eremit.dk
Sti:Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn
    - kap. II

Kbhvn., Thiele, 1887

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige .Indholdsfortegnelse . Næste->

Bygningsdele

Bygningsdele i brædt Ler fra det trettende Aarh. Orig. i Oldnordisk Museum.


ANDET KAPITEL.

Kjøbenhavns indre Forhold under Bispevælden.

_____

I


gjennem Kjøbenhavns Historie i Bispetiden gaar som en rød Traad to modsatte Bevægelser: Kongernes Bestræbelser for at gjenvinde Staden for Kronen, og Hansestædernes uophørlige Forsøg paa at holde den nede og hindre den i at blive deres Medbeiler i Øresund. Det er disse stridende Interesser, som for Størstedelen ere Skyld i Stadens Ulykker og Lidelser, men de give den tillige Betydning og Anseelse. Intet giver et bedre Begreb om Kjøbenhavns voxende Magt end netop Lybækkernes mange Krigstog imod den; deres idelige Forsøg paa at tilsænke Havnen og ødelægge den, deres Nedbrydning af Slottet og Iver for at lægge Byen øde vidne om deres Frygt for den farlige Medbeiler til Herredømmet paa Østersøen og i Belterne. Trods Borgernes exceptionelle Stilling eller maaské netop paa Grund af den udvikles deres Fædrelandskærlighed og Mod; de ere altid rede til at forsvare deres By, hvad enten det gjælder Kongens eller Bispens Sag, men deres Hjerter slaa varmere for den Første, og skjøndt Kongemagten synes at drage Ulykker ned over deres Hoveder, og Indtagelse, Plyndring og Brand følge i dens Fodspor, hænge de ved den uden at give tabt. Thi Kongens Herredømme betyder

[29]

30

Frihed og kommunal Selvstændighed, medens Bispens Haand hviler tungt paa dem og ligesom udelukker dem fra Broderskabet med de øvrige Kjøbstæder. Vistnok er Erik af Pommerns voldelige Skridt blevet hilset med Glæde af Kjøbenhavns Borgere; der høres ikke det Mindste om Modstand eller Uvillie fra deres Side, og det vilde vel overhovedet ikke være blevet iværksat, hvis Stemningen havde været modsat.

Ved Udgangen af det 14de Aarhundrede se vi Kjøbenhavn som en lovende Kjøbstad, der har alle Betingelser for at gaa en smuk Fremtid imøde. Lidt efter lidt er den kommen til at spille en Rolle i Rigets Historie; Kongerne have opholdt sig i den og søgt et Støttepunkt for deres Magt i dens Beliggenhed og faste Værn; i lange Tider har den endog været i deres faktiske Besiddelse. Som Mødested for fremmede Fyrster og Landets Mægtige har den beilet om Rangen med Nyborg og Landets andre gamle Kjøbstæder, og ved sin Beliggenhed ved det meget beseilede og meget omstridte Øresund har den en umiskjendelig Overvægt over dem.

Fra et moderne Synspunkt har Kjøbenhavn paa denne Tid uden Tvivl været en meget uanseelig og ringe By; navnlig har dens Ydre neppe været videre tiltalende. Dens Indbyggerantal kan i det Høieste have været 4000; Husene vare lave og smaa, med en ud til Gaden vendende Gavl; en Smøge skilte dem fra hverandre, og bagtil strakte der sig Gaarde og Haver. De vare opførte af Tømmer eller klinede af Ler, og vistnok for det Meste tækkede med Straa. Først et Aarhundrede senere nævnes Teglgaarden, der har givet det nuværende Teglgaardstræde Navn, og der hengik endda lange Tider, inden Straatagene afskaffedes. At det har skortet paa Bekvemmeligheder i det Indre, indses af sig selv; i et Inventarium fra Slottet og Østregaard fra 1328 er det eneste egentlige Bohave, der nævnes: 1 Stegepande, 2 Tønder, 4 Kedler, 5 Potter, 1 Morter, 1 Borddug, 1 Haandklæde, 1 Bækken, 7 store Dyner og 2 mindre. Ringere Fordringer til et Udstyr kunde vel neppe gjøres, og man maa formodentlig antage, at Slottet iforveien har været tømt, hvilket er saameget sandsynligere, naar man sammenligner det med Byttet fra 1368, der faldt i Lybækkernes Hænder, og hvor aabenbart kun det Værdifuldeste er fremhævet (smlgn. Side 26). Under alle Omstændigheder kan dog den jevne Borgers personlige Bekvemmelighed i Hjemmet ikke have været stor. Foruden de


31

offentlige, geistlige og verdslige, Bygninger, der selvfølgelig vare opførte af Sten, have dog enkelte velhavende Borgere bygget varige Huse, thi ellers vilde Bisp Stig ikke i Aaret 1280 have givet Borgerne Lov til at skjære Kalksten paa Saltholmen uden Told eller Afgift. Saadanne Huse have dog været sjeldne, thi i Jordebogen af 1380 nævnes kun et Par Stykker i Vimmelskaftet (Tydskemannegade) og enkelte i Studiestræde (daværende Raadhusstræde), Nørregade og Klædeboderne. De faa adelige Gaarde, som paa dette Tidspunkt fandtes i Staden, have dog sandsynligvis ogsaa været opførte af Sten eller ialfald af Bindingsværk. Valdemar Atterdags berømte Drost Henning Podebusk eiede en Gaard paa Hjørnet af Østergade og Kjøbmagergade, og der nævnes nogle faa andre adelige Huseiere, saasom Jens Pedersen af Husum, Knud Jonson af Hvessinge samt en Del adelige Damer, der ogsaa eiede Grunde i Byen, nemlig Fru Edel, Fru Cecilie, Fru Alike, Fru Svenike o. s. v. Dette Forhold var forresten ulovligt og skyldtes, uden Tvivl kun den Omstændighed, at Kongerne i længere Tid havde havt Staden i deres Værge. I Joh. Krags Stadsret af 1294 fastsættes det nemlig udtrykkelig, at ingen Adelsmand maa eie Gods i Staden, men skal afhænde det til en Borger, og at enhver Borgerdatter, der ægter en adelig Herre, skal forlade Byen. Grunden hertil er naturligvis ingen anden end at holde alle kongeligsindede Elementer ude af Bispestaden, navnlig indflydelsesrige Mænd, der havde aflagt Kongen Troskabsed. Hvad Gaderne angaar, have de fleste af dem sikkert været overmaade smalle, og Urenligheden maa have været stor, da alskens Uhumskheder fik Lov til at henligge uforstyrret paa dem, og man neppe kjendte til Brolægning. Hertil kom, at Svin færdedes overalt i fortroligt og lystigt Samkvem - der tales endog om, at de gjøre Skade paa Fæstningsværkerne - og at Staldene ofte havde frit Afløb til Gaden. Hvorledes det saa ud med den offentlige Renlighed og Hygieinen under disse Forhold, behøver neppe at fortælles; men for dog at muliggjøre Fodgjængere Bevægelse udenfor Hjemmets Enemærker, hjalp man sig med at forhøie sit Fortoug, saaledes at det var hævet over Gadens Niveau. Da imidlertid ikke alle Fortouge vare lige høie, og Kjørebanen ifølge Sagens Natur maa have frembudt endnu flere Ujevnheder, kan Passagen ikke have været synderlig magelig eller indbydende. Men denne feyens store Urenlighed gjentog sig paa ingen Maade i Privatlivet. Ved Byens


32

Overgang til Kong Erik havde Kjøbenhavn tre offentlige Badstuer, hvad der vel maa anses for rigeligt efter dens Indbyggerantal, nemlig Strandbadstuen, efter hvilken nuværende Badstustræde er opkaldt, den saakaldte Vombadstue, der har ligget i et Stræde mellem Vestergade og Frederiksberggade, og endelig en Badstue i Omegnen om Nikolai Kirke. Kannikerne synes at have havt en Badstue for sig selv i Klosterstræde, ligeledes Helligaands-Huset en paa sin egen Grund. Man synes at have fundet stort Behag i disse Bade eller dog at have betragtet dem som høilig gavnlige for Sundheden; i en senere Tid, da hidtil ukjendte smitsomme Sygdomme dukkede op og udbredtes med forfærdelig Hurtighed, gav man vel ikke med Urette Badstuerne Skyld herfor.

Fra Søsiden kan Staden heller ikke have været videre imponerende. Hvorvidt Kirkerne have havt Taarne og Spir, vides ikke, men det er ikke sandsynligt; snarere have de lignet vore nuværende Landsbykirker med takkede Gavle, og Klokkerne have vistnok været ophængte i "Stabler". Slottets skumle, enkeltstaaende Taarn har været det eneste Kjendingsmærke fra Søen; men, som vi have set, blev det gjentagne Gange nedbrudt. Hertil kommer Galgen, som var en uundværlig Dekoration i ethvert middelalderligt Landskab, og altid dominerede Adgangen til Staden. Om Havnen selv er der ovenfor talt. Man kom ind i den forbi Rævshalegrunden, der nævnes nogle Gange, op imellem Fastlandet og Amager, og kunde da enten søge ind bag Bremerholm og de omgivende Smaaøer eller udenom disse lægge ind i Gamlebodehavn gjennem Bommen. Hvorvidt Slotsholmen i Bispetiden var forbunden med Byen ved en Bro, vides ikke; men under alle Omstændigheder er Høibro vel sagtens bleven bygget enten umiddelbart før eller umiddelbart efter Kongens Overtagelse af Staden. Den var af Træ, opført paa Pæle, og en Vindebro, for at Skibene kunde passere gjennem den hen til Havnens Gentralpunkt, Ladbro, en Mole, hvor Skibene lossede og ladede, og efter hvilken Ladbostræde (Kompagnistræde) havde Navn. Her laa sandsynligvis ogsaa en Veierbod ud til Stranden. Paa Ladbro maa der have hersket meget Liv og megen Travlhed; saaledes tillodes det i 1275 Borgerne mod en ringe Kjendelse til de Spedalske at losse om Søndagen, ja det kunde endog under overordentlige Omstændigheder tillades dem paa de store Helligdage. Toldvæsenet havde altsaa allerede dengang Overarbeidstid. Sand-


33

synligvis har der paa denne Skibsbro været opført et Hus, kaldet Endebod, hvor der holdtes Søret for de fremmede Skibes Besætninger. Henimod Slutningen af det 14de Aarhundrede nævnes en anden Bro, Hysekebro, for Enden af Hyskenstræde, men den har, hvad der ogsaa antydes ved Navnet, kun været en lille Træbro med et offentligt Privet eller "Mag" ud i Havnen. Uden Tvivl har der ikke hersket den bedste Orden i Havnen, og den er lidt efter lidt bleven saaledes opfyldt med Urenlighed og Feieskarn, at dens indre Partier ere blevne grundede. Skarnholmen, hvor nu Thorvaldsens Museum ligger, antyder ved sit Navn, hvorfra den skriver sig. Ud til Kalleboderne har der neppe nogensinde været Seilads for større Fartøier.

