eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn
    - kap. IX

Kbhvn., Thiele, 1887

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Christian den
Fjerde

Christian den Fjerde som Imperator; efter Busten paa Rosenborg. Paa Siderne: et Sø- og et Landslag efter de brændte Tapeter paa Frederiksborg.


NIENDE KAPITEL.

Kjøbenhavn under Christian den Fjerde til Freden i Lybæk 1629.

_____

D


en Stemning, der greb Folket, da Frederik den Anden var død, og Kirkeklokkerne hver Middag ringede en Time over al Riget, læses ud af det troskyldige gamle Vers:


"O, Danmark, Danmark, se Dig nu om,
Du har her mist en Herre from,
En klar Sol for os til Bjerge er gaaen, min Ven,
Inaar Gud vil, den maa oprinde igien.
Gud hjælpe os fattige danske Folk,
Og vær vor Skytsherre, Værn og Tolk."

Denne Følelse var dog neppe af lang Varighed, thi da Formynderregjeringen først var udnævnt, og Forholdene vare blevne ordnede under Mindreaarigheden, oprandt en forholdsvis god og lykkelig Tid for Landet, om der end i de paafølgende otte Aar hverken blev gjort eller kunde gjøres noget Synderligt for Kjøbstæderne og Kjøbenhavn. Regjeringsraadets Opmærksomhed var delt mellem Forholdet til Udlandet, navnlig til Spanien, Neder-

[429]

430

landene og Sverig, som efter Lasttoldens Indførelse under Fred. II fremkom med idelige Klager over Sundtolden, og indre Vanskeligheder mellem Adelen og Regjeringsraaderne selv. Den unge Konge, for hvis Opdragelse der blev sørget fortrinligt, kom kun sjeldent til Kjøbenhavn, hvor Adelsmanden Ditlev Holck, som var bleven Slotsbefalingsmand paa Enkedronning Sophias Indstilling, udførte alle en Statholders Forretninger, thi nu som før ansaas det for nødvendigt at have en betroet Mand paa den vigtige Post. Endog under den store Herredag i Kolding 1590, da hele Kjøbenhavns Magistrat begav sig til Jylland, kunde det ikke tillades Slotsbefalingsmanden at reise; han fik Ordre til at blive for "med Altingest at kunne have Agt og Opseende", da det "ikke vel vilde skikke, at man skulde slippe Slottet aldeles ledigt". Christian den Fjerdes første længere Ophold i Kjøbenhavn var vistnok under den skotske Kong Jakobs Besøg i 1590 og senere under Herredagen i 1591, da han optraadte som Dommer i en adelig Voldssag og vakte almindelig Forbauselse ved sin strenge Retfærdighedsfølelse.

Den Omstændighed, at Christoffer Valkendorf en Tidlang havde Sæde i Formynderregjeringen, kom dog uden Tvivl Staden til Gode, thi som forhenværende Statholder her maatte han være den nærmeste til at varetage dens Interesser og fremme dens Velfærd. Det skyldes saaledes formodentlig hans Indflydelse, at Magistraten i 1591 opnaaede forøgede Indtægter af Søtønderne og af Vin- og Ølaccisen, som den endog havde mistet helt under Striden med Borgerskabet i 1580 (smlgn. S. 399), ligesom at Sagen blev gjennemført trods Tydskølførernes trodsige Uvillie og Borgerskabets Indsigelser mod denne formentlige Uretfærdighed. Paa den anden Side fik Borgmestre og Raad gjentagne Gange Irettesættelser af Regjeringsraadet, fordi de udsatte Sagerne utilbørligt og i det Hele ikke passede deres Forretninger med den Iver og Nøiagtighed, der kunde forlanges. Nogle Smaaforbedringer ved Havnen, en Udvidelse af Vandledningerne og et skjærpet Tilsyn med Haandværkslaugene ere i det Væsentlige de indre Forandringer, der iværksattes under Christian den Fjerdes Mindreaarighed.

Et Udtryk for den Misfornøielse, der herskede med Laugenes Misbrug, er den Vedtægt, som udkom paa dette Tidspunkt eller maaské kort før Frederik den Andens Død, og hvori der fastsattes Taxter for alle de vigtigste Næringsveie: Bagere, Bryggere, Slagtere,


431

Skomagere, Skrædere, Smede, Vognmænd og mange andre lige ned til Arbeidskarle og Møndrikker (Færgemænd). Med de saakaldte "Huggitzer", Smaahandlere, der opkjøbte Bøndernes Varer, inden de kom paa Torvet, og derved fordyrede Levnetsmidlerne paa util-

Christian den Fjerde
som Dreng

Christian den Fjerde som Dreng.

børlig Maade for Indbyggerne, blev der ligeledes udøvet streng Kontrol. Nogle nye Laugsskraaer udstedtes ogsaa i disse Aar for Seilmagerne, Vandtsniderne, Bryggerne og Tydskølførerne i.e.: de Handlende, der indførte tydsk Øl og solgte det i store Partier. Seilmagerne havde aldrig før været i Laug, hvorfor de havde maattet


432

udstaa en stærk Konkurrence fra Ind- og Udland, hvilket var saa meget mere urigtigt, som "dette Embede var et besynderligt Haandværk, som gjælder om Liv, Skib og Gods at bevare". Ogsaa Vandtsniderne (S. 339 o. flg.), Datidens Grosserere, fik nu første Gang en særlig Skraa, ved hvilken der tilstodes dem den væsentlige Forret, at fremmede Klædekræmmere ikke maatte handle i Staden, før de havde tilbudt Lauget deres Varer, hvorhos de fik Eneret paa al Handel med Klæde. Da de imidlertid misbrugte Monopolet og ikke blot skruede Priserne i Veiret, men endog ikke vare tilstrækkeligt forsynede til Forbruget, blev Eneretten dem igjen fratagen i 1594. Bryggerne fik i deres Skraa Eneret til at brygge Øl til Salg og til Flaaden (thi enhver Privatmand kunde frit brygge til eget Behov); dog skulde de til Gjengjæld underkaste sig en efter Tidens Leilighed af Magistraten fastsat Taxt. De havde Forkjøbsret til al Humle, der førtes til Byen, og maatte derhos drive anden Kjøbmandshandel. Den Omhu, hvormed de forskjellige Medlemmer af samme Laug passede paa hinanden, viser sig i den charakteristiske Bestemmelse, at Bryggerne, som dog hørte til Byens fornemste Borgerskab, personlig skulde møde paa Torvet, naar de vilde kjøbe Korn; thi der maatte kun være én Kjøber fra hvert Sted. Den eneste Undskyldning, der toges for gode Vare, var, at den Paagjældende var bortreist eller laa paa Sottesengen, ja saa mistænksom var man, at det udtrykkelig forbødes Bryggerne "at holde nogle hemmelige Ord eller forlagte Stykker med Bonden ved nogen Argelist". Endelig vare Tydskølførerne paa dette Tidspunkt blevne saa talrige, at de kunde danne et Laug (smlgn. S. 342), men det bestod sandsynligvis kun kort.

Christoffer Valkendorfs Omsorg for Byens Velfærd lagde sig paa forskjellig Maade for Dagen i disse Aar. Saaledes stiftede han den 26de Februar 1589 Valkendorfs Kollegium, eller som det kaldtes: "Valkendorfs Boder" i det gamle Karmeliterkloster (smlgn. S. 212) og indviede det med et prægtigt Gilde for alle Universitetets Professorer saavelsom Stadens Præster og Kapellaner; senere den 16de Juli 1595 udstedte han en Fundats for det nye Studenterhjem og henlagde en fast Kapital til de 16 Alumners Underhold. Endvidere havde han den Glæde at se to Arbeider fuldførte, for hvilke han havde interesseret sig varmt, og for hvis Fremme han ikke havde skyet store personlige Offre (smlgn. S. 404); i 1591 blev nemlig


433

Nikolai Kirkes Taarn færdigt, og 1594 opsattes Helligaandskirkens Spir i samme Skikkelse, som det i den allerseneste Tid atter har faaet. Det skyldes utvivlsomt Valkendorfs Indflydelse, at den berygtede Fribytter Mogens Heinesen blev dømt til Døden af Raadsturetten i Kjøbenhavn og henrettet paa Slotspladsen i 1589, thi den Opreisning, som det følgende Aar gaves den Henrettedes Minde, kom ikke blot til at gaa ud over Valkendorfs Pengepung, men ogsaa over hans Person, idet han vistnok som Følge af denne Sag maatte udtræde af Regeringsraadet. Eftertiden har imidlertid dømt ander-

Valkendorfs
Kollegium

Valkendorfs Kollegium før Ombygningen i 1865.

ledes om dette Forhold og kan kun finde Dødsdommen mod Kvindekrænkeren, Menederen, Sørøveren og den bedrageriske Kjøbmand fuldt berettiget. At Valkendorf, som man har paastaaet, ogsaa var Tyge Brahes Fjende og bærer Hovedskylden for hans Landflygtighed, er mildest talt usandsynligt, thi et Brev fra den berømte Astronom til Valkendorf, skrevet i Landflygtigheden, antyder tvertimod, at der herskede et Venskabsforhold mellem de to Mænd. Tyge Brahes Navn knytter sig forsaavidt til Kjøbenhavn, som han i 1589 indrettede et astronomisk Observatorium paa Volden i det


434

saakaldte Vandmølletaarn (der ses paa den ældste Grundtegning), hvilket dog snart opgaves igjen.

Kjøbenhavnerne bleve under Formynderregjeringen Vidner til uventede Fester i deres By, da den unge Kong Jakob den Sjette af Skotland beilede til Christian den Fjerdes Søster Prindsesse Anna. Forlovelsen feiredes i August 1589, da Studenterne opførte en af Plautus' Komedier paa Slottet, hvorpaa Prindsessen kort efter afseilede herfra paa en Flaade af 11 Krigsskibe under Rigsadmiral Peder Munk. Denne Seilads fik imidlertid et meget uheldigt Udfald; Skibene overfaldtes af Storm, sprang læk og maatte ty ind til Norge, hvor den utaalmodige kongelige Brudgom opsøgte sin Trolovede og holdt Bryllup med hende i Oslo. Det unge Par begav sig derpaa ledsaget af et stort Følge til Kjøbenhavn, hvor det indtraf i Februar 1590 og efter Sædvane modtoges udenfor Byen af Hoffet, Adelen, Geistligheden og Studenterne. Nu paafulgte der en livlig og bevæget Tid "med Ridderspil, Optog, Dyst- og Ringrending, hvorudi den unge Konge lod se større Styrke og Fuldkommenhed, end man af hans Alder kunde have ventet; desligeste med Dandsen og Fyrværker, latinske og danske Komedier, med Jagt saavel med Hunde som med Folk, med Væddeløb baade af Folk og Heste, med Spilfægtning af Skibe og desligeste, saa at ingen Dag gik forbi, jo noget Nyt blev paafundet til Forlystelse og Tidsfordriv". Kong Jakob var under sit lange Ophold i Kjøbenhavn ogsaa Gjæst paa Universitetet, hvor han overværede en theologisk og en medicinsk Forelæsning og til Minde om sit Besøg forærede Akademiet et forgyldt Bæger og 7 Folianter. Kong Jakobs Pokal opbevaredes indtil Bombardementet 1807, da den gik tabt ved Ildebranden.

Det kongelige Besøg fik et sørgeligt Efterspil, da det pludselig blev aabenbart, at den danske Flaade forrige Efteraar ved Trolddom var bleven hindret i at seile til Skotland. Rigtignok havde Rigsadmiral Peder Munk fundet en naturligere Grund i Christoffer Valkendorfs mangelfulde Tilsyn med Holmen og Skibsbyggerierne, men den sidste var bleven frikjendt for al Forsømmelighed paa Herredagen i Kolding 1590. Man havde jo desuden Erfaring for, at Flaaden særlig var udsat for Troldkvinders Efterstræbelser; i 1543 havde saaledes helsingørske Troldkvinder umuliggjort Anslaget paa Holland, og Ulykken ved Gulland i 1566, da en stor Del af Flaaden gik tilbunds, skyldtes en lignende djævelsk Indflydelse.


435

Det viste sig heller ikke vanskeligt at finde de Skyldige; sex Hexe paa Feiø og tre i Kjøbenhavn tilstod deres Brøde paa Pinebænken; ved Hjælp af nogle Lerpotter paa et Bord havde de først vakt Storm; derpaa havde de udsendt Apostlen "Langvinus" i en tom Øltønde, og denne havde i Forening med de to Smaadjævle »Pil-Hestesko" og "Smuk" hindret de danske Orlogsskibe i Farten ved at klamre sig om Kjølen. Den ene af de anklagede kjøbenhavnske Kvinder var en anset Dame, Borgmester Jakob Sørensen Skrivers Hustru, der ligesom de øvrige Ulykkelige sikkert endte paa Baalet, eller som man kaldte det: "blev svoren til Ilden". Manden sank efter sin Hustrus Død i haabløs Fattigdom og endte som Lem i Helligaandshospitalet (Vartov), hvor han optoges ved sær kongelig Naade.

Under Formynderregjeringen, strax efter Paaske 1592, ramtes Kjøbenhavn af en af de intermitterende Epidemier, der vare Datidens store offentlige Ulykker, en Typhusepidemi, som bredte sig over en stor Del af Sjælland og Fyen og tvang den unge Konge, der nylig havde overstaaet en livsfarlig Koppesygdom, til at forlade Staden. Efter Sædvane lukkedes Universitetet i nogle Maaneder, og Studenterne hjemsendtes. Borgmestre og Raad fik "under denne besmittelige og farlige Syge, som Gud allermægtigst for vore mangfoldige Synder og Ondskabs Skyld os til Straf haver paahængt i vor Stad Kjøbenhavn" Befaling til at forbyde Ligfølget at gaa ind i de smittede Huse og standse al Handel med gamle Klæder, thi man havde erfaret, at Sygdommen udbredtes i vide Kredse paa disse Maader. Skjøndt Dyrtid og Misvæxt fulgte Pesten i Hælene, bleve dog alle Onder hurtigt beseirede, og efter et Par gode Aar var Alt paany ved det Gamle, saaledes at Slange, ved Christian den Fjerdes Overtagelse af Regjeringen i August 1596 skriver: "Ingen usædvanlige eller ugunstige Veirforhold, der kunde indvirke skadeligt paa Jordens Afgrøde eller Sundhedsforholdene blandt Mennesker og Dyr fandt Sted, og Landet levede i Fred. Vandet gav sine Velsignelser, og Skibene seilede saa sikkerlig paa Havets Bølger, som Ploven skar sine Furer udi Jordens Ryg. Grøden blev og afhøstet med saadan Overflødighed, at Landet ikke alene havde nok selv, men endog til at meddele sine Naboer, som fattedes og led Mangel; med ét Ord: Guds Beskyttelse, Fred og Velsignelse var over disse Kongeriger og Lande".


