eremit.dk
Sti: Forside > Forfatterindeks > København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857.

København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857
    - Kapitel IX

Kbh., G.E.C. Gad, 1912

Villads Christensen (1864-1922)


Denne eTekst er en nøjagtig kopi af teksten i den originale trykte udgave. Teksten er fremstillet med OCR teknik hos eremit.dk, og udgivet oktober 2004. Teksten er fremstillet til undervisning og forskning, og kan frit bruges til sådanne ikke kommercielle formål.


<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

IX. DET NYE SAMFUND.

_____

Arbejderforhold.

Det var ikke let for Gemytterne at falde til Ro igen efter de bevægede Dage i 1848. Svendene kunde ikke glemme deres kortvarige Herredømme i Byen, og i hvert Fald vilde de ikke opgive det Terræn, de havde vundet ved deres tyske Kollegers Udjagelse. Men Tyskerne kom igen, og Mestrene modtog dem med Glæde, og saaledes var der i dette Spørgsmaal endnu Stof nok til aarelang Strid.

Ud paa Efteraaret 1848 sendte Oldermanden for Tøjmagerlauget følgende Skrivelse til Magistraten:

»Jeg betragter Svendenes Forlangende til Magistraten om at drage Omsorg for, at de ugifte tyske Svende blive beordrede til at drage ud af Landet, for i høj Grad uretfærdigt. De have hermed kun til Hensigt at tvinge Mestrene ved en Formindskelse af Arbejdere til at betale højere Arbejdsløn, uagtet denne alt siden September Maaned d. A. er bleven forhøjet Hvad Følgerne deraf ville blive baade for Mestre og Svende, kan man forudse ....

Ladesvenden har erklæret, at ingen tyske Svende blive indskrevne i Lauget, fordi Svendene ikke ville have det; og Mestrene, som for Tiden ere meget forlegne for Svende, forlange, at jeg skal indskrive dem, hvorfor en Tilkendegivelse fra Københavns Magistrat i dette ubehagelige Anliggende vil være mig saare velkommen.« 1)

__________

1) 2. Sekr. 1848 Nr. 1698.

[572]

573

Den Vanskelighed, som Oldermanden for Tøjmagerne her var stedt i, mødte efterhaanden alle Laugsoldermændene. Det var ikke lykkedes de danske Svende at faa alle de tyske fjernede. Dels havde Overpræsidenten i 1848 bestemt, at de gifte og de, for hvem der var lyst til Ægteskab, kunde blive her, medens de ugifte, med Rejsepenge og fri Overfart, skulde sendes bort. Dels var der adskillige ugifte, som man ikke havde faaet fat paa, fordi de i de kritiske Dage havde været borte fra Byen.

Det første Sammenstød foranledigedes netop af to Tømmersvende, der havde været bortrejste, da Udvisningen fandt Sted, - den ene arbejdede i Sorø, den anden var af sin Mester sendt til Island. I 1848 havde de været ugifte, og deres Navne blev derfor slettede af Svendenes Liste. Men da de dukkede op igen i København, var de begge gifte og mente sig derfor berettigede til at blive her. De danske Svende paastod imidlertid, at de to Tyskere kun havde giftet sig for at omgaa Bestemmelserne, og nægtede at indskrive dem i Svendelauget, og ingen Mester turde derefter give dem Arbejde.

Saa snart Krigen var endt, kom de tyske Svende igen i større Antal, og de danske krævede derfor i 1851 vedtaget:

at ingen fremmed Svend maa bosætte eller gifte sig her, før han har erhvervet Indfødsret,

at det paalægges Arbejdsgiverne altid først at afskedige de fremmede Svende, og

at enhver fremmed Svend, som i 3 Gange 24 Timer er uden Arbejde, skal udvises af Staden 1).

Magistraten modsatte sig disse Forlangender, og Andragendet blev afvist af Indenrigsministeriet. Men ikke desto mindre optraadte Svendene, som om deres Fordringer allerede var gældende Lov. Mursvendene vedtog, at

__________

1) 2. Sekr. 1851 Nr. 2547.


574

efter 8. August 1851 maatte ingen tyske Svende komme paa Herberget, ligesom de ikke kunde indskrives i den fælles Sygekasse. De tyske Mursvende, 90 i Tallet, henvendte sig til Politidirektøren om Beskyttelse, og Magistraten gav i en Laugssamling Oldgesellerne Paalæg om at optage dem i Sygekassen, ligesom Mestrene midlertidig betalte de tilrejsende tyske Svende den »Geschenk«, som blev dem nægtet af Svendeladen. Men Mursvendene vilde ikke bøje sig. Naar en tysk Svend blev syg, maatte han derfor indlægges paa Hospitalet paa Fattigvæsenets Regning, og da til sidst ogsaa Fattigvæsenet klagede over denne nye Byrde, maatte Sagen gaa til Doms. Afgørelsen gik Svendene ganske imod: de blev dømte til baade at indtegne Tyskerne i Lauget og til at modtage dem paa Herberget, og de Repræsentanter, som havde modsat sig dette, blev mulkterede. Saa faldt Svendene til Føje. De ansøgte om at faa Mulkterne eftergivne og lovede at rette sig efter Dommen. Til Gengæld gjorde Oldermanden dem den Indrømmelse, at han skulde søge at udvirke, at de danske Svende blev de første, der kom i Arbejde om Foraaret, og de sidste, der blev afskedigede om Efteraaret. - Hos Tømmersvendene forløb Sagen paa samme Maade; heller ikke de vilde bøje sig, før hver af deres Repræsentanter, 32 i Tallet, havde faaet en Mulkt paa 5 Rdlr. til Fattigkassen.

Regeringen havde for øvrigt selv bidraget til, at Uviljen mellem dansk og tysk ikke kunde glemmes, ved efter Fredslutningen at forlægge en Del af den holstenske Hær til København. Overalt, hvor disse Holstenere viste sig, blev der Tumulter, undertiden endog ret blodige. Da engang nogle Soldater, efter at være jagede ud af Smedekroen i Adelgade, kom i Spektakel med Politibetjente og Pøbel paa Gaden, trak de deres Hirschfængere, og fire af deres Modstandere, deriblandt en Politibetjent, blev bragt saarede paa Hospitalet. Dette Sammenstød havde til Følge,


575

at det blev forbudt Holstenerne at gaa med Sidevaaben uden for Tjenesten; men deres Stilling i Hovedstaden blev ikke behageligere derefter. Selv et saa ejderdansk Blad som »Fædrelandet« maa tage dem i Forsvar: »Det var nok et Misgreb at kalde det meste af den holstenske Hærstyrke til København. Holstenerne bliver, hvor de viser sig, uden al Grund haanede og ophidsede af den mundkaade Pøbel; de paastaar, at der bliver kastet Sten efter dem fra Husene.« 1)

Det var jo ikke let at faa det helet igen, som en treaarig Krig havde slaaet i Stykker.


Svendenes Kamp mod deres tyske Kolleger var dog ikke saa meget en national Strid som en social: det var Mestre og Svende, der stredes om Arbejdslønnen. For Haandværkerne havde de tre Krigsaar været en Opgangstid. I 1847-50 steg Lønnen med 20 Procent; men derefter stod den stille i en Aarrække, og da Pengenes Værdi samtidig var synkende, betød det i Virkeligheden en Tilbagegang. I 1868 var Lønnen, sammenlignet med Tilstanden i 1847-50, sunket ca. 22 Procent 2).

Svendene havde altsaa ikke kunnet hævde den vundne Stilling, og deres Nederlag i Kampen om Tyskerne var kun et af flere Vidnesbyrd om, at Overmagten nu igen var paa Mestrenes Side. Arbejderbevægelsen stilnede af, og de Sammenslutninger, der var bleven dannede med et delvis socialt Program, løb ud i Sandet.

Haandværkerdannelsesforeningen havde udspillet sin Rolle. I 1851 var dens Medlemstal svundet ind til ca. 300, og under sin sidste Formand C. V. Rimestad førte den kun en Skyggetilværelse. - En »Forening af Oldgeseller og Ladesvende« var bleven stiftet i November 1850. Den

__________

1) Fædrelandet 1. Okt. 1852.

2) C. Nyrop: Meddelelser fra Industriens Omraade, S. 265.


576

skulde i det hele varetage Laugssvendenes Interesser, og særlig søgte den ved Henvendelser til Borgerrepræsentationen at afhjælpe den stedse trykkende Mangel paa Beboelseslejligheder for Arbejderklassen. Paa Grundlovsdagen 1851 udstedte denne Forening en Opfordring til Arbejderne om særlig at samle sig om de sociale Krav, - de politiske var jo nu opfyldte ved Grundloven. Denne Opfordring havde til Følge, at der dannedes en ny Sammenslutning, »Foreningen til Arbejdsklassens Vel«., med Lunde som Formand. Den skulde virke for bedre Lønforhold for Arbejdere og Tyende, og Lunde kæmpede navnlig for at faa oprettet en Pensionskasse for gamle Arbejdere efter Princippet »Hjælp til Selvhjælp«. Men hans Planer fandt kun ringe Tilslutning, og mismodig trak han sig ud af det offentlige Liv. I 1851 forlod han Borgerrepræsentationen, i 1852 Rigsdagen, og hans Forening til Arbejdsklassens Vel blev i 1853 slaaet sammen med Haandværkerdannelsesforeningen til den nye »Arbejderforening af 1853« med C. V. Rimestad som Formand.

Lige saa lidt Fremgang havde Frederik Dreiers Bestræbelser for at grundlægge en videnskabelig Socialisme i Danmark. I sit Ugeblad »Samfundets Reform« skrev han om »Kapital og Arbejde«, og han selv betegnede sig som Socialist. Første Gang, nogen dansk har kaldt sig med denne Betegnelse, er vistnok, da Dreier brugte den paa Titelbladet af sin i 1848 udsendte Piece, »Fremtidens Folkeopdragelse«. Som alle den Tids Socialister var han nærmest paavirket af Proudhon; han tænkte sig Arbejderne samlede i frie Associationer, der fik deres Arbejdsudbytte udbetalt og deres gensidige Kredit ordnet gennem en Folkebank 1).

Enkelte Tilhængere vandt han, og ved Folketingsvalget 1852 forkyndtes for første Gang rent socialistiske An-

__________

1) C. Nyrop, Meddelelser fra Industriens Omraade, S. 255.


577

skuelser fra en dansk Valgtribune. De repræsenteredes af en Tøjmager Klamer, der var opstillet paa Kristianshavn og blev anbefalet af Fr. Dreier. Han samlede 109 Stemmer, men blev ikke valgt 1).

Dreier gav det førsle Stød til Forbrugsforenings-Bevægelsen i Danmark. Han stiftede først en Brændselsforening, der indkøbte Brænde en gros og solgte en detail til Medlemmerne til Indkøbspris; derefter en »Forening for billige Livsfornødenheder«, der en Tid havde Udsigt til virkelig at vinde Fremgang. Den stiftedes i Efteraaret 1852 med ca. 100 Medlemmer og med Kandidat G. C. Ploug, en Broder til »Fædrelandet«s Redaktør, som Formand. I Januar 1853 udsendtes en trykt Indbydelse til at tiltræde Foreningen, særlig henvendt til Arbejdere og Haandværkere samt Embeds- og Bestillingsmænd. I August 1853 talte Foreningen ca. 1150 Medlemmer og Aaret efter endogsaa 1400. Foreningen indkøbte de vigtigste Livsfornødenheder, saasom Brød, Smør, Sukker, Kaffe, Olie og Lys, og uddelte dem igen til Medlemmerne med den mindst mulige Prisforhøjelse. Det meddeltes f. Eks. paa Generalforsamlingen i Januar 1854, at der var indkøbt Brød for 3119 Rdlr. og det samme Kvantum igen solgt Medlemmerne for 3121 Rdlr. 2) Den havde sit Udsalg i Pilestræde, en Tid desuden en Filial i Nyboder, som dog atter maatte lukkes paa Grund af for ringe Omsætning. For at blive Medlem betaltes et Indskud af 2 Rdlr. Saa snart Foreningen var kommen i Gang, blev der naturligvis klaget over den fra Urtekræmmerlauget, der i 1854 androg Indenrigsministeren om, at den hele Virksomhed maatte blive forbudt. Ministeren svarede, at han ikke fandt nogen Anledning til at skride ind, men henviste Urtekræmmerne til Domstolene 3). Siden høres der

__________

1) Socialdemokratiets Aarhundrede II, 118.

2) Fædrelandet 27. Jan. 1854.

3) 2. Sekr. 1854 Nr. 921.


578

ikke videre om Foreningen, og den er vistnok snart efter gaaet ind. - Fr. Dreier var død i 1853, kun 25 Aar gammel, og der fandtes ingen Arvtager til hans Virksomhed.

Et enligt Varsel om kommende Tiders store Lønkampe var Bygningshaandværkernes Strejke i 1851. Mur- og Tømmersvendene henvendte sig »ydmygst« til Magistraten med Anmodning om ved dens Hjælp at faa deres Dagløn forbedret: i Stedet for 6 Mark om Sommeren og 4-5 Mark om Vinteren forlangte de 7 Mark om Sommeren, 6 Mark om Efteraaret og 5 Mark om Vinteren samt Priserne paa Akkordarbejdet tilsvarende forhøjede. Men Magistraten vilde ikke blande sig heri og henviste dem til at forhandle med deres Mestre. Da disse kun vilde indrømme en Forhøjelse af 8 Skilling Sommer og Efteraar, opsagde Svendene d. 4. Januar 1851 deres Arbejde med 14 Dages Varsel, og d. 18. Januar fandt Arbejdsnedlæggelsen Sted.

Et saadant Skridt var endnu dengang strafbart som en Overtrædelse af Forordningen af 21. Marts 1800: »Skulde noget helt Laugs Svende vedtage at forlade Arbejdet, da bør Ophavsmanden til saadan Sammenrottelse dømmes til at arbejde i Rasphuset i 2 Aar og et saadant Laugs Svende ikke mere tillades at have Herberge og Forsamlingsstue.« 1) Politiet skred ind, og nogle Mursvende blev arresterede. Men man havde dog ikke rigtig Lyst til at anvende Lovens Strenghed mod de strejkende. Tscherning talte deres Sag i Folketinget, og »Fædrelandet« stillede sig paa Svendenes Side. »Paa Bunden af de Skridt, som er foretaget imod Svendene, ligger dog Ønsket om at faa dem til at arbejde for en ringere Pris, end Omstændighederne tillade dem at forlange . . . Om Assessor Gudenrath nok saa meget forsikrer, at »Forhørene ikke have været rettede paa at nedtvinge Arbejdsprisen«, saa bliver

__________

1) Nyrop: Meddelelser fra Industriens Omraade, S. 249.


579

Forholdet dog det, at den offentlige Magt er optraadt som den, der holdt med Mestrene imod Svendene, idet den arresterede Svendene, men ingen af Mestrene, skønt, havde nogen af disse gjort sig skyldig i aabenbar Lovstridighed, saa var det Mestrene, thi de havde vedgaaet at have fastsat en Arbejdspris med tvingende Nødvendighed for alle Mestrene . . . En saadan ulige Behandling maa nødvendigvis hos de Ikke-Begunstigede fremkalde den Anskuelse, at den offentlige Magt tager Parti imod dem, og dette ligger jo ogsaa ligefrem deri, at man forbyder Svendene at holde en vis Pris for deres Arbejde, men ikke Mestrene at give en vis Pris for det samme Arbejde.« 1)

Men hvad der gjorde, at denne Strejke dog blev bilagt paa en fredelig Maade, var vel nok det, at Mestrene selv paa den Tid havde Brug for alle de Svende, de kunde faa. De tilstillede derfor Kriminalretten en Skrivelse, hvori de bad om, at Sagen maatte blive hævet. De gav Svendene det Skudsmaal, at de »uanset den stedfundne Meningsforskel uafbrudt havde vist sig beskedne og velvilligen stemte mod Mestrene«, og et lignende Vidnesbyrd fik de af Justitsminister Bardenfleth i Folketinget. Den paabegyndte Retsundersøgelse blev derpaa standset, og alt faldt igen i Lave. Mur- og Tømmersvendene fik nye Priskuranter i Januar 1851, og det var ved denne Lejlighed, man første Gang lod Priskuranten trykke.

