eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > BKH > Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn del I

Kjøbenhavn
    - kap. I

Kbhvn., Thiele, 1887

Carl Bruun (1846-99)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Københavns ældste segl 1296

Kjøbenhavns ældste Segl 1296.


FØRSTE KAPITEL.

København under Roskilde Bispestol.

_____

S


kjøndt Kjøbenhavn hører til Europas yngste Hovedstæder, thi London, Paris og Wien havde existeret et tusind Aar, inden Kjøbenhavn nævnes for første Gang i Historien, og Rom endog hen ved et Par Aartusinder, taber dens Fortid sig dog i Mørket. Men intet romantisk Eventyr knytter sig til dens Anlæg, ingen Oxe har leveret Hud til dens Omkreds, ingen Ulvinde har opammet dens Stifter, intet overnaturligt Væsen har aabenbaret sig og spaaet Stadens Fremgang og Storhed - beskedent og stille dukker den op, indtil den lidt efter lidt vinder frem i Anseelse og Rang. De Forsøg, som ere blevne gjorte paa at lægge en Nimbus af phantastisk Ælde om Byen, bringe os til at trække paa Smilebaandet; saaledes naar det i "Das adeliche Europa" fortælles, "at Kjøbenhavn er anlagt af Phoenicierne, eller andet Steds, at Kattesundet er opkaldt efter den tydske Folkestamme, som af Suetonius kaldes: Catti.

[1]

2

I Virkeligheden forholder det sig saaledes, at Kjøbenhavn har været "en liden Flek", da den første Gang dukker frem af Historien ligesom tilfældigt, løseligt knyttet til en historisk Begivenhed, der er foregaaet i dens Nærhed eller paa dens Grund, hvorpaa den atter for lange Tider synker tilbage i Forglemmelse. Det er vistnok ikke usandsynligt, at "Havn", som Byen dengang kaldtes, paa Grund af sin bekvemme Beliggenhed ved Havet, om man vil paa Hovedveien til Skaane, har spillet en vis Rolle som Udskibnings- og Overfartssted, men Historien melder i hvert Fald Intet herom. Naar man derhos kjender Sildefiskeriets Vigtighed og Betydning paa begge Kyster af Sundet, naar man mindes de Tusinder og atter Tusinder af Mennesker, der vare sysselsatte med Sildefangsten, det Liv og Røre, som herskede her, i Sildetiden, ligger den Tanke nær, at Kjøbenhavn ogsaa skylder Sildemarkedet sin Opkomst saavelsom sit Navn. Vistnok vare Byerne hinsides Sundet som Landskrone, Malmø, Skanør, Falsterbod o. s. v. langt vigtigere Sildepladser, men "Havn" har, sandsynligvis havt sin Part heraf ligesom Dragør paa en senere Tid. Man maa tænke sig, at der i Maanederne August og September har været en uhyre Tilstrømning hertil af fremmede Kjøbmænd, Karle og Skibe; paa de ubebyggede Pladser ved Stranden er der da blevet opreist midlertidige Træboder, "Fed" ere blevne udviste til Saltning og Tilberedning af Fiskene, og der har da samtidig udviklet sig en levende Omsætning med Handelsvarer af den forskjelligste Art. Og naar saa Markedet var endt, blev det stille paa Stranden; Byen sank tilbage i sin Lidenhed.

Det er i Knytlinge Saga, at "Havns" Navn første Gang forekommer i Historien. Her fortælles nemlig, at da Svend Estridsen i Aaret 1043 feidede mod Kong Magnus den Gode og blev overvunden af ham i et Søslag ved Aarhus, søgte han paa Flugten Nord om Sjælland og lagde sig med Resterne af sin Flaade ind ved "Havn". Magnus satte imidlertid efter ham, overrumplede ham og slog ham paany, saaledes at han maatte forlade sine Skibe og flygte over Land.

Der hengaar nu over 120 Aar, inden man atter hører Noget om Staden, men den har da allerede faaet sit nuværende Navn "Køpmannehafn", eller som Saxo udtrykker sig: mercatorum portus. Det er paa Valdemar den Stores Tid i 1167. Nordmændene Erling, Skakke og Orm Kongsbroder hærgede de danske Kyster og havde


3

afsluttet et hemmeligt Forbund med den danske Prinds Buris om at fange Kong Valdemar, men denne, der nys var vendt hjem fra Venden, fik Underretning herom og lod Prindsen fængsle. Erling var imidlertid forinden seilet til Jylland, med en stor Flaade; ved Dyrsaa traf han de hjemvendte danske Skibe, beseirede dem og plyndrede Grenaa, hvorpaa han belæsset med Bytte styrede til Kjøbenhavn. Men her mødte Biskop Absalon med Sjællænderne og hindrede ham i at gjøre Landgang. Skjøndt den tappre Biskop - siger Saxe - vidste, at Nordmændene vare duelige Bueskytter, stillede han sig dog med 15 Mand Fodfolk paa Stranden for at vise, hvor lidet han frygtede dem. For at komme Landet nærmere, satte Nordmændene nu Baade ud, men den stærke Bølgebevægelse hindrede dem i at ramme, saaledes at Pilene forfeilede Maalet, og efter en ørkesløs Kamp vendte de skamfulde om. Der blev nu indledet Underhandlinger, og man besluttede, at Absalon og Erling næste Dag skulde mødes med lige Vaaben og et lige stort Følge, hvilket ogsaa skete. Her aftaltes det, at Nordmændene frit maatte fylde Vand til Flaaden, men derpaa skulde forføie sig bort, et Løfte, som iøvrigt ikke blev holdt, da Erling senere gjorde Landgang paa Sjællands Nordpynt, hvorved han mistede nogle af sine Folk.

Formodentlig gav denne Begivenhed Stødet til Anlæget af den faste Borg ved Kjøbenhavn, der senere kaldtes Kjøbenhavns Slot eller Hus (aldrig Axelhus eller Steileborg), og under Christian den Sjette totalt fornyedes under Navnet Christiansborg. Saxo fortæller nemlig, at Absalon samme Aar, for at hindre Angreb fra Søsiden, paa en Ø i Havet anlagde en Borg af ny (fra Nyt af), ved hvilken Befæstning han afskrækkede fjendtlige Skibe fra Landgang og gjorde det nærmest omliggende Hav sikkert for de Indfødte. Der kan neppe være Tvivl om, at han hermed sigter til Borgen i Kjøbenhavn (castrum de Hafn, som den kaldes i Pavebullerne). Allerede fire Aar efter se vi den nidkjære Stridsmand, "lige glimrende i Marken, paa Thinge og foran Alteret", han, der "pløiede Søen med Lyst selv i Vinterens Hjerte", ifærd med at bekrige Sørøverne fra det nyanlagte faste Punkt. Beretningen, der tillige giver et Begreb om Datidens naive Krigskunst, fortæller, hvorledes Absalon ved Stevns Klint indladede alle de glatte Stene, der egnede sig til at kaste med, for at bruge dem til Forsvar af "den Borg, han havde anlagt i Kjøbenhavn". Med denne Ladning seilede han


4

til Borgen, hvor han gik i Bad. Her hørte han de udenfor Badstuen værende Folk tale om, at de saa et Sørøverskib komme nordfra, og skjøndt han ikke var helt færdig, iførte han sig ihast sine Klæder, "blæste - som en gammel Siribent siger - i sin Søfløite med et frit, freudigt og friskt Mod" og ilede ned til Skibet, der endnu laa i Havnen rede til at stikke i Søen, hvorpaa han seilede afsted ledsaget af sin Staller Niels, der førte et andet Skib. Det kom nu til en Kamp, i hvilken Absalon fangede Sørøverne, hvorpaa han lod dem halshugge og deres Hoveder opsætte paa Stager paa Stadens Mure, hvor Sjællænderne kort iforveien havde fæstet andre Sørøveres Hoveder. At Absalon jevnlig opholdt sig paa Kjøbenhavns Slot, fremgaar deraf, at han i 1178 modtog Erkebiskop Eskil her som sin Gjæst, da denne fra Skaane drog til Frankrig, og behandlede den gamle Mand med stor Venlighed, og da Absalon i 1180 blev fordreven fra Skaane, og man raadede ham til at skjule sig, svarede han, at det ikke var hans Sæd at krybe i Skjul, men at det var ham hæderligere at begive sig til den Borg, han havde i Sjælland.

Hvorvidt Absalon eiede Kjøbenhavn og det Halve af Støvnæs (det nuværende Sokkelunds) Herred, da Erling Skakke i 1167 forsøgte at gjøre Landgang, vides ikke, thi Kong Valdemars Gavebrev til Biskoppen er gaaet tabt. Den Sidstes Nærværelse paa Stedet, da Nordmændene kom dertil, kunde tyde paa, at Gaven maa være af ældre Dato. Saameget er imidlertid sikkert, at Valdemar omtrent paa dette Tidspunkt har givet sin Feltherre og nidkjære Statsmand hin betydelige Gave, som Absalon senere i levende Live, men efter Kong Valdemars Død, skjænkede til Roskilde Bispestol, dog med det Forbehold, at han selv skulde beholde Brugsretten af "Borgen i Hafn med Alt, hvad dertil hører". Af Pavebrevene ses det, at det Gods, Absalon fik skjænket foruden Havn, bestod af Utterslevgaard med dens tilliggende Gods, nemlig Serridslev, Solbjerg, Vigerslev, Valby, en Gaard i Brønshøi, Emdrup, Gjentoftegaard med dens Tilliggende, Mørkhøigaard, Bagsværdgaard, Virumgaard, Høsterkjøbgaard, Ovregaard, Borgby og Nærumgaard. Kongefamilien synes fra Arilds Tid at have eiet saagodtsom hele Sokkelunds Herred; det Halve skjænkedes imidlertid allerede til Roskilde Bispestol som Mandebod for de af Svend Estridsen i Trefoldigheds Kirke dræbte Hirdmænd, medens den anden Halvdel altsaa tilfaldt Bispestolen ved Absalons Gavebrev.