436

Forberedelserne til Kroningen spores allerede i Marts 1595, da der opsamledes Forraad af Kalk og Mursten til Bygning paa Slottet, thi det var gammelt og forfaldent og frembød neppe - selv efter Datidens beskedne Fordringer til Hygge - noget bekvemt Opholdssted for Hoffet og dets forventede talrige Gjæster. For at give Slottet et mere imponerende Ydre blev Blaataarns Mur forhøiet 6 Alen, og et nyt Spir, tækket med Kobber, opsattes. Herved fik det i det Væsentlige den Skikkelse, det bevarede indtil den store Ombygning under Frederik den Fjerde, og som det ses paa hosstaaende Afbildning fra en langt senere Tid. De tre over hverandre anbragte Kroner, hvoraf Spiret bestod, vare ligesom Stangen, Knapperne og Fløiet stærkt forgyldte, og ovenover den nederste store Krone var der i otte runde Skiver anbragt Kongens og Rigets Vaabner, malede og forgyldte. Et Seirværk, som baade slog "Kvarter og Stunder" anbragtes endvidere her; det havde to forgyldte Skiver, hvoraf den ene vendte ud til Slotspladsen, den anden til den indre Borggaard. Paa den Vindeltrappe, som fra Gaarden førte op til Blaataarn, anbragtes en ny med forgyldte Lilier, Knapper og andre Sirater smykket Karnap, og alt eftersom Høitiden nærmede sig, bleve de kongelige Værelser istandsatte; der lagdes nye Flisegulve, og Haven blev beplantet med Træer og Urter, som indforskreves fra Holland. Alt til Adelsmænd og Borgere udlaant Skyts blev krævet tilbage, Kjøbenhavns Borgere fik Befaling til at skaffe Staldrum til 3000 Heste, endogsaa Gaderne bleve udbedrede og brolagte, kort sagt paa alle Omraader mærkedes de kommende Festligheder. Christoffer Valkendorf, som i Efteraaret 1595 atter var bleven Statholder sammen med den berømte Historieskriver Arild Hvitfeldt og et Par Maaneder før Kroningen tillige blev Rigens Hovmester, havde nok at tage vare; der skulde sørges for Sengesteder, som dels bleve forfærdigede fra Nyt af, dels laante af Kjøbstæderne i Skaane; uhyre Masser af Vin og Øl opkjøbtes og fordeltes under fornødent Opsyn og Kontrol omkring i de Huse, hvor de Fremmede skulde bo, der skulde sørges for de Fremmedes Indkvartering hos Borgerne, og der blev bestilt 25,000 Glas, et overordentlig Tal, som kun bliver forstaaeligt, naar man erindrer, at det hørte til hin Tids Forlystelser at ende et Gildelag med at slaa Alt i Stykker navnlig Glas og Ruder. Ved Universitetet indstuderede Studenterne nogle Komedier, som dog ikke kom til Opførelse, da Christian den Fjerdes Svoger,


437

Hertug Henrik Julius af Lyneborg sendte sine engelske "Komedianter og Springere" ialt 18 Personer, hvorved Universitetet - som Rørdam bemærker - slap for at gjøre Fiasko. Langt ude paa Landet, ja over hele Riget føltes Kroningsfesten som en Byrde, thi Bønderne maatte møde med Hundreder af Vogne for at befordre de fyrstelige Personer samt deres Folk og Gods.

Renaissancetidens hele Pragtlyst og i sin nordiske Form halvt barbariske Luxus udfoldede sig ret ved denne Leilighed og blev

Kjøbenhavns
Slot

Kjøbenhavns Slot paa Chr. V.s Tid. Efter Resen.

kun overgaaet én Gang senere nemlig ved den udvalgte Prinds Christians Bryllup i 1634. En utrolig Masse Mennesker blev samlet i Byen. I Henhold til de i Februar udstedte Indbydelser strømmede Adelen til med "vel udflyede og udstafferede Folk og Heste, der kunde være Kongen og Riget til Ære"; de fremmede Fyrster og Gesandter havde 2200 Heste med sig; et enkelt Gesandtskab, det skotske, talte alene 60 Personer, og Tusinder af Skuelystne havde selvfølgelig ogsaa indfundet sig. Til Ordenens Opretholdelse havde


438

man ikke blot Borgervæbningen, der bestod af fire Fænniker, men et særligt Korps paa 600 Mand, sammensat af Landsknægte og Borgere fra de nærmeste Kjøbstæder. Kongen var selv paafærde fra Morgen til Aften for at overbevise sig om, at Alt var ordnet paa rette Maade; han uddelte kostbare Æresklædninger til Officerer, Hoftjenere og Drenge og holdt før de fremmede Herrers Ankomst en stor Mønstring over hele Mandskabet i Marken, ved hvilken Enhvers Forretning og Funktioner nøiagtigt fastsattes. Ved denne Leilighed bleve Indbyggerne Vidner til den første Procession, et storartet Optog af Krigsmænd og Adelsmænd med Pauker, Kedeltrommer og Trompeter i Spidsen, alle iførte sølv-, guld- og perlebroderede Kjortler, ridende paa Heste med juvelbesat og sølvbeslaaet Ridetøi, Smykker i Panden, Fløiels Dækkener og "skjønne Plumatzer og Fjer paa Hovedet og Rumpen". Drabelige Silke Damaskes Faner med Kongens paamalede Vaaben vaiede i det lange Tog; kongelige "Spitzdrenge" (Spyddragere) med perlestukne Stormhuer, svære Guldkjæder om Livet og Halsen, Fløielskjortler med Guldbræmmer og forgyldte Daggerter og Sværd tumlede deres abildgraa Heste, medens Kongen selv red midt i Toget, ledsaget af sine Brødre, sine høieste Hofembedsmænd, sine Livknægte, sin Kammerdreng og hele Rigens Raad.

Hver Dag bragte nye Overraskelser og Skuespil for Indbyggerne, thi de fyrstelige Gjæster bleve i Almindelighed modtagne udenfor Byen mellem Kjøbenhavn og Roskilde af Kongens Brødre og nogle af Rigsraaderne og derpaa ledsagede gjennem Gaderne til Slottet under Æressalut fra Voldene og Skibene. En saadan Modtagelse fik Kongens Farbroder, Hertug Hans den Ældre med Gemalinde, Børn og anden Familie saavelsom Hertugerne Ernst og Christian af Brunsvig Lyneborg, hvorimod en ung Hertug af Pommern og en Pfalzgreve maatte nøies med ringere Ære. Fra Skotland, Sachsen, Meklenborg, Lybæk, Hamborg, Danzig, Rostok og Stralsund indtraf Udsendinge med Gaver af Heste og Sølvbægere og bleve indkvarterede i "Lossementer« hos Borgerne. Alt var saaledes rede til at modtage de fornemste Gjæster, Markgreverne af Brandenborg med Hustruer og Døttre, af hvilke Joachim Frederiks Datter Anna Kathrine ved denne Leilighed vandt Kongens Hjerte og Aaret efter blev hans Dronning.


439

Markgrevernes Modtagelse den 26de August var særlig ærefuld og prægtig, thi Kongen vilde selv ride dem imøde. Ved Daggry gik Trommerne i alle Gader, og Borgervæbningen saavelsom Landsknægtene stillede paa Allarmpladserne udenfor Fændrikernes Boliger, hvor Fanerne vare udhængte som Tegn, for derefter at blive opstillede paa Slotspladsen og i de Gader, gjennem hvilke Toget skulde passere. Kl. 9 drog Kongen ud med de tidligere ankomne Gjæster, sine Brødre, Rigsraadet, Ridderskabet, de fremmede Herremænd og det hele Rytteri, en glimrende Kavalkade, hvis Mage "neppelig har været set enten udi Danemark eller nogen andensteds", og som efterfulgtes af det kongelige Drabantkorps tilfods, hundrede Mand stærkt, alle ens klædte i de oldenborgske Farver: gule blommede Damaskes Trøier, røde Fløiels Livkjortler og Buxer, besatte med gule Silkesnorer, og endelig røde Fløielshuer med gule Fjer. Toget drog ud ad Kjøgeveien, thi Markgreverne vare komne over Falster, og standsede ved et i Marken opsat Telt, hvor man maatte vente til henimod Aften. Da Vært og Gjæster havde udvexlet de første Hilsener "efter kongelig og fyrstelig Skik og Vis", ordnede den forstærkede Procession sig atter og drog tilbage til Kjøbenhavn med Markgrevernes Damer "udi meget skjønne forgyldte Vogne". Da man passerede Valby Bakke, afbrændtes et Fyrværkeri, forestillende et beleiret Taarn og en Soldat, sex Alen høi, hvilket afgik med stor Knagen og Bragen, thi i Taarnet alene var der 25000 "udflyvende Ild og Slag". Fyrværkerikunsten var paa hin Tid dreven til en høi Grad af Fuldkommenhed, og man anvendte hyppigt Figurer af Pap, indvendig fyldte med Raketter og brændbar Sats, saaledes at der ved Affyringen Intet blev tilbage af dem. Et Exempel ses i omstaaende Afbildning efter en Tegning i det store kongelige Bibliothek. Efter Fyrværkeriet fulgte en almindelig Skydning fra Voldene og Orlogsflaaden, da Herrerne rede ind; store brændende Fyrbolde, af hvilke nogle veiede 80 Pund, kastedes høit op i Luften, og Jorden drønede ved den uophørlige Kanontorden fra 730 større og mindre Stykker.

Taffelets paafølgende Glæder bleve imidlertid forstyrrede, da der, netop som Hoffet havde sat sig tilbords, indløb Efterretning om, at en Ildebrand var udbrudt i Byen. Man nærede i hin Tid den største Skræk for Ildsvaade paa Grund af Husenes daarlige Bygningsmaade, og Indbyggerne kom derfor ihast paa Benene,


440

skjøndt det var ud paa Natten. Fra Kirketaarnene klemtede Klokkerne, Allarmtrommen gik i Gaderne; der blev skudt Løsen fra Voldene, og overalt herskede den største Forvirring, saa meget mere som Ilden, der var opstaaet i et Borgerhus i en af de snevre Gyder bag Gammeltorv, udbredte sig med stor Hurtighed. Kongen red ufortøvet til Brandstedet, og da han saa den overhængende Fare, begav han sig til Bremerholm og befalede Orlogsmatroserne at komme Borgerne til Hjælp. Det lykkedes virkelig ogsaa Flaadens

Bacchus paa
Tønden.

Bacchus paa Tønden. Fyrværkerifigur i Gjennemsnit.

Mandskab at faa Bugt med Ilden, efterat 14 Huse vare brændte, deriblandt en Borgmesters. I lange Tider kaldtes Branden af 1596 "den store Ildebrand", skjøndt den jo Intetsomhelst havde at betyde mod de kolossale Ulykker, der i senere Aarhundreder skulde ramme Staden ved Ildsvaade.

Søndagen den 29de August om Formiddagen mellem Kl. 8 og 9 satte Kroningsoptoget sig i Bevægelse fra Slottet til Frue Kirke efter et i forveien udarbeidet Ceremoniel. Der er den Dag


441

idag bevaret en Afbildning af endel af Kroningsfestlighederne, efter Tidens Skik fremstillede under Et. I Forgrunden ses en Del af Processionen under Opfarten til Kirken, ved hvis venstre Side

Kroningsfestlighederne i 1596

Kroningsfestlighederne i 1596. Efter et samtidigt Stik.

Hovmænd holde med de kongelige Haandheste, medens Trompetere og Pukkenslaaere tilhøire behandle deres Instrumenter og Kedeltrommer med fuld Kraft. Den sluttede Gruppe Ryttere er de


442

fremmede Fyrsters Raad, Hansestædernes Udsendinge, Raadet i Hertugdømmerne og Danmarks Riges Raad, hvorpaa fire Rigsraader følge med Regalierne, nemlig Rigens Hovmester Christoffer Valkendorf med Kronen, Kantsleren Christian Friis med Spiret, Marsken Peder Munk med Sværdet og Sten Brahe med Rigsæblet. Den næste Figur maa være den unge Konge, skjøndt han ikke er særlig udmærket, det skulde da kun være ved den store Plumase paa Hestens Hoved. Han red efter den samtidige Beskrivelse "med stor Herlighed udi en over al Maade skjøn hvid Klædning, som var ganske aldeles overstukken med Guld, Sølv og Silke af allehaande Farvers Løvværk, og en sort Kappe, som var paa Opslagene tvers og endelangs saa og neden om stukken med idel skjønne trinde Perler, en ganske Haand bred". De Skikkelser i lange Kapper og med Partisaner i Hænderne, som bevæge sig paa Siden af Toget, maa være Drabanter.

Omtrent midt i Billedet ses den store paa Amagertorv opreiste Æreport, som i det Væsentlige, om end ikke ganske, svarer til den overleverede Beskrivelse. Kongen passerer netop gjennem Buen paa Hjemveien fra Kirken, medens en svævende Engel ovenover Baldakinen holder en forgyldt Krone mellem Hænderne, som for at sætte den paa hans Hoved, thi at dette virkelig er sket, maa af gode Grunde være urigtigt. Længere fremme gaar Sten Brahe med Æblet, thi Majestæten fører nu selv Kronen, Sværdet og Spiret, Herolder udkaste Penninge og nyslagen Mønt, om hvilke Mængden slaas; bagved ses Stimlen om Vinspringet paa Amagertorv, der flød med rød og hvid Vin, og Festivitetsoxen paa Spid over en vældig Lueild. Ogsaa til denne var Tilløbet stærkt, thi det hedder: "Af denne vilde den gemene Mand have et Stykke, og derfor om samme Steg udi Kongl. Majestæts og andre medfølgendes kongelige og fyrstelige Personers Aasyn tappert reves og sloges; dog blev der Ingen ihjelslagen eller haardeligen lemlæst, som vel ellers udi saadan Forsamling pleier at ske, uden at nogle Fingre bleve udi Løbet, og Andre passelige Amindelses Tegn deraf bekom". Baggrunden viser et mægtigt Taarn, af hvilket Fanger efter almindelig Kroningsskik løslades; det vilde være interessant, om man kunde stole paa, at Kjøbenhavns Fæstningstaarne, af hvilke vi i vore Dage have set Ruiner afdækkede, engang saa saaledes ud. Handlingen i Kirken fremstilles yderst tilhøire i det Øieblik, da Kongen knælende mod-


443

tager Kronen af de tre Biskoppers Hænder; det vilde dog have været korrektere, om man som paa Afbildningen S. 371 havde set Rigsraaderne udstrække deres Hænder imod den. Det følger af sig selv, at en glimrende og udmærket Forsamling overværede Ceremonien i den festligt smykkede Kirke; i hosstaaende Afbildning efter et af de paa Frederiksborg brændte Tapeter ses en Del af de kvindelige Tilskuere, nemlig "de danske Fruer og Jomfruer paa den venstre Side", hvorom Ceremoniellet taler. De ere prægtigt klædte; thi, som det hedder i "Jomfruers Æreskrands" af 1594: "Alle bør smykke sig, pryde sig, krone sig, to sig og holde sig ren, naar der er nogen almindelig Fryd i Landet udraabt"; og tilføies der: "lige-

Kvindelige
Tilskuere ved Kroningen

Kvindelige Tilskuere ved Kroningen. Efter Karl v. Manderns Tapet, tegnet af F. C. Lund. Orig. paa Rosenborg.

som indianske Negliker skinne des klarere og deiligere, fordi de ere tilfulde besatte med mange utallige skjønne Blade, saa staar et høvisk Smykke og kostelig Prydelse en Jomfru saa meget desbedre, naar hun er ung og stærk og beprydet med et hyldigt Legeme og Lemmer, fast bedre end den, som er maver og sulten, udtørret og rynket, thi en Kok og Kjød, en Vandrende og en jevn Vei, Gjæstebud og Lystighed, et deiligt skjønt Klædebon og et ungt, deiligt hvidt og hyldigt Menneske, de rime sig bedst sammen".

