eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn
    - kap. XI

Kbhvn., Thiele, 1887

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Christian den Fjerde paa
Ligsengen

Christian den Fjerde paa Ligsengen. (Efter Maleriet paa Rosenborg.)


ELLEVTE KAPITEL.

Kjøbenhavn indtil Christian den Fjerdes Død.

_____

F


reden i Lybæk danner et Vendepunkt i Danmarks indre Historie. Fra dette Tidspunkt antog nemlig Menigmands Modstand mod Adelen, som havde bragt Landet Undergangen nær, en fast Form; hvad der hidtil var blevet hvisket i Krogene om Adelsstandens Mangel paa Fædrelandskjærlighed, blev nu udraabt paa Gader og Stræder, man lagde ikke længere Skjul paa sin Misfornøielse; det var Regjeringsforandringen i 1660, som dæmrede i Horizonten. Borgerskabet i Jylland, der havde lidt mest under Krigens Elendighed, gik i Spidsen for denne Bevægelse og overrakte Kongen det bekjendte Klageskrift mod Adelen, men skjøndt det vandt Ckristian den Fjerdes udelte Bifald, havde det dog foreløbig ingen anden Følge, end at Forbittrelsen mod den priviligerede Stand voxede. Naturligvis maatte Borgerskabet paa Øerne dele Jydernes Følelser; ogsaa det saa hen til Kongen efter Frelse, thi Ingen kunde tvivle om, at Kongens og de Uadeliges Interesser faldt sammen paa dette Punkt. Der høres allerede Røster om Arvekongedømmets Nødvendighed. Det mislykkede Forsøg paa at indskrænke Rigsraadets Myndighed, saavelsom

[599]

600

Forslaget om en ny fælles Stadsret for Danmark og Norge afslørede paa engang Kongens Beredvillighed og Afmagt til at hjælpe, og som et lignende svagt demokratisk Tilløb maa et Kongebrev af 22de Februar 1630 om en Omordning af Kjøbenhavns Bestyrelse opfattes. Heri hedder det, at da der forekommer adskillige Uordener med Stadsretten og kongelige Paabud, kunne disse Onder bedst afhjælpes ved, "at den gemene Inspektion, som Borgmestre og Raad paaligger", fordeles paa Magistratens Medlemmer, dog saaledes at der tilforordnes hver af dem "to eller flere fine Borgere, som efter nogle Aars Betjening omskiftes kunne". Skjøndt disse Tilforordnede, der kunne betragtes som de senere 32 Mænds Forløbere, kun skulde have en raadgivende Virksomhed, følte Magistraten dog saa klart, at der her var lagt Grund til en Indskrænkning af dens Myndighed, at den gjorde Indvendinger og bad sig undskyldt, men Kongen gjentog Paabudet en Maaned efter. Ikkedestomindre fik det ingensomhelst praktisk Betydning.

Den udvalgte Prinds, Christian den Femte, som han i Almindelighed kaldtes, havde under Faderens Fraværelse paa Felttoget i Tydskland styret Rigets Anliggender, men iøvrigt ikke til Kongens Tilfredshed. Samtidig havde han indladt sig i et Kjærlighedsforhold til Fru Anne Lykke, Enke efter Kai Rantzau til Rantzausholm, en Forbindelse, der ligesom Kongens egen med Kirstine Munk gav Anledning til megen ilde Eftertale, "allehaande Diskurs" og stor Skandale. Under disse Forhold saavelsom af politiske Grunde laa det nær, at Kongen saa sig om efter en Hustru til Prindsen, og en saadan fandtes i Prindsesse Magdalene Sibylle, en Datter af Churfyrst Johan Georg af Sachsen. Brylluppet holdtes i Kbhvn. den 5te Oktober 1634 med en Pragt og Overdaadighed, hvortil Danmark hverken før eller senere har kjendt Mage, og som uden Tvivl var beregnet paa at vække Opsigt i Verden og vise, at Landet endnu var rigt og livskraftigt. "Intet Menneske - skriver det franske Øienvidne Ogier - kunde mindes at have hørt om en saa stor Festlighed, og Ingen haabede at opleve den igjen. Den danske Herold kunde med Rette sige om dette Bilager, hvad en Herold fordum sagde ved de romerske Jubellege: Folket vil faa saadanne Spil at se, som ingen Nulevende har set eller nogensinde vil faa at se igjen. Det er ikke nødvendigt, at jeg giver et Overslag over


601

alle Udgifterne, men jeg har af troværdige Folk hørt, at der alene blev indkjøbt for 100,000 Rdlr. Vin".

Kongens egenhændige Breve fra dette Tidspunkt vise, med hvilken overordentlig Iver han tog sig af Festen, hvorledes han havde sin Opmærksomhed henvendt paa Alt og Alle, og hvor stor

Den udvalgte Prinds

Den udvalgte Prinds. Orig. i det kgl. Billedgalleri.

Vægt han lægger paa, at det Hele skal gaa saaledes til, at det ikke bliver ham til Skam. Han befalede Høibros og Nybros (nuv. Holmens Bros) Ombygning af Sten og gav allerede i Januar Magistraten Ordre til at sørge for Staldrum og Herberger til de forventede Fremmede. De bedste Borgerhuse i Nærheden af Slottet forbeholdt han sig for sine egne Gjæster og lod derhos de nødvendige For-


602

andringer foretage ved den gamle Kongeborg for at gjøre den til et prægtigt og efter Omstændighederne tiltalende Brudehus. Riddersalen, der jo var Festens egentlige Centrum, blev udsmykket med en "Trummeterstol" til 24 Musikantere over Hovedindgangen, og Tapeterne fra Kronborg forestillende de danske Konger (hvoraf flere opbevares paa Oldn. Museum) bleve spændte i Rammer under Loftet, hvor der tillige anbragtes fire, fem Lysekroner. Alle Stadens Haandværkere fik travlt, Mure repareredes og afpudsedes, en hel ny Stald opførtes ved Tøihuset; paa Slotspladsen opsattes et Skur til det store Fyrværk, Rotgieteren Felix Fuchs støbte hele Kartover, Lavetter fabrikeredes i Kbhvn. og paa Kronborg, for at Artilleriet kunde bruges ved de Fremmedes Ankomst, et Pulpitur opsattes i Slotskapellet, nye Stengulve lagdes, Værelserne monteredes, Renteriet paa Slotspladsen indrettedes til Sovekamre, Malerier ophængtes overalt, hvor Tapeterne ikke vilde strække til, og der gjordes Bestillinger paa Sengesteder, Stole og Borde i Massevis. Ogsaa paa Rosenborg sattes Alt i bedste Stand, og Haven blev gjort pyntelig, for at "man ikke skulde have Spot deraf, naar de Fremmede saa den". Der var næsten intet Haandværk, som ikke drog Fordel af denne Fest; Tømmermænd og Forgyldere arbeidede paa Blaataarn, Blytækkere lagde Taget om paa Kongefløien; hos Guldsmedene i Kbhvn. bestiltes der 300 Sølvfade, ligesaa mange Sølvtallerkener og nogle Dusin "Kommendtker" (Smaaskaaler), en storartet Bestilling, som Kongen paa Forhaand betvivler, at Lauget kan levere; Kander, Bækkener og Konfektskaaler bleve opforgyldte, Sølvprydelser smededes til Sadler og andet Ridetøi, Glas indkjøbtes i store Kvantiteter, Kobbersmede lavede Kjøkkentøi og "Almisseballier", og Perlestikkere og Possementmagere havde nok at skaffe med det perlebesatte Ridetøi saavelsom med Snorer og Borter til Hofsindernes Uniformer, og med Udstafferingen af de kongelige Vogne. Der medgik bogstaveligt Mile af Snorer af Guld, Sølv og Silke; saaledes bestilte Kongen den 16de Januar 39,560 Alen Possementsnorer og Lidser samt 1,182 Dusin Knapper, og i Marts gjordes der nye Bestillinger, da Beholdningen var sluppen op. Selvfølgelig indkjøbtes en stor Del Varer i Udlandet, navnlig i Holland, England og Frankrig; fra Paris førtes saaledes hele Vognladninger til Danmark. Fra England leveredes Syltetøi, fra Holland Stole, Tapeter og 100 Drabantpartisaner "med Kongens Navn udi og med


603

Prindsesse Magdalena
Sibylle

Prindsesse Magdalena Sibylle. Orig. paa Valdemars Slot, Taasinge.

gode Skafter, stafferede med røde og gule Kvaster og Fryndser, formisket med Guld", endvidere Fløil, Gyldenstykke, Guld- og Sølvmor, Silketøi, Læder, Klæde, Bay (uldent Tøi) o. s. v.