5

Om Kjøbenhavns Forhold, i hvad man kunde kalde den præabsaloniske Periode, er der i en Aarrække blevet ført en heftig Strid mellem Historikerne, og selv om denne ifølge Sagens Natur ikke har bragt og ikke, har kunnet bringe fuldkommen Klarhed tilveie, har den dog i mange Henseender ført nye Kjendsgjerninger for Lyset. Man har reist Spørgsmaal om Byens Ælde og Betydning, om dens Størrelse og Beskaffenhed, om den, før den faldt i Absalons Besiddelse, var en Landsby eller en Kjøbstad, om hvilket af dens Kvarterer var det ældste og andet Mere. Da det vides, at der existerede et "Havn" før Absalons Tid, som spillede en vis, om end beskeden Rolle, laa den Tanke nær at undersøge Byens Fortid og komme til Indsigt om, hvad den skylder Absalon og hvad ikke. Den af den norske Historieskriver P. A. Munch fremsatte Formodning, at det i den tidlige Middelalder saa berømte Haløre-Marked afholdtes ved Kjøbenhavn, er vistnok nu opgivet af de Fleste, efterat Dr. O. Nielsen har paavist, at Haløre er Byen Hulerød og Dronningemøllen ved Esrom Kanals Udløb, og at der endnu i det 16de Aarhundrede var et Udskibningssted her. Det maa desuden anses for bevist, at Kjøbenhavn før Absalons Tid var en agerdyrkende Landsby med sin Sognekirke og Bymark, og at denne strakte sig til Søerne over gamle Kongevei, Værnedamsveien, Vesterbrogade indtil Sorte Hest og Valby Mark. Ogsaa om denne paa vægtige Beviser støttede Hypothese have Forskerne kunnet slutte sig, men hermed ophører Enigheden. Tvende modsatte Theorier, som paa begge Sider ere blevne forsvarede med stor Skarpsindighed og Lærdom, staa overfor hinanden. Ifølge den ene (Dr. O. Nielsens) var "Havns" Sognekirke paa Absalons Tid helliget Vor Frue; fra denne Kirke havde Landsbyen sit Udgangspunkt, medens der nede paa den flade Strand i Egnen om Nikolai Kirke og Gammelstrand fra Arilds Tid havde udviklet sig et Marked, der lidt efter lidt forandrede Byens Navn til "Kjøbmandshavn". Det var Biskop Absalon, som omdannede Landsbyen til en Kjøbstad, opbyggede den faste Borg paa Slotsholmen, anlagde Fæstningsværker o. s. v., saaledes at Staden allerede et halvt Aarhundrede senere havde et Domkapitel og vistnok flere nye Sognekirker. Den anden Theori (Geheimearchivar A. D. Jørgensens) gaar ud fra, at Byens oprindelige Midtpunkt maa søges nede ved Stranden og Havnen, nemlig ved S. Nikolai Kirke, saaledes at denne og ikke Vor Frue bliver Stadens ældste Sognekirke. Da


6

Absalon fik "Havn" skjænket af sin kongelige Ven og Herre, var den allerede bleven Kjøbstad; den havde en med Grave omgiven Borg ved Navn "Østregaard", men Bispen anlagde en ny Borg paa Slotsholmen og en Nystad oppe i Egnen om Frue Kirke, hvis Indbyggere fritoges for Jordskyld. En Tidlang bestode de to Byer, Nystaden og Gammelstaden, ved Siden af hinanden, indtil de i en tidlig Tid, under alle Omstændigheder før Jakob Erlandsens Stadsret af 1254, smeltedes sammen.

Omtrent saaledes lyde de to Theorier i Korthed, men det indses let, at der aldrig (det skulde da kun være, hvis der fandtes et nyt, hidtil ukjendt Materiale) kan opnaas fuld Klarhed paa et Omraade som dette, hvor Kilderne ere saa overordentlig sparsomme, og hvor Alt, hvad der kan give Fylde, skyldes langt senere Tider. Dr. Heise, som iøvrigt nærmest slutter sig til Dr. Nielsen, har vistnok Ret, naar han skriver, at der Intet kan siges med Sikkerhed om "Havns" Tilstand, da Absalon anlagde sin Borg, og at den nyere Granskning her har indladt sig paa et Spørgsmaal, den ikke kan besvare. Striden har dog derfor ikke været overflødig; det vil i det Følgende ses, at den paa mange Punkter har bragt nye Ting for Lyset og ydet mangt et Bidrag til Forstaaelse af Stadens indre Forhold i de ældste Tider. Og det maa under alle Omstændigheder betragtes som fastslaaet, at selv om Absalon ikke er Kjøbenhavns Stifter i samme Forstand som Christian den Fjerde er Christianias, saa skyldes det dog hans Snille og Daadkraft, at den lille ubetydelige By ved Sundet vinder Anseelse og fra nu af iler den Rang og Storhed i Møde, som var den forbeholdt i Historien.

Da Absalon var kommen i Besiddelse af "Havn" og havde anlagt Borgen, der vel nærmest maa tænkes som et enkelt enestaaende, solidt muret Taarn, vendte han uden Tvivl sin Opmærksomhed mod Byens Befæstning i det Hele. Tiderne vare dengang urolige; Havet vrimlede af Sørøvere, der gjorde Strandhugst, hvor de fandt for godt, og hvor Omstændighederne vare gunstige, og en By, der laa ved Havet uden andet Værn end sine Indbyggeres Aarvaagenhed, var ilde faren. Hvorledes de ældste Fæstningsanlæg have set ud, er det vanskeligt at have nogen Mening om; rimeligvis er der blevet opført nogle Mure ved Stranden i Egnen om Nikolai Kirke, thi Saxo meddeler udtrykkeligt, at de vendiske Sørøveres afhuggede Hoveder anbragtes paa Byens Mure til Advarsel og


7

Skræk. Mod Landsiden have Værkerne sandsynligvis været meget primitive; et Vandløb eller en Grav med en Palisaderække eller "Planker" paa den indvendige Side har været tilstrækkeligt; henved et Par Aarhundreder efter er man endnu ikke naaet videre end til en Kombination af Volde, Mure og Planker, de sidste aabenbart paa Steder, hvor Jordsmonnets naturlige Beskaffenhed gjorde Adgangen vanskelig. Det viser sig da ogsaa tydeligt nok i Stadens Historie, at Fæstningsværkerne ikke vare synderlig holdbare, thi Kjøbenhavn blev gjentagne Gange stormet af Fremmede, plyndret og brændt under Bispeherredømmet.

Absalon paabegyndte sandsynligvis ogsaa Opførelsen af en ny Frue Kirke af Sten istedetfor den af Nogle antagne ældre Trækirke, men den fuldførtes først under hans Efterfølger Bisp Peder Sunesen, som derfor kaldes "Kirkens Fundator". Det ses af et Tiendebrev, udstedt af Absalon, som dengang beklædte Lunds Erkebispestol, at Sognefolkene i Havn, der eiede den bestaaende Kirketiende og altsaa ogsaa Kirken, "enstemmigt og af from Hengivenhed" skjænkede den til Mariæ Kirke "til Guds Huses Opførelse og Udsmykning", med andre Ord, at Sognebeboerne selv bekostede den nye Kirke og overdrog den til Bispestolen. Imidlertid fandt Erkebiskoppen det dog fornødent at true dem, der tilbageholdt Tienden, med Berøvelse af Deltagelsen i Nadveren, "for at Ingen skulde afstaa fra det gode og fromme Forsæt", saaledes at det næsten ser ud, som om de fromme Givere have fortrudt deres Ædelmodighed, eller at den ikke har været saa ganske frivillig.

Hovedsagen for Absalon, som uden Tvivl har indset Kjøbenhavns Betydning og de store Muligheder, der knyttede sig til dens Fremtid, var imidlertid at bevare den kongelige Gave for Bispestolen i Roskilde, og saaledes sikkre Kirken den Magt og Indflydelse, som den i hine Tider kunde have behov. Ved en høitidelig Akt bortskjænkede han derfor Kong Valdemars Gave til Roskilde Bispestol, medens han dog sikkrede sig selv Brugsretten til Borgen, Kirken i Havn og de to af ham selv til denne henlagte Kirker i Brønshøi og paa Amager, saalænge han levede. Hos den daværende Pave Urban den Tredie udvirkede han en Stadfæstelse herpaa af 21de October 1186, og dette Aktstykke, som endnu opbevares i Geheimearchivet, er det ældste existerende Dokument vedkommende Kjøbenhavn. Det er imidlertid saa medtaget af Tidens Tand, at det ikke kan gjen-


8

gives. Da Pave Urban var død, stadfæstede hans Efterfølger Clemens den Tredie Gavebrevet, og da Absalon i Aaret 1191 afgav Bispestolen i Roskilde til sin Fætter Peder Sunesen, men forblev Erkebiskop i Lund, fik han en ny Bekræftelse af den pavelige Legat Gentius, som netop da opholdt sig i Danmark, hvorhos Biskoppen i Roskilde fik et Tilhold om at behandle Absalon som en Familiefader, naar han gjæstede Sjælland, og som en lydig Søn staa ham bi med Embedsforretningerne i Skaane, ifald han ønskede det. I en ny Bulle fra Pave Coelestin den Tredie af 12te Februar 1193 forbødes det Bisp Peder Sunesen og hans Efterfølgere nogensinde at afhænde Borgen fra Bispestolen, og dette Aktstykke, det næstældste vedkommende Kjøbenhavn, som opbevares i Geheime-archivet, findes gjengivet i hosstaaende Afbildning. Endelig stadfæstede Pave Innocents den Fjerde atter Absalons Gavebrev i Aaret 1198, og da Absalon døde i 1201, har han altsaa havt al mulig Grund til at tro sin Gave sikkert og urokkelig knyttet til Bispestolen i Roskilde.