Et andet af Karl van Manderns nu forsvundne Tapeter fra Frederiksborg fremstiller Kongens Hjemridt i Processionen fra Kirken under den af de fire Rigsraader, Jørgen Friis, Predbjørn Gyldenstjerne, Axel Brahe og Henrik Lykke baarne Baldakin. Majestæten er her


444

iført en rød Gyldenstykkes Kappe, der holdes sammen af en Agraf over Brystet; paa Hovedet bærer han den som Symbol paa Valgkongedømmet aabne Krone, i den høire Haand holder han Spiret, og Sværdet hænger ved hans Lænd. Hestens Ridetøi er rigt udstafferet; paa Siderne bære Drabanter Partisaner med det kongelige Navnechiffer, og bag Hesten ses Mænd i Harnisker og Stormhuer, som holde Mængden tilbage, formodentlig Medlemmer af Borgervæbningen. Kronen, som benyttedes ved denne Leilighed, opbevares den Dag idag paa Rosenborg og er et sjeldent udmærket Stykke Guldsmedearbeide, udført af Didrik Fuiren, Datidens ypperste Guldsmed, som under Frederik den Anden boede i Odense, men netop

Christian den
Fjerdes Krone

Christian den Fjerdes Krone. Efter Originalen paa Rosenborg.

kort før Kroningen flyttede til Kjøbenhavn. Den er rigt smykket med emaillerede Figurer, Diamanter, Perler og dyrebare Stene, efter en samtidig Beskrivelse 970 i Tallet og gjør et overordentlig farverigt og blændende, men tillige let og elegant Indtryk. Paa Forsiden ses en Pelikan, som hakker Blod af sit Bryst, "ved hvilken Fugl (som man véd) betegnes ikke aleneste vor Herre Christus, men ogsaa al christelig Øvrighed, som er redebon til at lade sit Blod for sine tro Undersaatter". Det skyldes vistnok kun "det kostelige og mesterlige Arbeide", som allerede Samtiden forstod at skatte, at denne Krone, et Mønster paa Renaissancetidens Kunstindustri herhjemme, ikke har delt Skjæbne med saa mange andre Kostbarheder og er bleven


445

Christian
den Fjerde i
Kroningsprocessionen

Christian den Fjerde i Kroningsprocessionen. Efter Karl v. Manderns Tapet, tegnet af F. C. Lund. Originaltegningen paa Rosenborg.


446

slaaet i Stykker og indsmeltet. I Christian den Fjerdes sidste Regjeringsaar, da Pengenøden truede med at voxe Kongen over Hovedet, var den pantsat, thi i 1645 skriver han: "Jeg haver nu sat mit Gods, Penge, Sølv og Guld med Helbreden til og sat den Krone, jeg er kronet med, i Pant for Penge, paa det jeg kan redde mit ærlige Navn", men den maa dog snart være bleven indløst igjen, da den (for sidste Gang) benyttedes ved Frederik den Tredies Kroning.

Kroningsdagen endte selvfølgelig med et stort Taffel i Riddersalen paa Slottet, og nu fulgte Festlighederne Slag i Slag. Dagen efter, den 30te August, blev Kongens Søster Augusta viet til Hertug Johan Adolf af Gottorp, ved hvilken Leilighed der ikke blot var de sædvanlige Ceremonier ved den opredte Seng i Riddersalen, men tillige et Slags Fakkeldands, Ved Aftenens Frembrud afbrændtes et stort Fyrværkeri paa Slotspladsen forestillende et Taarn i en Fæstning, ud af hvilket Curtius kom ridende og styrtede sig i den brændende Pøl, foruden endel andre Figurer som f. Ex. "en indiansk Herremand«, en Tyrk og en allegorisk Kvindeskikkelse forestillende Kjætteriet. Alt dette gik af med "usigelig Knagen og Bragen", hvilket er begribeligt, da den samtidige Beretning oplyser, at dette Fyrværk havde 50,000 udfarende Ild og Skud, 60 Kamre, som vare nedgravede i Jorden med flyvende Raketter, 36 Fyrbolde, der kastedes ud i Vandet af Fyrmørsere og endelig 1200 opstigende Raketter, af hvilke nogle veiede 8 Pund.

Man blev saaledes ved i mange Dage, og ikke saa ringe Afvexling var der i disse Forlystelser, som snart havde en mere offentlig, snart en mere privat Charakter. Brudeprækenen den 31te August om "det hellige Ægteskabs Levnet" for det nygifte Fyrstepar saavelsom den paafølgende Dands og "Mummeri", da Kongen og endel Adelsmænd forklædte sig som "Blaamænd" (Negere) og romerske Krigsmænd, kom kun en forholdsvis snever Kreds tilgode, hvad der ogsaa gjælder om et Fyrværkeri i Slotsgaarden, Besøget paa Flaaden den 1ste September saavelsom Jagten, Komedierne og Fægteskolen den 2den. Des større Fornøielse havde Indbyggerne af Ringrendingen den 3die og 4de September paa Amagertorv, hvortil der var gjort Forberedelser i mange Dage, og hvor samtlige Fyrster og Herrer viste sig i de sælsomste Optog. Kongen var den første Dag forklædt som Pave og ledsagedes af et stort Følge af Kardi-


447

naler, Domherrer, Bisper, Munke og Kammertjenere; den anden Dag optraadte han paa Banen som Dronning iført Sølvmor med brede Guldbræmmer. Allerede Dagen før var det kongelige Kartel, hvori "Pave Sergius den Sjette" udfordrede Alle og Enhver til at møde sig i Ridderspil paa Amagertorvet udi Kjøbenhavn, blevet opslaaet paa Slotsporten og udblæst paa alle Gadehjørner af kongelige Herolder, og det følger af sig selv, at Alle strømmede til for at overvære et Skuespil, i hvilket Landets Hersker og ypperste Mænd agerede og personlig forlystede Folket. Det var et formeligt Karneval, en broget Skare af fremmede Folkeslag, Tyrker, Persere, Polakker, Italienere, Arabere og Blaamænd, Musikantere og Sangere, hedenske Guder og Gudinder i prægtige Dragter, allegoriske Figurer i Overflod, Dyreskikkelser som Kameler, Strudse og Svaner, Galleier trukne af Havheste og omringede af Havmænd og Havfruer, ja et bemandet Orlogsskib, Oldtidens og Renaissancens carrus navalis, der afgav Salut, naar det passerede Dommernes og Damernes Pladser, og i hvis Takkelage Aber tumlede sig. Mellem de paa Amagertorv opsatte rødmalede Skranker bevægede Optogene (ialt 27) sig langsomt frem i Zigzag under Mængdens Jubel, idet de baade ved Ind- og Udgangen passerede en forgyldt med kunstigt Billedskjærerarbeide smykket Port. Midt paa Rendebanen stod en "besynderlig skjøn" Bue med et forgyldt Fortunabillede foroven; under dette hængte en forgyldt Krone, fra hvilken Ringen atter hang ned i en Snor. Dommerne havde Plads i et Træskur, betrukket med rødt Fløil og engelsk Klæde, medens Damerne, Fyrsterne, der ikke deltog i Rendingen, saavelsom Stædernes Afsendinge sad i Borgerhusenes Vinduer. Præmierne eller "Danckerne", bestaaende af Pokaler, Bægere og andre Værdigjenstande vare udstillede paa Hylder nedenfor Dommerhuset. I de to Kampdage var den unge Konge Tilskuernes erklærede Yndling; han rendte 340 Gange og nedtog Ringen 206 Gange, deriblandt endog 17 Gange itræk, og da han den sidste Dags Eftermiddag, stadig forklædt som Dronning, tumlede Hesten paa Banen og lod den knæle for Dommerne saavelsom for sin Fru Moder og "det ganske fyrstelige Fruentømmer", idet han selv "med Haanden gjorde Kredentze og med Hoveds Nedbøielse høflig Ære og Taksigelse", kan man let forstaa, at han hilsedes med lydelig Beundring og Bifaldsraab af sine tro Undersaatter. Alle vare de enige om, at en af de første Præmier tilkom


448

ham, men han gav høimodigt Afkald paa den til Gunst for Markgrev Joachim Frederik.

Paa Rosenborg opbevares endnu et Minde om denne Fest, et i Brunsvig forfærdiget sølvforgyldt Drikkebæger, forestillende Kongen ifærd med at stikke til Ringen, som er ophængt mellem tvende Søiler, prydede med endel af de tilstedeværende Fyrsters og Ridderes Navne og Vaaben. Rytterstatuen er 28 Tommer høi, Søilerne 48 Tommer. Hestens Udstaffering med Fjerbusken paa Hovedet og Halen og det danske Vaaben i Panden er charakteristisk, saavelsom den under Dyret anbragte Dværg eller Hofnar, om hvem vi iøvrigt Intet nøiere vide. Det var dog vistnok almindelig Skik ved Renaissancetidens Hoffer at underholde slige Buffoner, og det vides, at Dronning Sophia havde en "Hofdværginde", en Præstedatter fra Fyen, medens Frederik den Anden for Modsætningens Skyld optog en Kjæmpe fra Skaane, som var "et stort Under og Spektakel", blandt sine Jagttjenere.

Den sidste offentlige Fest var en Turnering og "Ballienrendende" paa Gammeltorv, til hvilken Indbydelsen var udstedt af "Alexander, Scipio, Hannibal og Hektor, Riddere af Dardanien og Turneringsbrødre af den ædelige Orden udi Caledonia", det vil sige af Kongen, Rigsmarsken Peder Munk samt Adelsmændene Gert Rantzau og Anders Sinklar. Af de 34 Turneringsartikler, hvori der gives meget udførlige Bestemmelser om Kampen og dens Enkeltheder, ses det, at enhver Ridder, som blev vippet at Sadlen, skulde "gaa paa sine Ben udi sin ganske Rustning heden til sit Herberg", en Straf, som paa Grund af den tunge Jernklædning og Pøbelens Deltagelse maa have været ubehagelig nok. Dog kunde Damerne give den uheldige Rytter Tilladelse til "igjen at opsidde". Den 6te September, en Mandag, vare alle Indbyggerne altsaa igjen paa Benene; Enkedronningen og Fyrstinderne havde Plads paa Raadhuset, hvorfra der var fortræffelig Udsigt over Torvet, og Kl. 10 kom Alexander, Scipio, Hannibal og Hektor i prægtige Kyradser og Hjælme med vaiende Fjerbuske ridende ind paa Banen fra Kantsleren Christian Friis' Gaard i Store Kannikestræde, paa hvis Grund Regentsen og endel Privatbygninger nu ligge. Derefter fulgte Kongens Broder Hertug Ulrik og 45 Adelsmænd ligeledes i fuld Rusning med Baand af forskjellige Farver; deres malede Vaabenskjolde bleve ophængte paa Dommerhuset, Herolderne udraabte


449

deres Navne; Trompeterne blæste og Spærbrydningen begyndte først mellem to indbyrdes, derpaa hele Skaren i to Hobe mod hinanden. Ogsaa ved denne Leilighed udmærkede den unge Konge sig fremfor alle Andre, men den egentlige nervepirrende Del af Turneringen med skarpe Sværd og "stakkede Haandrør" (Pistoler), hvortil alle Forberedelser vare trufne, blev i yderste Øieblik "for synderlige Aarsager" opgiven, vel sagtens, fordi man vilde holde op, mens Legen var god. Det er ikke for Intet, at den samtidige

Drikkebæger
paa Rosenborg

Drikkebæger paa Rosenborg: Chr. IV som Ringrender.

Beretning om Kroningshøitidelighederne, efter at have fortalt om det sidste store Fyrværkeri paa Slotspladsen og de fremmede Gjæsters Afreise, slutter med en Taksigelse over, at - naar Ildebranden, et Mord og et Ulykkestilfælde ved Skydningen ombord paa Skibene undtages - "Alting allevegne blandt høie og ringe Personer er saa fredsommeligt, venligt og vel afganget ved Guds naadige Hjælp og Bistand". Kjøbenhavns Indbyggere overværede to Aar efter, den 11te Juni 1598, Dronning Anna Kathrines "den danske Esthers" Kroning i Frue Kirke med de sædvanlige Ceremo-


450

nier; men selve Brylluppet gik dem forbi; det var Aaret iforveien blevet feiret paa Haderslev Slot.

Christian den Fjerdes lange Regjering var saa betydningsfuld for Kjøbenhavns Udvikling og Physiognomi, at han i Virkeligheden kan siges at have paatrykt Byen sin Personligheds Stempel; ved hans direkte og indirekte Initiativ blev Danmarks vigtigste By ført ind i de europæiske Hovedstæders Række; den blev "Christian den Fjerdes By" i udmærket Forstand, og trods alle Ildebrande og Ødelæggelser er dette Præg den Dag idag ikke helt forsvundet. En livlig og begavet Natur som hans, kyndig paa de mest forskjellige Omraader, med et aabent Blik for og brændende af Begjærlighed efter at føre de store europæiske Kulturstrømninger ind i sit Land, fandt her en frugtbar Jordbund for sine Evner, og han havde netop den robuste Kraft og det ungdommelige Mod, som udkræves til de store Opgaver og deres Løsning. Under hans Hænder skiftede Byen Udseende som ved et Vidunder; intet Værk syntes ham for stort, og man kan tilføie, intet for smaat; overalt og under de forskjelligste Former spores hans Aand; der er Intet, som er ham uoverkommeligt. Pragtbygninger reiste sig, Terrain indtoges fra Søen, Byen udvidedes til det Dobbelte, Handel og Industri fremmedes og grundlagdes, en rastløs Virksomhed, der bliver saa meget mere forbausende, naar man betænker, at han for disse Pligter ikke glemte Landets øvrige Kjøbstæder eller Riget i Almindelighed. Hvad der end kan indvendes og er blevet indvendt mod hans Begavelse som Statsmand og Feltherre, staar hans varige Betydning for Kjøbenhavn som for saa mange andre af Landets Kjøbstæder fast; hans Bygninger bære den Dag idag hans Navnechiffer og hans Valgsprog; hans Bestræbelser for den indre Udvikling viste sig frugtbringende paa mange Omraader, selv om kun faa af dem kunde overleve Tidernes Omskiftelser, og han kan med fuld Ret kaldes Hovedstadens anden Grundlægger, fordi den takket være hans Iver, ærlige Villie, og personlige Indgriben paa de forskjelligste praktiske Felter voxede op til at indtage en sideordnet Plads blandt Europas store Byer.

Da han modtog Kjøbenhavn, var den i sine Hovedtræk endnu en middelalderlig By. Den var ikke blot ringe i Omfang, men dens Bygninger, der som Regel vendte Gavlene til Gaden, vare lave og tarvelige, forstørstedelen opførte af Bindingsværk, naar


451

Prospekt af
Kjøbenhavn fra 1596

Prospekt af Kjøbenhavn. fra 1596.


452

undtages de adelige Gaarde, som laa spredte omkring i de forskjellige Rodemaal. Staden havde bevaret det Fæstningsagtige, Afsluttede og Trange, der er saa charakteristisk for Middelalderens Byer; Adgangen til den fra Landet var vanskelig, ikke blot paa Grund af de slette Veie, men fordi Kjøbstaden med Flid afspærrede sig fra Omverdenen, og man kan tilføie: fra Lys og Luft. Christian den Fjerde kjæmpede tappert for at gjøre Gaderne fremkommelige, forbedre Brolægningen, afskaffe de løse Hunde og omløbende Svin, og fjerne de offentlige Møddinger udenfor Husene, og skjøndt det paa ingen Maade lykkedes ham at faa Bugt med alle disse Onder, naaede han dog et godt Stykke frem. Hertil kom, at han fyldte Byen med Pragtbygninger, lyse velhavende Huse med mange Vinduer og sirligt udsmykkede Façader, og som Kraft siger i sin Pæan danicus af 1619: Kongens Exempel smittede Alle. Døren aabnedes paa vid Gab for Sydens Kultur, og den holdt for første Gang sit Indtog her i Norden, om end i særegne Former og paa egen Vis.

