eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn
    - kap. VII

Kbhvn., Thiele, 1887

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

En Ørk

En Ørk. I Baggrunden et vævet Tapet. Orig. i Oldn. Museum.


SYVENDE KAPITEL.

Kjøbenhavns indre Udvikling indtil Reformationen,

_____

D


er var nu forløbet over hundrede Aar, siden Erik af Pommern havde bemægtiget sig Kjøbenhavn, og i dette lange og paa Begivenheder rige Tidsrum havde Staden gjort store Fremskridt. Under Kongemagtens Beskyttelse havde Handel og Haandværk udviklet sig; nye Kræfter vare dukkede op, hemmende Indflydelser vare blevne fjernede; Borgerstanden var voxet i Selvfølelse og Selvstændighed, og selv om Christiern den Andens vidtskuende Planer til Byens Opkomst vare strandede som Alt, hvad denne Konge foretog sig, kunde hans Bestræbelser dog kun være en Impuls for Efterfølgerne paa Thronen. Skjøndt der paa Reformationstiden endnu klagedes bittert over Hansestædernes Overgreb, begyndte deres Magt dog at svinde ved Konkurrencen med Hollænderne, og Oprettelsen af det danske Kompagni har uden Tvivl i høi Grad bidraget til den indfødte kjøbenhavnske Handelsstands Fremgang. De to Beleiringer, som med korte Mellemrum overgik Byen, ødelagde vel Handelen, standsede Haandværksdriften og decimerede Befolkningen, men saasnart Trykket var hævet, syntes

[199]

200

Onderne med det Samme bortveirede. Fra en lille uanseelig Kjøbstad, en af de ringeste i Riget, var Kjøbenhavn allerede naaet frem til at være den betydeligste. Der kan næppe tænkes noget gyldigere Bevis herfor end den Omstændighed, at Byens Privilegier og Rettigheder gik saagodtsom uskadte ud af de to Beleiringer; Kjøbenhavn blev hverken i 1523 eller 1536 behandlet som en erobret By; Seirherren gjorde begge Gange Alt for at stemme dens Indbyggere for sig, og disse, som saaledes bleve sig deres Stilling bevidst, forstod hurtigt at indvinde, hvad der var gaaet tabt. I hine Tider, da Værdierne ikke vare ophobede paa ét Sted, og den almindelige Velstand desuden ikke var stor, bleve slige Katastropher overhovedet snart forvundne. Uveirets Følger udslettedes hurtigt for en Smule Solskin.

En middelalderlig By, som Kjøbenhavn dengang var, havde et i mange Henseender forskjelligt Præg fra en Kjøbstad af lignende Størrelse nutildags. Naar man nærmede sig den, bebudede ingen Forstæder dens Nærværelse; i det Høieste vidnede nogle Kaalhaver og spredte Huse i Fæstningsværkernes umiddelbare Nærhed om det Liv, der rørte sig indenfor. Det Charakteristiske for Kjøbstaden var saa fuldstændig Afslutning fra Omverdenen som muligt. Adgangen var vanskelig; over Vindebroer og gjennem Udenværker kom man ind til Portene, hvor der om Natten holdtes Vagt af ét Sæt Vægtere, om Dagen af et andet. Stadens Sikkerhed bød, at Befæstningen, hvortil Udgifterne paahvilede Borgerne selv, var i saa god Stand som mulig, og særlig for Kjøbenhavns Vedkommende tvang de urolige Tider Indbyggerne til stadigt Arbeide paa Murene og paalagde dem store Omkostninger. Den tidligere omtalte Befæstning, som endnu i Midten af det 15de Aarhundrede bestod af en Blanding af Volde, Mure og Planker, de sidste paa de mindst udsatte Steder, maatte jevnlig udbedres og forstærkes; saavel under Christiern den Første, som under Kong Hans, anlagdes "Bulværker" og Skandser udenfor Portene, Murene og Taarnene bleve udbedrede, og Magistraten maatte jevnlig laane Penge hertil, men det var dog først under Frederik den 1ste, at der indførtes saa væsentlige Forbedringer, at Byen blev en efter hin Tids Begreber stærk Fæstning. Bag Murene og Taarnene blev der nemlig anbragt høie Jordvolde, som efter Hans Mikkelsens Forsikkring vare 16 Alen brede; dog blev vistnok Planke- eller Palissadebefæstningen staaende paa visse


201

Steder. Kronens Bønder ydede personligt Arbeide hertil, men ikkedestomindre hvilede Omkostningerne tungt paa Indbyggerne, som maatte laane 600 Lod Sølv af Frue Kirke. Ogsaa Slottets Værker bleve betydeligt forstærkede. Paa det Side 11 meddelte Kort over de ældste Kystlinier findes Stadsmuren med tilhørende Taarne indtrykt med Rødt; selvfølgelig maa man tænke sig en Grav løbende udenfor i hele Byens Udstrækning. Ethvert af disse Taarne havde sit særlige Navn. Det yderste, der omtrent laa paa det nuværende Vartovs Plads, kaldtes Vandmølletaarnet; imellem dette og Vesterport laa et andet, der hed Køge Barfred. I det skarpe Hjørne, hvor Nørre- og Vestervold stødte sammen, laa Jermers Taarn, og udfor Larsleistræde Hanetaarnet. Paa den lange Strækning fra Nørre- til Østerport fandtes kun ét Taarn: Hans Klausens Taarn, omtrent hvor Slippen munder ud i Gothersgade, og endelig udfor Vingaardsstræde: Kringelen. Imellem Østerport og Kringelen nævnes i 1523 et Taarn, kaldet Smørhætten, der blev forbundet med Reberbanen ved et Stakit. Under Beleiringen i 1536 have Fæstningsværkerne sikkert kun taget ringe Skade, og det kan betragtes som et Vidnesbyrd om deres Godhed, at Christian den Tredie i Overgivelsesakten forlangte at være dem mægtig "med hvis Skyts, Krudt, Lod og anden Krigstilbehøring, som udi Kjøbenhavn er eller være kan". Kongen fik med andre Ord Raadighed over Byens Forsvarsværker; der kunde i Fremtiden Intet foretages i denne Retning uden hans Befaling, og det til Voldenes Armering nødvendige Skyts udleveredes fra Slottet.

Indenfor disse Værker strakte Byen sig med sine uregelmæssige og krumme Gader, sine lukkede Gyder og Gange, der stundom vare saa smalle, at to Mennesker neppe kunde passere forbi hinanden, og som ovenikjøbet vare ufremkommelige paa Grund af de talrige Udbygninger og Skure saavelsom ved den herskende Urenlighed. Af Vognmændenes Skraa ses det, at Gødning og al Slags Uhumskhed laa otte Dage paa Gaderne, inden det kjørtes bort, og selv om Stadens Renlighed blev noget forbedret under Sigbrits Regimente, var dette jo kun af kort Varighed, og man faldt uden Tvivl snart tilbage til den gamle Slendrian. Det store Heste-, Ko- og Svinehold gav Anledning til megen Urenlighed, og det var ganske almindeligt, at Staldene og de "hemmelige Huse" havde deres Afløb til Gaden, efterdi de Forbud, som udstedtes herimod,


202

ikke bleve overholdte. Magistraten lod i 1518 indrette "Skarnkister"; det var disse, som under Beleiringen 1536 brugtes til Arrester, og som formodentlig vare bestemte til Optagelse af Feieskarn, maaské for at beskytte Havnen mod videre Forurening. Mangelen paa frisk Luft og Lys blev for en Del afhjulpen ved den store Mængde Haver, Grønninger og ubebyggede Pladser, der fandtes indenfor Voldene, men de ugunstige sanitaire Forhold avlede dog hyppigt pestagtige Sygdomme eller gjorde Indbyggerne modtagelige for dem.

Ikke faa af de middelalderlige Gadenavne ere den Dag idag bevarede, medens andre enten ere blevne forvanskede eller afløste af nye. Fra Gammeltorv, Byens egentlige Centrum, hvis Udstrækning var bleven betydeligt formindsket, ved at de tidligere (S. 44) omtalte Handelsboder vare blevne til faste Huse, udgik Hoved-veiene: Vestergade til Vesterport, som laa lige for Gaden, Nørregade til Nørreport, der ligeledes laa midt for Gaden, Tydskemannegade, som ikke længere mundede direkte ud paa Torvet, men hvortil Adgangen førte gjennem Klædeboderne og Skoboderne og endelig Vandmøllestræde, det nuværende Raadhusstræde, som vistnok oprindelig førte til Ladbro. Fra Torvets Vestside midt imellem nuværende Frederiksberggade og Vestergade udgik en lille krum Gade Vommebadstustræde, der stødte sammen med Lille S. Klemensstræde; - nuværende Frederiksberggades østlige Ende, der hed Store S. Klemensstræde optoges ligeledes gjennem det saakaldte Helligkorsstræde af Lille S. Klemensstræde, som førte op til Kirken af samme Navn i nuværende Frederiksberggades vestlige Ende. Veien fra S. Klemenskirke til Gammeltorv mundede altsaa som en togrenet Gaffel ud paa Gammeltorv, og de tvende Gaffelgrene bare Navnene Store S. Klemensstræde og Vommebadstustræde. Den sidstnævnte Gyde var opkaldt efter en Badstue, Vommebadstuen, maaské et Øgenavn, siger Dr. Nielsen, fordi Vandet kun naaede op til Maven.

Hele det Kvartér, som nutildags gjennemskjæres af Mikkelbryggersgade og Lavendelstræde ud til Farvergade, kaldtes vistnok indtil langt ind i det 16de Aarhundrede Kattesundet og var ubeboet, fordi det som opfyldt, fugtig og sid Grund ikke egnede sig til Bebyggelse, hvorimod det Stræde, der nu hedder Kattesund, oprindelig havde Navn af, at det førte ned til Kattesundet. Farvergade, der løb paralelt med Stranden hed Søndergade og fortsattes gjennem Kompagnistræde (saaledes kaldet efter det danske Kompagnis Gaard)


203

og Ladbrostræde, nuværende Læderstræde. Disse Gader vare en Tidlang Strandgader, men de ophørte at være det, efterhaanden som der indvandtes Jord fra Havnen, hvilket netop i det 15de og 16de Aarhundrede foregik uafbrudt. Udviklingen gik saaledes for sig: den med fri Udsigt til Stranden liggende Gade blev ved idelig Opfyldning i Havnen bredere og bredere; der solgtes Grunde paa Gadens Sydside, som efterhaanden bebyggedes, og nu dannede der sig en ny Strandgade bag Husene, hvor den samme Proces efter kortere eller længere Tids Forløb gjentog sig. Paa denne Maade avancerede Byen langsomt ud i Havet, og saaledes er det gaaet til, at Vimmelskaftet afløstes som Strandgade af Læderstræde, denne atter af Magstræde og Snaregade og disse endelig af nuværende Nybrogade. Paa Reformationstiden existerede dog hverken Magstræde eller Snaregade. Den sidste Gade opkaldtes efter en stor Gaard paa Kompagnistrædes Sydside, der tilhørte Erland Jonsen Snare, som var Raadmand i Slutningen af det 15de Aarhundrede, Magstræde efter et offentligt Privat eller "Mag", som her var anbragt ud i Stranden.

Fra Vandmøllestræde udgik Brolæggerstræde, som oprindelig hed Bennikestræde (af et Mandsnavn Bennike), men i Slutningen af det 15de Aarhundrede omdøbtes det og opkaldtes efter Per Jensen Brolægger, som eiede et Par større Gaarde med tilhørende Haver paa dette Strøg. Et mindre Stykke af Knabrostræde nemlig mellem Brolægger- og Kompagnistræde existerede ved det 15de Aarhundredes Udgang; det havde dengang det ufuldkomne Navn: "det lille Stræde, som man gaar ned til Knud Skrivers Gaard", og var endnu ikke gjennembrudt til Vimmelskaftet. Senere hed det Knagerøgstræde. Strandbadstustræde, eller som det senere kaldtes, Badstustræde, havde sit Navn efter den derværende Badstue paa Hjørnet af Kompagnistræde, Hyskenstræde af den saakaldte Hysekebro (smlgn. S. 33). Gaden blev allerede ved Aaret 1440 omdøbt til Lasse Winders Stræde af Sømmelighedshensyn, men dens forrige Navn holdt sig alligevel; i 1519 betegnes den som "Lasse Winders Stræde, som nu kaldes det gamle Hyskenstræde". Dets Fortsættelse: Naboløs nævnes i 1514.

Den fornemste Gade i Kjøbenhavn paa Reformationstiden var uden Tvivl Tydskemannegade, der oprindelig mundede ud paa Gammeltorv og havde Navn efter de talrige derboende tydske


204

Handlende. Da Klædeboderne og Suderboderne (Skoboderne) bleve faste Gader, forandredes Navnet til Vimmelskaftet, efterdi de tre Gader under Et havde et Slags fjern Lighed med Skaftet paa Snedkernes Vimmelbor. Ved Overgangen fra det 14de til det 15de Aarhundrede kaldtes Gaden Købmannegade; en Tidlang syntes Navnet Suderboderne at ville trænge igjennem, men Benævnelsen Vimmelskaft holdt sig til vore Dage. Den østligste Del omtrent fra Klosterstræde hed Fisketorvet, selvfølgelig fordi der her handledes med Fisk. Da Magistraten under Frederik den Første lod opføre Stenboder foran Helligaands Kirke, indskrænkedes Pladsen betydeligt, og Torvet fik da undertiden Navn af Stenboderne. I Flugt med disse kom Amagertorv, der havde sit Navn af, at det var nærmest Amager. Det var ikke stort, thi det begrændsedes mod Syd af en Husrække, som dækkede hele den nuværende Høibroplads, og paa hvis Sider Høibrostræde og Færgebrostræde førte til Stranden. Den sidstnævnte Gade havde Navn efter en Færgebro, som indtil langt ind i det syttende Aarhundrede var Opholdstedet for de Færgemænd eller "Møndrikker", der besørgede Overfarten til Holmene. Amagertorv maa i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede have været en smuk Plads; her laa Borgmester Hans Bogbinders Hus paa Hjørnet af Høibrostræde (smlgn. S. 84), og Dyvekes Gaard paa det østre Hjørne af Lille Helliggeiststræde, nuværende Niels Hemmingsens Gade (smlgn. S. 96).

I Kvarteret mellem Færgebrostræde og Nikolai Kirkegaard laa Store Kirkestræde og Lille Kirkestræde samt lodret paa det sidste med Udløb til Stranden Lille Færgestræde. Det store Terrain Syd for Østergade og Øst for Nikolai Kirke var tildels ubebygget; her laa den kongelige Lystgaard Vingaarden, omgiven af en Frugthave, vistnok paa samme Sted som den tidligere omtalte Østergaard, og her anlagdes i Christiern den Andens og Frederik den Førstes Tid endel Embedsboliger for Kongens Skippere og Tømmermænd, der kaldtes "Kongens de lange Boder" og senere gave Lille Kongensgade Navn. Henimod Reformationen, da Vingaarden gik over i private Hænder, bortsolgtes der af Jorden til Byggegrunde; Vingaardsstræde anlagdes, og samtidig blev Dybet mellem Vingaarden og Bremerholm opfyldt, saaledes at det meste af Strækningen Syd for Vingaardsstræde ved Aarhundredets Slutning var opdæmmet og indtaget til Kongens Brug. De to smaa Stræder, som forbinde


205

Østergade med Nikolai Kirkeplads, nuværende St. Jørgensgade og Halmstræde ere ligeledes gamle, men deres Navne fra hin Tid kjendes ikke.

For Enden af Østergade, som iøvrigt først nævnes temmelig sent, laa Østerport, der i Jordebogen af 1380 efter sin Farve kaldes Rødeport. Herfra udgik mod Nord kun én Gade, Pilestræde eller Pilegaardstræde, der havde Navn efter en der beliggende større Gaard, som i Midten af det 15de Aarhundrede skjænkedes til Nikolai Kirke. Lille Pilestræde er det samme som nuværende Antonistræde; det skiftede Navn efter en Gaard, som Antonii Kloster i Præstø eiede paa dette Sted, men ved Reformationstiden maatte afhænde paa Grund af Nød og Trang. Fortsættelsen Grønnegade, der førte ud til Volden, kaldtes saaledes efter de Haver og ubebyggede Grunde, som omgav den paa begge Sider, ligesom Grønningen nutildags.

Fra Amagertorv udgik Bjørnebrogade mod Nord (smlgn. S. 11), som midt i det 15de Aarhundrede skiftede Navn og kaldtes Kødmangerstræde, fordi Kødmangerboderne (Slagterboderne) paa dette Tidspunkt flyttedes fra Tydskemannegade hertil. De laa paa Gadens Østside ligeoverfor Kannikestræde og Skindergade, og synes at have været 25 i Tallet, men flyttedes kort efter Reformationen hen paa det østlige Hjørne af Skindergade og Klosterstræde. Nutidens "Købmagergade" er en Forvanskning af det gamle Navn. Gjennem Helliggestesstræde kom man til Helligaandshospital, der ogsaa havde Udgang til Fisketorvet gjennem Lille Helliggestesstræde. Til Graabrødreklosteret førte Veien gjennem Graabrødrestræde (den østlige Del af nuværende Skindergade). Men da Klostret var blevet rømmet af Munkene i 1530, lagdes der en Gade igjennem det, som fik Navn af Ny Graabrødrestræde (det nuværende Løvstræde og Graabrødrestræde) og det gamle Stræde antog da Navnet Skindergade for at undgaa Forvexlinger. Til Tydskemannegade havde Klostret Udgang gjennem Klosterstræde. Af det Anførte vil det ses, at den nuværende Skindergade bestaar af tre middelalderlige Gader, hver med sit Navn, den vestligste nemlig Klædeboderne, det lille Stykke mellem disse og Udløbet af nuværende Dyrkjøb, som var den egentlige Skindergade, og endelig det gamle Graabrødrestræde, der mundede ud paa Kjøbmagergade. Hvad Kannikestræde angaar, er det naturligvis en gammel Gade, i hvilken Kannikerne havde deres Boliger.


206

Nørregades nederste Del fra Studiestræde til Gammeltorv hed i den ældste Tid Saltboderne, men allerede i Jordebogen fra 1380 ere Boderne gaaede ind under Benævnelsen: Nørregade, skjøndt de endnu nævnes et Aarhundrede senere. Nørreport laa for Enden af Gaden, og denne har vistnok fra en meget tidlig Tid gaaet ligesaa langt ud som nu. Den af Pontoppidan anførte og mange Gange senere gjentagne Paastand, at Porten indtil 1526 laa tværs over nuværende Nørregade omtrent udfor Krystalgade er feilagtig og modbevises alene af den gamle Jordebog. Raadhusstræde var opkaldt efter Stadens andet Raadhus (smlgn. S. 46); da dette flyttedes, kaldtes det en Tidlang Gamle Raadhusstræde, men døbtes endelig Studiestræde, da Raadhusbygningen indrettedes til Universitet eller Studiegaard. Mellem denne Gade og Vestergade gik Lars Bjørnsens Stræde, der havde faaet Navn efter en velstaaende Borger, som henimod Slutningen af det femtende Aarhundrede eiede en Gaard og nogle Grunde her. Dens Fortsættelse Lille Lars Bjørns Stræde mundede ud i S. Pederstræde,s en af Stadens meget gamle Gader, selvfølgelig opkaldt efter Kirken af samme Navn. De øvrige Gader i denne Egn vare kun svagt bebyggede og omgaves forstørstedelen af Haver; deres Navne vare temmelig ubehjælpsomme; saaledes hed Larsleistræde "det Tværstræde, som løber af S. Pederstræde og indtil Niels Skrivers Have", Teglgaardstræde, der førte til Kommunens Teglgaard, hed "det Tværstræde, som løber af Algaden og udi nør ned til Byens Planker". Disse lange Betegnelser, der ikke kunde bruges i daglig Tale, vise til Overflod, at Beboelsen kun har været ringe.

Mellem nuværende Frueplads og Krystalgade, parallelt med den sidste, omtrent i Høide med S. Pederstræde, løb en Gyde bag Bispegaarden, der kaldtes "det Stræde, som løber af Nørregade og hart bagved Bispens Gaard af Sæland". Det førte forbi Udhuse, Bagporte og Haver og mundede rimeligvis ud i Kannikestræde i den vestlige Del af Regentsens Grund. Da Skidenstræde (Krystalgade) anlagdes i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede i det tilkastede Kloakløb, der kaldtes "Byens Rende", blev den østlige Del af "Strædet hart bag Bispens Gaard" overflødigt og nedlagdes; den vestlige Del synes derimod at have udviklet sig til en Forbindelseslinie mellem Kannikestræde og Skidenstræde, som dog ogsaa snart forsvandt. I 1524 kaldes Krystalgade: "det nye Stræde, som løber norden for Kannikegaardene", i 1528: "det Stræde bag Kantors Port, der


207

strækker sig fra Nørregade til Kødmangergade". Fiolstræde hed "det lille Stræde, som løber fra Kantorens Port"; det var tildels omgivet af Haver, indtil der i Nørreports umiddelbare Nærhed fandtes nogle Gaarde. Den lille Gade, der nu kaldes Rosengaarden, førte ned til Rosengaarden og laa ikke paa dennes Terrain; den havde i 1496 det ubehjælpsomme Navn: "Inden for Nørreport, som man gaar til Rosengaarden", eller "det Stræde, som løber fra Nørregade og ind til S. Gertruds Kirke". Lille Kjøbmagergade hed: "det Stræde, som løber ned til Rosengaarden", og S. Gjertrudstræde "det Stræde, som løber ind til S. Gjertrud". Da S. Gjertruds Kapel omdannedes til det nye S. Anne Hospital, kaldtes Gaden "det nye Spitaliestræde", et Navn, der dog ikke formaaede at trænge igjennem.

