eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn
    - kap. V

Kbhvn., Thiele, 1887

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Altertavle fra
reformationstiden

Altertavle fra Reformationstiden i Oldnordisk Museum. (Fremstilling af de vigtigste kirkelige Handlinger efter luthersk Ritus).


FEMTE KAPITEL.

Reformationsbevægelsen i Kjøbenhavn.

_____

C


hristiern den Andens Forsøg i Aaret 1520 paa at skaffe den lutherske Lære Fremgang i Kjøbenhavn var strandet; Martin Reinhard forlod Staden under Mængdens Hujen og Almuens Spot, Tiden syntes ikke moden til den store Omvæltning, og de politiske Uroligheder bortledede Tankerne fra Kirken og dens Forhold. Den katholske Geistlighed var dog strax opmærksom paa Bevægelsen, der truede fra Sydgrændsen, og søgte Midler imod den; Biskoppernes Frafald fra Kong Christiern var efter deres eget Udsagn væsentlig begrundet i dennes Sympathi for aabenbare Kjættere, og de søgte i Frederik den Førstes Haandfæstning saavelsom i et Forbund med Adelen en Støtte mod den Storm, som de forudsaa ikke vilde udeblive. Den udeblev heller ikke, men kom endog overraskende hurtigt. Kirkens Misbrug havde gjort Jordbunden modtagelig; lidt efter lidt, halv umærkelig banede den nye Lære sig Vei; Menigmand, der forhen havde været ligegyldig, blev vaagen, Luthers Navn kom paa Alles Læber, hans Skrifter fandt Vei til og bleve læste i Danmark, og hvad der var

[137]

138

af endnu større Betydning: videlystne Studerende og Adelsmænd begave sig til Wittenberg for af Reformatorernes egen Mund at høre Evangeliets Sandheder og udspredte dem da videre ved deres Hjemkomst, Det maa strax fremhæves, at Kjøbenhavn ikke spiller Hovedrollen ved Reformationsbevægelsen i Landet; Viborg og Malmø gik foran og vare de to Brændepunkter, hvorfra den lutherske Lære forplantede sig videre. Det er værd at lægge Mærke til, at endnu i 1524, da Kampen allerede var aabnet trindtom i Landet, havde Borgmestre, Raad og menige Almue i Kjøbenhavn Intet imod i deres Fæstebreve til Kapitlet at forpligte sig til "af yderste Magt at afværge og imodstaa Luthers Kjætteri og Vildfarelse" (smlgn. S. 122).

Men et Par Aar efter, i Sommeren 1526, var Bevægelsen naaet Kjøbenhavn, om end kun de første svage Dønninger. Der blev formodentlig prædiket paa offentlige Steder af Lægprædikanter, Borgerne drøftede de forskjellige Anskuelser, og i Frue Kirke hørtes pludselig en Geistlig, der aabent tog Ordet for den evangeliske Lære. Det var Klaus Mortensen Tøndebinder fra Malmø, som laa og studerede ved Universitetet, og som benyttede Leiligheden til at gjøre Propaganda for Luthers Læresætninger. I kort Tid samlede han en talrig Tilhørerkreds, men da det gik op for den katholske Geistlighed, hvad det egentlig var, han lærte, gjorde Biskop Lage Urne i Roskilde kort Proces med ham og forbød ham at prædike i Roskilde Stift. Samtidig blev det imidlertid Evangeliets Venner klart, at Kong Frederik paa ingen Maade var ugunstig stemt imod dem. Man vidste, at hans Søn og Johan Rantzau - der begge havde overværet den navnkundige Scene i Worms, da Luther traadte frem for Rigsdagen - saavelsom Rigets Hovmester Mogens Gøye vare Tilhængere af "Guds rene Ord og Evangelium", men Kong Frederik havde hidtil af politiske Klogskabsgrunde forholdt sig neutral. Nu da hans Regimente var mere grundfæstet, tog han ikke i Betænkning at vise sit sande Aasyn; paa Herredagen i Kjøbenhavn 1526 vakte det saaledes stor Opsigt, at Kongen spiste Kjød om Fredagen, altsaa traadte Kirkens Fasteregler under Fødder, saavelsom at Mogens Gøye nød Nadverens Sakramente under begge Skikkelser. Den 29de August blev Poul Helgesen kaldt op paa Slottet, for efter Kongens Ønske at udtale sin Mening offentligt om den lutherske Sag. Netop samme Dag for fire Aar siden, var han falden i Unaade hos Christiern den Anden paa Grund af en Prædiken paa Slottet


139

(se S. 104); han skulde gjøre ligesaa ubehagelige Erfaringer nu. Da han kjendte Hoffolkenes Stemning, begjærede han Leide, hvilket ogsaa blev ham tilstaaet, hvorpaa han - som han selv siger - med "temmelig Frihed" sagde sin Mening om Luther, idet han dog, sin mæglende Stilling tro, indrømmede, at der var Feil paa begge Sider. Paa selve Slottet blev han ikke forulempet, skjøndt hans Betragtninger neppe have vundet Bifald, men saasnart han var kommen udenfor Porten, blev han haanet og bespottet af Soldaterne; Mogens Gøyes Nar forfulgte ham med dragen Sabel, og Knægtene raabte efter ham, at han var bestukken til at bespotte Christus og Guds Ord og kaldte ham en Ulv og Sjælemorder, en Hykler og Bedrager. "Saaledes holdt den Tids Fyrster deres Ord, saaledes holdt man Geistlige i Ære", skriver Lektor Poul selv i den Skibyske Krønike. Et Par Maaneder efter tilkastede Kong Frederik de danske Biskopper Handsken ved at udstede et Beskjærmelsesbrev for Mester Hans Tausen i Viborg.

Paa Herredagen i Odense indførtes der Trosfrihed, og herved var Reformationens Seir i Grunden allerede sikkret. Medens Kampen førtes omkring i Landet med Pen og Mund, med Skjældsord, Haan og Vold, medens Munke og Nonner forlode deres Klostre frivilligt eller bleve udjagne, og Præsterne indgik Ægteskab, medens de større Byer den ene efter den anden sluttede sig til Bevægelsen, havde Reformationen kun ringe synlig Fremgang i Kjøbenhavn, fordi den daværende Biskop i Roskilde, Lage Urne forstod at holde den nede. Ved sin sjeldne Lærdom, udmærkede Dygtighed i Statsforretninger og sin Retskaffenhed havde han vundet et anset Navn blandt alle Samfundsklasser og stod i Virkeligheden som det stærkeste Bolværk for den katholske Lære. I Egenskab af Universitetets Kantsler udøvede han stor Indflydelse paa Ungdommen, og kunde han end ikke holde Paavirkningen fra den triumpherende Reformation ude, eller hindre den i at arbeide sig frem i det Skjulte, indses det let, at netop her, hvor den katholske Geistlighed udfoldede sin største Glands og havde sit Hovedkvarter, maatte dens Modstandskraft være størst. Frands Vormordsens Forsøg paa at efterligne Klaus Mortensen Tøndebinders Optræden og indsmugle den nye Lære under Paaskud af at ville forsvare den gamle, mislykkedes fuldstændigt; han blev af Kannikerne dreven ned af Prædikestolen i Frue Kirke, og maatte rømme til Malmø, hvor han senere spillede


140

Magister Hans
Tausen

Magister Hans Tausen,

Biskop i Ribe.
Symbol: Ægypteren er et Menneske, ikke en vældig Gud.