Blandt Stadens offentlige Bygninger maa Slottet først og fremmest nævnes. Det laa paa samme Sted som nu, eller maaské lige foran det nuværende Christiansborgs Façade mellem denne og Frederik den Syvendes Rytterstatue, og bestod, som gjentagne Gange antydet, kun af et enkelt fast Taarn, omgivet af en Grav. Muligvis er det i Vignetten foran første Kapitel afbildede Sigil fra 1296 en Afbildning af Kjøbenhavns Slot, og det maa da have været omgivet af en Ringmur med Runddele. Men dets Bygninger undergik allerede i en tidlig Tid meget store Forandringer paa Grund af de Katastropher, der ramte dem, og det kan selvfølgelig neppe anses for sandsynligt, at Slottet f. Ex. efter dets totale Ødelæggelse i 1368 er blevet gjenopført i den gamle Skikkelse. Fra Absalons Tid existerer den Dag idag dog en enkelt Levning, nemlig et Kildevæld i den indre Slotsgaard, der kaldes Absalons Brønd, og hvortil man fra Slottets østlige Kjælder kan komme gjennem en muret Gang under Jorden. I Bispernes Tid har Slottet neppe været noget særlig tillokkende Opholdssted, hvad Bekvemmeligheder angaar; sandsynligvis have baade de og Kongerne foretrukket at bo paa Østregaard, Slottets Avlsgaard, eller paa Kongsgaarden i Serridslev. Dette Forhold maa dog have forandret sig netop ved Slottets Overgang til Kongen, thi Christoffer af Bayern holdt Bryllup paa Kjøbenhavns Slot, hvad han aabenbart ikke kunde have gjort, hvis der ikke var blevet foretaget omfattende Byggearbeider, Udvidelser og Forbedringer. I en meget tidlig Tid nævnes en Slotsklerk, som tillige havde Stadens Segl i Gjemme, men der indrettedes først et Slotskapel af Valdemar Atterdag her saavelsom paa flere andre af


34

Kjøbstædernes Slotte. Borgen i Kjøbenhavn havde indenfor Byens Fæstningsværker et temmelig omfangsrigt Jordtilliggende, nemlig foruden Avlsgaarden Østregaard i Vingaardsstræde med det omliggende ubebyggede Terrain, en saakaldet Hushave (det vil sige: Slotshave), i en Kvadrat begrændset af Gothersgade, Pilestræde paa den ene og Møntergade, Grønnegade paa den anden Side. Maaské henlaa Rosengaarden i Stadens nordligste Del ogsaa en Tidlang under Slottet. Det var en stor, ubebygget Grund, der til henimod Reformationen benyttedes som Haver og var ilde berygtet som Tilholdssted for utugtige Kvinder og Skueplads for Drab og Forbrydelser. Det forstaas iøvrigt af sig selv, at der hørte et Landdistrikt, et Birk, til Slottet, nemlig Serridslev, Solbjerg, Nyby, Valby og Vigerslev, og hvergang Byen var i Kongens Besiddelse, fulgte Birket med. I en tidlig Tid erhvervede Roskilde Bispestol ogsaa Amager, som allerede 1341 kaldes "Bispens Gods", og denne Ø tilfaldt altsaa ogsaa Kongemagten som god Prise, da Erik af Pommern konfiskerede det Hele.

Ved Begyndelsen af det femtende Aarhundrede havde Kjøbenhavn ikke mindre end fire Sognekirker: Vor Frue, St. Peders, St. Nikolai og St. Klemens, hvoraf den første utvivlsomt var den mest ansete og tillige den rigeste. Vi have ovenfor set, at den nye Stenkirkes Opførelse rimeligvis blev paabegyndt i Absalons levende Live, men den fuldførtes først under hans Efterfølger paa Roskilde Bispestol, Peder Sunesøn. Kirken var, som det fremgaar af Navnet, helliget Guds Moder, hvorfor den hyppigt kaldes "Mariakirken"; den første Præst, der nævnes ved den, altsaa den første kjøbenhavnske Præst overhovedet, hed Eskil, og synes at have staaet i Venskabsforhold til Absalon, efterdi denne testamenterede ham en Foerværkskappe, der var paa Borgen i Kjøbenhavn. Kirkebygningen selv udstod i det første Aarhundrede af sin Tilværelse ikke mindre end fire Ildebrande, og ved Lybækkernes store Ødelæggelse i 1368 er den sikkert ogsaa bleven hærget. I Bispetiden havde den neppe noget Taarn eller Spir; først i 1483 omtales det nys paabegyndte Taarn, og i 1514 fik dette et meget høit kobbertækt Spir.

Allerede i en tidlig Tid blev Vor Frue Kirke Eier af betydelige Grundeiendomme i og udenfor Kjøbenhavn, for Størstedelen frivillige Gaver, skjænkede af Døende "til Sjælens Frelse", for at Kirken skulde holde Sjælemesser, "Aartider eller Begjængelser" for de


35

Hedengangne. Tidens Religiøsitet gav sig Udslag i denne Skikkelse, og det skyldes saadanne Gaver, at talrige prægtige Kirkebygninger kunde reises trindt om i Landet. Bisp Peder Sunesøns Broder, Lavrens Sunesøn, skjænkede Kirken de første faste Eiendomme, og henimod Aaret 1400 se vi, at den eiede 55 Grunde med tilhørende Bygninger spredte omkring i Staden, foruden syv Grunde, der tilhørte Kirkens Altre. Mange af disse Gaver medførte den Forpligtelse at holde Sjælemesse paa en bestemt Dag for den afdøde Giver; mange vare bestemte til Kirkebygningen, hvad der vel kunde gjøres behov efter de Ulykker, som var overgaaet den. Saaledes gik det til, at Kirken lidt efter lidt blev rig, hvorved dens Anseelse og Fortrin fremfor Byens andre Sognekirker selvfølgelig voxede; dens Overflod paa Helgenlevninger og andre Relikvier bidrog vel ogsaa Sit dertil. Man har endnu en udførlig Fortegnelse over disse; saaledes nævnes: et Stykke af det hellige Kors, et helt Hoved af de 11000 Jomfruer med Krone paa, og et andet uden Krone, Stykker af St. Peder, St. Andreas, St. Nikolaus og af en Mængde hellige Kvinder, et Stykke af den hellige Krybbe, af det Sted, der vædedes af Ghristi Blodsdraaber, af Herrens Grav, af det Sted, hvor han foer til Himmels, af det Sted, hvor den Helligaand nedsteg over Apostlene, af St. Olafs Banner, en Finger af Abbed Wilhelm, et Stykke af Knud Lavards Kappe, af St. Birgittes Bord, af den Sten, paa hvilken St. Olaf blev ihjelslagen, og af den Fane, Englen rakte ham, da han indgik til Herligheden o. s. v. Enkelte af disse Relikvier ses endog at være blevne anbragte under en Bjælke i Spiret, da dette opførtes. At Kirken ligeledes har havt en Overflod af Helgenbilleder, ligesom i andre katholske Lande smykkede med Perler, Guldsmykker og Kroner, forstaas af sig selv; derimod havde den, saalænge Staden var i Bispernes Magt, forholdsvis kun faa Kapeller og Altre. Af de første nævnes Vor Frue Kapel og St. Katrine Kapel; af de sidste foruden Høialtret i Kannikechoret og Sognealtret i Menighedschoret henved en halv Snes andre Altre, der have været anbragte paa forskjellige Steder i Kirken, ved Pillerne, Murene og i Kapellerne.

Til Vor Frue Kirkes Forherligelse og for at give den desto større Glands, indrettede dens Grundlægger Bisp Peder Sunesøn et Kollegiatkapitel eller et Slags Domkapitel ved Kirken, bestaaende af en Dekanus (eller Degn) som Formand, en Kantor og flere


36

Kanniker. I Begyndelsen hørte kun sex Kirker (hvoraf de tre udenfor Kjøbenhavn) under Kapitlet, men senere henlagdes henved en halv Snes andre Landsbykirker i Stadens Omegn dertil. Om Forholdet mellem Roskilde Domkapitel og det kjøbenhavnske maa det antages, at det første har havt den overordnede Myndighed i alle almindelige Anliggender, og at det sidste neppe har havt nogen bestemmende Indflydelse i andre kirkelige Sager end sine egne, ligesaalidt som det har deltaget i Bispevalget. Hovedformaalet med Institutionen var at besørge Gudstjenesten saa prægtigt som mulig, det vil sige: Alter- og Messetjenesten, thi Prædiken spillede kun en underordnet Rolle. Til Kirkens store Festdage hørte dens Indvielsesfest, som oprindelig høitideligholdtes den 14de September, men senere henlagdes til Søndagen efter Christi Legemsfest, og "den kjøbenhavnske Relikviefest" den 25de Juli, da alle Kirkens Helgenlevninger bleve offentlig udstillede i en vis Orden paa Altrene. Paa saadanne Dage har Kirken uden Tvivl frembudt et glimrende Skue; Processioner og religiøse Optog have færdedes i og udenfor den; alle dens Klenodier ere blevne tagne frem af deres Gjemmer, Kirkefaner have vaiet, Musik og Sang har lydt under Hvælvingen, og Skarer af Troende ere strømmede til for at blive delagtige i dens Syndsforladelse og Velsignelse. Ogsaa for betydningsfulde historiske Begivenheder var Kirken allerede da Skueplads; Landets indflydelsesrigeste Prælater satte hverandre Stævne her til Kirkeforsamlinger, og her ægteviedes, som vi have set, Prindsesse Margrethe til Kong Haakon af Norge; Frue Kirke var saa at sige Unionens Vugge.

I Spidsen for Kapitlet stod Dekanus (Degnen), der havde Opsigt med Kannikerne, udfærdigede Kapitlets Breve og havde den geistlige Jurisdiktion over Kapitlets Bønder. Degnen havde Embedsbolig paa Hjørnet af Fiolstræde og Kannikestræde, i Stiftsprovstens nuværende Gaard, som ved Reformationstiden blev Professorresidents, og til hvilken der hørte en stor "Abildgaard". I hans Hus var desuden et Fængsel for ulydige Klerke. I den ældste Tid synes hans Stilling dog ikke at have været videre indbringende; i 1377 siges det f. Ex., at Dekanatet havde saa ringe Indtægter, at det neppe fortjente Navn af "Dignitet", efterdi det, hvormed Værdigheden skulde opretholdes, manglede; men da Reformationen nærmede sig, blev det en saa anseelig Forlening, at det ofte beklædtes af Adelsmænd med store Navne. Kantoren


37

ledede Chorsangen og den øvrige daglige Gudstjeneste, men fik dog først under Erik af Pommern et Prælatur i Kapitlet; tidligere vare hans Funktioner nemlig overdragne til en Kannik, som herfor oppebar en Løn. Hvad endelig Kannikerne angik, gjorde de til visse Tider Tjeneste i Hovedkirken, men vare iøvrigt ligesom Dekanus og Kantor tillige Sognepræster ved Stadens andre Kirker eller ved de annekterede Landsbykirker. Det var en Kannik i Kjøbenhavn, Hans Rodiis, som i Aaret 1295 hjalp Erkebiskop Johan Grand med at flygte fra det strenge Fangenskab paa Søborg. Hvor stort det geistlige Embedspersonale ved Frue Kirke var i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, kan ikke siges, men det har neppe været ganske ringe, thi Prælaterne og Kannikerne havde den Forpligtelse at lønne en Vikar (Præstelærling) til at tjene i Choret, og foruden disse Chorvikarer fandtes der, efterhaanden som Altrenes og Kapellernes Antal tiltog, en stor Del Alterpræster, Kapellaner og de saakaldte evige Vikarer, som enten beskikkedes af Kapitlet eller af den Privatmand, der havde forbeholdt sig Patronatsret til vedkommende Alter. Dog skriver Kirkens egentlige Glands sig først fra en Periode, der er hundrede Aar senere

