne, faa et Styrtebad af tvivlsom Beskaffenhed fra Vinduerne eller snuble over de fritstaaende Stene, der vare anbragte paa Gadehjørnerne til Værn for Bygningerne. Nutiden vilde dog neppe have fundet Gadernes "Anseelse" hæslig, snarere underholdende og malerisk. De brudte Linier og fremspringende Skure, de mange Karnapper og saakaldte "Udvindver", de hyggelige Borgerhuse ved Siden af virkelige Pragtbygninger, de udskaarne Bjælkehoveder, den brogede Bemaling, Dørhamrene, Skiltene, de talrige Bomærker og Indskrifter over Porte og Døre maatte frembyde et afvexlende og livligt Skue. Af saadanne Indskrifter var der mange, baade latinske, tydske og danske; snart indeholdt de et fromt Ønske, snart en kort moralsk Sentents eller blot en Tilkjendegivelse af, hvem den Dannemand var, der havde bygget Huset. Det danske Kompagnihus i Kompagnistræde (nuv. Nr. 16) bar følgende Indskrift:

"Denne Hus kaldes den danske Kompagni
For Broderskab, som bor derudi.
Hellig Trefoldigheds Laug kaldes det og med Ære,
Derfor bør ingen U-ærlig der at være.
Gud give dennem Alle, som her gaa ind og ud,
At elske hverandre af Sind og Hu."

Underneden var tilføiet paa Latin tilligemed Aarstallet 1591: "Smaating blive store ved Enighed, men store Ting falde sammen ved Splid." I Badstustræde læstes paa et Hus med Aarstallet 1647: "Et godt Rygte er en sikker Arv", i Admiralgade: "Det er vanske-


46

ligst af Alt at behage Alle", i Farvergade stod paa et Hus med Aarstallet 1614:

Min Ven, betænk Du det ved Dig,
At ikke Du misunder mig.
Hvad Gud vil Dig tilføie,
Dermed lad Du Dig nøie.

I Landemærket:

Sørg Du ei for mig,
Jeg sørger ei for Dig,
Gud sørger for os Alle.
Anno 1647.

De allerfleste Indskrifter vare dog religiøse som følgende fra Kjøbmagergade: "Altingest er forfængelig, Guds Ord bliver evindelig" eller i Stil med dette:

Naar Du gaar ud, naar Du gaar ind,
Hav Christum steds i Din Hu og Sind.
Haab Du paa Gud, hans Gunst bestaar,
Naar Verdens Yndest Ende faar.

De Forsøg, der gjordes paa at ophjælpe Handelen i Frederik den Tredies første Regjeringsaar, havde liden eller ingen Fremgang. Det vigtigste Handelskompagni var det islandske; Magnus Durell oplyser, at det havde 20 Skibe og gav 20 til 25 pCt. Udbytte, men han tilføier, at det ikke var Andet end et Monopol, hvorover Provindsen Island høiligen besværede sig. I 1662 blev det ophævet, "efter den Aarsag og Anledning samme Kompagni selv dertil haver givet", hvorved der vistnok sigtes til, at det ikke holdt det Antal Defensionsskibe, hvortil det havde forpligtet sig. Det ostindiske Kompagni var gaaet helt tilbage og havde vel ingensinde betalt sig; i 1652 havde man begyndt at udruste Skibe til en ny Expedition, men der indtraf urolige Tider, der opstod Vanskeligheder med Spanien, og i 1655 var man ikke videre, end at der maatte udstedes Opfordring til nye Indskud. Handelen paa Vestindien eller "de karaibiske Øer", hvorfra man navnlig hentede Tobak, gav heller intet Udbytte, skjøndt der i 1653 gaves et treaarigt Privilegium for et Kompagni, som vilde beseile Øerne, og to dygtige Forretningsmænd, Rentemester Henrik Müller og Renteskriver Jens Lassen, fik lignende Privilegier for to Skibe, hvoraf idetmindste et