(Esaias 31. 3).

Stukket af Menzel efter Maleriet i Ribe Domkirke.


141

en fremragende Rolle. Men ved Lage Urnes Død i April 1529 blev Kjøbenhavn pludselig kastet med ind i Bevægelsen, og den fik saa hurtigt Overhaand og antog i kort Tid en saa lidenskabelig Charaktér, at Jordbunden maa have været godt forberedt.

Kong Frederik beskikkede Joachim Rønnow til Biskop i Roskilde Stift, uden Tvivl fordi han mente i ham at finde et villigt Redskab. Dog brugte han den, som det snart viste sig, vel grundede, skjøndt ikke synderlig virksomme Forsigtighed at foreskrive den nye Prælat Betingelser, som idetmindste skulde hindre ham i at modarbeide Reformationen. Kort efter, i August 1529 kaldte Kongen Hans Tausen til Sognepræst ved Nikolai Kirke i Kjøbenhavn, som det synes af egen kongelig Magtfuldkommenhed uden Begjæring af Menigheden og uden Bispens af Loven foreskrevne Indvielse. Saalænge Frederik den Første levede, havde dette vel Intet at betyde, men efter hans Død blev netop den Anklage reist mod Tausen, at han havde bemægtiget sig Nikolai Kirke, vanhelliget den med kjætterske Taler, ja, da han i en Forsamling af Geistlige krævedes til Regnskab herfor, havde ladet sin skamløse Mund strømme over af Forsmædelser. Man ser heraf, at der strax er blevet gjort frugtesløse Forsøg paa at standse Hans Tausens Virksomhed, og at han overhovedet har mødt megen og heftig Modstand. Ikkedestomindre flokkedes Almuen om ham, og snart blev Staden Skueplads for det, Poul Helgesen kalder "den reformatoriske Rasen". Denne ligesaa begavede som voldsomme Modstander af Evangeliets Forkyndelse kalder Tausen "Fænnikedrager (Fanebærer) for det ganske Lutheri i Danmarks Rige", og siger, at saasnart han var kommen til Kjøbenhavn, "voxede Ondskaben saaledes, at denne Stad, der før standhaftig havde elsket og holdt fast ved Fromhed og Gudsfrygt, nu blev al Ugudeligheds og Skjændsels mest forbryderske Hule, thi den forførte, raa og uvidende Almue rasede med saadan Afsindighed og Forbittrelse mod Kirkernes Helligdomme, at den ikke alene omstyrtede Helgenernes Billeder, men ved gruelige Forsmædelser vanærede det høitidelige Messeoffer og tilsidst gik ligesaa vidt i sin Ugudelighed som de mensvorne Malmøboer og de afsindige Viborgere."

Hans Tausen indførte dansk Psalmesang i Nikolai Kirke, som Rørdam siger, til stor Glæde for Menigheden, som derved fik Leilighed til en hidtil ukjendt Selvvirksomhed ved Gudstjenesten,


142

og til ikke mindre Forargelse for Poul Helgesen, der ikke fandt den stemmende med Stedets Værdighed og Hellighed og med Beklagelse saa den herlige Chorsang forsvinde. Han fandt det stridende mod St. Pauls Bud, at Kvinder "kvæde og klynke med Noder og Lader, som mere have Fadson efter Springeviser end hellige Psalmer og Lovsange", og mente, at selv om det kunde tillades at synge Noget paa Dansk før eller efter Messen, "da skulle de skikkes dertil, som kvemme ere baade af Røst og Kunst, paa det at christne Templer ikke skulle have Skraal og Vraal for skikkelig og gudelig Sang". Den danske Prædiken fandt heller ikke hans Bifald; han siger, at det umuligt kan røre Folket "at høre en Kjætter udi en Prædikestol, der springer og skræpper, raaber og skjænder, og forbistrer undertiden en hel Menighed fra Vid og Skjel, Sind og Forstand". Forresten forandrede Hans Tausen i Begyndelsen saa lidt som muligt paa de gamle Kirkeskikke; endnu i Slutningen af 1530 erklærer han, at han har bibeholdt alle de overleverede Ceremonier ved Messen: Sakramentets Opløftelse, Messeklæder, Lystænding o. s. v. for ikke at give Forargelse i Noget, han ansaa for uvæsentligt.

Man maa paa dette Tidspunkt tænke sig Stemningen i Kjøbenhavn som overordentlig lidenskabelig og ophidset - Bevægelsen greb stedse videre om sig i alle Samfundskredse, og den religiøse Fanatisme slog ud i lys Lue. Alles Tanker dreiede sig kun om det store religiøse Spørgsmaal. Gemytterne bleve enten grebne af Begeistring over den nye Lære eller vendte sig med Afsky bort fra den; Mand stod mod Hustru, Familie mod Familie, Prædikant mod Prædikant; man overdængede hverandre med Skjældsord, Haan og Spot, forkjættrede hverandre fra Prædikestolene eller gav sit Had Luft i Flyveskrifter, Satirer, Paskiller og Smædeviser. Katholikerne følte, at de kjæmpede for deres Existents, og værgede sig af yderste Evne og med stigende Forbittrelse; Lutheranerne vare den angribende Part og følte sig stærke ved den Støtte, de fandt hos Kongen samt hos en stor Del af Adelen og Almuen, der vistnok drømte om at blive alt Præsteherredømme kvit. Lidt efter lidt antog Bevægelsen en revolutionair demokratisk Charaktér, der ængstede Magthaverne; det maatte snart blive dem indlysende, at den nye og gamle Gudstjeneste ikke kunde bestaa fredeligt ved hinandens Side. Hans Tausens Exempel var blevet fulgt af hans Meningsfæller, thi allerede i Begyndelsen af 1530 havde Staden fire evan-