Der er bevaret et slet udført og naivt Billede fra 1596 eller saa, som viser Kjøbenhavns ydre Skikkelse fra Christian den Fjerdes første Regjeringsaar. Man maa bære over med saadanne perspektiviske Forsyndelser, som at Amager svæver høit oppe i Luften, og at Byen synes at ligge paa et Høidedrag, thi den ubekjendte "Skildrer" har ikke formaaet at gjøre det bedre. Yderst tilvenstre ses Reberbanen og Seilhuset, en svær Bygning med takkede Gavle; derefter følger Kongens Smedie (den senere Holmens Kirke) med Fløi paa Gavlen, endvidere Østerport nedenfor Slottet, Nikolai Kirke med en spids Hat over det nys fuldendte Taarn, derefter et rundt Taarn med Kuppel, som vel maa have hørt til en eller anden Adelsgaard, Raadhuset, en mægtig Bygning med takkede Gavle for Enderne, og Helligaandskirken med sit nye af Valkendorf opførte Spir, hvis Gjengivelse iøvrigt ikke er meget lignende. Møntergaarden og Stykkestøberiet, som netop paa dette Tidspunkt vare forenede i det gamle S. Klare Kloster, hæver sin massive Gavl med Stræbepiller over alle Omgivelserne og dominerer de nærliggende Smaaspire og Taarne, hvoraf nogle uden Tvivl høre til S. Gertruds Adelsgaard. Hinsides Frue Kirke ses Studigaardens lave Fløie og yderst tilvenstre et ufuldendt Taarn, S. Peders, som først blev færdigt i 1609. Terrainet foran Byen med de spredte Huse og Haver er


453

de nuværende østlige Kvarterer; den af et Stakit indfattede næsten cirkelrunde Eiendom i Forgrunden, er Teglgaarden, som maa tænkes liggende, hvor Nyboder nu er. Her staar Papegøiestangen, ved hvilken det danske Kompagni holdt sine Skydeøvelser. Den lille Bro, som skyder sig ud i Havet, er den gamle S. Anne Bro, et Landingssted for Baade og Smaafartøier, men ethvert Spor af det S. 224 omtalte Kapel er forsvundet, skjøndt det ved en dristig Rekonstruktion er optaget paa Pontoppidans Gjengivelse af Billedet i Origines Hafnienses.

Omtrent femten Aar efter, i Aaret 1611, præsenterer Kjøbenhavn sig som en ganske anden Stad, en lille, men malerisk By med høie Taarne og slanke Spire, med en Overflod af offentlige Bygninger, takkede Gavle, Fløie og Karnapper, med Liv i Havnen og paa Strømmene; der er kort sagt foregaaet en total Forandring med dens Physiognomi, og den kan med Rette føre Titelen, som pranger over hosstaaende Billede: Hafnia Metropolis et portus celeberrimus Daniæ ("Kjøbenhavn, Danmarks Hovedstad og høit berømte Havn"). Dette Prospekt er et af de ældste, som viser kunstnerisk Opfattelse og Dygtighed i Tegning, og er aabenbart gjort af en Mand, der har set med egne Øine, selv om der i nogle Retninger, navnlig med Hensyn til Husenes mange Etager ved Stranden, kan være pyntet paa Enkeltheder. Kunstneren, hvem dette Billede skyldes, Johannes van Wick, er sikkert en Hollænder af Fødsel, som saa mange andre "Contrafeiere" indkaldt af Christian den Fjerde, der ønskede at se sine Bygninger udstyrede med Pragt og mindeværdige Begivenheder bevarede for Efterverdenen i Farver og Tegning. Han arbeidede i Kongens Tjeneste fra 1597 til sit Dødsaar 1613, malede først et Portrait af Kongen, derpaa "Historier" paa Slottet i Kjøbenhavn, og tegnede endelig endel af de Patroner, (Mønstre), hvorefter der vævedes Tapeter til Kronborg og Frederiksborg. Resen omtaler i sine Efterretninger om Kjøbenhavns Raadhuse nærværende Prospekt; han fortæller, at et Exemplar af denne "Delineation" hang paa Raadstuen, men det maa være brændt med Bygningen i 1728. Stikket var dog bekjendt gjennem talrige Gjengivelser, ogsaa med hollandsk og fransk Underskrift; Haas havde benyttet det i Pontoppidans Origines, men det forekom altid i mere eller mindre forvansket Skikkelse, og ingen af Kopierne kommer Originalen nær. Originalmaleriet kjendes ikke mere; det


454

her gjengivne meget sjældne Stik af Jan Diricksen, en samtidig Kobberstikker, der levede i Hamborg og Kjøbenhavn, erhvervedes for endel Aar siden i Tydskland af afdøde Fuldmægtig A. Petersen og befinder sig nu i antikvarisk topografisk Archiv, vistnok som det eneste Exemplar i Danmark. Det skriver sig fra Aaret 1610 eller 1611 thi Chr. IV.s og Dronning Anna Kathrines kronede Navnechiffer foroven antyder, at det maa være gjort inden Dronningens Død, der indtraf i 1612. Billedets noget skruede latinske Underskrift kan oversættes saaledes:

"Kjøbenhavn, Du, som stiger op af den baltiske Thetis' Bølger, Du, som fra en ringe Landsby er begyndt at blive en stor Havn; nu voxer Du i den tyvende danske Konges Tid og strækker Dine høie Spire op imod Skyerne. De store Goder, hvoraf Du praler, skyldes Christus og den Fjerde, der bærer Navn efter Christus - Christus, thi her forkyndes det sande Ords Lov, Kongen, thi han omgiver Murene med et dædalisk Værk".

Van Wicks Fugleperspektiv, der er taget fra et indbildt høit Standpunkt paa Amager, giver et anskueligt Billede af Kjøbenhavn, som det var inden Christianshavns Anlæg, Udfyldningen i Stranden med Børsbygningen og den store Udvidelse mod Øst. I det nederste Hjørne til Venstre ses det saakaldte Vartegn, en paa en høi Søile anbragt Sandstensfigur, forestillende Leda med Svanen, der blev opstillet af Christian IV paa et grundet Sted i Havnen foran Indseilingen til Tøihusbassinet, og som endnu fandtes paa sin Plads i Slutningen af forrige Aarhundrede. Olufsen fortæller, at det bortsolgtes til en Murmester Kvist, som endnu i Tyverne havde det i sin Have i Frederiksberg Allé, men det er nu forsvundet. Ovenover ligger det store af alle Udlændinge beundrede Komplex af Bygninger: Tøihuset og Proviantgaarden med den kunstige Havn i Midten, hvor Orlogsskibene forsynedes med Artilleri og Proviant, men hvis Midtparti (Frederik den Tredies senere Bibliotheksbygning) dog skriver sig fra Christian den Tredies Dage (smlgn. S. 360). Her ligger ogsaa Slottets Veirmølle, som kun var otte Aar gammel, da Billedet blev malet, og her antyde to Kartover, som netop affyres, det Sted, hvorfra Christian den Fjerde morede sig med at skyde til Maals efter en paa Strømmen udlagt Øltønde eller mod en Flok vilde Svaner, som netop trak forbi. Op til Tøihuskomplexets Midtbygning, dog med et lille Mellemrum, støder et langt lavt Bindingsværkshus, de kongelige Stalde; den hermed sammenbyggede høiere Bygning er Kongens


Bilag: Prospekt af Kjøbenhavn fra 1611.

Pl. s.454

455

Slagterhus, hvad der ogsaa antydes ved Staffagen af Køer og Kvægdrivere. Nedenfor helt ud til Vandet, omtrent hvor Slotsholmsgade nu ligger, strækker den af et Stakit omgivne Vedhave sig eller Kongens Brændselsoplag med en aabentstaaende Port ud til Slotspladsen. Her er et "statligt Forraad" af Brændsel opsamlet, men det havde uden Tvivl ogsaa mange Veie; ialfald udtaler Kongen i et Brev sin Forundring over dets hurtige Forsvinden og tilføier følgende charakteristiske Sætning: "De maa jo intet gjøre dem Venner i Byen med min Ved". Det lille Hus, der ligger et Stykke ude i Vandet og maa tænkes forbundet med Landjorden ved en Bro, er maaské et "Mag" eller hemmeligt Hus, anbragt saaledes efter Datidens Skik; dog kan det ogsaa være et Færgehus, hvorfra Overfarten til Amager besørgedes.

Byens Vestside beherskedes af Kjøbenhavns Slot, den navnkundige Bygning, hvis uregelmæssige Form og lidet imponerende Ydre af Samtiden siges "ikke at være en stor Konge værdig"; - "so altväterisch gebauet" bemærker Fyrst Christian den Yngre af Anhalt i 1623. Det var omgivet af en Grav med Palissader; Porttaarnet paa den Bro, der dannede Hovedadgangen, laa, hvor Frederik den Syvendes Rytterstatue nu staar. Det gamle Blaataarn ses i sin S. 436 omtalte fornyede Skikkelse, med Trappetaarnet til Gaarden, og Billedet giver et godt Begreb om Kongefløien ud til Slotspladsen med dens Karnaptaarn og den mærkelige spidst tilløbende Gavl, endvidere om den tilstødende langt lavere Drabantsalsfløi med et Trappetaarn, der støder umiddelbart op til det saakaldte "bagerste Taarn", et af Slottets ældste Partier, ved hvilket en Træbro fører over Graven. Den tilstødende firkantede taarnlignende Bygning med en Gavlafslutning foroven hører til Kirkefløien; ovenover ses Spiret af Kirkefløiens Trappetaarn i Slotsgaarden. Det Taarn med Spir, der skimtes ovenover Drabantsalsfløien inde i Slotsgaarden maa være Kongefløiens Trappetaarn, den store Vindeltrappe, der dannede Hovedadgangen til Konge- saavelsom til Drabantsalsfløien. Fra Værelserne her havde Majestæten en prægtig Udsigt over Havnen, Tøihuset, Bremerholm og Flaaden, helt ud i Øresund; om Slottet som Centrum samlede Rigets Magt sig og i Læ af dets Mure søgte Handelsskibene ind til Byens Hjerte.

Bag Slottet ses endel lange tarvelige Bygninger, rimeligvis Udhuse og Boliger for de lavere Hoffolk, og derpaa den saakaldte


456

Løngang, en paa murede Hvælvinger opført med Træer beplantet Kjørevei, som førte over det brede Vand henimod nuværende Løngangsstræde. Jens Lauridsen Wolf skriver 1654, at "den murede Løngang rækker fra Slottets Veirmølle over Stranden ind udi Byen til Valkemøllen, som er under det meget høie Krudttaarn, hvilken Løngang eller Agevei, Hs. kgl. Majestæt med Dronning sig alene have forbeholden, naar de ud- eller indreise ville til eller fra Slottet". Den høie taarnlignende Bygning med takkede Gavle for Enden af Løngangen er altsaa herefter Krudttaarnet; nedenfor dette til Høire skal Valkemøllen paa den nuværende Vandkunst ligge, medens man imellem Bygningerne til Venstre kan søge Tyge Brahes Gaard i Farvergade tæt op til det runde Taarn paa Volden: Vandmølletaarnet, der er en Levning af Stadens ældste Fæstningsværker. Det var i denne Ruin, at Tyge Brahe en Tidlang anstillede sine astronomiske Observationer; vi have altsaa her Kjøbenhavns første Observatorium, Fra dette Punkt, der danner Byens sydvestlige Hjørne kan man forfølge Vestervold hen til Vesterport, der viser sig som en solid Bygning med takkede Gavle og to Fløie. Lige ud for denne, et Stykke inde i Byen, vil man lettelig finde det under Christian den Fjerde ombyggede Raadhus, som netop blev færdigt til Prinds Christians Hylding 1610, altsaa umiddelbart før nærværende Prospekt blev til. Det laa paa samme Sted som før, paatværs mellem Gammeltorv og Nytorv med Hovedfagaden mod det første, og var prydet med et stort Taarn for Hovedindgangen og et mindre mod Nytorv.

Naar Vor Frue Kirke i Christian den Tredies Universitetsfundats kaldes "denne skjønne Kirke", ses den i hans Sønnesøns Tid at have fortjent den samme Betegnelse i endnu høiere Grad. Den løfter sig høit over alle Stadens andre Bygninger og er finere og noblere end Nikolai Kirke, der synes at ville gjøre den Rangen stridig. Det gamle brøstfældige Spir fra Christian den Andens Dage blev i 1595 underkastet en Reparation, til hvilken Kongen bidrog en betydelig Sum, men allerede i 1606 blev man nødt til at tage det ned. Der opsattes nu et nyt i Aarene 1609-10, helt tækket med Kobber og hundrede Alen høit foruden en 14 Alen høi Jernstang med forgyldt Krone. Forneden omgaves det af fire mindre Spir, hvert 28 Alen høit, men disse bleve allerede fjernede i 1623, fordi et enkelt af dem blæste ned i en Storm. Da der


457

ikke existerer et eneste helt Billede af Vor Frue Kirke før Ildebranden 1728, er van Wicks Prospekt af stor Interesse, thi det giver ikke blot et tydeligt Begreb om Taarnet, men ogsaa om Høikirken, Koret, Omgangen og de efter Reformationen til lave Sideskibe sammenbyggede Kapeller.

Ved Siden af Frue Kirkes Spir bag Kirkebygningen strækker S. Peder sit nye med Skifer tækkede Spir op i Luften; det er netop kommet med paa Billedet, thi det blev færdigt i 1609. Lavt nede et lille Stykke tilbage ses et lille Spir, der maa antages at høre til Universitetsbygningerne, men af større Betydning end disse er Afbildningen af Helligaandskirken, thi den ses omtrent helt og har det elegante og charakteristiske Taarn, til hvilket Christoffer Valkendorf bidrog saa meget, og som netop med nærværende Prospekt som Grundlag i vore Dage er blevet ført tilbage til sin gamle Skikkelse. I Taarnet var anbragt et Uhr, som var Byens Normaluhr, men det gik i Regelen galt, og Chr. IV, der paa sine gamle Dage fik Lyst til at løse det samme Problem, som Keiser Carl den Femte forgjæves havde forsøgt, befalede derfor i 1643, at alle Seierværker i Byen skulde stilles efter Klokken paa Slottet, fordi han "havde erfaret dagligen, at de alle gange ganske urigtigen, og ingen at følges ad«. Vi vide, at dette Middel heller ikke frugtede; Uhrene vilde fremdeles ikke følges ad.

En lodret Linie nedefter træffer Høibro med Porttaarn paa Slotsholmssiden, og længere fremme i Mellemgrunden ses nuværende Holmens Bro, som hed Nybro. De vare paa dette Tidspunkt begge byggede af Tømmer paa Pæle med en Vindebro i Midten, men ombyggedes i 1634 af Sten i Anledning af den udvalgte Prindses Bryllup. Paa Slotsholmssiden mellem de to Broer ligger Rentekammerbygningen med et Taarn foran, hvor der i Begyndelsen af Christian den Fjerdes Regjering var Toldbod i nederste og Rentekammer i øverste Etage. Den lange lave Bygning, Nord for Slottet, der afsluttes med et to Etages Hus og ligger omtrent, hvor Slotskirken og Thorvaldsens Museum nu er, var det kongelige Klædekammer, hvor Hoffolkenes og Tjenernes Klæder forarbeidedes, og hvor der var Skrædersale, Garderober o. d., Altsammen under Opsigt af en Klædekammerskriver.