47

vides at være kommet hjem til Danmark. Et Saltkompagni for Danmark og Norge med Hovedkontor i Kjøbenhavn oprettedes i 1655; det skulde beseile Spanien og hente Saltet i egne, ogsaa til Orlogsbrug indrettede Skibe, hvilke i Krigstid skulde overlades Kongen for en billig Leie. men heller ikke dette Handelsselskab kunde trives, og i 1662 ophævedes det, fordi det ikke holdt gode og forsvarlige Defensionsskibe. Dog oprettedes et nyt Kompagni tre Aar senere. Henrik Müller, der overhovedet var en af Tidens driftigste og mest geniale Handelsmænd, forsøgte at drive Handel paa Grønland og fortsætte Brødrene Braems Virksomhed i de arktiske Farvande, hvorfor han i 1652 stiftede et grønlandsk Kompagni, der fik 30 Aars Privilegium. I Mai Maaned s. A. forlod to Skibe under Kapitain David Danells Kommando Kjøbenhavn; i Slutningen af Juni lagde de ind paa en grønlandsk Ankerplads, der blev kaldt "Müllers Havn", og allerede i Midten af September vare de tilbage i Sundet. Den heldige Reise efterfulgtes det næste Aar af en ny, men Udbyttet var dog ikke tilstrækkeligt til at dække Omkostningerne, hvorfor Farten snart efter hørte op. Endelig fik et afrikansk Kompagni Privilegier i 1652, og et andet, stiftet af Renteskriver Jens Lassen, i 1656. De beseilede begge forskjellige Pladser paa Guineakysten og bragte Sukker, Elephanttænder, Palmeolie, Guld m. m. hjem, men Handelen fik dog først nogen Betydning efter 1659, da Frederik den Tredie havde givet det guineiske og vestindiske Kompagni, en Oktroi. For ret at drage Fordel af det vestindiske og afrikanske Raasukker, stiftede Jens Lassen et Sukkerkompagni og anlagde et Sukkerraffinaderi bag Børsen paa samme Sted, hvor Sukkerhuset Phoenix den Dag idag findes efter mange Skjæbnens Omskiftelser. Krigen og Beleiringen hidførte naturligvis en Standsning af denne som af al anden Bedrift, og i 1661 opløstes Kompagniet, fordi "det var i temmelig Gjæld uden ydermere stor Kapital dertil at forlægge", og fordi "det velmente og gode Forehavende til Fordel ikke havde villet gelinge". Raffinaderiet leiedes nu af Henrik Müller, men trods de store Friheder, der forundtes ham og hans Medinteressenter, kunde Værket ikke betale sig.

Et overordentligt Forsøg paa at ophjælpe Statens daarlige Finantser og skaffe rede Penge blev gjort i 1653, da den senere Generalpostmester og Admiralitetsraad Povel Klingenberg undfangede Planen til det saakaldte frugtbringende Selskab eller "profiterlig


48

Kompagni", i Virkeligheden et Slags Livrenteanstalt eller Tontine under Statsgaranti, der mærkeligt nok kom ligesaa tidlig frem her i Landet som i Paris, hvor Neapolitaneren Lorenzo Tonti samme Aar foreslog Cardinal Mazarin at optage et Tontinelaan. Forslaget vakte overordentlig Opsigt, fordi man aldrig før havde hørt eller set noget Saadant, og Ophavsmanden gjorde idetmindste selv sin Lykke derved, skjøndt Tanken ikke blev realiseret. Interessenterne i Tontinen skulde deles i 8 Aldersklasser, hver med 2000 Pladser, og for hver Plads skulde der betales 100 Rigsdaler; dog stod det Enhver frit for at kjøbe saamange Pladser, han vilde. Staten forpligtede sig til at betale 5 p. Ct. Rente, men Kapitalen kunde aldrig fordres tilbage. Naar en Interessent døde, blev derimod den Rente, der tilkom ham, fordelt paa de øvrige Medlemmer af hans Klasse, indtil den Længstlevende tilsidst oppebar den hele Rente, altsaa 10,000 Rigsdaler om Aaret. Der blev udstedt Kongebreve til Lensmænd, Borgmestre og Raad i Kjøbstæderne, Geistligheden og de Høilærde, hvori de opfordredes til hver i sin Kreds at virke for Indskrivningen, som skulde foregaa i to Maaneder fra den 1ste Juli til den 1ste September 1653, og for yderligere at paavirke Stemningen blev der lovet dem, der kjøbte 10 Pladser, Frihed for visse kommunale Ombud, og de Fremmede, der kjøbte 20, samme Frihed paa Told som kjøbenhavnske Borgere. Endelig kunde der ikke foretages Arrest eller Exekution i de Renter, som hævedes af Kompagniet. Man tvivlede ikke om, at Laanet hurtigt vilde komme istand, men det skete ikke; Tegningen gik kun langsomt fra Haanden paa Grund af den almindelige Pengemangel, og Krigen gav Befolkningen Andet at tænke paa. Først i Aaret 1800 oprettedes en af Staten garanteret Tontine i Kjøbenhavn; Frankrig havde faaet sin i 1689.