Det har dog neppe varet længe, inden det gik op for Kongerne, hvor urigtigt de havde handlet i at udlevere det vigtige Punkt til Kirken, og hvis vi kjendte Ordlyden af Kong Valdemars Gavebrev, vilde vi maaske faa at se, at han ikke havde tænkt sig Muligheden af Eiendommens Overdragelse til Roskilde Bispestol. Forholdet mellem Stat og Kirke var dengang ikke altid godt, og det forværredes med Aarene; det kom tidt til formelige Styrkeprøver mellem Kongemagten og Geistligheden, i hvilke den første trak det korteste Straa. Danmark havde dengang sin Kulturkamp; Kjøbenhavn blev i mange Aar en Kilde til Tvedragt mellem den verdslige og geistlige Magt, og Striden hørte i Grunden ikke op, før den ved Reformationen, da Kirkegodset blev inddraget, faldt bort af sig selv.

Det er ogsaa let forstaaeligt, at de Roskilde Bisper nødig gav Slip paa den vigtige Besiddelse, efterat den engang var kommen dem i Hænde. Byen selv var vistnok lille, men dens Beliggenhed var fortrinlig, og den havde et Opland om sig, der gav den rigelig Plads til at udvide sig. Ligesom nu dannede Søerne et naturligt Terrainafsnit om Staden, men disse havde neppe en saa stor Udstrækning som nu og maa for en Del tænkes som sivbevoxet Mosedrag. Peblingesøen var endnu ikke skilt fra Sortedamsøen, men dannede et eneste sammenhængende Vand; Veien ud ad Nørre-


Bilag: Pave Coelestins bulle

Pl. s.8

9

port gik sandsynligvis mellem Peblingesøen og St. Jørgens Sø (Peblingedammen), hvorpaa den i ringe Afstand fra den nuværende Ladegaard svingede mod Nordost, saaledes at Middelalderens Nørrebrogade maa søges ved Ladegaardsaaen. St. Jørgens Sø var kun et lille Vandstade med et Vandløb (Rosenaaen) igjennem og med side Enge paa sine Bredder, som endog naaede temmelig tæt ind til Byen. Det maa antages, at det nærmeste Terrain ved Staden indenfor Søerne har været Pløiemark; den udyrkede Bymark, Fælleden eller Oredriften, strakte sig udenfor Sortedamssøen til Rasbæk eller Rosbæk, Rørsøens Udløb i Stranden, i Omegnen af det nuværende gamle Vartov. Paa den vestlige Side eiede Kjøbstaden endvidere Vesterfælled, der stødte op til Valby Mark og til Hammelstrup, en Torp fra Valby; denne Fælled naaede dog ikke helt ind til Byen, men var skilt fra den ved Kalvehaven, der har strakt sig indenfor St. Jørgens Sø og Rosenaaen ud til Stranden. Kalvehaven, som har været benyttet til Græsgang for Kalve, og som har givet det aabne Vand mod Syd (mellem Tivoli og Slotsholmen), der senere opfyldtes, Navn af Kalveboderne, har ligeledes tilhørt Byen, indtil Kommunen ved et Mageskifte overdrog den til Christian den Fjerde. Endelig eiede Staden St. Jørgens Mark udenfor St. Jørgens Sø, som formodentlig begrændsedes af Ladegaardsaaen paa den ene og Vesterfælled paa den anden Side. Paa det oprindelige Terrain udenfor Kjøbenhavns Grændse laa Valby med den ovenfor omtalte Torp Hammelstrup, Solbjerg, der er den nuværende Frederiksberg By, en Torp udskilt fra Solbjerg, kaldet Nyby, der senere var kgl. Ladegaard under Kjøbenhavns Slot og laa paa samme Sted som nuværende Godthaab i Frederiksberg Sogn, og endelig Serridslev, der laa paa et Sted mellem Jagtveien, Rørsøen, Lygteveien og Strandveien, og hvis Jorder i 1525 og 1527 overdroges til Kjøbenhavn. Denne By, som feilagtigt er bleven angivet som beliggende for Enden af Nørregade eller dog indenfor Søerne tæt udenfor Nørreport, havde en Hovedgaard, der snart tilhørte Bispen, snart Kongen; man har endnu Breve af 1433 og 1434, der ere daterede Serridslev Kongsgaard. Det forstaas let, at det nu er umuligt nøiagtigt at angive Staden Kjøbenhavns Grændser i dens ældste Periode, og at man ikke kan vide, om den selv har været den oprindelige Stad, fra hvilken Solbjerg, Valby og Serridslev ere Udflyttere, eller om det Omvendte er Tilfældet, men saa langt Efterretningerne naa, havde Byen


10

udstrakte Jorder, der under alle Omstændigheder omfattede alt Land indenfor Søerne og idetmindste mod Vest gik langt hinsides St. Jørgens Sø.

Der forekommer ingen Redegjørelse for Gader og Grunde i Kjøbenhavn før i Jordebogen af 1380 (1377), altsaa henved 200 Aar efter Absalons Død, og vi ere derfor for Byens Vedkommende henviste til Gisninger. Dens Grændse mod Øst har vistnok i den ældste Tid været Kjøbmagergade, gjennem hvilken et Vandløb har søgt ud i Stranden. Det kan anses for aldeles sikkert, at betydelige Strækninger indenfor dens Planker have henligget ubebyggede, navnlig i den nordlige og østlige Del, og at de to Hovedveie gjennem Staden, der betegnes ved Amagertorv, Tydskemannegade (Vimmelskaftet), Klædeboderne og Vestergade, samt Nørregade over Gammeltorv til Stranden, have existeret i en tidlig Tid, om end paa ingen Maade stærkt bebyggede, ligesom de i det Væsentlige have bevaret sig uforandret til vore Dage. Det maa dog vel bemærkes, at Gammeltorv har havt en ganske anden Udstrækning end nu; det naaede vistnok helt hen til Frue Kirke og nuværende Studiestræde, men var for en stor Del optaget af de bevægelige Boder, der gave Saltboderne (Begyndelsen af Nørregade), Klædeboderne og Suderboderne (Skoboderne) Navn, og senere omdannedes til faste Huse. At der tidligt har existeret en Strandgade, det nuværende Læderstræde og vel ogsaa Gammelstrand, kan selvfølgelig heller ikke betvivles. Vandet er gaaet helt op paa Høibroplads; ovre paa Slotsholmen har Absalons Borg staaet som Værn og Beskyttelse for Indløbet til Havnen, selv omgiven af en Grav, og høie Steiler med de henrettede Sørøveres Hoveder paa Toppen have været opstillede paa iøinefaldende Steder. Havnens østlige Indløb, Gamlebodehavn, rimeligvis saaledes kaldet efter Fiskeboderne i Sildetiden, maa søges midtveis mellem Holmens Bro og Boldhusgade i den nuværende Slotsholmskanal; mod Sydvest gik Havnen op til Knabrostræde og naaede her atter den aabne Strand. Indløbet paa denne Side hed Kallebosund, men Vandet var rimeligvis her saa flakt, at kun Smaabaade kunde passere. Det er en Selvfølge, at Havnen ikke har lignet den nuværende smalle Kanal; dens Bredder have været lave; Strømmen bred og rummelig, og Slotsholmen bestod dengang mindst af tre Øer, af hvilke den vestligste hed Skarnholmen. Mod Øst gik Vandet ligeledes høit op og skilte


Bilag: Kjøbenhavns kystlinier

Pl. s.10

11

Bremerholm fra Fastlandet, ligesom Nikolai Kirke maa antages at have ligget i stor Nærhed af Vandet. Ved den ene Ende af Havnen, selvfølgelig i en senere Tid, laa et Taarn med en Bom, der ikke maa forvexles med Borgen; det var Toldboden med Toldbodbommen, der lukkedes om Aftenen, og som det var halsløs Gjerning at bryde; ved den anden, den saakaldte Endebod, et fredlyst Hus paa Bryggens Ende, hvor der holdtes Thing i Søretssager. Taarnet har rimeligvis staaet paa Slotsholmen ligeoverfor Boldhusgade, altsaa ved Indløbet til Havnen; om Endebods Beliggenhed ere Meningerne meget delte. I det nuværende Vingaardsstræde laa formodentlig en gammel Kongsgaard, Østregaard, der senere blev Bispens Avlsgaard, derpaa kaldes Vingaarden, Benedikt Ahlefeldts, Johan Rantzaus, Mogens Goyes Gaard, og nu er Nr. 4 og 6 i Vingaardsstræde. Den har maaské existeret paa Absalons Tid og er bleven benyttet af ham og hans Efterfølgere saavelsom af Kongerne til Residents, saalænge Slottet ikke frembød de tilstrækkelige Bekvemmeligheder og Rum for en Hofholdning.