Den stærke Byggevirksomhed, der udfoldedes i Halvtredserne, kom imidlertid af sig selv Bygningshaandværkerne til gode. I 1855 havde Tømmersvendene ikke blot naaet det, som de strejkede for i 1851, men yderligere 8 Skilling derudover hele Aaret rundt. Deres Dagløn var da i Sommermaanederne 7 Mark 8 Sk., i Marts og Oktober 6 Mark 8 Sk., i Vintermaanederne 5 Mark 2). Men dermed

__________

1) Fædrelandet 14. Marts 1851.

2) C. Nyrop, Kbhvns. Tømmerlav S. 221-22.


580

var ogsaa Højdepunktet naaet. De gode Byggetider fik en brat Afslutning ved Pengekrisen 1857, og derefter blev der Nedgang i Daglønnen baade for Murere og Tømrere, ligesom Priskuranten af 1851 blev opsagt fra Mestrenes Side.


Det manglede ikke paa Projekter til Forbedring af Arbejderstandens Kaar. Foran er omtalt Lundes Forening og hans Forslag til en Pensionskasse. En »Forening til Opførelse af sunde og billige Boliger for Arbejdsklassen« blev stiftet i 1851 af Pastor Visby m. fl. og fik ogsaa nogle Bygninger opførte. Men da den sammenskudte Kapital skulde forrentes, fik dette Foretagende dog nærmest Karakteren af et Aktieselskab. Fra anden Side anbefaledes Oprettelse af Vaske- og Badeanstalter, Spare- og Laane-kasser, Sygekasser og Livsforsikringsanstalter - alt til Fordel for de arbejdende Klasser. Ogsaa en »Forening imod Arbejdsløshed« blev foreslaaet; den skulde virke gennem et Arbejdsanvisningskontor, hvis Udgifter dækkedes ved frivillige Bidrag.

Noget af dette blev forsøgt - i 1853 stiftedes den første egentlige Sygekasse, og i 1854 oprettede Arbejdere paa Kristianshavn »Den broderlige Arbejderklasses Hjælpeforening« -, medens andet ikke kom længere end paa Papiret. Arbejderklassens Stilling forblev væsentlig uforandret, og Haandværkernes første beskedne Forsøg paa at føre deres egen Politik havde spillet Fallit. Der var ikke Plads hverken for Dreiers socialistiske Agitation eller for Lundes velmenende Projekter, og den sociale Kamp kan betragtes som opgivet fra det Tidspunkt, da Haandværkerdannelsesforeningen og Foreningen til Arbejdernes Vel gik op i Arbejderforeningen af 1853. Arbejderstanden var endnu kun en uorganiseret Masse, der ikke selv kunde vælge sin egen Vej, men maatte følge det Parti, der først fik Tag i den. Det blev de nationalliberale; de havde alle-


581

rede haft et godt Tag i Haandværkerdannelsesforeningen og i Lundes Arbejderforening, og det befæstedes yderligere, da Rimestad samlede dem begge under én Hat og søgte at faa Udbredelsen af »folkelig Dannelse« gjort til Foreningens eneste Opgave. Endnu en Kamp maatte dog føres, før dette Maal var naaet. Bondevennerne vilde ikke uden videre overlade de nationalliberale alle de københavnske Arbejderes Stemmer; de søgte at faa Indpas i Hovedstaden gennem »Folkevennernes Selskab«, og I. A. Hansen udfoldede en stor Virksomhed for at vinde Smaahaandværkerne, med hvilke han selv havde saa mange Berøringspunkter. Men de nationalliberale var for stærke i København, og efter en kort Kamp maatte Bondevennerne kapitulere. Paa en Generalforsamling d. 31. Oktober 1855 blev Folkevennernes Selskab opløst, og dets Medlemmer opfordredes til at melde sig ind i Arbejderforeningen. Aaret efter lykkedes det vel for en Tid I. A. Hansens Folk at fortrænge Rimestad fra Formandspladsen i Arbejderforeningen. Bondevennen Major Müllen blev Formand, og I. A. Hansen blev Redaktør af Foreningens Blad. Men i 1859 var Rimestad atter Foreningens Formand, og Aaret efter stiftede han »Arbejderforeningen af 1860«, der endelig fuldt ud virkeliggjorde hans Ønsker og Planer. En selvstændig Arbejderpolitik var nu opgivet, og den nye Arbejderforening lagde alene Vægt paa det selskabelige Samliv og paa oplysende Foredrag. Dermed var den københavnske Arbejderstand fuldstændig indrulleret som Vælgere i den nationalliberale Hær.

__________

Dyrtid.

Arbejdernes Bestræbelser i disse Aar for at højne deres Lønningsvilkaar var saa meget mere berettigede, som


582

Halvtredserne netop var meget vanskelige Tider for Smaafolk.

De høje Priser fra Dyrtiden 1847 var for længst overvundne, og for mange Varers Vedkommende var Priserne efter Krigen endogsaa bleven lavere, end de havde været i Midten af Fyrrerne. Men henimod Halvtredsernes Midte begyndte atter en stærk Stigning af Priserne paa alle Livsfornødenheder, og ved 1855 havde de naaet en saadan Højde, at vi atter møder Ordet Dyrtid.

Nedenstaaende Liste vil vise Prisstigningen i disse Aar. Den angiver de Priser, som Fattigvæsenet maatte betale for sine Leverancer efter Licitation 1):


1845 1850 1851 1852 1853 1854 Efteraaret
1855
Rugbrød ... pr. Pd. Sk. 2 7/16 2 1/3 2 3/4 3 1/17 3 1/6 3 10/13 4 1/2 Sk.
Sigtebrød ... »      » 3 5/8 2 13/16 3 1/4 3 9/16 4 9/16 4 3/4 Indkøbt
til 6 15/16
Oksekød ... »      » 8 1/4 8 1/8 6 3/4 7 11/16 9 3/4 13 » 16 1/2
Grønsaltet Flæsk ... »      » 12 3/4 8 9/16 10 14 16 3/4 18 1/2 » 19 3/4
Holstensk Ost ... »      » 6 7/8 6 1/16 5 11/16 7 1/2 8 1/4 8 » 10 1/4
Alm. godt Smør ... »      » 27 1/4 22 2/7 25 5/7 24 3/14 28 2/7 29 » 35 1/7
Gule Ærter ... pr.Td.Rdl. og Sk. 7 4-60 5-16 6-40 8-32 8 » 11
Havregryn ... »      »      » 10-44 8-36 10 10-52 11-8 13-62 » 16
Byggryn ... »      »      » 7-40 5-68 6-88 7-68 8-58 8-88 » 12-48
Godt Øl ... »      »      » 3 2-32 2-20 2-16 2-32 2-34 » 3
Kartofler ... »      »      » 1-32 1-64 2 2 2 2 » 3
Brænde ... pr. Favn     » 11-48 10-64 10-16 10-48 12-64 10-48 » 15

Allerede i Oktober 1853 meldte Politibetjentene sig med Bøn om Dyrtidstillæg: »I dette skæbnesvangre Aar« med de høje Priser paa Husleje og Fødemidler kunde

__________

1) Denne Liste og alle de i det følgende anførte Skrivelser angaaende Dyrtiden findes, for saa vidt intet andet er meddelt, ved 2. Sekr. 1855 Nr. 3275.


583

de umulig slaa sig igennem med en Gage, der selv i bedre Aaringer ikke var tilstrækkelig til et sorgfrit Udkomme 1). Kommunalbestyrelsen vilde afvente, hvad Staten foretog sig over for sine Tjenestemænd, og da en Lov af 4. Januar 1854 bevilgede Dyrtidstillæg til disse, blev det ligesom i 1847 bestemt, at de samme Regler skulde følges i Kommunen. Tilskuddene var dog nu ikke saa rundelige som i 1847 og naaede ikke saa højt op; kun Familieforsørgere paa indtil 800 Rdlr. i aarlig Løn og ugifte Personer paa indtil 500 kunde faa Del i Dyrtidstillæget, medens dette i 1847 naaede op til Lønninger paa 1000 Rdlr. Den hele Udgift for Kommunen vilde beløbe sig til 17,785 Rdlr.

Men imidlertid var der ogsaa fra Statens Side truffet en Foranstaltning, der havde videre Sigte. Ved Lov af 27. November 1853 bemyndigedes Kommunerne til at hjælpe de trængende ved Understøttelser, der ikke skulde regnes for Fattighjælp. Loven skulde gælde til 30. September 1854, men den blev senere flere Gange fornyet og vedblev i det hele at gælde indtil Udgangen af 1857.

Københavns Kommunalbestyrelse yndede ikke denne Form for Understøttelse. Den stod netop i disse Aar midt i Kampen for Næringsfrihed, Handelsfrihed og Frikonkurrence: Ingen Indgriben i Næringslivets frie Forløb, ingen Monopoler, ingen Begunstigelser hverken til store eller smaa! »Hjælp dig selv, saa hjælper dig Gud!« Med de stigende Priser vilde ogsaa følge højere Arbejdsløn; men Almisser og Hjælp af det offentlige vilde kun svække Individernes Kraft og Vilje til selv at hævde sig i Konkurrencekampen. Altsaa ingen Understøttelser! Kommunalbestyrelsen vedtog, at den ikke vilde benytte Loven, men erklærede sig derimod villig til at lade Pengehjælp gennem Fattigvæsenet uddele rundeligere og rigeligere end ellers.

__________

1) 2. Sekr. 1853 Nr. 3476.


584

Det blev en drøj Tid for Kommunalbestyrelsen at staa igennem; thi fra alle Sider blev den nu bestormet af dem, der vilde have Del i den Hjælp, som Loven havde stillet i Udsigt. Først meldte Haandværkerforeningen sig; men den fik et rent Afslag: netop til Haandværkerne var der ingen Grund til at yde Hjælp; thi der var Arbejde nok, og Priserne paa alt Haandværksarbejde var stegne samtidig med Prisen paa Livsfornødenhederne. Derefter kom i Februar 1854 et Andragende fra Folkevennernes Selskab, forsynet med 1500 Underskrifter; det gik særlig ud paa at godtgøre, at Kommunalbestyrelsen ikke havde Ret, naar den paastod, at Arbejdslønnen var steget sammen med Livsfornødenhederne; men intet hjalp, Kommunalbestyrelsen stod fast paa sit Standpunkt. »Folkevennerne« besvarede Afslaget med en ny Henvendelse, hvis ironiske Form formodentlig skyldes I. A. Hansens spydige Pen:

»Kommunalbestyrelsen henviser i sit Svar til de Paagældendes egen forøgede Kraft og Virksomhed; men det vil ikke kunne nægtes, at mange, allerede før Dyrtiden indtraadte, have maattet udvikle en saadan Kraft og Virksomhed for at tilvejebringe deres nødtørftige Udkomme, at den ikke lader sig forøge; den menneskelige Kraft har en Grænse hos ethvert Individ, som han ikke kan komme ud over. Der er tillige mange, som i den nu allerede længere vedvarende Dyrtid saaledes have forøget deres Kraft og Virksomhed ved Siden af det ogsaa af Kommunalbestyrelsen anbefalede Afsavn af ellers tilvante Bekvemmeligheder, at de nu ikke længer formaa at vedligeholde denne Kraft og dette Afsavn ved Siden af hinanden.«

Underskriverne tillader sig dernæst »i al skyldig Ærbødighed at henlede Opmærksomheden paa et Faktum, som den ærede Kommunalbestyrelse under Sagens tidligere Behandling synes at have overset, det nemlig, at


585

denne Dyrtid er indtruffen umiddelbart efter en Epidemi af en saa ødelæggende Art, at Hovedstaden ikke har kendt Magen gennem mange Slægter«. Og for det Tilfælde, at Kommunalbestyrelsen ikke kan fravige sin tidligere fattede Beslutning, stiller Andragerne nu et andet Forslag, som det sikkert har været Bestyrelsen en Fornøjelse at koncipere:

»Vi ere overbeviste om, at Kommunalbestyrelsens højt ærede Medlemmer hver for sig kun med Bekymring have gjort, hvad de efter deres Pligtfølelse, ifølge deres Betragtning af samtlige foreliggende Omstændigheder, maatte gøre, da de besluttede ikke at benytte deres ekstraordinære Bemyndigelse ifølge Loven af 27. November f. A., og vi tvivle ikke om, at de alle som Privatmænd, hver for sig, have været de første til at vise den private Godgørenhed, hvortil de i Egenskab af Kommunalbestyrelse have henvist. Men i hvilken forøget Grad vilde ikke den private Godgørenhed vise sig, naar de ærede Herrer vilde træde frem - skulde det ikke være passende, at det skete som Kommunalbestyrelse, da som en Samling af højt ansete Privatmænd - med en almindelig Opfordring til den velhavende Del af Hovedstadens Befolkning om at yde frivillige Bidrag i dette Øjemed, som de vilde modtage og uddele paa bedste Maade!« 1)

Kommunalbestyrelsen stak alle Spydighederne i Lommen og foretog sig intet. Men Dyrtiden vedblev, og i 1855 begyndte Henvendelserne igen. Det var nu Foreningen af Oldgeseller og Ladesvende, som tog Affære, og den var ikke synderlig blidere, end Folkevennerne havde været:

»Vi begribe helt vel,« skriver de i Februar 1855, »at Dhrr. Medlemmer af Kommunalbestyrelsen, der alle sidde lunt inden Døre, ikke kunne have nøjagtig Kundskab

__________

1) 2. Sekr. 1854 Nr. 482.


586

enten om den stedfindende Trang i sit hele Omfang eller til, i hvilke Kredse den trykker haardest og føles mest; men derfor er det, at vi, der som Oldgeseller repræsenterer alle Hovedstadens Haandværkslauge, og som i denne vor Stilling dagligen have de sørgeligste Erfaringer for Øje, anse det som vor ufravigelige Pligt at bidrage vort til denne højst vigtige og for Tiden mest presserende Kommunesags Fremme.« De føler sig ikke tilfredsstillede ved Henvisningen til, »at der ved Fattigvæsenet kan erholdes nogen Hjælp - som den er - med tilhørende Ubehageligheder og Uhøfligheder, som desværre endnu have hjemme under dette Departement«, og de opfordrer derfor Kommunalbestyrelsen til uopholdelig at gøre Brug af den Ret, som Loven hjemler den. - Men Kommunalbestyrelsen vendte fremdeles det døve Øre til, om den end til sidst, presset af Ministeriet, maatte gaa ind paa, at Modtagelsen af Interimshjælp i disse Aar ikke nødvendig maatte berøve Modtageren hans statsborgerlige Rettigheder. Derimod stod den fast paa, at Hjælpen skulde ydes gennem Fattigvæsenet i Henhold til Bestemmelserne i Loven af 1799, og at Udgifterne til den skulde dækkes gennem en Forøgelse af Fattigskatten 1).

Ud paa Efteraaret 1855 meldte Arbejderforeningen sig. Men belært af sine Forgængeres Erfaring gik den ikke til Kommunalbestyrelsen med sit Andragende, derimod lige til Regeringen. Det har, skriver Rimestad, »ikke kunnet falde os ind at tænke paa en ny Bemyndigelse for Kommunalbestyrelserne, da de tidligere have vist sig aldeles unyttige, i det mindste for Københavns Vedkommende«. Men Vinteren 1855-56 truer med at blive endnu mere trykkende for den arbejdende Klasse end de næstforegaaende. Det gælder om at skaffe hurtig Hjælp,

__________

1) 2. Sekr. 1855 Nr. 613. - Borgerrepr. Forh. 14. Jan. 1856. - Kommunens Regnskab 1855 S. 60.


587

og de nødlidende kan ikke vente paa den Reform i Næringslovgivningen, som ganske vist er det eneste, der kan bringe varig Hjælp. Det henstilles til Staten saa vidt muligt at skaffe Arbejde og foreløbig tillade hver enkelt uden Hensyn til alle Laugsindskrænkninger at arbejde med egne Hænder 1).