Til Kapitlet var knyttet en Skole, Domskolen, rimeligvis stiftet samtidig med Kapitlets Oprettelse, efterdi dens Opgave var at uddanne Præster, men om hvis Existens man dog først oplyses i Aaret 1247, da en Magister Toti var Skolemester. Denne kan altsaa kaldes den første Rektor ved Metropolitanskolen i Kjøbenhavn. Drengene, eller som de kaldtes "Peblingene", undervistes i Latin og paa Latin, og fik samtidig som Chordrenge praktisk Uddannelse i de kirkelige Forretninger, men deres Lod har neppe været misundelsesværdig, da Skolen var fattig og Tidens Skoletugt barbarisk. Paa Reformationstiden véd Christiern Pedersen en hel Del at fortælle herom. De latinske Drenge maatte tigge ved Dørene og bare en egen Dragt: en lang, vid Kjole uden Ærmer med en Aabning paa Siden, hvoraf Haanden udstraktes, for at skjelne dem fra andre Tiggere. Paa Hovedet havde de en rund Hætte, som oftest af sort Farve, fra hvilken en bugtet Svands hang ned af Nakken. Skjøndt Domskolen navnlig i en senere Tid ikke sjeldent betænktes i rige Folks Testamenter, vedblev Tiggeriet dog, og det fik først Ende ved en kongelig Befaling under Christiern den Anden. Skolebygningen laa tæt ved Kirken i nuværende Dyrkjøb (først efter Bombardemente


38

i 1807 fik den sin nuværende Plads). Af samtidige Aktstykker ses det, at da Lybækkerne i 1248 plyndrede Kirken, berøvede de den ogsaa dens Bøger, men Bogsamlingen har dog neppe været stor. En Samling paa et halvt hundrede Bøger var før Bogtrykkerkunstens Opfindelse et stort Bibliothek, og det kjøbenhavnske Domkapitels Samling har neppe talt flere. Det var et sent Arbeide at afskrive dem, og skjøndt flere af Kannikerne ses at have givet sig af dermed, er det neppe nogensinde sket i stor Maalestok.

Om Byens tre andre Sognekirker haves kun sparsomme Oplysninger i denne Periode; man kjender end ikke deres Alder. St. Nikolai, som Navnet antyder, helliget de Søfarendes Beskytter, laa tæt nede ved Vandet og Holmene, hvor Fiskerne, Skipperne og de Handlende havde deres Tilhold, og var utvivlsomt den betydeligste Kirke efter Vor Frue. Da Byen blev Kongestad, eiede Kirken en halv Snes Gaarde og Grunde i Kjøbenhavn; rimeligvis havde den ogsaa eiet Rosengaarden eller en Del deraf, efterdi det fortælles, at Valdemar Atterdag berøvede Kirken denne Jord med Vold og Uret. Da Kirken var annekteret til Kjøbenhavns Kapitel, tilfaldt Kirketienden den af Kannikerne, sædvanligvis Kantoren, som var Sogneherre. Vi have set, at St. Nikolai Kirkegaard i Aaret 1296 var Samlingssted for de oprørske Borgere, der lagde Raad op mod Bispen, rimeligvis fordi den laa ligeoverfor Slottet helt ned til Vandet; denne Kirkegaard har overhovedet havt en meget betydelig Udstrækning, da man har fundet Spor af den under nuværende Østergade. St. Peders Kirke, der af mange ældre Forfattere ved en Misforstaaelse er bleven betegnet som Sognekirke i Landsbyen Serridslev, laa paa sin nuværende Plads mærkværdig tæt op til Frue Kirke, men den var kun lille og synes at være bleven opført som et Slags Annex, da Frue Sogn blev for stort. I 1386 brændte Kirkebygningen, der sikkert har været beskeden og uanseelig; thi Kirken var fattig, og i en senere Periode maatte der anvendes overordentlige Foranstaltninger som Afladstilstaaelser for at skaffe den Indtægter. Hvad endelig St. Klemens Kirke angaar, var det den ubetydeligste i Staden; den laa tæt ved Byens Grav, i den yderste Ende af Frederiksberggade, og dens Sogn indbefattede foruden de omliggende Gader Kjøbenhavns Birk med Undtagelse af Serridslev, altsaa Vigerslev, Valby, Solbjerg og Nyby. Ogsaa denne Kirke var yderlig fattig; ved det 15de Aarhundredes Begyndelse var den "ynkelig


39

forfalden", og allerede ved Reformationen nedbrødes den, fordi den var "en ringe Bygning, ubeleilig og nu bygfældig".

Medens de øvrige danske Kjøbstæder havde en Overflod af Klostre i den tidlige Middelalder, fandtes der under hele Bispeherredømmet kun ét i Kjøbenhavn, saaledes at man faar det Indtryk, at de med Flid holdtes borte af Magthaverne. I Aaret 1232 kom Franciskanermunkene, eller som de i Almindelighed kaldtes hos os: Graabrødrene, "vandrende paa deres bare Fødder" til Danmark, og 6 Aar efter grundlagde de det store og mærkelige Kloster i Kjøbenhavn, efter hvilket Graabrødretorv og Stræde saavelsom Klosterstræde den Dag idag bærer Navn. Her som overalt havde disse Tiggermunke rivende Fremgang; Mængden forundredes over deres strenge Liv, der efterlignede Herrens; Deltagelsen for dem var stor, og snart strømmede der Gaver ind fra alle Sider, fordetmeste Pengegaver, Korn og Fedevarer, men dog ogsaa faste Eiendomme, skjøndt dette stred mod Ordenens Regel. For at bevare Skinnet af, at Munkene ikke bekymrede sig om verdslige Sager og jordisk Gods, havde Klosteret visse "Procuratores" blandt Borgerne, som afsluttede Eiendomshandler paa dets Vegne og formodentlig ogsaa modtoge de større Pengegaver. Derimod indsamlede Munkene selv Ydelserne in natura, naar de, som det kaldtes, "gik i Termin" med deres Kurve og Poser paa Gader og Stræder. De vare iførte en askegraa Kutte (heraf Navnet: Graabrødre) med en Strikke om Livet, og havde Træklodser under de bare Fødder. Deres Ordensregel var streng; Forsagelse og Ydmyghed var dem paabudt, og i deres Beskedenhed kaldte de sig fratri minores (de smaa Brødre). Klosteret bestyredes af en Guardian; en af disse, Broder Johannes Paaske, der levede omkring 1350, gjorde sig fortjent som Afskriver; det fortælles saaledes, at han i 22 Maaneder afskrev hele Bibelen i to store Bind. Man kan sikkert gaa ud fra, at disse Tiggermunke vare velstaaende Folk, hvad der dels fremgaar af, at Geistligheden betragtede dem med ugunstige Øine og tvang dem til at afgive en Part af deres Indkomster til Sognepræsterne, dels af, at de lidt efter lidt glemte deres strenge Ordensregler og ikke længere overholdt dem.

De Bygninger, som denne Munkeorden opførte i Kjøbenhavn, vare sikkert meget omfattende, men det er desværre nu overordentlig vanskeligt at danne sig et Begreb om deres Udstrækning eller Beliggenhed, skjøndt der den Dag idag findes Rester af dem.


40

Dr. O. Nielsen giver følgende Oplysninger: "Det nuværende Graabrødretorv har faaet sin nuværende Størrelse ved Nedlæggelsen af Ulfeldts Gaard, medens det tidligere alene indbefattede den vestlige Del, der begrændses af Nr. 11, det fremspringende Hjørne. Dette, det ældste Graabrødretorv, var det gamle Klosters Gaardsplads. Kirken har vistnok optaget den nordlige Længe og har selvfølgelig gaaet fra Øst til Vest. Dette stemmer tildels med den gamle Beretning, at Bryggernes Laugshus i Klosterstræde laa paa Kirkens Plads. Klosterets store Sal, Refektoriet, eller som den almindelig kaldtes "Graabrødre Klosters Stue", omtales oftere, og her holdtes flere offentlige Møder og kongelige Retterthing. Af vigtigere Forhandlinger, der foretoges her, kan nævnes Fredsslutningen mellem Valdemar Atterdag og Hansestæderne 1346 og samme Konges Underhandlinger med Hansestæderne 1360. Her holdtes vel ogsaa Franciskanernes Provindsialmøder, der gik paa Omgang mellem Klostrene. Videre nævnes Munkefængslet eller "Prisonet", der efter Klosterets Opløsning brugtes af Byen som Fangetaarn, og senere under Christian den Fjerde blev Tugthuskirke. Dette Munkefængsel er Nr. 11 (Boghandler Linds Gaard), og er saaledes et Stykke af Klosteret. Den er til op imellem første og anden Sal opført af Munkesten, og der er, naar den nyere Puds er borte, flere Steder Spor af gamle, smalle, spidsbuede Vinduer. Murene ere af en særdeles Tykkelse, og ligeledes den sydlige Gavl; den nordre Gavl er opført af samme Slags Sten som de andre Mure, men er ikke saa tyk, og den har da formodentlig i Klosterets Tid været forbunden med andre Bygninger, som med denne har udgjort dettes østlige Længe. Kjælderne under Huset have flere gamle Partier; der findes en Tøndehvælving og Levninger som af en Munkegang, støttet af Piller." Af andre Klosterbygninger nævnes: det Hus hos Prisonet, Gæsteherberget med en Kjælder under, Stegerset med Kjælder, Køllen, Bryggeriet og Porthuset. Klosteret havde desuden en tilstødende Abildgaard, omgiven af en Mur, en Teglovn, der laa ud til Skindergade, og en Kirkegaard, der ligeledes begrændsedes af denne Gade. Ulfeldts Gaard, der blev nedreven, og stod, hvor nu Slagterboderne befinde sig, laa i Klosterets Abildgaard, Kirkegaarden laa mellem Keisergade og Trompetergangen, hvor der ved Udgravninger i en sen Tid er fundet mange Dødningehoveder. Klosteret besad en overordentlig Mængde Helgenlevninger; i den


41

endnu opbevarede Fortegnelse opregnes saaledes 4-500 Stykker, hvoriblandt en stor Del nordiske.