Under de vanskelige indre og ydre Forhold, Pengemanglen og Tilbagegangen paa alle Omraader gjør det et eiendommeligt Indtryk at læse de skarpe Forordninger mod Luxus. I 1649 blev det forbudt Adelen at lade sig vi efter Klokken 12 om Middagen under 1000 Dalers Straf, hvorhos Præsten skulde have sit Embede forbrudt, en Befaling, der vistnok er fremkommen for at hindre utilbørlig Forsinkelse af den ordinaire Gudstjeneste paa Søn- og Helligdage. Det ses forresten af samme Forordning, at Klokkerne have været tilbøjelige til at imødekomme Brudeparret ved at stille Uhrene


49

tilbage, hvilket nu forbødes under Bestillings Fortabelse. Mod Overdaadighed i Klædedragt (Ædelstene paa Huer, Guld-, Sølv-, Silke-og Perlebroderi paa Klæder), mod Gaver af Skjorter, Kraver og Haandduge til Bryllupsgjæster saavelsom mod Traktement ved Begravelser fremkom der ligeledes strenge Forbud. Da der i 1652 opstod en "Blodsot og hidsig Feber" under den usædvanlige Varme, som Rebolledo omtaler, blev der truffet en Række Bestemmelser om Begravelser, navnlig sigtende til at fremme Jordfæstelsen og indskrænke Følget saavelsom Udskjænkningen og Klokkeringningen. Denne "Pest", i hvilken der døde en Snes Mennesker om Dagen i nogle Maaneder, var dog for Intet at regne mod den store Bubonpest af 1654, der hører til de mest ødelæggende Epidemier, Kjøbenhavn og Danmark har kjendt. Ole Borch fortæller, at en Pige, der kom fra Danzig ombord paa et hollandsk Skib førte Smitten med sig i sine Klæder. Hoffet forlod Slottet og drog til Jylland, og da Rigshovmester Jochum Gersdorff var fraværende, overlodes Byen i Axel Urups Værge. Universitetet blev lukket; fra alle Landets Prædikestole søgte man "at afvende Herrens Vrede" ved Bønner, og en Herredag, der skulde have været afholdt i Kjøbenhayn, stævnedes til Kolding. Der indførtes et Slags Afspærringssystem mod Sjælland, idet Ingen maatte begive sig bort fra Øen, uden at have underkastet sig Kvarantaine i Slagelse eller Korsør. Alle Markeder saavelsom Torvedage og andre Forsamlinger afskaffedes; en ny Forordning om Begravelser i Pesttider skjærpede de tidligere Bestemmelser, og man modarbeidede Smitten ved hver Dag at afbrænde Tjæretønder i alle Gader, ryge med Enebær, Malurt, Tjære o. d. Alle Midler viste sig imidlertid frugtesløse; Ole Borch skriver, at det er fuldkommen ubegribeligt, hvorledes Smitten forplanter sig, thi "der kan ikke paavises noget bestemt Tegn paa nogen Fordærvelse, ei heller Stank af Huler, Sumpe eller Aadsler." Døden gjorde et rigt Bytte; i Juli døde der 300 Mennesker om Ugen, i August, da Sygdommen var paa sit Høieste, endog 600, og Rebolledo, der var flyttet ud til Hørsholm, skriver, at det saa ud til, at Byen vilde blive ganske mennesketom. Latinskolen, som paa Grund af Disciplenes Funktioner ved Ligbegængelser maatte være særlig udsat, mistede 246 Drenge, og Skolens Rektor, Jørgen Eilertsen, meddeler, at Peblingene en enkelt Dag maatte følge 60 Lig til Jorden inden Kl. 5 om Eftermiddagen. Etatsraad Johan Monrad, der i


