eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn
    - kap. III

Kbhvn., Thiele, 1887

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Et dansk Flag
fra Unionstiden

Et dansk Flag fra Unionstiden. Originalen i Lybæk.


TREDIE KAPITEL.

Kjebenhavn indtil Christian den Andens Flugt,

_____

B


egrebet Hoved- og Residentsstad i moderne Forstand var ukjendt i Middelalderen; det nuværende Centralisationssystem, eller, om man vil, Bestræbelserne for at samle alle Administrationens og Regjeringsmaskineriets Hovedhjul paa ét Sted, hører en langt senere Tid til og kommer egentlig først tydeligt frem ved Souverainetetens Indførelse og den endelige Ordning af Regjeringskollegierne i 1661. Indtil dette Tidspunkt holdt de middelalderlige Former for Rigsadministrationen sig i det Væsentlige uforandrede; de kongelige Skrivelser udgik fra Kancelliet, Finantserne bestyredes af Rentekammeret, og disse Institutioner vare saaledes knyttede til Kongens Person, at de fulgte ham overalt. Kongerne opholdt sig snart i én Landsdel, snart i en anden; de residerede paa ét Slot nogle Maaneder for derpaa at begive sig til et andet; de drog paa "Gjæsteri" omkring hos Lensmændene enten for at holde Retterting, gaa paa Jagt eller endog for at spare Udgifter til Hofholdningen, men overalt ledsagedes de af Kantsleren, Sekretairerne, Rentemesteren, Skrivere, ja undertiden endog af flere Rigsraader. Residentsen forlagdes saaledes fra Sted til Sted, uden at man følte videre Ulemper herved, ja der var

[63]

64

en saadan Mangel paa Stedets Enhed, at Rigsarkiverne (Rigets "Dressel") f. Ex. opbevaredes paa Kallundborg Slot, saa at man altsaa ofte maatte have stor Vanskelighed ved at komme til dem, naar de skulde benyttes. Paa Retspleiens Omraade var Decentralisationen endnu større, thi her var ikke engang Kongens Person det Centrale. Det vilde derfor være urigtigt at sige, at Kjøbenhavn blev Hoved- og Residentsstad, da Erik af Pommern bemægtigede sig den, eller at der bevidst arbeidedes hen mod dette Maal; i Virkeligheden er Kongemagtens Overtagelse af Staden kun et Vendepunkt i dens Historie, forsaavidt Kjøbenhavn derved fik Leilighed til at udvikle sig til det, den senere blev. Naar Kongerne havde deres faste Slot i Byen, hvor de ialfald forbleve i længere Tidsrum ad Gangen, naar Hofholdningen og Hovedadministrationen altsaa ogsaa havde sit Tilhold her og herfra udøvede sin naturlige Tiltrækning paa Landet, maatte den simple Følge blive, at Kjøbenhavn, støttet af sin heldige Beliggenhed og Borgernes Foretagelsesaand, tog Luven fra de andre danske Kjøbstæder og lidt efter lidt blev den mægtigste i Landet. Det er ret charakteristisk, hvad Riegels skriver herom i en Nytaarslykønskning til "Fru Havnia" den 1ste Januar 1787: "Efter halvandet Aarhundredes Selvraadighed (!) under Bisper tildrog Fruens fortrinlige Skjønhed sig Landets Regenters Opmærksomhed. Hos dem vidste hun saaledes at indsmigre sig og vedligeholde de fordelagtige Tanker, man havde fattet om hende, at Fyrsterne ikke vilde give Slip paa hende. Stolt af den erhvervede Lykke og overmodig af de tilstaaede Fortrin, begyndte hun at tilvende sig alle Fordele, og længe varede det ikke, før hun saa ned paa hendes Søstre med Foragt. Disse mærkede ikke, hvorfra deres Svækkelse, Afmagt og Undertrykkelse kom, førend de havde tabt Kræfter til at afvende Ødelæggelsen."

Aldrig saasnart var Erik af Pommern kommen i nogenlunde sikker Besiddelse af Kjøbenhavn, før han betænkte Borgerne med vigtige Privilegier. De fik saaledes Tilladelse til at handle ligesaa frit som andre Kjøbstæder paa Kronens Markeder og Fiskerbyer: Skanør, Falsterbod, Malmø og Dragør; desuden fritoges de for Told paa alle Markeder undtagen paa Fiskemarkederne, hvor Tolden netop var en af Kongens vigtigste Indtægtskilder. Overhovedet gjorde Kong Erik meget for de danske Kjøbstæders Opkomst; han søgte at indskrænke Hansestædernes Overgreb, og det var paa hans


65

Tid, at den hollandske Konkurrence begyndte at vise sig. Adelsmænd flyttede til Kjøbenhavn og byggede Gaarde der, Handel og Vandel tiltog, Velstanden voxede, og Alt tydede paa, at nye lykkeligere Tider vare i Anmarche. Hvad der end mere bidrog til at hæve Borgernes Selvfølelse var, at Hansestædernes sidste alvorlige Forsøg paa at ødelægge Staden og med Magt opretholde deres Handelssupremati i Norden fuldstændig mislykkedes, og selv om de for en kort Tid gjenvandt deres gamle Stilling efter Kong Eriks Rømning, blev de aldrig mere nogen truende Fare for Kjøbenhavn.

Som af Dr. Fredericia bevist, indførte Erik af Pommern i 1425 eller 1426 Sundtolden, og Hansestæderne, hvis Rettigheder længe vare blevne traadte under Fødder, besvarede dette Skridt ved at slutte Forbund med Holstenerne og erklære Krig for at blive den trykkende Afgift kvit og tiltvinge sig fri Seilads gjennem Sundet. Den 22de Juli 1427 stak en mægtig hanseatisk Flaade i Søen, bemandet med 8000 Mand og vel udrustet med Vaaben, Skyts og alt andet Krigstilbehør. Den kommanderedes af Borgmester i Lybæk, Tideman Sten, og havde Ordre til at seile ind i Øresund og der oppebie en stor Mængde Kjøbmandsskibe, som ventedes fra Handelspladserne ved Loiremundingen. Først naar disse vare passerede, maatte Krigsskibene skride til Angreb. Med god Vind stod Flaaden ind i Øresund og kom op for Kjøbenhavn, hvor Kong Eriks Flaade laa for Anker. Hansestædernes Skibe skildres af de samtidige lybske Krønikeskrivere som store med høie Rælinger; ved Siden af de danske toge de sig ud som Kirker overfor Smaakapeller. Ikkedestomindre heisede de Danske Seil og stode Fjenden imøde. Borgmesteren fra Hamborg, Heyne Hoyer, lod forespørge hos Hovedanføreren, om de skulde optage Kampen, og da Svaret lød bekræftende, ilede han selv Fjenden imøde. Efter en blodig og haardnakket Kamp blev det hamborgske Skib taget; Besætningen nedsabledes, og Heyne Hoyer saavelsom en hamborgsk Raadmand toges tilfange. Imidlertid var det lybske Admiralskib blevet indviklet i Kamp med en dansk "Barse", der havde en stor Del Fyrster, Riddere og danske Adelsmænd ombord, men netop som de sidste vilde til at entre, blev Hr. Tideman Sten bange og dreiede af, fulgt af hele sin Flaade, der gjorde omkring, forledt af Anførerens Exempel. Kun to lybske Skibe fortsatte Søslaget og det med saa stort Held, at de hver erobrede et fjendtligt Skib og førte


66

det med sig. Tre Timer efter at den hanseatiske Flaade var seilet sydpaa, stævnede Loireskibene ind i Øresund, haabende paa at finde den nødvendige Beskyttelse, men den danske Flaade angreb dem, og efter en haard Kamp, der varede til den mørke Nat, faldt alle 46 Skibe med deres rige Ladning i Kong Eriks Hænder. Over 1000 Lybækkere dræbtes, og Byttet vurderedes til 400,000 Mark. Borgmester Tideman Sten fik en daarlig Modtagelse ved sin Hjemkomst; han blev i Lænker ført for Retten og havde kun formaaende Venner at takke for, at han slap med Livet. I mange Tider mindedes dette Nederlag i Sundet, og de lybske Krønikeskrivere sige, at Stæderne havde ondt ved at forvinde det store Uheld, Skam, Skade og Tab, som fulgte heraf. Fra dette Tidspunkt fik Lybækkerne Øgenavnet "Badekvast" (Kost, som brugtes i Badstuer, ad modum Figenblad), hvorved man vilde antyde, at de ikke havde kjæmpet bedre, end at de kunde have et saadant Skjul behov. Maaské hentydedes ogsaa til det bekjendte Udtryk: Hans Kvast. Endnu i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, da Nationalhadet var paa det Høieste mellem Hollændere og Lybækkere, kunde en Hollænder tirre en Lybækker til Raseri, naar han nævnede Ordet: "Badekvast".

Der existerer den Dag idag en Relikvie fra dette mindeværdige Søslag, et dansk Skibsflag eller rettere nordisk Unionsflag, som erobredes af Lybækkerne og ophængtes i Mariakirken i Lybæk, skjøndt det efter det Anførte maa betragtes som en meget tvivlsom Trophæ. Flaget, som under et Ophold i den nævnte Stad i 1879 blev undersøgt af Dr. Henry Petersen, er afbildet i Vignetten foran nærværende Kapitel, og en tro Kopi af det er paa Dr. Petersens Foranledning nu ophængt i Frederiksborgmuseet. De to Figurer forestille Jomfru Maria med Jesusbarnet og ved Siden af hende St. Jakob med Stav og Muslingeskal; det hvide Kors deler Resten af Flaget i fire Felter, hvori ses tre blaa heraldiske Leoparder (Løver) paa gul Bund, tre gule Kroner paa blaa Bund, en gul kronet Løve med Øxe paa blaa Bund, og endelig en sort Grif paa rød Bund. Flaget er en oliemalet Lærredsdug, 5 Alen og 20 Tommer lang; til den ydre Ende er syet to oprindelig røde Stykker Flagdug. Man kan være overbevist om, at der i Slutningen af Juli Maaned 1427 er blevet ophængt mange hanseatiske Skibsflag under Frue Kirkes Hvælvinger i Kjøbenhavn, og disse kunde - som Dr. Henry Petersen skriver - med større Ret tale om en Seir og mindeværdig Dag.


67

Det næste Aar vilde Lybækkerne tage Opreisning for Nederlaget. En endnu mægtigere hanseatisk Flaade, bestaaende af 260 Skibe med 12000 Mands Besætning, seilede den 6te April 1428 ind i Øresund og lagde sig ved Rævshalegrunden indenfor de nuværende Søforter for at storme Byen. Kong Erik var i Sorø beskjæftiget med Andagtsøvelser, "men det havde været bedre - siger Hvitfeld - han havde været hos sit Folk og dennem behjertet." Dronning Philippa tabte imidlertid ikke Modet, men opfordrede Borgerne til tappert Forsvar, lod uddele Vaaben og lovede de Virksomste rige Gaver. Da Flaaden ikke var udrustet, blev der ihast forfærdiget en Tømmerflaade, som tilligemed de seilklare Krigsskibe lagde sig ud paa Dybet udenfor Havnen. Da det almindelig fortaltes, at Tydskerne vare komne for at hente den danske Ko og havde Masser af tomme Tønder og Salt med sig for saaledes at føre Byttet hjem, toge de Danske en Ko med ud paa Tømmerflaaden, og opfordrede Tydskerne til at tage den, om de kunde. Angrebet skildres som meget voldsomt; samtidige Beretninger tale om den vældige Kanontorden, idet over 200 Kanoner fra Slottet, Skibene og Tømmerflaaden lode sig høre, men Fjenden kunde Intet udrette. Et Forsøg fra Vismarernes Side paa at tilsænke Havnen, strandede ligeledes, da de med Sand og Sten fyldte Skibe kom til at ligge paa langs og ikke paa tvers af Indløbet. Kampen endte med et almindeligt Angreb fra dansk Side, hvorpaa Fjenden trak sig tilbage, uden "at have faaet et Haar af Koen", og efterladende mange Fanger og Døde. Under Slaget havde Dronningen og hendes Jomfruer opholdt sig i Kirkerne for at bønfalde Gud om Beskyttelse og Hjælp mod den truende Fare; da Kampen var forbi, gik hun Seirherrerne imøde, overvældede dem med Gaver og sørgede omhyggeligt for de Saarede. Om Aftenen var der stor Fest paa Slottet, hvor Høvedsmændene traadte Dandsen med adelige Fruer og Jomfruer, og Glæden blev selvfølgelig delt af Byens Borgere med oprigtigt Sind.

Erik af Pommern er hidtil bleven meget skarpt bedømt af Historieskriverne, men i de senere Aar, navnlig efterat en stor Del hidtil utrykte Kilder ere komne frem, betragtes han med mildere Blikke. Der vil, som Dr. Erslev bemærker, neppe kunne ændres Noget i den Mening, at Resultatet af hans Styrelse var uheldigt for Danmark, men Historien vil fritage Kongen for en stor Del af Ansvaret og kunne fremdrage en interessant Udenrigspolitik, hvoraf


68

Kampen for Slesvig kun er et enkelt, om end det betydningsfuldeste Led. Kongens Bestræbelser for at hæve Stæderne kom ogsaa Kjøbenhavn tilgode; hans Forsøg paa at fremme Handel og Haandværk og ordne Laugsvæsenet vare velmente, og Kampene i 1427 og 1428 saavelsom den Omstændighed, at en stor svensk Krigsflaade i 1429 stævnedes til Kjøbenhavn, vise, at han havde isinde at gjøre Byen til Rigets Flaadeslation, hvad den vel egentlig først blev under Kong Hans, der maa betragtes som Grundlæggeren af den danske Orlogsflaade. Erik af Pommern var dog neppe populair i Kjøbenhavn; man kunde formodentlig ikke tilgive ham, at han havde været fraværende fra Byen under Lybækkernes Angreb, hvad "enten det nu var af Frygt eller af christelig Andagt", og Geistligheden ved Frue Kirke var ham alt Andet end taknemmelig, fordi han indstiftede den saakaldte stadige Psalterlæsning "til Øgelse af vor Herres Lov og Tjeneste, sig og sin kjære Husfru Dronning Philippa, Dronning Margrethe og andre sine Forfædre til ærlig Amindelse." Denne Gudstjeneste, som Kapitlet lovede at "holde ubrødelig til evig Tid", og som vilde have havt tilfølge, at Sangen aldrig tav i Kirken hverken Nat eller Dag, var et ulideligt Aag for Kannikerne; ikkedestomindre synes Psalterlæsningen at være vedbleven indtil Reformationen. Det Forhold, hvorpaa Kongen indlod sig med den afdøde Dronning Philippas Tjenestemø Cæcilie, vakte ligeledes megen Forargelse; hyppigt henvendte Rigsraadet sig til ham og anmodede ham om at skille sig fra sin Frille og tage sig "en ærlig Fyrstinde" til Hustru igjen, men forgjæves. Det blev ogsaa hende, som gav Stødet til, at han rømte til Gulland. Den mægtige Ridder Oluf Axelson, der boede i Vimmelskaftet, mødte en Dag Gæcilie paa Høibro, netop som hun begav sig fra Kirke op til Slottet. Han spurgte hende, om hun vilde være hans Bud til Kongen, og da hun svarede Ja, slog han hende med sin Haand bag paa Laaret, idet han i meget grove og nærgaaende Udtryk bad hende sige Kongen, at hun til Syvende og Sidst vilde drive ham ud af Danmark. Da Kong Erik erfor dette, og det ikke var ham muligt at faa Opreisning af Rigets Raad, drog han hemmeligt til Kallundborg, hvor han egenmægtigt tog Rigets kostbareste Klenodier og Skatte og derefter begav sig til Gulland med sin Frille. Her levede han i mange Aar og ernærede sig af Sørøveri, "en sønderlig Prøve paa hans sælsomme Humør - siger Holberg - thi faa slige Exempler kunne


Bilag: Christoffer af Bayerns Stadsret af 14de Oktober 1443.

pl. s.68

69

findes i Historien, at en Konge udi sin bedste Alder og uden Nød haver løbet fra sine Riger; helst saasom hans øvrige Historie viser, at han ikke gjorde det for Roligheds Skyld."

