eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn
    - kap. VIII

Kbhvn., Thiele, 1887

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Frederik den Anden og Christian den Fjerde som Dreng

Frederik den Anden og Christian den Fjerde som Dreng. Efter et Tapet i Oldn. Museum.


OTTENDE KAPITEL.

Kjøbenhavn under Christian den Tredie og Frederik den Anden.

_____

E


t stort Værk laa for Christian den Tredie, thi ved den langvarige Borgerkrig, Biskoppernes Afskaffelse og den gamle Læres endelige Kuldkastelse var der saa at sige gjort rent Bord; enhver Nybygning maatte opføres fra Grunden af. Kongen havde først og fremmest Opmærksomheden henvendt paa Kirkesagen, og allerede i de samme Dage, han besluttede at fængsle de katholske Biskopper, afsendte han en Skrivelse til Churfyrsten af Sachsen, hvori han anmodede om at "laane" Dr. Johan Bugenhagen, eventuelt ogsaa Melanchton, til Guds Ords Fremme og Udarbeidelsen af en ny Kirkeordning "efter Landenes og Indbyggernes Leilighed". Da han imidlertid fik et Afslag, fordi Churfyrsten ikke kunde undvære sine Theologer selv, bestemte han sig til at anvende de indfødte Kræfter, der vare tilstede, og Helligtrekongers Dag 1537 samledes derfor endel udvalgte "lærde Mænd og Prædikanter" i Odense (fra Kjøbenhavn: Hans Tausen og Jørgen Jensen Sadolin) for at udarbeide det første Udkast til en Kirke-Ordinants. I Foraaret 1537 var det færdigt, og afsendtes til Luther i Wittenberg; med hans almindelige God-

[269]

270

kjendelse vendte det tilbage, hvorpaa det gjordes færdigt af Bugenhagen, der nu havde faaet Tilladelse til at reise til Danmark. Han indtraf den 5te Juli til Kjøbenhavn rimeligvis ledsaget af Peder Palladius, der blev den første evangeliske Superintendent eller Biskop i Sjælland. Den videre Bearbeidelse af Ordinantsen var snart tilendebragt, thi allerede i August blev den forelagt Rigsraadet paa en Herredag i Kjøbenhavn, godkjendt og udstedt den 2den Septbr. 1537. Praktisk Erfaring saavelsom Utilfredshed med enkelte Bestemmelser bevirkede dog en ny Revision, og Christian den Tredies Kirkeordinants fik derfor først sin endelige Skikkelse paa Herredagen i Odense i Juni 1539, og kom da til at gjælde for Danmark alene, medens den oprindelig skulde have gjældet for alle Kongens Riger og Lande. Herfra stammer den bekjendte Titel "Den rette Ordinants, som paa Herredagen i Odense blev overset og beseglet o. s. v.", hvor Ordet: "rette" dog synes at være en Tilføining af Bogtrykkeren eller Udgiveren.

Samtidig med den nye Kirkeordning maatte der tages fat paa Universitetets Gjenoprettelse, thi det var indlysende, at den lutherske Kirkereform ikke lod sig gjennemføre uden en Høiskole, hvor Landets Børn kunde veiledes i den nye Lære. Kort efter Kjøbenhavns Overgivelse indgav derfor "Kgl. Majestæts Prædikanter og Guds Ords Tjenere i Sjælland, Skaane og Jylland" et Andragende til Kong Christian, hvori de anmodede ham om, at der maatte oprettes "et godt, drabeligt Universitet og Studium i Kjøbenhavn, eller hvor i Riget det maatte findes mere beleiligt", og i det ovenfor omtalte Udkast til Kirkeordinantsen gjentages Ønsket i endnu bestemtere Form. "Det er og aldeles nødtørftigt - hedder det bl. A. - at her udi Riget oprettes et høitideligt, skjønt, almindeligt Kollegium, eller og hjælpes paa Fødder det, som nu er, og det styrkes og bekræftes efter den ærlige Sæd, som andre saadanne Skoler pleie, med Fordele og Privilegier, Friheder og redelig Underholdning." Da denne Opfordring fremkom, havde Kongen allerede selv fattet den Beslutning, at Universitetet skulde gjenoprettes, og det er sandsynligt, at han, netop med dette Maal for Øie, ønskede at "laane" Philip Melanchton. Da denne imidlertid ikke kom, maatte Bugenhagen tage sig af Sagen, og i September Maaned 1537 blev Universitetet, som vi ville faa at se, stiftet paany ved en høitidelig Akt i Frue Kirke.


271

Skjøndt Tilstanden i Kjøbenhavn efter Borgerkrigen var alt Andet end tilfredsstillende, efterdi Byen nylig var bleven hjemsøgt af en Pest, hvortil kom, at Borgerne vare fattige, da de havde maattet underholde Hertug Albrechts Krigsfolk uden at kunne faa inddrevet det tilsagte Vederlag af 30,000 Gylden derfor, og al Handel og Vandel var gaaet istaa, saa Borgerne dog i Sommeren 1537 talrige Gjæster og store Festligheder indenfor deres Mure. I August og Septbr. samledes en Herredag i Kjøbenhavn, paa hvilken Geistligheden for første Gang ikke gav Møde, og hvor den saakaldte kjøbenhavnske Reces af 1537 vedtoges. Heri bestemtes det bl. A., at hver enkelt Kjøbstadborger skulde aflægge en Troskabsed til den nye Konge, som skulde indskrives i "Byens Bog"; vægrede Nogen sig derved, skulde han strax forvises af Riget. Det fremgaar tydeligt heraf, at Kong Christian ansaa sin Stilling for farefuld, og har ment, at den paa Oktoberrigsdagen det foregaaende Aar aflagte almindelige Troskabsed ved Kjøbstædernes Befuldmægtigede var utilstrækkelig. Ved samme Leilighed forelagdes og godkjendtes, som ovenfor omtalt, ogsaa Kirkeordinantsen.

Under denne Herredag fandt Kongens og Dronningens høitidelige Kroning Sted, hvortil der allerede længe iforveien var truffet omfattende Forberedelser. De danske Adelsmænd, som havde været i mecklenborgsk Fangenskab (smlgn. S. 180) og i Henhold til Kapitulationen vare blevne overgivne til Christian den Tredie, vare alt i December Maaned satte i Frihed efter at have maattet give Afkald paa deres Forleninger og Sæde i Rigsraadet; deres Løsladelse kan derfor ikke opfattes som en Naadesakt, der stod i Forbindelse med Kroningen. Derimod var det uden Tvivl med denne Fest for Øie, at tre af de fangne Biskopper frigaves, medens de tre andre, Jørgen Fris, Styge Krumpen og Joachim Rønnow (der døde i Fængsel paa Kjøbenhavns Slot) indtil videre bleve siddende under Laas og Lukke. Den 14de Mai afsendtes et kongeligt Brev til Adelen, hvori den opfordredes til at møde i Kjøbenhavn med Hustruer og Døttre samt medtage "sine bedste Livheste, Kørritser og Tilbehør" til den forestaaende Turnering; tolv adelige Damer, de saakaldte "Dragefruer", fik derhos Befaling til at medbringe "flamske Klæder (Tapeter), Silkespærlagen og Andet", hvormed Slotsgemakkerne skulde "drages". Da Kongens Søster Frøken Elisabeth manglede Smykker, bad Kongen Eske Bildes Hustru om


272

at laane hende et "Hovedguld." I Begyndelsen af August begyndte Gjæsterne at komme: Hertug Albrecht af Preussen med Gemalinde Dorothea (Kongens Søster), Hertug Frands af Sachsen-Lauenborg (Dronning Dorotheas Broder), Gesandter fra den svenske Konge, Churfyrsten af Sachsen, Landgreven af Hessen, endvidere fra Hansestæderne, Lybæk, Hamborg, Danzig, Stralsund o. fl. Foruden den danske Adel mødte mange Medlemmer af det norske Rigsraad, ja fra Tydskland indfandt adskillige Adelsmænd sig. Kroningen og Salvningen foretoges af Bugenhagen paa Tydsk, thi hverken Kongen eller Dronningen yndede Dansk, om de overhovedet forstod det, hvad den fremmede Theolog ogsaa antydede, da han i sin indledende Tale angav Grunden til, at det latinske Sprog ikke brugtes, ei heller det danske, som egentlig havde været billigt, men derimod det tydske, nemlig at det skete til "Ære" for Kongen, Dronningen og andre tilstedeværende Fyrster og Herrer.

Tidlig om Morgenen, thi man var i hine Dage tidlig paafærde, den 12te August 1537, der netop var Kongens 34te Fødselsdag og Aarsdagen for Biskoppernes Fængsling, begav en stor Procession sig fra Slottet til den festligt smykkede Frue Kirke. I Spidsen red samtlige indfødte og fremmede Adelsmænd, derpaa fulgte Rigsraaderne tilhest, af hvilke de fire ældste og bageste i Rækken bare Regalierne: Sværdet, Æblet, Sceptret og Kronen. En stor Menneskemasse var paa Benene for at overvære det sjeldne Skuespil, og mangen kjøbenhavnsk Borger gjensaa med Glæde Rigens Hofmester, Mogens Gøye, Byens gamle Velynder, der nu bar den med Ædelstene og Perler besatte Krone, ligesom han for 22 Aar siden havde baaret Sværdet ved den ulykkelige Dronning Elisabeths Kroning. Derpaa fulgte Trompetere og Spillemænd, de kongelige Herolder og med et lidet Mellemrum Kongen ridende paa en prægtig udsmykket Hest. Umiddelbart efter ham red ved en særlig Udmærkelse de svenske Gesandter tilligemed Hertug Albrecht af Preussen og tilsidst de øvrige fyrstelige Personer og fremmede Afsendinge. Faa Minuter efter at dette Optog havde forladt Slottet, drog et nyt ud af dets Port; i Spidsen gik mange danske og tydske Adelsmænd, derefter kom fire Rigsraader tilhest, af hvilke de to sidste førte Dronningens Regalier: Kronen og Sceptret; nu fulgte en Afdeling Trompetere umiddelbart foran Dronningens prægtige, lueforgyldte Vogn, i hvilken Dronning Dorothea selv og hendes


273

Svigerinde, Hertuginden af Preussen, havde Plads. I en anden forgyldt Vogn agede den femaarige Prindsesse Anna; derpaa fulgte

Christian den Tredie

Christian den Tredie. Efter Jakob Binchs Portrait i Chr. IIIs. Bibel.

Dronningens Hofdamer, de adelige Jomfruer, der vare komne med Hertuginden, og endelig den danske Adels Fruer og Jomfruer i en lang og glimrende Række.


274

Ved Indgangen til Kirken modtoges Majestæterne af Bugenhagen i en hvid Talar over Chorkaaben og af hele Præsteskabet, som førte dem op i Choret til tvende med Gyldenstykkes Himle udstafferede Stole ligefor Høialteret. Regalierne bleve offrede paa Alteret, og Ordinater holdt nu en Tale til Folket, hvori han godtgjorde sit Kald til at forrette Kroningen, takkede Gud for Freden og forklarede Kroningens religiøse Betydning. Det er betegnende for Tiden, at han advarede mod overdreven Nydelse af Spise og Drikke og dog tilføiede, at han ikke kunde erklære det for Synd, om Nogen forsaa sig ved en Leilighed som denne. Efterat nogle Psalmer vare afsungne, førte Rigsraaderne den udvalgte Konge frem til Alteret, hvor han knælede, og Kantsleren Johan Friis anmodede paa Dansk Ordinator om at salve Rigets udvalgte Konge og overgive ham Regalierne, der vare blevne offrede paa den Herres Alter, fra hvem alle Konger have deres Magt. Ordinator holdt en kort Tale til Kongen, hvori han mindede ham om hans Regjeringspligter, hvorpaa Majestæten aflagde Ed med Fingrene paa det nye Testamente. Paa samme Maade førtes Dronningen med opløst Haar frem for Alteret, og da hun ogsaa havde aflagt Ed, salvedes Majestæterne korsvis mellem Haanden og Albuen og ligeledes mellem Skuldrene. Ordinator forklarede i en Tale Salvningens Betydning; Rigsraaderne ledsagede de kongelige Personer tilbage til deres Stole, hvorpaa de iførtes kongelig Dragt, og Gardinerne om Stolene borttoges. Nu blev Psalmen Gloria in excelsis sungen, og en af Præsterne ved Alteret vendte sig mod Folket og læste Søndagens Epistel paa Dansk.

Regalierne overraktes saavel Kongen som Dronningen ét for ét, hver Gang ledsaget af en Tale om deres Betydning. Da Kongen havde modtaget Sværdet, blottede han det og svingede det fladtud til alle fire Verdenshjørner, for at antyde, at han vilde beskytte og beskærme alle sine Undersaatter. Den betydningsfuldeste Ceremoni var dog Kronens Paasættelse; Ordinatoren tog den nemlig fra Alteret og satte den paa Kongens Hoved, medens de nærmeste Rigsraader samtidig rørte ved den, og de længere borte Staaende udstrakte Hænderne imod den. Paa samme Maade foregik Dronningens Kroning. Et høitideligt Øieblik var det ogsaa, da Kongen med Krone paa Hovedet og draget Sværd i høire Haand stod for Alteret og oplæste Evangelium med høi Røst, medens to Rigsraader


275

ved Siden holdt Sceptret og Æblet. Det følger af sig selv, at Musik og Psalmesang (Te Deum laudamus) spillede en stor Rolle ved Ceremonien, der afsluttedes med Bønner, Afsyngelse af Halleluja og en Formaning til det kronede Par om især at betænke de Fattige, stifte Hospitaler og sørge for, at Præster og Skolelærere ikke led Nød. Det hele Kroningsritual, der var udarbeidet af Bugenhagen, vakte iøvrigt Misfornøielse saavel hos den gamle, som den nye Kirkes Tilhængere; thi de første betragtede Afvigelserne fra det romerske Ritual som Kjætteri; de sidste fandt, at Romer-Ritualet var fulgt for meget. Ikkedestomindre blev det i det Væsentlige benyttet ved alle paafølgende Kroninger indtil Souverainetetens Indførelse.

Inden Kongen forlod Kirken, uddelte han Ridderslaget til Forskjellige, deriblandt til Peder Skram, to af de svenske Gesandter og den Danzigske Borgmester; Gesandterne fra Hamborg saavelsom fra de øvrige Hansestæder frabad sig derimod denne Ære rimeligvis af et Slags republikansk Hovmod. De foretrak mere materielle Fordele, idet de anmodede Kongen om, at deres Handelsprivilegier maatte blive bekræftede. Derpaa brød man op; hele Optoget begav sig gjennem de menneskefyldte Gader tilbage til Slottet, Dronningen ridende ved sin Gemals Side paa en snehvid Ganger, "hilset og beundret af Alle - siger den gamle Krønike - mindre ved Kronens Glands end ved sin Skjønhed og Ynde." Dagen afsluttedes med et prægtigt Gjæstebud paa Slottet, ved hvilket der atter vistes Kong Gustavs Afsendinge udsøgt Opmærksomhed. Den svenske Rigsmarsk sad ved selve det kongelige Taffel; de andre svenske Herrer ved et eget Bord i samme Sal som Kongen overfor hele den øvrige Adel. Ikkedestomindre synes det ulmende Nationalhad at have været paa Nippet til at bryde løs. Om den Dystrenden og Turnering, hvormed Kroningshøitidelighederne endte, savnes alle nærmere Efterretninger; dog kan der ikke være Tvivl om, at Kong Christian personlig deltog i disse ridderlige Øvelser, i hvilke han tidligere havde udmærket sig.

Den 2den Septbr. var Kjøbenhavn atter Vidne til en stor og betydningsfuld Festlighed i Frue Kirke, nemlig Indvielsen af de syv Superintendenter, eller som de snart igjen kaldtes i Folkemunde: Biskopper. Den foretoges af Bugenhagen efter et nyt Ritual og har uden Tvivl vakt endnu større Forargelse blandt det gamle Partis Tilhængere


276

end Kroningen, thi Brudet med den katholske Kirke blev herved definitivt og ulægeligt. En pavelig Legat, der var paa Veien til

Peder Palladius

Den første evangeliske Biskop i Sjælland Peder Palladius. Efter et Stik af Haas.

Danmark, vendte ogsaa ufortøvet om, da han erfarede, hvad der var sket. De Evangeliske havde uden Tvivl troet, at deres tilbedte Præst ved Nikolai Kirke, Hans Tausen, som havde delt Beleiringens


277

Lidelser med dem, var selvskreven til at indtage en fremragende Plads i Kirken, men han blev forbigaaet, vistnok paa Grund af sin udprægede politiske Stilling og sit Venskab med de demokratiske Førere. Først i 1541 valgtes han til Biskop i Ribe Stift. Som første evangeliske Biskop i Sjælland beskikkede Kongen Peder Palladius eller Plade, en overordentlig virksom og nidkjær Mand, der indlagde sig store Fortjenester af Kirkens Ordning, og snart kom til at indtage en Slags overbiskoppelig Stilling. Han blev den danske Gejstligheds egentlige Repræsentant, han førte Forsædet

Ligsten over Peder Palladius

Ligsten over Peder Palladius i Frue Kirke. Efter Vitruvius' utrykte 3die Del.

ved Bispemøderne, færdedes uafladelig paa Visitatsreiser, havde Tilsyn med henved 400 Kirker, var Professor i Theologien, og har i sine talrige efterladte Skrifter, navnlig i "Visitatsbogen", sat sig et varigt og udmærket Navn i Literaturhistorien. Med Rette kalder Rørdam ham "en ægte Discipel af Luther og Melanchton"; Samtiden kaldte ham "Erkebiskop" skjøndt en saadan Værdighed ikke existerede dengang. Den gamle Universitetsbygning, der i fordums Tid havde været Raadhus, beliggende paa Hjørnet af Nørregade og Studiestræde (smlgn. S. 45) indrettedes til Bopæl for ham og hans Efterfølgere paa Bispestolen, og her døde han i Januar 1560


278

og begravedes i Frue Kirke, som fra Reformationstiden var bleven Landets Hovedkirke.

Samme Dag de evangeliske Superintendenter bleve indviede, udstedtes den latinske Kirkeordinants, hvori der gaves et bestemt Tilsagn om Universitetets snare Gjenoprettelse, og allerede syv Dage efter, den 9de Septbr. 1537, afholdtes en ny høitidelig Forsamling i Frue Kirke, hvor Kongen i Rigsraadets, Borgmestrenes og Menighedens Nærværelse erklærede Universitetet for gjenoprettet og tilsagde de Studerende saavelsom Professorerne visse Friheder og Rettigheder. Den nye Rektor, Dr. Christiern Torkelsen Morsing, der havde været ansat ved det ældre Universitet, og derfor bedst kunde forplante Traditionen, aflagde Ed og modtog af Kongens egen Haand Symbolet paa sin Værdighed, det sølvforgyldte Rektorscepter (sceptrum aureum), som tilligemed et ældre altid blev baaret foran Rektor, hvor han optraadte i Embeds Medfør. Begge disse Sceptre ødelagdes ved Kjøbenhavns Bombardement 1807, og der existerer end ikke en Afbildning af dem. Maaské modtog Morsing ved samme Leilighed en Rektorkappe; ialfald foreskrives det i Statuterne, at han skal bære en sømmelig og passende Kappe og en Hætte, foret med Graaværk om Vinteren og med Silketøi om Sommeren. Morsing opslog sin Bopæl i Degnegaarden paa Hjørnet af Lille Fiolstræde og Kannikestræde (smlgn. S. 36), den nuværende Stiftsprovsts Bopæl, som tilligemed 7 Kannikeresidentser anvistes til Professorboliger. Degnegaarden var paa Reformationstiden langt større end nu, og indbefattede en Del af lille Fiolstræde, medens den bagtil ved en Port var sat i Forbindelse med den Gyde, der kaldtes "Strædet bag Degnens Gaard.« Det var her, at Grev Christoffer boede, inden han fik Kjøbenhavns Slot i sin Magt, og her havde Holberg to hundrede Aar senere sin Professorresidents.

Universitetet fik visse Privilegier og Friheder; saaledes bleve Professorer og Betjente fritagne for alle Skatter og Afgifter, Rektor og de fire Fakultetsdekaner fik Jurisdiktionsret over alle studerende Personer undtagen i Livssager, der skulde behandles for de almindelige Domstole, og der gaves Studenter og Lærere Løfte om passende Ansættelser og om Underhold paa deres gamle Dage af de under Kapitlerne henhørende Præbender. Ikkedestomindre stødte Universitetets Nyordning paa store Vanskeligheder. Man kunde ikke skaffe det fornødne Antal Lærere, fordi de bedste indfødte Kræfter


279

alt havde faaet Ansættelse i Kirkens Tjeneste, og Pengemidlerne vare derhos yderst knebent tilmaalte. Det gamle Universitets Midler vare under Urolighederne smeltede sammen til en aarlig Sum af 30 Rdlr., og man maatte derfor se sig om efter nye Indtægter. Det Naturligste havde været at overdrage Universitetet det ophævede Kapitels Gods, thi det kjøbenhavnske Kapitel, der oprindelig var stiftet for at give Gudstjenesten i Frue Kirke forøget Glands, blev afskaffet efter Reformationen i Modsætning til de fleste andre Domkapitler, hvis Præbender bleve bestaaende som Lønninger for fortjente og lærde Mænd. Imidlertid var det ikke Universitetet, men Helligaands Hospitalet, som blev Kapitlets Arving; det Eneste, Professorerne fik, var otte Kannikeresidentser, efterhaanden som Beboerne uddøde (hvilket først var sket i 1558), nemlig foruden den ovenfor omtalte Degnegaard 7 Gaarde, for største Delen i Kannikestræde og paa den nuværende Metropolitanskoles Grund. Af rede Penge henlagdes der kun 1400 Rdlr. til Universitetet, sammenskrabede fra forskjellige Steder, en Sum, der efter Rørdams Angivelse svarer til 42000 Kroner i vor Tids Mønt. Heraf medgik 1310 Rdlr. til Lønninger for Lærere og Betjente; af Resten 90 Rdlr. skulde Bibliotheket forsynes med de nødvendige Bøger, Universitetsbygningerne og Professorresidentserne vedligeholdes, og andre løbende Udgifter udredes. Rentemesteren eller Qvæstor Oluf Gyldenmund (Chrysostomus) maatte være en dygtig Finantsmand for at kunne faa Pengene til at slaa til.

Som vi have set, var det gamle Raadhus paa Hjørnet af Studiestræde, der før Reformationen havde været Universitetsbygning, blevet overladt Sjællands Stifts Superintendent, Peder Palladius, til Embedsbolig. Til Erstatning herfor skjænkede Kongen Universitetet den katholske Bispegaard, Nord for Vor Frue Kirke, hvor Universitetsbygningerne den Dag i Dag befinde sig, men den var ingenlunde i saadan Stand, at den strax kunde benyttes. Den havde under Beleiringen været beboet af Hertug Albrecht af Mecklenborg (smlgn. S. 211); efter Joachim Rønnows Fængsling havde den staaet øde i et Aarstid og var nu stærkt forfalden. Vinduer og Døre manglede, og der fandtes ingen af de Indretninger, den akademiske Virksomhed udkrævede, saasom Borde, Bænke, Kathedre o. l. Man gjorde vel Forsøg paa at tage Bygningen i Brug, men det maatte strax opgives, og en Hovedreparation blev nu


280

iværksat, som neppe var endt i Sommeren 1539, da Fundatsen udkom. Saa lidet forberedt var man paa disse Byggearbeider, at Kirken i Bagsværd maatte nedbrydes for at skaffe de fornødne Sten tilveie. I Mellemtiden maatte de husvilde Professorer og Studenter søge over i Frue Kirke; i et Brev til Kongen af Novbr. 1537 fra Bugenhagen, hvori dette meddeles, klages der over de kjøbenhavnske Murmestres, Tømmermænds og Glarmestres Smøleri. "Vi fra Universitetet - siger han - ere med vore Forelæsninger krøbne ind i Kirken; dertil nøder Storm og Blæst os. Begge Borgmestrene give Glarmestrene Skylden. Tømmermændene arbeide endnu paa Bænkene; det er mig en underlig Byggen den, men koste gjør den. Derfor have vi hidtil ikke kunnet tage fat paa alle Forelæsningerne, og Disputationerne ere ikke begyndte. Jeg er dog, som den første, beredt til, hvad Dag det skal være, at begynde paa Disputationerne, fornemmelig i den hellige Skrift. Vil Eders Majestæt derfor lade bygge mere paa Universitetet, som haardt behøves, saa maa Skeen tages i en anden Haand; Haandværksfolkene her tillands trænge til en Driver." Det varede som sagt længe, inden Alt var istand, men Opholdet i Frue Kirke blev dog neppe af lang Varighed; thi da de nødvendigste Istandsættelser vare foretagne, flyttede man tilbage til Studiegaarden eller "Kollegium", som den kaldtes, og hjalp sig, saa godt man kunde.

Forelæsningerne skulde efter Bestemmelsen begynde den 28de Oktober 1537 i Henhold til en af Rektor Christiern Torkelsen Morsing udarbeidet Forelæsningsplan (ordinatio lectionum), et lille Skrift, hvoraf et eneste Exemplar den Dag idag bevares paa det store kgl. Bibliothek. Det indeholder almindelige Bestemmelser om Fagene og Lærerne saavelsom om Professorernes Deklamationer og Disputationer, men blev overflødigt ved Universitetsfundatsen af 1539. Universitetets første Aar vare ikke glimrende; der var kun faa Studenter, og det ovenikjøbet fattige Folks Børn, thi de velstaaende Borgere og Adelsmænd, der havde holdt deres Sønner til Studeringerne for den verdslige Fordels Skyld, trak sig tilbage fra Universitetet, hvor der nu var Lidet eller Intet at vinde. Den studerende Stand var saa at sige bleven deklasseret, og allerede Morsing skriver i den omtalte Forelæsningsplan, at Flertallet af de Studerende ere saa fattige, at de Intet have at leve af under deres Studeringer, hvorfor han opfordrer Superintendenterne til i deres


281

Prædikener at paavirke rige Folk til at give Almisser og formaa Kannikerne til at underholde nogle fattige Personer ved Universitetet. "Kunne de ikke overkomme - siger han - at give en saadan Person 30 Daler om Aaret, saa lad dem give ham 20 eller 16 eller 12; Vorherre hjælper nok den fattige Karl med Resten i en tre fire Aar, indtil han er bleven saa lærd, at han selv kan erhverve Føden." Da Pengenes Værdi paa hin Tid var over ti Gange saa stor som nu, ses det, at man anslog en Students aarlige Underhold i Kjøbenhavn til mellem tre og fire hundrede Daler, men Kirkeordinantsen af 1539 udtaler ogsaa udtrykkelig, at "Alting er dyrere i Kjøbenhavn end andetsteds i Riget." Trods de smaa Forhold, under hvilke Universitetet arbeidede, gjorde det dog god Fremgang; allerede i 1538 foretoges de første Promotioner, ved hvilke bl. A. Hans Tausen blev Bakkalaur i Theologien, og da Kong Christian var kommen tilbage fra Fyrstemødet i Brunsvig i Efteraaret 1538, forbedredes Højskolens ydre Vilkaar betydeligt, ligesom enkelte nye Lærere bleve kaldede til at udfylde ledige Pladser. En egentlig fast Grundlov fik Universitetet dog først paa Herredagen i Odense i Juni 1539.

Den lutherske Læres Indførelse og Gudstjenestens Forandring hidførte af sig selv en gjennemgribende Omordning af Sogneforholdene i Kjøbenhavn. Byen havde hidtil havt fire Sognekirker, Vor Frue, S. Peders, S. Klemens og S. Nikolai; Helligaands Hospital, som i 1530 var bleven en verdslig Stiftelse for Syge og Værkbrudne, havde derhos en smuk og anseelig Kirke, saavelsom Graabrødreklostret, S. Gertrud og S. Klara. Det blev nu besluttet, at S. Klemens, S. Peders og Klosterkirkerne skulde nedlægges som overflødige; dog skulde Helligaandskirken, eller som man dengang kaldte den: Helliggesthuskirke, ophøies til Sognekirke, fordi den laa paa et bekvemt Sted i Byen. I lange Tider henstod de nedlagte Kirker ubenyttede og forfaldt, indtil S. Klemens og Graabrødrehospitals Kirker bleve nedbrudte henimod Slutningen af Christian den Tredies Regjering. Grunden, paa hvilken S. Klemens havde staaet, tilfaldt Magistraten; Stenene bleve derimod anvendte til en Reparation af Frue Kirke, S. Peder synes at være tilfalden Kongen og ikke Kommunen, rimeligvis ved et Kompromis, da der herskede Uenighed om Eiendomsretten; den blev indrettet til et Gjæthus i.e.: Kanon og Klokkestøberi, hvilket den vedblev at være indtil 1586, da Frederik den Anden skjænkede


282

den til Brug for den tydske Menighed. S. Gertrud med tilhørende Bygninger var allerede nogle Aar før Reformationen kommen i privat Eie og var længe en stor Adelsgaard, som endog ses paa Afbildninger fra Christian den Fjerdes Tid; S. Klara blev staaende endnu i hundrede Aar og benyttedes af Christian den Tredie til Mønt senere til Gjæthus og endelig en kort Tid som Kirke af den tydske Menighed, inden S. Peder toges i Brug.

Nedlæggelsen af de nævnte Kirker nødvendiggjorde en Omordning af Sognene, om hvilken der dog savnes nøiere Oplysninger. En Del af det tidligere S. Klemens Sogn og S. Peders Sogn tilligemed Birket uden for Byen: Solbjerg, Valby og Vigerslev henlagdes til Vor Frue Kirke; den Øvrige Del af de nedlagte Sogne henvistes til Helligaandskirken, som derhos fik S. Klemens Kirkes Gods. Derimod fik Vor Frue Kirke det Gods, som tidligere havde været tillagt S. Peder, i Erstatning for de mange Grundeiendomme, der havde tilhørt Kirken, men som nu fik anden Bestemmelse.

Det er ovenfor meddelt, at en Del af det kjøbenhavnske Kapitels Kannike-Residentser bleve henlagte til Universitetet som Professorboliger, men Kapitlets egentlige Arvetager efter Reformationen blev dog Helligaandshuset. For dette interesserede Kongen sig varmt; thi allerede fire Dage efter Kjøbenhavns Overgivelse udstedte han et Beskjærmelsesbrev for "Hr. Prior udi den Helligaandshospital udi Vor Stad Kjøbenhavn, alle Præstemænd og Søskende der sammesteds, deres Kirke, Hospital, Klenodier, Tjenere, Vornedgods o. s. v." og bekræftede de Privilegier, der vare givne Hospitalet af henfarne Konger. Dette Aktstykke viser, at det geistlige Broderskab, der havde besørget Sygepleien i den katholske Tid, endnu var tilstede trods Religionsforandringen; det har dog neppe ledet Gudstjenesten i udpræget katholsk Aand, men indskrænket sig til et Slags konfessionsløs Samaritanergjerning. Kong Christian bestemte ligeledes, at Helligaandshuset skulde være et Vaisenhus i Henhold til Christiern den Førstes Anordning og fornyede Hospitalets Ret til at udsende Bud i Sjælland og "tilhobe sanke Guds Almisse og Sjælegaver af gode christne Mennesker", en Tilladelse, der medførte, at Syge fra hele Provindsen kunde indlægges. Den 10de Dcbr. 1538 traf Kongen endvidere den Bestemmelse, at alt det Gods, baade inden- og udenbys, der hørte til Vor Frue Kirkes Prælaturer og Kannikedømmer skulde være og blive


283

til Helligaandshuset dog med Undtagelse af Kirke og Bispetiender samt de Residentser, der vare tillagte Universitetet. I god Overensstemmelse med Christian den Tredies hele lempelige Optræden (naar Biskoppernes Fængsling undtages) var det, at samtlige katholske Prælater og Kanniker skulde nyde og beholde Godset paa Livstid; først efter deres Død kom det efterhaanden til Hospitalet, ja der blev endog tilstaaet de Afdødes Arvinger et halvt Naadensaar til Betaling af den mulig efterladte Gjæld.

Frue Kirke mistede imidlertid ikke blot det Gods, der tilhørte Kapitlet, men ogsaa en stor Mængde af de Eiendomme, der laa til Altrene i Kirken, det saakaldte Vikariegods. Universitetet fik strax efter Reformationen 103 Gaarde deraf, og sikkert have alle Adelige, der kunde komme afsted dermed, benyttet sig af den i den kjøbenhavnske Reces af 30te Oktbr. 1536 fastsatte Bestemmelse, at de kunde faa det Gods tilbage, som en af deres Slægt i henfarne Tider havde givet til Sjælemesser, naar de ved Breve og Segl kunde bevise, at de vare rette Arvinger dertil, og naar de Vikarer, som havde Indtægten, vare døde. Geistlighedens Magt var knækket, og Adelen faldt over Byttet for at tilrive sig saa Meget deraf som muligt, men dels holdt Kongen igjen, dels vare jo de fleste Gaarde i Kjøbenhavn skjænkede Kirkerne af Borgerlige, som ikke havde en lignende Ret som Adelen. Det var Vor Frue Kirkes særegne Forhold til Universitetet, som bevirkede, at en betydelig Del af dets Altergods gik tabt; Nikolai Kirke beholdt sit; S. Klemens Kirkes kom til Helligaands Kirke, og Vor Frue fik som ovenfor berørt en Erstatning i S. Peders Altergods. Alt det Vikariegods, som forblev ved Kirkerne, brugtes iøvrigt til Præsternes Underhold og til Kirkebygningernes Vedligeholdelse; Gaardene udleiedes til Borgere, bleve bortfæstede, eller benyttede som Præstegaarde, Altsammen mod en aarlig Afgift, der samledes i en fælles Kasse og fordeltes efter et vist Forhold mellem Præster og Kapellaner. Henimod Aarhundredets Slutning begyndte man imidlertid at sælge løs af disse Eiendomme og lægge Jordskyld paa Grundene, og efterhaanden forsvandt saaledes Vikariegodset, og vandrede atter fra Kirken ud paa verdslige Hænder. Det vil af det Anførte ses, at Luthers Ønske om, at det katholske Kirkegods skulde anvendes til Kirkens og Skolevæsenets Fornødenhed saavelsom til Fattiges Underhold blev saagodtsom bogstavelig opfyldt i Kjøbenhavn; i Provindserne forholder det sig


284

derimod anderledes; her bemægtigede Kongemagten sig, som af Dr. Erslev paavist, Størstedelen af Bispe- og Klostergodset og skabte sig derved en Magttilvæxt, der bevirkede, at Statsomvæltningen i 1536 kan betragtes som et Slags Forløber for Statskoupet af 1660. Christian den Tredie realiserede i mange vigtige Punkter de Reformer, som det ikke var lykkedes Christiern den Anden at sætte igjennem, og skaffede det monarchiske Princip en afgjort Overvægt over Rigsraad og Adel.

Kongens Stilling var iøvrigt alt Andet end sikker. Medens han udfoldede stor Virksomhed i det Indre, stod den fangne Konges Slægtninge stadig under Vaaben støttede af Keiser Carl den Femte, Naboerne mod Syd vare fjendtlige, og til Sverig, med hvis Konge Gustav Vasa der var blevet sluttet et Forbund i Kjøbenhavn den 30te Novbr. 1536, nærede man ikke Tillid. Allerede den 31te Dcbr. gik der saaledes Rygter i Rostok om, at Hertug Albrecht vilde gjøre et nyt Indfald inden 1ste Mai, men de Farer, der truede Riget udvendig fra, vare dog Intet i Sammenligning med de indre. Der herskede almindelig Misfornøjelse blandt alle Stænder; Religionsforandringen havde mange aabenbare og hemmelige Fjender, og Kongen betragtede selv sine nye Undersaatter med stigende Mistillid. Hans tydske Raadgivere indgjød ham Mistro til de Danskes Stemning, og Kongen vidste intet bedre Middel til at sikkre sig end ved at beholde en Del af Leietropperne i sin Tjeneste og ansætte en stor Mængde holstenske og tydske Adelsmænd rundt omkring i Riget paa større eller mindre Lehn. Denne Indvandring af Tydskere vakte stor Harme blandt den danske Adel, og Hadet til Udlændingene antog efterhaanden meget truende Dimensioner. Det gik saa vidt, at Kongen ikke turde beholde sine Fanger, Biskopperne af Roskilde og Vendsyssel, i sin Varetægt, men bad sin Svoger, Hertug Albrecht af Preussen om at tage dem i Forvaring, indtil "han kunde faa sin Regjering, sine Slotte og Fæstninger i saadan Stand, at man kunde betro saadanne Fanger til dem", en Anmodning, Hertugen dog rentud afslog. Før Kong Christian begav sig til Brunsvig for at slutte sig til det schmalkaldiske Forbund, skriver hans Kantsler Wulfgang von Utenhof: "Gud give det tog en lykkelig Ende; man mumler om, at der er nyt Forræderi for Haanden i Danmark. Kongen vil under denne Reise træffe Foranstaltninger med Kjøbenhavns Slot med dette for Øie." Kongen skriver selv i et Brev til


285

sin Svoger, at "de Danske ikke ville regjeres af Holstenerne, men hellere dø", og Statholderen i Kjøbenhavn, Jørgen Klingenbeck, en tydsk Høvedsmand fra Memel, der var indkaldt for at støtte det nye Regimente, men hurtigt igjen forlod Landet, giver en alt Andet end opbyggelig Skildring af Tilstandene. "Der er den største Uorden i alle Forhold, Hadet mellem Dansk og Tydsk har naaet en forfærdelig Høide, de Danske ville slet ikke finde sig i Tydskerne; der er intet Godt at haabe, Kongen er svag og uselvstændig, et preussisk Regimente kan ikke trives i Danmark, de Danskes Sorgløshed overfor ydre Farer er overordentlig stor, de ere ikke bange for at skifte Konge hvert Øieblik, og det er deres Maal at straffe og plage Holstenerne, indlemme Slesvig i Riget og atter gjenindsætte Bisperne." Kongen vidste paa dette Tidspunkt aabenbart ikke, om han helst skulde støtte sig til de danske eller til de holstenske Stormænd, og denne Uvished og Vaklen vedvarede indtil 1542, da Frederik den Anden hyldedes som Thronfølger paa Rigsdagen i Kjøbenhavn. Kongen havde da truffet sit Valg; danske Adelsmænd optræde fra nu af som hans nærmeste Raadgivere, Mænd som Anders Bilde og Otto Krumpen, der havde mistet deres Plads i Rigsraadet, gjenoptages i det og faa vigtige Forleninger, de tydske og holstenske Raadgivere trække sig tilbage eller falde i Unaade, og da Thronfølgespørgsmaalet endelig ved den danske Adels Hjælp ordnes efter Kongens Ønske, og Adelen forpligter sig til at udrede et overordentligt Krigsstyr af en Tyvendedel af sin Formue (ikke af sin Indtægt), hvorved store Summer stilles til Statens Disposition, bliver Udsoningen mellem Christian den Tredie og det nationale Parti fuldstændig.

I Kjøbenhavn var Forholdet mellem Borgerne og Kongen neppe videre godt i dennes første Regjeringsaar; Hadet mod de holstenske Raadgivere maatte endog være stærkere her end andetsteds. Christian den Tredie havde ved Byens Overgivelse bekræftet dens Privilegier, og da denne Stadfæstelse fornyedes, toges den tilsyneladende betydningsfulde Indskrænkning, at Kongen, naar "han videre var kommen udi Rigens Forfarenhed, og der da findes nogle Artikler udi samme deres Privilegier og Friheder, som ere os eller andre vore Undersaatter her udi Riget besværlig, da ville vi have Fuldmagt til samme Privilegier at forandre og remediere, eftersom de kunne være os og Riget og andre vore Undersaatter her sammesteds til


286

Gavn, Bedste og Bestand", men dette kan dog ikke opfattes som Uvillie, da et lignende Forbehold toges for andre Byers Vedkommende. Derimod vidne andre af Kongens Foranstaltninger om den Mistillid, han nærede til en Borgerstand, der havde modstaaet ham saa længe, og som i hans Øine maatte tage sig ud som gjenstridige Oprørere. Det Faktum, at han selv vilde være Artilleriet og Fæstningsværkerne mægtig, og endnu mere, at han berøvede Borgerskabet dets Ret til at vælge Borgmestrene frit, viser, at han ikke stolede paa Indbyggerne. Sandsynligvis har han strax efter Byens Overgivelse indsat nye Borgmestre og Raadmænd i Henhold til Bestemmelsen: "Ville vi selv have Magt til at sætte Borgemestre og Raad udi Kjøbenhavn, hvilke vi tækkes, og vi kunne vide os og Riget og Kjøbenhavns Indbyggere ere tro og nyttige", og for end yderligere at kunne holde Øie med den oprørske By, indrettede han et Slags Regjeringskollegium paa Slottet, de saakaldte Statholdere i Kjøbenhavn, som nævnes første Gang i et Brev af Januar 1538, men som dog kun fungerede, naar Kongen var fraværende. Det er maaské til denne Institution, Wulfgang von Utenhof sigter, naar han taler om "Foranstaltninger med Kjøbenhavns Slot for Øie." I Begyndelsen var der tre saadanne Statholdere, nemlig foruden den ovenfor omtalte Jørgen Klingenbeck de to danske Adelsmænd Eske Bille og Iver Krabbe; i 1539 nævnes endog fire, men faa Aar efter har der rimeligvis kun været én, den nævnte Eske Bille, som beklædte Posten indtil sin Død, der indtraf syv Aar før Christian den Tredies. Statholderens Forretninger vare iøvrigt i denne Konges Tid ikke klart definerede; han betragtedes som Herskerens Repræsentant og havde derfor et overordnet Tilsyn paa de mest forskjellige Omraader; der kunde paa engang gives ham Ordre til at sørge for Rendestenenes Renligholdelse og for Vedligeholdelsen af Kongens og Rigets Eiendomme; men hans Myndighed maa dog nærmest betragtes som militair, thi Tilsynet med Fæstningsværkerne, Orlogsflaaden og Krigsrustningerne paahvilede ham i Særdeleshed. Paa de kommunale Forhold havde denne høie Embedsmand i Begyndelsen neppe synderlig Indflydelse; det var fremdeles Lehnsmanden eller Slotsherren, som udøvede et Slags overordnet Politimyndighed og var Byfogdens nærmeste Foresatte. Slotsherren indførte Byfogden paa Thinget, overrakte ham Sværdet som Tegn paa hans Myndighed, modtog Eden af ham og


287

kom overhovedet under mange forskjellige Former i Berøring med Borgerne; senere undergik dette Forhold imidlertid en gjennemgribende Forandring; det blev da Statholderen, hvis Stilling næsten blev lig med Rigens Hovmesters, som indblandede sig i de kommunale Forhold, medens Slotsherren saagodtsom ikke havde nogen officiel Indflydelse paa dem. Statholderskabet i Kjøbenhavn udviklede sig efterhaanden til et overordentlig betydningsfuldt og mægtigt Rigsembede; vi ville faa at se, at en af dets Indehavere paa Frederik den Andens Tid, Christoffer Valkendorf, indlagde sig saa store Fortjenester af Byen og varetog Borgernes Tarv saaledes, at han med Rette betragtedes som deres Velgjører. Men dette havde oprindelig ikke været Meningen; Kong Christian indrettede Statholderposten, da hans Magt stod paa svage Fødder, og det var ham om at gjøre at have en paalidelig og aarvaagen Mand i Rigets vigtigste By, naar han selv var fraværende. Naar Aarstallet 1542 ovenfor er nævnt som det Tidspunkt, da Forsoningen mellem Kongen og det nationale Parti blev fuldstændig, er det værd at lægge Mærke til, at det netop var i dette Aar, at Christian den Tredie og 14 af Rigets fornemste Adelsmænd optoges som Medlemmer af det danske Kompagni, hvorved dette Selskab fik ny Glands og Livskraft. Kongen skjænkede ved denne Leilighed Brødrene en forgyldt Sølvkjæde med en forgyldt Papegøie, hvis ene Side var smykket med Kongens Billede under Glas, medens den anden bar en indfattet Kalcedon, bestemt til at pryde Papegøiekongen ved Gjæstebudet i Kompagnihuset. Saavidt man kan forstaa Resens Beskrivelse, sad Papegøien i en Ring eller paa en Gren med Guldsmedens Mærke og Aarstallet; han angiver Vægten af hele Smykket til 26 Lod og 1 1/2 Kvintin. Da det gik tilbage for Selskabet, opbevaredes Kjæden paa Raadhuset, hvorfra den blev stjaalen i Aaret 1701.

Christian den Tredie førte ingen Krige under sin Regjering, men i flere Aar hang Faren for et Fredsbrud over hans Hoved. Havene forulempedes af Kapere fra Nederlandene, der opsnappede danske Skibe; saavel Grev Christoffer som Hertug Albrecht af Mecklenborg samlede Tropper og gjorde Mine til at bryde deres Forpligtelser ved Kjøbenhavns Kapitulation, og Forholdet til Kejser Carl den Femte og dennes Søster, Statholderinden i Nederlandene, Marie, var fremdeles meget spændt. For at sikkre sig mod disse farlige Fjender afsluttede Kong Christian et Forbund med Frants


288

den Første af Frankrig, som netop den Gang var indviklet i Krig med Keiseren, saavelsom med Hertug Vilhelm af Kleve, en anden af Keiserens Fjender, ligesom han indtraadte som Medlem af det schmalkaldiske Forbund. I 1539 syntes Krigen umiddelbart forestaaende. Den fangne Konges Svigersøn Pfalzgrev Frederik samlede en Hær for at rykke ind i Holsten, Keiseren arbeidede paa Udrustningen af en Flaade, som skulde gjøre Landgang paa Vestkysten, alle Danmarks Fjender, Hertugen af Mecklenborg, Grev Christoffer, ja Kong Gustav af Sverrig, der havde forskjellige Pengefordringer og mange Klager at fremføre, vare paa Benene. Da Pfalzgreven imidlertid af Pengemangel blev nødt til at opløse sin Hær, inden den havde foretaget Noget mod Danmark, strandede Planen, og ved et personligt Møde mellem Nordens Konger i Brømsebro i 1541 bleve alle Stridigheder bilagte ved et of- og defensivt Forbund mellem de to Lande, som efter Bestemmelsen skulde have varet i 50 Aar, men blev brudt, saasnart de tvende Fyrster havde lukket deres Øine. Alle Christian den Tredies Forsøg paa at faa den med det burgundiske Hus afsluttede Stilstand forlænget eller afløst af en endelig Fred, førte ikke til noget Resultat; Underhandlerne skiltes med uforrettet Sag, og Urolighederne paa Søen vedvarede, indtil Kongen lod Sundet afspærre for Hollænderne og deres Skibe beslaglægge. Nye Forhandlinger viste sig ligesaa unyttige som hidtil, og Kong Christian greb da til den Udvei at udstede en formelig Krigserklæring mod Keiseren, udruste en stor Flaade paa 40 Skibe med 10000 Mands Besætning under Mogens Gyldenstjerne og Christoffer Trundsen med Ordre til at gjennemstikke Digerne paa Zeeland, og sætte Landet under Vand. Flaaden blev imidlertid af en Storm kastet ind under Norges Kyst og maatte vende hjem med uforrettet Sag. Imidlertid var Keiseren selv kjed af den langvarige Feidetilstand, der ødelagde Nederlandenes Handel, og i 1544 blev Freden endelig sluttet i Speier. Her forpligtede Keiseren sig til at opgive Christiern den Andens Sag, medens Nederlænderne til Gjengjæld fik fri Seilads paa Danmark og Norge mod at svare den sædvanlige Told. Den danske Konge lovede derhos at formilde den fangne Konges Skjæbne, hvilket ogsaa skete, skjøndt dennes Svigersønner, Hertug Frants af Lothringen og Pfalzgrev Frederik ingenlunde vilde opgive deres


289

Fordringer paa den danske Throne og endnu en Tidlang foruroligede Riget fra Mecklenborg, saaledes navnlig i 1545.