Fra Kjøbmagergade udgik i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede et Stræde ned til Klare Kloster, der efter de derliggende Boder kaldtes Albert van Gochs Boder (smlgn. S. 126), men snart fik Navnet Klareboder. Paa samme Tid dukker nuværende Springgade op under Betegnelsen: "det Stræde, som løber ret nør fra Albert van Gochs Boder", Møntergade under Navnet: "Byens Stræde, som løber til Volden", Landemærket, Slippen m. fl. under lignende ufuldkomne Navne. Der synes overhovedet i Slutningen af det 15de og Begyndelsen af det 16de Aarhundrede at have hersket en Byggeperiode i Staden; hidtil ubebyggede Kaalhaver og Grønninger bleve udlagte med Stræder og Gader, og Huse bleve opførte om ikke i formelige Gaderækker, saa dog efter Datidens Skik, spredte med hosliggende Haver. Fra gammel Tid kaldtes Regentsens Nordside Byens Ende i.e.: det Sted, hvor Bebyggelsen ophørte; men denne Benævnelse holdt nu ikke længere Stik. Den store Rosengaard, der indtog hele Kvarteret fra nuværende Møntergade til henimod Nørreport, og paa Vestsiden begrændsedes af Kjøbmagergade, blev ogsaa udlagt til Byggegrunde og forsvandt efterhaanden, ligesom Hushaven (smlgn. S. 34) allerede var forsvunden. Rosengaarden havde maaské oprindelig hørt til Slottet, men i Midten af det 15de Aarhundrede blev den Byens Eiendom. Her var en Tidlang Stadens Rettersted; her boede Rakkeren, og her synes utugtige Kvinder og alskens Pak at have havt Tilhold og at have ført Mange i Ulykke. "Ja - skriver Palladius et Par Aar efter Reformationen - hvor Mange mistede deres Liv i Kjøbenhavn, for den Rosengaard var ved Magt.


208

Ikke visker Bøddelen sit Sværd saa tidt nu udi denne Tid, som han gjorde i den Tid."

Kjøbenhavns Ydre havde forbedret sig betydeligt i det forløbne Aarhundrede, skjøndt Staden sikkert var langtfra at være en blot nogenlunde smuk By. De offentlige Bygninger, der vare grundmurede, de Adeliges Stenhuse med deres takkede Gavle og Kirkerne med deres Taarne og Spir gjorde vel et vist monumentalt Indtryk, men Størstedelen af de 10,000 Mennesker, der ved Reformationstiden udgjorde Befolkningen, boede efter vore Begreber daarligt. Kun i faa Gader dannede Husene en sammenhængende Række, thi Huslinien afbrødes fordetmeste af Haver, hvis Plankeværker og Hegn just ikke vare til Forskjønnelse. Træhusene vare fordetmeste forsvundne, men de af Straa og Ler klinede Huse fandtes endnu paa mange Steder, navnlig i Baggaarde og Gyder, og ud til Gaden vare Gavlene ofte sammensatte af Fjæle. Gaderne vare smudsige og krumme, daarligt regulerede, og enten mangelfuldt eller slet ikke brolagte, Husene lave, i det Høieste to Etager og ikke alle tækkede med Tegl. Kongerne søgte baade ved Lovbud og Formaninger at hidføre en Forbedring, og paa dette Omraade var Christiern den Anden særlig virksom; han befalede saaledes, at Ingen i Fremtiden maatte bygge uden at have faaet Byggeplanen approberet af Øvrigheden, at de klinede Lervægge skulde nedrives og erstattes med Bindingsværk ("Mursten mellem Stolper"), og at alle øde Jorder inden en vis Tidsfrist skulde "opbygges med mærkelig Bygning", under Straf af at tilfalde Kongen og Staden. Ogsaa Frue Kapitel indlagde sig Fortjeneste af Husenes Byggemaade. Naar det udleiede eller bortarvefæstede Grunde til Borgerne, stillede det som Betingelse, at det eventuelle Hus skulde være muret mellem Stolper til Gaden og have Tegltag; helst saa man Grundmur, men hvis Leieren ikke formaaede dette, da maatte det ialfald være et "mærkeligt" to Etages Bindingsværkshus. I Reglen havde de rigere Borgerhuse baade Dør og Port til Gaden, og de vare vistnok forsynede med Dørhammere, skjøndt der findes Antydninger af, at slige Hamre vare en Særret for Adelen. Indenfor fandtes da enten Boder i Stueetagen, hvorfra Handelen foregik ud af Vinduet, eller Dagligværelser, Sovekamre (Sengeherberger) og i Rummene til Gaarden Bryggers, Stegers, Stald o. s. v. Det øverste Stokværk synes at have været det fornemste. De velhavende Borgeres Gaarde maa have


209

været store og anselige, thi de gave, som vi have set, tidt den tilstødende Gade Navn; vi vide ogsaa, at der hyppigt holdtes offentlige Møder, Retterting o. lign. i deres Værelser, og fornemme Tilreisende toge ind i dem, skjøndt der ingen Mangel var paa Herberger. Paa Christiern den Andens Tid var der ikke mindre end 30 saadanne i Staden, hvoraf de fleste laa paa Gammeltorv, Vestergade, Amagertorv, Østergade og ved Stranden; thi de store Festligheder ved Kroninger og Bryllupper, Herredagene og de politiske Begivenheder saavelsom Skibsfarten trak mange Gjæster til. I Christiern den Andens Ordinants af 1521 hedder det: "Hvert Herberg udi Staden skal lade udhænge et Tegn malet paa en Fjæl udenfor samme Hus vel høit paa en lang Stang; somme skulle have en Løve malet, somme en Hjort, somme en Morian, en Grif, en Maane, en Stjerne eller sligt Andet, og hvert Herberge sit særdeles Tegn, derefter som Herberget skal hedde og kaldes, og skal hver Værts Navn være tegnet under forskrevne Tegn paa samme Fjæl". Herbergerne have altsaa havt Navne som "den forgyldte Løve", "den blaa Morian" el. lign.

Hvad der i ikke ringe Grad bidrog til at indføre en bedre Byggemaade i Kjøbenhavn var Anlæget af en Teglgaard, hvorfra der baade kunde faas brændte Sten og Tagsten. Den var anlagt af Kommunen og nævnes første Gang 1505; blandt dens Bygninger anføres i Regnskaberne Ovn, Kalkhus og Tagstenslade. Den laa Øst for Teglgaardstræde op til Volden, men blev inden Reformationen flyttet udenfor Byen til den Egn, hvor Nyboder nu ligger, for atter i Christian den Fjerdes Tid at lægges hinsides Søerne, i det nuværende Blaagaardskvarter. Herfra hentedes altsaa Materialet til Stenbygningerne, og selv om den mindre velstaaende Borger ikke havde Raad til at følge med, havde Adelen dog nu Leilighed til at indrette sig Hus og Hjem i Byen efter de til Standen svarende Fordringer. I Modsætning til Bispernes Forbud mod at Adelsmænd eiede Gaarde i Kjøbenhavn, gjorde Kongerne tvertimod Alt for at drage dem dertil, ja Hvitfeld fortæller, at Erik af Pommern befalede, at Adelen skylde flytte ind og bo i Kjøbstæderne, vel sagtens fordi den her var mindre farlig for Kongemagten, ligesom den ved sin Formue kunde bidrage til at understøtte Handel og Haandværk og forskjønne Stæderne med solide Stenbygninger. En stor Del af Rigets udmærkede Mænd havde Gaarde i Kjøbenhavn, hvor de ialfald


210

tilbragte en Del af Aaret, hvad enten de nu havde erhvervet disse Eiendomme ved Kjøb og Arv eller som Gave af Kongen for udviste

Kælder under
Konsistorium

Den gamle Kjælder under Konsistorium.

Tjenester. De laa spredte over hele Byen, men dog fornemmelig i de bedre Gader som i Købmannegade (Vimmelskaftet), Kjødmangerstræde (Kjøbmagergade), Østergade, Vandmøllestræde (Raadhus-


211

stræde) og paa Amagertorv. Dog træffer man ogsaa paa adelige Gaarde i Lasse Vindersstræde (Hyskenstræde), Pilestræde, Brolæggerstræde, Kattesundet, Egnen om Rosengaarden og mange andre Steder.

Ogsaa mange geistlige Stiftelser og Personer havde Eiendomme i Staden. Da Slottet gik over til Kongen, maatte Sjællands Biskop have en anden Residents, og Bispegaarden, som iøvrigt først nævnes ved Midten af det 15de Aarhundrede, er da bleven opført paa det nuværende Universitets Grund. Den indtog dog ikke hele den nuværende Universitetsfirkant, men kun Fjerdedelen deraf. Hovedbygningen synes at have ligget paa Hjørnet af Frueplads (daværende Kirkegaard) med Façade til Nørregade; den var opført i gothisk Stil med takkede Gavle, og ud til Kirkegaarden gik en Mur, forsynet med en Laage. Iøvrigt laa der et helt Komplex af Huse paa Grunden, saaledes nævnes et Kapel, en Borgestue, Bryggers, Bagers, Stald og "det med Kjældere, Kjøkkener og Værelser, der kunne opvarmes, forsynede Hus", som er den nuværende gamle Konsistoriumsbygning, den eneste existerende Levning af den katholske Bispegaard, hvis Ydre iøvrigt er undergaaet betydelige Forandringer. Derimod er den smukke hvælvede Kjælder bevaret i sin oprindelige Skikkelse. Den bestaar af 6 elegante Hvælvinger, der hvile paa to tilhuggede Granitsøiler i romansk Stil; Lyset falder ind af smaa indadtil spidsbuede Vinduer. Under Beleiringen 1536 boede Hertug Albrecht af Mecklenborg med Gemalinde her; og det var her, at den sidste katholske Biskop Joachim Rønnow blev fængslet og ført til Blaataarn paa Slottet.

Erkebispen af Lund havde en Gaard paa Rosengaarden, men flyttede senere til en anden paa Østergade, der udfyldte hele Grunden mellem S. Jørgensgade og Halmstræde. Henimod Reformationstiden havde Bispen af Viborg en Eiendom i Kødmangerstræde, ikke langt fra Amagertorv, Abbeden i Sorø en paa Vestergades Nordside, Antvorskov Kloster en Gaard imellem Kompagnistræde og Magstræde, Esrom Kloster en i Vimmelskaftet foruden flere andre, Æbelholt bl. A. en stor Gaard med tilhørende Have paa Hjørnet af S. Pederstræde og Larsbjørnstræde, Knardrup Kloster flere Gaarde paa Østergade og Nørregade, Antonii Kloster i Præstø, bl. A. en Gaard i Lille Pilestræde, hvis Navn derefter forandredes til Antonistræde, Roskilde Dominikanerkloster en Gaard Nord for Gammeltorv, og endelig Karmeliterklostret i Helsingør den navnkundige Eiendom i


212

S. Pederstræde, hvor Poul Helgesen lærte, og som den Dag idag er bekjendt under Navn af Valkendorfs Kollegium. Endnu i 1744, da Bygningerne undergik en Hovedreparation, havde de et fuldstændigt klosterligt Udseende; Pontoppidan siger, at "Forhuset laa nedrigt, vaadt og sumpigt og bestod af nogle lave Karmeliter Celler, unyttige Gange og Skorstene, som betoge Rummet for Alumnernes Logementer; et unyttigt Trappehus og Svale med Tag over, som altid kostede at underholde, betog det lidet Gaardsrum og Lyset for Kammerne til Gaarden, hvoraf det blev kaldet Collegium obscurum." Det Auditorium, hvor Poul Helgesen formodentlig holdt sine Forelæsninger, laa inde i Gaarden og blev først nedbrudt i 1847.

Saavel under Christiern den Første som Kong Hans blev der bygget paa Kjøbenhavns Slot, og Frederik den Første forstærkede, som alt omtalt, dets Fæstningsværker. I den ældste Tid var Afstanden mellem Slotsholmen og Byen betydelig, og Forbindelsen iværksattes da ved en regelmæssig Færgefart, der udgik fra Færgebroen omtrent midt for nuværende Høibroplads, men efterhaanden, som Udfyldningen skred frem paa Byens Side, blev Afstanden kortere, saaledes at Høibro kunde anlægges i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede. Det var en Vindebro, bygget paa Pæle, og maa have været temmelig svag, da den ofte blev underkastet Reparationer, ligesom der udstedtes Forbud mod at "binde eller fæste" Skibe til den. Heller ikke mod Storm og Flod kunde den holde Stand; den synes endog at være gaaet helt bort nogle Gange, Slotsholmen var vistnok paa Reformationstiden omgiven af en Jordvold; indenfor kom da Slotsgraven og derpaa den egentlige Murbefæstning. Det paahvilede fra gammel Tid Kjøbenhavns Borgere at ise i Slotsgravene, men Christiern den Første fritog dem for denne byrdefulde Forpligtelse. Om Bygningerne haves kun de faa Oplysninger, der ere meddelte foran (Side 82); Billedet S. 177 giver en svag Forestilling om deres Ydre. Slotsholmens nærmeste Omgivelser vare temmelig uforandrede; mod Nord laa Skarnholmen, hvor Thorvaldsens Museum nu ligger, endvidere en anden større Holm, hvor Ridehuset nu er, og over imod Kallebostrand hævede der sig rimeligvis flere Holme. Paa Bremerholm, det nuværende Gammelholm, var der allerede i Kong Hans's Tid kongeligt Skibsværft, og her var Flaadens Leie. Afstanden til Amager var betydelig, thi Grunden, hvorpaa Børsen og alle dens Omgivelser ligge,


213

var aabent Vand, og Christianshavns Grund var endnu ikke opfyldt. Med Havnen, de nuværende Kanaler, var der foregaaet den Forandring, at Midtpunktet for dens Færdsel og Liv var flyttet længere mod Øst; Ladbro var forsvunden, rimeligvis fordi Farvandet var for grundet her, og en anden Bro, om hvilken der iøvrigt ikke haves nøiere Oplysninger, var traadt i dens Sted. De talrige Forbud, der udstedtes mod at kaste Ballast og anden Urenlighed i Havnen, saavelsom Byens Udvidelse ved stadig Opfyldning, viser, at Havnens Existens var truet af Borgerne selv; de farlige Forsøg paa at tilstoppe dens Indløb, som iværksattes af Fjender i 1368, 1428, 1523 og 1536, mislykkedes, som vi have set, altid.

Til Slottet hørte Vingaarden, en kongelig Lystgaard med hosliggende Frugthave, anlagt paa den gamle Østergaards Grund. Her holdtes Dystrenden og Ridderspil (se S. 79) og herfra fik Hoffet sin Forsyning af Frugt; saaledes rekvirerede Kong Hans i 1510 "en Kurv fuld af de bedste Vindruer udi vor Vingaard er" til Kalundborg, hvor han da opholdt sig. Bygningen skiltes dog allerede i 1496 fra Haven, thi den kaldes da Benedikt v. Ahlefeldts Gaard; den blev derpaa en kongelig Mønt, indtil Frederik den Første skjænkede den til Johan Rantzau, af hvem Rigens Hofmester Mogens Gøye atter kjøbte den. Vingaarden er nuværende Nr. 6 i Vingaardstræde; den havde endnu i Midten af det attende Aarhundrede en stor Gaardsplads og Have. Den tidligere (S. 34) omtalte Hushave skjænkedes af Kong Hans til Klare Kloster, men faldt efter Reformationen atter tilbage til Kronen. Som de fleste gamle Borge havde Slottet en Smedie og en Vandmølle, den første laa i Færgebrostræde (paa Østsiden af nuværende Høibroplads) den anden paa den Plads, der nu hedder Vandkunsten. Sandsynligvis er et Vandløb fra Graven ved Vesterport blevet ledet herhen og opdæmmet, hvorpaa det har havt Afløb til Stranden. Som ovenfor omtalt gav Vandmøllen den hosliggende Gade, nuværende Raadhusstræde, Navn. Frederik den Første bortforpagtede Vandmøllen til Kjøbenhavns Magistrat (smlgn. S. 124), men Christian den Tredie indløste den atter i Aaret 1547. Halvtredsindstyve Aar efter kom den paany i Kommunens Besiddelse, og forblev vistnok der indtil dens Forandring under Christian den Fjerde.

Den prægtigste offentlige Bygning i Kjøbenhavn, som i Rigdom og Glands overstraalede alle andre, var uden Tvivl Vor Frue


214

Kirke eller Mariakirken. I Begyndelsen af Kong Hans's Regjering fik den sit store Taarn, og i 1514 et 114 Alen høit kobbertækt Spir med fire mindre Spir forneden, som kunde ses i mange Miles Afstand og saa at sige beherskede hele Staden. Til Sammenligning kan anføres, at det nuværende Spir paa vor Frelsers Kirke, det høieste i Danmark, kun er 90 1/2 Alen. Der existerer ingen Afbildninger af den imponerende Bygning i sin Helhed, men den havde paa Christiern den Andens Tid sikkert i alt Væsentligt samme Charakter, som indtil den store Ildebrand 1728. Den var opført i gothisk Stil, havde et bredt og høit Midtskib med lavere og smallere Sideskibe, der gik rundt om Choret. Et mindre Spir prydede dette. Der var tre Indgange, Hovedindgangen ud til Nørregade og en paa hver Side. Ovenover den nordre Sideindgang var anbragt en Sten,

Sten over
Frue Kirkes nordre Indgangsdør

Sten over Frue Kirkes nordre Indgangsdør. (Efter Resen).

i hvilken Ghristus og de fire Evangelister vare symbolsk fremstillede; udenom læstes en latinsk Indskrift, som i Oversættelse lyder saaledes: "Aar 1316 gjenopførtes denne Kirke, fire Gange tidligere ødelagt ved Ildsvaade." Paa Siden og i Omgangen var der indrettet endel Kapeller, der viste sig som Udbygninger paa Kirken, nemlig foruden det ældre Vor Frue Kapel og S. Katrine Kapel, i hvilket Bagersvendene holdt deres Sjælemesser, Helligtrefoldigheds Kapel, Helligtrekongers Kapel, S. Laurentii Kapel, S. Rochi Kapel og endelig Helligløsens Kapel paa Kirkegaarden, som vistnok nedbrødes kort efter Reformationen. I alle disse Kapeller var der anbragt et eller flere Altre, saa at der mindst var 46 omkring i Kirken. De fleste af dem vare indviede til fremmede Helgene og Martyrer; dog fandtes her et S. Knud Konges Alter, et S. Knud Hertugs Alter og et S. Konning Eriks Alter. I Taarnets søndre Side stod "de hellige fem Vunders Alter", i dets nordre: De hellige 24


215

Oldefædres Alter; et Alter, helliget Jomfru Marie, kaldtes: Vor Frues Medlidenheds Alter. "Skomager-Altret", det vil sige: det Alter, hvor Skomagerlauget lod sine Messer holde, var helliget Evangelisterne Markus og Lukas. Det fornemste Alter var naturligvis Høialtret i Kannikechoret og derpaa Sognealtret i det lavere liggende Menighedschor. Rigt udsmykkede med kostbare Messeklæder, Kalke og Prydelser vare de sikkert alle, men ved Kirkestormen 1530 og senere under Grevefeiden mistede de Størstedelen af deres Ornamenter. Ved Reformationen nedbrødes de fleste af dem; andre bleve dog staaende, indtil de forfaldt.

Det Indtryk, Kirken har gjort paa den Besøgende, maa i det Væsentlige have været det Samme, som man den Dag idag modtager i større katholske Kirker. De mange Krinkelkroge, Munkestole, Altere og Udbygninger saavelsom de farvede Ruder, gave Kirken et vist skummelt, men tillige ærværdigt og høitideligt Præg; de talrige vistnok klodset udskaarne, men med Perler, Guldsmykker og Kroner prydede Helgenbilleder, de brogede Malerier paa Vægge og Hvælvinger, de guldbroderede Alterklæder, de mange Lys, som ved alle høitidelige Leiligheder brændte foran Billederne, saavelsom Præsternes prægtige Kaaber maa have afgivet et livligt og broget Skue. Ved Hovedindgangen stod "Løvekarret", et Vievandskar, der havde Navn af Ordet "Løv" (Bad), hvoraf Løverdag. Tvers igjennem Kirken var almindelig Gjennemgang, og i Nærheden af den var der anbragt et Kulbækken, eller, som den kaldtes, en "Ildpande", ved hvilken Fattigfolk kunde varme sig. Den blev staaende indtil 1607, da den afskaffedes for den megen Larm, der opstod, naar Almuen under Gudstjenesten trængte sig om den. Det Gods, der var tillagt Bækkenet, anvendtes da til Underholdning for fattige Skolebørn. Oppe under Hvælvingerne hang de i Krigen erobrede Faner; allerede Kong Hans lod det af Marsken Tyge Krabbe erobrede svenske Hovedbanner ophænge her. Hist og her fandtes anbragt Krykker, Voxbørn og lignende Votivgaver til Minde om en eller anden lykkelig Helbredelse eller Befrielse ved en Helgens Hjælp. Kirken stod aaben hele Dagen; uophørlig lød Messesangen, medens Folk, der vare komne for at forrette deres Andagtsøvelser, færdedes ud og ind. Selv om Natten var den store Bygning ikke forladt, thi Klokkeren og to Degne havde deres Leie her for at bevogte Klenodierne. Ved de store Kirkefester udfoldedes selvfølgelig en usæd-


216

vanlig Pragt; da straalede Tusinder af Voxlys, Processioner bevægede sig gjennem Midtskibet, Røgelsekar bleve svungne, og Skarer af Mennesker strømmede til for at erhverve Kirkens Tilgivelse for deres Synder. Ved Foraarstid, i Maimaaned, havde man for Skik at "maie" Kirken med Bøgegrene og Urter; denne Skik blev bevaret efter Reformationen, thi Palladius siger i sin Visitatsbog: "Gode Dannekvinder og gode Piger skulle bære deres Forklæder fulde af Urter og Græs om Sommeren til Kirke med dem, at strø det paa Gulvet udi Stolene, at man kan have Lyst til at søge did." Paa mærkelig Maade blandede det Verdslige sig iøvrigt ind i de kirkelige Forhold; vi ville faa at se, at Kirkerne ved Bryllupper endogsaa misbrugtes til Svir og Dands.