Christoffer af Bayern besteg ikke Thronen, uden at Biskoppen i Roskilde gjorde et Forsøg paa at komme i Besiddelse af Kjøbenhavn, en Bestræbelse, der gjentager sig ved hvert Thronskifte indtil Reformationen. Hvitfeld fortæller, at der var Underhandlinger igang, og vil endog vide, at Kongen gav Erstatning for Staden, men det forholder sig ikke saaledes. Kongemagten beholdt Byen uden at give noget Vederlag for den; allerede i August 1440 daterer Kong Christoffer et Brev fra "vort Slot Kjøbenhavn", og tre Aar efter, den 14de Oktober 1443, da Roskilde hjemsøgtes af en Ildebrand, gav han en ny Stadsret, der alene omhandler Kongens Høihed og end ikke berører Biskoppens Rettigheder. Denne Stadsret, af hvis første Side der her medfølger en nøiagtig Gjengivelse, er affattet i 6 Kapitler, hvoraf det første handler om Kompagnier, Gilder og andre forskjellige Selskaber, det andet om Vin at tappe, det tredie om Gjæster og Kjøbmandsskab, det fjerde om Gjæld, det femte om Byens egne Sager, og endelig det sjette om Forbrydere og dem, som "uskjellig leve". Den blev senere benyttet af andre Byer, selvfølgelig med Forbigaaelse af de Artikler, der særlig vedkomme Kjøbenhavn, f. Ex. om Skibbrud i Øresund, om at kaste Ballast i Havnen, om Valg af Byfoged, om Forræderi mod Kjøbenhavns Slot o. s. v., men den har neppe nogensinde faaet almindelig Gyldighed for alle Kjøbstæder. Ved denne Stadsret erhvervede Byen et større Maal af kommunal Selvstændighed end hidtil, thi omendskjøndt Slotsfogden eller Kongens Befalingsmand paa Slottet bevarede sin Myndighed ved Siden af Magistraten, gik mange af hans Forretninger dog lidt efter lidt over til Byfogden, og en enkelt Paragraf udtaler endog det Ønskelige i, "at der ingen Tvedragt skal vorde reist mellem Slottet og Staden". Under det originale Aktstykke hænger den Dag idag Kongens Segl i en Kapsel af Jernblik, aftrykt i rødt Vox og fortræffeligt bevaret. Det er et af de smukkeste Majestætssegl fra Middelalderen; paa Siderne af den thronende Kongeskikkelse ses det danske og det bayerske Vaaben med Løven, der betegner Kongen som Comes palatinus eller, som det i Dokumentet hedder: "Palantzgreue vppa Riin".


70

Kjøbenhavn havde engang imellem tidligere været Vidne til store Fester indenfor sine Mure, saaledes i 1363 ved Dronning Margrethes Bryllup, men vi mangle nøiere Efterretninger herom. Kong Christoffers Bryllup med Dorothea af Brandenburg, som feiredes den 26de September 1445 paa Kjøbenhavns Slot, har dog sikkert i Pragt og Glands overgaaet Alt, hvad der hidtil var set, og skjøndt de danske og svenske Hofmænd beklagede sig bittert over den

Christoffer af
Bayerns
Majestætssegl.

Christoffer af Bayerns Majestætssegl.

Tilsidesættelse, der vistes dem, have Indbyggerne uden Tvivl med Fornøielse betragtet det usædvanlige Skuespil, saameget mere som Kongen vistnok var godt lidt. Han var - som Allen siger - en godlidende og venlig Herre, munter og følelig, der let vandt de Mennesker, han kom i Berøring med, og Ingen stødte fra sig, derhos noget letsindig og ikke tilbøielig til at tage sig Verden for nær. Staden var fuld af fornemme Gjæster, hvoraf mange formodentlig have været indkvarterede omkring hos Borgerne, da


71

Slottet ikke kunde rumme dem alle, og Gaderne have frembudt et livligt Skue af rigtklædte Herrer og Fruer, pragtfulde Heste og kostbare Karme. Den danske Adel, der ikke vilde staa tilbage for den tydske, viste sig med al mulig Bram, saameget hellere som Kongen havde opfordret den dertil. I en Indbydelsesskrivelse, der gjengives af Hvitfeld "for den Tids Simpelheds Skyld" i Stilen, anmoder Kongen en adelig Dame om at komme til Kjøbenhavn for at fare med ham imod hans Fæstemø. "Thi bede vi kjærligen - hedder det videre - at I for vor Skyld reder Eder kostelig ud med kostelige Klæder, Smykker og andre saadanne Stykker og med Eders bespændte Karm og fagre Heste og vel udredte Svende, og gjører Eder glade med os den Tid over og værer Gud og Os velkomne."

Blandt de fremmede Gjæster nævnes Brudens Fader, Markgrev Johan Alchymist af Brandenborg, Hertug Vilhelm af Brunsvig, Landgrev Ludvig af Hessen, Hertug Frederik af Bayern og flere, endvidere Brudens Moder og hendes Faster, Hertuginden af Brunsvig. Bruden med Følge kjørte gjennem Sjælland i to forgyldte Vogne, og blev formodentlig modtagen af sin kongelige Gemal i nogen Afstand fra Byen. Den indenlandske Adel var imidlertid som sagt misfornøiet, fordi den overalt maatte staa tilbage for Tydskerne. Ligesom Erik af Pommern havde foretrukket sine Landsmænd for Landets Børn, saaledes tilsidesatte Kong Christoffer sine Undersaatter for Bayrerne. Grunden hertil maa vistnok søges i de finere Sæder og det mere slebne Væsen hos de tydske Adelsmænd, thi egentlige Hofmanerer har man neppe kunnet finde hos Datidens nordiske Adel. Forresten lagde denne ikke Skjul paa sine Følelser, ja den gjorde endog Kongen Forestillinger og mindede ham om, at det netop var denne Fremgangsmaade, som havde voldt Kong Eriks Fordærvelse, og at han burde speile sig i dennes Exempel. Den saakaldte svenske Karlskrönika fortæller, at Kongen tilsidst gav efter og sendte Bayrerne hjem:

"De Tydske gaves nok, hvor de vare,
men de Svenske maatte undvære;
de vorde og mest til Enden trykte,
mange Svenske det fortykte,
gode Mænd og Kvinder baade,
at de vorde saa forsmaade.
Fredag næst efter Herrerne adskiltes,
saa at hver fór did han vilde,


72

dog holdt Kongen sit Raad tilsammen,
det gik Bayrerne da af Gammen.
Svenske og Danske vorde til Raade,
at de Kongen raadte og bade,
at lade Bayrerne hjemfare,
de stædte dem der ei længer være.
Thi af Guld, Sølv og fagre Heste
finge Bayrerne alt det bedste,
baade Graaskind, Hermelin og Maar.
Hvad de bad, det Kongen ei spared.
De finge og først Foder, hvor Kongen gjæsted,
af Kjælder og Stegerhus det bedste.
Alt, hvad Svenske og Danske Kongen tilraaded,
han gjorde dog hvad Bayrerne bade;
det var til Fromme eller til Skade,
han troede bedst, hvad Bayrerne sagde.
De komme aldrig saa arme løbende hid,
de vorde strax rige inden stakket Tid.
Den dér kom med reven Kjortel og stakket Sværd,
han fik snart tusinde Mark værd.
Det fortrød de andre omsider
og ville det ei længer lide,
thi underviste de Kongen i flere Sager,
deraf tog han sig stor Umage
og blev da saa harmelig og vred,
i otte Dage gad han ei snakket eller le.
Det skulde jo dog det Samme være,
Bayrerne lod han da hjemfare.

Kong Christoffers Regjering var kun af kort Varighed; i Januar Maaned 1448 afgik han pludselig ved Døden i Helsingborg uden at efterlade sig Thronarvinger. Det er ikke her Stedet at komme ind paa de Underhandlinger, der førtes med Hertug Adolf af Slesvig, eller paa det ensidige Kongevalg i Sverig; nok er det, at man tilsidst enedes om at sætte Hertug Adolfs Søstersøn, den 22aarige Grev Christiern af Oldenborg, der skulde blive Stamfaderen for en lang Række af Konger, paa den danske Throne. En af Betingelserne for hans Valg var, at han skulde ægte den unge Enkedronning Dorothea, men paa Grund af de svenske Anliggender og Karl Knudson Bondes Anfald paa Gulland, blev Brylluppet først afholdt den 28de Oktober 1449 i Kjøbenhavn, samtidig med Kroningen. Staden, der saaledes med kun 4 Aars Mellemrum oplevede et nyt Kongebryllup, havde smykket sig paa det Bedste; Gaderne vare bestrøede med Blomster, Husenes Gavle behængte med Krandse,


73

og Frue Kirke, hvor Ceremonien fandt Sted, prægtigt udstafferet. Væggene vare betrukne med Klæde og Purpur, der brændte Lys i de forgyldte Lysekroner, under Hvælvingerne viftede de gamle Faner, Klokkerne ringede, og et høitideligt Optog med Trompeter og Trommeslagere i Spidsen bevægede sig fra Slottet til Kirken. I dette Tog tiltrak Kongens høitragende og kraftige Skikkelse sig fremfor Alt Indbyggernes Opmærksomhed, da han red mellem sin Fader Grev Didrik af Oldenborg og sin Morbroder Hertug Adolf, medens Kronregalierne bares umiddelbart foran ham af Rigets bedste Adelsmænd. Faa Øieblikke efter bevægede et nyt Tog sig gjennem Gaderne; det var Enkedronningen, som ledsaget af en Skare fornemme Fruer og Frøkener ligeledes begav sig til Kirken. Hun var iført en bræmmet, guldindvirket Kappe; om hendes Hals funklede juvelbesatte Kjæder, og hendes Haar hang ned over Skuldrene, men holdtes dog sammen med gyldne Smykker. Hun var populair blandt Folket; Christiern Pedersen siger i sin Krønike: "hun var meget deilig og dertil vis og klog, thi sagde hun Kong Christiern mange mærkelige Stykker om Rigens Bedste og Leilighed, som han ikke tilforn vidste." Da Kroningsceremonierne vare tilende, slog Kongen Riddere; derpaa foregik Vielsen, efter hvilken Kongen og Dronningen vexlede Guldringe, besatte med glimrende Ædelstene. Opbrudet fra Kirken foregik med endnu større Pomp. Kongen traadte ud af Hovedportalen med Krone paa Hovedet, Scepter i Haanden og Sværd ved Lænd, besteg en prægtig Hest og red tilbage til Slottet i Fodgang, medens Adelsmænd bare en Thronhimmel over hans Hoved. Derefter fulgte Dronningen i en gylden Karm, trukken af 4 hvide med Guld, Brystplader og Fjer udsmykkede Heste. Fra Byens og Slottets Mure dundrede Kanonerne, og langs Gaderne stode 400 Borgere i Række, væbnede med Spyd og tveæggede Øxer og iførte et Slags Uniform, bestaaende af Benklæder af lysegul og rød Farve. De kirkelige Festligheder ledsagedes som sædvanlig af Dystridt og Banketter, der varede i flere Dage. Paa den fjerde Dag holdtes et Ridderspil paa Gammeltorv, i hvilket Kongen og de fremmede Gjæster deltoge; Ærespriserne, der bestod af Halssmykker, besatte med Ædelstene, og "Kroner", det vil sige: Hovedsmykker af Guld, vare udstillede midt paa Torvet, og da Festen var endt, uddelte otte dertil udvalgte Møer Belønningerne til Seirherrerne.


74

En lignende Festlighed holdtes 29 Aar senere under den samme Konges Regjering, da Thronfølgeren, den senere Kong Hans, den 6te September 1478 feirede sit Bryllup med Kurfyrst Ernst af Sachsens Datter Christine. Bruden kom, ledsaget af sin Farbroder Hertug Albert og et stort Følge paa 800 Heste og 42 Vogne, til Warnemünde, hvor hun paa den danske Konges Vegne modtoges af Erkebispen af Lund og Marsken Klaus Rønnow samt en udsøgt Skare af Adelsmænd. En dansk Flaade førte hende over til Stubbekjøbing, og herfra gik Toget over Land til Kjøbenhavn. Ved Valby Bakke modtoges Brudetoget af Kong Christiern selv i Spidsen for 500 Ryttere, alle iførte brune Klæder, besatte med hvide og blaa Striber. Da Kongen havde hilst paa Svigerdatteren, vendte han tilbage til Byen. Derpaa red Prinds Hans hende imøde i Spidsen for 700 Personer, iførte grønne Klæder besatte med brune, hvide og blaa Striber, og nu begav hele Toget sig gjennem Gaderne til Slottet. Formælingen foregik i Frue Kirke under de sædvanlige Ceremonier, og Gjæsterne underholdtes i flere Dage med Fester, Maaltider og Ridderspil og fik ved deres Afreise kostbare Gaver, bestaaende af udsøgte Heste og Peltsværk.