Den Tanke at suspendere Laugstvangen var ikke ny. I 1848 havde Industriforeningen fremsat det samme Forslag i et Andragende til Justitsministeriet, men uden Held 2). Nu, i 1855, stillede derimod baade Ministeriet og Magistraten sig imødekommende, og Overpræsidenten lod forespørge hos Laugene, om der var noget til Hinder for, at Svendene i en vis Tid af Aaret fik Tilladelse til paa egen Haand at udføre Reparationsarbejder. Men det vilde Mestrene ikke høre tale om. De havde i Virkeligheden ikke noget imod, at Svendene gik arbejdsløse en Tid af Aaret. De levede i den Tid væsentlig af Forskud, som Mestrene ydede dem, og derigennem fik disse et godt Hold paa Svendene, som de ikke ønskede at miste. Dette udtales ligefrem i en Skrivelse fra Oldermændene for Murer- og Tømrerlaugene som Svar paa Overpræsidentens Forespørgsel:

»Det Forhold, der hidtil har bestaaet mellem Mester og Svende, nemlig at Mesterne paa den Aarstid, hvor intet Arbejde foretages, understøtte de trængende Svende, de have haft i Arbejde i Aarets Løb, med Penge, som de igen afarbejde den paafølgende Sommer, vilde ved en saadan Tilladelse aldeles ophøre; thi det vilde vist ikke sjeldent indtræffe, at en saadan understøttet Svend i Forventning af paa egen Haand at finde Arbejde vilde vægre sig ved at staa i Mesterens Arbejde, netop naar denne

__________

1) Blad for Arbejdsklassen. Redigeret af C. V. Rimestad, 4. Nov. 1855.

2) Borgerrepr. Forh. 22. Juni 1848.


588

havde hans Kræfter nødig . . . Hvorledes en tilbørlig Kontrol skulde kunne holdes over, at Svendene ikke udvidede denne Rettighed og i Forening paatoge sig større Arbejder, indse vi ikke og skulle tillade os at bemærke, at det allerede nu er umuligt at kontrollere de faa Frimestere i Laugene, idet henved 200 Svende i begge Lauge arbejde paa egen Haand.« 1)

Dette Forslag kom der altsaa ikke noget ud af. Men ogsaa paa anden Maade havde Indenrigsministeriet taget sig af Arbejderforeningens Henvendelse, idet der d. 3. November 1855 var afgaaet en Skrivelse til Magistraten, hvori det blev denne paalagt sammen med Politidirektøren at skaffe det omstridte Punkt nærmere oplyst: om Arbejdslønnen var steget i Forhold til Livsfornødenhederne eller ej. Denne Undersøgelse blev anstillet i Efteraaret 1855, og et rigt Materiale til Bedømmelse af de arbejdende Klassers Stilling blev indsamlet.

Magistraten sendte Skrivelser ud til alle Laugsoldermændene med Forespørgsel, om Arbejdslønnen i deres Fag var bleven sat op i den senere Tid.

Nej svarede Gørtlerne: det kunde der aldeles ikke være Tale om; de sad i Forvejen haardt nok i det under Konkurrencen med Isenkræmmernes Fabrik paa Raavaddam og med Hofguldsmed Dalhoff. Nej svarede endvidere Handskemagere, Sadelmagere, Børstenbindere, Bødkere, Malere, Glarmestre, Kobbersmede og Hattemagere.

Ja svarede Tømrerne: Svendelønnen var i 1855 bleven forhøjet med 1 Mark daglig hele Aaret rundt, altsaa for den Svend, der havde stadigt Arbejde, med ca. 50 Rdlr. aarlig. Arbejdsfolkene, der for faa Aar siden fik 4 Mark daglig, fik nu om Sommeren 1 Rdlr., »og de er endda ikke ganske villige til at arbejde«. Vinterlønnen

__________

1) 2. Sekr. 1855 Nr. 3672.


589

var i samme Forhold forhøjet fra 3 Mark til 4 à 5 Mark og paa Skibsværfterne endda meget højere. Oldermanden mener derfor at kunne sige, at Arbejdslønnen er steget forholdsmæssig med Levnedsmidlerne. I Murerlauget var ligeledes Daglønnen fra 1. Oktober 1855 forhøjet med 1 Mark, fra 4 til 5 Mark daglig. Rebslagernes Ugeløn var forhøjet fra 5 til 6 Rdlr., Smedenes og Tobaksspindernes Løn ligeledes sat op. Ogsaa i Møllerfaget var Lønnen steget, dog ikke paa Grund af Dyrtiden, men kun fordi »bemeldte Arbejdere er uvillige til at tjene for samme Løn som forhen«. De faar alle fuld Kost hos Mestrene, der »saaledes dobbelt føler Dyrtidens Tryk«. Paa samme Vis klager Barbererne: En Svend faar nu 3-4 Rdlr. om Ugen foruden Kost og Logis. »Tidens Tryk falder altsaa alene paa Principalerne, fordi Levnedsmidlerne ere saa dyre.« 1)

Samtidig indhentede Politidirektør Bræstrup gennem sine Assistenter og Betjente Oplysninger om Dyrtiden og Arbejdslønningerne, særlig ved Forespørgsel paa forskellige Fabrikker og Arbejdspladser. Disse Indberetninger peger, ligesom Laugenes Svarskrivelser, i forskellig Retning, saa det har ikke været let for Autoriteterne at faa et samlet Overblik over de økonomiske Forhold i disse Aar.

At der virkelig er Dyrtid til Stede, fastslaar Politiassistent Uttenreitter: Det fremgaar baade »af den Insolvens, hvoraf nu mange lide, og af den Maade, hvorpaa der søges Midler til Subsistens, saasom ved at vælge mindre honette Leveveje, ved at sætte paa Assistenshuset og ved at recurrere til Diskontørers Hjælp«. Den spores dernæst ogsaa tydeligt i det Røre, som viser sig overalt blandt Almuen og i Haandværkerstanden. Paa Værtshusene drejer Samtalen sig kun om Dyrtiden, og i de

__________

1) 2. Sekr. 1854 Nr. 482.


590

saakaldte Arbejder-Selskaber udgør den endogsaa Emnet for almindelige Diskussioner. Politiassistenten er ikke fri for at finde det hele betænkeligt: »Hidtil har man dog i disse indskrænket sig til at fremkomme med Forslag om Petitioner og Adresser til Regering og Autoriteter; men ikke usandsynligt turde det være, at man gik videre og fulgte de givne Eksempler i Udlandet, f. Eks. i Sverrig og England, saa meget mere som Lederne i de forskellige Arbejderforeninger ogsaa ere Ledere for politiske Fraktioner, og de da muligt kunne tænke og haabe at slaa to Fluer med et Smæk.«

Men i andre Indberetninger lægges Vægten paa, at det egentlig er gode Tider: »Her hersker aldeles ingen Arbejdsløshed her i Staden, tværtimod er der Arbejde i Mængde for Arbejdsfolk, og Lønnen stiger med hver Dag.« Eller: »For Tiden kan det ikke siges, at der hersker nogen Nød hos den arbejdende Klasse, Arbejdsløshed er sjælden, og Arbejdet betales i Reglen i Forhold til Fornødenhedernes Pris.« Og hos en tredie: »Der er Arbejde for Tiden i Overflødighed, saavel for Svende som Arbejdsfolk, og dersom Vinteren ikke bliver alt for streng, vil det kunne holdes.« Der er dog visse Træk, som de fleste Indberetninger er enige om at fremhæve. Saaledes siges det gentagende, at for »de stillesiddende Arbejdere«, saasom Skomagere, Skræddere, Vævere og Tøjmagere, er Lønnen ikke forhøjet, og de er derfor gennemgaaende daarligt stillede. Og med stor Enstemmighed lyder det fra alle Sider, at Haandlangere og Arbejdsmænd aldrig har haft saa gode Tider som netop nu.

»Haandlangere ere næsten ikke at faa, og paa ingen Maade under 4 Mark daglig, hvilken Betaling i Forhold til Svendelønnen, som kun er 5 Mark, jo vistnok er for høj. I Sommer tjente Haandlangerne paa en Bygning paa Bodenhoffs Plads 11 Mark daglig, medens Svendene med en fordelagtig Akkord ikkun tjente 9 Mark, og dog


591

forlade mange Haandlangere ofte Arbejdet, fordi de kunne tjene mere ved Skibsarbejde.«

»Det hører til Sjældenhederne nu, at en Arbejdsmand vil lade sig nøje med 1 Daler; og da denne Pris er gængs paa enkelte Pakhuse, saa har Arbejdsherren stedse ondt ved at faa Folk, da disse kun tyer til ham, naar der ikke er andet Arbejde at erholde. - I øvrigt fremgaar af det hele, at Arbejdsmændene indbyrdes ere enige om ved Nægtelse af at modtage Arbejde at tvinge Arbejdsherren til at betale dem højere Løn; og flere af disse har ogsaa begyndt at anskaffe sig Svenskere eller Folk fra Provinserne, der ikke ere saa ublu i deres Fordringer, for nogenlunde at faa en Dæmper paa de almindelige Arbejdsmænd.«

»Det egentlige Sjoverarbejde betaler sig bedst.«

Klager over Arbejdernes Umedgørlighed er da ogsaa almindelige. »Den arbejdende Klasse er næsten ikke at tilfredsstille,« skriver en af Politiets Funktionærer. En anden, som særlig har undersøgt Forholdene i Cigarfabrikkerne, fortæller, at der mellem Cigarmagersvendene »synes at have dannet sig en fast Klike, som Principalen mange Gange maa bukke for. Arbejderne forsømmer i Reglen hver Mandag Værkstedet, og indfinder der sig undertiden enkelte, da er disse som oftest beskænkede. Vil Principalen under saadanne Forhold bortvise en eller anden af Værkstedet, er han vis paa, de øvrige gaar med; og det halve af Tirsdagen gaar da ogsaa spildt, og for ikke at lide for stort Tab i sin Bedrift maa han saaledes mange Gange se igennem Fingrene med megen Uorden paa Værkstedet, da han ved at omtale saadant straks bliver anmodet om Sedlen«.

Politimændene forstaar ikke rigtig dette, men de fleste af dem er tilbøjelige til at tro, det stammer fra, at der bliver gjort alt for meget for den arbejdende Klasse. Alle vil de have hørt saadanne Ytringer som, »at nu be-


592

gynder snart Vinteren, og saa kan man lade sin Kone hente Mad i Bespisningsanstalterne, saa behøver man ikke at arbejde for ingenting«; eller »at det nu ikke var værd at vedblive ret længe med at arbejde, thi nu fik Kone og Børn snart Mad og Drikke og Varme frit, ja Penge til«.

Politiets Indberetninger giver dog næppe det rigtige Billede af Tilstanden. De har heftet sig for meget ved enkelte udvortes Fænomener - en højttalende Arbejder paa en Beværtning eller en misfornøjet Arbejdsleder paa en Fabrik - og er ikke naaet ind til den egentlige Nød, som sagtens har søgt at skjule sig ogsaa for Politiets Øje. Fattigvæsenets Beretninger taler et andet Sprog.

Kommunalbestyrelsen var jo ikke uvillig til at hjælpe, naar blot Understøttelserne kunde gaa gennem Fattigvæsenet; og den stærkt stigende Brug, som i disse Aar blev gjort af Fattigvæsenets Interimshjælp, viser, at der har været megen Nød til Stede. D. 4. November 1854 uddeltes (paa denne ene Dag) i Interimshjælp 67 Rdlr. 48 Sk. og 373 Brød. Aaret derefter (d. 3. November 1855) uddeltes 90 Rdlr. 16 Sk. og 1141 Brød. D. 7. November 1854 uddeltes Hjælp til 109 Familier, bestaaende af 599 Personer; Aarsdagen efter til 378 Familier eller 2068 Personer. Indtil Sommeren 1855, da disse Interimsunderstøttelser foreløbig hørte op, var der hertil medgaaet 14,000 Rdlr. Men det var alligevel ikke lykkedes at afværge den forøgede Tilgang til den faste Fattigforsørgelse. I Vinteren 1854-55 tilkom til »den faste Almisse« 146 Familier med i alt 498 Personer; »og vedrører Tilgangen fornemmelig Mødre med Børn, forskellige Svende, især af Væverprofessionen og saadanne Skrædder- og Skomagersvende, der udføre simplere Arbejde, saa vel som en Del Personer henhørende til den egentlige Arbejdsklasse, idet Arbejdslønnen vel er stegen, men dog ikke i den Grad, at den staar i et passende Forhold til


593

den meget betydelig tiltagne Progression i Priserne paa de nødvendigste Levnedsmidler« 1). - Folk havde været nødte til at tage mod Fattigvæsenets Hjælp, »som den er«.

Vinteren 1855-56 blev meget streng, - man regnede med Muligheden af, at Sundet kunde blive tillagt, saa der over Isen kunde tilføres Levnedsmidler fra Sverrig, - og Kommunens Interimshjælp, der udbetaltes med Beløb fra 3 til 15 Rdlr. en Gang for alle, løb i denne Vinter langt højere op end i den forrige. Da Uddelingen standsede i April 1856, var der uddelt 39,479 Rdlr. til 4797 Familier og 2010 enkelte Personer 2). - Ogsaa Regeringen havde fortsat sine Bestræbelser for at hjælpe Hovedstaden. D. 28. Januar 1856 udkom en Lov om midlertidige Foranstaltninger til at sikre København tilstrækkelig Forsyning med billige Livsfornødenheder. Ved denne Lov ophævedes foreløbig alle Indskrænkninger i Skipperes, Landboeres og Høkeres Torvehandel. Loven fornyedes flere Gange, sidst indtil 1. April 1858.

En Hjælp for Smaafolk var vistnok det i 1856 af et Aktieselskab oprettede Dampkøkken, hvis Formaal var at levere varm Mad til billigst mulige Pris. Selskabet købte en Ejendom i Lille Regnegade, hvor Køkkenet og Spisesalene indrettedes efter Arkitekt Herholdts Tegninger. Det kunde levere 2500 Portioner Mad om Dagen og blev meget stærkt benyttet. I sit første Virksomhedsaar bespiste det 471,716 Mennesker, og mange Familier fandt deres Regning ved at lade sig Maden tilbringe fra Dampkøkkenet.


Der var for Datidens Øjne en Modsigelse i de økonomiske Forhold i disse Aar, som den ikke ret forstod. Det var jo »gode Tider«, der var Arbejde og ny Virksom-

__________

1) Skrivelse fra Fattigvæsenet til Overpræsidenten 8. Nov. 1855.

2) Borgerrepr. Forh. 25. Aug. 1856.


594

hed alle Vegne, Penge blev tjent saa let og hurtigt som aldrig før. Og samtidig var Nøden og Fattigdommen større, end man nogen Sinde havde set. Man kendte endnu ikke dette, det var jo første Gang, København var Vidne til en Bygge- og Grundspekulation i stor Stil med paafølgende Pengekrise og Krak. Man havde ingen Erfaring i, hvorledes et saadant Kredsløb artede sig, og ikke tilstrækkelig Indsigt i det økonomiske Livs Love til at forstaa Aarsagssammenhængen deri. For os er det hele forstaaeligt nok; vi kender Jordspekulationens Virkninger, og vi har set Kredsløbet saa tit, at vi nu næsten kan beregne forud, i hvilket Aar Krisen vil komme.

Ingen Sinde havde Livet i Haandværkerkredse pulseret saa stærkt som i disse Laugsvæsenets sidste Aar 1). Spekulationen tumlede med nye store Arealer, Byggevirksomheden florerede, alle faste Ejendomme steg i Pris, ligesom Lønnen steg for Bygningshaandværkere og Arbejdsmænd. Det var en Opgangstid, der i rask Stigen nærmede sig det Toppunkt, hvor Bølgekammen knækker over for atter at styrte i Dybet. Men en saadan »Opgangstid« uddyber Skellet mellem rig og fattig. De, som ikke kommer med i Dansen, de, som Opgangstiden ikke har Brug for, eller som den netop vrager, fordi de just hører Stilstandstiden til, alle de »stillesiddende«, - de sidder tilbage med de gammeldags Virksomheder og den lave Løn og mærker ikke andet til de gode Tider, end at Priserne stiger paa alle Livets Fornødenheder. Der er altid nogle, som har for lidt, og det lidet, de har, forslaar slet intet under en Højkonjunktur. Politibetjentene, som meldte sig med deres Andragende i 1853, kunde tale paa manges Vegne!

Alt var i Halvtredserne lagt til Rette for et stort

__________

1) Se f. Eks. V. Hansen: Malernes Understøttelsesfond, S. 47.


595

Krak, for en virkelig moderne Pengekrise, - den nye Tid skulde holde sit Indtog paa standsmæssig Maade.

__________

Bankvæsen og Pengekrise.

Overalt var der Vidnesbyrd om, at København var i Færd med at blive en moderne Storstad, - den havde nu ogsaa faaet sit første Millionlaan.