Om det kjøbenhavnske Kapitel og dets Indretning er der talt andetsteds (S. 36 o. f.); det ophævedes ved Reformationen, medens de øvrige danske Domkapitler paa Luthers indstændige Raad bleve bestaaende som Kollegier. Det skal kun tilføies, at Kannikerne havde et Kapitelshus, der laa "sønden op til vor Frue Kirke", vistnok sammenbygget med den, og som efter Kirkeforandringen overlodes til Universitetet. Det var her, at Hans Tausen i 1529 maatte møde for Biskop Rønnow og nogle af Rigens Raad for at forsvare sin Optræden i Nikolai Kirke. Vikarerne havde et lignende Forsamlingshus nordvest for S. Peders Kirke. Den tidligere omtalte Kannikebadstue i Klosterstræde delte i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede Skjæbne med de offentlige Badstuer; de afskaffedes alle, fordi de i høi Grad bidrog til at udbrede den veneriske Syge, eller som den her i Norden kaldtes: Pokker. Efter en Yttring af Palladius maa dette antages at være sket i de første Aar af Christiern den Andens Regjering. Vor Frue Kirkes egentlige Glandsperiode falder omkring Aaret 1520; den var da meget rig og eiede alene 90 Gaarde og Huse foruden to Møller i Kjøbenhavn; men i de urolige Tider gik Meget af dens Eiendom tabt ved Frederik den Førstes, Joachim Rønnows og Grev Christoffers Plyndringer.

S. Nikolai Kirke, den rigeste og største Sognekirke efter Vor Frue, undergik i Aaret 1509 en Hovedreparation, ved hvilken Høialtret og Choret sandsynligvis blev ombygget; i 1516 blev en ny Hvælving opført, og omtrent samtidig fik Kirken tre Klokker. Den havde to Sideskibe, der vare lavere end Midtskibet, samt en Korsbygning i Choret. Hvorvidt den havde Taarn før Reformationen,


217

vides ikke, men det er dog sandsynligt. Den overleverede Fortælling, at Christoffer af Bayern lod Kirken totalt ombygge i 1447, savner al Hjemmel, som paavist af Rørdam. Kirken havde mindst to Kapeller: S. Nikolai og Vor Frue, og 13 Altre; den eiede ligesom Frue Kirke endel Gaarde, Jorder og Boder i forskjellige Dele af Staden. Da Kirken var annekteret Kjøbenhavns Kapitel, tilfaldt Kirketienden (som for dette Sogns Vedkommende ikke ydedes i Korn, men i Fisk) ikke Kirken selv, men den af Kannikerne, der var Sogneherre. Fra Universitetets Stiftelse indtil 1487, foregik det ene af de halvaarlige Rektorvalg altid i Nikolai Kirke, men dens egentlige historiske Betydning for Danmark saavelsom for Kjøbenhavn er dog, at den i Aaret 1520 blev Centrum for Reformationsbevægelsen. Det var her, at Martin Reinhardt og Hans Tausen prædikede, og det var her, at danske Psalmer først bleve sungne.

Om S. Peders Kirke ere Oplysningerne kun sparsomme; dens Bygning synes at have været lille og uanseelig, om den end ved Overgangen til det 15de Aarhundrede maa have havt et Taarn og et lille Spir. I det Indre fandtes kun tre Altre, et Høialter og to Sidealtre. Kirken var oprindelig meget fattig og endnu i 1466 skjænkedes der 40 Dages Aflad til dem, der besøgte Prædikener, Officier og anden Gudstjeneste i S. Peders Kirke eller berigede den med Gaver. Midlet synes at have frugtet, thi paa Reformationstiden havde Kirken ved Gaver, Kjøb og Mageskifter erhvervet et temmelig betydeligt Antal Eiendomme, som ved Kirkens Nedlæggelse kom til Frue Kirke. Da Universitetet var blevet oprettet, holdtes dets høitidelige Messe hvert Aar den 31te Juli i denne Kirke, rimeligvis fordi S. Peder var det kjøbenhavnske Universitets særlige Skytspatron (smlgn. S. 78). Ved den nye Sogneinddeling af Staden under Christian den Tredie, nedlagdes Kirken; den henstod i nogen Tid ubenyttet, indrettedes derpaa til Klokke- og Kanonstøberi (Gjæthus), indtil den i 1586 overlodes de i Kjøbenhavn boende tydske Familier til Sognekirke. Værre Skjæbne havde S. Klemens Kirke, der nedbrødes og forsvandt en Snes Aar efter Reformationen. Den laa i den yderste Ende af nuværende Frederiksberggade tæt ved Byens Vold, var yderlig fattig og vedblev trods alle overordentlige Foranstaltninger at være det. Henimod Aaret 1400 eiede den kun én Grund i Byen, i 1419 var den faldefærdig, og den ned-


218

reves, fordi den var "bygfældig". løvrigt vides Intet om dens Ydre eller Indre.

Foruden det tidligere omtalte Graabrødrekloster havde Kjøbenhavn siden dens Overgang til Kongemagten faaet tvende nye Klostre: S. Klare Kloster og Karmeliterkollegiet, det første stiftet 1497 af Kong Hans og Dronning Christine, det andet af Christiern den Anden 1517, altsaa i Katholicismens sidste Dage. I 1259 kom Klarisserne til Danmark, men først halvtredie hundrede Aar senere kaldte deres Velynderinde Dronning Christine dem til Kjøbenhavn. Det stod længe paa med Klosterbygningen, thi den blev først færdig i Aaret 1505, og Nonnerne kom overhovedet aldrig til Velstand i Kjøbenhavn, efterdi den kort efter opvaagnende Reformationsbevægelse gjorde Ende paa alle fromme Gaver og Almisser. Bygningerne vare opførte i en Udkant af Byen tæt op til Volden og bedækkede det Terrain, der nu begrændses af Pilestræde, Møntergade, Sværtegade og Gothersgade. Klosterkirken, der betegnes som "en stor, skjøn Kirke", har ventelig ligget paa det østlige Hjørne af Gammelmønt og Møntergade, hvor Vismar nu er; Møntergade synes at være anlagt tværs igjennem Choret. Fra Kjøbmagergade løb Klareboderne ned til Klostret; det kaldtes jevnligt: "Strædet som løber til Klare". Hans Tausens Prædiken ødelagde dette Kloster saavelsom Graabrødreklostret, og Nonnerne have i Frederik den Førstes Tid sikkert kjendt bittre Dage. I en Skrivelse af 1527 læser man, at der herskede stor Armod blandt Søstrene, men det tilføies i et Sprog, der maa vække Sympathi, at de søgte at holde den skjult for ikke at glæde deres Fjender, som de nu desværre havde mange af. Hvad Karmeliterkollegiet, eller som det i daglig Tale kaldtes: Hvideklostret angaar, var det kun i uegentlig Forstand et Kloster, men maa nærmest betragtes som en Aflægger af Klostret i Helsingør, indrettet af Christiern den Anden for at ophjælpe Universitetet, der allerede dengang stod paa svage Fødder. 1517 lovede Kongen det nævnte helsingørske Kloster S. Jørgens Gaard udenfor Kjøbenhavn i.e.: det Jordegods, som var tillagt Hospitalet for Spedalske, naar Raadmand og Vicekantsler ved Universitetet Peder Albertsen, der havde det i Forlening, var død; Godset skulde bruges til Oprettelsen af et Kollegium, hvori Klosterbrødrene kunde studere, og hvorfra der kunde tilføres Universitetet nye Lærekræfter. De nærmere Bestemmelser fastsattes derpaa efter Peder


219

Albertsens Død s. A., og i 1518 blev den Gaard, Karmeliterklostret i Helsingør eiede i S. Pederstræde, ombygget til Bolig og Forelæsningslokale for "Præsterne og Brødrene". Om Bygningens Indretning er ovenfor (S. 212) talt. Den første Forstander blev Poul Helgesen, der begyndte sine Forelæsninger den 6te Juni 1519, men allerede fratraadte i 1522, da han havde paadraget sig Kongens Unaade ved at præke om dennes Forhold til Dyveke. Gavebrevet paa S. Jørgens Hospital blev nu tilbagekaldt, Povl Helgesen forlod

En Spedalsk
fra Middelalderen

En Spedalsk fra Middelalderen. Efter en Altertavle i Oldn. Museum.

Byen og hermed var Kollegiets Rolle udspillet. Det blev ophævet i 1529 og skjænkedes til Knud Gyldenstjerne; senere kom Bygningerne i Rigens Hofmester Christoffer Valkendorfs Eie, som her i 1589 stiftede den bekjendte Studenterbolig, der den Dag idag bærer hans Navn.

Det her omtalte S. Jørgens Hus eller Hospitalet for Spedalske, der laa hinsides Søen af samme Navn omtrent ved Vodrofgaard, havde en stor tilliggende Mark, som strakte sig helt hen til Ladegaardsaaen, en egen Avlsgaard, en Hovedbygning og Kirke, og var aabenbart med Flid lagt saa langt udenfor Byen, for at hindre al


220

nærmere Berøring mellem Borgerne og de Ulykkelige, som vare blevne ramte af den forfærdelige Sygdom (smlgn. S. 42). I den tidlige Middelalder kunde en Spedalsk undslaa sig for at tage Ophold her, naar han holdt sig indelukket i sit Hus, men Christoffer af Bayern paabød, at alle Spedalske skulde "fare til S. Jørgens Hus", eventuelt føres derud med Magt. Paa Kong Hans's Tid blev Hospitalet "Kronens Gaard", uden at vi vide, hvorledes det er gaaet til, og forlenedes da til den ovenfor nævnte Dr. Peder Albertsen, der nød Indtægten af Jordegodset, medens de Syge maatte leve af den Almisse, der kom ind, naar Hospitalets Vogn kjørte omkring paa Landet for at tigge Korn og Fødevarer sammen. Forholdet omordnedes dog kort efter, saaledes at Lemmernes Underhold blev noget rigeligere. Gaardens kortvarige Forbindelse med Karmeliterkollegiet er ovenfor berørt. Det ses af Christiern den Andens Love, at der i alle Kjøbstæder blev udvalgt to Folk, som skulde staa "indenfor Stadens Port, hvor Alfarvei og menige Søgning er" og modtage Guds Almisse til de Spedalske, og for at menige veifarendes Mand kunde kjende dem, skulde de have en "Trækleppre" at klappe med. Beleiringen af 1523 blev temmelig let overstaaet, thi Hospitalet faldt paa Grund af sin Beliggenhed strax i Frederik den Førstes Hænder, og han forlenede det til en Kannik Jep Heye, dog med den udtrykkelige Forpligtelse, at han skulde holde Gudstjenesten ved Magt, Kirken og Gaarden ved skjellig Bygning og give de Syge deres Indkomst og daglige Føde, som de vare vante til. Om dette blev overholdt, er rigtignok et andet Spørgsmaal, thi Gaarden stod i saa ilde Ry, at Lemmerne i S. Anne Hospital i 1528 erklærede, at de "hellere vilde lade sig udføre og sænke i Stranden« end flytte til S. Jørgens Gaard. Sandsynligvis har Forstanderen i.e.: Lensmanden taget Broderparten af Hospitalets Indtægter, og det er vistnok hertil, at Poul Helgesen sigter, naar han ivrer imod Forstandere, der mere agte deres egen Fordel, Stat, Ære, Rygte og Navn end de Krankes Behov og Bedste. I Aaret 1530 foregik der en stor Forandring med S. Jørgens Hospital; det blev nemlig slaaet sammen med det til en verdslig Stiftelse omdannede Helligaandshospital under en fælles Forstander, thi den spedalske Syge var i stærkt Aftagende, og S. Jørgens Gaarden havde i længere Tid ikke udelukkende havt "spitalske" Lemmer. De almindelige Syge bleve flyttede til Helligaandshuset; dog skulde et godt Hus blive staaende


221

ved Magt for de Spedalske, men under den lange Beleiring 1535-36 har S. Jørgens Gaarden dog vistnok ligget tom og øde. Efter Reformationen fornyedes Forbindelsen med Helligaandshuset atter, saaledes at de spedalske og "udsættiske" Mennesker, som for deres Sygdoms Skyld ikke kunde være inde i Byen mellem de andre Lidende, bleve førte ud paa S. Jørgens Gaarden.

Den katholske Tids mest storartede Velgjørenheds- og Fattigforsørgelsesanstalt i Kjøbenhavn var dog Helligaands Hospitalet, stiftet 1296 af Biskop Johannes Krag (smlgn. S. 41), den samme

Helligaandskirkens
Begravelseskapel

Helligaandskirkens Begravelseskapel i dets nuværende Skikkelse.

Institution, som den Dag idag er bekjendt under Navnet Vartov. Indtil Aaret 1475 var det udelukkende et Hospital, ihvorvel Sygevogterne og Præsterne forstørstedelen vare Munke, derpaa blev det tillige et Kloster af S. Augustins Orden og efter 1530 atter Hospital alene. Det laa paa den Plads, hvor Helligaandskirken har bevaret Mindet derom, men hele det omliggende Terrain henimod Kjøbmagergade og Amagertorv hørte til Hospitalets Grund. Det er vanskeligt at danne sig nogen Mening om dets Bygninger, men den store Grund synes at have været bedækket med Smaahuse,


222

indeholdende Sygestuer og Boliger for gamle og vanføre Folk, indtil de maaske ved Hospitalets store Velgjørers, Christiern den Førstes Omsorg ere blevne ombyggede og udvidede. Kirken er dog ældre, skjøndt neppe Meget af det oprindelige Murværk staar, saavelsom den endnu existerende Bygning, der bruges til Begravelseskapel og er sluppen uskadt ud af alle Ildebrande. Under mange af Husene i nuværende Valkendorfs Gade har man fundet Rester af middelalderlige og klosterlige Bygninger, Mure med spidsbuede Vinduer, Nicher, gamle Hvælvinger o. d., hvilket antyder den vidtløftige Bebyggelse. Helligaandshuset havde en Badstue, en Hestemølle og en Stald; af Klosterbygningerne nævnes en Konventstue, hvor Christiern den Anden i 1513 forhandlede med det danske og norske Rigsraad; i Kirken, der havde flere Altre og et S. Anne Kapel, holdtes i 1532 det store Møde, paa hvilket det besluttedes at sætte den fangne Konge i Fængsel (smlgn. S. 135), og paa Kirkegaarden holdt Kong Hans i 1491 Retterting. Paa Rosengaarden havde Klostret en Avlsgaard, der laa paa nuværende Trinitatis Kirkegaard mellem Kjøbmagergade og Springgade, og som efter Reformationen udleiedes til Kommunen og blev Stadens nye Avlsgaard.

Helligaandshospitalets Indtægter vare ved Reformationen betydelige; det eiede meget Jordegods, navnlig en Mængde Gaarde i Kjøbenhavn, som enten vare skjænkede af Private eller testamenterede det; en pavelig Tilladelse til at meddele fuldstændig Aflad skaffede det derhos betydelige Indtægter i rede Penge, (skjøndt Afladskræmmeren Arcembolds Besøg i 1517 gjorde et stor Skaar heri), og de saakaldte "Helligaands-Bedere" vendte hjem fra deres Udflugter paa Landet med fulde Tiggerposer. Christiern den Førstes Enkedronning Dorothea, saavelsom Kong Hans og Dronning Christine forøgede yderligere Helligaandshusets Eiendomme, og visse Indtægter bleve henlagte til det, saaledes undervægtige Brød fra Bagerne samt en Del af det Vraggods, hvortil ingen Eiermand meldte sig. Henimod Reformationen tog Gavmildheden stærkt af, og samtidig paatænkte Magistraten en gjennemgribende Omordning af Hospitalsvæsenet. Staden trængte til et Epidemihospital, og oprindelig synes man at have havt til Hensigt at oprette et saadant; thi, som Poul Helgesen siger: "siden Gud har søgt og paamindet Verden med ny og forfærdelige Sygdomme, som er Pokker, S. Johannis Plage, den faldende Sot og andre saadanne Guds lønlige Domme, har man


223

skikket aabenbare Huse, som de skulde læges udi, da det ikke kan ske uden stor Fare, at saadanne kranke Mennesker daglig have deres Væsende iblandt dennem, som ere karske i den Mening." Planen gik imidlertid i Stykker; der blev ikke bygget noget nyt Hospital, men man greb til den Udvei at slaa de Hospitaler sammen, der tidligere havde bestaaet hver for sig. I August 1530 udstedte Frederik den Første efter Magistratens Indstilling et Brev, ved hvilket Helligaandshuset skulde ophøre at være Kloster og forenes med S. Jørgens og S. Gertruds (S. Anne) Hospitaler under en fælles Forstander, medens fire gode og gudfrygtige Borgere skulde have Opsigt med de Syges Forpleining og Bygningerne, og to Aar efter blev Indtægten af det nedlagte Graabrødrekloster, Kirken, Kirkegaarden og alle Husene paa Klostrets Grund tillagte det nye almindelige Hospital. Det beholdt endvidere Retten til at indsamle Gaver og Almisser paa Landet, og formodentlig ere Munkene forblevne som Sygevogtere, indtil de ere uddøde eller have forladt Stiftelsen. Peder Palladius skildrer Hospitalet saaledes i sin Visitatsbog: "Men vil Du se, hvem Du giver Din Almisse, da naar Du kommer til Kjøbenhavn og haver der Noget at gjøre, gak ind i Helliggestes Hus midt i Byen; der skal Du finde en aaben Dør for Dig, gak der op ad den ene Side og ned ad den anden og se hvilke mange arme Almissehoffder, der ligger paa de Senge, indført af ganske Sjællands Land, der Næse, Øine og Mund er afædet af Pokker og Værk og Kræft, der Arme og Ben er afraadnet, og endnu ligge og raadne af Orme og Madiker og staa ikke til at læge udi deres Livs Tid."

Paa det Terrain, der nu bestaar af Hauserplads samt Grunden mellem Kultorvet og Aabenraa, altsaa paa den daværende Rosengaard, laa S. Gertruds Kirke eller Kapel med tilhørende Kirkegaard. Det var vistnok oprindelig kun et Kapel, hvori der holdtes Sjælemesser; Kirkegaarden, paa hvilken Torben Oxe blev henrettet i 1517, har maaské været en Begravelsesplads for Forbrydere. I Aaret 1524 overlodes imidlertid Kapellet til S. Anne Hospital, og S. Gertrud blev fra nu af et Sygehus, hvilket dog kun var af kort Varighed, efterdi det, som vi have set, sex Aar efter forenedes med Stadens øvrige Hospitaler til det nye almindelige Sygehus, der senere blev Vartov.

Det her nævnte S. Anne Hospital, eller som det i de kongelige Breve kaldes: S. Anne Kapel og Gjæsthus, var Byens yngste


224

velgjørende Stiftelse og skyldte en Enkeltmands storartede Virksomhed og Opoffrelse sin Tilblivelse. Klaus Jensen Denne var en formuende og lægekyndig Mand, som i Kong Hans's Tid, uvist hvor og af hvilken Grund, var bleven "svarligen fangen og greben i stærke Jernbolte, Lænker og Laase". Han sad i tre Aar indespærret i et Taarn med otte Alen tykke Mure og omgiven af dybe Gravet og gjorde da det Løfte, at hvis han slap ud, vilde han, Gud og den hellige Jomfrues Moder til Ære, bygge et Kapel og et Gjæsthus for "fattige, syge, saare og pokkige Mennesker, som pleie at ligge paa Gader og Stræder i Kjøbenhavn og for deres Sygdoms Skyld ei kunne faa Herberge." Da han nu virkelig opnaaede sin Frihed, tog han med Iver fat paa Værket og henvendte sig allevegne for at faa Understøttelse. Et Brev, udstedt af femten Kardinaler i Rom, tilstod Enhver Aflad, der kom ham til Hjælp med milde Gaver; alle Rigets Bisper tillod ham at indsamle Almisser; Pave Leo den Tiende tog Hospitalet i sin Beskyttelse, og Christiern den Andens Dronning Elisabeth rettede en indtrængende Opfordring til alle Undersaatter om at støtte Foretagendet. Selv i Sverig tillod Gustav Vasa S. Anne Bud at indsamle Almisser, og her havde Hospitalet endog faste Eiendomme. Bygningerne bleve paabegyndte i 1516 og laa udenfor Kjøbenhavns Østerport, omtrent hvor S. Anneplads den Dag idag minder om Stiftelsen. Da Vandet dengang gik op til Garnisonskirke, laa Hospitalet vel sagtens i nuværende Bredgade; det havde sit eget Kapel og en Landgangsbro ud i Havet, der omtales under Beleiringen 1523, (smlgn. S. 117) og endnu existerede ind i det 17de Aarhundrede. I Aaret 1600 fortælles, at der nærved Havnen strakte sig en Stendæmning ud i Dybet, der hed S. Anne Bro, og hvor det var bekvemt at bade sig, og J. L. Wolf skriver 1654 i "Danmarks Riges Lof": "Nedenfor imellem Kgl. Maj. Boder eller Huse (Nyboder) og Stranden haver i den papistiske Tid standet et Kapel, som hed S. Anne Kapel, hvorfra var lagt en Bro med store Kampesten ud i Stranden, at de, som til Skibs kom, kunde gaa der paa Land op til Kapellet der at gjøre Offer, om de vare med nogen Skrøbelighed beladt, derefter at komme til deres Helbred igjen, og haver jeg udi min Barndom hørt af gamle Folk sige, at da samme Kapel blev ødelagt, fandtes der nogle Læs Krykker, som Krøblinge havde kastet der og ganget fra."