143

geliske Prædikanter, formodentlig i de tre Sognekirker: S. Peder, S. Nikolai og S. Klemens, medens Frue Kirke endnu var i Katholikernes Magt. Det feiler ikke, at Striden hurtigt antog en farlig Skikkelse og slog ud i Haandgribeligheder og Tumulter, der vare saa meget mere betænkelige, som den landflygtige Konges Bestræbelser for at gjenvinde Thronen bestandig hang som en truende Sky i Horizonten. I Januar 1530 fandt Kong Frederik Anledning til at sende Magistraten og menige Borgere i Kjøbenhavn en Skrivelse, hvori han formanede dem til Samdrægtighed og opfordrede dem til "strax at aflægge og underslaa saadan Tvedragt, Uenighed og Mytteri, som nu er foretaget iblandt Eder", en Yttring, hvoraf det øiensynligt fremgaar, at det maa være kommet til blodige Sammenstød. Nogle Maaneder senere mødte Rigets Hofmester, Mogens Gøye, der var overmaade populair i Kjøbenhavn, samt nogle Rigsraader og Kongens Sekretair Johan Friis i Staden for at høre Borgernes Klager og Fordringer; ved denne Leilighed tilgav Kongen et Overgreb, der var sket paa Bytinget, idet nogle Borgere med Magt havde taget en Anklaget fra Byfogdens Folk, en Handling, som ialfald viser, at en lovløs Aand begyndte at faa Indpas.

Almuens Had vendte sig først og fremmest mod Munkene, hvis Udskeielser og Lediggang alt længe havde været et yndet Stof for Prædikanterne og Satireskribenterne. Det siges udtrykkelig, at det var Hans Tausens Prædiken, som især bidrog til at lægge Graabrødreklostret og S. Klare Klostret i Kjøbenhavn øde. Af det mærkelige originale danske Skrift fra Reformationstiden "Peder Smed og Adser Bonde" faar man et klart Begreb om Menigmands Opfattelse af Munkevæsenet, der fremstilles som et papistisk Paafund, sigtende til Vellevnet og Dovenskab og udelukkende baseret paa Løgn og Bedrageri. Menigmand maa ikke æde Smør, Kjød eller Flæsk i Fastetiden, men Munkene "have nok baade Sild og Aal, og Smør tilmed i deres Kaal"; de æde saaledes "at Bugen struder", og lægge sig derpaa til at sove, for "at den Bugværk skal forgaa". Om Aftenen æde de Spegelax, drikke sig en Rus og gaa i Seng med deres Kjære, hvilket de kalde "vel fastet". De løbe omkring og trygle fra Bonden alle hans Ting, Korn og Oste, Gaas og Lam; i deres Klostre have de kosteligt udsmykkede Stuer, som hellere burde være et Kongesæde end "en Sti at fede saa fule Skalke udi":


144

"Derfore siger jeg Eder saa,
lader de Munke uden staa.
Have I Noget at bjerge Eder med,
beholder det selv, jeg siger Eder det.
Forlader Eder ikke paa deres Sang,
Eller paa deres lange Kirkegang.
Messer eller hvad det være maa,
ingen Hjælp kunde I deraf faa.
Det hjælper dem Intet, som saadant gjøre,
Jeg raader Eder, om I ville mig høre:
Giver dem Intet, da gjøre I vel,
fordi de ville forraade Eders Sjæl."

Dette Raad blev troligt fulgt, og tilsidst turde Munkene ikke længere gaa omkring i Termin og indsamle Gaver, ja end ikke vise sig paa Gaderne. Da Kilden til deres Velstand med Et stoppede, førte de en Tidlang en kummerlig Tilværelse, indtil de enten fortrak frivilligt eller bleve udjagne med Magt. Midt i Februar skjænkede Kong Frederik Karmeliternes Gaard i Kjøbenhavn, det nuværende Valkendorfs Kollegium, til Knud Gyldenstjerne; saavidt man kan se, stod Gaarden da forladt og tom; dog fik Gyldenstjerne Befaling til at affinde sig i Mindelighed med de muligt tilbageblevne Brødre. Graabrødreklosteret blev ophævet i Dagene mellem den 25de og 30te April; de nærmere Omstændigheder herved kjendes ikke, da den samtidige katholske Krønike om Graabrødrenes Udjagelse af Danmark netop for Kjøbenhavns Vedkommende har en Lakune. Saameget er imidlertid sikkert, at Klostrenes Sekularisation ikke er foregaaet uden Voldsomheder, og at Omvæltningen overhovedet ikke har havt en saa fredelig Charaktér, som man hidtil har været tilbøielig til at tro. I et Dokument udstedt af Broder Hans Bruun, Minister og Øverste over alle Graabrødreklostre i Danmark, Guardianen i Graabrødreklostret i Kjøbenhavn, Broder Bernardinus samt Viceguardianen sammesteds, kan man mellem Linierne læse en forsigtig og undertrykt Klage, et Slags Antydning af, at alvorlige Begivenheder ere gaaede forud for Klostrets Overgivelse. "Efterdi vi - hedder det nemlig i Aktstykket - ere aabenbarlige nødte til for mange svare Sagers Skyld, og menige Mand i Kjøbenhavn ikke vil lide os her for den Leilighed, som nu paafærde er, og vi ere indelukte og ei maa gaa i Termin eller bede om Guds Almisse: for saadanne Sager og andre flere,


145

da have vi alle samdrægteligen forladt (overgivet) ærlige og velfornumstige Mænd, Borgmestre, Raadmænd og menige Borgere i Kjø-bgnhavn alt vort Kloster i sammesteds, og sammeledes hvis Klenodier som der er, paa vor naadige Herre Konges Vegne, som tilforn registreret er." Det vides forresten af andre Kilder, at 8 af Munkene, der "kunde Embede" i.e.: vare duelige som Haandværkere, nedsatte sig som Murmestre, Tømmermænd, Glarmestre, Skrædere og Skomagere, giftede sig og fik Borgerskab i Byen, hvorhos Raadet og Almuen efter Evne støttede dem ved Anskaffelsen af Husgeraad, Værktøi og "Andet, som dennem gjordes Behov at begynde med." I det af Kong Hans og Dronning Christine stiftede S. Klare Kloster forblev Nonnerne foreløbig, indtil den paafølgende Beleiring og Reformationens endelige Seir gjorde Ende paa alt Klostervæsen. Da Lægsøstrene og de saakaldte Terminsøstre, der gik omkring og indsamlede Almisser, allerede i 1531 forlod Klostret, og dettes Indtægt saagodtsom udelukkende bestod af milde Gaver, har Klarissernes Stilling dog neppe været misundelsesværdig; de have sikkert baade kjendt Sult og Kulde. Endelig omdannedes de tre katholske Hospitaler: Hellig aandshuset, S. Jørgens og S. Anne Hospitaler, der havde været formelige Klosterregler undergivne, til en verdslig Stiftelse, der fik Navnet: Almindeligt Hospital, og hermed var faktisk alt Klostervæsen i Staden afskaffet.