Christian den Førstes lange Regimente hidførte ikke nogen Forandring i Landets Stilling til Hanseforbundet; nu som før hvilede Lybækkernes Aag tungt paa Stæderne, og de Forsøg, Kongen gjorde paa at skabe en hollandsk Konkurrence i Norden, strandede paa hans egen svage og vaklende Holdning. Medens Christoffer af Bayern synes at have næret store Planer om at beleire og erobre Lybæk og saaledes med ét Slag befri sine Riger for det ødelæggende Handelsaag, var Christian den Første i stadig Gjæld til Stæderne og blev derved saa afhængig af dem, at han end ikke turde afslaa deres ubilligste Fordringer. Engang imellem gjorde han vel et eller andet Tilløb til at bryde Lybæks Privilegier, men det blev ligesaa hurtigt tilbagekaldt; som Paludan-Müller saare træffende bemærker: han "fingererede" snarere ved disse Forhold end tog ordentlig fat paa dem. Ikkedestomindre var Kongen betænkt paa at fremhjælpe Kjøbstæderne, saavidt det lod sig forene med hans Afhængighedsforhold til Hanseaterne. Saaledes ophævede han det tydske Kompagni i Kjøbenhavn i 1475, og henviste dets Medlemmer til at indtræde i det i Mellemtiden stiftede danske Kompagni, hvorved altsaa For-skjellen mellem danske og fremmede Kjøbmænd ophævedes. Over-


75

hovedet maatte disse sidste ikke ligge Vinteren over her, hvis de ikke vare Borgere. Liggerne bleve altsaa tvungne til at tage Borgerskab, og da det var forbudt Borgere at handle med fremmede Penge, maatte de nedsætte sig som selvstændige Kjøbmænd. Paa denne Maade blev den kjøbenhavnske Handelsstand emanciperet fra de tydske Stæder, og Staden fik en Tilvæxt af Borgere, som vare øvede og driftige Kjøbmænd. Den Bestemmelse, at Bønderne skulde bringe deres Produkter tiltorvs og hente deres Fornødenheder i Landets egne Kjøbstæder, sigtede ligeledes til at fremme Omsætningen og Næringen i disse. Blandt Kongens Forordninger om Handel maa særlig fremhæves den af 30te September 1475, hvori den mærkelige Bestemmelse indeholdes: "Tydske Mænd maa seile ind i vort Rige Danmark, men ingen Danske med Varer til Tydskland; imellem de tre Riger er det tilladt de Danske at seile; danske Borgere maa vel fragte deres Skibe ud til tydske Mænd for at føre disses Varer til Tydskland, men ikke selv sende Gods eller Kjøbmandsvarer med." Dette Forbud, der indeholdes i en Forordning, som ellers sigter til at begunstige og fremme den danske Handel, tager sig ved første Øiekast ud som et skrigende Overgreb imod Kongens egne Undersaatter, saa man med Rette kan spørge: Hvorfor maatte danske Undersaatter ikke drive selvstændig Handel med Tydskland, og hvorfor maatte de nok udleie deres Skibe til Tydskerne, men ikke selv drive direkte Handel paa det nævnte Land? Paludan-Müller har Fortjenesten af at have paavist denne Gaades Løsning. Der paabydes nemlig i den samme Forordning en Sølvtold paa tydsk Øl, hvorhos en Maximums-Pris fastsættes for denne Vare. Kongen har - siger den nævnte Forfatter - villet skaffe sig en Indtægt af det tydske Øl, som maaské har været den betydeligste Indførselsartikel, men saaledes at Tolden faldt paa den tydske Importør og ikke paa Forbrugerne, hans egne Undersaatter. Dersom disse nu førte deres egne Varer til Tydskland, var det let at forudse, at Hanseaterne for at undgaa Tolden vilde paanøde dem tydsk Øl i Betaling, saaledes at Kongens egne Undersaatter bleve Importørerne i de nordiske Riger. Og havde Forordningen ikke fastsat en vis Pris for Varen og en Kontrol med dens Godhed, vilde Sølvtolden være bleven lagt til Prisen eller Varen saa meget forringet, at det dog var blevet Forbrugerne, som vare komne til at udrede den nye Told. Det ses altsaa, at Forbudet mod Danskes


76

direkte Handel paa Tydskland i Virkeligheden er rettet mod Hanseaterne. En anden Sag er det, at Kongen ikke kunde gjennemføre det; to Aar efter, da det var kommet til et fuldstændigt Brud med Sverig, benyttede Hansestæderne sig snildt af de politiske Forviklinger; Øltolden maatte hæves igjen, og hermed faldt ogsaa Forbudet mod den direkte danske Handel paa Tydskland.

Den vigtigste Begivenhed i Kjøbenhavns Historie under Christiern den Første er Universitetets Stiftelse. Allerede Erik af Pommern havde i Aaret 1419 erhvervet Pavens Tilladelse til at grunde et Universitet, hvor der dog ikke maatte foredrages Theologi, en Indskrænkning, som i hine Tider saagodtsom maatte gjøre Tilladelsen betydningsløs. Paa Grund af de urolige Tider døde Planen hen; den fastsatte Tidsfrist var forlængst udløben, og først under Christiern den Førstes glimrende Romerreise optoges den paany. En gammel Rimkrønike fortæller, at Pave Sixtus IV paalagde Kongen Universitetets Oprettelse som Bod, "fordi han ej Latine forstod", men i Virkeligheden forholder det sig saaledes, at Kongen begjærede Tilladelsen som en stor Gunstbevisning, hvilken ogsaa blev ham tilstaaet. En pavelig Bulle af 19de Juni 1475 indeholder den officielle Bevilling til Stiftelsen af et fuldstændigt Universitet, men der hengik endnu fire Aar, inden Planen blev realiseret, fornemmelig paa Grund af Pengemangel. Tiden gik med Forberedelser og Underhandlinger; Kongen henvendte sig til Biskopperne om at raadslaa med deres Domkapitler og Klostrenes Forstandere om Pengenes Tilvejebringelse, men vistnok forgjæves; først da Biskoppen i Roskilde, Oluf Mortensen, og Dekanus i Kjøbenhavns Kapitel, Jesper Henriksen, tog sig med Iver af Sagen, lykkedes det at gjennemføre den. Den 4de Oktober 1478 udstedte Christiern den Første det Brev, der nærmest maa betragtes som Universitetets Fundats, og sendte Magister Artium og Lic. med. Peder Albertsen ud af Landet for at hverve Doktorer og Magistre til at holde Forelæsninger og uddele akademiske Grader til de Studerende. Kongen lovede Lærerne saavelsom Disciplene og deres Husstand særlig kongelig Beskyttelse; de skulde ikke staa under de sædvanlige Domstole, men alene staa Universitetets beskikkede Dommere og Konservatorer til Regnskab, nemlig Biskoppen i Roskilde, Dekanen og Domprovsten sammesteds samt Dekanus i Kjøbenhavns Kapitel. I Mai 1479 vendte Mester Peder Albertsen tilbage til Kjøbenhavn i Spidsen for en Skare Magistre, Bakkalaurer


77

og Skolarer, han havde hvervet i Køln, og den 1ste Juni s. A. foregik den høitidelige Indvielse af Universitetet i Vor Frue Kirke i Kongens og mange geistlige og verdslige Stormænds Overværelse. Efter en høitidelig Messe holdt Peder Albertsen en Tale til Videnskabens Pris og for Kongen og de Mænd, der havde arbeidet for det "almindelige Studium". Til Rektor valgtes det kjøbenhavnske Kapitels Dekanus, Mester Jesper Henriksen, til Dekanus i det filosofiske Fakultet den lærde Udlænding Peder Skotte. Bispen i Roskilde blev Universitetets Kantsler og den høitfortjente Peder Albertsen Vicekantsler. Festen sluttedes med et Tedeum, hvorpaa den første Indskrivning af akademiske Borgere fandt Sted. Ikke mindre end 79 Personer, deriblandt mange fremragende geistlige og verdslige Mænd samt Studerende fra Danmark, Norge, Island, Tydskland og Nederlandene lod sig den Dag indskrive i Universitetets Matrikel. Senere vedtoges en Række almindelige Statuter for Universitetet i Overensstemmelse med dem, der holdtes ved Høiskolen i Køln. De første Forelæsninger holdtes i Kapitlets Skole, som laa i Dyrkjøb, men Pladsen viste sig snart for indskrænket, hvorfor Kongen bevægede Kjøbenhavns Magistrat til paa 10 Aar at laane Universitetet en Del af Stadens Raadhus paa Hjørnet af Studiestræde, som netop derfor forandrede sit gamle Navn: Raadhusstræde. Den Side 45 afbildede Bygning har altsaa først været Raadhus, derpaa Universitet, indtil den ved Reformationen blev de lutherske Biskoppers Residents. Da de ti Aar vare gaaede, tog Magistraten sit Hus igjen med Magt, formodentlig fordi de "Høilærde" ikke vilde rømme det godvilligt, men Kong Hans skred ind og bragte et Mageskifte istand med Magistraten, saaledes at Sagen ordnedes til almindelig Tilfredshed. "Studiegaarden" forblev nu paa dette Sted indtil Universitetets Opløsning under Reformationen, men Pladsen var dog kun indskrænket, saaledes at større akademiske Festligheder maatte afholdes i Vor Frue- eller Nikolai Kirke, og Doktorpromotioner fandt Sted i en egen Sal (aula doctoralis) i førstnævnte Kirke.

Af synlige Minder fra Universitetets første Stiftelsestid existerer der nutildags kun ét: Universitetets ældste Segl, som er fremdraget af den fortjente Sigilforsker Dr. Henry Petersen. Kun et eneste Aftryk, der findes i Geheimearchivet, er opbevaret til vore Dage. Det viser, som man ser af omstaaende Afbildning, St. Peder i halv Figur under en gothisk Baldakin, med Himmerigsnøglen i den ene


78

og Evangeliebogen i den anden Haand. Nederst i Seglet er der paa en med Smaakors udfyldt Bund anbragt en stærkt ophøiet Rose, og Omskriften lyder: S(igillum) v(n)iuersitatis studii haffnensis. Det fremgaar heraf, at St. Peder var det kjøbenhavnske Universitets særlige Skytspatron, og herved forklares tillige den Omstændighed, at et under Kong Hans af Rigshovmesteren Paul Laxmand i Frue Kirke stiftet Alter, der henlagdes til Indtægt for en Læsemester ved Universitetet, netop fik Navnet St. Peders Alter, ligesom at en af Universitetets største Høitidsdage afholdtes hvert Aar paa St. Peders Dag ad vincula (den 1ste August) i St. Petri Kirke. Den i Seglet forneden stærkt fremtrædende Rose er efter al Sandsynlighed et

Universitetets
ældste segl

Universitetets ældste Segl.

symbolsk Tegn, der skal minde om den gyldne Rose, som Paven skjænkede Christiern den Første under hans Ophold i Rom, og som af denne bares i høitidelig Procession gjennem Stadens Gader.

Da Christiern den Første var død i Mai 1481 og Kong Hans var kommen paa Thronen, syntes bedre Tider at skulle oprinde for de danske Kjøbstæder. Den unge Konges første Regjeringsaar hengik imidlertid med langvarige frugtesløse Underhandlinger med det svenske Rigsraad, og Kroningen herhjemme fandt endog først Sted den 18de Mai 1483 i Frue Kirke, en Høitidelighed, der ledsagedes af det sædvanlige Ridderslag med dertil hørende Processioner, Gilder paa Slottet og Turneringer paa Gammeltorv. Saadanne ridderlige Øvelser hørte efterhaanden ikke til Sjeldenhederne. Ved Prinds Christierns Hylding i Mai 1497 have Hovedstadens Indbyggere formodentlig


79

atter havt Leilighed til at overvære dem, og i 1502 feiredes Prindsens Ridderslag med en Dystrenden, ved hvilken den unge Herre red med en Greve, saaledes at begge ved Sammenstødet lettedes af Sadlen. Dette Slags Ridderspil, som man ogsaa kaldte "at ride skarp", holdtes paa Vingaarden i Omegnen af det nuværende Vingaardsstræde, hvor der var en stor aaben Plads, og drog undertiden Ulykker efter sig. Saaledes opstod der i Aaret 1517 en Strid mellem den danske Ridder Iver Lunge, som nylig var hjemkommen fra Krigene i Frankrig, Tydskland og Burgund, og en burgundisk Herre, Jørgen Tengnagel. Begge søgte de en Høvedsmandspost i Hæren paa det forestaaende Tog imod Sverig, og begge havde de, for at vinde Kongen, foræret ham et udmærket i Udlandet forarbeidet Kyrads. Iver Lunge, der synes at have været tilbøielig til Bram og Pral, thi det fortælles, at han pleiede at smykke sin Hest med de Guldsmykker, han havde faaet af fremmede Fyrster for sin Tapperhed, yppede Kiv med Jørgen Tengnagel, og da Kongen hørte om deres Tvist, sagde han, at det var bedst, at de prøvede hinandens Vaabendygtighed og Kyradsernes Godhed ved en Dystrenden i Vingaarden. Denne løb imidlertid meget ulykkeligt af; Iver Lunges Landsespids blev nemlig brækket i Modstanderens Hjelmnet, og Hesten, som blev sky, tørnede saaledes mod Skranken, at Jernet trængte ind i Jørgen Tengnagels Øie, og han faldt død til Jorden. Seirherren druknede Aaret efter ved St. Annæ Bro udenfor Kjøbenhavn, da han vilde gaa iland over Isen for at besøge sin Brud her.

Den 7de Januar 1485 stadfæstede Kong Hans Kjøbenhavns Privilegier og gav flere nye Bestemmelser sigtende til Handelens Fremme, som f. Ex. at udenlandske Kjøbmænd, der dreve Næring, skulde dele Borgernes Byrder. Samtidig slog han ind paa et helt nyt Handelssystem, sigtende til at knække Hansestædernes Overmagt. I samfulde otte Aar lod han disse vente paa Stadfæstelse af deres Privilegier, og da dette endelig skete, sørgede han for, at der ikke længere forbeholdtes dem Eneret paa den nordiske Handel med Udelukkelse af andre Nationer. Med England, Skotland, Holland og Frankrig afsluttede Kongen Handelstraktater, der sikkrede disse Lande lignende Handelsfriheder i Danmark og Norge, som Hansestæderne allerede havde, og de heldbringende Følger heraf viste sig snart. Andre Nationers Flag viste sig hyppigere og hyppigere paa Nordens Have; Landets egen Kjøbmandsstand blev dristigere og


80

virksommere, og Hansestædernes militære Overlegenhed blev heldig bekjæmpet. Kongen anskaffede sig svære Krigsskibe fra England og Skotland og lod andre bygge herhjemme, saaledes at den danske Sømagt efterhaanden blev Hansestædernes jevnbyrdig. Allen betragter Kong Hans som den egentlige Grundlægger af en selvstændig dansk Orlogsflaade. I Kallundborg, Sønderborg og andre af Rigets Søhavne var der kongelige Skibbyggerier, men Hovedværftet var paa Bremerholm i Kjøbenhavn, og her var Flaadens Leie. Kongen viste selv en levende Interesse for Søvæsenet; han gav sin Værftschef Mester Hans Befalinger om Skibenes Oplægning, om Takkelagens omhyggelige Opbevaring, om hvad Tømmer der skulde tages o. lgn. Under Krigen med Lybæk i 1510, da de danske Kyster vare alvorligt truede og en hanseatisk Flaade endog viste sig i Sundet og beskjød Helsingør, hvorved dog ingen anden Skade skete, end at "en Kat fik Laaret skudt over", byggedes to af de største og stærkeste Skibe ("Engelen" og "Maria"), man endnu havde set paa Østersøen, og som baade vakte Beundring og Misundelse hos Lybækkerne. I Aaret 1511 var Kong Hans saa vel rustet, at han kunde stikke i Søen med 20 kraftige Orlogsskibe, førte af saadanne Søhelte som Jens Holgersen Ulfstand, Otto Rud og Søren Norby.