225

Klaus Dennes Stiftelse trivedes godt i nogle Aar, men i de urolige Tider efter Christiern den Andens Flugt og under den paafølgende Beleiring bleve Bygningerne helt eller delvist ødelagte, maaské med Undtagelse af Kapellet, og Forstanderen brød da op med hele Hospitalets Befolkning, Syge saavelsom Karske, og begav sig til sin Gaard i Smaaland, Eskilstorp, hvor han agtede at anlægge et nyt Hospital. I Sverig blev han imidlertid indviklet i politiske Stridigheder; Tiggermunkene vare misundelige paa ham, fordi S. Anne Bud gik dem i Næringen, og da der indtraadte rolige Tider i Danmark, vendte han tilbage til Kjøbenhavn, hvor Frederik den Første gjerne gav ham Tilladelse til at omdanne S. Gertruds Kapel paa Rosengaarden til et nyt S. Anne Gjæsthus. Magistraten støttede Foretagendet ved at skjænke S. Gertrud et Stykke af Byens Grund, hvorimod Denne forpligtede sig til at opføre et Hospital af Grundmur "saa godt som noget kunde findes i Danmark" med Badstue og andre Bekvemmeligheder, som Syge kunde have Behov. Reglerne for Sygehuset vise, at de Syge skulde optages uden nogensomhelst Betaling, men naar de døde derinde, blev Hospitalet deres Arving. Til at pleie Lemmerne og de Hittebørn, der optoges, skulde der ansættes Kvinder, som vare kyndige heri; hver Lørdag skulde de Syge have rene Lagner paa deres Senge, Kosten skulde være god og vel tillavet, af samme Slags som Forstanderen nød, og naar Nogen var saa syg, at han Intet gad fortære af den sædvanlige Mad, skulde Forstanderen lade Vin, Hvedebrød, Æbler ell. lign. hente i Byen. I en særskilt Bygning skulde der indrettes "et aabent Hospital for alle fattige vandrende Pilegrimme", som uden Betaling skulde have Husly, Mad og Øl men dog kun for én Nat. Overhovedet maatte der aldrig nægtes Nogen Husly, som begjærede det. Saasnart Klaus Denne havde faaet sin kjøbenhavnske Stiftelse igang, gav han sig ifærd med at indrette en lignende i Skaane efter samme Princip, men det varede ikke længe, før det begyndte at gaa tilbage for dem begge. Reformationen stod for Døren, Gaverne indkom kun sparsomt, thi Begeistringen for de gode Gjerninger og Troen paa Afladen var ved at forsvinde. Tilstanden blev tilsidst saa slet, at Øvrigheden fandt Anledning til at lade foranstalte en Undersøgelse i Aaret 1528. De Vidnesbyrd, som de Fattige og Syge aflagde, blev imidlertid til en sand Lovtale for Klaus Denne. Samtlige kjøbenhavnske Lemmer, 27 i Tal, erklærede, at Sygehusets


226

Stifter, saalænge han havde Gods og Formue, "havde holdt et ærligt og tilbørligt Hospital, som noget i Danmark kunde findes, med god Kost og rene Senge og en forstandig Legems Salve og Lægedom, de Syge og Fattige til Hjælp og Husvalelse." Selv da Hospitalet blev forarmet, havde de ikke spist værre end af hans egen Gryde og Tønde. De vilde paa ingen Maade skilles fra deres Forstander; vilde han dem overgive og besvige, vilde de det kære for Gud, Dommere og Dannemænd. Ikkedestomindre blev S. Anne Hospital kort efter opløst, thi det viste sig umuligt at skaffe de fornødne Midler til de Syges og Fattiges Underhold, og Lemmerne overflyttedes derfor til Helligaandshuset eller maaské til Søsterstiftelsen i Skaane, der bestod endnu i nogle Aar. Klaus Denne var bleven en fattig Mand, men han opgav derfor ikke sine menneskekjærlige Bestræbelser; i Aaret 1529 finde vi ham som de Fattiges Læge i Malmø.

I eiendommelig Modsætning til den katholske Tids Omsorg for Fattige, Syge og Lidende staar den Behandling, der blev de Sindsyge tildel. Man indespærrede dem i en Daarekiste, der sandsynligvis var et sammentømret Bur med Tremmer; her laa de Ulykkelige paa Halm, udsatte for Kulde og Sult, og der gjordes neppe Nogetsomhelst for deres Helbredelse. Grunden til denne Forsømmelse var, at man ansaa dem for at være besatte af Djævelen. I Aaret 1527 omtales Daarekisten i Kjøbenhavn, der tilhørte Kommunen, men det vides ikke, hvor den har ligget.

For at "adsprede Uvidenhedens Taage og Vildfarelsens Mørker nære den Menneskene iboende Trang til Kundskab og i det Hele aabne Veien til en ædlere og skjønnere Mennesketilværelse" blev Universitetet stiftet (smlgn. S. 76), men først efter Reformationen fik det fornyede Universitet nogen virkelig Indflydelse paa Nationens aandelige Liv. Trods Kongernes Interesse for Høiskolen og deres Forbud mod at Studenterne besøgte fremmede Universiteter, førend de havde studeret her i 3 Aar (Upsala dog undtaget), var det kjøbenhavnske Universitet kun svagt besøgt, og dette Forhold blev end ikke forandret, da dets Indtægter forøgedes ved Gaver og Pengebidrag. Poul Helgesens fireaarige Virksomhed ved Høiskolen er dens Glandsperiode i den katholske Tid; de paafølgende politiske Uroligheder, Kjøbenhavns Beleiring og fremfor Alt Reformationsbevægelsen maatte virke i høi Grad hæmmende paa den rolige,


227

videnskabelige Forskning. Biskop Lage Urnes Befaling, at de Studerende ikke frit maatte vælge deres Studium, men af Lærerne skulde anvises, hvad der mest kunde gavne og mindst skade, var et skjæbnesvangert Feilgreb, og det humanistisk-theologiske Gymnasium i Malmø blev snart en farlig Konkurrent for Kjøbenhavns Høiskole. Frederik den Første gjorde et oprigtigt Forsøg paa at reformere Universitetet i luthersk Aand, men de ugunstige politiske Forhold vare for mægtige; Billedstormen saavelsom Christiern den Andens Rustninger fremkaldte en Reaktion og tvang Kongen til Forsigtighed. Det kom saavidt, at der end ikke valgtes nogen Rektor i Aaret 1531, og fra dette Aar havde Danmark i Grunden intet Universitet, før Christian den Tredie paany stiftede det i 1537. Der holdtes ingen Forelæsninger, der var tilsidst ingen Studerende, thi Grevens Feide gjorde Ende paa al fredelig Virksomhed. Blandt de Mænd, der havde særlig Fortjeneste af Kjøbenhavns ældste Universitet, maa fremhæves dets Vicekantsler Peder Albertsen, der døde som Raadmand her i Staden og foranledigede Bogtrykkerkunstens Indførelse i Danmark. De Videnskaber, der næsten udelukkende dyrkedes, var Theologi, Lovkyndighed og Medicin. Professorernes Antal var ialt 8; den første medicinske Professor var Christiern den Andens Livlæge, Skotten Alexander Kinghorn. Universitetet havde et lille Bibliotek eller "Liberi", der for en Del var skjænket af den ovenfor omtalte Peder Albertsen, og som en kort Tid havde Plads i et Lokale ved Helligaandshuset. Nogle af Bøgerne vare maaské efter middelalderlig Skik lænkede, og de fleste synes at have henhørt til Kirkeretten og Medicinen. Universitetsbygningen selv laa paa Hjørnet af Nørregade og Studiestræde og blev efter Reformationen Bispegaard.

I nær Forbindelse med Kapitlet og Universitetet stod Domskolen eller Vor Frue Latinskole, der, som vi ovenfor have set, var ligesaa gammel som Kapitlet selv. Den laa i Dyrkjøb og talte uden Tvivl flere hundrede Peblinge, der forstørstedelen vare henviste til at søge deres Brød ved Tiggeri for hver Mands Dør, hvilket dog forbødes af Christiern den Anden (smlgn. S. 37). Undervisning i det latinske Sprog var Skolens Hovedopgave, og forresten indøvedes Peblingene i de kirkelige Forretninger ved at benyttes som Kordrenge ved Gudstjenesten i Vor Frue Kirke. Hvad der lærtes var altsaa tarveligt nok, men Disciplinen var streng. "Hvordan forbandet Helveds og Skjærsilds Pine - skriver Christiern Pedersen -


228

de unge Folk, Peblinge og Drenge, lede i min og andre fleres Ungdom af deres vanvittige og umilde Skolemestre og Hørere med de slemme uchristelige Hudstrygelser, Slag, Hug og Plager, som de gave dem for en føie Brøde og saa godt som for ingen, det vide baade Præster og Munke, Kanniker og Skrivere, som vare deres Disciple. Samme ufornumstige Skolemestre og Hørere flængede, slede og hudstrøge og sloge de fattige Børn, Peblinge og Degne, at Blodet løb ned af Ryggen paa dem i deres Hoser for en Tøddels eller Ords Skyld, som En fór vild udi, eller i sine Kaser og Temporalier. Forsømte og nogen ung Dreng eller Pebling sin Skolegang paa en Time eller to eller paa en halv Dag, da skulde han slide saa mange Ris som en Tyv, der havde stjaalet en Hest eller Ko, og fast flere; de lode dem ikke nøie dermed, at de saa hudstrøge dem selv, men der skulde og hver af de andre Peblinge give hannem et Slag med Riset paa hans Bag; tilmed slog han og ikke saa haardt, som Mestren vilde, da fik han selv paa Arsen derfore." Paa et senere Tidspunkt synes dog disse Forhold at have forandret sig noget til det Bedre; Peder Palladius klager ialfald ikke over haard Behandling i Skolen. I Visitatsbogen, hvor han anbefaler Folk at sætte deres Børn i Skole, siger han: "Der er halvtredie hundrede deilige Peblinge paa denne Dag, ogsaa Bønderbørn, udi Kjøbenhavns Skole; deres Forældre hjælpe mindst til deres Føde; de faa den alligevel, Gud være lovet! Gud forser dem vel. De hellige Engle ere hos dem, og gode gudfrygtige Borgere forse dem med Hus og Almisse, saa dem skader dog Intet. Ikke ere de heller ledige der i Skolen, som man lyver paa dem; I se jo vel, at vi have ikke været ledige i Skolen, endog vi leget undertiden paa Marken, som Eders Drenge gjør ved deres Maitræ; med Lyst og Leg lærte vi det, vi lærte. Lad ikkun det Barn løbe hen til Roskilde, til Kjøbenhavn, til Malmø, til Tydskland; dør han bort, saa finder Du hannem i Himmerige; bliver han ved Livet, saa kommer han Dig glad nok hjem igjen; der tørst Du intet tvivle paa." Heraf fremgaar det, at Disciplene atter hovedsagelig levede af Almisser. Palladius nævner Sidsel Apothekers som "fattige Studenters gode Ven"; Universitetets Vicekantsler Peder Albertsen saavelsom andre godgjørende Mennesker betænkte Disciplene i deres Testamenter. Om Skolens Forstandere i Middelalderen have vi kun faa Efterretninger; den berømteste var Christen Terkildsen


229

Morsing, der var Ludimagister Hafnensis i Aaret 1519, og som saadan udgav en latinsk Grammatik for Disciplene. Han blev Universitetets første Rektor efter Reformationen og indlagde sig stor Fortjeneste af det medicinske Studium. Sandsynligvis var der flere Lærere, da én Mand neppe har kunnet undervise de mange Elever. Ungdommens Lærere vare ligesom den Dag idag slet lønnede; "den, som kan skjænde og brænde - siger Poul Helgesen - tæmme en Hest eller hidse en Hund, han faar Maaneds Sold, Slot og Len, store Skjænk og understundom en ærlig Forsyn (Forsørgelse) i sin Livstid; og den, som optæmmer Menighedens Børn, kan neppelig faa sin daglige Føde." Hvorfor Latinskolens Disciple have givet "Peblingesøen" Navn, vides ikke; maaské have de sædvanligvis badet her.

Ved Siden af Universitetet og Skolen, men i langt høiere Grad end dem begge, virkede Bogtrykkerkunsten for Massernes Opdragelse og Oplysningens Udbredelse. Den første Bogtrykker i Kjøbenhavn, og man kan tilføie Boghandler, thi disse to Forretninger hørte dengang sammen, var Godfred af Ghemen, en Nederlænder, som vistnok indkaldtes hertil af Universitetets Vicekantsler Peder Albertsen i 1489 eller 1490. De Bøger, han udgav og trykkede, vare Skolebøger, religiøse og juridiske Skrifter samt Folkebøger (Rimkrøniken, Peder Laales Ordsprog og "Flores og Blanseflor") men skjøndt de fandt rivende Afsætning, synes Godfred af Ghemen at have levet i smaa Kaar indtil sin Død, der formodentlig indtraf i 1510. Hans Trykkeri blev ikke fortsat, thi den næste kjøbenhavnske Bogtrykker, Matthæus Brandis, der først havde trykt i Lybæk og derpaa i Ribe, førte sit eget Officin med sig, hvilket han rimeligvis et Par Aar efter afhændede til den første danskfødte Bogtrykker Povel Ræff, Kannik i Kjøbenhavn, en anset og velstaaende Mand, der endog havde været Universitetsrektor. Hvad der navnlig gjorde Bogtrykkerkunsten til Folkets Eiendom, var, at den strax traadte i den politiske og religiøse Agitations Tjeneste; Frederik den Første og Adelen, Lybækkerne og Svenskerne udslyngede Anklageskrifter mod Christiern den Anden, som besvarede dem fra Udlandet; under Reformationstiden henvendte den folkelige Satire, Smædevisen og Flyveskriftet sig netop til Folkets lavere Lag, og de kjæmpende Parter lærte snart, at hvis de vilde seire, ikke blot materielt, men aandeligt, var der en offentlig Mening, man kunde


230

faa i Tale gjennem Pressen. Tydskeren Hans Vingaard, som i 1532 bosatte sig i Kjøbenhavn og virkede her indtil 1559, har store Fortjenester af de lutherske Ideers Udbredelse; han havde sit Trykkeri i det "ny Klosterstræde", nuværende Graabrødretorv. Det følger af sig selv, at Bogtrykkerkunstens første Præstationer herhjemme vare tarvelige og alt Andet end tillokkende for Øiet; store Værker bleve derfor hyppigt trykte i Paris eller Antwerpen, og det blev end ikke betroet Hans Vingaard at trykke Christian den Tredies danske Bibel af 1550.

Da Kongerne erhvervede Kjøbenhavn, kom denne By ligesom de øvrige danske Kjøbstæder i Besiddelse af et stort Maal af kommunal Selvstyrelse, medens Borgernes lovmæssige Indflydelse paa Rigets almindelige Anliggender var og forblev ringe. Paa Rigsdagene var det Rigsraad, Prælater og Adel, der fattede de afgjørende Beslutninger; kun sjælden vare Kjøbstæderne repræsenterede, og naar de vare det, var deres Ombuds Samtykke næppe andet end en Formalitet. Indenfor Byens egne Enemærker udøvede derimod Borgmestre og Raadmænd en omfattende Myndighed, og lidt efter lidt fik disse Værdigheder et aristokratisk Præg. Kong Erik af Pommern bestemte, at Ingen maatte blive Borgmester eller Raadmand, som var Haandværker, og da Magistraten derhos selv besatte de Pladser, der bleve ledige, uden de menige Borgeres Medvirkning, blev Følgen, at Øvrighedsposterne faldt i Hænderne paa Byens rigeste og mest ansete Familier, og at der udviklede sig et Slags Borgeraristokrati. Ved Siden af Magistraten stod vel Slotsbefalingsmanden, eller som han kaldtes "Fogden af Huset", der skulde sørge for, at man ikke gik Kongens Interesser for nær, men han indblandede sig neppe nogensinde i Byens almindelige Styrelse, og hans Kontrol har ikke været skarp. Dog forbeholdt Kongen sig en vis Indflydelse paa Besættelsen af Borgmesterposterne, idet Valget neppe var gyldigt uden hans Stadfæstelse, og med Anvendelsen af Stadens Midler førtes der vedblivende Tilsyn af Borgerne selv, idet Magistraten hvert Aar maatte aflægge offentligt Regnskab paa Raadstuen over Indtægter og Udgifter, hvor da Rodemestrene og nogle af de mere ansete Borgere gav Møde. Raadet kunde heller ikke sælge Stadens Eiendomme til sine Medlemmer eller sætte Byen i store Bekostninger uden Borgerskabets Samtykke; der var overhovedet paa mange Omraader en ret virksom Finantskontrol. I


231

Slutningen af det her omhandlede Tidsrum ophørte iøvrigt Magistratens Selvsuppleringsret, da Frederik den Første i 1526 gav det menige Borgerskab Ret til selv at vælge sin Øvrighed; denne Frihed hænger nøie sammen med Tidens demokratiske Rørelser, og blev, som vi have set, strax misbrugt, da Christiern den Andens Parti benyttede sig heraf og opkastede sig til Herre i Staden. Herligheden varede ogsaa kun i 10 Aar; thi da Christian den Tredie i 1536 havde tvunget Kjøbenhavn til Overgivelse, forbeholdt han sig selv at beskikke Borgmestre og Raadmænd.

Byen havde to Borgmestre og ti Raadmænd, et Tal, som Frederik den Første forøgede henholdsvis til fire og tolv. De ordnede Alt, hvad der vedkom de indre Anliggender, og udgjorde efter middelalderlig Skik et særligt Laug. Ethvert nyt Medlem maatte ved sin Indtrædelse afholde Udgifterne til et Gilde for Embeds-brødrene, men i 1516 bestemtes det, at ny Medlemmer i Fremtiden kun skulde betale 20 Mark i Magistratens Bøsse, og at Udgifterne til al "Kost" og "Kollas" skulde afholdes af Fælleskassen. Der er ingen Tvivl om, at det var en baade hædret og efterstræbt Stilling at have Sæde i Raadet, thi skjøndt den gav Overflod af Arbeide, medførte den ikke blot Magt, men ogsaa Indtægt og Fordel. Raadet fritoges ved Christoffer af Bayerns Stadsret for Byskat; Tiendedelen af Arv, der gik til udenrigske Arvinger eller som arvingsløst Gods tilfaldt Kronen, skulde udbetales Raadet; det havde Brugen af en Del af Byens Jorder (dog først efter Serridslev Marks Erhvervelse i 1525) endvidere Fiskeriet i Søerne, Eneret til at udsælge fremmed Øl i Kandevis fra "Stadskjælderen", en vis Afgift af alt Vin og fremmed Øl, der udtappedes og solgtes, Andel i Bøder, Redsel af fremmede Kræmmere, Veierpenge af Alt, hvad der veiedes i Veierhuset o. s. v. Flere af disse Indtægtskilder som f. Ex. Sisen af fremmed Øl og Veierafgiften maa have været meget indbringende.

Blandt de mange Særrettigheder, der vare tilstaaede Kjøbstæderne, betragtedes den, at de havde deres egen Domstol som særlig værdifuld. Ingen Borger kunde stævnes eller dømmes udenfor sin By eller efter anden Lov end Stadsretten. Alle Sager, det være sig grove Forbrydelser eller mindre Forseelser, paadømtes ved Bytinget, der afholdtes under aaben Himmel tæt ved Raadhusets Indgang. Byfogden, som valgtes af Slotsbefalingsmanden og Magistraten i Forening, førte Forsædet; Retten bestod af Borgmestre


232

Byfogdens Sværd

Byfogdens Sværd
Originalen i Oldn. Mus.

og Raadmænd samt af nogle Tingmænd. Som Repræsentant for Exekutivmagten overleveredes der Byfogden ved hans Embedstiltrædelse et Sværd, og ved høitidelige Leiligheder bares det foran ham. Nogle af disse Processionssværd, som i sin Tid opbevaredes paa Raadhuset, befinde sig nu i Oldnordisk Museum; et af de smukkeste er gjengivet i hosstaaende Afbildning. Byfogden var selvfølgelig en anset Mand; ikke sjeldent steg han til Medlem af Raadet. Hans nærmeste Underordnede var Byskriveren, der førte Retsprotokollen, fra 1420 eller 1430 paa Dansk (hidtil paa Latin), samt Bøddelen eller Mestermanden. De boede begge i Nærheden af Gammeltorv; Byskriveren i det søndre Hjørnehus mellem Klædeboderne og Gammeltorv, i den Gaard, som Kommunen fik i Mageskifte for det andet Raadhus, Bøddelen tæt ved Raadhusbygningen. Byfogden havde paa Kong Hans's Tid privat Bolig i Vimmelskaftet.

De Straffe, der jævnligst fuldbyrdedes, vare, som alt omtalt, Halshugning, Hængning, Gabestok eller Halsjern, Kagen, samt Stenbæring af By (smlgn. S. 47). Retterstedet og den dermed forbundne Kag stod vistnok paa Gammeltorv foran Raadhuset; et andet Rettersted synes at have været paa Rosengaarden ved S. Gertrud, hvor Torben Oxe som bekjendt blev halshugget. Af Gabestokke var der sikkert flere; der kunde være mange af dem i Brug paa engang. Et eget Instrument var den saakaldte "Stok" eller "Blok", hvoraf der den Dag idag er opbevaret et Exemplar fra Kjøbenhavns Raadhus paa Oldnordisk Museum, og hvis Anvendelse trods den noget forskjellige Konstruktion lettelig forstaas af


233

hosstaaende Afbildning fra en Altertavle, der ligeledes findes i Museet. "Stokken" bestaar af to Stykker svært Egetømmer og viser Spor af stærk Brug; den har dog neppe været noget egentligt

Stokken

»Stokken« i Oldn. Mus.

Straffeinstrument, snarere et Middel til at sikkre sig mod gjenstridige og oprørske Forbrydere. Dens Navn gjenfindes i det af Frederik den Fjerde opførte Stokhus, om hvilket Stokhusgade indtil for faa Aar siden bevarede Mindet.

Forbrydere
i Stokken

Forbrydere i »Stokken«. Efter en Altertavle i Oldn. Mus.

