eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn
    - kap. IV

Kbhvn., Thiele, 1887

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.

Ændringer i forhold til originalen: Som et tillæg til webudgaven, findes seglene på illustrationen side 130 også forstørret. Klik på seglet for at se forstørrelsen. Klik på forstørrelsen for at returnere.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Christiern den
Anden og Frederik
den Første

Christiern den Anden og Frederik den Første. Efter et Tapet i Oldnordisk Museum.


FJERDE KAPITEL.

Beleiringen af 1523 og Frederik den Første.

_____

S


amme Dag, Christiern den Anden forlod Kjøbenhavn, for ni Aar efter at gjense det som Fange, sad Frederik den Første paa Gottorp Slot og tilskrev "os elskelige Borgmestre, Raad, Borgere og menige Almue udi Kjøbenhavn". Denne Byes Besiddelse maatte være ham af største vigtighed thi saalænge den forblev Christiern tro, var den nye Herskers Stilling farefuld og usikker; fra Udlandet kunde den fordrevne Konge vende tilbage og her finde et fast Udgangspunkt for sine Foretagender, og det var ikke Frederik ubekjendt, at Stemningen paa Sjælland og i Landsbyerne Øst for Sundet var helt forskjellig fra den, der havde raadet hos Jyderne. Han underrettede derfor Kjøbenhavns Indbyggere om, at Jylland og Fyen havde opsagt Kong Christiern Huldskab, Mandskab og tro Tjeneste, at Biskoppen i Roskilde, Abbeden i Sorø og Prioren i Antvorskov havde fulgt dette Exempel, og at han nu med det Første agtede sig til Sjælland med et "mærkeligt" Tal Folk for at frelse Kjøbenhavns Indbyggere og menige Sjællandsfarer ud af den svare Plage og tyranniske Vold.

[109]

110

Han lovede at "skikke sig imod dem som en christen Fyrste og naadig Herre bør at gjøre", og holde "deres Lov, Skjæl, Ret, Privilegier, Friheder og gode gamle Sædvaner", ligesom han vilde "aflægge al ny Told, Sise, Forbud og andre slige Besværinger." Sluttelig befalede han dem at bemande deres By imod Kong Christiern og ufortøvet at sende en Borgmester, en Raadmand og to eller tre af Byens Borgere med Fuldmagt til at underhandle og sværge Huldskab og Mandskab. I modsat Fald vilde han, den udvalgte Konge, se sig nødsaget til at straffe Borgerne paa Liv, Gaard, Gods og Ejendom, hvilket han "ganske nødig gjøre vilde." Befalingsmanden i Kjøbenhavn, Henrik Gøye, og Lensmanden paa Korsør Slot, Hans Krafse, fik Breve af lignende Indhold. Den sidste lod sig overtale, men den første afviste med Bestemthed alle de Fristelser, for hvilke han var udsat. Man tilbød ham Penge, og da dette ikke frugtede, berøvede man ham alle hans Eiendomme i Sjælland, ja man gik saa vidt, at man søgte at bevæge hans Fæstemø til at hæve Forbindelsen med ham. Men han forblev tro; han svarede kort og godt, at den fordrevne Konge havde udnævnt ham til Statholder, og Kjøbenhavns Borgere lod ligeledes Frederik den Første vide, at de vare i Kong Christierns Ed, og at deres Stad holdtes besat af hans Folk.

Der var altsaa ingen anden Udvei tilbage end Magt. Den 31te Mai satte Kong Frederiks Hær ca. 6000 Mand over Store Belt, støttet af en lybsk Flaade, og gik iland ved Korsør, hvor Høvedsmanden Hans Krafse strax overgav det befæstede Slot. Exemplet smittede, og snart var Stege, Krogen ved Indløbet til Øresund, Kallundborg, Vordingborg, Aalholm paa Laaland, Nykjøbing paa Falster og Helsingborg i Skaane i den nye Herres Magt. Henrik Gøye havde først havt isinde at modsætte sig Landgangen, men hans Tropper nægtede at kjæmpe mod den overlegne Fjende i aaben Mark, hvorfor han maatte gaa tilbage til Kjøbenhavn. Den 9de Juni ved Solopgang blev Byen indesluttet af 4000 Knægte og 1800 Ryttere fra Landsiden, medens en lybsk Flaade paa 23 mindre og større Skibe lagde sig udenfor Havnen. Tropperne opsloge deres Qvartér paa Serridslev Mark for at holde Byens Nord- og Østside besat; for at afspærre Vestsiden anlagdes en Skandse ved Valby. Besætningen i Kjøbenhavn beløb sig neppe til mere end et Par Tusind Mand og nogle hundrede Ryttere, hvortil dog kommer


111

Borgerne, der kunde stille en ret anseelig Styrke, og sikkert oggaa vare villige til at slaaes.

Beleiringen varede i over syv Maaneder, og Kong Christiern havde saaledes Intet at bebreide Kjøbenhavns Borgere; thi havde han holdt sit Løfte om at komme dem til Undsætning saa vel, som de holdt deres, vilde maaské Kampen om Danmarks Krone have faaet et andet Udfald. Til store for det endelige Resultat afgjørende Styrkeprøver kom det ingensinde. Kong Frederik indskrænkede sig til at holde Staden indesluttet i Haab om at tvinge den til Overgivelse ved Hungersnød, men Blokaden blev ikke overholdt strengt, og Kjøbenhavns Forsvarere skaffede sig uophørligt Levnetsmidler ad Søveien. Man byggede lange Rorsbaade og Jagter med talrige Aarer, der smuttede ud og ind igjennem den lybske Flaade, og mange af de Skibe, som skulde bringe Proviant til Leiren, bleve opsnappede, ja Forbindelsen med Malmø, hvor Jørgen Kok og den skaanske Adelsmand Niels Hack kommanderede, blev vedligeholdt i længere Tid. Hertil kom, at de sjællandske Bønder vare alt Andet end gunstigt stemte mod Kong Frederiks Tropper, fordi disse ikke betalte, hvad der blev dem leveret, og det kom endog til blodige Skjærmydsler mellem Bønderne og Krigsfolket. Dette sidste var desuden stedse misfornøiet, fordi dets Lønning udbetaltes meget uregelmæssigt eller slet ikke.

Under disse Omstændigheder vare de Beleirede ved godt Mod, og imødesaa med Tillidsfuldhed den Tid, da Kong Christiern vilde vende tilbage i Spidsen for en Hær, støttet af sine mægtige Slægtninge i Udlandet. Fæstningsværkerne om Byen vare blevne forstærkede; man havde opført høie Jordskandser med Skydeskaar paa de mest udsatte Steder af Volden, og disse saakaldte "Katte" indgjød Fjenden betydelig Respekt, naar han nærmede sig Staden for meget og forsøgte at sætte sig fast paa den flade Mark mellem Peblingesøen og Byen. Paa dette Terrain leveredes der nemlig hyppigt Smaafægtninger, resultatløse, men undertiden blodige. Det fortælles saaledes, at Besætningen i Staden i en af disse Kampe efterlod 100 Døde paa Valpladsen. Det var her, at den senere saa navnkundige Peder Skram, der stod i Kong Frederiks Tjeneste, blev haardt saaret i Haanden og Armen; en anden Gang fortælles det, at en Soldat paa Volden fik Hjertet udskudt, saaledes at det kun hang ved en Sene, men Hjertet var "saa stort som et Oxehjerte".


112

De fire Maaneder, den yderste Termin Kong Christiern selv havde sat for Undsætningen, forløb uden nogen kjendelig Forværrelse i Stadens Stilling, og Rygtet om Christierns Rustninger i Udlandet kunde kun opmuntre Borgerne til at holde ud. Et Forsøg, Lybækkerne gjorde paa at spærre Indløbet til Havnen ved at nedsænke fire store Skibe, mislykkedes fuldstændigt; de bleve tagne af de Beleirede og bugserede ind i Havnen, hvor man opbevarede dem for engang i Fremtiden at kunne gjøre Gjengjæld og sænke dem i Lybæks Havn. Streiftogene paa Søen vedvarede derfor uforstyrret, saaledes at man endog fratog Lybækkerne 60 Skuder ladede med Proviant. Samtidige Beretninger skildre næsten Tilstanden som fornøielig; man havde ført Kanoner op i Frue Kirketaarn og kunde herfra række ud i Leiren, man havde tydsk Øl og Rhinskvin i Overflod, som var bleven frataget Lybækkerne, man støbte Kanoner og møntede Penge, paa Amager jagede man Harer, og fra Malmø kunde man spørge Nyt og erfare den landflygtige Konges Hensigter. Ikke engang paa Landsiden var Afspærringen fuldstændig; sjællandske Bønder slap jævnligt ind i Byen, bragte Oplysninger om Fjendens Stilling og meldte, at Almuen snart vilde reise sig og falde den fjendtlige Leir i Ryggen. Borgernes Dristighed gik saa vidt, at de ligesom paa Trods drev deres Kvæg ud af Portene og lod det græsse paa Grønningen ved Stadsgraven, fra Voldene lød der Haansord og Smædeviser ned til Holstenerne, og disse viste ingen Lyst til at modtage de direkte Udfordringer, der rettedes til dem om at vove en afgjørende Kamp under Byens Mure.