Middelalderens storartede og paa religiøs Overbevisning grundede Omsorg for de Fattige, Syge og Trængende gav sig et mærkeligt og imponerende Udslag i de saakaldte Helligaandshuse, hvoraf enhver blot nogenlunde betydelig Kjøbstad havde ét. Man havde dengang ingen Fattighuse saalidt som noget ordnet Fattigvæsen; de Nødlidende, eller som de kaldte sig "Guds Fattige", sammentiggede sig selv det Nødvendige til Livets Ophold paa Gader og Stræder, men naar de ramtes af Sygdom eller andre Ulykker, aabnede Helligaandshusenes Døre sig for dem. Her blev der da sørget frit for deres Pleie og Underhold, og Midlerne hertil tilveiebragtes af de saakaldte "Helligaands-Bedere", der sendtes ud i Landet for at indsamle Almisser, medens andre af Hospitalets Brødre, der maa antages at have været underkastede en eller anden Ordensregel, bleve hjemme for at pleie de Syge. Selv de umælende Dyr - skriver Rørdam - maatte hjælpe til at indsamle Almisser, thi almindelig havde Helligaandshusene en Gris eller flere, som, forsynede med Klokker for at skjelnes fra andre mindre gudelige Staldbrødre og for desto lettere at kunne melde deres Ankomst, løb omkring i Byerne og sankede deres Føde for fromme Koners Døre. Det kjøbenhavnske Helligaandshus, om hvilket Helligaandskirken (eller som den ved en plattydsk Oversættelse i Aarhundreder er bleven kaldt: "Helliggestkirken") den Dag idag bærer Minde, blev stiftet af Biskop Johannes Krag omtrent ved Aaret 1296, og Hospitalets første Indtægt blev den Jordskyld, som paalagdes Borgerne til Straf for deres mislykkede Oprør mod deres geistlige Herre. Senere betænktes det rigeligt med Gaver ikke blot i Fødevarer, men ogsaa i Jordegods, og skjøndt det er undergaaet mange Forandringer og ofte har skiftet Plads, bestaar det den Dag idag under Navnet: Vartov. I den ældste Periode, hvormed vi for Øieblikket beskjæftige os, havde det maaské ingen selvstændig Kirke, men den nuværende Kirkebygning, der udgjorde den ene Fløi af Hospitalet, saavelsom det endnu existerende Begravelseskapel, synes dog at være samtidige med Hospitalets Anlæggelse, skjøndt neppe Meget af det oprindelige Murværk staar tilbage.

Ligesaa sparsomme ere Oplysningerne om det saakaldte St. Jørgens Hus eller Hospital, af hvilket Kjøbenhavn ligesom de fleste


42

andre Byer i Middelalderen havde ét. Det var bestemt for dem, der led af Spedalskhed, altsaa for en af de sørgeligste og frygteligste Sygdomme, Historien overhovedet kjender. "Den var et forfærdeligt Onde - skriver Allen. Den begyndte med en paafaldende Døsighed og Dvaskhed, en Tunghed i alle Lemmer og en uimodstaaelig Tilbøjelighed til Søvn, saa at den Syge sov ind midt under en Samtale eller under Arbeidet. Snart viste der sig Pletter i Ansigtet, paa Hænderne og andre Dele af Legemet, siden dannede der sig Knuder, som efter nogen Tids Forløb aabnede sig som Bylder og fremkaldte Saar, der aad om sig i Breden og Dybden og fortærede Kjødet; Musklerne paa flere Dele af Legemet, som mellem Tommelfingeren og Pegefingeren og paa Læggene svandt bort; Neglene fik Blyfarve og revnede, Øinene mistede deres ovale Form og bleve runde; Øienhaar, Øienbryn og Hovedhaar faldt af; Stemmen blev hæs og pibende, Aandedrættet stinkende, og hele Legemet udbredte en ond Lugt. Under Sygdommens videre Gang angrebes ogsaa de indre Dele. I Næse- og Mundhulerne dannedes Knuder, der gik over til Bylder og ædende Saar, som tilsidst ganske kunde fortære disse Dele. Undertiden faldt Fingre og Tæer, ja større Lemmer af. Den Ulykkelige syntes at raadne bort og blev til Afsky ikke blot for Andre, men næsten for sig selv." Naar man nu tillige véd, at Sygdommen var smitsom, kan det ikke undre, at den indgjød panisk Skræk, især da den udbredte sig med rivende Hurtighed og bortrev Mænd af alle Samfundsklasser. Et af dens navnkundigste Offre var Ærkebiskop Anders Sunesøn, som paa Grund af den maatte nedlægge sit Embede i Aaret 1222. I samme Aarhundrede omtales de første Hospitaler i Danmark; det kjøbenhavnske nævnes i Aaret 1261. Det var indviet St. Jørgen og laa her som altid i betydelig Afstand fra Byen, hinsides St. Jørgens Sø mellem Nørre- og Vesterbro. Paa Grund af Sygdommens Smitsomhed og Arvelighed maatte de Ulykkelige, som vare beladte med den, ikke færdes og leve, som de vilde; dog er Johannes Krags Stadsret endnu saa lemfældig, at den tillader de Spedalske, som afholde sig fra offentligt Samkvem med Andre, at forblive i deres Hjem; i Christoffer af Bayerns Stadsret bestemmes det derimod, at Spedalske, som ere vrangvillige, med Magt skulle indlægges paa Hospitalet. Afspærrede fra den øvrige Verden, saa at sige udstødte af det menneskelige Samfund, revne bort fra Familie og Venner, tilbragte de Ulykkelige en sørgelig


43

Tilværelse, beskjæftigede med Landbrug og anden Syssel. I visse Herreder havde Hospitalet Ret til at indsamle milde Gaver ved Udsendinge, men de skulde med Klappetræer give tilkjende, at de nærmede sig, for at Folk itide kunde tage sig ivare. Midlerne til de Lidendes Underhold skaffedes tilveie ved Almisser og Gaver; hyppigt betænktes de i rige Folks Testamenter, og ved Stranden var der opstillet en "St. Olavs Blok" for dem, thi St. Olav var afbildet i deres Segl og maa derfor have været deres nationale Skytshelgen. I det Hele havde St. Jørgens Hospitalet en religiøs Charakter; de Syge kaldtes "Sødskende" eller "Hospitalsbrødre"; der fandtes uden Tvivl et Kapel paa Stedet, dog neppe med en fast Præst, og Hospitalsbrødrene udgjorde tilsammen et Konvent, der bestyredes af en Formand. I 1368 blev St. Jørgens Hus udenfor Kjøbenhavn ødelagt af Lybækkerne og delte saaledes Skjæbne med den øvrige By, men det maa snart være blevet gjenopført, da det i Aaret 1465 atter betænkes med Gaver.

Torvet spiller i Middelalderens Liv en lignende Rolle som Forum i det antike. Det er det egentlige kommunale og kommercielle Centrum; paa engang Tingsted og Markedsplads; her er Stedet for Handel og Vandel, her holdes Rettergang, og her ligger Raadhuset og Kirken, om hvilke de talrige Kræmmeres eller Haandværkeres Boder gruppere sig. Ja, saa stor er Ligheden, at ligesom Gladiatorkampene i Oldtiden leveredes paa Forum, saaledes bliver Torvet i Middelalderen det Sted, hvor store Fester og Optog holdes, hvor glimrende Ridderspil afløse den daglige Dont, eller hvor skrækkelige barbariske Dødsstraffe exekveres. Kjøbenhavns Gammeltorv, det ældste og under hele Bispeherredømmet det eneste Torv, har en omfattende Historie, og der er neppe mange Begivenheder i Stadens Liv, uden at de paa en eller anden Maade afspeile sig i den.

Det er allerede ovenfor (S. 10) berørt, at Gammeltorv i den tidlige Middelalder var flere Gange større end nu. Den sydlige Del, hvor nu Nytorv er, henlaa længe ubebygget som Haver; mod Øst existerede Husrækken, som skiller det fra Skovbogade, ikke, og mod Nord strakte Torvet sig helt hen til Frue Kirke og nuværende Studiestræde. Man maa tænke sig, at denne udstrakte Plads paa visse Steder oprindelig har været bebygget med midlertidige Træskur i lange Rækker for de Handlende, og det er disse "Boder", som senere bleve faste, der have givet mange af de tilstødende


44

Gader Navn. De nuværende Klædeboder, hvor "Vantsniderne" forhandlede deres Varer, nævnes i en tidlig Tid, ligeledes Kræmmerboderne; den nuværende Skovbogade og Vimmelskaftet hed Suderboderne (af Suder, der betød Skomager) og senere Skoboderne; en Eiendom, hvor Vimmelskaftet dannede et Hjørne med Skovbogade, hed Sudervraa; endvidere nævnes Skræderboderne, Skindernes Boder (alle Haandværkere, der arbeidede i Læder) i Skindergade, Smedenes i Smedegade, den Del af Vestergade, der var nærmest ved Gammeltorv,

Kjøbenhavns
første Raadhus

Kjøbenhavns første Raadhus.

Rebvinderboderne i samme Egn og endelig Saltboderne, den Del af Nørregade, der er Gammeltorv nærmest. Her forhandledes dog ikke alene Salt, men fortrinsvis saltede Varer, Kjød og Fisk, der var meget yndet i Middelalderen. Slagterne, eller som de dengang kaldtes: Kødmangerne, havde ikke Boder paa Torvet, de vare henviste til et Sted for sig selv, idet deres Boutiker laa i Vimmelskaftet (Tydskemannegade), men i Begyndelsen af det femtende Aarhundrede flyttedes de hen i Bjørnebrogade, som da fik Navnet Kødmangergade, hvilket senere forvanskedes til Kjøbmagergade.


45

Paa Gammeltorv, eller som det i den ældste Tid kaldtes: "Torvet", laa Stadens Raadhus. I Bispetiden synes Byen at have havt tvende Raadhuse, men om det ældste ere Efterretningerne saa sparsomme, at dets Plads ikke engang med Bestemthed kan angives, og man næsten kunde fristes til at tvivle om dets Existents. Dr. O. Nielsen lægger det paa Hjørnet af Skindergade og Skovbogade, altsaa paa Torvets østlige Side, thi dette strakte sig som alt berørt helt herhen; Geheimearchivar Jørgensen vil derimod bestemme dets Plads

Bispegaard

Bispegaard med Levninger af det andet Raadhus.

ude paa selve Torvet i det Punkt, hvorfra Vester-, Nørre- og Tydskemannegade udgaa, og mener, at det er blevet nedbrudt, fordi det, beliggende i Knudepunktet for al Færdsel, maatte være i høi Grad generende. Af dette meget omstridte Raadhus existerer der den Dag idag et Billede hos Resen, som er gjengivet i foranstaaende Afbildning, og som mest udmærker sig ved sine stærke Forsyndelser mod Perspektivlæren. Stadens andet Raadhus, af hvilket der fra samme Kilde gives en Afbildning, har derimod utvivlsomt ligget paa den nuværende Bispegaards Plads, paa Hjørnet


46

af Nørregade og Studiestræde, som netop derfor kaldtes Raadhusstræde. Resens her gjengivne Billede forestiller Bispegaarden paa hans Tid, det vil sige i Slutningen af det syttende Aarhundrede, da Bygningskomplexet var blevet udvidet, forandret og ombygget, saaledes at kun enkelte Levninger, navnlig Halvdelen af Hovedbygningen mod Nørregade, vare tilbage af det gamle Raadhus. Under Christian den Første udlaantes det til det ny stiftede Universitet for et Tidsrum af 10 Aar, men afstodes allerede nogle Aar efter ved et Mageskifte med Kapitlet, efterdi der i Mellemtiden var blevet opført et nyt Raadhus paa Nytorv.