604

Efterhaanden som Tiden for Brylluppet nærmer sig, voxe de kongelige Breve i Antal, og Ordrerne blive talrigere. Der bliver syt Uniformer og Liberier til Tjenere og Baadsmænd, snart besatte med de ovenfor omtalte Snorer og "en mægtig Antal Knapper", snart røde Klædes Kapper med brandgule Fløilsbræmmer til Drengene i de kongelige Stalde. Drabanterne vare helt gule med røde Snorer paa Benklæder og Trøier samt fem Streger paa Kapperne; Jægerne og Fiskerne grønne, Søfolkene røde og gule. Efter gammel Skik uddelte Kongen Æresklæder til hele sin Hofstat c. halvtrediehundrede Personer, og det er charakteristisk for ham, at han midt under al denne Ødselhed skriver til Rentemestrene, at der med disse Klæder "kan underligen omgaaes, hvis man ikke i Tide ser sig derved vel for", hvorfor en af Renteriet, "som intet lader sig lege paa Næsen", skal optegne Alt, hvad der tilskjæres, og kaste alle Rester i en stor Kiste.

Opsamlingen af Proviant begyndte allerede i Slutningen af 1633, da 40 Øxne, 400 Kapuner, 100 kalkunske Høns foruden Svin, Lam, Høns og Gjæs udtoges paa Ladegaardene; der indforskreves derpaa 10,000 Skokke Krebs fra Tydskland, som forstærkedes med Leverancer fra Ringsted og Sorø Lehn, og disse tilligemed Gjedder, Karper og andre Ferskvandsfisk holdtes gaaende i Gravene om Rosenborg og Staden under behørig Opsyn, for at de ikke skulde blive stjaalne. Hos de kjøbenhavnske Vinhandlere saavelsom i Udlandet indkjøbtes overordentlige Masser af Vin, baade franske, tydske og spanske; godt stærkt Øl bryggedes "i temmelig Kvantitet til det gemene Folk vel forvaret med Humle, at det kunde holde sig i Heden"; Specerier og Sukker afkjøbtes Fragtfarerne paa Elben og i Sundet af Tolderne, og Havre og Hø anskaffedes i store Kvantiteter til Hestene. Kongen sørgede for, at der i Tide blev udtaget brugelige Stager til Turnérlandser; han befalede, at Musikanterne skulde "exercere sig" flittigt, og at Herremændene skulde øve sig i Dands, Balgen, Ring- og Koprenden, Idrætter, som alle ledsagedes af Musik. Den øverste Arkelimester Christoffer Svencke lavede Fyrværkerisager, og ikke blot til Øinenes Lyst skrev Professor Johan Lauremberg to Komedier: "Hvorledes Aquilo, Regenten over de sydlige Riger, hjemførte den ædelige Prindsesse Orithyja" og "Hvorledes Harpyerne forjages af tvende nordiske Helte, og Kong Phineus bliver befriet". Simon de Paz og Carl van Mandern


605

malede de "Monstra", som hørte til Komedierne, den første tegnede desuden "en Invention til at bruge ved Ringrenden", medens den sidste komponerede en Ballet.

Der existerer flere udførlige Beskrivelser af dette prægtige Bilager, den sidste og største Renaissancefest i Danmark, Den lignede i mange Henseender Christian den Fjerdes Kroningsfest, men var anlagt i ulige større Stil. Der udfoldedes et langt mere omfattende Apparat, ligesom Glandsen og Pragten overgik Alt, hvad der hidtil var set, yderligere forhøiet, som den blev, ved et stort Antal tydske Fyrsters Nærværelse saavelsom ved de overordentlige Gesandtskaber, der mødte paa Keiserens, Frankrigs, Spaniens, Polens og Sverigs Vegne. Den franske Afsending, Claude des Mesmes, Grev d'Avaux, var paa Reisen ledsaget af Sekretairen Charles Ogier, som i en udførlig latinsk Skildring giver det livligste og troværdigste Billede af disse Festdage, ikke blot fordi han ifølge Sin Stilling havde Leilighed til at se Alt, men fordi han var en Mand, der havde Øinene godt med sig.

I Begyndelsen af August 1634 passerede Ogier Kullen ved Indseilingen til Øresund og maatte for at undgaa den samme ubehagelige Daabsceremoni, som senere var brugelig, naar Linien passeredes første Gang, betale Løsepenge. Han steg iland i Helsingør og modtog strax et fortræffeligt Indtryk af de velhavende Borgeres Huse og Levemaade. Værelserne - siger han - vare helt op til Loftet behængte med Malerier og Skilderier; langs Væggene løb Træbænke, belagte med bløde Tæpper og Puder, og hist og her var der anbragt nydelige Skabe og Chatoller. At der ikke manglede Sølvkander til Øl og Vin er en Selvfølge. Overalt saa han det fineste Dækketøi, de pynteligste Lagner og det smukkeste Lærred, endogsaa paa Barberstuerne, hvor der kun kom Haandværkere og Dagleiere, hvilket forbausede ham meget, da der ikke er Overflod af Hør eller Hamp i Danmark. Derimod var han mindre vel tilfreds med Alkoverne og de tunge store Fjerdyner, i hvilke han neppe kunde sove for Prikken og Kløe; derhos vare Sengene saa korte, at man snarere sad end laa i dem. De danske Kvinder behagede ham overordentligt; han roser deres Belevenhed, Høflighed og Gjæstfrihed, skjøndt de ikke kunde tale hans Sprog, og skildrer dem som velskabte, slanke, med blaa Øine, blondt Haar og en skjær hvid Hudfarve, og "da de tilhylle Brystet med Lin og sky Omgang


606

med Mandspersoner, ligne de Nonner". De bare Fløilshuer i Halvmaaneform og toge en Kaabe om sig, naar de gik ud. "Naar de hilse Forbigaaende - vedbliver han - hvad de kun sjeldent gjøre, bøie de sig ikke, men svare med et Haandkys eller en ringe Bevægelse med Læberne; i selskabelig Omgang tage de Fremmede i Haanden, men er man beslægtet eller nøie kjendt med dem, hilser man dem med gjentagne Kjærtegn. Fruentimmeret lægger sin Haand op af Mandspersonens Arm næsten til Brystet, og det Samme gjør Manden ved Fruentimmeret, dog saaledes at Underklædningens Ærmer ere imellem, hvilke navnlig hos Kvinderne ere saa snevre, at man ikke kan faa Fingrene ind under, til Huden. Ellers afviser den danske Kvinde al Kjærlighed ved sin altfor store Alvor og Beskedenhed og betager ethvert Haab om og Anledning til Fortrolighed. Her stilles intet Garn for de Forbigaaendes Øine; man bemærker intet lystent Væsen i deres Gang eller i deres Maade at være paa; de blotte ikke Brystet, de kruse ikke Haaret, ja de vise det ikke engang. Derimod smykke de deres Huer med Juveler og bære Guld- og Sølv-Bælter, besatte med Ædelstene; kort sagt, de ere meget nydelige".