50

sine Klæder førte Smitten til Nyborg uden selv at blive angreben, skriver, at Skolens Ligpenge bleve kastede i en Kjedel med kogende Vand. Om Morgenen Kl. 8 begyndte Kirkeklokkerne at ringe for Lig og vedbleve dermed til Aften. I September traf man Foranstaltninger til at bevare Slottet for "den grasserende Sygdom"; Gemakkerne skulde hver Dag gjøres rene og ryges; Slotsportene skulde lukkes, Ingen maatte under noget Paaskud faa Adgang, og Samkvemmet mellem Byen og Slottet skulde overhovedet indskrænkes til det mindst Mulige. Mønten paa Slottet blev flyttet, Husfogden maatte ikke besøge sin Hustru i Byen, og Vinskjænken ikke komme fra Byen i Vinkjælderen, "i hvad Skade Vinen derover end kan tage". Orlogsflaaden, som tildels laa seilfærdig paa Rheden, mistede næsten alle sine Officerer; i det Hele anslaas de Dødes Antal i Kjøbenhavn til 8,551. Pesten ophørte først i Februar 1655, da Kulden blev streng, og der afholdtes da en almindelig Takkefest i alle Stadens Kirker. Der er ingen Tvivl om, at Præsterne ved denne Leilighed have ivret mod den overdrevne Luxus i Klædedragt, thi man ansaa i hin Tid de store Sygdomme for et Tegn paa Guds Vrede over Moderne. Hiøring skriver imidlertid, at de idelige Paamindelser fra Prædikestolene, den store Pestilenses Plage og Blodsot Intet kunde udrette mod "de Hoffærdelige, som smykkede sig og pralede sig ud med en Hob nye Noder og Stoltheds Tegn, som vare ret nogle slemme nibbede Huer, hvis Puld bagpaa var ikke 3 Fingre bred, med tre Nibbe, et langt ved hvert Øre og et for ned over Panden, saa og nogle ret vederstyggelige Halsklæder og andet sligt Forfængeligt, hvilket de vel besindede var Gud til Fortørnelse." Fjenden skulde staa for Portene, før de nibbede Huer og de slemme Halsklæder fik Reisepas, men Hiøring opfatter det da ogsaa som et tydeligt Bevis paa, at det nu var Alvor med Indbyggernes Gudsfrygt.

I disse uheldige Aar, under den økonomiske Tilbagegang, de mislykkede Forsøg paa at ophjælpe Finantserne og Handelen og de ødelæggende Epidemier var Landets Stilling udadtil i høi Grad prekair. Ved Carl Gustavs Thronbestigelse i Sverig i 1654 blev Krigsfaren endog et Øieblik overhængende, og man skjælvede i Danmark for et pludseligt Overfald. Den "lutherske Keiser", som man snart kaldte den svenske Heltekonge, vendte vel sine Vaaben mod Polen, men den danske Regjering følte sig i høi Grad usikker,


