eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn
    - kap. X

Kbhvn., Thiele, 1887

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Christian IV

Christian IV. tilhest i Samtale med en Ingenieur. I Baggrunden Rosenborg.
Efter Maleriet paa Rosenborg.


TIENDE KAPITEL.

Kjøbenhavns indre Udvikling under Christian IV., Nybygninger, Handel, Industri, Haandværk m. m.

_____

B


yens raske Fremskridt i den første og større Halvdel af Christian den Fjerdes Regjeringstid er ovenfor berørt (S. 450); det var da, at Kraft i sin "danske Pæan" kunde skrive: "Naar vi beskue de europæiske Rigers Tilstand, finde vi intetsteds en saadan Ro og Sikkerhed, som vi ved Guds Velsignelse nyde her, hvor vi næsten som fra et høit Stade se ned paa Verdenstheatret og de Tragedier, som opføres andetsteds". Danmark fik senere sin rigelige Del af Tragedierne, og skjøndt Christian IV. ingensinde tilsidesatte de i indre Forhold for de ydre, og bestandig arbeidede paa at fremme sit Lands Velvære, Handel og Industri, indtræder der dog en kjendelig Afmattelse efter Freden i Lybæk, indtil den voxende Pengenød og Krigen med Sverig i Slutningen af hans Levetid hidfører en absolut Standsning. I Grunden ere de otte Aar fra 1616 til 1624 de mest glimrende i Kongens som i Kjøbenhavns Historie.

Han var en talentfuld Hersker, paavirket af de nye Ideer, der vare oppe, med en levende Foretagelseslyst, der helst vilde

[481]

482

gjøre Alt selv. Han tegnede Modeller til sine Skibe og til sine Bygninger; han vilde lede Udenrigspolitiken og personlig føre Hæren i Felten, Flaaden i Søen, og han vilde som Familiefader bestemme Børnenes Klædedragter og Omsyningen af sine aflagte Klæder. Hans Breve indeholde tusinde kuriøse Exempler paa hans Hang til at indblande sig i de allerubetydeligste Anliggender; han har et Øie paa hver Finger; han har Hovednøglerne til Slottene hos sig, naar han reiser, holder af at komme uventet bag paa sine Folk, for at overbevise sig om, at de intet Ulovligt foretage, og hans Befalinger ledsages ofte af Trusler om det Frygtelige, der vil ske, ifald han kommer og ikke finder Alt i Orden. "Jeg har selv," siger han, "set en hollandsk Kvinde paa Kjødmangergade sidde offentlig mod Loven og sælge Brød for sine Vinduer, hvorfor I skal Byfogden paa mine Vegne om et frit Losemente paa det blaa Taarn forsikkre, det Første, jeg erfarer noget Sligt igjen. Jeg har intet sat den fine Mand, at han skal illudere mine Forordninger." Eller han skriver: "Jeg fandt, at Kalken intet bliver slagen, men kun rørt omkring, saa den ligger hel i Ballierne; Sligt vil tages iagt, ellers bliver der Skarn af Alt, der gjøres." Snart beskjæftiger han sig med Krampen til en Laas, en Plov, som er "gjort paa en synderlig Maner", Ammens Trøie af Kaffa, Frøkenernes eller deres Pigers Skjørter og Strømper, der skulle sendes til Farveren; snart holder han Øie med Tjenestepigernes Moralitet, som naar han skriver: "De haver en Gang ned af Børnenes Kammer til de Vaskepiger, og er det bedst, at samme Piger kommer ind til Fadeburskvinderne. De Samme haver temmelig Søgning af allehaande Slags Folk, hvilket vil afskaffes eller og kassere dem slet." Hans Stil er hyppigt overordentlig frisk og betagende og vidner om udpræget humoristisk Sands, navnlig naar han kommer ind paa det lange Kapitel om Kirstine Munks Utroskab. Her overbyder han sig selv i Sarkasmer, som naar han siger: "at opregne hendes Daarskaber vilde blive et Register længere end den fornemste Ligprædiken, som er trykt i Danmark i de sidste ti Aar", eller naar han kalder hende "en Kramsfugl", og betegner den yngste Datter, han ikke vil vedkjende sig, som: "den kasserede Frøken". Han ey overhovedet opfindsom med Øgenavne, og skjemter selv med alvorlige Sager, som naar han skriver: "Den Generalgevaldiger (Profos) skal sendes hid med hans Underofficerer og Klenodier, han pleier at smykke Skjelmer og Tyve


483

Portrait af
Christian den Fjerde

Portrait af Christian den Fjerde efter Peter Isacsz, stukket af Halweg.


484

med", eller naar han om en utro Toldskriver i Helsingør siger: "Du skal lade hugge Hovedet af ham, naar han er dømt til en Falskner; kommer han saa igjen, kan Du lade hænge hannem." Nøieregnende i Pengesager og paapasselig overfor de mange Bedragerier, der gik i Svang, var Kongen paa engang Husfader og Hersker; han havde den førstes Sparsommelighed og den andens Lyst til ydre Glands og Pragt. Hans praktiske Sands bragte ham til at fortabe sig i en overvældende Mængde Detailler; han interesserer sig for Alt, indretter en kunstig Udrugningsmaskine paa Frederiksborg, og paa sine gamle Dage lader han 8 Tydskølsdragere bære sig omkring i Kjøbenhavn i en Portechaise, den første af denne Art i Danmark. Han veed Besked med Alt; han kan give sine Haandværkere Anvisninger; han veed Raad imod det store Rebslagerhjuls Spektakel paa Bremerholm, og er selv Noget af en Tusindkunstner, naar han f. Ex. opfinder en sindrig Mechanisme paa Toldkisten i Helsingør for at hindre Bedragerier.

En Hersker med saa udpræget praktisk Sands og Lyst til at tage Initiativet paa saa forskjellige Omraader, maatte naturligvis gribe stærkt ind i Hovedstadens som i sit Lands hele Udvikling, uden at det dog nu er muligt at afgjøre, i hvilket Omfang hans personlige Medvirkning har fundet Sted. Det er dog høist sandsynligt ifølge hele hans Aandsretning og Livlighed, at han har givet Stødet til mange af de Reformer, der gjennemførtes; under alle Omstændigheder mærkes hans Haand allevegne - hvorpaa hans Breve levere talrige Beviser - og han er Sjælen i alle de store Foretagender, heldige saavelsom uheldige, der iværksættes.

Fra sin Fader havde han arvet Lysten til at bygge, og den danske Bygningskunst har aldrig havt en mere glimrende Periode end under hans Regjering. En egen den Dag idag velbekjendt Stilart har endog faaet Navn efter ham, og skjøndt den ikke skyldes Danmark, men er indført hertil fra Belgien og Holland, blev den dog - som Docent Lange udtrykker sig - "lokaliseret" her. Den gothiske Renaissance tillempedes efter danske Forhold, og Kongen synes selv at have udøvet den bestemmende Indflydelse paa Udformningen af de dekorative Enkeltheder, som ere saa charakteristiske for hans Bygninger. En stor Skare af indfødte og fremmede Kunstnere og Haandværkere stod til hans Raadighed og støttede ham, men Ingen af dem indtog en saadan Stilling, at han kan kaldes


485

Bygmester i moderne Forstand. I Virkeligheden var Christian den Fjerde sin egen Architekt.

Det maa vække Forundring, at Christian IV. under sin lange Regjering ikke ombyggede Kjøbenhavns Slot, som kun lidet svarede til Tidens Fordringer, og det skyldes maaské ogsaa kun tilfældige Omstændigheder. Holberg vil ialfald vide, rimeligvis efter Baron de Courmesvin, som i 1629 besøgte Danmark, at han havde isinde at nedrive det, men hans Tanker optoges af andre Ting, og da Rosenborg blev færdigt, var Savnet af en bekvem og passende Kongebolig i Hovedstaden ikke længere føleligt. Hertil kom, at hans huslige Forhold efter Dronningens Død havde en udpræget borgerlig Charaktér; maaské følte han sig mere hjemme paa det hyggelige lille Slot "i Haven", end han vilde have gjort mellem vældige Stenmasser, udelukket fra Naturens Skjønheder. Efter Krigen med Keiseren tillod Finantserne heller ikke Nybygninger i stor Stil. Frederik den Tredie kunde under de uhyre politiske og finantsielle Vanskeligheder ikke tænke derpaa, og det var først under Christian den Femte, at Spørgsmaalet om en ny Kongeborg for Alvor kom paa Dagsordenen. Den svenske Architekt Nikodemus Tessin udarbeidede endog en Model til en saadan "til den souveraine kongelige Regjerings Ære og Anseelse", men Statens "besværlige Conjuncturer* kom imellem. Først under Frederik den Fjerde skred man til Værket, men Skridtet blev ikke gjort fuldt ud, saaledes at Christian den Sjette raserede samtlige Bygninger med Jorden og opførte det pragtfulde Palads, der gik op i Luer i 1794, og hvis vældige Mure tildels staa den Dag idag efter den sidste Slotsbrand den 3die October 1884.

Herman Zesterflet saa Slottet i Aaret 1600, altsaa efter at den S. 436 omtalte Forskjønnelse havde fundet Sted, og skriver, at den mod Byen vendende Del af Bygningerne, det vil sige: deri teglhængte Riddersalsfløi "snarere lignede en lille Fyrstes end en stor Konges Bolig". Derimod er han mere tilfreds med den kobbertækte Kongefløi og omtaler dens prægtige Værelser. Det vil heller ikke kunne nægtes, at den indre Slotsgaard trods al sin Uregelmæssighed og Uensartethed har havt et vist malerisk Udseende, saaledes som det ses paa omstaaende Afbildning.

Det overskaarne Hus tilvenstre er Riddersalsfløien med Trappen mellem Kong Hans's og Dronning Christines Stenbilleder (afbildede


486

S. 83) derefter følger Raadstufløien, en tarvelig to Etages Bygning med takket Gavl, Blaataarn med det smukke Spir og slanke Trappetaarn, den indre Portbygning med Gjennemkjørselen fra Slotspladsen, og endelig Kongefløien med sin af Christian III byggede Karnap og det store Trappetaarn, gjennem hvilket Hovedadgangen til de kongelige Værelser i første Salsetage var. Grundplanen viser Slottets høist uregelmæssige og sammenstykkede Charakter, men det vilde

Grundplan af
Kjøbenhavns Slots
første Etage

Grundplan af Kjøbenhavns Slots første Etage. Efter en Tegning af afdøde Fuldmægtig A. Petersen.

være et haabløst Foretagende at forsøge paa at fastslaa de enkelte Rums Bestemmelse og Brug. Man har ingen Beskrivelser af Slottets Indre før Midten af det syttende Aarhundrede, og disse ere ovenikjøbet høist utydelige og ufuldstændige; et Inventarium fra 1638 giver kun meget sparsomme Oplysninger, hvortil kommer, at Værelsernes Antal og Navne uophørlig skifte. Hvad der i 1628 kaldes "den gamle Sal" hedder f. Ex. i 1679 "det grønne første Forgemak", og de fleste Rum benævnes endog kun efter deres tilfældige Farve.


Bilag: Kjøbenhavns Slots Gaard.

Pl. s.486

487

Der findes imidlertid enkelte Hovedværelser, som det er let at gjenkende. Hertil hører først og fremmest Riddersalen, som paa Grundtegningen viser sig som et mægtigt Rum med Fritrappe til Gaarden, og under hvilken Kjøkkenskriveriet, Spisekamre, Vaskehus, Zahlkammer, Sukkerbageri, Oldfruens "Losemente" og lign. Lokaliteter fandtes. Riddersalen, eller som den paa Christian den Fjerdes Tid kaldtes: "Dandsesalen" var ifølge Wolfs Encomion af 1654 "omdraget med spansk forgyldt trykt Læder paa blaa Bund udi Engle, Dyr, Fugle og Løvværk beprydet, fra Gulv til Loft, og Loftet udi Panelværk og Tavl gjort". Den ved Siden liggende Raadstubygning, der ses paa den perspektiviske Tegning, havde i sin underste Etage Apothek og Sølvkammer, det sidste nærmest Riddersalen, hvor Christian IV i 1644 lod indrette "Mønten paa Slottet" og til den Ende opmurede en Smelteovn op til Gavlen. Mønten blev vistnok flyttet, fordi Kongen ønskede at have den i sin Nærhed, thi det gik ikke rigtigt til paa Mønten i Pilestræde (smlgn. S. 361), hvorfor Kongen allerede i 1636 havde afskediget samtlige Arbeidere der: "Møntskriveren med alt det Gesindiken paa Mønten findes", undtagen Møntmesteren selv. Ovenover paa første Sal var "Raadstuen paa Slottet", det forhenværende tydske og danske Kancelli, der flyttedes over til Rentekammerbygningen udenfor Slottet (smlgn. S. 457). Dette "vel zirede og kostelig beprydede Gemak, hvor Hs. kongelige Majestatz med Rigens høivise Raad sidder Ret og holder Herredag, er med fint rødt Engelsk (Klæde) omdraget og omkring sæt med Contrafeier og andre Kunststykker og Historier, hvor man og ser en Himmel over Bordet af rød og gul blommet Damask og et Rygstykke af lige det samme Slags nedhængt bag Hs. Maj. Stol, som han sidder udi ved Bordet, hvor Rigens Raad hver sidder udi sin Stol, naar Herredag holdes." Det var her, at Kirstine Munk holdt sine Møder med Rhingreven, og - som Kongen skriver - "exercerede sig aarle og silde med Kyssen og Klappen", og det var her, at Leonora Kristinas Brudeseng stod med Hovedgjærdet til Blaataarns Mur.

Ved Siden ligger det navnkundige Blaataarn, hvis Facade til Gaarden ses paa den perspektiviske Tegning, medens Grundtegningen antyder den paaklinede Bindingsværks Svale mod Slotspladsen, som dannede Forbindelsen mellem Portbygningen og Raadstufløien og vel oprindelig er anlagt for at beherske Adgangen til Slottet. Spiret


488

er forhen omtalt (S. 436); det kan kun tilføies, at Slottets Klokker hang i dets nederste bugede Parti. Ved Siden af det øverste Glamhul er det store Seirværk med den forgyldte Skive anbragt, (en anden vender ud imod Slotspladsen), efter hvilket "alle Seirværker i Byen skulle gange", og som passedes af en Klokkestiller. Etagen

Raadstuen
paa Slottet

Raadstuen paa Slottet. Christian IV holder Rettergang. Efter Titelbladet til Jydske Lov, Udgaven af 1642.

underneden indeholder forskjellige Fængsler, og her staar Pinebænken. Nedenfor denne ses et mindre og et større Vindu; det var indenfor disse, at Christian den Fjerdes høitelskede Datter Leonora Kristina skulde tilbringe 22 lange og tunge Aar. Først fik hun det inderste Værelse med det lille Vindu nærmest Raadstutaget,


489

"et Kammer - siger hun i Jammersmindet - som er syv af mine Skridt lang og sex bred; derudi staar tvende Senge, et Bord og to Stole. Gulvet var saa tykt med Skarn, at jeg mente det var af Ler, der det dog var lagt med Mursten. Det er ni Alen høit, hvalt (hvælvet) og allerhøjest sidder et Vindu, som er en Alen i Firkant. Der er dobbelt tykke Jerntraller for, desforuden et Sprinkelværk, som er saa tæt, at ikke en liden Finger kan stikkes i Hullerne." Vinduet blev ved Fangens Indsættelse tilmuret til den angivne Størrelse og først 11 Aar efter atter udvidet, og det var fra dette snevre Kighul, at Leonora Kristina saa Linedandsere optræde i Slotsgaarden eller Folk gaa til og fra Slotskirken, idet hun lavede et skrøbeligt Stillads ved at reise sin Seng paa Enden og sætte Natskrinet og en Stol ovenpaa. Senere, da hendes Fangenskab formildedes, fik hun Værelset i samme Etage med det større Vindu. Etagen under Leonora Kristinas Fængsel synes at være Taarnstuen; Taarngjemmerens Kammer er vistnok i nederste Etage. De berygtede mørke Fængsler, der omtales i "Jammersmindet" som "Mørke Kirke" og "Dr. Sperlings Fængsel" ligge ud til Slotspladsen bag Leonora Kristinas Fængsel, dog endel lavere; under disse var atter "Troldhullet" og Kjælderfængslerne, i hvilke Forbryderne hidsedes ned med Touge og Tridser, og til hvilke ikke en Straale af Dagens Lys eller en Lyd fra Omverdenen kunde finde Vei gjennem de tykke Mure.

Leonora Kristinas Historie knytter sig uigjenkaldeligt til Blaataarn, og da de Oplysninger, vi have om dets Indre, væsentligt skyldes hende, ere de allerede medtagne paa dette Sted. Taarnet blev iøvrigt brugt som Fængsel lige fra dets Tilblivelse til dets Nedrivning, og det har huset et uhyre Antal Personer. Deres Behandling var høist forskjellig, thi medens Statsfanger underkastedes den haardeste Indespærring i de omtalte mørke Fangehuller, erfare vi af "Jammersmindet", at Mordere gik frit omkring i selskabeligt Samkvem med Slotsfogden, Taarngjemmeren og Kvinderne og bedrev alskens Optøier ustraffet. Christian den Fjerde brugte Blaataarn meget; vi have Exempler paa, at han satte Embedsmænd og Haandværkere, ja Præster derind for kortere eller længere Tid, naar han var misfornøiet med dem. En Apotheker, der ikke vil betale sin Gjæld, en Maler, der ikke vil male et Billede om, en Skomager, der ikke laver Hæle godt, en uduelig Murmester, trues med Blaataarn eller sættes derind, indtil de love Bod og Bedring. Fra Provind-


490

serne sendes hyppigt Folk til Blaataarn, undertiden til andre Slotte. Saaledes blev Borgmesteren i Aalborg afsendt med følgende pudsige Skrivelse til Frederik Urne: "Denne Brev viser skal Du lade forvare (paa Kronborg), saa at Solen i disse Hundedage ikke stikker hannem paa Hovedet, og naar han begjærer Aarsagen til denne store Ære, hannem vederfares, at vide, da skal hannem svares, at det er en liden Recompens for den Løgn, han haver trykt i Kantsleren og Statholderen.«

Tæt op til Blaataarn, saa at sige klemt inde mellem dette og Kongefløien, ligger Portbygningen, hvis øverste Halvdel er trukket noget tilbage, saaledes at der fremkommer en Platform med et Galeri ind imod Gaarden. Over den indre Portaabning ses et Karnapvindue "med et kunstigt gjort Arbeide og Jern Gardeværk, som med det fineste halvslaget Guld er forgyldt og stafferet". Værelset indenfor er Dronningens "dyrebar Smykkekammer, dets Herlighed, som der inde er, ikke her beskrives", siger Wolf.

Om Kongefløien og Christian den Tredies øvrige Nybygninger paa Slottet er der talt udførligt S. 353 og følgende; her skal kun gives de sparsomme Oplysninger, man har om det Indre. Første Salsetage med det fortløbende Galeri til Gaarden var forbeholdt de kongelige Majestæter; de tre første Fag nærmest ved Portbygningen høre til Dronningens saakaldte "eget Gemak", senere "Dronningens Sovekammer", som i 1638 var betrukket med spansk forgyldt Læder og smykket med forskjellige Malerier og Portraiter, en Messing Lysekrone med 16 Arme, en Jernkakkelovn paa fire Messingfødder m. m. Meublementet var tarveligt og bestod af nogle Ege- og Fyrretræesborde, endel Stole, to Kistebænke, et Skab og en stor Lænestol med en blaa Pude med Danmarks paabroderede Vaaben. Bagved dette Værelse viser Grundtegningen et mørkt Gemak uden Vinduer, der ligesom dets Lige paa Rosenborg uden Tvivl har været brugt til Soveværelse, inden det nysnævnte indrettedes dertil. De fire næste Vinduer inclusive Karnappen høre til "den grønne Sal" eller Dronningens Forgemak, hvor Majestæterne spiste. Disse Værelser findes let paa Grundtegningen, saavelsom Kongens bagved liggende fire Rum til Slotspladsen, nemlig det uregelmæssige Værelse i Hjørnet, som løber ud i en Spids, og af Wolf kaldes "det lidet Gemak, som med forgyldt Læder trykt paa en rød Bund er ganske omdraget og med kunstige Stykker og


491

Historier omkring sæt og beprydet". Det næste tilstødende Værelse med en Dør til den grønne Sal er Kongens egentlige Gemak, hvor han modtog Audientser o. d.; derpaa følger hans inderste Gemak "med Damask overtrækket og med en Marmor Skorsten, Taffel med Himmel over saa og med et Sølvbord og Speil ziret". Nærmest ved Portbygningen i det mod Slotspladsen fremspringende Taarn har Kongen maaské havt sit Sove- og Sekretkammer. I Kongefløiens anden Salsetage havde Prindserne deres Værelser, ligesom der her indrettedes Gjæsterum for fremmede Fyrster og Gesandter.

Den egentlige officielle Adgang til Slottets Kongefløi var ad den store Vindeltrappe i Trappetaarnet i Gaarden, over hvis Indgang Christian den Tredies Vaaben var anbragt. Grundtegningen viser, at det første Værelse man da betraadte laa i Drabantsalsfløien, et uregelmæssigt mægtigt Rum, som af Wolf kaldes "den røde Sal, udi hvilken er at se med stor Forundring mange Churfyrsters, Fyrsters og Herrers Efterlignelser med deres Gemaler udi fordum Tids underlige Skik og Klædedragt efter den gamle Vis og Enfoldighed (imod den, som nu føres) der opsæt og beprydet." I den bagved liggende fem Fags Sal til Slotspladsen slog Christian IV Riddere i 1632 og 1634, og man er, som vi senere ville faa at se, saa heldig at have en samtidig Fremstilling af denne Ceremoni bevaret. Det kantede Værelse ved Siden, tæt ved en antydet Træbro over Slotsgraven henimod den nuværende Kancellibygning, er et Taarnværelse i det saakaldte bageste Taarn, hvilket ses fortræffeligt paa Johannes van Wicks Fugleperspektiv. Den største Del af Fløien mod Slotsgaarden indtages af Drabantsalen ved Siden af den røde Sal. Den har fire Vinduer til den indre Gaard og to til Slotsgraven, thi de paa Grundtegningen antydede ydre Partier ere lavere og dækkede med et fladt Halvtag. Et lignende lavere Parti ligger op til Kirkefløiens Ydermur; indadtil mod Gaarden har den et mindre Trappetaarn. Kirken gaar igjennem to Etager, har tre store Fag til Gaarden og nogle høitsiddende Vinduer udefter. Indvendig har den et paa tre Sider omløbende Galeri med Pulpiturer, samt en kongelig Stol, der findes angiven paa Grundtegningen. Ligeoverfor denne Stol under Galeriet, paa Væggen ind imod Drabantsalen, er Altret anbragt. Slotskirken var iøvrigt den simpleste og mindste af Hovedstadens Kirker og kun beregnet paa et ringe Tilhørerantal, fordetmeste Hofbetjente. I Aaret 1630 befalede Kongen,


492

at nogle af Universitetets Professorer skulde prædike skiftevis hver Onsdag paa Slottet, men ellers var det Slotspræsten, som forrettede Gudstjenesten her. I Kapellet var der anbragt en Fattigblok, hvis Indhold efter Christian IV.s Befaling skulde anvendes til de forarmede Hoftjenere, deres Enker og Børn. Hvad endelig Prindsessefløien, der afsluttede hele Bygningskomplexet, angaar, savnes alle Oplysninger om dens enkelte Beboelsesværelser; kun vides det, at der var et Sukkerbageri saavelsom et Stegers eller Kjøkken i den nederste Etage. Slottet havde en meget stor Vinkjælder, et Bagers med en Kobberkedel, en Ishytte og en "Trunke" i.e.: et Fængsel, der rimeligvis laa bag Slotsbygningen ned ad Stranden til. Den blev i Christian IV.s Tid ombygget af Grundmur, fordi Fangerne daglig brød ud af den.

I Inventarielisten af 1638 nævnes en stor Mængde Rum, hvis Beliggenhed nu ikke kjendes. Da Slottet paa dette Tidspunkt netop ikke var i Brug, var Meublementet ikke blot tarveligt, men mange af Værelserne stode tomme, andre vare overfyldte. Et enkelt Værelse "Kamret over det franske Gemak" synes at have været et formeligt Pulterkammer, thi her nævnes en mærkværdig Blanding af forgyldte Sengesteder, Malerier, Natstole, Skrivetavler, Kister, Jernovne, Papegøiebure, Jernpander, Jægerhorn, Hjortegevirer, Englehoveder af Træ, gamle Trompeterfaner, Hellebarder, Morgenstjerner, gamle Borde og Stole, Instrumenter, Speile, Klæder af Fløil, Silke, en forgyldt Vugge af Egetræ og alskens gammelt Skrammel. Der var dengang kun 20 Tinfade og 36 Tintallerkener paa Slottet; i 1653 er der ikke mindre end 876 af første Slags, 1751 af anden.

Adgangen til den indre Slotsgaard var vanskelig for Uvedkommende. Ikke just fordi der stod en Ulv i en Lænke, thi den var sagtens anbragt paa et lidet generende Sted, men fordi "Liggerne" og Bøsseskytterne i Porten havde streng Ordre til at formene alle Nysgjerrige at trænge ind paa Kongens Enemærker (smlgn. S. 359). Det hørte til de største Fortrin at maatte kjøre og ride ind i Slotsgaarden, hvilket kun tillodes fyrstelige Personer og Ambassadeurer af første Rang; alle Andre maatte stige af paa Slotspladsen og gaa over Broen, gjennem Porttaarnet og den indre Portbygning. Ogier, som i 1634 opholdt sig i Kjøbenhavn, fortæller, at den svenske Rigskantsler Oxenstjernes Søn af Ubetænksomhed red ind i Slotsgaarden, men blev jaget ud af Livvagtens Officer,


493

hvorhos Skildvagten fik Prygl, fordi han ikke havde hindret denne Krænkelse.

Det lange
Tøihus

Det lange Tøihus i sin nuværende Skikkelse.

Om Slottets nærmeste Omgivelser er talt foran (S. 454); her skal kun berøres det berømte Tøihus og Provianthus med den 32


494

mellemliggende Orlogshavn, der ses saa fortræffeligt paa Johan v. Wicks Prospekt. Christian den Tredie havde helt nede ved Vandet opført det Tøihus, som i Frederik den Tredies Tid blev Kunstkammer og Bibliothek, men hans Sønnesøn tog strax efter sin Regjeringstiltrædelse fat paa at udvide dette Anlæg i imponerende Maalestok ved at opføre to nye Bygninger, begge helligede Landets Forsvar. Her var nemlig sket betydelige Opfyldninger "udi det aabenbarlige Hav og Strand", da Skarnagerne brugte Stedet som Losseplads. Den paa den ældste Grundtegning angivne Holm med en Veirmølle var vistnok allerede kort efter Chr. IV.s Thronbestigelse bleven landfast med Slotsholmen, og Opfyldningen fortsattes bestandig mod Øst, saaledes at et bredt Stykke Land helt hen til Knippelsbro efterhaanden blev indvundet fra Havet. Det nye saakaldte "lange Tøihus" og Proviantgaarden vare allerede færdige i 1604, skjøndt deres Opførelse kostede "stor udspekuleret Skarpsindighed og Kunst"; man kan bl. A. i Kongens Breve læse, at den Mølle, der skulde udpumpe Vandet af det mellemliggende Bassin, ikke duede, og at mange Heste satte Livet til paa den. Alle Hindringer bleve dog lykkeligt overvundne, saaledes at Kongen havde den Glæde at komme i Besiddelse af et Arsenal, hvortil der neppe var Mage i Europa; ialfald kunne alle Fremmede, som fik Tilladelse til at se dette Bygningskomplex, ikke noksom prise det. Monsieur de Hayes, som i 1629 var i Kbhvn. skriver bl. A.: "Naar man kommer ind i Havnen, ligger paa venstre Haand det gamle kongelige Slot, hvor Kongen bor; det er som paa en Ø, thi Vandet løber paa alle Sider og giver det naturlige Grave, der ere meget stærkere, end om de havde været frembragte ved Kunst, og helt omkring seile Skibe. Paa hin Side af dette Slot ved Havet er Tøihuset bygget i selve Havet, saaledes at det har fire Sider; den ene imod Byen, som hindrer i at se, hvad der foregaar, den anden imod Havet med en Aabning, hvorigjennerti kun ét Skib kan passere ad Gangen; de to andre Fløie lukke paa Siderne, saaledes at der dannes ligesom en Gaard, hvori de Skibe, der skulle udrustes, kunne ligge uden at blive bemærkede. Saaledes kan Kongen af Danmark udruste en Flaade, uden at Nogen har Anelse derom". Ogsaa Fyrst Christian, af Anhalt udtaler sin Beundring over dette Arsenal, men hans saavelsom den ovenfor nævnte Franskmands Beretning om dets uhyre Beholdning af Kanoner og Vaaben er i høi Grad over-


Bilag: Proviantgaarden i sin nuværende Skikkelse.

Pl. s.494

495

dreven. Tøihuset, der stod under Statholderens Opsigt, var nærmest et Forraadshus for Artilleri, Geværer, blanke Vaaben, Rustninger, Ammunition, Kugler, Krudt m. m. og havde intet egentligt Værksted knyttet til sig, undtagen et Laboratorium for Fyrværkerisager. Først langt hen i Chr. IV.s Tid indrettedes der Smede-, Tømmer- og Hjulmagerværksteder her. Tæt ved Bassinet stod en Vippekran, med hvilken Kanonerne bleve langede ombord i Skibene, og en stor Brovægt, som den Dag idag opbevares i den nederste hvælvede Etage.

Paralelt med denne Bygning paa Bassinets Østside opførtes samtidigt Provianthuset, et Forraadskammer for Korn og Proviant til Flaadens Behov. Herfra fik Orlogsskibene deres Forsyning, og herfra udleveredes Naturalforpleiningen til Holmens Folk, som indtil 1625 skulde nyde den paa Bremerholm, men derpaa fik Tilladelse til at føre den hjem. De 12 Davidsdegne fra Mesterlektien i Vor Frue Skole, der sang i Slotskirken "naar Hs. Maj. ikke var til Prædiken, og hans Musikanter ikke opvartede", fik ligeledes deres Kost herfra, og det hørte ikke til Sjeldenhederne, at der tilstodes Fattige Rationer fra Provianthuset. Chr. IV indrettede en Bagerovn her, og bagved opførte han en Hestemølle, som var en Grynmølle til Flaadens og Hoftjenernes Forsyning.

Tøihuskomplexet har efter det mellemliggende store Bassins Udfyldning i vore Dage tabt en stor Del af sit maleriske Indre; hvor fordum stolte Krigsskibe søgte ind for at blive udrustede til Orlog, strækker sig nu - som Oberst Blom siger i sit fortjenstfulde Værk om "Christian den Fjerdes Artilleri" - "en trøstesløs Baggaard". Bygningerne staa dog, om end noget forandrede gjennem Tiderne, i det Væsentlige som da de opførtes, skjøndt der allerede i Chr. IV.s Regjeringsaar overgik dem en alvorlig Vaadeild. Proviantgaarden brændte i Mai 1626, og i Februar 1647 opkom der Ild i Tøihuset under Paafyldningen af en Granat. Bygningens Tag saavelsom hele den øverste Etage afbrændte, hvorved Rustkammerbeholdningen, et stort Antal erobrede Faner og sjeldne Vaaben gik tabt, men da Hvælvingerne i nederste Etage holdt, frelstes ikke blot en stor Del Materiel, men tillige Slottet og Byen, som var i Fare paa Grund af de her opbevarede Fyrværkerisager, fyldte Bomber, Krudt o. d. Kongen mødte selv paa Brandstedet, og et Øienvidne fortæller, at nogle tilstedeværende Rigsraader kun med Nød og Neppe holdt ham fra at lægge Haand paa Obersten for Tøihuset,


496

Zernikow, skjøndt denne, som det senere viste sig, var uskyldig. Først i 1655, syv Aar efter Kongens Død, kom Tøihuset atter under Tag. I nær Forbindelse med Arsenalet og ligeledes anlagt til Flaadens Forsyning var det nye Bryggers, som Chr. IV anlagde paa Hjørnet af Tøihusets Grund tæt ud til Søen, og som afløste et ældre, der var blevet ødelagt ved en Ildsvaade i 1603. Det er formodentlig den lave Bygning, der ses paa Joh. v. Wicks Fugleperspektiv, men endnu uden Tag. Det toges i Brug i 1607, og synes saaledes først senere at have faaet sit nuværende massive Ydre med den uregelmæssige Gavl og det store Tegltag, dog vistnok allerede i Chr. IV.s Tid. Ialfald fremstilles det paa Pufendorffs store Beleiringsbillede fra 1659 i en Skikkelse, der nok kan ligne den nuværende.

Paa Slotsholmen opførte Chr. IV, ligeledes paa opfyldt Grund, en af sine navnkundigste Bygninger, den Dag idag en af Hovedstadens bedste Prydelser. Børsen er sammen med Rosenborg og Frederiksborg de smukkeste Levninger af den gothiske Renaissance i Norden, og Ingen kan betragte den 203 Alen lange og 33 Alen brede Bygning med de prægtige som til Fest udsmykkede Sideflader, de talrige fremspringende Pragtkviste og det kjække phantastiske Spir, om hvilket det med Urette er sagt, at det er erobret i Kalmar, uden at faa et tydeligt Indtryk af Datidens trods alt det Smaalige og Usammenhængende dog saa sunde og sprudlende Livsglæde. Bygningen er aabenbart for lav; den er for overlæsset med Detailler og ikke beregnet paa at ses i stor Afstand; den gjør ingen Massevirkning og ligger nu trykket af Christiansborgs vældige Stenmure, men den er fin, skjøn og interessant; i Datidens Sprog vilde man sige, at den har "et lystigt Udseende". Ligesom Rosenborg er Børsen en Legende i Sten om Christian den Fjerdes første lykkelige Regjeringsaar.

Planen til Børsen har Kongen maaské fattet under sit Ophold i England i 1614; under alle Omstændigheder blev der med Iver taget fat paa Arbeiderne i 1619. Byggehistorien, som den efter Kilderne er oplyst af G. F. Lassen, viser tydeligt, at alle Arbeider saavel Stenhuggerarbeidet som Spiret ere udførte her i Byen, det første af Stenhuggerne Lorents Stenvinkel (efter hans Død af Broderen Hans Stenvinkel) og Herman Rollefink, Spiret af Tømmermester Vidt Kragen. Der blev først lagt en Dæmning ud mod


497

Havet udenfor Byggepladsen; to Møller, en Hestemølle og en Haandmølle udpumpede Vandet, og Kronens og de offentlige Stiftelsers Bønder maatte kjøre Kampesten til Grunden. I Mai 1620 paabegyndtes Murværket, og samtidig uddybedes den Grav, som løb midt i Slotsholmsgade langs hele Børsens Façade og først i den nyere Tid er bleven opfyldt. Herved forsvandt den saakaldte "Vedhave" paa Slotspladsen (smlgn. S. 455). De første Mure ødelagdes ved et Gjennembrud af Dæmningen vistnok i Oktober 1620, men

Christian
den Fjerdes Bryghus

Christian den Fjerdes Bryghus. Efter et Aqvarel fra forr. Aarhdr. i Kobberstiksamlingen.