De tidligere Smaalaan paa 100,000 Rdlr. ad Gangen, som kunde faas i Byens egne Kasser - Nationalbanken, Overformynderiet, Livsforsikringsanstalten -, forslog ikke længer. Vand- og Gasværkerne krævede Millioner, og førend Anlæget af dem kunde paabegyndes, maatte en Lov vedtages, som gav Kommunen Tilladelse til at optage et Laan paa 3 1/2 Million Rdlr. En Del af disse Penge skulde dog bruges til andre Foretagender, saaledes til en forestaaende Udvidelse af Sindssygeanstalten paa Bidstrupgaard og til en Omordning af Byens egne Hospitalsforhold. En Komité blev nedsat til at skaffe Pengene, og i 1854 laantes den første halve Million. Vekselmæglerne Bechgaard & Aggersborg samt Grosserer R. Henriques jun. skaffede Pengene mod Obligationer til Kurs 97. - De store Pengeoperationer var nu begyndte, og Kommunen slap aldrig ud af dem igen.

Byens ældre Pengeinstitutter svarede nu ej heller længer til Tidens Fordringer. Dens eneste Bank var Nationalbanken og dens eneste Sparekasse den i 1820 oprettede »Sparekasse for København og Omegn«. Foruden disse to fandtes af Pengeinstitutter »Kreditkassen for Husejere i København«, oprettet efter Branden i 1795, og »Centralkassen«, stiftet 1829. Ingen af dem udfoldede nogen stor Virksomhed. Kreditkassen havde til Formaal


596

at skaffe de Husejere Laan, som efter Branden vanskelig kunde faa deres Bygninger genopførte. Den adskilte sig fra de moderne Kreditforeninger, der er Foreninger af Laantagere, derved, at den nærmest var en Forening af Laangivere. Centralkassen gav sig særlig af med at skaffe Købmænd Laan mod Pant i Varer; men da efterhaanden Nationalbanken og de andre Banker ogsaa begyndte at yde Laan mod saadant Pant, blev Centralkassen overflødig, og den nedlagdes i 1859.

Sparekassen var en meget gammeldags Indretning. Indtil 1844 var de Penge, som blev opsamlede i den, ganske unddragne den almindelige Omsætning, idet de efter den ældre Tids Skik blev indsatte dels i Statskassen, dels i Nationalbanken til Forrentning 1). Kassen havde altsaa kun Betydning til den ene Side, for Sparerne, og selv denne Virksomhed blev røgtet meget ufuldkomment. I Begyndelsen var den kun aaben et Par Gange om Ugen; senere holdtes den aaben hver Dag, men kun et Par Timer om Formiddagen, paa en Tid, da de smaa Sparere vanskelig kunde faa Lejlighed til at komme. Besværet øgedes yderligere derved, at man for at blive ekspederet først skulde have udleveret en Billet. Disse Billetter uddeltes om Morgenen Kl. 7, hvorefter Sparekassen aabnedes Kl. 8. Naar Billetter var udleveret til saa mange, som man ventede at kunne faa ekspederet den Dag, maatte Resten gaa med uforrettet Sag. Ofte var der en Rift om disse Adgangskort til Sparekassen som om Billetter til en Première paa det kgl. Teater, og mange Arbejdere og Haandværksfolk, hvis Tid var kostbar, erklærede, at de hellere vilde beholde Pengene hjemme end spilde halve Dage med at vente uden for Sparekassens Dør. Ikke des mindre voksede de i Sparekassen indestaaende Beløb stærkt og hurtigt. Statskassen og Natio-

__________

1) Bisgaard og Schiødt: Danmarks Sparekasser, 1910, S. 29-31.


597

nalbanken, der oprindelig havde lovet 5 Procent af Pengene, satte snart Renten ned, og fra 1844 maatte Sparekassen begynde paa selv at drive Udlaans virksomhed for at faa de indskudte Penge anbragte. I de første Aar havde Sparekassen Lokale i Forværelset til de 32 Mænds Forsamlingssal paa Raadhuset. Senere flyttede den til en Lejlighed paa Hjørnet af Brolæggerstræde og Raadhusstræde. Først i 1862 fik den sin nuværende Ejendom paa Hjørnet af Valkendorfsgade og Niels Hemmingsens Gade.

Et Sted, hvor solide Laanere kunde faa Penge mod god Sikkerhed, var Overformynderiet, der laa inde med betydelige og stedse voksende Kapitaler. I 1840 indestod her ca. 10 Millioner, i 1857 ca. 17 Millioner Rdlr.

Planer om nye Pengeinstitutter af mere moderne Tilsnit dukkede jævnlig op i disse Aar. Foran er omtalt, hvorledes Industriforeningens Plan om Oprettelse af en Laane- og Kreditkasse strandede i 1844, og ikke bedre gik det Frederik Dreiers Plan om en Folkebank efter Proudhons Mønster. I 1854 ansøgte Hattefabrikant Feldberg om Tilladelse til at oprette en saakaldet »Bikubeforening«, antagelig en Slags Sparekasse; men Andragendet blev afslaaet 1). Sekretær Chr. Reiersen anholdt om 5 Aars Eneret til i Danmark at oprette et saakaldet »Credit mobilier Compagni«, men fik ligeledes Afslag 2). Handelshuset Malling og Lund vilde oprette en »Almindelig dansk Kreditanstalt« efter fransk og tysk Mønster. Men under Forhandlingerne herom i 1856 gik Firmaet fallit 3). Samtidig projekterede Gedalia & Co. en Handelsbank; men dette Foretagende blev standset af Grosserersocietetet, der betegnede flere af de foreslaaede Planer som

__________

1) 2. Sekr. 1854 Nr. 822.

2) 2. Sekr. 1856 Nr. 1258.

3) 2. Sekr. 1856 Nr. 2500.


598

saa farlige, at Staten ikke burde beskytte et Institut, der gav sig af med saadanne 1). Ogsaa et Udkast til en Privatbank fremkom i 1856 fra et anonymt Selskab; men mod dette protesterede Nationalbanken, særlig fordi den nye Bank vilde udstede Beviser paa smaa Summer, der som Seddelpenge skulde gaa mellem Mand og Mand og saaledes vilde blive Konkurrenter til Nationalbankens Pengesedler 2). Endelig kan nævnes, at Kaptajn Bangert i 1857 ønskede Tilladelse til at oprette en Folkekasse, der baade skulde være en Spare- og Laaneindretning og give sig af med Livsforsikringer. Men hverken Magistraten eller Ministeriet vilde anbefale hans Plan 3).

Ud af alle disse Tilløb voksede dog enkelte levedygtige Foretagender. I 1851 stiftedes Kreditforeningen af Grundejere i de danske Østifter, den første Forening i sit Slags 4). Allerede i det første Regnskabsaar var København (med Frederiksberg) interesseret i den med over 200,000 Rdlr., Aaret efter med det firdobbelte. I 1854 stiftedes Københavns private Laanebank, der især skulde støtte Haandværkere og Industridrivende ved Laan, og i 1856 begyndte Bikuben under Direktør Hellmanns Ledelse sin Virksomhed som Sparekasse og Forsørgelsesforening. Aaret efter grundlagdes Privatbanken med C. F. Tietgen som Direktør.

Indbydelsen til Aktietegning i denne Bank udsendtes i April 1857, underskrevet af 11 gode Navne. Der var tre Godsejere: Grev Frijs, Sehested-Juel og P. B. Scavenius, og 8 københavnske Firmaer: D. B. Adler, M. G. Melchior, C. A. Broberg, Jacob Holm & Sønner, O. B. Suhr o. fl. Banken aabnedes d. 2. November 1857 med

__________

1) 1. Sekr. 1856 Nr. 767 og 2028.

2) 1. Sekr. 1856 Nr. 2028.

3) 1. Sekr. 1857 Nr. 2322.

4) Oprettelsen af tidssvarende Kreditforeninger og Laanekasser for Grundejere var bleven muliggjort ved Lov af 20. Juni 1850.


599

en Aktiekapital paa 2 Millioner Rdlr. Det nye Foretagende skulde meget hurtigt blive stillet paa en alvorlig Prøve og dets unge Direktør faa Lejlighed til at vinde sine Sporer. Thi en Maaned efter stod København midt i den store Pengekrise 1857.

De samme Aarsager, som i Halvtredserne fremkaldte det stærkt pulserende Liv i København, med tilhørende høje Priser og Dyrtid, virkede til Dels over hele Verden. Opgangsbevægelsen var international, som ogsaa den paafølgende Krise blev det. Guldfundene i Kalifornien 1848 og i Australien 1851 havde sænket Pengenes Værdi. Det stærkere Liv, som den politiske Frigørelse havde skabt, virkede overalt, - om det end ikke alle Vegne gav sig et saa haandgribeligt Udslag som Frigivelsen af Demarkationsterrænet omkring København. Jernbaner, Telegrafer og øget Dampskibsfart fremmede Omsætningen over hele Verden; overalt grundedes nye Pengeinstitutter og industrielle Foretagender.

Danmark tjente godt i disse Aar. Vore Landmænd fik høje Priser for deres Varer, ja overhovedet har ingen Periode i den nyere Tid set en saa stærk Prisstigning paa Landbrugsprodukter som disse Aar. Gennemsnittet af Kapitelstaksterne var:


Td.
Hvede
Td.
Rug
Td.
Byg
Td.
Havre
Td.
Smør
Pund
Flæsk
1840-49: Kr. 12,35 9,27 7,00 4,99 97,66 25,3 Øre
1850-59: - 16,62 12,38 9,77 6,92 135,77 33,5 - 1)

Men umiddelbart før Krisen, i Dyrtiden 1855, var Priserne drevet endnu meget højere i Vejret: Rug kostede 8 2/3 Rdlr. Tønden, Byg 6 1/2, Havre 4 1/2, Hvede 13 1/2 Rdlr. 2) Disse Priser var jo unaturlig høje; men de virkede ikke

__________

1) Danmarks Statistik II, 149, hvor Priserne er omsatte i Kr. og Øre.

2) E. Meyer: December 1857 (Vort Folk II, S. 122 f).


600

som en Paamindelse om et forestaaende Sammenbrud, men kun som en Tilskyndelse til forøget Virksomhed. Spekulationen florerede, Kreditten blev misbrugt, og de danske Købmænd blev mere end nogen Sinde afhængige af de hamborgske Handelshuse. Selv efter at Krisen var brudt løs i Udlandet, var man ikke herhjemme klar over, hvad der forestod, og bremsede derfor ikke i Tide.

D. 24. August 1857 indtraf den første Fallit i Nordamerika; derfra kom Krisen til England, og i November var den i Sverrig og Hamborg. Ogsaa hos os begyndte dens Forløbere at vise sig; Kornpriserne sank, og Penge blev sjældne. D. 10. Oktober forhøjede Nationalbanken sin Diskonto til 6 Procent, d. 30. November til 7 Procent; men da Banken langt fra kunde forsyne alle dem, som ønskede Penge, var den virkelige Rente langt højere. Dog først da Hamborgkreditten svigtede, blev der Panik. Nu vilde alle sælge, ingen købe. Ind i December gik al Omsætning i Staa, og Fallitterne begyndte.

I December Maaned fallerede 42 Firmaer i København, i de værste Dage, d. 14.-19. December, 4-6 om Dagen. I alt fallerede i Vinteren 1857-58 81 Forretninger i København, 143 i Provinserne 1). Mange af de store Grundspekulanter i Forstæderne mistede alt, hvad de ejede, saaledes Kaptajn Bangert paa Solitude. De trak atter Haandværkerstanden med sig, al Virksomhed standsede, og der kom stor Arbejdsløshed.

Nationalbanken var ganske ude af Stand til at bringe Hjælp, - den ramtes selv haardt af Krisen, og dens ledende Direktør H. P. Hansen led store Tab. Da maatte Staten gribe ind for at begrænse Ulykkernes Omfang.

Det store Handelshus H. Pontoppidan i Hamborg var truet, og hos det havde en Mængde danske Købmænd Blankokredit. Hvis Pontoppidan faldt, vilde han rive

__________

1) Fædrelandet 4. Juni 1858.


601

mange med sig, og det første Skridt fra den danske Stats Side var derfor at undsætte ham. Tre Finansmænd sendtes til Hamborg for at undersøge hans Affærer; det var den senere Nationalbankdirektør Levy, Privatbankens Direktør Tietgen og den senere Finansminister Westenholtz. Deres Indberetning lød paa, at Pontoppidan kunde opretholdes ved et Laan af 1 Million Mark Banco (= 1 1/3 Million Kroner). Han fik Pengene, og de viste sig at være vel anvendte; saa snart Krisen var ovre, var Pontoppidan i Stand til at tilbagebetale det danske Laan.

Dernæst gjaldt det om at undsætte Nationalbanken. Monarkiets Fælleskasse laa just paa dette Tidspunkt inde med en betydelig Pengebeholdning, der især var fremkommet ved udenlandske Indbetalinger i Anledning af Øresundstoldens Afløsning. Ved Lov af 18. December blev der bevilget Nationalbanken et Laan paa 300,000 Pund Sterling (5,400,000 Kr.) af disse Penge. Men der var den Vanskelighed derved, at Pengene ikke havdes kontant; de var for største Delen bundne i Veksler paa London, der først forfaldt midt i Januar, og det gjaldt jo netop nu om at handle hurtigt. Da var det, Tietgen gjorde sit Mesterstykke. Han tilbød at diskontere alle de engelske Veksler og stille de 5,400,000 Kr. til Raadighed straks. Selvfølgelig havde den nystiftede Privatbank ikke disse Penge; men Tietgen regnede med, at der heller ikke vilde blive Brug for dem. Han gjorde Regning paa, at saa snart det blev bekendt, at der atter var Penge at faa, vilde Panikken lægge sig, Kreditten fæstnes, Forretningerne atter komme i Gang. Og saaledes gik det. »Den midlertidige Laanekasse«, som blev oprettet for at administrere Pengene, fik kun Brug for en ringe Del af de 5 Millioner Kr.; og forholdsvis hurtigt var Krisen ovre og Forretningslivet atter bragt paa ret Køl. Rystelsen havde været voldsom, men den stod ikke længe paa.

Krisen 1857 betød en gavnlig Udrensning af Forret-


602

ningslivet. Den ryddede op i mange daarlige Forhold og fjernede meget, som var usundt. Den gav Stødet til en bedre Ordning af vore Kreditforhold og til en ny Organisation af Nationalbanken. Men navnlig bidrog den til, at vor Handelsstand kom ud af den gamle, højst uheldige Afhængighed af den hamborgske Kredit.

__________

Næringsfriheden.

Den vanskeligste og den vigtigste af de Opgaver, som ventede paa den nye Tids Mænd, var utvivlsomt Omordningen af Næringsforholdene. Laugsvæsenets Svagheder var saa iøjnefaldende og saa vel kendte, at Angrebet paa det ikke kunde udeblive. Algreen-Ussing havde i 1839 i den nystiftede Industriforening holdt en Række Foredrag om dette Emne, og det blev en af de 32 Mænds sidste Gerninger at bringe Spørgsmaalet frem i Kommunalbestyrelsen. Paa deres Foranledning blev ved Reskript af 3. April 1840 nedsat en Komité til at undersøge Laugsforholdene og forberede en Omordning af dem, og derved var Kampen mellem Laugstilhængerne og Næringsfrihedens Venner indledet. Kampen varede i hele 18 Aar; først i 1857 havde Næringsfriheden sejret.

Laugskomiteens ledende Kraft var i de første Aar Professor C. N. David. I 1842, da en Plads blev ledig ved Orla Lehmanns Udtræden, indvalgtes Auditør, senere Overretsassessor Otto Müller, og det blev derefter ham, som kom til at gøre det største Arbejde i Komiteen.

Dennes Nedsættelse havde vakt stor Bestyrtelse blandt Laugsmændene, og saa overdrevne Rygter kom i Omløb om den Omvæltning, der truede, at Komiteen selv foreslog, at Laugsoldermændene skulde have Adgang til at


603

overvære Møderne for at forvisse sig om, hvad det egentlig var, der foregik. Borgerrepræsentationen billigede dette Forslag, men Regeringen vilde ikke vide noget deraf, ligesom der ikke blev taget Hensyn til de gentagne Henvendelser fra Oldermændene om, at ogsaa deres Stemme maatte blive hørt i denne Sag.