Beleiringen trak i Langdrag, og Kong Frederik tænkte henad Efteraaret paa, om det ikke vilde være rigtigst at forsøge en Storm. I Slutningen af August fremkom der et Overslag over de Tropper og Hjælpemidler, som vilde udkræves hertil, men Planen maa være stødt paa Vanskeligheder, thi den blev aldrig udført. I selve Overslaget forudsættes iøvrigt den Mulighed, at man ikke kunde skaffe det nødvendige Troppeantal, 7000 Mand, eller at Stormen mislykkedes; der er da, hedder det, ingen anden Udvei end at slaa Vinterleir udenfor Kjøbenhavn, forøge Rytteriets Styrke, opføre Jordhuse og Skandser og gjøre Grave om Leiren for at sikkre sig selv mod Overfald. Dette maa være sket, thi Byens Overgivelse fandt først Sted i Januar næste Aar.


113

Frederik den Førstes Stilling var paa dette Tidspunkt alt Andet end gunstig. De gyldne Forhaabninger, hvormed man havde hilst hans Tronbestigelse, vare blegnede; en dyb Misfornøielse havde grebet Befolkningen, og i mange Landsdele var Stemningen truende. Geistligheden var forbittret over hans Sympathi for Lutheranerne, Rigsraadet over hans evige Pengefordringer, Adelen over hans Indblanding i Forholdet mellem dem og deres Bønder, medens Almuen bestandig saa hen til Christiern den Anden som Befrieren. Det er betegnende, at en Mand som Poul Helgesen, denne bittre og lidenskabelige Modstander af den landflygtige Konge, i Slutningen af Septbr. kunde skrive: "Tingenes Gang begynde at mishage mig, ja jeg fortryder den Del, jeg har taget deri; thi Regjeringsforandringen, af hvilken mange ventede en hel Gjenopreisning af vore forfaldne Sager, er aldeles ikke falden ud efter mit Ønske; tvertimod synes der nu at opstaa langt større Forvirring, flere Uroligheder og større Ulykker end før." Hermed sigter Brevskriveren til den oprørske Aand i Sjælland, som tvang Johan Rantzau til at udsende Rytterskarer fra Leiren og kue Bønderne med Magt.

I samme Maaned forlod Frederik den Første Hovedqvarteret i Serridslev og ilede til Holsten, thi Faren for et Indfald af Christiern den Anden syntes overhængende. Kommandoen for Kjøbenhavn blev overdragen til Johan Rantzau, den Mand, som mest af Alle bidrog til at sætte Kronen paa den holstenske Hertugs Hoved, og hvis hele Liv var en Række af store Krigsbedrifter. Han var dengang en ung Mand paa 31 Aar, men endnu som Olding var hans Mod, Energi og Feltherreblik usvækket. Pal. Müller siger om ham, at han var en Slesvigholstener af den ældre Skole, og skildrer hans politiske Trosbekjendelse i følgende korte Træk: "Den stolte Adelsmand vilde ikke vide af demokratiske Rørelser hos Borgere og Bønder; han vilde Slesvigs og Holstens Enhed, men ogsaa deres Forbindelse med Kongeriget; Delingen af Hertugdømmerne var ham imod; sit Fyrstehus (i.e.: Hertug Frederiks Hus) vilde han hæve til den høieste Magt. Der er ingen Grund til at tvivle om, at Initiativet til Hertugens Politik udgik fra Johan Rantzau."

Udenfor Kjøbenhavn havde Feltherren ondt ved at holde Beleiringshæren sammen. Knægtene fik ikke deres Sold og truede med at desertere over til Fjenden, og efter at Kongen havde gjort et mislykket Forsøg paa at laane Penge af Lybæk, maatte han give


114

Leirens Befalingsmænd det Raad, at tvinge Folk til at give, hvad de havde, og tage, hvor der var Noget at faa. En saadan Krigs-

Johan
Rantzau som Olding

Johan Rantzau som Olding. (Efter Dom. Custos).

førelse skulde ikke bidrage til at mildne Krigens Ulykker eller stemme Bøndernes Sind for det nye Regimente, men Johan Rantzau


115

Johan Rantzaus Sværd

Johan Rantzaus Sværd. (En
Oxetunge.) Originalen i
Oldnordisk Museum.

havde ingen anden Udvei, hvis Sagen skulde føres til en heldig Afslutning. Misfornøielsen var saa stor, at han maatte sende den ene Fænnike Landsknægte bort fra Leiren til Næstved, inden Betalingsdagen kom, for "at være sikker paa sin Hals", og han tilskrev Kongen og fraraadede ham at komme til Hovedqvarteret, efterdi der ufeilbarligt vilde opstaa Mytteri, hvis han kom uden at have de fornødne Pengemidler med. I Kjøbenhavn havde Henrik Gøye iøvrigt de samme Vanskeligheder at bekjæmpe. Der var ingen Mangel paa Levnetsmidler, men de fire Maaneders Sold, Christiern den Anden havde efterladt ved sin Afreise, var opbrugt; Borgerne, som en Tidlang havde forstrakt Feltherren med Pengelaan, kunde ikke udrede mere, og Henrik Gøye maatte da holde Soldaterne i Aande ved gyldne Løfter og personlige Forskrivninger. En endnu større Fare end Pengemangelen havde Johan Rantzau dog at bekjæmpe, da Kong Frederik viste Lyst til at hæve Beleiringen og samle alle disponible Tropper i Holsten, for at dække denne Landsdel mod det truende Angreb af den landflygtige Konge. Denne Plan faldt dog bort af sig selv, da Christierns Hær i Begyndelsen af Oktober opløstes, fordi den ikke fik de stipulerede Pengesummer udbetalt, og Kong Frederik kunde nu atter trække Veiret friere.

Imidlertid kom der Undsætning til Kjøbenhavn. Den landflygtige Konge havde under sit Ophold i Nederlandene fundet Udveie til at udruste fire af sine bedste Skibe tilligemed en Jagt, som skulde bringe den beleirede By Proviant for et Par Maaneder samt Ammunition og Krudt. Den lille Flaade forlod Zeeland den 20de Septbr. under Anførsel af Admiral Tik Giseler, den Samme,


116

der havde ført Kongen fra Kjøbenhavn, krydsede i nogen Tid under Norges sydlige Kyster, hvor den opsnappede adskillige tydske Handelsskibe, der kom fra Bergen, og stod ind i Sundet i den første Uge af November. Den lybske Flaade, der laa for Kjøbenhavn, blev greben af Skæk, skjøndt den af Overløbere havde faaet at vide, at Skibene ikke havde Krigsfolk, men kun en dobbelt Besætning af Matroser ombord, og belavede sig paa at forlade Rheden. Forgjæves opfordrede Johan Rantzau, Rigshovmesteren Mogens Gøye og Grev Johan af Hoya den til at blive, lovede at forsyne den med Krigsfolk i den forestaaende Kamp og erstatte den mulige Skade; Lybækkerne svarede, at de ikke turde udsætte sig for at miste Skibene, som for største Delen tilhørte Kjøbmænd i Lybæk, og drog bort den næste Morgen "slemmeligen og skammeligen - siger Hvitfeldt - med hele deres Flaade." Følgen blev, at Kong Christierns Skibe den 10de Novbr., uden at støde paa Modstand, lagde sig ind i Havnen paa deres gamle Plads ved Bremerholm, efter at have sendt nogle Skud ind i den fjendtlige Leir under Forbiseilingen. Vel havde Lybækkerne atter sænket to større Fartøier i Dybet udenfor Indløbet og afbrændt deres Overdel, for at de ikke skulde ses, men Strømmen havde lagt dem saaledes, at de ikke spærrede den fri Seilads. Det følger af sig selv, at der herskede den største Glæde i Byen over den uventede Hjælp. Der affyredes Salver fra Voldene, Glædesblus flammede i Gaderne, og fra Frue Kirkes Spir udhængtes brændende Begkrandse, som kunde ses ude i Leiren.