Af vedføiede Kort, der er udarbeidet efter et Jordbundskort, som medfulgte Coldings og Thomsens Skrift om de sandsynlige Aarsager til Choleraens ulige Styrke, og i hvilket den moderne Del af Byen er indlagt, faar man et klart Begreb om den ældre og ældste Kystlinie og om den overordentlig udstrakte Opfyldning, der har fundet Sted i de svundne Aarhundreder. Den indre blaa Linie antyder den ældste Kyst, som den er paavist ved Jordarbeider, men den gaar saa langt tilbage i Tiden, at der intet skriftligt Mindesmærke foreligger om den. Den maa dog i Hovedsagen være rigtig, saa meget mere som den i det Væsentlige stemmer med de Resultater, hvortil de store Kloakanlæg i 1860 mellem Høibroplads og Skindergade førte. Det fremgik nemlig af disse, at en stor Del af Kjøbmagergade i ældgammel Tid maa have ligget meget lavt, saaledes at den har været oversvømmet af Vand, og som en yderligere Bekræftelse herpaa fandtes der en 58 Alen lang Stenmole midt i Gaden, der i sin Tid maa være bleven brugt som Landgangsbro og i høi Grad mindede om de primitive pakkede Stensætninger, man den Dag idag anvender paa flakt Vand i Fiskerleier til Anlægssted for Baade og Pramme. Det er maaské denne Stensætning, som har givet Gaden dens ældste Navn: Bjørnebrogade. Lignende Landgangssteder ere blevne fundne ved Udgravninger i Raadhusstræde


12

og Badstustræde. Senere synes et Vandløb at have banet sig Vei igjennem Kjøbmagergade, maaské Byens Rende (Kloak), og dette har ventelig dannet Stadens ældste Østgrændse, medens Vestgrændsen maa søges ovre ved Lavendelstræde, hvor et Vandløb, der kaldtes Kattesundet, vel sagtens fordi man kastede Aadsler i det, søgte ud i Stranden. Den ydre Kystlinie, saaledes som den findes angivet paa Kortet, svarer omtrent til Slutningen af det 14de Aarhundrede. Senere skrider Opfyldningen rask fremad; de smaa Øer, der ligge udenfor Nikolai Kirke og Vingaardsstræde, blive ved Opfyldning knyttede til Fastlandet; Høibroplads nærmer sig Slotsholmen, saaledes at Høibro kan bygges, Snaregade, Magstræde og Farvergade komme til, og samtidig voxer Byens Terrain uophørligt fra Store Kongensgade sydefter, skjøndt det først er i en sen Tid, at Opfyldningen østerpaa er bebyggelig. Fra denne Udviklingsperiode stamme de Levninger af Bolværk og Stensætninger med Jernringe til Fastgjørelse af Fartøier, der ere fundne i Vingaardsstræde mellem Skvaldergade og Admiralgade, i forskjellige Eiendomme i Holmensgade og Nikolaigade saavelsom et Bolværk fra Øst til Vest mellem Asylgade og Holmensgade. De tvende store Vandløb, som ere indtegnede paa Kortet, det ene kommende fra Søerne gjennem Vognmagergade og Gammelmønt, splittende sig i tvende Arme, det andet (Kattesundet) udmundende i Stranden for Enden af Raadhusstræde, maa antages at være blevne lukkede i en tidlig Tid; dog er det sidste rimeligvis blevet afledet i Byens gamle Grav paa Vestsiden. Igjennem Landemærket, Krystalgade, Nørregade og vistnok tværs over Vestergade har Byens Rende, det vil sige dens Kloakgrøft og Spildevandsledning, været ført ud i Stranden, men det er nu ikke muligt at antyde dens Løb med Bestemthed, ligesom det heller ikke kan paavises, om denne Grøft nogensinde skulde have været en Bygrav, henhørende til den allerældste Befæstning.

Opfyldningen i Kjøbenhavn indskrænker sig iøvrigt ligesaa lidt her som i nogen anden gammel By til Indvinding af Terrain fra Havet; selve den oprindelige Grund voxer lidt efter lidt i Høide ved Grus, Affald og anden Urenlighed, der bliver liggende paa Gaden. Det er kun paa ganske enkelte Punkter, at den oprindelige Jordbund ligger lige under Stenbroen, nemlig i Skovbogade, mellem Skindergade og Store Kannikestræde og i den øverste Del af Kjøbmagergade. Ellers er en Opfyldning af 4 til 5 Fod det


13

Almindelige i Byens ældste Kvarterer; paa Kultorvet, i Vimmelskaftet ved Helligaandskirken, i Brolæggerstræde og Kompagnistræde er den 6 Fod, i det gamle Vandløb gjennem Vognmagergade og Gammelmønt og mange andre Steder 8-10 Fod, paa hele Østergade og Kongens Nytorv 10 Fod, ja paa sine Steder har Opfyldningen en Mægtighed af 14-16 Fod, saaledes overalt, hvor den af Christian den Fjerde nedlagte Stadsgrav befandt sig. Det kongelige Theater, der staaer lige midt i den tilkastede Stadsgrav, hviler saaledes paa 8 Alens Fyld. For at antyde Byens omtrentlige Udstrækning ere endelig dens Fæstningsværker indlagte med Rødt i Kortet, saaledes som de maa formodes at have været i 1290, og som de holdt sig indtil Christian den Fjerdes store Udvidelse. Stadens østlige og nordlige Kvarter, Grønnegade, Pilestræde, Klareboderne, St. Gjertrud og Rosengaarden henlaa i lange Tider ubebyggede (Regentsens nordlige Side kaldes endnu ved 1500 Byens Ende), ja, paa Østergade naaede Husrækken ikke længere end til nuværende Ny Østergade, medens Porten og den tilhørende Bastion dog laa et Stykke ud paa Kongens Nytorv. Ved Pustervig og Aabenraa saavelsom ovre i Egnen om Løngangsstræde og Kattesundet synes Jordbunden i lange Tider at have havt Charakter af et Morads, saaledes at der ogsaa her indenfor Murene henlaa temmelig anseelige Strækninger ubenyttede. Udenfor Murene var en neppe synderlig bred Grav, derpaa kom udstrakte Marker, Enge og Haver med et enkelt Hus. Hvad Amager angaar, naaede det ikke længere frem i Havet end til nuværende Amagerport; foran laa dog et Par smaa Øer, saaledes navnlig en, paa hvilken en Del af Brogade, Strandgade og lille Torvegade ligger.

Under Valdemar den Stores nærmeste Efterfølgere Knud den Sjette og Valdemar Seir høre vi kun Lidet om Kjøbenhavn. Den norske Skule Jarl kom i 1223 til Byen med 13 Skibe, men da "han spurgte de Tidender, at Kongen var bleven tagen tilfange af Grev Henrik, vendte han om". Det ses dog, at Kong Valdemar efter sin Løsladelse af Fangenskabet saavelsom hans Efterfølger Erik Plovpenning have opholdt sig i Kjøbenhavn; rimeligvis har Staden allerede da havt saa stor Betydning, at Kongerne gjerne vilde erhverve den tilbage for Kronen. Under de store Uroligheder og Kampe mellem Kong Erik og hans Brødre Abel og Christopher, bemægtigede Erik Plovpenning sig endog Kjøbenhavn; Biskoppen Niels Stigsen maatte flygte og endte sine Dage i Landflygtighed,


14

men Byen betalte denne Forandring dyrt. I 1248 løb nemlig en lybsk Flaade under Anførsel af den tappre Borgmester Alexander v. Soltwedel, der havde sluttet Forbund med Hertug Abel, ind i Sundet og erobrede Kjøbenhavn, plyndrede det og brændte Slottet, Byen, de omliggende Landsbyer, ja Kirkerne, efter at man først havde berøvet dem deres Helgenbilleder, Prydelser, Bøger m. m. Ødelæggelsen maa have været stor, da Datidens Huse vare byggede af Træ. Det lykkedes vel Kong Erik at opsnappe fire med Bytte ladede Skibe, men Størstedelen undslap, og Roskilde Biskop, Jakob Erlandsen udvirkede hos Pave Innocens den Fjerde, at Lybækkerne skulde sættes i Ban, indtil de havde tilbagegivet Kirken dens Gods. Samtidig truedes Kong Erik med Ban, ifald han ikke udleverede Kjøbenhavn og Bispestolens øvrige Gods. Med Lybækkerne synes det at være kommet til et fredeligt Arrangement (endnu i 1266 betalte de Graabrødrekloster 50 Mark for sket Overlast), og da Abel, efter at have. myrdet sin Broder, selv besteg Thronen, kom Roskilde Bispestol atter i uhindret Besiddelse af Absalons Gave.