Under Kong Hans' Regjering indtraf der to Begivenheder i Kjøbenhavn, som sikkert gave meget Stof til Omtale og den Dag idag tildels ere uopklarede. I Aaret 1494 lod Kongen nemlig sin Renteskriver Anders, der fra ringe Stand havde svunget sig op til en fremragende Stilling, fængsle i Blaataarn paa Slottet og underkaste pinligt Forhør paa Grund af en løs Mistanke om Bedrageri. Paa Pinebænken tilstod den Anklagede sin Brøde, men skjøndt han senere tilbagekaldte Tilstaaelsen, blev han dog hængt. De stærke Anfald af Melankoli, der senere hjemsøgte Kongen, tilskrev man Anger over denne Domfældelse, thi den almindelige Mening var, at Mester Anders var uskyldig, en Opfattelse, som endnu opretholdes af Allen. Endnu større Opsigt vakte Kongens Optræden mod Rigshovmesteren Poul Laxmand. Denne mægtige, rige og ansete Adelsmand, som tilsyneladende havde Kongens ubetingede Tillid og Gunst, begav sig den 22de Juni 1502 fra Slottet, hvor han havde havt en Samtale med Kongen om de svenske Anliggender, til sit Hus paa Østergade mellem Pilestræde og Kjøbmagergade. Da han


81

gik over Høibro, blev han anfalden af to Adelsmænd, Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen, der havde lagt sig i Baghold for ham. De saarede ham dødelig og kastede ham derpaa ud i Havnen med de Ord: "Du hedder Laxmand; svøm nu, som Din Art er." Kongen bar stor Sorg til Skue over det Skete; han var personlig tilstede ved de Messer og Vigilier, som efter Datidens Skik holdtes i Kirkerne, og offrede for den Afdødes Sjæl, ja den kongelige Kammervogn ledsagede Liget til Helsingør, hvor det blev begravet. Men snart udbredte det Rygte sig, at Kongen selv var Ophavsmand til den skrækkelige Gjerning, en Mening, der vandt i Tiltro, ved at Morderne slap uskadte bort, og navnlig ved at Kongen fem Uger efter Mordet paa Sjællands Landsthing beskyldte Poul Laxmand for Høiforræderi og Avindskjold mod Riget. Sagen forfulgtes med den yderste Strenghed, og Dommerne, hvoraf ikke Faa vare den afdøde Rigshovmesters bittreste Fjender, tilkjendte Kongen alt Poul Laxmands Gods, Jord og Løsøre. Den Myrdedes Familie sank herved ned i den yderste Fattigdom; de beholdt kun de Klæder, de stod og gik i, og alle Forsøg paa at faa Dommen kuldkastet, f. Ex. ved direkte frikjendende Vidnesbyrd fra det svenske Rigsraad, strandede baade under Kong Hans og hans Efterfølger Christiern den Anden. Først under Frederik den Første fik Poul Laxmands Arvinger en ringe Erstatning. Den hele indviklede Sag er i nyere Tider bleven omhyggelig undersøgt og efterforsket, men der er intet Bevis mod Poul Laxmand kommet for Dagen. Allen anser den Myrdede for uskyldig i Landsforræderi og betragter ham som et Offer for hans Fjenders Bagvaskelser og en mistænksom Konges haarde Sind; Paludan-Müller stiller sig mere tvivlende, og hævder, at Kong Hans ialfald handlede i god Tro. Charakteristisk er det, at den offentlige Mening i Danmark var for Kongen imod den Myrdede, og naar man i Kongens Udraab paa Dødsleiet: "O, Laxmand! ,Laxmand!" har villet se en sildig Opvaagnen af Samvittigheden, kan det - som Paludan-Müller bemærker - ligesaa godt forklares som en fornyet Anklage mod Rigshovmesteren, ved hvis formentlige Brøde Sverig var gaaet tabt.

Saavel under Christiern den Første som under Kong Hans blev der bygget paa Kjøbenhavns Slot. De mange Hoffester, Herredagene, Fredsmøderne med de Svenske i 1504 og 1509, ved hvilke en stor Del af de tre nordiske Rigers Adelsmænd vare samlede i


82

Kjøbenhavn, maatte gjøre Savnet af et rummeligt og til Tidens Fordringer svarende Slot føleligt. Man véd, at Christiern den Første paabegyndte Opførelsen af Slottets vestlige Fløi, og at Kong Hans fuldførte den; paa Gavlen ud til Slotspladsen fandtes indtil 1711 Christiern den Førstes Navn og Vaabener. I den øverste Etage af den efter Nutidens Begreber uanselige Fløi fandtes den store Ridder- eller Dandsesal, 86 Trin lang og 40 Trin bred, hvortil en bred Trappe førte op fra Slotsgaarden. Paa begge Sider af denne var anbragt de to fortræffelige Stenbilleder af Kong Hans og Dronning Christine med Aarstallet 1503, der nu findes indmurede ved Indgangen til det store kongelige Bibliothek, og hvoraf der paa omstaaende Side gives en Afbildning. At det store Taarn ud til Slotspladsen: "Blaataarn" existerede, ses af den Oplysning, at den ulykkelige Rentemester Anders sad fangen her; som alt tidligere berørt, var dette Taarn maaské den ældste Del af Slottet, til hvilket alle senere Tilbygninger klistredes.

Kong Hans var en folkelig Konge, og han saavelsom hans heltemodige, godgjørende og fromme Dronning Christine stode sikkert i stor Yndest hos Menigmand. Kongen roses af Alle for sit jevne danske Sind, sin Retsindighed og Ærlighed, og Alle, der have skrevet om ham - ogsaa de svenske Forfattere -, omtale ham med Velvillie og Agtelse. Han havde, siger Allen, et sundt Blik for sine Rigers Interesser; han gjorde, hvad han formaaede med Hensyn til Slesvig, og brød med Hansestæderne, idet han sluttelig tvang dem til at slutte en ufordelagtig Fred med Danmark. Han besad en sjelden Villiestyrke og Udholdenhed og var heri vidt forskjellig fra Faderen, der var svag af Charakter og en Bold for de skiftende Omstændigheder. Langsom til at drage Sværdet, lagde han det ikke bort igjen, før han havde gjennemført sin Ret; han var flittig og arbeidsom, og havde et godt Lov paa sig for Ærlighed, Oprigtighed og Retfærdighed. Han var tarvelig i sin Levemaade og Klædedragt, yndede ikke fremmede Skikke, men elskede dansk Sprog og danske Sæder, var omgjængelig og ligefrem mod Høie og Lave; Munterhed og Spøg faldt ham let fra Munden, og han kunde taale, at Andre spøgte med ham. Hans Mistænksomhed og Grusomhed mod Rentemester Anders og Poul Laxmand har tildels en Undskyldning i den mørke Melankoli, der undertiden greb ham og førte ham til Randen af Vanvid. Han dadles ligeledes skarpt for


83

Kong Hans og
Dronning Christines
Billeder

Kong Hans og Dronning Christines Billeder.

sit Forhold til en af Dronningens Jomfruer, Edele Jernskjæg, hende, om hvem den svenske Rimkrønike siger:

"Hun kunde vel skjæmte med sine Ord
og Tærning kaste over Tavlebord",


84

og hans Levnet synes i det Hele at have været letfærdigt, eller som Holberg udtrykker sig: "han diverterede sig noget resolut med andre Fruentimmer, medens Dronningen sad fangen i Sverig." Men disse enkelte Pletter have sikkert ikke kunnet berøve ham Folkets Yndest, ligesom de ikke have forstyrret det tiltalende Billede af ham for Efterverdenen. Hvitfeld skildrer ham som "en passelig høi og fireskudt Mand med et bredt, tykt Liv og Bryst, trindlagt i Ansigtet og vel beskikket Legeme", og fortæller, at han gik klædt som sine Hofsinder, drak helst dansk Øl og aad gjerne gammel Mad efter dansk Vis; kun naar fremmede Gesandter eller Rigets Adelsmænd besøgte ham, trakterede han dem paa kongelig Vis.

Den Opdragelse, der blev Prinds Christiern tildel, viser tilfulde, i hvilket intimt Forhold Kong Hans stod til den kjøbenhavnske Borgerstand. Kongesønnen, den udvalgte Thronfølger, sattes i Huset hos den kjøbenhavnske Kjøbmand Hans Meisenheim Bogbinder, en anset og velstaaende Mand, der drev en udbredt Handel, eiede flere Gaarde og Grunde i Byen og efter først at have været Raadmand døde som Borgmester. Han boede paa Hjørnet af Amagertorv og Høibrostræde (altsaa ligeoverfor Læderstræde ude paa det nuværende Torv) i en stor grundmuret Bygning, eller som man dengang kaldte det: et Stenhus, og Kongen besøgte ham ofte i hans Bopæl og benyttede hans private Badstue, medens Følget i Mellemtiden gjorde sig tilgode i Borgestuen med Værtens fortræffelige Øl. Thura skildrer endnu i 1740 dette Hus som "en mærkværdig med meget gothisk Billedhuggeri ziret Bygning, som for faa Aar siden af Brøstfældighed nedreves"; det havde da i mange Tider været Apothek. Paavirket af Hans Bogbinder og hans forstandige og agtværdige Hustru Birgitte, lærte Prindsen, at Adelen og Prælaterne paa alle Omraader begik Overgreb mod Borgerne og det menige Folk; her hørte han, hvor nødvendigt det var at bryde Lybækkernes Handelsprivilegier, og her sluttede han et Venskab for Livet med Familiens tvende Sønner, Ambrosius Bogbinder, den navnkundige Borgmester paa Grevefeidens Tid, og Hans Bogbinder, der senere blev den første Bogtrykker i Rusland. Overhovedet har Prindsens Ophold i dette Hus uden Tvivl øvet en ikke ringe Indflydelse paa hans senere Politik, og her lagdes Grundvolden til den kjøbenhavnske Borgerstands Hengivenhed og Troskab mod en Konge, for hvis Skyld den tvende Gange underkastede sig en Beleirings


85

Rædsler. Det er bekjendt, hvorledes Prindsens daværende Læremester, en Kannik ved Frue Kirke, Jørgen Hindse, havde Vanskelighed ved at tæmme sin Elevs kaade Sind, og at han for at holde ham bedre i Ave tog ham med i Kirke, hvor Kongesønnen maatte staa og synge til Ottesang og Aftensang mellem de andre fattige Peblinge. Dette mishagede imidlertid Kong Hans; Prindsen fik en ny Lærer fra Brandenborg, Mester Konrad, og han blev sandsynligvis samtidig taget hjem fra Hans Bogbinders Hus. Paa Slottet var hans Opførsel iøvrigt heller ikke exemplarisk, og hans Vildskab og Kaadhed skal endog have paadraget ham en streng Revselse af Faderen. Hvitfeld fortæller Følgende herom: "Han bestak dem som Vagt holdt udi Kjøbenhavns Slots Port, at de ofte hele Nætter og langt ud paa Nætterne holdt Porten aaben for ham, ud og ind ad Byen, hvor han sværmede, spøgede, ruttede, tog sælsomt afsted af det ene Borgerhus i det andet og fandtes helst der, hvor Vinen smagede bedst, og smukkeste Folk vare. Over saadant Byløb vare Folk meget underlige. Hans Herre Fader fik det omsider at vide, og tog ham for sig en Dag og læste ham et godt Kapitel med Ord og Svøbe, indtil han faldt paa Knæ, bad sin Herre Fader om Forladelse og lovede saadant aldrig mere at skulle ske."

Kong Hans døde den 20de Februar 1513 i en forholdsvis kraftig Alder i Aalborg efter en Forkjølelse, han paa Reisen havde paadraget sig ved at falde i Tarm Kjær. I Kjøbenhavn fortalte man fra Mund til Mund, at talrige Varsler havde bebudet den sørgelige Begivenhed; saaledes havde Kongen under et Gjæstebud læst i en Almanak, at en mægtig og navnkundig Potentat skulde dø i dette Aar, hvorover han henfaldt i sørgmodige Tanker; om Natten havde man hørt Hundeglam paa Slottet, som af Hunde, der bide hverandre, skjøndt alle Hundene vare indespærrede i Staldgaarden; Dørene til Slotskapellet gik op og i af sig selv; dybe Suk som af et sorgfuldt og angst Menneskebryst hørtes omkring i Salene; Slotsherren vaktes ofte af uforklarlig Bulder og Støi, og Alterklæderne, som Klokkeren om Aftenen havde udbredt paa Alterbordet, laa om Morgenen sammenrullede og forstyrrede. Men hvor oprigtig Borgernes Sorg end var over Kongens Død, feiler det ikke, at de med Tillid og Fortrøstning saa hen til hans Efterfølger, thi han havde endnu i Faderens levende Live lagt usædvanlig Statsmandsdygtighed og Feltherretalent for Dagen som Statholder i Norge.


86

Christiern den Anden stod ved sin Faders Dødsleie og var altsaa fraværende fra Kjøbenhavn ved Thronskiftet. Hans første Tanke var at sikkre sig den vigtige Stad og Slottet, thi det var ham neppe ubekjendt, at en Del af den jydske Adel ikke ønskede ham, men hans Farbroder Hertug Frederik til Konge. Han tilskrev ufortøvet Lensmanden paa Kjøbenhavns Slot, Esge Bilde, om at holde Slottet til hans Haand, og fjorten Dage efter fik denne et nyt Brev fra Odense, hvortil den afdøde Konges Lig var blevet ført for at bisættes i Graabrødrekirke, med en endnu mere indtrængende Opfordring til at være aarvaagen. "Vi bede Dig og ville - hedder det heri - at Du nu i vor Fraværelse lader Slottet vel fast forvare og haver visse Tilsyn, at der Ingen op til Slottet stedes, uden Du dem fuldtvel kjender og Dig i alle Maader forvaret véd; det forlader vi os visseligen til." Brevet paabyder endvidere Lensmanden at klæde sine Svende og Tjenere i Sort. En direkte Henvendelse fra den nye Konge til Kjøbenhavns Borgere viser endyderligere, at Staden allerede paa dette Tidspunkt spillede en afgjørende Rolle i Nationens Liv. Paa Veien fra Aalborg til Odense tilskrev nemlig Christiern "os elskelige Borgmester, Raad og Menighed i Kjøbenhavn", underrettede dem om, at "den alsommægtigste Gud havde kaldet hans kjære Herre Fader", og takkede dem for den tro Tjeneste og velvillige Underdanighed, de havde bevist den Afdøde, hvorpaa han tilføiede: "Vi beder Eder kjærligen, at I Eder ogsaa paa samme Maade mod os bevise og finde lade, til hvilket vi os fuldkommeligen forse og Intet paatvivle; Vi ville holde Eder Alle ved Lov og Ret og Skjel og Ingen af Eder uforrette i nogen Maade." Det fremgaar tydeligt heraf, at det var Kongen meget magtpaaliggende at vinde Kjøbenhavns Borgere for sig.