De forskjellige Phaser i disse Begivenheder kunne med temmelig Nøiagtighed følges i de kongelige Breve og Befalinger, der udstedtes til Statholderne i Kjøbenhavn om Flaadens Udrustninger og Arbeider paa Fæstningsværkerne. I Begyndelsen af 1539, da Pfalzgreven truede med Angreb, sendte Kongen Kjøbenhavns Indbyggere et aabent Brev, hvori han befalede dem at indkjøbe saa meget Fetallie og god Proviant som muligt, hvorhos han forsikkrede dem om, at "de ikke maatte tvivle paa, at han vilde komme dem til Hjælp og Trøst med Raad og Daad, ifald der skulde komme Noget paa." I April s. A. da man i Forening med den preussiske Flaade vilde spærre Sundet for Nederlænderne, fik Statholderne Befaling til at holde Flaaden fuldt udrustet og lade Høvedsmænd og Mandskab blive inde; en Maaned efter lyder Ordren paa at hjemforlove den største Part af Folkene og indlægge Skibene i Havnen, dog uden at aftakle dem. I August toges der for Alvor fat paa en Udbedring af Stadens Fæstningsværker; thi Kronens og Kirkens Bønder i elleve sjællandske Herreder fik Befaling til at møde i Kjøbenhavn og arbeide i fire Dage paa egen Kost og Tæring paa en Dvenger (Zwinger i.e.: Fæstnings- og Fængselstaarn) samt et Stykke Vold, efter at der allerede iforveien var anbragt en ny Grav og Runddel udenfor Klara Runddel, ovre paa Stadens Østside. Disse Arbeider, der rimeligvis vare ved Nørreport, synes at have været meget omfattende; af den endnu bevarede Instrux for Borgmestrene, som havde Overopsynet med Arbeiderne, ses det, at der skulde sørges for Kampesten til Fundamenter, Tømmer til Broer, anskaffes alle Slags Redskaber og Værktøi, Rambukke til, Pelotage, ja endog Vandkunst dreven af Heste til Udpompning af Vandet. Lassen mener, at det ydre Porttaarn ved daværende Nørreport (for Enden af Nørregade) blev bygget ved denne Leilighed; dets Ruiner fandtes endnu, da Ahlefelds Bastion blev udgraven i Begyndelsen af Halvtredserne, men ere nu sporløst forsvundne. Disse Fæstningsarbeider, som i Begyndelsen nødvendiggjordes ved den svenske Konges Holdning, stode paa i flere Aar; ja dreves i Grunden med korte Mellemrum lige til Kongens Død. I 1541 maatte Bønderne i tre af de nærmeste Herreder age enten et Læs Sten eller et Læs Kalk til Kjøbenhavn; i Begyndelsen af


290

1542, da Forholdet til Keiseren havde et truende Udseende, fik Borgerne Befaling til at brygge Øl og bage Brød ikke blot til eget, men ogsaa til Flaadens Behov; det følgende Aar arbeidedes der paa Fæstningsværkerne ved Vesterport, hvortil Muren om S. Klara Kloster brugtes, samt paa Værkerne mellem Østerport og Bremerholm. Christian den Tredie forsømte overhovedet ingen Leilighed til at opmuntre og hjælpe Borgerne til at holde deres Volde i god Stand; han gav dem saaledes i 1545 Henstand med en Sum Penge, mod at de skulde "lade begynde og færdiggjøre og ved Magt holde deres Byes Befæstning" og bemyndigede i 1551 Borgmestre og Raad til fremdeles at oppebære Tolden paa Vin og Øl, "for at Kjøbenhavn saa meget desbedre kan blive bygget og forbedret paa Volde og Grave." Trods Alt dette var Stadens Forsvar dog kun daarligt; i 1558 skriver Kongen saaledes, at der er stor Brøst paa Befæstningen, og befaler enhver Adelsmand, der har Gaard i Kjøbenhavn, at bidrage 20 Joachimsdalere til Fæstningsværkerne, ja det seer ud til, at han paa dette Tidspunkt har havt isinde at omdanne hele Fæstningssystemet, da han taler om en ham tilsendt "Skabelon paa den Befæstning, som skal foretages for Kjøbenhavn", og navnlig vilde have Gravene uddybede og gjort bredere. Herreklostrene i Sjælland maatte levere Hjulbøre, ikke mindre end 1200 Stykker, men Kongens Død har rimeligvis standset de paabegyndte Arbeider. Ialfald klager Frederik den Anden allerede i 1567 over, at Voldene og anden Befæstning om Kjøbenhavn er meget forfalden.

De urolige og usikkre Tider viste sig for Kjøbenhavns Vedkommende ligeledes ved de overordentlige Foranstaltninger, der bleve trufne til Sømagtens Fremme, og det Liv, der herskede paa Bremerholm. Umiddelbart efter Stadens Overgivelse havde Kongen udstedt en Ordinants for Admiral- og Orlogsskibe indeholdende almindelige Bestemmelser om Disciplinen, Provianten, Krigsudbyttets Fordeling m. m., hvilke Artikler skjærpedes i 1555. Skibsværftet paa Bremerholm blev henlagt under Statholderen, og mange anseelige Skibe byggedes og anskaffedes i disse Aar, med Henblik til Hansestæderne, Nederlandene og Sverig. Hertil kom, at Farvandene, navnlig Nordsøen, vare hjemsøgte af Kapere, der forstyrrede Kystfarten og gjorde Strandhug i Land, hvilket nødvendiggjorde store Flaaders Afsendelse paa Krydstogter. I 1542 krydsede 26 Skibe i Nordsøen, i 1543 udsendtes som ovenfor omtalt Mogens Gylden-


291

stjerne med Planer til et Angreb paa Nederlandene, i 1545, da Pfalzgreven gjorde Mine til at angribe fra Meeklenborg, blev Christoffer Trundsen sendt til Østersøen, og i 1554 og 1555 laa Mogens Gyldenstjerne atter i Nordsøen for at opsnappe Fribyttere, og, som Garde siger, tillige for at imponere Nederlænderne.

Paa Herredagen i Odense i Juni 1539, som overværedes af Bugenhagen, var den nye Kirkeordning bleven underkastet en Revision og endelig fastslaaet, Ordinantsen var bleven oversat paa Dansk, og Universitetets Fundats, som i henved to hundrede Aar blev Grundvolden for de akademiske Anliggender, blev udstedt. Det er ikke her Stedet at komme ind paa den udførlige Plan for Høiskolens Virksomhed; det er nok at sige, at dens egentlige Formaal nu som før var at uddanne Mænd for Kirken og Skolen. Jurister og Læger kunde kun faa en foreløbig Uddannelse ved Universitetet og maatte, ifald de vilde naa videre, begive sig til Udlandet; Høiskolen var traadt i Kirkens Tjeneste, thi skjøndt det udtrykkelig udtales i Læreordningen, at den ikke blot skulde uddanne Tjenere for Kirken og Skolen, men ogsaa for den verdslige Statsstyrelse, fik denne Bestemmelse liden eller ingen Betydning i lange Tider. Et eiendommeligt Phænomen er det, at Humanismen, der i Italien havde et afgjort hedensk Præg, i Norden sluttede Forbund med Reformatorerne, saaledes at disse, der hidtil havde hævdet Modersmaalets Ret i Kirken, ikke anerkjendte dets Betydning for Skolen. Det Charakteristiske ved den nye Læreordning for Universitetet er de gamle Sprogs, særlig Latinens Overvægt; Bestræbelsen var at tvinge Ungdommen til at glemme Modersmaalet og tænke, tale og skrive Latin. Pavedømmet i Middelalderen - siger Rørdam - har neppe nogensinde arbeidet saa ivrigt paa at berøve Folkene Modersmaalet i alle aandelige Anliggender som de protestantiske Skoler i det første Aarhundrede efter Reformationen.

Universitetets økonomiske Tilstand, som fra Begyndelsen havde været tarvelig (smlgn. S. 279), blev allerede før Fundatsens Vedtagelse forbedret noget af Kongen, da han i Efteraaret 1538 var kommen tilbage til Kjøbenhavn fra Fyrstemødet i Brunsvig, men ikke saa meget, at det blev af afgjørende Betydning. Kaarene vare trange, Besøget tyndt, og Lærerbesætningen, der næsten halvt bestod af Udlændinge, vexlende. Professorernes eller Læsemestrenes Antal var ialt 12, eller naar Rektoren ved Vor Frue Skole, som


292

skulde undervise Studenterne i Musik og Sang medregnes: 13; endnu i Christian den Tredies Tid forøgedes dette Antal dog til 15, da Kongen i sine sidste Aar viste en overordentlig Interesse for Høiskolen. Men dels havde man intet Øie for de Videnskaber, der føre ind paa det nationale Omraade, som f. Ex. Fædrelandets Historie, dets Retsvæsen og Sprog, dels synes der snart at være indtraadt en vis Slaphed saavel hos Professorer som Studenter. De Første forsømte at holde deres »Deklamationer" og "Disputatser"; de Sidste udeblev fra Høresalene. De Bøder, der fastsattes for begge Parter, vilde ikke ret frugte, og i 1544 meddelte endog den daværende Universitets Rektor Peder Svave, at Kongen var saa misfornøiet med Professorerne og Universitetet i det Hele, at han fortrød, at han nogensinde havde oprettet det. I 1550 gjentoge disse Klager sig, dog sikkert væsentlig, fordi Professorerne vare beskjæftigede med mange Sager, der strængt taget ikke vedkom Universitetet, saaledes med Revisionen af Bibelen (ved Udgivelsen af den nye Bibeloversættelse) med Betænkninger i Anledning af Religionsstridigheder, Bogcensur og andre vanskelige Spørgsmaal, der af Statsstyrelsen henvistes til de "Høilærdes" Paakjendelse. Kongens Harme var heller ikke af lang Varighed, thi allerede i 1547 lod han Professorerne vide, at han ønskede at stadfæste Universitetets Privilegier med sit store Majestæts Segl, ja han tilbød personlig at overtage Rektorværdigheden ved Universitetet, ifald det kunde være til Gavn, eller lade Thronfølgeren Hertug Frederik gjøre det. Dette skete imidlertid ikke, vel sagtens fordi "den akademiske Republik" - Staten i Staten med sine særlige Øvrighedspersoner, Embedsmænd, Love og Rettigheder - frygtede for at miste sin Uafhængighed og komme ind under Hofindflydelser, hvad der sikkert ogsaa vilde være sket, ifald man havde modtaget det ærefulde Forslag.

Det første svage Spor til Kommunitetet og Regentsen findes antydet i Universitetsfundatsen af 1539, hvor Kongen lover at lade opføre en Bygning langs med vor Frue Kirkegaard (netop paa det Sted hvor den vestlige Del af Universitetsbygningen nu ligger) til Bolig for Studenter i Lighed med de ved fremmede Høiskoler saa hyppige Kollegier. Det nye Hus skulde være langt og foruden Loftsleiligheden bestaa af to Etager, men uden Kjælder. Gjennem begge Etager skulde der gaa en fire Fod bred Gang, med Kamre paa begge Sider, som kunde leies ud til Studenter. Under Taget skulde


293

der indrettes Smaarum for fattige Studenter, som Intet kunde betale. Der maatte ikke være Ovne i Bygningen, og det anbefaledes, at det heller ikke skulde være Studenterne tilladt at have Lys paa deres Kamre. "Det nye Stenhus i Collegii Gaard ind til Kirkegaarden", eller soln det ogsaa kaldtes "Studenterboderne", blev dog først færdigt i 1545 og vides ikke at være blevet benyttet efter sin Bestemmelse; i 1553 blev det derimod Universitetsbibliothek. Omsorgen for de trængende Studenter viste sig paa anden Maade; saaledes bevilgedes et Beløb af 200 rhinske Guldgylden af forskjellige Kirkegodsers Indtægter til Fordeling blandt fattige Studenter; det paalagdes endvidere Universitetets Økonom eller Rentemester at holde Bord for akademiske Borgere mod et billigt Vederlag, og endelig skjænkede Kongen 12 Læster Korn aarlig til Helligaandshuset, mod at dettes Forstander skulde bespise 12 trængende Studenter, et Beneficium, der tilstodes paa mindst 2 Aar og ikke over 4. I Slutningen af sin Regjering forøgede Kongen Antallet til 20 Studenter mod at skjænke Kronens Tiende af 39 Sogne i Sjælland til "Klosteret", som Hospitalet dengang kaldtes. Skjøndt Maden baade var kneben og slet, er det dog denne Bespisningsanstalt, som under de tvende paafølgende Konger udviklede sig til Kommunitetet og Regentsen. Det fortjener at fremhæves, at den kongelige Gavmildhed blev efterlignet af Kantsleren Johan Friis, som stiftede et den Dag idag bestaaende Legat paa 1000 Daler, hvis Rente aarlig udbetaltes af Borgmestre og Raad til Understøttelse for fattige Studenter, og senere forøgedes med 2000 Daler af Stifteren selv ved hans Død.

Det videnskabelige Apparat, der hørte til Universitetet, var uden Tvivl yderst tarveligt, thi dels var det af Peder Albertsen skjænkede Bibliothek (smlgn. S. 227) oprindelig ikke stort, dels havde det selvfølgelig lidt under de urolige Tider og ved Universitetets fuldstændige Opløsning. Christian den Tredie traf derfor ufortøvet Foranstaltninger til Forøgelse af Universitetets Bogsamling ved i Efteraaret 1537 at udsende en tydsk Magister til Kapitlerne og Klostrene for at indsamle de Bøger, der kunde overkommes, og Udbyttet heraf synes ikke at have været ganske ringe. Hertil kom, at Kongen selv kjøbte Bøger, som han skjænkede til Høiskolen, Bugenhagen sendte nyudkomne Bøger fra Wittenberg, og i Universitetsfundatsen af 1539 fastsattes en aarlig Sum af 50 Daler til


294

Indkjøb. Bogsamlingen var først opstillet i Helligaandshuset i det gamle Lokale fra Katholicismens Tid; derpaa flyttedes en Del af den hen i S. Rochi Kapel ved Vor Frue Kirke, og endelig samledes Bibliotheket i et Lokale paa Studiigaarden, i det ovenfor omtalte Hus, som oprindelig havde været bestemt til "Studenterboder". Bogsalen var i øverste Etage; nedenfor var et Auditorium. Sandsynligvis var Bibliotheket kun til Brug for Professorerne; Studenterne havde neppe Adgang til det, og om Udlaan var der ikke Tale; det skulde da kun være ganske undtagelsesvis. Christian den Tredies literære Interesse viser sig iøvrigt ikke blot ved hans Omsorg for Universitetets Bogsamling; ogsaa paa Slottet indrettede han et ikke ubetydeligt Bibliothek for sig selv, altsaa den første Spire til det nuværende "store kongelige Bibliothek." I Aaret 1542 fik Universitetet ogsaa en Bogtrykker, thi til et "velbeskikket Universitet" hørte ogsaa en saadan, men det er dog først ved den danske Bibels Trykning i 1548, at en dygtig Mand af Faget Ludvig Dietz indkaldtes fra Rostock. I Slutningen af Christian den Tredies Regjering havde Universitetet endog to Bogtrykkere Hans Vingaard og Christoffer Barth.

Af Universitetsfundatsen ses det, at de Studerendes Optagelse i de akademiske Borgeres Tal foregik med visse burleske Ceremonier, der vare blevne overleverede fra den katholske Tid, skjøndt de ikke omtales i Fundatsen af 1479. Kongen befaler udtrykkelig, at de skulle holdes i Hævd, "for at de Unge kunne lære, hvor stor Forskjel der er mellem en lærd og en ulærd Mand og vænnes til at taale den Uret og Utaknemmelighed, som lærde og dygtige Mænd ofte maa lide for deres Velgjerninger og vise Raad." Handlingen kaldtes Deposits eller rettere depositio, hvorved underforstaaes cornuum, "Aflæggelse af Hornene", hvorfra Talemaaden at "løbe Hornene af sig" stammer. Den vordende Student (depositurus, af hvis Endestavelse den moderne Benævnelse "Rus" udledes) meldte sig først hos Universitetets Rektor med sit Vidnesbyrd fra Skolen, og naar dette var i Orden, fastsattes en Dag, da han og hans Fæller skulde møde i Studiigaarden til den højtidelige Indvielse. De skulde da være udstyrede med en spids Hue, lange Horn og Æselsøren, en stor Næse var paaklæbet, Ansigtet sværtet, en Svinehugtand anbragtes i hver af Mundvigerne og en Pukkel eller to paa Ryg og Bryst. Det gjaldt om at have et saa dyrisk og fra-


295

stødende Udseende som muligt, hvorfor de ogsaa i Fagter og Stemme skulde opføre sig som raa og bondeagtige Tølpere. Depositor, en af Pedellerne, selv maskeret og udklædt og forsynet med forskjellige Redskaber som en Ferle, en Høvl og en Tang, traadte nu frem for dem, og drev dem under Slag og Raab ind i et Kammer, hvor han først underkastede dem en Examination, der skulde ende med Prygl, hvorpaa han under allehaande løjerlige Fagter høvlede, kneb og bearbeidede dem for at fjerne Hornene og de andre Lyder, og tilsidst slog dem over med Vand for at fjerne Sværten. Nu erklæredes de for nye Mennesker og frie Studenter, hvorpaa de begave sig i Procession til Universitetets store Høresal, hvor en af dem i en latinsk Tale anmodede den tilstedeværende Dekanus om, at de maatte blive optagne blandt de akademiske Borgere for derved at hæves op til en renere og ædlere Tilværelse end den skidne og vanskabte, hvori de hidtil havde befundet sig. Dekanus gav sit Samtykke efter først at have forklaret dem Betydningen af de stedfundne Ceremonier, gød Vin paa deres Hoved som Symbol paa Glæden, og lagde Salt paa deres Tunge som Tegn paa den Visdom, de i Fremtiden skulde søge frivillig uden at drives af Ferle og Ris. Hermed var Depositsen forbi. Den tillagdes saa stor Betydning, at fremmede Studenter, der kom fra et Universitet, hvor slige Skikke ikke vare i Brug, maatte "udstaa Ritualia", inden de kunde indskrives, og de holdt sig i det Væsentlige uforandrede indtil Universitetsfundatsen af 1732. Holberg siger, at Depositor undertiden forrettede sit Embede med saa stor Nidkjærhed, at "En og Anden fandt sig længe inkommoderet deraf", ja at "han blues ved at føre denne Misorden udi Pennen". Disse Ceremonier, der foregik indenfor Høiskolens Mure, havde selvfølgelig liden eller ingen Betydning for Byen selv, men et andet Udseende fik Sagen, da det under Christian den Fjerdes Regjering blev Skik og Brug, at de unge Studenter havde Tilladelse til at sværme om i Gaderne, formummede og bevæbnede med Askeposer og Kjæppe, hvormed de hamrede løs paa hverandre indbyrdes saavelsom paa forbigaaende Borgere. Dette Uvæsen forbødes i 1666, fordi en af Deltagerne satte Livet til under Optøierne, og hørte ventelig op i 1674, da Forbudet indskjærpedes.

De akademiske Love, der gaves mod Vold, Opsætsighed, Løsagtighed, Gadeuordener, Skandskrifter, usømmelige Lege, Drik-


296

fældighed, Tyveri, Hasardspil (Tærninger og Brætspil), Gjæld o. s. v. tyde ikke paa at Studenternes Sæder have staaet synderligt over ulærde Mænds; Tiden var - siger Rørdam - i det Hele raa, ofte i høiere Grad, end vi nu lettelig forestille os. Straffene vare haarde og bestode i Bøder, Fængsel, Stokkeprygl, Pisk og Relegation; men allerede i Frederik den Andens Tid maatte de formildes, fordi man ikke kunde opretholde dem, og fordi Professorernes Privatliv heller ikke var dadelfrit. Fra 1550 haves et Exempel paa, at nogle Studenter havde holdt natlige Drikkelag i et berygtet Hus og havde tømt en hel Tønde Øl. Tre, der tidligere vare blevne straffede, bleve fjernede fra Universitetet, én dømtes til at lære Romerbrevet og Æneidens første Bog udenad, en anden til at lære Matthæi Evangelium udenad og betale en Bøde af 4 Daler til fattige Studenter. I Reglen fandt Afgangen fra Skolen til Universitetet Sted i 16 Aars Alderen; undertiden bleve Børn, navnlig Professorsønner, immatrikulerede i en Alder af 7 Aar, ikke sjeldent kom Disciplene først til Universitetet i 30 Aars Alderen. Det var meget almindeligt, at Studenterne vare Kostgjængere i Professorernes Huse, hvor de da kom i nært personligt Forhold til deres Lærere; iøvrigt skulde hver Student have en Privatpræceptor blandt Magistrene, som havde Opsyn med hans Flid og øvrige Forhold. Christiern den Andens Forbud mod Skoledisciples Tiggeri ved Dørene var vel udtrykkelig ophævet, men ikke blot disse, men ogsaa fattige Studenter søgte deres Brød ved at synge for Dørene eller paa anden Maade hos fromme Mennesker, der mente at tjene Vorherre ved at hjælpe dem med Almisser.

Med Kirkens og Universitetets Ordning gaar Skolens Side om Side, og Kirkeordinantsen af 1539 befaler derfor, at der i hver Kjøbstad skal oprettes én Latinskole, hvorhos Øvrigheden skal "forsørge Skriverskoler for Drenge og Piger og andre de, der ikke duer til at lære Latin." En saadan kommunal Pogeskole er vistnok ogsaa bleven indrettet i Kjøbenhavn saasnart som muligt, skjøndt den ikke omtales i Christian den Tredies Tid; Staden havde som bekjendt sin Latinskole fra Valdemar Seirs Dage: "Domskolen", Vor Frue Skole, eller som den ved Reformationen ofte kaldtes i Modsætning til Schola universalis (Universitetet): Børne- eller Trivialskolen. Det er sandsynligt, at denne Undervisningsanstalt opløstes under den langvarige og haarde Beleiring, men det kan dog


297

kun have været for en kort Tid, thi blandt dens Disciple under Grevens Feide nævnes den senere saa navnkundige Søhelt Herluf Trolle. Skolen, hvis hele Undervisning gik ud paa at øve Drengene i "Grammatica" og i "at skrive og tale god Latine", saaledes at det endog var dem forbudt at benytte Modersmaalet i deres Fritid, styredes af en Rektor eller Skolemester, der havde Embedsbolig i Studiestræde. Han ledede tillige Kirkesangen i Frue Kirke og skulde være Lektor i Musik ved Universitetet. Da Disciplenes Antal paa Grund af den stærke Tilgang fra Landet var temmelig anseeligt, var der flere "Hørere", som dog hver havde en hel

Peblinge med Fakler

Peblinge med Fakler ved Fred. IIs Ligbegjængelse. Efter et samtidigt Kobberstik.

Klasse eller "Lektie", i hvilken han underviste i alle Fag. De fleste Peblinge vare Fattigfolks Børn og maatte tigge deres Brød; ved Mortensdagstide og i Julen gik de rundt og sang latinske Sange for velstaaende Folks Døre, hvor da en "Collector" eller "Judas" opbevarede de indsamlede Penge. Undertiden gav Universitetet dem en lille Almisse eller lod dem have en ringe Fortjeneste ved Haandlangerarbeide, saalænge Universitetsbygningen stod paa, og Kongen viste sin Interesse for dem ved at tilstaa tolv Peblinge, de saakaldte "Davidsdegne", fri Kost fra Provianthuset, mod at de forrettede Sangen i Slotskirken, naar Majestæten var fraværende, thi ellers


298

besørgedes den af de kongelige Sangere. Nogle af Hørerne og de ældste Disciple fungerede som Degne i Stadens Sognekirker eller de omliggende Landsbykirker, hvorfor de oppebar den sædvanlige Degnerente, men Skolens Hovedindtægt skrev sig dog vistnok fra de fornemme Begravelser, ved hvilke enten samtlige Peblinge eller enkelte Klasser fulgte med i Ligprocessionen for Betaling. Først i en senere Tid skjænkede rige Borgere og Adelsmænd Legater til Skolen. Dens Bygninger laa i nuværende Dyrkjøb (smlgn. S. 227); efter nogle Beretninger skulle de være ombyggede i 1548, men dette betvivles dog af Rørdam. Derimod er det sikkert, at Byens tre Sognekirker i dette Aar forpligtede sig til at bidrage i et vist Forhold til Frue Latinskoles og den nye Kirkegaards Vedligeholdelse.

Den katholske Tid kjendte trods sin store Omhu for Fattige og sin udstrakte Godgjørenhed ikke til et ordnet Fattigvæsen. Opmærksomheden blev strax efter Kjøbenhavns Erobring henledet paa denne Mangel, thi de urolige Tider havde, som naturligt er, bragt talrige Familier til Bettelstaven, hvortil kom, at Mange "vare komne i den Vane, at de ikke vilde arbeide og fortjene deres Brød, skjøndt de vare karske og føre", hvorfor Landet og Byerne vare oversvømmede af "Stoddere og Tryglere". Ondet havde grebet stærkt om sig; Tiggeriet florerede, og Byen var fuld af Løsgjængere, hvorfor der ved Recessen af 1537 skabtes et Slags priviligerede Tiggere, nemlig dem, der paa Grund af Sygdom, Alderdom og andre Ulykker ikke vare istand til at arbeide for Livets Ophold. Der blev givet disse lovlige Betlere, som dog skulde være fødte i Staden, et eget Tegn (Byens Tegn) til at hænge udenpaa deres Klæder, "saa de kunde kjendes at være Almisse værd"; de karske og sunde Personer bleve derimod henviste til Arbeide, eller hvis de ikke hørte hjemme i Staden, straffede og udviste til deres Hjemsted. De priviligerede Tiggere fik derhos et Slags Opsyn med deres ikke priviligerede Konkurrenter, idet der udtoges tvende "Fogder" blandt dem, hvis Opgave det var at oplyse Fattigforstanderne om alt ulovligt Tiggeri; men skjøndt "Fogderne" sikkert ikke have ladet det skorte paa Paapasselighed, viste alle Straffe og al Strenghed sig magtesløs. Saavel Chr. III. som Frederik II. udstedte skarpe Forordninger mod Tiggeriet, men de bleve efter Sædvane ikke overholdte, og en kongelig Skrivelse til Magistraten af 1576 viser endog, at Betleriet havde paatrykt Livet paa Gaderne et eget uhyggeligt Stempel.


299

Kongen udtaler sin Harme over, at mange fremmede Betlere "idelig og altid paa Gaderne omløbe at trygle, hvilke ogsaa i Hobetal efterfølge, naar nogen god Mand fremgaar paa Gaden, med uafladeligt Trygleri og Betleri, saa at man ikke kan blive dem kvit", hvorfor han alvorligen foreholder Magistraten at gjøre Ende herpaa. Overhovedet maa Ingen efterløbe Folk paa Gaderne, men skulle bede deres Brød for Dørene. Et Bevis for, at Staden allerede da hyppigt besøgtes af Udlændinge og Reisende, er Kongens Bemærkning om, at "sligt Overløb og Trygleri hos Fremmede og Udlændiske, som hid hænder at komme, er spotteligt." Formaningen har ventelig ikke frugtet, thi en halv Snes Aar efter fandt Kongen Anledning til selv at ordne Sagen, hvorfor han i Dcbr. 1587 udstedte en Forordning og Skik "hvorledes herefter holdes skal med Betlere og Stoddere overalt i Danmarks Rige." Heri paalagdes det Magistraten og Sognepræsterne i Kjøbstæderne at udarbeide Registre over de Fattige og Skrøbelige, der hørte hjemme i Byen, og hvem det føromtalte Tegn kunde gives; dog blev deres Privilegium forbrudt, ifald de drog af Byen og tiggede andetsteds. Udlændinge, som opholdt sig i Staden, maatte hverken besværes paa Gaderne, i Kirkerne eller Husene, men der skulde beskikkes Stodderfogder, som henvendte sig i Herbergerne med en Bøsse til Fordel for de Fattige. De ikke-priviligerede Stoddere og Tryglere i.e.: de, der hørte hjemme i andre Byer, skulde derimod i Henhold til det endnu bestaaende Princip, at hver Kommune skal sørge for sine egne Fattige, udvises og paamindes fra Prædikestolen og ved Bythinget om at drage bort; adlød de ikke, skulde de kagstryges og udvises paany, navnlig ifald de vare saa kraftige, at de kunde erhverve deres Føde selv. Frugtede dette endda ikke, blev Enhver, der husede saadanne Folk, straffet, som om han husede fredløse Mænd. Fattige Peblinge, Skibbrudne og Brandlidte vare dog ikke underkastede disse Forbud, men kunde bede om Guds Almisse, hvor de fandt for godt.

En egen Klasse Fattige vare de saakaldte Husarme eller Borgere, som ved Tidernes Ugunst vare komne i Armod, men dog ikke vare sunkne saa dybt, at de ernærede sig ved Tiggeri. Overfor disse viste Godgjørenheden sig i det smukkeste Lys; der uddeltes Mad til dem og indsamledes Penge til dem i Kirkerne; i Kirkeordinantsen bestemtes det, at der i hver Kjøbstad skulde indrettes


300

en "menig Kiste" for de Fattige til Almisser, at Bøderne ved de forskjellige Gildelaug skulde tilfalde dem, og at Præsterne skulde formane Menigheden til "at give Gud og vor Herre Jesu Christo i de Fattige det, de tilforn af en god, men dog vildfarende Mening pleiede at give til Messer og Munke, for Sjæle, for Aflad, for Pilgrimsgang, og til anden saadan vild og vrang Gudstjeneste, ja Gudsbespottelse." Kongen lovede at give de fattige Folks Kiste det Vikariegods, til hvilket der ikke var Arvinger, naar Ihændehaverne vare døde, og det ikke iforveien var skjænket til Universitetet, Kirker eller Skoler, og mangen Rigmand betænkte de Husarme paa sit Dødsleie ved enten at skjænke dem Pengegaver (Sjælegaver) eller faste Eiendomme (Sjæleboder). En fast Ordning fik Fattigtilsynet dog først i 1549, da Magistraten i Forening med Helligaandshospitalets Forstander eller Prior samt Byfogden beskikkede 12 Tilsynsmænd (4 fra hvert Sogn), eller som de snart kaldtes: de Husarmes Forstandere, med en Oldermand i Spidsen. Disse tolv Mænd maatte aflægge Ed paa, at de vilde værge de Husarme, som de kunde være bekjendte for Gud; det hørte til deres Funktioner at ombære Tavlerne i Kirkerne, i Fællesskab raadslaa om Almisseuddelingen, holde Øie med de ulovlige Tiggere, og i Forening med Sognepræsten og Helligaandshospitalets Forstander belægge de ledige Senge i Hospitalet. Fattigforstandernes Oldermand førte Regnskaberne og bar Ansvaret; han var derfor en anset og fremragende Mand. Det Forhold, hvori de indkomne Midler fordeltes, viser, at Vor Frue Sogn var det fattigste i Staden, dernæst Nikolai og endelig Helligaands.

Af en gammel Fortegnelse (fra 1549) over alle betydeligere Gaver til de Husarme ses det, at de fra Begyndelsen hovedsagelig bestod af Gaarde og smaa Huse, som enten udleiedes til Fordel for de Fattige, (Leieboder) eller indrettedes til Fribolig for dem (Sjæleboder). De vare tarvelige et Etages Huse, sammenbyggede i en Række, med særlig Indgang for hver enkelt Familie, som i Regelen maatte nøies med to Værelser. Sjæleboderne vare spredte over hele Byen i større eller mindre Antal, som oftest dog i de mindre Gyder, og ansaas for saa nyttige, at indkomne Pengegaver ikke sjeldent anvendtes til Indkjøb af saadanne Friboliger. Ikkedestomindre var Fattigdommen stor; Hjælpen var ganske utilstrækkelig, og da der i 1574 indtraf en stræng Vinter med det


301

sædvanlige Følge af Elendighed og Armod, gav det Stødet til Dannelsen af en betydelig fast Kapital til Fattigforsorgen. Da Rigens Hovmester Peder Oxe nemlig i det nævnte Aar skjænkede 1000 Daler til Vor Frue Latinskole, gav han "fattige vedtørvende Husarme* en lignende Sum, hvis Renter skulde anvendes til Indkjøb af Sko, Klæder og Ildebrændsel, og Kong Frederik den Anden tillige med nogle Medlemmer af Rigens Raad og Adel skjænkede den 28de Juni 1574 Kjøbenhavns Husarme den efter hin Tid meget betydelige Kapital af 10,000 Daler, som overgaves til Magistraten og skulde udsættes til 5 pCt. Rente. Til Sikkerhed for Kapitalen bestemtes det, at de Eiendomme, i hvilke Pengene vare anbragte, ikke kunde pantsættes, og at de Husarmes Penge tilligemed Renterne ved Dødsfald skulde udredes af Boets Masse, før nogen Anden kunde faa sin Arvepart. Rentepengene skulde anvendes til Opkjøb af Hvede, Kul, Mel og lign., og bestyres af Biskoppen, den øverste theologiske Professor og den ældste Borgmester, hvilke tre Mænd altsaa bleve den egentlige Fattigdirektion. Under den sorterede da atter Fattigforstanderne. Endelig bestemtes det, at "til Husarme skulde ikke regnes Studenter, Peblinge, Bøsseskytter, Baadsmænd eller deres Hustruer, der havde Løn af Kongen, ei heller unge føre stærke Mennesker, der kunde arbeide, men alene de, som vare "vedtørvende" Husarme, og havde ført et ærligt Levnet, saa de havde et godt Rygte af Naboer og Gjenboer og vare komne til Alderdom, Fattigdom, Sygdom og Skrøbelighed, saa de ikke kunde føde sig eller sine Børn af sit Arbeide." Det paahvilede Fattigforstanderne og Sognepræsterne at holde Lister over de Husarme, og Magistraten skulde samtidig sørge for, at fremmede Tiggere, der løb om paa Gaderne og besværede Folk, bleve hjemsendte til deres Sogne.

Som ovenfor (S. 282) omtalt, blev Helligaandshuset Hovedarving efter det kjøbenhavnske Kapitel, men dettes Eiendomme kom dog først lidt efter lidt, efterhaanden som Ihændehaverne uddøde, i Hospitalets Besiddelse. Inden dette var sket, viste Kong Christian den Tredie paa forskjellige andre Maader sin store Interesse for Sygehuset, idet han i 1539 henlagde Uggeløse Kirke til det og faa Aar efter det Gods, der havde tilhørt S. Eriks Gilde, et af de talrige Gilder fra den katholske Tid, der ikke havde bestaaet af nogen bestemt Art Næringsdrivende. Endvidere skjænkede Kongen Hospitalet en Gaard i Færgestræde, 36 Tønder Salt om Aaret af


302

Øresundstolden m. m. Tilsynsmændene ved S. Niniani Alter i Frue Kirke overlod Helligaandshuset alle Alterets Renter, Penge, Indtægter, hellige Kar og Klenodier til Oprettelse af 2 Senge og til Underhold for Syge og Fattige af den skotske Nation, thi der var paa hin Tid en lille skotsk Koloni i Kjøbenhavn, som baade havde et særligt Gjæsteherberg i nuværende Dyrkjøb og et Gilde, helliget S. Ninianus, og som hovedsagelig ernærede sig af Væverhaandværket. Paa denne Maade blev Hospitalet efterhaanden Eier af en stor Mængde Jordegods i Sjælland navnlig i Kjøbenhavns nærmeste Omegn; ifølge Jordebogen af 1581 havde det ialt 110 Gaarde, der svarede en Sum i Landgilde, som efter Dr. Nielsens Beregning vilde være 10,000 Kroner om Aaret i vore Dage. Hertil kom, at Hospitalet selv drev et ikke ubetydeligt Landbrug. Tidligere havde det havt en Avlsgaard i nuværende Springgade, som imidlertid blev bortfæstet til Byen; nu havde det Markerne omkring St. Jørgens Hospital, thi denne Stiftelse var underlagt Prioren eller Forstanderen i Helligaandshuset, for at han kunde flytte "spitalske (spedalske) og udsættiske Mennesker", som ikke kunde være sammen med andre Syge, udenfor Staden. Her, paa Strækningen Nord for St. Jørgens Sø, hvor Vodroffsvei og Villakvarteret nu strækker sig, havde Helligaandshuset sit Avlsbrug, her dyrkede "de Fattiges Bønder" Jorden, og her havde de et betydeligt Svinehold, thi det var forbudt at have Svin indenfor Voldene. I 1567 tillod Frederik den Anden, at Hospitalet maatte have fri Græsgang og Olden for sine Svin i Kronens Skove ved Hvidøre, den nuværende Charlottenlund Skov, og Dyrene bleve derfor om Sommeren drevne fra S. Jørgens Gaard herud. Nogle Aar efter tillod Kongen, at Hospitalet skulde have samme Frihed paa sine Bønder som Adelen, det vil sige: de bleve fritagne for Ægt og Arbeide til Kronen, ligesom de fik Tilladelse til at fodre Staldøxne. En Kongetiende af 39 Sogne i Sjælland, som Christian den Tredie havde tillagt Hospitalet til Bespisning af 20 fattige Studenter, fratoges det dog igjen, da Frederik den Anden stiftede Kommunitetet, og istedetfor Uggeløse fik det Gjentofte Kirke.

Men det var ikke alene Kongerne, som betænkte Hospitalet; i Frederik den Andens første Regjeringsaar begyndte Oprettelsen af private Senge. Den første af disse skyldes Niels Trolle, som i Juli 1563 skjænkede Sygehuset noget Jordegods og en Sum Penge, mod at Forstanderne skulde holde Stifteren og hans Arvinger til evige


303

Dage en Seng udi Sygestuen med Dyner og Lagen, Mad og Øl, og hvad dertil hører, og Ingen skulde have Magt til at ligge i denne Seng uden Niels Trolles eller hans Arvingers Villie og Samtykke. Exemplet efterfulgtes i Juni 1575 af Rigens Hovmester Peder Oxe, der stiftede 8 Senge for fattige og syge Personer, som skulde holdes med Senge, Øl, Mad, Klæder, Lys, Ildebrændsel, god Varetægt og anden tilbørlig Nødtørft. Peder Oxe havde aabenbart isinde at skaffe de af ham indlagte Personer en særlig behagelig Tilværelse, thi det fastsattes udtrykkelig, at de daglig skulde have to Maaltider, hvert paa 3 Retter, og altid en fersk Ret, enten Kjød eller Fisk, til hvert Maaltid, men ved Tidernes Ugunst er denne Forret gaaet tabt. Peder Oxes Pladser ere nu hverken bedre eller værre end alle de øvrige. Til Dækning af Udgifterne fik Hospitalet Landgilde af 16 til Gisselfeld hørende Gaarde samt Rigshovmesterens Eiendom paa Kødmangergade med Have, dog saaledes at han selv og hans Arvinger kunde vedblive at besidde og bruge Gaarden mod at udrede en aarlig Afgift til Hospitalet af 15 Daler. Denne store Adelsgaard, der laa paa Kjøbmagergade mellem Klareboderne og nuværende Kronprinsensgade og havde en Række Leieboder, de saakaldte Peder Oxes Boder, ud til Klareboderne, eiedes i 1661 af Kaj Lykke, efter hvis Flugt og Domfældelse den blev udparcelleret maaské efter at være nedbrudt. Af tilfældige Indtægter havde Hospitalet mange. I visse Gilder fastsattes det, at de Bøder, som idømtes for Forseelser, skulde tilfalde Helligaandshuset; ved Dødsfald betænktes det hyppigt med Lagner, Dyner, Sengklæder o. l., og i Frederik den Andens Tid blev det bestemt, at hvis en Borger udenfor Smørstingernes Laug solgte Smør i Pundevis, skulde Varerne konfiskeres og afleveres til Hospitalet. Svin, der bleve antrufne indenfor Byens Volde, og Madvarer saasom Flesk, Ister, Gryn og Sild, der falbødes paa ulovlige Steder eller udhøkredes af Fremmede, vare ligeledes forbrudte til Sygehuset. Man har ogsaa Exempler paa, at de Bøder, hvortil en Drabsmand efter Overenskomst med den Dræbtes Slægt hjemfaldt, bleve indbetalte til Hospitalet. En vigtig Indtægtskilde var selvfølgelig Tavleombæringen og Blokken i Frue Kirke saavelsom Opsamlingen af Almisser i hele Sjælland, der foregik fuldkommen planmæssigt. Bud udsendtes i alle Retninger med Transportvogne, som førte Varerne til Hovedstaden, og man var ikke kræsen med Hensyn til disse. I sin Visitatsbog opfordrer


304

Palladius indtrængende Bønderne til at yde af deres Overflod til de Fattige og Syge i Helliggestes Hus. "Jeg vil ikke Andet befale Eder om dennem - siger han - end at I ville give dem det Skjæl, som I vilde have af dennem, om I vare derinde, og de herude, naar deres Bud kommer om til Eder, ikke aleneste med Mad og Penge og Korn, men ogsaa med et Sengeklæde, et Lagen, et gammelt Haandklæde, Forklæde, Halsklæde og give dem hjem til de Fattige at tørre det Vor (Materie) og Blod af deres pokkede Ansigt med. Og hvis gamle Klæder, som hører til disse andre gamle Altre, og Kirkeværger have ikke hehov hverken til Eders Høialter eller til Eders Husarme, da kunne de skikke dennem hen til de Fattige udi Helliggestes Hus, heller end de hænger her inde at raadne."

Som forhen (S. 223) omtalt ophørte Helligaandshuset at være Kloster i 1530, men den daværende katholske Prior Hr. Peder Plog, der siges at have været en "ærlig og mærkelig Mand", som "meget oprettede Hospitalet til Bedste og var de arme Syge til Tjeneste", beholdt alligevel sin Stilling, selv efterat den katholske Religion var definitivt afskaffet paa Herredagen i 1536. Nogle sædvanligvis af Borgerskabet udvalgte Forstandere eller Tilsynsmænd stode dog ved Siden af ham og hans Efterfølgere. I de saakaldte Riberartikler af 1542 siges det, at der fandtes stor Uskikkelighed i Hospitalerne, at Forstanderne mere søgte deres egen Fordel end de Fattiges, og heller ikke vare uimodtagelige for Bestikkelser, og muligvis er heller ikke Alt gaaet til i det kjøbenhavnske Hospital, som det burde, thi i 1553 blev Helligaandshuset sat i Forbindelse med Byens almindelige Fattigvæsen. Det blev nemlig da bestemt, at en af de tolv Fattigforstandere mindst én Gang om Ugen skulde undersøge Tilstanden i Hospitalet og de Syges Forpleining. Ved samme Leilighed fastsloges, hvad det egentlig var for Personer, som fortrinsvis burde optages i Hospitalet. "Om saa sker - hedder det - at Nogen udaf Kjøbenhavns Indvaanere, enten Mands eller Kvindes Person, som haver tilforn skattet og skyldet her i Staden og haver levet et ærligt og uberygtet Levnet, blive dog paa det Sidste forarmede og derhos saa syge, at de ingen Hjælp eller Trøst have til Klæder eller Føde, da er det tilbørligt, at saadanne Personer indtages udi Hospitalet og der forsynes med Klæder og Føde udaf den Almisse, som der er tillagt, eftersom samme Almisse kan tilrække.


305

Dog skal ikke saadanne Personer indtages af Hospitalets Forstandere, medmindre samme ere tilforn besigtigede udaf de Armes Forstandere udi det Sogn, som samme Personer findes, og at Hospitalets Forstander med Husarmes Forstander blive endrægteligen med hverandre overens, at samme Personer ere værd at indlægges og underholdes med Guds Almisse i Hospitalet." Et endnu skarpere Tilsyn fik Hospitalet i Frederik den Andens sidste Regjeringsaar, vel sagtens fordi der har fundet nye Uregelmæssigheder Sted, thi medens Magistraten tidligere kun havde overhørt Forstanderens Regnskaber, fik Borgmestre og Raadmænd nu Ordre til at lade to fornemme og forstandige Borgere mindst hvert Fjerdingaar besøge Hospitalet, og undersøge, hvorledes Indtægten anvendtes, og "hvorledes derinde tilganger med altingest." Var Forstanderen forsømmelig, skulde han først advares; i Gjentagelsestilfælde skulde han straffes af Øvrigheden. Det bør iøvrigt bemærkes, at enhver ny Forstander maatte indgive sig i Hospitalet med en Sum Penge eller med "nyttige gode Varer", som da førtes til Indtægt paa første Aars Regnskab; hvad han ved sin Død efterlod sig, arvedes af de Fattige. Ogsaa Fattiglemmernes Efterladenskaber gik til Hospitalet.

Om Helligaandshusets Bygninger og disses indre Indretning vides kun lidet. Helligaandskirkens nuværende Begravelseskapel (afbildet S. 221) har sandsynligvis været en Sygestue, og hele Terrainet til henimod Kjøbmagergade og Graabrødretorv har været dækket med Bygninger til forskjelligt Brug. Fra 1530 blev det nedlagte Graabrødreklosters hosliggende Længer forenet med Hospitalet, og der maa have været rigelig Plads, nu da det geistlige Broderskab var ophævet, og dettes talrige Boliger og Forsamlingsstuer derved vare blevne overflødige. Mange af Lokalerne bleve derfor brugte i andre Øiemed; saaledes havde Universitetsbibliotheket, som vi have set, Plads her indtil 1553; et andet Rum benyttedes til Spisestue for Studenter, indtil Kommunitetsbygningen opførtes under Frederik den Anden, og atter andre brugtes til Friboliger for de fattige Studenter, hvem Kongen bevilgede en saadan Understøttelse. Større Møder afholdtes ikke sjeldent paa Helligaandshusets Grund; saaledes omtales en "Præstestue" og en "Konventstue", og Adelen synes en Tidlang at have havt et eget Forsamlingshus her med et Brevkammer eller Archiv, der senere flyttedes hen i Frue Kirke paa Loftet over Sakristiet. Endelig blev


306

en hel Fløi at Hospitalet (den østlige), som udgik fra Taarnet op imod Arbeiderbanken langs Lille Helliggeiststræde, afhændet til Stadens almindelige Fattigvæsen, og her indrettedes et Sygehus for de Fattige, der ikke kunde optages i Helligaandshuset. Dette saakaldte Lille Helliggesthus, der er den første Begyndelse til St. Hans Hospital paa Bidstrup, nævnes iøvrigt først i en langt senere Tid, nemlig i 1607.

Naar Krag skriver, at det i Christian den Tredies Tid "i Henseende til Religionen var roligt overalt i Danmark«, har hari uden Tvivl Uret. Et Folk skifter ikke Tro i en Haandevending, thi selv om mere fremskredne Aander hylde de nye Ideer, findes der altid i Masserne nedarvede Forestillinger og Fordomme, som det er vanskeligt at udrydde, og skjøndt det ikke her som i Tydskland kom til blodige Kampe mod Sekterne, gjennemførtes Religionsforandringen heller ikke hos os uden langvarige Stridigheder og aandelige Kampe. Hertil kom, at den demokratiske Frihed, som oprindelig havde været Reformationens Løsen, ikke kunde opretholdes, da Kirken blev Statskirke og med stor Omhu og endnu større Tvang skinsygt vaagede over enhver nok saa lille Afvigelse fra den officielle Lære. Nye Kjætterier begyndte at vise sig, de haardeste Straffe anvendtes jevnligt, Sværmere dukkede op med nye Lærdomme, ude i Herreklostrene og Domkapitlerne vedligeholdtes de gamle papistiske Skikke af Prælaterne og Kannikerne, og Almuen knælede bestandig for de undergjørende Billeder, der vare undgaaede Ødelæggelsen. Trolddom og Troldkvinder spøgede allevegne i Folkets Phantasi, og Baalet tændtes for dem i mange Egne af Landet - navnlig gik det ud over de Værgeløse og enligt stillede gamle Kvinder, der havde mistet deres Ungdoms Tiltrækningskraft, som Dr. Troels Lund med Rette bemærker. Den ovenfor omtalte Flaadeexpedition til Zeeland af 1543 mislykkedes saaledes, fordi nogle gamle Kvinder i Helsingør havde forgjort Skibene, og da Flaaden kom hjem med uforrettet Sag, kom Regnskabens Dag for de Ulykkelige, der vare indviklede i Sagen.

I Sommeren 1543 opdagede man i Kjøbenhavn, at Kannikerne og Vikarerne ved det opløste Kapitel, som for Livstid havde beholdt Nydelsen af deres Præbender, kom sammen ved Nattetid i private Huse og holdt Messe efter katholsk Skik med tændte Lys. Det er betegnende for Christian den Tredies milde Sindelag, at han


307

ikke greb til Lovens straffende Arm, men nøiedes med at befale Professorerne ved Universitetet at bringe de Vildfarende paa rette Vei ved Religionsdisputatser og mundtlige Forhandlinger. Disse vare strax rede; "vi skulle - skriver Palladius i sit djærve Sprog - ved Guds Naade mandelig gjøre en Ende paa disse Uhyrer og papistiske Bæster." Striden dreiede sig om Messen, Sakramentet og Præsteembedet og førtes dels mundligt, dels skriftligt; Kongen, der interesserede sig levende for Sagen, var personlig til Stede ved Forhandlingerne paa Universitetet, og det kunde derfor ikke være tvivlsomt, hvem der vilde gaa af med Seiren. De fleste Kanniker og Vikarer underskrev ogsaa efter kort Modstand den evangeliske Bekjendelse og erklærede sig rede til at nyde Nadveren med Menigheden; kun en enkelt, den forhenværende Vicekantsler ved Universitetet Matthis Pedersen, "gamle Mester Mats", og hans Kapellan voldte de Høilærde endel Bryderier, men maatte dog tilsidst falde tilføie. I December samme Aar kom Touren til Kannikerne i Roskilde, som maatte give Møde i Kjøbenhavn paa Kapitelshuset ved Vor Frue Kirke, og Resultatet blev det Samme; de maatte for at frelse deres Levebrød underskrive efter forgjæves at have forsøgt allehaande Udflugter. Det værste Stykke Arbeide fik dog Professorerne med Kannikerne i Lund, som i Efteraaret 1544 mødte i Kjøbenhavn, vel rustede til Striden, med talentfulde Førere og skarpe Argumenter. "Skjøndt det var en stærk Kulde - skriver Rørdam - og Kongen havde en daarlig Fod, indfandt han sig dog selv flere Dage blandt de første og tog Plads midt iblandt Tilhørerne uden Pragt eller store Ophævelser. Flere af Rigsraaderne og Mænd af forskjellige Stænder bivaanede ogsaa Mødet, der formodentlig holdtes i Kapitelhuset ved Vor Frue Kirke. Forhandlingerne varede i hele otte Dage; om Formiddagen fra Kl. 8 til 12 disputeredes der, og om Eftermiddagen fra Kl. 2 til 5 gjennemgik man de Steder af Kirkefædrene, som Lundenserne anførte i stor Mængde til Støtte for deres Meninger. Ja, selve Aftenerne synes at have været tagne i Brug. Af Katholikerne gjorde især Mester Peder Seber og Mester Peder Iversen, der begge vare Mænd af grundig Lærdom, en haardnakket Modstand; Abbeden af Herredsvad "en velbelært og svindig Mand« skal ogsaa have forsvaret den papistiske Tro og Lærdom "heftig og svindig" i.e.: med dialektisk Færdighed. Enden blev dog, at Modstanderne af den evangeliske


308

Sandhed maatte tie og falde tilføie samt underskrive de Artikler, de tidligere i saa dristige Udtryk havde forkastet." Netop paa denne Tid døde den sidste katholske Biskop i Roskilde, Joachim Rønnow, i sit Fængsel paa Kjøbenhavns Slot, og fra dette Tidspunkt forstummede overhovedet den offentlige Modstand mod Protestantismen, selv om der endnu i lange Tider fandtes Mange, som med slet dulgt Uvillie fandt sig i de evangeliske Kirkeskikke, eller som hemmeligt søgte at vinde det tabte Terrain tilbage. Ogsaa Sværmere som Simon Corb og Adrian Hollænder bleve snart bragte til Taushed, efterat have været indstevnede for Konsistorium.