Gesandtskabet kjørte ad Strandveien til Kbhvn. og modtoges i en Mils Afstand af 300 Ryttere og en kongelig Vogn med Rigsraad Christoffer Ulfeldt og Korfitz Ulfeldt. Man drog nu i stort Optog til Byen og modtoges efter Sædvane med Kanonsalut, medens Borgervæbningen paraderede i Gaderne. Ambassadeuren med Følge indkvarteredes i Slottets øverste Etage, hvor en Række Værelser, prydede med Tapeter og udstyrede med Himmelsenge, anvistes ham, og 12 Adelsmænd, der kunde Fransk, opvartede ham.

De Dage, der hengik inden Brylluppet, benyttede Ogier til at gjøre sig bekjendt med Byen. Han besaa Havnen og Børsen, Kirkerne, Rosenborg og Slotskapellet, hvor han for første Gang traf Kongens Døttre, der vare ualmindelig smukke og imod Sædvane klædte efter fransk Mode. Snart kjørte han en Tour udenfor Portene med Korfitz Ulfeldt eller søgte ind i en Have, hvor han spiste sure Vindruer og morede sig med et Spil, der kaldtes "Pilken- eller Pirkentafel", snart forbausedes han over at se Kongen og Prindserne øve sig Kl. 5 om Morgenen i Ridning og Ringrending og efter Middag gaa løs paa hverandre enten i Harnisk med Landser eller hærde sig ved andre Væddekampe og Legemsøvelser. Selv en lærd


607

Mand med Sands for videnskabelige Sysler, besøgte han Universitetet og hørte en Forelæsning af Ole Worm om Blodstyrtning, besaa dennes Naturaliekabinet og var gjentagne Gange hos ham saavelsom hos den berømte Astronom Longomontanus. Paa Ridebanen, som laa mellem Holmens Kanal og Vingaardsstræde, saa han en Sport, der kaldtes "at ride efter Hoveder." For begge Ender af Banen var et Paphoved opstillet paa en Pæl, medens et tredie laa paa Jorden. Opgaven var nu tilhest i fuld Galop at spidde det ene Hoved paa en Landse, tage det andet op fra Jorden med Sværdet og skyde det tredie ned med et Pistolskud. Et Besøg paa Flaaden imponerede dog maaské Ogier mere end alt Andet.

Han havde ikke været mange Dage i Landet, før han fik Øiet op for den herskende Umaadelighed i Drik. Naar Adelsmændene vare sammen, kappedes de om, hvem der kunde drikke mest uden at falde under Bordet, og de franske Gjæster vare nødt til at gjøre gode Miner til slet Spil og holde Stand saa godt som muligt. Ogier er iøvrigt stolt paa sine Landsmænds Vegne over, at de bedre forstod at bære en Rus end de spanske og polske Gjæster, hvem der engang imellem tilstødte noget Menneskeligt. "Man kan - siger Ogier - besøge, hvem man vil, der drikkes uophørligt; og medens Gesandterne tale sig tørstige, drikke deres Ledsagere paa deres Vegne, ja i Stuen ved Siden drikke Lakeierne og Tjenerne deres Kammerater til i fransk, om ikke i spansk og rhinsk Vin". Hertugen af Holsten Gottorp, der tillige mødte som Keiserens Gesandt, og de sachsiske Gjæster faa navnlig et slet Skudsmaal; "jeg vil ikke fortie - siger han - at siden Holstenernes og Sachsernes Ankomst bliver der bortødslet saa meget Øl og Vin, at Sovekamre, Spisesale, Forgemakker og Bislag svømme dermed. For at aflede og udtørre alle disse Søer var der paa Slottets Trapper opstillet Fade og Kummer med lige Mellemrum, hvor de fugtige Svirebrødre kunde blive deres overflødige Fugtighed kvit paa bekvem Maade. Thi det var ikke blot Herrerne, men ogsaa Tjenerskabet og Drabanterne, der holdt Vagt udenfor Prindsernes og Ambassadeurernes Logis, som lode sig Vinen smage, hvor kostbar den end er, thi i dette Land er Alt kostbart". Senere hedder det lakonisk i Dagbogsform: "Hos Hertugen blev der drukket hele Dagen, og mange Mennesker bleve førte drukne hjem".


608

En mærkelig Episode, som gik forud for Brylluppet var den forbittrede og lidenskabelige Rangstrid, som udviklede sig mellem de udenlandske Afsendinge og er charakteristisk for Tiden - beslægtet med den forargelige Strid om Stolestaderne i Kirkerne eller om Forrangen mellem de forskjellige Embedsmænds-, Borger- og Haandværksklasser. Striden var navnlig staaende mellem den franske og spanske Ambassadeur, thi det var givet, at den keiserlige Repræsentant havde Fortrin for alle andre, og den polske Stillede sig fra Begyndelsen paa det fornuftige Standpunkt, at han vilde lade sin Vært, Kongen af Danmark, bestemme sin Plads. De to Kantslere og nogle af de fornemste Rigsraader gjorde fortvivlede Forsøg paa at mægle; man raadførte sig med Professoren i Civilret, Claus Plum, man slog op hos Alciat og andre gamle Lovkyndige, men forgjæves, ingen af Parterne vilde give efter. Det passede ualmindelig godt til Tiden - siger Ogier - at Hofprædikanten midt under al denne Strid en Dag prædikede over Texten: "Naar Du er budeh til Bryllup, saa sæt Dig ikke øverst". Grev d'Avaux gik saa vidt, at han truede med at anvende Magt, eftersom han ikke havde isinde at sætte overstyr i Danmark, hvad alle kongelig franske Ambassadeurer hidtil havde hævdet, og den spanske Afsending Gaspar de Tebes Gusman, Marquis della Fuente, der blandt sine mange Titler havde den kuriøse: "Opsynsmand over Mulæslerne ved den kongelige Bagage", blev tilsidst saa fornærmet, at han forlod Kjøbenhavn inden Brylluppet. Hermed var Konflikten dog ikke tilende; Grev d'Avaux kom i Strid med Hertugen af Holsten Gottorp om Cermoniellet ved deres gjensidige Visit, ja det gik saa vidt, at Christian den Fjerde ikke deltog i selve Bryllupstaffelet, fordi man ikke kunde blive enig om, hvem der skulde have den Ære at sidde ved Siden af ham. Af samme Grund holdt den svenske Gesandt Peder Sparre sig borte og spiste paa sit Værelse.

Ved Brudens, den sachsiske Prindsesse Magdalene Sibylles Ankomst holdtes der et formeligt Indtog, en Pragtprocession af overdaadigt udstafferede Heste, Adelsmænd, Hofsinder, Schweisere og Lakeier, iførte brogede Farver og straalende af Guld, Sølv og Ædelstene, og som det Heles Centrum Bruden i en Triumphvogn, smykket med en forgyldt Kupido og en forgyldt Ørn, trukken af sex Heste. Paa selve Bryllupsdagen, den 5te Oktober, holdtes der om Morgenen Gudstjeneste i Slotskapellet, hvor der prædikedes over


Bilag: Christian den Fjerde slaar Riddere 1634.

Pl. s.608

609

Evangeliet: "Himmeriges Rige kan lignes ved Konge, der gjorde sin Søns Bryllup"; derpaa slog Kongen tolv udvalgte Adelsmænd til Riddere af Elephanten. Denne Scene er fremstillet paa hosstaaende Billede efter en enestaaende Original paa det kongelige Bibliothek. Kongen sidder paa en Throne med det endnu paa Rosenborg opbevarede diamantbesatte Ridder-Slagsværd i Haanden; ved hans

Langskjødet Trøie af
Guldmor med Sølvbouketter

Langskjødet Trøie af Guldmor med Sølvbouketter. Af Chr. IV.s Dragt paa Rosenborg.