Sædet for Kjøbenhavns Øvrighed var dengang som nu Raadhuset, der først laa paa Hjørnet af Nørregade og nuværende Studiestræde (se Side 45). I Aaret 1479 udlaante Byen en Del af denne Bygning til det nys oprettede Universitet, hvoraf man maa slutte,


234

at et nyt (det tredie) Raadhus allérede var under Opførelse; det er ventelig blevet færdigt nogle Aar efter. Det dækkede en stor Del af den Plads, som nu kaldes Nytorv og laa med Façaden mod Gammeltorv, saaledes at det senere anlagte Springvand kom til at ligge midt for dets Indgang. Den nuværende Forbindelsesvei mellem Nygade og Frederiksberggade løb lige foran Bygningen, men begge disse Gader ere af langt senere Dato. Derimod førte to Gader ned paa begge Sider af Raadhuset; den ene var Vandmøllestræde, det senere Raadhusstræde, den anden dannede Forbindelsen med Kattesundet. Bygningen selv synes at have været ret anseelig; den var grundmuret og havde takkede Gavle, hvilket ses paa et Prospekt af Staden fra 1596. Det anføres som noget særlig Fortjenstfuldt, at Borgmester Hans Bogbinder i Aaret 1505 lod anbringe tre Trappestene foran Indgangsdøren; en saadan Luxus maa altsaa dengang have været en Sjældenhed. I 1518 blev der lagt Stenbro Nord for Raadhuset. Over Indgangsdøren hang vistnok allerede dengang en Jernpande paa Enden af en lang Stang; heri optændtes et Baal om Natten til Lysning for Raadhusvagten, og under Stangen var Stadens Alenmaal anbragt. I Kjælderen var der Fængsel og tillige Stadens Vinkjælder.

Syd for Raadhuset paa en Del af Nytorvs og tilstødende Huses Grunde laa Raadhusgaarden, der var Stadens Avlsgaard. Den vedblev at være i Brug, indtil den nedreves ved Nytorvs Anlæg 1608, og afløstes da af en ny i Kattesund, skjøndt Staden samtidig havde en anden i Springgade. I en By som Kjøbenhavn, hvor Agerbrug i lange Tider spillede en betydelig Rolle, kunde en Avlsgaard ikke undværes; her var Materialgaard og Staldrum for Byens Arbeidsheste, her kunde vistnok tilreisende Landmænd indsætte deres Heste og Vogne, og her holdtes Bytyrene, af hvilke Staden havde en aarlig Indtægt i "Springpenge" eller "Tyrepenge". Det er disse Bytyre, som gav den senere Springgade Navn. Omtrent hvor det nuværende Arresthus er, havde Staden i 1523 en Hestemølle, der laa paa Avlsgaardens Grund, men den dreves neppe længe for Byens Regning. Det nuværende Hestemøllestræde bevarer endnu Mindet om den.

Kjøbenhavns Beliggenhed maatte af sig selv henvise dens Indbyggere til at drive Handel med Udlandet, men denne var i lange Tider saagodtsom udelukkende i Hansestædernes Hænder,


235

indtil Hollændere, Skotter og Englændere i den første Halvdel af det femtende Aarhundrede begyndte at vise sig i de nordiske Have og i stedse stigende Omfang gjorde Hanseaterne Forrangen stridig. Hadet mellem Tydskerne og Hollænderne er ovenfor omtalt, og de Danske delte af fuldt Hjerte denne Følelse overfor deres sydlige Naboer. De tydske Konger søgte paa alle Maader at fremme deres Landsmænds Interesser paa Undersaatternes Bekostning, og skjøndt Tydskheden var i afgjort Tilbagegang under Kong Hans og Christiern den Anden, fik den et nyt Opsving under deres Efterfølgere. Imidlertid foregik dette dog ikke uden Modstand fra Nationens Side. Frederik den Første tilskrev Rigsraadet paa Tydsk, men de danske Adelsmænd lod ham vide, at dette ikke huede dem, og bad ham i Fremtiden at tilskrive dem "paa deres danske Maal efter god gammel Sædvane i dette Rige". Poul Helgesen gløder af Had mod Tydskerne, der havde beriget sig af Danmark og vare blevne mægtige ved dets Ulykker, og Christiern Pedersen ser endnu dybere i Tingene, naar han anbefaler sine Landsmænd at afkaste det forsmædelige fremmede Handelsaag. Han dadler den overdaadige Brug af Vin, Silke, Fløil og Damask, de fremmede Ølsorter, der indføres i Massevis, og siger: "Udenlandske Varer, som de Danske dog kun have lidet Behov, om de vilde ellers besinde dem ret, dem kjøbe de og agte aldrig, hvormeget de skulde give derfore, eller hvad det er værd med Rette. Men tydske Udlændinge og Kræmmere se vel, hvad Folk og Kjøbmænd de have for Hænder; dermed drage de Penge, Guld, Sølv, Øxne, Kjød og Flæsk og andre gode Vare af Landene og sledske, bedrage, svige og daare os af det Bedste og Meste, vi have. Naar de komme hjem igjen til Stæderne, da rose de storligen deraf i deres Kompagni Drik, Kollats og Gilde, hvorledes de have gjækket og bedraget os med deres gamle, forlorne og fordærvede Varer og fanget dog mere end tidobbelt Fyldest for dem igjen. De Danske, Svenske og Norske, som fare til Stæderne, nødes ofte til at høre Fortalelse og slemme spodske Ord og tør dog ikke svare dertil. Og alligevel ville vi have og kjøbe deres fordærvede Varer, og nøde dem vort Gods og Penge i Hænder for halvt Værd. Gud naade os alle Danske, Svenske og Norske, at vi skulle aldrig kunne kjende vore egne ædelige, frugtsommelige og kostelige gode Lande, som Gud haver undt os at leve og bo udi."


236

Da Christiern Pedersen skrev dette, var den danske Handel iøvrigt allerede begyndt at hæve sig. Christiern den Førstes svage Tilløb (smlgn. S. 74), Kong Hans's Handelstraktater med England, Skotland, Holland og Frankrig (S. 79) saavelsom Christiern den Andens Plan til det store nordiske Handelsselskab (S. 94) havde vel ikke baaret den tilsigtede Frugt, men Aanden var bleven vækket, Opmærksomheden var bleven henvendt paa disse Forhold, og Kjøbenhavn kunde i Begyndelsen af Aarhundredet fremvise flere rige og driftige Kjøbmænd som Arild Hake, Hans Bogbinder, Albert v. Goch og Anders Wolff. Danske Skibe beseilede Nord- og Østersøen, ja det sydvestlige Frankrig, Nordspanien og Portugal og hentede nu selv en Del af de Varer hjem, som fremmede Nationer hidtil havde bragt. Tydskernes Magt var brudt paa dette Felt og reiste sig aldrig mere. Det tydske Kompagni, der i ældre Tid havde været den kjøbenhavnske Handelstands egentlige Repræsentant, førte en hensygnende Tilværelse, indtil det ved Reformationen ophørte af sig selv (smlgn. S. 124), medens det danske Kompagni eller de indfødte Kjøbmænds Handelsgilde voxede i Indflydelse og Magt og blev et Samlingssted for alle de fornemme Borgere, baade Handelsmænd og Haandværkere, ja endog Magistraten. I Byens indre Historie viser dette Omslag sig ved saadanne Forandringer, som at Benævnelsen Tydskemannegade afløses af Købmannegade, og at Kompagnistræde opkaldes efter det danske Kompagnis Gaard. Kompagniet, der har en lang og berømmelig Historie og den Dag idag bestaar som det kgl. danske Skydeselskab, nævnes første Gang i Christoffer af Bayerns Stadsret, men blev først organiseret 1447; det var helliget Trefoldigheden og maa betragtes som en Fortsættelse af Skrædernes og Overskjærernes Gilde, der nævnes i 1275, men senere, da Overskjærerne eller Klædehandlerne holdt sig for gode til at være i Samfund med Haandværkere, splittedes i to Gilder. Gildehuset laa som sagt i Kompagnistræde (det tidligere Ladbrostræde); det er nuværende Nr. 16 i denne Gade og Nr. 5 i Brolæggerstræde, og maa have været en anseelig Gaard med store Værelser og rummelige Sale til Brødrenes Fester, skjøndt de ogsaa undertiden benyttedes af Andre. Som de fleste andre Kjøbmandsgilder var det danske Kompagni fra sin første Begyndelse et Skyde- eller Papegøieselskab, og blev det altsaa ikke, som man tidligere har antaget, ved Christian den Tredies Indtrædelse i 1542. Selskabets ældste Gildeskraa af 23de


237

Mai 1447 (den Dag, der maa betragtes som Kompagniets Stiftelsesdag) viser, at Kjøbmandsgildet ikke som Laugsgilderne havde den Opgave at varetage Handelens Særinteresser eller fremme fælles materiel Fordel; Formaalet var udelukkende selskabeligt; man kom sammen for at more sig med Dands, Drikkelag, Fugleskydning og lignende, og de større Fester vare knyttede til Aarets største Helligdage: Jul, Fastelavn og Pintse. Gildet havde paa engang et aristokratisk og borgerligt Præg; men Flertallet af Medlemmerne var dog uden Tvivl Kjøbmænd: Kræmmere og "Vandtsnidere". Disse sidste vare Datidens Grosserere, som dog ikke blot handlede med Klæde, men tillige med Kobber, Jern, Lax og Aal, Honning og Humle o. s. v. Christoffer af Bayern, hans og Christiern den Førstes Dronning Dorothea saavelsom Frederik den Førstes Dronning Sophia vides at have været "Brødre" og "Søstre"; sandsynligvis have de andre Konger ogsaa været Medlemmer; det vilde ialfald være underligt, om Kong Hans og Christiern den Anden (som under sit Ophold i Lier endog blev Papegøiekonge i et lignende Kompagni) ikke vare indtraadte i et Selskab, der var stiftet i Modsætning til det tydske Kompagni og derved fik et vist nationalt Præg, selv om tydske Kjøbmænd, saa langt fra at være udelukkede, endog bleve tvungne til at indtræde i det. Rigets fornemste Adelsmænd, Kannikerne i Kapitlet, Stadens Borgmestre og Raadmænd, Byfogder og Kjøbmænd samledes her med de mest ansete Haandværkere, og selv om der imellem disse sidste nævnes Guldsmede, Hatfiltere, Dreiere, Bagere, Bryggere, Sudere, Smede, Bundtmagere, Skrædere, Kandestøbere, Toldere, Bartskjærere, ja endog Kjedelbødere og Kokke, kan man være sikker paa, at de alle have været, hvad man i forrige Aarhundrede kaldte "smukke Folk". Man maatte være "ærlige Folk, Dannemænd, Dannesvende, Dannekvinder eller Jomfruer" for at blive optagen, senere maatte man ikke engang være Medlem af noget Haandværkslaug, og Kompagniet har vistnok spillet en Rolle som Modvægt mod den senere Middelalders demokratiske Rørelser, hvad der er saameget sandsynligere, som Magistraten, paa Grund af dens Tilsyn med Selskabet, fik stor Indflydelse i det, altid besatte den ene Oldermandspost, ja endog erhvervede et Slags Medeiendomsret til Kompagniets Eiendele. Med Raadhuset var Gildets Forbindelse overhovedet meget intimt; Broderbogen saavelsom Selskabets Kostbarheder opbevaredes, ialfald i en senere Tid, paa Raadstuen, og


238

da Kompagnihuset i 1682 blev solgt, anvendtes Salgssummen uden videre til Betaling af Byens Gjæld. Det maa siges om det danske Kompagni, at det i Modsætning til Haandværksgilderne bidrog til at samle og forene de forskjelligste Samfundsklasser, medens de sidste tvertimod udsondrede Borgerne fra hverandre og skabte modstridende Interesser.

Den ældste Gildeskraa fra 1447, som vedblev at staa ved Magt indtil 1582, indeholder forskjellige Oplysninger om Kompagniets indre Forhold. Det bestyredes af to Oldermænd, hvoraf den ene som sagt altid var en Magistratsperson; den anden beskikkedes af Magistraten og Byfogden og skulde være "en beskeden Dannemand". Selskabet havde desuden en Laugsfoged, der opkrævede Bidragene, og en Laugsskriver. Saavel Brødre som Søstre kunde medtage en Gjæst til Gilderne, Oldermændene endog to, men det maatte være Folk, "som var Lauget værd", det vil sige: uberygtede Personer. De aarlige Sammenkomster eller Adeldrik afholdtes ved Jul, Fastelavn og Pintse; der blev da drukket tappert, thi ethvert Medlem skulde give 1/2 Tønde Øl, og da Tidens Sæder vare raa, var der truffet overordentlige Bestemmelser til Opretholdelse af Orden og Sømmelighed. Ingen maatte møde med Vaaben eller Knippel, og Forseelser som at spilde en Skaal Øl i Drukkenskab, spy i Kompagnihuset, opføre sig uanstændigt mod Jomfruer eller gode Kvinder, yppe Kiv, slaa hinanden Ølbægrene i Hovedet, give sin Broder Kindhest eller "tage ham ilde om hans Næse", straffedes med større eller mindre Bøder af Øl og Vox til Kirken. Al Slags Dobbel var strengelig forbudt. Oldermændenes Værdighed og Autoritet blev opretholdt paa alle Maader; Enhver, der var dem ulydig, gav dem onde Ord, fortrængte dem fra deres Plads eller lignende, idømtes Bøder. Uvedkommende havde selvfølgelig ikke Adgang til Kompagnihuset; trængte en Snyltegjæst eller en af Lauget udslettet Person sig alligevel derind, skulde han rulles ud paa en Tønde, en Bestemmelse, der har hele Middelalderens plumpe Humor i sig, og sikkert har givet Anledning til megen Lystighed. Fastelavn var dog vistnok den gladeste Tid; man klædte sig da ud; to Skikkelser, der forestillede Sommeren og Vinteren, brødes, indtil den sidste bukkede under, ja det synes endog, at Byens Haandværkssvende ved denne Leilighed kunde aflægge Besøg i Kompagniet i Optog og formummede, hvor de da bleve trakterede


239

med Øl og Dands. Adeldrikkene afholdtes i en stor Festsal, hvis nordre Ende var prydet med et Billede af S. Søren; ved Jul og Fastelavn holdt Bysvende og Fogedsvende brændende Voxlys foran Helgenbilledet, medens Borgmestre og Raad indtog Hæderspladsen nedenfor. Øllet synes at være blevet sat frem i Skaaler og drukket af Bægre og Glas, og Festen blev vistnok fordetmeste afsluttet med en Dands, i hvilken ingen af Brødrene kunde undslaa sig for at deltage.

Foruden med Drik og Dands forlystede Kompagniet sig med Papegøieskydning, som vistnok fandt Sted udenfor Byens Vesterport. En saadan Skydeøvelse kunde ogsaa blive til Nytte for Fædrelandet og Staden, thi ifald der kom Noget paa, havde man altid et Antal øvede Skytter til Raadighed. Papegøiekongen fik en Guldring, men skulde give 6 Tønder Øl; til Gjengjæld drak han frit ved Aarets tre Adeldrik, første Gang med 4, senere med 2 kvindelige Gjæster. Den Forrettighed var knyttet til hans Værdighed, at hans Medbrødre skulde betale første Omgang for ham, naar han traf dem paa en Vinkjælder. Man skjød med Armbørst (Laasbue), og Dagen endte som sædvanlig med et Drikkegilde i Kompagnihuset, thi Drukkenskab var Tidens Skjødesynd, og man forsømte ingen Leilighed til at væde den tørstige Gane. Endelig holdt Kompagniet en aarlig Maifest, der bestod i, at alle Brødrene red af By med Spillemænd: Piber og Trommer i Spidsen for at hente Maien; en enkelt blev kaaret til "Maigreve", og nu vendte man hjem i Optog med grønne Grene i Hattene og Hænderne; man red Sommer i By og havnede i Kompagnihuset til den sædvanlige Dont ved Øllet.

Den for alle Gilder charakteristiske Bestræbelse at afgjøre enhver Stridighed indbyrdes, som om den ikke vedkom Staten, eller ialfald kvæle den i dens Begyndelse, gjenfindes i det danske Kompagnis Skraa, om end i meget formildet Form. Det fastsættes nemlig, at Oldermanden skal afgjøre al Tvist, og at Ingen maa anklage sin Medbroder for Retten, førend Oldermanden har søgt at forlige Parterne. Gildets religiøse Charaktér viste sig ved, at det var indviet til den hellige Trefoldighed og havde et Helligtrefoldigheds Vikariat i Frue Kirke, at Brødrene efter Omgang skulde følge afdøde Brødre og Søstre til Graven og offre til deres Sjælemesse, og endelig at Kompagniet hellig Legemsdag (den anden Torsdag efter Pintse) gik i Procession, ved hvilken Leilighed nogle Brødre


240

bleve tilsagte til at bære Lys, andre til at bære Baldakinen over Hostien. Forresten saa Gildehuset uden Tvivl hyppigt andre Fester end Kompagniets egne indenfor sine Mure, thi dets Lokaler egnede sig ypperligt dertil og havde vel neppe mange Konkurrenter i Staden. Brødrene havde saaledes Ret til at bruge Kompagnihuset til Bryllup og Værtskab mod en bestemt Betaling; Fremmede, som vilde benytte det, maatte derimod betale det Dobbelte. I en senere Tidsalder var det danske Kompagnis Sal et af Byens mest yndede Festlokaler.

Langt større Indflydelse paa Kjøbenhavns saavelsom paa de øvrige Kjøbstæders Udvikling fik dog Haandværksgilderne, hvis egentlige Grundtanke: at værne om Haandværkerstandens almindelige Interesser og tillige skarpt hævde den ene Haandværksklasses Ret overfor den anden, staar i afgjort Modsætning til det danske Kompagnis udelukkende selskabelige Formaal. Haandværkerne forsømte vel heller ikke denne Opgave; i deres Gilder blev der spist og drukket til Overmaal, sunget og danset til ud paa Natten, men deres Vedtægter eller Skraaer indeholde for det Meste nøiagtige Bestemmelser om Næringen og strenge Forholdsregler mod Indgreb i den. Det er sikkert, at nogle af Haandværksgilderne oprindelig have været religiøse Selskaber til gjensidig Hjælp og Forsvar, hvis Medlemmer havde meget forskjellig Beskjæftigelse, men snart sluttede de Haandværkere, der drev samme Profession, sig sammen, idet de fuldtvel indsaa, at de ved fælles Kraft kunde erobre store økonomiske Fordele. Gilderne ere i Reglen indviede til en eller anden Helgen, de Bøder, som udredes af Medlemmerne, ydes ofte i Vox til Skytspatronens Alter eller til Processionslys; Skraaerne vrimle af Bestemmelser mod Raaheder og Voldsomheder ved de selskabelige Sammenkomster, men Alt dette er kun ydre Paahæng; Kjærnen er bestandig, at Gilderne eller Laugene hævde deres Ret til at forbyde Alle, som ikke ere Medlemmer, at drive Laugets Næring, og fordre, at Enhver, som vil være Medlem, skal underkaste sig visse Regler, Forskrifter og Indskrænkninger, kort sagt Laugstvang. Kongernes Bestræbelser for at ophjælpe Kjøbstæderne ved at gjøre Haandværk saavelsom Handel og Kjøbmandskab til et Monopol for dem, bidrog stærkt til Laugstvangens Fremme, og da Øvrigheden begunstigede Gildernes Oprettelse, fordi den forbeholdt sig et Slags Polititilsyn med dem, og saaledes paa en let Maade kunde have


241

Haand i Hanke med de mange urolige Elementer, se vi allerede Laugsvæsenet florere ved Udgangen af Middelalderen, og Borgerne delte i næsten ligesaa mange Kaster, som der var forskjellige Haandværk.

Hvorvidt der i Bispetiden har været mange egentlige Haandværkslaug i Kjøbenhavn, kan ikke afgjøres med Bestemthed; det er dog næppe rimeligt. Et enkelt, nemlig Skrædernes og Overskærernes, der stadfæstedes af Biskoppen i 1275, er forhen omtalt, (se S. 50 og 236); ellers kjendes kun religiøse Gilder, hvoraf nogle senere bleve Laugsgilder. I Stadsretten af 1294 er Næringsfriheden næsten ubetinget; mod en ringe Afgift til Fogden og Staden kan Enhver drive det Haandværk, han forstaar sig paa, ja enkelte Næringer ere helt frie. Da Hovedmassen af de kjøbenhavnske Haandværkere var indvandrede Tydskere, hvorom den Dag idag en stor Mængde Kunstudtryk og techniske Benævnelser vidne, kom den tydske Laugsordning paa naturlig Maade hertil, og det var ogsaa først under de tydske Regenter, Erik af Pommern, Christoffer af Bayern og Christiern den Første, at Laugstvangen begyndte at udvikle sig stærkt. Erik af Pommerns Forordning af 1422 betegner vistnok Vendepunktet. Heri hedder det: "Alle Embedsmænd (i.e.: Haandværkere) bjerge og nære sig af deres Embede, saasom er at Borgere og Bymænd, de som ikke saadanne Embeder have, som herefter nævnes, de bjerge sig med deres Kjøbmandskab og med deres Brygning og saadan Kjøbmandshaandtering; Bager bjerge sig af sin Bagning, Suder af hans Skogjerning, Smed af hans Smedegjerning, Guldsmed af hans Embede, Skræder af hans Embede, Kræmmer af sit Embede, Skinder af sit Embede, og særdeles alle Embedsmænd, hvad Embede de helst have, at hver af dem bjerger sig af sit Embede." Kongen bestemte med andre Ord, at der skulde være særlige Laug for alle disse Haandværk, og at det ene Laug ikke maatte gribe ind i det andets Næring, uden naar særegne Forhold paabød det, hvorhos han efter tydsk Mønster underordnede Haandværkerne under de øvrige Borgere og forbød dem at blive Borgmestre og Raadmænd. Christoffer af Bayern befalede i sin Stadsret, at Laugenes Oldermænd skulde indsættes af Borgmestre og Raad, og Øvrighedens Kontrol med Gilderne blev efterhaanden saa streng, at nogle Skraaer endog indeholde den Bestemmelse, at Gildebrødrene ikke maa holde Stevne uden i en Raadmands Nærværelse. Det forstaas af sig selv,


242

at Laugets Vedtægter eller Skraa ikke var gyldig, uden at være godkjendt og billiget af Magistraten.