51

rustede, forsaavidt det stod i dens Magt, og førte levende Underhandlinger med de andre europæiske Stater, som foruroligedes ved Sverigs stigende Magt. Fra alle Sider gjordes fremmede modstridende Indflydelser gjældende; man vaklede mellem Tvivl og Haab; snart ønskede man Krig med Sverig, snart Alliance med det, Diplomatiet levede fra Haanden i Munden og kunde ikke fatte en afgjørende Beslutning. Endelig i 1656 syntes et Omslag nær - Carl Gustav havde Vanskelighed ved at hævde sine Seire, hans Forbundne begyndte at falde fra, Polakkerne reiste sig mod Fremmedherredømmet, og snart rygtedes det vidt og bredt, gik som en Løbeild over Europa, at Trolddommen var brudt. I Kjøbenhavn, hvor Begivenhederne i Polen fulgtes med den mest levende Interesse, fortaltes det endog, at Carl Gustav var falden og hans Hær opreven; paa alle Gadehjørner falbødes trykte "Aviser" med Ulykkesbudskaber fra Sverig, hvilke fandt almindelig Tiltro, skjøndt de vare i høi Grad overdrevne, og det kritiske Øieblik nærmede sig, da Danmark, stolende paa Allierede, som endnu ikke havde erklæret sig, blindt styrtede sig i Faren. Man var begeistret og tillidsfuld og haabede at vinde Oprejsning for det Tabte, om end nogle gamle Rigsraader vare opfyldte af mørke Anelser; en krigersk Stemning greb Regjering og Folk, og da nogle danske Orlogsskibe i Mai 1657 bemægtigede sig endel svenske Koffardifartøier, var Freden faktisk brudt. Den 26de Mai forlod den svenske Gesandt Magnus Durell Kjøbenhavn, og den 13de Juni begav en Herold sig til Sverig med den officielle Krigserklæring.

Hvad enten denne Krig nu var en blot og bar Angrebskrig eller et "legitimt Forsvar", dikteret af en naturlig Selvopholdelsesdrift, maa det indrømmes, at den under de forhaandenværende Omstændigheder i hvert Fald var yderst dumdristig. Alle samtidige Beretninger vise, at Riget paa det daværende Tidspunkt var slet forberedt paa en stor Krig, og de paafølgende Begivenheder skulde fuldtud bekræfte Rigtigheden heraf. Magnus Durell, Peter Chambers, Rebolledo o. Fl. udtale sig i deres Indberetninger meget nedsættende om de Danskes militaire Egenskaber, Krigsvanthed og Mandstugt; den første skriver, at "Danmark udenrigs staar i ringe Consideration, med Naboerne i Jalousi, selv med det fyrstelige Hus Gottorp; indenrigs er der hverken Conduite, Courage, Orden, Penge, Credit eller Soldater." Rebolledo bemærker efter Krigens Udbrud, at "der


52

er en saadan Splid og Uorden i den danske Overkommando, at Intet kan blive til Noget«, og tilføier: "I hele Jylland er der ikke 5n, som kan skyde et Gevær af!", og Holberg fælder følgende haarde Dom: "Al Forstand, Hjerte, Redelighed og Konduite var saa rent forsvunden saavel hos Soldater som hos Anførere, saa man ikke kunde kjende Nationen mere igjen. Hvorudover ogsaa den danske Nation paa samme Tid geraadede udi saadan Foragt, at den blev allevegne til en Fabel." Da Frederiksodde den 4de November faldt i Fjendens Hænder, gik det først op for Folket, at det ikke alene formaaede at modstaa Sverigs Magt, skjøndt man, efter Sædvane i Modgang, skreg paa Forræderi, og Harmen vendte sig, og det ikke med Urette, mod de høiere Officerer saavelsom mod Adelen, der havde vist stor Uduelighed og, hvad værre var, utilgivelig Mangel paa Fædrelandskjærlighed. Der udspredtes allerede da Skandskrifter mod Rigsraadet og Adelen, men Ingen havde Begreb om, hvilket Maal af Ulykker der endnu var i Vente.

Krigsbegivenhederne berørte ikke Hovedstaden strax, uden forsaavidt de gav Anledning til forøget Virksomhed. Under Admiralerne Niels Juels og Nikolai Helts Tilsyn og Ledelse udrustedes Flaaden paa Bremerholm, og nye Skibe byggedes paa det derværende Orlogsværft; fra Tøihuset sendtes Krudt, Kugler, Lunter, Morgenstjerner, Granater og Fyrkugler til Hæren i Jylland, og Kjøbenhavns Smede, der forstærkedes med øvet Mandskab fra andre Kjøbstæder, arbeidede for Artilleriet og leverede Stigbøiler til Rytterne. Skræderlauget syede Dragonkapper og andre Beklædningsgjenstande, Møllerne, Bryggerne og Bagerne havde store Leverancer af Mel, Brød, Øl og Havre til Armeen i Skaane, og den livlige Færgefart til Malmø og andre skaanske Havne med Tropper, Materiel og Proviant maatte sætte mange Penge i Omløb. Velstaaende Borgere udrustede Kapere og havde uden Tvivl god Fortjeneste derved. Men senere, da det Utrolige var sket, da Svenskekongen havde ført sin Hær over Isen til Fyen, og derfra over Langeland til Lolland og Sjælland, maatte det Værste befrygtes, og Himmel og Jord sættes i Bevægelse for saa godt som muligt at sikkre Hovedstaden og dermed Riget fra fuldstændig Undergang. Henning Qvitzow, som da havde Overopsynet med Befæstningen, arbeidede i Forening med Kommandanten i Kjøbenhavn Joachim v. Breda paa at sætte de meget mangelfulde Fæstningsværker istand til at