Hvad der vistnok i ikke ringe Grad bidrog til, at den reformatoriske Bevægelse udviklede sig med saa rivende Hurtighed i Kjøbenhavn, var den Omstændighed, at Magistraten i sin Midte havde et Medlem, som ikke blot var en ivrig Tilhænger af Luthers Lære og den landflygtige Konge, men tillige var en Mand med en Energi og Hensynsløshed, der ikke gøs tilbage for Voldsomheder. Oprindelig var hverken Borgmestre eller Raad særligt udprægede Venner af den nye Lære; de optraadte ialfald med Besindighed og Maadehold og indsaa fuldtvel Faren ved en pludselig radikal Omvæltning. Deres Bestræbelse gik ud paa at forsone det Gamle med det Nye, mildne og udjevne Modsætningerne og overhovedet bevare deres By for blodige Sammenstød mellem Borgerne. Frederik den Førstes Benaadning af 1526, ved hvilken de menige Borgere fik Ret til selv at keise Borgmestrene (smlgn. S. 124) satte vel Lutheraneren Peder Kempe, en afgjort Tilhænger af Christian den Anden, ind i Raadet, men saalænge han stod alene, formaaede han ikke at sætte


146

Noget igjennem overfor sine besindigere Kolleger. Han var en rig og anset Borger; under Beleiringen af 1523 havde han forstrakt Henrik Gøye med betydelige Summer; hans Navn findes under Kapitulationen, men han var, da han blev Borgmester, allerede en ældre Mand og som saadan neppe tilbøielig til meget vidtgaaende Skridt. Anderledes blev Forholdet, da Lutheraneren Ambrosius Bogbinder i 1529 valgtes til Borgmester. Han var Søn af den landflygtige Konges Opdrager og Ven, Hans Meisenheim Bogbinder, og havde i sin Faders Hus sluttet Venskab for Livet med den Fyrste, hvis Legekammerat han og hans Broder havde været. Efter Faderens Død arvede de to Sønner det stadselige Hus paa Høibrostrædes østre Side, hvor Kong Hans og Christiern den Anden havde tilbragt saa mange Timer (smlgn. S. 84); Ambrosius eiede desuden en Gaard i Kødmangerstræde (Kjøbmagergade). Han stod i stadig Forbindelse med Christiern den Anden, ja havde endog i 1526 aflagt et Besøg hos denne i Lier, saaledes at han i de danske Magthaveres Øine maatte være en mistænkelig Person. Naar han ikkedestomindre kunde blive Raadmand og Borgmester, viser det, at hans Anseelse og Indflydelse var stor. Broderen Hans Bogbinder, der blev den første Bogtrykker i Rusland, tilbragte Størstedelen af sit Liv i Udlandet, hvor han med exempelløs Opoffrelse arbeidede for den landflygtige Konges Sag; hans Virksomhed falder saaledes udenfor Danmarks Grændser. Efter Alt, hvad der oplyses om Ambrosius Bogbinder, var han en lidenskabelig og voldsom Natur, der foretrak skarpe Midler fremfor Krogveie, og hvis hele Aandsretning mindede om Christiern den Andens. Saasnart han var bleven Borgmester, voxede de lutherske Prædikanters Fordringer; de vare nu ikke længere tilfredse med at blive taalte; de vilde, at den katholske Gudstjeneste helt skulde afskaffes, saa at Evangeliet kunde blive eneraadende. Med Bispen i Roskilde, Joachim Rønnow antog Striden en akut Charaktér, da han nægtede Tilladelse til, at en luthersk Præst Hr. Mads maatte prædike i Frue Kirke, og der indtraadte en formelig Krigstilstand mellem Borgerne og den geistlige Herre. Rønnow lagde Krigsfolk udenfor Stadens Porte, og afspærrede al Tilførsel; Borgerne truede og rasede for deres Vedkommende og klagede formodentlig til Kongen. Magistraten afholdt et stormende Møde i denne Anledning, hvor Ambrosius Bogbinder især tog Bladet fra Munden. Han sagde, "at han vidste 300 Borgere paa sin


147

Haand, der vare besvorne med ham", og at de vel nok fik en anden Herre, der vilde hjælpe dem, ifald Kong Frederik ikke vilde, hvorhos han tilføiede, at "han befrygtede, at den Prædikanter skulde mere prædike Kong Christiern til Gode end vor naadige Herre". Disse Yttringer, der ikke vare langt fra at være høiforræderske, gik foreløbig upaatalte hen, men kostede senere Ambrosius hans Stilling. Striden med Bispen blev vistnok foreløbig ordnet ved et Forlig, der bestemte, at Prædikanterne frit kunde benytte Byens Sognekirker undtagen netop Frue Kirke; Joachim Rønnow havde saaledes seiret paa dette Punkt.

Imidlertid blev det Katholikerne klart, at Striden maatte udfægtes paa anden Maade end hidtil, hvis den ikke skulde ende med totalt Nederlag. Ifald det kunde lykkes dem at bevise, at den nye Lære saa langt fra at være Guds rene Ord og Evangelium var Kjætteri, vilde den verdslige Magt ikke kunne nægte sin Bistand til Kjætteriets Undertrykkelse. De begjærede derfor at "komme Prædikanterne til Ords", og Kong Frederik føiede dem heri og stævnede baade dem og deres Modstandere til den Herredag, som den anden Juli traadte sammen i Kjøbenhavn. Her mødte 21 fremragende Prædikanter fra alle Dele af Riget, og sammenfattede under Tausens, Sadolins og Lauridsens Ledelse deres Lære i 43 Artikler, som bleve overrakte Kongen, hvorhos de benyttede Leiligheden til at reise en voldsom Agitation. Der blev prædiket to Gange daglig i Helligaands Hospitals Kirke, og efterhaanden blev Stemningen mod Katholikerne overordentlig ophidset. Disse laa iøvrigt heller ikke paa den lade Side; de havde samlet deres dygtigste Mænd i Staden, deriblandt Poul Helgesen og den tydske Doctor Stagefyhr, som tilligemed nogle andre "fremmede Doctores, Mestere og Munke", var hentet til Undsætning fra Tydskland, skjøndt han ellers er en ganske ubekjendt Person. Kjøbenhavns Borgere synes at have været særlig harmfulde paa de Fremmede; der udkom Smædeviser mod dem, som endog bleve sungne paa Gaderne af Børn; en af dem bærer Titlen: "En Vise om Guds Ords Modstandere og Fjender, som vare forsamlede i den Herredag i Kjøbenhavn og besynderlig om den Doctor, som kaldes Staagefyr". Jørgen Sadolin kalder ham en "Kompan" og siger, at "han gik saa længe og trabede, at Børn kvad Viser om ham"; hans Fæller betegnes ved den kuriøse Benævnelse: "ægyptiske Jordemoderer". "Nei, nei - hedder det -