Den protestantiske Geistligheds Nidkjærhed for Troen gav sig hyppigt Udslag i Ufordragelighed og Forfølgelseslyst mod Anderledestænkende, thi Sandserne vare saa at sige blevne skjærpede for vildfarende Anskuelser: hemmelig Kalvinisme eller skjult Papisme. De voldsomme theologiske Stridigheder, som hjemsøgte den protestantiske Verden i Tydskland, fandt dog ingen gunstig Jordbund her. Ved Landemoder, Synoder og større Kirkemøder, hvoraf flere afholdtes i Kjøbenhavn, f. Ex. i 1540 og 1555, søgtes Enheden i Kirken bevaret; her vedtoges ogsaa Beslutninger om Kirkeskikkene, Præsternes Lønninger, Klædedragt o. s. v. Et Exempel paa overdreven Nidkjærhed afgav de to fynske Præster, Lavrids Heliesen og Christoffer Michelsen, da de i 1551 rettede et voldsomt Angreb paa Biskop Jørgen Jensen Sadolin, fordi denne efter deres Anskuelse saa igjennem Fingre med de tilbageblevne Munkes Væsen. Begge Præster bleve afsatte fra deres Embeder og indstævnede til Kjøbenhavn, men da de haardnakket nægtede at gjøre Biskoppen Afbigt, bleve de kastede i Fængsel, i hvilket de hensad til deres Dødsdag. Laurids Heliesen skal, medens han en kort Tid var paa fri Fod, have hengivet sig til gjendøberiske Vildfarelser og under stort Opløb af Nysgjerrige have omdøbt sin Søn i Stranden ved S. Anne Bro, omtrent hvor S. Anna Plads nu er. (Smlgn. S. 224.) Overhovedet blev der udvist stor Aarvaagenhed mod Gjendøberne, som netop paa denne Tid ordnede sig i kirkelige Samfund i Nederlandene, England og Tydskland, og hvoraf Mange kom til Danmark og søgte Ernæring som Tapetmagere, Guldsmede o. lign. I to Forordninger af 1553 og 1555 mod "den uchristelige og fordømte Sekt, de Vederdøbere og Sakramenterer" i.e.: Kalvinister forbødes det disse at opholde sig i Landet, ligesom det bestemtes, at Fremmede, der


309

indkom til Riget for at bosætte sig, først skulde overhøres i deres Tro, fordi "mange Vederdøbere, Sakramenterer og andre Sværmere forsamles og aabenbares udi disse omkringliggende Lande og skulle meste Parten være Embeds Folk (Haandværkere) og andet løst Folk.« Kong Christians og hans Hofpræsters Ufordragelighed mod henved 200 kalvinistiske Flygtninge, som under Ledelse af den polske Theolog Jan Laski (Johannes a Lasco) ankom tilsøes hertil fra England, fordrevne ved Dronning Maries blodige Forfølgelser, har givet Anledning til mange haarde Domme, men var fuldkommen i Tidens Aand. Kongen tillod dem ikke at blive i Landet, medmindre de vilde afstaa fra deres vrange Meninger, og da dette ikke skete, førtes de til Tydskland i Slutningen af Novbr. 1553, dog først efter at have modtaget en Pengeunderstøttelse. Det viste sig iøvrigt ved denne Leilighed, at flere af Professorerne ved Universitetet sympathiserede med de Udviste, men Modsætningen kom dog ikke tydeligt frem paa dette Tidspunkt. Senere kostede lignende afvigende Anskuelser om Nadverlæreren "Danmarks Melanchton" den udmærkede Theolog og Forfatter Niels Hemmingsen hans Stilling ved Universitetet. Et Storværk paa det religiøse Omraade var den første fuldstændige Bibeloversættelse, der besørgedes og fuldendtes af Christiern Pedersen i 1543, men først kom for Lyset 7 Aar efter. Den blev gjennemset og revideret af en Universitetskommission med Peder Palladius og Niels Hemmingsen i Spidsen; Trykningen begyndte i 1548 og fuldendtes ved St. Hansdagstide 1550. Oplaget var knebent, kun 3000 Exemplarer, og Prisen høi, nemlig 5 Daler, hvilket omtrent svarer til 80 Kroner nutildags. Saavel Trykningen som Indbindingen besørgedes af indkaldte Haandværkere: Bogtrykkeren Ludvig Dietz fra Rostock og Bogbinderen Povl Knobloch fra Lybæk. Udgivelsen af "Christian den Tredies Bibel" gav iøvrigt Anledning til en Indskjærpelse af de oprindelige Censurbestemmelser i Kirkeordinantsen, ifølge hvilken ingen ny Bog maatte trykkes i Landet uden at være overset i den høie Skole eller have faaet godt Vidnesbyrd af vedkommende Stifts Superintendent (Biskop). Ogsaa mod Eftertryk, hvorved "mange mærkelige Bøger forfalskes", og hvori Bogtrykkerne og Bogførerne allerede synes at have været drevne, nedlagdes der strengt Forbud, skjøndt uden Nytte.

Imellem Kjøbenhavns Borgere paa den ene Side og Universitetet samt de kirkelige Stiftelser, der eiede Grunde i Staden, paa


310

den anden Side, havde der i længere Tid hersket Uenighed om den Jordskyld, Fæsterne skulde svare, thi Borgerne betragtede sig som forurettede ved den Taxt, hvorom man var bleven enig kort efter Universitetets Gjenoprettelse. Deres Klager til Kongen bevirkede, at Professorerne ved Universitetet, Kantoren i Roskilde Domkapitel Jep Heye, der besad kjøbenhavnsk Kapitelgods, Forstanderen for Helligaandshospitalet, Hans Didriksen samt Borgmestre og Raad bleve opkaldte paa Slottet for Kongen og Rigets Raad, hvor det - "paa det at evig Villie og Venskab maatte blive mellem Klerkeriet og menige Borgere" - blev dem tilkjendegivet, at der skulde nedsættes en Kommission for at vedtage en fast Bestemmelse om Jordskyldens fremtidige Størrelse. Endvidere skulde Fæstebrevene, over hvilke der ogsaa var ført Klage, have en mildere Form end hidtil. Kommissionen holdt sine Møder i Helligaandshusets Konventstue, og her fastsattes da i Juli 1547 en Taxt, som i alt Væsentligt bestaar den Dag idag, skjøndt Pengenes Værdi i de forløbne halvfjerdehundrede Aar har forandret sig saa overordentligt.

Forholdet mellem Geistligheden og Borgerne var iøvrigt godt; mange af Præsterne vare høit ansete og populaire Mænd, som man nødig vilde skilles ved, saaledes f. Ex. Sognepræsten ved Vor Frue Kirke, Niels Palladius, en Broder til Sjællands Biskop. Da Niels Palladius nemlig i 1551 blev Biskop i Skaane, ansøgte Magistraten om, at han maatte forblive i sin gamle Stilling, hvilket dog ikke kunde indrømmes. Det ligger i Sagens Natur, at Blomsten af den protestantiske Geistlighed søgte til Kjøbenhavn og de større Kjøbstæder, ude paa Landet saa det sørgeligt nok ud med Præsternes moralske og intellektuelle Standpunkt, hvilket tydeligt fremgaar af de talrige bevarede Landemodeforhandlinger. I Kjøbenhavn havde Magistraten Kaldsret til Helligaands og St. Nikolai Kirker, og ialfald Del i Patronatsretten til Vor Frue Kirke, som ellers henlaa under Universitetet. Dog kunde Kongen engang imellem af egen Magtfuldkommenhed kalde en Sognepræst uden at bekymre sig om Magistratens Rettigheder, og kongelig Stadfæstelse udkrævedes altid til Valgets Gyldighed. Hver Kirke havde en Sognepræst og en Kapellan; dog havde Frue Kirke 2 Kapellaner, fordi Menigheden var særlig talrig, og fordi Bønderne af S. Peders og S. Klemens Sogn, der hørte under Kirken, jevnlig skulde besøges. Hovedgudstjenesten afholdtes Søndag Formiddag, men der var desuden en Onsdags- og


311

Fredags-Gudstjeneste, samt fra 1554, da Kongen henlagde Vikariegodset til Geistlighedens Underholdning, en saakaldet "Ugeprædiken" tidlig om Morgenen Kl. 5 eller 6, saaledes at der idetmindste var Gudstjeneste i en eller anden af Hovedstadens Kirker hver Dag undtagen om Lørdagen, da der var Skriftemaal forud for Søndagens Altergang. Det ansaas neppe for sømmeligt at udeblive fra Søndagsgudstjenesten; i mange Laugsskraaer paalægges det udtrykkelig Mestre og Svende at overvære den; undertiden fastsættes der endog Bøder for Udeblivelse.

I de urolige Tider før og under Beleiringen havde Kjøbenhavns Kirker uden Tvivl lidt meget, navnlig Vor Frue Kirke, i hvis Indre Billedstormen havde raset, og det er charakteristisk, at Kirkens Midler efter Reformationen hovedsagelig anvendtes til Bygningens Vedligeholdelse, Udsmykning og Anskaffelse af Inventarium. Kirken var bleven berøvet sit Archiv, sine Messeklæder og andre Kostbarheder, som vare blevne tagne i Sakristiet af de katholske Kanniker og førte til Roskilde, og selv om den i 1552 fik Et og Andet tilbage heraf, var dog uden Tvivl Meget gaaet tabt, og Meget blevet fjernet som anstødeligt eller krænkende for den lutherske Opfattelse. Det maa dog siges, at Reformatorerne paa ingen Maade ivrede stærkt mod Billederne; kun imod Billeddyrkelsen nedlagde de bestemt Forbud. "Tavlerne eller Billederne - skriver Palladius - kunne de slaa paa Væggen, at de kunne være gode Enfoldiges Speil, som de kunne se dem udi, hvem samme Billeder ere gjorte eller malede efter, uden her findes nogle Billeder, som man haver gjort Søgning til og hængt Voxbørn og Krykker for, de skulle borttages og brændes op." Men i det Hele var Kirkens indre Rigdom forsvunden med de mange ærværdige Levninger fra den katholske Tid; den nye Lære krævede Simpelhed og Alvor, hvor der tidligere havde hersket Overdaadighed og broget Pragt. I sit Ydre stod dog den stolte gothiske Kirkebygning uforandret; dens høie Taarn og slanke Spir strakte sig op mod Skyerne, og forneden dannede de sammenbyggede Kapeller med deres talrige Stræbepiller to rigt profilerede Yderskibe om det høie og brede Midtskib. Det er ikke for Intet, at den i Universitetsfundatsen omtales som "denne skjønne Kirke." Vor Frue var, som alt gjentagne Gange berørt, ved Kapitlets Opløsning bleven henlagt under Universitetets Patronat, i hvilket Magistraten dog havde nogen Del navnlig ved


312

Valget af Kirkeværgerne, og betragtedes nu som Landets Hovedkirke. Her var den første protestantiske Hersker bleven kronet, her havde Bugenhagen indviet de syv første evangeliske Superintendenter, og her forrettede "den danske Kirkes Styrer" Peder Palladius de kirkelige Handlinger, han udførte; intet Under derfor, at Vor Frue Kirke snart blev den fornemste i Riget, Normalkirken, hvorefter alle de øvrige rettede sig. Allerede i Christian den Tredies Tid paabødes det udtrykkelig, at de kirkelige Ceremonier overalt "skulde holdes og bruges efter den Ordning og Skik, som holdes udi Vor Frue Kirke"; og Frederik den Anden kalder den "saagodtsom Hovedkirken for andre udi Riget".

I Aaret 1555 underkastedes Kirken en omfangsrig Istandsættelse; nogle af Hvælvingerne bleve ombyggede og malede - siger I. L. Wolf i Enc. Regn. Dan. - saaledes "at den ene Bue ikke var den anden lig udi Arbeide og Mønster", og dertil saa kunstigt, at "de, som sig paa Kunsten forstaar og med Flid det agter, meget forundrer." Hvorledes disse Malerier have set ud, er vanskeligt at vide; de synes dog at have været Andet end ren ornamental Udsmykning; ialfald vides det, at der i Chorhvælvingen fandtes afbildet et Rettersted med Øxe og Blok, en efter vore Begreber løierlig Prydelse i en Kirke. Ogsaa Pillerne bleve malede; der blev opsat en ny Klokke i det lille Spir over Choret, Kongen og Dronningen saavelsom Borgmestre og Raad fik særskilte Stole; de sidstes smykkede med Byens Vaaben. Samtidig indrettedes et af de ældre Kapeller paa Sydsiden til Konventhus i.e.: til Forsamlingsværelse for de kjøbenhavnske Præster og for den geistlige Ret. Fire Aar efter fik Taarnet og Spiret en Reparation, hvortil Midlerne indsamledes ved frivillige Bidrag i Menigheden. Det mægtige 114 Alen høie kobbertækte Spir maa da have været omgivet af Stilladser, thi Kirkeværgerne lovede, at de skulde blive forsvarlige. Hvis nogen af Arbeiderne alligevel faldt ned og slog sig ihjel, skulde hans Efterladte derfor ikke have Ret til at forlange Bøder; men Daglønnen skulde lægges paa den Afdødes Bryst, og Sagen dermed være forbi. Slap den Paagjældende med Livet, skulde Kirken dog hjælpe ham til en Bartskjær. Thronskiftet og Frederik den Andens Kroning gav Anledning til ny Udsmykning; der blev anbragt et Pulpitur i Choret; den største Hvælving over Midtgangen eller med andre Ord Hovedskibets Hvælving blev prægtigt "stafferet,


313

malet og renoveret", Orgelet blev istandsat, og en Mængde adelige Familievaaben malede paa Væggene. I de nærmest paafølgende Aar fortsattes disse Forbedringer; man faar kort sagt Indtrykket af, at der offredes betydeligt for at give Landets Hovedkirke en Skikkelse, der svarede til dens Værdighed. Uhret blev "beredt af ny"; lange Bænke anskaffedes til Fattigfolk; der blev gjort nye Stole til de "Høilærde", hvilke paa Grund af Universitetets Patronat havde deres bestemte Pladser i Kirken, den kongelige Stol blev smykket med Billedskjærerarbeide, en ny Altertavle af den nu ubekjendte Kunstner, Mester Hans Maler, anskaffedes, og endelig opsattes der en ny Prædikestol "kostelig forgyldt og udskaaren." Den gamle, som formodentlig ikke har været prægtig nok, blev nemlig overladt til et Begravelseskapel udenfor Nørreport, som opførtes i 1566 paa alle tre Sognekirkers Bekostning. En af de faa Institutioner fra den katholske Tid, som bevaredes i Kirken, var den saakaldte "Ildpande", et Bækken med Trækulild, ved hvilket Fattigfolk kunde varme sig. Indstifteren, en godgjørende Rigmand, havde skjænket en Gaard i Studiestræde til dens Vedligeholdelse, men den blev ikkedestomindre afskaffet i Aaret 1607 (smlgn. S. 215). I Kirketaarnet hang flere Klokker, hvis Antal dog paa nærværende Tid ikke kjendes, og her var et Taarnkammer, hvor Kurerne og Taarnvægterne havde deres Tilhold. Disse Folk, der vare ansatte af Magistraten, udraabte Timerne gjennem Lydhullerne og blæste rimeligvis samtidig i Trompeter. Paa Christian den Fjerdes Tid blev der endog hver fulde Time om Natten blæst et Psalmevers ud over Byen paa Skalmeie af en særlig dertil ansat "Husmand". Opholdet i Taarnkamret kunde blive farligt, naar Spiret ramtes af Lynet, hvilket skete i Sommeren 1573 og midt i Vinterens Hjerte (Februar) 1585. Den sidste Gang blev Taarnuhret ødelagt, og Vagten maatte flygte over Hals og Hoved, da der udbrød Ild i Taarnkamret. Den maa dog hurtig være bleven slukket, og har altsaa ikke været, hvad I. L. Wolff kalder "rød Lynild", thi "denne kan ikke slukkes med Vand".

Sognepræsten saavelsom de ved Kirken ansatte to Kapellaner boede paa den nuværende Universitetsfirkants Grund; den første i den forrige Kantors grundmurede Gaard ud til Kirkegaarden (den østlige Fløi af den nuværende Universitetsbygning); de sidste dels paa Hjørnet af nuværende Fiolstræde (hvor Universitetsbibliotheket


314

er) dels ud til denne Gade. Til Bygningerne hørte Gaardsplads og Kaalgaarde. Den allerstørste Del af Universitetsfirkantens Nordside (paa hvilken Zoologisk Museum nu ligger) ud til daværende Skidenstræde (Krystalgade) skjænkede Christian den Tredie til Stadens tre Sognekirker, mod at de dér skulde opføre 3 lange, smalle Boder til Friboliger for Sognepræsters og Kapellaners Enker. Kongen bestemte, at disse skulde beholde Boligen uden Afgift, hvad enten de i Guds Navn giftede sig igjen eller vedbleve at være hæderlige Enker, og hvad enten de vedbleve at bebo Huset eller ikke. Enhver Enke havde Ret til Huset i ti Aar efter Mandens Død; døde hun inden, kunde hendes Børn beholde Huset Resten af Tiden. Planen blev iøvrigt aldrig til Virkelighed, da Kirkerne foretrak at udrede en Husleiehjælp til Præsteenker fremfor at bebygge den omtalte Grund. Pladsen henlaa derfor ubenyttet, indtil Chr. IV. skjænkede den til Have og "Agerum" for en af Professorresidentserne; i Christian den Fjerdes Tid blev den botaniske Have derpaa anlagt her.

Byens anden ældgamle Sognekirke S. Nikolai havde ligeledes under Beleiringen mistet en stor Del af sin Formue saavel Jordegods som "Sølv, Ornamenter, Fløiels Gyldenstykker, Caseller (Casula, Messekaabe) og Chorkaaber." Netop paa Reformationstiden var der truffet Skridt til Opførelsen af et Taarn; flere hundrede tusinde Mursten, nogle hundrede Læster Kalk og en Sum Penge var samlet, men ogsaa dette gik tabt. Skjøndt Kirken havde to Kapeller og et Spir over Midtskibet, gjorde den neppe noget imponerende Indtryk; den har vel omtrent set ud, som paa Tapetet fra Frederik den Andens Tid (smlgn. S. 178). I Oktober 1560 ramtes Bygningen af Lynet, som sønderslog Hvælvingen og ødelagde Høialtret tilligemed en af Møntmester Povl Fechtel skjænket Altertavle. Indvendig var Kirken mørk paa Grund af sine smaa gamle Vinduer, og dette Mørke gav hyppigt Anledning til Optøier og Tumulter. Under den nordiske Syvaarskrig i 1567 opstod der saaledes en Panik i Kirken; det siges samtidig med en lignende Panik i en Kirke i Stockholm. "Ret som Præsten - hedder det i en gammel Krønike - stod midt i Prækenen, kom der lige slig en Forskrækkelse iblandt Almuen, saa at de Allesammen trængtes ud af Døren, og Ingen vidste, hvoraf det kom, eller hvad paa Færde var, og Præsten blev alene staaende paa Prædikestolen og maatte saa give al Kirketjeneste over." Alvorligere i sine Følger var en Begivenhed, der indtraf samme Aar,


315

og om hvilken I. L. Wolff beretter følgende: "Det haver sig tildraget, at udi S. Nikolai Kirke er en gammel Kvinde fremkommen, som efter foregaaende Trolovelse vilde lade sig vi ved hendes syvende Mand, hvilket der det rygtedes, da holdt alle Folk udi Kjøbenhavn det meget for vidunderligt, hvorfor at Mange kom til Kirken om Morgenen til Froprædiken at ville se derpaa. Og der Vielsen for Chordøren efter Prædiken skulde angaa, da trængte alt Folk sig til at ville se den unge Mand og gamle udlevede Kvinde, hvilket gav en meget stor Bulder, Opløb og Trængsel, at Præsten neppelige kunde have Fred og Ro til at vi dennem sammen; saadan en stor Trængsel var der den Tid for Chordøren at ville se den unge Mand og meget gamle udlevede Kvinde, at den ene den anden ruskede og tuskede. Der den gamle Kvinde det saa, blev hun vred, og sagde, saa de der omkring var det hørte: "Jeg skal faa Eder idag otte Dage Andet at tage vare end mig." En Part, som det hørte, gav sig ingen længer Tanke derom, men Andre lagde disse Ord paa Hjerte. Men se, hvad der skete, og ligesom hun truede og sagde, saa gik det og. Søndagen derefter da gjorde hun det saa ved Trolddoms Kunst til Høimesse, at der blev et stort Mørke og Oprør udi Kirken, at Ingen kunde mærke, hvorfra det kom. Derved Alle forskrækkedes og den ene sig imod den anden vilde forsvare; somme søgte udi saa stor Mangfoldighed til Dørene at undkomme, saa Kapper og Kaaber ginge udi Løbet, en Part derudover blev knuget, traadt og trængt, at de langsommelig Tid det ikke forvinde kunde, og mange gave sig ud af Vinduerne. Der Almuen kom sig noget igjen, erindrede de dennem, hvad Ord de tilforn havde hørt af hende, der hun forgangen Søndag var Brud; hvilke Ord de gave Øvrigheden her udi Staden tilkjende, hvorefter blev befalet at tage hende og hensætte hende. Da efter hendes egen Bekjendelse om dette og andet mere Ondt, som hun udrettet havde, blev hun med andre Flere, som hun udlagde, her for Kjøbenhavn brændt." S. Nikolai Kirkes Glandsperiode hører iøvrigt en noget senere Tid til, da det prægtige Taarn blev bygget ved Kristoffer Valkendorfs Omsorg, og det Samme kan siges om Stadens tredie Sognekirke Helligaandskirken, der ligeledes skylder den nævnte Adelsmand sit Taarn. Løst fra sin Forbindelse med Helligaandshospitalet, taarnløs og paa alle Sider omgiven af Bygninger (til Vimmelskaftet af de saakaldte Stenboder, paa den anden Side af


316

de gamle Hospitalsbygninger og lille Helligesthus) med en snever Kirkegaard om sig og besværlig Adgang, kunde den ikke gjøre noget architektonisk Indtryk; den har vel endog tildels været skjult af sine Omgivelser.

En egen Charakter fik Kirkerne, ved at alle Begravelser foregik indenfor deres Mure eller paa de dem omgivende Kirkegaarde, en Uskik, der holdt sig gjennem Aarhundreder, og først helt forsvandt i vore Dage, da det den 13de April 1851 forbødes at be-

Ligsten over Korfits Ulfeld Ligsten i Frue Kirkes Chor

Ligsten over Korfits Ulfeld († 1563) i Frue Kirkes Chor. Efter Resen.

Ligsten i Frue Kirkes Chor. Efter Resen.

nytte de indenbys Kirkegaarde. Enhver fornem eller velstaaende Familie havde sit Begravelsessted indenfor sin Sognekirkes Mure, som ofte nedarvedes i Aarhundreder; mindre bemidlede Folk nøiedes med en Plads paa den lille Urtegaard udenfor, men Ingen tænkte sig Muligheden af at blive jordet andetsteds. Kun i Pesttider, naar Ligenes Antal var overvældende, blev der udlagt Begravelsespladser for Fattigfolk udenfor Portene. Betalingen for Gravstederne var høist forskjellig; paa Kirkegaarden nogle Mark i Kirkens Skib eller


317

Omgange nogle Daler, hvorimod Pladser i Choret betaltes med 20 Daler eller derover. Sædvanligvis udmærkedes Gravstedet ved en Ligsten i Gulvet, hvoraf nogle for Dragternes Vedkommende charakteristiske Exempler ses i hosstaaende Afbildninger; rigere Folk havde Epitaphier paa Væggene, hyppigt med Portraiter, som maa have afgivet en livlig Dekoration, men det var ikke tilladt at opføre større opstaaende Gravmæler. Saaledes befalede Frederik den Anden, at Peder Oxes og Otto Ruds "Sepulturer" i Frue Kirkes Chor skulde

Ligsten i Frue Kirke Ligsten over Niels Ulfstand ...

Ligsten i Frue Kirkes Chor. Efter Resen.

Ligsten over Niels Ulfstand til Barsebæk († 1575) og Margrete Skave i Frue Kirkes Chor. Efter Resen.

nedtages, fordi saadanne Gravmæler "høit over Jorden" kun tilkom Herrer og Fyrster, og de desuden vare anbragte paa det Sted, "som vi og andre fremfarne Konger have havt vor Stade, naar nogen kongelig Kroning eller Ceremoni er sket eller skal ske". Paa Kirkegaarden angav kun en lille Tue den Dødes Hvilested, thi efter Reformationen forbødes det at have Kors paa Gravene, og denne Skik kom først i Brug paany henimod Slutningen af forrige Aarhundrede. I det Hele faar man det Indtryk, at man i den nærmeste Tid efter Reformationen ikke har vist synderlig Omhu for Kirke-


318

gaardene, hvad der vel ogsaa kunde falde vanskeligt paa Grund af den forfærdelige Overfyldning. Et Kongebrev af 15de Marts 1564 dadler den "store Uskikkelighed og Misbrug ved Kirkegaardene udi vor Kjøbstad Kjøbenhavn", og særlig fremhæves Nikolai Kirkegaard, over hvilken "der er lagt hver Mands Vei med Riden, Agen og i andre Maader, desligeste Tømmer og anden Del dér henlægges, Huse sammentømres med anden Utilbørlighed og Urenlighed, som paa slige Steder usømmeligt er". Vi ville faa at se, at Tilstanden paa Kirkegaarden udenfor Nørreport var endnu uhyggeligere.

Datidens borgerlige Begravelser foregik hurtigt efter den indtraadte Død; det var kun Adelsmænd, som laa Lig længe. I Christian den Tredies Dage begravedes den Afdøde i Reglen anden Dagen efter Døden, i Pesttider endog 12 Timer efter, men senere stod Liget længere over Jorden, fra 3 til 8 Dage. Den Skik at vaage over Liget i Fællesskab og tilbringe Natten med Sang, Dands og Svir var almindelig; man havde ingen Følelse af det Usømmelige heri, og der maatte direkte Forbud til for at afskaffe Vaagestuerne eller Ligvagten. Overhovedet gav enhver saadan Sørgefest Anledning til alle Slags Udskeielser i Mad og Drikke; Ligfølget blev endog indbudt baade før og efter Begravelsen "for at trøste de Sørgende og lade sig skjænke", og de mange Forbud og Indskrænkninger frugtede som sædvanlig kun lidet. Al Begravelse foregik fra Hjemmet paa samme Tid, nemlig Kl. 1 om Eftermiddagen, og der blev da ringet stærkt og længe fra Sognets Kirke. I 1578 befalede Magistraten derfor at Klokkerne "ikke maatte ringe en ubillig eller for lang Ringen, men passelig, paa det at sygt og skrøbeligt Folk ikke skulde derfor forskrækkes, som tidt hidtil sket er, thi lang Ringen er den Afdøde intet gavnligt, ei heller dem nytteligt, som igjen leve, og Almuen véd dog uden den langvarige Ringen nu bedre en vis Time (nemlig Kl. Et), naar de Dødes Lig skulle begraves end tilforn". Ligtoget aabnedes af Peblinge fra vor Frue Skole med en Hører i Spidsen, der sang danske Psalmer, og derefter fulgte Kisten som bares af sortklædte Mænd og var dækket af et Ligklæde (Peld eller Tjeld), som udleiedes af Kirkerne eller Skolen. Nærmest efter Kisten gik 2 eller 3 Par Sørgekvinder, iførte Kaaber med paasyede Hætter eller Hovedsmuer, derefter de mandlige Arvinger i lange Sørgekapper, Slægtningene og de Indbudte og tilsidst i nogen Afstand fra Mændene Koner og unge Piger med et hvidt Slør over


319

Hovedet. "De vandre To og To i skjøn Orden - siger et fremmed Øienvidne i 1629 - og naar de ere komne til Kirken lægges Liget i Jorden, og man beder Gud om, at det maa hvile fredeligt til Dommedag. Bønnen er kun kort, thi de tro ikke, at den kan hjælpe den Dødes Sjæl. Derpaa begiver Følget sig i Uorden til det Hus, hvorfra Toget udgik, og hvor der er beredt et Maaltid. Hele Selskabet sætter sig tilbords, og Alle drikke efter Landets Skik paa den Afdødes Sundhed".

I Pesttider maatte disse Skikke selvfølgelig være underkastede store Indskrænkninger, selv om Øvrigheden ikke havde paabudt saadanne. Ikke blot skulde Begravelsen da foregaa hurtigere efter Døden, men Traktementet ophørte da ventelig af sig selv eller blev reduceret til det mindst Mulige. I Christian den Tredies Tid var Kjøbenhavn gjentagne Gange hjemsøgt af Epidemier, eller som de dengang i Almindelighed kaldtes Pest; de største og i deres Følger mest vidtrækkende indtraf i Aarene 1546 og 1553. Vinteren havde i 1545-46 været usædvanlig streng; Østersøen havde været tilfrosset, saaledes at man kunde kjøre over Isen til Rostock, og Følgen af den vedvarende og stærke Kulde blev en almindelig Misvæxt og Dyrtid, hvortil man neppe nogensinde havde set Mage. I Henrik Smiths Urtegaard hedder det herom:

"End Et giver jeg Dig her tilkjende,
Hvad sig i samme Aar mon hænde,
En Skjæppe Mel fire og tyve Skilling gjaldt
Desligest tolv Skilling en Skjæppe Malt.
Intet Menneske, som lever nu
Kommer nogen Tid slig Dyrtid ihu.
For vore Synder, tror jeg vist,
Er os given saadan Brøst.
Derfore lader os trolige Alle
Ind til vor himmelske Fader falde,
At han for Christi, hans kjære Søns Død
Vil fra os vende saadan Jammer og Nød".

I April 1546 var Tilstanden i Kjøbenhavn meget bedrøvelig; Bagernes og Bryggernes Beholdning af Korn var ved at slippe op, og selv de velstaaende Folk, der havde Penge og Sølv i Behold, kunde Intet faa tilkjøbs. Magistraten henvendte sig derfor til Kongen med Anmodning om, at der for Betaling maatte overlades Borgerne Korn fra de kongelige Forraadshuse, og at der maatte udstedes Ud-


320

førselsforbud. Kongen svarede imødekommende herpaa og befalede Statholderen paa Kjøbenhavns Slot, Eske Bille, at han skulde "lade gjøre samme vore Borgere efter Lejligheden af vort Korn Tilføring for deres Penge og have Tilsyn med, at de Nødtørftige maa og fange Noget af samme Korn". Dernæst befalede han at iværksætte en Husundersøgelse i alle Borgerhuse i Staden "baade hos Rige og Fattige, Ingen undtagen, Ingen seendes gjennem Fingre med", og hvis der fandtes Korn hos Nogen "i Hobetal", skulde det sælges til de Fattige. Hvad Udbyttet af denne Undersøgelse har været, vides ikke, men den 6te Juni fandt Kongen Anledning til at udstede et almindeligt Forbud mod Udførsel af Korn, Kjød, Græsøxne og al Fetaille med Undtagelse af Smør, Sild og Aal, hvorhos han befalede, at der skulde indføres 10-15 Læster Korn til Kjøbenhavn. Ulykken forværredes endyderligere, da der udbrød en meget ødelæggende Pest i Staden, hvis Virkninger vare saa meget større, som næsten ethvert Middel til at lindre eller forebygge Sygdommen manglede. Den eneste studerede Læge i Kjøbenhavn, Universitetsprofessoren Dr. Christiern Morsing, flygtede fra Byen sammen med sine Kolleger og Studenterne og drog til Universitetets Gaard: Knardrup, hvor han for dog at gjøre nogen Nytte, udarbeidede et lidet Skrift: "Om Pestilenses Aarsag, Forvaring og Lægedom derimod". Der fandtes kun et eneste Apothek i hele Danmark og Norge, nemlig i Ambrosius Bogbinders gamle Gaard paa Hjørnet af Højbroplads; men Apothekeren Antonius synes netop paa dette Tidspunkt at være død, da hans Efterfølger, Hollænderen Villum Unnos Privilegium er dateret den 15de Septbr. 1546. Under disse Forhold maatte Indbyggerne nøies med Husraad og Lægebøger eller søge Hjælp hos Bartskjærerne, Datidens ulærde, men ikke helt ukyndige Chirurger. Dødeligheden maa have været stor, thi de indenbys Kirkegaarde kunde ikke modtage Mængden af Ligene, saaledes at man maatte skride til Anlæget af den saakaldte ny Kirkegaard udenfor Nørreport, der laa indenfor Søerne, i Egnen om Linnésgade mellem den forlængede Frederiksborggade og Gothersgade, og vistnok kun benyttedes som Pestkirkegaard for de Fattige. Da Pesten var forbi sent paa Aaret 1547, henlaa Kirkegaarden ubenyttet, indtil den formodentlig atter toges i Brug under den næste store Epidemi i Sommeren 1553, der varede et halvt Aars Tid og ligeledes krævede mange Offre. Stephanius fortæller, at man i dette Aar saa mange


321

Jertegn, baade i Kjøbstæderne og paa Landet; thi det var som Himlen stod i lys Lue paa mange Steder. Andre Steder syntes det, ligesom den skiltes ad, og en stor Hob Ild fremskinnede af dens Aabninger (Nordlys). Solen var mere rød end sædvanlig og havde en Blodfarve; Maanen havde et hvidt Skin, medens det regnede. Der faldt allevegne megen Ild ned af Skyerne, og der saas idelig brændende Luftsyn i Luften, hvilket Altsammen var et Forvarsel for den skadelige Pest, som borttog baade Mennesker og Kvæg. Ogsaa ved denne Leilighed blev Universitetet og den latinske Skole opløst; den medicinske Professor Peter Capeteyn flygtede til Halsnæs i Nordsjælland, og efterlignende Morsings Exempel forfattede han her en Bog om Pesten, af hvilken et kort Uddrag: "En Præservation og Forvaring mod Pestilense" blev besørget oversat paa Dansk og udgivet af Peder Palladius, der var den eneste af Universitetslærerne, som havde Mod til at blive i den pestbefængte By. Palladius ledsagede det lille Skrift med "en aandelig Recept og Præservation tilhobe skrevet af den hellige Skrift", hvori han baade formanede og trøstede Indbyggerne. Stemningen blandt disse ses at have været sløv og ligegyldig; man sagde: "Lad gaa, dør jeg iaar, saa dør jeg ikke ad Aare; der dør Ingen, uden at de ere feye (forud bestemte til Døden). At Gud tager Børn og Fattigfolk af Verden, det gjør han vel udi; der er altfor mange af dem. Pestilense er ikkun en Børnedød; jeg døer ikke i Børnedød. Der skulle jo Nogle dø, Verden er fuld med Folk". Vi ville faa at se, at lignende Epidemier vare hyppige under Frederik den Andens Regjering og gav Anledning til Opførelsen af et Bindingsværks-Kapel paa den ovenfor omtalte nye Kirkegaard. I Mellemtiden henlaa den yderst forsømt, hvorom den borgerlige Værge ved Vor Frue Kirke, Laurids Madsen Bøssestøber, der var Raadmand og forestod det kongelige Kanonstøberi i S. Peders Kirke, har efterladt en udførlig Beretning. Heri hedder det bl. A.: "Anno Domini 1556 da stod den nye Kirkegaard øde og uordineret, saa naar Kong Christian salig med Gud tidt og ofte drog ud af Nørreport til Esrom og Helsingør og andensteds, ihvor hans Naade havde Lyst at drage, saa han altid, at der gik Faar og Øg og anden Urenhed paa forskrevne Kirkegaard, hvilket Hs. kgl. Majestæt var ikke vel tilfreds med. Saa sendte han Bud til Kirkeværgerne udi Vor Frue Kirke, at de skulde komme op til Hs. kongelige Majestæt. Den Tid, jeg


322

kom op til Hans Naade, da tilspurgte han mig, hvi den forskrevne Kirkegaard stod saa uordineret og øde og ikke holdtes ved Magt og Hævd, som christne Menneskers Lig skulde begraves udi, da svarede jeg saa: "Naadigste Herre, vi ville faa Raad dertil, at den skal blive vel flyet, saa at det skal gaa vel til". Da befalede Hans Naade mig, at jeg skulde lade et Plankeværk slaa derom, hvilket jeg svarede til: "Naadigste Konning, det skal gjerne ske, og med det Allerførste". Da svarede Hans Naade: "Lad det saa ske; vi ville ved Guds Hjælp, om vi leve, lade gjøre en Mur deromkring". Da lod jeg strax ramme Plankeværk omkring, saa at forskrevne Kirkegaard blev færdig, og holdt jeg Ordning og Skik paa forskrevne Kirkegaard i otte samfulde Aar fra Anno 1556 til Anno 1564. Saa bad jeg de andre Kirkeværger udi imidlertid, at de skulde og have Tilsyn dertil, saa agtede de der intet om, og menendes saa, at det havde intet paa sig. Da tog jeg mig udi Sinde, at jeg ikke heller vilde agte det, hvilket jeg fik ogsaa Lykke til, saa at det ikke duede meget. Men Anno 1564 begyndte den store Pestilense at regnere her i Kjøbenhavn, da raadede Graverne selv derudi og holdt der ingen Ordning og Skik, men skikkede sig utilbørligen".

Laurids Madsens Beretning er for udførlig til at kunne gjengives her i sin Helhed, men den indeholder adskillige mærkelige Træk, som fortjene at fremhæves. Han fortæller, at Graveren Steffen, der tillige var Taarnvægter i Vor Frue Taarn, havde for Skik at grave Kisterne op af Jorden, slaa Laaget istykker og "hugge sin Hakke udi de døde Menneskers Kroppe og bede dem staa op i tusind Djævles Navn", hvorhos han sagde: "I have længe nok ligget her". Da nogle "Trappedreiere" havde klaget paa Slottet herover, fik Laurids Madsen en alvorlig Irettesættelse af Borgmestre og Raad og Befaling til at tage vare paa Kirkegaarden i Forening med de andre Kirkeværger, men disse unddrog sig imidlertid fremdeles deres Pligt. Det ses, at Kirkegaarden var omgiven af Haver, som tilhørte forskjellige Borgere i Byen, og som bleve indtagne, da den skulde udvides; en enkelt af disse, tilhørende Eva Hattemagers, var særlig smuk og med Hus paa, hvorfor den maatte betales i dyre Domme. Den ny indtagne Jord blev ligesom den gamle omgiven med et Plankeværk, men Manglen af et Hus, hvor Ligfølget "kunde staa i Tørre og høre Guds Ord og faa nogen Fortrøstning


323

at gaa hjem med", blev efterhaanden meget følelig, navnlig for Kvinderne, som fremkom med lydelige Klager derover. Laurids Madsen blev deres Ordfører hos Borgmestre og Raad, og medens man først havde isinde at nøies med et Skur, blev det dog tilsidst bestemt, at der skulde bygges Noget, "som kunde være anseendes". Det af Bindingsværk opførte Kapel, som byggedes for alle tre Sognekirkers Regning i 1566, har dog sikkert ikke været, hvad man nutildags vilde kalde anseeligt. Det laa midt paa Kirkegaarden og brugtes ene og alene til Ligprædikener; dets væsentligste Prydelse var formodentlig Frue Kirkes gamle Altertavle (smlgn. S. 313). Graveren havde et særligt Hus i et af Kirkegaardens Hjørner og Laurids Madsens Skildring af hans Raahed stemmer godt med Magistratens Instrux til ham af 1562, hvori det under Livsstraf forbydes ham at holde Dobbel og Drik og at huse eller dølge Skarnsfolk og "Uryggeløse". Den Tilstand, som tidligere havde hersket derude, ses af saadanne Befalinger, som at han skal "plante Ask og Lind og andet Nytteligt rundt om Kirkegaarden og holde den i Agt og Ære mere end som tilforn været haver", og at han saasnart Byens Porte tillukkes, "skal tillaase og forvare Kirkegaardens Port og Laage, at derinde ikke skal skjules og foraarsages Synd og Ondskab, som desværre tilforn sket er".

Kjøbenhavns Ret til selv at vælge sin kommunale Øvrighed var, som vi have set, gaaet tabt ved Borgernes Deltagelse i Grevens Fejde, og Byens Selvstændighed var i det Hele taget ringere end de øvrige danske Kjøbstæders. Christian den Tredie indsatte vistnok et helt nyt Raad, da han kom i Besiddelse af Byen, senere bleve derimod Raadmændene valgte af Magistraten uden kongelig Stadfæstelse, medens Borgmestrene altid beskikkedes af Kongen og højtideligt indsattes af Rigshovmesteren, Kantleren, Slotsherren eller en anden høi Embedsmand paa hans Vegne. Derhos indskrænkedes Magistratens Antal til 12, istedetfor som tidligere 16. Den Borgmester, som havde været længst i Embedet, var den øverste, men der fandt ingen almindelig Oprykning Sted, saaledes at det paa ingen Maade var givet, at alle Raadmændene efterhaanden bleve Borgmestre. Hver Fredag holdt Magistraten Møde paa Raadhuset for at raadslaa om Stadens Anliggender; den havde derhos en dømmende Myndighed i Sager, som ikke henlaa under Byfogdens Kompetence, hvilket selvfølgeligt let kunde give


324

Anledning til Strid med denne. I Toldsvigs- og Kapersager afsagde Kjøbenhavns Magistrat ligeledes Domme, og fungerede saavel under Frederik den Andens som under den største Del af Christian den Fjerdes Regjering som Sø- og Handelsret, indtil der i Aaret 1639 dannedes en særlig Domstol i Søsager. En ejendommelig Skik var det, at der et Par Gange om Aaret holdtes Bursprog paa Raadstuen; det vil sige: Stadsretten og de vigtigste for Øieblikket gjældende kommunale Paabud bleve oplæste af Raadstuskriveren i en høitidelig Forsamling i Raadhusets store Sal, hvortil de menige Borgere havde Adgang.

Det forstaas af sig selv, at det var en Ærespost at have Sæde i Byens Raad, thi Medlemmerne af Magistraten, hvoraf mange vare fremragende Handelsmænd, spillede ved alle officielle Leiligheder en fremtrædende Rolle, men det var tillige en indbringende Stilling, skjøndt Borgmestre og Raad ikke havde nogen ligefrem Løn eller Gage. En betydelig Del af Serridslev Mark, hvilken Byen som bekjendt erhvervede under Frederik den Første, var udlagt til Magistraten, et Forhold, som dog først blev lovformelig ordnet i Aaret 1539. Den Maade, hvorpaa dette gik for sig, er charakteristisk for Tiden. 39 Borgere, som vare udvalgte af Byens 8 Rodemaal, vare blevne opkaldte paa Raadhuset "for nogle mærkelige Ærendes Skyld, som Staden anrørendes var", og ved denne Leilighed anmodede Magistraten dem tillige om at ordne Forholdet med den Ager og Eng, som hidtil med Rodemestrenes og Borgerskabets Samtykke havde ligget til Kjøbenhavns Raadstue og de ærlige Mænd, som sad i Raadet. "Og da - hedder det i Magistratens Vedtægtsbog - vigede Borgmestre og Raad af Raadstuen og ind i Kamret den Stund, at de toge deres Beraad, og der de igjen indkom, gave de foreskrevne Borgmestre og Raad derpaa saa for endeligt Svar, at efterdi at samme Del af Serridslev Mark nogen Tid tilforn havde ligget til Kjøbenhavns Raadstue, som Laurids Nielsen og Per Smed idag tilkjendegave, da vilde de det og gjerne indgaa og samtykke, at samme Mark, Ager og Eng skal nu efter denne Dag til evig Tid ligge til Borgmestre og Raad i Kjøbenhavn og deres Efterkommere, dog med saa Skjel, at de selv skulle lade indhegne samme Eng, Kjøbenhavns Borgere uden al Besværing i alle Maader, og naar nogen af Raadet dør og afganger, da skal hans Hustru have Vederlag for hvis hendes døde Husbond havde bekostet paa


325

samme Serridslev Mark enten ved Dige eller i andre Maader". I 1567 var den paagjældende Jordlod imidlertid "fordreven" og kunde ikke "give sin tilbørlige Grøde af sig, som Umagen kan betales med", hvorfor Magistraten ønskede en anden Jord. Den havde iforveien udset sig en Mark og indhentet Slotsherren Bjørn Andersens og Statholderen, Rigshovmester Peder Oxes Samtykke paa Kongens Vegne, og Rodemestrene og de 43 "Menigheds Mænd", som bleve sammenkaldte, bejaede, bevilligede og samtykte endrægteligen Magistratens Begjæring. Den Jord, som nu blev udlagt, var den saakaldte Raadmandsmark, som blev hos Magistraten indtil 1771, og den Dag idag bærer sit Navn. Byfogden og Byskriveren forundtes der et Stykke af Vangen, dog paa Magistratens Diskretion.

Fiskeriet i Søerne var ligeledes Magistratens fra Arilds Tid; Kjøbenhavns Borgmestre og Raadmænd havde ikke blot Embedsjord, men ogsaa Embedsfiskevand. Fiskeriet var aabenbart mere end Sport; det var en vigtig Indtægtskilde, hvad der ogsaa fremgaar af, at mange af Magistratens Medlemmer havde private Fiskeparker udenfor Byen. Den nuværende Peblinge- og Sortedamssø vare oprindelig én Sø; fra Nordsiden havde Byen nemlig kun tre Adgange: nuværende gamle Kongevei for Enden af S. Jørgens Sø, Dæmningen eller "Dammen" mellem St. Jørgen og Peblingesøen, over hvilken Jernbanen nu er ført ind i Byen (Peblingedammen) og Østerbrogade for Enden af Sortedamssø (Sortedam). Over Ladegaardsaaen, som kaldtes den "onde Bæk ved S. Jørgen", var der lagt en Bro. Paa hvilket Tidspunkt den Dæmning er anlagt for første Gang, ved hvilken den ene Sø deltes i to, kan ikke oplyses, men den nævnes i 1562 under Navnet Fjellebroen, i 1570 som Langebro og paa Christian den Fjerdes Tid som Peblingebroen. S. Jørgens Sø, der nu benyttes som Reservoir for Vandværket, var den Gang mindre end nu og havde et Afløb til Byens Grave ved Studiestræde. Da den ikke var opdæmmet, havde Vandet derhos frit Udløb i Stranden, hvorfor dens Bredder vare flade og vidtstrakte Enge, medens der i Midten fandtes et større Aaløb. Overfor de tilstødende Lodseiere havde Magistraten iøvrigt Vanskelighed ved at hævde sine Rettigheder. Hinsides S. Jørgens Sø paa Vodroffgaards Jorder laa den gamle S. Jørgens Gaard, som ved Reformationen var tilfalden Helligaandshospitalet, og dette søgte uden videre at indvinde Eng fra Søen ved at lade Afløbet udgrave og regulere. Da Søen imidlertid var


326

Byens, kunde Magistraten ikke finde sig heri, og under en Retssag blev der givet den Medhold; Helligaandshusets Forstander fik at vide, at han ingen Ret havde til at handle som sket var, og at Borgmestrene paa Byens Vegne skulde nyde deres Fiskeri, som de tilforn i langsommelig Tid havde havt, hvorhos det tillodes dem at indgrave Byens Ejendom fra Hospitalets. Benyttende sig heraf, lod Magistraten en stor Del af Søen udtørre til Ager og Eng, og i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede var S. Jørgen næsten helt forsvunden, thi det hedder i et Kongebrev, at der mellem Vester- og Nørreport var en "Plads, hvor tilforn haver været en stor Sø", tildels besaaet med Korn, tildels udlagt til Engbund. Men da Christian den Fjerde frygtede for, at Adgangen til Staden skulde blive for let, "dersom noget uformodendes (det Gud forbyde) fjendtlig vis kunde paakomme", befalede han i Aaret 1606, at Søen atter skulde opdæmmes, hvilket ogsaa skete, skjøndt Magistraten bad om Henstand af Mangel paa Penge. Ogsaa i Stadens fjerde Sø, Lersøen, der dannede Bymarkens Nordgrændse, havde Magistraten Fiskeret, hvorimod Jagtretten i alle fire Søer var Kongens. Hvor landligt det paa hin Tid saa ud i Kjøbenhavns nærmeste Omegn fremgaar af Forbudene mod at skyde Harer, Agerhøns, Svaner og andet Saadant udenfor Portene; hvor Gader og lange Husrækker nu strække sig, færdedes Krybskytter med "lange Rør" (Bøsser). I 1619 mistede Magistraten iøvrigt sin Ret til at fiske i alle fire Søer, thi Kongen forbeholdt sig den mod at overlade Byen Ordrup Sø, tre Damme ved Gamle Vartov og et aarligt Deputat af 150 Karper, som Kongens Fiskemester skulde aflevere, hvilket til sine Tider kunde falde vanskeligt nok. Til Søernes Bund eller Bredder havde Kongen dog ingen Ret; de vedblev at tilhøre Kommunen.