53

modstaa et Angreb, men Tiden var for knap til at udrette noget Væsentligt, og snart hindrede Frosten alt Jordarbeide. I November 1657 anbragtes Raveliner, Batterier og frisiske Ryttere udenfor Portene; i Kastellet og paa Voldene holdtes der Vagt for at beskytte Byen mod Overrumpling, Kanalen gjennem Christianshavn lukkedes om Natten med en Bom, og der anskaffedes Palissader og Stormpæle i Massevis til Dækning af de svageste Punkter som f. Ex. ved Udkjørselen gjennem Volden til Dronningens Lysthave (nuv. "Tivoli"), men Alt dette var og blev dog kun halve Forholdsregler, saalænge Hovedvoldene ikke vare færdige. Midt i December fandt man Stillingen saa truende, at man begyndte at overføre Rytteri fra Malmø hertil, og paa dette Tidspunkt optraadte mærkværdigvis nogle Kvækere i Kjøbenhavn, som "adskilligt Forargeligt spargerede", hvilket sandsynligvis vil sige, at de i Overensstemmelse med deres Tro foreholdt Indbyggerne det Ugudelige i at bære Vaaben mod Fjenden, hvorfor Magistraten ufortøvet tog dem i Forvaring. Da den ene Jobspost efter den anden indløb, og Carl Gustavs Hær i Februar gik over Isen til Lolland, blev Faren overhængende; alle disponible Tropper bleve samlede i Hovedstaden, Nattevagterne forøgedes, Studenterne opfordredes til at deltage i Byens Forsvar og mønstredes den 12te Februar paa Slotspladsen, endel af Skoven ved Skovshoved gaves til Pris til Ildebrændsel, og ti Borgervogne maatte daglig kjøre Tømmer til Befæstningen. Den 9de Februar, altsaa et Par Dage før Carl Gustav havde betraadt Sjællands Grund, udstedte Kongen et aabent Brev til "Borgmestre og Raad samt menige Borgere her udi vores Residentsstad Kjøbenhavn", hvori man tydeligt læser Stemningen i de høieste Kredse. "Vi bede Eder - hedder det - saa og naadigst formane Eder Alle og Enhver, at I udi disse besværlige, forvirrede og bedrøvelige Tider betænker Eders Ed og Pligt til at gjøre og bevise Eder imod os, Eders Konge og Fædreland, som ærlige og tro Patrioter egner og anstaar. Vi lover derimod igjen Eder ikke aleneste ved Eders hidindtil havende gamle Privilegier at holde, men endogsaa dennem saaledes forbedre, naar Gud giver bedre Tilstand, saa I skal have Aarsag os at takke, og I selv deraf kan have Ære og Andre Exempel." Her gaves altsaa for første Gang det Løfte, som blev indfriet den 10de August, gjentagne Gange fornyedes under Beleiringen og fandt sit endelige Udtryk i Privilegierne af 24de Juni 1661.