I denne Henseende havde han heller Intet at befrygte. Den sidste Marts kom Kongen selv til Kjøbenhavn og fandt Borgerne tro og paalidelige. De Underhandlinger, som i al Hemmelighed førtes med Hertug Frederik, og som endte med et Afslag fra hans Side, fordi Planen paa dette Tidspunkt overhovedet ikke kunde gjennemføres, synes at være komne ud blandt Menigmand; under alle Omstændigheder fløi Tusinder af Rygter fra Mund til Mund, og Stemningen blev endog saa truende, at Rigsraadet blev alvorlig bekymret. Saa tryg var Kongen under disse Forhold, at han ikke tog i Betænkning at give den iøvrigt af Borgerne afholdte Lensmand


87

paa Slottet Esge Bilde en alvorlig Paamindelse om at "skikke sig redeligen og skjelligen mod den menige Mand, Fattige og Rige", og træffe andre Regjeringsforanstaltninger til de lavere Stænders Bedste. Overhovedet faar man Indtrykket af, at en vis Selvfølelse begyndte at røre sig hos Borgerne, der mente, at de ogsaa havde Ret til at tale med i Fædrelandets Anliggender, og denne Opposition havde saameget større Vægt, som den støttedes af den menige Adel, der ikke havde Sæde i Rigsraadet, og af denne Grund følte sig forurettet og tilsidesat.

Endelig ved St. Hansdags Tid traadte Rigsraadet sammen i Kjøbenhavn for at forhandle om Kongens Haandfæstning. Det var en talrig og glimrende Forsamling, som Staden saa indenfor sine Mure. I en Maaned laa saagodtsom hele det danske Rigsraad i Byen, nemlig 19 verdslige Herrer og 10 geistlige, endvidere 7 norske Rigsraader, samt en stor Del af den menige danske Adel, der var strømmet til for at være tilstede ved et Møde, som i mange Retninger berørte deres Interesser. Hertil kom 9 svenske Rigsraader, deriblandt to Bisper, endvidere Afsendinge fra en stor Mængde Hansestæder, der vilde benytte Leiligheden til at forhandle om deres Handelssager. Alle disse Herrer indfandt sig efter Tidens Skik med et talrigt Følge; Erkebiskoppen af Trondhjem, Erik Valkendorf, havde f. Ex. 140 Personer med sig, saaledes at Kjøbenhavns Borgere, selv om de ingen Stemme havde ved de Afgjørelser, der skulde tages, idetmindste kunde føle sig smigrede over, at deres By var bleven Samlingsstedet for de tre Rigers ypperste Mænd. Forhandlingerne, hvis Enkeltheder ikke vedkomme os her, afsluttedes ved Udgangen af Juli eller først i August.

Kongens Forhold til Dyveke, der allerede var blevet indledet under hans første Ophold i Bergen som Prinds i Eftersommeren 1507, var hidtil traadt hindrende iveien for et Ægteskab, men efter Thronbestigelsen syntes politisk Klogskab at anbefale en Forbindelse med et eller andet mægtigt Fyrstehus. Til forskjellige Tider havde man tænkt paa en russisk eller en fransk Prindsesse, men tilsidst faldt Valget paa Keiser Maximilians næstældste Sønnedatter, Prindsesse Elisabeth. Den 11te Juni 1514 blev Kong Christierns Afsending, Ridder og Medlem af Rigsraadet Mogens Gjø, i sin Herres Navn viet til Elisabeth i Bryssel, netop samme Dag som Kongen selv kronedes og salvedes i Frue Kirke i Kjøbenhavn. Sandsynligvis


88

fik Kirken ved denne Leilighed sit store og prægtige Spir, der var 114 Alen langt og forneden omgivet af fire mindre Spir, hvert paa 8 Alens Højde, og som i hen ved hundrede Aar forblev paa sin Plads, indtil det under Christian den Fjerde for Brøstfældigheds Skyld nedreves og ombyttedes med et nyt. Da Spiret opsattes, indtraf den bekjendte Strid mellem en Tømmermester og hans Svend, hvorom Hvitfeld fortæller Følgende: "Den samme Mester, som hug Spiret, han var halt; ham og hans Mestersvend kom nogen Trætte imellem, Mestersvenden mente sig at være saa god som Mesteren. Da paa det Pas Spiret var forfærdiget, til Knappen skulde paasættes, da befol Mesteren en Bjælke at udlægges og fastgjøres, paa hvilken han gik ud til Enden og hug der en Øxe udi, befol saa Mestersvenden, efterdi han lod sig være saa god som han, at han skulde gaa ud og tage ham samme Øxe tilbage, og idet som den anden gik ud og ikke vilde være ringere end hans Mester, faldt han ned og sloges ihjel."

Indvendig var Kirken ogsaa udsmykket paa det Herligste i Anledning af Kroningen, navnlig var Koret betrukket med Gyldenstykke, Fløil og Silke. Enkedronning Christine var kommen fra Odense for at overvære Festen; hele Rigsraadet, en stor Del af Adelen med deres Fruer og Døttre, Erkebiskoppen og sex af Rigets Bisper, foruden mange andre fornemme Geistlige, Fuldmægtige fra Hansestæderne, som altid mødte ved slige Leiligheder for at stemme Herskeren gunstigt ved Foræringer og Lykønskninger, Sendebud fra England og Sachsen, samt endelig den unge Fyrste af Mecklenborg saas i den høitidelige Procession, der begav sig fra Slottet til Kirken. Foran Kongen gik de senere saa navnkundige Krigsmænd Otto Krumpen, Søren Norby og Henrik Gjø, bærende Kronen, Spiret og Æblet; Sværdet bares af den holstenske Adelsmand Jørgen Pogwisch. Efter Salvningen og Kroningen sloges der Riddere, og Gjæstebud, Dystrenden og alle Slags Ridderspil afsluttede Festlighederne.

Overhovedet udfoldede Hoffet i hine Tider en ikke ringe Luxus, og Kjøbenhavns Indbyggere havde ofte Leilighed til at nyde det Slags Skuespil. Intet af dem overgaar dog Kongens Bryllup, hvortil der formodentlig paa Grund af Brudens høie Slægt og Rang var truffet overordentlige Forberedelser. Det var oprindelig fastsat til den 1ste Juli, Kongens egen Fødselsdag, thi Christiern delte sin


89

Tids Overtro om lykkelige og ulykkelige Dage, og holdt endog en Stjernetyder ved sit Hof, en Tydsker ved Navn Bernhardin Monck, der raadspurgtes i alle vigtige Sager, skjøndt Kongen just ikke altid fulgte hans Raad, og senere, da han var bleven bekjendt med Luthers Lære, endog foragtede dem. Varslerne for Brylluppet havde ikke været heldige. I Januar 1515 om Aftenen Kl. 6 indtraf et forfærdeligt Jordskjælv i Kjøbenhavn, der udbredte almindelig Rædsel, som om Verdens Undergang var forestaaende, og to Maaneder efter rasede der en orkanagtig Storm, som varede i et helt Døgn, rev Knappen af det nybyggede Spir paa Frue Kirke, rykkede Træer op med Rode, væltede Bygninger, saa at Mennesker og Dyr omkom, og i det Hele afstedkom stor Ødelæggelse. Bernhardin Monck blev raadspurgt, men kunde ikke spaa Kongen noget Godt heraf; senere, da Christiern og hans Dronning vandrede om i Landflygtighed, roser han sig af at have forudset det Skete. Sandsynligvis valgte man den 1ste Juli til Brylluppet for at modarbeide Stjernernes onde Indflydelse, men Bruden forsinkedes, og først den 4de August løb Flaaden ind i Helsingørs Havn med Prindsessen.

Allerede tidlig paa Foraaret - skriver Allen - vare Forberedelserne til Bryllupshøitideligheden i fuld Gang. I Orlogshavnen ved Bremerholm var Alt i Virksomhed for at udruste den prægtige Flaade, der skulde ledsage de hollandske Skibe, som overførte Bruden til Danmark. De tvende Hansestæder Danzig og Hamborg, med hvilke Kongen ikke havde noget udestaaende, laante ham hver to store Skibe som Pant paa Venskab og godt Naboskab, og bleve derfor særlig indbudte til Brylluppet. Store Indkjøb gjordes i Ud- og Indland; kostbare franske Vine og Rhinskvine, Øl af de forskjelligste Sorter, Klæde til Kongens Hoffolk, Krigsfolket og Matroserne, Silkestoffer, Brokade, Fløil og Gyldenstykker indførtes i Massevis, og en af Florenz's kunstfærdige Guldsmede, Turisani, forfærdigede et Brudesmykke af Diamanter til den unge Dronning. Tæppet paa Brudesengen med dets guldindvirkede Blomster og Vaabener omtaltes længe efter som et Vidunder af Pragt. Paa Musikanter var der stor Mangel; Kongen maatte derfor laane 9 Trompetere og en Trommeslager hos Hertug Johan af Sachsen. Bryllupsgjæsterne begyndte efterhaanden at indfinde sig. Hele Rigets Adel med Fruer og Døttre var indbudt; de kongelige Lensmænd havde Ordre til at indfinde sig med et vist Antal broget uniformerede Svende. To


90

Erkebiskopper og 10 Bisper samt en pavelig Legat, afsendt af Leo den Tiende for i hans Navn at velsigne Brudeparret og tilstaa alle Tilstedeværende Aflad og Syndstilgivelse, gave Festen forøget Værdighed og Glands. Af Kongens nærmere Slægt var selvfølgelig Enkedronning Christine tilstede, endvidere hans Søster Kurfyrstinde Elisabeth af Brandenborg og hans Farbroder Hertug Frederik af Gottorp, der senere skulde støde ham fra Thronen. Hertil kom Hertugen af Lyneborg med sine to Sønner, Hertugen af Mecklenborg, der optraadte som Keiserens Afsending, Afsendinge fra Kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen o. m. fl. Fra Danzig, Hamborg, Lybæk, Wismar, Rostock, Stralsund og Lyneborg mødte Sendebud, og fra Sverig en Bisp og to verdslige Rigsraader. Et usædvanligt Liv herskede paa Slottet og i Staden, thi alle Herrerne havde et talrigt Følge med, hver efter sin Stand. Saavel de danske som de fremmede Adelsmænd havde endvidere Turnerheste med, da der skulde afholdes Dystrenden; deres prægtigt udstafferede Tjenere og Svende vare ligeledes beredne. Bisperne og Prælaterne overgik endnu langt Adelen i Glimmer og Bram; Kurfyrstinde Elisabeth havde en hel kvindelig Hofstat med sig, og det Samme gjælder om Hertuginde Helene af Mecklenborg.

Imidlertid kom Bruden ikke; en Uge før den til Brylluppet berammede Tid indløb der Efterretning fra den nederlandske Regjering om, at Elisabeths Afreise var bleven forsinket. Den burgundiske Regjering erklærede sig derhos ude af Stand til at betale den lovede Trediedel af Medgiften; Udgifterne voxede med hver Dag, og Kongen maatte gjøre Gjæld for at dække dem, de fremmede Fyrster begyndte at blive utaalmodige, og for endyderligere at ophidse Kongen forlangte den nederlandske Regjering, at Kongen skulde skille sig ved Dyveke. Under alle disse Fortrædeligheder havde Kongen Vanskelighed ved at bevare sin Sindsligevægt, og hans Vrede synes at være kommen til Udbrud, da Forlangendet om Dyvekes Fjernelse ved en ubegribelig Aabenmundethed kom til alle Tilstedeværendes Kundskab. Kongen fnyste af Vrede - siger Allen -, Enkedronningen var bitterlig bedrøvet, Dyveke græd, Sigbrit larmede og skjældte, og mange af de Tilstedeværende hørte med stor Glæde og Skadefryd Nyheden.

Henimod Midten af Juli, da man endnu ikke havde erfaret noget Bestemt om Brudens Ankomst, erklærede de fyrstelige Gjæster,


91

at de ikke kunde blive længere. Den pavelige Legat, Hertugerne af Lyneborg, Hertugen af Mecklenborg og Hertug Frederik af Gottorp gjorde Mine til at bryde op; den sidste, fordi han i det Hele ikke befandt sig vel ved Hoffet. Han klagede over, at Kongen ikke behandlede ham med skyldig Høflighed, at han var kold imod ham, ja endog lagde aabenbar Ringeagt for Dagen, idet han talte haanligt og spydigt om "den Taabe, Hertugen af Gottorp". Forholdet mellem Hertugen og Brodersønnen havde aldrig været godt; Begivenhederne efter Kong Hanses Død, da et Parti ønskede at sætte Frederik paa Thronen, havde ikke kunnet forbedre det, og der er derfor intet Usandsynligt i, at Hertugens Klage er velgrundet. Det var iøvrigt ved denne Leilighed, at en lille Begivenhed indtraf, som gav meget Stof til Omtale og senere tillagdes en vis Betydning. Hertugen blev en Dag, da han traadte ind i en af Slottets Sale, hvor nogle danske Hoffolk og fremmede Adelsmænd sad og drak omkaps, hilst af en Mand af sit Følge, en holstensk Læge, Luder Reventlow, der stod i Ry for sin Spaadomsgave, med følgende Ord: "Staar op I Danske og hilser paa Eders tilkommende Konge!" De danske Herrer lo og sagde, at Reventlow talte over sig, paavirket af Vinen, men Hertugens Venner lagde Mærke til disse Ord, og senere, da Frederik den Første besteg Danmarks Throne, tvivlede man ikke om Reventlows Spaadomsevne. Skjøndt Kong Christiern gjorde Alt for at overtale sine Gjæster til at blive, lykkedes det ham ikke; efter et stort Afskedsgjæstebud paa Slottet og paafølgende Dystrenden i et Par Dage, forlod de Staden. Inden sin Afreise overdrog den pavelige Gesandt Leo den Tiendes Fuldmagt til Bisp Lage Urne af Roskilde, saaledes at Brudeparret og de tilbageblivende Bryllupsgjæster ikke gik Glip af Roms Aflad og Velsignelse.