Skaden udbedredes hurtigt; i 1621 var man naaet op over Jorden, og i 1623 stod Bygningen under Tag. Der synes paa dette Tidspunkt at være sket en Forandring i den oprindelige Plan, som havde vist sig utilfredsstillende; man fandt den for tarvelig, og besluttede at paasætte de store Kviste, ligesom det vestre Gavlparti blev opført (i 1624) og Hovedindgangen lagt op i anden Etage over en stor af Mure indfattet Rampe. De fire Drager, hvis sammensnoede Haler danne Spiret, sattes paa Tagrygningen i 1626, og Bygningen var saaledes i det Væsentlige færdig. Den østre Gavl mod Christianshavn henstod dog i mange Aar ufuldendt. Krigstiderne og Kongens


498

voxende Pengemangel standsede formodentlig Arbeiderne, og da Børsen selvfølgelig kunde benyttes og blev benyttet trods denne Mangel i det Ydre, var der ingen overhængende Grund til at afhjælpe den. Først i 1640 blev den østre Portal gjort færdig i fuld Lighed med den vestre, og sandsynligvis har en Rampe ogsaa været anbragt paa denne Side. Denne fik dog neppe Lov til at staa længe, vel sagtens fordi den optog for megen Plads af den kostbare Grund, hvorfor den blev afløst af en udenpaa Muren liggende Trappe, som med et Løb fra begge Sider førte op til Portalen. Børsen har i det Væsentlige bevaret sit Ydre fra Chr. IV.s Tid; dog ere to Figurer paa Gavlspidserne borttagne, alle de smaa Kviste, som ere saa charakteristiske for Datidens Bygninger, saavelsom de større søndre Kviste ere forsvundne, og i 1828-30 indrettedes den nuværende østre Indgang ved Jorden. Spiret blev ombygget i 1775-76 paa Grund af Brøstfældighed, men nøie kopieret efter det gamle. Paa Heimbachs Arvehyldingsbillede fra 1660 ses Børsrampen uden Træer; Afbildninger fra Frederik den Fjerdes første Regjeringsaar vise, at den da var beplantet. Det kan tilføies, at Fortougene paa begge Sider af Bygningerne allerede af Chr. IV bleve lagte med hugne Sten, en i hin Tid sjelden Luxus.

Som alle Datidens Børser skulde den nye Bygning være en Varebørs, hvortil dens indre Indretning ogsaa svarede. I nederste Etage deltes den i 20 Boder til hver Side, af hvilke dog to og to stod i indbyrdes Forbindelse tværs igjennem Bygningen, saaledes at en Leier efter Behag kunde faa, som det hedder: en hel eller en halv Bod. Her var Udsalgssteder af grovere Varer; ovenpaa derimod for finere Artikler, som solgtes fra 36 Kramboder, anbragte i Midten af Bygningen, saaledes at man ogsaa her kunde faa en hel eller en halv Bod. To brede Gange løb mellem disse Kramboder og Bygningens Ydermur, ved hvilken der iøvrigt ogsaa var Stader for Handlende, dog formodentlig kun Reoler, Hylder og Borde. I hvert af Bygningens fire Hjørner var der indrettet et Kontor eller en "Skrivestue". Kjælderne begyndte allerede at udleies i 1628, men den tydske Krig standsede Arbeiderne, saa at mange af disse Rum henlaa ubrugelige og ubenyttede. Da Kongen i 1630 opfordrede Kræmmerne i Staden til at lade Statholderen Frantz Rantzau vide, om de havde Lyst til at leie Kramboderne paa Børsen, fandt han kun ringe Tilslutning hos de Handlende, vel sagtens fordi de fleste


499

af dem havde deres eget Hus i Byen, og han maatte nu for at faa nogen Indtægt af Bygningen befale alle fremmede Kræmmere, der kom til Kjøbenhavn, at udsælge deres Varer paa Børsen og intet andet Sted. Det ses af Kongens Ordre, at Børsen i god Overensstemmelse med Datidens Skik og Brug allerede blev aabnet Kl. 6 om Morgenen og lukket fra 11-1, hvorpaa den atter stod aaben om Eftermiddagen til Kl. 8. Opsynet med Bygningen havde en Børsmester, der skulde opkræve Leieafgiften, lukke Portene til de bestemte Tider, og passe paa, at der ikke brugtes Ild i de nederste Boder, saavelsom at Ingen førte et uskikkeligt Levnet. Denne Børsmester, Iver Jakobsen, blev tillige Postmester, og skulde i Synderlighed sørge for, at Kongens Breve ikke bleve forlagte, og at Postbudene, der expederedes fra Børsen, gjorde deres Pligt.

Efterhaanden som Tiden gik, blev Børsen et indbringende Aktiv for Kongen. Mange udenlandske Handlende havde deres Boutiker her; her solgtes Klæder, Galanterivarer, Damepynt, Landkort og Bøger fra Holland, ja det berømte Elzevierske Bogtrykkeri i Leiden havde en Boglade her, som besøgtes flittigt af de Lærde. Medens der var Udsalg af allehaande grovere Varer i Kjælderen, bleve de lange Gange i øverste Etage mellem Boutikerne et yndet Spadserested for Kjøbenhavnerne, og der kom ingen Fremmed til Staden, uden at han skulde bese den mærkelige Bygning. Ogier, som opholdt sig her i 1634, aflagde flere Besøg paa Børsen, som han kalder "en ny og prægtig Bygning, hvor allehaande fornemme Folk ogsaa adelige Fruentimmer samles". Kongens Døttre spadserede her med deres Damer, her indkjøbtes Tøj til de kongelige Børn, ja Ogier traf her den gamle berømte Mathematiker Longomontanus, hvem han strax kunde gjenkjende paa Beskrivelsen, og gik hen med ham for at bese en Tombola eller "Lykkepotte".

I 1636 var det kommet saavidt, at de kjøbenhavnske Handlende følte sig truede i deres Næring ved den livlige Forretning paa Børsen, der var dem til "stor Agtergang og Forsvækkelse", hvorfor de tilbød at leie hele Bygningen af Kongen mod at give ligesaa stor Afgift, som han kunde have af de Fremmede. Chr. IV modtog Tilbudet, og i Oktober udstedte 4 af Byens mest ansete Kjøbmænd, Simon Surbæk (tillige Borgmester), Verner Klauman, Peter Motzfeldt (Griffenfeldts Bedstefader) og Johan Wust et Revers, hvori de paa egne og Medbrødres Vegne forpligtede sig til at leie Børsen for et


500

Tidsrum af 3 Aar mod en aarlig Leie af 2000 Speciedaler. I Novbr. gav Kongen dem Brev paa Børsen, dog med følgende Indskrænkninger: at de skulde skaffe alle Fremmede, som kom til Byen paa Herredage eller ved andre Forsamlinger, Boder paa Børsen mod en billig Betaling, at Christianshavns Borgere skulde have 6 "hele" Boder foroven og forneden i den Ende, der vendte mod denne By, at Børsmesteren skulde beholde sin Fribolig, samt at der ikke maatte holdes Tappen under Børsen, ikke bruges andet Lys end i Løgter, saalidt som der maatte være Oplag af Krudt eller Salpeter. Alle Farter og Forhandlinger mellem Skipperne og Kjøbmænd skulde skrives af Notarius Publicus, og Leierne skulde holde Boderne vedlige "dog ikke hermed ment, dersom nogen Ulykke paakommer, hvor udi de ikke kan volde". Kongen forbeholdt sig selv de ovennævnte fire Kontorer og det øverste Kornloft, og for Betalingen af de Christianshavnske Boder gik de to store Kjøbmænd Jakob Madsen og Nikkel Kok i Kaution. Mærkelig nok fik den samme Jakob Madsen ti Dage efter trods Brevets udtrykkelige Ordlyd Tilladelse til at holde Ild i to Skorstene i den af ham leiede Bod nærmest Christianshavn saavelsom til "at udtappe Vin, Øl og anden Slags Drik til Godtfolk, som hannem besøgendes vorder". Med andre Ord: Jakob Madsen indrettede et Udskjænkningssted her, og at han kunde faa Tilladelse dertil, viser, hvilken Indflydelse han har havt hos Kongen. De kjøbenhavnske Kræmmere delte Boderne imellem sig ved Lodtrækning, hvilket iøvrigt ikke gik af uden Stridigheder. Det ses af en Skrivelse fra Kongen af 1638, at Børsen var blevet et Afsætningssted for Tyvekoster, idet de Handlende modtog stjaalne Guld- og Sølvsager i Betaling for deres Varer, hvorfor dette blev dem forbudt.

Da de tre Aar vare forløbne, ønskede den kjøbenhavnske Handelsstand ikke Leiemaalet fornyet, og Børsen blev nu atter udleiet for kongelig Regning. Det var i dette Tidsrum, at det østre Gavlparti opførtes, og Bygningen gjordes færdig. Den 26de Septbr. 1642 udleiedes Børsen atter under Et, denne Gang for et Tidsrum af 5 Aar og til en Enkeltmand, den ovenfor omtalte Jakob Madsen, der nu var bleven Borgmester paa Christianshavn. Paa dette Tidspunkt havde Bagerne smaa Boder med Brødudsalg, som vistnok vare anbragte paa Ramperne udenfor, og ikke blot disse, men de Kontorer og Kornlofter, som Kongen forrige Gang havde forbeholdt


501

sig, overlodes til den driftige Kjøbmand. Denne synes ogsaa at have profiteret ved Leiemaalet; i 1647 blev hans Afgift sat op til 2300 Daler om Aaret, og da Kongen under de ulykkelige Forhold i sine sidste Regjeringsaar og den overvældende Finantsnød besluttede at sælge Børsen, meldte Jakob Madsen sig som Lysthavende. Den 17de December 1647 underskrev Korfitz Ulfeldt paa Kongens Vegne, skjøndt, som det synes, uden formel Bemyndigelse, et Dokument, ved hvilket Børsen afhændedes til den nævnte Kjøb-

Kjøbenhavns
Raadhus

Kjøbenhavns Raadhus set fra Gammeltorv paa Chr. V.s Tid. Efter Resen.

mand for 50,000 Daler, dog paa den Hovedbetingelse, at den bestandig skulde anvendes efter sin oprindelige Bestemmelse. Jakob Madsen havde saa betydelige Summer tilgode hos Kongen for leverede Varer og andre Udlæg, at han kunde betale Kjøbesummen med kvitterede Regninger, og skjøndt der reistes Vanskeligheder fra Frederik den Tredies Side, blev Salget dog godkjendt, og Børsen var nu Privateiendom indtil 1669, da Frederik den Tredie atter erhvervede Bygningen af Jakob Madsens Enke.

Kjøbenhavns Raadhus var indtil Chr. IV.s Tid en massiv svær Bygning med takkede Gavle, men uden nogen ydre Prydelse. Det


502

laa som bekjendt mellem Gammeltorv og nuværende Nytorv, hvis hele Grund var bedækket med Boliger for forskjellige kommunale Embedsmænd samt en Materialgaard og en Staldgaard. Kongen besluttede nu, at lade disse Huse nedbryde "vor Kjøbstad Kjøbenhavn som en af de fornemste Hovedstæder her udi Riget til en Ornat og Beprydelse og dens mange Borgere til Gavn og Gode", hvorfor han i Skrivelse af 1ste Decbr. 1606 underrettede Magistraten om denne sin Villie, ligesom han lod den vide, at han vilde lade Bygningen oppudse og den foranstaaende Brønd paa Gammeltorv "forflytte paa et beleiligere Sted midt paa Pladsen, saa at Alting maa og kan blive skikket og lavet udi en god Ordning, Byen og den ganske Gemen til en Prydelse og endelig ikke til en ringe Genet og Fordel". Man havde iforveien gjort et Overslag over Udgifterne til denne Forandring, ialt 5000 Rdlr., og Kongen befalede, at denne Sum skulde paalignes Indbyggerne efter Evne og Formue, men her som saa ofte viste det sig, at man havde regnet feil. I 1608 udkrævedes der atter 5000 Rdlr. og man maatte endnu i 1609 laane 1000 Rdlr. af Kongen, inden man kunde blive færdig med Arbeidet, ihvorvel endel af disse Penge brugtes til "Skandser, Grøfter, Dæmninger, Broer, Veie og anden adskillig Bygning inden og uden Bys". Det Laan, hvormed Kongen forstrakte Byen paa et Aar, var iøvrigt Alt, hvad han gav til det nye Raadhus, og dette kan derfor ikke med Rette kaldes Christian den Fjerdes, uden forsaavidt det blev ombygget under hans Regjering og er præget af den samme Stil, som rigtignok paa anderledes glimrende Maade lægger sig for Dagen i Børsbygningen og Rosenborg. Da den udvalgte Prinds blev hyldet i 1610, var Raadhuset færdigt, thi Kongen gav den 14de Marts et Gjæstebud i den nye Bygning.

Efter Nytorvs Anlæg fik Raadhuset to Façader, af hvilke den nordlige mod Gammeltorv var smykket med et større Taarn med kobbertækt Spir, gjennem hvis Dør Hovedadgangen var. Over Indgangen vare Kongens og Dronningens Vaabner anbragte, og udvendig paa Døren eller ved Siden af den hang i Jernlænker det gamle Alenmaal, en Kobberpotte, efter hvilken Alle, der solgte Drikkevarer skulde rette sig, og endelig et andet mærkværdigt Længdemaal, der brugtes i lønlige Skilsmissesager, og som allerede i 1629 satte Franskmanden Baron de Courmesvin i Forbauselse. Paa Raadstudøren opsloges ogsaa Plakater med Raadets Befalinger.


503

En Jernstang med en Jernpande, hvori der antændtes Ild for Vagten, ragede ud over Døren, og øverst oppe i Taarnet var et Slag-Seirværk, hvis "Resonnants og Lyd med Lyst vidt hen inden og uden Byen høres«. Det blev i Aaret 1647 skjænket Kommunen af Raadmand Laurids Eskildsen, og dets Klokke kaldtes efter Holger Jakobæus' Udsagn: "Flæskklokken". Om Bythinget, som i den største Del af Chr. IV.s Regjeringstid holdtes under aaben Himmel uden for Raadhuset, skriver Resen i sine "Efterretninger om Kjøbenhavns

Raadhusets
Façade til
Nytorv

Raadhusets Façade til Nytorv. Efter Resen.

Raadhuse": "Stedet, hvor Bything er holdt i gamle Dage, er mig ubevidst, men siden Kjøbenhavns Raadhus er bygget paa Gammeltorv, da skal Bythinget være holdt under aaben Himmel paa den høire Side af Indgangen udi Raadhuset til Gammeltorv, og det indtil den Tid, da Claus Ravn var bleven Byfoged (i Februar 1638), lod han paa samme Sted opsætte et lidet Træhus med Skjul over og en liden Kakkelovn, paa det at Retten derudi kunde holdes under Dække for Solens Hede om Sommeren saa og for Regn og Slud i Varme om Vinteren. Siden er Bythinget forflyttet paa den anden Side af Raadhuset tvert imod det forrige Bything ud til det


504

nye Torv under Altanens Hvælving i den vestre Ende, hvor Bythinget nu befindes. Og paa det at Altanen og Raadhuset kunde have en god Skik, har Peder Dickman (nu Byfoged, men da en Vinhandler, som havde leiet Raadhus-Vinkjælder af Magistraten) ladet opmure i den anden østre Ende af Raadhuset under Altanen lige saadan en Stue, hvorudi de, som ville være for sig selv og drikke et Glas Vin, kan have deres Magelighed". Paa Resens foranstaaende Afbildning, der er fra Slutningen af det 17de Aarhundrede, er netop denne Forandring antydet ved Indskrifter over den hvælvede Gang, og begge Billeder give et, sikkert ikke flatteret, men dog i det Væsentlige korrekt Begreb om Bygningen, hvis Ornamentering i de fremspringende Gavlpartier dog har været en hel Del rigere. Paa Gammeltorv ses "det kostelige Kobberbækken og historiske Billede", som blev støbt i 1608 i Helsingør og opsat paa sit nuværende Sted midt for Raadhusets Façade, men den "springende Brønd" synes ikke at have været i Orden længe, thi allerede i Tyverne hører man, at der er Vandmangel, og i 1630, da tre af Borgmestrene opfordre til Dannelsen af et Vandkompagni, siges det rentud, at det historiske Billede paa Gammeltorv i nogle Aar for Mesterens Uforfarenheds Skyld har været "til aldeles ingen Brug, den ganske By og Gemene (Kommune) til Skimf og Eftertale". Dette gav Anledning til Brøndens delvise Ombyggelse og Istandsættelse.

Om Raadhusets Indre vides kun Lidet, og Efterretningerne herom skrive sig fra en noget senere Tid. Fra begge Sider saavel fra Gammel- som fra Nytorv var der Adgang til en stor Sal, hvor Borgerskabet samledes, naar der holdtes Bursprog, eller naar Kongebreve og andre Befalinger oplæstes, og hvor der formodentlig ogsaa holdtes Bryllupper. Raadstuen eller Magistratens Forsamlingsværelse stødte op til denne Sal og laa i Bygningens vestlige Hjørne. Foran Vinduerne til Gammeltorv var der anbragt et Bord med Bænke omkring, dog saaledes at den imod Salen vendende Side var fri. Her sad Borgmestre og Raadmænd saavelsom Byfogderne paa Bænkedyner eller Hynder. Midt paa Bordet stod et Timeglas med "Justitia" ovenpaa og "Fides" og "Caritas" paa Siderne; det var skjænket Raadstuen af Byfoged Eskild Jensen i 1631. Raadstuskriveren sad ved et Bord for sig selv, og under dette stod en mægtig jernbeslagen Kiste, hvori de Fattiges og Vor Frue Skolebørns Kapitaler foruden for-


505

skjellige andre Dokumenter opbevaredes. Archivet, som neppe var synderlig stort, opbevaredes ogsaa her i et indmuret Skab og et Foldebord. Paa Væggen hang nogle Prospekter af Kjøbenhavn, deriblandt et af Kaspar Illuminerer, Byens Maler, og det ovenfor gjengivne Billede af Johannes v. Wick (smlgn. S. 453). Af andre Værelser nævnes paa Chr. den Femtes Tid: "Hørekammeret" eller Overformynderiet, Kæmneriet, de 32 Mænds Kollegium, Komediantsalen, hvor der trods den verdslige Benævnelse fandtes en Prækestol og 8 Rækker Kirkestole, Rustkammeret, hvor Byfogdens Sværd og vel ogsaa Mestermandens opbevaredes, det øverste Loft, Vagten og 4 Fangekjældere under den vestre, samt Stadens Vinkjælder under den østre Ende. I denne sidste, hvis Indtægt som bekjendt tilflød Magistraten, udskjænkedes der ikke blot de almindelige røde Vine, men tillige "rhinsk, spansk, Allekant, Malversi og al anden Slags hidsig Vin", med hvilke Byens øvrige Vinførere ikke maatte handle.

Det for Nutidens Følelse Stødende i, at en saadan Vinstue laa Side om Side med Raadstufængslet eller "Byens Hægte", kunde ikke krænke nogen fornuftig Mand, ligesaalidt som man nutildags i Smaabyerne nærer Betænkeligheder ved at afholde Bal og anden Lystighed paa Raadstuen. Man var dengang endnu mindre fintfølende end nu; ja det gik saavidt, at man reiste sig fra Bryllupsbordet for at gaa hen og see paa en Henrettelse. Da Chr. IV saaledes i 1595 gjorde et af de mange adelige Dobbeltbryllupper paa Kjøbenhavns Slot, fandt der samtidig en Henrettelse Sted paa Slotspladsen til Opbyggelse for Gjæsterne. Desuden vare de Forseelser, der afsonedes i Raadstukjælderen ikke af den groveste Art, i Regelen Gadetumulter, Undladelse af at betale Bøder (som allerede da kunde "siddes af"), Forsyndelser mod Laugsskraaernes Bestemmelser, Smaasnyderier o. d. Der vides dog at have været et særligt Aflukke her, som kaldtes Troldkvindefængslet. Vand- og Brødstraffen nævnes første Gang i Kjøbenhavn i Aaret 1610, og Dr. O. Nielsen mener, at denne Kost derefter altid nødes i Forbindelse med Opholdet i Raadstukjælderen. De groveste Forbrydere anbragtes i "Prisonet", det gamle Munkefængsel paa Graabrødretorv, (smlgn. S. 40), som Byen havde erhvervet efter Reformationen, og hvoraf der endnu er bevaret en Levning i Boghandler Linds Gaard. Da Chr. IV omdannede denne Bygning til en Kirke for sit ny


506

indrettede Tugthus, maatte Kommunen opbygge et nyt Fængsel, Slutteriet, i Svendegade (saaledes kaldet efter Bysvendene), en Forbindelsesvei, der anlagdes mellem Nytorv og Kattesund, omtrent, hvor Gjennemgangen nu er mellem Arresthuset og Raad- og Domhuset. Slutteriet var ikke en enkelt Bygning, men et Komplex af Huse; her var baade Gjældsfængsel, Varetægtsarrester, Fængsel for livsvarige Fanger m. m. Anlæget af Nytorv og Rydningen af de derværende Bygninger nødvendiggjorde forskjellige andre Forandringer; saaledes blev der opført en ny Avls- og Materialgaard paa Hjørnet af Kattesundet og Lavendelstræde, i hvis Nærhed der indrettedes Boliger for Bysvendene, Mestermanden, Vagtmesteren, Vagtskriveren og Stadens Spillemænd. Nogle af Bysvendene fik senere Bopæl paa det nuværende Raad- og Domhus' Grund.

De første Spor til Rosenborg ere fra 1606, da Chr. IV kjøbte ca. 41 Haver og Grunde udenfor Kjøbenhavns daværende Østervold mellem Nørreport og Stranden. Det var omtrent hele det Terrain, som ligger mellem Bredgade, Stranden og Sortedamssø med Undtagelse af endel Haver langs denne, Kongens Nytorv, Forstaden udenfor Østerport samt store og lille Strandstræde. Grunden havde langtfra den samme Udstrækning som nu, thi Havet naaede høiere op, men den kan dog anslaaes til 3-400 Tdr. Land. Den aarlige Jordskyld, som skulde udredes til Byen af disse Grunde, blev kapitaliseret til 300 Rdr., og denne Sum udsat "som en evig Hovedstol" paa Rente til Stadens Gavn og Bedste. En Del af disse Jorder brugtes til Anlæg af Rosenborg og dets Have; den anden og større Del til Anlæg af Nyboder, St. Anna Rotunda og Kastellet, og endelig blev et stort Antal Grunde i Gothersgade, Store Kongensgade, Borgergade og Adelgade atter bortskjødede af Kongen til Private.

Allerede i Foraaret 1606 herskede der stor Virksomhed i "Lysthaven". Arealet blev planeret, de gamle Avlsgaarde og Bindingsværkslader, som laa her, bleve nedrevne, og Urtegaardsmænd og Arbeidere havde travlt med at anlægge Alleer og Blomsterbede. Der blev samtidig taget fat paa Opførelsen af et Lysthus i Haven, en to Etages mindre Bygning, der kom til at ligge for Enden af Kavalérgangen, hvor Herkulespavillonen nu er. Denne Bygning, som i 1649 kaldtes "det blaa Hus" og senere "Eremitagen", var allerede fix og færdig i Foraaret 1607 og benyttedes af Kongen til


507

Spisesal, mindre Gjæstebud o. d. Det var maaské i dette Lysthus, at den franske Gesandt Claude de Mesmes d'Avaux i 1634 havde Audients hos Kongen, saaledes som det skildres af hans Sekretair Charles Ogier i et helt lille Genrebillede fra Tiden. Korfltz Ulfeldt havde ladet Gesandten vide, at han kunde træffe Majestæten i Haven efter Maaltidet, hvorfor han begav sig derhen Kl. 2 om Eftermiddagen, ledsaget af et lille Følge. Kongen, som spadserede alene, gik lige hen imod Gesandten, der hilste ham med et dybt Buk, som Kongen gjengjældte. Gesandten tiltalte ham paa Italiensk og sagde, at det var en glad og lykkelig Dag, idet han havde fundet en saa gunstig Leilighed til at tale med Kongen. Denne svarede paa Latin, paa hvilket Sprog Samtalen derefter blev fortsat. Kongen førte nu Gesandten ind i et lille Lysthus med Vinduer til alle Sider, hvor der stod noget Konfekt paa et Stenbord, som Kongen bød ham. Derpaa gik de ind i en firkantet med Malerier prydet Sal; her fulgte det franske Følge med, og pludselig hørtes fuld Instrumental og Vokalmusik, hvilket forbausede de Fremmede meget. Lyden kom gjennem forskjellige Lufthuller og syntes snart fjern, snart nær. Naar Musiken holdt inde, gik Kongen op og ned med Ambassadeuren og talte med ham, som om Latin var hans Modersmaal. De begyndte med ligegyldige og spøgefulde Ting, men kom snart ind paa vigtige og alvorlige Sager. Af Fyrst Christian af Anhalts Dagbog ses det, at Kongen havde indrettet en lignende hemmelighedsfuld Musik i "Sparepenge" ved Frederiksborg. Det her omtalte Lysthus stod endnu i Christian den Sjettes Tid og skildres saaledes af Thurah: "Midt for den saakaldte Billedallé ses en Bygning, Eremitagen kaldet. Denne Bygning er endnu fra Kong Christian den Fjerdes Tid, og bruges sædvanlig, naar det kongelige Herskab her vil spise en Eremitage, til hvilken Ende en kunstig Machine i Huset er indrettet, ved hvis Hjælp Maden og de drikkende Varer føres op, til og fra Taffelet. Man finder her, især i de næst Spisesalen værende Cabinetter, endel skjønne Malerier, mest en mignature, hvis Forestillinger kan i Besynderlighed forlyste deres Øine, som dyrke Cupido". Christian den Sjette lod dette Lysthus nedrive, og noget af dets Materiale blev anvendt til Eremitagen i Jægersborg Dyrehave.

I Begyndelsen synes Chr. IV slet ikke at have tænkt paa Opførelsen af et egentligt Slot i Lysthaven. I 1608 byggedes der et


508

nyt lille Lysthus, en Badstue, en Stald og en Lade, der indrettedes en Dyrehave, og hele Anlæget havde nærmest Charakter af en elegant Lysthave til Kjøbenhavns Slot, istedetfor den ved Vingaardsstræde beliggende, der var udlagt til Byggegrunde (smlgn. S. 459). Sjældne inden- og udenlandske Træer og Planter forskrevne fra Holland, Billedstøtter, Springvande, Fuglehuse, Fiskeparke o. d. gjorde Stedet til et tiltrækkende Opholdssted, og efterhaanden som Terrainet voxede til og blev bebygget i Udkanterne med Boliger for Opsynsmænd, Gartnere og Betjente, fattede Kongen Kjærlighed til det og besluttede at opføre en passende Bolig for sig selv i de smukke Omgivelser, et Landsted i Hovedstadens umiddelbare Nærhed og dog udenfor dens Volde. 1610 begyndte han at bygge det yndefulde lille Slot, som den Dag idag hører til Kjøbenhavns bedste Seværdigheder, og som trods alle Omskiftelser i det Væsentlige har bevaret sin oprindelige Skikkelse.

Det hed oprindelig: "Det store nye Hus i Hs. Maj. Kongens Lysthave udenfor Byen"; Navnet: "Rosenborg" dukker først op i 1624 eller 1625, da Byggearbeiderne vare færdige. Det blev anlagt som en selvstændig Fæstning, paa alle Sider omgiven af Mure, Volde med Runddele og Grave, hvoraf der endnu findes betydelige Levninger. Graven fik sit Tilløb gjennem en til Sortedamssø gravet Rende, og flere Vindebroer førte over den, af hvilke en enkelt kunde aabnes og lukkes fra et af Værelserne i Slottet. Opført af røde Mursten og gullandske Sandsten med et større Taarn mod Vest og tre mindre mod Øst, gjorde Slottes Ydre omtrent det samme Indtryk som nu, ihvorvel Karnapperne i Gavlene kun omfattede de to øverste Etager, og Hovedindgangen var ad to Trapper, som, udgaaende fra det midterste ottekantede Taarn og støttende sig til Hovedbygningens Mur, førte op til anden Etage. Bygningen var tækket med Skifer og ikke som nu med Kobber, og paa Tagrygningen var der anbragt en nu forsvundet Altan. Hvem der har gjort Tegningen til Slottet, vides ikke, thi det beror, som paavist af Hoyen, paa en Misforstaaelse, at Englænderen Inigo Jones angives som Slottets Architekt; saameget er kun sikkert, at Kongen selv havde Overopsynet med Bygningen og personlig afsluttede en Mængde Kontrakter med Haandværkere og Kunstnere.

Bygningens Indre er derimod i Tidernes Løb undergaaet betydelige Forandringer, og der er kun tre Værelser i Stueetagen, som


509

nogenlunde have bevaret deres oprindelige Udseende, nemlig Christian den Fjerdes saakaldte Audientssal, hans Soveværelse og Arbeidsværelse, hvor den største Del af den rige, men i det Hele noget smaalige Dekoration saavelsom de prægtige Sandstenskaminer ere fra Slottets ældste Tid. Charakteristisk for Kongens Hang til alt Slags praktisk Mechanik er den nu forsvundne Elevator, eller som den kaldes: "opfarende Stol", ved hvilken han fra sit Sovekammer selv kunde heise sig ned i Kjælderen eller op i de øvre Etager. I enkelte andre Værelser ere Lofterne bevarede fra den ældste Tid, men i det Hele er Værelsernes Physiognomi totalt forandret. Den "store hvælvede Sal" eller Riddersalen, som paa Grund af sin forholdsvis ringe Høide (19 Fod) ikke ret formaar at gjøre sig gjældende, havde oprindelig de samme Marmorkaminer som nu, men Gulvet var belagt med Stenfliser, Loftet var prydet med rigt Stukkaturarbeide omkring store Malerier og Væggene beklædte med Gyldenlæder og Malerier forestillende "de forskjellige Menneskealdres Glæder og Sysler". Riddersalens nuværende pragtfulde Udsmykning skriver sig fra Christian den Femtes og Frederik den Fjerdes Dage.

Fyrst Christian den Yngre af Anhalt, der var i Kjøbenhavn i 1623, har i sin Dagbog følgende Skildring af Slottet og Haven: "Vi begav os derpaa til Kongens Have, som ligger udenfor Byen. Lysthuset deri er vel værd at se, en smuk Bygning opført af brændte Sten. Her er for det Første et stort Gemak med Gulv af sort og hvidt Marmor, og en Kamin af lutter Marmor prydet med Alabastbilleder. I dette Værelse ses Kongens, hans Sødskendes og tildels hans Forfædres Portraiter. Ved Siden heraf er et lidet Gemak, indvendig helt forgyldt og smykket med brogede Farver.

Herfra kom vi op i en stor Sal øverst oppe, prydet med smukke Malerier, forestillende hele Menneskelivet, og med Gibsfigurer. Denne Sal er oventil hvælvet, og uden Søiler; den har to Marmorkaminer.

En Altan paa Taget med lystig Udsigt. I Kongens Værelse er en Vinde, med hvilken Hs. Majestæt selv kan heise Broen over Graven op eller lade den gaa ned.

Item et Kunststykke, ved hvilket To kunne tale med hinanden, uden at Nogen af de Hosstaaende kan høre det i femten Skridts Afstand (i.e.: Talerør), item en Stenovn af norske bløde, hvide Sten, der giver meget stor Varme fra sig uden at springe istykker.


510

Ved Siden heraf er et lidet Kabinet, i hvilket der findes nogle japanske Sabler, Knive og Tæpper, ogsaa Malerier og Billeder.

Badstuen er indvendig helt overdragen med Tin og artig bygget, med alt Tilbehør og Baderedskaber af Sølv.

I Kjøkkenet er der et Ildsted, paa hvilket Maden ved en synderlig Indretning skal kunne koges hurtigere og ved ringe Ild.

Sølvkammeret, der hører til Havehuset, er temmelig vel forsynet, at man ikke behøver at ty til det paa Kjøbenhavns Slot.

Da vi gik ned, saa vi en indisk Bærestol, næsten som en Seng, hvori de pleie at bære deres Konger.

Haven er smuk, af temmelig Størrelse og i det Indre hist og her smykket med Lysthuse og Billedstøtter.

Der er et lille rundt Lysthus med Vinduer til alle Sider, i hvilket der er et smukt Marmorbord, 14 Spand langt, med Fødder af broget Marmor og indlagt med andre Stenarter. Der er her to kjødfarvede og hvide japanske lakerede Skjolde. Udenfor dette Hus stod to Kanoner, hver paa sin Lavet og vendende hver til sin Side, men paa en fælles Pæl, saaledes at naar den ene var afskudt, dreiede den anden sig omkring.

Ellers var der hist og her i Haven og i Havehusene mange Kanoner.

Blandt Andet have vi paa et lille Lysthus set en optrukken Bro, som Hs. Maj. kan lukke op ved Hjælp af en Nøgle, der skrues paa en Stang; thi naar dette er sket, falder den ned mod Kongen. Den har imidlertid en Jernfjeder, som atter driver den i Veiret, naar Hs. Majestæt er passeret over, saaledes at den af sig selv falder tilbage i Slottet.

Derfra til Laboratoriet eller Destillérhuset, hvor der er mange og forskjellige kostelige Extrakter, for hvilke Kongen nærer stor Forkjærlighed."

Ved det her omtalte Destillérhus eller Laboratorium, der opførtes 1609, var der ansat en Chemiker ved Navn Dr. Peter Diderik Paynck, hvis Funktion var at tillave alle de forskjellige Slags Elixirer, Plante- og Frugtextrakter, der faldt saa stærkt i Tidens Smag og brugtes i stor Maalestok ved Hoffet. Dr. Peter har efterladt sig et stort Antal Recepter, der vidne om hans omfattende Virksomhed, og mange af Kongens Breve indeholde Ordrer til ham om at forsende Spiritus vini, Svovlspiritus, Elixirer af Valnødder, Muskat-


511

nødder, Citronskaller, Annis, Kardemumme og Kirsebær, Jordbærvand, Hjortetakvand, Maveakvavit o. d. Denne sidste Drik tilberedtes med Vand fra St. Helene Kilde i Sjælland og blev drukken af Kongen i Felten. Foruden Destillereren var der ogsaa en Apotheker i Haven, indtil 1633 Peter Gagelman, derefter Esaias Fleischer, som ikke blot lavede Medicin, men ogsaa Konfekt og Syltetøj. Endel af Kongens Breve ere ogsaa henvendte til ham; snart sendes der ham udførlige Recepter, snart faar han Befaling til at lave en eller anden Salve eller et Pulver, og saa ivrig er Kongen, at han forhører sig i Udlandet om nye Lægemidler og Apothekersager. Blandt de Varer, der fandtes i Rosenborgs Laboratorium, kan nævnes: Ingefær, Sukat, Pomerantsskaller, Violsyrup, stødte og saltede Liliekonvaller, Multebær, Morseller, Skovmærker o. s. v. Det forstaas af sig selv, at Slottet havde en forsvarlig Vinkjælder, ikke blot i Hovedbygningens Kjælder, men ogsaa i Kjælderen under Badstuen, der var en særskilt Bindingsværksbygning; den synes navnlig at have været vel forsynet med Rhinskvin, Bryhan (et Slags Hvidtøl opkaldt efter Tydskeren Konrad Breihan) og Rostock-Øl.

Den vigtigste af de mange Portbygninger og Porte, der dannede Adgangen til Slottet og Lysthaven, staar den Dag idag som en høist charakteristisk og malerisk Bygning, ihvorvel i forandret Skikkelse ved de under Christian den Femte tilbyggede Endefløie. Ellers ere alle de mindre Bygninger, Rosenborgs kongelige Bygmester opførte i og ved Haven, forsvundne, ikke blot de alt omtalte, men ogsaa Gartnerboligen, Bryggerset, Vaskerhuset, Kostalden, den lange Beriderstald, Fiskerhuset o. fl. Der er intet Spor tilbage af Fiskeparken og Dyrehaven, som laa udenfor Slottet henimod Sortedamssøen, saalidt som af Vandkunsten, til hvilken Vandet indførtes i Render fra Emdrup Sø. Blandt de mange Billedstøtter, hvormed Haven var prydet, og hvoriblandt der nævnes en "Kain" og en "Abel", er dog endnu bevaret Broncegruppen: "Løvens Kamp med Hesten", der er en antik Afstøbning efter en Gruppe paa Kapitolium og bevislig ikke hentyder til Hertug Georg af Lyneborgs Forræderi under Trediveaarskrigen.

Haven ved Rosenborg var baade Kjøkkenhave og Lysthave. Herfra leveredes Grøntsager som Kaal og Agurker og al Slags Frugt til Hofholdningen, og Overskudet solgtes paa Torvet "Hs. kongl. Majestæt tilbedste". Frugthaven var vel forsynet; her var en Rig-


512

dom af Æble-, Pære-, Valnød- og Kvædetræer, Vinranker og Figen, Morbær, Ferskener, Kirsebær og Meloner, og Blomsterhaven bugnede af hvide og røde "Provantze" Roser, Negliker, Mandeltræer, Pomerantstræer, Lavendel og Rosmarin. I Kanalerne om Slottet seilede da som nu Svaner, og Stedet havde det hyggelige og fortrolige, men tillige sunde og praktiske Præg, som stemmede saa godt med Bygherrens Charakter. Selv Ogier, der kom fra et luxuriøst og forfinet Hof, finder Alt smukt og bekvemt indrettet, ihvorvel han tilføier, at Haven snarere er indrettet til Brug for en jevn Familiefader end for at vise kongelig, det vil sige: overflødig Pragt. Christian den Fjerde følte sig ogsaa stærkt knyttet til dette Sted, og end ikke saa tragiske Begivenheder som Svigersønnen Rigshofmester Frands Ranzaus Død ved et Ulykkestilfælde i Slotsgraven kunde betage ham Lysten til at bebo det. Han vendte altid tilbage til Slottet med Forkjærlighed, og hertil ilede han fra Frederiksborg for at ende sit daadrige Liv.