Magistraten havde mange andre Indtægter, saaledes af Vinkjælderen under Raadhuset, af Søtønderne paa Middelgrunden og i Øresund, Gebyrer af Borgerbreve og Skjøder, der læstes paa Thinget, en Del af Sagefaldet og af Arv, der gik til udenrigske Arvinger eller som arveløst Gods tilfaldt Kronen, af Veierhuset o. s. v. I 1548 forlenede Kongen Magistraten med Emdrup By uden al Afgift, og i 1558 med et Fed eller øde Fiskerleie paa Dragør, som Stralsunds Borgere fra gammel Tid havde havt, men ikke i tyve Aar havde brugt. Sandsynligvis er dette Fed blevet taget i Brug i Sildetiden, men da Stralsunds Borgere mange Aar efter (i 1590)


327

besværede sig over, at man havde berøvet dem Pladsen, blev den vistnok udleveret igjen. Vandmøllen, som Magistraten i sin Tid havde faaet af Frederik den Første (smlgn. S. 124) tog Christian den Tredie til sig, da han paa dette Sted lod den saakaldte "Vaterkonst" indrette, ved hvilken Vandet fra Mølledammen blev ført over til Slottet; først i 1597 bortforpagtedes Møllen atter til Borgmestrene. En overordentlig vigtig og betydningsfuld Gave fik Kjøbenhavns Magistrat, da den i 1547 forlenedes med Island og Vespenø (de nuværende Vestmannaøer), saaledes at den paa 10 Aar mod en aarlig Afgift skulde have disse Landes Indtægt, Told og al Kongens og Kronens Rente. Borgmestre og Raad skulde selv lade Landet beseile fra Kjøbenhavn og sende en god forfaren Mand dertil, som altid skulde være der og have Tilsyn med, at der vederfores Indbyggerne Ret efter Norges Lov. Man ser saaledes, at Magistraten havde en temmelig omfattende Virksomhed; dens Medlemmer vare altsaa i Embedsmedfør ikke blot Jordbrugere, Fiskere og Vinhandlere, men ogsaa Handelsmænd i stor Stil. Et Forsøg, som de i 1553 gjorde paa ogsaa at faa Eneret paa Handelen paa Færøerne, mislykkedes dog; Kongen afslog det og meddelte dem, at Færøerne vare henlagte under Bergenshus, og at Handelen derpaa var fri for Danmark og Norge, hvilket rigtignok ikke varede længe, efterdi Mikkel Skriver, en anset Kjøbmand, der senere blev Borgmester i Kjøbenhavn, i 1556 fik Monopol paa at seile paa Færøerne og oppebære Kronens Rente og Rettighed dér mod at aflægge aarligt Regnskab og yde Kongen tre Fjerdedele af Indtægten ved sit Kjøbmandskab. Kjøbenhavns Magistrat havde iøvrigt saa stor Vanskelighed ved at styre Island, hvor de religiøse Stridigheder endnu ikke vare udfægtede, at den tilsidst maatte opgive Ævret. Magistratens derværende Foged, Raadmand Laurids Mullie, som styrede Øen med en kongelig Lehnsmands Myndighed, blev kort efter sin Ankomst indviklet i Feiden mellem den katholske Biskop Jon Aresen i Hole og Vestlandets mægtige Høvding Dade Gudmundsen. Da Jon Aresen havde taget den protestantiske Biskop, Martin Einersen, tilfange, og der overhovedet herskede anarchiske Tilstande paa Øen, begav Laurids Mullie sig til Kjøbenhavn for at sætte Kongen ind i Sagerne, og denne dømte Biskop Jon fra hans Embede og erklærede ham for fredløs. Forsynet med et kongeligt Brev af 28de Januar 1550, hvori Dade Gudmundssen opfordres til


328

at hjælpe Fogden med at gribe den oprørske Bisp, og Islænderne fik Befaling til at være ham hørige og lydige, vendte Laurids Mullie tilbage, men hans Forsøg paa at hævde sin Myndighed havde et meget uheldigt Udfald. Biskoppen mødte vel paa Althinget, men bød Laurids Mullie aabenbar Trods, og da han heri støttedes af de hamborgske og lybske Kjøbmænd, der handlede paa Øen, maatte Magistratens Foged tilsidst atter flygte til Danmark, idet han overlod Styrelsen af Islands Sager til Kristen Skriver. Der blev nu udrustet en Flaade paa 5 Krigsskibe, hvoraf Kjøbenhavn stillede det ene, men da Flaaden i Sommeren 1551 naaede Island, var Vanskeligheden løst, ved at alle Hovedpersonerne i Tragedien vare forsvundne. Kristen Skriver havde nemlig ladet Biskoppen og hans tvende Sønner henrette og var selv bleven dræbt nogle Maaneder efter af den Henrettedes Frænder og Tilhængere, hvorfor Reformationen ved de danske Krigsskibes Ankomst uden Vanskelighed blev endelig indført og Christian den Tredie hyldet. Imidlertid havde disse Begivenheder til Følge, at det kjøbenhavnske Regimente paa Island fik Ende; i 1552 sendte Kongen selv en Lehnsmand Poul Hvitfeld til Øen, fordi "de Islændere ere Kjøbenhavns Borgere meget ulydige og dem intet agte og meget mindre de Hamborgere", og Laurids Mullie maatte altsaa for tredie Gang rømme Øen. Imidlertid beholdt Magistraten dog sine Handelsfriheder paa Island, forsaavidt de ikke stred mod Islands Love og Privilegier, og Kongen tilstod den som et Slags Erstatning for det Tabte: Vespenø med al Told og anden kongelig Rettighed for en Afgift af 200 Rdlr. aarlig. I Aaret 1557 var Magistratens tiaarige Privilegium udløbet; men Borgerne vedbleve dog at handle paa Øen, navnlig naar det lykkedes dem at erhverve Privilegier paa en eller flere Havne. Først i 1602 hlev det islandske Handelskompagni stiftet, som spiller en saa stor Rolle i Øens Historie.

Magistratens Sæde var Raadhuset, der laa mellem nuværende Gammeltorv og Nytorv. Hovedfaçaden var til Gammeltorv; den sydlige Side var sikkert indtil Christian den Fjerdes Tid tarvelig og beskeden, thi Nytorv var bedækket med Boliger for Kommunens Embedsmænd og Tjenere, Bysvendene, Mestermanden o. s. v., her var Materialgaard og Staldgaard, og Bygningen havde derfor ingen almindelig Adgang fra denne Side og har overhovedet ikke kunnet gjøre sig gjældende mellem Omgivelserne. Paa et gammelt Pro-


Bilag: Dronning Dorotheas Brudesmykke.

Pl. s.328

329

spekt af Staden fra Frederik den Andens Tid ville vi faa Raadhuset at se som en høi massiv Bygning med takkede Gavle. Paa Gammeltorv existerede Springvandet endnu ikke, men der fandtes en Brønd, som laa noget til Siden. Raadhusets største Ejendommelighed var Vinkjælderen, som tilhørte Magistraten, og hvorfra denne drev en indbringende Vinhandel, saameget mere som den havde forskjellige Privilegier fremfor Byens andre "Vinførere". Arresterne var ligeledes i Kjælderen og stødte lige op til Vinstuen. I Bygningens andre Etager fandtes naturligvis idetmindste én større Forsamlingssal foruden talrige mindre Rum, og her opbevaredes Stadens Arkiv i Skabe og Foldeborde, hvortil en af Borgmestrene havde Nøglen. Den store Raadstusal anvendtes ligesom Festsalen i det danske Kompagnihus hyppigt ved fornemme eller rige Borgerfolks Bryllupper, naar Festen om Aftenen afsluttedes med en Dands til Sangen af Kjæmpeviser. Oprindelig synes kun Magistraten selv og den høiere Borgerstand, det vil sige: Kjøbmændene og Bryggerne at have havt Ret til at benytte Raadstuen; men lidt efter lidt fik den lavere Borgerstand ogsaa Indpas her, hvilket fremgaar af en Forordning af 1624, hvori denne Misbrug forbydes. Til Raadhusets Kostbarheder hørte det her afbildede Brudesmykke af forgyldt Sølv, som i 1557 skjænkedes af Christian den Tredies Dronning Dorothea, maaské til Minde om et eller andet Bryllup, hun havde bivaanet, og som vel i et hundrede Aar smykkede Tusinder af kjøbenhavnske Brude. Dronning Dorothea - skriver Gjellerup - var meget ivrig for at stifte Ægteskaber indenfor sin egen Slægt, ligesom hun endnu i en fremrykket Alder selv tænkte paa at gifte sig igjen, og det er derfor betegnende for hende, at der iblandt de faa Minder, som ere bevarede fra hende, findes det Brudesmykke, hun skjænkede Kjøbenhavn". Det er sandsynligvis blevet baaret foran paa Brystet ved Hjælp af Remme, som have været fæstede over Skuldrene, og maa trods det slette Arbeide have været effektfuldt. Midt paa Pladen ses Fugl Phoenix, eller rettere den ses ikke mere paa Grund af Smykkets barbariske Udførelse og Ælde, holdende en stor rund Saphir foran sig, og i Kløerne Dronningens Familievaaben (det sachsiske). Over Fuglen er anbragt en Smaragd og en Saphir, under Vaabnet en Saphir og en Amethyst, samt desuden mellem Løvværk og Blade 6 store Perler. I Resens Efterretninger om Kjøbenhavns Raadhuse omtales Brudesmykket, og der gives en


330

kuriøs Forklaring af de forskjellige Stenes Betydning. Den øverste Sten betyder Gud; den store Saphir i Midten Verdens runde Kreds, de to Perler paa Siden af Vaabnet de to Ægtefolk, "som skulle leve sammen indtil den mørke Død (den mørke Amethyst som er i Enden af Smykket) skiller dem ad". Endnu mere kuriøs er følgende symbolske Forklaring, der ligeledes læses hos Resen: "At den ene Sten, som er paa høire Side af Vaabnet, er en Diamant(!), haard og hvid, bemærker, at Manden skal være i Huset som en Diamant, den fornemste, haard og mandhaftig, hvid i.e.: med Hellighed, Skikkelighed og Forstand staa sit Hus for. Den anden Sten paa den venstre Side af Vaabnet er "ophefven" og kantet og betyder, at Kvinden skal ved Barnefødsel have stor Smerte, Kors og Bedrøvelse. Hvad Formen er anlangendes, som er som en Dør for et Hus, da ikke alene ved Ægteskabet begynder En at holde Hus, men endog for Ægtefolk, der lever med hinanden, er Ægteskabet en Dør til Himmerig". Paa Resens Tid brugtes Brudesmykket iøvrigt ikke mere, men opbevaredes paa Raadhuset som en Oldsag; i 1859 kom det til Rosenborg, men er fremdeles Stadens Eiendom. Om Raadhusets indre Udstyrelse vides saa godt som Intet, og først fra Chr. IV.s Tid fik det som saamange andre af de offentlige Bygninger et monumentalt Udseende og blev en Pryd for Byen. Endnu sparsommere ere Efterretningerne om Kommunens øvrige Eiendomme indenfor Voldene: Avlsgaarden bag Raadhuset (thi Byen havde leiet en anden Avlsgaard i Springgade, der tilhørte Helligaandshospitalet), Slutteriet, Bysvendenes Boliger, Slagterboderne, som netop i nærværende Tidsrum flyttedes fra Kjødmangerstræde (Kjøbmagergade) til Hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, Teglgaarden og Badstuen foruden en stor Mængde "Boder" og Grundeiendomme spredte over hele Byen. Kommunens Tøihus eller Arkeli, hvor dets Beholdning af Vaaben og Ammunition opbevaredes, tilfaldt Kongen ved Overgivelsen, men blev næppe benyttet mere som saadant, da Kongen selv havde et Tøihus paa Bremerholm. Det laa i nuværende Vimmelskaft ligeoverfor Helligaandskirken og maa have udgjort en Del af "Petersens Kloster"; efter 1558 kom det i privat Eie.

En hel Stab af Embedsmænd og Tjenere var knyttet til Kommunen enten for at varetage Kronens eller Stadens Tarv. Den vigtigste af disse var Byfogden "Kongens Foged", der udnævntes af Slotsherren og aflagde høitidelig Ed til ham paa Slottet i Stat-


331

holderens eller Rigens Hovmesters Nærværelse. Naar dette var sket førte Slotsherren ham til Raadhuset og forestillede ham for den samlede Magistrat som en ret kongelig Byfoged, det skulde agtes og holdes for en saadan, hvorpaa Alle i Procession begav sig til Bythinget, den af Thingstokke indhegnede aabne Plads foran Raadstudøren. Umiddelbart foran Byfogden bares ved denne Leilighed de store Sværd (smlgn. S. 232), der vare et Symbol paa hans Magt. Borgmestre og Raad tog nu Plads paa Thingstokkene, medens Slotsherren med den ny Byfoged ved Siden staaende forkyndte den forsamlede Almue Kongens Valg og befalede den at være Byfogden hørig og lydig. Som vi ovenfor have set, fik Byfogden og Byskriveren i 1567 et Stykke af Borgmestres og Raads Vang, men kun saalænge Magistraten vilde unde dem denne Indtægt; ellers bestod Byfogdens Løn udelukkende af Sportler og i Frederik den Andens Tid et Deputat fra Slottet. Hans Stilling var iøvrigt anset og agtet; ikke faa af Byfogderne bleve senere Borgmestre og Raadmænd.

Byfogden havde samtidig en executiv og dømmende Myndighed; han var baade Politimester og Dommer, men da Magistraten ogsaa holdt Domstol paa Raadstuen, kunde det falde vanskeligt at afgjøre, hvad der hørte under Bythingets, og hvad der hørte under Raadstuens Kompetence, hvoraf Følgen ogsaa kunde blive alvorlige Stridigheder. I Almindelighed kan det siges, at Byfogden havde Opsigt med alle Kongens Sager i.e.: med alle dem, der gav Kongen Indtægt; skulde Bøderne derimod deles mellem Staden og Kongen, maatte begge Parter handle i Fællesskab. Derfor var Stadens Kæmner og Byskriveren (der var Kommunens Embedsmænd) tilstede paa Bythinget mellem Thingmændene eller Stokkemændene for at vaage over, at man ikke gik Kommunens Interesser for nær, medens Byfogden paa den anden Side overværede Magistratens Domstol for at passe paa Kongens Ret. I Almindelighed blev Sager om Manddrab, Slagsmaal, Gjæld, Tyveri, Injurier o. lign., i hvilke der kunde tilfalde Kongen nogen Sagefald og Rettighed, dømte paa Bythinget, medens vigtige og vanskelige Spørgsmaal afgjordes af Magistraten. Byfogden havde derhos Opsigt med Gadernes Renligholdelse og Brolægning; han skulde paagribe Manddrabere og holde dem fængslede, have Tilsyn med Bagerne og Slagterne, at de bagte godt ustraffeligt Brød og ikke brugte falsk Vægt, overhovedet udføre, hvad man nutildags kalder Politiforretninger. Den


332

ældgamle Thingdag var Mandag, og Retten blev sat Kl. 8 om Morgenen, hvilket i hine Tider ikke kan kaldes meget tidligt.

Byskriveren var, som vi have set, tilstede paa Bythinget og ved Raadstumøderne for at føre Thingbogen og Raadstuprotokollen; han udfærdigede Skøder, Domme og lignende Dokumenter og udarbeidede Ruller over det vaabenføre Mandskab. Som kommunal Embedmand havde han Fribolig i et Stenhus paa Hjørnet af Klædeboderne og Gammeltorv; han boede altsaa som de fleste andre af Stadens Tjenere i Nærheden af det Sted, hvorom hans Virksomhed koncentrerede sig. Han havde en fast aarlig Løn, endvidere Sportler af de Dokumenter, han udfærdigede, et Deputat af Kongen (for det, han skrev af Kongens Sager) og endelig en Mark i Borgmestres og Raads Vang paa lignende Betingelser som Byfogden. Mestermanden, Skarpretteren eller Bøddelen, havde ligeledes Fribolig (bag Raadhuset) og 24 Daler i aarlig Løn af Byen; Kongen betalte ham derhos ogsaa Gage for hans Ulejlighed med Kongens Folk. Hans Embede maa have været indbringende, thi der tilkom ham særskilt Betaling for hver Exekution, han udførte, og i hine Tider havde Bøddelen fuldt op at bestille. Han maatte heller ikke reise fra Byen uden Øvrighedens Tilladelse. En gammel Taxt af 1612 bestemmer, at han for en Halshugning skulde have 2 Daler, "men dersom samme Person fremdeles skal lægges hel paa en Steile, maa han tage 1 Daler mere for sin Umage". For at partere og lægge paa fire Steiler fik han 4 Daler, for at radbrække og steile 4 Daler, for en Tyv at hænge 2 Daler, for en Troldkvinde eller Troldkarl at brænde 4 Daler. For at pine, kagstryge, udfølge af Byen o. lign. var Taxten en Del lavere. Hertil kom en Mængde Sportler. Ved Mikkelsdagstider gik han omkring og opkrævede en Skilling af hvert Hus; kom der et Skib med Brænde i Havnen, havde han Ret til at forlange en Part deraf, ja han kunde møde paa Torvet, hvor Bøndervognene holdt, og hvis han her kunde berøre Noget eller bemægtige sig det, var det hans Eiendom, aabenbart fordi det da betragtedes som urent. Denne Uskik blev forbudt i 1612, og Byen holdt ham da skadesløs med et fast Vederlag. Mestermanden var forresten ikke foragtet eller i ilde Ry som Rakkeren; han drev endog et Slags Lægevirksomhed ved Siden af sin anden Forretning, og Frederik den Anden skjænkede ham en formelig Bevilling til at sætte Lemmer


333

i Led og helbrede gammel Skade; dog maatte han ikke gjøre Indgreb i Bartskjærernes Næring og forbinde friske Saar.

Det faste Politikorps, der stod til Borgmestrenes og Byfogdens Raadighed, Bysvendene eller Stadens Tjenere, var meget lille, neppe mere end 5-6 Mand, og kunde derfor kun udrette Lidet eller Intet for den offentlige Orden. Bysvendene havde Fribolig i Kommunens Huse omkring Raadhuset og figurerede som Vagt ved Magistratens Forsamlinger paa Raadstuen, paa Bythinget, ved Henrettelser og lignende Leiligheder, hvorhos de besørgede Stævninger, Tilsigelser, Udpantninger, Beslaglæggelser m. m. Den egentlige Vagttjeneste besørgedes derimod af Borgerne selv paa Omgang, indtil Magistraten i 1567 for at imødekomme de velhavende Borgere, for hvem den personlige Vagttjeneste maatte være særlig byrdefuld, antog og lønnede 100 duelige Karle "paa det Alting ved Vagt her udi Byen saa meget desbedre maa blive forsørget". De fornødne Pengemidler hertil bleve udredede af en "Vagtskat" der paalagdes hele Borgerskabet, men da mange stærke og føre Mænd, som selv kunde vaage, hellere vilde yde den personlige Tjeneste end betale Penge, blev Vagtskatten atter afskaffet i 1582. De Borgere, som vilde være fri for den besværlige Nattevagt, maatte da stille en Stedfortræder, som de selv betalte, men denne skulde være en paalidelig Person, en ung og kraftig Mand og "ikke en løs Kompan, som Dynen ikke sidder fast i Døren efter". Politivagten, eller som den i Modsætning til Borgervæbningen kaldtes: den lille Vagt, var anbragt paa Voldene, i Portene og om Natten i Gaderne, og havde enten faste Poster eller patrouillerede omkring for at holde Øie med "Mord, Manddrab, Tyveri og slig anden Ulyst, Synd og Last", og frem for Alt med Ildløs, der var Tidens store Rædsel og Svøbe, Vagten, hvis Begyndelse og Afløsning tilkjendegaves ved Klokkeringning, kommanderedes af Stadens Vagtmester; en Vagtskriver holdt Mandtal over Borgerne og tilsagde dem, og Byen lønnede desuden Spillemænd, Pibere og Trommeslagere, hvilke dog nærmest gjorde Tjeneste ved Borgervæbningens Mønstringer.

Kommunens Avlsbrug gjorde forskjellige andre Bestillingsmænd nødvendige; saaledes en Hyrde, som i Frederik den Førstes Tid boede paa "Hyrdegaarden" og ikke blot vogtede Bytyrene, men ogsaa Borgernes Kvæg, der græssede paa Fællederne, Pligtsfogden, der havde Opsigt med Stadens Avlsgaard og opkrævede "Græs-


334

pengene", Markfogden eller Markmanden, der havde Tilsyn med Fællederne, Vangemænd, der passede Ledene ved de forskjellige Vange o. s. v. Ved Havnen var der ansat en Strand- eller Havnefoged, som bl. A. skulde sørge for, at der ikke kastedes Urenlighed i Havnen, ved Teglgaarden en Teglgaardsskriver, og da Byen i Slutningen af Frederik den Andens Regjeringstid fik en ordnet Vandforsyning, træde Vandmestre, Rendemestre og Vandkiggere i Kommunens Tjeneste.

En personlig og sikkert trykkende Byrde for Borgerne vare de ulønnede eller saa godt som ulønnede Kæmner- og Rodemesterposter, navnlig da de i 1581 bleve toaarige Bestillinger. De gik paa Omgang mellem Borgerne, og Ingen kunde undslaa sig for dem; dog var det tilladt at kjøbe sig fri. Kæmneren, som indtil 1581 var Medlem af Magistraten, førte Regnskab over Stadens Indtægter og Udgifter og maatte endog ofte staa i Forskud for de sidste; Rodemestrene, hvoraf der var to for hvert Rodemaal eller Kvarter (i alt 16) dannede et eget Laug under en Oldermand og skulde opkræve Skatterne, have et Slags Polititilsyn med Udlændinge, saavelsom med Byens Gader og Brønde o. s. v. Deres Stilling maa have været anset, thi de optraadte som Repræsentanter for Borgerskabet, naar Stadens Regnskab aflagdes; deres Samtykke skulde indhentes ved Afhændelse af Kommunens Jorder og Grundejendomme, og det skyldtes deres Imødekommenhed, at Magistraten, som vi have set, kom i Besiddelse af Borgmestres og Raads Vang. Af saadanne borgerlige Ombud kjendes iøvrigt mange; som f. Ex. Thingmænd eller Stokkemænd, der dannede et eget Laug, og skulde være tilstede paa Bythinget som Vidner, Synsmænd, Vurderingsmænd, Tavlemænd, der bar Tavlerne i Kirkerne, Kirkeværger, Fattigforstandere m. fl.

Som Landets andre Byer maatte Kjøbenhavn stille Mandskab til det almindelige Forsvar baade tillands og tilvands, naar urolige Tider nødvendiggjorde Rustninger, ja der haves endog Exempler paa, at en Borgmester og en Raadmand maatte deltage i Krigstogene som Høvedsmænd. Men ved Siden af denne "almindelige" Værnepligt, havde Stadens Borgere en særlig: at forsvare deres egen By ved at indtræde i Borgervæbningen eller "den store Vagt«. Hertil var enhver Borger forpligtet, der overhovedet var "væragtig" i.e.: istand til at bære Vaaben. Af et gammelt Mønstringsregister fra


335

1588 ses det; at Kjøbenhavns Væbning talte 1641 Mand i otte Afdelinger efter de otte Kvarterer (Øster-, Strand-, Snares-, Vester-, Nørre-, Klædebo-, Kjødmanger- og Frimands Kvarter), dog saaledes at hver to Afdelinger udgjorde en Fane eller Fænnike. I Spidsen for Borgervæbningen stod en Høvedsmand eller "Hopmand"; de øvrige Officerer vare: Profossen, Krigsfolkets Justitsbetjent, 4 Fændriker eller "Fænnikedragere", som bare Fanerne, 5 Feltwebler (der svarer til det nuværende Kommandersergeant), et Antal simple Webler (lavere Underofficerer) og en Fourer, som affattede Lister o. d. Mandskabet var, som det synes, inddelt i Roder paa 10 Mand, der førtes af "Rodemestre", hvilke ikke maa forvexles med de kommunale Embedsmænd af samme Navn. Udrustningen var højst uensartet; der nævnes Hageskytter med Rør (Bøsser), Harnisker, Federspyd (korte Spyd), Slagsværd, Hellebarder og Degener (Kaarder). Det ses altsaa, at man saalænge efter Skydevaabnenes Opfindelse endnu brugte Folk i Jern og Plade saavelsom med Spyd. Borgerne maatte selv holde sig med det Vaaben og Værge, de bleve taxerede til, hvad der selvfølgelig kunde blive dem byrdefuldt nok; ikke sjeldent indeholde Laugsskraaerne Bestemmelser om, at Brødrene skulle "holde deres Rustning udi al Skikkelighed, som de kunne tjene Kongen med, naar Behov gjøres, hver efter sin Evne og Formue", under Straf af Bøder. Rimeligvis har dog Byen hjulpet de ubemidlede Borgere ved Anskaffelsen af Vaabnene. Egentlige Uniformer kjendtes endnu ikke, men der har dog vistnok været en Bestræbelse for at tilvejebringe en vis Ensartethed i Klædedragtens Farve og Snit, hvorhos Soldaterne udmærkedes ved det saakaldte Felttegn, formodentlig et Skjærf eller Baand. I Regnskaber fra Frederik den Andens Tid nævnes følgende Beklædningsstykker: Pijæk, Buxer og Hoser af Osnabrückest (Klæde fra Osnabrück) eller af dobbelt Gørløst (Klæde fra Gorlitz) af brun og rød Farve. Hertil kom Støvler, Madposer, Felttegn, Krudtflasker, Krudtmaal, Lunter o. s. v. Under almindelige Forhold havde Borgervæbningen Intet at bestille, efterdi der hverken afholdtes Øvelser eller Exercits; først i Slutningen af Christian den Tredies Tid blev det paabudt, at der skulde afholdes aarlige Mønstringer, ved hvilke der, hvorledes det end gik med Krigsvæsenet, ialfald konsumeredes Masser af Øl. Ved alle høitidelige Leiligheder, som Kroninger, fyrstelige Bryllupper o. d. traadte Borgerskabet under Vaaben og paraderede i de Gader, gjennem hvilke


336

der gik Processioner. I Aaret 1590 fik Kjøbenhavns Borgervæbning en Statsembedsmand til Fører, idet Rigens Profos fik Ordre til ved Mønstringerne at føre Borgerne i Marken og opstille dem i Slagorden, et Bevis for, at der tillagdes dette Forsvar en ikke ringe Betydning.

Medens saaledes Byens Tynge i.e.: talrige byrdefulde personlige Pligter paahvilede alle Borgere uden Undtagelse, havde Menigmand dog kun liden Indflydelse paa de offentlige Anliggender. Naar der holdtes Bursprog paa Raadstuen (smlgn. S. 324), kunde enhver Borger være tilstede, men naar der skulde tages vigtige Beslutninger paa Stadens Vegne, blev den "menige Almue" neppe raadspurgt. Før Reformationen udstedtes Fuldmagt til at handle paa Byens Vegne vel ogsaa af de mest agtede Borgere, men dog med "menige Almues og Indbyggeres Fuldbyrd, Villie og Samtykke", hvad der tyder paa, at der iforveien har fundet en almindelig Forhandling Sted; efter Reformationen er det en Tidlang Laugsoldermændene og altsaa indirekte gjennem dem Haandværkerne, der have den bestemmende Indflydelse, indtil Handelstanden efter Aaret 1542 skyder Haandværkerne tilside og danner et Slags Byaristokrati, som er absolut dominerende i alle offentlige Anliggender. Paa dette Tidspunkt have altsaa de store Handlende tilkjæmpet sig den fornemste Plads blandt Borgerne; Kjøbenhavn er ved at udvikle sig til Handelsstad.

Der blev overhovedet i Christian den Tredies Regjeringstid gjort Adskilligt for Skibsfartens og Handelens Fremme. Da Adgangen til Havnen var vanskelig, var der udlagt Søtønder i Øresund, navnlig paa Rævshalen, hvilke Magistraten skulde vedligeholde mod at oppebære "en redelig og skællig Penge af hvert Skib efter dets Størrelse"; paa Dragør fandtes endog et "Blusseri" eUer Fyr, som dog nærmest var anlagt til Fiskernes Veiledning under Høstfiskeriet. Ude paa Strømmen var der desuden ofte stationeret et Vagtskib for at "have Besked" af fremmede forbifarende Skibe, og Orlogsskibe krydsede derhos omkring i Farvandene for at holde Kapere og Sørøvere borte. Selve Havnen, som kun bestod af de dengang temmelig brede Kanaler om Slotspladsen og af det gamle Dyb mellem Bremerholm og Egnen om Nikolai Kirke, blev efterhaanden for lille, især da Dybet opfyldtes, og Kongen skjænkede derfor i sine sidste Regjeringsaar Staden den saakaldte Grønnegaards Havn


337

paa Amager til Vinterleie for Borgernes Skibe. Det var en naturlig Indskjæring i Kysten, som egnede sig godt til Havn, og hvor fremmede Skibe ogsaa kunde oplægges mod at betale Vinterleiepenge. En vanskelig Opgave var det imidlertid at holde Havnen ren; man benyttede i hin Tid Søen som Affaldskule; Feieskarn og anden Urenlighed kastedes uden videre i Havnen, og den synes endog at have været temmelig belemret med sunkne Baade og andre Vrag. Vare Skibene passerede Indløbet til Havnen omtrent ved Begyndelsen af nuværende Holmens Kirkes Gravkapel, naaede de et lille Stykke længere frem til Toldboden, som var i det gamle Taarn paa Slotspladsen ligeoverfor Boldhusgade. Hvornaar Nybro, den nuværende Holmens Bro, er bygget, vides ikke; men den skriver sig vistnok fra Frederik den Andens Dage. Havnen deltes i to Dele ved Høibro, som var bygget af Tømmer paa Pæle, med en Vindebro i Midten, saaledes at Skibene kunde passere igjennem. Her udvidede Havnen sig stærkt, thi Pladsen øst for Assistentshuset, hvor nu Fisketorvet er, var aabent Vand indtil 1581, og her søgte vistnok de fleste mindre Skibe ind. Paa Skarnholmen, den første Holm paa Slotholmssiden, havde Fiskerne deres Sildegarn og Fisk ophængte til Tørring, og det var sikkert ogsaa paa denne, at der i 1549 anlagdes et Ladested og en Bradebænk, et Sted, hvor Skibe kunde trækkes op for at males i Bunden med Tjære. En større Sandbanke indsnevrede atter Havnen, indtil den endte ved en i Havet udbygget lille Bro, formodentlig Vandhusbroen, paa hvilken Vandhuset eller Maget var opført. I denne Egn, paa Hjørnet af Naboløs og Snaregade laa Veierhuset, som ved et lille Stræde var forbundet med Stranden, og af hvilket Magistraten havde betydelige Indtægter. Mindre Fartøier og Baade behøvede iøvrigt ikke at søge ind i Havnen, men kunde lægge til ved den tidligere omtalte S. Anna Bro udenfor Østerport, der gik ud i den aabne Strand omtrent ved den nordlige Ende af nuværende S. Anna Plads.

Forholdene vare smaa, og den direkte udenlandske Handel, som Borgerne drev, sikkert yderst ringe. Den kjøbenhavnske Handelsstand havde endnu ikke lært at hente sine Varer i Udlandet. Den største Handelsforretning i Christian den Tredies Tid var Magistratens ovenfor (S. 327) omtalte paa Island og Vespenøerne, der fik et saa uheldigt Udfald, at Eneretten atter mistedes i 1557. At Skibsfarten ikke var betydelig, fremgaar bl. A. af den Omstændighed, at det først


338

var i Christian den Fjerdes Tid, at Skipperne sluttede sig sammen i et Laug, men der fandtes dog altid nogle driftige Kjøbmænd, som handlede paa Østersøkysterne: Sverig, Nordtyskland, Polen og Livland. Hovedseiladsen gik til de indenrigske Havnestæder, og med Nabobyen Malmø havdes der endog en regelmæssig Færgefart, som besørgedes af de saakaldte Møndrikker eller Færgemænd. En Del af Indbyggerne ernærede sig derhos som Prammænd, thi større Skibe bleve vistnok ofte liggende for Anker paa Rheden ved Rævshalen og lossede og ladede i Pramme, andre som Dragere (der nævnes allerede et Dragerlaug i 1525), atter andre som Daglønnere, eller hvad vi nutildags kalde: Sjouere. Sikkert har ogsaa en betydelig Del af den fattigere Befolkning hentet sit Brød paa Søen ved Fiskeri, hvorom Palladius giver et saa mærkeligt Vidnesbyrd i sin Visitatsbog. Det var i Christian den Tredies første Regjeringsaar, at 80 fattige Fiskere stod paa Isen mellem Skibene og Saltholm og stangede Aal, og "vidste dem ingen Livsfare udi al Verden, førend det ganske Stykke Is, de stode paa, brast ned paa alle Sider, og de kom udi Havet til deres Bæltested, og fløde saa hen udi Havet paa Isen tilsammen, indtil de bleve adskilte, nogle til dette Liv og somme til det evige Liv, fordi somme blev reddede og kom op til Amager, somme til Saltholmen, og somme fløde end hen paa Isflager omkring Malmø hen imod Falsterbo, og kom ind til Malmø igjen, og Vandet blev trykket af dem, saa de bleve end ved Livet og kom hjem igjen, men 28 eller 29 fattige Fiskere druknede og døde udi det Vand; deres fattige Hustruer og Børn leve efter paa denne Dag i Kjøbenhavn". Palladius fortæller rørende og smukt, hvorledes disse fattige Fiskere sang Psalmer og sagde hver andre Godnat og bade Gud, at "han vilde tage dem bort udi god Tid", indtil de druknede, hvorhos han "maa give Kjøbenhavns Indbyggere det Lov, at de høre saa gjerne Guds Ord og søge saa samdrægtelig til Prædiken, som de gjøre udi nogen By udi Danmarks Rige".

De fleste Skibe, der kom til Kjøbenhavn, vare altsaa fremmede Fartøjer, navnlig fra de vendiske Stæder, hvis Privilegier endnu stod ved Magt, og som med Nidkjærhed vaagede over ethvert Indgreb i dem. Hansestæderne, siger en Forfatter fra Reformationstiden, sendte hvert Aar Fiskere og Betjente til de danske Kyster med store Skibe, og havde egne Gaarde, Kapeller og Pakhuse i Kjøben-


339

havn, Malmø, Dragør, Falsterbo o. fl. St. Men de Tider vare dog forbi, da Kongerne vare nødte til at bøie sig for Hansestædernes overmodige Fordringer, ja der haves endog et Exempel paa, at Christian den Tredie gav en Adelsmand, Axel Brahe, Tilladelse til at holde sig skadesløs hos de stettinske Skippere, der passerede Øresund, for et Tilgodehavende, han havde i Pommern. Det tydske Kompagni var ophævet, og et Forsøg paa at gjenoprette det kort efter Kong Christians Død strandede fuldstændigt; Magistraten holdt et skarpt Øje med de fremmede Kræmmeres, de saakaldte "Samkjøberes" Færd og paatalte ethvert Indgreb i Stadens Privilegier; Kongen selv lovede at indskrænke de fremmede Kræmmeres Friheder, ifald de indfødte Handlende vilde føre gode Silkevarer og andet Kram og sælge det for en passende Pris; der var kort sagt en Bestræbelse for at sikkre Landets egne Indbyggere Handelsfordelene og enten tvinge de Fremmede, "Gjæsterne" og "Liggerne" til at tage Borgerskab eller vige Byen. Konkurrencen med de udenlandske Handelsmænd var dog trykkende nok; under den Luxusperiode i Klædedragt, som netop opstod paa Christian den Tredies Tid, gjorde de fremmede Kræmmere, der handlede med Gyldenstykke, Bliant og Silkekram, gode Forretninger med Kongen, Hoffet og Adelen, ja fulgte Majestæten i Hælene paa hans Reiser; ogsaa med Borgerne kunde de handle i Smaapartier i otte Dage fra Boder paa Gaden, og i større Partier (Samkjøb) fra 25de Marts til 30te Novbr., selvfølgelig mod at udrede det lovbefalede Pund Peber til Magistraten og den Afgift, der kaldtes "Gjæsteskud". Paa Torvedagene (Onsdag og Lørdag) saavelsom fjorten Dage før og fjorten Dage efter de store Høitider, Jul, Paaske og Pindse, vare de indfødte Handlende fri for al udenlandsk Konkurrence, hvis der da ikke var almindelig Herredag, en Indskrænkning, der selvfølgelig skyldtes Hensyn til de mange Adelige, som strømmede til Byen.

Den indfødte kjøbenhavnske Handelsstand var delt i tre Laug: Kjøbmændene, der ogsaa hed Vandtsniderne eller Klædebolauget, Kræmmerne og Bryggerne, hvortil Skipperne paa Chr. IV.s Tid kom. Vandtsniderne vare, hvad vi nutildags kalde Grosserere og dannede Stadens mægtigste og rigeste Korporation. De havde Detailhandel med Klæde, Fløil, Damask, al Slags Silke og Sardug (Blanding af Lærred og Bomuld), men solgte ellers kun i store Partier. Deres Vareoplag var af meget broget Beskaffenhed, thi ved Siden af saa


340

kostbare Sager som Silke og hollandsk Lærred handlede de med Kobber, Tin, Bly og Jern, Laks og Aal, Sælhundespæk, Honning, Humle, Salt, Hør, Hamp og Kabelgarn, Aske, Beg og Tjære, Svovl og Salpeter, Trævarer som "Vognskud" (Træ til Paneler) og Klapholt (Tøndebunde), endvidere Korn, Mel, Sæbe, Smør, Huder, Skind, Talg, Kjøkkenfedt, Ister, Flæsk, Søm og utilberedt Peltsværk. Deres Laug, Klædebolauget, var det høieste i Staden og var den egentlige Ihændehaver af det danske Kompagni og Skydeselskabet. Her samledes Stadens ansete Handelsmænd med Kongen og Adelen (smlgn. S. 287), men disse sidste deltog naturligvis ikke i Forhandlingen om Handelssager. Vandtsniderne havde en væsentlig Forrettighed, som de iøvrigt delte med Kræmmerne, nemlig at de ligesom Udlændinge kunde afkjøbe Adelen dens Staldøxne.

Det andet Kjøbmandslaug, Kræmmerne, var fortrinsvis Detailhandlere, og handlede dels med samme Slags Varer som Vandtsniderne, dels med Urtekram og Specerier som Peber, Safran, Muskat og Negliker. Af en Laugsskraa, de fik i 1559, ses det, at de solgte Kramgods fra Venedig, Nürnberg, Frankfurt, Vestersø og Brunsvig samt "hvad der gjøres i Tyskland", og at de paa Torvedagene solgte deres Varer fra Træboder paa Gammeltorv og Amagertorv. De maatte ikke være i Kompagni med Fremmede, handle med Andres Penge eller sælge Fremmedes Gods. Den Omstændighed, at deres halvaarlige Laugsstævne fandt Sted i Oldermandens Hus, viser, at de da ikke havde noget særligt Laugshus. Deres Laugsskraa indeholder som alle andre Skraaer forskjellige Betingelser for at blive Laugsbroder: Borgerskabs Løsning, en tre Gange gjentagen Begjæring om at blive optagen, Afgifter til Magistraten og Kongens Foged, Traktement med Drikkevarer (Rhinskvin, ikke Øl) o. s. v.

Den tredie fornemste Handelsklasse var Bryggerne, som i en Tidsalder, da der herskede et umaadeligt Øldrikkeri, fordi Drikkevandet var slet og skadeligt, let bleve velstaaende og kom til at indtage en anset Stilling. Vel bryggede formuende Folk, hvad de havde behov til eget Forbrug, men det var dog ifølge Sagens Natur en yderst ringe Del af Indbyggerne, der kunde tillade sig en saadan Luxus. Bryggerne havde Eneret paa at fabrikere og sælge dansk Øl i store og smaa Partier; fremmede Skippere og Kjøbmænd skulde kjøbe Skibsøl af dem, hvorimod de til Gjengjæld vare forpligtede


341

til altid at levere godt Øl til en af Magistraten fastsat Taxt. Ved Siden af denne Næring havde de desuden Ret til at handle med Humle, Hør, Hamp, Beg, Tjære, Jern, Kobber, Tin, Bly og allehaande preussiske, russiske og revalske Varer, altsaa drive et Slags Hørkramhandel. Desuden maatte de drive Byttehandel med Bønderne, det vil sige: levere dem Byg og Malt mod Tømmer, Madvarer eller Andet til Husets Behov.

Det danske Øl var vistnok ikke videre velsmagende, og hvem der havde Raad dertil, foretrak derfor tydsk Øl, hvoraf der indførtes uhyre Masser. Christian den Tredie anlagde vel i sin første Regjeringstid et Gosebryggeri ved Vandkunsten, hvor der bryggedes Goseøl eller "Gaas", men det var udelukkende til hans eget private Brug. Gaasegade minder ved sit Navn den Dag idag om dette Bryggeri. Man faar et Begreb om de Qvanta tydsk Øl, der indførtes, naar der i et Kongebrev af 7de Septbr. 1548 klages over "den store Guds Fortørnelse og Uskikkelighed, som kommer af det meget Tydskøl, som udtappes og besynderligen iblandt løst Folk udi Pottetal udi vor Stad Kjøbenhavn udi smaa Boder og udi andre ubekvemme Steder", hvorfor disse Smaaudsalg, der foregik i særlige Ølhuse, forbydes. I Fremtiden skulde der af Magistraten "forordineres" fire Borgere, som maatte sælge godt og "uforplumpet" Tydskøl til en nærmere fastsat Taxt; dog maatte de, naar Folk af Kongens Raad eller andre gode Mænd vilde kjøbe et Par Tønder, ikke tage større Fortjeneste end fire Hvid paa Tønden. I Kroerne og fra Boderne maatte der i Fremtiden kun sælges dansk Øl, som var mindre berusende; dog maatte Gjæstgiverne sælge Tydskøl i Pottetal til deres Gjæster, men ikke til Byens Borgere.

Et halvt Aarstid efter blev denne Ordning atter forandret; Handelen med tydsk Øl overdroges da til tolv Borgere, der holdt almindeligt Herberge, dels for at forbedre deres Kaar, dels for at gjøre dem mere villige til at indrette gode Staldrum. De skulde have et Tegn eller Mærke hængende ud af deres Hus og have Eneret paa at sælge tydsk Øl i Tønder og Potter efter den Pris, Magistraten og Kongens Foged dikterede dem. Der blev derhos ansat 4 Vragere, som skulde smage paa Øllet; duede det ikke, skulde det blive ombord i det paagjælden de Skib og føres hjem igjen. Ogsaa for det danske Øls Vedkommende beskikkedes der, ialfald i en senere Tid, Vragere, nemlig to Bryggere, som efter hver


342

ny Brygning skulde gaa rundt og smage paa deres Medbrødres Øl. Befandtes det utilbørligt, ifaldt den Skyldige Bøder, og hans Udsalgsvindu blev tilnaglet. Denne strenge Bestemmelse tyder paa, at adskillig Forfalskning og Bedrageri er gaaet i Svang. De mest ansete tydske Ølsorter vare: Pryssing, der kostede 12 Penning Potten, Hamborger Øl, Kakkebille og Emstøl 10 Penning, Israels Øl og Brunsviger Mumme 6, Rostocks Øl 5, Sundest Øl (fra Stralsund) og Barst Øl 3. Den hele Ordning med det indskrænkede Udsalg af Tydskøl stod dog neppe længe ved Magt; Ølhusene florerede snart igjen; der kom saa mange Tydskølsførere, at de kunde danne et særegent Laug, og disse klagede endog over, at unge Karle og Andre indfaldt i deres Næring, handlede og vandlede med Tydskøl, og holdt aaben Kjælder "udi hvilken sig undertiden stor Letfærdighed og uordentligt Væsen ved Nattedrik, Dobbel, Horeri, Slagsmaal og anden Guds Fortørnelse tildrager". Det overhaandtagende Øldrikkeri gav iøvrigt baade Magistraten og Kongen store Indtægter, thi der betaltes Accise og Told af alt Øl, baade af det, der indførtes og udførtes. Adelen betalte dog ingen Afgift, og Kongen kunde ved særlig Gunst tilstaa Fritagelse derfor. Saaledes havde Universitetet Ret til at indføre et vist Kvantum "fremmed Drik" i.e.: Øl og Vin toldfrit til Professorernes og Studenternes private Behov.

Foruden de tre nævnte Handelsklasser: Vandtsniderne, Kræmmerne og Bryggerne, havde Skipperne endvidere Lov til at befatte sig med Handel, men deres Betydning som Handelsmænd skriver sig først fra Christian den Fjerdes Tid, da Skibsfarten havde taget et betydeligt Opsving. Framkjøberne vare de egentlige Detailhandlere og solgte mange forskjellige Slags Sager ligefra Madvarer som Gryn, Ærter, Bønner, saltet Aal, Spegelax o. d. til færdigsyede Klædningsstykker som f. Ex. Skjorter, Halsklæder, Forklæder o. s. v. af Lærred og Vadmel.

I "Rævebogen" trykt i Lybæk 1555 kaldes Kræmmere og Kjøbmænd "et svigefuldt, argelistigt og bedrageligt Folk", og af de mange Oplysninger, der gives om deres Bedragerier, Forfalskning af Varer og Mønt, deres Aager og "hinderlistige, forgiftige og bedragelige Vexler" faar man ikke noget overdrevent høit Begreb om deres Moral. I Skuespillet "Kortvending" fra Frederik den Andens Tid afslører Kræmmeren sig ligeledes i følgende Monolog:


343

Spansk Messing for Guld jeg sælge kan,
Derved bedrager jeg mangen Mand,
Besynderlig Piger og unge Kvinder,
Der saadan Smykke have kjær udi Sinde.
Dennem kan jeg sætte Briller paa,
At de vide aldrig, hvad de faa,

men der er dog ingen særlig Grund til at betragte denne og lignende Yttringer som berettigede Anker mod Handelsstanden i det Hele. Den 1554 udstedte Lov mod Aager viser derimod, at et saadant Onde fandt Sted i temmeligt stort Omfang, selv om ethvert Udlaan af Penge mod Rente dengang blev betragtet som Aager og som forkasteligt i religiøs Henseende. Den stigende Trang til Kapital og den voxende Handelsomsætning nødvendiggjorde tilsidst Fastsættelsen af en lovlig Rentefod, og efter at have raadført sig med Melanchton og de Høilærde besluttede Kongen, skjøndt modstræbende, at fastsætte Rentefoden til 5 pCt. Enkelte af Universitetsprofessorerne bekjæmpede Forandringen skarpt i Tale og Skrift og paaviste, at Aager stred mod Guds Lov, men tilsidst "samtykte de - siger Hvitfeld - for Handels og Vandels Skyld og da man ikke aldeles kunde afskaffe Aager, at man skulde tage noget og ikke aldeles udsuge sine Jevnchristne". Rørdam oplyser, at Professorerne kunde have Vanskelighed nok ved at modsætte sig denne Lov, da Universitetet selv gav sig af med at udlaane Penge til 10 pCt.

Et Par Aar efter fandt Kongen Anledning til i Handelens Interesse at skride ind mod slette Betalere ved at paabyde Oprettelsen af et Gjældsfængsel, eller som det dengang kaldtes "Svæltekjælderen", thi der var forekommet mangfoldige Klagemaal over, at mange Indlændinge og Udlændinge i Kjøbenhavn understod dem at kjøbe og handle, laane og borge, og ikke agtede at betale, selv om de bleve dømte dertil af Retten. Svæltekjælderen var forresten "et bekvemt Værelse med Skorsten og anden Bekvemhed", men Levemaaden var tarvelig, thi Kreditor skulde kun give en dansk Hvid om Dagen til Debitors Underhold og "ikke mere". Det er denne Institution, som blev staaende ved Magt indtil vore Dage og først "ophævedes den 25de Marts 1872. Adelsmænd kunde ikke hensættes i Gjældsfængsel, men maatte ved et Brev forpligte sig til at tage ind i et bestemt Hus, i Regelen i en af Byens Gjæstgivergaarde, og forblive der i "et ærligt, ridderligt og adeligt Indlager", indtil Gjælden


344

var betalt. Foruden Gjældsfængslet havde Staden to andre Arrester: Raadstukjælderen eller Byens Hægte, hvor mindre Forseelser vistnok bleve afsonede, og Prisonet i det gamle Graabrødrekloster, (nuværende Boghandler Linds Gaard paa Graabrødretorv), som var forbeholdt de groveste Forbrydere (smlgn. S. 40).

Mange af Stadens fremragende Kjøbmænd vare, som all berørt, Medlemmer af Magistraten, og mange af dem benyttedes af Kongerne til Underhandlinger, diplomatiske Sendelser el. desl., hvortil deres Forbindelser i Udlandet og deraf følgende friere Syn paa Livet maatte gjøre dem særlig skikkede. De vare overhovedet en priviligeret Stand i Byen; de laante Kongerne Penge og forstode ypperligt at gjøre sig betalte derfor; undertiden gaves der dem Eneret til Handel paa én eller flere Havne, undertiden forlenedes de med forhenværende katholske Præbender eller Altergods, eller der tilstodes dem andre Privilegier og Begunstigelser saasom Benyttelse af Grunde eller Gaarde, Forpagtning af Told og Accise ell. lign. I Christian den Tredies Dage var Oluf Jakobsen Skriver (først Raadmand og senere Borgmester) en rig og dygtig Handelsmand, som allerede havde været Deltager i Christian den Andens store nordiske Handelsselskab (smlgn. S. 95) og havde havt et Kontor i Stockholm. Han boede i Kompagnistræde, eiede flere Gaarde og Boder rundt omkring i Byen og drev Handel paa Skotland. Mikkel Skriver (Byfoged og Borgmester) var en "verdslig forfaren og vel-agtet Mand" som handlede paa Norge og Holland og tre Aar før Christian den Tredies Død endog opnaaede at blive forlenet med Færøerne (se S. 327). Hans Lykke fik dog en brat Ende, thi efter Frederik den Andens Thronbestigelse indlod han sig i Forbindelse med den landflygtige Peder Oxe, der optraadte fjendtligt mod sit Fødeland, saavelsom med Svenskerne under Syvaarskrigen, og blev ved nogle opsnappede Breve overbevist om Landsforræderi, hvorfor han i 1565 halshuggedes ved Galgen udenfor Vesterport og begravedes paa den nye Kirkegaard. Der kunde nævnes endel andre større Vandtsnidere som Mads Lampe, Oluf Hansen, Anders Jude o. fl.; men det er dog først under Frederik den Andens Regjering, at en hel Række Handelsmænd dukker op, hvis Bedrift er af mere omfattende international Natur.