Modsætningen mellem den geistlige og verdslige Magt antog dog først en voldsom Charakter under Christoffer den Første, da den myndige og trodsige Jakob Erlandsen beklædte Bispe- og senere Erkebispestolen. Allerede i 1252, da Kongen maatte flygte, efter at være bleven slaaet udenfor Skjelskør, nægtede Biskop Jakob at aabne Kjøbenhavns Porte for ham, og denne Vægring blev ikke glemt. Saavidt man kan se, sympathiserede Kjøbenhavns Borgere med Kongen; de vare utilfredse med at være stillede under den geistlige Myndighed og tilstræbte vistnok en kommunal Selvstændighed, der kun Lidet stemmede med Bispestolens Interesser, ja det gik saavidt, at de begik den i hin Tid halsløse Gjerning at holde Lynchjustits over en Degn, der havde begaaet et Røveri, og hænge ham paa hans egen Dørstolpe. Der blev paalagt Gjerningsmændene en haard Bod, idet Hovedmændene personlig maatte reise til Rom og gjøre Knæfald for Paven og de andre gjøre Bod for Biskoppen, uden at det dog vides nærmere, hvori denne Bod bestod.

Jakob Erlandsen gav Byen dens første Stadsret 1254, hvis den overhovedet kan kaldes saaledes, thi den er i Grunden kun en Række Vedtægter mellem Roskilde Biskop og Kjøbenhavns Borgere, som vel tilsyneladende bærer Præg af at være en Overenskomst mellem Ligestillede, men i Virkeligheden kun sigter til Bispens


Bilag: Bisp Peders Stadfæstelse af Jacob Erlandsens Stadsret af 1254.

Pl. s.14

15

Fordel. Den indeholder 17 Paragrafer, saagodtsom alle gunstige for Bispen; først faar han tre Fjerdedele af alle Bøder (i Kongens Kjøbstæder fik Staden det Halve), dernæst skal han have fri Befordring til Skaane og Midsommersgjæld (Afgift af hvert Arnested), Ølgjæld, Jordskyld, Sildepenge og Tyvestød (en Afgift til Bispens Foged for at holde Tyve i Fængsel fra den Tid, de bleve grebne, til næste Tingdag). Derpaa handles om Bøder af fremmede Handlende, om Borgernes Forpligtelse til at forsvare Bispens Eiendom, vedligeholde Fæstningsværker og Gader m. m. Nogle enkelte Begunstigelser tilstaas vel Borgerne, men selv disse ere et Bevis for, at Kjøbenhavn paa ingen Maade havde erhvervet de fulde Kjøbstadrettigheder. Denne Stadsret bekræftedes 1275 af Bisp Peder af Roskilde i et Aktstykke, der opbevares i Raadstuarchivet, og hvoraf et ved sin eiendommelige Skrift interessant Stykke er gjengivet her.

Under de store Uroligheder, der fulgte efter Jakob Erlandsens Udnævnelse til Erkebiskop, truedes Kjøbenhavn med en Beleiring af den norske Konge Haakon Haakonson, som den 26de Juni 1257 lagde sig med en stor Flaade i Rævshaledybet, efter Aaret iforveien at have gjort et Indfald i Halland. Det lykkedes imidlertid Kong Christoffer ved personlig Forhandling med sin Fjende at vinde dennes Venskab, saaledes at de to Konger aflagde Besøg hos hinanden og endog afsluttede et formeligt Forsvarsforbund. Den danske Konge vilde være som en Søn overfor Haakon, og denne lovede til Gjengjæld at handle som en Fader imod Christoffer, og i Fremtiden vilde de staa hinanden bi mod alle Fjender. For den trodsige Erkebiskop og hans Forbundsfælle, den danske Konges Vasal, Fyrst Jermer af Rygen, var denne Overenskomst en alvorlig Streg i Regningen, men Erkebispen, der arbeidede paa at bringe Abels Sønner paa Thronen, opgav dog ikke derfor sine Planer. Endelig kom det til et Brud. Paa et i Kjøbenhavn afholdt Koncilium besluttede Geistligheden at skjærpe Veile-Konstitutionens Bestemmelse: "at Landet skulde belægges med Interdikt, ifald nogen Biskop blev fængslet, lemlæstet eller grovelig fornærmet", og samtidig besluttede en af Kongen sammenkaldt Herredag, at Erkebiskoppen og flere andre Biskopper skulde fængsles. Ved List faldt Jakob Erlandsen i Kongens Hænder og førtes til Hagenskov ved Assens, og i Henhold til Konciliets Bestemmelse forkyndte Biskoppen i Roskilde, Peder Bang, nu Interdikt over hele sit Stift, hvorpaa han rømmede til


16

Rygen, som hørte under Roskilde Bispestol. Kongen befalede, at Kirkerne skulde gjenaabnes, men da det ikke skete, satte han sig med Magt i Besiddelse af Kjøbenhavn og inddrog Bispens Eiendomme.

Paa Rygen besluttede Kongens Fjender: Bisp Peder, Fyrst Jermer og dennes tilkommende Svigersøn, den sønderjydske Hertug Erik (den anden af Abels Sønner) at føre Krig mod Kongen. Allerede i April gjorde de Landgang paa Sjælland og den 19de eller 20de trængte de ind i Kjøbenhavn, hvis Modstand saaledes kun har været svag. Stedet, hvor de trængte gjennem Befæstningen, kaldtes i lange Tider Jermers Gab og laa for Enden af Studiestræde; Værkerne her have neppe bestaaet i Andet end et Palisadeværk med en udenfor løbende Grav. Senere opførtes i Nærheden heraf (hvor Nørre- og Vestervold stødte sammen) et Hjørnetaarn, som fik Navnet Jermers Taarn eller Skandse, og Navnet skjulte sig til den allernyeste Tid endnu i den derliggende Helmers Bastion. Kjøbenhavn blev atter plyndret og Slottet nedbrudt, uden Tvivl imod Bispens Villie, da det jo ikke kunde være i hans Interesse at se sin faste Borg ødelagt. Et Pavebrev viser ogsaa, at Biskoppen det følgende Aar ved Trusel om Ban søgte at formaa Ryboerne til at gjenopføre Slottet og erstatte ham den lidte Skade, men Kilderne oplyse ikke, hvorvidt det lykkedes ham. Midt under Forberedelserne til at gjenerobre Sjælland døde Kong Christoffer pludselig i Ribe, forgivet af Provst Arnfast, og Enkedronning Margrethe Sprænghest kunde Intet udrette med en i Hast sammenskrabet Bondehær, der nedsabledes ved Næstved den 14de Juni. Først da den norske Konge Haakon Haakonson, sit Venskabsforbund tro, seilede med en Flaade til Kjøbenhavn for at befri Byen, drog Fyrst Jermer hjem, men Sagaens Beretning om, at Haakon traf Enkedronning Margrethe i Kjøbenhavn, er neppe paalidelig, da hun ikke var Herre i Staden. Nederlaget ved Næstved, i hvilket 10,000 Bønder skulle være faldne, havde iøvrigt til Følge, at Erkebiskop Jakob Erlandsen sattes paa fri Fod, men han forsonedes saa langt fra herved, at han tilligemed Peder Bang paa et Landemode i Roskilde erklærede, at de faldne Bønder som Kirkens Fjender vare uværdige til at hvile i christen Jord.

Under hele Erik Glippings Regering i de trange Tider, da Kongen og Enkedronningen toges tilfange efter Slaget paa Lohede, og Kampen med Geistligheden fortsattes, høres Intet af Betydenhed om Kjøbenhavn; først da Erik Menved er kommen paa Thronen og


17

ligger i Feide med Nordmændene og de Fredløse, trues Byen med et Angreb af den norske Kong Erik Præstehader, der havde sluttet Forbund med Kongemorderne. Den 6te Juli 1289 seilede han ind i Øresund med en Flaade, afbrændte Helsingør og lagde sig udenfor Kjøbenhavn i Rævshaledybet. Indbyggerne indtoge imidlertid en saa kjæk Holdning, at han ikke dristede sig til at angribe, hvorfor han indskrænkede sig til at hærge Hveen og Amager. I en hel Maaned laa den fjendtlige Flaade i Sigte af Byen, medens enkelte Afdelinger foretog Streiftog til Skaane, men den 6te August lettede den og seilede Sønden om Sjælland gjennem Storebælt til Samsø, der var i de Fredløses Besiddelse.

Kjøbenhavn havde saaledes, takket være sine egne Borgeres Mod, undgaaet en truende Fare, men det er sandsynligt, at den aabnede deres Øine for Fæstningsværkernes slette Tilstand. Disses Vedligeholdelse var vel Kommunens egen Sag, men den daværende Biskop i Roskilde Ingvar, som den 2den September 1289 takkede Raadet og Borgerne for deres Troskab og især for deres gode Forsæt at ville befæste Byen, lovede dem alligevel Pengebidrag hertil, og det vides, at "det gode Forsæt" virkelig kom til Udførelse. Rimeligvis have de nye Fæstningsværker bestaaet af Mure med Taarne, men enkelte Dele af den gamle Plankebefæstning, saaledes mellem Nørreport og Studiestræde, hvor Jordsmonnets sumpige Beskaffenhed forbød Anvendelse af Sten, bleve staaende, thi "Byens Planker" omtales endnu paa dette Sted i 1523.

En Levning af denne Befæstning var det i 1874 ved Voldenes Sløifning udgravne Taarn udenfor Larsleistræde, der jevnedes med Jorden, men hvis Omrids dog endnu findes antydet i Brolægningen. Dets Dimensioner vare ret anseelige; Høiden var 5 Alen over Jordens nuværende Flade og 5 Alen under; Taarnets indvendige Diameter var lidt over 10 Alen og Murenes Tykkelse 2 Alen og 8 Tommer. Interessant er det, at der op til Taarnet ikke fandtes Spor af Mur, men derimod et Bolværk med Palisader, hvad der jo stemmer fuldkomment med den Kjendsgjerning, at Byens Planker netop paa denne Strækning bevaredes til langt senere Tider. Taarnet havde oprindelig været aabent ind imod Byen, men var senere blevet lukket; det bar Navnet Hanetaarnet, hvorefter Hahns Bastion fik Navn. Paa Frederik den Andens Tid brugtes det endnu til Forraadskammer for Svovl til Krudtfabrikationen.