148

der hører fast Andet til at dømme mellem Sandhed og Kjætteri end have en Prælatis, Mesters eller Doctors Titel og Navn, som er kjøbt for Guld og Penninge, Villie og Venskab i Domkirker i Aristotelis og Sophisteres Skoler". Et Øieblik saa det ud til, at det skulde lykkes Katholikerne at standse den lutherske Prædiken i Staden, thi der blev udstedt et Forbud herimod, men to Dage efter tog Kongen det tilbage, eller som Jørgen Sadolin udtrykker sig: "paa den tredie Dag opstod den Herre Christus vældig og herlig nok med sin Sag igjen", og der blev nu prædiket fire Gange hver Søgnedag og tolv Gange hver Søndag "allevegne i Byen". Følgen heraf viste sig snart. Fra Prædikestolene tordnede de Lutherske mod det Gamles Forsvarere, "provocerede og trassede dem" for at bruge deres egne Udtryk, og snart bleve Forholdene saa alvorlige, at Katholikerne ansaa deres Sikkerhed for truet. Biskopperne erklærede, at de ikke kunde komme til Staden, fordi der var Fare for Opløb og Bulder, idet Almuen, Hofmænd og Ryttere vare "Prædikerne medfallendes", og en af de tilstedeværende tydske Doktorer, der har forfattet en latinsk Gjendrivelse af Lutheranernes Læresætninger, fortæller, at han og hans Staldbrødre ikke vovede at vise sig paa Gaden uden at være ledsagede af en talrig Hob væbnede Folk, som dog ikke formaaede at beskytte dem mod Skjældsord og Trusler, medens de om Natten i Herberget, hvor de boede, kunde høre de Forbigaaende udstøde alle Slags Skjældsord imod dem. I Virkeligheden agtede de Fremmede det for en Lykke, naar deres Modstandere kun brugte Mund, men lode Hænderne hvile. Poul Helgesen kan i den Skibyske Krønike ikke finde Ord stærke nok til at dadle den kirkerøverske Fyrste, den afsindige Adel og Nidingsmændene blandt Borgerne, som opfordrede de lutherske Prædikanter til at rase mod Biskopperne og Prælaterne med deres uforskammede Tunger, som udspyede alle Slags Skjældsord. Han fortæller, hvorledes Pøbelen frydede sig ved at høre Prælaterne betegnede som Ulve, Lejesvende, Tyve, Røvere, Forførere, Forrædere og Sjælemordere og tilføier: "Denne umaadelige Afsindigheds Rasen skulde Fyrsten og Rigets Fornemste aldrig have ladet gaa ustraffet hen, dersom der havde været en Gnist af Undseelse i dem, men fulde af Had, Havesyge og Skamløshed baade taalte og gjorde de, hvad det skulde være."


149

Herredagen skiltes uden Resultat efter at have varet i fire Uger. Det kom ikke til nogen egentlig Religionsdisputats, efterdi man hverken kunde enes om Stridens Form eller om Dommerne. De Evangeliske forlangte, at Processen skulde føres paa Dansk; Katholikerne, som indsaa, at de paa Grund af Almuens Stemning da vilde trække det korteste Straa, holdt ligesaa bestemt paa det latinske Sprog, og Ingen af dem vilde give efter. Den 2den August forlod Kongen Byen; han skal ved denne Leilighed underhaanden have opmuntret Prædikanterne til at blive ved, og gjorde dem tillige den Indrømmelse, at den ovenfor omtalte Hr. Mads maatte prædike paa "nogen særdeles Dage" i Frue Kirke. Under Kongens Mægling kom der en formelig Kontrakt istand herom, som tillige indeholdt Bestemmelser om Pensioner til de katholske Kanniker og Vikarer, som vare blevne berøvede deres Stillinger. Da Katholikerne ikke vilde afstaa Høialtret, og Protestanterne ikke vilde nøies med et af Sidealtrene, blev der indrettet et særligt Alter midt i Kirken for de sidste, og i nogen Tid gik saaledes den evangeliske Gudstjeneste paa Modersmaalet jevnsides med den katholske, der fornemmelig bestod af latinsk Messelæsning. Forresten vare begge Parter lige misfornøiede med Herredagens Udfald, thi Prædikanterne havde haabet at sætte Reformationen igjennem, Prælaterne at undertrykke Kjætteriet, uden at nogen af dem syntes at være kommet Maalet nærmere. Kong Frederik havde ikke villet erklære sig bestemt; han var nødt til at tage Hensyn til de jydske Biskopper, der endnu vare mægtige i Rigsraadet, han turde ikke bryde sin Haandfæstning og maatte holde Aristokratiet samlet om sig paa Grund af den stadigt truende Fare fra den landflygtige Konge; maaské - siger Pal. Müller - begyndte han ogsaa at blive bange for den voldsomme Agitation, han ikke længere kunde styre, og de revolutionaire Kræfter, der selv havde taget sig Magten.

Bevægelsen i Kjøbenhavn lagde sig ikke trods de skete Indrømmelser; snarere syntes den at voxe i Styrke og brede sig i videre Kredse. Prædikanterne vedbleve at angribe de latinske Messer, thi disse vare efterhaanden blevne det Centrum, hvorom Kampen dreiede sig, fordi den katholske Gudstjeneste saa at sige var koncentreret i dem; Sjælemesserne og Vigilierne fremstilledes som Afguderi og aabenbar Gudsbespottelse, og snart kom det saavidt, at de Lutherske aldeles ikke vilde taale, at der holdtes katholsk