Næst efter Handelsstanden vare Haandværkerne eller "Embedsmændene", som de kaldtes, den nyttigste Klasse Borgere og bi-


345

drog mest til Kjøbstædernes Udvikling. Deres Indflydelse var heller ikke ganske ringe, thi selv om de paa ingen Maade ansaas for jevnbyrdige med de høiere Borgerklasser, og der netop i nærværende Periode begyndte at danne sig et udprægget Borgeraristokrati, vedblev Laugene dog gjennem deres Oldermænd at deltage i de offentlige Anliggender og repræsentere den menige Almue ved alle officielle Leiligheder, ligesom der ikke længere var nogen legal Hindring som i Erik af Pommerns Tid, for at en Haandværker kunde beklæde kommunale Æresposter, forudsat at han ikke "brugte sit Embede" i.e.: havde lagt Haandværket paa Hylden. Men i denne Indskrænkning ligger der en tydelig Tilkjendegivelse af den lavere Rang; Arbeidet med Haanden betragtedes som en fornedrende Beskjæftigelse, Haandværkerstanden som en underordnet Kaste, der først maatte opgive sin Næringsvei for at kunne komme i Betragtning ved Siden af sine Medborgere.

Det Princip, der ligger til Grund for Laugsvæsenet, er omtalt udførligt foran (S. 240 og flg.) og kan i Korthed betegnes som Laugstvang, dels rettet udadtil mod de øvrige Borgere, dels indadtil mod Laugets egne Medlemmer. Derhos var der en stadig Bestræbelse fra Kjøbstædernes Side paa at gjøre Handel og Haandværksdrift til udelukkende Kjøbstadsnæring, i hvilken Henseende Byerne støttedes ivrigt af Kongerne. Allerede Christian den Anden havde befalet, at "ingen Embedsmænd, Skomagere, Skrædere eller Skindere (Arbeidere i Læder) maatte bruge deres Embede paa Landsbyerne og fare fra den ene By til den anden", og denne Bestemmelse indskjærpedes og fornyedes i Christian den Tredies forskjellige Recesser. I den kjøbenhavnske Reces af 1537 fik saaledes alle Haandværkere i Landsbyerne Befaling til at forlade deres Boliger og drage ind til Kjøbstæderne med Undtagelse af nogle faa for Landbefolkningen uundværlige Haandværk: Grovsmede, Tømmermænd, Murmestre og Skrædere; dog maatte ingen Landsbyskræder sy andet Stof end Vadmel. Herved blev Landbefolkningen tvungen ind til Kjøbstaden for at kjøbe og sælge. Forbudet mod almindelig Haandværksdrift paa Landet gjentages i den koldingske Reces, men er vel neppe blevet strengt overholdt saalidt som den af Kongen paabudte Taxt for en stor Mængde Haandværksartikler. Ialfald klages der stadig over Misbrug og over Haandværksfolks "Uskikkelighed og Modvillighed, som paa det høieste besvære


346

Undersaatterne", i.e.: lade sig betale ublu for deres Arbeide. Men Følgen heraf var, at Haandværkerne vel i det Hele stod sig godt, og det er i saa Henseende betegnende, at den fattige Kjøbmand i "Kortvending" beklager, at han ikke har lært et Haandværk; thi "hvo et Embed haver lært og kan, fuldt vel kan det føde en Mand". Tusindkunstneren, der optræder i samme Skuespil og praler af at være Skomager, Remsnider, Bødker, Snedker og Bundtmager paa engang, gaar det tilsidst ilde, fordi "syv Embeder er syv Ulykker", men Skomageren, der er bleven ved sin Læst, samler Gods og Penninge,

Thi kan mig Intet bedre tykke,
End hver Mand nøies med sin Lykke,
Og med det Kald, han er udi
Og bruge det ret og arbeide fri,
Saa vil Gud hannem benedide
Og føde hannem vel foruden Kvide.

Ikke alle Haandværksklasser dannede Laug, thi adskillige havde et altfor ringe Antal Medlemmer til at bære de dermed forbundne Udgifter og kunde derfor ikke drage nogen Fordel af en intim Sammenslutning, ja i mange Fag har der sikkert kun været nogle ganske faa Kyndige. I Christian den Tredies første Regjeringstid kjendes ialt 16 kjøbenhavnske Laug, hvoraf 1, Rodemestrenes, var et Bestillingslaug, sammensat af forskjellige Næringsdrivende, 4 vare Handelslaug nemlig Vandtsnidernes, Kræmmernes, Bryggernes og Framkjøbernes, og 11 egentlige Haandværkslaug, hvoraf Guldsmedenes var det fornemste. Disse Laug ere opregnede S. 242 her i Bogen. I Aaret 1550 dukker Væverlauget op for første Gang i Kjøbenhavn; det faar en Skraa, som det udtrykkelig siges, "efterdi vi se og forfare, at Væverembedet her i Kjøbenhavn sig formerer baade af danske og synderlig skotske Folk". Malerne, Snedkerne, Bogbinderne, Bødkerne, Tømmermændene, Murmestrene, Glarmestrene o. fl. kom først senere i Laug, skjøndt alle disse Haandværk selvfølgelig vare tilstede i Byen.

Det forstaas af sig selv, at Reformationen maatte bevirke gjennemgribende Forandringer i Laugsskraaernes Aand og Bogstav, efterdi deres religiøse Betydning helt forsvandt tillige med Helgentilbedelsen, Processionerne, Voxlysene for Skytspatronens Alter o. s. v. men de fleste bleve dog vistnok bestaaende indtil videre og tillempedes efter Tidens Fordringer. Laugstvangen, Afgifterne for at vinde Em-


347

bedet, Traktementerne, Bestemmelserne om ægte Fødsel, Begunstigelsen af Giftermaal indenfor Lauget, Bestræbelsen for at bevare Haandværket i en snever Kreds af Familier og mange andre Forhold vare de samme som før, og først lidt efter lidt, naar det viste sig paatrængende nødvendigt, afløstes Skraaerne af nye. Saaledes fik Guldsmedene og Skræderne hver en ny Skraa i Aaret 1545, Remsniderne, Pungmagerne, Taskemagerne og Sadelmagerne en i 1549, Væverne og Skomagerne en i 1550 og endelig Smedesvendene en i 1554.

Guldsmedenes ældste Skraa er af 1429 og skrevet paa Tydsk; den fornyedes allerede i 1496 og var da paa Dansk, hvoraf man ventelig kan slutte, at indfødte Elementer havde faaet Overvægten i dette Haandværk. (Smlgn. S. 247.) I god Samklang med det ædle Metal, hvori de arbeidede, saavelsom med det personlige Forhold, hvori de naturligt maatte træde til Rigets Stormænd og Kirken, vare de det fornemste Haandværkslaug, om ikke just det ærligste. Ialfald klages der bestandig over Bedragerier; i Recessen af 1537 hedder det, at "de forfalske og formænge Sølvet og Guldet med Kobber, Messing og anden Del" og bruge "Fynantser og Svig med Messing, Kobber, Jern, Bly, Tin, Vox, Træ, Ler eller hvad som helst det være kan at forgylde", hvorfor de trues med strenge Straffe og sættes under Magistratens Tilsyn. I 1540 berøvedes de Retten til selv at stemple deres Varer med Byens og deres eget Mærke, hvilket nu skulde besørges af Oldermanden, som under Livsstraf ikke maatte stemple noget Sølvarbeide, der ikke var 14 1/2 lødigt (for hamret Sølv) og 14 lødigt (for støbt). Ogsaa med Arbeidets Godhed havde Oldermændene Kontrol; de skulde hver fjortende Dag eller dog én Gang om Maaneden gaa rundt i Værkstederne og slaa i Stykker, hvad der ikke var "dueligt og godt"; fjerde Gang skulde den uduelige Mester bøde en Mark Sølv. En mærkelig Bestemmelse var det, at Guldsmedene ikke maatte arbeide hemmeligt i Kjældere, Boder, paa Lofter eller "andetsteds udi hemmelige Vraaer eller Vinkel", men skulde sidde for aabne Vinduer, saaledes at Enhver kunde holde Øje med deres Gjerning. Heraf fremgaar det, at de ligesom alle Datidens Haandværkere havde Boder med aabne Vinduer eller Luger til Gaden, fra hvilke Handelen dreves. Et saadant Guldsmedeværksted var sikkert højst tarveligt; der fandtes neppe engang Noget udstillet, thi Bedriften var ikke stor, og en Beholdning af færdige Varer kjendtes ikke. Naar en Rigmand bestilte et


348

større Arbeide, leverede han sædvanligvis selv Sølvet eller Guldet dertil, og Massebestillinger vare sikkert ikke hyppige. I den nye Skraa af 1545 bestemmes det ogsaa, at ingen Mester maa have mere end to Svende, hvilket ikke tyder paa stor Næring, skjøndt Bestemmelsen selvfølgelig nærmest er indført for at hindre den ene Mester i at tage Luven fra den anden. Ved denne Skraa blev Guldsmedelauget iøvrigt, hvad man kalder et "sluttet" Laug, thi det bestemtes, at der fremtidig ikke maatte være mere end 10 Guldsmede i Staden; og ingen Svend kunde altsaa blive Mester, uden at en Plads blev ledig ved Dødsfald. Adgangen var vanskelig nok endda, thi dels kunde Enken drive Haandværket Aar og Dag, dels havde en afdød Mesters Søn Forret fremfor nogen af Svendene; det Klogeste, en saadan kunde gjøre, var derfor at gifte sig med Enken, thi "Embedet" fulgte da med, eller med hendes Datter, thi Enken havde Ret til "at oplade samme sin Datter sit Embede til en Brudeskat og Ære". Det var en lang og besværlig Vei at naa frem til Mesterværdigheden; enhver Dreng skulde staa 5, 6 Aar i Lære, undertiden længere; derpaa fulgte den uberegnelig lange Svendeperiode, og endda skulde der, naar Maalet var nær, gjøres Mesterstykke (et Drikkebæger, en Guldring med indfattet Sten, et Beslag eller en Ring til et Brudesmykke samt et Bælte) og endelig "efter gammel Vis og Vanhed" betales 7 Mark til Lauget. Da Christian den Tredie i 1558 ophævede Forpligtelsen til at gjøre Mesterstykker i alle Laug, var det ogsaa i den aabent udtalte Hensigt at befri "den unge Embedsmand for Gjæstebud og anden stor Besværing, som hannem paalægges af de Gamle".

I alle Laugsskraaerne gjenfindes en indtil Ubluhed grændsende Bestræbelse for at gjøre Adgangen vanskelig og bekostelig for nye Mænd, men tillige begunstige de Familier, som engang ere Medlemmer af det. Udgifterne formindskes betydeligt, i Reglen til det Halve, naar den Paagjældende indtræder i Lauget ved Ægteskab med en Mesters Enke eller Datter. Ikke sjeldent maa Enken bruge Embedet ikke blot et kort Naadensaar, men saalænge hun er ugift; dog maa hun kun holde en enkelt Svend, for hvem Fristelsen da maa have været stor. Der forlanges altid ægte Fødsel, og den Paagjældendes Hustru maa derhos være en "Dannekvinde eller et godt ærligt Folk", som er Lauget værd. Den gamle Bestemmelse om, at ingen Retstrætte maa føres frem for Domstolene uden den


349

først har været for Oldermanden, gienfindes efter Reformationen saavelsom Bøderne for Uordener, Usømmelighed, Dobbel og Slagsmaal i Laugshuset, for Opsætsighed mod Oldermanden, Bagtalelse af en Broders Arbeide, Indgreb i hans Næring, Forkjøb m. m. En Levning af Middelalderens religiøse Forpligtelser ere saadanne Paabud, som at et vist Antal Brødre skulle vaage over en afdød Broders eller Søsters Lig om Natten, og at Alle skulle følge det til Kirken og blive der, indtil det er begravet. Skrædernes nye Laugsskraa af 1545 (den ældre er fra 1275, altsaa fra Erik Glippings Tid) saavelsom Remsnidernes og Pungmagernes fire Aar senere ere aabenbart fremkomne, fordi disse Laug bleve trængte og trykkede dels ved udenlandsk Konkurrence, dels ved Uvedkommendes Indgreb i Næringen, og i denne sidste Henseende synes navnlig Skræderne at have været uheldigt stillede. Ikke blot holdt Kongen og Dronningen Hofskrædere, der syede for dem og Hoffet, men de Adelsmænd, der boede i Byen, fulgte Exemplet og holdt "Herreskrædere". som dog ikke indskrænkede sig til den snevre Kreds, for hvilken de nærmest arbeidede, men gik Skræderlauget i Næringen. Borgerne tog en Svend hjem til sig og slap derved billigere til deres Klæder end ved at henvende sig til en Laugsmester; Landsknægtene, blandt hvilke der fandtes tappre Skrædere, skabte sig en velkommen Bifortjeneste ved at sy for Folk; der var endvidere en Overflod af Fribyttere, som i en senere Tid kaldtes Fuskere, Størere og Bønhaser, og endelig solgte Kræmmerne indførte Hoser (Benklæder og Strømper i Et) til stor Skade for Skræderlauget. Skraaen forsøger nu at afhjælpe alle disse Onder; det forbydes saaledes "Herreskræderne" at sy for andre end Adelsmænd og deres Tjenere, Borgerne maatte aldeles ikke holde Skrædere i deres Hjem, Landsknægtene maatte ikke bruge Embedet uden "under deres eget Regimente", Kræmmerne maatte kun sælge Hoser i hele og halve Dusin, og endelig forbødes det Enhver at skjære og sy, før han var optaget i Lauget, under en Bøde til Kongen, Byen og Lauget for hvert Stykke. Derimod skulde Skræderne om fornødent arbeide i Kongens og Dronningens Tjeneste, thi - hedder det - "om nogen Laugsbroder vorder tilsagt af Oldermanden at hjælpe vores kjæreste, naadigste Herres Skræder og hans Naades Fyrstindes Skræder med sine Svende, naar han tilsiges og det forsømmer, da bøde han 3 Mark og gjøre


350

ligevel Fyldest i samme Tjeneste". Skræderne havde ligesom de fleste andre egentlige Haandværkere ingen Taxt; det siges kun i al Almindelighed, at de skulle gjøre deres Arbeide "vel og med Flid, at der ikke kommer Klage paa dennem", og at de maa tage en "temmelig Pending" for det.

I Remmesnidernes, Pungmagernes, Taskemagernes og Sadelmagernes Skraa af 1549 siges det strax i Indledningen at "dennem baade af Indvaanere og Udlændiske sker meget for kort imod deres Skraas Indholdelse", og at Sadelmagerne have klaget over, at "Fremmede føre Sadler ind i Riget imod deres Embeds Frihed". Derfor gives en ny Skraa med de sædvanlige Forbud mod at bruge Embedet, før man er optagen i Lauget, saavelsom mod Salg af fremmed indført Arbeide (undtagen under Herredage), endvidere Bestemmelser om Mesterstykket og Mesterkosten (to Fade salt Mad, to ferske Retter med Steg, samt Smør og Brød og dertil to Tønder dansk Øl), om Orden i Laugshuset m. m. Sadelmagerne udskille sig her for første Gang fra de øvrige Læderarbeidere, idet nogle faa Artikler vedkomme dem alene. Vævernes første Skraa af 1550 indeholder skarpe Bestemmelser mod Svende og Drenge, der løbe af Lære i Utide, og endvidere mod den saakaldte Frimandag, mod hvilken der uophørlig kjæmpedes, men som det aldrig lykkedes helt at afskaffe. "Ingen skal gjøre Frimandag mod deres Mesters Villie - hedder det - hvo herimod gjør, bøde i Bøssen første Gang 4 Skilling, anden Gang 8 Skilling; gjør han det fortrædeligen tredie Gang med Foshed udi Mytteri, da sættes han i Kjælderen (paa Raadhuset) to Nætter og siden bøde to Mark til Kongen og Byen og en Mark i Bøssen med Dannemænds Bøn om han skal blive i Byen". En Væversvend, der tog sig for mange Frimandage, kunde altsaa udvises af Staden.

Skomagernes nye Skraa af 1550 indeholder forskjellige Bestemmelser, der ikke gjenfindes hos andre Laug. Medens det nemlig tidligere (smlgn. S. 243) var forbundet med stort Traktement og gjentagne "Igangskoster" at blive optaget i Lauget, fastsættes det nu, at der istedet skal gives en rund Sum af 4 Daler til Laugshusets Forbedring og Vedligeholdelse samt til en Syge-, Understøttelses- og Ligkasse for Brødrene. Hidtil synes kun Bagersvendene at have kjendt en saadan Sygekasse (se S. 246). Samtidig afskaffes Skoboderne: enhver Mester kan nu sælge sit Arbeide fra


351

sit eget Vindu og Hus, der betragtes som "ret Skobod"; med andre Ord: Skomagerlauget er ikke længere sluttet. Endelig faar man af Smedesvendenes Skraa af 1554 et lille Indblik i Datidens lavere Haandværksstands Vilkaar og Sæder. Først paabydes dem, sikkert med god Grund, at føre "et bekvemt og høvisk Levnet uden al Guds Fortørnelse, store Eder, Banden og andre Uskikkeligheder". Det var dengang meget almindeligt at kryddre Talen med Eder, thi allerede Palladius ivrer derimod, og i Recessen af 1537 befaler Kongen, at der skal hænge en Ferle i Borgestuerne for dem, der bande, for at Folkene selv kunne holde Justits indbyrdes. Man ser, at Smedesvendene desuden have havt for Skik at tage berygtede Folk med i Laugshuset, nøde hverandre til at drikke, hvoraf Følgen "med Orlov sagt blev, at de spyede", udskjælde hverandre med "Overord og Øgenavne", overhælde hverandre med Øl, trække hinanden i Haaret, ja slaa hinanden "blaa og blodige med Kniv, Sværd og anden Værge". Imod alle disse Forseelser foreskrives der større og mindre Bøder for det meste i Øl og Penge, men Synderen havde dog den Forret at kunne tage én eller flere Gjæster med sig efter Bødens Størrelse, naar hans Øl blev drukket. En farlig Bestemmelse var det, at Brødrene kunde sætte Pant ved Drikkegilderne, naar de ikke havde rede Penge hos sig. Overhovedet faar man af denne Skraa et tydeligt Indtryk af den opdragende Indflydelse, Laugene maatte udøve i en raa og voldsom Tidsalder, og i hvilken Grad de lettede Øvrigheden Arbeidet. Den, der rømte Staden for Gjæld, mistede saaledes sin Laugsret; den, der klagede til Øvrigheden uden først at have forsøgt at komme til sin Ret hos Oldermanden og Skafferne (med Appellation til de "gamle Smedes Oldermand"), maatte bøde; den, der om Natten laa ude af sin Husbondes Hus eller tog sig Frimandage om Arbeidsdage (thi Smedesvendene havde to lovlige Frimandage om Aaret), maatte ligeledes betale til Bøssen. For Selskabeligheden var der sørget til Overflod, thi foruden de almindelige Laugsstevner, der gik hyppigt paa, var der ved Fastelavnstid Dands i Laugshuset, hvor Brødrene dandsede med Sværd ved Siden og vel maatte tage sig iagt for at slippe Haandfæstet eller snuble over Klingen; ved Maidagstide drog de ud i Skoven i Optog og kaarede en Maigreve, der bar en Krands om Hovedet som Symbol paa sin Værdighed. Smedesvendene havde den Forpligtelse at høre Guds Ord og Prædiken saa mange Helligdage om Aaret, som


352

der var Messe og Prædiken i alle Sognekirker, og de skulde skiftes til at vaage hver Nat hos deres syge Brødre og følge dem til Jorden, ifald de døde. Af Overskudet i Bøssen skulde ikke blot Laugets egne Syge hjælpes, men "paa det at fattige Peblinge og husarme usle Folk ikke aldeles skulde forsømmes, at de skulde jo noget Godt nyde vort Laug ad", skulde Oldermanden, hver Gang han gjorde Regnskab, give samme Fattige 12 Skilling uden al Forsømmelse, "og mere, om der er Evne til, paa det at Gud Almægtigste maa nogen Ære ske af samme Laug, og Brødrene maa mere forfremmes udi al Guds Ære og Benedidelse".

For den kjøbenhavnske Haandværksstand aabnede der sig iøvrigt paa Christian den Tredies Tid en Udsigt til at blive Banebrydere i et fremmed Land, idet den russiske Storfyrste, Ivan den Skrækkelige i sine Bestræbelser for at indføre nyttige Kunster i sit Rige, ogsaa henvendte sig til den danske Konge, da "han havde hørt, at Danmark skulde være vel forsynet med Haandværksfolk". Der var imidlertid kun Faa eller Ingen, som fulgte Opfordringen, hvad enten de kjendte Storfyrstens Rygte, eller de overhovedet frygtede for at drage bort til det ukjendte barbariske Land. Den navnkundige Borgmester Ambrosius Bogbinders Broder, Hans Bogbinder blev dog afsendt til Moskau med et Exemplar af den danske Bibel, og nedsatte sig her som den første Bogtrykker i Rusland.

Det vigtigste Byggeforetagende, som i Christian den Tredies Tid foretoges i Kjøbenhavn, vare Forbedringerne og Tilbygningerne ved Slottet, der var gammelt og brøstfældigt, og navnlig for den egentlige Beboelseslejligheds Vedkommende tarveligt og ubekvemt. Arbeiderne vare omfattende, thi ikke blot blev Kirkefløien, den største Del af Kongefløien og af den tilstødende saakaldte Drabantsalsfløi opbygget fra Nyt af, men sandsynligvis ere de ældre Bygninger blevne restaurerede og istandsatte. Kongen ledede selv Arbeiderne, gjennemsaa Overslagene og sendte "Skabeloner" til Detaillerne; en ubekjendt Bygmester, Mester Jakob, stod ved hans Side, saavelsom Lehnsmanden paa Kjøbenhavns Slot, Peder Godske, en høit anset Adelsmand, der havde spillet en Rolle i Grevens Fejde, og som ikke blot havde Kongens fulde Tillid, men ogsaa stod Sjællands Biskop, Peder Palladius nær.


353

Slottet var, som gjentagne Gange berørt, et forvirret uregelmæssigt Komplex af Bygninger, opført til forskjellige Tider, udadtil omgiven af en vaad Grav, udenfor hvilken der var eller havde været Mure og Volde, indadtil samlende sig i en kredsformet Mangekant om en snever indre Slotsgaard. Kredsen var dog ikke helt sammenbygget, thi bagtil var Riddersalsfløien skilt fra Prindsessefløien ved Urtegaarden, som for en Sikkerheds Skyld omgaves af en høi Mur ud til Graven og dækkedes af en "Runddel", et muret Værk til Kanoner. Hovedadgangen førte over en Bro med et Porthus, hvis Fundament laa, hvor Frederik den Syvendes Rytterstatue nu er. Blaataarn, det i Danmarks Historie saa navnkundige Fangetaarn tæt ved Hovedindgangen, den tilstødende Raadhusfløi, hvor Kongen havde sit Kancelli og Rigsraadet sin Forsamlingssal, samt enkelte Dele af Konge- og Drabantsalsfløien vare de ældste Partier af Borgen. Christiern den Første havde bygget Riddersalsfløien paa to Etager (se Side 82) og Kong Hans Prindsessefløien paa tre Etager. Slottets Ydre maa have været mørkt og alvorligt; en fast Borg med tykke Mure, skumle Værelser, Svalegange og Skydehuller, men trykkende og tungsindig som Bolig.

Det var i sine sidste Regjeringsaar, at Christian den Tredie besluttede at ombygge Slottet, og der blev taget fat paa Arbeidet med overordentlig Energi. Allerede i Mai 1546 var der foregaaet en mindre Reparation, thi den daværende Slotsbefalingsmand Eske Bilde gjorde Kongen opmærksom paa, at Blaataarns blytakte Spids var saa beskadiget, at Spær, Hvælvinger og Mure vilde blive fordærvede, hvis Vinteren kom paa, inden det var istandsat, og dette gav Anledning til at Taarnet fik et nyt anseeligt Spir, vistnok med fritstaaende Figurer i Hjørnerne; thi i 1563 nedblæste der et forgyldt Fortunabillede. I 1552 begyndte Peder Godske for Alvor at indsamle Materialier til Slotsbygningen; Orlogsskibe udsendtes for at afhente hugne Sten til Fundamenterne; Kalk og Mursten brændtes i Hundredetusinder hos Lehnsmændene paa Krogen, i Helsingborg, Esrom Kloster, Malmø og andetsteds; Tømmer bestiltes i Bahus og Nyborg, og der blev, efterhaanden som Arbeidet rykkede frem, hugget Trappesten paa Kullen, rekvireret Murankere af Jern, kroget Tømmer og deslige, hvorhos Kongen laante Teglgaardene i Kjøbenhavn og Malmø af disse Byers Magistrat. Det havde oprindelig været Meningen kun at lægge to Fangedæmninger over Slots-


354

graven udenfor den Bygning (Kongefløien), der skulde opføres, og "opøse" Vandet, saaledes at der kunde mures i Grunden, thi Kongen frygtede for, at der, hvis hele Graven blev tørlagt, vilde blive "megen ond Lugt der hos Slottet". Ikkedestomindre blev alt Vandet udpompet, og Leiligheden benyttet til at rense Graven i dens Helhed, hvilket besørgedes af Bønderne fra Stevns, Bjeverskov, Ramsø, Thune, Smørum og Sokkelunds Herreder, som maatte møde med Heste og Vogne, Skovle og Spader og arbeide i to samfulde Dage paa egen Kost og Tæring. Charakteristisk for Slottets uregelmæssige Grundplan er det, at Kongen paalægger Peder Godske, at Huset ikke maa komme for langt udi Graven, men at han skal finde en Fagon, saa det bliver ligesom det stod i en Bugt og ikke bliver med Hjørner ud fra den gamle Mur.

Af de talrige Breve, der vexledes mellem Kongen eller hans Sekretair Corfitz Ulfeldt og Slotsherren, kan man omtrent følge Byggearbeidernes Fremskridt. I Sommeren 1554 er Kongefløiens Mure opførte, Taget bliver lagt, der arbeides i det Indre, og rekvireres "Vognskud" til Paneler (egentlig "Wandschütz", Træ med lige Aarer). Glarmestrene faa travlt med at indfatte Ruderne i Bly, og Kongen anbefaler Peder Godske at passe vel paa, at Indfatningen bliver saa godt gjort, at der ikke kan trænge Vand ind mellem Glasset og Blyet. Med disse Arbeider hengaar Vinteren, og i Begyndelsen af 1555 sluttes der Kontrakt med Hans Kleinsmed om Laase, Dørjern og Vinduesjern. Samtidig tages der fat paa den mod Slotsgaarden vendende Del af Drabantsalsfløien, i hvilken der hidtil havde været Stegers forneden, saavelsom paa Slotskapellet. Disse Bygninger komme under Tag i 1556, men deres indre Udstyrelse er maaske ikke bleven helt færdig ved Kongens Død.

Beskrivelser af Slottet fra hin Tid kjendes ikke, og man har derfor kun sparsomme Oplysninger om dets Udstyrelse og Indretning. Kongefiøiens Ydre var dog i det Væsentlige, som det vedblev at være indtil Ombygningen under Frederik den Fjerde, og som vi ville faa det at se paa talrige Afbildninger: et fem Etages efter Tidens Fordringer imponerende Hus, hvor Kongen havde sine daglige Værelser paa første Sal til Slotspladsen, og hvorfra der var "en lystig Prospekt og Udsigt til Stranden, Holmen, Flaaden og anden mere Lyst, som kan ses, hvor Skibene mangfoldeligen seile af Øster- og udi Vestersøen hen og ud igjen". Paa Grund af den usæd-


355

vanlige Høide og frie Beliggenhed tæt ved det aabne Hav beherskede den nye Bygning ikke blot Staden, men den kunde ses langt ude paa Søen, og det fortælles i 1591, at forbiseilende Skibe i lang Afstand strøg deres øverste Seil for at vise Kongens Slot Ærbødighed. Naar Prig i sit latinske Æredigt ved Christian den Tredies Kroning omtaler Slottets Pragt og fortæller, at de gamle Kongers Billeder stode opstillede i en lang lysende Række, deriblandt Christiern den Første med Scepter, Hjælm, Sværd og en erobret Fane i den venstre Haand, ses det ikke tydeligt, om der hermed menes Statuer af støbt Metal eller Malerier, ligesaalidt som man véd, om disse Kunstværker vare anbragte til Prydelse ved denne enkelte Leilighed eller hørte til Slottets Inventarium. I Drabantsalsfløien havde Drabanterne deres Tilhold, hvoraf Kongen altid havde endel om sig; saaledes havde Frederik den Anden i 1571 ikke mindre end 50 Drabanter. Det Slotskapel, Christian den Tredie nedbrød for at opføre et nyt, var bygget af Valdemar Atterdag, og har rimeligvis været brøstfældigt og forfaldent, vel ogsaa for lille for den større Hofholdning. Saalænge Kapellet var under Opførelse, fortæller J. L. Wolff, kjørte Kongen med Hofjunkerne og Dronningen med sine Jomfruer til Vor Frue Kirke, hvor den saakaldte Tolvprædiken var bleven indrettet, men naar det var godt Veir, red baade Kongen og Dronningen med deres Hoffolk paa Gangere gjennem Gaderne. Slotsherren og de øvrige Slotsfolk søgte derimod S. Nikolai Kirke.

Kjøbenhavns Slot var ingensinde en prægtig Bygning og blev langt overstraalet af mange andre adelige og kongelige Borge i Landet. Men netop paa Grund af sin bizarre Uregelmæssighed, der oplivedes af Trappe- og Hjørnetaarne, "Erker", Skorstene, Spir og Fløie, de fremspringende Gavle med deres løierlige Skjævheder, de gamle Svaler med Skydehuller, de talrige Krinkelkroge og Løngange, kort sagt hele den usymmetriske tilfældige Grundplan maa Borgen have gjort, hvad man nutildags kalder et malerisk Indtryk. Netop paa Christian den Tredies Tid begyndte Renaissancetidens Skjønhedstrang at sende sine Dønninger op til Norden, og disse ere ogsaa kjendelige i Nybygningerne paa Slottet, skjøndt mindre udadtil, hvor den faste Borgs Tilknappethed og fæstningsagtige Alvor i det Hele blev bevaret, om man end i det større Antal Vinduer og de hvide eller "stenfarvede" Mure (thi hidtil vare røde Mure det almindelige) kan skimte en Paavirkning fra Syden. I den indre


356

Slotsgaard udfolder Kongefløiens Hovedfaçade sig derimod med en vis Rigdom og Pragt; aabne Galerier løbe her parallelt med hinanden over hele Bygningens Brede og overskjæres af en smuk og pyntelig Karnap, som forneden hviler paa en jonisk Søile og foroven afsluttes med et buet Tag og et lille Spir med en kunstigt udarbeidet Fløistang. Karnappen paa Kongefløien er Slottets Hovedprydelse; Kongen befaler saaledes Mester Jakob, at Panelværket udenpaa det skal udskjæres med Aarets tolv Tider efter nogle Malerier, som "hængte paa vort Kammer der paa Slottet", Hans Maler faar Ordre til at male Karnappen med "allehaande Farver, eftersom Behov gjøres", ja der blev endog anvendt Guld paa den.

Med Hensyn til Værelsernes Antal og Brug mangle alle Oplysninger, men den indre Fordeling har vel omtrent været som paa adelige Borge, naar undtages de Forandringer, som Kongehusets og Hoffolkenes hyppige Nærværelse nødvendiggjorde. Slottet var i Grunden paa engang Centraladministration, Kongeborg og Adelsgaard, hvor Slotsherren og hans Folk dannede den faste Besætning, og ligesom for at fuldstændiggjøre den sidste Charaktér havde det en Avlsgaard i Nyby (smlgn. S. 9), der indrettedes af Chr. III i 1548 og først nedlagdes i 1623, da Chr. IV anlagde en ny Ladegaard ved Ladegaardsaaen. Foruden Kongens og Dronningens Værelser i Kongefløien, hvilke i Reglen bar Navn efter deres Farve, Drabanternes Opholdsværelse (Drabantsalen), Hoffolkenes Sengekamre m. m. havde Statholderen, Slotsherren og Slotsskriveren (der nævnes 1546 en Skriverstue) Bopæl her; Kancelliet og Rentekamret havde deres Lokaler i Raadstufløien, og der var selvfølgelig ogsaa Fruerstuer, Jomfrukamre, Sommerstue og Borgestue, den sidste maaské i Kjælderen. Et usædvanligt Liv herskede paa denne Plet; herfra lededes Rigets Anliggender, her forhandlede Kongen med Udlandets Gesandter, her færdedes Riddersmænd, Hoffolk, Geistlige og Borgere mellem hinanden, medens Christian den Tredies Dronning Dorothea levede i Fruerstuen med sine Døttre og opdrog dem til Huslighed og streng luthersk Rettroenhed. "Bibelen var daglig Læsning i hendes Hus; den senere Churfyrstinde Anna maatte staaende læse Bordbønnen; Kongedatteren blev holdt til Spinderokken, til Baldyren, til at gaa om i Husholdningen, ja medicinske Kundskaber vare end ikke fremmede for hende". En stor Mængde adelige Jomfuer opdroges ligeledes her til "Tugtighed, Skikkelighed og Finhed", hyp-


357

pigt fra Barndommen af; Majestæterne traadte dem i Forældres Sted og belønnede dem tilsidst ved at skjænke dem Udstyr og gjøre, deres Bryllup. Denne Opdragelse ved Hoffet kunde være skrap nok; det er saaledes bekjendt, at Frederik den Andens Dronning Sophia pleiede at gaa om med en Krabask i Haanden og se til sine Jomfruer og Piger, og Suhm kan fortælle en Historie om, hvorledes en Hofjomfru, der havde smilet for venligt til en Hofjunker, "af Hds. Majestæts egne Hænder fik Ris paa det Sted, man i ærbare Selskaber ei nævner, men dog dagligen sidder paa".

Et stort Antal Rum i Slottet stod ubenyttede hen og toges kun i Brug, naar Kongefamilien, hvad der forøvrigt gik hyppigt paa, havde Gjæster, saasom fyrstelige Slægtninge eller Gesandter fra fremmede Lande; ja ved store Festligheder som Kroninger, Bryllupper o. lign. kunde det hænde, at der ikke var Plads, saaledes at Kongen maatte paakalde private Borgeres Assistance. Ved slige Leiligheder laante han sig frem hos Adelen for at montere Værelserne med de fornødne Tapeter og Meubler. At der har været et Brevkammer paa Kjøbenhavns Slot med de sædvanlige prægtigt udskaarne, metalbeslaaede Brevkister er en Selvfølge; det laa sandsynligvis under det Rum, som kaldtes Dreierkamret, fordi det husede dreiede Sager og andre Kuriositeter til Majestætens private Fornøielse. Her opbevaredes Kongens Brevskaber og udsøgte Vaaben, saavelsom alt Guld fra Mønten, og den betroede Person, som havde Opsynet med det hemmelighedsfulde og godt forvarede Værelse, kaldtes Kongens "Svarver" eller Dreier, en blot og bar Titel, der ikke havde Noget med det tilsvarende Haandværk at skaffe. Vi have set (S. 294), at der ogsaa fandtes et Bibliothek paa Slottet "en rar Bogsamling - siger Erasmus Lætus - som Kongen fandt sin største Fornøielse i at besøge", og ved hvilken den senere Professor Hans Thomesen Guldsmed var Bibliothekar; i det saakaldte "bagerste Taarn" mellem Drabantsalsfløien og Kapellet indrettedes der 1542 Krudtkamre foroven, medens Stegerset samtidig flyttedes herfra til Prindsessefløien. "Paa Hvælvingen" opbevaredes Regalierne, bestaaende af "Kongens Krone, som er nitten Stykker med Ædelstene og Perler udi", to Sceptre, et forgyldt Sværd med Skede, et forgyldt Æble med et Kors, samt "en rød Satins Hue, som hører til Kronen". Et Rum, som man i hin Tids ukunstlede Sprog kaldte "Hemmeligheden", var anbragt udenpaa Murene og lignede et paa-


358

klistret Skab med en Aabning nedefter. Christian den Tredie skriver i Januar 1552 til Peder Godske: "Vi ville med det Første skikke Dig en Skabelon, hvorledes vi ville have de Hemmeligheder gjort, som kunne hænge over Graven, at Vandet kan slaa derunder", et kuriøst Exempel paa de Detailler, med hvilke Rigets Hersker kunde beskjæftige sig. Hele Indretningen var yderst primitiv og dog et stort Fremskridt fra en tidligere Tid, da man forpestede Værelserne ved at have saadanne Lukafer inde i Huset.

I 1553 bestilte Christian den Tredie et Seierværk, som forfærdigedes af Guldsmed Johan Sibe, en dygtig Mechaniker, som stod høit i Kongens Gunst, og af "Seirmageren" Steffen Bremmer. Det var et kunstigt Uhr eller "Automaton", som viste Planeternes Gang, men det forblev kun nogle faa Aar paa Slottet, efterdi Frederik den Anden strax efter sin Thronbestigelse lod det føre til Kolding, hvorfra det gik til Rusland som Gave til Ivan den Skrækkelige. Denne vilde imidlertid ikke modtage Uhret, efter Hvitfelds Sigende: "fordi der var noget Levende indeni det, som han ikke forstod at omgaas med". Det kom da til Frederiksborg, indtil Chr. IV skjænkede det til Universitetet, ved hvis Brand i 1728 det gik tabt.

Slottets Udsmykning skulde være grundig; ogsaa dets Omgivelser skulde svare til Tidens Krav. I Juni 1558 fik derfor Peder Godskes Efterfølger Befaling til at lade begynde paa "Urtegaarden", efterdi "det nu er Tørreveir", lade den gjøre færdig i.e.: anlægge den med Blomster og Sirtræer, thi den egentlige Kjøkkenhave laa sikkert allerede dengang paa Holmen mellem Dybensgade og nuværende Holmens Kanal, samt ufortøvet træffe Aftale med Cornelius Stenhugger om den "Vatterkunst" og Brønd, som skulde anbringes i Haven. En Vindeltrappe fra Slottet skulde føre derned, og det har vistnok været Meningen at anlægge et af de Springvand, som senere realiseredes med saa megen Pragt af Frederik den Anden og Christian den Fjerde paa Frederiksborg, Skanderborg, Koldinghus og Kronborg. Det fornødne Vand skulde komme fra Mølledammen ved Kongens Vandmølle (den nuværende Vandkunst), hvorfra der allerede ved Hestekraft pompedes Vand i Trærender over til Slottet, men da dette ansaas for utilstrækkeligt, ønskede Kongen, at Ledningen skulde føres paa murede Hvælvinger over Stranden til Slotsholmen. Værket kom dog ikke istand i Christian den Tredies Levetid og er maaske blevet helt opgivet under de paafølgende urolige Tider.


359

Det er let at forstaa, at Residentsslottet og Regjeringsmyndighedens Sæde maatte udøve stor Tiltrækning paa Indbyggerne, saameget mere som Adgangen var let for Alle uden Persons Anseelse. Man gjorde sig under allehaande Paaskud Ærinder ind paa Slottet, thi Vagten af "Liggere" og Bøsseskytter i Porten var medgjørlig og gjorde ingen Vanskeligheder. Supplikanter indfandt sig med Bønskrifter, Borgere kom op for at kjøbe Mask og Klid, Piger for at hente Vand, Bud for at bringe og hente Varer, og ved Maaltiderne søgte Folk til Slottet, naturligvis i Haab om, at der kunde falde Noget af. I 1578 gjorde Frederik den Anden dog Ende paa alt dette Overhæng, da han selv havde set "hvorledes det gaar fast uskikkeligt til her paa Slottet, at allehaande løst Folk opløbe og ingen Besked tages af dennem udi Porten, som andensteds sædvanlig er paa Kongelig Majestæts Huse". Under Kongens Fraværelse skulde nu Lehnsmandens eller Slotsfogdens Tilladelse indhentes for at komme ind; naar Kongen var tilstede, fik Adelspersoner, Hoftjenere og deres Folk, som havde Ærinde paa Slottet, uhindret Adgang; derimod maatte ingen "gemene Folk, Borgere eller Andre", slippe ind, medmindre de opfordredes af dem, som havde Magt dertil. Supplikanter skulde blive staaende beskedent udenfor Porten og vente; ingen Kvindfolk maatte hente Vand i Slotsgaarden, og Overskudet af Mask og Klid skulde føres ned i Byen og sælges. Under Maaltiderne skulde Porten aflaases, og Nøglen afleveres til Lehnsmanden eller Slotsfogden; overhovedet maatte Ingen drive om i "hver Vinkel", men skulde "pakke sig", naar han havde forrettet sit Ærinde. Liggerne og Skytterne truedes med Taarn og Fængsel, hvis de forsømte deres Pligt.

Slotsholmen var paa nærværende Tidspunkt af langt mindre Omfang end nu; mod Syd gik Vandet nær op til nuværende Tøihusgade. Udenfor Slotsgraven fandtes kun nogle faa Bygninger, nemlig det gamle Taarn ligeoverfor Boldhusgade, hvor der var Toldbod, og paa Sydsiden Kongens og Dronningens Stalde og maaské nogle andre gamle Bindingsværks Bygninger. I Aaret 1550 besluttede Kongen at bygge et nyt Tøihus her. Kommunens forhenværende Arkeli eller Arsenal (en Del af Petersens Kloster i Vimmelskaftet) var formodentlig blevet nedlagt, da Byen ved Overgivelsen maatte udlevere sin Befæstning "med hvis Skyts, Krudt, Lod og anden Krigstilbehøring, som udi Kjøbenhavn er eller være kan", og Kon-


360

gens Tøihus paa Bremerholm, det saakaldte gamle Tøihus eller den gamle Smedie, der laa paa en Grund ved Gammelstrand tværs over Boldhusgade, og om hvis Oprindelse intet vides, har formodentlig været brøstfældigt, eller Kongen har af andre Grunde ønsket at flytte det. Chr. III gav Peder Godske Valget imellem at sløife en Vold mellem Slotsgraven og Stranden eller nedrive Kongens Stald for at finde en passende Byggegrund, men ingen af Delene skete: det nye Tøihus blev bygget paa det Sted, hvor Dronningens Stald hidtil havde staaet, og hvor det store kongelige Bibliothek opførtes af Frederik III i 1665. Tøihuset var en 80 Alen lang Bindingsværksbygning paa tre Etager med tre Porte paa hver Side og en i hver Gavl for at føre Skytset ud og ind; Loftet indrettedes til Kornlofter. Den Omstændighed, at Bibliotheksbygningens nederste Etage lige indtil 1861 var forbeholdt Artilleriet, tyder paa, at Arsenalet havde en fra Christian den Tredies Tid nedarvet Rettighed til denne Grund.

I nær Forbindelse med Slottet stod det kongelige Gjæthus (Kanon- og Klokkestøberi), som strax efter Reformationen indrettedes i den nedlagte S. Peders Kirke, og Mønten, der vistnok samtidig fik Rum i S. Klare Kloster for Enden af Klareboderne. Dette var en meget stor Grund mellem Møntergade og nuværende Sværtegade (Strædet bag Klare Mantelmur) og blev først i Midten af det 17de Aarhundrede gjennemskaaren af den Gade, der kom til at hedde Gammelmønt. Her maatte være overflødig Plads for Værkstederne, og Smelteovnene saavelsom Bopæl for Møntmesteren Povl Fechtel og de øvrige Arbeidere. Leilighedsvis blev Stedet ogsaa benyttet som Rustkammer for Tøihuset. Saaledes vedblev Forholdet at være i Christian den Tredies Tid, men da den tydske Menighed oprettedes i 1575. stilledes S. Klare Klosterkirke til dens Brug, hvorved Mønten blev husvild og en Tidlang henlagdes til en Bygning paa Bremerholm, nuværende Holmens Kirkes Chor. I 1586 skete der imidlertid en Ombytning; den tydske Menighed fik S. Peders Kirke, og det derværende Stykkestøberi flyttedes til S. Klare Kloster eller Møntergaarden, og det var nu Rotgieteren eller Bøssestøberen med hans Svende, som opslog deres Bolig i Nonneklostrets gamle Rum. I 1593 kom Mønten imidlertid ogsaa tilbage til S. Klare, og fra nu af dreves de to Virksomheder Side om Side i en lang Aarrække, først i den gamle Klosterkirke, hvor nu baade Bøssestøberen og Møntmesteren boede, og senere, da Kirken nedreves (omtrent 1620)


361

og den største Del af Pladsen udparcelleredes (fra 1631-50), paa Møntergaardens Grund ud til Pilestræde, hvor Chr. IV 1610-11 opførte et nyt Gjæthus ud mod Pilestræde og Sværtegade (derfor kaldet Gjæthusstræde), medens Mønten laa høiere oppe i Pilestræde henimod Hjørnet af Møntergade. Forholdet, der er temmelig indviklet, kan fremstilles saaledes: S. Peders Kirke var først katholsk Kirke (til 1536), derpaa Gjæthus (til 1586) og endelig tydsk protestantisk Kirke; S. Klare Kloster blev efter Reformationen først Møntergaard, derpaa tydsk Kirke (i 1575), derpaa Gjæthus (i 1586) og endelig Mønt og Gjæthus tilsammen (i 1593). De to Virksomheder skiltes dog atter, thi i Midten af det 17de Aarhundrede flyttedes Mønten op paa Slottet og i 1661 ned i den saa berømte David Skolemesters Gaard, nuværende Nr. 26 paa Kjøbmagergade. Gjæthuset forblev derimod i Pilestræde, indtil det i 1673 flyttedes til Kongens Nytorv i en nyopført Bygning, der laa tversover Tordenskjoldsgade ind paa det nye kongelige Theaters Grund, det samme Hus, hvori Etienne Capion og Salomon v. Qvoten i 1719 fik Tilladelse til at "agere Komedier", og som efter mange Fata vil være en stor Del af den ældre Slægt bekjendt som militair Høiskole (fra 1830). Bygningen forsvandt først helt i 1872; dens østre Ende blev dog allerede nedreven i 1866.

Ihvorvel Forholdene i Kjøbenhavn vare smaa, og Borgernes Huse i Regelen vare tarveligt indrettede, selv om mange af dem havde en stor Udstrækning, rummede Byen dog ikke faa anseelige grundmurede Privatbygninger, navnlig Adelsgaarde med store tilliggende Haver. I en gammel Fortegnelse over saadanne fra Christian den Tredies sidste Tiaar opgives deres Antal til 130, men det er dog først under de to næste Konger, at de antage Charakteren af Pragtbygninger og blive en Pryd for Staden. Livet i Kjøbenhavn fik dog allerede i Midten af det sextende Aarhundrede et væsentligt Præg ved Adelsmændenes Nærværelse, hvad enten de strømmede til Byen under Herredagene eller overværede Festligheder som Hertug Ulrik af Mecklenborgs Bryllup med Kongens Søster Elisabeth i Februar 1556 eller Churfyrst August af Sachsens Besøg i September 1557; her udfoldede de deres Luxus og Overdaadighed og opmuntrede den formuende Borgerstand til Efterligning, og her havde de ved de mange fremmede Kræmmeres Nærværelse Leilighed til at tilfredsstille deres Pragtlyst. Luxusforordningerne frugtede som sædvanlig Intet; man


362

trodsede enten Forbudene, eller Kongen tog dem tilbage. Det er saaledes betegnende, at da det i 1537 blev bestemt, at Bryllupskost kun maatte vare i to Dage, og at ingen maatte have flere Gjæster, end der kunde være i deres egen Stue (ved Barselgilder endog kun Fadderne), reiste der sig en saadan Opinion herimod, at det to Aar efter hedder: "Da vi erfare, at denne Bestemmelse er tagen i den værste Mening, maa hver gjøre Bryllup og Barsel efter sin Formue". Det var dog navnlig i Klædedragten, at der udfoldedes en hidtil ukjendt Extravagance, som stod i Forbindelse med de almindelige europæiske Moder, men paa dette Omraade var Kongen ubøielig.

Den side og folderige Dragt, som havde været den almindelige i Middelalderen, var bleven stram og umagelig; Kappen var bleven afløst af Kjortlen og denne atter af Trøien; Hoserne, som tidligere havde været et Underbeklædningsstykke, vare komne frem for Dagens Lys og enten blevne gjennemskaarne og spaltede eller dækkede foroven af det saakaldte "Overtøi", der er Knæbenklædernes Forløber. Moden udøvede sit Tyranni dengang som nu og synes at have været i høi Grad omskiftelig. Peder Palladius opregner fem forskjellige Moder, han i sin Levetid har kjendt, thi "Ungdommen er saare løs paa Tøilen at efterfølge al Forfængelighed", nemlig de vallandske, de hispaniske, "de frantzoske løsagtige Noder og Facter i Klæder", de engelske og skotske, og enhver af dem har efter hans Sigende medført en Guds Straf i Skikkelse af en Sygdom. Men den sidste Udskeielse var dog den værste. Lidt efter lidt blev det nemlig Skik at udskjære Spalter i "Overtøiet", saaledes at dette antog Charakteren af smalle Strimler, som hang fra Bæltestedet ned til Knæet og samtidig fik de underliggende Hosers øverste Del en uforholdsmæssig Vidde, saa at de hang ud af Spalterne og tilsidst naaede helt ned til Anklerne og lignede en Samling af Lapper og Klude. Dette Klædningsstykke, som af Datiden kaldtes "Pludderhoser" og af Christian den Tredie paa Grund af dets Kostbarhed: "fra Hus og Gaard", blev bekjæmpet med Iver her som i Tydskland. Kongen forbød det, Præsterne tordnede mod det fra Prædikestolene, og Sjællands Biskop, Peder Palladius udgav "En Formaning og Advarsel mod den lappede og forkludede Hosedjævel". Hvis man kan tro dette Skrift, bleve Pludderhoserne første Gang sete i Kjøbenhavn ved Pintsetid 1555, da nogle tydske Landsknegte kom hertil, og "det skjændige Overtøi, der hængte og flagrede om dem", vakte


363

først Munterhed og Spot og blev sammenlignet med Pjalterne, der hænge om Tyve i Galgen, et Skue, som ikke var ukjendt for Datiden. Men Smitten greb hurtigt om sig, først hos Hoffolkene og senere med rivende Hurtighed nedefter, saa at Palladius i 1550 kan skrive: "Den Hosedjævels Ild brænder allerede mange Steder her i Riget og tændes op mere og mere. En ung Bengel eller Spyttegjøg skal nu, før det Gule voxer af Næbet paa ham, have flere Penge til et Par Hoser, end hans Fader havde Behov til sine Bryllupsklæder", hvorhos han antyder, at Dragten er uhøvisk og anstødelig, saa at "arme vanvittige og uskyldige Piger forledes og forlokkes deraf«. Da der gik fra 30 til 80 Alen Tøi af de dyreste Stoffer til et saadant Par Hoser, er Kongens ovenanførte Betegnelse meget træffende, og han satte derfor Alt ind paa at udrydde Hosedjævlen. Det lykkedes ogsaa over al Forventning ved Anvendelsen af et drastisk Middel, thi "da han mærkede - siger Krag - at han ikke ved Forordninger kunde hæmme Sligt, udskikkede han Tjenere paa Gader og Stræder, som med Knive sønderskare saadanne overdaadige Klæder, paa hvem de mødte, hvorved de Fleste bleve afskrækkede og optoge den forrige tarvelige Dragt igjen".