Glæden varede imidlertid kun kort. Den Undsætning, de fire Skibe havde bragt, var for ringe til at kunne udøve nogen Indflydelse paa Stadens Skjæbne, og Henrik Gøye, der kjendte Udfaldet af Christiern den Andens Forsøg paa at føre en Hær ind i Holsten, indsaa, at al videre Modstand vilde være overflødig. Han kunde forudse, at Kong Frederik snart vilde lægge sig for Staden med en overlegen Stridsmagt og foretage en Storm, og det vilde derfor være klogere itide at opnaa en hæderlig Kapitulation end spilde Blod og Penge paa frugtesløse Anstrengelser. Allerede Dagen før Admiral Tile Giselers Ankomst, havde han indledet hemmelige Underhandlinger om Overgivelse med Johan Rantzau og sin Broder Rigshovmesteren Mogens Gøye, og to Dage efter mødte Udsendinge fra Leiren ved Byens Port med hvide Stave i Hænderne for officielt at opfordre til Overgivelse. De bleve førte ind i Byen til


117

Degnegaarden paa Hjørnet af Fiolstræde og Kannikestræde, hvor Henrik Gøye personlig forhandlede med dem. Først og fremmest forlangte Statholderen at sende Bud til Kong Christiern eller hans Dronning for at underrette dem om Sagernes Stilling; kom der da ikke Undsætning inden Jul, skulde baade Kjøbenhavn og Malmø overgives paa visse nærmere Betingelser. Stor Tvist voldte de nylig indkomne Krigsskibe, thi Henrik Gøye forlangte at raade frit over dem, medens Kong Frederik, der ikke eiede et eneste Orlogsskib, naturligvis lagde stor Vægt paa at komme i Besiddelse af dem. Striden blev, efter hvad Allen oplyser, ordnet ved en hemmelig Traktat, ifølge hvilken Henrik Gøye, som under Beleiringen var kommen i den største Pengeforlegenhed, solgte Skibene til Kong Frederik for 6000 Gylden; dog skulde de for et Syns Skyld blive liggende i Havnen i to Aar, og det skulde hedde, at Henrik Gøye havde Ret til at føre dem bort, naar han vilde, og hvorhen han vilde. Paa denne Maade søgte Statholderen at dække sig overfor den landflygtige Konge og Kjøbenhavns Borgere, der vilde have betragtet Udleveringen af Skibene som Forræderi.

Paa et Møde i Roskilde den 26de Novbr. afsluttedes en foreløbig Overenskomst og Vaabenstilstand til den anden Januar. "Det skal - hedder det i Aktstykket - stande udi en felig Dag og god Bestand paa begge Sider, og den ene skal ei arge ind paa den anden udi nogen Maade tillands og tilvands, fra denne Dag og til anden Nytaarsdag næstkommende." En Misforstaaelse var dog paa Nippet til at omstøde Vaabenstilstanden. Henrik Gøye havde stævnet nogle Borgere fra Malmø til Kjøbenhavn for at overveie Situationen med dem, men da de gik iland ved St. Anna Bro (en Landgangsbro, der laa ud i Søen omtrent ved Begyndelsen af nuværende St. Anna Plads), bleve de fangne og førte til Leiren. Henrik Gøye betragtede denne Adfærd som et Brud paa Vaabenstilstanden og forlangte ufortøvet de Fangnes Frigivelse; i modsat Fald, skrev han til Grev Johan af Hoya og Rigsraadet, der laa i Serridslev, "da trøster jeg ikke heller og mindre at kunne holde den Del, jeg Eder tilsagt haver." Man sendte den fortørnede Statholder en Undskyldningsskrivelse og gav Fangerne fri.

Alt afhang nu af, om Christiern den Anden kunde skaffe den omtalte Undsætning inden anden Juledag, thi ellers maatte Byen overgive sig. Trods alle den landflygtige Konges Anstren-


118

gelser viste det sig imidlertid umuligt; Alt, hvad der skete, var, at en Udsending fra Christiern, Jørgen Stegentin, i Slutningen af November ankom til Kjøbenhavn, og paa Kongens Vegne lovede Hjælp til Paaske eller senest fjorten Dage efter Paaske. En saadan fjern Udsigt kunde dog ikke forandre Stillingen, og den 23de Dcbr. sluttedes derfor den endelige Dagtingning i Roskilde. Paa de Beleiredes Vegne besegledes Akten af Henrik Gøye som Statholder, en Snes tydske Officerer og nogle faa danske Adelsmænd, endvidere af Borgmester Jens Brolægger (hvis Fader Per Brolægger gav Brolæggerstræde Navn), Raadmændene Peder Kempe og Hans Dankordsen, samt af Borgmester Jørgen Kok i Malmø og to Raadmænd sammesteds. Hovedpunkterne i Overenskomsten vare: Vaabenstilstanden forlænges til Helligtrekongers Dag (6te Januar), paa hvilken Dag Kjøbenhavn og Malmø, skulle overgives til Rigsraadet, med mindre de forinden faa Undsætning; samme Dag skal Besætningen drage til Kjøge og videre over Rødby ud af Riget med krigersk Ære og opreiste Faner. Alle Fanger frigives paa begge Sider; det grove Skyts, som før har tilhørt Kronen, skal forblive derved; dog tillades det Henrik Gøye at medtage den mindste Skarpmetse, den franske Kartove og tre Feltslanger med tilhørende Jernkugler. Saalænge Vaabenhvilen varer, skal Kjøbenhavns Besætning blive ved Byen og indenfor Skandsen. Henrik Gøye skal have frit Leide for sig og sine Tilhængere i to Aar inden- og udenfor Riget, dog at han i den Tid ikke maa feide paa Danmark og Hertugdømmerne. Alle Overløbere fra Leiren til Byen skulle tilgives, og overhovedet fastsættes fuldstændig Straffrihed for Alle undtagen for Sigbrit og Hans Mikkelsen. "Item - siges der - hvad som sket er med Tog tillands eller -vands, med Slag eller Brand eller nogen anden Del, hvad det helst er eller nævnes kan, siden denne Feide begyndtes, skal være paa alle Sider en fuldkommen aftalen Sag for Fødte og Ufødte, og skal aldrig derpaa arges eller tales med Haand eller Mund eller med nogen Rettergang, aandelig eller verdslig, efter denne Dag i nogen Maade." Kjøbenhavn skal forblive i ukrænket Besiddelse af alle de Friheder, Privilegier, Skraaer og Forseglinger, det har faaet af fremfarne Herrer og Konger; Havnen og Fæstningsværkerne skulle forblive ved Magt, men al ny Told, Sise og anden Besværing, der ikke skriver sig fra Arilds Tid, skal ophæves. Det Skyts, Byen selv har støbt, kjøbt


119

og bekostet, maa det beholde, og Borgerne maa herefter bruge deres Handel, Seilads og Kjøbmandskab, Øster og Vester, Sønder og Nord, hvor dem bedst tykkes. Al indgaaet Gjæld mellem Borgerne indbyrdes eller med Andre skal staa ved Magt, men det loves Indbyggerne, at de kun skulle beskattes med den aarlige rette Byskat, at de maa beholde deres Jorder og Eiendomme, baade inden- og udenbys, medens de dog skulle udlevere, hvad Kong Christiern har taget fra Kirken og Ridderskabet med Vold og Uret. Kun i yderste Nødsfald skulle de besværes med Indqvartering af fremmede Krigsfolk, og Kong Frederiks Tropper maa endog ved Overgivelsen kun marchere gjennem Byen, ind af den ene Port og ud af den anden, saa at ingen Soldat forbliver Natten over indenfor Murene undtagen de, der høre til Prinds Christians og de danske Rigsraaders personlige Tjeneste. Endvidere indførtes den tidligere (S. 101) omtalte Bestemmelse, at de danske Bønder, som forhen boede paa Amager, atter skulde have deres Gaarde, og Hollænderne forvises ud af Riget. Nogle enkelte Personer, som maa have været særligt kompromitterede, nævnes ogsaa i Dagtingningen. Af denne for Borgerne saa fordelagtige Overenskomst faar man i det Hele det Indtryk, at Kjøbenhavn var en Magt, der maatte respekteres, og at Staden selv nu ydmyget og beseiret, som den var, fra Frederik den Førstes Standpunkt var store Offre værd.

Overgivelsen fandt Sted efter Bestemmelsen paa den angivne Dag, og Rigshovmester Mogens Gøye, en almindelig anset og agtet Mand, modtog paa Kongens Vegne Insignierne paa den øverste Myndighed af Borgerskabet. Prinds Christian, der opholdt sig ved Hæren, tog rimeligvis Ophold paa Slottet, og Henrik Gøye forlod Staden med sine Tropper, men kom iøvrigt først 7 Uger efter over til Heiligenhafen i Holsten. Medens Kjøbenhavn selv gik temmelig uskadt ud af denne Beleiring, var Omegnen bleven frygtelig hærget af Krigsfolket; i hele Birket saavelsom paa Amager vare alle Gaarde afbrændte, ødelagte og forladte; kun tre Landsbyer vare endnu til, men i den ynkeligste Tilstand.