Tilhøire for Høibro ses den Gruppe af Privathuse, som dækkede nuværende Høibroplads, og som først forsvandt i den store Ildebrand


458

1795. De to Gader, som fra Havnen førte op til Amagertorv, Høibrostræde og Færgebrostræde skjælnes tydeligt; man kan endog følge den sidste i hele dens Længde. Hjørnebygningen mod Stranden, der er prydet med Karnapper og Fløie, er den saakaldte Ellen Marsvins Gaard, den senere Stenbukkens Gaard. Tænker man sig Veien gjennem Færgebrostræde fortsat over Amagertorv og videre gjennem Kjøbmagergade, der svingede mod Nordvest, støder man paa en Pragtbygning med takkede Gavle og et Taarn med Spir; det er det gamle Hospital S. Gertrud, som efter Reformationen ombyggedes og blev en prægtig Adelsgaard, der efterhaanden tilhørte forskjellige Adelsfamilier. Til Gaarden laa en smuk Have, i hvilken Borgerne kunde spadsere om Helligdagene.

Mellem S. Gertrud og Nikolai Kirke finder man en større Bygning, der har nogen Lighed med Trinitatis Kirke uden Rundetaarn, hvad den dog ikke er, thi Trinitatis Kirke paabegyndtes først i 1637 og blev ikke fuldendt før efter Christian den Fjerdes Død. Vi se derimod her S. Klare gamle Klosterkirke, hvis forskjellige Fata ere omtalte S. 361, og som nu baade var Mønt og Gjethus. Ikke langt herfra strækker Nikolai Kirke sit smukke Taarn og Spir i Veiret, der begge skylde Christoffer Valkendorf deres Tilblivelse, skjøndt han ikke oplevede at se det sidste færdigt inden sin Død 1601. Spiret maa omtrent være blevet fuldendt, da nærværende Fugleperspektiv blev malet; man faar overhovedet det Indtryk, at Billedet netop er foranlediget ved de store Byggearbeider, som vare blevne iværksatte og havde forandret Stadens hele Udseende. Man kunde dengang ikke have Anelse om, hvilke store Udvidelser og Forbedringer det endnu skulde falde i Christian den Fjerdes Lod at gjennemføre i sin Hovedstad. Nikolai Kirkes Spir stod dog ikke længe, et Nat i Januar Maaned 1628 blæste det ned i en Orkan og slog Hvælvingerne itu; det var det samme Uveir, der afrev et af de smaa Spir paa Frue Kirkes Taarn og anstiftede forskjellige andre Ulykker. Yderst tilhøire i ringe Afstand fra Nikolai Kirke, ligger en adelig Gaard med Taarne og Fløie paa Hjørnet af Østergade og nuværende Kongens Nytorv, altsaa paa Hotel d'Angleterres Plads. I denne Egn maa Østerport med Broen over Voldgraven og Udenværkerne søges; de ere ogsaa let kjendelige.

Neden for Nikolai Kirke ses en anselig Bygning med et Taarn paa Midten; det er Admirdlgaarden, hvorefter nuværende Admiralgade


459

har Navn. Tæt til Venstre herfor skyder et langt lavt Hus sig frem med et hvælvet Tag; det maa vistnok være Boldhuset, om det end ifølge sin Bygningsmaade neppe nogensinde kan have været Tøihus. Det saakaldte gamle Tøihus, der opbyggedes af Christian den Tredie, maa vistnok derfor være de lave Bygninger ved Siden, der danne en Firkant og ligge som en lille Gaard bag de svære spidsgavlede Huse ud til Kanalen.

Den store indhegnede Plads, Syd for Admiralgaarden ud til nuværende Holmens Kanal, hvor nogle Køer ses at græsse fredelig, er Kongens Urtehave eller Kjøkkenhave, som endnu i Aaret 1600 af et Øienvidne skildres som "temmelig smuk", og hvor der afholdtes Ringrending og andre ridderlige Idrætter. Da Rosenborg stod færdig med sin langt prægtigere og større Have, blev Urtehaven overflødig; den henlaa nu nogle Aar, som den ses paa Billedet, og blev derpaa udlagt til Boliger for Søfolkene. Skipperboderne opførtes her og blev Hjemsted for Kongens Søofficerer og andre Embedsmænd, medens Kongens de nye Boder senere anlagdes ude ved den nye Toldbod for Baadsmændene. Endelig ligger her i det yderste Hjørne indenfor Volden, Ankersmedien, den senere Holmens Kirke, hvis nuværende Chor (den to Etages Bygning) først en Tid lang var Mønt og derpaa Navigationsskole, før Kirken indrettedes i 1619.

Bremerholm det kongelige Skibsværft, danner ligesom en Verden for sig; den er skilt fra den øvrige By ved en rimeligvis under Christian den Fjerde gravet Kanal, som blev Stadsgravens Udløb i Stranden, og hvoraf en Levning, der strakte sig bag Holmens Kirke forbi Studenterforeningen op til det kongelige Theater, er bleven tilkastet i vore Dage. En Vindebro ses af føre over til Holmen, men sandsynligvis har der ogsaa været Adgang gjennem Seilhuset, den høie Bygning oppe ved Østerport (paa det nuværende Theaters Grund), der dannede Afslutningen af den overordentlig lange Reberbane, hvor Flaadens Tovværk forarbeidedes. Den øverste Deel af Holmen er Have, maaske Kongens Kaalhave, i hvilken Bønderne fra Birket maatte pløie og luge; den er skilt fra Skibsbyggerierne ved et Stakit, og det er charakteristisk, at der ved begge Indgange er anbragt smaa Huse, hvor Opsynet rimeligvis har havt Plads. Det sydvestlige Hjørne af Holmens Terrain er en indhegnet Tømmerplads, den saakaldte Dellehave, hvor en Stabel "Danmarks Deller", et eget Slags Bræder ses. Flere Skibe staa paa


460

Stabelen; et er paa Bradebænken, det vil sige: et Slags Bedding, for at blive renset og tjæret i Bunden. Samtlige her liggende Fartøier føre Splitflag og høre aabenbart til den kongelige Flaade, andetsteds ligge Skibe med det danske Handelsflag. Paa Bremerholm arbeidede ikke blot Skibstømrere og Matroser, men ogsaa Krigsfanger og Forbrydere, der bleve dømte til at arbeide i Jern eller som Holger Jakobsen siger i sit haandskrevne Itinerarium: "ulydige skalkagtige Mennesker og Løsgjængere arbeide her med Lænker og Jern om Benene, Livet og Halsen, med hvilke somme gaa deres Levetid, somme paa visse Aars Tid, ligesom deres Forseelse er grov til". De vare i Regelen smedede sammen To og To, og det var et særligt Raffinement i Straffen at blive smedet sammen med en af de værste Forbrydere. Denne Skjæbne havde adskillige Personer i Christian den Fjerdes Tid; saaledes blev "en braknæset Skipper, der havde stjaalet Deller og solgt dem" smedet til "en af de æreløseste Skjelmer", og Kongen befalede endog, at en Præst Jørgen Fris, der havde prædiket falske Lærdomme, skulde smedes til "en af de Svenske, som mindst duer iblandt alle de svenske Fanger, som findes paa Holmen".

Stadens Omgivelser ere naturligvis ikke særlig tydelige paa Grund af den lange Afstand, og de Oplysninger, Billedet giver ere derfor kun faa. Tæt nedenfor Volden paa Tivolis Terrain ses en Træplantning, der maa høre til Kalvehaven, den Grund Magistraten ulovligt havde taget til sig (S. 400), endvidere den murede Galge tæt ved Stranden og en lang Række Møller, der danne en kuriøs Allé langs gamle Kongevei, som dengang førte direkte ind til Vesterport for Enden af Vestergade. Forstaden udenfor Vesterport var iøvrigt endnu ikke anlagt; den skriver sig først fra 1614; her fandtes kun de ved Valkendorfs Fortjeneste opførte Slagterboder (S. 406) og Byens syv Reberbaner, som vistnok er den Gruppe Huse, der ses hinsides Møllerne noget udenfor Vesterport. Landskabet oplives længere ude ved Foden af Valby Bakke og paa dens Top af Steiler, Hjul og tømrede Galger. Den temmelig stærkt bebyggede Forstad udenfor Nørreport mellem Gravene og Søerne (i 1622 boede der 163 Familier her) ses ikke; derimod skimtes Rosenborg, der laa udenfor Voldene som et Slags selvstændig Fæstning, men dog neppe var færdigt før i 1625 (paabegyndt 1610). Naar det ikkedestomindre er afbildet her, skyldes det den i hin og da


461

ogsaa i senere Tider almindelige Tilbøjelighed til at tage projekterede Bygninger med, hvorved der undertiden ses Ting, som aldrig have existeret uden i Phantasien.

Forstaden udenfor Østerport, det vil sige: den bebyggede Del af nuværende Kongens Nytorv, Store Strandstræde og Bredgade, var vistnok den ældste af Forstæderne og vises paa Billedet med nogle spredte Huse og den beplantede Adelvei, som først dreiede tilvenstre langs Bygraven og derpaa førte ud i Retning af nuværende Nyboder. Nede ved Stranden ses i det Fjerne en Vippegalge, i hvilken Forbryderne "opvippedes" ligesom paa en Brøndstang, og bagved: Øen Hveen og Skaane, som rigtignok begge ligge for høit og for nær. Billedets Forgrund indtages af Strømmen mellem Sjælland og Amager, den nuværende Havn, i hvilken der hersker en livlig Færdsel af Skibe og Baade; den Gruppe Fartøier, som ligger lige for Slotspladsen, maa tænkes i den foran omtalte Grønnegaards Havn, en naturlig Ankerplads paa Amagersiden, hvor der anvistes Skibene Vinterleie. Byens Havn var endnu Kanalerne om Slotsholmen, som, skjøndt de vare en hel Del bredere endnu, navnlig om Vinteren vare aldeles overfyldte.

Der udtales paa dette Tidspunkt megen Ros over Kjøbenhavns Storhed og Skjønhed saavel af Ud- som af Indlændinge, og den har vel i Virkeligheden ogsaa kunnet taale Sammenligning med de fleste andre europæiske Byer af lignende Størrelse. Dens Indbyggerantal kan anslaas til 25,000 Mennesker. Fyrst Christian den Yngre af Anhalt, som besøgte Danmark i 1623, skriver i sin Dagbog: "Kjøbenhavn er en stor smuk Sø- og Handelsstad, helt om-given af Vand, ikke meget mindre end Hamborg. Den er befæstet rundtom med 11 Bolværker og gode Grave. Dertil kommer endnu Udenværker, som ere halvfærdige, og der skal endnu anlægges en tredie Fortifikation eller Udenværk, at den ikke saa let kan overrumples. Byen har vel snevre Gader, men dog smukke Huse og driver en stor Trafik med de fornemste Lande og Kongeriger i Christenheden; den har et lystigt Udseende udefra paa Grund af de mange Taarne og smukke Bygninger, og Kongen giver Indbyggerne stor Befordring og Fremme for deres Haandtering, hvorfor han ogsaa er elsket meget af sine Undersaatter". Under en Gjengivelse fra 1618 af Johan van Wicks Billede læses følgende galante franske Indskrift:


462

Copenhague, cité belle comme le jour,
Est l'ornement du Nord, de son Roy les delices,
Lá Neplune et Themis ont leurs plus beau séjour
Mars, Mercure et les Arts leurs doctes exercises.
La curiosité luy porte un tel homage,
Que celuy, qui n'est point stupide, doit avoir
Toujours devant ses yeux sa plus naive image,
En tout temps en son coeur le desir de la voir.

Men der kan neppe tænkes noget kraftigere Udtryk for den Forandring, som var foregaaet med Kjøbenhavn i den første Snes Aar af Christian den Fjerdes Regjering end følgende Anekdote i Krafts Pæan Danicus af 1619: "Eftersom Kongen bepryder Byen ikke blot med Haver og Huse baade i og udenfor Staden, men ogsaa med dybe Grave og høie Volde, faste Mure og stærke Taarne, efterfølge Indvaanerne dette Exempel, og istedenfor Huse af Ler har de dem nu af Sten og Marmor, istedenfor Hytter bo de nu i Palæer. I Anledning af dette ny magnifike Udseende traf det sig ogsaa forleden, at en Mand fra Stralsund, som for en tredive Aar siden havde boet i Kjøbenhavn, da han kom seilende hertil, paastod imod Styrmanden, at han havde seilet galt, saasom han slet ikke kunde kjende sig ved de Huse og Bygninger, som han fik Øie paa i Havnen og Byen".

Hvad Nutidsmennesker vilde have sagt ved at stifte Bekjendtskab med Stadens Indre er rigtignok et andet Spørgsmaal. Kjøbenhavn var som Datidens fleste Stæder en Distanceblænder; paa nært Hold kunde den, ialfald i Hovedgaderne, maaské endnu tiltale Øjet, men derimod ikke Næsen. De Beretninger og Forordninger, som ere os overleverede, lægge ikke Skjul paa, at Byens Indbyggere sukkede under det, man i senere Tider betegnede ved det ligefremme og træffende Ord: Kommunalsvineri. Gaderne vare rigtignok brolagte; (sin første Brolægningsinspekteur eller "Brofoged", Albert Gosman, fik Kjøbenhavn omtrent 1624), men da Enhver sørgede for sin Part, saavel Borgerne, som Kommunen og Kongen, blev Brolægningen selvfølgelig saa uensartet, ujevn og ufremkommelig, at Vognene endog gik i Stykker ved blot at befare dem, navnlig naar de mødtes og skulde passere forbi hinanden. Fortovene kunde ikke benyttes paa Grund af den overvældende Mængde Hytter, Boder, Bislag og Skur, der vare klinede op ad Husene og skjød sig saa langt som muligt frem, endogsaa ud over Rendestenene; allevegne


463

truede gabende Kjælderhalse, hist og her havde man et Tømmeroplag under Vinduerne eller en Skarnkiste, og Trapper saavelsom ulovlige Stakitværk hindrede allevegne den frie Færdsel. Et almindeligt Forbud herimod blev ikke givet; man nøiedes med at indskrænke alle disse Udbygninger til Pladsen indenfor Rendestenene og forresten opkræve en Afgift af dem. Under disse Omstændigheder maatte Fodgjængere bevæge sig midt ad Gaden, hvor der til deres Bekvemmelighed var anbragt en Række Sten. Gadernes Physiognomi var altsaa saaledes: en Ryg i Midten for Fodgjængere, paa begge Sider Kjørebanen, derpaa dybe og store Rendestene, undertiden forede med Tømmer, og endelig de ufremkommelige Fortove. Værre end Alt dette var dog den store Urenlighed, som gjorde Færdselsveiene bundløse. Alt Overflødigt og Besværligt kastedes ud paa Alfarvei, hvor der efterhaanden samlede sig Hobe af Feieskarn, Halm og allehaande Uhumskheder; løse Hunde tumlede sig i Gaderne sammen med Svin og Geder, Kvæghjorder passerede frem og tilbage og efterlod sig blivende Spor, Stalde havde Afløb til Rendestene, døde Hunde og Katte slængtes ud mellem den øvrige Dagrenovation, og alle Forbud, Befalinger og Trusler frugtede kun Lidet eller Intet. Forskjellige Kongebreve give et tydeligt Indblik i disse Forhold. I November 1600 tilskrev Ghr. IV saaledes Magistraten: "Her findes stor Uskikkelighed med skidne og urene Gader og Stræder af den Aarsag, at Borgerne udføre allehaande "Uhømsk" og Skarn af deres Gaarde og lade det lægge paa Gader og Stræder eller i nogle Skarnkister under deres Huse og Vinduer paa nogle Dages Tid, førend de lader det udage, hvoraf snart stor Sygdom kan foraarsages; desforuden saa ligger det mange godt Folk i Veien til Afsky, hvor deres Gang og Vei fremfalder". Værst synes Tilstandene at have været i alle Smøger og snevre Gyder, saavelsom langs Voldene; Klokkerhøien ved Nørreport var saaledes en formelig Oplagsplads, og Voldgaden mellem Østerport og Gammelmønt var saa opfyldt af Skarn, at en Vogn ikke kunde passere igjennem den. Om et Stræde, udenfor Østerport hedder det i 1634, at "megen stinkende og vederstyggelig Omflødighed og Urensel af slemme vanartige Mennesker, besynderlig om Nattetider, dér henbæres, sættes, og kastes", hvorfor det maatte lukkes. Det var overhovedet ikke ualmindeligt, at slige urenlige Smøger bleve forsynede med Porte og aflaasede. Vel havde Borgerne Ordre til at feie hver