Gildevæsenet bidrog i høi Grad til at isolere Kjøbstæderne fra Landet, den ene Kjøbstad fra den anden. Udelukkelsessystemet blev gjennemført strængt; ingen Haandværker maatte nedsætte sig paa Landet; fra den ene Kjøbstad til den anden maatte der ikke indføres Haandværksarbeide, og den ene Haandværker maatte under ingen Betingelse gribe ind i den andens Næring; hver havde at holde sig paa sit indskrænkede Omraade, hvor han da til Gjengjæld var stærkt betrygget og beskyttet. I Regelen var der ligesaa mange Laug, som der var forskjellige Haandværk; selvfølgelig forudsat, at der overhovedet var et tilstrækkeligt Antal Medlemmer tilstede til at danne og afholde Udgifterne ved et Gilde; dog sluttede beslægtede Næringer sig undertiden sammen; saaledes se vi i Kjøbenhavn Pungmagere og Remsnidere, Bundtmagere og Skindere samt fem Slags Smede (Sværdfegere, Kedelsmede, Grovsmede, Kleinsmede og Knivsmede) forenede i samme Laug. I 1525 havde Staden følgende 12 Laug: Bryggere, Guldsmede, Bagere, Smede, Skomagere, Skrædere, Remsnidere og Pungmagere, Kjødmangere, Bartskjærere, Bundtmagere og Skindere, Vognmænd og endelig Dragere. De ere her ordnede efter deres indbyrdes Rang, saaledes at Bryggerne ere de fornemste. Den ovenanførte Forordning af 1422 viser, at Bryggerne dengang vare i Laug med Kjøbmændene; man maatte med andre Ord være i Kjøbmandsgilde for at brygge Øl; men ca. 100 Aar efter ere de blevne et selvstændigt Laug med to Oldermænd. De mange Haandværkere, som ikke findes nævnte i denne Fortegnelse, havde formodentlig Næringsfrihed og vare ikke forpligtede til visse Læreaar eller underkastede andre indskrænkende Bestemmelser.

Ved at betragte de enkelte endnu bevarede Laugsskraaer bliver man strax opmærksom paa, at de ikke ere forfattede af øvede Folk; mange vigtige Ting ere forbigaaede, andre mindre vigtige behandlede forholdsvis udførligt; nogle Skraaer Beskjæftige sig med én, andre med en anden Side af Laugsvæsenet; det synes næsten tilfældigt, hvad der er taget med og hvad ikke, vel sagtens fordi en eller anden tilfældig Begivenhed, et Overgreb, et Slagsmaal ell. lign. har givet Anledning til Skraaens Affattelse og paafølgende Godkjendelse af Øvrigheden. Kun i én Henseende er der nært


243

Slægtskab mellem dem; de indeholde alle meget nøiagtige Bestemmelser om Ordenen i Laugshusene, og om hvad og hvormeget der skal bødes for raa og usømmelig Opførsel, hvorved de give interessante Bidrag til Oplysning om Datidens Sæder.

Ingen Borger kunde altsaa udøve noget Haandværk uden at være optagen i vedkommende Gilde og Laug; gjorde han det alligevel, var han, hvad der i en senere Tid kaldtes "Fusker", og var som saadan hjemfalden til Straf: høie Bøder til Øvrigheden og Lauget og Konfiskation af hans Varer. En Betingelse for Optagelse i Lauget var, at Kandidaten var "ærlig" (i.e.: ikke af Rakkerslægt), ægte født, og at hans Trolovede, som ofte skulde ægtes inden et Aar efter Optagelsen, var uberygtet. Drengen maatte staa i Lære en Aarrække og blev da Svend uden at levere Svendestykke; derimod indførtes paa Kong Hans's Tid Mesterstykke, som dog atter ophævedes af Christian den Tredie, fordi "den unge Embedsmand besværes med Gjæstebud og anden stor Besværing, som hannem paalægges af de Gamle, og derfor findes udi Riget faa Haandværksfolk, som Noget kunne." Allerede heraf fremgaar det, at det var forbundet med betydelige Omkostninger at blive Mester; ja man kunde ikke engang blive Lærling uden at udrede Penge og Drikkevarer til Lauget. I enkelte Haandværk var Medlemmernes Antal desuden fastsat, saaledes at Ingen kunde optages, før en Plads blev ledig; dette gjælder f. Ex. om de kjøbenhavnske Skomagermestre, der skulde handle fra "ret Skobod", hvoraf der kun existerede et bestemt indskrænket Antal, ogsaa om Kjødmangerne, efterdi der kun fandtes 25 Kjødmangerboder i Staden. Skomagernes Laugsskraa af 1509 afgiver et fortrinligt Exempel paa de Udgifter, der vare forbundne med Optagelsen i Lauget. Svenden skulde bede tre Gange om Optagelse hos Oldermand og Brødre; første Gang skulde han give en Tønde Øl; derefter skulde han gjøre Mesterstykke (et Par gode Støvler og 3 Par gode Sko) og atter give en Tønde Øl; naar han bad tredie Gang og havde betalt Borgmestre og Raad for sit Borgerskab, skulde han udrede 6 Skilling til Laugshuset og gjøre sit Indtrædelsesmaaltid eller "Igangskost" med 4 Tdr. Øl, Brød og Bøster (Skinker), 2 ferske Retter, Steg, Smør og Ost i tilstrækkelig Mængde og samme Dag 4 Mk. Penninge til Messer og Gudstjeneste. Aarsdagen derefter skulde den ny Mester gjøre sin anden Kost med 4 Tdr. Øl, Brød og Bøster, og desuden give 2 Mk. Vox og 6 Ørtug


244

(72 Skp.) Byg; som en personlig Tynge hvilede det desuden paa ham, at han skulde skjænke ved Gilderne, saalænge han var den yngste Mester. I nogle Laug, f. Ex. Skomager- og Smedelauget i Kjøbenhavn, maatte Mesteren give en Kost, naar han fik en ny Lærling. Christiern den Andens Forsøg paa at indføre en ensartet Afgift af en rhinsk Gylden og afskaffe alle Maaltider og Extra-Bekostninger havde samme Skjæbne som hans øvrige Reformer - de opbrændtes under hans Efterfølger som "skadelige og stridende mod gode Sæder".

Paa mange Maader søgte Mestrene at sikkre sig mod deres Svende saavelsom mod den indbyrdes Konkurrence. I Guldsmedenes Skraa forbydes det saaledes Svendene at arbeide for egen Regning uden Mesterens Vidende; forsømme de deres Arbeide, skulle Oldermændene vælge to Mestre, som afsige en inappellabel Dom. Det var strengt forbudt Mestrene at være i Kompagni med deres Svend, eller søge at lokke Andres Svende til sig; for at udgive en Andens Arbeide for sit eget var Straffen at blive anset for Mindremand. Undertiden bestemtes det Antal Svende, en Mester maatte holde; saaledes maatte enhver Skomager have 2 Svende; havde han 3, skulde han give Afkald paa den ene, hvis en anden Mester havde ham behov. Skræderne havde Lov til at holde 2 Svende og 1 Dreng. Meningen med disse Indskrænkninger var selvfølgelig, at en enkelt rig eller dygtig Mester ikke skulde kunne udvide sin Forretning og ødelægge sine mindre heldigt stillede Laugsbrødre. Bestemmelserne mod Forkjøb paa Gaden eller ved Stranden, have samme Maal for Øie; samlede Indkjøb paa Laugets Vegne med paafølgende Fordeling af Raamaterialerne til de enkelte Mestre sigte til at hindre Konkurrence og opnaa Varerne for den billigst mulige Pris. I Skrædernes Laugsskraa bestemmes, at Ingen maa dadle en anden Mesters Arbeide, eller sy de Klæder, han har skaaret; Smedenes Skraa fastsætter endog, at ingen Mester maa arbeide for en Mand, der skylder en Laugsbroder Penge, naar han er vidende derom. For at hindre slet Arbeide, der kunde bringe hele Lauget i Vanry, foranstaltedes der en officiel Besigtelse; hos Guldsmedene skulde Oldermanden og 2 Mestre hver fjortende Dag eller mindst hver Maaned gaa rundt og bese de øvrige Mestres Arbeide; befandtes det at være uforsvarligt gjort, skulde det slaas istykker, og i Gjentagelsestilfælde dikteredes der høie Bøder. Skomagerne havde en


245

saadan Besigtelse hver Uge, ogsaa Remsniderne og Pungmagerne kunde for daarligt Arbeide idømmes Bøder af Lauget. Bøderne bestod i Penge, tydsk Øl og Vox, men under overordentlige Omstændigheder kunde Lauget gribe til meget vidtgaaende Forholdsregler. Slagterne mistede saaledes deres Embede, det vil sige: det blev dem forbudt at drive deres Næringsvei, naar de solgte selvdødt Kjød; man tilnaglede da den Skyldiges Vindue, hvorfra Salget af hans Varer foregik, og paakaldte i Nødsfald Øvrighedens Hjælp. Samme Straf var sat for at løbe vred af Stævne eller være ulydig mod Oldermanden og Laugsbrødrene. For vanærende Forbrydelser blev man udstødt af Gildet med Nidingsnavn.

Kasteaanden i Laugene aabenbarede sig slaaende deri, at der toges Hensyn til, om en Svend giftede sig i eller udenfor Lauget, saavelsom i andre Forhold. Naar en Guldsmeds Søn eller Svigersøn vilde være Mester, skulde han kun give den halve Afgift; Skomagersønner og Skomagersvende, der giftede sig med uberygtede Skomagerdøttre, optoges ligeledes paa billigere Vilkaar, og det Samme gjaldt i flere andre Laug. Omsorgen for Enker, som iøvrigt hører til de mest tiltalende Bestemmelser i Skraaerne, afslører en lignende Trang til at sørge for sine egne med Udelukkelse af alle andre; en Enke kunde i Reglen bruge Embedet et Aar og beholde det, naar hun giftede sig med en Mand, det forstod det; overhovedet begunstigedes Enkers Ægteskab indenfor Lauget. Mod fremmede Mestre var der truffet mange besværende og hæmmende Bestemmelser. De kunde saaledes ikke nedsætte sig, førend de havde ført Bevisligheder for deres Dygtighed og ægte Fødsel; udenlandske Guldsmede, der førte daarligt Arbeide, maatte Intet som helst sælge; fremmede Smede maatte kun sælge i større Partier undtagen paa de offentlige Markeder; fremmede Skomageres Fodtøi blev uden videre beslaglagt, indtil de indløste det med Bøder o. s. v. Udenlandsrejser eller "Vandringer", som senere spillede en saa stor Rolle i Haandværkerstandens Historie, synes ikke at have været begunstiget af Laugene, thi Enhver, der forlod Byen med Bo og Boskab og blev Aar og Dag borte, maatte vinde Embedet paany.

Som alle andre Gilder havde Haandværksgilderne et religiøst Præg. De vare indviede til en eller anden Helgen eller Helgeninde; saaledes havde Guldsmedene og Smedene S. Eligius til Patron, Bagerne S. Kathrine, Skinderne og Bundtmagerne Jomfru Maria,


246

Vognmændene S. Peder og Tømmermændene S. Andreas; andre Laug benævnedes efter et kirkeligt Dogme som Skrædernes, der kaldtes Guds Legems Gilde. Over afdøde Brødre og Søstre vaagedes der under Bøn og Sang, Voxlys tændtes omkring Ligkisten, og ved Begravelsen fulgte alle Medlemmer med Laugets Stager og tændte Voxlys i Hænderne, undertiden barbenede og iførte Skjortesække, ligesom Gildet bekostede Messer for den Afdødes Sjæl. De mere velstaaende Gilder lønnede en egen Præst eller Kapellan, som daglig holdt Messer og Vigilier ved et Lauget tilhørende Alter i en af Byens Kirker; saaledes havde baade Guldsmedene og Skomagerne et Alter i Frue Kirke. De vare selvfølgelig prægtigt udsmykkede; foran dem brændte de ved Bøderne indkomne Voxlys, "Broderlys", og Laugene havde ofte en af dem selv bekostet Lysekrone i Kirken, som de ogsaa forsynede med Lys. En eller flere Gange om Aaret vandrede samtlige Brødre og Søstre i Procession til Kirken for at bede og offre for de Hensovedes Sjæle, og det forstaas af sig selv, at Helgenens Festdag ogsaa feiredes i Laugshuset. Iøvrigt skulde Brødrene støtte hverandre christeligt med Raad og Daad, for Domstolene, i Ildsvaade, ved Pilgrimsfærd o. s. v., ja de kjøbenhavnske Bagersvende havde en formelig Sygekasse, hvoraf der udrededes en vis Understøttelse, som dog skulde betales tilbage, naar den Syge kom sig. Døde han uden at efterlade sig Noget, "da skulde det være gjort i Guds Hæder". Bestræbelsen for at bevare Enigheden og hindre Retstrætter gjenfindes i de fleste Skraaer som en Levning af de gamle Gilders Jurisdiction; i Reglen afgjordes alle Stridigheder imellem Brødrene af Oldermændene, i Svendelaugene af "Skafferne", dog saaledes at Svendene herfra kunde appellere til Mestrenes Oldermand. Hyppigt er den Bestemmelse optagen, at Ingen maa anklage en Broder for Raadet uden at have indhentet Oldermændenes eller hele Laugets Samtykke; Overtrædelse heraf straffedes med Bøder eller Udslettelse af Gildet.

Med stor Omstændelighed og Omhyggelighed fastsattes Grændserne for hvert enkelt Haandværk; selv nærbeslægtede Haandværkere havde hver sit Omraade, udenfor hvilket de ikke maatte gaa. Følgen heraf var idelige Laugstrætter. Saaledes klagede Remsniderne og Pungmagerne i 1514 over Skinderne og Bundtmagerne, fordi disse sidste forfærdigede barkede, allunede og sømske (fedtgarvede) Handsker, hvortil deres Privilegier ikke hjemlede dem Ret, og


247

Resultatet blev, at Klagerne fik Medhold; Ingen maatte i Fremtiden gjøre Handsker af de nævnte Slags Læder uden Remsniderne, Pungmagerne og Taskemagerne. De i Skraaerne fastsatte Mesterstykker angive i det Væsentlige Haandværkets Omfang. Sværdfegernes Mesterstykke var saaledes et "Pasholteræsværd", en Dolk og en Kaarde, Kjedelsmedenes en Bryggepande, en Bryggekjedel og en Suppekedel, Grovsmedenes en Hestesko af 3 "Osmunde" (Klumper Smedejern), en Tømmermands Øxe og en Jerngreb, Kleinsmedenes et Par Sporer, en "Spenrighel" og et Laaseblad, Knivsmedenes forskjellige Slags Knive. Alle disse Arbeider bleve udførte under Tilsyn, saaledes at Bedrageri var umuligt; desuden maatte Svenden traktere de Tilsynshavende med Øl og Mad.

Øvrigheden holdt skarp Kontrol med Gilderne; ingen Skraa var gyldig uden at være stadfæstet af Magistraten; Oldermændene bleve enten valgte af Borgmestre og Raad eller stadfæstede af dem, og den, der oprettede et ulovligt Gilde, mistede sin Hovedlod. Dér var fastsat bestemte Priser for ethvert Haandværksarbeide; bleve de overskredne, idømtes de Skyldige Bøder og forspildte i Gjentagelsestilfælde deres Borgerskab. Overfor Bagere, Ølkoner og Guldsmede var man særlig streng, aabenbart fordi der her var rig Leilighed til Forfalskninger og Bedragerier. I de kjøbenhavnske Guldsmedes Skraa forbydes det under høi Bøde at arbeide i Andet end lødigt Sølv og godt Guld; gjorde Nogen herimod tre Gange, skulde han rømme Staden. Alt Arbeide skulde mærkes med Byens Mærke; man havde altsaa allerede dengang det, man nutildags kalder Kjøbenhavns Prøvesølv. Møntmesteren og to Guldsmede skulde paa Markeder undersøge alt Arbeide; var det ikke mærket, eller holdt det ikke den rette Lødighed, hjemfaldt Mestrene til haarde Bøder, og Varerne konfiskeredes. En farlig Bestemmelse var det, at Guldsmedene maatte arbeide i Kobber og Messing og forgylde og forsølve det, dog kun naar der anbragtes et Mærke paa det, som viste, at det ikke var ægte. Man kan være overbevist om, at Forfalskninger hørte til Dagens Orden, hvad der da ogsaa ses af en Forordning, udstedt i 1490 af Kong Hans, hvori det hedder, at Kongen er kommen til Kundskab om, at "Guldsmedene i vore Kjøbstæder her i Riget gjøre og arbeide meget ondt Sølv, ved hvilket vore kjære Undersaatter, den menige Mand besviges dem til Skade og Forfang i mange Maader". Gilderne bleve uden


248

Tvil Arnesteder for alle Slags Misbrug og Onder, hvorimod endog kraftige Midler viste sig virkningsløse. Det er overhovedet charakteristisk for den ældre Lovgivning, at den aldrig blev strengt overholdt; Befolkningens passive Modstand, indgroede Sædvaner og overleverede Traditioner holdt sig i lange Tider trods alle kongelige Magtbud; Øvrigheden formaaede ikke at beseire den seige Modstand,

Formodet
Gildeskab

Formodet Gildeskab. Orig. i Oldn. Museum.

som kun langsomt veg for den stigende Oplysning og Sædernes Forbedring. I Kjøbenhavns Historie viser dette sig paa mange Maader og under mange Former, og man kan derfor paa ingen Maade af de skriftlige Forordninger og Forbud slutte, at Tingene virkelig kom til at se saaledes ud, som Magthaverne befalede, at de skulde være.

Gildebrødrene samledes ofte, man kan sige: altfor ofte, til Forlystelser, Dands og Drikkelag i Laugshusene, hvoraf der fandtes


249

mange omkring i Byen. Bryggerne havde deres senere saa bekjendte Laugshus paa Hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, Skrædernes Forsamlingshus var i Brolæggerstræde og Smedenes paa Graabrødreklosters Grund. I disse Bygninger fandtes i det mindste én stor Sal, forsynet med Bænke langs Væggene og et mægtigt Bord foran; ovenover Bænken var der hyppigt indmuret et prægtigt udskaaret Skab, hvor Gildet opbevarede sine Papirer, Bøger, Drikkekar o. desl. Her holdtes foruden Laugsgilderne, der betaltes af de vordende Mestre, de saakaldte "Adeldrik" paa Aarets Højtidsdage ved Jul, Fastelavn, Helligtrekonger, Valborgs Dag o. s. v., og man var vistnok i Reglen samlet om Øllet hver Søndag Aften hele Vinteren igjennem. Man skiltes tidligt; Signalet til Opbrud gaves af en af Gildets Embedsmænd ved at hamre med et Stykke Træ i Bordet. Der valgtes enten Skjænkere ved Drikkegilderne, eller den yngste Mester maatte paatage sig det besværlige Hverv. Af Bagersvendenes Laugsskraa ses det, at der herskede et Slags Etikette ved Bordet; man maatte ikke drikke Andre end Gjæster til tvers over Bordet, men skulde ellers "drikke hverandre retsinniges om til". Smedede indledede deres Adeldrik med en Bøn. Af gode Grunde skulde Enhver, der betraadte Gildestuen, lægge sine Vaaben fra sig, dog ikke Kniven, som bares i Beltet, men det var forbudt og straffedes med høie Bøder at drage den mod en Laugsbroder. Hazardspil og Dobbel var strengt forbudt i de fleste Laug, thi de førte hyppigt til Drab; Lovene toge temmelig lemfældigt paa denne i raa Tider saa farlige Adspredelse, skjøndt Bestemmelsen i Christoffer af Bayerns Stadsret, at den, der dræbes under Spillet, skal jordes under Galgen, vel har gjort et stærkt Indtryk. Festerne sluttede ikke sjeldent med en Dands til Lyden af Piber og Trommer eller til Sang af Kjæmpeviser. Imod disse sidste ivre Reformatorerne stærkt. Frants Wormordsen kalder dem "løsagtige Viser, der Drankere og Bolere have digtet udi syndig og ubekvem Handel", og siger, at de ere fulde af skadelig og taabelig Overtro; den samme Dom fældes af Peder Palladius og hundrede Aar efter af Hans Povelsen Resen. I Visitatsbogen giver Palladius en Skildring af, hvorledes det bør gaa til ved Gilderne; han anbefaler at bede et Fadervor først, "at I ikke løbe udi Mad, som Svin og Køer (med Orlov sagt)" og fortsætter derpaa: "Dernæst æde og drikke I med hverandre og sidde tilsammen og tale god Snak om Gud og det, som godt er, om Ægte-


250

skabs Handel, giver hverandre Eders Børn og Døttre til Ægte, og lærer og underviser hverandre. Ja, Somme give ogsaa tilkjende, at de ere gladhjertige og sidde og sjunge eller kvæde en deilig Vise, give en Vise for i Dandsen, drikke hverandre til med et Ærinde (Vers) af en Vise, som vi maa, dersom vi ellers kunne føre vel derved; Djævelen skikker os saa mange onde Stunder dertil; vi maa vel stjæle os en glad Stund til at drikke en Skaal Øl med hverandre endogsaa over vor Tørst, om vi ellers ikke slemme og demme eller fortale hverandre, eller bruge nogen anden Ugudelighed med løsagtige Noder, Boleviser eller ugudelig Gildminde, Helgens Paakald og anden Ubeleilighed." Man faar heraf et Begreb om, hvorledes Tiden fordreves i Haandværksgilderne; men det feiler ikke, at man i de politisk og religiøst bevægede Tider er kommen ind paa Themaer af anden Beskaffenhed, og at Laugene da ere blevne et Slags politiske Klubber, i hvilke Meningerne have staaet skarpt mod hinanden. Vi have en Samtidigs Vidnesbyrd for, at der under Reformationsbevægelsen endog opstod Uenighed mellem Mænd og deres Hustruer, thi "Dannekvinder vilde gjerne holde deres rette Tro og Dyrken".