C. Molbech har bemærket om Christian den Fjerdes Bygninger, at de blandt andre Mærkværdigheder besidde den, at næsten ikke en af dem vides at være afbrændt. Det er en lignende Egenskab, vi skylde, at enkelte Privathuse fra hans Tid ere blevne bevarede trods de ødelæggende Ildebrande, der have hærget Byen, og det ovenikjøbet et Par af de prægtigste og anseeligste Borgerhuse, hvis Architektur er kjendelig paavirket af den Stil, der har fundet sit høieste Udtryk i Børsen og Rosenborg. Det vides, at Kongen interesserede sig levende for Byens Forskjønnelse; i sine Forordninger og Breve udtaler han det mange Gange rentud, ja man har mærkelige Befalinger fra ham i denne Retning, saaledes da han i 1622 paabyder at sælge et umyndigt Pigebarns forfaldne Eiendom paa Gammeltorv til den, der vil sætte en god ny Bygning derpaa "Byen og det Sted synderlig til Forbedring og Anseende", eller som da han i 1647 truer med at lade alle forfaldne Huse og Gaarde nedbryde, ifald Eierne ikke gjøre Noget for at istandsætte dem.

Det ældste og smukkeste af Privathusene i Christian den Fjerdes Stil er nuværende "Hafnias" Gaard, Nr. 6 paa Amagertorv, af hvilken der senere vil blive leveret en Afbildning fra Midten af forrige Aarhundrede. Den er opført af Borgmester Matthias Hansen, en anset Mand, som ikke blot var rig ved sin Handel paa Nordlandene og som Medlem af islandske Kompagni, men hvis Ind-


513

flydelse vel ogsaa for en Del skrev sig fra den Omstændighed, at hans Datter Kirstine var Kongens Frille, den samme Dame, der

Efterslægtens Gaard

Efterslægtens Gaard paa Østergade i sin nuværende Skikkelse.

senere blev gift med Borgmester Reinholt Hansen (smlgn. S. 468). Husets udvendige Façade er efter en omfattende Restauration i


514

1852 i det Væsentlige ført tilbage til den oprindelige Skikkelse, skjøndt Stentrappen til Stueetagen ud imod Torvet er forsvunden; men i det Indre er der Lidet eller Intet tilbage fra hin Tid. Til Gaarden havde Bygningen et ottekantet Trappetaarn med en Vindeltrappe, som gik op til de øvre Vaaninger, men Taarnet er borttaget, og Trappen lagt ind i Hovedbygningen. Kjælderen havde oprindelig stærke brandfri Hvælvinger, som under Kjøbenhavns Beleiring i 1659 saavelsom under Bombardementet i 1807 ydede mangen Familie et midlertidigt Tilflugtssted. Burman Becker oplyser i sin Afhandling om dette Hus, at idetmindste et Par af de anseeligste Værelser have været betrukne med vævede Tapeter, hvoraf Levninger endnu fandtes i dette Aarhundrede, ligesom et prægtigt, kostbart, vel bevaret Stukkaturloft i underste Etage bekræfter den Antagelse, at det Indre har svaret til det Ydre.

Paa Østergade er "Efterslægtens" Gaard nuværende Nr. 54 ligeledes et Borgerhus fra Christian IV.s Tid, charakteristisk ved de brede Sandstensbaand i Murværket og den smukke Spidsgavl med de ind- og udbøiede Voluter. Huset bærer paa Façaden Aarstallet 1640 og er altsaa endel yngre end det nysnævnte; det gjør derhos et mindre livligt og festligt Indtryk end Gaarden paa Amagertorv, der har to gavllignende Kvister og i det Hele mere lette og elegante Former. Det følger af sig selv, at den nederste Etage til Gaden ogsaa her er undergaaet betydelige Forandringer i Aarenes Løb, svarende til de Krav, Nutiden stiller til Forretningslokaler, hvorimod Hovedfaçadens øvre Partier ere vel bevarede. Stedets Historie er ret interessant; thi her havde Rigshovmester Paul Laxmand, som blev myrdet paa Høibro i 1502 (smlgn. S. 80), sin Residents, hvilken derpaa gik over til den bekjendte Biskop i Odense, Jens Andersen Beldenak. I Christian den Fjerdes Tid opførte Kammerskriver, senere Rentemester Henrik Müller det nuværende Hus. Han var en Mand, der spillede en stor Rolle, navnlig under Frederik den Tredie, og gjorde sig fortjent som Bygherre, idet et ikke ringe Antal Nybygninger skyldes hans Initiativ. I Midten og Slutningen af det 18de Aarhundrede tilhørte Gaarden Geheimeraad Grev Schulin, derpaa kom den i Familien Gabels Besiddelse, indtil den kjøbtes af Efterslægtsselskabet.

Et godt Begreb om Datidens bedre Kjøbmandshuse giver den saakaldte Nybørs, ligeledes opført af Henrik Müller, dog maaskee


515

først efter Frederik den Tredies Thronbestigelse. Grunden, der tilhørte Børsen, blev frasolgt, og da Stedet paa Grund af sin fortrin-

Nybørs

Nybørs i sin nuværende Skikkelse.

lige Beliggenhed mellem to Kanaler og tæt ved Havnen, egnede sig fortræffeligt for Handelsvirksomhed, byggede Henrik Müller - som


516

Wolf udtrykker sig - "paa egen store Bekostning en meget kostelig anseelig stor og berømmelig Bygning med Pakhuse" og desforuden "paa samme Rad og Plads andre skjønne store anseelige murede Kjøbmandshuse med Kjældere under, og hver sit tilhørende Pakhus ud til Kanalen eller Havnen bag samme herlige Huse er bygget, at man med Skibe og Pramme kan der anlægge og dennem udlosse og igjen tillade og det med stor Behændighed og ringe Bekostning eller stor Umage." Det er disse i saa høie Toner lovpriste Kjøbmandshuse, hvoraf nogle den Dag idag have bevaret endel af deres oprindelige maleriske Physiognomi. Det vil af Afbildningen ses, at de have lige Spidsgavle uden den sædvanlige Udsmykning, og at en hel Række af dem har været opført i samme Stil, Indgangsdørene, Kjælderne saavelsom de mindre Kvister paa Tagene skrive sig fra en senere Tid; derhos er den anden Spidsgavl paa Huset i Forgrunden bleven skaaren midt igjennem af en nyere Bygning, der har tilkjæmpet sig en Plads her. En Bygningsform, som sikkert var langt almindeligere for Datidens velstaaende Borgerhuse, var Bindingsværkskonstruktionen med et fremspringende øvre Stokværk hvilende paa udskaarne Bjælkehoveder, som det ses paa hosstaaende Afbildning af Skippernes gamle Laugshus i Lille Kongensgade. Skipperne fik i December 1634 en selvstændig Laugsskraa, og omtrent fra dette Tidspunkt maa Bygningen skrive sig. Ved dens Nedrivning fandtes ogsaa forskjellige Ting hørende til Datidens Værelsers Udsmykning, hvilke nu opbevares i Folkemuseet.

Paa de store ubebyggede Pladser i Omegnen af nuværende Gammelmønt havde Kongen efter Wolfs Sigende allerede i sine første Regjeringsaar havt isinde at bygge en Kirke. "Førend den Krig mellem Danmark og Sverig 1611 angik - hedder det i Encomion - da var Hs. Majestæt høilovlig Ihukommelse bleven tilsinds paa den Plads igjen en Kirke at ville fundere og lade opsætte, høilovlig Ihukommelse Dronning Anna Cathrine, som da levede, til udødeligt Navn udi Danmark, til hvilken Bygning Fundamenten og Grundvolden blev lagt. Men som Krigen angik, fik den Bygning ingen Fremgang, og imidlertid Krigen varede, da bortkaldte vor Herre den salig høilovlige Dronning af Verden, dermed blev det, som det tilforn var. Og samme Plads til anden borgerlig Bygning af Henrik Müller forvendt og bebygget."


517

Hermed var altsaa denne Plan opgiven; S. Klare Kirke, der siden Reformationen havde havt mange Skjæbner, blev nedreven i 1620 eller de nærmeste paafølgende Aar; Gaden "Gammelmønt" udlagdes til Byggegrunde, og det var først, da Kongen havde erhvervet det store Areal udenfor Østervold, hvoraf en Del anvendtes til

Skippernes gamle
Lavshus

Skippernes gamle Lavshus.

Rosenborg og Lysthaven, at Tanken om Opførelsen af en ny Kirke blev gjenoptagen. Krigen med Keiseren kom imidlertid imellem, og først i 1636 befalede Christian IV samtlige Lehnsmænd i Danmark, at de skulde "opberge" en vis Del af alle Kirkers Kapital og Forraad til to nye Kirker, der skulde opføres i Kjøbenhavn til "Guds den Allerhøiestes saliggjørende Ords Forfremmelse". Disse to Kirker


518

vare S. Anna Rotunda og Trinitatis Kirke med Rundetaarn, hvis Bygning gik jevnsides, om end med forskjelligt Udfald. S. Anna Rotunda, eller som den ogsaa kaldtes "den trinde Kirke", blev lagt paa den Plads, der nu indtages af Sølvgadens Kaserne og Garnisonshospitalet i Rigensgade, og Meningen med den var, at den skulde være Sognekirke for Forstaden udenfor Østerport paa nuværende Kongens Nytorv og i dens Omegn saavelsom for det senere opførte Nyboder, som endog skulde kaldes S. Anne By, og endelig for den eventuelle Bebyggelse Øst for Rosenborg Have i "Ny Kjøbenhavn".

S. Anna Rotundas Plan var høist besynderlig og skyldes maaské Kongen selv; ialfald skriver han, at den ikke maa paabegyndes, før han selv har set Skabelonen. Wolf, der skriver som Øienvidne, fortæller i 1654 følgende: "Udenfor Hans Majestæts Have (Rosenborg) ser man den nye underlige Kirke, hvis Skabelon er indentil trind, som en Kompas med alle sine Streger, hvor der over hver Streg er muret og gjort en Hvælving paa Jorden, paa hvilken Hvælving alle Stolene nede udi samme Kirke sættes og gjøres skal, og er udenpaa Kirken en Dør til hver Hvælving at gaa ind og ud af. Samme Kirkes Skabelon er med 12 Gavle." Baadsmandskirken, som den ogsaa kaldes, blev aldrig fuldført paa Grund af de paafølgende trange Tider, skjøndt den havde opslugt store Summer og var ført et godt Stykke op over Jorden. Om Sommeren 1640 var Murarbeidet i fuld Gang; der bestilles gullandske Sten til Listerne og til Vinduerne "som bliver temmelig mange, item til tre Porte og en liden Dør"; der tilhuggedes Piller af Kampesten og støbtes Metalsøiler i Helsingør, ja der blev kaldet en Sognepræst til Kirken, Markus Christensen Humble, som dog skulde forblive i sit Kald paa Falster, indtil Bygningen blev færdig. Lidt efter lidt gik Arbeidet imidlertid istaa, og Frederik den Tredie opgav Foretagendet fuldstændigt. I 1662 kjøbte den berømte Ingenieur Henrik Rüse Grunden og nedbrød Bygningen; Materialet blev vistnok for største Delen anvendt i Kastellet. Man kan faa et Begreb om denne Kirkes Udseende af Puffendorfs store Beleiringsbillede fra 1659, hvor den betegnes som Templum Rotundum, men aabenbart er for kjæmpemæssig i sine Dimensioner, og desuden videre fremskreden, end den i Virkeligheden var. Kuriøst nok findes den "trinde Kirke" paa engelske Billeder fra Beleiringen i 1807, skjøndt den jo blev ned-


519

reven 145 Aar tidligere, et Bevis for den Nøiagtighed, hvormed historiske Billeder laves.

Heldigere var man med Trinitatis- eller Helligtrefoldighedskirken, til hvilken den første Sten blev lagt den 7de Juli 1637. Den blev dog ikke fuldendt i Christian den Fjerdes Livstid, men først indviet i 1656. Dens første Bestemmelse var, at den skulde være en Studenterkirke; foroven skulde der endvidere være Lokale for Universitetets ved Kongens Gaver betydeligt forøgede Bibliothek, og det tilbyggede navnkundige Taarn, hvis officielle Navn var Stelleburgi Regii Hauniensis, men som i daglig Tale kaldtes "Regentstaarnet", skulde indrettes til Observatorium. Af et Brev fra Kongen ses det, at Grunden var bebygget med Huse og Boder, som først maatte ryddes af 200 Soldater og Matroser. Arbeidet udførtes af Murmester Jørgen Scheffel fra Bern under Opsyn af Bygmesteren Oluf Steenvinkel og Professor i Astronomien, Longomontanus, hvem Taarnets hele Indretning og Konstruktion efter Sigende skyldes. Denne eiendommelige og enestaaende Bygning af "synderlig Invention", som Arnt Berntsen siger, blev dog allerede færdig i 1642, og ses at være bleven fulgt med stor Opmærksomhed af Kongen. I Sommeren 1640 skriver han til Korfitz Ulfeldt, da Statholder i Kjøbenhavn, at han "det Første der bliver Raad til Mursten, skal holde de Høilærde til at bygge paa det Taarn ved Regentsen", og af et andet Brev et Par Maaneder senere kan man slutte, at Taarnet da var ført op til de Konsoller, som bære Smedejernsgaleriet. Kongen tegnede selv et Udkast til Instrumenternes eventuelle Opstilling, og i 1643, da Alt var færdigt, paabød han nogle Forandringer ved den lille runde Bygning ovenpaa Taarnet. I Frederik den Tredies Tid var dette Hus en Tidlang borttaget, som det ses af den smukke Afbildning i Thomas Bangs latinske Værk af 1657 om Inskriptionen paa Taarnet; paa Beleiringsbilledet ses derimod atter et Hus, men denne Gang firkantet. Heri vare de astronomiske Instrumenter opstillede, som Ogier i 1634 havde beundret, og med hvilke en Tilsynsmand havde Opsigt, deriblandt en af Longomontanus konstrueret Sextant og fremfor Alt Tyge Brahes Messing-Globus, ikke blot mærkværdig ved sit udmærkede Arbeide og sin Kostbarhed (efter Tyge Brahes eget Sigende 5000 Rdlr.), men ogsaa ved sin Skjæbne. Den bar selv en Indskrift, hvoraf man kunde se, at den var forfærdiget i 1584, og paa en Tavle bagved læstes en af Longomontanus forfattet


520

Indskrift paa Latin, der i Oversættelse lød saaledes: "Vær velkommen, enten Du er Indlænding eller Fremmed. Denne af Messing forfærdigede Himmelens Efterlignelse, som Du ser, er forarbeidet til astronomiske Observationer paa den Ø, Hveen, ved Tyge Brahes Invention og Bekostning. Udi vor Alder har Intet været ypperligere opfundet til Kunstens Forbedrelse. Den haver forskaffet Uraniborg Navn af Danmarks Berømmelse. Da den mange Aar lykkeligen havde viset os Himmelens Løb, begyndte den selv at bevæges og kom udi Fremmedes Hænder. Først blev den ført til Benatica (Slottet Benatky), derfra til Prag og siden til Neisse, og maatte saaledes selv underkastes de Bevægelser paa Jorden, den viser paa Himlen. Endelig da Neisse blev erobret, blev den af Prinds Ulrik gjengivet Fædrelandet Anno 1632." Denne Prinds Ulrik var Christian den Fjerdes Søn, som under Trediveaarskrigen var gaaet i sachsisk Tjeneste, og da Neisse blev tagen med Storm, fandt den sjeldne Globus i et Jesuiterkollegium og lod den føre til Danmark. Her opbevaredes den en Tidlang paa Universitetet og senere paa Rundetaarn som en Gjenstand for Alles Beundring, ja endog besungen af Anders Arrebo i hans "Hexaemeron". Den gik tabt i Kjøbenhavns store Ildebrand 1728 tilligemed saa mange andre Kostbarheder og Skatte. Det kan endelig bemærkes, at Indskriften paa Taarnet ud til Kjøbmagergade, om hvilken Professor Thomas Bang i 1657 har skrevet en lærd latinsk Afhandling, er affattet som en Billedgaade eller Rebus og skal fortolkes saaledes: Doctrinam et Justitiam dirige Jehovah in corde coronati Regis Christiani Qvarti. En lignende Indskrift ses at have været anvendt paa en Klokke paa Kronborg.

Da Kongen havde besluttet at opføre Skipperboderne paa den Grund, hvor Slottets Urtehave havde ligget (smlgn. S. 459), og Gaderne: Delfinstræde (Dybensgade), Laxestræde, Hummerstræde og Skipperstræde (Husrækken ved Holmens Kanal overfor Holmens Kirke) anlagdes med Boliger for Kongens Søofficerer og andre til Holmen og Flaaden knyttede Embedsmænd, blev Holmens Menighed oprettet ved en kongelig Befaling af 7de December 1617. Der var endnu ingen Kirke her, hvorfor man foreløbig benyttede et Hus paa Bremerholm, hvori Holmens Folk, der fik Naturalforpleining fra Proviantgaarden, pleiede at holde deres Maaltider. Denne Tilstand varede dog ikke længe, thi Kongen lod nu Holmens Kirke indrette


521

i den Bygning eller rettere de to sammenbyggede Huse, som laa tæt ved Indseilingen til Havnen, og i hvilke der var Ankersmedie og til forskjellige Tider havde været Mønt, Toldbod og Navigationsskole. Kirken indviedes den 5te September 1619 af Sjællands Biskop, Dr. Hans Povelsen Resen. Oprindelig synes kun den lavere Bygning eller Smedien (se v. Wicks Fugleperspektiv) at have været Kirke med en Sideindgang fra Holmens Kanal; men ved en stor Udvidelse og Ombygning i 1640-41 blev Choret indrettet i den to Etages Bygning med Gavlen ud til Vandet, og begge Huse forenede til et Hele. Ved denne Leilighed fik Kirken sit fladbuede Stukloft, sine første to Rækker Pulpiturer og Stolestader, og blev en Korskirke ved tilbyggede Fløie, eller som Kongen selv udtrykker sig: "den blev gjort med et Kryds baade paa Siden mod Byen og mod Holmen". Paa Christian den Fjerdes Tid var Kirken gulmalet udvendig (ved en Reparation i Begyndelsen af forrige Aarhundrede blev den rød), Taget var tækket med Skifer og Spiret med Spaan. Fløistangen er fra 1640, men selve Fløien fornyedes under Frederik den Fjerde. Som Følge af Kirkens hele Tilblivelsesmaade ligger dens Chor ikke i Øst, men i Sydvest, og det viste sig overhovedet ved den store Restauration i 1872, at den er opført uden synderlig Omhu, hvad der utvivlsomt skyldes Rigets slette Pengevæsen i Christian IV.s sidste Regjeringsaar. Den populaire Fortolkning af Kongens over Sandstensportalen mod Holmens Kanal anbragte Symbolum R. F. P. (Regnum firmat Pietas): "Riget fattes Penge", passer altsaa ganske vel paa denne Kirkebygning.

Kirkens Formuesomstændigheder vare saa slette, at Glarmesteren, der havde indsat Vinduerne, endnu ikke var betalt i 1650. Der blev gjort forskjellige Forsøg paa at forøge Indtægterne; saaledes fik Fiskalen paa Holmen i 1646 Ordre til at opkræve Kirkens Tilgodehavende, og der blev fastsat en Taxt for Begravelsessteder i og udenfor Kirken, fra 40 Rdlr. i Choret til 1 Rdlr. eller 3 Mark for et "lille Lig" paa Kirkegaarden. Det næste Aar vedtoges en Taxt for Stolestaderne, ifølge hvilken Rigens Raad, Rigens Admiral, Sekretairen i Kancelliet, Rentemesteren, Øversten over Artilleriet, deres Frøkener, Fruer og Jomfruer kunde give efter "deres Excellencers og velbyrdig Herrers egen Diskretion"; Skibskaptainer, Lieutenanter, Skrivere ved Provianthuset, Tøihuset, Bryggerset og Holmen, Haandværkernes fornemste Mester og Underskriveren skulde


522

give 1 Rdlr., Skippere og Skibsskrivere 1 Sletdaler, lige ned til 2 Mark for de laveste Underklasser. Det bestemtes ligeledes, hvad der skulde gives for Klokkeringning ved Begravelser saavelsom til Skolemesteren og Skoledrengene, der sang for Liget. Der var imidlertid saa faa Drenge i Holmens Skole, at de tolv "Davidsdegne" (smlgn. S. 495) fra Vor Frue Skole ved overordentlige Leiligheder, saavel ved Begravelser som Brudevielser, maatte assistere for Betaling. Fattigfolk fik fri Jordpaakastelse, men var det en Afdød, "som længe og vel haver tjent Hans kongelige Majestæt enten som Officer eller udi andre Maader Noget meriteret og dog udi yderste Armod geraadet", skulde han have en høitidelig Begravelse med Klokkeringning saavelsom Præstens og Skolens Tjeneste frit. Den første, der blev begravet i Kirken, var dens første Præst, Mester Niels Mikkelsen, som døde i 1645, og efter Kongens udtrykkelige Ønske jordfæstedes i Choret. Holmens Kirke havde i lange Tider intet Orgel, indtil Organisten ved Nikolai Kirke, den høit berømte Jørgen Lorentz eller Lauritsen, der af Samtiden kaldes "en Orpheus", i 1646 fik Tilladelse til at opsætte et "Orreværk". Kongen vilde dog ikke have nogen Udgift derved, men overlod det til ham selv at komme til Rette med Menigheden om den Løn, der skulde gives ham eller en anden dygtig Musiker. I 1653 erhvervede Kirken dog Orglet som Eiendom.

Medens der saaledes, som vi have set, viste sig Trang til nye Kirkebygninger i Byens østre og nordre Dele (S. Anna Rotunda og Trinitatis Kirke) saavelsom for Søfolkene paa Bremerholm, voxede samtidig Indbyggernes Antal saaledes udenfor Vester- og Nørreport, at Kongen i 1618 paatænkte at opføre en Kirke paa nuværende Vesterbro, der skulde være fælles for Forstæderne. Denne Plan blev dog opgiven, og Kongen henvendte nu sin Opmærksomhed paa Pestkirkegaarden udenfor Nørreport mellem Volden og Søerne, hvor det i 1566 opførte Bindingsværkskapel (se Side 321 og flg.) ikke tilfredsstillede de tarveligste Fordringer og overhovedet kun benyttedes til Ligprædikener. Den 30te Marts 1623 skrev Kongen fra Kronborg til Universitetsprofessorerne, at de paa Vor Frue Kirkes Bekostning skulde lade en grundmuret Kirke opføre paa Kirkegaarden udenfor Nørreport, og sørge for, at den blev færdig i Løbet af Sommeren. Dette Forlangende blev ikke modtaget med Glæde; Kirken havde ingen disponible Midler, og Professorerne søgte derfor


523

at formaa Byen til at bære en Del af Udgifterne, hvorpaa Borgmestrene dog ikke vilde indlade sig. Et andet Forsøg paa at slippe for godt Kjøb, nemlig ved at indskrænke Arbeidet til en Hovedreparation af det gamle Kapel, havde et ligesaa uheldigt Udfald, da Murmesteren erklærede, at det ikke kunde lade sig gjøre, og der var altsaa intet Andet tilbage end at tage fat paa Værket fra Grunden af, især da Kongen blev ved at drive paa. I Sommeren 1624 afsluttedes Kontrakt med en Murmester om Opførelse af en hel ny grundmuret Kirkebygning, men trods alt Kongens Hastværk og talrige Paamindelser, gik Tiden, uden at man kom af Stedet. Først den 18de Juni 1628 kunde Kirken indvies af Sjællands Biskop, og det gamle Kapel nedbrydes. Skjøndt der saaledes var hengaaet 5 Aar med dette Byggearbeide, var det ingenlunde synderlig anseeligt eller imponerende. Kirken var lille; dens Alter var taget fra Frue Kirke (som selv anskaffede et nyt), Alterklæde og Lysestager maatte laanes, der var intet Orgel, end ikke et Uhr; den eneste Prydelse var et Taarn, som blev beklædt med Spaan, og hvori der ophængtes en af Kongen skjænket Klokke, som skulde ringe af og i Vagt, hver Morgen Kl. 4 og hver Aften Kl. 8. Over Hovedindgangen var Christian den Fjerdes Navnetræk anbragt med Vor Frue Kirkes og Universitetets Vaaben paa Siderne, tilligemed en latinsk Indskrift, som meddelte, at Kirken var bygget til Guds Ære, efter Kongens Befaling og for Vor Frue Kirkes Midler. Iøvrigt fik Kirken et Uhr i 1636, og i 1646 begyndte man at lade en Tavle gaa om til Anskaffelse af et Orgel.

Den første Præst for den nye Menighed, Thor Rasmussen, var tillige Sognepræst i Hvidovre, og Embedet vedblev at være et Annex til dette Kald. Det var et daarligt Embede; Indtægterne vare smaa, thi Præsten havde fraskreven sig al Indtægt af Ligtaler, der ellers kastede godt af sig, og "spistes - som Thor Rasmussen siger - udi stor Armod med Bedrøvelsens Brød". Hertil kom, at Menigheden bestandig formindskedes; nogle af dens Medlemmer søgte til tydske Kirke, Indbyggerne paa Østerbro saavelsom Folkene paa Rosenborg fandt efter de nye Fæstningsværkers Anlæg Veien for lang og søgte til Byens Kirker, medens atter Andre nedbrød deres Huse og flyttede indenfor Voldene. Vel befalede Frederik den Tredie de til Ladegaardsmarken udflyttede Amagere saavelsom alle udenbys Beboere at søge Kirken udenfor Nørreport som deres rette


Nyboders
gamle Vagt

Nyboders gamle Vagt.

[524]

525

Sognekirke, men kort efter klagede Præsten atter over, at Husene bleve nedbrudte. Samtidig var Præstegaarden saa forfalden, at Præsten forlangte Tilladelse til at udleie den og selv søge sig en Bopæl i Nærheden.

Kaldsretten til Præsteembedet tilkom Universitetet, den kongelige Lehnsmand og fire af Sognets bedste Borgere; om Retten til at besætte Graverpladserne opstod der derimod Strid kort efter Kirkens Fuldendelse. Kjøbenhavns Borgmestre og Raad, der Intet havde bidraget til Bygningen, gjorde Fordring paa at udnævne Graverne, under Paaskud af at de tillige vare Stadens Kurer i Vor Frue Taarn, men da Sagen kom for Herredagen, gik Dommen Magistraten imod; Retten blev tilkjendt Kirkeværgerne. I 1637 anlagdes der en ny Kirkegaard udenfor Nørreport, som dog vel nærmest maa betragtes som en slet og ret Udvidelse af den gamle, maaské nærmest en reserveret Plads for Menigheden, der maatte føle sig krænket ved at begraves mellem Pestlig og Forbrydere. Naar Kongen i 1638 befalede, at en tyvagtig Kvinde, der var død paa Pinebænken, skulde begraves paa "den nye Kirkegaard" sigtede han derfor neppe til det nye Afsnit af Terrainet, men til det Sted paa Pestkirkegaarden, hvor Forbrydere nu engang begravedes. Hermed stemmer det ogsaa, at det var en særlig Haan, der vistes Christian den Fjerdes Frille, Vibike Kruse, som døde umiddelbart efter Kongen, da hun "blev udført i en slet (simpel) Ligkiste paa en gammel Arbeidsvogn og begravet om Aftenen paa den nye Kirkegaard udenfor Nørreport "iblandt de Grave, hvor de, som blev henrettede, vare begravne". Kirken udenfor Nørreport bestod iøvrigt ikke længe; den blev nedbrudt tilligemed Forstæderne den 11te August 1658, da Carl Gustav nærmede sig Hovedstaden, og blev aldrig gjenopført. Kvarteret mellem Volden og Søerne fik ingen Kirke siden, og Nørrebro først to hundrede Aar efter, da St. Johanneskirken indviedes i August (den 25de) 1861.

Det er ovenfor (S. 459) berørt, at Chr. IV opførte Skipperboderne for Søofficerer og andre i Forbindelse med Flaaden staaende Embedsmænd i den gamle Urtehave Syd for Admiralgaarden, hvor Gaderne bleve opkaldte efter forskjellige Sødyr, nemlig Delfinstræde (eller Dybensgade efter det opfyldte Dyb mellem Byen og Bremerholm), Laxestræde og Hummerstræde. Husrækken overfor Holmens Kirke hed Skipperstræde. Der er den Mærkelighed ved disse Huse,


526

at de allerede ved deres Opførelse bleve numererede, og ialfald i 1654 havde Gadenavnene malede paa Hjørnerne. Da Kongen noget senere efter Freden i Lybæk oprettede et fast Korps af Søfolk (Holmens faste Stok), fordi Handelen og Skibsfarten led under den aarlige Udskrivning af Baadsmænd, og han ude i Egnen mellem Rosenborg og den nye Toldbod (anlagt i 1630) havde erhvervet udstrakte Grunde (smlgn. S. 506), opførte han her i Aarene fra 1631 til henimod 1641 ikke mindre end 600 Vaaninger i 20 Dobbeltlænger, som efter deres Bestemmelse fik Navn af "Baadsmandsboderne" eller Kongens de nye Boder (i.e.: Nyboder). I 1631 paalagdes en treaarig Afgift af alle Skibe til disse Friboliger, men under den herskende Pengenød gik det kun smaat med Byggeriet, hvorover Kongen gjentagne Gange lagde sin Utaalmodighed for Dagen. I Juni 1631 skriver han til Rigens Admiral: "Efterdi jeg ikke kan se, at de Boder til Søfolket med den Indkomst, som dertil deputeret er, udi 60 Aar kan blive færdig, og Dig er bevidst, hvad Magt dette Rige paa Søen ligger, ogsaa hvad Dig deran er gelegen, hvad for Folk Du idag eller imorgen med fægte skal, naar Behov gjøres, saa skal Du samme Værk være Dig angelegen, paa det man til nogen Rigtighed dermed kan komme, førend Raadet skilles ad. Mig at forstrække Penningen og siden tage Snak derfor, som vel før sket er, det er intet min Leilighed". Man ser heraf, hvor magtpaaliggende Sagen var for Kongen, og der er ingen Tvivl om, at Kjøbenhavns Indvaanere med Glæde saa en Forholdsregel, der vilde befri dem for den besværlige Indkvartering.

Nyboder blev færdig ved Aaret 1641. Naar man traadte ud af Østerport for Enden af Østergade, saas den i det Fjerne som en lille By for sig, thi det varede mange Aar, før Terrainet mellem Baadsmandshusene og den gamle By blev bebygget. Oprindelig laa Boderne udenfor Voldene, men i Christian den Fjerdes sidste Regjeringsaar kom de til at ligge indenfor. De dækkede et anseeligt Fladerum; H. D. Lind angiver det i sit Skrift om "Nyboder og dets Beboere" til 18 Tønder Land. Mod Nord - skriver han - begrændsedes Nyboder af Tulipanstræde, Elephantstræde og Hundestræde (nuværende Gernersgade); ind ad imod Byen dannedes Grændsen af Lavendelstræde (nuværende Klærkegade) Hjortestræde og Hindestræde; mod Øst strakte Nyboder sig ned mod Stranden, det vil sige: til den senere Ny (nu Store) Kongensgade; endelig


527

naaede Nyboder mod Vest næsten hen til den senere Rigensgade. Husrækkerne gjennemskares af to Tværgader: Adelgade og Borgergade. Den førstnævnte, hvis Navn i ældste Tid varierede mellem den "store Algade" og "Dyregade", var skraatløbende, sandsynligvis for at føre Passagen direkte mod Nord; Borgergade, hvis ældste Navn i Nyboder var Prindsestræde eller Fyrstegade, dannede derimod en ret Vinkel med Husenes Rækker. Da den allerede før Kjøbenhavns Udvidelse synes at have været en brolagt Vei, som fra Byen førte ud til Nyboder i Forstaden, har den i Menigmands Mund sikkert ogsaa heddet "Stenbroen" eller blot "Broen".

De eiendommelige Gadenavne, som Kongen i 1641 gav den nye Baadsmandsby, og som tilligemed Numrene vare paamalede indtil ind i næste Aarhundrede, ere for en stor Del bevarede den Dag idag. De vestlige Gader fik Navne efter Urter og Blomster som Merian, Timian, Krusemynte, Salvie, Tulipan, Neglike og Rose; Gaderækkerne mellem Adelgade og Store Kongensgade derimod efter Pattedyr som Løven, Bjørnen, Ulven, Ræven, Haren, Kamelen, Elephanten, Hunden og Katten, mellem hvilke den phantastiske Enhjørning har forvildet sig. Nutidens Byggelyst, der har berøvet Nyboder dets gamle Grændser, har ogsaa hidført visse Forandringer i Gadenavnene; saaledes er Lavendelstræde med dens Fortsættelse Hjortestræde (senere Skolemesterlængen) bleven til Klærkegade; Løvegaden og Kattegaden ere forsvundne, Neglikegade (senere Kokkegade) Bjørnegade og Kaninstræde ere blevne til Fredericiagade, Pindsvinegade til Lorenzensgade, medens Hundestræde allerede i 1654 blev kaldet Elsdyrsstræde, derpaa "Nylængen", "Nygade" og endelig i vore Dage "Gernersgade". Det er ovenfor (S. 518) berørt, at Planen om at give Nyboder, eller som dens officielle Navn skulde være "S. Anne By", en selvstændig Sognekirke, ikke blev realiseret; S. Anna Rotunda eller "den trinde Kirke" blev vel paabegyndt, men aldrig fuldført.

Da Nyboder var tagen i Brug, sørgede Chr. IV for, at der blev "forordineret" en Bager derude ved Navn Abraham Holterman, som dog havde Ondt ved at konkurrere med de kjøbenhavnske Bagere og Høkere, hvorfor det i 1646 forbødes disse at bringe deres Varer derud. Sandsynligvis opslog en Brygger ogsaa sin Bopæl i "Bryggerlængen", Den øvrige Kost, som neppe var synderlig rigelig eller god, leveredes som Naturalforpleining fra


528

Provianthuset, hvor den hentedes af Baadsmændene eller deres Koner og Børn og førtes til Hjemmet for at tillaves. For de syge og saarede Matroser havde Kongen allerede tidligere sørget, thi, siger han, "hvo som bliver udygtig til at fortjene sit Brød ved de Saar, han faar af Fjenden, skal forsørges af Kongen, og den, som saares af Fjenden eller i Kongens Tjeneste, skal underholdes og læges frit og nyde sin fulde Løn; men for andre Saar og Skader (i.e.: hvori man selv er Skyld) skal hver især betale". Det er første Gang, at en saadan Forpligtelse anerkjendes. Som Følge heraf ansatte Kongen en Badskær ved Bremerholm og indrettede samtidig (maaské i 1618) Baadsmændenes Sygehus, der laa ved "Bremerholrns Laage" ikke langt fra Holmens Kirke, omtrent hvor Søkortarchivet laa i vore Dage inden Gammelholms Bebyggelse. Det blev i 1628 flyttet til et Sted mellem Gammelmønt og Regnegade, og bestyredes af en Forstander, som havde en Kok, en Kjældersvend og 2 Kvindfolk til Medhjælp. Sygehuset, "hvor saa mange tro Søtjenere med Suk hvilede deres fortrællede Lemmer og dødssyge Legemer, ja med Længsel leverede Gud deres angerfulde Sjæl", nød Indtægt af forskjellige Bøder, men kom dog snart i Forfald, indtil det i Frederik den Tredies Dage gjenoplivedes som "Kvæsthuset«, og flyttedes hen i den store grundmurede Bygning paa Bremerholm, det saakaldte Seilhus. For Nyboderbefolkningens aandelige Velvære indrettede Chr. IV en Skole, som rimeligvis laa paa Hjørnet af Borgergade og Skolemesterlængen (Hjortestræde), altsaa paa den nuværende Frimurerloges Grund. Den kan betragtes som Kjøbenhavns første Almueskole og har vistnok bestaaet indtil vore Dage som Søetatens Drengeskole. Undervisningen var gratis, og Skoletvang kjendtes ikke. En Betalingsskole havde Holmens Folk iforveien i den af Chr. IV i 1628 stiftede Holmens Skole, der fik Lokale i Baadsmændenes ovenfor omtalte Sygehus, da dette flyttedes til Gammelmønt. Skolens egentlige Opgave var at uddanne Kordrenge til den hosliggende Kirke; derfor fik Skolemesteren, som tillige var Degn ved Kirken, Maanedskost lig med Kongens Skippere, mod at undervise 12 "Pöcker" (Skibsdrenge) i Læsning, Skrivning og Regnekunstens Begyndelsesgrunde. Andre Børn kunde dog ogsaa optages, men kun for en Betaling af 2 Skilling om Ugen, hvorfor Nyboders fattige Befolkning neppe søgte Skolen. I 1635 ansattes en Andenlærer eller Hører ved Skolen, som tillige var Graver ved


529

Holmens Kirkegaard. Børnene havde samme Ret til at synge ved Ligbegjængelser som "Davidsdegnene" ved Vor Frue Skole; men Brudevielser vare forbeholdte de sidste. Herved saavelsom ved Retten til at opvarte Sognets Folk med Musik paa Høitidsaftener, blev Skolemesterens Stilling senere saa indbringende, at "ikke mange Rektorer i Danmark vare saa vel lønnede som han". En tredie Skole, som ogsaa kom Nyboder til Gode, var den i 1647 stiftede Navigationsskole, "hvor Hans Majestæts Pöcker og Koffardi Skibsfolk saavelsom andre unge Karle, som dertil Lyst haver, informeres kunne".