Kong Frederik ankom i de sidste Dage af Mai til Kjøbenhavn; Luder Reventlows Spaadom var gaaet i Opfyldelse. Den evige Pengeforlegenhed, hvori han befandt sig, gav sig et kuriøst Udslag ved, at han strax skaffede sig et Pengelaan af Byen; der reistes ingen Vanskeligheder derved, thi det maatte naturligvis være Bor-


120

gerne om at gjøre at vinde den nye Herskers Velvillie og Yndest. I Juni aabnedes den betydningsfulde Rigsdag, som skulde ordne de forvirrede Forhold efter Omvæltningen, skabe Betryggelse for de Farer, Fremtiden kunde bringe, sætte Finantserne paa Fode, tilveiebringe et venskabeligt Forhold til Udlandet, gjenoptage den ved Christierns Flugt afbrudte Forbindelse med Nederlandene og endelig belønne Hansestæderne for de Tjenester, de havde gjort den nye Konge. En stor Forsamling var atter tilstede indenfor Stadens Mure: hele Rigsraadet, Udsendinge fra de sex vendiske Stæder Lybæk, Hamborg, Rostok, Stralsund, Wismar og Lyneborg, en Del af den danske Adel, nogle Borgmestre, Raadmænd og Borgere fra hver af Rigets Kjøbstæder og desuden fire Bønder fra hvert Herred i det østlige Danmark. Senere mødte endvidere Fuldmægtige fra Holland, Frisland og Brabant.

Den for Kjøbenhavn saavelsom for Landets øvrige Kjøbstæder vigtigste Beslutning, som toges her, var det Frihedsbrev, som Kongen med Rigsraadets Samtykke udstedte i September til Hansestæderne. Alt, hvad Kong Christiern havde gjort for at bryde det fordærvelige Handelsaag, blev nu med et Pennestrøg ophævet, Alt, hvad Hansestæderne tidligere havde fordret og søgt at opnaa ved List eller Magt, ved tomme Paaskud eller Fortolkningskunster, blev dem nu frivilligt indrømmet; deres Forrettigheder bleve ikke blot stadfæstede, men endog forøgede og udvidede. Den danske Handelsstand skulde atter være ufri og afhængig, Fremmede skulde atter sidde til Høibords, medens de Indfødte maatte tære Smulerne. Det var en høi Pris, Frederik den Første betalte Lybækkerne for deres Hjælp; han forpligtede end ikke blot sig selv, men ogsaa sine Efterfølgere til aldrig at tilstaa andre Fremmede eller Rigets Undersaatter Breve og Friheder, som kunde skade de nævnte Stæders Rettigheder. De tydske Kjøbmænd skulde beholde deres Kompagni i Kjøbenhavn; der tilstedes dem Dommermagt paa "Feddene", de maatte handle hele Aaret rundt direkte med Bisper, Prælater, Adel og Borgere, drive Smaahandel, kjøbe i smaa Partier, kort sagt, netop gjøre Alt det, der var mest trykkende for Landets egen Handelsstand. Begivenhederne førte imidlertid med sig, at disse Privilegier ikke forbleve af lang Varighed. Det fortjener ogsaa at fremhæves, at Rigsraadet ved denne Leilighed indgik en Forening, hvori det forpligtede sig til af yderste Magt at "modarbeide og straffe det aaben-


121

bare Kjætteri, som de forløbne Munke, Morten Luther og hans Disciple prædike, skrive og lære", og det skjøndt Frederik den Første i sin Haandfæstnings anden Artikel havde lovet at straffe enhver Kjætter, Luthers Disciple og Andre, paa deres Liv og Gods. Man vidste nemlig, at Kongen som Hertug i Holsten og Slesvig ikke havde modsat sig Reformationens Udbredelse, og at hans Søn, Prinds Christian, saavelsom hans Feltherre Johan Rantzau endog vare den lutherske Lære hengivne. Efter at Kongen var bleven kronet den 7de August 1524 i Frue Kirke, med de sædvanlige Høitideligheder og det paafølgende Ridderslag, sluttedes Rigsdagen. Dronning Sophia kronedes først det næste Aar under en Herredag i Kjøbenhavn.

Den Følelse af Uvillie og gjensidig Mistillid, der herskede mellem den nye Konge og Kjøbenhavns Borgere, fortog sig hurtigt, ialfald hos Mængden, hvis politiske Overbevisning sjelden er stærk, og hvis let bevægelige Sind snart glemte Fortiden og følte sig hendragen til en Hersker, som ved enhver Leilighed lagde et venligt Sindelag for Dagen, og paa mange Maader søgte at vinde Befolkningen. Kongen undlod vel ikke at træffe den naturlige Forsigtigtighedsregel, at forstærke Befæstningen om Kjøbenhavns Slot ved Volde og Grave, for at kunne holde dette vigtige Punkt, hvis Noget skulde hænde, thi Christiern den Anden truede bestandig fra Udlandet og havde et stærkt Parti i Byen, men paa den anden Side lagde han Vind paa at paavirke Stemningen ved en sjelden Overbærenhed og Mildhed, ved betydelige materielle Gaver, der enten skjænkedes Byen i Almindelighed eller enkelte særligt begunstigede Borgere, og ved i det Hele at stille sig paa Befolkningens Side. Allerede i September 1524 fik han Leilighed til at lægge sit Sindelag for Dagen. Der var opstaaet en Trætte mellem Geistligheden og Borgerskabet, om hvorledes man skulde forholde sig med Bygninger, som Borgerne opførte paa Grunde, der tilhørte Kollegialkapitlet eller Kirkerne. Sandsynligvis forlangte Fæsterne, at de af dem opførte Bygninger skulde være deres Privateiendom, medens Kirken gjorde en modsat Anskuelse gjældende. Sagen kom for Kongen og Rigsraadet paa Kjøbenhavns Slot og endte med et Forlig, som afgjort var i Borgernes Favør, idet Livsfæstet forandredes til Arvefæste, saaledes at Enhver, der byggede "et Stenhus paa to Loft ud til Algaden eller idetmindste et mærkeligt Hus af Bindingsværk med


122

Stentag" paa Kirkens Grund, skulde for sig, Hustru, ægte Børn og Arvinger have Frihed til at sælge og pantsætte Bygningen, de havde opført, til en bosiddende Borger, dog med Kapitlets Samtykke. At Geistligheden viste sig eftergivende ved denne Leilighed, ligger uden Tvivl i Tidsomstændighederne; den følte, at et Uveir nærmede sig, og at der itide maatte handles for at afværge det. Naar det saaledes i det nævnte Forlig hedder, at det ikke maa formenes Nogen at skjænke sin Bygning til Kirken, er det klart, at en vis Modstand mod saadanne Gaver allerede maa have vist sig, og der lægges ikke mindste Skjul paa, hvad det egentlig er, Kirken forlanger til Gjengjæld for sin Indrømmelse, naar det i de nye Fæstebreves Begyndelse siges: "paa det Borgmestre, Raad og menige Almue her i Byen ville og skulle herefter være den hellige Kirke og hendes Personer des villigere og staa i Villie, Venskab og godt Naboskab med dennem, og af deres yderste Magt afværge og modstaa Luthers Kjætteri og Vildfarelse." At Borgerne kunde gaa ind paa en saadan Kontrakt, viser, at de paa dette Tidspunkt i det Hele maa have været uberørte af den nye Lære; senere - bemærker Rørdam - have de vistnok ofte fortrudt det, thi det blev da opstillet som afgjørende Hovedbetingelse for at faa nogen Geistligheden tilhørende Gaard eller Grund i Fæste: at afværge og modstaa Luthers Kjætteri og Vildfarelse.

Byen skulde dog snart modtage større og mere direkte Beviser paa Kongens Yndest og Bevaagenhed. Under Beleiringen var Serridslev By bleven fuldstændig ødelagt, Gaardene vare nedbrændte eller ruinerede, Bønderne flyttede bort, og Markerne henlaa udyrkede og øde. En Part af Jorderne tilhørte Kapitlet i Roskilde, en anden Kronen. Da Kongen havde befalet, at Stadens Fæstningsværker skulde forbedres, dels ved at opkaste en sexten Alen bred Jordvold indenfor de gamle Mure, dels ved at uddybe Gravene og skaffe dem et forøget Tilløb af Vand, medførte dette ikke blot betydelige Udgifter for Borgerne, men direkte Tab ved at deres Oredrift eller Fælled oversvømmedes ved de nyanlagte Dæmninger, som regulerede Vandtilførslen til Fæstningsgravene. Sandsynligvis er den nuværende St. Jørgenssø bleven dannet ved denne Leilighed, thi den var tidligere en sid Eng med et Vandløb igjennem; ved Opstemningen af Vandet maa den dog være bleven betydeligt større end nu, efterdi de nuværende kunstige Diger skylde en langt senere Tid deres Til-