150

Messe i Staden. Ophidsede af Hans Tausen og hans Fæller rettedes der den ene Opfordring efter den anden til Magistraten om at afskaffe den katholske Gudstjeneste; Borgerne samledes paa Rodemaalsstevne i hver af Byens Roder og aflagde Ed paa, at de vilde leve og dø ved det hellige Guds Ord og være det gamle Hykleri og det papistiske Regimente imod, hvorpaa de begave sig til Øvrigheden og forlangte, at den skulde aflægge en lignende Ed "saafremt vi skulle være deres lydige Borgere". Magistraten befandt sig her i et vanskeligt Dilemma, thi hvis den rettede sig efter Borgerskabet, vilde det være et aabent Brud med Biskoppen i Roskilde; gav den Borgerne et Afslag, maatte den paa den anden Side befrygte Oprør. I denne Vaande henvendte Borgmestre og Raad sig til Kongen og opfordrede ham til at intervenere imod Katholikerne; vilde han ikke det, maatte de nedlægge deres Værdighed. "Eders Naades kgl. Maj. skal værdes vide" - hedder det bl. A. i Brevet - "at vore Prædikanter prædike og tale dagligen paa de latinske Messer, Sjælemesser og Vigilier, og sige dem at være en ret og aabenbar Gudsbespottelse og Kristi hellige Blods og Døds Foragtelse, af hvilken Prædiken vor Almue opvækkes imod forskrevne Messer, sigendes at de slig Gudsbespottelse og Foragtelse ingenlunde længer lide eller fordrage kunne her udi Eders Majestæts Stad, og dagligen ligge de os paa Halsen, at vi skulle afstille og aflægge saadan Afgudsdyrkelse." Kongen havde lovet at give en skriftlig Bestemmelse om, hvorledes Sagen skulde ordnes, men da dette ikke var sket, udbad Øvrigheden sig nu, at han vilde skrive til Bispen af Roskilde og paalægge denne at sørge for, at "hans Kapitel i Kjøbenhavn holdt op med Messer og Vigilier, saalænge indtil der gjøres en endelig Reformats enten i Keiserdømmet (Tydskland) eller her i Danmark". Skete det ikke, var der Fare for, at Folket vilde skille sig i to Hobe, og der vilde afstedkommes Bulder og Oprør; ligeledes kunde der let ske Overlast mod Kannikerne og Præsterne i Vor Frue Kirke, thi der var "mange Kompaner i Staden, baade Baadsmænd, Fiskere og andre Embedssvende (Haandværksfolk), hvilke vi ikke kunne regjere i denne Handel, thi de ere alle Guds Ord medfældige og den papistiske Handel og Regimente imod". Vilde Biskoppen ikke gaae ind paa, at "Hykleriet" afskaffedes, saa ønskede de, at Kongen vilde indsætte en ny Øvrighed, "thi vi kunne ingenlunde holde Eders Naades


151

kongelige Majestæt en lydig Almue fore, som vi have svoret Eders Majestæt og pligtige ere, den Stund samme Hykleri er ved Magt her i Staden."

Kongen besvarede ikke dette Brev og gjorde Intet for at stille Gjæringen, der truede med at voxe Øvrigheden over Hovedet. Fra Roskilde søgte Poul Helgesen, der havde maattet rømme Staden efter Herredagen, at indvirke paa Stemningen, idet han tilsendte Magistraten et skriftligt Indlæg til Forsvar for Messen under Titlen: "En kort Undervisning om den hellige Messe og hendes Brug imod nogle ny Messedræbere", og opfordrede Hans Tausen til at imødegaa sig, for at det kunde blive aabenbart, at Prædikanternes Lærdomme vare Løgn og Bedrag, ja, han tilbød endog at udkjæmpe Sagen mundtligt, hvis Prædikanterne vovede at møde ham. Hans Tausen blev ikke Svar skyldig, men imødegik Skriftet Punkt for Punkt, og sluttede med et Tilbud om at møde Lektor Poul, hvor han ønskede det, ifald det virkelig var hans rette alvorlige Mening, at han saa gjerne vilde Prædikanterne til Ords. Vilde han komme til Kjøbenhavn, haabede han, at Raadet og Prædikanterne "med gode Raad paa Guds Vegne vilde vel gjøre Almuen saa taalmodig, at han skulde blive ved Fred og Tryghed"; ellers vilde Tausen komme til Roskilde paa lignende Vilkaar. Man ser heraf, at Tausen ikke længere var sikker paa at kunne beherske Stemningen i Kjøbenhavn. Tonen i disse Stridsskrifter, hvoraf iøvrigt kun Tausens er bevaret, (den første Del af det blev dog neppe nogensinde trykt) er ikke fin; begge Parter overvælde hinanden med Skjældsord. Saaledes kalder Lektor Poul sin Modstander: en kaad og hovmodig Tyran, en gantelig vanvittig Daare, en æreløs Skalk, der farer med Løgn, Klafferi, Bagtale, Spot, Skjældsord og Horesprog; Tausen bruger til Gjengjæld Udtryk som: Lektor Drømmer, dit papistiske Kreatur, en Fabels Karl o. lign. Forsoning eller blot fredeligt Samliv var derfor ligesaa umuligt nu som før; et voldsomt Sammenstød var uundgaaeligt. Endelig brød Uveiret løs tredie Juledag 1530. Da Kongen ikke vilde hjælpe, vilde Borgerne vise, at de kunde hjælpe sig selv. En fanatiseret og ophidset Hob, ført af Ambrosius Bogbinder, tre Raadmænd, hvoriblandt en vis Konrad med Øgenavnet "Køkkenfedt", samt Byens fornemste Kjøbmand, Kræmmernes Oldermand Vilhelm Ronge, trængte ind i Frue Kirke, sandsynligvis midt under den høitidelige katholske Messe, nedrev


152

alle Tavler og Billeder, slog og spyttede paa dem, huggede dem itu med Øxer, stormede op i Choret, hvor de væltede Stolene, nedrev Panelværket og "rasede værre mod Sten og Træ end Tyrken mod den sande Troes Bekjendere". "Men hvad Forsmædelse, Forhaanelse og Skjændsels Ord de gav Kanniker, Vikarer og andre fattige Præstemænd lader sig ikke udsige", hedder det i en samtidig Krønike. Høialtret vilde have faaet samme Medfart som den øvrige Kirke, ifald Byfogden ikke var kommen til og havde frelst det; tilsidst mødte Hans Tausen ogsaa og fik Tumulten dæmpet, skjøndt med stor Vanskelighed, i hvilken Anledning Poul Helgesen med Rette bemærker, at det er lettere at ophidse gale Mennesker end berolige dem igjen. Opløbet var forresten paavirket af lignende i Malmø og Lybæk, der havde fundet Sted tidligere paa Aaret

Katholikerne fremstillede Hans Tausen som den intellektuelle Ophavsmand til det raa Udbrud af Fanatisme, ja de paastod, at han Søndagen efter i en Prædiken roste det Skete, men senere, da Stemningen forandredes, fralagde sig alt Ansvar derfor. Det forholder sig dog neppe saa, thi ifald Tausen havde billiget Voldshandlingerne, vilde han ikke ved sin personlige Nærværelse i Frue Kirke have søgt at gjøre Ende paa dem. En anden Sag er det, at hans stadige Udfald i Skrift og Tale mod den katholske Geistlighed vel kan have bidraget til at fremmane en Aand, han selv maatte fordømme. Af Poul Helgesens Omtale af Billedstormen fremgaar det, at den ovenfor omtalte Borgmester Peder Kempe støttede Ambrosius Bogbinder og stod paa hans Side; han siger nemlig, at den afskyelige Gjerning foregik, da Lutheraneren Peder Kempe var Borgmester, som, da han hverken kunde rose sig af ædel Byrd eller særlig Dygtighed eller overordentlig Klogskab, for dog at blive Noget forlangte at ophøies paa Grund af denne skammelige Forbrydelse og mange andre Krænkelser af det Hellige. Da saaledes de to af Stadens fire Borgmestre og enkelte af Raadmændene vare indviklede i Sagen eller sympathiserede med Deltagerne i Opløbet, havde dette ikke videre Følger for disse; dog synes nogle af Almuen, som havde været altfor ivrige til at sønderslaa Helgenbilleder og tale bespotteligt mod Gud og hans Helgene, at være blevne straffede. Endog Ambrosius Bogbinder, som personlig havde ledet Hærværket og derfor maatte synes umulig som Øvrighedsperson, beholdt sit


153

Embede og faldt først et Aars Tid efter, da hans tidligere anførte (smlgn. S. 151) oprørske Udtalelser kom for en Dag.