At Livet i Nyboder som allevegne, hvor en enkelt lavere Samfundsklasse afspærres for sig, ikke har havt noget tiltalende Præg er øiensynligt. Lind skriver, at det var en særdeles raa Klasse, som havde hjemme her, og minder om, at der i gamle Dage ikke kunde siges noget Værre om Kjøbenhavns Studenter, end at de "skikkede sig som Baadsmænd". Bløde Sæder og fin Dannelse var overhovedet en Sjældenhed paa Chr. IV.s Tid og fandtes allermindst i Sømandsstanden. Hvor haardt det faldt at holde Orden i Nyboder, fremgaar af et Brev fra Kongen af 1641, hvori han skriver: "Der skal ogsaa tænkes paa, hvorledes Justitsen sammesteds kan holdes i Agt, førend man faar Harm derfor af disse Dannemænd, som findes deri; thi de kan gjøre Alt det, de vil, og Ingen kan faa at vide, hvem der gjør det". Allerede i 1622 ses det, at Holmens Folks Kvinder vare saa slemme til at bruge Skjældsord og anden "ubekvem" Tale, at Kongen truede dem med Tugthuset, men det maa vel erindres, at Præsterne tre Aar efter ligeledes advares mod at bruge Skjældsord i deres - Prækener. Synderlig hyggeligt kan der ikke have været ude i Nyboder, navnlig ikke om Natten, naar Alt laa indhyllet i det dybeste Mørke, og Uvedkommende havde derfor god Grund til at holde sig borte fra disse Enemærker. Det vides ogsaa, at Søfolkene hyppigt gav Anledning til Gadespektakler; navnlig herskede der i Modsætning til senere Tiders Venskab et mærkværdigt Had mellem Studenter og Søfolk, rimeligvis paa Grund af de førstes hovmodige og udfordrende pedantiske Væsen, en Følelse, der gav sig Luft i lignende Gadekampe, som senere mellem Studenter og adelige Lakeier og Officerer.

Af Christian den Fjerdes Nyboders Huse, der vare saa lave, at et voxent Menneske naade op over Tagskjæget, er der nu neppe et eneste bevaret. Afbildningen Side 524, set fra Hjørnet af


530

Enhjørningsgade og Resten af den skraatløbende Adelgade giver dog et tydeligt Begreb om de gamle saavelsom om de nyere to Etages Boliger. Den lidet imponerende Vagt eller Corps de garde med Klokkestablen, der indtager Billedets Midte, er kun 100 Aar gammel; den skriver sig fra 1787 og afløste en ældre lignende Bygning, som toges i Brug i 1694. Af den Tarvelighed, som oprindeligt herskede i disse Nybodershjem, og som enhver Beboer efter sin egen Smag maatte afhjælpe ved Blomster i Vinduerne, malede Skabe, Træbænke, Kjøkkentøi o. d., giver H. D. Lind følgende Skildring: "Vi gaa nedad den henved 25 Alen brede Gade, som danner en hæderlig Modsætning til det daværende Kjøbenhavns snevre Gyder; her er gode Betingelser for en uhindret Luftfornyelse. Allerede skinne de rødmalede Vindusskodder og Døre os imøde; de ere grelt afstikkende imod de hvidkalkede Murflader, hvis Grundmur ogsaa er mærkelig, eftersom Datiden ofte lod sig nøie med Bindingsværk i Ydermurene. Gadedøren er simpel, sammenslaaet af Brædder; den bestaar af to Halvdøre, hvoraf hver kan lukkes op for sig, og har som alle Husets Døre det saakaldte Klinkefald, men desuden en stor Træklaas. Have vi faaet Døren lukket op, maa vi bukke os for at gaa ind, thi Døraabningen er lav; i hele Leiligheden er der lavt til Loftet, lidt over 3 Alen. Vi træde først ind i den lille Forstue, 2 1/2 Alen i Firkant, der fortsættes umiddelbart af et lille Kjøkken, som er fælles for Husets to Leiligheder. Kjøkkenet danner den eneste Gjennemgang til Gaardsrummet og faar kun Lys, naar vi aabne Gaarddøren, der ligner Gadedøren, men ingen Laas har. Hvert Hus bestaar, som sagt, af to Leiligheder, hvoraf den til Gaden indbefatter en Stue (knap 4 Alen dyb, 6 Alen lang) med 2 Fag Vinduer, og et Kammer (af samme Dybde, men 3 Alen langt) med et halvt Fag Vindu. Leiligheden til Gaarden ligner Gadeleiligheden, men har kun 1 Fag Vindu i den største Stue. De to Leiligheders Beliggenhed i Forhold til Verdenshjørnerne maa kaldes ret uheldig, idet begge Stuer i den ene Bolig, som vender mod Nord, kun i Sommermaanederne have en Smule Morgensol, medens den tilsvarende Naboleilighed mod Syd er besværet af Varmen, da Solen her staar paa netop i de hedeste Middagstimer. Autoriteterne synes ogsaa at have været sig denne Mangel bevidste, idet de godt kjende Forskjel paa "Solsiden" og paa "Mørkesiden" af Nyboders Huse. Udstyrelsen af Huset er


531

iøvrigt simpel; hvert Vinduesfag tæller 30-40 blyindfattede Ruder; Glasset er grønligt og kun lidet gjennemsigtigt; Gulvet bestaar kun af stampet Ler "ligesom udi alle Hans Majestæts Barakker"; det er disse Lergulve, som Byggekontrakten af 1636 hentyder til ved at omtale "Fyldingen inden udi Husene". Væggene, der fremvise den raa Kalkpuds, Bjælke- og Bræddelofterne, hvorpaa Værelsets Vanddampe om Vinteren ville fortætte sig, kunne ikke tilfredsstille selv beskedne Fordringer om en hyggelig Bolig. Den største Mangel ved Leiligheden er dog den, at der ingen Ovn findes. Da Skorstensaabningen ikke er vendt ind i Stuen, kan Arnens Ild ikke opvarme dette Rum, men Kjøkkenet, som er udsat for Trækvinde, er det eneste Sted, Arneildens Varme kommer tilgode. Udenomsleiligheden er ikke saa mangelfuld. Kjælderen, som adskillige Steder er udgravet under Gulvet i det lille Kammer, maa være til megen Nytte, naar den blot ikke trækker Vandet fra den fugtige Grund til sig; Gaardsrummet, der ikke belemres af høie Tværbygninger, er luftigt og godt (20 Alen bredt); Loftsrummet under Tegltaget har ligeledes et anseeligt Areal; en Lem i Forstuen aabner Adgang hertil; Trappe eller Stige leverer det Offentlige dog ikke. Heroppe er der kun et tyndt Bræddeskillerum mellem dette Loft og Naboens; forneden ere derimod Husnumrene skilte ved en solid Grundmur. Tværskillerummene mellem Værelserne ere dog af Bindingsværk, ja Skærværket paa langs mellem Husets to Leiligheder bestaar af simple Brædder".

Ihvorvel Christian den Fjerdes personlige Interesse hovedsagelig gik i praktisk Retning, og han - som Rørdam bemærker - uden Tvivl vilde have vist Universitetet større Opmærksomhed, hvis det havde været et technisk Institut, blev dog hans Tidsalder overordentlig betydningsfuld for Universitetets Historie. Dette skyldes i første Række Kantslerne Niels Kaas, de to Christian Friis'er til Borreby og Kragerup samt Christen Thomesen Sehested, som alle vare lærde Mænd eller varme Beundrere af Videnskaberne. Det er ikke her Stedet at komme ind paa de Forandringer, der indførtes i det akademiske Studium, Oprettelsen af nye Professorater, Indførelse af Examiner o. d.; her skal kun mindes om de omfattende Byggeforetagender, der foretoges til Fremme for Universitetsstudierne eller til Gavn for Studenterne. Allerede under Kongens Mindreaarighed havde Regjeringsraaderne gjort Skridt til at realisere


532

et af Frederik den Anden paa Universitetets Grund paabegyndt Byggeforetagende, nemlig en Bopæl for de hundrede Studenter, der underholdtes af Kommunitetet (smlgn. S. 385), men skjøndt der blev indsamlet ret betydelige Pengesummer og Materialier, havde Sagen ingen Fremgang. Først i Aaret 1600 tog man fat for Alvor; Kirkerne i Sjælland, Skaane, Lolland, Falster og Møen maatte afgive en Del af deres Pengebeholdninger til Byggearbeidet, og den 26de Juni 1601 kunde Universitetets Rektor Dr. Niels Krag indvi det saakaldte nye Kollegium i Kongens og en Del af Rigsraadets Nærværelse. Kollegiet, der laa paa den Plads, som nu indtages af Universitetets Solennitetssal, fik imidlertid en ganske anden Anvendelse, end man fra først af havde tænkt; istedetfor at blive en Studenterbolig, indrettedes det til Forelæsningssale eller Auditorier, for hvilke der var stor Trang.

I Modsætning til de øvrige gamle og tildels forfaldne Bygninger, hvoraf "Studiigaarden" bestod, var det nye Kollegium et anseeligt Stenhus paa to Etager, opført i nederlandsk Renaissancestil som saa mange andre af Christian den Fjerdes Bygninger og prydet med et Trappetaarn med Spir midt for Gaardfaçaden. Foroven var et stort Auditorium med to Kathedre, Bænke for Tilhørerne og i hver Ende af Salen en aflukket Stol med Vinduer, bestemte for Kongen og Kantslerne, naar de vilde overvære de akademiske Øvelser. I denne med panelede Vægge og tavlet Loft udstyrede Sal stod et høit grønt Skab, "hvilket oplades og staar aabent, naar Medici disputere, eller der er Promotion; derudi er at se for Alle og Enhver et Skeleton, som er et ganske Menneske med sine Lemmer og Ben (uden Kjød og Hud) alle Benene med Messingtraad sammennettet og fastgjort, staaendes ret over Enden med en Spade udi Haanden". Dette Skelet blev senere flyttet til det anatomiske Theater. I et tilstødende Rum var Tyge Brahes Himmelglobus en Tidlang opstillet, inden den flyttedes til Rundetaarn (smlgn. S. 520). I nederste Etage var ligeledes et Auditorium med to Kathedre og Bænke, og i et Værelse ved Siden det forhen (S. 358) omtalte kunstige "Automaton" eller Seirværk fra Chr. III.s Tid, som den russiske Czar havde afvist som Hexeri, og i 1608 blev skjænket Universitetet af Kongen. Det blev en Tidlang passet og vedligeholdt omhyggeligt, men længe før dets endelige Undergang i 1728, var det ved Vanrøgt blevet aldeles ubrugeligt. Allerede


533

i 1646 siger Kongen, at Seirværket var yderst forsømt. "Jeg er vis paa - skriver han - at det ikke haver været opdragen, siden jeg gav det til Universitetet, som er langt over tredive Aar siden, uanset samme Værk kan gaa Aar og Dag. Det Samme kan ogsaa lege Psalmer, som muligt de godt Folk intet skjøtter meget om at høre".

Det nye Kollegium dannede Universitetets østlige Længe, den nordlige bestod af den gamle Konsistoriebygning (smlgn. S. 211) og en tilstødende Professorbolig. I Konsistorii-Hus afholdt det akademiske Senat sine regelmæssige Forsamlinger og drøftede alle de for-

Konsistorium
som Tamperret

Konsistorium som Tamperret. Efter Rothes Reskripter.

skjellige Sager, der henlaa under Konsistoriets Kompetence, og her holdtes fra Juni 1681 den saakaldte Tamperret, i hvilken alle sjællandske Ægteskabssager bleve undersøgte og paadømte. I Skabene i Baggrunden af Forsamlingssalen opbevaredes en Del af Universitetets Archiv, en anden Del tilligemed dets Kapitaler opbevaredes i den saakaldte "Hvælving hos Konsistorium". Det ses, at der mellem Vinduerne hang Portraiter af Universitetets Velgjørere, deriblandt af Christian den Første, Christian den Tredie og Christian den Fjerde, ogsaa af Christoffer Valkendorf og flere andre Patroner og


534

Velgjørere. Under Bygningen indrettedes i 1626 to Fængsler, hvoraf det ene kaldtes "Studenterkjælderen", det andet "Bondekjælderen". I det første anbragtes de akademiske Borgere, der havde gjort sig skyldige i Gadeuordener og andre Forseelser, medens det andet Carcer var bestemt for andre af Universitetets Undergivne. Allerede Christian den Tredies Fundats viser, at der dengang existerede et eget Studenterfængsel, men det maa indtil 1626 have været paa et andet Sted. Det hørte til Pedellernes Forretning at arrestere Studenterne, opvarte dem i Fængslet og gjøre dette rent, hvorfor der tilkom dem Sportler. Vilde en Student ikke godvillig "indgaa in carcerem", foreviste Pedellen ham det akademiske Polititegn (manus consistorialis) en Metalhaand paa et Træskaft, den eneste Universitetet vedkommende Oldsag, der er bleven skaanet under Ildebrandene 1728 og 1807.

Det
akademiske Polititegn

Det akademiske Polititegn. Efter Originalen.

Studiigaardens Vestside ud imod Nørregade bestod af to selvstændige Huse, forbundne ved en Mur, nemlig det ældste Kollegium, paa Hjørnet af Nørregade og Kirkegaarden (nuværende Frueplads) og den ældste Kommunitetsbygning, hvilke dog i 1623-24 bleve sammenbyggede til én Længe. Det første af disse Huse, en gothisk grundmuret Bygning med takkede Gavle, var, indtil det nye Kollegium opførtes, den egentlige Universitetsbygning, men blev i 1622 solgt til Kommunitetet og indrettet til Spisesal for Alumnerne, hvis Antal af Chr. IV i 1618 var forøget med 20 og i 1630 atter med 24. Hidtil havde Spisesalen været i den ovenfor nævnte ældste Kommunitetsbygning, der ogsaa hed "Studenterstuen" eller "det gamle Kloster" (smlgn. S. 386), en Bindingsværksbygning til Nørregade med et Trappetaarn til Gaarden. Indvendig - skriver Meiborg i Matzens "Universitetets Retshistorie" - var "Stuen" efter Datidens Skik broget malet; Lofterne vare gule, Bjælkerne røde eller brune, Døre og Vinduer røde eller grønne, Væggene brogede med Blomster. Meublementet bestod af en Kakkelovn, en Skjænk, Bænke til at sætte Kander paa, lange Borde og Bænke


535

samt trebenede Stole. Bordene dækkedes med Duge, med Kander, Fade og Tallerkener af Tin samt med korte Knive. Gulvet strøedes med Sand, og hvert Foraar smykkedes Stuen med Bøgeløv. Omtrent i 1627 flyttede Kommunitetsalumnerne over i den nye Spisesal, der synes at have været udstyret med rigt udskaaret Panel, og i Mai 1641 brændte den gamle Bindingsværksbygning ved en Vaadeild, som dog takket være Kongens personlige Nærværelse paa Brandstedet ikke afstedkom videre Ulykker. To Aar efter var Bygningen gjenopført, denne Gang af Grundmur.

Universitetsfirkantens Sydside begrændsedes ud til Frue Kirkegaard af en to Etages grundmuret Bygning i Renaissancestil, opført i 1545 (se S. 293). Den havde oprindelig været bestemt til

Adgangstegn
til Anatomitheatret

Adgangstegn til Anatomitheatret. Efter Th. Bartholins: Cista medica.

"Studenterboder", men indrettedes til Bibliothek i øverste Etage og Auditorium i nederste. Da den medicinske Professor i Rostock, Simon Pauli, i 1639 blev kaldet til Kjøbenhavn for at beklæde den nyoprettede Lærestol i Anatomi, Chirurgi og Botanik, blev nederste Etage i Bibliotheksbygningen, eller som det kaldtes: "det gamle Auditorium" indrettet til det første anatomiske Theater i Danmark, hvorefter hele Huset fik Navnet: domus anatomica. Ligesom denne Institution blev epokegjørende for Lægevidenskabens Udvikling og Studium herhjemme, saaledes er der ingen Tvivl om, at det var en Begivenhed i Byens Annaler, da Simon Pauli den 3die Marts 1645 holdt sin første offentlige Dissektion af en halshugget Kvindesperson »udi mange fornemme Folks Aasyn«. Tidligere var Anatomien bleven betragtet med Afsky, og Læger som Anders Christensen, Caspar Bartholin og Ole Worm havde enten maattet opgive disse Øvelser helt eller nøies med Sektion af Dyr; nu var Videnskaben med Et nobiliteret. Adgangstegnet til disse Forelæsninger, som be-


536

taltes med 6 Mark, var en rund Skilling, paa hvis ene Side læstes: "Anatomisk Adgangstegn", paa den anden saas et Dødninghoved, korslagte Ben og spirende Ax med Omskriften: "De tørre Ben skulle grønnes lig Sæd".

Det anatomiske Theater bestod af forskjellige Smaaværelser til Præparering af Kadavere, et Kjøkken, en Forhal m. m. og endelig en høi, firkantet rummelig Anatomi-Sal med fire Rækker Bænke, amphitheatralsk anbragte, saaledes at de nederste vare de fornemste og bestemte for Professorer, Doktorer i Medicinen og fornemme Gjæster. Midten af Værelset indtoges af et Bord, som kunde dreies til alle Sider, og var omgivet af en Skranke for at holde altfor nærgaaende Tilskuere tilbage. Simon Pauli opstillede et mandligt og kvindeligt Skelet i Salen, hvilke han gav Navn af Adam og Eva, og mellem hvilke Træet med Slangen var anbragt. Her fandtes ogsaa adskillige Dyreskeletter, og det er værd at fremhæve, at Simon Pauli viste særlig Interesse for den nordiske Fauna og i ét Program af 1644 udtalte Haab om, at Skeletter og udstoppede Dyr fra Norge, Island, Grønland og andre til den danske Stat henhørende Lande efterhaanden kunde blive samlede her. Forskjellige Steder i Bygningen og enkelte Skeletter vare efter Datidens Skik betegnede med latinske Vers; saaledes læstes over Indgangen: "Her ser Da, Vandringsmand, enten Ben eller sønderdelte Legemer; her løser og forener Kunsten Naturens Værk". I et af de tilstødende Værelser stod et af Chr. IV skjænket Sangværk eller Positiv, hvis Toner skildres som smukke, og som "kunde lyde og spille af sig selv", naar det var optrukket.

Husets øverste Etage indtoges af Universitetsbibliotheket eller en Del af det, thi en Donation af Tolderen Frands Willumsen (af 1565) det saakaldte Bibliotheca Franciscana eller "Frands Tolders Liberi" var opstillet i et særligt Lokale paa Frue Kirkes Loft. Netop paa Chr. IV.s Tid modtog Bibliotheket meget betydelige Forøgelser først ved den medicinske Professor Anders Lemvigs Testamente af 1601: 3000 trykte Bøger og 175 Manuskripter, derpaa som Nytaarsgave fra Kongen den 1ste Januar 1605 saagodtsom hele det kongelige Haandbibliothek fra Kjøbenhavns Slot, der var samlet af Chr. III og Fred. II. Af Bøgerne, der talte over 1000 Bind foruden endel Manuskripter, vare mange pragtfuldt indbundne i Fløil og med Sølvspænder. Hertil kom Afleveringer fra de konge-


537

lige Historiografers og andre Historieskriveres Efterladenskaber som fra Hans Svaning, Anders Sørensen Vedel, Niels Krag, Venusinus,

Det første
Anatomitheater.

Det første Anatomitheater. Efter Th. Barholin: Cista medica.

Lyskander, Arild Hvitfeld o. fl., hvorved Universitetsbiblioteket blev Opbevaringsstedet for en rig Skat af Kilder til Fædrelandets Historie, og endelig Bogtrykkernes Forpligtelse til at aflevere et


538

Exemplar af enhver Bog, de trykkede. Paa Grund af denne overordentlige Tilvæxt kneb det med Pladsen, og Bibliotheket fik først et passende Lokale, da det i Begyndelsen af Frederik den Tredies Regjering flyttedes til Loftet over Trinitatis Kirke.

Medens Universitetets Grund hidtil kun havde indtaget en Fjerdedel af den nuværende Universitetsfirkant, udvidedes den betydeligt i Christian den Fjerdes Tid, idet Nordsiden ud til daværende Skidenstræde (Krystalgade), som Chr. III havde skjænket til Stadens tre Sognekirker (smlgn. S. 314), tilskjødedes Universitetet ved et kongeligt Gavebrev af 2den August 1600 til Anlæg af en "medicinsk Have", hvori der skulde "ympes og plantes, synderlig Simplicia". Denne Have, som laa omtrent paa det nuværende naturhistoriske Museums Plads, var den første botaniske Have i Danmark og indrettedes af Professoren i Physik, Venusinus, der tillige var kongelig Historiograf og senere blev Forstander i Sorø.

Mere populair end nogen anden af Christian den Fjerdes Bygninger og Institutioner i Kjøbenhavn er dog maaské Regensen, den berømte Fribolig for 120 Studenter, som den Dag idag staar ved Magt, altid har ligget paa samme Plads, og hvis Betydning for Studenterstanden neppe kan overvurderes. Tanken om at indrette "Studenterboder" havde, som vi have set, været oppe flere Gange, men var bestandig stødt paa uventede Hindringer, indtil Kongen i 1618 laante Kommunitetet 9000 Rdlr. til Indkjøb af den bekjendte Gaard paa Kjøbmagergade. Det var en gammel Adelsgaard med et stort Tilliggende af Udbygninger og Haver, som havde tilhørt Kantsleren Christian Friis til Borreby og efter ham hans Enke, Mette Hardenberg. Herman Zesterfleth, som i Aaret 1600 var i Kjøbenhavn, kalder Gaarden "et næsten kongeligt Palads", men dens Beliggenhed kan dog ikke have været heldig, da Hovedbygningen vistnok laa ud til Kannikestræde. I de Sale, hvor Landets første Mænd snart havde ført politiske og videnskabelige Samtaler, snart havde hengivet sig til Bordets Glæder, eller hvor Riddere og Adelsdamer havde traadt Dandsen, indrettedes der nu tarvelige Smaakamre med Kakkelovne for fattige Studerende. Ombygningen tog forholdsvis lang Tid; først i 1623 kunde de første Alumner flytte ind, og det varede endnu fem Aar, før samtlige Studenterboliger vare færdige. Dog bærer en i Muren indsat Sten den Indskrift, at "Chr. IV Danmarks og Norges stormægtige Konge helligede og


539

viede denne Fromhedens Bolig til Gud og Frelseren som et Middel til den sande Religions rigere og frodigere Udbredelse i de nordiske Riger i Aaret efter Christi Fødsel 1623". Man har ingen Afbildning af den gamle Regens, der stod indtil den store Brand 1728, men Saameget synes sikkert, at den havde tre sammenbyggede Længer ligesom nu til Kannikestræde, Kjøbmagergade og daværende Skidenstræde. Gaarden havde vistnok baade Spir og Taarne, Gavlene vare sirligt udbuede omtrent som paa Holmens Kirke, men Façadens Physiognomi har dog udadtil gjort et vist alvorligt fængselsagtigt Indtryk ved de for Vinduerne indmurede Jernstænger. Længen til Kjøbmagergade, som vistnok kun havde én Etage (de øvrige havde to) blev i 1627 indrettet til et Kapel eller en Bedesal, som otte Aar efter forsynedes med Prædikestol, Alter, Altertavle, hellige Kar, ja med Orgel, og blev en almindelig Studenterkirke. Den indviedes den 25de October 1635 i Kongens og Hoffets Nærværelse, men viste sig snart at være for lille i en Tidsalder, da Alle vare forpligtede til at møde ved Gudstjenesten. Derfor lagdes Grundstenen til Trinitatis Kirke i 1637, og efter at denne i 1656 var bleven tagen i Brug som udelukkende Studenterkirke (indtil 1683), blev Regenskirken kun benyttet til Alumnernes daglige Morgen- og Aftenandagt, religiøse Øvelser o. d. Indadtil mod Gaarden havde Regensen et venligt og hyggeligt Ydre; her var ingen Jernstænger for Vinduerne; et Trappetaarn med Spir smykkede Kirkefløien, Længen mod Kannikestræde, gjennem hvilken Hovedindgangen var, synes at have havt en Portbygning, der skjød sig frem i Gaarden, og midt i denne strakte en stor Græsplaine sig med Lindetræer. Den vestlige Del af Regensens Grund, der naaede helt ned til Borchs Kollegium, overlodes Universitetet til to nye Professorresidentser. Saalænge Gaarden var under Ombygning, kaldtes den "Kantslerens Gaard", "Studenternes Vaaninger" eller simpelthen "den nye Bygning i Kannikestræde", men senere blev dens officielle Navn: Collegium regium, hvilket atter fortrængtes af Regensen. Rørdam anser det for tvivlsomt, om denne Benævnelse har Noget med Rex at skaffe, og tror snarere, at den stammer fra de middelalderlige akademiske Forhold, hvor slige Fællesboliger for Studenter havde en Magister regens, som havde Opsyn med Beboernes Samliv og Øvelser. Af de, gamle Sten er der ikke Meget tilbage nu; dog siger Reinhardt, at Murene i de to nederste Etager i den østlige


540

Halvdel af Længen til Kannikestræde ere fra den gamle Kantslers berømte Gaard, og at det vistnok er de rundbuede Vinduer i denne, hvoraf der den Dag idag ses Spor ovenover de nuværende firkantede Vinduer.

I en vis Forbindelse med Universitetet som privat videnskabeligt Apparat stod den af Oldgranskningen og Medicinen høit fortjente Professor Ole Worms Museum. Det var anbragt i hans Professorresidents i Kannikestræde og hørte til Byens største Seværdigheder. Wolf skriver herom: "At jeg og ikke forbigaar jo ogsaa med Berømmelse skriver om Dr. Olai Worms Medicine Kunstkammer, hvorudi findes og med stor Forundring er at se meget sælsomme og underlige Rariteter og Tingester af Adskilligt, som man med Forundring en Del tilforn ikke haver set, hvilket mange fyrstelige Personer saavelsom og Gesandter, der til Kjøbenhavn ankommer, det begjærer at se for dets store Berømmelse Skyld og Afsagn paa fremmede Steder, hvilke sig derover høilig forundrer og det ikke noksom love og berømme kan. Hvilket de til et Vidnesbyrds Tegn, at de det set haver, med deres egen Haand hos hannem det udi en Bog testerer og vidner". Museet indeholdt et broget Kaos af alle Slags zoologiske Gjenstande, udstoppede Dyr, Skeletter, Kranier, Konchylier, Fugle, Fiske, Metaller, Oldsager, ethnographiske Mærkeligheder, Apothekervarer o. lign. indtil ligefremme Rariteter og Snurrepiberier.

De foran (S. 298) omtalte Onder, hvorpaa Christian den Tredies Fattigordinants af 1549 skulde raade Bod, bestod endnu uforandrede; Byen saavelsom Landet var oversvømmet af Tiggere og Omløbere, saaledes at Chr. IV i 1597 udsendte et aabent Brev "om Løsgjængere i Sjælland", hvori det bl. A. hedder: "at som det erfares, hvorledes allevegne her udi Riget skal have forsamlet sig en hel Hob Løsgjængere, som omstrippe og omløbe fra et Sted til et andet, og iblandt Borgere, Præster og Bønder bedrive megen Modvillighed og Bedrageri, en Part udgivende sig for Krigsfolk, som søge en Herre, Andre for Studenter eller Præster, somme sigende dennem at være tjenesteløse, saa har Hs. Maj. affærdiget og med deres nødtørftige Maanedspenge forsynet tre navngivne Brevvisere for i Sjælland at eftertragte og paagribe samme Løsgjængere og sende dem til vort Slot Kjøbenhavn", hvorfor han nu beder og byder Lehnsmændene saavelsom Adelen paa dens Godser at gaa


541

Brevviserne tilhaande med Folk, Jern o. l. Disse Ordrer, som med visse Mellemrum gjentoges, gik navnlig ud paa at skaffe føre og stærke Folk tilveie tjenlige til grovt Arbeide, hvorved Kongen paa engang opnaaede at tilveiebringe større Sikkerhed i Byerne og paa Landet og erhverve en billig og rigelig Arbeidskraft. Da Tidens Løsen blev at ophjælpe "Manufakturerne" og gjøre den Kraft, der ellers vilde gaa tabt for Landet, saa frugtbringende som muligt, grundlagde Kongen i 1605 et Tugthus i Kjøbenhavn i.e.: en Tvangsarbeidsanstalt for Løsgjængere, som først indrettedes i det gamle Farveri i Farvergade (smlgn. S. 415), der en Tid havde været i Tyge Brahes Besiddelse. Pladsen var imidlertid for knap, hvorfor Tugthuset faa Aar efter flyttedes til det saakaldte "Lille Helliggesthus" ved Helligaands Kirke og derfra atter til Helligaands-hospitalets gamle Bygninger mellem Graabrødretorv og Kirken. Der blev nu anstillet en formelig Jagt paa Løsgjængere, og den daværende Statholder i Kbhvn., Breide Rantzau, fik Befaling til at lade optage saa mange Mands- og Kvindespersoner, som han kunde overkomme i Staden og andetsteds og indsætte dem i Tugthuset. I Begyndelsen styredes Anstalten af en Foged; Lemmernes Klæder og Sko forarbeidedes paa Stedet selv, Provianten leveredes fra Slottet eller Proviantgaarden, og Maden tillavedes af Tugthusets Kok. I 1606-1607 var der 44 Drenge i Tugthuset, i 1609-10 steg Tallet til 96, det følgende Aar til 70 Drenge og 60 Kvindfolk, hvorpaa det atter gik noget tilbage. Et Antal Haandværksmestre, ialt 26, vare ansatte som Lærere ved Stiftelsen; der nævnes en Possementmager, en Tapetmager, en Væver, en Uldbereder, en Hatstafferer, en Perlestikker, en Skræder og navnlig en stor Deel Vandtmagere, thi Hovedproduktet var Klæde, hvoraf der leveredes store Masser til det kongelige Klædekammer. Kvinderne leverede Blaargarn, Hørgarn og Traad, Dynevaar til de kongelige Slotte, Sække, Sadelgjorde, Blaarlærred, Traad til Kongens Fuglefængere, Garn og Vaad til Fiskemesteren, Lærred til de kongelige "Kontrafeiere", Dreielsduge, ja de gamle Tapeter fra de kongelige Slotte bleve istandsatte her. Forretningen var dog ikke indbringende; ja den kunde endog ikke dække Udgifterne, og Sundhedstilstanden var bestandig slet. Mange af Lemmerne døde, og da Pesten udbrød i 1619, blev hele Virksomheden standset og Tugthuset lukket.


542

To Aar efter, i 1621 oprettedes det paany tilligemed et Børnehus, hvor Ungdommen baade kunde oplæres til et nyttigt Haandværk og vænnes fra Lediggang. Tugthuset og Børnehuset vare to selvstændige Stiftelser, og naar de i Regelen nævnes under Et, ligger det i, at deres Bygninger stødte op til hinanden og dannede et eneste Komplex. Det var atter det gamle Helligaandshospitalsbygninger, som toges i Brug, omdannede og udvidede med Nybygninger, men det er iøvrigt vanskeligt at komme til fuldkommen Klarhed om de topographiske Forhold paa dette Sted, som i Tidernes Løb er undergaaet saa mange Forandringer. Det skal kun bemærkes, at det S. 221 afbildede Begravelseskapel, der havde været Hospitalets Sygestue, nu blev indrettet til Arbeidsstue og Sovekamre for Kvinderne, hvorfor Døren til Kirken blev tilmuret. I Nærheden heraf laa Forstanderskens Hus, et Vaskehus og Drengenes Sovekammer. Boghandler Linds Gaard paa Graabrødretorv, som oprindelig havde været Fængsel for Munkene (S. 40) og derpaa Byens Fængsel (S. 505) blev nu Kirke, Skole og Skræderkammer; i Kirken skulde iøvrigt ikke blot Tugt- og Børnehusets Beboere søge, men ogsaa alle indfødte Læredrenge hos fremmede Haandværksmestre, hvis Rettroenhed droges i Tvivl. Paa nuværende Graabrødetorv ved Siden af Tugthuskirken opførtes et overmaade langt Bindingsværkshus paa to Etager for Olmerdugs- og Silkevæverne, hvilket strakte sig langs Torvets nuværende Sydside hen til Niels Hemmingsensgade. I denne Gade laa en Stald samt en stor Bygning tværs over Gaden mellem Arbeiderbanken og den nuværende Sparekasse (dækkende den største Deel af den sidstes Grund) med en Gjennemkjørsel: "Tugthusporten", som i 200 Aar gav den nordlige Del af Niels Hemmingsens Gade Navn. Derpaa fulgte det S. 306 omtalte "Lille Helliggesthus", hvori der var Klædevæveri, endvidere en lang Bygning, hvori der var Kjøkken, Borgerstue, og hvor Fogden havde Bolig og endelig en Hampebankemølle og en Valkemølle, der dreves ved Hestekraft. Terrainet var overhovedet stærkt bebygget og meget uregelmæssigt, saaledes at Husene ikke dannede nogen architektonisk Enhed; kun Helligaandskirken med sit smukke Spir ragede høit op over Omgivelserne og beherskede dem. Da Børnehuset indrettedes, blev den gamle Hospitalshave eller Urtegaard nedlagt og indrettet til Begravelsesplads for Sognebeboerne, hvilket just ikke var heldigt i hygieinisk


543

Henseende, ligesom de adelige Brevkister, der havde staaet i et Rum her, flyttedes til Vor Frue Kirkes Loft, hvor de brændte i 1728.