123

blivelse. Under disse Omstændigheder klagede Borgerne over, at den bedste Part af deres Græsgange var bleven dem berøvet, og Magistraten henvendte sig da til Eierne af Serridslev Mark, nemlig Kongen og Biskoppen i Roskilde, om at faa den ødelagte Landsbyes Jorder til evindelig Eie til Oredrift og Græsgang, "paa det at man des ydermere og bedre kunde befæste og fastgjøre" Kjøbenhavn. Man forhandlede først med Biskoppen og indgav derpaa en Ansøgning til Kongen, i hvis Slutning man gav denne et afgjørende Bevis paa Loyalitet ved at sende ham Kopier af de Breve, der vare blevne vexlede mellem Borgerskabet og Christiern den Andens tro Mand og Forkjæmper Søren Norby. Denne Helt, som Pal. Müller med Rette sammenligner med Tordenskjold, førte nemlig Christiern den Andens Sag paa egen Haand; han havde bemægtiget sig Landskrone og opfordrede nu Kjøbenhavns Borgere til at støtte sig med Raad og Daad. Han kunde ikke have henvendt sig til dem paa noget ubeleiligere Tidspunkt; Forhandlingerne om Serridslev Mark vare i fuld Gang, de materielle Interesser, der stode paa Spil, forbød enhver Tanke om Oprør og nye Kampe. Søren Norby fik et kort og skarpt Afslag. "Hr. Søren - hedder det heri - I skulle ei formærke Eder Andet af os, end som den ene Uven og aabenbare Fjende formoder sig af den anden, som er Pil og Lod, som Uvenner og Fjender pleie at dele med hverandre, efter vor yderste Magt og Formue, som I forskyldet haver af stormægtigste, høibaarne Fyrste, Konning Frederik, vor allerkjæreste naadige Herre, værdige Fædre, strænge ædelig Riddere og gode Mænd, Danmarks Riges Raad og af os fattige Undersaatter." Denne Skrivelse maatte gjøre et behageligt Indtryk paa Frederik den Første og frembragte ogsaa den forønskede Virkning. Den 27de August 1525 overdrog Kongen sin Part af Serridslev Mark til Byen mod en aarlig Afgift, fri Græsning for Slottets Kvæg paa Fælleden samt Ret til at tilkjøbe sig det grove Skyts, som Henrik Gøye ved Kapitulationen havde forbeholdt sig, men som var blevet pantsat til Borgerne. Den anden Part erhvervede Borgerne af Roskilde Bispestol for en Sum Penge. Saaledes gik det til, at Kjøbenhavns Grund den Dag idag har en saa betydelig Udstrækning mod Nord og Øst.

Allerede i September 1524 havde Kongen overladt Staden Rosbæk Mølle ved Rørsøens Udløb i Stranden for et Tidsrum af ti Aar uden Afgift "til Hjælp for Befæstningen"; i Juni 1526 gav


124

han Magistraten Brev paa Vandmøllen, der laa paa den Plads, som nu hedder Vandkunsten, og efter hvilken den sydlige Deel af Raadhusstræde til den nyeste Tid kaldtes "Vandmøllestræde." Magistraten drev selv Møllenæringen mod at betale Kongen en aarlig Afgift, som dog bortfaldt, da den en Maanedstid efter overlod ham 1/2 Læst Krudt. I August samme Aar mødte Borgmestre og Raad for Kongen og klagede over, at deres Medborgere, de tydske Kjøbmænd, "som bygge og bo og ere gifte her i Byen, og have her deres Husfrue og Børn", holdt sig adskilte fra de danske Borgere og havde deres eget Kompagni, uafhængigt af Byens Øvrighed. De tydske Oldermænd fremlagde et nu ubekjendt Brev, hvori Kongens Fader, Christiern den Første, havde tilladt dem at holde Kompagniet og ind- og afsætte Oldermænd, men Magistraten fremkom med to senere Breve fra samme Konge, ved hvilke Kompagniet hævedes. Kongen fældte tilsidst den Dom, at alle tydske Kjøbmænd, som vare Borgere i Kjøbenhavn, skulde være Medlemmer af danske Kompagni, hvorimod ugifte tydske Kjøbmænd gjerne kunde blive i det tydske Kompagni, dog at Kongen forbeholdt sig Ret til at forøge eller formindske deres Privilegier. Det feiler ikke, at denne Kjendelse har været meget velkommen for Handelsstanden i Kjøbenhavn, og da det er sidste Gang, det tydske Kompagni omtales som bestaaende, maa man antage, at det snart er gaaet ind. Endelig satte Kongen Kronen paa sine Benaadninger ved i November 1526 at bestemme Borgmestrenes Antal til 4 og Raadmændenes til 12 og give de menige Borgere Ret til at keise Borgmestrene, som dog skulde aflægge Troskabsed til Kongen. Herved fik Staden den frieste Byforfatning, som overhovedet var set, en Forandring, der iøvrigt snart viste sig at være overilet og ubetimelig. Saalænge Frederik den Første levede, gik vel Alt godt, thi det lykkedes kun Modstanderne af det nye Regimente at faa en eneste afgjort Tilhænger af den landflygtige Konge nemlig Ambrosius Bogbinder, valgt til Borgmester, men senere, da Folkebevægelsen antog en voldsom Charaktér og den religiøse Omvæltning satte Lidenskaberne i Bevægelse, kom Christiern den Andens Parti netop ved den nye kommunale Selvstyrelse atter til Magten og bragte nye Ulykker og Katastropher over Byen.

Disse Naadesbevisninger, der vare saa talrige og fulgte saa hurtigt paa hverandre, ere et tydeligt Bevis paa, hvor megen Vægt


125

Kongen lagde paa at vinde de menige Borgere for sig i Landets største og indflydelsesrigeste By. De kunde heller ikke Andet end paavirke Stemningen til Gunst for den holstenske Hertug, selv om der gaves Mænd, som indsaa, at de snarere skyldtes klog politisk Beregning end et varmt Hjerte for Stadens Opkomst og Velfærd. I de første Aar var Forholdet mellem Kong Frederik og Borgerne derfor ogsaa godt; det ses endog, at det danske Kompagni, det nuværende kgl. danske Skydeselskab, gjorde en Fest for ham og hans Dronning samt endel Herrer og Fruer, ved hvilken Leilighed der uden Tvivl skødes til Papegøien. Den landflygtige Konges Tilhængere holdt sig for Øieblikket rolige; thi ogsaa de havde Grund til at være den nye Konge taknemmelige.

I Dagtingningen af 1523 havde Kongen, som alt anført, lovet fuldstændig Forglemmelse af det Skete, eller som man nutildags vilde sige: almindelig Amnesti med Udelukkelse af kun to Personer, Hans Mikkelsen og Sigbrit. Dette Løfte blev fuldtud holdt. Vel vare Kjøbenhavns Borgere i Sommeren 1524 Vidne til en politisk Forbryders Henrettelse paa Gammeltorv, nemlig den skaanske Adelsmand Niels Hack, der havde deltaget i Malmøs Forsvar og en Tidlang havde holdt sig skjult i et Kloster, og langt senere, i 1529, henrettedes Adelsmanden Niels Brahe sammesteds, der havde deltaget i Søren Norbys Felttog i Skaane, og som blev fangen, da han forklædt vovede sig hjem for at besøge sin Hustru, men ingen af disse Mænd hørte til Borgerstanden, og deres Domfældelse og Død vedkom ikke Kjøbenhavns Indbyggere, uden forsaavidt disse derved kom til at nyde et Skuespil, der altid udøvede stor Tiltrækning paa Datidens Mennesker. Ingen kjøbenhavnsk Borger led Overlast efter Thronskiftet; tvertimod vistes der usædvanlig Mildhed mod politiske Forseelser. Ikke faa af de Mænd, der havde ledsaget Kong Christiern i Landflygtigheden og spillet en fremragende Rolle under Beleiringen, vendte hjem, og deres Fortid var dem ikke til Hinder paa deres videre Løbebane eller berøvede dem Kongens Tillid. Blandt disse maa fremhæves Kong Christierns Admiral Tile Giseler, der havde ført Flaaden til Nederlandene, og fremfor Alt Albert v. Goch, en af Stadens driftigste og dygtigste Kjøbmænd, der havde været Borgmester, og som alt forhen meddelt deltog i Handelsmødet i Stokholm i 1520, da Planen til det store nordiske


126

Handelsselskab lagdes. I Kong Hanses Tid boede han paa Østergade og flyttede senere hen i Købmannegade (Vimmelskaftet); de nuværende Klareboder bare Navn efter ham og kaldtes "Albert van Gochs Boder", vistnok fordi han eiede hele Gadens Nordside. Han stod den landflygtige Konge nær, forstrakte ham med Penge og forlod som sagt Danmark sammen med ham. Umiddelbart efter Beleiringen vendte han tilbage, og skjøndt han ikke mere kom ind i Raadet, vandt han dog snart Kong Frederiks Yndest, saaledes at han fritoges for Told og Accise, ja endog udnævnedes til Tolder paa Falsterbo, en Stilling, han beklædte til sin Død i 1533. Han oplevede saaledes at se Kong Christiern som Fange. Under Reformationsbevægelsen i Kjøbenhavn optraadte han mæglende mellem de to religiøse Partier; thi som saamange Andre af hans Samtidige kunde han anerkjende det Berettigede i den nye Lære, uden at han derfor vilde bryde med den gamle. Saaledes gik det til, at han intervenerede til Fordel for Hans Tausen, da denne var bleven kastet i Fængsel, og dog bevarede et intimt og venskabeligt Forhold til den udmærkede og ansete Biskop Lage Urne i Roskilde, som først opløstes ved den Sidstes Død.