Det var solid Føde, man tog til sig; Datidens Festmaaltider vare ikke beregnede paa forvænte Ganer. Røget Flæsk, fersk og vindtørret Kjød, Vildt, Marsvineflæsk og Sælhundespæk, i Almindelighed tillavet med mange og stærke Kryderier, figurerede paa Bordet sammen med Rugbrød og Hvedebrød; det sidste betragtedes dog nærmest som Kage nutildags. Maden skylledes ned med uhyre Masser af Øl, hvoraf der indførtes mange forskjellige Sorter fra Tydskland, thi det danske Porsøl var ikke agtet, fordi det var svagt og ildesmagende. De fremmede Ølsorter, der oftest nævnes, ere: hamborgsk, rostoksk, vismarsk og bremisk Øl, endvidere sundisk (fra Stralsund), Pryssing (fra de preussiske Stæder Danzig og Kønigsberg), Emst Øl (fra Embden), Mumme (fra Brunsvig), bardsk Øl (fra Barth i Pommern), Bernost Øl (fra Bernau i Brandenborg) og Kakerbille, der vistnok bryggedes i Holsten. Øllet blev ved Laugsgilderne drukket af Skaaler, Krus eller Stob og Glas; i Bagersvendenes Skraa er der udtrykkelig fastsat en Bøde af 1 Mark Vox for at slaa et Glas istykker. Ved større Høitideligheder og Laugsfester gik uden Tvivl de prægtigt udstyrede Drikkehorn, som ellers kun brugtes til Smykke paa Bordet, rundt fra Haand til Haand. Naar Stemningen


251

saa blev animeret under Indflydelsen af det stærke Øl, og Brødrene bleve hede i Hovederne, kom det vel hyppigt til Slagsmaal og anden usømmelig Opførsel; de talrige skarpe Bestemmelser i Gildeskraaerne herimod vise klart, hvorledes Tidens Sæder vare. Der var Straf mod "Bulder og Ustyr" ganske i Almindelighed, mod at overhælde hinanden med Øl, angribe hverandre paa Rygte og Ære, slaa hinanden paa Tænderne eller Kindbenet, drage hinanden i Haaret, eller trække Kniv i Alvor, bruge Ukvemsord som Tyv, Skalk, Forræder eller Løgner, o. lign. Kvindernes Nærværelse, som man dog skulde tiltro en vis dæmpende Indflydelse, udrettede næppe meget; ellers vilde Skraaerne ikke indeholde saa mange Paragrafer om uhøvisk Opførsel af det Slags, man nutildags ikke kan tale om.

Drikkehorn
fra Middelalderen

Drikkehorn fra Middelalderen. Orig. i Oldn. Museum.

Raahed og Voldsomhed var dog ikke blot tilstede i Haandværksstanden; den fandtes i alle Stænder og Samfundsklasser. Sværdet sad løst i Skeden hos Adelsmændene; mange af dem havde et eller flere Drab paa Samvittigheden, og Datiden bedømte en saadan Gjerning mildt, snarere som en ulykkelig Hændelse end som en Forbrydelse. Man sagde dengang, at "man var kommen for Skade" at slaa En ihjel, ligesom man nutildags kommer til at slaa Noget i Stykker. Da Grev Christoffer mødte Christian den Tredie i Kolding, synes han at have brugt nærgaaende, utugtige Ord til Hoffets Damer, hvilket bidrog til at umuliggjøre en fredelig Overenskomst. Det er charakteristisk, hvad den keiserlige Afsending Herberstein fortæller om Søren Norby, "Kongens Kaptain paa Havet", at han gjorde alle sine Gjerninger i Djævelens Navn, og selv om


252

man kan undskylde en saadan Vane hos den djærve Sømand, véd man, at den berømte Bisp i Odense, Jens Andersen Beldenak, efter lang Tids Fordrivelse fra sit Stift "svor ved vor Herres Liglagen, at han vilde dø en vældig Bisp i Fandens Navn", en Ed, der unægtelig klinger høist forargelig i en høitstaaende Prælats Mund. Overhovedet var Geistlighedens Levnet lastefuldt; saaledes befales det dem allerede paa Christoffer af Bayerns Tid at holde sig ærbare ved Gjæstebud, ikke aabenlyst holde Konkubiner, ikke besøge Kroer eller mistænkelige Huse, ikke bære Vaaben uden høi Fornødenhed eller bruge forbudne Kunster og Spaadomme, ja der sættes en Straf af 4 Mark Sølv for dem, der holde et højtideligt Gilde i deres eget Hus i Anledning af deres Konkubiners Barsel eller Indledning i Kirken. Hvor anstødelige Sæderne blev henimod Reformationen, fremgaar af utallige Beretninger. Kirkerne toges i Brug til profane Øiemed; Skyts og Vaaben opbevaredes i dem (i Vaabenhuset), ved Maidagstide stormede Maigreven og hans berusede Følge op til Altret for at offre, ja Brudefolk pleiede at feire anden eller tredie Bryllupsdag i Kirken med Svir og Dands. Spisevarer og Øl slæbtes da hen paa det hellige Sted, og Bryllupsfesten fortsattes til Lyden af Piber og Trommer under de rungende Hvælvinger. I de tre saakaldte "Vaagenætter«: S. Valborgs Nat (1ste Mai), S. Boels eller Botulfi Nat (17de Juni) og S. Hans Nat (24de Juni) samlede unge Mænd og Kvinder sig paa Kirkegaardene og i Kirkerne og hengav sig til den ustyrligste Glæde og Lystighed, ja gik endog saa vidt, at de nedtoge Billederne fra Altrene. I Visitatsbogen ivrer Palladius stærkt mod disse hedenske og syndige Skikke, og det maa tilføies, at de i ligesaa høi Grad misbilligedes af den katholske Geistlighed. Den lybske Historieskriver Reimar Kock udmaler en middelalderlig kjøbenhavnsk Gadescene med saa levende Farver, at man næsten synes at have den for sine Øine. Det var Lørdagen før Pintse 1533, da den bekjendte demokratiske Fører Markus Meier var kommen til Byen. "Han begav sig strax - hedder det i Krøniken - til de to lybske Raadsherrer, som vare indlogerede i et borgerligt Hus, men her kunde han ikke være from i et Par Timer. Med Trommer og Piber foran, omgiven af sine Drabanter, lod han sig med klingende Spil føre til det skjændigste Jomfruhus i Staden. Jeg har selv set det", tilføier Reimar Kock forsikkrende. Skamløsheden var altsaa kommen vidt, hvad der ogsaa fremgaar af Kong Hans's


253

Forordning, ifølge hvilken de "almindelige Kvinder og Skjøger" skulde bære en halv rød, halv sort Hue paa deres Hoved, og intet bedre Klæde end Deventersk og intet Baand bedre end til en Skilling Alenen. Hvad der ved Reimar Kocks Fortælling interesserer os endnu mere end Markus Meiers Mangel paa "Fromhed", er dog den Oplysning, at Datidens fornemme Folk viste sig paa Gaderne i Optog med Musik foran, et Motiv, der kunde friste til malerisk Behandling.

I Gilderne blev der udelukkende drukket Øl, men udenfor disse nødes Mjød, forskjellige hjemmelavede Likører og endelig Vin i Mængde, og det ikke blot af de høiere Stænder. Den indførtes navnlig over Helsingør; det er bekjendt, at Søren Norby svarede Keiser Carl den Femte paa hans Forespørgsel, om der gaves Vinbjerge i Danmark: "Ja, ét! Helsingør". De almindeligste Sorter vare Rhinskvin, Basterth (en spansk Vin), Romanie (Fællesnavn for alle spanske Vine), Assoye (Burgunder fra Auxois), Malvasier (fra Napoli di Malvasia paa Morea, senere udbredt til Sicilien, Sardinien, Provence og Spanien), Pøit (fransk Vin fra Poitou) og endelig Gubyn og Piliath, der vistnok ogsaa vare franske Vine. Som ovenfor berørt havde Staden en Vinkjælder i Raadhuset, men der fandtes mange andre Udsalgssteder, som maatte udrede Vinsise til Fogden, Borgmestre og Raadmænd. Oprindelig synes Kunderne at have hentet Vinen for at nyde den i Hjemmet, men senere blev det Skik at besøge Vinkjælderen som siddende Gjæster og "drikke en Pot Vin eller to". Herved forøgedes Drukkenskaben selvfølgelig i høj Grad; man kom snart saa vidt, at en god Rus ansaas som en passende Afslutning paa Dagen, men det var dog først i Frederik den Andens og Christian den Fjerdes Tidsalder, at Umaadeligheden blev dreven til Væmmelse i alle Samfundsklasser, selv de høieste, saaledes at den antog Skikkelse af dyrisk Fylderi og blev en national Ulykke. Den nye berusende Drik, Brændevin, der nævnes første Gang i 1528 som "Livsens Vand" (aqua vitæ), betragtedes endnu kun som et Universallægemiddel og var ikke sunken ned til Kroer og Skjænkestuer. Halvtredsindstyve Aar efter var dette sket; Brændevinen blev da betragtet som et uundværligt Appendix til Øllet; den var det Grundlag, der indtoges om Morgenen, paa hvilket Rusen i Dagens Løb blev opbygget.


254

Den daglige Levevis havde en fra vor højst forskellig Form. Nutidens Uskik at gjøre Nat til Dag og ligge længe om Morgenen, hvilket først kom i Brug henimod Midten af det attende Aarhundrede, kjendtes ikke; om Morgenen Kl. 5 var Kongen beskjæftiget med Regjeringsforretningerne, Haandværkeren sad i sit Værksted, Kjøbmanden i sin Bod. Skolerne begyndte om Vinteren Kl. 6, om Sommeren Kl. 5, Forelæsningerne ved Universitetet og Morgengudstjenesten i Kirkerne ligesaa tidlig. Til Gjengjæld forføiede man sig til Ro Kl. 9; det var da Nattetid. I Christoffer af Bayerns Stadsret hedder det: "Finde Vægterne nogen Mand ved Nattetid paa Gaden, efterat Klokken er slaaet Ni, da skal han føres til sit Herberg; haver han ikke Herberg, da skal han sætte Borgen eller i Byens Gjemme til anden Dagen, og da gjøre Skjel for sig, hvi han gik paa Gaden." Spisetiderne svarede selvfølgelig til denne Ordning af Dagen; først paa Morgenen nødes en forsvarlig tør Kost med Øl, thi Nutidens varme Drikke vare ubekjendte; Hovedmaaltidet, der svarer til vor Middagsmad, indtoges Kl. 9 eller 10, Aftensmaden Kl 5 eller 6. Af Christiern den Andens Instrux til Kjøgemesteren ses de daglige Retter ved Hoffet at have været: Kaal med "Flæsk udi", grønsaltet Kjød med Sennop, stegt Lammekjød, Høns, saltet og fersk Vildbrad, og paa Fiskedagene Sild, Vinsuppe, Grød, Bergfisk med Smør, Torsk, Æg o. s. v. Man havde ikke Gafler, der først opkom paa Christian den Fjerdes Tid, og maatte derfor hjælpe sig med Fingrene og Kniven; i Almindelighed brugtes en stor Kniv, Forskjærerkniven eller Præsentérkniven, paa hvilken det afskaarne Kjød raktes den Paagjældende. En saadan Præsentérkniv med Skaft af Krystal fra Oldnordisk Museum er gjengivet i hosstaaende Afbildning. Endnu et halvt Aarhundrede efter hedder det i de latinske Leveregler for Metropolitanskolens Disciple: "Naar Du vil tage et Stykke Kjød af Fadet, da tag det ikke med Fingrene, heller ikke med Din egen Kniv, men med den store Kniv, Forskjærerkniven. Du maa ikke slikke Fingrene med Tungen, heller ikke aftørre dem i Trøien. Put ikke mere end tre Fingre ad Gangen i Saltkarret. Hvad Du engang har bidt af, maa Du ikke igjen dyppe i Saucefadet, og naar Du dypper, maa Du vogte Dig for at dyppe Fingrene med." Man forstaar, at en grundig Afvaskning efter Bordet var en Nødvendighed, skjøndt Servietter ikke vare ukjendte.


255

Præsentérkniv

Præsentérkniv fra Oldn. Mus.

Søbemaden indtoges med Skeer, der ligesom Kniven vel i Regelen medbragtes af den Spisende og opbevaredes i Lommen eller Tasken. De vare af Træ, Horn, Tin eller Sølv, og havde et ualmindelig kort Skaft. Omstaaende Afbildning viser den almindelige Form; den første med den lille Figur foroven er af Tin, de to andre af Sølv. Bladene paa de to ere indvendigt smykkede med religiøse Fremstillinger; den tredie bærer paa Bagsiden Eierens Begyndelsesbogstaver og Aarstallet 1514. Til daglig Brug benyttede vel de lavere Stænder det simplere Materiale, men der er ingen Tvivl om, at selv Menigmand satte Pris paa at eie én eller flere Sølvskeer. Sjeldnere havde de Midler til at anskaffe de kostbare Drikkekrus af ædle Metaller, der som oftest fandtes i store Mængder i de Adeliges Huse, og paa hvilke Afbildningen ved Slutningen af nærværende Kapitel afgiver et udmærket Exempel. Det har maaské tilhørt Feltherren Johan Rantzau og er fra en noget senere Tid end Reformationen; det ophøiede Arbeide forestiller et Bacchusoptog, charakteristisk nok med en Gris ved Siden som Symbol paa den Livsphilosophi, der gjemmes paa Bunden af Kruset. Tidens almindelige Overdaadighed, imod hvilken Kongerne forgjæves udstedte det ene Forbud efter det andet, lagde sig navnlig for Dagen i Klædedragten, i hvilken de rige Kjøbmænd og velstaaende Borgere kappedes med Adelsmændene. Man sværmede dengang for brogede og glimrende Farver; røde, gule, blaa og grønne Klæder vare almindelige og det af de forskjelligste Stoffer som Damask, Gyldenstykke (Silke gjennemvævet med Guldtraade), Silke, Fløil og Bliant (Sølvmor); om Halsen bares svære Guldkjæder, Fingrene vare prydede med Ædelstene, og Linnedet fint af blændende hvidt hollandsk Lærred. Det feiler ikke, at en formuende


256

Borgerfrue idetmindste havde nogle Silkekjoler i Kisten, en Kaabe af fint Stof, en Bindike (Hovedpynt eller Haarbaand besat med Guldsmykker eller med Ædelstene og Perler), desuden Hue, Halsbaand, Ringe og Spænder. I den velstaaende Borger Hans Herolds Hus fandtes ved Registreringen i 1524 i et stort Skrin bl. A.: 12 Guldringe, 11 forgyldte Sølvbjælder, 21 forgyldte Knapper, 2 Sølvstobe med Laag, en Guldhue, en sort Rosenkrands med røde Koral-

Skeer

Skeer fra Oldn. Museum.

stene, 4 Silke-Sengeomhæng, et forgyldt Bælte og en Pung beslaaet med Sølv, en Sølvskaal, et Koralbaand med 8 Ringe, en Perle-Bindike og et Halsklæde-Lad (Besætning) med Perler, et Sølv-Saltkar med fem forgyldte Stene o. s. v. De kjøbenhavnske Guldsmedes Mesterstykke bestod bl. A. af en Guldring med en indfattet Sten, og et Spænde til en Brudekrands eller et Bælte, thi til Mandens Festdragt hørte saagodtsom altid et Livbælte med et prægtigt Spænde. Menigmand gik i Almindelighed i Vadmel, men paa Festdage aflagde han den "Kofte graa" og iførte sig Trøie og Hoser af broget Klæde,


257

hyppigt med Sølvknapper og Spænder. Frederik den 1stes Forordning af 1528 mod Adelens Overdaadighed i Klæder indeholder forskellige oplysende Bestemmelser. Ingen Ridder eller Adelsmand maatte ifølge denne Lov have mere end tre Par Klæder af Silke, og ikke give sin Datter mere end tre Par i Brudeudstyr; Adelens Hustruer og Børn maatte ikke længere gaa i Klæder af Bliant (Sølvmor) eller Gyldenstykke, ei heller i Kjoler med Besætning af ægte Perler; dog maatte de slide deres Beholdning op. Et lignende Paabud med samme Tilladelse til at opslide det alt Existerende udstedtes mod Perlesmykker, "Bindiker", Krandse og Perlehuer. Fruerne og Jomfruerne maatte ikke bruge de brede Hatte, som vare i Mode. Intet Bryllupsgilde maatte vare i mere end tre Dage, og der maatte ikke gives mere end tolv Retter til hvert Maaltid. Af Christoffer af Bayerns Stadsret fremgaar det, at der ved borgerlige Bryllupper endog kun maatte gives 5 Retter Mad og kun indbydes 20 Deltagere, og Magthaverne søgte ligeledes at indskrænke de talrige Brudegaver og "Fadderpenninge" ved Barselgilder. Alt var imidlertid forgjæves, Modstanden var saa stærk, at intet Magtbud kunde beseire den. Moderne og Festerne staa i nøie Sammenhæng, som Poul Helgesen meget rigtigt bemærker: "Naar Herrer og Fyrster have ofte gjort Reformats paa Bryllup og Gjæstebud, og det kan da ikke hjælpe, mange Mænd vilde gjerne, at saadanne Skikke skulde holdes ved Magt, men Kvinders Hovmod er saa stort, at Mændene maa vige, da Kvinderne kunne ingen Tid saa vel lade sig se og skue som udi Bryllup, Gilde og stort Gjæstebud."

Størsteparten af de kjøbenhavnske Huse vare sikkert yderst tarveligt og ubekvemt indrettede; det hører overhovedet til en sildig Tids Erobringer at skabe Hygge i Hjemmet. Der kunde være store Sale i velstaaende Borgerhuse, hvor Messinglysekroner hang fra Lofterne; Enkelte havde private Badstuer, hvad der jo tyder paa ualmindelig Velstand, Ovne, som vare opmurede af "Kakler", beskyttede mod Vinterkulden, og det var temmelig almindeligt at træffe Glasruder, men Forskjellen mellem det store "Stenhus" og den mindre Formuendes snevre Bolig, hvor man maatte nøies med Ildgryder og Ildpotter istedetfor Kakkelovne, og Skindruder "istedetfor "Glar", var dog ikke saa stor som nu paa Grund af Bohavets ringe Mangfoldighed. I Inventarierne nævnes Stole af Bøgetræ ("Bogstole"), men hyppigere brugtes Bænke, som bleve dækkede


258

Gothisk Skab

Gothisk Skab med Aarstallet 1523.
Orig. i Oldn. Museum

med Hynder el. "Bænkedyner"; de vare stoppede med Mos eller Fjer og hos tarvelige Folk betrukne med Skind, hos Rige med Silke, Fløil, Damask, Gyldenstykke el. lign. Bordene vare enten smaa eller lange og kaldtes Skiver; vare de til at slaa sammen, kaldte man dem Foldeborde. Endvidere havde man Kister eller Ørker, hvoraf et særligt smukt Exemplar fra en noget senere Tid er afbildet foran nærværende Kapitel, og Skabe, om hvilke hosstaaende Afbildning giver et Begreb. Velopredte Senge med Omhæng (Spærlagen) og mange Dyner savnedes ikke i nogen velstaaende Mands Hus; Tyendet laa sædvanligvis i Slagbænke. Til Lagener brugtes Lærred, enten grovt hjemmegjort eller det fine hollandske; simple Folk nøiedes med de gammeldags Skindlagener. I Kjøkkenet fandtes allehaande Kjedler, Gryder, Haandpander, Rister, Mortere, Sleve, Ildskeer, Brand-


259

jern og Ildforke af Jern, Kobber og Messing, Skaaler af Træ, Tinfade og Tintallerkener; de faa Inventarier, som ere bevarede, vise derhos, at der i Regelen fandtes et Oplag af Madvarer i Huset: Bergfisk, Most, Edike, Øl o. s. v. Som en Kuriositet kan det bemærkes, at i den ovennævnte Hans Herolds Hus forefandtes fire tydske Bøger, vistnok en Sjældenhed hos en Borgerfamilie paa hin Tid. Kun, i meget formuende Hjem bleve Væggene ved festlige Leiligheder "dragne" i.e.: behængte med brogede Tapeter, som oftest

Formodet
haandævet Tapet

Formodet haandvævet Tapet fra Oldn. Museum.

forfærdigede i Udlandet, men undertiden tilvirkede ved Husflid. Hosstaaende Afbildning af et Tapet fra Oldnordisk Museum, hvis Indskrift er ulæselig, giver en Forestilling om deres Mønster; vi ville faa at se, til hvilken stor Fuldkommenhed Techniken udvikledes paa en senere Tid, saaledes at der frembragtes sande Mesterværker af textil Industri. Husflidens egentlige Virkekreds var dog Tilvejebringelsen af det fornødne Linned til Brug i Hjemmet, og paa dette Omraade herskede der stor Overdaadighed saavel i borgerlige som adelige Huse. Medens alle de finere Sager som


260

silkesyede Duge, Skjorter, Kraver og Haandlinninger indforskreves fra Holland, forfærdigedes det dagligere grovere Dækketøi og Linned i Hjemmet; det er dog en Selvfølge, at Husfliden overhovedet kunde trives bedre paa Landet end i Kjøbstæderne.

Det inderlige Forhold til Kirken, som er den katholske Tidsalders charakteristiske Mærke, lagde sig for Dagen paa mange Maader og under mange Former i Borgernes Liv, ikke mindst i den overordentlige Mængde Gaver, der tilflød Kirker og Klostre, saaledes at Trediedelen af alle Kjøbenhavns faste Eiendommme henimod Reformationstiden var geistligt Gods. Den Tanke, som ligger til Grund for disse Gaver, udtales aabent; man troede ved at skjænke Kirken sit Gods at kunne tilkjøbe sig Naade og Syndsforladelse. Saaledes skriver en kjøbenhavnsk Borger Jon Petersen i et Gavebrev til Nikolai Kirke: "Efterdi vi og alle Mennesker, naar vi skilles af denne Verden, da gives Kroppen den mørke Jord, som han er kommen af, og Sjælen skal igjen komme til Gud, som hende haver givet, annamme skuilendes, hvad de have forskyldt her i Verden, Ondt eller Godt. Dog vor Brøde er stor, tro vi alligevel stadeligen, haabende til Gud, Altings Skaber, hvis Miskunde overgaar alle hans mange underlige usigelige Gjerninger, at maa ved dette Verdens forgjængelige Gods hverve os det evige Liggendefæ i Himmerige; at vi da jo have Noget frem at bære for en saadan Dommer, der os maa skikke hans Naade og Miskund, vide vi ingen Ting bedre dertil end Almissegave, thi hun aftor Synden og igjen skikker Menneskene hans (i.e.: Guds) Venskab." I nær Forbindelse med denne Overbevisning om at kunne vinde Guds Naade ved Gaver til Kirken eller til Fattige (Sjælegaver) staar Helgentilbedelsen og Pilegrimsvandringerne til inden- og udenlandske Helgene, der enten paalagdes som Bod eller iværksattes frivilligt for at søge Hjælp mod legemlig og aandelig Brøst. Hver Kirke, hvert Kloster, ja hvert Kapel i Landet havde nogle Helgenlevninger; paa enkelte Steder som f. Ex. i Frue Kirke i Kjøbenhavn vare de endog ophobede i saadanne Masser, at Fortegnelsen over dem udgjør 7 trykte Foliosider. Altrene vare indviede til visse bestemte Helgene, Gilderne ligeledes, og rundt om i Kirkerne hang undergjørende Billeder, hvorom Kirkeordinantsen taler, naar den siger: "Item de Billeder, der den vanvittige Almue gjør Offring til, hvor ogsaa af langveis derfra er stort Tilløb, til stort Afguderi, de skulle plat borttages."