54

Den 11te og 12te Februar satte den svenske Hær over til Vordingborg, og Efterretningen herom maa hurtigt være naaet Hovedstaden. Det blev strax paabudt, at der skulde stikkes Ild paa Forstæderne, naar Fjenden nærmede sig, dog, at Alt, hvad der kunde bruges, iforveien skulde føres ind i Byen, og Hærværket blev iværksat, som det synes temmelig overilet, til stor Skade for de Udenbysboende. I det svenske Hovedkvarter, til hvilket Rigshovmester Jochum Gersdorf og Kristen Skeel afsendtes for at underhandle om Fred, drøftede man Ulfeldts Plan om at gaa løs paa Kjøbenhavn, afsætte Kong Frederik og forene Norge og idetmindste Danmark til Store Belt med Sverig. Andre mente dog, at Sverig skulde lade sig nøie med Skaane, Halland og Bleking eller med Norge, deriblandt Carl Gustav selv, som lededes af den Tanke, at en Inkorporation af Danmark i Tidernes Løb ufeilbarligt vilde føre til, at Kjøbenhavn paa Grund af dets Beliggenhed, Bekvemhed og Ynde (propter situm loci et commoditatem et amoenitatem istius) vilde blive Residentsstaden, og Sverig saaledes alene et Appendix til Danmark. Grev Klas Thott, der kom tilbage fra et Streiftog mod Kjøbenhavn, bad forgjæves om Tilladelse til strax at storme Byen, idet han med sit Hoved vilde indestaa for, at Kongen den følgende Dag skulde foreskrive den fangne danske Kongefamilie Freden paa Kjøbenhavns Slot - Carl Gustav var mere tilbøielig til at underhandle. Dog førte de foreløbige Konferencer med de danske Kommissairer ikke til noget Resultat, efterdi disse ikke havde Fuldmagt til at slutte endelig Fred, og de svenske Fordringer derhos fandtes overdrevne. Derfor fortsatte den svenske Hær Fremrykningen og stod den 14de Februar i Kjøge; Gersdorf og Skeel vendte tilbage til Hovedstaden.

Her herskede der fuldkommen Panik. Mange Landboere fra Omegnen vare flyttede ind med deres Tyende og Eiendele og forøgede Forvirringen; der var Trang paa Proviant og Foder, Almuen var oprørsk og forbittret og kastede Skylden for Ulykkerne paa de Fornemme; man mumlede om Forræderi, kort sagt ethvert Forsøg paa at sætte Magt mod Magt syntes paa Forhaand umuligt. Spørgsmaalet, om man skulde gaa ind paa de svenske Fordringer eller rentud forkaste dem, var Gjenstand for en hel Dags Drøftelse, og Meningerne vare delte. General Trampe tilbød at drage ud med 4000 Mand og slaa Svenskerne tilbage; man kunde i Mellemtiden


55

væbne Studenter, Haandværkssvende, Borgere og Bønder, hvis Tal var større end hele den svenske Hær. Kong Frederik var tilbøielig til at billige denne Plan, men Rigsraadet modsatte sig den som altfor farlig. Tilsidst fik Betænkelighederne afgjort Overhaand, og det besluttedes at gjenoptage Underhandlingerne.

I Høie Taastrup fortsattes de - netop Dagen efter at Brandenborg, Polen og Østerrig endelig havde forenet sig om at komme Danmark til Hjælp, men forsilde. Et Forsøg paa at bestikke Ulfeldt strandede, og de danske Underhandlere maatte nu give efter i Et og Alt. Allerede den 18de Februar undertegnedes Fredspræliminairerne, og den 28de afsluttedes den endelige Fred i Roskilde, ved hvilken Danmark mistede alle Landskaberne Østen for Sundet tilligemed Bornholm og Trondhjems Lehn. Rigshovmesteren hviskede til den engelske Gesandt Meadowe, da han satte sit Navn under Fredstraktaten: "Jeg vilde ønske, at jeg ikke kunde skrive"; Kristen Skeel sørgede sig til Døde. Danmark laa dybt ydmyget og slaaet til Jorden mere end nogensinde før; ladt i Stikken af sine Forbundsfæller, havde det ikke blot Skaden, men Skammen at bære.

Frederik III og Carl
Gustav samt deres
Dronninger som Skakfigurer

Frederik III og Carl Gustav samt deres Dronninger som Skakfigurer.
Orig. paa Rosenborg.



<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor jul 7 20:12:30 CEST 2005
Publiceret: tor jul 7 20:12:21 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top