I Dagtingningen af 23de Decbr. 1523 nævnes nogle kjøbenhavnske Borgere, der maa antages at have givet den nye Hersker særlig Grund til Misfornøielse, efterdi der paa Forhaand sikkres dem Benaadning fremfor alle Andre. En af disse er Thomas Herold, med Tilnavnet Sjælland (thi Herolderne bare Navn efter det Landskab, hvis Vaaben de førte), der allerede havde staaet i Kong Hanses Tjeneste og under ham var bleven brugt i forskjellige Sendelser til Skotland, England og Frankrig. Christiern den Anden benyttede ham i sine sidste Regjeringsaar som Agent i Skotland. Ved Overgivelsen bestemtes det, at han skulde blive ved de Forleninger, han havde af Kronen, og at der ikke skulde ske ham Hinder eller Forfang paa hans Gods eller Gaarde i Roskilde og Kjøbenhavn. Dette Løfte blev ikke blot holdt, men Frederik den Første gav ham Livsbrev paa St. Jørgens Hospital udenfor Roskilde, i hvilken By han iøvrigt døde faa Aar efter. Hans Enke, der synes at have havt Smag for Herolder, giftede sig igjen med Herolden Franciscus de Medina Hispanier, imod hvem Kongen ogsaa viste megen Naade, Christiern den Andens Kanonstøber Fadder Bøssestøber lovedes der ligeledes ved Overgivelsen ukrænket Besiddelse af hans Eiendomme


127

og hans Løn som hidtil; Kong Frederik skjænkede ham endydermere Livsbrev paa Nybygaard mod en aarlig Afgift.

Holdt Kongen saaledes sine Løfter til Christiern den Andens erklærede Tilhængere og gjorde Alt for at vinde dem, var han ikke mindre mild imod de Borgere, som paa en eller anden Maade forsaa sig imod ham og ikke kunde finde sig tilrette i den nye Tingenes Orden. Han var klog nok til at se igjennem Fingre med Smaating og forstod fuldt vel, at der kunde udrettes mere ved Lempe end ved Magt. Overhovedet var Frederik den Førstes kloge beregnende Politik vel skikket til at gjøre et stærkt Indtryk paa Mængden og forbause den; man saa ham naa frem til Maalet, uden at hans Spor betegnedes ved Blod, og en Sammenligning mellem ham og den landflygtige Konge maatte alene af denne Grund blive til Skade for den sidste. Det kan anses for temmelig sikkert, at der har fundet forskjellige Bevægelser Sted i Kjøbenhavn imod den nye Ordning, men det er ikke muligt at komme efter deres egentlige Natur eller Omfang. En anset Borger Hans Myling maa i 1527 have gjort sig skyldig i en politisk Kapitalforbrydelse, thi det ses af et kongeligt Brev, at Frederik den Første paa Magistratens mundtlige Forbøn gav ham "hans Hals kvit for det Fald, (Forseelse), som han var falden til Kongen for", med den Tilføielse, at "Magistraten i Fremtiden skulde have godt Tilsyn udi deres By, at saadanne Stykker ikke herefter sker". Det vides dog, at Hans Myling to Aar iforveien stod i Forbindelse med Søren Norby. En mere dunkel Hentydning bruges i en Sag, der berørte en af Kjøbenhavns Borgmestre, en høit anset Mand ved Navn Niels Stemp saa føleligt, at hans hele Velfærd uden Tvivl tog Skade derved. Det siges nemlig kun, at "han havde en Forsømmelse mod Hans Naade", men det fremgaar af Straffen og dens Følger, at denne Forsømmelse maa have været af meget alvorlig Natur, saameget mere som Forholdet mellem Kongen og denne Mand tidligere havde været særlig varmt. Efter Kjøbenhavns Overgivelse var Niels Stemp bleven vundet af Frederik den Første ved en betydelig Gave; Kongen skjænkede ham nemlig al Kronens Rettighed i den Gaard, han beboede; thi den var bleven inddragen som tilhørende den bekjendte Borgmester i Malmø, Bibeloversætteren Hans Mikkelsen, "der rømte bort med vor og Rigets Fjende, Kong Christiern den Sidste". Fra dette Tidspunkt hører man kun om det venskabelige


128

Forhold mellem den rige Kjøbmand og den nye Konge; Niels Stemp laante Frederik den Første Penge under kritiske Forhold, naar Landsknægtene truede med Mytteri eller Kong Christierns Foretagender i Udlandet nødvendiggjorde overordentlige Forsvarsforanstaltninger, og modtog til Gjengjæld store Beviser paa Kongens Huldskab og Naade, som f. Ex. Toldfrihed i Sjælland og Skaane for sit eget Gods, ja, Kongen lovede ham endog paa Forhaand under en Retstrætte med hans Kolleger i Raadet, at han ikke skulde lide noget Tab, ifald Dommen gik ham imod. Endnu i 1528 var Niels Stemp virksom for Gjennemførelsen af en ny Ordning af Stadens Hospitalsvæsen, eller, som Poul Helgesen udtrykker sig i sit Skrift om de rette Fattiges Underhold, han vilde "fordre og fremme de fattige, usle, arme og mislige Mennesker samt hjælpe og forløse dem af deres usigelige, ubegribelige og svære Pine, Uselhed og Modgang", men den 10de Juli faldt han pludselig i Unaade. Den Gaard, som Kongen havde skjænket ham til evindelig Eie, blev ham fratagen og givet til Johan Rantzau; han blev udstødt af Raadet, hans Eiendomme konfiskerede og han selv kastet i Fængsel, Altsammen for "den Forsømmelse, han havde havt mod Hans Naade". Der kan neppe være Tvivl om, at Niels Stemp har indladt sig i hemmelig Forbindelse med den landflygtige Konge, og at dette er blevet opdaget, skjøndt det ikke siges udtrykkelig nogetsteds. Kong Frederik, der gjentagne Gange skulde gjøre den Erfaring, at de Venner, der erhverves ved Gaver, ikke ere paalidelige, synes en Tid at have vaklet med Hensyn til den Straf, der burde ramme den afsatte Borgmester. Rimeligvis blev han oprindelig dømt til Landsforvisning; derpaa toges han til Naade igjen og fik sine Eiendomme tilbage, dog med Forbud om ikke i Fremtiden at opslaa sin Bopæl i Kjøbenhavn, Malmø eller Helsingør, de tre Punkter, hvor han vilde være mest farlig, men denne Benaadning hævedes paany, skjøndt Rigshovmesteren Mogens Gøye havde lovet Kjøbenhavns Borgere at virke for den Anklagede hos Kongen. Først da otte Borgere i Roskilde i Juli 1530 gik i Kaution for Niels Stemp, fik han Lov til at blive i (denne By, men det fastsattes udtrykkelig, at hvis han nogensinde "skulde arge eller arge lade imod Kongen, Rigens Raad, Adelen eller Indbyggerne i Danmark og Norge og besynderlig Borgmestre, Raad og menige Almue i Kjøbenhavn enten ved Ord eller Gjerninger, Handel eller skriftlig, hemmelig eller


129

aabenbarlig i nogen Maade", skulde Kautionisterne være pligtige til at føre ham ind til Kjøbenhavns Slot, og da "skulde alle hans Sager være aabne", det vil sige; han skulde atter sættes under Tiltale for det Skete og lide Dom derfor. Niels Stemp blev fra nu af boende i Roskilde og maa som Kjøbmand have lidt betydelige Tab derved. Under Grevens Feide gav Christopher af Oldenborg ham atter den konfiskerede Gaard i Kjøbenhavn tilbage, hvori der ligger en Antydning af, at han havde mistet den ved sin Forbindelse med Kong Christiern, men han opslog ikke mere sin Bopæl i Kjøbenhavn, og spillede overhovedet ikke mere nogen politisk Rolle.

Paa omstaaende Side findes samlet endel Segl, nogle af de sparsomme Minder, der den Dag idag ere bevarede fra de bevægede Aar i Kjøbenhavns Historie 1523-1536, eller fra Christiern den Andens Flugt til Reformationens Indførelse. Henrik Gøye, Byens tappre Forsvarer under Beleiringen 1523, saavelsom Kjøbmanden Albert v. Goch ere ovenfor omtalte, - den sidste katholske Biskop i Roskilde, Joachim Rønnow, den lidenskabelige Ambrosius Bogbinder, den kjøbenhavnske Borgmester Peder Kempe, og den malmøske Jørgen Kok, der alle deltoge i de paafølgende Begivenheder som Hovedledere, ville senere blive berørte, hver paa sit Sted.