Endelig indløb der Melding fra Holland, at Prindsesse Elisabeth havde indskibet sig. I Kjøbenhavns Kirker holdtes der hver Dag Bønner for en lykkelig Overreise, og Borgerne saa jevnlig fromme Processioner, hvori Kong Christiern selv deltog, bevæge sig gjennem Gaderne. Efter en stormfuld Seilads, paa hvilken Prindsessen uophørlig led af Søsyge, lagde Flaaden den 4de August paa Grund af Modvind ind i Helsingørs Havn, og her ramtes Bruden af en heftig Feber, som endog antog en farlig Charaktér. Imidlertid bedredes hendes Befindende dog saameget, at hun kunde holde sit Indtog i Kjøbenhavn den 9de August. Hun gik atter ombord paa


92

Flaaden; ved Hvidøre paa Strandveien mellem Taarbæk og Skovshovedpynten, hvor der var et kongeligt Slot, som Dyveke og hendes Moder ellers havde til Sommerbopæl, steg hun iland og modtoges af Kongen, hele Hoffet og den store Mængde af adelige Herrer og Damer, som ikke havde ladet sig afskrække af den lange Ventetid. Store Skarer af Kjøbenhavns Indbyggere vare strømmede ud paa Strandveien for at se det sjeldne Optog, der aabnedes af kongelige Herolder i skinnende brogede Dragter med forgyldte Bælter, gyldne Bjælder og prangende Vaabenskjolde. Kongen var tilhest; hans Klædning var oversaaet med Guld og Perler; hans Ganger prydet med et kosteligt Skabrak; efter ham fulgte Rigets høieste Dignitarier, Geistligheden og Prælaterne i Fløils- og Silkeklæder, derpaa 300 Ryttere, bestaaende af Rigets Adel, de kongelige Lensmænd og deres uniformerede Svende. Damerne, der førtes af Enkedronning Christine og Kongens Søster, Kurfyrstinde Elisabeth, kjørte i rigt forgyldte Karme eller Fruervogne, hver trukken af fire Heste; ved Siden gik prægtigt klædte Løbere, og Toget sluttedes af 200 Ryttere. Da man forlod Byen, var Veiret godt, men snart styrtede Regnen ned i Strømme og forstyrrede selvfølgelig i høi Grad det festlige Indtryk. I Nærheden af Hvidøre mødte man Bruden og hendes Følge. Hun stod ud af Vognen, hvilket Enkedronningen og Kurfyrstinden ligeledes gjorde, og i det Samme standsede Regnen. Bruden og Kongen, Enkedronningen og Kurfyrstinden traadte nu frem paa et Gyldenstykkes Tæppe, der var udbredt paa Jorden, og Bisp Lage Urne af Roskilde holdt en latinsk Tale, som han dog maatte afkorte, da Bruden var saa svag, at hun maatte sætte sig i sin Hofmesterindes Skjød, og siddende paa denne Maade hørte hun den lærde Prælats Pris over hendes Slægtninges, Ferdinand den Katholskes og Dronning Isabellas Bedrifter. I øsende Regnveir vendte man tilbage til Staden; de Festligheder, som vare arrangerede paa Veien saasom Dystrenden, Stikken efter Ringen og andre Ridderspil kunde ikke gjøre Virkning paa Grund af det uheldige Veir, og Indtoget var af samme Grund mislykket. Strax efter Ankomsten til Slottet begav Bruden sig til sine Værelser, og der fandt ingen yderligere Festligheder Sted den Dag.

Heller ikke Vielsen og Dronningens Kroning, som skulde have været afholdt i Frue Kirke, kunde iværksættes efter Bestemmelsen; Bruden havde Feber, og Højtideligheden foregik derfor paa Slottet


93

i en Sal udenfor Brudens Værelser. Erkebiskop Birger forrettede Vielsen og den paafølgende Messe, salvede Dronningen i Haandleddet og Albueleddet paa den høire Arm samt mellem Skuldrene, hvorpaa han satte hende Kronen paa Hovedet og rakte hende Sceptret. Til Slutning forkyndte Erkebispen, at den hellige Fader Paven havde givet Alle, der havde overværet Kroningen, Forladelse for deres Synder. Et stort Gjæstebud paa Slottet, hvor der gaves 33 Retter, afsluttede Dagens Højtidelighed. Den næste Dag holdt Kongen høitidelig Kirkegang til Frue Kirke; derpaa spistes atter paa Slottet, men Maaltidet var tarveligere end den foregaaende Dag, idet der kun serveredes med 15 Retter, hvoraf ovenikjøbet "kun faa vare gode" efter en af Deltagernes Udsagn. Med et Ridderspil paa Gammeltorv og paafølgende Bal paa Raadhuset endte Bryllupsfestlighederne. Dronningen var da atter saa svag, at hun maatte begive sig bort fra Dandsen. Overhovedet hvilede der lige til det sidste en uheldig Stjerne over dette Bryllup; thi netop som de hollandske Skibe skulde forlade Kjøbenhavn, udbrød der Pest ombord paa dem, og en ung smuk Dame, Philip af Burgunds Broderdatter, afgik ved Døden.

Skjøndt Christiern den Andens Regeringstid kun var kort, og hans Lovgiver-Virksomhed ikke kom til at sætte varig Frugt, hviler der dog en egen Nimbus over det Tiaar, i hvilket han beklædte Danmarks Throne. Dette skyldes vel for en Del hans tragiske Skjæbne, men fornemmelig hans store personlige Evner, hans borgerlige Væsen og Tænkemaade, hans omfattende Reformbestræbelser og nidkjære Forsøg paa at virke for Landets Opkomst. I de første Regeringsaar, da Krigen med Sverig endnu ikke lagde udelukkende Beslag paa Rigets Kraft, sysselsatte Kongen sig levende med at ophjælpe Landets Hjælpekilder og henvendte først sin Opmærksomhed paa Kjøbstæderne, medens Landbovæsenet og Bondestanden senere toges for. Allen siger, at han "kjælede" for Kjøbstæderne, og af disse var atter Kjøbenhavn den Stad, der laa ham nærmest paa Hjerte. Herfra skulde Bevægelsen udgaa; her skulde den selvstændige Handel grundlægges, som for evig Tid vilde frigjøre Riget for Hansestædernes Overmagt, og her skulde en "vældig Kjøbstad" reise sig, der kunde blive en Stapelplads for Østersølandene og ved sin fortrinlige Beliggenhed paa Handelsveien mellem to Have indtage det forhadte Lybæks Plads.


94

Kjøbenhavn var dengang paa Nippet til at blive en stor Handelsstad; de indledende Skridt vare gjorte, og det er sandsynligt, at Maalet vilde være naaet, ifald Kong Christierns Fald og de paafølgende store og mangeaarige Uroligheder ikke havde gjort Ende paa alle saadanne Planer. Enkelte af Kongens Paabud ere vel stærkt prægede af Tidsalderens middelalderlige Ideer, og saaledes neppe ubetinget skikkede til at fremme det Maal, der tilstræbtes; saaledes naar det forbødes Alle, der vare bosiddende i Riget, selv at føre deres Varer udenlands, hvorimod de skulde transportere dem til Kjøbenhavn eller de andre Kjøbstæder ved Øresund, men et saadant Indgreb i enkelte Klassers eller Stænders Frihed for at skabe Forrettigheder for andre eller beskytte allerede bestaaende Privilegier, er charakteristisk for Tidens Opfattelse og betragtedes dengang som Indbegrebet af al statsøkonomisk Visdom. Men paa andre Omraader viser Kong Christiern sig som en vidtskuende og klartseende Statsmand, der forstod at vælge de rette Veie og Midler til Landets Opkomst. I Aaret 1517 udstedte han saaledes en trykt Indbydelse til franske, engelske, skotske, hollandske og russiske Kjøbmænd om at nedsætte sig i Kjøbenhavn og lovede dem kongelig Beskyttelse og store Privilegier. En lignende Opfordring rettedes til de mest ansete danske Kjøbmænd, og selv forpligtede han sig til at indskyde nogle hundredetusinde Gylden i Handelen. Men ikke nok hermed. Kongen aabnede særlige Underhandlinger med det berømte Handelshus i Augsburg og Florenz, Fuggerne, med Popius Occo i Amsterdam og Andre, og den Bitterhed, hvormed de lybske Krønikeskrivere udtale sig herom, viser klart, i hvor høi Grad de følte deres Interesser truede. I de mange Stridsskrifter, som Lybækkerne udgav mod Christiern den Anden efter hans Fald, fremstilles Bestræbelsen for at drage Østersøhandelen til Kjøbenhavn som en ligefrem Forbrydelse, dikteret af blindt Had mod den mægtige Hansestad. Svaret herpaa ligger nær og udtales med Skarphed af Christierns Talsmand, Gornelius Scepperus, der bl. A. skriver: "Var det ei tilladt Kongen at gjøre Kjøbenhavn til en ny Stapelstad? Han vilde ogsaa sørge for sine Riger. Han indsaa, hvor meget de Danske tabte ved ei at have nogen egen Handel. Han vilde derfor til uberegnelig Fordel for Riget efterlade sine Undersaatter et Minde ved at gjøre Hovedstaden blomstrende ved Handel. I vare hans Venner, men hans danske Undersaatter


95

maatte være det endnu mere, og han maatte tage mere Hensyn til dem end til Eder. Og hvem var det til Skade, naar han til Gavn for sit Rige og alle sine Undersaatter skjænkede Kjøbmændene i sin Hovedstad nye Privilegier? Det var ei til Eders Skade, men til Gavn for hans Rige, som han burde sørge mere for end for Eder. Ej heller have I nogensinde ved Traktater afgjort, at dette ei maatte ske; hvorfor skulde han da ikke indføre i sit Rige, hvad han fandt at være til dets Gavn og Fordel? Han saa, at i England var London berømt ved sin Handel, i Frankrig: Rouen, Lyon, Paris, i Belgien: Brygge, Antwerpen og flere andre, i Tydskland var mange berømte Stæder: Frankfurt, Leipzig og endelig Eders Hule, hvori I opæde hele Tydskland. I sine tre mægtige Riger derimod, i Danmark, Sverig og Norge blev han ingen Havn vár, der kunde maale sig med hine. Han vilde derfor sørge for, at Kjøbmændene ogsaa skulde strømme til hans Riger, og at Danmark ei skulde være saa fattig paa al Handel, at det ei kunde rose sig af nogen Handelshavn. Og hvilke Love, hvilke Rettigheder forbød ham det?" Scepperus paaviser sluttelig, at Lybækkerne forlængst ved deres fjendtlige Handlinger og Brud paa Tro og Love havde forspildt deres Privilegier.

Oppebørslen af Øresundstolden, der hidtil havde fundet Sted i Helsingør, blev samtidig forlagt til Kjøbenhavn, og hele Bestyrelsen af Toldvæsenet overdragen til Sigbrit. Der syntes saaledes at være gjort et vigtigt Skridt fremad til Gunst for Kjøbenhavn, men Indretningen af Byens Stapel trak i Langdrag. Et saa stort Værk lod sig ikke gjennemføre ihast; de rige udenlandske Kjøbmænd varet forsigtige og vilde ikke sætte deres Kapitaler paa Spil, før der gaves dem vægtige Garantier, og Krigen med Sverig, som i saa mange Henseender virkede fordærveligt, standsede Projektet i dets Fødsel. Men da Kongen i Aaret 1520 var bleven Herre i Stokholm, gjenoptog han Planen med fornyet Iver og paa et helt nyt Grundlag, der tilfulde viser, hvor alvorligt hans Forehavende var. Neppe var Blodbadet i Stokholm endt, før han i et af Slottets Lønkamre drøftede Planen til Oprettelsen af et stort nordisk Handelsselskab sammen med fire af de mest ansete Kjøbmænd i Kjøbenhavn og Malmø, nemlig Anders Wolff, Albert van Gock, Hans Mikkelsen og Sander Wentun. Disse forhandlede derpaa med Stokholms Magistrat som Repræsentanter for de svenske Kjøbmænd og


96

den 4de December 1520 vedtoges Grundtrækkene for Handelsselskabet. Der skulde være fire Oplagssteder, et i Kjøbenhavn, et i Stokholm, et i Nederlandene og et i Finland paa den russiske Grændse, hvert bestyrede af en Faktor, der skulde afsætte de nordiske Varer som f. Ex. Kobber, Talg, Elsdyrshuder, saltede Kohuder, Tømmer, Sild o. d., og indkjøbe, hvad de tre Riger havde behov af udenlandske Varer. Handelen skulde drives for fælles Regning; hvert tredie Aar skulde Regnskabet opgjøres, og Overskudet fordeles mellem Deltagerne i Henhold til deres Indskud. I Stiftelsesbrevet erklæres det rentud, at Formaalet med Selskabet ikke blot er at fremme de nordiske Rigers Handel og gjøre dem uafhængige, men tillige at knytte Folkene til hverandre ved materielle Baand, "paa det at de tre Riger herefter maa blive sammen udi en evig Fred og Endrægtighed." I Januar Maaned 1521 hvervedes der med Iver Deltagere, men den store svenske Opstand umuliggjorde enhver Tanke om fredelig Samvirken - Handelsselskabet faldt som saa mange af Christierns kloge og vidtskuende Reformplaner til Jorden og blev til Intet.

Skjøndt en illegitim Forbindelse som Christiern den Andens med Dyveke paa ingen Maade hørte til Sjeldenhederne blandt Datidens Fyrster, baade geistlige og verdslige, og under almindelige Forhold neppe vakte videre Anstød, blev den dog Kongen en evindelig Kilde til Fortrædeligheder, Sorger og Lidelser, ja det kan siges, at den, ved at sætte Sigbrit fast i Christierns Gunst, blev Hovedaarsagen til hans tragiske Fald. Allerede kort efter Dronning Isabellas Bryllup vidste man i Nederlandene god Besked med Forholdene ved det danske Hof; de burgundiske Damer, der havde fulgt Bruden hertil, sladdrede af Skole, indtil Christiern sendte dem ud af Riget, fordi de - som det hedder - "altid førte Snak om hans Uskikkelighed." I Vintren 1516 ankom en overordentlig Gesandt fra Keiseren hertil, Sigismund Herberstein, som skulde formane Kongen til at skille sig ved sin Elskerinde, men kan maatte reise bort med uforrettet Sag efter at have forebragt sit Ærinde paa Nykjøbing Slot, hvor Christiern tilsidst gav et formeligt Afslag. Saa langt fra at høre paa Keiserens Forestillinger knyttede Kongen kun Forholdet endnu nøiere; han kjøbte en Gaard i Kjøbenhavn paa Hjørnet af Amagertorv og Lille Helliggeiststræde af Mogens Gøye, og indrettede den til Bopæl for Sigbrit og Dyveke. Samtidig


97

blev Dronningens Hofmesterinde Fru Anne Meinstrup, Enke efter Holger Eriksen Rosenkrands til Boller, som paa egen Haand vovede at gjøre Kongen nærgaaende Bebreidelser, afskediget og forvist fra Landet. Efter Thronskiftet kom hun tilbage, men blev i Grevefeidens Tid ihjelslaaet af kjøbenhavnske Borgere paa Ringsted Landsting, da hun ikke formaaede at lægge Baand paa sin Tunge og skjule sit Had til den fangne Konge.