Men hvis Kjøbenhavns Borgere havde haabet at fremme Reformationen ved det voldsomme Skridt, bleve de alvorligt skuffede; i Virkeligheden indtraadte der en Reaktion, som kom Katholikerne tilgode. Kongen befalede, at Frue Kirke skulde lukkes for al Gudstjeneste, og saaledes henstod den et helt Aar tom og ubenyttet. Da den atter gjenaabnedes med stor Høitidelighed den 15de Novbr. 1531, var det paa Biskop Joachim Rønnows Foranstaltning og med Rigsraadets Samtykke udelukkende for Katholikerne, som Dagen iforveien havdet ladet det af Lutheranerne midt i Kirken opstillede Alter fjerne. Det hedder vel, at Kongen blev forbittret over Biskoppernes og Rigsraadernes egenmægtige Optræden, men ikkedestomindre beholdt Katholikerne Kirken uforstyrret, indtil Grev Christoffers Ankomst tre Aar efter gjorde Ende paa al katholsk Gudsdyrkelse i Kjøbenhavn.

Kirkesagen kom ikke til nogen afgjørende Krise i Frederik den Førstes Levetid. Christiern den Andens sidste Forsøg paa at gjenvinde sine tabte Kroner gav Regjeringens og Folkets Tanker en anden Retning, og de Evangeliskes nære Forhold til den landflygtige Konges Parti maatte gjøre dem mistænkelige i Magthavernes Øine. En stærk Reaktion indtraadte; Tilhængerne af det Gamle eller dog de maadeholdne Elementer fik Overhaand, og Forholdet mellem Kapitlet og Borgerskabet blev nu taalelig godt. Mester Hans Tausen og hans Meningsfæller forbleve vel i Staden og prædikede, men Tiderne førte det med sig, at de maatte optræde med Forsigtighed og »virke i Stilhed, hvor Kampens Larm nylig havde raset, og da Frederik den Første var død, saa det endog et Øieblik ud til, at Katholicismen skulde vinde hele sin gamle Magt tilbage. Paa Herredagen i Kjøbenhavn, der var samlet fra den 8de Juni til den 17de Juli 1533 for at vælge en ny Konge, blev det nemlig vedtaget, at kun Biskopperne kunde beskikke Præster og Prædikanter, og hermed var der med ét Slag gjort Ende paa al den Frihed og Sikkerhed, de Evangeliske havde nydt under den afdøde Konge. Prælaterne nølede intet Øieblik med at drage Fordel af deres Seir. De fremkom med en Klage mod Hans Tausen som den farligste af deres Modstandere; den lød paa, at han i et Skandskrift havde kaldt Bisperne "blodgjerrige Tyranner og stive Knubbe", at han havde


154

brugt "haanlige og hovmodige Ord" mod Biskoppen i Roskilde, Joachim Rønnow, at han var den egentlige Ophavsmand til Billedstormen i Frue Kirke og endelig havde udspredt vrange Meninger om Nadverlæren, og derved gjort sig skyldig i Kjætteri. Flere af disse Punkter kunde, i Tilfælde af at Dommen gik den Anklagede imod, koste ham hans Hals.

Det var den 14de Juli 1533, at Hans Tausen mødte paa Kjøbenhavns Raadhus for at forsvare sig mod disse Anklager. 17 Medlemmer af Rigsraadet, der alle vare Prælaternes Tilhængere, 9 Prælater med Bisp Joachim Rønnow i Spidsen, Kjøbenhavns 4 Borgmestre og 12 Raadmænd, Malmøs 4 Borgmestre og nogle Raadmænd samt endelig Repræsentanter fra det menige Borgerskab, bestaaende af Udvalgte fra hvert Rodemaal, vare tilstede for at afsige Dommen. Skjøndt Anklagen for Kjætteri efter Lovene kun kunde foretages for et geistligt Forum, blev den dog fremdraget her; man vilde sandsynligvis slaa Lutheranerne for Munden, fordi de paa Herredagen i 1530 netop havde fordret, at Menigheden burde have den afgjørende Stemme i kirkelige Sager. Om hvad der foregik paa Raadhuset den Dag, haves kun sparsomme Efterretninger, men Processen synes at være bleven til en formelig Religionsdisputats mellem den Anklagede og hans mangeaarige navnkundige Modstander Poul Helgesen, af hvis Fremstilling man faar det Indtryk, at Tausen havde Vanskelighed ved at klare for sig. Striden dreiede sig navnlig om Nadverlæren, og da Tausen rentud erklærede, at han ikke kunde erkjende Nadveren i den katholske Form for at være det rette Sakrament, var han med det Samme fældet. Dommen lød paa, at han burde straffes efter Loven og staa til Rette efter Kjøbenhavns Stadsret, det vil sige: den var ensbetydende med Dødsstraf; men den var aldrig saasnart bleven afsagt, før den blev formildet ved den retslige Form, der kaldtes "Dannemænds Bøn" (smlgn. S. 47). "For Guds og alle vore kjærlige Bøns Skyld - hedder det i det paagjældende Aktstykke - omdragede og forlode samme værdige Herrer saadan Straf og Pine, som Mester Hans forskyldet havde og med Rette lide og undgjælde skulde." Det var dog en høi Pris, der maatte udredes for denne Benaadning, thi Hans Tausen maatte herefter ikke befatte sig med nogen af Kjøbenhavns Kirker, ei heller holde Prædiken eller Gudstjeneste i dem, han maatte ikke efter denne Dag skrive Bøger eller lade dem prente;


155

han skulde inden en Maaned rømme Stiftet og ikke lade sig finde i Sjælland eller Skaane; kom han til Fyen eller Jylland, maatte han ikke prente, prædike, give sig af med nogen Præstevirksomhed eller trænge sig ind i nogen Kirke imod Bispens Vidende og Villie. Derimod skulde Joachim Rønnow atter annamme og beholde alle Kirkerne i Kjøbenhavn og der indsætte Præster og Prædikanter, "som lære og forkynde det hellige Evangelium og Guds rene Ord, som de ville ansvare og være bekjendte, desligeste administrere Sakramenterne, holde Messe og anden Gudstjeneste, som christeligt og tilbørligt er i alle Maader."