464

for sin Dør, og det paahvilede Vognmændene at udføre Skarnet, men det Meste blev liggende, hvor det var henkastet, eller førtes til Lossepladser ved Stranden, Portene og Kirkemurene. I 1620 blev der gjort et Forsøg paa at indføre, hvad man nutildags vilde kalde Skraldemænd, som med Heste og Kærrer daglig skulde udføre, hvad der henlaa paa Gaderne, og der blev til den Ende opkrævet en særlig Afgift, som kaldtes Skarnpenge. Sagen havde dog ingen Fremgang og blev snart opgiven; det blev atter Vognmændene, som hver Onsdag og Lørdag skulde bortføre Snavset, og Borgerne selv, der skulde feie og udskylle Rendestenene. Paabudene vare fortræffelige i og for sig, og vilde, hvis de vare blevne overholdte have gjort Kjøbenhavn til en renlig og efter Omstændighederne sund By, men endnu i Slutningen af Chr. IV.s Dage er man lige nær, saa at Magistraten trues med 1000 Dalers Straf og Vognmændene med Bøder, Fængsel, Halsjern, den spanske Tønde, og Udvisning af Lauget, hvis Gaderne ikke holdes i sømmelig Stand. Man synes paa dette Tidspunkt (1647) at have ansat Opsynsmænd, de saakaldte Skarnfogder, en senere Tidsalders Gadekommissærer. I Regn- og Sneveir maa Ondet have antaget Former, vi nutildags neppe kunne forestille os; og en kjøbenhavnsk Flyttedag - thi en saadan nævnes allerede i 1620 - naar Gaderne oversvømmedes af Halm og alskens gammelt Skrammel, maa have været endnu ubehageligere end nutildags, da man dog fjerner Sporene saa hurtigt som muligt.

Dagrenovationen anvendtes i udstrakt Maalestok til ny Landdannelse, og en stor Del af Kalvebodstrand er paa denne Vis bleven opfyldt. Paa lignende Maade udvidedes Slotsholmen, hvor Skarnholmen ved sit Navn mindede derom indtil 1650, ligesom der paa den anden Side over mod Amager bestandig opfyldtes ud i den aabne Strand. Kjøbenhavns Magistrat gjorde i 1641 Forsøg paa tilegne sig disse af Skarnagerne tilveiebragte Landstrækninger, men Kongen afviste det, thi - som han siger - Tøihuset med al dens "Circomferens" helt hen til Knippelsbro vilde da være tilfaldet Kommunen.

Den øverste Myndighed i denne i fuld Udvikling værende Kjøbstad, udøvedes i Kongens Fraværelse af Statholderen, hvis Forretninger, om hvilke der tidligere er talt, i mange Henseender falde sammen med Rigshovmesterens, hvorfor de to Embeder saa at sige


465

supplerede hinanden og ofte vare forenede i én Person. Efter Christoffer Valkendorfs Død i 1601 blev Breide Rantzau Statholder og handlede forsaavidt i sin Forgjængers Aand, som han skjænkede 1000 Daler til Nikolai Kirkes Spir. Efter hans Død i 1618 stod Posten ledig i nogle Aar, indtil hans Søn Frands Rantzau i 1627 kom til at beklæde den og tillige i 1632 Rigshovmesterværdigheden. Han var forlovet med Kongens Datter (med Kristine Munck) Anna Kathrine, men druknede i Graven ved Rosenborg, samme Aar han blev Rigshovmester. I 1637 blev en anden af Kongen Svigersønner Korfits Ulfeldt Statholder, og derpaa i 1642 Rigens Hovmester, hvorved de tvende Embeder altsaa paany vare forenede. Man faar et godt Begreb om Statholderens mægtige Stilling, naar man af Udlændinge ser ham betegnet som "Vicekonge". Lehnsmanden eller Slotsherren havde en mere underordnet Stilling, skjøndt han selvfølgelig som Opsynshavende med Kongens Eiendomme og øverste Befalingsmand paa Slottet paa mange Maader maatte komme i Forhold til Borgerne; hans Underordnede Slotsfogden var derimod nærmest bekjendt for disse som Fængselsinspektør paa Blaataarn, skjøndt han tillige havde en Slotsforvalters og en Ladefogeds Forretninger. Leonora Christina har i "Jammersmindet" givet et alt andet end tiltalende Billede af en saadan Slotsfoged, Jokum Waldpurger. Derimod var Byfogden (smlgn. S. 331) en kongelig Embedsmand, som havde Meget at skaffe med Borgerne, saavelsom hans Medhjælp Underfogden, navnlig naar denne gik rundt for "paa fersk Fod" at opkræve de Bøder, som Indbyggerne ifaldt, naar de trods Kongens Forbud drak Vin ved Bryllupper eller paa anden Maade overtraadte Luxusforordningerne. Denne Forretning var saa ilde anset og blev lagt saaledes for Had, at man endog véd, at Kongen tænkte paa at sætte en Bedrager dertil, naar ærlige Folk ikke vilde give sig af dermed.

Byens kommunale Regjering, de fire Borgmestre og otte Raadmænd saa i Tidernes Løb deres Myndighed betydelig indskrænket, efterhaanden som Statholdernes Indflydelse voxede. Magistraten blev paa alle Omraader set paa Fingrene, fik Tilhold om dette og hint; snart tildeltes der den Irettesættelser, snart fik den arbitraire Befalinger som i 1618, da det paabødes den til enhver Tid at aflægge Regnskab for Skatterne til udvalgte Adelsmænd og derhos ikke paalægge Borgerskabet nogen Udgift uden Statholderens forud


466

indhentede Samtykke. Det var den naturlige Følge af Kronens ved Kapitulationen i 1536 erhvervede Ret til at indsætte Borgmestre og Raadmænd. Forholdet fulgte iøvrigt ikke bestemte Normer; undertiden blev den ældste Raadmand "forordnet" til Borgmester, undertiden indstillede Magistraten tre Personer, hvoraf Kongen da valgte den ene eller lod være dermed efter eget Behag. En eiendommelig Valgmaade foregik i 1644, da Chr. IV efter Borgmester Simon Surbæks Død egenhændigt tilskrev Magistraten og befalede den, at enhver Borgmester og Raadmand uden at konferere indbyrdes under deres Æres Fortabelse skulde afgive en skriftlig Stemmeseddel, og at disse Sedler da skulde tilstilles Kongen forseglede. Ved Voteringen viste det sig, at samtlige Stemmer paa tre nær vare faldne paa den senere saa navnkundige Hans Nansen. Ved denne Leilighed har altsaa Kongen for en Gangs Skyld ladet Magistraten supplere sig selv. Enhver ny Borgmester aflagde en høitidelig Ed paa "Raadstuen" paa Slottet i Rigshovmesterens eller Statholderens Nærværelse og indsattes derpaa i Magistraten med en egen Ceremoni. Hvad Raadmændene angaar, kunde det hænde, at Kongen uden videre besatte de ledige Pladser eller kun tilstod Magistraten en Indstillingsret, ihvorvel det var Regel, at Magistraten selv udnævnede Raadmændene uden kongelig Stadfæstelse.

Efterhaanden som Staden voxede, blev Magistratens Forretninger talrigere, og det er ikke mindst herpaa, at Kjøbenhavns stigende Betydning mærkes. Dette Forhold er kjendeligt paa mange Omraader; saaledes fik Byfogden en Underfoged til Medhjælp, fordi han rentud erklærede sig fallit paa Grund af Bestillingens Vidtløftighed; Byskriveren, der baade fungerede paa Bythinget og paa Raadstumøderne, altsaa i Grunden skulde være to Steder paa engang, fik en Raadstuskriver til Assistance, da han var overlæsset med Arbeide, og naar Magistraten skildrer Byskriver Hillebrandt Jørgensen som "arrig, ond og viderværtig, saa at Ingen kunde komme til Rette med ham", var Grunden maaské netop denne Overanstrængelse. For Magistratens Vedkommende viser det overhaandtagende Arbeide sig i, at den fik fire Mødedage om Ugen, Mandag, Onsdag, Torsdag og Fredag istedetfor som tidligere Fredagen alene (smlgn. S. 323), og naar man betragter de mange Sager, som henlaa under den, indses det, at Stillingen som Magistratsperson, hvor anset den end var, ikke var nogen Sinekure.


467

Selvfølgelig lagde den dømmende Myndighed (i alle Processer, af hvilke der ikke tilkom Kongen Sagefald, det vil sige, i hvilke Bøderne ikke tilfaldt ham) stærkt Beslag paa Arbeidstiden, men der var mange andre Sager, som sorterede under Magistraten. Den skulde saaledes indsætte Værger for Umyndige og dømme i Værgemaalstrætter og Arvesager; alle Toldsvigssager og Alt, hvad der vedkom Søfart og Handel, henlaa under den (indtil der i 1639 indrettedes en egen Sø- og Handelsret), men navnlig gav Stadens Finantser og alle dens almindelige Forhold Borgmestre og Raadmænd nok at bestille, især naar man betænker, at de forstørstedelen vare Mænd, der havde en privat, hyppigt omfattende Handelsvirksomhed ved Siden. Det er derfor intet Under, at der bestandig klagedes over Magistratens Forsømmelighed og Langsomhed, og at den ikke sjeldent paadrog sig alvorlige Irettesættelser af Regjerings-myndighederne. Allerede Regjeringsraaderne gav i 1593 Magistraten en Næse for "modvillig Uhørsomhed og Ulydighed", og Chr. IV lagde endnu mindre Fingrene imellem eller forskaanede Magistraten for drøie Udtryk, selv om Forholdet ellers var godt. I 1597 sigtede han saaledes Magistraten for at have dømt en vis Jakob Slagter for mildt, thi skriver han i et Brev: "efterdi at I med god Lempe har villet forskaane forskrevne Jakob Slagter og ikke saa yderligen over ham dømme, som I vel efter Retten billigen kunde have gjort, han dog findes at være Tyvs Kompan, og ikke har villet lade sig nøie med samme Eders Dom, da bede vi Eder og ville, at I samme Eders Dom igjen til Eder tage, og dømme og kjende over forskrevne Jakob Slagter, hvis Lov og Ret er". Kongen greb altsaa her ind i en Domstols Afgjørelse, og det Tragiske ved Historien er, at Synderen havde appelleret Dommen i den Tro at kunne slippe for bedre Kjøb. I 1633 gik det saa vidt, at Kongen stævnede Magistraten op paa Slottet, hvor den i hans Nærværelse maatte staae til Rette for forskjellig Forsømmelighed, ligesom den fik et Tilhold om at beflitte sig paa Enighed. Navnlig var Kongen nidkjær, naar Magistraten tiltog sig en Myndighed, der ikke tilkom den, eller naar en enkelt Borgmester handlede paa egen Haand; Borgmester Reinhold Hansen mistede saaledes sit Embede, fordi han havde givet en Morder Udsættelse med Henrettelsen i nogle Dage, skjøndt otte Rigsraader indlagde Forbøn for ham, og han var en anset Kjøbmand, der tidligere havde tjent Kongen og havde


468

været gift med dennes Frille Kirstine Madsdatter, Christian Ulrik Gyldenløves Moder. Denne sidste Værdighed var dog neppe nogen Anbefaling hos Kongen, thi han yndede ikke de Mænd, der tog sig af hans "afskaffede" Friller. Et mere personligt Mellemværende havde Kongen med en anden Borgmester Jakob Brun, der blev afsat paa Grund af hans Udtalelser om den afdøde Kong Frederik den Anden, hvem han havde beskyldt for Pengeafpresning.

Medens Christian den Fjerde tog sig af Stadens og Rigets Anliggender med ungdommelig Iver, lagde hans Livslyst og Overskud af Kraft sig for Dagen paa en Maade, som kun Lidet stemmer med Nutidens Ideer, men som i hin Tid hverken vakte eller kunde vække Forargelse. Baade paa Slottet som Vært og ude i Byen som Gjæst hos Adelsmændene deltog han i lystige Drikkegilder, hvor Tiden gik med Skjemt, som neppe var af fineste Art, og hvor Munterheden i Regelen endte med en Rus, under hvilken det gik ud over Ruderne og Drikkeglassene. Snart drak man omkap, snart paalagdes der den en Bøde, som i en vis aftalt Tid først berusede sig, hvorom et Bæger paa Rosenborg den Dag idag staar som et haandgribeligt Minde. Sigvard Grubbe kan i sin Dagbog fortælle en hel Del om en Nattesvir, ved hvilken samtlige Deltagere bleve mere eller mindre drukne, medens Kongen ved at krybe ind af et Vindu faldt paa sit Kaardehæfte og fik et Saar paa det høire Øie. Den næste Morgen vilde han drage til Kronborg, men Natten havde været ham for anstrængende; han naaede ikke længere end til Gammel Vartou, hvor der var et Gjæstgiveri og kongelige Aftrædelsesværelser. Sigvard Grubbe og en anden Adelsmand vare endnu mere medtagne; "vi vare - siger den første - meget syge og maatte blive i Kjøbenhavn", hvor de kureredes med det mærkelige Husraad: fed, godt kogt og varm Kaal. Man ansaa det for sundt at have en Rus engang imellem, som det hedder i Hans Christensen Bartskærs "En liden Bog om allehaande Sjugdom": "Avicenna (en arabisk Læge) siger, at det er meget godt, at Menneskene drikke sig drukne en Gang i hver Maaned, og siger Aarsagen dertil, at det let gjør Menneskenes Kraft og gjør vel sovendes, og fordrer Menneskets Vand fra hannem, og gjør, at Mennesket kan vel svede; dette er Altsammen Legemet sundt". Den unge Konge hengav sig samtidig til allehaande ridderlige Øvelser og Sport; saaledes red han omkap med Anders Sinklar fra Frederiksborg til Kjøbenhavn


469

og vandt Væddemaalet ved at tilbagelægge Veien i mindre end to Timer paa én lille Nordbakke. Hans Lyst til Eventyr og Trang til personlig at sætte sig ind i alle Forhold drev ham i 1599 til Norge; under Navn af Captain Christian Frederiksøn førte han Flaaden op i de nordligste Have, opbragte de fremmede Skibe, som drev ulovligt Fiskeri her og afstak Grændsen mellem norsk og russisk Lapland. I 1606 besøgte Chr. IV sin Svoger Kong Jakob i England, i 1614 overraskede han ham paany i London, i 1615 var han i sin Søstersøn Hertug Frederik Ulrik af Brunsvigs Leir foran Brunsvig, og i 1616 atter i Norge. En saadan Konge, hvis Legeme syntes at kunne udholde alle Strabadser, og hvis Aand bestandig beskjæftigede sig med sit Riges Interesser, maatte blive populair, saameget mere som Tiden nærede Agtelse for ethvert Udslag, af Manddom og Ringeagt for Fare.