I Nærheden af Raadhusets Indgang ude paa Torvet under aaben Himmel holdtes Bytinget, som var indrammet af fire faste Tingstokke eller Tingbænke, paa hvilke Byfogden, der førte Forsædet, Byskriveren, der opskrev Forhandlingerne selvfølgelig paa Latin, og de øvrige Medlemmer af Retten havde Sæde, medens den Anklagede maatte tage Plads paa en Sten, den saakaldte Tyvesten. En saadan offentlig Retshandling maa have afgivet et livligt og bevæget Skue, thi Borgerne nærede levende Interesse for Handlingen, og det feiler neppe, at de, skjøndt det var strengt forbudt at forstyrre Retten, have givet deres Mening tilkjende, hvad enten det nu var ved Bifald eller Mishag. Byfogden var en anset Person og valgtes af Slotsbefalingsmanden og Magistraten i Forening blandt de bedste Borgere; ved høitidelige Leiligheder bares et Sværd foran ham som Symbol paa hans Værdighed, men hans Indflydelse var selvfølgelig betydelig formindsket, saalænge Byens Borgere vare Bispens Undersaatter og kunde stævnes for det biskoppelige Retterting. Alle Stævninger skete ved en Bysvend, som bar en Stav med Biskoppens Mærke; de skulde foregaa i tvende Naboers Nærværelse, og Enhver, der ikke mødte, straffedes med Bøder; dog kunde den, der havde lovligt Forfald, lade møde ved Fuldmægtig. Fængselsvæsenet synes at have været meget primitivt; Byfogden besørgede det mod en aarlig Afgift af hver Familie i Staden (Tyvestød); naar Skyldnere sattes fast, bleve Udgifterne derved afholdte af Kreditor. Mod Tyve var Loven særlig streng; Døden var vistnok den sædvanlige Straf herfor, men da den Skadelidte selv maatte afholde Udgifterne ved Exekutionen, kunde Tyvene vist ofte slippe for bedre Kjøb. Bøddelen eller Mestermanden var iøvrigt nær ved Haanden, thi han havde sin Embedsbolig


47

tæt op til Raadhuset. De Straffe, der jævnligst bleve fuldbyrdede, vare Halshugning, som foregik paa Torvet, Hængning og pinefulde Dødsstraffe, der i en senere Tid henlagdes til et afsides Sted udenfor Byen, helst paa en Bakke, fra hvilken Galgen kunde ses i en vid Omkreds, Halsjærn og Gabestok samt Kagen, der bestod af en høi Pæl med en Skive eller Disk foroven. Forbryderen bandtes først til Pælen og fik Ris, eller som det hedder "strøges til Kagen", hvorpaa han udstilledes paa den omtalte Disk til almindelig Spot og Spe. Tilsidst maatte han springe ned paa Jorden, hvilket let kunde gaa ud over hans Lemmer. Med Kagen var ofte forenet Forvisning fra Stadens Enemærker og den Straf, der kaldtes at bære Sten af By, og som bestod i, at man hængte to svære sammenlænkede Kampesten om Forbryderens Hals; Bødlen og hans Svende førte derpaa under Musik Synderen til Byens tre Porte, og tilsidst udenfor en af dem, hvorefter det var ham forment at vende tilbage. Det ses af Stadsretterne, at denne sidste Straf hyppigt idømtes for Æresfornærmelser og Bagtalelse, naar da ikke hæderlige Mænd og Dannekvinder knælende bønfaldt om Dommens Formildelse. Denne saakaldte "Dannemænds Bøn", der synes at have været en af Loven udtrykkelig godkjendt retslig Form, men om hvilken der iøvrigt kun haves faa Oplysninger, kunde ogsaa anvendes overfor grovere Forbrydelser, og man har Exempler paa, at Livsstraffe ere blevne eftergivne ved en saadan Forbøn, dog vel kun naar særlig formildende Omstændigheder tillige gjorde sig gjældende. Søfolk havde som ovenfor berørt deres egen Ret paa det yderste Brohoved i Havnen, den saakaldte Endebod, men der vides desværre intet Nærmere om dette ældgamle Forbillede for den nuværende Sø- og Handelsret.

I den ældste Periode af Kjøbenhavns Historie har Sildefiskeriet i Sundet, om hvis Omfang og Betydning vi nu have Vanskelighed ved at danne os et Begreb, vistnok spillet en stor Rolle, og Staden skylder uden Tvivl de nærliggende Farvandes Fiskerigdom sin Opkomst. Vi vide, at Sundfiskeriet gik jevnt ned ad Bakke, men det var dog ved Begyndelsen af Frederik den Førstes Regering endnu saa overordentligt, at det alene ved Falsterbod og Skanør sysselsatte 37,500 Karle, fordelte paa 7515 Baade. I Høstens Tid fra den 10de August til den 9de Oktober var Sundet fyldt af utallige Skibe fra de mangfoldige Hansestæder, som havde Ret til at


48

fiske og salte her; de fremmede Kjøbmænd og Fiskere havde erhvervet faste Pladser eller Grunde ved Stranden, de saakaldte "Fed", hvor Sildenes Nedpakning og Saltning besørgedes, og de enkelte Fed vare afgrændsede med Pæle, som bare vedkommende Stads Vaaben. De danske Kjøbstæder deltoge kun i beskeden Maalestok i Fangsten, men skjøndt der paa alle Maader var sørget for de Fremmedes Tarv paa Landets Indbyggeres Bekostning, maatte dog det Røre og Liv, som herskede paa Kysten, og den levende Handelsomsætning til en vis Grad komme Byerne tilgode, ligesom den bragte Kronen overordentlig store Indtægter. I hvilken Maalestok Kjøbenhavn har deltaget i Sildefangsten kan ikke nu afgjøres; men man maa antage, at Stadens Grunde nede ved Stranden oprindelig have været udlagte til "Fed". Efterhaanden som Byen voxede, blev Havnen imidlertid for lille til Sildefartøierne, og de ubebyggede Pladser ved Søen for smaa, hvorfor Sildenedsaltningen forlagdes til Dragør. Kjøbenhavn vedblev imidlertid at bestaa som en vigtig Handelsplads for udenlandske Varer, og saalænge Høstfiskeriet stod paa, holdtes her et Aarsmarked, som sikkert har givet Staden betydelige Indtægter, og til hvilket der er blevet hidført Varer baade fra Ind- og Udland. De ovenfor omtalte Boder paa Gammeltorv, som gave de omliggende Gader Navn eller rettere selv bleve til Gader, ere et Vidnesbyrd om dette store Marked. I Forhold hertil have de almindelige Torvedage, der holdtes hver Onsdag og Lørdag, neppe havt Stort at betyde.

I det Hele var den store Handel her som andetsteds i Norden udelukkende i fremmede Kjøbmænds, eller som man kaldte dem: "Gjæsters" Hænder, og der blev fra Magthavernes Side Lidet eller Intet gjort for at forandre dette Forhold. Det var for Størstedelen indvandrede Tydskere, som oprindelig kun opholdt sig her om Sommeren, men senere bleve liggende Vinteren over, formodentlig indlogerede hos Borgerne, indtil de bleve faste Indbyggere, hvilket sikkert allerede er sket i Midten af det trettende Aarhundrede. Tydskemannegade, det nuværende Vimmelskaft, har Navn efter dem; derimod er Hyskenstræde neppe opkaldt efter deres Boder, thi "Hysken" er Benævnelsen paa "Privet" eller "Mag" og har altsaa ligesom Magstræde faaet sit Navn af, at det førte ned til saadanne Huse, som efter middelalderlig Skik vare anbragte ved Stranden. Da Strædet blev bebygget, omdøbtes det til Lasse


49

Winders Stræde, fordi naturligvis Ingen vilde bo i en Gade med et saa smudsigt Navn, men allerede i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede kaldes det atter Hyskenstræde, saa at det folkelige Navn altsaa har holdt sig, medens dets egentlige Bemærkelse er gaaet i Glemmebogen.

Den Bestemmelse, der andetsteds stod ved Magt under Kongernes Forsøg paa at holde Hansemagten nede, nemlig at Gjæsterne ikke maatte ligge i Vinterleie og ikke have egen Husholdning, hvorved man selvfølgelig vilde hindre de Fremmede i at blive bofaste i Byen og fortrænge Borgerne, er neppe bleven overholdt for Kjøbenhavns Vedkommende, thi ellers vilde Christian den Første ikke have udstedt et formeligt Forbud herimod. Den fremmede Handelsstand levede som en selvstændig uafhængig Stat i Staten; den havde sin egen Jurisdiktion, opfyldte ingen Borgerpligt og udredede kun en ringe Afgift til Biskoppen og Raadet, samt til Magistraten i Skikkelse af et Pund Peber, hvilket gav Anledning til Benævnelsen "Pebersvende". De fremmede Kræmmere vare vel i Reglen ugifte, men dette var dog ingenlunde Tilfældet for Alles Vedkommende, thi det ses af det tydske Kompagnis Vedtægter af 1382, at mange af "Brødrene" enten vare gifte eller indgik Ægteskab. Det tydske Kompagni, et meget exklusivt Handelsselskab, i hvilket kun Tydskere navnlig fra Wismar, Stralsund og Stettin maatte optages, maa betragtes som den egentlige Repræsentant for den ældste kjøbenhavnske Handelsstand. Det havde som alle lignende Gilder et religiøst Præg, skjøndt Formaalet nærmest var af selskabelig Natur, og var indviet Helligtrefoldigheden. Den religiøse Forpligtelse bestod fornemmelig i at stede enhver afdød Broder til Jorden med Ligklæde og Lys, lade holde tre Messer for den Afdødes Sjæl og forresten støtte hverandre efter bedste Evne. Ellers giver Gildeskraaen kun Bestemmelser om Drikkegilder, om Kvinders Deltagelse i dem, Forbud mod Slagsmaal og Fastsættelse af Bøder herfor, hvilke altid udrededes i Øl og Voxlys eller Øl alene. Jakob Erlandsens Stadsret indeholder forskjellige Bestemmelser, der sigte til Borgernes Fordel, saaledes naar det paalægges de Fremmede at sælge i smaa Partier og kjøbe i store, eller naar begge Stadsretter forbeholde de Indfødte den lille Torvehandel "fra Skamler" og Forkjøbsret af Fødevarer. Imidlertid kunne disse Paabud neppe have været til stor Gavn for Borgerne eller have hidført nogen gjennemgaaende Forbedring af de trange Vilkaar, hvorunder de


50

handlede. Under Kongerne vendes Forholdet om; thi det forbydes da Gjæsterne at sælge i smaa Partier, handle med Bønderne samt drive indbyrdes Handel, eller som det hedder "Gjæst med Gjæst". Grunden til de to første Forbud er selvfølgelig, at dette Slags Handel saagodtsom var den eneste, der var levnet Byens Borgere, og vilde falde dem af Hænderne, ifald det tillodes fremmede Kjøbmænd at deltage i den, thi disse sidste havde ingen Byrder og Afgifter at bære og kunde som Ihændehavere af den store Handel let underbyde Borgerne. Forbudet mod indbyrdes Handel mellem de Fremmede fremkom, fordi Varerne vilde fordyres derved for Byens Borgere, og man med Rette gik ud fra den Forudsætning, at de fremmede Kjøbmænd kom for Stadens Skyld og ikke for at handle med hverandre. Den kjøbenhavnske indfødte Handel var paa dette Tidspunkt dog kun ringe og indskrænkede sig i det Væsentlige til Detailhandel, men det skulde ikke vare længe, før den heldig optog Kampen med den tydske, og under de første Konger af det oldenborgske Hus er Hansestædernes Magt i Grunden allerede knækket; det tydske Kompagni ophæves af Christian den Første, men skjøndt det atter gjenoprettes, fører det dog nu kun en sygnende Tilværelse, indtil det efter Reformationen dør Straadøden.