Grunden til, at Hans Tausens Benaadning fulgte umiddelbart efter Domfældelsen, maa vistnok for en Del søges i de luthersksindede Magistraters og de tilkaldte Borgeres Mægling, men fornemmelig i den kjøbenhavnske Borgerstands truende Holdning. Prælaternes Seir paa Herredagen havde allerede vakt et stærkt Røre i Byen, og da Angrebet mod Tausen paafulgte, der truede den tilbedte Førers Liv, og som man kunde forudse vilde blive Indledningen til en almindelig Forfølgelse mod de Evangeliske, besluttede Borgerne, at de ikke vilde finde sig heri. De rustede sig i deres Huse og henvendte sig underhaanden til Lybæks nye Borgmester Jørgen Wullenwewer, Føreren for det seirende lutherske Parti i Lybæk, som netop laa med en tydsk Flaade ved Dragør for at formaa Rigsraadet til at slutte sig til Lybæk i dets Kamp mod Hollænderne. Han havde rimeligvis allerede paa dette Tidspunkt faaet Afslag og var derfor overmaade villig til at give Borgerne en Haandsrækning mod Rigsraadet. I Smaahobe paa ti, tolv Mand bleve de lybske Matroser og Soldater smuglede ind i Staden, og medens Processen førtes paa Raadhuset, holdtes Gammeltorv besat af en larmende og truende Hob, der forlangte, at Tausen ufortøvet skulde sættes paa fri Fod. Forgjæves bleve nogle Medlemmer af Raadet sendte ned for at tale Folket til Rette og sige det, at Hans Tausens Liv ikke var i Fare; forgjæves anvendtes der Formaninger og Trusler; Almuen, der var sig sin Styrke bevidst, erklærede at ville sprænge Raadhusets Døre, ifald dens Fordring ikke blev opfyldt. Opløbet maa have været af temmelig alvorlig Natur, og det forklares herved, at man ikke turde anvende de skarpeste Midler mod den Anklagede. "Var der krummet et Haar paa hans Hoved - siger et Øienvidne - da var ikke En kommen levende derfra, thi hvorledes


156

den menige Mand hilsede Rigsraaderne, især Biskopperne og deres Munke, da de gik fra Raadhuset, det har jeg set med mine egne Øine og hørt med mine egne Øren." Da Tausen endelig viste sig paa Torvet, feiler det ikke, at han blev modtagen med Jubel; derimod vare de Hilsener, Rigsraadet og Prælaterne fik, da de gik hjem gjennem den oprørske Skare, af ganske anden Art. Man lod sig ikke engang nøie med Hujen og Skjældsord, men syntes at ville anvende Vold; ialfald vilde Biskop Joachim Rønnow neppe være undgaaet Mishandling, hvis Hans Tausen ikke havde ledsaget ham hjem til Bispegaardens Port, og derved beskyttet ham imod sine egne Meningsfællers misforstaaede Iver.

Efter Dommens Afsigelse begav Hans Tausen sig til Bistrupgaard ved Roskilde. I sit berømte Digt om Sandheds Landflygtighed, skriver han selv:

"Thi maatte Sandhed om Midnatstid
Fra Kjøbstedmænd undvige,
Fordi de lagde derpaa stor Flid,
At de vilde hende besvige.
Saa gik hun sig til Bondens Gaard
Og agted at blive der nogen Aar,
At Løgnen hende ikke skulde finde,

men denne Landflygtighed skulde dog ikke blive af lang Varighed. Ved "Dannemænds Bøn" var der blevet opnaaet en Formildelse af Dommen; det laa nær at forsøge at bevare Hans Tausen for Kjøbenhavn ved at anvende det samme Middel endnu engang. Kjøbenhavns gamle Velynder og Borgernes fuldtro Ven, Mogens Gøye, Erik Banner, Mogens Gyldenstjerne, den senere Statholder paa Kjøbenhavns Slot, flere andre Adelsmænd samt Magistraten i Kjøbenhavn henvendte sig til Bisp Joachim Rønnow den 15de August, efterat Mogens Gøye Dagen iforveien var gaaet i Kaution for, at Tausen skulde prædike Guds Ord "uden al Skjænds Ord og Tale paa Biskopper, Prælater eller nogen Anden ydermere eller videre, end den hellige Skrift indeholder og medgiver". Bispen tillod da atter Hans Tausen at prædike i Kjøbenhavn "for Guds Skyld og ærlig og velbyrdig Mands og strenge Ridder, Hr. Mogens Gøyes, sammeledes Borgmestres, Raads og Menigheds i Kjøbenhavn kjærlige Bøn og Begjæring". I et Revers forpligtede Hans Tausen sig endelig til at være Biskop Rønnow hørig og lydig og vide Hans


157

Naades og Kirkens Gavn og Bedste af yderste Magt og Formue samt at tilkjendegive Bispen, om han fik noget Anslag at vide mod ham eller hans Geistlighed". Saaledes gik det til, at Dommen, kun en Maaned efter at den var fældet, blev omstyrtet og traadt under Fødder - Hans Tausen var atter Præst i Kjøbenhavn og kunde fortsætte sin Virksomhed i Evangeliets Tjeneste som tidligere; Sandheden var atter kommen af Fængsel.

Fra dette Tidspunkt indtil Reformationens endelige Gjennemførelse høres der kun liden Tale om den religiøse Bevægelse i Kjøbenhavn; den drukner i Kampbulderet. Staden blev snart underkastet en af de haardeste Beleiringer, der nogensinde har været kjendt, og skjøndt Evangeliet uden Tvivl var de Ulykkeliges Trøster i Hungersnøden og Elendigheden, høres dets Stemme kun svagt. Hans Tausen vedblev at være Præst i Kjøbenhavn under hele denne Periode; med Hustru og Børn delte han Borgernes Lidelser og Sorger, men han er ikke længere Bevægelsens Fører. Den blev udkjæmpet af andre Mænd og paa andre Steder, indtil et kongeligt Magtsprog overhuggede Knuden efter Kjøbenhavns Fald.

Dommedag

Dommedag. Kalkmaleri fra Reformationstiden.
Efter en Tegning i Oldnordisk Museum.



<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn jun 12 12:12:12 CEST 2005
Publiceret: søn jun 12 12:12:09 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top