Side staa to Herolder med forgyldte Sølvsceptre, iførte prægtige Kapper med Danmarks paabroderede Vaaben i Guld, Sølv og Silke, og foran Thronens nederste Trin knæler Kantsleren Christian Thomesen Sehested, afventende det Øieblik, da Kongen vil berøre hans venstre Skulder med Sværdet og sige: "Jeg slager Dig til Ridder udi Navn, Gud Faders, Søns og den Hellig Aands, Stat op Ridder!" I Forgrunden ses de øvrige vordende Riddere; Mellem-


610

Sølvforgyldt Pokal
fra Chr. IV.s Tid.

og Baggrunden indtages af Rigsraader, Adelsmænd, Hofsinder og Kvinder i en dertil særlig indrettet Stol. Vinduet staar paa Klem, thi saasnart Ridderen har hængt Ordenens Insignier om sin Hals, vil den ældste Herold træde hen til det og udraabe, at den Stormægtigste Fyrste og Herre, Kong Chr. IV, Danmarks og Norges, Venders og Gothers Koijge o. s. v. haver nu slaget den høiædle, strenge og mandhaftige Hr. Christian Thomesen Sehested til Ridder og hannem udi Ridder-Ordenen indsat". Derpaa ville Herpaukerne og Trompeterne lade sig høre fra Slotspladsen.

Vielsen fandt Sted samme Dags Eftermiddag. I Procession med stor Pomp, medens "hele Slottet vidt og bredt gav Gjenlyd af Trompeter og Pauker", drog Hovedpersonerne ledsagede af Bryllupsgjæsterne fra Kongefløiens Hovedtrappe over den indre Slotsgaard, hvortil de fornemste kjøbenhavnske Borgerfamilier havde faaet Adgang. Kongen var klædt i Sølvmor indvirket med gyldne Blomster; den udvalgte Prinds endnu prægtigere. 24 Adelsmænd med brændende Kjærter ledsagede Bruden; iøvrigt var Ceremoniellet i det Væsentlige som ved Fredrik den Andens Bryllup (smlgn. S. 391). Det efterfølgende Taffel varede i sex Timer, men manglede, som Ogier siger, "sin fornemste Pryd", fordi Kongen som ovenfor berørt spiste alene. Maden faldt ikke ret i Franskmandens Smag, og han udtaler sin Forbauselse over de Kvantiteter Drikkevarer, der sattes tillivs, navnlig ved det med alle Slags Drikkekar rigt besatte Kredentsbord, hvor tre Mundskjænke, "efter de gamle Offerpræsters


611

Maade iførte hvidt Linned", smeltede Sukker i Vinen og skjænkede for Alle, der ønskede det. Et saadant Kredentsbord afgav et prægtigt Skue, naar det bugnede af Guld- og Sølvbægre, Skaaler og kostbare Drikkekar, om hvis Form og rige Ornamentering foranst. Afbildning giver et godt Begreb. Der blev drukket Skaaler for

Orchester fra Chr.
IV.s Tid

Orchester fra Chr. IV.s Tid. Efter et Loft paa Rosenborg.

tilstedeværende og fraværende Konger og Fyrster, ledsagede af Pauker og Trompetfanfarer, saavelsom af Kanonsalver fra Stranden og Havet, og Taffelet oplivedes iøvrigt af al Slags Musik, "der gav Lyst til at drikke", og af Sangere, der foredrog forskjellige lystige Ting, som fik Alle til at le. Da Ogier bemærkede, at Damerne rødmede, har det neppe været synderlig høviske Sange. Dagen endte med en storartet Fakkeldands og et Fyrværkeri, under hvilke de


612

vaade Varer dog ikke forsømtes. Støien og Tummelen var uhyre, Musiken spillede op; man sang, raabte og lo, alt imedens man drak paa hinandens Sundhed, omfavnede hinanden og forsikkrede hinanden om evigt Venskab; Mange vare berusede, ja midt under Ballet, siger Ogier, "ilede en af de Fornemste, hvis Navn jeg helst ikke vil nævne, gjennem Trængselen hen til Døren, men kunde ikke naa den, før han maatte give Drikken fra sig". Der var noget Stødende heri for de forfinede Franskmænd, men da de i to Aar havde havt Omgang med de nordiske Nationer, syntes det dem mindre forunderligt.

Festlighederne varede i mange Dage, og Vinen flød i uophørlige Strømme, thi man forstod i hine Tider at holde ud; i det Høieste tog man en halv Dags Pusterum engang imellem. Dagen efter Brylluppet var der atter Gudstjeneste i Riddersalen paa Slottet, hvorpaa det nygifte Par modtog Brudegaverne, som baade vare mange og kostbare. Ved denne Leilighed holdtes der alenlange sirlige Taler baade af Giverne og Modtagerne, men den franske Gesandt var ikke tilstede "for visse Aarsagers Skyld"; han havde nemlig ingen Brudegave med, efterdi Saadant kun bruges hos simple Folk i Frankrig. Den nyformælede Prindsesse uddelte ligeledes Gaver til Kongen, Prindserne, Ambassadeurerne, Rigsraaderne og Hoffolkene lige ned til Musikanterne, bestaaende af mere eller mindre kostbare Krandse af Perler og Ædelstene til at bære paa Hovedet eller om Armen. Sang og Dans, Maskerade og Ballet, i hvilken samtlige olympiske Guder stege ned i Salen og traadte en Kjædedands, afløste hverandre; Komedier opførtes, Drikkegilder holdtes i Rosenborg Have, ja man kunde endog feire et Daabsgilde, da Hertug Philip af Glücksburgs Gemalinde nedkom med en Datter midt under Festlighederne. Den 10de Oktober holdt Kongens Datter Sophie. Elisabeth Bryllup med Christian Pentz; det var som et nyt Led, der knytttedes til den store Triumphus nuptialis. Denne Dags Aften gaves et Skuespil til Bedste paa Slotspladsen, som aldrig før var set, et Fyrværk, der tillige var en "Tragedie om Dyderne og Lasterne". Et samtidigt Kobberstik giver os et Begreb om denne Kamp mellem Himmel og Helvede, mellem "Dragensborg" (Træhuset midt paa Billedet) og "Haabsborg" (Teltet tilvenstre), en Moralitet i gammel Stil, hvor Engle og Djævle færdes paa Scenen, og drive Lasterne ind i et vældigt Uhyres Gab, Porten til "Helvedes


613

Pøl", hvor ildsprudende Drager (der komme fra Rentekammerbygningen tilhøjre) paa Erkeenglen Rafaels Befaling fare løs paa den Søilehal, indenfor hvilken Ondskaben residerer, og hvor tilsidst Alt

Det store Fyrværk den
10de Oktober 1634

Det store Fyrværk den 10de Oktober 1634. Efter Triumphus nuptialis Danicus.

efter tre Akters Kamp med Ild, Raketter og Brandfakler endte i et Flammehav af Bomber, Raketter og Kanonskud, saa at hele Staden rystede derved. Billedet har, som Birket-Smith oplyser særlig Interesse, fordi det er den eneste danske Afbildning af Djævle i


614

dramatisk Aktion. De ere kostumerede i korte Trøier, trikotlignende Buxer og Halvstøvler, have Hale og paa Hovedet et Slags Hætte med fastgjorte Horn. I en senere Tidsalder har dette Fyrværkeri givet Anledning til megen Eftertale, da Kongen beskyldes for at have anvendt gamle Pergamentsbreve i stor Maalestok til dets Forfærdigelse.