Christian den Tredie indskrænkede dog ikke sin Virksomhed paa Modernes Omraade til Forbud, men udøvede en positiv Indflydelse ved ligesom sin Efterfølger paa Thronen at paaoktroyere Hoffolkene et Slags Uniform. En saadan fra 1543 er gjengiven i omstaaende Afbildning, som oprindelig skulde vise Mogens Gyldenstjerne, hvorledes han havde at udstaffere sig til Kongens Søsters Prindsesse Elisabeths første Bryllup i Kiel med Hertug Magnus af Mecklenborg. Kjortlen, det vil sige, hvad vi nutildags vilde kalde Skjøderne, var lysegul og tilligemed Brystet og Ærmerne prydet med hvide, brune og røde Streger; den brede Bræmme paa det høire Ærme oppe ved Skulderen derimod grøn, kantet med hvidt og med lignende paasyede Snore. Hatten, der sidder paa Snur, var ligeledes gul med en Hætte underneden bræmmet med de samme Streger. Hoserne og Trøien, det vil sige: Klædningen til Bæltestedet, maatte være efter frit Valg; dog skulde der bæres en sort Fløiels Peltsrok over det Hele "at ride udi". Denne Dragt er saameget mere interessant, som den er en Mellemting mellem det gammeldags Anstændige og det nymodens Letfærdige; den danner et Overgangsled mellem Kjortelen og Trøien, hvilken sidste først


364

vinder Seir i Frederik den Andens Tid. Kjortelen har her faaet Split foran, men for at holde dens Flige nede, ere de fastbundne til Laarene, den ene med Sværdremmen, den anden med en bred Sløife. Med Rette bemærker Dr. Troels Lund, at denne Mode aabenbart ikke kunde blive af lang Varighed, thi hvad enten man sad eller stod, red eller dandsede, maatte disse Remme om Benet være utaalelige.

Hofdragt fra
1543

Hofdragt fra 1543.

Christian den Tredies sidste Regjeringsaar formørkedes ved det spændte Forhold til Sverig. Danske Kjøbmænd klagede over de svenske Fogders og Lehnsmænds Overgreb og Vilkaarligheder; paa den anden Side bebreidedes det Kong Christian, at han havde optaget de tre Kroner i Rigsseglet. Den danske Rimkrønike, som i 1555 udkom i et nyt Oplag, blev i Sverig opfattet som et nyt Skrift og vakte Kong Gustavs Fortørnelse i den Grad, at den gjorde ham til Digter i Henhold til den gamle latinske Sætning. Han "diktade och ihopsatte" selv en Antirimkrønike, den danske Kantsler


365

Johan Fris, der var bleven angreben heri paa nærgaaende Maade, svarede med en Nidvise om Kong Gustav, og fra Rom gjød den landflygtige katholske Erkebiskop af Upsala Olie i Ilden. Det ulmende Had mellem de to Nabofolk truede med at bryde ud i lys Lue - Stormsignalerne for den nordiske Syvaarskrig bleve heiste.

Under disse Varsler døde Kong Christian paa Koldinghus den 1ste Januar 1559 i den forholdsvis unge Alder af 55 1/2 Aar, nogle Uger før Christiern den Anden, som paa Kalundborg Slot havde nydt Godt af sin kongelige Fætters Mildhed. Reformationen var befæstet og Riget ordnet, Kongemagten styrket og Adelen stærkt svækket; det gjaldt nu om at føre Landet videre frem mod Velstand, Oplysning og Frihed.

Frederik den Anden besteg Thronen i en Alder af neppe 25 Aar, en munter og ridderlig Herre, modtagelig for Vinens Glæder, myndig af Væsen og fuld af Lyst til Jagt, Eventyr og Krig. I nogle Aar havde han havt Ophold paa Malmøhus og vidste efter eget Sigende "ei Synderligt til Rigets Handel", men han havde dygtige Raadgivere om sig og forstod at drage Fordel af deres Erfaring. Hans første Regjeringshandling var at deltage i Krigen mod Ditmarsken i Forening med sine Farbrødre Hertugerne Adolf og Hans. Det var et kort og glimrende Felttog; i mindre, end en Maaned var det seirrigt tilendebragt, og den unge Konge kunde vende tilbage til Kjøbenhavn, omgiven af al den Glands og Folkegunst, Vaabenlykken giver. Man havde ikke glemt det ulykkelige og ydmygende Ditmarskertog under Kong Hans.

Den 12te August underskrev Kongen sin Haandfæstning, men allerede længe iforveien var der truffet store Forberedelser til Kroningen. I Marts havde Magistraten saaledes faaet Ordre til at bestille gode Herberger og Staldrum til de forventede Gjæster og sørge for, at Borgerne havde Forraad af fremmed Drik, Hø og Havre i tilstrækkelig Mængde, thi atter skulde Kjøbenhavnerne være Vidne til et Skuespil, som kun den ældre Generation kunde huske. Paa Slottet herskede der travl Virksomhed; Gjæsteværelserne bleve gjorte istand, og alle de Sale og Rum, som til daglig stod med nøgne Vægge, bleve "dragne" med Sperlagen af flamsk Klæde og Tapeter, hvori der var indvævet allehaande bibelske Scener og "verdslige Historier om Herkules, Hektor og Helena, Achilles, Aeneas og andre


366

slig flere". Rasmus Reravius, der har skildret Kroningen i et meget omstændeligt Digt, kan ikke noksom udtale sin Beundring over disse Tapeter, der selvfølgelig vare indkjøbte i Udlandet og laante omkring hos Adelsmændene, thi først en Snes Aar efter indrettede Hans Knieper det første Tapetvæveri her i Landet i Helsingør.

"Ingen Maler kunde det skjønnere gjøre
Med al sin Kunst han monne tilføre,
End dér var vævet af Kvindehand,
Der undred sig paa saamangen god Mand.
Paa somme Sted saa man Dyr og Jagt,
Dér var saa megen stor Vind paa lagt;
Med Hjorte og Hind, med Løver og Bjørne,
Med Høg og Hund, med Falke og Ørne,
Og alle Slags Dyr saa man da dere
Saa kunstig, som de monne levendes være.
Der vaare og Træ og Urter saa grønne
Med Lilier og Roser og Blomster vel skjønne,
En hel Dag skulde jeg ei opregne
Den Herlighed al, fast mindre antegne!"

Kongen kunde dog ikke nøies med blot at laane Tapeter; men hos sex Kjøbstæder, nemlig Kjøbenhavn, Malmø, Helsingør, Landskrona, Roskilde og Kjøge laante han 390 Tinfade, 590 Tintallerkener, 210 "Salserkener" (smaa runde Fade), 10 Lysekroner, 91 Lysestager, 404 Duge og 38 større og mindre Kjedler. Disse Sager skulde sendes til Slottet mindst 8 Dage før Kroningen og være tydeligt mærkede; naar de vare brugte, skulde de blive tilbageleverede; dog vilde Kongen "lade det til Takke betale", hvis noget blev fordærvet eller bortkom.

Da Høitiden nærmede sig, ankom de fremmede Gjæster: Kongens Farbrødre, Hertugerne Hans og Adolf, den unge Grev Johan af Oldenborg, Grev Frederik af Dohna, Sendebud fra de forskjellige Hansestæder, Rigsraaderne, Lehnsmændene, en stor Mængde inden- og udenlandsk Adel o. m. fl. Ghurfyrst August af Sachsen med sin Gemalinde Anna, Kongens Søster, og hans Broder, Hertug Magnus, Biskop over Øsel og Kurland, ankom tilsøs til Dragør, hvor de modtoges af Kongen og de holstenske Hertuger. Hele Forsamlingen red derpaa til Kjøbenhavn under Salut fra Orlogsskibene og Befæstningens Kanoner.


367

"Med hele og halve Kartover og Slanger,
Skerpentin, Falkoner og Jernskytter mange,
Skærbrækker, Fyrmørser og ligesaa
De monne da alle tillige afgaa.
Med Hager og Barser foruden al Ende
De lode sig vel paa Lyden da kjende.
De skjøde, at Jorden hun bævede ved,
Der fulde og Vindver af Husene ned;
Den Skyden, den varede visselig
Mere end Time, det siger jeg Dig".

Den 20de August 1559 om Morgenen satte Kroningsoptoget sig i Bevægelse ad den sædvanlige Vei over Høibro, gjennem Høi-

Kongelige
Herolder

Kongelige Herolder paa Frederik den Andens Tid. (Efter et samtidigt Stik.)

brostræde, Amagertorv, Vimmelskaftet og Gammeltorv til Frue Kirke. Gaderne vare strøede med skjønne Urter, Blomster og Grønt, "som om man gik i en lystig Skov", og det forstaas af sig selv, at Folket var paa Benene, ikke blot for at "ønske Kongen stor Lykke al Tid og Stund", men ogsaa for at se Stadsen. Processionen aabnedes af 6 Trompetere og 2 Trommeslagere i brune fløilsbræmmede Kjortler, gule Trøier og Hoser samt Fløilshuer; derpaa fulgte hele den danske, sachsiske og holstenske Adel med 9 Trompetere og 2 Trommeslagere efter sig. Stor Opsigt vakte de konge-


368

lige Herolder med Sølvspir paa Skuldrene, iførte lange Kjortler med det danske Rigsvaaben paabroderet i Silke, Sølv og Guld. De gik foran Rigsraadet, der var tilhest, og af hvilke Holger Rosenkrands bar Rigsæblet, Mogens Gyldenstjerne Spiret, Rigens Marsk, den gamle Otto Krumpen Sværdet og endelig Rigens Hovmester Eiler Hardenberg Guldkronen.

"Saa red da Kongen, den Herre saa god
Paa en statelig Hest. Der gik til Fod
Hos hannem paa begge Siderne frem
Fyrgetyve Drabanter; jeg kjender ei dem.
Deres Klædning var Halvpart gult Damask,
og halv brunt Fløil. Det var stor Brask".

Af de to Figurer, som paa Afbildningen ses under Baldakinen, er den nærmeste Kongen; den anden er Churfyrst August, hans Svoger. Af de fyrgetyve Drabanter med Partisaner, der skulde gjøre saamegen "Brask", har Kunstneren indskrænket sig til at give nogle Prøver. De ridende Figurer bag Baldakinen er Kongens Farbrødre; de gaaende Enkedronning Dorotheas Hofsinder, thi ogsaa Enkedronningen tilligemed hendes Døttre, Churfyrstinden og den endnu ugifte Dorothea deltoge i Optoget, men sortklædte og kjørende i en med Sort overtrukken Vogn. Fire Adelsmænd gik paa hver Side med blottede Hoveder, og sex Vogne fulgte efter med Enkedronningens Jomfruer. Med særligt Galanteri behandler Reravius Processionens sidste Afdeling, skjøndt den gamle Præstemand ikke kan tilbageholde et Suk over Tidens Luxus og Forfængelighed.

"Efter dem gik Fruer og Jomfruer frem
Af Danmarks Adel. Der var blandt dem
Saamangen fin deilig Jomfru og Kvinde,
De skikked sig vel med Tugt og Sinde.
Hvad Smykke og Stads med Klæder og Dragt,
Med Sølv og Guld og anden slig Pragt,
Med Silke og Fløil og ædele Stene,
Med dyrbare Foer og Perlerne rene,
De Fruer og Jomfruer havde den Tid,
Derom vilde vel være Tale saa vid,
Om det skulde Alt opregnes here.
Gud give det ei for meget mon være!"


369

Frederik den
Andens
Kroningsoptog

Frederik den Andens Kroningsoptog. (Efter en samtidig Afbildning.)


370

Da Toget naaede Frue Kirke, som iforveien var bleven underkastet forskjellige Reparationer (smlgn. S. 312) og derhos var udsmykket paa det Prægtigste med "rødt Engelsk" (Klæde) paa Gulv og Vægge, steg Kongen af Hesten og begav sig op i Choret, hvor han tog Plads i en Gyldenstykkes Stol med en Himmel over, medens Følget fordelte sig paa begge Sider. En stor Del af Adelen havde Plads paa en Tribune; de kongelige Sangere paa en anden. Ceremonien, der forrettedes af den skaanske Biskop Niels Palladius, thi hans Broder, den sjællandske Bisp Peder, var syg, lignede i det Væsentlige den tidligere (S. 274) skildrede ved Christian den Tredies Kroning. Det er dog værd at lægge Mærke til, at Kroningstalen blev holdt paa Dansk "paa det den største Part, som her er tilstede, kan forstaa, hvad her bliver handlet", medens den forhen var bleven holdt paa Tydsk og baade ved Christian den Fjerdes og Frederik den Tredies paafølgende Kroninger holdtes paa Latin. I Indledningstalen formanede Bisp Niels til Maadehold og Sparsommelighed og sagde, at man saare vel kunde gjøre sig lystig uden at fortørne Gud. Det vilde hverken være ret og sømmeligt at forbyde Mad og Drikke, Turnering og Dyst, Banket og Gjæstebud ved en Leilighed som denne; det vilde ikke passe at give Munkeregler, og det var ikke nogen synderlig Hellighed at se sur og ublid ud, men paa den anden Side burde man æde og drikke med Skikkelighed, ikke hænge Dag og Nat i Øl og Vin og vælte sig i Sølen som Svin. Vinen var given til Glæde; den gjorde Menneskenes Hjærter lystige, og Kong Salomon havde jo rentud sagt: Æder mine Venner, og drikker Eder drukne! Men dette betød ikke, at man skulde gaa om som Gjække og Narre, men kun at man skulde glæde sig, glemme Sorgen og gjøre sig lystig i lovligt Samkvem og dog holde Maade. En Bonde, der fordærvede sig ved Drik, syndede svarlig, en Herremand endnu mere, men hvad skulde man sige om Konger, Hertuger og deres Lige, hvilke synderligen burde vogte sig for at fordærve deres Legemer. At disse sidste Ord ere blevne sagte med en Hentydning til den unge Konge, er vel sandsynligt.

Hosstaaende Afbildning forestiller Ceremoniens høitideligste Øieblik, da Bispen med alle Rigsraaderne sætter Kronen paa Kongens Hoved efter at have sagt til dem: "Ædle, strænge, æresfaste Rigens Raad, efterdi det nu er kommet til Kroningen (af hvilken denne


371

Frederik den
Andens Kroning i
Frue Kirke

Frederik den Andens Kroning i Frue Kirke.


372

Dag og Høitid haver sit Navn i dette Rige), saa formaner jeg Eder, at I alle næst hos mig tager fat paa Kronen med mig og hjælper til at krone Kongen, og hvem som kan ikke naa Kronen, efterdi han staar langt fra, han tage fat paa Silket, som er bundet ved Kronen. Det er Eders egen Ære, og der ligger Eder stor Magt paa". Paa Alterbordet ses Æblet, Sværdet og Spiret og ved Siden den ene af de assisterende Præster (Hofprædikant Niels Kolding); den anden (Biskop i Bergen Niels Skjelderup) staar foran Kongen ligesom sin Embedsbroder. Underskriften her er feilagtig, thi det var ikke Sjællands, men Skaanes Biskop, der salvede Kongen. Forneden i Forgrunden ses en anden Handling, nemlig Ridderslaget, som ved de paafølgende Kroninger ikke længere foregik i Kirken. Billedet er ikke ganske korrekt, thi Kongen blev siddende i Stolen, efter at den var vendt om, og traadte ikke frem i Kirken. Otte Adelsmænd bleve ved denne Lejlighed slagne til Riddere og kom til at bære den Elephantorden, som er afbildet ved Slutningen af nærværende Kapitel, men tolv andre Adelsmænd frabad sig den dem tiltænkte Ære, sandsynligvis fordi de frygtede for at komme i et trykkende Afhængighedsforhold af Kongemagten. Det følger af sig selv, at Processionen tilbage til Slottet var endnu pragtfuldere end Udfarten; med Kronen paa Hovedet, Sværdet ved Siden og Spiret i Haanden red Kongen paa en prægtigt udstafferet Hest under en Gyldenstykkes Himmel, som bares af fire Rigsraader; 100 Landsknegte med Harnisk og Værge, iførte gule og brune Kjortler marcherede foran, Kirkeklokkerne kimede, Trompeterne skraldede, og fra Voldene og Skibene drønede Kanonerne, saa at Husene og Jorden skjælvede derved.

"Udi alle de Gader, Vinduer og Døre
Stod adskilligt Folk lige nu som føre;
Man mange Steds Tag af Husene brød
Og Hovederne ud mellem Lægterne skjød.
Hver vilde da se den kongelig Ære,
De haabed at ei se saadan Stads mere.
Men hver begjæred' af Hjærte og Mod,
Gud vilde bevare den Konning saa god."

Da Kongen naaede Høibro, affyredes der en Salve af 88 Kanoner fra Voldene nedenfor Slottet, og en gloende Drage for ham imøde, udspyende Ild og Raketter til alle Sider. Ved det paafølgende prægtige Taffel var der ikke blot Overflod af solid Føde, men


373

ogsaa en stor Mængde Skueretter i Skikkelse af Træer, Urter, Fugle og Dyr, hvoraf nogle vare indrettede saaledes, at de kunde løbe og gaa omkring. Man drak Claret, Malversi, Lutendrank og "kostelig Romani", og det feiler ikke, at mangen Hofmand fik sig en ærlig Rus i Henhold til Kong Salomons Opfordring. Taffelmusiken præsteredes af Zither, Trompeter, Harper, Basuner, Sinker, Positiv, Skalmeier og Krumhorn, og de kongelige Sangere forlystede Selskabet med franske, italienske, latinske, tydske og danske Viser. Om Aftenen dandsedes der paa Slottet med "Fruer og Jomfruer unge", og nede i Byen beværtedes de fremmede Fyrsters og Adelsmænds Følge, som var indkvarteret hos Borgerne, for Kongens Regning. Endogsaa de Fattige fik et rundeligt Traktement af Øl og Mad, og Reravius overdriver sikkert ikke, naar han siger, at der overalt i Staden herskede Lystighed og Glæde.

En Fest som den nærværende vilde have været aldeles forfeilet, hvis den ikke var bleven afsluttet med forskjellige Slags Ridderspil, ved hvilke Kongen og Adelen kunde lægge deres Manddom og Vaabenfærdighed for Dagen. Tiden forlangte det, og Alle vare begjærlige efter det imponerende Skue, som et Dystridt i Pandser og Plade eller en Turnering med vaiende Hjelmbuske og fældet Landse afgav, for ikke at tale om den Spænding, der ledsagede en saadan offentlig Styrkeprøve mellem Landets ypperste Mænd. Dagen efter Kroningen udhvilede man sig efter Anstrængelserne, men den 22de August, en Tirsdag, stimlede hele Befolkningen sammen paa Amagertorv, hvor der iforveien var blevet afstukket en Bane, bestrøet med alenhøit Halm, for at de uheldige "Rendere" skulde falde blødt. I Vinduer og Loftsluger, Bislag og Døre saas Hoved ved Hoved, ja enkelte Steder havde man atter brudt Tagene af Husene for at skaffe Tilskuerpladser. I et stateligt Optog kom Deltagerne ridende fra Slottet med den unge Konge i Spidsen; Hestene bare guld- og sølvindvirkede Dækkener, og først da Banen var reden rundt, iførte man sig Rustningerne, og "Rendetøiet". Saa lød med Et Trompeterne og Kjedeltrommerne; et Par red frem og huggede løs paa hinanden med Glavind, indtil en af dem faldt af Hesten eller gav tabt, hvorpaa de strax afløstes af et nyt Par. Nogle udførte ogsaa "Gesellestik", en Kampmethode, som ikke kjendes nøiere. Kongen deltog mandelig i Rendingen og vandt Prisen, hvilket dog ikke maa opfattes som pure Høflighed.


374

Dagen endte med Taffel paa Slottet og Dands; og de, der havde seiret, fik kostelige Perlekrandse og havde "Fordands" med de skjønneste Fruer og Jomfruer. Onsdagen tilbragtes paa samme Maade.

Turneringen paa Gammeltorv om Torsdagen var dog Kroningsfestlighedernes Glandspunkt. Brolægningen her var iforveien bleven opbrudt; man har endnu Regningen derpaa, hvoraf det ses, at 930 Læs Sten blev bortkjørt, og 817 Læs Sand istedet spredt paa Banen. Denne havde i Midten et mandshøit Plankeværk eller en Skranke, som skulde ligge de Kæmpende imellem, saaledes som det ses paa hosstaaende Afbildning. I et Træskur i Baggrunden havde Enkedronningen, Prindsesserne og andre fornemme Damer Plads; ved Siden ses en Beholdning af Turnerstager bestemte til at afløse dem, der brødes i Stykker, thi ikke enhver Landse var brugelig til dette Slags Dyst. Turnerstagerne vare nemlig gjorte af skrøbeligt Fyrretræ for at hindre Ulykker, og den, der brød flest i Stykker uden at blive kastet af Sadlen, var Seirherre. I fuld Rustning kom Kongen og alle hans Gjæster ridende fra Slottet, men i to Afdelinger, hver med sit Felttegn.

"De havde Drabetøi og Harnisk paa sig
Med Skjørter og Flanker saa statelig;
De var bevæbnet alt med stor Flid,
Som de skulde strax i Krig og Strid.
Med herlige Smykke vare de ogsaa
Berystet, at det var Under derpaa."

De to Partier fordelte sig paa begge Sider af Banen; Trompeterne blæste Fanfarer, Herolderne traadte frem og udraabte, hvem der skulde rende sammen, og nu satte Modstanderne Sporerne i Hestenes Sider og sprængte løs paa hinanden med fældede Landser i fuld Galop. Sammenstødet var saa voldsomt, at Landserne splintredes derved, og Rytterne maatte samle al deres Kraft for at holde sig i Sadlen.

"De brøde de Stager, at Stykkerne fløi
I Veiret vel mange Favne op høi;
Naar de gik i sønder, da spraged det, saa
Det var stor Lyst at høre derpaa."

Men denne Enkeltkamp mellem Rytter og Rytter var dog kun Indledningen til det sidste store Sammenstød, i hvilket begge Hobe


375

Turnering
paa Gammeltorv ved
Frederik II.s Kroning

Turnering paa Gammeltorv ved Frederik II.s Kroning. (Efter et samtidigt Stik.)


376

gjorde et samlet Indhug paa hinanden, maaské efter at Midtskran var fjernet. Her kæmpedes med store Turnérsværd, som dog ikke vare skarpe, og naar de tunge Slag raslede paa Harniskerne, saa at der fløi Gnister af dem, naar Heste og Ryttere dannede en forvirret og tilsyneladende uopløselig Knude, naar Hingstene bleve vilde, slog, bed og vrinskede, og de Kæmpendes Ilterhed ikke stod tilbage for Dyrenes, kom Skuespillet en virkelig Kamp nær og kunde let udarte til Alvor. For Tilskuerne var denne Scene, i hvilken Landets Konge og første Mænd spillede en saa fremragende Rolle, aabenbart særlig imponerende og hilsedes med lydeligt Bifald og Begeistring. Da Trompeterne tilsidst blæste Retraite, vare Deltagerne i Kampen udmattede, men maatte dog, efter at have afført sig deres Harnisker i Herberget, møde paa Slottet for at modtage de vundne Prisbelønninger og fortsætte Festen til den lyse Morgen.

Den hele Række af Ridderspil afsluttedes om Fredagen med en saakaldet "Fægteskole" paa Slottet, formodentlig i Slotsgaarden, hvor "mange ædle Mænd og Krigsfolk" øvede sig i Fægtning med lange Spyd, Stænger, Sværd og Thesaker (Dolke); der brugtes kort sagt "mange Værger i den Færd". Det var en Forestilling i Vaabenleg til Ære for Kongen og hans Gjæster, som lededes af professionelle Fægtemestre, og det synes ved denne Leilighed at være gaaet hedt til, thi Reravius siger:

"Der gaves ud mangen god Puf saa grand,
At Blodet en Part om Øinene randt,
Der finge da Somme stor Pris og Ære,
En Part fik store Hug hjem at bære.
En Part gik af med Daler og Guld,
Og Somme blev slagen slet Huden al fuld.
Man siger, at hvilken Mand, som lege vil,
Han maa og tænke, han skal sætte til.
Der denne her Fægten havde en Ende,
Tog Fægtemesteren sit Sværd udi Hænde,
Gjorde der Parade skjøn og statelig,
Han vidste dermed at vende da sig.
Dermed blev det besluttet da saa,
Og hver monne i sit Herberge gaa.

Ved Fyrsternes Afreise hilsedes de ligesom ved deres Ankomst med Salut fra Skibene og Voldene, og to Drager med Fyr-


377

værkeri for i Veiret over Kongens Hoved. Da Toget kom lidt udenfor Porten, fyredes der ud imod Stranden med Fyrmørser, Krandse og Fyrbolde. Kong Frederik fulgte selv sine Gjæster paa Vei et langt Stykke, og der afholdtes en stor Jagt, inden de skiltes. En af Kongens første Regjeringshandlinger, da han var vendt tilbage til Byen, var at tage Kjøbenhavn i sit "kongelige Hegn, Værn, Fred og Beskjærmelse" og stadfæste dens Privilegier, ligesom han viste sit venlige Sindelag mod Byen ved at tillade, at dens Orlogsskib blev benyttet til Kjøbmandshandel, dog at alt tilhørende Skyts, Krudt og Bly skulde opbevares, for at det kunde være tilstede, naar Kongen tilsagde Skibet mod hans og Rigets Fjender.

De Foranstaltninger, som Frederik den Anden traf til Søfartens Fremme, f. Ex. ved at udarbeide en Søret, som, inden den blev udstedt i 1561, drøftedes af udvalgte Borgere fra Kjøbenhavn, Helsingør, Malmø og Landskrona, ved at paabyde Udlægning af Søtønder i Dragør Strømme, paa Falsterbo Rev, ved Trindelen under Læsø og andetsteds, havde kun liden Fremgang, efterdi han kort efter sin Thronbestigelse indvikledes i Stridigheder med sin Fætter, den svenske Kong Erik den Fjortende, som i 1560 havde afløst Gustav Vasa paa Thronen. Den danske Konges Opmærksomhed havde været rettet paa at udvide Handelen med Ingermanland, Livland og Polen og sætte sig fast i Estland, for derigjennem at vinde Herredømmet paa Østersøen, men hans Bestræbelser her maatte nødvendigvis bringe ham i Strid med Sverig, hvis Udvidelsestrang gik i samme Retning. I 1560 var Kongens yngre Broder Hertug Magnus med dansk Assistance bleven indrettet paa Øsel som Biskop over denne Ø og Administrator af Reval, men han trængtes haardt af Svenskerne, som i 1561 bemægtigede sig Reval. Et dansk-russisk Forbund, som det følgende Aar afsluttedes, havde ingen praktiske Følger, thi Rusland arbeidede kun for sine egne Formaal og besatte Narva. Kjøbenhavnske Skibe, der seilede paa Narva, bleve nu opbragte af Svenskerne, og snart blev Forholdet mellem de to nordiske Riger saa spændt, at en Ubetydelighed kunde give Anledning til Krig. Den gamle Strid om de tre Kroner oprippedes paany; Kong Erik optog det danske og norske Skjoldmærke i sit Vaaben, og de forskjellige Grændsemøder, der afholdtes for at bilægge Sagen i Mindelighed, frugtede Intet, da den gjensidige Mistillid ikke lod sig fjerne, og begge Parter lige haardnakket holdt


378

paa deres eget. Det var, som Hammerich siger, gammelt Had og unge Konger, der mødtes. En Begivenhed, som indtraf i Kjøbenhavn, bragte Bægeret til at flyde over.

Et svensk Gesandtskab, som var afsendt fra Stokholm for at afslutte de indledede Giftermaalsforhandlinger mellem Erik den Fjortende og Landgreven af Hessens Datter, ventedes paa Gjennemreise til Kjøbenhavn. Allerede paa Forhaand havde Kong Frederik besluttet at lade det opholde "med Lempe", indtil han havde faaet Besked og Bud fra sine egne Afsendinge i Sverig, thi han frygtede for, at de Svenske havde isinde at afslutte Forbund med Udlandet til Skade for Danmark. Den 16de Februar ankom et Par af Gesandtskabets Medlemmer: Gabriel Oxenstjerna og Jøran Finche til Kjøbenhavn for at anmode om Pas, og to Dage efter dets Chef, Sten Eriksen Lejonhufvud, den afdøde Kong Gustavs Svoger, tilligemed et Følge paa 54 Personer, der indkvarteredes hos Byens fornemste Borgere - Sten Eriksen selv med 11 Tjenere og 4 Drenge hos den ansete Kjøbmand og Borgmester Marcus Hess i Kompagnistræde, Gabriel Oxenstjerna og Jøran Finche med 14 Tjenere hos Borgmester Anders Skriver i Vimmelskaftet. Gesandterne ønskede at reise videre uden Ophold, og da Passet udeblev, henvendte de sig til Kantsleren Johan Friis, der fungerede som Statholder paa Slottet, men denne lod svare, at Kongen var paa Jagt, hvorfor de maatte vente. Den svenske Herre afsendte nu selv et Bud til Kongen med Anmodning om Pas, hvorhos han tillige bad undskylde, at han drog forbi uden at hilse paa Majestæten. Overbevist om, at hans Fordring ikke kunde blive afslaaet, besluttede han at forlade Kjøbenhavn den næste Dag og drage til Færgestedet, hvor Budet da skulde være tilstede med den forventede Tilladelse. Imidlertid blev Johan Friis urolig; han frygtede for Kongens Vrede, hvis de Fremmede slap bort, hvorfor han ved Overtalelser forsøgte at bevæge Gesandtskabet til at blive, og det lykkedes ham virkelig at holde de fremmede Gjæster i Byen Dagen over (den 19de Februar). Men den næste Morgen ved Daggry traf Sten Eriksen, forbittret over den nødtvungne Forsinkelse, Forberedelser til at bryde op, hvorfor Johan Friis ufortøvet lod Borgmester Anders Godske advare om ikke at lade de svenske Herrer slippe ud af Byens Porte uden Pas, hvilket "velbemeldte Borgmester - siger Resen - meget beskedenlig som en Mand af god Forstand, Lærdom og Erfarenhed vel


379

udi Agt tog og fuldbyrdede". Samtidig sendte Statholderen en Adelsmand, Arild Ugerup, til Hr. Stens Bolig for at holde Gesandtskabet tilbage, men den svenske Herre var ubøielig. Forgjæves forestillede Arild ham, at det vilde være til Spot for Kongen, om de red af Byen uden hans Tilladelse; thi da Sten Eriksen paa et ligefremt Spørgsmaal, om det var Kongens Befaling, at de skulde blive, havde faaet et benægtende Svar, svarede han, at et "iligt" Hverv var ham paalagt, og at hans Konges Sager maatte gaa fremfor alt Andet. Han fastholdt sin Beslutning om at drage bort og gav sit Følge Befaling til at ride til Kjøge, i hvilken By han vilde afvente Kong Frederiks Svar.

Man har en Beretning fra Magistraten til Kongen om, hvad der videre paafulgte, og som, hvorledes man end vil bedømme den danske Regjerings Optræden, ialfald viser, at Sten Eriksen var en hidsig og opfarende Mand, der ikke kunde passe paa sin Mund. "Efter gammel almindelig Brug - hedder det heri - som i mange Aar har været holdt her i Kjøbenhavn og endnu er befalet, at Borgmestrene skulle have flittigt Tilsyn med hvad Folk, der drager ud og ind af Byen, have disse altid ladet beskikke Vagt i alle Portene om Dagen med Befaling at skaffe Beskeden af alle Fremmede, som drage ud og ind. Sidste Lørdag er da Hr. Sten kommen ridende til Vesterport med 3-4 Svende forud. Dog kjendte Vagten ham ikke og vidste ikke, hvad det var for Folk. Paa deres Spørgsmaal, hvor de vilde hen, svarede de, at de vilde ud, og gav ingen Besked, hvorfor Vagten svarede: "I kommer ikke ud, uden I have Besked fra Borgmestre og Raad". De vendte tilbage til Hr. Sten, som derpaa red frem og sagde: "Vi skulle ud i tusind Djævles Navn". Da Vagten atter svarede som foran, svarede Hr. Sten: "Jeg har Intet at skaffe med Borgmester og Raad; jeg vil ud at tale med Kongen, og jeg giver Borgmester og Raad og Eder, I Prakkere og danske Forrædere, syv Tusind Djævle", og med Sporerne i Hesten trængte Hr. Sten ind paa Vagten og brugte mange unyttige Skjældsord. Da nu Vagten ikke kjendte Hr. Sten synderligen for en anden, holdt de Værgerne frem. Da greb Hr. Sten et Fyrrør (en Bøsse), slog Hanen for og vilde skyde paa den Vægter, Kristen Jensen, som stod ret for ham, hvorpaa denne slog Hesten over Næsen med sit Spyd. Da blev Hr. Sten vred og sagde: "I danske Forrædere, I skulle faa syv Tusind Djævle; der skal blive


380

blodige Pander for dette Stykke, I nu haver gjort". Alle ere enige om, at Hr. Sten med Magt vilde have trængt igjennem Porten, hvis ikke Vægteren havde slaaet Hesten, saa at den blev sky og kastede sig om, hvorved Vagten fik Tid til at slaa Porten i, hvorpaa Hr. Sten vendte tilbage til sit Herberg".

Umiddelbart efter dette Optrin søgte Johan Friis en Samtale med den svenske Gesandt, men denne vilde ligesaa lidt modtage ham som Borgmestrene, der mødte for at gjøre Hr. Sten en Undskyldning for "det Rumor i Porten". Mærkeligt nok udstedte Kong Frederik samme Dag det omstridte Pas, ifølge hvilket de svenske Gesandter frit kunde drage gjennem hans Lande og Riger, men der blev ingen Brug for det efter det Passerede. Landets Love vare blevne krænkede, og Kongen ansaa sig for berettiget til at drage de Skyldige til Ansvar. Begyndelsen blev gjort med, at samtlige Svenske, som befandt sig i Riget, Hoffolk, Adelsmænd, Kjøbmænd, Brevbud og Reisende bleve anholdte.

Saasnart Frederik den Anden fik Underretning om det Passerede, reiste han fra Sorø, hvor han havde opholdt sig, til Kjøbenhavn og lod optage Forhør og foranstalte Undersøgelser, Til Sverig blev der afsendt et Brev med en Kopi af Magistratens Referat, hvori Gesandternes Optræden blev fremstillet som haanlig mod den danske Konge. Der blev rettet den Forespørgsel til Kong Erik, om det var hans Villie, at svenske Gesandter med Trods skulde ride gjennem Danmark. Hr. Sten og hans Følge blev indtil videre holdt tilbage, men dog behandlet med stor Lemfældighed; de kunde bevæge sig frit indenfor Voldene, de maatte røre deres Heste paa Gaderne, og det Opsyn, der havdes med dem, var neppe videre skarpt, da Kantsleren den 20 Marts klager over, at "deres Svende løbe om paa Gaderne, hvor de ville". Først da Krigen blev uundgaaelig, fordi Kong Erik rentud nægtede at aflægge det danske og norske Vaaben, før Kongen af Danmark havde aflagt de tre Kroner, og det i Slutningen af Marts kom for Dagen, at Gesandterne gjennem en tydsk Præst søgte at sætte sig i Forbindelse med Sverig, blev der gaaet strengere frem imod dem. I Midten af April bleve de under Bevogtning førte fra Kjøbenhavn til Kallundborg og Draxholm i et langvarigt Fangenskab, thi Sten Eriksen blev først sat i Frihed i Januar 1565, Gabriel Oxenstjerna og Jøran Finche endog to Aar senere. Striden skulde nu afgjøres med


381

Vaabenmagt, thi som Kong Frederik selv skrev: "Nu da Forholdene ligesom af sig selv føre hen til en Krig med Sverig, tragte vi efter i Guds den Almægtiges Navn at benytte saadan Leilighed."

Den nordiske Syvaarskrig, der indlededes ved et Sammenstød mellem nogle danske Skibe og en svensk Flaade under Bornholm, i hvilket de første trak det korteste Straa, blev paa mange Maader følelig for Kjøbenhavns Indbyggere. Ved Frederik den Andens Thronbestigelse var Flaaden i ypperlig Stand; den var - som Resen siger - "en saa kostelig, mangfoldig og vel berustet Sø-Armada, hvis Lige man ikke véd, eller Nogen mindes tilforn at være seilet her af Riget." Ikke mindre end 27 større Skibe foruden Proviantskibe og smaa Fartøier, ialt bemandede med 4600 Mand, udsendtes under Peder Skram det første Aar (1563), og det følgende steg Antallet endog til 29. Deres Udrustning og Proviantering fremkaldte usædvanligt Liv og Virksomhed paa Bremerholm, og Kjøbenhavn maatte ligesom Landets øvrige Kjøbstæder ikke blot stille Baadsmænd (i Reglen 100), Tømmermænd og Skippere, men ogsaa bidrage med "værgagtige Karle" til Armeen; i 1564 saaledes med 150 foruden nogle Bartskjærere, Pibere og Trommeslagere. Tropperne stillede i Kjøbenhavn, hvor de indkvarteredes, indtil de kunde blive førte over til Helsingborg. Da Krigen trak i Langdrag, forøgedes dens Byrder; i December 1565 anmodede Kongen Byen om et Pengelaan, da Daniel Rantzau ikke kunde betale Knægtene; tre Aar efter laante han paany 12000 Daler af Kjøbenhavn og Malmø, og ved Fredsslutningen maatte de fremmede Kræmmere i den førstnævnte By betale en overordentlig Skat til Krigsfolkenes Aftakning, efterdi de ikke havde havt nogen Besværing under Krigen, og "ikke det mindste ere komne os til Hjælp enten ved Pendinge eller Andet, men deres Handel og Vandel dennem ikke til ringe Fordel fri og ubehindret brugt og end undertiden vore Undersaatter til Besværing." Efter Katastrophen ved Gulland, da en Del af den danske Flaade gik til Grunde i en Storm, blev der udskrevet en Kobberskat til nyt Skyts, hvoraf Kjøbenhavn maatte levere 40 Skippund, og i 1568 maatte Byen stille 300 "værgagtige duelige Karle med Degen og lange Rør" (Bøsser) til Flaaden, og Kongen paalagde udtrykkelig Magistraten at sørge for, at det blev kraftige Folk, som han og Riget kunde være tjent med. Herved saavelsom ved de store Leverancer af Fetaille, Standsningen af


382

Handelen og Søfarten, thi al Seilads gjennem Øresundet til svenske Havne var forbudt, og lgn., led Byen selvfølgelig meget. Direkte paavirkedes Kjøbenhavn ikke af Krigen, skjøndt den svenske Flaade et Par Gange, saaledes Søndagen den 27de Mai 1565 og den 26de Juni 1566, nærmede sig Dragør og ængstede Indbyggerne ved sin Nærværelse.

Krigen maatte selvfølgelig henlede Opmærksomheden paa Stadens Fæstningsværker, saameget mere som de, trods de omfattende Arbeider i Christian den Tredies Dage, vare meget forfaldne, I 1567 skriver Frederik den Anden, at han paa Grund heraf tillader Borgmestre og Raad at oppebære en dansk Hvid af hver Skjæppe Malt, der brygges i Staden, mod at de herved indkomne Penge udelukkende anvendes til Befæstningen; dog skulle de Høilærde (Universitetsprofessorerne), Sognepræsterne og Kapellanerne være fritagne for denne Maltskat. Da Landsknægtene, som laa i Leir udenfor Byen, Aaret efter gjorde Mytteri og om Natten listede sig ind i Staden paa Steder, hvor der ikke var Fæstningsværker, "hvilket ikke aleneste er spotteligt og haanligt, men er og at befrygte, at det udi Fremtiden udi lige Maade kan vederfares", fandt Kongen fornyet Anledning til at minde om Fæstningens Forbedring, hvorfor han, for at "det samme Arbeide des snarere maa gaa for sig", bevilgede Magistraten den Rente (Husleie), som gik af hver Eiendomsgaard for et Aarstid. Desuden skulde de svenske Krigsfanger, der ikke vare af Adel og ikke kunde underholde sig selv, sendes til Kjøbenhavn for at arbeide paa Værkerne. Ikkedestomindre havde Sagen ingen Fremgang, thi i 1572 sendte Kongen en truende Skrivelse til Magistraten, hvilken dog heller ikke gjorde Virkning. Sagen var, at den langvarige Krig med Sverig i Forening med den herskende Dyrtid gjorde det umuligt for Borgerne at bære de dermed forbundne Byrder, og tilsidst maatte Kongen opgive det Hele, da nogle Borgere endog truede med at forlade Staden. Arbeiderne bleve stillede i Bero, indtil "Folket kunde komme til Næring og nogen Forraad samles tilhobe", og Kongen gav den daværende Statholder Peder Oxe en Ordre i denne Retning. Først i 1581 tales der atter om Befæstningen, og der toges nu fat for Alvor. Et aabent Brev til Magistraten og menige Borgere i Kjøbenhavn bestemte, at alle Gaarde, Huse og Boder med Undtagelse af Professorers, Præsters, Skolelæreres og andre Kirkebetjentes Embeds-


383

boliger, skulde bære deres Part af Udgifterne efter Indkomst og Formue, og de Adelsmænd, der havde Huse og Gaarde i Staden, fik et lignende Tilhold om at udrede et Aars Husleie i samme Øiemed, den ene Halvdel strax, den anden det næste Aar. At der blev gaaet frem med Strenghed, fremgaar af det Faktum, at Byfogden Christen Christensen i Efteraaret 1582 fik Befaling til at "beslaae" Husleien hos dem, der boede i saadanne Adelsgaarde, Huse og Boder.

I hvilket Omfang Fæstningsværkerne ere blevne forbedrede paa dette Tidspunkt, kan ikke oplyses, men Arbeiderne synes at have været ret omfattende. I den i Raadstuarchivet opbevarede saakaldte Valkendorfs Bog hedder det, at Byens daværende Statholder Christoffer Valkendorf "Anno 1581 haver ladet begynde paa Kjøbenhavns Fæstning først ved Nørreport at sætte Volden om til Østerport med stor Kamp og ladet færdiggjøre og arbeide paa Volden. Desligeste har han ladet gjøre den Skandse og Hvælvingen og Mur i Nørreport og har selv givet dertil af sin Penning og har havt sine egne Arbeidskarle hver Dag paa Volden i Arbeide med Borgerne, at det skulde gaa for sig." Af en Bemærkning hos Vallensbæk ses det, at omtrent paa dette Tidspunkt blev det inderste Porttaarn ved Nørreport opført, af hvilket der er bevaret en, som det synes, korrekt Afbildning fra Frederik den Tredies Tid. Paa det Pufendorfske Billede fra Beleiringen 1659 er Bygningen aabenbart misforstaaet; derimod opbevares der i den kongelige Kobberstiksamling et samtidigt løst Udkast til et Prospekt af Staden fra Søsiden, paa hvilket Porttaarnet præsenterer sig som en imponerende gothisk Bygning med elleve Spir. Stilen er ikke ubekjendt; den gjenfindes f. Ex. den Dag idag paa adskillige gamle Taarne i Prag, om end ikke saa overlæsset.

Syvaarskrigens Ulykker forværredes endyderligere ved en Pest, vistnok Blodgang og Typhus, som næsten varede ligesaa længe som Krigen og decimerede de krigsførende Parters Hære, navnlig Besætningerne paa Flaaderne. I Kjøbenhavn rasede den især i 1564 og 1568, og Byen var fuld af syge Borgere, medens de angrebne Baadsmænd, Bøsseskytter og andre Skibsfolk synes at være blevne sammenstuvede for sig selv paa Bremerholm. Naturligvis havde denne Epidemi den sædvanlige Ledsagelse af "vidunderlige Jertegn" i Luften; Tyge Brahe kunde endog udlede den af Jupiters


384

og Mars' Konjunktion i Løvens Tegn. Universitetet blev lukket, og hvo, der kunde rømme fra Byen, søgte Sikkerhed ved Flugt. Dødeligheden var meget stor; alene i 1564 begravedes der 7-800 Lig i Vor Frue Kirke og paa dens Kirkegaard, medens det sædvanlige Tal var 60-70, og Kirkens Indtægt var næsten tyve Gange større end sædvanlig. Et Brev fra Kongen af Oktober 1564 oplyser, at

Nørreporte
indre Porttaarn

Nørreports indre Porttaarn paa Frederik den Andens Tid.
Efter en Tegning i Kobberstiksamlingen.

Møntmesteren og hans Svende i Kjøbenhavn alle døde, saaledes at de Handlende kom i den største Forlegenhed for Smaamønt. En enkelt Nat den 1ste Septbr. døde 60 Personer. Fra Høsten 1564 til Faste næste Åar døde der 1800 Mennesker "foruden dem paa Bremerholm, som Ingen optegnede." Lignende mere eller mindre paalidelige Beretninger haves fra 1568. Det var i denne Pesttid, at den nye Kirkegaard udenfor Nørreport blev forsynet med et Bin-


385

dingsværkskapel ved Laurids Madsen Bøssestøbers Initiativ (smlgn. S. 323). At de sanitaire Forhold i Byen vare meget slette, og Renligheden lod meget tilbage at ønske, fremgaar utvivlsomt af to Kongebreve af 1562 og 1567, thi i det første siges det, at der er "megen Urenlighed baade paa Gader og Stræder, desligeste under Voldene og strax udenfor Portene", hvilket skal føres langt udenfor Byen hver ottende Dag; i det andet gjentager Kongen, at der er stor Uskikkelighed med Gaderne og Rendestenene, og at de ere saa ujevne og uordentligt lagte, at det ikke er muligt at holde Byen fri for ond Stank og Lugt, hvorfor han i en meget skarp Tone giver Slotsbefalingsmanden og Magistraten Ordre til at raade Bod herpaa. Faa Aar efter er man imidlertid falden tilbage til den gamle Slendrian, og Kongens velmente Bestræbelser for at fremtvinge Bebyggelse af de mange øde Jorder indenfor Voldene, der bleve brugte til Lossepladser for alskens Affald og Urenlighed, har sikkert heller ikke frugtet. Nutiden har overhovedet Vanskelighed ved at sætte sig ind i Datidens Ugenerthed til at sidde Kongens og Øvrighedens Bud overhørig.

Under de trykkende Krigsforhold kunde der selvfølgelig ikke gjøres Meget for Stadens Opkomst og Udvikling, men det fortjener at fremhæves, at Kong Frederik, i fuld Overensstemmelse med den Aand, der havde ledet hans Fader, midt under den ødelæggende Feide fandt Midler til at udvise en storartet Gavmildhed mod Videnskabens Dyrkere og grundlægge en Institution, som den Dag idag staar ved Magt og i Tidernes Løb har været til Velsignelse for Utallige. Christian den Tredies Tanke om at tilveiebringe en Fribolig for fattige Studenter blev gjenoptagen, men ikke realiseret; muligvis har Trangen været større i en anden Retning. Den 1ste Mai 1569 indviedes derimod Kommunitetet, af hvis Stiftelse Kantsleren Johan Friis og Rigshovmesteren Peder Oxe vistnok have Hovedfortjenesten. I Fundatsen bestemmes, at i Fremtiden skulle 100 Studenter have fri Kost (en "taalelig Forspisning" paa fire Retter Mad til Middag og tre til Aften med tilhørende Øl) istedetfor de tidligere 20, der bespistes i Helligaandshospitalet eller "Klostret" (se Side 293), og samtidig indstiftedes det saakaldte Stipendium regium for fire begavede Studenter til Udenlandsreiser. Kommunitetsalumnerne vedbleve dog i nogle Aar at have deres Bord i Helligaandshuset, indtil en selvstændig Kommunitetsbygning opførtes


386

paa Universitetsfirkantens Grund: et Bindingsværkshus til Nørregade med Spisesal, Bryggers, Kjøkken o. s. v. Til Minde om den oprindelige Bespisning i det tidligere katholske Hospitalskloster kaldtes den nye Bygning i lange Tider "Klostret", Maden "Klostermaden", og den Latin, der taltes ved Disputereøvelserne indenfor dens Mure, "Klosterlatin".