Forholdet til Sverig var ikke godt, og Christian den Fjerde havde ikke siddet længe paa Thronen, før han overveiede, hvorledes han skulde ramme "den onde Nabo". Det vilde sandsynligvis allerede i 1603 være kommet til et Brud, ifald Rigsraadet ikke havde modsat sig det. Imidlertid sørgede den unge Konge for at holde Flaaden i god Stand; der blev arbeidet ivrigt paa Bremerholm, og hvert Aar sendtes store Flaader til Østersøen for at "geleide og assekurere" de Koffardifartøier, der seilede til Rusland og Riga, mod svenske Udliggere, eller til Nordsøen for at opbringe de Skarer af Fribyttere, der gjorde al Søfart usikker. I 1606 og følgende Aar arbeidedes der ivrigt paa Kjøbenhavns Befæstning, dog sikkert mindre med en nær Krig for Øie end paa Grund af, at der var foregaaet en Omvæltning i Befæstningskunsten, med hvilken man maatte holde Skridt. De gamle Runddele svarede ikke længere til Tidens Krav, men maatte afløses af de i Holland opfundne Bastioner, der skjød sig frem fra Hovedvolden som Dele af en Polygon. En saadan Reform kunde ikke gjennemføres ihast og kostede derhos meget betydelige Summer. Man tog først fat paa den Side af Staden, der vendte ud til Bremerholm, thi her var Adgangen ganske uhindret og fri, og i Løbet af faa Aar bleve Fæstningsværkerne førte helt ud til Havnens Indløb bag om Ankersmedien, saaledes som det ses paa van Wicks Fugleperspektiv. Ved denne Leilighed blev Østerport flyttet længere ud paa nuværende Kongens Nytorv og ombygget, og der blev indrettet en Hvælving


470

i Volden saavelsom en Bro over til Holmen. Pengene skaffedes tilveie ved overordentlige Paalæg; i 1607 maatte Bønderne i Sjælland, Lolland og Falster, endvidere alle Haandværkere paa Landet saavelsom Grundeierne og fremmede Kræmmere i Kjøbenhavn udrede en Skat til Befæstningen; det følgende Aar maatte det kjøbenhavnske Borgerskab atter betale, og tilsidst udskreves en almindelig Skat over hele Landet i samme Øiemed. Det blev paalagt Kommunen selv at forfærdige en Skandse og Runddel mellem Vester- og Nørreport - hvortil den i 1607 laante 1000 Daler af Kongen og en lignende Sum i 1609, men med Tilbagebetalingen gik det kun langsomt, thi i 1633 var det sidste Laan endnu ikke indfriet. Under Kalmarkrigen standsede dog alle disse Arbeider, som gjenoptoges senere med fornyet Kraft.

Med Dronning Anne Kathrine havde Kongen sex Børn, af hvilke tre døde i Barnealderen. Den ældste Levende, Prinds Christian, som var født i 1603 paa Kjøbenhavns Slot, blev allerede i 1608 udvalgt til Thronfølger ved en Høitidelighed foran Altret i Frue Kirke, og var fra nu af "den udvalgte Prinds". Udsendinge fra hele Riget, hvoriblandt fra Kjøbenhavn: 3 Borgmestre, 4 Raadmænd og 4 Kjøbmænd, men intet Medlem af Haandværksstanden, vare iforveien blevne enige om Valget. Den 14de Marts 1610 foregik Hyldingen paa Nytorv, en Plads, som i 1607 var opstaaet bag Raadhuset ved Nedbrydning af den der liggende Materialgaard, Staldgaard saavelsom af Embedsboligerne for visse kommunale Bestillingsmænd. Paa dette Torv var opreist et med rødt Klæde betrukket "Pallats" i.e.: en overdækket Tribune for Kongen, Prindsen og Rigsraadet, medens Enkedronning Sophia og Dronningen tog Plads paa Raadhusets Galeri. De fyrstelige Personer ankom selvfølgelig i et stort Optog, i hvilket Regalierne førtes af de fornemste Adelsmænd; nedenfor paa Torvet bølgede Stænderne, medens Borgervæbningen og Rytteri sørgede for Ordenens Opretholdelse. Kantsleren Christian Friis holdt først en Tale til Mængden, hvori han paaviste Betydningen af det, der skulde gaa for sig, hvorpaa han selv "med bøiede Knæ og oprakte Fingre svor, at han, saalænge han levede, vilde være Prinds Christian udi alle Maader lydig, huld og tro, og hannem kjende for den eneste til at være Konge, naar Gud behagede hans Hr. Fader herfra til det evige Rige at kalde med videre, som al Huldskabs og Troskabs Eden


471

indeholdt". Rigsraaderne aflagde en lignende Ed hver for sig, hvorimod Adelen, Gejstligheden, Borgerne og Bønderne kom op, mange paa engang, og knælede paa den lange Skammel foran Kongens og Prindsens Fødder. Da Alt var tilende, gaves Tribunen til Pris for Folket; det vil sige, man rev den ned og sloges om Stumperne, og Dagen endte med en Fest paa Slottet for la crême de la crême og et Gjæstebud paa Raadhuset og i danske Kompagni for Stænderne. "Om Aftenen, der Maaltid og Dands var holden - hedder det i Encomion - afgik paa Gammeltorv et meget stort Fyrværk, gjort udi adskillige Kreaturers Efterlignelse, og mange hundrede Raketter og Sværmere, som opfor udi Luften, og Krudtkamre, som udi Jorden var nedsat og lumrede, at Jorden derved rystede, hvilket Altsammen uden Skade afgik".

Det følgende Aar, 1611, udbrød Kalmarkrigen, thi Carl den Niende havde anlagt Titel af "Lappernes Konge", og Christian den Fjerdes Taalmodighed var udtømt. Paa en Herredag i Kjøbenhavn i Februar Maaned erhvervede Kongen endelig Rigsraadets Samtykke til Krigen, efter at han havde fremstillet "den Gevalt, Arriglistighed, Finantseri og Praktiker", den svenske Konge havde brugt imod ham, og derhos havde truet med at begynde og forfølge Feiden for sin egen Person og paa sine egne Vegne som Hertug af Slesvig Holsten, hvis det danske Rigsraad vedblivende holdt paa Fred. I Skaane og Norge var der paa Forhaand samlet en Hær, og paa Bremerholm arbeidedes der ivrigt paa at udruste Flaaden, hvoraf en Del dog var i Søen. Borgerne i Kjøbenhavn, Malmø, Helsingør og Aalborg fik i Juli Befaling til at udruste to, tre Orlogsskibe, der kunde hjælpe til at afskjære den svenske Hær Tilførsel, en Udrustning, der var saameget lettere at iværksætte, som Chr. IV allerede tidligere havde opmuntret Kjøbmændene til at bygge eller anskaffe Koffardifartøier, der vare anvendelige til Orlogsbrug. Af saadanne "Defensionsskibe" benyttedes der i Kalmarkrigen ikke mindre end 28; fra Kjøbenhavn var der alene udrustet 12 til 16.

Den korte og hæderlige Krig, der førtes med stor Forbittrelse fra begge Sider, og i hvilken ingen af Nordens Konger skaanede sig selv, maatte gjøre et stærkt Indtryk paa Nationen i Almindelighed og Kjøbenhavns Indbyggere i Særdeleshed, der havde Krigsskuepladsen saa nær og paa mange Maader kunde mærke Begivenhedernes Bølgeslag. Snart kom Kapere ind i Havnen med rigt


472

Bytte, snart saa man de erobrede Faner blive ophængte i Frue Kirke, eller fornemme svenske Fanger blive indkvartede paa Slottet. Da "Kalmar hin graa" faldt, reiste der sig et almindeligt Jubelraab; Enhver, der kunde skrive, digtede Vers til Ære for den unge Helt, hvis personlige Tapperhed i saa høi Grad havde bidraget til Krigens heldige Udfald. Ligesom Anders Sørensen Vedel havde besunget Kongens Fortjenester af Kjøbenhavn i et Digt, som ikke er bevaret, saaledes besang Arrebo hans krigerske Bedrifter i Digtet: "O, Danmark, hør og mærk; pris Gud med Stemme stærk", en Sang, som snart var paa Alles Læber. Endnu stærkere Indtryk gjorde maaské Lyskanders smukke Hentydning til Kongen i hans "Calmarnske Triumph", som udkom i Krigens første Aar:

"Stærkodder og Hildetand dømt' det for Spe
At hjemme dø paa Bolster og Ble,
Som syg Mand pleier at gjøre.
Men rykke sig ud fra Land og By
Under aaben Himmel og vaaden Sky
Der Seier af Marken føre,
Og ikke hjemme i Pragt og Stads
Blandt Fruer og Jomfruer, hos Vin og Glas
I Dandsen lade sig skue,
Men i Slagtordning, naar frem er rykt,
Bønnen er beden, Hjelmen er lukt,
Lade kjende, hvad man mon due,
Med freidigt Hjerte og tappert Mod
Angribe sin Fjend', og slaa dem under Fod
Og mægtig af Marken drive.
Og vilde end Lykken give det saa,
Man ikke beholden kund' komme derfra,
Men maatte paa Pladsen blive:
Saa er det, det lovlige Ridderspil
Og høiest Ære i Verden er til,
Som nogen Ridder kan hænde".

Krigen havde dog ogsaa sine store Skyggesider; allerede i Oktober 1611 hedder det i samtidige Beretninger. "Udi Kjøbenhavn dør det saare meget, og er udi Byen en forfærdelig ond Stank; Soldaterne, som ligge syge, stinke, saa at der kan Ingen være hos dem", og i Juli 1612 opstod en saa ondartet Pest paa Flaaden, at Skibene ikke kunde holde Søen, men maatte søge ind til Kjøbenhavn. Den 30te og 31te Juli kom Admiralen Mogens Ulfeld ind fra Østersøen med 21 Orlogsskibe, "som Folket mestendel var


473

slet afdød, saa at der paa samme var neppelig saa mange levendes og karske, at de kunde regjere Skibene". Kjøbenhavns Porte saavelsom Bommen ved Havnens Indløb blev ufortøvet lukket; de Syge bragtes iland, og der blev i Hast udskrevet saa mange Bøsseskytter og Baadsmænd, som kunde overkommes. Allerede den 20de August stak Flaaden atter i Søen, og Kongen seilede med i fuld Overensstemmelse med den Grundsætning, han fulgte i hele sit Liv: at lægge sin Personlighed i Vægtskaalen, naar det gjaldt, og altid være tilstede i yderste Linie, hvor Faren var størst. Kongen havde iøvrigt allerede i April 1612 paabudt Kommunen at indrette et Hus, hvori de saarede og syge Soldater kunde indtages og faa deres Underhold og Pleie af Bartskærere og Kvinder, og dette Lazareth, som senere, vistnok i 1619, benyttedes som et almindeligt Pesthus, blev med en for hin Tid sjelden Forsynlighed anlagt uden for Byens Nørreport imellem Volden og Sortedamssøen.

Dronning Anna Katrine, "den danske Esther" oplevede ikke Krigens Slutning; hun døde den 29de Marts 1612 paa Kjøbenhavns Slot efter kun fjorten Dages Sygdom. Den høitidelige Bisættelse foregik i Frue Kirke den 15de April, ved hvilken Leilighed Biskop Resen holdt Ligtalen, medens Arrebos Sørgedigt: "Jeg saa to deilige Roser staa paa fyrstelig Rode" efter Rørdams Formodning blev sungen af de kongelige Sangere eller "Kantoriet". Efter Dronningens Død stiftede Kongen endel løse Forbindelser med forskjellige Damer (deriblandt en kjøbenhavnsk Borgmesterdatter, den smukke Kirstine Madsdatter), indtil han i 1615 lod sig vie til Kirstine Munk til venstre Haand, et Ægteskab, der blev en Kilde til uendelige huslige Sorger, Familiestrid og offentlige Skandaler, der forbitrede Kongens Liv, og senere paa hans gamle Dage bragte det i saa mange Retninger skjæbnesvangre "Svigersønneparti" til uhørt Anseelse og Magt.

I 1613 sluttedes Freden med Sverig, og Kongen kunde atter tage fat paa de store indre Forandringer, halv fuldførte og paatænkte, for hvilke han havde arbeidet med utrættelig Iver og Lyst. Kjøbmandsstanden saa nye Handelsveie aabne sig, Fabriker anlagdes, Arbeidsanstalter og Hospitaler indrettedes, Pragtbygninger reiste sig i Gaderne, men ligesom Krigen en Tidlang havde lammet den indre Udvikling, standsedes den ikke sjeldent, om end kun for kort Tid, af et endnu større Onde: de tilbagevendende store Epidemier, som


474

under Fællesnavnet Pest hjemsøgte Staden. Der nævnes saadanne Sygdomme i 1599, 1601, 1608, 1619, 1620 og 1625, alle med ødelæggende Virkning, men hvor voldsomt de end rasede, og hvor hyppigt de kom igjen, formaaede de dog aldrig at udøve mere end en forbigaaende hæmmende Virkning. Det Antal Døde, som angives i Kilderne (saaledes i 1599 8000 Mennesker, i 1601 endog 16000 o. s. v.) er vistnok ogsaa overdrevent, da Staden ellers ihast maatte være bleven fuldstændig affolket. Den eneste af disse Epidemier, som skal berøres her, er Pesten af 1625, dels paa Grund af dens ondartede Charaktér, dels fordi der er bevaret en Beretning om den, som giver et interessant Indblik i Datidens Sæder.

Sygdommen begyndte allerede i Vinteren 1624. Den 8de December befalede Kongen, at Porte, Døre og Vinduer til Gaden skulde tillukkes i alle angrebne Huse, dog at der skulde tilforordnes Folk, som kunde tage sig af de Syge. Nogle af Bartskærerne skulde beskikkes til "Pestmestre", og disse skulde gaa rundt i Husene, "besøge dem med god og dertil tjenlig Røgelse" og iøvrigt kurere paa de Syge. Fattigfolk, som ikke kunde søge deres Næring, fordi det var dem forbudt at forlade deres Huse, skulde have gratis Medicin og Underhold, og Byen skulde ligeledes udrede Bartskærernes Løn. Disse Foranstaltninger frugtede dog Intet; i Januar 1625 udstedte Chr. IV en Forordning om "hvorledes i Pest, Blodsot og saadanne smitsomme Sygers Tid skal forholdes", og allerede i Mai og Juni havde Døden bortrevet 40 Studenter, saaledes at Universitetet opløstes og næsten standsede sin Virksomhed et helt Aar. Alle Professorerne forlod Kjøbenhavn; Kongen afreiste til Tydskland som Kredsoberst i den nedersachsiske Kreds, efter først at have indsat den udvalgte Prinds til Regent i sin Fraværelse. Da Sygdommen tog mere og mere Overhaand, flyttede Hoffet til Koldinghus, og man indførte endog et Slags Afspærring af Byen, idet det forbødes Borgerne at drage til Kjøge Marked eller noget andet Kjøbstadmarked, saalænge Pesten stod paa. Samtliges Dødes Antal anslaas til 4,884 Mennesker, hvoraf en stor Del unge Mennesker og Børn.