I Spidsen for Dobbeltanstalten stod en af Rentemestrene eller en anden fornem Mand, som skulde besøge den hver Dag eller mindst hveranden, men da de herover forsømte deres Embedspligt, blev i 1633 Captain Hans Markdaner til Søgaard Direktør eller Forstander, i 1635 Johan Blücher og endelig Erik Bager, hvilke Alle havde Bolig i Børnehuset. Under Forstanderen sorterede fire fornemme kjøbenhavnske Borgere som Tilsynsmænd, endvidere en Foged med udstrakt Straffemyndighed (korporlig Straf, forøget Arbeide eller Afkortning i Maden), en Tugthusskriver, der stod for Udspisningen, en Underskriver, en Portner, Arbeidsfolk m. fl. Børnehuset havde en særlig Forstanderske: "Børnehuskvinden". Til Anstalten var der endvidere knyttet en Præst, hvis Embede ikke var nogen Sinekure, thi han skulde ikke blot hver Søndag til forskjellig Tid prædike i Børne- og i Tugthuset, og de to Gange om Ugen undervise Alle "den ene efter den anden" i den christelige Børnelærdom, men det var ham paalagt de øvrige fire Dage om Ugen at lære dem Skrivning, Læsning og "gemen" Regning. En Bartskær havde Tilsyn med Børnenes Sundhedstilstand og skulde udføre de Ordrer, der gaves ham af Medicus. Den berømteste af de Læger, der vare ansatte ved Børnehuset, var den kongelige Botaniker Dr. Otto Sperling, hvis Skjæbne blev indviklet i Korfitz Ulfeldts, og som døde i Blaataarn som Fange Juledags Morgen 1681. Leonora Christine har i "Jammersmindet" hædret hans Troskab mod den Ulfeldtske Familie, og han har selv i sin nys af Birket Smith udgivne Selvbiographi leveret vigtige Bidrag til Belysning af Datidens Sæder og Tilstande.

Medens Tugthuset nærmest var en Straffeanstalt, i hvilken Fangerne i Regelen, skjøndt ikke altid, indsattes ved Lov og Dom, var Børnehuset - som Dr. Dyrlund siger - fornemmelig en Tvangs-Opdragelsesanstalt for forsømte Børn (baade Drenge og Piger), som bleve revne bort fra deres frie Gade- og Tiggerliv, undertiden med Magt. I en trykt Forordning af 1621 bemærker Kongen udtrykkelig, at han har ladet de to Stiftelser indrette hver for sig, "paa det Børnene ikke skulle forvides udi noget Tugthus og hos dennem at være opfødte, som for uærlige Gjerninger indsatte ere". Som man heraf ser, var Tugthusets Rygte ikke det bedste, og Forældrene maatte


544

yderligere beroliges med den Forsikkring, at Børnene ikke skulde bruges og undertvinges til evig Trældom, men have en vis Læretid, indtil 19 Aars Alderen.

Da Tugt- og Børnehuset efter Pesten kom istand paany, udstedte Kongen et Brev, hvori det paalagdes Lehnsmændene i Riget at skaffe 50 navngivne Personer tilveie, som tidligere havde været i Tugthuset, men ikke havde indfundet sig igjen, da det blev befalet. Magistraten i Kjøbenhavn fik Ordre til at optage 10 Drenge og 10 Piger paa Gaden blandt dem, der løb om og tiggede, og allerede i November 1621 var der 447 Personer i Tugthuset, deriblandt 183 Piger. I Vintermaanederne gik Tallet ned, vistnok paa Grund af Sygdom, men den 31te Marts 1623 var der 273 Drenge og 176 Piger i Anstalten, ikke blot fra Kjøbenhavn, men ogsaa fra Provindskjøbstæderne, ja fra Norge. En halv Snes Aar efter manglede der atter Arbeidskraft, saaledes at Kongen udskrev 202 Drenge, som "godvilligen" vilde begive sig i Tugthuset; i 1640 manglede der atter 100 Drenge. Hovedmassen af Børnehusets Befolkning var dog Løsgjængere og Tiggere, men der fandtes ogsaa vanartige Børn, som f. Ex. Drenge, der satte sig op imod deres Forældre, en Dreng, der havde slaaet en Karl ihjel o. lign. Kvinder, der havde født i Dølgsmaal, letfærdige Fruentimmer, en forrykt Student, en foregiven Besat o. d. bleve anbragte i Tugthuset, ja i 1634 indsattes her en Præstekone og hendes to Døttre, der havde forset sig med Dands og Drik i en Kirke. Af voxne Mandfolk synes der kun at have været faa i Anstalten; i 1621 nævnes kun 9 Fanger, der vare komne fra Holmen. I 1640 gav Kongen Befaling til, at hans Fyrbøder Kristen, der havde faaet 30 Daler paa Haanden for at drage ud af Landet og "agere en Soldat", skulde indsættes i Tugthuset, fordi han uden videre var forbleven i Kjøbenhavn, hvorhos han "skulde accepteres solenniter, som slig en Soldat vel anstaar", det vil sige: straffes med Prygl. Alle disse Mennesker levede dog ikke mellem hverandre; der holdtes streng Kontrol med, at Drengenes Børnehus, Pigernes Børnehus og Tugthuset ikke havde nogen indbyrdes Forbindelse; Dørene til dem skulde altid være aflaasede, og det tillodes kun Kvinder at forrette den huslige Gjerning i Pigernes Børnehus.

Bortset fra Tugthuset, hvor Arbeidet var drøiere, og hvor der endog fandtes en Rasphusafdeling, kan Livet i denne Anstalt


545

neppe kaldes haardt, hvis Kongens Instruxer og Befalinger vare blevne overholdte. Det var Kongens Villie, at Børnene skulde have det godt og pleies godt. Arbejdstiden var fra Kl. 5 om Morgenen (det Sædvanlige i hin Tid) til Kl. 10 om Formiddagen, derpaa atter fra Kl. 12 til 5; Børnene skulde være renligt og varmt paaklædte, have Sko og Træsko og flittigt besøge Anstaltens Badstue. Hver Uge skulde de have rene Skjorter og Lagner og om Vinteren dobbelte Sengklæder. Efter Datidens Skik laa der indtil 3 Børn i hver Seng. Føden var rigelig og god; der sørgedes for, at de Syge fik fersk Mad og de Voxne større Rationer end Børnene, og det er charakteristisk, at Fogden "for Alting" skulde sørge for, at Børnene fik Øl nok, at de ikke bleve nødte til at drikke Vand. Var en Brønd benyttet, blev den derfor strax aflaaset, "paa det Børnene ikke skulde faa Tilfælde deraf at drikke", thi man ansaa Vand for usundt og skadeligt. Det var navnlig vævede Stoffer baade finere og grovere, simplere og kunstfærdige, der forarbeidedes i Børnehuset: vævede Tapeter, Fløil, Silke, Klæde og "Kaffa", men fornemmelig Lærred, hvoraf der forbrugtes saa store Masser i Landet, at det vakte alle Fremmedes Forundring. Der undervistes dog ogsaa i alle Slags andre Haandværk: Skomageri, Possementmageri o. lign. Pigerne lærte Strikning, Syning og Knipling, "saaledes som det forarbeides i Nederlandene", ja Kongen tog sig af særlig begavede Drenge og sendte dem til Udlandet for at oplæres i visse Professioner. Saaledes blev to af de bedste og bekvemligste Drenge med Skibsleilighed sendte til Frankrig for at lære Seildugsvæveriet. Drengene forblev i Reglen i Børnehuset til deres nittende Aar, men de tre sidste Aar som Svende; deres Arbeide betaltes dem da med en vis Sum for hvert Stykke, som opsamledes og udbetaltes dem ved deres Afsked. Samtidig skulde de have en Klædning med Kappe, Hat, Sko, Krave og Skjorte med paa Veien og, naar de bosatte sig, et halvt Aars Husleie og en Maaneds Proviant. Skikkede de sig ikke vel, kunde de imidlertid indsættes paany, indtil de kunde "vide sig selv at regjere". Hvad Pigebørnene angaar, var deres Lære- og Tjenestetid ligesom Drengenes; dog kunde de forlade Anstalten i Utide, naar Nogen begjærede dem til Ægte, men ogsaa de kunde indsættes igjen, hvis de ikke øvede det Haandværk, de havde lært, eller undlod at søge Kirken.


546

Tugt- og Børnehuset var et efter Datidens Forhold storartet industrielt Etablissement, og dets Varer vel anskrevne. Hvert Stykke var forsynet med et Kontrolmærke af Bly med Angivelse af Alenantallet og Prisen. Kongen, der selv benyttede dets Fabrikata i udstrakt Maalestok, nærede en levende Interesse for det; Sperling siger i sin Selvbiographi, at han "elskede det". Men det kunde ikke opretholdes. Udgifterne oversteg Indtægterne; der indtraadte en aarlig Underbalance, som forgjæves søgtes afhjulpen ved at lade en Tavle ("Tugthustavlen") gaa om i alle Kjøbstæders Kirker om Søndagen, forskjellige Misligheder gik i Svang, og Sygeligheden var uophørlig stor. Af Christian den Fjerdes Breve ses det, hvilke Kvaler han uophørlig havde med at faa Ledelsen af denne Anstalt i gode Hænder. Markdaner, som i 1633 blev Direkteur eller "Generalissimus", var ikke Posten voxen; halvandet Aar efter siger Kongen, at "man formærker liden Profit af hans Guvernement", hvorfor han blev afskediget. Under hans Efterfølger Johan Blücher kommer der nye Klager op. Det er paa høie Tid, at Fogden og de Andre blive sete paa Fingrene; der snydes paa Fetallien og Brændselet, Regnskaberne ere ikke ordentlig førte, Sundhedstilstanden er slet. Overhovedet kjæmpedes der bestandig med Sygdom; i 1626 var Dødeligheden saa stor, at nogle af Børnene sendtes til Roskilde Hospital, skjøndt Børnehuset havde sine egne Sygestuer; i 1638 fandt man paa at indlægge dem i Baadsmændenes ovenfor omtalte Sygehus. Alle Forholdsregler frugtede Intet; Apothekerregningerne voxede, man røg med Enebærris, indforskrev Multebær (mod Skjørbug) fra Norge, forandrede Udspisningen, saaledes at der uddeltes mindre Saltmad, Alt forgjæves. Kongen var mest tilbøielig til at skyde Skylden paa Lægerne, hvorfor de hyppigt vexlede. Om Ambrosius Rhode skriver han, at han skal afskaffes, "fordi han kurerer Børnene derinde, at de efter hinanden kommer henad Kirkegaarden", men da Sperling blev Læge ved Børnehuset, var Forholdet det samme. "Der var mange Drenge - skriver han - og altid mange syge, stor Urenlighed og Stank i deres Sovekamre, hvilket alene kunde foraarsage Sygdomme nok, og efterdi tre, fire, ja fem Drenge sov sammen, smittede en Syg strax den anden, saa at jeg altid havde stort Besvær med Drengene". To Maaneder efter fik Sperling Pletfeber ved Smitte fra en Dreng; senere er han tilfreds over, at der har været faa Febre og kun


547

"den ordinaire Skabethed". Under disse Forhold er det intet Under, at Fabrikationen gik tilbage; "Kongens Sind faldt derfra"; Silkevæveriet, Farveriet, Klædefabrikationen og Valkemøllerne maatte overlades til Private, og Anstalten førte en hensygnede Tilværelse i Christian den Fjerdes sidste Regjeringsaar. Da han var død, ophørte Forsyningen med Arbejdskraft, og hele Værket gik i Staa. Frederik den Tredie overlod Fattigvæsenet i Kjøbenhavn en Plads i Børnehuset, hvori de kunde indsætte "fremmede Tiggere og Andre, som stærke vare, og dennem med Arbeide tvinge"; dog vilde Kongen aldeles ikke have nogen Udgift deraf. Endelig solgtes samtlige Bygninger og Grunde i Marts 1650 til Hofapotheker Samuel Meyer for 16000 Rdlr. og 1000 Rdlr. for Inventariet. De to nærmest op til Helligaandskirken liggende Huse afhændedes til denne; de øvrige Bygninger eller nogle af dem stod endnu under Beleiringen, da de benyttedes til Ophold for de svenske Fanger, men udparcelleredes derpaa.

En lignende, men kommunal Anstalt under Fattigvæsenet, som dog tillige havde Gharakter af et Vaisenhus, var de Fattiges Børnehus, der oprettedes i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede, eftersom det i Aaret 1600 var blevet forbudt at optage Børn i Helligaandshospitalet. Det laa først i Store Helliggeistræde (Valkendorfsgade) mellem den nuværende Sparekasse og Postgaardens Grund, flyttedes i 1631 til Møntergade ligeover Poul Fechtels Boder og kom endelig i 1651 til at ligge ved Siden af Pesthuset indenfor Peblingsøen, hvilken Anstalt det ogsaa havde havt til Nabo i Valkendorfs Gade indtil 1619. Wolf fortæller, at Børnene her lærte at læse og skrive, spinde Uld, væve og "andre nyttige Kunster og Arbeid at gjøre", Pigebørnene desuden at sy, kniple, knytte Strømper, Nattrøier og "Andet, som det Kvindekjøn kunde sig ærligen føde med." Bespisningen var god, Klæderne renlige, og Anstalten havde sin egen Badstue. Tolv af Kjøbenhavns "fine og fornemme Borgere" havde Tilsyn med Driften, og det følger af sig selv, at dette Børnehus ogsaa havde sin Prædikant, Skolemester og Bartskær. Det nedreves ved Svenskernes Ankomst til Kjøbenhavn i 1658, men havde iøvrigt en bedre Skjæbne end Christian den Fjerdes Børnehus, da det opstod i fornyet Skikkelse paa Christianshavn efter Krigen.


548

Det gamle Helligaandshus, der var stiftet af Biskop Johannes Krag i Slutningen af det 13de Aarhundrede (se Side 41), og som var blevet saa betydeligt udvidet ved Christian den Tredies Forsorg (S. 301 o. flg.), undergik store Forandringer i hans Sønnesøns Tid, ligesom det da fik sit nuværende Navn: Vartou. I Marts 1600 havde Kongen givet Hospitalet en ny Fundats, som indeholdt Bestemmelser om Forstanderen og hans Pligter, Udspisningen, Lemmerne, Tyendet o. s. v. Det ses heraf, at der skulde holdes 50 fattige og syge Folk paa Sengene, og 10 (med smitsomme Sygdomme) paa den tilliggende St. Jørgens Avlsgaard (de 60 saakaldte kjøbenhavnske eller Stadssenge); dog kunde Folk kjøbe sig ind i Hospitalet for en Kapital, hvis Rente var tilstrækkelig til deres Underhold. Et stort Antal mere og mindre vellønnede Personer vare ansatte i Hospitalets Tjeneste nemlig foruden Forstanderen: en Prædikant, en Degn, en Foged, en Skriver, en Kjældersvend, en Brygger, en Bager, en Møller (ved Hospitalets Hestemølle), en Møllerdreng, en Kok, en Kokkepige, en Vognsvend, en Plidskarl (Arbeidsmand), en Portner, en Fadeburskvinde, 4 Terminskarle, som omdroge efter Almisse, en Bundgarnfisker, en Slagter og endelig endel Piger, som enten forrettede de huslige Arbeider eller røgtede de Syge. I S. Jørgens Hospital var der en Tilsynsmand, en Fæhyrde, en Hakkelseskjærer, en Vanggjæmmer foruden nogle Piger. Regnskabsvæsenet førtes af Forstanderen og kontrolleredes af Kongens Hofmester, Kantsleren, Superintendenten (Biskoppen), de to ældste Borgmestre og Sognepræsten i Helliggeistes Sogn, og 2 udvalgte Borgere mødte to Gange om Ugen i Hospitalet ved Spisetiderne for at se efter, om de Fattige fik, hvad der tilkom dem.

Oprettelsen af det ovenfor omtalte Børnehus i Helligaandshospitalets Bygninger og paa dets Grund hidførte imidlertid nu en stor Forandring. Den 30te Novbr. 1607 udlagde Kongen nemlig ved Mageskifte Gaarden Vartou paa Strandveien med Løkker, Haver, Ager og Eng til Helligaandshospitalet. Denne Landeiendom, som paa et tidligere Tidspunkt optræder i Stadens Historie under Navnet: Rosbæk Mølle (smlgn. S. 123) havde været en kongelig Lystgaard, men blev under Frederik den Anden indrettet til Gjæstgiveri; dog saaledes at visse Gemakker og Staldrum forbeholdtes den kongelige Familie, ligesom det under høieste Straf forbødes Forpagteren af Gjæstgiveriet at bruge de derværende Fiskedamme. I 1590 kaldes


549

Gaarden for første Gang: Vartou, et Navn, som efter Dr. O. Nielsens Mening vistnok er af plattydsk Oprindelse og betyder: Giv Agt! el. desl. og altsaa er dannet paa lignende Maade som Holdan, Slukefter, Kjørom o. m. fl. Helligaandshospitalet arvede Navnet og beholdt det til vore Dage. Efter Flytningen havde Hospitalet ikke Brug for S. Jørgens Gaard, thi det havde rigelig Avling ved Vartou, og Retten til Svinehold i Kronens nærliggende Skove ved Hvidøre (nuv. Charlottenlund) var endnu lettere at benytte end forhen. S. Jørgens Gaard blev derfor bortforpagtet, indtil Kongen i 1619 erhvervede den for en billig Kjøbesum og lagde den under Ladegaarden, medens de 10 Syge, som havde havt Senge her, flyttedes til Vartou, hvor deres Pladser i lange Tider bestod under det

Ny Vartou

Ny Vartou efter Pufendorf.

særlige Navn: St. Jørgens Senge. Opholdet paa den forhv. kongelige Lystgaard synes dog ikke i Længden at have været heldigt for de Syge; her var koldt om Vinteren og den lange besværlige Vei til Byen afstedkom store Ulemper, ikke mindst den, at Anstalten saa at sige gik i Forglemmelse. I 1630 brød Hospitalet derfor op paany og flyttedes tæt ind til Byen i endel Nybygninger udenfor Østerport for Enden af Sortedamssø ved "Trianglen", hvilke fik Navnet: Ny Vartou, medens gamle Vartou paa Strandveien blev udleiet, indtil det i 1729 solgtes. Det nye Hospital, til hvilket ikke blot Hospitalets egne Kapitaler medgik, men ogsaa nogle af de private Senges Midler, var et efter Datidens Maalestok storartet Anlæg, og var omgivet af Volde og Grave som et Udenværk i den nye Befæstning, Kongen lod anlægge udenfor Byen. "Det er fast alle


550

vitterligt - skriver Anders Mathisen Hjøring, der var Præst ved Vartou Hospital fra 1637 til sin Død 1678 og navnlig er bekjendt ved sine Skrifter om Beleiringen - at den fornemste Landefart til Kbhvn. er fra Helsingør og Sundet ind af Kbhvns. Østerport. Derfor vilde Hs. Majestæt, at Hospitalet der skulde bygges udi en meget anseelig Forma efter hans egen Afridsning. Til Hospitalet var bygget en særdeles Gaard, indelukket med fire store grundmurede Huse, som alle fire udi et, og saa skjønne gevalte Kjældere under Husene med kostbare hugne Stenpiller under Hvælvingen, som ikke fast bedre udi nogen Potentats Hof. Derhos var en anden Bygning udi 4 Huse, som lukte en stor Gaard ind; der var Hospitalets Ladegaard, Fæhus, Stald, Hestemølle, Tørvehus og andet fornødenlig til Bønder, som vare i Arbeide for Hospitalet med Heste og Vogne. Imellem disse tvende Gaarde nemlig mellem Hospitalets Gaard og Ladegaarden gik den alfare Vei til Kbhvn., saa Ingen kunde kjøre uden om, at de maatte jo lige igjennem Hospitalet. Og var dette Hospital formedelst sin herlige Bygnings Anseelighed kommet i saadant Rygte, at mange fornemme Folk, ikke aleneste Private, geistlige og verdslige, men fyrstelige Personer og Potentaters Gesandter af det Rygte, de havde hørt om dette Hospital, kom derind at bese dets Leilighed og gave det Magt, at det maatte vel kaldes et kongeligt Hospital, hvorudi Alting var forordnet herlig og skikkelig, som det burde for fattige Folk". Resen fortæller, at Bygningen blev paabegyndt 1625 og fuldendt, saa at de Fattige kunde flytte derind 1630. Omkostningerne anslaar han til 27000 Kurant Daler alene af de Fattiges Midler. Hos Pufendorf findes en Afbildning af Vartou, som det saa ud under Beleiringen 1658-59, men som iøvrigt kun viser en enkelt Fløi, maaske fordi de andre vare nedbrudte. Det vides i hvert Fald, at Svenskerne nedbrød den ovenfor omtalte Ladegaard, og at de danske Soldater plyndrede Bygningen for Tømmer til Palissader. Tegningen kan derfor være gjort paa et Tidspunkt, da kun den ene fremstillede Længe var tilbage. Sygestuen synes at have været en stor Sal, hvis østlige Ende indtoges af et Alter, fra hvilket der prædikedes; Sengene stod i lange Rader, og Gangene imellem dem vare opkaldte efter Evangelisterne. Over de private Senge vare rimeligvis Stifternes Navne anbragte.


551

Stiftelsen havde under sit Ophold paa Gamle Vartou ikke havt synderlig Fremgang; ingen private Senge vare blevne stiftede som i Frederik den Andens Tid Niels Trolles Seng og Peder Oxes otte Senge (se S. 302 og 303) og i 1607 Wendele van Deldens to Senge; kun havde Kongen i 1618 ophævet et lille Hospital med 8 Lemmer paa Møen (Spegelby Kloster) og henlagt dets Indtægter saavelsom dets Lemmer under Helligaandshospitalet, hvorfra de saakaldte 8 møenske Senge skrive sig. Dette Skridt er maaské Forløberen for en Tanke, som foresvævede Kongen, nemlig at ophæve samtlige Smaahospitaler i Riget og samle deres Indkomster og Lemmer i en eneste stor Anstalt, hvorved ikke blot over hundrede Personer flere kunde underholdes, men "Lemmerne og bedre til Gudsfrygt og anden Skikkelighed kunne holdes". Midt under Krigen med Keiseren i Marts 1627 beskjæftigede Kongen sig med denne Plan og befalede Kantsleren og Statholderen at raadslaa med Bisperne derom, men Tanken blev aldrig realiseret, skjøndt 3 andre Smaahospitaler i 1631 indlemmedes i Vartou, nemlig Kallundborg med 6 Senge, Ringsted med 4 og Nestved med 9. Flytningen til Ny-Vartou blev Signalet til nye Privatsenges Oprettelse, nemlig de 4 Resenske Senge (de to stiftede af Biskop Hans Povelsen Resen, de to af hans Enke Anna Eisenberg), Borgmester Jakob Mikkelsens to Senge, Professor Dr. Niels Poulsens 3 Senge og endelig Biskop Jesper Brochmands 14 Senge, de sidste, der stiftedes i Christian den Fjerdes Levetid. I Almindelighed forbeholdt Stifterne sig Belæggelsesretten, saalænge de levede, hvorefter den gik over til Hospitalets Bestyrelse. Kongen ses dog at have forbeholdt sig selv en temmelig udstrakt Belæggelsesret; thi der haves et stort Antal Befalinger fra ham om at optage snart denne, snart hin Person, dog navnlig nødlidende Folk, der havde staaet i hans og Fædrelandets Tjeneste. Ikke sjældent optoges Mennesker, der vare "komne fra deres Sind", eller som det ogsaa rentud siges: "Vanvittige", naar de kunde være derinde uden Fare, Soldater, der havde mistet deres Førlighed i Krig, Ægtefolk, som ved uforskyldte Ulykker som Ildsvaade vare komne i stor Armod, Blinde og Oldinge, der ikke kunde ernære sig ved deres Hænders Gjerning o. lign. I 1633 befaler Kongen, at alle Blinde og Lamme paa Veien mellem Kjøbenhavn og Kronborg skulle sendes til Vartou, thi Byens Adgange synes dengang ligesom i vore Dage sydlandske Byers at have været


552

underkastede et Slags Belejringstilstand af Krøblinge; i 1645 skete en ny Razzia mod disse Folk, men de henvistes da til Pesthuset. En af Kjøbenhavns fordums Borgmestre Jakob Skriver, hvis tragiske Skjæbne er fortalt S. 435, kom ligeledes ind i Vartou ved kongelig Ordre. Paa denne Maade kunde det hænde, at der optoges flere Lemmer, end der var Senge, saaledes i 1645, da der var 17 Personer over det bestemte Antal, men Kongen traadte da hjælpende til. De saakaldte Proviantgaardens Senge (hvis Underhold udvistes af Proviantgaarden) stiftedes paa denne Maade, men ophørte allerede under Fred. III. Et Antal Personer indkjøbte sig derhos i Hospitalet mod at udrede en Kapital en Gang for alle, men synes dog i det Væsentlige at være blevne behandlede som de øvrige Lemmer. Af disse havde de Sengeliggende det bedst; de skulde nemlig hver Dage have fersk Mad som Oxesteg (Groffenbrad), Lammekjød, Høns, Fisk, Æg, Sødgrød, Vælling o. d. desuden godt Øl, medens de Lemmer, der gik oppe, fik en kraftigere Kost af Flesk, saltet og tør Fisk, Kaal, Byggrød i sur Mælk o. d. og kun godt Øl om Helligdagene. Af disse var der imidlertid mange, og Traktementet var da ypperligt; Lax, Oxetunge, Kjødsuppe, Hønsekjød o. d. figurere da paa Spisesedlen, ja Mortensaften serveres 1/4 stegt Gaas med Æbler og Svedsker pr. Mand foruden hvid stor Kaal, Kjødpølse, 3 Hvedebrød og 1 1/2 Pot godt Øl. Overhovedet var Bespisningen ikke blot god, men efter Nutids Begreber overvættes rigelig.

Hospitalet havde ved sin Flytning til Ny Vartou forbygget sig og saagodtsom opbrugt sine Kapitaler, hvorfor der af og til maatte gribes til overordentlige Skridt som Salg af faste Eiendomme, Pengelaan, o. d. for at skaffe de nødvendige Midler. De private Senges Oprettelse, hvortil der henlagdes 500 Rdlr. pr. Seng, saavelsom den ovenfor omtalte Indlemmelse af de 4 Smaahospitaler kom uden Tvivl Vartou meget beleiligt, ligesom der engang imellem tilflød det Gaver i rede Penge og Gods. Medens Hospitalet var indrettet i Gamle Vartou, tilstod den udvalgte Prinds det under Kongens Fraværelse i Udlandet Toldfrihed ved Indkjøb af Proviant og al anden Fornødenhed, men denne Indrømmelse tabte dog sit Værd, da Lemmerne i Frederik den Tredies Tid fik Penge udbetalt istedetfor Naturalforpleining. Kongen selv gav Hospitalet frit Tørveskjær først i "Hvalmose" eller Hulemose ved Bagsværd, derpaa i Ordrup Mose, indtil det i 1650 fik en Tørvemose til Eiendom i


553

Søllerød Lyng. Andre Smaaindtægter havde Hospitalet af løse Svin paa Christianshavn, der forfaldt til det, af de saakaldte "Vin-skjænkspenge", der udrededes af Borgere, som skjænkede Vin ved Bryllupper, saavelsom ved Hospitalets Ret til at arve Lemmerne, naar de afgik ved Døden. A. Hjøring klager stærkt over Forstanderens Uredelighed og mener, at Grunden til dets Nedgang ikke maa søges i Nybygningerne, men i "at der blev nogle tusinde Maaltider førte til Regnskab mere, end der kom de Fattige og deres Tyende til Gode". Om Mikkel Sørensen, en Bondesøn fra Jylland, som fra 1616 til 1636 var Forstander, og under hvem altsaa netop Ny Vartou opførtes, skriver Hjøring: "Der og Vartous Bygning skulde foretages, var som Forstander kommen en fattig ung Karl til Bestillingen ved gode Venners Befordring. Hans Formue efter god Examen kunde ikke være 16 Rdlr. til gode Rede, der han først kom til Hospitalet. Der han skiltes ved det og døde, efterlod han sin Hustru og Børn nogle tusind Daler til Arvedel; de, ham og hans Hustru kjendte, vidste vel, han havde dem ikke bekommet ved Arv eller ved Giftermaal". Mikkel Sørensen døde dog som Raadmand i Kjøbenhavn 1641. Hans Efterfølger Jens Jensen faar et endnu værre Skudsmaal af Hjøring: "Efter Mikkel Sørensen kom en anden ikke dert (meget) vildeligere end en Dreng, tjente en høi Betjent. Han fik Hus og Gaard i Kjøbenhavn nogle tusind Daler værd, og kom udi det fornemme Bryggerlav. Han blev vel forbedret, men hvorledes Hospitalet blev forbedret, er noksom bekjendt. Intet at tale om den Forstander, som Direktørerne vidste fuld vel at føre et slemt Levned med Drik og Umaadelighed". At Kongen vidste god Besked hermed, fremgaar af følgende charakteristiske Anekdote, som Hjøring beretter: "Anno 1642, da Hospitalet stod i bedste Flor og Velstand, og Forandring skete med Forstanderen, var en Forvalter i Kongens Have Rosenborg ved Navn Johan Funke, som tilforn nogle Aar havde været Kongens Livkarl, hvilken og Majestæten vel behagede, saasom han var en fornuftig, adstadig og klog Person. Som han saa Kongen i godt Humør og Sind, fik han Leilighed til at sollicitere om Forstanderiet i Hospitalet. Hans Majestæt spurgte, hvad han agtede der at gjøre, om han tænkte at gjøre sig rig af de Fattiges Almisse, eller han tænkte sig derfor at indgive sig udi Hospitalet, at han kunde frygte Gud og blive salig. Der Karlen ikke vidste strax, hvad han dertil


554

skulde svare, da svarede Hans Majestæt selv: "Salig kan Du vel der blive, men rig kan Du der intet blive, uden Du vil stjæle; da spilder Du Saligheden. Vi ville intet tage det paa vores Samvittighed at sætte enten Dig eller Andre over de Fattige; vi haver sat dem, som dertil skulle svare; giv Dig an hos dem". Men siden blev samme Funke forfremmet til at være Generalfiskemester, hvilken Bestilling han forvaltede til hans Dødsdag".

Kjøbenhavn havde i Aarene fra 1606-1619 et Pesthus eller Epidemihospital paa nuværende Valkendorfsgades Nordside, som rimeligvis stod i Forbindelse med det ovenfor omtalte kommunale Børne- og Vaisenhus. Stiftelsen kan betragtes som en Fortsættelse af det saakaldte "Lille Helliggesthus", hvis Bygninger vare blevne indlemmede i Tugthuset, men medens Børnehuset udskilte sig og flyttede til Møntergade for senere atter at forenes med Pesthuset, blev dette sidste under en Epidemi i 1619 lagt udenfor Nørreport i en Bygning, der under Kalmarkrigen var bleven opført af Kommunen og benyttet som Lazareth. Den nye Fattigordinants af 1630 paabød Opførelsen af en Nybygning, og denne synes ogsaa kort efter at være kommen istand paa en anden Grund i større Nærhed af Peblingesøen, og blev, om ikke udelukkende saa dog hovedsagelig, indrettet for Tjenestefolk.

Det er overhovedet et eiendommeligt og kun lidet tiltalende Indblik, den nævnte Fattigordinants giver i Forholdet mellem de bedre Klasser og deres Tyende. Af en gammel Vedtægt fra 1560 ses det, at Tyendet ligesom nu blev fæstet og fik Fæstepenge ("Guds Pendinge"), og at de ikkedestomindre ligesom nu kunde udeblive fra deres Tjeneste eller endog lade sig fæste hos to Herskaber paa én Gang. I 1595 havde en Borger en slem Tjenestepige, der frastjal ham rede Penge, Klæder, Sølv og anden Vare og Gods, og dette hørte vel overhovedet ikke til Sjeldenhederne. Holst fremkommer i sin Oeconomia nova af 1648 med nogle Klager, der lyde alvorligere, naar han siger: "Adelen og Herremænd, som have den Magt og Myndighed, at deres Undersaatters Børn skulle tjene dem, kunne end vel bekomme ærlige Tjenestepiger, men gemene Husholdere er det ikke muligt, thi de skulle leie, hvad for nogen de kunne faa, og dog give dem Løn over Løn og lide endda af dem Fortrødenhed og Trodsighed. Tyender regjere nu i Verden, og bliver vel ikke bedre, førend den retfærdige Gud griber selv til


555

med udi Spillet og afvender deres Fortrødenhed. Tyende lade sig i disse Dage meget mindre tæmme som en vild Hest, og er den største Pragt og Hoffærdighed opsteget over al Maade hos dennem". Men paa den anden Side havde de tjenende Klasser ikke mindre Skjel til Klage, idet de bleve behandlede med en Raahed og Umenneskelighed, som staar i mærkelig Modsætning til den offentlige Velgjørenhed, og det navnlig paa de Tider, de haardest trængte til Hjælp. I 1607 omtales i et Testamente "den store Mangfoldighed af arme udlændiske saavelsom indlændiske Mennesker, som her udi Kjøbenhavn og der paa Gaden laa og ingen Herberg i deres Sygdom bekomme kunde, ei heller havde Noget at hjælpe sig med i deres Nød og synderlig i den svare heftige Pestilense", og Fattigordinantsen af 1630 paabyder udtrykkelig Indretningen af Syge- og Pesthuset, "efterdi Pest og andre smitsomme Sygdomme ofte give Aarsag, at Daglønnere og andre fattige Folk udskydes af deres Tjeneste og Losamenter paa Gader og Stræder og imod al kristelig Kjærlighed og Medlidenhed baade forsømmes og foragtes, hvoraf Guds Vrede retfærdeligen forøges over Land og Stæder". I Recessen af 1643 befales det, at der i Pesthusene skal være særskilte Værelser for velstaaende Folk saavelsom til Observationsstuer, og andre Rum for at "godt Folk for en billig Betaling kunne faa Kammerser og god Varetægt for deres syge Tjenestetyende". At Anstalten ikke var overflødig, ses af et Kongebrev fra Decbr. 1636, da en Smitsot herskede i Byen, og Kongen med Hof var flyttet til Antvorskov. En Kvinde var bleven funden død paa Nørregade, og Kongen vil nu have Oplysninger og "i Synderlighed erfare, om forskrevne Kvindfolk ikke af en ugudelig Husbonde eller Madmoder er jaget ud af Huset, der de har fornummet hende at være befængt med Pest, i det Sted de hende billigen skulde have hjulpet ind udi Pesthuset". Da et andet Lig nogle Dage efter henlaa udenfor Portene, befalede Kongen, at der skulde anskaffes en Karre, som baade kunde føre de Syge, der fandtes paa Gaderne, saavelsom de Tjenestefolk, der ikke maatte blive hos deres Herskaber, til Pesthuset. Wolf priser Pesthuset, til hvilket der synes at have været knyttet en Daarekiste, i høie Toner og siger, at de Syge her "bleve med god Varetægt forsørgede og med god Spise forsynede og det med Øvrighedens gode Flittighed". Indtægterne var kun ringe; en Pesthustavle gik hver Søn- og Helligdag om i Kirkerne, engang


556

imellem tilfaldt der Anstalten nogle Bøder og Legater, men Hovedomkostningerne maatte bæres af Stadens almindelige Fattigvæsen. Bygningerne ødelagdes under Beleiringen, og Pesthuset, som efterhaanden udviklede sig til at blive et Optagelsessted for Afsindige, blev først i 1665 gjenoprettet ved Kallebodstrand i det senere saakaldte "Gamle Pesthus" (Belvedere).