Under Krigen med Sverig var Rigens Hovmester Peder Oxe til Gisselfeld en Tidlang Statholder i Kjøbenhavn, rimeligvis fra 1567 til sin Død 1575. Han havde i sin Ungdom været i Hoftjeneste hos Christian den Tredie og havde modtaget talrige Beviser paa Kongens Gunst, indtil han pludselig, skjøndt ikke uforskyldt, faldt i Unaade, styrtet af hemmelige Misundere og Fjender. Da han stævnedes for Rigens Kantsler til at svare for sine Regnskaber, som neppe vare i Orden, men udeblev, gik Dommen ham imod, og hans Godser, Lehn og Værdigheder bleve ham fratagne. Han rømmede nu til Udlandet og fandt et Tilflugtssted hos Christiern den Andens Datter, Enkehertuginde Christina af Lothringen, der satte ham i Spidsen for Hertugdømmets Styrelse, i hvilken Stilling han udsatte sig for den Mistanke at fremme landsforræderske Planer. Der hengik otte Aar, inden han trods sine stadige Henvendelser fik Tilladelse til at vende tilbage til sit Fædreland, og dette skyldtes endda kun den romerske Keisers, Kongen af Frankrigs og andre mægtige Velynderes Forbøn. Aldrig saasnart havde han imidlertid havt en Samtale med Kong Frederik, før han vandt fuld Tilgivelse for Alt; hans Godser gaves ham tilbage, og i 1567 udnævntes han til Rigens Hovmester og vistnok samtidig til Statholder i Kjøbenhavn. I disse Stillinger lykkedes det ham lidt efter lidt at bringe Rigets Finantser paa Fode, dels ved at forhøie Øresundstolden og Afgifterne af Lehnene, dels ved at indføre en bedre Økonomi i Statsstyrelsen og Hofholdningen. Den høitbegavede Statsmands Virksomhed for Riget som saadant vedkommer os imidlertid ikke her, saalidt som hans Fortjenester af Havedyrkningen og Landbruget, men ogsaa i Kjøbenhavn, hvor hans vigtige Embede under Kongens hyppige og langvarige Fraværelse saa at sige maatte gjøre ham til et Slags Formynder for Borgerne, har hans Styrelse efterladt sig tydelige Spor. Skjøndt han var en myndig Herre med en hvas Tunge, og Almuen endog beskyldte ham for at være kyndig i den sorte Kunst, havde han dog talrige Beundrere og Venner; hans


387

Hus paa Kjøbmagergade mellem Klareboderne og nuværende Kronprindsensgade stod ligesom Johan Friis's, Niels Kaas's og Jørgen Rosenkrands's altid aabent for Lærde, og her nødes ikke blot Bordets, men ogsaa Aandens Glæder i rigt Maal. Det skyldes Peder Oxes Raad, at Kommunitetet blev stiftet; hans Gaver til Vor Frue Latinskole, de Husarme og Helligaandshospitalet ere berørte ovenfor

Peder Oxe

Peder Oxe, Danmarks Riges Hovmester, Statholder i Kjøbenhavn.

(S. 301 og 303); det var ham, som skaffede Midler til Krigens Fortsættelse og aftakkede Krigsfolket, da den var endt, ligesom han med kraftig Haand greb ind mod de Optøier og Uroligheder, som de fremmede Soldater afstedkom, naar de laa indkvarterede i Byen. Han døde i Aaret 1575 under et Ophold paa Frederiksborg og blev begravet i Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn. Ligstenen over ham og hans Hustru Mette Rosenkrands af Vallø er afbildet S. 317.

Da Freden med Sverig var bleven afsluttet i Stettin, blev den under den paafølgende Herredag i April 1571 udraabt i Kjøben-


388

havns Gader. Den kongelige Herold Johan Baptist red i sin Embedsdragt og med et Sølvspir i Haanden rundt i Gaderne, ledsaget af en Trompeter og to Trommeslagere, og meddelte Folket, at der nu var Fred med Sverig, at Svenskerne herefter baade til Lands og til Vands skulde behandles som Venner, og at Enhver, der forbrød sig mod svenske Mænd, vilde blive straffet. Krigsfolkets Aftakning gik dog ikke af uden Vanskeligheder; man har endnu et Brev fra Peder Oxe, hvori han besvarer Kongens Forestillinger om, at "der holdes ilde Hus i Kjøbenhavn og sker det ene Manddrab over det andet, og der Intet gjøres til." Statholderen erklærer, at han gjør, hvad der staar i hans Magt for at hindre den tiltagende Lovløshed, og beder "underdanigst Kongl. Majestæt efter denne Leilighed naadigst at have sig undskyldt"; han har talt med Borgmestrene, som ere villige til at forøge Nattevagten (smlgn. S. 333), ifald det er nødvendigt, og har endydermere givet Profossen Ordre til at være paa Gaderne og se, at Alt gaar vel til, hvilket denne ogsaa gjør, men "Byen er stor, at de mangesteds kunne komme af den foruden at komme ud af Portene." Netop i de Dage, Brevet skrives, har der været en større Gadetumult, som er opkommen ganske paa samme Maade, som Sligt sker nutildags, men rigtignok har havt et anderledes tragisk Udfald, fordi hin Tids Karle og Tjenere altid bar Værge hos sig. En Staldkarl kommer i Strid med en Danzigsk Fribytter, fordi han rider ham for nær; Forbigaaende blande sig deri; der vexles Hug og Slag, Bysvendene komme til, og inden Nogen véd af det, er der Opløb, og to Døde ligge paa Pladsen. Der er en lang Liste paa slige Voldsgjerninger og Manddrab; undertiden miste de Skyldige Hovedet derfor, undertiden lykkes det dem at flygte, eller de kjøbe sig fri for videre Tiltale hos den Afdødes Slægtninge eller Kongen. Et eklatant Exempel paa den Overbærenhed, der vistes Adelsmænd i slige Livssager, er den Dom, som overgik den 19aarige Laurids Brokkenhus (en Søn af Feltherren Frands Brokkenhus), som i Februar 1571 "uden skællig og billig Aarsag" dræbte en Kvinde i Kjøbenhavn ved Nattetide. Han maatte bøde 10,000 Daler til Kongen, men kunde dog samme Aar holde Bryllup med en ung adelig Jomfru.

Frederik den Anden var 37 Aar gammel og havde regjeret i henved 13 Aar, men ingen af de talrige Giftermaalsplaner, der havde knyttet sig til hans Person, var bleven til Virkelighed. Man


389

havde set sig om hos de fleste europæiske Fyrstehuse, hvor der fandtes jevnaldrende Prindsesser, men de indledede Underhandlinger vare altid strandede, snart paa Forskjel i Tro, snart paa Prindsens eller den paagjældende Prindsesses Kræsenhed. Da Prinds Frederik var 7 Aar gammel, dukkede allerede Tanken om en Forlovelse mellem ham og en svensk Prindsesse op; da han var 12, tænktes der paa den fireaarige Dronning Marie Stuart af Skotland. Fra engelsk Side foresloges Ægteskab med den daværende Prindsesse, den senere Dronning Elisabeth, hvilket blev afvist; senere førtes der Underhandlinger om en Forbindelse med den romerske Keiser Ferdinands Søster Eleonora, med en af Churfyrst Joachim af Brandenburgs fire giftefærdige Døttre, med Enkehertuginde Christina af Lothringens ældste Datter Renata, med den polske Prindsesse Anna, og det maa vel nu anses for bevist af Bricka, at medens der saaledes disponeredes over Prindsens Haand i Lønkamrene, var han under sit Ophold paa Malmøhus bleven dødelig forelsket i sin Hofmester Ejler Hardenbergs Broderdatter Anna, med hvem et Ægteskab imidlertid var umuligt, og som et halvt Aar efter Kongens Bryllup giftede sig med en dansk Adelsmand. Under Krigen i Ditmarsken optog Kong Frederik personlig Planen om en Forbindelse med den engelske Dronning Elisabeth, men det lykkedes ham ikke, for at bruge hans eget Udtryk, "at fange dette Storvildt"; hans Frieri blev afsluttet med en Kurv, ligesom den spanske, franske og svenske Konges. Opmærksomheden henvendtes nu atter paa Hertuginde Renata af Lothringen, paa Dronning Marie Stuart, der var bleven Enke ved Frants den Andens Død, paa Vilhelm af Oraniens Søster Juliane, og Enkehertuginden af Pommerns syttenaarige Datter Margrethe, med hvem det endog kom saa vidt, at hun i November 1571 aflagde et Besøg paa Nykjøbing Slot for at blive "besigtiget". Her blev den unge Dame imidlertid veiet og funden for let; thi Kongen blev indtagen af Prindsessens Ledsagerinde, sin 14aarige Kusine Sophia af Mecklenborg, der blev hans Hustru og Christian den Fjerdes Moder. Faa Aar før sin Thronbestigelse havde Kong Frederik som 22aarig Prinds været tilstede ved sin Tantes, Prindsesse Elisabeths andet Bryllup med Hertug Ulrik af Mecklenborg paa Kjøbenhavns Slot; nu førte han deres eneste Datter hjem som sin Brud.


390

Brylluppet og den unge Dronnings paafølgende Kroning i Vor Frue Kirke (den 20de og 21de Juli 1572) blev feiret med glimrende Højtideligheder; det blev, som Vedel siger i sin Ligprædiken over Frederik den Anden, "holdt med saadanne statelige og lystelige Pomp og Panket, som i saadanne Færd brugeligt er hos store Herrer og Fyrster." Rigshovmester Peder Oxe havde ordnet det Hele; fra Provindserne sendte Lehnsmændene Kvæg, Vildt og andre Fødevarer til Kjøbenhavn; der indkjøbtes Vin og Øl i store Masser, adelige "Dragefruer" mødte paa Slottet med kunstigt vævede Tapeter fra deres Borge for at betrække Salene, Rigets fornemste Mænd bleve indbudte med deres Hustruer og Døttre, og Frue Kirke blev udsmykket som ved Kongens Kroning. Den 4de Juli ankom Bruden tilligemed sin Moder og opslog sin Bopæl paa Slottet, thi Kongen opholdt sig paa Frederiksborg. Fjorten Dage efter indtraf Churfyrst August af Sachsen med Gemalinde, den danske Prindsesse Anna, samt Brudens Fader, Hertug Ulrik af Mecklenborg, efter at være stegne i Land paa Gedsør, hvor der var en Kongsgaard. Kongen, Rigsraaderne og mange Adelsmænd red dem imøde, og Indtoget foregik efter Sædvane under Kanonsalver fra Voldene gjennem de med Bøgegrene "maiede" Gader. Fra Kirketaarnene forlystede Stadens Spillemænd de Fremmede med Musik, og da Kongen red ind af Slotsporten, gav en Mand paa Blaataarn Signal med en Fane, hvorpaa alle Orlogsskibene saluterede, saa det kunde høres i fire Miles Afstand. Vi have Reravius' Ord for, at et passende Antal Ruder og Tagsten gik i Løbet ved denne Leilighed. Bryllupsgjæsterne vare iøvrigt først samlede den 19de, da Hertugerne Hans den ældre og yngre, Kongens Farbroder og Broder ankom. Den sidste havde sin Gemalinde med sig.

Vielsen foregik den 20de Juli i "den store Sal" paa Slottet, i.e.: i Riddersalen, som iforveien var indrettet til Høitideligheden.

En Seng blev og da baaren derind,
Blev flyet og smykt med Flid og Vind;
Hun blev beredt og herligen smykket
Med stateligt Tæppe af Gyldenstykke,
Af hvidt Bliant var Puderne gjorte,
Som lagdes derpaa saa skjønne og store.
I øverste Ende kom Sengen at staa,
Der skulde de unge Brudfolk til gaa,
Naar Tiden hun kom, de skulde det gjøre,
Som vi herefter ville faa at høre.


391

Den religiøse Ceremoni forrettedes af Hofprædikanten Kristoffer Knopf og afsluttedes med Sang og Musik. Derpaa fulgte en for Tiden charakteristisk Scene, der skildres saaledes af Reravius:

"Der Sangen var ude, mon Konningen gaa
Hen til den Seng, som der mon staa
Paa Gulvet, var prydet saa statelig
Med gylden Tæppe retsindelig.
Hun skinned' alt som de Stjerner saa klare,
Som hver kunde se der aabenbare.
Der stod hans Naade ved høire Side.
Saa komme de Fyrster saa milde og blide,
Hertug Ulrik og Hertug Hans lige saa
Ledte Bruden dertil, hun kom at staa
Paa anden Side ret lige tvert imod
Vor naadige Herre og Konge saa god.
Da havde vor Konge og naadige Herre
Med Hertug Ulrik sin Svoger saa kjære
En Tale saa lang og statelig,
Hver havde da sin Orator hos sig,
Som paa deres Vegne talede sammen.
Saa skiltes de ad med Glæde og Gammen.

Reravius, der ellers er saa omstændelig i sin Skildring, meddeler ikke, hvad det var for Tanker Svigerfaderen og Svigersønnen saaledes udvexlede per Kommissionær; rimeligvis har det været en eller anden overleveret plump Skjæmt, som Datiden brugte ved ægteskabelige Forbindelser. Dagen endte med et Taffel i "den nye Sal udenfor Kongens Kammer", hvor Bordene prangede med allehaande Skueretter, og med en Dands, under hvilken "de Jomfruer sprunge saa lettelig med Fyrster og Herrer omkring" til Ære for det unge Kongepar.

Kroningen den 21de Juli gik i alt Væsentligt for sig som Kongens tretten Aar iforveien. Under Klokkeklang og Folkejubel gik en Procession fra Slottet til Vor Frue Kirke med Trompetere og Trommeslagere i Spidsen, Rigsraadet til Hest og Dronningen i en Karm, trukken af otte hvide Heste med prægtigt Seletøi. Reravius fortæller, at Karmen var smedet af "idel purt Sølv", men dette maa dog ikke forstaas bogstaveligt; i Virkeligheden var den kun prydet med to Englefigurer af støbt Sølv, som dog havde den anseelige Vægt af 27 Pund og 26 Lod. Otte Adelsmænd gik ved Siden af Vognen med blottede Hoveder, og bagefter den fulgte en


392

Skare af fremmede og danske Adelsdamer tilfods med Dronningens Jomfruer i Spidsen i røde Fløilskjortler, bræmmede med Guld. Under en Thronhimmel, baaren af fire Rigsraader, førtes Dronningen ind i Kirken af Rigens Hovmester Peder Oxe og Marsken Holger Rosenkrands, hvorpaa Kronen efter Sædvane offredes paa Alteret. Gudstjenesten og selve den høitidelige Akt foretoges af Biskoppen i Sjælland Dr. Povel Madsen, der assisteredes af to Præster. Før Salvningen løstes Dronningens blonde Haar, saa at det faldt hende ned paa Skuldrene, og efter denne iførte hun sig i et særligt dertil indrettet Kammer Dronningkaaben af Gyldenstykke, besat med Perler. Ogsaa ved denne Leilighed toge samtlige Rigsraader fat i Kronen, da den sattes paa Dronningens Hoved, for derved symbolsk at antyde, at de raadede over den. Biskoppen udviklede udførligt, hvad Kronen betyder, hvorfor den er besat med Ædelstene og aaben oventil op mod Himmelen, hvorfor den er tung o. s. v., og sluttede med en Bøn for Kongen og Dronningen. Et Tedeum blev afsunget til Orgelmusik, og da den lange Gudstjeneste var forbi, begav Dronningen sig, men denne Gang med Kronen paa Hovedet, tilbage til Slottet i det samme Optog, i hvilket hun var kommen. Her modtoges hun af Kongen, og Dagen endte med et prægtigt Maaltid, ved hvilket der uddeltes herlige Krandse af Guld, Perler og Ædelstene til Rigsraaderne, Hofsinderne og Adelsmændene. De Fattige i Byen bleve ikke glemte, og Skolepeblingene fik ikke blot Almisser, men ogsaa det røde Klæde, hvormed Choret i Kirken havde været betrukket. Iøvrigt varede Festlighederne paa Slottet i samfulde otte Dage; den fjerde Dag var der Fægteskole (se S. 376), men ingen egentlig Turnering, den femte besaas Flaaden, og et Maaltid indtoges paa Admiralskibet "Fortuna". Kongeparret og dets fyrstelige Gjæster drog derpaa til Frederiksborg, og havde der "megen fyrstelig Stat med Banket, Jagt og anden Tidkort efter fyrstelig Skik." Churfyrsten og Hertug Ulrik blev her i Landet til henimod Mikkelsdagstid. Fra forskjellige Sider regnede det med poetisk Hyldest i Anledning af Brylluppet, og Kongen gav ret anseelige Summer til forskjellige lærde Mænd som Zacharias v. Widing og Chytræus, der havde digtet slige Epithalamia, snart 30 nye eller 50 gamle Dalere. Reravius, af hvis Bog vi have anført nogle Brudstykker, fik en Betaling i klingende Mønt af 100 Mark Danske. Ogsaa Studenter skrev latinske Carmina og fik Honorarer.


393

Den kongelige Familie opholdt sig yderst sjelden paa Kjøbenhavns Slot; den drog omkring i Provindserne fra Borg til Borg og fra By til By, som det bl. A. ses af Kongens endnu bevarede Kalenderoptegnelser, og det er betegnende, at intet af Kongeparrets syv Børn er født i Hovedstaden. Herved gik Kjøbenhavns Borgere Glip af al den direkte og indirekte Fordel, en stor Hofholdning altid fører med sig, men paa den anden Side befriedes de ialfald tildels for en ofte trykkende og besværlig Indkvartering. Allerede i Frederik den Andens første Regjeringsaar herskede der et spændt Forhold mellem Borgerne og Hofsinderne, og dette synes at have vedvaret til hans Død. I 1562 klagede Hofsinderne over, at Borgerne hverken vilde give dem Herberge eller Fortæring, skjøndt de havde tilbudt at betale for begge Dele, og Kongen maatte derfor skride ind og befale Magistraten at skaffe de nødvendige Herberger, idet han dog lovede at paalægge de Indkvarterede at opføre sig sømmeligt. I 1578 hører man atter Klager, men denne Gang fra Borgerne, som besvære sig over, at de selv, deres Hustruer og Folk ofte blive overfaldne af Hoffolkene. Ved nærmere Undersøgelse viste det sig imidlertid, at Grunden til disse Sammenstød var den samme som før, nemlig at Borgerne, især de rige og formuende, ikke vilde have Hoffolkene indkvarterede hos sig. Kongen befalede da paany, at der skulde skaffes Rum i Byen til hans Folk, hvorimod disse skulde tilfredsstille deres Værter under Straf af at miste deres Maanedssold. To Aar efter var Striden paany i fuld Gang, fordi Værterne ikke vilde modtage Rosenobler, Dukater og andre Guldstykker til den Kurs, som Hoffolkene selv modtog dem af Rentekammeret. Ogsaa ved denne Leilighed maatte der en kongelig Befaling til for at bringe Sagen i Orden. I Helsingør og Slangerup synes iøvrigt det samme spændte Forhold at have existeret mellem Indbyggerne og Hoffolkene.

En anden stor Byrde for Borgerne var deres Forpligtelse til at indrette Stalde for det kongelige Hestehold, som i hine Tider var overordentlig stort. Naar Kongen ikke opholdt sig i Byen eller paa de nærmeste Slotte som Frederiksborg og Kronborg, stod vel de fleste Stalde tomme, men ved Herredagene eller andre store Forsamlinger toges de alle i Brug, ja det kunde hænde, at man da af Mangel paa Plads blev nødsaget til at opstalde Hestene paa Gaderne. I et Brev af 1578 bemærker Kongen spydigt, at Borgerne


394

istedetfor at lig%ge i Klammeri med Hoffolkene hellere burde beflitte sig paa at bygge Stalde, og da han i det følgende Aar saa langt fra at se dette Ønske opfyldt tvertimod bragte i Erfaring, at de benyttede sig af Hofsindernes og Enspændernes (Ryttere, der brugtes som Ordonnantser) Fraværelse i Jylland til at nedbryde de forhaandenværende Staldrum, tilskrev han Borgmestre og Raad i en hvas Tone, at han ikke havde ventet sig saadan Uhøflighed af dem. Han befalede derhos, at der skulde indrettes Staldrum til 1200 Heste med et Karlekammer for hver fjerde, femte Hest, og Alle, som boede i Borgerhuse, paa enkelte Geistlige nær, skulde udrede denne Tynge. Kongen var nemlig led og kjed af at høre den Undskyldning, naar han kom til Byen med fremmede Herrer eller sendte sine Folk i Borgeleie dertil, at Staldene vare blevne ombyggede til Vaaningshuse, og at man ikke var pligtig til at holde Kongens Heste i Husene og Gaardene. Naar man til disse Byrder føier den hyppige Indkvartering af Soldater i Krigstider: Bøsseskytter, Baadsmænd, Landsknægte og hvad de alle hed, og engang imellem endnu ubehageligere Gjæster, som i 1571, da Mandskabet paa nogle opbragte Fribytterskibe lagdes i Herberg hos Borgerne, som ovenikjøbet skulde passe paa, at disse Sørøvere ikke slap bort, indses det, at den Værdighed at være Borger i Landets fornemste By kunde blive dyrt nok betalt.

Kong Frederik og hans Dronning foretrak som sagt Opholdet i Provindserne fremfor Residentsen i Kjøbenhavn, men da Thronfølgeren Prinds Christian blev født paa Frederiksborg den 12te April 1577, kunde der ikke være Tale om Andet, end at hans Daab maatte feires i Hovedstaden, thi hertil havde Kjøbenhavn nu udviklet sig. Det var en Begivenhed, hvortil Rigerne i næsten et Aarhundrede ikke havde set Magen, ikke siden Christiern den Andens Fødsel i 1481, thi da Christian den Tredie blev født, var hans Fader Hertug og havde ikke mindste Udsigt til Thronen, og da Frederik den Anden kom til Verden, var hans Fader endnu ikke valgt til Konge. Saa overordentlig var Prindsens Fødsel, at overnaturlige Magter bebudede den paa Forhaand; en Havfrue aabenbarede sig for en gammel Bonde paa Samsø og befalede ham at drage til Kongen og sige ham, at hans Dronning skulde føde en Søn, som "vilde blive ophøiet til den kongelige Krone og blive en ypperlig Herre blandt alle Fyrster og Konger udi denne Norder-


395

Verden." Hvorledes det end forholder sig med denne Spaadom, synes den virkelig at være fremført, før Fødselen fandt Sted og var vel, som Werlauff siger, et Udtryk for den almindelige Længsel, hvormed Folket imødesaa en Thronfølgers Fødsel, thi Haabet herom var næsten opgivet.

Det vilde føre for vidt at komme ind paa en Skildring af denne Daabsfests usædvanlige Pomp og Pragt, saameget mere som den alt er behandlet udførligt og med stort Fremstillingstalent af Dr. Troels Lund i en Skitse, der er et helt Tidsbillede. Disse Højtideligheder ligne derhos i det Væsentlige hverandre; Indbydelserne til dem ere noget forskjelligt formulerede efter Anledningen; Overdaadigheden kan være noget større eller mindre, men hver Tidsalder har baade sine kongelige og borgerlige Forlystelser, der komme igjen atter og atter, indtil de ved et Omslag i Tidens Smag eller hyppigere ved en Impuls fra de store Kulturstater udenfor Landets Grændser undergaa mere eller mindre iøinefaldende Modifikationer.

Som ved Kroningen og Brylluppet gik Festlighederne Slag i Slag; den samme Masseskydning af Artilleri, ved hvilken det aabenbart var Meningen at frembringe en jordskjælvlignende Effekt; den samme Udsmykning af Gaderne og Husene, Tusinder af Tilskuere, Borgervæbningens pyntelige blanktpolerede Harnisker, Adelens stive Pibekraver og Knæbenklæder, Damernes Perlehuer og kostbare guldbroderede Stoffer af Silke og Fløil, Musik og Klokkeringning, Optog fra og til Kirken, Banketter, Dands, Fyrværkeri, Folkejubel og megen Drik. Men medens det ved Brylluppet havde været Dronningen, som maatte uddele Gaver til de fornemste Adelsmænd, var det nu hende, som paa Barnets Vegne modtog de talrige Faddergaver i Skuepenge, Sølvbægere, Kander, Kredentser, Skaaler o. lgn.

Anden- og Trediedagsfesten den 3die og 4de Juni fortjener dog mere Opmærksomhed, thi paa disse Dage opførte Kjøbenhavns Studenter to Skuespil i Hoffets, de Fremmedes og Adelens Nærværelse, om hvilke der er bevaret paalidelige og udførlige Oplysninger. Allerede før Prindsens Fødsel havde Kongen udtalt et Ønske i denne Retning for Universitetets Rektor, og Indstuderingen var under to Professorers Veiledning bleven dreven med overordentlig Ihærdighed, for at Universitetet ikke skulde staa til Skamme for de mange fremmede Herrer. Man havde valgt to bibelske Stykker, en gammel Comoedia tragica paa Latin: "Susannes Historie"


396

og "Davids Seir over Goliath" paa Tydsk. Skuespillene opførtes i den indre Slotsgaard, hvor et Telt var opslaaet i Baggrunden til Omklædning for de Agerende, medens Tilskuerne dels havde taget Plads i en Klynge foran en Skranke, dels i Slottets Vinduer, paa Trappegangene, kort sagt overalt, hvorfra man havde et Udkig til den improviserede Scene. Kongen, Dronningen og de fyrstelige Gjæster saa til fra de aabne Galerier, der smykkede Kongefløiens Hovedfaçade til Gaarden, Byens Præster og andre Geistlige opholdt sig i Slotskirkens Vinduer og havde fra Kjælderen faaet en Kande Vin til at styrke sig paa. "Susanna" gjorde almindelig Lykke, skjøndt vistnok de Færreste af Tilskuerne forstod Latin; men den paafølgende Ballet "Pygmæernes Kamp med Tranerne", der udførtes af Vor Frue Skoles Peblinge, iførte Fjerklædninger, var til Gjengjæld mere populair ved sine haandgribelige Løier. Det tydske Skuespil "Davids Seir over Goliath", som gaves den følgende Dag Kl. Et, vakte dog størst Bifald, ikke blot paa Grund af Sproget, men væsentlig fordi man hellere saa en virkelig Kamp end hørte paa alenlange moralske Dialoger. Da Goliath var fældet, og Filistrene slagne af Rædsel skulde flygte, holdt disse sig nemlig ikke Programmet efterretteligt, men faldt ud af Rollen og gjorde Modstand, og Følgen heraf blev et regulairt hidsigt Haandgemæng, i hvilket der modtoges og uddeltes blodige Skrammer. Bifaldssalver drønede over Slotsgaarden, ethvert Fremskridt fra det ene eller andet Parti fulgtes med Spænding af Tilskuerne, og den gamle Søhelt Peder Skram, som paa Grund af sit svage Syn havde taget Plads nede i Slotsgaarden, blev efter et Øienvidnes Udsagn saa beruset af Kampens Hede, at han var paa Nippet til at sætte over Skranken for at samle Israeliterne under sin personlige Ledelse. Fægtningen var i længere Tid staaende; Faldne og Saarede dækkede Valpladsen, men tilsidst lykkedes det dog Israels Børn ved en uhyre Kraftanstrængelse at drive Filistrene paa Flugt. Man havde tidligere set slige Skuespil, men aldrig Magen til dette; en saadan Realisme faldt ret i det sextende Aarhundredes Smag. De dramatiske Forestillinger afsluttedes med en "mærkelig moriansk Daaredands", i sin Tid opfunden af den berømte Skolemand Morten Børup, og som "Hans Majestæt og alle Herrerne lod sig synderlig vel befalde". Den dybere moralske Tendents i det Hele, den "Erindring, der var under, og som ikke lod sig ansé med Øinene", har det vistnok


397

været vanskeligt at faa fat i; ialfald forekommer Allegorien os noget søgt, naar det hedder: "Og som Merianerne spilde deres Tid med Dands og Daareri, saa henslider den uforsigtige Verden sin endelige og stakkede Livstid udi mange unyttige, daarlige og syndige Bestillinger, hvilket med Daaredandsen Altsammen forsvinder paa det Sidste, og ikke Goliaths Styrke, Magt eller nogen verdslig Vold gjælder imod den ringe anseende David. Og som Pygmæerne tog sig unødig og fordærvelig Feide for med Tranerne, saa er Krig og Feide Lands og Rigers Besværing og egen Fordærvelse". Det kan tilføies, at da alle Festlighederne vare til Ende og hver drog til Sit, tog Bedsteforældrene efter Datidens Skik den Nydøbte hjem med sig til Mecklenborg, hvor Opholdet dog kun varede et Par Aar. Den allerede da vidt berømte Tyge Brahe stillede efter Kongens Befaling Prinsens Nativitet og nedlagde Resultatet af sine Beregninger i et udførligt Skrift, som den Dag idag er bevaret, og hvis Forudsigelser endda ikke vare saa helt feilagtige.

Ligesom Kjøbenhavn efter Kroningen var bleven ramt af en stor Dyrtid, som Kongen og Peder Oxe søgte at afhjælpe ved milde Gaver til Trængende, Uddeling af Penge til de Husarme og Fattige, saavelsom ved Oprettelsen af en Fattigdirektion (smlgn. S. 301), saaledes hjemsøgtes Byen efter Daabsfestlighederne af nye pestlignende Sygdomme og Dyrtid, som nødvendiggjorde overordentlige Forholdsregler. Peder Oxe var imidlertid død i 1575, og det blev derfor hans Eftermand i Statholderembedet, Rentemesteren Christoffer Valkendorf, som tog sig af Borgernes Affairer. I en Aarrække beklædte han denne Post og gjorde sig overhovedet saa fortjent af Stadens Udvikling, at han bestandig fremhæves som en af dens største Velgjørere.

Den første December 1579 befalede Kongen Borgmestre, Raad, Byfoged og menige Borgere i Kjøbenhavn, at de skulde være "os elskelig Christoffer Valkendorf til Glorup, vor Mand, Raad og Rentemester hørige og lydige, ligesom vi selv der personligen tilstede var", thi det var blevet denne "naadigst tiltroet og befalet, at have Befaling og Tilsyn paa Altingest der i Byen, saa at det kan gaa skikkeligen og vel til saa meget som muligt er". Valkendorf var da en Mand paa 54 Aar og havde vundet Kongens velfortjente Tillid og Yndest dels som Lehnsmand i Bergen, hvor han ved sin kraftige Optræden havde gjort Ende paa de tydske Kjøbmænds og


398

Haandværkeres Overmod, dels som Raadgiver hos Hertug Magnus i Lifland og som Lehnsmand paa Island og Gulland. I 1574 kaldtes han til Kjøbenhavn og blev Rentemester; han boede da i en Gaard ved Gammelstrand, men kom et Par Aar efter tillige i Besiddelse af en Gaard og nogle Boder paa Vestergade, der havde tilhørt den kongelige Kanonstøber Laurids Madsen Bøssestøber, der som Kirkeværge ved Frue Kirke havde taget sig saa varmt af Kirkegaarden udenfor Nørreport og dens Kapel (smlgn. S. 321). Som Rentemester blev Christoffer Valkendorf under Peder Oxes Veiledning indviet i Rigets Finantsvæsen, men først efter dennes Død kom han som Statholder i mangfoldig direkte Berøring med Borgerne og deres Anliggender. Ikke blot repræsenterede han Kongens Person og havde Overopsynet med Holmen og Kronens Søfolk, men han udøvede en almindelig overordnet Myndighed i Byen, havde Tilsyn med Retsvæsenet, modtog Borgmestrenes Ed paa Kongens Vegne, holdt Øie med de Udlændinge, der besøgte Staden, sørgede for Indkvarteringen, ja indblandede sig hyppigt i de kommunale Anliggender. Under disse Omstændigheder er det intet Under, at hans Forhold til Indbyggerne efterhaanden antog en patriarchalsk Charaktér, og at han paa mange Maader og under mange forskjellige Former kunde fremme deres Bedste, ikke mindst ved at optræde som Mellemmand hos Kongen, skjøndt han ikke altid havde Held med sig. Saaledes fik han et Afslag, da han i 1584 i Borgernes Navn ansøgte, om de i Fremtiden maatte blive befriede for Indkvarteringer. Kongen svarede, at da Kjøbenhavn var det Sted, hvor han havde sine Orlogsskibes Udredning, var det absolut nødvendigt at samle Folkene der, og han kunde derfor "efter den og anden Rigens Leilighed for ingen Del bevilge sine Undersaatter der sammesteds slig almindelig Frihed for Hold, som de det og selv vil kunne betænke", men han tilføiede som for at forsøde Afslaget: "Hvis vi ellers udi andre Maader deres Bedste kunne vide og betænke, dertil ere vi naadigst beneget".

I Aaret 1580 opstod der en Strid mellem Borgerskabet og Magistraten, af hvis Bilæggelse Christoffer Valkendorf indlagde sig stor Fortjeneste. Ved et Tilfælde blev det oplyst, at Borgmestre og Raad ikke betalte Kongeskat, og da Frederik den Anden befalede denne Sag nærmere undersøgt, kom det saa vidt, at det menige Borgerskab reiste en formelig Anklage mod sin Øvrighed


399

Det var et langt Synderegister, der opregnedes, og Misfornøielsen maa have ulmet længe mellem Mand og Mand, inden den kom til Udbrud. Man ankede over, at Magistraten taxerede Byskatten "ubilligen, den ene mere til Skade og Besværing end den anden«, at Fattigfolk, der ikke eiede Kvæg, alligevel maatte betale Afgift til

Christoffer
Valkendorf

Christoffer Valkendorf til Glorup. Statholder i Kjøbenhavn.

Kongen af Byens "Græsbed", medens de Rige unddrog sig Betalingen; man vilde have en "christelig og villig Skik" paa Byens aarlige Indkomst, og det blev rentud sagt, at Magistraten havde flere Indtægter, end der med Rette tilkom den. Stadens Midler bleve forødte til unyttigt Arbeide, og de Dannemænd i Raadet


400

burde efter deres store og statelige Evne, Handel og Formue komme Borgerskabet til Hjælp, naar der skulde udgives Arbeidsskat, eftersom de havde de fleste og bedste Huse indenfor Voldene. Der var heller ingen Mening i, at de ikke bidrog til Broer og Veie, efterdi de kjøbte det meste Korn, der kom til Byen; de alene brugte Byens Fiskevand, de unddrog sig Vagtholdet om Natten og vilde ikke bære Indkvarteringens Byrder. Endnu værre var det, at Byens Huse og Grunde bleve bortsolgte, uden at Borgerne vidste, hvor Pengene bleve af; en Borgmester havde laant Penge af Kommunens Kasse uden at betale dem tilbage, en anden, den store Kjøbmand Markus Hess, havde solgt et af Byens Skibe i Udlandet og stukket Pengene i Lommen; Ingen anede, hvem der nød godt af de 2000 Daler, Kongen havde eftergivet Byen o. s. v. Sluttelig opfordredes "de Dannemænd" til at overveie den sidste Skat paa 8000 Daler og undersøge, hvem der var taxeret for høit og hvem for lavt, ligesom man ønskede Vandskatten nedsat og andre lignende Lettelser.

Disse nærgaaende Angreb kunde Magistraten ikke lade sidde paa sig, men den forsøgte at afværge Stormen ved at vise en imødekommende Holdning overfor de udtalte Ønsker om en retfærdigere Fordeling af Skatterne og forresten dokumentere, at dens Indtægter enten vare blevne oppebaarne "fra Arilds Tid" eller vare hjemlede ved kongelige Fribreve. Det var aabenbart et svagt Punkt, at Borgmestre og Raad uden videre havde taget Kalvehaven (Jorderne tæt udenfor Vesterport, se Side 9) til sig, men de undskyldte sig med, at det kun var sket for at bevare den for Kommunen, og tilbød at betale Jordskyld af den eller udlægge den paany, ifald Borgerne foretrak dette. At Borgerne ikke have fundet Magistratens Svar tilfredsstillende, fremgaar af den Omstændighed, at Christoffer Valkendorf den 26de Juli fik Brev fra Kongen om at gjøre sig den største Flid for at bilægge Sagen i Mindelighed, og hvis dette ikke lykkedes, indstille den til Kongens Afgjørelse, "efterdi Vi ikke gjerne høre, at der skal være nogen Tvist og Uenighed imellem Vore Undersaatter udi Kjøbstæderne; desligeste ere Vi ogsaa af kongelig Mildhed tilnegede og villige at ville hjælpe alle Vore Undersaatter, saavel den Fattige som den Rige, hver til det, som de kunne have Ret til." Langt om længe i Januar 1581 lykkedes det Statholderen at bringe et "venligt" Forlig istand, der


401

nedlagdes i en kongelig Forordning af 5te April, bekjendt under Navn af Frederik den Andens Stadsret, fordi den foruden den omtalte Overenskomst indeholder forskjellige andre Bestemmelser vedkommende Skattevæsenet og almindeligere kommunale Forhold. Ved denne Leilighed var det, at Kæmnerbestillingen, der hidtil havde været en Magistratspost, gik over til tvende tilskikkede Borgere (smlgn. S. 334); med andre Ord: de menige Indbyggere fik en udvidet finantsiel Kontrol med Magistraten. Det bestemtes

Initial fra
Valkendorfs Bog

Initial fra Valkendorfs Bog.

derhos, at Byskatten skulde paalignes efter Formue og Leilighed, dog at Magistraten i Henhold til Christoffer af Bayerns Stadsret skulde være fri for den, "men ellers i ingen andre Skatter eller Tynge, som Byen kunde paakomme". Græspenge skulde kun betales af dem, der havde Fæ og Kvæg paa Marken; Kalvehaven, saavelsom Byens Gaarde, Grunde og Eiendomme skulde bortleies til den Høistbydende for et Tidsrum af 5 Aar ad Gangen, og endelig skulde Magistraten for egen Regning opbygge det forfaldne Veierhus og vedligeholde det, Borgerne og Byen uden al Besvær.


402

For at undgaa lignende Stridigheder i Fremtiden lod Christoffer Valkendorf udarbeide en Jordebog over Stadens, Kirkernes, Vor Frue Skoles, Helligaandshospitalets, Præsternes og de Fattiges Eiendomme, og besørgede tillige en Afskrift af de "Statuter, Privilegier og Friheder, som lyder paa Kjøbenhavns By". Disse to kostbare Pergamentshaandskriiter, som den Dag idag opbevares i Raadstuarchivet, og hvoraf den sidste særlig er bekjendt som "Valkendorfs Bog«, skjænkede han Kommunen. De ere begge i Folio, overordentlig smukt udstyrede og skrevne med Bogstaver, der

Initial fra
Valkendorfs Bog

Initial fra Valkendorfs Bog.

neppe lade sig skjelne fra det smukkeste Tryk, et Bevis for den Fuldkommenhed, hvortil Skrivekunsten i hin Tid var naaet. Paa Jordebogens Titelblad læses: "Kjøbenhaffnns Frihed" tilligemed en summarisk Indholdsfortegnelse, indfattet i en Ramme af sammenslyngede sorte og gyldne Linier. Den saakaldte "Valkendorfs Bog" er dog ulige prægtigere; den er indbunden i et presset Læderbind fra selve Tiden med fine forgyldte Ornamenter og Kjøbenhavns Vaaben i Guld paa Midten. I Hjørnerne er der anbragt massivt Sølvbeslag, medens de oprindelige Sølvspænder ere gaaede tabte. Ogsaa her er Skriften usædvanlig smuk, og Bogen faar forøget


403

Interesse ved en Rigdom af haandtegnede Initialer, Ornamenter i Renaissancestil, Cul de lampes o. lign. Som Exempel paa Initialerne er her afbildet Bogstaverne V (David med Harpen), E (Salomons Dom) og I (Jephtas Datter), alle i Originalernes Størrelse. Fra Tid til anden har Magistraten ladet tilføre forskjellige Byen vedkommende Forordninger og Optegnelser; den seneste af disse er en Fortegnelse over Griffenfelds Gaver til Staden. Ogsaa Valkendorfs Fortjenester af Kjøbenhavn i Aarene 1581-84 findes indførte her; det er et Æreminde, Kommunen har sat sin Velgjører i den af ham selv skjænkede Bog.

Initial fra
Valkendorfs Bog

Initial fra Valkendorfs Bog.

I Virkeligheden blev der ogsaa gjort adskilligt for Staden i disse Aar. Fæstningsværkerne bleve udbedrede, og Valkendorf bidrog ikke blot hertil af sine private Midler, men lod "sine egne Arbeidskarle hver Dag arbeide paa Volden med Borgerne, at det skulde gaa for sig" (smlgn. S. 383). I 1581 lod han opføre et nyt Veierhus, som Samtiden kaldte "det skjønne«, istedetfor det gamle forfaldne i Naboløs, hvilket Magistraten i Forliget af 5te April havde lovet at ombygge og vedligeholde for egen Regning. Det blev bygget i den opfyldte Strand, "som Ingen havde tænkt eller troet, at der skulde have nogen Tid kunnet staa Hus derpaa«,


404

ved Siden af det nuværende Assistentshus, og blev først nedrevet i 1857. I det nye Veierhus indrettedes der en Accisebod, og det gamle omdannedes til "Humlegaard", sandsynligvis et Sted, hvor den indførte Humle blev vraget. Samme Aar opførte Valkendorf "Kjøbenhavns By til Ære og Gavn" et muret Hus paa den østre Ende af Amagertorv, hvilket formodentlig er den Gaard, der senere indrettedes til Værtshus og under Navn af "Lækkerbisken" paa nogle Afbrydelser nær vedblev at benyttes som saadant til ind i det attende Aarhundrede. I 1582 "tænkte Statholderen Kjøbenhavns Ære og Forfremmelse ikke udi én Maade, men i mange Maader", idet han henvendte sin særlige Opmærksomhed paa de to taarnløse Kirker, St. Nikolai og Helligaands. Paa Reformationstiden havde Nikolai Kirkes Sognefolk, som ovenfor (S. 314) berørt, samlet en Sum Penge. saavelsom Kalk og Mursten til et paatænkt Taarn, men disse Midler gik tabt i de urolige Tider; nu besluttede Valkendorf at gjøre et nyt Forsøg paa at naa Maalet. Han tegnede sig for et Bidrag af Penge, Mursten og Kalk, og lod Arbeidet paabegynde, da andre velstaaende Mænd havde fulgt hans Exempel, i det Haab at Arbeidet kunde holdes gaaende ved frivillige Bidrag, og saa ivrig var han for Sagens Gjennemførelse, at han tidt og ofte gik op paa Muren til Murmestrene og "underviste dem". Men da Halvparten omtrent var færdig, vare Midlerne udtømte, og Borgerne vidste da ingen anden Udvei end, sandsynligvis efter Valkendorfs Raad, at henvende sig til Kongen og bede denne om at komme dem til Hjælp dels med et personligt Bidrag, dels ved en kongelig Henvendelse til de Adelsmænd og Adelsfruer, der eiede Gaarde i Sognet. Dette skete ogsaa; den 27de Mai 1586 udstedte Kongen et Brev til 61 Adelspersoner, hvori han tilkjendegav dem, at de vilde være ham synderligen til Villie, hvis de vilde komme det paabegyndte Byggearbeide noget til Hjælp, naar Kirkeværgerne eller deres Fuldmægtige kom til dem, "som I ere Kirkens og Guds Huses Bygning til hans Ære at forfordre beneget". Nu kunde Arbeidet paa Taarnet fortsættes, men det blev dog først færdigt i 1591, hvilket Aarstal det endnu bærer, og der hengik en Snes Aar til, inden Spiret blev opsat. Hvad Helligaandskirken angaar, synes Taarnets Opførelse at være stødt paa færre Hindringer, vel sagtens fordi Byens rigeste Kjøbmænd boede i Sognet, og disse gjerne bidrog til at udsmykke det i og for sig temmelig uanseelige Gudshus.


405

Men ogsaa til dette Værk gav Valkendorf et personligt Bidrag af Penge, Kalk og Sten, og han oplevede at se Kirken færdig med Taarn og Spir i samme Skikkelse, som det i vore Dage atter har faaet. I 1584 befalede han endelig Kirkeværgerne ved Vor Frue Kirke at tække Kirken med Kobber istedetfor de hidtilværende Tagsten, ligesom han lod Bispegaarden paa Hjørnet af Nørregade og Studiestræde udvide, forbedre og ombygge, saaledes at den i det Væsentlige fik det Udseende som paa Resens Tid (se Afbildn. S. 45)

I Kirkerne havde der hidtil hersket den Skik, at Mænd og Kvinder sad sammen, hvilket gav Anledning til Uordener og Usømmeligheder. Frederik den Anden befalede derfor i November 1577 Universitetet (der havde Patronatsret til Vor Frue Kirke) og Magistraten, at efterdi Vor Frue Kirke "er saa godt som Hovedkirken for andre her udi Riget, saa at der jo bør være synderligst god Skik og Ordning", skulde Mændene staa paa den ene, Kvinderne paa den anden Side, saaledes som det allerede var anordnet i Domkirken i Roskilde, at "Altingest dermed kan gange ligeligen, skikkeligen og ret til". Den nærmere Ordning overlodes dog til de Paagjældendes eget Skjøn. Næste Aar udkom en lignende Befaling for Nikolai Kirkes Vedkommende. Naar det nu anføres mellem Valkendorfs Fortjenester, at han i 1583 "forordinerede den smukke og sirlige Skik" at Mændene skal staa paa højre og Kvinderne paa venstre Side, har han altsaa kun fastslaaet begge Kjøns Plads, og man har sagtens heri set en Anerkjendelse af Mandens overordnede Værdighed, som derfor fortjente at optegnes mellem Statholderens øvrige gode Gjerninger.

Det var overhovedet paa mange forskjellige Omraader, at Christoffer Valkendorf greb ind, nidkjær og hjælpsom, snart med Læmpe snart med et Magtsprog. Han iværksatte en vigtig Forbedring ved Havnen, idet han lod Strækningen fra Veierhuset til Høibro omsætte med hugne Kampesten, hvilket først i den allerseneste Tid er sket paany; han lod mure en Hvælving under Vesterport (som den Gang laa. lige for Vestergade) for at give Stadsgravens Vand frit Gjennemløb, og satte en anden Hvælving i Volden ved Mønten (altsaa ud for nuværende Møntergade) for at Vandet, der blev staaende i Gaderne, hvor det foraarsagede "stor Synk og Urenlighed" kunde have frit Afløb til Stadsgraven. Lige ud for Brøndstræde indrettede han samtidig "en skjøn Brønd i Volden med hugne Sten, mangen Mand


406

og Fattig til stor Gavn og Bedste". Det var denne Brønd, hvorefter Gaden tog Navn, thi den hed tidligere Lille Vognmagergade, men Brønden maa have ligget et godt Stykke tilbage fra nuværende Gothersgade, efterdi lille Brøndstræde var Voldgade. For de sanitære Forhold sørgede Valkendorf ved i Henhold til en kongelig Befaling at faa et Slagterhus opført udenfor Vesterport i 1583. Hidtil var al Slagtning nemlig foregaaet indenfor Byens Volde, formodentlig i Slagterboderne paa Hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, men da Blod og anden Urenlighed flød i Rendestenene, hvilket fremkaldte "megen ond og slem Stank og andet mere Ubekvemt", vilde Kongen ikke vide heraf. Valkendorfs Slagterhus blev derfor opført og af praktiske Grunde delt i 14 Boder; det laa ud til Vandet i Egnen om nuværende Kolbjørnsens Gade, altsaa fjernet fra Alfarvei, thi Adgangen til Vesterport var den Gang ad gamle Kongevei, som var en simpel Forlængelse af nuværende Vestergade.

Iblandt Valkendorfs Fortjenester af Byen anføres, at han har "gjort den gode Skik her udi Kjøbenhavn om Bryllupper og Barsel som her saa overflødigen havde taget Overhaand med stor Kost, Pragt og Pral, saa hvad den Rige vilde gjøre, det vilde den Fattige ligesaa gjøre, saa at Mange, som var noget ved deres Næring og Bjering, gjorde saa stor Omkost, at de siden maatte sælge Huse og Gaarde og bleve Stavkarle (Tiggere) og ikke kunde reise dem derefter". Allerede Christian den Tredie havde forsøgt at standse den stigende Ødselhed ved slige Leiligheder og havde paabudt forskjellige Indskrænkninger, men da han "forfarede, at de bleve optagne i den værste Mening", ophævede han dem atter, saaledes at der vel kunde trænges til en ny "god Skik". Der findes den Dag idag talrige Fortegnelser bevarede over, hvad Adelsmænd kostede paa deres Døttres Bryllup, Lister over det personlige Udstyr, Klæderne, Smykkerne (hvis Vægt undertiden angives i Pund), Perlerne og Bohavet, samt over de Spise- og Drikkevarer, der medgik til selve Bryllupsfesten, og at det ikke var Smaasummer, hvorom det dreier sig, fremgaar af en Fortegnelse fra Frederik den Andens Tid, hvor der til et fornemt Bryllup medgik: 24 Øxen, 80 Faar og Lam, 150 Gjæs, 200 Høns, 24 Grise, 2 Orner, Raadyr og Harer "det Meste, man kan bekomme", 80 Sider Flæsk, 500 Æg, 4 Skjæpper Hvedemel, 2 Tdr. Smør, 2 Tdr. Lyneborg Salt, 3 Tdr. Edike, Agerhøns "om de ere at bekomme", 2 Tdr. Æbler, 2 Tdr.