Medens Komiteen arbejdede, førtes Striden for og imod Laugsvæsenet i Dagspressen og i større Skrifter. Paa Laugenes Foranstaltning udsendtes i 1843 et udførligt Skrift »Om Laugsforfatningens Gavnlighed« af H. P. Giessing. Han fremhæver som Fordele ved Laugsvæsenet den gensidige Hjælp, som Laugsbrødrene ydede hverandre, og hvorved Fattigvæsenet blev lettet for mange Udgifter; fremdeles at Laugsvæsenet var Politiet en Støtte til at opretholde god borgerlig Orden; at det bidrog til at sikre en jævnt velhavende Middelklasses Eksistens, medens man i de Lande, hvor Laugene ikke kendtes, f. Eks. England, kun vilde finde Fabrikherrer og Fabriksarbejdere. Ved de tvungne Svende- og Mesterprøver gav Laugene Publikum Sikkerhed for, at den, der var bleven Mester i Lauget, ogsaa virkelig forstod sit Haandværk; men hvis Adgangen blev aabnet for alle uden Kontrol, vilde man snart komme til at sande, at »19 Haandværker er 20 Ulykker«. Frikonkurrencen med den stærkeres Ret til at overvælde de svagere kunde aldrig være i det heles Interesse; thi »det maa være Staten mere magtpaaliggende, at det gaar Flertallet af de næringsdrivende godt, end alene en enkelt«.

Angrebene paa Laugsvæsenet førtes især af Otto Müller og Statistikeren Bergsøe. De fik en Forbundsfælle i den unge Polytekniker H. H. Kayser, den senere Tømmermester, der i 1844 udsendte et anonymt Skrift »Om de nuværende Mesterprøver ved Haand værkslaugene«. Han hævdede, at disse Mesterprøver ingen virkelig Garanti ydede for vedkommendes Dygtighed, medens de var


604

kostbare, tidsspildende og byrdefulde for Svendene. Hans Angreb paa Mesterprøverne blev i Virkeligheden et Angreb paa det hele System; thi Mesterprøven er, siger han, hele Laugsvæsenets Rygrad; i denne Adgang til at aabne eller lukke for Faget ligger Laugets Magt. Alt det andet: Laugsskikkene, Fanerne, »Velkomst« og »Gruss«, er kun det uvæsentlige, en intetsigende Dekoration, der af sig selv vil bortfalde, naar Laugsvæsenets Hovedstøtte, Mesterprøven, slaas bort 1). - Den følgende Tids Udvikling viste, at han her havde Ret. Duelighedsprøven blev Laugsvennernes sidste Skanse, og omkring den førtes den haardeste Kamp.

Ved Nytaarstid 1844 var Komiteen færdig med den første Halvdel af sit Arbejde. Den havde taget fat paa Handelslaugene først, og Betænkningen om dem var udarbejdet af Professor David. Den gik radikalt til Værks: Handelslaugene skulde ganske afskaffes; der skulde for Fremtiden kun være ét Borgerskab for Detailhandlere og ét for Grosserere og Forskellen mellem de to Slags kun være den, at Grossererborgerskabet kostede noget mere. Men enhver Detailhandler kunde blive Medlem af Grosserersocietetet ved at betale Forskellen mellem Gebyrerne, og enhver Grosserer kunde træde ind i Detailhandlernes Korporation ved at holde aaben Butik. I begge Tilfælde krævedes en Handelseksamen som Betingelse for Borgerskabs Erhvervelse; Høkere, Boghandlere, Tømmerhandlere og Beværtere skulde have et særligt Borgerskab, og Marskandiserhandel kunde som hidtil kun drives efter særlig Bevilling. Kvinder skulde, ligeledes efter Bevilling, have Adgang til at drive forskellige Slags Handel samt Traktørnæring.

Dette betydningsfulde Aktstykke, hvori Næringsfrihedens Principper for første Gang førtes kraftigt frem,

__________

1) Hist. Meddelelser om Kbhvn. II, 593.


605

blev tiltraadt af Kommunalbestyrelsen efter at være gennemdrøftet af Borgerrepræsentationen i fem paa hinanden følgende Møder. Paa Grundlag af Betænkningen blev derefter et Lovudkast udarbejdet i Kancelliet og i 1846 forelagt Stænderforsamlingen i Roskilde. Ogsaa her blev det vedtaget, og alt syntes saaledes at tyde paa en snarlig Gennemførelse af Reformen. Men Laugenes Modstand var endnu ikke brudt, og de fandt en god Støtte i Kristian VIII's mange Betænkeligheder.

De truede Laug gik direkte til Kongen med en Petition om, at han vilde standse Sagen, og det lykkedes helt vel; Kongen blev ængstelig, han vilde endnu en Gang høre Stænderne, inden han fattede sin Beslutning, og saaledes henstod Sagen uafgjort, indtil Kristian VIII døde.

Laugskomiteen havde imidlertid fortsat sit Arbejde, og Betænkningen om Haandværkslaugene, affattet af Otto Müller, udkom i 1847. I den gik Komiteen forsigtigere frem, og dens Forslag var meget moderate. De gik ud paa, at Haandværkslaugene skulde bestaa endnu i 20 Aar og Spørgsmaalet om deres Ophævelse først da tages op paa ny; men Overgangstiden skulde benyttes til ved Enkeltreformer at forberede Næringsfrihedens Indførelse. Mesterprøverne skulde beholdes, men ændres saaledes, at de kunde udføres i kortere Tid og med ringere Bekostning. Adskillige mindre Laug kunde slaas sammen til et, Adgangen til at blive Frimester skulde lettes, og Kvinder skulde kunne faa Adgang til Udøvelse af Haandværk.

Saa snart denne Betænkning var udkommen, lod Haandværkerforeningen høre fra sig. Efter at Betænkningen var drøftet rundt om i Laugene, udarbejdedes et Skrift: »Haandværkstandens Bemærkninger ved den udkomne Betænkning angaaende Haandværks- og Fabrikslaugene«, hvoraf Eksemplarer tilstilledes Borgerrepræsentationen. Oldermændene paaskønnede ingenlunde det Maadehold, som Komiteen havde vist: de fandt dens For-


606

slag »et saare uheldigt Arbejde«, »kun skikket til at fremkalde alle de Onder, som en unaturlig Forstyrrelse og en utidig Indgriben i en ordnet og fast begrundet Tilstand ufejlbarlig maatte føre med sig«. Paa alle Hovedpunkter gik Laugsvennerne imod det foreslaaede, om der end var enkelte Reformer, de kunde tiltræde.

Men heller ikke i den modsatte Lejr fandt Otto Müllers Arbejde nogen god Modtagelse. For de overbeviste Tilhængere af Næringsfriheden var Forslaget ikke vidtgaaende nok, og som Repræsentant for dem mødte Tscherning frem med Angreb paa Betænkningen.

Han fandt det ikke Umagen værd at rokke ved det bestaaende, saafremt det nye ikke bragte »endog blot een Hjørnesten til en anden Bygning end den nærværende«. Men de foreslaaede Næringslove satte sig netop paa alle halve Forholdsreglers ulykkelige Standpunkt og vilde derfor kun bringe en Rystelse til Veje, uden at noget stort Formaal blev opnaaet. »Denne Forandren og Forbedren, uden egentlig at gøre noget Fremskridt, forekommer mig saa meget desto farligere, som det snart vil vise sig, at der, hvor man er slumpet til at indføre noget virkelig godt, der lurer den vel fortjente Bebrejdelse for at have forraadt eller omgaaet den Grundsætning, man har ført i Munden.« 1)

Otto Müller søgte at forsvare sit Værk til begge Sider. Over for Tscherning kunde han fremhæve de vitterlige Fremskridt, som hans Udkast indeholdt; over for Haandværkerforeningen spillede han Industriforeningen ud og kunde pege paa, at denne Forening, der talte over 1800 Medlemmer, medens Haandværkerforeningen ikke havde 200, i det hele hyldede de friere Anskuelser i Næringsforholdene. Han søgte ogsaa at tage sig Haandværkssvendene til Indtægt og kunde for saa vidt gøre det, som disse i

__________

1) Fædrelandet 5. Jan. 1848.


607

dette vanskelige Spørgsmaal stod paa et lignende Halvhedsstandpunkt som det, Betænkningen var Udtryk for. Tømmersvendene opstillede saaledes i 1848 et Program, hvorefter Duelighedsprøverne skulde bibeholdes, men gøres billigere; Laugene bevares, men de gamle Benævnelser Oldermand, Oldgesell, Bisidder og selve Navnet Laug afskaffes; Svende, som ikke kunde faa Arbejde hos nogen Mester, skulde have Ret til at arbejde for sig selv og Akkordarbejde overalt indføres. Et lignende Forslag indsendte Karetmagersvendene i 1849 til Magistraten.

Medens der saaledes stredes og forhandledes om Komiteens Betænkning, var selve Sagen allerede begravet for den Gang. Folk havde faaet saa meget andet at tænke paa. D. 30. Marts 1848 stod Betænkningen paa Borgerrepræsentationens Dagsorden; men efter Oldermændenes Begæring blev den udsat et Par Maaneder. Da den derpaa atter forelaa d. 20. Juni, blev den uden Forhandling vist tilbage til Komiteen, og der blev den rolig liggende i de følgende tre Krigsaar.

Da den blev taget frem igen, var Situationen en helt anden. Det var Næringsfrihedens Venner, som i 1848 havde faaet Magten i Staten, og i Grundloven af 5. Juni 1849 havde de indsat den Bestemmelse (§ 88), at »alle Indskrænkninger i den frie og lige Adgang til Erhverv, som ikke ere begrundede i det almene Vel, skulle hæves ved Lov«. Medens alle de tidligere Udkast kun havde taget Sigte paa det københavnske Laugsvæsen, var her lovet en ny Næringsordning for hele Landet, og det drejede sig nu ikke længer om lempelige Reformer i det bestaaende, men om en grundlæggende Indførelse af noget nyt.

I 1852 blev Sagen bragt paa Bane i Folketinget, og Indenrigsminister Bang stillede i Udsigt, at han vilde fremlægge et Forslag derom i næste Samling. Men endnu en Gang kom der Forhindring. Bang udtraadte af Mini-


608

steriet; Ørsted, der blev hans Efterfølger, gjorde ikke noget ved Sagen, og først da Bang igen var bleven Indenrigsminister, kom den i den rette Gænge. I December 1855 stillede C. V. Rimestad i Folketinget en Forespørgsel til Ministeren, om han agtede at fremlægge Forslag til en Reform af Næringslovgivningen. Bang svarede ligesom tre Aar tidligere, at Sagen skulde blive fremmet saaledes, at Forslag kunde fremlægges i næste Samling. Spørgsmaalet skulde dog paa ny overvejes, men denne Gang ikke af en Kommission, men af en enkelt dertil kvalificeret Mand. Det viste sig, at denne Mand var Otto Müller, der paa den Tid selv var Medlem af Folketinget.

Ved Budskabet herom samledes igen alt, hvad der kunde rejses til Forsvar for det truede Laugsvæsen; og det viste sig nu, at Næringsfrihedens Modstandere ikke blot fandtes i den Lejr, hvor man var forberedt paa at træffe dem: blandt de gamle Laugsmestre og de konservative Oldermænd i den københavnske Haandværkerforening; men at man ogsaa vilde møde Modstand fra den radikale Fløj under I. A. Hansens Førerskab. Den forhenværende Skomager i Rudkøbing kunde endnu føle Smaahaandværkerens Instinkter i sig, og han frygtede Kapitalens Vælde: Haandværksmanden havde hidtil haft et Værn mod Kapitalen i den lange Læretid, som var en Betingelse for at blive Mester, og som de store Pengemænd ikke vilde underkaste sig. Men faldt dette Værn bort, da vilde kæmpemæssige Butikker og Fabrikker opsluge de smaa Værksteder og forvandle de selvstændige Haandværkere til afhængige Arbejdere. Gamle Forbundsfæller som Tscherning gik imod I. A. Hansen i dette Spørgsmaal, medens Rimestads Arbejderforening gik med ham, og for første Gang stod Liberalismen i den Stilling, som saa ofte skulde komme igen: mellem de konservative Interesser paa den ene Side og Arbejdernes Sammenslutninger paa den anden.


609

De fire Foreninger: Folkevennernes Selskab, Foreningen af Oldgeseller og Ladesvende, Arbejderforeningen af 1853 og den nystiftede danske Haandværkerforening nedsatte i Fællesskab en Komité paa 10 Medlemmer under I. A. Hansens Ledelse med den Opgave at udarbejde et selvstændigt Forslag. Komiteens Betænkning, som forelaa d. 15. September 1855, var dog kun vedtaget med »nogenlunde Enstemmighed«. Den gik ud paa, at Haandværkslaugene skulde vedblive at bestaa og Mesterprøverne opretholdes. Derimod kunde Svendeprøven falde bort, og nye Laug maatte ikke oprettes. Enhver Svend skulde efter 8 Aars Arbejde have Ret til at nedsætte sig som Frimester, og alle Laugsherberger skulde sammendrages til en Centralkasse 1). - Dette Program var klogt affattet; det gjorde tilsyneladende mange Indrømmelser, men det holdt fast paa Hovedpunkterne: Laugsrettighederne og Mesterprøven.

Aaret efter kom den københavnske Haandværkerforening med sin Protest. Der afholdtes i Dagene d. 25.- 28. Juli 1856 et almindeligt Haandværkermøde for hele Danmark, hvor 42 Købstæder og 40 københavnske Laug var repræsenterede. De der tagne Beslutninger, i hvilke man krævede Laugenes Opretholdelse, overraktes Indenrigsminister Unsgaard ved en Deputation d. 5. August; og en »vedblivende Komité« blev nedsat til at holde Øje med Næringsreformens Gang.

Imidlertid var Otto Müller bleven færdig med sit Arbejde, og hans »Udkast til Lov om borgerlig Næring i København og i Købstæderne« forelaa trykt i Foraaret 1857. En af de københavnske Laugsoldermænd, Skomagermester Mouritzen, har skildret, hvilket Røre denne Efterretning vakte i Haandværkerforeningen, hvor Medlemmerne netop var samlede en Aften i Marts Maaned i

__________

1) Blad for Arbejdsklassen, 4. Nov. 1855.


610

Anledning af et forestaaende Borgerrepræsentantvalg. »Da hørte man første Gang det Budskab: Bogen er udkommen, og Laugene skal opløses inden 3 Aar. Med disse Ord paa Læberne mødte det ene Medlem, den ene Haandværker den anden; en almindelig Uro udbredte sig iblandt de forsamlede, og Frygten for Følgerne af Opløsningen, som efter alles Overbevisning vilde blive haarde og trykkende for et tarveligt Erhverv, fremkaldte en fast Beslutning om, med al mulig Energi og fælles Kraft paa lovlig Maade at paatale og forsvare sin nuværende Stilling.« 1) Frygten var ikke ugrundet. Otto Müllers nye Lovudkast var betydelig mere radikalt end Betænkningen fra 1847; det bar nu tydeligt hen imod Laugsvæsenets Undergang, og de Indrømmelser, som Udkastet indeholdt, var mere tilsyneladende end virkelige.

I de første Ord, hvormed Skriftet indledes, stiller Forfatteren sig klart paa Næringsfrihedens Standpunkt: »De foreliggende Lovudkast ere i Hovedsagen grundede paa den Anskuelse, at Handel og Industri trives bedst, jo færre Indskrænkninger de ere underkastede, og at den størst mulige Næringsfrihed overhovedet er den Tilstand, der stemmer bedst saavel med Individets naturlige Rettigheder som med det heles Velvære.«

Efter det nye Forslag skulde Handelslaugene helt bortfalde, som det jo lige siden 1844 havde været foreslaaet; men over for Haandværkslaugene gjorde Forslaget den tilsyneladende Indrømmelse, at de kunde vedblive at bestaa, saa længe Medlemmerne ønskede det, - dog kun som frivillige Forbindelser. Den Eneret til vedkommende Erhverv, som hvert Laug tidligere havde haft, skulde falde bort tre Aar efter Lovens Datum, saa at det efter den Tid stod enhver frit for at tage Borgerskab paa ethvert Haandværk. Alle Næringsveje skulde fordeles i fem

__________

1) I. Mouritzen: Laugsprøverne contra Assessor O. Müller 1857 S. 7


611

Klasser, efter hvilke der skulde betales et forskelligt Gebyr for Borgerbrevene.

Laugsfolkene syntes nu ganske at have tabt Troen paa deres Sag. De kastede sig i disse Aar ud i en helt desperat Politik med Laugsprocesser og gensidige Forfølgelser værre end nogen Sinde; det var, som vilde de benytte den Tid, der endnu var levnet dem, til at gøre sig alle de Fordele, som de bestaaende Love paa nogen Maade tillod. Men derved undergravede de ganske deres Stilling i den offentlige Mening og fremskyndede deres egen Undergang.