18

I Januar Maaned 1294 gav Biskop Johannes Krag, som da var Byens Herre, Kjøbenhavn en ny Stadsret. Den indeholder ikke mindre end 107 Paragrafer, men ligesom i Jakob Erlandsens Stadsret mærkes Bispens stærke Haand overalt; kun paa enkelte Omraader have Borgerne selv et Ord med i deres Anliggender. Stadens Magistrat har dog faaet en vis begrændset Myndighed ved Siden af Biskoppens Foged paa Slottet, og de 40 Marks Bøder kunne tilfalde Staden helt, dog paa den Betingelse, at de anvendes til Byens Nytte, det vil sige til Grave, Planker og Broer. En stor Mængde

Hanetårnet

Hanetaarnet.

Bestemmelser gaa ud paa at sikre Bispen Herredømmet i Byen og navnlig værge den mod Kongen; saaledes maa Ingen aflægge Troskabsed til nogen anden Herre end Bispen, ingen Kvinde maa ægte en Herremand uden at rømme Staden, Ingen maa under samme Straf klage over Biskoppen eller Medborgere til nogen verdslig Ret, Ingen maa gjøre sig Umage for, at Staden kan faa en anden Herre end Biskoppen i Roskilde, "dog - tilføies der betegnende - ukrænket den Ærbødighed for Kongen af Danmark, som Borgerne skulle vise ham i Alt og overalt, især naar han kommer til Byen". Kongen af Danmark omtales næsten her som en fremmed Fyrste i et fremmed Land. Det maa ogsaa fremhæves, at Slotsfogdens


19

Nærværelse og Billigelse udkræves til Alt, hvad Raadet bestemmer, og at Bysvendene bare Biskoppens og ikke Stadens Mærke. Den mærkeligste af samtlige Artikler er dog den første, hvori alle Gilder, Forsamlinger, hemmelige og aabenbare, af hvad Art nævnes kan, forbydes i Kjøbenhavn, "fordi man ikke blot skal afholde sig fra det Onde, men ogsaa fra Leilighed til Ondt". Det indses let, at særlig denne sidste Repressivforholdsregel, der minder om Nutidens lille Belejringstilstand og netop paa Grund af de friere Forhold i Kongens Kjøbstæder maatte være særlig utaalelig, har sat meget ondt Blod, og det varede heller ikke længe, inden Følelserne gave sig Luft i Handling. Da Kong Erik Menved i 1294 saa sig nødsaget til at fængsle Erkebiskop Johan Grand, og Bisp Johannes Krag "dengang ikke havde Kongens Naade", som det hedder, begyndte uden Tvivl Borgerne at se hen til Kongen som deres eventuelle Frelser fra det geistlige Herredømme. I Juni Maaned kom Kongen til Byen, og hans Brev til Borgerne, hvori han takker dem for deres udviste Tjenester og lover dem, at han vil holde dem skadesløse for den Skade, der kan blive dem paaført, ifald de skulde "komme til" at fængsle hans Fjender eller fratage dem deres Gods, klinger næsten som en forblommet Opfordring til at forsøge paa at afkaste det forhadte Aag. Ialfald er det vistnok blevet fortolket saaledes af Menigmand, thi endnu samme Aar udbrød der et formeligt Oprør i Kjøbenhavn. Biskoppen var netop tilstede paa Slottet, da Stormklokkerne i Byen ringede; det var Aften, og "forførte af en djævelsk Trods" samlede Borgerne sig dels bevæbnede, dels ubevæbnede udenfor Borgen, og gave sig til at beskyde den med Armbørster. Da de imidlertid Intet formaaede at udrette med Magt, holdt de Raad om Natten paa Nikolai Kirkegaard, som da gik lige ned til Stranden, og holdt næste Dag Ting, skjøndt det ikke var Tingdag. Her opsatte de et Klageskrift mod Biskoppen, som de senere personlig overrakte Kongen, og samledes derpaa som paa Trods til et Gildelag, skjøndt dette, som vi have set, var udtrykkelig forbudt i Stadsretten.

Men Biskoppen fik hurtig Bugt med denne Bevægelse, og Kongen mægtede ikke at komme Borgerne til Undsætning eller give dem den Erstatning, han havde lovet. Hvilke Midler der anvendtes mod Oprørerne, om det var geistlige eller verdslige, vides ikke, men Saameget er sikkert, at Raadet næste Aar paa Byens


20

Vegne maatte aflægge Ed paa i Fremtiden at ville holde Biskoppens Bud, baade de ældre og dem, han senere maatte give med sit Kapitels Samtykke. Desuden maatte Borgerne udrede en materiel Erstatning af betydeligt Værd for den Tort og Skade, Bispen havde lidt, idet de tilskjødede Roskilde Bispestol alle de Eiendomme, der tilhørte Gilderne, og gik ind paa, at samtlige Grunde i Byen, der hidtil ikke havde betalt Jordskyld, i Fremtiden skulde gjøre det. Disse Indtægter henlagdes af Bispen til et nyt Hospital, han havde begyndt at bygge i Staden (Helligaandshospitalet). Herved blev Biskoppen Herre over hele Byens Grund, saaledes at Indbyggerne fra at have været Selveiere bleve hans Arvefæstere, men Straffen maa dog efter Omstændighederne kaldes mild, da Oprørerne i Henhold til Stadsretten af 1294 egentlig skulde have deres Eiendom forbrudt og med Vanære drives ud af Staden. Muligvis var der for mange Skyldige, til at en saadan Straf kunde exekveres. Pave Bonifacius den Ottende stadfæstede iøvrigt Forliget, og ligesom for at sætte Kronen paa Værket blev Roskilde Bispestols Adkomst til Kjøbenhavn og det halve Herred paany bekræftet ved en pavelig Bulle, der atter mindede om Kong Valdemars og Biskop Absalons Gave. Denne Stadfæstelse gjaldt ventelig Kong Eriks Adresse. Bisp Johannes Krags Stadsret stod ved Magt i over 150 Aar, selv efter at Erik af Pommern havde bemægtiget sig Kjøbenhavn; først Christoffer af Bayern gav en ny, der i det Væsentlige stillede Byen paa lige Fod med de øvrige Kjøbstæder.

Den femogtyveaarige Krig med Norge blev endelig sluttet, efter at der gjentagne Gange var blevet afholdt Fredsmøder i Kjøbenhavn; i August 1308 undertegnedes Fredspræliminarierne her, ved hvilken Leilighed en Del norske Stormænd vare tilstede, deriblandt Kong Haakon selv, saavelsom Erik Menved og dennes Svoger, Kong Birger af Sverig. Det er neppe sandsynligt, at de tre Konger have boet paa Slottet; dertil frembød det for ringe Bekvemmeligheder, men de have enten været indlogerede i Staden eller havt Ophold paa Østregaard, som nævnes første Gang 1298. Allerede tidligere var Striden med Johan Grand bleven afsluttet, idet Kongen ved et overordentlig ydmygt Brev til Pave Bonifacius den Ottende havde udvirket nogenlunde antagelige Betingelser, og, hvad der var endnu betydningsfuldere, var blevet Johan Grand kvit, som fra Erkesædet i Lund forflyttedes til Riga og senere til


21

Bremen. I sine sidste Leveaar synes Erik Menved at have været Herre i Kjøbenhavn, thi han havde en Foged i Staden, hvilket ikke kunde være Tilfældet, ifald Bispen i Roskilde havde den inde; maaské har den daværende Biskop Olav overladt ham den faste Plads i nogle Aar under Stridighederne med Erkebiskop Esger Jul og Kongens forræderske Broder, Hertug Christoffer.

Det var dengang Pantsættelsernes Tid. Kongemagtens Luxus og de langvarige Krige tømte Skatkamret; Kongerne vare i bestandig Pengeforlegenhed, og for at tilveiebringe de fornødne Midler pantsattes Kronens Lehn og Indtægter, især til tydske Adelsmænd, medens Landets Indbyggere sukkede under haarde Skatter. Paa denne Maade bleve Udlændinge Herrer i Riget, thi Panthaveren havde ikke blot de Indtægter, som ellers tilfaldt Kronen, men alle Slotte og Fæstninger i det pantsatte Landskab overdroges ham med Ret til at lægge Besætning i dem. Ved Erik Menveds Død vare de holstenske Grever Gert og Johan Herrer i Fyen; Lolland og Falster, Ærø og Femern tilligemed store Dele af Nørrejylland vare ligeledes paa fremmede Hænder, Bleking var bortpantet, Skaane ligeledes, og da Erik Menveds Efterfølger Christoffer den Anden fortsatte denne Fremgangsmaade, gik Danmark hurtig sin Opløsning imøde. Under Kampen mellem de holstenske Grever og Kongen gik det endog saa vidt, at Danmark en Tidlang havde to Konger, nemlig, foruden den retmæssige, den sønderjydske Hertug Valdemar, som ved sin Morbroder Grev Gerts Hjælp i Juni 1326 hyldedes til Danmarks Konge. Allerede i Juli var han i Kjøbenhavn, ledsaget af den "kullede Greve" samt Greverne Johan og Adolf, og reiste herfra over Roskilde til Nyborg, hvor han udstykkede Riget til sine Tilhængere. To Aar efter var han atter i Kjøbenhavn, men i 1329 forsonede Christoffer den Anden sig med sin Halvbroder Grev Johan, der forstrakte ham med Penge, og begav sig atter ind i Riget. Hertug Valdemars Kongeværdighed tog kort efter en stakket Ende, da Grev Gert ansaa det for klogest at gaa ind paa et Forlig.