261

Hver Helgen havde i Reglen sit bestemte Omraade, men undertiden var man dog i Forlegenhed med, hvem man skulde vælge, og brugte da den simple Udvei at afgjøre Spørgsmaalet ved Lodkastning. Saaledes fortælles det, at nogle kjøbenhavnske Borgere i Havsnød kastede Lod, om de skulde anraabe S. Knud, S. Vilhelm eller S. Niels. Da Loddet tre Gange faldt paa den sidst nævnte Helgen, kunde der ikke længere være Tvivl; de raabte nu: "Hellige Niels! hjælp os", og Uveiret stilledes ufortøvet, hvorpaa de begav sig til Aarhus for at hædre Helgenen ved hans Grav og bringe ham Gaver. Iøvrigt var Guds Moder, til hvem Kjøbenhavns Hovedkirke var indviet, den øverste i Rangforordningen; hendes Kirke var ogsaa den rigeste i Staden.

Pilegrimsvandringerne gik enten til Ind- eller Udlandet; i sidste Tilfælde var det Skik, at den Paagjældende fik Hjælp af sit Laug eller Gilde til at bestride Udgifterne med. De berømteste indenlandske Helligdomme var det hellige Blod i Kippinge paa Falster, det hellige Kors i Bistrup ved Roskilde, S. Søren i Holmstrup, S. Helene Kilde ved Tidsvilde, Vor Frue i Karup, S. Søren i Rye, hvem Peder Palladius fuld af Harme giver Øgenavnet "Søren Pilkelaas", og mange andre; Valfarterne til Udlandet gik til Rom, Loretto, Assisi, Palæstina, Aachen, Køln, Wilsnack i Brandenburg (som besøgtes af Christoffer af Bayern, Christiern den Første, Kong Hans og Dronning Christine) og i den sidste Menneskealder før Reformationen navnlig til Spanien, hvor Apostelen Jakobs Grav i Kompostella tiltrak Hundreder af Nordboer. Charakteristisk er det, at man kunde leie Andre til at besørge Pilegrimsfærden for sig; der synes endog at have været Fattige, som gjorde Saadant til Næringsvei. Det forstaas af sig selv, at Tiden var i høj Grad overtroisk; Jorden og Havet var befolket med overnaturlige Væsner, som enten greb forstyrrende ind i Menneskenes Liv eller tjente enkelte Udkaarne paa Andres Bekostning; der øvedes alle Slags Trolddomskunster, og der afsluttedes Pagter med den Onde; "thi Djævelen - siger Palladius - gaar om som en skrydendes Løve og søger efter hvem han kan opsluge". Ethvert ualmindeligt Menneske mistænktes for at være indviet i den sorte Kunst, saaledes den tidligere omtalte holstenske Læge Luder Reventlow (smlgn. S. 91), Biskop Jens Andersen Beldenak og fremfor Alle Sigbrit. Gamle Kvinder vare særlig udsatte for Mistanke, men skjøndt


262

Lovene vare strenge mod Trolddom, udartede Overtroen dog først efter Reformationen og gav Anledning til de afskyelige og grusomme Hexeprocesser, der i Aarhundreder satte de onde Lidenskaber i Bevægelse og tyngede den aandelige Frihed som en Mare. Faa Aar efter Religionsforandringen udbryder en af Tidens bedste Mænd, Palladius, i et vildt Triumphskrig, der gjør et ligefrem uhyggeligt Indtryk: "Du maa ikke tie med nogen Troldkvinde, de faa nu deres rette Løn; de kunne nu ikke længere bare dem udi denne klare Evangelii Lys og Dag; de faa nu en Verdens Skam af Verden med dem, det er og deres fortjente Løn. De brændte jo en Hob tilforn af dem udi Malmø, udi Kjøge og andetsteds, og hører vi til, at der sidder atter en Hob greben i Malmø og skulle brændes. Udi Jylland og Smaalandene er de udi Jagt efter dem "som efter Ulve" o. s. v. Fra dette Tidspunkt begynder den lange Række af Forfølgelser, som først endte med den Thistedske Besættelsessag af 1696, ved hvilken - som Birket Smith siger - Djævelens Magt endelig blev knækket hos os. Naturbegivenheder som Uveir, Kometer, Sol- og Maaneformørkelser, Ildkugler, blodigrøde Skyer og lignende Særsyn paa Himmelen, ansaas for sikkre Varsler om Pest, Krig og andre Ulykker; Jordskjælvet af 1515 i Kjøbenhavn (smlgn S. 89) opfyldte saaledes Indbyggerne med mørke Anelser om Fremtiden, og blev bagefter fortolket som et tydeligt Varsel om Christiern den Andens Skjæbne og de derpaa følgende Landeplager. Man antog, at ethvert Menneskes Skjæbne var skrevet i Stjernerne, og den naturlige Trang til at løfte Sløret for Fremtiden bevirkede, at Kongerne ofte holdt en Astronom og Stjernetyder. Baade Christiern den Anden og Frederik den Første havde en saadan, og i langt senere Tider se vi en Mand som Tyge Brahe give sig af med at stille fyrstelige Personers Horoskop og forudsige de tilkommende Begivenheder af Himmellegemernes Konstellation. Et eget Udtryk fik Overtroen i den saakaldte Baareret, der var meget almindelig i Middelalderen og holdt sig til midt ind i det syttende Aarhundrede. Den synes at være bleven indført i Danmark af Christiern den Anden, hvis man kan tro en Meddelelse af den lærde Henrik Rantzau. Han fortæller, at der en Aften opstod en Strid mellem nogle af Kongens Hoffolk, under hvilken en af dem blev dræbt ved et Dolkestik. Da man ikke kunde opdage den Skyldige, fordi der havde været mørkt i Værelset, lod Kongen


263

samtlige Personer, der havde været tilstede, lægge den høire Haand paa den Dødes blottede Bryst og med en Ed rense sig fra at have Del i Drabet. Aldrig saasnart havde den Skyldige nærmet sin Haand til Ligets Bryst, før Blodet brød frem i stor Mængde saavel af Saaret som af Næsen, skjøndt der hidtil ikke havde vist sig noget usædvanligt Tegn. Ophavsmanden til Drabet tilstod da strax sin Brøde og blev henrettet paa Kongens Befaling. Efter denne Dag - slutter Rantzau - lod Kong Christiern den nævnte Maade anvende i hele sit Rige for at erfare Anstiftere af Drab.

Middelalderen var, som alt tidligere berørt, hyppigt hjemsøgt af Misvæxt, Dyrtid og pestagtige Sygdomme, der antog saa meget føleligere Former, som man tildels stod afmægtig overfor dem. Den fattige Kjøbstadbefolknings tarvelige og usunde Boliger saavelsom de slette Næringsmidler og Forsømmelsen af de mest elementaire Sundhedsforanstaltninger maatte nødvendigvis fremkalde alle Slags Sygdomme, og hertil kom, at flere store Smitsoter i hin Tid vandrede fra Land til Land og decimerede Folkeslagene. Spedalskheden var vel i stærkt Aftagende i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, men til Gjengjæld indførtes den veneriske Syge, eller som den her kaldtes: "Pokker" til Danmark og rasede navnlig i Aaret 1509 i Kjøbenhavn, saaledes at man tilsidst saa sig nødt til at lukke de offentlige Badstuer; i 1520 hjemsøgtes Staden af Pest, og i Slutningen af 1529 af den engelske Sved, som endog paa en enkelt Dag bortrev 400 Mennesker, et meget betydeligt Antal, naar man betænker, at Kjøbenhavn dengang kun havde ca. 20,000 Indbyggere. Denne Sygdom, hvis Hjemsted var England, men som snart forplantedes til Fastlandet, havde en høist afskrækkende Skikkelse; den overfaldt sine Offre brat og pludselig - siger Allen - uden at nogen Følelse af Ildebefindende gik forud; i 24 Timer, som oftest i kortere Tid, afgjordes det, om det blev til Liv eller Død for den Angrebne, og sædvanlig blev det Døden. Sygdommen begyndte med heftige Kuldegysninger, der afløstes af en brændende Hede, som tilsidst udtømte sig i strømmende Sved. Udsattes den Syge et Øieblik for kold Luft, var han ufeilbarlig hjemfalden til Døden. Offrene vare fortrinsvis unge kraftige Mænd og Kvinder; Børn og svagelige Folk bleve sjeldent angrebne, eller helbrededes i Almindelighed, naar de fik Sygdommen. I 1536 var der efter Henrik Smiths Udsagn atter "en stor Pestilentz i Riget særdeles i


264

Malmø og Kjøbenhavn", uden Tvivl en Følge af Beleiringen og Hungersnøden.

De Midler, som stode til Datidens Raadighed overfor saadanne Katastropher, vare aldeles virkningsløse. Man maatte nøies med Husraad, overtroiske Midler, kloge Koner eller Bartskjærere, Nutidens Barberer, der dog nærmest forstod sig paa udvortes Sygdomme, og hvis Kundskaber forresten vare yderst mangelfulde. I Kjøbenhavn var der saa mange af dem, at Kong Hans i Aaret 1501 stiftede Barberamtet med 6 Amtsmestre, som konfirmeredes af Christiern den Anden i 1515. Kunde disse ikke hjælpe, maatte man søge sin Tilflugt til Lægebøger eller Kvaksalvere, hvoraf der var Overflod. Tyve Aar efter Reformationen taler Henrik Smith om saadanne "Bedragere og fordærvelige Mennesker, næsvise selvgjorte Læger, som ere forløbne Munke, Nonner, ulærde Præster, fordærvede (ødelagte) Kjøbmænd, gamle Kjærlinger, ja Sudere (Skomagere) og Smede, Troldkarle og Troldkoner og andet saadant ørkesløst Folk, der stjæle Livet, Helbreden, Gods og Penninge fra mangen Mand." En enkelt Gang træffer man vel paa en Læge; saaledes nævnes Bartholomæus Læge i Kjøbenhavn paa Christiern den Andens Tid, men det er dog ikke rimeligt, at han har modtaget nogen egentlig videnskabelig Uddannelse. Kongerne sørgede for sig selv ved at holde Livlæger, som undertiden laantes ud til Rigets Stormænd, naar disse ramtes af en eller anden alvorlig Sygdom, men Menigmand kunde ikke drage Fordel af dem. Christiern den Andens Livlæge Dr. Alexander Kinghorn var rigtignok ansat ved Universitetet, i 1517 endog dets Rektor, men han holdt neppe Forelæsninger, maaské fordi Ingen bekymrede sig om det medicinske Studium i en Tidsalder, da Theologien opslugte al Interesse. At der var Trang til Forandring i det bestaaende Forhold viser Frederik den Førstes frugtesløse Bestræbelser for at faa nogle Læger og Apothekere indkaldte. De første Spor til Apotheker i Kjøbenhavn gaa vel tilbage til Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, og der nævnes bestandig Apothekergaarde i Staden indtil Christiern den Andens Landflygtighed, men efter denne Tid forsvinde de, og først under Christian den Tredie fik Byen et offentligt Apothek i Hans Bogbinders foran (S. 84) omtalte Gaard paa Hjørnet af Amagertorv og Høibrostræde, som forlenedes dertil af Kongen. Datidens Apothekere forhandlede iøvrigt ikke blot Lægemidler, men tillige Vin,


265

Brændevin, Kryderier, Krudt o. a. Kong Hans havde en Hestelæge, men hans Navn Anders Staldsvend viser, at det kun har været en Mand, som ved Øvelse og Erfaring har erhvervet sig nogen Kundskab til Dyrenes Behandling.

Under Grevens Feide viste Kjøbenhavns Borgere sig som tappre Krigsmænd; førte af deres drabelige Borgmestre kunde de endog byde øvede Landsknægte Trods. I hin Tid, der ofte krævede Selvforsvar, og som i det Hele stillede langt større Krav til den Enkeltes Charakterstyrke og Mod end nutildags, kom Personligheden til fuld Udvikling; den daglige Omgang med Vaaben, Borgernes Forpligtelse til selv at forsvare deres By og vedligeholde dens Fæstningsværker, ja den blotte Følelse af, at de i Nødsfald først og fremmest havde sig selv at stole paa, affødte paa naturlig Maade en kjæk og kraftig Race, der ikke veg tilbage for eller segnede under Ulykker. Ved Siden af Raahed, Voldsomhed og Forbrydelser stod Manddom, Seighed og Kraft, hyppigt forbundet med dyb religiøs Følelse. Endnu i Slutningen af Aarhundredet priser Braunius den kjøbenhavnske Borgerstand i sit Theatrum urbium for Uforfærdethed, Manddom og Hengivenhed for dens retmæssige Konge. Fra gammel Tid var det vel forbudt at bære Vaaben indenfor Byens Porte, og Forbudet blev fornyet af Kong Hans i 1485, men det blev ingensinde overholdt; det ses af Gildeskraaerne, at Haandværkerne endog gik bevæbnede, og kun lagde Vaabnene fra sig ved Drikkegilderne for ikke at falde i Fristelse til at bruge dem. Stor Betydning i saa Henseende havde det, at hver Mand eiede sine Vaaben og selv havde anskaffet dem, ihvorvel Byen ogsaa havde en Beholdning for de Ubemidlede eller som Reserve. Ved Anskaffelsen af Vaabnene traadte vistnok Laugene hjælpende til; ialfald ses det, at i 1550, ja endog i 1592 paabydes det Væverlauget og Vandtsniderne at holde "Rustning udi al Skikkelighed med Harnisk, Spyd, Hellebarder, halve Hager (det almindelige Skydevaaben, der brugtes i aaben Mark paa fri Haand), lange Rør, Stormhuer og anden Del, som de kunne tjene Kongen med, naar Behov gjøres, hver efter sin Evne og Formue." De almindelige Vaaben forfærdigedes uden Tvivl i Byen selv, thi der nævnes baade Vaabensmede, Plattenslagere og Harniskmagere; kostbarere med Guld og Sølv indlagte Sager indførtes ventelig fra Udlandet. Skjøndt Krudtets Opfindelse havde fremkaldt en Revolution i Krigs-


266

kunsten, brugte man dog fremdeles den saakaldte "Armbørst«, der udskjød Pile, saavelsom Spyd og Hellebarder, men tillige Lodbøsser og Hagebøsser, Benævnelser paa tvende forskjellige Slags Haandskydevaaben. Paa Mure og Volde anvendtes Kanoner til Byens Forsvar; de kaldtes lange Bøsser og vare oprindelig smedede, men støbtes allerede paa Kong Hans's Tid i Kjøbenhavn. Indtil Reformationen tilhørte Artilleriet Kommunen, hvad Fæstningsværkerne ogsaa gjorde. Den første udtrykkelig nævnte Bøsse- eller Stykkestøber i Staden er Mester Fadder Bøssestøber (smlgn. S. 126), der først tjente Christiern den anden, derpaa under Belejringen af 1523 lavede Kanoner til Henrik Gøye og endelig traadte i Frederik den Førstes Tjeneste. Under Grevens Feide var Mester Fadder indesluttet i Byen; han er en af de faa menige Borgere, hvis Navn findes under Kapitulationen af 28de Juli 1536. Efter den forskjellige Konstruktion og Kaliber havde Skytset forskjellige Benævnelser; de almindeligste vare Kartover, Slanger, Feltslanger, Nothslanger, Skarpmetzer og Falkonetter. Kuglerne kaldtes Kloder og vare enten af Sten, Jern eller Bly. Ofte maatte Kirkerne afgive deres Klokker til Støbning af Kanoner, saaledes baade under Frederik den Første og Christian den Tredie; endnu paa Christian den Fjerdes Tid dreves denne Trafik i stort Omfang, eller der blev som under Frederik den Anden udskrevet en "Kobberskat" in natura af alle Kjøbstæder i Landet. Stødt Krudt var i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede en Apothekervare; dog fabrikerede Byen selv sit Krudt paa samme Tid, og havde rimeligvis Beholdninger deraf i Fæstningstaarnene. Borgervæbning i moderne Forstand existerede ikke, men Stadens hele vaabenføre Mandskab kunde sammenkaldes, naar det gjordes behov. I Bispetiden var dets Opgave udelukkende at forsvare Byen samt Bispens og Kirkens Eiendom, (smlgn. S. 52), men da Kjøbenhavn var kommen i Kongernes Magt, vare Borgerne pligtige til at gjøre Leding paa samme Vilkaar som alle andre Undersaatter. Den ældste bevarede Fortegnelse over det vaabenføre Mandskab, eller, om man vil, Borgervæbningen, er fra 1510, men omfatter kun de Folk, der vare udskrevne til Kongens Tjeneste og lønnedes af denne selv, ialt 831 Mand, ordnede efter Stadens 8 Rodemaal eller Kvarterer nemlig: Klædeboder-, Snares-, Vester-, Mogens Laurentsens (det senere Frimans-), Østre-, Nørre-, Kjødmanger- og Strand-Rodemaal. Den giver derfor ikke nogen fuld-


267

stændig Rulle. Mandskabet kommanderedes i den ældre Tid af Magistraten, der gjorde Tjeneste tilhest og førte adeligt Vaaben; senere ophørte dette; borgerlige Elementer fik Sæde i Raadet, og det ses af en gammel Opgjørelse af 1516 i Magistratens Vedtægtsbog, at Almuesmænd dengang ogsaa kunde fare udi Krig og Orlog som Høvedsmænd; dog skulde de kun have halv Lønning (2 rhinske Gylden) mod Raadet.

Kunde saaledes den jevne Borger udvikle sin physiske Personlighed frit, gjordes der til Gjengjæld overmaade Lidet for hans aandelige Udvikling. Det er sandsynligt, at der før Reformationen ved Siden af Vor Frue Skole har existeret Anstalter, som svare til Nutidens Almueskoler, i hvilke Menigmands Børn ialfald kunde lære at læse, skrive og regne til Nødtørft, men noget sikkert Bevis herfor haves ikke. Rimeligvis er mangen Borgersøn ogsaa bleven indviet i Lærdommens første Grundbegreber i et eller andet Kloster, men en god Opdragelse var dog saagodtsom udelukkende Adelsbørn forbeholdt, thi deres hele priviligerede Stilling, Formue og Vilkaar gav dem en forholdsvis let og sikker Adgang til Kundskab, hvad enten den nu erhvervedes i Hjemmet under en Læsemester eller paa Reiser i Udlandet. De menige Borgersønner lærte Lidet eller Intet udover deres snevre praktiske Behov og vare hovedsagelig optagne af smaalige Laugsinteresser. Datidens fremragende Handelsmænd som Arild Hake, Hans Bogbinder, Albert van Goch og Anders Wolf vare Undtagelser, hvad der ogsaa gjælder om de faa Mænd af simpel Herkomst, der opnaaede at beklæde de høieste geistlige Stillinger som f. Ex. Erkebiskop Birger i Lund og Jens Andersen Beldenak. Man faar et absolut Indtryk af den Sidstes Genialitet, naar man i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede hører ham udtale til hovmodige Adelsmænd, om der stod Noget i Bibelen om de adelige Sønner, Adam havde havt, eller om der gik noget Særligt for sig ved en Adelsmands Undfangelse, mere end naar en Skomager fik en Søn. Men i det Hele var Menigmand slet oplært, og den kjøbenhavnske Borgerstand forstod derfor ikke at drage Fordel af Hansestædernes Nedgang, ligesaalidt som de Fællesmøder, Kjøbstæderne afholdt med kongelig Bevilling for at drøfte deres Kjøbmandskab og Næring, udøvede nogen kjendelig Virkning. Og dog gaves der Mænd, som havde et ualmindeligt klart Blik paa Forholdene. Allen anfører et mærkværdigt Stykke af en unavngiven


268

Forfatter, rimeligvis fra Frederik den Førstes Tid, et Forslag til Handelens Opkomst, der hverken er mere eller mindre end en Anbefaling for det, man nutildags vilde kalde Frihandelssystemet. Efter at have anket mod den daarlige Mønt og de middelmaadige Havne, angriber han Kongernes kortsynede Forbud mod Udførsel af Landets Produkter og skriver: "Riget bør altid staa aabent med Indførsel og Udførsel for hver Mand. Alle Danmarks Forbud ere ingen Andre til Skade end Danmarks egne Indbyggere. Man skal nemlig betænke, at i Danmark graves ei Guld eller Sølv eller nogen Malm, men Gud haver begavet Danmark med Fetallie og andre Varer, og naar saadan Vare ei maa føres udenfor Riget, da trænges danske Mænd til at sælge deres Kjøbmandsvare for halv Penge, og derfor raabe de vendiske Stæder, naar de høre om Forbud udi Danmark: "Danskerne ere nu blevne saa rige, at de ikke mere behøve Penge." De nordtydske Fyrster høre gjerne, at der er gjort Forbud i Danmark, thi sligt Forbud er til mærkelig Forbedring for dem og deres Undersaatter." Det er en fuldstændig moderne Handelspolitik, som kommer frem i disse Betragtninger.

Johan
Rantzaus Drikkebæger

Johan Rantzaus Drikkebæger.



<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: lør jun 18 19:21:51 CEST 2005
Publiceret: lør jun 18 19:21:49 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top