Foruden det tydske Helligtrefoldighedsgilde har der i Middelalderen maaské existeret nogle Haandværksgilder her, men der vides Intet, nøiere om dem. I Stadsretten af 1294 ophævede som bekjendt Bisp Johannes Krag de Selskaber eller Samfund, der kaldtes "Gilder eller Hvirving", naturligvis fordi de fremmede en Selvfølelse og Uafhængighed blandt Borgerne, som stred mod Bispestolens Interesser; og vi have set, hvorledes dette Forbud afstedkom store Uroligheder i Staden, som dog endte med en fuldkommen Seir for den geistlige Myndighed og kom Borgerne dyrt til at staa. Et enkelt Gilde, Skrædernes og Overskærernes (de senere Klædekræmmere), blev dog ikke ophævet og maa altsaa have indhentet en særlig Tilladelse; deres Skraa af 1275 er bevaret den Dag idag i et Uddrag, hvoraf det ses, at Mesterstykket bestod i "at skjære et Par Klæder og gjøre det færdigt paa Oldermandens Bord", hvorhos Arbeidet blev omhyggelig prøvet, inden Optagelsen kunde finde Sted. Enhver Indtrædende maatte udrede en ret anseelig Afgift, fornemlig bestaaende af Drikkevarer og Mad, og man faar et klart Indtryk af de særlige Standsinteresser, der skulde


51

beskyttes, ved saadanne Bestemmelser, som at Ingen maatte dadle sin Laugsbroders Gjerning eller sy de Klæder, han havde skaaret. Bestemmelsen om, at Ingen maatte gaa i Kompagni med sin Svend eller have mere end to Svende og én Dreng, sigte ligeledes til at opretholde en Tvang, der kom hele Lauget tilgode som saadant. Gildets religiøse Charakter lagde sig kun for Dagen ved, at det var indviet til den hellige Trefoldighed ligesom det tydske Handelskompagni, og ved Forpligtelsen til at holde Vagt over afdøde Brødres og Søstres Lig og følge dem til Graven. Andre Haandværksgilder nævnes ikke før ind i det femtende Aarhundrede; og i Bispetiden har altsaa Enhver i Byen kunnet udøve det Haandværk, han havde Forstand paa, frit og uden nogensomhelst Laugsindskrænkning. I Jordebogen af 1380 omtales vel fire Helgengilder: S. Mariæ Gilde, Helligaands Gilde, S. Peders Gilde og S. Nikolai Gilde, men intet af dem synes at have bestaaet af en bestemt Art Næringsdrivende, og de have derfor vistnok udelukkende havt et religiøst Formaal, som at lade læse Messer for Afdøde o. lgn. En anden Sag er det, at nogle af dem senere gjenfindes som Haandværksgilder. Spørger man om Haandværkernes Stilling i social Henseende, synes de at have været ligeberettigede med alle andre Borgere, og den middelalderlige Benævnelse: "Embede" og "Embedsmænd" om Haandværk og Haandværkere har ikke havt Betydning af en tjenende underordnet Stilling, der kunde gjøre dens Udøver ufri eller berøve ham hans Borgerret.

Saalænge Biskopperne vare Herrer i Staden, opnaaede Borgerne kun ringe kommunal Selvstændighed og havde liden Del i Bestyrelsen af deres egne Anliggender. Først tilhørte den øverste Myndighed ingen Anden end Biskoppens Foged; der var ingen Magistrat; dog havde Kommunen en Kasse, til hvilken en ringe Del af Bøderne for Forseelser og Lovovertrædelser var henlagt. Imellem 1254 og 1294, altsaa i Tidsrummet mellem Jakob Erlandsens og Johan Krags Stadsret, har Staden imidlertid faaet en Magistrat eller et Raad, men først hundrede Aar efter skjelnes der mellem Borgmestre og Raadmænd. Raadmændene vare tolv i Antal, beskikkedes af Biskoppen og havde visse Pligter og Rettigheder; de havde saaledes Ret til at vægre sig ved at afsige Dom over Tyve og Røvere og være Mededsmænd; derimod skulde de undersøge, om det, der solgtes, havde ret Maal og Vægt (hvorfor Veierboden


52

anlagdes); de skulde have Tilsyn med Gaderne; de kunde expropriere Eiendomme til Anlæg af Vandløb og Gader og havde Forkjøbsret til Træ, Jern, Sten og Kalk paa Byens Vegne. Byens Volde stod under deres Opsigt; de vurderede den Skade, Folk havde lidt paa Liv og Lemmer ved skarpe Vaaben; de bevogtede Byens Segl, bestyrede Umyndiges og arvingløse Eiendomme, vare Befalingsmænd over det væbnede Mandskab, og kunde endelig sammenkalde offentlige Møder, men maatte selvfølgelig Intet afgjøre mod de Bestemmelser, Biskoppen havde givet. Imidlertid stod Slottets Foged i alle disse Funktioner ved deres Side, og det vel endog som den overordnede Myndighed. Første Gang der nævnes Borgmestre er i Aaret 1368; de vare kun 2; de valgtes i Regelen, skjøndt ikke altid, ud af Raadet, men synes ikke at have havt særlige Pligter eller Rettigheder fremfor deres Kolleger, undtagen at de førte Forsædet og ledede Forhandlingerne. Enhver Raadmand aflagde ved sin Embedstiltrædelse Ed paa Evangeliet, at han vilde holde Stadens Love og Ret uden at lade sig lede af Vrede, Misundelse, Had, Venskab, Gunst eller Gave, at han vilde underrette Biskoppen om alt Ondt, der iværksattes mod denne selv, Kirkens Eiendomme, Staden og dens Indbyggere, og endelig, at han ikke vilde afsløre Raadets hemmelige Vedtægter for Andre end Bispen. Oprindelig beskikkedes Raadet af den geistlige Herre i Roskilde, men senere supplerede det sig selv, en Frihed, som formodentlig er bleven tilstaaet under Kongeregimentet. Overhovedet har Borgernes Stilling under det skiftende geistlige og verdslige Herredømme været temmelig usikker; en saadan Bestemmelse som f. Ex. den, at ingen Borger var pligtig til at gaa i Leding i mere end én Dagsreises Afstand fra Staden og ovenikjøbet kun til Forsvar for Bispens eller Kirkens Eiendom, er selvfølgelig ikke bleven overholdt, naar Kongerne havde Byen inde; paa den anden Side ere kongelige Friheder gaaede tabte, naar Kjøbenhavn atter kom ind under den geistlige Myndighed. Et saadant Forhold maa have vakt megen Misnøie og kan kun have forøget Længselen efter at komme til at dele Skjæbne med Landets' øvrige Kjøbstæder.

Magistratens Indtægter synes i de ældste Tider ikke at have været store. Der gaves en ringe Afgift af Haandværkerne og af Vintapperne, den saakaldte Vinsise, som dels ydedes in natura til Borgmestrene, dels i rede Penge til Raadmændene; de fremmede


53

Kræmmere betalte en Afgift i Peber, men Raadets vigtigste Indtægt skrev sig dog fra Veierhuset eller Punderen, skjøndt en Del af denne Indkomst atter maatte afgives til Biskoppen. Dette Stadens ældste Veierhus, hvor Vægt, Maal og Pris paa alle Varer fastsattes, laa mellem Kompagnistræde og Snaregade, og en Gyde førte fra Stranden op til det. Ogsaa Fiskeriet i de Byen omgivende Søer var en Herlighed, der tilhørte Raadet.

Foruden de ovenfor anførte Pligter, som paahvilede Raadet, var det Kæmner, en Bestilling, der gik paa Omgang mellem dets Medlemmer; det holdt Øie med og gjennemgik Stadens Regnskaber, og var som sagt Befalingsmænd over det til Leding opbudte Mandskab. I de ældste Tider bleve Raadets Forhandlinger ikke optegnede, men Bisp Johannes Krag, den samme, som gav Stadsretten af 1294, og som var "en ved guddommelig Indskydelse baade i kirkelige og verdslige Sager forsynlig og i alle Ting for Kjøbenhavns By omhyggelig Mand", paabød, at der skulde indrettes en saakaldet "Stadsbog", i hvilken alle Sager af hvilkensomhelst Art, som forhandledes paa Bytinget eller i Raadstuemøder, skulde indføres "til evindelig Ihukommelse, for at Ingen bedragerisk skulde kunne modsige Bogens Indhold". Stadsbogen, der indeholdt en Fortegnelse over Byens Indtægter, Referater af Retsforhandlingerne, navnlig om Arv og Kjøb, Skjøder, Kontrakter, Gjældssager, Pantebreve, kriminelle Sager, Stadens Regnskaber, Navne paa Forbrydere, der vare flygtede uden at bøde for sig o. s. v., blev dog ikke ført med videre Omhu i den første Tid, thi i Aaret 1303 fik Magistraten et Tilhold fra den udvalgte Biskop i Roskilde om at føre Bogen paany, og det tilføiedes udtrykkelig, at alle Sager, der ikke vare indskrevne, ingen Gyldighed skulde have. Efter hvad der oplyses af Dr. O. Nielsen, maa man antage, at én af disse gamle Stadsbøger endnu har existeret til ind i det 18de Aarhundrede, men er gaaet tabt ved Ildebranden 1728; saameget er sikkert, at ingen af dem længere er i Behold.

Om Skattesystemet i den tidlige Middelalder ere Oplysningerne ikke talrige, men det fremgaar dog af de spredte Efterretninger, at ikke faa Tynger og Afgifter paahvilede Borgerne. Til Kongen betalte Kjøbenhavns Borgere ingen Skatter, saalænge de beherskedes af Floskilde Bisp; dog maa en Plovskat undtages, der paabødes af Valdemar Seir. Til Biskoppen svaredes derimod desto mere; først en anseelig Byskat, der efter 1416 uforandret gik over til Kongen,


54

dernæst den saakaldte Midsommersgjæld af hver Arne (den egentlige Kjøbstadsafgift), Tyvestød til Fogden for at holde Forbrydere fængslede fra deres Paagribelse til næste Tingdag, og endelig Jordskyld af enkelte Gader nede ved Stranden. Denne sidste Afgift, om hvis Oprindelse man svæver i Uvished, har givet Anledning til megen Strid mellem de moderne Forskere, fordi man har villet benytte den som Argument for eller imod en ældre Kjøbstads Existents i Egnen om Nikolai Kirke ved Stranden, men det gjælder om dette Punkt som om saamange andre, at der mangler Kilder til at komme til fuld Klarhed om Forholdet. Den Jordskyld, som for nogle Gaders Vedkommende tilkom Bispen, maa oprindelig have grundet sig paa en Eiendomsret over Grundene, men senere blev den til et Slags Kanon, der paahvilede dem. Som vi ovenfor have set (smlgn. S. 20) maatte de frie Grunde efter Oprøret af 1294 dog ogsaa svare Jordskyld, og Forholdet blev da éns for alle Borgerne. Ogsaa Kommunen havde Indtægter af Jordskyld, skjøndt neppe i stort Omfang under Bispetiden, thi først i Løbet af det femtende Aarhundrede forbeholdt den sig en saadan Afgift af de Grunde, den afhændede til Private.