Rygtet havde i Kjøbenhavn længe havt travlt med Kongens huslige Forhold. Man fortalte, at Befalingsmanden paa Kjøbenhavns Slot Torben Oxe, en voldsom og uregjerlig Person, der gjentagne Gange havde gjort sig skyldig i Forbrydelser, nærede en heftig Attraa til Dyveke og havde forgrebet sig paa hendes Person i Kongens Soveværelse, at Sigbrit begunstigede denne Forbindelse og andet Lignende, og disse Rygter naaede tilsidst Kongens Øre gjennem Slotsskriveren Hans Faaborg, som paa denne Maade troede at kunne indsmigre sig hos Christiern og komme den forhadte Slotsherre tillivs. Men - som Poul Helgesen bemærker - han faldt selv i den Grav, han havde gravet for Andre. Ved en Undersøgelse af Skriverens Regnskaber viste det sig, at de vare i Uorden, og Torben Oxe lod ham da ufortøvet sætte under Tiltale for Underslæb og efter Dommen hænge, rimeligvis i Galgen, som var anbragt ved Stranden udenfor Vesterport. Henrettelsen gav Anledning til fornyet Folkesnak, som dog efterhaanden forstummede, indtil Kjøbenhavns Borgere et halvt Aars Tid efter, i Sommeren 1517, erfarede, at Dyveke pludselig var afgaaet ved Døden uden nogen forudgaaende Sygdom. Det fortaltes strax, at hun var bleven forgivet ved nogle Kirsebær, Torben Oxe havde sendt hende; man sagde, at Rigsraadet længe havde prøvet paa at rydde hende af Veien for saaledes at gjøre Ende paa Sigbrits Indflydelse; Nogle mente, at Slaget var kommet fra Hoffet i Bryssel, da dette havde truet med at spille Dyveke "en grov Streg", Andre, at Torbens forsmaaede Kjærlighed havde forvandlet sig til Had. Hvorom Alting er, var Kongen overbevist om Slotsbefalingsmandens Brøde, og da denne ved en Hoffest, formodentlig paavirket af Vinen, i en spøgefuld Tone indrømmede, at han havde næret Tilbøielighed for Dyveke, grebes Kongen af en rasende Forbittrelse, som forøgedes endyderligere, da der indløb nye Klager over Torben Oxes Vilkaarlighed mod de lavere Stillede i Samfundet. Slotsherren blev


98

tilligemed sin Fætter Knud Pedersen Gyldenstjerne kastet i Blaataarn, og den første anklagedes ikke blot for Giftblanderi, men tillige for at have "besmittet den kongelige Seng". Rigsraadet, der var en Adelsmands rette Værneting, afviste imidlertid begge Klager, Giftmordet som ubevist, den anden Anklage som ubeføjet, da Dyveke kun havde været Kongens Frille, og Loven ikke beskyttede et saadant Forhold. Nu greb Kongen til en usædvanlig og overordentlig Forholdsregel for at sætte sin Villie igjennem. Han lod sætte en Ret af tolv Bønder paa Slotspladsen udenfor Indkjørslen til Slottet; fire Spyd, der lagdes i Firkant, fungerede som Tingstokke, og Kjendelsen, som denne Ret afsagde, lød: "Vi dømme ham ikke, men hans, egne Gjerninger", hvilket - siger Hvitfeld - var en uendelig Dom og lød hverken til eller fra. Imidlertid udtalte Bønderne, der vare fra Solbjerg (en lille Landsby, hvor nu Frederiksbergs Smallegade er), dog under alle Omstændigheder et bestemt Skyldig, og der er Grund til at antage, at den Formular, de valgte, saa langt fra at være et Forsøg paa at unddrage sig Ansvar, i Virkeligheden var en overleveret juridisk Formel. Det Uregelmæssige ved Processen ligger i, at Retten var inkompetent, thi en Adelsmand kunde i Henhold til Haandfæstningen kun dømmes af sine Standsfæller. Ikkedestomindre var Kongen bestemt paa, at Henrettelsen skulde finde Sted, og det ovenikjøbet med den størst mulige Offentlighed. Trods alle Bønner og Knæfald af den Domfældtes Slægtninge, ja af Dronningen selv, blev Dommen fuldbyrdet den 29 Novbr. 1517, samtidig med at der afholdtes en Herredag i Kjøbenhavn, saaledes at Byen var fuld af Rigsraader, Prælater og Adelsmænd fra alle Landets Egne. Torben Oxe førtes over Høibro, hvor Munkene fra Graabrødreklostret rakte ham Sakramentet, og hvor han holdt en kort Bøn, og derpaa videre til S. Gertruds Kirkegaard, det nuværende Kultorv. Før Henrettelsen udraabte en Herold, hvad han havde forbrudt, og modigt led han Døden. Hans Lig blev begravet paa Graabrødre Kirkegaard, det nuværende Torv af samme Navn. Hans Medfange, Knud Gyldenstjerne til Timgaard i Jylland, blev løsladt af Fængslet, men maatte forpligte sig til aldrig mere at komme Kongen for Øie. Ved et mærkeligt Skjæbnens Spil mødte han atter Kong Christiern paa Kjøbenhavns Rhed i Aaret 1532, og blev udset til at føre den fangne Konge til Sønderborg. Hans Raahed og Hævn-


99

følelse gik da saa vidt, at han afrev den gyldne Vlieses Ordenskjæde af Kongens Bryst for at bringe den til Frederik den Første, ja han skal have haanet den Fangne og trukket ham i Skjæget. Sytten Aar efter blev Knud Gyldenstjerne Christierns Fangevogter paa Kallundborg Slot, men han var i Mellemtiden bleven from, og han synes ikke at have forulempet den fangne Konge her. Iøvrigt blev Torben Oxes Henrettelse Anledning til et Slags sildig Opreisning for den hængte Slotskriver Hans Faaborg. Den offentlige Mening gik ud fra, at ifald Adelsmanden var skyldig, maatte hans Underordnede ventelig være uskyldig, og da Vægteren paa Slotsmuren om Natten saa et klart Lys over den Galge, hvori Hans Faaborgs Lig endnu bestandig hang, var Tvivl ikke længere mulig. Rygtet om dette Jertegn gik fra Mund til Mund, og da Kongen en Nat fra Slotsmuren selv havde forvisset sig om Sandheden af det, lod han Skriverens Lig nedtage af Galgen og begrave paa Frue Kirkegaard. Nu vare Alle enige om, at Torben Oxe havde været en stor Forbryder og kun havde ladet sin Skriver rydde af Veien for at blive et farligt Vidne kvit. Man maa være enig med Allen i, at det mærkelige Lysphænomen ved Galgen kom meget beleiligt for Kongen.

Det er her Stedet med et Par Ord at berøre Dyvekes Moder Sigbrit, hin mærkværdige Kvinde, som i alle Statssager og administrative Anliggender var Kongens høire Haand, paa engang Premierminister, Finantsminister, Medregentinde og Thronarvingens Opdragerinde, og hvis Indflydelse snarere voxede end formindskedes ved Christierns Elskedes Død. Medens Dommen om Dyveke er mild og overbærende, da Ingen hadede hende, og hendes Godhed, Skjønhed og Ungdom vakte Sympathi baade hos Samtiden og Eftertiden, var Sigbrit hadet over al Maade. Ved sin Forretningsdygtighed, Energi og Klogskab forstod hun at gjøre sig uundværlig, men hendes Overmod, skarpe Tunge og simple bydende Væsen, saavelsom hendes Ringeagt for Adelen og Rigsraadet vakte den voldsomste Forbittrelse hos de høiere Stænder. Som alle ualmindelige Mennesker i hin Periode fik hun Ord for at være troldkyndig. Hun forstod sig paa Handel og Finantsvæsen, Lægekunst og Chemi, ja hendes Ry var saa stort, at den berømte Læge og Naturkyndige Theofrastus Paracelsus besøgte hende og fandt hendes Kundskaber saa omfattende, at han kunde lære Noget af hende.


100

Hun var heller ikke yndet af Almuen; hendes strænge Finantsstyrelse og den skarpe Kontrol med Accise og Konsumtion, som netop var mest følelig for Menigmand, vendte Almuens Hjerte fra hende. Ingen har sagt Noget til Forsvar for hende; Alle, der have skrevet om hende, have været hendes Fjender. Hun vedkommer os fornemmelig her, fordi man kan gaa ud fra, at mange af de Forholdsregler, der bleve trufne til Kjøbstædernes Fremme, skyldes hende. Øresundstoldens Forlæggelse til Kjøbenhavn er formodentlig sket efter hendes Raad, og mange af Artiklerne i Ordinantsen af 1521 lede uvilkaarlig Tanken hen paa Hollænderinden, som i sit Fædreland havde havt Leilighed til at studere Kjøbstædernes og Borgerstandens Forhold. Forbudet mod at kline Husene med Ler ud til Gader og Stræder, Befalingen om at Aadsler og Skarn skal føres ud af Stæderne og nedgraves i Kuler, at Gader

Sigbrits
Haandskrift

Sigbrits Haandskrift og Bomærke.

og Stræder saavelsom Rendestene maa holdes rene, at Borgerne hver Lørdag Aften og alle Helligaftener skulle feie deres Huse og Gaarde og skure deres Gulve og Bænke, at der skal indrettes Skraldevogne m. m., Alt tyder paa hollandsk Oprindelse. Det er charakteristisk, hvad en samtidig historisk Forfatter siger om hende. Efter at have afmalet hende som en fræk, ond Kvinde, der kun tilraadede Blodsudgydelse og Haardhed, vedbliver han: "Hun var ellers et renligt Fruentimmer, som holdt af at se lystelige og pyntelige Stæder, Huse og Gader, hvorfor hun ogsaa den Tid, hun var saa mægtig hos Kongen, bragte Stæderne i Danmark i en smuk Skik, thi hun indførte, at man om Sommeren ikke maatte lade Kvæget komme ind i Byerne, og at man hver Uge feiede og rensede Gader, Stræder og Torve. Ligeledes holdt hun Borgerne til Renlighed i deres egne Huse og til at smykke og pynte disse paa hollandsk Vis, hvilket vel kunde gjøres nødigt i Danmark, og dersom Kongen


101

derfor blot havde brugt hende som Gadefeierske, og ikke videre, saa kunde hun være bleven Landet en nyttig Kvinde, og det vilde ikke være af Veien, om man endnu den Dag idag fulgte saadan Skik i de danske Stæder."

Indkaldelsen af en Koloni Hollændere fra Waterlandene og deres Bosættelse paa Amager var uden Tvivl ogsaa Sigbrits Værk; de skulde forsyne Hovedstaden med Have- og Kjøkkenurter og overhovedet lære de Danske at "omgaas med Ost, Smør, Løg, Rødder samt Haver at anlægge og Vildgaasefangst." De paa Øen boende danske Bønder bleve opsagte fra deres Fæstegaarde, og i Aaret 1521 fik de Indvandrede deres første Privilegier, hvorved hele Amagerland paa Dragør nær overlodes dem, saaledes at Gaardene bleve deres Arveeiendom. Desuden skjænkede Kongen dem Saltholmen med Retten til at bryde Kalksten der. Udvisningen af de danske Bønder vakte selvfølgelig megen Misfornøielse, og da Kjøbenhavn i 1523 maatte overgive sig til Frederik den Første, blev det bestemt, at Hollænderne skulde hjemsendes, og de danske Bønder atter have deres Fæstegaarde. Imidlertid forbleve dog endel af de Indvandrede i Magleby (Hollænderby) og i Dragør og have holdt sig her til Nutiden, medens nogle af deres Efterkommere, der toge Ophold paa Sprogø, Bøtø og i Ny-Amager, den senere Frederiksbergby, forlængst ere blevne absorberede af den indfødte danske Befolkning. At der ikke blev gaaet frem mod Hollænderne med stor Strænghed, ligger vistnok i, at de hurtigt bleve populaire. De berømmes meget af Eftertidens Historieskrivere for deres Vindskibelighed, Flid og Sparsommelighed, ja ere endog blevne besungne i 1693 af Michel Hansen Jerskjæg i "Amagerlands og Indbyggeres korte Beskrivelse", hvor Øen apostropheres i følgende kuriøse Linier:

Du Land! Du gode Land! Du rige Spise-Moder!
Du Førster drægtig Møe! Du rig begrode Poder!
Du Kongens Kjøkken Ven! Du Frugte-rig Amager!
Hvis Rødder og hvis Kaal saa vel og lækker smager.

De store Krige, Christiern den Anden maatte føre med Sverig for at hævde sin lovlige Ret til Sverigs Throne, berørte ikke direkte Kjøbenhavn. Borgerne vare Vidne til de store Krigsforberedelser, og fulgte i Tankerne deres Konge med levende Interesse paa hans gjentagne Orlogstog til Stokholm; de deltoge i Krigens Byrder,


102

forsaavidt de efter Evne forstrakte Christiern med Pengemidler, men vare kun tilstede i ringe Antal i Hæren, da hin Tids Krige fornemmelig førtes med Leietropper. I Felttoget 1519-20 stillede Kjøbenhavn saaledes kun 40 Mand, udelukkende Ryttere. Derimod havde Byen flere Gange store Indkvarteringer af fremmede Krigsfolk. I Juli 1519 laa saaledes 2000 Franskmænd en kort Tid i Staden, inden de overførtes til Skaane, og i længere Tid flere Tusind Tydskere og Skotter, som bleve til hen paa Efteraaret. Borgerne havde naturligvis ikke ringe Fordel af disse Gjæster, men paa den anden Side kunde de ogsaa blive besværlige; thi de vare stridbare, lidenskabelige og raa, Kniven sad løst hos dem, og navnlig havde Skotterne et daarligt Ry paa sig, uden at det dog derfor kan antages, at de tydske Knægte vare synderligt bedre. Deres Ophold her gik heller ikke af uden en alvorlig Tumult, som i et helt Døgn gjorde Byen til Skueplads for vilde og blodige Scener. En Tydsker og en Skotte vare komne i Strid, og da den første var bleven saaret, samlede Tydskerne sig hobevis for at hævne den formentlige Uret, der var bleven tilføjet deres Landsmand. Skotterne barrikaderede sig i et Hus i nuværende Dyrkjøb ligeoverfor Frue Kirke, sandsynligvis det skotske Herberge, og vilde ikke modtage den Udfordring, der rettedes til dem om at komme ud at slaas, efterdi Tydskerne vare de talrigste. Nu satte Tydskerne Ild paa Huset; en Tidlang forsvarede de Indespærrede sig, men tilsidst drev Ilden dem ud paa Gaden, hvor de bleve omringede og saagodtsom alle myrdede. De bleve begravede i en Dynge paa Frue Kirkegaard, og i mange Aar viste man endnu den Jordhøi, der dækkede over dem. De tydske Knægte besatte derpaa Amagertorv og udsendte formelige Patrouiller omkring i Gaderne for at opsnappe alle Skotter, hvilke uden Barmhjertighed bleve nedhuggede. Imidlertid var Kongen bleven underrettet om Sagernes Tilstand og sendte ufortøvet en kongelig Herold, iført den pragtfulde Embedsdragt med det paabroderede kongelige Vaaben, ned paa Torvet for at paabyde Fred og Dødsstraf for dem, som ikke strax nedlagde Vaabnene. Men Ingen bekymrede sig om hans Trusler; den vilde Hob fortsatte Myrderiet. Da steg Kongen selv tilhest, og ledsaget af Rigens Marsk, tvende Rigsraader og nogle andre Hofsinder ilede han over Høibro midt ind i Tummelen. I det samme kom en Skotte forfulgt af en Tydsker løbende fra en af Sidegaderne og søgte Ly under Kongens


103

Hest; men heller ikke her var han i Sikkerhed; et Øieblik efter sank han om gjennemboret af et Landsestik trods Kongens Forsøg paa at beskytte ham. Nu indsaa Kongen, at han Intet kunde udrette personligt; han vendte derfor tilbage til Slottet harmfuld og mørk og traf strax omfattende Foranstaltninger til Tumultens Undertrykkelse. Vagter sendtes ud i Byen, og lidt efter lidt sagtnede Bevægelsen. Den tydske Knægt, som havde myrdet Skotten under Kongens Hest, blev paagreben og halshugget, og hans Lig henslængtes paa Gaden til Skræk og Advarsel. Følgen af denne Soldatertumult blev, at den største Del af Krigsfolkene førtes over Sundet og lagdes i Kvarter paa forskjellige Steder i Halland og Skaane, hvor de afventede Felttogets Aabning.