Frederik den Førstes Stilling havde under hele hans Regjering været vanskelig og usikker. Han følte sig som Fremmed i det Land, hvis Krone han bar; fra Udlandet truedes han bestandig af den landflygtige Konge, hvem Borger- og Bondestanden ikke kunde glemme, og for hvis Skyld forskjellige Landskaber gjentagne Gange havde reist sig, Rigsraadet og Adelen vilde ikke bringe Staten de nødvendige Offre, saaledes at Kongen endog i Mai 1525 truede med at nedlægge Regjeringen, paa Gulland og i Skaane sad Søren Norby som en evig Fare, og til den lutherske Bevægelse turde og kunde Kongen ikke slutte sig fuldtud, fordi Forbundet med Geistligheden var ham en Nødvendighed for at holde Kong Christierns Parti Stangen. Imidlertid bleve dog Kongens Udsigter lysere, da Søren Norby i Septbr. 1525 maatte falde til Føie og sværge Kong Frederik Troskabsed. Den tappre Søhelt havde nemlig i Marts gjort Landgang i Skaane, hvor hele Bondestanden ufortøvet sluttede sig til ham, men hans Forsøg paa at drage Kjøbenhavn og Malmø over til sig strandede, det første Sted, som vi have set, (S. 123)


130

fordi Magistraten forhandlede med Kong Frederik om Erhvervelsen af Serridslev Mark, det sidste, fordi Malmøs Borgmester Jørgen Kok fandt det klogest og fordelagtigst at slutte sig til dem, der

Segl

Joachim Rønnows segl Ambrosius Bogbinders segl Jens Koks segl Kjøbenhavns segl 1526 Peder Kempes segl Henrik Gøyes segl Albert v. Gochs segl

havde Magten. Det feiler ikke, at hele denne Kamp blev fulgt med den mest levende Bevægelse i Kjøbenhavn. Man erfarede her, at Kong Ghristiern havde sendt tvende Orlogsskibe op under Norges Kyster for at opbringe de hanseatiske Skibe, der gik til og fra


131

Bergen, under Anførsel af Kanniken fra Ribe, Lambert Andersen og Klaus Kniphof. Snart bleve disse to Mænd en Skræk for Hanseaterne, deres Ry fløi vidt om Lande, og Kjøbenhavns Borgere vare dobbelt stolte ved at mindes, at Klaus Kniphoff var deres Bysbarn, Søn af en Klædekræmmer paa Østergade. Der gik Rygter om, at en stor Flaade vilde følge efter og stævne ind i Øresund for at række Søren Norby Haanden; man hørte, hvorledes Adelens Borge i Skaane gik op i Luer og læste hemmeligt Christiern den Andens Proklamation, hvori han mindede sine Undersaatter om, at hans eneste Brøde var at have taget den menige Mands Parti mod Adelens og Prælaternes Vold og Overgreb og opfordrede dem til at slutte sig til ham itide. Men denne Gang, som altid, naar Sagerne toge en kritisk Vending for Frederik den Første, gjorde Johan Rantzau Udslaget. Med en lille Hær mødte han den 20de April udenfor Kjøbenhavns Porte for at marchere gjennem Staden og indskibe sig til Malmø. Han maatte her døie den Haan, at Borgerskabet nægtede Gjennemmarchen som stridende mod Stadens Privilegier og Kapitulationen af 1523, hvori det hed: "Item skulle de herefter ei blive besværede med fremmed Krigsfolk at holde, som de hidtil været har, uden saa er at Riget ligger der des større Magt paa". Noget egentlig Fjendtligt kan der under de daværende Forhold ikke have ligget til Grund for denne Holdning; snarere frygtede man for at slippe de tøilesløse og raa tydske Landsknægte ind i Staden, hvilket ogsaa fremgaaer af, at man tilsidst indvilligede i at lade dem passere i "Roder", saaledes at der ikke paa engang var flere indenfor Murene, end Borgerskabet selv i fornødent Fald kunde holde i Tømme. Saasnart Johan Rantzau kom over til Skaane, fik Sagen en anden Vending. Det aabne Land blev kuet med Magt, Søren Norby blev indesluttet i Landskrone og saa sig nødt til at indgaae paa en iøvrigt gunstig Kapitulation, ved hvilken han blev Frederik den Førstes "Mand, Tjener og Høvedsmand paa vort Slot Sølvitsborg".

Denne vigtige Seir fik iøvrigt et høist eiendommeligt og for Kong Frederik ubehageligt Efterspil, der foregik et Par Maaneder efter (i Septbr. 1525) paa Kjøbenhavns Rhed. Der var blevet udrustet fire, fem store Skibe, som skulde overføre Tropper til Gulland og tage denne Ø og Visborg, som Lybækkerne beleirede, i Besiddelse. Disse Skibe vare netop de samme, som Christiern den Anden i


132

Novbr. 1523 havde sendt det beleirede Kjøbenhavn til Undsætning, og som Henrik Gøye ved en temmelig tvetydig Transaktion havde overladt Kong Frederik. Anføreren for Flaaden hed Skipper Klement; Hvitfeldt kalder ham "Kong Frederiks Under-Admiral". Han var en dristig og eventyrlig Natur, den landflygtige Konge varmt hengiven og besluttede at foretage et overraskende Koup. Støttet af en Del af Mandskabet og Landsknægtene, bemægtigede han sig, Natten før Flaaden skulde afseile, to af de bedste Søskibe: "Peter van Hull" og "den sorte Jagt", forsynede dem rigeligt med Proviant og Ammunition, sønderhuggede Toug og Takkel paa de andre Fartøier for at undgaa al Forfølgelse og stak i Søen aabenbart i den Hensigt at forene sig med Klaus Kniphof, som han antog maatte ligge under Norge. I Sundet tog Klement en Jagt, der havde Dronning Sophias Smykker og Juveler ombord, men Tabet af selve Skibene var dog det Føleligste for Kong Frederik, thi han havde ikke andre. Oppe under Norges Kyst erfarede Klement snart, at det var gaaet Kniphof ilde. Ved Greetsiel, en lille Havn et Par Mile fra Embden, var han nemlig bleven overrumplet af sine Dødsfjender Hamborgerne, og efter en blodig Kamp tagen tilfange og henrettet den 30te Oktober som "Sørøver og Søtyv", skjøndt han selvfølgelig efter almindelig Krigsbrug ikke var det. Med ham henrettedes 75 af hans Staldbrødre, og imellem disse har der uden Tvivl været mange Kjøbenhavnere, af hvilke idetmindste én, Henrik Snare, kjendes ved Navn. Det er let at forestille sig, hvilket Indtryk Efterretningen herom har gjort i Kjøbenhavn, thi Klaus Kniphofs Bedrifter vare paa Alles Læber, og hans Fødeby var stolt af ham. Hans Moder, der havde giftet sig anden Gang med den berømte Borgmester i Malmø, Jørgen Kok, sendte Stedfaderen til Hamborg med en betydelig Sum Penge for at løskjøbe ham, men han kom for silde, og Pengene bleve anvendte til en Stiftelse for Fattige i Malmø. Man har den Dag idag fem tydske Viser bevarede, som beskjæftige sig med Kniphofs tragiske Endeligt; de vise, at selv hans Fjender nærede Deltagelse og Sympathi for den kjække varmblodige Søkriger. Han skildres i disse som en ung smuk Mand, der maatte lade sit Liv, fordi han blev sin svorne Herre tro. Under disse Omstændigheder kunde Skipper Klement Intet udrette af Betydning, men indskrænkede sig til Kaperier i Nordsøen. Under Grevens Feide kom han atter til at spille en


133

stor Rolle som Fører for Christiern den Andens Parti under Bondeoprøret i Jylland.

Det følgende Aar (1526) bragte Kong Frederik Ro for Søren Norby, der - som Pal. Müller bemærker - naturligvis ikke kunde sætte sig hen med Hænderne i Skjødet og læse Krøniker. Man indsaa, at han var en permanent Fare for Nordens Fred og alt det Bestaaende og besluttede at knuse ham. En forenet dansk-lybsk Flaade overvældede ham i Østersøen den 24de August; selv slap han bort paa et hurtigseilende Skib, men hans videre Skjæbne vedkommer ikke Danmark eller Kjøbenhavn.

Ved Norbys Fald blev Kong Frederiks Stilling fastere end nogensinde før. Faren for Kong Christiern syntes langt borte og ringe, og skjøndt Voldarbeiderne ved Kjøbenhavn ikke forsømtes, og man endog søgte at omdanne Kjøbenhavns Slot til en Fæstning i Fæstningen, aabenbart for at holde Borgerne i Ave, ifald deres gamle Kjærlighed atter skulde vaagne, var der foreløbig ingen Grund til alvorlig Bekymring. Derfor fik Kjøbenhavn dog ikke Ro; thi netop i disse Aar antog Reformationsbevægelsen en uventet voldsom og lidenskabelig Charaktér. Enkelthederne i denne Kamp ville blive skildrede i det paafølgende Kapitel; her skal kun omtales Kong Christierns sidste personlige Forsøg paa at gjenerhverve sin Throne, forsaavidt det vedkommer eller berører Kjøbenhavn.