Om Kong Christoffers Forsøg paa at bemægtige sig Kjøbenhavn i 1329 have vi en charakteristisk Beretning, som fortjener at meddeles. Paa Kjøbenhavns Slot sad dengang Ridder Ingvar Hjort, der havde faaet Borgen, Staden og nærmeste Omegn i Forlening af sin Broder, Biskop Jens Hind i Roskilde, dog paa den Betingelse, at han skulde udlevere Alt til Bispen, naar denne forlangte det,


22

eller til Roskilde Kapitel i Tilfælde af Jens Hinds Død. Da nu Kongen og Grev Johan kom Kjøbenhavn nær, valgte Ridder Ingvar, der var optraadt imod Kongen, og som indsaa Umuligheden af at forsvare sig, den Udvei at ride Kongen imøde. Da denne spurgte ham, hvorledes han turde driste sig til at komme for hans Øine, svarede han resolut, at han havde isinde at overgive ham Slottet og Byen, men Grev Johan, der ønskede yderligere Sikkerhed for sine Penge, sendte hemmeligt en Hob Folk iforveien, som i Kongens Navn besatte Borgen og Staden. Da Kongen nu kom hen til Byens Mure, saa han Fanerne med det holstenske Neldeblad blive stukket ud, hvorover han blev saa fortørnet paa sin Halvbroder, at han strax vendte om og begav sig til Skanderborg. Imidlertid indrettede Grev Johan sig paa at blive i Kjøbenhavn, og ved den senere Forsoning mellem Halvbrødrene i November samme Aar fik Greven Skaane, Sjælland, Lolland og Falster i Pant. Til de roskildske Bispers Eiendomsret over Staden toges der ikke mindste Hensyn; Ridder Ingvar Hjort døde, men Kjøbenhavn kom ikke tilbage til Roskilde Bispestol; tvertimod høre vi i en Aarrække kun Tale om tydske Lensmænd, som Eggert Brokdorf, Henrik Wend, Markvard Stove den Ældre og Otto Galenbæk.

Det Interregnum, som paafulgte i Danmark efter Kong Christoffers Død, var høist ulykkeligt og skildres træffende af Hvitfeld: "Nu efterfølger et Mellemrige, Interregnum kaldet, at vi paa syv Aars Tid ingen Konge eller høi Øvrighed haver havt, uden de fremmede Herrer; hvad da for en Elendighed haver været her i Riget, kan Enhver tænke. De regjerede ikke som Arveherrer, men som Panteherrer; de saa alene paa deres Fordel; deres Lensmænd vare tilmed af et fremmed Tungemaal og brugte Holster Ret og ikke Dansker Ret". Hvitfeld anfører derpaa den bekjendte latinske Klagesang, der "er gjort udi Kong Christophers Tid": "Geme, plange mæsto more, dolorosa Dania", og af hvilken tvende Strofer anføres her efter Dr. C. Rosenbergs smukke Oversættelse:

"Suk og klag, til Sorg er Tiden,
Danmark spændt i Smertens Baand,
thi en Værge gjæv i Striden
fattes Dig og Djærvheds Aand!
Tapper frem blandt Folk Du foer,
vidt gik af Din Manddom Ord,


23

hadefuldt Skadefolk
det vog Du, det slog Du
trindt om Land med vældig Haand.

Tusind Trængsler Dig forfølge,
tusindfoldig List og Svig,
Nederlag paa Land og Bølge,
allevegne Nød og Krig.
Uden Hvile hviler Du.
Stærke Fjenders stolte Hu,
haarde Slag, Nat og Dag
Vaabenbrag, Dødens Tag
uden Aflad kue Dig.

I Virkeligheden var Danmark Undergangen nær; det var allerede delt mellem Grev Johan og Grev Gert, som efter Reglen lucus a non lucendo lod sig kalde: "Danmarks Riges Vogter", og uden Niels Ebbesens Heltedaad i Randers vilde det danske Folk sandsynligvis dengang have ophørt at existere. Skjøndt Kilderne kun indeholde faa Oplysninger om Kjøbenhavns Tilstand under denne Periode, forstaas det af sig selv, at den ikke har været bedre end i de øvrige Dele af Riget; Voldshandlinger og Overgreb have hørt til Dagens Orden, og de fremmede Magthavere, "som alene saa paa deres Fordel", have neppe været samvittighedsfulde med Hensyn til Valget af Midlerne.

Da Kong Valdemar Atterdag i Aaret 1340 var kommen ind i Landet, maatte hans første Bestræbelser gaa ud paa at faa de pantsatte Dele af Riget indløste, og hans Opmærksomhed vendte sig strax til Kjøbenhavn. Den daværende Biskop i Roskilde Jens Nyborg overlod ham frivilligt Byen og Slottet (i Januar 1341) paa to Aar, og allerede i Februar stadfæstede Kongen alle Stadens Privilegier og Friheder til Tak for den Velvillie og Uforsagthed, Borgerne havde vist mod ham og hans. Imidlertid vedbleve de tydske Lensmænd at husere i Staden; i forskjellige Aktstykker klages der over Voldsgjerninger, Plyndringer og Overfald, særlig paa fremmede Kjøbmænd, der kom til Byen, thi de Indfødte havde Ingen, til hvem de kunde klage. I de nærmeste Aar efter Kong Valdemars Thronbestigelse ses den formelle Ret til Kjøbenhavn at være gaaet fra Kongen over paa forskjellige Hænder; saaledes til en vis Konrad von Plessen, indtil den faldt i Hænderne paa den svenske Konge Magnus Smek. Ved forskjellige Pengetransaktioner


24

og Byttehandeler lykkedes det endelig Kongen at erhverve Slottet og Staden, men de holstenske Herrer maatte udjages af den med Magt. Den "store Statist" (Statsmand), som Pontoppidan kalder Kong Valdemar, maatte gribe til Sværdet, og støttet af en Skare Brandenborgere, Lybækkere og Bairere under Marsken Frederik v. Lochens Overanførsel kom det i 1342 til en Kamp udenfor Kjøbenhavn ved Blidebro (maaské ved Vesterport), men skjøndt den holstenske Besætning led et Nederlag, blev Byen dog ikke tagen. Først i 1346 erobredes den med Magt; den holstenske Lensmand Markvard Stove blev tagen tilfange, og samme Aar kom Kongen gjentagne Gange til Kjøbenhavn, hvor han iøvrigt hyppigt opholdt sig.

Saalænge Kong Valdemar levede, var han nemlig i uhindret Besiddelse af denne Landets vigtigste Fæstning, takket være den fædrelandskjærlige Biskop i Roskilde, Henrik Gerdtsen, der indsaa, at Kongen under sine Bestræbelser for at samle Riget maatte have et fast Støttepunkt i Sjælland. Den 21de November 1350 overlod Biskop Henrik med sit Kapitels Samtykke for sin Livstid Slottet (og Byen Kjøbenhavn med alt dens Tilliggende og alle Pengeindtægter samt sin Gaard i Serridslev og en Mølle til Kong Valdemar, "til Tak for, at Kongen har udrevet ikke alene hans Kirke, Kleresi og Folket af Fjendernes Trældom, men ogsaa udfriet hans Forgjænger og Kirkens Undergivne af Fangenskabets Aag med forskjellig Umage, Tab og Udgift". Aldrig saasnart syntes bedre Tider saaledes at skulle oprinde for Byen, da den ramtes af en ny Ulykke; den ødelæggende Pest, der kaldtes den sorte Død eller "den store Mandedød", kom til Danmark, og skjøndt vi ingen positive Meddelelser have om dens Ødelæggelser i Kjøbenhavn, er der neppe Grund til at tro, at denne By er bleven skaanet, medens det øvrige Land blev hærget. Hvitfeld fortæller, at talrige Bondebyer stode helt øde, saaledes at der endnu paa hans Tid henlaa mange Marker udyrkede, som tilforn havde været Ager. Samtidig hang Freden bestandig i et Haar. Lybækkerne, der havde været Kong Valdemars Forbundsfæller, vare forbittrede paa ham over hans ringe Taknemmelighed for udviste Tjenester, og da Kongen i 1361 havde ødelagt Visby paa Gulland i Bund og Grund, saaledes at den aldrig mere reiste sig, optraadte Hansestæderne som Danmarks aabenbare Fjender. I Foraaret 1362 sendtes en stærk lybsk Flaade ind i Sundet under Anførsel af den lybske Borgmester Johan Wittenborg;


25

den skulde egentlig bemægtige sig Kjøbenhavn, men da den ventede Undsætning fra Sverig, vendte den sig først mod Helsingborg, som den ansaa for et lettere Bytte. Valdemar Atterdag samlede imidlertid sin Flaade, og denne kjæmpede med saa stor Ære, at Lybækkerne mistede tolv store Skibe, ladede med Proviant og Krigsmateriel, og maatte vende hjem med uforrettet Sag, hvorfor deres Anfører blev henrettet. Det er første Gang, at man efter Landets store Ulykker atter hører Tale om en dansk Flaade.