407

Pærer, Aal, Torsk, Sild, Gedder, Karudser og "andre levendes Søfisk, eftersom Behov gjøres", endvidere en efter Nutidens Smag overdreven Mængde Kryderier saasom Ingefer, Peber, Safran, Nelliker, Muskatblomme, Svedsker (70 Pund), Rosiner, Figen, Oliven, Lemon, Kapers, Konfekt, og endelig 20 Ahmer Vin, 16 Tdr. hamborgsk Øl, 4 Læster Rostocksk Øl, 4 Tdr. Pryssing, 1 Læst Mjød, og af dansk Øl "tænke I vel selv til, hvad Behov gjøres«. Adelens Luxus smittede Borgerstanden, og det er derfor ikke overdrevent, at mangen Mand blev bragt i Armod ved at gjøre sin Datters Bryllup. Den Vedtægt, Magistraten, vistnok paa Foranledning af Valkendorf, udstedte i 1579 er i det Hele oplysende for Datidens Bryllupsskikke. Den viser, at Vielserne altid fandt Sted om Søndagen, men at der allerede om Fredagen holdtes en Indledningsfest i Hjemmet, hvor unge Karle og Piger, Forgangskvinder (der skulde opvarte ved Bordet) og Dragekvinder vare tilstede for at smykke Brudehuset. Dette blev rentud forbudt; Dragekvinderne skulde forføie sig hjem, naar der var "afdraget" i.e.: naar Tæpperne vare ophængte, og ikke møde igjen før om Søndagen. Om Lørdagen pleiede Brudgommen at lade de unge Karle, som vare indbudne, vaske og rage paa sin Bekostning hos en Bartskjær, men ogsaa herimod nedlagdes der Forbud; Brudgommen skulde ikke være besværet dermed. Naar Bryllupsdagen endelig oprandt, gik Brud og Brudgom ledsaget af alle Gjæsterne i høitideligt Optog med Spillemænd foran til Kirken og tilbage til Brudgommens Hus, hvor der indtoges et Middagsmaaltid, og Brudegaverne henlagdes paa den saakaldte Brudebænk ved Brudeparrets Side. Gaverne bestod enten af Sølvbægere, Kander o. lign. eller af Skuemønter: Portugaløser (til en Værdi af 83 Kroner) og Rosenobler (18 1/2 Kroner), hvilke senere indløstes af Giverne med rede Penge, for at de kunde bruges paany ved en anden Leilighed. Bruden forærede til Gjengjæld enhver indbuden Mandsperson en Skjorte. Aftenen feiredes paa Raadhuset eller i det danske Kompagni, hvor Bruden dandsede med Dronning Dorotheas Brudesmykke (se S. 329) paa Brystet, og hvor der sikkert blev drukket tappert. Det er vel sandsynligt, at Brudeparret er blevet ledsaget hjem til Brudehuset, og at en eller anden Ceremoni som den S. 391 anførte har givet Anledning til adskillig uhøvisk Skjæmt. Mandagen feiredes paa samme Vis med Middagsmaaltid og paafølgende Dands, og om Tirsdagen stod det Brudgommen frit for


408

"efter sine Kaar" at bede nogle Venner hjem til sig i sit eget Hus til Middag eller Aften, men hermed skulde Gilderne ogsaa have Ende. I Vedtægten gjøres der Forskjel paa den finere Del af Borgerskabet og Haandværkerne, thi Borgmestre, Raadmænd og Kjøbmænd maatte bede 24 Par Folk med Børn og Døttre samt 12 unge Karle, hvorimod Haandværksfolk kun maatte indbyde 12 Par og 6 unge Karle. Heller ikke kunde disse sidste holde Dands paa Raadhuset eller Kompagnihuset, men maatte blive i Brudgommens Hus til Middag eller Aften, hvilket Brudgommen vilde. Det forstaas let, at velstaaende Folks Bryllupsfester paa Grund af den ydre Pomp ikke gik af uden Spektakler eller Tumulter paa Gaderne, thi, som Kornelius Hamsfort siger, "der gjøres aldrig et Bryllup, Gjæstebud eller Gilde, uden at det gaar løs paa Drikning, og det saalænge, at Nogle med Respekt at sige spy derved". Naar Gjæsterne om Aftenen halvt eller helt drukne forlod Festen, lod de sig ledsage hjem af Tjenere med Løgter, og disse, som hyppigt selv vare berusede og derhos bevæbnede, "brugte stor Oprør med Skjælden, Raaben og Slaaen". Magistraten befalede derfor, at enhver "Løgtedreng", som bar Vaaben, skulde sættes i Raadstukjælderen og Husbonden bøde 40 Mark, ja følgende drakoniske Bestemmelse tilføjes: »Den samme Ret skal og være, om de gjøre nogen Bulder, raaber eller skriger enten paa Brudgommen, Bruden eller Nogen, som samme Kost gjør, eller paa nogen anden ærlig Folk, skal straffes i lige Maade og Høvedsmanden derfor, som Saadant begynder, miste sit Hoved uden al Naade". Lignende Indskrænkninger indførtes for Barselgildernes Vedkommende, hvorhos det befaledes, at Udgifterne ved Indtrædelsen i Laugene skulde nedsættes, saaledes at Indgangskosten afskaffedes, og der ikke gaves andre Drikkevarer end tydsk Øl. Om den nye Ordning ved Begravelser er der talt foran S. 318.

Omsorgen for Syge, Fattige og Husarme, som enten viste sig i Form af Almisser, Pengegaver til de Husarme, gratis Uddeling af Fødemidler, Stiftelse af private Senge i Helligaandhuset eller Indretning af Friboliger, de saakaldte Sjæleboder, antog et storartet Omfang i Frederik den Andens Tid (se foran S. 301 og flg.), og skjøndt vistnok Kongen selv, Peder Oxe, mange Adelsmænd og et stort Antal velstaaende Borgere have udrettet mere paa dette Omraade end Christoffer Valkendorf, anføres det dog som en Fortjeneste, at han befalede de fattige Husarmes Forstandere at lade Sjæleboderne


409

ved Mønten, 16 i Tallet, opmure fra Grunden og selv skjænkede et anseeligt Pengebidrag saavelsom Kalk, Mursten og Jern dertil. Disse Sjæleboder ved Mønten vare skjænkede de Fattige af den berømte Kjøbmand Albert v. Gochs Enke i 1550, men maa have været forfaldne og ubrugelige. De ere nuværende Nr. 31 i Møntergade som en Tid lang derfor kaldtes "de Husarmes Stræde«, og Grunden strakte sig helt ud til det bagved liggende Brøndstræde, saaledes at der var Forbindelse mellem de to Gader.

Ligeoverfor paa den anden Side af Møntergade (nuværende Nr. 28) laa der en lignende Fattigstiftelse, Povl Fechtels Boder, "Mønterboderne", eller "Hamborgerboderne«, som vare anlagte i

Skuepenge
med Povl Fechtels
Portrait

Skuepenge med Povl Fechtels Portrait i dobbelt Størrelse af Originalen.

1569 eller 1570, og den Dag idag, over 300 Aar efter, ligge paa samme Plet. De bleve stiftede af Møntmester Povl Fechtel, som formodentlig indvandrede fra Hamborg i Frederik den Førstes Dage. I 1536 var han Borger i Helsingør, men blev i 1541 beskikket til kongelig Møntmester af Christian den Tredie, hvilken Post han beklædte i 1565, da Kongen takkede ham for tro Tjeneste og godt Regnskab. Han blev sikkert en meget gammel Mand, thi i 1590 levede han endnu, og paa den Medaille, der blev slaaet til Minde om ham, og af hvilken der baade existerer et Exemplar i Guld og Sølv i den kgl. Møntsamling, læses paa Plattydsk Indskriften: "Gud har givet Lykke og langt Liv". Reversen bærer, ligeledes paa


410

Plattydsk, Indskriften: "Jeg lever i Gud". Povl Fechtel var en velstaaende Mand, som paa forskjellig Maade gjorde sig fortjent af Byen; saaledes skjænkede han Nikolai Kirke, en Altertavle, der ødelagdes ved et Lynnedslag i 1560 (smlgn. S. 314), men hans største Gave var dog de omtalte Sjæleboder, som den Dag idag bære hans Navn. Ikke blot lod han Bygningerne opføre, men han henlagde en Kapital paa 3000 Rdlr. til Stiftelsen, medens Kongen ved et Gavebrev af 1570 skjænkede Grunden, der tilhørte ham som en Part af Møntergaarden eller, om man vil, af det gamle S. Klare Kloster. Kapitalen stod paa Rente hos Magistraten i Hamborg til 5 pCt., og Stiftelsen kom aldrig ind under det almindelige Fattigvæsen, skjøndt der i Christian den Fjerdes Tid gjordes et Forsøg derpaa, men bestyredes da som nu af Fechtels Familie, hvis Medlemmer derhos have Forret til Indlæggelse.

Efter den nordiske Syvaarskrigs Afslutning oprandt der en lykkelig Periode for Landet, under hvilken den almindelige Kultur og Velstand tiltog, og Rigets Magt samtidig naaede et Højdepunkt som aldrig før eller siden. Medens Adelsmænd som Johan Friis, Peder Oxe, Niels Kaas og Christoffer Valkendorf ikke blot styrede Statens Anliggender med Kløgt, men fandt Tid til at gribe fremmende ind paa videnskabelige og sociale Omraader, vandt Tyge Brahe paa Uranienborg og Niels Hemmingsen fra Universitetets Lærerstol og senere, da han var falden i Unaade, fra sin beskedne Bopæl i Roskilde, europæisk Navnkundighed. Paa alle Felter var der Fremskridt og Udvikling; Reformationens Følger lagde sig for Dagen i en kraftig Nationalfølelse, Hansestædernes Magt var brudt, og Rusland var endnu ikke trængt frem til Havet som Medbeiler til Herredømmet paa Østersøen. Det er charakteristisk for Danmarks Betydning i denne Periode, at europæiske Regjeringer begyndte at holde permanente Gesandter i Kjøbenhavn (saaledes den franske Konge den brave, men dybt forgjældede Carolus Dancæus), ligesom en stærk Tilstrømning af Rejsende og Fremmede viste Stadens voxende Ry. Fra 1570-72 indvandrede endel Nederlændere, som vare flygtede for Hertugen af Albas Regimente, og som Kongen i nogle Aar forskaanede for Skat og anden Tynge, en Frihed, de iøvrigt synes at have misbrugt, da Kongen "alvorligen og strengeligen" maatte befale dem at aflægge Borgered og ikke vise sig "ulydige, uhørsomme og gjenstridige" mod Borgmestre og Raadmænd. Denne Tilstrømning af Neder-


411

lændere synes at have vedvaret længe, men i Slutningen af Frederik den Andens Regjering bleve mange af de Indvandrede atter udviste paa Grund af religiøs Fordom; man forlangte nemlig, at de enten skulde opgive deres reformerte Tro, som var "andre Christne til Forargelse og Gud til Fortørnelse", eller rømme Landet, et sørgeligt Tegn paa Datidens Intolerance. En stor Mængde Tydskere, som paa Grund af Religionsforfølgelser forlod deres Fædreland, bosatte sig ligeledes i Kjøbenhavn, og i 1575 var der allerede saa mange, at Frederik II indrettede S. Klare Kloster til en Kirke for dem, og beskikkede en Præst og Kantor "eftersom vi Gud almægtigste til Lov og Ære og fremmede og udlændiske Folk til Gavn og Bedste, som ikke forstaa det danske Tungemaal, have ladet anrette en Kirke udi vor Kjøbstad Kjøbenhavn, hvorudi skal holdes hver Søndag og andre høitidelige Dage tydsk Prædiken og Tjeneste". Kongen skjænkede den baade Klokke og Altertavle, og satte Kronen paa sin Gavmildhed ved i 1586 at overlade Tydskerne S. Peders Kirke, der hidtil var bleven brugt som Gjæthus (smlgn. S. 361). Men samtidig med disse blivende Gjæster fik Byen Besøg af talrige fremmede Kræmmere og "Landfærdinge", som opholdt sig i kortere eller længere Tid for at sælge deres Varer, saavelsom af andre Udlændinge, om hvis egentlige Ærinde det var vanskeligt at komme til Klarhed, og som derfor betragtedes med stor Mistænksomhed. Medens Magistraten sloges med de fremmede Samkjøbere og forfulgte dem med Processer, saa snart de gjorde Indgreb i Privilegierne, konfiskerede deres Varer eller tvang dem til at tage Borgerskab, holdt Kongen skarpt Øie med de Tilreisende af ganske andre Grunde. Sagen var, at man snart frygtede for Papister og andre Kjættere, snart for Spioner, der kunde skaffe sig Indblik i Rigets Forsvarsvæsen. I August 1576 befaler Kongen, i Lighed med hvad der sker andetsteds, at alle Fremmede, som ville ind i Byen, skulle forhøres i Portene, om "hvad det er for Folk, og hvad Besked de have med at fare", hvorhos Borgerne, hos hvem saadanne Tilrejsende logere, skulle give Statholderen de fornødne Oplysninger, "formedelst af sligt Folk undertiden det kan udføres og udbredes, som ikke burde", og Kongen desuden har bragt i Erfaring, at en Spion nylig har været i Byen. Heller ikke maa Nogen reise bort uden Pas fra Slotsherren. Otte Aar efter indskærpes Befalingen, og man ser nu tydeligt, hvad der befrygtes. I et Brev til Stat-


412

holderen, Christoffer Valkendorf meddeler Kongen, at hans Svigerfader, Hertug Ulrik af Meklenborg har underrettet ham om, at der paa adskillige Steder i Tydskland er befundet Eventyrere, som udgive sig for Kongers og Herrers Gesandter eller "for andre anseelige Personer" ja, endog have eftergjorte kongelige Signeter for desto lettere at kunne gjennemføre deres farlige "Praktiker", nemlig Brand, Mord, Bespeiding eller andet utilbørligt Væsen. Da Kong Frederik nu befrygtede, at Folk af samme Slags "skulde sig lade imod os bruge og sig Noget turde understaa, enten ved Brand vore Orlogsskibe, som der for Byen ere liggendes, at anfægte eller i andre Maader os eller vore Undersaatters Skade at eftertragte", skulde Valkendorf sørge for "grangivelig" Opsigt med alle Udlændinge, ikke tilstede Nogen at komme ind i Riget uden Pas, sætte bedre Vagt ved Orlogsskibene og paa Holmen end hidtil og ikke lade nogen Fremmed faa Adgang til disse. Det ses, at Kongen navnlig havde Vælske, Franskmænd og Spaniere i Kikkerten.

Var der saaledes paa den ene Side en stærk og ugjæstfri Kontrol med Fremmede, behandledes de paa den anden med udsøgt Opmærksomhed, naar deres gode Hensigter vare beviste, fremmede Gesandter og Sendebud underholdtes hyppigt paa Kongens Bekostning, ja selv Privatfolk af Rang nød en lignende Udmærkelse. Nogle østerrigske Friherrer, som i 1587 besøgte Kjøbenhavn som Lystreisende, bleve ikke blot indlagte i det bedste Herberg i Byen, men skulde have deres Mad leveret fra Slottet, hvis Traktementet, de fik, ikke var tilfredsstillende. De fik ogsaa Tilladelse til at tage Orlogsskibene, Tøihuset og andre Seværdigheder i Øiesyn. Af det Ovenanførte fremgaar det, at mange Tilreisende indlogerede sig hos Borgerne, men der fandtes sikkert ogsaa et forholdsvis betydeligt Antal Gjæstgivergaarde eller Hoteller. De mest ansete paa Frederik den Andens Tid vare det lybske Herberg (nuværende Nr. 14 paa Amagertorv) og Oxekopen paa Nordsiden af Østergade, nuværende Nr. 56 ved Siden af Efterslægtsselskabets Gaard, men ikke denne selv. Her tog Adelen ind, og her laa et Slags permanent Besætning af forgjældede Adelsmænd, som holdt "Indlager", det vil sige: sad i Gjældsfængsel paa egen Bekostning, indtil de havde affundet sig med deres Kreditorer. I Begyndelsen af det næste Aarhundrede ophørte Oxekopen iøvrigt at være Gjæstgivergaard og blev et almindeligt Privathus.


413

Skjøndt der var mange fremmede Kjøbmænd i Staden, navnlig Flensborgere, Lybækkere, Stettinere og Hollændere, og den aldeles overveiende Del af den store Handel fremdeles var i deres Hænder, begyndte dog den indfødte Kjøbmandsstand at hæve sig paa dette Tidspunkt. Et Symptom herpaa er, at Hansestædernes Forsøg paa at faa det tydske Kompagni gjenoprettet, mislykkedes fuldstændigt. Kjøbenhavns nærmeste udenlandske Handelssamkvem var selvfølgelig med Sverig og Østersøens Kyststæder, men i ikke faa af disse, navnlig i Lybæk og Danzig, besværedes danske Skibe med høie Havneafgifter, og Tiderne vare overhovedet vanskelige for udenlandsk Seilads og Handel. Syvaarskrigen havde næsten hidført en fuldstændig Standsning, og da Freden i Stettin var sluttet, vrimlede Havene af Fribyttere, som nødvendiggjorde Udsendelse af Flaader og armerede Kjøbmandsskibe. Hertil kom, at svenske og danske Fartøier vedblev at gjøre Overgreb mod hinanden, og at Kongens Forbud mod at udføre visse Slags Korn eller handle med visse Nationer for ikke at krænke andre, maatte virke hæmmende for den frie Foretagelsesaand.

Den betydeligste kjøbenhavnske Handelsmand paa Frederik den Andens Tid var Markus Hess, hvis Fader formodentlig var en indvandret Tydsker, og som var Borgmester i Byen fra 1565 til 1589. Som alle Datidens store Grosserere handlede han med mange forskjellige Slags Varer og drev Forretninger af temmelig heterogen Art. Vi se ham som Hestehandler, idet han udfører danske og indfører sjeldne udenlandske Heste, af hvilke Kongen kjøbte de smukkeste og bedste; han har et Skibsbyggeri, lader støbe Kanoner og forstrækker Kongen med Penge. Snart handler han med Salt, snart med Korn, Uld, Klæde, og snart driver han Forretning for egen Regning, snart staar han i Spidsen for et Kompagni, der udruster et Skib i Fællesskab, og enten sender det til Spanien eller til Narva. Det fremgaar af alle Oplysninger om hans Liv, at han stod høit i Kongens Gunst, og da Kjøbenhavns Magistrat i 1557 havde mistet sin Forlening med Island og Eneret paa Handelen der, fik Markus Hess gjentagne Gange Monopol paa at beseile en eller flere islandske Havne mod en aarlig Afgift i Penge og Svovl. Efterhaanden erhvervede Markus Hess sig en Formue, men henimod Aaret 1580 begyndte han at forfølges af Uheld, hvad enten det nu skyldtes daarlige Tider eller uheldige Spekulationer. Han kom


414

i stor Gjæld til Kongen og kunde ikke betale den, og skjøndt der tilstedes ham Udsættelse og andre Fordele, gik det dog mere og mere tilbage for ham. I 1589 blev han paa Grund af Alderdoms Svaghed og langvarig Sygdom afskediget fra sit Embede som Borgmester, men Christian den Fjerde, eller vel snarere Christoffer Valkendorf under dennes Mindreaarighed, var ham god, og bevilgede ham paa Livstid Frihed for Skat, Hold og alle andre kongelige, borgerlige og kommunale Tynger. Man faar et tydeligt Indtryk af den store Handelsmands Tilbagegang, da han i 1590 forestillede Kongen, "hvorledes ham udi mange Maader adskillig stor Modgang og Ulykke er tilslagen, saa han klart er kommen fra sin Næring, Bjering og til stor Armod", hvorhos han bad om, at Kongen vilde anse ham hans arme Vilkaar og give Noget til hans Underhold. Paa denne Ansøgning blev der tilstaaet ham en Almisse af et Qvantum Byg, Rug og Smør fra Beholdningen paa Slottet og 4 gode, levende Oldensvin. Da hans Enke og Broder havde en Sum Penge tilgode hos "Grotfyrsten" af Moskau, er det sandsynligvis den russiske Handel, som har ødelagt ham. Det var ham, som misbrugte sin Stilling som Borgmester til at sælge et af Byens Skibe i Danzig (smlgn. S. 400) og beholde Pengene, men det ses ikke, at han er bleven draget til Ansvar, hvorfor Sagen vel maa være bilagt i Mindelighed. Ved de svenske Gesandters Anholdelse i 1568 boede den fornemste af dem, Sten Eriksen med Følge, hos ham i hans store Gaard i Kompagnistræde, og hans Forhold ved denne Leilighed har uden Tvivl været ganske efter Kongens Ønske. I sin Velmagtstid eiede han iøvrigt en stor Mængde andre Grundeiendomme indenfor Voldene; udenfor Østerport havde han en Have og udenfor Vesterport en anden Have, hvor han indrettede Fiskeparker. Han døde i Aaret 1590 i en Alder af 64 Aar og blev begravet i Helligaandskirke, ved hvilken Leilighed Sognepræsten med Hentydning til hans Liv prædikede over Jobs Bog.

Simon Surbæk var en anden stor Kjøbmand, der handlede paa Island og Vespenø (Vestmannaøerne) og stod i Spidsen for et Interessentskab; han var ligesom de fleste af Datidens større Handlende Medlem af Magistraten, først som Raadmand, derpaa som Borgmester. Han synes at have villet unddrage sig Omkostningerne ved Skibsudrustningerne til Skade for sine tre Medinteressenter, medens han nok vilde have Fordelen, thi det ses, at Kongen


415

maatte give ham et Tilhold om at udrede den Part, der tilkom ham. Hans Efterfølger blev Raadmand Niels Sørensen Riber. Albert Albertsen, som efter Frederik den Andens Død blev Borgmester, var Skibsrheder og handlede paa Spanien og Nordlandene, Børge Pedersen ligeledes, hvorimod Raadmændene Johan v. Geldern og Jørgen Kydt drev Handel paa Holland, den sidste tillige paa Island og Færøerne i Forening med Joakim Tim og den navnkundige Fribytter Mogens Heinesen. Denne sidste, som forstod at bevare Kong Frederiks Gunst trods alle Klager over hans Misbrug og Forbrydelser, men i den retsindige Christoffer Valkendorf havde en afgjort Fjende, er en Type paa Datidens voldsomme, raa og energiske Naturer, en Mand, der kun tænkte paa egen Fordel og saa lidt ænsede Midlerne, at hans Død paa Skafottet maa betragtes som en Retfærdighedshandling. Raadmand Jørgen Kydt blev af Christoffer Valkendorf indsat i det færøiske Kompagni for at holde Øie med Mogens Heinesen; han maa altsaa have været en hæderlig Borger. De her fremhævede Navne, som let kunde forøges med flere, maa være tilstrækkelige; de vise, at Handelsstanden begyndte at røre sig med større Kraft end nogensinde før. Det var gaaet op for Kjøbenhavnerne, at de selv kunde høste Fordel og Ære ved at hente og bringe deres Varer over Havet; Skibe sendtes nu bort paa lange Reiser, og de fornødne Kapitaler skaffedes tilveie ved Interessentskaber. Man ledte efter nye Afsætningsteder; saaledes aabnedes i 1586 Handelen paa Nordlandene, ja saavidt gik Trangen til at udvide Handelsforbindelserne, at man drømte om at finde et jordisk Paradis i det længst forglemte Grønland hinsides Atlanterhavet. Veien hertil blev dog ikke funden i Frederik den Andens Tid, skjøndt der gjordes tre Forsøg derpaa af Skibshøvedsmanden Kristen Jensen Aalborg, Englænderen Alday og af Mogens Heinesen.

Industrielle Foretagender og Fabrikanlæg kjendtes i hin Tid kun i yderst ringe Grad. Det vigtigste af disse var det af Frederik den Anden indrettede Farveri med tilhørende Valkemølle, til hvis Anlæg en kyndig Mand forskreves fra Lybæk, og af hvilke Farveriet laa paa samme Grund som en Del af nuværende Vartov Hospital. Fabriken gik kun daarligt, og ved Frederik den Andens Død gik Valkeværket istaa, og Farveriet førte en hensygnende Tilværelse. Farverigaarden kom i 1589 i Tyge Brahes Besiddelse, mod at han forpligtede sig til at indrette en særlig Bygning ud til Vandet, hvor


416

Bedriften nødtørftigt kunde holdes vedlige og Farvemesteren have Bolig. Da han forlod Danmark, ophørte denne Fabriksdrift af sig selv og gjenoptoges først senere igjen af Chr. IV.

Et andet industrielt Anlæg tilhørende Kommunen var Teglværket, der oprindelig laa Øst for nuværende Teglgaardsstræde op til Jermers Taarn, men blev flyttet ud i Egnen om Nyboder, altsaa udenfor den daværende By. Mellem gamle Kongevei og Stranden i Nærheden af Frihedsstøtten havde Kommunen 7 Reberbaner, der udleiedes til Byens Rebslagere, medens Frederik den Anden paa Bremerholm indrettede den kongelige Reberbane til Flaadens Brug, et hundrede Alen langt Hus paa tre Etager og med en svær Bygning med gothiske Gavle for Enden, oprindelig bestemt til Kornlofter, men senere omdannet til Seilhus. Kongen anlagde ligeledes et Svovlhus udenfor Østerport (i den yderste Ende af nuværende Store Kongensgade), hvor det fra Island hentede Svovl rensedes, og han havde en Polér- eller Harniskmølle udenfor Staden, hvis Plads ikke nu kan angives. Her slebes og poleredes de smedede Harnisker og Rustninger, og her var en Polérmester ansat med et passende Antal Harniskviskere. Det kongelige Kanonstøberi eller Gjæthus saavelsom Mønten er omtalt foran S. 360 og flg. Naar hertil føies Papirmøllen ved Hvidøre (den nuværende Strandmølle) og Stampemøllen (til Skindberedning) sammesteds, er saa godt som Alt, hvad der paa Frederik den Andens Tid var af Industri i og ved Kjøbenhavn, berørt.

Ulemperne ved Laugsvæsenet synes at være traadt stærkt for Dagen henimod Aarhundredets Slutning, og Kongen fandt derfor Anledning til i 1578 at indskærpe den Bestemmelse i Recessen, at der ikke maatte afkræves nogen Haandværker mere end en Gylden ved Indtrædelsen i Lauget. Paa forskjellige andre Maader søgte Kongen at modarbeide Laugenes Overgreb, men det er iøvrigt ikke usandsynligt, at den indfødte kjøbenhavnske Haandværksstand har havt skjellig Grund til Klage. Netop under Fred. II fandt en meget betydelig Indvandring Sted af fremmede, for største Delen tydske og nederlandske Haandværkere; der nævnes saaledes: Vintappere, Plattenslagere, Kleinsmede, Sporemagere, Guldsmede, Bogbindere, Possementmagere, Skomagere ("den fransoske Skomager"), Murmestre, Malere, Apothekere, Tømmermænd, Seilmagere, Glarmestre, Kandestøbere, Pottemagere, Skrædere, Bartskærere, Filt-


417

magere, Uhrmagere o. m. fl., hvis fremmede Navne tydeligt nok afsløre deres Nationalitet, selv om den ikke altid udtrykkelig angives. Alle disse Folk tilstedes der store Friheder og Begunstigelser, Frihed for Skatter, Hold, Vagt og anden Tynge, enten paa Livstid, for et bestemt Antal Aar eller "indtil videre". Under Syvaarskrigen opfordredes vel disse priviligerede Borgere til "velvilligen at ville tilhjælpe med andre Indbyggere at bære Besværingen", men dels var det en frivillig Sag, dels blev Forholdet det gamle, da Krigen ophørte. I 1582 klagede Magistraten over, at kun Faa skattede, og at de mange Borgere, der havde Frihedsbreve, ikke blot gik de Skatteydende i Næringen, men Intet betalte til Byen, saaledes at al Besværing paahang en liden Hob. Dette hjalp; thi Kongen befalede, at alle Fribreve, der vare givne "indtil videre", ufortøvet skulde afskaffes, og at Ingen maatte forskaanes for Skatter længere, end hans Brev hjemlede ham Ret til. Forresten fik flere Haandværksklasser nye Skraaer i denne Konges Tid, saaledes Rebslagerne (i 1564), Tømmermændene (i 1575), Snedkerne (i 1576) og Bartskjærerne (i 1577). De indeholde for det meste den Bestemmelse, at Laugets "Bøsse" eller "Skrin" kan benyttes som Syge- og Begravelseskasse; men Hovedsagen er de sædvanlige Garantier mod inden- og udenbyes Konkurrence. Tømmermestre i Kjøbenhavn maa ikke arbeide "stærkere end selv sjette", Snedkere kun selv fjerde; kunne de ikke med denne Hjælp gjøre Arbeidet færdigt i rette Tid og tilfredsstille deres Kunder, skulle de henvende sig til en anden Laugsmester. Udlændinge maa ikke indføre fremmed Snedkerarbeide, "synderligen stettinske Skiver, Kontor og Tresor", uden ved Herredagene og om Høsten; dog skulle indfødte Snedkere lave disse Ting ligesaa godt og billigt. I Bartskærernes Laugsskraa bestemmes, at der i Fremtiden maa være "10 velforfarne Mestre" i Byen, i Stedet for som hidtil 6. Drengene skulle efter tre Aars Læretid vandre i fire samfulde Aar i fremmede Lande for desbedre at blive underviste i Lægekunst i.e.: aarelade, kopsætte, forbinde Benbrud og friske Saar, vel ogsaa foretage Operationer. Svendene skulde gjøre Mesterstykke, men man faar desværre ikke at vide, hvori dette bestod. Barberskiltet var allerede da en Stang med et Bækken, som det ses af en kongelig Bevilling. I 1572 stiftedes et helt nyt Laug, Smørstingernes, eller som man nutildags vilde kalde det: Smørhandlernes. Dettes Medlemmer fik


418

Eneret til at udsælge Smør i Skaalpund, men Forretningen maa have været daarlig, thi da Smørstingerne ikke kunde udrede deres Skatter og Afgifter, blev det dem tilladt at drive andet Kjøbmandskab og navnlig handle med Høkervarer som Flæsk, Ister, Lys i Smaapartier, og alle Slags Fødevarer. Smørstingerlauget blev herved Høkerlaug, men bestod ikke længe, thi Øvrigheden saa ugjerne, at Mellemhandlere berigede sig paa de Fattiges Bekostning ved Forprang. Ogsaa Bagerne maatte underkaste sig skarpe Bestemmelser i det Offentliges Interesse. I 1581 paabød Kongen, at Magistraten skulde have nøie Kontrol med Bagerne "baade at de bage godt Brød og flyer det vel, og gjør det ogsaa derhos saa stort, at den, som det kjøber, at han kan bekomme Fyldest for sine Penge, eftersom Kjøbet paa Kornet om Aaret tilsiger". Der sattes streng Straf for enhver Overtrædelse heraf (tredie Gang 40 Mark Bøde til Kongen og Byen samt Udvisning af Lauget), og faa Aar efter paabydes den første Brødtaxt.

Fra Frederik den Andens Tid have vi to Prospekter af Kjøbenhavn og et Kort, det ældste, der overhovedet er bevaret. Prospekterne, der findes i Braunius: Theatrum urbium, angives i dette Værk at være fra 1587, men ere vistnok endel ældre og neppe ganske samtidige. Det første af dem, Kjøbenhavn fra Landsiden, har megen Lighed med det S. 178 afbildede Tapet, saaledes at en fælles Tegning maa antages at have ligget til Grund. Der kan med Hensyn til Forklaringen af de enkelte Bygninger henvises til det anførte Sted, kun at de to Spir mellem Frue Kirke og Nikolai (over Vesterport) formodentlig ere S. Klare og S. Gertrud. Nørreport, der er den store landsbykirke-lignende Bygning yderst tilvenstrer har endnu ikke faaet sit imponerende Spir. Adgangen til Byen fører forbi en Række Stubmøller paa begge Sider af nuværende gamle Kongevei; de ligge hver paa sin Møllebakke, hvoraf der betaltes Afgift til Kommunen. Ovre paa Slotsholmens yderste Pynt ses to Veirmøller, skjøndt det kun vides, at Kongen havde én paa dette Sted. Den firkantede massive Bygning i Mellemgrunden tilhøire tæt ved Stranden og S. Jørgens Søs Afløb er den murede Galge, som i god Overensstemmelse med Tiden ikke staar tom. I Forgrunden tilvenstre ved S. Jørgens Sø ligger S. Jørgens Hospital, oprindelig en Stiftelse for Spedalske, men paa Frederik den Andens Tid en Epidemiafdeling under Helligaandshuset.


419

Kjøbenhavn
fra Landsiden

Kjøbenhavn fra Landsiden. (Efter Braunius: Theatrum urbium.)


420

Prospektet fra Søsiden er set fra Amager; de tre Skibe i Forgrunden maa tænkes liggende i Grønnegaards Havn; Stenbroen tilhøire er nuværende St. Annægade paa Christianshavn. Paa Slotsholmen ses de to Veirmøller paa den yderste Pynt og derpaa en Række Bindingsværksbygninger, af hvilke de første ere det af Christian den Tredie opførte Tøihus. Længere henne, nedenfor Slottet, ligger den kongelige Stald og Slagterhuset, og et Hus med en Dør og foranliggende Bro, hvorfra der ventelig har været Overfart til Amager. Færgebaaden midt i Farvandet synes ogsaa at komme herfra. Vi have vistnok her den Amagerbro, under hvilken Frederik den Anden i 1565 var ved at drukne, da han i Fuldskab faldt i Vandet tilligemed en Adelsmand Jørgen Brahe, som døde nogle Dage efter af Forkjølelse. Slottet tager sig ret imponerende ud med Kirkens lave, men store Kuppel og den ny opførte Kongefløi; foran ses Porthuset i Graven og Pallissaderne uden om denne. Rentekammeret og Toldboden paa Slotspladsen ligeoverfor Boldhusgade er her fremstillet som paa mange senere Billeder, men bagved ses for sidste Gang det eiendommelige runde Taarn, der synes at skrive sig fra Stadens ældste Tider og vistnok er det Samme, der omtales i Jakob Erlandsens Stadsret (smlgn. S. 176). Af de bagved liggende høie Bygninger maa den mellem det første Skibs to Master være Vesterport; en af de følgende Raadhuset, hvorpaa Frue Kirkes mægtige Spir strækker sig op i Luften og dominerer hele Prospektet. Det slanke Spir over Slottet maa høre til S. Gertrud, thi S. Peders Kirke havde endnu ikke faaet et saadant, og endelig er Spiret mellem Rentekammerbygningen og det gamle Taarn formodentlig S. Klares Spir. Hinsides Havnens Indseiling ligger Smedien paa Bremerholm, den senere Holmens Kirke; derpaa Nikolai Kirke med et Rytterspir paa Taget, thi Valkendorfs Taarn fuldførtes først i 1591, og Spiret er af endnu senere Dato. Yderst tilhøire ses Østerport, en svær middelalderlig Bygning med takkede Gavle og et foranliggende firkantet Taarn, der af Resen betegnes som Ishus, men vel snarere er det ydre Porttaarn.

Ulige interessantere og af større Værd end disse tvende Prospekter er dog hosstaaende Grundtegning af Kjøbenhavn, der giver en tydelig om end i mange Retninger upaalidelig Forestilling om Byens Grændser og Omfang. Det ses let, at den ikke hviler paa nøiagtige Maalinger, og at Dimensionerne paa adskillige Steder


421

Kjøbenhavn
fra Søsiden.

Kjøbenhavn fra Søsiden. (Efter Braunius: Theatrum urbium.)


422

navnlig i den midterste Del af Byen ere feilagtige, men Kortet indeholder paa den anden Side mange værdifulde Oplysninger, som vanskeligt ville kunne faas andetsteds. Byens Udstrækning i Forhold til dens nuværende Areal angives bedst ved følgende Punkter: Fæstningsværkernes sydvestlige Afslutning, Vandmølletaarnet, laa i nuværende Vartovs Gaard; Jermers Taarn og Hanetaarnet ere blevne afdækkede i vore Dage; ovre paa Østsiden var en Del af Aabenraa saavelsom nuværende lille Brøndstræde Voldgader, hvorved altsaa Landemærket, Store Brøndstræde, Møntergade og Grønnegade bleve kortere, end de nu ere; Østerport laa for Enden af Østergade en Snes Alen ude paa det nuværende Torv, Seilhuset indtog det nuværende kongelige Theaters Grund, medens Fæstningsværkernes sydvestlige Afslutning var et Vagthus omtrent ved den nuværende Studenterforenings Bygning. Det ses, at Byens Grave ikke vare lige brede paa alle Steder, men af og til udvidede sig, saaledes at der var Plads for nogle Øer eller Sandbanker; i Egnen om St. Gertrudstræde og mellem Grønne- og Møntergade staar Vandet endog indenfor Voldene, hvorfor Valkendorf netop anlagde den ovenfor (S. 405) omtalte Hvælving i Volden for at skaffe Afløb. Overhovedet har denne Del af Byen været meget sumpet, som Følge af de herværende gamle forlængst tilstoppede Vandløb (smlgn. S. 12); der tales jevnligt om "en Pus" i denne Egn, ligesom det siges, at "Vandet staar op til en Mands Bæltested". I 1572 nævnes et "tilforn øde og for Vandflod og Dynd ubrugeligt Stræde mellem Antonistræde og Grønnegade", og det er rimeligt, at de lyse Pletter paa Kortet her saavelsom paa en lang Strækning ved Nørrevold skulle antyde lavtliggende, kun halvt udtørrede Steder, som endnu ikke egnede sig til Bebyggelse. I Modsætning hertil kaldes den nærmest Nørreport liggende Del af Voldgaden: Klokkerhøien, et høitliggende Strøg, paa hvilket der i en tidlig Tid laa en Veirmølle.

Selvfølgelig henlaa store Dele af Byen som Haver, Kaalgaarde og Lossepladser, og Kongernes velmente Bestræbelser for at fremme Bebyggelsen gavnede neppe stort. Trusler om at konfiskere de øde Jorder frugtede ligesaa lidt som Formaninger fra Prædikestolene og paa Bythinget; Staden maatte udvikle sig selv lidt efter lidt paa naturlig Maade. Under Frederik den Anden, da Indvandringen var ret livlig, blev der uden Tvivl bygget en Del, og et Blik paa Kortet viser ogsaa, at Udparcelleringen af Grundene og Anlæget af nye


Bilag: Den ældste Grundtegning af Kjøbenhavn

Pl. s.422

423

Gader var gaaet raskt frem siden Reformationen, skjøndt Gaderne selvfølgelig ikke maa tænkes som fortløbende Husrækker og i Byens Peripheri vel forstørstedelen bestod af spredte Smaahuse og Boder. Den største Forandring, der var foregaaet paa Stadens Grund, var, at Bremerholm var bleven landfast med Byen, med andre Ord, at det gamle "Dyb", der havde beskyllet Nikolai Kirkegaards Sydside var forsvundet. Adgangen til Boldhuset og Kongens Urtehave var saaledes fri, og Værkstederne paa Holmen trak sig længere mod Sydøst hinsides Stadsgraven og den smalle Grøft, der dannede Afløbet til Havet. Her opførtes Reberbanen og Seilhuset foruden andre Smaahuse, og her laa den saakaldte "lange Dam", som endnu i Midten af det 17de Aarhundrede prises for "sine kræselige og kostelige Karper og Karudser". Ogsaa ved Havnen var der blevet betydelig opfyldt til stor Skade for denne, navnlig da Valkendorfs Veierhus i 1581 blev opført ud i den, og den saaledes indskrænkedes i Breden. Den lille firkantede Tilbygning, omtrent udfor Hyskenstræde eller Naboløs antyder maaské Veierhuset, skjøndt det senere førtes helt ud til Vandet og havde en anden (hesteskoformet) Grundplan.

Naar man betragter Farvandet mellem Slotsholmen og Byen paa dette Kort, vil man oppe i Egnen om Vandmølletaarnet se en langstrakt Banke eller Holm. Denne maa dog have været landfast mod Vest, thi ellers kunde Stadsgravens Afløb ikke have drevet den ved Magstrædes Ende liggende Vandmølle. At der virkelig her har været en lang og smal Dæmning (480 Alen lang og 14 Alen bred), som tvang Vandet ind i et forholdsvis snevert Løb, fremgaar af et noget senere Privilegium for det islandske Kompagni til at anlægge en Reberbane paa dette Sted. Her laa ogsaa Farveriet ud til Vandet. Den lille hvide Plet paa Kortet bag Magstræde er maaské det offentlige Vandhus eller Maget, som laa i denne Egn. Ved Snaregades Begyndelse ses en Bro, der er ført ud i Vandet og formodentlig antyder Havnens Ende, og Kaien langs Stranden hen til Veierhuset er Gangbroen eller den lange Fiskebro, det egentlige Centrum for Byens Skibsfart og Handel. Ogsaa her indsnævredes Havnen af en større Holm; ved Siden laa en mindre: Skarnholmen med et Hus, som formodentlig staar i Forbindelse med den Ladeplads og Bradebænk, Christian den Tredie tillod Magistraten at bygge paa dette Sted. Senere kom det kongelige Klædekammer og


424

det islandske Kompagnihus til at ligge her. Over Havnen førte Høibro, der havde et Porthus paa Slotsholmssiden, hvad der ogsaa er antydet paa Kortet, og længere henne Nybro, den nuværende Holmens Bro, der forbinder Slotsholmen med Bremerholm.

Hvad Gaderne angaar, indeholder Kortet ogsaa endel Oplysninger, ihvorvel det som sagt ikke er fuldt at stole paa, hverken med Hensyn til Maalestok eller Retning. Egnen oppe ved Vesterport med sit indviklede Komplex af Gader, som forsvandt efter den store Ildebrand 1728 (smlgn. S. 202) forstaas ret godt. Den lille Udbygning paa Raadhusets Nordside er maaské det indhegnede Bything, som iøvrigt paa dette Tidspunkt endnu var under aaben Himmel. I denne Egn havde Retfærdigheden og dens Haandlangere, Byfogden, Skarpretteren og Rakkeren deres Bopæle. Hovedadgangen til Byen fra denne Kant var Vestergade, ved hvis Udmunding paa Gammeltorv, der stod en Stolpe med et Halsjern. Et lignende Strafferedskab var anbragt ved Nørregades Begyndelse og paa Amagertorv. Nørregade førte hen til de Høilærdes Kvarter i Egnen om Frue Kirke: Universitetet, Professor- og Præsteresidentserne, Bispegaarden, Vor Frue Skole, Degnegaarden, Kantorens Gaard o. s. v. Mærkværdig nok dreves en Handel af laveste Art ved Foden af den ærværdige Kirke ud til Nørregade, den samme, som nutildags har sit Tilhold paa Vandkunsten. Her var nemlig det saakaldte Paltemarked eller Lusetorv, som i Regelen dreves af gamle Fruentimmer, der bare det mindre smagfulde Navn: Lusetorvs Høkerske.

Mellem Gammeltorv og nuværende Vimmelskaft var der ingen anden Forbindelse end gjennem Klædeboderne; Knæet, hvor Skovbogade munder ud i Vimmelskaftet hed "Vraaen" eller i tidligere Tid "Sudervraa". Her ses ogsaa den nu forsvundne Cul de sac: Endeløsstræde. Lidt forbi Klosterstræde støder man paa en smal Gyde (nuværende Kokkegade), der kaldtes Madtorvet (eller nogle faa Aar iforveien det nye Fisketorv), fordi de Høkersker, der solgte Løg, Rødder, Frugter eller endog Madvarer, havde deres Plads anvist her. Senere fandtes der Bagerboder her. Gyden var ført helt igjennem til Graabrødretorv, men allerede i 1593 bebyggedes dens yderste Ende, saaledes at den blev en Cul de sac. Udenfor Helligaandskirken ses Stenboderne med en smal Adgang paa hver Side til Kirkegaarden. Lille Helliggeiststræde er endnu ikke ført igjennem til


425

Frederik den
Andens Ligbegjængelse

Frederik den Andens Ligbegjængelse. Efter et samtidigt Stik.

Graabrødretorv, ligesom i den østlige Del af Byen Gammelmønt ikke er bleven anlagt over S. Klare Klosters Grund. Paa Hjørnet af Hyskenstræde og Fisketorvet havde Frederik II et Rustkammer, og et lignende i Nr. 6 paa Amagertorv (Hafnias nuværende Gaard) hvor hans "Rende- og Stikketøi" opbevaredes, og hvor der var indrettet en Sal for ham, naar han vilde se de Ridderspil, som saa hyppigt foregik paa dette Stadens livligste og vigtigste Torv. Af nye Gader fra dette Tidspunkt kan fremhæves Peder Hvitfeldtstræde, opkaldt efter Norges Riges Kantsier, der døde i 1584, Pustervig, en Cul de sac ved St. Gertrudsgaard, og Løvstræde, som synes at have været en lang meget smal Gyde eller Smøge. "Strædet, der løber fra Kantorens Port" havde faaet det velklingende Navn Fiolstræde efter Blomsten af samme Navn, og Lille Fiolstræde mellem Deg-


426

nens og Kantorens Gaard var bleven udlagt som offentlig Gade i 1545. løvrigt henvises for de øvrige Gaders Vedkommende til Side 202 og flg.

Fra den 1ste Oktober 1567 kan de kjøbenhavnske Forstæders Anlæg regnes, da Frederik II udstedte en kongelig Befaling om Udflytningen, men Tilstanden herude var lovløs, og Sagen havde foreløbig kun ringe Fremgang. Af større Betydning var den første Vandledning, som førtes ind i en Springvandskumme eller Brønd paa Gammeltorv fra Lundehussøen, og blev færdig i Februar 1580. Der blev opsat en Post paa Gammeltorv, og Ledningen førtes videre i Blyrender til Amagertorv, Høibro og Kjøbmagergade, hvor der ligeledes opsattes en Post. Ihvorvel en saadan Forbedring ikke kunde blive uden Indflydelse paa Byens sanitaire Forhold i det Hele, kunde den dog ikke hindre Udbrudet af en ny stor Pest i 1583, af hvilken der døde 9000 Mennesker.

Tiden var, som Renaissancetiden overhovedet, rig paa Modsætninger; Typer som Mogens Heinesen og "Kongen af Skotland" Marie Stuarts Ægtefælle, Bothwell, der sad en Tidlang i Blaataarn, træde os lyslevende imøde i Kjøbenhavn. Ved Siden af Fromhed, Dyd og Lærdom stod grove Laster og mørk Overtro. Man studerede Naturphænomenerne, som Tyge Brahe den vidunderlige aldrig siden gjensete Stjerne, der viste sig i Novbr. 1572, eller man forfærdedes ved dem og forstørrede dem i Phantasien til Jertegn og Vidundere. En Blæksprutte, der fangedes i Øresund, var en Munk i Fiskeskikkelse; man saa "Glavinder og Spyd" i Skyerne, Vand forvandledes til Blod, ja end ikke de Høilærde forskaanedes for slige Ubehageligheder, thi hos Erasmus Lætus blev kogt Lammekjød "omvendt" til Blod, og Groffenbrad (Oxekjød) og Gryn ligeledes. Da Peder Oxes Lysthus faldt ned, var Almuen overbevist om, at den Onde havde revet det omkuld. Slagsmaal, Overfald og Drab hørte til Dagens Orden, og i 1582 blev der fundet et nyfødt dræbt Barn paa Gaden, hvilket gav Anledning til, at alle Kvindfolk i "hemmeligt" Skørlevnet forvistes af Byen, en mild Straf, naar man betænker, at Frederik den Anden i sin Kallundborgske Reces befaler, at de skulle indmures for Livstid. Sikkerheden paa Gaderne var ikke stor; det gjaldt tidt mere end Ruderne, nemlig Livet. Man har Exempler paa, at Professorerne ved Universitetet lod det komme til Haandgribeligheder, Raadmænd og Kæmnere


427

ligesaa, hvortil Umaadeligheden i Nydelsen af stærke Drikke, der er et langt og bedrøveligt Kapitel, uden Tvivl i høi Grad bidrog. Men Slægten var med Alt dette kjærnesund; Blodet rullede friskt gjennem dens Aarer, selv om Forlystelserne efter Nutidsbegreb ikke vare af fineste Art. De latinske Skuespil, Frederik den Anden paabød ved Latinskolerne, og som paa en vis Maade danne Indledningen til vor dramatiske Kunst, hørte til Tidens høieste æsthetiske Nydelser, men man har sikkert i videre Kredse sat større Pris

Enkedronning
Sophie og
Prindsesse Elisabeth

Enkedronning Sophie og Prindsesse Elisabeth i Frederik den Andens Ligtog. (Efter et samtidigt Stik.)

paa "den synderlige Kunstner fra Svitserland" som i 1586 gik paa Linie fra Frue Kirkes Spir til Raadhuset paa Gammeltorv og gjorde nøiagtigt de samme Kunster, som forbause den Dag idag. Henrettelser udøvede uden Tvivl en ikke ringe Tillokkelse paa Indbyggerne, og da en ung Dreng i 1563 blev parteret udenfor Østerport, ere Tusinder af Nysgjerrige strømmede derud, og det er senere blevet drøftet ivrigt, om den kjøbenhavnske Borgerkone havde Ret eller Uret, som i 1583 lod sin egen Søn halshugge for Ulydighed. Da en skaansk Præst, der havde skrevet en Nidvise om sin Biskop, blev henrettet paa Slotspladsen i 1586, fandt man hans Mod beundringsværdigt; overhovedet havde man ved slige Leiligheder mere Blik for det Theatralske end for den moralske Side af Sagen.

Frederik den Anden døde paa Antvorskov neppe 54 Aar gammel og blev begravet i Roskilde Domkirke. De ovenstaaende


428

samtidige Billeder af hans Ligbegjængelse ere interessante Tids- og Kostumebilleder; paa det Første ses Kantsleren Niels Kaas i Spidsen med Kronen, og den 11aarige Prinds Christian med sin Morfader Hertug Ulrik af Meklenborg umiddelbart efter Kisten; det andet, som forestiller Dronningen og Prindsesse Elisabeth, ledsaget af fire Adelsmænd, viser Datidens kvindelige Sørgedragt. At Frederik den Anden var et Barn af sin Tid, have vi Anders Sørensen Vedels Ord for: "Man mener, at om hans Naade kunde holdt sig fra den almindelige skadelig Drik, som nu over al Verden mellem Fyrster og Adel og menig Mand gjængs er, kunde hans Naade levet mangen god Dag længer; dog dette er nu forgjæves at disputere om; Døden skal have en Aarsag", men han styrede Riget med Kløgt og efterlod det i hidtil ukjendt Velstand og Kraft. Der var Held i hans Politik og Lykke i hans Land trods alle uundgaaelige Onder, og Datidens fuldblods Livsglæde charakteriseres træffende i Ole Kongsteds Vers om ham:

Han holdt Kollats med Adelen sin
Og gjorde den lystig og glader,
Og drak med den den sødeste Vin,
Som Landsens Herre og Fader.

Elephantordenen

Elephantordenen i Frederik II.s Tid.
(Efter Originalen paa Rosenborg.)



<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: man jun 27 11:49:52 CEST 2005
Publiceret: man jun 27 11:49:49 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top