Hidtil havde Bryllupshøitidelighederne havt en saagodtsom udelukkende privat Charakter, men den 11te Oktober red de kongelige Herolder, ledsagede af 8 Trompetere omkring i Gaderne og udraabte paa alle Hjørner, at Ridderspillene og Ringrendingen skulde begynde den følgende Dag. Dette skete dog ikke, thi der opstod pludselig et voldsomt orkanagtigt Uveir, som varede i to Dage, blæste Tage af Husene, drev mange Skibe iland og omstyrtede Buerne og de øvrige Forberedelser til Ringrendingen paa Amagertorv. Det var i denne Storm, at Øen Nordstrand gik under, hvorved mange tusind Mennesker omkom, men Efterretningen naaede først senere til Kbhvn. Den 13de begyndte Ringrendingen og varede til den 16de om Middagen med en Dags Mellemrum; det regnede nemlig, og Kongen benyttede da Tiden til at gjøre en Adelsmands Bryllup paa Slottet. I disse Dage saa Kjøbenhavnerne ikke mindre end atten forskjellige Optog drage ind paa Amagertorv; det første af dem, i hvilket Kongen og Prindsen personlig optraadte, er fremstillet i hosstaaende samtidige Stik. Toget aabnes af en "Pukkenslaar" tilhest (A), endvidere af 10 Trompetere (B) og 6 Banemestre (C), deriblandt to Hertuger af Sønderborg. Nu følger den første Triumphvogn (D) forestillende en Have "Arkadien", hvori fem Musikere opføre en liflig Musik. Kong Midas med de lange Øren fører Hestene, en Pan spiller paa Fløite ved Indgangen, og Apollo slaar Lyren under Laurbærtræet. Umiddelbart efter Vognen rider en Person (E) med en Kugle i Haanden, som bærer Indskriften: Chaos; den gaaende Figur (F) bærer et Skilt med Indskrifter til Oplysning for Tilskuerne, og de fire Ryttere (G) forestille de fire Elementer: Ild, Vand, Jord og Luft. Dagen og Natten (H) vandre tilfods og følges af en phantastisk Rytter med Guldsmedevinger (I) og en anden (K), der fremstiller: Antiquitas. Triumphvognen (L) bærer en Triton, som blæser i et Horn, og Proteus med et stort Træ, hvorfra der hænger en Nøgle, i den ene Haand og et Skilt paa en Stang i den anden. De fire næste Vogne (M) betyde de


615

fire Menneskealdre; inden i Janustemplet (N) spille 12 Musikanter over al Maade lystigt, men Janus, som staar udenfor, har Nøglen til Bygningen. I den næste Vogn (O) trukken af fire hvide Heste

Det første Optog ved
Ringrendingen paa Amagertorv

Det første Optog ved Ringrendingen paa Amagertorv. Efter Triumphus nuptialis.

sidder Numa Pompilius; efter ham marchere fire romerske Krigere (P) med blaa Faner, og tvende andre (Q) med Felttegn, endvidere to Ryttere (R) med Skjolde og Faner, og endelig de to Anførere,


616

Kongen og den udvalgte Prinds (S) i gyldne prægtige Rustninger, "saaledes som man f. Ex. ser Markus Aurelius paa Mønter". Nu følge to Ryttere med blaa Faner (T), 6 Landsedragere (V), som føre de Landser, der bruges ved Ringrendingen, og 6 Haandheste (X) smykkede med Fjer og Skaberak og ledede af tre Mænd i Blaat og tre i Rødt. Optoget sluttes af et stort Skib (Y), trukket af tre Heste, udstafferede som "skrækkelige" Havuhyrer. I lignende Stil vare alle de andre Optog, en lang og kjedsommelig Række af Guder og Halvguder, Dyder og kunstlede Allegorier, hentydende til Elskov og Lykke, uforstaaelige for Tilskuerne og ensformige trods deres Pragt. Størst Lykke gjorde de sachsiske Bjergmænd, 10 i Tallet, der sang en Sang om "Kjærlighedens Magt" og derfor fik 200 Rdlr af Kongen, men i det Hele synes disse "Inventioner" at have staaet tilbage for Kroningsoptogene i 1596 (se S. 447).

Der er ingen Anledning til at dvæle ved de paafølgende Festligheder, som ere velbekjendte fra tidligere Leiligheder. Prisuddelingen til de Seirende ved den smukkeste Dames Haand (i nærværende Tilfælde Kongens Datter, Leonora Kristina, den martialske Fodturnering om Aftenen i den indre Slotsgaard med Landse og Sværd over en Skranke med Fyrværkeri (i hvilken Prinds Frederik, den senere Frederik den Tredie, særlig udmærkede sig) og Rytterturneringen paa Gammeltorv, i hvilken Kongen vandt den høieste Pris, Alt udførtes i Overensstemmelse med tidligere Programmer. Den 17de Oktober om Aftenen var der stor Slutningsfest paa Slottet, først Uddeling af Priser til de Seirende i Turneringen, derpaa Dands til Lyd af Trompeter og Tverfløiter saavelsom til den sachsiske Bjergmusik, og endelig samledes Gjæsterne om Kredentsbordet, hvor Chr. IV udbragte de fremmede Kongers, Fyrsters og Ambassadeurernes Skaaler. Historien melder Intet om, hvor mange Gange der blev drukket, men det vides, at Kongen ved et lignende Drikkegilde drak 35 Sundheder, idet "han gik alle Konger og Dronninger i Christenheden rundt", hvorfor han ogsaa tilsidst maatte bæres bort i sin Stol. Ved denne Leilighed - skriver Ogier - syntes Kongen, at man ikke havde drukket tilstrækkeligt, hvorfor han lod et stort gyldent Kar, som to stærke Mænd neppe kunde bære, slæbe ind og sætte paa en Træskammel. Det var fyldt til Randen med Vin, og Kongen traadte nu hen foran det "som en Præst, der indviede Vivandet«, og øste ud i Guldbægere til Gjæsterne,


617

som maatte tømme dem. Det forstaas af sig selv, at det under den store Tilstrømning af Mennesker kom til forskjellige Uordener i Byen, Klammeri og Slagsmaal, som i et enkelt Tilfælde endte med en af Parternes Død, men Sligt hørte nu engang Tiden til. For Menigmands Fornøielse var der arrangeret to "Lykkepotter* eller Tombolaer, hvoraf den ene til Fordel for de Husarme; der var ogsaa Linedandsere i Byen.

De overordentlige Udgifter til dette Bryllup saavelsom herefter til Prindsens Hofholdning forværrede endyderligere Kongens iforveien betrængte finantsielle Stilling. Neppe fjorten Dage efter Festlighedernes Afslutning maatte han give Befaling til at sønderslaa nogle Stykker af Sølvkammerets Beholdning og lade dem udmønte, "dog saa hemmelig dermed omgaas, som muligt være kan", og hele Resten af hans Levetid befinder han sig i en haabløs Pengenød, der snart aflokker ham Bønner, naar han tilskriver Rigsraadet, snart Trusler. Han fandt det "hverken reputerligt eller forsvarligt at sidde hen i Gjæld, hvorpaa man ingen Ende kan se", og vil derfor have Lehnsvæsenet omordnet, eller han vil sælge Flaaden, nedlægge Regjeringen o. d. Efter 1642, da nye Ulykker strømme ind over Landet, ser han ingen Udvei; han skriver til Korfitz Ulfeldt: "Skal det saaledes gaa længe til, som det gaar, da er det et slet Værk at være Konge i Danmark; skal jeg hvert Aar sætte til, da bliver her Pokker løs. Skal Andre have Profiten og jeg Umagen, da bytter vi vist med hinanden; det maa gaa, som det kan". Fire Aar efter begjærer han Erstatning for sine udlagte Penge af Rigsraadet, "at vi kunne være uden Skade og kan have paa vores Alder nogen Ergøtzlighed for den langvarende store Møde og Umage, vi have havt".