Størst Opmærksomhed vakte i disse Aar Stridighederne mellem Hosekræmmerne og Silke- og Klædekræmmerne.

Aarsag til Strid var der nok af mellem disse to Laug, der til Dels handlede med de samme Artikler, og kun henvendte sig til en forskellig Kundekreds, idet det fra gammel Tid havde været Skik, at Hosekræmmerne forsynede Almuesfolk og Sømænd, medens Klædekræmmerne havde de finere Kunder. Oprindelig var der ogsaa en dertil svarende Forskel paa de Varer, de maatte handle med. Hosekræmmerne solgte Vadmel og andre indenlandske Uldvarer; men nu var det allerede kommet dertil, at ikke den ringeste Arbejder vilde gaa med Vadmelsklæder, men forlangte finere Stoffer, og Hosekræmmerne maatte altsaa føre de Varer, som deres Kunder forlangte. Ligeledes havde Hosekræmmerne fra gammel Tid Tilladelse til at handle med ostindisk Kattun; men nu brugtes aldrig Kattun, derimod Sirts og Shirting, som ganske vist var den selv samme Vare, men som de ikke maatte handle med, fordi Varen nu bar et andet Navn. Og næsten alle de Produkter af indenlandsk Hjemmeflid, som Hosekræmmerne før havde falbudt, var nu afløste af udenlandske Maskin-Fabrikata, som Folk søgte, fordi de var


612

billigere; men disse Varer maatte ikke findes i Hosekræmmerens Butik.

Kampen mellem de to nær beslægtede Laug førtes med den særlige Bitterhed, som en Tilsætning af Klassehad kunde give. De fornemme Silke- og Klædekræmmere spottede de tarvelige Hosekræmmere, der stod i deres Kælderhalse eller Gadedøre for at kapre Kunder, og som paa deres Side med al Underklassens Forbitrelse forfulgte deres mere begunstigede Konkurrenter. Hosekræmmerne nægtede ikke, at de hver Dag overtraadte Loven; men dette var allerede nu tolereret i saa lang en Aarrække, at de mente fremdeles at have Krav paa at handle i Fred. Men netop nu begyndte Klædekræmmerne at forfølge dem paa det voldsomste. Naar Kræmmerne valgte Oldermænd, tog de især Hensyn til at faa en, som var villig til at anlægge Laugsprocesser, og de Oldermænd og Laugsskrivere, som var flinkest til at presse Bøder og Erstatninger ud af Hosekræmmerne, fik Gagetillæg og Gratialer af Laugets Kasse. Daglig indfandt sig i Hosekræmmernes Butikker Udsendinge, der købte en enkelt Alen Klæde eller Shirting og derefter optraadte som Vidner imod dem for Retten; og de ulykkelige Hosekræmmeres ydmyge Andragender om at blive optagne som Medlemmer af det begunstigede Klædekræmmerlaug blev hver Gang afslaaede. Borgerrepræsentationen udtalte sin Medlidenhed med de forfulgte Mennesker, men kunde intet gøre for at hjælpe dem 1); og først ved den almindelige Næringsfriheds Indførelse slog Forløsningens Time for de plagede Hosekræmmere.

Men at det ikke var Kræmmerne alene, som saaledes plettede Laugsvæsenets sidste Dage ved smaalig Strid og ondskabsfuld Forfølgelse, fremgaar til fulde af Dagspressen fra hin Tid. Som et Eksempel skal anføres følgende vittige Artikel fra »Dagbladet«:

__________

1) Borgerrepr. Forh. 14. April 1856.


613

»Er der i hele Landet nogen fornuftig Mand, som uden at føle Undseelse paa sit Fædrelands Vegne har kunnet læse den Dom, vi forleden meddelte, i hvilken Kriminal- og Politiretten efter moden Prøvelse troede at burde frifinde Urtekræmmer A. W. Bartholdy, som var bleven overbevist om d. 28. Aug. f. A. at have solgt for 1 Skilling et Bundt Friktionsfyrstikker. Vi vælge med Forsæt dette sidste Ord, thi Sagen er meget indviklet, og hele Retspunktet forrykkes, dersom man siger Svovlstikker. - Det er ikke tilfældigt, at Høkerformændene vælge denne ene Forbryder blandt alle Urtekræmmernes Tusinder; Sagen er, at bemeldle Bartholdy allerede fem Gange har forgrebet sig paa Næringslovgivningen, fanges han altsaa den sjette Gang, bliver Mulkten 160 Rdlr. - fem Gange »dobbelt op« fra 5 Rdlr. -, og dette er et meget væsentligt Hensyn, da Halvdelen af Mulkten tilfalder det klagende Laugs Kasse, en Del af Halvdelen maaske som Præmie de nidkære Formænd .... Urtekræmmeren indrømmer at have solgt Friktionsfyrstikker, men benægter, at der var Svovl paa Enden af dem, og støtter sin Frifindelsespaastand paa, at Friktionsfyrstikker ikke ere monopoliserede for Spækhøkerne. De lærde Dommere eftertænke denne Bemærkning og finde, at Indklagede har Ret: Plakaten af 18. Februar 1818 nævner vel, at »de med Borgerbreve forsynede Kældermænd« maa handle ogsaa med »Svovlstikker«, men derved forstodes dengang kun »Fyrrepinde med Svovl paa Enderne, som antændtes ved at bringe Svovlet i Forbindelse med Ild«, - og derfra kan ingen Slutning drages til Friktionsfyrstikker, der ere »et Produkt til Frembringelse af Ild, hvortil Svovl end ikke nødvendigvis anvendes for at opnaa det ved samme tilsigtede Resultat«. Sagen stiller sig altsaa nu saaledes: I Anledning af et Bundt Fyrstikker til 1 Sk., solgt d. 28. August f. A., er hele det processuale Maskineri sat i Bevægelse. Høkerformændene have betalt deres Sagfører en tredive Daler, Urtekræmmeren har maattet give sin Prokurator, der jo har vundet, lige saa meget, Omkostningerne ere »ophævede«, det vil sige, at hver Part betaler sin Del, og Urtekræmmerne tør fremdeles sælge Friktionsfyrstikker, dog at disse for en Sikkerheds Skyld helst maa være uden Svovl.

Man skulde tro, man levede i en Daarekiste! -

Intet kan i vor Mening mere slaaende godtgøre Absurditeten af vore Næringsforhold end disse Processer om uberettiget Næringsbrug, hvormed Laugsoldermændene og enkelte Dilettanter blandt Laugsmedlemmerne ligge paa Lur efter deres


614

Medborgere. Hvilken endeløs Række! Der er Kukkenbager Dethmer, denne utrættelige Vægter for Laugshegnene, som uden Forskel har angrebet og besejret baade smaa Kagekællinger og store Hofbagere; der er Silke- og Klædekræmmere, der værne om deres haardt truede Handelsret imod Hosekræmmernes Overgreb; der er Urtekræmmer- og Sukkerbagerlauget, som nidkært vaager over sine Monopoler og nu til Gengæld anfaldes af Spækhøkerne; der er Lysestøberne, som ikke taale, at nogen »Fusker eller Bønhas« handler med Tællelys; der er de »med Borgerbrev forsynede Kældermænd«, som opspore Enhver, der uden Borgerbrev er saa vittig at gøre sig selv til en Kældermand; der er Restauratør eller Værtshusholder Ginderup, en anden virksom Amatør, som ved Dom forhindrer Frugt- og Vildthandlerne fra at sælge Rødgrød med Fløde; der er Stolemagerne, som føre Krig med Drejerne, og Drejerne som føre Krig med Tobakshandlerne, der teknisk nok ogsaa høre til »The- og Porcelænshandlerne«, og Vognmændene, som føre Krig med Hyrekuskene, og Skrædderne, som føre Krig med Bundtmagerne, og Bundtmagerne, som føre Krig med Handskemagerne, og hver lille Korporation er som det vilde Æsel i Skriften: dens Haand er imod Alle, og Alles Haand er imod den. Der lejes Spioner, der bydes Stikpenge for at tie eller for at tale, der gives falske Forklaringer for Retten, der lyves og overlyves fra begge Sider, der demoraliseres for Fode væk for at naa eller undgaa en Mulkt af en halv Snes Daler og chikanere en Medborger. Det Offentlige skrider stundom til med Værdighed og kappes heldig med de Private; en Bager, som uden Jordbrug har opfødt 4 Svin paa Vesterbro, slagter disse og sælger dem paa Akseltorvet, hvorefter han dømmes i 10 Rigsdalers Mulkt foruden Omkostninger for uberettiget Næringsbrug, samtidig med at Loven om Hovedstadens Forsyning med billige Livsfornødenheder forlænges paa endnu et Aar. -

Der trænges i Sandhed haardt til Næringsreformen, og naar vi ikke oftere omtale denne, saa er det, fordi vi hidtil næsten have generet os ved at forsvare det, som synes os at være saa uendelig indlysende i sig selv. -« 1)


I Begyndelsen af 1857 blev Otto Müllers Lovudkast af Indenrigsministeriet sendt til Kommunalbestyrelsens Betænkning og behandledes i Borgerrepræsentationen i

__________

1) Dagbladet 11. Okt. 1856.


615

tre Møder d. 11., 15. og 22. Juni. Algreen-Ussing stillede Forslag om, at Haandværkslaugene skulde vedblive at bestaa, men Forslaget forkastedes med 18 Stemmer mod 13. Ligeledes forkastedes et af Snedkermester Cortsen stillet Forslag om Duelighedsprøvernes Bevaring. Om Handelslaugenes Ophævelse var der fuld Enighed.

Laugsvennerne forsøgte endnu en Gang at vende den offentlige Mening, og den saakaldte »Næringsstandens Adresse« - et Værk paa 28 trykte Sider - blev udsendt over hele Landet til Underskrift. Adressen var udgaaet fra den paa Haandværkermødet nedsatte »vedblivende Komité«, men dens vidtsvævende filosofiske Betragtninger røbede, at det ikke var Haandværkere, som havde skrevet den, - man nævnede Højesteretsadvokat N. Levinsen som dens Forfatter 1). Den spaaede Købstædernes og Købstadnæringens totale Undergang, hvis der blev indført Næringsfrihed, - en Spaadom, der jo er bleven saa grundig gendrevet af Kendsgerningerne som vistnok kun faa: det var tværtimod først efter Næringsfrihedens Indførelse, at den stærke Tilstrømning til Købstæderne for Alvor begyndte. Adressen krævede Rigsdagsopløsning og nye Valg, før nogen Beslutning i Næringsspørgsmaalet toges; og forsynet med 15,000 Underskrifter, deraf de 7000 fra København, overleveredes den til Indenrigsminister Krieger d. 1. Oktober 1857.

Men Ministeren tog meget overlegent paa denne store Adresse og udtalte endog til den Deputation, som overbragte den, at han følte sig overbevist om, at ikke Halvdelen af Underskriverne havde forstaaet, hvad de skrev under paa 2). Og samme Dag, som Deputationen var hos ham, blev Lovforslaget indbragt i Folketinget 3).

Her maatte I. A. Hansen føre den sidste Kamp. Han

__________

1) Neergaard: Under Junigrundloven II, 282.

2) »Tiden« 1857 Nr. 119.

3) Rigsdagen var i 1857 sammentraadt Onsdagen d. 30. Sept.


616

krævede, til Dels støttet af Monrad, Mesterprøvens Opretholdelse og søgte at faa Lovens Ikrafttræden udskudt i hvert Fald til 1867. Men Tingets store Flertal delte ikke Hansens Frygt for Pengemagtens kommende Herredømme; Krieger, Grundtvig og fremfor alle Tscherning forsvarede Forslaget, og i et Udvalg, for hvilket Otto Müller selv var Ordfører, forstærkedes endogsaa dets frisindede Karakter: Kvindernes Adgang til Næringsdrift blev udvidet, det blev gjort lettere for straffede Personer at komme i selvstændig Stilling, Politiets særlige Tilsyn med Marskandisere blev strøget o. s. v., og i denne Skikkelse blev Loven derefter vedtaget af Folketinget.

At Landstinget vilde stille sig paa samme Maade som Folketinget, var givet, og tilbage stod da for Lovens Modstandere kun at forsøge en sidste Appel til Kongen: det var jo ad den Vej, man i 1847 havde faaet standset det af Laugskomiteen, Kommunalbestyrelsen, Stænderforsamlingen og Kancelliet anbefalede Forslag om Handelslaugenes Ophævelse. Men Tiderne havde forandret sig siden 1847. Det var ikke Kristian VIII, men Frederik VII, man fik i Tale, og hans Svar lød - venligt, men korrekt: »Jeg er, som De ved, konstitutionel Konge. Imidlertid skal jeg i denne Sag gøre, hvad jeg formaar.« Det er et Vidnesbyrd om Frederik VII's Evne til at vinde Folk ved sin personlige Optræden, at Deputationens Medlemmer, trods det Svar, de havde faaet, vendte hjem fra Audiensen paa Frederiksborg opfyldte af »den Mildhed og Naade, hvormed Kongen havde modtaget dem« 1). Men Resultatet blev jo ikke derfor anderledes. Efter at være kommen tilbage fra Landstinget blev Loven ved den afsluttende Behandling i Folketinget d. 19. December 1857 vedtaget med 62 Stemmer mod 19. Den 29. December fik Loven den konstitutionelle Konges Underskrift, og den nye Tids Mænd havde vundet en af deres største Sejre.

__________

1) Flyveposten 1857 Nr. 276 og 282.


617

Hvor stærk Forbitrelsen var hos det slagne Parti, kan ses deraf, at endnu efter at Loven var underskrevet, blev der gjort et Forsøg paa at faa Kongen til at omstyrte den igen. En ny Adresse, som ret utilsløret opfordrede til Statskup, blev omsendt til Underskrift. Det hedder i denne:


»Deres Kongelige Majestæt! Hvad Borgerne tidligere i denne Sag have bønfaldet om, kan under de nu indtraadte Forhold ikke gentages; men en anden Styrelse, til hvem Folket vil kunne se op med Agtelse og Tillid, kan gribe Foranstaltninger, der kunne suspendere den vedtagne Lovs Ikrafttræden og forskaffe den frie Folkemening Tid til at gøre sig gældende ....

Vi staa beredte, Deres Majestæt! til at høre Konge-Ord og erfare Konge-Handling! Der ere Borgere trindt omkring i Riget, mange Tusinder, som ingen Mur ville se oprejst mellem Kongen og dem; men ville bane Vejen, hvorpaa Monark og Undersaatter kunne færdes og virke sammen til et Maal: til Held og Hæder for Samtid og Eftertid!« 1)


Men denne farlige Adresse fik kun faa Underskrifter og blev ikke indgivet. Næringsfriheden stod fast, og den nye Ordning traadte fuldstændig i Kraft fra 1. Januar 1862.

__________

Skattevæsenet.

Den Modsætning mellem den nye og den gamle Tid, som vi træffer overalt i disse Aar, kom ogsaa frem paa Skattevæsenets Omraade. Her var Stillingen den, at Borgerrepræsentationen og de liberale vilde have de bevægelige Skatter lignede paa alle Byens Indbyggere efter For-

__________

1) Adressen trykt f. Eks. hos O. Nielsen: Vintapperlavet i Kbhvn. 193 f.


618

mue og Indkomst, medens Kancelliet og de konservative holdt paa det gamle System, der lagde disse Skatter alene paa de næringsdrivende Borgere. - Om de faste Skatter paa Grund og Ejendom var der ingen Uenighed.

Efter Bygningers og Gaders Areal og Beliggenhed lignedes en Mængde forskellige Skatter, der hver havde sin særlige Kasse og var bunden til sin bestemte Anvendelse. Dette gjaldt den samlede Grundskat, der indbefattede fem Underafdelinger: Borgervæbningsskat, Indkvarteringsskat, Renovationsskat, Vægterskat og Lygteskat. Dernæst Brolægningsskatten, der beregnedes efter hver Kvadratfavn Stenbro; Vandskatten, der beregnedes pr. Kvadratalen af den bebyggede Grund, men med et forskelligt Beløb for Forhusbygninger og for Side- eller Baghusbygninger; endelig Fattigskatten, der udregnedes efter et bestemt Forhold til Arealskatten eller Bygningsafgiften, der svaredes til Staten.