Midt under Krigen, endnu da Kong Christiern laa for Stokholm, blev det første Forsøg gjort paa at fremme Reformationen i Danmark. Kongen, der under Arcemboldus' Ophold her i Landet havde stiftet Bekjendtskab med en af de uhyggeligste Former for Kirkens Fordærvelse, og som uden Tvivl følte sig tiltalt af Luthers djærve Optræden, besluttede at indkalde en Lærer fra Wittenberg, der kunde foredrage Luthers Lærdomme ved Høiskolen og eventuelt udbrede dem blandt Folket. Jordbunden var ikke uimodtagelig; mange Danske havde studeret i Wittenberg og kjendte Reformatorerne personlig; de bragte de nye Ideer hjem med sig, som drøftedes allevegne, og Tiden var overhovedet revolutionair. Man havde en Følelse af, at en ny Æra var forestaaende; Middelalderen nærmede sig sin Afslutning. I Kjøbenhavn havde desuden Karmelitermunken Poul Helgesen, der var Forstander for Karmeliternes Kollegium i St. Pedersstræde (det senere Valkendorfs Kollegium) i en vis Forstand banet Veien for Luther ved offentligt at ivre mod Munkenes Uvidenhed, Geistlighedens Egennytte og Ørkesløshed, Afladshandelen og Kirkens øvrige Misbrug. Han var en ualmindelig begavet Mand, lærd og dygtig, altid ærlig og uegennyttig; thi naar det forsikkres, at han paa et senere Tidspunkt lod sig bestikke af den katholske Bisp Lage Urne med et Kanonikat ved Frue Kirke, hvorved han blev en ligesaa heftig Modstander af Reformatorerne, som han tidligere havde været Forsvarer, da mangler ethvert Bevis herfor. Sagen er simpelthen, at han kunde sympathisere med Luther til et vist Punkt, men da denne brød fuldstændigt med Paven og Kirken, blev Poul Helgesen en lidenskabelig Modstander


104

af den nye Lære, som han bekjæmpede med Liv og Sjæl. I Almuens Øine maatte det tage sig ud, som om han havde svigtet sin Fortid, medens han i Virkeligheden blev staaende paa samme Punkt - derfor gav man ham Øgenavnet: Poul Vendekaabe. En Tidlang stod han i stor Yndest hos Kong Christiern paa Grund af sine frisindede Anskuelser, og mange af hans Tilhørere blev senere Evangeliets Forkjæmpere, men i 1522 faldt han i Unaade, da han prædikede for Kongen paa Slottet og vistnok udtalte sig skarpt om Kongens Forhold til Dyveke og Torben Oxes Henrettelse, thi Lektor Poul ansaa den sidste for uskyldig. Følgen heraf blev, at Kongen annullerede sine tidligere Gavebreve til Karmeliterklostret, og dette blev hævet nogle Aar efter Christierns Fald.

Efter Samraad med Luther og Melanchton afsendtes Præsten Martin Reinhardt og den sproglærde Mathias Gabler, som tillige var Doktor i Lægevidenskaben, til Kjøbenhavn, for at virke for den nye Lære. De ankom hertil i Sommeren 1520, rimeligvis under et af Kong Christierns korte Besøg i Staden, medens hans Hær laa for Stokholm. Der var Pest i Kjøbenhavn, og Kongen var stærkt optagen af politiske Sager, saaledes at han ikke kunde skjænke Sagen stor Opmærksomhed. Mathias Gabler blev ansat som Professor i Græsk ved Universitetet, thi Kundskaben til dette Sprog var meget ringe herhjemme, saaledes at endog Bibeloversættelserne paa Reformationstiden, baade Hans Mikkelsens og Christiern Pedersens, ikke foretoges fra Grundsproget, men fra Latin og Tydsk. Til Martin Reinhardt, som overhovedet ikke var den ham stillede Opgave voxen, havde man derimod ingen Plads; han kunde ikke faa Ansættelse ved Universitetet, fordi han ikke havde taget nogen akademisk Grad, og Kongen tillod ham derfor at forsøge sig som Prædikant i Nikolai Kirke. Men han havde afgjort Uheld med sig. Han kunde ikke tale Dansk, og blev derfor ikke forstaaet af Mængden (thi den Beretning, at Poul Helgesen optraadte som hans Tolk, er aldeles ugrundet); derimod havde Tilhørerne et aabent Øie for det Komiske i hans voldsomme Gestus og overdrevne Salvelse. Den katholske Geistlighed benyttede sig heraf og gjorde ham i kort Tid umulig. Et ungt Menneske, som var i Besiddelse af noget Efterlignelsestalent, drog omkring i Byen og efterabede den fremmede Prædikants Lader og Væsen saa fortræffeligt, at Martin Reinhardts sidste Rest af Indflydelse forsvandt under Latteren. Han holdt op med


105

at prædike og blev det næste Aar hjemsendt af Kongen. Som bekjendt gjorde Christiern et Forsøg paa at bevæge Luther selv til at reise herop, men uden Held; istedetfor kom Karlstadt, som dog kun blev en Maanedstid. Snart antog Forholdene i Rigerne en saadan Charakter, at Kongen saa sig nødsaget til at søge en Udsoning med Pavestolen, og hermed faldt Reformationsbevægelsen foreløbig sammen af sig selv.

Efter Blodbadet i Stokholm og de to svenske Bispers Henrettelse, var Sverig nemlig i fuldt Oprør under Gustav Vasa og kunde allerede betragtes som tabt; Forholdet til Pavestolen var spændt, med Lybækkerne stod en Krig for Døren, alle Ulykker strømmede paa engang ind over Kongens Hoved, og alle Klager vendte sig imod Sigbrits Yndling Didrik Slagheck, den egentlige Ophavsmand til det stokholmske Blodbad, hvis paafølgende Grusomheder og Voldsomheder havde ægget den svenske Almue til Opstand. Kongen skulde have et Sonoffer overfor Udlandet og Pavestolen, og Valget faldt - ikke med Urette - paa Didrik Slagheck, der nys var bleven udvalgt til Erkebiskop i Lund. I Julen 1521 opholdt Christiern sig i Odense i Anledning af sin Moders, Dronning Christines Begravelse, og herfra gav han Befaling til, at Slagheck skulde fængsles. Efter et pinligt Forhør dømtes han til at hænges og brændes, og Dommen blev exekveret paa Gammeltorv i Kjøbenhavn den 24 Januar 1522 om Morgenen Kl. 9. Da den Dødsdømte var almindelig forhadt, var en umaadelig Menneskemængde paa Benene, der hilsede ham med truende Forbandelser og haanende Spot. Det sørgelige Optog bevægede sig fra Slottet, thi Didrik Slagheck havde siddet fængslet i Blaataarn, over Høibro og Amagertorv gjennem Vimmelskaftet til Torvet, hvor Galgen var reist, og hvor et mægtigt Baal blussede foran Raadhuset. Delinkventen marcherede ved Siden af Bøddelen, omgiven af en stærk Vagt og havde, forfængelig som han var, iført sig sine prægtigste Klæder. Paa Hovedet havde han en Silkehue, og var iført Fløiels Hoser og Kjortel; under denne bar han en rød Skarlagens ulden Klædning og en Skjorte af fint hollandsk Lærred; paa Fødderne havde han pyntelige Fløielstøfler. Ved Høibro mødte han den kongelige Sekretair, Jesper Brochmand, og sagde da til ham: "Farvel, Mester Jesper! se saaledes belønnes Fortjenesten!" "Nei, nei!" svarede den ærlige Sekretair, "Løn som forskyldt! Løn som forskyldt!" Kongen sad paa Slottet, mørk og


106

forstemt; Sigbrit havde tillukket sine Vinduer for ikke at blive Toget vár, der passerede lige forbi hendes Gaard paa Amagertorv. Da Didrik Slagheck naaede Galgen, lagde Bøddelen Strikken om hans Hals og førte ham nogle Trin op af Stigen; derpaa blev han atter ført ned, afklædt til Skjorten, bunden paa en Stige og kastet paa Ilden. Bøddelen havde først udraabt, hvilke Forbrydelser han havde begaaet, og hvorfor han havde fortjent Straffen. Baalet brændte til Kl. 3 om Eftermiddagen, og det feiler ikke, at dette Skuespil gav Anledning til megen Raahed.

Der var nu kun et Aar tilbage af Christiern den Andens Regjeringstid; Tiden nærmede sig, da han skulde blive nødt til at rømme fra Land og Rige. Endnu engang havde han dog Leilighed til personlig at erfare den Yndest, hvori han stod hos Kjøbenhavns Borgere, og tillige det dødelige Had, hvormed Sigbrit betragtedes af Menigmand. Lybækkerne havde i Sommeren 1522 uden forudgaaet Krigserklæring aabnet Kampen, bemægtiget sig Hammershus paa Bornholm, afbrændt Helsingør, forsøgt Landgang ved Helsingborg, hvor de imidlertid sloges tilbage af den tappre Erkebiskop Johan Weze, og derpaa lagt sig foran Kjøbenhavn i Rævsgattet (Kongedybet), aabenbart for at vove et Angreb paa Staden. Christiern traf imidlertid ihast kraftige Anstalter til Forsvar. Alle vaabenføre Mænd i Kjøbstæderne og paa Landet opbødes, og snart var en Hær paa 10000 Mand samlet ved Landsbyen Solbjerg udenfor Kjøbenhavn. Ved Indløbet til Havnen og paa andre truede Punkter anbragtes Skyts for at hindre Landgang. Kongen tog selv ud til Leiren og holdt Mønstring over Tropperne; han skildrede dem Lybækkernes Troløshed, idet de uden Varsel havde plyndret Landets Kyster, og formanede Soldaterne til at vise sig Fædrene værdige og jage de tydske Kræmmere bort. Hæren hilsede disse Ord med Fryderaab, og Stemningen var saa fortræffelig, at Lybækkerne ikke fandt det raadeligt at foretage Noget mod Byen. De lettede Anker og indskrænkede sig til paa Hjemveien at hærge og brandskatte Møen og Ærø.

Under Mønstringen ved Solbjerg var det, at Forbittrelsen mod Sigbrit lagde sig for Dagen, saaledes at den nær havde kostet hende Livet. Hun var, kun ledsaget af en Pige, gaaet tilfods ud til Leiren; paa Veien mellem St. Jørgens- og Peblingesøen indhentedes hun af to berusede Soldater, der vilde sammesteds hen.


107

Da de fik Øie paa hende og kjendte hende, sagde den Ene til den Anden: "Hun skal faa Skam; det er hende, som regjerer Kongen!" og den Anden mente, at man nu kunde gjøre Kongen en god Tjeneste ved at rydde hende af Veien. Uden lang Betænkning tog de hende og kastede hende i Søen, og fortsatte derpaa Veien til Solbjerg. I samme Øieblik kom Kongen ridende, han fik ufortøvet Sigbrit frelst og skaffede en Vogn, som kunde kjøre hende til Byen. Selv red han efter de to Soldater, slog dem til Jorden med sin Staalbue, og lod dem nogle Dage efter halshugge. Da Sigbrit kjørte gjennem Byporten, skjød nogle Soldater fra Roskilde gjentagne Gange efter hende, dog uden at træffe.

Et mærkeligt Udtryk for Adelens Had til Sigbrit er Gravstenen fra Timgaard, som den Dag idag opbevares paa Oldnordisk Museum, men rigtignok kun i Brudstykker. Den ansaas i mange Aar for at være Dyvekes Ligsten, men har, som af Dr. Henry Petersen paavist, i Virkeligheden været Sigbrits, hugget paa Forhaand med aaben Plads til Dødsaaret for at anbringes paa hendes Grav. Da Sigbrit forlod Byen sammen med Christiem den Anden, blev denne Sten vistnok funden i hendes Gaard i Kjøbenhavn, og den ovenfor omtalte Knud Pedersen Gyldenstjerne, der havde siddet i Fængsel med Torben Oxe, har da rimeligvis ladet den føre til sin Gaard i Jylland, for saa at sige at udøve et Slags Hævn in effigie imod den forhadte Hollænderinde. Det fortælles nemlig, at Stenen blev anbragt ved Indgangen til Porten, og at alle Adelsmandens Hofkarle havde streng Befaling til "at spytte paa den, ja gjøre det som værre er, hver Gang de ginge der forbi." Middelalderens hele brutale Naivetet ligger i dette ene lille Træk.

Efter Lybækkernes opgivne Angreb paa Kjøbenhavn fulgte Begivenhederne Slag i Slag. De ni jydske Raader stiftede en Sammensværgelse mod Kongen, sendte ham deres Opsigelsesbrev og tilbød Hertug Frederik Thronen. I Slutningen af Marts kaaredes Hertugen til Konge i Viborg; et almindeligt Frafald paafulgte, og Kong Christiern tabte Modet fuldstændigt. Alle Underhandlinger, Tilbud og forsonlige Skridt viste sig frugtesløse; der syntes ikke at være anden Udvei end at forlade Riget og hos de mægtige Frænder i Udlandet søge den Hjælp og Støtte, der nægtedes herhjemme. Inden sin Afreise udnævnte Kongen den kjække Henrik Gøye til Befalingsmand i Kjøbenhavn og lovede at vende tilbage med Undsætning


108

om tre eller fire Maaneder. En Flaade paa 20 Skibe laa seilfærdig under Admiral Tile Giselers Commando, og den 13de April 1523 gik Kongen ombord paa et af dem: "Løven" ledsaget af sin 22aarige Dronning, og sine Børn. Det fortælles, at Sigbrit blev bragt ombord i en Kiste; det vilde have været æreløst - siger Pal. Müller - at efterlade hende i Kjøbenhavn til at sønderrives af Folket, thi bedre Skjæbne ventede hende ikke. En Skare udmærkede Mænd fulgte desuden Kongen til Holland. Det var en sørgelig Dag for Kjøbenhavns Indbyggere; nede ved Stranden, paa Volden, i Kirketaarnene og paa alle høie Bygninger stode Tusinder af Mennesker, der fulgte Flaaden med taarefylde Øine, medens den med udspilede Seil gled langsomt ud af Havnen og Sundet mod Nord. Folkets dybe Sorg gav sig Luft i den bekjendte Vise:

Bort da fløi den gamle Ørn
Alt med sine Unger smaa,
De andre Smaafugle, de bleve saa vilde,
De vidste dem ingen Raad.

Herre Gud da hjælpe den fattige Ørn,
Som flyver i vildene Hede;
Han véd sig hverken Læ eller Ly,
Som han tør bygge sin Rede.


Orlogsskib

Orlogsskib (engelsk) fra Begyndelsen af det 16de Aarh.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor jun 9 18:49:32 CEST 2005
Publiceret: tor jun 9 18:49:29 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top