Ved den ovenfor berørte nye Fattigordinants af 1630, der skyldtes Kongens personlige Initiativ og var Frugten af Forhandlinger mellem Sjællands Biskop, de theologiske Professorer, Sognepræsterne og Magistraten, blev Kjøbenhavns Fattigvæsen sat paa en bedre Fod og underkastet en Omordning. Kongen var saa ivrig efter at faa den istand, at han truede de nævnte Autoriteter med at diktere dem Pengebøder, hvis de ikke skyndte sig, og Meningen var - i Modsætning til tidligere Tiders med "Byens Tegn" forsynede lovlige Tiggere - ubetinget og absolut af afskaffe en hvilkensomhelst Form af Betleri. For at de Fattige kunde blive desto rundeligere forsørgede, skjænkede Kongen dem en Kapital paa 23,150 Rdlr. og tre grundmurede Vaaninger og Boder paa det sydlige Hjørne af Silkevævergade (Silkegade) og Pilestræde, hvor der havde været et kongeligt Silkevæveri, som ikke kunde betale sig. Disse Huse, der senere udvidedes til begge Sider med Bikubens nuværende Grund og efter Fyrst Christian af Anhalts Forsikkring vare "store og smukke" fik Navnet: Konventhuset eller Domus Misericordiæ og bleve et Slags Hovedkvarter for de Fattiges Væsen i Kjøbenhavn. Her samledes de fire Overforstandere, i hvis Hænder Bestyrelsen nu var lagt, med Fattigdirektionen (Biskoppen, den øverste theologiske Professor, de to øverste Borgmestre med de tre Sognepræster og en Raadmand som Assessorer) og holdt Raad i den smukke Konventstue; her opbevaredes de Fattiges rede Penge, Protokoller og Regnskaber i svære Kister; her var Oplag af Naturalforpleining: Øl, Smør, Kjød, Brød, Ærter, Gryn, og her mødte hver Uge de Svage og Lemlæstede, de fattige Skolebørn fra Vor Frue Latinskole, som nu ikke længere maatte gaa om og tigge, og andre Fattige og hentede Brød, Smør og Penge, medens der anvistes Andre Arbeide i Konventhusets "Spindeværk" og "Heglestue", eller udleveredes dem Hør til Spinding i Hjemmet. En Husvært havde Opsigt med Spindingen og Vævningen, Indkjøbene o. d., en Konventhusskriver førte Bøger og Regnskaber, og endelig udøvede Stodder-


557

fogderne eller Stodderkongerne et Slags Polititilsyn med Byens egne Fattige, men dog fornemmelig med de fremmede Tiggere, der ankom til Byen, for at de kunde blive udviste snarest muligt. Det var meget betydelige Pengemidler, som stod til Konventhusets Raadighed, ikke blot de ældre Kapitaler saavelsom Husleie og Jordskyld af de Fattiges Eiendomme (smlgn. S. 300-301), men ogsaa Tavlepenge fra Kirkerne, den saakaldte Kvartalsalmisse (en systematisk Indsamling blandt alle Stadens Indbyggere, som i det første Aar endog indbragte 31,000 Kroner i vore Penge) samt endelig Gaver. Kongens betydelige personlige Gave er ovenfor omtalt, Rigens Hovmester Frands Rantzau gav 1000 Rdlr. en Gang for alle og aarlig 120 Rdlr., Kantsler Christian Friis til Kragerup 800 Rdlr. foruden Sengklæder og Bohave til Børne- og Pesthuset, Henrik Fyhren og Johan Braem 500 Rdlr., Anna Hans Holstes 1000, Biskop Hans Povelsen Resen 1000, Dr. Jesper Brockmand 1000, og saa fremdeles. I "De Fattiges Forraad", en Fortegnelse over Fattigvæsenets Eiendele indtil nogle Aar efter Christian den Fjerdes Død, nævnes et stort Antal andre Velgjørere, og Rubin anslaar i sin "Oversigt over Kjøbenhavns Fattigvæsens Historie" de Husarmes Kapital omkring Aaret 1650 til den for hin Tid betydelige Sum af 60,000 Rdlr. Der indsamledes endvidere Smaasummer ved Skibene i Havnen, ved Bryllupper og Begravelser; Fremmede bleve besøgte og opfordrede til at give Almisser o. s. v. I 1634 under den udvalgte Prindses Bilager fik de Fattige Tilladelse til at indrette en Tombola eller Lykkepotte for yderligere at ophjælpe deres Finantser, og disse vare da ogsaa saa gode, at de i Aaret 1635 kunde forstrække Kongen med et Laan af 10,563 Rdlr., hvoraf han skulde betale 6 pCt. Rente, og endvidere levere ham Varer fra Spindeværket til et Beløb af 22,781 Rdlr. Disse Summer, som Kongen "naadigst skyldte" Fattigvæsenet, vare i 1662 med ubetalte Renter løbne op til henved 51,000 Rdlr., og Frederik den Tredie afgjorde da Gjælden med en Anvisning paa de saakaldte "Præstegaardspenge" og med en Gaard paa Christianshavn, hvori Kommunen indrettede en kommunal Tvangsanstalt: det nye Børnehus.

Det egentlige Formaal med Fattigordinantsen af 1630 blev imidlertid ikke naaet; Tiggeriet stod fremdeles i det skjønneste Flor. Fremmed "Løsgesinde" indvandrede i stor Maalestok, ikke


558

blot fra Tydskland, hvor Trediveaarskrigen bragte Opløsning i alle Forhold, men ogsaa fra andre Steder, og det frugtede Intet, at man paalagde Skippere, som førte slige Emigranter til Staden, høie Bøder og Forpligtelse til at underholde dem for egen Regning og føre dem gratis hjem igjen. Der blev truffet overordentlige Forholdsregler; Borgerne maatte ikke udleie Værelser uden Magistratens Samtykke; Rodemestrene skulde vide Besked med de Fremmedes Livsstilling og Forhold og give Indberetninger derom, og Enhver, der ikke havde Opholdstilladelse, skulde uden videre udvises af Byen. I Mai 1646 iværksattes, hvad man nutildags vilde kalde en storartet "Razzia" mod Tiggerne; alle, der kunde opsnappes, bleve uden Undtagelse transporterede til Pesthuset, underkastede Forhør og ordnede i Grupper, af hvilke nogle (de Fremmede) bleve udviste, andre (de Arbeidsdygtige) indlagte i en Arbeidsanstalt i Brøndstræde, det saakaldte Gasthus eller Gjæsthus, som dog kun bestod en kort Tid, medens atter andre, de "rette Almissehoveder", bleve forsørgede paa anden Maade. Det næste Aar var man imidlertid lige vidt, og Frederik den Tredie opgav endelig i 1650 Ævret, forsaavidt han atter indførte Tiggeriet som Institution, ved paany at tillade autoriserede Tiggere, som med "Byens Tegn« om Halsen kunde drive deres Forretning ustraffet.

Mere end ved alle de her omtalte Nybygninger og Indretninger, mere end ved de prægtige Spir, der opsattes paa Vor Frue-, S. Peder- og Helligaandskirken (smlgn. S. 457) eller ved de talrige Paabud sigtende til Renlighed, Hygieine og Forskjønnelse, blev Byens Physiognomi dog forandret ved Anlæget af Christianshavn og den store Udvidelse af Fæstningsværkerne i Kongens sidste Regjeringsaar. Herved optog Kjøbenhavn omfattende Arealer i sig, herved gaves Impulsen til ny Landvinding fra Havet, og først ved at gribe over paa Amager og lægge en Kjøbstad her blev det muligt at tage den mellemliggende Havarm i Besiddelse og i Tidernes Løb skabe den ypperlige Havn, som mere end noget andet Værk har bidraget til Hovedstadens Væxt og Fremgang. Man kan uden Overdrivelse sige, at Kjøbenhavn, som den vedblev at være indtil Fæstningsværkernes Nedrivning i vore Dage, var embryonisk tilstede i Christian den Fjerdes Planer, ja disse gik endog en hel Del videre, end man paa Grund af de urolige Tider ævnede at gjennemføre. Det er i den allernyeste Tid blevet udtalt, at Staden neppe vilde


559

være falden i Fjendevold i 1807, ifald Christian den Fjerdes oprindelige Befæstningsplan var bleven realiseret.

Christianshavn, der var en selvstændig Kjøbstad indtil 1674, blev egentlig anlagt til Sikkring af Flaaden, Tøihuset, Slottet og Byen, som havde en udsat Beliggenhed ved det aabne Hav, men samtidig laa det nær at bebygge den nye Fæstning. De første Spor til den ere fra 1618, da Chr. IV udskrev en almindelig Skat i det nævnte Øiemed og lod et Kort udarbeide over den nye By. Planen var i det Væsentlige som nutildags med Undtagelse af, at Strandgade, hvad dens Navn antyder, laa ud til Vandet og kun var bebygget paa den ene Side, et Forhold, der vedvarede til ind i Christian den Femtes Tid. Paralelt med denne gik Kongensgade (nuværende Vildersgade), derpaa de to Overgader langs den Kanal, som deler Byen i to Dele, og endelig Dronningensgade, Prindsensgade (Prindsessegade) og Amagergade. Paa tværs gik Sophiegade, Torvegade, S. Annegade og Baadsmandsgade. Hele Terrainet maa tænkes som et System af lave Grunde, hvoraf mange laa under Vandet, og hvor der altsaa udkrævedes meget betydelige Opfyldningsarbeider, inden der kunde være Tale om at bygge. Den Side 421 afbildede Stenbro, som strakte sig over mod Sjællandssiden (den senere Brogade), blev omdannet til en Dæmning med Vand paa begge Sider, og herfra blev Knippelsbro, eller som den almindeligst kaldtes: "den store Amagerbro", ført over til Børsgade.

Denne Brobygning, som først nedreves i 1869, og som uden Tvivl var det første Arbeide, der foretoges, vakte umaadelig Opsigt i hin Tid og var ogsaa et dygtigt Værk i Forhold til Datidens Ingenieurkunst. Wolf omtaler i begeistrede Udtryk "den vældige Bro, som blev lagt over Dybet og den stridige Strøm", og Resen skriver i 1689: "Kong Christian den Fjerde lod den i Aarene 1618-20 bygge og gjøre med stor Bekostning, at den kunde være en tryg Overfart mellem Byerne, hvilket Nogle af Førstningen holdt at være umuligt og en forgjæves Idræt, efterdi Steden var saa ubekvem, og den stride Strand med saa stor Magt rendte der nedenunder, men Hans Majestæts Skarpsindighed og Fornuft brød igjennem det Altsammen, saa at han fik sit Forsæt lykkelig frem". At der maa være hændet Ulykker paa Broen fremgaar forresten af Resens Tilføielse: "Broen blev sikker og tryg nok for dennem, som forsigteligen begive sig derover, thi at der i stor Storm og Blæst eller


560

anden ulykkelig Tilfald undertiden Heste, undertiden Kuske ere vælt derudover ned i Stranden, er mere enten Folkenes egen Uforsigtighed eller Guds forborgne Domme, der og kan ramme En paa den faste Jord, end som Broen at tilskrive". Hvad Navnet Knippelsbro angaar, der skylder Folkeetymologien sin Tilblivelse, stammer det fra en christianshavnsk Raadmand, Hans Knip, der havde Tilsyn med Broen og boede paa Christianshavnssiden i et Hus, der var Toldbod indtil 1630. Broen, som havde en Gjennemseiling i Midten, vedligeholdtes ved særlige Havnepenge saavelsom ved en Skat, som udrededes af Amagerbønderne og de kjøbenhavnske Indbyggere, der benyttede den, og den maatte hyppigt udbedres, navnlig fordi den tog Skade, ved at Skippere ulovligt fortøiede ved den. Et andet Foretagende der vakte ligesaa stor Forbauselse som Knippelsbro, var en Vandledning, som i 1633 lagdes paa Havets Bund i Blyrør og førte Peblingesøens Vand ind paa Christianshavns Torv, hvor der opsattes en Post, som hed: "den blaa Post". Det følger af sig selv, at Christianshavn fra sin første Begyndelse maa have havt tre Broer, nemlig foruden den nævnte en over Kanalen ved Overgaderne og en over Graven udenfor Porten. Disse saavelsom Veien til Fæstningen paa Amager maatte Øens Indbyggere vedligeholde.

Det gjaldt nu om at skaffe Byen Indbyggere. Den 5te April 1619 udstedtes et Kongebrev, hvori der lovedes Enhver, som havde indtaget en Grund, Skjøde paa den til evig Arv og Eiendom, samt Frihed for Jordskyld, dog paa den Betingelse, at der blev "opsat god Kjøbstadsbygning paa den efter Stedets Leilighed". Indbyggerne fik endvidere 12 Aars Frihed for al borgerlig Skat og Tynge og 7 Aars Frihed for al Udførselstold. Allerede otte Dage efter meldte den ansete og driftige kjøbenhavnske Borgmester og Kjøbmand Mikkel Vibe sig og fik Tilladelse til at anlægge en Pramkanal ved Strandgade, og her tilligemed et Par andre Steder gav han sig nu til at "forfylde og indhegne" Grundene, paa hvilke han i 1622 fik Skjøde. Det var det første Skjøde, som overhovedet gaves, og Mikkel Vibe blev saaledes den første private Grundeier paa Christianshavn. Opfyldningen gik nu rask fremad; et ikke ringe Antal Adelsmænd fulgte Exemplet, og i Tyverne var Tilløbet endog saa stærkt, at der maatte gives Tilladelse til fri Indførsel af udenlandsk Hvede, Rug, Mel og Skibsbrød for at underholde de mange Munde.


561

Derimod gik det kun langsomt med Bebyggelsen. I 1624 truedes de Borgere, der ikke vilde bygge, med Proces, og syv Adelsmænd fik Befaling til strax at opføre Huse, "da det skete Kongen synderlig til Villie", men ti Aar efter maatte disse Trusler fornyes i endnu

Det gamle
Raadhus paa Chrhvn.

Det gamle Raadhus paa Chrhvn. i sin nuværende Skikkelse.

skarpere Form. En Synsforretning af 1635 viser, at et meget stort Antal Grunde laa øde, og at man unddrog sig eller illuderede Kongens Befalinger ved at opføre Smaahuse til de mindre Gader og lade Resten henligge som Haver.

I 1634 var den nye Kjøbstad dog kommen saavidt, at den fik en særlig Justitsmyndighed, thi der ansattes en Byfoged, Johan


562

Lavridsen med Bysvende og en Kæmner, hvorhos der gaves Befaling til at indrette et Bything og et Fængsel. Fem Aar efter havde Christianshavn dog endnu intet Arresthus, men benyttede Blaataarn som saadant. Da "Alting gik meget urigtigt til i Thingbogen", ansattes der en Byskriver, og derpaa fulgte en regelret Magistrat, bestaaende af to Borgmestre og fire Raadmænd. Den øverste Myndighed i Staden havde først Lehnsmanden paa Slottet, Niels Trolle, og fra 1641 Statholderen i Kjøbenhavn Korfitz Ulfeldt, og fra Bythinget kunde der appelleres til en Overret sammensat af Lehnsmanden eller Statholderen og Rentemestrene. Omtrent samtidig med Magistratens Dannelse maa Raadhuset være opført, der laa paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade og den Dag idag er til, rigtignok i tildels ukjendelig Skikkelse, eftersom den øverste Etage med Frontespicerne er paabygget, og den nederste har faaet store moderne Vinduer. Bygningen, som i Slutningen af forrige Aarhundrede havde Spor af Fængsler i Kjælderen, gjør dog endnu et vist gammeldags massivt Indtryk, og Mindet om dens Værdighed som Raadhus bevaredes i lange Tider, "thi - skriver Paludan i 1791 - naar Høiesteret aabnes, og Hans Majestæt i egen Person præsiderer, forkyndes det og ved Herolder og Trompeter udenfor denne Gaard af samme Aarsag, som der blæses Herredag udenfor Bispegaarden (paa Nørregade), da denne har i ældre Tider været Kjøbenhavns Raadhus".

Den 8de Juni 1639 fik Christianshavn sine første Privilegier og et selvstændigt Vaaben, bestaaende af et blaat Taarn med tre Kroner og en Fane paa hver Side, saaledes som det er afbildet ved nærværende Kapitels Slutning i Byens Segl af 1641. Der lovedes Indbyggerne en egen Stadsret, som de imidlertid aldrig fik, og der tilsikkredes dem fri Fædrift paa Fælleden samt Kaalhaver udenfor Amagerport, og endelig tolvaarig Frihed for al Skat, Told, Indkvartering og al anden Tynge, Besværing, Penges Udgift eller Bekostning, hvad Navn det have kunde. En vigtig Bestemmelse var det, at de danske Byer paa Amager hver Torsdag skulde holde Torvedag i Christianshavn, hvorimod Hollænderbyen som sædvanlig skulde holde Torvedag i Kjøbenhavn for at forsyne den sidstnævnte Stad med Grøntsager. Til Gjengjæld paalagdes det atter Christianshavns Indbyggere at "bygge gode og ustraffelige Borgerhuse og Boder teglhængte og med Flid være derom at faa Byen besat og bebygget med det


563

Første". Faa Dage efter (om end Originaldokumentet bærer Datoen 19de Marts 1642) udvidedes disse Privilegier med forskjellige andre Begunstigelser; saaledes fik Borgerne saavelsom deres Arvinger og Efterkommere Eneret paa at nyde de Havne, de allerede havde gravet eller agtede at grave udenfor deres Fortoug; de maatte gjøre sig Kanalen, der skilte Byen i to Dele, saa nyttig som mulig, ingen Haandværker skulde besværes med Skraa eller Laugsret, Vedligeholdelsen af Befæstningen skulde ikke paahvile Borgerne, før Byen havde Evne til at bære den, og Broerne vilde Kongen selv istandsætte, da han oppebar Penge dertil af Bønderne paa Amager, saavelsom det ferske Vand i Byen mod en Afgift af Grundeierne. Hvad Forholdet til Nabokommunen angik, blev det bestemt, at Bagerne i Kjøbenhavn ikke maatte sælge Brød i Christianshavn, ei heller omvendt, og at den nye Kjøbstads Borgmestre, Raadmænd og Byfoged skulde i alle Forsamlinger sidde og gaa næst efter deres kjøbenhavnske Kolleger. Den religiøse Ufordragelighed, som var et af Tidens Kjendemærker, viste sig ved, at ingen Fremmed af anden Religion end Landets kunde nedsætte sig i Byen, ja de maatte, inden det tillodes dem, præstere skriftligt Bevis fra Biskoppen og Sognepræsten om deres Religions og Gudsdyrkelses Beskaffenhed. Som Følge heraf kom de fremmede Elementer, der optoges, hovedsagelig til at bestaa af Tydskere og Hollændere.

Udviklingen gik nu jevnt fremad; i Mai 1640 indviedes en midlertidig Trækirke, der var meget tarvelig og vistnok laa lige overfor den nuværende Frelsers Kirke paa den Grund, hvor Veterinairskolen senere fik Plads. Byen kunde dog ikke selv lønne sin første Sognepræst, Mag. Erik Bredal, hvorfor Kongen maatte sørge for hans Underhold ved at tillægge ham en Skibspræsts Løn. I 1641 fik Christianshavn af Hensyn til sine mange fremmede Indbyggere to Sognepræster, en dansk og en tydsk, som afvexlende skulde prædike, men de kunde ikke forliges, og deres mangeartede Stridigheder forplantede sig til Menigheden og gav Anledning til megen Forargelse. Kirken havde desuden en Kapellan, en Klokker, en Organist og en Bælgtræder foruden en Skolemester, der tillige var Degn og ledede Kirkesangen. Han skulde undervise Drengene og Pigerne i Tydsk og Dansk, Sang og Musik, Skrivning, Regning og Katechismus, hvilket sidste Fag Børnene "skulde omgaas med sammenlagte Hænder, bøiede Knæ og ydmyg Andagt", og Skole-


564

mesteren skulde "desforuden instituere saa mange af Drengebørnene, som det begjærer og dertil er dygtige, saa vidt i fundamentis artium, at de i tredie eller fjerde Lektie udi andre Skoler sig kunne forsvare", med andre Ord: Christianshavns Skole skulde tjene som en Forberedelse til Latinskolen.

De første christianshavnske Indbyggere havde fornemmelig deres Næring af Skibsfarten, thi da de fleste af dem havde en "Havn" i.e.: en Losseplads paa deres Grund, kunde de uden Vanskelighed gjøre sig den heldige Beliggenhed ved Strømmen indbringende. Her var Skibsbyggerier, Beddinger til Reparationer og formodentlig ogsaa Handel med alle Slags Skibsfornødenheder. I den ældste Periode havde Byen dog neppe mange Handlende, men de kom lidt efter lidt, og en enkelt af dem, Jakob Madsen, var endog saa rig, at han kunde leie og senere kjøbe Børsbygningen af Kongen (se Side 500). Den nye Kjøbstads Nærhed ved Kjøbenhavn maatte næsten med Nødvendighed fremkalde Stridigheder, og disse udebleve heller ikke. Snart mente Kjøbenhavnerne, at de bleve forurettede af Christianshavnerne; snart var det omvendte Tilfældet. Christianshavns Indbyggere maatte i 1646 lide under den Bestemmelse i Kjøbenhavns Privilegier, at "Gjæst ikke maatte handle med Gjæst"; de vare i Virkeligheden "Fremmede", hvorfor det blev dem paalagt at holde sig til deres eget Torv og ikke indkjøbe Proviant og anden Fornødenhed paa Kjøbenhavns Axeltorv under Straf af Varernes Konfiskation. Imellem de to Byers Haandværkere opstod der ligeledes Trætte, eftersom Laugstvang i Henhold til Privilegierne af 1642 ikke kjendtes paa Christianshavn. De kjøbenhavnske Snedkermestre iværksatte af denne Grund et Slags Strike overfor deres christianshavnske Medbrødre; de vilde nemlig ikke vide Noget af de Drenge, som vare udlærte hinsides Knippelsbro, og naar nogen Svend havde arbeidet derovre og paany søgte Kjøbenhavn, nægtede de andre Svende at staa i Værksted med ham og nedlagde Arbeidet. Christianshavnerne vidste nu ingen bedre Udvei end at klage til Kongen, og Byfogden i Kjøbenhavn fik Befaling til at sætte Snedkerlauget under Tiltale. Dette undskyldte sig med, at det ikke havde havt nogen Sikkerhed for, at de paagjældende Drenge virkelig havde været udlærte, og kunde aldeles ikke mindes at have foragtet de christianshavnske Kolleger. Sagen endte med et Forlig mellem Parterne paa Christianshavns Raadhus, ved hvilket man


565

gjensidig lovede hinanden at holde godt, fredeligt og naboligt Venskab; Snedkerne i Kjøbenhavn vilde i Fremtiden tillade de christianshavnske Svende, der bleve Mestere, at udhænge deres eget Bræt og Skilt, og paa den anden Side skulde Bønhaser (Folk, som høre til Lauget, men ikke have Ret til at arbeide paa egen Haand) ikke taales paa Christianshavn. Dette Slags Konflikter, som fortsattes under de følgende Konger, ja, endog udartede til Haandgribeligheder, maatte snart henlede Tanken paa det Hensigtsmæssige i at iværksætte en Sammenslutning mellem de to Byer. Allerede i Juni 1650 ansøgte Kjøbenhavns Magistrat herom med den Motivering, at begge Kjøbstæder havde ens Næring og Handel, hvilket hyppigt afstedkom Trætte, ligesom det vilde være i begges Interesse, at Jurisdiktionen blev fælles. Det varede dog endnu 24 Aar, inden Christianshavn blev "indlivet" i Moderbyen.

Det er ovenfor (S. 469 o. flg.) berørt, at en Omdannelse af Kjøbenhavns Fæstningsværker var bleven paabegyndt før Kalmarkrigen, men var bleven standset ved denne. Senere fortsattes disse Arbeider og vedvarede med større og mindre Afbrydelser Kongens hele Regjeringstid. Slotsholmen, der nu havde optaget Skarnholmen i sig og desuden havde udvidet sig i Breden over mod nuværende Boldhusgade, fik umiddelbart efter Tøihusets Opførelse tre Runddele eller Skandser til sit Forsvar, nemlig en foran Tøihusets sydostlige Gavl, et Sted, som endnu kaldes Søbatteriet, en bag Svovlhuset (det senere Bryggers) og endelig en udenfor Slotsherrens Stald omtrent ved Prindsens Bro ligefor nuværende Ny Vestergade. Samtidig anlagdes Løngangen, som paa Johannes van Wicks Fugleperspektiv ses som en aaben Kjørevei, men i 1628 forsynedes med Tag. Da den nedreves i 1668, fordi den hindrede Strømmen i Havnen, beskrives den af Hjøring i "Annorum tredie Traktat" saaledes: "Den var grundmuret fra Kongens Stald lige ved Slottet hen ud over Stranden og paa Volden ved Vandkunsten og var takt med Tagsten, og havde den saadan Grund af store Kampesten, at det var at undre. Til Gulv var løs Fylding; inden udi var et ganske Cementgulv, saa langt som Løngangen var, og laa dette Gulv saa fast, at mangesteds under Gulvet var Fyldingen ganske sunken fra, dog var dette Cementgulv ikke sunket paa en Sten, i hvor ofte kgl. Majestæt derover med store Vogne og Heste havde faret, og hvor haardt derover kunde være rumlet, synderlig af de store Stykker


566

(Kanoner), som derinde laa paa Gulvet i Løngangen, og som idelig fyrede udi Stormens Tid, at endog, der de nedbrød Løngangen og optoge Grunden, da kunde de neppe hugge en Sten hel fra Kalken og fra andre Sten, hvilket vi saa for vore Øine med stor Forundring".

Havde man passeret Løngangen, kom man til det forhen omtalte store murede Krudttaarn (se Side 456) og derpaa til en aaben Plads for Enden af nuværende Nybrogade mellem denne og Vandkunsten, hvor Byen havde sine Baade og Fiskeredskaber. Løngangsstrædes nuværende Sydside havde en Vold ud imod Kallebostrand, syv Alen høi, og løb hen til en Bastion, som var bleven anlagt, hvor det gamle Vandmølletaarn havde staaet. Her paa Stadens sydvestligste Hjørne begyndte Graven, over hvilken der var bygget en Kam, som dæmmede for Vandet. Vestervold, som herfra bøiede mod Nordvest, blev i Aarene 1615-1618 flyttet længere ud, hvorved Halmtorvet opstod, og samtidig blev Vesterport (for Enden af Vestergade) udvidet og smykket med en Portal af hugne Sten saavelsom med et Spir. Ligeover Porthvælvingen stod Christian den Fjerdes i Sandsten udhugne "Effigies", som endnu opbevares paa Tøihuset, og hvis Berømmelse skriver sig fra, at det under Beleiringen trods den heftige Beskydning af Vesterport ikke blev ramt af et eneste Skud, men vedblev at være "ligesaa helt og fuldkomment, som det først blev opsat". Ogsaa her var en Kam af hugne Sten med Sluse ført over Graven for at opdæmme Vandet, af hvilket en Del lededes gjennem Volden ind i Byen, og derpaa gjennem den nuværende Philosophgang og Løngangsstræde til Vandmølledammen paa Vandkunsten og ud i Havnen. Paa Bastionen ved Porten anlagdes en senere i Beleiringshistorien ofte omtalt Kat eller et forhøiet Jordværk, hvorpaa Artilleriet kunde række længere ud i Terrainet end fra den lavere Vold. Fra Vester- til Nørreport blev Volden forhøiet og Graven uddybet, hvorhos det svage Punkt udfor S. Pedersstræde ved Voldens Bøining blev forvandlet til en Bastion paa Kommunens Bekostning, hvorved denne kom i stor Gjæld. Paa dette Sted, hvor Vandet havde sit Indløb i Stadsgraven fra Peblingesøen, havde Jermers Taarn (hvis Levninger endnu ere bevarede) staaet; dets øverste Del blev nu nedbrudt, den nederste skjult i Volden, og Jermers Taarn blev til Helmers Bastion. Samme Skjæbne havde det gamle Hanetaarn


567

udfor Larsleistræde (smlgn. S. 17). Nørreports Bastion udvidedes, og da Terrainet her er høit, lagdes med et passende Mellemrum to Dæmninger eller Kamme over Graven for at hindre Vandet i at løbe bort, hvilket iøvrigt gjentoges fire Gange paa Strækningen udenom den gamle Østerport (for Enden af Østergade) indtil Gravens Udløb i Havnen bag Holmens Kirke. De tre nye Bastioner mellem Nørre- og Østerport bar Navnene: S. Gertruds Skandse, Skandsen ved Lønporten (saaledes kaldet efter en Udkjørsel for Kongen til

Christian
den Fjerdes Buste

Christian den Fjerdes Buste fra Vesterport.

Rosenborg) og St. Klare Skandse. Paa Amager var Christianshavn endelig befæstet med to Skandser mod Søen eller Havnen og tre mod Landsiden, hvis den kan kaldes saaledes, thi Kallebodstrand og Sundet skar sig paa begge Sider saa dybt ind bag Byen, at den næsten af Naturen laa paa en Ø. Det ses altsaa, at Kjøbenhavn i 1625 havde faaet nye tidssvarende Fæstningsværker, men i det Væsentlige havde bevaret sine gamle Grændser.

Men før disse Arbeider vare afsluttede, synes Kongen at have næret andre og langt mere vidtrækkende Planer; han vilde


568

gjøre Søerne til Byens Grave, medens fremskudte Udenværker skulle spærre alle Adgangene fra Landsiden. I 1619 havde han, som forhen (S. 326) omtalt, erhvervet alle tre Søer af Magistraten; kort efter tilbyttede han sig Kalvehaven eller Jorderne mellem S. Jørgens Sø og Stranden (for en Del af Gjentofte Mark, den saakaldte Ryvang oppe i Egnen om Store Tuborg), og ved Helligaandshospitalets Flytning til Vartou have vi set, at han kom i Besiddelse af S. Jørgens Hospital med tilliggende Mark. Naar hertil kommer, at han allerede i 1606 havde kjøbt det store Terrain indenfor Søerne mellem Nørreport og Sundet, der er omtalt S. 506, ses det, at han havde frie Hænder til at befæste, som han vilde.

Det første Skridt, der foretoges, var Anlæget af den saakaldte Bygning ved S. Anne Bro, som paabegyndtes i 1626 og indbefattede den nye Toldbod og Skandsen ved S. Anne, Forløberen for det senere Kastel. De fornødne Pengemidler tilveiebragtes ved det Middel, hvortil Kongerne altid toge deres Tilflugt, naar de ikke saa andre Udveie, nemlig ved en Forhøielse af "Tolden udi Sund og Bælt", hvorhos Bønderne maatte præstere Arbeide in natura saasom Kjørsel af Sten o. d. Da de nævnte Værker for en Del lagdes ud i den aabne Strand, var Arbeidet besværligt; Kampesten "saa store, som to Heste hver Sten kan age" førtes dertil; der anlagdes Dæmninger og Stenkister, Pæle nedrammedes, og i 1630 fik man Toldboden færdig, saaledes at den kunde flyttes fra Enden af Knippelsbro, hvor den i nogle Aar havde været. Da der allerede tidligere var opført et Blokhus paa den fra Amagersiden fremskydende Rævshalegrund, saaledes at et smalt Indløb kun blev tilbage (den nuværende Toldbodbom), var den nuværende Havn altsaa allerede paa dette Tidspunkt tilstede i sine Grundtræk, skjøndt det varede lange Tider, inden Opfyldningen paa Christianshavn og de derværende Fæstningsværker førtes rundt til Toldboden, saaledes at Havnens Østside lukkedes. Den gamle Havn var fra nu af kun Kanaler. Ved Toldbodens Anlæg forsvandt den gamle S. Anne Bro, skjøndt der vedblev at være et Landgangssted her. Skandsen ved S. Anne, som paa Kjøbenhavnsiden skulde dække Indseilingen, blev først færdig langt senere; endnu i 1641 udskreves Skat dertil, og forskjellig Told lagdes paa fransk og spansk Salt, Silkevarer m. m. Den blev imidlertid stærk; i hvert Fald skriver Magnus Durell i sin Relation af 1654: "Havnen er overmaade sikker, uden=


569

for belagt med mange Sandrev, som forhindre Havet at fylde den med Sand. Desuden er den befæstet med en Pram, et skjønt Blokhus og en Skandse indenfor, saa at det ikke er muligt med Magt at kunne komme derind".

Imellem dette Værk paa yderste høire Fløi og Vartou, der som ovenfor berørt var en selvstændig lille Fæstning for Enden af Sortedamssø, anlagdes en Række Skandser, som dog ikke bleve færdige før i 1645. Byens nordlige Tilgang over Peblingebroen dækkedes af den saakaldte Ravnsborg Skandse, der skulde bekostes af Kommunen, men endnu ikke var færdig i 1646. Den tredie Adgang til Staden ad Ladegaardsveien (Peblingedammen) beskyttedes af den nye kongelige Ladegaard, der opførtes som Fæstning, kort efter at Kongen havde erhvervet S. Jørgens Mark (S. 549). Ladegaarden, der afløste den ældre i Nyby og fik dennes saavelsom den nedlagte Solbjerg Bys Jorder under sig, blev bygget i stor Stil med en herskabelig tre Etages grundmuret Hovedbygning, som den ses paa Pufendorfs Beleiringsbillede, samt med anseelige Bindingsværkslader og Staldbygninger. Volde med Bastioner, hvoraf der endnu ses Spor, omgave disse Bygninger, og Gravene fyldtes fra Ladegaardsaaen, medens de havde Afløb i en kunstig Rende eller Grav udenfor en Vold, som var ført langs S. Jørgens Søes Vestside og derfra i en stor Bue tværs over nuværende Vesterbrogade til Stranden, hvor den endte ikke langt fra den store Kam ved Bygravens Ende. Det er denne gamle Grav, som med et noget forandret Løb hedder Rosenaaen og nu paa en Strækning er bleven en underjordisk Spildevandsledning. Paa denne Maade bleve alle Byens Tilgange fra Sundet til Kallebostrand dækkede ved stærke Værker og en tildels sammenhængende ydre Linie, som dog ingensinde blev færdig og aldrig blev underkastet en Prøve. Ved Carl Gustavs Ankomst for Kjøbenhavn rømmedes alle disse Værker ufortøvet; man opgav dem uden Sværdslag, vel sagtens fordi de vare for udstrakte til at kunne holdes med nogen Sandsynlighed for et heldigt Udfald.

Allerede iforveien var der taget fat paa Udvidelsen af den indre Linie. Planen hertil synes at være fra 1629, thi i dette Aars December Maaned blev der gravet en Grøft og anlagt et Dige udenom Rosenborg og det senere Nyboder fra Nørreport til S. Anne Bro. Man maa derfor antage, at Voldenes Retning allerede paa


570

dette Tidspunkt er bleven af stukken, men først i 1642 bevilgede Rigsraadet paa en Herredag i Kjøbenhavn, rimeligvis paavirket af de farefulde Tider, en Overordentlig Skat for hele Landet ogsaa paa Adelens Gods, "dog ikke som nogen Pligt, men som et Tegn paa Affektion imod Hans Majestæt". Man havde nemlig indset, at det var fornødent "til Landsens Defension en god real Fæstning at lade opbygge", og havde Intet imod, at Kjøbenhavn valgtes dertil, eftersom Kongen dette "synderligt havde ladet sig befalde". Den Voldlinie, som nu paabegyndtes - thi Chr. IV oplevede ikke dens Fuldførelse - er den samme, som stod til vore Dage, og ved denne blev Byens Grund indenfor Værkerne mere end fordobblet.

Der blev nu i en Aarrække arbeidet med Iver, som det synes, først paa Strækningen fra S. Anne Bygning til henimod Rosenborg, og samtidig gav man sig til at sløife de gamle Volde og Grave fra Nørre- til Østerport og videre ned mod Holmens Kirke. Hundreder af Dagleiere og Soldater, ja Kvinder vare beskjæftigede her med Hakker, Spader og Skubkarrer, og i 1647 var vistnok den nye Østerport mellem Kastellet og Nyboder færdig og toges i Brug. Den nye Nørreport for Enden af Frederiksborggade, der anlagdes som en Fortsættelse af Mikkel Vibes Gade, var derimod ikke færdig ved Chr. IV.s Død. Hvorvidt man var naaet med Fæstningsværkerne paa dette Tidspunkt, kan ikke angives, men Saameget er sikkert, at endnu i 1658 ved Svenskernes Ankomst vare de nye Volde meget maadelige og ufuldkomne. Christian den Fjerdes sidste Krig med Sverig, som afsluttedes med Freden i Brømsebro 1645, gav ny Fart i disse Arbeider, saameget mere som man i dette Aar frygtede for en Beleiring af Hovedstaden, og i Slutningen af 1646 androg Rigsraadet, som ellers ikke udmærkede sig ved Imødekommenhed i slige Sager, paa, at Kjøbenhavns Befæstning maatte fremskyndes, "eftersom det hele Rige derpaa er mest magtpaaliggendes". Det anmodede desuden om, at den gamle Vold maatte blive staaende, indtil det nye Værk var bragt "udi Defension", men Kongen svarede lakonisk herpaa: "Det kan intet nu mer ske, thi der er Hul nok allerede derpaa". Man faar i det Hele det Indtryk, at Staden en Tidlang har henligget halv aaben i et chaotisk Uføre med Grøfter og Diger, Høie og Dale, og Benævnelsen Hallandsaas, hvorunder det udlagte Kongens Nytorv gik i Folkemunde, og som det i lange Tider bevarede, synes netop at have været en hertil


571

sigtende Folke vittighed. I 1647 bevilgedes imidlertid nye meget betydelige Skatter til Fortifikationen, og Generallieutenant Axel Urup,

Axel Urup

Generallieutenant Axel Urup.

som senere spillede en Rolle under Beleiringen, fik Overtilsynet med Arbeiderne, assisteret af tre Kapteiner og en Skriver. Urup, der var en tapper Krigsmand, men "en liden krogrygget Kavalér",


572

hvorfor Kongen havde givet ham Øgenavnet: Homunculus eller "Mandslingen", var Generalinspektør for Fæstningsværkerne indtil 1656, da han afløstes af Henning Quitzow.