Men alle disse Skatter var altsaa, som deres Benævnelse angiver, bundne til en bestemt Anvendelse og kunde ikke bruges til andet. Der kunde være Overflod i den ene Kasse og Mangel i den anden, uden at de derfor kom hinanden til Hjælp. Og tilbage var jo saa alle de kommunale Udgifter, til hvilke ingen bestemt Skat var anvist: Udgifter til Administrationen, Politivæsenet, Skolevæsenet, Vejvæsenet. Alle disse skulde dækkes af den sidste af Skatterne, Næringsskatten, som var den supplerende Skat, der kunde forhøjes eller formindskes efter Kommunens Behov.

Til Paaligning af Næringsskatten var alle Næringsveje inddelte i seks Klasser, og inden for hver Klasse var der fastsat et Maksimum og et Minimum for det Antal Skatteportioner, som kunde paalignes de næringsdrivende i denne Klasse. Portionens Størrelse kunde være forskellig; den udgjorde i Fyrrernes Begyndelse i Reglen 10 Mark aarlig.


619

Det højeste Antal Portioner, der kunde paalignes en enkelt næringsdrivende, var 80 - Maksimum for første Klasse. Det laveste var 1/4 Portion - Minimum for sjette Klasse. Men oven over de seks Klasser var der en saakaldet »Overklasse«, der omfattede Selskaber og Korporationer, og som kunde sættes i Skat med indtil 100 Portioner. De forskellige Næringer var en Gang for alle indordnede i deres bestemte Klasse, ofte uden at man kunde se nogen Grund til, at netop denne Klasse var bleven valgt. Haarskærere var i sjette Klasse og kunde ikke sættes højere end 5 Portioner. Snedkere, Skræddere og Skomagere var i femte og kunde stige til 15 Portioner; Hattemagere og Fiskeblødere var i fjerde, der betalte indtil 20 Portioner, o. s. v. Men mange lidt finere næringsdrivende stod helt uden for Klasserne og var altsaa fri for Næringsskat, saaledes Apotekere og Iglehandlere, Arkitekter, Hof- og Stadsbygmestre, Dekorationsmalere og Metaltrykkere, Universitets-Boghandlere, -Bogtrykkere og -Bogbindere, Kammerjægere, Ligtorneoperatører og Uldhandlere 1). Det samme gjaldt naturligvis alle dem, der ikke drev nogen borgerlig Næring: Embedsmænd, Læger, Sagførere, Videnskabsmænd, Kunstnere, Lærere, Standspersoner og Pengemænd. Ved en kongelig Resolution af 26. April 1843 ændredes lidt ved Systemet: Grænsen mellem de forskellige Klasser ophævedes; det blev tilladt at ansætte Enkeltpersoner til højst 100 Portioner og »Overklassen« til 200; laveste Skatteansættelse blev 1 Portion, - de, som ikke kunde naa saa højt, skulde være helt fri. Ved samme Lejlighed blev det indført, at Ligningslisterne skulde fremlægges til offentligt Eftersyn. Men det blev fremdeles de samme Personer, der kom til at bære Skatten, og der skete kun det, at Kommunen nu kunde beskatte dem noget stærkere og muligvis lidt retfærdigere end hidtil. I 1844, da de nye Bestem-

__________

1) Reskript 28. Okt. 1846.


620

melser for første Gang anvendtes, bevirkede de en Forøgelse af Portionernes Antal med 2345, hvorved Kommunen altsaa tjente henved 4000 Rdlr. De nye Bestemmelser, der i 1843 var bleven indførte forsøgsvis for 3 Aar, blev fra 1847 endelig gældende, og Kommunen undlod ikke at benytte det Spillerum, der var givet den, til at sætte Portionernes Antal ret kraftigt op. Fra 1844 til 1851 steg Næringsskatten med ca. 50 Procent.

Men efterhaanden som denne Skat blev mere trykkende, kom ogsaa Misfornøjelsen med den stedse stærkere frem. Den Indvending laa jo lige for, at den hovedsagelig svaredes af de mindst velstillede af Byens Beboere, medens alle de velhavende og fornemme var fritagne. Man sagde med nogen Ret, at det var Folkene i Kælderen og Stuen, der svarede Skatten, medens Herskaberne i de finere Etager var skattefri. Fra modsat Side, saaledes af Ørsted i Kollegialtidende, blev gjort gældende, at Næringsskatten var en Kendelse, der betaltes for Deltagelsen i den almindelige Købstadrettighed og som Vederlag for de Fordele, denne tilbød, og derfor kunde Næringsskat ikke rettelig paalægges de Folk, som ikke nød godt af Købstadens Rettigheder 1). Men skønt denne principielle Betragtning - at Skatterne skal være den enkeltes Vederlag for de Goder, der tilbydes ham af det offentlige - ikke var uden Berettigelse, faldt den ganske uden for Tidens Tankegang og blev kraftigt bekæmpet af de liberale Førere. Deres Ideal var en Skat paa Formue og Indtægt, der ramte enhver efter hans Evne, uanset om han skyldte Københavns Kommune disse sine Indtægter eller ikke. Ej heller brød de sig om Ørsteds praktiske Indvendinger: at en saadan Skat vilde falde alt for haardt paa Folk med faste Indtægter, navnlig Embedsmændene, og at den vilde afskrække formuende Folk fra at tage

__________

1) Koll. Tid. 1846 S. 1025.


621

Bopel i Hovedstaden, hvis Behageligheder de lige saa fuldt kunde nyde, naar de bosatte sig i en Nabokommune. Tidens ledende Ideer trak, som sagt, i en helt anden Retning.

Forkæmperne for det nye Skattesystem savnede ej heller inden for det gamle visse Tilknytningspunkter, som de kunde henvise til og bygge videre paa. Der var, halvt tilfældigt og lejlighedsvis, gjort et Par Tilløb til en Indkomstbeskatning, og disse Eksempler benyttedes flittigt i Agitationen. Det var de to særlige Skatter, Præstepengene og Krigsskatten.

Præstepengene indkom fra gammel Tid paa den Maade, at alle Sognebeboerne fik Lejlighed til at tegne sig for et frivilligt Beløb. Men hvis en dertil nedsat Sognekommission skønnede, at en eller anden havde ansat sig selv for lavt, blev hans Bidrag forhøjet efter hans Formue og Vilkaar. Allerede i 1846 blev det foreslaaet, at den frivillige Tegning skulde falde bort og hele Beløbet lignes efter Formue og Lejlighed; men det blev foreløbig ikke til noget.

Præstepengene var i sig selv et ubetydeligt Beløb; men i deres Paaligningsmaade spirede det nye Princip, og derfor voksede Striden om disse Penge op til store Dimensioner. De liberale benyttede Præstepengene til bestandig at bringe en almindelig Formue- og Indkomstskat paa Tale, og de drillede omsider A. S. Ørsted saa længe, at han i den højofficielle Kollegialtidende indlod sig i Bladpolemik med »Fædrelandet«. Men da havde rigtignok ogsaa dette Blad drevet det til at beskylde Kancelliherrerne for, at de modsatte sig den nye Skatteform for selv at blive fri for at betale Skat. Denne Beskyldning bragte omsider den gamle Statsmand helt ud af Ligevægten:


»De Ytringer,« skriver han, 1), »der findes i forrige Nummer af nærværende Tidende i Anledning af det der omhandlede

__________

1) Koll. Tid. 1847 S. 730.


622

Forslag, at forvandle de saakaldte Præstepenge i København til en over hele Kommunen efter Formue og Lejlighed lignet Sum, har fremkaldt et Angreb i »Fædrelandet« Nr. 221, der udtyder hine Ytringer, som om Kancelliet havde forkastet den omspurgte Afgiftsform, fordi den vilde have til Følge, at de Embedsmænd, som have de største Indtægter, f. Ex. Kancelliherrerne, ogsaa vilde komme til at udrede de største Afgifter, uden at Kollegiet tog i Betragtning, om det ikke er retfærdigt og billigt, at enhver bidrager efter sin Evne. Disse Ytringer finder Forfatteren i »Fædrelandet« saa betegnende for Kancelliets Standpunkt, at de ikke bør gaa upaatalte hen, og iøvrigt vilde han for Kancelliets egen Skyld have ønsket, at saa selviske Hensyn vare blevne udtalte med lidt mindre Aabenhed . . .

Men den maa være meget langt fra den Sindsrenhed, som »Fædrelandet« ved denne Lejlighed savner hos Kancelliet, der kunde falde paa den Tanke, at dets Medlemmer herved skulde have taget Hensyn til den større eller mindre Udgift, de forskellige Afgiftsmaader kunde medføre for dem selv. Det er almindelig erkendt, at Kommuneudgifters Fordeling paa en Kommunes Medlemmer efter Ligningsmændenes Skøn over enhvers Evne til at bære en større eller mindre Andel i samme, er særdetes mislig ... Og hvad der giver Anledning til idelige Besværinger i de mindre Købstæder, maatte i en ganske anden Grad foranledige Forurettelser og Klager, hvis en Ligning af dette Slags blev indført i København, hvor det ikke var muligt at finde Mænd, som med nogen Slags Sikkerhed kunde bedømme alle Indvaanernes Vilkaar i Forhold til hinanden . . .

Udgiveren skal imidlertid ikke nægte, at det dog, da han gennemgik den for denne Tidende bearbejdede Artikel, faldt ham ind, at den omhandlede Del af samme kunde give »Fædrelandet« Anledning til et Angreb, skønt han ikke havde ventet det saa plumpt, som det er sket. Han var og fra en anden Side i Tvivl om, hvorvidt ikke oftmeldte Ytringer, som ikke udgjorde noget nødvendigt Led i Fremstillingen, hellere maatte udgaa . . . Men just fordi det tillige var faldet ham ind, at »Fædrelandet« eller noget andet Blad kunde tage Anstød af hin Ytring, var det ham dog imod at tilbageholde den.«


Endelig engang havde saaledes A. S. Ørsted faaet sagt »Fædrelandet«, hvor dybt han foragtede det!

Ørsted var foreløbig den stærkeste, og først i 1861


623

udkom en Lov, hvorved Præstepengene lignedes med en bestemt Sum over hele Byen »paa Formue og Lejlighed eller efter Indkomst«.

Den anden Skat, som de liberale kunde bruge i deres Agitation, var den overordentlige Krigsskat, der i 1848 opkrævedes med et Beløb af 4 Millioner Rdlr. af hele Landet. I København blev denne Skat lignet efter forskellige Hensyn. En Del af den blev lagt paa de faste Ejendomme; en anden Del opkrævedes som en Skat paa Obligationer, Aktier og Embedsmænds Gager, altsaa delvis som en Formue- og Indkomstskat; og endelig opkrævedes en Del som et Tillæg til Næringsskatten, men saaledes at denne »Krigs-Næringsskat« i Modsætning til den egentlige ogsaa lignedes paa Sagførere, Læger, Apotekere og Præster.

Der var saaledes paa forskellige Maader gjort Indrømmelser til det nye Skatteprincip, og hen i Halvtredserne blev dette endelig taget op af Autoriteterne. Det blev den altid virksomme P. G. Bang, der som Indenrigsminister tog Initiativet i denne Sag. Da han i 1852 foreslog Kommunalbestyrelsen at give Afkald paa sine Bomindtægter, pegede han paa en Indkomstskat som Afløser derfor. Og da hans Raad ikke blev fulgt, skrev han i Maj 1852 til Magistraten, »at man maa være betænkt paa under passende, efter de lokale Forhold lempede, Former at forberede Indførelsen af en Afgift paa Formue og Lejlighed lig den, der findes i Rigets øvrige Købstæder«.

Ministeriets Henvendelse foranledigede, at en Komité af Magistratsmedlemmer og Borgerrepræsentanter blev nedsat til at gøre Forslag om en anden Ordning af Skatterne. Komiteens Forslag forelaa i 1853. Det gik ud paa, at Næringsskatten helt skulde bortfalde, og i Stedet for den skulde indføres en almindelig Byskat, der lignedes paa alle Byens Indbyggere efter deres Indkomst og Evne uden Hensyn til Stilling, ja endogsaa uden Hensyn til, om de


624

boede i Byen eller ej, saafremt de blot der havde deres Embede eller Næringsvej. - Men som alt andet gik ogsaa dette i Staa, da Ørsted blev Minister. Han foretrak Forbrugsskatter og satte sig i hvert Fald imod, at Statens Embedsmænd skulde svare Byskat 1).

Men Nødvendigheden var stærkere end selve A. S. Ørsted, og her krævede Nødvendigheden, at Københavns Kommune fik flere Indtægter. Efter det sidste store Laan maatte det aarlige Budget forøges med 200,000 Rdlr. Halvdelen af dette Beløb kunde nok lægges paa Grundtaksten; men det var ganske ugørligt at lægge de øvrige 100,000 paa Næringsskatten, der siden 1840 allerede var steget fra 50,000 til 90,000 Rdlr. 2) Og Ørsted maatte da gaa paa Akkord med Principperne. Med en Beklagelse af, at det ved Konsumtionens Afskaffelse var bleven vanskeliggjort at faa nye Forbrugsskatter indførte, maatte han i Oktober 1854 foreslaa Indførelsen af en Hjælpeskat, der skulde paalignes just efter det Princip, som han hidtil stadig havde bekæmpet.

Paa dette Grundlag naaedes hurtigt et Resultat, og d. 14. April 1855 udkom Loven om Nærings- og Hjælpeskatten, der foreløbig skulde gælde for tre Aar. Hjælpeskatten, der lignedes efter Formue og Lejlighed, skulde dække en Trediedel eller indtil Halvdelen af det Beløb, der udkrævedes, medens Resten som sædvanlig skulde tages gennem Næringsskatten. 5 Portioner af den nye Skat skulde, ligesom 5 Portioner af den gamle, give Valgret til Borgerrepræsentationen; og saa meget betød denne nye Beskatningsret for Kommunen, at Vælgerantallet derefter steg fra ca. 2300 til ca. 3300. - Skatteydernes samlede Antal var ca. 10,000.

En Mængde hidtil skattefri Personer blev jo nu satte i Skat. Selvangivelse blev ikke anvendt, og da det var

__________

1) Dep. Tid. 1854 S. 269.

2) Dep. Tid. 1855 S. 149.


625

første Gang, man her i København forsøgte sig paa den vanskelige Opgave at bedømme Folks virkelige Indtægter, var det ikke mærkeligt, at der klagedes højlydt over Resultatet. Det er troligt nok, at denne første Ligning har været meget mangelfuld, og Autoriteterne indrømmede det for saa vidt selv, som det blev besluttet næste Gang at prøve Selvangivelse. Men Hovedsagen var jo, at det nye Princip havde sejret. Den foreløbige Lov blev i 1858 gjort endelig. I 1860 blev Næringsskatten yderligere indskrænket, og i 1861 blev den ganske ophævet.

__________

Den nye Kommunallov.

Bestræbelserne for at ændre og udvide Forfatningen af 1. Januar 1840 var omtrent lige saa gamle som Forfatningen selv. Mangler ved den nye Ordning viste sig snart: Man fandt Valgretten for indskrænket og den folkevalgte Forsamlings Myndighed lige over for Magistraten for ringe. Administrationen var splittet mellem mange Autoriteter, Forretningsgangen var tung og slæbende, og ingen enkelt havde nogen Sinde Ansvaret. Den besluttende og den udøvende Myndighed var ikke holdt ude fra hinanden. Borgerrepræsentationen greb stadig ind i Administrationen, dens Medlemmer havde Sæde i de specielle Direktioner og Kommissioner, og jævnlig nedsattes blandede Komiteer til Udførelse af bestemte Hverv.