Der indtraf imidlertid nogle Fredsaar i Danmark, under hvilke mange af de tidligere anførte Foranstaltninger til Kbhvns. Opkomst paabegyndtes, thi Hamborgs Misfornøielse med Anlæget af Glückstadt og Danmarks Fordring paa Overherredømme over Elben var bleven foreløbig afgjort efter nogle aabenbare Fjendtligheder i 1630, og Forholdet til Sverig var, om end spændt, dog ikke ligefrem truende. I 1639 opstod der en Strid med Nederlandene paa Grund af en betydelig Forhøielse af Sundtolden (navnlig paa Salpeter), og man begyndte at frygte for et Anslag paa Kronborg og Kjøbenhavn, hvorfor der anlagdes Skandser ved Amager og Salt-


618

holmen, og danske og norske Folk i Generalstaternes Tjeneste fik Befaling til at vende hjem. Der var udbredt et Rygte om, at Hollænderne vilde sende 200 Orlogsskibe til Sundet, og i Januar 1640 saas der hollandske Spioner i Kbhvn., deriblandt "en lang anseelig Karl med sort Haar". Kongen tog dog Sagen temmelig koldblodigt og giver følgende kuriøse Skildring af Hollændernes Naturel: "Saasnart det gaar det Gesindiken vel, da vil de strax mestrere al Verden, men saasnart Verden gaar dem imod, da er de smuk smidig". I 1640 nedsattes Sundtolden, og Faren drev over - "Hollændernes store Hastighed blev afkjølet".

Imidlertid havde den svenske Formynderregjering utilfreds med Toldvisitationerne i Sundet, Chr. IV.s paatrængende Mæglingsforsøg i Trediveaarskrigen og yderligere ophidset ved Enkedronningens Flugt til Danmark besluttet at overrumple dette Land, og i Decbr. 1643 rykkede General Torstenson ind over Grændsen og bemægtigede sig i kort Tid hele Halvøen. Slaget traf Danmark aldeles uforberedt; endnu i Mai havde Chr. IV tvunget Hamborgerne til endelig Afbigt og forment, at det vilde være "et godt Kjølplaster til Kantsler Oxenstjernas podagristiske Fødder", og den danske Resident, Peder Vibes Advarsler havde kun fremkaldt den spøgefulde Bemærkning: "Peder Vibe laver til Barsel med Krig". Med Et stod Fjenden i Landet; det var henimod Jul, Flaaden var aftaklet, og der var ingen eller saagodtsom ingen Hær. Men netop under slige kristiske Omstændigheder viste Chr. IV sig størst; ufortøvet ilede han til Kjøbenhavn og satte Mod i Alle. Flaaden blev udrustet, Tropper udskreves, der indsamledes Proviant, og selv paatog han sig at møde Fjenden tilsøs, hvor Faren var størst.

For Kjøbenhavns Vedkommende bevirkede "den farlige, vidt udseende Tid" først og fremmest, at Magistraten udstedte en ny Vagtordning for Borgerne. Den viser, at Befalingsmændene i Borgervæbningen nu havde faaet Navn som Hærens, thi der tales baade om Korporaler og Kaptain, og den indeholder iøvrigt udførlige Bestemmelser om Tjenesten paa Voldene, Disciplinen o. d. Hvert Korporalskab skulde stille ved Korporalens Bolig og af ham føres til Allarmpladsen, naar Trommen gik anden Gang, og Ingen var undskyldt undtagen Bortreiste, Syge, Skrøbelige og Gamle, som dog skulde sende en Stedfortræder. Bevæbningen var Luntebøssser og Kommandosproget tydsk. Vagten paa Voldene var saa meget mere


619

nødvendig, som disse befandt sig i en ynkelig Stand; de vare overalt brøstfældige; ved Kongens Have og Nørreport var der slet ingen Udenværker, thi den nye Befæstning var netop paabegyndt, og fra S. Anna Rotunda kunde Fjenden gjøre stor Skade.

Kongen var utrættelig, paafærde Dag og Nat, og altid rede til at sætte Livet i Vove. I Mai var han i Vesterhavet og slog den hollandske Hjælpeflaade i Listerdyb, derpaa ilede han tilbage til Kbhvn. for at fremskynde Rustningerne. Den 29de Juni kunde han forlade Byen med en Flaade paa 40 Skibe, selv var han ombord paa "Trefoldigheden". Den 1ste Juli, altsaa samme Dag Slaget paa Kolbergerheide blev leveret, ankom en stor hollandsk Flaade som Konvoy for 328 Koffardiskibe til Helsingør, medførende tre Gesandter, som tog til Kbhvn., hvor man var meget ængstelig og misfornøiet med de mange fremmede Krigsskibes Nærværelse. Da Kongen selv var tilsøs, blev der imidlertid Intet af Underhandlingerne. Efter det navnkundige Søslag, i hvilket Chr. IV selv blev saaret og mistede Brugen af sit ene Øie, var den svenske Flaade bleven indespærrret i Kielerfjord, men den undslap ved Peder Galts Ulydighed, og Kongen begav sig derpaa med en Del af Eskadren tilbage til Kbhvn., hvor han i Sundet udfor Dragør, traf den hollandske Flaade, som stod Sydpaa og efter nogen Skydning undveg over mod Bornholm. Fra Kjøbenhavns Taarne kunde Kampen iagttages, og Indbyggernes Begeistring over den heltemodige Konge, som altid fandtes, hvor Faren var størst, var ubeskrivelig. Da han den 13de August steg iland ved Bremerholm, fik han - skriver Bruun - en Modtagelse, som maaské ingensinde ellers er bleven en dansk Konge til Del ved Hjemkomsten til sin Hovedstad. Søndagen den 16de August umiddelbart efter Prædikenen, "blev alle Kanonerne rundt om Byen saavelsom paa Bolværkerne ved S. Anne Bro affyrede, og ligesaa mange Gange blev der givet Salver af Musketterne for de trende priselige Viktorier, som Gud naadeligen havde forlent Hs. Majestæt tilsøs imod sine og Rigets ubillige og hovmodige Fjender, de Svenske".

Den lidenskabelige og ophidsede Stemning, hvori Chr. IV havde befundet sig under hele denne Krig, og som endog et Øieblik havde indgydt ham den Tanke at befri sig for de svenske Fanger ved at slaa dem ihjel, Høie og Lave uden Forskjel, viste sig ogsaa ved den noget summariske Maade, paa hvilken der blev gaaet frem


620

imod den gamle Rigsadmiral Peder Galt. Den 31te August ved Daggry blev han henrettet paa Slotspladsen; et Øienvidne fortæller, at han døde med Ligegyldighed, og at Kongen nogle Gange kom hen til Vinduet i Frisørkappe og med en Kam i Haanden ligesom for at se til. Aaret sluttede sørgeligt; den danske Flaade under Pros Mund led et afgjørende Nederlag i Oktober mellem Femern og Lolland, og senere paa Aaret var der en Blodgangsepidemi i Kbhvn., som i Begyndelsen af 1645 afløstes af en Skjørbugsepidemi.