Under det almindelige sauve qui peut, da de overordnede Myndigheder flyttede, og sagtens ogsaa alle rige og velstaaende Folk fulgte Exemplet, greb Demoralisationen stærkt om sig, og Tilstanden nærmede sig efterhaanden fuldstændig Lovløshed, Et Brev


475

fra Slotspræsten Nilaus Povlsen til Kantsleren Christian Friis viser tydeligt, hvorledes de slette Elementer og slette Instinkter kom op paa Overfladen, et Phænomen, som iøvrigt mangfoldige Gange har gjentaget sig under lignende Katastropher. Præsten skriver, at Ingen bekymrede sig om Kongens strenge Forbud mod at handle paa offentlig Gade om Søndagen og føre Øl til Krohuse. Paa Amagerbro og i andre Gader dreves Handelen baade før, under og efter Prædiken, som om der aldrig var udstedt Forbud, og Ølsluffer og Kærrer agede ligesaa frit den hellige Herrens Dag som alle andre Dage. Det bedste vilde være, om Øvrigheden fik Befaling til at konfiskere alle de Varer, der kom paa Torvet om Søndagen, og give dem til de Fattige, og det vilde heller ikke være afveien at berøve de Folk, som vare uforskammede nok til at føre deres Øl om i Byen om Søndagen, baade Hest, Sluffe og Øl.

Men det var ikke blot denne Helligbrøde, som vakte Slotspræstens Forargelse; hans Anker ere af alvorligere Natur. "Kan ikke - skriver han - med Ord udsiges eller beklages den store Guds Fortørnelse og Utugt, Vognmænd bedrive paa Amagertorv baade om den hellige Søndag og de andre Dage. Om Morgenen ved Sex slet saa forsamler de dem ved Posten sammesteds, de Vognmænd her af Byen, Helsingør, Roskilde, Kjøge, dér svær og bander de saa forfærdeligt, Jorden maa grue derved. Ingen ærlig Mands Tyende, Piger besynderlig, kunne hente en Spand Vand af Posten, disse utugtige Kompaner jo taler dem saa ubluligen til, det er Skam at eftersige, tager ubluligen til dem, med anden stor Letfærdighed, de øve. Saa drikke og dobble de i Kjælderne derhos, saa slaas de, in Summa de drive saa stor Last og Skam, saa det er Under, at Lyned og Torden ikke slaar dem paa Stedet". Ogsaa herimod foreslaar Præsten Raad; han vil have det forbudt, at fremmede Vognmænd samles paa Amagertorv; de kunne blive i deres Herberge, og da Byesbørn i Regelen søge sammesteds hen, vil det ikke være vanskeligt at finde dem. Med stor Skarphed udtaler han sig mod en bedragerisk Trafik, som var bleven almindelig under Pesten. "Kan jeg ikke noksommelig fortælle den svære Synd og Uret, der drives iblandt os med den Arv, man kjøber efter de Døde. Naar nogen Formuende bortdør, (som nu i denne Pest og ellers altid før og siden) og hans Arvinger ere i et andet Land, Norge, Jylland, Fyen, Laaland eller andre Steder, flux gjør man sig


476

færdig og reiser hen, hvor man kan den Dødes Arvinger opnæse. Naar man da finder dem og nu fornemmer, de er fattige og enfoldige Folk, saa sige de: den din Slægt paa det Sted er nu død, og der er en ringe Ting efter ham, (naar der er baade Hus og Gaard, Sølv, Penninge og Gods overflødigt) hvad vil Du unde mig det for; jeg vil give dig saa og saa derfor, Du kan ikke faa Mere efter ham; der er en stor Gjæld, her er lang Vei imellem med sligt mere, de løgnagtig foregiver, ja svær og forbander sig paa, det er ikke anderledes. Naar denne fattige Frænde han hører og tror saadan løgnagtig Beretning, ser og et hundrede Daler eller Noget, denne Anden udbreder for ham, deraf slaar han til, sælger tidt ham tusend Daler for et halvt eller helt Hundrede. Saa er da den Stymper stjaalen og løien hans rette Arv fra, og den, som kjøbt har, bliver og en forsvoren Lem, som har nu givet Mester Hammelin (Djævelen) sin Sjæl og Salighed for dette timelige Godses Skyld".

Tilstanden i Byen maa have været høist uhyggelig. Der klages over Overløb af Stoddere og Tryglere fra fremmede Steder, thi disse haabede selvfølgelig at kunne fiske i rørt Vande, over Tyveri og endelig over en Haardhjertethed, der er ikke usædvanlig, naar Selvopholdelsesdriften faar Overhaand. Det blev fra Prædikestolene forbudt Borgerne at kaste deres syge Tyende paa Gaden; de skulde, om de ikke vidste andet Raad med dem, skikke dem til Pesthuset. Samtidig hengav man sig til allehaande verdslige Glæder og Udskeielser. "Endog det er i saadan en bedrøvelig Tid - siger Slotspræst Nilaus - ser man ingen Pestilenses Tegn hos vore Folk, men nye Noder og hoffærdig Klædedragt gaar i fuld Svang; høie Toppe med Rynker og Folder bag udi og Jærnbøile, Hovedklæderne sættes paa lang Manér som et Asenhoved, svære Skød paa Trøierne, store vide og rynkede Skjørter, afsatte og snorede Sko med store Spygab og Silkevisker udi. Ak Gud forbarme sig herover! Fosterne af Moders Liv vidne med andre store Lande- og Stad-Plager, at saadan Hofarts Stank mishager Gud høiligen. Man havde saa god en Forhaabning, at saadan Letfærdighed skulde blevet forbudt paa alle vore Prædikestole, men her hørtes ikke et Ord derom. Om Søndag, naar man skulde være i sin Kirke og bede Gud om Naade, Synders Forladelse og denne forfærdelige Strafs Afvendelse, da ager, rider og render vore Folk ad Skoven, hvor de drikke, dandse og springe til den sorte Nat og fører et slemt epikuræisk Levned;


477

her holder Vogne for Alles Døre, baade Vognmænd og Amagere i alle Gader". Præsten har dog neppe havt Grund til at beklage sig over, at de haardt plagede Indbyggere, som ikke havde Raad til at forlade Byen, søgte ud til Skoven om Søndagen, naar de vare fri for Arbeide; derimod anker han sikkert ikke uden Grund mod det menige Folks Fylderi og Drukkenskab saavelsom over, at Ægtefolk, aabenbart for at faa saa mange Faddergaver som muligt, hyppigt bad 20 Faddere til Barnedaab, medens Forordningen kun tillod at bede 5. Nilaus Povlsen slutter med et heftigt Angreb paa sine Standsfæller, der synes at have forsømt deres Pligter med Hensyn til Sakramenternes Uddeling. Som det saa ofte gaar, strømmede alskens Pak til Byen, navnlig utugtige Fruentimmer; Myndighederne respekteredes ikke længere, hvilket viste sig ved hyppige Overfald ved Nattetide; der var kort sagt den Opløsning i alle Forhold, som pleier at følge de store Katastropher i Hælene. Og som for at sætte Kronen paa Ulykkerne indtraf der den 10de Februar 1625 en stor Vandflod i Østersøen med en Storm, under hvilken det Øverste af S. Petrikirkens Spir nedblæste, i 1626 (den 11te Mai) brændte Provianthuset med en stor Del af den til Flaaden opsamlede Proviant, netop som en Krig stod for Døren, og midt under denne, da hele Jylland var besat af de keiserlige Tropper, Natten mellem den 18de og 19de Januar 1628 nedblæste S. Nikolai Kirkes Spir og slog Hvælvingerne i Stykker, saa at "Intet uden de høie Mure bleve staaende". Det er det smukke Spir, som ses paa Joh. v. Wicks Fugleperspektiv af 1611, der saaledes forsvandt, og Taarnet stod nu med en lav spids tilløbende Hat til langt ind i Frederik den Tredies Tid. I samme Storm omblæste iøvrigt Kronborg Stalde og Ladegaarden udenfor Kjøbenhavn, hvorved mange Heste og meget Kvæg omkom, ligesom det var ved denne Leilighed, at et af de fire smaa Spir paa Frue Kirke faldt ned, hvorefter de tre andre borttoges for aldrig mere at sættes op paany.

Disse Aar vare overhovedet meget bevægede, thi et Uveir trak op over Danmark. Trediveaarskrigen var udbrudt, og Christian den Fjerde havde endelig besluttet sig til at høre de nordtydske Protestanters Bønner og slaa løs for at komme Gustav Adolf i Forkjøbet. Samtidig var Forholdet til Sverrig usikkert; allerede i Sommeren 1624 frygtede man "et svensk Anslag paa Kjøbenhavn og Sundet", hvorfor Flaaden blev udrustet, Rytteriet indkaldt, lige-


478

som der i 1625 blev arbeidet, om end kun med ringe Kraft, paa Fæstningsværkerne og Isen uophørlig blev "vækket" om Byen. Kongen tilskrev derhos Magistraten, at den skulde tilholde Borgerskabet "at exercere sig med deres Gevær at omgaas" paa Skydebanen i Gjæsteherberget udenfor Vesterport, det vil sige i den derliggende Mikkel Vibes Kro. I Mai 1625 forlod Christian den Fjerde Byen efter at have overdraget Regentskabet til den udvalgte Prinds, og Opsynet med Hovedstaden til Kantsleren Christian Friis. Begivenhederne i Tydskland, Kongens Fald med Hesten fra Hamelns Vold, Hertug Jørgen af Lyneborgs Forræderi, de tabte Slag ved Dessauerbroen og Lutter am Barenberg i 1626, hvorfra Kongen selv med Nød og Neppe undkom, fulgtes sikkert med den største Interesse og Spænding i Hjemmet, men i 1627, da alle de freidige Forhaabninger vare bristede, da hele Jylland besattes af Fjenden, og da - som Kongen selv udtrykker sig - "en extraordinair Perturbation og terror panicus havde grebet Alle, saa at det ikke var muligt at samle nogen Krigsmagt eller formaa Officerer og Soldater til at holde Stand", begyndte Kjøbenhavnerne for Alvor at mærke Krigens Følger. Fra Jylland og Hertugdømmerne søgte Hundreder af Flygtninge til Staden med ophidsende Fortællinger om de fremmede og danske Leietroppers Plyndringer og Ugudeligheder. Borgerne fik Befaling til at forsyne sig med Proviant for mindst et Aar samt Krudt, Bly og Lunter, hver efter sin Evne, og hele Vagttjenesten i Byen omordnedes ikke blot med den indre Orden for Øie, som var kommen i stærkt Forfald, men ogsaa med særligt Hensyn til de farlige Tider, idet der dannedes et fast Vægter- og Politikorps paa 140 Mand. Disse Folk holdt Vagt hver Nat indtil Kl. 4 om Morgenen, skiftevis med 70 Mand, dels paa enkelte faste Poster i Gaderne, dels ved en Patrouille paa 20 Mand, den saakaldte "Skarvagt", som førtes af Vagtmesteren og i Nattens Løb afløste de nævnte Poster. Om egentlige Gadevægtere, saaledes som denne Institution senere udviklede sig, var der altsaa endnu ikke Tale, og "Vægterversene", som endnu i vor Tid ere sungne i Kjøbenhavns Gader, kunne derfor ikke, som man har formodet, være forfattede af Arreboe. Udgifterne til Vægterkorpset saavelsom til Bevogtningen af Voldene og Portene afholdtes af en særlig Vagtskat, der paalignedes Borgerskabet.


479

Hovedstaden saa i disse Aar jevnlige Møder, til hvilke Rigsraaderne og Adelen vare stævnede for at raadslaa om Rigets Anliggender, og efterhaanden som Tiden gik, bleve Byrderne mere og mere følelige. Der blev arbeidet paa Befæstningen med det Maal for Øie at omdanne Søerne til Grave ved at skyde Voldene frem til dem, og en Skat udskreves i denne Anledning paa alle faste Eiendomme; "Hoffanen" og et Kompagni Fodfolk indkvarteredes i Byen, og til Krigens Førelse paalagdes der alene i Aaret 1628 tre Gange Madskat og to Gange Pengeskat. Samtidig blev Tolden og Accisen forhøiet "saa høit og meget som disse Rigers Undersaatter uden deres totale Ruin kunde efterkomme", Tolden til det Dobbelte for alle udførte, til det Tredobbelte for alle indførte Varer, undtagen Vin og nogle andre Drikkevarer, som kun skulde betale dobbelt Told. For de lavere Stænder vare disse Skatteforhøielser saameget mere tyngende, som Adelen var fritagen for Told og Accise, og Forholdet blev særligt demoraliserende, da Adelen snød den kongelige Kasse ved at betale sin Gjæld med Accisesedler, en Trafik, om hvilken Kongen med Rette siger, at "den baade vor Indkomst forringer og i sig selv intet Redeligt er", men som det dog ikke lykkedes at standse. Endnu under Frederik den Tredies Regjering skriver den svenske Resident Mogens Durell, at den indenlandske Told og Accise vilde være Landets bedste Indkomst, hvis dermed gik rigtig til, men "Adelen og Geistligheden er fri derfor og kan endogsaa fri dem af Borgerskabet, som den har at bestille med. Naar en Adelsmand vil logere hos en Borger, betaler han sit Logement med Accise-Sedler, ja undertiden betaler han sin Gjæld dermed hos Kræmmere og Kjøbmænd". Det maatte naturligvis virke i høi Grad hæmmende paa Handelen og Omsætningen, at Kongen allerede i Januar 1626 saa sig nødsaget til at kræve betydelige Pengesummer tilbage, som han havde laant forskjellige Borgere, og det følgende Aar endog selv maatte laane Penge af Byen, og skjøndt Borgerne uden Tvivl havde nogen Fordel ved at udruste Kaperskibe og drive lidt Sørøveri mod Venner og Fjender i Flæng, og vel ogsaa profiterede ved det private "Mønteri", som var blevet dem bevilget, maatte dog den langvarige Krigstilstand, Opløsningen i alle Forhold, Handelens Standsning, det slette Møntvæsen og en indtrædende Dyrtid tynge dem haardt. Stemningen, som ved Ulykkens Begyndelse havde været yderst nedslaaet, led imidlertid Intet herved;


480

navnlig var Borgerstanden villig til alle Offre, og Modet holdtes oppe ved Flaadens heldige Foretagender paa Pommerns og Slesvigs Kyster. Kongen, der drømte om at gjenoprette det Tabte, var som altid Sjælen i alle Foretagender og skaanede ikke sin Person, men dyb Forstemthed greb ham, da Freden i Lybæk afsluttedes den 12te Mai 1629, thi Gustav Adolfs Stjerne var nu i saadan Opgang, at Rigsraadet Aaret efter kunde skrive, at "Danmark saa at sige levede af Svenskekongens Naade". Hvad Landets Indbyggere angik, kunde de kun med Glæde hilse den langvarige Krigs Afslutning, thi selv om intet Land gik tabt, vare dog Rigets Finantser udtømte, dets Kraft lammet og dets Handel ødelagt. En Pest, der hjemsøgte Kjøbenhavn om Sommeren og siges at have bortrevet henved 5000 Mennesker, dannede Slutstenen paa den uheldige Krig, og da Taksigelsesfesten for Freden afholdtes i September, kunde de haardt prøvede Indbyggere med oprigtigt Sind strømme til Kirkerne og istemme "den gamle Lovsang": "O store Gud, vi love Dig!" De vidste ikke, at Freden i Lybæk vilde blive efterfulgt af en Fred i Brømsebro.

Fyrværkerifigur

Fyrværkerifigur fra Christian IV.s Tid.



<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tir jun 28 12:16:40 CEST 2005
Publiceret: tir jun 28 12:16:37 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top