Faren var saaledes lykkelig afvendt, og Kjøbenhavn blev det næste Aar Skueplads for store Festligheder, idet Kong Valdemar her feirede sin tiaarige Datter Margrethes Bryllup med den norske Kong Haakon, denne følgerige Begivenhed, der gav Anledning til Kalmarunionen. Trolovelsen havde allerede fundet Sted i Kjøbenhavn fire Aar iforveien, men i Mellemtiden havde Kong Valdemar bemægtiget sig de skaanske Provindser, og dette satte saa ondt Blod i Sverrig, at dets Stormænd tvang Haakon til at hæve Forbindelsen med Margrethe og indgaa en ny med Elisabeth, en Datter af Grev Gert af Holsten. I Vinteren 1362 afseilede hun fra Travemünde, "udflyet med Dronninglige Klæder, Ornamenter og Habit", for at blive ægteviet til Haakon, men Skibet drev iland, rimeligvis paa Bornholm, hvor Erkebispen af Lund holdt Bruden fast under forskjellige Skin og Paaskud, som f. Ex. for den strenge Vinters Skyld. Samtidig afsluttede Valdemar Atterdag hurtigt et Forbund med Kongerne Magnus Smek og Haakon, og Margrethes Bryllup stod ihast paa Varberg i Halland, medens den egentlige Fest, der kaldes "et stort Hof", holdtes senere, den 9de April 1363 i Kjøbenhavn. Det havde som bekjendt til Følge, at Svenskerne afsatte Magnus Smek, udelukkede Haakon fra Tronfølgen, og valgte Albrecht af Mecklenborg til Konge.

I nogle Aar lykkedes det Valdemar at besværge Stormen, men i 1368 gjorde en stor Del af den gamle nørrejydske Adel, der var misfornøiet med de stadige Udskrivninger til Krig, Oprør og sluttede et frygteligt Forbund med deres Fædrelands værste Fjender: Hansestæderne, Kong Albrecht af Sverrig samt Hertugerne af Holsten og Mecklenborg. Man delte Bjørnens Hud, inden den var fældet. Der indrømmedes Hansestæderne de videstgaaende Privilegier, og disse, som aabenbart havde faaet Øiet op for, at de i Kjøbenhavn havde en fremtidig farlig Medbeiler, gjorde det udtrykkelige Forbehold, at Kjøbenhavns Slot skulde nedbrydes og øde-


26

lægges, naar det var vundet. En lybsk Flaade sendtes op i Sundet, som indtog Kjøbenhavn den 2den Mai, medens Slottet først synes at have overgivet sig den 16de Juni. I et samtidigt Aktstykke hedder det nemlig, at "Kjøbenhavns By blev ødelagt i Bund og Grund af Tydskerne" den 2den Mai, medens der i Raadstuarchivet i Thorn (som dengang var Hansestad) findes en Beretning om Slottets Indtagelse den 16de Juni af et Øienvidne, Raadmand i Thorn, Herman v. Düllmen. Han melder, at "das Hus zcu Koppinhaven" overgav sig den 16de Juni, og at man der forefandt talrige Kostbarheder. I en Kiste indeholdtes mange smukke Ting af Kongens Sølv-Taffelsmykke, som Kander, Bækkener, Sølvvaser, Skaaler og Fade; i en anden Kiste laa et overordentligt smukt Ornat af Silke, der hører til Kirkens Skrud; i en Tønde Kongens Stikketøi (Ringrendingsrustning), der hører til hans Heste, og i Kjælderen 3 Læster Vox. Byttet synes at have været stort, og det blev fordelt saaledes, at Hansernes Raadmænd og Marechallerne Albrecht af Mecklenborg og Heinrich af Holsten fik det Halve af de forefundne Skatte, medens den anden Halvdel tilfaldt Krigsfolket. Det oplyses ligeledes, at Havnen blev tilsænket, og skjøndt man foreløbig udsatte Slottets Nedbrydning, ses det dog at være sket senere paa Aaret, i hvilken Anledning Hansestæderne sendte 47 Stenhuggere til Byen. Som bekjendt lykkedes det Kong Valdemars Drost Henning Podebusk at skille Hansestæderne fra Forbundet ved meget store tildels ydmygende Indrømmelser, og der er neppe Tvivl om, at Katastrofen af 1368 var den alvorligste, som endnu var overgaaet Kjøbenhavn. Det varede vistnok adskillige Aar, inden Slottet og Byen gjenopførtes, og det er maaské dens øde Tilstand, som bevirker, at Dronning Margrethe uden Indvendinger lod Biskop Niels Jepsen inddrage den ved Kong Valdemars Død i 1375. I 47 Aar havde Kjøbenhavn været ude af Bispestolens Besiddelse; den forblev der kun i 41 Aar til.

Dronning Margrethe stod sig godt med Kirken og gjorde intet Forsøg paa at fratage den Kjøbenhavn; tvertimod gav hun Biskoppen rigelig Erstatning for den Skade, han havde lidt ved at Kong Valdemar under hele sin Regjering havde havt Indtægterne af Staden, saavelsom for det Tab, han havde havt ved Slottets Ødelæggelse. Engang imellem opholdt hun sig her tilligemed Kong Erik af Pommern (thi nogle Aktstykker vedkommende Forhandlinger


27

med Hansestæderne ere daterede Kopenhafn og Copenhaven), men Staden spiller ingen fremtrædende Rolle under hendes Regimente. Den ramtes i Aaret 1386 af en Ildebrand, som fortærede en Del af Byen, St. Peders Kirke og Vor Frue Kirkes Klokker, men nøiere Oplysninger om denne Ildsvaade mangle, saavelsom om Byens Deltagelse i de mange Kampe, som under Dronningens Krig med Sverrig leveredes i Sundet mod de mecklenborgske Fetalliebrødre, der optraadte som Sørøvere og Kapere. Kjøbenhavn synes at have havt en rolig Tid under Biskoppens Lensmænd Ridder Folmer Jacobsen og Anders Laurensen, indtil Biskop Peder Jensen Lodehat døde den 19de Oktober 1416. Nu ansaa Erik af Pommern Tidspunktet for kommet til at sætte Kongemagten i Besiddelse af Staden, og endnu inden den nye Biskop var udvalgt, tvang han Domkapitlet i Roskilde ved Trusler til at udlevere den. Kannikerne indskrænkede sig til at nedlægge Protest, thi Jakob Erlandsens og Jens Grands Dage vare forbi; Kirkens Kamp med den verdslige Magt var forlængst kommen til Afslutning, og Banstraalen udøvede ikke længere hin trolddomsagtige lammende Magt som i den tidlige Middelalder. Striden om Kjøbenhavn blev til en simpel Retstrætte, og skjøndt det for en moderne Opfattelse ikke synes tvivlsomt, paa hvilken Side Retten var, formaaede den nye Bisp Jens Andersen saalidt som hans Efterfølgere at udrette Noget. Kongen gjorde gjældende, at Bisp Niels efter Valdemar Atterdags Død havde bemægtiget sig Staden "med Vælde", og ikke efter Landslov, hvorhos han tilbød at underkaste sig den Dom, som Erkebiskoppen i Lund og Rigens Raad maatte fælde. Biskoppen vilde imidlertid ikke gaa ind herpaa, men forlangte en udelukkende geistlig Kjendelse, formodentlig fordi han indsaa, at de verdslige Herrer vilde staa paa Kongens Side. Efter langvarige ørkesløse Forhandlinger døde Striden hen, uden at have ført til noget Resultat. Den gjenoptoges vel under Christian den Første og Kong Hans, men tilsidst synes Geistligheden selv at have indset, hvor unyttige dens Bestræbelser for at vinde Byen tilbage vare. Det er betegnende, at den sidste katholske Biskop Joachim Rønnow endnu efter Frederik den Førstes Død oprippede den gamle Strid, det siges, fordi han fandt Bispestolens Breve og Bevismateriale paa Hjortholm og ialfald haabede at kunne opnaa en klækkelig Affindelsessum. I Christian den Tredies Anklageskrift mod Biskopperne af 1536 siges det, at da Kong Frederik var død


28

og afgangen og Kronen var uden Herre og Konning, tænkte Rønnow: "Nu er det ret Tid paa at drage de tre danske Løver (som end da lidet Haar havde) Huden al sammen af Ørene". For sin Gjerrigheds Skyld vilde han drage Rigens Slot og Hovedstad fra Riget, Kronen og Kongen, og troede saameget lettere at kunne fuldkomme sin Villie, som "der paa den Tid ikke var Konge til, som kunde svare og tale for Kronens Ret og Rettighed". Men Rønnow havde ikke bedre Held med sig end sine Forgjængere; alle Indsigelser, Forhandlinger og Protester frugtede Intet; Kronen forblev døv for alle Forestillinger og gav aldrig mere Slip paa Staden. Den var fra nu af Kongens Kjøbenhavn; og da Kongsgaarden i Roskilde enten brændte 1443 eller opgaves af andre Grunde, blev den tillige "Hans fyrstelige Naades" Residentsstad, eller som Wolff i Encomion Regni Daniæ siger: "Kongernes Hoffved Qvarteer".


Rytter fra det trettende århundrede

Rytter fra det trettende Aarhundrede. Originalen i Oldnordisk Museum.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn jun 5 11:12:10 CEST 2005
Publiceret: søn maj 29 19:28:26 CEST 2005
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top