Krigen førtes afgjort uheldig; Pengevanskelighederne steg, og da Søen i Foraaret 1645 blev aaben, syntes Kjøbenhavn alvorlig truet. En dansk Flaade under Ove Gjedde, der var afseilet til Gøteborg, blev kaldet til Sundet, og der herskede en overordentlig Virksomhed i Byen for at dække den mod et forventet Angreb af den svenske Hovedflaade. Skjøndt Kjøbenhavn betalte 4,000 Rdlr. om Maaneden til Garnisonen i Malmø for at være fri for Indkvartering, maatte Borgerne "skikke sig i Tiden" og tage imod en betydelig Styrke, baade Ryttere og Fodfolk; i Marts befæstedes Indløbet til Havnen, Borgerne maatte levere Fartøier til at nedsænke ved Havneindløbet for at gjøre det snævrere, Magistraten fik Befaling til at gjøre Voldene istand, "eftersom den største Nød det udkræver, og Eders egen Velfærd derudi bestaar", og Enhver maatte forsyne sit Hus med Levnedsmidler, mindst paa sex Maaneder. Ved Kastrupknæ paa Amager anlagdes en Skandse; flere ansete Kjøbmænd udrustede Krigsskibe til Støtte for Orlogsflaaden, og der holdtes Mønstring over Borgerskabet. Forresten synes Væbningen at have været alt Andet end paapasselig og navnlig hengiven til Drik, thi i Slutningen af April holdt Træhesten sit Indtog i Kbhvn. og opstilledes ved alle Portene, hvorhos der gaves Borgerofficererne et Tilhold om uden Persons Anseelse at straffe dem, der mødte drukne paa Vagten eller forlod deres Poster uden Orlov. Vagten var fordelt saaledes, at de indkvarterede Soldater holdt Volden besat fra Vandkunsten til Vesterport, og Borgerne Resten.

Det var alvorlige Tider, som stod for Døren. Overordentlige Skatter og Paalæg tyngede Borgerne; det blev Dyrtid, man kunde ikke skaffe Hø og Strøelse til de talrige Heste, hvorfor Rytteriet tildels blev forlagt fra Byen mod en Pengeerstatning, som Indbyggerne ogsaa maatte udrede. Kongen indførte selv Besparelser i Hofholdningen og Udspisningen; man beredte sig kort sagt paa


621

en langvarig Beleiring. Uveiret trak ogsaa mere og mere sammen. Midt i Mai seilede Flaaden ud under Ove Gjedde, men kunde Intet udrette til "Rigens Bedste"; den mistede endog to Skibe, og den, sidste Dag i samme Maaned passerede en stolt hollandsk Flaade paa 350 Orlogs- og Koffardiskibe Sundet. De danske Skibe trak sig ind ved Toldboden; udenfor laa en hollandsk Afdeling i elleve Uger, dog uden at foretage noget Fjendtligt. I Juni Maaned fremskyndedes Forberedelserne til Fjendens Modtagelse af al Magt; Udenværkerne paa Byens Øst- og Vestside kom efterhaanden i nogenlunde Stand, hvorimod Værket udenfor Nørreport (Ravnsborg Skandse), der skulde bygges af Borgerskabet, henlaa ufuldendt. Kongen gav derfor Befaling til at lukke Nørreport og afbryde Broen over Peblingesøen. Den 25de Juli kunde den svenske Flaade iagttages under Amager, men Freden i Brømsebro som afsluttedes den 13de August 1645 frelste Kjøbenhavn. Hermed var Sverigs Overvægt i Norden endelig fastslaaet; Alt, hvad Chr. IV i sin lange Regjering møisommelig havde tilstræbt, var faldet sammen.

Stemningen i Hovedstaden var baade under og efter Krigen meget ophidset mod Adelsstanden, hvis Mangel paa Fædrelandskjærlighed var bleven aabenbar. Man bebreidede den, at den trods sin Rigdom saagodtsom Intet vilde bidrage til Landets Forsvar; man foreslog at "udrive nogle Blade af Haandfæstningen", afskaffe Hoveriet, hævde Borgeres og Bønders Ret til at tale med a Rigets Anliggender o. s. v. Naar Adelsmænd viste sig paa Gaderne, bleve de udpebne, man kastede Sten efter dem, og udgav Skandskrifter mod dem. En Student Frederik Oswald skrev i Juli til en Borgmester i Ribe, at Rygtet gik blandt Borgerne, at Adelen kun studerede paa at drive Kongen af Landet og indrette en aristokratisk Republik, en Yttring, hvorfor han senere blev relegeret af Konsistorium. Rigsdagen i Kjøbenhavn efter Krigen, i 1645, hvor alle disse Klager kom frem med Eftertryk førte dog ikke til nogen Forandring i Forholdene; Alt forblev i det Væsentlige ved det Gamle.

Aftakningen af Soldaterne foregik med adskillig Vanskelighed, og disse leiede Banders "Mutvillighed", Optøier og Tyverier maa have været meget trykkende, da Kjøbenhavns Borgerskab med Glæde gik ind paa at udrede 10,000 Rdlr. for at blive dem kvit; til Gjengjæld tilstod Kongen det rigtignok tillige Fritagelse for al Indkvartering i Fredstid paa visse nærmere Betingelser.


622

Som overalt i Europa var Renaissancetiden ogsaa hos os de store Modsætningers Tid. Overtro og Vantro, Gudsfrygt og Letfærdighed trivedes ved Siden af hinanden; man arbeidede dristigt paa store praktiske Opgaver, som først langt senere Tider have magtet, og var dog hildet i Fordomme, Smaalighed og Ufordragelighed mod Anderledestænkende, navnlig i religiøs Henseende. Datidens Skræk for Trolddom og hemmelige Kunster tager sig næsten uforstaaelig ud ved Siden af dens Freidighed og Sundhed paa saa mange andre Omraader; ikke engang Kongen er fri for at være mørkeræd. Under Trediveaarskrigen har han et Syn i Rothenburg, ja i 1626 skriver han fra Wolfenbüttel, at der er Troldkvinder i Kjøbenhavn og Helsingør, hvorfor Kantsleren skal advare Alle, som med slige Sager have at gjøre, at tage det alvorligen og ikke ved personlige Forbindelser lade sig overtale til Lemfældighed. Recessen af 1643 forudsætter endnu Pagt og personlig Omgang med Djævelen som utvivlsomme Kjendsgjerninger. Det berygtede "Kjøge Huskors", ved hvilket Djævelen viste sig i en Skrubtudses Lignelse, hører hjemme i Chr. IV.s Tid. Der er overhovedet en overordentlig Mængde Trolddomssager optegnede fra denne Periode, og overmaade mange "Hexe" have bødet uskyldigt med Livet. En adelig Jomfru Anna Kruckow, hvis Formue anvendtes til det saakaldte Stipendium decollatæ virginis (for fattige Studenter) henrettedes i 1621 for Trolddom; man troede at kunne dæmpe Ildebrand ved at kaste en rød Hane og Jord i Ilden, og med Forbryderes afhuggede Fingre dreves al Slags uappetitlig Overtro. Henrettelser nødes stadig som Skuespil og vare meget hyppige, Straffene vare snart barbariske som Partering, Afskjæring af enkelte Lemmer o. d., snart væsentlig beregnede paa at ramme Æresfølelsen som Gabestokken, Træhesten og den spanske Tønde; Raaheden var stor, og Omgangen mellem ugifte Mænd og Kvinder særdeles fri. Selv Præster kunde tillade sig alskens Forsyndelser mod det sjette Bud, og Biskop Arreboes Historie afgiver et mærkeligt Exempel paa Datidens Sands for det Sømmelige. Ruffere ses at være blevne udviste af Byen eller straffede til Kaget; om den Behandling, Skjøger fik, véd Baron de Courmesvin at fortælle, at de nøgne til Bæltestedet piskedes gjennem Staden. Samtidige Dagbøger og Krøniker indeholde omfattende Bidrag til Tidens chronique scandaleuse, om aabenbar Skrifte paa Grund af Leiermaal, Løsagtighed, Rufferi, Selvmord, Dueller,