I Sommeren 1531 fik Frederik den Første Vished for, at den landflygtige Konge havde taget en Hær af Landsknægte i sin Tjeneste. Med feberagtig Iver fremskyndedes Befæstningsarbejderne om Kjøbenhavn, og Magistraten maatte endog laane Kalentelagets (et geistligt Gildes) Sølvboller, udsmykkede Krus, Skaaler o. l., ialt 241 Lod Sølv, for dermed at dække Omkostningerne. I Raadets Kvittering for disse Klenodier hedder det, at Sølvet skal bruges "udi vor store Nød og Trang til Kjøbenhavns Stads mærkelige store Nytte og Behov, som hannem i denne Tid paahænger". Samtidig bleve de mistænkelige Medlemmer af Raadet, deriblandt Ambrosius Bogbinder, udstødte, og det evangeliske Parti, der i det Hele havde set hen til den landflygtige Konge som Befrieren, faldt i afgjort Unaade. Kongen var selv ilet til Gottorp, skjøndt der var sammenkaldt en Herredag i Kjøbenhavn, thi han ventede et Angreb paa Holsten. Senere, da det viste sig, at Christiern havde samlet en stor Flaade, hvoraf man kunde slutte, at Angrebet gjaldt Øresund,


134

vandt Kongen Lybæks Bistand og sendte indtrængende Breve til Rigsraadet og Kjøbenhavns Indbyggere om at "befæste, forsørge og forsvare Staden paa det allerbedste", da det var sandsynligt, at Christiern vilde anfalde Kjøbenhavn og Malmø med "en vældig Storm". De danske Skibe skulde ufortøvet udrustes for at forene sig med de lybske; fortrøstede man sig ikke til at angribe Kong Christiern, skulde Lybækkerne landsættes i Kjøbenhavn for at forstærke Befæstningen, modtages paa det Bedste, og overhovedet behandles som Venner.

Sagerne havde et yderst kritisk Udseende. Den 24de Oktober 1531 gik den landflygtige Konge under Seil fra Medemblik med en stolt Flaade af 25 Orlogs- og Transportskibe, mindst 7000 Landsknægte og en Del Rytteri. Stemningen i Kjøbenhavn var paa hans Side; man har endnu et Brev til Kong Frederik, hvori det siges, at "der er Skalkhed blandt Borgerne", og at Staden var slet provianteret og forsynet. Da ramtes Christiern den Anden, om hvem det med Rette kan siges, at Ulykken forblev ham tro indtil det Sidste, af en Storm, der adsplittede hans Flaade; mange af hans Skibe med Artilleriet forgik, hans Krigskasse tabtes, og ca. 1000 Mand Krigsfolk omkom. Han gik iland i Norge, og Faren for Kjøbenhavn var overstaaet.

Man havde ventet Angrebet her, skjøndt vistnok uden Grund; thi Kong Christiern synes fra Begyndelsen at have havt Opmærksomheden særlig rettet paa Norge. En stærk Besætning laa i Kjøbenhavn, tydske Landsknægte og Ryttere, der snart havde opbrugt alle Forraad. Ved Nytaarstid 1532 maatte man allerede befale de sjællandske Bønder at føre visse Kvanta Byg, Rug, Flæsk, Smør og Faarekjød til Staden og sælge det for visse bestemte Priser. Skjøndt Frederik den Første i Oktober havde udtalt et Slags trøstefuld Glæde over, at "Kong Christiern skal ikke have overflødige Penge længe at besolde saadant et mærkeligt Tal Krigsfolk med", gik det ham ikke selv bedre i Januar. Landsknægtene fik ikke deres Sold, gjorde Mytteri mod deres Høvedsmænd og truede dem paa Livet. Man stod raadvild overfor denne Bevægelse, og tænkte endog paa at møde Magt med Magt, hvorved Byen vilde, være bleven Skueplads for blodige Kampe. Høvedsmændene paa de kongelige Slotte bleve opfordrede til at begive sig til Kjøbenhavn med saamange Svende, Heste og Harnisker, de kunde over-


135

komme, og tillige medtage alt det Sølv, som Kirkerne efter kongelig Befaling skulde præstere. Mytteriet blev imidlertid bilagt med det Gode, takket være den roskildske Biskop Joachim Rønnows Mægling. Han holdt Landsknægtene hen med Løfter og tilraadede Adelsmændene hellere at søge Forlig med de uregjerlige Soldater end true dem med Vold. Man kunde give det Skin af, at Knægtene vare uenige med deres Høvedsmænd om deres Sold, thi det vilde ikke være passende, at det hed sig, at Kongen ikke kunde betale. Rimeligvis er Oprøret blevet dæmpet ved, at man har tilfredsstillet Tropperne med Penge.

Kong Christierns sidste Forsøg paa atter at tage sin Throne i Besiddelse mislykkedes som bekjendt fuldstændigt. Han havde ingen ret Fremgang i Norge, og efterat en dansk-lybsk Flaade, til hvilken Kjøbenhavn iøvrigt ogsaa havde leveret sit Kontingent bestaaende af et godt bemandet Skib, havde tilføiet ham et Nederlag ved Oslo, indledede han Underhandlinger med Knud Gyldenstjerne, som vel bleve afbrudte, men senere gjenoptoges. Følgen af disse blev, at han overgav sig og indvilgede i at tage til Kjøbenhavn for personlig at forhandle med sin Farbroder. Den 24de Juli 1532 passerede Flaaden med den fangne Konge ombord Helsingør, hvor tætte Skarer af klagende Mænd og Kvinder iagttog den fra Skibsbroen, idet den seilede forbi. Ved Middagstid naaede man Kjøbenhavns Rhed; fra hele Flaaden - skriver Dr. Heise - fra Voldene og Murene, ja fra Kong Frederiks eget Slot tordnede Kanonerne; "kun paa Kong Christierns Skib var der stille som i den hellige Uge, der løsnedes ikke et Skud." Man var i stor Forlegenhed med hvad man skulde foretage med den afsatte Konge, men paa et Møde, der afholdtes i Helligaands Kirke og overværedes af Udsendinge fra Nederlandene, Hansestæderne, Preussen og Sverig, besluttedes det, at han skulde hensættes i Fængsel. I de første Dage af August førtes Kong Christiern til Sønderborg under det Paaskud, at han skulde til Flensborg for at underhandle med Kong Frederik, men da Flaaden styrede ind i Alssund, indsaa den ulykkelige Fange, hvilken Skjæbne der ventede ham. Det fortælles, at han da brød ud i lydelig Graad og høie Klager over, at man ikke holdt hans Brev og Segl.

Det kan ikke have været skjult for Kjøbenhavns Borgere, at den landflygtige Konge befandt sig ombord paa Flaaden, men der


136

mangler enhver Efterretning om Stemningen iblandt dem. Man kan imidlertid uden Vanskelighed gjætte sig til den. Naar Harmen og Forbittrelsen ikke ved denne Leilighed kom til Udbrud, ligger det i, at ethvert Forsøg vilde have været frugtesløst og kun kunde have ført til unyttig Blodsudgydelse. Det varede dog ikke længe, før Tiderne bleve gunstigere, og den snedige troløse Handling, ved hvilken Kong Christiern var falden i sine Fjenders Hænder, bar da sin sørgelige Frugt. Eftertiden viste, som Dr. Heise bemærker, at Fangen paa Sønderborg efter den Maade, han var kommen der, var ligesaa farlig for Landets Ro og Sikkerhed, som om han havde været i Landet selv eller levet som landflygtig i Udlandet.

Neppe ét Aar efter disse Begivenheder afgik Frederik den Første ved Døden paa Gottorp Slot og blev begravet i Slesvigs Domkirke.

Frederik
den Førstes Grav

Frederik den Førstes Grav i Slesvig Domkirke.



Detaljer af illustrationen side 130

_____


Albert v. Gochs seglAlbert v. Gochs segl

Henrik Gøyes seglHenrik Gøyes segl

Peder Kempes seglPeder Kempes segl

Kjøbenhavns Segl
1536Kjøbenhavns Segl 1536

Ambrosius Bogbinder
(Ringsignet)Ambrosius Bogbinder (Ringsignet)

Joachim Rønnows seglJoachim Rønnows segl

Jørgen Kok
(Ringsignet)Jørgen Kok (Ringsignet)

[Tillæg til webudgaven]

<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: lør jun 11 12:55:42 CEST 2005
Publiceret: lør jun 11 12:55:39 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top