Til Bispen udrededes endvidere en betydelig Mængde Næringsskatter. Hver "Skude", der deltog i Øresundsfiskeriet, maatte svare en Afgift (den saakaldte Bartholomæus-Told, fordi den opkrævedes fra Apostelen Bartholomæus Dag, den 24de August, til den 9de Oktober); ligeledes maatte Alle, der drev Vinterfiskeri, udrede et mindre Beløb i Penge, eller Sild, foruden den almindelige Fisketiende, der blev delt mellem Biskop, Præst og Kirke. Ølboderne, der som oftest forestodes af Kvinder ("Ølkoner"), betalte en halvaarlig Afgift til Byens Herre; Slagterne skulde hver Søndag sende ham et vist Kvantum Kjød, Skomagerne et Par Sko i Slutningen af Aaret og desuden garve Læder til Slottets og Biskoppens Brug, og endelig skulde Bagerne hver Uge afgive et Brød og desuden fede Slottets Svin. Blandt de mindre, men derfor ikke mindre trykkende Byrder, der paahvilede Borgerne, kan særlig fremhæves den tidligere omtalte Transport af Bispen og hans Folk til Skaane (se Paragraf 2 i Jakob Erlandsens Stadsret), den Bestemmelse, at ethvert Skib to Gange om Aaret skulde føre Brænde til Slottet, samt Forpligtelsen til at ise i Slotsgraven, der ved en særlig Begunstigelse afskaffedes af Christian den Første i Aaret 1457.


55

Hvad Kommunens Indkomster angik, bestod de fornemmelig i Jordskyld, Husleie, Bøder, Salg af Grunde o. d., men dette slog ikke til. Naar Omstændighederne bød det, paalignedes der uden Tvivl Borgerne den fornødne Sum efter hvers Formue, og Ligningen besørgedes af de saakaldte "Fjerdingsmænd", som i Slutningen af det femtende Aarhundrede ombyttede deres Navn med "Rodemestre", samtidig med at Stadens Inddeling i Fjerdinger afløstes af Rodemaal. Fjerdingsmændene vare ansete Folk, der skulde være tilstede paa Bytinget, og flere af dem bleve endog Raadmænd.


Det daglige Liv i Middelalderen var fornemmelig præget af kirkelige Optog, Processioner, Helgenfester o. lgn., og der kan neppe være Tvivl om, at der i Kjøbenhavn som i alle andre katholske Byer har været ophængt talrige Madonnabilleder og Kruciflxer paa Gadehjørner, ved Veie, Broer og andre Steder for at henlede de Veifarendes Opmærksomhed paa det Hinsides eller til Minde om en eller anden underfuld Begivenhed. Endnu indtil 1817 fandtes der imellem Kjøbenhavn og Roskilde et paa en Stenfod anbragt Krucifix, det saakaldte "Snubbekors", som blev restaureret i 1715 og gav en Fremmed Anledning til at tro, at Lutheranerne vare Billeddyrkere. Efter al Sandsynlighed skrev det sig fra Aaret 1250 og var ifølge Sagnet reist af en fornem Adelsmand Eskil Henningsøn Snubbe til Minde om, at hans Hustru her lykkeligt nedkom med et Barn. De verdslige Fester bleve tidligt holdte indenfor visse Skranker; allerede i 1275 udstedtes der strenge Forbud mod en altfor vidtdreven Overdaadighed ved Bryllupper, og i Stadsretten af 1294 paabydes, at Ingen maa have mere end 30 Diske, altsaa 30 Gjæster; der maa kun serveres med 5 Retter, og Biskoppen forbeholder sig en daglig Afgift af hver Gjæst, med Undtagelse af de geistlige, som saaledes vare sikkre paa at blive hyppige Deltagere i slige Forlystelser. Stadsmusikanter synes allerede at have existeret i 1380; de kaldes "Pibere", og deres Præstationer have neppe staaet høit. Kosten ved Festerne var solid; røget Flæsk (Bøster), Marsvineflæsk og Sælhundespæk nævnes ofte; i en gammel Kogebog fra Midten af det fjortende Aarhundrede nævnes blandt andre Madvarer: Vildt, Oxekjød, grønt Flæsk, Vildgæs, Høns og Fisk. Man kjendte temmelig kombinerede Saucer og krydrede Lager, hvori det stegte Vildt nedlagdes, endvidere Høns i Posteier og i Frikassé, Mandel-


56

mælk og Mandelsmør, samt forskjellige Biretter af Mælk og Æg. Traktementet med Drikkevarer var ligeledes rundeligt og forskjelligartet; det danske Porsøl, der neppe har været velsmagende, afløstes af mange forskjellige Sorter tydsk Øl, hvis Brug Magthaverne forgjæves søgte at indskrænke, og der indførtes tillige mange Slags Vin fra Tydskland og Frankrig, dog neppe i stor Maalestok under Bispeherredømmet. Drikkeglas omtales 1403 i Bagersvendenes Gildeskraa, men de vare yderst sjeldne; i Almindelighed brugtes Ølstob, Bægere, Skaaler og Kander af Sølv, Træ, Tin eller Ler. I det oldnordiske Museum findes to eiendommelige Trækander, indvendigt forede med Sølv og forsynede med en sindrig Mekanisme, saaledes at Indholdet flød ud af sig selv, naar et Krus anbragtes paa det lille Fodstykke foran. De have altsaa været Beholdere, ikke egentlige Drikkekar. De ere fundne indmurede i en Hvælving i det gamle Slot, og skrive sig under alle Omstændigheder fra en tidlig Tid. Ved nærværende Kapitels Slutning findes en Afbildning af det ene af dem. Om Bohavet vides saagodtsom Intet; med Nyrop kan man antage, at Husene have været forsynede med faste Bænke med Hynder, der baade brugtes til at sidde paa og sove i (Slagbænke), Kister ("Arke" eller "Ørker"), Skrin samt Borde ("Skiver"). Ogsaa Sengestederne synes at have været faste og indrettede som et Slags Alkover.

Ordenen i Staden opretholdtes af Vægtere, der vare ukrænkelige; slog Nogen en Vægter, hjemfaldt han til en høi Bøde eller til Fængselsstraf, men paa den anden Side maatte Vægteren heller ikke misbruge sin Myndighed. Personer, der drev om paa Gaderne om Natten, skulde af Vægterne føres til deres Herberg; havde de intet, skulde de stille Borgen for sig eller bevogtes til om Morgenen. Om Aftenen, naar Vagtklokken ringede, lukkedes Portene og Havnen, saaledes at Ingen kunde slippe ud eller ind, og Vægterne tiltraadte da deres Tjeneste; ved Daggry, naar det atter ringede, begave de sig hjem; Portene og Havnen aabnedes, og Portvægterne traadte i Funktion. I Ildebrandstilfælde saavelsom under store Tumulter klemtede Vægterne med Klokken, og det var da enhver Borgers Pligt at ile til Hjælp, enten det var Nat eller Dag, hvis han ikke vilde forbryde sin Hovedlod, og for at afværge større Onder, straffedes alle Forbrydelser, der bleve begaaede under Ildebrand, haardere end ellers. For Voldshandlinger var der saaledes en meget


57

stor Bøde; Tyveri straffedes altid med Hængning. En eiendommelig og ikke uretfærdig Bestemmelse var det, at den, hvis Hus nedbrødes eller nedreves for at standse en Ildebrands Udbredelse, skulde have Erstatning af den, der boede foran Ilden, efter Raadmændenes Skjøn.

Borgernes Forpligtelse til selv at forsvare deres By saavelsom de Angreb, Kjøbenhavn uophørlig var udsat for, maa tidlig have vænnet dem til Vaabenøvelser og Vaabenbrug; hver Mand har havt sin Rustning og sine Vaaben i Hjemmet: Sværd, Spyd, Hellebarder, Køller, Slynger og de saakaldte Armbørster, hvoraf en enkelt Art, "Ryggearmbørst", formodentlig spændtes med en Rem, man tog om Ryggen. Denne daglige Omgang med Vaaben maa have givet Anledning til mange Uordener og Drab, og i 1294 forbydes det derfor under en stor Bøde at bære Vaaben inden for Stadens Porte, Biskoppens Folk, der skulde vogte Byen, dog undtagne. Fremmede maatte heller ikke gaa bevæbnede omkring; de skulde nedlægge deres Vaaben i Herberget; nægtede de det, maatte de ikke blive i Huset. Imidlertid er Loven sikkert ikke bleven overholdt; herom vidne ikke blot de gjentagne Fornyelser af Forbudet, men tillige den i Gildeskraaerne bestemt fordrede Forpligtelse: at nedlægge Vaabnene, inden Drikkelaget begyndte. Man maa have gjort sørgelige Erfaringer i denne Retning, og det er ikke for Intet, at Ordsproget siger: "Altid reiser sig Kiv i Ølkones Hus"; thi i hine Tider var Springet fra Trusler til Handling ikke stort, naar Lidenskaberne først vare komne i Bevægelse.

Enhver, der vilde være Borger i Staden, maatte præstere skriftlige Vidnesbyrd eller troværdige Vidner om sine Forhold og bevise, at han ikke havde forladt sin Husbonde imod dennes Vidende eller Villie; derpaa aflagde han Troskabsed til Biskoppen og havde hermed erhvervet alle Borgerrettigheder. De kunde forspildes, naar den Paagjældende forlod Staden med Hustru og Eiendom og blev borte over Aar og Dag; vilde han da atter bo i Staden, maatte han igjen erhverve Borgerretten. Fra disse Bestemmelser vare, som vi have set, Adelsmænd, der havde aflagt Troskabsed til Kongen, undtagne, saavelsom "Gjæster": de fremmede Kjøbmænd, der opholdt sig her paa Handelens Vegne. Hvorvidt Bønder kunde unddrage sig Vornedskabet ved at erhverve Borgerskab, var omtvistet; imidlertid er det sikkert ofte sket. Af de mange bevarede Skjøder og Dokumenter vedkommende Eiendomsoverdragelser ses det, at Huset


58

tilskjødedes med "Jord og Muld, med Haand og Mund", det vil sige Sælgeren overrakte Kjøberen en Smule Jord af Grunden, som en symbolsk Antydning af, at denne nu eiede den. Naar en Mand døde, skulde Boet først udrede den Afdødes Gjæld, inden nogen testamentarisk Bestemmelse kunde opfyldes; for umyndige Børn indsattes den nærmeste Slægtning som Formynder, mod at han stillede fuld Borgen for Arven; kunde han ikke det, traadte det Offentlige, i.e.: Raadet, til og bevarede Arven, indtil Børnene naaede Myndighedsalderen. Ogsaa Enker skulde inden 6 Uger efter deres Mands Død tage Værge. At der i en Handelsby som Kjøbenhavn maatte træffes Forholdsregler mod vrangvillige eller insolvente Debitorer, følger af sig selv. Naar Nogen ikke betalte sin Gjæld, blev der af Raadet sat ham en Frist, inden hvilken den skulde være betalt; skete det ikke, blev der af hans Gods udtaget saa meget, at Gjælden kunde dækkes. Vægrede Kreditor sig ved at modtage dette, skulde de af Fogden og Raadet udvalgte Vurderingsmænd selv udrede Beløbet i klingende Mønt mod at beholde det vurderede Gods. Mod falsk Maal og Vægt, forfalskede Varer, falsk Guld, Sølv eller Mønt var der ligeledes i Handelens Interesse truffet temmelig skarpe Bestemmelser som Konfiskation, høie Bøder, Æreløshed eller Udvisning af Staden. Stadsretten af 1294 bestemmer, at naar en Handel var afsluttet ved Haandslag, kunde den gaa tilbage samme Dag mod en liden Kjendelse fra Kjøberens Side; havde denne derimod havt Varerne Natten over, stod den fast. Havde man drukket "Lidkjøb", i.e.: Ølkjøb, og Bacchus saaledes havde beseglet Handelen, kunde ingen af Parterne omstøde den under nogen Betingelse.