I Indledningen til Skipperlaugets Skraa af 22de Decbr. 1634 hedder det, at "Gud allermægtigste ikke aleneste disse Lande og Riger fast om med Søen har bevæbnet, men endog med Søfarten, Haandteringsbrug og Videnskab saa vidt udi Øster-, Vester- og Nordsøen velsignet og begavet, at fast alle Nationer og bekjendte Steder udi Verden af denne gode By og Stad kan beseiles, tilmed endog med Skibe dertil at kunne bruge samt og med gode Havne og Strømme forlenet, saa og dygtige søfarne Folk, Skippere, Styrmænd og Baadsmænd, som dertil hører, dagligen velsigner og formerer, saa aldeles intet fattes til Navigationen og Søfart her i Staden saa bekvemmelig og vel som fast ingen Stad i Europa". Man skulde heraf tro, at Kjøbenhavn var bleven en stor Sø- og Handelsstad, men dette maa dog ikke forstaas bogstaveligt, ihvorvel Skibsfarten utvivlsomt havde faaet et ikke ringe Opsving. De gamle Kanaler om Slotsholmen havde vist sig for smaa, og Kongen havde derfor anlagt Christianshavn og indtaget Strømmen mellem Sjælland og Amager som Havn, medens han samtidig gjorde store Anstrængelser for at danne Handelskompagnier, opmuntre til Skibsbygning o. d. Han paatænkte endog at anlægge en Dok for Enden af Reberbanen paa Bremerholm ud i Dybet, nærmest for Flaadens Behov, men den blev aldrig til Noget, skjøndt Rigsraadet lovede at skaffe Penge dertil. I 1615 besøgtes Byen af 1327 fremmede Fartøier, for største Delen dog Smaaskuder fra Sverig, de polske Stater og Østersøstæderne saavelsom fra Indlandet, kun nogle faa store Skibe indgik fra Holland, men dette Tal forøgedes sikkert betydeligt i Aarenes Løb. Kjøbenhavns egen Handelsflaade bestod i 1635 af 88 større og mindre Fartøier og et meget betydeligt Antal Fiskerbaade; der nævnes saaledes i 1624 ikke mindre end 418. Den stigende Trang til en stadig Forbindelse med Nabobyerne viste sig ved, at Notarius publicus, Valentin Sum i 1639 fik sexaarig Eneret paa en Smakkefart til Helsingør, Helsingborg, Landskrona og Malmø. Udførselen bestod mest af Sild og andre Fisk, Smør, Talg, Huder, Tran, Korn, Brænde, Heste fra Amager o. d.; der indførtes uhyre Masser af Øl, navnlig fra Rostock, Vine, navnlig Rhinskvin og franske Vine, Salt, Hør, Hamp, alle Slags Kramvare m. m. Af


573

Prammændenes og Møndrikkernes (Færgemændenes) Taxt af 1615 faar man et godt Begreb om det Liv, der herskede ved Havnen og det Antal Personer, der ernærede sig ved at arbeide her; det hedder ogsaa i deres Skraa af 1622, at "Søhandelen og Kjøbmandstrafiken, Gud være lovet, daglig voxer og tiltager". Der nævnes foruden Prammænd, som førte Varer frem og tilbage mellem Byen og Skibene paa Rheden, Færgemænd, som baade overførte Personer og Gods, Dragere, af hvilke der baade var Vindragere med Sluffer og Bærebøre, Stangdragere, sorn bar alt Slags Tøndegods paa Stænger, og Kærredragere, som benyttede Kærrer til Transporten, endvidere Saltbærere, Arbeidsfolk ved Vægten i Veierhuset, samt Daglønnere. Desuden havde Vognmændene god Fortjeneste ved at age Gods fra og til Stranden. Det forstaas af sig selv, at der mellem alle disse Arbeidere fandtes mange tvivlsomme Elementer, ikke blot de saakaldte Fribyttere, det vil sige: Folk, der gjorde Indpas i Næringen uden at være Medlemmer af Lauget, men ogsaa "Løsgjængere, Dagdrivere, Hudestude og andre slige uvillige Kompaner", der hellere som "Dagtyve deres Tid med Lunkeri og Lediggang vilde forslide" end arbeide for den bestemte Løn. Disse skulde uden videre slaas i Jern og tvinges til Arbeide eller forvises af Byen og Landet. Imidlertid vare de Formænd, som skulde holde hver til sin Gjerning og holde Mandtal, ikke deres Stilling voxne, thi i 1624 maatte man gribe til den overordentlige Forholdsregel at sætte Brolægningsinspektøren Albert Gosman (smlgn. S. 462) til Overopsynsmand for Arbeidsfolk og Daglønnere, i hvilken Anledning Magistraten giver følgende lidet lystelige Skildring af Tilstandene i denne Samfundsklasse: "Aar efter andet ankommer til Byen mange fremmede Folk, som ikke har Pas eller Bevisning om deres Idræt og Herkom, men hver efter sin Leilighed og gode Tykke foruden Øvrigheds Forlov eller Vidskab søger hemlig Losering og Herberg inden og uden Portene udi Vinkel og Vraaer, hvor dem bedst bekvemmes, og naar de siden opsøges eller anmodes om deres Vilkaar at vide, undskylde de dem, en Part at have været Fiskerkarle, en Del aftakkede Baadsmænd eller tjenesteløse Folk, og i andre Maader dem erklærer, og siden fører her i Byen et letfærdigt og løsagtigt Levnet, Gud til Fortørnelse og Mennesker til Forargelse. Naar da nogle ærlige Folk har Pligtsfolk udi Arbeide behov, forbinde de dem tilsammen, hvor høi og stor Dagløn de vil have og saaledes med deres skalkagtige


574

Paafund Intet vil gjøre, uden dem gives to- eller tredobbelt Løn og fast mere, end de kunde fortjene. Vil man og vide, hvorfra de er komne, og hvor længe de her i Byen været haver, lyve de Folkene for og sige sig at have arbeidet hér i mange Aar, skattet og skyldet og befindes dog aleneste idel Bedragere, og førend en Part endda vil arbeide, gange de heller med stærke og føre Lemmer uforskammet for Døre og betle, en Part og avler Horebørn, som i lige Maade holdes af Forældrene til Betleri og saaledes opfylder Byen med en utallig Hob Prakkere, som sent eller langsomt kunne bortdrives".

Bestræbelsen for at søge nye Indtægtskilder og formere den almindelige Velstand beskjæftigede bestandig Kongen, og han tænkte at naa Maalet ved efter Spaniens, Englands og Hollands Exempel at grundlægge Kolonier og knytte Handelsforbindelser med fjerne Lande. Man drømte overhovedet dengang om at opnaa store Fordele paa denne Maade; det er saaledes bekjendt, at Hertug Frederik af Gottorp endog forsøgte at aabne en Handelsvei mellem Slesvig og Persien gjennem Rusland. Det første større Handelskompagni, der stiftedes, var det islandske af 20de April 1602. Handelen paa Island var, siden Kjøbenhavns Magistrat havde mistet Forlehningen (se S. 327), bleven dreven af fremmede Kjøbmænd, Hamborgere, Lybækkere, Bremere og Hollændere, saavelsom af forskjellige mindre danske Interessentskaber, men disse sidste bleve nu sammensmeltede til et Kompagni med 12 Aars Eneret mod en aarlig Afgift til Kongen. Det nye Handelsskab havde sit Sæde i Kjøbenhavn, Malmø og Helsingør, saaledes at den førstnævnte By havde Ret til at beseile 6 Havne, de to andre hver 7. Selskabet skulde forsyne Øen med alle nødvendige Varer og fik overhovedet mange Forskrifter om Forholdet til Islænderne. Da de tolv Aar vare forløbne, fornyedes Privilegiet paa 11 Aar, men da fik Kjøbenhavn 11 Havne, Malmø 2 og Helsingør 8, og den første Bys Overlegenhed viser sig endnu mere ved den Omstændighed, at det nogle Aar efter paabødes, at al Kompagniets Udredning skulde foregaa her, og at det egentlig var Kjøbenhavns Borgere, som fik Monopolet, medens Helsingør og Malmø kunde deltage, hvis de havde Lyst dertil. Senere udvidedes Privilegiet til ogsaa at omfatte Færøerne og Vespenø (Vestmannaøerne); Kompagniet fik Ret til at drive Hvalfiskefangst og Kaperi i de nordlige Have, hvorhos det forbødes Islænderne at handle med


575

Andre. For at skaffe Varerne lettere Afsætning og om muligt ramme Hamborg, flyttedes Hovedoplagsstedet til Glückstadt, men en Del af Varerne kom dog til Sundet, ligesom der holdtes strengt over, at de først skulde tilbydes Indlandet i 14 Dage, inden de falbødes paa Hamborgs Marked. Men trods alle Begunstigelser, trods det at "næsten alle Borgmestre og Raadmænd vare interesserede i Selskabet", som det hedder i et Kongebrev, vilde Handelen dog ikke trives, ligesaalidt som den var til Gavn for Island selv, hvorfra der lød uophørlige Klager over Misbrug af Monopolet, ubrugelige Varer o. d. Det gik endog saa vidt, at Kongen lod nogle af Kompagniets Medlemmer sætte under Tiltale. Fremmede, navnlig engelske og hamborgske Kjøbmænd, gjorde Indgreb i Næringen, algierske Sørøverskibe forulempede de Søfarende, Tiderne bleve trange, saa at man ikke formaaede at beseile alle Havnene, og henimod 1640 synes Selskabet noget nær at have befundet sig i Opløsningstilstand. Fem Aar efter truedes det med total Ruin, da Hamborgerne tilbød Kongen et Laan af en halv Million Daler mod Pant i Øen, men Sagen kom ikke i Orden. En af de Mænd, der i mange Aar dels var knyttet til, dels ledede Foretagendet, var den senere saa navnkundige Borgmester Hans Nansen, som i Aarene fra 1627 til 1639 forestod Forhandlingen af alle de Varer, der førtes til Glückstadt, og fra Decbr. 1639 til Februar 1649 var Kompagniets "Forvalter" eller Direktør. I Glückstadt havde Selskabet store Pakhuse ved Elben; i Kjøbenhavn eiede det et anseeligt Kompagnihus ved "Reveret" paa Skarnholmen (mellem den nuv. Slotskirke og Kanalen), som ogsaa brugtes til Stændermøder, endvidere en Smedie og to Reberbaner, hvoraf den ene laa udenfor Farvergade (se S. 423), den anden omtrent i nuværende Amaliegade ved Havnen.

De ved Frederik den Andens Død afbrudte arktiske Opdagelsesreiser (se S. 415) fortsattes under Chr. IV, og i 1605 gjenfandt Captain Godske Lindenow Grønland for første Gang efter de norske Indbyggeres Undergang. Den 28de Juli s. A. ankrede han paa Kjøbenhavns Rhed, medførende to Grønlændere, han havde bemægtiget sig med Vold, og da han det følgende Aar kom tilbage fra en ny og heldig Expedition, havde han atter fem Indfødte med. Disse Folk, som naturligvis vakte umaadelig Opsigt, maatte vise deres Kajakroning og andre Kunster for Kongen, Hoffet og Indbyggerne, saaledes som Lyskander har beskrevet det i sin


576

"Grønlandske Chronica". 1607 iværksattes en ny Expedition for at finde Østerbygden under en engelsk Captain Richardsons Kommando, men den vendte hjem med uforrettet Sag. Det var først, da den berømte Søfarende Jens Munk, der havde faret vidt om i Verden, deltaget i Kalmarkrigen og erhvervet sig usædvanlig Kyndighed paa Søen, i 1616 hentede Hvalfangere til Danmark, at de mange Nordpolsexpeditioner begyndte at give et praktisk Udbytte. I Biskaya hvervede han nemlig 18 Hvalfangere og førte dem til Kjøbenhavn, og nu dannedes der hurtigt flere Hvalfangerselskaber, hvoraf et fik Eneret til at fange Hvaler under Grønland ("det grønlandske Kompagni"), et andet under Norge, et tredie under Nordlandene. Fangsten dreves med vexlende Held og Uheld; størst Udbytte af den synes Brødrene Braem at have havt. Jens Munk blev i 1619 udsendt af Kongen paa den Expedition, der har bragt hans Navn til Efterverdenen, nemlig for at finde Nordvestpassagen, men hans og hans Mandskabs Lidelser i Hudsonsbugten vedkomme os ikke her, saa lidt som hans senere Reiser.

Et Handelsselskab, der dannedes med store Forventninger, var det den 17de Marts 1616 oprettede ostindiske Kompagni, eller som Kongen kalder det: »den indianske Seglation". En i Indien vel kjendt Hollænder, Roland Crape, gav Kongen den første Idé til Foretagendet og indtraadte selv tilligemed flere andre hollandske Kjøbmænd i Kompagniet. Chr. IV, der interesserede sig levende for Tanken, indskjød selv henved 17,000 Rdlr., laante endvidere Selskabet 30,000 Rdlr. og forstrakte mange Privatfolk med Pengesummer til at sætte i Handelen, thi det var hans Grundsætning, at den skulde drives med indenlandske Kapitaler. Han tilskrev Lehnsmændene, Professorerne i Kbhvn., Kjøbstædernes Magistrater og mange Andre for at formaa dem til at gjøre Indskud, og i 1618 vare Skibene endelig udrustede. I Spidsen for Selskabet sattes en nominel Præsident, Kongens femaarige uægte Søn, Christian Ulrik Gyldenløve. I Oktroien havde Kompagniet faaet tolvaarigt Privilegium til at handle paa Ostindien, China og Japan; ni Forvaltere skulde staa i Spidsen for det og have 2 pCt. Provision af Varernes Værdi for deres Uleilighed, men først naar der var 15 pCt. Overskud, skulde det fordeles mellem Interessenterne i Forhold til deres Indskud. Kongen forpligtede sig til at beskytte Kompagniet "i alle retfærdige Sager" mod Fremmedes Overgreb. Inden Skibene vare


577

afseilede, ankom en hollandsk Eventyrer, Marselis Boshover under Navn af Prindsen af Migomme til Danmark som Afsending fra Keiseren af Ceylon, men med et af ham selv lavet Patent, og afsluttede en Traktat med den danske Konge, fuld af gyldne, men, som det senere viste sig, tomme Løfter. Den 18de August 1618 afseilede Roland Crape med Skibet "Øresund" til Ceylon, men da han efter sin Ankomst kom i Konflikt med Portugiserne, gik det ham ilde. Hans Skib strandede, mange af hans Folk bleve dræbte, to hængte som Sørøvere, medens Crape dog selv tilligemed 13 Mand frelste sig i Land, hvor han erhvervede Flækken Trankebar for Danmark og anlagde Fæstningen Dansborg. Tre Maaneder, efterat Crape havde forladt Danmark, afseilede den 24aarige Adelsmand Ove Giedde (den 29de Novbr. 1618) med de to Krigsskibe "Elephanten" og "David", der havde Tropper ombord, samt tvende af Kompagniets Fartøier "Christian" og "Kjøbenhavn". Prindsen af Migomme fulgte med, men han døde paa Veien, og da Ove Giedde efter 18 Maaneders Seilads ankom til Ceylon, fandt han, at man var bleven taget ved Næsen, og at den ceylonske Hersker ikke vilde godkjende den i Kbhvn. undertegnede Traktat. Det lykkedes ham dog at afslutte en ny fordelagtig Overenskomst og erhverve et Stykke Land, saa at han i Februar 1622 kunde løbe ind paa Kjøbenhavns Rhed med en Ladning Ibenholt og Kryderier.

Handelen paa Ostindien, der var anlagt i stor Maalestok, saaledes at Kompagniet endog eiede en egen Gaard ved Stranden, viste sig imidlertid snart at være ufordelagtig, skjøndt den andetsteds afkastede utrolig Fordel. Det ene Skib efter det andet afsendtes, Kongen skjød bestandig Penge til, men Direktørerne, eller som de efter hollandsk Skik kaldtes: "Bewindhebberne", formaaede ikke at tage det op med den hollandske og portugisiske Konkurrence. Varerne kunde faas bedre og billigere fra Hamborg, og i 1633 var man kommen saavidt, at Selskabet var insolvent, Regnskaberne i Uorden, og Alt i Forvirring. Fem Aar efter indsamledes der nye, næsten tvungne Indskud over hele Landet, og en ny Direktion indsattes bestaaende af Roland Crape, Kjøbmand Johan Braem, Borgmester Jakob Mikkelsen og Villum Leiel, en Borger fra Helsingør, som i mange Aar havde været ansat ved den hollandske Handel paa Batavia og derved havde erhvervet sjeldne Handels- og Sprogkundskaber. I det Hjertesuk, hvormed Kongen ledsagede sit personlige


578

Indskud: "Gud give det maa være bedre anlagt end det forrige", føler man hans Bekymring, og han tog ikke Feil i sine mørke Anelser, thi det ene af de udsendte Skibe: "Christianshavn" blev af Spanierne anholdt i Tenerifa og opholdt i henved 3 Aar, medens det andet "Solen" forliste paa Hjemveien. Et paatænkt Filial i Glückstadt blev ikke oprettet, og Kompagniet førte en hensygnende Tilværelse, indtil Rigsraadet den 20de Juli 1650 foreslog dets fuldstændige Ophævelse. Frederik den Tredie gjorde imidlertid et nyt Forsøg paa at bringe Liv i Foretagendet, da han i 1655 befalede de Høilærde og Magistraten at opfordre til nye Indskud, men faa Aar efter skriver Magnus Durell: "Man har ogsaa søgt at stifte et ostindisk Kompagni i Kbhvn., men det er aldeles gaaet til Grunde". Tre Aar efter afhændede Kongen Fæstningen Dansborg med omliggende Distrikt saavelsom det forhv. Kompagnis Huse, Skibe og Varer for 80,000 Rdlr. til den hamborgske Kjøbmand Duarte de Lima, men Salget maa af en eller anden Grund være gaaet tilbage; thi Trankebar forblev i dansk Besiddelse og blev Udgangspunktet for det nye Ostindiske Handelskompagni, som oktroieredes den 18de Novbr. 1670.

Hvad der i hine Tider i høi Grad bidrog til at hæmme Handel og Skibsfart, var Havenes usikkre Tilstand. I Nordsøen vrimlede det af Fribyttere fra Dünkercken, og i Atlanterhavet tumlede de nordafrikanske Sørøvere sig frit og betragtede ethvert Handelsskib som god Prise. I 1625 sad ikke mindre end 100 danske Undersaatter som Fanger i Tyrkiet, og et Par Aar efter gjæstede Sørøvere fra Fez og Algier Island og Færøerne og bortslæbte Indbyggerne i Hundredevis. Det Middel, som anvendtes herimod nemlig armerede Skibes Udsendelse, frugtede kun Lidet; ialfald klager Kongen over, at Kaptainerne paa disse Fartøier vare feige og helst undgik Sammenstød med Fribytterne, og man maatte derfor gribe til den Udvei at indsamle Penge til Fangernes "Ransonering og Igjenløsning". Hertil kom, at Koffardiskibene jevnlig vare udsatte for at blive opbragte eller anholdte af venskabelige Nationers Orlogsfartøier, navnlig havde Spanierne for Skik at tvinge neutrale Skibe til at seile i deres Ærinder, hvorfor der ogsaa i hele Christian den Fjerdes Levetid er idelige Vanskeligheder med den spanske Regjering paa Grund af "Biskayeres" Opbringelse af danske Handelsskibe. Under disse Omstændigheder er det let forstaaeligt, at


579

Handelen paa Spanien ikke kunde trives, skjøndt Salt var et saa overmaade vigtigt Produkt for det fiskerige Danmark. I 1621 fik Johan Post Tilladelse til at oprette et Saltkompagni, der blev sat under fire ansete Borgeres Tilsyn, men det varede kun i fem Aar. Det vestindiske Kompagni, der bevilgedes Johan de Villum og Konsorter i 1625, og et guineisk og afrikansk Kompagni, som i 1636 stiftedes af Brødrene Braem, synes end ikke at være komne igang; derimod havde det østersøiske Kompagni (stadfæstet i Juni 1636) større Betydning, hvad der ogsaa gjælder om Handelen paa Nordlandene i Norge. Det følger af sig selv, at der ved Siden af disse Handelsselskaber sattes en Mængde Privatforetagender igang af enkelte foretagelseslystne Kjøbmænd, men de bragte neppe saa stor Fordel, at de kunde opmuntre til gjentagne Forsøg.

Havde den kjøbenhavnske Handel ingen rigtig Fremgang, var Grunden hertil ikke, at den manglede Opmuntring. Chr. IV gjorde, som vi have set, Alt for at udvikle den, men Kompagnierne vilde trods alle Privilegier ikke trives, fordi man spredte Kræfterne og vilde opnaa for Meget paa engang, altid arbeidede med for smaa Pengemidler og savnede egentlige Handelsgenier. Hertil kom Krige og stor udenlandsk Konkurrence og Skinsyge, navnlig fra Hollænderes, Englænderes og Portugiseres Side. Den eneste varige Erhvervelse forblev Trankebar. Kongen søgte iøvrigt paa mange andre Maader at ophjælpe Handelsstanden; saaledes tillod han i 1624 Abraham v. Tongelo at indrette en Vexel-, Laane-, Betalings- og Kjøbmands Bank, som dog vistnok ikke kom istand, og samme Aar den 24de Dcbr. udkom Forordningen om Postbude, ved hvilken Danmark blev uafhængig af de hamborgske Brevbude og selv lagde Grunden til et ordnet for Almenheden tilgjængeligt Statspostvæsen. Dette bestyredes dog ikke for kongelig Regning, men af fire kjøbenhavnske Kjøbmænd - en af det Islandske, en af det Ostindiske, en af Klæde- og en af Silkekompagniet - hvad der tydelig viser, at Hensigten var at gavne Handelsinteresserne, og under denne Bestyrelse sorterede Postmesteren, der tillige var Børsmester (smlgn. S. 499) saavelsom Budene. Disse sidste vare uden Tvivl ridende og synes at have været blaa og ikke røde som nu; i hvert Fald skulde Postmesteren have en Dørtavle uden for sin Bopæl forestillende en hvid Hest med en blaa Rytter. Hovedpostrouten gik - vistnok kun én Gang om Ugen - fra Kjøbenhavn til Hamborg


580

over Korsør, Middelfart, Kolding med Krydsning for de jydske Breve og videre over Flensborg, Gottorp, Rendsborg og Itzeho, men der var ogsaa endel Birouter. som besørgedes af gaaende Bude. Taxten for et enkelt Brev til Hamborg var 8 Skilling, og mindre Pakker besørgedes ogsaa. I Hælene paa Postordningen følger det første Avisprivilegium til Bogfører Joachim Moltke og Bogtrykker Melchior Martzan af 29de Juni 1634, som dog ikke fik stor Betydning i Chr. IV.s Tid; endvidere fremtræder en Notarius Publicus for første Gang, der skulde udfærdige alle Kontrakter mellem Skippere og Kjøbmænd, en Sø- og Handelsret bestaaende af 8 Medlemmer, hvoraf 4 kjøbenhavnske Kjøbmænd (smlgn. S. 324), og endelig i 1643 indrettedes 11 December Termin til stor Lettelse og Bekvemmelighed for Handel og Omsætning. At netop denne Dag valgtes, skyldes den Omstændighed, at den "uformærket", det vil sige: af sig selv, var bleven gængse Terminstid i Jylland og Fyen. Den anden halvaarlige 11te Juni Termin indførtes først i 1656 ved en kongelig Forordning. Kongens uophørlige Interesse for Handelsstanden lægger sig endnu for Dagen i 1645, da Borgerstandens Deputerede paa Rigsdagen begjærede, at det maatte tillades Kjøbstæderne at holde Møder en Gang om Aaret for at raadslaa om deres Trafik og Handel. I et Brev til Kantsleren Christian Thomesen Sehested skriver Kongen, at saadanne Møder ere en Nødvendighed, "om man begjærer at have flere og bedre Kjøbmænd i Riget end nu derudi findes", og at man ogsaa ved dette Middel "kan erfare deres Formue, og om det er deres eller fremmede Penge, de handle med". Den eneste Betingelse, han stiller, er, at en Mand skal være tilstede paa hans Vegne, og at det, der besluttes, under en vis Straf skal efterkommes. De uheldige Forhold efter den sidste Krig med Sverig saavelsom Striden med Adelen bevirkede dog, at der paa disse Møder ikke udrettedes noget virkelig Varigt til Gunst for Kjøbstæderne.

Trods Handelens ringe Flor var der en Overflod af Kjøbmænd i Byen. Saagodtsom alle Borgmestre og Raadmænd drev Handel og vare interesserede i et eller flere af de store Kompagnier, og i de Perioder, da man haabede at vinde Guld og grønne Skove ved Handelsforbindelser med fjerne Lande, kappedes Adelsmænd og Borgere, Øvrighedspersoner og Professorer om at tilskyde Penge til Udrustning af Skibe og Indkjøb af Varer. Vi kjende den Dag idag


581

Navnene paa et stort Antal kjøbenhavnske Handelsmænd fra den første Halvdel af det syttende Aarhundrede, men kun faa af dem vare virkelig fremragende Mænd. Til disse sidste hører først og fremmest Borgmester Mikkel Vibe, en Bondesøn fra Jylland, som i Tjeneste hos Markus Hess (se Side 413) og paa Reiser i Tydskland, Rusland, Spanien, Frankrig og England havde erhvervet sig Kyndighed i Handel og Søfart. I 1602 blev han Raadmand og fra 1609 til sin Død i 1624 Borgmester i Kbhvn. I Forening med sin Broder Kristen beseilede han Nordlandene, Island og Vestmanø; han førte Sædekorn til Trondhjem, udrustede Kapere, drev Hvalfangst under Grønland og Finmarken, og iværksatte overhovedet talrige Foretagender, snart alene, snart i Forbindelse med andre af Byens Handlende. Han havde ved sin Død samlet sig en betydelig Formue, førte et stort Hus og var en stor Grundeier; saaledes eiede han Vognmændenes gamle Laugshus ved S. Gertrudstræde; det nuværende Kultorvs Vestside var, formodentlig fordi han eiede en Række Huse her, opkaldt efter ham og hed Mikkel Vibes Gade; derimod har Store Vibenshus, som Dr. Nielsen oplyser, Intet at skaffe med ham, men var et Bomhus. Udenfor Vesterport anlagde han og Tolderen Jakob Mikkelsen en Kro og Skydebane (Mikkel Vibes Kro); udenfor Østerport eiede han 7 Haver og en Ladegaard, og han var, som vi have set, den første private Grundeier paa Chrhvn. Selv boede han vistnok ved Stranden og havde en anden Eiendom i eller ved Fortunstræde. Samtiden skildrer ham som en from og gudfrygtig Mand, der hver Morgen tilbragte nogen Tid i sit Bedekammer; hans Valgsprog var: "Guds Velsignelse gjør Huset rigt; Gud giver Sine Raad"; han var afholdt af Høie og Lave, og da han begravedes i Nikolai Kirke, skete det "med stor Frekvents af Rigens Raad, Adel og Uadel". Han var gift to Gange og efterlod sig en stor Familie; den mest bekjendte af hans Sønner er Peder Vibe, som blev dansk Resident i Frankrig og adledes af Ludvig den Trettende i 1633, hvilket det følgende Aar stadfæstedes af Chr. IV.

En vistnok ligesaa stor Rolle spillede Johan Braem, en født Hamborger, der var 30 Aar yngre end Mikkel Vibe og først efter dennes Død tog fast Ophold i Kbhvn. Han havde tilbragt sin Ungdom i Malaga, Lissabon og Amsterdam og havde som Søn af en fornem hamborgsk Kjøbmand og Byfoged faaet en god Op-


582

dragelse. I 1618 fik han Ansættelse i den danske ostindiske Handel, hvis "Bewindhebber" og Direktør han senere blev, og blev samtidig knyttet til det for kongelig Regning drevne Hvalfiskeri. Ligesom tidligere Jens Munk blev han sendt til Biskaya for at hverve kyndige Hvalfangere, men slog sig til Ro i Kbhvn., da han med nogle andre Kjøbmænd i 1624 fik et Privilegium paa at drive Hvalfangst under Spitsbergen og Grønland. I Kompagni med Broderen Gødert Braem, der havde bosat sig i Helsingør og blev Tolder sammesteds, drev han nu en storartet arktisk Skibsfart, paa mange Maader begunstiget og støttet af Kongen, der yndede ham meget, og med hvem han stod i udstrakt Handelsforbindelse. Braem leverede Salpeter, Krudt, Lunter, Bly og Geværer for Kobber, som han ifølge Kontrakt fik fra de norske Kobberværker; han kjøbte Øxne af Kongen, gjorde Indkjøb for ham i Holland, snart af brabandsk Humle, snart af Meubler og Tapeter, ja reiste i Kongens Ærinder i Udlandet. Oppe paa "den grønlandske Insul, Christiansberg" (det nuværende Spitsbergen) tilegnede Brødrene Braem sig en Havn, som de kaldte "Kjøbenhavns Bay", og hvor de opsatte det kongelige Vaaben "endog videre end fornøden gjordes« siger Kongen selv; og denne Havn, som Chr. IV omdøbte til "Christianshavn", fik de udelukkende Ret til at beseile, ligesom deres Hvalfangerskibe dækkedes og convoyeredes af Orlogsfartøier, der havde Ordre til at opbringe alle fremmede Skibe, som gjorde Indgreb i deres Rettigheder. Alle Deltagerne i Brødrene Braems Hvalfiskeri bleve fritagne for borgerlig Tynge; Skibene fik Tilladelse til at besøge Kronens Strømme under Nordkap, til at søge Handel og Fiskeri med "Sømonstra" og Hvalfisk saavelsom til at smelte Tran, hvor de vilde. I 1634 forlængedes Privilegiet paa 13 Aar; det lød da paa Nordland og Grønland, Christiansberg og andre Øer. Endvidere tillodes det Johan Braem at oprette et Bødkeri i Kbhvn., dog kun til eget Behov; hans Folk stilledes under Bremerholms Ret, og Kompagniet maatte ligesom det islandske Kompagni toldfrit udføre de Varer, det ikke kunde afsætte i Indlandet. I Stort som i Smaat viser Kongens Velvillie sig; snart overlader han Braem en af sine egne Baadsmænd paa Bremerholm til "Hvalsnider", snart udviser han ham Bøgetræer til den grønlandske Handel, eller han giver ham Lov til for Betaling at faa 2 Stykker Storvildt og 6 Par Harer fra den kongelige Vildbane til en Familiefest. I et af sine mange Indlæg mod Kristine


583

Munk antyder Kongen endog, at han har været til Gjæstebud i Johan Braems Have udenfor Kbhvn. Charakteristisk er den Iver, hvormed Kongen søger at komme til endelig Afregning med Johan Braem inden dennes Død; det viser, hvor omfattende hans Forretningsforbindelser med denne Mand maa have været, og hans Brev

Johan Braem

Johan Braem. Efter Simon Hennings' Ligprædiken.

til Rentemestrene herom er dikteret af en lignende Følelse, som da han i 1646 skriver til Rigsraadet om sit Forhold til nogle andre kjøbenhavnske Handelsmænd: "Men det skal haves sagt, at jeg, som i mange adskillige Maader haver forstrakt Riget med Penge, Sølv og Guld og sat Helbreden til, intet agter at være i uskiftet Bo med Henrik Müller, Hellekande eller de andre Dannemænd".


584

Johan Braem beklædte forskjellige andre Æresposter; han var Admiralitetskommissair, kongelig Faktor, Tilsynshavende ved Postvæsenet og en af de Ældste ved den tydske S. Petri Kirke. Han eiede den Gaard paa nuv. Graabrødetorv, som i 1637 kjøbtes af Korfitz Ulfeldt, og paa hvis Tomt Skamstøtten blev reist. Den 7de Novbr. 1645 blev han - siger Simon Hennings i sin Ligprædiken - ramt af sin "sædvanlige Sygdom", og da han mærkede, at Døden nærmede sig, lod han sin Broder Grødert kalde fra Helsingør og skjænkede S. Petri Kirke 1000 Rdlr. til et Pulpitur foruden 2000, han tidligere havde givet til Præsteenker. S. Nikolai Kirke fik 500 Rdlr. og de Fattige et lignende Beløb. Præsten kalder ham "en meget vis, klog, erfaren og vidtberømt Kjøbmand, hvis Mage ikke fandtes i hele Riget" og priser særlig hans gode Hjertelag mod alle Fattige og Trængende saavelsom hans Gavmildhed mod S. Petri, i det han har givet denne Kirke et Vindu med sit Navn, Choret, den nye Messedragt, Alterklæder og Sølvkar. De under Trediveaarskrigen fra Tydskland Fordrevne havde en trofast Støtte i ham, og Ingen lod han gaa utrøstet bort. Han døde Nytaarsdag 1646 i en Alder af 50 Aar og blev begravet i den Kirke, hvis Velgjører han havde været, og hvor der opsattes et Epitaphium for ham.

Om hans yngre Broder Gødert Braem, som i 1616 kom til Kbhvn., men i Aarene 1637-1646 var bosat i Helsingør, hvor han en Tid var Tolder, er der ikke Anledning til at tale særligt. Til hans Navn knytter der sig dog en Familietragedie af den uhyggeligste Art, et Giftmord, der ramte hans unge Brud. Hun var en Datter af Borgmester i Kjøge, Mads Ravn, men blev, kort Tid før hun skulde have Bryllup, forgivet af Stedmoderen Alhed Clausdatter paa Faderens egen Anstiftelse, efterdi denne ikke vilde eller kunde udbetale Svigersønnen hendes store Mødrenearv. Stedmoderen og den Afdødes Amme bleve efter en langvarig Proces henrettede paa Slotpladsen, hvorimod Mads Ravn døde i Blaataarn, inden den endelige Dom mod ham var falden. Kort Tid efter flyttede Gødert Braem til Helsingør, hvor han iøvrigt var gift to Gange, men han vendte tilbage til Kbhvn., da Broderen Johan var død, og valgtes i hans Sted til Ældste ved S. Petri Kirke. Han eiede en Gaard paa Slotsholmen tæt ved det islandske Kompagnihus og døde i 1655 efterladende sig en talrig Slægt. En af hans Efterkommere Geheimeraad Gotthardt Braem var i 1780 Overpræsident i Kbhvn.


585

En stor og uden Tvivl den mest ansete Del af den kjøbenhavnske Handelsstand havde som sagt Sæde i Magistraten eller var Medlemmer af det fornemme Klædekompagni, Nutidens Grosserere. Hertil hørte Borgmestrene Simon Surbæk, der handlede paa Nordlandene, og Mathias Hansen, som tillige var Medlem af det islandske Kompagni. Den sidste var Fader til Chr. IV.s Frille, Kirstine Madsdatter og opførte Hafnias nuværende Gaard paa Amagertorv. Høit yndet af Kongen var Borgmester Jakob Mikkelsen, som var Student, havde studeret ved hollandske, tydske og engelske Universiteter og tumlet sig vide om i Verden, inden han blev Borgmester i Mikkel Vibes Sted. Sine mange indflydelsesrige Stillinger som Medbestyrer af Ostindiske og Islandske Kompagni, Medlem af Sø- og Handelsretten saavelsom den kongelige Naade, der vistes ham ved Forleningen med Magleby Sogns Kongetiende og et Erke-Degnedømme i Aarhus Domkapitel, skyldte han vistnok fornemmelig sin Hustru Anna Mortensdatter, der var bleven opdragen ved Hoffet i sin Ungdom og stod høit anskreven hos Kongen. Da hun første Gang i 1598 giftede sig (med daværende Klædekammerskriver, Kristen Hammer) gjorde Chr. IV hendes Bryllup i Danske Kompagni; Brylluppet med Jakob Mikkelsen gjorde han paa Frederiksborg Slot. Hun kom jevnlig til Hove; Kongen benyttede hendes praktiske Evner til mange forskjellige Hverv og betalte hende en maanedlig Gage for hendes Tjenester. Jakob Mikkelsen og hans Hustru vare velhavende Folk, som bl. A. eiede en Bryggergaard paa Gammeltorv, hvor Nygade senere blev brudt igjennem, og da de vare barnløse, oprettede de et gjensidigt Testamente til Fordel for den Længstlevende, en saadan Sjældenhed i hine Tider, at samtlige Arvingers Samtykke først maatte indhentes.