623

og navnlig Drab, thi Blodet kom let i Kog, og Veien fra Tanke til Handling var kun kort. Gadeoptøier og Slagsmaal endte i Regelen med, at En eller Flere blev paa Pladsen, og den Skyldiges Hen-

Chr. IV i sit 69de
Aar

Chr. IV i sit 69de Aar.

rettelse udeblev da ikke. Den hyppigste Grund til disse Voldshandlinger var naturligvis Tidens Skjødesynd: Umaadelighed i Drik. Vi have ovenfor set, hvad der i denne Retning kunde præsteres ved Hoffet, og det gik ikke bedre til i andre Samfundsklasser. Brændevinen var bleven almindelig i de lavere Stænder, og der konsume-


624

redes derhos uhyre Masser af Øl og Vin. En Læge skriver i 1636, at "Almuen kurerer alle sine Sygdomme med Rostok-Øl", Præster og Degne vare ikke bedre og holdt desuden Smugkroer i deres Huse. Naar Folk gik hjem fra Gilder, kom de ofte i Haandgemæng indbyrdes eller med Fremmede, og i heldigste Tilfælde gik det kun ud over Ruderne. Den store Kjøbmand og Borgmester Mikkel Vibe kom ved et Bryllupsgilde i Strid med den theologiske Professor Claus Plum, som havde krænket ham "ved at være urolig med Glas at slaa sønder, item med Hvislen og Fløiten", og Enden blev et stort Gadeopløb udenfor Plums Hus, under hvilket Theologien slog Magistraten paa Flugt. Undertiden antog Sammenstødene Charakter af storartede Batailler mellem forskjellige Samfundsklasser; saaledes melde Universitetsregnskaberne fra 1627, at Taget paa Kommunitetsbygningen blev istandsat, efter at Soldaterne havde nedrevet det i Kamp med Studenter. Leiligheden til Drik var let, Staden vrimlede af Drikkeboder navnlig ved Stranden, i Høibrostræde, Store Færgestræde, paa Amagertorv og Kjøbmagergade, og der var ingen Mangel paa Vinkjældere foruden Byens egen paa Raadhuset. Fremmede søgte til Gjæstgivergaardene og Kroerne; den fornemste af dem alle "Lækkerbisken" paa Amagertorv mellem Østergade og Store Kirkestræde blev oprettet i 1613 af Apotheker Henrik Vobner. Bønderne holdt til ude i Kipperne i Forstæderne, naar de kom fra Byen, thi de maatte ikke findes indenfor Voldene efter Kl. 12 Middag, og intet Forbud mod Overdaadighed ved festlige Leiligheder kunde frugte, fordi der stadig gjordes Undtagelser fra Reglen. En Forordning af 1612, som giver Borgerne Ret til ved Bryllupper at beruse sig efter deres Rangfølge i Vin eller Øl, gjorde et alvorligt Forsøg paa at indskrænke Nydelsen af stærke Drikke (saaledes maatte der ved Fæstensøl om Formiddagen kun trakteres med Sukat og syltet Ingefær), og al Drik ved Begravelser, Barsel, Kirkegang o. s. v. afskaffedes. De fornemste Bryllupper stod ligesom før i Danske Kompagni, eller paa Raadhuset og i Regelen om Søndagen. Kongen overværede hyppigt adelige Bryllupper, ja deltog i den høitidelige Procession med Musik i Spidsen til Kirken, saaledes i 1636 til Oluf Daas Bryllup, da baade han og Thronfølgeren med Gemalinde gik i Brudeskaren og nær vare komne til Skade ved at to løbske Heste sprængte ind i Optoget paa Amagertorv. Undertiden mødte han


625

først efter Vielsen i Kompagnihuset og deltog i Dandsen. Paa Christian den Fjerdes Tid dukker Tobakken for første Gang op i Danmark; at røge Tobak kaldtes da "at drikke Tobak"; man drak af en Pibe. I 1640 brugtes det paa Flaaden, dog vel som Skraatobak, og Kongen, der siger, at "Skibsfolket tog det gjerne an istedetfor Frokost", synes at betragte det som et Lægemiddel. Sperling fik Snustobak i Spanien og betragter det som "den fornemste Konfekt" efter et velbesat Bord. I Kjøbenhavn solgtes Tobak hos Urtekræmmere og Sukkerbagere; Isenkræmmerne solgte Piber.

Drik var og blev dog Tidens største Adspredelse, - der fandtes heller ikke mange andre. De Velstaaende kunde deltage i Papegøieskydning, i Legemsøvelserne i Boldhuset eller i andre ridderlige Idrætter; Almuen maatte nøies med at være Tilskuer ved de offentlige Fester, Bryllupper o. d. Paa en enkelt Tid af Aaret navnlig ved Fastelavn synes den dog at have havt temmelig Frispas i Gaderne, og engang imellem moredes den af omreisende Gjøglere, navnlig af Linedandsere. I 1640 forevistes en Elephant her i Byen, som kunde gjøre Kunster. Korfitz Ulfeldt havde nogle Isbjørne i Lænker, med hvilke han seilede ud paa Havet for at se dem tumle sig i Dybet; det var maaské et af disse Dyr, som Fyrst Christian af Anhalt fortæller at have set i Havnen i 1623. Ellers morede alle Samfundsklasser sig med Spil ligefra Tærninger til Skak, og om Sommeren tog man i Skoven, til Lyngby eller til Dragør. Det gjaldt da om at være hjemme, inden Portene bleve lukkede, thi synger Søren Terkelsen:

"Naar det unge Folk vil sig til Gavn
reise lidt hen ud af Kjøbenhavn,
hen til Lyngby i den grønne Lund
ud til Dragør ogsaa somme Stund,
udi Marken at forlyste sig,
naar nu Solen skinner glædelig
eller til en anden lystig Fest;
naar da Spillet er som paa det bedst',
at mod Aften man spadsere vil,
naar nu Solen stunder Havet til,
deres Vognmand raaber flux paa dem:
"Holla! det er Tid at kjøre hjem,
førend Porten lukkes for os til,
Klokken ringer; jeg ej tøve vil".


626

Kjøbenhavns Indbyggere saa mange Gange efter den udvalgte Prindses Bryllup kongelige Fester, som naar Kongens Døttre holdt Bryllup, eller Medlemmer af hans Familie døde. Thronarvingens Begravelse den 8de Novbr. 1647, som foregik med stor Pomp til Frue Kirke, og som efter Datidens Skik efterfulgtes af et flere Dages Gravøl, var Chr. IV.s sidste store Sorg; fire Maaneder efter laa han selv paa Ligbaaren. Hans Alderdom havde været fuld af Bitterhed; han havde ikke formaaet at sætte sin Villie igjennem overfor Adelen, Svigersønnepartiet var voxet ham over Hovedet, med den overmodige Rigshovmester Korfitz Ulfeldt stod han paa en spændt Fod, hans Forhaabninger vare skuffede, han efterlod Riget forarmet, ydmyget og afmægtigt, og da han den 28de Februar 1648 drog sit sidste Suk paa Rosenborg, havde han end ikke formaaet at sikkre sin anden Søn, Prinds Frederik, Thronfølgen. Men skjøndt hans Tidsalder kan betegnes som de store Planers og de smaa Resultaters Tid, kunne vi dog underskrive en Samtidigs Ord: "Han var sandelig en høi priselig og Rettens elskende Konge og en god Landsens Fader, som endogsaa i sin høie Alder ikke skaanede sin Helbrede for sine Undersaatter at tilsætte og sit Liv at vove, hvilke og andre Velgerningers Ihukommelse ikke kan og ikke bør nogen Tid hos os og vores Efterkommere at forgaa."

C4

Orig. i Christoffer Valkendorfs Bog.



<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: fre jul 1 11:49:03 CEST 2005
Publiceret: fre jul 1 11:49:00 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top