Allerede i 1843, da en Omordning af Magistraten var paatænkt, kom man ind paa det Spørgsmaal, om ikke hele Kommunalforfatningen burde ændres. En Komité, bestaaende af Overpræsidenten og de tre Borgmestre, blev nedsat, og denne afgav i 1845 en Betænkning, der særlig tog Sigte paa at bringe de specielle »Væsener« i nærmere


626

Forbindelse med Magistraten. Men ved Overpræsident Kierulffs Død i 1846 indtraadte en Standsning i Sagens Behandling, og den blev først optaget igen under Indflydelse af Begivenhederne i 1849. Straks efter Grundlovens Udstedelse meddelte Indenrigsminister P. G. Bang, at han i Henhold til Grundlovens § 96 1) agtede at forelægge den først sammentrædende Rigsdag om ikke en fuldstændig Kommunallov saa dog et Forslag til udvidet Valgret. Han stillede i Udsigt, at han desuden vilde give Kommunalbestyrelsen en videregaaende Myndighed i Kommunens økonomiske Sager og knytte de specielle Administrationsgrene, særlig Fattig- og Skolevæsenet, nøjere til denne. Han ønskede imidlertid først at høre Kommunalbestyrelsens Tanker om disse Punkter. Men nu vilde Kommunalbestyrelsen, mærkeligt nok, ikke udtale sig. Den stillede sig paa det formelle Standpunkt, at Initiativet til en Forandring i Kommunalloven rettest burde udgaa fra Regeringen selv og ikke fra Kommunen 2), og da Bang et Par Maaneder efter udtraadte af Ministeriet, var Sagen dermed atter skrinlagt.

Imidlertid blev Angrebene paa Kommunalbestyrelsen stedse mere højrøstede, og selv Overpræsidenten maatte indrømme, »at deres Beføjelse ikke kunde benægtes, saa meget end Maaden, hvorpaa de i Almindelighed fremførtes, maatte misbilliges« 3). Han sigtede herved særlig til en Artikel i »Fædrelandet« for 17. Juli 1852, hvori det bl. a. hedder:

»Kommunalloven af 1840 er ikke saa elendig, at der jo kunde være udrettet noget mere med den, end sket er, dersom Kommunalbestyrelsen selv havde haft alvorlig Interesse for Kommunens Tarv og en energisk Vilje til at

__________

1) »Kommunernes Ret til, under Statens Tilsyn, selvstændig at styre deres Anliggender vil blive ordnet ved Lov.«

2) Borgerrepr. Forh. 4. Sept. 1849.

3) Borgerrepr. Forh. 30. Sept. 1852.


627

fremme det; men Ulykken er, at man har ingen af Delene haft i tilstrækkelig Grad og har dem ikke endnu. Man har hensnyldret et Utal af Møder med det usleste Pilleri, med den unødigste Talen frem og tilbage, men man har ikke været opmærksom paa de kommunale Indretningers Udvikling i andre Lande, ja ikke engang i Landet selv; man har ladet smaa Provinsbyer med smaa Midler løbe sig langt forbi; man har ikke agtet paa det, man saa lige for sine Øjne, paa Svineriet og Sløseriet, man har opsat alt, hvad der ikke nødvendigt maatte ske i Dag, man har ikke set et halvt Aar ud i Fremtiden.«

Overpræsident Lange tog derfor nu Sagen op paa ny og fremsatte 14. August 1852 et Udkast til en ret vidtgaaende Omordning af Kommunestyrelsen: Alle de kommunale Brancher skulde samles under Magistraten. Borgerrepræsentationens Deltagelse i Administrationen skulde ophøre, og Raadmandsinstitutionen, som »hverken var ganske hensigtssvarende for Forretningernes Gang eller tilfredsstillende for de vedkommende selv«, kunde gaa ind. Derimod skulde ansættes et større Antal Borgmestre eller Departementschefer, og saavel disse som alle andre kommunale Embedsmænd skulde vælges af Repræsentationen. Kun Overpræsidenten og den Borgmester, under hvem Øvrighedsforretningerne blev henlagte, skulde som hidtil ansættes af Regeringen.

Overpræsidenten havde her vist sin utvivlsomme gode Vilje til at hjælpe paa Styrelsens Brøst, og hans Forslag falder i mange Punkter sammen med det, som senere virkelig blev gennemført. Men han fik ingen Tak for sit Arbejde, og hans Forslag fandt ikke Støtte nogensteds. Magistratens øvrige Medlemmer fastholdt deres Standpunkt fra 1849, at Initiativet til en Forandring burde udgaa fra Regeringen, og Borgerrepræsentationen lagde Forslaget hen uden at behandle det.

Først da P. G. Bang efter Ministeriet Ørsteds Fald i


628

December 1854 paa ny var bleven Indenrigsminister, blev Sagen for Alvor taget op. Allerede i Marts 1855 bebudede Ministeren, at han vilde forelægge en helt ny Kommunallov. Men ligesom i 1849 vilde han ogsaa nu helst høre Kommunalbestyrelsens Mening først, og for at faa den paa Gled oversendte han i Sommeren 1855 en Række »foreløbige Bemærkninger«, som han ønskede gjort til Genstand for Undersøgelse i et Udvalg.

Disse Bemærkninger gik ud paa, at hele den besluttende Myndighed skulde tildeles Borgerrepræsentationen og hele den administrative henlægges under Magistraten. Den departementale Ordning, hvorefter hver enkelt Borgmester skulde have Ansvaret for sit Departement, skulde indføres og den større Del af Borgmestrene vælges af Repræsentationen. Regeringens Sanktion skulde udkræves til Forhøjelse af Skatter, til Optagelse af Laan og til Afhændelse af betydeligere Ejendomme. Forhandlingerne med specielle sagkyndige i de enkelte Brancher skulde saa vidt muligt føres mundtlig for at undgaa Indhentelse af de skriftlige Erklæringer, som »netop havde været det Skær, hvorpaa Sagernes Fremme havde strandet«. Overformynderiet kunde helt adskilles fra Kommuiiestyrelsen og lægges direkte under Justitsministeriet 1).

Ved Oversendelsen af dette Udkast var formodentlig Kommunalbestyrelsens Forlangende - at Initiativet til en Omordning af Kommunens Styrelse skulde udgaa fra Regeringen - sket Fyldest. I hvert Fald blev der nu ikke mere gjort Indvendinger imod at tage fat paa Arbejdet, og Indenrigsministerens Udkast blev undergivet en grundig Behandling i et Udvalg, for hvilket Overpræsident Lange, og efter hans Død i 1856 Borgmester Casse, var Formand. Udvalget delte sig i to lige store Mindretal,

__________

1) 2. Sekr. 1855 Nr. 1501. - Dep. Tid. 1855 S. 545.


629

idet Casse, H. P. Hansen og Algreen-Ussing indgav et Forslag (A) og Raadmand Holm, Brygger Jacobsen og Overretsprokurator L. C. Larsen et andet (B).

Forslag A sluttede sig i det væsentlige til Bangs Udkast. Det gav Repræsentationen den besluttende, Magistraten den udøvende Magt. Magistraten var dog ikke pligtig at udføre Forsamlingens Beslutninger, men kunde, saafremt den ikke var enig i dem, henskyde Afgørelsen i hvert enkelt Tilfælde til Indenrigsministeriet. Forfatningen vilde herefter blive - som den ogsaa blev - et Tokammersystem, hvor det ene Kammer tillige havde hele den udøvende Magt.

Forslag B vilde tildele Repræsentationen en helt anden Stilling. Ifølge dette skulde Forsamlingen ikke blot have hele den besluttende Myndighed, men tillige paa mange Maader kunne gribe ind i Administrationen; og i Tilfælde af Meningsforskel skulde Borgmestrene bøje sig for den folkevalgte Repræsentation. Kun Overpræsidenten kunde standse en Sag og, hvis Overensstemmelse efter fornyet Behandling ikke blev opnaaet, indsende den til Ministeriet. Forslaget tilsigtede et Etkammersystem: Borgmestrene skulde have Stemme i Repræsentanternes Forsamling, men de skulde ikke kunne udøve en selvstændig Myndighed ved Siden af denne.

Som det var at vente, sluttede Magistraten sig nærmest til Forslag A, medens Repræsentationens Flertal foretrak Forslag B, og begge Udkastene indsendtes saaledes, lidt ændrede, i November 1856 til Indenrigsministeriet.

Her havde paa dette Tidspunkt Krieger afløst Bang som Minister. Men dette fik ikke nogen Indflydelse paa Sagens Gang, thi Krieger tog sig af den med ikke mindre Iver, end hans Forgænger havde vist. Allerede i December kunde han forelægge Rigsdagen det af Regeringen udarbejdede Forslag. Det støttede sig væsentlig til Udkast A,


630

saaledes i det vigtige Spørgsmaal om Magistratens og Repræsentationens indbyrdes Forhold 1).

Forslaget kom først til Behandling i Landstinget, hvor Lehmann var Udvalgets Ordfører. Det fandt her en gunstig Modtagelse, og et Par nye vigtige Bestemmelser blev indførte, saaledes den, at Borgerrepræsentanterne paa egen Haand kunde afskedige Borgmestrene, naar tre Fjerdedele af Forsamlingen stemte derfor. - Kampen om Principperne begyndte først, da Lovforslaget naaede til Folketinget.

Her mødte det straks ved første Behandling en kraftig Modstand fra Brygger Jacobsen, der siden 1854 var Medlem af Tinget. Han havde i Kommunalbestyrelsen været Medforslagsstiller til det demokratiske Udkast B, og hans eget Standpunkt var endda noget længere til venstre, end Udkastet angav. Jacobsen fandt Valgretten for indskrænket, Overpræsidentens Myndighed for stor, men navnlig Ordningen med de to sidestillede Afdelinger inden for Kommunalbestyrelsen uheldig 2). I det Udvalg, som blev nedsat, fik Jacobsen Flertallet med sig, medens Ploug var Ordfører for et Mindretal, der holdt paa Tokammersystemet og den selvstændige Magistrat.

Ved anden Behandling vedtog Folketinget Jacobsens og Udvalgsflertallets Forslag; men Indenrigsminister Krieger vilde ikke modtage Loven i denne Skikkelse. Han modsatte sig bestemt, at den folkevalgte Forsamling fik en saadan Overvægt over Magistraten, som Jacobsens Forslag vilde give den, og forsvarede Tokammersystemet med megen Energi:

»Der burde i selve den kommunale Organisme være en Regulator, tvende Elementer, som ikke vare modsatte, men dog noget forskellige, ikke saa forskellige, at de vare

__________

1) Dep. Tid. 1856 S. 1104.

2) Folketingets Forh. 1856-57, Sp. 2317.


631

naturligt modstridende, men dog heller ikke saa ensartede, at der ingen Forskel var, at der ikke kom nogen Strømning ind, at der ikke kunde fremkomme en Rivning, men en Rivning i dette Ords gode Betydning, saa at der vaktes en Kappelyst mellem dem om at fremme det gode.« 1)

Men mere end Ministerens Veltalenhed betød det vistnok, at han var i Stand til at lægge et Pres paa Folketinget ved at henvise til, at det var næsten uforsvarligt at lade Københavns Magistrat henstaa længer i den Forfatning, hvori den for Øjeblikket var. Forhandlingerne om den nye Kommunallov havde paa ny samlet en pinlig Opmærksomhed om det noget defekte Kollegium, der udgjorde Hovedstadens øverste Styrelse, og »Fædrelandet« havde ret ugenert drøftet Magistratsmedlemmernes personlige Egenskaber 2). Bladet kom til det Resultat, at »saa længe Magistraten indeholder saa liden administrativ Dygtighed, som den gør, vilde det maaske gaa endnu værre, naar ikke Borgerrepræsentanterne gave sig af med at administrere, hvor principstridigt dette ellers kan være« 3). Med mere Ærbødighed fulgte Hovedstaden ikke sin gamle Kommunalbestyrelse til Dørs.

Krieger benyttede sig nu af Magistratens maadelige Forfatning til at tvinge Loven igennem i den Skikkelse, som han vilde have: Det kunde blive nødvendigt, sagde han, at skaffe Hovedstaden nye Borgmestre, og man kunde ikke blive ved at vente paa en ny Lov. Skulde Borgerrepræsentationen derfor faa nogen Indflydelse paa det Borgmestervalg, som forestod, maatte man skynde sig at vedtage Loven nu. I modsat Fald maatte Regeringen selv udnævne nye Borgmestre.

__________

1) Smstds. Sp. 3172.

2) Se foran S. 209-10.

3) Fædrelandet 30. Okt. 1856.


632

Krieger satte sin Vilje igennem; saa mange af Folketingsflertallet bøjede sig, at Tinget ved 3. Behandling forkastede det Forslag, som det ved 2. Behandling havde vedtaget. Kun I. A. Hansen og nogle andre Bondevenner fulgte Jacobsen til det sidste. Men Jacobsen tog sig dette Nederlag saa nær, at han for bestandig trak sig ud baade af Borgerrepræsentationen og af Rigsdagen 1).

Den nye Kommunallov udkom d. 4. Marts 1857. Ved den blev Kommunalbestyrelsens Omraade udvidet, idet Fattigdirektionen, Vandkommissionen samt Brolægnings-og Vejkommissionen ophævedes og deres Virksomheder henlagdes under Magistraten. Derimod vedblev den særlige Skoledirektion og Brandkommissionen at bestaa, og Overformynderiet udskiltes under en særlig Styrelse. Overpræsidenten blev fremtidig det eneste Medlem af Magistraten, som udnævntes af Kongen, idet baade de 4 Borgmestre og de 4 ulønnede Raadmænd skulde vælges af Forsamlingen, de første paa Livstid, de sidste paa 6 Aar. Borgmestrenes Valg skulde stadfæstes af Kongen; men de kunde afskediges af Borgerrepræsentationen uden Kongens Samtykke, naar tre Fjerdedele af Forsamlingen var enige deri. Hver Borgmester bestyrede selvstændigt og paa eget Ansvar de under hans Afdeling hørende Sager. Magistraten og Borgerrepræsentationen fik i Forening den besluttende Myndighed, og enhver Uenighed mellem dem kunde af Repræsentationen henskydes til Ministeriets Afgørelse. Ved Valgretsbestemmelserne blev der ikke rørt; de ændredes først i 1861, da Næringsskatten blev afløst af en Indkomstskat.

Alle nærmere Enkeltheder, saasom Forretningernes Fordeling mellem de 4 Borgmestre, Antallet af Embedsmænd og deres Lønninger m. v., blev afgjort ved Vedtæg-

__________

1) C. Nyrop: J. C. Jacobsen (Særtryk) S. 37-38.


633

ten af 30. December 1857. - Saaledes var nu alt i Orden til det nye Styre, og d. 1. Januar 1858 traadte den nye Kommunalforfatning i Kraft. Den har staaet sin Prøve godt og bevist sin Levedygtighed; thi det er efter denne Forfatning, vor By endnu styres den Dag i Dag.

__________

Det København, vi forlader i 1857, er en helt anden By, end den vi kom til i 1840.

Alle Spærringsforanstaltninger ved Indgangen til Byen er nu borte: Portene nedrevne, Bommene fjernede, Konsumtionsbetjente og Skildvagter inddragne. Enhver kan frit gaa ind og ud, - det koster ikke noget. En helt ny By er i disse Aar vokset op uden for Voldene, - Forstæderne og Frederiksberg har nu 30,000 Indbyggere -, og det er vedtaget, at Gammelholm skal fraflyttes og Resten af Demarkationsterrænet gives fri. Jernbanen til Korsør og Dampskibet videre til Kiel har bragt vor Hovedstad i nær Forbindelse med den store Verden, og gennem Telegrafen til Hamborg har den Forbindelse med det hele europæiske Telegrafsystem. De Udviklingsmuligheder, som derved aabnes, udnyttes allerede af Byens Borgere, og den gamle Afhængighed af Hamborg er nu snart forsvunden. Nyt Liv er vaagnet i den før saa øde Havn, Handelen er i rask Opgang, og Øresundstoldens Afskaffelse i 1857 vil fremme den yderligere. De nye Gasblus lyser over en By, der begynder at blive renlig og sund, og som efter Evne søger at bøde paa Fortidens hygiejniske Synder. Skrankerne falder til alle Sider: Det kommunale Selvstyre udvides, Torvetvang og Laugstvang afskaffes, og det ene Monopol efter det andet forsvinder. Det nye Samfund, som skal bo inden for Byens nye Rammer, rydder


634

Pladsen for Fremtidens Arbejde og ordner sig under nye Love; selv Ulykker som Kolera og Pengekrise maa tjene det heles Vel ved at pege paa det, som er usundt, og give Vækst til det, som har Livskraft. De 18 Aar var en Rydningstid; men de lagde tillige Grundvolden under den Nutidsby, som der siden bestandig er bygget videre paa.


Slutvignet



<-Forrige . Indholdsfortegnelse . Næste->

Opdateret: søn okt 24 11:04:53 CEST 2004
© eremit.dk 2001 - 2010 . Må frit anvendes og citeres med kildeangivelse
Kontakt:

Creative Commons License
Dette værk er licensieret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Valid HTML 4.01 Transitional  Valid CSS!
Sidens top