En eventyrlig og mærkværdig Skjæbne havde Borgmester Reinhold Hansen, som fra Barndommen var bestemt for Handelen og derfor i en Alder af 13 Aar sendtes til Hamborg og Nürnberg for at blive indviet i Datidens Handelskundskab. Kort efter Kongens Kroning kom han hjem og traadte i Forbindelse med Hoffet; han var saaledes med Hertug Hans i Rusland i 1602 og ledsagede derefter Kongen paa hans Hyldingsreise til Hamborg. Nu fik han Lyst til Krigshaandværket og drog til Ungarn, hvor han i tre Aar kjæmpede mod Tyrkerne, gik derpaa til Sverig og ansattes endelig som Enspænder (Kurér) hos Chr. IV, for hvem han


586

besørgede forskjellige Ærinder i Udlandet. Midt under Kalmarkrigen, i hvilken han deltog, ægtede han Kongens forhv. Frille Kirstine Madsdatter og blev saaledes Christian Ulrik Gyldenløves Stedfader. I Krigsaarene 1625-27 var han atter med Kongen i Tydskland, indtil han ved sin Svigerfader Matthias Hansens Død i 1628 blev Borgmester. Kongen yndede ham meget, forlenede ham med Kanonikater i Roskilde og Oslo, gav ham Færøerne i Forpagtning o. s. v. Han var desuden Medlem af Islandsk Kompagni og eiede en stor Gaard i Vimmelskaftet. Da hans første Hustru var død, ægtede han i 1632 en Borgmesterdatter fra Malmø, der stod Familien Ulfeldt nær, og hans Forhold til Kongen var endnu paa dette Tidspunkt saa godt, at denne sendte ham 15 Rosenobler i Faddergave, da hans nyfødte Søn skulde christnes. Men i 1645 faldt han i Unaade; paa Grund af sin egenraadige Adfærd i en Mordsag (smlgn. S. 467) afsattes han og gjenindsattes aldrig i sit Embede trods Rigsraadets og Ulfeldts Bønner. Hvis man kan tro den svenske Resident Magnus Durell døde han i 1646 "en hastig Død af Fortræd og Sorg over sin Hustrus Komportement", thi denne, der var smuk, sagdes at holde til med Korfitz Ulfeldt og skal endog have forladt sit Hjem og fulgt Rigens Hovmester paa en Reise til Holland.

Det vilde føre for vidt at komme ind paa videre biographiske Enkeltheder vedkommende den kjøbenhavnske Handelsstand under Chr. IV. De vare fordetmeste velstaaende Folk og store Grundeiere, Folk med mange Jern i Ilden og med Greb paa at gjøre sig deres Stilling saa indbringende som muligt, selv om deres Handelsforetagender i stor Stil ikke altid vare heldige. Det var praktiske Mænd, der satte Pris paa gode Familieforbindelser og rige Hustruer, et myndigt bevidst Borgeraristokrati, der kjendte Tidens Brøst, stod Last og Brast mod Adelens Overgreb og ialfald skimtede de nye Tider, den følgende Generation skulde opleve. Mange af dem havde reist i Udlandet og bevæget sig i store Forhold, hvorved de havde vundet i Verdenserfaring og Selvtillid, enkelte havde endog havt Adgang til Fyrsters og Kongers Raad. En saadan mærkelig Mand var Nikkel Kok, som drev en betydelig Handel paa Østersølandene, Polen og Rusland med Tømmer, Hamp o. d. og ofte besørgede politiske Ærinder hos Kongen af Polen, af hvem han endog skal være bleven adlet. I 1643 gjorde Chr. IV ham til "Generalvisitør*


587

i Danmark og Norge, det vil sige: satte ham i Spidsen for hele Toldvæsenet, en Stilling, i hvilken han gjorde sig almindelig forhadt ved sin Brutalitet, ja endog optraadte saaledes, at Kongen engang skal have slaaet ham med en Stok i en Kirke. Raadmand Didrik Johansen Badskjær, om hvem Didrik Badskjærs Gang den Dag idag bevarer Mindet, var en anset og dygtig Kjøbmand, der havde lært Handelen i Regensburg og Danzig og senere havde seilet paa Riga, Reval og Narva, hvorfra han gik til Moskou og senere til Belgien, og Mikkel Vibes Svigersøn, Raadmand Thomas Lorck, som deltog i mange af Svigerfaderens Foretagender paa Nordlandene, boede saa prægtigt i Vimmelskaftet, at den franske Gesandt Baron de Courmesvin i 1629 indlogeredes hos ham. Johan Bøcker van Delden afgiver et Exempel paa en Handelsmand, der havde afgjort Uheld med sig; han, der havde været en "fornem Kjøbmand", og hvem en Forfatter endog havde tilegnet "en kunstig og ganske artig ny Regnebog", maatte rømme for Gjæld, forfulgt af Stikbreve og havnede i Rusland, hvor han vandt Czarens Yndest og blev hans Tolk. Rasmus Jensen Hellekande var en rig Handelsmand og Skibsrheder, der laante Kongen Penge og forsynede ham med Tømmer; han eiede et væbnet Skib, som deltog i Slaget paa Kolberger Heide, og som "holdt sig temmelig vel udi forskrevne Skærmydsering". Hans Trægaard, der baade var Participant i det østersøiske og islandske Kompagni, var egentlig Guldsmed, og Johan Ettersen var en saa alsidig Mand, at det er vanskeligt at afgjøre hans egentlig Bestilling. Han drev Farveriet bag Vandkunsten, var Papirfabrikant paa Strandmøllen, holdt Gjæstgiveri og Værtshus i Vedbæk og drev med Alt dette en betydelig, ikke altid lovlig Hvalfangst under Norge. Baltser Condevin hørte til en anset og stor Handelsfamilie, hvilket dog ikke kunde befri ham fra at "blæse i Bøssen" i.e.: betale en Bøde af 400 Rdlr. istedetfor at staa aabenbar Skrifte for en Forseelse in puncto sexti. Af Andenrangskjøbmænd var der en stor Overflod, som f. Ex. Johan de Willum, Johan og Bernt Schyrmand, Baltser Berents, Henrik Berner, Herman Hegerfeldt, Kort Mercker, Steffen Rode, Frands von der Lippe, Hans Frick, Gert van Øsede, Lyder Braske, Henrik Rosenmeier, Verner Klouman og mange Andre. Et Par af de største og mest berømte Handelsmænd nemlig Hans Nansen og Henrik Müller hører nærmest Frederik den Tredies Tidsalder til; som Type paa en Spekulant i stor Stil kan nævnes Joachim


588

Irgens (egentlig Jürgens), som oprindelig var Kammertjener hos Chr. IV, men ved at spekulere i norske Bjergværker og uden at være meget nøieregnende med Valget af Midler svang sig op til at blive en af Landets største Godsbesiddere og inden sin Død blev adlet.

Af de industrielle Foretagender, der iværksattes under Chr. IV.s Regjering, var Silkevæveriet uden Tvivl det mærkeligste. I Aaret 1619 kjøbte Kongen en Gaard paa Kjøbmagergade af Eske Brok (den havde tidligere tilhørt Birgitte Gøye), lagde en Gade: Silkevævergade eller Silkegade igjennem den og lod det følgende Aar 14 Smaahuse opføre paa begge Sider af Gaden. Disse Boder vare saaledes indrettede med Døre, at man kunde passere gjennem hele Rækken, hvilken Bekvemmelighed Kongen dog forbeholdt sig selv, da ingen Anden maatte have en Hovednøgle, og her anlagdes nu en Fabrik, som dreves af Kongen selv, idet han skaffede Raamaterialierne, lønnede Arbeiderne og solgte Varerne for egen Regning. Fyrst Christian af Anhalt fortæller, at der var 100 Værksteder, hvori der gjordes alle Slags smukke Tøier, "saa sirlige som i Vælskland". Silkevæverne og Farverne vare indvandrede fordrevne Tydskere, som forfærdigede en stor Del af de kostbare Stoffer, der hørte til Tidens Mode: Gyldenstykke, Bliant, Fløil, Capsa, Atlask, Damask, blommet Armassin, Snorer, Borter og Baand under Tilsyn af fire kjøbenhavnske Borgere. Det var Kongens stadige Bestræbelse at gjøre Varerne ligesaa gode som Udlandets, men vistnok uden Held, ligesom han paa forskjellige Maader søgte at fremme Afsætningen. I Marts 1623 foreslog Kongen paa en Herredag i Odense, at alle fremmede Silkevarers Indførsel skulde forbydes (med Undtagelse af slet i.e.: glat Fløil, slet Atlask og Taft) "eftersom den indenlandske Industri tager saa stærkt til, at den kan forsyne Riget med adskillige Silkevare", og Raadet havde Intet herimod, hvis Silkevarerne kunde forfærdiges i Riget i tilstrækkelig Mængde, af lige Godhed og for samme Pris som de udenlandske. Men det var netop disse tre Fordringer, man ikke kunde opfylde. Fra Holland og Hamborg fik man baade billigere og bedre Varer, og hertil kom, at Haandværkerne begyndte at blive kjede af det Hele og "understod sig fra Byen at begive og enten sig andensteds udi Riget at nedsætte og deres Haandværk at drive eller vel ganske ud af Riget at drage". Kongen havde allerede i 1623 maattet nedsætte Priserne med 2 pCt. for at blive af med Tøierne, og Vanskelighederne bleve


589

efterhaanden saa store, at han i November 1623 overdrog hele Fabriken med dens Lager og Maskiner til et Silkekompagni, hvis vigtigste Deltagere vare Johan de Villum, Johan Bøcker van Delden og Karl Thisen. Kompagniet fik Toldfrihed og andre Privilegier; Kongen lovede at forbyde al Indførsel af Silke- og Uldenvarer efter to, tre Aars Forløb, naar der var opsamlet et tilstrækkeligt Forraad; han forpligtede sig til udelukkende at tage sine Varer hos Selskabet, gaa i Kaution for en Sum af 50,000 Rdlr. o. s. v. Husene i Silkegade overlodes Kompagniet for en billig Husleie, og det fik Tilladelse til at optage nogle navngivne Udlændinge: Povl de Villum, Jan van Lier og Abraham Heyermann. Men det private Værk kunde ligesaa lidt betale sig som det kongelige; det gik med Silkehuset, som det var gaaet med Børne- og Tugthuset, det bragte kun Tab, og i 1626 erklærede Kompagniet, at det ikke kunde fortsætte Bedriften uden mærkelig Skade for sig selv saavelsom for Kongen. Denne, der nu ikke engang kunde faa sit Tilgodehavende, var villig til forskjellige Indrømmelser, "paa det samme Haandværk og Manufaktur, som med saa stor vor Bekostning og Skade er stiftet, ikke aldeles igjen skal nedlægges, men at det dog efterhaanden kan udi Riget plantes og faa Fremgang", men Alt var forgjæves; i 1627 skriver Chr. IV fra Stade, at "Statholderen skal have Opsigt med Silkeboderne, at de ikke forfalder, thi med Guds Hjælp vil det atter lykkes at besætte dem med slige Folk, som de er bygget til". Dette Haab gik dog ikke i Opfyldelse; allerede samme Aar begyndte Kongen at bortsælge Boderne, og i nogle af dem indrettedes, som vi ovenfor (S. 556) have set, Konventhuset.

Der var overhovedet intet Held ved Datidens Industri. Et Sukkerraffinaderi, der anlagdes af en Udlænding, bestod kun nogle faa Aar, og et Sæbesyderi gik det ikke bedre, thi Hans Røper, som havde faaet 10 Aars Eneret til at syde og forfærdige Sæbe til en vis Pris, forbrød sit Privilegium, da hans Varer vare slette. De vare formodentlig bløde og "stinkede efter Tælle", som Kongen skriver i et Brev. I 1620 fik Theodorus Rottenburgh Tilladelse til at opsætte endel Oliemøller i Nærheden af den Grøft, der gik fra Rosenborg til Sortedamssø, men det vides ikke, om det blev til Alvor. Af andre industrielle Foretagender kan nævnes et Silkespinderi for Brodere- og Sysilke, et eller flere Limkogerier, som for at finde Afsætning charakteristisk nok maatte udføre deres Varer


590

og derpaa atter indføre dem paa Grund af "den skadelige Begjærlighed disse Rigens Indbyggere have deres Varer fra udenlandske Steder at lade hente", endvidere en Fabrik for musikalske Instrumenter: Symfonier og Clavicordier, der anlagdes af Organisten ved Helligaandskirken, Lorents Skrøder, og endelig en Fabrik for Høleer og Skjæreknive. Alle disse Værker vare dog sikkert meget ubetydelige; vigtigere var en Geværfabrik, eller som den hed: en Smedie, Bore-, Slibe- og Poleremølle, som Jakob Petz, Borger og Dreier i Kbhvn., i 1640 anlagde i Lyngby, thi den kunde tre Aar efter paatage sig en Leverance til Tøihuset af 2,000 Musketter. Det er ovenfor omtalt, at den driftige Handelsmand Johan Ettersen indrettede en Papirmølle paa Strandmøllen, medens en anden kjøbenhavnsk Borger grundlagde en Cementfabrik paa Falsterbo. I 1624 nævnes en Glasbrænder i Kbhvn., der forfærdigede Spidsglas med og uden Dæksel, Rørglas, Bennikeglas og Pasglas; endvidere havde Skomagerne og Garverne Barkmøller; de sidstes laa i nuværende Guldbergsgade paa Nørrebro.

Af andre industrielle Foretagender, der havde bestaaet fra tidligere Tid, kan nævnes Kommunens Teglværk, som i Chr. IV.s Tid flyttedes udenfor Peblingesøen, men nedlagdes under den følgende Konge, rimeligvis fordi det ikke kunde betale sig. Det gamle Farveri med tilhørende Valkemølle i Løngangsstræde (Slottets oprindelige Vandmølle), som var gaaet istaa, da Tyge Brahe forlod Danmark (smlgn. S. 415), og som indtog en stor Deel af nuv. Vartous Grund, havde i nogen Tid været Tugthus, og det kongelige Farveri, som afløste det, indrettedes i Løngangsstræde længere ned mod Vandkunsten. Senere synes dog begge Farverier at have bestaaet ved Siden af hinanden; det første overdroges i 1620 til Klædekompagniet og tretten Aar efter i Forpagtning til den før omtalte Johan Ettersen, som senere kjøbte det andet Farveri af Kongen. Heller ingen af disse Anstalter var indbringende, saalænge de dreves for kongelig Regning.

Egnen om Vesterport udmærkede sig paa denne Tid ved sine mange Møller. Umiddelbart indenfor Porten ved det Vandløb, som var ledet gjennem Volden (smlgn. S. 566) havde Kongen omtrent i 1607 anlagt en Vandmølle, den saakaldte Vestermølle, der blev istandsat i 1635 og var indrettet i stor Stil. Den skulde male for Kongen alene, men i 1643 befaler han, at den skal afhændes


591

til den Høistbydende, fordi han "haver større Skade end som Gavn af den". Rentemester Henrik Müller kom derpaa i Besiddelse af den, men den ødelagdes og sløifedes vistnok allerede i 1669. Ved Provianthuset omtrent paa den nuværende Kancellibygnings Grund havde Kongen endvidere en Grynmølle, der dreves ved Hestekraft ligesom Kommunens gamle Mølle af 1523, hvoraf Hestemøllestræde bærer Navn. Rundt om i Byen, saaledes i S. Klemensstræde, Teglgaardsstræde og Skidenstræde fandtes private Hestemøller, men af ulige større Betydning vare dog Veirmøllerne udenfor Vesterport langs nuværende gamle Kongevei, hvoraf de yderste laa i Nærheden af nuv. Frederiksberg Allé. Chr. IV lod i 1619 opsætte en hollandsk Veirmølle paa Bastionen ved Vesterport, og i 1637 nævnes en anden paa Volden udfor Møntergade, men det var dog først i Fred. III.s Tid, at Voldmøllerne bleve almindelige. Ogsaa ved Vandkunsten og bag Tøihuset havde Kongen Veirmøller; den sidste, der ses paa Johannes van Wicks Fugleperspektiv, nedreves i 1657.

Den Misfornøielse, som herskede med Laugsvæsenet, er ovenfor (S. 430) berørt og synes efterhaanden at have antaget store Dimensioner. De betydelige Udgifter, som udkrævedes ved Optagelsen, lukkede Veien for mange dygtige Haandværkere, der ikke havde Midler til at vinde Lauget; ved de selskabelige Sammenkomster herskede der "megen unyttig Drik, Laugsbrødrene selv til Fordærvelse", og hertil kom, at Kongen og Kommunen gik glip af betydelige Indtægter ved den i alle Laugsskraaer optagne efter vore Begreber meget heldige Bestemmelse, at ingen Stridigheder mellem Laugsbrødre maatte komme for Domstolene, før Oldermanden og Stolsbrødrene havde gjort Forsøg paa et mindeligt Forlig. I Aaret 1600 befalede Kongen for at raade Bod paa disse Onder, at alle Skraaer skulde efterses og revideres; og de Forandringer, der indførtes, vise sig f. Ex. tydeligt i Rodemestrenes Skraa af 1606, hvori det bestemmes, at den, der indtræder i Lauget, skal lægge 3 Daler i Bøssen, og desuden give Oldermanden 1 Daler, Laugsskriveren 1 Daler og de Fattige 1 Daler og "ellers aldeles ingen ydermere Laugs Indgang, Drik, Skjænk, Penninge eller Penninges Værdi, ei heller nogen Forsamling for hans Skyld gjøres, enten Gjækkeløb med Bjælde-Kanden langs Gaden eller i saa Maade". Vognmandsskraaen af 1610 fastsætter 1 Gylden som Indgang i Lauget, samt 4 Daler til Laugshusets Forbedring saa og til fattige


592

Laugsbrødres Ophold og Jordefærd, men ikke mere, og det fastslaas, at Forseelser i Fremtiden skulle afgjøres for Bythinget og ikke i Laugets Skjød. Men hermed var i Virkeligheden kun Lidet opnaaet; det viste sig nemlig overordentlig vanskeligt at holde Kontrol med Laugene, eftersom de paa mange Maader forstod at illudere de kongelige Forordninger. Snart vare de slet forsynede med Varer, snart overskred de Taxterne aabenlyst eller ved List. I 1605 hedder det om Skomagerne, at "de tage fast dobbelt Værd for Sko og Støvler, ja saa meget dennem lyster", og i 1610 hører man Klager over, at Slagterne "ikke holde deres Embeder vedlige med Oxekjød", og over at de nægte at sælge Oxekjød, naar man ikke tillige vil kjøbe Lammekjød af dem, hvorfor Magistraten søgte at komme dem tillivs ved at tillade inden- og udenbys Folk at sælge Kjød paa Nytorv til en bestemt Pris. Misbrugene voxede imidlertid; den evige Klage er, at "nogle faa Personers Egennytte graverer den ganske Gemene", med andre Ord, at Laugene hindre den frie Konkurrence og saaledes kun skrue Priserne utaaleligt i Veiret. Kongen yndede ikke Laugsvæsenet og gav efterhaanden et temmelig betydeligt Antal Haandværkere Tilladelse til at drive deres Næring uden at indtræde i noget Laug, hvilket selvfølgelig ikke blev godt optaget af Haandværksstanden, ja i Christianshavns By kjendtes, som vi have set, Institutionen aldeles ikke. Endelig bestemte Kongen sig til et afgjørende Skridt; ved Forordningen af 19de Juni 1613 ophævede han al Laugstvang og indførte faktisk Næringsfrihed, idet han befalede Magistraterne at fratage alle Haandværkere og Andre deres Skraaer og beholde dem i Forvaring indtil videre. I Motiverne hedder det, at dette sker "formedelst den store Uskikkelighed og Modvillighed her udi Riget med Haandværksfolk og Andre, som Skraaer og Laugsret have, idet de paa det Høieste besvære Undersaatterne med hvad de hos dennem skulle lade gjøre og forarbeide, hvortil deres Skraaer og Laugsret dennem Anledning giver, efterdi Enhver her udi Riget sin Næring og Haandværk ikke maa bruge, medmindre de først have vundet Lauget med stor Bekostning". Naturligvis skulde Haandværkerne have Borgerskab, selv om deres Forhold til Lauget var hævet; det var derfor, at Magistraten s. A. befalede, at alle tjenstløse Haandværksgeseller, der ikke havde aflagt deres Borgered, men ulovlig brugte deres Haandværk til Skade og Afbræk for skatteydende Borgere, enten


593

skulde møde paa Raadhuset og vinde Borgerskab eller tage Tjeneste hos andre Mestre.

Følgerne heraf bleve imidlertid neppe, som man havde ventet. Det viste sig snart, at den overleverede organiserede Sammenslutning mellem de enkelte Haandværksfag ved Siden af Misbrugene ogsaa havde havt sine gode Sider. Fattige og Syge vare blevne støttede, og Laugene havde med Hensyn til Sædelighed, Tugt og Orden udøvet en opdragende Indflydelse, som i hine Tider vanskeligt kunde undværes. Den værste Følge var imidlertid, at Haandværksstanden gik tilbage i Dygtighed, fordi fremmede Svende ikke turde tage Arbeide her i Landet, eftersom de ved at tjene hos Fuskere forspildte deres Ret til at arbeide som Svende og nedsætte sig som Mestre i deres Hjemstavn. Under disse Omstændigheder saa Kongen sig allerede i Slutningen af 1621 nødt til at gjenindføre Laugsvæsenet, om end i meget forandret Skikkelse, saaledes at Tvangen og Misbrugene søgtes hævede. For at blive Medlem af et Laug behøvede man ikke at have staaet i Lære, ei heller skulde man gjøre Mesterstykke; man havde blot at lade sit Navn indskrive hos Oldermanden. Da Oldermændene imidlertid uden nogen Berettigelse forlangte Bevis for, at den Paagjældende havde staaet i Lære og var ægte født, "til den Ende - siger Kongen - at al Fordel og Arbeide paa nogle faa Mestre kunde bringes, hvilket de med den gemene Mands Fordærvelse efter eget Tykke kunde tage betalt, og deres indbildede afskaffede Skraaer mod vores naadigste Mening føre paa Fode", saa bestemtes det, at Anmeldelsen skulde ske for Magistraten, som atter meddelte den til Oldermanden. Al Forening om Varers Kjøb og Salg, som angik Haandværket, blev forbudt; hvert Laug skulde have sin Oldermand og sit Laugshus, som dog ikke maatte bruges til Gjæstebud eller Drikkelag, og det paalagdes særligt Laugene i deres Artikler nøjagtigt at bestemme Mestrenes, Svendenes og Læredrengenes gjensidige Rettigheder og Pligter.

Der hersker iøvrigt ikke liden Forvirring med Hensyn til denne Omordning, thi medens Kongen, selv efter Forordningen af 1621, i Reglen formener at have afskaffet alle Skraaer og Laug, have Andre en anden Anskuelse, ja Kongen kommer engang imellem for Skade og modsiger sig selv, naar han f. Ex. i 1636 skriver, at der ikke existerer Skraaer og Laug, men Aaret efter sans façon


594

taler om en Fremmeds Optagelse i Guldsmedelauget, ja endog erklærer, at denne først maa gjøre Mesterstykke, skjøndt den ovenomtalte Forordning udtrykkelig forbyder saadant. I Skrædernes Skraa af 1622 er der endnu ikke Tale om Mesterstykke, men fem Aar efter faar den med Magistratens Samtykke et Tillæg, hvori der - for ikke at bruge Ordet: Mesterstykke - bestemmes "en Proba for dem, der agte at give sig i Skræderlauget" nemlig at skjære og sy en Mandsklædning, en glat Kvindekaabe og en Kvindetrøie. Der fremkommer saa mærkelige Modsigelser, som at Kongen i 1635 gjør Bagerne til et sluttet Laug paa 30 Mestre og gjenindfører nogle af Laugstvangens værste Bestemmelser (om Svendes Ægteskab med Mesters Enke eller Datter), og dog samtidig affordrer Magistraten en Erklæring om, hvorledes den i 1623 har kunnet give Bagerne en Skraa, eftersom alle Laugsskraaer jo ere ophævede. Ogsaa Skræderne bleve i 1641 et sluttet Laug paa 120 Mestre, og ingen af dem maatte have mere end 4 Svende paa Værkstedet. Med andfe Ord: den gamle Laugsaand lod sig ikke uden videre kue ved et Magtsprog; man var nødt til at gaa paa Akkord med det praktiske Livs Fordringer, og lidt efter lidt vendte alle de gamle Skader tilbage, som man kan læse i Christian den Femtes Forordning af 23de Dcbr. 1681, der udkom "for at afskaffe adskillige Anordninger, som tvertimod Loven, Recessen og andre Forordninger i Laugene i Kbhvn. ved Tidens Længde sig havde indsneget, hvorved Gud fortørnedes, stor Ødselhed foraarsagedes og Haandværksfolkene med unyttig Omkostning besværedes, og Tiden, som de til deres Næring skulde bruge, unyttig bortspildtes".

I Aarene efter 1621 falder nu en stor Mængde nye Laugsskraaer, Artikler, Bestemmelser, eller hvad man nu vil kalde dem, medens andre Laug sagtens fik deres gamle Skraaer tilbage. De nye Artikler eller "Vilkaar" forsøge alle mere eller mindre tydeligt at slaa ind paa den antydede Mellemvei; de fastsætte Antallet af Oldermænd og Bisiddere, saavelsom Betingelserne for Optagelse i Lauget; de fordre, at Laugsmøderne skulle afholdes uden Drik, indeholde fordetmeste Taxter og omhyggelige Forskrifter om Svendenes og Drengenes Forhold, og have derhos optaget adskillige af de gamle Bestemmelser vedkommende Disciplin og Orden, for hvis Overtrædelse der dikteres Bøder.


595

Det er klart, at visse Haandværkere i det Almenes Interesse havde mere Tilsyn behov end andre; det gjælder f. Ex. om Guldsmedene, hvis Skraa af 1608 rentud siger, at der gaar stor Falskhed og Bedrageri i Svang, "dog hermed ikke Alle at være mente". Varerne havde ikke den rette Lødighed, ja man forarbeidede forgyldt Kobber og Messing "til Bønder og andre uforstandige gemene Folk" og udgav det for forgyldt Sølv. Blandt de forskjellige Kontrolbestemmelser, som paabødes herimod, kan særlig fremhæves, at Laugets Oldermand skulde stemple alle Guld- og Sølvvarer med Byens Stempel, ved Siden af hvilket Guldsmedens eget Mærke skulde findes, et Paabud, som iøvrigt allerede fremkom paa Kong Hanses Tid (smlgn. S. 247), og til yderligere Sikkerhed ansattes der svorne "Vardiner" (Guardeiner), ligesom det helt forbødes Guldsmedene at forgylde eller forsølve Kobber og Messing. Som de fleste Haandværkere beskyttedes Guldsmedene ved Forbud mod Indførsel, men det blev neppe overholdt. I det Hele er Laugsvæsenets Historie en uophørlig Gjentagelse af de samme Misbrug og de samme Klager, og naar Regjeringen viser Opfindsomhed for at afskaffe Onderne, ere Haandværkerne ikke mindre opfindsomme med at illudere de kongelige Forordninger. Nyrop oplyser saaledes i sine "Meddelelser om Dansk Guldsmedekunst", at Jørgen Illing, som i 1623 blev Mester, trods Recessens udtrykkelige Bestemmelse om, at der kun maa udredes en Gylden til Indgang, under allehaande Paaskud maatte betale 3 Gange 3 Mark + 2 Rosenobler + 20 Daler.

Med Bagere, Slagtere, Smørstingere, Høkere og andre Leverandeurer af Fødemidler var der ligeledes al Grund for Autoriteterne til at holde skarp Kontrol, saameget mere som det jo gjaldt om at beskytte den fattige Del af Befolkningen, der ikke havde Raad til at bage og slagte selv. I Dyrtider blev der truffet overordentlige Forholdsregler for at forøge Byens Kornbeholdning; Brødpriserne bleve satte i Forhold til Kornpriserne, Vægten fastsattes nøiagtigt, og paa Raadhuset gaves der Enhver Leilighed til at undersøge, om han havde faaet fuldvægtigt Brød, ja man gik saa vidt, at Byfogden, Kæmnerne og Bagernes Oldermand hver Maaned skulde undersøge, om Brødet var "rent og ustraffeligt". Brødsalget skete efter gammel Skik fra Bagernes Vinduer, men en Tidlang vare Bagerne desuden forpligtede til hver Onsdag og Lørdag at falbyde deres Brød paa Nytorv, at man kunde se, hvem der bagte Brødet bedst. Senere


596

indrettedes der offentlige Boder, Bagerboder, omkring i Byen, saaledes i Madtorvet (et lille Stræde fra Graabrødetorv til Ny Amagertorv), paa Nørregade ligeoverfor Bispegaarden op til Vor Frue Kirkegaards Mur, paa Østergade tæt ved Hjørnet til Amagertorv og ved Vesterport. Hvorledes Livets praktiske Krav lidt efter lidt tvang Myndighederne til at opgive Næringsfriheden, viser en Forordning af 1635, hvori Kongen siger, at han vel ikke agter at gjenindføre de ophævede Laug, men at det dog er ønskeligt, at Bagerne fremfor andre Haandværkere faa visse Bestemmelser. Sagen er, at Privatfolk, som havde Ret til at bage til eget Forbrug, gav sig til at sælge Brød, et Uvæsen, man søgte at hindre ved kun at tillade 30 Bagere i Byen, der skulde sælge fra deres Vinduer saavelsom fra Bagerboderne. Den Befaling, at Bagerne ikke maatte skilte fra deres Huse, opstable Brød eller sætte Lys i Vinduerne, overhovedet ikke paadrage sig Forbigaaendes Opmærksomhed, tyder paa, at man lidt efter lidt vilde gjøre Boderne til de eneste Udsalgssteder.

Et aldeles lignende Onde blev for Bryggerinæringens Vedkommende bevirket ved Laugenes Ophævelse. Man havde altid havt Lov til at brygge Øl til eget Behov, men Privat folk gav sig nu til at udsælge deres hjemmebryggede Øl i stor Maalestok, og en Forordning af 1622 siger endog, at Haandværkere i Særdeleshed drev saadanne Ølforretninger, og "føie agtede om deres Svende lidet eller meget arbeidede, men heller saa deres Øl at blive uddrukket og solgt". For at gjøre Ende herpaa fik Magistraten Ordre til at bestemme et vist Antal Bryggergaarde (en Ordning, der vedvarede til ind i dette Aarhundrede), hvor der var bedst Vand og Leilighed, og hvor det var Byen bekvemligst, og disse skulde alene brygge til Indbyggernes Behov. Af et i 1643 foretaget Syn over Bryggergaardene ses det, at Bryggerlauget eiede 122 Gaarde, af hvilke dog kun 114 stadfæstedes af Kongen som rette Bryggergaarde. Den nye Ordning kom ogsaa Staten tilgode, da en høi Accise i 1633 lagdes paa Øl og Malt, hvilken Bryggerlauget iøvrigt en halv Snes Aar efter selv forpagtede for 1200 Rdlr. om Aaret. Bryggerne hørte til Stadens Handelslaug, hvorfor de kaldes "det fornemme Bryggerlaug" og havde Ret til at handle med, hvad man nutildags kalder Hørkramvarer; deres Øl var dog neppe synderlig godt, om end nogle enkelte som f. Ex. Ditlev Hansen i 1633 bryggede finere Ølsorter, navnlig Bryhan (et Slags Hvidtøl).


597

i Den ovenfor omtalte foreløbige Tilladelse for uden- og indenbys Folk til Salg af fersk Kjød paa Nytorv hver Onsdag og Lørdag, som var rettet mod Slagternes Overgreb og høie Priser, frugtede ikke synderligt, thi i 1621 klagedes der atter over, at de solgte magert Kiød i dyre Domme. Dette gav Anledning til, at Torvehandelen med Kjød paa Nytorv, som har vedvaret til vore Dage, blev endelig fastslaaet, og til at der i 1623 fremkom nogle Vedtægter for Slagterne. Det hedder i disse, at al Slagtning skal foregaa i Christoffer Valkendorfs Boder uden for Vesterport (smlgn. S. 406) eller dog udenfor Byen, og at Udsalg af Kjød kun maa finde Sted fra Slagterboderne paa Hjørnet af Skindergade og Klosterstræde eller paa Nytorv, hvor der iøvrigt ogsaa solgtes levende Kvæg indtil 1671. Det blev endvidere strengelig forbudt at slagte og udhugge magert Kokjød blandt Oxekjød, og det kostede Æren og Embedet at sælge noget Slags selvdødt Kjød. Ingen Slagter maatte kjøbe mere end et Par Øxne og 10 Lam; derimod kunde hele Lauget i Fællesskab kjøbe, saa meget det vilde.

Her er endnu Anledning til at omtale et enkelt Laug, Vognmandslauget, som paa Grund af sin Forpligtelse til at vedligeholde de Broer og Veie, der dannede Adgangen til Byen, bortføre Stadens Feieskarn, hjælpe i Ildebrandstilfælde og besørge Kongeægterne havde forskjellige store Friheder og Begunstigelser, og desuden en Del af Serridslevs gamle Jorder "til deres Hestefoder og Laugs Ophold". Denne Mark, som i 1682 var ansat til 26 Tdr. og 6 Skpr. Hartkorn, er den saakaldte "Vognmandsmark", der laa mellem Borgervangen (den nuv. Bryggervang) og Emdrup Mark. I 1610 vedtoges det, at der skulde være 40 Vognmænd i Byen som havde Eneret paa al Vognmandskjørsel; dog maatte Bønder og Andre age for Kjøbmænd og Kræmmere til alle Aarsmarkeder i Sjælland og fem Dage derefter. Vognmændene havde deres Laugshus paa nuværende Kultorv, som paa hin Tid dækkedes af en Bygningsfirkant mellem S. Gertrudsstræde (Torvets østlige Side) og Mikkel Vibesgade (den vestlige). Da Mikkel Vibe, som ovenfor omtalt, kjøbte Gaarden i 1608, indrettede de et nyt Laugshus i S. Gertrudsstræde.

Under Christian den Fjerdes lange Regjering fik den kjøbenhavnske Haandværksstand en ikke ringe Tilgang af dygtige Elementer, navnlig fra Tydskland, hvilket ikke blot spores i de techniske Benævnelser af tydsk Oprindelse, men ogsaa i den Kjendsgjerning, at


598

Laugsvæsenet efter den kortvarige Næringsfrihed af 1613 i det Væsentlige sattes paa samme Fod som i Tydskland. De omfattende Byggearbejder bragte mange Arbeidere hertil, som bosatte sig her og fandt rigelig Beskjæftigelse; lidt efter lidt voxede der danske Arbeidere op ved Siden af dem, eller de absorberedes af de Indfødte. Det er i saa Henseende charakteristisk, at Remsniderne og Pungmagerne fik en tydsk Skraa i 1609; men fjorten Aar efter en dansk. Datidens Haandværk kan selvfølgelig ikke maales med Nutidens Maalestok; thi Produktionen var kun ringe i Kvantitet, og stod som Følge heraf heller ikke overmaade høit i Kvalitet. Egentlige Pragtstykker forfærdiges vistnok som oftest i Udlandet, Meget indforskreves fra Tydskland, Holland og Frankrig, og Haandværksdrift i stor Stil kunde ikke komme istand, saalænge Laugstvangen gik ud paa at holde den ene Haandværker i Niveau med den anden og hindre den Enkelte i at tilrive sig en uforholdsmæssig Part af det forhaandenværende Arbeide. Naar Snedkermesteren kun maatte arbeide selvfjerde, kunde han aabenbart ikke paatage sig store Leverancer, og mangen Gang havde Kongen og Adelsmændene særlige Haandværkere, som kun arbeidede for dem. Men - som Nyrop siger - det begyndte at dages; Haandværksstanden var i afgjort og kjendelig Fremgang.

Christianshavns Segl
af 1641

Christianshavns Segl af 1641.



<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: tor jun 30 18:10:15 CEST 2005
Publiceret: tor jun 30 18:10:12 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top