Lægevidenskaben stod i Middelalderen paa et lavt Standpunkt i Norden, og var udelukkende i Hænderne paa Munke og Geistlige. Disse havde vel erhvervet sig nogen Kundskab ved Læsning af den klassiske Oldtids og maaské arabiske Lægeskrifter, og havde ogsaa nogen Erfaring fra Hospitalerne, men de maatte ikke anvende kirurgisk Hjælp som vanærende for deres Stand, og den almindelige religiøse Anskuelse, at Sygdom og Pest var det høieste Væsens Straf for Slægtens Ugudelighed, rnaatte tidt bevæge dem til at anvende saadanne Midler som Bønner, Faste, Messer o. lg. Under de store Katastropher, der hjemsøgte Landene, vare de selvfølgelig ganske afmægtige; selv til dagligdags have de neppe formaaet meget. Den ældste danske Lægebog, Henrik Harpestrengs, fra den


59

første Halvdel af det trettende Aarhundrede er kun bevaret i Brudstykker, og man har derfor kun utydelige Forestillinger om Sygdommenes Behandling, skjøndt man kan gaa ud fra, at de "skjulte" Videnskaber: Alchymi, Astrologi, Amuleter, Besværgelser og anden Overtro spille en stor Rolle herved. Engang imellem synes en virkelig Læge at have forvildet sig op til Norden; saaledes nævnes i Jordebogen en "Hans Læge", og Kongerne havde i en noget senere Tid ikke sjeldent Livlæger. Apotheker kjendtes neppe her; Mansa fortæller vel, at Hansestæderne havde et Oplagssted i Slagelse, hvorfra der maaské udsolgtes Medicinalvarer; men først et Stykke ind i det femtende Aarhundrede nævnes kjøbenhavnske Apothekere. Før dette Tidspunkt havde man de saakaldte Landfarere, der bereiste alle Europas Lande og forhandlede Medicin, Arkana og andre medicinske Præparater, som vare tilberedte af de saakaldte Confectionarii under Opsigt af det berømte Lægekollegium i Salerno.

Den ældste kjøbenhavnske Jordebog af 1380 eller saa, der blev udarbeidet i Anledning af Stadens Overgang til Biskoppen efter Valdemar Atterdags Død, indeholder foruden endel topographiske Antydninger nogle interessante Oplysninger om Borgernes Navne, Bestilling o. d. Tvertimod det udtrykkelige Forbud i Stadsretten ses ikke faa udenbys Folk at have eiet Grunde i Staden; de fleste fra Roskilde (5) og enkelte fra Malmø, Køge, Lund, Holbæk, Halmstad. Der nævnes ogsaa Huseiere fra Landet, saaledes fra Solbjerg, Nærum, Hersted, Husum, Hvessinge, Bloustrød o. fl. St. Nogle af dem vare vistnok Adelige; vi have jo ovenfor (S. 31) set, at Adelsmænd endog eiede faste Gaarde i Byen. Mange Borgere bære simpelthen deres Hjemstavns Navn som Klaus Køge, Lars Næstved, Andreas Holbæk, Frende Riber, Jens Skave, Jens Brøndshøi, Niels Jyde, Niels Fynbo o. s. fr.; Andre have gode gamle danske Navne som Niels Krage, Jens Gris, Bo Hest, Poul Fugl, Stud, Thorsten Ulv, Mikkel Ravn, Lars Svale, Egger Flue, Jens Blomme, medens atter Andre betegnes med et Slags nom de guerre eller Øgenavn som Peder Kjærlingøre, Andreas Guldpenning, Niels Langben, Jens Puge (en Nisse), Jonas Grummekarl, Peder Skægge, Adam Pygh (Beg), Niels Værre, Mikkel Ganger, Jens Kniveløs, Niels Drukken, Jonas Liden, Peder Galen, Andreas Stærke, Andreas Rød o. s. v. Øgenavne synes overhovedet at have været gængse; man har endnu


60

et Tingsvidne fra 1462, ved hvilket Peder Nielsen, Ridder til Broholm, fører Kæremaal paa Tinge over, at man har givet ham Øgenavnet "Stegefisk". Der gives ham den Opreisning, at den menige Almue med én Mund erklærede, at Peder Nielsen "altid havde været en retvis, god og christen Dannemand".

Den levende Handelsforbindelse med Hansestæderne lægger sig for Dagen ved Jordebogens talrige tydske Navne som Herman Kernedorff fra Karrendorff, Hennike Griskow, Cecilie Krakows, Hans Dulmen fra Westphalen, Brun de Gripsvald, Morten de Sunde (Stralsund), Jakob Lybike (Lybæk), Trendekop, Stoltenberg, Hincesøn m. fl. Alle disse Borgere af tydsk Oprindelse have formodentlig været Kjøbmænd; i andre Livsstillinger nævnes: to Kræmmere Røthger og Aage Institor, Verner Pundere, som maa have været ansat ved Veierboden, Hakon Tolder, nogle Møllere og Bagere, en Brygger, flere Smede, en Bødker, en Guldsmed, to Sporesmede, mange Skomagere og Skrædere, en Skindbereder, en Mursvend, en Sadelmager, en Rebslager, en Tømmermand, en "Pladesuder" (maaské Lappeskomager), en Dynemager, ja der nævnes en Jøde ved Navn Jakob. Nede ved Havnen var der "Drivere" og Dragere; Forsvaret besørgedes af Skytter og en Blidemester, medens Politiet bestod af Jakob Bysvend og Thord Vægter. Skjøndt Staden havde flere Badstuer, nævnes kun én Bademester Klaus Badstuemand, endvidere en Graver, Tidike Dødgraver og en Læge ved Navn Hans. Benævnelser som Bodil Bradrygger, Mikkel Aalekarl, Niels Flækkesild, Luce Kaalkone, Hans Kjærnemælk og Didrik Krokarl antyde tilstrækkelig tydeligt de Paagjældendes Haandtering.


Betingelserne for Livet vare i Middelalderen ualmindelig haarde. Alle Krøniker indeholde snart Antydninger af, snart udførlige Beretninger om Misvæxt, Dyrtid, Hungersnød, Tørke, Oversvømmelser, Vandfloder og Jordskjælv, som med korte Mellemrum hjemsøgte ikke et enkelt Land, men alle Dele af Jorden, og som hyppigt efterfulgtes af skrækkelige ødelæggende Sygdomme: Spedalskhed, Bubonpest, Koppeepidemier, Blodgang o. s. v. Mærkelige Jordrevolutioner indtraf ikke sjeldent; Aarstidernes Forskjel udslettedes, eller de antoge en abnorm Charaktér; snart vare Vintrene saa strenge, at man kunde gaa og kjøre fra Mecklenborg til Danmark over Havet, snart vare Somrene saa kolde, at Kornet


61

ikke kunde modnes. Paa Himlen saas underlige Tegn som Kometer, Ildmeteorer og Nordlys, der indjog Menneskene Skræk; Blodregn, hvoraf Datiden spaaede mærkelige politiske Tildragelser, faldt fra Himlen, ja der haves Vidnesbyrd om, at ildelugtende tykke Taager bevægede sig hen over Landene som Varsel for den store Mandedød af 1349. Danmark har havt sin rigelige Part af Alt dette, og Følgerne vare de samme her som andre Steder.

De lovløse Tilstande i Riget, Borgerkrigene saavelsom de hyppige Indfald af Fremmede maatte avle nye og alvorligere Onder. Overtro og Raahed fulgte Pesten i Hælene, og Lovløsheden fremkaldte et stort Maal af Forvildelse. Drukkenskab, Fraadseri, Utugt, Plyndring, Røveri og al Slags Undertrykkelse mod de Ringere og Svagere hørte til Dagens Orden, og end ikke Geistligheden kunde under Sædernes almindelige Forfald holde sig uberørt. Det er indlysende, at Forholdene i Kjøbenhavn ikke kunde være stort bedre end i det øvrige Land; og det skorter da heller ikke paa positive Beviser i denne Retning. Saaledes finder man Bestemmelser mod at holde Frille, der straffes med Ban, og hvis dette ikke frugter, ved Dom af Fogden og Raadet. Mærkeligt nok saa man gjennem Fingre med Hazardspil; det var tilladt at spille Tærninger, men den, der forulempedes paa Kroppen af sin Medspiller, kunde ikke gjøre Krav paa Bøder herfor, og dræbtes han ved Tavlebordet, kunde han ikke begraves paa Kirkegaarden. De talrige Bestemmelser i Stadsretten af 1294 mod Slagsmaal og Vold vise Tidens Brutalitet; i Gilderne blev der drukket tæt, skjøndt Mansas Opfattelse, at de vare "Planteskoler for Fylderi og Drukkenskab", dog sikkert er for streng. De mange slette fremmede Elementer, der bestandig tilførtes Byen fra de vendiske Stæder, bragte Fordærvelse med sig, og netop ved Stadens Overgang til Kongen træffe vi en Kantor i Kjøbenhavns Kapitel, Arild Klemmensen, der var Erik af Pommerns betroede Mand, og som Biskop i Bergen faar det Skudsmaal i den svenske Rimkrønike, at "argere Skarn var da ei Præst", hvorpaa han beskyldes for Skjørlevnet, Dobbel og Drik. I Graabrødreklostret i Kjøbenhavn gik lignende Ting i Svang, saaledes at det i Slutningen af det femtende Aarhundrede maatte bringes til Observants, i.e.: reformeres; og den tidligere omtalte latinske Klagesang fra Christoffer den Andens Tid dadler den Overhaand tagende Luxus, den nymodens Klædedragt, det lange Haar og de snevre Klæder, og betragter det


62

som et Symptom paa Blødagtighed og Yppighed, at man gik med krusede Slør, store hvide Hætter, spidse Ærmer ligesom Horn, lodne Fryndser, og overhovedet efterabede Skjøgesæder, hentede fra Tydskland. Disse Anker gjælde dog selvfølgelig kun den bedre stillede Del af Befolkningen. Den jevne Borger var vistnok klædt i simple Uldstoffer og grovt Hørlærred; Jakob Erlandsens Stadsret nævner saaledes Lærred, ja i 1413 omtales Lærredslagner hos en dansk Bonde. Kjøbenhavns Historie i den tidlige Middelalder viser meget Lys ved Siden af Skyggerne; trods de strenge Vilkaar har det lille Samfund Manddom og Mod, Spændstighed og ungdommelig Kraft til at reise sig efter Lidelserne, og man vil ligeledes i Gaverne til Kirker og Klostre, Godgjørenheden mod Fattige, Pilegrimsreiserne og Gildebrødrenes Forpligtelse til at staa hverandre bi, kunne finde Modstykker til de omtalte mindre tiltalende Sider af Middelalderens Liv, som overhovedet ikke maa bedømmes fra et moderne Synspunkt.


Trækande fra
Kjøbehavns Slot

Trækande fra Kjøbenhavns Slot. Originalen i Oldnordisk Museum.


<-Forrige .Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: man jun 6 18:44:13 CEST 2005
Publiceret: man jun 6 18:44:11 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top